Dokumentation og formidling af Danmarks historie i Grønland og Arktis

Introduktion

Formålet med denne base over grønlandske fortællinger er at lette søgningen i den nedskrevne mundtlige overlevering, der er så omfattende, at det kan tage pippet fra enhver begynder. Basens ca. 2280 fortællinger må være repræsentative for deres tid i de forskellige egne af Grønland, og det er min agt, at basen i fremtiden suppleres med manglende samlinger og spredte tryk ved interesserede brugeres hjælp. Alle fortællinger, der foreligger i dansk oversættelse på tryk er blot indskrevet i resumé, der naturligvis ikke kan bruges som kilder. Man må gå til kilden selv, den trykte oversættelse, helst også den grønlandske original hvis den findes.

Af de øvrige fortællinger, dvs. håndskrevne og nogle få der kun er trykt på grønlandsk, er flertallet indskrevet i oversættelse til dansk. Lektor emeritus Christian Berthelsen har foretaget de fleste og nu afdøde Apollo Lynge, Nuuk, en større antal, Grethe Lindenhann nogle få og Signe Åsblom ligeså. Der er huller i mange oversættelser, enten når håndskriften har været utydelig, særpræget dialekt har gjort sig gældende, eller nedskriveren, der kan være den samme som fortælleren, ikke har haft magt over forløbet. Igen er det sikrest at gå til kilden, som regel håndskriftet, forudsat man har de fornødne kundskaber i grønlandsk. Ellers må brugeren gøre opmærksom på manglerne og usikkerhederne i sin formidling.

Download søgemanual som pdf her.

Søgning på Rasmussen, Pavia gav 401 resultater.

Aadaaridaat / Aadaarutaa

Print
Dokument id:2031
Registreringsår:1980
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Simonsen, Josva
Nedskriver:Vebæk, Mâliâraq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Aadaaridaat / Aadaarutaa
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 22 - 29
Lokalisering:Narsarmijit / Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal: Nanortalik
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 25 - 31: "Aaddaaridaat".

 

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

 

Resumé

Josva Simonsen havde et godt kendskab til de indvandrede Aadaaridaat / Chr. / Kristian Poulsen og hans brødre, som han havde været fangstfælle med. Især da Aad. blev lidt gammel og sølle var han glad for at takke for mad og kaffe med sine fortællinger om sin åndemanertid før dåben. Og glad for dåben, der tillod ham at fortælle alt. Til JS fortalte Aad. den sande version, sagde Aad. Og JS genfortæller troligt lange passager af fortællingen i jeg-form:

Aad. hjælper en ældre, lam mand, der er u-åbenbaret åndemaner med at bære dennes kajak ned til og op fra vandet. Til gengæld belærer den gamle ham om at ro hen til nogle store huler i en kystklippe, hvis han vil være angakkoq / åndemaner, og desuden om senere endelig at stå offentlig frem som sådan, hvis han ikke vil lide samme skæbne som den gamle og blive lam. Aad. ror derhen, rømmer sig, ser en kæmpestor hund komme, lader den slikke og æde sig bagfra, vågner hel, men nøgen op og modtager sine flyvende klæder styk for styk undervejs tilbage. Han føler sig meget let og er blevet så fintmærkende at han kan høre dunede frø falde til jorden. Derefter får han forskellige hjælpeånder, som han lærer at man skal røre ved for at få dem. De opfordrer ham kraftigt til at stå offentligt frem, og hans brødre, der fornemmer at noget er i gære, lægger flere aftener et siddeskind frem, som Aad. til sidst sætter sig på og lader trommen gå. Hjælpeånderne ser glade til fra sprækkerne i gulvet. Derefter får Aad. flere hjælpeånder. De følger ham ofte på fangst og lærer ham at lukke øjnene når han vil se og harpunere sæler nede under vandet.

 

En dag bliver Aad. trukket viljeløst mod en konebåd med kajakker af innersuit, der vil have hans nyfangede remmesæl. Aad. modsætter sig, tilkalder sine hjælpeånder en for en. De kan intet stille op over for især en gammel innersuaq-kælling, der skælder og smælder. Så husker han sin bidske hjælpeånd, Kisertulik, et kajaklignende væsen med et enormt bidsk gab, som innersuit flygter for mens den skælder ud over at Aad. ikke huskede at tilkalde den først.

 

Den sidste ånd Aad. prøver at få fat i en tåget dag, er Jesus. Aad. med familie er nået til Nunattut på vej til Pamialluk for at handle, mange er blevet syge, nogle er døde og han søger en ny hjælpeånd til helbredelse af sin ene kone. Denne lysende ånd, Jesus, vil ikke berøres af en så ussel person og morder som Aad. Jesus viser Aad. det brændende helvede, hvor han vil havne hvis han ikke bliver døbt, og bagefter himlen. Aad. der har vægret sig mod dåben, farer hjem og beordrer straks flytning  til Narsaq Kujalleq, hvor hele rejseholdet bliver døbt. På præsten, Fr. Balles bud, må Aad. af med sin ene kone. Balle mener den yngste vil dø snart, men Aad. vælger hende, fordi hun er kønnest. Hun lever ikke længe, mens den fravalgte ældre bliver meget gammel.

 

Inden rejseholdet når frem, vil en lille hjælpeånd vide besked. Den ærgrer sig over Aad.s beslutning og erklærer, at hvis jorden virkelig går under skal den nok sætte den i stand igen.

 

Om Aad.s drab på medkonen Katsija fortæller Josva Am., at hun var så stor en angakkoq, at hun kunne indskrumpe sin store krop til helt at gemme sig bag husstolpen, da Aad. kom for at skyde hende.

 

Aad. fortalte gerne selv om sine mord i stor lettelse over at være blevet syndsforladt med dåben.

 

Hist.: Historisk fortælling. JS var 80 år i 1981. Allerede i 1904 fik Knud Rasmussen flere fortællinger om og af Aad. Se: Under Nordenvindens Svøbe, 1906. Om uddannelsen muligvis først under 6. Thuleekspedition i 1931. Dette forløb har Aad. også fortalt til flere af Mâliâraq Vebæks informanter: Søg på Aadaarutaa.

Aad. gennemlever en typisk omvendelsesproces med drømmesyner og trusler, hvis han ikke snarest lader sig døbe. Se især: Akamalik

 

Var.: Vedr. Aad.s uddannelse søg Rasmussen 1938 130 139 og Aadaarutaa. Vedr. Kisertulik, søg Kisermaaq. Vedr. mordet på Katsija, søg 'Ægteskabsdramaet i Lindenows Fjord', og 'Mordet på Katiaja'.

 

Kommentar: Det siges undertiden at en østgrønlandsk lærling skal have skaffet sig alle sine hjælpeånder, inden han afslører sig som åndemaner. Det har åbenbart ikke været en ufravigelig regel. Men hemmeligholdelse af oplevelserne under uddannelsen / søgningen var påbudt. I hvor høj grad man måtte fortælle om dem senere står ikke klart. Aad. blev åbenbart først fri til at fortælle løs efter dåben.

De forskellige gengivelser af Aad.s forskellige versioner af sit uddannelsesforløb giver et udmærket grundlag for analyser af variant-muligheder.

 

Vedr. uddannelse til åndemaner: søg også på initiation.

Aadaaridaat / Aattaarutaa / Aadaarutaa

Print
Dokument id:2032
Registreringsår:1963
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Tittusen, Amos
Nedskriver:Vebæk, Mâliâraq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Aadaaridaat / Aattaarutaa / Aadaarutaa
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 30 - 37
Lokalisering:Narsarmijit / Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal: Nanortalik
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 32 - 39: "Aaddaaridaat / Kalistiaat".

 

På dialekt og engelsk og lydside på CD-Rom:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33: ss. 100 + 102 + 104 + 106 + 108 (dialekt) og ss. 101 + 103 + 105 + 107 + 109 (engelsk).

 

Resumé:

Amos Tittusen, der var Aadaarutaa's svigersøn, gift med datteren Helene, fortæller at det var Aad.s lillesøsters død, der fik Aad. til at uddanne sig til åndemaner. Han ville hævne dødsfaldet, hvis årsag skulle være hekseri begået af den snedige åndemanerske, Katsia / Katsija. Som den mellemste af 7 brødre var Aad. den eneste af dem med vilje til at træne sig op til hævn (som det gerne er med mellemste bror, mener AT).

 

Aad. beslutter at opsøge indlandsisens herre (sermip inua) på en revnet sten ved en hule i brækanten. Munden skal skjules bag hættens kant og den ene arm ude af anorakken pege nedefter. I første forsøg flygter han af skræk. I andet forsøg mander han sig op til at blive angrebet og ædt bagfra af væsenet, der er et skelet af en hund eller et får med et menneskehoved. Da Aad. vågner efter lang tids besvimelse er alt som før, og dog. Han kan nu se alt, hele sin boplads med alle fæller, når han lukker øjnene (klarsyn, sila, qaammaq, BS). Også på fangst kan han med lukkede øjne se sælerne nede i vandet og vælge at harpunere den bedste.

Katsija dræber han med en riffel han tidligere har købt på handelsrejse til Pamialluk. Den tykke kvinde har formået at gøre sig tynd og forsvinde bag en tynd husstolpe af stemmejern. Aad. må skyde hende gennem stolpen. På hans bud må alle brødre, da de kommer hjem fra fangst, deltage i parteringen og placeringen af delene langt fra hinanden. Hovedet stikkes i en revne i isen, hvor det senere fortæller en forbipasserende fanger om drabet.

 

Aad. er ret kræsen i sit valg af hjælpeånder. Mange ånder går forgæves. Han vælger kun disse: tre brødre af den slags innersuit, der kaldes allaqitat (de underjordiske) og har næser; Equngasoq (den skævmundede) kaldet Nipisartivarsik; tryllekunstneren, Inivaraq (velsagtens en dværg), og Kisermaaq, en innersuaq uden næse. Det blir Kisermaaq, som Aad. tilkalder som den sidste, da en bådfuld ånder med en tyk rorsmand vil bortføre ham, fordi han har i arrigskab har sagt sin kone, at han ikke kommer hjem igen fra fangst. De stjæler også hans nyfangne remmesæl. Kisermaaq (Den bidske) skælder Aad. ud for at ha' kaldt på ham så sent, og ruller sig så ud med en hånd han fisker frem og liver op i munden, indtil den både har fået arm og et gevaldigt sæt tænder. Røverbåden blir bange, leverer sælen tilbage, og Kisermaaq følger Aad. helt ud af bådens rækkevidde. Den (Kis.) lover at gøre det af med båden for at Aad. kan vide hvor klogt det var af ham - som den eneste nogensinde - at få denne, den evnerige Kisermaaq som hjælpeånd.

 

Hist.: Tolkning af oplevelsee. AT var 61 år i 1963. Stammede fra Illukasik. Det lyder som et eventyr, at Aad. er den mellemste af syv brødre. Det kan muligvis checkes i kirkebogen for familiens ankomst fra Sydøstkysten i 1900. De nævnte beskyldninger mod Katija / Katsija stemmer ikke overens med den ældre version Knud Rasmussen nedskrev i 1904, da han fik flere fortællinger om og af Aad. Se: Under Nordenvindens Svøbe, 1906. Om uddannelsen fik Rasm. muligvis først informationer under 6. Thuleekspedition i 1931. Dette forløb har Aad. også fortalt til flere af Mâliâraq Vebæks informanter: Søg på Aadaarutaa.

 

Var.: Vedr. Aad.s uddannelse søg Rasmussen 1938 130 139 og Aadaarutaa. Vedr. Kisermaaq søg Kisermaaq og Kisertulik. Vedr. mordet på Katsija, søg Katsija, 'Ægteskabsdramaet i Lindenows Fjord', og 'Mordet på Katiaja'.

 

Vedr. uddannelse til åndemaner: søg også på initiation og søens troldbjørn, der hyppigst æder lærlingen og giver ham derved lyset eller klarsyn.

 

Kommentar: Opdelingen af innersuit i de underjordiske med næser og dem uden er muligvis fortællerens helt egen opfattelse. Rink nævner innersuit med ganske flade næser og de farligere længere ude og nede, der helt mangler næser. I Østgrønland kaldes de alle under eet de 'næseløse'.

Tilsyneladende er de næseløse innersuit, der hyppigst lever under stranden og længere ude under skærene, i Sydgrønland blevet en betegnelse, der har fået mere udbredt status på bekostning af andre ånderacer i de første kristne generationer. En af Mâliâraqs fortællere, Amos Ottosen, bruger ligefrem flere gange betegnelsen innersuit som synonymt med "hjælpeånder": s.206 i den grønlandske udgave.

Bemærk iøvrigt hvorledes Aad., som fortællingen må stamme fra, lader Kisermaaq berømme Aad.s klogskab og styrke som åndemaner. Et kneb åndemaneren kan benytte sig af under seancer. Se fx Aggu / Akku.

Aamasiartoq / Amasiartoq

Print
Dokument id:802
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 425
Fortæller:Andreassen, Johanne
Nedskriver:Andreassen, Johanne
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Aamasiartoq / Amasiartoq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 82 - 85, nr. 29
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Kort resumé i Rasmussen: Myter og Sagn fra Grønland, I, 1921: 374: Den skinsyge.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Amasiartoq.

Det fortælles, at konen til en af Kangaarsuk beboerne var en meget

smuk kvinde, men at hendes mand var endnu smukkere. Alle syntes, at

han var meget smuk. Hans kone forbød ham at have med andre kvinder at

gøre (ikinguteraqungilâ - ville ikke  have andre veninder), for hun

var så skinsyg. Til sidst fik hun tilnavnet Ningartooq (den meget

skinsyge). Hendes skinsyge var så voldsom, at hun  blev tosset. Hun

var så syg, at hun mistede forstanden, og folk blev bange for hende.

Til sidst døde hun. Så snart hun døde, gav hendes mand hende tøj på og

bar hende ud og gravsatte hende. Det viste sig at  han  havde gravsat

hende lige ved højvandsmærket. I tre dage overholdt manden

tabureglerne. Da de tre dage var gået, kom der nogle piger ind til

ham og sagde: "Tag med os ud til Kitaarmiut (? østboerne)

aparsîlisatut (kender ikke ordet CB). Narurligvis ville Ningartooqs

mand ikke; med da de blev ved, gik han ud med dem, og da de kom ud,

sagde pigerne: "Ningartooq toqutalivarmeeq (? Ningartooq bor i

toqutaliaq), og de drog af sted med hendes mand til Kitaarmiut. Da de

passerede Ningartooqs grav, så de ud for den noget, der lignede et

menneske. Det viste sig at være Ningartooq. De hørte også en stemme,

der lød sådan: "Ningartooq er ganske vist død." Så flygtede de alle

sammen og Ningartooqs mand måtte kravle af sted, så bange var han. De

nåede deres egn. Til sidst blev apasorneq helt umuligt for ham

takulikajisineranik.

En gang tog en lille ældre mand af sted på besøg hos Kitaarmiut. Han

havde sit barnebarn med. Også denne gang kom

Ningartooq ud, da de passerede graven. Hun styrede hen imod den

lille ældre mand og kom ganske tæt på. Den lille ældre mand, der

holdt sit barnebarn i hånden, gik nu baglæns, og til sidst faldt han

ned i vandet. Da han faldt, fik han fodfæste på sin toornaarsuk. Men

han blev ved med at holde sit barnebarn oppe over vandet. Han støttede

sig på sin særlige hjælpeånd, da hun var ved at rane hans sjæl.

Ningartooq, som stod ved strandkanten, fik ham helt ned i vandet, så

han var ved at fryse ihjel. Mens han holdt barnebarnet skreg han: "Kom med en kajak." Så var hans husfæller var på vej ned til ham.

Ningartooq qangungisoq (? flyttede sig stadig ikke). Først da de var

helt tæt på, begyndte Ningartooq at bevæge sig henimod

sin grav. De nåede frem til den ældre mand, der stod i vand til

maven. Da kajakkerne nåede ham, var han ved at synke. De greb ham, og roede med ham til land. Da frøs barnebarnet ihjel. Af medfølelse med sit barnebarn tænkte den gamle, at han ville hævne ham, så han tog alene af

sted til Kitârmiut. Da han befandt sig ud for (Ningartooqs) grav,

begyndte hun selvfølgelig at nærme sig ham. Så kaldte han på sine

falke. Man så to falke nærme sig vestfra. De kastede sig i stød mod

kvinden med brystbenet. Hun kunne dårligt kravle langs jorden hen mod

sin grav, men til sidst lykkedes det hende at komme ind i den.

Siden så man ikke  mere til Ningartooq. På den måde hævnede den lille

ældre mand sit barnebarn - fortælles der.

 

Hist.: Vedr. toornaarsuk se: Sonne, Birgitte: Toornaarsuks forvandlinger. Religionssociologiske Perspektiver. Særnummer af Chaos, 1985: 117 - 136, + GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere).

 

Var.: egentlig ikke.

Agdlernerup maligagssainik uniuissut pitdlautait

Print
Dokument id:890
Registreringsår:1952
Publikationsår:1967
Arkiv navn:
Fortæller:Marteeraq (Martêraq)
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Agdlernerup maligagssainik uniuissut pitdlautait
Publikationstitel:Inugpât, Nuuk / Godthåb 1967
Tidsskrift:
Omfang:side 58 - 59
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 64 - 65.

 

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

Oversættelse ved Signe Åsblom:

Straffen for ikke at overholde taburegler.

 

Månemanden (qaamatip inua).

Denne "under-overskrift" er taget fra fortællingen på s.94 og placeret her, da de to fortællinger med meget små undtagelser er identiske, uden at det giver nogen som helst betydningsmæssig forskel. Derfor oversætter jeg ikke fortællingen "Månemanden" (Qaamatip inua) på s.94-95., for det siger sig selv, at den allerede oversættes her (Signe Åsblom).

 

 En åndemaner ledte efter sin forsvundne lillesøster, og en dag tog han også til månen på besøg i den anledning. Uden at han havde nævnt sin lillesøster, tog månemanden noget fra siderummet i sit hus og spurgte: Hvis er det? og viste det frem. Han genkendte det som sin søsters kvindeanorak, der var syet af spraglet sælskind. Og selv om han ikke kunne se sin lillesøster, forstod han, at månemanden havde taget hende. Månemanden havde været på hundeslæde og havde truffet hende undervejs, og så havde han skovlet hende op med sin øse.

   Hvis man mødte månemanden, når han kom kørende på sin hundeslæde, var han let at kende, fordi der var hår på hundenes skagler.

   Efter at have vist ham hans lillesøsters kvindeanorak af skind, viste han ham også, hvordan folk nede på jorden sov inde i huset. En af de sovende var en kvinde, der lå på ryggen og sov med spredte ben. Så sagde månemanden til ham: Du kan se, at denne kvinde ligger og sover med spredte ben. Det er fordi hun endnu ikke bløder. Nu skal du se mig få hende til at menstruere.

   Og efter at have dyppet sin pegefinger i blod, dryppede han ovenfra en enkelt dråbe blod ned i skridtet på hende. Og i søvne krummede hun sig sammen, fordi hun fik muskelsammentrækninger. Og da hun følte efter på sig selv, opdagede hun, at hendes hænder var helt blodige.

Og månemanden sagde: Det er sådan man får dem til at menstruere.

Efter at have vist ham dette, lod han ham også se ned på dem, der spillede bold. Og han kiggede på boldspillet. En af de stakkels spillere faldt hele tiden, lige inden han nåede hen til sine med-spillere. Og hver gang han faldt, forlod de andre ham. Månemanden spurgte ham: Hvad tror du, der sker med ham?

   Da åndemaneren sagde, at han ikke vidste det, sagde månemanden: Mens han levede på jorden, begyndte han at spille gribespil, mens han stadig skulle have overholdt tabureglerne, og derfor er han blevet sådan.

   Han så også en anden stakkels mand, der, hver gang han var ved at nå hen til sine medspillere i boldspillet, tog et skridt for at bringe orden i udførelsen af sine taburegler. Og hans medspillere blev ved med at løbe væk fra ham. Månemanden sagde: Mens han levede på jorden og skulle have overholdt tabureglerne, forbrød han sig mod dem (han spiste for tidligt af de tabuerede stykker sælkød), og derfor er han blevet sådan.  

(Her slutter også fortællingen om Månemanden på s.94-95).

-  -  -  -  -  

M. Uusaqqaq (som vi så godt kender gennem Knud Rasmussen) har jeg set nogle gange. Hans væsen var ikke, som det skulle være, og han var skeløjet, og hans underkrop var misdannet. Det fortælles, at det skyldes, at hans mor havde danset rundt, mens hun var gravid!

 

Var.: Besøg på Månen. Den stædige. Uterîtsoq / Uteriitsoq; Et par ægtefolk;

Manguaraq (flere); Kanaks månerejse. Nalikkatteeq. Ajijaks forløsning;

Manden, der besøgte månemanden; Alluunnguaq; Mangivaraqs månerejse; Åndemaneren der for til månen; Maqujuk.

 

Kommentar: De boldspillende mennesker befinder sig ikke på jorden, men i himmelrummet under månen. De kan kun være afdøde mennesker, der er kommet til dødsriget i himlen, hvor de spiller bold - oftest med et hvalroskranium - og dermed frembringer nordlys. At overtrådte tabuer giver "livsvarige" gener, især kropslige, i dødsrigerne, forkommer hyppigt i fortællinger om åndemaneres besøg dersteds og er muligvis en traditionel forklaring på de lidelser de kristne må udstå i det hinsidige for deres synder på jorden. Med deres særlige ekspertise i helbredelse kan dog visse angakkut, angakokker, åndemanere helbrede også de døde: se: Maratsi besøger de døde i underverdenen

Aggus / Akkus seancer

Print
Dokument id:968
Registreringsår:1919
Publikationsår:1938
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Aggus / Akkus seancer
Publikationstitel:Knud Rasmussen's Posthumous Notes on the Life and Doings of the East Greenlanders in Olden Times
Tidsskrift:Meddr Grønland 109(1)
Omfang:side 122 - 125
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Ed. by H. Ostermann.

 

Det har ikke været muligt at identificere fortællingen i håndskrifterne. Stammer muligvis fra Chr. Rosings indsamlinger.

 

I Ostermanns arkiv, nr. A 301, Arktisk Institut findes Ostermanns kladde og maskinskrevne manus på dansk til denne udgave på engelsk.

 

Resumé:

 

Aggu / Akku havde to trommer en med og en uden håndtag, og desuden en smældeskive til håndfladen af såleskind med en hvid trommestik, der især mentes at lyse tiltrækkende på hjælpeånderne.

Skindenes placering foran åbningen til husgangen og siddeskindet beskrives. Ligeså Aggu's påklædning: kun underbukser, naatsit. Og hans siddestilling: skrædderstilling (han bindes ikke). (Derefter bliver beskrivelsen mere generel og ikke specielt hæftet på Aggu.) Tilhørerne starter med deres gentagne kiakkaka nu og da med et singipparput: vi lader ham synke ned. Åndemaneren hvisler vsii, vsii. Når skindet foran åbningen bevæger sig, synger han ajaa ja ja osv. Under stadige slag på smældeskiven (makkortaq) kommer trommen i bevægelse og op og ned ad hans rygsøjle flere gange, hvorved hans synskhed melder sig og han kan åbenbare hvem, der har begået tabubrud. Dernæst sænker han sig under gulvet med sit håje / hajee, håje, håje, og kommer tilbage et par gange, forsvinder igen ned og gør dermed plads for de indledende skræmmeånder, der kun råber deres eget navn: amo-o. Herefter er det hjælpeåndernes tur. De ankommer nedefra med samme lyde som åndemaneren. Når han kommer tilbage fortæller han om hvad han har set, måske en ranet sjæl, en sjæleraner el. lign. Måske synger han sangen: unaa-ja (ungaa ? babyvrælet), og mens alt falder til ro slukker han sit indre lys, der har sat ham i stand til at se, hvad der er skjult for andre.

 

Hist.: Aggu, der levede fra 1843 (ca.) til 1891. var en ældre, men stadig aktiv åndemaner under Gustav Holms overvintring i Ammassalik, 1884 - 1885.

 

Var.: Jens Rosing, 1963: Avko / Aggu, der tilføjer andre fortællinger om ham. Om hans besøg i dødsrigerne, i himlen og under havet, søg Rasmussen 1921 s. 72 og  1921 s. 78. Flere af Naaja's seancer er beskrevet i en del flere detaljer.

Søg også på Sanimuinnaq, hvis seance er en af de få, der er blevet overværet og beskrevet i detaljer af en dansker.

 

Kommentar: Bemærk de mange lyde, faste tilråb og udråb, der dels integrerede tilhørerne i seancen og dels markerede, hvad der nu skete i det næsten mørke rum.

agilinermi ukalutuvaq / Akilinermi oqaluttuaq

Print
Dokument id:2210
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB, 1, 5(15) Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Uutaaq (Odtaik)
Nedskriver:Olsen, Gaaba (Gaba / Gâba)
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:agilinermi ukalutuvaq / Akilinermi oqaluttuaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:ss. 28 - 29, A6 - størrelse
Lokalisering:Appat: Avanersuaq / Thule
Note:

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, men her er det Uutaaq, der gengiver en fortælling medbragt af indvandrerne fra Baffinland omkr. 1860. Han fortalte også for Knud Rasmussen, men tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt Gabas indsamlede fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Fortællingen hér handler om  Men håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

Hist.: Vedr. indvandringen: Ulloriaq, Inuutersuaq: Beretningen om Qillarsuaq ... [Kbh. Det grønlandske Selskab 1985 (ikke registreret). Men søg på: Petersen, Robert, 2000: Om grønlandske slægtssagaer. Tidsskriftet Grønland, ss. 299 - 311.

Ajijaks hjælpeånd Uniagaq og hans bror

Print
Dokument id:1678
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Saajooq (Sâjôq / Saajooq / Maratsi, Odin)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Ajijaks hjælpeånd Uniagaq og hans bror
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 232 - 234
Lokalisering:Sermiligâq / Sermiligaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé:

Fortsættelse af Saajooqs fortælling om Ajijak. Uniagaq fortæller A.

sin egen og broderens historie: Som små er de forældreløse uden klæder

på kroppen. De bor på en boplads, hvor jorden en dag begynder at tippe

og alle flygter op mod et af indlandets bjergtoppe. U. vikler sin bror

og sig selv ind i remme, flygter den modsatte vej ud mod havet, hvor

landet hæver sig. De når ud til den yderste ø ud for Sermiligaaq, hvor

de finder en drivtømmerstamme og begynder at ønske sig redskaber til

at kunne bygge en kajak. Alt de ønsker sig, ligger straks ved deres

side, også en kvinde til at klare skindbetrækket. Hun får på samme vis

sine redskaber ved det blotte ønske. U. binder remmen i kajakken, blir

på land og træner sin lillebror i kajakfangst. Da denne blir en stor

sælfanger, mens U. kun formår at fange edderfugle, overlader U. kvinden

til sin lillebror, men kan alligevel ikke nære sig for at gøre

tilnærmelser. Kvinden vil ikke vide af ham. U. sender et hekseri mod

hendes lænd, der rammer tilbage på ham selv og lammer hans hofteparti.

En dag Ajijak og U. mødes inde i fjorden, fanger de en sæl sammen,

idet U. gentagne gange holder den længe under vandet med sin åre, for

til sidst at lade A. harpunere den.

A. mener, at U. i virkeligheden er en stor sælfanger. U. har desuden

fortalt, at jorden kun vil tippe rundt, hvis der kommer et enormt

snefald. Slår den revner, sker der ikke andet for den, der ikke passer

på, end at han øjeblikkeligt styrter ned og ind under jorden.

Hist.: Ajijak / Ajija / Aja levede i første halvdel af 1800-tallet,

var gift med Naajas søster og boede ved Sermiligaaq (Victor 1989 - 93,

II: 48). Jordens mytiske kæntringer foregår i urtiden, da ønsker havde

øjeblikkelig virkning. Det er et fælleseskimoisk træk at dømme efter

oprindelsesmyter i Alaska.

 

Tolkning: Balance. Oprindelsesmyte som Rasmussen kun fik et par udsagn om i 1919: I gamle dage tippede jorden rundt og kun de, der var flygtet op på et højt bjerg overlevede (Rasmussen, 1921: Myter og Sagn fra Grønland, I, indledningen.) Søg: Kamikinnaq, der i slutningen er beslægtet med disse myter.

Om verden der tipper rundt se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): ... balance ....

Akime piniarfilit / Akimi piniarfillit / De, der havde fangstplads på den anden side af briksen

Print
Dokument id:1457
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419
Fortæller:Jørgensen, Sofie
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Akime piniarfilit / Akimi piniarfillit / De, der havde fangstplads på den anden side af briksen
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:3 sider, nr. 92
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Stærkt revideret renskrift (ved Peter Rosing ?) findes i: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415. Begge versioner er oversat i denne base.

 

Resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 374.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

En gammel kvinde med barnebarn var blevet efterladt af

sine bofæller. Andre bragte mad til dem. Men da sneen kom, holdt de op

med at bringe mad; de begyndte at sulte.

Den gamle kvinde mumlede så en trylleformular dér på briksen.

Hun gik også ud, og da hun nåede til isstykkerne ved stranden,

sagde hun igen en formular, hvorefter hun gik op til huset igen.

Hun gik ind i huset og begyndte at grave nede under siddepladsen på

den anden side af briksen.

 

Da hun var færdig med gravearbejdet, sagde hun til sit barnebarn:

"Hvis min formular virker, vil dette hul blive fyldt med saltvand."

Den gamle kone sagde igen til sit barnebarn: "Du kan tilse det i

morgen tidligt." Det gjorde barnebarnet.

Barnet fik øje på en tangloppe, hun prikkede den i øjet og delte den

midt over; den spiste de.

 

Dagen efter tilså barnet det igen, og der var en krebs. Også denne

stak barnet i øjet med sin kødvender, så den døde. De kogte den og

spiste den.

 

Atter næste dag kiggede de ned i hullet og så, at der var en krabbe

("pisugutilik" - én, der har noget at gå med). Den blev stukket i øjet

med kødvenderen. De delte den midt over og spiste den.

Næste dag kiggede de ned og der var en ulk. Også den delte de midt

over og spiste den. Det var lige ved, at de ikke kunne spise det hele.

Da de opdagede, at der var en netside, bemærkede barnet:" Hvor skal

jeg stikke og dræbe den?" "Du skal røre ved dens øje, så dør den."

Hun rørte ved dens øje, så den døde. Igen næste dag kiggede de ned og

så, at der var en sæl med tyndhåret pels, (netside). Den blev aflivet

på samme måde.

Næste dag var der en hvidhval. Den blev delt i flere stykker og

anbragt (oversættelsen er et gæt).

Næste dag opdagede de, at der var en hvalros. Barnet sagde: "Hvordan

skal jeg dræbe den?" Hun svarede: "Du skal stikke den i øjet med

kødvenderen, så dør den." Barnet stak den i øjet, så den døde.

Den efterfølgende morgen hørte de et voldsomt, næsten øredøvende brøl.

Det var en isbjørn. Barnet spurgte: "Hvordan skal jeg dræbe den?" Hun

svarede straks: "Også den dør, når du stikker den med kødvenderen."

De fangede alt muligt.

En af dem, der havde overvintret et andet sted, ville se til dem, og

han forventede kun at finde skeletter af ligene. Da han kunne se sit

hus, opdagede han, at der var blod omkring det. Han kørte op til

huset. Der kom én ud med bar overkrop og havde det varmt. (Tegn på

rigdom: man havde spæk nok til lampen, B.S)  Da han nåede frem,

spurgte han: "Hvor har i fået dem fra?" (ánakunasiaq ?) sagde: "Det

får du nok at vide." Han gik ind og så alt det kød, de havde, og han

spurgte: "Hvor har i fået det fra?" Han/hun sagde: "Dernedefra!"

De sagde også: "Det er en god fangstplads."

På den måde havde de holdt sulten borte i hele den lange vinter.

 

Var.: Mange, En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn; Nakataamilaarpara. Den forladte kvinde med plejedatter. En fortælling (om en haj der forsørgede forældreløse); Hajfisken som forsørger; Two deserted ones get meat from guests; Kunuanannguaq; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn.

Akimi piniarfillit / De, der havde fangstplads på den anden side af briksen

Print
Dokument id:1458
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415
Fortæller:?
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:Rosing, Peter ?
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Akimi piniarfillit / De, der havde fangstplads på den anden side af briksen
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:6 sider
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Dette er en reevideret renskrift af Orig. håndskr.: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419. Begge versioner er oversat i denne base.

 

Dansk resumé: Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 374.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Et ældre menneske havde et barnebarn, som var en pige.

Deres husfæller, som var fangere, sørgede for dem om vinteren og gav

dem mad, når de fangede noget.

I forsommeren tog husfællerne afsted og efterlod det ældre menneske og

barnebarnet alene på stedet. Hele sommeren bragte de dem mad, når de

fangede noget.

Så blev det vinter. Vinteren igennem var der ikke længere nogen, der

kom med mad. Mens de var der alene, begyndte de at sulte.

En morgen, da de vågnede vidste bedstemoderen ikke, hvad andet hun

skulle gøre, end at gå ned og fremsige formularer.

Nede ved isstykkerne ved stranden, fremsagde hun så en formular med

hænderne om pelshætten. Da hun havde fremsagt formularen, vendte hun

tilbage til huset, og inde i huset fjernede hun siddepladsen overfor

hovedbriksen og gravede i stedet et hul der.

 

Da hun var færdig mumlede hun en formular gentagne gange

og det var så det. Om aftenen lagde de sig til at sove.

Da de vågnede om morgenen og hørte en plaskende lyd derhennefra, bad

hun barnebarnet gå derhen. Med en kogegaffel i hånden gik barnebarnet

derhen, og imens sagde bedstemoderen: "Du må stikke det i øjet."

Barnebarnet fik øje på en tangloppe, der rullede rundt i udgravningen.

Hun ramte den efter bedste evne i øjet, og dér lå tangloppen død. De

tog den op og delte den imellem sig. De kunne godt have spist mere og

de gik i seng.

 

Næste morgen hørte de en plaskende lyd derhennefra, og barnebarnet gik

derhen og så, at det var en reje. Hun stak den i øjnene; og så var den

død. De delte den imellem sig, og slugte den i en enkelt

tyggebevægelse.

 

Da de vågnede næste morgen, hørte de noget støj derhennefra.

Barnebarnet gik derhen og så, at det var en krebs. Hun stak den i

øjnene; og så var den død. De delte den imellem sig, og de gik i seng

om aftenen.

 

Efter en god nats søvn vågnede de ved lyden af en fisk, der slog med

halen. Straks skyndede hun på sit barnebarn; og barnebarnet opdagede,

at det var en ulk. Hun dræbte den ved at stikke den i øjnene. De delte

den imellem sig; og efter to tyggebevægelser var den spist op. De gik

i seng, og næste morgen vågnede de ved lyden af noget, der sprællede;

og de så, at det var en stor haj. Barnebarnet var bange for den; men

den ældre sagde, at hun skulle stikke den i øjnene. Det gjorde hun, og

den døde straks endog uden spræl. Med denne store fangst blev de

rigtig mætte. Om aftenen blev de overvældet af søvnighed og faldt i

søvn, inden de endnu havde lagdt sig ordentligt til rette.

 

Næste morgen vågnede de ved lyden af kraftigt åndedræt. Barnebarnet

gik derhen og så, at det var en "tyndhåret" (fuldvoksen netside).

Hun stak den i øjene, og så var den død. Især dette kød smagte

dejligt. Og endelig fik de noget til overs, fordi de blev så mætte. De

gik i seng, og næste morgen vågnede de igen ved lyden af åndedræt

derhennefra. Barnebarnet gik derhen og så, at det var en sortside.

Hun stak den i øjet, og straks var den død. Om aftenen faldt de i søvn

under måltidet og vågnede som sædvanlig ved lyden af åndepust.

Barnebarnet gik derhen og så, at det var en spraglet sæl. Hun dræbte

den ved at stikke den i øjenene, og kødet smagte endnu bedre. Og da de

nu jævnligt fangede sæler, blev de nu og da trætte af kød.

Da de som sædvanlig havde sovet om natten, vågnede de igen om

morgenen ved lyden af åndedræt. Barnebarnet gik derhen og så, at det

var "nerimiartuaraq", en ung klapmyds. Så såre hun prikkede den i

øjene, var den død. Da da havde nydt godt af kødet og var gået i seng

og sovet om natten, vågnede de om morgenen ved lyden af kraftige

åndepust, kraftigere end dagen før. Barnebarnet gik derhen og så, at

det var en voksen klapmyds med en stor næseblære. Hun var noget

betænkelig ved at skulle i lag med den, men den ældre sagde, at hun

skulle stikke den i øjnene. Så såre hun stak den i øjnene, døde den.

Af denne fangst blev der så meget til overs, at de kunne gemme noget

til senere brug.

 

Da de gik i seng om aftenen, som de plejede, og vågnede næste morgen

ved, at det støjede derhennefra. Barnebarnet gik derhen og så, at der

var en remmesæl. Også den var hun noget betænkelig ved; men hun stak

den i øjnene, så den døde.

 

Da de havde spist, og det var blevet aften, gik de i seng og vågnede

næste morgen ved lyden af åndepust, som var de voldsomste, de endnu

havde hørt. Barnebarnet gik derhen og så, at det var en hvidhval. Igen

var hun noget bange for den, men stak den i øjet; så var den død.

Hvidhvalskød var en endnu større lækkerbidsken. De spiste godt med

mattak, og skindene af de sæler, de haved fanget, lavede de til

spækposer og fyldte dem med kød og spæk. Det blev aften før de var færdige med det arbejde. De gik i seng og vågnede næste morgen ved lyden af særdeles

kraftige åndepust. Barnebarnet sprang op for at se hvad det var. Det

var en hvalros, som hun egentlig var meget bange for. Men tilskyndet

af den ældre stak hun den i øjet, så den omgående blev dræbt.

Denne fangst gav også overflod af kød. Hele dagen følte de sig dejligt

mætte og gik i seng om aftenen. Næste morgen blev de vækket ved en

ejendommelig lyd, et kraftigt brøl. De opdagede, at det var en stor

isbjørn. Barnebarnet blev virkelig bange ved synet af den; men igen

fulgte hun det ældre menneskes råd og stak den i øjnene; så var den død.

Efter at have fanget alle de nævnte dyr, fortsatte de med at fange

alle slags dyr.

 

Fangerne, som de tidligere delte hus med, mente på et tidspunkt, at

den ældre og barnebarnet måtte være døde. En af fangerne tog derhen for

at undersøge, hvad der måtte være sket, om ikke andet så for blot at

se skeletterne, for de måtte jo være sultet ihjel.

Da han kunne se huset, opdagede han, at der kom røg ud af det. Han kom

helt hen til huset, gik derind og så, at de havde overflod af kød og

manglede ingenting. Han spurgte dem: "Hvor har I fået alt dette fra?"

Det ældre menneske svarede: "Der nedefra!" Da hun sagde dette, kiggede

manden på stedet overfor briksen, uden at få øje på noget. Fangerne

fik ved afrejsen en stor potion kød med.

Det fortælles, at det ælde menneske og barnebarnet den dag idag har

overflod af kød.

 

Var.: En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn; Nakataamilaarpara. Den forladte kvinde med plejedatter. En fortælling (om en haj der forsørgede forældreløse); De, der havde fangstplads på den anden side af briksen; Hajfisken som forsørger; Two deserted ones get meat from guests; Kunuanannguaq; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn.

 

Kommentar: Håndskriftet dateret af Rasmussen til 19. febr. 1920, men om det gælder Sofie Jørgensens egne nedskrifter i hæfte 419 eller renskrifterne i hæfte 415 er uvist. Sofie Jørgensen overvintrede i Danmark på gennemrejse til Qaqortoq i 1920. Hun må således være rejst fra Ammassalik sammen med Rasmussen i 1919.

aliourtúkat / aliortukkat

Print
Dokument id:2260
Registreringsår:?
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB 1, 7(20). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Brandt, Ville
Nedskriver:Rasmussen, Knud + ?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:aliourtúkat / aliortukkat
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:9 ss. A6-størrelse
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde ?
Note:

En fortælling om spøgelser. Ca. 1 side en tredjedel er nedskrevet af en anden, hvorefter Rasmussen tar over igen.

Fortællingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

 

Hist.: Spøgelseshistorier plejer at være historiske, dvs. oplevede.

Alorútaq / Aloruttaq / Den forældreløse barben og hans eventyr / Kampen mel lem bjørnen og hvalrossen / En tupilak-historie / En druknet mands jordomsejling

Print
Dokument id:1362
Registreringsår:1919
Publikationsår:1921
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:? og Andreassen, Kaarali
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Alorútaq / Aloruttaq / Den forældreløse barben og hans eventyr / Kampen mel lem bjørnen og hvalrossen / En tupilak-historie / En druknet mands jordomsejling
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, I
Tidsskrift:
Omfang:side 123 - 131
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Orig. håndskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 426: "âlorutaq

angerdlatoq". Kaarali Andreassen har afsluttet nedskrivningen.

 

I 1920 har Knud Rasmussen fået trykt de to første dele af fortællingen i dansk oversættelse i "Skånejournalisternes Vårtidning", Maj. Rasmussen erklærer her, at fortællingen slutter efter episoden med bjørnen og hvalrossen. Det fremgår ikke af håndskriftet.

 

Resumé:  

Aloruttaq er en stakkels forældreløs dreng ved Kangaarsuk / Kangaartik nær

Kap Dan ( på Kulusuk ). Hans onde plejefar sulter ham, klæder ham slet

og gir ham intet legetøj. Når alle på bopladsen sulter, går man til

folkene i Siorartooq, hvor forrådet er rigeligt. A. må gå barfodet

gennem sneen, kommer sent frem, og forhindres af sin plejefar i at

spise sig mæt. Når der nu og da kommer folk fra Siorartooq / Siarngarteq med

kødgaver, er der et stykke med to ribben til A., men hans plejefar

skærer kødet fra og gir ham kun et enkelt, bart ribben. På den næste

tur til Siarngarteq opdager husherren derovre plejefaderens ondskab,

ber A. hjælpe sig med at bære resterne af måltidet over i kødgraven og

blir klar over, at A. ingen kamikker har. Han adopterer Aa. der får

det godt, vokser til, blir stedets bedste fanger og gifter sig. En

vinter, hvor alle sulter låner han sin plejefars slæde og bjørnehunde.

Ude på isen ser han en sovende hvalros, ved ikke hvordan han skal

klare den, men en isbjørn dræber den med en iskugle, som den

omhyggeligt har gnavet til af et stort isstykke.

A. pudser sine hunde på bjørnen og dræber den. Han tar skindet og en

klump kød med hjem. Snart kommer hele egens sultende bopladser til

ædegilde og får kødgaver. Blandt gæsterne er den onde plejefar. A.

minder ham om hans nærighed, gir ham to ribben fra hvalrossen, men

senere ligeså store kødgaver som de andre. Den onde plejefar laver

tupilak af ribbenene om sommeren. A. kan pludselig intet fange,

forudser sin snarlige død, men da han er en angerlartussiaq (bestemt

til at vende hjem igen), ber han sin kone hente hans redskaber eet for

eet, når de driver til lands efter hans død. Han møder tupilakken, der

er rød med et stort hundehoved. A. harpunerer den, men hans

fangstblære klistrer til kajakken, tupilakken snor linen om den ved

gang på gang at springe over den og svømme under den. Da tupilakken

har ædt hans ene side, kæntrer han og rejser verden rundt under havet i et år.

Hans kone henter hans ilanddrevne kajak og redskaber. Men A. kan

alligevel ikke komme i land. Tupilakken spærrer for ham.

A.'s kone, der er gravid, føder en søn der får navnet A., gøres til

angerlartussiaq, udvikler sig som sin far til storfanger, gifter sig

med sin mor, kæntres af tupilakken og rejser verden rundt. Tilbage

igen slipper han forbi tupilakken, som han senere dræber. Han kommer

ikke ud for flere ubehagelige hændelser.

 

Tolkning: Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor, og Sonne i Tidsskriftet Grønland årg. 2001.

Alûssaq / Aluussaq

Print
Dokument id:1590
Registreringsår:1903
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Alûssaq / Aluussaq
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 156 - 157
Lokalisering:Avanersuaq / Thule
Note:

Håndskrift har ikke kunnet identificeres.

 

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905: 107 - 108.

 

Resumé:

Aluusaq elsker sin kone, der er god og smuk. Under en slædetur dumper

deres lille barn i vandet. Konen græder, men A. trøster hende med, at

sålænge de lever, vil de kunne få børn. Nedkørselsstedet til den

boplads, de stiler imod, er meget stejl. Konen får overbalance og

opstanderne gennemborer hendes bryster. A. ligger en sidste gang med

sin døde kone som afsked.

 

Hist.: Fortællingen virker autentisk.

ãma erqarungnârissaisa ilagât / Nogle flere erindringer

Print
Dokument id:1953
Registreringsår:1957
Publikationsår:1957
Arkiv navn:
Fortæller:Nielsen, Martin (Marteeraq)
Nedskriver:Nielsen, Martin (Marteeraq)
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:ãma erqarungnârissaisa ilagât / Nogle flere erindringer
Publikationstitel:
Tidsskrift:Avangnâmioq
Omfang:s. 270 + 282 - 284
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger: Upernavik
Note:

Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne).

Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq.

En af de ting man plejede at fortælle om, var en engelsk (muligvis

skotsk) skibbrudden. En sommer kom der to bådelag med engelske skibbrudne

nordfra til Upernavik, og da skibet fra Danmark ikke var kommet endnu, fik kolonibestyreren dem til at blive i Upernavik, så de kunne tage hjem med skib. Nogle af disse englændere blev så anbragt i grønlandske huse, og min fars forældre havde så en englænder til plejesøn. Og det skal have været en af de fornemste. Da han boede hos dem, havde han vist dem sin kiste og vist hvad den indeholdt. En af disse ting var en kløvet hvalrostand, og han havde sagt, at han havde fået den af en af polareskimoerne. Og han havde kaldt den mand, af hvem han havde fået hvalrostanden for Kalutina (muligvis Qulutina, RP). Han havde fortalt, at de, efter at skibet var gået til bunds og de kom til polareskimoerne, at han havde boet hos dem, indtil han skulle sydpå igen. Og han boede hos Kalutina, og han talte meget godt om Kalutina og hans kone. Og denne hvalrostand, der var kløvet på langs, var kløvet med en slags sav, der kun havde to tænder. Og han havde så købt denne hvalrostand og denne sav, idet han havde betalt ham med forskellige redskaber. Og det var sandt, at denne sav, der var brugt til at kløve hvalrostanden med, kun havde to tænder.

Han havde også vist skindtøj, som Kulutina's kone havde syet og forskellige ting, som hendes mand havde lavet. Og han havde også givet dem lidt forskelligt, og min far plejede at fortælle, at det var en meget god englænder de havde. Og en af de personer han fortalte om blandt de amerikanske skibbrudne, der kom nordfra, var Naparsissortâq / Napparsisortaaq (Den nye bødker). Det er deres betegnelse for Carl Petersen.

 

1957, ss. 282  284:

Denne Napparsisortaaq, Carl Petersen, var dansker og bødker i

Upernavik. Dengang var der kun danske koloniarbejdere i Upernavik. Og denne bødker var grønlandsk gift. En sommer var N. taget med amerikanerne, der skulle til Nordpolen. De sejlede, og ingen hørte mere til dem. Året efter var der stadig intet nyt. Og denne dansker, der var grønlandsk gift, var meget god mod grønlænderne og også mod børnene. Han havde et lystigt sind og legede med børnene, der var mægtig glade for ham. Og derfor havde børnene også savnet ham, da han udeblev. Og de havde stor medlidenhed med hans søn Poul, når de legede med ham, fordi der intet nyt var hørt, siden faderen var sejlet nordpå.

En dag henimod efteråret begyndte folk at råbe op. Og da man undersøgte

sagen, viste det sig, at der var flere både, der kom nordfra. Og det var

klart nok skibbrudne. De kom til land ved Iterdlánguaq / Iterlannguaq,

og folk gik derned.

Og da de var nået ned, begyndte de at råbe Napparsisortaaq..., fordi de

faktisk havde opgivet ham, og nu genså ham. Og da de råbte det, så løb bør-

nene ned for at hilse på N. Men til at begynde med kunne ingen genkende

ham, fordi disse nysankomne skibbrudne havde mægtige skæg, der nåede

helt ned til deres navle, og hår, der hang helt ned til skuldrene. Og bør-

nene var halvvejs bange far dem. Først dagen efter viste N. sig, klippet

og barberet, og først da kunne børnene hilse på ham, som de plejede.

Og disse amerikanere, som han sejlede med, var efterhånden blevet så vant

til grønlandsk mad, at de lige da de kom iland slog teltet op og begyndte

at koge bryststykker af remmesæl. Det var en remmesæl, som N. havde fanget.

Da de kom var de så tørstige, at de skyndte sig hen til tønderne. Og tappene på dem var efterhånden blevet snavsede. Men de de havde så travlt med at drikke at de fik skidtet ned i vandet. Det viste sig også, at de havde sejlet det sidste ret lange stykke vej, uden at komme iland. N. havde, efter at han var komme tilbage, fortalt sine bekendte om polareskimoerne, og det var en af de

ting min far plejede at fortælle.

Da de langt nordpå mistede skibet og måtte forlade det, prøvede de at

komme sydpå. Men da det var så sent på efteråret og havet var ved at blive

islagt, standsede de på en ø. Det viste sig, at der ikke var noget vildt på

denne ø. N. jagede for dem og havde regnet med at fange sæler,

når isen kom. Men da isen kom, gik det op for ham, at han kun kunne regne

med fangst en sjælden gang imellem. Og det han kunne fange var ræve. Kulden tog til og var meget stærk. Og eftersom han var den eneste der jagede, var han også den eneste der rejste rundt. Han satte høje fælder, og når han så havde fanget ræve, som ikke havde taget nogen skade, så undlod han sommetider at dræbe den, men bandt en besked på et stykke papir om dens hals og lod ræven gå igen. Således at ræven, hvis den blev fanget i den danske del af Grønland, kunne føre til at brevet blev læst, og så ville folk opdage, hvor de var henne. På den måde kunne folk så vide, hvor de skulle søge efter dem. Engang røgtede han rævefælderne, og den kolde blæst fik øjnene til at løbe i vand, som randt ned af kinden og frøs til. Han begyndte at varme dem, og begyndte at snakke med sig selv: 'Det er godt lille Poul, at du ikke kan se tåren, som er frossen på din fars kind.'

Midt på vinteren havde de ikke mere mad. Og når han så havde jaget for

gæves, og måtte tage tilbage uden fangst, og disse amerikanere havde tabt

humøret pga. sult, så begyndte N., der var en lystig fyr og kristen,

at opmuntre dem og tale om Gud, der vågede over de rejsende, og som var

klar over, hvor de var henne, især hvis de stolede på ham, fordi han var

almægtig og kunne hjælpe dem og befri dem fra deres lidelser. Og når han

havde talt til dem på den måde, så var det, selvom de var sultne, at de

begyndte at fortælle hinanden historier og snakke sammen, og så blev han mere rolig. Og derfor havde han hele tiden opmuntret dem indtil han traf eskimoer. Endelig en dag, mens han var ude på fangst, mødte han nogle eskimoer, som boede deroppe. Og til at begynde med sagde han ikke noget til sine kammerater om de folk han havde mødt, fordi han syntes det ville være farligt for eskimoerne, hvis han røbede deres eksistens overfor sine sultne kammerater. Men han følte sig styrket ved at træffe dem, fordi hvis disse ekimoer begyndte at fange meget, så ville han fortælle det til sine fæller. Og han var bange for, at hvis han fortalte det til sine kammerater på det tidspunkt, at de så ville

røve maden fra dem. Så han sagde til disse eskimoer, at de endelig ikke

måtte komme og besøge dem, før han sagde til. Og derfor begyndte han at

sælge lidt forskelligt til disse eskimoer, og når han så kom hjem med lidt

kød, så fortalte han sine kammerater, at han havde fanget noget. Og først

da han på denne måde havde fået sine kammerater over den værste sult, for-

talte han dem om de ekimoer han havde mødt, og at de så ville hente

dem henimod foråret med slæde, og at de også ville hente bådene til dem.

Deroppe var der en kvinde, der havde en søn, og N.'s fornavn var Carl,

og folkene kaldte ham for Kale. Og en af disse kvinder opkaldte sin søn efter den grønlandske form for Carl, Kale / Kaali.

 

I 1903-04, da Knud Rasmussen og hans fæller tog til polareskimoerne,

var der en grønlænder fra Upernavik distrikt, Gabriel Olsen med, og han overvintrede med dem. Og et af de mennesker han mødte deroppe, var en meget gammel mand, der hed Kâle / Kaali, og sandsynligvis N.'s søn. Og Gaba fortalte, at han, dengang han overvintrede deroppe, ikke havde truffet andre, der bar det navn.

      Nu har jeg altså fortalt nogle af disse historier, som min far plejede at fortælle og det sted, hvor jeg tilbragte min barndom. Itilliarsuk, forlod jeg da jeg blev konfirmeret, og jeg vil lige fortælle om forskellige hændelser der skete inden jeg blev voksen.

Dengang min far døde, boede syd for os min mors lillebror Jan Sørensen

ved Tugssâq / Tussaaq, og da vinteren var gået og næste år var kommet, kom han med umiak / konebåd efter os .........  (s. 284, ¾ spalte: en beretning om en ond tante).

 

Hist.: Søg på Carl Petersen, der spiller en rolle i flere beretninger. Bl.a. om den sidste indvandring fra Baffinland til Thule-området omkr. 1860.

Vedr. indvandringen: Ulloriaq, Inuutersuaq: Beretningen om Qillarsuaq ... [Kbh. Det grønlandske Selskab 1985 (ikke registreret). Men søg på: Petersen, Robert, 2000: Om grønlandske slægtssagaer. Tidsskriftet Grønland, ss. 299 - 311.

Amâkasia / Amaakasia

Print
Dokument id:1321
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 424
Fortæller:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Amâkasia / Amaakasia
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:5 sider
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Dansk resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s.372:

"Amaukasia, som ombragte kajakmændene, når de roede ind i fjorden".

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

"Det skravl, hun havde i rygposen.

Da nogle fangere fra en boplads var udeblevet fra fangst - den ene

efter den anden, tog den eneste tilbageblevne ud på en kajaktur. Han

var på vej ind i en stor fjord, så hørte han en stemme. Han så sig om

og opdagede, at der stod et menneske på en lille høj. Han gav sig til

at lytte. Så hørte han én råbe fra land: "Hør du kajakmand, du kære,

kom du herind." Da han hørte dette, roede han ind mod land, hen til

den, der råbte. Han nærmede sig land og fik øje på en sølle kvinde med

et barn i rygposen. Så snart han lagde til land, sagde hun: "Stig op

af kajakken." Det gjorde han, og hun sagde videre: "Flyt kajakken

længere op på stranden." Han svarede blot: "Om lidt, når højvandet er

ved at nå den, vil jeg flytte den højere op." Derpå bad hun ham komme

op til huset. Netop som han skulle deropad, fik han øje på

nogle kajakredskaber, der var blevet lagt på jorden. Han kiggede

nærmere på dem og genkendte nogle redskaber, som havde tilhørt hans

tidligere husfæller (de, der var udeblevet fra fangstture).

Han gik forbi dem - og videre op til huset. Inde i huset lagde han

mærke til, at væggene var beklædt med gamle kajakskind, og

tværbjælkerne i huset var af træ fra kajakredskaber. På væggen var

der klistret huder fra ansigter. Nogle af disse kunne han genkende som huder af hans tidligere husfæller. Nu vidste han, at det var den elendige kvinde,

der havde dræbt dem.

 

Da han var kommet ind, sagde hun: "Tag din anorak af, du

kære." Han tog anorakken af. Han havde lige taget anorakken af, så

sagde hun: "Hvad skal jeg give dig at spise," og i det samme gik hun

ud og kom tilbage med noget rosenrod, der var blevet opbevaret i en

spækpose; fadet, det blev serveret i, var et menneskekranie.

Idet han begyndte at spise maden, sagde han: "Hvordan kan det være, at

de smager så godt?" Værtinden svarede: "Det er nok fordi fedtet er

menneskefedt." Da gæsten hørte dette, holdt han op med at spise og

sagde: "Jeg kan ikke spise det, når fedtet er menneskefedt."

Værtinden sagde: "Hvad skal jeg dog så give dig at spise?" Idet hun sagde

dette, gik hun ud. Gæsten var noget urolig over situationen. Han gik

hen til værtindens lampe og opdagede, at hendes ulu (kvindekniv) og

slibesten var blevet anbragt sådan, at man hurtigt kunne få fat i dem.

Han tog dem og gemte dem under brikseskindet, hvorefter han satte sig

på plads. Straks efter kom værtinden tilbage med nogle sortebær og

gav gæsten dem. Gæsten gav sig til at spise bærrene; han så noget

hvidt imellem dem.  Han gravede dybere ned og opdagede, at det var en

menneskehånd, der var skåret over ved håndledet. Under kogningen havde den krummet sig, så den dannede en skål med bær i.

Da han opdagede det, tog han sin anorak og flygtede ud af huset, idet

han sagde: "Jeg spiser ikke den slags." Han gik ned til kajakken og

skubbede den ud. Netop som han skulle presse sig ned i den, kom den

elendige kvinde ud af huset med sin ulu. Fangeren var dårligt kommet i

kajakken og roet ud fra land, før hun nåede stranden. Hun forsøgte at

få fat i kajakspidsen ved at vade ud i vandet; med hun kunne ikke få

fat i den, da hun kom til at flyde mere og mere oppe

(? pútadlaralutuânaqigame - mærkeligt).

Hvis fangeren ikke have gemt ulu'en, ville hun have fået fat i

kajakspidsen. Hun nåede det ikke, fordi hun var længe om at finde

ulu'en. Det var med nød og næppe, at fangeren slap væk og tog hjem til

sin boplads.

Da fangeren kom hjem, fortalte  han sin kone, at den dumme kælling

havde dræbt de fangere, der var udeblevet.

Nogen tid efter sagde fangeren til sin kone: "Den møgkælling, jeg

traf forleden, vil jeg ro hen til endnu en gang." Konen svarede: "Lad hellere være. Du bliver bare dræbt."

"Jeg risikerer ikke noget, for denne gang går jeg slet ikke i

land," svarede manden. Og så tog han af sted.

 

Han var igen på vej ind i fjorden; og han så, at hun derinde var på udkig. Den dumme kælling på udkig fik øje på kajakken og råbte: "Hej søde

kajakmand, kom herhen." Han roede ind til land og

standsede lige ud for hende. Derinde fra land sagde hun: "Gå dog i land,

kæreste." Han svarede: "Jeg går ikke i land, for du var lige ved at

æde mig for ganske kort tid siden." Hun svarede: "Det var ikke mig,

der ville spise dig. Det var barnet (anâganguama) i rygposen, der var

ved at spise dig." Han sagde: "Det var dig, der var ved at æde

mig." Så skændtes de. "Dit åndsvage pattebarn (i rygposen)," sagde fageren til kælling, der gav sig til at kæle for det. "Dumme pattebarn, krads din mor!" sagde manden. Mens ungen kradsede løs på sin mor, tog hun den ud af hætten og smed det ud på en stor klippe, så det brast (qârlugo) og døde. Så sagde fangeren til

kvinden: "Du er den dummeste kælling jeg har været ude for, der dræber

sit kære barn, der ellers var så sødt." Da han havde drillet kvinden

rigtig ondskabsfuldt og tilstrækkelig længe, forlod han hende og roede

hjem.

 

Herefter kom kajakmændene altid hjem fra fangst; og ingen har siden

set den elendige kvinde.

 

Var.: Qalulik / Kalulik, hvor den sidste tilbagevlevne kajakmand hævner alle de fæller, der en for en er blevet dræbt af et uhyre dybt inde i en fjord: Kajakmændene der udeblev, Qalulaajik; Om slæderne, der altid bortkom; Fangerne der forsvandt; Amaakasia; Angortooq, storfangeren; Bortblevne mænd; Brødrene som forsvandt;

Amârsiniôq / Amaarsiniooq, troldkvinden, der bortfører børn i en rygpose

Print
Dokument id:1398
Registreringsår:1902
Publikationsår:1924
Arkiv navn:
Fortæller:Matiinarujuk (Matînarujuk)
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Amârsiniôq / Amaarsiniooq, troldkvinden, der bortfører børn i en rygpose
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, II
Tidsskrift:
Omfang:side 85 - 90
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Håndskr.: KRKB 1, 1(3), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04:  "Amârsiniôq".

Trykt på vestgrønlandsk i:

Lynge, Kr. 1938 - 39, Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo, I: 64 - 70.

Søby, R. (red.) 1981 - 82, I: 75 - 80.

Kort resumé i Rasmussen, K. 1981 (Inuit Fortæller), II: 124.

 

Resumé:

En storfanger og hans kone får en datter, som deres ældste datter

passer. Barnet græder meget. En aften hun har fået det til at sove og

vendt sig mod andre gøremål, opdager hun, at barnet er forsvundet.

Forældrene vil slå hende ihjel. Hun foreslår at hente en åndemaner på

nabopladsen mod syd. Han hentes, får ingen mad, befales at holde

seance, før det er mørkt, kan intet opdage, og jages hjem midt om

natten. Da han kommer hjem, blir alle opbragte over den behandling,

han har fået, og man foreslår, at skulle de komme igen efter nogen,

kan de få stedets gamle ungkarl med. Det sker. Ungkarlen er lam i

begge hofter. Heller ikke han får noget mad og må holde seance, før

det mørkner. Men han ser barnet oppe hos Amaarsiniooq på

indlandsisens østligste nuntak. Faderen bugserer ungkarlen ind i

bunden af fjorden, hvorfra ungkarlen let til bens vandrer alene op

til barnerøverskens hus. Det har ingen indgang, men det damper

voldsomt op af loftsventilen. Ungkarlen synger en serrat / formular / trylleformular, der får

hende til at lægge barnet fra sig på briksen og falde i en dyb søvn.

Han henter barnet og flygter. A. vågner og indhenter ham som en falk.

Hun putter dem begge i sin store amaat. Ungkarlen husker, at han

har en stenkaster som hjælpeånd. Denne kommer til stede og angriber

uden effekt A. Endnu en hjælpeånd tilkaldes. Det er en falk, der

sammen med stenkasteren tar pippet fra A. Hun løsner sin amaat,

ungkarlen smider barnet ud, hopper selv ud og flygter med det ned

til kysten, hvor faderen venter. Faderen overtar barnet, ror hjem, og

ungkarlen følger først efter, da han ser faderen vel fremme. Barnet

græder stadig utrøsteligt. Ungkarlen holder en ny seance og ser dets

sjæl efterladt deroppe i A.s hus. Han henter sjælen, lægger den ved

barnets side, og næste dag er de blevet til eet. Han får som tak

storfangerens datter og blir forsørget resten af sine dage.

 

Var.: Tunerluk (to versioner); ham som kun var qilaamasoq; Angangujuk; Amaarsiniooq; Amarsissartoq; Innersuanut mingaatittoq; Meddr. Grønland 109(1), ed. by H. Ostermann, 128; Matakatak; Makataták. Oftest er det indlandsboere, kæmper, der stjæler barnet.

Amulet fra ravnerede mod dårlig fordøjelse

Print
Dokument id:973
Registreringsår:1904
Publikationsår:1938
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Amulet fra ravnerede mod dårlig fordøjelse
Publikationstitel:Knud Rasmussen's Posthumous Notes on the Life and Doings of the East Greenlanders in Olden Times
Tidsskrift:Meddr Grønland 109(1)
Omfang:side 146
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Ed. by H. Ostermann.

Orig. håndskr. har ikke kunnet identificeres.

I Ostermanns arkiv, nr. A 301, Arktisk Institut findes Ostermanns kladde og maskinskrevne manus på dansk til denne udgave på engelsk.

 

Resumé:

Et spædbarn dør af tyndskid, da det mades med kød, fordi dets mor bliver syg og ikke kan amme. Faderen søger længe og finder en ravnerede langs kysten, hvorfra han tager et par grene med hjem som amulet til den næste søn, der fødes. Denne får hele livet en god fordøjelse.

 

Hist.: Kan være en historisk fortælling, men først og fremmest har den tjent som kommunikation af viden. Man mente åbenbart at ravneunger kunne tåle at spise alt deres forældre bragte dem.

Anarteq

Print
Dokument id:1470
Registreringsår:1902
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Juua (Jûa)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Anarteq
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, II
Tidsskrift:
Omfang:side 39 - 40
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

 

Håndskr.: KRKB 1, 1(1), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Anarteq". Og NKS 3536, I: "Anarteq".

 

Ordret den samme oversættelse er under overskriften: Anartoq, trykt i Rasmussen, Knud: Myter og Sagn fra Grønland, II, 1924, hvor fortælleren siges at være Igna fra Kangeq.

 

Trykt på grønlandsk i:

 

Søby, R. (red.) 1981-82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, I: 138 - 139.

 

Resumé:

 

Anarteq (Skiderik) er en gammel mands eneste søn. Sammen tager de

 

årligt på renjagt ind i landet bag fjordbunden, hvor A.s mange søstre

 

klapper renerne ned i en sø. Her nedlægger A. dem i kajak. Engang da

 

A. griber en renkalv i bagbenene og leger med den, sparker kalven

 

bagud og kæntrer kajakken. A. må ud af den, men kan ikke nå ind til

 

land, hvorfra søstrene hører ham råbe: "Nu begynder laksene at spise

 

min underkrop!" Han forvandles til en laks. Faderen, der igen må til

 

at fange som en ung mand, afholder sig i flere år fra renjagtområdet,

 

men da han atter tager derind og brister i gråd ved fjordbunden,

 

griber laksen A. fat i hans styreåre. "Der havde A. nær taget åren fra

 

mig", siger faderen forskrækket. Næste gang A. griber fat i den, får

 

faderen forsigtigt trukket ham med op, og A., der forvandles tilbage

 

til menneske, forsørger derefter sin familie.

 

Var.: Anarteq; Anartoq;

 

Tolkning: Faderens gråd kalder A. hen til båden, og udtalen af hans

 

navn letter hans "hjemkomst". Ben og arme er de gennemgående

 

kropssymboler. A. griber kalven i bagbenene, og da han åbenbart ikke

 

kan vende i kajak (vha. armene) fortærer laksene hans sårbare

 

underkrop. Uden ben er han som en fisk i vandet, men han kan ikke

 

længere færdes til lands. Han redder sig tilbage ved at gribe om

 

faderens åre. Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): om legemsdeles symbolbetydninger

Angákumik / Angákoq tôrnâta píkagâ

Print
Dokument id:441
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2130, 2', læg 7
Fortæller:Petersen, Ole
Nedskriver:Petersen, Ole
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Angákumik / Angákoq tôrnâta píkagâ
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 141
Lokalisering:Neria: Paamiut / Frederikshåb
Note:

Vedr. reår: Ole Petersen sendte en anden samling nedskrifter (NKS 3536 I, læg 5) til Rasmussen i 1907.

 

Oversættelse ved Birgitte Sonne:

Hjælpeånden der mistede respekten for sin angakkoq /åndemaner

 

Her i Grønland, dengang de fleste nord for Nuuk og sydpå var døbte, fortalte man om en af de sidste åndemanere / angakokker / angakkut ved navn Juua, at han boede i Uigorluni og gik helt over gevind med at holde seancer / åndemaninger for fællerne dér.

      Man fortæller så, at når han indimellem havde husket at få sine kroge med og han ingen sæler fangede, så fiskede han ulke i stedet. En dag han kom hjem måtte han så indrømme at han havde været i yderste livsfare, fordi hans hjælpeånd havde trukket ham til sig i den anden ende af snøren. Næste dag da alle hans fæller i Uuigorleq ventede at han var kommet hjem, så var han overhovedet ikke kommet.

      Om grunden til at han udeblev næste dag, fortæller man, at et par dage før var nogle folk fra Neria, fire kajakmænd, roet til Paamiut. Hele den vinter blæste det kraftigt fra øst, så undervejs nordpå / udad lagde de til ved Uigorleq, og da folk fortalte at deres angakkoq var udeblevet, så havde disse kajakmænd (fortalte de) ude på vandet langt ude set en fangstblære ved siden af en kajak med bunden i vejret. Da de var kommet derhen havde de roet hans krop ind mod land. Men da han var en ganske ung mand gruede de for ankomsten. Hans lig lå der helt tæt ved siden af hans kajak og hans fangstblære. Men både arme og ben var bøjet og han havde hænderne for ansigtet. Og tænk, det var ham der netop med nød og næppe havde overlevet at være trukket ned. Til sidst, sagde de, lod de ham bare være og forlod ham.

 

Var.: Ikke i denne bases samlinger.

 

Hist.: Virker autentisk

 

Kommentar: Det er åbenbart de hyppige seancer der har fået hjælpeånden til at miste respekten for sin unge angakkoq. I Østgrønland nærede man den forestilling ifølge kilderne fra de voksendøbte, at hjælpeånderne blev fornærmede, hvis deres angakkoq for sjældent holdt seancer. De fik nemlig varmen i hans krop, når de på skift trængte ind i hans "afsjælede" legeme under seancen og underholdt tilhørerne. se fx Sandgreen Taqqisima; Sorssungnerssuaq

Angangujuk

Print
Dokument id:1432
Registreringsår:1902
Publikationsår:1924
Arkiv navn:
Fortæller:Juua (Jûa)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Angangujuk
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, II
Tidsskrift:
Omfang:side 168 - 170
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Håndskr.: KRKB 1, 1(1), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Angángûjuk".

Trykt på vestgrønlandsk i Lynge, Kr. 1938-39, Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo,II: 30 - 32, og

 

Søby, R. (red.) 1981-82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, I: 139 - 141: "Angángûjuk" / Angannguujuk.

Kort resumé i Rasmussen, K. 1981 (Inuit Fortæller), II: 125.

 

Resumé:

A. er baby / spædbarn og eneste søn af et enligt ægtepar. A. røves i hemmelighed,

og den fortvivlede far vil slå sin kone ihjel. Hun ber ham først

tilkalde en åndemaner til identificering af barnerøveren. Flere

åndemanere hentes efter tur uden held. De får ingen mad under besøget.

Endelig hentes en berømt åndemaner, hvis hjælpeånd straks fortæller

ham, at barnet er røvet af indlandsboere. Forældre og åndemaner følges

op til indlandsboernes hus, hvor beboerne skændes om drengen og

ikke kan lokke mad i ham, fordi han længes hjem. Åndemaneren synger

dem alle i søvn og henter sammen med forældrene drengen, hvis tøj må

stages ned højt oppe fra tørrestativet. De når hjem, entrer konebåden

og når ud fra land, inden indlandsboerne dukker op og smadrer deres

hus. Familien flytter ud i skærgården og bosætter sig aldrig siden på

fastlandet.

 

Var.: Tunerluk (to versioner); Amarsissartoq; Amaarsiniooq; Innersuanut mingaatittoq; Meddr. Grønland 109(1) 128; Matakatak; qilaamasoq.

Angnorârsoaq

Print
Dokument id:1808
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 413
Fortæller:Jørgensen, Sofie
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Angnorârsoaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:4 sider, nr. 51
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, side 372: "Annorârssuaq" /

"Storfangeren, der var lige dygtig til at..."

Renskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 424: "Annorârssuaq" (med sproglige rettelser og til vestgrønlandsk af Hendrik Olsen eller ?).

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Annoraarsuaq.

Annoraarsuaq var på fangst hele tiden. Han fangede både sæler og

mennesker. Han havde mange fjender; men ingen kunne hævne sig på ham,

for alle var bange for ham. Der var også en fanger, der havde tre

børn - to drenge og en pige. En dag faderen var ude på fangst vendte

han ikke tilbage. De vidste ikke, hvor han blev af. Men hans kone

havde hørt, at Annoraarsuaq havde dræbt ham. De græd bitterligt. En

dag kom lillesøsteren grædende ind. Moderen spurgte, hvorfor hun græd.

Hun svarede, at storebrødrene havde ramt hende med legetøjsspyd i

underlivet og i kroppen. Moderen ventede på, at sønnerne skulle komme

ind (isersilerpât - isersiilerpai).

Da de kom ind, spurgte hun dem: "Hvorfor skal I have jeres lillesøster

som skydeskive for jeres legetøjsspyd, når hun har ikke gjort jer

noget. Træn jer hellere stærke, for Annoraarsuaq har dræbt jeres far.

Altså, træn jeres kræfter."

Man siger, at det var som om de begyndte at græde, da deres mor sagde det til dem, og de to brødre begyndte at opøve deres kræfter.

                                       

De bosatte sig langt mod syd. Dernede voksede de op, og de blev voksne og gode dygtige fangere. Så sagde den yngste af brødrene: "Mon Annoraarsuaq er død. Skønt han ikke var død endnu (denne sætning skal måske oversættes: Han var endnu

ikke død på det tidspunkt). Hvorfor skal vi ikke ud og se efter ham?"

Da de på stedet hørte dette, begyndte Annnoraarsuaqs tilhængere

(idlersordluat - det er noget med at beskytte) at besøge

ham og sige, at beboerne i Kangeq gerne vil se/møde ham

(takuluavât ?). Annoraarsuaq plejede at bemærke:

"inûtínguasigkangma," (Du lod mig slippe med livet ?) idet han

samtidig holdt kniven ganske tæt ved vedkommende, som så forsvandt.

Brødrene fra Kangeq med familie ankom til stedet, mens Annoraarsuaq

var ude på fangst; og da de slog deres telt op, bemærkede man, at det

var meget større end Annoraarsuaqs. Annoraarsuaq kom hjem og så

fjendernes meget store telt. Fjenderne sagde: "Qatingiseq, Qatingiseq,

gå hen og sig, at han skal komme på besøg. Så kom Annoraarsuaq ind, idet

han skubbede teltforhænget til side med sin kniv. Så sagde kvinderne

fra Kangeq: "I dér (kákuaraîke - det må være sønnerne, hun mente), kom

ind med  noget, som han kan sidde på." De kom ind med en stor sten,

som nær havde ramt den besøgendes fødder, da den blev sat ned på

jorden. Kun ved at den besøgende trak fødderne til sig, undgik man at

ramme dem. De sagde til ham: "Hvad med at spise lidt syre (i

renskriften: Sællever med kokleare)?" Han fik lige et par mundfulde,

så holdt han op og gik ud.

 

Om natten, efter at man var faldet i søvn,

hørte moderen íkkut marlok (måske: moderen til de to) nogen støj. Hun

gik ud og så, at Annoraarsuaq var ved at tage overdelen af sit telt

ned så lydløst han overhovdet kunne. Hun kom ind igen i

teltet og sagde: "Hør I dér, Annoraarsuaq er ved at rejse fra jer

(eller: slippe fra jer). De skyndte sig at komme op og gav sig til at

stirre intenst på ham.

                                                     

Annoraarsuaq fik meget travlt. Da han blev færdig, fik han sine mange børn om bord i konebåden, og til sidst var han på vej ned til konebåden bærenede

sin kajak med bunden i vejret. Idet han tog et skridt for at komme

ombord på konebåden, skubbede brødrene fra Kangeq til ham, så han

faldt ned i vandet. Han blev under vandet længe. I virkeligheden

opholdt han sig under konebåden og lurede på dem. Han kom pludselig op

af vandet ved konebåden og forsøgte at stikke dem ned. Da de

to gik til angreb oppe fra, dykkede han ned igen og gav sig til at

gå/svømme omkring konebåden. Han blev efterhånden træt, og den yngste

af brødrene stak ham. Han dykkede, og da  han dukkede op igen,

stak den ældste ham. taunaqale tamalerput (måske: Sådan blev de ved

længe). Annoraarsuaq var efterhånden udmattet, og med flere stik

dræbte de ham. Så smed de alle børnene ud i vandet. Og de paterede

faderen. Ligesom de blev færdige med det viste der sig en kajakmand

frem omkring næsset (ordret: fra bag næsset) og sukkede voldsomt

(anesameqalune - anersaammerqaluni ?? Renskrift: Man hørte ham sukke,

så såre han kom op på land). Da han kom hen til dem, gav han sig til

at samle børnene op på land, idet han sagde: "Disse er værd at redde."

Han fik dem alle op på land. Han besøgte brødrene fra Kangeq. Det

viste sig, at denne gamle mand var på en tur for at fordrive tiden med

noget, fordi han havde mistet sin søn.

                   

Han havde siddet hos brødrene et stykke tid, så

sagde brødrene: "Vi har ellers fået en god fangst i dag."

Han bemærkede: " Hvad fik I så ? "

"Du kan gå derhen og se på det." Han gik ud og videre

ned til stranden. Da han så det, sagde han: "I har fanget en isbjørn."

