Dokumentation og formidling af Danmarks historie i Grønland og Arktis

Introduktion

Formålet med denne base over grønlandske fortællinger er at lette søgningen i den nedskrevne mundtlige overlevering, der er så omfattende, at det kan tage pippet fra enhver begynder. Basens ca. 2280 fortællinger må være repræsentative for deres tid i de forskellige egne af Grønland, og det er min agt, at basen i fremtiden suppleres med manglende samlinger og spredte tryk ved interesserede brugeres hjælp. Alle fortællinger, der foreligger i dansk oversættelse på tryk er blot indskrevet i resumé, der naturligvis ikke kan bruges som kilder. Man må gå til kilden selv, den trykte oversættelse, helst også den grønlandske original hvis den findes.

Af de øvrige fortællinger, dvs. håndskrevne og nogle få der kun er trykt på grønlandsk, er flertallet indskrevet i oversættelse til dansk. Lektor emeritus Christian Berthelsen har foretaget de fleste og nu afdøde Apollo Lynge, Nuuk, en større antal, Grethe Lindenhann nogle få og Signe Åsblom ligeså. Der er huller i mange oversættelser, enten når håndskriften har været utydelig, særpræget dialekt har gjort sig gældende, eller nedskriveren, der kan være den samme som fortælleren, ikke har haft magt over forløbet. Igen er det sikrest at gå til kilden, som regel håndskriftet, forudsat man har de fornødne kundskaber i grønlandsk. Ellers må brugeren gøre opmærksom på manglerne og usikkerhederne i sin formidling.

Download søgemanual som pdf her.

Søgning på Rink, H. gav 566 resultater.

Print
Dokument id:2331
Registreringsår:
Publikationsår:
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:
Lokalisering:
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores. I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 61 ss.184 - 188 har Rink sammenstykket denne med en anden variant. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 50, ss. 291 - 297.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen: Om Qasiassaq.

 

Det fortælles om Qasiassaq, at han boede i Tuapammiut, i et langt hus sammen med andre familier. Han kom aldrig hjem med fangst fra sine kajakture, selvom hans kone Killassuk havde tallerkener af sælskulderblade. Når manden var ude på fangst, gik hun ustandselig ud og ind i forventning om, at han ville komme hjem med fangst. Alle de andre på stedet kom hjem med fangst undtagen Qasiassaq. Qasiassaq havde reddet sig skulderbladene, når han spiste af andres fangst (uklart udtrykt - Chr. B.). Engang Qasiassaq var ude i kajak, så han noget sort oven på et isstykke. Han roede derhenad og opdagede, da han var kommet tilstrækkeligt tæt på, at det var en netside. Sælen rejste sig ikke på højkant, og han roede til for at harpunere den, men han lagde sin harpun på plads igen, og idet han roede en smule baglæns, sagde han: "Det er en sæl, der er såret. Jeg kan forfølge den og tage den, når den ikke længere kan trække vejret." Idet han sagde dette, råbte han, og sælen forsvandt fra isskodsen. Lidt efter dukkede den op lige ved siden af kajakkens forspids. Han råbte igen og sælen forsvandt under vandet. Da den var meget tam og ikke fjernede sig fra ham, gav han sig til at forfølge den. Men nu begyndte den at dukke op længere væk fra ham. Efterhånden fjernede den sig mere og mere, så han fik den ikke. Idet Qasiassaq roede bort fra den, sagde han: "Det er svært at få fangst, kom nu kun hen til mig." En anden dag, Qasiassaq var ude at ro i kajak, så han noget sort oven på et stykke is. Da han kom nærmere, opdagede han, at det var en netside. Den rejste sig ikke, og han roede stærkt henimod den for at harpunere den. Han løftede harpunen, men lagde den på plads igen, og idet han roede en smule baglæns, sagde han: "Det er en sæl, der er såret. Jeg vil forfølge den og tage den op, når den ikke længere kan trække vejret." Da han råbte, gled den ned i vandet, den dukkede op igen lige tæt ved kajakkens forspids. Han råbte igen, men den var så tam, at den hele tiden holdt sig i nærheden af kajakken. En anden gang han råbte, forsvandt den og dukkede op længere væk. Han roede efter den, men gav op, da den efterhånden fjernede sig langt væk. Han roede væk mens han lokkede: "Det er svært at få fangst, kom nu kun hen til mig." En dag da det var godt vejr og klar himmel, var fangerne ude på fangst. Qasiassaq lå yderst og var på lur efter en sæl. Han så, at en af dem, der lå nærmere ved land, harpunere en sæl. De andre kajakker roede hen til ham, der havde harpuneret, men Qasiassaq blev liggende samme sted og kiggede. Fangeren med sælen, bugserede sin fangst ind mod land. Qasiassaq så manden tøjre sælen til land og ro ud igen. Så begyndte Qasiassaq at ro udefter, væk fra de andre. Da han ikke længere kunne se dem, roede han hen til den sæl, der var tøjret ('siláinaK nimerdlugo' - jeg kender ikke udtrykket - Chr. B.). Han løsnede fortøjningen og tog den med på slæb indefter (hjemover). Der var mange benbeslag af hvalrostand på den line, sælen var fortøjet med. Qasiassaq kiggede hele tiden tilbage på den sæl, han bugserede. Han var så glad, for det var første gang, han prøvede at bugsere en sæl. Qasiassaqs kone kom kun sjældent ind i huset under mandens fravær, for hun håbede så inderligt, at han fangede. En gang, hun kom ud af huset, hørte de andre hende sige: "Der kommer en kajak." De andre kom også ud og så kajakken. Qasiassaqs kone, der kiggede ud med hånden over øjnene, sagde: "Det ligner den kære Qasiassaq. Han ror 'únákingallune'('únákingardlune eller ánákingardlune - jeg kender ikke udtrykket. Der er ifølge Rinks kommentar, som jeg ikke kan læse - Chr. B.). I skal nok få jeres andel, I skal også nok få noget spæk." Da Qasiassaq kom hjem, spurgte hans kone: "Hør Qasiassaq! Hvorfra stammer linen til bugsertøjet?" Manden svarede: "Det var så dejligt vejr, da jeg kom ud tidligt i morges. Jeg fik lyst til at fange en sæl og jeg tog det bugsereredskab med, som jeg længe har gemt." Hans kone kvitterede med et glædesudbrud (îmiînaarpoq - îmivok, kommer med et glædesudbrud - lidt mærkelig anvendelse. Gl. bem. siger: 'siger åh' - Chr. B.). Konen flænsede sælen, og der blev kun hovedet, bagkroppen og skindet tilbage, resten og herunder spækket, forærede hun væk. Qasiassaqs kone fortalte alle, der kom hjem fra fangst, og kvinder, der kom hjem fra tur, at hendes mand havde fanget en sæl. En af fangerne blev længere ude end de andre. Mens man ventede på ham, satte Qasiassaq sig op på briksen længst imod bagvæggen. Manden kom hjem sent på aftenen. Da han kom ind i huset, sagde han: "Qasiassaq, hvor er mine bugserremme?" ('agdlunârtáka' - egentlig: 'linetøj' - Chr. B.) "Her har du dem", sagde hans kone og tilføjede: "Har du løjet?" Han svarede: "I morges, mens jeg var på lur efter sæler, så jeg en kajakmand harpunere en sæl. De andre roede hen til ham, men jeg gjorde det ikke. Da han havde bugseret den til land, fik jeg fat i den." Konen sagde: "Hvor er det flovt, når Qasiassaq laver den slags." Han bøh'ede hende med et: "Paq", så hun var ved at lette af bare forskrækkelse. En dag Qasiassaq var ude at ro i kajak, så han oven på en isflage noget sort af store dimensioner. Han roede hen til isflagen og opdagede, at det var en stor sten. Han så hen til de andre og gav sig til at ro kraftigt mod isflagen som, når man skal harpunere en sæl. Lige før han forsvandt bag isflagen, løftede han harpunen. Han steg op på isflagen, skyndte sig at binde sin line omkring stenen og smed den ud i vandet, så det skummede. Derefter kom han igen ned i sin kajak og roede frem, så de andre kunne se ham. Så gav han sig til at råbe om assistance (til fangsten, BS). Da de andre kom hen til ham, var hans fangstblære væk. Qasiassaq sagde: "I kan lede efter den. Jeg vil ro ind for at fortælle om den glædelige nyhed." Og med de ord satte han indefter af alle kræfter. Som sædvanlig kom Qasiassaqs kone ud (for at kigge efter ham) og hun råbte: "Der kommer en kajak." I det samme vendte kajakken siden til bopladsen og begyndte at råbe om hjælp. Qasiassaqs kone råbte ind i huset: "Hør I derinde. Kajakmanden råber om hjælp." Da de andre var kommet ud, skyggede hun med hånden for øjnene og kiggede ud. Hun sagde: "Kajakmanden ligner den kære Qasiassaq, der 'ánakingardlune' (se mine bemærkninger tidligere - Chr. B.)." Så hørte man nogen sige: "Jeg harpunerede en stor hvalros og har mistet fangstblæren. Jeg er roet hjem for at fortælle om den gode nyhed." Konen løb ind i huset og slog håndtaget af sin ulu (kvindekniv) i stykker. Hun sagde: "Det bliver dejligt at få et nyt håndtag til min ulu, nye beslag på gryden (beslag med huller, hvorigennem føres remme til at hænge gryden op med - Chr. B.) og et nyt stok til at rynke kamiksåler med (kammiut) fra tænderne på den hvalros, som Qasiassaq har fanget." Qasiassaq blev hjemme, og hans kone fortalte alle de nybegyndere i kajakroning, der kom hjem fra tur, om hvalrossen, som Qasiassaq havde fanget (og som de andre ville komme hjem med). Hun fortalte den samme nyhed til kvinder, der vendte tilbage fra en lille tur. En af fangerne blev ude længe og Qasiassaq satte sig længst tilbage på briksen, så kun hans hæle sås. Sent på aftenen kom fangeren hjem, og idet han kom ind i huset, sagde han: "Qasiassaq, her er dine fangstblærer." Det viste sig, at hans fangstblærer bestod af sælmaver, der var forbundet med hinanden. Idet han afleverede dem, sagde han: "Den store sten var godt nok bundet fast med en line, men den var gået løs." Hans kone sagde: "Qasiassaq, har du nu løjet igen?" Han svarede: "Ja, jeg løj. Mens jeg lå på lur efter sæler imorges, fik jeg øje på noget sort på en isflage. Jeg roede hen til isflagen og opdagede, at det var en stor sten. Jeg løj og sagde, at det var en hvalros." Konen sagde til ham: "Hvor er det flovt, når Qasiassaq lyver." Qasiassaq bøh'ede: "Paq," så hun var lige ved at lette af bare forskrækkelse. En gang var Qasiassaq ude i kajak og opdagede ved land nogle områder med sand, hvor der lå en hel masse isstykker. Han roede derhen og gik i land. To kvinder, der var ude at samle bær, iagttog ham ovenfra. Qasiassaq gav sig til at fylde kajakken med isstumper. Da han havde gjort det, trampede han ned på den i stumper og stykker ('nungutdluínardlugo' - så der ikke var mere tilbage - Chr. B.). Da den var smadret, gik han ud i vandet med sine pjaltede klæder på. Han forsøgte at svømme med kun hovedet over vandoverfladen. Da han kom op igen, 'tunume ilaitkârarpai' (tunu er bagside - ilait, nogle - qaarpaa, knalder det, også: smadre. Jeg har svært ved at få mening ud af det. Men jeg vil tro, at der er blærer på ryggen) ved at slå dem med sten (knaldede han løs på sin ryg med sten, BS?). Og han stak isstumper ind under tøjet. Så tog han af sted hjemover. Han kom ned i sin kajak (dette forstår jeg heller ikke, for kajakken var jo smadret? Chr. B.), som lå dybt i vandet. Da Qasiassaqs kone som sædvanlig kom ud af huset, råbte hun: "Hør I derinde, der er en lille kajak på vej ind ('imâKale' kan jeg ikke få mening ud af - Chr. B.). Hendes husfæller kom ud og Qasiassaqs kone skyggede med hånden for øjnene og kiggede. Så sagde hun: "Kajakmanden ligner den kære Qasiassaq, men armene hænger langt nede." Nu kunne man se (der står egentlig: høre - Chr. B.), at Qasiassaq rystede af kulde og høre ham tale: "Nogle isstykker fra et kælvende isfjeld ramte mig ('iluliarpoq', blev ramt af isstykker fra kælvende isfjeld - ifølge Rinks kommentar lyder det sandsynligt. Jeg kender ikke ordet i den betydning, og det står ikke i ordbogen - Chr. B.)." Hans kone løb ned til ham, idet hun sagde: "Den lille Qasiassaq er blevet ramt af et isstykke fra et kælvende isfjeld." Hun kunne ikke få fat i hans kajak fra land. Qasiassaqs kajak begyndte at fare i alle mulige retninger og han blev ved med at sige: "Jeg blev ramt af isstykker fra et kælvende isfjeld, og jeg længes efter at komme hjem." Da hans kone ikke kunne få fat i kajakken, sagde hun: "Nu vil jeg tage lutter nyt tøj på og komme tilbage." Hun kom tilbage og sagde: "Jeg skal få dig til at ramme stranden her, hvor jeg står" (usikker - Chr. B.). Men når han begyndte at ryste af kulde, flyttede hun sig.- Langt om længe fik hun fat i kajakkens forspids og sagde: "Endelig fik jeg fat i den kære Qasiassaq." Da hun fik ham op af kajakken, faldt der isstumper ud af indersiden af tøjet. Da de kom op til huset jamrede Qasiassaq sig, for det gjorde ondt der, hvor han havde knaldet (punkteret - Chr. B.) blærerne (usikkert - Chr. B.). Fangere, der kom hjem fra fangst og andre, der havde været ude en tur, fik af Qasiassaqs kone fortalt historien om, at Qasiassaq havde været i fare, fordi han var blevet ramt af isstykker fra et kælvende isfjeld, og at han kun var nået hjem med nød og næppe (usikkert - 'angerlaarsummallu - Chr. B.). To kvinder, der kom hjem fra en tur sent på aftenen, fik også historien fortalt, men de sagde: "Det må være ham, som vi imorges så fylde sin kajak med isstumper på det store sanstrand under den store klint. Ja, han lignede Qasiassaq." Så sagde han kone: "Har du løjet, Qasiassaq?" Han svarede: "Ja, jeg løj som sædvanlig. Jeg var som sædvanlig ude på fangst imorges. Så så jeg en masse isstumper på en stor strækning med sand. Det var disse, som fik mig til at lyve - som sædvanlig." Hans kone sagde: "Hvor er det flovt, når Qasiassaq gør den slags." Qasiassaq bøh'ede: "Paq," så hun var lige ved at lette af bare forskrækkelse. Da Qasiassaq ikke længere havde en kajak, forærede konens bror ham den ene af sine to kajakkker. Nu rådede Qasiassaq igen over en kajak. Engang besøgte Qasiassaq sin svigerfar. Han bar sin kajak op og da han kom ind i huset, sagde han: "I har ikke meget lampelys, så vil du ikke koge dette sølle hundehoved?" Svigerfaderen sagde, idet han pegede på sin søn: "Den stakkel er som altid så sulten, så lad os koge det. Vi har jo ikke andet." Svigerfaderen var grædefærdig. Qasiassaq bemærkede frækt: "I går ordnede min mor og jeg vores proviant i to køddepoter, som var fyldt op. Vi flyttede om på hele sæler, således at de øverste kom længere ned og de nederste kom til at ligge øverst. Jeg er endnu øm i armmusklerne." Svigerfaderen sagde: "Dengang Qasiassaq blev forældreløs, var der ingen, der tænkte, at han ville blive så velstillet." I det samme begyndte svigerfaderen at græde og Qasiassaq græd med ham. Men det hele var jo humbug fra Qasiassaqs side. Da Qasiassaq dagen efter skulle af sted, sagde han til sin unge svoger: "Du kan følges med mig. Så kan du få noget mad med hjem." Svigerfaderen sagde til sin søn: "Din kære svoger vil gerne have dig med hjem, så du kan bringe noget med hjem til os. Følg's du med ham." Da de kom til bopladsen, bar Qasiassaq sin kajak og sin line op. Inde i huset skrabede han bundfaldet af sin kones lampe og tog det ud for at bruge det som madding til ravne, som han ville fange i snaren. Han havde knap nok placeret sig ved vinduet, da han sagde: "Der var to - nå, den anden slap væk." Han gik ud, og da han kom ind igen, sagde han til sin kone, at den (ravnen) skulle koges omgående. Hans kone kom igang med at koge den ('aitdlugo' - kender jeg ikke). Den unge svoger kom også ind i huset og blev bespist af andre beboere i (fælles)huset. Søsterens mand gav ham ingenting. Han troede ellers det var ham, der skulle byde ham noget at spise, når det nu var ham, der havde inviterede ham, så han kunne få noget mad med hjem. Han fik ikke noget mad med fra Qasiassaq og hans kone, da han næste dag skulle af sted, men de andre beboere gav ham noget mad med hjem. Da han kom tilbage, spurgte moderen: "Er den mad fra Qasiassaqs?" Han svarede: "Nej, det var fra andre beboere i huset. Jeg fik ikke noget mad fra Qasiassaqs." Moderen spurgte igen: "Fik du noget at spise hos Qasiassaqs?" Han svarede: "Jeg fik kun ravn at spise." Da sønnen sagde dette, skældte moderen ud på sin svigersøn, der ikke var til stede, ud, fordi han havde løjet så groft. En gang rejste Qasiassaq på besøg hos nogle i Appatsivik, som lå øst for deres boplads. Han gik ind i huset og opdagede, at de sørgede over et dødsfald. Han spurgte en af dem i huset, hvad der var årsag til deres sorg. Denne svarede: "De sørger over, at de har mistet deres lille datter". Han spurgte igen: "Hvad hed den lille pige?" Den anden svarede: "Hun hed Nipisaan- nguujuk." Qasiassaq hævede sin stemme og sagde: "Vi derhjemme har opkaldt vores datter efter den afdøde. Vi kalder hende altid Nipisaannguaq." De sørgende sagde: "Det var vel nok pænt af dig at opkalde jeres datter efter den afdøde." Da de begyndte at græde, holdt Qasiassaq sine hænder for ansigtet, og lod som om han græd, idet han kiggede rundt mellem fingrene. Da de havde grædt, gav de Qasiassaq noget godt at spise som tak for, at han havde opkaldt sin datter efter den afdøde. Qasiassaq løj som sædvanlig, for hans kone kunne ikke få børn. Qasiassaq skulle af sted næste dag, og de der havde mistet deres datter, sagde: "Her er nogle perler, og her er hendes tallerken, de skal tilbage til den, der er opkaldt efter hende. Her er også nogle sælunderarmsben, som man skal lade barnet smage." Da Qasiassaq skulle af sted med disse ting, sagde en af mændene: "Sig til din boplads, at jeg har en gryde til at hænge over lampen, som jeg gerne vil bytte med en kajak." Qasiassaq svarede: "Lad mig få den, for jeg har en ny kajak derhjemme. Jeg har fedtet betrækket ind i nogen tid, men jeg har aldrig brugt den, fordi jeg synes den kæntrer så let." Den anden svarede: "Ja, tag den endelig." Da han havde fået gryden, tog Qasiassaq af sted hjemover. Qasiassaqs kone gik som sædvanlig ud (for at kigge efter manden) og hun råbte ind: "Hør I derinde, der kommer en kajakmand med megen last bag på." Hun skyggede med hånden for øjnene og sagde igen: "Kajakmanden ligner den stakkels Qasiassaq. Han ror med armene hævet højt (efter de danske bemærkninger: 'ánákingardlune' - Chr. B.)." Idet hun sagde dette, løb hun som altid ned til ham. Hun spurgte ham: "Hvor stammer alle de ting, du har bag på kajakken fra?" Manden svarede: "Der var forlist en konebåd og de har kastet alle de ting bort og efterladt dem på en isflage, derfra har jeg taget dem." Konen svarede: "Det er vel nok dejligt, at jeg får en ny gryde." Qasiassaq stak hånden ned bag i kajakken og tog en tallerken og perler frem. Hans kone blev henrykt. Hun gik op til huset og tog sin gryde, der hang over lampen, ned og smadrede den, og hun smed de sælskulderblade, de brugte som tallerkener, ud. Da manden kom ind i huset, havde hun allerede hængt hans medbragte gryde op, og hun var i færd med at pynte sig med perler. Da hun var færdig, rystede hun pelsflippen ('kinini', pelsflippen - efter de danske bem. - Jeg kender ikke udtrykket. - Men det kan også være 'kiinnani': sit ansigt? Chr. B.), for hun var så glad for perlerne. Næste morgenen meddelte de, der havde været udenfor, at mange kajakker var på vej ind. Da Qasiassaq hørte dette, satte han sig helt tilbage på briksen. Kajakkerne lagde til, og man hørte nogen sige: "Der er mad til Qasiassaqs (og hans kones) lille datter. Sig til dem, at de skal hente det." En af husfællerne sagde: "Qasiassaqs har ikke fået nogen datter." "Så sig til dem, at de skal bringe perler og tallerkener ned," blev der sagt nedefra. En af de fremmede sagde: "Spørg Qasiassaq, hvor kajakken, som jeg skal købe, er henne." En af Qasiassaqs husfæller sagde: "Qasiassaq har ikke fået nogen ny kajak." Manden svarede: "Så sig til ham, at han skal bringe gryden ned." Qasiassaqs kone måtte skære sine pelsflipper af, og hun måtte skære gryden ned fra opænget. Da de fremmede var taget af sted med alle disse ting, sagde Qasiassaqs kone: "Qasiassaq, har du nu løjet igen?" Qasiassaq svarede: "Ja, jeg har som sædvanlig løjet. Da jeg i går under mit besøg erfarede, at de havde mistet et barn, sagde jeg til dem, at vi havde fået et barn, og jeg fortalte, at jeg havde fået mig en ny kajak." Konen sagde: "Hvor er det flovt, når Qasiassaq laver den slags." Qasiassaq bøh'ede: "Paq," så hun var lige ved at lette af bare forskrækkelse. Engang var Qasiassaq ude at ro i kajak. Han blev længe ude og kom først hjem sent på aftenen. Han fortalte: "Jeg har fundet en død hval. I morgen kan I tage derhen i konebåd østover." Næste morgen tog de af sted allesammen. De spurgte Qasiassaq flere gange: "Hvor er den så henne?" "Derhenne østpå." Hver gang de nåede til det af Qasiassaq udpegede sted, var der ingen hval. Da han blev ved med at føre dem længere og længere væk, dræbte de ham endelig. Det blev enden på Qasiassaqs løgnehistorier. Slut. Var.: Thalbitzer nr. 226 A: Qasiättak. Qasiádak. Qasigiaq el. Qasiassaq el. Qasiagssaq, fra hele vestkysten. Hist.: En af overleveringens mest populære historier om løgneren der er så tåbelig at han ikke engang kan fange en sæl, der kommer helt hen for stille og roligt at lade sig fang

?

Print
Dokument id:410
Registreringsår:1864
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, VI, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Ludvik, Simion Ole
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:?
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 195h - 198h
Lokalisering:?
Note:

Fotokopi og evt. oversættelse bortkommet. Velegnet til opdatering.

Aadaaridaat / Aattaarutaa / Aadaarutaa

Print
Dokument id:2032
Registreringsår:1963
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Tittusen, Amos
Nedskriver:Vebæk, Mâliâraq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Aadaaridaat / Aattaarutaa / Aadaarutaa
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 30 - 37
Lokalisering:Narsarmijit / Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal: Nanortalik
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 32 - 39: "Aaddaaridaat / Kalistiaat".

 

På dialekt og engelsk og lydside på CD-Rom:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33: ss. 100 + 102 + 104 + 106 + 108 (dialekt) og ss. 101 + 103 + 105 + 107 + 109 (engelsk).

 

Resumé:

Amos Tittusen, der var Aadaarutaa's svigersøn, gift med datteren Helene, fortæller at det var Aad.s lillesøsters død, der fik Aad. til at uddanne sig til åndemaner. Han ville hævne dødsfaldet, hvis årsag skulle være hekseri begået af den snedige åndemanerske, Katsia / Katsija. Som den mellemste af 7 brødre var Aad. den eneste af dem med vilje til at træne sig op til hævn (som det gerne er med mellemste bror, mener AT).

 

Aad. beslutter at opsøge indlandsisens herre (sermip inua) på en revnet sten ved en hule i brækanten. Munden skal skjules bag hættens kant og den ene arm ude af anorakken pege nedefter. I første forsøg flygter han af skræk. I andet forsøg mander han sig op til at blive angrebet og ædt bagfra af væsenet, der er et skelet af en hund eller et får med et menneskehoved. Da Aad. vågner efter lang tids besvimelse er alt som før, og dog. Han kan nu se alt, hele sin boplads med alle fæller, når han lukker øjnene (klarsyn, sila, qaammaq, BS). Også på fangst kan han med lukkede øjne se sælerne nede i vandet og vælge at harpunere den bedste.

Katsija dræber han med en riffel han tidligere har købt på handelsrejse til Pamialluk. Den tykke kvinde har formået at gøre sig tynd og forsvinde bag en tynd husstolpe af stemmejern. Aad. må skyde hende gennem stolpen. På hans bud må alle brødre, da de kommer hjem fra fangst, deltage i parteringen og placeringen af delene langt fra hinanden. Hovedet stikkes i en revne i isen, hvor det senere fortæller en forbipasserende fanger om drabet.

 

Aad. er ret kræsen i sit valg af hjælpeånder. Mange ånder går forgæves. Han vælger kun disse: tre brødre af den slags innersuit, der kaldes allaqitat (de underjordiske) og har næser; Equngasoq (den skævmundede) kaldet Nipisartivarsik; tryllekunstneren, Inivaraq (velsagtens en dværg), og Kisermaaq, en innersuaq uden næse. Det blir Kisermaaq, som Aad. tilkalder som den sidste, da en bådfuld ånder med en tyk rorsmand vil bortføre ham, fordi han har i arrigskab har sagt sin kone, at han ikke kommer hjem igen fra fangst. De stjæler også hans nyfangne remmesæl. Kisermaaq (Den bidske) skælder Aad. ud for at ha' kaldt på ham så sent, og ruller sig så ud med en hånd han fisker frem og liver op i munden, indtil den både har fået arm og et gevaldigt sæt tænder. Røverbåden blir bange, leverer sælen tilbage, og Kisermaaq følger Aad. helt ud af bådens rækkevidde. Den (Kis.) lover at gøre det af med båden for at Aad. kan vide hvor klogt det var af ham - som den eneste nogensinde - at få denne, den evnerige Kisermaaq som hjælpeånd.

 

Hist.: Tolkning af oplevelsee. AT var 61 år i 1963. Stammede fra Illukasik. Det lyder som et eventyr, at Aad. er den mellemste af syv brødre. Det kan muligvis checkes i kirkebogen for familiens ankomst fra Sydøstkysten i 1900. De nævnte beskyldninger mod Katija / Katsija stemmer ikke overens med den ældre version Knud Rasmussen nedskrev i 1904, da han fik flere fortællinger om og af Aad. Se: Under Nordenvindens Svøbe, 1906. Om uddannelsen fik Rasm. muligvis først informationer under 6. Thuleekspedition i 1931. Dette forløb har Aad. også fortalt til flere af Mâliâraq Vebæks informanter: Søg på Aadaarutaa.

 

Var.: Vedr. Aad.s uddannelse søg Rasmussen 1938 130 139 og Aadaarutaa. Vedr. Kisermaaq søg Kisermaaq og Kisertulik. Vedr. mordet på Katsija, søg Katsija, 'Ægteskabsdramaet i Lindenows Fjord', og 'Mordet på Katiaja'.

 

Vedr. uddannelse til åndemaner: søg også på initiation og søens troldbjørn, der hyppigst æder lærlingen og giver ham derved lyset eller klarsyn.

 

Kommentar: Opdelingen af innersuit i de underjordiske med næser og dem uden er muligvis fortællerens helt egen opfattelse. Rink nævner innersuit med ganske flade næser og de farligere længere ude og nede, der helt mangler næser. I Østgrønland kaldes de alle under eet de 'næseløse'.

Tilsyneladende er de næseløse innersuit, der hyppigst lever under stranden og længere ude under skærene, i Sydgrønland blevet en betegnelse, der har fået mere udbredt status på bekostning af andre ånderacer i de første kristne generationer. En af Mâliâraqs fortællere, Amos Ottosen, bruger ligefrem flere gange betegnelsen innersuit som synonymt med "hjælpeånder": s.206 i den grønlandske udgave.

Bemærk iøvrigt hvorledes Aad., som fortællingen må stamme fra, lader Kisermaaq berømme Aad.s klogskab og styrke som åndemaner. Et kneb åndemaneren kan benytte sig af under seancer. Se fx Aggu / Akku.

Aalaraat

Print
Dokument id:1743
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Aalaraat
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:ss. 209 - 210, nr. 46
Lokalisering:Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 46, ss. 245 - 247.

 

Uddrag i Rink 1866 - 71, II: s. 107 - 108, nr. 70.

 

Resumé af Rinks uddrag:

De ihjelskræmmende. Mange brødres eneste søster er en fantastisk hutig løber under renjagter i oplandet. Hun får ikke lov at gifte sig. Hun blir gravid, fremkalder en abort i ødemarken. (Et sådant hemmeligholdt aborteret foster kaldes en anngiaq). Snart efter under en renjagt med brødrene, hvor man trænger længere op i indlandet end vanligt, beordrer brødrene hende til at vaske renskind i en indlandssø.

Et storhåret og storøjet uhyre dukker op af vandet og skræmmer alle

ihjel. Det finder en angakkoq / åndemaner senere ud af.

 

For kommentarer til Rinks version af originalteksten se Thisted og Thorning

1996: nr. 46, s. 333.

 

Hist.: Søens inua vækker mindelser om østgrønlændernes

kæmpestore ferskvandsbjørn, der fortærer åndemanerlærlingen (søg på: søens troldbjørn), men har sikkert også lånt træk af kristendommens toornaarsuk (Djævelen). Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Toornaarsuk".

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Ajagutaarsuk Ulorpanalu / Ajagutaarsuk og Ulorpana / Ulorpannaq

Print
Dokument id:1803
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Ajagutaarsuk Ulorpanalu / Ajagutaarsuk og Ulorpana / Ulorpannaq
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:ss. 179 - 182, nr. 40
Lokalisering:Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

 

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 40, ss. 191 - 197.

 

Resumeret oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II: nr. 24, ss. 57 - 59.

Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 117, s. 456: An Old Man, who was always anxious to outdo other People.

 

Resumé af uddraget: To gamle ulkepilkere bor på hver sin boplads. Den

nordligst boende foreslår en kappestrid om hvem, der først får en søn,

dernæst om hvis søn, der blir den bedste fanger, og endelig om hvis

søn, der blir den største åndemaner / angakkoq.

Den nordligste ulkepilkers søn kaldes Ajagutaarsuk og den sydligstes Ulorpana.

U.s far lyver om, hvor dygtig U. faktisk er blevet til fangst for ikke at

tirre A.s far. Og U.s far råder sin søn til at øve sig til åndemaner i

en indtørret sø, fordi det gir større evner end at øve sig i

klippehuler. U., der følger rådet og fortæres / udsuges af en vandkalv i den indtørrede sø, opnår straks klarsyn og kan se A.,

der øver sig i en klippehule. Men da U.s far ser, at stengrunden blir

blød under U.s såler, ber han sønnen om straks at offentligøre sig som

åndemaner, da han ellers vil blive dræbt af sin store angakkoq-kraft.

U. holder øjeblikkeligt sin første seance og han flyver nordpå til

huset, hvor A. bor. Men A. kan end ikke mærke, at U. er ankommet på

åndeflugt, hvorfor U. må råbe ind efter bukser, som han får og tager

på. Nu kan han gå ind i huset, hvor konkurrencen finder sted. De

kappes først på hjælpånder, hvor U.s innersuit viser sig dygtigere

end A.s indlandsånder. Så trækker de armkrog, hvor U. vinder, og hans

innersuit vinder derefter over A.s indlandånder i armkrog. U.

inviterer til afsked A. på genvisit, men af skam dukker han aldrig op.

 

For kommentarer til Rinks version af originalteksten se Thisted og Thorning 1996:

nr. 40, s. 330.

 

Var.: Tvende Fættere; Ulorpannaq; Ipiutaarsuk.

 

Hist.: Måske sætter fortællingen en sydgrønlandsk åndemanertradition

op imod den midtvestgrønlandske, hvor lærlingen oftest øvede sig i

klippehuler (uddannelse til åndemaner. initiation). Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

ajagutôrssuk ulárpánalo  / Ajagutoorsuk ularpannalu / Ajagutaarsuk og Ularpanna

Print
Dokument id:392
Registreringsår:1867
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, V. 4'
Fortæller:? Elberg, A.
Nedskriver:? Elberg, A.
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:ajagutôrssuk ulárpánalo  / Ajagutoorsuk ularpannalu / Ajagutaarsuk og Ularpanna
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 1050 - 1059, nr. 215
Lokalisering:?
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

To børn, Ajagutaarsuk og Ularpannaq, var gode venner og

elskede hinanden højt. Ularpannaq havde forældre og en stor familie,

men Ajagutaarsuk havde ingen familie; han havde kun sin mor. Når andre

børn legede eller spillede bold, var Ajagutaarsuk aldrig med, for han

var meget genert. Han og Ularpannaq fik kajak samtidig; og de begyndte

at tage ud på fangst, da de voksede til. De blev hurtigt dygtige

fangere. Men Ajagutaarsuk udviklede sig hurtigt til at blive dygtigst

i kajak og bedre til at fange sæler.

 

Ularpannaq foreslog engang Ajagutaarsuk, at de skulle kappes om, hvem der først fangede en sæl. De lå på lurestedet efter sæler (? Tamâni sule

qanialigsarqâq). Ajagutaarsuk fik to, og derefter fik Ularpannaq

fanget sin ene. Han harpunere og aflivede sælen og

tog den på slæb. Under hjemturen sagde Ularpannaq til sin kammerat:

"Lad os kappes om, hvem der først får sig en kone." Ajagutaarsuk

svarede ham: "Lad vær med at gifte dig. Hvis du får en kone

vil du ikke kunne elske mig så meget som før, og jeg har ingen

kæreste (eller: - og der er ingen, jeg kan gifte mig med)." Senere

under en fangsttur gentog Ularpannaq sit forslag om at kappes om, hvem

der først fik sig en kone. Ajagutaarsuk svarede: "Du må jo have en

kæreste, siden du vil kappes om, hvem der først får en kone, men

jeg har ingen." Da de kom  hjem - i løbet af aftenen - fik Ularpannaq

sig en kone.

 

Ajagutaarsuks mor sagde da: "Gift du dig også." Sønnen svarede: "Jeg

vil kun gifte mig med én, der ligesom jeg ikke har nogen familie."

Hans mor skyndte sig ud, og det varede ikke længe, så var hun tilbage

med en ung pige, som ingen ejede. Ajagutaarsuk giftede sig med pigen.

 

Da de en dag, før året var omme, var ude på fangst sammen, foreslog

Ularpannaq, at de skulle kappes om, hjem der først fik barn - men det

skulle være en dreng. Ajagutaarsuk grinte og svarede: "Du er jo nok

klar over, at din kone er gravid, siden du vil kappes om, hvem der

først får barn. Men jeg mener ikke, jeg er i stand til at være med, da

jeg ikke er sikker på, om min kone er gravid eller ej." Der

gik ikke lang tid, så fødte Ularpannaq`s kone en pige; og

Ajagutaarsuks kone fik en søn.

 

Nogen tid senere foreslog Ularpannaq under en kajaktur, at de skulle kappes om, hvem der først fik en søn. Igen skete det, at Ularpannaq fik en pige og Ajagutaarsuk en dreng. Da den anden blev misundelig fortalte Ajagutaarsuk grinende

sine bopladsfæller alt dette - at han først foreslog, at de skulle

kappes om, hvem der først fik en kone, hvem der først fangede en sæl,

og senere to gange, hvem der først fik en søn, og at Ularpannaq hver

gang havde tabt.

 

Engang de var ude på fangst sammen, sagde Ularpannaq

følgende til sin ven: "Lad og kappes om at blive den bedste

åndemaner." Ajagutaarsuk svarede: "Det har jeg slet ingen forstand

på. Jeg har ikke engang set nogen træne til åndemaner." Så opgav

de det. Hen på foråret, da isen var ved at forsvinde, satte Ularpannaq

sin konebåd i vandet og tog af sted nordpå for at bosætte sig på en

anden boplads sammen med hele sin familie. Da han var rejst,

havde Ajagutaarsuk ingen, han kunne tage ud på fangst sammen med. Han

tog alene ud på fangst; han kom til at fange endnu flere sæler og

udviklede sig til at blive endnu dygtigere i kajak.

 

En gang fik han besøg af to mænd, innersuit (ildfolk), for de var jo hans

amuletter (arnguarigamigit - amulethjælpere). Han besøgte dem også

selv, når han fik lyst. Han besøgte dem om aftenen og var sammen med

dem hele natten og lærte åndemaneri af dem. En dag da han gjorde sig

klar til at komme af sted, sagde hans mor til ham: "I dag er vejret

alt for dårligt, og det blæser for meget. Du skal gøre ligesom de

andre og tage din kajak ind og tørre den; for den er gennemvåd, fordi

du har brugt den for meget. Gå i stedet en tur over land og sæt

rævefælder. Det er på de tider, at skibene plejer at dukke op. De er

som regel ude efter dem (ræveskind), så du kan bruge dem som

handelsvarer."

 

Ajagutaarsuk tog ud en tur. Undervejs kom han til

en klippe med en meget stor sten med hul i midten, ovenpå. Han var lige nået derhen, så hørte han en stemme sige, at han skulle komme ned. Han modsatte sig ikke, men under nedstigningen kom han til at trille ned, og straks besvimede han. Da han igen kom til bevidsthed,  kæmpede han sig helt årvågen, og det gik op for ham, at han lå på den bare jord, splitternøgen.

På vej hjemover hørte han sus i luften og kiggede bagud. Det var fugleskindspelsen, der kom svævende i luften. Han rakte armene frem, og straks havde han fugleskindspelsen på. Næste gang han hørte sus, var det bukserne, der kom, og også dem fik han på. Sidste gang  han hørte sus, var det kamikkerne, der dalede ned; også dem tog han på. Da han så kiggede nordover, så han Ularpannaq

komme flyvende. Ajagutaarsuk fik travlt med at komme hjemad. Han bar

sin kajak ned, roede ud og flygtede. Snart havde han fanget en sæl

og roede ind til land.

 

Da han kom hjem, lod han nogen sætte mad frem.

Det blev aften, det blev nat, og til sidst blev det morgen. Først

dagen efter om aftenen ankom Ularpannaq og indlogerede sig hos

Ajagutaarsuks. Da mændene havde indfundet sig til kødspisning og sat

sig ned, fortalte Ularpannaq: "Jeg var ellers ikke længe om at nå

hertil. Jeg tog af sted i dag hjemmefra, og nu er jeg her allerede."

Ajagutaarsuk sagde til ham: "Jeg var ude at gå en tur i går. Da så jeg

dig komme nordfra. Jeg regnede med, at du snart kom, og jeg var ude at

skaffe noget kød til dig. Alligevel var jeg lige ved at blive træt af at

vente på dig." Da tav Ularpannaq helt skamfuld. Han blev natten over og tog af sted dagen efter.

 

Straks efter fløj Ajagutaarsuk efter ham, og de ankom omtrent samtidigt. Da

han kom ind i huset, fik Ularpannaq travlt med at få sat mad frem; han

havde ikke regnet med, han kom så tidligt, hvorfor han ikke havde

gjort forberedelser. Efter at have spist om aftenen, foreslog

Ularpannaq, at de skulle kappes om, hvem der var den bedste til at

mane ånder. Han lod Ajagutaarsuk sætte sig ved sin side. Idet han

satte sig, kom tre store indlandsboere (tornit) ind. De var altså vennens (Ularpannaqs) hjælpeånder. En af dem tog en

lanse og sagde: "Jeg vil kaste lansen efter dig."  Han gjorde sig

klar og kastede lansen. Hurtigt sprang Ajagutaarsuk op og kom til at

hænge på en tværbjælke. Den anden indlandsbo tog lansen og kastede den

efter ham, men ramte ham ikke, idet han sprang ned på gulvet. Så

hørte man lyden af trin ude i gangen - nogen, der var på vej gennem husgangen.

Ind trådte en ildmand (innersuaq) med bælte på, der var lavet

af det hvide sortsidemaveskind. Han sagde: "Hvad gør de dog ved ham,

hos hvem jeg plejer at varme mig?" Han satte sig ved siden af

Ajagutaarsuk. I det samme hørte man lyden af trin, der var på vej ind.

Det var innersuaq nummer to med et bælte, der var lavet af

hvalrosskind. Idet han sagde: "Hvad gør de dog ved ham, hos hvem jeg

plejer at varme mig?", satte han sig ned på den anden side af

Ajagutaarsuk. Der hørtes endnu en gang trin ude i gangen på vej ind.

Ind trådte innersuaq nummer tre. Han sagde: "He! Hvad gør de dog ved

ham, hos hvem jeg plejer at varme mig? Tror de mon, vi ikke kan magte

dem?" Også han satte sig ned i nærheden af Ajagutaarsuk. Ajagutaarsuk

trådte frem for at trække armkrog med en af indlandsboerne.

Ajagutaarsuk rettede innersuaqs (det skulle nok have været tuneq - indlandsbo) arm ud, så senerne blev revet over og kødet blev

sønderrevet. Innersuit (ildmændene) spyttede på den tabendes arm og

åndede på den, så at den blev rask. Indlandsboerne blev vrede, greb

fat i innersuit og de kom op at slås. Ham med bæltet af hvid

sortsidemaveskind kastede sin modpart fra sig med en sådan kraft, at

det gav et mægtigt drøn (? ingaluagsínnarpoq - ingasappoq - er

voldsom). Endnu voldsommere lød det, da den anden med bælte af

hvalrosskind kastede sin modpart fra sig. Den tredie, der havde et

bælte af remmesælskind, kastede modparten hen ad gulvet, så lænden

knækkede. Så var de på vej ud med Ajagutaarsuk i spidsen. De kom ned i

deres kajakker og tog af sted hjemover. De tog Ajagutaarsuks kajak med

sig, da de vidste, at han ville få brug for den.

 

Senere besøgte Ajagutaarsuk innersuit adskillige gange for at tage ud på fangst

sammen med dem. Han blev så dygtig til at fange, at ingen på

bopladsen kunne måle sig med ham. Ularpannaq gik i den grad op i træningen til åndemaner, at han kun sjældent tog ud på fangst, og kom efterhånden til at lide mere og mere nød; til sidst ejede han hverken konebåd eller telt. Hvad mad angik blev han afhængig af andres hjælp. Han fik flere børn, men udelukkende piger. Derimod fik Ajagutaarsuk mange drenge; og det at gå på fangst lærte de hos deres far.

 

Var.: De tvende Fættere; Ulorpanna; Ipiutaarsuk; Nerngajorak;

 

Hist.: Ajagutaarsuks uddannelse til åndemaner (se også initiation) følger det østgrønlandske skema. I Østgrønland var den forestilling fremherskende, at hjælpeånder varmede sig i deres angakkoqs / åndemaners krop, når han holdt seance og selv i ånden var på rejse.

Forestillingen træffes sjældent i vestgrønlandske fortællinger.

Akaak

Print
Dokument id:1767
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Akaak
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:ss. 284 - 285, nr. 70
Lokalisering:Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 70, ss. 352 - 354.

 

Uddrag i Rink 1866 - 71, II: s. 113 - 114, nr. 82.

 

Resumé af uddraget: Ipatinnguaq fra Salliat nær Nuuk bliver ven med en

af de mange brødre, der ikke vil bortgifte deres eneste søster, den smukke

Nalikkaaq.

Men I. får tilbuddet af sin nye ven, gifter sig med hende, og hun får

først en datter, Salak, og dernæst en søn, Akaak, som hun opdrager

til angerlartussiaq / bestemt til at vende hjem (kan søges).

Da denne drukner kommer han dog ikke hjem igen,

fordi de døbte på Kangeq har fundet hans lig siddende i kajakken. Da

Nalikkaaq hører om fundet jamrer hun højt, sørger sig fordærvet den

ganske sommer ovre ved Qaquk (Nipisat Sundet), dør og begraves. En tid

efter ser man hende nu og da sidde som en ørn på sin grav og hører

hende skrige som en måge.

 

For kommentarer til Rinks version af origanalteksten se Thisted og Thorning 1996;

nr. 70, s. 346.

 

Hist.: Kristen påvirkning: Dåben neutraliserer ganske virkningen af de

ritualer, som N. har udført for at gøre sin søn til en, der vil vende

hjem igen. For "angerlartussiaq" se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under "Piaaqqussiat".

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Akamalé / Akamalik

Print
Dokument id:1819
Registreringsår:1902
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Mathiassen, Andreas
Nedskriver:Mathiassen, Andreas
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Akamalé / Akamalik
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, I
Tidsskrift:
Omfang:side 122 - 133
Lokalisering:Nanortalik
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr. NKS 2130, 2', læg 8, s. 70 - 77.

 

Resumé:

Akamaliks omvendelse. Akamalik og hans ven fra Illorsuatsiat er

uadskillelige fra barneårene. Venskabet styrkes da begge bliver gift

og får børn. En anngiaq drukner A.s ældste søn. Anngiaq'en fratager A.

hans store fangstblære med to hvalrostænder som holdere og kæntrer

ham. A. overlever. Møder anngiaq'en igen uden at kæntre. A.s hjertensven

dør. A. begår hustruvold af sorg, indtil en nyfødt blir opkaldt efter

den døde ven. A. spiser en mængde mad som offer til den døde. Fortæller

historier uafbrudt i tre døgn og falder i en dødlignende søvn. Jesus

henter ham til himlen i drømme og han overvinder flere stenskred

undervejs. A. tager del i nogle himmelske dødes flænsning af en

hvalros. A. udelukkes fra en gudstjeneste deroppe, fordi han ikke kan passere

gennem "nåleøjet" i den lukkede dør til kirken, et hus på fire søjler.

Jesus viser først A. sine sår, dernæst A. hans eget legeme i ormædt

forrådnelse, og til sidst de døde, der kæmper sig op fra helvede som

orme og kryb. Jesus ligner sig ved de uskyldigt dræbte, som han har

taget til sig. Jesus ligner flænsningen af hvalrossen med A.s og hans

medsammensvornes drab på Usuligssuaq / Usulissuaq. J. råder A. til at

blive døbt. A. vågner og rejser med familie til herrnhuterne i Nuuk.

Døbes "Carl". Hans yngste søn kaldes "Lille Carl", men blir en stor

åndemaner med to koner. Besejrer de mange, der vil fratage ham den ene

kone. Vil ikke lade sig døbe. Drømmer at han formenes adgang til

himlen.

 

Var.: Akamalik; Akamelik; i Avangnâmioq årg. 1915 nr. 15-16(?), 21-22 og 34-38 findes Hendrik Storchs variant af Akamelik (endnu ikke registreret her på anden måde)

 

Hist.: Ifølge Rinks kommentar til en tidligere variant, har Crantz

omtalt en historisk begivenhed, der kunne ligge bag denne fortælling. Den fandt sted i 1743 (Rink 1866-71, I: 365).

I en variant fra omkr. 1960 i Sydgrønland renses Akamalik for anklagen for mordet på Usulissuaq. Søg på denne.

Fortællingen er en typisk omvendelseshistorie, med traditionelle og kristne forestillinger i skrækslagen blanding.

Akamalik / Akamelik

Print
Dokument id:2039
Registreringsår:1980
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Mathiassen, Kristen
Nedskriver:Vebæk, Mâliâraq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Akamalik / Akamelik
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 53 - 57
Lokalisering:Nanortalik
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 49 - 56: "Akamalik"

 

På dialekt og engelsk og lydside på CD-Rom:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33: Lige sider: 166 - 172 (dialekt) og ulige sider: 167 - 173 (engelsk).

 

Resumé:

Akamalik boede i Illorsuatsiaat og købte knive i Sissarissoq, da man dér havde fået butik. Han var berømt for at have deltaget i mordet på Usulissuaq, men det passede ikke. Us. var Akam.s gamle slægtning, der boede alene nær Qerrortuut med en plejesøn, den forældreløse Uujooq. De levede af fisk. Akam. besøgte med mellemrum Us. med medbragte lækkerier og blev hos ham en tid, hvor han fangede til den gamles vinterforråd. Engang under et sådant besøg, hvor Us. vil hente frisk kvan i Qerrortuut (hvor?), det lækkeri han kunne skaffe til gengæld. Akam. tar samme dag på fangst og blir ud for Isua (Kap Farvel) advaret om at mænd fra Illorpaat er på vej for at dræbe Us. Akam. når lige netop ikke frem til Qerrortuut i tide. Rasende skærer han en luns af ligets fede bagdel og noget af dets lever, som han med hævet kniv tvinger morderne til at spise af, for som han siger: 'Vi dræber kun for at få noget at spise!' Han parterer også ligets hoved og placerer stykkerne forskellige steder. Derfor blev Akam. i eftertiden regnet for medskyldig i drabet. Tilbage på teltpladsen smider Akam. Us.s lille kniv over til Uujooq med ordene: 'Mon du nogensinde vil glemme dette her?' Samme Uujooq blev senere en frygtet lystmorder, der altid dræbte med denne lille kniv. Akam. henter derefter Us.'s mest værdifulde ejendel frem under konebåden, en lang fiskesnøre af hvalbarde til dybhavsfiskeri. Om det er den morderne ville ha' fat i? Om den var årsag til drabet? I deres kamp om den lykkes det Uujooq at bemægtige sig den. Akam. tager Uujooq med sydpå, mener man. Her huserer Uuj. senere som en frygtet morder. KM. har selv efter eget ønske set den teltplads Us. brugte som gammel ved Illorpaat.

 

Tilføjelser: Dele af den grønlandske tekst, der ikke er kommet med i den danske følger her i Signe Åsbloms oversættelse med forbehold for misforståede ord på fortællerens dialekt:

 

s.58 nederst - 59 øverst i grlsk. udgave: (Aasaleraasaaninngaanniitt...)

Han roede gevaldigt til, selvom forenden af kajakken helt op til kajakstolen lå dybt i vandet. Forenden blev skubbet frem af bølgerne, så kajakspidsen lå under vand. (Ja, sådan plejede kajakken at være dækket af vand helt op til ?. Det var jo på den måde de øgede deres fart. Ligesom min onkel Andaliarsi, der var kateket, fortalte, at de plejede at være tre om at kappes, og det var ham selv, Unoorsi og Ujuaarsuasik, der kom dér sydfra, og ingen af dem kunne klare det. Og det var, fordi han stille og roligt lod sin kajak flyde op. Kajakspidsen var nemlig kommet til at ligge lige dybt nok. Han roede lidt og brugte både armene og livet, så kajakken løftede sig, og åretagene modvirkede, at kajakkens ende dukkede ned under vandet. På den måde brugte Unoorsi og Ujuaarsuasik måske armene for meget, så de fik bagenden af deres kajakker til at dukke ned under vandet. Og når bagenden af kajakken på den måde stak ned i vandet, gik de i stå. Og uanset hvor hurtige de ellers var... overhalede han dem.

 

midt på s. 60:

Så opdagede de, at det var Akamalik, der var kommet, og senere dukkede Matiisinngivasik også op. Det var nemlig Matiisinngivasik, der havde hentet Akamalik. Det var altså omkring det tidspunkt, hvor han blev døbt. I Alluitsoq... Der kom missionærerne jo først.

 

sidste linie s. 60:

Måske skyldtes det, at de havde været så misundelige på denne mand, dengang han var storfanger, at de nu dræbte ham, da han var blevet gammel og ikke længere kunne bevæge sig så meget rundt. Sådan må det være, fordi man gjorde sådan på

den tid.

 

Var.: Uujooq indgår i flere forskellige fortællinger: Søg på Akamalik, Akamelik og Ujooq, Uujooq, Ujuuk.

Om Akamalik verserer også en anden fortælling - om hans omvendelse i en drøm (søg denne).

 

Hist.: Historisk fortælling. KM var 80 år i 1981. Hans fortælling om Akamalik afviger fra andre i ikke at nævne hans drøm, ønske om dåb og rejse til herrnuterne i Nuuk. Rink mener det er den denne begivenhed Cranz (Historie von Grönland) beskriver for året 1743. Det kan ikke rigtig passe med, at gamle Sahras mor havde fået i opdrag at føre hus for Uujooq og hans mindre brødre, der endnu alle var kajakløse, efter at deres far var blevet myrdet. Sahra var gammel i 1860'erne og selv med tre generationer når man næppe bagud til ca. 1740.

Om Uujooq er der også en del fortællinger, der stemmer mere eller mindre overens med visse af oplysningerne i denne fortælling af KM.

 

Kommentar: alle medskyldige skal stikke i den myrdede, være med til parteringen og spredningen af stykkerne. Denne del af mordritualerne skulle hindre den døde i at samle sig sammen og trænge ind i morderen. Dette besværligjordes yderligere når flere blev gjort delagtige i mordet, foruden at flere medskyldige fratog eventuelle slægtninge til offeret i at tage hævn.

Men forklaringen på Akamaliks initiativ til dette ritual lyder besynderlig og fratager ikke Akamalik for mistanke: at fortæringen skulle tjene til påmindelse om at man dræber dyr, ikke mennesker. Måske har fortælleren ikke kendt det gamle mordritual.

Se de andre fortællinger om Akamalik. Vedr. ritualer ved mord søg på: Iisimmardik mord og mordritual.)

Akortalingnik / Akortalimmik

Print
Dokument id:1965
Registreringsår:1867
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2488, IV, 4'
Fortæller:Dahl, Johan
Nedskriver:Dahl, Johan
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Akortalingnik / Akortalimmik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:ss. 397 - 399, nr. 76
Lokalisering:Sisimiut / Holsteinsborg
Note:

Mangler tekst

Kort dansk resumé i Rink 1866-71, II: s. 114 - 115, nr. 84.

 

Resumé: Sagnets ejer.

En mængde børn advares af deres eneste voksne, kvinden Akortalik, under bærplukning mod at fortælle sagn om aftenen i teltet. De trodser forbudet og skræmmes ihjel af sagnets ejer, der forsvinder igen som lysende ild. Akortalik overlever imidlertid, fordi hun dækker sit ansigt mens sagnets lysende inua er på besøg. Dette væsen forsvinder op til fjelds, hvor det åbenbart har hjemme.

 

Var.: Den store ild.

 

Kommentar: Alt muligt ondt synes i kolonitiden at vise sig som ild. Almindeligvis kommer den store ild, Innersuaq, der af Kreutzmann identificeres med Toornaarsuk, ude fra havhorisonten. Den skræmmer støjende børn ihjel.

Akutarlu Inuinnarlu / Blandingen og det almindelige menneske

Print
Dokument id:1797
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Akutarlu Inuinnarlu / Blandingen og det almindelige menneske
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:ss. 158 - 162, nr. 35
Lokalisering:Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

 

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 35, ss. 153 - 163.

 

Tekstnær oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II: nr. 6, ss. 17 - 22.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 77, ss. 404 - 410: Akutak and Inuinak.

 

Resumé: Akutaq og Inuinnaq besøger en mængde gifte brødre, der ikke

vil gifte deres eneste søster bort. Den mellemste af brødrene fører

ordet. Da de om aftenen klær sig af ses det, at A. er hvid som en hvidhval og

I. sort som en ravn. Søsteren har sengeklæder så smukke som

qallunaats. I. lægger sig hos hende, hun er mere end villig, og

brødrene opgiver at gøre ham noget. Men A. blir misundelig, og da han

bliver til grin, forhekser han søsteren: hun vil komme til at hade sin

mand. A. tar hjem næste morgen. I. sover altid længe om morgenen, men

når alligevel hjem med fangst inden sine svogre, og hans kone blir

mere og mere voldelig i sine kærtegn. Da hun giver sig til at gnave i

en slibesten, der stammer fra Tunulliarfik-fjeldet, forstår man, at

hun er blevet gal, og alle flygter over til en ø undtagen I., der dog

også må tage flugten derover næste dag. Den gale kone forfølger ham

gående over vandet og vender først om, da vandet rifles foran hende.

Hun ligger død i en nærliggende hule, da I. senere vender tilbage og

begraver hende. På Akutaqs boplads får en forældreløs dreng om

vinteren den ide at bytte sig til et par kamikker hos brødrene for en

lille hund. Han overnatter i det forladte hus, skræmmes af det gale

genfærd, gemmer sig i et isbjergs hule, slipper næste dag over til

øen og får af den mellemste bror to par gode støvler og en kniv med

smukt skaft. Også de andre brødre gir ham gaver, fordi han har

overnattet i det forladte spøgelseshus. Hunden vil brødrene ikke have.

Drengen sælger sine gaver og får sig således en kajak.

 

For kommentarer til Rinks version af originalteksten se Thisted og Thorning 1996:

nr. 35, s. 328 - 329.

 

Var.: Savinnguarniaq; Gravene er de dødes hus; Mannik; De mange brødres eneste søster, som blev gal; (delvis). De mange brødres eneste søster, som blev gal.

Iøvrigt et hyppigt motiv i forskellige fortællinger. Søg bl.a. på: ligfedt.

 

Hist.: Rink bemærker i en note , at denne Akutaq var søn af en

grønlænderinde med en hvalfangerkaptajn fra før Egedes tid. Kaptajnen

kaldtes Tunusuk (Nakken)/ Tinusuk. I slutepisoden har Rink i oversættelsen

rettet angajullersaata til "den mellemste". Det er også mest

naturligt, at det er denne, den stærkeste bror, der fører ordet i

slutningen, ligesom i begyndelsen, men der står altså "den ældste" i

originaloptegnelserne.

Fortællingen er fortalt til Hermion (? det er ikke til at læse) af

David, som atter har hørt den af en sydlænding, Nathan.

 

Se Hendriks fortælling om Tinusuk: Familien Paakasi.

 

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Alaja

Print
Dokument id:1764
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Alaja
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:ss. 277 - 279, nr. 67
Lokalisering:Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 67, ss. 342 - 347.

 

Ret teksttro oversættelse i Rink 1866 - 71, II: s. 37 - 38, nr.

13: Om en Gjenganger.

 

Resumé: Om en genganger.

Den tæt befolkede ø, Pisuffik nord for Nuuk, blev pludselig folketom dengang en kvinde var blevet borte under en bærudflugt til fastlandet og hendes slægtninge

ville dræbe en af de andre kvinder, der havde været med. Man drog så

hver til sit, idet Alaja med to søskende, der var tilhængere af Imaneq,

flyttede til Napasoq (syd for Maniitsoq). Her udeblev engang en af

beboerne, Usukutoq, under rypejagt, og da han længe efter kom bleg og

gusten tilbage fortalte han om en drøm han havde haft derude. Han var

blevet fanget af de ækle boldspillende døde og ført mod himlen, hvor

andre døde i smukke hvide klæder havde fortalt ham, at efter døden

havnede de udøbte mellem de grimme boldspillende, men de døbte blev

ligesom de selv, ved godt huld og i smukke klæder. U. opfordrer da

alle til at blive døbt og kommer sig. Senere bliver Alajas mor syg og

dør sindssyg. Hun begraves og alle forlader huset. To rejsende

overnatter i det, man da den ene, der er kilitsissiaq, fordi har siddet på skødet af den historiske åndemaner / angakkoq Usugannguaq, har sanset fare og spærret husgangen med sin og fællens kajakker, kan genfærdet af den sindssyge ikke komme ind og skræmme dem.

 

For kommentarer til Rinks version af originalteksten se Thisted

og Thorning 1996: nr. 67, s. 345 - 346.

 

Hist.: Bemærk skellet mellem det traditionelle himmelrige, der har fået negative konnotationer og det kristne, meget positive. Se Sonne: Heaven Negotiated...", i Études/Inuit/Studies 2000. De boldspillende døde er Nordlyset.

 

Søg på: Usugannguaq der nævnes i flere fortællinger og har også sin egen fortælling. Ligeledes nævnes flere gange lærlingen han har haft som barn på skødet under sine seancer. Om Imaneq er der flere fortællinger.

 

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Alarnarsikût

Print
Dokument id:1831
Registreringsår:1860
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2488, III, 4'
Fortæller:Nikolai
Nedskriver:Rosing, U.
Mellem-person:Rosing, U.
Indsamler:Rink, H.
Titel:Alarnarsikût
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 65h - 67v, nr. 322
Lokalisering:Illutuaarsuk: Sydøstgrønland
Note:

Kort resumé i Rink 1866 - 71, II, nr. 123.

Renskrift tillempet nudansk stavemåde af Rosings nedskrift på ældre dansk. (En nedskrift på grønlandsk findes ikke):

 

Alarnarsikut / Alarnarsik havde en kone men ingen børn. En vinter begyndte ægteparret at sulte tilligemed flere, som boede i hus sammen med det (dem), og blev Alarnarsik til sidst den eneste der formåede at gå omkring og se efter føde til sig og de andre. Engang vandrede han langt indefter og traf til sidst på et stort slædespor; han fulgte dette og kom da til et stort hus; i samme hus traf han, da han var kommet ind, lutter store folk. Just som den fremmede satte sig hen på sidebriksen kom en ung dreng hen til ham og støttede sig op til hans ene ben; men uheldigen faldt drengen over mandens fod og gav han sig til at græde; da een af de store mandfolk spurgte drengen hvad han fejlede, fortalte Alarnarsik straks hvorledes det var gået  til, og befrygtende tildels faderens alvorlige spørgsmål, fortalte den besøgende en usandhed idet at han sagde: "ja, din søn der græder vel, men ikke for sult som mine børn derhjemme." Da den store hørte dette beklagede han de trængende, bad ham, idet der blev sat frem for ham, at spise sig dygtig mæt, og når han gik hjem måtte han i en pose medtage noget til sin familie; men idet vor besøgende skulle til at gå blev det ham strengt forbudt at give noget til de andre hjemme i hans hus, og som Alarnarsak (sic.) måtte love, ligesom at han kunne komme igen når kødet var opspist.

       Efter at være kommet hjem overtænkte han det som var blevet ham sagt; men han kunne ikke bringe det over sig ikke at give de andre i huset med af hvad han havde medtaget, hvisårsag han tog alting ind og lod alle tage af posens indhold. Alarnarsak sagde en dag til sine medfangere om at følge sig til det store hus igen for at se at få mere føde igen. De gik, men flere måtte for udmattelse af sult blive tilbage og til sidst var de kun tre med Alarnartoq (sic.) som kom til stedet; men huset syntes at være flyttet til et stræk indefter, og kom først sent til det; atter efterladende en på vejen fordi han ikke længere kunne gå. Alarnartok (sic.) og hans ledsager fandt nu i husets nordside en slags hvalmattak som lå over nogle stivere udbredt som et helt tag. Alarnartok var noget urolig, men idet han, bukkende sig ned (mod) husgangen for at gå ind, talte til den anden der fulgte ham, at de i huset næppe ville dræbe dem, gik de også ufortrøden indefter. Just som de gik frem i husgangen stødte (de) på en dør, som de fik op, men lidt efter igen traf de på en stendør, og atter på en tredje, hvorefter de trådte ind i huset. Alarnartok var mistænkelig over ikke at have holdt sit løfte og stod desårsag forlegen. Da han hørte folk tale, thi der var ikke oplyst nok i huset for at kunne se dem alle, smækkede Alarnartok blot med tungen. "Hør", blev der sagt af en, "der blev nuitsordorppukket (?) ude i gangen, muligt er det Alarnartok" blev der talt videre af den samme; og (så) blev alting stille igen. Nu trumfede Alarnatok med tungen, og atter blev der talt af en, blev der trumfet ude i gangen, "hvorledes, hvornår hørte jeg en fjert blive slået, muligt det (er) Alarnartoq, inga kelatupogakivfatkîlettisorq (? noget med qilaneq, udspørgning ved hovedløftning. Det tyder det følgende på BS). Nu skimtede Alarnatok og hans ledsager en gammel mand, som holdt på et ombundet hoved, og fortsatte den gamle sin tale med at sige til sidst at han ikke var i stand til at løfte hovedet. Af samme grund blev der nu bundet om hovedet på en anden, og da den gamle kunne løfte dette hoved sagde han at det var Alarnartok. "Er du ikke?" spurgte den gamle ham. "Jeg er det", svarede denne; "Men jeg har ondt ved at løfte hovedet, - der må være en med dig, ikke?" Nogle ytrede nu at han havde forfulgt huset; hvorpå den gamle tog en hvæssesten frem og begyndte at skærpe sin kniv på den. - Det gjorde den gamle besværger eller angakkoq (åndemaner), som han nok var, idet at han udtalte: "Alarnartok skal have ondt ved at forfølge vort hus og os, ifald han har ondt i sinde; thi nu skal han have ondt ved at røre sig;" og virkelig mærkede den tilrejsende og hans følgebroder at de var som naglet fast til jorden; ligesom de begge heller ikke formåede at blinke med øjnene. Alarnartok ville spytte men førend spyttet nåede gulvet antændte det en stor lampe. Efter denne antændelse var hele huset oplyst og med det samme følte begge de fortryllede at de kunne bevæge dem frit. De gik derpå ud; men faldt så helt ned i sporet af kæmpefolket da de kom ud på sneen. Den gamle i huset fulgte efter dem med et antændt stykke mos for at finde dem i mørket. Han ledte forgæves efter dem, havde nær trådt et par gange på dem, mens de lå skjult nede i sporene, og til sidst gik kæmpen ind i huset. Da det nu blev lyst og roligt omkring dem gik de flygtende hen til stilladset hvorover mattakken var henlagt. Alarnartok stod på sin kammerats ryg og flænsede gode skiver ned af mattakken; kom dette i posen. Hjem gik de så med deres bytte, og sultede ikke mere i den vinter.

 

Hist.: Det er ret usædvanligt at almindelige mennesker klarer at overtræde åndernes påbud, som kæmpernes hér om ikke at dele madgaven med andre. Se fx: De små forældreløse Juua. I det hele taget forekommer U. Rosings fortæller, Nicolaij / Nikolaj, ret moderne i sine fortællingers hyppige fornægtelser af, at den anden verdens ånder og guder skulle have langt større evner end mennesker. Det må være den kristne påvirkning med sin ophævelse af de gamle tabuer, der her sætter sig igennem.

Episoden med de tre døre i husgangen forkommer normalt ikke i grønlandske fortællinger og er sandsynligvis en påvirkning fra europæiske folkeeventyr.

Aleqakukiaq

Print
Dokument id:51
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Luutivik (Lûtivik / Ludvig)
Nedskriver:Luutivik (Lûtivik / Ludvig)
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Aleqakukiaq
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 409 - 410
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, V, 4' nr. 150.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 409 - 410: Oqaluttuaq Aleqakukiamik.

 

Dansk resumé i Rink 1866-71, II, nr. 98.

Kort dansk resumé i Rink: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, II: nr. 98, s. 120.

 

Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 146, s. 470 - 471: A Woman named Alekakukiak.

 

Resumé:

Aleqakukiaq bliver svigerinde hos sine fjender, hvor hun føder en søn. Af en gammel kone, hun altid giver mad, hører hun, at svogrene pønser på at dræbe hende. Helt forstyrret går hun straks ud efter vand, sætter spanden fra sig og fortsætter mod øst ind i indlandet. Gemt i et dværgbirkekrat hører hun dem, der søger efter hende sige, at hendes lille søn er ved at græde sig ihjel. Hun er parat til at vende tilbage, da hun straks efter hører dem sige, at de vil dræbe hende.

 

En stor bjørn går pludselig til angreb. Men med et slag i luften med remmen fra sin amaat (rygpose, hætte) fælder hun den. På samme måde går det med en ulv / amaroq. Uden at spise af dyrene fortsætter hun til kysten, hvor man fra en konebåd synger, at man har fanget en hval. Al. bliver glad. Hun er atter hjemme. Men ingen kan se hende. Først da hun har haft fat i en hundelort, bliver hun synlig. Efter hjemkomsten gifter hun sig aldrig igen.

 

Kommentar: Som Thisted påpeger i en note, har Al. været så længe i det mennesketomme øde, at hun må gøre sig stoflig ved at gnide sig i ekskrementer. Indlandet svarer her til den 'anden' verden bag synsranden.

Aleqaringuanik / Aleqarinnguamik

Print
Dokument id:1963
Registreringsår:1867
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2488, IV, 4'
Fortæller:Dahl, Johan
Nedskriver:Dahl, Johan
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Aleqaringuanik / Aleqarinnguamik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:ss. 395 - 397, nr. 75
Lokalisering:Sisimiut / Holsteinsborg
Note:

Mangler ved en uklar fejltagelse tekst og oversættelse. Velegnet til opdatering (Rink NKS 2488, IV, må der ikke fotokopieres fra. Mikrofilm forefindes på Inst. for Eskimologi.)

 

Var.: formentlig: aleqaliat

Allunnguaq

Print
Dokument id:86
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Allunnguaq
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 403 - 405
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 141 ss. 705 - 708.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 403 - 405: Oqaluttuaq Allunnguamik.

 

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972:196 - 200.

 

Resumé:

Allunnguaq er en lille dreng, der ikke vokser og derfor opfordres af sin far til at træne sine kræfter i klippespalter, som Allu. efter sigende til sidst kan presse noget fra hinanden. Han bliver tillige en meget dygtig fanger. I en ny hvid anorak "frier" han til bopladsens mange brødres eneste søster, en ordentlig tamp af en dame, der foreløbig egenhændig har smidt alle granvoksne friere på porten (hovedkuls ud i husgangen). Men lille Allu. kan hun ikke klare. Han hjemfører den sprællende skude under armen, og såvel hun som hendes mange brødre falder til føje. Hun føder ham en søn, der efterhånden giver Allu. lyst til at få sig en ny konebåd. Familien tager ikke med de andre på sommerrejse. De bliver hjemme, hvor Allu. fanger sæler til konebådsskind. En gruppe sydlændinge slår sig ned. Deres husfar er en flink mand, der fanger sammen med Allu. hver dag. Men en dag rygtes det til Allu. at denne mand vil røve hans kone. Allu. bliver hjemme og står og pusler med sine redskaber ved sidebriksen, da konerøveren, en stor mand i hvidt skindtøj - han ligner en enorm måge - kommer farende ind og forgæves prøver at vælte Allu. omkuld i springet. Allu. fortsætter urokkeligt med sit pusleri. To gange forsøger sydlændingen at røve konen, der hver gang sender ham hovedkuls ud i husgangen. Tredje gang snupper hun ham i nakken, smider ham på gulvet og dænger ham til med alle de bådeskind, der ligger til afhåring i urinbaljen. Han ligger helt stille lidt, men får så viklet sig ud: Hans fine hvide skindtøj er ganske tilsølet.

Mens Allu. bygger konebåd leger hans lille søn med sin legeharpun ved siden af. Pludselig giver han et hyl fra sig over noget stort, han ikke kender. Det er en isbjørn, som så Allu. går løs på med de bare næver og til sidst får has på ved at snurre den rundt i luften og ned i jorden. Konen flænser lykkelig dyret, koger masser af kød og får i sin iver inviteret alle de hjemvendte fangere på spisning, inden Allu. får sagt noget. Også under spisningen tager hun minsandten ordet og fortæller stolt både om, hvordan Allu. overmandede bjørnen, og om hvordan han i sin tid fik krammet på hende, der hidtil havde kastet alle store mænd på porten.

 

Var.: Mikiassen Atdlunguaq;

En del meget forskellige fortællinger har en hovedperson ved navn Allunnguaq.

 

Hist.: Skønt der er historiske fortællinger om meget stærke kvinder, er denne det næppe. Dertil virker den for litterært velkomponeret.

Aluk-manden

Print
Dokument id:43
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Aluk-manden
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 485 - 486
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, V, 4' nr. 208 ss. 1026 - 1028.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

"Taama allattunga, Aron", 1999, II: 485 - 486: Alummiunik.

 

Kort dansk resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II nr. 105, s. 122.

 

Kort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 135, s. 466: The Sunrise.

 

Resumé:

En mand på øen Aluk i det sydøstligste Grønland elsker sin boplads så højt, og især solopgangene ude i havhorisonten, at han aldrig forlader den om sommeren, hvor de andre familier tager på sommerfangster andre steder hen. Det fortsætter sommer efter sommer, kun om vinteren har de selskab. Den søn manden og hans kone får, og som opdrages til storfanger af sin far, længes efterhånden kraftigt efter at komme ud ligesom alle andre til andre egne og mennesker i sommertiden. Først da faderen er blevet så ældet, at han ikke længere bidrager med fangst af sæler til konebådsskind, vover sønnen sig frem med sit ønske. Faren bøjer hovedet og svarer ikke. Anden gang må han dog give sig. Den der skaffer skind til konebåden må bestemme vedrørende rejser. De rejser sammen med bopladsfællerne og når et stykke op langs vestkysten, da faren længes så meget hjem, fordi solen står så sent op over bjergene, at sønnen vender om. Under hele hjemrejsen sover den gamle dårligt om natten, og da de endelig når hjem til Aluk, får slået teltet op og sovet, går den gamle ud for at nyde sin elskede solopgang. Med et dybt suk falder han død om i solens første stråler.

 

Var.: Manden fra Aluk.

 

Hist: Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

ãma avdla / Den enlige mand ved Ilulissat

Print
Dokument id:162
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:ãma avdla / Den enlige mand ved Ilulissat
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 156 - 157, nr. 54
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af orig. håndskr., renskrift el. afskrift, der muligvis ikke længere eksisterer.

 

Resumé i Rink 1866-71, I: nr. 151

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om fangeren fra Ilulissat (orig. uden overskrift).

I gamle dage, før Ilulissat (Jakobshavn) blev befolket, boede der på stedet et ægtepar. Da manden en dag var ude på fangst, så han en kajakmand, der var i færd med at gøre sin fangst klar til bugsering. Han undrede sig over at se en kajakmand, for der boede jo ingen andre fangere i området. Han roede hen til den fremmede, men denne fjernede sig og lod sin fangst, en fuldvoksen spraglet sæl, ligge. Manden fra Ilulissat bugserede sælen hjem.

En anden gang manden fra Ilulissat var ude på fangst, harpunerede han en hvidhval, men mistede sin fangstblære / fangeblære. En anden kajakmand, den sammme han mødte sidst, dræbte dyret og tilegnede sig det. Fangeren fra Ilulissat sagde til ham: "Giv mig hvidhvalen." Men den anden svarede: "Det var jo dig, der stjal en sæl fra mig sidste gang." Det endte alligevel med, at Ilulissat-manden fik sin hvidhval tilbage. Det blæste op, og den fremmede hjalp til med at slæbe hvidhvalen; men han forsvandt, lige før de nåede stranden.

 

En dag da fangerens (Ilulissat-mandens) kone arbejdede uden for huset med at

banke frossent spæk for at få trannet ud af det, så hun en stor hund. Hun gik

ind i huset og fortalte det til sin mand. Manden dræbte hunden.

Dagen efter hen på aftenen råbte en mand udefra: "Hvem har dræbt min hund? Kom herud." Sådan råbte han flere gange. Ilulissat-manden tog sin fugleskindspels på og gik ud bevæbnet med en kniv. Allerede før han kom ud af gangen, slog han på må og få efter ham med kniven. Den fremmede tog flugten. Ilulissat-manden

forfulgte ham og gjorde flere forsøg på at stikke ham. Den fremmede begyndte at

hæve sig op, mens Ilulissat-manden stadig gjorde forsøg på at stikke ham. Da

han ikke længere kunne se ham, vendte han tilbage til huset.

Da det blev forår, døde Ilulissat-manden.

 

Var.: Ilulissatboen; se også Manguaraq.

Kommentar: Fortællingen må være den samme som: Ilulissatboen, ID 163, el. NKS 2488, II, 4', nr. 63, der er oversat i sin helhed. Se kommentaren til denne

ãma avdla / Den gamle hos de underjordiske

Print
Dokument id:178
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:ãma avdla / Den gamle hos de underjordiske
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 188, nr. 73
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af orig. håndskr. eller renskrift, der ikke længere eksisterer.

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

 

Den lille gamle mand hos ildfolket (Opr. overkrift: Endnu en fortælling).

 

Der boede mange mennesker sammen i et hus. Hver dag skete det, at en af dem udeblev fra fangst. Til sidst var der ikke flere mænd tilbage. Så sagde den lille gamle mand: "Jeg vil tage ud på fangst i morgen." Ud for en stejl klippe

dukkede der en sæl op. Han roede hurtigt derhen for at harpunere den, men inden han nåede frem, dykkede den. Det samme gentog sig flere gange.

Til sidst kom den lille gamle mand helt hen til klippen og gled ind under den.

Derinde var der et hus, hvor der boede et gammelt ægtepar helt alene. Manden tog

en tromme, d.v.s en gnidetromme, frem fra under briksen og begyndte at gnide på

den, idet han sagde: "Skal jeg mon ikke slå på vores gæst." Dette sagde han to

gange, men der skete ikke noget. Så tog gæsten gnidetrommen fra den gamle og

gned den, idet han sagde: "Skal jeg mon ikke slå på mine værtsfolk?" Straks kom

toornaarsuk, åndemanerens særlige hjælpeånd, frem under gnidetrommen, og gæsten

skyndte sig ud. Udefra kunne han høre manden hyle: "Nu er han oppe at slås med

mig. Nu dræber han mig." Så hørte han konen hyle: "Nu kommer han mod mig. Nu

dræber han mig." Det var den lille gamle mand, der vandt, og han tog tilbage til

sin boplads. I løbet af den efterfølgende dag kom alle de andre kajakmænd hjem

igen.

 

Hist.: Vedr. toornaarsuk se: Sonne, Birgitte: Toornaarsuks forvandlinger. "Religionssociologiske Perspektiver." Særnummer af Chaos, 1985: 117 - 136.

 

Kommentar: Gnidetrommen er muligvis den skindlap, makkorsaq, som man kender fra østgrønlandske angakkut / åndemanere. Den udspændes i håndfladen og gnides. Undertiden som optakt til en seance med rigtig tromme, undertiden som erstatning for en sådan. Søg på: smældeskive.

ãma avdla / Den gamle ved sønnens grav

Print
Dokument id:208
Registreringsår:1859
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:ãma avdla / Den gamle ved sønnens grav
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 303 - 304, nr. 104
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Oversat af Kirsten Thisted i: Kreutzmann, Jens: Fortællinger & akvareller. Red.Kirsten Thisted. Atuakkiorfik 1997: 75: Faderen som overvintrede i indlandet ved sønnens grav.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning af Arnaq Grove i: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 75: Utoqqarsuaq Eqalummiuni ukiisoq.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Endnu en anden fortælling.

 

Mens en gammel mand var på sin sommerplads for at fange laks, døde han søn. Da den gamle ikke kunne bekvemme sig til at forlade sønnen besluttede han sig til at overvintre på stedet. Først måtte han hente teltstængerne, som han efterlod i konebåden. Han ville bruge dem til bjælker i huset. Han valgte sig et egnet sted til at gravlægge sin søn - dér hvor laksene plejede at ende deres vandring op ad elven. De byggede et hus inde i landet, og de fangede mange laks til vinterproviant. Efter at laksene var svømmet forbi, var der hele vinteren åbent vand lige neden for deres hus (lidt svært at forstå - Chr.B.). De kom ikke til at mangle proviant.

 

Engang midt om vinteren hørte de støj uden for huset, og straks flygtede

kvinderne, og den gamle mand satte sig på briksen længst inde mod bagvæggen. Man

hørte nogen på vej ind i rummet. En ung mand med et kraftigt ansigt trådte

ind efterfulgt af et temmelig stort menneske med et lille og mørkt ansigt.

Allersidst trådte der et ret stort menneske ind og lignede en klump sne. Den

gamle kendte dem ikke, men bad dem sætte sig ned. Der sad de så og underholdt med historier. Så sagde manden med det lille ansigt:

"Jeg er kommet her for at skaffe såler til kamikker. Har I noget?" Den gamle mands

kone skar et par såler og gav ham det. Det helt hvide menneske bad om et

stykke hvalrostand. Den gamle fandt et stykke hvalrostand i sin kiste og gav ham

det. Den gamle fulgte dem ud. Da han et kort øjeblik vendte sig bort fra dem,

hørte han støj og opdagede, at der foran ham løb en ung renbuk, en hare og en

ræv. Der var ingen mennesker at se. Det var altså et rensdyr, en ræv og en hare

i menneskeskikkelse, der havde besøgt dem. Haren har villet skaffe sig et stykke

hvalrostand til en ny tand. Det var, hvad de oplevede af spøgelser den vinter.

Da det blev forår, roede de ud af fjorden. Siden overvintrede de ikke dér.

 

Var.: Talrige om besøg hos eller af fugle - eller dyr - i menneskeskikkelse; i de fleste er deres mad er mere el. mindre delikat for mennesker. Undertiden, som her, drejer det sig om dyrs særlige ønsker, som kun mennesker kan opfylde. Søg på ravn; måge; terne; bjørne.

ãma avdla / Menneskeæderen

Print
Dokument id:185
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:ãma avdla / Menneskeæderen
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 200 - 201, nr. 81
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af håndskr., der ikke eksisterer længere.

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

En fortælling om menneskeædere. (Orig. overskrift: Endnu en fortælling).

 

Der var engang to brødre. Den yngste roede i kajak til Paakitsoq. En netside

dukkede op, og han roede derhen for at harpunere den. Så mærkede han, at

kajakken stødte imod stranden med mange rullesten. Der kom en ældre mand hen

til ham og sagde: "Kom op til os." Da han kom ind i huset, dræbte de ham.

Storebroderen tog også på fangst og kom til samme sted. En ældre mand inviterede

ham op til huset og inden han gik op til huset, sørgede han for at placere

kajakken på stranden med forenden imod havet. Inde i huset var konen i gang med

at koge mad. Gæsten så en hånd hænge et sted, og det var lillebroderens hånd.

Der var en datter i huset. Om hende sagde moderen: "Hende dér spiser ikke

menneskekød." Pigen gjorde tegn med øjnene til gæsten, at han skulle forsvinde.

Han skyndte sig ud efterfulgt af konen, der råbte: "Vi er ved at glip af et

menneske." Manden dukkede op og skyndte sig ned til sin kajak og roede ud. Han

havde sin lanse med. Han roede efter den fremmede rundt om en isflage, hvor

fangerens datter opholdt sig. Den fremmede dræbte den ældre mand, mens hans kone

stod på stranden og sleb sin ulu. Den fremmede roede af sted med datteren fra

huset på kajakken.

 

Om foråret rejste de sydover og kom til en boplads, hvor de overvintrede.

Beboerne viste sig at være menneskeædere. En dag da sælen, han kom hjem med,

var ved at blive flænset, kom en ung mand og sagde: "maanna qamana" (nu skal du

ikke på fangst (?) Chr.B.)." Dagen efter, da han kom hjem fra fangst, sagde hans

kone til ham: "Den unge mand, der står derude, har flere gange sagt til mig:

"maanna qamana." I det samme hørte de klynken og gik ud. Dér lå så den unge mand

med en stor kniv stukket i maven. Manden løb ned til sin kajak efter sin lanse

og gav den unge mand det dræbende stik. Der blev sagt, at hans mor var ude at samle bær. Manden, der aflivede den unge mand, gik ud for at underrette hende.

Jeg har dræbt din søn - sagde han til hende. Moderen blev glad og sagde: "Så vil

jeg have (spise) den ene balle, så vil jeg have ballen."

 

Var.: Der er en del fortællinger om menneskeædere. Denne er noget uklar i sammenhængen. Bueskydning / Brødrene; De to fætre; Brødrene som forsvandt;

Qalulik / Kalulik. Qalulaajik. Kaluluk; Nerrersuujunnut pulartut; Kajakmændene der udeblev; Om slæderne, der altid bortkom; Fangerne der forsvandt; Amaakasia; Angortooq, storfangeren; Bortblevne mænd; Menneskeæderen

ãma avdla / Morderen Ikik / Morderen Pikik

Print
Dokument id:256
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Heilmann, Karl
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:ãma avdla / Morderen Ikik / Morderen Pikik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 385 - 386, nr. 126
Lokalisering:Qeqertarsuatsiaat / Fiskenæsset
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 167.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

(En fortælling om store drabsmænd / mordere.) (Opr.: "Og en anden" (fortælling)).

Manden Pikik og hans søn der begge var stærke mænd.

En grønlandsk fortælling.

I game dage, før qallunaat (hvide mænd, danskere) kom til landet, boede der vest for Qeqertarsuatsiaat, på Inussuk, en mand, der havde fjender på samtlige bosteder - i nabolaget og sydpå. Han var en drabs-mand og han havde engang dræbt en mand, som han ikke kendte. Det var en mand, han så for første gang. Han dræbte ham bare og lod liget ligge. Senere dræbte han mandens eneste søn. Når den stærke mand og hans søn traf deres fjender under en fangsttur, dræbte de dem. De var dygtige til at fange mennesker og sæler. Når far og søn sammen var ude at ro i kajak, kiggede de udelukkende efter mennesker og sæler.

Efter at der havde bosat sig danskere i Qeqertarsuatsiaat, tog far og søn

dertil for at handle. De gik op til et af husene og derinde sad mange af deres

fjender, som var kommet sydfra. Far og søn sagde ikke et ord. De var spændt på,

om nogen ville angribe dem. Det viste sig, at deres fjender blev bange for dem -

især for sønnen, som var meget stærk. De rejste derfra igen, uden at fjenderne

foretog sig noget over for dem. Da de tog af sted, kastede de til måls med deres

ualmindeligt kraftige harpuner, hvis lige ikke fandtes nogen steder. Det gjorde

de for at gøre indtryk på deres fjender.

 

Hist.: Ikik / Pikik optræder kun i denne fortælling, der i sin yderst skematiske form lever op til overleveringens vanlige fjendebillede af mordere og lystmordere.

ãma avdla / Qajariaq

Print
Dokument id:186
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:ãma avdla / Qajariaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 202, nr. 83
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af håndskr., der ikke eksisterer længere.

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om den skade, som kanofolket kunne volde. (Orig overskrift: Endnu

en fortælling.)

 

Far og søn havde deres vinterplads på Kitsissunnguit. En dag de

var ude på fangst, sagde faderen til sønnen: "Det siges, at hver gang kanofolket

kommer (qajariarsuaqaleraangami), så forsvinder sælerne." Da de var på vej hjem

og var nået til iskanten, sagde faderen: "Kan du se, der kommer en kajak uden bagstævn." De lå dér og ventede på det mærkelige fartøj. Da det nåede frem til

dem, dræbte de manden. Manden, de dræbte, havde spyttet på horisonten, så der

kom tåge; og de for vild. De roede og blev tørstige. De fangede fugle med deres

fuglepile og drak væsken fra fuglenes øjne. Da de nåede iskanten, sagde

faderen: "Jeg er meget træt. Lad os hugge trin i isen, så vi kan komme op."

De var nu på vej hjem sammen med faderens kone (? BS). Da de kom til deres kajakker, lod sønnen sin far komme i kajakken før han selv. Da sønnen kom i sin kajak, sagde han: "Det læs, man har bag på kajakken taber man altid i blæsevejr." Han roede af sted og lod hende blive. Ingen ved, hvorvidt han nåede hjem eller

ej.

 

Var.: søg på qajariaq, qajarissat, kanofolk

ãma avdla / Qajariaq

Print
Dokument id:205
Registreringsår:1859
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:ãma avdla / Qajariaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 294 - 295, nr. 101
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Oversat af Kirsten Thisted i: Kreutzmann, Jens: Fortællinger & akvareller. Red.Kirsten Thisted. Atuakkiorfik 1997: 68: Møde med en qajariaq.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning af Arnaq Grove i: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 68: Qajarissamik naapitsineq.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Endnu en anden fortælling.

     En dygtig fanger i Narsarmiut opdrog sine to sønner til kun at bruge en fuglepil som fangstredskab. De brugte den, når de var på sæljagt og på hvalrosjagt. Engang tog de af sted sammen med deres nye fuglepile. De fangede en stor hanhvalros med deres fuglepile. Spidsen på deres fuglepile havde ingen modhager. Underdelen af sidespidserne var slebet skarpe. Når de ramte sæler, der lå med hovedet bøjet bagover, blev halsen skåret over. De fangede meget.

Engang roede den ældste ind i Kangerluarsuk. Hans far var på vej hjem med

en sæl på slæb. Denne ældre bror var på vej ud af fjorden sent på dagen. Han

opdagede, at en kajak fulgte efter ham og han undrede sig over det, fordi han

vidste, at der ikke var andre kajakker inde i fjorden. Da den fremmede kajakmand

kom nærmere, lagde fangeren fra Narsarmiut mærke til, at den fremmede abede

efter ham. Når han drejede lidt, drejede den fremmede også. Han kunne ikke

rigtig se bagenden af den fremmedes kajak. Fangeren fra Narsarmiut vendte siden

til. Det gjorde den fremmede også. Nu sås det tydeligt, at den fremmedes kajak

manglede bagende. Han blev klar over, at han blev fulgt af en kano og han blev

bange, fordi han havde hørt, at de, der blev forfulgt af kanofolkene aldrig slap

fra dem. Han forsøgte at ro væk fra ham, men den fremmede holdt den

samme afstand fra ham hele tiden. Men efterhånden halede forfølgeren ind på ham.Lige før den fremmede indhentede ham, roede han om på den anden side af et

lille næs. Han greb sin fuglepil og ventede på, at den fremmede skulle vise

sig, men han viste sig ikke. Han roede lidt tilbage for at se efter, hvor han

blev af. Han roede hjem uden at se ham igen.

 

Var.: søg på qajariaq, qajarissat, kanofolk

ãma avdla / Qivigtoq / Qivittoq

Print
Dokument id:253
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Motzfeldt, Peter
Mellem-person:Motzfeldt, Peter
Indsamler:Rink, H.
Titel:ãma avdla / Qivigtoq / Qivittoq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 379 - 380, nr. 123
Lokalisering:Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Dette håndskrift må være en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores. Håndskriften ligner ikke Peter Motzfeldts, hvis man sammenligner med Rink 2488 V, 4' nr. 202, hvor PM selv har skrevet på dansk.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om Qilersiussaaq (Opr.: Og en anden).

Der var engang en stor søskendeflok, og der var kun én pige blandt dem. Brødrene var meget ømme om deres søster. Da hun end ikke kunne få lov til at gifte sig, lod hun sig besvangre og fødte et barn uden for ægteskab. Pigen, som hun fødte, gav hun navnet Qilersiussaaq. Hun ville gerne hen med barnet til sine farbrødre eller far, men det forbød hendes brødre. Da pigebarnet var begyndt at gå, fyldte hun sin taske med sytråd og såleskind og forlod sine brødre. Langt inde i landet byggede hun sig et hus. Hun lavede fælder ved at grave underjordiske huler. Når hun havde været ude at tilse sine fælder, kunne hun knap bære byrden hjem. Hun beklædte hele huset indvendig med ræveskind og lavede sig også puder og tæpper af ræveskind. Hun havde ræveskind nok.

 

En dag fik Qilersiussaaq den tanke at tage ud for at se til sine farbrødre. Da moderen var taget af sted, tog Qilersiussaaq også af sted og gav sig til at synge følgende: "Jeg tog af sted og jeg gik og gik og fik øje på brændende mos (der bruges til lampevæge - Chr.B.). Jeg sloges med den ene, jeg sloges med den anden og kastede ham bort, uden at jeg selv blev kastet bort. Jeg drog videre derfra og fik øje på to store svaner, der sloges. Jeg sloges længe  med den ene og kastede den bort, uden at jeg selv blev kastet bort. Jeg drog af sted derfra og fik øje på mange konebåde og folk, der flænsede hval. En af dem råbte: "Der har vi et menneske. Hvad hedder du?" "Jeg er Qilersiussaaq (Qilersiussamauvunga)." "Jeg skulle sige, at dine farbrødre har fanget en hval." Nu da jeg ser dem, dør jeg af længsel (kipippunga)." Ligesom hun sagde dette, blev hun til en stor sten og rullede ned.

 

Var.: Datteren som gik qivittoq; Om en qivittoq nr. 137;

 

Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.

ãma avdla / Saunikumasoq dræber plejefaderen

Print
Dokument id:177
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:ãma avdla / Saunikumasoq dræber plejefaderen
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 187, nr. 72
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af orig. håndskr. eller renskrift, der ikke længere eksisterer.

 

Ultrakort resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 72.

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om den forældreløse Saanimasoq / Saanikumasoq (Opr. overskrift: Den anden historie).

En gammel mand havde to døtre. Der var også en forældreløs ung

mand ved navn Saanimasoq, der havde en stedfar og en stedmor. Når stedfaderen

var ude på fangst, gav stedmoderen ham benstumper at spise. Når stedfaderen

kom hjem og fik noget at spise, sagde han gerne til Saanimasoq: "Mon du fik noget at spise?" Den unge mand sagde gerne: "Ja, jeg fik noget at spise," selv om

han kun havde fået benstumper. Stedfaderen troede på, hvad han sagde.

 

En dag da stedfaderen spurgte stedmoderen, om Saanimasoq havde fået noget at spise, løj stedmoderen overfor sin mand og sagde: "Han forsøgte i dag at dræbe mig." Da stedforældrene faldt i søvn om aftenen, flygtede den unge mand til et område, hvor der ingen mennesker boede, men det viste sig, at han havnede lige i armene på to gamle mennesker, hvor han kom til at bo. Da den forældreløse var ved at blive voksen, sagde den gamle mand til ham: "Gid du vil blive en stærk mand." Og han blev en stærk mand. Hans plejefar kiggede på ham. En aften gik han i seng

hos de to døtre og fik dem til koner. Det viste sig, at den gamle mand nødig

ville skille sig af med døtrene. Da Saanimasoq vågnede en morgen, sagde han, at

han ville tilbage til sin stedfar og stedmor. Selvom han blev frarådet af sine koner, tog han af sted, med konen siddende på skuldrene, til sin gamle boplads, der lå langt væk. Da han nåede frem til bopladsen, var stedmoderen alene hjemme og

lavede mad. Saanimasoq gik hen til hende, tog hende om begge arme og flækkede

hende midtover. Han gjorde det samme med sin stedfar, da han kom hjem fra

fangst. Da han havde dræbt dem begge to, vendte han tilbage til sin boplads.

 

Var.: Ikke i denne bases samlinger.

ãma avdla / Serquilissaq

Print
Dokument id:254
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Heilmann, Karl
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:ãma avdla / Serquilissaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 380 - 381, nr. 124
Lokalisering:Qeqertarsuatsiaat / Fiskenæsset
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

Resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 162

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om Seeqquilisaq (Opr.: Og en anden).

Seqquilisaq boede nordpå. Da han mistede sin far, tænkte han, at han - nu da han var blevet alene - ville træne sig stærk. Han voksede og han trænede for at blive stærk. Han var mild og altid i godt humør. Han fik kajak og han plejede også at tage nogle ture over land. Til sin træning brugte han alt muligt, og han tog altid på kajakfangst og landjagt helt alene. Han blev voksen og en stærk mand.

 

Mens han endnu boede på den samme vinterboplads, hørte han, at visse

folk, der boede sydpå, ikke regnede ham for noget. Det fik ham til at

rejse sydover. Undervejs måtte han slå lejr flere gange. En gang, da han

roede omkring et næs, fik han på den anden side øje på en beboet boplads. Dér slog han sit telt op. En dag, hvor han ikke tog ud på fangst og

gik rundt ved teltet, så han en sølle kvinde komme ud af et af husene og

sætte i løb, idet hun råbte: "Det siges, at Seeqquilisaq er meget dygtig til at

skyde med bue og pil. Skyd mig." Seeqquilisaq kiggede blot på hende og foretog

sig ikke noget, da der ikke var nogen grund til at hidse sig op. Så gik hun ind

igen i huset. Men lidt efter kom hun ud igen - løbende og råbte: "Skyd mig, skyd

mig." Seeqquilisaq hentede sin bue inde fra teltet, og idet hun lige skulle til

at gå ind i huset, skød han efter hende og ramte hende lige midt i kroppen, så

hun blev spidet fast på husmuren. Det var første gang i sit liv, at han blev

hidsig og dræbte et menneske, men ingen i huset (ingen i hendes familie - Chr.B.) gjorde Seeqquilisaq noget. Med sin familie blev han på stedet et stykke tid, men senere vendte de tilbage til deres boplads. De døde, uden at nogen havde hævnet sig på dem.

 

Var.: Næppe.

 

Kommentar: Meningen må være den, at konen opfører sig for tumbet.

ãma avdla / Vennerne som bespiste hinanden ondt

Print
Dokument id:255
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Heilmann, Karl
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:ãma avdla / Vennerne som bespiste hinanden ondt
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 381 - 385, nr. 125
Lokalisering:Qeqertarsuatsiaat / Fiskenæsset
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 9 ss. 70 - 73 har Rink sammenstykket ialt 3 varianter inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 6, ss. 119-123:

The Friends.)

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om to fætre. (Opr.: Endnu en anden).

Der var engang to mænd, der var hinandens elskede yndlingsfætre. De voksede op sammen og boede på samme vinterboplads. Om sommeren tog den ene af fætrene ind

i store fjord (måske stednavnet Kangerlussuaq. Chr.B.) på renjagt og den anden tog ophold på en ø, for at fange sæler. Fætteren på øen fik den ide at invitere fætteren og give ham noget råddent sælkød at spise. En dag tog han så hen til ham og inviterede ham. Da han havde afleveret sin invitation, vendte han hurtigt tilbage og smurte noget fedt fra et dødt menneske på det kød, han ville servere for ham. Han ville forgive ham (nerlernerlukkumallugo). Fætteren kom, og der blev serveret. Men han holdt hurtigt op med at spise, da det gik op for ham, at maden havde en fremmed lugt. Han tog hurtigt hjem igen med skumle tanker, men han lod sig ikke mærke med det over for fætteren.

Den forgivne fætter ville nu hævne sig på fætteren. Han bad kvinderne om at

tilberede et lækkert måltid, fordi han ville indbyde sin fætter til spisning. Så

kom fætteren på besøg og forinden havde den fætter, der inviterede ham, smurt

noget menneskefedt på det kød, der skulle serveres for ham. Fætteren spiste

med appetit. Den voksede under spisningen, og han spiste alt op uden at

opdage nogen fremmed lugt. Men under opholdet fik han mavepine og tog hjem.

Flere dage efter tog fætteren af sted for at se til fætteren med mavepine.

Da han roede omkring næsset og kunne se bopladsen, opdagede han fætterens

kajak, men ellers var der ingen mennesker at se. Han gik op til huset og

så gennem vinduet fætteren ligge på maven på briksen med hovedet hængende ned

henover kanten af briksen. "Hvordan har min kære fætter det?", spurgte fætteren

ved vinduet, endnu før den anden opdagede ham. I det samme sprang fætteren fra

briksen op og begyndte at forfølge ham, idet han sagde, at han ville spise ham,

for han var blevet sindssyg og havde spist alle de andre i huset. Det lykkedes

for ham at springe ud gennem vinduet (det er ikke ganske klart, om det er den

gale eller den raske fætter, der sprang ud. Chr. B.). Fætteren, der blev forfulgt,

skubbede sin kajak ud i vandet og idet han skulle til at stige ned i kajakken,

kiggede han op og så, at den gale fætter var på vej ned til ham. Han standsede

ved strandkanten og sagde: "Nu er jeg blevet rask. Der går ikke en dag, hvor jeg

ikke længes efter dig." Fætteren begyndte at ro ind, men opdagede i det samme, at den gale fætter rakte armene ud efter ham. Han blev bange for ham og roede væk. Han nåede hjem og fortalte de andre, at fætteren var blevet sindssyg og havde spist sine husfæller, og at han selv nær var blevet spist.

Dagen efter ville han af sted igen for at se til den gale fætter. Kvinderne

i huset advarede ham og sagde, at han risikerede at blive spist. Men han

svarede: "Der går ikke en dag, hvor jeg ikke længes efter ham". Kvinderne kunne

ikke få ham fra det. Da han gik i land under den gale fætters hus, trak han sin

kajak en smule op på land med forenden vendt imod vandet. Denne gang gik han ind

i huset og den gale fætter gav sig til at løbe efter ham inde i huset og talte

hele tiden om, at han længtes stærkt efter menneskekød. Den raske fætter var ved

at blive helt træt, da det lykkedes for ham at springe ud gennem vinduet. På vej

ned til sin kajak kiggede han tilbage og så, at den anden nu kom ud af huset og

løb ned til ham. Han sprang ned i sin kajak og roede ud. Han så tilbage og

opdagede, at den anden var på vej ud til ham gående på vandet. Da han nærmede

sig mere og mere, gav den raske fætter sig til at rokke med kajakken. Så hørte

han den anden råbe: "Nå da!" ("ilaalaartarpalummat" - svært at finde et passende

udtryk. Jeg mener, at man i Julianehåb området bruger "ilaalaa" som et udtryk

for, at man er bange) og kiggede tibage. Han så, at den gale fætter klarede de

små bølger, der dannedes af kajakkens rokken, ganske udmærket. Så gav han sig

til at rokke kraftigere med kajakken, idet han samtidig roede. Så hørte han den

gale fætter sige: "Jeg var nær faldet ned i en stor revne". Han kiggede tilbage

og så, at han hang med hovedet ned og ville rejse sig op igen. Det viste sig, at

han anså den stribe på vandet, der var dannet af strømmen, for at være en revne.

Forfølgeren sagde nu til ham: "Jeg er blevet rask. Der går ikke en dag, hvor jeg

ikke længes efter dig". Han begyndte at ro hen imod ham, men opdagede, at den

gale rakte armene ud efter ham. Så roede han lidt væk fra ham. Sådan begyndte han at drille ham, men blev alligevel bange for ham og roede væk. Da han kom hjem, fortalte han, at han nær var blevet spist. Kvinderne advarede ham mod at besøge fætteren.

Dagen efter tog han alligevel af sted for at se til den gale fætter. Da han

kom til fætterens boplads, trak han sin kajak en smule op på land med forenden vendt imod vandet. Han ledte efter fætteren inde i huset, men kunne ikke finde

ham. Han kom ud igen og kunne efter sporene se, at han var kommet ned (fra

taget? Chr.B.) bag huset. Derfra fulgte han sporene op til en stor klippehule og

fandt den gale fætter død i bunden af den. Han kom ud af hulen og dækkede

udgangen til med mange sten. Først da han havde sikret den, tog han hjem. Efter

den tid knyttede han ikke flere tætte venskaber.

 

Var.: kangerlumiorlungooq kitaamiorlu; Vennerne; Fætrene; Fætrene II; fjordbo kystbo; sindsyg / sindssyg / menneskefedt; ligfedt; bespiste ondt.

 

Kommentar: Vedr. årsagen til vennens pludselige ondsind se kommentaren til Arons variant, Bedstevennerne.

ãma naakkinartoq / Katerfarsuk / Katerparsuk

Print
Dokument id:160
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Steenholdt, L. N.
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:ãma naakkinartoq / Katerfarsuk / Katerparsuk
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 152 - 153, nr. 52
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af Steenholdts renskrift el. afskrift: NKS 2488, VI, ss. 13h - 14. Orig. håndskr. eksisterer ikke længere.

 

Resumé i Rink 1866-71, I: nr. 145.

 

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 10 ss. 73 - 74 har Rink sammenstykket ialt 5 varianter inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 7, ss. 124 - 126:

Katerparsuk.)

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

 

Den forældreløse, der hævnede sig (Opr. overskrift: Også en stakkel).

En forældreløs, der ingen voksne havde til at hjælpe sig, var i færd med at

bygge sig en kajak. Han græd, fordi han havde svært ved at gøre det godt nok.

En ældre mand ville forskrække ham ved at liste sig frem til ham indhyllet i

et isbjørneskind. Den ældre mand gik helt hen til drengen uden at blive opdaget. Han pustede på drengen, som blev så forskrækket, at han flygtede grædende. Den

ældre mand grinede og sagde: "Jeg syntes egentlig, at det var synd for dig, men

jeg valgte alligevel at gøre dig bange i skikkelse af en isbjørn."

 

Drengen glemte det aldrig, og da han var blevet åndemaner / angakkoq, ville han hævne sig.

Engang da mændene var taget ud på fangst, så han på et skær, på den nordlige side

af bopladsen, en hvalros. Han fremsagde en trylleformular / serrat og fik på den måde hvalrossen til at krænge skindet af. Han iførte sig dette skind og svømmede ud til kajakmændene. Han fandt frem til den lille ældre mand, der i sin tid gjorde

ham bange, og dukkede op lige tæt ved ham. Han blev harpuneret af den lille

ældre mand. Han dykkede og trykkede luften ud af fangeblæren / fangstblæren, hvorefter han

svømmede hjem. Så roede han ud til kajakmændene. Disse undrede sig meget over,

at fangeblæren uden videre var forsvundet, efter at den lille ældre mand havde

harpuneret en hvalros. Den forældreløse roede hen til den lille ældre mand og

rakte ham hans fangstblære, som han fiskede op bagi kajakken. Han sagde: "Du gjorde mig i sin tid bange i skikkelse af en isbjørn, og nu har jeg

hævnet mig på dig i skikkelse af en hvalros." Da han roede bort, så han, at den

lille ældre mand tørrede en tåre bort.

Var.: Katerfarsuk; Qaaterfaarsuk; Qatigaarsuk

 

Kommentar: en meget yndet fortælling i Vestgrønland, der måske har en eller anden forbindelse til den østgrønlandske ritualmyte, hvor en angakkoq blir puulik vha. en isbjørn og en hvalros. Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

ãma oqalugtuaq / Iseraisoraq / Isigarseraq

Print
Dokument id:204
Registreringsår:1859
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:ãma oqalugtuaq / Iseraisoraq / Isigarseraq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:Omf[side 287 - 291, nr. 99
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Oversat af Kirsten Thisted i: Kreutzmann, Jens: Fortællinger & akvareller. Red.Kirsten Thisted. Atuakkiorfik 1997: 65 - 67: Lystmorderen Iseraasorak som blev meget gammel.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning af Arnaq Grove i: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 65 - 67: Toqutsigajooq Iseraasoraq utoqqarsuanngortoq.

 

Resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 156.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Endnu en fortælling.

Iseraasorarsuaq var kivagtig (ifølge den danske kommentar, Chr.B.) men ikke hævngerrig. Så det var af lyst, han var en stor drabsmand. Han var kommet fra Akilineq i konebåd. Det første sted, han kom til, var Ilulissat

(Jakobshavn - Chr.B.). Da han fik den tanke at sejle mod øst, havde hans

storebror ydmygt sagt følgende til ham: "Iseraasoraq, skær mig et stykke af

din "peqqiut"." (Den danske kommentar er jeg ikke i stand til at læse - måske skal

man se efter originalen - chr.b.). Iseraasorarsuaq skar et lille stykke af sit

"peqqiut" til sin storebror, selv om hans (Iseraasorarsuaqs) "peqqiut" var meget

kort. Iseraasorarsuaq plejede at sige: "Angajumininínngôk

inûngaitsiásagaluarnerdlune" (jeg har svært ved at klare dette - det er noget

med, at han måske ville leve længere end sin bror).

Det første Iseraasorarsuaq så, da de var nået til land i nærheden af

Ilulissat, og mens de roede langs kysten, var en kajakmand. Det var før de

overhovedet havde truffet et menneske. Iseraasorarsuaq, som var styrer i

konebåden, steg ned i sin kajak, roede hen til kajakken og dræbte manden. Det

var det første menneske, han dræbte. Da han vendte tilbage til konebåden, lod

han sig tatovere et sted ved kanten af håret. Herefter blev han tatoveret, hver

gang han dræbte en kajakmand. Ilulissat var hans første overvintringssted. Når

han i vintertiden fangede hvidhvaler, lod han dem ligge ved huset uden at flænse

dem.

En gang han var ude at ro i kajak, så han på den anden side af et næs fire

telte med inderskind, der var meget fine. Bortset fra to mænd boede der kun

kvinder i teltene, og i to af teltene (eller: "i telt nr. 2". - men jeg tror, det

skal forstås som "i to af teltene" fordi der kun er to mænd - Chr.B.)

udelukkende kvinder, og der var to konebåde. De to eneste mandfolk til alle de

kvinder bød ham gå i land. Der var overflod på stedet. De tilbød, at han kunne

sove i det telt, hvor der udelukkende boede kvinder. Værten sagde, at

han skulle lægge sig mellem kvinderne. Iseraasoraq vågnede tidligt om morgenen.

Da var værten ude for at lade sit vand. Da han, efter at have været inde i

teltet, hvor Iseraasoraq sov, kom ud, var han meget vred og kastede rundt med tingene. Han gik henover deres forråd og sparkede til alt. Han sagde til Iseraasoraq: "De dumme kvindfolk, de har det med at være uvillige." Men Iseraasoraq sagde: "I aften vil jeg også godt sove dér." Det stemte værten noget mildere.

Om aftenen, da han skulle i seng mellem kvinderne, overvågede værten ham nøje. Så snart værten forsvandt, gik Iseraasoraq hen til den kvinde, der lå yderst og lagde sig hos hende, og i løbet af natten lå han hos alle kvinderne fra ende til

anden. Han fik kun sovet ganske lidt den nat. Han gik ud, inden værten viste

sig. Knap nok var han færdig med at lade sit vand, så gik han ind til kvinderne.

Et stykke tid efter kom han ud og var meget blid og fornøjet. Han gik hen til

Iseraasoraq og snakkede og lo indimellem. Han var åbenbart så gæstfri,

at han endog overlod sine medhustruer til gæsten.

Ved afrejsen fik Iseraasoraq rensdyrkød forærende. For at gøre gengæld

inviterede Iseraasoraq stedets eneste mandfolk med. De kom alle sammen, men

de vendte om, fordi de blev bange for at gå uden om alle de uflænsede

hvidhvaler, der lå uden for huset. ("utermánigôq Iseraisoraq tikípoq" kan jeg

ikke få mening ud af i sammenhængen - Chr.B.).

Da det blev mildt i vejret, tog han sydover, og han dræbte alle de

kajakmænd, han mødte. Efterhånden som de kom længere sydpå, blev hele ansigtet

dækket med tatoveringer. De måtte bygge vinterhus et stykke fra en boplads

med mange mennesker og med et stort hus uden vinduer, hvor man dansede trommedans / qassi ?.

De fortsatte sydover. På alle beboede steder, hvor de slog lejr, begik de

mord. Når de skulle af sted igen, skaffede de sig roere/ roersker ved tvang. Folk på det sted, hvor der fandtes et dansehus fik nys om, at Iseraasoraq var på

vej sydover, og at der snart ikke var plads til flere tatoveringer i hans ansigt, med alle de drab han havde begået. En af bopladsens folk fik den idé, at narre sine bopladsfæller. Han gik hen til dansehuset og råbte, at Iseraasoraq var i dansehuset. Så kom alle folk løbende til dansehuset.

Iseraasasoq hørte om dette, og han fik lyst til at besøge stedet. Et stykke

fra bopladsen slog de lejr. Da det blev aften tog Iseraasoraq alene til

bopladsen og gik ind i dansehuset. Han sad ved indgangen til rummet med ansigtet

vendt udad og ventede på, at det skulle blive dag. Da det var blevet lyst

i gangen, hørte han, at der var én på vej ind gennem gangen. Han kom

nærmere og fik øje på Iseraasoraq. I det samme udbrød han: "Hvad er det for et

stort ansigt!" Så for han skrækslagen ud og råbte, at Iseraasorarsuaq var i

dansehuset. Der blev røre på bopladsen. Alle, der kom ind, udbrød: "Sikke et

ansigt!" På det tidspunkt var ansigtet nemlig blevet blåt over det hele af

tatoveringer, for han havde begået drab alle de steder, hvor han kom, og hvert sted havde han taget sig en kvinde med magt. Da Iseraasoraq kom ud af dansehuset

forsøgte mændene at overfalde ham, men Iseraasoraq dræbte alle mændene.

Efter dette rejste han videre - væk fra dette sted og fandt et sted, hvor

de byggede vinterhus, og hvor de boede fast. De tog gerne ind i fjorden

om sommeren. På den ene fjordbred var der et stort fuglefjeld. Når

de sejlede forbi dette store og stejle fjeld, plejede Iseraasoraq at more sig

med at råbe, så det gav ekko.

Iseraasoraq blev en gammel mand og kunne ikke længere klare sig selv. Han

blev som et lille barn, men hans utal af børnebørn tog sig af ham. På

konebådsrejser blev han anbragt midt i, pakket ind i tæpper. Han blev også

tunghør. Når de passerede fuglefjeldet, bad hans børnebørn ham om at hyle, så

det gav ekko. Så tav alle og lyttede til ham. Det lød, som om det var en

tejst, der peb. Børnebørnene kom med tilråb og morede sig over ham. -

Engang skete det, at børnebørnene som sædvanlig råbte til ham, da de passerede

stedet: "Iseraasoraq, nu er vi kommet til det sted, hvor det plejer at runge." Men

der kom ingen reaktion. Da de fjernede tæppet der dækkede ham, viste det sig, at han var død og at dødsstivheden lige var indtrådt.

 

(Som det ses, er der et par steder, hvor jeg ikke har kunnet få den fulde mening

frem, Chr.B.).

 

Var.: Isigaaseraaq; Ninnittaq

 

Hist.: Flere fortællinger om besøg i eller fra Akilineq lader hovedpersonen blive uhyre gammel: se Var. ovf. På fortælletidspunktet var vestgrønlændere klar over, at der boede fredelige stammefrænder på den anden side havet i modsætning til traditionens aggressive kannibaler. Denne Iseraasoraq er dog ikke nogen behagelig gæst fra Akilineq, massemorder som han er i fortsat overensstemmelse med traditionen.

ama oqalugtuaq / Kvinder flygter til indlandet

Print
Dokument id:148
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:ama oqalugtuaq / Kvinder flygter til indlandet
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 101 - 103, nr. 39
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af orig. håndskr., renskrift el. afskrift, der ikke længere eksisterer.

 

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 43, ss. 149 - 151 har Rink sammenstykket denne variant med en af Amos Daniel. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 28, ss. 217 - 221: The Girl who fled to the Inlanders.

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

 

Kvinden, der drog bort, fordi hun knækkede sin storesøsters synål (Orig. uden overskrift).

En kvinde kom engang til at knække sin storesøsters synål. Hun blev så ked af dette, at hun drog bort hjemmefra for at leve som eneboer, qivittoq. Mens hun gik grædende af sted, var der én bagved, der grinede og sagde: "Der er én, der græder over noget." Da hun holdt med at græde, spurgte vedkommende: "Hvorfor græder du?" "Jeg knækkede min storesøsters synål; og min storesøster sagde, at jeg skulle gå hjemmefra," svarede pigen. Så sagde den anden: "Jeg har revet min storebroders snare over, og han sagde, at jeg skulle gå hjemmefra. Må jeg følges med dig?" Så gik de videre.

Et stykke tid efter sagde den mandlige ledsager: "Det varer ikke så længe, så vil vi kunnne få øje på et hvilested." Ganske rigtigt! De fik øje på en stor klippe. Klippen og dens revner var dækket til med skidt og møg. På klippen var der en hel masse børn. Ledsageren sagde: "Jeg vil råbe kungujooq til dem." Først hørte børnene ikke råbet. Men da han gentagne gange havde råbt: "Jeg er kungujooq," råbte børnene tilbage: "Kom ned til os." Der var to huse på stedet. De gik ind i det ene hus. Der var kun kvinder hjemme. Mændene var ude på fangst. Der blev budt på mad, og da den fremmede pige havde spist, skjulte kvinden i huset hende ved fodenden af briksen. Hun ønskede, at hendes søn skulle have hende til kone. Blandt beboerne i huset var der en galning, der med rene ord fik besked på ikke at sige noget til bopladsfællerne.

 

Hen på aftenen hørte de buldren udenfor. Lidt efter trådte en høj mand ind i

huset - helt våd af sved. "Her lugter af menneske - en kystbo," sagde han. Men da

moderen sagde, at der ingen fremmede var i huset, sagde han ikke mere. Det

buldrede igen udenfor; og ind trådte en mand, som viste sig at være den yngste

søn. Også han sagde, at der lugtede af kystbo; men moderen beroligede ham. Han

satte sig på gæstebriksen og begyndte at spise. Men moderen bad ham sætte sig på

briksen ved siden af sig; og hun fortalte ham, at hun havde skaffet ham en pige,

en kystbo, til kone. Sønnen lagde sig på briksen, som om han ville hvile sig, og

greb kvinden, som skulle være hans kone. Hans storebroder gjorde vrøvl og sagde,

at det jo var ham, der kunne lugte hende før sin lillebror. Men moderen mindede

ham om, at han i forvejen havde en kone.

 

Galningen / den tossede fik endnu engang besked på, at hun ikke måtte sige noget om kystboen.Men det første hun gjorde, da hun kom ud, var at komme med noget sløret snak om den smukke svigerdatter i huset. Straks kom folk og kiggede ind ad vinduet og åbnede husets tag for at få et glimt af dem fremmede pige.

 

Der var to piger på stedet, som godt kunne tænke sig at blive gift med denne

yngste søn. De udbredte sig om, at de var i stand til at løbe en renkalv op. De

var misundelige på kystboen og sagde, at hun slet ikke kunne løbe hurtigt. Så

gik kystboens mand ud; da han kom ind igen, havde han kamikker med, der var

fyldt med orme og lignende. Han gav sin kone kamikkerne på. Snart var der ikke

meget kød tilbage på benene. Så tog han hende med ud. Han begyndte at løbe med

hende, idet han sagde, at hun hele tiden skulle kigge på hans hæle. De løb sammen - først op og derefter ned; og hun løb hele tiden bagved så tæt på ham,

at hun somme tider trådte ham i hælene.

 

Det forlød nu, at der skulle holdes sangfest. Nogle kravlede op på en stor sten

og begyndte at lave bevægelser med armene, som om de roede. Så dansede man

trommedans. Det viste sig, at en kusine til kystboen også var tilstede. De græd

af glæde, da de mødtes. De blev enige om at vende tilbage til kysten. En morgen

tog de af sted. Undervejs dræbte de deres børn.

 

Var.: oqaluttuaq qatanngutigiinnik Arnasuaasaq; NKS 2488, VI, ss. 141h - 144v; The Girl who fled to the Inlanders; Kvinderne, som blev gift med erqigdlit; De to brødre; Pouia; Puvia; Sorarsinaq toqusoq; Makkutooq;

Desuden en del andre om ægteskaber mellem rigtige mennesker og åndevæsner eller dyr i menneskeskikkelse.

 

Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.

 

Hist.: Thalbitzer 1923: nr. 282, ss. 531 - 532, bringer fra Uummannaq i 1904 Martin Mörchs version af en sang om en indlandsdværg, der ruller ned ad en klippeside, muligvis pga af en lavine. Den ender med udråbet Kong, kong, kong, o-oh. Sådanne dværge kunne genvinde tabt ungdom ved en sådan rulning ialt fem gange. Rulningen hed inutsannaarneq. En pan-eskimoisk forestilling, der muligvis hænger sammen med et gammelt livsfornyende ritual. I Østgrønland kaldte man en forlæns kolbøtte for en 'sol', der jo tar fat på ny efter et års forløb (Victor & Robert Lamblin 1989-93, I: 208f. Og i en oprindelsesmyte til menneskers død fra Nunivak satte ravnen således en brat stopper for menneskers evne til ligesom minken at opnå ungdom igen ved at rulle ned ad en skrænt (Lantis, 1946:297). De kunne også klappe sig større, op til menneskestørrelse. Samme forestilling kendes fra både Østgrønland (søg på dværge), og arktisk Canada: Saladin d'Anglure, B. 1986, Études/Inuit/Studies, Supplementary Issue. Se også GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): Dværge.

Ifølge Thalbitzer (ibid.) har Rink overvejet om det tilsyneladende ikke-eskimoiske kung, kung ... skulle være iroquesisk. Under alle omstændigheder har de seneste udgravninger af sen Dorset i Thule-området, hvor dorset kan have truffet de først indvandrede thule-kulturs inuit (Appelt & Gulløv: Dansk Polarcenter Publication No. 7, 1999; Appelt, Berglund & Gulløv: Dansk Polarcenter Publication No. 8, 2000), givet fornyet næring til spekulationer over fortællingernes forskellige indlandsboeres mulige sammenhæng med dorset-folk.

ãma oqalugtuaq avdla / Enken

Print
Dokument id:140
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Steenholdt, Wittus ?
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:ãma oqalugtuaq avdla / Enken
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 82 - 87, nr. 32
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af Steenholdts nedskrift eller afskrift:

NKS 2488, VI: 170h - 172v.

 

Resumé i Rink 1866-71, I, nr. 35: Enken.

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om en stærk mand, der dræbte manden med de mange koner (orig. uden overskrift).

En mand, der havde mistet en søn, og som var meget bedrøvet over det, rejste

sydover for at fordrive tiden. Alle steder, hvor han kom hen, forhørte han sig

om, hvorvidt der var et barn, der var opkaldt efter hans afdøde søn. Når han fik

et negativt svar, rejste han videre til et andet sted.

Endelig kom han til et sted, hvor der var et barn, der var opkaldt efter hans

afdøde søn. På denne boplads bosatte han sig. Han forærede barnet, der var

opkaldt efter hans søn, en kniv. Han plejede at invitere til spisning, når han

fangede en sæl. Da de engang under en spisning kom til at mangle en kniv, tog

han barnets kniv frem til almindelig benyttelse. Men da gæsterne gik, kunne han

ikke finde den nogen steder. Han efterlyste den flere gange, men uden resultat.

Så valgte han at skade de andre ved hekseri. Et af de unge mennesker blev syg og

tilstod tyveriet, inden han døde.

Efter dette fik manden at vide, at de andre på bopladsen ville hævne sig på ham

og dræbe ham. Han fik sin kone til at grave et hul under gulvet; og de sæler,

han fangede, blev puttet ned i dette hul. Til de andre i huset sagde han:

"Dræber de mig, vil det give sig til at sne."

En dag, da fangerne kom hjem fra fangst, var mandens børn som sædvanlig nede

ved stranden for at tage imod deres far. Men de fik at vide, at deres far var

blevet dræbt. De gik grædende op til huset, og i det samme begyndte det at sne;

og det blev ved hele vinteren, så ingen kunne tage ud på fangst. Bopladsfællerne

tiggede sig til lidt mad hos enken, så længe der var noget. Enken kendte en

vise, der kunne få det til at holde op med at sne. Den sang hun, da provianten

var ved at slippe op. Det var ikke muligt at komme ud af huset gennem døren

eller gennem vinduet, så de slap op gennem røghullet for at få konstateret, at

det var holdt op med at sne. Enken gik rundt til de andre huse og opdagede, at

alle var døde. Hun skar hovedet af dem alle sammen.

Enken kendte også en vise, der kunne få isen til at forsvinde. Da isen

forsvandt, kom der mange sæler. Enken sagde til deres mandlige husfælle: "Du skal

i første omgang kun fange én sæl, og den skal du give mig. Det samme skal du

gøre med den anden, tredje, fjerde og femte. Først derefter kan du begynde at

fange ubegrænset." Manden gjorde, som enken sagde. Denne enke døde i øvrigt på

grund af alt det trylleri, og hendes husfæller tog hendes drenge til sig.

 

Efter moderens død begyndte drengene at gå lange ture. De kom hjem med

sønderrevne anorakker. En dag udspionerede plejefaderen dem og opdagede, at

de legede med en isbjørn. Han så, at bjørnen løb efter den mindste af drengene.

Så løb den ældste af drengene efter bjørnen og tog den i halen. Nu løb bjørnen

efter den ældste. Lillebroderen løb efter bjørnen og tog den i halen. Sådan blev

de ved, og til sidst dræbte de bjørnen. Manden gik hjem og fortalte sin kone, at

drengene nu havde fanget en isbjørn, og at de kunne glæde sig til kødet. Men

drengene kom ikke hjem med noget kød. Dette gentog sig mange gange, og drengene

udviklede sig til at blive meget stærke. Den yngste var den stærkeste - så

stærk, at han bristede og døde.

Den ældste bror og plejeforældrene rejste sydover, og drengen blev voksen og

giftede sig. En dag kom de til en boplads med to huse. Det øverst beliggende var

meget langt og det nederste lille. Manden, der kom ud af det lille hus,

fortalte, at den stærke mand i det lange hus havde den skik, at hver gang der

kom gæster, tog han konen til sig og dræbte manden. Manden fra det lille hus

tilbød at ville følge ham op til det lange hus. Men først ville han se, hvor

stærk han var, og lod ham løfte et sortsideskind, der var fyldt med sten. Gæsten

bestod prøven. Manden lærte gæsten den sang, der skulle synges, og instruerede

ham i, hvordan han skulle bære sig ad med at undgå at blive ramt af modpartens

lanse. Sammen gik de op til det lange hus.

Inde i huset sad der en hel masse kvinder ved siden af hinanden. Det var den

stærke mands koner. Der blev sat mad frem til gæsten, og han spiste en hel

sortside. Den stærke mand bad konen om at komme med en tromme. Hun gav ham en

tromme af en anselig størrelse; men den stærke mand afviste den, idet han sagde,

at det kun var et stykke legetøj. Derefter gav konen ham en meget stor tromme.

Han begyndte at synge en vise, og værtens stedsønner sang med. Da de nåede

midtvejs i sangen, sagde stedsønnerne henvendt til gæsten: "Duk dig, duk dig!"

Gæsten dukkede sig, så kun hagepartiet var synligt. Den stærke mand hævede nu

lansen for at kaste den. I det samme hoppede gæsten, og lansen ramte væggen

under ham. Næste gang den stærke mand løftede lansen, lagde gæsten mærke til, at

hans øjne nærmest kiggede op. Derfor dukkede han sig og satte sig på hug, og lansen ramte væggen ovenover ham. Nu greb gæsten lansen, og den stærke mand

satte sig på gæstens plads. Gæsten istemte en vise, og da de var midtvejs i

den, sagde stedsønnerne: "Duk dig, duk dig!" Gæsten løftede lansen, kastede den og

ramte den stærke mand i hagen i det øjeblik han strakte sig op. Lansen gik tværs

igennem ham og satte sig fast på væggen. Gæsten var på vej ud, uden først at

have trukket lansen ud. Så greb hans kone ham bagfra. Udenfor stod den stærke

mands forbundsfælle og ville slås med gæsten. Gæsten kom til at træde forkert

og ramte en sten, så hans hæle flækkedes, men han undgik at blive væltet ned på

jorden. Han tog fat på modstanderen og trykkede ham så voldsomt, at blodet

piblede ud af munden på den stærke mands forbundsfælle.

De rejste videre og kom til en ny vinterplads. Engang han fangede en hval,

inviterede han til spisning udendørs på en klippeflade. Han lod hånden glide

henover klippefladen og sagde: "Ham, jeg sloges med, havde en pande så hård som

denne klippe."

 

Var.: Den sidste episode: Kunuk; Søg også på Kumal*;

 

Hist.: Ikke historisk. Episoderne er velkendte fra andre fortællinger og forestillingen om en rejse mod syd og fortsat mod syd fra en egn med isbjørne, og længere mod syd, hvaler, bør være udgået fra et sted nord for Upernavik.

Sammensætningen af episoder virker heller ikke umiddelbart forståelig.

 

Kommentar: Enken kan med sine formularer åbenbart klare det samme som en angakkoq / åndemaner, der rejser til havkvinden og via rensningen af hende får isen brudt op.

Amaqqunik takunnittut Kangersunermi Nuup eqqaani

Print
Dokument id:1754
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Amaqqunik takunnittut Kangersunermi Nuup eqqaani
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:ss. 252 - 253, nr. 57
Lokalisering:Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 57, ss. 307 - 310.

 

Resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II nr. 73, ss. 109 - 110.

 

Kort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 132, s. 464: The Amarok.

 

Resumé af uddraget:  Amaroq'erne. En mand, der vil fordrive sin sorg

følger med på renjagt, men oplever intet bemærkelsesværdigt.

En slægtning fortæller ham så om et vældigt brøl, som nogle renjægere

engang hørte ved Akulleq. Manden og slægtningen følges derop, træffer

et kuld amaroq ("ulve") unger, som manden trods slægtningens advarsel

slår ihjel. Slægtningen gemmer sig i en hule. Det gamle ulvepar, der

er store som konebåde på støtter kommer med hver sin ren i gabet (først hunnen, så hannen). Begge opdager drabet efter tur, og hannen farer hen til en indsø, haler et menneske op af den, slænger det på jorden og løber mod indlandet. Slægtningen i

hulen ser, at manden dør samtidig. Det ophalede menneske er dennes

sjæl, som amaroq'en har røvet som hævn. Egnen Akkulleq er derefter en

tid fri for amaroq'er.

 

For kommentarer til Rinks version af originalteksten se Thisted og Thorning 1996:

nr. 57, s. 340.

 

Hist.: Fortælleren har ikke kendt rigtige ulve. Det er betydningen af amaroq hos inuit i Canada, hvorfra grønlændernes forfædre har haft glosen med. Men overladt til fantasien har amaroq'en - som man ser - antaget helt uhyre dimensioner. Men dens karakter af renjæger er bevaret intakt.

 

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Amarsissartoq

Print
Dokument id:158
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Steenholdt, L. N.
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:Amarsissartoq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 149 - 150, nr. 49
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af orig. håndskr., renskrift el. afskrift, der ikke

længere eksisterer.

 

Ultrakort resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 136.

 

Resumé i oversættelse fra håndskrift ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om barnerøveren med pose på ryggen. (Orig. uden

overskrift)

Der var engang et ægtepar, der boede helt alene. De havde flere

gange mistet et nyfødt barn. Om natten sov de med barnet imellem sig, men når

de vågnede om morgenen var barnet væk. De blev hver gang meget kede af det.

Engang var der en åndemaner / angakkoq / angakok, der manede ånder. Han opdagede, at der på en stor slette inde i landet lå et hus, hvor manden med posen på ryggen boede; og det var ham, der havde røvet ægteparrets børn. Åndemaneren gik til huset, men manden med en pose på ryggen var ikke hjemme. I huset fandt han babyer, der var hængt op i bundne fødder med hovedet ned. Brystet på dem var blevet blåt. Han tog den sidst bortførte baby med sig hjem. Forældrene blev meget glade.

 

Da åndemaneren en dag manede ånder, fortalte han, at han ikke kunne se huset.

Men da åndemaneren endnu engang manede ånder, førte manden med posen ham ud og

viste ham sit hus, som lå midt på indlandsisen. Han sagde til åndemaneren, at

han nu ville pine ham. Men åndemaneren kaldte på sine hjælpeånder - først

falken, der styrede lige imod manden med posen og ramte ham på panden, så han

var lige ved at blive dræbt. Åndemanerens anden hjælpeånd, den Skævmundede / Eqingasoq / Equngasoq (?), kom også og væltede manden med posen. Inden åndemaneren forlod manden med posen, fik han sagt til ham: "Du sagde ellers, at du ville pine mig." Manden med posen svarede: "Hvor er du dog ualmindeligt irriterende." Åndemaneren dræbte manden med posen, hvorefter han tog hjem. Efter dette fik ægteparret lov til at beholde deres børn.

 

Var.: Tunerluk (to versioner); ham som kun var qilaamasoq; Angangujuk; Amaarsiniooq; Innersuanut mingaatittoq; Meddr. Grønland 109(1), ed. by H. Ostermann, 128; Matakatak; Makataták; qilaamasoq. Oftest er det indlandsboere, kæmper, der stjæler barnet.

 

Kommentar: I enkelte fortællinger er rygpose-væsnet en mand som her. I de fleste er denne Amaarsiniooq en kvinde. Den tvekønnede symbolik i manden med en kvindes amaat er særlig uhyggevækkende i den grønlandske tradition: Indvoldsrøversken; Uersaq.

Amerdlangitsunguamik / Amerlanngitsunnguamik / - ægtede de mange brødres eneste søster

Print
Dokument id:397
Registreringsår:? 18
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, V. 4'
Fortæller:Hendrik (Hintrik /Hindrik)
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Amerdlangitsunguamik / Amerlanngitsunnguamik / - ægtede de mange brødres eneste søster
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 1088 - 1090, nr. 224
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Referat/parafrase/næsten oversættelse ved Kirsten Thisted:

 

Om Amerlanngitsunnguaq

 

Amerlanngitsunnguaq fik de mange mænds eneste søster til kone, hendes hår lignede noget der brænder.

 

Han fik hende dengang, da solen var begyndt at stå lavt på himlen, og nu begyndte solen igen at komme højere op på himlen, men så travlt havde han med at kæle med hende, at han slet ikke havde haft tid til at komme ud i kajak i al den tid. Kajakken lå og var helt tørret ind, så skindet strammede om skelettet. Hans svogre havde fanget mange sæler om efteråret, og når de satte bryststykkerne ud, sagde de til ham: "Nu er det ikke så vanskeligt mere, nu er det ikke ganske umuligt mere!"

Men svogrenes svoger havde altså en vældig appetit!

 

Til sidst da dagene blev lange og vinteren for alvor satte ind, blev det dårligt vejr med skiftevis stærk nordenvind og snestorm. Det blev ved og ved. Da Amerlanngitsunnguaqs mange svogre ikke længere fangede noget, begyndte de at tære på deres forråd. Da de havde spist det hele, begyndte de at spise affald. Men til sidst var der heller ikke den mindste stump af det tilbage. Nu kom de ikke længere ud af huset, og alle de stakkels svogre lå bare og sov.

 

Til sidst holdt de mange svogre helt op med at stå op. Mens det stadigvis var nordenstorm og snevejr, gik Amerlanngitsunnguaq en morgen ud og kom ind med den ældste svogers kajakpels. Han havde jo ikke været ude i kajak siden sidste år da solen begyndte at stå lavt på himlen, og derfor regnede svogrene slet ikke med ham som fanger. Da han gjorde sig klar, og hans kone fulgte med ham ud, så føg det så stærkt, at det ikke var til at se. Da han skulle om bord i kajakken, holdt konen fast i spidsen, og først da han havde surret pelsen helt fast om mandehullet, skubbede hun kajakken ud. Nu ventede de så efter ham i snefoget, der slet ikke havde noget ophold.

 

Da Amerlanngitsunnguaq kom af sted og sejlede forbi de yderste øer i den kraftige nordenvind, kom solen højt op dernede sydpå, og da han kiggede sig omkring, kunne han se, at der var helt mørkt af snevejr derinde ved deres boplads, mens det herude hvor han var, var ganske dejligt vejr. Mens han lå på lur efter sæler, kom en remmesæl op lige nærved. Han roede hen og harpunerede den. Så gjorde han den klar til slæbning, og da han var færdig, roede han indad. Da han havde råbt Uaa! kom hans kone ned, og da hun kom ned, opdagede hun, at han havde en stor remmesæl på slæb. Hun skyndte sig op og råbte ind: "Nu skal I få både kød og spæk, Amerlanngitsunnguaq har fanget en stor remmesæl!"

De råbte så det kimede, alle svogrene.

 

Da han gik op derfra, sagde han, at hun skulle koge bryststykkerne. Da de var kogt, satte han dem ud og sagde: : "Nu er det ikke så vanskeligt mere, nu er det ikke ganske umuligt mere! Værs'god at spise bryststykker!"

 

De sagde ingenting. Det skulle vise sig, at han skulle blive ved med at sige dette.

[altså: han bliver ved med at fange)

 

Så begyndte de mange svogre efterhånden at stå op, nu hvor de igen var begyndt at spise, og de begyndte igen at gå ud. Engang da de vågnede om morgenen, og han var i færd med at ordne sin kajak, var der en der prøvede at tage kajakken fra ham. Han vendte sig og så, at det var den ældste af svogrene, der ville have fat i sin kajak. Da det jo ikke var hans egen, lod han ham bare tage den. Han gravede så hurtigt den næste svogers kajak op af sneen, og så tog han af sted sammen med den ældste svoger. Da de kom til fangstpladsen og lagde sig på lur efter sæler, sagde Amerlanngitsunnguaq til den anden: "Ro nu efter den!"

Men svogeren sagde: "Nej, ro du efter den!"

Idet svogeren regnede med, at han ville smide sin fangeblære / fangstblære ud, lagde han sig på tværs på havet. Den store svoger undrede sig, for han kunne ikke gøre den slags. Da han havde slået den ihjel, gjorde han den klar til bugsering.

 

Mens de nu igen lå på lur efter sæler, kom der en stor remmesæl op. Amerlanngitsunnguaq kiggede på den anden og sagde: "Du har ikke fanget noget endnu, ro efter den!"

Svogeren roede efter den og harpunerede den. Da han ikke kunne slå den ihjel, slog Amerlanngitsunnguaq den ihjel og sagde til ham: "Nu skal du bare tage ind og du må endelig ro efter vindsiden, dér hvor du skal lande! Jeg skal lige prøve, om jeg kan fange en til!"

 

Mens han nu igen lå på lur, kom der igen en stor remmesæl op, og han harpunerede den. Da han havde slået den ihjel og var færdig med at gøre den i stand, tog han ind, og kom så hjem til sidst. Han kom hjem og opdagede, at den anden ikke var kommet hjem endnu. Da de andre begyndte at blive bange, sagde han: "Det er fordi han har fanget en stor remmesæl!"

Og nu ventede og ventede de så på ham.

 

Til sidst blev det aften. Da vinduerne blev helt mørke, sagde Amerlanngitsunnguaq: "Nu har det varet alt for længe, uden at han er kommet hjem. Det kunne være, I skulle prøve at dække vinduerne til!"

Det viste sig, at han var en stor angakkoq / åndemaner, det vidste de slet ikke. Straks de havde været ude og dække vinduerne til og kom ind, slukkede de lampen, og der blev helt mørkt. Så var der pludselig nogen, der sagde derudefra: "Jeg kan ikke komme hjem, fordi min fjerde finger [ringfinger er væk."

De andre blev meget kede af det, da de hørte det. Det fortælles, at Amerlanngitsunnguaq angrede så meget, at han ikke var roet med sin store svoger, at han helt holdt op med at gå ud i kajak.

 

Der er den slut. Hintrik.

 

Var.: Amerlanngitsunnguaq; Sungersuusaq (Aron. En fortælling af en vidt udbredt type (á la Askeladen) om den sølle fyr, der først viser sine (næsten) overnaturlige kræfter, da alle andre må give op.

Den østgrønlandske fortælling (Kaarali) om en ræv som snu svigersøn er skåret over samme læst.

 

Hist.: Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

 

Kommentar: Den gentagne frase om at nu er kødet nemt nok at gå til er ment som en hån, først mod svogeren, der intet besvær har haft med at fange noget til det serverede måltid, senere som hans gensvar, da han er den eneste der fanger under hungersnøden.

Anaqqorsuaq

Print
Dokument id:1755
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Anaqqorsuaq
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:ss. 254 - 256, nr. 58
Lokalisering:Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 58, ss. 311 - 315.

 

Uddrag i Rink 1866 - 71, II: s. 110,  nr. 74.

Resumé af uddraget: Anaqqorsuaq, der blev født ufuldbårent ved

Pisissaarfik, drilles konstant under sin opvækst. Men træner sig stærk og skaffer sig respekt.

Renerne er forsvundet fra egnen ved Kapisillit, muligvis p.g.a. amaroq'er, som A. mener at se (tilsyneladende fem harer der ligger og soler sig) og flygter fra deroppe. 3 år senere tager han derop igen sammen med en enkelt kvinde, spiser lidt

renskarn med spæk, ser en stor hunren, nedlægger den og dier den. Derefter

kommer renerne tilbage til egnen. På sine gamle dage bliver A.

døbt og til sidst omkommer han i kajak.

 

For kommentarer til Rinks version af originalteksten se Thisted og Thorning

1996: nr. 58, s. 340.

 

Hist: Anaqqorsuaq er Mangilaqs barnebarn (se s. 311 - 315, nr. 16,

Singajuk), og er ligesom denne, der siden fik tilnavnet Tusilartoq,

født uden negle.

En historisk fortælling fra omkring 1800 på Nuuk-egnen. Angående

renbestandens svingninger o.a. søg på: "Ressourcers forsvinden og

komme" for andre fortællinger om sådanne iagttagelser.

 

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Anertorsuaq illorpassualik / Anertorsuaq med de mange fætre

Print
Dokument id:1741
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Anertorsuaq illorpassualik / Anertorsuaq med de mange fætre
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:ss. 196 - 204, nr. 44
Lokalisering:Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 44, ss. 219 - 236.

Uddrag i Rink 1866 - 71, II: s. 81 - 83, nr. 40.

 

Resumé af  Rinks uddrag:

Anertorsuaq har ingen søskende men bor sammen med

mange fætre. A. kommer uforsætligt til at dræbe en fætter under

flænsning (man deler ikke ordentligt, men rager til sig) og mens fætrene pønser på hævn, flygter han efter en tid

mod nord til grænsen for havisen, der aldrig smelter. For det er

vanskeligere at flygte sydpå, siges det. Hans kone føder en søn og to

døtre. Sønnen opdrages til stærk mand for at kunne modstå evt. hævn, og han fanger hvidhvaler sammen med sin ene søster langt ude på isen, hvor de hveranden nat overnatter i et snehus. En dag er hun borte. Broderen tager hjem, spiser ikke et

døgn, tager så ud og fanger en kæmpehare og en kæmperæv til

slædehunde og desuden en avaqqiaarsuk, som kan knuse sten med sine

tænder. Fra nu af kan alm. mennesker intet gøre ham, siger faderen.

Han kører til Akilineq på sin slæde, træffer sin søster gift med en

enøjet mand, som broderen viser sin overlegne styrke, da han trækker

tænderne ud af et hvalroshoved, som den enøjede forærer ham. Broderen

tager hjem. Den enøjede kommer på besøg på en slæde forspændt rener,

og svogeren imponerer ham endnu engang ved at fremkalde, fange og overmande en

rasende kiliffak ved en sort sten ved en revne i indlandsisen.

Sammen rejser de så sydpå med fangstblærer af hele oppustede sælskind.

Hernede dræber den stærke en befalingsmand på en boplads til alles

lettelse og fordi han har fornærmet den enøjede. Man fortæller

hinanden om stærke dyr, man har kunnet magte, og den stærke kan

imponere med det dyr, der knuser sten med tænderne. De rejser hjem

efter sommeren, og derfra tager den enøjede, formentlig sammen med sin kone, tilbage til Akilineq. Ham hører de aldrig mere til.

 

Var.: Dette er "moderne" variant af rejsen til Akilineq efter en forsvundet søster. Søg på: "Bjørn, knivhale og savryg." Og: Malarsivaq / Malarsuaq / Maledok / Manutooq.

 

Hist.: Fortællingen beskriver forestillinger om folk højt mod

nord, hvor man bor langt mere spredt end mod syd.

Fjendskabet med Akilineq-boerne i traditionelle fortællinger er

elimineret. Den enøjede bliver ikke dræbt under besøget, og han er ingen

kæmpe. Hans kone, der muligvis tager med, er ikke så kraftigt i fokus, måske fordi hendes bror har ialt to søstre (BS).

Bemærk at traditionens "stærke mand", der besejres af helten, hér er

en af koloniadministrationens "befalingsmænd".

 

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

 

For kommentarer til Rinks version af originalteksten, 1866-71, nr. 40, se

Thisted og Thorning 1996: nr. 44, s. 331 - 332.

Angakkorsiaq

Print
Dokument id:1906
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Angakkorsiaq
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 452 - 455
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 47 ss. 247 - 254.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

"Taama allattunga, Aron", 1999, II: 452 - 455: Angakkorsiaq; og i Thisted og Thorning: 'Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... / Måske nogen kunne fortælle ...', 1996: nr. 47, ss. 211 - 214, med dansk kommentar s. 333 - 334:

 

Dansk uddrag i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II: nr. 41,

ss. 83- 84.

Kort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 123, s. 459: Angakorsiak was very proud of his Angakok Wisdom.

Resumé af uddraget: En angakkoq / åndemaner ved navn Angakkorsiaq (Den mådelige åndemaner). A. vil kappes med andre angakkut, men bliver den lille langt oppe nordpå, hvor en

stærk angakkoq gør ham alle kunster efter og desuden gennemborer en

sten med sin harpun, så den bløder.

Angakkorsiaq dukker under vandet, kommer op som en ren af skam, går under, kommer op som sig selv igen og ror skyndsomst hjemad.

 

Var.: En åndemaner fra Sydgrønland; Pebersvenden, som rejste nordpå for at opsøge en berømt åndemaner;

 

Hist.: Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Angakkorsuaq paap angakkueraa / Ånedemaneren som fik sin angakkoq-evne frataget af en skallesluger

Print
Dokument id:1777
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Enevold, Thomas
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Angakkorsuaq paap angakkueraa / Ånedemaneren som fik sin angakkoq-evne frataget af en skallesluger
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:ss. 75 - 76, nr. 13
Lokalisering:Qoornoq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

 

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 13, s. 34 - 35.

 

Kort resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II: nr. 30, ss. 71.

 

Resumé: En stor angakkoq / åndemaner kan se sælerne i dybden (gennem sin kajakstol) og får derfor altid fangst.

En dag indsamler han æg fra en skalleslugers rede og

fanger på hjemvejen en sæl, som han straks ved hjemkomsten lader

kvinderne partere og koge bryststykkerne af. Han glemmer æggene i

kajakken, hvor skalleslugeren således kan hente dem igen, men den

beklager sig alligevel til åndemaneren i et drømmesyn, der lammer åndemaneren:

"Vi skulle netop til at opkalde vores børn,

som vi endnu ikke vidste om de blev drenge eller piger, efter vores

svigersøn." Pludselig husker han æggene, føler sig lettet, og går ned efter æggene, der er væk. Derefter fratager fuglen åndemaneren hans evner til at se

sælerne i dybden og dermed til storfangst.

 

Var.: Oqaluttuaq angakkorsuarmik nr. 162 (meget længere)

Angakkorsuit nuliariik / Ægtefællerne der begge var åndemanere

Print
Dokument id:1793
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Angakkorsuit nuliariik / Ægtefællerne der begge var åndemanere
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:ss. 138 - 140, nr. 31
Lokalisering:Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

 

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 31, ss. 118 - 123.

 

Oversat uddrag i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II: nr. 35,

ss. 76.

Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 121, s. 458 - 459: A Married Couple remained Childless on account og their both being Angakok.

 

Resumé af uddraget: Et gammelt ægtepar, der begge er åndemanere og

derfor barnløse, bor ganske alene. De rejser ud for at træffe

mennesker og møder i en fjord en kajakmand, der blir så forskrækket

at han lader sin fangst med bugserremmene i stikken. De gamle får

således et rigt forråd af fangsten. Senere rejser de ind i fjorden med

remmene til ejermandens boplads, hvor de modtages godt, beværtes flot,

og manden af de to holder til gengæld seance og helbreder en ung mand,

der er blever forhekset af sin moster. De to gamle blir misundelige på

husets mange drengebørn, men bringes til skamfuld tavshed, da de

hører at drengene alle er opkaldt efter andre, der er udeblevet i

kajak.

 

Thisted & Thorning 1996: 327: Teksten er stærkt beskåret, bla. også fordi hele

åndemaningsscenen / seancen er udeladt, under henvisning til Arons version, som

er trykt i 1. bind (Nr. 81).

 

Hist.: Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Angakkorsuit nuliariit / Ægtefællerne der begge var åndemanere

Print
Dokument id:1794
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Angakkorsuit nuliariit / Ægtefællerne der begge var åndemanere
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:ss. 141 - 143, nr. 32
Lokalisering:Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

 

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 32, ss. 123 - 128.

 

Blandet oversættelse og referat i Rink 1866 - 71, II: s. 56 - 57 nr. 23.

 

Resumé: De sidste åndemanere på Nuuk-egnen opregnes, men fortællingen

beretter kun om Unneqs bedrifter og de lokaliteter de er foregået ved.

Han bor i Qoornoq. Under en seance besøger han på åndeflugt folkene

ved Pisissaarfik og trues på hjemvejen af Aappilattoq-fjeldets ånd

Amaarsiniooq, der lyser og ligner en rovfugl i flugten. U. tar da

turen hjem under vandet, og under sin næste seance tilkalder han

Amaarsiniooq, der fortæller om Uumannaq-øens onde fjeldånd,

"Kilderen", som A. selv har slået ihjel, fordi den dræbte et menneske.

Således får man omsider både forklaringen på den mand man fandt død og

nøgen med iturevne klæder ved dette fjeld og sikkerhed for, at man

ikke længere behøver at frygt "Kilderen". Under en anden seance

fortæller U.s innersuaq, at han omsider har fundet sin lige blandt

dagslysets børn (rigtige mennesker). Det er en fanger fra Qaarusuk

(Bjørneøen), der kan klare sig i kajak i alt slags vejr og ror frem og

tilbage til Kangeq på alkefangst på samme dag. Således erfarer nu

denne mand, at han i det skjulte har følge af denne innersuaq og er

hans ligemand. Om samme mand fortæller man iøvrigt at han som den

eneste fisker enorme oppustede rødfisk på så dybt vand, at linen

fylder hele hans kajak. Derfor kalder man denne rødfisk for "Qaarusuks

storfangers fisk".

 

For kommentarer til Rinks version af originalteksten se Thisted og Thorning 1996:

nr. 32, s. 327.

 

Hist.: Historisk fortælling i traditionelt regi. "Kilderen" findes i forskellige mytiske skikkelser i andre grønlandske fortællinger og hos mange østeskimoer. Bl.a. medbragt fra Baffinland til Thule området.

 

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Angakokens åndeflugt til indlandsboerne / angakkoq / åndemaner

Print
Dokument id:145
Registreringsår:1823
Publikationsår:1866
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Clementsen, Tobias
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:Angakokens åndeflugt til indlandsboerne / angakkoq / åndemaner
Publikationstitel:Eskimoiske Eventyr og Sagn, I
Tidsskrift:
Omfang:ss. 161 - 162  nr. 50
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Orig. håndskr. NKS 2488, VI, ss. 141h - 144v.

Seminarieelevs afskrift: NKS 2488, II, nr. 36 ss. 97 - 100.

 

Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 93, ss. 443: An Angakok Flight.

 

Resumé:

Oqataqs far er en stor angakkoq, der på opfordring holder seance, hvor han med storetåen i et hul i en koblerem (kobberem = sælskindsrem) og den anden ende bundet om hovedet flyver til indlandet. Her besøger han en masse kvinder, hvis fælles mand er husstolpen, der er helt glat. Den hælder faretruende, når han gør tilnærmelser til en af kvinderne eller bare han lægger sig på briksen.

På sin næste tur til indlandet kommer han på besøg hos inorutsit, bjergfolk, der spiller bold med ham, til de lægger ham halvdød op på tørrestativet. Han tilkalder sin hjælpeånd, en hund, og da den kommer gøende, smider de skrækslagne deres børn ned i husgangen, og åndemaneren slipper ud. På en tredje tur til indlandet kommer han ind i et hus, hvor hans længst forsvundne søster er gift med den største af mændene, der har funktionen som husældste. Denne er lidt genert i starten, men lader så mad sætte frem. Som tegn på at han som åndemaner har været der, får han af søsteren en stump renskind med hjem, som han kan vise sine fæller.

 

Var.: The Girl who fled to the Inlanders; Kvinderne, som blev gift med erqigdlit; De to brødre; Pouia; Puvia; Sorarsinaq toqusoq; Makkutooq; søg på Akilineq. Desuden en del andre om ægteskaber mellem rigtige mennesker og åndevæsner eller dyr i menneskeskikkelse.

Episoden med de enlige kvinder og husstolpen er ret udbredt i mytiske rejseberetninger som fx Kivioq / Givioq.

Ånderne, men hyppigst himmelånder - formentlig nordlysene - der spiller bold med åndemaneren, forekommer ret ofte, også i Østgrønland, se: Qajaqanngitsoq angakkussartoq.

 

Kommentar: Det siges ikke, hvilke slags ånder søsteren er havnet hos.

Bindingen af åndemaneren til åndeflugt minder mere om en qilaneq-kombination end den vanlige med hænderne på ryggen og panden mod knæene.

Angakokken som dræbte heksen

Print
Dokument id:202
Registreringsår:1859
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Angakokken som dræbte heksen
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 283 - 284, nr. 97
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Oversat af Kirsten Thisted i: Kreutzmann, Jens: Fortællinger & akvareller. Red. Kirsten Thisted. Atuakkiorfik 1997: 62: Heksen som blev ramt i fodsålen.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning af Arnaq Grove i: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 62: Ilisiitsoq alumigut ikilerneqartoq.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

En dygtig fanger, der forsynede sine bopladsfæller med mad, blev engang syg.

Man havde mistanke om, at han var blevet forhekset og bad deres åndemaner om

at finde ud af årsagen til hans smerter. Åndemaneren elskede mad og en aften

slukkede man lamperne, for at han kunne påbegynde sine undersøgelser. Efter

længere undersøgelse opdagede åndemaneren ved fodenden af briksen noget, der

lignede en knivsæg. En heks havde placeret sig ved fødderne af den syge. Når

heksen et stykke tid havde ligget (?) med bagudbøjet hoved, rejste hun sig op.

Lamperne tændtes igen. Og åndemaneren sagde, at han den efterfølgende aften

ville prøve at fange heksen. Han tilføjede. Når hun løfter hovedet op, vil jeg

kunne harpunere hende, men når hun kigger sig om gennem armhulen, kan jeg ikke

gøre noget ved hende. Men når I hører, at jeg kaster harpunen, må I gribe min

harpunline.

Lamperne slukkedes igen den efterfølgende aften. Igen så åndemaneren

heksen, der så ud som en knivsæg. Hun kiggede en smule rundt gennem armhulen.

Så bøjede hun hovedet bagover. Hun forsøgte at rejse sig op, men bøjede endnu

engang hovedet bagover. Nu kom åndemaneren efter hende i mørket. Da hun bøjede

hovedet bagover løftede åndemaneren sin harpun. Hun forsøgte igen at rejse sig,

men gjorde pludselig en bevægelse. Så kastede åndemaneren harpunen i mørke. Da

publikum hørte åndemaneren kaste harpunen, famlede de i mørke efter linen, greb

den og trak til. Men byttet løsrev sig. Det viste sig, at åndemaneren havde ramt

hende på fodsålen, så harpunspidsen hang fast dér. Da lyset tændtes, sagde

åndemaneren: "Jeg ved ikke, hvad der vil ske, for jeg har kun såret hende." Dagen

efter forlød det, at heksen havde ondt i fodsålen, og at den syge havde det lidt

bedre. Den syges tilstand forbedredes for hver dag, der gik, mens heksens

helbredstilstand forværredes. Til sidst blev den syge helt rask, men heksens dårlige fodsål førte til døden.

 

Var.: Aataatsiarsuaq

Angakokken som glemte at han var angakok

Print
Dokument id:219
Registreringsår:1860
Publikationsår:1997
Arkiv navn:
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Angakokken som glemte at han var angakok
Publikationstitel:Fortællinger & akvareller
Tidsskrift:
Omfang:ss. 137 - 138
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 44v - 44h.

Publiceret transskription af orig. håndskr.: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 137- 138: Angakkoq angakkunnerminik puiguisoq.

 

Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 189.

 

Kort dansk resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 164,

ss. 346 - 147.

Endnu kortere på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 110, ss. 452 - 453: An Angakok on Kekertarsuak.

 

Resumé:

En angakkoq / åndemaner fra Qeqertarsuaq har en søster gift et stykke derfra ved dets yderste forbjerg, Karramiut. Hende besøger han ofte, men en dag finder han alle husets indvånere døde af skræk over et kajakskind og sin søster sindssyg med opspilede øjne. Hun vil æde ham og sætter efter ham. Han lammes selv af skræk, men får dog slæbt sig ud til sine hunde ved slæden på isen, hvor han har måttet binde dem, fordi de ikke ville længere (hunde sanser det skrækindjagende før mennesker). Trods ihærdig piskning med istukken lykkes det ham først i sidste øjeblik at få hundene på benene og undslippe søsteren. Siden prøver han aldrig at besøge hende igen. Men han foretager en åndeflugt dertil og opdager årsagen: et kajakskind, der har trukket et dejligt drengebarn ned i husgangen og ind i døden.

Han besøger aldrig siden stedet, fordi han var blevet så bange, at han havde glemt, at han var angakok.

 

Var.: Søsteren eller vennen eller fætteren, der bliver sindssyg og får kannibalske lyster, er en hyppig episode i bl.a. "Fætrene" (mange varianter).

 

Tolkning: Kirsten Thisted tilføjer i en note Rinks note, at kajakskindet formentlig havde været brugt til at bære et lig til gaven i (Rink 1866-71, I: 368).

Skindet burde have været begravet med den døde eller på anden måde elimineret. Drengen, som det trækker på hovedet ned i husgangen, kunne være opkaldt efter den døde.

Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34.

angákorssuaq umiariarqajartitoq / Angakkorsuaq umiariarqajartitoq

Print
Dokument id:385
Registreringsår:1868
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, V. 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Luutivik (Lûtivik / Ludvig)
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:angákorssuaq umiariarqajartitoq / Angakkorsuaq umiariarqajartitoq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 1011 - 1012, nr. 204
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

En stor angakkoq / åndemaner som nær var blevet taget af kanofolk / umiarissat.

Fortællingen er næsten enslydende med samme fortællers nr. 109 (NKS 2488, IV, 4'), id 1944. Se denne.

Angakorssuarmik / Angakkorsuarmik

Print
Dokument id:1907
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Angakorssuarmik / Angakkorsuarmik
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:ss. 189 - 192, nr. 42
Lokalisering:Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

 

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 42, ss. 208 - 214.

 

Oversættelse i Rink: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, II: nr. 111.

 

Resumé: Den store åndemaner tager sin søn på skødet under en seance og

holder ham fast, indtil en dødning har fået lov at komme ind efter

ham.

Sønnen vågner fortumlet op i graven som et nyt menneske, har set graven lyse og har fået klarsyn over hele verden. Han ser også sin fars spor over til

Akilineq. Hans klæder kommer flyvende til ham. Faderen beder ham snart

holde seance. Han flyver ud gennem en lysning under taget og følger

sin fars spor, der standser før Akilineq. Men sønnen når helt frem,

vælger der forreste hus på bopladsen med tre vinduer, hvor kun en

stærøjet med sære snoede spåner foran sig, mærker ham komme. Han råber

på klæder, får dem, kommer ind og får forklaring på spånerne, der

klæber ved den stærøjede. De skyldes dødstabubrud. Gæsten opfordres

til at holde seance og påkalder sin Kivingaq (havbudsånden, BS), der

er et isbjerg med en flad side med sæler. Han beordrer kvinder og mænd

træde frem på gulvet parvis, men en pige, der har anngiaq bevirker, at

bjerget drejer rundt, vælter og knuser huset, mens angakkoq / åndemaner-sønnen

flygter ned gennem jorden og hjem. Den stærøjede kommer på hævnvisit

fem aftener i træk, men holdes på afstand af lys i husgangen og

piskning udenfor.

For kommentarer til Rinks version af originalteksten se Thisted og Thorning 1996:

nr. 42, s. 330.

 

Var.:  Tungujorlersaaq; Quertitsialik;

 

Hist: Det nyvundne klarsyn i graven lader sønnen se alle bopladserne

nordpå langs kysten. Det tyder på en sydgrønlandsk proveniens, hvor

man har kendskab til bopladserne nordpå fra rejser.

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

 

Kommentar: angakkoq - uddannelse; initiation; klarsyn; qaamaneq

Angakorssuarmik umiariarqajartitumik / angakkorsuarmik umiariaqqajartitumik

Print
Dokument id:1944
Registreringsår:1867
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, IV. 4'
Fortæller:Luutivik (Lûtivik / Ludvig)
Nedskriver:Luutivik (Lûtivik / Ludvig)
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Angakorssuarmik umiariarqajartitumik / angakkorsuarmik umiariaqqajartitumik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 591 - 592, nr. 109
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Resumé ved Kristen Thisted:

 

En stor angakkoq er samtidig en dygtig og meget gavmild erhverver. Derfor tiltrækker han mange folk til sit sted. Engang han er ude på fangst og har dræbt en sæl hører han tydeligt sælerne i en stor stime tale om at de vil komme og hævne sig. Da angakkoq'en kommer hjem befaler han imidlertid husfællerne at tømme urinbaljerne ud ved stranden og at besørge dér, hvor man lægger til. Om aftenen kommer en umiaq bemandet med sortsider og blåsider. Da de ser alt det fedtede der driver ud i en bred stribe fra stranden, springer de fra borde og bliver til almindelige sæler igen. Hvis ikke bopladsen havde haft så stærk en åndemaner, var den blevet udryddet.

 

Var.: Søg på umiariaq, umiarissat, kano, kanofolk, qajariaq, qajarissat

Angakorssuarunit unámigame ajorssorpoq / Angakkorsuarunit unammigami

Print
Dokument id:396
Registreringsår:? 18
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, V. 4'
Fortæller:Hendrik (Hintrik /Hindrik)
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Angakorssuarunit unámigame ajorssorpoq / Angakkorsuarunit unammigami
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 1085 - 1087, nr. 223
Lokalisering:?
Note:

Denne håndskrift er meget ringere udgave af Hendriks: NKS 2488, IV, 4' nr. 47 ss. 247 - 254: id 1906.

Angusaq

Print
Dokument id:1760
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Angusaq
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:ss. 265 - 266, nr. 63
Lokalisering:Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 63, ss. 326 - 328.

 

Uddrag i Rink 1866 - 71, II: s. 112, nr. 78: Angussaq.

 

Resumé af uddraget: Angusaq fanger hvaler med forsk. ritualer ligesom

Qujaavaarsuk: Han har ravnefødder og -hoveder til fangstblæreamulet.

 

Han bruger altid renkød som fangstproviant i båden. Renerne nedlægger

han tidligt om morgenen inden man ror ud. Som søsætningeritual hælder

han havvand hen over forstavnen. Ravne-blæren får den harpunerede

kaskelothval til at søge mod land, ligesom de sødyr Q. nedlagde.

 

For kommentarer til Rinks version af originalteksten se Thisted og Thorning 1996: nr. 63, s. 342.

For oversættelse af de fleste Qujaavaarsuk varianter se Thisted 1993: "Som perler på en snor." PhD afhandling, Københavns Universitet.

 

Var.: Qujaavaarsuk.

 

Hist.: Fortællingen regnes for historisk med betegnelsen

oqalualaarut.

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Anguterpaanik / Om brødreflokken

Print
Dokument id:1852
Registreringsår:1863
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, III, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Lund, Jakob
Mellem-person:Lund, Jakob
Indsamler:Rink, H.
Titel:Anguterpaanik / Om brødreflokken
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 76h - 80v, nr. 329
Lokalisering:Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Ret udførlig oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 77.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales

and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 61, ss. 341 - 346: The Sons who avenged their Mother.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Hos en brødreflok var moderen den eneste kvinde i huset. På samme

boplads boede der et ældre ægtepar med mange døtre og kun én søn. De

var altid sammen. Når brødreflokken tog ud på fangstrejse og slog lejr

på den anden side af fjorden, fulgte det ældre par med og slog lejr

lige vest for. Det skete så, at brødreflokkens mor døde. De begravede

hende, og hver dag tog de hen til hendes grav og græd over hende. Da

der ikke længere var en kvinde i huset, måtte den yngste af brødrene

tage sig af det huslige. - De ældre brødre tog den ene dag ud på

fangst og den anden dag til moderens grav for dér at græde over hende

hele dagen. Sådan blev de ved.

 

En gang da brødreflokken tog ud til

deres fangstplads på den anden side af fjorden, som de plejede, fulgte

det ældre ægtepar med og slog lejr lige vest for. Næste morgen tog

brødrene ud på fangst. Dagen efter tog de hen til deres mors grav for at

græde over hende, og de kom først tilbage om aftenen. Om morgenen tog

de ud på fangst og kom hjem med fangst. Næste dag tog de hen til

graven for at græde, idet de overlod flænsningen af fangsten til deres

yngre brødre. Da de efter at have grædt skulle til at tage hjem, lagde

de mærke til, at stenene på moderens grav havde ændret plads.

 

Dagen efter, endnu før det blev morgen, tog de over til stedet, hvor

moderens grav lå. De gik i land og skjulte deres kajakker, hvorefter

de gav sig til at vente på, om der ville komme nogen. Da det var

blevet helt lyst, så de en kajakmand sætte over fjorden vesten for

deres boplads. Ved nærmere øjesyn viste det sig, at det var den ældre

mand fra deres boplads. Han steg i land nedenfor sit lille hus. Da

han gik op, troede de, at han ville gå ind i sit lille hus, men han

gik forbi huset og videre op til graven og gav sig til at rode i den.

Brødrene sagde til hinanden:" Det er altså ham, der har det med at rode i

graven. Lad os dræbe ham i morgen".

 

Da den ældre mand havde rodet i graven, gik han ned og roede over fjorden

til den anden bred.

Brødreflokken roede tilbage, og næste morgen gik de hen til den ældre

mands telt. Den ældste af brødrene gik ind, og de andre fulgte med.

Den ældre mand var endnu ikke stået op, og den ældste af brødrene

sagde:" Der er naturligvis en anledning til vort besøg. Vi er kommet,

fordi der er blevet rodet med stenene på graven".

Den ældre mand sagde:" Hvordan skulle jeg kunne finde på at rode i den, - jeg,

som er en gammel mand, og som ikke en gang tør komme i nærheden af et

ubeboet hus." Til det sagde den ældste af brødrene:" Det var ellers dig,

vi igår så rode i graven!" Og med de ord slæbte han ham udenfor og dræbte ham.

 

Den ældste af brødrene gik tilbage ind i teltet og tog hans ældste datter, idet han sagde:

"Lad hende være prisen for hvad faderen havde gjort !" Han tog hende til

kone."

Dagen efter tog de ældste af brødrene ud på fangst. De yngste

blev hjemme og holdt øje med deres svigerinde. Når hun gik ud, gik de

også ud, fordi de forventede, at hun kunne finde på at tage hjem. Den

ældste af brødrene havde efterhånden haft hende et godt stykke tid;

men han havde endnu ikke rørt hende. Han kunne ikke få hende til at

lægge sig. Hele natten sad hun. Så fik konen den idé at dræbe sin

mand. Når manden kon hjem fra fangst, lagde han altid sig kniv foran

lampen. En aften da alle sov dybt og hendes mand lå på ryggen ved

siden af hende, snørede hun alt hvad der kunne snøres sammen på sit

tøj; så tog hun mandens kniv, og beredte sig på at dræbe ham.

Men så tænkte hun:" Hvis jeg stikker ham, vil han sprælle

og vække de andre, og så vil de dræbe mig, når de ser, at det er mig der

har gjort det. De dræbte jo min stakkels far og tog mig. Nå, ligemeget

om jeg bliver dræbt." Idet hun tænkte sådan, stak hun ham i

halshulningen over brystbenet. Han rørte sig en smule, men døde. Uden

at trække kniven ud, gik hun ud og gav sig til at løbe vestover. Da

hun trådte ind hos sin bror sagde hun:" Gør jer straks klar til at

tage afsted. Jeg har dræbt den ældste af brødrene !" De fik snart

konebåden i vandet, bragte deres ting om bord og tog af sted.

Drabskvinden satte sig på den forreste tofte og sagde til sin bror:" I

hvilken retning skal vi følge kysten ?" Svaret var :" Nordover". Så

sagde kvinden igen:" Når de vågner, vil de følge kysten nordover og

indhente os." Så drejede styreren konebåden rundt mod syd.

Kvinden spurgte igen:" I hvilken retning vil du følge kysten ?" Han

svarede:" Sydover." Kvinden bemærkede til dette:" Nå de efter at have

fulgt kysten nordover, ikke finder os, vil de følge os sydover og

indhente os; drej konebåden udefter."

 

Nu havde konebåden retning bort fra land. Kvinden, der sad forrest,

tog et åretag; og åren knækkede. Hun tog åren fra den, der roede bag

hende, satte den i åregaflen og tog et åretag. Også den knækkede. Hun

knækkede alle årerne på denne måde. Så sagde hun til styreren:" Giv

mig din styreåre." Denne sagde:" Hvad skal jeg så bruge som styreåre?"

Hun sagde: "Brug din paddelåre til det." Styreren gav hende

sin styreåre og tog i stedet sin kajakåre. Kvinden satte åren i

åregaflen og tog et åretag; og åren holdt. Der blev så kun roet i den

ene side af konebåden; og det gik udad. Da de på den måde havde drevet

konebåden udefter, sagde den gamle mor, der havde ligget på maven midt

i konebåden:" Nu kan man se mørke krusninger på havet, og I lever

endnu." Da hendes børn kiggede fremover, sagde de: "Land forude!"

 

Da de nåede frem til landet, sagde moderen til sin søn,

styreren:" I hvilken retning vil du uden om landet." Sønnen svarede:"

Nordenom." Moderen fortsatte:" Du skal sejle sønden om det og følge

solens bane." Så tog de retningen sønden om og videre nordpå. Da de

havde sejlet uden om landet, fik de øje på et næs, hvor der lå et hus.

De var nu på vej derhen. Der kom en mand og et par kvinder ud af

huset. De nåede stranden, uden at der kom flere ud. De gik i land og

blev budt indenfor. Det viste sig, at famlilien bestod af lutter

kvinder og én mand, ligesom de selv. Da de havde siddet dér et stykke

tid, sagde værtsfolkene:" Bliv her hos os." De blev der og boede i

samme hus; og de var sammen hele tiden.

 

Da brødrene vågende, opdagede de, at den ældste var død, og at der sad en stor kniv i halshulningen over brystbenet. De stod op og skyndte sig hen til den  ældre mands familie. Men de var væk. De vendte tilbage til deres lejr og tog

straks afsted nordover for at lede efter de flygtende. Når de traf

folk, spurgte de efter dem; men ingen havde set noget til dem. De

nåede højt mod nord. Men da ingen vidste noget om dem, vendte de om og

tog sydover. De sejlede forbi deres boplads og videre mod syd. De

spurgte efter dem, hvor de kom hen; men ingen kunne oplyse noget om

dem. De kom langt mod syd, men de måtte vende om. Det var blevet

vinter, da de nåede tilbage til deres boplads; og de blev dér.

 

Den efterfølgende sommer tog de afsted vestover og roede norden om landet.

De kom til mange mennesker i Akilineq.

De spurgte om de mennesker de søgte. Men ingen vidste noget om dem. De

tog ophold her og opgav deres eftersøgning. Da de, der flygtede, havde

boet hos deres værter i nogen tid, tog værten den næstældste pige hos

gæsterne, til kone; og det mandlige medlem af dem der var flygtet,

giftede sig med en søster til værten. Denne blev gravid og fødte en

søn; og faderen gav drengen navn efter sin far der var blevet dræbt.

Bedstemoderen sagde:" Hent min lille taske." Da man kom med den, gav

hun sig til at tømme den for dens indhold. Nederst fandt hun en lille

slibesten, der havde tilhørt dværge. Den tog hun og begyndte at slibe

sit barnebarn, der var opkaldt efter manden, for at gøre ham hårdfør.

Hun sagde hele tiden: "Du skal blive lige så hård som den." Først da

han blev tør ("panermat"), holdt hun op. Hver gang barnet fik nyt tøj,

sleb hun ham med den og sagde hele tiden:" Du skal blive lige så hård

som den."

 

Da manden, der flygtede, havde fået mange børn, sagde han: " Er der mon ingen andre heromkring?" En af beboerne sagde:" Nordpå bor mange mennesker; men vi plejer ikke at opsøge dem, for vi kender dem ikke."

Manden, der flygtede, sagde et par gange:" Lad os tage op til dem."

Men værten ville ikke, når han nu ikke kendte dem.

Den anden blev ved med at ville have ham med, og til sidst

indvilgede han.

 

De tog nordpå sammen i én konebåd. Da de var kommet langt med nord, sagde værtsfolkene: "Nu vil vi snart kunne se husene." De sejlede udenom et næs,

og inde i bunden af en indsø / lagune (i bunden af noget, der lignede en "qagsse" / qassi) sås mange telte. De slog lejr ved udløbet til indsøen. Næste morgen gik den flygtende op på en høj. Derfra så han en mand, der var på vej ned til sin kajak (for at komme i den "ikiartulermat"). Den flygtende ordnede

sin kajak og roede ud; og han kom til at følges med den fremmede

kajakmand. Mens de roede ud sammen, dæmrede det for den flygtende,

at den anden var en af hans gamle bopladsfæller, den

næstyngste af brødreflokken. På vej ud til fangstområdet stillede

den flygtende den anden følgende spørgsmål:" Belv du født

her?". "Ja, jeg blev født her", svarede den fremmede.

"Blev du dig rigtig bevidst her?"

"Jeg blev i virkeligheden hverken født eller blev mig

bevidst her. Jeg blev født og blev mig bevidst et sted østpå. Vores ældste broder

var blevet dræbt af kvinden, han lige var blevet gift med. Det var for

at lede efter mordersken, vi kom hertil."

Den flygtende fortsatte:" Er du gift ?" "Ja, jeg er gift", sagde den anden.

Han spurgte igen:" Er alle de andre også gift?" "Ja, alle er gift

undtagen den yngste af vores brødre," svarede den fremmede.

Den flygtende spurgte:" Har du børn?" "Ja, jeg har to sønner", svarede

den anden. "Har dine brødre børn?" spurgte manden, der flygtede. Den

anden svarede: "Ja, de har også kun sønner."

 

Hjemme igen fangstturen uden fangst hørte flygtningen nogen snakke uden for teltet. Så trådte den ene mand

efter en anden ind i teltet. Det var brødreflokken. Den, der nu var

blevet den ældste af brødrene, efter at storebroderen var blevet

dræbt, satte sig ud for sin tidligere svigerinde og sagde:

"Disse fremmede er jo gamle kendinge." Dertil sagde den

eneste mand i søskendeflokken, ham der var flygtet: "Hvis vi, der er fremmede,

er gamle kendinge, så er sådanne fremmede som jer så sandelig også genkendelige."

 

Den ældste af brødreflokken sagde: "Skulle vi mon lade dem leve, når vi nu

endelig har truffet dem?" Deres fjende, drabskvinden, var i færd med

at flette senetråd. Så sagde den eneste mand i søskendeflokken: "En

kvinde plejer jo ikke at forsvare sig sig over for en mand." Samtidig rodede han efter noget under briksen og tog en stor sabel

(Rinks kommentar: Stor kniv) frem. Han gav den videre til ded der nu

var den ældste i brødreflokken, og sagde: "Dræb først ham dér,

der er opkaldt efter min sølle far, som I dræbte." Sønnen stod på

gulvet og den ældste af brødrene stak ham; men han var hård, og våbnet

gled væk over kroppen "quajarqisidlugo". Han kunne ikke få våbnet

ind i kroppen og han opdagede, at spidsen var knækket.

Han leverede sablen/kniven tilbage til manden, og de gik ud

allesammen. Søskendeflokkens eneste mand gik udenfor og så, at

brødreflokken var ved at bryde op. Det samme gjorde de selv, og de

tog af sted samtidigt. Brødreflokken sejlede over det åbne hav østover

("ikârput" - de sejlede fra Akilineq imod Grønland), mens deres

fjender sejlede sydover til det sted, hvor de bosatte sig. 'Der boede

de, indtil de døde.

 

Hist.: På fortælletidspunktet havde mange kendskab til, at der boede stammefrænder på Akilineq, og ikke kun barbariske menneskeædere som i de traditionelle fortællinger. Lidt fjendskab er der dog tilbage i denne fortælling. Men drabene udløse ingen endeløs hævnkæde. Man nøjes med en udligning.

Vedr. blodhævn se Sonne 1982: "The Ideology and Practice of Bloodfeud ...", Études/Inuit/Studies.

anguterpait arnartatu ãnik / anngiaq / oqalugtuaq anguterpangnik

Print
Dokument id:296
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Møller, Daniel
Mellem-person:Barfoed
Indsamler:Rink, H.
Titel:anguterpait arnartatu ãnik / anngiaq / oqalugtuaq anguterpangnik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 598 - 601, nr. 169
Lokalisering:Paamiut / Frederikshåb
Note:

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 234 - 235.: Eneste søster blandt brødre.

Transskriberet til nugrønlandsk i Thisted, Thorning og Grove 1999:

"Taamma allattunga, Aron", I: 234 - 235.: Anguterpaat arnartatuaannik.

 

Afkortet oversættelse af en blanding af denne og to andre varianter i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 12, ss. 76 - 77.

Samme noget kortere på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 90, ss. 439: The Anghiak.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Den eneste pige i søskendeflokken.

 

Den eneste kvinde i søskendeflokken blev gravid uden at være gift. Da brødrene ikke syntes om det, drog hun bort. Undervejs aborterede hun. Hun lod barnet ligge på jorden og gik videre. Men barnet blev levende, ligesom hun gik fra det. Da barnet blev levende, søgte han efter et eller andet, han kunne bruge som kajak. Han fik et hundehoved til kajak. Med et spoleben (der står: 'inûp qugtorâta amilerânik' - ordret: menneskelårbens smalle del - Chr. B.), som åre roede han af sted og kom til stranden under bopladsens huse. Fra sit gemmested på det lille næs holdt han øje med husene (alákâmissârdlune') og ventede på, at det skulle blive aften. Da det blev aften, steg han ud af sin kajak og bar den op. Han lagde den under sin yngste morbrors kajak med bunden i vejret. Han sagde: "Gid jeg kunne die af min mors store bryster." Han anbragte sig ved vinduet og gik ind i huset gennem en åbning ved tarmskindsrudens kant ('erqutip kilúnguatigut' - et gæt bl.a. ved hjælp af de danske bemærkninger - Chr. B.). Han krøb ind under lampen. Derfra hoppede han og landede på moderens bryster, hvor han gav sig til at die. Da

moderen var ved at vågne, sprang han tilbage og kom under lampen. Ved daggry smuttede han ud gennem vinduet og placerede sig på den anden side af næsset og ventede på, at kajakkerne skulle tage af sted. Da de roede ud, fulgte han efter, idet han sagde: "Lad mig tage derud for at redde mig en flænsebid." Han nåede frem

til sine morbrødre, ligesom de var ved at placere sig for at vente på, at der

skulle dukke en sæl op. Han placerede sig lige bagved den yngste af morbrødrene.

Han (hvem? barnet eller morbroderen? Chr. B.) var lige standset, så dukkede der

en sæl op på hans skyggeside. Da morbroderen roede til for at komme nær sælen, fulgte han med, og i det han løftede armen for at kaste harpunen, greb han

fat i hans åre, så han kæntrede. Så tog han hans ene kamik af og gav ham nogle

boksestød i ansigtet, så han kom til at bløde. Brødrene nåede hurtigt frem til

ham, men da var han død.

 

Da brødrene skulle bringe deres døde broder

hjem, sagde barnet til sig selv: "Måske skulle jeg ro vestover og blive

qivittoq." Han var begyndt at ro vestover, men så kom han til at tænke på

moderens store bryster og vendte om mod land. Han lå ved det lille næs og

ventede på, at det skulle blive aften. Da det blev aften, bar han sin kajak op

og lagde den under den mellemste morbrors kajak, med bunden i vejret. Han gik

ind gennem vinduet og satte sig under lampen. Herfra sprang han op og

landede på moderens bryst. Han gav sig til at die. Da han havde fået nok, forlod

han moderen og satte sig under lampen. Ved daggry smuttede han ud gennem vinduet og afventede morbrødrenes affart. Han fulgte også

denne gang efter sine morbrødre, idet han sagde: "Lad mig tage derud for at

redde mig en flænsebid." Da han kunne se dem fra øst, var de lige standset - den

yngste længere mod øst. Barnet var lige kommet hen til ham, så dukkede der en

sæl op på hans skyggeside. Han roede til og løftede armen for at harpunere den.

Barnet måtte ro af alle kræfter for at nå ham. Han greb fat i hans årer og trak

dem til sig, så han kæntrede, hvorefter barnet tog den ene kamik af og gav ham

nogle boksestød i ansigtet, så han kom til at bløde. Hans bror kom hurtigt hen

til ham, men da var han død. Da broderen skulle til at bringe den døde lillebror

hjem, sagde barnet til sig selv: "Måske skulle jeg ro vestover og blive qivit-

toq." Han var begyndt at ro vestover, men så sagde han: "Derinde på land venter

min mors store bryster på mig." Så vendte han om og roede ind mod land.

 

Ved det lille næs lå han og ventede på, at det skulle blive aften. Da det blev aften, steg han ud af sin kajak. Han lagde kajakken under den ældste morbrors kajak, med bunden i vejret. Han gik op og krøb ind i huset gennem vinduet, og han tog plads under lampen. Derfra sprang han op og landede på moderens bryster. Han

gav sig til at die, indtil han havde fået nok. Derefter indtog han igen sin

plads under lampen. Ved daggry gik han ud, og på det lille næs ventede han på, at

morbroderen skulle tage af sted på fangst. Han sagde: "Lad mig tage derud for at

redde mig en flænsebid, når min morbror harpunerer en sæl." Han fulgte efter

ham og så, at han havde indtaget den plads, hvor han plejede at vente på sæler.

Han roede hen til ham fra syd fra solsiden. Der dukkede en sæl op. Farbroderen

(morbroderen?) roede hurtigt frem til sælen og barnet fulgte med. Idet han

løftede armen for at harpunere sælen, forsøgte han at trække ham til sig ved at

gribe fat i åren, men han magtede det ikke. Til sidst faldt farbroderens (?)

fangstblære ud i vandet. Han dræbte sælen. I det øjeblik han blev færdig med

sælen ('uningniariartoq' - i det øjeblik han standsede - Chr. B.) dukkede der en

anden sæl op på hans skyggeside. Barnet roede med, da farbroderen (?) roede

til. Og da han havde harpuneret den, forsøgte han at trække ham til sig ved at

gribe fat i åren. Heller ikke denne gang magtede han det. Morbroderen dræbte sælen og gjorde den klar til bugsering, hvorefter han begyndte at ro hjemad. Han

blev liggende stille bag ved ham, men så sagde han: "Derinde på land venter min

mors store bryster på mig." Så roede han efter morbroderen. Da han nåede ham,

begyndte han at skubbe den sæl, han havde på slæb, fremefter. Nu kunne de

se dem fra land, og de bad åndemaneren om at kigge på dem. Åndemaneren kiggede på

dem, og han sagde: "Dølgsmålsbarnet skubber den sæl, han har fanget, fremefter".

Først nu kunne de andre se anngiaq'en. Det var altså søsterens barn, der

havde dræbt de andre. Barnet var så lille, at man ikke kunne få øje på ham. Så

lille var han, at han brugte et hundehoved til kajak ved at krybe ind i

næseborene. Slut.

 

Forstanderskabsmedlemmet fra Paamiut, D. Möller.

 

Var.: mange, søg på: anngiaq

anguterpánik avungnartumik / anguterpannik avunnartumik

Print
Dokument id:39
Registreringsår:1867
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2488, IV, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Nicolaisen, John (Nikolaisen, John)
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:anguterpánik avungnartumik / anguterpannik avunnartumik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:ss. 491 - 495, nr. 93
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Oversættelse ved Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom:

 

Fortællingen om en stor brødreflok der drog nordpå.

 

Det fortælles, at en stor brødreflok tog afsted nordpå, og at de havde en søster med. De tog hjemmefra og rejste hele dagen, og da det var blevet aften, rundede de et lille næs og så mange telte inde i bunden af en lille bugt. Så snart deres konebåd viste sig, gjaldede det, at der var en konebåd på vej. Da de var på vej ind mod stranden, kom der mange mennesker ned til stranden. De lagde til ved stranden, og da alle var steget i land, tog de fat i deres konebåd, og efter at have trukket den lidt op på stranden, løftede de hele konebåden op i land uden at have tømt den for deres ting. De bar den op til et sted, hvor de kunne slå deres telt op. Først da de havde sat konebåden ned, tømte de den for deres ejendele.

Så snart de havde slået deres telt op, begyndte der at komme mange besøgende ind i teltet, og da de alle var kommet ind, var teltet propfuldt af folk. Brødrene lagde mærke til en ældre mand, der så lidt sølle ud, og det viste sig, at han var ungkarl. Efter et stykke tid begyndte de mange gæster at gå ud af teltet. Da alle efterhånden var gået, var der kun den ældre mand tilbage. Han havde altså bare ventet på, at de andre besøgende skulle gå, så han kunne sige til brødrene, at han meget gerne ville have deres eneste søster til kone. Noget efter at de andre var gået, sagde han så: "Jeg vil gerne have jeres eneste søster til kone; jeg har længe ønsket mig at få en kone, men kvinderne mener ikke, der er noget ved mig og vil ikke have mig." Efter de ord, gik brødrene med til det. Han var meget taknemmelig over, at de gik med til det. Fra da af havde han så brødrenes eneste søster til kone.

Brødrene overvejede først at overvintre på deres nye svogers boplads, men da de havde lyst til at søge efter et sted med mange flere fangstdyr, ville de fortsætte deres rejse nordover. Da de en morgen skulle af sted, var deres eneste søster meget opsat på at rejse med sine brødre. Fordi hun så gerne ville, fik hendes brødre ondt af hende og inviterede hendes mand til at rejse med. De drog af sted fra bopladsen, og søsterens mand var med. Efter at de havde rejst hele dagen, slog de lejr, da det var ved at blive aften. Da det var godt vejr den næste dag, fortsatte de nordover, og efter at have rejst hele dagen, slog de lejr. Dagen efter tog brødrene ud på kajakfangst. Hen på eftermiddagen kom de tilbage og havde alle fået fangst. Da de havde fundet ud af, at stedet var godt, begyndte de at bygge vinterhus på stedet. Da huset var færdigt, tog de ud på fangst til de yderste kyster. Mens de var dér, fangede de rigtig mange sæler. Til sidst holdt de endda op med at flå skindene af grønlandssælerne. Deres stakkels svoger havde ikke nogen kajak og havde kun som opgave at bære sine svogres fangstredskaber op. Efter en tid på denne fangstplads, og da de havde fanget grønlandssæler nok, begyndte de at fragte dem til deres vinterboplads, og så fyldte de en række kødgrave til vinteren.

Nu skulle de overvintre på dette sted, og det var tidligt om efteråret. Men så satte det ind med vedvarende dårligt vejr. Eftersom vejret var blevet dårligt, tog brødrene ikke ud på fangst. Da de nu gik hjemme uden at tage på fangst, begyndte de jævnligt, når deres stakkels svoger var ude af huset, at tale med hinanden: "Lad os dræbe vores usle svoger, han laver ikke andet end at spise." Engang da han var gået ud, begyndte de at tale om at dræbe ham. På vej ind i huset hørte han deres snak om at dræbe ham, og skyndte sig ind i huset, og straks han kom ind, sagde han: "Vent med at dræbe mig; det er ikke vinter endnu, og det er første gang I skal prøve at overvintre her nordpå." Da han sagde det, sagde hans svogre: "Det er bare noget, vi siger for sjov."

Med tiden begyndte sneen at falde, og der kom så meget sne, at alt det, der ragede op, forsvandt. Ja, der kom så meget sne, at deres hus blev helt sneet inde. Nu kunne de ikke længere komme ud af huset, og de blev allesammen liggende på briksen. Derefter var det kun deres sølle svoger, der med møje og besvær var i stand til at stå op.

En dag de vågnede, stod svogeren alene op, tog en teltstang og gik ud i husgangen. Husgangen var helt lukket til af sne, og han begyndte at udhule den med teltstangen. Derefter lavede han en smal åbning, og så masede han på for at komme ud. Da han efter megen møje kom ud, opdagede han, at det stadig sneede kraftigt. Så råbte han til de andre: "Det er dejligt at være ude i den friske luft."

Med de ord gik han ned mod konebåden, og derhenne tog han en af sine svogres vandskindspels og hans kajakåre og vendte tilbage til huset. Tilbage ved husgangen, begyndte han at rydde sneen ved husgangen med en kajakåre, og da han også havde ryddet sne ved vinduet, gik han ind i huset med vandskindspelsen i hånden. Da han kom ind, spurgte hans svogre ham: "Hvad vil du nu?" Deres sølle svoger svarede: "Jeg kommer ind med vandskindspelsen, fordi jeg vil søge efter spiselig tang til jer nede på stranden." Da han sagde det, udbrød hans mange svogre: "Nu da det er blevet vinter, er du vel i stand til at komme hjem med fangst." Det svarede han ikke på, men gik bare ud.

 

Da han gik ud og kom hen langs konebåden, løftede han en svogers kajak op og bar den i armen. Derefter roede han direkte udefter, og det var første gang han skulle på en sådan kajaktur. Han roede vestpå uden at standse og nåede den vestligste fangstplads hvor han opdagede, at nordvestenvinden var ved at trække indefter, men uden at standse fandt han sig et sted, hvorfra han kunne ligge på lur efter sæl. Han var dårligt standset op med stævnene op mod vinden, da en remmesæl dukkede op lige foran ham. Så roede han hurtigt hen imod den, og før sælen opdagede ham, harpunerede han den. Da han havde harpuneret den, og netop som den var begyndt at stramme fangstlinen, havde han allerede halet den hen til sin kajak ved linen. Han stak den ihjel med lansen, og så begyndte han at ro indefter med sælen på slæb. Han nåede hjem ved at lade sig bære på en enkelt dønning. Da han var kommet op af kajakken, slæbte han sin fangst op til huset og forsøgte at få den ind gennem husgangen.

 

Mens hans svogre ventede på at få spiselig tang, kom deres stakkels lille svoger ind i huset slæbende på en remmesæl. Da de så, hvad han slæbte på, skreg de af glæde ved synet af det, de skulle have at spise. Kvinderne, der blev opsat på at flænse en sådan fangst skyndte sig at slibe deres kvindeknive og kom ud på gulvet. Men tænk, de var så svage, at deres håndled knækkede sammen, når de forsøgte at flænse sælen. Da nu ingen af dem kunne klare sælen, måtte svogeren selv flænse den. Da han havde flænset den, gav han sine husfæller spækstykker at sutte og tygge på, og begyndte selv at koge mad. Da han havde kogt maden, gav han alle tilpas at spise uden at overdrive, og han selv spiste noget mere end de andre.

 

Næste dag tog han også af sted, før de andre var stået op. Da han var roet ud til den vestligste fangstplads og netop havde placeret sig med stævnen op mod vinden, dukkede en remmesæl op lige foran ham. Han roede hurtigt hen imod den, og først da han var ved at ro ind foran den, harpunerede han den, og han fik den halet ind til sig, før den nåede at stramme fangstlinen. Da han havde dræbt den med lansen, gjorde han den klar til slæb, og begyndte at ro op mod vinden. Så dukkede en anden sæl op af vandet lige foran ham, og da den kom op af vandet harpunerede han den. Han nåede også at få den halet ind til sig, inden den havde strammet fangstlinen: Da han havde gjort den klar til slæb, roede han hjemefter med to fangne sæler, og igen nåede han land ved at lade sig bære frem af een dønning.

Da han havde landet de to sæler, han havde på slæb, slæbte han dem op efter tur, og da han kom ind gennem husgangen med dem, råbte hans mange husfæller igen op af glæde. Denne gang flænsede husets kvinder sælerne, fordi de havde fået lidt flere kræfter.

Det fortælles, at deres stakkels lille svoger forsørgede dem hele foråret med sin fangst. Det fortælles også, at de tog sydpå igen, da det blev sommer, og at de siden aldrig tog nordpå igen.

 

Her ender fortællingen.

 

Var.: Sungersuusaq; Amerdlangitsunguamik. En fortælling af en vidt udbredt type (á la Askeladden) om den sølle fyr, der først viser sine (næsten) overnaturlige kræfter, da alle andre må give op.

Den østgrønlandske fortælling (Kaarali) om en ræv som snu svigersøn er skåret over samme læst.

Angutinguaq Arnanguardlo / Angutinnguaq Arnannguarlu

Print
Dokument id:398
Registreringsår:? 18
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, V. 4'
Fortæller:Hendrik (Hintrik /Hindrik)
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Angutinguaq Arnanguardlo / Angutinnguaq Arnannguarlu
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 1090 - 1092, nr. 225
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Oversættelse ved Kirsten Thisted:

 

En lille mand og en lille kvinde

 

Angutinnguaq og Arnannguaq huskede lang tid tilbage, at de havde været alene. Til sidst ville Angutinnguaq have den anden til kone. Hun indvilgede.

 

Nu de var mand og kone, blev konen gravid. Hun fødte en datter, og også den næste gang fødte hun en datter. Konen sagde til sin mand: "Lad os nøjes med at have dem til børn!"

 

Manden indvilgede, og siden blev hun ikke gravid.

 

Da de var blevet lidt større, så en aften de sad i fred og ro inde i huset, sprang en mandsling op over hustrinnet. Han greb fat i den ældste af døtrene. Faderen fulgte ellers efter ham, men han nåede ikke at se, hvor de blev af. Næste dag tog han slet ikke ud på fangst, fordi han hele dagen søgte efter hende. Da det blev aften, kunne han og hans kone intet usædvanligt se. Men pludselig sprang en mandsling op over hustrinnet. Han kom ind og greb deres datter og førte hende med sig ud. Faderen sprang ellers efter dem, men han nåede ikke at se, hvor de blev af. Nu ledte og ledte han efter dem hver eneste dag. Til sidst da han for længst burde have fundet dem, gav han op.

 

En aften han gik ud og kom rundt om det bageste hushjørne, opdagede han et lille vindue, som så ud som om det var lige ved at eksplodere, så lyst var det. Han gik hen til huset og kiggede ind og opdagede, at det var hans ældste datter, som sad derinde og syede, mens hendes snot nåede helt ned til sytøjet. Hendes sølle mand sad derinde og nåede ikke længere end til lampen med sin skulder. Mens han betragtede dem, sagde hans datter uden at have kigget op: "Jeg har set dig far, kom bare ind!"

Så gik han ind, og hendes mand var meget venlig og snakkesalig hele tiden. Han kiggede endda ind på konen og sagde: "Du deroppe, har du noget at putte i kogekarret?"

Konen sagde: "Jeg har ikke noget at koge!"

Idet han nu sagde: "Vent lidt!"Så kom han ind med lakseørreder, som glitrede i lyset. Så kogte hun dem og satte dem ud til sin far og spiste sammen med ham.

 

Da faderen skulle gå og ville have haft datteren med sig hjem, glemte han det, og datteren glemte også, at hun skulle følge med sin far ud. Det var så fordi, at han som havde fanget laksene, havde tryllet over dem, så de glemte det begge to!

 

Da han skulle til at gå ud, sagde han: "Vent lige lidt!"

Så gav han fire lakseørreder til ham. "Lad din kone spise dem!"

Han sagde tak og gik ud. Han lagde dem ved siden af husgangen og gik ind og sagde: "Du deroppe. Kog noget!"

Konen svarede: "Jeg har ikke noget at koge!"

Manden sagde: "Vent lige lidt!"

Og så kom han ind med to lakseørreder. Hun kogte dem alle sammen og ville spise dem, men fordi ophænget til gryden knækkede, så spiste hun dem alligevel ikke. [Det med at det er ophænget til gryden der knækker, er noget, Rink har skrevet over, jeg kan ikke helt gennemskue, hvad der står qissiat nardlusia hm.

 

Da det så blev næste dag, og han kom ud om aftenen og kom rundt om hushjørnet, opdagede han det lille vindue derhenne, der så ud som om det var ved at eksplodere af lys. Han kom derhen og kiggede ind ad vinduet og opdagede, at det var hans yngste datter, der sad derinde og syede, med snottet hængende helt ned til sit sytøj. Mens han betragtede hende, sagde hun: "Jeg har set dig far, kom bare ind!"

 

Hendes mand sad derinde og nåede ikke længere end til lampen med sin skulder. Denne mand var ikke så venlig. Til sidst sagde han: "Du deroppe, kog noget!"

Hun svarede: "Jeg har ikke noget at koge!"

"Vent lidt!"

Da han gik ud, kiggede faderen efter ham og så, at han kastede noget ud i en lille dam i nærheden af husindgangen, og det varede ikke længe, inden han halede noget op. Han så, at det var en stor helleflynder, han fik op, den baskede med halen. Da han kom ind med den, kogte konen den. Nu glemte de så igen alting. Det var så fordi, han gav dem noget, de fik glemsel af.

 

Da han skulle til at gå ud, gav de fisken til ham, idet de skar den tværs over. "Denne må din kone spise!"

Da han kom ind, sagde han til hende: "Her er noget fra din yngste datter!"

Hun kogte det og spiste det, og så glemte hun. Men da hun så døde af længsel efter sin ældste datter, fulgte hendes sølle mand lige efter. Så fik de deres lille hus som grav.

 

Der er den slut. Hintrik.

 

Var.: Ikke præcis. Talrige om unge kvinder, der bliver røvet af diverse landånder eller menneskeædere.

 

Hist.: Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

 

Kommentar: Ensomhed tiltrækker åndemennesker fra den anden verden. Det går an med relationer til dem som hjælpeånder. Men ikke som indgifte slægtninge. Da ender det galt. Enten holder ægteskabet ikke, eller også dør / afskærer mennesket sig fra sit menneskelige samfund.

Aqigssiaq

Print
Dokument id:248
Registreringsår:1858
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Kristian Renatus
Nedskriver:Kristian Renatus
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Aqigssiaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 352 - 358, nr. 117
Lokalisering:Qeqertarsuatsiaat / Fiskenæsset
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 5 ss. 61 - 65 har Rink sammenstykket ialt 6 varianter inkl. denne og to (heraf en uidentificerbar) af Amos Daniel. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 5, ss. 116 - 119: Akigsiak.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Sagnet om Aqissiaq. (Opr. ingen overskrift).

 

Et ægtepar med et utal af børn fandt sig et sted, hvor de yndede at overvintre. De tilbragte sommeren på et sted, hvor der var en lille lakseelv. En dejlig vinterdag var faderen ude på fangst, som han plejede. Ægteparrets mange børn, udelukkende drenge, legede i nærheden af huset med at kaste med deres legetøjsfuglepil. De var så optaget af deres leg, at de ikke bemærkede, at faderen var kommet hjem med en sæl. Først da det var ved at blive mørkt, og de blev sultne, gik de hjem, og det var mørkt inde i huset. Faderen sad på sidebriksen lænet imod væggen, og moderen sad bagest på briksen og flettede sener. Hun havde ikke tændt sin lampe. Endelig sagde moderen: "Det duer ikke med alle de børn, så er de oven i købet kun sølle drenge." Faderen sagde ikke noget. Et stykke tid efter skubbede han et fad med kød frem til drengene og sagde: "Det er længe siden, I har fået noget at spise, værsgo' spis." Den næstyngste af drengene, som hed Aqissiaq, blev meget fornærmet over moderens nedsættende bemærkning om dem - kun sølle drenge. Brødrene spiste godt nok. Aqissiaq forsøgte også at få noget at spise, men fik ikke ret meget i sig, da gråden sad i halsen på ham. Så sagde faderen til dem: "Til sommer vil jeg tage jer med til et sted, hvor der er mange laks og hvor der er et stort område med sand." Da faderen sagde dette, faldt Aqissiaq til ro, da han havde planer om at forlade de andre, når det blev sommer, fordi han ikke kunne lide det, moderen havde sagt. Alle brødrene glædede sig meget til sommer, men Aqissiaq blev mere og mere mørk i sindet.

Efterhånden som sommeren nærmede sig, blev Aqissiaq mere og mere trist til

mode. (ileqqumi atorunnaariartuinnarpaa - ændrede Aqissiaqs væsen sig mere og

mere. - Aqissiaqs væsen ændredes mere og mere). En smuk dag lige op mod sommeren

tog faderen ikke ud på fangst. Istedet for ordnede han sine teltstænger og

snittede lidt på dem. Dagen efter var det igen godt vejr, og faderen sagde: "I dag

rejser vi til det sted, hvor der er mange laks og hvor der findes et stort

område med sand. I må gøre jer klar til rejsen." Børnene blev meget glade og

hjalp til med forberedelserne og med at bære konebåden ned til vandet. Men

Aqissiaq var ikke den samme, som han plejede at være. De tog af sted og kom til

det sted, hvor de skulle slå lejr. Da det blev højvande, sagde faderen til

drengene: "Nu skal vi fange laks ved at afspærre dem vejen. Stil jer på stranden og kast med sten." De syntes det var spændende og gav sig til at kaste med sten for at drive laksene ind, og da det blev lavvande, fangede de mange laks. Men Aqissiaq faldt ikke til ro. De blev dér længe og fangede laks ved at afspærre dem vejen, men Aqissiaq kunne stadigvæk ikke falde til ro. En dag da de skulle til at tage hjem med alle de laks, de havde fanget, fandt han på et påskud til at forlade de andre. Han bad den ældste af sine ti storebrødre om at tage de laks, han havde fanget, med hjem, fordi han lige ville prøve at fange en rype, der satte sig oven for dem, ved at kaste sten efter dem. Det ville denne storebror ikke,

heller ikke de ni andre. Men han fik sin lillebror til det. Grædende forlod han

sine brødre og gik ind i land. Han voksede op alene og trænede til at blive

stærk. Han levede af ryper og rensdyr og var, da han blev en stærk mand, i stand

til at løbe alle landdyrene op.

En dag så han et kæmpemenneske, som stod oven på en skrænt. Han gik hen

til ham og opdagede, at det var én mand med en gryde på skuldrene, og han var i

færd med at koge mad. Uden at sige et ord til ham begyndte Aqissiaq at vandre

frem og tilbage sammen med ham oven på skrænten. Han lagde mærke til, at manden

med gryden flere gange gjorde forsøg på at skubbe ham ud over kanten af fjeldet.

Aqissiaq gjorde så det, at han, en gang han passerede ham, skubbede ham ud over

kanten, så han faldt ned ad skrænten. Der hørtes klingklang, da gryden ramte

klippen. Da han kiggede ud over kanten, kunne han se blod på stendyngen langt

nede. Det var den første, Aqissiaq var grov overfor.

En dag vandrede Aqissiaq sydpå over tre høje fjelde og inden om tre fjorde

og kom op på toppen af Qeqertarsuatsiaq (Qeqertarsuatsiaataatagooq). Deroppefra

kiggede han ned og så (på sydsiden af Qeqertassuatsiaq) en stor inoruseq

(indlandsbo) sidde (dernede lige oven for strædet med stærk strøm) med ansigtet

vendt mod syd. Det var på det sted, som i dag kaldes: Stedet hvorfra amaartoq

(én, der bærer barn på ryggen) kastede med sten. Han gik ned til denne inoruseq,

som ikke sagde et eneste ord. Aqissiaq fik øje på en kajak, som roede ind ad

fjorden og som nu befandt sig lige udfor en fjeldskrænt, der kaldtes

Tullerunnarsuit. Den store inoruseq opdagede kajakken af sig selv, da den

befandt sig ud for Paniisa. For første gang åbnede han munden og sagde til

Aqissiaq: "Tag og ram den kajak med en sten (Kast en sten efter denne kajak)."

Aqissiaq nægtede at gøre det i første omgang, da han nødig ville dræbe én fra

kysten, hvor hans familie boede. Den anden blev imidlertid ved, så Aqissiaq til

sidst blev bange for ham, og da kajakmanden befandt sig neden for dem og roede

imod strømmen, kastede han sten efter ham og ramte ham, så blodet sprøjtede.

Lidt efter så de en ravn flyve neden for dem. "Kan du også ramme den?" spurgte

inoruseq Aqissiaq. Aqissiaq kastede sten efter ravnen og ramte den.

Så rejste inoruseq sig og udfordrede Aqissiaq til at kaste sten om kap.

Aqissiaq gik med til det uden tøven, fordi han var sikker på, at han ville klare

sig. Inoruseq var den første til at kaste, og stenen nåede lige til strømstedet.

Aqissiaqs sten ramte vandet længere ude. Sådan fortsatte de. Til sidst ramte

Aqissiaq kysten på den anden side af strædet. Når han ramte klippevæggen på den

anden side, kom der røg, og først når røgen havde været synlig et stykke tid,

hørte man knaldet. Da de havde kastet sten i nogen tid, ramte Aqissiaq inoruseq

(indlandsboen, som nogle kaldte ham) og dræbte ham.

Aqissiaq tog hjem igen over de tre fjelde. Hen på foråret tog han igen

sydpå, gik over Qeqertarsuatsiaq og så på den søndre bred af strædet med den

stærke strøm nogle væsener, der kaldtes iseqqat, som var i færd med at lokke

nogen til at gå imod strømmen (hvordan de nu mon gjorde?), samt på den nordre

bred af strædet andre væsener, inuarullikkat, som også var i færd med at lokke

nogen. Det viste sig, at de var ved at lokke en sildepisker, der var på vej ind

i fjorden, til at gå imod strømmen.

Da sildepiskeren befandt sig ud for dem, blev den ramt af iseqqats og

inuarullikkats mange harpuner. De forsøgte at trække den til sig fra begge

sider. De væsener på den nordre bred fik den til sig, fordi de andres liner

brast. Aqissiaq havde ikke sin kniv med sig, og han befandt sig i øvrigt på den

modsatte bred i forhold til inuarullikkat. Han skyndte sig hjem over de tre høje

fjelde og hentede sin kniv. Da han i løbet af ganske kort tid vendte tilbage,

sprang han over strædet til den modsatte bred. Han flækkede sildepiskeren og tog

den ene halvdel til sig som fangstpart. Han tog den halve sildepisker på ryggen

og sprang igen over strædet - på vej hjem. Siden vendte han tilbage til det

sammen sted flere gange og skaffede sig fangstparter hos disse, der lokkede

fangstdyr til sig.

Engang tog Aqissiaq nordpå og så mange mænd, der var på rensdyrjagt. Han

lod en af dem nærme sig (eller: Han ville med vilje lade sig overraske af en af

dem). Da de var på vej hjem med deres fangst på ryggen, placerede han sig foran

dem og betragtede dem. Han opdagede, at mændene var hans brødre. Han forsøgte på

forskellige måder at nærme sig dem, men hvergang flygtede de og løb hurtigere

end rensdyrene. Han måtte til sidst løbe forbi dem og idet han passerede dem,

fortalte ham dem, at han var deres bror, og at de ikke skulle være bange for ham.

Han fortalte, at han engang havde dræbt en kystbo og på den måde havde fået

fjender. Han opfordrede sine brødre til at bosætte sig hos sig inde i landet

ved indlandsisen.

Da Aqissiaqs brødre kom hjem fra rensdyrjagten, kunne forældrene mærke, at

der var et eller andet i vejen, for de sagde næsten ikke noget imod deres

sædvane. Henad aftenen blev de mere talende og fortalte, at de havde mødt deres

bror Aqissiaq, og at han havde opfordret dem til at bosætte sig inde i landet ved

indlandsisen, fordi han var bange for, at familien til den kajakmand, han dræbte

ved at ramme ham med en sten, kunne finde på at hævne sig på dem. De lod også

forældrene forstå, at Aqissiaq havde dræbt denne kajakmand under pres af

inoruseq.

Efter denne beretning besluttede deres far sig til, at de alle skulle

bosætte sig inde i landet. Dagen efter fik sønnerne travlt med at grave omkring

og under huset. De løftede hele huset op på jorden og med faderen og moderen

siddende inde i huset, bar de det ind i landet og placerede det mellem høje

fjelde ved indlandsisen. Her boede de sammen med Aqissiaq og ernærede sig ved

jagt på landdyr.

En vinter var vejret i en lang periode meget dårligt. Til sidst havde de

ikke mere at leve af og mændene blev liggende på briksen undtagen Aqissiaq, der

somme tider fangede nogle ryper - en enkelt gang fem - og på den måde holdt han

husstanden i live. Vejret blev efterhånden stabilt, men det var så koldt, at

vandet frøs til, så langt øjet rakte. En dag gik Aqissiaq op på toppen af et

højt fjeld. Langt mod nord fik han øje på noget frosttåge.

Dagen efter, så snart morgenstjernerne viste sig, tog han af sted. Han gik

og gik og var ved at blive utålmodig, da han endelig fik øje på frosttågen. Ind

mod land kunne han kun se toppene af de høje fjelde. Han kom til en våge, der

blev holdt isfri af hvidhvaler, sæler og edderfugle. Ved at lave en medbragt line

til en snare fangede han en fuldvoksen hvidhval, og han fangede 20 edderfugle. Det

var, hvad han var i stand til at transportere for at kunne nå hjem, inden de

andre i huset døde af sult. Han nåede hjem ved mørkets frembrud. Således reddede

han de andre fra sultedøden.

En dag, da han var på vej hjem fra fangst inde i en dyb fjord og var kommet

op på land, fik han øje på en fjeldryg, som ikke var der om morgenen, da han gik

den vej. Han gik derhen og opdagede, at det var en orm så stor, at den lignede

en fjeldryg. Han skød på den med bue og pil fra begge sider og dræbte den. Han

skar et lille stykke dybt ned i kroppen. Det bestod for det meste af fedt og kun

et lille stykke kød. Han fortalte om denne store orm til de andre, da han kom hjem - til skade for dem - viste det sig. Dagen efter forsøgte alle i huset at gå hen til ormen. Nogle døde straks, andre nåede til ormen og døde dér. Nogle nåede at få en bid af kødet, mens andre var vendt hjem. Nogle havde det godt, mens andre

døde, før de overhovedet kom ud af huset. Aqissiaq havde det godt. Han var ikke

blandt de døde, man her havde fortalt om (Aqissiarooq ajunngitsoq taama tusaqaasimanngilaq).

 

Var.: Aqissiaq

Aqigssiaq

Print
Dokument id:1843
Registreringsår:1863
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2488, III, 4'
Fortæller:Amos Daniel
Nedskriver:Amos Daniel
Mellem-person:Hansen, Einar
Indsamler:Rink, H.
Titel:Aqigssiaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 145h - 155v, nr. 340
Lokalisering:Illorsuit: Uummannaq
Note:

Oversætteren har ikke kunnet klare Amos Daniels ulæselige håndskrift.

Aqissiaqs sønnesøn

Print
Dokument id:48
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Aqissiaqs sønnesøn
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 447 - 451
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 41 ss. 197 - 208.

 

Uddrag i Rink 1866-71, II, nr. 39.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

"Taama allattunga, Aron", 1999, II: 447 - 451: Aqissiap ernuta; og i Thisted og Thorning: 'Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... / Måske nogen kunne fortælle ...', 1996: nr. 41, ss. 183 - 188 med denne danske kommentar s. 330:

 

Resumé af uddraget: En storfanger ved Ilulissat hører, at han har en

nevø/fætter langt sydpå. Han rejser derned, træffer en sølle fattig

mand, der inviterer ham til at overvintre og lader sig bespise af

gæstens sælfangster, sålænge der er efterårssæler.

Derefter tager den fattige fat med sin gamle kajak og fanger om

vinteren rigeligt, mens nordlændingen intet får. Ligeså om foråret,

hvor sydlændingen ror langt af led til en fjord på krybefangst og kommer

hjem med fangst samme dag. Han ror samme sted hen næste dag, hvor han

træffer Aqissiaqs hurtigtløbende sønnesøn, der dog er helt kraftesløs

af spækmangel. Han får noget forærende af sydlændingen, fanger

derefter selv tre sæler, giver sydlændingen noget og fortæller ham om

sine oplevelser. Han har engang fanget en kæmpe fedt-orm ( ligesom

Aq.) Han takker igen for spækket, som han er kommet til kræfter af og

løber indlands med en fart som en flyvende ravn. Dette fortæller

sydlændingen til nordlændingen, da han kommer hjem.

 

Var.: Ikke egentlig i denne bases samlinger. Men der er lånt træk fra Aqissiaq.

 

Hist. Opfattelse af nordlændinge kontra sydlændinge, der - modsat nordlændinge - også kan fange i åbent vand om vinteren og må langt ind nær indlandsisen på uuttoq-fangst i fjerne, islagte fjorde om foråret. Så langt sydpå mener man åbenbart at Aqissiaqs familie nåede, da de rejste fra nord mod syd i indlandet.

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Aqqiuaraq

Print
Dokument id:1758
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Aqqiuaraq
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:ss. 260 - 262, nr. 61
Lokalisering:Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 61, ss. 319 - 323.

 

Uddrag i Rink 1866 - 71, II: s. 111, nr. 76.

Resumé af uddraget: Den lille, stærke og behændige Aqqiuaraq klarer et

fjendtligt angreb i kajak. Sammen med sin eneste søster, der er uhyre

stærk, skræmmer A. de fjender, der stræber ham efter livet.

Med flere rener hver som byrde viser de blot fjenderne, der venter i

dalen nedenfor, deres overlegne kræfter. A. lever livet igennem

usåret. Søsteren døbes Lydia hos herrnhuterne, der ansætter hende som

kiffaq p.g.a. hendes kræfter. Ingen kan overgå hende i fysisk styrke.

Det viser sig under transporten af et drivådsel af en kaskelothval,

hvor læreren Store-Johannes og købmanden skændes om, hvor den skal

hen.

 

For kommentarer til Rinks version af originalteksten se Thisted og Thorning 1996:

nr. 61, s. 341.

 

Hist.: Historisk fortælling fra Nuuk / Godthåb.

 

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Arnaanannguaq panissialik / Arnaanannguaq og hendes plejedatter

Print
Dokument id:1747
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Arnaanannguaq panissialik / Arnaanannguaq og hendes plejedatter
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:ss. 224 - 229, nr. 50
Lokalisering:Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 50, ss. 266 - 273.

 

Tekstnær oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II: nr. 25, ss. 59 - 64.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 81, ss. 420 - 423: The Deserted Woman and her foster-daughter.

 

Resumé: Den forladte kvinde med plejedatter.

 

En enlig kvinde med en plejedatter efterlades på sommerpladsen, da fællerne rejser til vinterhuset.

De klarer sig vinteren over med alle indvoldene af en sæl de finder på

møddingen. Om foråret ladet kvinden plejedatteren grave et hul under

forbriksen, fylde det med saltvand, hvorefter hun selv bruger en

formular, der hver dag trækker et nyt dyr op i vandet: en ulk, en

stenbider, en edderfugl, en fjordsæl, en sortside, et marsvin (nisi),

en narhval og sidst en hvidhval. Alle dyrene slås successivt ihjel med

en amulet af en gammel slibesten. Kvinden og plejedatteren lever

således i overflod, da en gammel slægtning kommer for at se, om de er

døde af sult. Han beværtes godt og får rigelige kødgaver med hjem. Men

fra nu af virker kvindens formular ikke længere: Dyrene er blevet

fornærmet over, at hun har foræret noget af kødet til andre.

Slægtningen kommer tilbage og henter kvinderne hjem til sin boplads.

 

Var.: En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn; Nakataamilaarpara. Den forladte kvinde med plejedatter. En fortælling (om en haj der forsørgede forældreløse); De, der havde fangstplads på den anden side af briksen; Hajfisken som forsørger; Two deserted ones get meat from guests; Kunuanannguaq; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn. Moder og datter, der drev fangst med en slibesten og...; De forladte børn, Kragh nr. 64;

 

Hist.: Traditionelt styrkede det forholdet til fangstdyrene, hvis man

var gavmild med deres kød og i fortællinger hvor nødstedte får

hjælp af dyr eller ånder, må de gerne dele ud af deres gaver. Men fællerne kan ikke hente kødgaver hos giverne (dyrene/ånderne). Prøver de, forsvinder giverne aldeles.

Vigtigt i denne fortælling er det muligvis, at kvinderne med deres

kødgaver har forpligtet slægtningen på hans slægtskabsbånd.

 

For kommentarer til Rinks version af originalteksten se Thisted og Thorning 1996:

nr. 50, s. 335.

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Arnarpaajooq

Print
Dokument id:78
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Arnarpaajooq
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 382 - 383
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 133 ss. 677 - 679.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 382 - 383: Oqaluttuaq Arnarpaajuumik.

 

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972:139 - 142.

Kort dansk resumé i Rink: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, II: nr. 95.

 

Resumé:

Arnarpaajooq er en ung ugift pige, der får et tilrejsende handelsskibs kaptajns opmærksomhed og forelsker sig hovedkuls i ham. Da hun har overvundet den værste generthed og efterhånden overnatter hos ham på skibet, sover hun den halve dag hjemme til familiens store fortrydelse. Kaptajnen frier til hende, men da skibet skal afgå, og hun lige skal hjem og hente sine ting efter en søvnløs nat, snubler hun og falder i søvn. Skibet er kun lige synligt på horisonten, da hun fortumlet vågner. Hun græder og græder og falder atter i søvn. Da hun vågner taler en lille mørk kvinde i sorte klæder til hende. Hun inviterer Arnar. med hjem i sit lille hus og går i gang med både at gøre det rent og fortælle, men hun får kun lige taget hul på fortællingen om Noahs ark, da man udefra råber at fjeldet Asungarsunngarsuaq (ved Sisimiut / Holsteinsborg) er på vej ind mod land. Arnar. flygter ud, ser fjeldet helt indhyllet i tåge, mens en masse ravne svæver over hende. Det lille hus er forsvundet. Kun en jordtue ses, og fra den flyver en stor, sort ravn til vejrs. Det er den Arnar. har besøgt.

Siden forelsker Arnar. sig aldrig mere i en skibskaptajn.

 

Var.: Arnarpaajooq

 

Hist.: Sandsynligvis en fortælling fra hvalfangertiden nær Sisimiut, hvor hollandske skibe handlede frem til 1777. Eller måske senere, da britiske skibe snighandlede med grønlænderne.

Arnarsarsuaq

Print
Dokument id:1742
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Arnarsarsuaq
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:ss. 205 - 208, nr. 45
Lokalisering:Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 45, ss. 236 - 245.

 

Oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II: nr. 8, ss. 25 - 28.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 78, ss. 410 - 413: Arnarsarsuak, the Kivigtok Woman.

 

Resumé af Rinks tekstnære oversættelse:

Om en qivittoq. Arnarsarsuaq er eneste søster til mange brødre

der ikke vil gifte hende bort. Hun bliver gravid, hånes af husets

kvinder og går hjemmefra, hvor hun føder et foster, der bliver

hængende ved hende. Da hendes brødre derhjemme er døde (formentlig

dræbt af deres anngiaqsøster ifølge Rinks note ndf.)

flytter et par plejesøskende som A. tidligere tog sig af, ud til en

øde ø, hvor plejebroderen får den ide, at synge A.s kælevise. Hun

kommer straks til stede helt inde fra indlandet og søger at berolige

dem med, at hun nu endelig er renset for sin anngiaq (et foster født i

dølgsmål). Lidt efter lidt får hun overbevist dem om sin godhed og

flid, og plejebroderen gifter sig med hende. Plejesøsteren bliver

bange da A. skal føde sit første barn. Barnet er da også en bjørn,

men intet ondt sker. A. får endnu en bjørneunge, og da bjørnene er

blevet voksne flytter husstanden hen til andre mennesker, hvor

bjørnene bliver bange og må beroliges af faderen, der forklarer dem,

at de jo også er mennesker. Ligeså må han forklare bopladsen, at

bjørnene jo blot er hans børn og derfor ikke skal jages. Bjørnene

gifter sig på stedet, fanger til alle, når vejret hindrer andre i at

fange, og da familien flytter tilbage til øen, flytter flere fra

bopladsen med dem.

 

For kommentarer til Rinks version af originalteksten se Thisted og Thorning 1996:

nr. 45, s.332 - 333.

 

Hist.: Hér er der sket et kraftigt brud med traditionen, hvor dyr

generelt aldrig kan integreres til fulde i menneskers samfund. Ganske

vist afskærer familien sig igen fra andre mennesker og flytter tilbage

til deres ø, men flere fra de nye slægtninges (bjørnenes koners)

boplads flytter med. Traditionelt har inuit altid identificeret sig

mere med bjørne end andre dyr, men denne komplette identifikation, der

i sidste ende formidles af de nærige brødre, men også af søsterens

"renselse" som qivittoq, er overraskende. Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): " En bjørnemyte",

og Sonne 1996: Genuine Humans and "Others". Cultural and Social Research in Greenland 95/96. Essays in Honour of Robert Petersen. Ilisimatusarfik/Atuakkiorfik.

 

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

arqaluarînguamik / aqqaluariinnguamik

Print
Dokument id:1974
Registreringsår:1867
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, IV, 4'
Fortæller:(?)
Nedskriver:Olsen, Elias
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:arqaluarînguamik / aqqaluariinnguamik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:ss. 467 - 470, nr. 88
Lokalisering:?
Note:

Om en storesøster og lillebror.

Indgår som en del af Rink 1866-71, II: nr. 109, om barneuhyret, der åd sin mor og siden sin far. Meget lig Tungavik / Tunngavik, Hendriks version, som har været Rinks forlæg for den nævnte nr. 109. Søg på Tungavik.

 

Oversættelse af Elias Olsens version mangler.

Arsungme inorersut soraerutanik / Arsummi inorersut soraarutanik Om de sidste massemordere ved Arsuk

Print
Dokument id:509
Registreringsår:?
Publikationsår:1861
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Jeremias
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Arsungme inorersut soraerutanik / Arsummi inorersut soraarutanik Om de sidste massemordere ved Arsuk
Publikationstitel:Kaladlit Okalluktualliait / Oqalluktualliait / Grønlandske Folkesagn, III
Tidsskrift:
Omfang:side 77 - 79, nr. 13
Lokalisering:Qeqertarsuaq / Storøen: Paamiut / Frederikshåb
Note:

Kort dansk resumé s. 116 - 117.

Orig. håndskrift Rink NKS 2488, nr. 267 eksisterer ikke længere.

Ret tekstnær oversættelse i Rink 1866-71, I, nr. 115.

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 228 - 229: De sidste mordere i Arsuk. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 228 - 229: Arsummi inorersut soraarutanik.

 

Resumé:

Fillip fra Arsuk er sammen med Gideon og dennes lille søn på

edderfuglefangst i kajak, da Pameeq og en anden støder til. P. ber

Gideon ro foran sig og mens alle er optaget af jagten, harpunerer og

dræber P. Gideon bagfra. Dennes søn flygter grædende, P. vil dræbe ham

med, men Fillip hindrer det og erklærer sig i stedet for P.s fjende.

Ved hjemkomsten blir F. noget betænkelig ved sit løfte, men der kommer

hjælp fra Kangaarsuk, hvorfra de tre brødre kommer på ammassatfangst

ved Arsuk, og da Pameeq tilfældigt kommer på besøg lykkes det de tre

ved henholdenhed og list at få overmandet og dræbt ham. Han parteres,

delene spredes til forskelleige steder og hovedet sættes på en stage

til skræk og advarsel for alle. Det var det sidste drab ved Arsuk på

den tid, hvor endnu ikke alle var blevet døbte ved Arsuk.

 

Var.: Søg på Pameeq

 

Hist.: Historisk fortælling fra missionstiden. Blodhævn. Traditionelt mordritual.

Asalûmik Kumagdlâsimigdlo / Asalooq Kumallaasi

Print
Dokument id:154
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:Asalûmik Kumagdlâsimigdlo / Asalooq Kumallaasi
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 114 - 116, nr. 45
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af

Håndskr.: NKS 2488, VI, ss. 157v - 158v.

 

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 4 ss. 56 - 61 har Rink sammenstykket ialt 5 varianter inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 4, ss. 109 - 115:

Kumagdlat and Asalok.

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om Assaluut og Kumallaasi.

Assaluut var fætter til brødrene Kumallaasi og Meeraq. På vinterbopladsen boede de i samme hus. Engang ved forårstide fik Assaluuts kiffak / kiffaq den idé, at lyve Assaluut noget på. Kiffakken gik hen til brødrene Kumallaasi og Meeraq og fortalte, at Assaluut ville dræbe dem. De to brødre sov meget dårligt om natten; og straks om morgenen gav de sig til at gøre klar til at forlade bopladsen. De fortalte Assaluut, at de tog ud til deres forårsplads, og den intetanende Assaluut lovede, at han ville komme senere.

 

I stedet for at tage nordover til forårspladsen rejste Kumallaasi og Meeraq

sydover. Alle de kajakmænd de mødte, fortalte de, at de var på flugt fra deres

eneste fætter, der ville dræbe dem. De roede dag og nat. Efterhånden kom de så

langt væk hjemmefra, at de ikke mente, a

 

t eventuelle forfølgere ville kunne

indhente dem. Så slog de lejr et sted under et højt fjeld. Her mødte de en mand,

som netop havde rejst skelettet til en ny konebåd. Ved siden af lå en dynge

muslingeskaller, som var hans redskaber. De fik fortalt, at der længere inde i

landet boede mange eqqillit (indlandsånder).

 

De tog af sted til disse mennesker med en masse pile i poser af sortsideskind.

De bad en af de lokale om at fiske ulke til dem (brødrenes familier), der

blev ladt tilbage. Kumallaasi havde en pil, der kunne styres af en gåsefjer, der

var sat på enden. De nåede op på toppen af fjeldet. På den anden

side af fjeldet så en stor sø og en masser af telte omkring søen.

Da det blev aften, så de, at der blev livlig trafik af mænd ind og ud af

teltene. De holdt altså konebytning.

Kumallaasi og hans ledsagere listede henimod lejren medbringende nogle af de

pile, som de opbevarede på en lille ø. Så sagde Meeraq: "Der er én uden hår på

hovedet; han ligner Assaluut." Da denne holdt sin bue godt spændt,

spændte de andre også deres buer. Men nu genkendte de hinanden, og brødrene

fortalte Assaluut, at hans kiffak havde sagt, at Assaluut ville dræbe

dem. Assaluut fortalte så, at han havde dræbt sin kiffak.

 

De listede videre frem til en konebåd, der lå med bunden i vejret og kiggede

ind. Her lå en mand og blev madet med talg af sin kone. De skød dem. De flygtede

til det område, der var beliggende over for øen. Der blev også skudt fra

fjendens side, og Meeraq blev ramt i kinden, men Assaluut helede såret. Nu

havde de brugt alle deres pile - bortset fra Kumallaasi, der nu skød en pil af,

idet han sagde: "Nu skal I lytte til lyden af denne pil." Da pilen blev skudt af,

sagde den som en gås, og da den var ved at ramme målet, sagde den qaqqaqqaa. De

dræbte dem alle undtagen en lille mand og en lille kvinde i et af teltene.

 

De drog af og tog både ulu'er (kvindeknive) og knive med sig. Da de kom hjem til

deres boplads, viste det sig, at nogle af bopladsfællerne havde løjet over for

dem, de havde ladt tilbage og fortalt, at de, der var taget ud til eqqillit, var på vej hjem. De dræbte dem, der havde løjet. De havde ellers indbudt Assaluut til at besøge dem; men han ville ikke, fordi han var bange for at blive

dræbt. De inviterede ham endnu engang. Så kom han. De gav ham en kniv og en

ulu, fordi han havde fisket ulke til dem, der var blevet hjemme. Han var blevet

færdig med den konebåd, han byggede, og om foråret tog han nordover. Han kom til

sine fætre og blev hos dem.

 

Var.: Adskillige, søg på Kumal*

 

Kommentar: Slutningen er noget uklar. Meningen er at bopladsfællerne håner de tilbageblevne, fordi deres mænd er så længe om at komme tilbage, at man må gå ud fra, at de er døde: De er på vej hjem, siger man foragteligt. Det er næppe Assaluut men ulkepilkeren der inviteres og får en af knivene, fordi han har sørget for de tilbageblevne. I de øvrige versioner har han taget en ægtemands rolle i den tro, at mændene var blevet dræbt af eqqillit, der regnes for nogle af de allerfarligste indlandsånder. Derfor tør ulkepilkeren ikke møde de hjemkomne af angst for deres hævn. Men de er taknemmelige.

Atalianguak / Ataaliannguaq

Print
Dokument id:1964
Registreringsår:1867
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2488, IV, 4'
Fortæller:Thomas
Nedskriver:Thomas
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Atalianguak / Ataaliannguaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:ss. 21 - 24, nr. 8
Lokalisering:Qoornoq: Nuuk / Godthåb
Note:

Detaljeret dansk resumé i Rink 1866-71, II: s. 68 - 69, nr. 28.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 83, pp. 427 - 428: Atalianguak.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted og Thorning: 'Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... / Måske nogen kunne fortælle ...', 1996: nr. 8, ss. 64 - 65, med dansk kommentar s. 317:

 

Resumé af Rink:

Ataliannguaq er ungkarl og holder til hos en masse brødre, der er hans fætre. En dag han er ude på ammassætfangst ser hen en smuk ung kvinde med stor hårtop, som han får til kone og lever med afsondret fra sine tidligere fæller. Men da han møder en af dem i kajak og forgæves har søgt at skjule sin kone i konebåden, må han vise sin kone frem. Om vinteren bor de sammen med fætrene. En af dem kommer trods advarsler hele to gange til at bemærke noget om den unge kones ramme lugt. Da springer hun bort som ræv, og Atal. finder hende i en oplyst hule, hvor han ved at puste på begge indgange (? BS) slipper ind og bliver sunget i søvn af bagvæggens mange forskellige insekter, der næste forår summer omkring ham, da han endelig vågner igen. Hans tilbageholdte urin bliver til en hel elv da han tisser. Siden lever han uden kone hos fætrene.