De svarede: " Nej, det har vi ikke. Se på det." "I har fanget en

isbjørn," gentog den gamle. De svarede: "Nej, det har vi ikke. Nu skal

du se det." De tog det, der dækkede liget, af; og  han genkendte

Annoraarsuaq med det store skæg, som nu var fuldt af blod. Den gamle

mand måtte sætte sig ned "toqulersoq" (én, der er ved at dø. Måske:

Som om han var ved at dø? Renskriften: ...han blev stående og var ved

at blive dårlig), og han sagde: "Det var virkelig pænt af jer. I har

givet mig lejlighed til at fordrive tiden med noget."

Det fortælles, at brødrene fra Kangeq blev gamle uden at de behøvede

at bekymre sig om noget.

 

Hist.: Muligvis en historisk kerne.

Kangeq i Ammassalik området ligger sydøstligst på Kulusuk

Angortôq / Angortooq, storfangeren

Print
Dokument id:753
Registreringsår:1919
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Angortôq / Angortooq, storfangeren
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, III
Tidsskrift:
Omfang:side 160 - 162
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskrift: KRH kasse 52, nr. 2, påbegyndt i hæfte 420 med fortsættelse i 404.

Nedskrevet af K. Rasmussen på dansk. Formentlig oversat efter et nedskrevet grønlandsk forlæg.

 

Resumé:

En mand, der så inderligt ønsker sig en søn, når højt op i årene inden det omsider lykkes. Han nærmest fodrer ham med serratit, trylleformularer, og hver gang han har givet ham en ny, indbyder han til gilde for at den skal gøre drengen stærk og ursårlig. En hel klapmyds er festmaden første gang Ang. skal have nyt tøj, og faderens udtalte ønske bliver, at drengens fangstevne skal vokse i samme forhold som en klapmyds til en nyfødt. Ønsket går i opfyldelse. Drengen nedlægger tidligt store dyr, altid kun de største. Af samme grund går han også til angreb på to gevaldige uhyrer, det sidste værre end det første, inde i dybe fjorde, hvor de har dræbt og fortæret kajakmænd i massevis gennem tiderne. Den første ligner en bjørn i overstørrelse. Den anden en kolossal fjordsæl. Den kan ikke komme på land, hvor alle Ang.s ledsagende kajakmænd redder sig op, mens Ang. blir så bange for uhyret, at han græder og flygter, forfulgt af monsteret. Det er så hurtigt at Ang.s kajak, der farer som en ravn over vandet, ser ud som den står stille. Monsteret går dog på grund og blir stikkende, hvorfor Ang. med det ene af sine redskaber efter det andet omsider får has på den. Da man flænser den vælter en masse æg ud, dvs. menneskehoveder. Desuden en del halverede kajakker. Alle medrejsende får store flænsebidder. Hermed er der ikke mere at fortælle om Ang., der således glider ud af historien.

 

Var.: Qalulik / Kalulik. Qalulaajik. Iøvrigt en del beslægtede fortællinger om kajakmænd der dræbes af et uhyre undervejs ind i en fjord: Nerrersuujunnut pulartut; Om slæderne, der altid bortkom; Kajakmændene der udeblev; Fangerne der forsvandt; Amaakasia; Angortooq, storfangeren; Bortblevne mænd; Brødrene som forsvandt;

anguranarnãnguvoq / ?

Print
Dokument id:2199
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB, 1, 5(15) Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Maassannguaq (Maigssánguaq)
Nedskriver:Olsen, Gaaba (Gaba / Gâba)
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:anguranarnãnguvoq / ?
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:ss. 12 - 13, A6 - størrelse
Lokalisering:Appat: Avanersuaq / Thule
Note:

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

Angusinânguaq / Angusinaannguaq, der hævnede enkerne

Print
Dokument id:1580
Registreringsår:1903
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Uusaqqak (Ûsarqak)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Angusinânguaq / Angusinaannguaq, der hævnede enkerne
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 148 - 149
Lokalisering:Avanersuaq / Thule
Note:

Orig. håndskrift har ikke kunnet identificeres;

Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04, nr. 59: "Angusinãnguaq" / Angusinaannguaq.

 

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905: 213 - 215.

 

Resumé:

Tid: Før sygdom / epidemi havde bortrevet så mange voksne, at ingen overlevende

vidste, hvordan man byggede kajak. Dengang var alle lande befolkede,

der var færre storme og man kom vidt omkring i kajak. Sted: Kangaarsuk

/ Cap Parry.

   Angusinaannguaq har en meget smuk kone, som alle misunder ham.

Under et edderfugle- og æggetogt efterlader man ham uden kajak på en ø,

men han er åndemaner, så han flyver hjem og går på besøg hos alle

konerne, hvor han modtager de hjemvendte. Senere dræber han en masse

af de fjendske og utilnærmelige folk på Carry-øerne, fordi de har

dræbt mange på hans boplads. I taknemlighed lader alle enkerne ham

snuse til deres kønsdele.

 

Hist.:  Begrundelsen for det faktum, at kajakker gik af brug kan ikke

verificeres. Forestillingen om en tidligere tættere befolkning, der

ofte kommer til udtryk i Thule-områdets sagn, kan være overleveret

gennem mange generationer, eller blot referere til tiden før

epidemierne. Endelig kan de indvandrede baffinlændere (ca. 1860), der lærte

inughuit / polareskimoerne at bygge kajak, have talt om tættere befolkninger på

deres hjemegn og undervejs nordpå.

Angutâta teriangnianik qingmigvarsioma / Angutaata teriannianik qimmivarsiu ma

Print
Dokument id:804
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 425
Fortæller:Andreassen, Johanne
Nedskriver:Andreassen, Johanne
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Angutâta teriangnianik qingmigvarsioma / Angutaata teriannianik qimmivarsiu ma
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 89 - 93, nr. 32
Lokalisering:Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Resumé: "Manden, som skaffede sin søn et forspand af ræve"

i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 363.

Oversat af Knud Rasmussen i Rasmussen 1981, Inuit fortæller, III: 162 - 164.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Manden, der ville skaffe sin søn ræve til slædehunde.

Der var engang en mand, der elskede sin søn højt. Når sønnen havde

været ude med sin fars slædehunde, sagde han: "Hundene blev som

sædvanlig helt udkørte. Det var med nød og næppe, jeg nåede hjem."

kisimakivat kîmînijarnêrât qasusangisut (? Er der slet ikke noget man

kan få fat i og bruge som hunde, der ikke bliver trætte)."

Faderen sagde: "Jeg har faktisk hørt, at ræve, som trækdyr aldrig

bliver trætte."

 

Næste morgen fremsagde han så  en formular /

trylleformular både i indgangen til rummet og i husgangen - for at

lokke blåræve til adlanut sânigut kuveriardlugit (? Efter at have

hældt afgnavede ben / fejeskarn ned) fremsagde han endnu engang en

trylleformular. Da han blev færdig og kom ind, sagde han: "I

morgen skal vi se, om jeg har gjort det rigtige / sande (ilumôruma). agdlane (?

dernede). Sønnen så blåræve dernede (i husgangen). Da han så dem talte

han dem. Der var ti. Han kom ind og sagde: "Dernede (i husgangen) (?)

er der ti ræve. Dem vil jeg gerne have til slædehunde." Faderen sagde:

"De skal først trænes."

 

Da rævene var vænnet til, lavede sønnen

seletøj til dem. Han gav dem sele på og tog af sted på en køretur.

Da han havde kørt qimeqingoramit (?) fik han øje på en stor isbjørn.

Da hans hunde så den, gav de sig til at løbe efter den i fuldt

firspring. Til sidst kom han tæt på og stak den ihjel, hvorefter han

lagde den op på slæden og kørte af sted med den. Rævene (trækdyrene)

løb hurtigere og hurtigere og nåede så til sidst hjem.

 

Da faderen så,

at sønnen havde fanget en isbjørn, blev han meget glad. Han spurgte

sønnen: "Hvordan var dine hunde så?" Sønnen svarede: "Qimeqinât (? De

er gode som trækdyr / ligesom hunde)." Så havde de fået hunde, som

aldrig blev trætte.

 

En dag kørte sønnen af sted, som han plejede. Han

nedlagde en isbjørn. Han dækkede den til med sne og kørte videre. Han

fangede endnu en isbjørn og var i færd med at akulerpâ (? akorpâ -

flænsede den). Så begyndte hundene (rævene) at stirre på noget. Han så

sig omkring og opdagede, at en slæde var kommet ganske nær. Måske ville han blive dræbt, tænkte han. Den ankomne slædekører

spurgte: "Har du kun fanget den ene isbjørn?"

"Nej, jeg har fanget endnu en, som jeg har dækket til med sne."

"Skal jeg ikke hjælpe dig?"

"Nej, mine hunde vil godt kunne klare dem."

"Må jeg virkelig ikke hjælpe dig?"

Den anden kviede sig men sagde så ja til tilbudet.

 

De tog af sted, og den fremmede kørte bagest. De kom

til det sted, hvor han havde dækket sin første fangst til med sne. De

fik den op på slæden og kørte igen. Da de nærmede sig bopladsen, satte

blårævene, der trak den ene af slæderne, af sted i fuld fart, og kom

foran. Den fremmede slæde gik i stykker, og manden

faldt af, så hundene nåede bopladsen bare med slæden. Da sønnen kom

hjem, spurgte faderen: "Hvem er den anden?" Sønnen svarede: "Det er en

fremmed mand. Hans slæde er gået i stykker. Han ville absolut hjælpe

mig, så jeg sagde ja til sidst."

 

Den fremmede nåede frem til bopladsen

og sagde, at han godt kunne tænke sig at have sådan nogen hunde.

qimianukuva sunguvarilit (?). "Det ville være herligt at have sådanne

hunde," sagde han. De reparerede hans slæde. Da den fremmede tog af

sted hjemover, ledsagede den anden ham og besøgte ham på hans boplads.

Han vendte tilbage til sin boplads igen. Han havde sine hunde (rævene)

hele sit liv. Siden har man aldrig hørt om nogen, der brugte ræve som

slædehunde.

Anoritôq

Print
Dokument id:637
Registreringsår:1937
Publikationsår:1951
Arkiv navn:
Fortæller:Amaanalik (Amaunalik)
Nedskriver:Holtved, Erik
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Anoritôq
Publikationstitel:The Polar Eskimos, Language and Folklore I
Tidsskrift:Meddr Grønland 152(1)
Omfang:side 76 - 80, nr. 17
Lokalisering:Avanersuaq / Thule
Note:

Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.

 

Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side 28 - 30.

 

Resumé: Anoritooq's søn Angulligaamaaq plejede at kvase andre fangeres

håndled, når de havde fanget noget. En dag tager han med andre fangere

på en længere fangsttur. Da de om aftenen skal sove, fortæller de ham,

hvordan de plejer at ligge: "Vi har kun det ene ben nede i bukserne,

sådan plejer vi at sove." Angulligaamaaq lagde sig til at sove på

denne måde, og om natten blev han dræbt med en harpun, som hans

fangstfæller stødte ind i rumpen på ham. Da fangerne kom tilbage,

fortalte de Anoritooq, at hendes søn var blevet dræbt. Anoritooq

efterspurgte nu et levende isbjørnefoster, som hun også fik. Bjørnen

blev af børnene kaldt for Angulligaamaaq. Efterhånden som bjørnen

voksede blev den for voldsom for børnene at lege med. Bjørnen

begyndte også at gå på fangst. Når den ikke fangede noget undgik den

sine egne spor, hvorimod den fulgte disse når den fangede noget.

Moderen advarede den mod hundene, som hun kaldte for bjørnens

fætre/kusiner. Anoritooq sværtede bjørnens side og den gik af sted.

Den fangede intet og opsøgte derfor andre bopladser, hvor den ville

stjæle mad. Det forlød pludselig, at en sværtet bjørn var blevet

nedlagt, og da Anoritooq hørte dette gik hun til fjelds og fremsagde:

"Efter at have mistet éns bjørnebarn, må man kigge efter en bjørn,

bjørn, bjørn." Hun vedblev at synge disse strofer og blev til sidst

til en sten, hvor folk kom og ofrede spæk til hende, således er

stenen nu helt tilsølet af spæk.

 

Var.: Holtved 1951 17A; Rasmussen 1925: 80 - 81; Anoritooq. Kvinden der opfostrede en bjørn. Kvinden, der havde en bjørn til plejebarn; Søg også på: bjørn, isbjørn.

Anoritôq

Print
Dokument id:638
Registreringsår:1937
Publikationsår:1951
Arkiv navn:
Fortæller:Avôrtúngiaq
Nedskriver:Holtved, Erik
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Anoritôq
Publikationstitel:The Polar Eskimos, Language and Folklore I
Tidsskrift:Meddr Grønland 152(1)
Omfang:side 80 - 81, nr. 17 A
Lokalisering:Avanersuaq / Thule
Note:

Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.

 

Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side 30 - 31.

 

Resumé: Anoritooq havde en søn, der ikke var vant til at sove udenfor,

fordi han aldrig var på fangst. Han blev slået ihjel. Anoritooq

ønskede sig derefter et bjørnefoster, og det lykkedes også, at få

fanget en bjørn med et foster i.

Bjørnen voksede op med andre børn som legekammerater. Da den var

blevet stor, begyndte den at fange sæler, remmesæler og hvalrosser til

sin plejemor, idet den fulgte de andre fangeres slædespor. Moderen

sværtede den sort på siden for at andre skulle kunne genkende den, når

den var ude på fangst. Når den ikke fangede noget havde den for vane

at stjæle fra andre, hvorfor den til sidst blev fanget af en, der

ikke genkendte den. Moderen begyndte nu at synge: "En bjørn, en bjørn,

jaa," mens hun spejdede efter en bjørn hun kunne få til barn. Til

sidst blev hun til en sten oppe ved Anoritooq.

Før fangere skal ud på bjørnefangst plejer de at ofre til stenen ved

at smøre den med spæk, derfor er den helt indsmurt nu.

Var.: Holtved 1951 17; Rasmussen 1925: 80 - 81; Anoritooq. Kvinden der opfostrede en bjørn. Kvinden, der havde en bjørn til plejebarn; Søg også på: bjørn, isbjørn.

anuratuq / Anoritooq ?

Print
Dokument id:2193
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB, 1, 5(15) Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Maassannguaq (Maigssánguaq)
Nedskriver:Olsen, Gaaba (Gaba / Gâba)
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:anuratuq / Anoritooq ?
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:ss. 2 - 5, A6 - størrelse
Lokalisering:Appat: Avanersuaq / Thule
Note:

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet, var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Fortællingen hér handler om "Anoritooq", formentlig: kvinden der adopterede en bjørneunge. Men håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

 

Var.: Musatak; Anoritooq. Kvinden der opfostrede en bjørn. Kvinden, der havde en bjørn til plejebarn; Søg også på: bjørn, isbjørn.

Aqajarormiorsiorpua

Print
Dokument id:807
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 413, nr. 38
Fortæller:?
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Aqajarormiorsiorpua
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:6 sider
Lokalisering:Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921: s. 375: "Den store

åndemaner og hans eventyr ...".

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Aqajarormiorsiorpua

(En, der søger efter noget, der er i mavesækken).

Det fortælles, at Akivamineqs (akuamineq, partiet mellem ribbenene og

lænderne på et dyr) far var en stor åndemaner / angakok / angakkoq.  Han plejede ikke at holde åndemaning men blot at udspørge ånder. (Han sad gerne

med front imod bagvæggen med skind over sig). Han tilbragte gerne

foråret på en forårsfangstplads. En morgen tog han ud i kajak og roede

i retning af Orsulugiaq. Solen var ved at stå op, da han fik øje på

fem kajakmænd. Han roede så derhenad og tænkte, at det nok

var sydlændinge (? kavángarnitsat - er på østgrønlandsk

nordlændinge, BS), der var taget afsted meget tidligt om morgenen, eller

som havde været på fangst om natten. Men han syntes, at de så

ejendommelige ud, for når man så dem fra siden, var mundpartiet langt.

Det gik op for ham, at det var innersuits tartait (ildfolkenes

hjælpeånder). De nærmede sig, men inden de nåede ham, vendte de om og

roede bort. De havde hvide anorakker med rød halslinning. Det var

derfor, de var så frygtindgydende. Han kiggede på dem; og da

krusningen på vandfladen fra dem nåede hans kajak, begyndte den at skyde

fremefter af sig selv. Han forsøgte at bakke, men det nyttede ikke.

Kun når han vendte åren på langs (når han skoddede) gik det

langsommere.

Men han kom ikke tættere på de kajakker, som han fulgte efter. Så kom

han i tanker om sin hjælpeånd. Han kaldte på den. Han hørte lyden (her

bruges der flertal), og straks efter dukkede den op ved siden af

kajakkerne. Da de så den, sagde de: "Sådan én har vi (også)." Der kom

flere hjælpeånder, men de lod sig ikke påvirke af dem. Så kom han i

tanke om noget: "Det er sandt, jeg har også den skævmundede (en equngasoq

var den mægtigste af alle åndemaneres hjælpeånder). Han kaldte på

den; og langt om længe indfandt den sig. Da den kom sagde den: "Hvad

er der (? suame)?" "Disse her vil dræbe eller røve mig." Da roede equngasoq'en  hen til dem. Han roede blot forbi dem, og først derefter vendte den sig imod dem og afventede, at de skulle nå frem til ham. Da den første nåede frem, stak

equngasoq'en / Equngasoq sin åre ind under hans kajak, så han var ved at kæntre.

Sådan gjorde han ved dem alle. Da dette var sket, standsede åndemanerens

kajak. Hjælpeånden roede hen til

åndemaneren og sagde: "De er ikke ude efter at dræbe dig; derfor

gjorde jeg dem ikke noget." Umiddelbart efter fik equngasoq øje på en tejst og sagde: "Hvis de var ude efter at dræbe dig, ville jeg have gjort sådan:" Han roede

nærmere hen til den lille tejst, tog kastetræet til sit blærespyd med

den ene hånd og greb blærespyddet. Det ordnede sig til kast ganske af

sig selv, og equngasoq ramte tejsten med sit spyd. Han roede hen til

den og flåede fuglen i stykker. De konstaterede, at fuglen var blevet

ramt i hjertet. Så sagde equngasog: "Hvis disse kajakker virkelig var

ude efter dit liv, ville jeg have gjort sådan ved dem." Så forlod

hjælpeånden ham.

 

Senere på sommeren fik åndemaneren svært ved at fange

sæler. En dag han var ude på fangst, og han befandt sig ud for

Qasigissat, drejede kajakken og bevægede sig imod land.

Han forsøgte at bakke, men den var ikke til at standse. Nu var han

næsten ved land, uden at han havde opdaget noget. Netop som han skulle ramme stranden, bakkede han for alle tilfældes skyld

med det resultat, at kajakken lagde til ved stranden.

Han havde dårlig sat sine hænder på kajakken for at komme op af

den, så stod han allerede oppe. Så snart han rejste sig op, var

det, som om han blev skubbet frem af blæsten bagfra. Han måtte løbe afsted, og han løb temmelig længe. Da han var kommet over fjeldet,

fik han på den anden side af det øje på et stort menneske med så

langt hår på hovedet, at hun ikke længere kunne bære det. Han løb hen

til hende og stødte ind i hende. Åndemaneren spurgte den langhårede:

"Hvad laver du her?" Hun svarede: "Jeg har kaldt på dig, for at du

skal rede mit hår. Jeg kan ikke længere bære mit hår." Åndemaneren

spurgte hende: "Hvorfor er dit hår sådan?" Hun svarede: "Det er fordi

folk ikke har overholdt tabuerne, som de skulle (paqinnartut - tabu,

allertut - de, der skal overholde taburegler)." Da

gav åndemaneren sig til at rede hendes hår. Da han var færdig og

havde sat hendes hår i en top, spurgte kvinden: "Hvad skal jeg

give dig for det?" Åndemaneren svarede: "Jeg vil gerne have sæler i

betaling, for jeg har længe ikke kunnet fange noget." Så

svarede kvinden, hvis hår han havde redt: "Når du har fanget den

første sæl, skal du ikke prøve på at fange flere, lige meget om der er

mange af dem. Du skal kun fange den ene sæl. Næste gang du ser mange

sæler, må du ikke fange tre, men kun to. Først når du tager ud tredje

gang på fangst i kajak, må du fange flere sæler."

 

Da åndemaneren skulle hjemad sagde han: "Min kajak er sikkert drevet

ud." Den anden svarede: "Den er ikke drevet ud. Den er på sin plads."

Åndemaneren var nu på vej hjem og på den anden side af fjeldet så han,

at kajakken var på sin plads. Han kom ned i kajakken og roede af sted.

Undervejs fangede han en sæl; og fra nu af begyndte han at fange

sæler.

 

Da det var ved at blive vinter, tog han til Isortoq for at

overvintre dér. Vinteren var elendig, og der kom så meget sne,

at man dårligt kunne komme ud på fangst. En aften gik åndemaneren og

hans kone ud af huset. Straks efter kom åndemaneren  ind igen og

sagde: "Hvordan mon de unge vil klare sig (? inûsútut qanormáko

ivsarajíqisut)?

Aqajarorsiartoq er ved at bryde op lige her oppe fra baglandet."

Åndemanerens ældre bror, som slet ikke troede på den slags gik

udenfor. Han blev faktisk derude og lyttede en stund, men hørte

intet. På vej ind skubbede han til alt, hvad der overhovedet

kunne skubbes til. Han sagde: "Der er intet at være bange for." Lidt

efter gik åndemaneren ud. Han kom ind igen og sagde, at

Aqajarormiorsiortoq var på vej mod dem oppe fra baglandet. Undervejs ud hørte hans bror lyden og flygtede tilbage op på briksen og helt ind

mod bagvæggen. Åndemanderen gav sig til at ordne forskelligt inde

i huset. Han dækkede vinduerne til med sadlimasunik (? sadlimasut -

brædder). Han gav sig til at tromme ånder til og sagde:

"Mange af åndemanernes store hjælpeånder er ellers nået frem til

aqajarormiorsiortoq, men de tør af angst ikke træde hende for nær."

Åndemaneren fortæller også, at denne aqajarormiorsiortoq er en

kvinde. Overalt er hun af sten undtagen mundvigene, der er blødere.

Hun har en ulu, og når hun slår sin ulu mod noget, runger

det. Nu var hun næsten helt fremme. Man kunne høre amuletten fra

åndemanerens konebåd qaseeq (måge) lette, man kunne også høre, at den

hurtigt vendte tilbage. I det samme hørte man åndemanerens vigtigste

hjælpeånd (equngasoq) fløjte (aviorpoq - qarlorpoq - kvidre, synge,

fløjte) tre gange. Så kom den roende i kajak gennem sneen. Nu var

Aqajarormiorsiortoq kommet så nær, at åndemaneren sagde, at hun også

skulle kunne ses af andre, der ikke var åndemanere. Men de ville ikke

se hende, for de var bange. Equngasoq  gik hen til hende, kastede

blærespyddet og ramte hende gennem mundvigen ned i svælget.

Aqajarormiorsiorpunga greb blærespyddet og knækkede det.

Først da hun havde smadret det helt, lagde  hun det ned på jorden.

sordlo pudlakae (soordlo pullakkai - som med et pust) blev

blærespyddet helt igen og vendte tilbage til sin ejer. Sådan blev det

ved. Til sidst ãnalerpoq (?) og begyndte at gå tilbage. Der blev

sagt, at hun boede i en hule i indlandsisen. Åndemanerens

hjælpeånder rykkede nærmere og nærmere ind på hende, og

Aqajarormiorsiortoq gik langsommere og langsommere. Åndemaneren

holdt bare op med at tromme (mane ånder), for man behøvede ikke

længere at være bange for hende. Siden så man aldrig noget til hende.

 

Var.: af 1. episode: søg på innersuit (der trækker kajakmænd viljeløst til deres land)

af 2. episode: Rejsen til havkvinden. Havkvinden; Havets Mor; Qujaavaarsuk; Ikarlitsuarsuk

af 3. episode: Eqingaleq Naaja sten; Den straffende månemand; Karrak / Karraq; Ajijak 224 225;

 

Kommentar: Bemærk at vejen til Havkvinden her går gennem innersuits land og at deres tiltrækning er angakokkens "transportmiddel".

Aqatiaq ( Aqigsiaq / Aqissiaq ) Igataligdlo / Igatalillu

Print
Dokument id:1327
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 425
Fortæller:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Aqatiaq ( Aqigsiaq / Aqissiaq ) Igataligdlo / Igatalillu
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 4 - 16, nr. 11
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Måske fortalt af Johanne Andreassen, Kârales kone.

Resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, side 369: Aqatsiaq og Igatalik

(Rypekylling og grydemanden)

 Oversættelse ved Chr. Berthelsen: Det fortælles, at Aqissiaq og hans søn hørte hjemme hos de mellemstore timersit (indlandskæmper ikke kæmpestore og ikke de mindste). De havde ingen kajakker men var dygtige til at fange. De fik sælerne til at komme op ad elve, og de sultede aldrig. Men engang artede den tidlige vinter sig helt anderledes end det, de ellers var vant til. Der var hverken sæler eller isbjørne. Sommeren udeblev, så der var tale om to sammenhængende vintre. Det betød sult hos Aqissiaqs, selv om de ikke holdt op med at tage ud på fangst. Da de ikke længere havde noget at leve af, så det blev lige meget, om de levede eller døde (eller: så de lige så godt kunne lægge sig til at dø), tog Aqissiaq og sønnen ud på meget lange jagtture, uanset hvor lange de blev. Under en af dissse jagtture kom de ved aftenstid til de største indlandsboeres hus. Der kom ingen mennesker ud af huset; det viste sig, at de også sultede. De gik hen til huset og fortsatte ind gennem gangen; og da det endelig lykkedes dem at kravle op ad trinnet til rummet, satte de sig ned på rummets store siddeplads. Knap nok havde de sat sig, så spurgte den store husherre; "Hvorfor er I kommet herhen?" Aqissiaq svarede: "Vi er ved at dø af sult. Derfor rejser vi rundt over alt og glemmer al skam." Husherren svarede: "I en sådan situation lader man al generthed fare. Bliv her endelig i nat, I kære." Og han spurgte ham: "En af jer skulle vel ikke være åndemaner / angakkoq / angakok?" Aqissiaq svarede: "Det ved jeg ikke." "Jo", sagde husherren: "for vores lille datter, som åndemanere ellers har kigget på, er ved at dø. Vil du ikke nok prøve, at gøre noget ved hende?" Aqissiaq svarede: "Jamen, så prøver jeg." Han dækkede sig med et vandskind, ved fodenden af briksen for om muligt at finde ud af noget ved hjælp af qilaneq. Da Aqissiaq var en angakok af de allerstørste fandt han hurtigt ud af, hvad der var i vejen med pigen. Han sagde: "Hun er blevet berøvet sjælen; og den findes i en spalte i indlandsisen." Da sagde den syges mor: "Nu husker jeg, at jeg engang for længe siden under en slædetur faktisk faldt i en revne. Det er nok derfor, at sjælen er røvet." Da Aqissiaq havde fået sjælen på plads, sluttede han. Straks efter sagde kæmperne: "Hvad vil du helst betales med bær eller ammassætter?" Aqissiaq svarede: "Hvis I betaler mig med bær, risikerer man, at jeres datters sjæl drukner i bærsaften. Så du skal ikke betale mig med bær." Så tog pigens far tøj på og gik ud af huset. Snart efter kom han slæbende gennem husgangen med en sæk (ammassætter) så stor, at den satte sig fast i indgangen og måtte slides løs før han fik den ind. Ammassætterne var ordnet sådan, at de var trukket på en snor i bundter på tre. Så begyndte han at dele ud, og han gav gæsterne en håndfuld som appetitvækker. Aqissiaq og hans søn troede, at det var alt, de skulle få, men det var skam kun ment som en appetitvækker. Først bagefter fik de betalingen for datterens helbredelse. De fik alt det de ville kunne bære på ryggen. De overnattede så hos disse mennesker. Da de skulle af sted næste dag, forhørte Aqissiaq og hans søn sig om nogen skulle kende en trylleformular / formular til at lokke hvaler med. Men ingen af de gamle, de spurgte, kendte til en sådan formular. Nær ved at opgive håbet spurgte han så alligevel en pige, som endnu ikke var helt voksen, om hun kendte nogen. Og til Aqissiaqs overraskelse sagde hun: "Jeg har kendt en. Jeg husker min bedstemors trylleformular til at lokke hvaler med. Måske kan den bruges." Med de ord gik de tre op ad et højt fjeld. Da de nåede op på fjeldtoppen, begyndte de at lokke / kalde en hval op ad en elv. De stirrede ufravendt østover, og himlen over vandet var klar nok. Så pegede pigen på noget og sagde: "Derude, hvor himlen og havet mødes er der noget, der ligner et lille blåst." Aqissiaq og hans søn spejdede derud hvor hun pegede, men de så ikke noget. Så sagde pigen: "Nu er det helt tydeligt." Endelig kunne de andre også se det. De blev glade, fordi de nu var sikre på at fange en hval. Hvalen nærmede sig og dukkede op gennem isen, som var isen det bare vand. Ganske tæt ved stranden dykkede den. Den dukkede ikke op igen. De var ved at bliver utålmodige; så så' man den svømme udad. De tre, der havde lokket den ind, tabte næsten modet. Men midt i modløsheden klappede pigen i hænderne og udbrød: "Nu husker jeg, hvad min gamle bedstemor sagde: Hvis det skal lykkes, må hvalen først tage turen tilbage udad." Så ventede hun på at den skulle dukke op igen. Det gjorde den, og da var den kommet op i elven. De, som hvalen styrede imod, smilede af lutter tilfredshed i forventning om, at nu ville de få noget at spise. Hvalen svømmede op imod elvens strøm og dukkede jævnligt op. Endelig dukkede den op lige foran dem, og Aqissiaq belavede sig på at harpunere den. Men han kunne ikke rigtig komme til at kaste harpunen. Hvalen var ved at forsvinde op ad elven. Der var ikke andet at gøre end at få pigen til at stå foran dem. Og da dukkede hvalen op lige ved dem. Tænk, hvalen ville, at pigen fik den fordi det var hende der havde kaldt på den. Aqissiaq, der stod bagved pigen, harpunerede hvalen, hvorefter sønnen også kastede sin harpun mod den. Derefter sårede de den mange gange med lansen, for at dræbe den. Kîsa tunuanut itivigsilerpât. tássangmigôq itivigsigunigko ánaussagdlugo (det er noget med, at hvalen er ved at komme over på den anden side, på bagsiden, inden de får den dræbt, og de vil miste den, hvis det lykkes for den at komme om på bagsiden, CB. Itivippoq, gå over en bjergkam HN). Langt om længe lykkedes det dem, at dræbe hvalen. Hele hvalen var havnet oppe på sneen, da den døde. Nu den var oppe, gik de så i gang med at flænse den. Da de var færdige, tog Aqissiaq og sønnen hjem. Således levede de godt af deres fangster. Til sidst var der ikke ret meget tilbage. Da der kun var ganske lidt tilbage, gik de op på det store fjeld for at holde udkig. De kiggede sig omkring for at se, om der var noget usædvanligt at se. Så sagde Aqissiaq: "Det forekommer mig, at der stiger damp op dér, hvor indlandsisen og havisen støder imod hinanden." Da sønnen også havde fået øje på det, besluttede de sig til at gå derhen. De gik det meste af dagen inden de omsider nåede frem til stedet. Bræen var faktisk revnet, og der steg frosttåge op nedefra. Der måtte altså være vand dernede. Aqissiaq ville klatre ned ad revnen med en line om livet, og sønnen skulle holde i linen oppe fra. Han begyndte at klatre ned, idet han samtidig huggede trin med sin tuk. Han nåede ned til vandet, og mens han stod og gjorde sig klar, dukkede der en lille netside op lige ved hans fødder. Det var ikke svært for ham at harpunere den. Da han havde dræbt sælen rykkede han i linen. Så halede sønnen ham op. Så snart sønnen kunne se faderen, så han, at han havde fanget en netside. De skyndte sig hjem og nåede deres hus ud på aftenen. Tidligt næste morgen tog de ud på fangst til samme sted, og begge kom hjem med en sæl. Hver dag tog de ud til samme sted og kunne på den måde holde sulten ude. Efterhånden begyndte de også at fange narhvaler. Når de fangede en narhval, flækkede de den på langs og bar hver sin halvdel hjem på ryggen. En dag for hjemadgående gjorde sønnen faderen opmærksom på noget. Faderen opdagede nu et stort menneske med en gryde på maven. Der kom damp op fra gryden. Kæmpen så dem. De forsøgte at flygte, men forgæves. Da kæmpen nåede dem, snuppede han narhvalen og puttede den i sin gryde, hvorefter han vendte dem ryggen og gik. Og uden at se sig tilbage,forsvandt han bag noget. Aqissiaq og sønnen kom tomhændede hjem. Det kom minsandten til at gentage sig. Herefter skete det hver dag, at de blev frataget deres narhval undevejs hjem fra fangst. En dag de endnu engang blev berøvet deres narhval, stirrede Aqissiaq vedholdende på kæmpens overkrop. Da denne vendte ryggen til, sagde han: "I morgen ved denne tid vil han være en død mand." Hjemme i huset fik han travlt med at lave lassoer. Da han blev færdig, sagde han til sønnen: "Når jeg har fået denne omkring ham, vil han ikke kunne bruge armene. Så skal du stikke løs i ham med kniven." Med de ord gik de i seng. Næste morgen tog de på fangst, som de plejede. De fangede en narhval, flækkede den, og tog hver sin halvdel på ryggen og begav sig hjemover. Næppe var de startet, før kæmpen kom og huggede deres fangstbytte. Derpå vendte han dem ryggen og gik uden at se tilbage. Aqissiaq gjorde sine lassoer klar og begyndte at løbe efter ham med sønnen i hælene. Da Aqissiaq nåede ham bagfra, fik han lassoen omkring ham lige ovenover hænderne og strammede den til, så han ikke kunne røre armene. Sønnen stak så løs i ham med kniven og gav ham flere stik i maven, så han begyndte at sprælle voldsomt. Ilden fra lampen sprang til alle sider, og gryden skvulpede over. Far og søn brændte sig, men kæmpede alt hvad de kunne, fordi de aldrig ville kunne få deres fangst med hjem, så længe kæmpen levede. Langt om længe faldt han om; grydens indhold spildtes, og den store narhval havnede på sneen. De gravede det store menneske, de havde dræbt, ned i sne og suppe /sjask (ivseq suppen fra gryden CB eller udsivet blod HN) og dækkede det til. De undersøgte narhvalen og så, at hele den ene side var blevet kogt. De tog atter halvdelene på ryggen og gik hjem. Efter drabet på kæmpen holdt de i en periode op med at tage på fangst i forventning om, at der ville komme nogen for at hævne sig. Og så skete det pludselig, at de stik imod sædvane fik besøg af en mand. Den ankomne sagde: "Det siges, at timersiit's (indlandskæmpernes) forsørger er udeblevet; og at I muligvis har dræbt ham." Det ville Aqissiaq og hans søn ikke indrømme og sagde: "Hvordan skulle vi bære os ad med at dræbe ham, så stor som han er. Den kæmpe har vi aldrig set." "De tror jer aldrig. Jeg hørte dem sige, at de ville komme og angribe jer," sagde gæsten. Med de ord tog han hjem. Da han var væk, sagde Aqissiaq: "De kommer helt sikkert og angriber os." Og han gav sig til at grave i jorden ude i gangen imod sidevæggen. Han sagde til sønnen: "Du skal grave i jorden lige uden for indgangen til rummet. Jeg skal sætte mig i det hul, du graver og du i det, jeg graver." Så forklarede Aqissiaq, hvad de skulle gøre: "Vi skal være ude i gangen og jeg i den inderste del. Du skal ikke dolke dem undervejs ind. Det skal jeg. Når jeg så kaster dem mod udgangen, og de rammer jorden lige foran dig, skal du kaste dem videre ud, uden at såre dem. Kun på den måde, kan vi dræbe dem alle sammen. Da de på den måde havde forberedt sig, ventede de blot på, at angriberne skulle komme. Som ventet kom der en hel masse. Da de nærmede sig, anbragte far og søn sig på deres pladser. De ankomne kom ind én af gangen. Sønnen var lige ved at stikke den første ned, der var på vej ind, men så huskede han, hvad faderen havde sagt og lod ham passere. Netop som han ventede at noget skulle ske, lød der et knald. Det var skam Aqissiaq, der havde stukket manden lige i hjertet. Som sønnen ventede det, kastede Aqissiaq manden fra sig, så han landede lige foran ham. Han kastede ham videre ud. De, der stod udenfor, fór løs på ham med deres knive. Så hørte man én sige: "Hør, det er helt galt. Vi har allesammen stukket kniven i en af vore egne!" Så begyndte de ellers på rad og række en for en at trænge ind i husgangen allesammen. Den første var ellers godt på vej ind, men så råbte Aqissiaq ud til ham: "Gå ikke ind, hvis du har dit liv kært. Og sig til de andre, at de ikke skal angribe os en anden gang, for vi er svære at dræbe." Ved de ord fór dette store menneske ud og flygtede. Så kunne Aqissiaq og sønnen gå udenfor. Dagen efter om morgenen tog Aqissiaq og hans søn af sted for at besøge grydemandens husfæller. De gik hele dagen og nåede frem langt ud på aftenen. De ventede en tid på, at nogen skulle komme ud af huset. Men ingen kom ud, og så de gik selv ind. Alle inde i huset så bistre ud. Ikke den mindste antydning af et smil. De forventede, at man ville servere mad, men nej. Man lagde nu brikseskind på gulvet og anbragte en lampe ved sidevæggen, og ved lampen var der et stykke bart gulv, hvor der lige var plads til et menneske. De skulle minsandten til at mane ånder, fordi de ville dræbe Aqissiaq og hans søn, som de anså for at være ringere åndemanere end dem selv. Indvånerne begyndte at ægge hinanden: "Kom så, kom så." Endelig rejste én sig op og stillede sig op ved den anden sidevæg. Dér blev han stående et stykke tid; så satte han i løb og sprang hen på det stykke gulv, hvor der ikke var lagt brikseskind. Han sank i med fødderne, ned i stenen op til knæene. Han forsøgte at forsvinde helt ned i jorden, men ganske af sig selv hævedes han op igen (på gulvniveau). Den ene efter den anden forsøgte sig (uden held). Når de svageste sprang sank de ikke dybere end at de blot fik stenmasse mellem tæerne. De gjorde, hvad de kunne, men ingen af de mange mænd i huset formåede at forsvinde ned. Så begyndte de at opfordre Aqissiaq og hans søn til at gøre forsøget. Da de blev ved, sagde Aqissiaq til sin søn: "Når jeg løber, løber du lige efter." Derefter drejede han hovedet mod dem, der sad på briksen og råbte af alle kræfter: "Ha, ha, ha, ha. Når jeg skal lade mig bruge som hjælpeånd for den store hidsige eller skrækindjagende kystbo, gør jeg sådan." Han satte i løb med sønnen efter sig. Han sprang over på det bare stykke gulv uden brikseskind; og så hurtigt forsvandt han ned i jorden, at hans hår strittede i vejret. Så såre faderen forsvandt ned i jorden, sprang sønnen over til det samme stykke stengulv og forsvandt ned lige så hurtigt som faderen. Da far og søn smuttede ned, gjorde husets beboere sig klar til at dræbe dem dér, hvor de forsvandt. I det samme hørte man nogen på vej ind gennem husgangen. Beboerne i huset blev optaget af det, fordi de troede, at det var nogle andre. Ind kom de, og det var Aqissiaq og hans søn. Aqissiaq sagde: "Sådan gør jeg altid, når jeg bytter plads med / tjener kystboen som hjælpeånd." Til dette hørte man husets kvindelige overhoved sige: "Nu har man hørt det med. Tænk, han er hjælpeånd hos en kystbo! Han plejer at (taartâser....) tjene / bytte plads med kystboen." Skønt de ville dræbe far og søn, blev de bange for dem og lod dem gå uden at gøre dem noget. Således levede Aqissiaq og hans søn videre.

Var.: Aqissiaq. Kommentar: Verdensbillede: Her får vi en god beskrivelse af indlandsånders fangstmedtoder, modstrøms op ad elve og gennem revner i indlandsisen, hvorunder havet fortsætter. Tilsyneladende bærer denne grydemand sit ildsted med under gryden. Om grydemænd, igalillit, skriver Kaarali i generelle vendinger, at de ikke søges som hjælpeånder, fordi de er ondsindede, og de går ikke på fangst men stjæler fra andre indlandsboere. Træffer de et menneske dræber de ham (Jens Rosing 1963: 187 og Otto Rosing: angákortaligssuit, 1957.61, I: 80). Helga Nielsen (østgrønlænder) har korrigeret teksten for de gloser, som Christian Berthelsen var usikker på. Hist.: Aqissiaq i rollen som hjælpeånd for en åndemander blandt kystboerne, dvs. rigtige mennesker, er usædvanligt, men understreger hér en respektindgydende modsætning til de ondsindede grydefolk, der ikke kan søges til hjælpeånder. Fangsten i en revne i indlandsisen (eller rettere i en revne hvor indlandsis og havis mødes) er muligvis kun en østgrønlandsk forestilling. De største kæmper på indlandsisen fangede bl.a. på denne vis. (Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): kæmper).]

 

 

Aqigssiaq / Aqissiaq / Rypekylling

Print
Dokument id:1425
Registreringsår:1903
Publikationsår:1924
Arkiv navn:
Fortæller:Martensen, Esaia (Martinssen, Isaja / Isaia)
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Aqigssiaq / Aqissiaq / Rypekylling
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, II
Tidsskrift:
Omfang:side 101 - 133
Lokalisering:Ny Hernhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Orig. håndskr.: NKS 2130, 2', læg 3, 42 sider: Oqalugtuaq Aqigssiamik, der er

Esaias egen nedskrift, mens s. 8 - 36 er nedskrevet / renskrevet af Hendrik Olsen, dernæst 1½ s. atter Esaia, så 1½ s. stikord nedskr. af Knud Rasmussen, hvorefter fortællingen afsluttes i maj 1921 af Esaias.

Robert Petersen forstår processen således: Esaias er ikke blevet færdig i første omgang, men da Rasmussen i travlhed med at færdigredigere Myter og Sagn fra Grønland inden afrejsen på 5. Thuleekspedition 1921, har han fået Esaias til at blive færdig (pers. medd.).

 

Trykt på grønlandsk i

Lynge, Kr. 1938 - 39, Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo, I: 79 - 133.

Søby, R. (red.) 1981 - 82, I: 23 - 42.

Kort resumé i Rasmussen, K. 1981: Inuit fortæller, II: 120 - 121.

 

Resumé:

Tid: I gamle dage. Sted: Ved Ilulissat / Jakobshavn.

En stor boplads har en åndemaner / angakkoq / angakok og en leder, der hver har et hold mænd under sig. Holdene spiller ofte bold, og da lederens hold som

regel vinder, bliver åndemaneren misundelig. Hans første forsøg på at

skade lederen korporligt mislykkes og i stedet tilbyder han lederen

sin datter til kone. Hun føder ham ialt tre sønner, hvoraf den ældste

udvikler sig mærkbart hurtigt og snart gør sit til, at hans fars hold

stedse vinder over hans bedstefars. I sin misundelse dræber

åndemaneren dette barnebarn. Barnets far gør sig sammen med sine to

sønner rede til at tage hævn, og morderen, der forventer hævnen,

bryder hul i sit tag, sætter sig under det med en spand vand som spejl

foran sig og en kniv på knæene, der stikker ham, hver gang han sænker

hovedet af søvnighed. Fjerde gang han falder i søvn, smider hævnerne

ham i kæde gennem husgangen, ud på møddingen og stikker ham ihjel.

Hele bopladsen stikker derefter i liget. Det parteres, og stykkerne

begraves langt fra hinanden i forskellige områder af landskabet. Af

frygt for blodhævn rejser lederen med familie i fire dage og tre

nætter mod øst, dvs. mod indlandet, og derefter mod syd i mange dage.

De bygger vinterhus, og da det er et godt fangststed, bliver de på

stedet sommeren over. Lederens kone føder om efteråret en søn, der får

navn efter bedstefaderen: Aqissiaq. Drengen vokser sig hurtigt stor og

bliver ved træning snart stærkere end sine brødre. Da hans kræfter

også overgår faderens, og denne bliver betænkelig, lokker han A. til

at rejse mod syd og prøve kræfter med en berømt mand, Ikersuarmiu med

egennavnet Qorrukutsuk, der er lille af vækst men ejer stor styrke. Q.

driver kun isfangst og fisker om vinteren hellefisk fra et snehus på

sydsiden af fjordisen. Q. gennemrystes pludselig af angst et par

gange, før han ser A. komme langt borte fra i hurtigt løb, først som

en ravn, så som en ræv og endelig som menneske. A. meddeler sit

ærinde, og de to løber om kap over isen til Q.s fjerne boplads,

tilbage til snehytten og tilbage til bopladsen igen. De er nøjagtig

lige hurtige. Q. inviterer hele bopladsen på fællesspisning. A.

placeres på gæstebriksen, der er dækket med skind af bjørneunger. De

skinner som kobber og messing. Q. ejer en mængde knive, som han deler

ud til måltidet. Derefter trækker han og A. krog. Q. vinder med højre

arm, men taber til A. med venstre. De står atter lige, og A.

underholder med sine meritter:

  1. Under en sultevinter øjner A. fra en bjergtop frostrøg fra to

våger bag hinanden, langt ude, hvor han næste dag sammen med sine

brødre fanger edderfugle i den nærmeste våge så langt ude, at de

yderste øer ikke er synlige. På tilbageturen over isen overfaldes de

af en snestorm, der river isen op, og de må springe over en bred

revne i land. Her må de søge ly hos ægte indlandsboere, der beværter

dem godt med tørret renkød. Husherren kaldes ud af en grydemand, en kæmpe med ildsted el. gryde på skulderen, der

vil have hans datter. Vejret klarer samtidigt op, og A. og hans brødre bryder op.

De orienterer sig i landskabet, og mens de går hjemad, ser de nu og

da tilbage på forløbet af den forrygende slåskamp mellem den ægte

indlandsbo og grydemanden. Indlandsboen dræber grydemanden, der er en

af de største indlandsboere.

  2. A. besteg engang egnens højeste fjeld. Herfra fortsætter han mod

syd og møder en grydemand på en høj fjeldkant ved en fjord. De to kappes i stenkast. Grydemanden overtaler A. til at kaste mod en fjern

kajakmand, der rammes og dør. A. angribes bagfra af grydemanden, men

kaster angriberen ned af klippevæggen i afgrunden. A. har da dræbt to

mænd på een dag. Det har han aldrig gjort før eller siden.

  3. A. bestiger atter et højt bjerg og træffer på vej ned to mænd, en

gammel og en ung, der stirrer ud over havet mod nord. Den unge har

hørt en fjern lyd af en pustende hval. Den gamle lokker den på A.s

opfordring ind med en lokkesang for gråfisk og kan forudsige, at den

vil dukke op langt fremme i en elv. A. løber derhen i forvejen, men

hvalen svømmer ud igen, fordi en mand under dødstabu har harpuneret

den fra elvens anden bred. Den gamle, der er nået frem med den unge,

bruger atter sin lokkesang. Hvalen kommer atter op ad elven, passerer

forbi og standser, hvor elven er udvidet til en sø. A. harpunerer den

til døde. Mange mennesker strømmer til flænsningen. Desværre har A.

glemt sin flænsekniv, men han når alligevel at løbe den lange vej hjem

efter den, vække sine brødre, og nå tilbage, inden folk har taget fat

på flænsningen. Han skærer halvdelen af hvalen af til sig selv,

overlader den anden halvdel til de andre, men må redde den gamle, der

er ved at blive kvalt i mængden, og skære fangstparter ud til ham. A.

og hans to brødre bærer den halve hval udelt hjem.

  4. A. går over land mod syd. På solsiden af en elv fra

Tasersiaq-søen ser han ovre på skyggesiden en mængde dværge, der

ligesom han får øje på en kæmpelaks i elven. Begge parter harpunerer

den samtidigt. A. stemmer hårdt imod en fjeldknold for at hale laksen

til sig. Men han besvimer, og dværgene har halet den over til sig, da

han vågner. Han sætter i løb omkring søen, må op og ned ad mange

kløfter på skyggesiden, men når frem, inden dværgene har fået taget

sig sammen til parteringen. A. skærer midterstykket ud til sig selv.

Det vejer lige så meget fem spraglede sæler. Han bærer det hjem, og

hans familie har mad til lange tider.

  Efter A.s fortælling befaler hans vært, Q. sine husfæller at hente

flere messinggyldne bjørneskind til A., for A. er ikke noget rigtigt

menneske, mener Q. Q. tør ikke straks lægge sig til at sove, og han

vågner også længe før A. for at holde øje med ham. Men Q. har intet at

frygte. Til afsked forærer han A. to barder og to narhvalstænder, og

A. inviterer Q. på genvisit, inden han løber bort over fjorden, langt

hurtigere, end da han løb om kap med Q. A. holder sig hele livet i

indlandet, fordi han i sin tid dræbte en kajakmand.

 

Var.: Aqissiaq.

 

Hist.: Fortællingen gør omhyggeligt rede for

mange ældre skikke, afspejler behovet for hvalbarder og introducerer

de nye metaller, kobber og messing, i bjørneskindenes farve.

 

Tolkning: Aqissiaq, der betyder "rypekylling", er født i indlandet og

bliver stærkere og hurtigere end sin familie, der er blevet en slags

indlandsboere. Strukturelt ligestilles han med ægte indlandsboere, der

kun jager rener og ikke er ham fjendtlige. Og ligesom A. overvinder

deres husherre en af de største indlandsboere, en grydemand. A.

ligestilles også i styrke og hurtighed med kystboen ved fjordmundingen

(Q. = Ikersuarmiu'en), som ikke har kajak, men kun driver isfangst. En

anden landrace, dværgene, og hvalfangerne ved elven, der vist er

almindelige mennesker, er ham langt underlegne. Men de ægte kystboere,

dvs. slægtninge til hans bedstefar og dem til kajakmanden, som

grydemanden lokker ham til at dræbe, frygter han. A. er m.a.o. hverken

et rigtigt menneske (kystbo) eller en ægte indlandsbo. Han er et

menneske født i indlandet med overmenneskelige kræfter til lands og

over is. Moralsk er A. et godt menneske, skønt potentielt så farlig

for sine egne, at hans far mener det nødvendigt at lade ham erkende

sin styrkes begrænsning i kappestrid med Q. A. afbalanceres da først i

forhold til Q. og dernæst til den ægte indlandsbo, der begge er gode.

Grydemanden er ond og besejres. Og A.s morfar, som han har navn efter,

blir ond af misundelse og starter den blodhævn, som A. genoptager

under grydemandens onde indflydelse. Men blodhævnen udvikler sig ikke

yderligere, fordi A. aldrig siden vover sig ned til kysten.

Aqissêq

Print
Dokument id:2227
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB 1, 5(13). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Olsen, Gaaba (Gaba / Gâba)
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Aqissêq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:nr. 22, 4 linier. A6-størrelse
Lokalisering:Kuuk: Upernavik
Note:

Renskrevet el. nedskrevet (?) af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Det er usikkert om Gaba Olsen er fortælleren: Rasmussen har denne tekst, der er en sang, med mellem sine nordvestgrønlandske sange sidst i bind III af Myter og Sagn fra Grønland, 1925: 312. I indledningen skriver Rasmussen, at sangene blev nedskrevet i 1906 - 07 med gamle mænd og koner som informanter. En evt. original nedskrift ses ikke i arkiverne, men Møllers ren- el. nedskrift (?) er skønskrift og flere små fortællinger og sanglege har han illustreret med henrivende farvelagte miniaturer.

 

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

 

Kommentar: den forklarende tekst til overskriften lyder:

kalâdtdlit mêrartainut ilíkaruminarsagaq (hvad grønlænderne ønsker at lære deres børn). Det drejer sig om en rype på noget sne på slette oppe i indlandet. Øjenlågene er helt røde og ryggen brun, og mellem hans små endeballer et lille røvhul.

Arfimit Nádluralimidlo / Nalluralimillu

Print
Dokument id:1318
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 413
Fortæller:Jørgensen, Sofie
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Arfimit Nádluralimidlo / Nalluralimillu
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:4 sider, nr. 50
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé i Rasmussen, Knud: Myter og Sagn, I: s. 363 - 364: "To

søstre, der giftede sig ... ". Renskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte

424: "Nukarît arfermik nagtoralingmigdlo" (med sproglige rettelser og til vestgrønlandsk af Hendrik Olsen eller ?).

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

To piger, der blev gift med en hval og en ørn.

 

To søstre bestilte ikke andet end at lege far og mor og børn. Det

gjorde de oven for deres hus. En dag da de legede, manglede de mænd

at gifte sig med; for der var ingen drenge. Den ene af pigerne

sagde: "Jeg vil gifte mig med den deroppe" - det var en ørn. Idet hun

sagde det, dykkede oppe fra og tog pigen med. Den anden pige

sagde: "Jeg vil gifte mig med den her" - det var et kranium af en

hval. Hvalen tog pigen. Hun fik altså en hval til mand.

Når den ældstes mand, ørnen, var på jagt, vendte den tilbage med en

hvalros i den ene klo og en hvidhval i den anden samt en isbjørn

i næbbet. Sådan gik det hver gang, og når den var på vej hjem, droppede

den den ene af fangsterne ned til sin svigerfar. Svigerfaderen havde

på den måde gavn af ørnen.

Den yngste af pigerne led meget, fordi hun skulle lyske sin sølle mand.

Hun bestilte ikke andet end at lede efter lus på sin mand. Hver dag

længtes forældrene efter deres piger. De sagde til den ene af pigerne,

mens manden var ude på jagt: "Hvorfor tar du ikke sener

af en hvidhval, så du kan fire dig ned?" Jo, det ville pigen så gøre.

Hun begyndte at samle sener. Da hun mente, at hun havde nok

af dem bandt hun en sten i enden af de sener (hun havde bundet

sammen), og firede dem ned. Der manglede kun ganske lidt, før de kunne

nå ned til jorden. Hun føjede noget til og syede dem sammen. Så var

hun klar. Mens manden var på jagt, firede hun sig ned og tog  hjem

til deres telt. De holdt øje med, hvornår manden ville vise sig.

Svigerfaderen og en forældreløs dreng lavede hver for sig en bue

maluartasauit (?).

Da ørnen kom hjem og opdagede, at konen ikke var der, droppede den

fangsten og fløj videre til svigerfaderens telt. Da ørnen befandt

sig over teltet, sagde manden til den: "ningânísânguakitat (vis dig

som en god svigersøn) og spred vingerne, så armhulen bliver synlig."

Ørnen gjorde, som det blev sagt, og de sendte mange pile afsted; men

den var ikke til at dræbe. Pilene satte sig fast mellem fjerene og så

ud som synåle. Så havde de ikke flere pile. Kun den forældreløse havde

nogle pile. Midt i det hele sendte den forældreløse en pil afsted og

ramte ørnen i armhulen, så den blev dræbt. Han ramte netop det mest

sårbare sted, og det blev ørnens banesår (lidt fint: tuqua erqordlugo -

ramte døden). Så havde de ikke flere bekymringer med denne svigersøn.

 

Nu begyndte de at overveje, hvordan de kunne få fat i den anden datter.

Faderen byggede sig en meget hurtiggående konebåd. Da han blev

færdig, prøvede han den. De fulgte en flyvende tejst og kom frem lige

så hurtigt som den. De prøvede også at følge med en flyvende

edderfugl; men edderfuglen fløj hurtigere. Han byggede konebåden om og

gjorde den endnu mere hurtiggående, så den kom til at glide lige så

hurtigt som en flyvende edderfugl. De varskoede datteren, idet de

sagde til hende: "Du skal komme hjem. Vi vil hente dig med en konebåd.

Du skal sige til din mand: Jeg trænger til at tisse," îjaripatit

(formentlig: når han siger ja) skal du binde en line på snippen på din

pels og gå ud. Så skal du binde linen fast til en sten." Det var

datteren med på. Konebåden kom, og datteren sagde til sin

mand:

"Jeg trænger sådan til at besørge." "Gør det på min

håndflade," sagde manden. "Jeg trænger sådan til at tisse," sagde

pigen. "Tis ind i min mund," sagde hvalen. Men pigen fortsatte: "Jeg

må altså gå udenfor. Du kan binde en line på snippen af min pels. På

vej ud nåede hun kun nedgangen til gangen, så rykkede han i linen. Han

rykkede også i linen, da hun var kommet ned i gangen. Da hun kom ud,

bandt hun linen til en sten; og hun løb ned og kom om bord i

konebåden. Så roede de af sted. Hvalen begyndte at rykke i linen. Da

hun ikke viste sig, lod den sig falde ned fra briksen og kom ud. Den

gav sig til at rulle ned til vandet. Fra konebåden blev det bemærket:

"Se, nu kom den ud." Så fik de fart på. Hvalen kom ned i vandet

timikalerkær." Mattak-dyret satte farten op, og den halede ind på

konebåden. Den kom ganske nær. Så sagde faderen til sin datter: "Tag

kamikkerne af, og smid dem ud." Hvalen fik kamikkerne mellem tænderne

og gav sig til at bakse med dem. Den blev til sidst irriteret på dem

og lod dem være, og den halede igen ind på konebåden.

"Smid din pels ud," sagde faderen til pigen.

Hvalen kastede sig over den, men blev træt af at bakse med den.

Endnu en gang halede hvalen ind på konebåden.

"Smid dine skindbukser ud," sagde faderen. Det gjorde pigen. Hvalen baksede

voldsomt med dem. Som før blev hvalen træt af det, den havde med

at gøre. Nu havde de ikke flere ting at smide ud, og hvalen satte

efter konebåden. Konebåden løb op på stranden, og sådan reddede de sig.

Også hvalen løb op på stranden og døde. Den blev til et

kranium. Der lå så hvalkraniet til forrådnelse - heldigvis.

 

Var.: Pigerne der blev gift med ... (det ene dyr er altid en hval, mens fuglen kan være ørn, el. måge, el. falk, og undertiden er der tre piger. Den sidste blir da gift med en dødning

Ariseq Adlordlo pâsut / Aqiseq Allorlu paasut

Print
Dokument id:796
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 425
Fortæller:Andreassen, Johanne
Nedskriver:Andreassen, Johanne
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Ariseq Adlordlo pâsut / Aqiseq Allorlu paasut
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 40 - 42, nr. 20
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Meget kort resumé, Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 365 :

"Slagsmål mellem en rype og en angeltaske"

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Slagsmål mellem en rype og en havlit.

 

Et rypepar fik nogle unger. Da ungerne var blevet store, tog faderen

dem ud på en tur ned til havet. De nåede helt ned til strandkanten.

Her sad de og nød tilværelsen. Så kom nogle havlitunger til syne ude

omkring et lille næs sammen med deres far. Da de nåede helt frem

nedenfor det sted, hvor rypefamilien sad, sagde rypefar til dem, at de

skulle komme op på land. Det gjorde de alle sammen og gik hen til

rypefamilien. Havlitten sagde: "Hør du, der er ingen, der bruger

kamikker med hårene på midt om sommeren." Rypen sagde: "Vi har den

skik at bruge kamikker med hårene på også om sommeren." Havlitten

sagde igen: "Det er da helt forkert at bruge kamikker med hårene på om

sommeren." Rypen blev træt af, at høre på havlittens fornærmelser og

sagde: "Hvorfor har du en lang halefjer midt om sommeren?" Havlitten

svarede: "Det plejer jeg." Rypen sagde igen: "Det er det samme med

mig. Det er min skik at gå med kamikker med hårene på. Alligevel

kritiserer du mig." Havlitten sagde igen: "Det er virkelig

kritisabelt, at du går med kamikker med hår på midt om sommeren."

Rypen svarede: "Det er endnu mere kritisabelt, at du har din lange

halefjer på på et tidspunkt, hvor der ikke er is." Havlitten angreb rypen og ville tvinge den ned til stranden. Da rypen opdagede, at

havlitten ville drive den ned til stranden, var den ikke længere

skånsom. Før den vidste af det, begyndte den at rive og kradse

havlitten. Denne sagde: "Nu begynder du at kradse mig." Rypen sagde:

"Jeg kradser dig ikke satûmilângivarsijarpakit (? din lille løgnhals).

Så smed havlitten rypen i vandet. I det samme gav rypens unger sig til

at græde, mens havlittens unger idlûtorsuvangordlutik (? blev

forlegne). Så begyndte de at slås under vandet. De sloges længe, og

rypen var nær ved at drukne. Rypen gav sig til at rive i havlittens

bryst. Det lykkedes den at rive havlittens bryst af og selv gøre sig

fri af den. Så var den på vej op af tangen. Da den blev mere synlig,

sagde ungerne: "Hvem er det?" En af ungerne sagde: "kanajoruna (han

dernede / den ulk dér) er vores kære far." Rypen kom op og sagde:

"qareqarâq (rypens kaglen) upaqâgut uparâgut (? rypens kaglen)." Knap

nok var rypen kommet op, så kom havlittens bryst op på overfladen lige

ud for dem. En af havlittens unger sagde: "Hvad er det derude?" En

anden sagde: "Det er da vel ikke en sæl?" Så genkendte en af ungerne

det som sin fars bryst. Så brast samtlige havlitunger i gråd. Det

fortælles, at rypens kaglen - qaqeqqaqaa uparaava - stammer fra

dengang.

 

Var.: Rypen og havliten / havlitten. Sangkamp i dyreverdenen.

 

Kommentar: en fornøjelig fortælling, sikkert også for børn.

Arna suâsaq / arna suaasaq

Print
Dokument id:1503
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB 1, 7(19). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Karen (Kâlat / Kaalat / Kalat)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Arna suâsaq / arna suaasaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:nr. 77, 4 ss. i A6-størrelse
Lokalisering:Aqigsserniaq / Aqisserniaq: Aasiaat / Egedesminde
Note:

Karen har fortalt Rasmussen, at hun fik den fortælling hver gang hun lyskede Umaatsiaqs skæg.

Den indledes med en remse el. en sang.

 

Nedskrevet noget kortfattet.

 

Ikke oversat

Velegnet til opdatering

arnag marluk / arnat marluk

Print
Dokument id:2209
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB, 1, 5(15) Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Aasivat (Aisivang / Aisivat)
Nedskriver:Olsen, Gaaba (Gaba / Gâba)
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:arnag marluk / arnat marluk
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:ss. 27 - 28, A6 - størrelse
Lokalisering:Appat: Avanersuaq / Thule
Note:

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, men her er det Aasivat, der også fortalte for Knud Rasmussen. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt Gabas indsamlede fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Fortællingen hér handler om to kvinder. Men håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

arnânag nukarig / arnaanaq nukariit ?

Print
Dokument id:2206
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB, 1, 5(15) Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Kala (Kaali)
Nedskriver:Olsen, Gaaba (Gaba / Gâba)
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:arnânag nukarig / arnaanaq nukariit ?
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:ss. 23 - 25, A6 - størrelse
Lokalisering:Appat: Avanersuaq / Thule
Note:

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, men her en vis Kaali, se ndf.

 

Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

 

Hist.: Denne Kaali er formentlig identisk med ham, der af Marteeraq i Kullorsuaq bliver omtalt som søn af - eller navnefælle til - Napparsisortaaq, bødker Carl Petersen fra Upernavik. Som fanger på en amerikansk Nordpols-ekspedition havde han overvintret efter skibets forlis sammen med mandskabeti Avanersuaq.

arnaq aipa / arnaq aappa

Print
Dokument id:2197
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB, 1, 5(15) Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Maassannguaq (Maigssánguaq)
Nedskriver:Olsen, Gaaba (Gaba / Gâba)
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:arnaq aipa / arnaq aappa
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:ss. 9, A6 - størrelse
Lokalisering:Appat: Avanersuaq / Thule
Note:

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Fortællingen hér er uafsluttet og håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

Arnaq qingmimik uvinitoq / Arnaq qimmimik uinittoq

Print
Dokument id:1317
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 413
Fortæller:Jørgensen, Sofie
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Arnaq qingmimik uvinitoq / Arnaq qimmimik uinittoq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:2 sider, nr. 45
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, side 363.

Renskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 424 "Arnaq qingmimik..." (med sproglige rettelser og til vestgrønlandsk af Hendrik Olsen eller ?).

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Kvinden, der giftede sig med en hund.

 

Et forældrepar (angaorkaungok - angajoqqaanngooq ? men renskriften

siger angakkoq, åndemaner)  havde en datter. De havde opfordret hende

til at gifte sig; men det ville hun ikke. Hendes far sagde til hende:

"Når du ikke vil giftes, kan du få en hund til mand." Sådan sagde

han til hende, da de gik i seng om aftenen. De lagde mærke til, at en

hund kredsede om hende, og at den lå oven på hendes kiste/ plads på

briksen. Da de vågnede dagen efter, sagde de: "Pigens hund viger ikke fra hende." Det blev atter aften, og de gik i seng.Pigen vågnede og kunne ikke forstå, at der lå en eller anden langhåret

bagved hende. Det gik op for hende, at det var hendes hund. Så tog

hun hunden til mand. Dette forhold fortsatte længe, og hun

vænnede sig til det. Hun blev gravid, og hun fødte seks hundehvalpe.

Hun opdrog dem; og da de blev rigtig livlige, blev de hendes far og mor for

meget. Hun/han sagde til datteren: "Vores dumme børnebørn er ikke til at holde ud. Tag hellere over med dem til den lille ø."

 

De sejlede over til øen og (børnene) boede så dér

sammen med moderen og faderen. Morfaderen bragte dem mad,

og de voksede sig ret store. Men da morfaderen sjældnere og

sjældnere kom med mad begyndte hunden at komme over og hente mad fra bedsteforældrene. Når hunden kom, fyldte svigerfaderen posen af et par gamle

bukser med mad.

Så sagde svigerfaderen: "Jeg skal sørge for, at vores svigersøn drukner." Svigersønnen kom, som den plejede.

Svigerfaderen fyldte posen med sten og lagde noget kød ovenpå stenene.

Svigersønnen syntes nok, at posen var tung. Den tog af sted og var nær

ved at gå til bunds. Så fremsagde den en formular, og på

den måde nåede den frem til øen.

Men den tur blev aldrig gentaget. Konen havde rigtig ondt af sin mand.

"Jeres stakkels far var nærved at drukne," sagde hun til sine unger. "Derfor - når jeres morfar kommer herud, og I går ned og tar imod ham ved stranden

og slikke hans kajak, så slik ham med." Det skulle de nok.

 

Morfaderen kom igen med noget mad. Børnebørnene gik ned for at tage

imod ham. De gav sig til at slikke hans kajak fra en ende af. Da

en af ungerne kom til at bide morfaderen, sluttede de andre sig til og

bed ham ihjel.

 

Moderen tænkte nu på, hvilket arbejde ungerne skulle have.

Hun tog to af dem og satte dem ned i en gammel kamiksål.

Hun skubbede kamiksålen ud fra stranden, idet hun sagde: "Jeres far er

jo ikke nogen fanger, men I skal blive fangere." De drog af sted og

blev til inuit, grønlandske fangere. Hun kastede endnu to unger fra

sig i en kamiksål (porkidlugit), idet hun sagde: "Jeres sølle far magter ikke

at gøre modstand (eller: kæmpe / forsvare sig). I må

gøre modstand." Så blev de til eqqillit, hundemennesker, der

er aggressive. Til det tredje hold, de to sidste, sagde

hun: "Jeres sølle far kan slet ikke lave noget med

hænderne. I skal være tømrere." Så skubbede hun dem fra land. De blev

til qallunaat (hvide mænd), der var dygtige til alt håndværk. Fra da af

opstod der kalaallit, eqqillit og qallunaat.

 

Var.: Kvinden og hunden; Kvinden der blev gift med en hund. Hunden der tog en kvinde til kone; Tartuneqi; Tartitsinnaaq; Kvinden, som fik en hund til mand.

 

Hist.: Det er normalt kun i de yngste versioner at også inuit selv nedstammer fra kvinden og hunden. Se "Fortolkningsmuligheder": Holdningsændringer: "Qallunaat" og "Kvinden og hunden ..." og Gustav Holms og Thalbitzers versioner fra Ammassalik.

Arnarquagssâq

Print
Dokument id:1462
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415
Fortæller:?
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:Rosing, Peter ?
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Arnarquagssâq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:3 sider
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

revideret renskrift (ved Peter Rosing ?) af Orig. håndskr. i KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419, nr. 97. Begge versioner er oversat i denne base.

 

Dansk resumé: Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 374: "Den

røde Dødskælling".

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Der var engang en fanger, som ustandselig mistede koner.

Når han havde mistet en kone, tog han sig en ny, så snart tiden, hvor

han var bundet at taburegler, var overstået.

Engang bosatte han sig på Akorninnaq (i den store Sermilikfjord). Han

kom til at bo i samme hus som en åndemaner. (Eller: Han fik en

åndemaner til at bo hos sig).

 

Engang mens de boede der, gik åndemanerene i seng og kom til at ligge

med hovedet ned, og han blev altvidende ("kugssarpoq", ligger med

hovedet ned. Men det er muligt, at ordet på østgrønlandsk kun betyder:

han blev altvidende?? C.B.)

 

Da han havde ligget med hovedet ned en stund (eller: omvendt med hovedet i fodenden af briksen, BS), fik han på den lille ø ud for dem øje på

en kælling, hvis tøj var rødligt over det hele, og hvis hårtop var

meget lille.

 

Hun nærmede sig og gik ind i huset og gav sig til at undersøge de

sovende. Hun gik hen til de mange unge mennesker, der sov på

sovebriksen(?) og undersøgte dem. Hun gik imellem dem og passede meget

på ikke at komme til at berøre dem; og mens hun gik mellem hundene,

der lå på gulvet, undersøgte hun dem, der lå på briksen; og hun sagde:

"Jeg plejer at trække kamikkerne af i den nordlige ende og sætte mig

på briksen; mon jeg skal trække dem af i den sydlige ende og sætte mig

på briksen?" Idet hun sagde dette, råbte åndemaneren op, og straks

flygtede hun ud. Lige netop da hun forsvandt, gik det op for

åndemaneren, at det var hende, der dræbte fangerens koner.

Da kællingen gik ud, vendte hun tilbage til den lille ø, hvorfra hun

var kommet tilsyne, og forsvandt.

Nu vidste de, hvordan det hang sammen; og så snart de vågnede, gav de

sig til at blande dryptran med vand og hældte blandingen ud overalt rundt

om i huset til værn imod det, der gjorde dem bange.

Da de var gået i seng om aftenen, så åndemaneren, som lå med hovedet

ned(eller: som var blevet altvidene), at kællingen kom til syne fra

den lille ø sammen med sin mand. Pelsbræmmen omkring mandens

anorakhætte var så snavset, at man ikke kunne se, at den var af bjørne-

skind.

Så sagde manden til konen: "Gør nu alt du kan for at få rørt ved

hende. Hvis du ikke magter det, skal jeg nok røre ved

hende, så hun dør."

 

Da de nåede husgangen, krøb konen ind; men hun rejste sig op, fandt

hun sig selv stående bag ved huset. Manden fulgte hende ind, og da han

skulle til at træde ind over dørtrinnet, trådte han istedet ud gennem

husets bagvæg. De prøvede endnu engang; men det gik endnu værre. De

prøvede mange gange at komme ind, men forstod slet ikke, hvorfor det

ikke kunne lade sig gøre. Tænk, hver gang gik de under huset, fordi

der var hældt en blanding af dryptran og vand uden om huset.

Da det ikke ville lykkes dem at komme ind, sagde de blot: "Skidt med

det, lad denne af fangerens koner være den eneste, som overlever

("amiákûínardle", kan vist i dette tilfælde oversættes sådan, C.B.).

Vi kan ikke dræbe hende. Hvis vi bliver ved, risikerer vi blot at

bringe os selv i ulykke." Med de ord vendte de tilbage til den lille

ø.

Til alt held for fangeren mistede han nu ikke flere koner; og han

kunne fortsætte livet med den samme kone.

 

Var.: Egentlig ikke. Men der er en del fortællinger om dræbende eller røvende ånder, der må afsløres og uskadeliggøres af en åndemaner.

 

Kommentar: Spæk regnedes for et godt middel til at skræmme ånder på flugt. Hvordan man har fået det blandet op med vand, som spækket (også) skyr, gad man gerne vide.

Man lå normalt med hovdet ud mod rummet. Bag fodenden var der i visse

fortællinger et sort, altopslugende svælg; oftest smutter ondtvoldende ånder oghekse ud og ind den vej.

 

Håndskriftet dateret af Rasmussen til 19. febr. 1920, men om det gælder Sofie Jørgensens egne nedskrifter i hæfte 419 eller renskrifterne i hæfte 415 er uvist. Sofie Jørgensen overvintrede i Danmark på gennemrejse til Qaqortoq i 1920. Hun må således være rejst fra Ammassalik sammen med Rasmussen i 1919.

Arnarquagssaq tupilâvdlunilo qardlimaitûgoq / Arnarquassaq tupilaallunilu q arlimaatuugoq / Kællingen, der både var tupilak og dødning

Print
Dokument id:1459
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419
Fortæller:Jørgensen, Sofie
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Arnarquagssaq tupilâvdlunilo qardlimaitûgoq / Arnarquassaq tupilaallunilu q arlimaatuugoq / Kællingen, der både var tupilak og dødning
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:4 sider, nr. 97
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Se også stærkt revideret renskrift af samme fortælling i KRH, kasse 52,

nr. 2, hæfte 415, "Arnarquagssâq". Begge versioner er oversat i denne base.

 

Resumé: Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 374, Den røde Dødskælling.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Der var engang en mand, som ustandselig mistede sine

koner. Når han havde mistet en kone, tog han sig en ny, så snart

tiden, hvor han var bundet af taburegler, var overstået. Så døde også

den nye kone (Det kan også læses: Så dræbte han også den nye kone).

Engang han giftede sig, bosatte han sig på Akorninnaq.

 

Deres plads på briksens nordlige ende stødte imod åndemanerens plads.

En aften gik åndemaneren i seng med hovedet ned ("kúsardlune") og fik

sila: "viden". Han så en kælling vise sig, fra Aleruttaq (renskrift:

fra en ø, der lå ud for bopladsen). Alt hendes tøj var rødligt, og

hendes hårtop var meget lille. Hun var nu på vej op til huset og gik

ind. Da hun trådte ind, gav hun sig til at kigge rundt. Hun kiggede

undersøgende på alle de unge mennesker, der var på sidebriksen. Hun

gik så nær, at hun var lige ved at røre ved dem. Så kiggede hun over mod briksen. Hun kiggede mod den sydlige ende, men vendte sig

bort og kigged mod den nordlige. Så sagde hun: "Jeg skulle

egentlig tage mine kamikker af og sætte mig på briksen i den nordlige

ende. Mon jeg (i stedet for) skal tage kamikkerne af i den nordlige

ende og sætte mig på briksen?" (Svært at få mening ud af den!)

Hun begyndte at gå på gulvet, og hun passede på ikke at komme til at

støde imod hundene. Hun kom hen til briksen, tog kamikkerne af og

satte sig, idet hun passede på ikke at røre ved de unge mennesker.

Åndemaneren sagde: "Qánavâ ("qána" - hende dér udenfor/i det andet

rum/i den sydlige ende) var lige ved at røre ved nogen." Straks sprang

hun ned fra briksen og løb, og hun trådte på hundene, så de hylede.

Så snart kvindemennesket kom ud, løb hun væk og forsvandt bag

Aleruttaq. Det fortalte åndemaneren, og han forstod, at det var

hende, der dræbte mandens koner.

 

Så blandede de dryptran og vand sammen, for de blev bange for hende.

Denne blanding af dryptran og vand hældte de rundt om huset.

Næste dag gik åndemaneren igen i seng. Igen åbnede det sig for ham

dernede (han kan se ind i den skjulte verden, BS). Igen så han noget

der viste sig fra Aleruttaq. Igen var det kællingen, der viste sig.

Så viste der sig endnu en - nemlig en sølle mand.

("atasiak pâsisat" ?) Skindkanten på hans pels var fuld af snavs.

Det var skam kællingens mand. De nærmede sig. De nåede

husgangen, og manden sagde: "Denne gang må du se at få rørt

ved hende. Hvis du ikke kan, gør jeg det."