 

Var.: Ataliannguaq; Manden, som giftede sig med en ræv; Manden, som tog en ræv til kone; Manden, der tog en ræv til kone; Pebersvenden, som giftede sig med en ræv; Manden, der blev gift med en ræv; The fox-wife; Ræv til hustru; The fox-wife and the penis of the lake.

 

Kommentar: Dyr som mennesker lader sig ikke integrere i menneskers samfund. Dette er en kortfattet version af denne myte om dyr og insekter der går i hi.

Ataliarsuk / Aataaliaarsuk

Print
Dokument id:496
Registreringsår:?
Publikationsår:1860
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Motzfeldt, Peter
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Ataliarsuk / Aataaliaarsuk
Publikationstitel:Kaladlit Okalluktualliait / Oqalluktualliait / Grønlandske Folkesagn, II
Tidsskrift:
Omfang:2 sider, nr. 7
Lokalisering:Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Sideløbende dansk oversættelse hér og i Rink 1866-71, I, nr. 150.

Orig. håndskrift: Rink NKS 2488, III, nr. 254, eksisterer ikke

længere.

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 252: Aataaliarsuk Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 252: Aataaliarsuk.

Resumé:

Aataaliaarsuk kommer altid tomhændet hjem fra fangst. Bopladsfællerne

driller ofte hans tre små børn med, at deres far er på vej hjem med

fangst. De løber henrykte ind til deres mor syngende den gode nyhed i

det barnesprog de magter efter alder.

En dag alle fangerne er kommet hjem fra fangst tager A. hævn. Han

kommer hjem sidst og råber ude fra vandet at et røverskib er på vej,

men at han ikke kan flygte, fordi han ingen konebåd har. Alle

bopladsens familier haster bort i deres konebåde.

Næste dag forhører A. sig på nabopladserne, men hans fæller er flygtet

længere bort. Da tilvender A. sig deres telte og forråd, og den lille

familie lider nu ingen nød. A. føler sig tilfredstillet over den tort

han har lidt.

 

Resumé i Rink 1866-71, I: nr. 150.

Tolkning: Hovedpersonens navn, der i originalen ikke røber vokalernes

længde, har jeg gættet mig til, idet Aataaliaarsuk betyder "den lille

med forrådet af sortsider". Navnet forekommer også i andre fortællinger, der ikke er varianter af denne.

Atdlunguaq

Print
Dokument id:365
Registreringsår:? 18
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2488, III, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Mikiassen, Niels (Nis)
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Atdlunguaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 225h - 231h, nr. 347
Lokalisering:Narsaq: Nuuk / Godthåb
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Det fortælles om Allunnguaq, at han var forældreløs og

havde plejeforældre. Plejefaderen plejede at sige til ham:

"Allunnguaq; du skal træne dig stærk; men kun i klipperevner."

Når Allunnguaq var ude at gå en tur, søgte han så

kun efter klipperevner.

 

Allunnguaq voksede op og blev meget stærk og dygtig til fangst. Ingen kunne måle sig med ham. De boede sammen med en stor søskendeflok - mange brødre og kun en søster. Flere dygtige fangere friede til hende. Når en frier greb hende (...for at bortføre hende), tog hun fat i ham, løftede ham op og smed ham hen til

indgangshullet.

 

Hun var så stærk, at ingen mand kunne klare hende. En dag skulle

Allunnguaq ud på fangst. Det var i en periode, hvor han fangede meget.

Ved afrejsen sagde han til sin plejemor; "Vil du i dag sy mig klæder

af lutter hvidt skind?" Hele den dag foretog plejemoderen

sig ikke med andet end at sy klæder af hvide skind. Da Allunnguaq kom

hjem om aftenen tog han sine hvide skindklæder på; og uden først at

have spist noget gik han ud. Han gik direkte hen til brødreflokkens

hus. Da Allunnguaq kom ind i huset, kiggede brødreflokkens søster lige

på ham, men vendte sig hurtigt bort fra ham, fordi hun var så sikker

på at kunne klare denne ret lille mand, eftersom hun havde bevist, at

hun magtede store stærke mænd. Så snart Allunnguaq greb hende, greb

hun også ham og ville løfte ham ved at spænde omkring hans balder; men

hun kunne ikke og opgav. Hun forsøgte endnu en gang, men hun

kunne ikke klare ham. Hun faldt efterhånden til ro, da Allunnguaq tog

hende rigtig til sig. Hun tog ham i øjesyn og opgav helt. Brødrene

rejste sig op; og eftersom de ikke kunne magte søsteren, opgav de alle

som én at gøre noget ved Allunnguaq. Forhåbentlig ville han næppe

finde på at pine hende. Sagen var foreløbig afgjort. Allunnguaq tog

hende med hjem. Hun gjorde ikke modstand, da han tog hende ind. Han

fik hende til kone.

 

En gang ved forårstide tog nogle sydlændinge på vej nordover ophold på

deres boplads. Blandt dem var der en meget stor mand. Allunnguaq havde planer om at bygge sig en konebåd. I den anden ende af rummet havde han en hel

masse skind til afhåring, som skulle bruges til betræk til

konebåden.

 

En aften var der en, der råbte udefra: "Allunnguaq, jeg

skal sige fra din store fælle (aiparsuarpingûk - aappaq, den anden

/ledsager / fælle, CB; (konebytnings)partner ? BS), at han kommer i morgen for at tage din kone." Næste morgen tog Allunnguaq ikke ud på fangst på grund af ham,

der ville komme og tage hans kone. Den morgen satte han sig bare til

at snitte noget til sine redskaber. Han forholdt sig afventende; og en

gang han kiggede ud gennem vinduet, så han manden komme. Allunnguaq,

der var iført klæder af hvidt skind, stillede sig ved indgangen med

ryggen til. Undervejs ind så den store sydlænding Allunnguaq stå ved

indgangen med ryggen til. Han skulle lige til at sagtne farten,

men så tænkte han, at han hellere ville skubbe ham bagfra, så han

ramte briksekanten og blev kvæstet. Derfor satte han farten op, sprang

på Allunnguaq og skubbede ham af alle kræfter. Allunnguaq flyttede

ikke engang sine fødder. Efter dette skub gik Allunnguaq langsomt og

roligt hen til sin plads på briksen. Han havde forstået, at hans kone

nok skulle kunne klare sydlændingen. Ligesom Allunnguaq satte sig, var

sydlændingen på vej hen til hans kone. Allunnguaq kiggede på ham et

øjeblik og vendte sig væk. Sydlændingen greb hans kone, og i

samme øjeblik lagde hun armene omkring ham. Som tidligere nævnt havde

Allunnguaq skind til afhåring i den anden ende af rummet. Denne proces

var i fuld gang, og skindene havde afgivet en hel masse tran.

Allunnguaqs kone tog den store mand under armen og med hen til

skindene. Allunnguaq så til og kunne nok regne ud, at det ville gå slemt

til. Allunnguaqs kone nåede hen til skindene; og med

sydlændingen under armen gravede hun ned mellem dem og lagde

sydlændingen ned, hvorefter hun dækkede ham til og forlod ham. Så så

man skindene begynde at løfte sig. Sydlændingen dukkede frem smurt ind

i tran over det hele. Han, som var så hvid, da han lige var kommet

ind. Han rejste sig op og forsvandt ud af huset.

 

Senere skete det, at

Allunnguaq stod og byggede en konebåd, mens hans lille søn legede i

nærheden og kastede spyd. Så hørte han drengen sige noget med

forandret stemme og så ham flygte. Han drejede om og opdagede en stor

bjørn stå lige ved siden af ham. Der var ikke tid til at flygte bort

med drengen, så han placerede drengen foran sig og vendte sig om.

Bjørnen rejste sig for at slå ham. Han vendte ryggen til bjørnen.

Bjørnen slog Allunnguaq, uden at der skete noget med ham, hvorimod

bjørnen faldt bagover, hvorefter Allunnguaq slap drengen og gik hen

til bjørnen. Han greb bjørnen og slyngede den imod jorden, så de store

hofteskåle blev revet over. Hans kone flåede bjørnen og kogte kødet;

og da kødet var kogt, gik hun ud og råbte ud i det blå: "Jeg skal be'

mændene om at komme og spise kød." Under måltidet sagde Allunnguaqs

kone: "I tror måske, at bjørnen var fanget med redskaber. Det er én, som Allunnguaq har dræbt ved at slynge den mod jorden. Da Allunnguaq i

sin tid friede til mig, strittede jeg imod. End ikke spjætte, kunne

jeg. Hverken mine fødder eller hoved kunne rokkes. Slut.

 

Var.: Allunnguaq. Arons version ligner denne meget.

Allunnguaq er et hyppigt navn på en initiativrig helt i forskellige fortællinger.

 

Kommentar: Det må i anden omgang være sydlændingen, der har helt hvide skindklæder på.

Ateqilaaq Sannerummioq / Ateqilaaq fra Sannerut

Print
Dokument id:1785
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Ateqilaaq Sannerummioq / Ateqilaaq fra Sannerut
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:ss. 114 - 116, nr. 23
Lokalisering:Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

 

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 23, ss. 82 - 86.

 

Ikke med i Rink 1866 - 71, II.

 

Resumé ved Kirsten Thisted, ibid. s.323 - 324:

Historien foregår dengang Paamiut var det eneste sted sydpå

med kolonibestyrer og butik. Ateqilaaq bor længere mod syd, men hver

gang han skal købe krudt, bly og tobak tager han nordover.

 

Ellers holder han sig selvforsynende, det er kun disse varer han tager

afsted efter. Men på sin vej slår han altid ene eller anden ihjel. En

dag er således lille Korfik ude i kajak og fiske ulke sammen med sin

gamle bedstefar. Ateqilaaq kommer forbi og slår bedstefaderen ihjel,

og Korfik kan intet stille op. I årene der følger pønser han nu

udelukkende på hævn. Korfik laver sig en solid harpunspids af ribbenet

af en pukkelhval, med tanke på Ateqilaaq. Da man hører, at Ateqilaaq

er løbet tør for tobak, lægger Korfik sig på lur sammen med sine

brødre, men da en stor netside kommer op, kan Korfik ikke nære sig for

at harpunere den. På den måde bruger han første gang den nye

harpunspids på en sæl, ikke på sin fjende, og i ærgrelse kaster han

sælen bort. Endelig dukker så to kajakker op nordfra, den ene er

Ateqilaaq, men han lugter lunten og ror uden om. Den anden,

Agortunnguaq, faderen til Hansine, som var mor til den afdøde kateket

i Qoornoq, fortsætter, og de advarer ham om, hvad de har i sinde, men

gør ham også forståligt, at de kun er ude efter folk som har begået

uret (Underforstået: han har altså ikke selv noget at frygte).

De får sig en snus sammen, og så optager de ellers forfølgelsen af

Ateqilaaq. Ateqilaaq ror for sit liv, men Korfik indhenter ham, og

brødrene får deres hævn. Da de skal til at trække ham ud af kajakken,

så de kan komme til at spise hans lever, kommer der krudt og bly med

ud af mandehullet. Og enden af et stykke tobak. Korfik får sine mindre

brødre til at tage fat i enden og hive den ud, de hiver og hiver og

trækker baglæns langt op på stranden, men tobakken bliver ved og ved -

Ateqilaaq har nemlig købt en hel rulle. Ved det syn kan de ikke lade

være med at smile. Ateqilaaq var en stor åndemaner, og han har

forudsagt til sine koner, at hvis hans tromme kløves, er det fordi han

er død. Den dag hvor Ateqilaaq er på indkøbstur, kløves pludselig den

store tromme, uden at nogen har rørt den, og derfor ved konerne

allerede besked, inden Agortunnguaq kommer og fortæller det.

 

Hist.: En historisk fortælling, der formentlig er fortalt af

øjenvidnet til hævndrabet på Ateqilaaq og overleveret i hans familie

ved Qoornoq. Datering: Mellem 1742 og 1774.

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Aterfiumik / Om Aterfiu

Print
Dokument id:498
Registreringsår:?
Publikationsår:1861
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Kristian Renatus
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Aterfiumik / Om Aterfiu
Publikationstitel:Kaladlit Okalluktualliait / Oqalluktualliait / Grønlandske Folkesagn, III
Tidsskrift:
Omfang:side 10 - 16, nr. 2
Lokalisering:Qeqertarsuatsiaat / Fiskenæsset
Note:

Let forkortet oversættelse: ss. 102 - 106.

Orig. håndskrift Rink NKS 2488, nr. 256 eksisterer ikke længere.

Ret tekstnær oversættelse i Rink 1866 - 71, I, nr. 75.

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 217 - 220: Aterfiu. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 217 - 220: Aterfiumik.

 

Fyldig oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 75.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 59, ss. 333 - 337: Aterfio.

 

Resumé:

To enker bor på to nabopladser med hver sin lille søn. De to

bopladsers mange stærke mænd, der er drengenes slægtninge, lader dem

lide nød, og begge enker opdrager deres sønner, Aterfiu og Sukalasoq

til høflighed mod andre børn, for at de ikke skal få fjender.

Drengene vokser sig store og træner sig stærke uden at blive mordere

som andre stærke mænd. Bopladsfællerne giver dem kajakker, og de fanger

helst langt udenskærs, hvorfra de altid kommer hjem med fangst,

betænker alle faderløse med kød, og lægger endog forråd op til dem.

 

En dag Aterfiu er ude i kajak, sniger Sukalasoq, der bor på den nordlige

boplads, sig ind på ham, men A. når at kæntre og undgår S.s harpun.

A. siger intet hjemme før han næste gang er blevet angrebet af S. A.s

mor advarer ham, men da han tredje gang har undgået S.s harpun, dræber

han S. A. kommer hjem og vil flygte, men moderen overtaler ham til at

blive.

 

Da S.s slægtninge kommer på hævntogt, sætter A. sig med bar overkrop

og ryggen mod havet. Deres pile splintres mod hans ryg.

I den følgende nærkamp overvinder A. alle mændene og dræber alle deres

kvinder og børn. Nu har han ingen potentielle hævnere mere. A., der er

blever gift, opdrager sin søn Akerlik til stærk mand og en dygtig

kajakfanger, der under kajakvending kan holde sig lige så længe under

vandet som en sæl.

 

En dag far og søn er udenskærs, ser Aterfiu tegn til storm. De ror

indefter, stormen kommer, og da en kæmpebølge tårner sig op, dykker de

og ror til under vandet, mens bølgen brydes over dem. Akeralik, der nu

har fået en revne i sin såleskindspels (af remmesælskind), ror i forvejen mod land, så hurtigt som en falk.

 

Sydlændinge hører om den stærke Aterfiu og ankommer for at kappes med

ham. Da de ser den endnu større og stærkere Ateralik, nøler de, men

beslutter sig alligevel for styrkeprøven, der ender med, at alle

sydlændinge med koner og børn bliver dræbt. Far og søn angribes ikke

siden og dør uden at være sårede.

 

Var.: Tuneraq, den vældige kajakroer, omtaler samme strid mellem Aterfiu og Sukalasoq.

 

Tolkning: Sukalasoqs ubegrundede drabsforsøg på Aterfiu har muligvis

kun det kompositoriske sigte at fremhæve Aterfius uovervindelighed:

Først overmander han S., der ellers indtil da er fremstillet som hans

ligemand, dernæst udrydder han alle fjender fra nord (S.s hævnere), og

dernæst hjulpet af sin søn, alle de kappelystne sydlændinge. Dermed er

alle fjender i Aterfius verden dræbt, idet der jo kun bor mennesker i

nord og i syd. Men holdningen er ikke ens til de nærmere nord- og de

fjernere boende sydlændinge, idet der åbenbart skal større styrke (A.

plus hans endnu stærkere søn) til at klare sydlændinge.

Attaarassaraq

Print
Dokument id:75
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Attaarassaraq
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 372 - 374
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 129 ss. 667 - 669.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 372 - 374: Oqalualaarut Attaarassaramik.

 

Dansk resumé i Rink 1866-71, II: nr. 57.

 

Resumé:

Attarassaraq, der læsper kraftigt, er taget med sit hushold på bærplukning, men da han undervejs ikke selv gider ro længere, tages kajakken op i konebåden, som han styrer til et meget bærrigt sted. Gang på gang opfordrer kvinderne ham til at holde øje med konebåden, der ikke er fortøjet, og det ender da også med, at den driver bort med kajak og det hele.

Man må leve af bær på øen. På vinterens islæg kan Atta. dog komme over på fastlandet og fange en enkelt rype, der forslår godt til de mange sultende. Derefter oplever de, mens Atta. er på rypejagt ovre på fastlandet, gang på gang at et fad med noget stegt (!) bliver skubbet ind ad husgangen til dem, og at der lyder en ordre på, at det skal slikkes helt rent, da de skubber det ud igen efter at have spist og tilmed fyldt alle deres kamikker med rester. De får smag for det stegte, som de aldrig finder ud af, hvad er.

Om foråret bygger Atta. en båd med betræk af rypeskind og færger en for en kvinderne over til fastlandet, hvor de vandrer indtil de træffer mennesker.

Atta. får siden igen både kajak og konebåd.

 

Hist. + kommentar: Fortællingen er tydeligvis kun ment som underholdende, med den læspende hovedperson og den besynderlige opførsel, hvor kvinderne foretrækker at blive inden døre hele vinteren, mens Atta. uden besvær kan gå over på fastlandet og om foråret må færge dem over en for en i et interimistisk fartøj. Fortællingen udnytter dog samtidig fortælletraditionen, idet det hér normalt kun er forladte kvinder, afskåret fra at nå frem til mennesker, der får madhjælp fra 'den anden verden'. At denne tilmed består af noget stegt, dvs. af noget mad tillavet på kolonisternes manér (inuit kogte kun kødet el. fisken), som man har skulle vænne sig til, giver et ekstra spil på de nye tider.

Attuagarkut / Timersuarmik

Print
Dokument id:529
Registreringsår:1863
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2488, III, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Mikiassen, Niels (Nis)
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Attuagarkut / Timersuarmik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 216h - 224v, nr. 346
Lokalisering:Narsaq: Nuuk / Godthåb
Note:

Fyldig oversættelse i Rink 1866 - 71 (1866-71), I, nr. 117, ss. 316 - 318.

 

Resumé: se nederst.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Noget til læsning / Fortælling om Timersuaq

 

Han boede i Alluitsoq (Lichtenau) og var medlem af den herrnhutiske

menighed. Han giftede sig med en af dem, der var kiffakker hos de

hvide (missionærene). Konen fødte flere børn, men de døde altid.

Manden, der meget gerne ville have børn, spekulerede i den grad, at

han til sidst kunne se det, der var skjult. Han kom til at vide noget

om andre mennesker, som han end ikke havde kunnet forestille sig

(sujuneqanngisani ?). Således fik han kendskab til, at hans lillebrors kone var sin mand utro. Det fortalte han sin lillebror, og lillebroderen pryglede sin kone og sendte hende bort, så hun kunne leve som fjeldgænger (qivittoq).

 

Da hun var gået sin vej, tog Timi ud for

at lede efter hende, for det var jo hans skyld, at hun var gået bort.

Han fandt hende hurtigt; men han kunne ikke få hende til at tage hjem.

Han var nødt til at følge hende. De tog af sted den 5. marts. Da det

blev dårligt vejr, og det begyndte at sne, satte de sig ved siden af

hinanden. De faldt i søvn, og da de vågnede, var de under sneen. De

rejste sig flere gange og rystede sneen af sig; men hver gang satte de

sig ned igen og sov videre. På den måde sov de i fem dage. Den sjette

dag vågnede de og var ikke længere søvnige. De tog af sted. De mødte

et og andet. Blandt andet tornit (indlandskæmper) og fjeldgængere. Så

mødte de to dværge - en gråhåret og en ung. Den gråhårede talte ikke,

men den unge var meget snakkesalig. Han begyndte at fortælle:

 

"I har hørt historien om kæmpen Aqissiaq. Da de havde trukket (hvalen ?) op,

ville han have sin fangstpart, og han løb af sted." Han pegede på det

område, hvor Aqissiaq løb. Mens han endnu fortalte, satte en

snespurv sig oven på en sten lige ud for dem. Dværgen rodede

efter noget i kamikkanten og trak en lille sort genstand frem.

Med den pegede han på snespurven, og den faldt død om. Han vendte sig

om til store Timi og sagde: "Hent den og kig på den." Timi undersøgte

den, men fandt ikke noget sår. Dværgen sagde: "Flå den og

åbn den." Timi kunne stadig ikke se noget særligt, men dværgen sagde:

"Se efter dens hjerte." Det gjorde Timi og opdagede i hjertet et

lille sår - som et stik af en knappenål. Timi tilbød at bytte

dværgens redskab med en bøsse; men dværgen sagde: "Jeg vil nødig af

med det." Det vil sige: "Jeg ville måske give dig det, hvis du ikke

skal tilbage til menigheden. Men du skal jo tilbage; og når du efter

at være vendt tilbage bliver gal, kan du nemt dræbe en med det; jeg

vil ikke gå med dårlig samvittighed af den grund." Så sagde dværgen

igen: "Tag og besøg os."

 

De fulgte efter dværgen og kom til huset,

der var skinnende rent. Timi plejede ellers ikke at genere sig for at

komme ind i hvide folks huse, men her generede han sig. Han kiggede ind i huset, men opgav at gå ind. De vandrede videre tværs over indlandsisen til

Østgrønland. Da de kom ned til kysten, så de to huse - det ene med

fire vinduer og det andet med et vindue. De gik hen til det store. De

undersøgte møddingen og fandt menneskeknogler. I møddingen til det

andet hus fandt de knogler af små sæler. De vidste ikke, hvordan disse

mennesker var - om de sammen spiste mennesker (?). Men de blev urolige

og vendte om over indlandsisen. De kom til et sted, hvor der var land

(nunalinut?). Så blev han søvnig - første gang, efter han (igen?) havde

sovet fem dage og fem nætter (i træk ?).

 

Han faldt i søvn og drømte,

at en rar lille europæisk mand kom hen til ham. I følgeskab med ham

begav han sig på vandring. Mens han gik dér og fulgte efter ham, gik

det op for ham, at de hævede sig op fra land. Undervejs så han nogen,

der sloges. Da de fjernede sig fra dem, så han nogen der vaskede

(irusisut). De gik videre, og han så et menneske, der sad ned. På

venstre side af ham var der en stor sæk / pose , der bulede ud her og

der. Ledsageren vendte sig imod ham og sagde: "Ved du, hvorfor det er

sådan? - og svarede så selv: "Det er fordi, han levede letsindigt,

mens han var på jorden, og det, han stjal, puttede han i sækken. Sådan vil

han vente på verdens undergang. De gik videre. Så fik han øje på en

mand i luften. Han sad på noget, der lignede et bræt, som vippede

voldsomt. Når brættet vippede til den ene side, var han lige ved at

falde af - og det samme, når vippen hældede til den anden side, og han

var meget snavset omkring munden. Den anden vendte sig imod ham og

spurgte: "Kan du klare, hvad dette betyder?" "Nej; svarede Timi;

og den anden fortsatte: "Det er Elias fra omegnen af Alluitsoq. Han

var medhjælper i kirken. Han blev tosset og beskyldte sin lille søn

for noget. Så bed han hans ringefinger af og spiste den, hvorefter han

dræbte drengen og puttede ham ind i en rævefælde. Derfor vil han være

sådan til verdens undergang. Da de gik derfra, kom de til et sted, som

lignede ler, og som bulede ud hist og her. Somme tider så de nogle

hænder stikke frem. Så hørte de nogen sige: "Det var en stor skam, at

jeg opførte mig så skidt, den gang jeg var på jorden." Den anden

vendte sig imod Timi og sagde: "Har du nogen mening om, hvordan dette

skal forstås?" Han svarede: "Nej." Den anden fortsatte: "Det er fordi

de har opført sig meget dårligt, mens de levede på jorden. Sådan

skal de befinde sig lige til jordens undergang." De forlod dem og fik

øje på en stor kløft med en masse mennesker, der tyggede på deres

tunger. Den anden sagde: "De har det sådan, fordi de har opført sig

skidt, mens de levede. De vil pines indtil verdens ende (utydeligt

skrevet CB)." De forlod dem og fik øje på et meget, meget stort hus.

De gik derind og befandt sig i et stort rum. Der var skrevet på

væggene hele vejen rundt. På venstre side var der skrevet med store

bogstaver og på højre side med meget små bogstaver. Ledsageren sagde:

"Har du nogen mening om, hvordan disse skal forstås?" Timi svarede:

"Nej." Så sagde den anden: "De store til venstre handler om de

ugudeliges gerninger. De små handler om de helliges gerninger." Med de

ord, bad han så Timi kigge ind gennem en snæver indgang. Han kiggede

ind og så nogle, der var skinnende hvide og andre, der nok var

hvide men mere grålige, med en anderledes ansigtskulør.

Ledsageren fortsatte: "Dem er der sørget alt for meget over (deres døde)

(aliagivadlâqat). Når du kommer tilbage til menigheden, skal du

sige, at de ikke må være for bedrøvede, for så skader de deres

døde (illanguatik pinerdlukusersortarpait ?)."

Nu var han på vej tilbage til sit legeme. Hans ledsager, en sølle

kone, ville forlade ham; men først tog hun hans puls. Når hun kunne

mærke pulsen på hans hoved, blev hun hos ham. Mens hun endnu

var hos ham, begyndte han at trække vejret. Langt om længe var han ved

at blive vågen. Timi ville gerne hjem, men det modsatte den stakkels

kone sig. Han forsøgte at overtale hende til det, men da hun fortsat

ikke ville, sagde han til hende, at han ville knuse hendes knogler,

hvis hun blev ved med at modsætte sig. Efter denne trussel gik de

hjemad og nåede tilbage d. 29. september. Kvinden gik som sagt

hjemmefra d. 5. marts. Da kvinden endnu engang gik sin vej, opgav Timi

at prøve på at få hende hjem igen.

Resumé af Rinks resumé: Timi ved Lichtenau bliver gift med en af qallunaats tjenestepiger, men da de børn hun får, alle dør som små, blir Timi halvgal, mister sin skygge, ligger i med sin broderkone, der tæves af sin mand og går qivittoq d. 4. marts. Timi følger efter, kan ikke overtale hende til at vende hjem, følges så med hende. Under et langvarigt snevejr sover og vågner de fem gange begravede i sne, og blir så helt årvågne. De møder andre qivittut, indlandsboere og så to bjergtrolde, en gammel, der ikke kan tale, og en ung, der er meddelsom. Han viser dem stedet, hvor Aqissiaq trak hvalen op i fjorden, og hvordan den lille sorte tingest, bjergtrolden har, kan dræbe en snespurv uden at efterlade andet end et nålestik i hjertet. Han vil ikke gi' T. våbnet, det kan blive for farligt, hvis T. blir tosset. Han inviterer dem hjem, hvor der er renere end i de hvides huse. T. går med kvinden over isen til Østgrønland, hvor eet hus har menneskeknogler i møddingen, et andet sælknogler, men af skræk for, at husene måske alligevel har spist mennesker sammen, vender de om og går tilbage, hvor Timi sover i fem døgn, bliver rigtig søvnig og drømmer, at en qallunaaq viser ham forskellige syndere, der afventer dommedag. Nogle slås; een har en pose med noget levende i (tyvegods); en er snavset i ansigtet og svæver på et brædt i luften (blev tosset, bed lillefingeren af sin søn, dræbte ham og puttede ham i en rævefælde); nogle sidder fast i noget ler (har syndet); nogle tygger på deres tunge (ditto); i et hus står onde gerninger skrevet på væggen med store bogstaver og gode med små ("skriften på væggen", BS), og gennem en snæver åbning ("nåleøjet", BS) ses hvide skikkelser. Men nogle er mørke i ansigtet af sorg, fordi deres efterladte græder for meget over dem. Timi vågner op, overtaler kvinden til at følge med hjem d. 29 september, men da hun senere igen går qivittoq, opgiver man hende.

 

Hist.: Historisk kerne: En noget mere prosaisk kortfattet version, dvs. dog kun om noget af baggrunden for Timi og broderkonens udflugt er meddelt af Motzfeldt: Om hexeri, Rink 202 1008.

 

Herrnhutisk påvirkning. De døde syndere pines indtil dommedag (og måske efter), og befinder sig i samme verden som ånderacerne. Bemærk de to overgange på fem dage og angsten for østgrønlændernes kannibalisme (Vestgrl. syn på Østgrl.). Vestgrønlænderes forestilling om østgrønlændere som menneskeædere er af ældre dato og dokumenteret i Egedernes dagbøger.

 

Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.

Audlarniutigadlugo / Aallarniutigallugu

Print
Dokument id:312
Registreringsår:1867
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, VI, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Mikiassen, Niels (Nis)
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Audlarniutigadlugo / Aallarniutigallugu
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 187h - 190v
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Mest sandsynligt er fortælleren Niels Mikiassen identisk med Nis Mikias fra den danske menighed i Nuuk.

 

Oversættelse ved Apollo Lynge:

 

Indledning.

 

Det fortælles, at hedningene lavede tupilakker (tupilak) ved at sammensætte forskellige knogler. De satte knogler fra alle slags sæler sammen med knogler fra alle slags fugle. Så prøvede de at vække dem til live efter at have anbragt dem ved bredden af en elv. Når de blev levende, sagde de navnet på den person, de bar nag til, eller som var deres fjende, og som de gerne ville have dræbt, og de lod dem tage af sted, ikke for at fange, men for at dræbe. På den måde dræbte de ikke-kristne / udøbte deres stakkels medmennesker ved deres slette vaner.

Desuden øvede de sig i at blive åndemanere (åndemaner / angakkoq), så de kunne udøve trolddomskunster. De kunne udøve deres kunster, når et menneske blev sygt, for at det skulle blive rask. Når disse mennesker blev raske, betalte de åndemaneren med forskelligt de kunne skaffe. Sådanne åndemanere udnyttede deres uvaner og løj for deres medmennesker. Nogle af dem sagde, at de havde været et helt andet sted, og andre sagde, at de havde været på andre bopladser. Og andre havde en masse planer. Endvidere var der andre, der øvede deres kunst, når de kom ud for misfangst, ved at sige, at de tog ned til Havets Mor, hvor de fik forskellige ting af hende og stak deres stakkels fæller en masse løgne.

 

Men der fandtes også rigtige åndemanere, der blev hjulpet af Toornaarsuk (her vist i betydningen djævelen, den onde, AL.), da denne havde givet dem magt. Jeg har også selv hørt, hvor man opøvede sig til åndemaner, og hvor vi selv, tre personer, var med til at fremlokke en råben, som vi blev bange for og flygtede fra. Det var et sted i en stor sø.

 

Hist.: Vedr. toornaarsuk se: Sonne, Birgitte: Toornaarsuks forvandlinger. Religionssociologiske Perspektiver. Særnummer af Chaos, 1985: 117 - 136.

Bemærk fortællerens skelnen mellem ægte åndemanere med forbindelse til kristendommens djævel, og de andre, der bare lyver og bedrager.

 

s. 188v

De udøbtes vaner og overholdelse af taburegler / Nalusut ileqqut aamma allernik.

 

Det fortælles, at en mor fastede når hun havde født en dreng. Hun holdt næsten op med at spise, kun en enkelt bid om dagen og dertil drak hun meget lidt vand i en muslingeskal, og familien hentede kun vand, mens de andre endnu sov. For at drengen skulle få det let med fangstdyrene, udstyrede de ham med forskellige amuletter af forskellig ben eller sten, forskellige smågenstande, og da de troede så meget var de så heldige heldigvis at nyde godt af dem.

 

s. 188v: De forsøger også at opklare anngiaq / aama anngiarsiortarput.

 

Hvis en kvinde blev gravid uden for ægteskab og aborterede, når fosteret først lige var bgyndt at vokse i hendes mave, kunne hun fortie dette for sin familie og andre mennesker. Og åndemaneren / angakkoqen begyndte at mane ånder og forsøgte at afsløre det skjulte. Åndemaneren gik hele vejen rundt inde i huset og greb noget som han holdt ind mod sig og spiste noget af, og derefter kastede han resten mod denne kvinde. Genstanden ramte hende lige på issen og viste sig at være en stor klump blod. Denne kvinde blev så nødt til røbe sin hemmelighed om, at hun havde været gravid uden for ægteskab, og det fortælles da også, at kvinden derefter blev meget skamfuld, når hendes hemmelighed var blevet afsløret.

 

Kommentar: En del fortællinger i denne base: søg på anngiaq.

 

s. 188h.

Qilaamaannartut: Dem der brugte qilaneq-metoden.

En der kunne afsløre det skjulte gjorde således: Hans hoved blev bundet ind sammen med en genstand som man kunne bruge som en slags løftestang (en kammiut / støvlestrækker (ifølge andre fortællinger, AL)). Man forsøgte så at få hans hoved til at bevæge sig ved at løfte stangen flere gange. Når personerne så begyndte at kunne "se" skjulte forhold, blev det svært at bevæge hovedet. Så fortalte personen hvor man kunne finde det, som man søgte efter. Og når de så fandt genstanden, beundrede og priste de andre sådanne medier.

 

Kommentar: Kendt diviniationsteknik fra hele eskimoområdet. Om hovedet skal føles tungt eller let for at bekræfte en formodning, veksler fra sted til sted. Men det er usædvanligt at man, som her, udtrykkeligt nævner at metoden er et middel til at "se" det der er skjult for andre (angakkoqens mest karakteristiske evner ifølge alle eskimoer).

 

s. 188h.

Nerfallartuumasut : Dem der altid lægger sig på ryggen (med et dække over og arbejder sig op i trance. Se Kaaralis tegning i Tahlbitzer 1941 (The Ammassalik Eskimo, II, MoG bd. 40:710).

 

Nogle åndemanere / angakkoq / lå på ryggen når de manede ånder, og det fortælles at når de gjorde det kunne de finde ud af og finde frem til mange ting. Nogle ting kunne være taget med til et andet sted, så man ikke længere vidste hvor de var. Liggende på ryggen kunne åndemaneren så se genstandene fra det skjulte. På den måde fik de da nytte af sådanne personer til at opsøge genstande som var blevet væk for en.

 

Kommentar: Metoden brugtes også i Ammassalik-området, fx af Kaakaaq, ID. 1260, ID 1702, og ifølge Holm 1972: 127 af alle angakkut om sommeren (hvor mørkelægning dårligt lod sig gøre)

188h-189v

De brugte også amuletter

Forskellige almindelige ting som sten, ben, træ og bark brugtes som amuletter. Det fortælles også at de desuden brugte deres afdøde bedstemoder som amulet. Nogle havde deres amulet på halskanten af pelsen og fik hjælp af den hvis de mødte en fjende, der ville dræbe dem ude i kajak. Andre brugte amuletterne til at dræbe andre med som de mødte, og som ville øve vold eller det der var værre mod dem, og sådan blev de reddet fra deres (voldsmændenes) greb.

 

189v

Deres åndemanere plejede at gøre følgende:

Det fortælles, at de under åndemaning forsøgte at øge andres dygtighed til forskellige gøremål på forskellige måder: Nogle ville de gøre til bedre fangere ved at lade dem sluge en harpunspids, mens andre trak i dens fangstline. Når en armslængde blev trukket op, placerede de sig med den i en mørk krog og "fødte" den del som de stadig havde i maven, og derefter satte ejeren den på igen. Sådan blev denne mand bagefter i stand til at fange endnu flere sæler. Den åndemaner / angakkoq der plejede at gøre sådan hed Amitsukujooq (den lange, smalle), og det fortælles at han plejede at udføre forskellige kunststykker. Det fortælles også at han siddende på stranden fremsagde sit ijajaa, ijajaa, og på den måde fik de kroge til at vende tilbage som han havde mistet, da de sank.

 

Kommentar: Kunststykket med harpunspidsen forekommer i flere fortællinger, men altid med åndemaneren som den der sluger og "føder" (eller tisser) den (ud) igen.

 

s. 189

Det berettes også at de sang nidviser mod hinanden (ivertut).

De sang nidviser eller (rettere, de) mødtes til festlige sammenkomster. De ankom til en anden boplads enten med konebåd eller, hvis bopladsen lå på samme land som deres eget sted, gående over land. Når de kom frem sang de først nidviser mod dem ude fra bådene (eller uden for huset, ? BS), og først derefter gik de ind til dem i huset. Når de kom ind blev de modtaget meget godt og blev budt på dejlig mad. Først efter det hyggelige samvær gik de udenfor huset eller teltet og, når de havde fået modstanderen til sæde på jorden, tog de fat på sangkampen. Modstanderen lagde ud ledsaget af sin husstand med en sangdans til eget trommeakkompagnement og han sang den nidvise han havde digtet om sin modstander til lejligheden. Den førstes husstand samledes for sig, og det samme gjorde modstanderens husstand. Udfordreren havde opsamlet og sat melodi til sin sang om modstanders uheldige sider og egenskaber, som han havde hørt om og fundet frem til, og når han nu sang, måtte modstanderen vedkende sig sine svagheder. Når de nåede frem til de mindst flatterende sider, og modstanderen nægtede at vedkende sig sine "værste" sider, gik en anden ind i sangkampen og tog det på sig at vedkende sig selv disse sider.

 

Når udfordreren ikke havde flere nidviser, svarede den udfordrede på samme vis ved i sin sang at blotlægge de værste egenskaber hos sin modstander. Sådan, siges det, sang man hinanden på og overfusede hinanden. Mennesker, der således sang nidviser mod hinanden, kaldte man sangkampfæller.

 

Hist.: Stedfortræderen der påtager sig den udfordredes værste sider er en usædvanlig oplysning. Se ellers Inge Kleivan: Song Duels in West Greenland, Folk Vol. 13, 1971, og Jens Rosing: Kimilik, Kbh.: Gyldendal 1970.

 

189v-190v

Hedningenes forskellige slette vaner.

De prøvede sig hele tiden frem med nye metoder, hvad enten de prøvede at få flere dyr i havet eller på land eller at jage dem bort fra land eller hav. Det siges, at dengang den sydlige del af landet var meget rigt på rensdyr, mens den nordlige landsdel var fattig på dem, kunne nordgrønlænderne ikke gøre andet end at lave en lille slæde af træstiverne fra en grav og slæbe den nordover, hvorved  rensdyrene fulgte med og blev trukket nordover, og den sydlige landsdel blev tømt for rensdyr mens den nordlige blev meget rig på dem. Ja, man må undre sig over de forskellige ting hedningene foretog sig.

 

Hist.: Det står ikke ganske klart om grænsen mellem syd og nord er den mellem de to inspektorater (ved Sisimiut), eller en sydligere.

I 1700-tallet havde det sydligste Grønland og ligeså Nuuk-egnen rige bestande af rener. Senere forsvandt renerne totalt fra det sydligste Grønland.

 

Kommentar: Det er interessant at lokal-etniske forskelle bruges som forklaring på ændrede naturforhold.

Det afhænger i høj grad af situationen om dele fra en grav menes at tiltrække eller skræmme vildtet.

 

s. 190v

Også om morderes skikke

Når de havde begået et mord ude i kajak skar de den myrdede i stykker ved leddene og spiste en bid af den myrdedes lever for at den myrdede ikke skulle krybe ind i morderens krop. Når de undervejs hjem fangede en sæl, lagde de den op bag på kajakken med hovedet pegende agterud, og på den måde vidste bopladsfællerne at vedkommende havde begået et mord.

 

Når en kajakmand føst kom hjem efter mørkets frembrud var husfællerne nysgerrige efter at se, hvordan vedkommende ville komme ind i huset. Hvis han kom ind med bagdelen først over tærskelen fra husgangen, drak de af spæklampens brændetran for ikke at blive hjemsøgt af den myrdedes ånd. Så vidste husfællerne at de havde dræbt et menneske.

 

På denne måde dræbte hedningene deres stakkels medmennesker, ligesom dyrene gør det.

 

Kommentar: Ritualerne svarer til beskrivelser i andre kilder fra Vest- og Østgrønland. Om Mikiassen har læst sig til sin viden eller fået den gennem mundtlig overlevering, kan ikke afgøres.

I slutningen af teksten veksles der noget uklart mellem ental og flertal. Men det må være morderne der kommer baglæns ind og sikrer sig med indtagelse af lampe-tran.

 

Den bagvendte manér genkendes også fra østgrønlandske beskrivelser af en "hjemvendt" (fra at have været savnet i kajak i flere dage), en angerlartoq. Se spec. Victor.

Augpilagtok / Aappilattoq

Print
Dokument id:505
Registreringsår:?
Publikationsår:1861
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Kristian
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Augpilagtok / Aappilattoq
Publikationstitel:Kaladlit Okalluktualliait / Oqalluktualliait / Grønlandske Folkesagn, III
Tidsskrift:
Omfang:side 57 - 61, nr. 9
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Yderst kort dansk resumé s. 112.

Håndskriftet Rink NKS 2488, nr. 263 eksisterer ikke længere.

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 173 - 174: Aappilattoq. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 173 - 174: Aappilattoq.

 

Dansk version sammenstykket af denne plus to andre varianter i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 84.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 68, ss. 366 - 370: Augpilagtok.

 

Resumé:

Sydlændingen Aappilattoq rejser nordpå med sin familie og må

overvintre på det tidligere beboede Ikaarissat syd for Nuuk. Vinteren

bliver hård, A.s rigelige forråd slipper op, og isen lægger sig helt

ind i fjordsystemet, hvor han forgæves vandrer vidt omkring på

isfangst. Han må tilsidst slagte sin lille søns hund, som han æder et

stykke af råt. Han giver sin søn en anden bid af hunden med formaning

om at sulten truer.

 

Næste dag vandrer han ud over havisen mod sydvest og kommer til

Kangeq, hvor der både er beboet og kajakmændene fanger alke, fordi der

er åbent vand på den anden side af øen. Han kaster sig over frosne

alkeindvolde på møddingen, inviteres så indenfor og beværtes med

rigtigt kød til han er ganske forspist.

 

Da isen er gået, flytter A. med familien til Kangeq, hvor han efter

sin gamle skik fanger godt. Hans søn vokser til og får kajak. I

alkesæsonen advarer han sin søn imod kajakmændene, fordi nogle af dem

er irritable, når de jager alke. A. og sønnen kommer fra hinanden

under jagten og pludselig hører dog A. en masse mænd snakke.

De har omringet sønnens lille kajak, men A. får ombragt dem alle ved

sin lemming - amulet, som han varmer op i munden og kaster mod dem. Af

angst for hævn flytter A. med familie nordpå om foråret til Atammat,

hvor sønnen vokser sig stor og dygtig. Han følges gerne med den

midterste bror af en brødreflok, og da denne tre gange har søgt at harpunere

A.s søn, der behændigt kæntrer, dræber sønnen ham. Derefter fanger han

en sæl, som han lægger omvendt på kajakken. A. forstår tegnet, men

ikke brødrene, der får forklaringen af A.s søn: Den ligger omvendt,

fordi den blev dræbt næst efter et menneske, og det var i selvforsvar.

Brødrene græder, inviterer nogen tid senerer A. og søn på mad, og

viser med kropsholdningen deres vrede, men da et stykke af taget

smuldrer ned i fadet med kød, forstår de at A. har usædvanlige evner.

Dem demonstrerer han så yderligere ved at skære sin søns mave op og

hele såret igen. A. har således levet op til sit ry som sydlænding, og

ingen gør dem siden noget ondt.

 

Var.: Aappilattoq; Om Kanginnguaq; Aappilattoq nr. 167 (til dels); Aappilattoq Jaakuaraq; oqalugtuaq Augpilagtuârssuk;

 

Hist.: Rink gør i sin note til fortællingen (1866-77, I) opmærksom på,

at dels er det uhyre sjældent at isen lægger sig i fjordene bag Nuuk,

og dels at de afstande A. tilbagelægger over isen i fjordsystemet

langt overstiger hvad mennesker normalt kan klare.

Avatarsuaq, kuisimassoq Natanimik ateqartoq

Print
Dokument id:1749
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Avatarsuaq, kuisimassoq Natanimik ateqartoq
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:ss. 233 - 237, nr. 52
Lokalisering:Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 52, ss. 278 - 286.

 

Oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II: nr. 10.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 79, ss. 414 - 418: Avatarsuak, who was baptised Nathan.

 

Resumé: Avatarsuaq, i dåben kaldet Natan / Nathan.

A. opdrages af sin farfar og navnefælle, fordi hans far er død.

Da han kommer til fornuft / bliver bevidst (d.v.s. i 3-4 års alderen, BS) regner han da også farfaderen for sin far. Denne gør A. til angerlartussiaq, idet

han forbyder A. nogensinde at slå hundene og blive vred på gamle

mennesker. Desuden mumler han en formular med hætten halvt nede, hver

gang han træner A. i kajak. Farfaderen dør, og A. har nu vinterboplads

dér, hvor sydlændinge kommer forbi på handelsrejser til Paamiut, der

dengang var den sydligst oprettede koloni. Da to sydlændinge ikke

kommer tilbage, mistænkes A. for at have dræbt dem, men morderen viser

sig at være en tupilak, idet den også angriber ham undervejs til

Paamiut på handelsrejse. Den taler til ham om at æde hans indvolde,

lejrer sig uflytteligt på bagenden af hans kajak, forstævnen hæver

sig, han bliver kraftesløs og kæntrer først til den ene og så til den

anden side, men begge gange støder åren mod noget hårdt, da han søger

at støde fra med den i det dybe vand (det hårde er sikkert hans døde

farfar, BS). Tupilakken styrer ham så i modsat retning af hans åretag,

og han ender dybt inde i en ubeboet fjord.

Til alt held kommer en båd med kvinder roende inde fra fjordbunden,

hvor de har hentet tørrede ammasætter. De bliver bange for tupilakken,

men A. der helt har mistet kræfterne overtaler dem med løfter om

gaver til at hjælpe sig. Med støttebrætter lykkes det dem endelig at

skubbe tupilakken ned. De parterer den, kaster stykkerne dels i havet

og dels i gamle grave, og den dybt taknemmelige A. kommer senere med

gaver til dem. Det samme gør alle forbirejsende til Paamiut sidenhen.

Sejren over tupilakken giver A. klarsyn (sila), idet han nu kan se

åndemanernes ild-ånde og heksenes sorte underarme. På en senere rejse

til Paamiut efter krudt, bly og tobak generes A. undervejs over en

fjord af en masse kalvis og rammes to gange af store isskodser.

Sidste gang drukner han, er længe bevidstløs, men da han vågner

(formentlig ude ved havhorisonten, BS) rejser han med susende fart på

sit siddeskind, med venstre ben bøjet og med sin kajakpind som åre den

lange vej ind mod land. Hans bedsteforældre fører ham og advarer ham

mod at drikke af et isbjergs kildevæld ved de yderste øer.

Gør han det, kommer han aldrig hjem. Han lander dybt inde i fjorden

ved Kajutaqs boplads, hvor han modtages af ivrige hunde i

menneskeskikkelse, og inde i huset gennemfører beboerne 5-dages

ritualet for hans genoplivelse. Hans kajak med udstyr og købte varer

driver uskadte i land ved bopladsen. Han ror hjem og er nu blevet

endnu mere synsk end før. Ingen hekse kan længere lure og skade ham.

 

For kommentarer til Rinks version  af originalteksten se Thisted og Thorning 1996:

nr. 52, s. 336, hvor det bl.a. nævnes dels at begivenhederne er stedfæstet til Saarloq ud for Qaqortoq, og at det er Avatarsuaqs uddannelse / udvikling til fuldt færdig angakkoq / åndemaner, der her skildres.

 

Hist.: Begivenhederne kan fastsættes til tiden mellem

kolonierne Paamiuts og Qaqortoq/Julianehåbs oprettelse i hhv. 1742 og

1774.

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

 

Tolkning: Dette er vist den eneste fortælling, hvor ritualerne

hvormed man kan gøre et barn til en angerlartussiaq beskrives. Se også: nalusut ileqqorsarsiornerinik, der ikke er en fortælling.

For "angerlartussiaq" se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): under "Piaaqqussiat".

 

Den mytiske initiation / uddannelse til angakkoq via overvindelsen af tupilakken og - især - rejsen til og fra havhorisonten er ikke helt almindelig i overleveringen, men nem at godtage ud fra verdensbilledet som helhed. Se især Aloruttaq (fra Ammassalik), hvor tilsvarende begivenheder bruges, omend i et andet dramatisk forløb.

avdla oqalugtuaq

Print
Dokument id:184
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:avdla oqalugtuaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 199 - 200, nr. 80
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke eksisterer længere.

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

 

En fortælling om en rensdyrjæger. (Orig. overskrift: En anden historie).

En mand var ude på rensdyrjagt og gik opad en skråning. Han fik øje på nogle

sælknogler; en loppe sprang forbi ham. Han så også et hvalkranium. Da han gik

videre, hørte han nogen sige: "Kom indenfor." Inde i huset sad der imod

vinduespartiet lutter sorte og imod bagsiden lutter blå mennesker. En af dem ved vinduespartiet ville nu handle: "Vi vil gene købe maver af dem, I fanger,"

(Silaminattaqs maver/ bugskind). "Mener du maver af Silaminattaq?", "Ja, skind

(maver) af dyr."

En af dem inde i huset, en pige ved navn Maagina, lå på briksen og sov med

hovdet imod bagvæggen. En af dem sagde: "Maagina vil som sædvanlig sove." Det viste sig, at hun i søvne syede en lap på rensdyrjægerens kamiksål.

 

Var.: En temmelig uklar fortælling, hvor et rigigt menneske besøger visse dyr, som han aftaler en udveksling med. Se: Den urene kvinde, der besøgte bjørnene i menneskeskikkelse.

avdla oqalugtuaq / Meqqusalik / Meqqusaalik

Print
Dokument id:147
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4´
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:avdla oqalugtuaq / Meqqusalik / Meqqusaalik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 100, nr. 38
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af orig. håndskr., renskrift el. afskrift, der ikke

længere eksisterer.

 

Fyldig oversættelse af to sammenstykkede versioner i Rink: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, I, nr. 37 ss. 134 - 137. Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 24, ss. 197 - 202: The Reindeer-hunt of Merkisalik.

 

Oversættelse i resumé ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om Meqqusaalik (opr. uden overskrift).

Meqqusaalik rejste nordpå. Undervejs så han en konebåd sejle ud fra næsset ved

Uummannaq på vej til Akilineq (det nordøstlige Canada, Baffinland). Meqqusaalik slog følgeskab med dem. Da det begyndte at blæse, dykkede de Meqqusaalik ned og roede under vandet. Inden de nåede frem til bestemmelsesstedet, drejede de nordover. I Ikamiut var der mennesker med store maver, der udelukkende levede af suppe. Når de blev mætte, plejede de at sige: "En smule udenom." ("avuunakanneq" har jeg i denne forbindelse svært ved at finde mening ud af - Chr.B.)

 

Var.: Ikke i denne bases fortællinger.

I forskellige fortællinger optræder en Meqqusaalik el. Meqqisaalik som hovedperson, biperson el. et uhyre, der er stærkt behåret som navnet betyder.

 

Var.: til folket uden rumpehul: Nukariit avittut; Uluaa-boen; Den blinde, som fik sit syn igen nr. 8; Hvorledes narhvalen blev til; Tutigaq.

 

Kommentar: Denne fortælling er ligesom de foregående numre i Rink 2488, II, resumeret af CB på et tidspunkt, hvor vi endnu ikke havde valgt at bringe komplette oversættelser, BS. Måske er forløbet klarere i sin fulde ordlyd. Det er øjensynligt en rejsemyte til fjerne egne med underlige mennesker.

Avigiatsiâmik / Avigiatsiaamik / Forvandlet pige: sælhund

Print
Dokument id:388
Registreringsår:1867
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, V. 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Luutivik (Lûtivik / Ludvig)
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Avigiatsiâmik / Avigiatsiaamik / Forvandlet pige: sælhund
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 1034 - 1036, nr. 210
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Resumé ved Kirsten Thisted:

 

Aviatsiaq

Aviatsiannguaq går ned til havet for at slibe et eller andet. Pludselig lugter han havvandet meget stærkt, besvimer og er blevet en netside, da han kommer til sig selv. Da han bliver træt af at være netside bliver han en hval, og derefter en lille blåside. Mens han er sammen med sortsiderne, får han en god ven. Sammen driller de rigtig sælfangerne. Da Aviatsiannguaq til sidst også bliver træt af at være sortside, tager han hen og lader sig fange af den barnløse kvindes mand. Nu bliver han så genfødt dér, og det går som han ønsker, at han får sit gamle navn igen. Engang mens han er blevet stor nok til selv at gå omkring, kommer hans far hjem og har fanget hans gamle ven. Han græder og græder og åndemaneren / angakkoq'en finder forklaringen.

 

Var.: Navagiaq; "sjælevandring"; "navnevandring"; arnattatoq / Arnattatoq

Barselskvinden

Print
Dokument id:96
Registreringsår:1823
Publikationsår:1866
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:Kragh, P.
Indsamler:Rink, H.
Titel:Barselskvinden
Publikationstitel:Eskimoiske Eventyr og Sagn, I
Tidsskrift:
Omfang:ss. 123 - 124, nr. 30
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Orig. håndskr. eksisterer ikke længere.

Ældste afskrift af orig. håndskrift: NKS 2488, VI, ss. 84h - 85h.

 

Seminarieelevs afskrift af Peder Kraghs nedskrift eller afskrift: NKS 2488, II, nr. 1, ss. 1 - 4.

 

Engelsk oversættelse: Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 39, pp. 258 - 259: The Child Monster.

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

En kvinde føder et uhyre, der forfølger de rædselsslagne og flygtende beboere. Utysket dræber først sin mor, som den bringer ud med udslået hår, dernæst de øvrige beboere i to omgange. Tre forældreløse, en pige og to yngre drenge, undslipper dog, fordi de har gemt sig i forrådsskuret, som uhyret øjensynligt ikke kan trænge ind i. De flygter ind i landet og søger to gange ophold hos folk, der planlægger at dræbe dem, fordi de tror, at børnene selv har dræbt alle deres fæller. Begge gange undslipper børnene, og anden gang dræber pigen alle beboerne ved at slå sin brors kamik mod deres indgang. De møder en stor mand (kæmpe? el.qivittoq?) med et halvt rensdyr på nakken og følger med til hans hus, der er rigt beklædt med renskind indvendigt. Da de er blevet bespist med renkød siger pigen: Renkød smager dejligt - men hvad bliver det bedre af? - af at blandes med ryper.

Afsted, afsted efter dem! Børnene farer ud, hvor der høres vingeslag, og ind kommer de med mange ryper. Med samme ordveksel fanger de derefter først harer, så serlernat-unger (en fugleart?). Men da de vil i lag med store eller voksne serlernat, bliver den store mand betænkelig. De står ude på næsset og fanger sæler. Dem har han respekt for. De går derud, bliver bange og flygter, men den yngste bror bliver dræbt og ædt. Da nærmer pigen sig og dræber fuglen med sin kamik, skærer bugen op, sorterer sin brors ben ud fra indholdet af sælben, putter dem i en pose på ryggen, og undervejs hjem bliver lillebroderen levende igen.

 

Var.: søg på: anngiaq; se Rasmussen ndf.

 

Kommentar: En fortælling, der er vanskelig at tyde i Steenholdts håndskrift. Rink mener, at det kan være en børnefortælling. Det er muligt, men der findes en østgrønlandsk variant, der ikke specielt virker som en sådan:

Rasmussen 1921-25, I: Aapapaaq, ss. 324 - 328.

Bemærk rygposens genoplivende virkning. Den er en slags pooq, der i åndesproget betyder "moder"

Beretning om en blind som blev givet synet igen

Print
Dokument id:73
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Beretning om en blind som blev givet synet igen
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 365 - 366
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 127 ss. 660 - 661.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 365 - 366: Oqalualaarut tappiitsumik uitsitamik.

 

Resumé:

En ung sydlænding bliver blind og skønt han opsøger den ene angakkoq / åndemaner efter den anden, kan ingen gøre ham seende igen. Han rejser nordpå efter en dygtigere angakkoq, men træffer stadig ingen, der er gode nok. På den tæt befolkede Kangeq råder deres angakkoq, Silaat, ham til at opsøge den mærkelige mand hos qallunaat, de hvide, som slog sig ned på Håbets Ø året før, og taler folk imod med helt andre ord, end dem man kender. Når han taler blandt sine egne, tier alle stille og lytter.

De rejsende besøger Hans Egede, der er yderst venlig og fortæller om både frelsen og om hvordan Jesus bl.a. kunne gøre blinde seende. Da fatter den blinde håb og besøger Hans Egede. Da han fortæller om alle sine forgæves konsulteringer af angakkut, lover Hans Egede, at holder de sig til angakkut, vil de blinde aldrig igen se verdens lys. Han smører den blinde med noget salve, mens han beder for ham, og nogen tid senere kommer den unge mand og takker ham, fordi han er blevet seende igen.

Begivenheden skal være beskrevet i en af herrnhuterne skrifter.

 

Hist.: Historisk fortælling (kaldes da også Beretning), som Hans Egede selv bevidner i sin dagbog af 1723, (Medd. o. Grønland, bd. 54, 1925), hvor han er på undersøgelsesrejse sydpå. Muligvis er den også kommet med i Historie von Grönland af David Cranz (1770), der kan have læst om begivenheden hos Egede (evt. i oversættelsen til fransk: Egede, Hans, 1763: Descriptions et histoire naturelle du Groenland. Tr. de D.R.D.P. Copenhague et Geneva)

Broderen som genfandt sin søster i Akilineq

Print
Dokument id:113
Registreringsår:1860
Publikationsår:1997
Arkiv navn:
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Broderen som genfandt sin søster i Akilineq
Publikationstitel:Fortællinger & akvareller
Tidsskrift:
Omfang:102 - 107
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 19h - 22v (slutning mangler. Ses i afskriften)

 

Publiceret transskription af orig. håndskr.:

Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 103 - 107: Akilinermi aleqaminik.

 

Afskrift ved seminarieelev: NKS 2488, II, '4, nr. 216.

 

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 25, ss. 110 - 114 har Rink fortrinsvis oversat denne variant men tilføjet en kommentar om tre andre varianter. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 37, pp. 248 - 255: The Brother who went to Akilinek in search of his Sister.

 

Resumé:

Et ældre ægtepar har to døtre og en søn som den mellemste. Faderen, der er noget indsluttet, lægger op, da sønnen er voksen og kan forsørge familien. Denne har gerne sin storesøster med som følgesvend på land, når han er ude i kajak. En vinterdag hvor de spadserer sammen på isen og han jager en hare til fods, forsvinder søsteren. Der er kun udadgående slædespor at øjne. Broderen får sin fars hjælp til at bygge en slæde og skaffer sig efter tur nogle frygtindgydende slædehunde, der skal tæmmes en del for at kunne enes sammen som trækdyr: en isbjørn, en ulv (et fantasidyr i Vestgrønland) og en kæmpeorm. Isbjørnen er den mindst udholdende og må på længere ture hvile ud på slæden. Men da den er den eneste, der ville kunne klare at få slæden over en bred revne i isen, beholder broderen den som trækdyr. Han kommer til Akilineq over isen, finder sin storesøster med barn i et stort hus og bliver venner med hendes mand, der efter nogen nølen indvilger i, at de skal komme på genvisit. De nærmer sig en dag, men vender om, måske fordi lillesøsteren derhjemme, ellevild af glæde, springer frem og tilbage over konebåden på stativet udenfor. Broderen sender sin kæmpeorm efter dem. Den kommer tilbage med blod om munden og har næppe sparet nogen af de bortdragne.

 

Var.: Var.: Ely Fontain nr. 213; Kristian Hendrik 1860 nr. 4; Peter Justus 1999 207; Bjørn, Knivhale og Savryg.

 

Tolkning: En temmelig grum version af denne fortælling, der bl.a. også kendes fra Østgrønland. Oftest er det kun svogeren og dennes og søsterens barn, der bliver dræbt af ormen eller et andet monstrøst trækdyr, da søsteren kommer helt hjem på besøg med sin 'fremmede' mand og deres blandingsbarn. Dette skel mellem "os" (inuit) og "andre" (Akilineq-boerne, de fremmede) hersker altså ikke i Kreutzmanns version.

 

Kæmpeormen, er en hyppig mytisk skikkelse i grønlandsk fortælletradition. Se bl.a. Aqissiaq.

Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34.

Broderens hævn over kanofolket

Print
Dokument id:112
Registreringsår:1859
Publikationsår:1997
Arkiv navn:
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Broderens hævn over kanofolket
Publikationstitel:Fortællinger & akvareller
Tidsskrift:
Omfang:99 - 101
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 14h - 15h, der er Kreutzmanns 2. gennemskrivning af fortællingen.

Publiceret transskription af orig. håndskr.:

Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 100 - 102: Umiarissanik akiniaaneq.

 

Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 109, af Kreutzmanns 1. version, der er gået tabt i original. Afskriften er oversat af Chr. Berthelsen til denne registrant.

Afskrift af 2. gennemskrivning: NKS 2488, II, nr. 209.

 

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 20 ss. 96 - 98 har Rink sammenstykket ialt 4 varianter inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 14, ss. 154 - 157:

The two Brothers.)

 

Resumé:

To brødre bosætter sig overfor hinanden på hver side af en fjord. Broderen på skyggesiden har sin mor som husholderske. En aften hun er ude og besørge overværer hun i skjul en konebåd ankomme i fuld fart, mænd der løber ind huset og senere ned igen, hvor de springer i havet som sæler og svømmer bort. De har dræbt alle i huset. Den stakkels morlil tør ikke gå ind og løber i husbukser hele vejen til den anden søn, der først vil slå hende ihjel, men så får fat i en angakok / angakkoq / åndemaner, der sporer morderne til indlandsisen. Sammen tager de derind, møder først en enøjet kæmpe, der intet ved, så det er "dem der blinker lodret" (tukimut uisorisartut), der er de skyldige. Disse overvindes i en kamp med bue, pil og lanse.

 

Var.: De to brødre. Kristoffer nr. 145; Jakob Lund Nukariinnik; Mathæus nr. 110; Hintrik 1996;Om to fætre; Troldbåden, der hævnede og blev hævnet; Nukariinnik; Broderens hævn over kanofolket. Søg på kanofolk, qajarissat, umiarissat.

 

Kommentar: Folkene i konebåden (umiarissat), der forvandler sig til sæler oversættes til 'kanofolket', fordi udtrykket menes at have været brugt af inuit i Canada om indianeres birkebarkskanoer (Rink 1866-71, I:358, note 20, II:188). Beslægtede i mytologien er andre sælmennesker, der kaldes qajarissat. Deres kajakker er uden spids bagtil og giver måske klarere associationer til kanoer.

Åbenbart identificerer Kreutzmann umiarissat med iseqqat (ental: iseraq), der ligesom tukimut uisorisartut blinker lodret. Kleinschmidt har hørt, at isserqat (gl. retskrivning) er små smalle dværge, der kan gemme sig i jorden. Endelig undrer det, at sælmennesker skulle bo langt inde på indlandsisens nunatakker.

Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34.

Blodhævn.

Datteren som gik qivittoq

Print
Dokument id:231
Registreringsår:1860
Publikationsår:1997
Arkiv navn:
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Datteren som gik qivittoq
Publikationstitel:Fortællinger & akvareller
Tidsskrift:
Omfang:ss. 187 - 190
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig.s håndskr.: NKS 2488, VII: 70h(?) - 73v(?) (slutning mangler, ses i afskriften).

Publiceret transskription af orig. håndskr.: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 187 - 190: Panik qivittoq.

 

Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 226.

 

Dansk resumé i Rink, Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, II: nr. 119 ss. 133 - 134.

Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 140, s. 468: A Woman named Arnasugaussak.

 

Resumé:

Arnasagaasaq er så højt elsket af sine forældre, at de end ikke bebrejder hende et uægte barn, hun har fået. Men en dag hun kommer til at knække sin mors eneste synål, skælder og smælder moren hele dagen. Faren bebrejder moren, da han kommer hjem, men lader så forstå, at datteren godt kan forsvinde til indlandet. Hun hører det hele, pakker om natten og tager til fjelds, hvor hun om dagen gemmer sig for de eftersøgende forældre, der dog mest beklager, at hun har taget sin mors eneste ulu / kvindekniv med.

Arn. møder og gifter sig ind i først en flok ryper i menneskeskikkelse. De fanger sæler, der i den synlige verden blot viser sig at være mos, da de små mennesker flyver op som ryper. Dernæst er det rener, hvor det først er, da de er taget til indlandet om sommeren og bliver jaget af mennesker, at de forvandler sig til rener. Arn.´s mand bliver også dræbt, og hun har været så længe i den anden verden nu, at hun må besørge og træde i sin egen afføring for at blive synlig for mennesker. Hun klarer ikke deres invitation til at spise renkød og tager tilbage til indlandet, hvor alle hendes udtalte ønsker om mad opfyldes i form af laks, en gryde over ilden til at koge dem i, to svaner i slåskamp, og til sidst en nedlagt hval, som man er ved at flænse, og som viser sig at være fanget af hendes onkler. Hun har igen gjort sig synlig vha. sin egen afføring, men forvandles derfra til sten.

 

Var.: Qivittoq 123; Den knækkede synål og lignende mindre forseelser, som moderen beklager sig over, er en af overleveringens hyppigste årsager til at blive fjeldgænger / qivittoq. Normalt er det dog kun en mild bebrejdelse, der får denne voldsomme virkning. Men hos Kreutzmann skældes der kolossalt meget ud i mange fortællinger.

Pikivakitsanaat er beslægtet. Søg iøvrigt på qivittoq.

 

Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.

 

Hist.: Moral: Iøvrigt afviger denne variant en del fra andre qivittoq-fortællinger, især den sidste forvandling til sten er speciel. Formentlig hænger den sammen med Kreutzmanns afsky for sex mellem mennesker og dyr, der også præger andre af hans fortællinger.

Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34.

De forladte børn

Print
Dokument id:166
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:De forladte børn
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 176 - 177, nr. 64
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af orig. håndskr., renskrift el. afskrift, der ikke længere eksisterer.

 

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 44, ss. 151 - 153 har Rink holdt sig til Kreutzmanns variant og tilføjet afvigelser herfra i denne plus to andre versioner (hvoraf en af Amos Daniel, der ikke har kunnet identificeres). Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 29, ss. 221 - 224: The Orphans.

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

 

To små forældreløse (opr. uden overskrift).

Da beboerne på en boplads tog af sted efterlod de to forældreløse - en dreng og en pige - på stedet, idet de syntes, at det var for stor en belastning at have de to på kost. De to forældreløse indrettede sig i et hjørne i huset. Deres indretning lignede nærmest det, der bliver lavet af en hund, der skal føde. Som forråd samlede de noget blæretang, som de lagde i forrådskammeret.

 

Da de to forældreløse kun havde ganske lidt spæk tilbage, skete det, at

storesøsteren hørte det støje uden for om natten. Hun vækkede sin lillebror, der

kom ud for at se, hvad der foregik derude. Han fandt en død rype oven på

husgangen. Da rypen var spist, hørte storesøsteren igen støj udenfor. Denne gang

var det en edderfugl, der var blevet lagt ovenpå husgangen. Støjen gentog sig med

mellemrum, og der var gevinst hver gang - en netside, en sortside, en remmesæl og

til sidst en hvidhval.

 

Om foråret kom de tidligere beboere tilbage, og de blev meget overrasket over at se, at de to forældreløse fortsat var i live. De spurgte, hvordan de havde båret sig ad med at få noget at spise. De fortalte, at de udelukkende levede af blæretang.

Det troede de ikke på og begyndte at undersøge forrådskammeret. De rodede nede i

bunken af blæretang, men fandt ikke andet. Hvis de havde gravet lidt

længere ned, havde de fundet mattak fra hvidhvalen. De tog af sted igen.

 

Var. Kragh nr. 61. Kreutzmann 1997 195 198. En uidentificerbar version af Amos Daniel.

Episoderne med fangstgaver "udefra" eller fangst i huset er iøvrigt meget udbredte og findes både som selvstændige fortællinger om børn og kvinder, der efterlades uden forsørger, og dele af andre fortællinger:

En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn; Nakataamilaarpara. Den forladte kvinde med plejedatter. En fortælling (om en haj der forsørgede forældreløse); De, der havde fangstplads på den anden side af briksen; Hajfisken som forsørger; Two deserted ones get meat from guests; Kunuanannguaq; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn. Moder og datter, der drev fangst med en slibesten og...; En fortælling om enlige kvinder; De forladte børn, Kragh nr. 64;

De forældreløse som tog hævn

Print
Dokument id:233
Registreringsår:1860
Publikationsår:1997
Arkiv navn:
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:De forældreløse som tog hævn
Publikationstitel:Fortællinger & akvareller
Tidsskrift:
Omfang:ss. 195 - 198
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 75h - 77v (slutning mangler, ses i afskriften).

Publiceret transskription af orig. håndskr.: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 195 - 198: Iliarsuit akiniaasut.

 

Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 228.

 

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 44, ss. 151 - 153 har Rink holdt sig til denne variant og tilføjet afvigelser fra tre andre versioner (hvoraf en af Amos Daniel, der ikke har kunnet identificeres). Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 29, ss. 221 - 224: The Orphans.

 

Resumé:

Forældrene til en storebror og en lillesøster dør, og skønt de adopteres bryder plejeforældrene sig ikke om dem. De efterlades i vinterhuset, som tilmed lukkes og skoddes, da folkene tager på sommerfangst. Længe famler de rundt efter madstumper. Da de er ved at dø af sult, finder den ene et drilbor, som de med ihærdighed får lavet hul i taget med ved at stille sig op på flere sten oven på hinanden. Udenfor finder de lidt levninger på flænsestedet og dér tillige snuden af en remmesæl, som lillesøsteren strækker og strækker med sin kammiut og til sidst kan give storebroderen på som hylster eller ham, dvs. pooq. Med en tryllesang / serrat, hun har fra sin mor, styrker hun ham til at kunne dykke og svømme som en rigtig remmesæl. Selv har han engang fået en formular, der kan skaffe storm. Sommerbopladsen er synlig fra deres sted, og næste dag med blikstille vejr lokker storebroren som remmesæl alle mændene ud i kajakker, en del endog uden halvpels. Langt ude rejser han en storm med sin sang, og så mange mænd drukner, at bopladsen får brug for arbejdskraft, hvorfor de afhenter de to forældreløse, da disse, med voldsomme fagter, har fået gjort opmærksom på sig. Nu er der mad nok til dem, men drengens plejefar er alligevel ond i sulet på ham og tvinger ham til at sluge knæskallen af en ren. Det glemmer drengen ham ikke for. De to søskende tager med forbipasserende gæster nordpå, drengen udvikler sig til fanger, og de tager tilbage, hvor drengen tvinger sin nu ældede fjende til at drikke kogende tran. Denne styrter død om, og de to søskende har endelig fået fred i sindet.

 

Var.: Kragh nr. 61 og nr. 64. En uidentificerbar version af Amos Daniel.

Episoderne er iøvrigt meget udbredte og findes både som selvstændige fortællinger og dele af andre fortællinger. Endog i Holger Danskes barnebarn af europæisk oprindelse, fortalt af Sissi. Søg på: Den forladte kvinde med plejedatter (1. episode); Svømme under vandet som en sæl (2. episode); Tamagignik iliarssuk Lyberth (3. episode).

 

Hist.: Moral: Kreutzmann synes med især den sidste episode, der forekommer ret påklistret, at skulle begrunde den voldsomme hævn.

Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34.

De gamle ægtefolk

Print
Dokument id:156
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Steenholdt, L. N.
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:De gamle ægtefolk
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 145 - 147, nr. 47
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Oversætteren har ikke været i stand til at læse denne afskrift af et orig.

håndskrift, der ikke har kunnet identificeres i NKS 2488, VI, hvor en del af originalerne fra Kraghs samling findes.

De skibbrudne

Print
Dokument id:47
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:De skibbrudne
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 441 - 443
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 19 ss. 64 - 66.

 

Dansk oversættelse i Rink 1866-71, II,

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

"Taama allattunga, Aron", 1999, II: 441 - 443: Umiiarnernik; og i

Thisted og Thorning: 'Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... / Måske nogen kunne fortælle ...', 1996: nr. 19, s.s. 101 - 102, med denne danske kommentar s. 321:

 

Resumé: Fortællingen indledes med, hvordan nogle kajakmænd engang opdagede et skibbrudent skib ude fra Cook-øerne. Næste dag finder man besætningen. I starten er man noget bange for de hvide mænd, men da de

viser sig at være flinke folk, lader man dem flytte ind hos sig på Kangeq.

Nu får de fremmede så ved tegn Kangeq-boerne betydet, at de skal tage

ud til skibet og bjærge hvad de kan. Herefter følger så fortællingens

hovedepisode: Med blandt bjærgningsfolkene er Jehorsuaq, "Den store Jehu". Nede i kaptajnens kahyt har han travlt med at trække skuffer

ud, og han finder en hel masse klædestof. Nu prøver han så dettes

beskaffenhed ved at prøve at suge luft igennem det, og da han finder

det alt for åbent, lader han det bare være. Men så i en anden skuffe

finder han en masse aviser. De er tætte, så dem tager han med.

Bagefter lader han sin kone sy sig en anorak, men beklageligvis giver

det sig til at regne den dag, anorakken er færdig, og han første gang

har den på!

Hist.: Ifølge K. Thisted s. 443: "På samme opslag en farvekopi af Arons illustration, hvor man tydeligt kan se, at anorakken er af avispapir, og ikke som hos Signe Rink af Poul Egedes grønlandske grammatik (jf. Signe Rinks påskrift på billedet gengivet i Jørgen Meldgaard: Aron. En af de mærkværdigste Billedsamlinger i Verden. Nationalmuseet 1982: 74). Man kan også se, at Aron forestiller sig, at historien foregår i begyndelsen af 1700-tallet, der står vistnok 1708 på den ene skulder, længe før Poul Egedes grammatik."

 

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

De to piger

Print
Dokument id:157
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:De to piger
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 147 - 148, nr. 48
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af orig. håndskr., renskrift el. afskrift, der ikke

længere eksisterer.

 

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 11 ss. 75 har Rink sammenstykket 2 varianter, denne plus en fra Labrador (ikke registeret i denne base). Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 8, ss. 126 - 128: A Tale about two Girls.)

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

To piger, der legede (Orig. uden overskrift).

En stor måge fløj hen over to piger, der legede. Den ene af pigerne sagde: "Den store måge er min mand." Den anden pige sagde: "Du kan vel nok sagtens." I det samme dukkede der en stor hval op lige ud for dem. Den pige, der ikke havde fået en mand, sagde: "Det er min mand." Sådan gik det til, at den store måge bortførte den ene af pigerne, og at den store hval dykkede ned i havet med den anden pige efter at have stoppet alle åbningerne til.

 

Den store måge satte pigen af på en afsats på et stejlt fjeld. Hvalen førte den

anden pige ud til en ø.

 

Pigen, der fik den store måge til mand, samlede sener, der var på vingerne af de

fugle, den store måge fangede, bandt dem sammen og flettede dem. Mens den

store måge var væk, firede hun senefletningen ned og konstaterede, at den nåede

helt ned til vandet. En dag så hun en kajakmand neden for afsatsen. Hun bad ham

sige til dem derhjemme, at de skulle hente hende. Det gjorde de, mens hendes

mand var ude at jage. Da den store måge kom hjem og opdagede, at pigen ikke var

der, fløj den til bopladsen og dalede ned hen over huset, hvor pigen boede. Den

blev ramt af en pil og blev dræbt.

 

Pigen, der blev gift med hvalen, så engang en kajakmand og bad ham sige til dem

derhjemme, at de skulle bygge en hurtiggående konebåd og hente hende. Hvalen

plejede at binde en line til hende, og den plejede at rykke i den, når den kom

hjem. Pigen bestilte ikke andet end at lyske hvalen. En dag blev pigen hentet,

mens hvalen var ude. Hvalen kom hjem og rykkede i linen, som den plejede; men

da der ikke blev reageret, gav den sig til at forfølge konebåden. Da hvalen var

kommet ganske tæt ved konebåden, trak pigen sin yderpels af og smed den ud til

hvalen, der gav sig til at bakse med den, og på den måde fik konebåden et

forspring. Næste gang hvalen nærmede sig, kastede pigen sin inderpels ud; og

næste gang igen kastede hun sine bukser ud. Konebåden og hvalen nåede stranden

samtidig. Den store hval løb op på stranden og blev til en sten.

 

Var.: Pigerne der blev gift med ... (det ene dyr er altid en hval, mens fuglen kan være ørn, el. måge, el. falk, og undertiden er der tre piger. Den sidste blir da gift med en dødning.

 

Hist.: Fælles østeskimoisk myte

De to ungkarle og pigerne

Print
Dokument id:137
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:De to ungkarle og pigerne
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 72, nr. 29
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af en formentlig renskrift: NKS 2488, VI: 136v.

Orig. håndskr. eksisterer ikke længere.

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

En fortælling om en ungkarl og en gammel pebersvend (orig. uden overskrift).

Der var engang en stor ungkarl og en gammel pebersvend, som var gode venner

og roede i kajak sammen. En dag, de var ude i kajak, så de på den anden side af

et næs to huse - det øverste et langt hus og det nederste et kort hus. Da de gik i land, blev de modtaget af beboeren af det korte hus, der beværtede dem.

Bagefter gik de op til det lange hus, som viste sig at være beboet af lutter kvinder. Da de havde været der et stykke tid, trak alle pigerne bukserne

ned og angreb de to mænd. De væltede dem ned på gulvet og begyndte at glide

henover dem på den bare ende. Det lykkedes den store ungkarl at befri sig for

deres greb og skubbe dem væk fra sig. Da så han, at den gamle pebersvend var ved

at kvæles af pigerne, der skiftevis gled henover hans næse. Han trak ham udenfor

og rensede ham for alt det skidt, som pigerne havde påført ham. Han rettede sig

efterhånden. De gik ned til deres kajakker og vendte tilbage bevæbnet med lan-

ser. De gik ind i huset, men der var ikke et eneste menneske at se. Så opdagede

de, at en af gulvets stenfliser var løs i den ene ende. Det viste sig, at

pigerne havde skjulested under gulvet. De dræbte dem alle sammen med deres

lanser. Det blev pebersvendens sidste kajaktur på disse kanter.

Dem fra Kitsissorsuit og dem fra Kitsissunnguit

Print
Dokument id:1744
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Dem fra Kitsissorsuit og dem fra Kitsissunnguit
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 456 - 459
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 49 ss. 258 - 266.

Uddrag i Rink 1866-71, II, nr. 42.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

"Taama allattunga, Aron", 1999, II: 456 - 459: Kitsissorsuarmiullu Kitsissunnguarmiullu; og i Thisted og Thorning: 'Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... / Måske nogen kunne fortælle ...', 1996: nr. 49 ss. 218 - 223, med dansk kommentar s. 334 - 335:

 

Resumé af originalen ved K. Thisted:

Fortællingen starter med,

hvordan man venter forgæves i Kitsisunnguit på fem hundeslæder, der

har været på besøg i Kitsissorsuit. Så tager tre slæder hen for at

finde ud af, hvad der er sket. De kommer heller ikke tilbage. Til

sidst kommer den stærke fra Kitsissorsuit med besked om at gæsterne er blevet dræbt af en angakkoq / åndemaner. Man er lige ved

at slå budbringeren ihjel, men indser så, at han har gjort bopladsen en

tjeneste ved at komme. Nu er der så en i Kitsissunnquit, hvis

lillebror er blandt de dræbte. Denne mand oplærer sin plejesøn til at

blive en superdygtig bueskytte. Træningen foregår tildels ved tvang,

idet plejefaderen opsætter kraniet af en lille stenpikker og lover

drengen al landsens ulykker, hvis han ikke rammer nakkehullet, fra en

afstand hvor det bare ses som en mørk prik. Da plejesønnen har opnået

den ønskede præcision, laver plejefaderen ham pile fra den venstre

side af en barnløs kvindes tørrehæk. En morgen vågner drengen ved, at

plejefaderen rusker ham i håret og spørger, om det er skik for folk,

der har fjender, at sove til så langt ud på morgenen -

(standardformulering i hævnepisoder).

Så kører man afsted og når i strålende sol Kitsissorsuit, hvor de

mange indbyggere (Ifølge navnene er denne boplads større end den anden)

er ude og nyde vejret. Man råber, at der kommer slæder, og indtil

videre er alt normalt, men så pludselig er hundene ikke til at drive

videre. De er forheksede. Nu kommer så fra det nordligste hus en mand,

som ligner en proviantsæk, så tyk er han. Og konen er lige så tyk. Og

bagefter følger en masse børn. Nu lukker manden først alle børnene

inde i en stor sten, for at have dem i sikkerhed. Konen forsvinder ind

i et udhus, mens manden alene stiger op på et fjeld, hvorfra han

kommer susende ned, med det venstre ben bøjet og en fart "som en falk

efter sit bytte". Da han nærmer sig slæderne, bliver det helt umuligt

at ramme ham med pilene, fordi han har et tryllemiddel til at krympe

sig sammen, så hagen er det eneste, det stikker frem på ham. På den

måde får han ram på den første slæde, idet kusken skyder forbi, og han

kapper hovedet af ham med et spjæt med foden, da han suser forbi.

Anden gang er det manden med plejesønnen, der står for tur.

Plejesønnen sidder på skødet hos plejefaderen, der indprenter ham, at

han skal sigte lige på hagen, og også betyder ham, at alle vil blive

dræbt, hvis han rammer fejl. Heldigvis ser drengen straks, at hagen

han sigter på synes større end nakkehullet i stenpikkerkraniet, han er

vant til at ramme, og han rammer plet. Derefter sætter alle mændene

deres pile i ham (selv om han er dræbt på stedet, for at dele ansvaret

for mordet), parterer ham og spreder stykkerne for alle vinde (det gængse mordritual). Da de er færdige med det, går der nogen tid med at finde konen, men til sidst bliver også hun dræbt, og man beslutter også at gøre kort proces

med børnene, for ikke at skulle frygte dem sidenhen. En fra bopladsen

kender tryllesangen, som får stenen til at lukke op og i, børnene dræbes, og bagefter bliver stenen almindelig legeplads for alle stedets børn. Og det gode

forhold mellem de to bopladser genoprettes.

 

Hist.: Det er uvist om fortællingen skulle afspejle en tidligere tvist mellem de to bopladser. Men det er en "moderne" fortælling om fortids hekseri, hvis skadevirkninger er blevet forstærket i retrospekt.

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Den "qallunak-usynlige" / qallunaaq

Print
Dokument id:111
Registreringsår:1859
Publikationsår:1997
Arkiv navn:
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Den "qallunak-usynlige" / qallunaaq
Publikationstitel:Fortællinger & akvareller
Tidsskrift:
Omfang:ss. 95 - 98
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 11h - 10v (sidste linier mangler).

 

Publiceret transskription af orig. håndskr.:

Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 96 - 99: Qallunaat Isiginngisassaat.

 

Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 208. Ibid. nr. 100 er en afskrift af Kreutzmanns 1. version, hvor originalen er gået tabt.

 

H. Rinks oversættelse af afskrift:

Rink, H.: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866 - 1871 (1866-71), I: nr. 95; og

Rink, H.: Kalaldlit oqaluktualliait / Grønlandske Folkesagn, II, 1860: 23 - 30, der sideløbende har den grønlandske tekst i gammel retskrivning.

 

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 72, ss. 385 - 388: The man not to be looked at by the Europeans.

 

Rasmussen, Knud, Inuit Fortæller, red. Regitze Søby, II: 106 - 110: En beretning om en mand ... er sandsynligvis en genfortælling el. nyoversættelse af samme variant. Det maskinskrevne manuskript findes i KRH, kasse 51, nr. 28.

 

Resumé: Den dygtige og holdne fanger, Kiinaki fra Tasiusannguaq, kommer efter en handel med besætningsmedlemmer på et hvalfangerskib i klammeri med dem og bliver dræbt. Enken og sønnen vil hjem i konebåden fra skibet. En del matroser hager sig fast i rælingen, konen bider dem i hænderne, og de slipper. Ved afrejsen kaster kaptajnen to gange en mængde eftertragtede jernsager ned i konebåden. Enken smider dem ud i vrede. Sønnen redder sig en enkelt kniv. Sønnen opdrages derefter af bopladsens gamle til at blive usynlig og usårlig (og tilsyneladende også uhørlig) for hvalfangerne, qallunaat (europæere). Han tilbyder mange varer på skibene. Ingen ser eller hører ham. Heller ikke når han til slut opgiver, og selv tilegner sig alt det han ønsker. Da besætningen senere opdager hvor mange varer, der er forsvundet og vil hævne sig, synger bopladsens gamle tryllesange (serratit) på hustaget og varsler næseblod over hævnerne. Den første, der stiger i land, får da også næseblod. Enkens søn viser sig også nu usynlig, uhørlig og usårlig skønt han gang på gang udfordrer de hævngerrige qallunaat til at skyde og stikke sig.

 

Var.: næseblod-motivet er brugt i en anden fortælling om qallunaat: En fortælling om tyve.

 

Hist.: Historien tidsfæstes til hvalfangertiden i første halvdel af 1700-tallet. Men det er umuligt at sige hvilke begivenheder, der ligger bag, bortset fra det ikke usandsynlige mord på Kiinaki, som muligvis er identisk med andre fortællingers historiske Kiinaki og/eller Kiinakersuaq.

Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34

og hendes noter til oversættelsen vedr. originaltekst og afskrift sammesteds s. 98.

Den "store" Piffaarik

Print
Dokument id:1752
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Den "store" Piffaarik
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 466 - 467
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 71 ss. 354 - 358.

 

Uddrag i Rink 1866 - 71, II: s. 114, nr. 83.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

"Taama allattunga, Aron", 1999, II: 466 - 467: Piffaarissuaq; og i Thisted og Thorning: 'Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... / Måske nogen kunne fortælle ...', 1996: nr. 71, ss. 286 - 288, med dansk kommentar s. 346 - 347.

 

Resumé af uddraget: Piffaarik, søn af Ulajuk (Ulaajoq ?), er kåd og

uforskammet. Han fornærmer købmandens danske medhjælper,

Napparsisunnguaq, der er lille af vækst og genert, men, viser det sig så, uhyre

stærk.

Han viser det stilfærdigt på købmandens opfordring. P. lærer herved at

opføre sig fornuftigt.

 

Da Rinks uddrag er mangelfuldt må Kirsten Thisteds kommentar tilføjes i resumé:

I den originale optegnelse er der i optakten gjort meget mere ud af den lille danskers generthed, især overfor piger. Napparsisunnguaq betyder "den lille bødker". Inden kampen med Piffaarik prøver alle at brydes med Napp. og man opfordrer også sydlændingenes stærkeste mand, Mamarsuaq, til at stå frem. Han vil ikke (denne episode udeladt af Rinks uddrag). Men ved solnedgang brydes de, afsides på en lille slette. De to er hinandens ligemænd og stopper. Tidligere har Napp. kvæstet en af sine modkæmpere, der dør af indre blødninger. Det opfattes som et hændeligt uheld. Napp. taler inuit-sproget. Til slut irettesættes Piffaarik

 

Hist.:  En historisk fortælling fra Nuuk-egnen, og formentlig fra

første halvdel af 1800-tallet.

 

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Den blinde, som fik sit syn igen

Print
Dokument id:1121
Registreringsår:1884
Publikationsår:1888
Arkiv navn:
Fortæller:Naqitilik (Nakitilik)
Nedskriver:Holm, G. F.
Mellem-person:Holm, G. F.
Indsamler:Holm, G. F.
Titel:Den blinde, som fik sit syn igen
Publikationstitel:Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik
Tidsskrift:Meddr. Grønland 10(5)
Omfang:side 265 - 266, nr. 8
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Nedskrevet af Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen: NKS 2488, VIII, 4', s. 59 - 62.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 240 - 241.

 

Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 250 - 251.

 

Resume:

Inik (Inuk, "menneske"?) fanger en ung remmesæl, af hvis skind han vil

lave sig remme, skønt hans bedstemor vil have det til brikseskind.

Under forarbejdelsen springer remmen og blinder hans øjne. Han hører

en bjørn nærme sig vinduet, får sin bedstemor til at sigte for sig og

nedlægger bjørnen. Bedstemoderen benægter, at han ramt den og gir ham

intet af dens kød at spise. Inik lader sin lillesøster lede sig op til

en stor slette, hvor han lægger sig, mens søsteren går hjem. En flok

vildgæs kommer flyvende, ynkes over ham, stryger ham over øjnene og

beordrer ham til at holde dem lukkede til han kommer hjem. Nu kan han

se. En stor stime narhvaler og hvidhvaler komme ind i fjorden. Inik

bruger sin bedstemor som fangstblære. Hun blir trukket bort af den

narhval han fanger. Inik og hans søster går ind i landet og gifter sig

med hver en "skygge", der ikke har rumpehul og suger saften ud af

ildelugtende kød. Inik's kone føder et barn med rumpehul. Dets

bedstemor synger af glæde: "Det har et dejligt hul i bagen". -Til sidst

får hun selv et hul i bagen og dør.

 

Hist.: Fortællingen lokaliseres til Kialineq i nord, hvor der findes store

sletter. Men den er ikke historisk.

 

Var.: Søg på: blind / blinde; Tutigaq; Rink II 62; Uluaa; Holtved nr. 37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III nr. 330. Lyberth 1924 tapiitsoq. Narhvalens oprindelse; Hvorledes narhvalen blev til.

 

English version: Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, In Monographs on Greenland 39(5): 250-251.

 

Hist.: The tale is localised in Kialineq in the North, where there are large plains. However it is not historical.

Den dygtige fjeldklatrer

Print
Dokument id:80
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Den dygtige fjeldklatrer
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 389 - 390
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 135 ss. 686 - 688.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 389 - 390: Oqaluttuaq innallusuumik.

 

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972:201 - 203.

 

Resumé:

En sydlænding, der er dygtig til at klatre i fuglefjelde efter æg, har ikke sin lige i syd, men hører så om en vældig klatrer et sted nordpå. Sydboen med familie rejser og rejser og når endelig højt mod nord til den berømte klatrer og udfordrer ham. Men den udfordrede indvilger kun på den betingelse, at han vælger tidspunktet. Det bliver efter en voldsom regn, hvor fjeldsiden er slibrig og glat af opløste ekskrementer. En rosenmåge skriger gang på gang, at den udfordrede bringer fjolset af en sydbo i ulykke. Det sker da også oppe ved kanten, hvor fjeldet buer indad. Den udfordrede svinger sig op, sydboen må bede om hjælp, men får den ikke og styrter ned. Han kunne bare havde ladet være med at tage den lange vej.

Familien rejser hjem.

 

Kommentar: Noget tyder på, at det er rosenmågens skrig: kukukujoq, fe-fejleren, der har inspireret til denne fortælling.

Den enlige mand ved Ilulissat

Print
Dokument id:169
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:Den enlige mand ved Ilulissat
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 174 - 175, nr. 63
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af orig. håndskr. eller renskrift, der ikke længere eksisterer.

 

Version på dansk sammenstykket af 5 versioner inkl. denne i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 15, ss. 87 - 88.

Samme noget kortere på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 91, ss. 440 - 441: The Moon - Kanak.

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

 

En Ilulissatbo (orig. uden overskrift).

Der boede en fanger i Ilulissat med sin kone og sine børn. En dag han var ude på fangst, så han en kajakmand, der var ved at gøre sin fangst klar til bugsering. Fangeren fra Ilulissat roede han til ham, men den fremmede flygtede. Den fremmede viste sig at være en fanger af ildfolket / innersuit. Ilulissatboen tog sælen, som den fremmede lod ligge, med hjem.

 

En anden dag var Ilulissatboen ude på fangst og harpunerede en hvidhval. Han

ville ro hen og dræbe hvalen med sin lanse. Så så han en kajakmand ro hen til

hvalen, harpunere og dræbe den med lansen. Ilulissatboen ville have hvalen,

som han jo havde harpuneret (først); men manden fra ildfolket fastholdt, at det var hans, eftersom det var ham, der dræbte den. Og det var tydeligvis en hævnakt

imod Ilulissatboen, der tog hans sæl med hjem. Det endte alligevel med, at

ildmanden / innersuaq gav sig. Han hjalp oven i købet Ilulissatboen med at slæbe

hvalen ind, men han forsvandt, lige før de nåede stranden.

 

En dag da Ilulissatboens kone var udenfor huset, så hun en stor hund. Hun gik

ind i huset og fortalte det til sin mand. Manden gik ud og dræbte hunden med sin

kniv. Dagen efter henimod aften var der én der råbte udefra og bad Ilulissatboen komme udenfor. Manden vidste med det samme, at det måtte være månemanden. Da

månemanden havde råbt flere gange, råbte manden ud: "Du derude, du irriterer mig."

Da månemanden råbte endnu engang, iførte Ilulissatboen sig sin pels, der var

lavet af fugleskind, og gik ud bevæbnet med en kniv. Allerede før han kom ud af

gangen, slog han på må og få efter månemanden for at stikke ham med kniven. Da

han kom ud af gangen, gik han hen til ham og forsøgte at stikke ham. Til sidst

begyndte månemanden at flygte, mens Ilulissatboen fortsat gjorde forsøg på at

stikke ham. Det blev han ved med, indtil han hævede sig op og forsvandt.

 

Året efter ved samme tid døde Ilulissatboen.

 

Var.: Den enlige mand ved Ilulissat; Manguaraq.

Kommentar: Fortællingens sidste episode kendes fra fx Manguaraq, der dræbte et af Månens fangstdyr og / eller hans hund, overvandt ham i slås- eller pralekamp og af den slagne månemand blev inviteret på besøg på månen. Han kommer tilbage i god behold. Den enlige Ilulissatmand inviteres ikke til månen og får øjensynligt taget sit liv af månemanden som hævn for sin sejr over innersuaq'en. Men det må være to fortællinger, der ikke helt sømløst er sat sammen. Ildfolkene, innersuit, der tiltrækker fangstdyr og er storfangere, lever ikke som Månen i himlen men under stranden, hvor innersuaq'en da også forsvinder fra Ilulissatmanden. Kampen med månemanden, der næsten kun kendes fra syd- og østgrønlandske versioner (søg: Manguaraq), etablerer en direkte forbindelse mellem innersuit og månemanden, der ikke er almindelig, men heller ikke urimelig, for så vidt som både ildfolk og måne lyser i mørke og trækker hhv. sødyr (og enlige kajakmænd) og havet (tidevandet) til sig med magnetisk styrke.

Den genoplivede

Print
Dokument id:1839
Registreringsår:1863
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2488, III, 4'
Fortæller:Amos Daniel
Nedskriver:Amos Daniel
Mellem-person:Hansen, Einar
Indsamler:Rink, H.
Titel:Den genoplivede
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 104av - 111v, nr. 336
Lokalisering:Illorsuit: Uummannaq
Note:

Oversætteren har ikke kunnet klare Amos Daniels ulæselige håndskrift.

En anden version af Daniel Møller, der er oversat flere gange, kan søges på Rink 1866 - 71, I, nr. 62. Samme på engelsk i

Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 51, ss. 298 - 300: The Revived who came to the Under-world People.

Den hovmodige Kakamaaq

Print
Dokument id:216
Registreringsår:1860
Publikationsår:1997
Arkiv navn:
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Den hovmodige Kakamaaq
Publikationstitel:Fortællinger & akvareller
Tidsskrift:
Omfang:ss. 125 - 129
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 33h - 36v (slutning mangler, ses i afskrift)

Publiceret transskription af orig. håndskr.: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 125 - 129: Kamaaq makitasooq.

 

Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 222.

 

H. Rinks oversættelse af afskrift: Rink, H.: Eskimoiske Eventyr og Sagn,

1866-1871, I: nr. 101.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 73, ss. 389 - 393: The Angakok from Kakortok (Qaqortoq).

 

Resumé:

Den hovmodige Kakamaaq.

Kakamaaq er en storangakkoqs / åndemaner / angakok eneste datter. Hun har en enkelt bror, der er gift. Faderen, der har hørt om fristende egne nordpå, rejser med familie til Pisuffik, hvor angakkoqen / åndemaneren Kajuerneq fortæller om sit yndlingssted Ilulissat. Familien ror videre nordpå og bygger lidt for sent hen på efteråret et lille hus ved Ilulissat. Kakamaaq bliver gravid i hemmelighed med en flot, ung mand, der ikke behager faderen på grund af sin dovenskab. Faderen rejser atter sydpå med hele familien. Undervejs føder Kakamaaq sit barn i dølgsmål. Tilbage ved Nuuk inviterer faderen en lille, meget mørklødet, men dygtig fanger til at blive sin svigersøn. Kakamaaq indvilger tavst, men er kun venlig, når han bringer hende snus fra butikken. Hun får tre børn, der alle dør som små af næseblod. Hver gang skælder hun sin forsagte svigerinde ud for at have forvoldt dødsfaldene med en anngiaq (et barn født i dølgsmål). Kajuerneq hentes fra Pisuffik, da faderen ikke kan finde ud af årsagen, fordi han er for nært beslægtet. Kajuerneq ser under seancen en anngiaq, der udpeger Kakamaaq som sin pooq (åndesprog for mor), også anden gang selv om svigerinden tilbyder sig som dens mor. Kakamaaq bryder sammen i gråd og får endelig læst og påskrevet af svigerinden. Kajuerneq prøver forgæves at fange anngiaq'en, der har indrømmet at have forårsaget børnenes død.

Også for Kakamaaqs bror ender det galt. Han bliver dræbt af misundelige fæller under en rensdyrjagt pga. sit store jagtheld. Faderen kommer sig ikke af sin sorg inden han dør.

 

Var.: søg på: anngiaq

 

Hist.: Det er en anngiaq-fortælling med tilspidset morale. I andre versioner skildres datteren, der hindres i at gifte sig, som kuet af brødre og/eller far og derfor nærmest uskyldig i deres død forvoldt ved hendes anngiaq. Kakamaaq derimod tegnes klart som modsætning til den kuede svigerinde med al sin skælden og smælden (det er i det hele taget markant, hvor meget der skældes ud og råbes op i JensKreutzmanns fortællinger). Kakamaaq bliver dog ikke beskyldt for med sin anngiaq at have forvoldt sin broders død.

 

Vedr. anngiaq se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere).

Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34.

Den lille gamles søn

Print
Dokument id:57
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Den lille gamles søn
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 314 - 316
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 110 ss. 993 - 995.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 314 - 315: Oqalualaarut utoqqannguup erneranik.

 

oversættelse i Rink 1866-71, I: nr. 158.

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 132 - 135.

 

Resumé:

En åndemaner / angakkoq nær Kangaamiut tager under en seance ind i rensdyr-området i baglandet, som renerne har været forsvundet fra i den del år. Helt fra Nuuks til Kangerlussuaqs baglande har der ingen rener været i flere år. Åndemaneren ser efter lang tids søgen en enkelt græssende ren nær søen Tasersiaq, og da folk ikke vil tro, at renerne skulle være kommet igen, tager han næste eftersommer derind med sin familie, træffer een ren, nedlægger den og skønt der er spor af flere rener, tar de straks med konebåden tilbage for at føre dette bevis. Herefter tager man atter hvert år ind på rensdyrjagt bag Kangaamiut.

 

Et ældre ægtepar med søn og svigerdatter er noget senere på rensdyrjagt ved Tasersiaqs indre ende uden fæller. Sønnen er dygtig, men blir syg, dør og stensættes. Svigerdatteren hjælper med at bygge graven og får bange anelser da den bygges dobbelt stor og bekræftes heri, da hun beordres ned til sin døde mand inden den lukkes. Et lille hul holdes åbent ud for hendes side, men da hun fornuftigvis bytter om på sin egen og ligets pladser, er det liget, der om aftenen bliver stukket i gennem hullet med en lanse. Stadig klog, rolig og fornuftig griber hun om lansen og ryster den, som når et såret dyr ryster, og lader bevægelserne dø hen som når dyret dør. Næste aften, da ingen kommer til graven længere, og hun får mast sig ud, er lejren tom, ikke en bid madrest er at finde, og da hun er stærkt svækket må hun binde sålelæder om knæene og kravle på dem. Ved en lille sø fuld af kryb slukker hun tørsten og kommer lidt til kræfter. Videre frem drikker hun af alle vandløb hun træffer på og til slut, hvor hun nu og da kommer på benene, og det også omsider går ned ad bakke, lykkes det hende at nå den allersidste konebåd, der drager ud af fjorden. Dens familie bringer hende til hendes familie (altså næppe svigerforældrene? BS), hvor hun lever, til hun bliver gammel.

 

Var.: De gamles levende begravede svigerdatter ved Tasersiaq.

 

Hist.: Nedgangen i rensdyrbestanden efterfulgt af fornyet opgang sker med mellemrum. Biologer regner med en cyklus på ca. 100 år.

Stedsangivelserne er meget nøjagtige, og Aron har selv som rask og yngre været hele egnen igennem, kommenterer han. Men om fortællingen om den levende begravelse rummer en historisk kerne, borger den realistiske indlevelse i fortællingen ikke for.

Den lille plejesøn hvis plejemor blev parteret

Print
Dokument id:44
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Hindrik
Mellem-person:Aron
Indsamler:Rink, H.
Titel:Den lille plejesøn hvis plejemor blev parteret
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 487 - 493
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, V, 4' nr. 219 ss. 1071 - 1078.

 

Mellem-person: Aron (renskriver) reår 1868.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

"Taama allattunga, Aron", 1999, II: 487 - 493: Ernisiannguaq aggukkamik arnarsialik.

 

Resumé:

En forældreløs dreng er plejesøn hos en gammel kone på en boplads med en familie med mange brødre og en stærk mand og hans kone. En dag bliver den mellemste bror syg og dør. Man mistænker den affældige gamle for at have hekset ham syg. Derfor dræber og parterer man hende en dag drengen er ude for at snare ryper. Den stærke, der har ondt af drengen, fortæller ham om drabet, adopterer ham, giver ham plejemoderens skamben som amulet, og opdrager ham til at styrke sine kræfter, fordi han har så mange fjender. Drengen, hvis ansigt bliver hårdt af sorg, bliver nu hver morgen hevet ud af sengen ved hårene og træner sig på stadig større sten. Da plejefaderen første gang afprøver hans kræfter, er de endnu så uudviklede, at han stikker drengen et par lussinger med opfordring til at gøre noget mere ved det. Anden gang vinder drengen, og plejefaderen stikker ham et par lussinger af lutter fornøjelse.

Plejesønnen leger aldrig med de andre, han ter sig som en svagelig en, men når han kigger på de mange brødres sønners lege, ser en af dem sit snit til at skubbe ham omkuld og smutte væk. Det sker gang på gang. Så når han at se den skyldige, indfanger ham, svinger ham rundt og sender ham ud i luften. Drengen forbløder da han falder. Da de mange brødre kommer hjem fra fangst og vil hævne drabet, splintres deres lansespidser en for en mod hans krop, fordi skambenet sætter hårdt mod hårdt. De maser sig stadig på og irriteret griber plejesønnen den ene efter den anden i hætten, svinger ham rundt og kaster ham mod jorden i døden. Plejefaderen beordrer ham til at holde inde, før han har udryddet dem alle.

Plejesønnen har nu helt mistet appetitten, men da hans plejemor kræser for ham med livretten, frossen lever, spiser han lidt, og han smiler for første gang siden den gamle plejemors partering, da man fortæller, at alle bopladsfæller er flygtet.

Plejesønnen får kajak af sin plejefar, øver sig, bliver ferm, og da han ude til havs møder en af sine gamle fjender, bliver han ikke genkendt, fordi denne ikke kan forestille sig, at plejesønnen har kajak. Fjenden inviterer ham med hjem til en enorm boplads, hvor alle fjender og deres slægtninge har samlet sig for senere at hævne sig på ham. Plejesønnen dræber kajakmanden ret ude for bopladsen og ror hjem. Plejefaderen, der hurtig forstår at plejesønnen igen har dræbt, ror hen til fjenderne og tilbyder dem at lokke plejesønnen med op nordpå, hvor der er store fangstdyr. Han slipper uskadt tilbage, og plejesønnen lader sig nemt lokke. De ror en god strækning, inden de kommer til mennesker i nord. Heroppe nedlægger plejesønnen store dyr, hvidhvaler, hvalrosser, endog en af de farlige røde hanhvalrosser, som ingen andre tør give sig i kast med. Hver af hans førstefangster parteres og deles ud til alle, så der kun bliver en lille stump til ham selv. Da plejeforældrene opfordrer ham til at gifte sig, kommer han minsandten slæbende med en gammeljomfru, der dog når at føde ham en datter. Plejesønnen er overbevist om, at hun må være hans genfødte første plejemor.

Han længes nu hjem. De tar tilbage sydpå, men ingen angriber dem. Resten af deres liv lever de i fred.

 

Var.: Rink 1866 (1866-71, I) nr. 78. Plejesønnen; ernersiamik;

 

Hist.: En udbredt fortælling, hvoraf en del episoder også genfindes i Qujaavaarsuk.

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Den lille svoger som ingen ventede sig noget af

Print
Dokument id:224
Registreringsår:1860
Publikationsår:1997
Arkiv navn:
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Den lille svoger som ingen ventede sig noget af
Publikationstitel:Fortællinger & akvareller
Tidsskrift:
Omfang:158 - 161
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 53h - 56h.

Publiceret transskription af orig. håndskr.: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 158 - 161: Amerlanngitsunnguaq.

 

Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 195.

H. Rinks lange resumé af afskrift: Rink, H.: Eskimoiske Eventyr og Sagn, I-II, 1866-71, I: nr. 148.

 

Resumé:

Amerlangitsunnguaq bliver gift med mange brødres eneste søster og er så optaget af at kissemisse med hende, at han aldrig kommer med ud på fangst. Han spiser godt af svogrenes fangst, og den mellemste, der efterhånden bliver sur over det, inviterer til måltid på sin fangst med ordene: "Værsågo', nu er de ikke uopnåelige længere, nu er de brat hjem og lige til at få fat på - kom nu endelig og spis bryststykker!" Amérlangitsunnguaq bliver flov og holder sig fra fadet. Hans kone tager noget til dem begge, og hun gemmer i det hele taget alt, hvad hun får af kødgaver til vinteren, hvor uophørlig snestorm bringer sult. Da deler hun lidt ud af det hver dag, indtil det slipper op.

 

Omsider tager så Amerlangitsunnguaq ud på fangst i den ældste svogers kajak. Langt ude til havs i læ ved et isbjerg fanger han to remmesæler uden at smide fangstblæren ud. Hans kone får besked om kun at give husfællerne ganske små stykker spæk og kød. Ellers dør de. Hver dag låner Amerlangitsunnguaq en anden af svogrenes kajakker og begynder så forfra med den ældstes. Efterhånden vil denne en dag med ud. Amerlangitsunnguaq gør forgæves sit bedste for at tale ham fra det, men må hjælpe ham med fangsten af en remmesæl i udhavet og lader ham derefter ro alene ind med formaning om at holde sig fra de krappe bølger i skærgården. Amerlangitsunnguaq bliver ude til han har fanget endnu en remmesæl og dernæst årets første sortside. Da han når hjem, er svogeren ikke kommet endnu. Amerlangitsunnguaq, der afslører sig som angakkoq / åndemaner, finder ham i havet under en seance og får ham ind til stranden. Svogeren, der er druknet i de krappe bølger og er blevet ædt af alle mulige fisk, har ganske vist fået samlet sammen på hele sit skelet og således parat til en ny inkarnation, men vil ikke tilbage, før han har fundet det eneste, han nu mangler, sit ene øje. Det må være blevet ædt af noget andet end en fisk, mener han. Amerlangitsunnguaq får ham til stranden fem aftener i træk, hvor han prøver at overtale ham til at blæse på, om han mangler et øje. Men svogeren vil ikke, og efter femte dag er det slut med at kunne komme tilbage.

 

Var.: Sungersuusaq; Amerdlangitsunnguamik. En fortælling af en vidt udbredt type (á la Askeladen) om den sølle fyr, der først viser sine (næsten) overnaturlige kræfter, da alle andre må give op. Den østgrønlandske fortælling (Kaarali) om en ræv som snu svigersøn er skåret over samme læst.

 

Kommentar: Igen en angerlartussiaq - episode, der er hæftet på den ret udbredte fortælling om den eneste svoger, der først når sultedøden truer, går på fangst og redder alle. Svogeren kan fx være en ræv (Pigen der blev gift med en ræv. Rasmussen, Ammassalik).

Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34.

Den lånte bibel

Print
Dokument id:540
Registreringsår:?
Publikationsår:1973
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:Kragh, J. P. M.
Indsamler:Rink, H. J.
Titel:Den lånte bibel
Publikationstitel:Okalluktuak okalluktuarkossiutitdlo sissamat / En fortælling og fire fabler, Tønder
Tidsskrift:
Omfang:4 sider
Lokalisering:Europa
Note:

OBS: Dette er en europæisk fortælling oversat til grønlandsk af J. M. P. Kragh.

Denne grønlandske oversættelse blev trykt første gang i 1860 på Rinks trykkeri i Nuuk. Den er gengivet reprografisk i 1973-udgaven: Bibile Attartugak, ss. 1 - 6.

Oversættelsen (tilbage) til dansk er foretaget af Frederik Nielsen.

 

Kort resumé: en historisk fortælling til opbyggelse om en engelsk knægt, der har sendt sin mor i graven med sin elendige opførsel, men som ved et tilfælde reddes af forfatterens mor, der inviterer det unge døgenigt med i kirke og låner ham en bibel. Ved tilbageleveringen har han skrevet en tak i den. Ved et senere træf i Taffelbay i Sydafrika mødes forfatteren og den reddede mand, der er blevet præsteuddannet og missionær i det fjerne. Han priser sig lykkelig, idet hans ven dengang, en vis Jacob Hill, der ikke ville med i kirke, blev hængt for sine forbrydelser.

 

Kommentar: Indholdet af denne fortælling, der sikkert har været læst af alle seminarieelever, har tilsyneladende ikke sat sig spor i den grønlandske overlevering.

Den modige Kapite

Print
Dokument id:273
Registreringsår:1863
Publikationsår:1866
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Poulsen, Johannes
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Den modige Kapite
Publikationstitel:Eskimoiske Eventyr og Sagn, I
Tidsskrift:
Omfang:ss. 269 - 270, nr. 96
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Afskrift af orig. håndskr. (der ikke længere findes): NKS, 2488, II, 4', nr. 143.

 

Resumé:

 

Ud for Paamiut / Frederikshåb holder en kaskelothval til, som ingen tør prøve at fange, og som sender flygtende hajer helt op på stranden. Kapiti / Qapiti får sine to koner og en pige med som roersker, og han får lidt efter lidt has på hvalen ved dagligt at såre den i den side, hvor den kun har eet øje. En såret kaskelothval bliver nemlig på det sted, hvor den er blevet såret. Ventetiderne fordriver de på en ø i skærgården. Mange både hjælper med at slæbe den til Nallarmiut, hvor alle i både og springpelse skærer sig stykker af den. Kapiti kan dårligt komme frem og skærer i arrigskab flænger i en konebåd, der synker. Men ingen beklager sig, fordi han har fanget hvalen. Han får da også broderparten af den og forbyder desuden folk at tage tænderne. En af dem har tilegnet sig nogle af dem, Kapiti finder tyven, fratager ham det stjålne og giver ham intet, da han deler ud af dem til alle de andre mænd og drenge. Tænderne er meget værdifulde til kajakker (vel især til fæster på redskaberne? BS), og det siges, at noget af dette tandmateriale stadig er i brug. Fortælleren mener at spækket, hvis det blev solgt i dag, ville have givet Kapiti en vældig masse penge.

 

Hist.: Sikkert en historisk fortælling, som fortælleren må mene går tilbage til før kolonitiden, eller oprettelsen af kolonien Paamiut i 1752.

Visse karaktertræk nævnes som typiske for kaskelothvalen: den jager og dræber hajer (se fortællinger om en pige, en datter, der bliver gift med en haj, eller om hajen som forsørger for forældreløse børn). Den har kun eet øje (det andet er gemt under en hudfold (Muus et al. 1981)). Og den bliver på det sted, hvor den er blevet såret.

Den er fredet i dag. Dens tænder må ikke anvendes - selv ikke hvis man finder selvdøde kaskelothvaler.

Den stjålne kvinde

Print
Dokument id:92
Registreringsår:1858
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Beck, Albrecht
Nedskriver:Beck, Albrecht
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Den stjålne kvinde
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, I
Tidsskrift:
Omfang:s. 200
Lokalisering:Sisimiut / Holsteinsborg
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. el. evt. afskrift NKS 2488, II nr. 271 eksisterer ikke længere.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

Taama allattunga, Aron, 1999, I: 200: Oqaluttuaq arnaq tillitaq.

 

Trykt i ældre grønlandsk retskrivning i Rink: Kaladlit Oqaluktualliait, III, 1861: 88 - 90 med et dansk resumé ibid. s. 119.

 

Resumé:

En ung pige mister sin mor som halvvoksen og behandles så dårligt af sin nye stedmor, der stjæler alt det faderen giver hende, at pigen går hjemmefra (en slags qivittoq). En kæmpe, en tuneq, finder hende i indlandet, får årsagen til flugten at vide og inviterer hende med hjem, dvs. han bærer hende en del af vejen til det ene af to store huse, hvor han bor. Alle på stedet presser ansigterne mod ruderne for at se den lille kystbo på sidebriksen. Hans forlovede bor i det andet og kommer på besøg, hvor hun fortæller om en renkalv, hun har forfulgt. Den har endnu ikke mistet sine takker. Da så tuneq'en, der hedder Aningaanngujuk, henvender sig til den hjemførte kystbo, går hans forlovede straks ud. Anin. tager sin ny lille kone med til en slette, Ajakkitsoq, hvor han synger trommesang, så den lille kone bliver så søvnig, at han må tage hjem med hende. Alle er borte hjemmefra. Han lægger hende på gulvet, kaster en stor sten på hende så hun bløder og besvimer. Da hun vågner, beder hendes kæmpemand hende om straks at vaske alt blodet væk. Derefter bliver hun gravid, og hun føder, mens manden er på jagtudflugt. Hun tager imod ham med den nyfødte på armen, da han kommer hjem og han henrykkes. Hun er så smuk med perlehalsbånd, siger han om sin lille kone. Senere, på en ny jagtudflugt, styrter han i en spalte i indlandsisen og omkommer. Hans lille kone, der nu er enke, længes hjem, og hun skal bare rejse siger hendes svigerfar. Hendes far bliver meget glad, da hun kommer hjem.

 

Var.: Se Hist.

 

Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.

 

Hist.: Indlandskæmpens navn er en diminutiv af månemandens. Han hedder i myterne om ham og solen, Aningaaq. Det må da også være episoder af "Kvindens besøg på månen", som kateketen Albrecht Beck her fortæller en noget tåget version af. I stedet for indvoldsrøversken er det nu indlandskæmpen, der synger trommesang. Hermed indleder han en slags seance, hvor han delvis tager livet af kvinden og med et stenslag gør hende frugtbar. Dvs. han fremkalder hendes menstruation (det meget blod), mens hun sover på ryggen (det er det, månen gør i fortællingen om en mands besøg på månen), og da hun har renset sig efter blødningen bliver hun omsider gravid. Dette er formålet med 'Kvindens rejse til Månen.' Her sendes hun dog bare hjem, og som regel går det ilde med den søn hun føder, Månens barn. Runde, hvide sten siges i Østgrønland at være faldet ned fra himlen og have samme frugtbargørende virkning som sæd, hvis en kvinde placerer den i skridtet i sine bukser. Se: orsugiak.

Becks version glemmer ganske dette barn, som i traditionelt regi ikke ville kunne integreres blandt rigtige mennesker.

Hvad der for Beck selv får denne omdigtning af den gamle myte til at hænge sammen, forbliver dunkelt. Men den er dybt interessant netop som en ny komposition over et gammelt tema.

Den stædige / Uterîtsoq / Uteriitsoq / Besøg hos månemanden

Print
Dokument id:596
Registreringsår:1904
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Susanne (Napa)
Nedskriver:?
Mellem-person:Rasmussen, Knud
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Den stædige / Uterîtsoq / Uteriitsoq / Besøg hos månemanden
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, III
Tidsskrift:
Omfang:side 144 - 146
Lokalisering:Sydøstgrønland
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

 

Håndskr.: KRKB 1, 4(11), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04:"Uterîtsoq". Nedskrevet på dansk af Knud Rasmussen.

Eng. udg: Knud Rasmussen's posthumous notes on East Greenland  legends and

myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, s. 58 - 60, "Uterîtsoq / The obstinate one".

 

Resumé: Den stædige ville ikke lade sin kone overholde sine tabuer

efter hendes barns død (de "uvidendes" skik, som fortællersken også før

dåben måtte følge). Han tvinger hende til at sy sin kajak ved

stranden. Månens hund dukker op af vandet for at straffe hende. Den

stædige slår den ihjel. Månen ankommer selv. Overvindes af den stædige,

der vil kvæle Månen. Månen ber for sit liv: Hvis du dræber mig, vil

der aldrig mere blive ebbe og flod. Sælerne vil ikke mere yngle. Det

vil aldrig mere blive dag. Den stædige giver slip af ulyst til at leve

videre i mørke. Månen genopliver sin hund, smider den og sine andre

hunde op i luften og rejser afsted på slæde gennem luften. Den

stædige får lyst til at besøge Månen, der siger ja og advarer ham mod

at køre langs solsiden af et højt fjeld deroppe. Den stædige må to

gange smide sine hunde i havet, for at de kan blive rene nok til at

kunne rejse gennem luften. Han vælger at køre langs solsiden af

fjeldet og får sine indvolde skåret ud af Indvoldsrøveren. Kørte så

bag om fjeldet til Månen, der henter hans indvolde, stopper dem i ham

igen, og viser ham sit udsyn gennem gulvet til jorden, hvor den

stædige ser sin kone bryde sit sorgtabu mod at flette senetråd. Hun

damper, og den stædige bliver vred på hende. Månen viser ham en mængde

levende hvalrosser i en grube under dørtrinnet, men ber ham styre sin

lyst mod at fange dem med et løfte om part i hans (Månens) egen nylige

fangst. Men den stædige er stærk og fanger to hvalrosser. Efter

hjemturen tvang den stædige aldrig mere sin kone til at arbejde under

sorg.

 

Var.: Besøg på Månen. Den stædige. Uterîtsoq / Uteriitsoq; Et par ægtefolk;

Manguaraq (flere); Kanaks månerejse. Nalikkatteeq. Ajijaks forløsning;

Manden, der besøgte månemanden; Alluunnguaq; Mangivaraqs månerejse; Åndemaneren der for til månen; Maqujuk.

 

Hist.: I denne version bliver der delvis gjort op med en del af det prækoloniale verdensbillede. Ulrik Rosing har tidligere nedskrevet en anden version fra Sydgrønland til Rink, hvor der ligeledes sættes kraftig ind mod den tidligere så frygtede Måne og alt hans væsen.

 

Den voksendøbte immigrant fra Sydkysten, Susanne, henviser

utvetydigt til før-kristen tid som den, hvor man levede i uvidenhed

(om kristendommen). Denne uvidenhed associeres ofte til mørke og kan

være grunden til, at Månen i denne variant identificeres med

dagslysets kilde. Hvalrosserne i gruben under dørtrinnet bryder ikke

med traditionen, men forekommer ikke i andre grønlandske varianter af

"Besøg hos Månemanden", og hvalrosserne hér kan afspejle den

udvidede betydning af Djævlen og den korsfæstede (dræbte) Jesus, som

hvalrossen nogle steder fik i tidlig kristen tid. Se fx. fortællingen om Imaneq,

Innersuaq (den store ild), og Akamelê (Akamalik). Månen som underviser

i tabuer er traditionel, og det er først da den stædige oppe fra, med

den "anden verden"s syn, ser sin kone dampe (dampen skræmmer dyrene

bort), at han forstår konsekvensen af tabubrud.

Den søde Savannguaq som blev presset til selvmord, og om dengang Habakuk mødte en konebåd med sultende nordfra

Print
Dokument id:223
Registreringsår:1860
Publikationsår:1997
Arkiv navn:
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Den søde Savannguaq som blev presset til selvmord, og om dengang Habakuk mødte en konebåd med sultende nordfra
Publikationstitel:Fortællinger & akvareller
Tidsskrift:
Omfang:152 - 157
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 50h - 53v (begyndelse og slutning mangler, ses i afskriften).

Publiceret transskription af orig. håndskr.: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 152- - 157: Savannguamik Aapakuullu perlilivissunik naapitsinera.

 

Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 194.

H. Rinks oversættelse af afskrift: Rink, H.: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866 - 1871 (1866-71), I: nr. 108.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 75, ss. 396 - 400: Savanguak.

 

Resumé:

Niumak og Kujapigaq fra Narsarmiut har en søn, til hvem Kujapigaq har udset den søde Savannguaq i Kangerlussuatsiaq. Efter et festligt samvær der, hvor Niumak aldrig deltager i trommesange, men brillierer i forskellige styrkeprøver, henter de Savannguaq med til sønnen, da de rejser. Sønnen bliver lykkelig for hende.

En dag Niumak er ude i kajak, opdager han et forladt sejlskib, som han sejler på grund. Sammen med sine fæller undersøger han senere de mange ukendte varer, som de bare lader gå til spilde. Men sejlene kan bruges, og en masse perler, der er i høj kurs. Savannguaq får en mængde af dem forærende. Senere, da hendes førstefødte er død som spæd, og en ondskabsfuld kone, der er en gruppe tilrejsende sydlændinges husmor, håner hende for dødsfaldet, begår Savannguaq selvmord i en sø. Både mand og svigerfar fortvivler, ingen forstår grunden, indtil et barn opkaldt efter Savannguaq bliver ilde behandlet af samme kone. Da tømmer de huset for indbo, inklusive brædderne på sydlændingenes briksedel, pakker det i konebåden og flytter til Qasigissat. Her kommer mange til på sommerlejr, bl.a. den endnu ganske unge Habakuk med forældre. Denne møder en dag ude til havs en konebåd, der har overvintret i Saqqaq men nu er på vej tilbage mos syd. Husstandes ældste er kvinden Ajugaasaqs, og det er mændene der må ro, fordi alle er afkræftede af sult. De får på anmodning tilbudt noget af Habakuks nyfangede netside og han må hjælpe dem med at få den op og parteret. De bliver derefter fedet op i Qasigissat, sønnerne fanger godt af sortsidetrækket, og da de rejser tilbage sydpå og synger undervejs, følger en af de lokale kajakmænd dem langt på vej af lutter betagelse. En af deres sange, hvori de takker Habakuk og hans familie for frelsen fra sultedøden, er blevet overleveret og citeres.

 

Hist.: Formentlig er det den samme Niumak, også fra Narsarmiut, der bliver den vældige handelsmand, som en anden af Kreutzmanns fortællinger beretter om. Historien om svigerdatterens selvmord, fortælles også en generation senere af Kristine Sommer. Hun har i en kortfattet indledning alle begivenhederne med fra Kreutzmanns fortælling om Niumak og Equngisoq, men udelader Equngisoq.

Hvis Habakuks alder kan bruges til datering er vi tilbage i 1770'erne. Det passer imidlertid dårligt med beretningen om det forladte handelsskib, hvor det siges, at det var før man blev rigtig bekendt med hvalfangerne. Dem har man utvivlsomt handlet med lige siden århundredets begyndelse.

 

Var.: Niumak

 

Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34.

Dengang øen Disko blev flyttet

Print
Dokument id:1009
Registreringsår:1868
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Abraham
Nedskriver:Aron ?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Dengang øen Disko blev flyttet
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, II
Tidsskrift:
Omfang:Side 104 - 106
Lokalisering:?
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Oversat efter Kjer, J. 1880: Atuainiutit, I, Kbh. Rosenberg, s. 87 - 88: Nivfigfarssungmik Nivingasilernâmigdlo / Niffiffarsummik Nivingasilernaamillu, der er en let revision af

Håndskrift: NKS, 2488, V, nr. 222, ss. 1082 - 1083.

 

Dansk resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II nr. 64, ss. 105 - 106.

 

Kort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 131, s. 464: The Revmoval of Disco Island.

 

Resumé:

På en boplads langt sydpå i Grønland kan man kun med besvær komme ud til fangstfelterne, fordi man skal uden om en stor ø med høje fjelde. To gamle mænd, Niffiffarsuk og Nivingasilernaq, beslutter at flytte den, mens en tredje gammel mand, Qiviaritajannguaq modsætter sig. De tre mænd borer hul i øen vha. en formular / tryllesang / serrat, og mens N. og N. binder et barnehår fast og dets modsatte ende i deres kajakker, binder Q. en solid skindrem af remmesæl gennem hullet og holder fast på land i den anden ende, og der fremsiges formularer over begge liner til tovtrækningen. N. og N. får vha. endnu en formular revet øen løs af klippegrunden med et brag som når et isfjeld kælver, og de ror afsted. Deres line, barnehåret, forbliver lige tykt, mens Q. holder igen med sin rem, der i strækket bliver tyndere og tyndere og til sidst brister. Stadig med tryllesange ror N. og N. ud på det åbne hav forbi skærgården og derefter nordpå. Da de passerer de høje Kunnat fjelde, synger disse fjelde, fordi de nu vil være de højeste fjelde i Sydgrønland.

Et helt døgn ror N. og N. med øen nordpå og placerer den i bugten ud for Jakobshavn, Ilulissat, hvorefter de ror hjem igen. Man siger, at hele rækken af små skærgårdsøer fra Sydgrønland til Disko er stumper af øen, der er faldet af under bugseringen. Og da øen var fjernet i syd, fik bopladsens fangere kun kort vej til deres sælfangstfelter.

 

Var.: Søg på Disko

En anden historie

Print
Dokument id:242
Registreringsår:1858
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Noah
Nedskriver:Noah
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:En anden historie
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, I
Tidsskrift:
Omfang:ss. 223 - 225
Lokalisering:Sisimiut / Holsteinsborg
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. eksisterer ikke længere.

Afskrift af orig. håndskrift: NKS 2488, II, nr. 113 ss. 198 - 199.

Resumeret oversættelse i Rink 1866-71, I: nr. 79.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

Taama allattunga, Aron, 1999, I: 223 - 225: Oqalualaarut alla.

 

Fyldig dansk version af denne plus en anden variant i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 79.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 63, ss. 351 - 354: The Old Southlander.

 

Resumé:

Den gamle sydlænding.

I gamle dage boede en gammel mand ved Alluitsoq. Hans søn var en dygtig fanger, så manden behøvede ikke selv at gå på fangst.

En dag udebliver sønnen fra fangst, og manden antager, at han er død. Han får at vide af sin fætter, hvem der har dræbt sønnen. Den gamle går hjem for at lave redskaber til at dræbe morderen med. En dag han er ude på fangst, møder han sønnens morder og dræber ham, derefter ror han hjem til morderens brødre og fortæller, hvad han har gjort.

Morderens brødre kommer for at dræbe den gamle, men han driver dem på flugt ved at skyde pile efter dem, så de må flygte. Næste gang de prøver at angribe den gamle, har han sunget en tryllevise / serrat for at forstørre sit ansigt. Mens han synger, bliver hans ansigt større og større. Da brødrene ser dette ansigt, løber de skrigende bort.

Året efter hører den gamle, at brødrene er ude på fangst, og han ror ud til dem. Én af brødrene har netop harpuneret en sæl. Den gamle sætter sine pile i sælen, kaster den op bag sin kajak med en hånd og ror hjem. Derefter vover brødrene ikke at angribe den gamle, som lever indtil han dør en naturlig død.

 

Var.: Ifølge Rink er en næsten identisk variant nedskrevet 40 år tidligere på Aasiaat egnen af en af pastor Kraghs nedskrivere. Originalen kan ikke identificeres, men se/søg på afskriften NKS 2488, II, nr. 12.

En fanger

Print
Dokument id:1832
Registreringsår:1860
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2488, III, 4'
Fortæller:Nikolai
Nedskriver:Rosing, U.
Mellem-person:Rosing, U.
Indsamler:Rink, H.
Titel:En fanger
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 67h - 69v, nr. 323
Lokalisering:Illutuaarsuk: Sydøstgrønland
Note:

Kort resumé i Rink 1866 - 71, I: nr. 135, s. 330.

 

Renskrift tillempet nudansk stavemåde af Rosings nedskrift på ældre dansk. (En nedskrift på grønlandsk findes ikke):

 

En fanger havde flere brødre, der alle var gift. Pitania var ugift uagtet han nu var temmelig gammel. Denne mand var bekendt for sin hyppige og heftige vrede. Dog giftede han sig omsider med en veludseende pige og som forstod at sy godt. Hende bad han nu om at sy sig et par støvler hun gjorde det, tørrede dem og beredte dernæst strømpeskindene. I mellemtiden fødte hun et pigebarn. Omsider blev støvlerne færdig. Manden tog dem på og gik ned til stranden med dem og vadede ud i vandet. Da støvlerne begyndte at fugte på ham gav han sig til at græde, blev arrig, stampede i jorden og gik op i huset, tog støvlerne af og dræbte sin kone.

       Det varede længe forinden at han fik sig en kone, dog fik han en, som syede brav godt. "Sy mig støvler" bad manden hende en dag om; at sy et par var konen ikke længe om; men efter at have prøvet dem i vandet og manden ingen fugtighed fornam, trak han dem af og så efter, han fandt så også fugtighed ved sålesyningen af støvlerne, og slog han konen så hårdt at hun snart døde deraf.

       Atter fik han sig en tredje kone; støvler fik han også syet af hende men da der var væde ved overdelen af foden blev han ved at slå sin kone, så hun opgav ånden. Endelig hørte Pitania om en ferm pige, som kunne sy et par rigtig vandtætte støvler; han fik hende til ægte. Et par store støvler blev færdigsyede. Manden vadede længe med dem; men kommende hjem fandt han at det var lækket ind ved skafterne, og konen havde samme skæbne som de andre.

       I huset hos sig hørte fangeren tale om en opvoksende pige ikke langt borte derfra og som levede sammen med sin gamle moder, der havde forbudt datteren at lære at sy. Engang var moderen, som var enke, på besøg hos ovennævnte folk, og hørte hun af disse: "ja, nu er jo din datter giftefærdig, og tager måske den til ægte som ikke kan beholde nogen kone i live." Moderen kom hjem og fortalte datteren det som hun havde hørt; hun gav sig til at græde herover ligesåvel som moderen. Denne tilrådede datteren ikke at tage ham til ægte; men datteren gik ofte ud på marken, og øvede sine kræfter ved at løfte store sten, og kom hun hjem syede hun. Til sidst kunne hun løfte store sten med lethed og kaste dem langt fra sig, og (nu) var hun ikke længere bange for manden hvis han bestemte sig til at tage hende til kone.

        Engang kom manden også og fik hende hjem til sig. Hun syede på hans opfordring støvler til ham, men med sting så langt fra hinanden som sporene af raventæer. Forinden at hun blev færdig med dem skulede manden ofte på hende og hendes arbejde. Omsider trak han støvlerne på, vadede ud i vandet med dem for at prøve dem; idet at han kom til at træde i en pøl forinden han nåede søen ved stranden, fornam han allerede at han blev dygtig våd. Atter stampede han i jorden og græd af arrighed og gik op i huset, begyndte der at slå sin kone ret alvorlig med støvlerne, men disse tog hun fra ham, slog ham nu så han måtte flygte fra briksen. Derpå tog han en stenhammer, men forinden at han fik slået hende, fravristede hun ham den, slog ham så voldsomt med den at den fór igennem kroppen på manden, der døde og derpå blev af konen kastet ud på møddingen.

       Da Pitanias brødre erfarede hans død ville de tage hævn, og kom også i deres kajakker til stedet hvor svigerinden havde sit hjem med moderen. Da datteren ser dem komme imod land gik hun ned til stranden og i leret opgravede hun store sten, spillede bold med dem og bad kajakmændene at komme op og slås med hende en for en. Men disse folk blev bange for hendes kræfter idet de så hende løfte tunge sten med lethed og tilmed at hun kun var et fruentimmer hvorfor de vendte hjemefter igen med uforrettet sag, og senere indfandt de sig heller aldrig.

 

Var.: Ikke i denne bases samlinger.

En fortælling fra Omevik / Umiivik

Print
Dokument id:1823
Registreringsår:1860
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2488, III, 4'
Fortæller:Nikolaij
Nedskriver:Rosing, U.
Mellem-person:Rosing, U.
Indsamler:Rink, H.
Titel:En fortælling fra Omevik / Umiivik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 44h - 47v, nr. 313
Lokalisering:Illutuaarsuk: Sydøstgrønland
Note:

Ultrakort dansk referat i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II nr. 120, s. 134.

Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 141, s. 468: A Tale from East Greenland.

 

Renskrift tillempet nudansk stavemåde af Rosings nedskrift på ældre dansk (En nedskrift på grønlandsk findes ikke):

En kajakmand gik ud på fangst: han var netop beskæftiget med at nette (ordne) en lille netside, som han havde fanget, for bugseringen, da han ser en lille kajakmand, med en stor bjørneskindskant på sin pelshætte, komme imod sig. Den lille kom til, og ytrede nu om det velsmagende kød der nok sad på den unge sælhund. "Besøg os engang hist henne", sagde han endvidere. "Det har sin vanskelighed", ytrede fangeren, "jeg må hjem med min fangst."  "Aah: kom kun", vedblev den anden. Fangeren fulgte da med. Den lille var meget snaksom, og sagde blandt andet: "Du kunne jo tage min datter til kone. Vor husplads er i mangel på mandfolk, derimod skal du se at vi have mange piger, hvoraf der er nogle meget store. Du vil se når vi komme til land at der vil kommee mange fruentimmere ud af husene." De kom til land, steg ud af deres kajakker, og virkelig så fangeren også mange piger træde ud. De to gik nu opefter og talte fangeren (fangeren sagde): "Er det din datter der?" idet han pegede på en pige. "Nej", svarede han, "hun er så slemt fnattet bagpå." "Er det da hende der?" "Ikke heller", var den andens svar, "over hende er der den skam at hun er så lille af vækst." "Der kommer da een", vedblev fangeren, "er det hende?" "Ja just såmænd", svarede den lille, "se bare, hun bærer en stor top, og ser du, hvor navlen er godt buklet på hende." "Ja", blev den anden snaksomme ved, "når vi nu kommer op så vil nok alle pigerne opbinde deres hår."

       Endelig kom de ind i huset, hvor den lille boede. Denne sagde, da de var kommet tilsæde: "Mandens fangst der, ser så lækker ud." "Lad den da koge her", sagde den besøgende. Den lille bad da sin kone om at flænse dyret, hvorefter hun sleb sin ulu (kvindekniv) og gik ud. Men lidt efter råbtes der udefra: "vi kan ikke hale den op," hvortil den lille råbte ud igennem vinduet: "Hvor I dog have få kræfter! Nej, jeg må nok hjælpe jer", og blev den nyankomne ene tilbage i huset. Denne hørte nu: "Vi kan ikke!" Hvorfor han også gik ud til dem.

       Da fangeren var kommet ned til stranden så han hele forstykket af dyret gennemboret overalt i skindet for i disse huller at få håndfang. Vor fanger havde den ene arm indenfor pelsen, men tog dog ikke desto mindre med den anden i sælen i flanken og bar den op til huset. Den lille, da han så dette, råbte af forundring: "Nej, se dog hans kræfter, nåda!" Nu blev dyret flænset og kødet kom i kalupaiut (kogekar ?) for at koge. Derefter blev der bakket op (serveret ?) og suppen med. Den lille bad nu den nykomne om at råbe: "kateinigtêv! kateinigtêv!" (noget med at forsamle sig; en invitation til fællesspisning ?) Idet den fremmede havde råbt således hørte han en larm udenfor og mente at han måtte gå og se til sin kajak. "Nej", sagde den lille, "det er ikke vinden, det er de besøgende der kommer." Disse trådte også ind med små sleve i hånden. Bagefter kom også en lille mand ind som just de andre skulle gå. "Aah jeg var så bange udenfor", talte han, "men kom dog alligevel", og så lo han. Han bar lidt skæg om hagen. Da han havde spist lidt kød, levnede han noget heraf ligsom han tog en slevfuld suppe. "Mine små", sagde han, "sulter derhjemme, de skal havde dette." "Aah", sagde han endvidere, "jeg er ene bleven tilbage, jeg er så bange", men gik også ud. Da han kommer ud ser han sig omkring af lutter angst, men træder derved forkert og dumper (falder). Herved taber han det, som han holdt på; han følte sig for og lugtede efter det tabte, som han fandt, og gik nu rask op i sit hus, men talte stadig på vejen til sig selv: "Du lille var ej så bange, var ej så bange." han så nu, da han kom hem at børnene spise af det, som de andre havde medbragt. Han gav da et stykke til sin anden kone og børnene et andet stykke; men konen finder nu at det er et stykke tørv hun har fået, men ligeglad slikkede hun dog suppen der var spildt på den.

       Nu blev der råbt fra et andet hus: "siskordordoraritev" (? ikke helt læseligt, BS)!" "Følg med", sagde værten til vor fanger, og de gik til huset hvorfra råbet kom. Fadet kom ud med det omtalte (tørven ?). Alle spiste nu. Den fremmede besøgende spiste en hel mængde, og knasede det godt (stærkt, har Rink rettet det til, BS) i munden på ham. Den lille stødte til ham med albuen og sagde leende til ham: "gagasagasinona." (? måske: "hvor er du dygtig")     

       Da vore to venner var kommet hjem fandt de at alle pigebørnene havde opstrammet deres hår men med undtagelse af værtens datter. Faderen blev fortrydelig herover, og bad hende om dog ikke at være aparte. Men hun ville ikke desuagtet. Herefter lagde de dem (sig) alle på briksen for at sove og datterens leje blev gjort bredere, ligesom to piger også blev henlagte på det, da den fremmede der skulle ligge med; men pigen gjorde atter lejet smalt og lagde sig til ro. Frieren lå nu desuagtet snart efter hos hende, hvorover denne begyndte at græde". "Er hun da tosset der", talte faderen, "lig kun hos hende", og frieren pressede sig ind på samme leje, så at sideskindene gav efter; lidt efter blev alt roligt.

       Om morgenen da de stod op, bemærkede den fremmede: "Nej se hvor fortabt din datter ser ud." På tredje dagen rejste fangeren med sin unge kone hjem og svigerfaderen fulgte med i sin båd. Vor fanger blev med glæde modtaget i sit hjem, da de på pladsen havde grædt over hans formente tab i kajakken. "Se", sagde han, "den lilles datter har jeg taget til kone", der så blev hentet fra båden, af stedets mandfolk. "Hvor har du fået hende? hvor har du taget hende?" blev der nu spurgt; og da hun ikke var så lille som faderen var alle glade over hende. Omsider blev hun frugtsommelig og fødte en søn. En dag ville moderen ovenpå husgangen lade barnet gøre sin fornødenhed; men i det samme kom en stor plettet hund ud af gangen og slugte barnet uden engang at tygge det. Den lille, bedstefaderen, græd inderligen herover og var ham, der mest var bedrøvet af hele famlien. "Ah", klagede han, "barnet! hvor er barnet, som skulle have haft et par småstøvler, en småpels et par småbukser, småvanter og en lille kajak. Ahja! Ahja!" Han gik sydefter til Omenak / Uummannaq, og døde han der.

 

Var.: Rasmussen 1981, III: 59 - 62, og 1921 - 25, I: 256 - 262.

 

Kommentar: De små mennesker er de mindste dværge i den østgrønlandske forestillingsverden. De bor nærmest kysten og magter end ikke at fange de mindste sæler. Udtrykkene: Aah, ahja, kan være påvirket fra tysk, som herrnhuterne talte ved deres mission i Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal.

En fortælling om en brødreflok

Print
Dokument id:77
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:En fortælling om en brødreflok
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 377 - 379
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 131 ss. 671 - 674.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 377 - 379: Oqaluttuaq anguterpamik.

 

Dansk resumé i Rink 1866-71, II: nr. 58.

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972:158 - 160.

 

Resumé:

Skønt en stor flok voksne brødre både har koner og andre kvinder i husstanden, vil de ikke gifte deres eneste søster bort. De holder for meget af hende, hun er så god til at passe alle husets børn og alt arbejde i huset. Frier efter frier bliver sendt på porten, til sidst også en som søsteren mere end godt kunne tænke sig. Men da han ikke kan flytte ind, fordi han selv kun har søstre og må forsørge dem og sine forældre, kan heller ikke det blive til noget. Da så søsteren nedtrykt en dag hører svigerinderne beklage sig over, at hun ikke passer deres børn ordentligt, går hun hjemmefra og bliver qivittoq, fjeldgænger. Med sig har hun bragt en lille orm, der vokser til, fanger til hende, gifter sig med hende og får en lille efterkommer, inden det lykkes brødrene, under en mislykket renjagt til indlandet (formentlig har kæmpeormen gjort kål på det meste af bestanden derinde, BS), at finde huset og deres søster. De slår kæmpeormen ihjel ved at lade den forfølge dem over en masse pilespidser, som de har stukket i jorden i en lange linie. Den bevæger sig hastigt fremad som en målerlarve, der når brødrene, i det øjeblik de alle besvimer af udmattelse og ormen udånder af blodtab. Den viser sig at bestå af lutter talg.

Søsteren fortvivler fordi ormen var hende sådan en god mand, men må tage hjem til brødrene med sit diende ormebarn, som de foregiver at elske for des nemmere at få fat i det og slå det ihjel. Atter fortvivler søsteren, men brødrene mener, at hvis den ormebaby slægtede faderen på, ville utysket blive til fare for dem alle. Hun gør sit bedste for at overkomme sorgen, men brødrene bliver alligevel bekymrede for hende og lader hende gifte sig.

 

Var.: Søsteren som insisterede på at være gift med en orm; Anguterpaanik Brødreflokken; Kvinden, som tog en stor orm til mand, dengang ormene havde ansigt som mennesker; Kvinden, der havde en orm til mand; Søsteren som insisterede på at være gift med en orm; Anguterpaanik Brødreflokken;

Kendt også fra inuit i Canada og via indvandringen fra Baffinland omkr. 1860 i Thule-området: søg på Brønlund Tiisikoorsuarmik; 'Dengang for længe, længe siden ...' af Arnaaluk og 'Kvinden der opammede en orm' af Taateraaq;  The woman who nursed a worm nr. 45 + 45 A; Kvinden der opfostrede en orm; Tissikoorsuaq (?).

 

Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.

Hist.: Slutningen på fortællingen er overordentlig blid sammenlignet med de øvrige (mere traditionelle) versioner

En fortælling om en halvvoksen dreng

Print
Dokument id:360
Registreringsår:1863
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:En fortælling om en halvvoksen dreng
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 298
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, II, 4' nr. 235 s. 912.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

"Taama allattunga, Aron", 1999, II: 298: Oqaluttuaq nukappiatsinnguaqmik.

 

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 109.

Resumé:

 

EN FORTÆLLING OM EN HALVVOKSEN DRENG

En dreng får under rypejagt øje på et hus, går derhen og lister sig ind i husgangen, hvor han fløjter lidt og hører, hvordan et ægtepar derinde blir klar over, at der må være en dreng (med ulkefiskerstemme (?)) i nærheden. De skændes lidt om hvem der skal finde "ånden" ved qilaneq, og da konen gir sig, binder sit hårbånd om hovdet, og da manden "fisker" med stokken, klister drengen fast ude i husgangen. Det lykkes ham først at komme fri, da han spytter på væggen i det øjeblik manden kommer frem i opgangen med en stor kniv. Det lykkes drengen at undslippe og han vover sig aldrig siden ind i indlandet af skræk.

 

Kommentar: Indlandsboerne har muligvis været tornit, indlandskæmper.

Ulkefiskerstemme: måske en stemme der ikke er gået i overgang, eller en spag stemme, for så vidt som ulkefiskere ikke nød synderlig prestige.

En fortælling om enlige kvinder

Print
Dokument id:76
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:En fortælling om enlige kvinder
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 375 - 376
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 130 ss. 669 - 671.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 375 - 376:  Oqalualaarut Arnaannannguamik.

 

Kort dansk resumé i Rink 1866-71, II: nr. 56.

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 164 - 167

 

Resumé:

Da familierne på en boplads rejser på forårsfangst, efterlader de en enke med datter og lidt mad, som dog langt fra rækker sommeren over. I det store vinterhus skærmer de halvdelen af med et skind, og lader den ubeboede del henligge i mørke. I denne afdeling beder moderen sin datter om først at grave et dybt hul og dernæst at fylde det op med saltvand. En dag moderen lysker sin datter, hører denne, at det plasker omme i vandet. Det er en kæmpestor ulk, som datteren får besked på at fange ved at ramme den med sin mors slibesten / hvæssesten. Ulken mætter dem for den dag. Næste gang moderen lysker datteren, er det en stor netside, dernæst et marsvin, og endelig en hvidhval. Da kommer to kajakmænd, der er blevet bekymrede for de to, på besøg og bliver selvsagt dybt forbavsede over rigdommen af mad, som de får en masse kødgaver med af. Kvinderne fanger fortsat mere end rigeligt i deres hul, men da bopladsfællerne kommer tilbage, er det slut med fangster ad den vej.

 

Var.: En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn; Nakataamilaarpara. Den forladte kvinde med plejedatter. En fortælling (om en haj der forsørgede forældreløse); De, der havde fangstplads på den anden side af briksen; Hajfisken som forsørger; Two deserted ones get meat from guests; Kunuanannguaq; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn. Moder og datter, der drev fangst med en slibesten og...; En fortælling om enlige kvinder; De forladte børn, Kragh nr. 64;

 

Hist.: En ret mild, formentlig "moderne" version, hvor de bortrejsende faktisk prøver at sørge for de efterladte og tilmed kommer tilbage af bekymring for deres velbefindende. I de fleste versioner får de efterladte ingen proviant, og de besøgende er overbeviste om, at de efterladte må være sultet ihjel.

 

Kommentar: Muligvis associerer moderens lyskning af datteren forud for dyrenes opdukken i gruben på angakkoq'ens / åndemanerens mytiske rensning af Havkvindens hår (søg Havets mor). Lyskning er ellers en kærlighedshandling: konen lysker sin mand. Hvorfor en slibesten har særlige fangst-egenskaber er 'et godt spørgsmål.'

En fortælling om et par ægtefolk

Print
Dokument id:71
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:En fortælling om et par ægtefolk
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 360 - 362
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 125 ss. 655 - 658.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 360 - 362: Oqalualaarut nuliariinik.

Forkortet oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II: nr. 56,

s. 96.

 

Kort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 127, s. 462: The Grateful Bear.

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 120 - 123.

 

Resumé:

Et ægtepar bor mutters alene. Manden jager året rundt, i kajak og på isen i våger og senere isbjørn fra en snehytte på isen. De får en lille søn og synes straks, at de er blevet mange mennesker. Men i en periode hvor manden er ude i sin snehytte på isen, får han pludselig et syn af sin kone, splitternøgen. Han bebrejder hende: hvorfor har hun forladt deres søn? Han følger hende hjem, hvor hun minsandten ligger helt normalt og sover på briksen med sønnen i armene.

Manden bliver forvirret og går helt fra forstanden. Han blir så voldsom mod dem begge, at konen føler sig nødsaget til at flygte med sønnen i amaaten. Ude på isen løber hun mod sydøst, men på vej over en fjord brækker isen op og hun må springe fra flage til flage. Hun når med nød og næppe i land, laver sig en snehule, overnatter og fortsætter sultende og tørstende indlands i godt vejr, hvor det lykkes hende at ramme en rype med en sten. Hun går straks videre, mens rypen køler af, men så står hun pludselig overfor en isbjørn, som hun af forskrækkelse smider rypen hen til. Den fortærer den med glæde og gør hende intet.

Hun fortsætter over indlandet, får udsigt til et stort hav og finder et rigt bærsted, hvor hun bygger en snehytte dækket med grene. De lever af bær og ryper indtil en dag i kraftig nordenvind drengen opdager noget mørkt oppe i fjeldet, der viser sig at være en bejtende ren. Det lykkes kvinden under dække af kraftige snebyger at snige sig ind på renen og med sin ulu på et skaft at såre den så dybt, at den forbløder under sin flugt. Hun skynder sig hjem til sønnen med et lille stykkke talg, beder ham forholde sig roligt og får bjerget alt kødet i hus.

Deres næste forsyning af mad bliver en stor hval, der driver i land. Sådan bliver det ved at gå, indtil sønnen er vokset til og kan forsørge dem begge med fangst. Den rundhåndede giver af dyr, levende og dræbte, er den isbjørn hun gav sin eneste mad, den afkølede rype.

 

Kommentar: Det er tydeligvis ensomheden, især den over flere dage ude på isen, der fremkalder synet af den nøgne kone og gør manden sindssyg.

Muligvis spiller konens gave til isbjørnen på det kristne tema om den fattige enkes sidste skærv.

En fortælling om tyve

Print
Dokument id:58
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:En fortælling om tyve
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 317 - 318
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 111 ss. 595 - 597.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 317 - 318: Oqalualaarut tillitunik.

 

Kort resumé i Rink 1866-71, II: nr. 99.

 

Resumé:

Engang for længe siden, dvs. dengang den første præst (Hans Egede) slog sig ned på Håbets Ø (Illuerunnerit), havde mange af de omkringboende grønlændere forbrudt sig mod præsten og nu tilmed, da kolonien flyttedes til Nuuk (i 1728), stjålet efterladte brædder på øen. Man hørte nys om en hævnaktion, og folk fra mange bopladser samledes i Salliat ved mundingen af Sassivik, hvis åndemaner man mente kunne klare angrebet. Det lykkedes ham ved at sætte sig foran forsamlingen med den lille døbte dreng på skødet, som han plejede at have på skødet under sine seancer, og synge sin tryllesang eller formular, der havde med qallunakker / qallunaat / europæere at gøre. Hvis den virkede, sagde ham, ville de alle få næseblod, når de steg i land.

 

En stor båd med en masse tjenestefolk fra kolonien lagde til land, men hver og en, der steg i land, bøjede hovedet og fik næseblod. De lagde våbnene fra sig, gik på besøg i husene og trætte af blodtabet sov de dér til hen på eftermiddagen, mens grønlænderne gennemvædede deres bøsser i saltvand og lagde dem tilbage. Danskerne gjorde dog ikke forsøg på at bruge våbnene, men drog ligeså stille tilbage igen til Nuuk.

 

Var.: næseblod-temaet er brugt i en anden fortælling om qallunaat af Jens Kreutzmann: Den qallunak-usynlige.

 

Hist.: Hvilken begivenhed der ligger til grund for denne veldaterede fortælling er vanskelig at gætte. Måske det hele kompagni straffefanger under kaptajn Pårs' ledelse, der ankom i 1728, men vist alle døde af skørbug om vinteren. Året efter blev det militære forsvar af kolonien opgivet.

En forældreløs

Print
Dokument id:1837
Registreringsår:1860
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2488, III, 4'
Fortæller:Nikolai
Nedskriver:Rosing, U.
Mellem-person:Rosing, U.
Indsamler:Rink, H.
Titel:En forældreløs
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 74h - 75v, nr. 328
Lokalisering:Illutuaarsuk: Sydøstgrønland
Note:

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 1 ss. 45 - 51 har Rink sammenstykket ialt 9 varianter inkl. denne og nogle fra Labrador.

Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 1, pp. 93 - 99: Kagsagsuk.

 

Renskrift tillempet nudansk stavemåde af Rosings nedskrift på ældre dansk. (En nedskrift på grønlandsk findes ikke):

 

En forældreløs kaldet Kavsasak (Kaassassuk, BS) voksede op uden at være elsket af nogen. Bedstemoderens klæder brugte fyren når han gik ud. Fruentimmerne ringeagtede ham idet de strøg deres fingre under næsen på ham efter at (de) havde været med dem på et uskønt sted.

       En dag spankede han omkring og opdager at en af slægtningene havde fanget en hvidfisk (hvidhval). Han fik sig også et flænsestykke og efter at have spist sig mæt lagde han resten hen på et afsides sted så at ingen opdagede den. Men alligevel fik en af hans husfæller snuset det gemte op, og han der fandt det trak derpå Kavsasak ved næseborene og førte ham ind i huset, kastede ham derpå hen på sidebriksen. Kavsasak fik for meget at spise efter husfolkenes mening, og desårsag blev tænderne trukket ud af munden på ham. En stund efter denne plage opdagdes det at han alligevel spiste dygtig, hvorfor han blev han visiteret i munden; der fandtes da jern på gummerne, men blev disse atter borttagne. Til straf eller som en ondskab af de andre måtte Kavsasak ikkun nyde knoger (knogler ?) og drikke suppe så kogende hed den var. - Engang fandtes et stort stykke flydetræ (drivtømmer) liggende uden for deres telte; nogle mente at det var Kavsasak som havde ført stykket dertil. Herover blev fyren atter taget ved næseborene og bragt ind på sin plads.

       En vinter blev der engang set bjørne på isen og krøb disse senere ind i en fjeldhulning. Ingen turde nu gå hen til dem undtagen Kavsasak der ikke betænkte sig længe; med et bjørneribben til våben gik han hen til bjørnene inde i ishulen og sparkede dyrene ihjel. Den ene bjørn gav han nok til de andre og beholdt selv den anden og bragte den hjem. Senere blev han en dygtig erhverver, men uagtet sine husfæller langt overlegen betalte han dem ikke ondt med ondt.

 

Var.: Kaassassuk

 

Hist.: En stærkt amputeret version (muligvis blot oversætterens referat?) af Kaassassuk, der både har udeladt den episode, hvor han får store kræfter af et væsen i indlandet, og den hævn han normalt tager til slut over alle bopladsfæller undtagen den eller dem, der har søgt at afhjælpe hans elendighed noget. Den moralske slutning på Nikolaijs version skyldes sandsynligvis kristen påvirkning fra herrnhutmission ved Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal.

En gammel mand

Print
Dokument id:1836
Registreringsår:1860
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2488, III, 4'
Fortæller:Nikolai
Nedskriver:Rosing, U.
Mellem-person:Rosing, U.
Indsamler:Rink, H.
Titel:En gammel mand
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 73v - 74h, nr. 327
Lokalisering:Illutuaarsuk: Sydøstgrønland
Note:

Renskrift tillempet nudansk stavemåde af Rosings nedskrift på ældre dansk. (En nedskrift på grønlandsk findes ikke):

 

En gammel mand mistede sin datter, det eneste barn han havde. Han roede en dag ind i en dyb fjord, og græd ret ofte over sit tab. Senere gik han op på et fjeld, der satte han sig og græd atter. Fra dette fjeld så han ud over vandet een komme bugserende med 2 sæler. Manden var meget stor og kom han i land gående op imod den sørgende. Denne talte til den nyankomne: "Jeg vil gerne høre nyt; fortæl mig en historie." Den store mand svarede ikke; den første gentog sit ønske, men fik atter intet svar og uagtet trussel fik han endnu intet svar, hvisårsag den store mand blev harpuneret og sænket ud i søen, hvornæst han tog sælerne hjem til sin kone. Efter den tid fangede manden oftere sålænge han brugte den dræbtes rem.

       Men atter gik den gamle ind i fjorden og græd mens han et sted var til fjelds; han havde sit hoved sænket og græd bitterlig ved at tænke på den afdøde datter. Just som han sad således stod der pludselig en kæmpe foran ham. "Jeg vil høre dig fortælle nyt", talte atter den bedrøvede til stormanden, "fortæl mig noget." Den høje skikkelse fortalte da: "Vi sulter i hjemmet, vi sulter meget efter at vor husfælle er udebleven; vi sulter", skreg han højt og talte videre: "Min bedstemoder gjorde briksen ren i aftes og deraf fulgte at en ræv kom gående ind i huset op på briksen, og snart blev den stukket ihjel med en gaffel (en tilspidset pind af ben, U. Rosings tilføjelse). Den ene dag kogtes kødet af ræven, den næste dag blev intet kogt, men den tredje dag indvoldene af dyret, der og blev spist. Herefter bad bedstemoderen (os) at gå ned til elven allesammen, hvilket vi og gjorde. Derpå så bedstemoderen ned i elven, liggende på maven, men hun kunne intet opdage for tåge og rejste hun sig. Så talte jeg: 'det er uklart fordi den jomfru der, idet jeg pegede på en pige, har dårlige klæder på sig.' Jomfruen skiftede klædning, fik en ren på og kiggede pigen nu selv ned i elven idet hun brugte bedstemoderens magtsprog (serrat / trylleformular ?). Hvalerne kom da op i vandfladen og een blev fanget fra begge sider af elven. Vi fik den på sydsiden op på land med stor vanskelighed. Mine støvler blev omsyede med senetråde af greenspurve (? snespurve ?). Hvalen blev derpå hevet (?) op af mig men med anstrengelsen sprang spurvetråden og sålerne faldt fra så jeg gled kraftesløs tilbage og kastede hvalen ned på jorden. Vi flænsede da i hvalen og jeg tog mig et godt stort stykke; med et hørte jeg megen larm over at hovedet næsten var afskåret og som var bestemt for bedstefader. Jeg stødte da flere af de grådige flænsere væk fra hovedet så de lå døde med det samme tæt ved. Om foråret endnu blev der spist af dette dyr. Senere havde vi sammenstød med nordboere, hvoraf jeg dræbte mange." I det samme råbtes der oppe fra fjeldene: "Du fortæller for meget! Altfor meget!" og (nu) så den gamle en stor kok (? grydemand / igalilik ?) med en gryde hængende foran sig. Denne kok råbte atter: "Maden koges, en lille levning af ræven du ved, kom! ellers går remmene over, degi'er dem (? de giver sig)allerede af bare venten." Og så forsvandt kæmpen for den gamles øjne.

 

Hist.: Episoder af kendte fortællinger forekommer sat sammen i denne på en uigennemsigtig måde. Rink har i en kommentar til fortællingen påskrevet den"Aqissiaq ?". Af denne fortælling forekommer da også stumper her og der. Men der er også elementer fra nordbofortællinger, som normalt ikke associeres til Aqissiaq. Muligvis har fortælleren ønsket at flytte skylden for nordboernes undergang fra grønlænderne over på disse indlandskæmper.

 

Tolkning: Det er et almindeligt træk, at den der har sorg, søger udfordringer for at få noget andet at tænke på. Ligeledes at den der søger ensomhed i sorg eller vrede, virker tiltrækkende på ånderne Se: Aqigssiaq 263 - 267, nr. 91 og Den gamles søn nr. 33. Episoden med spurvesenerne, der brister, synes at rumme forskellige elementer fra såvel Aqissiaq (kampen med en anden slags ånder om retten til hvalen, der er lokket op i elven med en serrat) som nordbofortællingen om Uunngortoq, hvor Kassapi's bror glider på isen, fordi hans støvler netop har fået nye såler.

En gammel ungkarl som blev en stærk fanger

Print
Dokument id:52
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Luutivik (Lûtivik / Ludvig)
Nedskriver:Luutivik (Lûtivik / Ludvig)
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:En gammel ungkarl som blev en stærk fanger
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 411 - 413
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 107 ss. 587 - 589.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

"Taama allattunga, Aron", 1999, II: 411 - 413: Nukappiatoqqamik.

 

Dansk resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II: nr. 48, s. 89.

Kort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 125, s. 461: The Gifts from the Underworld.

 

Resumé:

En gammel ungkarl, der aldrig har held til at fange noget, inviteres en dag af en ånd i kajak med ud til en stor ø, hvor den fremmede skubber en kampesten til side. Nedenunder er der hul lige ned til det blå hav, hvor ungkarlen får besked om at sænke sig i sin kajak og vente på en konebåd med kajakker. Den første, der vil være fuldt lastet, skal han lade passere, men den anden, med kun en ringe last, skal han ro hen til. Han adlyder og får af den anden et stort stykke mattak, som han spiser af i følge med båden indtil et stort næs, hvor han kan vende tilbage til ånden. Denne råder ham til at gemme mattak'en i kajakken og kun spise en lille bid hver gang, han er på fangst. Midlet virker. Den gamle fanger nu altid og får sig endog en kone. En anden gammel ungkarl plager ham så længe, for at han skal røbe sin hemmelighed, at han tager ham med ud til stenen, bakser den fra åbningen og råder ham til nede i underhavet at henvende sig til båden med den store last. Denne gamle ungkarl bliver hængende ved den rige båd forbi næsset, kan ikke slippe fri og havner så hos innersuit. Den første gamle ungkarl har fortæret al sin mattak og vil hente mere, men fordi han misledte den anden gamle ungkarl, lader stenen sig ikke rokke. Og han falde tilbage i den gamle fangstløse skure.

 

Hist.: I en traditionel version ville årsagen til, at den første gamle ungkarl mister sit fangstheld, have været selve afsløringen af hullet ned til underverdenens hav. Se fx: Den gamle pebersvend, som blev ung og smuk, fordi han reddede en af de underjordiske.

 

Kommentar: Den første åndemand er formentlig selv en innersuaq, en af ildfolket. Bemærk den direkte nedgang gennem et hul i et skær til innersuits hav. Deres hav er således et andet end det normalt synlige. Et underverdens hav. Innersuit siges oftest at bo under stranden og, noget sjældnere, under øer i skærgården. Undertiden skelnes der mellem dem: Dem længst nede (ude ?) er ondsindede og har slet ingen næse i modsætning til nærmere, der har meget flade næser og er mere omgængelige. Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere)

En habakuk fortælling

Print
Dokument id:750
Registreringsår:?
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 2, læg 15, Thule 1909
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:En habakuk fortælling
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:4 A3 sider
Lokalisering:Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal: Nanortalik
Note:

Arkiveret i en kasse med Peter Freuchen papirer 1909. Men det er uvist om det er PF der har oversat denne beskrivelse af en kortvarig profetbevægelse fra det sydligste Grønland. Et evt. originalt håndskrift på grønlandsk har ikke kunnet identificeres. Heller ikke oversætteren / nedskriveren af oversættelsen. Det er ikke Knud Rasmussen, der har tilføjet et par kommentarer til afklaring. Og den handler ikke om den kendte Habakuk.

 

Afskrift i nudansk retskrivning:

Skildring af Sceneriet i Frederiksdal en Efterårsmorgen (Rasmussens påtænkte indledning, BS?).

Se, begyndelsen er nu den, at Matias' Forældre kaldte ham Qujanartoq (den kærkomne) senere blev han kaldt Napartannguaq (den lille tønde) (Fyldebøtten?, o.a.).

Denne historie har sit udspring fra sorg; den ovenfor omtalte Matias / Mathias sørgede nok lang tid over, at moderen var død og en gang var han så gået op til Tullerunat. Han blev borte hele dagen og kom tilbage om aftenen og uden først at gå hjem, var han gået op til de danskes (qallunaat, de tyske herrnhutiske missionærers, BS?) huse, og han var nok fuldstændig vanvittig, ligesom han var fuld; hvad grunden var til at han var gået til fjelds er ikke nævnt, da folk ikke vidste det.

 

Da han kom ind i huset i den gang, der vender mod nord, så han nogle tønder og bad til at han måtte blive en tønde. (Derfor kaldes han senere for den lille tønde) Grunden til at han ville forvandles til en tønde var den, at Elisabeth som tjente i dette hus så efter ham, og han  ville jo ikke ses af hende. Derfor havde hun ikke set ham. Da hun som havde set efter ham var forsvundet, blev han menneske igen. Og da han kom hjem fik han sin familie til at tro på sig idet han pustede sin ånde ind i dem.

 

Matias havde tidligere tænkt på at ville gifte sig med Erdlu?? fra Kuummiut, datter af Mosi og Susanne. Da han således havde gjort sig til herre blandt Haapakortut (dem ligesom tilhængerne af Habakuk, BS) og havde fået mange engle (sådan kaldte han sine nærmeste) sendte han post flere gange over til Kuummiut for at fri til den kvinde han ville ha'. En postmand som hed Elisa var en gang taget af sted, da det blæste en stiv norden og føg. Men ad den vej, hvor denne kajak roede, var der ingen blæst, og havet var helt stille. Og efter at han havde lagt mærke til dette prøvede han at kæntre, men magtede det ikke, det var ligesom der blev holdt på ham fra begge sider, af usynlige. Da Matias nu sendte sin post af sted med ham, gav han ham et brev som han skulle give hans tilkommende, når hun var alene; i hemmelighed for de andre skulle hun åbne brevet og spise hvad der lå inde i det, uden at nogen så det. Hvad det var er ikke godt at vide. Hun der fik brevet havde gjort som det var foreskrevet, og bagefter havde hun læst brevet højt for sine forældre. Men denne kvinde var siden blevet noget til en side, rimeligvis som følge af det hun havde spist.

 

Om vinteren, i februar-marts, fik de lyst til at besøge folkene i Kuummiut, det var meget koldt og der lå megen sne. Og den dag, de rejste, havde det nok også blæst en stiv norden, og dog var de taget af sted, og havet havde igen ladet en blank og stille vej (ligge) klar for dem. Til sidst var de nået over til Kuummiut, hvor ingen ventede dem, da det var vinter. Alle folkene sad inde i huset, vel til mode og så hører de nogle komme ind, og se Matias, der herskede over Hapakuumiut (= Haapakortut ovf., BS), kom ind. Og uden at sige et ord var han gået hen til husstøtten med bortvendt ansigt, lænede sig op ad den uden at sige et ord (uden en lyd, o.a.). Da han hvade tiet lang tid, havde husherren Mosi sagt til ham: Hvordan er du kommen herover? Er du kommen alene?" "Nej, en konebåd har lagt til dernede ved fjæren, og her står jeg - sagde han - i al min ringhed." Husherren svarede: "Det er os der må føle sig ringe overfor dig." Matias svarede: "Hvorfor skulle I alene føle jer ringe overfor mig."

 

Da kuummiut'erne kom ud så så de ganske rigtig en mængde kvinder med børn på armen og andre i amaat, de var sammen med flere mænd. Så slog de sig ned der. De forlovede kom sammen og en aften sa' så Matias: "Sluk alle lamperne, så skal vi holde måltid med dem i himlen. Så trak de en kuffert frem på gulvet. Matias bredte en dug over den og lagde en tallerken på, der var hel fyldt med vand (de har en ??? kuffert som de spiste med (ved ?) i deres eje, og den er bleven efterladt? / den er gået i arv (KR's? kommentar)). Alle lamper  blev ganske vist slukkede, men dagslyset trængte ind, og deres herre bad dem blænde vinduerne med kajakskind og så blev der fuldstændig mørkt inde i huset. Og da det var bleven mørkt sagde han: "Lad os nu spise med dem fra himlen, og ligesom de skulle til at spise gik tallerkenen i stykker, og så havde de ikke noget at spise af. Da det var sket sagde Matias: "Luk øjnene og gå ud ved elven og drik vand, uden at standse på vejen." Så gav de sig til at gå ud, ganske lydløst.

 

Blandina, mor til den, der har fortalt om dette, var også med, men så snart hun kom ud åbnede hun øjnene, men den der rådede inde i huset sagde, idet han skældte dem ud: "I må ikke lukke øjnene op før I er nået hen til elven hvor I skal drikke." Og så gik de. Men da de alle havde drukket vendte de tilbage igen og de hørte en stemme ovenfra - det var nok Bêbe / Biibi: "Hvor er I henne?" Uden at svare gik de alle ind, men Biibi blev ? og gik ind og sagde: "Det kan nok være at I pjanker her," og satte sig ned på bordet (kufferten?, BS)

 

Mens de således var forsamlede begyndte Matias' søster Jonur (Salomè), som sad på brisken - græde forfærdeligt, og hendes bror kom hen og spurgte, hvorfor hun græd sådan, og hun svarede blot: "Hunden," og hendes bror spurgte da de mennesker han besøgte: "Har I hunde her?" Og de svarede ham, "nej vi har ingen hunde"; en sagde så: "forleden blev en hund dræbt og benene, som skulle kastes ud ligger her endnu, det er alt." - Han sagde da, at de skulle bringes ud. Og da hun var ved at gå ud med benene havde Blandina, denne histories fortællers mor, gået ud med dem, og Matias havde slået sig på låret og sagt: "ssê - ssê (?) spild det ikke, du må på ingen måde spilde. Så var hun gået med hende ud til møddingen, hvor det skulle kastes. Og da hun kastede det på møddingen, skal Matias have sagt, idet han gav ?suling? kraft: "Du er fra havet, du er selv fra havet, du skal sænkes ned der hvor havet er dybest." Og så gik han fra hende. Men hun der græd fik det ikke bedre.: så havde Matias taget noget gammel urin der stod foran vinduet og smurt hende om munden, og så holdt hun op at græde.

 

Og en anden aften da de var forsamlede blev de prøvet, idet de blev som døde og faldt om på briksen. Længe trak de slet ikke vejret - det samme havde Matias selv gjort, - og da han ikke havde trukket vejret meget længe sagde han: "nå, nu skal nok verden forgå." Så begyndte de der var inde i huset at ryste af rædsel og skrige. Fortællerens mor sagde nok, at da de begyndte sådan, blev de forfærdelig bange. Så sagde Matias som var ved at gå ud med sin kone: "Nu vil vi til himlen. Vent nu her." Da de var gået ud, gik de efter dem og så efter dem at de de gik op ad Kuummiut-fjeldene, som de blev hævet op. Mens de ventede der, gik Matias' søster  Lea frem og tilbage og holdt for øjnene med de foldede hænder. Når hun kom over en grav standsede hun lang tid. Og der var nok en hedningegrav i nærheden af huset. Blandina så efter sin lille stedfader, fordi hun var lidt ængstelig for ham, han havde gigt - og var dog på en eller anden måde kommen ud af huset - han kunne ikke en gang selv spise, men hans kone måtte hjælpe ham. Han holdt også hænderne foldede og rystede fordi han var angst. Og Biibi så, at han sad på sin stok, men han rystede jo så forfærdeligt, fordi han havde dårlige ben og ikke kunne gå. Så sagde Lea: "kom ind (?) og se på de to kære mennesker (Matias + kone må være kommet tilbage, BS ?) der fore til himmels."

 

Og da de kom ind sagde han (Matias ?): "Når I skal fare til himlen, så kast alt hvad I har inde i huset bort, ellers vil det bide jer. Og I skal vende hovedet bort når I kaster det væk. Og de gjorde det. Så bar de alt ud hvad de havde inde i huset, selv deres timmiakker (fugleskindspelse / overtøj) kun iført undertøjet. Da de sad og sukkede hørte de nogen komme ind, og der kom en ind (uden en sort plet) helt hvid af sne og sagde: "jeg vil ha' mine hundeskindskamikker og mine kamikstrå skal tages ud, da jeg ikke kan hæve mig op, I skal heller ikke h' strømper og timmiak og kamikstrå, blot kamikker." Så gik han ud og de gjorde som han sagde. Sådan gik de ude i fygevejret, skønt det var bitterlig koldt hele natten. Og sådan kom de alle ind, Matias og hans ? smilende, og han sagde "Det gamle fjols til Susanne, min mor har narret os. Himlen skal slet ikke forgå nu, først om tre år."

 

Efter dette skete der intet særligt mærkeligt, så jeg slutter her. Og her er også svar på alle dine spørgsmål. - Jeg har spurgt ud om Jesu stok men jeg har ikke fået ordentlig besked på det og har ikke omtalt det. Matias begyndte altså da han sørgede over sin moder, Susannes død. Han blev jo kalddt den kærkomne af sine forældre. Men folkene fra "Hapakuk" / Habakuk kaldte ham den lille tønde. Hvorfor han fik det navn har jeg omtalt. Hans søskende kaldte ham indbyrdes for Jesus, og da jeg spurgte dem hvorfor, kunne de ikke svare mig herpå.

 

Hist: Matias' kortvarige profetbevægelse foregik ifølge Rink, Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, I: 367, i vinteren 1853-54, og til stor forfærdelse for de herrnhutiske missionærer i Frederiksdal / Narsarmijit. Om det videre forløb se: Rink 1857: Grønland geographisk og statistisk beskrevet, II: 288-289. Matias kaldes her Matthæus eller Gabriel, som blev et andet tilnavn. Et tredje var åbenbart Jesus, mellem søskende, men om det var seriøst eller ironisk ment fremgår ikke. Forklaringen på øgenavnet, den lille tønde, Napartannguaq, virker noget påklistret. Heller ikke kommentatoren har åbenbart taget den for gode varer med sit tilføjede gæt: fyldebøtte?

Fortællingen er en tredjehånds beretning, fortalt af en deltager / et  øjenvidne til sin søn eller datter, der har fortalt den til nedskriveren. Denne har formentlig nedskrevet skildringen lidt senere, efter hukommelsen. Men den stemmer i hovedtræk ganske godt overens med Rinks referat af begivenhederne.

På det mere sagnagtige plan møder vi hele to gange et ekko af fortællinger om de mindste dværge (se Rasmussen  Mákutôq), der kan skaffe sig en bane af havblik i storm på havet i kajak. Både kajakposten og Matias' konebåd kommer frem på samme vis og posten er endog så urokkelig sikker i sin kajakbalance, at han slet ikke kan kæntre. Myten om Moses der skilte vandene under Exodus kan naturligvis have smittet af på begge fortællinger, men ideen om en vej eller rute uden vanskeligheder / hindringer er gedigen traditionel. Den nævnes bl.a. i Poul Egedes referat af myten om angakkoqens / åndemanerens hjemrejse fra Havkvinden og i klar modsætning til udturen, der har talrige forhindringer.

De mindste dværge er desuden forfærdelig bange for hunde, ligesom også hunde flere gange spiller en ildevarslende rolle beretningen om Matias. De hører havet til, understreger han, i modsætning til hans eget forehavende: en himmelfart fra nærmeste klippetop og senere, alles forventede himmelfart i undertøj og uden kamikhø i hundeskindskamikkerne. En forestilling om dødsrigets døde, der ved navneopkaldelse kommer tilbage som hunde, kan også spores i en østgrønlandske tekster. Men dette dødsrige havde missionærerne udnævnt til kristendommens helvede, hvorfor Matias selvfølgelig må afskrive sig enhver forbindelse til den verden.

Udbæringen af alle genstande fra husrummet er en klar gentagelse af ritualer ved død og evt. ved en vanskelig fødsel. Matias' idé om, at de kan bide, associerer endnu engang til hunde.

 

Af andre profetbevægelser er Habakuk - "sværmeriet" og og den der udgik fra Maria fra Tasiusaq, de bedst kendte. Fortællinger herom findes i denne base - med kommentarer.

En halvvoxen fyr

Print
Dokument id:1833
Registreringsår:1860
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2488, III, 4'
Fortæller:Nikolai
Nedskriver:Rosing, U.
Mellem-person:Rosing, U.
Indsamler:Rink, H.
Titel:En halvvoxen fyr
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 69v - 70h, nr. 324
Lokalisering:Illutuaarsuk: Sydøstgrønland
Note:

Renskrift tillempet nudansk stavemåde af Rosings nedskrift på ældre dansk. (En nedskrift på grønlandsk findes ikke):

 

En halvvoksen fyr var stedse meget ulydig. Faderen forholdt ham ofte at skikke sig godt; men uden nytte. En af husfællerne fangede en dag en hvalros. (her mangler muligvis en el. to sætninger, BS) Kniven var noget sløv for knægten, hvorfor han gik ned til stranden for at slibe den. Faderen sagde ham, idet han gik, "pas på, kommer du ned til stranden vil hvalrosserne føre dig væk og ud i søen." Drengen gik alligevel, og virkelig kom en hvalros i hans nærhed, tog ham med forlabberne (forlufferne) og førte ham ud i vandet. Når drengen mærkede at han var nær ved at kvæles kom hvalrossen trolig med ham op i vandskorpen, og således blev det længe ved, indtil han mærkede at han meget længe var i stand til at være nede i vandet, ligesom han også så at han havde hvalroshud over sig. Hvalrosdrengen blev endnu holdt af hvalrossen og det mest ved vandfladen. Den første spurgte den anden om han ikke kunne dykke når han lystede. "Ja, prøv derpå", svarede hvalrossen. Drengen forsøgte at skære vandfladen for at dykke, men kunne ikke. Hvalrossen spurgte nu om han ville gå ad himlen til op af horisonten, da drengen herpå svarede: "Nej", kunne han uden besvær dykke og kom i følgeskab med den anden ned på havets bund. Hvalrossen gik snart efter op imod stranden og hentede tang, som den bragte hjem med sig. Hvalrossen påbød drengen også at hente tang for at skaffe tilveje for ungerne. Da han havde spist sig mæt svømmede han op mod stranden; han trak i tangen, men hver gang gik den tilbage fastholdt af leret så han ikke var i stand til at få noget deraf, hvorfor han gik hjem og beklagede sig for hvalrossen. "Gå atter", sagde dyret til ham, "hvis du ikke kan hale tangen løs, så luk blot øjnene til og giv lyd som os: "Ork! ork! ahohoh!" Drengen kom således atter til tangen og fik en del ved at gøre således som der var påbudt ham. Med forlabberne bragte han en portion hjem, efter selv at have mættet sig.

       Imidlertid blev vor unge ven ked af at være hvalros længere og blev i et nu til en ulk forvandlet. Som denne forvandling skete med ham lo han hele tiden; han blev så træt af den stadige latter og derfor også ked af denne stilling i samfundet hvisårsag han med eet blev til en sortsidet fed sælhund, men da han ikke syntes om den føde som disse sælsorter tage til sig hørte han også op med at være en sortside. En klapmyds blev han nu; der var så megen sorg og ærgrelse med parringen, og blev han ked heraf; men så blev forvandlingen til en spraglet sælhund. Han havde i denne stilling ikke anet at der eksisterede så megen slags mul (de mulede vel hinanden, BS)  imellem broderskabet og blev træt heraf. Hans natur forandredes til, efter en stakket stund, en gammelagtig uksuksæl (remmesæl). Som så denne blev han ret længe ved at være, da ussuk'erne var så fredelige; imidlertid opdagede han omsider at de var så dorske og kedsommelige, hvorfor han gik ud af sit gode, solide skind og forvandledes til en ordinær fjordsæl. Som en ung sæl kom han således ofte til landet og legede i fjorden. En dag opdagede han en del kajakker som forfulgte en af hans lige og de fik den også; "Hvor den var dum", tænkte han ved sig selv, "mig skal de såmon (sic.) ikke så let få fat i; men i det samme blev han harpuneret af en kajakmand han slet ikke havde øjnet for solens skær på vandet. Det gjorde dygtig ondt da han fik pilen i sig, men uagtet kajakmanden anså ham for død, da han lavede til at bugsere ham, syntes han at føle sig fuldt ilive; hvorledes det end så gik med porekniven (? sylen ?) igennem qvorken (halsen) på ham at få remmen fat deri. - Han blev bugseret og tænkte og tænkte han: "Ja, når de hale mig på land så vil jeg nok opgive ånden." Imidlertid da han blev ophalet blev det dog ikke anderledes med ham, han kunne ikke dø. "Ja, flænser de mig, så er jeg væk"; det varede ikke længe førend flænsningen gik for sig, men af med sjælen kunne han ikke komme; ligeledes da han blev skåret over i småstykker og lagt i caluprinten (? kogekarret ?) for at koges, han mærkede alligevel at han var til. Han tænkte og tænkte atter: "Ja, bare de nu ville kaste mine ben i søen og ikke på møddingen." En lile pige tog de afpillede ben af ham og kastede dem virkelig, efter hans ønske, ud i søen. Og i samme øjeblik som dette skete stod han, som for en rum tid siden, ved stranden med sin kniv i hånden og gik op i huset. Fra den tid var han sin fader mere lydig.

 

Hist.: En temmelig speciel (moderne) version af "Sjælen, der gennemvandrede alle dyr", hvor forvandlingen fra en dyreart til en anden her betragtes som en opdragelse til lydighed (ifølge det kristne bud: du skal ære din far og din mor), mens den i de traditionelle versioner primært opfattes som inuits kilde til viden om de forskellige dyrearters vaner. Drengens tilbage-forvandling til sig selv burde ifølge traditionen desuden være foregået gennem en kvinde (oftest en, der endnu ikke havde kunnet få børn), der havde genfødt ham som menneske, hvorefter han, omend efter en lang gråd, ville få sit tidligere navn igen.

 

Var.: Navagiaq; "sjælevandring"; "navnevandring"; arnattatoq / Arnattatoq.

 

Tolkning: af udsagnet om at komme til himlen via horisonten. Dette ville ske, hvis han som hvalros fortsatte med at svømme udefter i overfladen. Ved horisonten gik vejen til himlen, og hvalrosser forbindes traditionelt både med dybet og med denne vej. I traditionelle versioner af fortællingen er horisont og/eller et punkt på himlen det sted, som hvalrosser bruger som forestillet afsæt til at dykke helt ned på havbunden.

En historie der blev til fortællingen om Aariassuaq

Print
Dokument id:60
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:En historie der blev til fortællingen om Aariassuaq
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 321 - 323
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 113 ss. 620 - 621.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 321 - 323: Oqalualaarut oqaluttuanngortoq Aariassuarmik.

 

Resumeret oversættelse i Rink 1866-71, II: nr. 51.

Samme resumé trykt i Rasmussen, Knud 1981: Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, II, ss. 96 - 98.

 

Resumé:

Ariassuaq er en dygtig fanger, en omgængelig mand og gevaldig god til at synge nidviser. Da ingen kan måle sig med ham i fangst, må han ustandselig i sangkamp med udfordrere, der vil afprøve hans evner, men altid taber til ham.

Fætteren Quaaveersuaq bor sammen med ham de sidste år, og de følges altid til sommerpladsen bag Kangaamiut ved Tasersiaq på rensdyrjagt. Alle andre tager et stykke videre mod øst, og alle udfordrer undervejs Ariassuaq til sangkamp. Men så bliver Ariassuaq syg, og Quaaveersuaq opgiver at komme på rensdyrjagt og må snart begrave Ariassuaq. Han sørger, og sorgen bliver ikke mindre, da han hører, at alle sangkampmodstanderne vil synge den døde på for at gøre Quaaveersuaq rigtig ked af det. Derfor giver Quaaveersuaq sig til at kalde på den døde i graven. Hver dag går der kortere tid, før den døde Ariassuaq reagerer, og til sidst kommer han op bare en fugl fløjter. Da så modstanderne en solblank dag kommer syngende undervejs ud i deres konebåde og istemmer Ariassuaqs egen sang, dukker han lynsnart og skrigende op af graven. Konebåden trækkes ind mod ham, og hele besætningen dør af skræk. Sådan går det med den ene konebåd efter den anden.

Næste sommer tar Quaaveersuaq med en masse andre ad en anden rute, hvor de skal bære bådene over en fjeldryg til Tasersiaq, og da han af længsel efter Ariassuaq atter sætter sig grædende ved hans grav, begynder den kendte summen dernedefra. Alle flygter af sted op ad en høj skrænt, Quaaveersuaq sidst, og den døde er nær ved at indhente dem, da de krydser Saqqaq-elven til fods og derved redder sig. Elven kan den døde ikke forcere. I lejren kan de længe høre ham på afstand, men til slut forstummer han.

 

Aron kommenterer, at fortællingen stammer fra Kangerlussuatsiaq og er genfortalt af Hintrik, der bor hos herrnhuterne. Aron har selv stået ved Ariassuaqs grav.

 

Hist.: Det er dog næppe en historisk fortælling. Den er vidt udbredt i det meste af inuit-området. Men den er altså her blevet lokaliseret til en grav, hvor muligvis en dygtig nidvisesanger ligger begravet.

 

Var.: Aarääituaq, Aariaassuaq / Aariassuaq

En historie om en gammel ungkarl. Eller: ham som kun var qilaamasoq

Print
Dokument id:42
Registreringsår:1868
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:En historie om en gammel ungkarl. Eller: ham som kun var qilaamasoq
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 480 - 484
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, V, 4' nr. 207 ss. 1021 - 1026.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove: "Taama allattunga, Aron", 1999, II: 480 - 484: Oqaluttaq Nukappiatoqqamik. Imaluuniit: Qilaamaannartumik.

 

Dansk oversættelse i Rink 1866-71, II, nr. 61.

 

Resumé:

En stærk og dygtig mand bor alene med kone, spæd datter og barnepige. Han er overordentlig gæstfri og gavmild, når folk fra nabopladsen i syd sulter og kommer på besøg. Men da hans lille datter en nat bliver røvet, fordi begge forældre og barnepigen er faldet i søvn, får naboerne sydfra slet ingen mad. Manden har hentet dem og deres angakkoq / åndemaner for at finde årsagen til barnets forsvinden. Men angakokken kan intet finde ud af og må rejse hjem med sine fæller uden mad. Da ror manden endnu længere sydpå og kommer tilbage med en gammel, værkbruden  ungkarl på krykker i en elendig kajak. Hans fæller håber han dør af udflugten. Men denne, skønt han kun kan qilaneq / åndefiskning / divination, finder ud af, at Amaarsinniooq har røvet hende. Sammen tar han og manden ind i bunden af fjorden, hvor den gamle lader manden ro hjem og komme tilbage de seks dage senere, han vil være om turen ind til den østligste nunatak i indlandsisen. Og det tager den stakkels mand, hvis ben hele tiden knækker under ham, tre dage at komme derind, hvor han til slut må bruge en tryllesang for at få Amaarsinniooq til at sove så fast, at han kan komme af sted med barnet. Han er næsten nået uden om revner og andre forhindringer i isen til land, da Amaarsinniooq haler ind på ham og putter både ham og barnet i sin amaat / rygpose. Endelig husker den gamle, at han har hjælpeånder. Først tænker han på Stenkasteren, der straks kommer og kaster en sten i hovdet på Amaarsinniooq, der bare fniser, mens den gamle dukker sig i rygposen. Dernæst tilkalder han sin falk, der hugger hende i hovdet. Begge hjælpeånder fortsætter angrebet, den fnisende Amaarsinniooq falder mere og mere sammen og mærker det ikke, da den gamle hopper ud med barnet og endnu engang starter hen over isen. Hans vært kommer ham i møde på den sjette dag, tager lykkelig barnet med på en hurtig hjemtur til dets mors bryst. Men barnet bliver ikke sig selv igen. Da den gamle endelig kommer tilbage, holder han endnu en qilaneq-seance og opklarer, at barnet sjæl endnu er i Amaarsinniooqs hætte. Han henter den - det går hurtigere denne gang - holder endnu en seance og sætter sjælen på plads, barnet antager sin tidligere væremåde (bliver sig selv igen), og den gamle får både barnepigen til kone og en konebåd / umiaq i belønning.

Nu ærgrer hans gamle bopladsfæller sig dernede i syd.

 

Var.: Tunerluk (to versioner); Angangujuk; Amaarsiniooq; Amarsissartoq; Innersuanut mingaatittoq; Meddr. Grønland 109(1), ed. by H. Ostermann, 128; Matakatak; Makataták. Oftest er det indlandsboere, kæmper, der stjæler barnet.

 

Kommentar: Man bemærker at denne gamle angakkoq, der kun kan divinere / spå ved qilaneq, har hele to hjælpeånder, der tilmed kan forsvare ham. Kompositorisk giver det den komiske kontrast mellem en angakkoq, der kan flyve på åndeflugt over vældige afstande, og så denne værkbrudne stakkel, der må vakle den lange, lange vej til nunatakken og på tilbagevejen endog to gange over indlandsisen.

 

En historie om en talende alk

Print
Dokument id:81
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:En historie om en talende alk
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 391
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 136 ss. 688 - 689.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 391: Oqaluttuaq appamik oqluumasumik.

 

Dansk resumé i Rink 1866-71, II, nr. 94.

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 106 - 108.

 

Resumé:

En sydlænding, der har hørt om en alk langt mod nord, der kan tale, rejser med sin familie langt, langt mod nord, hvor omsider folk på stedet bekræfter rygtet, og husherren lover at tage ham med derhen. Mange dage må sydlændingen bare følge med på fangstture, men en klar solskinsdag skal det være. Dybt inde i en fjord på et fuglefjeld kommer en alk uden skind fra øjne til nakke ud på en hylde, da værten banker på sin kajak, og siger: Nordfra og sydfra kommer de til mig. Gæsten bliver bleg, mister balancen og synger på alkens melodi, at så var der alligevel en alk, der kunne tale. Herefter kæntrer han og drukner, fordi værten er dybt irriteret over, at gæsten har rejst så langt for den slags.

 

Var.: Kuta, den vantro; oqalugtuaq Nakasungnaq; Tømrerens tre døtre; Apparluk;

 

Kommentar: bemærk at gæsten mister balancen af skræk

En historie om folk fra Qilanngaq

Print
Dokument id:142
Registreringsår:1868
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:En historie om folk fra Qilanngaq
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 476 - 479
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, V, 4' nr. 201 ss. 1003 - 1007.

Kort dansk resumé i Rink: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, II: nr. 103.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

"Taama allattunga, Aron", 1999, II: 476 - 479: Oqalualaarut Qilanngarmiunik.

 

Resumé:

Stormanden Makorsi på bopladsen Qilanngaq nær Qeqertarsuatsiaat / Fiskenæsset har mange børn, alle sønner, med sine tre koner, hvoraf han dog altid bare sender den tredje, Kumak, som han ikke elsker, på ammassætfangst i forsommeren. Her føder hun hans første datter, hvorefter hun bliver hans yndlingshustru og hentes hjem til bopladsen, mens førstekonen må udfylde hendes plads på ammassætpladsen. Datteren vokser til, bliver smuk og meget arbejdsom, og storebrødrene elsker hende højt. Men hun bliver ramt af hekseri, idet to vandkalve er puttet i hendes drikkevand. De æder hende op indefra og fortsætter tilmed fortæringen efter hendes død i graven, hvorfra de spadserer ned i vandet igen.

En dag kommer tre af bopladsens mænd ikke hjem fra fangst. Man mener, at et piratskib har snuppet dem.

Engang er Makorsi med alle sønner, svigersøn og andre mænd fra bopladsen på fangst, hvor de overraskes af en fralandsstorm. Kun Makorsi er behændig nok til at ride stormen af. Det beskrives i detaljer hvordan. Men for at redde sig selv må han skære sine tværremme over, først for, så bag, fordi hans svigersøn er faldet ud af sin kajak og hager sig fast i dem. En meget gammel mand i laser og en elendig kajak klarer sig dog også igennem. Herefter fanger Makorsi endnu ivrigere end før for at forsørge de mange kvinder, både drægtige sæler, som han rammer i snuden og store hansæler.

En aften han er faldet i søvn straks efter hjemkomsten, prøver en stor, tatoveret arm fra under briksen at trække ham ned under den. Makorsi stritter imod, men må til sidst vække sin kone, der skærer fingrene af uhyret. Det er Amaarsinniooq.

Fortælleren Hendrik tilføjer, at det var dengang stormen tog de mange kajakmænd og befolkningen i Qilaanngaq, der havde mistet alle deres mænd, måtte spredes.

 

Hist.: Delvis historisk fortælling bygget over den storm Hendrik omtaler til slut. Svær at tidsfæste idet Makorsi, hvis det var hans dåbsnavn, næppe har haft lov til at holde tre koner. Men det kan enten være en afdød mands dåbsnavn, han har fået, eller også er han selv blevet døbt i en høj alder.

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

       

Kommentar: Episoden med svigersønnen, som Makorsi skærer sig fri fra, falder ikke ordentlig på plads i fortællingen, idet Makorsis eneste datter jo er død. Den kan være tilføjet af kompositoriske grunde, idet en stor begivenhed forudskikkes af en i mindre format: Afskæringen af svigersønnen forudskikker afskæringen af Amaarsinniooq. Og de tre mænds udebliven forudskikker de mange kajakmænds undergang i stormen.

Amaarsinniooq røver oftest kun små børn, men kan også træffes som voksen-

røver.

En historie om nogen som blev overrasket af storm

Print
Dokument id:64
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:En historie om nogen som blev overrasket af storm
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 334 - 335
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 117 ss. 614 - 615.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 334 - 335: Oqalualaarut pitoraassanik.Dansk resumé i Rink: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, II: nr. 91.

 

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 79 - 80.

 

Resumé:

En flok kajakmænd fra Kangeq bliver overrasket af en kraftig sydvest. De råber Uaa til hinanden for at holde sammen, men flere af dem ender forskellige steder, inden de kan vende hjem. Kun een kajakmand kommer ikke hjem. Det viser sig, at han var blevet blindet af kulden, der har frosset hans øjenlåg fast. Med mellemrum afkoder han vindretningen på sin vædede pegefinger og får styr på sin roning. Han havner i nord nær Napasoq, hvor to kajakmænd opdager ham og kommer ham, til hans store lettelse, til hjælp, men da de hører at han er fra deres gamle fjenders boplads, Kangeq, slår de ham uden medlidenhed ihjel. Bare fordi han var fra Kangeq, tilføjer Kangeq-boen Aron.

 

Hist. Ifølge Arons kommentar dateres begivenheden til efter angakkoq'en  (åndemaneren) Imaneqs omvendelse i Pisuffik, dvs. efter 1768, hvor nogle af hans tilhængere flyttede til Nuuk og andre til Napasoq.

Ifølge H. C. Gulløv, Arctic Anthropology Vol. 23, 1986, der er en etnohistorisk analyse af begivenhederne, boede der i 1768 to slags folk i Pisuffik, dem nordfra og de andre fra Kangeq hvortil Imaneq hørte. Da Pisuffik snart efter affolkedes, drog dem fra nord til Napasoq og dem fra syd til Nuuk. Der er åbenbart et (muligvis opdigtet) modsætningsforhold mellem de to folkegrupper, der er kommet til udtryk i denne fortællings hævndrab, som den kristne Aron opponerer kraftigt imod.

Blodhævn.

En historie om nogen som fik fnat

Print
Dokument id:72
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:En historie om nogen som fik fnat
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 363 - 364
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 126 ss. 658 - 660.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 363 - 364: Oqalualaarut kilalersumik.

 

Dansk resumé i Rink 1866-71, II: nr. 93

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972:136 - 138.

 

Resumé:

En ældre mand bor med to små sønner (og kone) et lille stykke fra en folkerig boplads. Faderen mangler skind til kajakker til sine sønner, men de bliver efterhånden behændige rypejægere og kan forsørge deres forældre. På den folkerige boplads bliver man ængstelig for, at de ferme drenge vil tømme hele området for fangstdyr, når de vokser rigtig til. Derfor forhekser deres ældste kvinde drengene, så de får udslet over det hele af fnat og må holde sig hjemme.

Nu må faderen igen ud i kajak, men han kommer ofte tomhændet hjem. En dag ror han helt ind i fjordbunden, går i land og halvvejs ud på en landtange i en sø. Her flyver pludselig en islom op og anklager manden for at ville stjæle dens dejlige store æg. Nej, det vil han rigtignok ikke. Men han leder efter et middel mod sine sønners fnat. Det skaffer islommen ham ved at dykke et par gange til søbunden, hvorfra den kommer op med en laks. Dens lever, der præcis rummer smørelse til to drenge, skal han smøre dem med. Og de skal spise alt fiskens kød.

Han retter sig ganske efter islommens råd, drengene bliver raske igen, og faderen råder dem til at gå til fjelds og kalde på Kraftens Herre, en slags ræv i overstørrelse med en lang hale. Da den ankommer vikler den først sin hale om den ældste og slynger ham hen af jorden. Drengen tumler af sted. Tredje gang kan han lande på fødderne og hoppe til farten går af. Lillebroderen får samme omgang, og begge føler sig nu eventyrligt lette i kroppen. De er blevet bomstærke.

Siden sker der dem intet ondt, og de forsørger deres gamle forældre til det sidste.

 

Kommentar: Når islommen dykker flere gange er det muligvis for at få en laks i netop den størrelse, der gør at der intet vil blive tilovers af leveren til smørelse.

Bemærk episoden med Kraftens Herre, der ellers 'hører hjemme' i fortællingen om Kaassassuk.

En pige der giftede sig med et udyr

Print
Dokument id:406
Registreringsår:1864
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, VI, 4'
Fortæller:Gamle Sahra
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:En pige der giftede sig med et udyr
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 179h - 180v
Lokalisering:Sydøstgrønland
Note:

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 16 ss. 89 - 90 har Rink sammenstykket flere varianter inkl. denne. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 11, pp. 143 - 145: The Faithless Wife.)

 

Nedskrevet af Rink på dansk:

Et par gamle ægtefolk havde en datter, som var så smuk, at flere unge folk strided (? stredes ?) om at anholde hende; men faderen, som hed Uutaffak (også Tartuki / Tartuqi ?), var mægtig og stærk i sin gamle alder, frygtedes af alle, da han var megen (?) på holdende på sin smukke datter. Hvergang der kom friere til datteren vankede prygl og klagemål, og den gamle var altid den sejrende; derfor, imod deres vilje afholde de unge folk (sig) fra den smukke pige. Den rigtignok giftelystne datter hørte altid med vemod når den gamle far afslog en smuk ungkarl, (efter)som hun havde stor lyst til ham som mand. Tilsidst var hun så ked af det, at hun ville bedrive utugt med hvilkensomhelst. Endelig fattede hun en beslutning, at hun (nemlig hun har hørt, da hun var barn, at store indsøer altid har en beboer) ville forsøge på at gå op til en indsø som var bag ved et stort fjeld og muligen deraf kunne fordrive sin store giftelyst. En smuk morgen, da alle mandfolk gik på fangst, gik hun, efterat hun tog sine stadsklæder på, til den indsø, og da hun kom til kanten af denne, råbte hun: "mandlige lem, mandlige lem, kom dog op, jeg længes meget efter dig!" Således gjorde hun i flere dage. Faderen, som anede at der var fare på færde med datteren, da hun hver morgen pyntede sig, spurgte sin kone: "Hvorfor går vor datter ud pyntet hver morgen?" Konen, der ikke vidste (?) sin datters ad(?) adfærd passede på sin datter, og fortalte sin mand (uklart).

En morgen (da faderen) tilsyneladende gik på jagt, kom han i land lidt afsides af beboelsespladsen, og passede på sin datter hvor hun gik hen. Imedens han i skjul blivende (forholdt sig i skjul) kom datteren med hele sin pynt og gik til den omtalte indsø. Da hun kom dertil, råbte hun højt: "mandlige lem, mandlige lem, kom dog op, jeg længes meget efter dig!"

Om aftenen, da al den tildragelse (var) gået for sig, kom en yndling (yngling?), som (hed?) Qiipu (og) som var berømt for dygtighed i fangst og i angakkoq-dygtighed og spurgte, at (om?) han ikke ville overlade sin datter til ham - svarede han: "Siden min datter har drevet utugt med udyret, har jeg nu (ulæseligt ord) påholden på hende.

 

Var.: Søg på penis; Enkelte Kivioq versioner; Holtved: The penis of the lake.

Kapisiaq som havde uheld med sine koner (første episode).

 

Tolkning: Bemærk parallellen mellem søens penis og den isbjørn i indsøen som den østgrønlandske angakkoq / åndemaner - lærling kalder frem, og som æder ham: Søens bjørn / isbjørn; indsøens bjørn / isbjørn, ferskvandets bjørn / isbjørn; søens troldbjørn.

En rigtig lille forældreløs

Print
Dokument id:94
Registreringsår:1859
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:En rigtig lille forældreløs
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, I
Tidsskrift:
Omfang:ss. 143 - 146
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. eksisterer ikke længere.

Afskrift af orig. håndskrift: NKS 2488, II, nr. 115 ss. 338 - 346.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove: Taama allattunga, Aron, 1999, I: 143 - 146: Oqaluttuaq iliarsoqqik.

 

Forkortet oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 58.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 47, ss. 281 - 286.

 

Resumé:

Forældrene til en lille dreng dør. I det store fælleshus tager den ene familie efter den anden drengen til sig som plejesøn, men smider ham ud efter nogen tid, fordi han skider og tisser alt for meget.

Til slut tager en enke med en stor søn ham til sig. Han har også en anden ven, en voksen mand uden kajak, der dagligt træner ham i løb uden døre.

Et efterår kommer vinteren tidligt, man sner inde, alle sulter og lamperne slukkes en efter en. Enken deler ud af sit lille forråd af ammassætter og spæk, og den forældreløse er til slut den eneste, der magter at bevæge sig udenfor. Han må grave sig ud. Efter nogen tids løbetræning lykkes det ham efter en hel dags forfejlede stenkast at få ram på en ryle, en strandryle. Denne førstefangst deler enken mellem dem alle. Næste dag er det to ryler, osv. De ægtepar, der har smidt drengen ud, ærgrer sig grusomt, og det gør de hver gang han herefter vender hjem med en ny førstefangst: ryper, en lille netside fra en våge langt ude i isen, så en sortside, en større sortside og derefter dagligt to sortsider. Da han begynder på vågefangsten er hans løbetræningskammerat forsvundet, og til denne fangst låner han redskaber af sin stedbror, der skærer dem ned i størrelse.

En dag ude ved vågen overfalder en snestorm fra indlandet ham. Ude af stand til at se havner han langt sydpå, fordi vinden ubemærket er drejet om i syd, og han holder retningen mod vinden (mod østenvinden ville han således være nået stik hjem). I hus her i syd sulter man og han giver dem sin ene sæl. Det var rart, siger plejemoderen, der selv altid deler al mad ud: Således vil du blive ved med at fange.

I den sidste episode angribes han ude på isen af en stor isgroet bjørn, der forfølger ham til et isbjerg, hvor han løber rundt og rundt med bjørnen efter sig. Han er dog hurtigst og kan hugge sig en hule ud i en del omgange, gemme sig der og bombardere samme sted på bjørnens isdække med isstumper, hver gang den løber forbi. Til slut er der hul ind til pelsen, hvor han kan ramme den med lansen og få has på den.

Hjemme igen med et stykke af kødet inviterer han alle de stadig ret afkræftede fæller til at følge sig ud til parteringen næste dag. Flere sniger sig derhen om natten. Dem finder man døde undervejs derud næste dag.

Alle de andre mindre grådige redder den forældreløse således fra sultedøden.

 

Var.: Iteqitilik; (den forældreløse dreng der redder hele bopladsen med sine småfangster er et yndet motiv).

 

Kommentar: Den kajakløse løbetræner skildres som en husfælle, men da han jager fugle sammen med den forældreløse og det kun er drengens bytte, der bliver delt ud, er løbetræneren snarere en landånd, der bor i nærheden, og som åbenbart ikke skal nyde noget af at komme med ud på isen. Det er typisk for landånder i Østgrønland at de aldrig vover sig ud til havs. Og såvel i Øst- som Vestgrønland kaldes indlandskæmperne de 'kajakløse'.

En sandfærdig fortælling

Print
Dokument id:90
Registreringsår:1858
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Beck, Albrecht
Nedskriver:Beck, Albrecht
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:En sandfærdig fortælling
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, I
Tidsskrift:
Omfang:ss. 202 - 203
Lokalisering:Sisimiut / Holsteinsborg
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. eksisterer ikke længere.

Afskrift af orig. håndskrift: NKS 2488, II, nr. 179.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

Taama allattunga, Aron, 1999, I: 202 - 203: Oqaluttuaq ilumoortoq.

 

Oversættelse i Rink 1866-71, I: nr. 85: Den store bueskytte hævner sig på Serquilissaq / Seqquilisaq.

 

Resumé:

En familie fra Sydgrønland rejser nordpå og slår sig ned på en boplads, hvor mændene under en isbjørnejagt dræber manden. Morderen, Seqquilisaq giver den myrdedes lille søn kniven ved hjemkomsten og meddeler ham drabet. Drengen siger intet til sin mor. De får lidt mad at overleve på af andre på slutningen af vinteren og rejser så atter sydpå, hvor drengen forsyner moderen med lidt ryper og med årene får trænet sig op til en habil bueskytte. Velvoksen tager han tilbage med sin mor nordpå. Her finder de kun morderen med sine to koner tilbage på bopladsen, og da det en morgen lykkes den unge mand at komme først op, udfordrer han morderen, der får skudt alle sine pile af uden at ramme, og selv bliver ramt meget præcist af to pile på vej ind i husgangen. Derefter fortæller den unge mand sin mor om baggrunden for hævnen. Senere møder de deres fjender længere mod syd under en renjagt ved Isortuarsuk-fjorden (bifjord til Nordre Strømfjord), hvor en af fjenderne, en tosse, opfordrer den unge mand til at ramme sig med bue og pil. Han vægrer sig, men opfordringerne kommer også fra de andre, der ikke tror, at han kan ramme. Det gør han så, tossen falder død om på stedet, og imponeret af den unge mands træfsikkerhed beslutter hans fjender at undlade hævnen og slutte fred. Den unge mand tager hjem og dør i høj alder uden at være blevet såret.

Efter sigende har det høje fjeld ved Isortuarsuup Tasia været kaldt Pisissaarfik, bueskydningsfjeldet.

 

Hist.: Rink understreger i sin note til fortællingen, at dette Pisissaarfik ikke skal forveksles med det andet i Godthåbfjorden, - som er knyttet til en fortælling om krigen mellem qallunaat (nordboere) og kalaallit (grønlændere). Selve episoden er dog ganske den samme og tyder stærkt på, at den har været en del af fortælletraditionen længe før, man hæftede den på den krig med nordboerne, som Egederne beskyldte grønlænderne for at have yppet. Se / søg på Kleivan 1982, og Thisted 2001: on Narrative Explanations. Scandianvian Studies vol 73(3): 253-295, der også refererer Jette Arneborgs undersøgelser..

Blodhævn.

En sørgelig fortælling

Print
Dokument id:123
Registreringsår:18231828
Publikationsår:1866
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Steenholdt, Wittus
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:
Titel:En sørgelig fortælling
Publikationstitel:Eskimoiske Eventyr og Sagn, I
Tidsskrift:
Omfang:ss. nr. 52
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Orig. håndskr. eksisterer muligvis ikke længere. Steenholdts renskrift: NKS 2488, VI, ss. 13v - 13h. Seminarieelevs afskrift: NKS 2488, II, 4', nr. 51.På engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 33, ss. 232 - 233: A Lamentable Story. Resumé:En gammel ungkarl irriteres over piger, der leger støjende i en bjergkløft med småbørn i amaaten, fordi de skræmmer sælerne væk fra det åndehul, hvor han er på fangst. Hans siger: "Bjergkløft luk dig!" Den lukker sig for oven, og børnene kan ikke komme op. Pigerne prøver at trøste de små med, at deres mødre snart kommer og henter dem. Men mødrene kan ikke gøre andet end at hælde vand ned, som børnene slikker af klippevæggen. De omkommer til slut alle af sult. Var.: En vidt udbredt myte, også i Arktisk Canada. I nogle versioner stiger den gamle til himmels som en stjerne. Nuerniagarnakasik; Inurudsiak / Hævn på Erkilik'erne.

En ufrugtbar kone der gifter sig med Malenen (?) / Månen

Print
Dokument id:407
Registreringsår:1864
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, VI, 4'
Fortæller:Gamle Sahra
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:En ufrugtbar kone der gifter sig med Malenen (?) / Månen
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 179v
Lokalisering:Sydøstgrønland
Note:

Version på dansk sammenstykket af 2 versioner inkl. denne i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 15, ss. 88 - 89.

Samme noget kortere på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 91, ss. 440 - 441: The Barren Wife.

 

Nedskrevet af Rink på dansk:

En mand, der havde en kone som var ufrugtbar, slog sin kone hver dag på ansigtet så at hun gik med blåt øje hver dag. Tilsidst skammede hun sig for disse brændemærker. En vinter, da alt (var) usædvanligt belagt med is, tænkte hun: "Siden jeg ikke kan skaffe min mand børn, måske jeg kan tilfredsstille ham med at hente vand." En aften i den stjerneklare himmel og månen skinnede klart, gik hun at hente vand; og da hun skulle til at øse i spanden (ud? brugte kajakskind) hørte hun sagte raslen af ?, hun troede det var vinden, og hun blev med at øse. Så siger en nær ved siden af hende: "Vil du følge med til "Malenen" (Rink: almindelig benævnelse for månen). Hun vendte sig om og så en ? (slæde?). Uden at betænke sig kom hun op og drog med ham op til Månen osv. (Resten af historien er fortalt ??).

 

Var.: Arnaaluk 50 - 52; Sahra 179v; The man in the moon and the entrail-snatcher; Kvinden hos Qaumatip inua;

Den resterende del af fortællingen ovf. kan læses i flere versioner: I dem alle bliver konen gravid med månen og sendes tilbage til jorden, hvor hun føder en søn. Månen hævder sin faderret til barnet. Undertiden lykkes det som i den version Rink referer i 1866-71, I, nr. 15, men ofte lykkes det ham ikke, fordi moderen bryder hans tabu mod at spise af sin mands fangster. Da dør både hun og sønnen. Sønnen kan også udvikle sig til asocial krakiler, som i "Månens barn" i Gustav Holms samling. Kun i Thule-området har man en rent positiv opfattelse af fortællingen, idet sønnen udvikler sig til en stor jæger (Holtved nr. 4; Rasmussen 1921-25, III: 50 - 52)

 

Kommentarer: Rinks håndskrift er til tider temmelig utydelig.

Ofte er det solen, der benævnes Malina i betydningen, den der følger efter. Men på sin vis er det rimeligt, at navnet i stedet gælder månen, der ifølge myten forfølger solen.

En uheldig rensdyrjagt i Kangerlussuaq og efterfølgende hændelser ved Nataarnivik

Print
Dokument id:221
Registreringsår:1860
Publikationsår:1997
Arkiv navn:
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:En uheldig rensdyrjagt i Kangerlussuaq og efterfølgende hændelser ved Nataarnivik
Publikationstitel:Fortællinger & akvareller
Tidsskrift:
Omfang:146 - 149
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 47h - 49v (Begyndelse mangler, ses i afskrift).

Publiceret transskription af orig. håndskr.: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 146 - 149: Aavariarneq ajutoorfiusoq Nataarnivimmilu.

 

Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 192.

H. Rinks oversættelse af afskrift: Rink, H.: Eskimoiske Eventyr og Sagn, I-II, 1866-71, I: 107.

 

Resumé:

En uheldig rensdyrjagt i Kangerlussuaq og efterfølgende hændelser ved Nataarnikvik.

Folk fra Narsarmiut og Kangerlusuatsiaq mødes med folk fra Amerloq ved Itillinnguaq i Kangerlussuaq, hvor de ustandselig inviterer hinanden på mad. Dernæst deler de sig (lidt uklart af teksten hvordan) og dem, der drager på renjagt sulter næsten alle ihjel, fordi den eneste ren, de fanger, er en lille blodfattig en. To steder i baglandet opkaldes efter hver sin person, der dør dér. Folkene fra Narsarmiut og Kangerlussuatsiaq har ikke lidt nød inde i fjorden (det siges ikke, om også de har været på renjagt), men narsarmiut har derefter fået nok af at tage ind i fjorden om sommeren og bliver nærmest bofaste ved kysten. Næste sommer tager færre folk ind i fjorden, hvor kvinder fra Eigils familie noget overdrevent besynger indlandet. Andre tager til Nataarnivik, hvor de blot fanger helleflynder og midt om sommeren får besøg af nordrejsende folk fra syd, Ajugaasaq og hans fæller. Fine folk, undtagen en enkelt krumbøjet pebersvend. Deres kvinder praler også en del. Deres angakkoq / angakok / åndemaner holder seance, men udånder under den og kommer ikke til live igen. Alle sørger, men den gamle pebersvend mest og helt forstyrret. Narsarmiutterne søger at berolige de sørgende med, at der jo intet er at gøre, andet end at begrave ham og sætte sin lid til de store gode menneskers (missionærerne) løfte om himlens salighed. De syr ham ind, stensætter ham og et par dage senere får han syet edderfuglevinger på ryggen. Han følger dem da også som en stor skygge, da de ror videre til Amerloq. Her henter straks en af de lokale en ung pige fra de nyankomne. Hun roses voldsomt for sin dygtighed af sin mor, men leveres hurtigt tilbage fordi hun viser sig at være en umulius.

 

Hist.: Uden tvivl historiske beretninger, der muligvis kan tidsfæstes (fra sidste halvdel af 1700- til første af 1800-tallet) vha. de mange navne, der er nævnt. Hvalfangsten ved Amerloq tiltrækker (stadig) grønlændere sydfra, men det ses ikke om det er den danske (ledet af Niels Egede) eller grønlændernes egen.

Kvindernes praleri er muligvis udtrykt i trommesange ved festligheder på disse mindre aasiviit, sommerlejre.

Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34.

Enkens hævn

Print
Dokument id:143
Registreringsår:1823
Publikationsår:1866
Arkiv navn:
Fortæller:Clementsen, Tobias
Nedskriver:Clementsen, Tobias
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:Enkens hævn
Publikationstitel:Eskimoiske Eventyr og Sagn, I
Tidsskrift:
Omfang:ss.159 - 161, nr. 49
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Orig. håndskrift: Rink NKS 2488, VI, ss. 165h - 167v;

Wittus Steenholdts afskrift: NKS 2488, VI, ss. 55v - 56v.

Seminarieelevs afskrift: NKS 2488, II, nr. 34.

 

På engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 32, ss. 228 - 232: The Widow's Vengeance.

 

Resumé af Rinks oversættelse:

Enkens søn, Kujannguaq / Qujannguaq får gang på gang afslag hos de mange brødre i det store nabohus, når han kommer for at få en mundbid af deres nyfangede dyr. En dag det drejer sig om det lækreste, en sæl, der har fældet, tager enken affære på sin søns vegne. Hun sætter sig på briksen og mumler. En edderfugl dukker op i deres vandspand. Næste gang er det en sæl. Tredje gang finder drengen en kajak med alt udstyr på gulvet. Moderen træner ham i både at ro, kæntre og vende rundt. De mange brødre følger efter den første dag, han ror ud til et isbjerg, hvor en isbjørn, han jager, har søgt tilflugt. Den ældste bror klarer ikke at bestige isbjerget, hvorefter Qujannguaq gør det, nedlægger bjørnen og kravler ned i sin kajak, og skønt en af brødrene, Sanak, påstår, at han har fanget bjørnen, bugserer Quj. den hjem. Hans mor og brødrenes søster tager imod på stranden. Søsteren kommer med en hånlig bemærkning, men bliver overvældende imødekommende med venlige kommentarer, da enken forærer hende halvdelen af bjørneskindet til et brikseskind og inviterer hele bopladsen på kogt bjørnekød. Næste dag fanger Quj. en sæl ved isbjerget og undgår et angreb fra de medfølgende brødre ved at væde munden med saltvand, som hans mor har rådet ham til. Sanak opfordrer til kaproning over et skær. Quj vinder i overlegen stil, idet han med en kajakvending undgår endnu et angreb fra brødrene. Da søsteren spørger efter dem, da han når i land, svarer han: "Hvorfor spørge efter dem, de mennesker har jo ingen forstand."

 

Enken inviterer alle på kogte bryststykker, skærer dernæst nyrestykket ud, hekser over det, forærer det til brødrene, og både Sanak og hans mor får en bid galt i halsen. Sanak dør af kvælning. Da enken kommer ind til dem, beskylder den ældste bror hende for at have dræbt ham og støder husstøtten om (måske er det omvendt den ældste bror, der kommer ind i enkens hus og søger at lægge det øde i stedet for familiens eget hus, BS). Enken rejser støtten igen og får derefter skåret både for- og bagsnippen af på sin pels. Da hun fortæller sin søn uden for, at nu er to af brødrenes familie døde (hvem er den anden ? bs), springer de af glæde frem og tilbage over båden, men hun falder og knækker ryggen. Med noget snavs fra sin mors rum under briksen, som han kaster mod brødrenes hus, dræber Kujannguaq dem alle undtagen søsteren, der går qivittoq.

 

Kommentar: En grum fortælling om misundelse, mord og blodhævn, der tilsyneladende hverken er let læselig eller vel fortalt.

 

Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.

Erdlaversisortoq / Indvoldsrøversken / Indvoldsrøveren

Print
Dokument id:409
Registreringsår:1864
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, VI, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Mørch, Hans
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Erdlaversisortoq / Indvoldsrøversken / Indvoldsrøveren
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 192v - 192h
Lokalisering:?
Note:

Fotokopi bortkommet. Oversættelse mangler. Velegnet til opdatering.

 

En version på dansk, der er sammenstykket af 5 versioner inkl. denne om Indvoldsrøversken, findes i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 15, ss. 87 - 88.

Samme noget kortere på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 91, ss. 440 - 441: The Moon - Kanak.

Erluaraleeq

Print
Dokument id:88
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Erluaraleeq
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 340 - 341
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 120 ss. 625 - 626.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 340 - 341: Oqalualaarut Erluaraliimik.

 

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 77 - 78.

 

Resumé:

Erluaraleeq er jævnt hen til grin, dels fordi hans endetarm, i overensstemmelse med hans øgenavn, har det med at falde ud, og dels fordi han fanger med høj hat på og i øvrigt er en elendig fanger.

Bopladsen har en herre, der bestemmer over al fangst, og selv skal være den første, der rammer et dyr man forfølger i flok. Erl. bliver hver gang opfordret til at være med, og han deltager gerne selv om hans fangstpart sjældent bliver andet end en stump endetarm af dyret. Under fangsten smigrer fangerne ham med, at han må være den første til at nedlægge det forfulgte dyr. De ved, at det hverken kan eller tør han. En dag må han under fangsten i land og skide. Hans endetarm falder ud, han kan ikke får stoppet den ind, skærer den derfor af og anbringer den på sin stævn, som om det var en fangstpart. Hjemme lægger han sig, skal ikke nyde noget af den lækre endetarm, som konen koger og mæsker sig med. Han røber at det er hans egen, hvorpå først han dør og derefter konen - af skræk.

 

Var.: Ingen i denne bases fortællinger. Den stærke der bestemmer over fangsten og kun giver bopladsens marginalpersoner en en stump tarm som fangstpart kendes fra fx Kunuk.

 

Hist.: Det sociale miljø er taget fra traditionel overlevering, men der spilles på forskellige betydninger af endetarm, der muligvis også associeres til mandens høje hat. Illustrationen viser, at det er en europæisk høj herrehat. Er det kolonisternes selvbestaltede autoritet der er skydeskiven hér?

ernirsiamik / ernersiamik / Om plejesønnen

Print
Dokument id:1851
Registreringsår:1864
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2488, III, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Mikiassen, Niels (Nis)
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:ernirsiamik / ernersiamik / Om plejesønnen
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 100h - 103v, nr. 335
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Ret udførlig oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 78.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 62, ss. 346 - 351: Ernersiak, the foster-son.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

En stakkels plejesøn boede i en bygd, hvor der også

boede en stor brødreflok. Hans plejemor var en meget gammel kvinde.

På stedet boede også en stærk mand. Hen på efteråret blev

den yngste af brødeflokken dårlig; og uden at være blevet rask ind

imellem døde han. De mistænkte en gamle plejemor for at være skyld i

hans død. De ventede blot på, at plejesønnen skulle ta' ud på

en tur, for at de kunne dræbe hende.

En morgen tog plejesønnen sin snare og gik afsted for at lave en

rævefælde. Så snart plejesønnen var væk, gik brødreflokken

ind i huset og dræbte den gamle kone med flere knivstik.

Stedets stærke mand havde medlidenhed med plejesønnen,

så han holdt øje med, hvornår han kom hjem. Plejesønnen var nu på vej

hjem og havde, som han plejede, taget den ene arm ud af ærmet. Den

stærke mand gik ham i møde. Plejesønnen så sig som sædvanlig ikke

omkring; og pludselig så han, at den stærke mand var gået ham i møde.

Den stærke sagde:" Du skal ikke gå ind i huset, for du finder ingen derinde.

Da du tog afsted, dræbte brødreflokken din plejemor".

Han tog ham med hjem til sig selv og fik ham i pleje.

De kunne ikke finde ud af, hvad han skulle have til amulet; og det endte med, at drengen fik plejemoderens skamben som amulet.

 

Hans plejefader begyndte at træne hans kræfter. Tidligt om morgenen

fik han ham til at sætte sig op ved at rykke ham i håret. Pludselig

sad han dér uden at vide af det. Sådan gjorde plejefaderen hver eneste

morgen. Hans plejeforældre havde råd nok til at få syet skiftetøj til

ham; men tøjet holdt sjældent ret længe, fordi han  baksede så meget

med sten for at blive stærk.

 

En aften blev de som altid længe

oppe; og da bopladsfællerne var gået til ro, ("anissoqásaermata" da

ingen flere kom ud af huset), rodede plejefaderen under briksen og trak et

stort afhåret sælskind frem. Han satte sig på det og sagde til sin

plejesøn:"Lad os trække armkrog". Plejesønnen gjorde sit bedste; men

han magtede ikke at strække plejefaderens arm ud. Men efterhånden gjorde han fremskridt.

 

Hans plejefader havde forbudt ham at deltage,

når brødreflokkens mange børn spillede bold

("pattaanneq" en slags langbold eller rundbold). Han rettede sig efter

sin plejefader og stod blot og kiggede på dem med den ene arm

trukket ud af ærmet.

 

En aften var de igen længe oppe. Da bopladsfællerne var gået til ro, trak plejefaderen et stort afhåret sælskind frem og lagde det på gulvet.

Han trådte frem og sagde til plejesønnen, at de skulle

trække armkrog. Plejesønnen trådte frem og satte sig derned og

stak sin arm ind i plejefaderens bøjede arm. Den lille arm var knap

nok synlig; men alligevel trak han plejefaderens arm ud. Plejefaderen

kunne ikke klare ham, og han sagde:" Hold dig

væk fra de andre drenge, når de spiller bold. Du kunne komme til at

kvæste nogen." Når de spillede bold, stod han med den ene arm trukket

ud af ærmet og kiggede på dem ligesom før. Det skete

så et par gange, at han pludselig blev væltet og tabte bevidstheden.

Når han langsomt rejste sig op igen, var der ingen at se. En gang,

mens han stod og så dem spille, blev han skubbet og væltet omkuld;

han rejste sig hurtigt op og så lige et glimt af den der væltede ham,

før han forsvandt bag et eller andet. Han fór efter

ham; og han fandt ham ved en skrænt, hvor han havde gemt sig. Han tog

ham i hætten, svang ham rundt og smed ham ud på et sted, hvor der var jord.

Da han ramte jorden, så man blodet løbe ud af munden og næsen. De

andre sagde:" Plejesønnen har kvæstet nogen." Og det gentog de hele

tiden.

 

De lagde den kvæstede ned på et brikseskind og bar ham ned. Ernersiaq

satte sig på en forhøjning foran huset og gav sig til at vente på, at

plejefaderen skulle komme hjem fra fangst. Nu så man ham på vej ind

sammen med de andre fangere. Så såre de nærmede sig land, råbte

børnene ud til dem:" Plejesønnen har kvæstet nogen, plejesønnen har

kvæstet nogen." Da plejefaderen hørte dette, løsnede han bugserremmen

ved at rykke i den og begyndte at ro kraftigt ind mod land. Det gjorde

brødreflokken også. Plejefaderen sagde til plejesønnen:" Brødreflokken

vil stikke dig ihjel med lansen.

 

Mens plejesønnen endnu sad på forhøjningen gik den mellemste af brødreflokken ud og hentede lansen fra kajakken. De andre brødre sluttede sig til. Faderen til det

kvæstede barn tog tilløb og stødte sin harpun imod partiet mellem

skuldrene på drengen, der sad med ryggen til. Det hvinede, da lansen

ramte skuldrepartiet; og skaftet til lansespidsen, benringen og selve

harpunen knækkede. De andre ramte ham også med deres harpuner; men alle

harpunerne knækkede, uden at såre ham. Det var, fordi han havde den

gamle plejemoders skamben som amulet.

 

Derefter greb de ham og rykkede så tæt sammen om ham, at man end ikke

kunne se et glimt af ham. Han rejste sig og koncentrerede sig om at

holde balancen. De kunne ikke vælte ham; og plejesønnen greb en af

mændene i hætten og slyngede ham ud. Idet han ramte jorden, kom der

blod ud af mund og næse. Han slyngede den ene efter den anden ud på

denne måde. Hans plejefader stod og så til, kom hen og sagde til ham,

at han skulle holde op; for ellers fik han for mange fjender. Han

holdt op og gik hjem til sine plejeforældre, der satte mad frem til

ham. Men han ville ikke spise. Da det var ved at blive

mørkt, gik plejemoderen ud for at hente noget lever i håb om, at han

dog ville spise det. Hun kom ind igen og sagde, at hun netop nåede at

se den sidste konebåd forsvinde. Hun sagde:" Alle vore bopladsfæller

har forladt os." Da hun sagde det bukkede plejesønnen sig og smilte.

Han morede sig altså over, at bopladsfællerne var flygtet

for ham. Så spiste han endelig.

 

Mens de boede dér, beklagede plejesønnen, at han ikke havde nogen kajak. Plejefaderen byggede ham en og begyndte at lære ham op i kajakroning.

Han lærte det hurtigt og begyndte at fange mange sæler. Når

plejefaderen vågnede om morgenen, var plejesønnen allerede vågen

("iserserêrsimassoq" ?) og "illaine kapitingajalersoq" (og somme

tider (ilaanni), at han var ved at tage kajakpels på ?). Når plejefaderen

vågnede (Usikker oversættelse) gik plejesønnen ud for at tage af sted.

Han kom hjem med flere sæler (Uklart i forhold til det følgende, BS).

 

En morgen vågnede plejefaderen og så, at han var ved at tage sin kajakpels på. Da han gik ud for at tage af sted, fulgte plejefaderen ikke med. Han lod ham for første gang tage ud alene. Plejesønnen roede ud og ventede på, at plejefaderen skulle komme ud af huset. Men da han ikke viste sig, roede han af sted

sydover. Han roede bare videre uden at kigge efter fangstdyr. Han

nærmede sig et næs og fik øje på en kajakmand, der var på fangst.

Manden genkendte ikke plejesønnen, fordi han ikke havde nogen kajak,

da de rejste bort fra bopladsen. Uden at vide, at det var plejesønnen,

sagde han:"Kom og besøg os". Så fulgtes de ad. Nu så de en hel

masse telte, og nedenfor teltene havde man travlt med at bygge konebåd

og kajakker og fremstille årer og kajakredskaber.

 

Da de nærmede sig stranden, hørte man nogen sige:" Endelig kommer

plejesønnen på besøg." Mange mænd var nu på vej til stranden for at

tage imod. Plejesønnens ledsager kom nu foran, og plejesønnen fulgte

ham bagfra og løftede armen for at kaste harpunen. Idet samme råbte

folk inde fra land: "Han er ved at harpunere dig." Idet samme kastede

han harpunen og ramte ham. Han roede hen til ham og trak sin

harpunspids ud af såret, hvorefter han vendte ryggen til og roede

bort. Han gik i land ("taratigut" kender jeg ikke) på et næs, der lå

nord for lejren, og orienterede sig om, hvor vidt nogen fulgte efter

ham. Da ingen fulgte ham, og da det var ved at blive eftermiddag,

roede ham hjem. Derhjemme fik han mad serveret. Han ville

imidlertid ikke spise. De kunne mærke på ham, at han havde begået

drab. Plejefaderen sagde til ham:" Jeg ville ellers nødig, at du

skulle skaffe dig fjender i kajak; men det har du altså fået." Først

da plejefaderen sagde dette, begyndte han at spise.

 

Dagen efter roede plejefaderen sydover. På den anden side af et stort næs fik han øje på en hel masse telte, og nedenfor teltene var der travlhed med at bygge

konebåde og kajakker samt fremstille årer og redskaber.

Han roede hen til dem, og de stillede sig straks foran ham og var

sikker på, at han ikke ville undslippe dem. Idet plejefaderen lagde

til, sagde han:" Hvis vi bliver boende derude, vil min store plejesøn

udrydde jer efterhånden. Derfor vil jeg foreslå ham, at vi rejser

nordover, for jeg har hørt, at der findes mange fangstdyr nordpå."

 

Derfra tog han hjem. Han talte med plejesønnen om at rejse nordpå, og

de blev meget opsatte på den rejse. Da det blev forår, gjorde de sig klar

og tog nordover. Hen på efteråret, efter at frosten var gået i jorden, roede de udenom et næs og fik øje på en hel masse telte. De styrede direkte mod teltene, og man hørte, folk inde på land råbe: "Kom, læg til her." Da de lagde til, fik de ikke lov til at bære deres ting op. Det gjorde de andre. Plejesønnen var om

morgenen, da de skulle afsted , kommet ombord i konebåden, fordi han

var træt af at ro i kajak. De, der hjalp til med at transportere deres

bagage op, bar også plejesønnens redskaber op. Da bar dem på

skulderen- flere mænd foran hinanden. Plejefaderen hørte dem sige:"

Han låner bestemt aldrig den slags redskaber ud til andre."