Så lagde hans kone sig ned på maven for at krybe ind (I en traditionel husgang kan man ikke gå oprejst. Man kryber, BS). Men så gik det op for

hende, at hun befandt sig bag ved huset. Hun undersøgte,

hvor hun var henne. Hun sagde. "Hvor er jeg henne? Jeg ville jo ind i

gangen. Men nu er jeg bag ved huset." Årsagen hertil var såmænd

den blandning af dryptran og vand, der var blevet hældt ned ved husets

grænser. Hun gik igen hen til gangen og ville ind; men igen

befandt hun sig straks bag ved huset. Hun sagde: "Hvad er nu det. Det er

anden gang." Hun prøvede ("piqikame" kan også være: da hun bøjede sig)

tredje gang, og hun stødte imod gangen. "Hvad har jeg dog gjort. Denne

gang vil jeg gøre det rigtigt!" (mener jeg der skal

stå, CB) Hun lagde sig ned på maven. Igen gik det op for hende, at

hun befandt sig bag ved huset. "Det er umuligt, hvordan er det, du

bærer dig ad?" sagde hendes mand. "Hvordan er det du bærer dig ad. Lad

mig!" sagde manden, idet han lagde sig på maven foran/ved gangen.

Så gik det op for ham, at han befandt sig bag ved huset. "Hvor er jeg

henne?" sagde han. Det gik (igen) op for ham, at han befandt sig bag

ved huset. "Hør, hvor er jeg dog henne?" Han kom tilbage til gangen.

Han lagde sig igen ned på maven. Så var han igen bag ved huset.

Så sagde manden til konen: "Det er umuligt. Hvad er der sket? Sådan

var det ikke før." Så gik de bare deres vej. "Hvis vi bliver ved, går det

bare galt. Lad hende bare være en tilbagebleven."

Det viste sig, at de mente fangerens kone ("isúma nulia" altså den

fanger, som hele tiden mistede koner).

De gik bort fra huset og forsvandt bagved ("inítuqisârsuaq")

Tiputeqisaarsuaq. Det fortælles, at denne ("ína" fangeren) ikke mere

mistede koner, og at man ikke siden hørte fra dem.

 

Var.: Egentlig ikke. Men der er en del fortællinger om dræbende eller røvende ånder, der må afsløres og uskadeliggøres af en åndemaner.

 

Kommentar: Spæk regnedes for et godt middel til at skræmme ånder på flugt. Hvordan man har fået det blandet op med vand, som spækket (også) skyr, gad man gerne vide.

arnat ilat / arnat ilaat

Print
Dokument id:2196
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB, 1, 5(15) Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Maassannguaq (Maigssánguaq)
Nedskriver:Olsen, Gaaba (Gaba / Gâba)
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:arnat ilat / arnat ilaat
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:ss. 8 - 9, A6 - størrelse
Lokalisering:Appat: Avanersuaq / Thule
Note:

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

arnatartuq agpat / arnatartoq appat

Print
Dokument id:2201
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB, 1, 5(15) Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Maassannguaq (Maigssánguaq)
Nedskriver:Olsen, Gaaba (Gaba / Gâba)
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:arnatartuq agpat / arnatartoq appat
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:ss. 14 - 18, A6 - størrelse
Lokalisering:Appat: Avanersuaq / Thule
Note:

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Fortællingen hér handler om  Men håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

arnatartuq avûvaq / arnatartoq Avoovak

Print
Dokument id:2220
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB, 1, 5(15) Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Ulloriaq
Nedskriver:Olsen, Gaaba (Gaba / Gâba)
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:arnatartuq avûvaq / arnatartoq Avoovak
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 47 - 51, A6 - størrelse
Lokalisering:Innaanganeq / Kap York: Avanersuaq / Thule
Note:

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Af denne fortæller har han kun fået en fortælling. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt Gabas fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen. Fx har han brug Uusaqqaqs version af denne Avoovak myte.

 

Fortællingen hér handler om manden, hvis sjæl eller liv tog ophold i det ene dyr efter det andet. Men håndskrift, stavning og dialektpræget gør iøvrigt teksten vanskelig at tyde.

 

Var.: Avoovaq. Nvagiaq. Sjælevandring. søg på: sjæl dyr.

Atakisakut Atîkadlo / Familien Atakisaq og Atiikaaq

Print
Dokument id:1807
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 413
Fortæller:?
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Atakisakut Atîkadlo / Familien Atakisaq og Atiikaaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:2 sider, nr. 49
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Renskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 424: "Attakisagkut

Attiikkâtdlo", som er taget til hjælp ved uklare punkter i denne

oversættelse (Reskriften er med sproglige rettelser og til vestgrønlandsk af Hendrik Olsen eller ?).

Også oversat af Knud Rasmussen i Inuit fortæller, III, 1981: 157 - 158: Agtakisaq og Agtikaq.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

I Pikiulleq boede der to fangere, der var vældigt gode venner. En

morgen, da de vågnede, blæste der en meget kraftig piteraq / fralandsvind inde fra isen. De snakkede sammen, og den ene sagde: " Hvad med at tage ud i kajak (bare for sjov)." Det ville den anden godt. De ville ro om kap imod vinden og

se, hvem der kunne ro hurtigst.

De tog afsted; og de roede et lille stykke tid imod vinden, så kæntrede Atiikaaq. Atakisaq roede hen til ham. Da var han kommet op af kajakken. Han fik ham op bag på kajakken, og han havde det godt. Han spurgte ham flere gange: " Fryser du ? "

" Nej," svarede han. Så fik de en brådsø over sig. Det forekom

Atakisaq, at kajakken blev lettere. Han kiggede bagud og opdagede, at

han havde tabt ham; og han viste sig ikke mere. Atakisaq kunne ikke

se, hvad vej han skulle ro; men han kunne høre vrælet af et spædbarn,

og det roede han efter. På den måde viste Atiikaaq ham vejen. Han kom

hjem velbeholden. Atakisaq havde mistet sin ejaqqataq (Atakisaq

ijarkatârsisimadluni). Så forstod Atakisaq, at hans ven engang ville

vende tilbage.

Det viste sig, at Atiikaaq, efter at han var død, havde rejst jorden

rundt 'ikiaanarsiordlune' (ikiaq er en tarmskindsanorak, som han formentlig har på BS).

Så ville han tage hjem, da dødsdagen indtraf. En aften, hvor vejret var dejligt, og hvor det var måneskin,

gik to kællinger ud for at forrette deres nødtørft. Midt i det hele så

de en stor skygge. Det gik op for dem, at det var et stort menneske

med 'kuiorarâtilika' synlige seler. De blev så bange, at de rejste sig

op uden at have tørret sig og løb ind i huset. De sagde : " Udenfor så

vi et stort menneske, som fløj. " De var lige kommet ind, da det store

menneske var på vej ind baglæns og satte sig på trinnet op til rummet

med ryggen til. De sagde: " Tag ham!"  Han havde sin 'nûtâkut'

( I renskriften hedder det "kapussiviit", og det er to tværremme på

kajakken foran mandehullet, under hvilke kajakmanden stikker sine åre

ind for at undgå at kæntre.) med "òrkutigiga"(?). En af dem gav hans

"nutâukut" videre til en anden; og denne lagde "nutâukut" ned på et

sted ved siden af sig. (egentlig: i nærheden af sig) Atiikaaq, der sad

med ryggen til holdt den om livet. Da de lagde " nûtakita" på et sted,

der var rent,"ajornâginarpat:?"

 Så gik dette menneske, der sad, ud af huset, " Hê, hî, hvor lagde du

den?" spurgte en. ( Det står der ikke.) Der blev svaret: " Jeg lagde

den på et sted, hvor det var rent. Fordi jeg lagde det på et sted,

hvor det var rent, gik han ud." Så gled (sârdlivor) hans 'nûtaukut' af

sted, så den var lige ved at tage (tigusasaunavdlune). Atikisa blev så

ved med at flyve, fordi han ikke længere havde sin 'nûtâke' at holde

sig til Han kunne ikke længere nå frem til menneskene, kun til

dødsriget 'ârtatine'.

Den tredje dag forsøgte han også at komme ind med linen omkring

ansigtet ( eller: ansigtet dækket med linen). Det viste sig, at han ville

forskrække dem til døde. Han ville hævne sig på dem, og forskrække dem

til døde, fordi de gjorde noget forkert for et par dage siden ved at

jage ham ud. Åndemaneren manede ånder og jog ham ud til dødsriget.

Siden hørte de ikke mere til ham.

 

Var.: ingen i denne bases samlinger. Aloruttaq kommer nærmest. Men der er en del fortællinger om sådanne hjemkomne. Søg på angerlartoq; angerlartussiaq

atungait / atungaat ?

Print
Dokument id:2217
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB, 1, 5(15) Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Maassannguaq (Maigssánguaq)
Nedskriver:Olsen, Gaaba (Gaba / Gâba)
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:atungait / atungaat ?
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 40 - 43, A6 - størrelse
Lokalisering:Appat: Avanersuaq / Thule
Note:

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Fortællingen hér handler vel om Atungaat. Men håndskrift, stavning og dialektpræget gør iøvrigt teksten vanskelig at tyde.

Atungait / Atungaat, der tog på besøgsrejser

Print
Dokument id:1555
Registreringsår:1903
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Qilerneq
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Atungait / Atungaat, der tog på besøgsrejser
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 98 - 100
Lokalisering:Avanersuaq / Thule
Note:

Orig. håndskrift har ikke kunnet identificeres; Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04. Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

 

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905: 218 - 220.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 64 - 67: "Atungait" / Atungaat.

 

Resumé:

Atungaat får lyst til en lang rejse med en stærk kvinde. Han udvælger

sig på en boplads en lille kvinde, der er den bedste til boldspil. De

forcerer undervejs et brat isfjeld med åbent hav omkring og kommer til

menneskeædere, der af mangel på andet fortærer hinanden. Et andet

mærkeligt folk har alle hofteskader og fordriver tiden med et

ajagaqspil (ajagarneq, et kaste- og gribespil). A. stjæler ajagaq'en der er af

kobber, ødelægger alle slæderne og rejser bort. De hoftelammede sender

stenrauser efter ham. Han standser stenene med en sålelap, som hans

ledsagerske har. A. får nu hjemlængsel og flyver hjem på åndeflugt.

Hans kone kysses (gnider næse) med en anden mand. Hun påstår, at de

ikke har kysset hinanden, og A. dræber hende. Men manden, der vedgår

kysseriet, lader han leve. A. flyver tilbage til sin ledsagerske, som

han gifter sig med.

 

Hist.: Metallet kobber virker sært i en inughuit / polareskimoisk sammenhæng og

kan skyldes flere forskellige påvirkninger.

Avgup tigussavarqajarnera

Print
Dokument id:1811
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 413
Fortæller:?
Nedskriver:Rosing, Christian
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Avgup tigussavarqajarnera
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:3 sider, nr. 55
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, side 375: "Dengang

åndemaneren Avggo ..."

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Dengang da Aggu / Akku nær var blevet taget.

Aggu fulgte engang en konebåd et stykke på vej nordover. Han ledsagede

dem til Avalineq. Først da han nåede til et bredt sund, forlod han dem

og tog af sted sydover. Han roede sydover i ro og mag uden at ane

uråd. Han var kommet ret langt sydover, da han opdagede, at der kom en

konebåd bagfra; det var noget, han ventede  mindst af alt. Han

sagtnede farten og ventede på den (âsît qasisêrtaugagssat

iluatigalugit - Måske: for det ville jo være rart med følgeskab). Han kiggede på

konebåden og fandt, at der var noget ejendommeligt ved, at de roede

så langsomt. Når de tog et åretag, varede det længe, før det næste

kom. Det gik også op for ham, at konebåden ikke lavede nogen krusning

på havoverfladen. Da han blev klar over, at det drejede sig om en

ikke helt almindelig konebåd, fik han travlt med at ro imod land; og

straks begyndte han at kalde på sine hjælpeånder. Mens han endnu

roede (imod land), kom to kajakmænd hen til ham. Da kajakmændene

opdagede ham, fik de fart på. Han nåede til land, lige

før de indhentede ham. Han skyndte sig at trække sin kajak op på

land, stillede den på tværs, lod sig falde ned bag ved den og lagde

sig ned. Alle hans hjælpeånder kom hen til ham. Konebåden havde en

styrer og tre roere; og midt i konebåden var der en tiggak (en

hansæl) qârarsiúminik isulersimasoq (?), som var skåret over, og som

ikke var gammel (eller: som var frisk).

 

Styreren undersøgte landsiden og trak båden imod stranden ved hjælp af

en bådshage for at gå i land og snuppe ham. Lige da

konebåden skulle til at lægge til, stillede Aggus hjælpeånd Ukuana sig

mellem konebåden og stranden; og straks fik han fat på konebådens

ræling (umiavdlo qulâ) og skubbede båden, så den gled langt ud.

Styreren fik hurtigt fat i bådshagen og ville trække båden imod land;

men hver gang skubbede Ukuana båden ud. Dette gentog sig mange gange,

og det tog lang tid, men Aggus hjælpeånder magtede ikke at få

båden væk. Aggu blev bange, og han kom i tanker om, at han også havde

en hjælpeånd, som hed Pamialaaq, der havde en nápalikitsoq (? en

falk, som hjælpeånd). Han gav sig til at lokke den til sig. Han

måtte vente længe; og han var ved at blive utålmodig, da den viste

sig sydfra fra den anden side af et lille næs. Aggu mente bestemt, at

det måtte være Pamialaaq. Han kunne genkende den ved dens måde at ro

på. Da han nærmede sig, fløj dens falk op fra kajakstolen. Den fløj lige hen

over vandoverfladen. Den så så lille ud, at den lignede en vandrefalk;

men den blev større, efterhånden som den nærmede sig konebåden, og den

blev til sidst ganske stor. Den fløj direkte imod konebåden forfra

for at angribe den. Den fløj op henover konebåden, uden at styreren

opdagede den; og den ramte styreren isuatigut (yderst ?) ganske svagt med

brystbenet, så han var lige ved at falde bagover i vandet. Med nød og næppe kom han på højkant igen. Og dårligt var han oppe, så ramte den ham bagfra; så han søgte tilflugt ned i konebåden (altså: fra den udsatte plads, hvor styreren sad, til midten af konebåden). Under disse forsøg på angreb gjorde styreren sig klar til modangreb. Han var klar til at slå fuglen, da den kom forfra; men idet

fuglen drejede vingerne på langs, ramte han den ikke. Da den kom

bagfra, forsøgte han at slå den bagud, men heller ikke denne gang

ramte han. Han gjorde mange ihærdige forsøg, men forgæves. Så sagde hjælpeånden, der ejede denne falk: "Jeg har ellers stukket ham, fordi jeg var så vred på ham (Aggu); men nu hjælper jeg ham fordi han trænger til hjælp."

 

Det lykkedes ikke styreren at få ram på fuglen; og idet han fik

konebåden fra land, sagde han: "Han er vist ikke noget helt

almindeligt menneske. Nu opgiver jeg." Så tog de af sted; og de roede

så hurtigt, at stævnen af konebåden kom til at ligge dybt i vandet.

Idet konebåden tog af sted, begyndte hjælpeånderne at

qasisertâlerpait (få nok af dem/tage hjem igen).

Men falken fulgte hele tiden konebåden tæt, mens man roede imod

syd. Da konebåden var nået omkring næsset,

hørte man nogen briste i gråd. Efterhånden som

båden kom længere væk, hørte man grådanfaldene tiere og tiere. Til

sidst kom båden så langt væk, at den ikke sås længere; hermed

forsvandt også gråden. Det viste sig, at falken

havde revet konebådens betræk i stykker.

 

Hist.: Aggu der levede ca. 1843 til 1891 var fra Sermiligaaq og Ammassaliks store åndemaner, mens Holms konebådsekspedition overvintrede der i 1884-85.

Der er en fortælling hos Jens Rosing 1963 om en seance, hvor en af Maratsis hjælpeånder er blevet sur og angriber ham: Maratsi bliver stukket af Iikádik / Iikattik. Måske det samme fortaltes om Aggu.

Aviaja og hans slægt

Print
Dokument id:983
Registreringsår:1904
Publikationsår:1906
Arkiv navn:
Fortæller:Puarajik (Henrik)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Aviaja og hans slægt
Publikationstitel:Under Nordenvindens Svøbe
Tidsskrift:
Omfang:side 130 - 132
Lokalisering:Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal: Nanortalik
Note:

Orig. håndskr. har ikke kunnet identificeres.

I Ostermanns arkiv, nr. A 301, Arktisk Institut findes Ostermanns kladde og maskinskrevne manus på dansk til den

eng. udg.: H. Ostermann: Knud Rasmussen's Posthumous Notes on the Life and Doings of the East Greenlanders in Olden Times. Meddr Grønland, bd. 109, nr. 1, 1938, s. 56 - 60.

 

Resumé: Henrik, der på fortælletidspunktet er ca. 19 år og nylig døbt, fortæller først om nordlysene, at de er boldspillere uden bukser på. Så om sin tidligere angst for, som forældreløs, at blive myrdet af Âdârutâ / Aadaarutaa / Christian Poulsen, dengang de endnu ikke var flyttet fra sydøstkysten og blevet døbt. Christian / Kristian, der var oplært til åndemaner af Henriks far, havde hjulpet åndemaneren / angakkoq / angakok Oqartarqangitseq / Oqartaqqanngitseq med at dræbe Aviaja, som han mistænkte for at have dræbt hans børn ved hekseri. Liget blev sønderlemmet, hovedet puttet i en fangstblære, og øjnene gemt i Christians mors lampe hele vinteren for at blinde sjælen mod at hævne sig.

Aviajas kone og seks børn klarede sig ikke i den påkommende sultevinter, og på hendes opfordring og løfte om en sorgløs tilværelse under havet blandt de døde druknede hele familien sig. Den yngste havde hun dog straks efter Aviajas død selv dræbt og lagt i hans grav. Mordet og de efterladtes selvmord foregik i Anoritooq.

 

Hist.: historisk fortælling fra 1890'erne, hvis Henrik selv har oplevet den. Men ifølge Ostermanns udgave (se ovf.) var Christian / Kristian Poulsen på det tidspunkt en ung, ugift mand, hvorfor dateringen kan være 1880'erne.

De tætte kulturelle og historiske forbindelser mellem Ammassaliks og sydøstkystens folk viser sig bl.a. derved, at også i Ammassalik området var det skik efter sønderlemmelsen af liget at gemme hovdet i en fangstblære / fangeblære / kajakblære og smide den i en sø, og gemme et eller begge øjne i en lampeskål. Søg på: Victor 1989-1993, II, fangstblære.

Christian har fortalt Rasmussen om sin oplæring til åndemaner, 1906: 134 - 137.

 

Var.: I Ostermanns udgave på engelsk, nævnt ovenfor, fortælles en del mere om årsagen til mordet på Aviaja: Han var bror til den ikke synderlig evnerige, men farlige åndemaner / angakkoq Kunissarfik. Denne have året inden forbandet de tre umiat, da de ville fra Timmiarmiut til Nanortalik på handelsrejse, mens hans eget hushold i hans konebåd tog nordpå. De tre både med handelsrejsende nåede kun Anoritooq, hvor de pga af vejret måtte overvintre og led stor nød. Nøden måtte skyldes forbandelsen, hvorfor forbanderens bror blev syndebuk.

Barnerøveren

Print
Dokument id:1533
Registreringsår:1903
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Uusaqqak (Ûsarqak)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Barnerøveren
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 66 - 67
Lokalisering:Avanersuaq / Thule
Note:

Håndskrift har ikke kunnet identificeres (det gælder de fleste af Uusaqqaks fortællinger, der muligvis har været nedskrevet i et særligt hæfte).

 

Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

 

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905: 150 - 151.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 28: "Qalutaligssuaq".

 

Resumé:

Qalutalissuaq ("den med øserne") bor i havet og røver børn, der

skriger op. En forældreløs dreng med udslidte støvler kan ikke følge

med de andre flygtende børn. Med sin strittende storetå, som han siger

æder mennesker, skræmmer han Q.

 

Var.: Qalutalissuaq; Qalutalissuaq and the blind woman; Qalutalissuaq and the orphan.

Barselskvinden

Print
Dokument id:96
Registreringsår:1823
Publikationsår:1866
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:Kragh, P.
Indsamler:Rink, H.
Titel:Barselskvinden
Publikationstitel:Eskimoiske Eventyr og Sagn, I
Tidsskrift:
Omfang:ss. 123 - 124, nr. 30
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Orig. håndskr. eksisterer ikke længere.

Ældste afskrift af orig. håndskrift: NKS 2488, VI, ss. 84h - 85h.

 

Seminarieelevs afskrift af Peder Kraghs nedskrift eller afskrift: NKS 2488, II, nr. 1, ss. 1 - 4.

 

Engelsk oversættelse: Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 39, pp. 258 - 259: The Child Monster.

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

En kvinde føder et uhyre, der forfølger de rædselsslagne og flygtende beboere. Utysket dræber først sin mor, som den bringer ud med udslået hår, dernæst de øvrige beboere i to omgange. Tre forældreløse, en pige og to yngre drenge, undslipper dog, fordi de har gemt sig i forrådsskuret, som uhyret øjensynligt ikke kan trænge ind i. De flygter ind i landet og søger to gange ophold hos folk, der planlægger at dræbe dem, fordi de tror, at børnene selv har dræbt alle deres fæller. Begge gange undslipper børnene, og anden gang dræber pigen alle beboerne ved at slå sin brors kamik mod deres indgang. De møder en stor mand (kæmpe? el.qivittoq?) med et halvt rensdyr på nakken og følger med til hans hus, der er rigt beklædt med renskind indvendigt. Da de er blevet bespist med renkød siger pigen: Renkød smager dejligt - men hvad bliver det bedre af? - af at blandes med ryper.

Afsted, afsted efter dem! Børnene farer ud, hvor der høres vingeslag, og ind kommer de med mange ryper. Med samme ordveksel fanger de derefter først harer, så serlernat-unger (en fugleart?). Men da de vil i lag med store eller voksne serlernat, bliver den store mand betænkelig. De står ude på næsset og fanger sæler. Dem har han respekt for. De går derud, bliver bange og flygter, men den yngste bror bliver dræbt og ædt. Da nærmer pigen sig og dræber fuglen med sin kamik, skærer bugen op, sorterer sin brors ben ud fra indholdet af sælben, putter dem i en pose på ryggen, og undervejs hjem bliver lillebroderen levende igen.

 

Var.: søg på: anngiaq; se Rasmussen ndf.

 

Kommentar: En fortælling, der er vanskelig at tyde i Steenholdts håndskrift. Rink mener, at det kan være en børnefortælling. Det er muligt, men der findes en østgrønlandsk variant, der ikke specielt virker som en sådan:

Rasmussen 1921-25, I: Aapapaaq, ss. 324 - 328.

Bemærk rygposens genoplivende virkning. Den er en slags pooq, der i åndesproget betyder "moder"

Besøg på månen

Print
Dokument id:1812
Registreringsår:1919
Publikationsår:1921
Arkiv navn:
Fortæller:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Besøg på månen
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, I
Tidsskrift:
Omfang:side 81 - 84
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Orig. håndskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 418. Nedskrevet af

Knud Rasmussen på dansk.

 

Resumé:

Åndemaneren Missuarniannga / Mitsivarniannga indbyder til en seance, hvor han

rejser ud over havet og fra horisonten over slettelandet til Månens

hus, der vogtes af hunde både ude og inde i husgangen. Den i husgangen

er vanskeligst at passere. Månen vredes over besøget, men formildes

straks, da gæsterne tilbyder at rense hans hus for skidt, der

forvandler sig til alskens sødyr, fugle, bjørne og ræve. Husets

bagside er en dyb, sort, grænseløs sø, hvorfra det regner ned på

jorden, og hvor åndemaneren fortabes, hvis den vrede, voldske Månemand

kaster ham ud i den. På gulvet foran indgangshullet drejer to store

sten larmende rundt, når en kvinde på jorden bryder sine tabuer.

Hendes arme vokser helt op til månen. Han kan ikke udholde larmen.

Han løfter så den ene sten. Der er hul under den. Man kan se

bopladsens små huse som hunde om et ædetrug, mens hundelortene dernede

ligner store uformelige dynger på nippet til at vælte ned over folk.

Derfor er månen så bange for hunde. Under den anden sten ser man alle

fangstdyrene dernede: mange fjordsæler og bjørne, men kun få

hvalrosser og narhvaler. Miss. rejser hjem igen efter således at have

skaffet sine fæller fangstdyr.

 

Var.: Besøg på Månen. Den stædige. Uterîtsoq / Uteriitsoq; Et par ægtefolk;

Manguaraq (flere); Kanaks månerejse. Nalikkatteeq. Ajijaks forløsning;

Manden, der besøgte månemanden; Alluunnguaq; Mangivaraqs månerejse; Åndemaneren der for til månen; Maqujuk.

 

Hist.: Missuarniannga var Kaarali Andreassens far. For en analyse af

evt. kristen påvirkning se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under Månen og Dødsriger + Sonne 2000.

 

Kommentar: slåskampen med Månen foregår i de allerfleste varianter på jorden, hvor Månen er ankommet for at straffe sin senere gæst, der har fanget et af hans (Månens) fangstdyr. Kampen og renselsen i Månens hus i Kaaralis variant forekommer stærkt påvirket af myten om angakkoqens / åndemanerens rejse til og renselse af Havkvinden.

Bierne i menneskeham

Print
Dokument id:1865
Registreringsår:1902
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Petersen, Ole
Nedskriver:Petersen, Ole
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Bierne i menneskeham
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, I
Tidsskrift:
Omfang:side 57
Lokalisering:Neriaq / Neria: Paamiut / Frederikshåb
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr. NKS 2130, 2' læg 7, s. 132 - 133: "Inorrôrtut" / inorroortut.

 

Vedr. reår: Ole Petersen sendte en anden samling nedskrifter (NKS 3536 I, 4', læg 5) til Rasmussen i 1907.

 

Resumé:

En mand blir i indlandet inviteret ind i et hus og beværtet af et

ægtepar i brune klæder med et kæmpeblåbær. Det er sødt og gør ondt i

tænderne. Da han er gået ud, er huset forsvundet, og i stedet ser han

to bier summe i en klipperevne. Derefter mister han lysten til at gå i

indlandet alene.

 

Hist.: Ole Petersen skriver på håndskriftets side 1: Jeg er en 62-årig pensioneret kateket i Neria. Jeg har udarbejdet alle disse og skønt jeg kender flere har jeg begrænset mig for at nå det i tide. Desværre er der ingen datering.

 

Kommentar: Bierne må være humlebier - andre slags levede ikke i Grønland - med mindre de en overgang har været indført indtil de uddøde. P.t. er der atter forsøg på biavl - i Sydgrønland (Ole Hertz)

Bueskytten  Kunuk

Print
Dokument id:1553
Registreringsår:1903
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Manissoq (Manigsoq)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Bueskytten  Kunuk
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 94 - 96
Lokalisering:Avanersuaq / Thule
Note:

Håndskrift har ikke kunnet identificeres.

 

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905:96 - 99.

 

Resumé:

Fortællingen skildrer forskellige metoder til renjagt og slutter med

Kunuks langvarige, ihærdige forfølgelse af en rentyr, der undervejs

slår følge med en renko med kalv. Han dræber tyren og koen, dier koen,

falder udmattet i søvn, vågner op, da kalven vil til yveret, stikker

den ned, flænser tyren og sover i dens skind, da jagtkammeraten,

Pualuna endelig når frem.

 

Hist.: Denne Kunuk er ikke identisk med vest- og østgrønlændernes

sagnhelt, men en historisk person. Inughuit / polareskimoerne lærte at jage

rener med bue og pil af indvandrerne fra Baffinland omkr. 1860. Senere

fik man bøsser. Hvalfangere og ekspeditioner jagede også rener. I

1910'erne var renerne udryddet i Thule-området.

Vedr. indvandringen: Ulloriaq, Inuutersuaq: Beretningen om Qillarsuaq ... [Kbh. Det grønlandske Selskab 1985 (ikke registreret). Men søg på: Petersen, Robert, 2000: Om grønlandske slægtssagaer. Tidsskriftet Grønland, ss. 299 - 311.

ca. 30 fortællinger fra Kap York indsamlet og nedskrevet af Gaba Ollisen /Olsen

Print
Dokument id:2188
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB 1, 5(15), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Olsen, Gabriel
Nedskriver:Olsen, Gabriel
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:ca. 30 fortællinger fra Kap York indsamlet og nedskrevet af Gaba Ollisen /Olsen
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:52 sider
Lokalisering:Kuuk: Upernavik
Note:

Kommentarer: Fra oktober 1903 til tilbagerejsen i 1904 har Gaba (ekspeditionsdeltager) nedskrevet fortællinger. Flest fortalt af Maassannguaq i Appat, som Rasmussen i Myter og Sagn fra Grønland, III karakteriseret som en mand på ca. 30 år. Gabas andre fortællere er Uutaaq, Taateraaq, Aasivak, Sorminnguaq (?).

Dernæst følger ordlister dateret 1903 til 22 sept. 1904 (måske 22 sept. 1903 til afrejsen i 1904?) og til slut et par korte fortællinger uden angivelse af fortæller.

Såvel skrift som stavemåde kræver megen tålmodighed og tid. Men efter bedste skøn har Rasmussen ikke brugt Gabas samling til noget.

Her er en opgave for den sprogkyndige, dialektkyndige og nysgerrige.

I hvor høj grad indholdet er givende afhænger ganske af synsvinklen man lægger på teksterne.

 

(Gaba Olsen har desuden fortalt (muligvis nedskrevet) 28 fortællinger af egen tradition fra Upernavik - området, der i smukkeste renskrift (sandsynligvis Kr. Møller) er let læselige. Søg på: Olsen, Gabriel.)

 

Fundet alt for sent. Ikke oversat. "Velegnet" til opdatering for den tålmodige

Christian Poulsens selvbiografi

Print
Dokument id:971
Registreringsår:1932
Publikationsår:1938
Arkiv navn:
Fortæller:Aadaaridaat (Autdârutâ / Âdârutâ / Aadaarutaa / Aattaarutaa / Poulsen, Christian)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:Ostermann, H.
Indsamler:Ostermann, H.
Titel:Christian Poulsens selvbiografi
Publikationstitel:Knud Rasmussen's Posthumous Notes on the Life and Doings of the East Greenlanders in Olden Times
Tidsskrift:Meddr Grønland 109(1)
Omfang:side 130 - 139
Lokalisering:Sydøstgrønland
Note:

Ed. by H. Ostermann.

Orig. håndskr. har ikke kunnet identificeres.

I Ostermanns arkiv, nr. A 301, Arktisk Institut findes Ostermanns kladde og maskinskrevne manus på dansk til denne udgave på engelsk.

 

Christian Poulsen fortalte dele af sin selvbiografi til Knud Rasmussen allerede i 1904. Se: Knud Rasmussen: "Under Nordenvindens Svøbe", 1906, s. 133 - 137.

 

Resumé:

Hans andre navne var Aannguaraarsuk og Qiddakajak. Han blev født i Iliarmiut nær Umiivik om foråret som den der skulle blive den mellemste af faderen Nanngajak og moderen Perujuatsiaqs fem børn. Af dem var yderligere to drenge;  Maeqasaq , Neqissarooq, og to var døtre: Qassanneq, Misaqqalak.

Det første CP huskede var at han i amaaten dunkede hovedet mod sin mors ryg, fordi hun havde fundet en flot perle i en grav og styrtede derfra af skræk for den døde i graven. Det var ved Savissivik nær Imaarsivik, og igen senere samme sted noget med en stor bidsk hund.  Næste gang "han kom til sig selv" (blev sig selv bevidst) var i Tineteqisaaq / Tineqilaaq (i Sermilik-fjorden?),  hvor en kvinde, Nukartaatsiaq, kogte (tørrede) ærter i en gryde. Det var lækkert. Senere, i Oqqua, blev han sig så fuldstændig bevidst, at han herefter kunne huske alt, kontinuert.

Chr. P svælger derefter i alle de lækkerier man spiste dengang, dels fra faderens fangster (sødyr og fugle) og dels indsamlede rødder, bær, muslinger, tang. Hans far var en dygtig fanger. De savnede aldrig noget.  Alle arter nævnes ved deres østgrønlandske navne.

Under opvæksten overvintrer familien i Oqqua og flytter om sommeren til Qeqertarsuaq, og en sommer hører de fra Ujarnik om en dansker han har fulgtes med, og Uj. må berolige dem. Det er Gustav Holm (Sakkutooq, den svært bevæbnede), som er ganske ufarlig. Han gør et kort ophold, men på hjemvejen overnatter han. Drengene får søm, som de laver små harpunhoveder af. Chr.s mor betales for et skind med synåle og bolsjer. Chr. får et, men det er ham for sødt.

Chr. får sin første kajak, som han kun må øve sig i en sø. Sin første sæl får han ved isfangst. Hans far dør to år efter Chr. har fået kajak.

Chr. føler sig ensom og trist som faderløs. Han får lyst til at blive åndemaner / angakok. Det har han nok talent for, for han har allerede haft følgende par syn.

 

(Hist.: Bemærk de gule ærter, som man (før 1884) må have skaffet sig på handelsrejse til Sydgrønland, hvor man velsagtens har lært at tilberede dem hos immigrerede slægtninge).

 

Månens hund.

Alle mændene er ude på fangst. Chr. har formentlig endnu ikke fået kajak. Man hører en hund gø ganske forfærdelig voldsomt nede i jorden under gulvet. Moderen indser pludselig at hun har brugt sine bukser for længe. De skal skiftes ud. Hun slår omkring sig  i luften med sin ulu, uden at det hjælper på den infernalske gøen. Den holder først op da mændene kommer hjem.

 

(Kommentar: Månen sendte (især i Østgrønland) ofte sin hund som den, der skal straffe tabubrud.

Man kan forestille sig hvordan en af mændene har haft sin fornøjelse af at kyse kvinder og børn med hundeglam.)

 

Dødningen.

Som lille dreng ser Chr. oppe på udsigtspunktet en tarraajakajik (et skyggevæsen) / tarrajarsuk, eller en dødning, der ser ham og straks smutter tilbage i sin grav. Chr. blir rædselslagen.

 

Uddannelse til åndemaner. Af Chr. Poulsen / Aadaarutaa's selvbiografi.

 

Chr. begynder nu at søge efter hjælpeånder i indlandet. Første gang hører han to ånder synge smukt, men ser dem ikke. Det gør han næste gang, hvor de erklærer at de har ondt af ham og vil støtte ham. De er innersuit, klædt helt som mennesker. De lever i indlandet.

Næste begivenhed bliver da en gammel stivbenet mand, som Chr. har gået til hånde med at bære hans kajak ned, vil vise ham noget til gengæld. Han tager ham med ind i bunden af en fjord til en hule nær indlandsisen, hvor en kæmpebjørn med blålig pels (nappaasilat) kommer svømmende, æder den gamle og kaster ham op igen. Den gamle kommer langsomt til kræfter i hulen og forklarer Chr. at det skal han også igennem, hvis han vil have magt over ånderne.

Altså må Chr. ud og lade sig æde af kæmpebjørnen, hvorefter han blir synsk.

Den første hjælpeånd han (dernæst?) får er en innersuaq som han møder i kajak på havet.

En del detaljer synes herefter at være sprunget over af Chr. P., - der nu beretter om den sidste oplevelse inden han afslører sig offentligt som åndemaner. Han er ude i kajak og blir angrebet af en umiaq fuld af folk med en gammel hvidhåret kælling i stavnen, der truer ham. Der er også en fange, der foresvæver Chr. at han snart også vil blive fanget. Endelig er der en ondskabsfuld innersuaq, der allerede een gang har truet Chr. og som tar hans nyfangede sæl fra ham. Chr. tilkalder alle sine hjælpeånder, der intet kan stille op, men til slut kommer den store ensomme, Kisermaarsuaq, der med et sæt rovdyrkæber hugger efter fjenderne. Stor tumult. De skynder sig bort. Den ensomme griner grumt med sine kæber i hånden.

 

Var.: Uddannelse til åndemaner, initiation. Aadaarutaa.

 

(Kommentar: Det er usædvanligt at træffe innersuit / ildfolk i det østgrønlandske indland. I Rasmussens egen gengivelse på dansk er ånden da også kun en indlandsboer. Senere i det danske forløb stedfæstes innersuits bosted til et sted mellem fastlandet og havet (under kysten).

Fortællingen om angrebet fra åndebåden, hvor også en innersuaq optræder, minder stærkt om en anden, hvor en åndemaner-lærling havner hos de nederste innersuit og bliver maltrakteret, men så reddet af sine hjælpeånder blandt de øvre. Det bekræftes for så vidt af Rasmussens danske gengivelse, hvor til gengæld denne episode er stærkt forkortet og kun nævner at konebåden har et stort følge af kajakmænd, der er innersuit. Ligeså er ånden med rovdyrkæberne en innersuaq, der hjælper Chr. P. fordi han er en stor åndemaner. Men denne ildmand kaldes ikke "den store ensomme" i denne danske version.

Som åndemaner fungerer Chr. som læge vha en perle, som han puster igennem. Sommetider virkede det.

Som sæl-giver. Hans hjælpeånder blandt innersuit var gode til at skaffe sæler.

Som vejrmager - vha. sine hjælpeånder, der ville lave vejret som han ønskede. Men sommetider gik det bare slet ikke.

 

Equngasoq / Eqingaleq og Kisermaaq / Kisermâq

Equngasoq'en, der har hjemme på de yderste skær, bølgebryder - ånden, er helt skævmundet. Den færdes kun ude når brændingen er høj som isbjerge. Det er en af de sidste hjælpeånder Chr. får, og sammen med Kisermaaq, den store ensomme, hjælper de ham mod "den kontrære", der smiler, men blir rasende da Chr. spørger til årsagen til dette smil.

 

En dag mødte Chr. kittormoortoq / killormoortoq, den kontrære. Dette var en innersuaq, der dukkede smilende op i en opsvulmning mellem store tuer af is. Han blev bange og råbte: Hvornår smilede den fyr, eftersom han smiler nu? Da blev modsatteren så rasende at den med eet eneste ondskabsfuldt ønske svækkede alle Chr.s armmuskler i den grad at han ikke kunne ro hjem. Hvad skulle han gøre? Men både hans Equngasoq og Kisermaaq kom til undsætning. Han lagde sig bag Equngasoq, der bare roede almindeligt af sted med ham, men det var med en fart så skummet stod omkring dem, og Chr. dårligt kunne styre sin kajak med åren.

 

Knud Rasmussen mener, at Chr. efter dåben stadig er en fuldblods hedning, der ikke har aflagt sin gamle forestillingsverden, men at den er blevet forbudt af missionen og at hjælpeånderne ikke længere vil komme til ham, fordi han har fortalt om dem (til missionæren inden dåben). (Hemmeligholdelse).

 

Hist.: Equngasoq optræder som en kajakmand, der klarer tårnhøje bølger og fungerer som en åndemaners transportånd i en sydvestgrønlandsk  Qujaavaarsuk - fortælling. Immigranter fra Østgrønland har således åbenbart sat deres præg på denne version.

 

Kommentar: Den kontrære ånd, der smiler, men blir rasende når det bemærkes, er en kendt mytisk skikkelse fra vestgrønlandske sagn: den såkaldt "smilende havmand", Qungussutariaq, der kan hævne sig dødbringende på den der smiler igen.

Christian Poulsens selvbiografi

Print
Dokument id:984
Registreringsår:1904
Publikationsår:1906
Arkiv navn:
Fortæller:Poulsen, Christian
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Christian Poulsens selvbiografi
Publikationstitel:Under Nordenvindens Svøbe
Tidsskrift:
Omfang:side 134 - 137
Lokalisering:Sydøstgrønland
Note:

Se også: H. Ostermann (ed.): Meddr Grønland, bd. 109, nr. 1, 1938,

s. 130 - 139. eller samme: Rasmussen 1938.

Håndskr.: KRKB 3: Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: Diverse løse optegnelser: Notater på dansk. En original på grønlandsk har ikke kunnet findes.

 

Resumé:

Under en fælles rejse i sommeren 1904 (sidste sommer af den Litterære Ekspedition) fortalte Aadaarutaa / Kristian / Chr. Poulsen ret kortfattet om sin uddannelse til åndemaner. Det begyndte under ensomme vandringer efter stenurter til spæksyltning efter faderens død. Første gang hørte han sang. Anden gang hørte han både sang og mødte to mænd, indlandsboere, der af medlidenhed med hans faderløshed tilbød deres hjælp. Året efter flyttede man sydpå og boede sammen med en gammel gigtsvag åndemaner / angakkoq / angakok, som Aadaarutaa hjalp med at bære kajakken ned og op fra stranden. Denne tilbød som tak at vise Aa. noget, og tog ham ud i en fjord, hvor den gamle klædte sig nøgen i en hule, kom ud og i Aa.s påsyn lod sig æde af søens bjørn og blive spyttet ud, hel, men noget afkræftet igen. Senere måtte Aa. igennem samme uhyggelige oplevelse, men opnåede derved stor modstandsdygtighed og en del flere hjælpeånder. En dag i kajak med en nedlagt remmesæl på slæb så han sig konfronteret med en umiaq fuld af strandånder, innersuit, der ville have både kajak og remmesæl op i deres båd. Men en stor innersuaq med en kajakspids som et uhyres hoved med åbent gab og blottede tænder kom ham til hjælp og blev senere hans hjælpeånd. Da Aa. besluttede at lade sig døbe, rådede hans innersuit - hjælpere ham fra det, men da han alligevel lod sig døbe så han dem aldrig siden.

 

var. af fortæringen, søg søens troldbjørn og initiation.

 

Hist.: Af en selvbiografi. Aadaaruta og hans familie var blandt de sidste sydøstgrønlændere der emigrerede og ankom til Narsaq Kujalleq / Narsarmijit i 1900.

Af en anden fortælling fremgår det, at Henrik, en søn af Aa.s læremester også indvandrede på det tidspunkt.

 

Kommentar: Aa.s uddannelse følger i store træk den foreskrevne for lærlinge i Østgrønland. Søg fx på Søens eller ferskvandets bjørn, el. troldbjørn der æder lærlingen som en initiation til at få hjælpeånder.

Vedr. uddannelse til åndemaner: søg også på initiation

Da Migssuarnianga / Missuarniannga var med til at lave en tupilak

Print
Dokument id:1810
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 413
Fortæller:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Da Migssuarnianga / Missuarniannga var med til at lave en tupilak
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:5 sider, nr. 54
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

(Kun titlen: Da Missuarniannga var med til at lave en tupilak, er tilføjet af Rasmussen på dansk. Resten er grønlandsk.)

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Mens de som sædvanlig boede på Immikkoortoq, aborterede

Missuarnianngas mor.

I den anledning overholdt Mitsuarniannga / Missuarniannga

tabureglerne, selv om det virkede trættende på ham. En gang traf han

åndemaneren Uiaq. Denne sagde til ham: "Er du endnu ikke blevet træt

af at overholde taburegler. Vil du stadig ikke hævne al den

afholdenhed (du må lide under)?"

Missuarniannga svarede: "Jeg er nok træt, men jeg kan ikke finde ud

af, hvad jeg skal gøre ved det." Uiaq bemærkede dertil: "Hvad  med, at

du hjælper mig med at lave en tupilak ud af din mors abort?"

Mitsuarniannga var villig.

 

Dagen efter om morgenen, tog de hele aborten, som ellers var blevet

gravsat. De førte den til det sted, hvor man plejede at gravsætte de

døde på Immikkoortoq og gav sig til at ordne den; men de savnede et

bedre egnet sted, hvor de kunne lave en tupilak. Mendes de ledte efter

et bedre sted til formålet, fik de øje på to store sten, der lå

ganske tæt ved hinanden og en tredje sten, der lå et stykke fra de

andre. I det samme viste der sig to dværge, og Uiak gav sig til at

mane med dem (angákûsilerpoq). Under denne handling begyndte de at

puste til de store sten, og de tre store sten flyttede sig nu nærmere

til hinanden. Da de nærmede sig hinanden, satte Uiak sig ned

imellem dem; og idet stenene rørte ved Uiak, standsede de pludseligt.

Da sagde Uiak (til Mitsuarniannga): "Tag og

hent mig følgende, der skal bruges som ingredienser: En snespurv, der

er blevet rådden (marniliortoq, er betændt), en levende strandsneppe

(ryle) og et stykke sene af Peqqissorpiks fangst. Du skal gøre sådan her for at få fat på det stykke sene: Du skal tage din venstre

arm ud af ærmet. Så skal du råbe højt gennem ærmet af din anorak og

kalde på senen."

 

Efter denne besked fra manden, der ville lave en tupilak, gik han og var så heldig at finde (egentlig: møde, naapippaa) en

snespurv, som han tog op.  Han gik videre og så en strandsneppe, som

han også tog op. Så råbte han efter et stykke sene. Knap var han holdt

op med at råbe, så hørte han en stærk susen nærme sig ovre fra Immikkoortoq.

Da denne susen hen imod ham ham holdt op, mærkede han

et eller andet i sit ærme. Han fandt ud af, at det var et stykke sene.

De ting, han havde fået fat på, gav  han videre til Uiak. Uiak lagde

snespurvens vinger oven på spædbarnet og gav sig til at puste (der

står egentlig: de gav sig til at puste).

Midt mens han pustede, satte vingerne sig fast på spædbarnets

skuldre. Så fjernede han spædbarnets ben og satte strandsneppens ben

på det ved at puste til dem; og det stykke sene forsvandt (Jeg mener

der, står: morsoratánguarpoq) ned i ryggen af spædbarnet. Så var det arbejde gjort.

 

Så gik han i gang med at ville gøre tupilakken levende. Han mumlede i hast nogle trylleformularer, og straks blev den levende.

 

Og straks efter begyndte den at vræle som et spædbarn. Nu skulle han

til at sende den afsted. Tupilakken bevægede sig væk fra det

sted, hvor den havde været. Den bevægede sig nedad, og derfra fløj

den; og siden så man ikke mere til den.

 

Efter denne hændelse var han (formentlig Missuarniannga) engang ude på

fangst. Han fangede ikke noget og tog ind mod land. Da han

var gået i land, gik han rundt og ledte efter noget, han kunne

beskæftige sig med (pínguagsangminik, noget han kunne lege med).

Han fik øje på en lille gråsisken. Det lykkedes ham at tage den

hvorefter han dræbte den. Da han havde dræbt den, forsynede han den

med ben bestående af nogle af de propper af træ, som han havde lavet -

beregnet til anbringelse i sælens sår. Så sendte han den af sted.

Efter at have gjort dette, tog han hjem.

 

Hist.: Historisk fortælling fra omkr. 1900.

Missuarnianngas søn, Kaarali Andreassen har tegnet denne tupilak. Se Ib Geertsen, 1990: Kârale Andreassen, En østgrønlandsk kunstner. Herning

Da ravnene kunne tale

Print
Dokument id:942
Registreringsår:1904
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Aadaaridaat (Autdârutâ / Âdârutâ / Aadaarutaa / Aattaarutaa / Poulsen, Christian)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:Rasmussen, Knud
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Da ravnene kunne tale
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, III
Tidsskrift:
Omfang:side 25
Lokalisering:Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal: Nanortalik
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

 

Håndskr. på grønlandsk har ikke kunnet identificeres. Et maskinskrevet manus. på engelsk findes i KRKB 5', og et tilsvarende på dansk i KRH 52,2, hæfte 429.

 

Første gang trykt i Knud Rasmussen: "Under Nordenvindens Svøbe", 1906, s. 137 - 138.

 

Resumé: "Der var engang i gamle, gamle dage en tid, da ravnene kunne

 

tale. Men der var det mærkelige ved ravnenes sprog, at ordene havde

 

omvendt betydning. Når de ville takke, skældte de ud, og således sagde

 

de altid det modsatte af, hvad de mente. Mens de således var fulde af

 

løgn, var der engang en gammel mand, som tryllede talens gave fra dem,

 

og derfor kan ravnene kun skrige. Men deres natur beholdt ravnene dog,

 

og de er den dag i dag fulde af vredagtighed, løgn og tyvagtighed"

 

Hist.: Chr. Poulsen var en af de sidste sydøstgrønlændere der emigrerede til Sydgrønland i år 1900, hvor Knud Rasmussen traf ham i 1904. Knud Rasmussen stedfæster ham til Illuluarsuit, men mener formentlig Illuluarsuk på sydøstkysten nord for Skjoldungen.

De dødes land i himlen

Print
Dokument id:1818
Registreringsår:1919
Publikationsår:1921
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:De dødes land i himlen
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, I
Tidsskrift:
Omfang:side 72 - 77
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Orig. håndskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 418. Nedskrevet af

Knud Rasmussen i notater på dansk.

 

Resumé:

Den berømte åndemaner, Aggu / Akku, har været de fleste steder på

åndeflugt, men endnu ikke i himlen, hvor han agter sig op under en

seance. Han ifører sig strømper, trommer, indtil

trommen går af sig selv, og tilkalder sine mange ånder, der taler med

forskellige stemmer. Samlet rejser de afsted men efterlader den gamle

Titigaq, en hjælpeånd, der er blevet lam i hofterne og har fået vredet

sin mund af led, engang han fløj for hurtigt mod luftpresset. Han

taler nu og da og sørger for, at intet ondt tilstøder tilhørerne, mens

åndemanereren er væk.

  Aggu med følge flyver ud til horisonten og kæmper sig med stort

besvær op ad tre høje trin, der flyder med blodet fra de døde. De skal

af med deres safter, dvs. al deres ondskab. Det tar et år og de må

kravle under et stort skind. Aggu modtages af sin far, der bedrøves

over, at hans kone og Aggu's lillebror blev kastet i havet (til det

nedre dødsrige), da de døde. Straks bryder dog faderen ud i sang og

forklarer den undrende Aggu, at man ikke tynges af sorg i himlen og

synger meget.

Han møder derefter sin lillesøster, som faderen i sin tid dræbte af

medlidenhed, fordi hun var født med sælører. Hun har i alle årene

samlet mange bær til Aggu nede på jorden. Aggu's far viser ham

skindet, som de døde kravler hen under som orme for at komme af med

deres safter. Kun de, der dør som børn, kommer hurtigt igennem. Aggu

tvivler på om faderen er rigtig død. Faderen lader ham tage sig om

håndleddet. A. mærker knoglerne, der forsvinder og klemmer så hårdt til

at faderen beder ham holde op, hvis han ikke skal dø igen.

Himmelboerne lever kun af bær og ravne. Her er ingen sæler. Men

ravnene, der smager godt, er lette og morsomme at fange. Nogle drenge

fanger dog ørreder i en elv, bortset fra de drenge, der ikke har fået

deres fangstgrej med i graven. A.s arvede hjælpeånd, Ajaqqisaaq, der

fra mange tidligere ture er velkendt med himlen viser rundt. A.

erfarer dernæst, at drikkevandet er iskoldt og dejligt. Og

himmelboerne fordriver tiden med lystige sangfester og sangkampe.

Blandt de syngende ser han en del folk fra fremmede lande i klæder,

han aldrig har set. Faderen sender ham afsted, inden det blir lyst, og

A. møder ingen vanskelige overgange på vejen hjem. Han fortæller sine

fæller om himlen.

 

Hist.: Aggu der levede ca. 1843 til 1891 og var endnu aktiv åndemaner mens Holm var i Ammassalik. Ifølge Rasmussens

notat i håndskriften skulle Aggu være Kaarali Andreassens far. Det var

han ikke. Han var Kaaralis fars onkel. Søg på Missuarniannga.

For en tolkning af kristen påvirkning og Aggu's evner se GTV: (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere), Sonne 2000; og eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

 

Rasmussens indledning til den trykte tekst antyder at Aggu tog på åndeflugt til himlen. Men det står ikke i nedskriften, og ingen af teksterne om Aggu tyder på, at han kunne flyve. Derimod mestrede han den såkaldte glideflugt hen over havets overflade. Den vej kunne han komme ud til horisonten og op ad de besværlige trin til himlen.

De dødes land i underverdenen

Print
Dokument id:1324
Registreringsår:1919
Publikationsår:1921
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:De dødes land i underverdenen
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, I
Tidsskrift:
Omfang:side 78 - 81
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Orig. håndskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 418. Nedskrevet af

Knud Rasmussen på dansk.

 

Resumé: Aggu / Akku vil en tur ned til dødsriget under havet og får sig syet

sig skindstrømper og en tarmskindsanorak til rejsen. Hans arvede hjælpeånd,

Ajaqqisaaq, vil først ikke med, fordi A. aldrig kan komme helt ud til

Havkvinden / havets moder / sødyrenes mor, hvis han først besøger de døde.

 

Aggu overtaler sin hjælpeånd, Ajaqqisaaq, til at være med i følget af hjælpeånder. De går langs havbunden, hvor A. føler at han blir gennemblødt af finregn. De må ned af flere glatte skråninger frem til elven med tre spidse, glatte overgangssten, der

danner grænsen til underverdenens land. Aggu nøler, men sætter endelig

over som den sidste, da han ellers aldrig siden vil kunne overskride denne

grænse. Det fortæller Aj. Vejen fører videre op ad en stejl skrænt, der er

glat af de dødes safter, når de med besvær maser sig op mod dødsriget.

Her møder A. en afdød åndemaner med kun et øje (Karrak, Karraq / Uitsaleqanngitseq BS), der også

bebrejder A. at han ikke først er taget til Havkvinden og nu har sat

sin grænse ved dødsriget. A. undrer sig over en kajak på tværs over en

sortside. Men denne sæl har kæntret og druknet kajakmanden, fortæller

man. En anden sæl øver de nyankomne døde sig på at fange. Den lever op

igen hver gang den er dræbt.

   En masse døde er ved at gå i forrådnelse, fordi deres efterladte

sørger for meget over dem. A. hører pustene fra alle slags sødyr ude i

de dødes hav, men kan ikke se dem, fordi han endnu ikke er død. Da A.

skal hjem inden daggry bliver han spurgt om, hvor han helst vil være, i

himlens sletteland eller i kystlandet under vandet. Han afprøver så

drikkevandet. Det er lunkent. Himlens iskolde vand er bedre. Men

bliver han bisat i havstokken, vil han frit kunne skifte mellem de to

steder efter sin død. Han møder ingen vanskelige overgange på

hjemvejen, og fortæller sine fæller om sine oplevelser.

 

Hist.: Aggu, der levede fra 1843 (ca.) til 1891, var endnu aktiv åndemaner mens Holm var i Ammassalik.

Kommentar: Søg Rejsen til havkvinden, der er talrige varianter.  

For en fortolkning af kristen påvirkning og Aggu's evner se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under "Dødsriger"; eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor; Sonne: Heaven Negotiated...", i Études/Inuit/Studies 2000, hvor det søges påvist, at grønlænderne før kristendommen havde temmelig vage forestillinger om dødsrigerne, især det himmelske, fordi de mest så hen til efter døden at blive opkaldt, dvs. genfødt.

De første mennesker

Print
Dokument id:960
Registreringsår:1919
Publikationsår:1921
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:De første mennesker
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, I
Tidsskrift:
Omfang:side 71 - 72
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Håndskrift: KRH kasse 52 nr. 2, hæfte 405.

Engelsk udgave: H. Ostermann: Meddr. Grønland, bd. 109, nr. 1, 1938, s. 72 - 73. Se også denne.

 

Resumé: I urtiden lever mennesker et udødeligt liv i himlen. En mand styrter ned og avler en datter med jorden. Han gifter sig med datteren og deres børn bliver mange. Ved et stort jordskælv, der slår revner i jorden, styrter mange mennesker ned og lever videre under jorden som innersuit, ildfolkene. Mennesker, der forstår sig på det skjulte, kan komme ned til dem gennem havstokken. De lever i et stort land ligesom mennesker i huse, fanger på havet, men mangler næse. Almindelige mennesker glemmer let at komme hjem igen, hvis de kommer til ildfolket. Åndemanere har dem som hjælpeånder, der beskytter dem på havet i storm og giver dem fangst.

       Alle ammassalikerne stammer fra nogle få familier, der reddede sig op på et stort, fladt bjerg, Qerrorsuit, da en stormflod overskyllede landet. Engang vil stormfloden komme igen. Og engang vil alt ferskvand udtørre. Mange mennesker kommer efter døden til himlen, hvor de fremkalder nordlys, når de spiller bold.

 

Hist. Rasmussen har næppe selv indsamlet alle disse udsagn, som han har bl.a. har taget fra sine notater til Religiøse forestillinger i Østgrønland. Hans andre kilder er formentlig Chr. Rosings Tunuamiut, som han læste i Tasiilaq / Ammassalik, Hans Egedes Perlustration og Gustav Holms Ethnologiske Skizze fra Konebådsekspeditionen (1972).

De hvide mænds mislykkede røveri

Print
Dokument id:1575
Registreringsår:1914
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Masaatsiaq (Masaitsiaq)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:De hvide mænds mislykkede røveri
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 139 - 141
Lokalisering:Avanersuaq / Thule
Note:

Håndskr.: KRKB, Knud Rasmussens Arkiv, 1. Thuleekspedition 1912 /1913/14), 3. notesbog. Nedskrevet på dansk.

 

Resumé:

Under Kanes ekspedition frøs skibet inde, og den del af dens medlemmer

med Hayes og tolken Carl Petersen som ledere søgte ned mod Upernavik i

åbne både i sommeren 1854. De må vende om og overvintre nær Tasiusaq,

hvor forbikørende slæder giver dem mad. Tre mænd, der har nedlagt en

bjørn, gemmer deres bytte af vejen, inden de går op til de hvide, der

dog ved, at de har fanget. De overnatter på de hvides vis i mørke, kan

ikke finde deres klæder, da de vågner og må i de besynderligste klæder

sætte efter de hvide, der også har stjålet deres slæder og hunde, men

ikke forstår sig på slædekørsel. Bjørnejægernes latter, da de når frem

til de hvide, afværger Hayes' forsøg på at skyde dem, og de

transporterer de hvide tilbage til det indefrosne skib.

   Rasmussen referer derefter tolken Carl Petersens beretning om

episoden, og tilføjer Arnaruluks afslutning, der priser de hvide

lykkelige, fordi deres tyveri mislykkedes. Ellers var disse slette

slædekørere døde af sult undervejs.

 

Hist.: Historisk beretning.

De to brødre

Print
Dokument id:946
Registreringsår:1904
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Aadaaridaat (Autdârutâ / Âdârutâ / Aadaarutaa / Aattaarutaa / Poulsen, Christian)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:Rasmussen, Knud
Indsamler:
Titel:De to brødre
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, III
Tidsskrift:
Omfang:side 26 - 30
Lokalisering:Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal: Nanortalik
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

 

Håndskr.: KRKB 1, 4(11), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Ilimagêq Paulinerdlo qatángutigît."

Trykt første gang på dansk i: Knud Rasmussen: "Under Nordenvindens Svøbe", 1906, s. 143 - 149.

Eng. udg.: Knud Rasmussen's Posthumous Notes on East Greenland Legends and

Myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, ss. 30 - 34, "The two brothers".

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 22 - 27: "Ilimagêq Paulinerdlo qatángutigît. Paulineq angákorssuaq ilímardlune qivítoq" / Ililmageeq Paulinerlu qatanngutigiit. Paulineq angakkorsuaq ilimmarluni qivittoq.

 

Resumé:

Ilimageeq og Puulineq er brødre, med en mor og søster. Puulineq en

stor åndemaner. Opdager, at hans kone er ham utro med en dårlig

fanger, men meget stærk ungkarl. Puulineq flænser hele sæler til

vinterforråd. Tegn på at han vil rejse bort. Konen ber om et hoved,

får nej, og tar selv det største. Puulineq rejser bort under

åndeflugt til indlandet til et stort, sylespidst bjerg, lander med

den ene fod, og snurrer rundt. Ser neden for et hus med en kvinde,

der flænser og en datter. De ser hans kommme som gnister. Manden

mener, det er en hund. Datteren går beroliget ud, Puulineq griber

hende bagfra, ber hende hente bukser. De er meget for store. Han

flytter ind hos disse indlandskæmper (timersit / tornit). Hjemme

sørger Ilimageeq over sin brors udebliven. Forbereder sig til en

undersøgelsesrejse på samme måde som Puulineq. Flænser storsæler til

vinterforråd, holder seance og flyver mod indlandet. Broderen

Puulineq's spor i luften er tydeligt: som en stor udspilet tarm, som

vinden blæser igennem. Ilimageeq besøger Puulineq, der lover at komme

hjem på besøg om foråret. Ankommer med kone og barn på hundeslæde.

Hans ekskone bespiser hans kone og barn med noget dødeligt. Puulineq

skærer sit barn op, men finder intet. Ligeså sin kone, men forgæves.

Ilimageeq kommer til. Foretager ny operation. Fjerner kødstykket fra hendes

strube. Konen lever op igen. Puulineq og kone tar af sted, men

beordrer deres hund at gøre det af med ekskonen og hendes mand. Det

sker. Den river brysterne af ekskonen og testiklerne af hendes nye

mand.

 

Var.: Palineq / Paalineq; Paaleeq; Paulineq; ID 946

 

Bemærk: Navnene Puulineq og Ilimageeq spiller i denne version på to højt ansete angakkoq-færdigheder. En angakkoq puulik / en åndemaner med pose, der måske havde isbjørn og hvalros som transport-ånder over havet og kunne "pakke sig ind" som værn mod farlige væsner. Pooq-elementet til beskyttelse er her en udspilet gennemblæst tarm. Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

Ilimageeq spiller på "åndeflugt", ilimmarneq, den anden velansete rejsemetode.

 

I håndskriftet hedder den førstnævnte ikke Puulineq, men Paulineq og kunne således betyde noget med sodsværtet.

 

Hist.: Chr. Poulsen var en af de sidste sydøstgrønlændere der emigrerede til Sydgrønland i år 1900, hvor Knud Rasmussen traf ham i 1904. Knud Rasmussen stedfæster ham til Illuluarsuit, men mener formentlig Illuluarsuk på sydøstkysten nord for Skjoldungen.

De to døde, der fik det til at ringe for folks øren

Print
Dokument id:1879
Registreringsår:
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Rasmussen, Pavia
Nedskriver:Albrechtsen, Peter
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:De to døde, der fik det til at ringe for folks øren
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, I
Tidsskrift:
Omfang:side 101 - 102
Lokalisering:Arsuk: Ivittuut
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskrift: NKS 2130, 2', læg 6: 106 - 107: Ilivínguit mardluk aviortitsiniartut oqalugtuaq.

 

Resumé:

To døde stiger ud af deres grave. Den ene vasker med en sten sit

ansigt, der får et rædselsvækkende udseende. De gemmer sig ved en

husgang og får det til at ringe for ørerne af folk inde i rummet, mens

disse spiser blod af sælmave (blodbudding? BS). Lyden betyder at nogen

ønsker noget. Husherrens svar lyder: "Det er bedst du spiser spåner!"

Fornærmet skræmmer den døde alle ihjel med sit ansigt. I et andet hus

Svarer man: "Det er bedst du spiser blod!" De døde går glade tilbage

til deres grave.

 

Tolkning: Ringen for ørerne var afdøde slægtninges bøn om en bid mad

med, når folk spiste.

søg på ringe* ørerne

De to venner, som ville omrejse verden

Print
Dokument id:1537
Registreringsår:1903
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Gamle Qilerneq
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:De to venner, som ville omrejse verden
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 68 - 69
Lokalisering:Avanersuaq / Thule
Note:

Orig. håndskrift har ikke kunnet identificeres;

Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "Silarssuarmik kaujatdlainiartut" / Silarsuarmik kaajallaaniartut.

Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

 

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905: 118 - 119.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 14 - 15: "Silarssuarmik kaujatdlainiartut".

 

Resumé:

Tid: Den gang var der mange mennesker og alle lande var befolkede. To

mænd rejser i hver sin retning fra samme udgangspunkt. Da de mødes

igen er de oldinge, der må bæres frem af deres gamle børn, og deres

drikkebægre af moskusoksehorn er slidt helt op.

"Verden er stor!", udbryder de.

Den "qallunak-usynlige" / qallunaaq

Print
Dokument id:111
Registreringsår:1859
Publikationsår:1997
Arkiv navn:
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Den "qallunak-usynlige" / qallunaaq
Publikationstitel:Fortællinger & akvareller
Tidsskrift:
Omfang:ss. 95 - 98
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 11h - 10v (sidste linier mangler).

 

Publiceret transskription af orig. håndskr.:

Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 96 - 99: Qallunaat Isiginngisassaat.

 

Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 208. Ibid. nr. 100 er en afskrift af Kreutzmanns 1. version, hvor originalen er gået tabt.

 

H. Rinks oversættelse af afskrift:

Rink, H.: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866 - 1871 (1866-71), I: nr. 95; og

Rink, H.: Kalaldlit oqaluktualliait / Grønlandske Folkesagn, II, 1860: 23 - 30, der sideløbende har den grønlandske tekst i gammel retskrivning.

 

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 72, ss. 385 - 388: The man not to be looked at by the Europeans.

 

Rasmussen, Knud, Inuit Fortæller, red. Regitze Søby, II: 106 - 110: En beretning om en mand ... er sandsynligvis en genfortælling el. nyoversættelse af samme variant. Det maskinskrevne manuskript findes i KRH, kasse 51, nr. 28.

 

Resumé: Den dygtige og holdne fanger, Kiinaki fra Tasiusannguaq, kommer efter en handel med besætningsmedlemmer på et hvalfangerskib i klammeri med dem og bliver dræbt. Enken og sønnen vil hjem i konebåden fra skibet. En del matroser hager sig fast i rælingen, konen bider dem i hænderne, og de slipper. Ved afrejsen kaster kaptajnen to gange en mængde eftertragtede jernsager ned i konebåden. Enken smider dem ud i vrede. Sønnen redder sig en enkelt kniv. Sønnen opdrages derefter af bopladsens gamle til at blive usynlig og usårlig (og tilsyneladende også uhørlig) for hvalfangerne, qallunaat (europæere). Han tilbyder mange varer på skibene. Ingen ser eller hører ham. Heller ikke når han til slut opgiver, og selv tilegner sig alt det han ønsker. Da besætningen senere opdager hvor mange varer, der er forsvundet og vil hævne sig, synger bopladsens gamle tryllesange (serratit) på hustaget og varsler næseblod over hævnerne. Den første, der stiger i land, får da også næseblod. Enkens søn viser sig også nu usynlig, uhørlig og usårlig skønt han gang på gang udfordrer de hævngerrige qallunaat til at skyde og stikke sig.

 

Var.: næseblod-motivet er brugt i en anden fortælling om qallunaat: En fortælling om tyve.

 

Hist.: Historien tidsfæstes til hvalfangertiden i første halvdel af 1700-tallet. Men det er umuligt at sige hvilke begivenheder, der ligger bag, bortset fra det ikke usandsynlige mord på Kiinaki, som muligvis er identisk med andre fortællingers historiske Kiinaki og/eller Kiinakersuaq.

Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34

og hendes noter til oversættelsen vedr. originaltekst og afskrift sammesteds s. 98.

Den blinde, som fik sit syn igen

Print
Dokument id:1121
Registreringsår:1884
Publikationsår:1888
Arkiv navn:
Fortæller:Naqitilik (Nakitilik)
Nedskriver:Holm, G. F.
Mellem-person:Holm, G. F.
Indsamler:Holm, G. F.
Titel:Den blinde, som fik sit syn igen
Publikationstitel:Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik
Tidsskrift:Meddr. Grønland 10(5)
Omfang:side 265 - 266, nr. 8
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Nedskrevet af Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen: NKS 2488, VIII, 4', s. 59 - 62.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 240 - 241.

 

Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 250 - 251.

 

Resume:

Inik (Inuk, "menneske"?) fanger en ung remmesæl, af hvis skind han vil

lave sig remme, skønt hans bedstemor vil have det til brikseskind.

Under forarbejdelsen springer remmen og blinder hans øjne. Han hører

en bjørn nærme sig vinduet, får sin bedstemor til at sigte for sig og

nedlægger bjørnen. Bedstemoderen benægter, at han ramt den og gir ham

intet af dens kød at spise. Inik lader sin lillesøster lede sig op til

en stor slette, hvor han lægger sig, mens søsteren går hjem. En flok

vildgæs kommer flyvende, ynkes over ham, stryger ham over øjnene og

beordrer ham til at holde dem lukkede til han kommer hjem. Nu kan han

se. En stor stime narhvaler og hvidhvaler komme ind i fjorden. Inik

bruger sin bedstemor som fangstblære. Hun blir trukket bort af den

narhval han fanger. Inik og hans søster går ind i landet og gifter sig

med hver en "skygge", der ikke har rumpehul og suger saften ud af

ildelugtende kød. Inik's kone føder et barn med rumpehul. Dets

bedstemor synger af glæde: "Det har et dejligt hul i bagen". -Til sidst

får hun selv et hul i bagen og dør.

 

Hist.: Fortællingen lokaliseres til Kialineq i nord, hvor der findes store

sletter. Men den er ikke historisk.

 

Var.: Søg på: blind / blinde; Tutigaq; Rink II 62; Uluaa; Holtved nr. 37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III nr. 330. Lyberth 1924 tapiitsoq. Narhvalens oprindelse; Hvorledes narhvalen blev til.

 

English version: Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, In Monographs on Greenland 39(5): 250-251.

 

Hist.: The tale is localised in Kialineq in the North, where there are large plains. However it is not historical.

Den eenøjede indlandsbo på Kingitsoq-fjældet

Print
Dokument id:1621
Registreringsår:1902
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Malanga
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Den eenøjede indlandsbo på Kingitsoq-fjældet
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 242 - 246
Lokalisering:Aqigsserniaq / Aqisserniaq: Kangâtsiaq / Kangaatsiaq
Note:

Håndskr.: KRKB 1, 6(16). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: inoruserssuaq Kingigtup qâvane / inorusersuaq Kingittup qaavani.

 

Trykt første gang i Rasmussen, Knud: Under Nordenvindens Svøbe, 1906: 90 - 94, hvor proveniensen siges at være Taseralik ved Nordre Strømfjord.

 

Resumé:

I Illuerunneq er en forældreløs dreng, er den eneste, der under en

hungersnød har kræfter til at gå på fangst. Han kommer hjem med en

eller to ryper, som hans plejemor deler ud til alle. En dag får han

ved toppen af Kingittoq øje på et stort hus. Det bebos af en venlig

kæmpe med ét øje. Denne lader drengen spise sig stopmæt og gir ham et

større læs tørret kød med hjem til uddeling på den betingelse, at

ingen spiser spæk til. Man overholder tabuet. Drengen besøger atter

kæmpen, der tar ham med til åndemaning langt borte ved Equutit.

Kæmpen flyver med drengen om halsen, og giver ham ved hjemkomsten en

ny mængde kød. Denne gang af qapiarfik eller kiliffak (mammut) på

samme betingelser som sidst. Da en gammel kælling bryder tabuet,

tropper kæmpen straks op uden for vinduet, skælder ud og forsvinder

for altid.

 

Var.: Kartulukkunnut pulartut;  De små forældreløse; Man sells a knife to wolves 41 A; Pissarsiorniasagit.

Den forældreløse Kâgssagssuk / Kaassassuk

Print
Dokument id:1395
Registreringsår:1902
Publikationsår:1924
Arkiv navn:
Fortæller:Jaakuaraq (Jãkuaraq)
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Den forældreløse Kâgssagssuk / Kaassassuk
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, II
Tidsskrift:
Omfang:side 34 - 52
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Håndskr.: NKS 3536, I, 4' læg 8, ss. 113 - 133.

Håndskrevet dansk oversættelse ved ? : NKS 3536 II, 4', læg 27.

 

Grønlandsk udgave: Lynge, Kristoffer, red.: Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo, I, Nuuk 1938: 18 - 38.

 

Oversat og kommenteret af Thisted, Kirsten: "Som perler på en snor." PhD afhandling ved Institut for Nordisk Filologi, Kbh.s Univ. 1993. Oversættelsen i afhandlingens Tekstsamling, s. 130 - 142, følger Kristoffer Lynges let reviderede version med kommentarer vedr. afvigelserne fra såvel håndskriftet som fra Rasmussens oversættelse i Myter og Sagn fra Grønland, II, 1924.

Ndf. følger resuméer af oversættelserne hos såvel Rasmussen som Thisted.

 

Resumé af oversættelsen i Rasmussen 1924:

Stedet er Qooqqut, kløfterne nord for Kangeq ved Nuuk (?). Alle K.s ældre

søskende er døde som små, og da forældrene heller ikke tror K. vil

leve, giver de ham navnet Kaassassuk. Forældrene blir syge og dør. Den

bedste fanger i huset adopterer ham, men overlader ham til et andet

ægtepar, fordi K. skider for meget og ikke vil vokse. Det er som om

han skal af med al sin moders mælk. Da K. har været adopteret af alle

familierne efter tur, smider man ham ud i husgangen, hvor en

gammeljomfru i kogerummet adopterer ham. Når K. vil ind i husrummet

til fællesmåltid, trækker man ham op ved næseborene og gir ham et

enkelt ribben med meget lidt kød på. Blir han hurtigt færdig og vil ta

et nyt stykke, undersøger man hans mund, og er der kommet en tand,

trækker man den ud. En enkelt mand i huset har medlidenhed med ham og

gir ham en lille kniv at spise med. K. plages også af sine

jævnældrende legekammerater, endog af de unge piger, der kaster ham

omkuld og fylder hans næsebor med lort. Leger de andre drenge med

deres små harpuner og K.s ven har lavet en sådan til ham, knækker

drengene den. Vennen opfordrer K. til at vandre op bag Qooqqut til

Talorsuit og kalde kraftens herre i øst. Drengene og de unge piger

falder over ham, da han går afsted. Da de forlader ham, brækker han

sig for at rense mund og næse. Undervejs prøver K. forgæves at trække

små, tynde pile op med rode. Kraftens herre, der kommer, ligner et

landdyr med menneskeansigt. Han lader K. gribe fat i sin tykke pels og

slynger ham i kolbøtter hen ad jorden. En masse legetøj falder ud af

K. De var årsagen til, at han ikke kunne vokse. Kraftens herre

gentager behandlingen een gang og to gange næste dag. Færre og færre

stykker legetøj falder ud, K. får vældige kræfter, og sidste gang slår

K. ingen kolbøtter, men kan holde balancen hoppende hen ad jorden.

Ånden befaler ham at holde sine kræfter skjult og lover ham to

lejligheder til at afsløre dem. Første gang er ingen fuld afsløring.

Mændene er kommet hjem med en enorm stamme af drivtømmer, som de må

lade ligge i stranden til næste morgen. K. henter den om natten,

rammer den i jorden bag huset med hældning mod det. Den vælter. K. når

at gribe den, rammer den påny i jorden, og denne gang med hældning

bort fra huset. Den falder med et brag om natten. Næste morgen tror

man, at stammen er drevet bort, men finder den så og undrer sig. Hvem

har mon gjort det? Alle de stærkeste mænd nægter. Næste lejlighed

kommer med tre bjørne, en han, en hun og en unge på et isbjerg i

nærheden. Ingen tør nærme sig. K. låner sin plejemors kamikker. For

sjov ber hun tilgengæld om skind til under- og overdyne. Da K. blir

angrebet af hannen, gør han sig hård, griber den ved benet, og slynger

den mod jorden. På samme måde med hunnen og ungen. Hans ven får ungen,

plejemoderen de andres skind til sengetøj. Hun parterer dem og

inviterer til fællesspisning.

K. stiller sig afventende inderst i husgangen. Hans ven må trække ham

op ved næseborene. Alle er blevet hans venner. Han ber om vand at

drikke. To piger henter straks frisk vand. Han knuser dem begge ihjel

som tak og undskylder. Han vidste ikke, at de var så skøre. Prøver

sine kræfter på en stærk mand, der falder død om. Alle flygter til

bagvæggen. K. udrydder dem alle undtagen sin ven, dennes kone og sin

plejemor. Vennen lærer ham at ro i kajak. K. blir en dygtig kajakmand

og fanger, og han dræber alle fremmede kajakmænd, får den stærke Qaassuk / Qaasuk som fjende, men må alligevel søge ind hos ham i stormvejr. Q.

modtager ham venligt, men blir efterhånden ordknap af bekymring for

sin søn, der er ude på fangst. Denne er dog, fortæller man, ude i sin

slankeste kajak uden sideribber. Da sønnen kommer hjem med to

hvalrosser, bærer K. dem uden videre op. Sønnen antaster ham ikke. Om

aftenen binder han Q. og sønnen til husstolpen og ligger med Q.s

datter. Således blir han svigersøn i huset.

En del år senere hører K. om den stærke Usussusaermiarsunnguaq langt

mod nord og vil prøve kræfter med ham. Efter en lang rejse møder han

U., der  er lille og undselig at se til. Efter en hel dags kamp løfter

U. endelig K. op, snurrer ham rundt og kaster ham ud i søen. K.

dukker endelig op dækket af mudder og mos. På hjemvejen viser han folk

han møder en sort sten, klemmer den aflang og siger, at så stærk var

U. Selv sammenligner han sig med en hvid sten, som han klemmer til

smul. Siden tar K. aldrig ud for at udfordre andre mænd.

 

Resumé af Thisteds oversættelse:

Kaassassuks første tid som kæledægge hos sine forældre, hvis tidligere børn alle er døde, får en brat ende, da begge forældre blir syge og dør. Alle vil gerne adoptere ham, husets stærkeste mand får ham, men da Kaass. ikke kan holde plejemoderens mælk i sig og skider ganske forfærdeligt, smider manden ham ud. Par efter par prøver på samme vis en adoption, men må give op. En gammel kone, der bor i husgangens kogerum tager ham til sig som plejesøn.

       Kaass. pines og plages af både husfæller og jævnaldrende drenge og piger. Husfællerne trækker ham altid indenfor i husrummet ved hans næsebor til spisning og slår enhver ny tand ud af hans mund, hvis for han for hurtigt spiser sit kødstykke, en lille bid fra maven. Drengene knækker alle de drengeharpuner, som en mand, hans eneste velynder i huset, laver til ham. Pigerne vælter ham omkuld, trækker han bukser ned, tisser på ham og fylder hans store næsebor med lort.

       En gammel mand får medlidenhed med ham og råder ham til at gå op bag bostedet ved Qoqqut til Talorsuit - dalene inde østpå, kalde på Kraftens Herre og prøve ikke at blive alt for bange. Kaass. følger rådet, den tilkaldte er en kæmpehund med menneskeansigt (en slags kæmpe - eqqilik ? BS), der vikler ham ind i sin hale og slynger ham hen ad jorden, så han en overgang mister bevidstheden. En masse legetøj af sælknogler o.l. er slynget ud af ham: Derfor har han ikke kunnet vokse. Slyngningen gentages, og Kaass. føler sig meget lettere og stærkere, da han går ned. Han sparker sten i stumper og hiver pilebuske op med rode. Men han siger ikke noget og finder sig i stadige mishandlinger fra både husfæller og jævnaldrende. Da han anden gang atter blir slynget to gange af kæmpehunden og der ikke falder mere legetøj ud af ham, giver hunden ham besked om fortsat at holde kræfterne hemmelige, men at den vil sende ham et enormt stykke drivtømmer og senere tre isbjørne at vise kræfterne med.

       Drivtømmeret slæbes i land af mange kajakker og de må tøjre det ved stranden til næste dag, fordi opslæbningen er et for tidkrævende arbejde. Kaass. slæber det op om natten, rejser det bag huset, griber det da det er lige ved at vælte, lader hældningen gå væk fra huset, og da det balancerer går han ind. Hen på natten falder det alligevel om med et brag. Ingen vil næste dag vedkende sig at have bragt tømmeret op, som man derefter splitter op til alskens formål.

       Isbjørnene er en stor han med en stor hun og en unge, som er klatret op på et isbjerg uden for bopladsen. Kaass. låner sin plejemors kamikker, strammer alt sit tøj med remme, sætter i løb mod bjørnene så hurtigt, at han på det nærmeste tar benene på nakken (det grønlandske udtryk kunne være en slags oversættelse af det danske: at tage benene på nakken, BS.). Han hugger trin i isbjergets side, klatrer til vejrs, modstår slag fra bjørnene ved at vende ryggen til og gøre sig hård, griber først hannen om bagbenene og klasker den ihjel, dærnæst hunnen og til slut ungen, som han kaster ned til flænsning. De to voksne bjørne bærer han hjem til sin plejemor med besked om at her har hun til underlag og dyne. Hun blir stum af forbavselse.

       Kaass. inviteres ind til fællesspisning, ingen vil hive ham op ved næseborene, og hans velynder må klare det. Man kappes om at give ham den bedst mulige kniv (en foldekniv! som det første tilbud), og han langer til fadet også anden gang. Da han ber om vand blir to småpiger sendt af sted. De kommer lynhurtigt tilbage, han drikker og under dække af at ville takke den ene pige med et knus, klemmer han livet af hende. Det samme sker med den anden pige, dernæst med en muskuløs mand og efterhånden alle undtagen velynderen, dennes kone og den gamle plejemor. Med de tre lever han videre. Han udvælger sig en passende kajak, og en dag han øver sig i roning blir han revet ud af kurs i dårligt vejr. Han havner neden for Qaassuks hus, en af hans fjender, men blir alligevel godt modtaget, da han ikke har andre steder at søge ly for stormen. Qaassuk beværter og underholder sin gæst, blir så pludselig fåmælt af bekymring for sin søn, der endnu er ude, men beroliges ved at høre at sønnen er ude i den kajak der er lutter køl (?). Denne kommer hjem med to hvalrosser, en unge, som folk maser med at få op og en stor hun, som Kaass. ene mand hiver op. Qaassuks søn skuler til ham og søger senere at kommandere med ham. Kaass. skal hænge hans harpunline til tørre, beordrer han. Kaass. "kommer til" at rive den i stumper og stykker. Den var nok bare rådden må den slagne Qaassuks søn hellere indrømme. Ved sengetid tilbydes Kaass. plads på bjørneskind på sidebriksen, men da husets datter gør sig rede til at gå i seng, hiver Kaass. både far og søn ud på gulvet, binder dem til husstolpen og boller datteren. Derefter er han svigersøn i huset.

       Da Kaass. hører om en stærk mand langt mod nord, Ususaarmiarsunnguaq, rejser han op for at prøve kræfter med ham. Denne er meget undselig af ydre, men da han for alvor lægger kræfterne i efter en længere kamp, slynger han Kaass. ud i en nærliggende sø. Denne dukker op dækket med vandplanter til tilskuernes rungende latter. Kaass. forsvinder ind i sit telt, smutter næste dag og til illustration af hvordan tvekampen gik, fremviser Kaass. siden en sort sten, som han klemmer lidt flad - det var Ususaarmiarsunnguaq, og en hvid sten som han klemmer til smul: det var ham selv, Kaassassuk.

 

Var.: Kaassassuk

 

Hist.: Dette er en af de versioner, hvor Kaass., i modsætning til de tidligste varianter, resocialiseres ved til slut at møde sin overmand. Arons version 1½ generation tidligere har samme slutning.  

Vedr. hist. og tolkning af de vestgrønlandske Kaassassuk-varianter: se

Thisted 1993 og GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under "Sila".

 

Qoqqut med baglandets Talorsuit ligger inde i fjorden øst for Nuuk. Om dette land hedder Kangeq ligesom øen vest for Nuuk kan ikke ses af kortet.

 

Bemærk foldekniven, der er temmelig nymodens, "benene på nakken", der ikke er typisk grønlandsk, og et klart ukendskab til isbjørnes adfærd: Hannen danner ikke familie med hun og unger: Voksen og unger sammen vil altid være en mor med unger. Man har næppe mødt mange isbjørne ved Nuuk på Jaakuaraqs tid.

Den forældreløse Kâgtagtorajik / Kaattattorajik / Kaassassuk

Print
Dokument id:315
Registreringsår:1919
Publikationsår:1921
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Jørgensen, Sofie + Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Den forældreløse Kâgtagtorajik / Kaattattorajik / Kaassassuk
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, I
Tidsskrift:
Omfang:side 230 - 236
Lokalisering:Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Håndskr. KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419, nr. 93. Knud Rasmussen har nedskrevet en del af fortællingen på dansk, Sofie Jørgensen resten på en slags vestgrønlandsk.

 

Resumé:

 

Kaassassuk kan ikke vokse og leger altid en slags terningspil med

små sælknogler. Kun hans bedstemor og hans fars fætter, Nêrqulûta /

Neeqquluuta holder af ham. Når Kaassassuk efter legen med de andre børn

skal ind i det store hus til spisning, løfter man ham op i husgangen i

næseborene og ryster ham. Næsen er det eneste der vokser på ham. Han

får kun et lille stykke kød og uden kniv til at skærer bidderne af, må

han bruge neglene og bliver aldrig mæt.

En dag bliver han budt på suppe og kød af tre bjørne. Han får

knæskaller at sluge, som han formindsker, og skoldhed suppe at drikke,

som han afkøler med kraftfulde ord, som hans bedstemor har givet ham.

Senere giver hun ham en fingerlang kniv, skjuler den mellem hans

lange- og ringfinger, tryller over den, og Kaassassuk kan spise sig mæt

v.h.a. kniven, som ingen kan se, skønt de undersøger hans hånd.

Dernæst tager hans halvonkel ham med på fangst og giver ham halvparten

af en remmesæl, lægger den i et depot, som Kaassassuk kan hente mindre

stykker fra. Tredje gang han kommer til depotet, er kødet stjålet. Han

græder længe, mander sig op, og råber efter nogen, der kan puffe og

støde ham omkuld. En vældig kæmpe med tordenrøst kommer, puffer og

støder ham så han trimler rundt, og alskens legetøj falder ud fra hans

indre. Dette skrammel har nogen tryllet ind i ham og derved hindret

ham i at vokse. Kæmpen beder ham om at rokke ved en stor sten. Det

lykkes ham endeligt, hvorefter han går hjem og begynder at vokse,

liggende på briksen. Bedstemoderen må grave rummet bag briksen ud, for

at han kan være der. Når børnene kalder ham ud til leg, undskylder hun

ham, med at han er syg. De håner ham.

Man finder på stranden en drivtømmer-stamme så stor, at ingen kan slæbe

den op. Om natten tager Kaassassuk sin bedstemoders kamikker og anorak på

sin alt for store krop, henter træstammen og stiller den spærrende

foran husgangen. Næste morgen, hvor mændene ikke kan komme ud og

tisse, beder man hånligt Kaassassuk om at fjerne den. Det gør han næste nat.

Lang tid forløber. Så kommer tre bjørne så store, at ingen tør binde

an med dem. Kaas. tager atter sin bedstemoderes pjalter på og går ud.

"Tænk, så stor han er blevet!" bemærker man. Han sparker alle tre bjørne

ihjel, erklærer at af deres skind skal han have kamikker, bukser og

anorak. Ingen får fangstparter, men han inviterer alle på kød og suppe.

To mænd, der især har plaget ham, trækker han indenfor ved næseborene

og ryster dem, så de flænges. Andre giver han knæskaller at sluge og

skoldhed suppe at drikke. De dør. Han får ro i sit sind og drager

siden vidt omkring for at udfordre enhver navnkundig fanger og adræt

mand. Han bliver kendt og frygtet ved alle bopladser.

 

Var.: Kunuk / Kunnuk, Uiarteq, Kaassassuk; Uliivaatsiaq

Den forældreløse, som drev til søs

Print
Dokument id:1557
Registreringsår:1903
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Inaluk
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Den forældreløse, som drev til søs
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 102 - 104
Lokalisering:Avanersuaq / Thule
Note:

Orig. håndskrift har ikke kunnet identificeres; Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04. Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

 

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905: 223 - 226.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 69 - 71: "Iliarssupaluk uisaorqassoq" / Iliarsupaluk uisaaqqassoq.

 

Resumé:

En forældreløs dreng driver over havet til et andet land på en

isflage. Hos fremmede bliver han taget i hus og sat til alskens

nedværdigende arbejde. Hans storebror kommer på besøg i en konebåd så

hurtig som en havlit. Lillebror må ikke røbe, hvem han er. Da folk i

huset ber lillebror tømme urinbaljen, der er fuld af lort, tømmer

storebror den ud på gulvet. Folk styrter ud, spærrer indgangen og gir

sig til at spille bold derude. Storebror ber om sit sædeskind i båden.

Han får det og med det en lemmingamulet, som han får liv i og sender

ud på drab to gange. Man forstår han må være åndemaner / angakkoq, åbner

indgangen, bliver venlige og storebror giver sig til kende. Han får to

konebåde med som ledsagere på hjemrejsen, hvor han sørger for at

roerskerne ror meget langsomt. Han får to stærke kvinder fra en af de

andre både og suser nu hastigt forbi dem. De tilbageladte både sender

nu først en kæmpebølge og dernæst et højt bjerg imod dem. De kommer

igennem med lukkede øjne. Hjemme igen pisker storebror kræfter i

lillebror og giver ham de to stærke kvinder til koner. Han får for

vane at mishandle dem, og da de får børn synger de længselsfulde

sange for dem om deres hjemland. Men deres slægtninge kommer aldrig

efter dem.

 

Var.: Gamle Qattaaq med lemmingamuletten (tildels)

 

Hist.: Bortset fra episoden med indespærringen (se Var.) er dette den mest

udbredte fortælling om Kaassassuk hos inuit i Canada (Boas 1964:220-222; 1901-07:186-188). Den er formentlig kommet til Avanersuaq / Thule med de indvandrede baffinlændere.

De har måske tilmed følt længsel efter deres hjemsted, som nogle af

dem uden held søgte tilbage til.

Den første flyver

Print
Dokument id:1857
Registreringsår:1927
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Ludvigsen, Daniel
Nedskriver:Ludvigsen, Daniel
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Den første flyver
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, I
Tidsskrift:
Omfang:side 13 - 15
Lokalisering:Paamiut / Frederikshåb
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskrift: NKS 2130, 2', læg 5, ss. 17 - 20.

 

Resumé:

En ung, dygtig fanger bor med sin mor og andre husfæller i bunden af

en fjord. En dag han er ude i kajak inviteres han op at flyve i

kajakken med hænderne i rælingen på en flyvende konebåd. Bådelauget

synger om deres længsel efter renernes madsteder, flyver gennem et pas

til en sø, hvor de ved hjælp af en anden sang daler ned, lander som en

islom og slår lejr. Om aftenen flyver den unge mand hjemad i sin kajak

med en tilsvarende sang om hellere at flyve end at ro, men pga højden

har han svært ved at kende sin boplads, forvirres, glemmer sangen og

styrter ned ved kanten af en stejl klippeskrænt. Han falder stejlt

ned, husker stadig ikke sangen, og må bøje ryggen for at holde

balancen. Husker så melodien, og synger om, at han burde være

årvågen, men kan ikke hæve sig op. Da han ved solnedgang har fået

for ondt i ryggen, husker han sangen, sætter kursen mod sit hus, river

sin mor omkuld i farten, ryger lige lukt gennem husgangen og smadrer

bagvæggen, fordi han ikke kan holde op med sangen. Da nu både han og

moderen er døde, flytter husfællerne, som ikke længere har nogen til at

forsørge sig.

 

Var.: Den flyvende kajakmand.

 

Hist.: DL betegner sig selv som "en af fangerne fra Paamiut"

 

Tolkning: Rasmussen kommenterer, at dem, der kunne flyve, må være

indlandsboere ifølge en variant fra Narsalik. Om den tætte association

mellem indlandsånder og fugle se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under "dværge " og "kæmper".

Den gamle jomfru, der ønskede sig en ulk til mand

Print
Dokument id:605
Registreringsår:1904
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Rosine (Nuisartoq)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:Rasmussen, Knud
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Den gamle jomfru, der ønskede sig en ulk til mand
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, III
Tidsskrift:
Omfang:side 63
Lokalisering:Igdlukasik / Illukasik: Nanortalik
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 5(13). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04:"niviarsiatoqaq qivâqimik uvigssarsiortoq".

 

Eng. udg.: Knud Rasmussen's Posthumous Notes on East Greenland Legends and

Myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939,

 s. 123 - 124, "The old maid who wanted to marry a sea-scorpion".

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 45: "niviarsiatoqaq qivâqimik uvigssarsiortoq" / Niviarsiatoqaq qivaaqimik iussarsiortoq.

 

Resumé: Pebermøen fanger en ulk oppe fra land og siger:

"Jeg ønsker mig en lille ulk til mand." Hun trækker den på land og holder

den i et træfad med saltvand. Men ulken dør af sult. Således blev

gammeljomfruen enke.

Den gamle kællings hævn og Uíneqs / Uinneqs åndebesværgelse

Print
Dokument id:1631
Registreringsår:1902
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Gamle Beate
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Den gamle kællings hævn og Uíneqs / Uinneqs åndebesværgelse
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 289 - 292
Lokalisering:Kitsissuarsuit / Hunde Ejland: Aasiaat / Egedesminde
Note:

Håndskr.: KRKB 1, 4(10), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Uvíneq". Samme i Håndskr.: KRKB 1, 7(20). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04.

Trykt første gang i Rasmussen, Knud: Under Nordenvindens Svøbe, 1906: 51 - 54.

Resumé:

En faderløs dreng nedlægger sin første ren i oplandet bag Saqqaq. Hans

mor deler henrykt ud til alle, men glemmer en gammel kælling, der

fornærmet fremstiller en tupilak mod drengen. Selv dør hun af frem-

stillingens anstrengelser. Drengen sygner hen. Man henter åndemaneren / angakkoq'en, Uinneq ("det åbne øje"), der holder seance på vanlig vis, men især

lader sin skræmmeånd skabe panik. Skræmmeånden daler ned fra himlen

gennem det åbnede tag. Nogle af tilhørerne, der er døbte, er beskyttet

af et forhæng. Men fortællerskens døbte bedstefar, Uutukooq, har

hånende sat sig uden beskyttelse ved husgangen. Han får skrækken at

føle, da Uinneqs døde oldemor kommer og æreskændende hvæser ham op i

ansigtet. Ikke én af de døbte mistror længere U.s evner. Han har

desuden opklaret årsagen til drengens sygdom og spår hans senere

helbredelse. Trods en tydelig koldbrand i hans ene ben, vokser der nyt

kød ud, og han blir rask, omend benet forblir noget tyndt.

 

Var.: Der er endnu et par fortællinger om "vantro" mænd, der blir skræmt og klogere under en åndemaning / seance: Qatigaatsi; Qernikasik.

 

Hist.:  Fortællersken har beretningen fra sin bedstemor, og den kan

vel tidsfæstes til 1800-tallets begyndelse. Påvirket af missionærernes

ordvalg blev tro og vantro nøgleordene i overgangen til kristendom.

Den giftesyge ravn

Print
Dokument id:1542
Registreringsår:1903
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Aasivak (Aisivak)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Den giftesyge ravn
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 72 - 73
Lokalisering:Agpat / Appat: Avanersuaq / Thule
Note:

Håndskrift: KRKB, 3: Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04.

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905:179 - 180.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 33 - 34: "Tuluarssuaq nuliartârumassorssuaq" / Tulugarsuaq nuliartaarumassorsuaq.

 

Resumé:

En spurv sørger over tabet af sin mand, der fangede orm til hende.

Ravnen frier til hende, men hun afviser ham pga. hans høje pande,

brede tindinger, lange skæg, store næb og den føde han kan skaffe, der

blot er skarn. Ravnen frier da til to vildgæs, der advarer ham mod

deres trækrutes strabadser over havet, hvor ravnen ikke kan hvile sig.

Ravnen mener, at han bare kan holde sig svævende i luften. Da han

undervejs blir træt, ber han sine to koner lægge sig tæt sammen på

vandet, da de andre gæs flyver videre. Da ravnen drukner blir dens

sjæl til små "havravne" (vingesnegle).

 

Var.: Ravnen, som friede til spurven; Sangkamp i dyreverdenen.

 

Hist.: Sammenstillingen af de fælleseskimoiske fortællinger om ravnens

(eller andre Fugles) frieri til spurveenken og om hans ægteskab med

vildgæs er ikke almindelig (se Lantis 1946: 293 - 294; Kleivan 1962). Men

den forekommer både hér i Avanersuaq / Thule og i Upernavik-distriktet (se

Rasmussen 1981, Inuit Fortæller II: 94 - 95). Navnet på den sorte vingesnegl,

"havets ravn", brugtes også i Sydvest- og i Østgrønland. Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Toornaarsuk".

Den hvidhårede kælling

Print
Dokument id:1570
Registreringsår:1903
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Qilerneq
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Den hvidhårede kælling
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 121 - 122
Lokalisering:Avanersuaq / Thule
Note:

Orig. håndskrift: KRKB 1, 5(14): Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04;

Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "Qêrsôrssuaq" / Qeersoorsuaq.

Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

 

Det er Appalinnguaqs genfortælling af Qilerneqs version, der er nedskrevet. Qilerneqs proveniens: Kangerlussuaq, Thule.

 

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905:215 - 216.

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 61 - 62: "Qêrsôrssuaq" / Qeersoorsuaq.

 

Resumé:

En mishandlet kone går hjemmefra med sit lille barn i rygposen. Hun

kommer ind i et stort hus, hvor en gammel hvidhåret kælling ligger og

sover. Denne vågner, når at angribe den flygtende kvindes barn og

halshugger det. Hun vender hjem, og manden anklager hende for selv at

have dræbt barnet. Sammen går de dog ind til kællingen, som manden

dræber med øksen. Kællingens to sønner, der kommer hjem med mange nedlagte

rener, dræber han også. Mand og kone lever længe højt på renerne.

 

Var.: The white-haired old woman.

Den lille spurv, som græd

Print
Dokument id:606
Registreringsår:1904
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Aadaaridaat (Autdârutâ / Âdârutâ / Aadaarutaa / Aattaarutaa / Poulsen, Christian)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:Rasmussen, Knud
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Den lille spurv, som græd
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, III
Tidsskrift:
Omfang:side 25 - 26
Lokalisering:Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal: Nanortalik
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 5(13). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "qupalorarssúnguaq qîassoq".

 

Eng. udg.: Knud Rasmussen's Posthumous Notes on East Greenland Legends and

Myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, s. 124, "The little

snow bunting that wept".

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 22:  "qupalorarssúnguaq qîassoq"/ Qupalorarsunnguaq qiasoq.

 

Resumé: Spurven begræder i en sang sin mand, der er blevet fanget i en

snare af hvalbard. Svarsang fra en ravn, der tilbyder sig som hendes

mand. Hun afviser ham p.g.a. hans høje pande, lange skæg og hans livret:

skarn. Ravnen håner til gengæld spurven, der begræder en mand, der

spiser orme, og flyver bort.

 

Var.: Fælleseskimoisk myte, men ofte med flere og andre

fuglearter end ravnen. Sangkamp i dyreverdenen.

 

Hist.: Chr. Poulsen var en af de sidste sydøstgrønlændere der emigrerede til Sydgrønland i år 1900, hvor Knud Rasmussen traf ham i 1904. Knud Rasmussen stedfæster ham til Illuluarsuit, men mener formentlig Illuluarsuk på sydøstkysten nord for Skjoldungen.

Hvalbarder skaffede man sig fra Diskobugten i det meste af 1700-tallet.

Den lille svoger som ingen ventede sig noget af

Print
Dokument id:224
Registreringsår:1860
Publikationsår:1997
Arkiv navn:
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Den lille svoger som ingen ventede sig noget af
Publikationstitel:Fortællinger & akvareller
Tidsskrift:
Omfang:158 - 161
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 53h - 56h.

Publiceret transskription af orig. håndskr.: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 158 - 161: Amerlanngitsunnguaq.

 

Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 195.

H. Rinks lange resumé af afskrift: Rink, H.: Eskimoiske Eventyr og Sagn, I-II, 1866-71, I: nr. 148.

 

Resumé:

Amerlangitsunnguaq bliver gift med mange brødres eneste søster og er så optaget af at kissemisse med hende, at han aldrig kommer med ud på fangst. Han spiser godt af svogrenes fangst, og den mellemste, der efterhånden bliver sur over det, inviterer til måltid på sin fangst med ordene: "Værsågo', nu er de ikke uopnåelige længere, nu er de brat hjem og lige til at få fat på - kom nu endelig og spis bryststykker!" Amérlangitsunnguaq bliver flov og holder sig fra fadet. Hans kone tager noget til dem begge, og hun gemmer i det hele taget alt, hvad hun får af kødgaver til vinteren, hvor uophørlig snestorm bringer sult. Da deler hun lidt ud af det hver dag, indtil det slipper op.

 

Omsider tager så Amerlangitsunnguaq ud på fangst i den ældste svogers kajak. Langt ude til havs i læ ved et isbjerg fanger han to remmesæler uden at smide fangstblæren ud. Hans kone får besked om kun at give husfællerne ganske små stykker spæk og kød. Ellers dør de. Hver dag låner Amerlangitsunnguaq en anden af svogrenes kajakker og begynder så forfra med den ældstes. Efterhånden vil denne en dag med ud. Amerlangitsunnguaq gør forgæves sit bedste for at tale ham fra det, men må hjælpe ham med fangsten af en remmesæl i udhavet og lader ham derefter ro alene ind med formaning om at holde sig fra de krappe bølger i skærgården. Amerlangitsunnguaq bliver ude til han har fanget endnu en remmesæl og dernæst årets første sortside. Da han når hjem, er svogeren ikke kommet endnu. Amerlangitsunnguaq, der afslører sig som angakkoq / åndemaner, finder ham i havet under en seance og får ham ind til stranden. Svogeren, der er druknet i de krappe bølger og er blevet ædt af alle mulige fisk, har ganske vist fået samlet sammen på hele sit skelet og således parat til en ny inkarnation, men vil ikke tilbage, før han har fundet det eneste, han nu mangler, sit ene øje. Det må være blevet ædt af noget andet end en fisk, mener han. Amerlangitsunnguaq får ham til stranden fem aftener i træk, hvor han prøver at overtale ham til at blæse på, om han mangler et øje. Men svogeren vil ikke, og efter femte dag er det slut med at kunne komme tilbage.

 

Var.: Sungersuusaq; Amerdlangitsunnguamik. En fortælling af en vidt udbredt type (á la Askeladen) om den sølle fyr, der først viser sine (næsten) overnaturlige kræfter, da alle andre må give op. Den østgrønlandske fortælling (Kaarali) om en ræv som snu svigersøn er skåret over samme læst.

 

Kommentar: Igen en angerlartussiaq - episode, der er hæftet på den ret udbredte fortælling om den eneste svoger, der først når sultedøden truer, går på fangst og redder alle. Svogeren kan fx være en ræv (Pigen der blev gift med en ræv. Rasmussen, Ammassalik).

Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34.

Den store bjørn

Print
Dokument id:1521
Registreringsår:1903
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Aasivak (Aisivak)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Den store bjørn
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 52
Lokalisering:Agpat / Appat: Avanersuaq / Thule
Note:

Orig. håndskrift: KRKB 1, 5(14): Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04; Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "Qilugtûssat" / Qiluttuussat.

Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

 

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905: 197 - 198.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 48 - 49: "Qilugtûssat" / Qiluttuusat.

 

Resumé:

En kvinde aborterer, går hjemmefra og optages blandt rare bjørne i

menneskeskikkelse. Da hun tar hjem igen, ber den største bjørn hende

om intet at fortælle hjemme. Det gør hun alligevel, og da mændene har

nået bjørnen dræber den sine to unger og fortsætter til bopladsen,

hvor den dræber kvinden. Hundene forfølger den gøende, hvorefter de og

bjørnen letter og bliver til stjernekonstellationen, Store Bjørn (?)

(Qiluttuusat: Dem der ligner en flok gøende hunde om en bjørn: Syvstjernen; Plejaderne).

 

Hist.: Fælleseskimoisk oprindelsesmyte.

Den store ild

Print
Dokument id:1529
Registreringsår:1903
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Arnaaluk (Arnâluk)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Den store ild
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 63 - 64
Lokalisering:Avanersuaq / Thule
Note:

Orig. håndskrift har ikke kunnet identificeres.

Rasmussens renskrift.: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "Ingnerssuaq" / Innersuaq.

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905: 222 - 223.

 

Resumé:

De voksne holder trommedans i ét hus, mens børnene larmer alene i et

andet hus. Den forældreløse Kaassassuk går ud, råber ind, at en stor

ild kommer, og da ingen af børnene tror ham, gemmer han sig oppe på

tørrestativet. Ilden, der er en mand med en remmesæl som pisk, myrder

alle børnene. Da de voksne ikke tror K., opfordrer han dem til at

larme om aftenen. Ilden kommer, overhældes med kogende tran, skoldes

fordærvet og flygter. K. må derfor aldrig komme ind i huset, og lige

siden har man altid forbudt børnene at larme og skrige op.

 

Hist.: Vedr. indvandringen: Ulloriaq, Inuutersuaq: Beretningen om Qillarsuaq ... [Kbh. Det grønlandske Selskab 1985 (ikke registreret i denne base). Men søg på: Petersen, Robert, 2000: Om grønlandske slægtssagaer. Tidsskriftet Grønland, ss. 299 - 311.

Det er uklart hvem fortælleren egentlig er, den 60-årige kvinde

Arnaaluk (ifølge Rasmussen 1925), eller den unge mand Appalinnguaq (ifølge Rasmussen 1905, se ovf.). I håndskriftet (se ovf.), der er Rasmussens renskrift, står Appalinnguaq som fortælleren.

Arnaaluk er imidlertid også i Myter og Sagn, III anført som fortælleren til en Kaassassuk version, der indledes med myten om Den store ild. Til denne version har det ikke været muligt identificere noget håndskrift, med mindre det er den, som Rasmussen nedskrev under første thuleekspedition 1912-14, se ID 1552. Men kombinationen af Den store ild med den gængse Kaassassuk fortælling stammer sandsynligvis fra Baffinland, hvor Kaassassuk blev pisket til kræfter af månemanden, og har slået rod i Thule området, idet både Amaanalik / Amaunalik af baffinlandsk afstamning og Pualorsuaq hos Holtved også kombinerer dem. Søg iøvrigt på Kaassassuk Thule.

Den store ild / Hvorledes muslingen blev til

Print
Dokument id:1334
Registreringsår:1919
Publikationsår:1921
Arkiv navn:
Fortæller:Andreassen, Johanne
Nedskriver:Andreassen, Johanne
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Den store ild / Hvorledes muslingen blev til
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, I
Tidsskrift:
Omfang:side 111 - 115
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskr.: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 425, side 55 - 59, nr. 26, " Simiutame

enersuvaq".

 

Resumé:

Mange børn leger støjende i et fælleshus, mens forældrene er

på besøg i et andet. En forældreløs dreng bliver bange og søger

forgæves at dysse dem ned. Urolig løber han hele tiden ud og ind

gennem husgangen, og ser pludselig en stor ild, der nærmer sig fra

havet. De andre børn tror ham ikke, støjer videre, men hjælper dog

drengen op på tørrestativet, hvor han har taget sin slæde med.

Ildmanden kommer ind til åbningen med sit redskab, en stav med en

flået remmesæl. Andre fortællere mener, at hans overkrop er en

remmesæl og underkroppen af et ubestemmeligt dyr. Ilden trækker som en

magnet børnene til sig. De dør ved den blotte berøring.

Ilden forsvinder. Drengen kravler ned, sætter sig på briksen, og da forældrene sent på natten kommer hjem, fortæller han om ulykken. De

tror ham ikke. Han foreslår dem at lege støjende. De anbringer en

brændende lampe med en kogende gryde tran over indgangshullet. De

leger larmende. Ilden kommer og skoldes ihjel af den kogende tran. Man

afprøver om der endnu er liv i ildmanden med et stykke træ. Det

klistrer øjeblikkeligt fast.

De klatrer nu alle forsigtigt oven over den under husgangens tag. Kun

en ældre kvinde berører den med sin halesnip og hænger uløseligt fast.

De andre råder hende til at sige "katu, katu", som man gør, når man

med armene trækker sin kajak hen over tyndis. Hun kommer løs, sætter

sig på møddingen og skriger af smerte, da man trækker hende med ned

til konebåden. Hun hører muslingelyd, forvandles straks til en musling

og synker svirrende til bunds. Fra hende stammer alle muslingerne.

 

Var.: Den store ild. Innersuaq.

 

Tolkning: se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under "muslinger".

 

Kommentar: oprindelsesmyte. Som indledning nævner Rasmussen åndemanerleg, uden åndemaner, som voksne eller børn alene leger. Fortællingen er dermed en slags ritualmyte.

Den store tåbe, som blev dræbt af hvide mænd

Print
Dokument id:1573
Registreringsår:1914
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Masaatsiaq (Masaitsiaq)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Den store tåbe, som blev dræbt af hvide mænd
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 134 - 138
Lokalisering:North Star Bay: Avanersuaq / Thule
Note:

Håndskr.: KRKB, Knud Rasmussens Arkiv, 1. Thuleekspedition 1912 /1913/14), 3. notesbog. Nedskrevet på vestgrønlandsk isprængt en del dansk.

 

Resumé:

Tid: 1848 - 50. Sted: North Star Bay nær den senere Thule-station.

Skibet North Star, der er på ekspedition efter den forsvundne

Franklin, må overvintre i North Star Bay. Trods handelen gennem

adskillige år med hvalfangerne, der ikke alle er lige venlige, tør

kvinderne ikke komme med deres mænd ud på skibene, og de er bange, når

de hvide mænd kommer på besøg. En kvinde farer en dag af angst ud af

huset med vildt flagrende hår og synger trommesange mod de fremmede,

der går nysgerrigt rundt mellem husene. De fortrækker og holder sig

borte en tid. En dårlig fanger, Aniutarsuaq kommer under hungersnød

til Kap Athol med sin kone. Han opfører sig utilstedeligt, idet han

går ind i Qulutarsuaqs hus før sin kone, der først må svale sig på et

stykke is uden for. Senere skændes han med sin kone i andres påhør, og

man forstår, at der er gået frost i hans fødder. Skønt han har

udmærket tøj af blåræve- og bjørneskind, har han frosset stærkt. Konen

tar bort med andre, fordi der er for lidt mad hos Q. Og da Q. med

husstand må nordpå på hvalrosfangst, bringer de A. ned på de hvides

skib, hvor man kasserer hans tøj, klær ham i hvidt, lægger ham i en

flettet køje (ligesom en ketsjer til fuglefangst) og smør hans

sår med lægende salver. Da man kommer tilbage efter ham er han dræbt

og begravet. Rygtet går derefter, at A. har irriteret de hvide, fordi

han har gjort ophævelser over, at de altid sover i mørke og alt for

længe. Tåben forstod ikke, at man aldrig må vække en hvid mand, når

han sover.

 

Hist.: Rasmussen erklærer, at fortællingen er sand.

Den store Ulîvaitsiaq / Uliivaatsiaq / Ulivaatsiaq, der straffede Kâgtagtuks / Kaattattuk's søn / Kaassassuks søn / "Skindstumpen"

Print
Dokument id:1014
Registreringsår:1919
Publikationsår:1921
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Den store Ulîvaitsiaq / Uliivaatsiaq / Ulivaatsiaq, der straffede Kâgtagtuks / Kaattattuk's søn / Kaassassuks søn / "Skindstumpen"
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, I
Tidsskrift:
Omfang:side 187 - 194
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Håndskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 408, side 1 - 13, nr. 73,

"Ulîvaitsiaq"

 

Resumé:

Ul. er så stor som de yderste indlandsboere. Han er ikke gift,

bor hos sin gifte søster og har ingen kajak. Han fanger sæler i garn,

som han spænder ud i smalle sund. Han lader ofte kvinder, der vil

plukke bær, komme med i konebåde, når han skal se til sine garn. En

lille pige forsvinder under et af disse togter.

En dag får Ul. den idé, at hun må være hos kæmperne på indlandsisens

nunatak, hvor han engang har besøgt dem: Fem kæmper og deres søster.

Han lover at tage derind under en åndemaning, men udsætter rejsen

vinteren over, indtil dagene begynder at længes.

Han får syet sig en lang anorak, der går helt ned til fødderne, af

stift remmesælsskind, der kun er tygget blødt under armene og omkring

albuerne. Pigens forældre tager med. Undervejs flækker Ul. store sten

med sine bare næver og rykker sten op af leret med to fingre. Da

kæmpernes hus bliver synligt går Ul. selv derhen, ser gennem

loftsventilen kæmperne omkring søsteren, der har pigen på skødet i

fosterstilling. De spørger om hun er sulten, tørstig, vil forrette sin

nødtørft, eller længes efter sin familie. Hun svarer kun ja til det

sidste spørgsmål og får lovning på at komme hjem. Det er løgn. Ul. gør

tegn til pigens forældre. De kommer derhen og får besked på at følge

Ul. gennem husgangen, bliver stående i den ved indgangshullet, griber

pigen, når han kaster hende til dem, og flygte hjemad med hende.

Undervejs gennem husgangen spærrer den ene flade sten efter den anden

passagen. UL. puster på dem. De drejer sig som døre, der åbnes.

Indenfor åbningen hænger bjørnetænder på en udspændt snor. De vil

larme, hvis han går ind. Ul. springer ind med et sæt, flyver over til

kvinden, slår hende ihjel, kaster barnet ud til forældrene og over

faldes af kæmperne. En af dem tygger hans hætte blød og drejer den

rundt for at kvæle ham. Ul. har næsten mistet vejret, da han slår

kæmperne ihjel en for en med sine bare næver. Den sidste leger han med

og dræber ganske langsomt for at pine ham.

Da de gamle med datteren mellem sig i hver hånd ser Ul. komme, tror de

at han er en af kæmperne og styrter videre. Han indhenter dem og de

når hjem. Ul. får pigens fars kajak og redskaber, øver sig og bliver

snart en dygtig kajakmand.

 

En besøgende fortæller om Kaassassuks søn, der slår alle ihjel, der

besøger ham. Ul. ror derhen trods sine bopladsfællers advarsler.

Det nederste hus har to indgange, Kaas.' og hans søns. Ul. vælger

tilfældigt Kaas.' indgang. Kaas. tager venligt imod, underholder med

fortællinger og opfordrer indirekte Ul. til at rejse, da sønnen kan

ventes hjem fra fangst. Ul. bliver. Kaas. spørger da sin søns kone,

hvilken kajak dene er ude i. Hun svarer: "Den der først af alle blev

lavet til ham." "Så må du hellere skynde dig herfra," siger Kaas. til

Ul. Men Ul. bliver.

Da Kaas.' søn er på vej mod land med en hvalros på slæb, går Ul. ned

med hans kone om livet. Kaas.' søn bliver jaloux, ror rasende til

land, trækker fangsten op på et ujævnt sted og går op for at skifte

tøj. Ul. slæber hvalrossen hen til et endnu mere ujævnt sted og hiver

den på land, så dens nakkeskind rives op. Kaas.' søn kommer tilbage,

finder omsider hvalrossen, slæber der tilbage gennem vandet og trækker

den på land igen. Ul. går ind af Kaas.' husindgang. Dennes søn går ind

af den ene og ud af den anden. Det bliver han ved med. Griber endelig

et stort ophængt bensttykke med træskaft og retter flere slag imod

Ul., der hver gang parerer. Da Ul. får et ondt slag på sin ene hånd,

flår han våbenet til sig, presser Kaas.' søn ned, holder hans arme og

ben fastspændt mellem sine ben, og torterer ham i øjne og ansigt med

det spidse våben. Ul. går op til det andet hus, hvor han med mellemrum

sender en lille forældreløs dreng ned til Kaas. for at forhører sig om

sønnens tilstand. Først er denne helt ophovnet. Næste gang er han

svimmel og forvirret. Dernæst er han ved at udånde. Men sidste gang er

han ved at komme sig. Ul. rejser hjem, og Kaas.' søn opfører sig siden

som et skikkeligt menneske.

 

Var.: Det stjålne barn hentes hjem: Søg på Tunerluk;

Rasmussen, Knud 1921-25, I: 187-194. Den store Ulîvaitsiaq. Og 228-230: Manden som fangede sæler i garn ...

Søg iøvrigt på Ulivaatsiaq / Uliivaatsiaq / Ulîvaitsiaq.

 

Tolkning: Fødsel er symbolet, der spilles på, i beskrivelsen af

kæmpernes hus, hvis husgang er spærret flere steder, og hvor kæmpernes

søster foregiver, at pigen er hendes foster. Ul. baner fødselsvejen

for pigen, der som foster ikke har andre behov end at komme ud til sin

familie. Fødsel-symbolikken forbindes yderligere med det nærliggende

pooq-kompleks' symboler: Bjørn (tænderne på snor i kæmpernes hus),

remmesæl (Ul.s beskyttende dragt), hvalros (Kaas.' søns fangst),

molesteringen af hans øjne og ansigt, hans ophovning, svimmelhed,

aftagende åndedræt og endelig bedring i overgangen til et nyt,

fredsommeligt menneske.

 

Var.: se Kommentar ndf.

 

Hist: Thalbitzer mener at fortællingen afspejler kontakter mellem nordboere og østgrønlændere. Ulivaatsiaq skulle således svare til en sydgrønlandsk traditions Olauwaarsuaq (Oláfr på islandsk + -arsuaq el. -suaq), der var ven med Uunngortoq (Yngvarr, forelsår Thalb.) Fortællerens far, Missuarniannga mener, at østgrønlænderne i ældre tid endnu ingen kajakker havde, og først begyndte at få dem på Ulivaatsiaqs tid. Der er næppe tale om andet end spekulationer. Derimod er det muligt at net af hvalbarder tidligere har været brugt til sælfangst. Thalb. anfører her Porsild, Morten, Meddr. Grønland, 51, 1915:176-179. Thalb. bemærker iøvrigt, at en kølle af den størrelse, der må være

tale om, og som bruges til hvalrosser, sæler og måske mennesker, er

fundet på forladte bopladser længere nordpå, og beskrives i (The

Ammassalik Eskimo, I, 1909: 442, 105).

 

Kommentar: der er ingen umiddelbar forklaring på at disse fortællinger er blevet koblet sammen i Ammassalik. Begyndelsen var gjort før Konebådsekspeditionen.

Se: Kunuk; Uiarteq; Kaassassuk; Uliivaatsiaq

Den store åndemaner fra Sermiligâq / Sermiligaaq

Print
Dokument id:1368
Registreringsår:1919
Publikationsår:1921
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Den store åndemaner fra Sermiligâq / Sermiligaaq
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, I
Tidsskrift:
Omfang:side 285 - 290
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Orig. håndskr.: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 420. Nedskrevet (oversat ? renskrevet ?) af Rasmussen på dansk.

Resumé:
Denne store åndemaner (DSÅ) har hjælpeånder af alle slags, blev
ustandselig tilkaldt, når nogen var syg, og han var rig på værdifulde
perler, der prydede hans brede hårbånd. Han elskede Sermiligaaq
fjorden med dens rige bjørnejagt og sælfangst. En dag i kajak blir han
røvet af tre indlandskæmper, der bærer ham viljeløst og hulkende mod
indlandet. Han fatter sig, og tilkalder een for een sine hjælpeånder,
der intet nytter, fordi kæmperne har mange ånder af samme slags.
Således nytter hans toornaarsuk, mange hjælpeånders herre, ham heller ikke mod kæmpernes mængde af toornaarsuit / toornaarsuk'er, der dukker op af jorden
allevegne som sæler. DSÅ's dødningeånd har dog en forbigående hæmmende
virkning, for den har kæmperne ingen mage til. Heller ikke DSÅ's
bedstemors topbånd, som han lader piske dem i ansigtet uden at de dog i
længden lader sig genere af det. Man DSÅ's kæmpefalk får omsider has
på de tre kæmper, hvoraf den bageste, der bærer kajakens bagende, er
den svageste og flygter på alle fire. DSÅ's kajak er gået itu, og han
når hjem, uden man rigtig ved hvordan. Efter denne udflugt får DSÅ sin
tro og berømte hjælpeånd, Ajaqqisaaq.
Ved ammassætpladsen i bunden af Ammassalik fjorden, hvor mange samles
om foråret, bliver to venner, der er dybt misundelige på den berømte
og vennesæle DSÅ, enige om at dræbe ham. Det lykkes dem, men DSÅ viser
fire gange sin styrke, inden han dør. Han holder balancen både da den
ene fjende sender sin harpun tværs gennem hans krop bagfra, og den
anden sin harpun forfra, der spidder DSÅ's hænder til hans bryst.
Forinden har han ramt den første fjende med sin vingeharpun fra det
ene ærme til det andet, og harpunen nagler fjenden med udspilede arme
til kajakken. Da den anden fjende farer direkte på ham, forsvinder DSÅ
med en sang så dybt ned i sin kajak, at fjenden kun får skalpen af
ham, og DSÅ lader sig synke til bunds, for at fjenderne ikke skal
partere hans lig og sprede kropsdelene over land og i hav. Da
fjenderne og næsten alle deres slægtninge kort efter dør, må det være
DSÅ's udelte sjæl, der har hævnet sig. Hans tro Ajaqqissaq har været
vidne til mordet, men er kommet for sent til at redde sin herre. Den
er siden altid ude efter den eneste overlevende efter fjendernes
slægtninge, Uvinerersuaq, der kunne beskytte sig med sine talrige
amuletter.
Hist.: Fortællingen om mordet på DSÅ fortælles også af Ajaqqisaaq, som
Aggu / Akku arver. Se "Avko" / Aggu, Jens Rosing 1963: 239  - 244. Heller ikke
hér navngives Ajaqqisaaqs tidligere herre, men han var en historisk
person og måske identisk med Ajijak. Ajijak var fra Sermiligaaq og er
hovedpersonen i Kaarali Andreassens variant af fortællingen om
kæmperne, der bortførte den store åndemaner.

Tolkning: Bemærk at åndemanerens styrke bl.a. måles på hans evner til
at holde balancen og til at forblive på havets bund som død. Kæmpen,
der tar flugten på alle fire, er formentlig et landdyr i
menneskeskikkelse.

Den straffende månemand

Print
Dokument id:1353
Registreringsår:1919
Publikationsår:1921
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Den straffende månemand
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, I
Tidsskrift:
Omfang:side 90 - 95
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskr. har ikke kunnet identificeres. En ufuldendt del af fortællingen er nedskrevet på grønlandsk af Rasmussen i KRH 52,2 hæfte 418.

 

Resumé:

To kvinder ved Puilortusoq / Puulortuluk på Kulusuk føder samtidig hver sit

barn, mister det begge og vil ikke overholde nogen af dødstabuerne,

trods ihærdige formaninger fra deres fæller. Folk fra en fjern boplads

kommer til sangkamp, og alle undtagen to kvinder fra det overfor

liggende Sittungasormiut (?) stævner også til. Efter sangkampene holder en

åndemaner seance men kan ikke få sin tromme igang. Forhængene foran

indgangshul og vinduer og skindtapeterne tar til at blafre, Månen

kommer, alle styrter til kamp imod ham og jager ham ud af huset. Imens

kommer en åndemaner / angakok /angakkoq fra Nianakitsormiut (?) rejsende, gør ophold hos de to

tilbageblevne kvinder i Sittungasormiut, som han fortæller, at han kun med

opbydelsen af alle sine kræfter kunne ro dertil. Han havde nemlig set

Månemanden i bjørneskindsklæder ude på en ø undervejs. Han tar videre

til Puulortuluk, anbringer sit medbragte kød i kødgraven, men kan

efter mange forsøg ikke få dækstenen på plads. Den falder hele tiden ned.

Han ser folk komme ud af huset, søgende efter Månemanden, som de har

drevet på flugt. Han kan bekræfte at det var Månemanden.

Næste dag drager alle undtagen et ægtepar til sangkamp i

Sittungasormiut, også de to kvinder under tabu. De har endnu ikke taget

ved lære. Efter sangkampen holder man seance, og Månen kommer igen på

straffeekspedition. Man hører hans pisk knalde og alle hans hunde gø

på diverse fjeldtoppe. Han tar fat på at bryde huset ned fra bagvæggen

med sit lange spyd. Tørvesmuldet tar til at drysse. Alle hjælpeånderne

er bange. Omsider kommer en hjælpeånd langvejs fra, overmander Månen,

vil knække hans lange spyd, og Månen må true med, at tidevandet vil

ophøre og sælerne ophøre med at føde unger, hvis spyddet knækkes. Han

får det uskadt igen og flyver bort.

Imens har ægteparret tilbage i Puulortuluk reddet sig fra at få besøg

af Månens hunde: Manden har lagt sin lanse på tørrestativet, og

anbragt en hammer foran indgangshullet og en gammel lampeskål af træ

oven på husgangen. Hammeren hamrer og skålen snurrer rundt, da hundene

nærmer sig, men således hindres adgang.

 

Var.: Aqajarormiorsiorpua; En månefortælling; Karrak; Eqingaleq Naaja; Ajijak 224 225;

Vedr. andre sejrrige kampe med månemanden søg: Manguaraq med Var.

 

Tolkning: se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under "Månen".

Den stædige / Uterîtsoq / Uteriitsoq / Besøg hos månemanden

Print
Dokument id:596
Registreringsår:1904
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Susanne (Napa)
Nedskriver:?
Mellem-person:Rasmussen, Knud
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Den stædige / Uterîtsoq / Uteriitsoq / Besøg hos månemanden
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, III
Tidsskrift:
Omfang:side 144 - 146
Lokalisering:Sydøstgrønland
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

 

Håndskr.: KRKB 1, 4(11), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04:"Uterîtsoq". Nedskrevet på dansk af Knud Rasmussen.

Eng. udg: Knud Rasmussen's posthumous notes on East Greenland  legends and

myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, s. 58 - 60, "Uterîtsoq / The obstinate one".

 

Resumé: Den stædige ville ikke lade sin kone overholde sine tabuer

efter hendes barns død (de "uvidendes" skik, som fortællersken også før

dåben måtte følge). Han tvinger hende til at sy sin kajak ved

stranden. Månens hund dukker op af vandet for at straffe hende. Den

stædige slår den ihjel. Månen ankommer selv. Overvindes af den stædige,

der vil kvæle Månen. Månen ber for sit liv: Hvis du dræber mig, vil

der aldrig mere blive ebbe og flod. Sælerne vil ikke mere yngle. Det

vil aldrig mere blive dag. Den stædige giver slip af ulyst til at leve

videre i mørke. Månen genopliver sin hund, smider den og sine andre

hunde op i luften og rejser afsted på slæde gennem luften. Den

stædige får lyst til at besøge Månen, der siger ja og advarer ham mod

at køre langs solsiden af et højt fjeld deroppe. Den stædige må to

gange smide sine hunde i havet, for at de kan blive rene nok til at

kunne rejse gennem luften. Han vælger at køre langs solsiden af

fjeldet og får sine indvolde skåret ud af Indvoldsrøveren. Kørte så

bag om fjeldet til Månen, der henter hans indvolde, stopper dem i ham

igen, og viser ham sit udsyn gennem gulvet til jorden, hvor den

stædige ser sin kone bryde sit sorgtabu mod at flette senetråd. Hun

damper, og den stædige bliver vred på hende. Månen viser ham en mængde

levende hvalrosser i en grube under dørtrinnet, men ber ham styre sin

lyst mod at fange dem med et løfte om part i hans (Månens) egen nylige

fangst. Men den stædige er stærk og fanger to hvalrosser. Efter

hjemturen tvang den stædige aldrig mere sin kone til at arbejde under

sorg.

 

Var.: Besøg på Månen. Den stædige. Uterîtsoq / Uteriitsoq; Et par ægtefolk;

Manguaraq (flere); Kanaks månerejse. Nalikkatteeq. Ajijaks forløsning;

Manden, der besøgte månemanden; Alluunnguaq; Mangivaraqs månerejse; Åndemaneren der for til månen; Maqujuk.

 

Hist.: I denne version bliver der delvis gjort op med en del af det prækoloniale verdensbillede. Ulrik Rosing har tidligere nedskrevet en anden version fra Sydgrønland til Rink, hvor der ligeledes sættes kraftig ind mod den tidligere så frygtede Måne og alt hans væsen.

 

Den voksendøbte immigrant fra Sydkysten, Susanne, henviser

utvetydigt til før-kristen tid som den, hvor man levede i uvidenhed

(om kristendommen). Denne uvidenhed associeres ofte til mørke og kan

være grunden til, at Månen i denne variant identificeres med

dagslysets kilde. Hvalrosserne i gruben under dørtrinnet bryder ikke

med traditionen, men forekommer ikke i andre grønlandske varianter af

"Besøg hos Månemanden", og hvalrosserne hér kan afspejle den

udvidede betydning af Djævlen og den korsfæstede (dræbte) Jesus, som

hvalrossen nogle steder fik i tidlig kristen tid. Se fx. fortællingen om Imaneq,

Innersuaq (den store ild), og Akamelê (Akamalik). Månen som underviser

i tabuer er traditionel, og det er først da den stædige oppe fra, med

den "anden verden"s syn, ser sin kone dampe (dampen skræmmer dyrene

bort), at han forstår konsekvensen af tabubrud.

Den uovervindelige Qâgssuk / Qaassuk / Qaasuk

Print
Dokument id:1442
Registreringsår:1902
Publikationsår:1924
Arkiv navn:
Fortæller:Martensen, Esaia (Martinssen, Isaja / Isaia)
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Den uovervindelige Qâgssuk / Qaassuk / Qaasuk
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, II
Tidsskrift:
Omfang:side 197 - 210
Lokalisering:Ny Hernhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Håndskr. har ikke kunnet identificeres. Maskinskrevet manus. på dansk: NKS 3536, IIIa, III; og i NKS 3536, IIIb: maskinskrevet manus., et på dansk og et på grønlandsk.

 

Trykt på vestgrønlandsk i

Lynge, Kr. 1938 - 39, Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo, II: 52 - 67.

Søby, R. (red.) Oqalugtuat oqalualâtdlo, 1981 - 82, I: 43 - 54.

Kort resumé i Rasmussen, K. 1981 (Inuit Fortæller), II: 121 - 122.

 

Resumé:

Qaassuks søn bor ved Ikamiut (nær Appat) hos sine mange svogre, der holder

meget af ham. Han fanger godt, er stærk, og klarer sig i al slags

vejr. En dag i optrækkende uvejr kommer han til alles lettelse endelig

hjem, men efter et kort skænderi med sin kone, sætter svogrene sig op

imod ham, og det ender med knivstikkeri. Hårdt såret og nøgen lykkes

det Q.s søn at slippe ud og løbe fra svogrene til Appat, hvor man med

glæde modtager og adopterer ham. Efter vinteren ændrer han væsen

(bruger ikke længere sine vaner). Man spørger ham om årsagen. Jo, han

ville så gerne besøge sin far oppe i Qassit nær Amerloq. Man

tilskynder ham til rejsen. Q. der på lang afstand ser sønnens ændrede

væsen, får beretningen om svogrenes mordforsøg, inden sønnen går i

land, og Q. vil prompte på hævntogt. De ror hastigt sydpå med en

stormvind i ryggen og når Ikamiut allerede om natten. Q. synger alle

beboerne i dyb søvn, haster ind, og har dræbt alle mændene, inden

sønnen når ind. Sammen dræber de alle kvinderne. Herefter myrder Q.

alle de kajakmænd, han møder.

"Dengang i gamle dage, da der var mange folk ved Amerloq", begynder

den næste fortælling om Q. og hans søn: en gammel og en ung kajakmand

fra Amerloq havner i en snestorm uheldigvis ved Q.s boplads. Men han

tar vel imod dem, beværter dem og underholder dem med fortællinger. Q.

ængstes dog for sin søn, der endnu er ude på fangst, men beroliges, da

han erfarer, at sønnen er ude i den kajak, der kun har køl og ingen

spanter. Sønnen kommer hjem med en hvalros, og da han undervejs ind

hører, at gæsterne er havnet der ufrivilligt, gør han dem heller intet

ondt. Næste dag belæsses de med kødgaver og får besked om, at deres

fæller derhjemme vil blive dræbt, hvis de vover sig på besøg hos Q.

Det gør de alligevel. De får næsten ingen mad, slet ingen kødgaver og

undervejs hjem omkommer de alle i et uvejr, som Q. sender over dem. En

gammel mand, der således har mistet sin eneste søn, beslutter sig for

hævn, de andre tilslutter sig med ham som leder, og han får en gammel

ven med undervejs. De to gamle kommer usete i land ved Q.s hus, fordi

Q. kun har øje for de øvrige kajakmænd, der nærmer sig synligt ude fra

havet. Q.s islom (amulet) advarer ham forgæves med høje skrig. Den

gamle dræber Q. fra baghold med en bue og pil af specielt udsøgt

drivtømmer (fra syd og nord), og alle hævnerne gør derefter fælles sag

med ham, stikker i liget, parterer det og spreder stykkerne langt fra

hinanden. Man foretrækker at flygte, før Q.s søn kommer hjem fra

fangst. Ved et senere besøg er han forsvundet og huset faldet sammen.

  I gamle dag gik man på renjagt i Nordre Strømfjord: Man ser to mænd

langt borte. På råbet om, hvem de er, svarer de, at de er Q.s

efterkommere. Renjægerne flygter straks hjem, og ingen har siden jaget

rener i det område.

 

Var.: Qaassuk / Qaasuk

 

Hist.: En udbredt fortælling i Grønland. Lokaliseringen her til Midtvestgrønland borger jo ikke for nogen autencitet.

Dengang for længe, længe siden, da menneskene blev til

Print
Dokument id:1517
Registreringsår:1903
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Arnaaluk (Arnâluk)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Dengang for længe, længe siden, da menneskene blev til
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 47 - 48
Lokalisering:Agpat / Appat: Avanersuaq / Thule
Note:

Orig. håndskrift: KRKB 1, 5(14): Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04, nr. 31; Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: nr. 31, "sujuleqatigssuit ... / siuleqatissuit.

Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 31.

 

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905: 116 - 117.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 13 - 14: "Inuit píngoqangata taimanitoqarssuaq" / Inuit pinngoqanngata taamanitoqarsuaq.

Resumé:

Skønt inughuit / polar inuit ikke kan gemme ord i streger, ved man udmærket

fra de gamle og forfædrene, hvordan jorden og menneskene blev til.

   Jord og sten falder ned fra himlen, menneskene kommer ud af jorden

som sprællende babyer med lukkede øjne mellem pilekrat. De kan end

ikke kravle og får næring af jorden. En mand og en kone blir

uforklarligt store og blir gift. Hun syr barnedragter og finder

børn på jorden. Han laver seletøj og stamper hunde frem af jordtuer.

Jorden blir overbefolket, fordi ingen dør, men blir gamle,

ubevægelige og blinde. En stormflod drukner mange. To gamle koner

skændes om hvorvidt man fortsat skal leve uden død i mørke eller i

stedet have lys og død. Det sidste ønske blir virkelighed. Den første

døde stensættes, men vender tilbage og afvises, fordi man vil på

fangstrejse. Nu, hvor man kan flytte sig og rejse, behøver man ikke

længere spise jord. Der kommer sol, måne og stjerner på himlen, fordi

de døde stiger op og blir levende.

 

Var.: Myten er unik i sin sammensætning af små myter, der normalt fortælles hver for sig. De grønlandske finder man hovedsagelig refereret i Poul Egedes dagbøger: Se Meddr. Grønland, Bd. 120, 1939: sagregister: Mythe.

Hos de canadiske inuit fortalte man endnu omkr. 1900 tilsvarende myter - men ikke kombinerede til een fortælling. Se fx. Boas, Franz: 1964 [1888: The Central Eskimo, ed. by H. Collins. Univ. of Nebraska Press, og 1901 - 07: The Eskimo of Baffin Land and Hudson Bay, I-II, Bulletin of American Museum of Natural History, 15, New York.

 

Tolkning: Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Rigtige mennesker. Deres

oprindelse", "Død, lys og åndemanerens lys".

Det første skib

Print
Dokument id:1572
Registreringsår:1914
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Masaatsiaq (Masaitsiaq)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Det første skib
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 127 - 133
Lokalisering:North Star Bay: Avanersuaq / Thule
Note:

Håndskr.: KRKB, Knud Rasmussens Arkiv, 1. Thuleekspedition 1912 /1913/14), 3. notesbog. Nedskrevet på vestgrønlandsk isprængt en del dansk.

 

Resumé:

Rasmussen refererer først Ross' beretning om ekspeditionens møde med

inughuit / polareskimoerne i 1818. Den gamle kvinde Kulapak bekræfter

begivenheden idet hendes bedstemor, der levede dengang, forudså

skibets komme. Hun fortalte også om forundringen over den sejlende ø

af træ, der nu og da ynglede med en masse små både og om dens

besætning af hvide mænd, der ikke var rigtige mennesker, men noget

finere, hvis afføring sikkert ikke lugtede. På senere skibe var der

undertiden kvinder med. Qipisuna genså sin afdøde kone i en af dem,

som satte sig ved hans telt og smilende gik bort, da man gav hende et

mågeskind om halsen. Efterhånden kom en livlig handel i stand (med

hvalfangerne), når de passerede Kap York. Man solgte skind for

synåle, knive og masser af træ. Med et skib kom også pesten, der

bredte sig over hele området, svækkede de overlevende og gav hundene

frit spil. En bedstemor ofrede sig engang for sit barnebarn, da

hundene angreb dem. Andre lykkedes det med fare for deres liv at

komme ud af de snetyngede huse og grave lufthuller ind til de andre i

husene.

 

Hist.: autentisk. Hvilken epidemi "pesten" betegner ved jeg ikke p.t. BS.

Drengen fra havets bund, der skræmte husbeboerne ihjel

Print
Dokument id:421
Registreringsår:1904
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Aadaaridaat (Autdârutâ / Âdârutâ / Aadaarutaa / Aattaarutaa / Poulsen, Christian)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Drengen fra havets bund, der skræmte husbeboerne ihjel
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, III
Tidsskrift:
Omfang:side 43 - 44
Lokalisering:Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal: Nanortalik
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 4(11). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "tingmiáinalît".

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 41 - 42: "tingmiáinalît" / Timmiaanaliit.

 

Resumé: Gravid kvinde, der mishandles af sin mand, vil drukne sig, men

lever op under havet nær stranden. Dernede bygger hun hus og føder sit

barn. Et skræmsel, hvis øjne er som vandmænd, håret som vandplanter og

munden som en musling. Dette utyske tiltrækkes af børnenes leg ved

stranden, men må ikke gå derop for sin mor. Får endelig lov og besked

om at gå op til bopladsens øverste hus, hvor hendes ondskabsfulde mand

levede, ikke til det nederste, hvor hun søgte tilflugt, når han

mishandlede hende. Utysket skræmmer alle beboerne i det øverste hus

ihjel med sit arrige udseende. Men ikke dets far, der forlængst er

død. Næste dag ser man dets spor af form som lamper og fulde af tang.

De fører op til huset, hvor man finder alle beboerne døde.

 

Bemærk: Aataarutaas kommentar: Dem, der bor på havets bund, kaldes

dem, der kun bærer fugleskindspels. Der er ikke mange af dem. Den

historiske Kunissoq syd for Illuluarsuit havde een af dem som

hjælpeånd.

 

Hist.: Chr. Poulsen var en af de sidste sydøstgrønlændere der emigrerede til Sydgrønland i år 1900, hvor Knud Rasmussen traf ham i 1904. Knud Rasmussen stedfæster ham til Illuluarsuit, men mener formentlig Illuluarsuk på sydøstkysten nord for Skjoldungen.

Drengen, som for til genfærdenes land

Print
Dokument id:945
Registreringsår:1904
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Martha (Tingmiaq / Timmiaq)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:Rasmussen, Knud
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Drengen, som for til genfærdenes land
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, III
Tidsskrift:
Omfang:side 133 - 134
Lokalisering:Sydøstgrønland
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB, 3: Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04, IV: Mellemste bog: "Qalangánguasik".

 

Første gang trykt i: Knud Rasmussen: "Under Nordenvindens Svøbe", 1906, s. 141 - 143.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 89 - 91: "Qalangánguasik" / Qalangannguasik.

Resumé: Drengen Qalannguasii med søster og forældre bor ved et

kraftigt strømsted. Forældrene dør af at spise tang.

Kort efter også søsteren. Q. bliver lam i underkroppen.

Bopladsfællerne tager på fangstrejse. Et genfærd høres komme. Q. slæber

sig over i et andet hus og gemmer sig bag skindtapetet. Genfærdet

kommer ind dér, drikker to gange af vandspanden og siger: "Tak, at jeg

som tørstede fik drikke. Dengang man var jordboer, plejede man at

drikke således." Da bopladsfællerne kommer hjem er vandspanden

halvfuld af lus og i livlig bevægelse. Folk tager på fangstrejse igen.

Huset og dets støtter ryster, mange genfærd falder ned i huset, sidst

Q.s søster. De holder munter fest. Advarer til slut Q. om at fortælle

om dem. Hvis han tier, vil han få kræfterne igen. Hans søster kan

næsten ikke komme ud af huset i tide, fordi Q. har passet og rørt ved

hendes lille barn. Q. begynder at komme til kræfter, men fortæller løs

til de hjemkomne fæller og kræfterne forlader hans krop, "der nu som

før levede ved ånden". Q. udfordres til sangkamp af fællerne, der

hænger ham op i en husstolpe. Her svinger han frem og tilbage, mens

han trommer. Fællerne tager på fangstrejse igen. Q.s døde forældre

kommer og tilbyder den lamme dreng at komme med dem. Q. siger ja.

Man fortæller, at han blev en kvinde, da han forvandledes til genfærd.

 

Tolkning: Traditionel østgrl. livs- og dødssymbolik bestemmer

forløbet fra først til sidst: Bevægelse (strømsted, lus, fangtrejser,

rystelser i huset, kræfter, "ånd") kontra ubevægelighed (lammelse,

stilstand = kvinde). Det første genfærd kommer sikkert fra det

nederste dødsrige, de næste fra himlens. De døde forældre er

associeret til overgangsstedet, stranden (dør af at spise tang) og til

den ophængte, lamme Q.s svingninger under trommesangen. Hans lammelse

bestemmer hans forvandling til kvinde som genfærd.

 

Var.: Qatingaq, (fortalt af Nikolai til Ulrich Rosing ved Kap Farvel midt i 1800-tallet).

Dværgene

Print
Dokument id:423
Registreringsår:1904
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Neqissanooq (Neqigssanôq)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:Rasmussen, Knud
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Dværgene
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, III
Tidsskrift:
Omfang:side 59 - 62
Lokalisering:Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal: Nanortalik
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 4(11). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04:"inuarugdligkat".

Nedskrevet på dansk.

 

Resume: En kajakmand ser langt borte en dværg i kajak og ror hen til

den. Begge blir meget bange for hinanden. Dværgen er forgæves i færd

med at fange en lille netside. Manden fanger den for ham og inviteres

på besøg hos dværgene på en boplads med flere huse. Dværgen vil gerne

ha' ham til svigersøn. Alle er meget venlige mod mennesket og dværgen

fortæller om hans fangst, som fangeren lader dem få. Men to

dværgekvinder og værten magter ikke at slæbe den op sammen. Manden

bærer den op i den ene lalle. Hvor er han stærk! Alle fra alle husene

får hver en kødgave. Manden inviteres til et andet hus på et måltid af

tørrede rævetestikler. De knaser så morsomt. En gammel kone gør sig

lækker. Manden pifter af foragt, og hun triller af skræk ned af

briksen, ud i husgangen og blir væk. Han foretrækker værtens datter.

Hans penis er for stor. Værten udvider sin egen datters vagina. Så går

det. Hun får et barn. Manden længes hjem til sin efterladte mor. Hele

svigerfamilien tar med på besøg, der forløber vellykket, indtil

dværgebedstemoderen taber sit barnebarn ned i husgangen, hvor hun

holder det frem for at tisse. Hundene æder det straks. Svigerfamilien

bryder straks op. Svigerfar bærer altid på sit teltskind i en rem om

panden, der efterhånden blir hudløs. Hver gang de vil i land hos

mennesker flygter han for deres hunde, som dværgene kalder "halvmennesker", illuinnaat. Til slut rejser dværgesvigerfaderen bort

i en nordenstorm, som han stilner med en serrat, en formular. Siden

har ingen hørt noget til ham.

 

Var.: Rasmussen 1921: 256-262, en fangers besøg hos dværgene. Makkutooq.

 

Bemærk: Neqissanooq boede ved Illuluarsuit på Østkysten, er døbt

Imanuel, og fortæller historien med centrum i sin gamle boplads.

Nordenstorm dér kommer fra landet (piteraq) med samme kraft som en

østenstorm hér (ved Narsaq Kujalleq)

Dødsfjenderne

Print
Dokument id:1866
Registreringsår:1902
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Petersen, Ole
Nedskriver:Petersen, Ole
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Dødsfjenderne
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, I
Tidsskrift:
Omfang:side 58 - 62
Lokalisering:Neriaq / Neria: Paamiut / Frederikshåb
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr. NKS 2130, 2', læg 7, s. 127 - 129: "Akerarît" / Akerariit.

 

Vedr. reår: Ole Petersen sendte en anden samling nedskrifter (NKS 3536 I, 4', læg 5) til Rasmussen i 1907.

 

Resumé:

En mand, der har fjender mod syd på nabopladsen, opdrager sin søn til

en hurtig kajakroer og dygtig fanger, men fortæller ham først om

fjenderne, da han selv er blevet gammel. Sønnen tar straks næste

morgen ud til fjendernes fangstfelt. De er tre brødre, der snakker med

ham og holder sig tilbage, da han tilbyder at fange dem en sortside,

der dukker op. Så fanger han den selv som et lyn, får den på slæb, ror

hjem, men frigør sælen for at kunne ro hurtigere, da den yngste af

brødrene forfølger ham. Næste morgen lykkes det ham at komme uset til

brødrenes boplads og ind i huset efter sin smukke bugserrem, springe

ud, og ro bort, skarpt forfulgt af brødrene. De to ældste forfejler

deres kast, men den yngste rammer bagstevnen, hvor lansen bliver

siddende. Den unge mand når dog hjem, uden at en dråbe vand er trængt

ind i hans kajak, fordi han ror så hurtigt. Derefter ser han ikke mere

til sine fjender, der har set hvilke evner han har.

 

Hist.: Ole Petersen skriver på håndskriftets side 1: Jeg er en 62-årig pensioneret kateket i Neria. Jeg har udarbejdet alle disse og skønt jeg kender flere har jegbegrænset mig for at nå det i tide. Desværre er der ingen datering.

En anden beretning om Qalutaligssuaq / Qalutalissuaq

Print
Dokument id:1534
Registreringsår:1903
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Uusaqqak (Ûsarqak)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:En anden beretning om Qalutaligssuaq / Qalutalissuaq
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 67
Lokalisering:Avanersuaq / Thule
Note:

Håndskrift har ikke kunnet identificeres (det gælder de fleste af Uusaqqaks fortællinger, der muligvis har været nedskrevet i et særligt hæfte).

 

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905: 151.

Resumé:

Qalutalissuaq røver et barn, der passes af en blind kone. Man ser

senere barnet lege ude på isen og fanger det ind med lasso. Men det

dør, fordi Q. af sorg har hekset sygdom over det.

 

Var.: Qalutalissuaq; Delvis: Tunerluk

En folkevandring

Print
Dokument id:11
Registreringsår:1903
Publikationsår:1905
Arkiv navn:
Fortæller:Meqqusaaq
Nedskriver:Brønlund, Jørgen
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:En folkevandring
Publikationstitel:Nye Mennesker
Tidsskrift:
Omfang:ss. 26 - 35
Lokalisering:North Star Bay: Avanersuaq / Thule
Note:

Håndskr.: Brønlunds optegnelse i sin notesbog, der er arkiveret som:

A 245 på Arktisk Institut, Strandgade 102H, 1401 Kbh. K.

Renskrift: KRKB 1, 6(17). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: Merqusâq.

Nyligt udgivet på grønlandsk (Neqimi Meqqusaaq unikkava)og i dansk oversættelse (Meqqusaaqs fortælling i Neqi) i: "Jørgen Brønlund. Optegnelser fra en ekspedition 1902-04 / Ilisimasassarisiornermit allattukkat 1902-04." Det grønlandske Selskabs Skrifter XXXV, Kbh. 2002. Red.: Stig Bjørnum, Arnaq Grove og Einar Lund Jensen. ss.79 - 80 og 120 - 122.

Dette er fortællingen i 3. generation om Qillarsuaq, hans familie og andre medrejsendes immigration til Thule-området fra Baffinland.

En udførligere gengivelse en generation senere: Ulloriaq, Inuutersuaq: Beretningen om Qillarsuaq og hans lange rejse fra Canada til Nordgrønland i 1860'erne. Det grønlandske Selskabs Skrifter, nr. XVII, Kbh. 1985.

Samme på grønlandsk: K'itdlarssuákúnik oqalualâq. Nuuk: Det grønlandske Forlag.

Resumé:

Qillarsuaq var en stor åndemaner, der fra ekspeditionsskibe havde hørt, at der boede mennesker ovre på den anden side af havet. Han holdt talrige seancer, og da han til sidst mente at have set det fjerne land og fik lyst til at tage på langfart, sluttede ialt 9 slæder sig til hans. De drog nordpå i to år med oversomring, hvor der var rigelig med fangst fra de medbragte kajakker. Derefter opstod der uenighed mellem Qillarsuaq og en anden gammel mand, Oqi / Okre, der med ialt 5 slæder drog tilbage mod syd. Qillarsuaq fandt under en seance frem til det mest egnede overgangssted over Smith Sound, når det frøs til. Man kom over, traf på forladte huse, men havde intet at leve af. Qillarsuaq fandt årsagen hos sin sønnekone, som han påstod havde haft en hemmeligholdt abort og beordrede hende indespærret i en isolationssnehytte og overgivet til sultedøden. Straks efter indespærringen kom man over en stor renflok og havde nu kød nok. To af de nærboende polar-inuit, Arrutsak og Agina kom på besøg, den ene, Arrutsak med træben, og baffinlænderne troede at alle folk i Thule havde et ben af træ. Gæsterne inviteredes på kød, men fulgte ikke baffinlændernes skik, når man vil spise sig sammen, ameqqatut: lade kødstykket gå rundt og hver tage en bid undervejs. Alle mænd, senere kvinderne, tog til Ar. og Ag.s boplads, Pitoravik, hvor glæden blev stor over besøget. Så stor at ingen lagde mærke til at den indlukkede sønnekone stærkt forkommen blev lukket ud igen af sin mand.

       Baffinlænderne lærte Thule-folkene at spise renkød, lave bue, pil, og lyster og at fange hhv. rener og laks / ørreder med disse redskaber. Indtil da havde man troet at renkød var giftigt. De lærte dem også at bygge kajak, en viden der var forsvundet, da en epidemi havde hærget og man tilmed havde begravet kajakkerne med de døde. Til gengæld fik baffinlænderne en ny slædetype, der var længere end deres egen og havde opstændere. De to folkegrupper blev blandet med hinanden, men på et tidspunkt ville Qillarsuaq tilbage og se sit gamle land inden han døde. Næsten alle baffinlænderne, undtagen en, der var nygift med en syg kone, rejste med. Men det blev en tragedie. Qill. døde den første vinter. Den næste blev en hungersvinter, hvor mange døde af sult, nogle af de overlevende forgreb sig på ligene og åd dem, især Minik, der var Oqqis søn, og Maktaaq. Minik prøvede endog at angribe fortælleren, Meqqusaaq, men denne blev reddet af sin bror og mistede kun et øje. De to kannibaler forsvandt op i fjeldet med hver sit lig, og man så dem aldrig igen.

       De to brødre med koner og den ældstes to børn (et var død af sult) besluttede at tage tilbage til Thule. Det blev en hård tur på gåben, fordi de måtte spise deres hunde, broderens kone for vild på en bræ og frøs ihjel, og først den femte vinter efter afrejsen fra Thule, nåede de tilbage.

       Meqqusaaq fortæller dernæst om alle dødsfaldene af sult, kulde, sneskred og sygdomme i sin brors familie med efterhånden fire koner efter hinanden og 15 børn ialt. Selv døde broren med kone og to børn under en snestorm i en iskold snehule, mens fire søgte at redde sig ned til Meqqusaaq. Det lykkedes for de tre. Selv har Meqqusaaq overlevet talrige livsfarlige situationer: men endnu er han stærkere end døden, som han udtrykker det.

Var.: I 1914 fik Rasmussen Kulapaks version om den mislykkede tilbagetur fra Thule. Knud Rasmussens Arkiv, 1. Thuleekspedition 1912 /1913/14, 3. notesbog, slutningen (upagineret): 14 smukt og tæt skrevne A6 sider, mest grønlandsk blandet med lidt dansk. Ligner ikke den hastigere notat-skrift Rasmussen ellers benytter. Er registreret men ikke oversat i denne base.

Kommentar: På s. 22 i Rasmussens "Nye Mennesker" indleder Meqqusaaq fortællingerne om Qillarsuaq med at fortælle, at han blev født under rejsen, at hans forældre hørte til de nordligst boende baffinlændere, at ingen hvide mennesker boede blandt dem, men at store skibe ofte anløb deres boplads, og at de fortalte om inuit, der boede på den anden side havet.

Hist.: Der er flere beretninger om og undersøgelser af kilderne til denne folkevandring. Se Petersen, Robert, 2000: Om grønlandske slægtssagaer. Tidsskriftet "Grønland", og 2003: Meqqusaaq og hans møde med inughuit, Tidsskriftet "Grønland": 261 - 296, hvor såvel denne som andre overleveringer og historiske data bl.a. dokumenterer, at Qillarsuaq og Oqi / Oqqi oprindelig havde hjemme i den sydøstlige del af Baffinland. Herfra flygtede de nordpå til Pond Inlet efter et mord de havde begået ca. 1830. Efter en lille snes år ankom den dræbtes sønner på hævntogt. Qillarsuaq og hans bror måtte flygte i hver sin retning, broderen til Igloolik, Qill. selv over Lancaster Sound. Og nogle år senere besluttede Qillarsuaq og Oqi sig til den videre rejse mod nord.