 

Om aftenen, da de var blevet færdige, fortalte plejefaderen det til

plejesønnen. Da smilede plejesønnen. Efter drabet på mændene fra

brødreflokken, havde han ellers ikke kunnet le. Nu morede han sig over denne

bemærkning fra mændene, der hjalp dem, og smilte. På det nye sted

fangede plejesønnen godt. Hver eneste dag kom han hjem med flere

sæler. En morgen, da han vågnede, gik han som sædvanlig ud, men så

ingen mennesker omkring husene. Han kiggede op mod fjeldet, og så, at

der stod nogle på klippen og ufravendt stirrede udefter. Han gik hen

til dem og sagde: "Vi holder øje med dem derude." Han spurgte dem hvad

det var; og de sagde, at det var hvalrosser med rødligt skind (unge aggressive hanner, BS), der var på vej ind i området. Han fik øje på dem. Vandet, der sprøjtede omkring dem, dannede en tågelignende dis. Da de nåede ud for

bopladsen, gik han ned og gjorde sin  kajak klar. Han var lige et

øjeblik inde i huset, hvorfra han gik ned for at tage afsted. Da en af

hvalrosserne, som ikke længere flyttede sig så langt, dukkede op,

roede han for fuld kraft imod den. Han var allerede tæt inde på den,

før den nåede at få rejst hovedet (?), og trukket vejret, og mens den

trak vejret fór den med fronten mod kajakken.

Den lænede sig lidt forover og fór imod ham. Plejesønnen roede endnu

hurtigere. Han var kommet helt ind på den, og han løftede armen for at

kaste harpunen. Han harpunerede den i det øjeblik den krummede sig

lidt imod ham, og partiet mellem skulderbladene blev mest synligt. Han

ramte den med harpunen; og hvalrossen blev dræbt på stedet, uden at

den fik lejlighed til at trække vejret. Den gled videre skråt til

siden. Han slæbte den til land, og han slæbte flere til land bagefter.

Så først gik han i land.

 

De overvintrede på denne boplads; og da det blev forår, tog de af sted mod syd. Bopladsfolkene bad dem om at komme igen og overvintre. De svarede:" Ja, vi skal nok komme igen og overvintre." De rejste sydpå; og de rejste aldrig nordpå igen.

 

Oversat af Chr. Berthelsen. Revideret af Signe Åsblom.

 

Var.: Ernersiaq, Plejesønnen; Rink 1866 (1866-71, I) nr. 78. ernersiamik; Den lille plejesøn hvis plejemor blev parteret;

 

Kommentar: en uformidlet slutning - det var no netop for at bo langt fra brdreflokken de var rejst nordpå. Men med denne sidste sætning slutter de fleste fortællinger om sydlændinges rejser nordpå. Det må da være en konvention, eller en "kenning".

ernisuitsoq / Den ufrugtbare

Print
Dokument id:200
Registreringsår:1859
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:ernisuitsoq / Den ufrugtbare
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 276 - 282, nr. 95
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

For en anden oversættelse til dansk se Thisted: "Som perler på en snor...". PhD-afhandling, Kbh. Univ. 1993, Tekstsamling, s. 36 - 39: uden titel.

Samme i: Kreutzmann, Jens: Fortællinger & akvareller. Red. Kirsten Thisted. Atuakkiorfik 1997: 54 - 59: Den barnløses søn.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning af Arnaq Grove i: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 54 - 59: Ernisuitsup ernera.

 

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 19 ss. 93 - 96 har Rink sammenstykket 3 varianter men holdt sig mest til denne. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 13, ss. 148 - 154: The Barren Wife.)

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

En Appamiut-beboer fortalte, at der engang levede et ægtepar, som ikke kunne få

børn. Manden, der misundte andre, der havde børn, mødte engang en lille ældre

mand, som kun levede af at fiske. Han sagde til ham: "Vil du ikke nok besvangre

min kone." Den ældre mand svarede: "Der er ikke længere kraft i mig." Men da

manden blev ved, sagde den ældre mand: "Jeg kan jo prøve. Sørg for, at din kone

stiller sig i sit pæne tøj på stranden imorgen ud for det sted, hvor jeg plejer

at fiske." Da den ældre mand dagen efter kom til sit fiskested, så han på land

en kvinde i pænt tøj. Han roede straks ind og blev derinde det meste af dagen.

Den dag fangede han kun ganske få ulke. Herefter stod kvinden på stranden

hver gang han kom til fiskestedet. På bopladsen var man ikke klar over, hvorfor

den ældre mand ikke længere fangede ulke, og hvorfor kvinden, som ikke kunne få

børn, altid havde pænt tøj på og gik ture. Kvinden blev gravid, og den lille

ældre mand sagde til manden: "Hvis det bliver en dreng, må du skaffe dig en

udhulet sten til lampe dér, hvor solen står op om morgenen. Så skal du finde et

ådsel af en skarv og stille den over for vinduet." Det blev en dreng og den

ældre mand sagde til manden: "Når drengen får lyst til at ro i kajak, skal du

lave ham en kajak med alle dertil hørende redskaber, og så snart han kommer i

kajakken, skal du sige til ham, at han skal sætte harpunspidsen på skaftet (gøre

klar til at bruge harpunen - Chr.B.)".

Da drengen voksede op, byggede stedfaderen en kajak til ham. Den lille

ældre mand (drengens biologiske far - Chr.B.) holdt ham med selskab hele tiden,

og han sagde, at der, når drengen første gang kom i sin kajak, ville en sæl vise sig med snuden over vandskorpen. Lige så snart stedfaderen blev færdig med

kajakken med dertil hørende redskaber, bar han den ned til stranden - endnu før

den blev helt tør. Drengen kom ned i kajakken og stedfaderen og den ældre mand

roede ud med ham. Den lille ældre mand sagde: "Vi vender ikke hjem, før han

har fanget ti sæler. Så vil han fange ti sæler hver gang." Den ældre mand roede et

lille stykke fra drengen og straks dukkede der en sæl op. Drengen roede hen til

den og harpunerede den. Da drengen havde fanget ti sæler, tog de hjem.

Drengen blev voksen og fik to koner. Hans bopladsfæller var meget glade for

ham, og i trange tider forsørgede han dem alle sammen. En vinter blev hele havet

dækket af is undtagen et lille stykke ud for bopladsen. Her fangede han ti sæler

hver gang, han var ude på fangst. Vågen blev efterhånden så lille, at han bare

kunne sætte kajakken på tværs af den. Til sidst frøs vandet i vågen til, og der

blev mangel på mad. De ville have en åndemaner til at mane ånder. På stedet boede

der en enke, ved navn Illutsialuk, alene med sin datter. Sommeren før havde

nogen set denne datter øve til åndemaner / angakkoq ved en sø. Den ældre mands søn

sendte bud til hende med den besked, at han ville betale hende en sortside, hvis

hun ville mane ånder for at få isen fjernet. Men hun sagde nej. Hun afslog

også bopladsfællernes tilbud om klæder og lampe som betaling . Først

da hun fik tilbudt en håndfuld perler, sagde hun ja. Hun bad sin mor om at hente

de klæder, hun plejede at bruge om sommeren. Iført dem gik hun ned

til stranden og gennem en lille åbning mellem isstykkerne ved stranden forsvandt

hun ned i havet. Man afventede, at hun skulle dukke op, og hun blev væk i tre

dage. Det viste sig, at hun sloges med den store kvinde (her bruges på

grønlandsk "Arnarsuaq" - Chr.B.), jog sæler ud af husets indgang og netsider fra

dryptrannet. Hun ville gerne have dem helt uden for (usikkert "silamut

issíkumisârdlugit" - Chr.B.). Først da den store kvinde var blevet formildet,

forlod hun hende og dukkede den tredie dag op gennem den åbning, hvorigennem

hun forsvandt. Så snart hun kom tilbage til huset, sendte hun besked til alle,

at hun skulle have hver anden sæl, de ville fange i morgen, samt de smukkeste

netsideskind. Men endnu den aften sås kun is overalt. Næste morgen dannede der

sig en revne udfor husene. Fangerne tog ud på fangst og kom hjem med to sæler,

Den ældre mands søn fik som altid ti. Han måtte af med de fem til åndemaneren.

De øvrige fangere gav hende den ene af de to sæler, de fangede.

Da morbroderen til den ældre mands søn engang kom hjem fra fangst, gav den

ene af den ældre mands søns koner ham et stykke af en sæls lændehvirvel at

spise. Omkelen blev vred over dette og lavede en tupilak, en ulykkesånd. Den dag

onkelen sendte tupilakken af sted, tog den ældre mands søn ikke ud på fangst,

selv om det var fint vejr. De efterfølgende dage havde han slet ikke lyst til at

tage ud på fangst. Tupilakken tænkte ved sig selv: "Han viser sig aldrig. Nu vil

jeg tage direkte hen til huset og skræmme beboerne ihjel." Da den landede neden

for huset, kom den i tanke om, at den lige så godt kunne gå ind i huset gennem

vinduet. Den fik øje på en mærkelig fugl med lang hals oven over vinduet. Da den

ville undersøge fuglen nærmere, nappede fuglen tupilakken under øjet og

holdt den fast. Da tupilakken slap fri, svømmede den ud. Den var lige ved at

gå ind i huset, men den viste sig ikke mere i havet omkring Appamiut.

 

Folk kunne ikke forstå, hvorfor den ældre mands søn pludselig holdt op med at tage ud på fangst, men åndemaneren fandt ud af årsagen til det.

 

Den ældre mands søn fik engang lyst til at forlade Appamiut for en tid. Han tog nordover, kom til Sisimiut og byggede hus ved Paaraarsuk. Om efteråret fangede han meget. En af Sisimiutboerne, som han var blevet gode venner med, fortalte ham, at folk lige nu fangede løs af spraglede sæler, hvis skind de brugte som fangstblære,

når de var på hvalfangst, og at man kappedes om at være den første, der hørte

hvalens åndepust / blåst ?. Den ældre mands søn var også på spragletsæl-fangst og fik ti som altid.

 

Da hvalsæsonen var ved at være inde, kneb det for ham at sove. Han ville gerne være den første, der hørte hvalens ånde. Han havde heller aldrig set en stor hval før. En dag, da det var dejligt og stille vejr, var han længe oppe. Hen på morgenstunden hørte han lyden af hvalens ånde. Den kom nærmere og på et tidspunkt blev hvalen på samme sted ud for bopladsen. Først da gik han i seng.

 

Da det blev morgen, råbte hans

yndlingsven ind til ham: "Du har aldrig før hørt hvalens ånde, gå udenfor og hør."

Han svarede: "Jeg hørte den, da hvalen var på vej ind udefra. Jeg gik først i

seng, da den blev på samme sted." Da alle dem i Sisimiut var taget af sted, fik

han også lyst til at være med. Han havde ganske unge mennesker som roere. Da de satte konebåden i vand, hældte han den til side med vilje så

meget, at den tog vand ind. Efter at have øst vandet op, roede de ud og

placerede sig nærmere kysten end de andre. De andre råbte til dem, at de skulle

længere ud, da hvalen ikke kom så langt ind til kysten. Men de blev på stedet.

Midt i det hele dukkede hvalen op, og den ældre mands søn og hans besætning

roede hen til den og harpunerede den. Fangstblæren forsvandt ikke under vandet.

Sisimiutboerne roede hen til et område, hvor de forventede hvalen ville dukke

op og de råbte til den ældre mands søn og hans besætning, at de hellere skulle

ro udefter, da hvalen næppe ville flytte sig nærmere mod kysten. Den ældre mands

søn pegede bare nedad. (Efter dette er der en sætningsforbindelse, som er uklar,

men som vist ikke har speciel betydning i sammenhængen - Chr.B.). De (hvem ? BS) dræbte hvalen. Derefter blev han hjemme selv om han fristedes til at tage af sted, når de andre var på hvalfangst. Man ved aldrig - han ville måske have oplevet at

fange ti hvaler.

Da det blev forår, vendte han tilbage til Appamiut, fordi han gerne ville

se sin far, den lille ældre mand, igen, mens han endnu levede, og han havde gemt de længste af hvalbarderne fra sin fangst til ham. Den lille ældre mand levede

stadigvæk af de fisk, som han fangede. Sønnen forlod ham ikke igen. Så den gamle

behøvede ikke længere at fiske.

 

Hist.: Fangstrejser nordpå.

 

Var.: Qujaavaarsuk. Selve fangsten af ormen og konens befrugtning med den fortælles også om Nappartuku, forfaderen til en talstærk slægt i Sermilagaaq fjorden: Jens Rosing: Hvis vi vågner til havblik. Borgen 1993: 12-16.

Et menneske

Print
Dokument id:351
Registreringsår:1858
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Beck, Albrecht
Nedskriver:Beck, Albrecht
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Et menneske
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, I
Tidsskrift:
Omfang:s. 204
Lokalisering:Sisimiut / Holsteinsborg
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. eksisterer ikke længere.

Afskrift af orig. håndskrift: NKS 2488, II, nr. 180 ss. 637 - 639.

 

Kort dansk resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 147,

ss. 335.

Endnu kortere på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 108, ss. 451: The Bird's Cliff.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove: Taama allattunga, Aron, 1999, I: 204: Oqaluttuaq inuk.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om Inuk.

Far og søn plejede at tage ud på fangst mod vest uden

for kysten. En dag de var ude, så de en kajak, en stor kajakmand, komme.

Da de så kajakmanden, tog de flugten og kajakmanden forfulgte og halede ind på dem. Så roede de hen til et stort isfjeld. Da de kom hen til

den laveste del af isfjeldet, huggede de trin og kom op på det. De halede kajak- kerne op på isfjeldet. De var lige nået derop, så kom kajakmanden og

var straks på vej op af kajakken.

     

Han var kommet op samme vej som de selv var kommet. Så stak

de ham med deres lanser i begge skuldre ('ersserssuisigut' - Rinks tilføjelse: skuldre. chr.b) og skubbede ham ned i vandet. Lige før han

forsvandt under vandet, vendte han ansigtet mod nord og mod syd i retning af

'silap isue' (Rinks tilføjelse: 'horisonten' - måske snarere:

verdenshjørnerne. CB. Nok snarere horisonten: himmelrummets ender, BS) og spyttede flere gange.

       

Hurtigt kom de ned i deres kajakker og roede indefter. De havde dårligt forladt isfjeldet, så groede der en tåge frem og den voksede hurtigt. Tågen blev tættere og tættere. De roede nu i det åbne hav og de kunne ikke finde frem til land. Langt om længe, da de var ved at sulte ihjel, fik de øje på land. De roede videre og så et hus.

       

Det fortælles, at faderen var en stor åndemaner / angakkoq. De gik i land neden for husene og gik op. Inde i huset var der sorte mennesker, der stod på gulvet i den ene ende af huset. I den anden ende lutter lyse mennesker. Da gæsterne kom ind, tog de sorte imod dem og bød dem sidde ned på sidebriksen. En af dem sagde:

"Skaf noget mad". En anden gik ud og lidt efter kom han ind igen, slæbende med

noget, som han næppe kunne bære. Han serverede det for dem. Sønnen

ville straks lange til maden, men faderen sagde: "Det her er lort" og han

fortsatte: "Den slags spiser vi ikke, for sådan er vores afføring" ('anarisa-

ratsigit'. Chr. B.). Så blev det båret ud og en af dem sagde: "Byd på nogle

ammassætter". Der blev sat noget mad frem og sønnen skulle til at lange til, så

sagde faderen til ham: "Det er grene" ('orpigarssuarnik - buskads. chr.b) og han

fortsatte: "Den slags bruger vi til brændsel, vi spiser dem ikke". Til sidst

blev den, der bød dem noget at spise, vred. Deres husfæller sagde til gæsterne:

"Kom herhen". Da de kom og satte sig ned, var der én, der tog noget under

briksen og han satte en laks frem for dem. Faderen sagde til sønnen: "Spis nu".

Efter at de var kommet i gang med at spise, sagde den, der gav dem noget at

spise: "Lad den sjove ('tivsinaq'. chr.b) komme ind. Smilet kommer frem, når

den klovnen indfinder sig". Straks trådte den morsomme ind med

de langhårede bukser snøret helt nede ('qardligssuit torssusôrujugssuit

ungernere samale'. chr.b - = hollandske bukser? bs). Da han så gæsten, sagde

han: "For lang tid siden har denne svedet mit næb og drejet det til siden - for

længe, længe siden." Den sorte, som ellers var blevet vred, gav sig til at grine og begyndte at fortælle: "Ititivissuaq og jeg var i går ude på fangst. Før

Ititivissuaq roede til for at kaste harpunen, roede jeg til og kom skam først, men så gik benkanterne på min åre løs.

     

Så gik gæsterne ud. De havde altså været på besøg hos ravne og måger i en klippehule. De havde troet, at klippehulen var et hus, at ravnene og

mågerne var mennesker, fordi de kunne forstå deres sprog. Den der blev kaldt Tivsinaq / Tissinaq, den sjove, viste sig at være en falk.

     

Da kajakmændene roede ud, fløj ravnene og mågerne ud fra klippen. Falken

fløj og netop som den for fuld styrke ville slå ned på en masse

edderfugle, der lå på vandet uden for stranden, fløj en ørn op og advarede

edderfugleflokken: "Kunngunnaarsuk er ved at slå ned på jer". Da nu alle de

mange edderfugle dykkede ned, vendte falken sig imod ørnen og sagde: "Nu har Ititivissuaq løjet igen".

     

Kungannaarsuk var falken (Kissaviarsuk. chr.b) og Ititivissuaq var ørnen

(Nattoralik. CB). Slut

     Albrecht Beck.

 

Var.: Talrige om besøg hos ravn, måge el. andre fugle i menneskeskikkelse, hvis mad er mere el. mindre delikat for mennesker. De fleste versioner er langt kortere og uden indslaget med den morsomme falk.

Et par ægtefolk

Print
Dokument id:1827
Registreringsår:1860
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2488, III, 4'
Fortæller:Nikolai
Nedskriver:Rosing, U.
Mellem-person:Rosing, U.
Indsamler:Rink, H.
Titel:Et par ægtefolk
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 53v - 56v, nr. 317
Lokalisering:Illutuaarsuk: Sydøstgrønland
Note:

Renskrift tillempet nudansk stavemåde af Rosings nedskrift på ældre dansk (En nedskrift på grønlandsk findes ikke):

Et par ægtefolk kunne aldrig beholde deres børn ilive, thi snart efter fødslen døde de for dem. Det sidste barn, som forældrene havde håbet så meget af, var en dreng, men han døde også. Når manden var på fangst sad konen tavs på briksen, og ville end ikke passe sin lampe.

       Engang kom manden våd hjem på grund af en læk i kajakken, som kun blev trukket lidt op på land og gik han derpå til konen. "Sy mig riften sammen på min kajak", sagde han. "Du ser", svarede hun at jeg ikke engang passer min lampe." "Hvad er du så(dant et) hængehoved for?" "Jeg er bange", talte hun, "for at gå ene ned til kajakken." "Ah! hvad er der deri", gentog hendes mand. Konen tog da synål og tråd, men bad manden om at tage sin kajak ind i huset. Denne sagde Nej og gik derfor konen ud. Da hun nu begyndte at sy hørte hun en underlig lyd med trådens stramning. Anden gang hun da stak nålen i skindet og trak i tråd(en) blev lyden hun havde hørt, endnu dybere, og atter dybere for tredje gang; af angst turde konen ikke længere sy. Mandens store blodåre på panden svulmede op af vrede. Han så nu en dønning hæve sig fra vandet, og snart efter viste det sig at det var en hund som kom op af vandet og gik i land. Manden tog sin lænser fra kajakken og dræbte den. "Nu vær ikke bange længere", talte han til kone(n), "men sy færdig." Da hun var færdig gik ægtefolkene til ro.

       Om natten begyndte det at ? udenfor. Ægtefolkene lyttede og hørte nu et ? smæld idet en slæde kørte forbi vinduet; endvidere  ? "Hvem har dræbt min hund".  ?? begyndte hustaget at give efter under spørgsmål udenfra: "Hvem har dræbt min hund?" Mandens åre i panden svulmede atter op af vrede, gik ud og talte: "Skal vi nu atter forskrækkes!" idet han tog et tag i kusken og smed ham under sig. "Hent min  ? kniv", råbte han til sin kone, "jeg vil dræbe ?" "Dersom du dræber mig, tror du da, at dagen vil blive lys herefter?" spurgte kusken. "Hvorfor ikke", svarede manden. "Netop", blev denne ved, "vil jeg endnu i nat gå i min kajak og vente dagens ? frembrud." "Tror du", fortsatte kusken, "at det vil vedblive at være lavvande herefter?" "Nu hvorfor?" var den andens svar. "Højvandet skal nok vise sig igen." "Skal sælerne høre op med at føde?" Dette spørgsmål af den fremmede bragte den ? til at holde inde og lod ham rejse sig. Den ankomne lavede sig atter for rejsen, klarede skaglerne. Husejeren sagde dernæst: "Kør du kun, jeg skal og vil følge dig efter." "Det formår du ikke", svarede kusken ham. "Se til, jeg gør det uden vanskeligheder." "Ja! gentog den fremmede, "når du endelig vil, så råder jeg dig til ikke at gå udenom det fremspringende fjeld hist i syd, thi da vil Ervluarainiark (Erlaveersiniooq / Indvoldsrøveren) tage dine indvolde ud, du må gå bag om fjeldet."

       Da kusken var kørt gik manden ind i huset, tog støtterne fra briksen så at den faldt ned med hans altid sørgende kone, og lavede så en slæde af briksebrædderne. De ejede nogle smudsige hunde, men disse blev snart gjort rene af konen. Om morgenen dernæst var han færdig for affarten og drog bort efter den andens slædespor.

       Da han nåede fjeldet opstod der den betænkelighed hos manden angående vejen han havde at befærde, tilmed han ikke ganske stolede på sin fjende. "Hvorfor ikke udenom fjeldet", sagde han ved sig selv, og gik henad den kurs. Kommende videre frem så han en stor mand med hætte over hovedet stå og bukke sig. Vor rejsende holdt og gik derpå rolig hen til den store mand og kom bag på ham; men pludselig taber kusken sin besindelse, og senere kommende til sig selv, lå han og svømmede i sit eget blod; den store mand så han ikke noget til, men opdagede samtidig, at han ikke længe havde mave. Denne mangel desuagtet formåede han at krybe hen til sin slæde, kørte atter i den andens spor, blev ved at køre indtil han traf på et hus. Her trådte han ind og fandt sin slagsbroder. "Hvad går der af dig?" sagde husejeren; "Mine indvolde ere virkelig tagne væk fra mig", svarede den nykomne. "Ja ser du", blev den anden ved, "jeg bød dig at gå østerom fjeldet." Husværten lettede ham op på briksen og gav ham ny indmad. Den besøgende opdagede nu først at gulvet var bestrøet med høvlspåner. Hvidfiskemattak blev sat frem. Da dette var spist, sagde manden: "Se engang," og løftede han i det samme gulvet op. Han så da et hus og fandt at det var hans eget; endvidere kunne han se at konen blev lusket (lysket) af en fremmed. Husejeren spurgte atter pegende på spånerne: "Hvad tror du at det er?" Den fremmede rystede med hovedet. "Når jeg", talte værten, "drysser noget heraf ned i åbningen bliver det dårligt vejr." Denne åbning blev nu lukket og en anden kom til syne. Igennem denne kunne flere fjorde ses, og stode disse i forbindelse med hinanden. "Se der! hist ude", forsatte trolden" har jeg mit fangested, just der se! hvor hvidfiskene (hvidhvalerne) kommer frem over vandet, og ingensinde kommer der is og lægger sig om vinteren." Den besøgende ytrede nu lyst til at gå dertil. "Du kan ikke", var den andens svar. "Hvorfor ikke? jeg har jo vist at jeg kan slås med dig og stå mig for dig." Vor fanger trådte da ned til sit hus, rettede på sin båd og drog ad hvidfiskestedet til. Men det blev vinter for ham førend han nåede dertil. Det andet og ligeledes det tredje forår drog han afsted, men atter blev det begge gange vinter for ham og (han) fandt intet fangested. I det fjerde år måtte han atter lægge op ved vintertide uden at nå målet; men på det femte år mærkede han da det blev efterår og det begyndte at fryse at han var derved. Her fandtes et hus hvori han overnattede, og begyndte han dernæst at fange hvidfisk. Husets beboere mente at den bedste fangstid var ved solens nedgang og tog vor rejsende også dette tilfølge. Husfolkene fortalte også at når de havde fanget tog de alting ind og gik så ikke ud heller, eftersom de var bange for en stor mand som undertiden viste sig; men den besøgende ytrede at han ikke var bange for nogen, og lod han noget af sin fangst ligge ude.

       En dag så husejeren ud igennem vinduet og udbrød: "Der har vi atter den store slemme." Denne som husfolket var bange for bar en stor bjørneskindspels. "Lad mig se", talte den besøgende. "Tys, ti dog", svarede den anden ham forskrækket, dersom han hører os vil han dræbe os." Den første så udefter og genkendte fyren, og ville gå ud til ham. Værten holdt på ham, sigende: "Går du ud er du snart dræbt af ham, bliv!" Men han gik alligevel sin gang, kom til sin mavelæge, som han var, og fulgte med ham ud på isen. Trolden fangede en hvidfisk, og da denne blev halet op af vandet bad den uforfærdede ham om et flænsestykke. "Nej", var svaret; men den anden påstod at ville have et stykke, og fik det. "Lad mig låne din harpun at fange med, bad fangeren igen. "Nej, jeg låner ikke", var svaret. "Hvor er du påholdende herpå; det er skik hos os at vi gerne låne hverandre vore ting når det behøves." Trolden gav da pilen til ham. Fangeren harpunerede en hvidfisk. Nu kom turen til den anden at forlange sit flænsestykke, men kunne intet få, og tav stille. "Jeg mangler en rem til at hale min fangst op med, giv mig en krydsrem til låns henne fra din slæde", talte han til manden med den store pels; men da han ikke lod som han hørte ham gik fangeren selv hen (og) tog det forønskede uden modstand af den anden og halede så dyret op på land med den. Trolden kørte derpå hjemefter.

       Husejeren fortalte nu at det ville blive dårligt vejr, og så vil den onde Ervluarainaark (Indvoldsrøveren) vise sig. Vor ellers ufortrødne fanger blev nu bekymret og lagde sig tavs på briksen; endvidere talte Værten, kommer han ind i huset, så lader han så munter, men tro ham ikke, og vogt eder alle for at smile; thi da forretter han straks sin onde gerning; han vil komme skrigende ind, skal I se."

       Noget efter at vejret var blevet slemt udenfor kunne de høre den omtalte mand komme, og trådte han virkelig med muntert lune ind i huset. I den ene hånd bar han en tallerken med dække over, og bestræbte sig forgæves på at få dem til at le; han kom til sidst til den rejsende, opremsede hans afdøde børns navne og lo. Men den(ne) lod så også som han lo, men af vrede sparkede han til tallerkenen så den sloges itu, og fór derpå ind på heksemesteren og brækkede hans ene arm over. Denne gik herefter hylende ud. Om foråret rejste vor ven hjemefter, og er nu død.

 

Var.: Besøg på Månen. Den stædige. Uterîtsoq / Uteriitsoq; Et par ægtefolk;

Manguaraq (flere); Kanaks månerejse. Nalikkatteeq. Ajijaks forløsning;

Manden, der besøgte månemanden; Alluunnguaq; Mangivaraqs månerejse; Åndemaneren der for til månen; Maqujuk.

 

 

Hist.: Dette er en kristent påvirket version af "Den stædige", der overvinder månemanden i tvekamp og besøger ham. Månen blir hér skildret som en trold eller djævel; måske har betegnelsen toornaarsuk været brugt af fortælleren. Og indvoldsrøveren, der traditionelt oftest er en kvindelig skikkelse i Grønland, betitles heksekunstner. Månens fangststed omtales kun i to versioner, begge fra det sydligste Grønland. Tilmed er det ulogisk, at månen ankommer på slæde, når havet aldrig fryser til ved hans fangststed. Associationen er muligvis kristendommens helvede. Månens hund, der kommer for at straffe konens tabubrud (hun må intet arbejde foretage sig efter sit barns død, og slet ikke gå udenfor) er et traditionelt træk, men det fremgår ikke af ordlyden, at hun faktisk er under tabu, fordi de døbte grønlændere af missionærerne havde lært, at disse tabuer var hedenske.

I enkelte vestgrønlandske versioner bliver Indvoldsrøversken kaldt Sila med evne til at omstyrte det bjerg eller den støtte, der holdt himmelhvælvet oppe. I Nikolaijs version associeres denne skikkelse blot til dårligt vejr, silaluk.

Eversunik Atilijangsunni / Iversunik ?

Print
Dokument id:405
Registreringsår:1867
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, VI, 4'
Fortæller:Beck, Adam
Nedskriver:Beck, Adam
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Eversunik Atilijangsunni / Iversunik ?
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 178v - 178h
Lokalisering:Sisimiut / Holsteinsborg
Note:

Oversættelse ved Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom:

 

At overvære trommedans

Jeg hører også, at når mennesker samles der hvor de går på hvalrosfangst, plejer de som en fast bestanddel af gensynet ved samlingen om sommeren at arrangere sanglege mellem Naajartalimmiut, Nuviarmilut, og Qeqertarmiut. Når de samles gør de det, at mange mennesker mødes midt på en lille slette og midt i gruppen af en masse mænd samles mange kvinder. Midterst placerer fem kvinder sig og een mand, der stiller sig over for disse kvinder. Disse fem kvinder, der står fremme, har vanter på af helt hvide skind, og de er meget spændende at følge, fordi de skifter pladser samtidig med at de rører hinanden, så de næsten ser ud som om de spiller orgel i den bare luft. Og manden kommer ikke helt hen til dem. Men kvindernes stemmer lyder som fluernes summen; det kan ikke sammenlignes med andet, nej ikke med nogen anden lyd. De mange mennesker uden om dem laver ikke andet end at nogen af dem lægger sten på jorden i udkanten af denne slette, og andre indhegner den lille slette, og når de er færdige med det, rejser de to telte inde på sletten. Der udøver de så de slette glæder, men jeg og englænderne kiggede bare på dem fra der, hvor vi stod for os selv. Der på sletten brødes de også, dvs. to af gangen mand mod mand hele raden rundt. Da naajartalimmiut blev sejrherrer, gav englænderne sig også til at udfordre hinanden, og da konkurrencen var slut, samledes alle og udstødte høje, flotte råb. Det er deres skik når de genser hinanden, fortæller man.

 

Hist.: Adam Beck var i 1860'erne både med på en ekspedition til Baffinland med et par års ophold på Blacklead Island i Cumberland Sound som tolk, arbejdsformand og muligvis missionær, og på en af eftersøgningerne efter Franklin. Formentlig er det første strækning af den sidstnævnte, der skildres her. Kvinderne med de hvide vanter opfører åbenbart en dans, som de nynner til, måske som en slags indledning til samværet med hinanden, og tilsyneladende også med engelske hvalfangere.

Den fælles hvalrosfangst tyder på, at denne aasivik foregår i Thule-området, som også Becks foregående fortælling: Om en rejse nordpå, skildrer, og at gensynet indebærer en lampeslukningsleg.

 

se Petersen, Robert, 2000: Om grønlandske slægtssagaer. Tidsskriftet Grønland, ss. 299 - 311.

Fanden plager dem

Print
Dokument id:956
Registreringsår:1904
Publikationsår:1906
Arkiv navn:
Fortæller:Susanne
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Fanden plager dem
Publikationstitel:Under Nordenvindens Svøbe
Tidsskrift:
Omfang:side 196 - 202
Lokalisering:Illukasik: Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal: Nanortalik
Note:

Håndskr.: KRKB 3: Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: Diverse løse optegnelser: Notater på dansk. Muligvis ikke nedskrevet på grønlandsk.

 

Resumé:

Susanne fortæller om hvordan hun som ung, gift og relativt nyligt ankommet fra østkysten (hvor hun har boet allevegne fra syd til omtrent Ammassalik i nord), to gange drømmer om en hvid mand i sælskindspels, der første gang spørger efter en længst afdød østgrønlandsk angakkoq / åndemaner, og anden gang kysser en ung pige, Sofie, der bagefter beretter at hun vågnede ved kysset. Samme Sofie får anfald af vildelse undervejs på et bærtogt. Man haster hjem med hende, hvor anfaldene tager til, hun svulmer op og Susanne selv undrer sig og kan dårligt holde hendes ene arm nede. Kateketen, Silas, tilkaldes, samme mand som Susanne så i drømme. Han taler Sofie til ro.

       Noget senere komme to kajakker hjem fra handel i Iluiteq. Begge kajakmænd, Lille David og Ananias er fra forstanden, dog ikke pga. af druk, slutter man, da vanviddet fortsætter og mange mennesker, der samles i deres hus også bliver grebet af forvildelse. De tilstår alskens forsyndelser (især mod kristen moral), bl. a. forsøg på hekseri. Det lykkes en kone at franarre Ananias både kajak og riffel, fordi hendes hekseri mod ham ikke var lykkedes, og han derfor skylder hende sit liv. Bekendelserne fortsætter. Til slut rækker David hænderne mod himlen, ser himmelstigen og erklærer sig syndefri og ren, hvorefter han giver sig til at prædike til kateketens forfærdelse. Denne beslutter at David skal føres til missionsstationen i Frederiksdal. Djævelen har nu fået så stor magt over David og alle de andre, at de er blevet helt sorte i ansigterne, noget Susanne, der hele vejen igennem som nyankommen ikke helt fatter situationens alvor (at selveste Djævelen er på spil). Roerskerne vil ikke sidde i konebåd med David, der så med hiv og sving må bugseres i kajak til Narsaq Kujalleq. Hér nægter han at gå ind til missionærerne og løber op mod fjeldet, hvor han ser et stort hvidt slot med lysende vinduer, kredsende fugle og engle, der vinker ham til sig. Men så kommer missionæren ud og henter ham ind.

Den slags har Susanne trods alt aldrig oplevet på østkysten, slutter Susanne.

 

Hist.: Historisk fortælling om en slags kortvarig profetbevægelse omkr. 1885 i Illukasik. Det står ikke klart om der er andre årsager til at hysteriet bryder ud end vanskeligheden ved at forlige præ-kristen med kristen tankegang og adfærd.

En tidligere profetbevægelse i området, 1853-54, der også blev kvalt af de herrnhutiske missionærer i Narsaq Kujalleq, er beskrevet i Ostermann: Den grønlandske Missions og Kirkes Historie. Kbh. 1921: 243. Og af H. Rink i sin kommentar til Kreutzmanns version af Habakuk-fortællingerne: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, I: 367, hvor Rink ser de klare paralleller mellem de to begivenhedsforløb.

Akkulturation / kulturmøde.

 

Kommentar: Flere gange undervejs har Susanne svært ved at tage både anfaldene og hurlumhejet med skriftemålet alvorligt, men hun skifter mellem to modstridende begrundelser: 1. Nok har hun været hele veje op og ned ad den beboede østkyst til nær Ammassalik, men ingen steder har hun oplevet noget lignende. 2. Det der foregår - indtil syndsbekendelserne tar fart - har hun ofte oplevet tilsvarende tilfælde af på østkysten i forbindelse med bl.a. åndemanernes seancer. Måske er det da kun det vilde skriftemål hun aldrig har oplevet mage til, men dog ikke bliver mere forskrækket over end at hun morer sig over alle dem, der bliver blå i hovederne.

Far og søn

Print
Dokument id:56
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Far og søn
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 380 - 381
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 132 ss. 674 - 676.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 380 - 381. Oqaluttuaq erneriinnik.

 

Dansk resumé i Rink 1866-71, II, nr. 58.

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 158 - 160

Resumé:

Både faderen og hans søn er stærke fangere, der klarer den kraftigste storm i kajak, men en dag de er ude i blikstille vejr, og faderen hører et fjernt Naa, Naa, bliver han klar over, at der er såkaldte kanofolk i nærheden. En ung kanomand kommer padlende og optager forfølgelsen af dem begge. De ror som gale indefter, men sønnen sakker hele tiden agterud, og til sidst må de søge tilflugt under en isskodse. Sønnen springer ud af kajakken, op på isskodsen og forfølges snart til fods af den unge kanomand over isflagerne. Dennes kanofar kommer nu padlende og overtager forfølgelsen, mens hans søn smider sig dampende på maven og puster ud. Da det lykkes kanofaderen, efter nogen tids søgen, at forcere en bred revne mellem isflagerne, som den forfulgte allerede en tid før er sprunget over og derfor næsten er reddet, bliver den forfulgtes far gal. Han nærmer sig forsigtigt den dampende kanosøn og harpunerer ham, og han dør med et mægtigt knald. Den dødes far hører knaldet, farer tilbage for forgæves at genoplive ham, mens den forfulgtes far får skubbet kanoparrets to kajakker langt ud i vandet og kommer ombord i sin egen. Far og søn ror af alle kræfter mod land i blikstille, men faderen ved at kanomanden, der nu ingen vegne kan komme, vil hævne sig med storm. Den fremkalder han ved at blæse i et lille sort rør, som han har i skaftet på sin kamik. Far og søn når dog hjem via bopladsens nærmeste ø i god behold.

 

Var. Brødrene, Rink 1866 - 71, Eskimoiske Eventyr og Sagn. bind I, nr. 20, s. 358. Søg på kanofolk, qajarissat, umiarissat.

 

Kommentar: Kanofolkene er en slags sælmennesker, enten qajariassat (som hér) eller umiarissat, men grunden til at deres fartøjer traditionelt oversættes ved kanoer, skyldes at de ingen bagstævn har og skulle være betrukket med birkebark. Se Rink 1866 - 71, Eskimoiske Eventyr og Sagn. bind II: 188.

Feliximik sallutoorsuamik / Løgnhalsen Felix

Print
Dokument id:1738
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Berthelsen Iver
Nedskriver:Rink H.J.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Feliximik sallutoorsuamik / Løgnhalsen Felix
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:s. 59, nr. 6
Lokalisering:Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 6, ss. 15 - 16.

Ikke medtaget i Rink 1866-71.

 

Det trykte resumé med tilladelse fra Kirsten Thisted, ibid. s.316:

 

Felix var vidt berømt som en meget dygtig fanger, men

alligevel skulle han altid vigte sig og fortalte derfor en masse løgnehistorier. Til fortællerens far har han bla. fortalt om engang han

fangede en sortside, der var så stor, at dens skind alene var nok til

et telt. Og om dengang der var så mange sortsider, at han fik fem med

det første skud og ti med det andet. Nogle af Felix' historier

tangerer det overnaturlige; som dengang han brugte sit geværhylster

som vinger til at flyve ned fra en stejl skrænt for at få fat i et

rensdyr, der gik dernede og græssede. Ellers var det jo kun

åndemanere, der kunne flyve. Folk regnede ham da også for en art

heksemester og ville gerne af med ham, men det var ikke til at komme

til at slå ham ihjel, fordi han var sådan en dygtig kajakmand.

Engang alle kajakmændene var ude og en vældig storm kom over dem, regnede man

med at nu var lejligheden der. Men snart fik alle kajakmændene nok at

gøre med at redde sig ind til land, og Felix klarede sig uden

problemer, selv om han endda havde en sæl bag på kajakken. De andre

kajakmænd prøvede at friste ham til, her midt i brandstormen, at

optræde med sine evner som kajakkunstner, og Felix kastede åren foran

sig, som et spyd, og red på bølgerne, slående på vandet med hænderne,

hen efter den og så fremdeles hele vejen ind til land. Så opgav man

endegyldigt at stræbe ham efter livet.

 

Hist.: En historisk fortælling fra første halvdel af 1800-tallet.

Forladte kvinder

Print
Dokument id:155
Registreringsår:1824
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Steenholdt, L. N.
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:Forladte kvinder
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 145, nr. 46
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Oversætteren har ikke været i stand til at læse denne afskrift af et orig.

håndskrift, der ikke har kunnet identificeres i NKS 2488, VI, hvor en del af originalerne fra Kraghs samling findes.

Formentlig er fortællingen den om to beslægtede kvinder, der enten tiltrækker fangstdyr i et hul i gulvet med vand inden døre, eller en forsørger fra dyreriget, fx en haj.

 

Var.: Den forladte kvinde med plejedatter. En fortælling (om en haj der forsørgede forældreløse); De, der havde fangstplads på den anden side af briksen; Hajfisken som forsørger; Two deserted ones get meat from guests; Kunuanannguaq; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn. Moder og datter, der drev fangst med en slibesten og...; En fortælling om enlige kvinder; De forladte børn, Kragh nr. 64;

Fortælling om en falk

Print
Dokument id:83
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Fortælling om en falk
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 396 - 397
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 138 ss. 696 - 697.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 396 - 397: Oqaluttuaq kissaviarsummik.

 

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 155 - 157.

 

Resumé:

Nogle sydlændinge på rejse nordpå overvintrer på en boplads, hvor folk om sommeren tager ind i fjorden på rensdyrjagt. Sydlændingene bliver ude ved havet. Fællerne kommer ikke tilbage, hvorfor sydlændingene næste sommer tager ind i fjorden, og finder teltene, men ikke et menneske. Familiefaderen går ind i landet, finder en ur under en klippe og alle de blegede knogler af fællerne mellem stenene. Oppe på skrænten finder han en rede med kæmpefalkeunger, som han slår ihjel. Deres mor kommer senere flyvende med to rener i næbbet. Dem smider den og forfølger ham, der må søge tilflugt i en hule under en sten. Kæmpefalken hugger sig ned gennem stenen. Manden flygter uden mulighed for at skjule sig. Falken er over ham, og han smider sig på maven, men falken river rygstykket af hans pels, og kommer senere tilbage. Denne gang bliver det forstykket. Manden er så nået på råbeafstand af familielejren, hvor man farer til hjælp med hujen mod falken, der tager flugten.

 

Var.: Falken; Iserfik; Fortælling om en falk;

Episoden dukker oftest op i fortællinger om sørgende efterladte, der søger adspredelse i indlandet.

 

Hist.: Traditionel fortælling.

Fortællingen om to brødre

Print
Dokument id:1856
Registreringsår:1863
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Fortællingen om to brødre
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 309 - 313
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, II, 4' nr. 240 ss. 954 - 962.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

"Taama allattunga, Aron", 1999, II: 309 - 313: Oqaluttuaq nukariinik.

 

Resumé i Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 41 ss. 143 - 147

 

og på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 26 ss. 208 - 214: The lonely Brothers.

 

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972

 

Resumé:

To brødre bor alene og må klare alt husarbejde selv, men en dag de kommer hjem fra fangst ser de en unge kvinde inde på land. Den ældste løber efter hende, men hun undflyr. Så den yngste, der får fat i hende, fordi, som hun senere forklarer: hans tanke / vilje/ isuma, var ikke snoet som storebroderens. Trods hendes erklæringer om at ville blive hos dem er brødrene meget bange for at hun skal forsvinde igen. Det gør hun allerede, mens de ror hjem med hende, men da de når hjem sidder hun uden for teltet og ordner deres kamikker (et godt tegn på at hun vil blive, BS), og hun har allerede kogt kød og sat det frem til dem. Efterhånden tør de tage længere og længere ud og være længere og længere tid borte på fangst. Men da hun har født sin mand, lillebroderen et barn, blir hun underlig. Det viser sig at være af længsel efter at hendes mange brødre skal se den lille. Mand og svoger opfordrer gladeligt til en fælles tur til hendes brødre, der viser sig at bo langt, langt mod øst ved et andet hav (måske Østkysten?).

       En lille dreng der er ude med sin bedstemor, der spænder skind ud til tørre, genkender fasteren på lang afstand. Hun har ladet mand og svoger vente bagude. Men bedstemoren svarer hver gang vredt, at han godt ved at faster forsvandt ud af bagvæggen dengang alle mændene sloges om hende. Endelig ser hun op og genkendelsens glæde er stor, også med brødrene og hele bopladsen. Mand og svoger bliver vel modtaget og straks inviteret til at trække krog med svogrene. De trækker først krog indbyrdes med den ældste som uafbrudt sejrherre. Hvorefter den kvindens svoger, storebror, overvinder denne kraftkarl i et par snuptag.

       Om vinteren tager kvindens mange brødre på fangst langt ude på isen ved en våge, der holdes åben af alskens fangstdyr. Næste dag følge gæsterne, de to brødre, med dem ud og er meget, meget langsommere end svogrene under hjemturen. Svogrene finder dem sølle. Men næste dag tager de to revanche ved både at fange et par storsæler hver og - ved at løbe i en bue langs horisonten uden om værterne på hjemvejen - at komme hjem længe før dem. Deres fangst er både blevet kogt og tørret helt ind, inden de mange brødre når hjem, men alt er igen idel fryd og hyggeligt samvær.

       De to gæster længes hjem og ber lillebrors kone om at vælge hvor hun helst vil være resten af livet. Hun vælger at følges med dem hjem, og de hører aldrig siden noget fra hendes familie i øst.

 

Hist.:  En yderst fredelig fortælling, der dog overholder de traditionelle fortællingers regel om, at rigtige mennesker og "de anderledes" ikke blander samfund, selv om der her øjensynligt er tale om rigtige mennesker både i vest og øst. Afspejler måske integreringen af indvandrede sydøstgrønlændere, som Kangeq-befolkningen hovedsagelig nedstammede fra.

 

Kommentar: Ifølge Kirsten Thisted videregående tolkning af huset som en moderhule med husgangen som dens vagina, bliver bagvæggen, hvor liget kan tages ud, identificeret med anus. Denne tolkning stemmer fint overens med den østgrønlandske opfattelse af anus som tarneq - sjælens ud- og indgang. I Vestgrønland møder man udertiden den opfattelse, at tarneq slipper ud og ind gennem fodsålerne.

Fortællingen om to gamle mænd

Print
Dokument id:1855
Registreringsår:1863
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Fortællingen om to gamle mænd
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 307 - 308
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

 

Orig. håndskr. : NKS 2488, II, 4' nr. 239 ss. 951 - 954.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

"Taama allattunga, Aron", 1999, II: 307 - 308: Oqaluttuaq utoqqannguanik.

 

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 143 - 146.

 

Fyldig oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 74.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 58, ss. 330 - 333: The old Men's revenge.

 

Resumé:

To ældre mænd med hver sin søn kan lægge fangsten på hylden og nyde livet, da deres sønner er blevet dygtige fangere, der kan klare sig i alskens vejr, altid fanger sammen og altid kommer hjem med fangst. Den ene fader lader sine fangstredskaber forfalde.

       En skønne dag bliver begge sønner myrdet af en massemorder nordfra, som fædrene så bekvemmer sig til at forsøge at hævne sig på. Den våbenløse laver sig en kluntet fuglepil med spids af en flækket lårbensknogle af en sortside og med en sidegren af dens ribben.

       De ror langt mod nord og derefter ud på udhavet (udenskærs), hvor de skærmet af solen kommer tæt ind på den store morder, der med solen i øjnene først opdager dem, da ene har kastet, men for sent. Den anden med fuglepilen skælder ud: hvorfor kastede han ikke før, da lejeligheden var der. Men ham med fuglepilen kaster så, og den ter sig ret besynderligt: skifter retning og vender om, og rammer så morderen præcist. De slæber kajak med lig ind mod kysten, hvor en af morderens døtre får besked om årsagen til drabet, og hun spiller både indforstået og imødekommende med invitationer. Da hun tilmed lægger sig nøgen på ryggen i strandkanten er den ene gamling med et stort smil parat til at ro ind. Men den anden advarer ham. I vrede splintrer kvinden en konebådsstøtte til smul i sine bare hænder, og da får de gamle travlt med at flygte. De når hjem og får nogenlunde fred i sjælen.

 

Hist.: Som en fortælling om blodhævn er denne i gammel stil, hvor drab blot gengældes og ikke fører yderligere gengældelser med sig. Se Sonne 1982: "The Ideology and Practice of Bloodfeud ...", Études/Inuit/Studies.

Fortællinger om store angakokker, heriblandt Quaatsiaq der endte sine dage som kristen missionær

Print
Dokument id:226
Registreringsår:1860
Publikationsår:1997
Arkiv navn:
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Fortællinger om store angakokker, heriblandt Quaatsiaq der endte sine dage som kristen missionær
Publikationstitel:Fortællinger & akvareller
Tidsskrift:
Omfang:164 - 172
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 58h - 63v (slutning mangler, ses i afskriften)

Publiceret transskription af orig. håndskr.: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 164 - 172: Angakkorsuarnik oqaluttuat, Quaatsianissaaq ajoqersuisunngorluni toqusumik.

 

Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 197.

 

Oversættelse af afskrift i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 109, ss. 299 - 303.

Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 99, ss. 446 - 447: Among the last Angakut at Kangerlugsuatsiak.

 

Resumé:

 

Qapiarsuaq er angakkoq /  åndemaner ved Kangerlussuatsiaq, ligeså hans kone, og de følges hver dag ud på rypejagt, uden at de dog kommer hjem med bytte. De spiser heller aldrig noget derhjemme. En dag får et af børnene efter meget plageri lov at følges med dem og overværer, hvordan Qap. borer hul i de stejleste af alle klipper med en stok og med sin kamikrem fisker mattak op af hullet. Dernæst fisker hans kone et helt frisk stykke bugkød op med sit hårbånd. De to guffer i sig og giver til sidst også barnet lidt. Han glæder sig til at fortælle om det, men da han lige inden hjemkomsten beordres af Qap. til at spise en tørret tangspræller (en fisk), glemmer han alt, indtil mange år senere, hvor han er blevet fanger. Årsagen er den, at Qap. ikke kommer hjem fra fangst og er helt "blødgjort" da man finder ham. Da vender mindet tilbage.

 

Den næste historie skulle være fra et senere tidspunkt: Tre brødre som er dygtige fangere ved Kangerlussuatsiaq, Evighedsfjorden, er altid ude sammen i kajak. Den ældste, Quaatsiaq, er angakkoq / åndemaner  / angakok, de yngre hedder Usuinnaq og Ippak. Deres lille fætter, Inussunnguaq, er også angakkoq. Han er ikke så evnerig, men frygtløs. Det bliver da også ham, der ene mand får holdt en flok angribende sælmennesker, umiarissat, i skak så længe, at kun deres sorte knogler er tilbage på toppen af et isbjerg. Senere kommer en havmand (den smilende havmand, Qungussutariaq. BS) op af vandet til hans kajak, en meget venlig og nysgerrig en, der får sit ønske opfyldt om at få noget af en ræv. Inu. har tilfældigvis en rævehale i kajakken til at opsuge bundvandet med. Havmanden bliver hængende og vil vide alt om Inussunnguaqs fangstgrej. Da Inu. så kommer til at benævne nogle beviklinger forkert, synker havmanden bagover og forsvinder, mens han gentager ordet: "Qilaavakka (mine bindinger / bånd)." Inu. forstår ikke hvorfor, han har valgt dette forkerte ord.

Senere bliver Usuinnaq røvet af innersuit, ildfolk, og skønt det næsten lykkes ham, bl.a. ved den åndemanende Qua.´s hjælp, at vriste sig fri af deres tiltrækning, standses han af lillebror Ippak, som Qua. selv har sendt ud for at lede efter ham. Qua. prøver forgæves fem dage i træk at få Usu. hjem igen, hvorefter han sørger i lange, lange tider. Omsider, da han første gang igen slutter sig til mændenes fællesmåltid om aftenen, bærer hans kone og alle husets andre kone lækkerier ind. Så skal der festes. Men midt under det hele kaldes Qua. væk af noget, der viser sig at være alliarutsit (de nederste innersuit). De er kommet til stranden for at få ham til at åndemane og finde en fælle, der er forsvundet. Men Qua. har for at hævne sig på disse, der har røvet hans bror, dræbt denne fælle, der var hans hjælpeånd, og skal ikke nyde noget. Ånderne ved det godt og kommer gang på gang for at hævne sig. Men Qua. mærker dem altid komme og får standset dem ud for næsset i tide.

Senere drømmer Qua., at en kvinde fra en grav fører ham ham langt ind i landet til et dødsrige, hvor flere af hans forfædre og afdøde bekendte er. Da de spiser, må han intet få. Ellers kommer han ikke tilbage. En af hans forfædre spørger til sine efterkommere. Jo, de har det godt. De bor jo hos Qua., siger han. Tilbage i sit legeme besvimer han. Da han atter vågner hører han at den døde ledsagerske var hans mor, der døde i barselseng. De døde i dette dødsrige hedder 'dem der skulle bagom' (formentlig et ord på åndesproget noterer Thisted med reference til Robert Petersen).

Næste episode, hvor Qua. gentagne gange møder Usu. i kajak ude til havs, forklarer Usu. ham, at det er pga. af noget ufjerneligt sort noget under kajakstolen, at han ikke kan komme tilbage til mennesker.

Sidste episode beskriver Qua.´s omvendelse efter meget kraftig og langvarig modstand mod at blive døbt: I et mareridt ser han et kraftigt lys over sin datters hoved. Straks efter bryder familien op og tager hjem til Kangilleq, hvor han målrettet opsøger missionær Berthel Laersen, bliver døbt, og bliver endog selv kateket.

 

Hist.: Der er tydeligvis tale om historiske fortællinger. Berthel Laersen virkede i området fra 1757 til sin død i 1782.

Der er en del overensstemmelser mellem fortællingen om innersuits eller alliorutsits røveri af Uit. og østgrønlænderen, Georg Qúpersimâns fortælling om et tilsvarende røveri af hans bedste ven (Qúpersimân 1982: 165 - 170).

Placeringen af dødsriget langt inde i selve indlandet er meget usædvanligt. Det har måske noget at gøre med udtrykket: dem der skulle bagom: tunusaliarsuarnut, rejse langt mod bagsiden (Østgrønland?). Vedr. dødsriger søg på Sonne 2000.

Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34.

Habakummik / Om Habakuk

Print
Dokument id:1781
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Berthelsen Iver
Nedskriver:Rink H. J.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Habakummik / Om Habakuk
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:s. 54 - 57, nr. 4 og s. 62 (uden nr., efter nr. 7)
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

 

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 4, ss. 9 - 13 og s. 19.

Ikke medtaget i Rink 1866-71, II (bla. fordi Rink allerede i bind I

havde gengivet Jens Kreutzmanns version). En episode mere til denne

fortælling er tilføjet efter nr. 7.

 

Mads Lidegaard har citeret Inge Kleivans oversættelse af Iver Berthelsens beretning i små afsnit i "Profeterne i Evighedsfjorden", Tidsskriftet Grønland 1986: s. 220 - 221, s. 209 - 210, s. 208, s. 211, s. 233 og s. 216. (I sin litteraturliste henviser Lidegaard her til Rink NKS 2488, II; men det er IV. BS)

 

Resumé af Inge Kleivans oversættelse:

Fortælleren, Iver Berthelsen, er søn af overkateket Frederik Berthelsen, hvis storebror, Josef, er kateket i Evighedsfjorden. Habakuk og hans kone, Maria, bliver døbt som voksne. Maria bliver jaloux over en affære Habakuk har med en anden og begynder at gøre mærkelige ting. Habakuk tar sig ikke af det, men da hun bliver "falsk profet" (får syner, BS) slutter han sig til hende. Det samme gør husfæller og andre, da de to begynder at gøre undere. Josef er også til falds og Ivers far, der er i Sukkertoppen, hvor han hører om bevægelsen. Han føler sig også tiltrukket indtil han får post fra Josef og læser, at tilhængerne har det med skiftevis at græde og le helt vildt. Den slags har hans far, Ivers bedstefar, Palasinnguaq, netop advaret Frederik imod da han for år tilbage viede Frederik til kateket, for en sådan opførsel var tegn på "falsk profeti". Han skriver gang på gang til sin bror, Josef, om ikke at tro dem - og tar kopi af sine breve.

       Et brev fra Josef beretter ligeledes om hvordan Habakuk får luft for sin tro ved at befale alle at lade deres bøsser og, når han under et varsel om verdens undergang vender øjnene mod himlen, afskyde alle deres bøsser. På et tidspunkt tar han alle bestemmelser om, hvornår man skal fange, og når han har udsendt to fangere, der kommer hjem med fangst, spiser han alt hvad han vil. Men det lykkes Ivers dengang ganske unge morbror at fange sin første fangst med redskaber han kan låne af de voksne, når Habakuk har forbudt dem at fange.

       Bevægelsen ebber ud i 1789 og herom fortæller Iver så meget han nu har hørt: Hans far, Frederik Berthelsen / Naparutaq og distriktets præst besøger i to omgange Habakuk og Maria Magdalena i Evighedsfjorden, mens tilhængerne endnu bor der i større tal. Frederik Bethelsen fortæller præsten hvad han skal sige og hvornår, så efter en tid da Maria omsider ser direkte på præsten, spørger han hende: hvornår skal verden gå i stykker? Hun bider sig stum i læben. Ved det gentagne spørgsmål skyder hun skylden på en vis Elias (se ndf.). Men da hun såbenægter en længere række anklager for det hun har sagt og gjort, som den velinformerede Frederik B. fremsætter, bekræfter tilstedeværende mænd disse anklagers rigtighed. Fr. B. og præsten tilskynder folk til at komme tilbage til Maniitsoq, men det lykkes først næste forår ved det andet besøg. I mellemtiden har Iver hørt fra sin mor, der dengang var meget ung tilhænger, at man engang så himlen åbne sig og hørte salmesang oppe fra Umiussaq fjeldet i nærheden. Den salmehusker moderen udenad da hun efter ægteskabet med Frederik hører den under gudstjenesten.

       Frederiks kopier af alle de brevene til Josef læses af Missionskollegiet, der forfremmer Frederik til præst for hans helt korrekte og glædelige handlekraft i bekæmpelsen af det såkaldte "sværmeri".

 

Thisted og Thorning 1996: s. 62.  

En anden profet, Elias fra Appamiut, prædiker at alle døbte er døbt i Tornaarsuks blod. Han slutter sig til Habakuks bevægelse men får besøg af Frederik Berthelsen der foreholder ham det falske i hans ord: de døbte er døbt i Kristi blod. Til sidst falder Elias i så voldsom gråd, at Frederik Berthelsen får ondt af ham og holder inde. Men Elias' kone ber ham fortsætte, fordi hun er vred over sin mands tilslutning til Habakuk.

 

Var.: Habakuk

 

Thisteds kommentar: Fortælleren I.B. beretter om den berømte Habakuk-bevægelse,

således som han har hørt det fortalt af sin familie, der både på mødrene og fædrene side er førstehånds vidner til begivenhederne. I særdeleshed spiller faderen en væsentlig rolle. Såvel i denne version som i Jens Kreutzmanns er det nemlig ham, der med sine skarpe ord sætter de falske profeter til vægs, og dermed afslører deres bedrag for tilhængerne, hvorefter bevægelsen ebber ud.

 

Kommentar: Elias gør klart oprør imod missionærernes bedreviden med deres annektering af Toornaarsuk som betegnelse for Djævelen. Med sin udskiftning af Jesus med denne grønlandske skikkelse er der næppe tale om en egentlig Satankult i moderne forstand. Snarere om det vi i dag ville kalde et etno-politisk el. etno-religiøst oprør. Om toornaarsuk / toornaarsuit i førkristen religion, se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere).

"Sværmeriet" kalde i fagsproget: profetbevægelse.

Hans Egede Oqalukbalarata

Print
Dokument id:399
Registreringsår:?
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, V. 4'
Fortæller:Egede, Hans
Nedskriver:Egede, Hans
Mellem-person:Rink, H.
Indsamler:Rink, H.
Titel:Hans Egede Oqalukbalarata
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 1151 - 1161, nr. 227
Lokalisering:?
Note:

Oversættelse ved dels Chr. Berthelsen, dels Anna Berge (AB) på engelsk og videre til dansk ved Birgitte Sonne.

 

Hans Egedes fortælling

Det første jeg kan huske / første gang jeg kom til bevidsthed om mig selv (ilisimaqqarpunga) var de i færd med at svøbe min ærede bedstemor i ligtøj. Hendes hoved / hår var helt hvidt, da de dækkede hendes ansigt til. Egentlig undrede jeg mig bare over, at hun var besvimet, men hun var altså død. Og bagefter glemte jeg hende / det på en måde. Alligevel var jeg trist fordi jeg savnede hende. Det sagde de om mig, selv om jeg ikke rigtig kan huske hende. Så bagefter huskede jeg det lissom ikke. Så husker jeg (som det næste) en konebåd, og at være på sommerophold, efter sigende sammen med Rassersuaq og hans familie og at lære alle deres navne. Dem husker jeg helt klart. Jeg kan endnu høre den store råbe med høj røst oppefra: Var det ikke mig der nedlagde en stor renkalv? Og de gik ham i møde, de gik op til ham. Mens vi var fulde af forventning om den lækre talg vi skulle spise, kom de, og så havde han bare fået en lille bitte renkalv. Så det var nok den første ren han havde set. Men derefter begyndte han at jage rener.

 

På det tidspunkt da vi havde tilbragt sommeren (i telte) sammen og (senere) da det blev tøvejr (?), husker jeg et par gange, hvor jeg sagde at mit ben var brækket når jeg begyndte at blive træt. Og når jeg så faldt, lagde min far mig op, ovenpå sin byrde, selv om jeg løj af træthed. Det bagefter husker jeg lissom ikke. Men det jeg så husker var, at det var begyndt at blive mørkt, mens vi lå i lejr. Det må have været ved den tid, hvor vi kom ud (af fjorden) til Qaarsunnguit. Vi nåede til Uummannaarsuk i tide til at overvintre der, på samme boplads som immigranter / tilflyttere fra Sydgrønland. Det var Qingakkarsuaqs og Ittujuuqs. Dengang fangede man faktisk hvaler om vinteren og spiste mattak, men selv så jeg nu ingen hvaler.

 

Da vejret blev mildere, rejste vi sydpå og mod syd kom vi til Saqqaq. Men alle steder hvor vi teltede var der allerede sydgrønlændere. Jeg fulgte altid med mine forældre, når de gik på besøg. Ja, det skortede sandelig ikke på gamle folk. De af mændene der havde levet længst var disse: Kaasipassuaq, Maajaru og Ottorsuaq. Når Kaasipassuaq var inde trak han aldrig sine bukser op over lænderne, altid hang bukserne om hælene på ham. Jeg ved ikke hvorfor - måske fordi han var en gammel mand - ligemeget, hans fortællinger var uforglemmelige.

 

Og da vi tog derfra sejlede vi så til Itilleq. Der blev vi foråret over, hele foråret denne gang. Fra da det begyndte at tø / sneen blev hård (?) forlod vi ikke Itilleq.

 

Efterhånden som vi kom ind i fjorden gik det stik sydpå. Da vi denne gang roede derind fortsatte vi ikke hele vejen, men overnattede først, fordi min mor var syg.

På det tidspunkt teltede vi sammen med familierne Puuvi og Evald. Da vi så sejlede ud til Kangaamiut og slog lejr, stod et af husene dér tomt, fordi dets (vanlige vinter-) beboere var begyndt at overvintre i Amerloq. Derfor begyndte vi overvintringen dér alene mens vi satte huset i stand igen, fordi det endnu ikke var gjort.

 

Så ankom en umiak / konebåd med folk, som tilhørte Iigooq (? et navn eller blot ender har en umiak, en umialik? AB) De prøvede at få os til at overvintre med dem. De nævnte en vis grønlænder nordfra, Antonia, som skulle have slået sig ned i Timerleq. Da huset næste dag var færdigt (til indflytning) tog de ud i umiak på bærtogt, og min mor og jeg blev hjemme og passede på teltet. Min mor skrabede skind, og mens jeg legede ved siden af hende, hørtes en lyd helt tydeligt uden for. "Gå ud og se!", sagde min mor. Da jeg kom ud, var der denne umiak fuld af folk og en enkelt ledsagende kajak, der drejede ind i fjorden lidt syd for os.

Jeg vendte rundt, om mod teltåbningen og agerede umiak. Da min mor kom ud sagde hun: "De skyder fordi de ikke tror her er nogen, gør et eller andet så du blir set!" Mens jeg løb rundt og rundt oppe på hustaget for at blive set, og de hele tiden roede nærmere i deres umiak, og jeg hele tiden råbte 'umiak' over mod dem, begyndte de at gå i opløsning, og da endog den ledsagende kajakmand gik i stykker, så vi ikke andet end små stykker is. Det var mit livs første oplevelse af noget uforklarligt: For vi kunne ikke se det klart.

 

Senere kom der drivtræ flydende, flere og flere stykker, mange takkede stykker, store stykker. Og det var så bådens forstævn de fandt, men de fandt aldrig de øvrige dele, for der var kun tre kajakmænd til at fange (? på fortællerens boplads - og de kunne ikke nå så vidt omkring, BS ?).

 

Da vinteren kom, rygtedes det, at Antonia der havde slået sig ned i Timerleq, var en der virkelig havde noget at fortælle. Så de hentede ham i kajak, bandt hans kajak til deres egne. Han ændrede aldrig på sine historier. Jeg lyttede snart helt opslugt til dem. Han havde altså været helt nordpå til Upernavik. Han sagde også at han var kommet med umiak til Sigguk (Svartenhuk), hvor edderfuglene fælder, i den store sø.

 

På den tid vågnede jeg en morgen, da vores tre kajakmænd var taget til Maniitsoq (på indkøb) og næsten måtte give op på grund af den megen is. Da var det så, at Abraham havde bedt om at de måtte få en handelsassistent til bopladsen.

 

Ved den tid hvor vejret mildnedes, og vi kom ud af fjorden vi havde været i og skulle bo i Kangaamiut var der nogen der råbte 'umiak'! Nogle der var ude efter drivtræ / flydetræ kastede anker, og dem der havde kvinder med på rejsen gik i land, hvor de sladrede om, at vi skulle få en handelsassistent. Da blev folk ellers glade, og en umiak med folk der skulle overvintre (i Kangaamiut) ankom med Amos og hans familie og Niels Berthelsen, der skulle være vores kateket.

 

Da det blev vinter, kom der folk fra Timerliit for at sælge lidt spæk. Og engang kom en umiak der havde en meget gammel kone med, Maliit hed hun. Om hende blev det sagt, at hun for at vise sin glæde over at se mine forældre igen fortalte dem om sine første barndomsminder.

 

Det første hun blev bevidst om / kunne huske sagde hun, var da de første danske kom til Kangaamiut. Hun var faderløs, da hun begyndte at kunne huske, og huskede derfor kun sin mor. Moderen var allerede døbt, sagde hun, og da hun havde lagt mærke til, at den kære præst altid gik frem og tilbage med hænderne i siden, og mente det måtte skyldes det hans faste tro, og så at det gjorde moderen også, øjensynlig fordi hun også var troende, så vænnede Maliit sig også til, når hun fjernede sig fra folk, at gå med hænderne i siden for at få tro / blive troende. Efterhånden blev hun dog klar over, at både præsten og hendes mor åbenbart gik sådan fordi de havde smerter over hoften, mens hun havde efterlignet dem fordi hun altså mente det skyldtes den tro de havde.

 

Mens Maliit voksede til, havde hun fortalt, så hun, at flere og flere blev døbt idet de samledes til overvintring i Kangaamiut, fordi de ville lære mere og mere så de kunne blive døbt. Også Amaalissuaqs kom og slog sig ned for vinteren for atomvende sig, for Amaalissuaq, der ellers var angakok / shaman / angakkoq, ville opgive åndemaneriet. Han var gået til præsten, havde græd, fortalt om sit slette levned lige fra dengang han begyndte at oplære sig til åndemaner. Da han først var begyndt havde fortalte han løs til den lille præst, men da han så havde fortalt hele sin livshistorie, havde han bedt præsten om at gøre noget (til gengæld) fordi han ønskede at blive undervist og blive døbt sammen med hele sin familie. Og man sagde, at Amaalissuaq virkelig var utrolig lærenem. Da isen i vinterens løb for alvor lå fast, og de lod kajakkeren ligge og gik over isen (på fangst), og Amaalissuaq havde haft sin kajak med ude og lagt den på isen (?) - for når kajakmændene kom hjem blev kajakkerne bare lagt her - så satte midt om natten pludselig en heftig storm ind og brød isen op, hvorved mange kajakker gik tabt. Kun nogle få havde deres kajakker endnu, havde hun fortalt, og da nyisen var væk satte det ind med tø flere gange. Og da de der havde mistet deres kajakker måtte købe på kredit fik det så småt de følger, at dåbskandidaterne døde / forsvandt en efter en (usikkert, AB). Amaalissuaq var en af dem der døde og han skulle på dødslejet have sagt at han var taknemmelig for at intet havde fået ham til at glemme det han havde lært. For nu skulle han dø.

 

Senere, da Maliit var blevet en ung pige, ankom hvalfangere en fuldmånenat og lagde til kaj. De overvintrede i Kangaamiut, fordi vinteren faktisk tog til, da de kom, men om foråret sejlede de ud igen.

 

Denne Maliit boede også mange vintre i Appamiut, men senere da hun var her med nogen (sin mand) fra Uummannaq, Napasoqs Uummannaq, byggede de hus i Appamiut. Hun fortalte at engang efter indflytningen hvor hun arbejdede alene med det

(istandsættelsen), var der noget som en skibsstævn ved siden af hende. Hun vendte sig mod det og så en kvinde, der vendte ryggen til og gik (da hun var blevet set - usikkert, AB). Maliit skulle så bare have set hende gå mod syd, hvor hun forsvandt ud af syne ved et gammelt kødskur. Da Maliit kom hen til sine slægtninge, viste det sig, sagdes det, at en ung pige for lang tid siden var død og begravet på det sted mod syd.

 

Senere engang, da de overvintrede og delte hus med en meget gammel, begyndende dement mand som eftrhånden fast logerende, forklarede han, at han som barn delte briks med en ugift kvindelig angakkoq / shaman / åndemaner. En nat vågnede han så pludselig ved, at nogen sad op og pegede på gulvet, og han så to helt ens ting, sagde han, skindposer. Mens han rædselsslagen dukkede ned under sit tæppe, sagde hun: "Du skal ikke være bange for mit legetøj, og når du vågner nævner du dem ikke med eet ord." Også en anden gang vågnede han op af noget. Da havde hun en skygge / skyggeånd (tarrarsuaq) uden for.

 

Og den gamle mand tog også fat på en historie om sin mor. For når de andre var taget på renjagt / rensdyrjagt og de (mor og småbørn) var ladt ene tilbage, så, når maden var ved at slippe op, gav hun sig til at råbe højt, flere gange, om at få mad. Netop som hun råbte voldsomt højt, så de en tungt lastet kajak nærme sig. Hun sagde til børnene: "Det er jeres farbror der kommer. Gå ned og tag imod ham." Børnene gik mod ham. Og da han landede, var det bare et stort klippestykke som de havde troet var en kajak. Børnene gik op og når de sagde det til deres mor, råbte hun atter løs: "Anden gang / mad, mad" (aapatassaanik, dvs. åndesprogets ord for mad, BS. AB mener det er "Anden gang"). Snart strømmede folk op på siden af hende, en hel flok efterhånden, sagde han. En af dem gav hende tørret rensdyrkød. Og en af dem, en ung, ugift pige, der dukkede op med store muslinger der hang fast på hendes kamiksåler, sagde: Jeg kom nordfra, fra klipperne. Hende Kuppalisuaq, som, fordi de fjernede mig derfra med magt, ikke taler meget / ikke bryder mig om den slags mad." Men efter sigende spiste hun aldrig tørret kød midt på dagen. Kun om natten, og da hun begyndte at spise vækkede hun sin datter, som skulle se på at hun spiste det. Og så snart hun spiste af det, begyndte hendes mund at gå kaput, værre og værre, lige til hun døde af sindssyge.

 

Men da nu deres husfælle (den gamle mand) døde, sagde Maliit, så en dag, to dage efter at de havde begravet ham, hvor Maliit havde spændt det ene efter det andet skind ud til tørre, en hel masse, og havde samlet dem sammen igen om aftenen, da de var tørre, båret dem ned til båden og lagt dem under den, og så gik tilbage midt på stien, da stod han, som de havde begravet for to dage siden lige dér, hvor hun ikke kunne komme uden om ham. Ellers var hun straks flygtet, men nu gik hun så bare hen mod ham. Tættere på vendte hun nærmest ryggen til ham og kunne næsten røre ved ham mens hun kantede sig forbi. Hun var så bange, fortalte hun, først så bange, at hun skammede sig for at sige det, da hun kom ind i huset. Så sagde hendes husfælle:

"Maliit, hvad er der galt?"

"Vi har set et spøgelse!" hviskede hun.

 

Fra Appamiut flyttede de til Isortoqs Uummannaq, hvor Maliit snart efter fødte en datter, som de jo blev lykkelige for. Så snart vejret mildnedes, rejste de nordpå langs kysten og slog sig ned for vinteren i Ilulissat. Da de var kommet dertil, blev hun overrasket over alle de hvaler de dér fangede i våger / polynier. Stedet hvor de begyndte overvintringen og havde hus hed Allisoqqat, sagde hun. Om vinteren en dag, mens hendes mand var taget på ulkefangst, gik hun ned og nogen skød hende i benet. Det var skam den mellemste søn hvis kugle under ravnejagt havde ramt og var prellet af på hende.

 

Da det for alvor blev vinter, sagde hun, da det rigtig frøs, tog folk frit omkring, og hun var ude (på isen) og for første gang se dem fange hellefisk. En masse fiskere, der byggede snehytter. Hvor var det dog fornøjeligt. Men, sagde hun, lidt senere, da familien tog på besøgsrejse nordpå, synes de også selv at de ville lidt på besøg med hundeslæde. Men da de så først måtte købe en spant til opstænder på slæden, forlangte de (sælgerne) alt for meget, og de kom igen og igen, altså dem der ville sælge træet.

 

De folk de besøgte var gode fangere. Da aftenen faldt på, var det tydeligvis mændene man hørte, for de snakkede ikke om andet en fodbold og slædekørsel.

Første gang de kom ind på besøg fik de øje på et trist barn der sad alene lige over for dem. Da de så undrende på ham sagde værtsfolkene (?). Det er fordi han ikke ved hvad der er sket hans forsørger (adoptivfar), som gik ud over isen men ikke kom tilbage (usikker oversættelse, BS). Efter besøget gik de hjem og besøgte dem aldrig igen, fordi, havde Maliit sagt, de folk bedrev hekseri, og hun brød sig virkelig ikke om dem, når de snakkede om den slags, fordi præsten havde lært dem, at det skulle de ikke lytte til.

 

Da foråret for alvor kom, havde hun fortalt, se dog! så begyndte de at fange masser af hvid- eller narhvaler. Da de så roede ud på sommerophold tog de med dem til Nuugaarsunnguaq. Da de der syede amaat til sælskindsanorakkerne, syede Maliit også en fin en til søndagsbrug, men da hun var førdig og havde lagt den op på fisketørrestativet og var gået ind et øjeblik, så, da hun kom igen, havde hundene minsandten ædt den rub og stub. Der var også et år med dårlig fangst, hvor de gerne satte talerkenfulde med mad ud til hundene. Men da Maliit havde sat en tallerken ud, og hundene slikkede den, kunne hun ikke få fat i den, for der var bare ikke længere nogen tallerken.

 

De var en lille familie, sagde Maliit. Engang hun var alene, fordi kajakmændene var taget ud, lød det pludselig som teltforhænget blev åbnet, og da hun drejede hovdet, kom der en stor kvinde ind, som hun aldrig før havde set. Det var altså Qillaq som kom ind og sagde at hun skulle tigge om noget med ben i til nogen / en anden. Maliit var i færd med at flænse skind til inderkamikker, og normalt var Qillaq virkelig meget rar. Under besøget sagde Qillaq så til sin værtinde: "Gå lige ud!" Maliit tog sine kamikker og gik ud, og da hun havde været ude lidt og kom ind igen, rettede Qillaq der stod og flænsede sig op. Noget overrasket satte Maliit sig, men straks efter sagde Qillaq: "Maliit du skulle skamme dig!" Og så gik Maliit ud igen. Hun gik nok ud, men da hun kom ind (igen) og Qillaq rettede sig op fra sin flænsning, så Maliit, at hun stak lidt til side. Da Qillaq skulle gå efter besøget, gav Maliit hende det hun havde bedt om, og hun gik. Om natten da Maliit var gået i seng, pillaqaarani (?) vågnede hun op ved en stemme indefra. Hun havde fået næseblod så kraftigt som fra en spand der strømmer over med vand. Mens hun prøvede at komme i tøjet, kom Qillaq hen imod hende med afskårne stumper fra hendes kamikker og kødstumper i hænderne. Hun skar noget ud mens hun nærmede sig. - Hun brød sig ikke om at fortælle den historie, men til sidst gjorde hun det. - Da Maliit vågnede havde hun fået en ny (pitaariallarluni ??), og nogen, hun havde set komme ind, sagde: "Man siger, at Qillaq knækkede helt sammen da hun i nat faldt ned fra briksekanten. Dernede fik hun så næseblod!" Maliit fik det lidt efter lidt bedre, mens Qilaaq fik det værre og værre. Hun døde så sørgeligt.

 

Da det blev sommer, tog de sydpå, igen til Isortoqs Uummanaq, hvor de blev (?). Så nu er jeg færdig med mine Maliit - historier.

 

Men så mine forfædre, de rejste jo (som alle andre) her og der, og da min far første gang rejste med (sin) umiak boede han på Kangeq og det var mod land, sydover bare til Nuuk. Men da der var så megen is dér, kunne de ikke komme langt nordpå og måtte overvintre i Napasoq og først senere tilbragte de vinteren i Amerloq. Da de havde overvintret dér i nord tilbragte de sommeren i Isortoq. Mens de var der, ankom en umiak nordfra som slog lejr, en båd fuld af folk fra Ilimanaq sagdes det. Den ny bådejer var Kussukusuk, lillebror til Tiliisaq, en kvinde fra deres rejseselskab (fra?) Amerloq. De skulle være rige på gods men var frygtelig sultne da de slog lejr. Abraham selv og Soorunnguaq var familieoverhoveder, aataartunnguarooq ?OBS? så når de havde jaget og fået mange rensdyr og roede lidt ud fangede de straks noget og bugserede det til land. Det var fordi, sagde man, at Kussukusuks var så sultne fordi de stort set intet havde fanget da de kom hjem fra fangst og rejste af sted ?OBS?

 

Og min far, Abrahan fortalte historier, som jeg altid lyttede til. Hans mors historier, altså min ærede bedstemors, Tigaaqs yngste datter. Denne Tigaaq, siger man, startede med at jage med bue og pil og fangede ofte, men så snart hvalfangerne kom, købte han sig en bøsse.(Med den) tog han hævn over sine fjender og rejste så nordpå til Pisuffik. Min bedstemor, der stadig var udøbt, ja det var de faktisk alle i familien, hed Tartoq men Tapitta da hun blev døbt. Men denne Tigaaq, sagde man, døde i Nuussuaq uden at være blevet døbt. Hans døtre blev gift i Ilulissat, og da Tigaaqs søn, Amaalissuaq, blev døbt, fik han navnet Abraham, altså ham, der skriftede grædende for præsten op til dåben. Og min store bedstefar, Egede, sagde at han var født i Nuuk.

 

Da danskerne kom til Kangaamiut, flyttede Egedes familie til Kangaamiut med kun een fanger, for Egede fangede endnu ikke. Så, siges det, kom deres enlige fanger ikke hjem, og senere rygtedes det, at en af dem der sejlede langs kysten havde dræbt ham. Derefter havde de kun danskerne ilaqileqarpaat: at holde sig til / omgås / havde de kun dansk tøj at gå i (flere muligheder, AB). Da deres fanger udeblev og de faldt i sorg over ham, blev en af kvinderne, der jo også sultede, sindssyg. Men så giftede deres købmand / kolonibestyrer / handelsbestyrer / -assistent sig med Egedes ældre søstser. Og på den tid hun fik et barn, var Egede vagtmand / stod Egede brandvagt (på udkig efter hvaler, BS) og gik ikke tidligt i seng. Mange mænd stod uden for vinduerne. Så en nat da en mand som vanligt stod uden for huset, fulgte han (Egede) efter ham, men netop som han næsten nåede ham på stranden, kunne Egede pludselig ikke længere se ham, for dertil og ikke længere lod han sig se (muligvis underforstået en innersuaq, ildmand, en af strandens underboere, BS).

 

Efterhånden kom der flere og flere folk (til Kangaamiut). Da mængden tog til, giftede Egede sig. Han tog Tapitta, de fik en datter, og en sommer hørte de, at handelsbestyreren skulle flytte til Qaqortoq. Først nu skulle Qaqortoq have danskere (koloniseres). Deres kolonibestyrer (i Kngaamiut) skulle altså rejse, men Egede ville med. Derfor fulgte han ham i to konebåde, sydpå og på stedet tæt på Qaqortoq hvor de lagde til land, var der to forsamlinger af / grupper telte. Og tænk, en af grupperne var altså efterkommere af ham, der havde myrdet deres eneste fanger. Så rygtet gik jo, at Egede var kommet sydpå for at hævne mordet. Egede gik så op og ind i et af teltene, hvor så en mand kom ind, rystende over det hele, og da han havde sat sig sagde han, at de havde hørt, at Egede var kommet sydpå for at tage hævn, og at det var hamselv der var morderens efterkommer. Men Egede sagde, at det bestemt ikke var hans hensigt, for efter at de var blevet døbt, brød de sig ikke om at dræbe nogen. Da de efter et kort ophold i land  skulle af sted igen, kom morderens efterkommer ned med en ledsagende kajak og nogle paddelårer ned som en gave til Egede (kajakmand eller kun en kajak ?).

De sejlede derfra og var på udkig efter et egnet sted til Qaqortoqs store huse. Da kolonibestyreren havde fundet beboeligt land, måtte de jo vente på skibene. Så, endnu før de var blevet utålmodige kom skibene, og Egede roede ud til skibet med posten (som skibet skulle have med, BS). Straks de havde lagt til land begyndte de omgående at bygge husene.

 

Dengang Egede ankom i syd syntes han ikke, at der var så mange mennesker i området. Men da skibene lagde til, fortælles det, blev han for alvor klar over, hvor mange der var. De strømmede til i mængder, og man hørte ikke andet end snak om enten tobak eller nåle, for de var vilde efter små jernstykker. Det var næsten heller ikke til at sove med alle de tilrejsende mennesker, sagde man, så kolonibestyreren bad dem holde trommedans ved elvens bred. Nåda, hvor blev de henrykte, og de holdt trommedans ved elven . Nu var det jo sådan, at når folk samledes i store mængder, handlede de med alle mulige småting, lampevæger, tørrede småulke, for dog ikke at komme helt tomhændede hjem. Når kolonibestyreren så havde købt ganske ligegyldige sager, smed han dem ud, når sælgeren var gået. På det sted så Egede også en kajakmand komme, der var så gammel at han ikke kunne holde sig på ret køl. Han havde en ung kajakmand med som ledsager, der understøttede ham med sin åre, når han var ved at kæntre. Alligevel havde han en lille tørret mavesæk som last, sagde man (en slags redningsboble? Chr. B. En pooq-amulet mod kæntring? BS), og han kom fordi han aldrig havde set en dansker før.

 

Når skibene dengang skulle ud fra land, bad de en person (kendtmand) sejle med. Det blev så Oqaqqu, den forældreløse, Qaqqats plejesøn, der denne gang sejlede med. Egede så ham tage bort som kendtmand, væk fra sine egne, trist og grædende dér i agterstavnen. Tilmed sagde han: "hvor trist at Qaqqat ikke forbød mig at rejse over vandet / stakkels Qaqqat bad mig (ellers) ikke rejse over vandet (krydse havet)."

 

Da han var sejlet og det var efterår, var nogle kajakker kommet på besøg, og deres shaman sagde, at Oqaqqu var blevet dræbt af nogle soldater. Vinteren gik og sommeren kom, og endelig kom skibene, og der var minsandten Oqaqqu i fin jakke, flot blød hat, og han var blevet døbt. Han havde fået navn efter kongen, Christian og var vist blevet rig. Snart efter at han var kommet i land søgte han en der kunne vaske hans tøj. En af handelsmedhjælperne var sat til at vaske noget, og da Oqaqqu bad ham hente noget sæbe (qaqorsaat - hvidtemiddel), kom han med et stort stykke skrivekridt / tavlekridt. Da Oqaqqu sagde, at det var jo kridt, sagde han: "jamen, hvad er så sæbe for noget?"

 

Oqaqqu gik øjeblikkeligt i gang med at få sig en ny umiak, som han efter sigende ville betale rundhåndet.

 

Mens Egede var dernede i syd, fangede Sakkak en pukkelhval som var blevet harpuneret mange gange (af andre et andet sted? med en masse harpuner i? BS), og vinteren før han rejste nordpå havde Egede en grov karl som bofælle, der havde mange fortællinger. Om denne fortaltes det, at han een gang havde følt sig ordentlig mæt. Det var i blåbærsæsonen, hvor han var ude efter bær og da han nåede ud for sit bærsted og gik op, var det så blåt som aldrig før. Han gik derop, men fordi det var så besværligt at bukke sig helt ned og plukke og spise, og stedet var så skønt, lagde han sig ned, plukkede løs og guflede i sig. Og hver gang der ikke var flere, rullede han bare en omgang ned. Han var faktisk nået et godt stykke nedad, da han begyndte at mærke sin mave og tænkte: "måske har jeg endelig en gang forspist mig." Han kiggede lige på sin skygge og blev klar over, at hans fødder pegede nedad, hvorefter han rullede bagover og tog fat på at plukke og spise igen. Da hans mave endnu længere nede begyndte at gøre ondt og han atter ville se sin skygge, stødte han imod den (?? fordi han var nået helt ned ad bakken ? BS) og da havde han utroligvis fået nok! Mens han langsomt gik ned og kom til sin kajak, måtte han både skide og kaste op. Han kom til hægterne, men så tog han (dog) hjem.

 

I den tidlige vinter, hvor Egede havde fanget to spættede sæler, spiste den grove karl til han revnede. For så snart Egede havde sat maden frem, kom den grove med sin lille kiste og satte sig på den ved siden af Egede, og mens skindet kogte færdigt, åd han uafbrudt. Ud på aftenen revnede han (??) og blev syg. Langt om længe kom han sig.

 

Da vejret blev mildere, rejste Egede nordpå. Sent på efteråret nåede de Paamiut og overvintrede foreløbig dér, men da vejret blev mildere, tog de videre nordpå og kom til Kangaamiut. Mens de overvintrede i Kangaamiut, døde Egedes datter af længsel efter sin bedstefar / faster (?). Og så snart det blev mildere, tog Egede bare nordpå og blev et år i Ilulissat. Da den tredje vinter begyndte, og en slæde ankom nordfra, så Egede et ægtepar klædt fra top til tå i rensdyrskind. De kom kun for at få krudt og bly. Tobaksrygning kendte han ikke. Fordi hans hunde var så fortræffelige, ville bestyreren faktisk gerne udveksle dem for sine hunde plus en halv 'form' / stang (?) bly og en stor dåsefuld krudt. Men da gæsten ville til at tage imod det udbrød han: "Milde himmel, jeg elsker dem jo så højt!" og opgav handelen. Så det endte med at han rejste uden at have fået noget.

 

Og man siger, at snart efter så Egede Uteriitsoq komme, ham der hed Uteriitsoq, en enorm mand, meget sort, en værre ædedolk. Han fortalte anekdoter fra sin tur langs kysten nordpå, helt op til det frosne Polarhav / Ishavet. Undervejs dertil havde han mødt en gruppe mennesker der gik med åbenstående hætte (?), og det var med vilje, sagde de, fordi månen så på dem (og så ville blive bange, Chr. B.). De slog lejr og overnattede hos disse mange folk, og da de vågnede op om morgenen, var der en af de to ækle mænd, der gik ind og ud (det lyder underligt, BS) og gav ham et ordentlig skub med hånden bagfra (Chr. Berthelsen har: Da de overnattede hos disse mennesker, skete det, at en af dem der gik først ud om morgenen, blev overlistet og skubbet bagfra af en af de fastboende). Han var lige ved at gøre gengæld med et skub med hånden, da det viste sig, at det var deres skik når de så nogen for første gang. Han rejste fra disse folk videre mod nord til den faste is og fulgte iskanten og måtte slå lejr på den bare is. Og netop da var der mange hvidhvaler / narhvaler, så da de skulle slå lejr, fangede han en hval og så brugte de dens mattak som 'gulvtæppe' (ifølge Chr. B. AB's forslag er uforståeligt). Da de tog derfra lod de alt kødet ligge. Ved Ishavet, fortalte han, havde de lagt til ved en ø. Der var kun et enkelt hus med stødtænder (i stedet for træstøtter? BS) af hvalros og narhval og masser af fangstredskaber af narhvaltænder uden for huset. Inde i huset kunne han se hvad folk havde spist, et hoved, men ikke fra hvilket dyr, og der var ingen mennesker at se. Derfra vendte han tilbage sydpå.

 

Og Egede selv tog tilbage sydpå, da vejret bedredes, fordi han begyndte ikke kunne få Kangaamiut ud af hovedet. Men man siger, at skønt der i nord var masser af fangstdyr, var det nok på grund af den megen is, at han tog tilbage til Kangaamiut.

 

Mens Egede var i Qaqortoq fik han set en angakkoq / angakok / shaman / åndemaner, da de der overvintrede i nabolaget inviterede ham, og han gik derhen sammen med en anden. Tidligt om aftenen mens de endnu var på besøg, var det man sagde: Vores åndemaner herude vil bede om / skaffe en mand fangstdyr i aften (dvs. holde en seance)!" Snart efter råbte de højt uden for husene: "Man skal komme og lytte!" Da de kom hen til Egede, lod han sig ikke bevæge (til at gå med). Da de (værterne) havde været længe borte, sagde Egede til sin ledsager: "Der er vist ikke det den åndemaner ikke ved (han har meget at fortælle). Måske vi skulle gå hen og prøve at blive bemærket udefra." Da de gik ud, og da ingen bemærkede dem, sagde Egede: "Lad os hente en fangstsblære fra under umiakken / konebåden og lægge den i indgangen fra husgangen. Så opdager de os måske." De tog en, bar den op og lagde den i indgangen. De lyttede lidt til dem, men da de intet forstod, gik de tilbage og ventede på deres værter. Omsider, først hen på natten kom de. Nå, og de sagde: "Da det sluttede, og en af dem gik ud, kom han til at træde på den dér fangstblære. Da han bøjede sig efter den, og den viste sig at tilhøre den, der skulle skaffes fangstdyr til, sagde de andre, at han var vel nok heldig (Ifølge Chr. B. og Arnaq Grove. Jeg har fravalgt AB's tolkning, nemlig at det er angakokkens blære). Næste dag tog de hjem og senere hørte de, at den der skulle skaffes sæler til intet havde fanget den ganske vinter.

 

Egede rejste altså nordfra sydpå, dvs. han blev nu fastboende i Kangaamiut. Det var så da han kom til Kangaamiut at han fik en ny datter, Klara hed hun. Og senere fik en han en søn, der fik navnet Abraham. De kom altså til at opleve Habakuks vranglære. Abraham oplevede det godt nok, men forstod ikke et pluk af det. Dengang de begyndte, kom kajakpostmanden og fortalte, at folk var blevet dybt troende, for nu kunne de gense alle deres døde. De brast alle i voldsom gråd, og engang mens Klara var barn og ikke kunne græde som habakukkerne, gik hun ud i gangen sammen med en anden og sagde: "Måske kommer vi til at græde, hvis vi knalder hovederne sammen." Det gjorde de så, men græde kunne de ikke. Når kajakmændene kom hjem tog de straks afsted for at blive troende. Egede fulgte dem snart ind i fjorden (Kangerlussuatsiaq / Evighedsfjorden), men han blev skeptisk / kritiserede dem og brød sig ikke om deres skikke. Så han tog bare tilbage, han tog til Kangaamiut.

Habakuk lod så sige, at Egedes familie var onde, fordi de ikke ville troe, og at de nu kun havde brystet oven vande i den store elv (?? var de ved at gå til bunds i overført betydning? BS). Deres kvindelige hjælpere var ellers begyndt at tro, men Egede søgte at modvirke det ved at læse op for dem af den tykke bog.

 

Abraham var for lille til at kunne huske overflytningen af danskerne fra Kangaamiut til Maniitsoq. Dvs. da han blev bevidst (om sig selv) / stor nok til at kunne huske, stod en del af husets / kolonibygningens skorsten der endnu, og da han for alvor blev bevidst ankom to kajakmænd der fortalte, at man i Maniitsoq havde fanget to hvaler og inviterede Egede til at komme. Han kom på besøg med umiak men vendte hurtigt tilbage.

 

Egede havde en fortælling om danskerne, da de stadig var i Kangaamiut, at kajakpostmændene roede fra Kangaamiut til Nuuk/ for at købe knive (Rinks notat)/ engang var drevet til havs (AB).

 

Fra det tidspunkt han var blev sig helt bevidst hørte Abraham, at hans morbror plejede at komme på besøg fra Nuuk / at hans morbror (angni) fra Nuuk plejede at invitere på besøg. Så da de var på besøg tog de til Nuuk (ikke ret klart, BS. Chr. B. mener at det er Abrahams far der blir inviteret til Nuuk), så han vist adskillige gamle mænd, som skam var Egedes fætre på besøg. Så da de tog af sted, fulgte Egede dem ind i Nuuks fjord og blev der om foråret for at samle fedtsten. Det var første gang han havde set folk arbejde i fedtsten. Nogle lavede lamper, andre gryder til at hænge over lampen (muligvis stavefejl i håndskrift: qullissiut i stedet for qulissiut (gryde)). Hver gang en ting var færdig, fik de en lille mand til at se på / syne den. Efter det ophold tog de ud ad fjorden til Qooqu / Qooqqut (?). Dér tog en umiak afsted for at få fat i en qivittoq / fjeldgænger, der havde taget en kær gammel ugift kone med. De havde skam allerede bygget et hus, men et par fangere, der var ude efter spættede sæler havde fundet det. I Qooqqut ventede de bare til de kom med dem (fjeldgængerne), og da de havde set dem tog de nordpå til Kangaamiut. Da vejret efter overvintringen dér blev mildere, tog de til Amerloq efter fedtsten. Efter Amerloq tog de tilbage til fjorden bag Itilleq og slog lejr hos dem, der havde tilbragt foråret der, nemlig familierne Egede og Larsisuaq. Mens de lagde til land var der en der sagde: "Abraham! Ham glemmer man ikke! Han fortæller altid løgnehistorier!" Abraham troede det var ham de mente, men det var altså en navnefælle. Denne lod vente på sig, men endelig om aftenen dukkede han op, med ganske langsomme åretag. De var netop ved at begynde på en gang trommedans, da han altså lige pludselig kom. Og da han havde fanget både en stor remmesæl og en fuldvoksen spættet sæl, ville de først lige sikre sig fangstparter, selv om de (også) ville danse. Da remmesælsfangeren havde spist kom han ellers ud, tilsølet i blod, for han kom ud til trommedans i kjole og hvidt / skødejakke / blodig skjorte (mange gæt hos AB's hjælpere. Rinks note: kjole med skød). Det var de andre der sagde, at han løj.

 

Egede som de havde hørt om / ville komme, var nu endelig kommet på besøg. Nå, om vinteren fortalte han historier, om hvordan han var blevet udsat for hekseri: "Villads ville jo ellers have forhekset mig. Jeg havde det rigtig ubehageligt. Hver gang jeg prøvede at sove, hvad var det? nogen prøvede at røre ved mig. Da han så virkelig rørte ved mig, fik jeg det bedre. Men det siges, at før Egede var i bedring, tog de sydpå, og derefter har jeg ikke hørt mere om, at han rejste. Men (jeg har hørt) at han snart efter ikke kom sig, at Egede døde. Og lille Abraham var ikke engang begyndt at lære kajakroning.

 

Men jeg har også hørt Lisette fortælle: Bestyrerens afløser kom, han hed Jens, var grønlandsk gift, og en af hans folk hed Pele. Om denne sagde man, at han ikke kunne få orgasme og var slem til at stjæle. En dag mens Lisette og andre endnu var børn var de ude at gå med Pele. Pele gik lidt væk fra pigerne og trak sin penis frem, som han så viste pigerne, og nøj, hvor den skinnede! Da de så nærmere efter, havde han jo givet den fingerringe på fra bund til top! Et par af de unge piger spurgte: Hvor har du dem fra?" Pele sagde: "De er en gave fra bestyreren." Pigerne tog sig ikke noget særligt af det. Mens de spadserede videre gav Pele sig også til at spise brød med tykt smør på, og de spurgte: "Og hvor har du så det fra?" "Nåeh, det er en gave fra bestyreren." Da børnene kom hjem og fortalte om det, fik man mistanke og begyndte at lede, for også bestyreren var begyndt at savne ting og sager. En fandt et par brødforme i vindfanget, en anden et par halværmer proppet med smør under en umiak, og da en søgte i nærheden fandt han brød! Altså hans tyvekoster fra butikken alle til hobe. Da de forstod det, tævede de ham først og sendte ham så til Timerliit. Nå ja, da de slog ham, havde han skidt tyndt i bukserne, sagde man.

 

Da de store huse (kolonibygningerne) blev flyttet til Maniitsoq, og da så i Maniitsoq det store hus' loft brændte, blev bestyreren helt sodet til / sat fra bestillingen (ifølge Chr. B.). Jeg hørte Lars Berthelsen fortælle om det. Han var barn dengang og legede ved huset, mens handelsassistenten / handelsbetjenten og danskerne og tjenestedrengen var inde i butikken, da så drengen tændte ild med et fyrtøj, og gnisterne sat ild til det. Lars fortalte det sådan, at mens de legede, eksploderede det, så børnene faldt om og blev indhyllet i tyk røg. Store stykker træ landede ved siden af dem, og folk så vildt forskrækkede ud / råbene gjaldede i den vilde forvirring (Chr. B.). Da børnene kom til hægterne, kom de på benene og flygtede. Den stakkels tjenestedreng blev dræbt. Men handelsassistenten var efter sigende ok. Så dengang bestyreren ville forlænge den kirke de var ved at bygge, måtte de have skorstenen renset for sod / blev han sat fra bestillingen (Chr. B. - Ingen af forslagene giver umiddelbart mening, BS). Langt senere, da Abrahan var begyndt at fange fik han at vide, at en ældre assistent var kommet til landet og at det skulle være ham der havde antændt ilden. Han skulle være handelsbestyrer, og man sagde, at han var meget omhyggelig med sit arbejde, for han var aldrig kommet over den forskrækkelse han havde fået (fra "Langt senere ... og hertil: mest Chr. B., fordi ABs oversættelse ikke giver mening).

 

Da Abraham var i sine bedste år som fanger, var der ingen rensdyr. De tog gerne ind i fjorden, og de bedste jægere fik fem rener. Efterhånden lod dog flere og flere rensdyr sig se. En sommer de sejlede ind i fjorden var der så godt med rener, at efteråret var begyndt, da de tog ud af fjorden.

 

Så blev folk syge og mange døde. Tidligt i foråret hvor kajakposten skulle komme fra Amerloq, kom der ingen, og da der kom postmand fra Maniitsoq, hørte de at alle amerloq'erne var døde.

 

Derefter var det så, at renbestanden voksede, men da var Appamiut affolket, fordi de var flyttet til Amerloq. Og der var også tilflyttere til Amerloq sydfra og fra Napasoq. Det var så på den tid Abraham overvintrede i Amerloq for at deltage i hvalfangsten. Her døjede de om vinteren efter sigende igen med sult, fordi de kun fangede en enkelt hvalros og ingen grønlandssæler. Så snart det blev mildere, tog Napasok-folkene hjem, og det samme gjorde Abraham til Kangaamiut, hvor han blev.

Det vil sige han tog på renjagt, for nu var der ved at være mange rensdyr.

 

På det tidspunkt da Abraham fik egen konebåd, kom der ingen skibe til Grønland med varer. Dengang var han om foråret i Napasoq, og skønt han vidste, at der ingen varer var at købe, ville han alligevel med umiak / konebåd prøve at sælge noget spæk. Selv havde Abraham endnu en smule krudt, men da der jo ingen varer var til salg, købte han en vandbeholder til opblødning af kartofler (??) kokossaussangovak (??) af assistenten, men af bødkeren et lille stykke bly / tin. Han smeltede det og fik tre kugler ud af det. Det var hvad han købte, og da der ikke var mere at gøre / få dér, rejste han videre til Nuuk. Undervejs til Nuuk brugte han sine støbte kugler og nedlagde tre fuldvoksne rensdyr. Da han kom til Nuuk gav han køllerne til herrnhuterne i Noorliit og da han (til gengæld) fik et lille stykke bly smeltede han det og fik fem kugler ud af det. Og da præsten bad ham tage ind efter elletræ (rød el / evt. pil) rejste han med umiak ind efter det. Undervejs til Ameralik, hvor de kunne samle elletræ, tog Abraham på renjagt i flere dage og fik fem rensdyr. Da de var færdige med at samle elletræ var båden stopfuld. Da han kom tilbage, betalte præsten dem med tobak, så meget som en halv pegefingers længde til hver af roerskerne, men til Abraham en hel pegefingers længde. Hvor var det skønt!

Da han havde fået disse ting og ville nordpå igen, måtte de overvintre i Napasoq, fordi de ikke kunne komme videre pga. pakisen. Men om foråret hørte de, at der var kommet skonnerter til Maniitsoq, det sagde kajakposten. Og så tog de derop. Også inspektøren fra Nuuk og Nordgrønlands inspektør. De tog alle til Maniitsoq. Abraham købte ammunition og tobak og tog videre til Kangaamiut. Men senere, uvist hvor meget senere, da der kom skib til Amerloq, rejste alle Kangaamiuts kajakmænd til handselsstationen i Amerloq, og denne gang havde de købt / kunnet købe masser af ammunition og tobak. Så snart de var hjemme igen roede de ind i fjorden, og som sædvanlig når de tog derind fik de straks rener. Kun fuldvoksne bukke, for der var ingen små at se. Da de kom ud af fjorden igen tog de på overvintring i Amerloq.

 

Efter vinteren, da sommeren kom, tilbragte han sommeren sammen med folk fra Nordgrønland. Dem fik han til at fortælle historier.

 

Man sagde om den midterste af mange søskende, at han var helt til grin, fordi han påstod at han var læge. Han havde lært af de engelske læger (fra hvalfangerskibene), sagde han, om et apparat til åreladning. De var ikke vrede på ham. Da engang en begynder i kajak kæntrede lidt og kom på land, gik 'lægen' straks igang med at årelade ham, selv om han ikke fejlede det mindste. Ligeså da Judithe, en af dem fra Amerloq, blev syg, skulle han jo straks tage hendes puls, og da han slap hendes arm sagde han: "Du er ilde faren, du skal dø, din puls er ligesom mærkelig." Men hun døde nu først som meget gammel. Og efter hun var kommet sig, ville denne nar af en 'læge' have hende og tage hende med magt (men forgæves, BS). De (hendes?) mange søskende var store bjørnejægere, og den ældste fik engang tre bjørne (en hunbjørn med to unger, CB) på een gang.

 

Da de kom ud af fjorden (tilbage fra sommerpladsen, CB) roede Abraham nordpå med post. Da de forlod Sisimiut i retning mod Aasiaat traf de på folk, først en, så to umiakker / konebåde og ved mundingen af Amusivik to huse, Qoqqulissuuts og Unnussaqs huse. Man siger det var alle de mennesker han mødte / kun mennesker mødte han (?). Men da han nåede Aasiaat om natten, slog roerne lejr, og da de fandt det for mørkt til at trække den nyligt betrukne umiak op (på stativ? CB), og den bare blev liggende på land om natten, åd hundene betrækket, og også stenene, der holdt deres sovested (telt) på plads, havde de spredt og var nu i gang med at æde (teltskindet) med.

 

Så snart skibene kom i havn, tog de/han tilbage igen (til Sisimiut).

 

Han overvintrede i Uummannaarsuk, hvor nogle udøbte sydlændinge bosatte sig.

 

Et medlem af Nammijas familie, som var blind undrede ham meget, for han var meget god til at skære i ben og træ. Alle fangerne var håndværkere (AB) (Han lavede redskaber til alle fangerne, CB). Når han skar årer, kunne han lave dem lige ved blot at føle på dem. Også handelsassistenten fik ham til at bygge sig en båd, med køl, og til sin glædelige overraskelse fik han den også ud at sejle.

 

Det var hvad min far fortalte, men jeg husker ikke rigtig rækkefølgen, for det var ene og alene Hans Egede selv, der fortalte om de ting han havde set, da jeg begyndte at blive stor.

 

På vej ind i fjorden slog vi lejr i 'Kaitessovarsuk' (?), hvor der var to telte. I det ene telt boede Noas fra Qeqertarsuatsiaq og i det andet Assakaks. Om Noa fortælles det at han ofte fik fangst. I den korte tid vi var der, fik han to store, fuldvoksne rensdyr. Da han havde serveret sit rensdyr, og man begyndte at spise, og der så dukkede en stor sortside op lige ud for lejren, tog han straks ud og harpunerede den. Men den anden, Assakak - han var døbt Lars, men folk kaldte ham altid Assakak - var jeg inde hos sammen med hans børn. Og der hos Assakaks var der hans store kniv, en meget stor kniv, skinnende blank. Da Assakak og hans kone var gået ud, spurgte jeg børnene, hvor han havde fået den fra. Det var én der vist var fundet, svarede de. Jeg spurgte så, hvorfor den var så skinnende blank. Fordi Lars hele tiden sleb den, svarede de. Men hans anden kniv af hajtænder skulle jeg lige til at bruge som redekam, da Lars pludselig uventet kom ind og sagde: "Den slags gør ondt, for den har skrabe(nde tænder), og i gamle dage da en laksefisker med en sådan kniv blev fanget og siddende ført bort af en stor indlandsdværg (inoruseq), gav han sig af skræk til at save i dens hånd, og snart kastede den væmmelige fyr ham fra sig.

 

Men denne Assakak hørte jo ikke til de ivrigste jægere. Engang på renjagt og selv om der var masser af rener, klumrede han rigtig i det. Han lavede sig et skydeskjul og gav sig bare til at vente. Han skød ikke, selv om renerne var store / mange (?). Da de andre havde ventet og ventet på, at han skulle skyde, gik de så hen til ham og så, at han var i færd med stille og roligt at rense sin bøsse og bøsselås og at han, uden at kunne se området uden for skærmen, satte delene på plads. Da de så kom hjem, lod hans slægtninge ham forstå, at han hellere måtte lade sin søn bruge bøssen. Omsider sagde så Assakak noget: "Så travlt man har med den bøsse. I morgen tager jeg ud til kysten." Næste morgen tog Assakak så af sted på flere dages renjagt. Længe var han væk og kom faktisk hjem med en renbuk. Man siger, at da fedtet på suppen i gryden var stivnet næste morgen, og han ville ud og tisse for at komme tidligt af sted, havde han fedtet med i hånden og søbede det i sig mens han tissede.

heksemesteren Maavak og hans datter Isilerfik

Print
Dokument id:236
Registreringsår:1860
Publikationsår:1997
Arkiv navn:
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:heksemesteren Maavak og hans datter Isilerfik
Publikationstitel:Fortællinger & akvareller
Tidsskrift:
Omfang:ss. 142 - 145
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 46h - 47v (manglende sider ses i afskriften).

Publiceret transskription af orig. håndskr.: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 142 - 154: Maavammik ilisiitsumik.

 

Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 191.

Kort dansk resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 142,

s. 332.

Endnu kortere på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 106, ss. 450: The visiting Animals.

 

Resumé:

Heksemesteren Maavak og hans datter Isilerfik.

Maavak, der har et dårligt ry som heksemester, må forlade sommerbopladsen Saattormiut nær Maniitsoq, hvor han får skyld for en ung mands død. Det er fralandsvind, og dog driver en lille sort pose fuld af edderkopper i land. På den måde får Maavak stort set udryddet hele bopladsen. Maavak overvintrer i Appamiut, hvor han under en udlfugt med bopladsfæller til et mindre sted i nærheden, Illut, må fjerne en af de menneskearme han selv har anbragt her og der i elve under sin rejse til Appamiut for ikke selv at blive ramt af dette hekseri. Også i Appamiut får Maavak skyld for uhyggelige dødsfald og fortsætter derfor til Amerloq, hvor man blive glad for ham. Han dør dog som afsindig ligesom fangstfællen Pulorsuaq, fordi de begge ønsker sig den smukkeste tand af en hvalros de har fanget sammen. De skændes og skændes, bliver dødsfjender og svulmer op som to enorme oppustede fangeblærer / fangstblærer. De dør på een og samme gang. Man begraver hvalrostænderne sammen med dem.

Maavaks datter Isilerfik vokser sig stor og smuk, men da to unge mænd søger at komme hende på klods hold, opdager den ene, at hendes undekrop dirrer og at håret er delvis løst op. Den ene, der senere dør, slipper hende, hun forsvinder ned i jorden, og da de går hen til hendes telt, sidder hun der med bare ben og løsnet hår. Dvs. hun har været i gang med hekseri. Den anden unge mand overlever den sygdom, som hekseriet har påført begge unge mænd. Han hedder Anartalik, ham med lorten, pga. af en amulet, en lort fra en mand med livslang hård mave. Amuletten hindrer også hans sårede dyr i at ødelægge hans redskaber.

 

Kommentar: Man skal øjensynligt være barbenet for at kunne bevæge sig usynligt eller fra de usynlige til den synlige verden. Se også Kreutzmann om Kuannak.

Fæces er velegnet til at formidle overgang fra den usynlige til den synlige verden. Her gør den hårde klump åbenbart en fortræffelig modstand mod hekseriet.

Voldsomme skænderier og skældud karakteriserer mange af Jens Kreutzmanns fortællinger.

Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34.

Historien om Mannik

Print
Dokument id:1854
Registreringsår:1863
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Historien om Mannik
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 306
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, II, 4' nr. 238 ss. 936 - 939.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

"Taama allattunga, Aron", 1999, II: 306: Oqaluttuaq Mannimmik.

 

Resumé:

Kun indledningen til fortællingen eksisterer i denne håndskrift:

M. drager nordpå (med familie) til ubeboede egne, hvor familien må overvintre. Tager selv senere yderligere længere mod nord, hvor han får øje på et hus, der virker forladt ....

 

Var.: Savinnguarniaq; Gravene er de dødes hus; Mannik; De mange brødres eneste søster, som blev gal;

Hunden

Print
Dokument id:265
Registreringsår:1858
Publikationsår:1858
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Motzfeldt, Peter
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Hunden
Publikationstitel:Eskimoiske Eventyr og Sagn
Tidsskrift:
Omfang:side 158 - 159, nr. 48
Lokalisering:Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Orig. håndskr. har ikke kunnet opspores.

Afskrift af orig. håndskr.: NKS 2488, II, 4', nr. 135.

 

På engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 31, ss. 227 - 228: The Dog.

 

Oversat resumé ved Chr. Berthelsen.

 

Et gammelt ægtepar har to sønner, som er meget dygtige fangere, og en lille datter. En dag kommer sønnerne ikke hjem, da de er blevet hængt op på en fjeldvæg af indlandsboerne (tornit) og dør på denne måde. Af sorg tager ægteparret en lille hundehvalp til sig, som konen lader die hos sig.

Da hunden er blevet stor og familien har mistet sin forsørger, drager hunden ud til indlandsboerne. Her skræmmer den alle til døde ved at kradse sig i ansigtet.

Hunden finder indlandsboernes forråd og viser stedet til sine plejeforældre.

Efter dette frygter konen sit plejebarn, og da de om sommeren skal rejse, lader de hunden blive tilbage. Den løber langs kysten indtil den ikke kan løbe længere, derefter giver den sig til at hyle. Man siger, at det er fra den tid af, at hundene har den vane at følge de bortrejsende både over land og at hyle fra det sidste næs.

 

Var.: Ikke i denne bases samlinger.

 

Kommentar: Ætiologisk myte el. fortælling - afhængigt af definitionen.

Hvordan mennesker var i gamle dage

Print
Dokument id:246
Registreringsår:1858
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Kristian
Nedskriver:Kristian
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Hvordan mennesker var i gamle dage
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, I
Tidsskrift:
Omfang:ss. 179 - 181
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. eksisterer ikke længere.

Afskrift af orig. håndskrift: NKS 2488, II, nr. 116 ss. 347 - 351.

Ret tekstnær oversættelse i Rink 1866-71, I, nr. 60.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove: "Taama allattunga, Aron", 1999, I: 179 - 181: Oqaluttuaq itsarsuaq inunnik imaattunik.

 

Resumé:

En fanger har sin yndlingsfangstplads i udhavet, hvor han altid fanger godt. En dag er en kajakmand fra nabopladsen i nord derude og snakker og snakker, så fangeren først sent får fanget og ror hjem. Næste morgen prøver han at komme først derud, men den fremmede er der allerede, og igen står mundtøjet ikke stille på ham. Tredje dag er han der også, men siger først noget hen på dagen, og fjerde dag slipper det ud af ham, at konen er syg, og hvis han ikke møder op næste dag, er der nok sket noget. Det er der så, og fangeren tager næste dag igen på besøg, hvor den fremmede, i sorg over sin døde kone, dræber gæsten. En enkes søn sliber et blad på sin foldekniv og stikker morderen ihjel, hvorefter alle geråder i slåskamp med hinanden, og enken med søn og lille datter smutter ud af et vindue og ind i et skur. De øvrige udrydder hinanden alle til hobe, familien i skuret overvintrer dér, lever længe af forrådet og til sidst af enkens tørrede ammassætter og lidt spæk i små sulterationer. Så en dag ser sønnen frostrøg fra en våge langt ude på havisen og kommer hjem med en hvidhval. Under flænsningen får pigen frost i fødderne af hvalblodet, der er væltet ned i kamikkerne, og da hun endelig får lov at gå ind, falder hun om med knækket ryg. Men broderen, der først nu åbenbarer sig som angakkoq / åndemaner / angakok, vækker hende til live igen under en seance.

 

Var.: Episoden med slåskampen, hvor alle udrydder hinanden, forekommer i enkelte andre sagn.

Hvorledes narhvalen blev til

Print
Dokument id:1544
Registreringsår:1903
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Arnaaluk (Arnâluk)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Hvorledes narhvalen blev til
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 77 - 79
Lokalisering:Agpat / Appat: Avanersuaq / Thule
Note:

Orig. håndskrift: KRKB 1, 5(14): Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04; Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "Uluâ" / Uluaa."Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

 

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905:185 - 187.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 39 - 41: "Uluâ" / Uluaa.