       - Dvs. at Meqqusaaqs oplysning om at hans forældre kom fra det nordligste Baffinland, hvor han selv blev født, er sand nok. Men forhistorien er nødvendig, hvis vi skal forstå hvorfor mange af polar-inuits fortællinger - især Amaanaliks - minder så påfaldende om dem Franz Boas fik fra det sydøstlige Baffinland. Boas 1964 [1888: The Central Eskimo, ed. by H. Collins. Univ. of Nebraska Press, og 1901 - 07: The Eskimo of Baffin Land and Hudson Bay, I-II, Bulletin of American Museum of Natural History, 15, New York. Foruden R. Petersens litteraturliste til artiklen se også Rowley, S. 1985: Population Movements in the Canadian Arctic. Études/Inuit/Studies 9 (1).

En fortælling fra Omevik / Umiivik

Print
Dokument id:1823
Registreringsår:1860
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2488, III, 4'
Fortæller:Nikolaij
Nedskriver:Rosing, U.
Mellem-person:Rosing, U.
Indsamler:Rink, H.
Titel:En fortælling fra Omevik / Umiivik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 44h - 47v, nr. 313
Lokalisering:Illutuaarsuk: Sydøstgrønland
Note:

Ultrakort dansk referat i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II nr. 120, s. 134.

Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 141, s. 468: A Tale from East Greenland.

 

Renskrift tillempet nudansk stavemåde af Rosings nedskrift på ældre dansk (En nedskrift på grønlandsk findes ikke):

En kajakmand gik ud på fangst: han var netop beskæftiget med at nette (ordne) en lille netside, som han havde fanget, for bugseringen, da han ser en lille kajakmand, med en stor bjørneskindskant på sin pelshætte, komme imod sig. Den lille kom til, og ytrede nu om det velsmagende kød der nok sad på den unge sælhund. "Besøg os engang hist henne", sagde han endvidere. "Det har sin vanskelighed", ytrede fangeren, "jeg må hjem med min fangst."  "Aah: kom kun", vedblev den anden. Fangeren fulgte da med. Den lille var meget snaksom, og sagde blandt andet: "Du kunne jo tage min datter til kone. Vor husplads er i mangel på mandfolk, derimod skal du se at vi have mange piger, hvoraf der er nogle meget store. Du vil se når vi komme til land at der vil kommee mange fruentimmere ud af husene." De kom til land, steg ud af deres kajakker, og virkelig så fangeren også mange piger træde ud. De to gik nu opefter og talte fangeren (fangeren sagde): "Er det din datter der?" idet han pegede på en pige. "Nej", svarede han, "hun er så slemt fnattet bagpå." "Er det da hende der?" "Ikke heller", var den andens svar, "over hende er der den skam at hun er så lille af vækst." "Der kommer da een", vedblev fangeren, "er det hende?" "Ja just såmænd", svarede den lille, "se bare, hun bærer en stor top, og ser du, hvor navlen er godt buklet på hende." "Ja", blev den anden snaksomme ved, "når vi nu kommer op så vil nok alle pigerne opbinde deres hår."

       Endelig kom de ind i huset, hvor den lille boede. Denne sagde, da de var kommet tilsæde: "Mandens fangst der, ser så lækker ud." "Lad den da koge her", sagde den besøgende. Den lille bad da sin kone om at flænse dyret, hvorefter hun sleb sin ulu (kvindekniv) og gik ud. Men lidt efter råbtes der udefra: "vi kan ikke hale den op," hvortil den lille råbte ud igennem vinduet: "Hvor I dog have få kræfter! Nej, jeg må nok hjælpe jer", og blev den nyankomne ene tilbage i huset. Denne hørte nu: "Vi kan ikke!" Hvorfor han også gik ud til dem.

       Da fangeren var kommet ned til stranden så han hele forstykket af dyret gennemboret overalt i skindet for i disse huller at få håndfang. Vor fanger havde den ene arm indenfor pelsen, men tog dog ikke desto mindre med den anden i sælen i flanken og bar den op til huset. Den lille, da han så dette, råbte af forundring: "Nej, se dog hans kræfter, nåda!" Nu blev dyret flænset og kødet kom i kalupaiut (kogekar ?) for at koge. Derefter blev der bakket op (serveret ?) og suppen med. Den lille bad nu den nykomne om at råbe: "kateinigtêv! kateinigtêv!" (noget med at forsamle sig; en invitation til fællesspisning ?) Idet den fremmede havde råbt således hørte han en larm udenfor og mente at han måtte gå og se til sin kajak. "Nej", sagde den lille, "det er ikke vinden, det er de besøgende der kommer." Disse trådte også ind med små sleve i hånden. Bagefter kom også en lille mand ind som just de andre skulle gå. "Aah jeg var så bange udenfor", talte han, "men kom dog alligevel", og så lo han. Han bar lidt skæg om hagen. Da han havde spist lidt kød, levnede han noget heraf ligsom han tog en slevfuld suppe. "Mine små", sagde han, "sulter derhjemme, de skal havde dette." "Aah", sagde han endvidere, "jeg er ene bleven tilbage, jeg er så bange", men gik også ud. Da han kommer ud ser han sig omkring af lutter angst, men træder derved forkert og dumper (falder). Herved taber han det, som han holdt på; han følte sig for og lugtede efter det tabte, som han fandt, og gik nu rask op i sit hus, men talte stadig på vejen til sig selv: "Du lille var ej så bange, var ej så bange." han så nu, da han kom hem at børnene spise af det, som de andre havde medbragt. Han gav da et stykke til sin anden kone og børnene et andet stykke; men konen finder nu at det er et stykke tørv hun har fået, men ligeglad slikkede hun dog suppen der var spildt på den.

       Nu blev der råbt fra et andet hus: "siskordordoraritev" (? ikke helt læseligt, BS)!" "Følg med", sagde værten til vor fanger, og de gik til huset hvorfra råbet kom. Fadet kom ud med det omtalte (tørven ?). Alle spiste nu. Den fremmede besøgende spiste en hel mængde, og knasede det godt (stærkt, har Rink rettet det til, BS) i munden på ham. Den lille stødte til ham med albuen og sagde leende til ham: "gagasagasinona." (? måske: "hvor er du dygtig")     

       Da vore to venner var kommet hjem fandt de at alle pigebørnene havde opstrammet deres hår men med undtagelse af værtens datter. Faderen blev fortrydelig herover, og bad hende om dog ikke at være aparte. Men hun ville ikke desuagtet. Herefter lagde de dem (sig) alle på briksen for at sove og datterens leje blev gjort bredere, ligesom to piger også blev henlagte på det, da den fremmede der skulle ligge med; men pigen gjorde atter lejet smalt og lagde sig til ro. Frieren lå nu desuagtet snart efter hos hende, hvorover denne begyndte at græde". "Er hun da tosset der", talte faderen, "lig kun hos hende", og frieren pressede sig ind på samme leje, så at sideskindene gav efter; lidt efter blev alt roligt.

       Om morgenen da de stod op, bemærkede den fremmede: "Nej se hvor fortabt din datter ser ud." På tredje dagen rejste fangeren med sin unge kone hjem og svigerfaderen fulgte med i sin båd. Vor fanger blev med glæde modtaget i sit hjem, da de på pladsen havde grædt over hans formente tab i kajakken. "Se", sagde han, "den lilles datter har jeg taget til kone", der så blev hentet fra båden, af stedets mandfolk. "Hvor har du fået hende? hvor har du taget hende?" blev der nu spurgt; og da hun ikke var så lille som faderen var alle glade over hende. Omsider blev hun frugtsommelig og fødte en søn. En dag ville moderen ovenpå husgangen lade barnet gøre sin fornødenhed; men i det samme kom en stor plettet hund ud af gangen og slugte barnet uden engang at tygge det. Den lille, bedstefaderen, græd inderligen herover og var ham, der mest var bedrøvet af hele famlien. "Ah", klagede han, "barnet! hvor er barnet, som skulle have haft et par småstøvler, en småpels et par småbukser, småvanter og en lille kajak. Ahja! Ahja!" Han gik sydefter til Omenak / Uummannaq, og døde han der.

 

Var.: Rasmussen 1981, III: 59 - 62, og 1921 - 25, I: 256 - 262.

 

Kommentar: De små mennesker er de mindste dværge i den østgrønlandske forestillingsverden. De bor nærmest kysten og magter end ikke at fange de mindste sæler. Udtrykkene: Aah, ahja, kan være påvirket fra tysk, som herrnhuterne talte ved deres mission i Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal.

En fortælling om manden, der forlod sin boplads og tog land blandt indlandsboerne, der drev jagt på store hornede landdyr

Print
Dokument id:1342
Registreringsår:1919
Publikationsår:1921
Arkiv navn:
Fortæller:Andreassen, Johanne
Nedskriver:Andreassen, Johanne
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:En fortælling om manden, der forlod sin boplads og tog land blandt indlandsboerne, der drev jagt på store hornede landdyr
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, I
Tidsskrift:
Omfang:side 247 - 254
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Orig. håndskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 425, side 71 - 81,

nr. 28: "Angut qivigtoq" / qivittoq.

 

Resumé:

En storfanger bor hos sine svigerforældre, som han forsyner mere end

rigeligt med fangster. Alligevel beklager de sig over hans sølle

fangstevner. I vrede samler han sig kajakvanter og drager over havet

mod øst. Bag horisonten kommer han til en stor ø, hvis kyst han følger

mod nord. Fra en fjeldtop ser han store telte i en dal, hvor det

østligste telt er det største. En kvinde kommer ud af et telt, der

næsten er så stort som det største. Hun er ugift, har to brødre og

forældre. Hun forhører sig hos de gamle, om han må komme ind, og får

ja. Brødrene kommer hjem fra jagt med store øser fulde af størknet

blod fra de store hornede landdyr (moskusokser, køer?), som de har jaget.

Blodet er det lækreste den fremmede nogensinde har smagt. Han får

pigen til kone. En mandsling fra det største telt kommer på kort

visit. Han er pigens forsmåede bejler, og udfordrer næste dag den

fremmede til brydekamp. De brydes på en stor slette med mange

tilskuere. Den fremmede kan sagtens klare sin modstander, men holder

ham hen med ringe modstand for at øge spændingen. Til slut kaster han

mandslingen til jorden på et ujævnt sted. Denne ligger længe besvimet.

Han var bopladsens stærke mand, en rolle den fremmede nu overtager.

Han låner så sin svigerfars øse og kniv, går med svogrene på jagt, og

vælger at nedlægge en lille kalv. Man det meste af blodet render ud,

inden han får sat øsen under det. Svigerfaderen er alligevel glad for

den smule størknet blod han kommer hjem med som sin førstefangst.

Næste dag udvælger han sig og nedlægger den største tyr, og anbringer

straks øsen under blodstrømmen. Den løber fuld til randen og glæden blir

endnu større. Den nye svigesøn er en habil jæger også på landdyr. Af

sin kone får han nu forevist familiens store depot af tørret kød,

størknet blod og bær, som der må hele tre teltskind til at dække.

Dernæst viser konen ham familiens vinterhus, der står rent, fikst og

færdigt til at flytte ind i, når efteråret kommer. Han undrer sig, for

derhjemme byggede kvinderne først hus, når man skulle i hus for

vinteren. Han inviterer dernæst sine svogre med hjem til sine

tidligere svigerforældre på besøg og fortæller dem dels årsagen til,

at han rejste bort, og dels at hans nye familie udelukkende lever af

at jage landdyr. Værter og gæster byder hinanden deres mad. Mandens

svogre kan kun klare sælkød i ganske små bidder. Deres medbragte

landdyr-blod er det bedste værterne nogensinde har spist. Mandens

ekskone har giftet sig igen, og han tar med sine svogre tilbage, hvor

de rejser på besøg længere vestover (østover?). Dér får svogrene små

bidder mad, der er det lækreste de nogensinde har smagt. Værterne kan

derimod slet ikke få det sælkød ned, som deres nye svoger tidligere

var vant til at spise. De udgør een kæmpestor familie på fire

generationer, hvis ældste kvinde og overhoved i huset er så gammel, at

hun er blevet lutter ansigt at se til. Det er på størrelse med et

kastetræ. Og hendes sønner er gamle hvidhårede mænd. Manden tar

tilbage med sine svogre og blir for altid i sit nye land.

 

Hist. Landet med landdyrene og det andet med de endnu lækrere spiser

må i forhold til Østkysten ligge bag havhorisonten i øst. Men det er

besøg i Sydvestgrønland, hvor kolonisterne bor i store, rene

helårshuse, holder køer, spiser lækker mad og ikke bryder sig ret meget om sælkød,

der afspejles i fortællingen. Oversættelsens retningsangivelser: mod

vest, hvor der burde stå "mod øst", kan skyldes at enten fortælleren

eller Rasmussen har oversat dem til hhv. vestgrønlandsk og

vestgrønlandsk-dansk.

Om moskusokser i Østgrønland se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under "To økologiske

ændringer..."

En fristelse

Print
Dokument id:972
Registreringsår:1904
Publikationsår:1906
Arkiv navn:
Fortæller:Nikoline (Majuvartariaq)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:En fristelse
Publikationstitel:Under Nordenvindens Svøbe
Tidsskrift:
Omfang:side 189 - 194
Lokalisering:Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal: Nanortalik
Note:

Eng. udg.: H. Ostermann: Meddr Grønland, bd. 109, nr. 1, 1938, s.140 - 143.

Resumé:

Nikoline / Majivartariaq / mjuartariaq er ikke begejstret for at opfylde Knud Rasmussens ønske om at fortælle om sit tidligere udøbte liv på sydøstkysten. Hun vil helst glemme det hele, især trommesangene, som hun har oplevet stadig har et kraftig tag i hende. Det skete da en konebåd kom på handelsrejse fra hendes gamle hjemegn og dens åndemaner  med følge sang de kendte trommesange. Nikoline flygter, men da hun får at vide, at det ikke er syndigt at lytte til dem, og atter slutter sig til tilhørerne, oplever hun hvordan hun straks rykkes tilbage til hele tiden før dåben derhjemme. Hun vil glemme det hele, for det er et bedre liv som kristen. Især det at hun efter døden skal se sine kære igen. Søsteren, der døde som døbt, savner hun allermest.

       Da hun er flyttet med familie til Frederiksdal og går til dåbsforberedelse, kan hun intet lære. Hun tror det er hendes hang til trommesange, som til stadighed står hende i hovedet, der er årsagen. Men da det ikke hjælper at bekende det for præsten, og han spørger om hun ikke kan komme i tanker om andet, dukker det endelig op: som halvstor pige prøvede en gammel åndemaner at få hende som lærling. Hun og en veninde legede "skyggeleg", dvs. for rundt efter hinanden i et tomt, mørkt hus og skiftevis udråbte hinanden til skygger (en type af ånder, der somme tider identificeres med dværge, sommetider med spøgelser el. dødninge, BS). Da kom den gamle ind, hånede dem og inviterede dem til at opleve noget virkelig spændende. I et mørkt hjørne gned han en sten mod en anden, rundt og rundt venstre om, "imod det onde" (se kommentar ndf.), og fremmanede derved adskillige hjælpeånder, der lod sig høre både oppe og nede. Derefter lovede han den skrækslagne Nikoline at tage hende med op til en sø, hvor en kæmpehund ville dukke op af vandet og æde dem begge led for led og bagefter kaste dem op igen. Den var uhyggelig, men man skulle ikke være bange. Nikoline skulle ikke nyde noget. Allerede dengang havde hun en idé om engang at blive døbt. Hun får ellers endnu en invitation til en åndermanerkarriere, da en uhyggelig kraftig stemme kalder på hende fra en stensætning en dag hun er ude at plukke bær. Men hun blir rædselslagen og skal ikke nyde noget.

      Da hun har fortalt alt dette til præsten, kan hun pludselig lære det hele.

 

Hist.: Sydøstgrønlandsk selvbiografi fortalt i 1904.

 

Kommentar: Gnidningen med stenen skal normalt foregå med verdens gang (sila malillugu), dvs. med solen, el. solret (med uret). Hvorfor man mener at den bevægelse går mod venstre, skal jeg ikke kunne sige.

      Bemærk understregningen af, at man som døbt får mulighed for at gense sine kære efter døden. Det burde man strengt taget også kunne ifølge de før-kristne forestillinger om dødsrigerne, et i himlen og et under havet. Måske har forestillingen om at komme tilbage til det jordiske liv via navngivningen af en nyfødt været mere fremherskende end den logiske slutning om gensynet. Se Sonne 2000: "Heaven negotiated..." Etudes / Inuit / Studies. og GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere).

 

Var.: Der er talrige versioner af fortællingen om Ferskvandets isbjørn eller hund, der fortærer lærlingen. Se fx : Den store bjørn æder hende. Den lille elv med det store dyr.

... søens troldbjørn. Søens uhyre. Mislykket uddannelse. Teemiartissaq. Rasmussen 1938: 110: Åndemaners selvbiografi.

Det interessante ved to - tre versioner er dog, at læremesteren demonstrerer forløbet eller i Nikolines tilfælde tilbyder at de sammen kan lade sig æde og kaste op igen.

Forløbet var en initiation til at kunne tiltrække hjælpeånder ved det indre lys den installerede i lærlingen. Førløbet symboliserer en død og genfødsel over samme model som et fangstdyr, der blev dræbt, kødet fortæret, og knoglerne kastet i havet til en ny reinkarnation.

Søens bjørn eller hund har tilmed falliske konnotationer: den rejser sig, stiller sin sult, og kaster op. Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

 

Vedr. uddannelse til åndemaner: søg også på initiation

En habakuk fortælling

Print
Dokument id:750
Registreringsår:?
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 2, læg 15, Thule 1909
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:En habakuk fortælling
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:4 A3 sider
Lokalisering:Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal: Nanortalik
Note:

Arkiveret i en kasse med Peter Freuchen papirer 1909. Men det er uvist om det er PF der har oversat denne beskrivelse af en kortvarig profetbevægelse fra det sydligste Grønland. Et evt. originalt håndskrift på grønlandsk har ikke kunnet identificeres. Heller ikke oversætteren / nedskriveren af oversættelsen. Det er ikke Knud Rasmussen, der har tilføjet et par kommentarer til afklaring. Og den handler ikke om den kendte Habakuk.

 

Afskrift i nudansk retskrivning:

Skildring af Sceneriet i Frederiksdal en Efterårsmorgen (Rasmussens påtænkte indledning, BS?).

Se, begyndelsen er nu den, at Matias' Forældre kaldte ham Qujanartoq (den kærkomne) senere blev han kaldt Napartannguaq (den lille tønde) (Fyldebøtten?, o.a.).

Denne historie har sit udspring fra sorg; den ovenfor omtalte Matias / Mathias sørgede nok lang tid over, at moderen var død og en gang var han så gået op til Tullerunat. Han blev borte hele dagen og kom tilbage om aftenen og uden først at gå hjem, var han gået op til de danskes (qallunaat, de tyske herrnhutiske missionærers, BS?) huse, og han var nok fuldstændig vanvittig, ligesom han var fuld; hvad grunden var til at han var gået til fjelds er ikke nævnt, da folk ikke vidste det.

 

Da han kom ind i huset i den gang, der vender mod nord, så han nogle tønder og bad til at han måtte blive en tønde. (Derfor kaldes han senere for den lille tønde) Grunden til at han ville forvandles til en tønde var den, at Elisabeth som tjente i dette hus så efter ham, og han  ville jo ikke ses af hende. Derfor havde hun ikke set ham. Da hun som havde set efter ham var forsvundet, blev han menneske igen. Og da han kom hjem fik han sin familie til at tro på sig idet han pustede sin ånde ind i dem.

 

Matias havde tidligere tænkt på at ville gifte sig med Erdlu?? fra Kuummiut, datter af Mosi og Susanne. Da han således havde gjort sig til herre blandt Haapakortut (dem ligesom tilhængerne af Habakuk, BS) og havde fået mange engle (sådan kaldte han sine nærmeste) sendte han post flere gange over til Kuummiut for at fri til den kvinde han ville ha'. En postmand som hed Elisa var en gang taget af sted, da det blæste en stiv norden og føg. Men ad den vej, hvor denne kajak roede, var der ingen blæst, og havet var helt stille. Og efter at han havde lagt mærke til dette prøvede han at kæntre, men magtede det ikke, det var ligesom der blev holdt på ham fra begge sider, af usynlige. Da Matias nu sendte sin post af sted med ham, gav han ham et brev som han skulle give hans tilkommende, når hun var alene; i hemmelighed for de andre skulle hun åbne brevet og spise hvad der lå inde i det, uden at nogen så det. Hvad det var er ikke godt at vide. Hun der fik brevet havde gjort som det var foreskrevet, og bagefter havde hun læst brevet højt for sine forældre. Men denne kvinde var siden blevet noget til en side, rimeligvis som følge af det hun havde spist.

 

Om vinteren, i februar-marts, fik de lyst til at besøge folkene i Kuummiut, det var meget koldt og der lå megen sne. Og den dag, de rejste, havde det nok også blæst en stiv norden, og dog var de taget af sted, og havet havde igen ladet en blank og stille vej (ligge) klar for dem. Til sidst var de nået over til Kuummiut, hvor ingen ventede dem, da det var vinter. Alle folkene sad inde i huset, vel til mode og så hører de nogle komme ind, og se Matias, der herskede over Hapakuumiut (= Haapakortut ovf., BS), kom ind. Og uden at sige et ord var han gået hen til husstøtten med bortvendt ansigt, lænede sig op ad den uden at sige et ord (uden en lyd, o.a.). Da han hvade tiet lang tid, havde husherren Mosi sagt til ham: Hvordan er du kommen herover? Er du kommen alene?" "Nej, en konebåd har lagt til dernede ved fjæren, og her står jeg - sagde han - i al min ringhed." Husherren svarede: "Det er os der må føle sig ringe overfor dig." Matias svarede: "Hvorfor skulle I alene føle jer ringe overfor mig."

 

Da kuummiut'erne kom ud så så de ganske rigtig en mængde kvinder med børn på armen og andre i amaat, de var sammen med flere mænd. Så slog de sig ned der. De forlovede kom sammen og en aften sa' så Matias: "Sluk alle lamperne, så skal vi holde måltid med dem i himlen. Så trak de en kuffert frem på gulvet. Matias bredte en dug over den og lagde en tallerken på, der var hel fyldt med vand (de har en ??? kuffert som de spiste med (ved ?) i deres eje, og den er bleven efterladt? / den er gået i arv (KR's? kommentar)). Alle lamper  blev ganske vist slukkede, men dagslyset trængte ind, og deres herre bad dem blænde vinduerne med kajakskind og så blev der fuldstændig mørkt inde i huset. Og da det var bleven mørkt sagde han: "Lad os nu spise med dem fra himlen, og ligesom de skulle til at spise gik tallerkenen i stykker, og så havde de ikke noget at spise af. Da det var sket sagde Matias: "Luk øjnene og gå ud ved elven og drik vand, uden at standse på vejen." Så gav de sig til at gå ud, ganske lydløst.

 

Blandina, mor til den, der har fortalt om dette, var også med, men så snart hun kom ud åbnede hun øjnene, men den der rådede inde i huset sagde, idet han skældte dem ud: "I må ikke lukke øjnene op før I er nået hen til elven hvor I skal drikke." Og så gik de. Men da de alle havde drukket vendte de tilbage igen og de hørte en stemme ovenfra - det var nok Bêbe / Biibi: "Hvor er I henne?" Uden at svare gik de alle ind, men Biibi blev ? og gik ind og sagde: "Det kan nok være at I pjanker her," og satte sig ned på bordet (kufferten?, BS)

 

Mens de således var forsamlede begyndte Matias' søster Jonur (Salomè), som sad på brisken - græde forfærdeligt, og hendes bror kom hen og spurgte, hvorfor hun græd sådan, og hun svarede blot: "Hunden," og hendes bror spurgte da de mennesker han besøgte: "Har I hunde her?" Og de svarede ham, "nej vi har ingen hunde"; en sagde så: "forleden blev en hund dræbt og benene, som skulle kastes ud ligger her endnu, det er alt." - Han sagde da, at de skulle bringes ud. Og da hun var ved at gå ud med benene havde Blandina, denne histories fortællers mor, gået ud med dem, og Matias havde slået sig på låret og sagt: "ssê - ssê (?) spild det ikke, du må på ingen måde spilde. Så var hun gået med hende ud til møddingen, hvor det skulle kastes. Og da hun kastede det på møddingen, skal Matias have sagt, idet han gav ?suling? kraft: "Du er fra havet, du er selv fra havet, du skal sænkes ned der hvor havet er dybest." Og så gik han fra hende. Men hun der græd fik det ikke bedre.: så havde Matias taget noget gammel urin der stod foran vinduet og smurt hende om munden, og så holdt hun op at græde.

 

Og en anden aften da de var forsamlede blev de prøvet, idet de blev som døde og faldt om på briksen. Længe trak de slet ikke vejret - det samme havde Matias selv gjort, - og da han ikke havde trukket vejret meget længe sagde han: "nå, nu skal nok verden forgå." Så begyndte de der var inde i huset at ryste af rædsel og skrige. Fortællerens mor sagde nok, at da de begyndte sådan, blev de forfærdelig bange. Så sagde Matias som var ved at gå ud med sin kone: "Nu vil vi til himlen. Vent nu her." Da de var gået ud, gik de efter dem og så efter dem at de de gik op ad Kuummiut-fjeldene, som de blev hævet op. Mens de ventede der, gik Matias' søster  Lea frem og tilbage og holdt for øjnene med de foldede hænder. Når hun kom over en grav standsede hun lang tid. Og der var nok en hedningegrav i nærheden af huset. Blandina så efter sin lille stedfader, fordi hun var lidt ængstelig for ham, han havde gigt - og var dog på en eller anden måde kommen ud af huset - han kunne ikke en gang selv spise, men hans kone måtte hjælpe ham. Han holdt også hænderne foldede og rystede fordi han var angst. Og Biibi så, at han sad på sin stok, men han rystede jo så forfærdeligt, fordi han havde dårlige ben og ikke kunne gå. Så sagde Lea: "kom ind (?) og se på de to kære mennesker (Matias + kone må være kommet tilbage, BS ?) der fore til himmels."

 

Og da de kom ind sagde han (Matias ?): "Når I skal fare til himlen, så kast alt hvad I har inde i huset bort, ellers vil det bide jer. Og I skal vende hovedet bort når I kaster det væk. Og de gjorde det. Så bar de alt ud hvad de havde inde i huset, selv deres timmiakker (fugleskindspelse / overtøj) kun iført undertøjet. Da de sad og sukkede hørte de nogen komme ind, og der kom en ind (uden en sort plet) helt hvid af sne og sagde: "jeg vil ha' mine hundeskindskamikker og mine kamikstrå skal tages ud, da jeg ikke kan hæve mig op, I skal heller ikke h' strømper og timmiak og kamikstrå, blot kamikker." Så gik han ud og de gjorde som han sagde. Sådan gik de ude i fygevejret, skønt det var bitterlig koldt hele natten. Og sådan kom de alle ind, Matias og hans ? smilende, og han sagde "Det gamle fjols til Susanne, min mor har narret os. Himlen skal slet ikke forgå nu, først om tre år."

 

Efter dette skete der intet særligt mærkeligt, så jeg slutter her. Og her er også svar på alle dine spørgsmål. - Jeg har spurgt ud om Jesu stok men jeg har ikke fået ordentlig besked på det og har ikke omtalt det. Matias begyndte altså da han sørgede over sin moder, Susannes død. Han blev jo kalddt den kærkomne af sine forældre. Men folkene fra "Hapakuk" / Habakuk kaldte ham den lille tønde. Hvorfor han fik det navn har jeg omtalt. Hans søskende kaldte ham indbyrdes for Jesus, og da jeg spurgte dem hvorfor, kunne de ikke svare mig herpå.

 

Hist: Matias' kortvarige profetbevægelse foregik ifølge Rink, Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, I: 367, i vinteren 1853-54, og til stor forfærdelse for de herrnhutiske missionærer i Frederiksdal / Narsarmijit. Om det videre forløb se: Rink 1857: Grønland geographisk og statistisk beskrevet, II: 288-289. Matias kaldes her Matthæus eller Gabriel, som blev et andet tilnavn. Et tredje var åbenbart Jesus, mellem søskende, men om det var seriøst eller ironisk ment fremgår ikke. Forklaringen på øgenavnet, den lille tønde, Napartannguaq, virker noget påklistret. Heller ikke kommentatoren har åbenbart taget den for gode varer med sit tilføjede gæt: fyldebøtte?

Fortællingen er en tredjehånds beretning, fortalt af en deltager / et  øjenvidne til sin søn eller datter, der har fortalt den til nedskriveren. Denne har formentlig nedskrevet skildringen lidt senere, efter hukommelsen. Men den stemmer i hovedtræk ganske godt overens med Rinks referat af begivenhederne.

På det mere sagnagtige plan møder vi hele to gange et ekko af fortællinger om de mindste dværge (se Rasmussen  Mákutôq), der kan skaffe sig en bane af havblik i storm på havet i kajak. Både kajakposten og Matias' konebåd kommer frem på samme vis og posten er endog så urokkelig sikker i sin kajakbalance, at han slet ikke kan kæntre. Myten om Moses der skilte vandene under Exodus kan naturligvis have smittet af på begge fortællinger, men ideen om en vej eller rute uden vanskeligheder / hindringer er gedigen traditionel. Den nævnes bl.a. i Poul Egedes referat af myten om angakkoqens / åndemanerens hjemrejse fra Havkvinden og i klar modsætning til udturen, der har talrige forhindringer.

De mindste dværge er desuden forfærdelig bange for hunde, ligesom også hunde flere gange spiller en ildevarslende rolle beretningen om Matias. De hører havet til, understreger han, i modsætning til hans eget forehavende: en himmelfart fra nærmeste klippetop og senere, alles forventede himmelfart i undertøj og uden kamikhø i hundeskindskamikkerne. En forestilling om dødsrigets døde, der ved navneopkaldelse kommer tilbage som hunde, kan også spores i en østgrønlandske tekster. Men dette dødsrige havde missionærerne udnævnt til kristendommens helvede, hvorfor Matias selvfølgelig må afskrive sig enhver forbindelse til den verden.

Udbæringen af alle genstande fra husrummet er en klar gentagelse af ritualer ved død og evt. ved en vanskelig fødsel. Matias' idé om, at de kan bide, associerer endnu engang til hunde.

 

Af andre profetbevægelser er Habakuk - "sværmeriet" og og den der udgik fra Maria fra Tasiusaq, de bedst kendte. Fortællinger herom findes i denne base - med kommentarer.

En historie der blev til fortællingen om Aariassuaq

Print
Dokument id:60
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:En historie der blev til fortællingen om Aariassuaq
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 321 - 323
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 113 ss. 620 - 621.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 321 - 323: Oqalualaarut oqaluttuanngortoq Aariassuarmik.

 

Resumeret oversættelse i Rink 1866-71, II: nr. 51.

Samme resumé trykt i Rasmussen, Knud 1981: Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, II, ss. 96 - 98.

 

Resumé:

Ariassuaq er en dygtig fanger, en omgængelig mand og gevaldig god til at synge nidviser. Da ingen kan måle sig med ham i fangst, må han ustandselig i sangkamp med udfordrere, der vil afprøve hans evner, men altid taber til ham.

Fætteren Quaaveersuaq bor sammen med ham de sidste år, og de følges altid til sommerpladsen bag Kangaamiut ved Tasersiaq på rensdyrjagt. Alle andre tager et stykke videre mod øst, og alle udfordrer undervejs Ariassuaq til sangkamp. Men så bliver Ariassuaq syg, og Quaaveersuaq opgiver at komme på rensdyrjagt og må snart begrave Ariassuaq. Han sørger, og sorgen bliver ikke mindre, da han hører, at alle sangkampmodstanderne vil synge den døde på for at gøre Quaaveersuaq rigtig ked af det. Derfor giver Quaaveersuaq sig til at kalde på den døde i graven. Hver dag går der kortere tid, før den døde Ariassuaq reagerer, og til sidst kommer han op bare en fugl fløjter. Da så modstanderne en solblank dag kommer syngende undervejs ud i deres konebåde og istemmer Ariassuaqs egen sang, dukker han lynsnart og skrigende op af graven. Konebåden trækkes ind mod ham, og hele besætningen dør af skræk. Sådan går det med den ene konebåd efter den anden.

Næste sommer tar Quaaveersuaq med en masse andre ad en anden rute, hvor de skal bære bådene over en fjeldryg til Tasersiaq, og da han af længsel efter Ariassuaq atter sætter sig grædende ved hans grav, begynder den kendte summen dernedefra. Alle flygter af sted op ad en høj skrænt, Quaaveersuaq sidst, og den døde er nær ved at indhente dem, da de krydser Saqqaq-elven til fods og derved redder sig. Elven kan den døde ikke forcere. I lejren kan de længe høre ham på afstand, men til slut forstummer han.

 

Aron kommenterer, at fortællingen stammer fra Kangerlussuatsiaq og er genfortalt af Hintrik, der bor hos herrnhuterne. Aron har selv stået ved Ariassuaqs grav.

 

Hist.: Det er dog næppe en historisk fortælling. Den er vidt udbredt i det meste af inuit-området. Men den er altså her blevet lokaliseret til en grav, hvor muligvis en dygtig nidvisesanger ligger begravet.

 

Var.: Aarääituaq, Aariaassuaq / Aariassuaq

En lille fortælling / Indianere

Print
Dokument id:614
Registreringsår:1904
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:Rasmussen, Knud
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:En lille fortælling / Indianere
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, III
Tidsskrift:
Omfang:side 152
Lokalisering:Sydøstgrønland
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

 

Håndskr. har ikke kunnet identificeres. H. Ostermanns oversættelse til dansk findes med samme titel og i hans håndskrift i Ostermanns arkiv, nr. A 301, Arktisk Institut. Det havde næppe været nødvendigt for Ostermann at skrive den af fra Rasmussen, hvis håndskrift ligeså læselig (og meget smukkere end) Ostermanns.

Regitze Søby (se ovf.) havde Ostermanns materiale som forlæg for sin udgivelse.

 

Eng. udg: Knud Rasmussen's posthumous notes on East Greenland legends and Myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, s. 142 - 143, "Indians"

 

Resumé: Ved Alanngorteq henter en skeløjet pige vand og opdager en

mængde hoveder titte fem bag søen. Ingen der hjemme vil tro hende. Hun

er jo skeløjet. På hendes stædige bønner forbarmer en ung mand sig

til at tage hende på en kajak over til Oqqua-landet. Her hører de om

natten voldsom larm ovre fra bopladsen. Næste dag ser de de to eneste

overlevende vandre op mod landet ved indlandsisen. Den ene er såret og

humper afsted med stok. Også ved Anaqqat skal man have haft besøg af

arpattaasimasut, løbere, indianere. Hér overlevede kun en ung pige,

der gemte sig bag en af overliggerstenene i husgangen.

 

Var.: Den første episode + udryddelsen er en gængs rammefortælling for både nordbo-angreb, angreb fra de såkaldte løbere som her: Kunuk; og fra ummiarissat.

 

Kommentar: Oversættelsen af "løberne" til "indianerne" skyldes Rasmussen i

overensstemmelse med datidens skik blandt forskere, der heri fandt

belæg for grønlændernes fortid i det canadiske Arktis. I vestgrønlandske

fortællinger er en af de "fremmede" ofte skeløjet. De eventuelle

historiske begivenheder bag fortællingerne kan have været kød- eller

muslingeforgiftning, der har udryddet en hel boplads.

En sjæleraners saga

Print
Dokument id:952
Registreringsår:1904
Publikationsår:1906
Arkiv navn:
Fortæller:Nukarajua
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:Rasmussen, Knud
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:En sjæleraners saga
Publikationstitel:Under Nordenvindens Svøbe
Tidsskrift:
Omfang:side 169 - 172
Lokalisering:Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal
Note:

Håndskr. har ikke kunnet identificeres. Men da fortællingen er trykt, må forlægget have eksisteret.

 

Resumé:

Iisimmardik / Îsímardik / Ilisimartoq er fra Ammassalik-egnen og undervejs på en handelsrejse til Vestkysten gør han ophold på Sydøstkysten ved Illuluarsuit (mødestedet for øst- og sydøstgrønlændere), hvor han dræber to unge brødre ude i kajak: Quperneq og Ukugssulik / Ukussulik. Selv siger Ii. intet derom, men han kommer hjem med Up.s hårprydelse og fangst og han benægter heller ikke drabene. Da Ii. atter hvæsser sin harpunspids af jern som han kun bruger til mord på mennesker, bliver bl.a. hans to svogre, Igsiavik / Issiavik og Isângassoq / Isaangasoq, bekymrede over igen at skulle få nye fjender. Sammen med to andre mænd planlægger at myrde ham en dag, hvor alle fem følges ud til en ø. Ii. går i land for at hvæsse sin harpunspids. De andre bliver i deres kajakker og synger trommesange. Men da Ii. aner uråd og ror bort alene, må den ene svoger fremsige eller synge en formular, der får Ii. til at vende om, komme tilbage, gå i land, sætte sig og hvæsse videre. Igsiavik lister sig ind bagfra, skyder med en bøsse gennem skulderen og ud gennem hovedet. Men den sårede Ii. er stærk. Han slynger de fire mænd fra sig, stryger sig over såret, hvorved det heler. Det var den Onde selv der hjalp ham, kommenterer den relativt nydøbte fortæller.

       Man får så gnedet spæk i såret og dermed genåbnet det. Og mens to mand holder ham fast stikker en tredje sin fuglepil langt ind gennem endetarmen og kører rundt i tarmene. Da dør Ii. Man parterer ham i alle led og smider hovedet, indsvøbt i en fangstblære / fangeblære ned i en dyb spalte i indlandsisen. Længe efter kan man høre ham brøle dernedefra. Så stor var han magt (fortællerens omkvæd til alle de utrolige hændelser).

       Da Igsiavik får medlidenhed med sin søster, der nu er blevet enke, standser broderen hans gråd med en trussel om at myrde ham også.

 

Var.: Rosing 1960: Iisimmardik / Îsímardik. Ostermann 1938, Meddr Grønland 109(1): Iisimmardik. Victor 1993. Jens Rosing har genfortalt alle beretninger om Iisimmardik i Hvis vi vågner til havblik, Borgen, (om Nappartuko-familien - se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9) 1993: 73 - 100.

 

Hist.: Historisk fortælling om mordet på masse- og lystmorderen Iisimmardik i 1890. Fortælleren, der var kommet fra sydøst- til vestkysten omkr. 1890 og blevet døbt dér, har fortællingen på 2. hånd. Versionen hos Rosing 1960, der er oversat fra Otto Rosing 1990: 27 - 71 (Angakkortalissuit, Nuuk: Atuakkiorfik), er mindre "magisk" og tættere på de faktiske begivenheder.  Nukarajua har i sin kristne forståelse af hændelserne formentlig selv tilføjet flere før-kristne træk:

Formularen der kan trække Ii. tilbage, og sårhelingen, som var et af åndemanernes almindelige tricks. Ligeså var spæk en effektiv før-kristen modgift mod alskens ånder og åndemaning. Men Iis. var ikke åndemaner.

Kommentar: Bemærk at Knud Rasmussen i sin oversættelse ikke har tænkt over, at de grønlandske retningsbetegnelser har modsatte betydninger på vest- og østkysten: Han lader således Iis. rejse nordpå fra Ammassalik til Vestkysten. Avannaamut, nordpå (egtl. til højre med front mod havet) på vestgrønlandsk, betyder sydpå (ligeledes: til højre med front mod havet) i Østgrønland.

En ufrugtbar kone der gifter sig med Malenen (?) / Månen

Print
Dokument id:407
Registreringsår:1864
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, VI, 4'
Fortæller:Gamle Sahra
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:En ufrugtbar kone der gifter sig med Malenen (?) / Månen
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 179v
Lokalisering:Sydøstgrønland
Note:

Version på dansk sammenstykket af 2 versioner inkl. denne i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 15, ss. 88 - 89.

Samme noget kortere på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 91, ss. 440 - 441: The Barren Wife.

 

Nedskrevet af Rink på dansk:

En mand, der havde en kone som var ufrugtbar, slog sin kone hver dag på ansigtet så at hun gik med blåt øje hver dag. Tilsidst skammede hun sig for disse brændemærker. En vinter, da alt (var) usædvanligt belagt med is, tænkte hun: "Siden jeg ikke kan skaffe min mand børn, måske jeg kan tilfredsstille ham med at hente vand." En aften i den stjerneklare himmel og månen skinnede klart, gik hun at hente vand; og da hun skulle til at øse i spanden (ud? brugte kajakskind) hørte hun sagte raslen af ?, hun troede det var vinden, og hun blev med at øse. Så siger en nær ved siden af hende: "Vil du følge med til "Malenen" (Rink: almindelig benævnelse for månen). Hun vendte sig om og så en ? (slæde?). Uden at betænke sig kom hun op og drog med ham op til Månen osv. (Resten af historien er fortalt ??).

 

Var.: Arnaaluk 50 - 52; Sahra 179v; The man in the moon and the entrail-snatcher; Kvinden hos Qaumatip inua;

Den resterende del af fortællingen ovf. kan læses i flere versioner: I dem alle bliver konen gravid med månen og sendes tilbage til jorden, hvor hun føder en søn. Månen hævder sin faderret til barnet. Undertiden lykkes det som i den version Rink referer i 1866-71, I, nr. 15, men ofte lykkes det ham ikke, fordi moderen bryder hans tabu mod at spise af sin mands fangster. Da dør både hun og sønnen. Sønnen kan også udvikle sig til asocial krakiler, som i "Månens barn" i Gustav Holms samling. Kun i Thule-området har man en rent positiv opfattelse af fortællingen, idet sønnen udvikler sig til en stor jæger (Holtved nr. 4; Rasmussen 1921-25, III: 50 - 52)

 

Kommentarer: Rinks håndskrift er til tider temmelig utydelig.

Ofte er det solen, der benævnes Malina i betydningen, den der følger efter. Men på sin vis er det rimeligt, at navnet i stedet gælder månen, der ifølge myten forfølger solen.

En åndemanerlærling fortæller om, hvad han har set

Print
Dokument id:985
Registreringsår:1904
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 405: "Angmagssalikkernes Religiøse Forestillinger"
Fortæller:?
Nedskriver:Rosing, Christian
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:En åndemanerlærling fortæller om, hvad han har set
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 23 - 25
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Oversat af K. Rasmussen fra Chr. Rosings "Tunuamiut", 1906, ss.

27-28. Karl Rosings oversættelse: "Østgrønlænderne", 1946, ss.

41-42, red. W. Thalbitzer. Det grønlandske Selskabs Skrifter, 15.

 

Resumé af Karl Rosings oversættelse:

 

Søens uhyre

En anonym angakkoq / åndemaner (X) fortæller Chr. Rosing, hvordan han som optakt til sin læretid (formentlig) følges med en åndemaner til en sø, hvor denne gør X usynlig ved at lægge et blad ved hans side og sætter en stenbiders sugeskive fast under hans kamiksål, for at han ikke skal løbe væk. Åndemaneren får så ved gnidning af sten mod sten søen i bevægelse og en kæmpebjørn til at stige op. Den nærmer sig, slynger åndemaneren afsted to gange og tredje gang ned til søen, hvorefter den bærer ham op til gnidestedet og æder ham alt kødet fra knoglerne. En rum tid senere har han atter fået kød på kroppen, og hans klæder, som bjørnen har flået af, kalder ham til live med et kiakkakka, hvorefter de kommer flyvende tilbage til ham.

      Formålet med fortæringen, forklares det, er at sætte åndemaneren i stand til at rejse ned i jordens indre, at give ham ny viden og at gøre ham ufarlig at nærme sig for dyr (i menneskeskikkelse), der skal blive hans hjælpeånder. Bjørnen bliver ikke hans hjælpeånd, og det siges (også?), at hjælpeånder er de mennesker, der faldt ned da jorden revnede i tidernes morgen. Dvs. innersuit.

 

Hist.: Det er oplevelser helt i overensstemmelse med østgrønlandsk tradition, som X her fortæller om. Uhyret kan være en isbjørn, eller en hund (også i Upernavik-distriktet, se: Sjælen tvinges til søs.), og altid er den et ferskvandsvæsen.

 

Var.: Den store bjørn æder hende. Den lille elv med det store dyr. Angakkoq-uddannelse.  '... søens troldbjørn'. Søens uhyre. Mislykket uddannelse. Tiimiartissaq. Rasmussen 1938. 110: Åndemaners selvbiografi.

 

Kommentar: Oftere siges det, at fortæringen skal forsyne lærlingen med et indre lys, der vil virke tiltrækkende på fremtidige hjælpeånder, og at det kun kan ses af dem og af andre åndemanere.

Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): Åndemanerens lys.

 

Vedr. uddannelse til åndemaner: søg også på initiation

En åndemaners toornaarsuk

Print
Dokument id:965
Registreringsår:1919
Publikationsår:1938
Arkiv navn:
Fortæller:Quppersimaan, Georg?
Nedskriver:Rasmussen, Knud?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:En åndemaners toornaarsuk
Publikationstitel:Knud Rasmussen's Posthumous Notes on the Life and Doings of the East Greenlanders in Olden Times
Tidsskrift:Meddr Grønland 109(1)
Omfang:side 114 - 117
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Ed. by H. Ostermann.

Orig. håndskr. har ikke kunnet identificeres.

I Ostermanns arkiv, nr. A 301, Arktisk Institut findes Ostermanns kladde og maskinskrevne manus på dansk til denne udgave på engelsk. Fortælleren identificeres ikke i manus, men den ligner ganske meget Georgs fra dennes selvbiografi: se var.: ndf.

 

Resumé:

En åndemaner / angakkoq / angakok fortæller hvordan han oppe fra et udsigtspunkt så en bevægelse i havet nær kysten. Det viste sig at være en skikkelse med ryggen til med hoved og krop ud i et og lemmer der lignede arme og ben. Den vendte sig, de så hinanden an, fortælleren var uforklarligt lige ved at springe på den, da den styrtede sydpå med ham efter sig. Han nåede den og fik den som hjælpeånd.

Denne toornaarsuk var ham to gange til hjælp i nød. Første gang kom han i sin kajak i klemme mellem drivis og vinteris. Toornaarsuk kom til og standsede isens bevægelse sålænge at fortælleren kunne redde sig op på isen. Anden gang mistede han sin kajakåre, da han havde harpuneret en tyndhåret sæl og kæntrede. Da fik han sin tililende toornaarsuk at støtte hånden på og sætte af fra op på ret køl.

Rasmussen tilføjer dernæst en om, at har en lærling først fået en toornaarsuk, vil han snart få fjender der vil angribe ham med en tupilak. Det må være en henvisning til den tyndhårede sæl, som toornaarsuk'en redder fortælleren fra.

 

Hist.: Dette må (mit kvalificerede gæt, BS) være den første trykte version af en del af Georg Qúpersimâns selvbiografi.

Georg var kendt for ikke altid kun at fortælle sine egne oplevelser, men også tilskrive sig selv dem han havde hørt fra andre.

 

Var.: Sandgreen 1982: Tôrnârssuk

 

Kommentar: Om toornaarsuk se denne og GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere).

Erqilingmik katangutisiavdlit / De, der havde "erqidlit" som stedsøskende

Print
Dokument id:820
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419
Fortæller:Jørgensen, Sofie
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Erqilingmik katangutisiavdlit / De, der havde "erqidlit" som stedsøskende
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:5 sider
Lokalisering:Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Andet håndskrift (renskrift?): NKS 3536 II, 4', læg 22: erqilingnik qatángutisiartârtoq / eqqilimmik qatanngutisiartaartoq.

Se også revideret renskrift (ved Peter Rosing ?) af samme fortælling i KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415. Begge versioner er oversat i denne base.

 

Oversættelse ved Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 205 - 210.

"En fortælling om to søskende, der havde erqiliker / eqqillit til plejesøskende".

 

Resumé af Rasmussens oversættelse (nyoversættelse af håndskr. følger derefter):

 

Drengen og hans søster holder meget af deres plejesøskende,

som de spænder for deres lille slæde, når de leger. De to eqqillit

skærer om natten lange remme, mens de andre sover og løber næste dag

foran slæden langt væk til en stor afgrund, hvor de hænger broderen og

søsteren med hovedet nedad over klippen. Børnene magter ikke at komme

op. Søsteren dør af tørst, men broderen opfanger sit eget tis og

overlever. Der kommer en konebåd forbi langt nede. Den hører ikke hans

grådkvalte råb. Heller ikke den næste konebåd. Men den tredie hører

ham og man kappes om at komme først op og få drengen til plejesøn. Et

barnløst ægtepar kommer først, får drengen op, tar ham med hjem og

sørger godt for ham. Han får slæde og bidske slædehunde, laver sig

piske med små træstykker i enden af snerten, kører ind i en islagt

fjord, lader slæden stå og går derind. Der er hans tidligere

plejebrødre på isfangst. De finder det klogere at fange hvidhvaler end

narhvaler og opdager ham først, da han er tæt på. Forskrækket ber de

ham vente lidt. De skal hente en fanget sæl længere henne. Da den ene

sætter i løb på alle fire, ved drengen at de flygter. Han henter sin

slæde, sætter efter dem langt ind over indlandsisen indtil noget

kalvis spærrer for ham. Han løsgør en af sine hunde. Den kommer

tilbage fra kalvisen med uforrettet sag. Han opdager selv et hul i

den, trænger ind til en mængde eqqillit, som han dræber ved at bore

dem i ørene. Han fortsætter. Længere inde når han til en stor sten,

som han splitter i to med en formular, og dér har hans plejebrødre

gemt sig. Han spænder dem foran sine hunde foran slæden, pisker sine

hunde, og med de særlige piske med træstykkerne pisker han store sår i

de to plejebrødre. Først segner den ene og dør. Så den anden.

 

Oversættelse af håndskr. ved Chr. Berthelsen:

Der var engang et ægtepar, der havde to børn, en dreng

og en lillesøster til ham. En gang fandt de to erqigdlit / eqqillit og tog dem

til sig som plejesønner. Da søskendeparret blev større, brugte

de eqqillit som legetøj, som hunde. Engang blev eqqillit vrede og

drog bort. De blev væk længe. Det viste sig, at de var taget hen til

andre eqqillit for at alarmere dem.

En morgen vågnede fangerfamilien ved larmen af bue og pil. De så en

hel masse erqigdlit. de dræbte alle på stedet undtagen søskendeparret.

De sagde til dem: "I bliver ikke dræbt."

Da de havde dræbt alle de andre, tog de søskendeparret med til deres

land. Undervejs kom de til en stor fjeldvæg. Her begyndte de at ordne

deres rem. De rullede den op, bandt søskendeparret om fødderne og

hængte dem op på fjeldvæggen. Så forlod de dem, og de viste sig ikke

siden. De hang dér og led. De tørstede. Storebroderen drak af sin

urin. Lillesøsteren kunne godt tænke sig at gøre ligesom

storebroderen, hvor meget hun end tissede, hjalp det hende ikke.

Så døde lillesøsteren. Storebroderen tænkte: "Jeg vil også bare dø.

måske skulle man prøve at kravle op ad remmen." Nu var han på vej op

og kom helt op dér, hvor remmen endte. Han opdagede, at eqqillit

gentagne gange havde firet sig selv ned. Men derfra hvor han var,

kunne han ikke (komme ned til kysten); og her ville han sulte ihjel.

En dag, da han vågnede, var det godt vejr. Han kunne høre nogen synge

et eller andet sted fra. Så fik han øje på en konebåd, hvorfra sangen

kom. Derinde fra land gav han sig til at skrige, men de hørte ham

ikke. Han stod dér og var ked af det. Så begyndte han at skrige igen;

og de, der sang, tav og sagde: "Hør! hvor kom det skrig fra?" De roede

ind, idet de sagde: "Hvis det er en mand, vil den, der når ham først, få ham som plejesøn. Hvis det er en kvinde, skal den, der når

hende først, få hende til plejedatter."

Med de ord, gav kajakmændene sig til at ro af alle kræfter ind imod

land - en af dem så hurtigt, som om de andre blev stående på samme

sted. Da han nåede land, tog han sin rem af og gik op.

Han halede ham op og fik fat i ham, hvorefter han bar sin tilkommende

plejesøn, ned og anbragte ham oven på sin kajak. Han roede ham ud til

konebåden og afleverede ham til sin kone, idet han sagde: "Ham skal vi

have til plejesøn." Konen tog imod ham, og de opdrog ham.

 

Han voksede op; og da han blev fuldvoksen, fik han sig en kone og

anskaffede sig hunde. ("sâniartuvinarnit aamma ilisîniutit tamâsa

apésûtigât nâmaginagidlo atâserdle sínút pigamióq tauva nâmagilerpát" -

kan ikke forstå sammenhængen. C.B.)

Så sagde han til de andre: "Jeg vil ud på hundslæde." De

samlede mange hundepiske og økser og drilbor. Han tog afsted med alle

disse ting. Han kom ind i en stor fjord og fik øje på noget, der var

sort. De kørte derhen; og hundene snusede og gav sig til at grave; og

det, de trak op, var en narhval. De lod den ligge. Og da de havde kørt

et stykke tid, begyndte de igen at grave. Endnu engang var der en

narhval. De var kommet næsten helt derhen uden at genkende dem - de

var ligesom tågede.

Så blev der sagt: "Hvad er det, der giver genskin (en hvidhval)? Den

må du endelig ikke fange." Igen var der en, der sagde: "Hvad er det

for noget, der er sort (en narhval)? Den skal du gøre dig rigtig umage

for at fange." De kom endnu nærmere. De fremmede kunne

høre hundene trække vejret og vendte sig mod dem. Så kunne han se, at

det var deres plejebrødre. Den ene plejebror sagde: "Hvornår blev

plejebror til?" Og den anden. "Hvornår blev din svoger til?" (Jeg

forstår det ikke, C.B) (Det må være åndesprog, B.S)

Da de så bange ud, sagde mennesket: "I skal ikke være bange. Jeg har

længtes efter jer. Derfor er jeg kommet for at se jer." Så sagde den

ene af de to: "Vi har også længtes efter jer." Så sagde de to igen:

"Den hval (hvidhval eller narhval), som vi fangede herhenne, er ikke

dækket med sne. Matakken er ved at blive tør. Vi må lige han og se til

den. Det tager ikke lang tid. Så kommer vi tilbage." Så fór de afsted

og forsvandt bag et næs.

Den ene af dem løb som en hund lige før han forsvandt. Mennesket gav

sig til at vente dér. Men da de stadig ikke viste sig, tog han afsted

efter dem, idet han gav hundene fartsignal.

Da han nåede om på den anden side af næsset, opdagede han, at de var

nået frem til en snedrive højt oppe. Han fulgte efter dem; og på den

anden side af snedriven så han på vej op på indlandsisen. Igen fulgte

han efter og kom til indlandsisen ("tamarme ámalortoq qâqarnatidlo

tamarmit" = alt var rundt, og der manglede overdækning?) eqqillits

spor førte dertil. Så smed han en af sine hunde over på den anden

side, og den faldt ned, og han selv sprang over og derind.

Han så en hel masse mennesker, der sov, men de (to) usle eqqillit

var ikke dér. De gennemborede disse menneskers ører. "Síkatîk = flyt

dem!" sagde han. Han dræbte dem alle sammen og gik ud. Men de to

eqqillit var der ikke. Det viste sig, at de havde søgt ly på den

anden side.

Han fulgte efter dem; men kom så til en stor sten uden indgang.

Så fremsagde han en trylleformular for at få den til at flække, og

derinde sad de to og smilede. Han greb dem og spændte dem for (slæden)

med en hel ("iluvisumit") rem. Så havde han dem som slædehunde

("nuqâtato amûtdlugo"?). Så angreb hans hunde dem, og slædekusken

piskede løs. Han lod den ene eqqilik lide de værste pinsler og dræbte

den. Den anden fik en ligende behandling. Remmen blev trukket til; og

hundene sloges med erqiliken og dræbte ham. Så tog han hjem. Siden

kørte han aldrig så langt ind i landet.

Han havde hævnet sig rigtig godt og grundigt.

 

Var.: Inurudsiak / Hævn på Erkilik'erne; En sørgelig fortælling; eqidi';

 

Kommentar: eqqillit, "dem med lus", canadiske og alaskanske inuits betegnelse for baglandets indianere. I Grønland er de blevet hurtigt løbende farlige indlandsmennesker med kraftige hundeislæt.

Et drømmesyn

Print
Dokument id:930
Registreringsår:1902
Publikationsår:1906
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Et drømmesyn
Publikationstitel:Under Nordenvindens Svøbe
Tidsskrift:
Omfang:side 10 - 12
Lokalisering:Kangerlussuaq / Søndre Strømfjord
Note:

Håndskr. har ikke kunnet identificeres. Men da fortællingen er trykt, må forlægget have eksisteret.

 

Resumé: En gammel mand fortæller Knud Rasmussen om et ældre ægtepar, Evale / Ivali og hans kone, der havde mistet deres børn og hvert år tog på renjagt i indlandet, helt inde ved bunden af Kangerlussuaq. Også da Ev. blev for gammel til renjagt levede de hele sommeren derinde. En nat hørte Ev. en vidunderlig sang under en sten, vækkede sin kone, der også fandt sangen dejlig. Sangeren, en mand lød det til, gentog den så mange gange at de lærte den udenad, og de fik et syn af et dejligt land, der ligesom sangen drev som en tåge gennem luften. Men da de næste morgen vågnede kunne de ikke huske sangen. En anden gang fandt Evale en stor sort sten med en lang indskrift. Han fortalte om den, fik næste gang papir og blyant med, men så var der ikke andet end stumper tilbage. Det skyldtes, mente Evale, at nogle folk 'derinde' (i stenen eller indlandet ? BS) ville grønlænderne det godt. For hvis stenen havde været værdifuld kunne man risikere at blive slået ihjel af europæere, som ville tilegne sig den.

 

Hist.: Fortælling med en historisk kerne, formentlig fra sidste halvdel af 1800-tallet eller lidt tidligere. Den røber en dansk el. europæisk interesse for oldtidsminder så stor, at den af grønlænderne kunne opfattes som livstruende. Måske har fortælleren således tolket en lov om straf mod tilegnelse af danefæ.

Fjeldkløften, som lukkede sig

Print
Dokument id:947
Registreringsår:1904
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Martha (Tingmiaq / Timmiaq)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:Rasmussen, Knud
Indsamler:
Titel:Fjeldkløften, som lukkede sig
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, III
Tidsskrift:
Omfang:side 139 - 140
Lokalisering:Sydøstgrønland
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 4(11), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04:: "merdlertorajît quvnerssûp kîgai".

 

Trykt første gang på dansk i: Knud Rasmussen: "Under Nordenvindens Svøbe", 1906, s. 149 - 151.

 

Eng. udg.: Knud Rasmussen's Posthumous Notes on East Greenland Legends and

Myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, side 26 - 27, "The Ravine

that closed up".

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: "merdlertorajît quvnerssûp kîgai" / Merlertorajiit qunnersuup kiigaa.

 

Resumé: Et stort fjeld. Midt på det en kløft. I kløften en dal. I

dalen et hus. Børnene leger og støjer i kløften, fordi de ikke tænker

på mad. En voksen kvinde med barn i amaaten / rygposen er hos dem. De skræmmer to

gange sælerne væk fra en gammel mand på isfangst ud for huset. Anden

gang råber han i alvorlig vrede, at kløften skal lukke sig. Den lukker

sig som en sammenbidt mund. Intet kød kan presses ned gennem revnen.

Kun lidt blod, der hældes ned, og senere lidt blod fra en nyfanget

sæl, fyldt i en tarm, der presses ned gennem revnen. Børnene bliver

mætte, men ikke barnet i amaaten. Der er ikke plads til at die det.

Det dier kvindens nakke og æder dens kød fra benene. Den gamle mand

lover at åbne kløften igen, men undlader det, fordi han næste morgen

vredes over en gammel kones svar på hans spørgsmål om himlen mon vil stå

blå i dag: Selvfølgelig, solen vil skinne, fordi barnet i dag vil æde

sig ind i hendes nakke. Svaret skal vække hans samvittighed og er en

hentydning til, at han ikke burde have ladet sin vrede løbe af med

sig. Børnene sulter ihjel.

 

Var.: id 123, 623, 820.

 

Tolkning: En variant med sjældent stærke metaforer. Temaet i alle

varianter er børns tankeløse støjen, der skræmmer dyrene bort. De

tænker ikke på mad (kød). De bør holde mund. En ekstremt lukket mund

er billedet på klippen, der lukker sig og sammenbidt ikke tillader kød

at passere. Kun blod i en tarm. Det kød-diende spædbarn alluderer

først til myten om spædbarnet, der blev sultet og åd sine forældre, og

dernæst til forestillingen om Solen, der har afskåret sine bryster og

er hul i ryggen. Moralen er dobbelt: Børn bør ikke støje. Og gamle

(mænd) bør ikke lade vreden over tankeløse børn løbe af med sig.

Hist: Evt. påvirkning er ikke synlig.

Folkene ved Igdlorssualik / Illorsualik

Print
Dokument id:1877
Registreringsår:
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Rasmussen, Pavia
Nedskriver:Albrechtsen, Peter
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Folkene ved Igdlorssualik / Illorsualik
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, I
Tidsskrift:
Omfang:side 87 - 90
Lokalisering:Arsuk: Ivittuut
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskrift: NKS 2130, 2', læg 6: s. 108 - 111: Igdlorssualingmiorssuit.

 

Resumé:

Illorsualik er i kamp med en anden stamme og river maven op på to

brødres lillesøster, mens de prøver at få hende bort fra kampen. De

fortsætter flugten, og søsteren dør af blodtab ved en solrig skråning,

hvor hun blir begravet. Brødrene runder to fjorde og bliver

plejesønner hos et enligt ægtepar, hvor de dagligt øver deres kræfter

uden for. Lillebror overanstrænger sig, kvæstes indvendig og dør.

Storebror får kajak og specielt tynde redskaber, som han fortrækker.

På hans ønske tar de ud for at træffe mennesker. De blir venligt

modtaget et sted, hvor man daglig driver hvalfangst uden held, ror om

kap i konebådene på hjemvejen og spiller bold om aftenen. Den unge

mand vægrer sig en tid mod at deltage i nogen af delene, tar omsider

med på hvalfangst, og da han to gange har bidraget til en konebåds

sejr i kapløbet, får han lyst til boldspillet. Under spillet skubber

han til en forkælet dreng, der tuder og tuder. Faderen kommer til, den

fremmede får skylden og identificeres som en af deres fjender. Den

unge mand blir hjemme næste dag og lokker ved sit udtalte ønskes kraft

en for en de hjemkommende konebåde hen til en flad klippeskråning ved

havet, hvor han vender bunden i vejret på bådene. Alle drukner. Han

fortsætter op til husene og myrder alle kvinder og børn undtagen een

kvinde, som han tar til kone. Tilfreds med denne sin hævn over

lillesøsteren rejser han tilbage med kone og plejeforældre.

 

Var.: Kunuk (tildels). Episoden med boldspillet forekommer ofte i Aqissiaq.

 

Hist.: Dette er en yderst forenklet variant af fortællingen om Kunuk.

I sammenligning virker den ret tam, bortset fra, at hovedpersonens

hævn hér antager uhyrlige dimensioner.

Gamle Qátsâq / Qattaaq med lemmingamuletten

Print
Dokument id:1434
Registreringsår:1916
Publikationsår:1924
Arkiv navn:
Fortæller:Martensen, Esaia (Martinssen, Isaja / Isaia)
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Gamle Qátsâq / Qattaaq med lemmingamuletten
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, II
Tidsskrift:
Omfang:side 175 - 184
Lokalisering:Ny Hernhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Knud Rasmussen har fejlagtigt anført Esaia som fortæller, men det kan ikke være andre end

Jaakuaraq Eugeniusen fra Nuuk / Godthåb: Håndskr. NKS 3536, I, 4', læg 8, ss. 1 - 13: oqalugtuaq qátâmik. Eller i dansk håndskrevet oversættelse (oversætteren kan ikke identificeres) i NKS 3536, II, 4', læg 18.

Trykt på grønlandsk i Lynge, Kr. Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo, II, 1939: 32 - 42.

Trykt første gang (ganske let redigeret), i Atuagagdliutit 1934 - 35, nr. 13, ss. 102 - 103 + nr. 14 ss. 108 - 109 + nr. 15, ss. 118 - 119 + nr. 16, ss. 123 - 124: Qátaq.

 

En oversættelse ved Apollo Lynge følger efter resuméet ndf.

 

Resumé:

Q. har flere sønner og en plejesøn, der alle fanger. Q. er en ivrigere

fanger end nogen anden, årvågen og altid i bevægelse efter

fangstmuligheder. En vinter, hvor havet er frosset til og isen kan

bære, men ingen våger er at øjne, bestiger han et bjerg og ser langt

ude i horisonten frostrøgen fra to våger, den ene bag den anden. Hans

sønner og plejesøn følger ham derud næste morgen. De fanger en mængde

edderfugle, vender næsen mod land og overfaldes af en fralandsstorm. De

driver til havs på en isflage, der blir stadig mindre. Q. trækker en

streg omkring deres tåspidser, hvorved isflagens afsmeltning standses.

Da de tørster, fremkalder han sødt drikkevand med et stød af sin tuk i

isen, drikker først og støder vandet tilbage, da alle har drukket. De

når Akilineq, springer i land, og da er isflagen blevet til blot en

skumklat. Langt inde i landet hører de en ravn skrige: dér må ligge en

boplads. De inviteres ind i det største hus og beværtes. Plejesønnen

spilder en dråbe vand på husherrens skinnende hvide pels. Denne lægger

et siddeskind på gulvet og alle undtagen husherren og gæsterne går ud på

taget. Han trækker arm med plejesønnen, der dør, da han får testiklerne

revet af. Husherren kommanderer liget hejst op gennemtaget med besked om

at gemme øjnene til ham selv. Q. giver nu

husherren samme behandling, efterligner hans stemme, og først da man

deroppe har parteret liget til fortæring, opdager man, at det er

husherren. Man lukker husgangen med sten, bryder huller i taget og

kaster urin og lanser ned mod de indespærrede. Q. ber om sin yderpels,

der hænger udenfor. Han får den, finder sin lemminge-amulet i kraven,

sutter den levende og sender den op på drab. Den vender blodig

tilbage, får fornyet liv i Q.s mund og dræber nu resten derude ved at

bore sig vej gennem dem fra rumpehul til mund. En piaaqqusiaq-klædt

dreng inviterer Q. og hans sønner over til et gammelt ægtepar, der er

blevet inden døre i et andet hus. Hér tømmer Q. en skål menneskehjerne

med lukkede øjne, tryller den fuld til hver af sønnerne, der også

tømmer den, og endelig til den gamle værtinde, der bliver sindssyg af den

stærke kost. Q. genopliver sin plejesøn, og de flygter alle ud til

kystklipperne, hvor Q. og hans sønner lader sig rutsje ned i havet. De

kommer alle op som bjørne i kraft af deres bjørneamuletter.

Plejesønnen tøver, men springer så og basker med armene. Han forvandles

til sin amulet, en snespurv. Undervejs hjem over havet hviler han sig

med mellemrum på bjørnenes hoveder. Hjemme på land ryster de sig og

forvandles tilbage til mennesker.

 

Oversættelse:

Fortællingen om Qattaaq

Det fortælles at Qattaaq var en meget aktiv fanger, selv om han var til års. Han kunne ikke holde sig hjemme, uanset hvordan vejret var. Selv om de unge i famlien holdt sig hjemme, tog den gamle ud på fangst, og han var aldrig til at nå om morgenen, for han vågnede altid meget tidligt. Sådan var han stadig, da der engang kom en hård vinter, og kulden blev stadig strengere. Da kulden begyndte, blev snefaldet til grødis, og islægget begyndte ude fra havet og trak stadig tættere mod land. Efterhånden var der mindre og mindre vand at ro i kajak i, og til sidst var der kun vand lige ud for deres boplads.

 

En morgen vågnede de og så, at hele havet var dækket af is, og da de ikke længere roede i kajak, blev den gamle endnu mere aktiv. Han undersøgte isen hver dag og gik ture i deres omegn, men han fandt ingen våger. Med tiden blev det godt vejr, og en morgen vågnede de til et pragtfuldt vejr uden skyer. Qattaaq stod op i den tidlige morgen, mens de unge endnu sov, og efter at have orienteret sig om vejret drog han ind i landet. Han udvalgte sig de højeste fjelde, som han besteg. Da han var kommet op på toppen beskuede han havområdet ud for sig, for om muligt at opdage noget, og han så nu derude i horisonten to tågeskyer, der lå ud for hinanden og som angav en tæt frosttåge. Han tog pejlemærker af deres beliggenhed og gik så ned fra fjeldet. Hjemme igen sagde han til de unge: "Her sidder vi og mangler fangstdyr; derude på havisen er der to tågeskyer der afgiver tæt forsttåge, og vågerne kan ikke bare være der af sig selv, men må holdes åbne af sødyr eller fugle; jeg vil prøve at se efter i morgen." Da han sagde dette blev hans børn ivrige efter fangst og begyndte at tage deres fangstredskaber ind i huset, og de brugte eftermiddagen til at gøre sig klar til fangst. Da det blev aften, gik de i seng. Om morgenen havde hans børn det som de lige var faldet i søvn, da de hørte puslelyde og kiggede ud og så, at deres far allerede var begyndt at gøre sig klar. De stod allesammen op, gjorde sig klar, og så tog de af sted.

 

De var af sted udefter længe før det blev dag, og da de efter en tid nåede ud til de yderste øer, begyndte dagen endelig at lysne. De blev ved at gå udefter, mens det blev lysere og lysere, og da de yderste landområder begyndte at løbe ud i et, fik de den nærmeste frosttåge i sigte. Da de mærmede sig den, så de at en masse edderfugle holdt vågen åben, og de gav sig til at fange dem med snare, så snart de var kommet hen til vågen, men netop som de frydede sig over fangsten, sagde deres far: "Se engang hvor meget I skal bære hjem," og de så at det var en større mængde. Så sagde faderen: "Nu må I holde op med at fange flere. Resten kan fanges en anden dag." Og det virkede som om de unge slet ikke havde lyst til at holde op. De fik alle et stort læs at bære på og gik så ind mod land. Og det fortælles, at Qattaaq havde for vane når han var på fangst, at han hele tiden var opmærksom på vejret og altid besigtigede alt, selv når det var godt vejr.

 

På et tidspunkt da han tog bestik af området ind mod land, opdagede han at de store fjelde, der lå længst inde i landet, var begyndt at fyge på grund af fralandsvind; han kiggede ofte på dem og så, at fygningen meget hurtigt bevægede sig udad. "Fralandsstormen vil komme over os, skynd jer indefter alt det I kan", sagde han til sine unge. Den gamle førte an i luntetrav uden ophør. Efterhånden som den kraftige snefygning nærmede sig, løb han hurtigere, og da fygningen nåede de yderste fjelde og den gamle stadig satte farten op, måtte han, når han kom for langt foran de unge, standse op og vente på dem. Han lagde end ikke sin store byrde ned, mens han ventede, og løb straks videre så snart de indhentede ham. Da der endnu, så vidt han kunne beregne, var langt til de yderste øer, stod den kraftige fygning ud fra fastlandet. Og da den nåede dem, følte det som var de kommet ind i tæt tåge. Nu var der ingen der sagde et muk, og de passede på ikke at komme væk fra hinanden. Mens de stadig var på vej indefter, så de ind imellem noget mørkt foran sig, og det var altid en stor revne, som de så sprang over. Da de så småt begyndte at regne med at være i nærheden af land, men uden den fjerneste sigtbarhed, og de samtidig hele tiden passede på hvor de trådte, mærkede de igen noget mørkt foran sig, og det var en meget bred revne. Den gamle sprang først over, og derefter sønnerne, men hans plejesøn nåede ikke at springe over. De forsøgte at finde et smallere sted, men da den store revne åbnede sig mere og mere, krummede den gamle sig sammen og sprang så tilbage, over til sin plejesøn. Da han var sprunget fulgte hans sønner efter, en efter en. De prøvede at finde et smallere sted til deres plejesøn, men revnen åbnede sig mere og mere. Nu hvor de intet kunne gøre, begyndte de at drive, mens den is de stod på blev mindre og mindre, og til sidst måtte de løbe for at holde balancen på isflagen på bølgeskråningerne.

 

Da de nu i denne situation var blevet ganske tavse, lød det pludselig fra den ældste søn: "Det siges at Qattaaq har megen visdom. Mon han vil lade os omkomme midt ude på havet." Det svarede den gamle overhovedet ikke på, men han tog sin tuk og stregede resten af isflagen ind i en stor rundkreds uden om dem, og så lagde han sin tuk tilbage. Der brækkede stykker af isflagen, men når de nåede hans afmærkning, brækkede de ikke længere af. Nu holdt de så til på en stor rund isflage, og da de var kommet så vidt, begyndte det at blive mere sigtbart igennem det vand, der blev pisket op af stormen. Da det blev klart i vejret kunne de ikke se land, for de var midt ude på havet. Da de intet kunne gøre, drev de videre på må og få. Efterhånden blev de meget tørstige, og igen var det jo den ældste søn, der sagde: "Det siges at Qattaaq har megen visdom, men han er ved at lade os tørste ihjel." Qattaaq sagde heller ikke denne gang noget, men han tog sin tuk, og han huggede til lige ned ved siden af sig. Da han trak sin tuk op, vældede det klare vand op. Men da sønnen bukkede sig for at drikke, for det ud af Qattaaq: "I må ikke drikke endnu, først når jeg har drukket må I drikke." Den gamle bukkede sig ned og drak længe og grundigt, og da han havde fået vejret igen og rejste sig, bød han dem at drikke. De smagte på vandet, og det smagte så vidunderligt, at det nærmest var sødligt. De de alle hver og een havde drukket nok og den sidste rejste sig, mens vandet stadig vældede op, tog Qattaaq sin tuk, vendte den om og stødte til. Og så kom der ikke mere vand op.

 

Langt om længe fik de land i sigte, og de begyndte at drive ind mod land. Da de var meget tæt på land, kiggede den gamle på de andre og sagde: "Når vi er drevet på land og den første træder i land, må han ikke se sig tilbage. Ingen af jer må se sig tilbage, når I er kommet i land. Først når jeg som den sidste er i land og siger til, må I se jer tilbage. De drev så ind mod land og strandede, og da hans sønner og plejesønnen var trådt i land, hørte de ham sige: "Se nu på jeres fartøj!" De vendte sig om og så, at det bare var en lille klat havskum, der lå ogvippede ved strandkanten.

 

Da de var kommet i land gik de vestover. Da de så ikke længere kunne se havet og gik igennem en længere slugt, kom en stor ravn skrigende til syne fra vest, og mens den skrigende fløj over dem, sagde den gamle: "Vi møder snart mennesker." Opmærksomt gik de videre mod vest, og så fik de øje på en hel del huse, som de gik ned til. Da de blev budt ind i det største af husene og kom ind, så de at det var fyldt med mennesker, og da de bød dem mad, spiste de. Plejesønnen blev meget tørstig, så sig om efter vand og opdagede så henne i den lange ende under en stor, kraftig mand på lampebriksen en vandbeholder af skind. Han gik derhen og ville til at drikke, da ham ved siden af begyndte at brumme. Han opdagede så at han var vred, fordi plejesønnen var kommet til at spilde en dråbe vand på hans ene kamik, og det fandt han uhumsk. Dengang de kom ind havde faktisk straks set, at hans tøj så meget nyt og ubrugt ud. Og mens de andre talte om vind og vejr, sagde den kraftige ikke en lyd; så brummede han igen, rejste sig, og efter at have rakt ind efter noget under briksen, trak han et stort vandskind frem og begyndte at klæde sig af. Imens gav så alle i huset sig til at strømme ud så kun Qattaaq-familien og den kraftige mand var alene tilbage.