 

Resumé:

Bopladsen rejser på fangst og efterlader en blind mand, hans mor og

lillesøster. Moderen hjælper ham til at nedlægge en bjørn gennem

vinduet og påstår, at han ikke dræbte den. Hun giver ham intet af

kødet, kun musliger. Men lillesøsteren gemmer noget af bjørnekødet til

ham under halslinningen. Han ber hende føre sig op til en sø, hvor en

lom giver ham synet tilbage, idet den dykker to gange med ham så længe

under vandet, at han næsten taber vejret. Hjemme igen ser han

bjørneskindet. Moderen lyver fortsat om det, men vil tækkes sønnen og

tar med ham på hvidhvalsfangst, hvor hun med harpunlinen om livet

tjener som modvægt mod det harpunerede dyr. En lille hvidhval klarer

hun. Sønnen harpunerer så et stort eksemplar, der trækker hende ud i

havet, hvor hun råber på sin ulu, snor sit hår til en lang tand og

forvandles til den første narhval. Bror og søster drager ud i verden.

Mennesker med store klør fortærer lillesøsteren, hvis knogler broderen

tar på ryggen og bærer (som i en amaat ?), til hun bliver levende igen. De slår sig endeligt ned hos andre mennesker, der ikke har rumpehul. En gammel

kvinde vil stikke sig et hul i rumpen og dør. Storebroderens rumpeløse

kone må føde ved kejsersnit.

 

Var.: Tutigaq; Rink II 62; Uluaa; Holtved nr. 37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III nr. 330. Lyberth 1924 tappiitsoq. Den blinde; Narhvalens oprindelse;

 

Hist.: En fælles inuit-myte øst for isblokeringen i Nordvestpassagen,

hvor indvandrerne fra Nordalaska i 1100-tallet for første gang mødte

narhvaler.

 

Tolkning: Strukturelt svarer den unge mands blindhed til narhvalens

sorte farve. Han blir seende ved neddykning i en sø med en lom; den

onde moder forvandles til en sort hval ved neddykning i havet med en

hvidhval, som hun er bundet til ved harpunlinens "navlestreng".

 

English version: Rasmussen, Knud: A Record, The People of the Polar North, 1908: 162-172.

Idlerlêt / innersuit ?

Print
Dokument id:1826
Registreringsår:1860
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2488, III, 4'
Fortæller:Nikolai
Nedskriver:Rosing, U.
Mellem-person:Rosing, U.
Indsamler:Rink, H.
Titel:Idlerlêt / innersuit ?
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 51h - 52h, nr. 316
Lokalisering:Illutuaarsuk: Sydøstgrønland
Note:

Renskrift tillempet nudansk stavemåde af Rosings nedskrift på ældre dansk (En nedskrift på grønlandsk findes ikke):

       En gammel mand med kone og datter levede inde i en fjord og ernærede famlien blot ved fiskning. Om foråret når de andre fra stedet var på fangst efter klapmydser ude på øerne tilsøs, fiskede den gamle ikkun ulke. Undertiden kom kajakmænd fra øerne ind i fjorden med spæk og kød til famllien, og (de gamle) gav da ulke i bytte herfor. Når de gamle var gået til ro, var det sommetider som om datteren hviskede til nogen på briksen. Faderen ville ofte se efter hvem den tilhviskede kunne være, men fandt så ingen.

       En nat blev datteren atter urolig, de gamle så at hun gik ud og kom snart efter ind, trækkende en sæl efter sig. Enhjørninghorn (narhvalstand) var anbragt på remmen; og da de gamle stod op og så ud opdagede de en kajakmand ude på søen, og blev han deres forsørger, idet datteren blev mandens kone. Innerk / Inneq (ild), så var hans navn, havde den glæde snart efter at se sin kone føde en dreng; men denne kom for lyset med en klump på ansigtet der hvor næsen skulle være.

       Engang spurgte den gamle mand fangeren hvor han egentlig havde hjemme, og svarede denne dertil: "Sisersene" (Sisevsene ? sittaq: strand ?). Nu kom også Innersuaqs broder dertil. Barnet voksede op og onklen førte det ofte ned til vandet for at dukke det der. Dellelengivak / (? Terianniaq, ræv) hed barnet.

       Fra klapmydsøerne kom en dag kajakker med kød og spæk; men da disse sås i frastand blev Inneqs og broderens fangst skjult. Da øbeboerne var ? ind i huset, blev der spurgt dem af den gamle kone hvad de ønskede at spise? Bjørnekød, var svaret. Konen kom også ind med det forlangte samt med bjørnefedt. Da dette var nydt spurgte konen dem atter ad: "Hvad ønsker I så mere?" "Hvalmattak" blev svaret; hun gik også ud og hentede det. Konen gentog herefter hvad de mere attråede, og blev deres svar "hvidfiskemattak"(mattak af hvidhval); også dette bragte konen ind. Budene gik nu tilbage til øerne og fortalte det passerede.

       Disse blev misundelige herover, og var deres ønske nu blot at kunne aflive den fanger, der således forsørgede så vel for dem. - Inneq kom engang hjem med fangst, men lagde sig tavs hen på briksen. Hans kone tiltalte ham, men han forblev tavs. Konen spurgte ham da hvorfor han var så tavs. Til sidst genmælede han: "Det er for eders skyld at jeg er bedrøvet; udefra øerne vil de komme og dræbe eder og mig."

       Der kom snart kajakker udefra, men talte brødrene i huset til de andre: "Hvis kajakmændene kommer for at dræbe skal vi nok komme til og hjælpe eder, og gik de da ud begge to og skjulte dem nede ved fjæren. Da kajakmændene kom i huset blev der adspurgt dem om de kom for at nyde noget; men derfor var de ikke kommet; kun for at dræbe, sagde de. De tvende brødre sprang da ind efter at have luret udenfor, hvorover de ankomne blev bange og løb ud og stak væk i deres kajakker. Inneq foreslog at tage på rensjagt dagen efter længere inde i fjorden. Konen blev ført til båden da hun var højst frugtsommelig, og så rejste de, trak om aftenen båden på land og drog over land. Rensdyr blev fangede; men da de gik hjemefter og sprang fra stendysse til stendysse aborterede den unge kone og døde. Manden græmmede sig meget herover og rejste han derpå med broderen hjem igen til Sisevsene.

 

Tolkning: Innersuit, der ingen næser har, bor under stranden ved stejle klipper. De er storfangere, men i Østgrønland ikke landjægere. Det er de åbenbart her ifølge denne sydøstgrønlandske fortæller. I overensstemmelse med andre fortællinger om ægteskaber mellem ånder og mennesker, lykkes det ikke at integrere ånderne i menneskers samfund.

Fortællingen er formentlig noget afkortet: barnet, der lærer at dykke, er en episode der lægger op til hævn over fjenderne (søg: svømme under vandet). Men han "glemmes" undervejs i fortællingen. Inneqs broder har heller ingen indlysende rolle i dette forløb.

Igdlorenik / Illoriinnik / Om fætrene

Print
Dokument id:515
Registreringsår:1823
Publikationsår:1863
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:Igdlorenik / Illoriinnik / Om fætrene
Publikationstitel:Kaladlit Okalluktualliait / Oqalluktualliait / Grønlandske Folkesagn, IV
Tidsskrift:
Omfang:side 36 - 40, nr. 4
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Sideløbende dansk oversættelse, der næsten enslydende, men med

afkortet slutning også er trykt i 1866-71, I, nr. 40, s. 142 - 143.

 

Orig. håndskr. findes ikke længere.

NKS 2488, II nr. 68 er en seminarieelevs afskrift.  

Steenholdts afskrift findes i NKS 2488, VI: 17v - 18v.

 

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 42, pp. 264 - 265: About the Children of two Cousins.

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: Således skriver jeg, Aron, I: 270. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999:

Taamma allattunga, Aron, I: 270: Illoriit.

 

Resumé:

To fætre med hver sin barnløse kone overvintrer sammen og ved sommerens begyndelse aftaler de at kappes om hvem, der først gør sin kone gravid. Den ene, der holder sommer med sælfangst, får en søn, og da han efter en tid vender tilbage til fætteren, der om sommeren driver renjagt, har denne ikke fået børn men opfostret en renkalv. Mens kalven og fætterens søn leger sammen og slås for sjov, men da drengen ikke kan klare sig og græder, dræber drengens far kalven med en pil. Kalvens fosterfar blir fortvivlet, dræber sin fætter, og den dræbtes søn rejser langt bort. Da han senere er blevet meget stærk og kommer tilbage, er farbroderen død. I stedet rejser den stærke nevø langt af led for at opsøge en rygtbar stærk mand, der stjæler andres koner. Denne stjæler også den nysankomne gæsts kone, men bliver dræbt af gæsten i en tvekamp. Alle berøvede mænd får deres koner tilbage.

 

Var.: Lyberth Igdlorik

En lidt kluntet eller temmelig kortfattet sammenstykning af flere hyppigt brugte episoder: De to fætre (Lyberth Igdlorik), en sælfanger og en renjæger, der bliver uvenner (ligfedt). Eller der kappes om at få dygtige sønner (Ulorpanna). Om dyr der opfostres hos mennesker men ikke kan integreres i samfundet (gift med en ræv). Og om helten der drager ud og nedkæmper en asocial stærk mand: (Kunuk; Ungilattaqi).

Igdlorigssuarnik / Illoriissuarnik / Om de store fætre

Print
Dokument id:1782
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Igdlorigssuarnik / Illoriissuarnik / Om de store fætre
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:s. 103 - 104, nr. 20
Lokalisering:Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

 

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 20, ss. 60 - 69.

 

Ret fuldstændig oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II: nr. 31, ss. 71 - 72.

Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 119, s. 457: The Iglokok.

 

Resumé: Den dygtigste fanger af to fætre, der er ude sammen, fanges og

flåes af en tupilak-bjørn, som den anden fætter så dræber med fem

pile. Han begraver den døde, sørger og går af sorg ikke på fangst hele

vinteren.

En dag træffer han en sort amaroq ("ulv"), dræber den, flænser sig et

fedtglinsende sidestykke, som han tar med hjem og lader ligge uden

for. Om aftenen kommer et halvmenneske (på langs), en illukoq på besøg. Denne har

længe vandret omkring, fordi den har mistet sin bror. Derefter

underholder den med fortællinger, og værten lader sin kone koge og

servere amaroq-kødet. Men gæsten siger at "fadet hælder", flygter ud

og videre ud over isen med stor behændighed på sit ene ben, helt ud

til sin kajak, og ror bort.

 

For kommentarer til Rinks version af originalteksten se Thisted og Thorning 1996:

nr. 20.

 

Var.: ID 103, 1431, 1788, 1977, og 2329, hvor varianterne sammenlignes.

Kommentar: Den er gal med gæstens balance. For en tolkning af traditionens hældende fad, se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Det hele menneske." Hverken amaroq'en, et uhyre i Grønland og ikke mindst på Hendriks tid, og tupilakken, optræder i andre varianter. Bemærk at en ideal social balance - mellem to fætre / jagtkammerater bliver brudt som optakt. Søg også på: fadet hælder;halvmenneske; illukoq; illuinnaq.

Hist.: Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik.

 

 

Igdlorîngnik / illoriinnik

Print
Dokument id:103
Registreringsår:1867
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, IV, 4'
Fortæller:(?)
Nedskriver:Olsen, Elias
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Igdlorîngnik / illoriinnik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:ss. 459 - 466, nr. 87
Lokalisering:?
Note:

Oversættelse ved Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom.

 

Om fætrene.

Der fortælles om to fætre, der aldrig kunne forlade hinanden. Når de var på rejse eller fangst, var de altid sammen. De fandt sammen, allerede da de var små, og de blev voksne og storfangere, og deres sammenhold forblev det samme.

På et tidspunkt fik de lyst til at få sig en kone efter, at de på skift havde opfordret hinanden til det. Noget senere fik den ene fætter sig da en kone. Da han fik sig en kone, fik den anden fætter lyst til at gøre som sin fætter, men hans familie rådede ham fra det. Han sagde: "Når min fætter kan få sig en kone, vil jeg også have mig en kone." Det fortælles, at disse fætre efterlignede

hinandens gøren og laden. Når den ene fætter gjorde noget, efterlignede den anden ham til punkt og prikke. Derfor forlod de selvfølgelig aldrig hinanden. Da den ene af fætrene havde fået sig en kone, begyndte han at opfordre den anden til også at få sig en kone, og han fortalte fætteren, hvor godt han havde det efter at have fået sig en kone. Da den anden nu havde opdaget sin fætters lykke, fik han sig også en kone.  Nu da de begge var blevet gift, blev de endnu tættere knyttet til hinanden.

Engang da de var taget på fangst, kom den ene fætter tilbage hen under aften. Derefter ventede de på, at den anden fætter skulle komme tilbage, men det blev aften, og han kom ikke, og hans fætter sov ikke den nat. Den næste dag ventede de også på ham, men han kom ikke tilbage. Den næste dag var fætteren så ked af det, at han var helt ude af sig selv.

En dag gik fætteren en tur i håb om bare at finde sin fætters fangstsager. Han gik og kom til et sted, hvorfra han fik øje på en stor bjørn, der lå sammenrullet, og pladsen omkring den var fuld af blod. Da han var sikker på, at den havde ædt hans fætter, blev han meget vred. Først tænkte han på at skjule sig for bjørnen, men så gjorde han den opmærksom på sin tilstedeværelse. Da den opdagede ham, kom den farende hen imod ham. Da fætteren så den komme, gav han sig til at vente på den. Først da bjørnen var lige ved at nå ham, greb han den om de vældige forpoter og slyngede den fra sig ned på jorden, så blodet flød fra den. Da han havde dræbt den, åbnede han dens mave og genkendte straks sin fætters hoved i dens mave. Da han havde genkendt sin fætter, blev han så vred, at han skar bjørnen i småstykker og smed delene rundt omkring. Da han var færdig med det, tog han hjem.

Næste dag tog han på vandretur igen. På et tidspunkt fik han øje på en stor ulv, der lå sammenkrøbet, og straks råbte han til den. Da ulven fik øje på mennesket, rejste den sig straks og viste tænder og fór hen imod ham. Da blev han stående og ventede på den. Da den kom nærmere snerrede den, og den var åbenbart meget sulten. Da den var ved at nå ham, gjorde den sig straks parat til at bide ham, men han kom den i forkøbet og greb den i forpoterne og slyngede den hen ad jorden, så blodet flød. Da han havde dræbt den, gjorde han som tidligere og skar den i småstykker og smed delene rundt omkring. Da han var færdig med ulven, tog han hjem igen, og da han kom hjem, sagde han heller ikke denne gang noget. Nu holdt fætteren helt op med at tage på kajakfangst og jagede udelukkende landpattedyr.

En dag tog han igen på vandretur. Så fik han øje på en kæmpestor orm, der lå på en stor brink. Da ormen fik øje på mennesket, satte den efter ham. Det fortælles, at dette menneske havde fyldt et skind af en grønlandssæl med mange pile, da han skulle af sted. Da ormen havde fået øje på ham, fulgte den efter ham. Så spændte han sin bue og skød den en pil efter den anden efter ormen, og efter mange pile dræbte han den. Da han havde dræbt den, skar han den op og så, at den indeni udelukkende bestod af talg. Så skar han et stykke af fra de bedste dele og tog en bid af det og opdagede at ormen smagte helt godt. Så spiste han af den og blev ved, til han følte sig helt mæt. Da han havde skåret et stykke af, som han kunne bære, begyndte han at gå hjemefter. Da han kom hjem, fortalte han først sin historie. Hans familie blev meget overrasket over den, fordi han ikke havde fortalt om sine tidligere fangster. Hans husfæller spiste nu en del af ormen, da de havde set den, og mens de spiste, sagde de, at den smagte godt, for sådan noget havde de aldrig spist før. Næste morgen tog de af sted for at hente talg. Da de nåede frem til ormen, blev de dybt forundrede over dens størrelse. De satte sig ned ved ormen og begyndte at spise. Da de havde spist og følte sig mætte, begyndte hjemturen. Mens de gik, kastede nogle af dem op, og det fortælles, at deres rute hjemover var dækket med opkast, og det siges også, at mange af dem fortsatte med at kaste op, da de var kommet hjem. Da de var gået i seng, var der om natten hele tiden nogen, der skulle ud og forrette sin nødtørft udenfor huset. Næste morgen fortalte de alle sammen, hvordan de havde måttet forrette deres nødtørft natten igennem, og så fik de sig en god latter. Det fortælles, at ormen varede vinteren over, og foråret begyndte endda at nærme sig, uden at ormen var blevet spist helt op.

En aften inde i huset, hørte de, at nogen var på vej ind gennem husgangen. Så kom der en stor mand ind, der svedte over det hele. Da han var kommet ind, spurgte de ham: "Hvad vil du?" "Det er ikke for ingenting, at jeg er kommet herhen, for jeg har brug for at få nerverne i ro." Husstandens mænd spurgte, hvordan det kunne være. Han fortalte, at da hans fætter ikke kom tilbage, rejste han alle mulige steder hen for at berolige sine nerver. Mændene spurgte: "Men hvor bor du egentlig?" Da han nævnte områdets navn, forstod de ham ikke. Da de ikke forstod ham, sagde han ikke mere. Hans vært sagde så: "Nu skal du høre, da min fætter var blevet ædt af en stor bjørn, kunne jeg heller ikke mere tage ud på kajakfangst. Om dagen var jeg kun på jagt efter landpattedyr, fordi landpattedyrene var blevet mine fjender." Så fortsatte han videre: "Fortæl nu noget." Da værten sagde det, begyndte manden at fortælle. Da han var igang, sagde værten til sin kone, at hun skulle koge mad. Mens hun satte mad over, fortalte gæsten løs. Værten sagde: "Spis nu først, så kan du fortælle, når du har spist." De serverede noget af ormen for ham på et aflangt træfad, så det var fyldt helt op, men så havde de stillet fadet, så det hældede mod vest, og da gæsten stirrede på det, begyndte han at lude mod udgangen og faldt så ned i husopgangen, mens han sagde sådan: "Sådan noget vil jeg helst ikke se, for fadet hælder mod vest." og samtidig faldt han ned i husopgangen, og straks efter hørtes kun hans fodtrin udenfor. Så skyndte hans vært sig at tage sin skindanorak på. Og da han gik ud, så han, at manden var ved at nå hen til strandkanten nedenfor huset. Det var sådan, at de havde en stejl affaldsplads. Og værten sprang nu ned på affaldsbunken og begyndte at følge efter gæsten. Mens han fulgte efter ham, gik gæsten ud på isen. Værten fulgte efter ham. Og til sidst kunne han ikke længere se kysten. Så fik de øje på en stor kajak ved iskanten, og så kom de til mange isskodser. Manden tog nu sin store kajak og begyndte at springe fra isskodse til isskodse, og forsvandt til sidst ud vestpå.

Det fortælles, at manden var en af vestkystens store kajakfangere. Det fortælles også, at værten ved sin hjemkomst fortalte, at det store menneske var meget hurtig til bens. Det siges også, at da værten var kommet hjem, varede det meget længe, inden han tog på kajakfangst igen, fordi han stadig gik på jagt efter landpattedyr. Først da han, som erstatning for sin fætter, syntes at have fanget tilstrækkeligt mange landpattedyr, holdt han op med det, og derefter jagede han ikke flere landpattedyr. Det siges, at han derefter fik fred i sindet.

Her slutter fortællingen.

 

Var.: ID 1431, 1782, 1788, 1977, og 2329, hvor varianterne sammenlignes. Kommentar: Gæsten der mister balancen og falder ned i husgangen, fordi fadet hælder, er ifølge varianterne et halvmenneske, en illukoq. Sammenstillingen af episoder er ualmindelig og ikke umiddelbart forståelig. Måske har adskillelsen af det uadskillelige fætterpar ledt tanken hen på noget halvt: kun jage til lands, og besøg af et halvmenneske som i de andre "fadet hælder jo!" -versioner. søg også på: fadet hælder;halvmenneske; illukoq; illuinnaq.

 

Kommentar: Gæsten der mister balancen og falder ned i husgangen, fordi fadet hælder, er ifølge varianterne et halvmenneske, en illukoq.

Sammenstillingen af episoder er ualmindelig og ikke umiddelbart forståelig. Måske har adskillelsen af det uadskillelige fætterpar ledt tanken hen på noget halvt: kun jage til lands, og besøg af et halvmenneske som i de andre "fadet hælder jo!" -versioner.

Igimarasugssuk

Print
Dokument id:181
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:Igimarasugssuk
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 190 - 192, nr. 75
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af orig. håndskr. el. renskrift, der ikke længere

eksisterer.

 

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 3 ss. 55 - 56 har Rink sammenstykket ialt 4 varianter inkl. denne og en fra Labrador.

Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 3, ss. 106-108: Igimarasugsuk.

 

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om Igimarasussuk (Opr. overskrift: Og en anden fortælling).

Igimarasussuk havde en lillesøster, der hed Ikaminaaq. Det skete jævnligt, at

Igimarasussuk mistede en kone. Nu giftede han sig med en kvinde, der havde en

stor familie. Den nye kone havde sin lillebror med sig, da hun flyttede til

Igimarasussuk. Årsagen til, at Igimarasussuk så tit mistede en kone, viste sig

at være den, at han dræbte sine koner og spiste dem, efter at have fedet dem op.

 

Mens Igimarasussuk endnu kun gav sin nye kone vand i en muslingeskal at drikke

for at fede hende, sagde han en morgen til hende: "Dræb din lillebror, så jeg kan

spise ham, når jeg kommer hjem fra fangst." Da Igimarasussuk var taget af sted,

gav konen sig til at lede efter lus på sin lillebror, for hun syntes, det var

synd for ham. Da han faldt i søvn, stak hun ham med en syl, og der hørtes kun

snorken fra ham. Da hun på den måde havde dræbt lillebroderen, dækkede hun ham

til med ammassætter. Derefter tog hun en sten og gik med den hen til en stejl

skrænt. Hun lod så stenen rulle ned ad skrænten. Det så ud, som om det var et

menneske, der var trillet ned. Hun sørgede også for, at sporene i sneen kom til

at ligne lillebroderens, - lillebroderen havde udadvendte fødder.

 

Da hun vendte tilbage, skar hun kød til at putte i gryden. Hun havde lige vendt

stykkerne i gryden, så kom Igimarasussuk hjem. Uden at tage sin helpels af, gik

han op til huset og gav sig til at spise. Midt i måltidet spurgte han: "Hvor er

Ikiminaaq?" Konen svarede: "Jeg forsøgte at dræbe ham, men han flygtede fra mig."

Kom og se hans fodspor. Han fulgte efter sin kone og fik konstateret, at konen

talte sandt. Han sukkede og sagde: "Lille Ikiminaaq har villet flygte, men er

skredet ned ad skrænten."

 

Igimarasussuk gik hjem og spiste videre. Dagen efter, da Igimarasussuk var

taget af sted på fangst, gik hans kone hen til sin lillebror; og sammen tog de

af sted over land til deres families boplads. De nåede frem, lige før familien

skulle til at tage af sted til en ny vinterplads. Det viste sig, at familien var

kommet til deres gamle boplads for at hente noget hvalroskød, som de havde

efterladt. Igimarasussuks kone og hendes lillebror fortalte om Igimarasussuk og

om, hvad der var sket med dem selv. De gik om bord på konebåden og blev skjult

under noget træ. De var kommet et godt stykke fra land, da de så en kajakmand,

der styrede lige imod konebåden. Det var Igimarasussuk, der ville vide, om de

havde set noget til hans kone. De sagde, at de ikke havde set hende.

Igimarasussuk mente nok, at hun var ude at samle bær.

 

Svogrene inviterede Igimarasussuk hjem. Da de lossede konebåden, dukkede konen

og lillebroderen pludselig op til Igimarasussuks store overraskelse. Han gik med

op til huset. Så trådte en af svogrene ud på gulvet og sang følgende: "Det viste

sig, at Igimarasussussuaq spiste sine koner, efter at have fedet dem op ved at

lade dem drikke vand af en muslingeskal, men nu skal han dø." I det samme

forsvandt Igimarasussuk ud, men de fulgte efter ham og dræbte ham.

(Der er i fortællingen visse forvekslinger og uoverensstemmelser. Det med

Igimarasussuks søster er nok en fejlskrivning, for det måtte være konens

lillebror, der hed Ikaminaaq. Chr.B. Desuden dræber hun åbenbart ikke lillebroderen alligevel ? BS).

 

Var.: Igimarasussuk / Iimarasussuk

 

Kommentar: vand fra en muslingeskal at drikke: formentlig for at hun ikke skal drikke for meget. I flere varianter siges det, at hun lettere bliver fed, hvis hun ikke drikker vand.

Ikaarissani nunalinnik / Om en der boede i Ikaarisat

Print
Dokument id:1787
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Ikaarissani nunalinnik / Om en der boede i Ikaarisat
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:ss. 120 - 123, nr. 25
Lokalisering:Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

 

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 25, ss. 91 - 96.

 

Uddrag i Rink 1866 - 71, II: s. 85 - 86, nr. 43.

Resumé af uddraget: En mand bosætter sig  på Ikaarissat ved mundingen

af Godthåbsfjorden. Hans plejesøn er synsk. En dag manden ror ind i

fjorden for at finde adspredelse advares han ved Qassigiannguit mod at

fortsætte længere ind, fordi der derinde bor en drabsmand. Manden ror

videre og blir dræbt derinde af en kæmpe. Plejesønnen, der er begynder

i kajakroning, ror efter tre dage derindad, hører ved Qassigiannguit at

plejefaderen må være blevet dræbt, fortsætter, møder kæmpen, der

inviterer ham i land på bærplukning, da han ikke kan ramme drengen med

sin fuglepil. Kæmpen spiser spæk til bærrene og vil dræbe drengen, da

han sluger den sidste stump. Men drengen, der kun har en kniv på

størrelse med et søm, finder en indtørret sø, synker i jorden og ridser

kæmpen i fodsålerne, da denne følger efter. Drengen dukker op, dræber

kæmpen og derefter alle kæmpens husfæller. Han giver besked ved

Qassigiannguit på hjemvejen.

 

Var.: U. Rosing nr. 321.

 

Hist.: Fortællingen er formentlig bragt med indvandrere til Nuuk-egnen

fra Sydøstkysten (Demografi, Flytninger), idet en næsten enslydende variant i Rinks samlinger

stammer derfra (Rinks anm.). Se Var.

 

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Ikermiormiunik / Om Ikermiut-boerne

Print
Dokument id:510
Registreringsår:?
Publikationsår:1861
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Jeremias
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Ikermiormiunik / Om Ikermiut-boerne
Publikationstitel:Kaladlit Okalluktualliait / Oqalluktualliait / Grønlandske Folkesagn, III
Tidsskrift:
Omfang:side79 - 81, nr. 14
Lokalisering:Paamiut / Frederikshåb
Note:

Kort dansk resumé s. 117 - 118.

Orig. håndskrift Rink NKS 2488, nr. 268. eksisterer ikke længere.

Tekstnær oversættelse i Rink 1866-71, I, nr. 93.

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 230 - 231: Ikermiut-boerne. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 230 - 231: Ikermiormiunik.

 

Resumé: Der forlyder intet om, at Ikermiut-boerne (på småøer ud for

Paamiut) havde fjender, men til gengæld om deres dygtighed i

kajakroning i alskens stormvejr. Om deres stærke mand der fortælles

endog, at han gerne roede helt til nallermiuts fangststed 6 mil fra

Paamiut, blot for at høre nyt fra dem, og hjem igen samme dag, hvor

han roste nallermiuts evner i roning. Ikermiut-boerne opdrog da også

deres drenge fra små i kajakbalance ved at sætte dem på skamler, der

var spidse for neden, mens de spiste. I begyndelsen væltede de for at

godt ord, men efterhånden lærte de at holde balancen.

 

Engang nogle sydlændinge lagde op på Ikermiut, ville den stærke mand

vise dem sine evner ved at ramme en islom med en vældig fuglepil.

Pilen vendte rundt i luften og ramte ikke. Sydlændingene håner ham.

men i næste kast, der også vender i luften, men foran fuglen, strejfer

den ryggen og slår hovedet af fuglen. Sydlændingene siger ikke et ord

mere.

 

Hist.: Formentlig en fortælling med en historisk kerne.

Ikingutigînik / Vennerne

Print
Dokument id:1849
Registreringsår:1864
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2488, III, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Mikiassen, Niels (Nis)
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Ikingutigînik / Vennerne
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 249v - 256v, nr. 350
Lokalisering:Narsaq: Nuuk / Godthåb
Note:

Dansk resumé i Rink 1866-71, I, nr. 57, ss. 176-178: Om to Venner som vare angakut, deres Optagelse blandt Ingnersuit.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 65, pp. 358 - 361: The Woman who got connected with the Ingnerssuit world People.

 

Oversættelse, se nedenfor.

 

Resumé af resumé i Rink 1866-71, I, nr. 57, ss. 176-178:: Om to Venner som vare angakut, deres Optagelse blandt Ingnersuit

 

Begge er enkesønner,

bor på nabopladser, følges på fangst, men en dag i østenvind ror den nordlige enkesøn ud uden at vente på den anden. Den søndre kommer til og søger at overliste ham med sin harpun. Men den nordlige når at kæntre rundt, og undgår kastet. Det gentager sig. Den nordlige fortæller det til sin mor, der advarer ham mod gengæld. Men tredje gang dræber (drukner) den nordlige alligevel sin angriber ved først at kæntre rundt og så ro stævnen op over den andens kajak og holde ham nede under vandet. Undervejs hjem, da han næsten er fremme ved de yderste øer, strømmer vandet ind i hans kajak. Til slut holder han sig kun oppe ved sin fangstblære, husker sine hjælpeånder blandt innersuit, der kommer tre i tal, redder ham, gir ham tørt undertøj på og tar ham med hjem til en høj ø, hvor deres ældgamle husherre må løfte den slappe hud, der hænger ned over hans øjenlåg for at se gæsten. De to ældste brødre kommer hjem med fangst i deres flotte bugsergrej og bebrejder de yngre, at de ikke reddede deres angakkoq / åndemaner noget før. Man inviterer naboerne, ligeledes fem brødre og en ældgammel husherre til sammenkomst med styrkeprøver. De medbringer den druknede, der er deres angakkoq-herre. Han er flov. Værterne vinder alle styrkeprøver og formaner de tidligere venner til aldrig at gøre hinanden ondt igen. De kommer genoplivede tilbage efter fem dage og forblir venner resten af deres liv.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

En enke og hendes søn havde en vinterboplads, hvor de

boede helt alene. Han var gode venner med en søn af en enke som havde

vinterboplads søndenfor. Sammen plejede de at tage ud på fangst ud for

kysten, idet han, der boede sydligere, plejede at tage om ad den

vinterboplads, der lå nordligere. Sådan gjorde de altid. Når de hver

for sig havde fanget en sæl, fulgtes de ad ind mod land. Mens de

sådan plejede at følges ad, gjorde den nordligst boende det, at han en

morgen, hvor der blæste en svag østenvind, og vejret var meget klart,

tog af sted inden vennen indfandt sig. Han kom til fangstområdet i

klart solskin, og som altid gav han sig til at vente på, at der

skulle dukke en sæl op. Det varede ikke længe, så hørte han støj fra

solsiden. Han vendte sig om og opdagede at hans gode ven gjorde sig

klar til at kaste sin harpun uden antydning af smil. Han kunne ikke

gøre andet end at se på ham. Men netop som vennen skulle til at kaste,

kæntrede han selv pludselig med ryggen til ham (tunudlugu ?). Harpunen

fløj lige hen over sidelægten på kajakken og ramte vandet på den anden

side af ham med en sådan kraft, at vandet stod til vejrs i en støvsky.

Han kom op igen ved hjælp af sin åre og tog straks et par

tag forbi den anden, mens denne rullede sin line op uden et ord.

De forblev sammen dér; og som de plejede, harpunerede de hver

en sæl, og fulgtes ad ind imod land. Han var venlig som han plejede.

Den anden (fra den nordlige boplads) holdt øje med om der var noget

usædvanligt at mærke, men det var der ikke. Senere kom den nordligst

boende endnu en gang på fangstområdet før den anden. I ro og mag gav

han sig til at vente på, at der skulle dukke en sæl op. Han hørte støj

fra solsiden. Han vendte sig om og opdagede, at hans ven gjorde sig

klar til at kaste sin harpun. Netop som vennen skulle kaste, kæntrede

han til den side, hvor vennen var. Harpunen fløj henover sidelægten på

kajakken og ramte vandet på den anden side med en sådan kraft,

at der stod en støvsky af vand op fra det. Han kom op igen ved hjælp

af åren og tog straks et par tag forbi linen. Den anden

rynkede ansigtet en smule. Heller ikke denne gang gjorde ham noget. Som de plejede, harpunerede de hver en sæl og gav sig til at ro

ind. Den nordligst boende holdt øje med om der var noget usædvanligt

at mærke, men vennen var, som han plejede at være. De fortsatte med at

tage ud på fangst sammen, således at den sydligst boende roede inden

om og tog vennen med. Men en dag kom den nordligst boende ud på

fangstområdet før den anden. Han hørte støj fra solsiden og vendte sig

om. Han så, at vennen gjorde klar til at kaste harpunen. Han kiggede

på ham ganske som de andre gange. I samme øjeblik venne skulle til

at kaste kæntrede han til den side, hvor vennen var; harpunspidsen

strejfede sidelægten med et snit i betrækket, og den hoppede op

over kajakken til den anden side. Da dét skete, tog han (den

nordligst boende) et åretag hen mod ham (? ornidlugo -

utydeligt CB) og gjorde sig klar til at kaste harpunen. Hans

yndlingsven skar en grimasse (eller: var lige ved at græde). Han

kastede harpunen tæt ved kajakringsen (Rinks kommentar), og idet han

i det samme kæntrede i den retning, hvor han var, hoppede harpunen

hen over sidelægten. Straks roede han op på hans kajak og hindrede

ham i at bruge åren (? pakeradlugo). Han rullede linen op

og roede så indefter. Ikke så langt fra yderøerne (? Sadleranguidlu) nåede vandet ham bagfra (på grund af utæthed ?). Han roede så hurtigt han kunne; og da

han var ved at nå øerne, flød han alene ved hjælp af fangeblæren / fangstblæren.

 

I denne situation havde han helt glemt, at han var en stor åndemander.

Langt om længe kom han i tanker om, at han jo var åndemaner, og at

han havde fem brødre blandt innersuit (væsener fra den grønl.

folketro - ildfolket) som hjælpeånder. Lige i dette øjeblik hørte han

mægtig støj; og da han kiggede tilbage, så han, at de allerede nærmede

sig, den ene efter den anden. Han begyndte at tælle dem (?

kisiliniariardlugit) og så, at den første havde en sæl på slæb. Den

næste havde også en sæl på slæb, men ikke den sidste. Den første kom

og stak kajakåren ind på skrå under tværremmen på hans kajak, for at

han ikke skulle kæntre, den næste gjorde det samme på den anden side.

Så såre den tredie nåede frem, støttede han ham med sin åre (ved at

lade åren hvile på  hans kajak). Straks lod de ham komme op på deres

kajakker og begyndte at ordne hans kajak, og så snart der blev sagt

noget om, at han skulle have andet tøj på, gav den tredie, som ikke

havde nogen sæl på slæb, sig til at tages sin yderanorak af. Inde

under den havde han en islandsk  sweater på. Han tog den af, og inde

under havde han endnu en sweater på. Han tænkte: Hvor mon han har fået

den fra? Så sagde manden: "I foråret, da skibene kom forbi nordover,

fik jeg fat i de her, fordi jeg havde opdaget, at de var gode at have

på i kajakken. De to andre ordnede hans kajak ved at vikle linen

omkring den. Da de blev færdige, fik de ham ned i hans kajak igen, og

de bandt de sæler, de havde fanget, sammen, idet de sagde til ham:

"Dem skal du bruge til at varme dig på." Idet han tog dem på slæb,

drejede de udefter. Han placerede sig i kølvandet. Sikke det han

slæbte hvirvlede rundt (Rinks kommentar til igalausanguarse). De roede

og roede, og han var ved at blive utålmodig. Så fik de øje på en

temmelig høj ø. De roede hen til den og nåede dens høje side. De roede

norden om den. De så, at der på den vestlige side lå et stort hus og

nedenfor bådstøtterne (tugfisarsuit) var der livligt

(katsorfigingilait).

 

Så snart de gik i land, bød de ham indenfor. Da

han kom ind, bød de ham sidde ned (? isoraringûb tungânut). De andre

kom også ind og satte sig, men de sagde ikke noget. De stirrede

blot ned (tarudlugûlûna): Foran indgangen lagde han nu mærke til en

gammel mand, hvis øjne var dækket af den slappe hud. Da han kom ind,

trak han blot huden til side, og efter at han havde set ham, bøjede

han atter hovedet. Lidt efter sagde de: "Nu kommer der nogen med

sæler på slæb." De, der var sat til at slæbe sælerne op, kom ind.

Sikke deres store bugserredskaber dog skinnede med hvide

benbesætninger af hvalrostand! Da hans inua (ejer, åndemaneren) kom

ind, sagde han (hjælpeånden) ikke andet end: "Hvorfor var I der ikke før,

så at han ikke skulle fryse sådan?" Og han skældte sine

brødre ud. De svarede: "Vi tog da ud til ham, da han kaldte, men det var

først da han var ved at synke."

 

Han satte sig ned på briksen og bøjede hovedet. Der blev sagt: "Nu kommer der nogen med sæler på slæb."

 

Dé, der var sat til at slæbe sælerne op, kom ind, og også

de havde bugserremme med  benskæringer af hvalrostand. Lidt

efter hørte man et drøn. Der sprang én gennem indgangen, og idet han

ufravendt stirrede på sin herre (åndemaneren) skældte han sine brødre

ud for at de ikke var kommet ham til hjælp før han frøs så meget. De

svarede: "Vi tog da ud til ham, da han kaldte, men det var

først da han var ved at synke." Da de sagde dette, gik han hen for at sætte sig ned. Så sagde han: "Har han endnu ikke fået noget at spise?" "Nej, ikke

endnu," svaredes der. "Giv ham så noget," sagde manden.

 

To kvinder gik ud og kom slæbende ind med et

skind med bundter af tørret kød mellem sig. De spiste, og da de holdt

op, stillede de blot bundterne længere ind i huset. Da de var færdige,

trak den gamle hudlappen fra øjnene, og mens han kiggede ud af vinduet

sagde han til den behændige unge mand (? Kerviafinguâq): "Hent vore

slægtninge."  Den unge mand var hurtig i vendingen. Han greb et par

vanter og smuttede ud. Man var ved at blive utålmodig, så kom han ind. Han

så ud til at have det varmt, og at have været ude i kajak. Han tænkte,

hvor han mon havde været henne, for han havde ikke set noget (andet)

hus, da han var på vej hertil. Nu strømmede de ind i huset, også de

fem store (brødre). Derefter endnu een gennem husgangen. Det viste

sig at være en gammel mand. Efter ham hørte man endnu én på vej ind.

Det var én, der længe havde boet langt borte - ham (vennen), der havde

villet dræbe (ham). Han satte sig overfor og ville dårligt se på ham.

 

Da alle havde sat sig, blev maden, som de andre havde spist af, sat

frem igen. Efter maden rodede den ældste (broder) i huset under

briksen og trak et vandskind frem, og han trådte ud midt på gulvet.

Hans yngre brødre prøvede kræfter med ham; men de kunne ikke klare

ham. Gæsterne kunne heller ikke klare ham. Da disse trak sig

tilbages, trådte husherren ud og sagde: "Skal vi to trække armkrog?"

Den anden, den store, trådte ud. De gav sig til at trække armkrog, og

den store gæst var ikke i stand til at klare ham; og idet han trak

sig tilbage, sagde han: "Hør, (quaitaitinuko) har du i virkeligheden

slået dem under opvæksten?" Den anden svarede: "Ja, jeg har slået dem

under opvæksten." Tænk, han gjorde nar af den andens børn. Da de

således havde været på besøg, gik de ud. På vej ud sagde de til deres

ejere (de to åndemanere), at de herefter aldrig måtte gøre sådan

(blive uvenner igen), og heller ikke komme op at slås med

hinanden. De skældte deres ejere ud og forsvandt.

 

Han blev dér, indtil

de fem dage var forbi. Den sjette dag tog han hjemad, og da han

nærmede sig fangstområdet, fik han øje på en kajakmand. Han opdagede,

at det var ham (vennen). Også han var altså først på vej

hjem nu, og begge var de store åndemanere, uden at de havde

vidst det om hinanden. Da de var blevet klar over dette, holdt de op

med at optræde sådan overfor hinanden. Herefter begyndte de atter at

tage ud på fangst sammen vestover. Slut.

Oversat af Chr. Berthelsen.

 

Var.: Kuvitsina hos innersuit; Maqio; Ujúnguaq, åndemaneren fra Tuapait; Qattaaq; Sydlændingen Ulaajuk; Tatsiarsuaraq;  Vennerne 256v nr. 350;

Hist.: Innersuit (de "nedre"? ude på øen) i rollen som moralvogtere over deres herrer. Det forekommer i overleveringen ganske sjældent af ånderne, også hjælpeånder, blander sig i menneskers indbyrdes socialmoral, hvis den ikke direkte har noget med forholdet til fangstdyr og fangst at gøre.

Ikingutinarit / Ikinngutinnaariit / Bedstevennerne

Print
Dokument id:507
Registreringsår:1859
Publikationsår:1861
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Ikingutinarit / Ikinngutinnaariit / Bedstevennerne
Publikationstitel:Kaladlit Okalluktualliait / Oqalluktualliait / Grønlandske Folkesagn, III
Tidsskrift:
Omfang:side 66 - 71, nr. 11
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Yderst kort resumé i oversættelse s. 114 - 115.

Orig. håndskrift Rink NKS 2488, nr. 265 eksisterer ikke længere.

 

Oversættelse i Rink 1866-71, I, nr. 9 er sammensat af 3 varianter, men følger Arons variant bortset fra indledningen. Samme version i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 6, ss. 119-123:

The Friends.)

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 137 - 139: Bedstevennerne. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivningnugrønlandsk i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 137 - 139: Oqluttuaq ikinngutinnaariit.

 

Resumé:

To mænd, der er allerbedste venner, bor på hver sin boplads.

Hver vinter besøger de hinanden med få dages mellemrum. Om sommeren

går den ene på renjagt og lader altid talgen sidde på en hel uparteret

ren men lodne horn til sin ven. Den anden ven fanger sortsider og

gemmer dem hele hen. Straks renjægeren kommer hjem besøger han vennen,

den først beværter ham med lækkert kogt sælkød og om aftenen i heden

fra lamperne med en hel frossen sæl til at køle sig ved.

Næste dag inviteres han over til vennen og beværtes på samme vis med

renkød og den hele ren som køle-mad.

 

Et efterår bliver renjægeren så længe borte på sin jagt, at vennen af lutter længsel bliver så vred, at han beslutter at skade sin ven. Da denne endelig kommer med den undskyldning, at det var jagten efter en ren med lodne horn, der

sinkede ham, har sæljægeren smurt ligfedt på den ene side af

kølemaden. Men renjægeren advares af noget (sin hjælpeånd) under

briksen, der støder til ham. Han går ud for at tisse og ånden

fortæller ham ude i husgangen om den forgiftede mad.

Inde igen vender han kødet rundt, spiser dygtigt, men bliver dog lidt

syg, fordi kniven har strejfet ligfedtet en enkelt gang.

Han behandler så vennen på samme vis med ligfedt smurt på køle-maden,

men da denne ikke advares af nogen og spiser sig halv fordærvet får

han mavepine og tager syg hjem. Renjægeren træffer i mange dage ikke

sin ven, når han er ude på fangst, og besøgende fra vennens boplads

fortæller at han er blevet sindssyg og vil æde dem.

Renjægeren besøger af længsel sin ven, der bekræfter forlydendet og

jager sin ven for at æde ham. Denne slipper med nød og næppe bort og

hjem, fortvivler, men trods husfællernes advarelser, besøger han endnu

to gange vennen, der første gang jagter ham rundt i huset, ned til

kajakken, og nær får tag i ham, og anden gang sidder død i en hule,

som renjægeren lukker og dermed begraver sin bedste ven.

 

Var.: Mange, søg på: ligfedt.

 

Tolkning: Arons variant er den eneste af alle varianter, der tydeligt

begrunder sælfangerens onde handling, nemlig med en skuffet længsel efter

vennen. Dermed bliver også moralen tydelig: Det er ikke sundt at holde

så meget af et andet menneske, at kærlighed slår om i had ved mindste

foranledning. De to er ganske enkelt alt for gode venner.

Om den ideale sindsligevægt, se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under "Opdragelse".

iliarssúnguit aqigsserniáinartúnguit / Iliarsunnguit aqisserniaanartunnguit

Print
Dokument id:395
Registreringsår:1868
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, V. 4'
Fortæller:Hendrik (Hintrik /Hindrik)
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:iliarssúnguit aqigsserniáinartúnguit / Iliarsunnguit aqisserniaanartunnguit
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 1080 - 1082, nr. 221
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Resumé / parafrase (replikkerne er direkte oversat) ved Kirsten Thisted:

 

Små forældreløse, der kun levede af at gå på rypejagt

Nogle små forældreløse levede på en boplads med mange mænd. De små gik hele tiden på rypejagt, og de fik rigtig mange ryper. Når de kom hjem, kappedes hele bopladsen for at få del i udbyttet. Men pludselig var der ikke flere ryper. De små gik af sted endnu længere væk til steder, hvor de aldrig havde været før, men stadig fandt de ingen ryper. Nu manglede bopladsfællerne den gode smag af ryper, de før havde været vant til.

 

Engang de tog ud på rypejagt, gik de næsten hele dagen uden at se noget. Men så ved den tid, hvor de måtte forvente, at mørket ville falde på, inden de nåede hjem, fik de udsyn over en stor slugt. Dernede i bunden så de noget, som ikke så ud til at være en sten. Da de kom nærmere derned, gik det op for dem, at det var et hus  her hvor man ikke skulle forvente, at der var noget hus. De gik derhenimod og kom nærmere. Da de så nøjere på det, opdagede de et udluftningshul oven på huset. De kravlede op og kiggede ned gennem hullet og opdagede en lille dreng, som sad midt på gulvet og legede kajakmand  han brugte en kammiut / støvlestrækker som åre og et bræt som kajak.

 

Da de havde kigget på ham en tid, spyttede den ene af dem ned, så det sagde Sjask ved siden af ham! Han blev forskrækket og kiggede op, men de skyndte sig at rykke væk, så han ikke så dem.

 

En tid efter kiggede de ned igen og så, at han var faldet til ro og havde genoptaget sin leg. Den anden samlede sit spyt og spyttede derned. Og lige som han var ved at tage et åretag, ramte spyttet hans pagaj, så det sagde Sjask!

 

Nu gik de ind og fandt ham henne i hjørnet ved den bageste væg, grædende. Da de kom ind, sagde de til ham: "Du er alene du lille, det er derfor vi er kommet for at være sammen med dig, kom nu bare ud!"

De tog nu huset nærmere i øjesyn og opdagede, at alle væggene var betrukket med rensdyrskind og oven på dem igen ræveskind, hvide og blå. Den som boede alene her, måtte være en meget dygtig fanger. De spurgte drengen: "Bor du her helt alene?"

Så svarede han: "Nej min mor tog af sted tidligt i morges, og hun er ikke kommet hjem endnu!"

 

Hen på eftermiddagen begyndte han med mindre og mindre mellemrum at kigge ud. Engang han kiggede ud, sagde han: "Nu kommer hun tilsyne dernede fra syd, som sædvanlig!"

Da de kiggede ud, opdagede de, at hun havde en stor byrde på ryggen. Da hun kom nærmere, kunne de se, at det var alt sammen ræve. Det gav et ordentligt bump, da hun lagde byrden fra sig derude ved siden af husgangen. Man kunne høre hende på vej ind, og så kom hun ind: en ung, meget smuk kvinde.

Hun sagde: "Efter at jeg tog af sted i morges og lod den lille stakkel alene, så har I været sammen med ham  har de ikke fået noget at spise endnu?"

Hendes lille søn sagde: "Nej, de har ikke spist endnu!"

Så gik hun ud og kom tilbage med tørret rensdyr og rævekød som var helt hvidplettet (af talg). Da hun satte det ud, begyndte de at spise. De havde godt nok aldrig prøvet at spise tørret rævekød, men det prøvede de så nu, og det gav en knirkende lyd, når man tyggede det.

 

Da de havde spist, begyndte sønnen at hviske noget til sin mor. Moderen sagde: "Han vil så gerne have jeres ene sæt pile, hvis I altså ikke alt for nødig vil af med dem!"

De gav ham dem, og han blev meget glad. Så sagde moderen: "Når I tager af sted i morgen, skal jeg nok betale dem. Nu må I først sove i fred og ro!"

Da de havde sovet og skulle til at tage af sted om morgenen, fulgte moderen dem ud. Da de kom hen til det ene udhus, så de, at det var fyldt til loftet med renskind og ræveskind. Efter at de havde fået renskind, kom de hen til det andet udhus og opdagede, at det var fyldt til loftet med tørret rensdyrkød og rævekød. Med dette betalte hun dem, idet hun fyldte alt det der kunne være ind i skindene. Deres byrder blev så tunge, at de næsten ikke kunne bære dem.

 

Da de skulle til at gå af sted, sagde hun: "Herefter må der ikke komme nogen for at  sælge pile!"

 

Mens nu bopladsfællerne var begyndt at blive urolige for dem, så på den anden dag efter at de var gået, begyndte man at råbe om nogen, der kom med noget på ryggen. Der blev stor opstandelse, for de troede, at de kom med en masse ryper. Men hvad var det dog, de havde på ryggen? Til sidst kunne de se, at det var skind som var rullet sammen om noget, og da de nåede frem, opdagede de, at det var tørret kød af ren og ræv, som var rullet ind i skindene. De spurgte dem: "Hvor har I dog fået det fra?"

De sagde: "En lille dreng, som var søn af en, der ikke var noget almindeligt menneske, har fået det ene sæt af vores små pile, og dette er betalingen!"

 

Så sagde en af dem: "Lad også os tage hen for at sælge pile!"

 

"Da vi skulle af sted, sagde hun: "Der må ikke siden komme nogen for at sælge pile!"

 

De andre var imidlertid blevet grådige efter al denne mad, og selv om de forældreløse ikke ville, turde de ikke andet og gik med alligevel. De gik af sted, og til sidst kunne de se hendes boplads. Men det var som om der slet ingenting var! Ikke det mindste stykke mur var der, der hvor hendes hus havde været, bare et svag ujævnhed efter det. De to forældreløse sagde: "Deroppe var der ellers to udhuse!"

Så gik de derop, men der var heller ikke andet end en svag ujævnhed.

 

Da de så ikke kunne finde ud af, hvor hun var gået hen, gik de bare hjem. Da de kom hjem, tog de to forældreløse aldrig siden så langt bort på rypejagt.

 

Slut. Hintrik.

 

Teksten er underskrevet af Hendrik, men håndskriften er Arons.

 

Var.: Juua fortæller denne næsten enslydende: De små forældreløse, side 162 - 164)

 

Hist.: Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Iliarsunnguit nukariinnguit / To små forældreløse brødre

Print
Dokument id:1748
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Iliarsunnguit nukariinnguit / To små forældreløse brødre
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:ss. 230 - 232, nr. 51
Lokalisering:Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 51, ss. 273 - 278.

 

Uddrag i Rink 1866 - 71, II: s. 109, nr. 72.

Resumé af uddraget: To forældreløse drenge, der er bange for deres plagsomme

plejemor, som de aldrig giver noget af deres fangst af ryper, går til indlandsboerne, tornit, da hun til stadihed skælder dem ud. Tornit beværter dem med et kæmpebær (syndens frugt?).

Den ældste dreng får deres tosse som fremtidig hjælpeånd og bruger den

senere med effekt mod en stor angakkoqs / åndemaners genfærd.

 

For kommentarer til Rinks version af originalteksten se Thisted og Thorning 1996:

nr. 51, s. 335 - 336, hvor det bl.a. nævnes, at nogle angakkut - ifølge Rinks note - havde sådanne en tosse som hjælpeånd, fordi den kunne bruge som forsvar mod fjender: Den krængede hovedhuden af, og fjenderne blev rædselsslagne.

 

Hist.: Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Illoriinnik (angullu arnarlu) / En fætter og en kusine

Print
Dokument id:1784
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Illoriinnik (angullu arnarlu) / En fætter og en kusine
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:s. 108 - 113, nr. 22
Lokalisering:Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

 

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 22, ss. 72 - 82.

 

Ufuldstængig oversættelse i Rink 1866 - 71, II: s. 15 -17, nr. 5.

 

Resumé: Fætter og kusine er altid sammen, indtil de bliver større,

hvorefter han kun følger hende hveranden dag på renjagt. Hun røves på

solsiden af et bjerg, mens han går rundt om det langs skyggesiden.

Han sørger dybt og opsøger på forældrenes opfordring gamle mennesker i

nabobygden, der kan fortælle (noget, der kan adsprede hans sorg). Hér

fortæller en gammel mand om et bjerg med flad top, hvor han engang så

stribede klodyr-unger (kukisuk) lege og deres mor fange en snespurv i

luften. Og han fortæller om slædetræ, der skal være det hårde røde,

ikke det hvide (bløde). Til adspredelse af sin sorg skaffer fætteren

sig først en kæmperæv og en skallet bjørn som trækdyr, dernæst rødt

træ til en slæde, og om vinteren indfanger han klodyr-moderen, der

netop har fanget en rype i luften. Dernæst køre han med slæden ud til

en våge i isen med edderfugle og sæler, fortsætter ad et spor til

Akilineq, hvor han træffer sin søster med barn i rygposen og hendes

kæmpemand, der beroliges, da han hører det er hans svoger. Kæmpen lover

at komme på genvisit, da fætteren næste dag tar hjem igen. Kæmpen med

kusine og barn kommer, men han tør ikke gå ud af huset af angst for

trækdyrene. Han må ligge på gulvet pga. sin størrelse, og fætteren

beordrer sine to trækdyr og klodyret at overfalde ham. Også barnet

dræbes. Derefter er fætter og kusine sammen resten af deres liv.

 

For kommentarer til Rinks vesion af originalteksten se Thisted og Thorning 1996:

nr. 22, s. 322 - 323.

 

Var.: søg på: knivhale og savryg.

 

Hist.: Kristent islæt: K. Thisted mener, at fortælleren Hendrik misbilliger

fætterens drab på kusinens barn med kæmpen. Det havde han næppe gjort

i førkristen tid, for i de traditionelle fortællinger om ægteskab

mellem en rigtig menneskekvinde og en "fremmedartet", der får børn

sammen, får barnet kun lov at leve, hvis det er en dreng, der bliver den

genforenede menneskefamilies eneste forsørger, eller hvis han er

opkaldt efter en menneskeslægtning. BS: I andre varianter er det endog en bror og en søster der til slut atter kan leve sammen. Hendrik har tilsyneladende også fundet den relation alt for tæt (hvilket både den og fætter-kusine relationen var, også traditionelt - hvis man mener de levede sammen som mand og kone).

 

Stribede klodyr må være nye fantasidyr, der formentlig har gengivelser af tigre (tiger) som model. Samuel Kleinschmidt beskrev fremmede vilde dyr på grønlandsk i 1863 (ûmassunik), men først fra 1868, og især i 1869 kunne man se flotte billeder af disse dyr i Atuagagdliutit. Hendriks fortælling er fra 1867, hvorfor det formentlig kun er beskrivelsen af dyrene han kan trække på.

 

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Illoriissuarnik / Om to fætre

Print
Dokument id:1790
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Illoriissuarnik / Om to fætre
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:ss. 127 - 129, nr. 28
Lokalisering:Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

 

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 28, ss. 102 - 106.

 

Tekstnær oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II: nr. 3, s. 11 - 13.

Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 112, ss. 453: The Cousins.

 

Resumé: To fætre bor på hver sin side af en fjord. Ham på solsiden får

besøg af fætterens tjenestepige ovre fra skygesiden, der fortæller at

umiarissat (konebåds- eller kano-ånder) har udryddet hele husstanden,

mens hun var ude at besørge.

Sol-side fætteren vil straks dræbe hende, men hun overtaler ham dog

til først at holde en seance, hvor han får syn for sagen og ser

umiaisssats spor over vandet. Næste aften tager han på åndeflugt

derhen, hører dem tale om også at udryddde hans husstand på solsiden,

råber på bukser, får et par, kommer ind og opfordres til at skaffe

fangst. Han indvilger, men advarer dem om, at så blir det med stor

kraft. Han tilkalder sin Tuulik oppe fra indlandsisen, og da denne

lander på det nærmeste bjerg lysner det for vinduerne og stenene i

huset ryster. Beboerne mener, han vil bringe fordærv, men fætteren

(til beboerne, ikke til hjælpånden, som Rink har skrevet), at han

plejer at gå ud og møde sin hjælpeånd. Det er i orden. Han går ud,

fortæller ånden at beboerne har dræbt alle dem, som den plejer at

komme hos (under seancer), og den rasende ånd stikker ild i huset med

sit stikkereskab og dræber alle, mens fætteren flyver hjem til sit.

Kort efter får han besøg af sin equngasoq, der også har været med og

muntret sig med at stikke to gange i en kvinde med barn i rygposen.

 

Var.: Troldbåden, der hævnede og blev hævnet; Nukariinnik; Broderens hævn over kanofolket; Søg videre på kanofolk, qajarissat, umiarissat.

 

Hist.: Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

 

Tolkning: Thisted og Thorning 1996: 326: Umiarissat er ifølge Rinks noter enten mænd, der af misundelse dræber heldige fangere, eller sæler, der i

menneskeskikkelse og i både af kalvis hævner for mange drab på deres

artsfæller.

BS: Den særlige Tuulik med stikkeredskabet har stor lighed

med Månen som mytisk skikkelse i Østgrønland, hvor han både bringer

fangst og om foråret kan komme på hævntogt og smadre huset med sin

store stav, Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Månen..."

Iluilaarsunnerut / Iluilaarsuk-boerne

Print
Dokument id:1776
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Enevold, Thomas
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Iluilaarsunnerut / Iluilaarsuk-boerne
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:ss. 74 - 75, nr. 12
Lokalisering:Qoornoq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

 

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 12, s. 34.

Kort resumé i Rink 1866-71, II: s. 106, nr. 66. Den håndskrevne

original er meget kortfattet, men dog ret udførlig mht. den

foruroligende lyd, ligesom historien også er krydret med et par

enkelte replikker.

 

Resumé: En udhavs-tupilak. Det var dengang man købte skydevåben af

hvalfangerne. Stedet, nær Paamiut. En kajakmand har hørt en farlig

boblelyd i vandet. Man spærrer med affald i strandkanten, og tupilakken,

der har fremkaldt boblelyden, dukker op i måneskinnet med lyde af

forskellige dyr og fugle, skydes og fortaber sig til udhavet.

 

Kommentar: en tupilak er sammensat af knogler fra forskellige dyr og fugle, hvis lyde den kan sige og - sommetider - skikkelser den kan antage på skift. Se Kamillaannguaq.

Iluliarliumik arnamik angakorssuamik / angakkorsuamik

Print
Dokument id:1943
Registreringsår:1867
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, IV. 4'
Fortæller:Luutivik (Lûtivik / Ludvig)
Nedskriver:Luutivik (Lûtivik / Ludvig)
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Iluliarliumik arnamik angakorssuamik / angakkorsuamik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 589 - 591, nr. 108
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Kort resumé i Rink 1866-71, II, nr. 90, ss. 116 - 117:

 

En kvindelig angakkoq / åndemaner fra Ilulissat.

Hun tager under en seance på åndeflugt mod syd. Idet hun hører råb fra hvalfangere

og følger det kommer hun til Aattartoq (?), hvor hvalfangeren Umigaq (?) har fanget en hval. Hun ber om at få et stykke mattak med som bevis på at hun har været der. Hun binder det om livet, flyver tilbage og fortæller om stedet, men da ingen kender det vil de heller ikke tro hende. Nogle rejser om foråret sydpå. De rejser hele sommeren, og da de om efteråret når Aattartoq bliver det dér bekræftet at åndemanersken har været der.

 

Hist.: Fortælling med en mulig historisk kerne i en seance. Pointen kunne være, at folk fra Ilulissat - med mindre det var sydlændinge på rejse og overvintring før og under den tidligste kolonitid - ikke var nær så stedkendte sydpå som sydlændingene nordpå. Den livligste trafik til Diskobugten gik ved kolonitidens begyndelse fra syd til nord. Luutivik er af sydlændinge-tradition.

 

Kommentar: Det er i fortællinger om angakkuts åndeflugter under seancer en hyppig episode, at den rejsende som bevis på at have været et bestemt, fjernt sted, hjembringer en stump af et eller andet, der ikke er helt nemt at fremskaffe på hjemegnen. Søg på åndemaner, bevis og på Naaja, rødt anorakstof. Evt. også på 'stof' og 'rensdyrtak'.

Imanermik / Om Imaneq

Print
Dokument id:506
Registreringsår:?
Publikationsår:1861
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Kristian
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Imanermik / Om Imaneq
Publikationstitel:Kaladlit Okalluktualliait / Oqalluktualliait / Grønlandske Folkesagn, III
Tidsskrift:
Omfang:side 61 - 65, nr. 10
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Kort dansk resumé s. 113 - 114.

Orig. håndskrift Rink NKS 2488, II, nr. 264 eksisterer ikke længere.

Trykt i ældre grønlandsk retskrivning i Rink: Kaladlit Oqaluktualliait, III, 1861: 61 - 66 med et dansk resumé ibid. s. 113 - 114.

Ret tekstnær oversættelse i Rink 1866-71, I, nr. 114.

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 175 - 178: imaneq. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 175 - 178: Imanermik.

 

Resumé: Imaneq er en stor og yndet åndemaner i Pisuffik. Folk strømmer

til hans seancer fra hele omegnen, og han helbreder alle, der bliver

syge.

 

Engang deres barnepige bliver syg, lykkes det ham dog ikke at helbrede

hende. Hendes time er kommet. I. overholder sørgetabuerne i fem dage

sammen med fællerne, og den sjette dag tar de på fangst og spredes på

havet. Pludselig dukker den smilende havmand (Qungussutariaq) op og irettesætter I., fordi han har de kamikker på han havde på ved begravelsen, og fordi han

ikke straks pigen blev syg, gik igang med at helbrede hende. Disse

overtrædelser skaffer tåge i luften og derfor vil havmanden partere

ham. Det gør han så, godt og grundigt, med en kniv, der ligner en

fuglevinge. Både kajakken fra bagenden til den lille dup på spidsen og

I. selv flækker han på langs, skærer I. yderligere op og sænker

stykkerne under vred brummen. De andre kajakmænd kan intet gøre, tar

hjem og fortæller den skrækkelige nyhed, men familien, der ved at I. er

en angerlartussiaq / en der er bestemt til at vende hjem, lægger blot nye hårede skind på gulvet og tænder lamper på det i forventning om, at han kommer tilbage.

 

I. kommer til bevidsthed, husker at han blev sønderlemmet, men mærker

at hans døde bedsteforældre støtter ham underneden. De fører ham mod

land og advarer ham undervejs mod at drikke smeltevand af en isskodse,

ellers når han ikke hjem. Tæt ved land lugter han svedent hår og

besvimer. Bedsteforældrene er der endnu, da han vågner igen, og de

fører ham til land ved en naboboplads, hvor han også er ventet. De

lader ham ligge uden ret meget mad og vand i 5 dage, giver ham nok at

spise den 6. dag og bringer ham hjem, hvor man netop har opgivet ham.

 

Derefter lykkes I.s seancer ikke længere. Et stort lys østfra kommer

hver gang i vejen og blænder ham. Det er frelseren, der har vendt sig

til ham. I. falder ofte i svime, udånder og er en enkelt gang nær gravsat,

men vågner igen og fortæller om forunderlige syner af livet i himlen,

hvor han har fået sangens gave og lært salmer. I. beslutter at lade

sig døbe og opfordrer de andre til det samme. Ialt fire kajakker tar

afsted, det er endnu vinter med islæg, men isen kløves foran dem, og

de når via Kangeq til Nuuk, hvor to melder sig til dåbsforberedelse

hos de danske og to hos de tyske missionærer. I. hos de sidste, hvor

han får navnet Merigiuk. Om foråret bliver alle Pisuffik-boerne døbt.

 

Var.: Imaneq

 

Hist.: Pisuffik-bevægelsen kan dateres til 1768.

Ifølge H. C. Gulløv, Arctic Anthropology Vol. 23, 1986, der er en etnohistorisk analyse af begivenhederne, boede der i 1768 to slags folk i Pisuffik, dem nordfra og de andre fra Kangeq hvortil Imaneq hørte. Da Pisuffik snart efter affolkedes, drog dem fra nord til Napasoq og dem fra syd til Nuuk. Der er åbenbart et (muligvis opdigtet) modsætningsforhold mellem de to folkegrupper, der er kommet til udtryk i denne fortællings hævndrab, som den kristne Aron opponerer kraftigt imod.

 

Kristen påvirkning af et traditionelt tema: For at blive

omvendt må åndemaneren Imaneq igennem en dødsproces til et fornyet

liv, der meget minder om den, der førte til den højere østgrønlandske

åndemanergrad: puulik. Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor. Den forestilling ligger også bag Arons illustrationer til fortællingen, hvor Imaneq har sin fangstblære som pooq over hovedet. Fortælleren er da også fra Kangeq, der overvejende var beboet af efterkommere af sydlændinge med aner i Østgrønland. I Hendriks Kaannarsuarmik kommer denne som angerlartussiaq tilbage med sin fangstblære over hovedet. Aron har set ligheden mellem de to fortællinger.

Imerasugsuk / Iimarasussuk / Igimarasussuk

Print
Dokument id:413
Registreringsår:1885
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, VIII, 4'
Fortæller:Sanimuinnaq (Sanemouinak)
Nedskriver:Holm, G. F.
Mellem-person:Holm, G. F.
Indsamler:Rink, H.
Titel:Imerasugsuk / Iimarasussuk / Igimarasussuk
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 24 - 30, nr. 4
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Versionen er ikke publiceret, men Holm har indskudt dele af den i Uutuaqs version, der er trykt i Holm 1888.

 

Oversættelse ved Johan Petersen:

Imerasugsuk havde aldrig koner længe, fordi han altid slog dem ihjel og spiste dem og deres børn. For at hans koner skulle blive fede fik de aldrig lov at drikke vand. Endelig fik han en kone som hed Misane / Misana. Hun havde to brødre. Denne (Misane) forbød han også at drikke vand, for at hun skulle blive fed. Han var en stor fanger og gik ofte i kajak, og når han gik ud, gik hans kone ud i husgangen og bortslikkede vandet, som drev ned igennem den. Med kniven i den ene hånd følte han ofte på hendes lår og legeme, om hun snart blev fed nok.

En dag da Im. var ude i kajak besluttede hun sig til at flygte for ham. Hun gravede en stor sten ud af bagmuren i huset og lavede bag denne en hulning, som kunne skjules af stenen. Derefter fyldte hun sin anorak med lampemos og lagde den på sin plads på briksen så at den vendte ryggen ud efter. Da hun mente, at manden snart kom hjem skjulte hun sig i hullet. Manden kom snart efter, gik lige ind i huset med kniven i hånden og hen til briksen. Han stak nu kniven flere gange i den fyldte anorak som jamrede sig ligesom et menneske. Han opdagede snart sin fejltagelse og sagde: "Hvoraf kan det komme at den skriger som et menneske. Jeg skulle ikke have ventet så længe med at dræbe hende." Han gik nu husvæggen rundt og sparkede til stenene, men opdagede intet. Han gik ud for at søge efter sin kone, og i mellemtiden benyttede hun lejligheden til at flygte for at søge hen til sin broder. Da hun var kommet et stykke på vejen, hørte hun at manden var efter hende. Efter at være kommet forbi et næs, sagde hun: "Jeg har jo træ til amulet, jeg vil blive til træ!" Hun kastede sig ned og blev staks til træ. Da manden kom derhen til, stak han flere gange med sin kniv i træet, det gjorde lidt ondt; men skadede hende ikke. "Jeg skulle have taget min økse med," sagde manden, "nu må jeg gå hjem efter den." Da han var gået, flygtede hun videre. Kort tid efter mærkede hun, at manden var lige efter hende igen. Hun flygtede så ned til stranden, hvor det var lavvande, kastede sig ned og sagde: "Jeg har jo tang til amulet, jeg vil blive til tang." Da manden kom derhen kunne han ikke finde sin kone; han sagde da: "Nu vil jeg vente til højvande for at hun kan drukne." Efter højvande gik han hjem, og hun flygtede til sin broder. Da hun kom tæt til broderens hus, blev hun bange for at manden forfulgte hende, hun løb derfor op på en ravnefælde og lod sig falde ned gennem åbningen. Da broderen så hende spurgte han hvorfor hun var kommet derhen? Hvortil hun svarede: "Im. vil slå mig ihjel og forfølger mig." Hun blev nu ført ind i teltet.

Kort tid efter kom Im., som anstillede sig meget bedrøvet, og sagde, at hans kone var død. Han satte sig ned, holdt hånden for øjnene og lod som om han græd. Efter at broderen havde blødet sin tromme, begyndte han at synge: "Im. som spiser sine koner og børn!" "Im. som spiser sine koner og børn!" Im. nægtede at have spist koner og børn, men nu råbte hans kone bag fra teltet: "Du har ikke alene villet dræbe mig, men du har også slået min broder ihjel og spist ham." Im. svarede: "Du har spist den ene hånd!" "Nej", svaerede konen, "jeg spiste den ikke, jeg lod den falde ned gennem pelskraven."

Im. ville nu rejse, men de andre sagde, at han skulle blive. Konens broder hentede sin hundepisk og bandt en stor knude for enden og slog Im. over ryggen, således at huden revnede. Til slut var Im. død.

 

Var.: Igimarasussuk / Iimarasussuk

 

Kommentar: Konens ene bror er åbenbart fulgt med til Im. og er blevet spist, en episode, der er med i mange versioner. Om det er Sanimuinnaq eller Johan Petersen, der har udeladt den, er uvist.

Indh[Inuit oqalugtuait / De forladte børn

Print
Dokument id:189
Registreringsår:1824
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:Indh[Inuit oqalugtuait / De forladte børn
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 172 - 173, nr. 61
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af orig. håndskr., renskrift el. afskrift, der ikke længere eksisterer.

 

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 44, ss. 151 - 153 har Rink holdt sig til Kreutzmanns variant og tilføjet afvigelser herfra i denne plus to andre versioner (hvoraf en af Amos Daniel, der ikke har kunnet identificeres). Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 29, ss. 221 - 224: The Orphans.

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

 

To søstre plejede ikke at tage med, når deres bopladsfæller rejste ind i fjorden på rensdyrjagt. De levede udelukkende af bær. Engang mens de andre var inde i fjorden, døde den ældre søster. Lillesøsteren, der nu var alene, var ude at samle bær hele dagen, men det hun kunne få samlet var ikke mere end, at de kunne være i spidsen af en lille vante. En dag da hun var på vej hjem med den smule, hun havde fået samlet, så hun en mængde kajakmænd på fangst. En af dem lagde til og forærede hende en sæl. Da de roede ud igen så hun, at de fløj op og blev til måger.

Nogen tid senere da der kun var ganske lidt tilbage af spækket fra sælen, så hun at der var én, der var på vej ind i teltet. Hun blev meget bange og gemte sig under dynen. Den fremmede viste sig at være en kvinde, der ville forære hende ild, der aldrig slukkedes.

En anden gang hørte hun hvisken. Så så hun to personer - den ene, der var helt sort, viste sig at være et sortebær, - og den anden, der var blå, viste sig at være et blåbær. Den sorte sagde: "Inde i landet er vi mange. Hvis du kommer med noget spæk og spytter trannet ud til os, vil vi aldrig dø." Tænk, bærrene forsvandt under jordskorpen, når der ikke blev spyttet tran på dem.

Næste dag var hun ude at plukke bær. Hun spyttede tran på dem og plukkede bær hele dagen og natten med. Hun tog først hjem næste aften. Og hun havde bær nok helt frem til renjægerne kom igen - da den første sne var faldet.

 

Var. Kragh nr. 64. Kreutzmann 1997 195 198. En uidentificerbar version af Amos Daniel.

Episoderne er iøvrigt meget udbredte og findes både som selvstændige fortællinger og dele af andre fortællinger, fx: Hajfisken som forsørger;

 

Hist.: En højst usædvanlig fortælling, der vækker mistanke om påvirkning fra nordiske folkeeventyr. Men spæk og bær er tæt associerede også i trad. grønlandsk kultur som spæksyltede bær til vinterforråd.

Ingen titel (Soqqaq hævner sin hund)

Print
Dokument id:2143
Registreringsår:1903
Publikationsår:1905
Arkiv navn:
Fortæller:Soqqaq (Sorqark)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Ingen titel (Soqqaq hævner sin hund)
Publikationstitel:Nye Mennesker
Tidsskrift:
Omfang:ss. 39 - 40
Lokalisering:Avanersuaq / Thule
Note:

Håndskrift har ikke kunnet identificeres.

 

Resumé:

Soqqaq var en ældre mand, da han tog på bjørnejagt i vintermørket med sine hunde. De sporede en isbjørn helt ind i en ishule, hvor bjørnen dræbte basen. Soqqaq måtte hævne drabet, krøb ind i hulens buldermørke, stødte sin kniv op i noget blødt, da han mærkede bjørnens åndedræt, fik noget meget tungt over sig og besvimede. Da han kom til sig selv var bjørnen væk. Den sad halvbedøvet at blodtab med Soqqaqs kniv i næsen og hundene omkring sig. Soqqaq råbte af glæde og stødte den i hjertet med sin lænser.

 

Hist.: Historisk fortælling.

Innussaarsummik avammukartumik / Inuussaarsuk som rejste til havs

Print
Dokument id:1796
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Innussaarsummik avammukartumik / Inuussaarsuk som rejste til havs
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:ss. 146 - 151, nr. 34
Lokalisering:Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

 

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 34, ss. 131 - 142.

 

Uddrag i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II: nr. 37, ss. 77 - 79.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 84, ss. 428 - 430: A Visit to the Giants.

 

Resumé: Besøg hos kæmpemenneskene. Inuussaarsuk er forældreløs, mishandles af plejefaderen, overtales to gange af plejemoderen til at låne hans ekstra kajak for først at fiske ulke og så at hente kvan til hende. Anden gang mister han plejefaderens kajakpels, tør ikke komme hjem og flygter han ud forbi de yderste øer. Herude planter han sin ene amulet, en kvanstilk, på en stykke drivis, beordrer den at stå ret (det må ikke blæse op). Han møder ligesom Kivioq de træædende havlus, de kannibalske kvinder (her med sort røg op af skorstenen), den ene med knivhalen, der knækker da han har skærmet sig med sin anden amulet, en slibesten skjult på brystet. Dernæst den rare mor med datter og hvid røg op af skorstenen. De lærer ham tidevandsfangst af sæler og helleflynder ved lavvande. Han sniger sig dog væk og sydpå til en stor fjord, hvor han i midten af mundingen ser et skær. Det viser sig at være en kæmpe i kajak. Denne tar ham med hjem som amulet til sine datter. Da I. om natten får lyst til mad og må kravle hen over kæmpedatteren, bider han hende i lårene for at vække og komme over hende (en lystig sexet scene), og hun er nær ved at knuse ham som en lus. Derefter forstørrer kæmpen ham og gir sin datter ham som mand. Han tar en tur hjem for at hævne sig på plejefaderen, men finder huset styrtet sammen over de døde plejeforældre.

 

Alle originalens episoder er kortet ned, ligesom henvisningen til Kivioq i Rink 1866-71, I, nr. 21 (fortalt af Peter Motzfeldt)

 

Var. til Kivioq og Kamikinnaq.

Hist.: Tilsyneladende er den østgrønlandske Kamikinnaq blevet

omplantet til det vestgrønlandske mytiske verdensbillede ved hjælp af

den indledende Kivioq-fortælling. I Østgrønland bor kæmpen på Akilineq,

der hér er en ø langt ude bag synsranden. Vestgrønlændernes

Akilineq-boere er nok store, men ikke enorme kæmper. Omplantningen bekræftes af, at fortællingen, ifølge Hendriks kommentar, stammer fra en vis Daniel fra det sydligste Grønland, hvor mange sydøstgrønlandske immigranter i 1800-tallet bosatte sig.

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Inorersup qavâp sínagtugâ / Akamalik

Print
Dokument id:277
Registreringsår:1862
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Kragh, J. M. P.
Mellem-person:Kragh, J. M. P.
Indsamler:Rink, H.
Titel:Inorersup qavâp sínagtugâ / Akamalik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 491 - 494, nr. 147
Lokalisering:Upernavik
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke eksisterer længere.

Afkortet oversættelse af en blanding af denne og en anden variant i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 105, ss. 282 - 292.

Samme noget kortere på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 86, ss. 434 - 437: The Dream and Conversion of Akamalik.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

En drøm, som drabsmanden fra sydlandet havde.

En drabsmand havde den vane, at han dræbte nogen, hver gang han var ude at ro i kajak - uden at der var nogen anledning dertil. Hvor mange han havde dræbt, kunne ses på tatoveringer på hans pande. Tatoveringsmærkerne fyldte næsten to rækker i panden.

Da fætteren døde, var han så bedrøvet, at han ikke kunne sove om natten

Endelig faldt han i søvn og drømte følgende: Der viste sig en kvinde, som råbte

til ham, at man havde fanget en hvalros. Da hun sagde dette, gav han sig til at

gøre klar ('saniarsulerpoq' - jeg kender ikke ordet. Oversættelsen er et gæt).

Han kom ud og fulgte efter kvinden. Nogle gange forsvandt hun bag et fjeld og,

hver gang hun viste sig igen, var afstanden mellem ham og kvinden altid den

samme. Engang så han hende kravle op på en stejl fjeldvæg. Han tænkte: "Måske

vil jeg ikke kunne klare dette." Han gik derhen. Han tog blot et par skridt, så

var han oppe på fjeldet. Han gik videre - stadigvæk efter kvinden, der somme

tider var ude af syne bag et fjeld, og hver gang han så hende igen, var afstanden

mellem ham og kvinden altid den samme. En gang så han hende kravle op på en

meget høj fjeldvæg. Han tænkte: "Måske vil jeg ikke kunne klare dette." Han gik

derhen og tog et par skridt. Så var han oppe på fjeldet. Han gik videre.

Afstanden mellem ham og kvinden var fortsat den samme. Endelig kunne han, da

han kom op på fjeldets top, se stranden nedenfor. En masse mennesker var i færd

med at hale noget op. Han gik derned, og en af dem sagde til ham, idet han pegede

på én: "Her er et menneske, som du har dræbt." Han skammede sig, og han

bebrejdede sig selv, da han så den person, han havde dræbt. Han gik videre,

stadig efter kvinden, og afstanden imellem dem var stadig den samme. Hun forsvandt

og viste sig igen. En gang så han hende gå op ad en stor trappe. Der var stor

afstand mellem trinene på trappen. Han gik hen til trappen og tænkte, at han

måske ikke ville kunne klare at gå op ad dem. Han trådte kun få trin, så var han

oppe. Han gik videre efter kvinden, som skiftevis forsvandt og viste sig.

Afstanden mellem dem var fortsat den samme. Næste gang han så hende, var hun ved

at komme op af en stor kløft, hvor der brændte ild. Han kiggede på ilden,

der flammede op, og netop da der slog en flamme op, kom kvinden op af kløften.

Han tænkte, at han måske ikke ville kunne klare denne kløft. Han ventede på en

passende lejlighed, og da flammen blev lidt mindre, gjorde han et forsøg, og det

lykkedes. Han så et menneske, der nær var faldet ned i kløften, og som klamrede

sig til kanten ('nipíngajôrtoq' - nipinngavoq: er klistret fast - Chr. B.). Dér

ovenpå, hvor han befandt sig, var det meget lysere. Han så mange mennesker, der

gik hver for sig eller i flokke - enker og ægtepar, unge og spædbørn, samt børn,

der var født i dølgsmål ('alugsugutit' går jeg ud fra er det samme som alussugaq

- Chr. B.), alle sammen med mærker - piger, unge mænd og alle andre, fra de

yngste til de ældste havde deres eget mærke. I nærheden af dem så han én, der

var så lys som solen. Han var på vej til de mange mennesker, da en fra venstre

side bad ham om at standse. Han standsede. Han blev stående der, selv om han

meget gerne ville gå hen til dem. Han skammede sig og bebrejdede sig selv. Ham,

der var så lys som solen, havde meget smukke klæder, en meget lang klædning, som

havde skiftende belysning. Knapperne skinnede sådan, at man ikke kunne se

direkte på dem. Hans store snørebånd var endnu mere skinnende. Da han kom til

manden, lukkede han en bog op. Han kiggede i bogen og så sig selv. Hele hans

levned var fortalt og forklaret i denne bog. Han blev meget skamfuld. Nu forlod

han dette emne og fortalte, at manden der klamrede sig til kløftens kant, og som

nær var faldet ned i kløften, var en åndemaner sydfra. Manden fortalte, at han

var frelseren, og han viste ham noget, han havde på sin side og på sine hænder.

Hans hænder og fødder var gennemhullede og fra hans side kom der lidt blod og

vand. Han sagde til ham: "Når I slås indbyrdes med våben, gør det ondt i dette

sår." Mens han endnu talte, viste han ham noget ved at pege på noget i sydlig

retning. Da han vendte hovedet i den retning, så han nogle, der skulle være

engle - to væsener med vinger. De kom med et menneske, der var dødt. De satte

det ned på en slette. Han (der kaldte sig frelseren) gik derhen. Den døde lå med

foldede hænder. Han rakte sin venstre ringfinger til den døde, og den døde rakte

sine hænder op efter den. Han gav ham vejr (måske bedre: han pustede liv i ham -

Chr. B.), som når man pustede et stykke tarm op. Derefter hjalp han ham op, og da

han rejste sig op, gik han hen til de mange mennesker, der var glade.

Han kiggede til den anden side og så noget, der lignede en sol, som var

helt skinnende. Han (der kaldte sig frelseren) sagde: "Almindelige mennesker kan

ikke komme derhen." Han gjorde tegn til det. Der gik en kort tid. Så kom der

noget, der var rundt, frem - hoppende. Da det rullede hen til ham, flyttede han

sig ikke og da den revnede, fyldtes luften med noget sødt. Drabsmanden spurgte

hvad dette var for noget og den anden sagde: "Det var en frugt (eller et bær -

Chr. B.), der eksploderede ved dig." Han gjorde tegn endnu engang, og der kom igen

noget (rundt frem) - samme slags som før. Da det rullede imod drabsmanden, sagde

den anden, at han skulle flygte. Han spurgte ham, hvorfor han skulle flygte og

om, hvad det var for noget. Den anden sagde: "Den store jord 'naugalugtuaqaoq'

(det kan jeg ikke få mening ud af. Eller skulle der mon have stået:

'qaoralugtuaqaoq' - Der er fare for, at jorden kan eksplodere? - Chr. B.).

     De mange mennesker sang smukt, men de små, der var født i dølgsmål

('alúsugutínguit' - de, der er født i dølgsmål? Chr. B.), der drejede rundt med

jorden, sang smukkest (gik i kreds medsols? BS).

Han (der kaldte sig frelseren) sagde til drabsmanden, at han skulle hjem,

fordi han endnu ikke var død. Han ville ellers nødig forlade alle de glade

mennesker. Han var ved at belave sig på at gå, men var bange for at gå forbi den

store kløft. Så skubbede han til ham - det viste sig, at han blot ville prøve ham.

Det gik pludselig op for ham, at han var kommet på den anden side af kløften.

Derfra gav han sig til at gå ned, og da han kom tilbage til sin fælle, vågnede

han, og det var den sjette dag (eller: efter at have sovet i seks døgn? - Chr. B.). Han undrede sig meget over sin drøm, og havde lyst til at høre nærmere om

Frelseren. Han fik lyst til at få undervisning. Han begyndte at gå til

undervisning. Og da han i løbet af kort tid havde lært noget, ønskede han at dø. Han var indstillet på helt at opgive sit syndige liv. Da han vågnede efter den

lange søvn, var han længe generet af det skarpe lys. Han ønskede at dø, og det

gjorde han. Det fortælles, at han var årsag til, at nogle af sydlændingene blev

troende.

Før han blev troende, vidste han hverken om bøger eller om Frelseren. Det

var først efter at han havde drømt, at han lærte om disse, og at han blev døbt.

Slut.

 

Var.: Akamalik; Akamelik; i Avangnâmioq årg. 1915 nr. 15-16(?), 21-22 og 34-38 findes Hendrik Storchs variant af Akamelik (endnu ikke registreret her på anden måde)

 

Hist.: se varianterne.

Inuarugdligak / Peter Ranthol

Print
Dokument id:163
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Steenholdt, Wittus
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:Inuarugdligak / Peter Ranthol
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 161 - 164, nr. 56
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift. Orig. håndskr. findes ikke.

Steenholdts afskrift findes i NKS 2488, VI: 9v - 11h.

Trykt med sideløbende dansk oversættelse i Rink 1859-63, IV: Kaladlit Oqaluktualliait / Grønlandske Folkesagn, ss. 24 - 33, hvorfra Knud Rasmussen har brugt den i en friere oversættelse i:

 

Rasmussen, Knud: Myter og Sagn fra Grønland, III: 246 - 249: Fjælddværgen Sêrsoq / Seersoq.

 

Tilsvarende oversættelse i Rink: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, I: nr. 116.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 76, ss. 400 - 404: Inuarutligak - whose Christian name was Peter Rantholl.

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: Således skriver jeg, Aron, I: 267 - 268. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: Taamma allattunga, Aron, I: 267 - 268: Peter Ranthol - kuissutaa taaguutaa, inuarulligaq ima oqluttuarpoq.

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

 

En fortælling om dværgene (Orig. uden overskrift).

En mand med døbenavnet Peter Ranthol, som blev kaldt Inuarulligaq (en dværg), fortalte følgende:

For mange mange år siden boede Inuarulligaqs forfædre i Kap Farvel-området på

et sted, der hed Kutsersarfik. De boede tæt ved menneskene, som de ikke var sky

overfor. Men da en af dværgene blev dræbt af menneskene, flygtede de til et

sted, der ikke var beboet, og tog bolig i huler, som de gravede ned i jorden. De

hævnede sig på menneskene ved at dræbe en af dem, der var ude at gå en tur.

 

Dværgene søgte efter noget, de kunne bruge som våben. Endelig fandt de et

elletræ på sydsiden af Kutsersarfikfjeldet. Træet lignede et menneske, der lå på

knæ og støttede sig på jorden med hænderne, med ryggen skudt op. Af dette træs

rod begyndte de at lave våben. En del af roden, der var på størrelse med en

knyttet næve, var under jorden. Denne rod lignede kolben på en revolver. Men

spidsen, der dræbte - en sort sten med en rød sten ovenpå - var knækket.

Dværge overalt på jorden fik et sådant våben. Det kaldtes et "pegevåben". De gik

med dette "pegevåben" i hånden, for det kunne være farligt for nogle.

 

Inuarulligaq blev født dengang, da dværgene endnu var sky for menneskene.

Faderen hed Maleqqi. Den ældste af sønnerne hed Kinaviina, den næste Kuuk, den

tredje Asarfi, den fjerde Sersaq - altså ham, der fortalte historien. Deres

forfædre rejste nordover på et tidligt tidspunkt. Og på et meget senere

tidspunkt var andre taget nordpå over land. Vandringen varede flere år.

Om vinteren boede de i huler, der var gravet ned i jorden, og om foråret vandrede

de videre. På deres vandring mødte de væsener, der havde kroppe som menneskers

mens benene var som en hunds bagkrop. Bue og pile var deres våben. Disse

væsener, der kaldtes eqqillit, var skrækindjagende. Deres lugtesans var som

dyrenes, og de reagerede på lugte, der førtes med vinden. Under vandringen

fangede de et dyr med fem ben, som de kaldte kiliffak (mammut) eller atalik. De

dræbte dyret blot ved at "pege på" det. Skindet var tilstrækkeligt stort til at

beklæde alle væggene i et hus med. Når de havde spist kødet, voksede der igen

kød på knoglerne. Dette gentog sig fem gange, hvorefter de smed knoglerne væk.

 

Efter et år, tog de af sted igen. For at gøre de store afstande

mindre, trængte de landskabet sammen, idet de lagde sig

på knæ ved siden af hinanden, strakte armene frem hen over jorden og gjorde

bevægelser, som om de samlede noget sammen. Når der havde hobet sig så meget

landskab sammen, at de ikke længere kunne nå over det med armene, gik en af dem

over det sammenhobede landskab, og de andre fulgte efter ved at gå i den førstes

spor. Sådan gik det i flere år. En dag nåede de til bunden af Ikerasassuaq, hvor

der boede dværge og inorutsit (kæmper). Da isen lagde til, gik

de over til den anden side, hvor de indlogerede sig hos andre dværge. De rejste

videre og kom til det indre af Nuusaq. Og her blev de i mange år hos deres

slægtninge.

 

Dengang var der ingen evig sne/is på fjeldtoppene, og indlandsisen var ikke

nået til Ikerasassuaq. Først da de havde været i det indre af Nuusaq i mange år,

blev fjeldene og Ikerasassuaq dækket af is. Disse dværge havde to forskellige

anorakker. Den ene slags anorak var af den samme størrelse som den, menneskene

brugte, og den anden passede til dværgenes egen størrelse. Når de skulle

transportere noget stort over land, tog de deres store anorak på. Så klaskede de

på sig selv med hænderne og blev hurtigt så store som mennesker (sådan fortalte

en af de store dværge). Når de havde transporteret tingene, antog de igen deres

normale (dværge-)størrelse. Det med at gøre sig mindre foregik på den måde, at

de krøb ind i en klippehule med hovedet mod klippens loft. Så "aflusede" de

hinanden og antog igen dværgestørrelse.

 

Derinde i det indre af Nuusaq blev den yngste af Maleqqis børn købt af en

åndemaner, hvis kone ikke kunne få børn. Prisen var tre hvalfangerknive, et

stykke af et isbjørneskind og et stykke hvalbarde, der var skåret til

fiskesnøre. Maleqqi beholdt selv bjørneskindstykket og hvalbarden. Han

overlod knivene til de tre sønner.

 

Når dværgene blev gamle, foryngede de sig ved, at lade sig falde ned ad en stejl

fjeldvæg. Så blev de hurtige til bens som unge mennesker. En sådan foryngelse

kunne gentages fem gange. Så var det også slut. Dødsfald blandt unge dværge var sjældent. De enkelte tilfælde skyldtes sneskred ved forårstid.

 

Faderen havde altså taget ham med hjem og holdt ham skjult bag ved huset. Da det

blev aften, gik han ind og krøb ind i sin mor, og han forblev dér - endog i hele

babystadiet.

 

(Der er en del uklarheder i fortællingen. Det allersidste afsnit er mærkværdigt

- Chr.B.)

 

Var.: Delvis: søg på: pegevåben; Avatarsuaq, kuisimassoq Natanimik ateqartoq;

 

Hist.: Thalbitzer 1923: nr. 282, ss. 531 - 532, bringer fra Uummannaq i 1904 Martin Mörchs version af en sang om en indlandsdværg, der ruller ned ad en klippeside, muligvis pga. af en lavine. Den ender med udråbet Kong, kong, kong, o-oh. Sådanne dværge kunne genvinde tabt ungdom ved en sådan rulning ialt fem gange. En pan-eskimoisk forestilling, der muligvis hænger sammen med et gammelt livsfornyende ritual. De kunne også klappe sig større, op til menneskestørrelse. Samme forestilling kendes fra både Østgrønland (søg på dværge), og arktisk Canada: Saladin d'Anglure, B. 1986, Études/Inuit/Studies, Supplementary Issue. Se også GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): Dværge.

Ifølge Thalbitzer (ibid.) har Rink overvejet om det tilsyneladende ikke-eksimoiske kung, kung ... skulle være iroquesisk.

Thalbitzer ser også en anden forbindelse mellem Ranthols inuarulligaq-far, Malerqe / Maleqqi og nogle versioner af en sang, hvor navnet forekommer og associeres til det højeste nord i Grønland: een fra Uummannaq i 1901, Martin Mörch, og to fra Østgrønland i 1905 - 1906 (Thalbitzer: 532 - 533, 219 - 220: 'The seal's daughter').

Under alle omstændigheder har de seneste udgravninger af sen Dorset i Thule-området, hvor dorset kan have truffet de først indvandrede thule-kulturs inuit (Appelt & Gulløv: Dansk Polarcenter Publication No. 7, 1999; Appelt, Berglund & Gulløv: Dansk Polarcenter Publication No. 8, 2000), givet fornyet næring til spekulationer over fortællingernes forskellige indlandsboeres mulige sammenhæng med dorset-folk.

 

Kommentar: Den sidste sætning oversættes af Kirsten Thisted til: "og han var inde i sin mor - lige indtil spædbarnstadiet." Både hun og Chr. B. har her holdt sig til sesminarieelevens afskrift : ilersimavoq. I den trykte udgave (Kal. Oq. IV) står der ilisimavoq, hvorfor Rink oversætter til: "... han havde bevidsthed, mens han var i moders liv, og som et lille barn endog." Steenholdts afskrift har ligeledes ilisimavoq. Thisted nævner denne anden mulighed, der giver god, måske bedre mening, fordi barnet herved har kunnet fortælle om sin tidligere tilværelse som dværg.

Bemærk iøvrigt, at det ikke er en ligetil adoption fra dværge til mennesker. Dværgen skal igennem hele den menneskeskelige fosterudvikling, hvor han (ifølge en udbredt forestilling) næres af sin faders sæd, for at blive et rigtigt menneske. Mennesker og ånder kan ikke blande samfund. BS

Inugtujussumik / Inuttujusoq

Print
Dokument id:500
Registreringsår:?
Publikationsår:1861
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Kristian
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Inugtujussumik / Inuttujusoq
Publikationstitel:Kaladlit Okalluktualliait / Oqalluktualliait / Grønlandske Folkesagn, III
Tidsskrift:
Omfang:side 27 - 51, nr. 4
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Ultrakort dansk resumé s. 107 - 108.

Orig. håndskrift, Rink NKS 2488, nr. 258 eksisterer ikke længere.

 

Tekstnær oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 76.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 60, ss. 337 - 341: Inugtujusok.

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: Således skriver jeg, Aron, I: 91 - 93: Inuttujusoq. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: Taamma allattunga, Aron, I: 91 - 93: Inuttujusumik.

 

Resumé:

Ikke langt fra mange brødre bor en enke med en smuk datter,

som den yngste bror forelsker sig i, og ofte besøger. Brødrene blir

endnu venligere mod enken med datteren, som de sørger godt for med

kødgaver. På en nærliggende boplads bor den fæle åndemaner,

Inuttujusoq, der ikke ynder forbindelsen mellem de to unge og lægger

sig på lur i en snehule af den slags man tidligere brugte som

rævefælde. Snehulen, som han må udvide lidt, ligger på ruten mellem de

to kærester, og en morgen, da pigen følger sin elskede på vej, springer

I. frem, truer pigen på livet, hvis hun ikke vil lade som hun

forfølger sin kæreste. Det gør hun så og I. dræber den unge mand.

Pigen siger intet hjemme, heller ikke da brødrene kommer for at

forhøre sig om den yngste bror og bryder hul på vinduerne. Først da de

begynder at nedbryde taget, fortæller hun alt.

 

I. flygter nordpå af angst for sine fjender. Deroppe får han en søn,

som han opdrager til stærk mand og storfanger. Da sønnen til sidst

kan klare selv de største og farligste dyr, rejser de hjem.

Brødrene, der hører om I.s komme, flytter hen til hans boplads, og en

af dem har lavet et særdeles holdbart bælte af hvalbarder tre håndsbredder bred, fordi han sprænger bælter af remmesælsskind, når han spænder sine muskler. I.opdager at brødrene har slået sig ned på hans boplads og bosætter sig derfor

i stedet på brødrenes plads. Brødrene holder en tid deres hævnlyst i ave af

angst for I.s stærke søn. Men en dag et af deres børn bliver syg,

sender de bud efter I., der kommer i den tro, at brødrene har glemt

hans udåd. Brødrene bemærker, at I. er blevet temmelig gammel. Det

bekræfter han blot. Han bliver godt beværtet, holder seance, og barnet

får det straks meget bedre. Han tager imod invitation til at

overnatte, men da han næste morgen vågner alene i huset, fatter han

mistanke. Næppe er han kommet ud, før han bliver slået omkuld og

dræbt, dog ikke af den bror med bæltet af hvalbarde. I.s søn kommer

farende i kajak med rejst stævn for at hævne drabet, men lader sig

overbevise om at lade hævnen fare, fordi udligningen af I.s drab var

retfærdig. Med en bemærkning om, at en dræbt mand gerne viser sig at

have mange slægtninge (hævnere), ror sønnen bort.

 

Hist.: Mulig kristen påvirkning: Det traditionelle ideal mht. mord var ganske vist

udligning (Sonne 1982: "The Ideology and Practice of Bloodfeud ...", Études/Inuit/Studies.); men det er formentlig nyt at blodhævnen kan standses ved fornuftige argumenter.

Inugtumagssunik / Inuttumassunik

Print
Dokument id:381
Registreringsår:1867
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, V. 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Thomassen, J.
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Inugtumagssunik / Inuttumassunik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 991 - 996, nr. 199
Lokalisering:?
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Det fortælles, at denne mand også havde hørt noget om

menneskeædere i Sydgrønland. Det var sagt om den mand fra

Nordgrønland, at han var en person man regnede for noget.

 

Han tog af sted og nåede langt mod syd uden at træffe mennesker. Sent på efteråret, da frosten var gået i jorden, kom han til et hus. Husets indvåner

bad ham standse der. Nordgrønlænderen slog sig ned og fik

denne mand som bopladsfælle. Han spurgte ham, om der i Sydgrønland

fandtes menneskeædere. Han svarede: "De bor lige syd for os. De spiste

de andre dér på stedet. Du må ikke besøge dem nu. Når isen ligger fast tar vi derhen på besøg." De boede i samme hus, og nordgrønlænderen fangede så mange sæler, at man skulle tro, at de var kommet op på land af sig selv. Oquia (? måske: quia, hans forrådskammer) nalugamiuk (han kendte det ikke).

 

Så blev det vinter og isen lagde sig. Nordgrønlænderen spurgte: "Hvornår skal vi besøge dem?" Det skulle vente lidt, svarede husfællen. Men nordgrønlænderen blev ved med at presse på. Så spurgte husfællen: "Hvor hurtigt løber du?"

"Jeg løber lige så hurtigt som alle landdyr." Husfællen mente, at så skulle han nok kunne klare sig.

 

En morgen sagde husfællen: "Nu skal vi på besøg." De tog af sted, og

undervejs sagde husfællen: "Du vil jo derhen. Når du kommer ind i

huset, må du kigge dig godt om. Hvis du ser menneskeknogler, der

ligger til gæring under sidebriksen, må du ikke blive forskrækket. Så

bliver du dræbt." Han fortsatte: "Inden du spiser noget, skal du sige:

"Jeg har glemt at tisse, inden jeg gik ind. Jeg må lige ud at tisse."

Når du kommer ud, skal du stikke i løb og flygte af alle kræfter

hjemover".

 

På den anden side af et lille næs fik de øje på et hus med

to vinduer. De gik derhen og ind i huset. Derinde fik nordgrønlænderen

øje på menneskehoveder, hvor noget af skægget endnu sad på, under

sidebriksen. Ved dét syn blev han meget forskrækket og sagde: " Jeg

har forresten glemt at tisse." Han gik ud og undervejs ned forlod alle

hans kræfter ham. Han skulle jo ellers flygte. Han var nået et godt

stykke ud på isen; så kiggede han sig tilbage og så, at husfællen løb

efter ham, og at de blev forfulgt af mange folk bevæbnet med knive.

Nordgrønlænderen blev helt lammet ved synet. Det opdagede husfællen

og skyndte sig hen til ham. Han indhentede ham og tog ham i hånden. Da

menneskeæderne var ved at nå dem, puttede sydgrønlænderen

nordgrønlænderen, som ellers så gerne ville opleve menneskeædere, ned

mellem isstykkerne ved stranden og lukkede åbningen med et stykke is.

Sydgrønlænderen kunne høre menneskeæderne sige: "Det var da ærgerligt,

at vi ikke dræbte ham, straks han kom ind." Han kunne høre, at de gik

og ledte efter ham. De fandt ham ikke og vendte tilbage til deres hus.

 

Nordgrønlænderen vendte tilbage til sydgrønlænderen og tog ham med

hjem. Han spurgte: "Vil du på besøg endnu en gang?" "Ja, det vil jeg

gerne," svarede den anden. Da de tog af sted dagen efter, sagde

husfællen: "Denne gang må du sørge for straks at komme ud, og

du skal flygte af alle kræfter."  Nu sørgede nordgrønlænderen for at

forsvinde hurtigt ud af huset. Han var lige kommet ud på isen, så

opdagede han, at de blev forfulgt. Husfællen indhentede ham og gemte

ham igen mellem isstykkerne. Husfællen kunne høre, at forfølgerne gik

forbi gemmestedet, og at de snakkede: "Det var en skam, at vi ikke

dræbte ham." De fandt ham ikke og vendte om. Da de kom hjem, sagde

sydgrønlænderen: " Lad os besøge dem i morgen endnu en gang."

Nordgrønlænderen svarede: "Jeg skal ikke på flere besøg." Han boede

hos sin vært vinteren over. Da han om foråret skulle rejse tilbage

nordover, sagde værten: "Kom igen en anden gang." Nordgrønlænderen

svarede: "Det skal jeg nok." Men han rejste aldrig syd på mere.

 

Var.: Søg på kannibaler; menneskeædere

 

Hist.: Mistroen til ukendte fjernt boende mennesker i Grønland, giver sig oftest udtryk i forestillinger om kannibalisme. Det afhænger tilsyneladende af fortællerens proveniens om de kannibalske folk bor langt syd eller langt nord for "heltens" eget hjemstavn.

Nordgrønland er formentlig landsdelen nord for Sisimiut.

 

Kommentar: Denne variant er sløjt fortalt / gengivet i sammenligning med de fleste andre af samme slags.

inuit angákoqaratdlarmata oqalugtuaq

Print
Dokument id:183
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:inuit angákoqaratdlarmata oqalugtuaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 198 - 199, nr. 79
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af et håndskr., der ikke eksisterer længere.

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

En fortælling fra dengang, der var åndemanere til.

 

I gamle dage var der i Tasiusaq en åndemaner / angakkoq med to sønner. Når åndemaneren skulle hen til sin afdøde kones grav for at græde over tabet af hende, lavede han ræve og harer af sne og pustede liv i dem, så at hans sønner kunne få tiden til at gå med dem, mens han var væk. En dag, da han stod ved graven, hørte han en stemme, der sagde: "Kom indenfor." Da han vendte sig om, så han et hus. Inde i huset sad en mand og lavede pile; og på gulvet lå et stort rensdyr, som endnu ikke var flået. Manden i huset flåede det og sagde til åndemaneren, at han skulle spise det hele.

Næste gang han var ved graven, blev han også budt indenfor. Denne gang lå der

en masse mattak på gulvet, da manden havde fundet sassat (mange småhvaler i en våge, BS).

 

En dag var åndemaneren ude at gå en tur. Han hørte et skrig og så, at

manden fra huset var på vej op ad en skråning med stort besvær. Det viste sig at

han havde brækket benet. Åndemaneren gik hen til ham og holdt ham på benet, så

det heledes igen. Manden sagde: "Jeg har efterladt et rensdyr dernede, hvor jeg

brækkede benet. Du må få det, men ingen må spise kødet med spæk til og du skal

være den første, der smager på indvoldstalgen." Åndemaneren sagde til dem

derhjemme, at de skulle følge disse forholdsregler; alligevel var der en lille

ældre mand, der spiste spæk til kødet. I det samme hørtes der et skrig og en

stemme, der sagde: "Jeg havde jo sagt ..." Åndemaneren gik ud og opdagede, at

manden havde brækket benet endnu engang. Han helbredte det.

 

Åndemaneren gav sig til at mane ånder. Han kaldte på sin hjælpeånd fra det

tidlige efterår. På det tidspunkt, hvor dagene var blevet lange, stødte han

sammen med sin hjælpeånd (aporpaa), hvilket ville sige, at hjælpeånden ikke

længere tilhørte åndemaneren. Hjælpeånden kom og fortalte følgende: "Dengang da

jeg var på vej hertil, så jeg nogle mænd fra den vej (eller: rute), som stammede fra de første danske (qallunaat) beboeres tid i Qasigiannguit (Christianshåb).

Jeg var meget bange for dem." Sådan sagde åndemanerens hjælpeånd og den fortalte videre: "Engang jeg var på vej til dig, mødte jeg eqqillit. Jeg ville

gerne finde nogen, jeg kunne følges med, og jeg fandt en pige og en gammel mand

som ledsagere. Da de to var langsomme til bens, gik vi tilbage og listede os ind

på disse eqqillit. De havde deres hus i kanten af en stor slette. Vi kom til en

stor sø og kunne ikke komme videre. Men jeg fik mine ledsagere til at løbe over

søen sammen med mig. Lige før vi nåede den anden side af søen, faldt den gamle

mand igennem, men nåede dog land. Vi gik over sletten og nåede næsten til den

fjerneste ende af den. Vi listede os ind på eqqillit og dræbte dem

alle sammen."

 

Var.: Ikke i denne bases samlinger.

 

Hist.: Så forholdsvis usædvanlig, at begivenhederne kunne være oplevet af historisk åndemaner og berettet under en el. flere seancer.

inuit oqalualârutait / Ungnugssuaq og Napassoq / Uunnussuaq Napasoq

Print
Dokument id:198
Registreringsår:1859
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:inuit oqalualârutait / Ungnugssuaq og Napassoq / Uunnussuaq Napasoq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 273 - 274, nr. 93
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Oversat af Kirsten Thisted i: Kreutzmann, Jens: Fortællinger & akvareller.

Red. Kirsten Thisted. Atuakkiorfik 1997: 51.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning af Arnaq Grove i: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 51.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Inuit-fortælling.

I gamle dage, da Narsarmiut endnu var beboet, var der en

tilflytter på stedet, der hed Uunnussuaq. Hans søn hed Napasoq. De var ved

at bygge deres vinterhus om efteråret, og en dag, da det var godt vejr, tog

Uunnussuaq af sted på fangst. Han var borte ganske kort tid, så så man ham

komme med en sæl på slæb. Han havde fanget en sortside. Det fortælles, at hans søn var meget snakkesalig og uartig. Mens han bar faderens bugserblære op, sagde

han: "Uunnuk berøver stedet dets sæler." Endnu engang har han frataget stedet en

sæl. Det fortaltes, at Uunnussuaq efter den tid, hele vinteren, ikke fangede en

eneste sæl.

 

Uunnussuaq måtte bruge kamikker uden inderstrømpe, når han var ude på

fangst i kajak om vinteren. Der var ingen hud på han ben (formentlig underben -

Chr.B.), og de væskede meget. Når han kom hjem tog han kamikkerne af og hældte

væsken ud af dem. Hans søn havde ingen kajak. Han var meget mager, selv om han

spiste uafbrudt. Når moderen syntes, at han spiste for meget, plejede hun at

sige: "Hans sjæl spiser ham, derfor tager han aldrig på."

 

En aften samledes mændene. Napasoq, som også var med, rejste sig midt i det hele op og begyndte at danse rundt og brugte Uunnuusuaqs "ermumigutíngua" (den danske kommentar kan vist tydes som "madske"? - Chr.B.) som tromme. Hans sang skulle lyde sådan: "Jeg er ikke andet end ben. Jeg er ikke andet end gnaveben. Fjern kødet fra mig, Isortoqs kraftige østenvind kan jeg ikke undvære. Ai, jeg kan ikke undvære den, ai, jeg kan ikke undvære den!" Det fortælles, at han (ikke klart, om det Uunnussuaq eller Napasoq - Chr.B.) drog nordpå langs kysten, da det blev forår, og han kom aldrig tilbage.

 

Var.: Ingen i denne bases samlinger

inuit oqalugtuait

Print
Dokument id:168
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:inuit oqalugtuait
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 173 - 174, nr. 62
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift.

 

Originalen findes ikke længere. Heller ingen afskrift i Kraghs samling: NKS 2488, VI.

 

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 2, ss. 51 - 54 har Rink sammenstykket ialt 8 varianter inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 2, ss. 99-105:

 

The Blind Man who recovered his Sight.)

 

 

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

 

Manden, der brugte sin mor som fangstblære. (Orig. uden overskrift)

 

 

 

En enke havde en søn og en datter. Sønnen blev blind, og hans mor gav ham ikke noget at spise. Men søsteren gav ham noget at spise i hemmelighed. En dag kom der en isbjørn og stak hovedet ind igennem vinduet. Den blinde bad søsteren række ham

 

buen, og ved søsterens hjælp skød han bjørnen. Han kunne høre, at han ramte

 

dyret, men moderen sagde, at det var tværbjælken, han ramte. Moderen og søsteren

 

flænsede isbjørnen. Moderen ville ikke give ham noget kød, men det gjorde

 

søsteren i al hemmelighed.

 

Da det blev forår, lod den blinde sig føre af sin søster til en stor sø. Mens

 

han lå på ryggen ved bredden af den store sø, hørte han susen. Det var en fugl,

 

der fløj lige hen over ham. Den anden gang den fløj forbi, rørte den ved hans

 

ene øje og næste gang igen begge øjnene. Han nåede lige at få et glimt af

 

fuglen. Det var en rødstrubet lom. Da han gik tilbage til huset, så han et

 

isbjørneskind, der var strakt ud på jorden ved hjælp af pløkke. Han spurgte sin

 

mor, hvor skindet stammede fra, og fik at vide, at det var et, der var blevet

 

efterladt af nogen.

 

Da hvidhvalstrækket viste sig, sagde sønnen.: Bare man havde en fangstblære. -

 

Moderen sagde: Brug mig som fangstblære. Sønnen bandt sin line omkring livet på

 

moderen. - Moderen sagde til sønnen, at han kun skulle harpunere mindre hvaler.

 

Men da en stor hvidhval dukkede op, harpunerede sønnen den trods moderens

 

protester, og han skubbede moderen ud i havet. Hvidhvalen og moderen dukkede op

 

lige efter hinanden, og moderen råbte: Uluga (min ulu), og det gjorde hun hver

 

gang hun dukkede op. Moderen havde en pels, der var lavet af spraglet sælskind. Hun blev til en narhval og hendes udslåede hår til hvalrostænder. Narhvalen

 

stammer således fra denne kvinde.

 

Var.: Søg på: blind / blinde; Tutigaq; Rink II 62; Uluaa; Holtved nr. 37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III nr. 330. Lyberth 1924 tappiitsoq. Narhvalens oprindelse; Hvorledes narhvalen blev til;

 

Kommentar: Ned- eller afskriveren har vist sovet, da han forsynede narhvalen med hvalrostænder. Enkelte narhvaler har dog to tænder. Eller måske var han fra et område, hvor man aldrig så en narhval. Håret, der blir til tanden, er netop ikke udslået, men  - som det fremgår af andre versioner - snoet.

 

This handwritten text is a copy made by a student teacher. The original handwritten text no longer exists. Neither is there a copy in Kraghs collection: NKS 2488 VI)

 

In Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr.2, pp.51-54, Rink pieces together a total of 8 variants, including this one. The same “mixture” is found in the English translation in Rink, H. 1875 (reprinted in 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 2, pp. 99-105:

 

The Blind Man who regained his Sight.)

 

Detailed summary translated by Chr. Berthelsen:

 

The Man who used his Mother as a Hunting Bladder (The original version does not have a title.)

 

A widow had a son and a daughter. The son was blinded and his mother did not give him anything to eat. But his sister gave him food in secret. One day, a polar bear came along and poked its head in through the window. The blind man asked his sister to pass him his bow, and with help from his sister, he shot the bear. He could hear that he had hit the bear, but his mother said that he had hit a crossbeam. His mother and sister flensed the polar bear. His mother did not want to give him any meat, but his sister surreptitiously gave him some.

 

When the spring came, the blind man let his sister lead him to a large lake. While he lay on his back on the edge of the lake, he heard a whooshing sound. It was a bird flying directly over him. The second time it flew over, it touched one of his eyes. The time after that it touched both of his eyes. He just about managed to catch a glimpse of the bird. It was a red-throated diver. When he went back to the house, he saw a polar bear skin stretched out on the ground, held with pegs. He asked his mother where the skin had come from and was told that it was one that had been left behind by somebody.

 

When the migrating beluga whales came along, the son said, “If only I had a hunting float.” His mother said, “Use me as a hunting bladder.”  The son tied his line around his mother's waist. The mother said to her son that he should only harpoon small whales. However, when a large beluga surfaced, the son harpooned it in spite of his mother's protests, and then pushed his mother into the sea. The beluga and his mother surfaced (one just after the other) and his mother cried, “Uluga (my ulu).” She repeated this every time she surfaced. The mother was wearing a skin garment made from the skin of a common seal. She became a narwhal and her hair, which was loose, formed walrus tusks. Thus, the narwhal comes from this woman.

 

Var.: Search for blind/blinde; Tutigaq, Aron 365; Rink II 62; Ulluaa; Holtved no.37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III no. 330. Lyberth 1924 tapiitsoq. The origins of the narwhal; how the narwhal came to be.

 

Comment: The person who wrote down or copied the story must have been asleep when he equipped the narwhal with walrus tusks! However, some narwhals do indeed have two tusks. Or perhaps he came from a region where narwhals had never been seen. The hair which forms the tusk, is actually not loose, but was  according to the other versions- twisted or wound up.

 

Transl. by Lucy Ellis.

 

By courtesy of Craig Mishler. See: Diving Down: Ritual Healing in the Tale of the

 

Blind Man and the Loon by Craig Mishler, Vadzaih Unlimited, 3910 McMahon Avenue

 

Anchorage, AK 99516, [email protected]

inuit oqalugtuait / Avaninguaq / Agdlerut

Print
Dokument id:161
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:inuit oqalugtuait / Avaninguaq / Agdlerut
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 153 - 155, nr. 53
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af orig. håndskr., renskrift el. afskrift, der ikke

længere eksisterer.

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om Alleruut (Opr. overskrift: Inuits fortælling).

I gamle dage var der mange mennesker i Ilimanaq / Claushavn, der spillede bold, og om aftenen kom de gerne op at slås. Der var på stedet en kvinde, som mændene generede sig for (havde respekt for). Da boldspillet var overstået, gik denne kvinde til mændene, fordi hun gerne ville slås med en mand, der var klædt i spraglet sælskind, men hun gik fra ham igen. Den efterfølgende dag gik hun igen hen til ham og slæbte ham til huset, hvor hun boede. Hun gik baglæns og trak ham ind gennem gangen - denne nydelige mand, der hed Alleruut. Hans kommende svogre bød ham sidde ned. Kvinden lavede et leje til Alleruut og sig selv. Hans svogre

sagde til Alleruut, at han skulle i seng, og det gjorde han tøvende.