 

Da han havde taget tøjet af og bredt vandskindet ud på gulvet, udbrød han: "Lad os trække armkrog!" Hans kraftige arm var bøjet, plejesønnen gik ud på gulvet til ham, og så begyndte de at trække krog. Den kraftige mand blev rød i hovedet, og plejesønnen begyndte at trække hans arm ind til sig. Netop som plejesønnen var ved at klemme hans kraftige arm ind mod sit bryst, strakte den kraftige pludselig sin tunge arm ud og langede direkte ud efter plejesønnens skræv. Han rykkede hans testikler ud ved roden, og plejesønnen rallede. Da han således havde dræbt ham, råbte han opefter: "Nu har jeg krammet på mine gæster, øjnene skal jeg ha', hit med en line!" Da han havde råbt blev en rem firet ned fra husets tag. Han bandt en løkke om halsen på den døde, som de med små skrig halede op oppe fra hustaget, og da de havde fået ham op, hørte man derefter ikke andet end skærende knivlyde. Men så hørte man een sige: "Vores husherre er så glad for øjne, lad mig skære øjnene ud til ham." Man kunne høre dem partere ham, og så blev der stille deroppe. For anden gang bøjede værten sin kraftige arm og sagde: "Lad os trække armkrog." Inden sønnerne nåede at træde frem, trådte Qattaaq ud på gulvet til ham. Han bøjede sin arm om hans arm, og inden Qattaaq var begyndt at anstrenge sig, var den anden godt svedt og blev dybrød i kinderne. Akkurat som den anden ville have gjort lod Qattaaq sin arm blive trukket ind mod brystet af modparten, og den anden blev meget ivrig efter at trække den ind. Og da først, da den anden ville trykke hans arm ind mod sit bryst, strakte han sin arm ud, og så langede han ud efter den kraftiges skræv, mens denne skreg af skræk, og endelig trak han hans testikler af og dræbte ham derved. Han spurgte sin ældste søn: "Hvad skal vi så gøre med ham?" "Råb op og prøv at efterligne hans stemme," svarede han. Så råbte han opad med falsetstemme: "Nu har jeg krammet på mine gæster, øjnene er til mig, hit med en line!" "Du lyder fuldstændig som ham," sagde sønnerne. Og i det samme blev en rem firet ned. Efter at have bundet en løkke om hans hals, trak de ham op med små råb. Da de havde fået ham op, hørte man ikke andet end lyden af knive mens de parterede ham. På et tidspunkt lød det så: "Vores husherre er så glad for øjne, lad mig skære øjnene ud til ham." Så, netop som de regnede med at han skulle være i gang med at skære den kraftiges øjne ud, hørte de manden skrige: "Vi er ved at partere vores husherre!" Og derefter blev der helt stille. De hørte nogle drøn henne fra husgangen, og da de blev mistænksomme kiggede de ud i husgangen og så, at de allerede var begyndt at fylde den op med sten, så man ikke kunne komme ud!

 

Da det blev deres situation, begyndte stedets beboere at lave åbninger i hustaget og derefter at tømme potter med gammel urin og lort ned gennem åbningerne, og når de så stak lænsere til sælfangst ned gennem åbningerne, var det med nød og næppe de undgik at blive ramt. De blev gennemblødte af gammel urin, og der blev stadig flere åbninger i hustaget. På det tidspunkt kom Qattaaq endelig i tanker om, at han havde en lemming i kantningen til pelshætten på sit udetøj som amulet (hjælpeånd). Med den tanke at de sikkert ikke ville adlyde ham, råbte han op til folkene: "Kom med mit udetøj, hvis I kan. Det hænger på stilladserne. Jeg vil bruge det som ligtøj!" ovenfra hørte man en af dem sige: "Han ber os om at få sit udetøj, der hænger ved stilladset, han vil bruge det som ligtøj." Straks stemmen havde lydt kastede de hans udetøj ned gennem en af åbningerne med bemærkningen: Lad tøjet blive hans redning." Da han havde taget tøjet, følte han efter i hættekanten, og jo, der var den. Han tog den, puttede den i munden, og først da den hele tiden forsøgte at smutte ud, spyttede han den ud, og idet han med sagte stemme sagde: "Nogle af dem", kastede han den derop. Han havde dårligt smidt den derop før de hørte nogen udbryde: "Han der falder om, og ham der falder også om!" Nu hørte man dem falde om en efter en, og til sidst blev der stille. Lidt efter faldt lemmingen ned oversmurt med blod. Han rensede den for blod og puttede den for anden gang i munden, og da den igen var blevet livlig, kastede han den opad med ordene: "Dem allesammen!" Det varede lidt, og da den lidt senere faldt ned, havde den næsten intet blod på sig. Han rensede den for blod og gemte den. De lyttede, men da der ikke var en lyd, prøvede de at komme op igennem en af åbningerne. Og da de kom op så de en masse døde mennesker ligesom grønlandssæler, der ligger pladask og soler sig på isen. De gik hen og undersøgte dem og så, at der ligesom kom lidt blod ud af deres mundvige.

 

De var dårligt kommet ind i et af husene og havde sat mad frem til sig selv, da en ung mand kom ind i skindtøj, hvor hårene i den ene side vendte opad og i den anden side nedad. Da han var inde rømmede han sig og sagde uden videre: "Nu er Apia deroppe blevet tosset, for hun sidder deroppe og laver sin søns hjerne til med hænder og fødder til gæstemad, og gæsterne skal komme på besøg!" Da han var gået formanede Qattaaq de unge mennesker: "Når vi kommer ind deroppe, vil I se et træfad fuldt af omrørt hjernemasse midt på gulvet. Når jeg så som den første træder ind fra opgangen går jeg hen til fadet, tager det op og begynder at slikke af det, mens jeg langsomt går rundt på gulvet med lukkede øjne, og først når jeg har slikket det helt rent, lægger jeg det tilbage på plads med bunden i vejret, og når det er gjort sætter jeg mig ned. En af jer tar det så, vender det om, og ser at indholdet ikke er rørt, og ligesom mig må I slikke det rent med lukkede øjne, mens I langsomt går rundt på gulvet med lukkede øjne, og når I har slikket det og stillet det tilbage på plads, sætter I jer samtidig med at I åbner øjnene." De gik ud for at gå op til det andet hus, og da de kiggede ind i huset ved trinet op fra husgangen så de, med Qattaaq som den første, at manden i huset sad bagved tranlampen, og at konen sad inden for på briksen. Hun sad langt inde på briksen med hånden under kinden, og de blev begge ved med at kigge udefter uden at sige noget. Nu så de da også, at der midt på gulvet stod et fad fyldt med rørt hjernemasse. Straks Qattaaq kom ind styrede han hen til fadet, tog det op og begyndte at slikke af det med lukkede øjne, mens han langsomt gik rundt på gulvet, og man hørte ikke andet end slubrelyde. De to, der havde budt på maden, kiggede ufravendt på Qattaaq. Han slikkede fadet helt rent, stillede det tilbage på plads, og først da han åbnede øjenene, satte han sig ned. En af hans sønner gik hen til fadet, og da han vendte det om, var indholdet urørt. Mens han lukkede øjnene og langsomt gik rundt på gulvet, slikkede han det rent, og idet han stillede det tilbage på plads, satte han sig ned. Da den sidste havde sat fadet tilbage og sat sig, så Qattaaq hen på værtinden og sagde: "Slik du nu fadet på samme måde!" Hun var mere end villig. Hun trådte ud på gulvet, gik hen til fadet, og da hun vendte det om, var indholdet urørt. Idet hun tog det op slikkede hun løs, mens hun hele tiden kiggede på sine gæster. Hun var dårlig begyndt, før hun begyndte at tale i vildelse og miste forstanden, og da hun styrtede sig hen over sin mand, flygtede Qattaaq og hans sønner i rædsel, så de stimlede sammen og spærrede husgangen for hinanden. Da de nåede ud, løb de allesammen af alle kræfter mod (havet i) øst.

 

Da de fik øje på det store hav, spurgte Qattaaq sin ældste søn: "Hvad har du som amulet?" Han svarede at han havde et lille stykke isbjørneskind som amulet. Han spurgte de andre, og de have alle et stykke isbjørneskind som amulet. Det fortælles, at han også havde vakt sin plejesøn til live, og han spurgte også ham: "Hvad har du så som amulet?" Han tav lidt og svarede så, at han havde en lille snespurv som amulet. "Stakkels dig, så bliver du nok spist af den dumme Apia," sagde Qattaaq. Da de ovenfra fik øje på et stort, glat klippestykke der førte ned i vandet og kom derhen, sagde Qattaaq: "Se nu på mig når jeg glider ned ad klippestykket, og prøv så at gøre som mig." Da han med tiltagende fart gled ned mod vandet, vendte han sig om på maven lige før han nåede vandet, og han kurede i havet med hovedet først. Der gik lidt tid, og så, ud for det sted han var dumpet ned, kom en stor isbjørn op, uden hår omkring snuden. Den strakte hovedet ret op og hældte vandet ud af sine store ører efter tur, og vendte så hovedet ind mod dem. Da han nu flød videre derude, kurede hans ældste søn nedad i fuld fart, og uden at bremse forsvandt han i vandet, og noget efter dukkede han op ved siden af sin gevaldige far og var blevet til en stor isbjørn. Da alle sønnerne efterhånden var nede i vandet, stod plejesønnen og gjorde mange forberedelser. Hver gang han så kom farende ned rettede han sig og op standsede lige før han nåede vandet. Så sagde de til ham derudefra: "Hvis du ikke glider ud i vandet bliver du bare spist af den dumme Apia. Hold op med at komme i tvivl. Når du er næsten nede ved vandet skal du strække dig opefter og prøve at flyve." Da de nu sagde sådan, fór han nedad med mere og mere fart på, og lige før han nåede vandet baskede han bare forsøgsvis med armene, og op fløj en lille snespurv; og da han fløj op dykkede de andre ned under vandet (så hurtigt) at han kun nåede at se alle deres mørke fodsåler. Oppe i luften fulgte plejesønnen de andre, og når han var lige ved at styrte i vandet af bare træthed, svømmede de store bjørne op i overfladen med hovedet oppe, og så satte plejesønnen sig bag et af bjørnenes store ører og hvilede sig. Først når han fløj op igen, dykkede isbjørnene.

 

Da de fik deres land i sigte og gik på land et lille stykke fra deres boplads, gik den første lidt ind på land, purrede op i sin pels og rystede den og så faldt en lille stump bjørneskind ned, som han tog op og gemte. Da alle de andre var kommet op på land og havde rystet deres pels, faldt der en lille stump bjørneskind ned. Deres plejesøn landede tæt ved, purrede op i sine fjer og rystede sin krop, og så faldt to snespurvevinger ned, som han tog op og gemte.

 

Efter at Qattaaq og hans sønner var drevet til havs i den kraftige fralandsstorm og der var gået flere dage, mistede de efterladte håbet om at se dem igen. Men til alles overraskelse kom de tilbage, sunde og raske. Det fortælles, at når de alle kom velbeholdne hjem var det udelukkende på grund af Qattaaqs store visdom.

Her ender fortællingen.

 

Var.: Qillarsuaq, Gamle Qattaaq, og en del flere. Søg på Akilineq

idet episoderne om den ufrivillige rejse til landet på den anden side havet, Akilineq, styrkeprøverne med kannibalerne derovre, og amuletten i halskraven har været meget populære.

Gravene er de dødes hus

Print
Dokument id:1867
Registreringsår:1902
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Petersen, Ole ?
Nedskriver:Petersen, Ole ?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Gravene er de dødes hus
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, I
Tidsskrift:
Omfang:side 62 - 63
Lokalisering:Neriaq / Neria: Paamiut / Frederikshåb
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Orig. håndskr.: har ikke kunnet identificeres mellem Ole Petersens andre nedskrifter i NKS 2130, 2', læg 7.

 

Vedr. reår: Ole Petersen sendte en anden samling nedskrifter (NKS 3536 I, 4', læg 5) til Rasmussen i 1907.

 

Resumé:

En mand der savner en kniv og kører nordpå med en hoftelam hund for

slæden, overnatter i et hus med en brændene lampe og en mængde

flækkede sæler uden for. Hunden knurrer, manden ser et genfærd komme,

skjuler sig i kogerummet, mens den døde går ind og ud igen, hvorefter

han straks spænder for og flygter. Nu er huset forsvundet. Han kommer

til endnu et hus, blir vel modtaget og fortæller om sin oplevelse.

Deres søster blev sindssyg, fortæller de, og som tak for at manden har

holdt hende med selskab for en nat, forærer de ham en mængde

flinteknive. Han kører hjem i en stor bue uden om den grav, han natten

før oplevede som et hus, og rejser aldrig siden nordpå.

 

Var.: Savinnguarniaq; Gravene er de dødes hus; Mannik; De mange brødres eneste søster, som blev gal;

 

Hist.: Ole Petersen skriver på håndskriftets side 1: Jeg er en 62-årig pensioneret kateket i Neria. Jeg har udarbejdet alle disse og skønt jeg kender flere har begrænset mig for at nå det i tide. Desværre er der ingen datering."Slæden" er et fremmedelement, hvis hovedpersonen skal

lokaliseres enten til fortællerens egn eller til vestkysten syd for

Sisimiut.

Grovæderen

Print
Dokument id:1588
Registreringsår:1903
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Taateraaq (Tâterâq)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Grovæderen
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 155
Lokalisering:Agpat / Appat: Avanersuaq / Thule
Note:

Orig. håndskrift: KRKB 1, 5(14): Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04; Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "Narrajîna" / Narrajiina.

Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

 

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905: 206.

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 55 - 56: "Narrajîna" / Narrajiina.

 

Resumé: Manden, der er en stor renjæger, spiser ustandseligt og så

meget, at han må grave et hul til sin mave ved hvert måltid. Han giver

aldrig andre noget.

 

Var.: The glutton Narajê

Heksekunst

Print
Dokument id:975
Registreringsår:1904
Publikationsår:1938
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Heksekunst
Publikationstitel:Knud Rasmussen's Posthumous Notes on the Life and Doings of the East Greenlanders in Olden Times
Tidsskrift:Meddr Grønland 109(1)
Omfang:side 155
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Ed. by H. Ostermann.

Orig. håndskr. har ikke kunnet identificeres.

I Ostermanns arkiv, nr. A 301, Arktisk Institut findes Ostermanns kladde og maskinskrevne manus på dansk til denne udgave på engelsk.

 

Resumé:

Forsøget siges at være foregået ved Ikkattormiut på sydøstkysten.

Manden, der vil en anden til livs, får med stort besvær en hel snespurvefamilie til at samles i dens rede, hvorefter han fanger forældrene og en af ungerne, dræber dem, bøjer deres kroppe i bestemte stillinger inden de stivner, hvorefter han anbringer dem på en lille tue over husgangen med ryggen til. Næste morgen tidlig, før de andre vågner, skal hannen være væltet hvis hekseriet er lykkedes. Hvis ikke kan man ved stranden finde et søpindsvin og en ungersartoq (en slags snegl uden hus, der trækker sig sammen når man rører ved den) og anbringe dem under offerets brikseskind. Lykkes det de to dyr at slippe derfra igen uden at offeret opdager det, vil snegledyret lamme ham til sengen og søpindsvinet lidt efter æde ham (indefra?).

 

Kommentar: Præcis hvorfor der skal både forældre og en unge til, for at hekseriet virker, står ikke klart. Måske var offeret i dette tilfælde gift og havde eet barn. Men at falde bagover var metafor for at dø, og det skulle vel så være hannen alias det mandlige offer, der faldt om.

Hekseri, der bevirker barnløshed

Print
Dokument id:976
Registreringsår:1904
Publikationsår:1938
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Hekseri, der bevirker barnløshed
Publikationstitel:Knud Rasmussen's Posthumous Notes on the Life and Doings of the East Greenlanders in Olden Times
Tidsskrift:Meddr Grønland 109(1)
Omfang:side 155 - 157
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Ed. by H. Ostermann.

Orig. håndskr. har ikke kunnet identificeres.

I Ostermanns arkiv, nr. A 301, Arktisk Institut findes Ostermanns kladde og maskinskrevne manus på dansk til denne udgave på engelsk.

 

Resumé:

En ung kvinde, der forskydes af sin mand til fordel for en ny kone, pønser mere og mere intenst på en hævn, der kan skille dem ad. Hun kommer på besøg i et hus, hvor en gammel kone lover at hjælpe hende mod at få de sælskind den unge kvinde medbringer. De lister sig udenfor med nogen tid imellem. Ingen må observere den gamle formidling af sin viden. Fremgangsmåden er yderst besværlig:

Man finder først en hunræv, der sover med sine unger i sin hule og slår den ihjel uden at den vågner. Man skærer dens dievorter og bryst ud og tager det med hjem. Dernæst er det en sovende rype, der skal dræbes. Fra den skæres mave og underliv. Disse sager placeres så mellem ofrene mens de sover ansigt til ansigt. Da vil stanken fra de udskårne stykker krybe ind i deres drømme, give dem afsmag for hinanden og de vil skilles. Da det imidlertid kan tage årevis før man er så heldig at komme på klodshold af en sovende rævemor og en sovende rype, gør den unge kone klogt i at fange en snespurv og beordre den til at fjerne (sjælen fra) ethvert barn som det forhadte ægtepar måtte få. For har de først fået børn, kan det være svært at få hekseriet med ræv og rype til at virke.

Den unge forskudte kvinde blir lykkelig for rådet, men ingen kan fortælle om hun nogensinde fik gennemført sit hekseri.

 

Hist.:  Næppe en historisk fortælling. Snarere en fortænkt idé der har fået en rammefortælling. Faktisk var det noget nemmere at fremstille en tupilak, blot man havde den rette serrat / tryllesang til genoplivelsen. Og en sådan kunne man købe sig til.

Hunden, som tog pigen til kone

Print
Dokument id:1550
Registreringsår:1903
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Arnajaaq (Arnajâq)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Hunden, som tog pigen til kone
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 85 - 86
Lokalisering:Avanersuaq / Thule
Note:

Orig. håndskrift: KRKB 1, 5(14): Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04;

Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "Qingmeq arnamik nuliartârtoq" / Qimmeq arnamik nuliartaartoq.

Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

 

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905: 119 - 120.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 21:"Qingmeq arnamik nuliartârtoq" / Qimmeq arnamik nuliartaartoq.

 

Resumé:

En mand opfordrer sin datter til at gifte sig med en hund, fordi hun

vrager alle mænd. En frossen hundelort bringer beskeden ud til hunden,

der slæber pigen ud og ligger med hende. Faderen bringer hende over

til en ø ud for Kangerlussuaq, mens han lader hunden svømme over med

en pose sten så den næsten drukner. Pigen føder to hunde, to eqqillit

(hundemennesker), to inuit, to qallunaat (hvide) og to qallunaatsiaat

(ondsindede hvide). De hvide sender hun over havet på en kamiksål, og

hun lader derefter sine børn sønderrive faderen.

 

Var.: Kvinden og hunden; Kvinden der blev gift med en hund. Hunden der tog en kvinde til kone; Tartuneqi; Tartitsinnaaq; Kvinden, som fik en hund til mand.

 

Hist.: En fælleseskimoisk myte. Qallunaatsiaat var den vestgrønlandske

betegnelse for nordboerne. Måske har sydvestgrønlænderen, Hans, der

boede fem år i Thule-området (1855-60), indført betegnelsen. Se

"Fortolkningsmuligheder": Holdningsændringer: "Qallunaat" og "Kvinden og hunden ..."

.

Hvorledes jeg blev åndemaner

Print
Dokument id:987
Registreringsår:1904
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 405: "Angmagssalikkernes Religiøse Forestillinger"
Fortæller:Ajukutooq
Nedskriver:Rosing, Christian
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Hvorledes jeg blev åndemaner
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 16 - 19
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Oversat af K. Rasmussen fra Chr. Rosing: "Tunuamiut",  1906, ss.

24-25. Karl Rosings oversættelse: "Østgrønlænderne", 1946, ss.

38-39, red. W. Thalbitzer. Det grønlandske Selskabs Skrifter, 15.

 

Resumé af Karl Rosings oversættelse:

(Chr. Rosing nævner ikke, at åndemaneren er Ajukutooq)

Han er søn af en angakkoq (Akku), der blev bundet, forsynet med tejstevinger og således kunne foretage åndeflugt, men så vidt har han aldrig drevet det selv.

I sorg over at miste sin mor, der efter skilsmissen efterlader ham hos hans far, begynder NN sin oplæring ved at finde og derefter gnide en sort sten mod en hvid sten i lange tider. Første dag oplever han intet, anden dag hører han blot en kraftig lyd, men senere bliver han mødt af en dødning, en qarlimaateq, der kaster ham omkuld så han besvimer. Under hver helbredelsesseance lader NN sit åndedræt falde ned og dødningen krybe ind i sig, hvorefter landet åbner sig for NN, der kan se alle den syges sjæle: 'vi er ikke skabt som I (de kristne med kun een sjæl, BS), for vi består af mange små blærer og har derfor mange sjæle'. Når de falder ud af kroppen falder de durk ned gennem jorden og ud på den anden side, hvor åndemaneren må hente dem tilbage. Selv fortæller han ofte en del historier når dødningen er inde i ham. Når hans åndedræt kommer tilbage er seancen forbi.

Kommentar: Uddannelse til åndemaner. Initiation.

Af denne skildring fremgår det, at jorden opfattes som en tyk skive. Det kan have været den herskende forestilling i hele Grønland, før missionærernes kugle med helvede dybest nede i jordens skød fik forrang. Da de fleste tekster / kildesteder til underverdenen er formidlet gennem europæiske hovder, der ikke længere opfatter jorden som en pandekage, er det svært at få et klart billede af grønlændernes underverden (Se Sonne 2000: Heaven Negotiated .. Ètudes/Inuit/Studies 24(2). Informationer fra eskimoer ( yupiit ) i S.V.Alaska siger klart, at jorden er en skive (Fienup-Riordan, 1994: Boundaries and passages : rules and ritual in Yup'ik Eskimo oral tradition. Norman : University of Oklahoma Press.)

Hvorledes narhvalen blev til

Print
Dokument id:1544
Registreringsår:1903
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Arnaaluk (Arnâluk)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Hvorledes narhvalen blev til
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 77 - 79
Lokalisering:Agpat / Appat: Avanersuaq / Thule
Note:

Orig. håndskrift: KRKB 1, 5(14): Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04; Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "Uluâ" / Uluaa."Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

 

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905:185 - 187.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 39 - 41: "Uluâ" / Uluaa.

 

Resumé:

Bopladsen rejser på fangst og efterlader en blind mand, hans mor og

lillesøster. Moderen hjælper ham til at nedlægge en bjørn gennem

vinduet og påstår, at han ikke dræbte den. Hun giver ham intet af

kødet, kun musliger. Men lillesøsteren gemmer noget af bjørnekødet til

ham under halslinningen. Han ber hende føre sig op til en sø, hvor en

lom giver ham synet tilbage, idet den dykker to gange med ham så længe

under vandet, at han næsten taber vejret. Hjemme igen ser han

bjørneskindet. Moderen lyver fortsat om det, men vil tækkes sønnen og

tar med ham på hvidhvalsfangst, hvor hun med harpunlinen om livet

tjener som modvægt mod det harpunerede dyr. En lille hvidhval klarer

hun. Sønnen harpunerer så et stort eksemplar, der trækker hende ud i

havet, hvor hun råber på sin ulu, snor sit hår til en lang tand og

forvandles til den første narhval. Bror og søster drager ud i verden.

Mennesker med store klør fortærer lillesøsteren, hvis knogler broderen

tar på ryggen og bærer (som i en amaat ?), til hun bliver levende igen. De slår sig endeligt ned hos andre mennesker, der ikke har rumpehul. En gammel

kvinde vil stikke sig et hul i rumpen og dør. Storebroderens rumpeløse

kone må føde ved kejsersnit.

 

Var.: Tutigaq; Rink II 62; Uluaa; Holtved nr. 37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III nr. 330. Lyberth 1924 tappiitsoq. Den blinde; Narhvalens oprindelse;

 

Hist.: En fælles inuit-myte øst for isblokeringen i Nordvestpassagen,

hvor indvandrerne fra Nordalaska i 1100-tallet for første gang mødte

narhvaler.

 

Tolkning: Strukturelt svarer den unge mands blindhed til narhvalens

sorte farve. Han blir seende ved neddykning i en sø med en lom; den

onde moder forvandles til en sort hval ved neddykning i havet med en

hvidhval, som hun er bundet til ved harpunlinens "navlestreng".

 

English version: Rasmussen, Knud: A Record, The People of the Polar North, 1908: 162-172.

Hvorledes tågen blev til

Print
Dokument id:1526
Registreringsår:1903
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Appalersuarsuk (Agpalerssuarssuk)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Hvorledes tågen blev til
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 59 - 60
Lokalisering:Avanersuaq / Thule
Note:

Orig. håndskrift: KRKB 1, 5(14): Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04; Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "Pujúngortoq" / Pujunngortoq.
"Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905: 207 - 208.
Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 57 - 58: "Pujúngortoq" / Pujunngortoq.

Resumé:
En mand, der vil vide hvem, der stjæler ligene fra gravene og æder
dem, lægger sig i en grav og bliver slæbt bort af en fjeldånd. Han gør
sig tung og griber fat i pilekvistene undervejs. Fjeldånden får ham
hjem i huset og falder udmattet i søvn. Børnene råber op om at "liget"
åbner øjnene. Fjeldånden tror dem ikke, manden dræber både ham og
børnene og flygter forfulgt af fjeldåndens kone. Hun sinkes af
jordhøje, som han lader skyde op af et sletteland, og dernæst af en
elv, som han gør bred og svulmende bag sig. Han opfordrer hende til at
drikke elven ud for at komme over den. Mens hun drikker lokker han
hende til at bøje sig. Hun brister og vanddampen blir til den tåge,
som endnu i dag driver mellem fjeldene.

Var.: Tågens oprindelse. Hvordan tågen blev til. The body-snatcher troll 42; 42 A.. Koopajeeq III. Ligrøveren. Søg også på: tågen; Tågen.

Igdligssiortoq / Illissiortoq

Print
Dokument id:585
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 408
Fortæller:?
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Igdligssiortoq / Illissiortoq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 23 - 28, nr. 75
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Kort resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, side 368:

"Igdligssiortoq" / Manden, der kørte over indlandsisen."

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Illissiortoq (? Manden, der lavede (en slæde af) en briks).

Der var en gang en mand, der blev holdt for nar af de andre, og som

kun havde to hunde. Han blev træt af, at der blev gjort nar af ham

hele tiden, så han fik den idé, at han ville flygte til indlandsisen.

En dag sagde han til sin kone: "Gør dig klar til at rejse. Vi skal af

sted herfra." Så gav manden sig til at lave en slæde så stor, at han

kunne bruge briksen, som den var, til tværtræ. Inden han blev færdig

med slæden, kom der en ven fra en anden boplads. Da vennen så den

slæde, han var ved at bygge, spurgte han: "Hvor skal du hen?"

Illissiortoq svarede ham: "Jeg skal på slæderejse op til bræen. Vil du

ikke med?" Vennen svarede: "Jo, jeg vil gerne med." Så sagde

Illissiortoq til ham: "Skynd dig hjem og byg dig en slæde. Hvis du

ikke bliver færdig, vil jeg ikke vente på dig." Vennen rejste hjem og

Illissiortoq byggede videre på sin slæde og blev færdig med den. Da

han blev færdig, anbragte han sit telt oppe på slæden og rejste det,

således at åbningen vendte bagud. Han fik sin kone og barn ind i

teltet. Umiddelbart før afrejsen fremsagde han nogle trylleord med det

formål at gøre de to hunde stærkere.

 

Da de skulle til at af sted,

var han meget spændt på, om hundene ville kunne trække slæden. Det

kunne hundene. De nåede til vennens boplads og konstaterede, at han

endnu ikke var blevet færdig med sin slæde. Illissiortoq sagde til

ham: "Jeg rejser videre uden dig. Du kan følge efter når du bliver

færdig." De kom op på indlandsisen og kørte videre. Undervejs skete

det, at hundene vejrede lugten af noget, og de spænede afsted.

De fortsatte i samme fart og nåede til sidst frem til

nogle bjørnespor; og hundene fór videre med en så susende fart, at

Illissiortoq ville blive slynget ud fra slæden blot han lige berørte

jorden med fødderne. De kørte længe med en sådan fart. Så skete det,

at Illissiortoq kom til at røre ved jorden med fødderne, og så var han tabt bag af slæden. Hans kone magtede slet ikke at standse

slæden; til sidst kunne hun ikke længere se Illissiortoq. Sådan

kørte de længe, og til sidst fik de øje på isbjørnen. De nåede frem

til isbjørnen, og idet hundene satte tænderne i isbjørnen, kørte

slæden hen oven den. Så var isbjørnen død, og hundene standsede. De

gav sig til at vente på Illissiortoq, men han kom ikke. Da han dagen

efter stadig ikke var kommet, gik hans kone ham i møde. Endelig fik

hun øje på noget afføring på bræen. Hun gik derhen og

genkendte sin mand, der var ved at blive helt afkræftet (? iskanten).

 

Det var i gamle dage, da der ikke faldt sne, men kun rim (eller dug)

på jorden. Han var faret vild flere gange, fordi han ikke kunne finde

slædesporet. De vendte tilbage til deres slæde, og midt om natten,

mens de sov, blev de vækket af hundeglam. De gik ud og så, at der

kom en slæde. Det viste sig, at det var én af Quppaliit (eller:

Qúpalik - én, der er spaltet / kløftmenneske). De spurgte ham: "Hvor

skal du hen?" Han svarede: "Jeg var ude at køre, og så vejrede mine

hunde lugten af et eller andet. Jeg lod dem bare løbe, og så havnede vi her.

 

Da de dagen efter skulle videre, sagde Illissiortoq til

Quppalik: "Du må hellere komme væk herfra, for mine hunde er meget

farlige." Quppalik bemærkede: "Sådan er det også med mine hunde; når

de får færten af noget, kan jeg komme længere end andre

(inugagssaqángilanga, er der intet, jeg ikke kan indhente - eller:

jeg er i stand til at køre hurtiger end alle andre)."

Da Quppalik skulle af sted i den retning, hvorfra Illissiortoq kom,

blev Illissiortoq urolig af frygt for at der skulle ske ham (Quppalik)

et eller andet. Så snart Illissiortoqs hunde opdagede, at Quppalik tog

af sted, gav de sig til at løbe efter ham, og Illissiortoq halede mere

og mere ind på ham. Han råbte til ham: "Kør til, og giv hundene klart

signal til at løbe hurtigt, ellers dræber mine hunde dig."

Illissiortoqs hunde halede stærkt ind på Quppalik og  nåede ham.

Mellem opstanderne på hans slæde fik de snuden ind og halede Quppalik

ud med tænderne, hvorefter de dræbte ham og spiste ham. Illissiortoq

vendte sin slæde om og kørte af sted. De kørte længe, og endelig fik

de øje på noget land. Da de kom ned til landet, slog de teltet op. Her

var de på udkig, og fra udkigstoppen kunne de se et stort hav. Det

viste sig ved nærmere øjesyn, at det var en stor sø, og de undrede sig

over, at der var sæler i søen. De kørte videre forbi søen og så et

stort hav, og da de kom ned til kysten, opdagede de, at der var masser

af huse, men udelukkende små huse, fordi hver familie havde sit eget

hus. Mens de gik imellem alle de huse, hunne Illissiortoq pludselig

ikke finde sin kone og deres børn. Han gik ind i de forskellige huse

for at lede efter dem; men han kunne ikke finde dem, fordi der var så

mange huse. Endelig fandt han barnet i et af husene. Han spurgte

barnet: "Hvor er din mor?" Barnet svarede: "Jeg ved ikke, hvor mor

er." Han tog barnet i hånden og gik ud for at lede efter konen. De gik

længe og ledte efter hende, og langt om længe fandt de hende i et af

husene. Folk på stedet havde overflod af proviant: Isbjørne,

hvidhvaler/narhvaler, hvalrosser og  sæler. De blev trætte af at være

dér og rejste videre. De vandrede op til deres slæder og kørte mod

nord over bræen langs med landet. På et tidspunkt gik de ned på landet

og fik øje på et hav og et telt (tupiat - måske: telte) ved det. Der

kom ingen mennesker ud af teltet. De ville ellers derned, men så

blev bare på stedet. Da det var blevet nat, gik Illissiortoq ned for

at undersøge deres kajakker. Han fik konstateret, at de havde noget

menneskekød liggende på kajakkerne som proviant. Han gik op igen, og

dagen efter gik han ned igen med kone og barn. Folk på stedet så dem,

og de strømmede ud af teltene og løb henimod dem for at fange og

spise dem (nerissagssarísavdlugit).

Så råbte Illissiortoq til dem: "Hør nu, hvis I vil lade os leve, får I

til gengæld nogle hunde i belønning." Så standsede de og spurgte:

"Hvad for nogle hunde?" Illissiortoq svarede: "Hunde." Da de ikke vidste, hvad hunde var, sagde han til dem: "Hundene er heroppe.  Nu

skal I bare se." De kom med hundene, og menneskeæderne sagde: "Vi skal

lade Jer leve. Vi vil gerne have hundene." Illissiortoq sagde til dem

endnu en gang: "I skal ikke være bange. De gør ingen fortræd. I skal

gøre sådan, når I kæler med dem." Idet han sagde dette, tog han

hundene omkring halsen og kælede med dem. Da han så afleverede dem til

de nye ejere, spiste hundene alle menneskeæderne uden undtagelse.

Illissiortoq flyttede ind i deres telt og boede der længe. Senere

vendte han tilbage til sin gamle boplads.

 

Var.: Ingen, det er en speciel fortælling.

 

Hist.: Fortællingen rummer forestillinger om hvor vanskeligt det må være at komme over indlandsisen. Der skal en overdimensioneret slæde, et telt at bo i undervejs, og nogle ovenud hurtige hunde til. På vestkysten bor man ikke længere i fælleshuse (har man åbenbart hørt) og har rigeligt af alskens fangstdyr. Længere mod nord på vestkysten har man så placeret de helt anderledes, forfærdelige, menneskeæderne.

Igdluvigaq / Illuigaq, der manglede den ene side

Print
Dokument id:1431
Registreringsår:1902
Publikationsår:1924
Arkiv navn:
Fortæller:Matiinarujuk (Matînarujuk)
Nedskriver:Olsen, Henrik ?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Igdluvigaq / Illuigaq, der manglede den ene side
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, II
Tidsskrift:
Omfang:side 164 - 168
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Håndskr.: KRKB 1, 4(12), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04:  "Igdluvigaq (inuk igdlua pîgaq)".

Trykt på vestgrønlandsk i:

Lynge, Kr. 1938 - 39, Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo, II: 26 - 30.

Søby, R. (red.) 1981 - 82, I: 102 - 105.

 

Kort dansk resumé i Rasmussen, K. 1981, Inuit Fortæller, II: 125.

 

Resumé:

Et gammelt ægtepar bor alene ved en fjordmunding et godt stykke syd

for en stor boplads. De lider ingen nød. Manden fanger sæler, fisker

havtorsk, og konen ammassætter om sommeren. Men de er året rundt alene

og længes efter selskab. Midt om vinteren på den tid, hvor

vestenvinden blæser, får de besøg af en "halvside", der straks

underholder dem med fortællinger, men flygter, da de serverer

halvrådden, kogt torsk. Med sin kajak hopper han let over isflagerne

og fortsætter ud til havs i kajak. De gamle ærgrer sig. Halvsiden går

på besøg på den nordre boplads i et hus med et sovende gammelt ægtepar

og ellers lutter vågne unge. Kun de unge vil han fortælle for, og de

skal servere ham rå lever, ikke fisk, hvis dunster genåbner hans sår.

Dem fik han engang, da kvinderne i et ellers fredeligt fælleshus kom

op at skændes om en enke med en lille datter. Skænderiet endte i et

vildt knivdrama, hvor alle blev involveret. Men halvsiden så sit snit

til at slippe bort fra kampens sindssyge og har siden levet alene uden

fast bosted.

 

Var.: ID 103, 1782, 1788, 1977, og 2329, hvor varianterne sammenlignes. Hist.: I denne variant mangler halvsidens udbrud i de ældre varianter: "Men fadet hælder jo!" Dette traditionelle symbol på ubalance / manglende balance og gæsten er ofte en stjernemand (der jo altid er på farten - ikke har noget blivende sted). Tolkning: Ifølge Hans Egedes Perlustration 1971,2: 123 lever de blege stjerner af nyrer og de røde stjerner af lever, altså indmad. Det er åbenbart hvad kun de (opvakte/vågne) unge (fangere) kan servere. Gamle mennesker enten sover eller fanger kun fisk. Se iøvrigt GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under "Det hele menneske" og "Dværge". I denne variant er kvindernes fredelige sameksistens kontrasteret med både voldens massepsykose, der berøver manden hans halve side og ligevægt, ensomhed kontra fællesskab med flere familier, og gamle versus unge. Søg også på: halvmenneske; illukoq; illuinnaq.

 

Hist.: I denne variant mangler halvsidens udbrud i de ældre varianter:

"Men fadet hælder jo!" Dette traditionelle symbol på ubalance / manglende balance har måske mistet sin aktualitet.

 

Tolkning: Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under "Det hele menneske" og "Dværge". I denne

variant er fredelig sameksistens kontrasteret med både ensomhed og

voldens massepsykose. Og det er kun de unge, der er modtagelige for

belæring.

Igimarasugssugssuaq / Igimarasussussuaq

Print
Dokument id:1591
Registreringsår:1903
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Qilerneq
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Igimarasugssugssuaq / Igimarasussussuaq
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 157 - 159
Lokalisering:Avanersuaq / Thule
Note:

Orig. håndskrift: KRKB 1, 5(14): Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04;

Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "Igimarasugssugssuaq" / IgimarasussussuaqMaskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

 

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905: 208 - 210.

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 58 - 60: "Igimarasugssugssuaq" / Igimarasussussuaq.

 

Resumé: Igimarasussussuaq feder sine koner op, spiser dem og får sig

hver gang en ny kone. Da han er gift med Arnaqa, dræber han hendes

søster og A. græder, mens hun koger hende og hånes af I. Da han senere

befaler hende at samle brænde, ved hun, at det er hendes tur og

flygter. I., der er enormt fed, sætter efter hende ved solnedgang, men

må opgive, fordi hun har ønsket snetykning. Hun finder en rævefælde,

kryber ind, spiser ræven, og får standset den forskrækkede ejers

flugt, da han ser hende i fælden. Hun kommer med ham hjem, hvor hun

fortæller om I. I. kommer og A. gemmer sig inderst inde på briksen.

I. undskylder sin fedme med de mange hvalrosser, man fanger på hans

egn. Beboerne opfordrer til sangfest. En af dem synger om, at I., "den

store harpunspids", æder sine bopladsfæller. "Arnaqa har sladret",

svarer han. Hun kommer frem, får en kniv, men klarer kun at ridse I.

De andre stikker ham ned og dræber bagefter A., skønt hun har sagt, at

hun aldrig har spist mennesker. Kun deres lus. De skærer hende op,

finder kun lus i hendes mave, og græmmer sig over at have dræbt hende.

 

Var.: Igimarasussuk; Iimarasussuk; Igimarasussussuaq.

 

Tolkning: Sammenlignet med andre varianter kan den ulykkelige slutning

begrundes i, at det ikke er sine nære slægtninge A. redder sig i hus

hos.

Igsiavik's trommesang

Print
Dokument id:577
Registreringsår:1884
Publikationsår:1888
Arkiv navn:
Fortæller:Issiavik (Igsiavik)
Nedskriver:Holm, G. F.
Mellem-person:Holm, G. F.
Indsamler:Holm, G. F.
Titel:Igsiavik's trommesang
Publikationstitel:Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik
Tidsskrift:Meddr Grønland 10(5)
Omfang:side 330 - 333, nr. 49
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Håndskr. (afskrift ?): NKS 2488, VIII, 4', side 297 -305.

 

2. udg. Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik, Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II: 294 - 296.

Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I,  Meddr Grønland, 39(5):302 - 303.

 

Resumé: Læseren der er interesseret i skilsmisser og gengifter i Ammassalik-distriktet i førkristen tid, henvises til selve teksten, hvor et rigt udvalg præsenteres med Missuarniannga og Issiavik som hovedpersoner. Under selve sangen, hvor Issiavik tilbageviser beskyldninger om at ville dræbe Akenatsiaq / Akinatsiaq (?), driver han alskens løjer med Missuarniannga, der får en stopklods i munden, spæk stoppet i halsen og en rem bundet fra sin mund op i loftsbjælken. Miss. lader dog som ingenting (som han bør) under alle løjerne.

 

Kommentar: Kun undtagelsesvis er nogle få trommesangstekster inkluderet i denne registrant. Righoldige udvalg findes I Jens Rosings "Kimilik", 1970; Rasmussen, Knud 1921 - 25: Myter og Sagn fra Grønland, I; Thalbitzer 1923: The Ammassalik Eskimo, Second Part, Meddr Grønland 40(3): 318 - 378; Thisted, 1997: Jens Kreutzmann.

Iliarsorajik imap nanuarta îgaluara / En stakkels forældreløs, der blev ædt af havets isbjørn

Print
Dokument id:817
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419
Fortæller:Jørgensen, Sofie
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Iliarsorajik imap nanuarta îgaluara / En stakkels forældreløs, der blev ædt af havets isbjørn
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:3 sider, nr. 102
Lokalisering:Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Se også revideret renskrift (ved Peter Rosing?) af samme fortælling i KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415. Begge versioner er oversat i denne base.

 

Dansk resumé: Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 374: "Den

forældreløse, der blev slugt af havets bjørn".

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Nogle børn ved Noortiit tog ud for at plukke bær sammen

med en forældreløs, som ikke havde nogen familie. Mens de gik pegede

den forældreløse på noget: "Se, hernede! Det er en unge af havets

isbjørn." De gav sig til at flygte. I det samme fik isbjørnen færten

af børnene. De flygtede, men isbjørnen halede ind på dem.

Da de ikke længere kunne flygte fra den, fik den forældeløse de andre

ned i en kløft og kom selv til at ligge øverst af følgende grund: Han

havde jo ingen familie, og ingen ville græde over ham.

Han placerede de andre nederst, fordi de havde forældre. Så nåede

isbjørnen dem og bed den forældreløse. Dyret var så stort, at den

forældreløse blot klistrede sig fast til dens tunge.

Bjørnen slugte den forældreløse, uden at han kom til skade, hvorefter

dyret gav sig til at gå ned.

Alle børnene gik hjem og fortalte hvor god den forældreløse havde

været ved dem. Forældrene var taknemlige.

Den forældreløse opholdt sig nu inde i det store dyr. Han kunne uden

vanskelighed stå oprejst derinde. Men sikken varme!

Og den forældreløse prøvede nu at få hul på dyrets store mavesæk, og

det lykkedes. En ting havde han svært ved at klare ("ataserdlo

átuleraluardlo" - artuleraluarlugu?). Han var lige ved at kvæles men

kom ud. Da han faldt ned fra maven, var han uskadt. Det store dyr var

faldet død om.

Den forældreløse kunne nu se husene og skreg op. De andre sagde:

"Hvordan har du båret dig an?" Han svarede: "Jeg har dræbt et store

dyr, ved at sprætte dets mave op.

Den forældreløse havde mistet alt sit hår på grund af varmen inde i

maven. "Hvor er så det store dyr?" "Det er deroppe." "Vi henter det."

De henterde det og flænsede det. Den forældreløse havde meget gavn af

skindet. Han solgte det for (sæl?)skind, remme,("katûtinut"- mon ikke det

skal være "kalutinut"?) kajakker, konebåde m.m.

Den forældreløse manglede ikke længere noget i sit liv.

 

Var.: Nakasunnaq.

Iliarssorajik ímap nanuata îgaluarâ / Iliarsorajik immap iigaluaraa

Print
Dokument id:818
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415
Fortæller:?
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:Rosing, Peter ?
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Iliarssorajik ímap nanuata îgaluarâ / Iliarsorajik immap iigaluaraa
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:3 sider
Lokalisering:Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Dette er en revideret renskrift (ved Peter Rosing ?) af det Orig. håndskr.: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419, nr. 102. - Begge versioner er oversat i denne base.

 

Dansk resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I,

1921, s. 374: "Den forældreløse, der blev slugt af havets bjørn".

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Det fortælles, at der i Noortiit(henimod spidsen af

næsset ved Kap Dan) overvintrede folk i flere huse.

Engang ved efterårstide, da bærrene var modne, tog en stor flok børn

ud for at plukke bær. En sølle forældeløs tog med ud. Da denne deng

hverken havde forældre, brøde eller nogen anden familie, bekymrede

ingen overhovedet sig om ham.

Mens alle var fuldt optaget af at plukke bær, kiggede den forældreløse

ned mod stranden og opdagede, at havets store bjørn var på vej op på

stranden. straks råbte han til de andre: "Havets bjørn vil dræbe jer.

Kom herover. Her er en klipperevne, hvor man kan gemme sig." Da han

sagde dette, kiggede de andre nedad mod stranden og så, at bjørnen nu

var på vej op ("kúmut sâgdlartoq" kan også betyde: vendte sig

opefter). DA de andre havde set den, sagde den forældreløse: "Kryb ind

i denne klipperevne. Jeg anbringer mig yderst, når I er kommet ned,

for der er ingen, der vil græde over mig."

Netop som de var nået ned i klipperevnen, nåede havets bjørn hen til

dem. Uden at lede efter andre slugte bjørnen den forældeløse helt, og

den fjernede sig, uden at gøre de øvrig noget. De kravlede ud af

klipperevnen og skyndte sig hjem. Hjemme fortalte de, at havets bjørn

havde slugt den forældreløse.

Den forældreløse var længe inde i bjørnens indre, hvor han skiftevis

stod og sad inde i dens store mave sæk. Så rigelig plads var der. Mens

han overvejede hvad han skulle gøre, huskede han pludselig sin sølle

kniv. HAn tog den og gav sig til at skære i den store mavesæk. Mens

han skar hul i den og nåede blodåren var han lige ved at blive kvalt i

blodet, men fik tilsidst hovedet ud gennem hullet.

Han arbejdede ihærdigt på at komme ud; og lige netop som han slap ud,

faldt den store bjørn død om.

DA bjørnen døde, løb den forældreløse straks derhen, hvorfra han kunne

se husene.

Nogle mennesker, der syntes, at det var synd for den forældreløse, var

på det tidspunkt begyndt at græde over ham, men så blev der råbt: "Nu

er den forældeløse dukket op!"

De kiggede på ham og så, at der ikke var et eneste hår på hans hoved.

Tænk, det var varmen i bjørnens mave, der havde løsnet alle hårene.

Da han kom hen til dem, spurgte de ham: "Hvor er så den store bjørn?"

Han svarede: "Den ligger død deroppe. Jeg har dræbt den."

Heldigvis for den forældeløse gjorde den store bjørn, han fangede, ham

til storfanger, fordi han solgte bjørnens store skind delt i flere

stykker og fik kajakker, slæder, konebåde og hunde i betaling.

 

Kommentar: Håndskriftet dateret af Rasmussen til 19. febr. 1920, men om det gælder Sofie Jørgensens egne nedskrifter i hæfte 419 eller renskrifterne i hæfte 415 er uvist. Sofie Jørgensen overvintrede i Danmark på gennemrejse til Qaqortoq i 1920. Hun må således være rejst fra Ammassalik sammen med Rasmussen i 1919.

Ilisimmarteq, morderen

Print
Dokument id:962
Registreringsår:1904
Publikationsår:1938
Arkiv navn:
Fortæller:Kunnak
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Ilisimmarteq, morderen
Publikationstitel:Knud Rasmussen's Posthumous Notes on the Life and Doings of the East Greenlanders in Olden Times
Tidsskrift:Meddr Grønland 109(1)
Omfang:side 87 - 88
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Ed. by H. Ostermann.

Orig. håndskr. har ikke kunnet identificeres.

I Ostermanns arkiv, nr. A 301, Arktisk Institut findes Ostermanns kladde og maskinskrevne manus på dansk til denne udgave på engelsk.

 

Resumé:

Ilisimmarteq / Iisimmardik var en flot mand og fortræffelig fanger, men hidsig og med ry for at pine sin kone. Hans første mord blev efterfulgt af et andet på to brødre, den ene voksen, den anden nybegynder i kajak. Dernæst dræbte han en sangkæmper ved et sangkampstævne. Han dræbte også andre (nævnes dog ikke) og man havde gerne udryddet ham, hvis man turde. Chancen kom med de skydevåben, hvoraf bl.a. Kunnaq, fortælleren her, havde ét, som han havde fået som betaling for at ro for Gustav Holm.

            Kunnak er så ude med sin bøsse på sælfangst en dag i Sermilik-fjorden, hvor tre mænd og Iisimmardik var ude sammen og gået i land ved en flad klippe, hvor de kunne slibe stødtænder af en nylig fanget hvalros til harpunspidser. En af mændene ber Kunnak om at låne hans bøsse til at skyde Iis. med. Nej, den er til sæler ikke til mennesker, siger Kunnak. Han sætter sig sammen med dem alle fire, hvor de sliber ivrigt. En af mændene går ned til kajakkerne, og inden Kunnaq kan gribe ind, er manden tilbage med hans bøsse og har rettet mundingen lige i nakken på Iis. Skuddet falder, Iis. når intet at sige, hans hoved falder forover, og derefter parterer man liget og spreder stykkerne som sig hør og bør.

            Lettelsen breder sig over hele distriktet. Man synger jubelsange over mordet. Måske havde Iis. fire dygtige sønner følt forpligtet til at hævne ham, hvis ikke kolonisationen med missionen var kommet kort efter, mener Kunnaq.

 

Hist.: Historisk fortælling fra 1890'erne.

 

Var.: Rasmussen 1906: En sjæleraners saga; Jens Rosing 1960; Jens Rosing har genfortalt alle beretninger om Iisimmardik i Hvis vi vågner til havblik, Borgen, (om Nappartuko-familien - se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9) 1993: 73 - 100; Victor 1989-1993, II.

 

Kommentar: Der er i det væsentlige god overensstemmelse mellem de fem udgaver, Kun fletter Jens Rosing den lange fortælling ind, som Kunnak / Kunnaq skulle have underholdt med under slibningen.

Inarssuarmiut kângnerssuaq / Oqalugtuaq Naqiika / Da Innarsuaqboerne sultede

Print
Dokument id:1909
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415
Fortæller:Naqiikka
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:Rosing, Peter ?
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Inarssuarmiut kângnerssuaq / Oqalugtuaq Naqiika / Da Innarsuaqboerne sultede
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:4 sider
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Denne renskrift (ved Peter Rosing ?), springer undertiden

enkelte sætninger over i forhold til:

Orig. nedskrift: Sofie Jørgensen i KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419.

Historisk fortælling om Innarsuaq-boerne i Sermilik.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen af renskriften:

 

(Innarsuaq / Innartivak ligger i den indre del af Sermilik Fjorden. Stedet er stadig vinterboplads.)

Engang overvinterede der nogle i Innartivak. De havde samlet sig

rigeligt vinterforråd om sommeren. Da det var ved at blive efterår

skete så det, at storisen vestfra og isfjelde, der kom ud af fjorden,

stødte sammen og spærrede fangstområdet. De tog hul på det forråd, de

havde samlet om sommeren, men de sparede mere og mere på det,

efterhånden som vinteren nærmede sig ("ukioriartortigdlugo

sipâriatuinnaraluaramikit", en lidt ejendommelig sammensætning. Ch.B.)

Til sidst var der kun tørrede ammasætter tilbage. Da det var kommet så

vidt, begyndte de at spise de skind, der skulle bruges til forskellige

formål, samt alt andet, der overhovedet kunne spises. Lampespæk havde

de heller ikke mere af; og de var henvist til at grave i

sneen og få fat i det harske størknede tran, der var klistret fast på

klippen, og som stammede fra de sæler, som Naqiikkas bedstefar, der

havde stedet som fast overvintringsplads, havde fanget.

 

Midt mens de sultede, begyndte en af mændene at udsulte sin kone ved

selv at spise hendes ration.

Engang blev han grebet på fersk gerning af hendes bror, som var den

eneste der havde ammasætter tilbage. Engang han delte ud af de

ammasætter, gav han sin søster, som blev udsultet af sin mand, en

håndfuld af dem og sagde til hende: "Spis dem, mens din mand ser på

det." Hun spiste dem, og da hun havde spist dem alle, kastede hun det

hele op (så udhungret var hun, BS).

 

Mens de således sultede hørte dem inde i huset en dag nogen

briste i gråd udenfor. En af dem derinde gik ud og spurgte: "Hvorfor

græder du? Er nogen død?" Han svarede: "Nej, der er

ingen der er død. Jeg græder (af glæde) fordi ham dér har fanget

sæl." Da han der havde fanget, kom ind, delte de fangsten imellem sig.

Nogle nøjedes med kun en mundfuld af spækket. Andre, som sultede

allerværst, fik efter at have slugt et par mundfulde, mavepine og krøb

sammen.

 

På et tidspunkt, hvor sælkødet var ved at slippe op, begyndte

åndemaneren (Naqiikkas farbror) at mane ånder.

Da han var kommet godt i gang med åndemaningen, hørte man ham sige

flere gange: "Dyret vi kommer til at leve af, er på vej hen til os."

(Det viste sig at være et varsel om en isbjørn, de ville blive

nedlagt.) En gang hørte man nogen uden for huset råbe op om

isbjørn. De gik ind og gjorde sig klar, hvorefter de tog

afsted for at opspore den, idet de fulgte dens spor, selv om sneen

var så blød, at det næsten var umuligt at komme frem. De sank i

i den bløde sne; men det lykkedes tilsidst at nå frem til

isbjørnen og dræbte den alene ved hjælp af lansen. Kvinderne var meget

bekymrede for dem; for de havde været væk i flere døgn ("únuit

ardlamatigit", altså egentligt: flere aftener). Men endelig blev der

meldt, at nu var de tilbage; og de kom hjem med den bjørn, de havde

fanget. Ivrigt ville man tage indvoldene ud, men opdagede så at de var

væk! Tænk det var broderen til ham der nedlagde isbjørnen, der havde

taget dem ud for at skabe en tupilak af dem.

 

Efter fangsten af denne

isbjørn, begyndte de så at fange lidt forskelligt.

Henad foråret, hvor fangstforholdene var blevet bedre, tog de

vestover på fangst fik de jævnligt noget.

 

Da fangeren, der ville skabe en tupilak, tog indvoldene ud af

isbjørnen, lavede han en tupilak i skikkelse af en isbjørn.

Da de var flyttet vestpå og begyndte at tage ud på fangst, hørte

kajakmændene engang et kraftigt brøl. De kiggede sig omkring i

forventning om, at et eller andet skulle vise sig; men da de var på

vej hjem uden at have set noget, fik de øje på en kajak, der lå med

bunden i vejret. De roede derhen og næsten fremme genkendte de ham som

den, der ville skabe en tupilak; nu lå han kæntret. Øjenen var spilet

op og meget store; og han var død. Tænk, den tupilak, som han havde

skabt var vendt tilbage til ham selv. (underforstået: og havde dræbt

ham.)

 

Hist.: Det kan være den tupilak, der refereres til i Sandgreen 1987:

s. 267 - 268: "Kaakaaq og den gamle grav."

 

Kommentar: Håndskriftet dateret af Rasmussen til 19. febr. 1920, men om det gælder Sofie Jørgensens egne nedskrifter i hæfte 419 eller renskrifterne i hæfte 415 er uvist. Sofie Jørgensen overvintrede i Danmark på gennemrejse til Qaqortoq i 1920. Hun må således være rejst fra Ammassalik sammen med Rasmussen i 1919.

Indbildningens magt

Print
Dokument id:1868
Registreringsår:1902
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Petersen, Ole
Nedskriver:Petersen, Ole
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Indbildningens magt
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, I
Tidsskrift:
Omfang:side 63 - 64
Lokalisering:Neriaq / Neria: Paamiut / Frederikshåb
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Orig. håndskrift, NKS 2130, 2', læg 7, s. 138: angut isumáinamigut miternik tungutsissartoq.

 

Vedr. reår: Ole Petersen sendte en anden samling nedskrifter (NKS 3536 I, 4', læg 5) til Rasmussen i 1907.

 

"Manden der bildte sig ind at han spiste noget med spæk til".

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen efter håndskrift:

 

I gamle dage, før skydevåbnenes tid,

var der en mand, der nærede et stærkt ønske om at spise

edderfuglebryster med spæk til, når fuglene begyndte at trække tæt forbi næsset ved vinterbopladsen.

Denne mand med det stærke ønske var allerede gammel og gik ikke

længere på sælfangst. Men engang fik de noget sælspæk forærende, af en

bopladsfælle, der havde fanget. Den gamle skar et stykke af spækket og

ridsede det op i tern. Han gik hen til det lille næs for dér at vente

på fugletrækket. Han tog straks et stykke spæk i munden for at være

klar, når fuglene kom. Så begyndte trækket indefter. Og hver gang

forestillede han sig de dejlige bryster og tog sig et stykke spæk, så

det til sidst slap op. Naturligvis følte han sig ikke mæt, da han tog

hjem. Spækket slap op, da trækket var på sit højeste.

 

Hist.: Ole Petersen skriver på håndskriftets side 1: Jeg er en 62-årig pensioneret kateket i Neria. Jeg har udarbejdet alle disse og skønt jeg kender flere har begrænset mig for at nå det i tide.

Desværre er der ingen datering.

Indlandsboen

Print
Dokument id:1563
Registreringsår:1903
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Taateraaq (Tâterâq)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Indlandsboen
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 111 - 112
Lokalisering:Agpat / Appat: Avanersuaq / Thule
Note:

Orig. håndskrift: KRKB 1, 5(14): Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04; Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "Tunerssuaq nangmagtorssuaq" / Tunersuaq nammattorsuaq.

Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

Maassannguaqs har her genfortalt Taateraqs version.

 

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905:234 - 235.

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 76 - 77: "Tunerssuaq nangmagtorssuaq" / Tunersuaq nammattorsuaq.

 

Resumé:

To renjægere følger efter en indlandsbo, der har fanget en remmesæl.

Hans husgang er et hul i jorden. Da hans kone flænser sælen og de ser,

at hendes kønsdele ligner en hunds, brister de i latter. Indlandsboen

og hans kone, der ved qilaneq (hovedløftning) har forstået, at lyden

kommer fra "de buebærende" (mennesker), sender lammelse over dem.

Renjægerne slæber sig besværet væk. Lammelsen fortager sig efterhånden

og de løber hjem.

 

Kommentar: I Thule områdets fortællinger er de hundelignende indlandsboere, eqqillit (ent. eqqilik) især associeret til hundes kønsliv.

Indlandsboerne røver et barn fra en kystbo

Print
Dokument id:1869
Registreringsår:1902
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Petersen, Ole
Nedskriver:Petersen, Ole
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Indlandsboerne røver et barn fra en kystbo
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, I
Tidsskrift:
Omfang:side 64 - 66
Lokalisering:Neriaq / Neria: Paamiut / Frederikshåb
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: NKS 2130,, 2', læg 7, s. 133 - 134: "Túnerdluk" / Tunerluk / Tunnerluk.

 

Vedr. reår: Ole Petersen sendte en anden samling nedskrifter (NKS 3536 I, 4', læg 5) til Rasmussen i 1907.

 

Resumé:

Tunerdluk / Tunerluk er en stor renjæger. En sommer, da hans datter er

blevet stor nok, tar han hende, sin kone og gamle mor med ind i bunden

af fjorden, hvor han efterlader dem og drager ind i landet på renjagt.

Hans kone går samtidig på bærtogt, hvor hun lægger barnet fra sig og

et øjeblik taber det af syne. Barnet græder, og hun når at se en stor

indlandsbo stikke af med det. Ængstelig afventer hun i teltet mandens

hjemkomst. Den varsles af de lunger af en nedlagt ren, han har ladet

flyde ned med elven, for at de skal glædes over, at han kommer hjem

med bytte. Konen brister blot i gråd, da hun ser lungerne. Manden

kommer hjem, hører den triste nyhed, gør sig straks klar og drager

helt ind til indlandsisen, hvor hans amulet, en odinshane, viser ham

vej til indlandskæmpernes enorme hus i en nunatak midt inde på isen.

Han kommer med besvær ind og op i huset, hvor to gamle kællinger slås

om at berolige barnet. Han vælter dem omkuld, griber barnet, flygter

ud, men gribes i nakken af en hjælpsom gammel mand, der engang selv

blev røvet fra kysten. Med lynets hast bringer han barnet i sikkerhed

ved teltet og møder T. på tilbagevejen. T. kommer tilbage, rejser med

familien ud af fjorden og vender aldrig senere tilbage på renjagt dér.

 

Var.: Tunerluk (flere versioner); Angangujuk; Amaarsiniooq; Amarsissartoq; Innersuanut mingaatittoq; Meddr. Grønland 109(1), ed. by H. Ostermann, 128; Matakatak; Makataták; qilaamasoq. Oftest er det indlandsboere, kæmper, der stjæler barnet.

 

Hist.: Ole Petersen skriver på håndskriftets side 1: Jeg er en 62-årig pensioneret kateket i Neria. Jeg har udarbejdet alle disse og skønt jeg kender flere har begrænset mig for at nå det i tide. Desværre er der ingen datering.

Indlandsboerne ved Etah

Print
Dokument id:1566
Registreringsår:1903
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Arnaaluk (Arnâluk)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Indlandsboerne ved Etah
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 115 - 116
Lokalisering:Agpat / Appat: Avanersuaq / Thule
Note:

Orig. håndskrift har ikke kunnet identificeres; Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "tunerssuit îtame" / tunersuit Iitame.

Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905: 239 - 240. Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 80: "Tunerssuit Iitame" / Tunersuit Iitami. (Etah)

 

Resumé:

Mens indlandsboerne endnu bor i deres jordhule ved den store sø øst

for Itah, dør en af deres gamle koner af skræk over en af menneskenes

hunde. De flytter længere ind i landet. Man graver i deres husrest og

finder en narhvalstand. De er ikke farlige, men sky og meget bange for

hunde. Den indlandsbo, der giftede sig med Suakak fik blodsprængninger

i øjnene, da han så hendes brødres hunde. Indlandsboerne bliver

hurtigløbere, når de lader orme i en pose af remmesælsskind suge

blodet ud af deres ben. Fortællerens far har engang ved Itah fundet et

søkongeskind fuldt af orm, som indlandsboerne havde glemt, da de

flyttede længere ind i landet.

 

Kommentar: søg også på: Suakak. Fortællingerne tyder på, at indlandets ånderacer i Thule området ikke var så talrige som i Østgrønland. I Thule er det eqqillit, der har hundenaturer og indlandsboere, der er bange for hunde.

 

Tolkning: Fortælleren meddeler alt han ved om indlandsboerne ved

Itah.

Ingen titel

Print
Dokument id:2142
Registreringsår:1903
Publikationsår:1905
Arkiv navn:
Fortæller:Uutaaq (Odark)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Ingen titel
Publikationstitel:Nye Mennesker
Tidsskrift:
Omfang:ss. 161 - 164
Lokalisering:Avanersuaq / Thule
Note:

Håndskrift har ikke kunnet identificeres.

 

Også trykt i Rasmussen 1921 - 1925, Myter og Sagn fra Grønland, III: 29 - 30 (hvor mindre passager mangler).

 

Resumé:

Uutaaq fortæller om sin udvikling til åndemaner / angakkoq:

Han ønsker at blive angakok, og for at blive det går han langt ind i indlandet, sover dér, og hører et par kæmper på størrelse med telte synge trommesange. Af generthed tør han ikke tale til dem. Nu er han en lille smule åndemaner. Anden gang i fjeldet, hvor han er på harejagt, ser han de samme to ånder. Den ene ber ham om en øse af træ. Hjemme siger han intet, men skærer den ønskede øse, og herefter kommer ånderne på besøg hos ham. Han åbenbarer først sine evner da mange mennesker blir syge. Da han selv bliver syg, mister han en del af sin åndemanerkraft, men genvinder den. Han kan se hvad der skal ske med folk, om de fx vil blive syge. Og på Rasmussens spørgsmål om han så kan afhjælpe sygdommen, mener Uutaaq at det nok er muligt med hans evner. De er så store, at selv hans kone kan høre, når hans hjælpeånder kommer på besøg.

 

Kommentar: Uddannelse til åndemaner / angakkoq / angakok. Initiation.

Sammenlignet med østgrønlandske angakkut er det kun få hjælpeånder man fandt tilstrækkelige i Thule-området. Desuden ville man i Østgrønland nødig have besøg hjemme af sine hjælpeånder undtagen under seancer. Fortællingerne derfra giver til gengæld mange eksempler på åndemanerens besøg hos disse, i deres usynlige hjem.

Ingen titel (selvbiografi

Print
Dokument id:2159
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB Dagbøger 1, 6(16): Fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Medea
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Ingen titel (selvbiografi
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:5½ sider (A6)
Lokalisering:Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Medea er Abrahams kone, og hun afbryder sin fortælling fordi folk samles til dans uden for huset, noterer Rasmussen. Teksten tyder på at Medea var en af de relativt få kvinder, der blev uddannet til fanger.

Ikke oversat.

Måske egnet til opdatering.

Ingnerssuarnut mingâtigtoq / Innersuanut mingaatittoq

Print
Dokument id:801
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 425
Fortæller:Andreassen, Johanne
Nedskriver:Andreassen, Johanne
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Ingnerssuarnut mingâtigtoq / Innersuanut mingaatittoq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 87 - 89, nr. 31
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Kort resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 367:

"Det gamle ægtepar, hvis søn..."

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Det gamle ægtepar, hvis søn blev røvet af innersuit

(væsener fra grl. folketro).

Det fortælles om et ægtepar, der elskede deres søn højt. En dag var

sønnen ude på fangst, og han vendte ikke tilbage. Hans forældre kunne

ellers dårligt undvære ham. Da sønnen var ude i kajak, så han inde på

land et lille hus. Han roede derhen og gik i land, op til huset og

trådte ind. Inde i huset sad der en mand alene. Denne tog ham og satte

ham ned på briksen. Ovenfra blev der firet nogle skind ned. Manden

løsnede båndene op og gav skindene til ham, idet han sagde: "Værsgo',

det er anorakker til dig." Han tog imod dem og tog dem på. Så sagde

den store mand: "Her er en, du skal have til mand." Endnu mens han

sagde det, kom der en kvinde ind. Hun tog ham i hånden og førte ham

ud. Manden kiggede bagud ad den vej, han var blevet ført ud og så, at der

var to indgange oven over hinanden. Han gik ind i den øverste gang. Hun

førte ham ind i huset og fik ham til mand. Manden følte hjemlængsel

en gang imellem; men han kom hurtigt over det, efter at han havde

fået sig en kone. Jo længere han boede dér, des mindre  blev

hjemlængselen.

Da det gamle ægtepar mistede sønnen, savnede de ham meget. Faderen ledte efter ham alle vegne, men fandt ham ikke. Gang på gang græd de

over tabet af ham, lige til de blev så trætte, at de måtte holde op.

Endnu engang var faderen ude at lede efter sønnen. Inde på land fik

han øje på en husgang. Han roede derhen og gik i land. Han gik op til

huset og stillede sig op ved indgangen, idet han gentagne gange sagde:

"Jeg er lige ved at komme ind, jeg vil gerne ind." Men der kom ikke en

lyd. Han råbte alt hvad han kunne: "Jeg vil gerne ind." Så hørte han

en sige indefra: "Kom ind." Endelig kom han ind, og der var kun én

mand i rummet. Undervejs ind havde han hørt sin søns stemme og

genkendt den, og han sagde: "Jeg vil gerne se min søn." Men manden

sagde: "Det kommer du ikke til." Den anden sagde igen: "Jeg vil gerne

se ham." Manden i huset sagde: "Det kommer du ikke til. " Han havde

sådan håbet, at se sønnen. Han var der længe og bad om at se ham.

Men det var udelukket. Han ville ikke lade ham se sønnen. Manden i huset

gav ham en dukke, der var en efterligning af hans søn. Med denne

dukke tog han hjem. Han vendte tilbage uden at have set sin søn.

Siden har de aldrig hørt fra deres søn.

 

Var.: Tunerluk (to versioner); Angangujuk; Amarsissartoq; Amaarsiniooq; Meddr. Grønland 109(1) 128; Matakatak; Ululina; qilaamasoq.

Hist.: Ifølge fortællingerne er innersuit er snilde træ- og benskærere, dygtige fangere, og de hvide / qallunaat vil gerne hande med dem. Qallunaat har formentlig efterspurgt trædukker i tidlig kolonitid, og det kan være det der afspejles i denne fortælling. Søg iøvrigt på innersuit.

Insekternes frieri til pebersvenden

Print
Dokument id:950
Registreringsår:1904
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Aadaaridaat (Autdârutâ / Âdârutâ / Aadaarutaa / Aattaarutaa / Poulsen, Christian)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:Rasmussen, Knud
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Insekternes frieri til pebersvenden
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, III
Tidsskrift:
Omfang:side 18 - 22
Lokalisering:Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal: Nanortalik
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 4(11), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04:"Nuliaqángitsutoqaq".

Trykt første gang på dansk i: Knud Rasmussen: "Under Nordenvindens Svøbe", 1906, s. 155 - 159.

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 16 - 19: "Nuliaqángitsutoqaq" / Nuliaqanngitsutoqaq.

 

Resumé: Ungkarl sover for længe hver morgen, fordi han ikke kan falde

i søvn om aftenen. Når aldrig at fange noget. Pigerne foragter ham. En

dag ved solnedgang redder han en kæntret innersuaq (ildmand),

inviteres på besøg hos innersuit, sendes hjem med besked om den første

dag kun at fange eet dyt og aldrig fortælle om sit besøg. Ungkarlen

får en normal søvnrytme, er ude i kajak før solopgang, fanger godt, de

ugifte piger kappes om at være ham til behag. Han blir gift. Konen

beklager sig over det meget arbejde, og spør',  hvorfor han fanger så

meget. "Tja, sælerne tilbyder sig, og så fanger jeg dem." Konen spør'

igen og igen om grunden. Efterhånden fortæller han det hele. Straks

sover han igen dårligt og for længe, fanger intet, blir' fattig og

mister sin kone, der flygter ind i en klipperevne. Han kan ikke komme

ind til hende. Herefter kommer de forskellige insekter én

for én ud fra hulen og frier til ham, men han afviser alle p.g.a. hver deres

underlige karaktertræk, og de trækker sig grinende tilbage til hulen. Til

slut får han lov at klemme sig ind. Mens konen lysker ham, siger hun:

"Vågn først, når sommerfuglene begynder at skrige. Sov, indtil man

hører lyd af fugleunger!" Han sover vinteren igennem, vågner ene på

land ved forårets lyde, og finder sin kajak med betrækket mørnet af

ælde. Slut.

Bemærk: Oftere forbindes insekternes frieri, en fælles eskimoisk myte,

med "Manden, der giftede sig med en ræv."

 

Var.: En østgrønlandsk variant af innersuaq-fortællingen findes i

Rasm. 1921 - 25, I: 322-324.

Ofte er episoden med insekternes frieri afslutningen på Ungkarlen der blev gift med en ræv. Men den kan også hæftes på andre fortællinger.

 

Hist.: Chr. Poulsen var en af de sidste sydøstgrønlændere der emigrerede til Sydgrønland i år 1900, hvor Knud Rasmussen traf ham i 1904. Knud Rasmussen stedfæster ham til Illuluarsuit, men mener formentlig Illuluarsuk på sydøstkysten nord for Skjoldungen.

inuarpik / ?

Print
Dokument id:2205
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB, 1, 5(15) Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Maassannguaq (Maigssánguaq)
Nedskriver:Olsen, Gaaba (Gaba / Gâba)
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:inuarpik / ?
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 23
Lokalisering:Appat: Avanersuaq / Thule
Note:

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

Inuarugdligak / Peter Ranthol

Print
Dokument id:163
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Steenholdt, Wittus
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:Inuarugdligak / Peter Ranthol
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 161 - 164, nr. 56
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift. Orig. håndskr. findes ikke.

Steenholdts afskrift findes i NKS 2488, VI: 9v - 11h.

Trykt med sideløbende dansk oversættelse i Rink 1859-63, IV: Kaladlit Oqaluktualliait / Grønlandske Folkesagn, ss. 24 - 33, hvorfra Knud Rasmussen har brugt den i en friere oversættelse i:

 

Rasmussen, Knud: Myter og Sagn fra Grønland, III: 246 - 249: Fjælddværgen Sêrsoq / Seersoq.

 

Tilsvarende oversættelse i Rink: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, I: nr. 116.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 76, ss. 400 - 404: Inuarutligak - whose Christian name was Peter Rantholl.

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: Således skriver jeg, Aron, I: 267 - 268. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: Taamma allattunga, Aron, I: 267 - 268: Peter Ranthol - kuissutaa taaguutaa, inuarulligaq ima oqluttuarpoq.

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

 

En fortælling om dværgene (Orig. uden overskrift).

En mand med døbenavnet Peter Ranthol, som blev kaldt Inuarulligaq (en dværg), fortalte følgende:

For mange mange år siden boede Inuarulligaqs forfædre i Kap Farvel-området på

et sted, der hed Kutsersarfik. De boede tæt ved menneskene, som de ikke var sky

overfor. Men da en af dværgene blev dræbt af menneskene, flygtede de til et

sted, der ikke var beboet, og tog bolig i huler, som de gravede ned i jorden. De

hævnede sig på menneskene ved at dræbe en af dem, der var ude at gå en tur.

 

Dværgene søgte efter noget, de kunne bruge som våben. Endelig fandt de et

elletræ på sydsiden af Kutsersarfikfjeldet. Træet lignede et menneske, der lå på

knæ og støttede sig på jorden med hænderne, med ryggen skudt op. Af dette træs

rod begyndte de at lave våben. En del af roden, der var på størrelse med en

knyttet næve, var under jorden. Denne rod lignede kolben på en revolver. Men

spidsen, der dræbte - en sort sten med en rød sten ovenpå - var knækket.

Dværge overalt på jorden fik et sådant våben. Det kaldtes et "pegevåben". De gik

med dette "pegevåben" i hånden, for det kunne være farligt for nogle.

 

Inuarulligaq blev født dengang, da dværgene endnu var sky for menneskene.

Faderen hed Maleqqi. Den ældste af sønnerne hed Kinaviina, den næste Kuuk, den

tredje Asarfi, den fjerde Sersaq - altså ham, der fortalte historien. Deres

forfædre rejste nordover på et tidligt tidspunkt. Og på et meget senere

tidspunkt var andre taget nordpå over land. Vandringen varede flere år.

Om vinteren boede de i huler, der var gravet ned i jorden, og om foråret vandrede

de videre. På deres vandring mødte de væsener, der havde kroppe som menneskers

mens benene var som en hunds bagkrop. Bue og pile var deres våben. Disse

væsener, der kaldtes eqqillit, var skrækindjagende. Deres lugtesans var som

dyrenes, og de reagerede på lugte, der førtes med vinden. Under vandringen

fangede de et dyr med fem ben, som de kaldte kiliffak (mammut) eller atalik. De

dræbte dyret blot ved at "pege på" det. Skindet var tilstrækkeligt stort til at

beklæde alle væggene i et hus med. Når de havde spist kødet, voksede der igen

kød på knoglerne. Dette gentog sig fem gange, hvorefter de smed knoglerne væk.

 

Efter et år, tog de af sted igen. For at gøre de store afstande

mindre, trængte de landskabet sammen, idet de lagde sig

på knæ ved siden af hinanden, strakte armene frem hen over jorden og gjorde

bevægelser, som om de samlede noget sammen. Når der havde hobet sig så meget

landskab sammen, at de ikke længere kunne nå over det med armene, gik en af dem

over det sammenhobede landskab, og de andre fulgte efter ved at gå i den førstes

spor. Sådan gik det i flere år. En dag nåede de til bunden af Ikerasassuaq, hvor

der boede dværge og inorutsit (kæmper). Da isen lagde til, gik

de over til den anden side, hvor de indlogerede sig hos andre dværge. De rejste

videre og kom til det indre af Nuusaq. Og her blev de i mange år hos deres

slægtninge.

 

Dengang var der ingen evig sne/is på fjeldtoppene, og indlandsisen var ikke

nået til Ikerasassuaq. Først da de havde været i det indre af Nuusaq i mange år,

blev fjeldene og Ikerasassuaq dækket af is. Disse dværge havde to forskellige

anorakker. Den ene slags anorak var af den samme størrelse som den, menneskene

brugte, og den anden passede til dværgenes egen størrelse. Når de skulle

transportere noget stort over land, tog de deres store anorak på. Så klaskede de

på sig selv med hænderne og blev hurtigt så store som mennesker (sådan fortalte

en af de store dværge). Når de havde transporteret tingene, antog de igen deres

normale (dværge-)størrelse. Det med at gøre sig mindre foregik på den måde, at

de krøb ind i en klippehule med hovedet mod klippens loft. Så "aflusede" de

hinanden og antog igen dværgestørrelse.

 

Derinde i det indre af Nuusaq blev den yngste af Maleqqis børn købt af en

åndemaner, hvis kone ikke kunne få børn. Prisen var tre hvalfangerknive, et

stykke af et isbjørneskind og et stykke hvalbarde, der var skåret til

fiskesnøre. Maleqqi beholdt selv bjørneskindstykket og hvalbarden. Han

overlod knivene til de tre sønner.

 

Når dværgene blev gamle, foryngede de sig ved, at lade sig falde ned ad en stejl

fjeldvæg. Så blev de hurtige til bens som unge mennesker. En sådan foryngelse

kunne gentages fem gange. Så var det også slut. Dødsfald blandt unge dværge var sjældent. De enkelte tilfælde skyldtes sneskred ved forårstid.

 

Faderen havde altså taget ham med hjem og holdt ham skjult bag ved huset. Da det

blev aften, gik han ind og krøb ind i sin mor, og han forblev dér - endog i hele

babystadiet.

 

(Der er en del uklarheder i fortællingen. Det allersidste afsnit er mærkværdigt

- Chr.B.)

 

Var.: Delvis: søg på: pegevåben; Avatarsuaq, kuisimassoq Natanimik ateqartoq;

 

Hist.: Thalbitzer 1923: nr. 282, ss. 531 - 532, bringer fra Uummannaq i 1904 Martin Mörchs version af en sang om en indlandsdværg, der ruller ned ad en klippeside, muligvis pga. af en lavine. Den ender med udråbet Kong, kong, kong, o-oh. Sådanne dværge kunne genvinde tabt ungdom ved en sådan rulning ialt fem gange. En pan-eskimoisk forestilling, der muligvis hænger sammen med et gammelt livsfornyende ritual. De kunne også klappe sig større, op til menneskestørrelse. Samme forestilling kendes fra både Østgrønland (søg på dværge), og arktisk Canada: Saladin d'Anglure, B. 1986, Études/Inuit/Studies, Supplementary Issue. Se også GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): Dværge.

Ifølge Thalbitzer (ibid.) har Rink overvejet om det tilsyneladende ikke-eksimoiske kung, kung ... skulle være iroquesisk.

Thalbitzer ser også en anden forbindelse mellem Ranthols inuarulligaq-far, Malerqe / Maleqqi og nogle versioner af en sang, hvor navnet forekommer og associeres til det højeste nord i Grønland: een fra Uummannaq i 1901, Martin Mörch, og to fra Østgrønland i 1905 - 1906 (Thalbitzer: 532 - 533, 219 - 220: 'The seal's daughter').

Under alle omstændigheder har de seneste udgravninger af sen Dorset i Thule-området, hvor dorset kan have truffet de først indvandrede thule-kulturs inuit (Appelt & Gulløv: Dansk Polarcenter Publication No. 7, 1999; Appelt, Berglund & Gulløv: Dansk Polarcenter Publication No. 8, 2000), givet fornyet næring til spekulationer over fortællingernes forskellige indlandsboeres mulige sammenhæng med dorset-folk.

 

Kommentar: Den sidste sætning oversættes af Kirsten Thisted til: "og han var inde i sin mor - lige indtil spædbarnstadiet." Både hun og Chr. B. har her holdt sig til sesminarieelevens afskrift : ilersimavoq. I den trykte udgave (Kal. Oq. IV) står der ilisimavoq, hvorfor Rink oversætter til: "... han havde bevidsthed, mens han var i moders liv, og som et lille barn endog." Steenholdts afskrift har ligeledes ilisimavoq. Thisted nævner denne anden mulighed, der giver god, måske bedre mening, fordi barnet herved har kunnet fortælle om sin tidligere tilværelse som dværg.

Bemærk iøvrigt, at det ikke er en ligetil adoption fra dværge til mennesker. Dværgen skal igennem hele den menneskeskelige fosterudvikling, hvor han (ifølge en udbredt forestilling) næres af sin faders sæd, for at blive et rigtigt menneske. Mennesker og ånder kan ikke blande samfund. BS

inugpatsuvaq inumik avalajalik/ inupassuaq inumik avalaaleq ?

Print
Dokument id:2192
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB, 1, 5(15) Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Maassannguaq (Maigssánguaq)
Nedskriver:Olsen, Gaaba (Gaba / Gâba)
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:inugpatsuvaq inumik avalajalik/ inupassuaq inumik avalaaleq ?
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 1
Lokalisering:Appat: Avanersuaq / Thule
Note:

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Fortællingen hér handler om en kæmpe, inupassuaq, men håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

inuit oqalugtuait

Print
Dokument id:168
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:inuit oqalugtuait
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 173 - 174, nr. 62
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift.

 

Originalen findes ikke længere. Heller ingen afskrift i Kraghs samling: NKS 2488, VI.

 

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 2, ss. 51 - 54 har Rink sammenstykket ialt 8 varianter inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 2, ss. 99-105:

 

The Blind Man who recovered his Sight.)

 

 

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

 

Manden, der brugte sin mor som fangstblære. (Orig. uden overskrift)

 

 

 

En enke havde en søn og en datter. Sønnen blev blind, og hans mor gav ham ikke noget at spise. Men søsteren gav ham noget at spise i hemmelighed. En dag kom der en isbjørn og stak hovedet ind igennem vinduet. Den blinde bad søsteren række ham

 

buen, og ved søsterens hjælp skød han bjørnen. Han kunne høre, at han ramte

 

dyret, men moderen sagde, at det var tværbjælken, han ramte. Moderen og søsteren

 

flænsede isbjørnen. Moderen ville ikke give ham noget kød, men det gjorde

 

søsteren i al hemmelighed.

 

Da det blev forår, lod den blinde sig føre af sin søster til en stor sø. Mens

 

han lå på ryggen ved bredden af den store sø, hørte han susen. Det var en fugl,

 

der fløj lige hen over ham. Den anden gang den fløj forbi, rørte den ved hans

 

ene øje og næste gang igen begge øjnene. Han nåede lige at få et glimt af

 

fuglen. Det var en rødstrubet lom. Da han gik tilbage til huset, så han et

 

isbjørneskind, der var strakt ud på jorden ved hjælp af pløkke. Han spurgte sin

 

mor, hvor skindet stammede fra, og fik at vide, at det var et, der var blevet

 

efterladt af nogen.

 

Da hvidhvalstrækket viste sig, sagde sønnen.: Bare man havde en fangstblære. -

 

Moderen sagde: Brug mig som fangstblære. Sønnen bandt sin line omkring livet på

 

moderen. - Moderen sagde til sønnen, at han kun skulle harpunere mindre hvaler.

 

Men da en stor hvidhval dukkede op, harpunerede sønnen den trods moderens

 

protester, og han skubbede moderen ud i havet. Hvidhvalen og moderen dukkede op

 

lige efter hinanden, og moderen råbte: Uluga (min ulu), og det gjorde hun hver

 

gang hun dukkede op. Moderen havde en pels, der var lavet af spraglet sælskind. Hun blev til en narhval og hendes udslåede hår til hvalrostænder. Narhvalen

 

stammer således fra denne kvinde.

 

Var.: Søg på: blind / blinde; Tutigaq; Rink II 62; Uluaa; Holtved nr. 37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III nr. 330. Lyberth 1924 tappiitsoq. Narhvalens oprindelse; Hvorledes narhvalen blev til;

 

Kommentar: Ned- eller afskriveren har vist sovet, da han forsynede narhvalen med hvalrostænder. Enkelte narhvaler har dog to tænder. Eller måske var han fra et område, hvor man aldrig så en narhval. Håret, der blir til tanden, er netop ikke udslået, men  - som det fremgår af andre versioner - snoet.

 

This handwritten text is a copy made by a student teacher. The original handwritten text no longer exists. Neither is there a copy in Kraghs collection: NKS 2488 VI)

 

In Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr.2, pp.51-54, Rink pieces together a total of 8 variants, including this one. The same “mixture” is found in the English translation in Rink, H. 1875 (reprinted in 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 2, pp. 99-105:

 

The Blind Man who regained his Sight.)

 

Detailed summary translated by Chr. Berthelsen:

 

The Man who used his Mother as a Hunting Bladder (The original version does not have a title.)

 

A widow had a son and a daughter. The son was blinded and his mother did not give him anything to eat. But his sister gave him food in secret. One day, a polar bear came along and poked its head in through the window. The blind man asked his sister to pass him his bow, and with help from his sister, he shot the bear. He could hear that he had hit the bear, but his mother said that he had hit a crossbeam. His mother and sister flensed the polar bear. His mother did not want to give him any meat, but his sister surreptitiously gave him some.

 

When the spring came, the blind man let his sister lead him to a large lake. While he lay on his back on the edge of the lake, he heard a whooshing sound. It was a bird flying directly over him. The second time it flew over, it touched one of his eyes. The time after that it touched both of his eyes. He just about managed to catch a glimpse of the bird. It was a red-throated diver. When he went back to the house, he saw a polar bear skin stretched out on the ground, held with pegs. He asked his mother where the skin had come from and was told that it was one that had been left behind by somebody.

 

When the migrating beluga whales came along, the son said, “If only I had a hunting float.” His mother said, “Use me as a hunting bladder.”  The son tied his line around his mother's waist. The mother said to her son that he should only harpoon small whales. However, when a large beluga surfaced, the son harpooned it in spite of his mother's protests, and then pushed his mother into the sea. The beluga and his mother surfaced (one just after the other) and his mother cried, “Uluga (my ulu).” She repeated this every time she surfaced. The mother was wearing a skin garment made from the skin of a common seal. She became a narwhal and her hair, which was loose, formed walrus tusks. Thus, the narwhal comes from this woman.

 

Var.: Search for blind/blinde; Tutigaq, Aron 365; Rink II 62; Ulluaa; Holtved no.37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III no. 330. Lyberth 1924 tapiitsoq. The origins of the narwhal; how the narwhal came to be.

 

Comment: The person who wrote down or copied the story must have been asleep when he equipped the narwhal with walrus tusks! However, some narwhals do indeed have two tusks. Or perhaps he came from a region where narwhals had never been seen. The hair which forms the tusk, is actually not loose, but was  according to the other versions- twisted or wound up.

 

Transl. by Lucy Ellis.

 

By courtesy of Craig Mishler. See: Diving Down: Ritual Healing in the Tale of the

 

Blind Man and the Loon by Craig Mishler, Vadzaih Unlimited, 3910 McMahon Avenue

 

Anchorage, AK 99516, [email protected]

inuk nanunijalugtuq / nanuniarluttoq ?

Print
Dokument id:2212
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB, 1, 5(15) Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Maassannguaq (Maigssánguaq)
Nedskriver:Olsen, Gaaba (Gaba / Gâba)
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:inuk nanunijalugtuq / nanuniarluttoq ?
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 33, A6 - størrelse
Lokalisering:Appat: Avanersuaq / Thule
Note:

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Fortællingen hér handler vist om en dårlig bjørnejæger. Men håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

inuk tarrasugsuvarmik / inuk

Print
Dokument id:2208
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB, 1, 5(15) Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Maassannguaq (Maigssánguaq)
Nedskriver:Olsen, Gaaba (Gaba / Gâba)
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:inuk tarrasugsuvarmik / inuk
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:ss. 7 - 8, A6 - størrelse
Lokalisering:Appat: Avanersuaq / Thule
Note:

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

inuk tuqusangidturkuvaq pituravigmilutik / toqosanngilloqqu .. pitoravimmi ... ?

Print
Dokument id:2215
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB, 1, 5(15) Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Maassannguaq (Maigssánguaq)
Nedskriver:Olsen, Gaaba (Gaba / Gâba)
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:inuk tuqusangidturkuvaq pituravigmilutik / toqosanngilloqqu .. pitoravimmi ... ?
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 37 - 38, A6 - størrelse
Lokalisering:Appat: Avanersuaq / Thule
Note:

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

inutamik ?

Print
Dokument id:2194
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB, 1, 5(15) Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Maassannguaq (Maigssánguaq)
Nedskriver:Olsen, Gaaba (Gaba / Gâba)
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:inutamik ?
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:ss. 5 - 6, A6 - størrelse
Lokalisering:Appat: Avanersuaq / Thule
Note:

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

inutanig arnânaq / inutamik arnaanaq ?

Print
Dokument id:2195
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB, 1, 5(15) Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Maassannguaq (Maigssánguaq)
Nedskriver:Olsen, Gaaba (Gaba / Gâba)
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:inutanig arnânaq / inutamik arnaanaq ?
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:ss. 6 - 7, A6 - størrelse
Lokalisering:Appat: Avanersuaq / Thule
Note:

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet, var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

Ipigssûtilik / Ipissuutilik / Manden, der holdt sit ord

Print
Dokument id:824
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 413
Fortæller:?
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Ipigssûtilik / Ipissuutilik / Manden, der holdt sit ord
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:4 sider, nr. 34
Lokalisering:Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Se også KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 424: "Ipigsûtilik", renskrevet med sproglige rettelser og til vestgrønlandsk af Hendrik Olsen eller ?.

 

Resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, side 373 - 374: "Ipigssûtilik" / Manden

med den skarpe kniv...".

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Manden med den skarpe kniv.

I Upernivik overvintrede der engang en fanger, der næppe havde sin lige i hidsighed. Enhver, han blev vred på, dræbte han. Engang

tilbragte han sommeren i Amitsuarsuk / Amitsivartik? sammen med nogle andre, og han begyndte at tage ud på fangst. Når en af de fangere, der var med,

placerede sig i vindsiden og skræmte den sæl, jagtede,

dræbte han ham. Han var en dygtig fanger. En gang han kom hjem med en

sæl, sagde han til sin kone: "Sørg for at tørre skindet af min sæl her i en fart, for det skal være min ataseq (? yderpels)."

Det skulle hans kone nok.

 

En dag, mens manden var ude på fangst,

behandlede hun skind. Der var så mange at hun glemte at

behandle det skind, som han havde bedt hende ordne. Hun kom i

tanke om det, før han kom hjem, og gik hen til det sted, hvor det lå.

Da var hårene ved at løsne sig fra skindet. Det blev hun meget

forskrækket over. Hun tænkte, at manden sikkert ville dræbe hende, når

han kom hjem. Hun gav sig til at kigge på sælskindene for at finde et,

der lignede det. Endelig fandt hun ét, der næsten var mage til det.

Pletterne var en smule forskellige, men det var blevet harpuneret

nøjagtigt samme sted. Det skind gemte hun, til manden kom hjem. Men

skindet, som manden skulle have haft til yderpels, men hvis hår havde

løsnet sig, gemte hun nedenfor køkkenmøddingen, dér hvor deres tidligere bopladsfæller havde teltplads.

 

Lidt senere kom manden hjem. Da han havde været hjemme lidt, sagde han:

"Jeg går lige hen og ser til vores tidligere bopladsfællers teltplads."

Straks gik han derhen, mens hans kone var parterede sælen.

Så hørte hun ham sige:

"Mine tidligere bopladsfæller fangede ellers ikke sæler så tit. Alligevel

ligger der her et skind og rådner." Da blev hans

kone meget forskrækket. Hun hørte ham sige igen: "Det ligner

fuldstændig skindet til min yderpels - selv det sted,

harpunen har ramt." Konen svarede: "Skindet til din yderpels er allerede tørt og ligger i teltets vindfang (ifølge originalen. Afskriften har: uden for teltet).

 

Hendes mand ville se det. Konen gav ham nogle skind, der var rullet

sammen. Han ledte efter skindet, men fandt det ikke. Hun gav ham endnu

en rulle, men heller ikke blandt dem fandt han det. Han fandt det i

den tredje rulle og sagde: "Men pletterne er anderledes." Konen

svarede: "Se efter dér, hvor harpunen  har ramt. Det er nøjagtig det

samme." Manden sagde: "Det er rigtigt, det var dér, harpunen ramte."

Nu var han endelig beroliget.

 

Den samme fanger havde en kniv, en sort

sten. Når han skulle ud på fangst, lagde han den under sit brikseskind

- dér, hvor man plejede at sætte sig ned; og  han plejede at sige:

"Den, der knækker kniven vil blive dræbt."

Nogen tid efter at de var vendt tilbage til deres boplads, Upernivik,

skete det, at konen, mens manden var ude på fangst, kom til at sætte

sig ned på briksen, uden at tænke på, at kniven lå under

brikseskindet, med det resultat, at kniven knækkede. Det betød, at hun

skulle dø. Men hun tænkte sig om og klistrede den knækkede kniv sammen,

så den blev hel. Hun lagde den dér, hvor manden plejede at sætte sig

ned. Da manden kom hjem, satte han sig ned dér uden at tænke på

kniven. Men da der i det samme hørtes et lille knæk, kom han i tanker

om det og sagde: "Så, nu knækkede jeg min skarpe kniv." Idet han sagde

dette tog han kniven og dræbte sig selv.

 

Var.: Sandgreen 1987 Hans kone ødelægger noget.

Iseraq

Print
Dokument id:2058
Registreringsår:1965
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Mouritzen, Martin
Nedskriver:Vebæk, Mâliâraq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Iseraq
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 121
Lokalisering:Alluitsup Paa / Sydprøven: Nanortalik
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 141 - 142: "Isseqqat"

 

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

Resumé:

MM's mormor, Attaala så engang en iseraq som hun holdt i hånden og derved kom til at brække den, fordi det var så lille og spinkelt et væsen. Den døde. Iseraq har lodrette øjne og blinker på langs. De har ingen endehul, kun hul til at tisse og spiser derfor aldrig kød. Men engang havde en af dem stjålet af det tørrede sælblod, der lå i en pose under umiakken. Man holdt vagt for at pågribe tyven. Og det lykkedes.

 

Var.: Papikkaalaq; Ivalimaaq;

 

Hist.: Tolkning af oplevelse? MM var 47 år i 1965. Boede tidligere i Illorpaat.

Var.: I østgrønlandske fortællinger er det kystdværge som man griber i tyveri fra forrådet: Rosing: De tyvagtige dværge. Rasmussen: Ivalimaaq, forrådsrøveren

Iseraq, der stjal

Print
Dokument id:1589
Registreringsår:1903
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Qissunnguaq (Qissúnguaq)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Iseraq, der stjal
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 156
Lokalisering:Netsilivik: Avanersuaq / Thule
Note:

Orig. håndskrift: KRKB 1, 5(14): Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04; Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "Iseraq"Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

 

Nedskriften er Taateraqs genfortælling af Qussunnguaqs version.

 

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania:Gyldendal, 1905: 206.

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 56: "Iseraq".

 

Resumé: Iseraq har kun ét ben af et hvalrosribben, men kan fange ræve

i løb. Han stjæler altid fra folks kødgrave og holder først op, da en

mand har skjult sig i en kødgrav og hugger hans ene hånd af.

 

Var.: Papikkaalaq; Ivalimaaq; Iseraq; De tyvagtige dværge;

 

Kommentar: iseraq: I vestgrønlandsk overlevering en dværg med øjne der blinker på langs.

Isfjældets mand

Print
Dokument id:1546
Registreringsår:1903
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Iterfiluk
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Isfjældets mand
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 81
Lokalisering:Netsivilik: Avanersuaq / Thule
Note:

Orig. håndskrift har ikke kunnet identificeres;

Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "Nuterssuaq" / nuterssuaq.

Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

 

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905:189.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 42 - 43: "Nuterssuaq" / nuterssuaq, hvor det oplyses, at nedskriften er Appalinnguaqs genfortælling af Iterfiluks version.

 

Resumé:

Et isfjeld slår en revne. Klangen blir et menneske fuldt af furer i

ansigtet. Han gifter sig med en enkes datter og skønt han fanger godt,

håner enken ham med en løgn om, at hans føde er skarn. Han tar bort,

men hans kone, der er gravid, føder en søn. Han blir en stor

bjørnejæger.

 

Var.: Nutik

Isigaaseraaq

Print
Dokument id:74
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Isigaaseraaq
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 367 - 371
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 128 ss. 661 - 666.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 367 - 371: Oqalualaarut Isigaaseraamik.

 

Dansk resumé i Rink: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, II, nr. 110.

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972:124 - 131.

 

Resumé:

Isigaaseraaq rejser nordpå, fordi han har hørt om hårløse fangstdyr deroppe. Rejsen er lang og stadig kender han alle de fangstdyr, som folk på de nordligere bopladser remser op. En dag hvor hans søn er roet i forvejen og, viser det sig, fået dræbt en narhval, er han selv blevet dræbt af fremmede, der har rejst liget ved hans harpun og anbragt hans testikler på kastetræets benpik. Faderen sørger længe. Sin elskede plejesøn kommer han til at hade. Men en dag ror han østpå, stiger i land og finder to sten ligesom to møllesten. Han gnider den mindste rundt på den store så længe, at en voldsom lyd får ham til at miste bevidstheden. Da han vågner, ligger han splitternøgen i en indtørret sø. Mens han løber af sted, kommer først hans anorak, siden hans bukser og så hans kamikker flyvende og klæder ham på af sig selv. Han gentager turen næste dag, hvor han havner endnu længere inde i land, nøgen i en indtørret sø med ædende småkryb, og da han denne gang atter er kommet i tøjet mærker han, hvor meget lettere hans krop er blevet, og hvor langt han nu kan se. Han kan faktisk se sin søns drabsmænds spor langt ude mod vest.

Næste dag ror han da mod vest sammen med sin plejesøn, der får skældud hver gang han vender sig for, at se hvor langt de nu er kommet fra land: først forsvinder de yderste øer af syne, så er det som om, landets bjerge er ved at falde bagover.

De kommer i land på den anden side havet på et sted med en masse fjer og dun, hvor de skjuler deres kajakker og fortsætter til fods over land til den vestvendte kyst. Neden for ser de tre huse og i skjul hører de, at alle (mændene) bliver inviteret på gribespil i det ene hus. Som forberedelse på opgøret slæber Isig. en kampesten op på højkant og beder sin plejesøn gøre ligeså. Da stenene ligner to mennesker, fanger de en ung mands opmærksomhed, da denne kommer ud af huset for at køle af. Han inviterer de to indenfor, men Isig. beder ham komme nærmere, hvor den unge mand fortæller årsagen til, at de morer sig så godt: Deres husherre har netop dræbt og opspændt en ung mand ovre på den anden side havet. Isig. opfordrer til en styrkeprøve på armkrog, som den anden modvilligt går ind på, hvorefter plejesønnen, som aftalt, hiver testiklerne ud af ham, i det øjeblik Isig. spiller overvundet og læner sig hen over den unge fremmede. Hele forløbet gentager sig med endnu en ung mand, hvorefter Isig. med plejesøn går på besøg og bliver hjerteligt modtaget - indtil man savner de to unge, går ud efter dem og finder dem både dræbte og spændt op på de to kampesten. Isig. og plejesønen får straks skylden for mordene og føres over i festhuset, der lukkes tæt med et kæmpestort skulderblad og en stor bunke sten. Dér kan de så sulte og tørste ihjel. Men Isig. slår løs på sit ansigt og kan et trick med at stikke fingrene ind ved mundvigene og krænge hele sin hovedhud af. Da han så beder plejesønnen invitere fjenderne ind og synger en tryllesang / serrat, kan plejesønnen uhindret gå over til de unge mænds sørgende bopladsfæller og invitere dem på besøg. De griber harmfulde deres våben, men en for en falder om og dør af skræk, da de kommer ind og ser Isig.s hudløse ansigt.

Dernæst dræber Isig. og plejesønen alle stedets kvinder og efter et gevaldigt måltid, ror de hjem, Isig. med både ro og ikke helt ro i sindet.

Herefter bliver Isig. gammel for anden gang, så gammel at han græder bare hans elskede tipoldebørn driller ham lidt. Isig. længes nu hjem sydpå, især efter et særligt fuglefjeld, hvis mange måger han plejede at skrige til af fuld hals. Han er nu så gammel og indtørret, at han kan rummes i et alkeskind, og da de når fjeldet må de unge lytte ihærdigt for at høre det lille pip som fra en tejsteunge, han kan svare fuglene med. Derefter dør han, hvilket man ser af et dun, man har placeret ved hans mund. Det bevæger sig ikke mere.

 

Var.: Isigarseraq, Isigarsoraq, Isigaaseraaq;

I modsætning til Hendriks Isigaarsigaaq har Arons integreret adskillige episoder, kendt fra andre fortællinger, i forløbet. Søg på: testikler; Akilineq; Qattaaq; søens troldbjørn; Ninnittaq; Ajijak 214; To små forældreløse brødre;

 

Hist.: Fortælleren har vist glemt at forberede tilhøreren på, at Isig. bliver så eventyrligt gammel. Denne høje alder synes at være blevet et fast træk ved personer, der rejser over havet til Akilineq i overleveringen på Arons tid og egn. Bemærk at landet på den anden side ikke hér kaldes Akilineq, måske fordi betegnelsen har en odiøs klang, der ikke passer med samtidens viden om, at der bor almindelige mennesker, stammefrænder derovre. Sammenlignet med traditionelle Akilineq-fortællinger er denne version da også ganske blid, uden kannibalske træk, voldelige angreb, gamle heksekyndige kællinger osv.

 

Kommentar: Bemærk i denne, som også i andre fortællinger fortalt eller illustreret af Aron, at landet på den anden side havet forestilles som en ø eller en tange, som de rejsende forholdsvis hurtigt forcerer til fods. Måske er det et gammelt billede, svarende til det af den lange tanges land, som Aua i Iglulik i Canada udpegede som et dejligt dødsrige for Knud Rasmussen under den store slæderejse (Rasmussen 1925 - 26. Fra Grønland til Stillehavet, bind I).

 

Isig.s selvlærte uddannelse til åndemaner / angakkoq, hvor han dog kun bliver synsk, virker som en blanding af en vestgrønlandsk metode (at lade sit kød fortære af kryb i en indtørret sø) og den østgrønlandske, hvor lærlingen, efter at have været ædt og kastet op af ferskvandssøens kæmpestore isbjørn (eller en stor hund; søg på: søens troldbjørn), vågner nøgen og får sine klæder flyvende tilbage. Netop denne mytiske initiation er i Østgrønland en forudsætning for at få det indre lys, der gør en synsk og synlig for ånderne.

 

Vedr. uddannelse til åndemaner: søg også på initiation

Itdlut qangilerqutigît / Illut qangilerqutigiit

Print
Dokument id:1341
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 426
Fortæller:?
Nedskriver:Jørgensen, Sofie ?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Itdlut qangilerqutigît / Illut qangilerqutigiit
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:9 sider, nr. 87
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé i: Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, side 372: Manden

fra Sigssungassormiut / Sissungasormiut, der blev myrdet og hævnet af sin søn."

Ved en fejltagelse er fortællingen ikke blevet oversat. Her følger derfor ovennævnte resumé:

En storfanger myrdes af fire brødre. Enken gifter sig med en gammel skeløjet mand, der opdrager den myrdedes lille søn til at hævne faderens død. Da han omsider er stærk nok, dræber han under et gæstebud den ene af morderne. Siden møder de en anden af brødrene i kajak og dræber ham. De to efterlevende brødre lader de derimod i fred.

 

Hist.: Det kan udmærket være en historisk fortælling.

Ivalimâq / Ivalimaaq, forrådsrøveren

Print
Dokument id:594
Registreringsår:1904
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Aadaaridaat (Autdârutâ / Âdârutâ / Aadaarutaa / Aattaarutaa / Poulsen, Christian)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:Rasmussen, Knud
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Ivalimâq / Ivalimaaq, forrådsrøveren
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, III
Tidsskrift:
Omfang:side 31
Lokalisering:Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal: Nanortalik
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 4(11), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Ivalimâq".

Eng.udg: Knud Rasmussen's posthumous notes on East Greenland legends and

myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, s. 51 - 52, "Ivalimâq,

the thief".

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 27 - 28: "Ivalimâq" / Ivalimaaq.

 

Resumé: Det svinder i forrådet. En af beboerne lægger sig på lur i

skuret. Tyven kommer, spiser af tabte stumper undervejs, spiser

videre af større stykker, finder et ribbensstykke: "Her er kød til

Ivalimaaq." Manden griber tyven, vrider armen itu på ham. Tyven råber

på Ivalimaaq, der bærer ham bort. Tyven viste sig aldrig siden.

 

Var.: Papikkaalaq;

 

Kommentar: Formentlig er tyvene de nærmest boende små dværge.

 

Hist.: Chr. Poulsen var en af de sidste sydøstgrønlændere der emigrerede til Sydgrønland i år 1900, hvor Knud Rasmussen traf ham i 1904. Knud Rasmussen stedfæster ham til Illuluarsuit, men mener formentlig Illuluarsuk på sydøstkysten nord for Skjoldungen.

ivnanaganirmi avikipalune ? /

Print
Dokument id:2216
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB, 1, 5(15) Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Maassannguaq (Maigssánguaq)
Nedskriver:Olsen, Gaaba (Gaba / Gâba)
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:ivnanaganirmi avikipalune ? /
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 38 - 40, A6 - størrelse
Lokalisering:Appat: Avanersuaq / Thule
Note:

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Fortællingen hér handler om  Men håndskrift, stavning og dialektpræget gør iøvrigt teksten vanskelig at tyde.

Jomfru Maria fra Tasiusaq

Print
Dokument id:934
Registreringsår:1903
Publikationsår:1906
Arkiv navn:
Fortæller:præsten i Upernavik
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Jomfru Maria fra Tasiusaq
Publikationstitel:Under Nordenvindens Svøbe
Tidsskrift:
Omfang:side 38 - 43
Lokalisering:Tasiusaq: Upernavik
Note:

Rasmussens notater på dansk: KRKB 1, 3(8), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "En uhyggelig tildragelse".

(NB: ikke nedskrevet af Knud Rasmussen men på dansk af ?)

 

Rasmussen fik i 1903 af præsten i Upernavik en del dagbogsnotater og andre oplysninger om en ung kvinde, Jonasine Anine Amalie i Tasiusaq, som i 1875 havde aborteret ude i fjeldet, men modtaget visioner af dette barn, der identificerede sig som Jesus. I breve til præsten meddelte hun, at dette barn havde sagt at dets mor skulle have penge (fra forstanderskabets kolonikasse) ellers ville Gud lade jord og himmel forgå og fratage danskerne sæden fra deres marker. Der skulle skydes tre gange med kanonen og præsten formanes til at tro det sagte.

       Som indledning til en formaning til kateketeleverne om at tro barnets ord snarere end præstens, fortæller kvinden om hvorledes Jesus ikke ønsker at mennesker skal fortabes og pines til evig tid.

       Alle i Tasiusaq fatter tiltro til hende og hun overtaler kvinderne til at aflægge deres top og anlægge fletninger for dermed at afsværge deres dåb.

       Da forstanderskabet i sin behandling af sagen erkender at hun ikke havde været sindssyg og at det ikke drejer sig om en fødsel i dølgsmål, men blot om en dårlig begravet abort, men dog at hun har forført folk i Tasiusaq, overgiver de sagen til højeste instans, inspektøren, der dømmer Jonasine til udelukkelse fra kirke og butik, stokkeslag og afskæring af sin top. Det skal dog ikke foregå uden for under hejst flag, men inden døre i værkstedet.

 

       Knud Rasmussen der allerede en gang har mødt denne Maria, en gammel fattig enke, træffer hende igen og opfylder hendes ønske om en stor skrå.

 

Hist.: Se analysen af denne plus andre kilder til denne historiske begivenhed i Kleivan, Inge 1986: Jomfru Maria fra Tasiusaq. Arctic Anthropology, Vol. 23(1-2); og Kleivan i Lorentzen J. et al.(red.): Inuit Kultur og Samfund, Århus: Systime 1999.

Jordånden, som pigerne narrede

Print
Dokument id:1532
Registreringsår:1903
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Uusaqqak (Ûsarqak)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Jordånden, som pigerne narrede
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 65 - 66
Lokalisering:Avanersuaq / Thule
Note:

Håndskrift har ikke kunnet identificeres (det gælder de fleste af Uusaqqaks fortællinger, der muligvis har været nedskrevet i et særligt hæfte).

 

Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

 

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905: 149 - 150.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 29: "Nunalugssûp tôrnârssupalua" / Nunalussuup toornaarsupalua.

 

Resumé:

To piger kommer under en tur ind i en menneskeæders hus, hvor den ene

pige graver en udgang i bagvæggen, mens den anden holder ånden hen

med snak og lokker den til at spise vinduesstenen som bevis på dens

altædende evner. Da de er nået hjem og har fortalt om ånden,

overfaldes den af mændene. De lader sig ikke bevæge af dens råb: "Lad

mig nu slippe - min tyktarm er af perler!" Man skærer perlerne ud, og

om natten smelter de og afgiver en fæl lugt.

 

Var.: The earth-spirit with large intestines of pearls.

Kaannassuaq

Print
Dokument id:323
Registreringsår:?
Publikationsår:1939
Arkiv navn:
Fortæller:Abraham
Nedskriver:
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Kaannassuaq
Publikationstitel:Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo, III
Tidsskrift:
Omfang:side 28 - 32
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Redaktør: Lynge, Kristoffer

Det har ikke været muligt at identificere håndskriftet. Abraham fra Kangeq var en af Rinks fortællere. Rink fik kun een version, Hintriks / Hindriks, mens Rasmussen fik flere en generation eller to senere.

 

Oversættelse ved Signe Åsblom:

Kaannassuaq var en betydningsfuld mand, som havde fået flere svogre i Angisoq i den vestlige del af Kitsissut, og han tog ud på mange fangstture i kajak sammen med sine mange svogre. De levede og havde det godt og var glade og manglede ikke noget særligt. Det var dengang, da der ikke manglede noget i Kangeqs fangstområde.

 

Dengang havde der allerede længe været danskere i området. Engang blev det en meget dårlig vinter med ringe fangst, og alligevel blev de ved med at ro i kajak. Og så vendte vejret, så der blev meget mere nordenvind og meget mere is og frost.

 

Isen lagde sig overalt ved Kitsissut og frøs fast, så de ikke længere kunne tage nogen steder hen. De holdt op med at tage på fangst i kajak og endte med at måtte spise af deres vinterforråd; og efter at have gjort det et stykke tid, begyndte det at tynde ud i forrådet. Og selv om de hentede mindre og mindre derfra, var der en dag ikke mere at hente. Da der nu ikke var mere forråd, var der ingen steder at henvende sig, og hver dag blæste der enten en nordenvind eller en vestenvind.

   

Til sidst var nogle så afkræftede, at de ikke længere stod op. Og endelig blev alle sammen liggende. Kun deres svoger blev ved med at gå ud for at holde øje med vejret og havet.

 

Sådan blev det ved, og en morgen gik han ud og blev længe væk. Og så kom han ind og havde taget sin store kajakhelpels med ind, og da var det ved at være op ad dagen. Da han havde gjort sig klar, gik han ud. Og det havde blæst det meste af dagen, og det eneste han hørte var denne susen. Manden havde ikke andre steder at tage hen end ud østpå og syd om Attorsuit langs iskanten. Han tog af sted mod nord og roede direkte mod bagsiden af Ikkarluk. Han ville hen til fangstområdet der, som han dog ikke kunne se for snetykningen. Men da han nåede derhen, var der til hans overraskelse en stor flok måger. Da han var kommet derhen, stoppede han for at se sig godt om, og så overraskede han en hel flok unge grønlandssæler og en enkelt spraglet. Han satte sig til at vente på dem, og da ingen af dem lagde mærke til ham, ventede han, til de var kommet så tæt på, at han ikke kunne undgå at ramme, og så var han da også så heldig at få ram på en prægtig en med harpunen. Hurtigt dræbte han den og gjorde den klar til bugsering. Og da han var så optaget af den, nøjedes han med denne ene sæl og søgte læ. Da han kom tilbage til det sted, hvor han havde sat kajakken i vandet, trak han kajakken og fangsten op og gik mod vest. Og langt om længe nåede han da frem i nærheden af Angisoq.

 

Efter at han var taget af sted allerede om morgenen, var hans svogre blevet liggende uden at nogen af dem var stået op. Ud på eftermiddagen kunne de pludselig høre, at det rumsterede i indgangen. De kunne høre, hvordan han var på vej ind men fyldte så meget, at han ikke rigtigt kunne komme til. Og så lå de der og stirrede mod indgangen. Så fik de øje på hans bagdel, der dukkede op. Og mens de stirrede på den, løftede den sig, og han selv kom op og trak noget efter sig, og det viste sig, til deres overraskelse, at være en flot, ung grønlandssæl. Så snart han havde fået den trukket ind, kom de alle sammen ud på gulvet, og man hørte ikke andet end: "Hurtigt, skær den hurtigt op!"

 

Hans kone fik travlt og fik den skåret op, og hvem skulle mon have en bid først; og endelig havde de alle sammen fået et tilstrækkelig stort stykke og en bid lever til. Da kødet var kogt, spiste de knap nok noget af det, fordi de allerede havde forspist sig i spæk. Og om aftenen havde de endelig spist så meget, at de følte sig helt oppustede.

 

Næste morgen var det kun lige blevet lyst, da han igen tog af sted; og stadig blæste der en strid nordenvind. Igen ventede han at få øje på alle mågerne og nåede straks efter hen til området bag Ikkarluk, hvor han fik øje på dem. Her stoppede han op, og igen dukkede sælerne op, eeq, hvor var der dog mange unge grønlandssæler. Og snart fik han igen ram på en med sin harpun. Da han havde dræbt den, ville han gerne fange endnu en sæl, så han havde to, og han drejede og lagde sig op mod vinden og holdt øje med stedet, hvor han fangede den sidste sæl, og snart efter fik han ram på endnu en med sin harpun. Og så lod han de andre sæler være og regnede med, at de nok ville være der senere.

 

Nu havde hans mange svogre fundet ud af, hvordan han var, og som de nok havde ventet det, kom han denne gang med hele to. Og denne gang hujede de ad ham, fordi de ikke længere var forsigtige.

 

Og hver dag fangede han to sæler, og hans mange svogre begyndte så småt at stå op, efter at deres svoger havde reddet dem. Endelig begyndte de at leve som før, men de var stadig ikke begyndt at ro ud i kajak, for nordenvinden blæste stadig som før, og der var ingen bevægelse i isen.

 

En dag lå han som sædvanlig på lur efter et bytte og havde lige netop fanget den første sæl, da han pludselig kunne se noget blive mørkt i snefoget. Han ville undersøge, hvad det var, for han ventede ikke, at der kom nogen kajak, men så fik han øje på en kajak, der kom hen imod ham. Og han prøvede på at se, om han dog ikke kunne genkende manden, og det viste sig at være Kittoraq / Qitoraq, der var den ældste mand i Illorpaat og den dygtigste af en søskendeflok. Hvor var han dog bleg, og helt afmagret var han også, og han kunne ikke få øjnene fra den andens fangst, der var på slæb. Og så udbrød han: "Ii, det lader til, at der findes dyr med rigeligt spæk i dette vejr. Vi længes sådan efter spæk, for vi har ikke kunnet komme nogen steder på grund af isen. Ja, nu forsøgte jeg mig lidt med sælfangst ved at ro ad Itiversuaq. Og mine bopladsfæller er deroppe og er helt holdt op med at tage ud i kajak."

 

Da han simpelthen ikke kunne få øjnene fra Kaannassuaqs fangst, sagde denne: "Bliv nu lidt og få et stykke at tygge på. Jeg har lige skræmt en flok måger hen i læ. En hel flok unge grønlandssæler dukker snart op. Få dig nu først noget at spise, så dækker vi dem bagefter."

 

Så skar han et ikke ubetydeligt stykke fra forsiden af sin fangst. Og da han havde givet det til den anden, spiste han så hurtigt, så man skulle tro, han spiste sne. Da han havde spist godt og meget, sagde han til ham: "Kom så, nu må du hen at holde øje med dem."

 

Sammen roede de op mod vinden og prøvede at få øje på dyrene, og minsandten om ikke de var ved at nå hen til den store flok måger. Efter at de havde ligget i vindsiden et stykke tid, begyndte sælerne at dukke op. Og han sagde til Kittoraq / Qitoraq: "Kom nu, kast din harpun mod dem!" Han nærmede sig en smule mere og kastede så sin harpun, og snart efter havde han dræbt den. Da han havde bundet den godt fast, tog han sin fangstblære og begyndte at rulle sin harpunrem sammen. Men han var kun nået halvvejs med det, da han blev ramt af en brådsø, og han havde lige nået at gøre sig klar, da bølgerne slog ind over ham. Væk var han, og pludselig hoppede hans fangstblære op, inden man fik øje på den tilhørende kajak, og øjeblikket efter kom hans kajak da også til syne i god behold. Så roede han mod vinden op til sin fangstblære og fik fat i den, og igen gav han sig til at rulle harpunremmen sammen. Han var lige begyndt på det, da han igen blev ramt af en sø, og igen forsvandt kajakken helt. Den store fangstblære kom igen hoppende ud på læsiden. Da han havde vendt sig op mod vinden, roede han hen til Kaannassuaq og sagde til ham: "Kan du ikke gøre sælen klar til bugsering for mig, jeg kan ikke klare det, fordi jeg er så afkræftet, at jeg kun kan klare at se på den." Kaannassuaq svarede ham: "Kom bare med dine bugserredskaber."

 

Så overgav han tingene til ham, fordi han endnu var for svag til at klare arbejdet. Da han havde gjort sælen klar til bugsering, sagde han til ham: "Tag du også en ordentlig bid!" Da han blev ved med at nøde ham, skar han sig et stort stykke fra sælens forside. Og da han havde spist færdigt, bandt han endelig sælen forsvarligt fast, så der ikke skulle kunne ske noget, og så begav den stakkels mand sig af sted. Og langsomt forsvandt han ud af syne langt derude mod øst.

   

Efter at han var roet væk, lagde Kaannassuaq sig igen op mod vinden, og straks efter havde han igen harpuneret en sæl, og så valgte han at vende hjemad. Da han var kommet hjem, fortalte han sine svogre om det, der var sket.

   

På den måde fik han sine svogre til hægterne igen. Og derefter lagde nordenvinden sig. Det fortælles, at han begyndte at ro i kajak sammen med Kittoraq og jagede sammen med ham.

 

Et stykke tid efter blev det smukt vejr. Dagene blev længere, og kulden var ikke længere så streng, og der kom en masse lomvier. Alle fra Kangermiut og fra Illorpaat og fra Angisoq tog på lomviejagt bag Ikkarluk. Da lomvierne blev hurtigere til at flyve op og flygte, samlede de sig i større flokke, når der blev vindstille, og på den måde blev det lettere at skyde dem.

 

En dag da de var taget ud på lomviejagt, samlede lomvierne sig igen i store flokke. Da de havde skudt alle dem, de kunne få ram på og skulle til at lægge fuglene op på kajakkerne, havde nogle kajakmænd lagt kajakkerne ved siden af hinanden for at støtte hinanden og undgå at kæntre. Kaannassuaq var i færd med at lægge fugle op på kajakken og holdt en lille pause, da han opdagede, at en anden kajakmand nåede hen til ham og støttede sin åre mod hans kajak, og han opdagede, at det var Kittoraq. Da de var færdige med at lægge fugle op, og Kittoraq havde gjort sig fri fra sin støtte, følte han efter noget og trak nogle bugserredskaber op, der var lavet af stødtænder, og et stykke isbjørneskind at sidde på i kajakken, og disse ting lagde han på kajakdækket foran Kaannassuaqs kajakring og sagde: "Da jeg havde fanget sælen, som jeg så inderligt gerne ville have, og ikke magtede at gøre den klar til bugsering, ordnede du det for mig, og derfor skal du have disse ting som tak for hjælpen."

 

Kaannassuaq havde i forvejen sådanne ting og manglede dem ikke, så han undslog sig, men forgæves. Da den anden blev ved med at presse ham til at tage tingene, endte han med at tage imod dem. Og på den måde kom de endda godt igennem den frygtelige vinter.

 

Man kan stadig se Kaannassuaqs hus i Angisoq. Det ligger højt oppe. Og det er lige så langt som en harpunrem og har to udgange (husgange), og der er vist nok fem vinduer.

 

Var.: Kaannassuaq.

 

Hist.: En historisk fortælling fra slutningen af 1700-tallet (ifølge Hendriks version, fortalt 1867, var Kaan. Hendriks mors farfar og Qitoraq / Kittoraq hans mormors farfar.

Kâgssagssugpaluk / Kaassassuppaluk, den forældreløse, der blev til en stærk mand

Print
Dokument id:1552
Registreringsår:1914
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Arnaaluk (Arnâluk)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kâgssagssugpaluk / Kaassassuppaluk, den forældreløse, der blev til en stærk mand
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 88 - 93
Lokalisering:North Star Bay: Avanersuaq / Thule
Note:

Orig. håndskr.: KRKB, Knud Rasmussens Arkiv: Fra 1. Thuleekspedition 1912-14.

Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

 

Resumé:

Børnene i et hus larmer, mens de voksne er til åndemaning i et andet

hus. Kaassassuppaluk advarer børnene mod den store ild og ber om at blive løftet op på tørrestativet. Det sker; børnene larmer videre. Ind kommer den

store ild med sin pisk af en hel remmesæl med lange klør. Den trækker

børnene ud i husgangen og skolder dem ihjel. K. løber over med besked

til de voksne, der beskylder ham for miseren. Han overtaler dem til

selv at larme om aftenen. K. får ikke lov til at være inde. Man

larmer, ilden kommer, og man hælder kogende tran ned over remmesælen.

Ilden fortrækker. K. er herefter forvist til husgangen, hvor hans onde

bedstemor prygler ham sammen med hundene, og når han søger varme på

taget ved luften fra loftsventilen, trækker husherren Umerluttooq ham

op i næseborene. Han får kun sej hvalroshud at spise. Han tygger det

med en lille knivsten mellem tænderne. Knivstenen gemmer han i

forhuden på sin penis. K.s anden bedstemor, hans mormor, er god mod

ham og tørrer altid hans tøj. K. møder en kæmpe, der parterer sin

fangst og K. råber til ham om et stykke. Kæmpen, der kun hører en svag

ringen for ørerne, tror det er et dødt menneske og giver ham en lille

offerbid. K. har evne til at forstørre stykket. Han spiser sig mæt

og lægger med besvær den store rest i depot. Den er væk, da han kommer

tilbage. Kæmpen, der har spist det, får ondt af K. og træner hans

kræfter ved sammen med ham at rulle sten rundt. Da K. er ligeså stærk

som kæmpen lover denne ham at sende tre bjørne som erstatning for det

spiste kød. K. bliver stadig mishandlet hjemme. Om natten trækker han

en indefrossen konebåd op af isen. Alle forbavses næste dag og U.

siger hånende til K., at det nok er ham. Da bjørnene kommer, låner K.

sin gode bedstemors korte støvler, dræber bjørnene, bærer dem hjem som

var de harer og bygger sig et stort udendørs ildsted til kogningen.

Først smider han dog sin onde bedstemoder i ilden, og beroliger sin

gode bedstemor. Hende vil han intet ondt gøre. U. og de andre flygter,

mens K. koger og spiser bjørnekød. K. finder U. ved kanten af en stejl

skrænt, ryster ham med et greb i næseborene ud over skrænten, og

ligger med alle hans koner. K. gengælder også alle andre fællers

ondskab, hvorefter han rejser sydpå og får kajak, men blir dræbt,

fordi han får for vane at klemme små børn ihjel.

 

Var.: Kaassassuk.

 

Hist.: Indledningen med fortællingen om Den store ild har også de to versioner, som Holtved fik af både Amaanalik og Pualorsuaq. Ligeså er Kaassassuk hovedpersonen i en kort version af Den store ild, "Innersuaq", som Rasmussen fik af Appalinnguaq fra Appat, Thule. Der var således i Thule en vis tradition for at associere Kaassassuk til den, der redder sig fra den store ild. Måske er det en påvirkning fra det sydøstlige Baffinland, hvor Amaanaliks fortællinger stammede fra. Her findes en version (hos Franz Boas), hvor det er månemanden (en stor ild?) der pisker kræfter i Kaassassuk.

Rasmussen fik desuden en version uden indledningen med Den store ild. I det øvrige  er den næsten identisk med Arnaaluks. Se Qilerneq, Kaassassuk.

 

Vedr. indvandringen: Ulloriaq, Inuutersuaq: Beretningen om Qillarsuaq ... [Kbh. Det grønlandske Selskab 1985 (ikke registreret). Men søg på: Petersen, Robert, 2000: Om grønlandske slægtssagaer. Tidsskriftet Grønland, ss. 299 - 311.

 

Det er uvist om det er Rasmussens mangelfulde nedskrift, der

gør, at fortællingen virker kluntet. Holtveds senere version er mere

retfrem. I varianten hos Rasmussen bemærker man at K. til slut flytter sydpå.

Det kunne tyde på at man mente at fortællingen stammede sydfra. Men som det fremgår af kildeudredningen ovf. er der en del grus i maskineriet.

Kâgssagssuk / Kaassassuk

Print
Dokument id:1060
Registreringsår:1903
Publikationsår:1982
Arkiv navn:
Fortæller:Simigaq
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:Søby, Regitze M.
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Kâgssagssuk / Kaassassuk
Publikationstitel:Oqalugtuat oqalualâtdlo, IV
Tidsskrift:
Omfang:side 71 - 73
Lokalisering:Agpat / Appat: Avanersuaq / Thule
Note:

Genfortalt efter Qilerneq, Kangerlussuaq

Redaktør: Søby, R. M. Renskrift: Otto Sandgreen.

Orig. håndskrift: KRKB 1, 5(14): Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04;

Ifølge Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "Kâvssavssuk" / Kaassassuk, viser det sig at være Simigaq fra Appat der har genfortalt Qilerneqs fortælling.

 

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905: 226 - 229. Der er Qilerneq anført som fortælleren.

 

Resumé:

Kaassassuk vokser op som forældreløs mellem hundene i husgangen. Ved loftsventilen på taget prøver han at få del i varmen, der strømmer ud. Hans farmor er ondskabsfuld, han mormor rar. Hun tørrer gerne hans kamikker. Umerlutoorsuaq, Den "bredsnudede" er hans værste plageånd, der hiver ham op og indenfor fra husgangen ved næseborene. Sej hvalroshud får han tilbudt, men kan ikke tygge det af mangel på de tænder, som man morer sig med at trække ud.

En dag under en gåtur møder han en kæmpe, der flænser et stort dyr. Kaas. ber om en bid. Kæmpen ser ham ikke, men slænger ham alligevel en stor klump, som K. bygger et stendepot til. Men næste dag er kødet væk. Han græder. Kæmpen kommer, tilstår at han har taget kødet, - vidste ikke hvis det var - og prøver nu at få K. i humør ved at kappes med ham i at få kampesten til at snurre rundt. K. magter det slet ikke, men efter mange forsøg lykkes det ham. Kæmpen lover ham snarligt kød, tre isbjørne. Tilbage ved huset afprøver K. sine nyvundne kræfter. Han river sin plageånds umiaq af stilladset. Denne bliver noget bekymret ved synet næste dag.

De tre bjørne er set uden for bopladsen. K. hvis kamikker er til tørre, låner et par små indendørs kamikker af sin fætter og spurter af sted så sneen fyger om ham. Han nedlægger med lethed bjørnemor med to unger og bærer dem hjem uden besvær. Han tænder ild under en vældig gryde til kødet og smider sin onde bedstemor på bålet, hvor hun brænder op. Den gode vil flygte men standses af Kaass. Hende vil han intet ondt. Umerlutoorsuaq er flygtet væk med sine koner og sit telt, hvor han prøver at holde sig vågen til evt. kamp med Kaass. Um. er dog faldet i søvn, da Kaass. kommer på hævntogt, griber Um. i næseborene, ryster ham kraftigt ud over en skrænt så næseborene revner, og stjæler derefter hans koner efter at have nedbrudt hans telt. Um. dør af sine næsesår.

Med tiden bliver Kaass. dog lystmorderisk farlig for sine omgivelser og dræbes.

 

Var.: Kaassassuk.

 

Kommentar: Moralen er klar: mishandlede forældreløse kan opnå farlige kræfter fra dem i den anden verden, så store, at de aldrig for alvor kan socialiseres. I visse, oftest sene vestgrønlandske, versioner sker der en resocialisering. Men ikke i denne polareskimoiske version, der afviger fra andre varianter fra Thule området ved ikke at indledes med fortællingen om den store ild. Se Arnaaluk Kaassassuk.

Kâgssagssúnguasê / Kaassassunnguasii, den lille forældreløse, Kaassassuk

Print
Dokument id:600
Registreringsår:1904
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Rosine (Nuisartoq)
Nedskriver:?
Mellem-person:Rasmussen, Knud
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kâgssagssúnguasê / Kaassassunnguasii, den lille forældreløse, Kaassassuk
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, III
Tidsskrift:
Omfang:side 68 - 74
Lokalisering:Igdlukasik / Illukasik: Nanortalik
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 3(8), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04:"Kâgssagssuk". NB: ikke nedskrevet af Knud Rasmussen men på grønlandsk af ? MEN

i Håndskr.: KRKB 1, 5(13). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-05: Kâgssagssûjúnguasê, (samme fortællerske), er nedskrevet af KR på dansk.

 

Eng. udg: Knud Rasmussen's posthumous notes on East Geenland legends and myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, s. 67 - 72: "Kâgsagssúnguasê, the little homeless one".

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 48 - 53: "Kâgssagssúnguasik" / Kaassassunnguasik.

 

Resumé: K. bor hos sin bedstemor i et rum i husgangen. Beboerne af et

stort hus besøger han, når han sulter. De hiver ham op i huset ved

næseborene, brækker hans tænder, efterhånden som de gror frem og tar

de knive fra ham, som en slægtning giver ham til at skære den

kødmad, han får, i stykker med. Ude kaster hans jævnaldrende ham altid

omkuld og dænger ham til med sne. I bærtiden går han tidligt ud,

samler bær, men drengene kaster sig over ham, når han kommer tilbage.

Bedstemor syr en bærpose, der kan lukkes til for oven. Nu kommer han

hjem med bær. K. ber sin bedstemor om råd mod sin elendighed. Hun

råder ham til at gå op til en kløft, der vender mod nord og kalde på

kraftens herre. Det er en stor hund, der snor sin hale om ham, og

slynger ham hen ad jorden. Tre gange. Hver gang falder der noget ud af

K.s krop: Legetøjskajakker, legetøjsharpuner og små dukker. Nu kan han

vokse. På hjemvejen kan han løfte kampesten, men lader sig ikke mærke

med noget, da drengene hjemme kaster ham omkuld. Han falder om som en

tom skindpose. Bedste formaner ham til at tie med sine nye kræfter.

 

En dag hjælper han sin slægtning med at slæbe en fanget hvidhval i land

og får halvdelen som fangstpart. Henter lidt af kødet hver dag i sin

bærpose og lægger lidt bær øverst. Bopladsfællerne blir mistænksomme,

følger efter K. og stjæler næste dag alt kødet.

 

Et stort stykke drivtømmer reddes i land, men er for tungt. K. låner sin bedstes

støvler, og henter det op bag huset. Ingen forstår, hvem der har haft

kræfter til det. De stærkeste mænd lader som om det er dem.

 

På et stykke indefrosset kalvis dukker en bjørnemor med to unger op. De

forsvinder ind i en hule. K. låner sin bedstes støvler, kastes om kuld

som en tom skindpose flere gange af de unge piger undervejs ud til

bjørnene, som han går ind i hulen og dræber. Forærer bopladsfællerne

den ene unge som fangstpart. Inviteres til det store hus. Slægtningen

må hive ham op ved næseboerene. Man gir ham skoldhed suppe. Han køler

den med sit ord og drikker den. Man gir ham knæskallen af bjørneungen.

Han formindsker den med sit ord og sluger den. Inviterer hele

bopladsen hjem på sin kogte fangst. Gør gengæld med skoldhed suppe.

Gæsten, der drikker den, skriger og falder død om som en skindpose.

Den gæst, der får knæskallen, sluger den og falder død om som en tom

skindpose. K. kærtegner et for et alle børnene og klemmer livet ud af

dem. Dræber derefter alle undtagen sin slægtning,

hans kone og sin bedste, der udsøger sig den bedste plads på briksen.

Der lever de i fryd og gammen.

 

Var.: Kaassassuk

 

Kommentar: Som sagt vedr. Håndskr. (en grønlandsk og en dansk) har jeg (BS) ikke undersøgt om det er samme fortælling. Hvis ja, kunne den danske være KR's oversættelse af den grønlandske.

Velegnet til opdatering.

 

Bemærk: "Skindposen", der fyldes med bær og kød og som markerer fald

og død.

Kajakrygning

Print
Dokument id:2103
Registreringsår:1965
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Jensen, Kirsten (Kistat)
Nedskriver:Vebæk, Mâliâraq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Kajakrygning
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 224 - 225
Lokalisering:Qassimiut: Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 233 - 234: "Qajamik pujoorisaneq", der dog rummer en del flere erindringer og detaljer end den danske oversættelse. Se Tilføjelser ndf.

 

På dialekt og engelsk og lydside på CD-Rom:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33: 212 + 214 (dialekt) og 213 + 215 (engelsk).

 

Resumé af den danske tekst:

Mens Kirsten Jensen var barn havde gamle folk endnu for skik, når en mand en tid intet havde fanget, at tænde ild i tørt lyng under kajakhullet, banke kajakken og råbe ud! ud! ud! Kajakkens ejer måtte ikke vide det. Men han fangede altid godt igen bagefter.

      Undertiden, når en kajakmand havde hørt forskrækkende lyde i kajakken undersøgte han den nøje indvendig for et muligt forsøg på hekseri. Han fandt dog aldrig noget.

      KJ har aldrig selv set en qivittoq, men fandt fortællinger om dem uhyggelige. Hun bekræfter at fortællingen om Ikuunia er sand (men den fortælles ikke hér).

      Gamle Biibiat tog varsel af kamikhøet fra sin søn, Ujukkus kamik, hvis han blev for længe ude på fangst. Hun holdt det over lampen og åndede lettet op, når det tørre hø brændte. Hun fik nordenvinden til at lægge sig ved at holde sit kamikskaft op imod den. Og hun fik havisen brudt og i drift ved at placere et stykke af et isbjerg vendt mod havet på en høj.

 

Tilføjelser: oversat af Signe Åsblom fra den grønlandske udg. (se ovf.):

s. 234:

Men så var der altså en gang, hvor vi var taget på fangst ude ved de yderste øer, lad mig også bare fortælle om det. Altså, hvis nogen fangede en isbjørn, mens vi var ude på fangst (ufuldendt sætning), og denne Biibiaat havde en masse viden om overtro. Altså, når nogen som den første af fangede en klapmyds, mens vi var ude sammen, så skulle man, når klapmydsen lige var blevet trukket op af vandet, se meget overrasket ud og sige: Hent noget vand! Og så skulle man åbne klapmydsens gab og lade den drikke. Når de havde ladet den drikke, skulle de partere den, og så skulle der inviteres til spisning af brystkød / ribben ved at råbe ud i luften opad i retning mod gravene: "I mennesker i gravene, kom og spis brystkød  / ribben". Det var derfor de havde så meget dengang, har, har... ja, de inviterede de døde til spisning af brystkød/ribben. Og så fangede de virkelig en masse klapmydser(?).

   Og så var der en anden gang, hvor vi var taget ud på fangst, og Kaliimaat fangede en isbjørn, det var altså Mikaalis far. Igen blev der bøvl og besvær:

"Se, se, det er en hunisbjørn; hit med nogle kvinderedskaber, så isbjørnen kan få en efterfølger, og han igen kan fange en isbjørn!" En masse redskaber: griberedskaber (sleve? kødvendere?), syle, det var dengang man lavede huller til kamikremme og endda meget små huller, og så lavede man små kvindeknive, og man borede hul i øret på den og satte ørenringe i...

    Nå, men fordi det var en hunisbjørn, smykkede man den med kvindeting, og der var mængder af kvindeting, har, har, altså kvindeting. Hvis det var en han, smykkede man den med mænds redskaber. Jeg så engang en, der gjorde sådan noget, og imens stod fangstmanden jo ved siden af og morede sig. De stod jo der og ventede på at komme til at partere dyret, og den der smykkede dyret, var jo den, der styrede forløbet.

   Den først fangede isbjørn lavede de nemlig et stort traktement ud af. De kogte  maden ude i det fri og lavede suppe på kødet: "Nu er der noget til kvinderne, og her er der noget til mændene!" Det var nemlig et meget smukt område dér ved deres telt, dér sydpå; og dér sad de så og fejrede begivenheden. Mændene for sig selv "Noget for mændene", og kvinderne for sig selv: "Noget for kvinderne". Der sad de og spiste suppe sammen. Og kvinderne sad altså for sig selv.

   Og når vi var ude på et fangststed, og nogen fangede noget for første gang, spiste man mængder af kogt skind, man fyldte tallerkenerne med kogt skind. Det var skindet af det dyr, som fangeren

havde fanget for første gang (førstefangst), som blev skåret i stykker og behandlet med varmt vand, så man fjernede hårene, og det smagte jo så utrolig godt! Ah! Mændene fik brystkød og kød fra dyrets overkrop, og kvinderne fik noget for sig selv, og det kunne være ribben, og man kunne for eksempel fjerne hinden fra kødet og vedlægge kød fra skulderbladet/kød fra overkroppen.

 

Hist.: KJ var 75 år i 1965.

Lignende foranstaltninger og ritualer er righoldigt repræsenteret i Rasmussen 1979 (ed. Regitze Søby): 500 Leveregler, Gamle Ord og Varsler. Det Grønlandske Selskabs Skrifter XXIII. Ligeledes i de historiske fortællinger fra Østgrønland og i Søby, Regitze, 1969/70: The Eskimo Animal Cult, Folk, Vol. 11-12:43-78.

Bjørneritualer kendes fra hele eskimo-området og store dele af Sibirien. Hos sibiriske og japanske (ainu-folket) tamdyrholdere opdrættede man ofte en bjørneunge, der blev ofret som stor.

En del østgrønlandske beskrivelser er analyseret i GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere), hvor især modsætningen mellem land kontra hav og "det modsatte" (af skik og brug) er fremtrædende.

 

Var.: Ikuunia

Kâkâq / Kaakaaq forløser Paperqias / Papeqqias kone

Print
Dokument id:1702
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Kukkujooq (Pîsue / Piisui / Qaajammat, Apulu)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Jens
Titel:Kâkâq / Kaakaaq forløser Paperqias / Papeqqias kone
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 288 - 289
Lokalisering:Tîleqilâq / Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé:

Året efter Kaakaaqs første møde med Papeqqia træffer hun ham igen som

en snespurv, der forvandler sig til menneske og ber hende hjælpe sin

kone, der er i barselsnød. K. er udset til at skulle være åndemaner,

fortæller P. hende og bistår hende under et ritual, hvor hun lægger

sig afklædt under et skindtæppe, gnider håndfladerne mod hinanden og

puster i dem, mister åndedrættet og blir besat af hjælpeånden P. Nu

kan K. se det, der er skjult for andre. Hun fjerner noget, der

spærrer fødselsvejen, kvinden føder, K. får som tak en teltstang og

to stykker såleskind, der på hjemvejen, da K.'s syn lagdeles og hun får sit normale syn igen, blot er et vissent græsstrå og to indtørrede rosenrodsblade.

 

Var.: Sandgreen 1987: 451 - 452: "Slutning".

Kommentar: Denne trance-teknik kaldes i denne tekst qilaaqutserneq (qilaaqqutserneq?, tilkalde en qilaa-ånd? BS). Det samme gør Kaarali i teksten til sin tegning af seancen i Thalbitzer 1941: 710, fig. 224. Rasmussen brugte en anden betegnelse, kilummoorsoq om den der 'trak sig tilbage på briksen' og gik i trance (Rasmussen 1921-25,I: 20) mens den samme hed en nerfallasoq (en der har lagt sig på ryggen) hos Glahn (1921: 64).

 

Hist.: Persondata søg på: J. Rosing 1963: 281 - 285: "Kâkâq".

Kamikínarajik / Kamikinnarajik

Print
Dokument id:598
Registreringsår:1904
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Aadaaridaat (Autdârutâ / Âdârutâ / Aadaarutaa / Aattaarutaa / Poulsen, Christian)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:Rasmussen, Knud
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kamikínarajik / Kamikinnarajik
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, III
Tidsskrift:
Omfang:side 32 - 34
Lokalisering:Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal: Nanortalik
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 4(11), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Kamikínarajik".

 

Eng. udg: Knud Ramussen's posthumous notes on East Greenland legends and

myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, s. 61 - 63, "Kamikínârajik".

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 29 - 31: "Kamikínarajik" / Kamikinnarajik.

 

Resumé: Mand gifter sig gang på gang. Hver gang torterer han konen ihjel. Ny kone. Hun får et barn, mishandles og vandrer mod

Østgrønland. Finder tomt hus. Derinde æder et kannibalsk spøgelse

hendes barn. Hun vender tilbage til manden, der beskylder hende for

selv at have ombragt barnet, og vil dræbe hende. Hun siger: "Undersøg

først sagen, så kan du jo altid slå mig ihjel." I det forladte

spøgelseshus udgir' manden sig for et spædbarn. Det lokker kannibalen

til. Mand og kone dræber utysket. Endnu et stort utyske. Også det

får de has på. Slut.

 

Hist.: Chr. Poulsen var en af de sidste sydøstgrønlændere der emigrerede til Sydgrønland i år 1900, hvor Knud Rasmussen traf ham i 1904. Knud Rasmussen stedfæster ham til Illuluarsuit, men mener formentlig Illuluarsuk på sydøstkysten nord for Skjoldungen.

Kamitdlãnguaq / Kamillannguaq / Lille Barfod

Print
Dokument id:1446
Registreringsår:1902
Publikationsår:1924
Arkiv navn:
Fortæller:Martensen, Esaia (Martinssen, Isaja / Isaia)
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kamitdlãnguaq / Kamillannguaq / Lille Barfod
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, II
Tidsskrift:
Omfang:side 233 - 250
Lokalisering:Ny Hernhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Orig. håndskr. har ikke kunnet identificers.

Maskinskrevne manuskripter på grønlandsk og dansk i NKS 3536, 4', IIIa og IIIb.

 

Trykt på vestgrønlandsk i

Lynge, Kr. 1938 - 39, Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo, II: 94 - 110

Søby, R. (red.) 1981 - 82, I: 58 - 72: Kamigdlánguaq.

Kort resumé i Rasmussen, K. 1981 (Inuit Fortæller), II: 122 - 123.

 

Resumé:

Kamillannguaq bor ved Illutsiaat syd for Qarajat. Hans eneste søn er storfanger,

vægrer sig længe mod at gifte sig, men henter så i en forrygende

nordenstorm på en boplads mod nord en enkes datter, der er så dygtig

til at sy for folk, at de to altid har rigeligt med mad. De kan endog

undvære til andre i trangstider. Enken giver sit tilsagn, fordi K.s

søn efter sigende er så dygtig, at han aldrig vil lade hendes datter

lide nød.

To gamle mænd gæster i trangstider K. og beværtes godt, omend med koldt kød

i første ombæring. Den ene gamle blir fornærmet og hekser alt for stor

frugtbarhed over K.s sønnekone. Hendes mave vokser og vokser. Måske

vil hun ikke overleve fødslen, men som amuletter til barnets

overlevelse anbefaler K. sin søn at skaffe et skarveskelet og en klump

fedtsten, som solen aldrig har skinnet på (med association til "nord",

BS). Han finder skelettet, og under søgningen efter fedtstenen træffer

han en kvindelig qivittoq, der inviterer ham hjem til sit hus. Hun

beværter ham med lækkert renkød, og fortæller ham, hvordan hun blev

qivittoq af skam over sin plejemors skældud. Med en eqqilik fik hun to

eqqilik-sønner, der jager til hende. Hun giver ham til slut den

ønskede fedtsten. Hans kone føder tilinger, fem sønner og fem døtre,

der alle overlever. Af ærgrelse laver den gamle mand en tupilak mod

børnene, der ser den komme op i elven som først en alk, dernæst en

tejst og dernæst en ringsæl. De jager den hver gang, og den siger av!,

da de rammer den som ringsæl. Tupilakken ømmer sig, venter til det

blir mørkt, men da har K. ladet tænde lys helt ud i husgangen, og

børnenes amuletter ikke bare hindrer den i at komme ind. De tilføjer

den også adskillige smertende sår i siden, i issen og i begge

øjenkroge. Øm og sulten vender den tilbage til sin skaber, den gamle,

der sidder med lukkede øjne mod solen og synger tryllesang. Tupilakken

æder hans indvolde, rammes af skam, over hvad de andre tupilakker vil

sig, og flygter langt ud til havs.

 

Hist.: Det er næppe troligt, at man havde fortalt så muntert om en

tupilak i traditionel tid. Thisted (1993) tolker versionen som en

fortælling for børn.

Fortællingen kan tillige tolkes som en slags fortsættelse af den østgrønlandske Aloruttaq. Se:  Sonne i Tidsskriftet Grønland årg. 2001

 

Sted: Illutsiaat ligger syd for Nuuk ved kysten mellem Buskefjorden og

Ameralik.

Kannibalisme under hungersnød

Print
Dokument id:957
Registreringsår:1904
Publikationsår:1938
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kannibalisme under hungersnød
Publikationstitel:Knud Rasmussen's Posthumous Notes on the Life and Doings of the East Greenlanders in Olden Times
Tidsskrift:Meddr Grønland 109(1)
Omfang:side 64 - 67
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Ed. by H. Ostermann.

Orig. håndskr. har ikke kunnet identificeres.

I Ostermanns arkiv, nr. A 301, Arktisk Institut findes Ostermanns kladde og maskinskrevne manus på dansk til denne udgave på engelsk.

 

Resumé:

Fortællersken var barn da hun var med i en af seks umiat / konebåde, der sammen tog til Kialineq for at overvintre. Vejret blev imidlertid så hårdt deroppe, at en angakkoq / åndemaner iblandt dem så sig foranlediget til at forhøre sig om den nære fremtid hos sine hjælpeånder. Han rådede dem derefter til at flytte sydpå igen straks, men skønt det med stort besvær lykkedes dem at bryde sig vej gennem tyndisen, blev de undervejs overfaldet af en fralandsvind, der sendte dem langt til havs på den isflage, hvor de havde søgt op og slået teltene op. En del dage senere lykkedes det efter åndemanerens seance at komme afsted. Han havde sørget for, mente man, at der kom lidt åbent vand, der efterhånden blev større, foran isbjerget, og man kom langsomt men uhindret ad en åben rende helt ind til kysten. Her byggede man fælleshus vha. bl.a. teltstænger og inderbetræk af konebådene og indtil vintersolhverv overlevede man ved sparsommelighed på en narhval, som en familiefar havde fanget en af de første dage. Derefter satte sulten ind. Familiefaderen holdt liv i sig, sine børn og sin kone ved i al hemmelighed dagligt at give dem en smule spæk han holdt skjult. Men mange døde, og tre unge mænd kunne efterhånden ikke nære sig for at få deres mor til at koge kødstykker, som de skar af ligene udenfor. Efterhånden gik det også ud over flere af de levende, især kvinder, som de lokkede ud og slog ihjel, eller som selv af frygt foretrak at drukne sig. Familifaderen forbød helt sine børn at gå udenfor huset af frygt for ligædernes kannibalske lyster. I den tidlige sommer lykkedes det ham at komme bort med sin familie hel og uskadt.

            Som afslutning fortælles det hvor uhyggeligt det var med kannibaler. Havde de bare een gang smagt menneskekød kunne de blive så lysten på smagen igen, at de endog kunne finde på at spise deres egne børn.

 

Hist.: En historisk fortælling, der er noget svær at datere ud fra Ostermanns oplysninger (ibid. s. 3 - 4). Nedskrivningsåret er det usikre, alt efter om det er Kaarali, formentlig engang efter 1915, eller Rasmussen selv (i 1919 el. 1933) eller en helt tredje der har nedskrevet fortællingen. Ostermann (1939) nævner at Maratsi med 5-6 konebåde overvintrede i Kinalik i 1919-20, men ikke at de fleste omkom af sult. Sidste halvdel af 1800-tallet er dog ikke forkert. Årstallet kan være den hårde vinter 1880 - 1881, hvor sulten krævede talrige dødsofre i Ammassalik-distriktet. Se Jens Rosing 1963: Nunakitseq; Kingítâjik; Ingmíkêrteq; Umîvik; Nunakitseq, boplads ved Kulusuk; Sûnâjik; Sivtsingaleq; Akínâtsân (to fortællinger); Igditalik og Nôrsîn; Misartaqs endeligt; Qernertivadik; Ikâsagdivaq.Hvilket betyder at endnu i de år var det nordlige Kialineq et brugt overvintringssted for ammassalikkerne (måske især for dem fra Sermiligaaq).

Kappestrid mellem en åndemaner og en gammel pebersvend

Print
Dokument id:1870
Registreringsår:1902
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Petersen, Ole
Nedskriver:Petersen, Ole
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kappestrid mellem en åndemaner og en gammel pebersvend
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, I
Tidsskrift:
Omfang:side 66 - 67
Lokalisering:Neriaq / Neria: Paamiut / Frederikshåb
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr. NKS 2130, 2', læg 7, s. 131: "Angákoq nukagpiatoqardlo unangmissut" / angakkoq nikappiatoqarlu unammisut.

 

Vedr. reår: Ole Petersen sendte en anden samling nedskrifter (NKS 3536 I, 4', læg 5) til Rasmussen i 1907.

 

Resumé:

En berømt åndemaner får lyst til at kappes med en gammel åndemaner,

der er pebersvend, men også har et godt ry. Udfordreren kæntrer rundt i

sin kajak, rejser sig langsomt på ret køl, og hele kajakken er dækket

af lomvier. Pebersvenden gør det samme, og kommer op med kajakken

fyldt og dækket af de fineste, lydefri ulke. Udfordreren erklærer dem

glad for ligemænd, og den gamle ungkarl blir stolt.

 

Hist.: Ole Petersen skriver på håndskriftets side 1: Jeg er en 62-årig pensioneret kateket i Neria. Jeg har udarbejdet alle disse og skønt jeg kender flere har jegbegrænset mig for at nå det i tide. Desværre er der ingen datering.

 

Tolkning: Ungkarlen, der næppe fanger ret meget, er henvist til at

ernære sig som ulkepilker.

Kârnartok aneralâq / Qaarnartoq Aaneralaarlu

Print
Dokument id:1329
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 425
Fortæller:Andreassen, Johanne
Nedskriver:Andreassen, Johanne
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kârnartok aneralâq / Qaarnartoq Aaneralaarlu
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 18 - 20, nr. 13
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Kort resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 365 :

"Qarnartoq og Aanaralâq"

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Qaarnartoq og Aaneralaaq.

Der var engang en storfanger, der havde to koner. Den ene af konerne

var fattig. Hendes mand fangede ganske vist meget, men hendes

medhustru var så jaloux, at hun ikke gav den anden noget. Derfor ejede

hun næsten ingenting. Engang manden var på vej tilbage efter en langvarig fangsttur, gik begge konerne som altid ned for at tage imod ham. Manden havde noget på slæb og det var en pæn netside, han havde fanget. Manden sagde til Qaarnartoq:

"Værsgo, det er din." Hun tog imod den med glæde og taknemlighed. Hun

parterede den; men hun skrabede ikke skindet lige med det samme. Da

hun ville skrabe det dagen efter, kunne hun ikke finde det. Så blev

Qaanartoq meget vred, men hun sagde ikke  noget. Hun besluttede at

blive fjeldgænger. Hun gjorde sig klar og samlede de ting hun skulle

have med: Nåle, sener, fingerbøl og såleskind samt barnets dukker. Så

tog hun af sted.

 

Hun gik meget længe. Så dukkede et stort forbjerg op,

og hun fik øje på et stort skær. Oven på det var der mange måger

(nâjârpassuit - egentlig: mågeunger). Så nærmede hun sig og da hun kom

derhen var det en stor hval. Hun satte sit lille barn ned på jorden

fra sin amaat (qitornángurane niutdlugo) og gav sig til at bære

stykker af hvalen længere ind i landet. Det gjorde hun i flere dage og

tænkte, at hun ville kunne have proviant til flere år. Hun begyndte at

bygge et hus, og hun brugte hvalribbenene som tværbjælker i huset.

Endelig blev hun færdig med det. isararpoq (? med en del af dens store

skind). Der boede hun så. Hun fangede også mange ræve og harer.

Skindene brugte hun til dyner og underdyner og til at beklæde

væggene med.

 

Hun var godt tilfreds med, at hun ikke længere boede dårligt, og hun

boede der længe. En dag hendes lille barn skulle lege med dukkerne,

hældte de dem ud af tasken. Og se, dukkerne løb af sted. Barnet

undrede sig og udbrød: "Nogle af mine dukker begynder at

løbe." Moderen sagde blot: "Det skal du ikke ta dig af." Hun legede

med sine dukker, men opgav det. Hun legede med dukkerne gentagne

gange. Til sidst blev alle dukkerne levende. Oven i købet begyndte

dukkerne at synge nidviser og mane ånder. En gang da en af dukkerne

havde manet ånder, sagde den: "Din far kommer, når det er

blevet aften, er blevet morgen og nat igen." Det lille barn gik dybt

forundret hen til sin mor og sagde: "Jeg vidste da ikke, at jeg havde

en far. Min dukke siger, at min far vil komme, når det er blevet

aften, er blevet morgen og aften igen. Moderen sagde: "Du har ingen

far. Hvis du havde en far, ville vi ikke være alene." Så tav barnet

stille.