 

Dagen efter tog Alleruut af sted på renjagt, før de andre vågnede. I

mellemtiden havde svogrene travlt med at lave en kajak og kajakredskaber til

ham, så han kunne begynde at øve sig i kajak. Alleruut kom hjem med et

rensdyr, som han havde fanget ved at løbe det op.

 

Den efterfølgende dag ville svogrene lære Alleruut i at ro i kajak. Han holdt

hele tiden tæt på stranden. Men den næste dag, da de vågnede, var Alleruut

allerede taget af sted på fangst, selv om det blæste meget. Han kom hjem med to

sortsider. Hans svogre kunne slet ikke være med.

 

En morgen da Alleruut var på udkig, råbte han, at der var en hval i sigte.

Straks bar de konebåden ned til vandet og tog af sted medbringende en stor

fangstblære. De styrede lige hen imod et stort skær. Svigersønnen, der fungerede

som harpunér, harpunerede skæret. Da dyret (egentlig står der også her "skær" -

Chr. B.) blev ramt dykkede det ned. De dræbte dyret og bugserede det til land.

 

Om foråret rejste Alleruut og hans kone nordpå. De anløb adskillige

vinterpladser, hvor folk inviterede dem til at blive. Engang kom han (herfra er

konen ligesom helt forsvundet - Chr. B.) til en boplads, hvor der boede en gammel

mand med to døtre. Han kom til at bo hos disse. Dagen efter ankomsten tog

Alleruut ud på fangst og kom hjem med en hvidhval. Døtrene tog imod ham og bar

hvidhvalen op til huset. Da Alleruut kom ind i huset, havde den gamle mand spist

hele hvalen. Alleruut fik kun et stykke kød på størrelse med en hånd.

 

Der kom islæg, og da Alleruut en morgen var på udkig, observerede han en våge

med hvaler, der var indespærret. Han og mandens døtre tog ud til vågen og

fangede en hvidfiskeunge. Den bar søstrene hjem, og Alleruut nåede kun at få et

lille stykke kød, som han ikke blev mæt af. Da de vågnede dagen efter, var den

gamle stået op. Han ville gerne ud på besøgsrejse; men han kom ikke af sted,

fordi det var overskyet.

 

En dag da det var godt vejr, tog den gamle og Alleruut af sted. De løb ud på

isen og standsede først, da de nåede til store isskruninger; da var bopladsen

næsten ude af sigte. De løb videre og kom til en boplads med to huse. De så, at der var hængt store isbjørneskind på konebåden. De gik hen til det nordligst

beliggende hus. Derinde sad en gammel mand med hælene anbragt på briksekanten.

Der blev sat mad frem til dem. De besøgte også det andet hus, hvor der boede en

gammel mand, som sad på sammen måde som manden i det første hus. De fik noget at

spise, og da de kom ud af huset, gav de sig til at løbe. Da de var kommet forbi

et lille næs, så de tilbage og opdagede, at de blev forfulgt af store isbjørne.

De viste sig, at de gamle mænd, de havde besøgt, var isbjørne i menneskeskikkelse.

Da isbjørnene nåede dem, sagde Alleruuts ledsager til dem: "Den mand har

forsørget mig med sin fangst." Så faldt isbjørnene om på isen. Alleruut og hans

ledsager løb af sted og nåede tilbage til deres boplads.

 

Var.: Avarunnguaq; Allerut; disse har ligeledes et besøg hos bjørne som væsentligste episode, men afviger ellers en del fra ovennævnte version. Måske skal Alleruut staves Allerut eller omvendt.

Inuit oqalugtuât / Igimarasugssuk

Print
Dokument id:119
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:Inuit oqalugtuât / Igimarasugssuk
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 24 - 26, nr. 11
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af orig. håndskr.: NKS, 2488, VI, ss. 105h - 106v + 108h - 109v.

 

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 3 ss. 55 - 56 har Rink sammenstykket ialt 4 varianter inkl. denne og en fra Labrador. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 3, ss. 106 - 108:

Igimarasugsuk.

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

 

"Inuits fortælling" / "Igimarasussuk".

Om Igimarasussuk fortælles det, at han boede på et afsides sted, og at han

fik sig en ny kone med jævne mellemrum. Han spiste nemlig sine koner. -

Engang giftede han sig med den eneste pige i en stor søskendeflok. De fik

en datter, men faderen spiste hende. Derefter fedede han sin kone op med den hensigt at spise hende. En dag, mens han var ude på fangst, gravede hun en

hule i bagvæggen og gemte sig derinde, idet hun dækkede sig med et vægskind med

et lille kighul. Hun havde forinden udstoppet sin amaat (bærepels) og lagt den

på briksen. Da manden kom hjem, harpunerede han amaaten i den tro, at det var

hans kone.

Om natten, mens manden sov, flygtede konen ud og ville hjem til sine brødre.

Hun fulgte strandkanten og opdagede et stykke oppe på stranden et stort stykke

drivtømmer. Hun kunne trylle, så hun fik træet til at flække, gemte sig i

revnen og fik træet til at lukke sig igen. Manden tog af sted tidligt om

morgenen for at lede efter sin kone. Han fandt drivtømmeret og begyndte at hugge

i det med sin økse. Men han opgav det, idet han sagde: Det kan jeg gøre i

morgen. Da manden forlod træet, gik hun videre og nåede hjem til sine brødre.

Hun fortalte alt om manden. Hun sagde til sine brødre, at de skulle overmande

ham, når han engang kom på besøg.

En dag kom Igimarasussuk på besøg hos sine svogre og sagde, at han skulle hilse

fra søsteren. I det samme blev han overmandet; og konen, som overværede det

hele fra sit gemmested, kom frem og slog ham ihjel.

 

Var.: Igimarasussuk; Iimarasussuk

inuit oqalugtuât, inuk Uvíkiamik atilik / Uvíkiaq

Print
Dokument id:170
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Steenholdt, Wittus
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:inuit oqalugtuât, inuk Uvíkiamik atilik / Uvíkiaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 177 - 179, nr. 65
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift. Orig. håndskr. findes ikke.

Steenholdts renskrift af originalen findes i NKS 2488, VI: ss. 20 - 22v.

 

Ret tekstnær oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 53.

På engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 34, ss. 233 - 235: Uvikiaq.

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: Således skriver jeg, Aron, I: 269. Transskriberet til nugrønlandsk i Thisted, Thorning og Grove 1999: Taamma allattunga, Aron, I: 269: Inuit oqaluttuaq Uikkiamik atilik.

 

Resumé:

Uikkiaq bor i syd og rejser nordpå med kone, søn og to døtre. Sønnen ror hver dag i forvejen. Et sted bliver han dræbt, opdager familien senere efter at have hørt flere steder, at forbidragende folk har sunget om en ung mand de har dræbt. Morderne har anbragt ham på højkant og hængt hans indvolde i panden. Ui. dækker båden med græs og kærdun, gemmer sin kone under den, og sammen med sine to døtre får de has på to unge mænd, der kommer svedige ud fra en sangaften, hvor man netop har moret sig over sangen om mordet på den unge mand. Uik. med familie tar atter sydpå.

 

Var.: Iviangersuunnguaq; De gamles hævn over deres sønner;

 

Kommentar: mytisk rejse nordpå (rejserne går ofte nordpå i Kraghs samling fra Aasiaat

Ipiutaarsuk og Naparutaq

Print
Dokument id:1078
Registreringsår:1858
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Boasen, Enos
Nedskriver:Boasen, Enos
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Ipiutaarsuk og Naparutaq
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, I
Tidsskrift:
Omfang:ss. 214 - 216
Lokalisering:Sisimiut / Holsteinsborg
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. el. evt. afskrift: NKS 2488, II, nr. 269 eksisterer ikke længere.

Trykt i ældre grønlandsk retskrivning i Rink: Kaladlit Oqaluktualliait, III, 1861: 81 - 83, nr. 15 med et dansk resumé ibid. s. 118.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

Taama allattunga, Aron, 1999, I: 214 - 216: Ipiutaarsuk Naparulu.

 

Oversættelse ved Apollo Lynge (se ndf.)

 

Ipiutaarsuk og Naparu.

 

Resumé:

Ipiutaarsuk og Naparutaq er venner, der bor hver sit sted, men (tilsyneladende) er de ofte på fangst sammen. En dag de er ude i kajak opfordrer Nap. sin ven til at de skal kappes. Først gælder det at få sig en kone, så en søn, så at blive angakkoq / angakok / åndemaner. Nap. forlanger sig blot en kone, Ip. tar en forældreløs pige som ingen har krav på. Nap.s kone får en datter, Ip.s en søn. Ip. kender intet til angakkoq-uddannelse, man da han følger sin svigermors råd om at gå indlands og bygge rævefælder - for ræve er bedre at få end ingenting - og finder en god dæksten, der skal graves fri, afsløres et hus med tre trappetrin. Han går forsøgsvis ned, blir angst, går op igen, men befales af en stemme til at gå helt ned. Da vil han få styrke som hele tre åndemanere. På det tredje trin besvimer han, vågner nøgen mens hans døde bedstemor behandler ham og hans døde bedstefar befaler ham at tage hjem. Hans hjælpeånd vil sende hans tøj tilbage, lover Bedste, da han gør indsigelser. Tøjet kommer flyvende: først kamikker, så bukser, så overpels / anorak. Næste dag fanger han en sortside og om aftenen holder han sin første seance med præsentation af sine hjælpeånder uden døre: en stor hvalros og senere tre kajakmænd (innersuit), som han følger med hjem på besøg. De gir ham narhvals- og hvalrostænder. Ingen af dem skal de være bange for, har Ip. beroliget sine fæller med. Nap. kommer på besøg, og Ip. (forud)ser Nap. komme i det fjerne allerede dagen før Nap. tager hjemmefra. Ip. tar så med Nap. til dennes nordligere boplads, hvor de konkurrerer om at vise de største angakkoq-evner. Nap. har tre indlandskæmper som hjælpeånder, der prøver at ramme Ip. med deres løsgjorte arme som kasteskyts. Ip. lader folk gå ud og se sine innersuit komme som tre ildlys, som ingen skal frygte, siger han. Hans (døde?) bedstemor dukker op ved dørtrinnet, hvor Nap. hjælpeånder dræber hende, til stor fortrydelse for Ip.s hjælpeånder, fordi det er hende de plejer at varme sig ved. Da de skilles tager Nap.s hjælpeånder ind i indlandet, mens Ip.s innersuit følger ham sydpå, og minsandten også hans døde bedstemor, der flyver hen over dem med sine lillefingre som vinger. Ip. får status af angakkoq'ernes herre i syd.

 

Oversættelse ved Apollo Lynge:

 

Det fortælles, at Ipiutaarsuk og Naparu var gode venner. Engang de var ude på fangst i kajak, sagde Naparu: "Lad os kappes om at være den første til at få sig en kone." Da de kom hjem, sagde Naparu: "Jeg vil have en kone." Naparu fik sig hurtigt en kone. Da Ipiutaarsuk aldrig havde været i nærheden af en kvinde før, giftede han sig med en faderløs pige, der ikke var blevet lovet bort til anden side. Da de engang var ude at ro i kajak, sagde Naparu: "Lad os kappes om at være den første til at få en søn." Da de kom hjem opdagede de, at Naparus kone havde fået veer. Og det blev aften uden at hun havde født. Næste dag roede de af sted i kajak, og da de kom hjem, fik de at vide, at Ipiutaarsuk´s kone havde fået en søn, og at Naparus kone havde fået en datter.

 

Da alle kajakmændene var ude at ro i kajak den næste dag, sendte Naparu bud: "Sig til Ipiutaarsuk, at han skal opøve sig til at blive åndemaner, og sig til ham, at jeg kommer på besøg, når dagene bliver korte." Da Ipiutaarsuk ikke vidste, hvordan man uddanner sig til åndemaner, sagde hans flinke svigermor til ham, at det måske nok kunne være lige meget, om han blev åndemaner, men hun rådede ham til at færdes inde på land og langs stranden, og ligeledes til at jage ræve og sætte rævefælder op.

 

Da han havde bygget sin rævefælde og nu søgte efter en faldlem til den, gravede han foran en stor firkantet stenblok langt ned i jorden. Så så han, at der gik tre trin nedefter, og at der var kulsort dernede. Han ville gå derned, men han blev bange og gik op igen. Så sagde en stemme et eller andet sted fra: "Ipiutaarsuk, gå nu ned, og du vil blive åndemaner med tre åndemaneres kundskaber." Så gik han ned og var ved at træde på det tredje trin, da han mistede bevidstheden. Efter lang tids bevidstløshed, var han ved at komme til sig selv og opdagede, at han var helt nøgen, og da han kiggede frem for sig, opdagede han, at hans bedstemor var der og kaldte ham tilbage til bevidsthed, og at hans bedstefar sagde bagfra til ham, at han skulle forsøge at komme hjem. Ipiutaarsuk sagde: "Jeg har intet tøj på." Bedstemoren svarede: "Din hjælpeånd har taget det; dit tøj vil følge efter dig."

 

Ipiutaarsuk gik ud for at tage hjem. Så kunne han pludselig høre en kraftig susen i luften, og da han kiggede sig tilbage, så han, at hans kamikker fulgte efter ham. Han lagde sig på ryggen på jorden og fik sine kamikker på. Mens han gik videre, hørte han en stærk susen igen, og da han kiggede efter lyden, så han, at hans skindpels fulgte efter ham; og da han rakte armene frem, fik han den på. Det fortælles, at dette gentog sig tre gange. Da han kom hjem, sagde han ikke noget. Næste gang han var på fangst, kom han hjem med en fuldvoksen sortside. Da han nu var kommet hjem, sagde han, at husets beboere skulle slukke lamperne, og så blev lamperne slukket.

 

Mens han var i gang med sin åndemaning, sagde han til husfællerne: "Prøv at gå uden for." Da de gik ud, kunne de ikke undgå at se en stor hvalros, der udstødte sine lyde; og da de kom ind igen, sagde de; at de havde set en stor hvalros. Han sagde til dem: "I skal ikke forsøge at harpunere den, for den er én af mine hjælpeånder."

 

Så sagde han for anden gang: "Prøv at gå uden for," og efter at have været ude, fortalte de, at der var tre kajakmænd på vej til deres boplads. Ipiutaarsuk sagde, at de var ganske fredelige. Da kajakmændene ankom, så husets beboere, at det var tre underjordiske mennesker. Da gæsterne tog af sted igen næste dag, tog Ipiutaarsuk med dem. Da de kom til deres boplads, gav de ham narhvaltænder og hvalrostænder, og da han kom hjem, bar han gaverne op til huset. Da han havde været inde og kom ud igen, så han, at Naparu var på vej sydover for at besøge ham. Da han havde set ham og vidste, at det ville vare et stykke tid, inden han nåede frem, tog han på fangst i kajak, og efter at han var hjemme igen med to nedlagte sortsider, nåede Naparu frem til bopladsen. Da han var kommet, spurgte de ham, hvornår han var taget af sted hjemmefra, og Naparu svarede, at han var taget hjemmefra, da det var blevet lyst om morgenen.

 

Naparus slægtninge sagde: "Vores husherre sagde allerede i går efter at have været ude, at du var på vej hertil," men Naparu sagde ikke noget. Da Naparu tog hjemefter, fulgtes Ipiutaarsuk med ham, og da de var kommet hjem til Naparus hus, spiste de først, og da det blev aften, begyndte de at mane ånder. Først kom der tre meget store mennesker, og det var Naparus hjælpeånder. Da de var kommet ind, begyndte de at hviske sammen, og da den ældste af dem lod som om han ville harpunere én af de andre, sprang denne fladt ud på gulvet for at undgå at blive ramt. Broderen hentede da sin arm (som han brugte som kastevåben) og satte den på igen. Da den næste skulle til at kaste noget efter ham, væltede han sig bagover, så broderen kastede lige over ham, og kun lige strejfede ham. Nu begyndte Ipiutaarsuk at tale med sine åndemanere (hjælpeånder?) og sagde: "Prøv at gå uden for," og da de kom uden for, så de tre brændende bål. Da de kom ind igen, sagde de, at der var tre bål på vej, hvortil Ipiutaarsuk svarede, at der ikke var noget at være bange for. Da Ipiutaarsuks rare gamle bedstemor dukkede op for enden af husgangen, tog Naparus hjælpeånder hende og dræbte hende. Ipiutaarsuks hjælpeånder kom ind og sagde: "Hvad vil de nu med det rare væsen, som vi søger at varme os hos?"

 

Efter at de havde været der et stykke tid, og Ipiutaarsuk ville vende hjem, fulgte hans hjælpeånder ham på vej. Naparus hjælpeånder drog af sted ind over land. Mens de var på vej, hørte de en kraftig susen, og da de kiggede op, så de, at Ipiutaarsuks bedstemor fulgte efter dem, idet hun brugte sine lillefingre som vinger. Ipiutaarsuk tog hjem, og da han kom hjem, blev han, dernede sydpå, den største af alle åndemanere.

 

Nedskrevet af Enok Boasen.

 

Var.: Tvende Fættere; Ulorpanna. Ulorpannaq.

Vedr. lærlingens initiation søg på: uddannelse til åndemaner og søens troldbjørn.

 

Hist.: En lidt kortfattet version af fortællinger om angakkoq-konkurrencer mellem folk fra syd og folk fra nord. Ved de store sommerstævner har der givet været angakkoq-konkurrencer, men selve fortællingen har næppe anden historisk kerne.

Moralsk fremhæves den gode angakkoq (Ip.) til fordel for den skræmmende og aggressive (Nap.) og parallelt hermed strand/havånder overfor landånder. Når den sejrende Ip. tilmed tildeles status af 'overangakkoq' ligger der heri en accept af fortidens angakokker.

       Fortælleren, en fanger, der var søn af kateket Albrecht Beck fra Sisimiut, synes ligesom faderen (se Akamelik) at have hørt en del fortællinger i de herrnhutiske grønlænderes versioner. Disse minder i mange vendinger om dem fra Østgrønland, hvor sikkert mange af herrnhuternes sydlændinges forfædre stammede fra. Det gælder fx forestillingen om at hjælpeånderne bliver afhængige af deres angakkoqs kropsvarme, de stærkt lysende innersuit med deres lette adgang til hvalrostænder, og tøjet der kommer flyvende stykvis til den nøgne angakkoq, da han er blevet initieret via besvimelsen. Udtrykket, at bruge sine lillefingre som vinger, forekommer i en sydgrønlandsk version af myten (Qujaavaarsuk) om angakkoq'ens, sydlændingen Tuttus Kones, rejse ned til Havkvinden, sødyrenes moder, som den døde bedstemors opholdssted dernede (i det undersøiske dødsrige) således (intertekstuelt) refererer til. Som Thisted kommenterer har Aron med sin tegning af tre stiger i hullet formentlig misforstået fortællerens lidt uklare formulering, der også kan betyde tre trin. De tre trin (opad eller nedad) forekommer hyppigst i østgrønlandske fortællinger(se fx fortællingen om Aggu / Akku, der rejser til himmels)

       Da Sisimiut var den nordligste koloni i den administrative landsdel, Sydgrønland, afspejles muligvis også et (lokalpatriotisk) modsætningsforhold mellem de to landsdele i denne som i talrige andre fortællinger fra landsdelen Sydgrønland.

Isigaaseraaq

Print
Dokument id:74
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Isigaaseraaq
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 367 - 371
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 128 ss. 661 - 666.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 367 - 371: Oqalualaarut Isigaaseraamik.

 

Dansk resumé i Rink: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, II, nr. 110.

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972:124 - 131.

 

Resumé:

Isigaaseraaq rejser nordpå, fordi han har hørt om hårløse fangstdyr deroppe. Rejsen er lang og stadig kender han alle de fangstdyr, som folk på de nordligere bopladser remser op. En dag hvor hans søn er roet i forvejen og, viser det sig, fået dræbt en narhval, er han selv blevet dræbt af fremmede, der har rejst liget ved hans harpun og anbragt hans testikler på kastetræets benpik. Faderen sørger længe. Sin elskede plejesøn kommer han til at hade. Men en dag ror han østpå, stiger i land og finder to sten ligesom to møllesten. Han gnider den mindste rundt på den store så længe, at en voldsom lyd får ham til at miste bevidstheden. Da han vågner, ligger han splitternøgen i en indtørret sø. Mens han løber af sted, kommer først hans anorak, siden hans bukser og så hans kamikker flyvende og klæder ham på af sig selv. Han gentager turen næste dag, hvor han havner endnu længere inde i land, nøgen i en indtørret sø med ædende småkryb, og da han denne gang atter er kommet i tøjet mærker han, hvor meget lettere hans krop er blevet, og hvor langt han nu kan se. Han kan faktisk se sin søns drabsmænds spor langt ude mod vest.

Næste dag ror han da mod vest sammen med sin plejesøn, der får skældud hver gang han vender sig for, at se hvor langt de nu er kommet fra land: først forsvinder de yderste øer af syne, så er det som om, landets bjerge er ved at falde bagover.

De kommer i land på den anden side havet på et sted med en masse fjer og dun, hvor de skjuler deres kajakker og fortsætter til fods over land til den vestvendte kyst. Neden for ser de tre huse og i skjul hører de, at alle (mændene) bliver inviteret på gribespil i det ene hus. Som forberedelse på opgøret slæber Isig. en kampesten op på højkant og beder sin plejesøn gøre ligeså. Da stenene ligner to mennesker, fanger de en ung mands opmærksomhed, da denne kommer ud af huset for at køle af. Han inviterer de to indenfor, men Isig. beder ham komme nærmere, hvor den unge mand fortæller årsagen til, at de morer sig så godt: Deres husherre har netop dræbt og opspændt en ung mand ovre på den anden side havet. Isig. opfordrer til en styrkeprøve på armkrog, som den anden modvilligt går ind på, hvorefter plejesønnen, som aftalt, hiver testiklerne ud af ham, i det øjeblik Isig. spiller overvundet og læner sig hen over den unge fremmede. Hele forløbet gentager sig med endnu en ung mand, hvorefter Isig. med plejesøn går på besøg og bliver hjerteligt modtaget - indtil man savner de to unge, går ud efter dem og finder dem både dræbte og spændt op på de to kampesten. Isig. og plejesønen får straks skylden for mordene og føres over i festhuset, der lukkes tæt med et kæmpestort skulderblad og en stor bunke sten. Dér kan de så sulte og tørste ihjel. Men Isig. slår løs på sit ansigt og kan et trick med at stikke fingrene ind ved mundvigene og krænge hele sin hovedhud af. Da han så beder plejesønnen invitere fjenderne ind og synger en tryllesang / serrat, kan plejesønnen uhindret gå over til de unge mænds sørgende bopladsfæller og invitere dem på besøg. De griber harmfulde deres våben, men en for en falder om og dør af skræk, da de kommer ind og ser Isig.s hudløse ansigt.

Dernæst dræber Isig. og plejesønen alle stedets kvinder og efter et gevaldigt måltid, ror de hjem, Isig. med både ro og ikke helt ro i sindet.

Herefter bliver Isig. gammel for anden gang, så gammel at han græder bare hans elskede tipoldebørn driller ham lidt. Isig. længes nu hjem sydpå, især efter et særligt fuglefjeld, hvis mange måger han plejede at skrige til af fuld hals. Han er nu så gammel og indtørret, at han kan rummes i et alkeskind, og da de når fjeldet må de unge lytte ihærdigt for at høre det lille pip som fra en tejsteunge, han kan svare fuglene med. Derefter dør han, hvilket man ser af et dun, man har placeret ved hans mund. Det bevæger sig ikke mere.

 

Var.: Isigarseraq, Isigarsoraq, Isigaaseraaq;

I modsætning til Hendriks Isigaarsigaaq har Arons integreret adskillige episoder, kendt fra andre fortællinger, i forløbet. Søg på: testikler; Akilineq; Qattaaq; søens troldbjørn; Ninnittaq; Ajijak 214; To små forældreløse brødre;

 

Hist.: Fortælleren har vist glemt at forberede tilhøreren på, at Isig. bliver så eventyrligt gammel. Denne høje alder synes at være blevet et fast træk ved personer, der rejser over havet til Akilineq i overleveringen på Arons tid og egn. Bemærk at landet på den anden side ikke hér kaldes Akilineq, måske fordi betegnelsen har en odiøs klang, der ikke passer med samtidens viden om, at der bor almindelige mennesker, stammefrænder derovre. Sammenlignet med traditionelle Akilineq-fortællinger er denne version da også ganske blid, uden kannibalske træk, voldelige angreb, gamle heksekyndige kællinger osv.

 

Kommentar: Bemærk i denne, som også i andre fortællinger fortalt eller illustreret af Aron, at landet på den anden side havet forestilles som en ø eller en tange, som de rejsende forholdsvis hurtigt forcerer til fods. Måske er det et gammelt billede, svarende til det af den lange tanges land, som Aua i Iglulik i Canada udpegede som et dejligt dødsrige for Knud Rasmussen under den store slæderejse (Rasmussen 1925 - 26. Fra Grønland til Stillehavet, bind I).

 

Isig.s selvlærte uddannelse til åndemaner / angakkoq, hvor han dog kun bliver synsk, virker som en blanding af en vestgrønlandsk metode (at lade sit kød fortære af kryb i en indtørret sø) og den østgrønlandske, hvor lærlingen, efter at have været ædt og kastet op af ferskvandssøens kæmpestore isbjørn (eller en stor hund; søg på: søens troldbjørn), vågner nøgen og får sine klæder flyvende tilbage. Netop denne mytiske initiation er i Østgrønland en forudsætning for at få det indre lys, der gør en synsk og synlig for ånderne.

 

Vedr. uddannelse til åndemaner: søg også på initiation

Isigâdligâsungmik

Print
Dokument id:530
Registreringsår:1864
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2488, III, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Mikiassen, Niels (Nis)
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Isigâdligâsungmik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 238h - 247h, nr. 349
Lokalisering:[Narsaq: Nuuk / Godthåb
Note:

Resumé i Rink 1866-71, I: nr. 152

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om Isigaaligaarsuk.

Det fortælles om den stakkels Isigaaligaarsuk, at han var ungkarl.

I huset ovenfor boede en stor drabsmand, som havde mange koner. Han

var tilmed åndemaner / angakkoq / angakok. Hans hus havde fem vinduer. Han boede

sammen med sine koner, ingen andre. Ved aftenstid råbte man gerne ind

af vinduet, at de skulle komme og overvære åndemaningen, men kun

de gifte mænd. Når de andre gik, så var der kun Isigaaligaasunnguaq

samt hans husfæller, en enke og hendes datter, tilbage i huset. De

andre blev længe væk. De kom tilbage sent på aftenen. En aften gik

alle i huset hen for at overvære åndemaningen - undtagen mor og

datter. Efter at de andre var gået, sagde den lille enke: "Den kære

derhenne vil gerne have dig til mand, men hun duer jo ikke!"

(ajoqalunilu - ajorpoq, dårlig). Isigaaligaarsuk sagde: "Hvem siger,

at hun ikke duer?" Da han sagde dette, gjorde hun dem til mand og

kone. Folk vendte hjem og opdagede, at Isigaaligaarsuk havde fået sig

en kone.

 

Næste dag var de ude på fangst, og Isigaaligaarsuk kom hjem

med en sæl. Om aftenen blev de igen kaldt til åndemaning. Alle gik,

men Isigaaligaarsuk blev hjemme, som han plejede. Det varede længe, så

blev der råbt ind gennem vinduet: "Jeg skulle sige, at Isigaaligaarsuk

med kone skal komme til åndemaning." Isigaaligaarsuk tog sit sølle

kertulissa (? qitulissaq - noget, der er blødgjort) på og sagde til

sin nye kone, der sad på briksen: "Kom, skynd dig."

Han var meget spændt; for det var første gang han skulle inden for hos

genboen. De gik op, og da de trådte ind sagde

drabsmanden: "Her plejer gæsterne at sidde." Han pegede på pladsen

lige over for ham. Da konen trådte ind, pegede han bagover og sagde:

"Her bagved plejer gæsterne at være. Idet hun tog sine kamikker af,

tog han dem og hængte dem op. Han fjumrede lidt med noget åndemaning,

så var det forbi. Folk gik ud.

 

Isigaaligaarsuk var så optaget af at kigge rundt, at han glemte, at han skulle gå. Da han havde fået nok af besøget, sagde han: "Hør du dér ovre skynd dig lidt." Så sagde åndemaneren fra sin plads længere inde i huset: "Du får hende ikke, gå

du bare." Isigaaligaarsuk blev ved; men han kunne ikke rokke ham i hans afgørelse. Han lod konen blive og gik. Han kom hjem uden kone. Drabsmanden havde taget konen fra ham. Når han kom hjem med sæl, var det svigermoderen, der ordnede fangsten.

 

Om aftenen blev der kaldt til

åndemaning. Da Isigaaligaarsuk kom ind, gik åndemaneren hen til ham

og sagde: "Som altid lå jeg hos din kone i nat." Isigaaligaarsuk

kunne ikke gøre andet end at se ned. Da åndemaneren var færdig med sin

elendige åndemaning, forsøgte Is. at få sin kone med, men han kunne ikke

få ham til at slippe hende. En aften, da han kom hjem, sagde han:

"Ham den store deroppe har længe sjoflet mig. I morgen vil jeg gøre

gengæld." Hans svigermoder sagde omgående: "Det må du ikke, så dræber han dig." "ê, jeg skal nok få min hævn."

 

Dagen gik, og hen mod aften, da vinduerne blånede, blev der kaldt

til åndemaning. Isigaaligaarsuk gik ind som han plejede, og så såre

han trådte ind, kom åndemanderen hen og sagde: "Som sædvanlig lå jeg

hos din kone i nat." Da han tav, sagde Isigaaligaarsuk til ham: "Hvad

gjorde så du og din kone i nat?" Så tog åndemaneren en stor kniv fra

tværbjælken. I det samme var Isigaaligaarsuk på vej mod udgangen. Idet

han kastede kniven, bukkede Isigaaligaarsuk sig ned i gangen. Han stak

ham i begge lænder, så der strømmede blod ud. Der var blod alle vegne

dér, hvor han gik. Da han hjemme måtte bøje sig gennem husgangen,

sprøjtede blodet ud til begge sider. Han kom ind i rummet og

forblødte. Svigermoderen sagde: "Dér kan du bare se. Jeg sagde jo, at

du ikke skulle hævne dig." "Ti stille. Kig du hellere efter

ûtuversautingua (? uutuk - arp på barnehoved, Rinks kommentar) i min

lille kiste (værktøjskasse). Hun rodede ned i kisten og fandt det, og

det var tørret helt ind. Isigaaligaarsuk sagde: "Dyb det lidt i

vandspanden." Hun dyppede det og strakte det ud. På det tidspunkt var

han lige ved at forbløde helt. Så tog han den på, og så snart kanten

af den kom til at røre ved de store sår, standsede blødningen. Han gav

sig til at gå frem og tilbage på gulvet, meget blodfattig

(ameqarsisorujuksûdlune).

 

Da folk gik ud af huset efter

åndemaningen, kunne de følge det blod, han havde tabt; og de krøb ind

i gangen, hvor blodet var sprøjtet ud til begge sider. De gik ind og

troede, at han var død; men de så ham gå frem og tilbage på gulvet.

Han manglede ikke blod, og han havde ikke noget sår. Da de havde været

inde et stykke tid, sagde Isigaaligaarsuk: "I morgen udfordrer jeg ham

ham på bue og pil (eller: skyde til måls). Svigermoderen sagde

omgående: "Ikke på bue og pil, det må du ikke." "Jeg vil kæmpe med

ham med bue og pil," svarede han.

 

Dagen efter tog ingen af hans husfæller ud på fangst. De ville overvære kampen. Stadig iført "skælfordriveren" åbnede Isigaaligaarsuk hen på formiddagen

(udlorûmimat) sin lille kiste og tog en bue så lang som fra

fingerspidserne til albuen og en pil som fra fingerspidsen til

håndleddet (fingerspidserne er ikke nævnt direkte; men det må være

meningen, CB).

Han gik ud og styrede direkte op mod huset ovenfor. Han råbte ind

gennem vinduet: "Du derinde, kom ud, og lad os kæmpe med bue og pil."

Han vendte ryggen til vinduet og gik hen til husgangen. I det samme

viste den anden sig i udgangen med spændt bue. Isigaaligaarsuk sagde

til ham: "Vent lidt, vi skal ud på en lille slette og kæmpe dér."

Isigaaligaarsuk gik ned til den lille slette og stillede sig op. Idet

han lod spyttet ramme jorden lige foran fødderne, sagde han: "Du skal

stå her, hvor spyttet er." Åndemaneren gik hen og satte foden på

spyttet. "Det er for tæt på," sagde han og spændte straks buen. De

andre mænd råbte: "Isigaaligaarsuk, duk dig, duk dig." Svigermoderen

råbte: "Duk dig, duk dig." Han dukkede sig i det

strålende solskin. Han dukkede sig så meget, at han ligesom var blevet

helt anderledes (adlangortanguaq - allanngortunnguaq). Den anden

holdt hovedet en smule skråt og vidste ikke rigtigt, hvor han skulle

ramme ham (periarfessârudlugo). Så skød  han, og pilen fløj langt

over ham. Isigaaligaarsuk blev ikke ramt. Isigaaligaarsuk var blevet

den store (angivasuarqâq). Svigermoderen råbte: "Det var vel nok godt,

at Isigaaligaarsuk fik dukket sig." Isigaaligaarsuk sagde til den

anden:

"Om igen, for sidste gang." Åndemaneren spændte buen endnu en gang. De

råbte: "Isigaaligaarsuk, duk dig." Svigermoderen råbte endnu en gang:

"Søde Isigaaligaarsuk, duk dig, duk dig." Han dukkede sig sådan, at

han ligesom blev helt anderledes. Heller ikke denne gang ramte

åndemaneren ham. Isigaaligaarsuk var blevet den store (angivasuarqâq).

Svigermoderen udbrød: "Hvor er det godt, at han er så god til at dukke

sig, den søde." Isigaaligaarsuk sagde til den anden: "Jeg skal ikke

gøre dig fortræd (pisangilakit - dræbe dig). Gå du op til dit hus."

Han gav sig til at gå op, idet han ustandselig så sig tilbage. Da han

kom tæt ved husgangen, tog han næsten ikke øjnene fra

Isigaaligaarsuk. Han var ganske tæt ved gangen, så spændte

Isigaaligaarsuk sin bue - den bue, der ikke var længere end en

underarm, fra fingerspidserne til albuen. Netop som han bøjede sig for

at gå ind i gangen, skød han ham bagfra. Kun hans baller var synlige,

og her forsvandt pilen qerdlâdladlune (måske: qillaallalluni -

blinkede). Han gik hen til gangen og kiggede ind for at se, hvor han

var. Han så, at han lå under opgangen til rummet qangale

erkanganersuakasiat (?). Han havde ramt ham i endetarmen og fået slynget

ham ind under opgangen. Han fik sin kone med ud og gik ned til sit hus.

 

Noget senere blev der råbt: "Jeg skal be` Isigaaligaarsuk om at komme op og

se sin rival, inden han udånder." Isigaaligaarsuk gik op til huset. I

stedet for at gå ind, kiggede han ind gennem vinduet og så, at manden

næsten stod oprejst. Hans hoved blev alene holdt oppe af hans

mange koners indebukser; dem brugte han nemlig som hovedpude. Hans

ansigt var dækket af hans yndlingskones indebukser med skridtet lagt

på næsen, så han kunne lugte til dem anerne kipisiardlugo (måske skal

det forstås: anerni kipitserlugu - mens han udåndede). Han kastede et blik på det og gik straks ned igen. På den måde fik Isigaaligaarsuk bugt med

sin lede fælle (der står egentlig aiparsuve - sin store fælle - fik

bugt med ham).

 

Var.: Isigaaligaarsik; Isigaaseraq; Dele af Kunuk; Ungilattaqi; Kalerarmiu og Suusua.

 

Hist.: Muligvis har figuren, den stærke mand, der røver andres koner, fået ekstra aktualitet under kolonistyret, idet han i andre versioner ofte bestemmer over bopladsens fangst. Den historiske Habakuk, der opkastede sig til leder af profetbevægelsen blev ligeledes beskyldt for at bestemme over fællernes fangst og ligge med alle kvinderne efter tur.

Isigarsigaq / Isigaarsigaaq

Print
Dokument id:1801
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Isigarsigaq / Isigaarsigaaq
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:ss. 169 - 171, nr. 38
Lokalisering:Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

 

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 38, ss. 172 - 178.

 

Tekstnær oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II: nr. 26, ss. 64 - 69.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 82, ss. 424 - 427: Isigarsigak.

 

Resumé: Isigaarsigaaq drager langt nordpå. Han må overvintre undervejs

og kommer så til nordlændinge, der i både betrukket med to lag skind

tager til Akilineq om sommeren på renjagt. Folk derovre er flinke, man

holder sangfest, og I.s bror, der gifter sig med en lokal pige, blir

derovre, mens I. tar hjem igen. Da broderen vinker farvel i sin

skinnende hvide renpels, husker I. at de skal dele deres fælles

amulet, et stykke trækul, og ror tilbage med halvdelen. Hjemme igen

lever I. livskraftigt videre og blir uhyre gammel. Han taber først sin

spændstighed som tipoldefar. Da kan han kun efterligne en tejsts

stemme. I hans velmagtsdage var det en isloms stemme. Fra I. stammer

slægtskabet med Akilineq-boerne.

 

Var.: Dette en usædvanlig variant af fortællinger om rejser til Akilineq. SeNinnittaq; Iseraasoraq; Isigaarseraq; Qattaaq med lemmingamuletten; og:

 

Hist.: Man har åbenbart hørt, at Akilineq-boerne er

grønlændernes stammefrænder i modsætning til traditionens mytiske

kannibaler derovre. Men at slægtskabet går tilbage til forfædrenes

indvandring til Grønland, har man åbenbart ikke hørt. Narratologisk begrunder man undertiden sådan ny viden om fortiden i personer, der blir uhyre gamle, og derfor har oplevet disse begivenheder i fortiden. Historisk tænkemåde kunne man kalde det.

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

isortup ûmánâne angákorssuarmik / Isortup uumannaani angakkorsuarmik

Print
Dokument id:370
Registreringsår:1867
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, V. 4'
Fortæller:Luutivik (Lûtivik / Ludvig)
Nedskriver:Luutivik (Lûtivik / Ludvig)
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:isortup ûmánâne angákorssuarmik / Isortup uumannaani angakkorsuarmik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 729 - 736, nr. 149
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Fortællingen er ikke trykt på dansk, heller ikke i uddrag, men en meget tekstnær engelsk oversættelse er trykt i

Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 45, The Angakok's Flight to Akilineq, som den sidste af 3 fortællinger under denne overskrift, s. 276-278.)

 

Resumé ved Kirsten Thisted:

 

Om en stor åndemaner på Isortoqfjordens Uummannaq

 

En åndemaner / angakkoq, der har vinterboplads på Isortoqfjordens Uummannaq, har gerne sin lille søn på skødet når han under en seance besøger Akilineq. Mens drengen nu er skødebarn besøger han en gammel grav, hvis knogler samler sig sammen af sig selv, og efter denne forskrækkelse er han blevet en endnu større åndemaner end sin far. Men først da sønnen er blevet voksen tilskynder faderen ham til at mane ånder. Under denne første seance udfordrer faderen sønnens kræfter og prøver at spærre ham vejen, men sønnen slipper fra ham og hullet lukker sig med et brag, så faderen bumper imod. 'Og så fløj han ikke mere!'

       Sønnen følger nu faderens spor. Han når til det sted hvor faderen har måtte opgive at komme videre, slipper selv forbi stedet og når et stort fremmed land og kommer til et hus med tre vinduer. Han kigger ind, og der sidder en mand, der har stær, men som den eneste opdager netop han gæsten derude. Gæsten beder om bukser og kommer ind på besøg. De beder ham prøve at skaffe fangst og han begynder at mane ånder. Et isfjeld helt sort af sæler driver indad, med overfladen med sælerne hældende ind mod land. Værterne begynder at gå ud på gulvet, først ægtefæller, så ugifte piger og mænd. Da en ung, ængstelig pige træder ud med en kinguleraq (kinguneralik ?, en anngiaq, barn født i dølgsmål, BS), drejer isbjerget den stejle side ind mod land. Gæsten, den unge åndemaner, vil sige det, men generer sig, og isfjeldet vælter ind over huset, mens han selv lige når at synke ned i jorden. Han får bagefter sine angakkoq-remme på (til åndeflugten) igen og flyver hjem, og de tænder lys helt ud i husgangen. Så ankommer den stærblinde og siger at han også vældig gerne vil prøve at skaffe dem fangst, 'bare et øjeblik'. Men de pisker løs og i fem nætter holder de ham på afstand på den måde. Bagefter afholdt den unge åndemaner sig fra at prøve at skaffe fangst.

 

Var.: Hejlmann: Quertitsialik; Inuit Fortæller I: Tunujorlersaq og Utakkaq; Hendrik: Angakkorsuarmik.

 

Kommentar: Uddannelse til åndemaner, se også initiation. Selve ritualet, hvor først ægtepar og så unge mennesker træder ud på gulvet minder om nytårsfester ledet af angakkut med konebytning hos inuit i Canada. Se fx Kleivan, Inge 1960: Mitârtut, Meddr. Grønland.

Åndemanere kan se, det der er skjult for andre. Det kan være tilstrækkeligt bare at lukker øjnene (Se Aadaarutaa). Er en åndemaner blind ser han rent logisk ikke andet end 'den anden verden'. Derfor er han den eneste der ser den ankomne angakkoq.

Isortup umanane pingartorssuarmik / Isortup uummannani pingartorsuarmik / Den stærke mand ved Isortoqfjordens Uummannaq

Print
Dokument id:501
Registreringsår:?
Publikationsår:1861
Arkiv navn:
Fortæller:Kristian
Nedskriver:Kristian
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Isortup umanane pingartorssuarmik / Isortup uummannani pingartorsuarmik / Den stærke mand ved Isortoqfjordens Uummannaq
Publikationstitel:Kaladlit Okalluktualliait / Oqalluktualliait / Grønlandske Folkesagn, III
Tidsskrift:
Omfang:side 31 - 37, nr. 5
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Resumé i oversættelse s. 108 - 109.

Orig. håndskrift Rink, NKS 2488, nr. 259 eksisterer ikke længere.

 

Tekstnær oversættelse i Rink, 1866-71, I, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 89.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 70, ss. 373 - 376: The strong Man on Umanak.

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 168 - 172: Den stærke i Isortoqs Uummannaq. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 168 - 172: Isortup Uummannaani pingaartorsuarmik.

 

Resumé:

Manden, der bor på øen Uummannaq i Isortoqfjorden lidt syd for

Maniitsoq, kaldes den stærke, fordi han er meget stærk, en dygtig

fanger og hurtigroer, der fanger længere ude på havet end andre, og

tilmed en dygtig åndemaner. Sin lille søn har han på skødet under

seancerne for at træne ham til åndemaner.

 

Om vinteren efter solhverv fanger han gerne to drægtige sæler

udenskærs alene, anbringer en foran og en bag på kajakken og kan

således i godt vejr holde sig i en og samme bølgedal hele vejen hjem.

Hjemme inviterer han til fællesspisning på bryststykkerne. Han træner

sin søn til at blive sin lige som fanger og det lykkes så godt, at

faderen endnu i sine bedste år holder op med at fange og overlader

forsørgerrollen til sønnen.

 

En dag kommer sønnen ikke hjem fra fangst. Næste morgen ror den stærke

fader ud, kommer langt udenskærs, hører en fremmed stemmes fangstråb,

ror derhen og ser en qajariaq / kanomand, der har sønnens afskårne arm bundet på

kajakken. Han dræber qajariaq'en, ror videre udad, træffer endnu en

qajariaq med den anden arm og dræber også ham.

 

Den stærke ror nu mod syd og ser faderen til de to qajarissat, der har

sønnens krop på sin kajak. Den stærke lægger sig op ad

qajariaq-manden, der leder efter sine sønner, og de følges hen til først

den ene og så den anden, som q-manden begge genopliver. Om han ikke

også kan genoplive den stærkes parterede søn? Jo, det kan han godt,

hvis de kan finde et egnet sted. En isflage tjener som underlag, hvor

sønnens dele sættes sammen og genoplives. Da sønnen nu ingen kajak

har, låner han en af qajarissats kajakker på den betingelse, at ingen må

kigge i den og at den bringes tilbage. Kajakken er så stor, at sønnen

dårlig kan nå op over kanten. De når hjem, hvor en af fællerne ikke

kan dy sig for at kigge ind i den mærkelige kajak. Denne dør og den

stærkes søn blir lam i benene.

 

Den stærke ror tilbage med den lånte kajak til de ventende qajarissat

på isflagen, hvor de udtrykker glæde over at han har holdt sit løfte.

Q-faderen fisker så et lille sort rør op fra kamikskaftet, blæser ud

gennem det mod alle verdenshjørner, og de tre qajarissat ror bort.

En snestorm bryder løs som lyn fra en klar himmel og den stærke, der må

ro for sit liv, kommer først til et højt land, som han ved at ta'

bestik af stjernerne forstår er Akilineq. Stadig med pejling efter

stjernerne når han så helt til øen Aluk ved Kap Farvel, hvorfra han

krydser mod vinden nordpå og omsider når hjem.

 

Var.: søg på qajariaq, qajarissat, kanofolk

 

Kommentar: I flere fortællinger begynder uddannelse til åndemaner / angakok / angakkoq på skødet af en åndemaner under dennes seancer.

 

Tolkning: Qajarissat, ental qajariaq, en slags sælmennesker, har specielle kajakker uden bagende. På Rinks tid blev de opfattet som indianerkanoer af

bark ud fra den viden man havde om indianere i inuits baglande, fx

naskapi-indianerne i Labrador. Den traditionelle opfattelse af sælmenneskets kajak, der også viser sig i denne version, har sandsynligvis haft sælers krop som

model. Deres bagluffer egner sig glimrende til bevægelse gennem vand

men ikke til at gå med på land. Derfor bliver den

stærkes søn lam i benene efter turen i kajakken, der heller ikke har

menneske-kajakkens bagende. Og kajakken var metaforisk lig

kajakmandens krop (se fx. Therrien 1987: Le Corps Inuit, Paris: SELAF).

Qajariaq'ens evne til at blæse snestorm op fra alle verdenshjørner

gennem sit lille sorte rør associeres også til bevægelighed, dvs. til benene, idet han fisker røret op fra støvleskaftet. Fri bevægelighed under vand omsættes m.a.o.

til voldsom bevægelighed i luften, når han puster i røret, og den

stærke må helt ud til den kendte verdens grænser i vest og syd, før

han når hjem.

 

Flere betydninger kan gemme sig i fangsten af to drægtige sæler lige efter vintersolhverv og anbringelsen af dem for og bag på kajakken. De giver ham tydeligvis en flot fart og en god balance, der bringer den stærke i en og samme bølgedal helt til land. Fællesmåltidet bagefter gælder måske den ofte omtalte solhvervsfest - eller nytårsfestligheder, som vi har flest kilder til fra Østgrønland. Muligvis skal skindene af sælerne bruges til forhæng under hans efterfølgende åndemaning. Ellers er der intet i fortællingen, der berettiger at han også omtales som en stor angakkoq. Dertil kan nedlæggelsen af de to drægtige sæler have fremkaldt qajarissats hævn, der består i at dræbe og parterer den stærkes søn. Disse sælmenneskers angreb opfattes til tider som hævn for overfangst. Parteringen, samlingen af sønnens legemsdele og hans genoplivelse er et kendt forløb fra angakkoq-uddannelser.

Issermik

Print
Dokument id:1774
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Berthelsen Iver
Nedskriver:Rink H. J.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Issermik
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:s. 57 - 58, nr. 5
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 5, ss. 13 - 14.

Ikke medtaget i Rink 1866-71.

 

Resumé: Fortællingen foregår i hvalfangertiden, inden Grønlands

kolonisering. Isseq har sin faste vinterboplads nord for Kangaamiut.

Om vinteren sætter han fælder, og om foråret opsøger han skibene og

sælger sine skind.

Et forår har I. særlig mange varer at handle med, men en dag hvor

kvinderne er alene hjemme, kommer en båd ind og tager det alt sammen.

I. bliver rasende, sejler i den retning kvinderne angiver, finder

skibet og går om bord og går lige hen til kaptajnen og tager sig en

bøsse. Det kommer til klammeri med kaptajnen, men da denne hverken kan

klare ham verbalt eller fysisk, selv ikke da han får hjælp af

sin kæmpestore styrmand, opgiver han og lader ham vælge lige den

bøsse han lyster. Bagefter giver han endog besætningen ordre til at

fylde Isseqs kajak helt op til randen med gode sager. På den måde får

I. alt, hvad han og hans kvinder har brug for.

 

Var.: Lignende fortællinger: Pukkitsulik; Brandt To stærke brødre; Røverskibet.

 

Hist.: Muligvis historisk - fra begyndelsen af 1700-tallet.

Itdlernarmio / Illernarmiu

Print
Dokument id:391
Registreringsår:1867
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, V. 4'
Fortæller:? Elberg, A.
Nedskriver:? Elberg, A.
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Itdlernarmio / Illernarmiu
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 1044 - 1049, nr. 214
Lokalisering:?
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Illernaqboen.

På Illernaq boede en mand med sin kone og to døtre. Da han

var blevet gammel, tog han ikke længere på fangst, men fiskede.

Han skaffede sin familie den nødvendige føde ved at bytte sig frem

til kød, blod og spæk.

 

En vinter, mens han fiskede på isen,

holdt to netsider sig hele tiden i nærheden af ham. Han jagtede dem og

fik dem begge to. Da han kom hjem med dem, bad han sine døtre om at

hente noget saltvand. Det skulle ikke være vand fra mellem

isstykkerne, men fra iskanten, når det nu var så sjældent, han

fangede noget. Døtrene tog vandspanden og gik til iskanten. Da de var

på vej hjem med saltvandet, revnede isen, og revnen blev hurtigt så

bred, at de ikke kunne springe over den. De drev ud til havs. De

lavede en snehytte på isflagen, hvor de boede. De levede af at spise

kanten af vandspanden (vandspanden var af skind), og vand fik de af

sneen. Hen på foråret fik de øje på noget land. De drev i den retning

(savigfigalugo), og langt om længe stødte isflagen til land. De gik

straks i land og spiste sig mætte i bær og rosenrod, og de drak vand

fra elven. Herfra gik de over land, og undervejs så de en fjord, hvor

to kajakmænd var ude på sælfangst. I bunden af fjorden var der en

elv, der havde sit udspring i en stor sø. Ved elven sås telte, og der

kom røg op fra ildstedet ved teltene. De gik derhen; og lige før de

nåede frem sagde den ældste af pigerne til sin lillesøster: "Vi ved ikke, hvordan disse mennesker er. Lad mig gå hen til dem alene. Det gør ikke så meget

(susaneruvoq), om jeg bliver dræbt." Hun bad lillesøsteren lægge sig

mellem buskene. Storesøsteren gik hen til teltene og stillede

sig ved siden af ildstedet, hvor der blev lavet mad. Der stod en

kvinde ved ildstedet, men hun kunne ikke se storesøsteren. For at

blive set gik hun helt hen til gryden, tog kødvenderen op af gryden,

og lagde brænde på ildstedet. Kvinden, der lavede mad, så det ekstra

brænde og bemærkede: "Der en kommet brænde på ildstedet. Det er kun en

kvinde, der kan finde på den slags." Kvinden gik ind i teltet, uden at

se storesøsteren, der nu fjernede ildstedets vindskærm. Kvinden

gik ud igen og sagde vredt: "Røgen kan godt skræmme laksene; hvem har

gjort det?" Storesøsteren sagde: "Det var mig. Men du kan åbenbart

ikke se mig. Det er længe siden, jeg har smagt spæk, giv mig et

stykke." De kunne ikke se hende, men man lagde et stykke spæk til

hende. Så snart storesøsteren havde spist det, kunne de se hende. De

bad hende fortælle. De vidste ikke, at der var én til. Da hun

fortalte, at hun havde sin lillesøster med, kaldte de på hende. De

kunne ikke se hende, men gav hende et stykke spæk. Da hun havde spist det, kunne de se hende.

 

De to kajakmænd, der var på fangst, vendte hjem, begge med

sæl på slæb. De fik fortalt, hvad der var sket. De skyndte sig op. De

to mænd var brødre. Den ældste fik den ældste af pigerne til kone, og

den yngste bror den yngste (af pigerne). Inden efteråret havde mændene

fanget nok til at fylde konebåden (usigssatik naungmagtípait). De

vendte tilbage til deres vinterboplads, og da de var meget

sparsommelige kunne de hjælpe dem, der havde spist forrådet op og var

kommet i nød. Den ældste af pigerne blev gravid og fødte en dreng.

Den yngste pige kunne ikke få børn, hvorfor hendes mand ikke længere

rigtigt elskede hende og blev hende mindre venligt stemt. Den ældste

pige spurgte sin mand, hvorfor lillebroderen opførte sig sådan. Han

svarede, at lillebroderen ville dræbe sin kone, fordi hun ikke kunne

få børn - og skønt han havde prøvet at forbyde ham det, var det helt

forgæves. Storesøsteren sagde det til lillesøsteren og foreslog, at de

sammen skulle flygte hjem til deres boplads.

 

Så skete det, at deres bopladsfæller skulle sydpå til sang- og dansefest på en anden boplads. De to søstre sagde, at de ikke ville med. Da de andre var taget af sted, pakkede de kød, spæk, såleskind og

senetråd fra forrådsrummet og rejste bort - den ældste med sit barn på

ryggen. De gik derhen, hvor de var landet året før. Her fandt de en

gennemhullet isflage og udså sig den til "båd". Lillesøsteren sprang

ud på den, og det gik godt. Storesøsteren sprang, men faldt i vandet.

Lillesøsteren sagde, at hun nok ikke ville kunne klare det, når hun

havde et barn på ryggen. Storesøsteren måtte så dræbe sin lille søn,

og hun begravede ham lige oven for stranden og dækkede graven til med

sten. Hun bavde kun hans lille hoved i sin amaat (rygpose). Så sprang

hun ud på isflagen uden besvær. De drev ud med en kraftig vestenvind,

der førte dem mod øst. Det gik betydeligt bedre end sidst, fordi de

ikke manglede mad. Så drev de til land. Lillesøsteren mente bestemt,

at hun kunne genkende landet, men storesøsteren var ikke enig. De

begav sig op ad et fjeld. Lillesøsteren påstod, at de flere gange

havde været på dette fjeld for at fange søkonger. Storesøsteren

syntes, at fjeldet var for hvidt og for stort til at hunne være det,

lillesøsteren mente. Da de kom op, fandt de den lille afsats, hvor

huset lå - stadigvæk oplyst. Henrykte skyndte sig derhen

og kiggede ind gennem vinduerne. De så, at begge forældrene

levede endnu. Deres mor lå midt på briksen med tæppe over sig og

hvilede; og faderen sad på sidebriksen. De hørte moderen grædende sige

til sin mand, at døtrene var drevet ud med isen, fordi han

havde forlangt, at de skulle hente vand fra iskanten. Manden var i

færd med at flette en fiskesnøre af sener og græs. Døtrene var nu på

vej ind, klædt i røde sælskindsbukser, sort vandskindsamaat og

renskindsanorak. Faderen kunne straks genkende dem. Moderen var i sin

alderdom kommet til at se så dårligt, at hun ikke kunne se dem, men

måtte føle på dem for at genkende dem. Hun følte på dét, den ældste af

døtrene havde i sin amaat, og faldt død (? erngînnarput) om.

 

De to søstre blev gift med andre, og storesøsteren fik flere børn, mens

den yngste fortsat var barnløs asangningnerat mitdligame (fordi deres

kærlighed var blevet mindre). De var blevet meget gamle, da de døde.

 

Var.: Delvis: Malarsivaq / Malarsuaq / Maledok / Manutooq; Malaise / Malaasi.

Søg på: Akilineq.

 

Hist.: Det er relativt fredelige personer der i denne version bor i Akilineq. Broderens ønske om at dræbe sin ufrugtbare kone kunne ligeså vel forekomme i en fortælling om rigtige mennesker (grønlændere), omend det er fast ingrediens i de versioner, hvor kvinder driver over havet til Akilineq på en isflage.

 

Grønlændernes kendskab til stammefrænder i Canada er udbredt midt i 1800-tallet (søg på Labrador), hvilket - foruden Akilineq-boernes fredelighed - synes at afspejles i buksernes røde farve. Ikke desto mindre holder man i denne version fast ved, at det ikke går an at blande slægt med Akilineq-boere, dvs. knytte varige slægtskabsbånd med dem. Endvidere placerer de rejsendes usynlighed også stadig Akilineq på "den anden side" i verdensbilledet. Se også Malaise / Malaasi, især et par sydgrønlandske varianter, hvor pigerne ved hjemkomsten er usynlige og blir mistaget for døde på besøg efter mad.

Itsaq oqalugtuaq / Tartuneqi / "Nyrestykket" / Kvinden og hunden

Print
Dokument id:125
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:Itsaq oqalugtuaq / Tartuneqi / "Nyrestykket" / Kvinden og hunden
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 46 - 47, nr. 18
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af orig. håndskr. ?

eller af (?) afskrift: NKS, 2488, VI, 4', ss. 106h - 109v: Tartuneqi / Tartitsinaq.

 

Formentlig den variant som Rink har givet et resumé af i 1866-71, I: nr. 17; og i

Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 148, s. 471: The Woman who was mated with a Dog.

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

 

"En fortælling fra gamle dage" / "Kvinden og hunden".

Der fortælles om kvinden Tartuneqi og hendes far, der boede på deres vin-

terplads helt for sig selv. Øst for dette sted var der en anden boplads, hvor

der boede mange mennesker.

Kvinden havde en hanhund, som hun gik en tur sammen med hver dag. Det viste

sig, at kvinden og hunden havde seksuel omgang med hinanden. Det blev faderen

klar over, da han engang i kajak et stykke fra bopladsen belurede dem. Kvinden

var ude at gå en tur med hunden. Et godt stykke fra huset standsede de, og

kvinden tog sine bukser af og fandt en tue at holde fast i. Hunden havde så

samleje med hende, hvorefter hun gik ned til en lille sø og rensede sig for

blod. Det viste sig senere, at hunden havde gjort kvinden gravid, og at hun

havde født i hemmelighed. Det var kvinderne fra bopladsen østen for, der

opdagede det, da de var ude at plukke bær; de sendte besked til Tartuneqi om at

hente sit afkom, for at det ikke bare skulle rådne op.

Der var tyve unger med en forkrop som et menneskes og en bagkrop som en hunds.

Tartuneqis far, som ellers havde været meget vred på sin datter, kom til at

holde af ungerne. De hjalp ham, når han kom hjem fra fangst med at trække

kajakken op. - En dag sagde moderen til dem: "Når jeres morfar kommer hjem, skal

I trække kajakken op, og derefter skal I spise ham." Ungerne gjorde, som

moderen sagde. Derefter sendte hun fem af dem af sted ind i landet og sagde, at

de nu måtte klare sig selv. Fem andre sendte hun ud på havet på en gammel

kamiksål og sagde til dem, at de nu måtte klare sig selv. Kamiksålen blev

større, efterhånden som den fjernede sig. Da den var ved at komme ud af syne,

blev den til et skib.

De fem på skibet blev til qallunaat, hvide mænd. De fem, der blev sendt ind i landet, blev til eqqillit, indlandets hundemennesker.

Var.: Kvinden der blev gift med en hund. Hunden der tog en kvinde til kone; Tartitsinnaaq; Kvinden og hunden; Tartuneqi; Kvinden, som fik en hund til mand.

Hist.: Se:"Fortolkningsmuligheder": Holdningsændringer: "Qallunaat" og "Kvinden og hunden ..."

 

Ivaniisaq

Print
Dokument id:66
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Ivaniisaq
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 338 - 339
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 119 ss. 617 - 620.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 338 - 339: Oqalualaarut Ivaniisaamik.

 

Oversættelse i Rink 1866-71, II: nr. 9

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 81 - 83.

 

Resumé:

Indledningsvis fortæller Aron, at det er hans kusine Amalie, der har fortællingen fra sin nu (1867) afdøde mor om hendes oplevelser dengang hun, mens hun boede i Alluitsoq / Lichtenau, var på handelsrejse til øen Aluk (samlings- og handelsstedet i det sydligste Østgrønland for sydøst- og sydgrønlændere). Her kommer flere konebåde fra østkysten, som Amalies mor undrer sig over ligner dem selv så meget. Mest forunderligt er deres pinlige renlighed med alle deres redskaber og klæder. En mand skrubber straks sin kajak på det sted, en fremmed har rørt ved den. Han er ganske lille, men har alligevel to koner. Og når mændene skal i kajakkerne skifter de alt det tøj, de har haft på i land til noget andet, der ligger i kajakken.

De ankomne østgrønlændere bliver dog smittet og mange dør af epidemien. Ivaniisaq, en stor og stærk mand, der mærkeligt nok kun vil have een kone, bor også i telt med søster og små børn. Da Iva. blir syg søger man en angakkoq, åndemaner, men den slags findes ikke mere, siger de døbte fra Sydgrønland. Man tilbyder at synge salmer. Det tager konen med tak imod, mens søsteren ville have foretrukket en åndemaners tryllesange. Konen får lært noget om det kristne budskab og ønsker at blive døbt for i al evighed at kunne synge de smukke salmer i himlen. Det kan hun ikke blive på Aluk, men de døbte lover at frelseren også forbarmer sig over troende hedninge. Selv mener hun så frelsemidlet må være, at de døbte synger salmer for hende.

Da Iva. dør, besluttes det at sy ham ind i skind med alle sine kæreste ejendele og kaste ham i havet. Han kommer dog op til overfladen igen. Man har glemt hans yndlingskniv, viser det sig, og da den kastes ud, synker liget. Man begræder at tanglopperne nu mæsker sig med hans øjne. Også konen dør, men i troen på at hun skal se det store lys og synge salmer for evigt deroppe. Hendes spædbarn dier hende og dør selv, da hun dør. Efter eget ønske begraves hun på kristen vis og med salmesang (ikke i havet som manden) for at markere, at hun har ladt alle hedenske skikke bag sig.

 

Hist.: Uden tvivl en autentisk fortælling, hvor det fremhæves at østgrønlænderne ligner dem i syd, at de er renlige, at den store Iva. imod alle forventninger er monogam, og at hans kone bliver troende. De måder hvorpå østgrønlænderne lever op til kristne normer er kommet i fokus.

Ifølge oversætteren, K. Thisted, er lange passager nedskrevet af Aron på østgrønlandsk og oversat i parentes til vestgrønlandsk.

Foruden Arons families sydgrønlandske oprindelse tyder hans gode kendskab til østgrønlandsk også på kontinuerlige indvandringer fra Sydøstgrønland via herrnutternes Frederiksdal / Narsaq Kujalleq / Narsarmijit og Lichtenau / Alluitsoq til Ny Herrnhut (og Kangeq).  (Ostermann, H.: De første efterretninger om Østgrønlænderne 1752. Geografisk Tidsskrift V(7). Se også H. C. Gulløv i Arctic Anthropology 1986; Kampen om sjælene. Grønland og oplysningstiden. Red. Henning Dehn-Nielsen. Kbh.: Nationalmuseet 1978. Gulløv og Kapel: Legend, History and Archaeology. A study of the Art of Eskimo Narratives. Folk 21-22, 1979/80:347-380.

Akkulturation, kulturmøde.

 

Kommentar: Den store renlighed skal sikkert afværge besmittelse fra de fremmede på fangsten. Ligeledes synes tabuet mod at blande noget fra land med noget fra hav at være blevet forstærket i de fremmede omgivelser i syd. Om der tillige har været tænkt på at undgå smitte ved renlighed er uvist.

Iviangersooq

Print
Dokument id:79
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Iviangersooq
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 384 - 388
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 134 ss. 679 - 686.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 384 - 388: Oqaluttuaq Iviangersuumik.

 

Dansk resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II: nr. 59, ss. 97 - 98.

Kort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 128, s. 462: The Inhabitants of Akilinek.

 

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 95 - 100.

 

Resumé:

Iviangersoq er sydlænding og en dygtig fanger, der elsker at spise og spiser enormt meget. Når han ikke kan bøje sig for sin tykke mave, placerer han fadet på maven og går rundt og spiser videre. Han rejser med sin familie nordpå til Kangeq med de mange fangstdyr og alke. Hans lillebror er endnu dygtigere, men han dør af et maveonde på vej videre nordpå. Ivi. nænner ikke at forlade graven og overvintrer uden at noget særligt sker. Næste forår går det videre mod nord. De træffer ingen mennesker, slår lejr, og Ivi. tager på recognoncering nordpå og ind i en fjord. Her fanger han sin første hvidhval, længere inde endnu een, og længst inde i fjordbunden træffer han mennesker i to huse. De er meget gæstfri, beværter ham rigeligt med tørret og kogt kød, og de to naboer insisterer på skift på, at han skal ligge med hver deres kone. Ivi. inviterer så begge familier med hjem, men da de ser, at han egenhændigt har slæbt først den ene store hvidhval, så den anden op over højvandsmærket, tør de ikke tage videre med ham.

Om vinteren må Ivi. opgive kajakken. Han vandrer langt ud over isen mod en våge, der holdes åben af netsider og har spor fra kanten, der fører videre mod vest. Dem følger Ivi. til landet på den anden side havet, hen over land og ned til et hus ved kysten på den anden side af landet. En mor med to døtre tager nølende imod ham hér, hvorimod faderen, der kommer hjem med fangst, bliver henrykt over besøget og beordrer mad sat frem til Ivi., der heller ikke her er kostforagter. Da de to trækker armkrog lader Ivi. sin vært vinde. Om natten tager Ivi. sig den frihed at lægge sig mellem de to unge døtre. De gør noget modstand men han er dem for stærk. Så er Ivi. blevet svigersøn i huset.

Næste dag følges han med svigerfaderen på fangst ved vågen, men sakker så langt agterud på hjemvejen, at de nykogte bryststykker af svigerfaderens fangst er blevet ulækkert kolde, og svigerfaderen selv er blevet temmelig misfornøjet med sin nye svigersøn. Men efter næste dags fangst lykkes det Ivi., i en stor bue uden om svigerfaderen, at nå hjem længe før denne og lade ham smage ulækkert kolde bryststykker. Ivi. bliver helt opslugt af livet med sin nye familie, men så får han hjemlængsel, siger pænt farvel og når hjem igen netop, som man har opgivet at se ham igen.

Ivi.´s søn er efterhånden blevet voksen og fanger. En dag langt ude på isen ved en bred, lang revne ser han på den anden side to unge mænd, den ene temmelig lille. Denne standses et par gange af den store i - med et gevaldigt tilløb - at nå over til Ivi.´s søn. De to parter finder ud af at de alle tre er sønner af Ivi., hvorefter de udveksler (ikke helt gennemsigtige) oplysninger om de fangstdyr, der findes på hver deres områder. Akilineq - boerne kender ikke ammassætter, viser det sig. Til gengæld har de mange harer. Hjemme igen fortæller Ivi.´s søn om mødet og revnen, der var for bred. Med årene får Ivi. så længsel efter sin hjemegn i syd, hvorefter familien tager hjem og ikke siden rejser nordpå.

 

Var.: Egentlig ikke, men en del beslægtede om besøg i Akilineq, der understreger et venskabeligt forhold frem for det traditionelt fjendtlige: Se Var.:  til Isigaarsigaaq.

 

Hist.: Kendskabet til at der bor stammefrænder (og ikke overleveringens kannibalske Akilineq - boere) på den anden side Davis Strædet er tilsyneladende overleveret ved netop denne fortælling (i tidligere varianter). Hans Egede rapporterer i Perlustrationen (1971,2:2) om dette kendskab med netop disse detaljer: en bred revne i isen langt ude mod vest, og at de to parter kun kan råbe til hinanden om forskelle i fauna på begge sider. Desuden at man forstår hinandens sprog, og at revnen trods alt ikke er bredere end at man fra hver side kan harpunere det samme dyr. Folk på Disko skulle disse oplevelser stamme fra. I andre fortællinger om dette slægtskab opfattes det ikke som oprindeligt, men som etableret af en stærk forfader, der - hvis fortællingen er af sydgrønlandsk proveniens - er rejst langt, langt nordpå, for at kunne komme over isen til den anden side. Herrnhuternes proselytter har kendt til stammefrænder derovre siden 1740'erne (Lidegaard 1999 i Tidsskriftet Grønland; og læsere af Atuagagdliutit siden Adam Becks beretninger derovrefra (Robert Petersen 2000 i Tidsskriftet Grønland

Jooruti, qavanngarnitsat / Sydlændingen Joorusi

Print
Dokument id:1763
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Jooruti, qavanngarnitsat / Sydlændingen Joorusi
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:ss. 275 - 276, nr. 66
Lokalisering:Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 66, ss. 338 - 342.

 

Uddrag i Rink 1866 - 71, II: s. 113, nr. 81.

 

Resumé ved KTh: Jooruti mister sin far, som er blevet slået ihjel på

ammasat-fangstpladsen af sine fjender.

Konen og børnene flygter i konebåden, men midt ude på farvandet ser de

en masse kajakmænd komme imod sig fra nord, og lidt efter også en

masse kajakmænd fra syd. Da dem fra nord kommer nærmere, ser de at det

er deres fjender. Det varer ikke længe, inden fjenderne er over dem og

giver sig til at stikke hul i båden med deres lanser. J. flygter ind

mellem benene på sin mor, og alle græder og skriger. Så ror imidlertid

kajakkerne fra syd til af alle kræfter, og det viser sig, at det er

deres slægtninge. Nu slås de to hold kajakmænd, og til sidst får de

sidstankomne overtaget og får den synkende konebåd bjærget i land.

Da J. bliver voksen, bliver han en stærk mand og tager sig en kone

blandt fjendernes efterkommere. Konens lillebror er en fræk,

halvtosset fyr, almindelig kendt for sin tyvagtighed. I J.s husstand

bor endvidere hans elskede fætter, som er svagelig. Så en aften hvor

en masse kajakmænd er på besøg på pladsen, kommer svogeren ind med en

stor kobberem (kobbe = sæl)og et siddeskind af en isbjørneunge. Hårene skinner og

blinker i lyset, så smukt er skindet.

Svogeren har selvfølgelig stjålet tingene fra gæsterne, det er man

klar over med samme. J. sidder og snitter på en tand og gør i første

omgang ikke noget, men så går fætteren hen og vil tage tingene, og den

anden kaster sig øjeblikkelig over ham. Svogeren får selvfølgelig

straks overtaget og kaster den anden til jorden med et ordentligt

klask. Nu har den anden ikke noget tøj på overkroppen, og gulvet er

fedtet og beskidt, så snart ser den stakkels fætter ynkelig ud. Da

svogeren giver sig til at gøre nar af ham, begynder J. imidlertid at

svede, så det drypper fra hans hage. Uheldigvis tager svogeren ingen

notits af faresignalerne, og det ender med at J. går hen og løfter ham

op og snurrer ham rundt og smider ham hen mod hustrinnet. Herfra

trimler han videre ud i husgangen og dør øjeblikkelig af sine

kvæstelser. J. går ud og begraver ham i en stor ur i nærheden, og da

han kommer ind igen, er han helt rød på maven (hvoraf vi kan udlede,

at der næppe har været tale om nogen særlig blid behandling ved den

begravelse). Konen græder, men får besked på at tie, hvis hun ikke vil

være nr. 2. På den måde får J. sin hævn.

 

Hist.: Formentlig historisk.

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Kaannarsuarmik

Print
Dokument id:1737
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Kaannarsuarmik
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:ss. 50 - 51, nr. 2
Lokalisering:Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 2, ss. 4 - 7.

 

Resumé af uddraget: Den historiske K. hjalp engang Qitoraq / Kittoraq og fik en

fin bugserrem til gengæld. Sammen med sin kone reddede K. også engang

sine mange svogre fra hungersnød. En aften græder en lille dreng

utrøsteligt og bæres udenfor af sin faster. Herude ser hun en

anginiartoq, en hjemvendt (fra at være druknet i kajak, angerlartussiaq) der kommer til land med sin fangstblære over hovedet.

Drengen har grædt, fordi han er den historiske angakkoq / angakok / åndemaner Usugannguaq's klarsynsmiddel (sarliaq) og derfor har set den hjemvendte i et syn.

 

K. Thisteds kommentar: Uddrag i Rink 1866 - 71, II: nr. 65, s. 106.

Især den første episode, sultevinteren hvor Kaannarsuaq / Kaannassuaq redder sine svogre fra sultedøden, er mere udbygget i den originale optegnelse. Forøvrigt er originaloptegnelsen selv noget refererende i

stilen; Hendrik har siden gentaget fortællingen, og da får den lov at

brede sig meget mere. Den optegnelse har Rink desværre afbrudt, da det

gik op for ham, at fortællingen allerede var optegnet én gang; se

mellem nr. 65 og 66 i NKS, 2488, IV, 4'.

 

Var.: Kaannassuaq. Kaannassuaqs sultevinter: NKS 3536, II, 4', læg 23.

 

Hist.: En historisk fortælling: Kaannarsuaq var fortællerens

mors farfar og Qitoraq / Kittoraq hans mormors farfar. K. var Usugannguaqs

samtidige.

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

 

Kommentar: klarsyn er åndemanerens evne til at se ud over de normale grænser for tid og rum. Vedr. fangstblæren over hovedet, søg på pooq. Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

 

Tolkning: En dreng som klarsynsmiddel: Det må være en lærling som åndemaneren muligvis har haft på skødet under seancerne. Et middel til at få klarsyn er i Østgrønland at blive spist af søens troldbjørn. Ifølge vestgrønlandske fortællinger kunne det opnås ved en gammel grav, søg: NKS 2488 II 203 206 nr. 84. Anginiartoq: Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Piaaqqusiat..."

Kaannassuaq

Print
Dokument id:323
Registreringsår:?
Publikationsår:1939
Arkiv navn:
Fortæller:Abraham
Nedskriver:
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Kaannassuaq
Publikationstitel:Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo, III
Tidsskrift:
Omfang:side 28 - 32
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Redaktør: Lynge, Kristoffer

Det har ikke været muligt at identificere håndskriftet. Abraham fra Kangeq var en af Rinks fortællere. Rink fik kun een version, Hintriks / Hindriks, mens Rasmussen fik flere en generation eller to senere.

 

Oversættelse ved Signe Åsblom:

Kaannassuaq var en betydningsfuld mand, som havde fået flere svogre i Angisoq i den vestlige del af Kitsissut, og han tog ud på mange fangstture i kajak sammen med sine mange svogre. De levede og havde det godt og var glade og manglede ikke noget særligt. Det var dengang, da der ikke manglede noget i Kangeqs fangstområde.

 

Dengang havde der allerede længe været danskere i området. Engang blev det en meget dårlig vinter med ringe fangst, og alligevel blev de ved med at ro i kajak. Og så vendte vejret, så der blev meget mere nordenvind og meget mere is og frost.

 

Isen lagde sig overalt ved Kitsissut og frøs fast, så de ikke længere kunne tage nogen steder hen. De holdt op med at tage på fangst i kajak og endte med at måtte spise af deres vinterforråd; og efter at have gjort det et stykke tid, begyndte det at tynde ud i forrådet. Og selv om de hentede mindre og mindre derfra, var der en dag ikke mere at hente. Da der nu ikke var mere forråd, var der ingen steder at henvende sig, og hver dag blæste der enten en nordenvind eller en vestenvind.

   

Til sidst var nogle så afkræftede, at de ikke længere stod op. Og endelig blev alle sammen liggende. Kun deres svoger blev ved med at gå ud for at holde øje med vejret og havet.

 

Sådan blev det ved, og en morgen gik han ud og blev længe væk. Og så kom han ind og havde taget sin store kajakhelpels med ind, og da var det ved at være op ad dagen. Da han havde gjort sig klar, gik han ud. Og det havde blæst det meste af dagen, og det eneste han hørte var denne susen. Manden havde ikke andre steder at tage hen end ud østpå og syd om Attorsuit langs iskanten. Han tog af sted mod nord og roede direkte mod bagsiden af Ikkarluk. Han ville hen til fangstområdet der, som han dog ikke kunne se for snetykningen. Men da han nåede derhen, var der til hans overraskelse en stor flok måger. Da han var kommet derhen, stoppede han for at se sig godt om, og så overraskede han en hel flok unge grønlandssæler og en enkelt spraglet. Han satte sig til at vente på dem, og da ingen af dem lagde mærke til ham, ventede han, til de var kommet så tæt på, at han ikke kunne undgå at ramme, og så var han da også så heldig at få ram på en prægtig en med harpunen. Hurtigt dræbte han den og gjorde den klar til bugsering. Og da han var så optaget af den, nøjedes han med denne ene sæl og søgte læ. Da han kom tilbage til det sted, hvor han havde sat kajakken i vandet, trak han kajakken og fangsten op og gik mod vest. Og langt om længe nåede han da frem i nærheden af Angisoq.

 

Efter at han var taget af sted allerede om morgenen, var hans svogre blevet liggende uden at nogen af dem var stået op. Ud på eftermiddagen kunne de pludselig høre, at det rumsterede i indgangen. De kunne høre, hvordan han var på vej ind men fyldte så meget, at han ikke rigtigt kunne komme til. Og så lå de der og stirrede mod indgangen. Så fik de øje på hans bagdel, der dukkede op. Og mens de stirrede på den, løftede den sig, og han selv kom op og trak noget efter sig, og det viste sig, til deres overraskelse, at være en flot, ung grønlandssæl. Så snart han havde fået den trukket ind, kom de alle sammen ud på gulvet, og man hørte ikke andet end: "Hurtigt, skær den hurtigt op!"

 

Hans kone fik travlt og fik den skåret op, og hvem skulle mon have en bid først; og endelig havde de alle sammen fået et tilstrækkelig stort stykke og en bid lever til. Da kødet var kogt, spiste de knap nok noget af det, fordi de allerede havde forspist sig i spæk. Og om aftenen havde de endelig spist så meget, at de følte sig helt oppustede.

 

Næste morgen var det kun lige blevet lyst, da han igen tog af sted; og stadig blæste der en strid nordenvind. Igen ventede han at få øje på alle mågerne og nåede straks efter hen til området bag Ikkarluk, hvor han fik øje på dem. Her stoppede han op, og igen dukkede sælerne op, eeq, hvor var der dog mange unge grønlandssæler. Og snart fik han igen ram på en med sin harpun. Da han havde dræbt den, ville han gerne fange endnu en sæl, så han havde to, og han drejede og lagde sig op mod vinden og holdt øje med stedet, hvor han fangede den sidste sæl, og snart efter fik han ram på endnu en med sin harpun. Og så lod han de andre sæler være og regnede med, at de nok ville være der senere.

 

Nu havde hans mange svogre fundet ud af, hvordan han var, og som de nok havde ventet det, kom han denne gang med hele to. Og denne gang hujede de ad ham, fordi de ikke længere var forsigtige.

 

Og hver dag fangede han to sæler, og hans mange svogre begyndte så småt at stå op, efter at deres svoger havde reddet dem. Endelig begyndte de at leve som før, men de var stadig ikke begyndt at ro ud i kajak, for nordenvinden blæste stadig som før, og der var ingen bevægelse i isen.

 

En dag lå han som sædvanlig på lur efter et bytte og havde lige netop fanget den første sæl, da han pludselig kunne se noget blive mørkt i snefoget. Han ville undersøge, hvad det var, for han ventede ikke, at der kom nogen kajak, men så fik han øje på en kajak, der kom hen imod ham. Og han prøvede på at se, om han dog ikke kunne genkende manden, og det viste sig at være Kittoraq / Qitoraq, der var den ældste mand i Illorpaat og den dygtigste af en søskendeflok. Hvor var han dog bleg, og helt afmagret var han også, og han kunne ikke få øjnene fra den andens fangst, der var på slæb. Og så udbrød han: "Ii, det lader til, at der findes dyr med rigeligt spæk i dette vejr. Vi længes sådan efter spæk, for vi har ikke kunnet komme nogen steder på grund af isen. Ja, nu forsøgte jeg mig lidt med sælfangst ved at ro ad Itiversuaq. Og mine bopladsfæller er deroppe og er helt holdt op med at tage ud i kajak."

 

Da han simpelthen ikke kunne få øjnene fra Kaannassuaqs fangst, sagde denne: "Bliv nu lidt og få et stykke at tygge på. Jeg har lige skræmt en flok måger hen i læ. En hel flok unge grønlandssæler dukker snart op. Få dig nu først noget at spise, så dækker vi dem bagefter."

 

Så skar han et ikke ubetydeligt stykke fra forsiden af sin fangst. Og da han havde givet det til den anden, spiste han så hurtigt, så man skulle tro, han spiste sne. Da han havde spist godt og meget, sagde han til ham: "Kom så, nu må du hen at holde øje med dem."

 

Sammen roede de op mod vinden og prøvede at få øje på dyrene, og minsandten om ikke de var ved at nå hen til den store flok måger. Efter at de havde ligget i vindsiden et stykke tid, begyndte sælerne at dukke op. Og han sagde til Kittoraq / Qitoraq: "Kom nu, kast din harpun mod dem!" Han nærmede sig en smule mere og kastede så sin harpun, og snart efter havde han dræbt den. Da han havde bundet den godt fast, tog han sin fangstblære og begyndte at rulle sin harpunrem sammen. Men han var kun nået halvvejs med det, da han blev ramt af en brådsø, og han havde lige nået at gøre sig klar, da bølgerne slog ind over ham. Væk var han, og pludselig hoppede hans fangstblære op, inden man fik øje på den tilhørende kajak, og øjeblikket efter kom hans kajak da også til syne i god behold. Så roede han mod vinden op til sin fangstblære og fik fat i den, og igen gav han sig til at rulle harpunremmen sammen. Han var lige begyndt på det, da han igen blev ramt af en sø, og igen forsvandt kajakken helt. Den store fangstblære kom igen hoppende ud på læsiden. Da han havde vendt sig op mod vinden, roede han hen til Kaannassuaq og sagde til ham: "Kan du ikke gøre sælen klar til bugsering for mig, jeg kan ikke klare det, fordi jeg er så afkræftet, at jeg kun kan klare at se på den." Kaannassuaq svarede ham: "Kom bare med dine bugserredskaber."

 

Så overgav han tingene til ham, fordi han endnu var for svag til at klare arbejdet. Da han havde gjort sælen klar til bugsering, sagde han til ham: "Tag du også en ordentlig bid!" Da han blev ved med at nøde ham, skar han sig et stort stykke fra sælens forside. Og da han havde spist færdigt, bandt han endelig sælen forsvarligt fast, så der ikke skulle kunne ske noget, og så begav den stakkels mand sig af sted. Og langsomt forsvandt han ud af syne langt derude mod øst.

   

Efter at han var roet væk, lagde Kaannassuaq sig igen op mod vinden, og straks efter havde han igen harpuneret en sæl, og så valgte han at vende hjemad. Da han var kommet hjem, fortalte han sine svogre om det, der var sket.

   

På den måde fik han sine svogre til hægterne igen. Og derefter lagde nordenvinden sig. Det fortælles, at han begyndte at ro i kajak sammen med Kittoraq og jagede sammen med ham.

 

Et stykke tid efter blev det smukt vejr. Dagene blev længere, og kulden var ikke længere så streng, og der kom en masse lomvier. Alle fra Kangermiut og fra Illorpaat og fra Angisoq tog på lomviejagt bag Ikkarluk. Da lomvierne blev hurtigere til at flyve op og flygte, samlede de sig i større flokke, når der blev vindstille, og på den måde blev det lettere at skyde dem.

 

En dag da de var taget ud på lomviejagt, samlede lomvierne sig igen i store flokke. Da de havde skudt alle dem, de kunne få ram på og skulle til at lægge fuglene op på kajakkerne, havde nogle kajakmænd lagt kajakkerne ved siden af hinanden for at støtte hinanden og undgå at kæntre. Kaannassuaq var i færd med at lægge fugle op på kajakken og holdt en lille pause, da han opdagede, at en anden kajakmand nåede hen til ham og støttede sin åre mod hans kajak, og han opdagede, at det var Kittoraq. Da de var færdige med at lægge fugle op, og Kittoraq havde gjort sig fri fra sin støtte, følte han efter noget og trak nogle bugserredskaber op, der var lavet af stødtænder, og et stykke isbjørneskind at sidde på i kajakken, og disse ting lagde han på kajakdækket foran Kaannassuaqs kajakring og sagde: "Da jeg havde fanget sælen, som jeg så inderligt gerne ville have, og ikke magtede at gøre den klar til bugsering, ordnede du det for mig, og derfor skal du have disse ting som tak for hjælpen."

 

Kaannassuaq havde i forvejen sådanne ting og manglede dem ikke, så han undslog sig, men forgæves. Da den anden blev ved med at presse ham til at tage tingene, endte han med at tage imod dem. Og på den måde kom de endda godt igennem den frygtelige vinter.

 

Man kan stadig se Kaannassuaqs hus i Angisoq. Det ligger højt oppe. Og det er lige så langt som en harpunrem og har to udgange (husgange), og der er vist nok fem vinduer.

 

Var.: Kaannassuaq.

 

Hist.: En historisk fortælling fra slutningen af 1700-tallet (ifølge Hendriks version, fortalt 1867, var Kaan. Hendriks mors farfar og Qitoraq / Kittoraq hans mormors farfar.

Kaassassuk

Print
Dokument id:93
Registreringsår:1859
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Kaassassuk
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, I
Tidsskrift:
Omfang:ss. 124 - 131
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. NKS 2488, II, nr. 252 eksisterer ikke længere.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

Taama allattunga, Aron, 1999, I: 124 - 131: Kaassassuk.

 

Trykt i ældre grønlandsk retskrivning med sideløbende dansk oversættelse i Rink: Kaladlit Oqaluktualliait, II, 1860: 78 - 103.

 

Thisteds oversættelse er trykt første gang i Thisted: 'Som perler på en snor...'. PhD-afhandling, Kbh. Univ. 1993, Tekstsamling, s. 120 129.

 

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 1 ss. 45 - 51 har Rink sammenstykket ialt 9 varianter inkl. denne og nogle fra Labrador. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 1, pp. 93 - 99: Kagsagsuk.)

 

Resumé:

Kaassassuk fødes på bopladsen Qoqqut i Godthåbsfjorden. Da begge hans forældre dør adopteres han af det ene ægtepar efter det andet. Hver gang får han mad, tøj, og megen omsorg, men da han ikke vokser ender der hver gang med, at plejeforældrene smider ham ud - på møddingen. En gammel kone i husgangens kogerum tager ham til sig med en bemærkning om at hvad der ikke er af sten vil nok vokse. Der har han det godt. Også i fælleshuset har han en velynder, der giver ham sine brugte kamikker og laver legetøjsspyd til ham. De andre drenge knækker straks spyddene, håner ham og slår ham med stokke. Pigerne tisser og skider på ham. Når han skal til fællesspisning inde i huset, hiver man ham op ved næseborene, det eneste der 'vokser' på ham. Hans tænder hiver man ud, for at han ikke skal spise for meget. Velynderen giver ham en kniv til hjælp. Endnu en anden mand får medlidenhed men Kaas. og opfordrer ham til at gå op i indlandet og kalde på Kraftens Herre, en kæmperæv, der gang på gang og dag efter dag vikler sin hale om Kaas. og kyler ham hen ad jorden. Hver gang falder der legetøj ud af hans krop: det er derfor han ikke har kunnet vokse, siger ræven. Kaas. bliver lettere i kroppen, hans fysiske styrke vokser og han opøver sine kræfter på sten. Han sparkede til dem og tilmed stejle klipper satte han skulderen til. Uden at vise sine nye kræfter lader han sig stadig forhåne af drenge og piger. Da kæmperæven er færdig med behandlingen, lover han ham to lejligheder til at afsløre sine kræfter: Et enormt stykke drivtømmer og tre bjørne.

Alle mænd bugserer det store stykke tømmer ind og fæstner det med talrige remme oven for højvandsmærket. Kaassassuk låner sin plejemors strømper med påsyede såler, går ned i aftenmørket, sprænger alle remme, bærer ene mand tømmerstokken op, placerer den på højkant ved husets bagside og går i seng. Stort postyr næste morgen: hvor er tømmeret blevet af. En kvinde, der er gået bag huset for at besørge, opdager den. Den er væltet. Det hørte Kaas. egentlig godt inden han sov. Ingen af mændene har flyttet den, siger de. Så splitter de den op til redskaber, Kaas. får sig således en ny, meget tung fuglepil af sin velynder. Den knækker de andre drenge straks.

Noget senere råbes der om de tre bjørne, som alle bopladsens mænd prøver at få nedlagt, men forgæves. De befinder sig på overfladen af et højt isbjerg. Igen låner Kaas. de forsålede strømper med remme, som han strammer godt, mens plejemoderen på skrømt beder ham skaffe sig dyne og underlag. Kaas. farer af sted så hurtigt, at en regnbue ses bag ham i den sne, han hvirvler op. Menneskemængden splittes som en stime ammassætter. Han nærmest løber op på isen, griber bjørnemoderen i forbenet, slynger hende rundt, kvaser hendes bækken, flækker hende i to, smider delene ned og dræber dernæst på lignende vis den ene unge. Med den anden i forpoten farer han ned og slynger den mod den ene efter den anden af de drenge og piger, der har plaget ham mest. De dør. Plejemoderen får alle bjørnene til flænsning med deres skind til det ønskede sengetøj.

Kaas. inviteres nu til fællesspisning, og da ingen længere tør røre ham, må hans velynder hive ham op i rummet ved næseborene. Alle smisker for ham, han får adskillige knive at vælge imellem, bl. a. en foldekniv (!), som han maser itu. Han holder sig til sin velynders kniv. Efter måltidet, der med en kniv er hurtig overstået for Kaas.´s vedkommende, henter en pige på forældrene ordre frisk drikkevand. Han takker ved at klemme hende ihjel. Sådan går det med alle pigerne, så drengene; og alle husfællerne, undtagen velynderen og hans kone, slår Kaas. også ihjel.

Om foråret øver han sig i en af de døde mænds kajakker og bliver rigtig ferm, men kan dog ikke klare en pludselig fralandsstorm. Han må blot lade sig drive, kæntrer og besvimer også, men han vågner op på stranden neden for den stærke Qaasuks/Qaassuk's hus. Denne tager vel imod ham, dog med lidt drilleri: Kaas. skal selv hente sin mad uden for huset: et fastfrosset flået hvalroshoved. Og da Qaas.'s stærke søn kommer hjem med en stor hvalros, må Kaas. slæbe den op. Det volder ham intet besvær. Heller ikke at overmande både Qaas. og hans søn, binde dem til husstolpen og elske med husets datter hele natten. Sin styrke viser han også som svigersøn i huset ved at dræbe de røde hanhvalrosser, som ingen tør binde an med. De kommer farende oprejst i vandet med baskende luffer mod kajakmanden.

Da rygtet når Kaas. om en meget stærk mand langt mod nord, Ususaarmiarsunnguaq, rejser han straks derop (over flere år) for at kappes med ham. De brydes fra solopgang til solnedgang, da Usus. endelig tar ordentlig fat, bærer han Kaas. ned til stranden, men stoppes af sin far inden han når at slå Kaas. ihjel ved at kaste ham ud i havet. Kaas. tager beskæmmet hjemad næste dag og illustrerer senere styrkeforholdet ved at sammenligne sig selv med en hvid sten, som han klemmer til smulder, og Usus. ved en sort sten, som han kun kan klemme aflang.

 

Var. Kaassassuk

 

Hist.: Bemærk foldekniven, en europæisk handelsvare. I de fleste (traditionelle?) versioner resocialiseres Kaass. ikke.

 

Kommentar: Se Thisted 1993: Som perler på en snor. PhD afhandling, Københavns Universitet.

Aron har i denne nedskrift måske været noget overfladisk mht. mange detaljer, som ses i de øvrige varianter. Men han opdager sin lapsus med at lade velynderen forære Kaas. sine brugte kamikker: "Engang imellem når Kaassassuk kom ud, måske endda uden kamikker ..."; står der straks efter. Ellers ville lånet af plejemoderens strømper med sål ikke give mening. Vedr. bibetydninger af kamikker se Sonne i Tidsskriftet Grønland årg. 2001.

Kâgssagssungmik / Kâgssagssuk / Kaassassuk

Print
Dokument id:352
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Povelsen, Johan
Nedskriver:Motzfeldt, Peter
Mellem-person:Motzfeldt, Peter
Indsamler:Rink, H.
Titel:Kâgssagssungmik / Kâgssagssuk / Kaassassuk
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 763 - 774, nr. 210
Lokalisering:Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Dette håndskrift må være en seminarieelevs afskrift af håndskr., der må være identisk med ID 269. Håndskriften ligner ikke Peter Motzfeldts, hvis man sammenligner med Rink 2488 V, 4' nr. 202, hvor PM selv har skrevet på dansk.

 

Oversat af Thisted, Kirsten: Som perler på en snor. PhD afhandling ved Institut for Nordisk Filologi, Kbh.s Univ. 1993, Tekstsamling s. 109 - 115.

 

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 1 ss. 45 - 51 har Rink sammenstykket ialt 9 varianter inkl. denne og nogle fra Labrador. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 1, pp. 93 - 99: Kagsagsuk.

 

Resumé:

Kaassassuk er en forældreløs dreng i Tuapammiut ved Nanortalik og har sin gamle faster (eller bedstemor) som plejemor. Han bor i husgangen mellem hundene og får derfor tæv sammen med dem hver gang folk skal ud eller ind. Ikke alle er lige slemme, men svogeren der er gift med hans storesøster er storeslem.

Kaass. får lyst til at blive stærk. Han vandrer langt ind i indlandet og kalder på Kraftens Herre, der kommer i skikkelse af en kæmpehund. Den vikler sin hale om ham og slynger ham hen ad jorden, så alt muligt legetøj, også dukker han har skåret til husets småpiger, klirrende falder ud af ham. Selv mister han bevidstheden. Efter anden gang bemærker et barnløst par, at han er vokset. De ønsker at adoptere ham men hindres af husets autoritære overhoved. Et par andre (de mellemste ? BS) har også altid behandlet ham godt og altid givet ham lidt af de ammasætter de henter ind fra forrådet. Ialt fem gange går Kaass. til fjelds og blir slynget, og for hver gang rasler færre og færre stykker legetøj ud. Efter fjerde gang gemmer to barnløse par jævnligt levninger til ham og han havde gerne givet dem nogle rester til gengæld. For hver slyngning afreagerer han med stadig voksende styrke sit had mod storesøsteren, der ikke tager sig af ham men synger kælesange for sin egen lille søn. Han sparker fastfrosne sten i stumper. Han sparker til klipper så hans fødder trænger helt ind i stenmassen. Endog sit hoved kan han afsætte hulninger i klippevæggen med. Femte og sidste gang han slynges lykkes det ham at holde sig ved bevidsthed og fast til kæmpehundens hale.

I hemmelighed slæber Kaass. en nat et enormt stykke drivtømmer, som man blot har tøjret ved stranden, op til huset. Man får sine anelser og giver ham mad i større omfang end før. Kun hans fæle svoger vil trække ham op i husrummet ved næseborene. Men når han spiser for hurtigt finder man søm i hans mund, smider dem væk og beordrer ham til at spise helt op.

Tre bjørne, en mor og to unger, nærmer sig bopladsen og søger op på et isfjeld. Han låner sin plejemors kamikker til gengæld for et løfte om at han skal skaffe hende sengeunderlag og dyne. Kass. overhører sin svogers advarsler, hugger trin i isbjergets side med næverne, klatrer op og slynger bjørnene en efter en ned i døden. Fællerne får den ene lille bjørn som part, det barnløse par en kølle af den største, og den onde svoger, der hurtigt fjerner sig i skræk, får ingenting.

Da Kaass. inviteres op til fællesspisning på kødet er det den rare barnløses mand, der, da ingen tør hive ham op ved næseborene, til sidst rækker ham sin hånd at komme op ved. Kaass. græder rørt. Samme mand kan også som den eneste overtale Kaass. til at sætte sig nær sig i stedet for ved indgangshullet. Alle vil give ham knive at spise med. Efter måltidet får Kaass. sin lille nevø på skødet. Han klemmer barnet ihjel og gør det derefter af med alle i huset undtagen det barnløse par, der har været gode imod ham.

Kass. får lyst til at rejse. Han tar langt nordpå i sin kajak med kun fuglepile som våben. Et sted går han ind i et hus med klirrende hvalrostænder på snor i husgangen (en slags advarende "dørklokke", BS). Her bor den stærke Qaassuk / Qaasuk, der bare blir liggende ugæstfrit på briksen. Men da Kaass. har bundet ham til en stolpe, atter løst ham og sat ham tilbage på briksen, må Qaas. igang med at undeholde sin gæst. Kaass. forlanger mad. Husets datter skynder sig ud efter det, men da hun har måtte opgive at få den ind, en hvalroslalle, der er frosset fast i jorden, må Kaass. selv ud og rive den løs.

Da Qaas.' søn kommer hjem og viser sig i opgangen med spændt bue, advarer faderen ham. Gæsten er stærk! Kaass. får sin vilje med at ligge med Qaass.s datter, bliver svigersøn og overgår med blot sine fuglepile langt sin svoger i fangst af de farlige røde hanhvalrosser og senere af isbjørne. Men Qaass får has på ham ved at skabe en sort tupilak-bjørn af Kaass.' eget lort. Svogeren er blevet advaret mod den sorte, men Kaass. går til den og bliver således kvalt i sit eget lort.

 

Var.: Kaassassuk

 

Hist. + kommentar: Der er gået kuk i persongalleriet under forløbet. Undertiden er der to, men oftest kun et barnløst par. Det forbliver også uklart hvorfor Kaass. udrydder alle til slut. Nogle har hele tiden givet ham ammassætter, andre har senere givet ham mad. Og hvad med plejemoderen?

Samme indtryk af en meget rodet fortalt gengivelse af forløbet giver også Kirsten Thisted udførligt rede for i sin kommentar til fortællingen: Thisted, Kirsten: Som perler på en snor. Fortællestrukturer i grønlandsk fortælletradition. PhD afhandling ved Institut for Nordisk Filologi, Kbh.s Univ.: 1993, s. 161-165. Heraf fremgår det at nedskriveren, Peter Motzfeldt, har følt sig foranlediget til at rette op på uklarhederne med sin version (se denne), og at han på forskellig vis også kan have blandet sig i Povelsens version, bl. a. med visse nordgrønlandske elementer (slædehunde fx, som man ikke har i Sydgrønland) fra sin barndomsegn og tidligere arbejdsplads i Ritenbenk (Saqqaq) ved Ilulissat.

 

Det afsluttende besøg hos Qaassuk / Qaasuk gentages ord til andet i Motzfeldts version. Dennes slutning afviger fra andre versioner, der enten slutter med udryddelsen af bopladsfællerne eller med, at Kaass. resocialiseres da han lider nederlag mod en stærk mand i nord. Men hos Motzfeldt bukker han under for en tupilak, tilmed i skikkelse af en sort bjørn! I Sydgrønland har man kendt betegnelsen for brune bjørne, allaq, formentlig via kommunikation med herrnhuterne i Labrador. Men i teksten er det en nanoq qernertorsuaq (en kulsort isbjørn) der er tale om. I min tolkning konnoterer den sorte farve noget djævelsk i kristen forstand: Kaass. får løn som forskyldt og kan takke sig selv for, at det "hedenske" hekseri med hans "affald" virker.

kajaríssat pissarigaluat utorqángûp ernera / Kajarissat pissarigaluat utoqqannguup ernera

Print
Dokument id:386
Registreringsår:1868
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, V. 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Luutivik (Lûtivik / Ludvig)
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:kajaríssat pissarigaluat utorqángûp ernera / Kajarissat pissarigaluat utoqqannguup ernera
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 1012 - 1016, nr. 205
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Fortællingen afviger, ifølge Kirsten Thisted, næsten ikke fra samme fortællers nr. 106 (NKS 2488, IV, 4'). Se id 1942.

Kalerarmioq illualu / Kalerarmioq og hans fætter

Print
Dokument id:1746
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Kalerarmioq illualu / Kalerarmioq og hans fætter
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:ss. 215 - 217, nr. 48
Lokalisering:Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 48, ss. 254 - 258.

 

Oversættelse i Rink 1866 - 71, II: s. 28 - 29, nr. 9.

 

Resumé: Om en anginiartoq;(en hjemvendt - efter druknedød; søg på: angerlartussiaq).

 

Kalerarmioq rejser nordpå med sin nevø.

Denne kan ikke vende i kajak og får derfor af sin onkel en kajakpels,

der kan snøres til og pustes op. Under en narhvalfangst sammen med

mange andre overfaldes de af den voldsomme søndenvind, som man ikke

kender sydpå, hvor K. kommer fra. Alle undtagen K. omkommer ved et

isfjeld, der styrter sammen og som K. har advaret dem imod. Nevøen,

der er en angerlartussiaq (ved et ritual i barndommen bestemt til at vende hjem)

bevæger sig under vandet under onklens kajak

ind mod land, hvor moderen, der klogeligt har afholdt sig fra at græde

(det ville forhindre sønnens tilbagekomst), udfører en slags qilaneq

(hovedløftning med rem, der formentlig skal hjælpe til at trække

sønnen i land, BS), hvorefter hun trækker ham op fra husgangen med sit

løse hår. Sønnen er vendt tilbage til livet, og hans onkel K. klarer

frisag over for de mange druknedes slægtninge, idet han jo havde

advaret mod isbjerget. Om foråret rejser han hjem med familien og

tager aldrig nordpå igen.

 

For kommentarer til Rinks version af originalteksten se Thisted og Thorning 1996:

nr. 48, s. 334.

 

Hist.: Den kajakpels, som nevøen får minder stærkt om en springpels,

der tidligere brugtes til hvalfangst. Mytisk er den her forbundet med

forestillinger om "puulik". Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor. For "angerlartussiaq" se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): under "Piaaqqussiat"

 

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Kallararmiuarsut

Print
Dokument id:1835
Registreringsår:1860
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2488, III, 4'
Fortæller:Nikolai
Nedskriver:Rosing, U.
Mellem-person:Rosing, U.
Indsamler:Rink, H.
Titel:Kallararmiuarsut
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 72v - 73v, nr. 326
Lokalisering:Illutuaarsuk: Sydøstgrønland
Note:

Kort resumé i Rink 1866 - 71, II, nr. 125.

Renskrift tillempet nudansk stavemåde af Rosings nedskrift på ældre dansk. (En nedskrift på grønlandsk findes ikke):

 

Kallararmiuarsut (? Kalararmiuarsuit / Qalerarmiuarsuk ?) havde fem sønner hvoraf en hed Idsamik (? Idsa / Issat ?). Faderen blev uenig med familien, og rejste sydpå til Akkilermut (Akileq ?). Her blev den ældste søns kone bortranet af en stærk fyr, som tog hende til sin kone. Efterhånden bev alle sønnernes koner borttagne af stedets mandfolk. Faderen tav stille til dette; men da hans egen datter som også var gift blev bortført begyndte han at ærgre sig over at han (havde) forladt sit gamle sted; men tav for resten stille. En dag var den ældste søn vred og tiltalte sin fader: "Hent vore koner." Faderen gik også op til de forskellige huse og kaldte de unge koner ud, men mandfolkene kom så og skubbede ham væk, og (han) fik et fur selv i sin egen husgang. Den næstældste af brødrene sagde nu: "Du ville hertil, skaf os vore koner herned." Atter gik faderen, men blev af mændene overdænget med sne så han nær havde tabt sit vejr. Da faderen kom hjem bad han sin kone om at sy tarmvinduet (tarmskindsvinduet) godt stramt til siderne, hvilket hun også gjorde.

       Manden spændte sin bue, kastede en pil med kraft mod vinduet, men pilen fór igen tilbage. Sønnerne gjorde ligeså, og alle pilene faldt atter tilbage ind i huset. Nu kom svogeren til disse frem med sine bue, spændte pilen an imod den men den gik igennem tarmvinduet ud på marken. Dernæst talte hans svigerfader til ham: "Du bliver her; thi følger du os så vil du blive dræbt." Et stort sortsidet sælskind blev nu syet til et kogger og fyldt med pile propfuldt, hvorpå faderen og sønnerne gik op til husene. Ind af disse råbte nu faderen: "Jeg henter mine sønnedøtre (svigerdøtre)." Disse kom vel ud, men idet de så de mange pile, løb de atter ind. Faderen stillede sig derpå til anlæg for sønnerne, der efterhånden dræbte de mandfolk som kom ud med bue og pile. Den gamle vedblev at stå ufortrøden for sine sønner og bukkede han sig så stærkt at nakken stod frem som en skarp kant. Til sidst blev fruentimmerne (mændene ?) dræbt allesammen, og så som der nu ikkun var fruentimmere tilbage i husene, råbte den gamle atter ind om svigerdøtrene. Disse kom så også ud og gik hjem med deres mænd.

       Da de trådte ind i deres hus var den efterladte svigersøn der ikke, og gik hans svogre ud at lede ham op. De fandt ham bag en fjeldkant liggende død, da han ved en fjendtlig pil var blevet skudt midt imellem øjnene. Han havde lagt sig der for at se udfaldet af kampen.

       Om foråret rejste de til deres gamle hjem igen. Den yngste af brødrene styrede båden og skete der intet uheld for dem med undtagelse af at de på vejen engang mærkede en forunderlig larm under båden; de så sig for og fandt da at det var en lang vildmands tarm, længere end båden, som holdt den fast; men med flænseknive fik de den løst fra båden og gik uhindret over. Men senere mærkede alle at denne store søtang havde haft ondt i sinde. Lykkelig kom båden hjem med de rejsende.

 

Hist.: En usædvanlig fortælling, der muligvis i oversættelsen er kortet noget ned, og som ikke umiddelbart vækker mindelser om lignende varianter.

 

Tolkning: Det lange stykke tang, der lignes ved en tarm, er formentlig sendt ud af enkerne i et hævnforsøg.

Kaluluk

Print
Dokument id:416
Registreringsår:1885
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, VIII, 4'
Fortæller:Piitiga (Piitigaat / Piilikkaat)
Nedskriver:Holm, G. F.
Mellem-person:Holm, G. F.
Indsamler:Rink, H.
Titel:Kaluluk
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 54 - 59, nr. 8
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Denne tekst er publiceret, iblandet tilføjelser fra Agdlagdlaks og Angutinuaks versioner, i Holm 1888: 248 - 250, nr. 3 (med noter); Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, nr. 3 (uden noter); og på engelsk i Thalbitzer 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr Grønland 39: 237 - 239 (uden noter).

 

Johan Petersens oversættelse:

Kaluluk var en lille spinkel person. Da han begyndte at gå i kajak, roede han ud til en ø, der hedder Imikertok / Immikkeertoq og steg i land her. Han tog sin blærepil, kastetræ og lille kniv og gik op på øen hvor han satte sig til at arbejde ved siden af en dam. Mens han arbejdede på sin blærepil, så han, at en kajak kom ind til stranden. Manden steg i land og gik op og tog fat på Kaluluk. De begyndte da at brydes, men da Kaluluk mærkede, at han ikke kunne magte manden, der var meget større end ham, så råbte han på sin amulet, der var en vanskabning (angiak / anngiaq): "Kom og hjælp mig!" Da amuletten kom Kaluluk til hjælp, trykkede han manden til jorden bag fra, slæbte ham hen til dammen, og kastede ham i den. Da manden krøb op af dammen, stak Kaluluk ham ihjel med sin blærepil, og halede døde mennesker op af havet, hvilke, han lagde ovenpå ham.

Kaluluk rejste derefter hjem, men fortalte ikke noget om, at han havde slået en mand ihjel.

3 dage efter kom der mange kajakker fra den anden side. De sagde, at manden ikke var kommet hjem, og at der ikke var andre end Kaluluk, der kunne have slået ham ihjel. Kaluluk sagde: "Hvorledes skulle jeg kunne slå den mand ihjel, som er meget større end jeg?" Men de sagde, at de skulle nok komme og hævne ham.

Da Kaluluk kom op, fortalte han det til sin gamle bedstemoder, som han boede sammen med. Hun begyndte dermed at synge tryllesange. Først sang hun over en vandøse, derefter tog hun en blodprop ud af sin pose og sang over den, og derefter over en kødvender.

Da folkene fra den anden side kom, hentede hun vand i vandøsen og satte den ved stranden, hvor de skulle gå i land. Efter at have gjort dette, sagde hun: "Bare de nu ville holde deres åre på ryggen, når de går op."

Da den første mand kom i land, tog han åren på ryggen, gik hen til den spand den gamle kone hvade stillet ved stranden, og begyndte at drikke. Mens han drak, gik Kaluluk hen til ham og stak ham med kødvenderen i siden, men han vedblev at drikke. Kaluluk trak nu kødvenderen ud, blodet flød ud af siden på manden, men Kaluluk satte blodproppen i. Da han derefter trak blodproppen ud døde manden.

Sådan gjorde han ved dem allesammen undtagen to. Til dem sagde han, at de skulle tage hjem, ellers ville det gå med dem, som det var gået med de andre.

Da de kom hjem fortalte de, at alle andre var slået ihjel. Kaluluk skar de døde i stykker og kastede dem i vandet. Derefter rejste Kaluluk ind til bunden af Sermilik, hvor han levede af hvidhvaler og narhvaler og kom aldrig mere sammen med mennesker.

 

Var.: Qalulik / Kalulik. Qalulaajik. Ukussulik. I øvrigt en del beslægtede fortællinger om kajakmænd der dræbes af et uhyre undervejs ind i en fjord: Nerrersuujunnut pulartut; Om slæderne, der altid bortkom; Kajakmændene der udeblev; Fangerne der forsvandt; Amaakasia; Angortooq, storfangeren; Bortblevne mænd; Brødrene som forsvandt;

Kaluluk / Qaluluk

Print
Dokument id:414
Registreringsår:1885
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, VIII, 4'
Fortæller:Aallallak (Adlagdlak)
Nedskriver:Holm, G. F.
Mellem-person:Holm, G. F.
Indsamler:Rink, H.
Titel:Kaluluk / Qaluluk
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 46 - 50, nr. 6
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

 

Denne version er ikke publiceret, men dele af den indgår som supplement til

Piitiga's version, der er trykt i Holm 1888: 248 - 250, nr. 3.

Piitiga's version uden tilføjelser er indskrevet under NKS 2488, VIII, s. 54 - 59.

 

Johan Petersens oversættelse:

Der var engang en forældreløs dreng som hed Kaluluk og boede hos sin gamle bedstemoder. Når de omkringboende kajakker gik ud på fangst, kom de ofte ikke hjem igen. En dag gik Kaluluk over til en stor ø, hvor han gav sig til at arbejde på sin fuglepil. Mens han sad der, fik han øje på en kajak, der nogen tid gik i skjul af stranden; men derefter lagde til land på øen, og kom og talte med Kaluluk. De tog nu fat på hinanden og begyndte at brydes. Kaluluk tænkte: "Hvad mon jeg har til amulet? Det er sandt, meg har en alusugak /alussugaq (foster) til amulet." Han råbte, at alusugakken skulle komme og hjælpe ham. Kaluluk trykkede manden ned og vred hætten rundt på hans anorak, til han var kvalt. Han ville derefter kaste ham ud en stor sort dam, der lå tæt ved; men da han stak fuglepilen ned i dammen, følte han noget blødt, og da han så ned i vandet, så han, at det var døde mennesker: Han trak nu det ene lig op efter det andet og kendte i dem sine naboer. Han kastede manden ud i dammen, og de andre ovenpå.

Da han kom hjem til sin bedstemoder, fortalte han til hende, at han havde dræbt manden. Da manden ikke kom hjem, tænkte hans familie, at det var Kaluluk, der havde slået ham ihjel. "Hvorledes mon jeg skulle have slået ham ihjel? Jeg der ingen kræfter har", sagde Kaluluk.  Da Kaluluks avia (halvfætter) fortalte, at "de syd fra" ville komme for at slå Kaluluk ihjel, sagde dennes bedstemoder: "Du skal ikke frygte, din amulet vil nok hjælpe dig." De fik nu øje på kajakkerne, som kom for at slå Kaluluk ihjel, og bedstemoderen satte en spand fuld af vand ned til stranden, og sang over den, idet hun ønskede "at kajakmændene, når de kom til land, skulle få horn i panden som rensdyr, og drikke af spanden." Kaluluk fik af sin bedstemoder en kødvender, der var lavet af et ribben, og som han (hun ?) selv havde brugt som barn, og tillige en sælhundeprop. Bedstemoderen sagde til ham, at han bare skulle stikke i retning efter dem med kødvenderen og derefter med proppen, og idet han lod som han trak denne ud, sige: "Nu trak jeg den ud."

       Kajakkerne kom til land, tog årerne på ryggen, drak af spanden. Kaluluk stak efter dem med kødvenderen, derefter med proppen, lod som om han trak proppen ud, og sagde: "Nu trak jeg den ud!" Blodet styrtede da ud af folkene, som døde af blodtab. Således gjorde han ved dem alle sammen undtagen een, som vendte hjem, og som man ikke mere hørte noget til.

 

Var.: Qalulik / Kalulik. Qalulaajik. Kaluluk; Iøvrigt en del beslægtede fortællinger om kajakmænd der dræbes af et uhyre undervejs ind i en fjord: Nerrersuujunnut pulartut; Kajakmændene der udeblev; Brødrene som forsvandt; Om slæderne, der altid bortkom; Fangerne der forsvandt; Amaakasia; Angortooq, storfangeren; Bortblevne mænd;

 

Kommentar: undertiden svarer en østgrønlandsk alussugaq til den vestgrønlandske anngiaq, et barn født i dølgsmål, eller en hemmelig abort: se Kaluluk. Men de to begrebers betydninger dækker ikke hinanden i alle kontekster. Se GTV(= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): anngiaq

Kamikinak / Kamikinnaq

Print
Dokument id:1302
Registreringsår:1885
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, VIII, 4'
Fortæller:Uutuaq (Otuak)
Nedskriver:Holm, G. F.
Mellem-person:Holm, G. F.
Indsamler:Rink, H.
Titel:Kamikinak / Kamikinnaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 3 - 8, nr. 1
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

I Holm, G. 1888: nr. 1, ss. 241 - 244 er mindre dele af Uutuaqs version indskudt som supplement til Angitinguaqs version. Samme er genudgivet i: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II:: 219 - 220.