 

Mens storfangeren endnu levede af at fange og pludselig ikke havde kunnet

finde sin kone ville han finde ud af, hvad vej hun var gået. Han

fandt den og fulgte efter hende. En aften kom han til dem; akkurat som

barnets dukke havde sagt. Da han havde ordnet sine hunde og var på

vej ind, standsede han ved indgangen, da han ikke kunne få døren op.

Så fik han en klump i halsen (? han begyndte vel at græde). Først da

lukkede konen døren op. Da han kom ind, sagde det lille barn: "Hvem er

han?" Moderen svarede: "Det er din far." Det var første gang, barnet

fik at vide, at det havde en far. Nu boede de sammen dér. Manden ville

have konen med hjem. Hun sagde først nej, men da han blev ved og ved, gik hun

alligevel med til det. De rejste hjem.

 

Manden blev skilt fra sin Aneralaaq, så han kun havde Qaarnartoq som

kone. Hun var nu ikke længere utilfreds med sin tilværelse.

 

Var.: Hvalfangersken. Episoden med dukkerne der blir levende findes også i andre fortællinger.

 

Hist.: I forhold til de gængse qivittoq-fortællinger er denne usædvanlig, fordi qivittoq'en her uden videre kan vende hjem. Desuden får hun rigeligt med mad og skind "af sig selv" ligesom andre fortællingers forladte kvinder og børn. Den mangler også det skær af lidelse og fortabelse, der er over mange, især de sydgrønlandske versioner: En kristen omtolkning af den traditionelle forestilling fx, at et menneske, der blir taget af innersuit og ikke har stærke hjælpeånder, ikke kan vende hjem til sine egne.

Kartulúkúnut pulartut / Kartulukkunnut pulartut

Print
Dokument id:825
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 431
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:Rosing, Peter ?
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kartulúkúnut pulartut / Kartulukkunnut pulartut
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:3 sider
Lokalisering:Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 364:

"Fangeren, der søgte ly hos ravnene".

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Besøg hos ravnene.

En fanger, der boede på en af de små bopladser, havde en søn. Når det

blæste op til storm, mens denne fanger var ude, var de altid

bekymrede for ham. Men så snart det blev stille vejr, kom han hjem.

De vidste aldrig, hvor han havde været  henne. Da sønnen voksede op,

tog faderen ham med på fangst.

 

Engang de var ude på fangst, blæste det op til storm, til en

kraftig nordøst. Da det blæste op, roede de ind imod land. De havde

kun roet et stykke tid, så fik de øje på et hus - på et sted, som

fangerens søn aldrig havde set før. Lige før de nåede derhen, kom

en stor mand ud af huset. Da han så kajakkerne, råbte han ind i

huset: "Der er kajakmænd på vej ind." Hans husfæller, der hørte hans

råb, kom ud og gik ned til stranden for at tage imod dem. Sønnen

kendte dem slet ikke, mens faderen lod til at kende dem godt. Så

såre de gik i land, tog de kajakkerne og satte dem op på deres

stillads, og fastgjorde dem, for at de ikke skulle blive blæst væk. De

blev budt indenfor. Inde i huset iagttog fangerens søn beboerne, som

havde stort skæg, og de var sorte over det hele. De satte sig ned på

ingiffik (? formentlig siddepladsen ved vinduet).

Midt på briksen lidt længere inde i forhold til det sted, hvor de sad,

sad en gammel mand, og faderen begyndte at snakke med denne. Under

samtalen sagde den gamle til nogle unge mennesker: "Vil I hente

spækposen med sortebær i."

 

De unge gik ud og snart efter kom de ind med en meget

stor spækpose fuld af sortebær. Den var bundet på forlallerne

(posen bestod af et helt sælskind). Under bestræbelserne på at få

posen op fra gangen ind i rummet blev den ene forlalle revet over, så

posen fik en flænge. Da dette skete, gav de unge sig til at spise bær,

uden at de tænkte på at trække posen op i rummet. Så sagde den gamle,

at de skulle trække det op i rummet og spise af den. Posen kom nu op i

rummet, og de mange mennesker gav sig til at spise - også fangeren.

Sønnen forsøgte også at spise, men måtte opgive, fordi det smagte

stærkt af ekskrementer.

 

Således fik sønnen ikke noget at spise og var den eneste i huset, som

ikke havde fået stillet sin sult. Så skete det, at den eneste hvide

mand i huset - så hvid at også øjnene var hvide - og som havde sin

faste plads længere inde i rummet, gik ud og kom tilbage med tørret

laks. Han gav fangerens søn to og hans far tre af de laks. Disse

spiste fangerens søn med stor appetit. Denne hvide mand viste sig at

være en måge, der var svigersøn til ravnene.

 

Da sønnen havde spist det mågen havde givet ham, kom der en mand ind i huset.

Han manglede næsten halsen, og næbbet var knækket. Han satte sig ned og holdt

fangeres søn omkring benet og sagde: "Da du var yngre fangede du mig

på den anden side af fjeldet, og du slog mit næb imod noget, så det

blev skævt; det gjorde vældig ondt."  Samtidig strammede

han grebet om benene, og det føltes som om han blev

stukket i dem. Så kom han i tanker om at han som

ganske ung fangede en unge af en falk bag ved fjeldet og lod den

slippe afsted efter at have knækket næbbet. Mens han dér blev pint

af mandens faste greb, sagde den gamle: "Slip dog grebet om gæsten!"

Falken adlød ham og forsvandt ud af huset.

 

Fangerne blev der til det blev godt vejr igen. Så tog de

hjemover. Da de var kommet af sted, sagde fangeren til

sønnen: "Vores værtsfolk var ravne. Du må aldrig nævne vort besøg for

nogen. Bare du lader være vil du, når du kommer ud for dårligt vejr,

altid kunne søge tilflugt hos disse. Jeg tyr altid ind til dem,

når jeg kommer ud for dårligt vejr."

Sønnen lovede ikke at fortælle det til nogen. Men da de så et

menneske, lige før de nåede deres boplads, råbte sønnen: "Vi var på

besøg hos ravnene." Umiddelbart efter kom han i tanker om, at

faderen havde forbudt ham fortælle det til nogen.

 

Langt senere kom de ud for dårligt vejr under deres fangsttur. De tog hen til ravnene, men kun stilladset var tilbage. De forsøgte at finde et sted, hvor de

kunne komme i læ, men forgæves. De frøs ihjel.

Det viste sig, at ravnene havde forladt deres opholdssted, fordi der

var blevet fortalt om dem. De ville ikke have, at andre skulle vide

noget om dem.

 

Var.: Ikke i denne bases samlinger. Men temaet er genkommende i talrige fortællinger: Man må ikke fortælle andre om besøg hos ånder eller dyr i menneskeskikkelse, hvis man fortsat vil nyde deres givende venskab: Fx

De små forældreløse; Man sells a knife to wolves 41 A; Pissarsiorniasagit; Den eenøjede indlandsbo på Kingitsoq-fjældet.

 

Kommentar: Man forbinder åbenbar ravnen med vindstille. Måske på samme måde som de mindste dværge (der undertiden lignes ved ravne i Østgrønland, kan fremtrylle en vindstille bane til deres konebåd i et oprørt hav. Søg på: Mákutôq.

Kavdlunaitsiat Nungutitauneranik / Qallunaatsiaat

Print
Dokument id:490
Registreringsår:?
Publikationsår:1859
Arkiv navn:
Fortæller:Abraham
Nedskriver:Abraham (Aparât)
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Kavdlunaitsiat Nungutitauneranik / Qallunaatsiaat
Publikationstitel:Kaladlit Okalluktualliait / Oqalluktualliait / Grønlandske Folkesagn, I
Tidsskrift:
Omfang:6 sider, nr. 5
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Sideløbende dansk oversættelse: "De gamle nordboere i Ameralik, deres

undergang."

Orig. håndskr. og afskrift eksisterer ikke længere.

Nyoversat i Rasmussen, Knud, 1981: Inuit Fortæller, II, ss. 34 - 38.

 

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 24 ss. 107 - 109 har Rink sammenstykket ialt 2 varianter: Første del af denne + en af Aron (se Rink 1875 nr. 54(1). Fortællingen om Uunngortoq indgår sammen med 5 andre i en tilsvarende sammenstykning, ibid.nr. 67 ss. 198 - 205.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, hhv. nr. 18, ss. 174 - 176: Navaranak or Javraganak, nr. 54(1), ss. 308 - 317: Stories about the Ancient Kavdlunait, 1: Ungortok/Uunngortoq.

 

Resumé: Grønlændere og nordboere bor i fredeligt samkvem ret nær

hinanden i Ameralik - fjorden. En grønlandsk kvinde, Navaranaaq, der

har lært nordboernes sprog, får held til at yppe kiv mellem de to

parter. Nordboerne angriber og dræber alle kvinder og børn, mens

mændene er på fangst. Da mændene kommer tilbage og ønsker hævn,

fremstiller de en sejlbåd (vist af en udhulet træstamme / drivtømmer)

uden årer, der ligner en kælvende isskodse, når den vælter rundt. På

denne vis narres nordboerne, der efter et smut ude til besigtigelse af

fartøjet, helliger sig et spil inde, hvor de morer sig med at dreje

det afhuggede hoved af en ung grønlandsk mor rundt på en pind.

Grønlænderne graver huller under huset og fylder både dem og husgangen

med lyngbrændsel, som de stikker ild til. De nordboere, der flygter

ud, bliver alle dræbt, undtagen Uunngortoq der når at flygte med sin

lille søn i favnen, men må smide ham ud i en sø, da han bliver

forfulgt. Han slipper bort. Grønlænderne tager så Navaranaaq under

behandling, og slæber hende ved remme hen over jorden indtil først

rygkødet er slidt af og siden indvoldene vælter ud. Da hun er død

sætter grønlænderne afsted efter Uunngortoq, der er nået langt sydpå.

De bosætter sig i nærheden, og to brødre søger forgæves at ramme Uu.

i hans hus gennem vinduet. Uu. kommer ud, forfølger brødrene, får tag

i den yngste, hugger hans hoved af og holder det hånende op for den

ældste, der ser sig tilbage ved Uu.s sejrshyl. Uu. flygter videre mod

syd til Igaliku, hævnerne følger efter, og det lykkes storebroderen

efter mange fejlskud at få ram på ham med en forhekset pil lavet af en

barnløs kones tørrehæk. Til slut fortælles det, at endnu en nordbo

undslap i en båd sydpå, hvorfra han nåede hjem med et skib.

 

Var.: Uunngortoq; Navaranaaq

 

Hist.: Vedr. nordbofortællingernes autenticitet se I. Kleivan 1982: Grønlandske sagn om nordboerne. Tidsskriftet Grønland. Og Thisted 2001: On Narrative Explanations. Scandianvian Studies vol 73(3): 253-295, der også refererer Jette Arneborgs undersøgelser.

Om betegnelsen qallunaatsiaat for nordboerne se "Fortolkningsmuligheder": Holdningsændringer.

Kigutikkamik

Print
Dokument id:513
Registreringsår:1823
Publikationsår:1863
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Steenholdt, Wittus
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:Kigutikkamik
Publikationstitel:Kaladlit Okalluktualliait / Oqalluktualliait / Grønlandske Folkesagn, IV
Tidsskrift:
Omfang:side 2 - 24, nr. 1
Lokalisering:Aasiaat / Egedsminde
Note:

med sideløbende dansk oversættelse ss. 2 - 25.

 

Håndskr.: NKS, 2488, II, 4', ss. 206 - 215, nr. 85 er en afskrift af orig. håndskr. der ikke eksisterer længere.  1. afskrift ved Steenholdt: NKS 2488, VI, ss. 26h - 34v: inuit oqalugtuât agdlagsimassoq.

 

Den danske oversættelse også trykt i Rink 1866-71, I: nr. 94.

 

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 71, ss. 376 - 385: Kigutigak carried off by the Whalers.

 

Rasmussens leverer en ny oversættelse, formentlig af ovennævnte trykte grønlandske tekst i:

Rasmussen, Knud: Inuit fortæller, II, red. Regitze Søby, 1981: 110 - 119: Kigutikaq. Det maskinskrevne manuskript til sidstnævnte finde i KRH, kasse 51 nr. 21.

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 272 - 272. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: 'Taamma allattunga', Aron, I: 272 - 276: Kigutikkaaq.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Inuits fortælling, der er blevet skrevet ned.

I gamle dage kom fangerne til Ameralik-fjorden, hvor der fandt en livlig handel sted mellem inuit og hvalfangerne. En mand ved navn Kigutikkaaq handlede med hvalfangere og købte nogle smukke ting og samtidig blev han advaret imod at handle med bestemte hvalfangere, om hvilke der blev sagt, at de ikke var rigtig kloge. -

Kigutikkaaqs storebror blev jaloux. Kigutikkaaq samlede også nogle bytteobjekter

sammen og fulgte sin bror. Han opdagede, at broderen styrede direkte imod de

hvalfangere, der havde ord for ikke at være rigtig kloge. De blev hevet op

på skibets dæk, og umiddelbart efter hev skibet ankeret op og sejlede.

 

Ved Kap Farvel var de ude for et kraftigt stormvejr. Da de store bølger

skyllede over skibet, stod Kigutikkaaq på dækket og holdt fast på rælingen, mens

matroserne søgte ly under dækket. En del af rælingen blev smadret undtagen det

stykke, som Kigutikkaaq holdt fast på. Det blev stille vejr og de sejlede uden

at kunne se land. Der kom igen et kraftigt stormvejr og havet blev oprørt. Da en

stor bølge truede med at skylle over skibet, fik matroserne Kigutikkaaq trukket

ned under dækket. Nu nærmede de sig hjemstedet, men ventede med at gå i havn

til midnatstid, fordi de var bange for, at folk skulle opdage noget (det er

uklart, hvad de konkret var bange for - måske det, at de havde "indfødte" med -

Chr.B.). Da de kastede anker, råbtes der fra land: Nu er handelsskibet kommet.

 

Lysene tændtes i de mange huse, men de gik først i land dagen efter. Folk

havde efterhånden fået at vide, at der var et par "indfødte" med. De stod tæt op

ad hinanden og lignede en myggesværm. Skipperen sagde til Kigutikkaaq og hans

bror, at de, når de gik i land, skulle gå lige bag ved ham og "hele tiden kigge

på hans hæle". Hvis de ikke gjorde det, ville de fare vild. Da båden lagde til,

var det umuligt for dem at gå i land. En soldat måtte bane vej for dem. Da de

nåede frem til skipperens hus, opdagede denne, at kun den ene af de to

inuit var fulgt med. Kigutikkaaqs storebror var faret vild; men det viste sig

senere, at han havde været så heldig at komme til at følges med en stor herre.

 

Kigutikkaaq og skipperen kom ind i huset og fandt skipperens kone sur og

gnaven. Det viste sig, at hun var jaloux. Skipperen tog en lille dukke op fra

lommen og lagde den på bordet. Så var hun ikke vred mere. Kigutikkaaq ville på

wc, men da han kom ud af huset, stod to hvide mænd på hver sin side af døren,

klar til at hugge ham ned med sværd. Han gik ind igen og sagde det til skipperen. Skipperen forsynede ham med et reb med en knude på enden og sagde, at

han, så snart han gik ud, skulle slå løs på dem med dette reb, uden først at

have orienteret sig om, hvor de stod. Det gjorde Kigutikkaaq. Da han var på vej

ind igen fra wc'et, så han to mænd stå udenfor med forbinding over øjnene. Det

viste sig, at han have smadret øjnene ved at slå dem med rebet. Skipperen var

godt tilfreds med det, han havde gjort.

 

En dag var Kigutikkaaq på rypejagt og mødte en hvid mand, der ville dræbe

ham. Kigutikkaaq reagerede omgående og dræbte manden, gravede et hul i jorden og

begravede ham i hullet. Det fortalte han ikke skipperen. Det samme

gentog sig dagen efter, da han igen var på rypejagt. Tredie dag var der igen

en hvid mand, der ville dræbe ham; men i sidste øjeblik gik det op for

Kigutikkaaq, at det var hans bror. Han genkendte ham på hans måde at tale på.

Det blev et meget hjerteligt gensyn. De græd af glæde. Da de havde grædt,

snakkede de sammen. Kigutikkaaqs bror fortalte, at han var faret vild dengang de

gik i land og han var kommet til at følges med en stor herre. Hos ham boede han

nu og havde det godt. Han manglede intet. - Kigutikkaaq fortalte storebroderen,

at han i et par tilfælde var kommet til at dræbe en hvid mand, der ellers ville

dræbe ham og at han aldrig havde fortalt dette til nogen. Storebroderen

tilstod, at han havde gjort nøjagtigt det samme. De blev enige om at mødes

igen. - Da de mødtes senere, talte de om, at de efterhånden havde samlet sig en

hel del penge. Kigutikkaaq fik den idé at få undersøgt, om de tilsammen ikke

havde tilstrækkelig mange penge til at kunne købe et skib.

 

Da Kigutikkaaq kom hjem, fik han skipperen til at undersøge dette forhold

nærmere. Ifølge skipperen var der penge nok. De fik købt materialer til et skib

og fik en skibstømrer til at tage sig af byggeriet. Nu manglede der kun master.

Skipperen fortalte, at der sydpå voksede røn, som han selv plejede at bruge til

master. Kigutikkaaq ville rejse derned for at fælde træer til master. Skipperen

sagde til ham: Når du skal til at fælde træer, må du se dig godt omkring. Så

snart du ser, at træerne begynder at bevæge sig, må du flygte. Hvis du ikke

ønsker at flygte for langt væk, kan du gå hen til den store klippevæg, der

ligger i den nordlige retning. Her bor der nogle mennesker.

 

Kigutikkaaq tog af sted og han udvalgte sig de mest lige stammer og

begyndte at save. Han var i gang med at save stamme nr. to, da han opdagede

træerne bevæge sig og et eller andet nærme sig. Han lod sin økse og sav ligge og

løb bort. Da han kom ud af skoven, opdagede han, at et stort dyr løb efter ham.

Der var langt til det sted, hvor han boede; derfor løb han hen til den store

klippevæg og nåede den med dyret lige i hælene. Døren gik op af sig selv og

lukkede sig, da han var kommet ind. Det gav et mægtigt brag, da dyret stødte

voldsomt mod døren udefra i et forsøg på at bryde ind. Det viste sig, at der

boede lutter kvinder inde i den store klippe. Kigutikkaaq blev ganske

liderlig og ville ikke væk derfra.

 

Omsider belavede Kigutikkaaq sig på at vende tilbage - med lommerne fulde

af kostbarheder, som han havde fået af de kvinder, han havde været i seng med.

Men først måtte han gøre sig færdig med det træ, han var i færd med at fælde.

Han ville også gerne have sit værktøj med hjem. - Skipperen blev overrasket ved

at se ham igen. Han havde ellers opgivet ham, fordi han troede, han var blevet

ædt af dyret. Kigutikkaaq fortalte skipperen, at han havde været hos de dejlige

kvinder. Skipperen bekræftede, at kvinderne altid var venlige og at man blev

liderlig, når man var på besøg hos dem.

 

Træet til masterne blev hentet og skibet blev gjort færdigt og blev sat i

vandet. Det blev lastet fuldt af Kigutikkaaqs og hans storebroders ting. De to

brødre ville selv sejle skibet og kun have en kok med som tredie mand. Så blev

Kigutikkaaqs storebroder pludselig syg og døde. Kigutikkaaqs sorg var stor. Han

tændte ild i skibet, så det brændte med alt, der var i det. Så blev det sænket

ned i havet.

 

Da han kom hjem til skipperen, sagde denne: Som du dog fortvivler. Lad os gå en tur sammen, så at du kan komme over din sorg.

 

De tog afsted og kom til en stor sø, som de sejlede over i en jolle. Endnu en stor sø sejlede de over og gik til en by midt i landet, hvor de fandt et spisested. De

var lige kommet i gang med at spise, da det blev meddelt, at handelsskibene var

ved at tage af sted. Omgående forlod Kigutikkaaq stedet og løb af sted. Han

fulgte den samme rute, som da de gik ud. Han roede over søerne og nåede lige at

komme om bord på skibet, før det sejlede. Skipperen, som han fulgtes med, fulgte

efter Kigutikkaaq og nåede frem, lige som skibet sejlede. Han råbte til dem på

skibet, at de skulle holde øje med Kigutikkaaq, når de kom til Inuit Nunaat

(menneskenes land).

 

De sejlede og nåede Kap Farvel-området. Da ville Kigutikkaaq ikke længere

af tøjet for ikke at risikere at miste de ting af jern, som han havde i lommen.

 

Det viste sig, at Kigutikkaaqs familie var blevet drillet en del, efter at

han og hans storebror var blevet røvet af hvalfangerne. Man havde flere gange

narret familien ved at råbe, at brødrene var kommet tilbage. Flere gange var de

blevet skuffet.

 

Da de nåede kysten genkendte Kigutikkaaq landet og han opfordrede skibets

besætning til at gå på rypejegt. De gik ind i landet og de holdt hele tiden øje

med Kigutikkaaq, fordi de var bange for, at han skulle stikke af, men da

Kigutikkaaq forsikrede dem, at han ikke ville løbe væk, gik de af og til fra

ham. Det benyttede Kigutikkaaq sig af og gemte sig i en fordybning. Han kunne

høre dem snakke, da de gik forbi hans gemmested. De bebrejdede sig selv,

at de havde ladet ham gå alene og trodset kaptajnens ordre. - Kigutikkaaq gik

videre. Han skulle ned af et meget stejlt fjeld. På et tidspunkt befandt han sig

i en meget vanskelig situation, hvor han hverken kunne komme ned eller kravle op

igen. Så tømte han sine lommer og lagde tingene på en lille klippeafsats.

 

Nu var han tæt ved teltene og en af dem, der kom ud af teltet, genkendte

ham og råbte: Nu er Kigutikkaaq dér. Da folk kom hen til ham, spurgte han dem på

udenlandsk: Hvor er min familie? De forstod ham ikke og han gentog sit spørgsmål

på inuit-sproget; og han gik til teltet, hvor hans kone skulle bo. Han så en

gammel ungkarl komme ud af teltet. Kvinderne fortalte, at den gamle ungkarl

havde sørget godt for dem, og at de var meget taknemlige for hans hjælp. Nu

forlod han altså teltet, fordi han var bange for, at Kigutikkaaq blev jaloux.

Kigutikkaaq råbte på ham og bad ham komme ind i teltet. Han ville først ikke,

fordi han var bange for, at Kigutikkaaq skulle banke ham. Til sidst kom han.

Kigutikkaaq tog en kniv og et søm op af lommen og lod ham vælge det, han helst ville have. Ungkarlen valgte sømmet frem for en kniv med et smukt skaft, fordi,

som han sagde, man kunne få flere ting ud af et søm.

Kingigtorajingmiup toqutorãnera / Kingittorajimmiup toqutoraannera / Drabet på Kingitserajikboen

Print
Dokument id:821
Registreringsår:19191921
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415
Fortæller:?
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:Rosing, Peter ?
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kingigtorajingmiup toqutorãnera / Kingittorajimmiup toqutoraannera / Drabet på Kingitserajikboen
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:3 sider
Lokalisering:Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Andet håndskrift (referat): NKS 3536 II, 4', læg 22: Kingigtorajingmiup toqutaunera.
Dansk resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 372:
"Storfangeren fra Kingigtorajik"

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:
På Kingittorajik boede en meget dygtig fanger.
(Kingittorajik ligger lige i nærheden af Kap Dan). Overfor dem på
Qasigiarajik boede der mange fangere (mener, at det skal forstås
sådan, CB.) Da disse opdagede at Kingittorajikboen var en meget dygtig
fanger, pønsede de på at dræbe ham. Kingittorajimmiu fik dette at
vide, ventede det værste og blev ængstelig. En dag sagde hans lille
søn: "Hvad skal jeg dog gøre hvis min far går hen og bliver dræbt?"

En dag i dejligt vejr, så hans lille søn, der opholdt sig i nærheden
af teltet, nogle kajakmænd dukke op bag et lille næs. Faderen var ikke
taget afsted på fangst, og drengen blev klar over, at disse kajakmænd
kom for at dræbe faderen. Da han så disse kajakmænd, smuttede han
afsted og flygtede ind i landet.
Temmelig langt inde i landet kom han til en lille klipperevne, hvor
han krøb ind. Der blev han til ud på eftermiddagen. Første da han
kunne forvente, at de (kajakmændene) var taget bort, gik han ned. Da
var hans far blevet dræbt. Han gik ind hos moderen og græd længe. Da
han blev ved med at græde, sagde moderen til ham: "Hold op med at
græde; for det hjælper ikke noget at græde."
Ved disse ord fra moderen holdt han op med at græde. Fra nu af lavede
han ikke andet end at træne sig stærk hver eneste dag. Samtidig fik
han en kajak og lærte at ro i den. Under kajakturene traf han nu og da
sine fjender. Engang han var ude i kajak, hørte han et højt brøl. Han
roede hen og fik øje på en stor isbjørn, der var kommet ud på isen.
Det viste sig at være en isbjørn, som en af hans fjender havde fanget
(sådan står der; for bjørnen tilhørte den første, der havde fået øje
på den.) Kajakkerne, der roede hen imod den, fik travlt med at bakke,
så snart den vendte sig imod dem. Han gav sig til at ro imod den. De
andre råbte: "Ro ikke derhen; de er umuligt at komme tæt på, når den
vender sig imod én!" Han lod som om han ikke hørte dem. Bjørnen så, at
han roede imod dem; og den rejste sig op vendt imod ham, og brølende
forsvandt den ned i vandet i hans retning. Det varede ikke længe, så
dukkede den op endnu tættere på. Da den kom op kravlede den op
på isen ("Sikumut túmariardluni,": idet den trådte på isen) og vendte
sig imod ham. Idet samme greb han sin lanse og sendte den i den, så
den faldt død om. Straks roede han helt hen til den og trak sin lanse
ud, hvorefter han begav sig hjem ad.

En dag, han var ude på fangst, hørte han et skrig- ét, der råbte om
hjælp. Han roede derhen og så at der var flere kajakmænd. Det viste
sig, at en af brødrene til hans fjende havde harpuneret en
hanklapmyds. Da han nærmede sig, sagde de: "Den er ude efter at få
noget at spise (eller: Den er ude at søge føde) den er ikke til at
komme i nærheden af." Det viste sig også, at den havde smadret
fangstblæren, der tilhørte ham, der harpunerede den. De advarede ham
mod at ro derhen, men han roede blot videre. Klapmydsen så, at
kajakmanden var kommet nær; og brølende fór den imod ham. Han ænsede
et ikke; men først da dyret kom ganske nær, og det skulle til at bide
ham, greb han dets næseblære og gav det et boksestød, så at hovedet
smadredes. Straks han havde dræbt dyret, vendte han kajakken og roede ind mod land. De andre råbte: "Du skal lige have din fangstpart!" Han svarede dem tilbage: " En stærk mand behøver ikke være bange for dyr, der er ude efter føde." Efter denne hændelse begyndte han igen at tage ud på fangst.

En dag så han sine tre fjender ro i kajak sammen. Han roede hen til
dem og fortalte dem lidt forskelligt. Han roede helt hen til den
tredje af dem og beundrede hans hvide anorak af skind ved at stryge
hen over den med hånden. Så førte han armen omkring manden og trykkede
ham til sig så kraftigt, at noget i ham sprængtes. Så snart han roede
væk fra ham, kæntrede han. Hans brødre blev bange; men han sagde til
dem: "I dræbte kun én, nemlig min far, og jeg dræber kun én for at
hævne mig. Der sker ikke noget med jer."
Efter denne hævn fik han ro i sindet, fortælles det.

Var.: En typisk fortælling om blodhævn.

Hist.: Kan være historisk, men forløbet svarer ganske til dem i de ikke-historiske.
Bemærk at der kun er tale om udligning, ikke om nogen fortsat række af gengældelser. Se Sonne 1982: "The Ideology and Practice of Bloodfeud ...", Études/Inuit/Studies.
Hævneren her udvikler sig heller ikke som lystmorder. Det sker gerne med mytiske personer som fx Kaassassuk, der er blevet mishandlet som små.

Kommentar: Håndskriftet dateret af Rasmussen til 19. febr. 1920, men om det gælder Sofie Jørgensens egne nedskrifter i hæfte 419 eller renskrifterne i hæfte 415 er uvist. Sofie Jørgensen overvintrede i Danmark på gennemrejse til Qaqortoq i 1920. Hun må således være rejst fra Ammassalik sammen med Rasmussen i 1919.

Kingigtorajingmiut ítunguata toqutaorqajarnera / Kingittorajimmiut ittungua ta toqutaarqajarnera

Print
Dokument id:823
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415
Fortæller:?
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:Rosing, Peter ?
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kingigtorajingmiut ítunguata toqutaorqajarnera / Kingittorajimmiut ittungua ta toqutaarqajarnera
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:5 sider
Lokalisering:Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Referat på grønlandsk: NKS 3536 II, 4', læg 22: Kíngigtorajingmiut ítúnguat ...

Dansk resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 373: "Dengang

den kære husfader fra Kingigtorajik nær var blevet dræbt".

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

(Kingittorajik lå i nærheden af Kap Dan)

Det fortælles, at Kingittorajikboens overhoved samtidig var deres

åndemaner. Han var vidt berømt, fordi han var en stor åndemaner. Han

havde en svigersøn, der var en meget stærk og dygtig fanger. Og han

havde en lille søn, som endnu ikke var begyndt at fange noget. Da hans

modparter ("akerdlîsa"), to brødre, hørte om hans evner som åndemaner

og om hans dygtighed i fangst, pønsede de på at dræbe ham.

En dag, da de to brødre var ude på fangst, fik de øje på en stor

kajakmand. De roede hen til ham og opdagede, at det var deres fætter.

De sagde til ham: "Vil du hjælpe os med at dræbe åndemaneren i

Kingittorajik?"

"Nej, vi har så megen gavn af, at han i sulteperioden om vinteren altid fanger hvidfisk og isbjørne. Ham vil jeg ikke dræbe."

Da de blev ved, sagde han:

"Godt; lad os da gå i land, så kan I jo først prøve om I kan klare mig."

De roede ind og lagde til ved stranden. Da de var gået i land, gik de hen til en lille slette, hvor de lod deres fætter lægge sig ned på ryggen og holdt fast

på ham, både på arme og ben. Og først da de sagde: "Nu!", rejste han

sig op og smed begge fra sig, hvorefter han sagde: " Når I ikke kan

klare mig, så magter I heller ikke at dræbe Kingittorajikboens

åndemaner. Når jeg ikke kan klare mig i armkrog overfor ham, så er det

ganske indlysende, at I ikke kan klare ham." Dertil sagde den ene:

"Han har røvet min kones sjæl, så derfor bliver jeg nødt til at dræbe

ham."

Efter denne samtale tog de hjem.

 

Senere, på en fastlagt dag, tog de afsted sammen med fætteren for at

dræbe åndemaneren. Da de roede udenom Kingitorajik, så de, at han var

hjemme. Det viste sig, at svigersønnen sammen med sin lille svoger var

taget ud på besøgsrejse. Da de lagde til ved stranden og gik op, var

åndemaneren i færd med at bygge en kajak. Fætteren gik hen til ham og

sagde: "Nå, du bygger nok kajak som du plejer." Han svarede: "Ja,

jeg er som sædvanlig ved at bygge en kajak. Den skal betrækkes idag."

Samtidig kiggede han op og så, at de gjorde tegn til

hinanden med øjnene. Da tog han sin kniv og styrede lige

mod teltet. Konen så ham komme og spurgte: "Hvornår kommer du med de

skind, som kajakken skal betrækkes med?" Han svarede: "Jeg kommer

snart med dem. Gæsterne vil sikkert dræbe mig, siden de gør tegn til

hinanden med øjnene. Gem lige min kniv!" Han gik ind, gemte kniven og

gik ud igen. Da åndemaneren kom tilbage til gæsterne, der var kommet

for at dræbe ham, antastede de ham. Midt i slagsmålet, hvor han blev

slået med knyttet næve, sank han i knæ: for han var jo gammel. De slog

ham sådan, at de brækkede hans ribben. Da der udartede sig så vidt

(der står egentligt kun: Da de blev sådanne), sagde åndemaneren: "Hvis

i agter at dræbe mig, så dræb mig blot i stedet for at pine mig." De,

der ville dræbe ham, svarede: "Nej, eftersom du har dræbt den mands

kone, vil vi først pine dig og dræbe dig bagefter." Mens de var i færd

med at dræbe ham, stod deres fætter bare der og så til.

 

Men åndemanerens store svigersøn viste sig at være på vej hjem netop på

det tidspunkt. Lige før han kunne se deres boplads, mente svigersønnen

at kunne høre skrig, så han sagde til sin lille svoger: "Det lyder som

om nogen skriger!" Han lyttede nøje og fik bekræftet, at der kunne

høres lyde; og han sagde blot: "Det er (nok) allerede forsent." Han

fulgte efter sin lille svoger, som havde sat farten op; og da de roede

uden om det lille næs og kunne se bopladsen, fik de øje på kajakker;

mændene var gået i land.

 

Da fætteren til dem der ville dræbe

åndemaneren, så en kajakmand dukke op, sagde han til sine fætre: "I

kan ikke komme til at dræbe ham. Hans svigersøn er allerede dukket

op." Ved de ord slap de to ham, de sloges med, og flygtede ned over

stranden.

 

Så snart svigersønnen lagde til, gik han med sin store kniv

i hånden op til åndemaneren. Til stede hos åndemaneren var kun

fætteren til dem, der ville dræbe ham. Svigersønnen skulle lige til at

stikke ham ned med sin store kniv, da åndemaneren sagde: "Det var ikke

ham, der ville dræbe mig. Dræb ham ikke!" Svigesønnen løftede sin

svigerfar op og bar ham ind i teltet. Da åndemaneren var inde i teltet

og begyndte at trylle fik han det lidt bedre. Da han var kommet sig

lidt, sagde han til de andre: "Giv denne mand det forskaft af

narhvaltand til en harpun, og som ligger i kisten. Og når han skal

afsted, skal i give ham en kajakåre med smukke benbeslag."

Svigersønnen forærede ham en stor kniv, og åndemanerens lille søn gav

ham en pilespids med en benring på. Det var ellers en fornem

erkendtlighed han fik, denne svigersøn (fætter) til dem der ville

dræbe.

 

Da han var kommet hjem til sin boplads, var han engang ude på fangst

og han traf sine fætre. Under samtalen spurgte fætrene ham: "Hvor har

du fået det fine forskaft til harpunen og den smukke åre fra?"

"Dem har jeg fået som en erkendtlighed for, at jeg ikke ville

være med dengang, I forsøgte at begå et mord,"svarede han.

Da fætrene med stor iver forsøgte at købe dem, sagde ham:

"Dem vil jeg ikke sælge når jeg har fået dem som en erkendtlighed for,

at jeg ikke ville dræbe nogen."

 

På et meget senere tidspunkt sagde åndemaneren til sin svigersøn:

"Hvis de træffer mig på fangst, vil de afgjort dræbe mig.

Flygt derfor med mig sydpå." De gjorde konebåden klar og tog afsted.

Så sagde svigersønnen: "Jeg vil lige lægge til og gå i land hos mine

fætre." Allerede da de befandt sig lige ud for dem, råbte de: "Hvor

skal I hen?" De råbte tilbage: "Vi flygter med vores overhoved." De

svarede fra land: "Slå jer ned her. Vi skal nok passe på ham."

Med det tilbud syntes de egentlig det var en god ide og de gik

i land. Langt senere forlød det: "Det siges, at den ældste af

de to, der forsøgte at dræbe dig, kommer og synger nidvise mod dig."

Åndemaneren følte, at han nok ville kunne klare sig.

 

Et godt stykke tid efter kom de, der ville synge ham på, og med dem

en hel masse, der ville overvære stævnet. Da de havde opholdt sig dér

en td og haft det godt, skulle stævnet begynde. Åndemaneren tabte

kappestriden. (Det står ikke, hvad det er, formentlig brydning). Så

ville svigersønne træde til i stedet for ham. Man forsøgte at finde en

passende modpart til ham; men de fandt ingen. Så opfordrede de

åndemanerens lille søn til at danne modpart. Han ville ellers ikke,

men hans store svoger sagde til ham: "Hør, jeg synes, at du skal prøve

at kæmpe med mig." De gav sig til at brydes, og åndemanerens søn vandt

over sin svoger. Og da de ikke kunne finde én, der kunne klare sig

imod åndemanerens søn, måtte de afslutte kappestriden. Senere kom

turen til at synge nidviser, og åndemanerne istemte en sang, hvis

tekst han selv havde skrevet: "Hvor gjorde det ondt dengang, da du

under dit forsøg på at dræbe mig brækkede alle mine ribben; og hvor

gjorde det ondt, da du slog mine spoleben med knyttet næve. Prøv det

selv." Efter han havde sagt dette berørte han modparten med trommen et

par gange; så holdt sangkampen op. Umiddelbart efter drog gæsterne

afsted.

 

De havde ikke hørt noget til dem et godt stykke tid; så forlød

det, at manden, som åndemaneren sang nidvise imod, var død af smerter

i det nederste ribben. For åndemaneren havde skam forhekset det. Efter

mandens død kunne åndemaneren tage ud på fangst i fred og ro uden

frygt for, at nogen skulle komme og dræbe ham.

 

Var.: Egentlig ikke, men forløbet er ikke overraskende.

 

Hist.: Muligvis en historisk kerne.

 

Kommentar: Håndskriftet dateret af Rasmussen til 19. febr. 1920, men om det gælder Sofie Jørgensens egne nedskrifter i hæfte 419 eller renskrifterne i hæfte 415 er uvist. Sofie Jørgensen overvintrede i Danmark på gennemrejse til Qaqortoq i 1920. Hun må således være rejst fra Ammassalik sammen med Rasmussen i 1919.

Kínigseq / Kinnisseq

Print
Dokument id:592
Registreringsår:1904
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Aadaaridaat (Autdârutâ / Âdârutâ / Aadaarutaa / Aattaarutaa / Poulsen, Christian)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:Rasmussen, Knud
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kínigseq / Kinnisseq
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, III
Tidsskrift:
Omfang:side 34 - 35
Lokalisering:Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal: Nanortalik
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 5(13). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Kínigseq".

 

Eng.udg: Knud Rasmussen's posthumous notes on East Greenland legends and

myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, s.44 - 46, "Kínigseq".

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 31 - 32: "Kunigseq" / Kunisseq.

 

Resumé: Kinnisseq er åndemaner. Rejser med sine hjælpeånder til de

dødes land under havet. Stiger ned gennem gulvet, farer nedover, en

hjælpeånd hjælper ham over et skær, der er glat af alger, op eller ned

(?) ad en vældig, lyngklædt skråning. Underverdenens land har lave

fjelde, er solrigt, varmt, åbent hav, aldrig sne, ingen vind, masser

af fangst og tørkød, men man savner koldt drikkevand. På en ø tørrer

de nyankomne døde deres kajakker inden de kommer i land. Kinnisseq

møder sin mor, der vil kysse ham og give ham bær at spise.

Hjælpeånderne advarer Kinnisseq begge gange: Han er kun på besøg.

Lover at komme tilbage til det dejlige land, når han dør. Hjem igen.

Kinnisseq's søn bliver syg og dør. Kinnisseq fanger i kajak først en

tejst, dernæst en ravn. Han spiser begge fugle og dør. Begraves i

havet. "Man fortæller, at Kinnisseq har haft land ved Kittarajik, lidt

sønden for Illuluarsuit (på sydøstkysten). Adaarutaas mor har set

ham.

 

Var.: Minder stærkt om Aggus rejse til det nedre dødsrige:

Rosing, J. 1963.

 

Hist.: Chr. Poulsen var en af de sidste sydøstgrønlændere der emigrerede til Sydgrønland i år 1900, hvor Knud Rasmussen traf ham i 1904. Knud Rasmussen stedfæster ham til Illuluarsuit, men mener formentlig Illuluarsuk på sydøstkysten nord for Skjoldungen.

Kiviaq / Kivioq / Givioq

Print
Dokument id:1878
Registreringsår:
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Rasmussen, Pavia
Nedskriver:Albrechtsen, Peter
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kiviaq / Kivioq / Givioq
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, I
Tidsskrift:
Omfang:side 90 - 95
Lokalisering:Arsuk: Ivittuut
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskrift: NKS 2130, 2', læg 6: 97 - 103.

 

Resumé:

K.s kone spiller død, bliver begravet, fjerner stenene og flytter

hemmeligt sammen med en anden mand. K.s lille søn ser hende noget

senere under bopladsens fælles flænsnig af en hval, hvorefter K.

forlader sin lille søn, mens han sover, og ror langt ud over havet.

Med opbydelsen af alle sine kræfter kommer han tværs igennem "havets

navle", der er en stor mørk malstrøm. Senere møder han "havets lus",

der æder træ men ikke skind, hvorfor K. vikler sin harpunrem tæt om sin

træåre og slipper igennem. Nær kysten på den anden side af havet

(Akilineq) ser han en gammel kone koge mad udendørs. Mens hun er inde

i huset, ser han, at hun koger menneskekød. Han inviteres ind,

beværtes med noget lækkert, som dog viser sig at være kogt i

menneskefedt. Han opdager på briksen en bylt, der ligner et menneske.

Om aftenen går han ud for at tisse og placerer en flad sten på

brystet, og om natten, hvor han sover rævesøvn, knækker manden i

bylten sin lange skarptslebne hale af kobber på stenen, da denne

Usorsaq lader sig falde ned på K.s bryst. Den gamle kone vil dræbe ham

med sin ulu, Men K. flygter ned i sin kajak og dræber hende med sin

harpun. De næste mennesker, han møder, er en mor og en datter, der

ikke er menneskeædere, men lever af sælfangst. De takker ham for

drabet af U. og konen, fordi de dræbte deres ægtemænd. K. får datteren

til kone. De morer sig med at løbe om kap, og da K. er for langsom,

stikker moderen hans ben to gange i et løst ærme. Første gang er det

fyldt med noget, der æder kødet fra benene, anden gang med noget

dunblødt noget, der gir ham nyt kød. Nu kan han løbe stærkt, og det

får han brug for under sælfangsten, hvor han og konen sætter

fangstblærer på alle de sæler, der strander ved ebbe og må styrte i

land, når højvandet kommer buldrende. K. bugserer de talrige sæler i

land, får en del sønner, og da han længes efter sin første søn, får

han lov at rejse. Han træffer sønnen dansende og vakker på en fanget

hval ved sin gamle boplads.

 

Var.: Kivioq. Søg også på knivhale; jernhale.

 

Hist.: Kobberet, som knivhalen består af, er et nyt element. Det er

nok også de ord Usorsaq siger, mens han sliber sin hale: siile skarfe,

siile skarfe, karfe, karfe (slibe, skærpe?).

Kivioq, der rejste bort, fordi konen var utro

Print
Dokument id:595
Registreringsår:1904
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Martha (Tingmiaq / Timmiaq)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:Rasmussen, Knud
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kivioq, der rejste bort, fordi konen var utro
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, III
Tidsskrift:
Omfang:side 135 - 139
Lokalisering:Sydøstgrønland
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 4(11), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Kivioq".

Eng. udgave: Knud Rasmussen's Posthumous Notes on East Greenland Legends and

Myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, s. 52 - 55, "Kivioq, who

left his home because his wife was unfaithful".

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 91 - 96: "Kivioq".

 

Resumé: Kivioq's kone er ham utro med en ung mand og hun lader endog

sin mor trække K.s fangst op fra stranden. K. samler vanter i mængder

og ror bort, ud fra land, ud forbi havets synlige grænse fra land.

Møder først træædende havlus, der ikke spiser skindremme. Længere ude

en mænge ufarlige spraglede sæler, der stikker snuderne op over

havoverfladen. Dernæst udspændte, ligesom vandfyldte tarme af

remmesæl: "Det er havets midte", forklarer en stemme ovenfra. Senere kommer han til en strømhvirvel: "Det er verdens navle." Så ser han land, ror derhen, og

flytter i hus hos to enlige kvinder, der onanerer på husstolpernes

knaster. K. skærer knasterne af i vrede. Kvinderne er hurtige til bens

og henter fangst langt ude, når lavvande lægger stranden bar videre

end øjet rækker fra land.

Mærkelige dyr ligger rundt omkring på den blotlagte havbund. K.

forskrækkes og vender om. Kvinderne fortsætter udover og kommer hjem

med klapmydser. Næste gang følger K. med helt ud til havet, hvor en

mængde sæler ligger i bunker som krybende maddiker. Kvinderne tager

et par nyligt affældede fjordsæler med. Højvandet kommer brusende.

Kvinderne styrter imod land. K. får den første bølge over sig ved

kysten, men reddes dog i land af kvinderne. Næste jagttur går til en

stor indsø efter edderfugle. K. går selv derop næste dag, vader ud i

vandet, og en stor penis dukker op af det. Det er den, der giver

kvinderne de mange edderfugle som tak for sex. K. hugger den af med

sin økse, vredes på kvinderne, rejser hjem, hvor en falk melder hans

komme, og at hans kone stadig har sin elsker.

K. vil afsted igen, men en gl. kone får fat i hans stævn, overtaler

ham, og K. udfordrer den unge rival til en brydekanp. K. vinder, og

vinder dermed retten til sin kone. Indtager sin rette plads på

hovedbriksen. Elskeren må luske hen på sidebriksen.

 

Var.: Kivioq

 

Tolkning: Temaet er ægtemandens seksuelle rettigheder. I

jalousi rejser K. til den traditionelle "omvendte verden" bag

synsranden. Den har fire grænsemarkeringer med krops- og dyre- og

bevægelses- symboler: Lus (hoved, liv), sælsnuder (næse, ånde),

remmesælstarme m. vand (midte, indre, navle-strenge?) og strømhvirvel (navle).

(Se Sonne 2005 om pooq og angakkut puullit).

Den "anden verdens" to kvinder er "modsatte" i forhold

til rigtige kvinder. De behøver ingen mænd. De er stærkt bevægelige

til lands (den blotlagte havbund), forsørger sig selv, og deres

fangster associeres til "død" (sæler som maddiker). Deres mænd er

stolpernes knaster og indsøens penis, som K. afliver med hhv. kniv og

økse. Hjemme igen overvinder han på mere civiliseret vis sin rival i

en brydekamp. Luftens stemme belærer ham om den "anden verden"s

grænser, ligesom en luft-fugl, falken, melder hans ankomst. To gange,

ved højvande og hjemme igen, reddes han i land af kvinder (kvinders

livreddende tiltrækning på mænd).

 

Hist: Episoderne i den "anden verden" er andre end i de fleste

varianter af den jaloux Kivioq, og måske er denne ny under vestlig

påvirkning, hvor mandens ret til hustruvold er kommet til diskussion.

Men episoderne genkendes fra andre fortællinger, og denne fortælling

er i sin symbolik i fuld overensstemmelse med det traditionelle

verdensbillede.

Konebytterne

Print
Dokument id:1578
Registreringsår:1903
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Inaluk
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Konebytterne
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 146
Lokalisering:Avanersuaq / Thule
Note:

Orig. håndskrift har ikke kunnet identificeres;

Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04, nr. 64: "Talîlarssuaq Navssârssuardlo" / Taliilarsuaq Nassaarsuarlu.

Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

 

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905:145 - 146.

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 25 - 26: "Talîlarssuaq Navssârssuardlo" / Taliilarsuaq Nassaarsuarlu.

 

Resumé:

Taliilarsuaq og Napsaarsuaq bytter kone. T. skræmmer N.s kone med en

kniv, som han stikker i briksen. Hun løber hjem og opfordrer N. til at

dræbe T. Det gør N., og mærker snart, at han er forfulgt af en ånd.

Pesten dræber ham dog, inden ånden får lejlighed til at sønderflænge

ham.

 

Hist.: Kan være autentisk.

Konen med jernhalen

Print
Dokument id:1582
Registreringsår:1903
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Aasivak (Aisivak)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Konen med jernhalen
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 151
Lokalisering:Agpat / Appat: Avanersuaq / Thule
Note:

Orig. håndskrift: KRKB 1, 5(14): Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04; Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "Inupaluk savingmik pamiagdlulipaluk" / Inupaluk savimmik pamiallulipaluk.

Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

 

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905:201.

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 51 - 52: "Inupaluk savingmik pamiagdlulipaluk" Inupaluk savimmik pamiallulipaluk.

 

Resumé:

Konen med jernhalen er menneskeæder og gennemborer mennesker, der kommer på besøg, ved at hoppe ned på dem med halen, når de sover. En gang lykkes det en

gæst at smide sig til side. Hun knækker sin hale. Han løber ned i sin

kajak, og konen, der følger efter, råber om sin lyst til at partere

ham med sin ulu. Manden er på nippet til at kæntre og råber tilbage om

sin lyst til at harpunere hende. Hun falder på halen. Derefter myrder

hun ikke flere mennesker.

 

Var.: Hyppig episode i Kivioq. Søg på: knivhale; jernhale; humlebi.

Kopajôvarardlo qajaq kukijáuvarardlo / Kupajuuvararlu qajaq kukijaavararlu

Print
Dokument id:1805
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 413
Fortæller:?
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kopajôvarardlo qajaq kukijáuvarardlo / Kupajuuvararlu qajaq kukijaavararlu
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:3 sider, nr. 42
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé i Rasmussen, Knud: Myter og Sagn, I, s. 369: "Kajakmanden ..."

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Kajakken og den lille kukiffaajooq / koopajeeq.

To fangere - far og søn - plejede at tage ud på fangst sammen. De

forlod aldrig hinanden. En dag de var ude sammen, fik de øje

på en kajakmand. De roede  hen til ham. De opdagede, at det var en

kajak, der manglede bagpartiet. Faderen sagde til sønnen: "Tag og skær

samtlige tværremme over på min kajak." Det gjorde sønnen. Faderen skar

også samtlige tværremme på sin søns kajak over. Den fremmede

kajakmand kom hen til dem og ville stikke sin åre ind under

tværremmen på faderens kajak; men han kunne ikke standse ham, da

tværremmene var skåret over. Hvis de ikke havde skåret tværremmene

over, ville han have stukket åren ind under dem, lagt til ved deres

kajakker og dræbt dem. Da han ikke fik standset dem, gav han sig til

at forfølge dem. Til sidst var de forfulgte ved at blive trætte.

Faderen løb op på en isflage og idet han kom op af kajakken, trak han

sin søns kajak op. Forfølgeren lagde til og kom hurtigt op af

kajakken. Så begyndte forfølgelsen. Far og søn var ved at blive

trætte; og faderen sagde til sønnen: "Kom ned i din kajak," og så

snart han kom ned i sin kajak, skubbede faderen kajakken ud. Samtidig

skubbede han forfølgerens kajak ud. Han selv kom ned i sin kajak og

gled ud i havet. Da forfølgeren ikke længere havde sin kajak, standsede han (der står vist unigporq ?). Han så sin kajak drive ud og sagde: "Kom med min kajak."

De svarede: "Nej." Han indså, at de ikke ville give ham hans kajak.

Han stak hånden ned mellem yder- og inderkamikken; og herfra trak han

et stykke træ op og pustede på det. Fra træstykket kom der noget ud,

der lignede tåge. Et stykke tid efter sås der noget tåge stige op i

retning af land; og pludselig blev der tæt tåge; og før far og søn

nåede hjem, var de faret vild undervejs et par gange.

 

Nogen tid efter var faderen alene ude på fangst. Op imod solen så

han noget kraftig røg inde på land. Han roede

hen imod stedet og opdagede, at det var kukiffaajooq, der var ved at

grave ned i en klippe (karsorsuak ásákâ - er det qaarsoq, klippe ? -

eller qarsoq, en pil ?). Han gik i land og gik hen til kukiffaajooq.

Han spurgte: "Hvad skal du bruge den til?" Kukiffaajooq blev meget

forskrækket og skulle til at flygte, men manden sagde: "Stop lidt, så

vi kan snakke sammen. Hvad er det du kigger efter derude?" Hun

svarede: "Jeg kigger efter min mand, som tog af sted for et par dage

siden, og som endnu ikke er kommet tilbage."

Så kom han i tanke om, at det måtte være den kajakmand, der forfulgte

dem. Manden dræbte kukiffaajooq-kvinden. Han skar maven op, og straks sprang

der små kukiffaajooq-unger ud af maven. Han opdagede, at hun havde parpalikamik

qisûtivdlit (? hammer-klør, eller klør af jern).

Han syntes, de var søde, og han tog en af dem og lagde den ned i sin

kajak, hvorefter han tog af sted hjemover. Han kunne mærke, at den

bevægede sig og kradsede ham.  Han skældte den ud nede i kajakken. Så

kradsede den ham igen, denne gang kraftigere.

Til sidst begyndte den at kradse kajakken meget kraftigere. Lige før

han nåede hjem, dræbte den ham ved at kradse ham, og hævnede sin mor

på denne måde.

 

Var.: Qajarissat; Amaakasia. Kupajeeq I; Koopajeeq; Gobajak-barnet / koopajaaq; Kupajiq IV.

Kugsulersârnermik / Beretninger om hekse

Print
Dokument id:338
Registreringsår:?
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 3536, I, 4'
Fortæller:Eugeniusen, Jaakkuaraq (Eugenius / Eugeniusen, Jãkuaraq)
Nedskriver:Jaakuaraq ?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kugsulersârnermik / Beretninger om hekse
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:læg 4, side 1h - 5v
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

En tilsvarende men kortere tekst, ligeledes af Jaakuaraq, er trykt i Atuagagdliutit 1934 - 35 nr. 10 s. 75. Han skrev den på Thalbitzers foranledning, og den er muligvis af tidligere dato end den til Rasmussen, der på håndskriftet har noteret, at umagen er betalt med 5,50 (kr). Desuden at disse (denne og den følgende, BS) forsvinder (ikke skal bruges ?) fordi de er alt for små).

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

I vor tid er der stadig mennesker, der tror på hekse / ilisiitsut og derfor taler om dem.

Der er virkelig også mennesker, der er gået til bekendelse om, at de er hekse, om de ulykker de har voldt andre mennesker og om de tilfælde, hvor forsøg på at bringe de andre i ulykke er lykkedes.

Jeg har selv set to personer, som man regnede for hekse. En tredje har jeg hørt om. Jeg skal her fortælle om, hvad disse har bedrevet.

Man fortæller at hun hed Sofie - hende fra Qassimiut, som jeg aldrig har set. Det var af hende, Eliit (?) og hendes datter Klara havde lært kunster. Sofie og Eliit (?) er nu døde. Klara lever endnu, men er ikke længere i besiddelse af denne kraft. (Jeg mener, det skal forstås sådan - Chr. B.). Forresten har jeg da også hørt om en mor og en datter, der regnes for hekse på Tullerunnat nord for Narsaq - et sted, der ligger ret langt fra det sted, hvor jeg bor.

 

En fra Qassimiut var blevet misundelig på en pæn og dygtig fanger og prøvede derfor på at bringe ham i ulykke. Hun hentede et hovedhår fra liget at en gammel kone i en grav for med det at bringe denne unge mand i ulykke. Om dagen kunne hun ikke gøre noget ved det, så hun arbejdede om natten, mens de og hendes egne fæller sov. Hun sendte sin onde hjælper hen til den unge mand, for hun kunne faktisk blive hjemme, når denne arbejdede for hende. Hun ville gøre et eller andet ved hans venstre fod. En synål som hun havde haft længe, og som hun selv havde brugt, stak hun ind i siden af hans hæl for at anbringe det hovedhår, som hun havde taget fra graven, tværs igennem den. (Sådan lyder det direkte oversat; men det er uklart hvordan det skal opfattes, Chr. B.). Hun havde held til at gennemføre sit forehavende. Men der var lys foran den unge mand, (eller var forsynet med lys fortil??) så han var klar over, hvad der foregik og døjede slemt. Af den grund var hun i tvivl om, hvorvidt dette for alvor ville skade ham for livet, idet hun tænkte, at hendes fjender støttede den unge mands liv. (Jeg ved ikke, om jeg har opfattet alt dette helt korrekt - Chr. B. Meningen kan være den, at heksen, da hun ser lyset og hører den unge mand give sig, slutter, at han støttes af hendes fjende, og at hekseriet derfor ikke vil skade ham så meget, som hun ønsker - BS).

Det fortælles, at den unge mand pintes, mens han sov, da han mærkede, at én tog ham i foden. Han lå dér uden hverken at kunne bevæge sig eller skrige, mens det smertede, mens et eller andet blev stukket igennem og trukket ud. Da han vågnede undersøgte han, om det virkelig var sket; men der var intet at se. Men nogle dage efter hævede foden, og det begyndte at gøre ondt. Derefter havde han smerter længe, for der gik betændelse i det. Da foden var ved at blive rask igen, kunne man se det sted, hvor han var blevet stukket, og på den anden side var der mærket af fingerspidser, der havde trukket redskabet (nålen) ud - jeg har selv set at det var sådan fat. Nu har han ingen gener af det; men når han har gået længe, kommer han til at halte af smerter.

 

Det fortælles også, at hun lod sin onde hjælpeånd optræde som en klapmyds, som lod sig harpunere af en fanger. Det lykkedes klapmydsen at få manden trukket ned så han druknede.  Det fortælles, at hun derefter gjorde følgende: Sammen med andre hekse skar hun den omkomnes tøj i ganske små stykker. Nogle puttede de i revner mellem murene og andre mellem stenene i en ur o.s.v. Jeg aner ikke hvorfor; for det er der ingen, der har fortalt mig. Engang blev hun pludselig irriteret på sin lille søn. Hun viste sig for ham i en tejsts skikkelse, fik ham til at falde i vandet, og dræbte ham på den måde. Også mange andre ting, hun havde gjort, havde voldt hende problemer og smerter. Det mest pinefulde var dog at hun havde dræbt sin lille søn.

 

Men de to - mor og datter - har bedrevet lidt af hvert, dog uden større held. Også de to har somme tider været efter mig om natten, voldt mig problemer og pint mig. Flere gange har jeg vækket mine husfæller af deres gode søvn. Og somme tider vågnede jeg ved, at jeg slog løs på puderne, og sagde: "Hvor er det dog forbandet irriterende." Jeg var nødt til at gå hen til dem og sige, at jeg vidste, de plagede mig. Jeg sagde: "Hvis I er ude på at ramme mig, så gør det, så kan jeg bedre kæmpe imod jer;" og jeg fortsatte: "Hvis det virkelig er jeres hensigt at skade nogen, kan I lige så godt opgive; det vil ikke lykkes." De svarede blot ganske sagte: "Det er jo egentlig slet ikke det vi vil." De vidste, at de ikke kunne gøre mig fortræd; alligevel gjorde de hvad de kunne, for at bringe mig i ulykke. Dette indrømmede de senere.

;

Det forlød også, at de to, mor og datter fra Tullerunnaq, havde den vane at skade folk ved hekseri. En gang havde de med noget ækelt stads i hånden rørt ved en ung mands ben men det resultat, at den ene halvdel af kroppen tog skade. Efter lang tids pine døde han. Det fortælles også, at de to kvinder skadede en dygtig fanger i knæet. Der gik betændelse i det. Jeg hørte folk, der behandlede såret, undrende snakkede om, at der kom sælskindshår ud af såret. Hver gang såret var ved at læges, gik der igen betændelse i det. Det kunne ikke læges; og til sidst døde manden af det.

 

Hist.: Historiske beretninger om hekseri. Andre findes i basen. Vedr. fortællinger herom søg heks* el. ilisiitsoq.

Kulapaks fortælling

Print
Dokument id:171
Registreringsår:1914
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB, Knud Rasmussens Arkiv, 1. Thuleekspedition 1912 /1913/14), 3. notesbog
Fortæller:Kulapak
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Kulapaks fortælling
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:14 ss.
Lokalisering:North Star Bay: Avanersuaq / Thule
Note:

Fortællingen er om den mislykkede tilbagetur fra Thule, som Rasmussen har udgivet i Meqqusaaqs version. Notesbogen på A6 størrelse er upagineret: De 14 sider er smukt og tæt skrevne, mest på grønlandsk blandet med lidt dansk. Ligner ikke den hastigere notat-skrift Rasmussen ellers benytter. Er ikke oversat i denne base.

Velegnet til opdatering.

kuma...?

Print
Dokument id:2200
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB, 1, 5(15) Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Maassannguaq (Maigssánguaq)
Nedskriver:Olsen, Gaaba (Gaba / Gâba)
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:kuma...?
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:ss. 13 - 14, nr. 10, A6 - størrelse
Lokalisering:Appat: Avanersuaq / Thule
Note:

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

Kumagdlak / Kumallak med de levende pile

Print
Dokument id:1559
Registreringsår:1903
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Nivikkana (Nivigkana)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kumagdlak / Kumallak med de levende pile
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 105 - 106
Lokalisering:Avanersuaq / Thule
Note:

Orig. håndskrift: KRKB 1, 5(14): Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04;

Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "Kumagdlak" / Kumallak.

Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

 

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905:230 - 231.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 74 - 75: "Kumagdlak" / Kumallak.

 

Resumé:

Kumallaq bor alene med sin kone, der ser fjender nærme sig. K.s pile,

der er lavet af menneskers smalben ryster straks af iver. De er alle

dræbende, og K. har desuden remmen fra dengang hans mor bar ham på

ryggen. Med et svirp i luften, sender den alle modgående pile forbi K.

Han dræber en mængde af fjenderne og sender en storm over de

flygtende, der alle drukner.

 

Var.: muligvis en fjern relation til Kumallaasi og Aasalooq, deres kamp på pile med eqqillit.

kumaq

Print
Dokument id:2202
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB, 1, 5(15) Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Maassannguaq (Maigssánguaq)
Nedskriver:Olsen, Gaaba (Gaba / Gâba)
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:kumaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:ss. 18 - 19, A6 - størrelse
Lokalisering:Appat: Avanersuaq / Thule
Note:

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

Kumât / Kumaat

Print
Dokument id:805
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 425
Fortæller:Andreassen, Johanne
Nedskriver:Andreassen, Johanne
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kumât / Kumaat
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 21, nr. 14
Lokalisering:Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 364: "Lusen"

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Lusene.

Lusen råbte ind ad vinduet: "Kom ud med mine vanter." Inde fra huset blev der sagt: "susûtit" (? måske: hvad skal du?).

"De sønner og døtre, jeg har født malisîka" (? måske: malissagikka,

jeg skal følge efter dem).

Konen sagde igen: "De kan bide dig ihjel."

"Hvis de bider mig ihjel og spiser mig, vil jeg komme ud gennem

endetarmen," (sagde lusen) " kom ud med mine vanter."

"De kan smide dig ud i vandet," (blev der sagt).

"Hvis de smider mig ud i vandet, vil jeg kravle op på den anden side,"

(sagde lusen).

"De vil smide dig ned i (nat)potten," blev der sagt.

Hvis de smider mig ned i potten, vil jeg kravle op på den anden side,"

(svarede lusen).

"De vil smide dig ned i dryptrannet," (blev der sagt).

Lusen svarede ikke. Han tog bare af sted uden vanter.

 

Var.: Lus Thule; kumak Thule

Kunanánguaq / Kunuanannguaq / Den forældreløse

Print
Dokument id:599
Registreringsår:1904
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Aadaaridaat (Autdârutâ / Âdârutâ / Aadaarutaa / Aattaarutaa / Poulsen, Christian)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kunanánguaq / Kunuanannguaq / Den forældreløse
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, III
Tidsskrift:
Omfang:side 14 - 16
Lokalisering:Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal: Nanortalik
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

 

Håndskr.: KRKB 1, 4(11), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04:"Kunanánguaq".

Eng. udgave: Knud Rasmussen's Posthumous Notes on East Greenland Legends and

Myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, s. 66 - 67, "Kunanánguaq, the

homeless girl"

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 12 - 13: "Kunanánguaq" / Kunanannguaq.

 

Resumé:

Kunanannguaq efterlades på sommerpladsen

af sin plejemor, da man rejser til vinterbopladsen. Hun samler

"forråd" af rester på møddingen. En tejst ankommer, forvandler sig til

en kajakmand og transporterer hende til vinterbopladsen.  Hun skal

holde øjnene lukkede undervejs. Den fører hende til hendes gamle boplads, hvor hun ikke straks må give sig til kende, men stille sig på afstand og skygge for øjnene. Bopladsens børn får øje på hende, nærmer sig, og først efter gentagne spørgsmål om, hvordan hun er kommet den lange vej, fortæller hun om tejsten. Derefter går hun hen til huset, hvor hendes plejemor bor.

"Så kan jeg ikke mere af den fortælling", slutter Christian Poulsen.

 

Var.: En fortælling om enlige kvinder; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn. Lignende: Pigen der blev gift med en haj. Nakataamilaarpara. Den forladte kvinde med plejedatter. En fortælling (om en haj der forsørgede forældreløse); De, der havde fangstplads på den anden side af briksen; Hajfisken som forsørger; Two deserted ones get meat from guests;

Kunuanannguaq; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn. Moder og datter, der drev fangst med en slibesten og...; En fortælling om enlige kvinder; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn; De forladte børn, Kragh nr. 64;

 

Hist.: Chr. Poulsen var en af de sidste sydøstgrønlændere der emigrerede til Sydgrønland i år 1900, hvor Knud Rasmussen traf ham i 1904. Knud Rasmussen stedfæster ham til Illuluarsuit, men mener formentlig Illuluarsuk på sydøstkysten nord for Skjoldungen.

Kunge nagtoralik / Kunngi nattoralik

Print
Dokument id:2155
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB Dagbøger 1, 6(16): Fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Vittoralak (Vítoralak)
Nedskriver:Rasmussen, Knud og Møller, Kirstine
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kunge nagtoralik / Kunngi nattoralik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:nr. 51, 17 sider (A6)
Lokalisering:Ikkamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Rasmussen og Kirstine Møller har skiftedes til at nedskrive gennem hele fortællingen.

Ikke oversat.

Velegnet til opdatering.

 

Hist.: Titlen kunne tyde på en fortælling eller beskrivelse af en kongeørn.

Kúnuk, Kâgssagssuk og Ulîvâtsiaq/ Kunnuk / Kunuk, Kaassassuk og Uliivaatsiaq

Print
Dokument id:434
Registreringsår:1919
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Nedskriver:Rasmussen, Knud?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kúnuk, Kâgssagssuk og Ulîvâtsiaq/ Kunnuk / Kunuk, Kaassassuk og Uliivaatsiaq
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, III
Tidsskrift:
Omfang:side. 165 - 218
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Redaktør: Søby, R.M.

Orig. håndskr. har ikke kunnet identificeres. Manuskript på grønlandsk: KRKB 5', sidst i pakken.

Notater på dansk i KRH 52,2, hæfte 420: Kunuk med tilnavnet Uiartoq, Jordomsejleren.

 

Maskinskrevet manus (71 ss.) med en del rettelser af H. Ostermann i hans arkiv: nr. A 301, Arktisk Institut. Ostermann har noteret til slut, at oversættelsen hovedsagelig skyldes Johan Petersen, tidl. handelsbestyrer i Ammassalik / Tasiilaq. Dette har været R. M. Søbys forlæg til den danske udgivelse.

 

Eng. udgave: Knud Rasmussen's Posthumous Notes on East Greenland Legends

and Myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, s. 73 - 105: Kúnuk, Kâgssagssuk and  Ulîvâtsiaq.

 

Resumé: Først fortælles om Kunuk, dernæst om Kaassassuk, så igen om

Kunuk, der tager hævn over sin families morder. Derefter møder de

to heroer hinanden i styrkeprøver, hvorefter Kunuk omrejser jorden og

skifter navn til Uiarteq (jordomsejleren). Endelig lægger Uliivaatsiaq

navn til heroen i fortællingen om indlandskæmperne, der røver et

menneskebarn. Ul. mødes med Kaassasuks søn og overvinder ham i en

styrkeprøve, der forvandler Kaas.' søn til et skikkeligt menneske.

 

Kunuk

Da Kunuk og hans fætters fædre altid bor sammen, vokser de to fætre

op sammen og er nært knyttede til hinanden. Ved et uheld kommer K.

under leg med Nuerniagarnakajiks søn, Nuerniagakajik, til at såre

denne let med en kniv. Drengen N. giver det udseende af, at K. har

villet dræbe ham, hvorfor faderen N. udrydder hele K.s familie. Kun

K. og hans fætter, der begge har gemt sig, og hans lillesøster, der er

blevet skåret op i maven, overlever. K. forbinder sin søster og

flygter med hende og fætteren. Søsteren dør ved et højt fjeld, hvor

drengene begraver hende.

Ved en isfjord ser de to mennesker på kiggefangst i bunden af fjorden.

Det er et gammelt ægtepar. De adopterer drengene, og konen beder K.

hente sne til vandsmeltning, mens manden beder K.s fætter hjælpe til ved

isfangsten. Manden byder straks K.s fætter mad. Konen udfører et ritual, et

adoptionsritual: Hun tager K. på skødet som et lillebarn, luller ham i

søvn, tryller over ham, ber ham træde ud på gulvet og fremtryller til

ham "nyanskaffelsesspise": spæksyltede bær. Derefter trakterer manden

med en hengemt sæl, og konen formaner drengene til altid at huske, at

de er flygtet af frygt. Glemmer de det, vil de altid være bange for

dem, de frygter.

I den følgende tid holder K. sig hjemme som den gamle adoptivmors

medhjælper, mens hans fætter tager ud på fangst med den gamle mand. Om

aftenen er drengene sammen og øver deres kræfter udendørs. K. fætter

bliver snart den stærkeste. Skønt K. ikke er misundelig, ønsker han

ikke at fætteren bliver meget stærkere end ham selv.

Begge drengene får kajak, bliver snart dygtige fangere, og de tager

altid ud sammen. En dag, hvor K.s kajak er for våd, tager fætteren

ud alene, imod K.s ønske, og kommer ikke tilbage.

 

Nuerniagarnakajik kommer på besøg. Han mener at kunne genkende K., men

plejemoderen holder stædigt fast ved, at K. hedder Qaqipilivarterajik

og er hendes fosterbarn. N. opgiver, tager hjem, og man erfarer siden,

at det er ham der har dræbt K.s fætter.

 

Da den gamle mand er død (gætter fortælleren, Kaarali, der undrer sig

over, at man ikke hører om denne død), flytter K. med sin plejemor

til en anden boplads og gifter sig med en usædvanlig smuk pige. Han

sørger ikke længere så meget over sin fætters død, dvs. han bliver

hård, livsglad og derfor sine fæller en god kammerat.

 

Konerøveren Ungilagtaqut (Ungilattaqi), der aldrig forfejler sit

kastemål, inviterer K. til trommestrid for at dræbe ham med en

tveægget kniv under sangkampen og frarøve ham hans smukke kone.

K. får gode råd af sin plejemor om, hvordan han skal klare U. ved blot

at brug sin vuggevise, gøre sig lille og springe til vejrs første gang

U. kaster kniven og lade ham hente kniven, selvom eventuelle tilhørere

der tager parti for ham, vil opfordre K. til selv at tage kniven.

Næste gang U. kaster, skal K. gøre sig stor og bukke sig for kastet,

dernæst tage kniven fra U., når U. henter den anden gang, og samtidig

snuppe hans tromme for ikke at skulle over gulvet efter den. Derefter

skal han først fremsige sin vuggevises ord uden sang og tromning,

bagefter synge U.s sang til tromme, og når den er slut straks kaste

kniven mod U.s strube uden at tage sigte først. Hvis han rammer, skal

K. derefter dræbe en hunhund og tage sig en af U.s smukke koner.

 

K. følger nok anvisningen, men det er tilsyneladende kun sin vuggevise han

synger flere gange og lader tilhørerne synge. Han danser stadig

heftigere til, og indimellem akkompagnerer han med trommen (har Kaarali

i hastværket glemt, hvad han tidligere skrev? BS) Da U. er spiddet i

struben, tager K. den smukkeste af U.s koner, der beder ham aldrig at

vende hende ryggen ret længe af gangen. For det tåler hun ikke.

 

K. forlader huset gennem husgangen foran sin førstekone og med sin

anden kone i armene som et lille barn. Ved udgangen får K. to gange

et voldsomt puf af en lille mand med skuldre, der går i eet med hans

hals. K. sender sine koner ned til båden for frit at kunne brydes med

modstanderen. De brydes meget længe. K. snubler og er ved at miste

balancen, da han træder på en sten, som en hund er bundet til. Derved

klemmer K. den lille mand så kraftigt, at denne skider i bukserne og

bliver svimmel som en, der har mistet sin forstands fulde brug. Han

viser sig at være selve Usugssamiarssúnguaq (Usussamiarsunnguaq), der

erklærer, at den gang han kæmpede med indlandsboen, sked han ikke i

bukserne (K. var altså stærkere end denne kæmpe i indlandet, BS).

Hjemme igen har K.s plejemor siddet ved stranden, siden han tog afsted

(for at støtte hans forehavende, BS). Hun trækker hans kajak i land og

på spørgsmålet om han også fik hunden, må K. svare nej. Det glemte

han. "Det gør ikke noget, lad det være således!" siger hun.

 

Kaassassuk

Den forældreløse Kaas. bor hos sin bedstemor i et lille hus og er nabo

til et fælleshus med mange mænd, deriblandt en halvonkel, der vil ham

det godt. Kaas. leger med sælknogler fra lufferne. I modsætning til de

andre børn bliver han aldrig træt af at lege. Når Kaas. inviteres til

spisning trækkes han indenfor af to mænd, der efter tur tager fat i

hans næsebor, løfter ham op og ryster ham. Han søger at få sig lidt

kød v.h.a. sine negle. Man skærer dem af så de bløder. Hans plejemor

skjuler næste gang en lille kniv mellem hans lang- og ringfinger og

puster på dem. Ingen kan nu opdage kniven, og Kaas. bliver for en

gangs skyld mæt.

Da han senere inviteres på fællesspisning af kødet fra tre bjørne,

tvinger den ene af hans plageånder ham til at sluge en knæskal, den

anden til at drikke skoldhed suppe. Kaas. formindsker knæskallen og

afkøler suppen med sine blotte ord.

Kaas.' næse vokser, men hans krop forbliver lille som en dukkes. Hen

på efteråret sørger hans halvonkel for, at han får halvdelen af en

remmesæl, som halvonkelen fanger. Efter dennes anvisning har Kaas.

nemlig råbt qee, qee (kajakfangerens råb om assistance til fangst af

større dyr, BS) fra stranden, da sælen dukker op. Den retter sin

opmærksomhed mod Kaas. og halvonkelen kan ubemærket fange den bagfra i

kajak. Fangstparten lægges i et skjult depot. Kaas. og hans bedstemor

nyder en tid godt af den, men de to plageånder opdager og skjuler

resten.

Nu opfordre bedstemoderen Kaas. til at søge (et åndemiddel) i

oplandet. Han går derind og råber gang efter gang: "Hvem vil dog

børste mig af?" Ingen kommer. Han hidser sig op, råber igen og bliver

endelig bange. "I den tilstand han var, var der ikke den ting, som ikke

åbenbarede sig for hans indre syn. Dette var en følge af, at han

ganske bestemt ventede spøgelser." Angsten tager af, han råber kun

vagt, men nu dukker en kæmpe op, der børster ham ned over forbredden,

hvorefter sælluffeknogler falder ud af ham, hans forside vokser, og

han hælder kraftigt bagover. Kæmpen snurrer ham rundt fire gange: Nu

kan han vokse. Kæmpen anbefaler ham med held at rokke en kampesten og

erklærer: "Du vil med tiden få lige så stor styrke som jeg."

Hjemme igen går Kaas. til sengs, hvor han vokser og vokser, mens

bedstemoderen holder børn borte, der inviterer ham ud til leg med

sælluffeknogler, med en løgn om, at han er syg til døden.

Man finder en vældig stamme drivtømmer, som ingen magter at trække op

på land. Om natten trækker Kaas. den hemmeligt op og lægger den

spærrende foran husgangen. Man beder næste morgen hånligt Kaas. om at

bære den ned igen. "Han kan jo dårligt ånde mere," svarer

bedstemoderen. Om natten bærer Kaas den hemmeligt tilbage.

 

En morgen jager man bjørn, tre dyr i følge. Kaas. der er blevet

voksen af skikkelse låner sin bedstemors anorak og kamikker, der er alt

for små. Han er klædt på som kvinde, råber pigerne hånligt. Kaas. sparker de

tre bjørne ihjel efter tur og erklærer, at deres skind skal være ham

til klæder, bukser og kamikker. Halvonkelen får fangstpart. Alle

inviteres på kogt bjørnekød. Kaas. hiver sine to plageånder op ved

næseborene og ryster dem. Den ene truer han til at sluge en knæskal af

bjørnen, den anden til at drikke skoldhed suppe. De forsøger ligesom

Kaas. med deres blotte ord at hhv. formindske knoglen og afkøle

suppen, men uden virkning. Be