Eng. udg. Thalbitzer, W 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 232 - 234.

 

Johan Petersens oversættelse:

En dag da Kamikinak som barn sad og spiste, sagde hans moder til ham: "Hvorfor spiser du? Du vokser jo alligevel ikke." Kamikinak blev vred herover og gik ud i kajak. Da han kom ud på havet, så han en stor kajak (mand) sidde og fiske ulke. Han råbte op til den store mand. Da denne blev opmærksom på ham, tog han ham tilligemed kajak i hånden og satte ham op på kajakstolen. Den store mand roede nu til sit hjem på Akilineq. Her satte han K. op på en hylde på væggen. Han gik derefter ud og hentede fødemidler, som han delte ud til husfællerne først de skulle spise. Om natten blev K. sat under briksen for at vokse. Fra briksen blev der sat et tov (?), der nåede hen til vinduet, for at K. ad dette kunne krybe hen til vinduet for at se efter bjørne, der plejede at komme udenfor huset mellem 2 store sten. Han opdagede snart en stor bjørn (af den størrelse som findes herovre), som fyldte åbningen mellem de to sten. Da plejefaderen på anskrig kom til, sagde han: "Herovre kalder vi det kun for en ræv." Han sparkede ræven ihjel, skar den i stykker og gav alle i huset af den. Næste dag opdagede K. en meget stor bjørn (sådanne som findes derovre). Plejefaderen gik ud, stak den ihjel og gav K. et spækkorn (fedtcelle) til at bære hjem. K. kunne imidlertid ikke magte det. Hans plejefader skar det derfor over, og K. bar det halve stykke til huset, mens plejefaderen bar hele bjørnen.

Den næste dag gik de ud for at fiske ulke. Plejefaderen sagde til K., at han skulle se med igennem et hul i isen og passe på, når de andre ulke løb deres vej, for da ville der komme en stor ulk. Da denne kom frem, stak plejefaderen den ihjel. Derefter gik de hjem med deres fangst. Da det blev dag igen gik de ud for at fiske laks, og så snart efter den store mand med de 2 store tænder, der næsten havde fisket alle laksene. Han lå ned og kikkede gennem et hul på isen. Plejefaderen sagde til K., at han skulle råbe: "nerrisilik mardlinik" (ham med de to tænder). Manden hørte det ikke. K. måtte derfor atter råbe: "n ... m ...!" K. sagde til plejefaderen: "Jeg er bange for den store mand." Denne svarede: "Jeg er ikke bange for ham, kommer han skal jeg nok tage fat på ham." Den store mand rejste sig op og løb hen imod den lille K. men nu kom plejefaderen frem og de begyndte at brydes. Tilsidst blev manden med de 2 tænder kastet omkuld og derefter slået ihjel af plejefaderen. Derefter samlede de en del tøndermos, lagde manden med de 2 tænder derpå og tildækkede ham dermed.

Da K. kom tilbage hertil igen, spiste han alt sin faders tørrede kød. Efter at have spist det altsammen, gik han ud for at fange sælhunde. Førend han gik ud, tog han faderens telt ved toppen og flyttede det op på et højt fjeld; thi han var bange for, at når han roede bort, skulle bølgerne skylle det bort. Han sagde til de andre, der havde telt derved, at de ligeledes skulle flytte deres telte, for at de ikke skulle skylle bort af bølgerne, som frembragtes af hans åretag; men de troede ham ikke og lod deres telte blive stående. Han roede nu bort og alle teltene, med undtagelse af hans faders, blev bortskyllede og folkene druknede. Han traf nu en stor stime sortsider og øste dem med hånden op på kajakken.

 

Var.: Kamikinnaq / Kamikinnarajik; En anden type: The giant and the dwarf; Giant scoops up ...; Den store indlandsbo, der bortførte konebåden; Umiartuaqátáutunik

Kamikinak / Kamikinnaq / Kæmpernes land

Print
Dokument id:1303
Registreringsår:1884
Publikationsår:1888
Arkiv navn:
Fortæller:Angitinguaq
Nedskriver:Holm, G. F.
Mellem-person:Holm, G. F.
Indsamler:Holm, G. F.
Titel:Kamikinak / Kamikinnaq / Kæmpernes land
Publikationstitel:Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik
Tidsskrift:Meddr. Grønland 10(5)
Omfang:side 241 - 244, nr. 1
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 8 - 17,(suppleret med dele af Utuak's fortælling, ibid. side 3 - 8).

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II:219 - 222.

Eng.udg: Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 232 - 234.

 

Resumé: Den "kære navnkundige Kamikinnaq", Kamikinnarajik, er en

kæmpe, der bor i kæmpernes land, Akilineq. Engang da han besøger

sine forældre, af almindelig størrelse i Ammassalik området, forærer

han dem sin fangst: sortsider, som han øser op med hånden og to

sildepiskere, som han dræber med sin blærepil. Af den ene sildepisker

kaster han lallen i land. Den når fra stranden helt op til huset.

Inden sin rejse flytter han forældrene med deres telt op på et bjerg

og ber forgæves bopladsfælllerne gøre det samme(anmodningen stammer fra Utuaqs version, BS). Alle undtagen forældrene blir skyllet i havet af bølgeslagene, da han ror bort.

Som barn kunne K. ikke vokse og blev af sine forældre opfordret til at

rejse bort. Han ror mod øst til en stor ø, hvor det lyder som

hammerslag, når en af dens kæmper fisker ulke. Kæmpen adopterer K.,

henter en sildepisker til et fællesmåltid, og anbringer om natten K.

under sin briks, for at han kan vokse. K. bliver bange for en rød

bjørn der klatrer op ad den sovende kæmpes hår. K. klatrer selv samme

vej og får af kæmpen at vide, at det blot er et insekt (sikkert en

edderkop, pisiisiaq, på østgrønlandsk, eller måske en tangloppe, BS)

Kæmpen henter endnu en sildepisker til fortæring. K. skal holde øje

med bjørne, der plejer at dukke op ude på en ø mellem to store sten.

Den første, han ser, og derfor bliver hans førstefangst / førstegangsfangst er i kæmpernes øjne kun en ræv. Alle husfæller spiser med af denne førstefangst (fra Utuaqs version, BS).

Næste gang er det en kæmpestor bjørn, mener K., men blot en lille

bjørn i kæmpernes øjne. K. får fangstpart af den. Sammen fisker K. og

kæmpen efter en kæmpeulk under isen. Når den kommer, flygter alle de

almindelig ulke. Kæmpen stikker den store ulk ihjel. Næste udflugt

gælder laksefangst gennem isen. En endnu større kæmpe, der kaldes "Manden fra Akilineq", med eet øje midt i panden og kun to tænder har allerede fanget mange laks. K. opfordres af sin kæmpe-plejefar

til at råbe "ham med de to tænder" til laksefiskeren. K. må råbe meget

højt, før kæmpen hører det og farer hen mod ham. Kæmpen brydes med

denne, dræber ham og begraver ham under optændingsmos. Derefter gør

kæmpen K. til en stor mand, og K. hjælper ofte folk herovre i

Ammassalik området.

 

Uutuaqs variant er indskrevet under Rink NKS 2488, VIII, nr 3.

 

Var.: Kamikinnaq; En anden type: The giant and the dwarf; Giant scoops up ...; Den store indlandsbo, der bortførte konebåden; Umiartuaqátáutunik

 

Tolkning: Den lalle af en sildepisker, som K. kaster på land til sine

forældres boplads signalerer formentlig den hjælp, han i fremtiden

yder ammassalikerne. Den er ikke ufarlig. Det viser bølgeslaget fra

hans afrejse, der ligesom lallen når fra stranden op til teltene. Og

de to første fællesmåltider K. deltager i hos kæmperne er kødet af to

hele sildepiskere. Forudsætningerne for K.s vækst til kæmpe er både

disse måltider, hans klatretur som en edderkop fra rummet under

briksen op på briksen, førstefangsterne af ræv, bjørn og kæmpeulk, og

endelig drabet på den enøjede laksefisker, hvis begravelse associeres

med ild: optændingsmos. I en anden version stikker kæmpen ild til sine underbukser som middel til at få K. op i kæmpestørrelse.

 

Hist.: Island var ammassalikkernes Akilineq, hvis eksistens de

sluttede sig til fra skydannelserne over øen i klart vejr (Holm

1972:139).

Kanaks månerejse

Print
Dokument id:159
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Steenholdt, L. N.
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:Kanaks månerejse
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 150 - 151, nr. 50
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af orig. håndskr., renskrift el. afskrift, der ikke

længere eksisterer.

 

Version på dansk sammenstykket af 5 versioner inkl. denne i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 15, ss. 87 - 88.

Samme noget kortere på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 91, ss. 440 - 441: The Moon - Kanak.

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om Kanannguaq. (orig. uden overskrift)

Kanannguaq plejede at ro i kajak efter sine ældre brødre, når de var ude på fangst - til trods for, at brødrene ikke ville have det. En dag gemte brødrene derfor Kanannguaqs årer. Kanannguaq blev vred og tog af sted for at leve som fjeldgænger (qivittoq). Han fulgte de afdødes vej, hvor han hele tiden sank i. Mens han gik, blev han bange og var lige ved at vende om. Men han tænkte: "De har jo gemt mine årer, så der er ingen grund til at vende tilbage til dem." Han gik videre. Midt mens han gik hørte han nogen synge, og i det samme fik han øje på en masse mennesker - nogle var klart synlige og andre utydelige. Han gik hen og trykkede dem i hånden. Disse mennesker og Kanannguaq begyndte nu at hæve sig op. Da de nærmede sig himlen kiggede Kanannguaq tilbage og så, at et eller andet brændende fulgte efter ham. Det viste sig, at det var hans hjælpeånd, lampepinden. De for videre op til himlen. Så var der én, der råbte til dem: "Kom her hen, I er på den forkerte vej." Han, der råbte, viste sig at være månen. Kanannguaq kom ind til månen, og straks blev der hentet mad til ham fra hulen. Da kvinden, der kom ind med maden igen, var på vej ud, lagde han mærke til, at hendes bagkrop så afbleget ud (bemærkningen på dansk siger noget om benrad Chr.B.). Han grundede over, hvad dette mon skyldtes. Månen sagde, at det var fordi, hun havde så travlt med at tage sig af de forældreløse. Det viste sig, at det var solen.

Månen åbnede en lem ved vinduet, og dernede kunne Kanannguaq se mange vinterbopladser, som han syntes lå helt tæt ved hinanden. Der sov nogle på sidebriksen; og  bagest på briksen sov én stor ugift pige. Månemanden fjernede låget fra en stor tønde, der stod ved vinduet. I tønden var der blod og en fuglevinge. Månemanden  tog vingen og lod blodet dryppe. Da der blev længe mellem dråberne, lod han en dråbe falde på pigen på briksen. Hun mumlede et eller andet for sig selv, og hun begyndte at bløde (der er en glose, "saquvoq", som jeg ikke kender. Ifølge Rinks kommentar: "puttede fingeren i skrævet" Chr.B.).

 

Månemanden sagde til Kanannguaq: "Indvoldsrøversken vil prøve at berøve dig dine

indvolde, som hun plejer." Kort efter kom der så en

tallerken rokkende ind fra gangen, og bagefter kom indvoldsrøversken.

Indvoldsrøversken gav sig til at danse og grine. Hun gik hen til Kanannguaq. Men

da Kanannguaq begyndte at gnide lillefingerneglene imod knæhaserne - efter

månemandens anvisning - faldt indvoldsrøversken ned i husgangen; men hun lod

tallerkenen stå. Så hørte man indvoldsrøversken råbe: "Mine tjenere, kom med

tallerkenen," hvortil månemanden hånligt sagde, at hun selv måtte hente den. Lidt

efter råbte tjeneren: "Hun vil gerne have tallerkenen; ellers skal hun nok sørge for, at himlens søjler skrider fra hinanden."

Så tog Månemanden  tallerkenen og lavede mange hakker i den, hvorefter han kastede den ud i gangen sammen med hendes (indvoldsrøverskens?) ulu.

 

Månemanden sagde til Kanannguaq: "Nu skal du hjem." Så åbnede han lemmen ved vinduet og skubbede ham ud. Kanannguaq tabte bevidstheden, og han kom til sig selv ved, at bedstemoderen vækkede ham.

Han var nået halvvejs til jorden ("nunamut qiteqqussimalluni" kan også betyde:

sad i jorden op til livet). Han rejste sig op og gik hjem. Han var blevet en

stor åndemaner.

(Om benradskvinden siger Rinks kommentar i margin, at hun var månemandens søster - Chr.B.)

 

Var.: Besøg på Månen. Den stædige. Uterîtsoq / Uteriitsoq; Et par ægtefolk;

Manguaraq (flere); Kanaks månerejse. Nalikkatteeq. Ajijaks forløsning;

Manden, der besøgte månemanden; Alluunnguaq; Mangivaraqs månerejse; Åndemaneren der for til månen; Maqujuk.

 

Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.

 

Kommentar: Uddannelse eller initiation til åndemaner / angakok / angakkoq.

Sammenlign med Rinks sammenstykkede version: Den rummer afvigende elementer fra Sahras østgrønlandske version, der ikke lader sig opspore i samlingerne. Hér er det bl.a. nordlyset, dvs. de boldspillende døde i himlen, der vifter Kanannguaq op til månen. Og denne blæser sne ud gennem et rør, som han tar op fra kamikskaftet. Bemærk også Indvoldsrøverskens trussel om at vælte himmelstøtterne, dvs. at lade himlen falde ned

Kangerlussuakasiip paamiuinik / Om folk, der boede ved mundingen af en stor fjord

Print
Dokument id:990
Registreringsår:1863
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2488, III, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Lund, Jakob
Mellem-person:Lund, Jakob
Indsamler:Rink, H.
Titel:Kangerlussuakasiip paamiuinik / Om folk, der boede ved mundingen af en stor fjord
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 99v - 99h, nr. 334b
Lokalisering:Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Ved mundingen af en stor fjord lå der et langt hus, som

var fuldt af mennesker. De mange mandlige beboere tog ud på fangst

hvorhen de ville. En af mændene roede en gang ind i bunden af fjorden

og udeblev. En anden af mændene roede derind for at søge efter ham,

men han kom heller ikke tilbage. Endnu en anden roede derind, men

vendte heller ikke tilbage. Ingen af de mænd, som ellers var vant til

at tage hen, hvor de ville, vendte tilbage efter en tur ind i fjorden.

Der var efterhånden kun ganske få mænd tilbage. Til sidst var der kun

én tilbage. Denne tilbageblevne havde to sønner, som endnu var små.

Da den ældste af drengene var blevet tilstrækkelig stor, byggede

faderen en kajak til ham. Han voksede op og var efterhånden i stand

til at tage ud på fangst langt væk fra bopladsen. Han var efterhånden

i stand til at ro helt ind i bunden af fjorden. Så tog faderen ham med

ind i bunden af fjorden. Da de nærmede sig den, roede der en kajakmand

ud; og i det samme kom der en kraftig blæst inde fra land.

Kajakmanden, der kom ud fra land, kæntrede. Manden fra fjordmundingen roede hen til ham. Han var lige roet væk fra sønnen, så kæntrede også sønnen. Han skiftede retning og roede i stedet hen til sønnen. Han rejste ham op og så, at han var død, og at han var blevet såret. Han begravede ham og vendte alene tilbage til sin boplads.

 

Da den yngste søn var blevet tilstrækkelig stor, byggede han en kajak til ham. Og efter at sønen havde vænnet sig til at tage ud på fangst langt fra bopladsen, tog faderen ham med i i bunden af fjorden. Også denne gang roede der en kajakmand ud fra land, da de nærmede sig bunden; og det begyndte at blæse kraftigt fra land. Kajakmanden fra land kæntrede, og far og søn roede hen til ham. Sønnen harpunede kajakmanden og dræbte ham. det viste sig at kajakmanden fulgte en gammel tradition (´pimarssoraluartoq')og kæntrede med den hensigt at dræbe dem under vandet. Det viste sig at være ham, der havde dræbt alle de andre mænd ved at kæntre med vilje og svømme hen til dem under vandet. Da sønnen havde dræbt manden fra bunden af fjorden, kunne kajakmændene frit ro ind til bunden af fjorden.

 

Var.: Qalulik / Kalulik, hvor den sidste tilbagevlevne kajakmand hævner alle de fæller, der en for en er blevet dræbt af et uhyre dybt inde i en fjord: Kajakmændene der udeblev, Qalulaajik; Om slæderne, der altid bortkom; Fangerne der forsvandt; Amaakasia; Angortooq, storfangeren; Bortblevne mænd; Brødrene som forsvandt;

 

Kommentar: Den tradition der hentydes til går ud på, at man - ifølge fortællingerne - kunne opøve en så stor evne til at svømme under vandet, at man kunne svømme ud og uset ombringe kajakmænd til havs. Søg på: svømme under vandet.

Kanginguamik / Kanginnguamik / Om Kanginnguaq

Print
Dokument id:502
Registreringsår:?
Publikationsår:1861
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Kristian
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Kanginguamik / Kanginnguamik / Om Kanginnguaq
Publikationstitel:Kaladlit Okalluktualliait / Oqalluktualliait / Grønlandske Folkesagn, III
Tidsskrift:
Omfang:side 37 - 46, nr. 6
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Kort resumé i oversættelse ss. 109 - 11.

Orig. håndskrift Rink 2488, nr. 260 eksisterer ikke mere.

 

Ret tekstnær oversættelse bortset

fra de første, udeladte episoder i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 90, ss. 252 - 255.

Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 95, ss. 444: Kanginguak.

Resumé: Kanginnguaq, der er sydlænding, hører om de rige fangster ved

Kangeq, både af sødyr og alke. Han drager nordpå med sin familie,

spørger om afstanden til Kangeq på alle bopladser, hvor de gør ophold,

og når omsider frem. Strandklipperne er helt røde af blod fra de mange

fangster. Familien overvintrer, men K. føler sig ikke sikker blandt de

fremmede og opfordrer også sin søn, Tuneraq, til at være opmærksom på

tegn på fjendtligheder. Far og søn følges altid på fangst, men under

en fællesjagt på alke kommer de fra hinanden og T. omringes af

Kangeq-fangerne. K. fisker sin lemmingeamulet frem fra hættens pelsbræmme / halslinning (ilupaaruseq), opliver den i sin mund, sender den mod den bageste fanger, der dør. Så den næste,

hvorefter mændene flygter, men da K. befaler sin amulet at dræbe dem

alle, må også de lade livet.

 

Far og søn vender alene tilbage til Kangeq, og K. beslutter at flygte

nordpå med sin familie. De gør undervejs ophold i Ivianngernit (?) og

slår sig ned syd for Maniitsoq på øen Uummannaq i Isortoqfjorden.

Et forår får de besøg af to kajakmænd fra Ivianngernit, der fortæller

at deres fantastiske fanger (Erisaatsiaq) netop har skaffet dem frisk

klapmydskød fra disse sælers rute langt ude bag skærgården. Tuneraq,

der ror så hurtigt som en falk, får opgivet pejlemærkerne og tar næste

morgen afsted derud, hvor Erisaatsiaq allerede er fremme og har fanget

en klapmyds. Han fanger en til, men advarer T. mod at fange mere end

een, hvis han vil nå hjem inden aften. De følges indad, men skilles,

da E. vil undgå Isortoq-fjordens munding og fortsætte sydpå til Ivianngernit i

længere afstand fra kysten. E. ror bort med rasende fart med sine to

klapmydser på slæb, mens T. med sin ene sæl først når meget sent hjem.

Da T. alligevel mener at kunne klare E. i kaproning, besøger T. ham og

udfordrer ham. De ror side om side udad, men på tilbagevejen ror E.

til og kommer først. E. har dog ikke roet af alle kræfter. Når han gør

det lyder det som renkalve der brøler, fortæller man T., der beskæmmet

ror hjem og træner yderligere. Senere hører så T. om hurtigroeren,

Ajaqqitisaasuaq længere nordpå, ror i overmod derop og udfordrer ham.

A. indvilger, men er i ondt lune over sin kones nylige død, og da han

er nået først i land, vender han om, ror tilbage og kapper T.s hoved

af. Liget stensættes på et bjerg bag huset, hvor T.s fader næste

sommer henter det, bringer det til en åndemaner / angakkoq / angakok, der finder ud af at T.s tid endnu ikke er omme, og derefter genopliver ham. T. forsørger

sin far resten af livet.

 

Var.: En af mange forskellige fortællinger om to mænd der kappes, enten i brydning, i roning, i fangst, i frugtbarhed, i bueskydning, eller i åndmanerevner. Søg på: kappes / om kap; Tikaaq

 

Kommentar: Bemærk forestillingen om en tilmålt livslængde.

Kangiusarmioq pingaartorsuaq / Den stærke fra Kangiusaq

Print
Dokument id:1756
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Kangiusarmioq pingaartorsuaq / Den stærke fra Kangiusaq
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:ss. 257, nr. 59
Lokalisering:Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 59, ss. 315 - 316.

 

Kort dansk resumé i Rink: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, II: nr. 75, ss. 110 - 111.

Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 147, s. 471: The Ocean-spider.

 

Resumé af uddraget: Havedderkoppen. Den er stor, frygtindgydende,

rødlig. En dygtig kajakroer fra Kangiusaq ved Nuuk ser den nede på

havbunden med åbent gab og undslipper med en fart,

der løfter hele den forreste halvdel af hans kajak op af vandet. Bag

sig ser han kæmpeedderkoppen løfte sig op af vandet som et skær og

synke ned igen.

 

For kommentarer til Rinks version af originalteksten se Thisted og Thorning 1996: nr. 59, s.340 - 341.

 

Hist.: En historisk fortælling fra Nuuk-området.

 

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Kapatuut og hans søn Norsartooq for hvem en sortside og en hvidhval kom ud på eet

Print
Dokument id:222
Registreringsår:1860
Publikationsår:1997
Arkiv navn:
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Kapatuut og hans søn Norsartooq for hvem en sortside og en hvidhval kom ud på eet
Publikationstitel:Fortællinger & akvareller
Tidsskrift:
Omfang:150 - 151
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 49h - 50v (begyndelse mangler, ses i afskriften)

Publiceret transskription af orig. håndskr.: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 150 - 151: Kapatuut erneralu Norsartooq.

 

Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 193.

 

Resumé:

Ved Kangerlussuatsiaq bor Kapatuut, en lille, men flittig kajakfanger. En vinter får han en tilrejsende sydlænding som husfælle. Denne driller ofte Kapatuut med, at hans endeballer ligner en damenumse. Men efter en fælles hvidhvalsfangst, hvor Kapatuut pga. af en pludselig storm må bugsere både hvidhval og sydlænding hjem, holder drilleriet op, og sydlændingen udtrykker skam over sin dårlige opførsel.

Kapatuuts søn udvikler sig til en stærk og dygtig fanger og lynhurtig kajakroer, der kan tilbagelægge store strækninger. Hans kastetræ er så langt at fire mand kan sidde på det, og fordi han er så hurtig, fanger han lige nemt sortsider og hvidhvaler. Han fanger dog ikke noget fra andre. Først når dyrene er ude af deres kastevidde, sætter han efter dem og nedlægger altid et par stykker. Den første hvidhval, han møder om foråret, prøver han at komme til at røre ved uden at harpunere den. Da vil han fange mange om vinteren. Da han forelsker sig i en pige på en anden boplads langt væk, besøger han hende hver nat, men når både hjem og ud på fangst inden de andre vågner. Da de er blevet gift, fanger han så mange hvidhvaler, at hans kone ikke kan få plads til alle de luffer af unge hvidhvaler, som hun nu oplagrer. Senere opdager hun, hvor stærke vågehvalernes sener er, og hun vil herefter ikke bruge sener fra andre dyr. Kort sagt er Kapatuuts søn en fantastisk storfanger. Han møder dog én gang en slags hvaler, som han ikke kender og må opgive at få ram på.

 

Hist.: Formentlig en historisk beretning, der ikke uden videre kan tidsfæstes.

Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34.

Kapisiaq som havde uheld med sine koner

Print
Dokument id:229
Registreringsår:1860
Publikationsår:1997
Arkiv navn:
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Kapisiaq som havde uheld med sine koner
Publikationstitel:Fortællinger & akvareller
Tidsskrift:
Omfang:179 - 183
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 66h - 68v (slutning mangler, ses i afskriften).

Publiceret transskription af orig. håndskr.: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 179 - 183: kapisiaq nuliaminik ajornartorsiutilik.

 

Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 224.

 

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 16 ss. 89 - 90 har Rink sammenstykket flere varianter inkl. denne. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 11, pp. 143 - 145: The Faithless Wife.)

 

Resumé:

Den dygtige fanger Kapisiaq bliver gift med de mange brødres eneste søster, men da de ikke kan få børn og Kap. i deres sommerlejr, hvor de er alene, opdager, at hans hund må have noget for med hans kone, belurer han hende og opdager, at de har sex sammen. Han håner hende, hun bliver blodrød af skam og han dræber hende. Hendes mange brødre kommer på besøg, og da han fortæller om drabet og årsagen, inden de når i land, tager de bort igen, dels fordi også de finder årsagen rimelig, og dels fordi Kap. har forsørget dem som små.

Den enlige Kap. tiltrækker derefter en hunræv, der hver dag har kogt mad til ham, men ikke viser sig. Da han endelig overrasker hende er hun en meget smuk lille kvinde med en stor, flot hårtop. Blot stinker hun fælt af ræv. Han gifter sig med hende, men en dag han inviterer sin fætter med hjem med advarsel om ikke at hentyde til hendes rævelugt, bliver fætteren så misundelig, at han alligevel siger, at hun stinker. Straks løber rævekvinden bort. Kap. sporer hende til en hule, han ikke kan trænge ind i, og da han beder rævekonen komme ud, sender hun i stedet det ene insekt ud efter det andet som ægteskabsemne. Kap. afviser dem efter tur pga. hver deres karakteristiske udseende. Til slut brænder han hulen af og overhører hendes råb om at blive hjulpet ud.

Den atter enlige Kap. mister efterhånden sin forstand og begår selvmord.

 

Var.: The fox wife and the penis of the lake: har samme kombination af episoden med penis'en i søen og myten om manden der blev gift med en ræv. Se denne vedrørende placeringen af brand-episoden i forløbet.

Den første episode forekommer undertiden i Kivioq. Se også: En pige der giftede sig med et udyr. Søg på: penis sø; og: Ataliannguaq; Manden, som giftede sig med en ræv; Manden, som tog en ræv til kone; Manden, der tog en ræv til kone; Pebersvenden, som giftede sig med en ræv; Manden, der blev gift med en ræv; The fox-wife; Ræv til hustru.

 

Hist.: Kombinationen af de to fortællinger, der i Thule er fortalt af Amaunalik, er interessant fordi flertallet af hendes fortællinger stammer fra Sydøst-Baffinland.

Det er en usædvanlig slutning Kreutzman giver denne sammensatte fortælling, hvor de to episoder har crimen bestialitatis (sex med dyr) som fælles tema. Den traditionelle slutning lader manden falde i søvn og sove til foråret kommer. Insekterne, han tilbydes som koner, går på samme vis i dvale om vinteren. Den slags metaforik passer vist ikke ind i Kreutzmanns moralske univers. Samtidig er det netop ham, der også bryder med traditionen, når det gælder dens gennemgående regel om, at menneskers og menneskelignende ånders samfund holdes adskilte. Forsøg på gensidig integration er dømt til at mislykkes i de ældre fortællinger, men ikke altid hos Kreutzmann, fx: "Manden som fik en alliaruseq som svigersøn".

Se også Kirsten Thisteds glimrende Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34.

Karrani nukariit pingasut / De trebrødre fra Karrat

Print
Dokument id:1757
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Karrani nukariit pingasut / De trebrødre fra Karrat
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:ss. 258 - 259, nr. 60
Lokalisering:Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 60, ss. 316 - 319.

Tekstnær oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II: nr. 12, ss. 35 - 36.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 80, ss. 418 - 420: About the Men from the Firth visiting the People at the open Sea-shore.

 

Resumé: Om fjordboerne der besøgte Kangeq.

To brødre fra Karrat i Godthåbsfjorden tager af lyst til alkekød til Kangeq, hvor man narrer gæsterne til at lande kajakkerne ved et stejlt forbjerg med brådsøer.

De klarer det, inviteres rundt hos alle, og forundringen over disse

fjordboeres evner bliver ikke mindre, da de fortæller om deres tredie

broder, der er endnu behændigere end de selv. De inviteres med på

alkejagt og kommer hjem med stort bytte.

 

For kommentarer til Rinks version af originaltekst se Thisted og Thorning 1996: nr.

60, s. 341.

 

Hist.: Adskillige historiske fortællinger omtaler alkefangst ved

Kangeq, som folk fra fjordkomplekset deltog i.

 

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Karusungmiumik / Qaarusummiumik / Om Qaarusuk-boen

Print
Dokument id:504
Registreringsår:?
Publikationsår:1861
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Kristian
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Karusungmiumik / Qaarusummiumik / Om Qaarusuk-boen
Publikationstitel:Kaladlit Okalluktualliait / Oqalluktualliait / Grønlandske Folkesagn, III
Tidsskrift:
Omfang:side 53 - 57, nr. 8
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Kort dansk resumé s. 111 - 112.

Orig. håndskrift Rink NKS 2488, nr. 262 eksisterer ikke længere.

 

Let forkortet oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 92, ss. 258 - 260.

Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 97, ss. 445 - 446: a Man living on Karusuk.

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 187 - 189: Qaarusuk-manden. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 187 - 189: Qaarusummiumik.

 

Resumé:

Manden fra Qaarusuk, en boplads på sydkysten af Bjørneøen i

Godthåbsfjorden, er hurtigroer og en dygtig fanger, der i sæsonen ror

helt til Kangeq på alkejagt og tilbage samme dag. En innersuaq / ildmand, som

kun andre kan se på lang afstand, følger ham altid under kajakken, og

skønt den hurtigere får fanget alke end Qaarusuk-boen, er de

jævnbyrdige i kajakroningen.

Som hjælpånd tjener den en åndemaner nær Qoornoq-øen ved Bjørneøen

nordøstligste kyst.

 

En dag bosætter en del sydgrønlandske brødre sig i Qaarusuk. En af dem

er en berygtet morder, hvorfor de tidligere beboere flytter til

Marraasisoq øen(?). En dag længes Qaarusukboen dog efter sin vanlige

fangsttur Bjørneøen rundt og træffer ved Qoornoq morderen, der går til

angreb. Men Q.-boen undgår harpunen ved at kæntre rundt, håner

morderen for hans ondskab og uforstand, løfter hans kajak op på sin,

vipper den indtil morderen brækker ryggen, tar den døde kajakmand på

slæb og løsner ham ved Qaarusuk.

 

Brødrene, der er ude, får besked om årsagen til drabet og erkender at

de ikke kan indhente den hurtigroende Q.-bo. Denne underetter sine

slægtninge på et par nærliggende bopladser, men sydlændingene hævner

sig ikke.

Hist.: Muligvis en historisk fortælling fra hvalfanger- eller tidlig

kolonitid, hvor sydlændinge rejste nordpå og genbefolkede det næsten

folketomme Nuuk-område efter koppeepidemien i 1733-34.

Kasiagssamik / Qasiassaq

Print
Dokument id:267
Registreringsår:1860
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Lund, Jakob
Nedskriver:Lund, Jakob
Mellem-person:Nissen
Indsamler:
Titel:Kasiagssamik / Qasiassaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 428 - 439, nr. 137
Lokalisering:Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 61 ss.184 - 188 har Rink sammenstykket denne med en anden variant. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 50, ss. 291 - 297.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen: Om Qasiassaq.

Det fortælles om Qasiassaq, at han boede i Tuapammiut, i et langt hus sammen med andre familier. Han kom aldrig hjem med fangst fra sine kajakture, selvom hans kone Killassuk havde tallerkener af sælskulderblade. Når manden var
ude på fangst, gik hun ustandselig ud og ind i forventning om, at han ville komme hjem med fangst. Alle de andre på stedet kom hjem med fangst undtagen Qasiassaq. Qasiassaq havde reddet sig skulderbladene, når han spiste af andres fangst (uklart udtrykt - Chr. B.).
     
Engang Qasiassaq var ude i kajak, så han noget sort oven på et isstykke. Han roede derhenad og opdagede, da han var kommet tilstrækkeligt tæt på, at det var en netside. Sælen rejste sig ikke på højkant, og han roede til for at harpunere den, men han lagde sin harpun på plads igen, og idet han roede en smule baglæns, sagde han: "Det er en sæl, der er såret. Jeg kan forfølge den og tage den, når den ikke længere kan trække vejret." Idet han
sagde dette, råbte han, og sælen forsvandt fra isskodsen. Lidt efter dukkede den op lige ved siden af kajakkens forspids. Han råbte igen og sælen forsvandt under vandet. Da den var meget tam og ikke fjernede sig fra ham, gav han sig til at forfølge den. Men nu begyndte den at dukke op længere væk fra ham. Efterhånden fjernede den sig mere og mere, så han fik den ikke. Idet Qasiassaq roede bort fra den, sagde han: "Det er svært at få fangst, kom nu kun hen til mig".

En anden dag, Qasiassaq var ude at ro i kajak, så han noget sort oven på et stykke is. Da han kom nærmere, opdagede han, at det var en netside.Den rejste sig ikke, og han roede stærkt henimod den for at harpunere den. Hanløftede harpunen, men lagde den på plads igen, og idet han roede en smule baglæns, sagde han: "Det er en sæl, der er såret. Jeg vil forfølge den og tage den op, når den ikke længere kan trække vejret." Da han råbte, gled den ned ivandet, den dukkede op igen lige tæt ved kajakkens forspids. Han råbte igen, men den var så tam, at den hele tiden holdt sig i nærheden af kajakken. En anden gang han råbte, forsvandt den og dukkede op længere væk. Han roede efter den, men gav op, da den efterhånden fjernede sig langt væk. Han roede væk mens han lokkede: "Det er svært at få fangst, kom nu kun hen til mig." En dag da det var godt vejr og klar himmel, var fangerne ude på fangst.Qasiassaq lå yderst og var på lur efter en sæl. Han så, at en af dem, der lånærmere ved land, harpunere en sæl. De andre kajakker roede hen til ham, der havdeharpuneret, men Qasiassaq blev liggende samme sted og kiggede. Fangeren med sælen,bugserede sin fangst ind mod land. Qasiassaq så mandentøjre sælen til land og ro ud igen. Så begyndte Qasiassaq at ro udefter,væk fra de andre. Da han ikke længere kunne se dem, roede han hen til den sæl, der var tøjret ('siláinaK nimerdlugo' - jeg kender ikke udtrykket - Chr. B.). Han løsnede fortøjningen og tog den med på slæb indefter(hjemover). Der var mange benbeslag af hvalrostand på den line, sælen varfortøjet med. Qasiassaq kiggede hele tiden tilbage på den sæl, han bugserede. Han var så glad, for det var første gang, han prøvede at bugsere en sæl. Qasiassaqs kone kom kun sjældent ind i huset under mandens fravær, for hun håbede så inderligt, at han fangede. En gang, hun kom ud af huset, hørte de andre hende sige:"Der kommer en kajak." De andre kom også ud og så kajakken. Qasiassaqs kone, derkiggede ud med hånden over øjnene, sagde: "Det ligner den kære Qasiassaq. Hanror 'únákingallune'('únákingardlune eller ánákingardlune - jeg kender ikkeudtrykket. Der er ifølge Rinks kommentar, som jeg ikke kan læse - Chr. B.). I skal nok få jeres andel, I skal også nok få noget spæk." Da Qasiassaq kom hjem, spurgtehans kone: "Hør Qasiassaq! Hvorfra stammer linen til bugsertøjet?" Mandensvarede: "Det var så dejligt vejr, da jeg kom ud tidligt i morges. Jeg fik lysttil at fange en sæl og jeg tog det bugsereredskab med, som jeg længe har gemt."Hans kone kvitterede med et glædesudbrud (îmiînaarpoq - îmivok, kommer medet glædesudbrud - lidt mærkelig anvendelse. Gl. bem. siger: 'siger åh' - Chr. B.).Konen flænsede sælen, og der blev kun hovedet, bagkroppen og skindet tilbage,resten og herunder spækket, forærede hun væk. Qasiassaqs kone fortalte alle, der kom hjem fra fangst, og kvinder, der kom hjem fra tur, at hendesmand havde fanget en sæl. En af fangerne blev længere ude end de andre. Mens manventede på ham, satte Qasiassaq sig op på briksen længst imod bagvæggen. Manden kom hjem sent på aftenen. Da han kom ind i huset, sagde han: "Qasiassaq, hvor er mine bugserremme?" ('agdlunârtáka' - egentlig: 'linetøj' - Chr. B.) "Her har du dem", sagde hans kone og tilføjede: "Har du løjet?" Han svarede: "I morges, mens jeg var på lur efter sæler, så jeg en kajakmand harpunere en sæl. De andre roede hen til ham, men jeg gjorde det ikke. Da han havde bugseret den til land, fik jegfat i den." Konen sagde: "Hvor er det flovt, når Qasiassaq laver den slags." Han bøh'ede hende med et: "Paq", så hun var ved at lette af bare forskrækkelse.     En dag Qasiassaq var ude at ro i kajak, så han oven på en isflage nogetsort af store dimensioner. Han roede hen til isflagen og opdagede, at det var enstor sten. Han så hen til de andre og gav sig til at ro kraftigt modisflagen som, når man skal harpunere en sæl. Lige før han forsvandt bagisflagen, løftede han harpunen. Han steg op på isflagen, skyndte sig atbinde sin line omkring stenen og smed den ud i vandet, så det skummede. Derefterkom han igen ned i sin kajak og roede frem, så de andre kunne se ham. Så gav hansig til at råbe om assistance (til fangsten, BS). Da de andre kom hen til ham, var hans fangstblære væk. Qasiassaq sagde: "I kan lede efter den. Jeg vil ro ind for at fortælle om den glædelige nyhed." Og med de ord satte han indefter af allekræfter.     Som sædvanlig kom Qasiassaqs kone ud (for at kigge efter ham) og hun råbte:"Der kommer en kajak." I det samme vendte kajakken siden til bopladsen ogbegyndte at råbe om hjælp. Qasiassaqs kone råbte ind i huset: "Hør I derinde.Kajakmanden råber om hjælp." Da de andre var kommet ud, skyggede hun med håndenfor øjnene og kiggede ud. Hun sagde: "Kajakmanden ligner den kære Qasiassaq, der'ánakingardlune' (se mine bemærkninger tidligere - Chr. B.)." Såhørte man nogen sige: "Jeg harpunerede en stor hvalros og har mistetfangstblæren. Jeg er roet hjem for at fortælle om den gode nyhed." Konen løb indi huset og slog håndtaget af sin ulu (kvindekniv) i stykker. Hun sagde: "Detbliver dejligt at få et nyt håndtag til min ulu, nye beslag på gryden (beslag medhuller, hvorigennem føres remme til at hænge gryden op med - Chr. B.) og et nytstok til at rynke kamiksåler med (kammiut) fra tænderne på den hvalros, somQasiassaq har fanget." Qasiassaq blev hjemme, og hans kone fortalte alle denybegyndere i kajakroning, der kom hjem fra tur, om hvalrossen, som Qasiassaqhavde fanget (og som de andre ville komme hjem med). Hun fortalte den sammenyhed til kvinder, der vendte tilbage fra en lille tur. En af fangerne blev udelænge og Qasiassaq satte sig længst tilbage på briksen, så kun hans hæle sås.Sent på aftenen kom fangeren hjem, og idet han kom ind i huset, sagde han:"Qasiassaq, her er dine fangstblærer." Det viste sig, at hans fangstblærerbestod af sælmaver, der var forbundet med hinanden. Idet han afleverede dem,sagde han: "Den store sten var godt nok bundet fast med en line, men den vargået løs." Hans kone sagde: "Qasiassaq, har du nu løjet igen?" Han svarede: "Ja,jeg løj. Mens jeg lå på lur efter sæler imorges, fik jeg øje på noget sort på enisflage. Jeg roede hen til isflagen og opdagede, at det var en stor sten. Jegløj og sagde, at det var en hvalros." Konen sagde til ham: "Hvor er det flovt, nårQasiassaq lyver." Qasiassaq bøh'ede: "Paq," så hun varlige ved at lette af bare forskrækkelse.     En gang var Qasiassaq ude i kajak og opdagede ved land nogle områder medsand, hvor der lå en hel masse isstykker. Han roede derhen og gik i land. Tokvinder, der var ude at samle bær, iagttog ham ovenfra. Qasiassaq gav sig til atfylde kajakken med isstumper. Da han havde gjort det, trampede han ned på den i stumper og stykker ('nungutdluínardlugo' - så der ikke var mere tilbage - Chr. B.). Da den var smadret, gik han ud i vandet med sine pjaltede klæder på. Han forsøgte at svømme med kun hovedet over vandoverfladen. Da han kom op igen, 'tunume ilaitkârarpai' (tunu er bagside - ilait, nogle - qaarpaa, knalder det, også: smadre. Jeg har svært ved at få mening ud af det. Men jeg vil tro, at der erblærer på ryggen) ved at slå dem med sten (knaldede han løs på sin ryg med sten, BS?). Og han stak isstumper ind under tøjet. Så tog han af sted hjemover. Han kom ned i sin kajak (dette forstår jeg heller ikke, for kajakken var jo smadret? Chr. B.), som lå dybt i vandet.     Da Qasiassaqs kone som sædvanlig kom ud af huset, råbte hun: "Hør Iderinde, der er en lille kajak på vej ind ('imâKale' kan jeg ikke få mening udaf - Chr. B.). Hendes husfæller kom ud og Qasiassaqs kone skyggede med hånden forøjnene og kiggede. Så sagde hun: "Kajakmanden ligner den kære Qasiassaq, menarmene hænger langt nede." Nu kunne man se (der står egentlig: høre - Chr. B.), atQasiassaq rystede af kulde og høre ham tale: "Nogle isstykker fra et kælvendeisfjeld ramte mig ('iluliarpoq', blev ramt af isstykker fra kælvende isfjeld -ifølge Rinks kommentar lyder det sandsynligt. Jeg kender ikke ordet i den betydning, og det står ikke i ordbogen - Chr. B.)." Hans kone løb ned til ham, idet hun sagde: "Den lille Qasiassaq er blevet ramt af et isstykke fra et kælvende isfjeld." Hun kunne ikke få fat i hans kajak fra land. Qasiassaqs kajak begyndte at fare i alle mulige retninger og han blev ved med at sige: "Jeg blev ramt af isstykker fra et kælvende isfjeld, og jeg længes efter at komme hjem." Da hans kone ikke kunne få fat i kajakken, sagde hun: "Nu vil jeg tage lutter nyt tøj på og komme tilbage." Hun kom tilbage og sagde: "Jeg skal få dig til at ramme stranden her, hvor jeg står" (usikker - Chr. B.). Men når han begyndte at ryste af kulde, flyttede hun sig.- Langt om længe fik hun fat i kajakkens forspids og sagde: "Endelig fik jeg fat i den kære Qasiassaq." Da hun fik ham op af kajakken, faldt der isstumper ud af indersiden af tøjet. Da de kom op til huset jamrede Qasiassaq sig, for det gjorde ondt der, hvor han havde knaldet (punkteret - Chr. B.) blærerne (usikkert - Chr. B.). Fangere, der kom hjem fra fangst og andre, der havde været ude en tur, fik af Qasiassaqs kone fortalt historien om, at Qasiassaq havde været i fare, fordi han var blevet ramt af isstykker fra et kælvende isfjeld, og at han kun var nået hjem med nød og næppe (usikkert - 'angerlaarsummallu - Chr. B.). To kvinder, der kom hjem fra en tur sent på aftenen, fik også historien fortalt, men de sagde: "Det må være ham, som vi imorges så fylde sin kajak med isstumper på det store sanstrand under den store klint. Ja, han lignede Qasiassaq." Så sagde han kone: "Har du løjet, Qasiassaq?" Han svarede: "Ja, jeg løj som sædvanlig. Jeg var som sædvanlig ude på fangst imorges. Så så jeg en masse isstumper på en stor strækning med sand. Det var disse, som fik mig til at lyve - som sædvanlig." Hans kone sagde: "Hvor er det flovt, når Qasiassaq gør den slags." Qasiassaq bøh'ede: "Paq," så hun var lige ved at lette af bare forskrækkelse. Da Qasiassaq ikke længere havde en kajak, forærede konens bror ham den ene af sine to kajakkker. Nu rådede Qasiassaq igen over en kajak.     Engang besøgte Qasiassaq sin svigerfar. Han bar sin kajak op og da han komind i huset, sagde han: "I har ikke meget lampelys, så vil du ikke koge dettesølle hundehoved?" Svigerfaderen sagde, idet han pegede på sin søn:"Den stakkel er som altid så sulten, så lad os koge det. Vi har jo ikkeandet." Svigerfaderen var grædefærdig. Qasiassaq bemærkede frækt: "Igår ordnede min mor og jeg vores proviant i to køddepoter, som var fyldt op. Viflyttede om på hele sæler, således at de øverste kom længere ned og de nederstekom til at ligge øverst. Jeg er endnu øm i armmusklerne." Svigerfaderen sagde:"Dengang Qasiassaq blev forældreløs, var der ingen, der tænkte, at han villeblive så velstillet." I det samme begyndte svigerfaderen at græde og Qasiassaqgræd med ham. Men det hele var jo humbug fra Qasiassaqs side.     Da Qasiassaq dagen efter skulle af sted, sagde han til sin unge svoger: "Dukan følges med mig. Så kan du få noget mad med hjem." Svigerfaderen sagde tilsin søn: "Din kære svoger vil gerne have dig med hjem, så du kan bringenoget med hjem til os. Følg's du med ham." Da de kom til bopladsen,bar Qasiassaq sin kajak og sin line op. Inde i huset skrabede han bundfaldet afsin kones lampe og tog det ud for at bruge det som madding til ravne, som hanville fange i snaren. Han havde knap nok placeret sig ved vinduet, da han sagde:"Der var to - nå, den anden slap væk." Han gik ud, og da han kom ind igen, sagdehan til sin kone, at den (ravnen) skulle koges omgående. Hans kone kom igang medat koge den ('aitdlugo' - kender jeg ikke). Den unge svoger kom også ind i husetog blev bespist af andre beboere i (fælles)huset. Søsterens mand gav ham ingenting. Han troede ellers det var ham, der skulle byde ham noget at spise, når det nu var ham, der havde inviterede ham, så han kunne få noget mad med hjem.Han fik ikke noget mad med fra Qasiassaq og hans kone, da han næste dag skulleaf sted, men de andre beboere gav ham noget mad med hjem. Da hankom tilbage, spurgte moderen: "Er den mad fra Qasiassaqs?" Han svarede: "Nej, detvar fra andre beboere i huset. Jeg fik ikke noget mad fra Qasiassaqs." Moderenspurgte igen: "Fik du noget at spise hos Qasiassaqs?" Han svarede: "Jeg fikkun ravn at spise." Da sønnen sagde dette, skældte moderen ud på sin svigersøn, der ikke var til stede, ud, fordi han havde løjet så groft.     En gang rejste Qasiassaq på besøg hos nogle i Appatsivik, som lå øst forderes boplads. Han gik ind i huset og opdagede, at de sørgede over etdødsfald. Han spurgte en af dem i huset, hvad der var årsag til deres sorg.Denne svarede: "De sørger over, at de har mistet deres lille datter". Hanspurgte igen: "Hvad hed den lille pige?" Den anden svarede: "Hun hed Nipisaan-nguujuk." Qasiassaq hævede sin stemme og sagde: "Vi derhjemme har opkaldt voresdatter efter den afdøde. Vi kalder hende altid Nipisaannguaq." De sørgendesagde: "Det var vel nok pænt af dig at opkalde jeres datter efter den afdøde." Da de begyndte at græde, holdt Qasiassaq sine hænder for ansigtet, og lod som om hangræd, idet han kiggede rundt mellem fingrene. Da de havde grædt, gav deQasiassaq noget godt at spise som tak for, at han havde opkaldt sin datter efterden afdøde. Qasiassaq løj som sædvanlig, for hans kone kunne ikke få børn.Qasiassaq skulle af sted næste dag, og de der havde mistet deres datter, sagde:"Her er nogle perler, og her er hendes tallerken, de skal tilbage til den, der eropkaldt efter hende. Her er også nogle sælunderarmsben, som man skal ladebarnet smage." Da Qasiassaq skulle af sted med disse ting, sagde enaf mændene: "Sig til din boplads, at jeg har en gryde til at hænge over lampen,som jeg gerne vil bytte med en kajak." Qasiassaq svarede: "Lad mig få den, forjeg har en ny kajak derhjemme. Jeg har fedtet betrækket ind i nogen tid, men jeghar aldrig brugt den, fordi jeg synes den kæntrer så let." Den anden svarede:"Ja, tag den endelig." Da han havde fået gryden, tog Qasiassaq af sted hjemover.     Qasiassaqs kone gik som sædvanlig ud (for at kigge efter manden) og hunråbte ind: "Hør I derinde, der kommer en kajakmand med megen last bag på." Hunskyggede med hånden for øjnene og sagde igen: "Kajakmanden ligner den stakkelsQasiassaq. Han ror med armene hævet højt (efter de danske bemærkninger:'ánákingardlune' - Chr. B.)." Idet hun sagde dette, løb hun som altid ned tilham. Hun spurgte ham: "Hvor stammer alle de ting, du har bag på kajakken fra?"Manden svarede: "Der var forlist en konebåd og de har kastet alle de ting bortog efterladt dem på en isflage, derfra har jeg taget dem." Konen svarede: "Deter vel nok dejligt, at jeg får en ny gryde." Qasiassaq stak hånden ned bag ikajakken og tog en tallerken og perler frem. Hans kone blev henrykt. Hun gikop til huset og tog sin gryde, der hang over lampen, ned og smadrede den, og hunsmed de sælskulderblade, de brugte som tallerkener, ud. Da manden kom ind ihuset, havde hun allerede hængt hans medbragte gryde op, og hun var i færdmed at pynte sig med perler. Da hun var færdig, rystede hun pelsflippen('kinini', pelsflippen - efter de danske bem. - Jeg kender ikke udtrykket. - Mendet kan også være 'kiinnani': sit ansigt? Chr. B.), for hun var så glad forperlerne. Næste morgenen meddelte de, der havde været udenfor, at mangekajakker var på vej ind. Da Qasiassaq hørte dette, satte han sig helt tilbage påbriksen. Kajakkerne lagde til, og man hørte nogen sige: "Der er mad tilQasiassaqs (og hans kones) lille datter. Sig til dem, at de skal hente det." En af husfællerne sagde: "Qasiassaqs har ikke fået nogen datter." "Så sig tildem, at de skal bringe perler og tallerkener ned," blev der sagt nedefra. En afde fremmede sagde: "Spørg Qasiassaq, hvor kajakken, som jeg skal købe, erhenne." En af Qasiassaqs husfæller sagde: "Qasiassaq har ikke fået nogen nykajak." Manden svarede: "Så sig til ham, at han skal bringe gryden ned."Qasiassaqs kone måtte skære sine pelsflipper af, og hun måtte skære gryden ned fra opænget. Da de fremmede var taget af sted med alledisse ting, sagde Qasiassaqs kone: "Qasiassaq, har du nu løjet igen?" Qasiassaqsvarede: "Ja, jeg har som sædvanlig løjet. Da jeg i går under mit besøgerfarede, at de havde mistet et barn, sagde jeg til dem, at vi havde fået etbarn, og jeg fortalte, at jeg havde fået mig en ny kajak." Konen sagde: "Hvor er det flovt, når Qasiassaq laver den slags." Qasiassaq bøh'ede: "Paq," så hun varlige ved at lette af bare forskrækkelse.Engang var Qasiassaq ude at ro i kajak. Han blev længe ude og kom førsthjem sent på aftenen. Han fortalte: "Jeg har fundet en død hval. I morgen kan Itage derhen i konebåd østover." Næste morgen tog de af stedallesammen. De spurgte Qasiassaq flere gange: "Hvor er den så henne?" "Derhenne østpå." Hver gang de nåede til det af Qasiassaq udpegede sted, varder ingen hval. Da han blev ved med at føre dem længere og længere væk, dræbtede ham endelig. Det blev enden på Qasiassaqs løgnehistorier. Slut.Var.: Thalbitzer nr. 226 A: Qasiättak. Qasiádak. Qasigiaq el. Qasiassaq el. Qasiagssaq, fra hele vestkysten.Hist.: En af overleveringens mest populære historier om løgneren der er så tåbelig at han ikke engang kan fange en sæl, der kommer helt hen for stille og roligt at lade sig fange.

Katerfarssuk / Katerfarsuk

Print
Dokument id:382
Registreringsår:1867
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, V. 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Thomassen, J.
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Katerfarssuk / Katerfarsuk
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 996 - 1000, nr. 200
Lokalisering:?
Note:

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 10 ss. 73 - 74 har Rink sammenstykket ialt 5 varianter inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 7, ss. 124 - 126:

Katerparsuk.)

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Katerfarsuaq boede sammen med en stor brødreflok. Han

byggede sig en kajak og var ved at betrække den. Det foregik et sted

neden for husene. En af mændene så på ham og syntes, det var synd for

ham; og mens Katerfarsuaq puslede med kajakken, nærmede han sig

bagfra, spillede isbjørn, og helt tæt på forskrækkede han ham.

Katerfarsuaq vendte rundt, opdagede hvad det var og flygtede grædende

bort. Manden, der forskrækkede ham, kom til at grine sådan, at han

blev helt mat. Han fulgte efter Katerfarsuaq ind i huset og sagde:

"Da jeg så dig bygge kajak fik jeg ondt af dig.

Men tværtimod det jeg skulle gøre gjorde jeg dig bange."

 

Katerfarsuaq, der var en stor åndemaner, kom til at bære

nag. Han gjorde sin kajak færdig og kom  i gang med at fange. En

dag tog han først ud, da de andre var taget af sted. Han gik i land på

den yderste ø. Han bar sin kajak op og gav sig til at lokke

sit store hylster (pooq) til sig. Han havde en hanhvalros som hylster. Så

dukkede der én op lige ud for ham. Det lignede en sildepisker, der

pustede luften ud / der ikke trak vejret, så stor var den. Så snart den

løb op på stranden, kom Katerfarsuaq ned i hylsteret. Så svømmede han udefter, idet han skiftevis dykkede ned og dukkede op.

Endelig fik han øje på kajakker, der var på fangst. Han svømmede under

vandet og prøvede, om han kunne genkende ham, der i sin tid

forskrækkede ham. Endelig fandt han ham. Han sad med ryggen til solen på lur efter sæler. Katerfarsuaq dukkede op foran ham uden at puste luft ud / og trak pludselig slet ikke vejret (tavataimak aneruerkartdluingnaungitdlaq - absolut usikker oversættelse CB).

Da manden havde set Katerfarsuaq og gjorde klar

til at harpunere ham, gjorde Katerfarsuaq sin hud blød. Da manden harpunerede

ham, gjorde han en pludselig bevægelse og dykkede ned. Han dykkede ned

med hans fangstblære og lukkede luften ud af den, hvorefter han

svømmede ind. Han kom hen til sin kajak, trak sit hylster af, puttede linen og fangeblæren / fangstblæren ned i kajakken og roede ud til kajakkerne. De var alle optaget af at placere sig dér, hvor de ventede, at hvalrossen ville dukke op. De råbte til ham, at han også skulle lure på den. Ingen så noget til hvalrossen. Efterhånden tog

kajakkerne hjem, og nogle med en sæl.

 

Da der blev indbudt til fællesspisning for mændene, kom Katerfarsuaq med vilje som den sidste. Ude fra gangen kunne han høre ham (ham, der havde forskrækket ham) fortælle om hvalrossen. Så snart Katerfarsuaq kom ind i rummet, rakte han ham

fangstblæren og linen med ordene: "Kan du huske dengang du agerede isbjørn og forskrækkede mig? Så har jeg hævnet mig."

 

Da Katerfarsuaq gik hen for at sætte sig, vendte han sig og så, at han tørrede sine tårer. Da fik Katerfarsuaq ro i sindet.

 

Var.: Katerfarsuaq; Katerfarsuk; Qatigaarsuk; Svømme under vandet som en sæl: en anden fortælling, der også har undervandssvømning som tema.

 

Kommentar: Isbjørn og hvalros er i Østgrønland forbundet med det ritual, der gør en åndemaner til en puulik, en med pooq / pose / hylster. Der er muligvis et vist slægtskab med Katerfarsuaq fortællingen, der var udbredt på Vestkysten. Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor";, en livsmetafor.

Katerfarsuk / Katerparsuk

Print
Dokument id:260
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Heilmann, Karl
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Katerfarsuk / Katerparsuk
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 403 - 406, nr. 130
Lokalisering:Qeqertarsuatsiaat / Fiskenæsset
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 10 ss. 73 - 74 har Rink sammenstykket ialt 5 varianter inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 7, ss. 124 - 126:

Katerparsuk.)

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Om grønlændere, som i gamle dage havde deres faste vinterbopladser

(ukiivinnaaq - egentlig: yndlingsvinterboplads) - om deres bopladsfælle, en

forældreløs dreng, der blev udsat for et ondskabsfuldt drilleri - og om,

hvordan han hævnede sig.

 

Der var engang en forældreløs dreng, der var ved at bygge sig en kajak, da

han ingen havde til at hjælpe sig med det. Han forsøgte sig først med, at bruge

sten som redskaber, men da de ikke duede, samlede han sig nogle muslingeskaller

til redskaber. Hans bopladsfæller ville ikke give/ låne ham en kniv. Mens han

stod ved siden af sit lille hus og puslede med byggeriet, opdagede han pludselig en stor isbjørn på klods hold. Der var ikke andet at gøre,

end at flygte fra redskaberne og kajakken, han byggede på. Det var gået

sådan til, at en slægtning til drengen havde iagttaget ham forsøge sig med at

bygge kajak med muslingeskaller som redskaber. Han syntes egentlig, at det var

synd for drengen, men i stedet for at hjælpe ham, tog han et stort

isbjørneskind, der lå ved siden af huset, hyllede sig ind i det og gik hen til

drengen for at forskrække ham. De, der overværede det, grinede godt af ham. Den forældreløse glemte aldrig dette under sin opvækst.

Langt om længe blev drengen færdig med sit byggeri. Han øvede sig i at ro i

kajak og lærte det. Han voksede op og blev en dygtig fanger. Manden, der

forskrækkede ham i sin tid, var nu blevet gammel, og han ernærede sig alene ved

at fiske fra kajak.

En gang fangede den forældreløse en stor remmesæl. Han krængede skindet af

og lavede det til en sæk / pooq, som han kunne hylle sig i. I mellemtiden havde han lært at svømme. Han gemte denne sæk et sted inden for bopladsen. En dag så han

den gamle mand tage af sted for at fiske. Den forældreløse tog også af sted og

hentede undervejs den store skindpose. Han fulgte efter den gamle og sikrede

sig, hvor det var, han fiskede. Så gik han i land, puttede sig ned i sækken og

gik ud i vandet. Han dykkede og dukkede op lige i nærheden af den gamle. Han

hørte ham sige: "Se nu den store remmesæl. Var jeg endnu en ung mand, så havde

jeg en sikker fangst." Den gamle roede hjem for at hente sine ældgamle

kajakredskaber. Den forældreløse ventede på ham og så ham komme. Han hørte ham

sige: "Den er der stadigvæk." Den forældreløse dykkede ned og dukkede op igen i

en tilpas afstand. Den gamle roede hen til ham og kastede sin harpun. Den

forældreløse greb harpunspidsen, da den skulle til at ramme ham, dykkede ned og

trak hans fangstblære ned under vandet. Mens han endnu var under vandet,

trykkede han luften ud af blæren og gik i land et sted, hvor den gamle mand

ikke kunne se ham. Så roede han hjem med den.

Den gamle ærgrede sig meget over, at han havde mistet fangstblæren ved at

harpunere den store remmesæl. Da han kom hjem, fortalte han de andre om den store

remmesæl, som han ellers kunne have fanget, som en førstegangsfangst - som da

han var ung. Den forældreløse lyttede med uden at modsige ham.

Om aftenen indbød den forældreløse samtlige mænd på stedet til at spise

ribbenstykker af en sæl, han havde fanget. Den gamle var blandt gæsterne. Da de

efter måltidet sad og underholdt hinanden med historier, gentog den gamle sin

beretning om remmesælen og ærgrede sig meget over, at han gik glip af fangsten.

Den forældreløse havde allerede før gæsterne kom, hængt den gamles fangstblære

og line op. Da han gentagne gange havde udtrykt sin ærgrelse, sagde den

forældreløse til ham: "Her er din fangstblære og linen. Dem kan du tage med, når

du går....." Dem gamle blev så skamfuld, at han var gråden nær. Så gik han sin vej.

Den forældreløse fik ro i sindet. Han havde nu gengældt løgn med løgn. Den gamle

agerede isbjørn for at forskrække ham og han agerede remmesæl.

 

Var.: Katerfarsuk; Qatigaarsuk

 

Kommentar: Denne fortælling er meget udbredt og alle versioner har årsagen til drilleriet med: Den gamle synes egentlig det er synd for knægten, men ombestemmer sig til at skræmme ham. Jeg er ikke klar over hvad der ligger bag: skal staklen hærdes? eller er det en løftet pegefinger om ikke at drille dem, der tilsyneladende ikke kan forsvare sig? Drengens pose / hylster er hyppigst et hvalrosskind, men remmesæl figurerer undertiden i selskab med det mytiske elementpar: isbjørn og hvalros. Søg på: pooq og puulik. Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

Kavdlunaitsiat Nungutitauneranik / Qallunaatsiaat

Print
Dokument id:490
Registreringsår:?
Publikationsår:1859
Arkiv navn:
Fortæller:Abraham
Nedskriver:Abraham (Aparât)
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Kavdlunaitsiat Nungutitauneranik / Qallunaatsiaat
Publikationstitel:Kaladlit Okalluktualliait / Oqalluktualliait / Grønlandske Folkesagn, I
Tidsskrift:
Omfang:6 sider, nr. 5
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Sideløbende dansk oversættelse: "De gamle nordboere i Ameralik, deres

undergang."

Orig. håndskr. og afskrift eksisterer ikke længere.

Nyoversat i Rasmussen, Knud, 1981: Inuit Fortæller, II, ss. 34 - 38.

 

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 24 ss. 107 - 109 har Rink sammenstykket ialt 2 varianter: Første del af denne + en af Aron (se Rink 1875 nr. 54(1). Fortællingen om Uunngortoq indgår sammen med 5 andre i en tilsvarende sammenstykning, ibid.nr. 67 ss. 198 - 205.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, hhv. nr. 18, ss. 174 - 176: Navaranak or Javraganak, nr. 54(1), ss. 308 - 317: Stories about the Ancient Kavdlunait, 1: Ungortok/Uunngortoq.

 

Resumé: Grønlændere og nordboere bor i fredeligt samkvem ret nær

hinanden i Ameralik - fjorden. En grønlandsk kvinde, Navaranaaq, der

har lært nordboernes sprog, får held til at yppe kiv mellem de to

parter. Nordboerne angriber og dræber alle kvinder og børn, mens

mændene er på fangst. Da mændene kommer tilbage og ønsker hævn,

fremstiller de en sejlbåd (vist af en udhulet træstamme / drivtømmer)

uden årer, der ligner en kælvende isskodse, når den vælter rundt. På

denne vis narres nordboerne, der efter et smut ude til besigtigelse af

fartøjet, helliger sig et spil inde, hvor de morer sig med at dreje

det afhuggede hoved af en ung grønlandsk mor rundt på en pind.

Grønlænderne graver huller under huset og fylder både dem og husgangen

med lyngbrændsel, som de stikker ild til. De nordboere, der flygter

ud, bliver alle dræbt, undtagen Uunngortoq der når at flygte med sin

lille søn i favnen, men må smide ham ud i en sø, da han bliver

forfulgt. Han slipper bort. Grønlænderne tager så Navaranaaq under

behandling, og slæber hende ved remme hen over jorden indtil først

rygkødet er slidt af og siden indvoldene vælter ud. Da hun er død

sætter grønlænderne afsted efter Uunngortoq, der er nået langt sydpå.

De bosætter sig i nærheden, og to brødre søger forgæves at ramme Uu.

i hans hus gennem vinduet. Uu. kommer ud, forfølger brødrene, får tag

i den yngste, hugger hans hoved af og holder det hånende op for den

ældste, der ser sig tilbage ved Uu.s sejrshyl. Uu. flygter videre mod

syd til Igaliku, hævnerne følger efter, og det lykkes storebroderen

efter mange fejlskud at få ram på ham med en forhekset pil lavet af en

barnløs kones tørrehæk. Til slut fortælles det, at endnu en nordbo

undslap i en båd sydpå, hvorfra han nåede hjem med et skib.

 

Var.: Uunngortoq; Navaranaaq

 

Hist.: Vedr. nordbofortællingernes autenticitet se I. Kleivan 1982: Grønlandske sagn om nordboerne. Tidsskriftet Grønland. Og Thisted 2001: On Narrative Explanations. Scandianvian Studies vol 73(3): 253-295, der også refererer Jette Arneborgs undersøgelser.

Om betegnelsen qallunaatsiaat for nordboerne se "Fortolkningsmuligheder": Holdningsændringer.

Kigdlinararssungmik / Killinaraarsummik / Om Killinaraarsuk

Print
Dokument id:503
Registreringsår:?
Publikationsår:1861
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Kristian
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Kigdlinararssungmik / Killinaraarsummik / Om Killinaraarsuk
Publikationstitel:Kaladlit Okalluktualliait / Oqalluktualliait / Grønlandske Folkesagn, III
Tidsskrift:
Omfang:side 47 - 53, nr. 7
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Yderst kort resumé s. 111.

Orig. håndskrift Rink NKS 2488, nr. 261 eksisterer ikke længere.

 

Let forkortet oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 91, ss. 255 - 258.

Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 96, ss. 444 - 445: Kigdlinararsuk.

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 182 - 186: Killinaraarsuk.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 182 - 186: Killinaraarsummik.

 

Resumé:

Killinaraarsuk blir forældreløs som lille. Hans storesøster

tager sig af ham, og da hun bliver gift med en dygtig fanger, der også

holder af ham, kender han kun til mæthed og vellevned. Han går iøvrigt

alle til hånde og er meget vellidt. En dag alle mændene er taget ind i

fjorden og blevet derinde i flere dage, skal K. om natten ud at

besørge. Han hører en konebåd nærme sig og hviskende stemmer. Han

gemmer sig bag en stabel kvas, hører de hviskende gå ind i huset,

dernæst larm og skrig, og til slut gæsterne der forsvinder i deres

konebåd.

 

Inde i huset flyder gulvet i blod, alle er dræbt, også hans søster,

hvis foster ligger blottet. Een af morderne er også blevet dræbt. K.

genkender ham som en af deres naboer fra Sanerut. Mændene kommer

intetanende og glade tilbage, hører om ulykken og harmes, men de får

nye koner og tænker ikke så meget på at hævne sig som K., der ikke kan

glemme synet af sin døde, opsprættede søster.

 

K. vokser til, får kajak, og da han er udvokset finder han en dag et

stort stykke drivtømmer, hvoraf han laver skelettet til en umiaq. Den

skal bruges til hævntogtet, men han savner et ordentligt hævnmiddel, en

amulet / aarnuaq. Den søger han at skaffe sig nordpå hos en gammel kvinde, der

ikke mener hendes evner rækker. Hun henviser ham til sin ældre søster,

der giver ham en indtørret skallesluger og besked på, hvordan han skal

skære et hul i båden ved mastens sted, stoppe amuletten ned og dække

hullet så ingen kan se, at der har været hul. Kun da vil amuletten

virke. K. følger anvisningen og afprøver med fællerne ved årerne

bådens hurtighed i forhold til en flyvende skallesluger / angeltaske.

Da båden ikke står mål med fuglens flugt, bygger K. den om, og nu indhenter båden

fuglen og sejler hen over den. K. opfordre nu til hævntogt, som alle

mændene indvilger i, og ved Sanerut dræber mændene alle undtagen en

gravid kvinde, som K., der kommer sidst ind i huset, dræber med tanke

på sin søster. Derefter blegner mindet om hende og han får ro i

sindet.

 

Var.: Killinnaraarsunnguaq.

Kigutikkamik

Print
Dokument id:513
Registreringsår:1823
Publikationsår:1863
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Steenholdt, Wittus
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:Kigutikkamik
Publikationstitel:Kaladlit Okalluktualliait / Oqalluktualliait / Grønlandske Folkesagn, IV
Tidsskrift:
Omfang:side 2 - 24, nr. 1
Lokalisering:Aasiaat / Egedsminde
Note:

med sideløbende dansk oversættelse ss. 2 - 25.

 

Håndskr.: NKS, 2488, II, 4', ss. 206 - 215, nr. 85 er en afskrift af orig. håndskr. der ikke eksisterer længere.  1. afskrift ved Steenholdt: NKS 2488, VI, ss. 26h - 34v: inuit oqalugtuât agdlagsimassoq.

 

Den danske oversættelse også trykt i Rink 1866-71, I: nr. 94.

 

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 71, ss. 376 - 385: Kigutigak carried off by the Whalers.

 

Rasmussens leverer en ny oversættelse, formentlig af ovennævnte trykte grønlandske tekst i:

Rasmussen, Knud: Inuit fortæller, II, red. Regitze Søby, 1981: 110 - 119: Kigutikaq. Det maskinskrevne manuskript til sidstnævnte finde i KRH, kasse 51 nr. 21.

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 272 - 272. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: 'Taamma allattunga', Aron, I: 272 - 276: Kigutikkaaq.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Inuits fortælling, der er blevet skrevet ned.

I gamle dage kom fangerne til Ameralik-fjorden, hvor der fandt en livlig handel sted mellem inuit og hvalfangerne. En mand ved navn Kigutikkaaq handlede med hvalfangere og købte nogle smukke ting og samtidig blev han advaret imod at handle med bestemte hvalfangere, om hvilke der blev sagt, at de ikke var rigtig kloge. -

Kigutikkaaqs storebror blev jaloux. Kigutikkaaq samlede også nogle bytteobjekter

sammen og fulgte sin bror. Han opdagede, at broderen styrede direkte imod de

hvalfangere, der havde ord for ikke at være rigtig kloge. De blev hevet op

på skibets dæk, og umiddelbart efter hev skibet ankeret op og sejlede.

 

Ved Kap Farvel var de ude for et kraftigt stormvejr. Da de store bølger

skyllede over skibet, stod Kigutikkaaq på dækket og holdt fast på rælingen, mens

matroserne søgte ly under dækket. En del af rælingen blev smadret undtagen det

stykke, som Kigutikkaaq holdt fast på. Det blev stille vejr og de sejlede uden

at kunne se land. Der kom igen et kraftigt stormvejr og havet blev oprørt. Da en

stor bølge truede med at skylle over skibet, fik matroserne Kigutikkaaq trukket

ned under dækket. Nu nærmede de sig hjemstedet, men ventede med at gå i havn

til midnatstid, fordi de var bange for, at folk skulle opdage noget (det er

uklart, hvad de konkret var bange for - måske det, at de havde "indfødte" med -

Chr.B.). Da de kastede anker, råbtes der fra land: Nu er handelsskibet kommet.

 

Lysene tændtes i de mange huse, men de gik først i land dagen efter. Folk

havde efterhånden fået at vide, at der var et par "indfødte" med. De stod tæt op

ad hinanden og lignede en myggesværm. Skipperen sagde til Kigutikkaaq og hans

bror, at de, når de gik i land, skulle gå lige bag ved ham og "hele tiden kigge

på hans hæle". Hvis de ikke gjorde det, ville de fare vild. Da båden lagde til,

var det umuligt for dem at gå i land. En soldat måtte bane vej for dem. Da de

nåede frem til skipperens hus, opdagede denne, at kun den ene af de to

inuit var fulgt med. Kigutikkaaqs storebror var faret vild; men det viste sig

senere, at han havde været så heldig at komme til at følges med en stor herre.

 

Kigutikkaaq og skipperen kom ind i huset og fandt skipperens kone sur og

gnaven. Det viste sig, at hun var jaloux. Skipperen tog en lille dukke op fra

lommen og lagde den på bordet. Så var hun ikke vred mere. Kigutikkaaq ville på

wc, men da han kom ud af huset, stod to hvide mænd på hver sin side af døren,

klar til at hugge ham ned med sværd. Han gik ind igen og sagde det til skipperen. Skipperen forsynede ham med et reb med en knude på enden og sagde, at

han, så snart han gik ud, skulle slå løs på dem med dette reb, uden først at

have orienteret sig om, hvor de stod. Det gjorde Kigutikkaaq. Da han var på vej

ind igen fra wc'et, så han to mænd stå udenfor med forbinding over øjnene. Det

viste sig, at han have smadret øjnene ved at slå dem med rebet. Skipperen var

godt tilfreds med det, han havde gjort.

 

En dag var Kigutikkaaq på rypejagt og mødte en hvid mand, der ville dræbe

ham. Kigutikkaaq reagerede omgående og dræbte manden, gravede et hul i jorden og

begravede ham i hullet. Det fortalte han ikke skipperen. Det samme

gentog sig dagen efter, da han igen var på rypejagt. Tredie dag var der igen

en hvid mand, der ville dræbe ham; men i sidste øjeblik gik det op for

Kigutikkaaq, at det var hans bror. Han genkendte ham på hans måde at tale på.

Det blev et meget hjerteligt gensyn. De græd af glæde. Da de havde grædt,

snakkede de sammen. Kigutikkaaqs bror fortalte, at han var faret vild dengang de

gik i land og han var kommet til at følges med en stor herre. Hos ham boede han

nu og havde det godt. Han manglede intet. - Kigutikkaaq fortalte storebroderen,

at han i et par tilfælde var kommet til at dræbe en hvid mand, der ellers ville

dræbe ham og at han aldrig havde fortalt dette til nogen. Storebroderen

tilstod, at han havde gjort nøjagtigt det samme. De blev enige om at mødes

igen. - Da de mødtes senere, talte de om, at de efterhånden havde samlet sig en

hel del penge. Kigutikkaaq fik den idé at få undersøgt, om de tilsammen ikke

havde tilstrækkelig mange penge til at kunne købe et skib.

 

Da Kigutikkaaq kom hjem, fik han skipperen til at undersøge dette forhold

nærmere. Ifølge skipperen var der penge nok. De fik købt materialer til et skib

og fik en skibstømrer til at tage sig af byggeriet. Nu manglede der kun master.

Skipperen fortalte, at der sydpå voksede røn, som han selv plejede at bruge til

master. Kigutikkaaq ville rejse derned for at fælde træer til master. Skipperen

sagde til ham: Når du skal til at fælde træer, må du se dig godt omkring. Så

snart du ser, at træerne begynder at bevæge sig, må du flygte. Hvis du ikke

ønsker at flygte for langt væk, kan du gå hen til den store klippevæg, der

ligger i den nordlige retning. Her bor der nogle mennesker.

 

Kigutikkaaq tog af sted og han udvalgte sig de mest lige stammer og

begyndte at save. Han var i gang med at save stamme nr. to, da han opdagede

træerne bevæge sig og et eller andet nærme sig. Han lod sin økse og sav ligge og

løb bort. Da han kom ud af skoven, opdagede han, at et stort dyr løb efter ham.

Der var langt til det sted, hvor han boede; derfor løb han hen til den store

klippevæg og nåede den med dyret lige i hælene. Døren gik op af sig selv og

lukkede sig, da han var kommet ind. Det gav et mægtigt brag, da dyret stødte

voldsomt mod døren udefra i et forsøg på at bryde ind. Det viste sig, at der

boede lutter kvinder inde i den store klippe. Kigutikkaaq blev ganske

liderlig og ville ikke væk derfra.

 

Omsider belavede Kigutikkaaq sig på at vende tilbage - med lommerne fulde

af kostbarheder, som han havde fået af de kvinder, han havde været i seng med.

Men først måtte han gøre sig færdig med det træ, han var i færd med at fælde.

Han ville også gerne have sit værktøj med hjem. - Skipperen blev overrasket ved

at se ham igen. Han havde ellers opgivet ham, fordi han troede, han var blevet

ædt af dyret. Kigutikkaaq fortalte skipperen, at han havde været hos de dejlige

kvinder. Skipperen bekræftede, at kvinderne altid var venlige og at man blev

liderlig, når man var på besøg hos dem.

 

Træet til masterne blev hentet og skibet blev gjort færdigt og blev sat i

vandet. Det blev lastet fuldt af Kigutikkaaqs og hans storebroders ting. De to

brødre ville selv sejle skibet og kun have en kok med som tredie mand. Så blev

Kigutikkaaqs storebroder pludselig syg og døde. Kigutikkaaqs sorg var stor. Han

tændte ild i skibet, så det brændte med alt, der var i det. Så blev det sænket

ned i havet.

 

Da han kom hjem til skipperen, sagde denne: Som du dog fortvivler. Lad os gå en tur sammen, så at du kan komme over din sorg.

 

De tog afsted og kom til en stor sø, som de sejlede over i en jolle. Endnu en stor sø sejlede de over og gik til en by midt i landet, hvor de fandt et spisested. De

var lige kommet i gang med at spise, da det blev meddelt, at handelsskibene var

ved at tage af sted. Omgående forlod Kigutikkaaq stedet og løb af sted. Han

fulgte den samme rute, som da de gik ud. Han roede over søerne og nåede lige at

komme om bord på skibet, før det sejlede. Skipperen, som han fulgtes med, fulgte

efter Kigutikkaaq og nåede frem, lige som skibet sejlede. Han råbte til dem på

skibet, at de skulle holde øje med Kigutikkaaq, når de kom til Inuit Nunaat

(menneskenes land).

 

De sejlede og nåede Kap Farvel-området. Da ville Kigutikkaaq ikke længere

af tøjet for ikke at risikere at miste de ting af jern, som han havde i lommen.

 

Det viste sig, at Kigutikkaaqs familie var blevet drillet en del, efter at

han og hans storebror var blevet røvet af hvalfangerne. Man havde flere gange

narret familien ved at råbe, at brødrene var kommet tilbage. Flere gange var de

blevet skuffet.

 

Da de nåede kysten genkendte Kigutikkaaq landet og han opfordrede skibets

besætning til at gå på rypejegt. De gik ind i landet og de holdt hele tiden øje

med Kigutikkaaq, fordi de var bange for, at han skulle stikke af, men da

Kigutikkaaq forsikrede dem, at han ikke ville løbe væk, gik de af og til fra

ham. Det benyttede Kigutikkaaq sig af og gemte sig i en fordybning. Han kunne

høre dem snakke, da de gik forbi hans gemmested. De bebrejdede sig selv,

at de havde ladet ham gå alene og trodset kaptajnens ordre. - Kigutikkaaq gik

videre. Han skulle ned af et meget stejlt fjeld. På et tidspunkt befandt han sig

i en meget vanskelig situation, hvor han hverken kunne komme ned eller kravle op

igen. Så tømte han sine lommer og lagde tingene på en lille klippeafsats.

 

Nu var han tæt ved teltene og en af dem, der kom ud af teltet, genkendte

ham og råbte: Nu er Kigutikkaaq dér. Da folk kom hen til ham, spurgte han dem på

udenlandsk: Hvor er min familie? De forstod ham ikke og han gentog sit spørgsmål

på inuit-sproget; og han gik til teltet, hvor hans kone skulle bo. Han så en

gammel ungkarl komme ud af teltet. Kvinderne fortalte, at den gamle ungkarl

havde sørget godt for dem, og at de var meget taknemlige for hans hjælp. Nu

forlod han altså teltet, fordi han var bange for, at Kigutikkaaq blev jaloux.

Kigutikkaaq råbte på ham og bad ham komme ind i teltet. Han ville først ikke,

fordi han var bange for, at Kigutikkaaq skulle banke ham. Til sidst kom han.

Kigutikkaaq tog en kniv og et søm op af lommen og lod ham vælge det, han helst ville have. Ungkarlen valgte sømmet frem for en kniv med et smukt skaft, fordi,

som han sagde, man kunne få flere ting ud af et søm.

Kiinakersuarmik / Den store Kiinaki

Print
Dokument id:1739
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Berthelsen Iver
Nedskriver:Rink H.J.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Kiinakersuarmik / Den store Kiinaki
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:s. 63, uden nr.
Lokalisering:Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', mellem nr. 7 og 8.

Ikke medtaget i Rink 1866-71.

 

Det trykte resumé med tilladelse fra Kirsten Thisted, ibid. s. 317:

 

Fortællingen foregår i hvalfangertiden, inden koloniseringen.

Ved tuskhandelen mellem hvalfangere og folkene i Kangaamiut opstår et

særligt forhold mellem en bestemt hvalfangerkaptajn og Kiinaki. De to

bliver endda navnefæller, fordi folk begynder at kalde kaptajnen

"Store Kiinaki". Herefter begynder de to at give hinanden rigtige

gaver, uden betaling. Men så en vinter dør Kiinaki, og om foråret

holder sønnen udkig efter skibene. Da han har fået øje på det første

skib, spørger moderen hvem kaptajnen er, men sønnen kan ikke sige det,

pga. navnetabuet efter den døde far. Til sidst siger han det

alligevel, og moderen brister i gråd. Også kaptajnen sørger meget, da

han hører hvad der er sket, men siger så, at fremover skal sønnen være

ham i faderen sted. Og på den måde fortsætter familien at udveksle

gaver med kaptajnen.

 

Var.: Kiinaki og Kiinakersuaq optræder i flere fortællinger, men det er ikke sikkert det er samme historiske person.

 

Hist.: Muligvis en historisk fortælling, der i det mindste kan

afspejle traditionelle handelspartnerskaber mellem grønlænderne

indbyrdes.

 

K. Thisteds kommentar s.317: Fortælleren er ikke anført, men det er givetvis Iver Berthelsen. Teksten følger lige efter et indskud om Elias, en af Habakuks

tilhængere, som fortælleren er kommet i tanke om, at han havde glemt i

den tidligere beretning. Indledningen og stilen er også helt den samme

som i de foregående fortællinger.

Kitornagssamingnik erqasugtut / De som ønskede børn

Print
Dokument id:362
Registreringsår:1863
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2488, III, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Lund, Jakob
Mellem-person:Lund, Jakob
Indsamler:Rink, H.
Titel:Kitornagssamingnik erqasugtut / De som ønskede børn
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 89h - 91h, nr. 332
Lokalisering:Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Ret fyldigt oversat i Rink 1866 - 71, I, nr. 66, ss. 196 - 198.

 

Kortfattet oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 66, ss. 196 - 198.

Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 94, ss. 443 - 444: The Means for getting childen.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Et ægtepar ønskede sig stærkt et barn.

Til sidst tog manden af sted i kajak nordpå, for at forhøre sig

om, hvordan en kvinde, der ikke kunne få børn, kunne gøres gravid. Når

han på sin tur nordpå traf folk, spurgte han, om de havde et middel

til at gøre en barnløs kvinde gravid, men ingen kendte noget.

Han nåede højt mod nord; men da han ingen traf, der kendte til

det middel han søgte, vendte han tilbage til sin boplads. Han blev

der vinteren over; men om foråret tog han sydover for at forhøre sig

om et middel til at gøre en barnløs kvinde gravid. Han spurgte folk,

han traf, men ingen kendte noget til det. Når han udgik for

rejseproviant, fik han noget forærende; og han fortsatte sydover. Når

han ikke havde mere mad, tog han ophold på et beboet sted; og han

spurgte folk, om de kendte et middel til at gøre en barnløs kvinde

gravid; men ingen kendte noget til det. Han nåede langt mod syd; han

spurgte igen folk, om de kendte til det middel, han søgte. Da ingen

kendte noget til det, gik han ind i et hus, hvor der boede en lille

kælling. Han stillede det samme spørgsmål til hende. Til hans store

overraskelse svarede hun: "Jo, jeg har et middel. Det vil jeg give

dig." Hun tog sin taske frem og tømte den for alt indholdet. Fra

bunden af tasken tog hun to tørrede ammassætter frem - en hun med rogn

og en han. Den lille kælling sagde: "Hvis I ønsker en datter,

skal din kone spise rognen, og hvis I ønsker jer en søn, skal hun

spise hannen."

Da manden havde fået disse tørfisk, tog han af sted hjemover

til sin kone. På vej nordover, mens han endnu var langt

fra sin kone, slap provianten op; og han spiste rognen.

Under den videre tur mærkede han noget i sig og opdagede, at han var

blevet gravid. Maven voksede, så han til sidst knap kunne komme ned i

kajakken; og da han nåede frem til et beboet sted, blev han der. Den

stedlige jordemoder pålagde folk, der gik tur, at kigge efter en fod af en død rype. Endelig var der en der fandt en fod af en død rype,

og jordemoderen gav sig til at samle blå mider / skimmel under gulvstenene i teltet. Hun blev ved indtil hun havde fået samlet en hel masse.

Så kom det tidspunkt, hvor manden, der var gravid, skulle til at

føde. Jordemoderen kom og gned de blå mider og foden af den døde rype

imod hans skridt (ordret: "mellem benene") Så kom der en åbning, og

barnet, en pige, kom ud gennem dette hul. Han blev på stedet for at

fede det lille pigebarn op. Da hun blev tilstrækkelig fed, tog han af

sted hjem til sin kone.

 

Datteren voksede op på det sted, hvor hun blev født. Hun voksede op

uden at kunne sige noget, og hun var ved at være fuldvoksen, uden at

hun havde sagt noget. Da hun blev fuldvoksen, tog en enlig (den eneste

mand - kisernaaq = en ugift?) mand hende til kone, for hun var meget

smuk. Han snakkede til hende, men hun svarede aldrig; for hun var altså stum.

Når hendes mand kom hjem med en sæl, flænsede

hun den uden at sige et ord. Hun blev gravid uden at hun endnu havde

sagt noget. Hun fødte en pige; men stadigvæk kunne hun ikke sige

noget. Når hun skulle ned og flænse mandens fangst, overlod hun sit

lille barn til bedstemoderens pasning, og når hun var færdig med

flænsningen, gik hun tilbage til huset.

 

En dag flænsede hun som sædvanlig mandens fangst, mens denne var ude på fangst. Hun hørte barnet græde; og hun gik op til huset og så, at det lille barn var ved

at forbløde, og dets lillefinger var blevet skåret over. Hun spurgte

ikke bedstemoderen, der passede barnet, hvad der var sket

("ilimmaasianik" - "iliuusianili" eller: "ilimmarpoq", (åndemaneren)

rejser gennem luften under åndemaningen), for hun kunne ikke tale. Hun

forsøgte at standse blødningen (ordret: "passunniaraluarlugu"- forsøgte

at pusle om hende), men barnet forblødte og døde. Da manden kom hjem

spurgte han efter barnet, men ingen svarede ham; han vidste ikke hvor

barnet var blevet af, og til sidst faldt han til ro igen. Konen blev

gravid igen og fødte en pige. Når moderen skulle ned og flænse mandens

fangst, fik hun bedstemoderen til at passe barnet. En dag gik hun som

sædvanlig ned til stranden for at flænse sæler, mens manden var ude

på fangst; og bedstemoderen passede barnet. Også denne gang hørte hun

datteren græde. Hun skyndte sig op til huset og så, at den lille pige

havde det meget dårligt og var ved at forbløde; og hendes lillefinger

var skåret over. Hun kunne ikke forhøre sig om, hvordan det var gået

til; for hun kunne ikke tale. Hun forsøgte at pusle om hende, men

barnet forblødte og døde. Faderen kom hjem fra fangst og spurgte efter

pigen. Men heller ikke denne gang var der nogen, der svarede. Han

faldt til ro igen.

 

Tredie gang blev konen gravid og fødte en dreng. Faderen var helt vild

med barnet, fordi det var en dreng. Når han kom hjem fra fangst, havde

han barnet hos sig lige til han gik i seng. Og om morgenen havde han

barnet hos sig lige til han skulle afsted på fangst.

 

En dag han var ude på fangst, skulle konen som sædvanlig ned og flænse sæler; og hun fik bedstemoderen til at passe barnet. Midt under flænsningen hørte hun

barnet græde. Hun skyndte sig op til huset og så, at barnet var ved at

forbløde; og lillefingeren var skåret over. Igen forsøgte

moderen at pusle om ham på bedste vis, men han forblødte og døde.

Faderen kom hjem og spurgte efter barnet; men da ingen svarede, blev

han denne gang meget vred; og han sagde til konen: "Det passer sig

heller ikke, at den, der føder børn, ikke er i stand til at tale

("Pigaluaqaarmi" er svær at oversætte). Nu skal du ikke længere være

her i huset. Gå din vej, og kom aldrig tilbage." Konen gjorde sig klar

til at gå. Idet hun gik, så hun tilbage og sagde noget for allerførste

gang. "Grunden til, at de døde, var, at bedstemoderen havde skåret

lillefingeren af dem". Så gik hun og vandrede direkte ind i landet.

Hun var kommet langt ind i landet, da hun så et højt fjeld, og hun

begyndte at gå hen til det. Mens hun endnu var undervejs derhen fik

hun øje på tre ravne oven på en stor sten. Hun gik hen til dem, og da

hun var kommet ganske tæt på forekom det hende, at ravnene

lignede tre mennesker. Hun kom helt hen og opdagede, at det var

hendes tre børn. De to piger holdt deres lillebror i hånden, og de

spillede bold med deres lillefinger. Hun tog sin lille søn på ryggen og

sine to døtre i hånden og hun gav sig til at gå ned, tilbage til sin

mand. Da hun kom tilbage, levede mand og kone lykkeligt sammen, og

konen overvandt stumheden helt. Siden mistede de ingen børn.

 

Var.: Ingen i denne bases samling. En besynderlig fortælling. Om en gravid mand, besvangret af en anden mand søg: siamesiske.

Kiversak / Kiversaq / Qiversaq

Print
Dokument id:1829
Registreringsår:1860
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2488, III, 4'
Fortæller:Nikolai
Nedskriver:Rosing, U.
Mellem-person:Rosing, U.
Indsamler:Rink, H.
Titel:Kiversak / Kiversaq / Qiversaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 57v - 61v, nr. 319
Lokalisering:Illutuaarsuk: Sydøstgrønland
Note:

Kort resumé i Rink 1866 - 71, I, nr. 132, s. 329.

 

Renskrift tillempet nudansk stavemåde af Rosings nedskrift på ældre dansk. (En nedskrift på grønlandsk findes ikke):

 

Qiversaq kunne ikkun dårlig vokse, hvorover hans stedmoder ikke var tilfreds. Fyren sad på en sidebriks uden skindstykke på den. Moderen gav ham nok kød at spise, men ikke mere end hvad han formåede at synke uden at tygge det.

       I huset fandtes ingen andre børn. En ung fangers kone i samme hus begyndte imidlertid at sy på barnetøj, og da det var færdigt sagde manden til drengen: "Du lille hent mig mine årer derude", hvilket han og gjorde, og dernæst bad han drengen at tage det færdigsyede tøj på. Da han nu havde gjort dette, sagde fangeren til drengen: "Du skal være min søn og være hos mig, derfor har jeg ladet dig klæde på ved min kone." Stedmoderen blev misundelig derover og satte drengen atter op på sidebriksen. Plejefaderen talte desuagtet: "Qiversaq har nu fået varmt tøj på sig og skal han med mig ud at køre i morgen", som de også gjorde og kom på isen langt ud tilsøs; da de vendte hjemefter lod plejefaderen drengen løbe ved opstænderne. Drengen gjorde nu lange spring, blev til sidst slæbt og slap opstænderne; han blev liggende på isen og græd. Hans fader blev ved med at køre og kom hjem, bad sin kone om at hente drengen, hvilket hun også gjorde og kom hjem med ham bærende ham på ryggen. Fyren lå på briksen og kunne ikke røre sig af værk i lemmerne i flere dage. Da ondet var væk, var det som om drengen var vokset noget. "Gør hans tøj varmt", sagde faderen til konen, "jeg må ud at køre med ham igen," og atter tog de afsted. Faderen sagde til drengen at han atter skulle løbe bagpå, men han ville ikke. "Ah du!" sagde faderen, "du ser jo at din stedmoder er dig slem, men jeg og min kone vil just være dig god, stå kun op og løb." Drengen gjorde det straks, løb nu længe, men pustende, indtil at han blev slæbt, tabt og grædende blev liggende tilbage. "Hent drengen", sagde manden til konen, da han kom hjem. Hun gjorde det, bar fyren hjem og som hun ville lægge ham på gulvet stod han rask op og sprang om. Atter blev klæderne varmede til ham og drog han afsted igen med faderen, løb nu bag opstænderne hele tiden og kom hjem med slæden. Hans vækst tog stadig til. Atter blev der kørt og uden vanskelighed løb nu drengen ved opstænderne, men slap nu også disse, vedblev at løbe efter, ja, til sidst sprang han foran over hundene væk og kom hjem før end slæden. Om foråret fangede han efter at han havde fået en kajak, en spraglet (sæl). Hvalrosser gik han til sidst på livet af uden rem og blære, men gennemstak dem ikkun med sin pil.

       En dag sagde faderen til plejesønnen: "Se, der kommer en konebåd ud af fjorden, se til, Naviaqs søn er med vistnok, han fik en sortside, da han først fangede." Konebåden kom nærmere, der blev spist bær og Qiversaq gav noget hvalroskød i bytte derfor. Fra næsset hvortil de havde lagt (til) med båden rejste de atter videre ud af fjorden, og faderen med Qiversaq fulgte et stræk med. Naviaqs søn lod sjælden sin pil ligge rolig uden at han kastede den; men pilen kom ikke synderlig dybt i vandet, hvilket Qiversaq bemærkede og hvorover han forundrede sig, da han dog havde fået sig en sortside på første fangst. Efter påskyndelse af plejefaderen og en anden af hans landsfolk kastede begge de unge fyre med deres pile. Ingen af dem fik deres pile under vandet. Naviaqs søns pil kastedes endog længere end Qiversaqs, og holdt denne op og trak sig tilbage. Den anden begyndte at håne ham og hans landsmænd. Qiversaq holdt sig tilbage og kom til sine folk idet han sagde: "Om jeg atter prøvede på at kaste", og derfor råbte nu hans landsmænd efter båden, der var kommet forud: "Qiversaq har lyst til at prøve igen." De to unge fyre roede nu foran bådene, kastede, og Kiversaqs pil kom længst frem og dybest i vandet. Dette gentoges, men Qiversaqs pil var foran, hvorimod den andens kast blev svagere hver gang. Naviaqs medfangere ytrede at Qiversaqs pil var så let og lille, men denne byttede med den anden og viste at kastet blev det samme til gunst for ham. Naviaqs søn trak sig derpå tilbage. Kiversaq kom hjem og fik en større kajak.

       En dag som han roede ud så han ved siden af sig flere (to?) kajakajagaasik / qajaqajagaasik (? qajarissat), der bestræbte sig for at overskære skyggen på Qiversaq; denne blev vred, lænsede en af dem; en anden undkom op på et højt isfjeld. Qiversaq prøvede på at kaste efter ham, men han kunne ikke nå. Nu trak fyren på fjeldet sin ene støvle af, og tog noget som et spurveskind ud af støvlestrømpen, blæste på den så der kom røg tilsyne, stak atter skindet ind i støvlen, men trak nu også den anden støvle af sig og fremtog en stenpikkers skind, blæste på det så der fremstod røg, og lagde det så ind i støvlen igen. Herefter blev det helt tåget så intet land kunne ses. Plejefaderen og sønnen tog nu hjemefter, men ved nattens frembrud var de endnu ikke truffet på land. Hver dag i mange dage roede de først i bestandig tåget vejr; om natten sov de på isen; til sidst bev det vinter for de rejsende og stødte nu på nyfrossen is, hvorpå de så spor af blod. Da de så nærmere til var det det det rene, bare bjørnekød de gik på; de skar sig et stykke af, og med kajakken på nakken gik de videre på dette kød. Noget efter kom de til hvalroskød, heraf sikrede de sig rejsemad og gik videre på samme slags kød. De trådte senere på noget temmelig ufrossent kød og opdagede at det var menneskekød; vandrerne blev betuttede ved at se dette, vendte også (?), skar mere hvalroskød af og stak i deres kajakker ud tilsøs igen. Atter traf de på et blodigt frossent ? (ulæseligt) der viste sig at være bjørnekød, og ikke langt herfra sås nogle kajakker liggende ved en fjær, omkæntrede. På samme vis vendte de to rejsende deres kajakker om og stillede dem ved siden af de andre; de gik dernæst på land og så et hus længere fremme. Ved vinduet prøvede de to at varme sig. Nogen kom ud, så dem og råbte straks indefter: "Her er kommet fremmede!" Plejefaderen fortalte nu at han med sønnen var roet vild og søgte ly. "Gå ind!" sagde værten. De kom ind og snart blev der sat mad frem for dem. En gammel mand sad på briksen, men kun hans fødder var synlige eftersom hans lampe var udslukket. For ham blev vore to bange; lidt efter rejste den gamle sig og sagde: "Det forekommer mig at Sinatemiut (? sineriarmiut, kystboerne, BS) har ringe på deres kajakker." Et par unge fyre sprang derpå ud og kom snart efter ind med de fremmedes kajakringe, som de havde afskåret og begyndte at lege med disse inde i huset. Qiversaq begyndte da at blive vred. Han gik udenfor, kaldte på sin fader og sagde ham at der var et andet hus længere oppe og foreslog ham at besøge dette. "Nej, gør det ikke", sagde husfolkene, "der er slemme beboere deroppe." Qiversaq var imidlertid vred og gik desårsag derop og fulgte faderen med. De trådte ind i huset, fandt der et par gamle ægtefolk med en søn og svigerdatter. Den sidste græd da de kom ind, hun tog en pels på sig og gik ud. De fortalte nu de nyankomne at hun gerne ville fortælle slemme ting om andre til sine brødre, "og desårsag har jeg", sagde han endvidere, "mistet flere af mine brødre, da de er blevet dræbt, og således er vi gamle blevet ene tilbage og min søn som har giftet sig med en søster til dem." De gamle vedblev: "Rejs!, jo før jo kjørere (kærere ?), hende der nu gik ud, vil ellers foranledige eders død." Manden pegede på en stor sten, som lå på gulvet, og forklarede at brødrene plejede at dræbe med den. Fangeren prøvede på at løfte den men havde ondt derved; "prøv du", talte han til sønnen. Denne gjorde det også og formåede heller ikke at løfte stenen. "I undgår så heller ikke døden", sagde den gamle. Atter løftede Qiversaq på stenen og fik den til knæet; næste gang han atter prøvede derpå fik han den løftet til brystet. Den gamle så tilfældig ud igennem vinduet og brød ud: "Ja, der kommer de slemme allerede heropefter." Qiversaq kunne nu løfte stenen til højre og venstre skulder. Den gamle bad ham da at slå den på den mand der først måtte komme ind, men betydede ham at passe på at slaget skete idet den anden bukkede sig ved døren. Svigerdatteren kom først ind og atter grædende. Igennem vinduet så nu manden ind og opdagede de fremmede. (Da) Den ældste kom smilende ind, bukkende just ved indgangsdøren for at træde ind, tog Qiversaq stenen op og kastede den på den indtrædende, men træffer ikkun slet. De fik livtag fat på hinanden og sloges nu. Qiversaq bukkede endelig sin modstander bagover og brækkede rygraden på ham, hvorpå han smed ham udenfor. Brødrene antog at det var den fremmede der blev kastet ud og stod staks parate med deres lænsere for at harpunere den døende, men (så) opdagde de samtidig at det var deres egen broder, som ovenikøbet af Qiversaq, der var kommet ud imedens, atter toges (blev taget) og kastet hen over de andres hoveder og faldt langt ned på marken. Qiversaq havde fået et våben af den gamle i huset og fór omkring med det blandt brødrene og dræbte til sidst dem alle.

       Qiversaq kom endelig pustende ind i huset og hans vrede havde ikke helt lagt sig. Den unge grædende kone græd som før, men nu meget stærkt og alvorligt. Den gamle kone talte til hende: "Jeg har bedt dig ofte nok om ikke at tale slette ting om folk, og ser du nu at den stærke har vist at kunne gøre vej med dine brødre. Qiversaq spurgte om der ikke var flere brødre tilbage af hende. "Længere sydpå har hun vel flere og en stor slægtning." "Mulig jeg går dertil og dræber dem alle" "Nej", gentog den gamle, "de vil ikke gøre dig ondt, lad det være." Nu drog han bort med sin plejefader efter at deres pelse, af mangel på ringene, var fastsyede kajakkerne.

       De drog hjemefter men vejen var meget lang. Flere gange måtte sønnen tage faderen på slæb efter sig, og endelig nåede de hjem. Qiversaq havde nu fået alvorlige kræfter, hvorover stedmoderen var glad; men så begyndte plejefaderen at blive misundelig på sønnen, og spåede denne slet fangst og at blive dræbt af andre.

       Engang gik de begge på jagt efter en hvalros, men begge kastede de forkert på den. De gik derpå et sted i land sammen, og på dette land blev Qiversaq væk og kom aldrig mere hjem.

 

Var.: Ingen i denne bases samlinger, omend fortællingen bygger på kendte episoder og tilføjer andre, mindre genkendelige.

 

Kommentar: U. Rosing skelner ikke mellem K og Q (K'). Jeg har valgt at stave hovedpersonens navn, Qiversaq, fordi han ender som en slags qivittoq / fjeldgænger.

Det er ikke ganske klart hvad slags mennesker Q. og hans plejefar besøger efter den lange rejse gennem tågen. De er ikke kystboere, dvs. rigtige menneseker. De bor hinsides en grænse, hvor delvis optøet menneskekød danner en overgang fra frossent isbjørne- og hvalroskød til endnu et "land" af frossent bjørnekød. Muligvis er de således kommet bag den horisont, hvor en isbjørn og en hvalros ifølge østgrønlandske forestillinger bor. De fjerntboende fremmede har dog ikke overmenneskelige evner og er derfor næppe åndevæsner. Menneskeædere, ligesom talrige fortællingers Akilineq-boere (de der bor på den anden side havet), er de tilsyneladende heller ikke.

 

Hist.: Fortællingens morale er kristent påvirket: man skal ikke tale ondt om andre, og misundelse er af det onde.

Kornelius som ramtes af sit eget hekseri.

Print
Dokument id:239
Registreringsår:1860
Publikationsår:1997
Arkiv navn:
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Kornelius som ramtes af sit eget hekseri.
Publikationstitel:Fortællinger & akvareller
Tidsskrift:
Omfang:ss. 91 - 94
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: Rink NKS 2488, VII: 9h - 10v, som er Kreutzmanns 2.

gennemskrivning af fortællingen.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning af Arnaq Grove i: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 92 - 95: Kunniiliusi ilisiinnerminik eqqugaasoq.

 

Afskrift af seminarieelev: NKS 2488, II, nr. 207.

 

H. Rinks oversættelse af afskrift: Rink, H.: Eskimoiske Eventyr og Sagn, I-II, 1866-71, I: nr. 110.

 

Resumé:

Kornelius, der af grønlænderne kaldtes Kornalius / Kunnaaliusi, lærer til åndemaner / angakkoq i Narsarmiut og har fået store evner, fordi han har ladet højvandet overskylle sig. Han kan dog endnu ikke flyve. Pussi, som misunder ham, fratager ham evnerne ved at feje gulvet med en skarvevinge, og fremstår selv som angakkoq. I ærgrelse øver Kornelius sig i hekseri, som han afprøver ved at skære et rundt hul ved hjertet i den døbte Petrus' halvpels og hans siddeskind. Petrus opdager det og varsler tilbageslag af hekseriet. I lang tid mister Petrus gang på gang sine harpunerede sæler, som Kornelius´ søn finder døde. Petrus erklærer at de tilhører Kornelius´ søn.

 

En vinterdag kommer Kornelius´ søn ikke hjem fra kajakturen. Kornelius sørger længe og dybt - det gjorde man dengang. Han bliver ældre og sørger stadig. Under en hvalrosfangst lykkes det så Petrus at rive Kornelius ud af sorgen ved at skubbe hans kajak frem mod en rejst hvalros, netop som Kornelius har harpuneret den. Kornelius skynder sig fra den og brister i latter. Han ved ikke rigtig, hvordan han skal takke Petrus for at have brudt hans melankoli. Han kommer i bedre humør herefter.

En dag holder alle kajakmændene kvinderne for nar ved at sætte en fangstblære på en isskodse, der ganske ligner en hvidhval, bugsere den til land og råbe eeq! (vi har fanget, kom!). Kvinderne hævner sig, idet Kornelius´ mor, Ingiluk, spiller døende og rejser sig leende, da alle er forsamlede om hende. Kornelius skælder dem gevaldigt ud.

 

Var.: Ingen i denne bases samlinger.

 

Hist.: En historisk fortælling. Kreutzmann tidsfæster begivenhederne til kort efter hvalfangerne (hollænderne?) holdt op med at aflæsse mattak fra hvalerne ved Uummannaq nær Narsarmiut, mødested for handel med hvalfangerne. Heller ikke alle er endnu døbte. Dvs. fra midten til sidste halvdel af 1700-tallet. Læs iøvrigt Kirsten Thisteds oplysende Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34.

 

Tolkning: Skarven er bl. a. associeret til kajakløse mænd, der kun kan fiske, og som amulet til forsvar mod tupilakker. Ovf. egner den sig åbenbart til bestjæling af angakkoq-evner.

Petrus har tilsyneladende kun sin dåb som virkemiddel til hekseriets tilbagesendelse via de mistede dyr, som Kornelius´ søn meget symbolsk finder som ådsler, hvorefter han selv forulykker til havs. Det er da ikke Petrus' onde hensigt, der bevirker tilbageslaget, hvilket også ses af hans senere vennetjeneste over for den sørgende Kornelius.

Kuannak som opgav angakokkunsten

Print
Dokument id:220
Registreringsår:1860
Publikationsår:1997
Arkiv navn:
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Kuannak som opgav angakokkunsten
Publikationstitel:Fortællinger & akvareller
Tidsskrift:
Omfang:ss. 139 - 141
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 45v - 46v.

Publiceret transskription af orig. håndskr.: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 139 - 141: Kuannak angakkuujunnaartoq.

 

Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 190.

Kort dansk resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 161,

ss. 344 - 345.

Endnu kortere på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 109, ss. 451 - 452: Kuanak, an Angakok in South Greenland.

 

Resumé:

Kuannak er en lille, rar mand og en stor angakkoq / åndemaner. Han inviteres ofte til at holde seance i husene på bopladsen. Under en af dem bindes han til åndeflugt og flyver sydpå for at se til sine slægtninge. De har det godt, konstaterer han, og flyver tilbage. Undervejs angribes han af den stejle bjergsides amaarsisartoq / amaarsiniooq, der vil putte ham i sin hætte. Han undslipper ved at lade sig dumpe i havet, videre ned til bunden og gennem jorden tilbage til huset, hvor han stiger op nedefra jorden.

 

En anden gang stiler han på åndeflugt mod nord, men standses af et kajakskind, hvis spidser ikke er skåret af. Han lander i en snedrive.

 

Om foråret da Kuannak med familie er flyttet til Appamiut, og han en dag er alene ude i kajak, bliver han trukket ned under vandet af en sortside, han har harpuneret. På havbunden snører hans bedstemor ham fuldstændig til og putter remmen i hans navle, giver ham bundskindet af kajakken til transport og trækker kamikkerne af ham. Han stiger til overfladen, driver ud til horisonten og ror derefter mod land. To gange hindres han i at komme i land, ved Appamiut af en urinpotte, der tømmes, og ved Saattormiut af en kvinde, der løser sit hår. Ved Pisuffik kommer han i land og ind gennem en husgang. Man forstår han er en angerlartoq, en hjemvendt, og synger ham tilbage til livet. Han må overvintre i Pisuffik. Da han transporteres hjem til Appamiut om foråret vil familien først ikke tro råbet om, at han er på vej. Han genoptager da sine pligter som deres gode forsørger.

 

Hist.: Kuanak er muligvis en historisk person.

 

Kommentar: Navlestrengssymbolikken viser tydeligt, at det er en genfødsel bedstemoderen sørger for. Vedr. angerlartoq søg angerlartussiaq, Imaneq, pooq, og se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere)om angerlartussiaq og pooq. Om pooq se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

I denne fortællings rumlige verdensbillede går der en passage fra havbunden gennem jorden og op gennem jorden til huset. Vedr. passager til de andre verdener se og søg på Sonne 2000: Heaven negotiated ... Études Inuit Studies vol. 24(2). Vedr. bibetydninger af kamikker se Sonne i Tidsskriftet Grønland årg. 2001.

Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34.

Kumallaasi og Asalooq

Print
Dokument id:245
Registreringsår:1859
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Kumallaasi og Asalooq
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, I
Tidsskrift:
Omfang:ss. 149 - 153
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. eksisterer ikke længere.

 

Afskrift af orig. håndskrift: NKS 2488, II, nr. 164 ss. 566 - 576.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

Taama allattunga, Aron, 1999, I: 149 - 153: Kumallaasilu Asaloorlu.

 

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 4 ss. 56 - 61 har Rink sammenstykket ialt 5 varianter inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 4, ss. 109 - 115:

Kumagdlat and Asalok.)

 

Resumé:

Kumallasi er en gevaldig dygtig fanger, der holder meget af sin fætter Asalooq. Denne er derimod elendig til fangst og derfor ugift. Hver gang Kum. inviterer til fællesspisning giver han Asa. et skulderblad. Bopladsfællerne bliver misundelige og foregiver Asa., at Kum. pønser på at slå ham ihjel. Et helt døgn ryster Asa. af skræk for det forestående drab, og da intet jo sker, tager han hjemmefra. Kum. fortvivler, leder og leder forgæves efter Asa.. Han holder helt op med at fange men tager dog fat igen på sommerpladsen. En dag beder han sin familie tage det roligt, hvis han bliver lidt længe væk og ror så ind den nærliggende fjord, hvor han møder en kajakmand uden kajakredskaber, der er dygtig til at vende rundt og dræber sit bytte med en pil nedefra. Kum., der siger at han gerne vil opleve noget at forjage sin sorg med, bliver så inviteret med langt ind i indlandet til en teltplads ved en sø, hvor de to først sent om aftenen lister ind i værtens telt. Kum. inviteres på mad, spiser noget, men er for urolig til at blive. Værten lover at holde besøget hemmeligt, indtil Kum. har nået sin kajak igen. Først da ryster han sine bukser med et stort bulder. Hele teltpladsen, mænd og kvinder, myldrer ned til fjordbunden og skyder deres pile efter ham. Kvinderne er hurtigst, fordi deres pilekogger er amaat-kraven. Mændenes er deres støvleskafter. Kum. slipper hjem, hvor han længe kun laver pile til sin krig mod indlandsfolkene (der slutteligt omtales som eqqillit).

Under angrebet i mørke støder han på Asa., der også er på krigsstien. Kum. lister sig først ind i sin forrige værts telt og skyder konen en pil i brystet. Farer så ud, berordrer Asa. til at gemme sig bag sin krop og lader fjenderne afskyde alle deres pile. Et kort øjeblik, da Asa. kigger frem, får han en pil mellem øjnene og falder om. Men da Kum. erklærer, at han intet fejler, rejser han sig igen. Så angriber de Kum. dem med alle sine pile, og Asa. stikker dem bagefter med lansen. De eneste overlevende, børnene, finder de i rævesøvn i teltene og stikker dem ihjel gennem ørerne.

 

Efter hjemkomsten, hvor det gamle mønster genoptages, er Kum. ude på fangst, da tre isbjørne, som ingen tør give sig i kast med, har placeret sig nær bopladsen på et isfjeld. Asa. der som sædvanlig med længsel afventer Kum.'s hjemkomst ved stranden, siger, at hvis bare Kum. havde været der, skulle han nok have klaret bjørnene. De andre mænd håner ham: "Ingen kan klare dem." Da Kum. nærmer sig med to sortsider på slæb, ror Asa. ud og fortæller om bjørnene. Han overtager så bugseringen, mens Kum. ror rask til isbjerget, lægger til, fæster et par pile opefter i den stejle isvæg, klatrer op og overmander bjørnene én for én. Han smider en af dem ned som mændenes andel, og Asa. lader sin skadefryd høre.

 

Var. Søg på Kumal*; Asaaloq og Kumallaasi.

Kunuk

Print
Dokument id:1426
Registreringsår:1857
Publikationsår:1924
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kunuk
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, II
Tidsskrift:
Omfang:side 134 - 153
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

OBS: Rasmussens oversættelse hér bygger på Jaakuaraqs version, hvor slutningen er erstattet med den i Arons version (Thisted 1993:91 - 93).

Håndskriftet til Arons version eksisterer ikke længere.

 

Heller ikke Jaakuaraqs egen nedskrift lader sig finde, men den er trykt i Atuagagdliutit, 1934 - 1935, nr. 18 - nr. 22. Og en renskrift, formentlig foretaget af Hendrik Olsen, findes i KRH, kasse 52, 2, hæfte 419. Den afviger noget fra den trykte version, men den trykte og afskriften har klart samme forlæg.

 

Arons version er trykt på grønlandsk med sideløbende dansk oversættelse i Rink 1959 - 63, I, nr. 7,

og på grønlandsk i Kr. Lynge 1938 - 39, Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo, II.

 

For en senere oversættelse til dansk se Thisted: "Som perler på en snor...". PhD-afhandling, Kbh. Univ. 1993, Tekstsamling, s. 1-13.

Genoptrykt i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 106 - 114: Den lille forældreløse Kunuk.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 106 - 114: Oqaluttuaq Kunummik iliarsunnguamik.

 

Resumé:

Kunuk og hans lillebror er forældreløse men vellidte på bopladsen, hvor

de går alle til hånde med stor iver. En dag de henter vand, ser de

spejlbilleder af såkaldte "løbere" i søens vand. Husfællerne tror dem

ikke. Heller ikke anden gang de har været ved søen. Brødrene gemmer

derfor deres lillesøster i husgangens kogerum, dækker hende med

savsmuld / træspåner og hægter sig selv op i bjælkerne under hustaget. Løberne

udrydder alle husfællerne og stikker søsteren et par gange gennem

savsmuldet. K. og hans lillebror flygter ind over land med den sårede

søster, der dør og begraves ved "Hjertefjeldet". De går videre, opøver

deres kræfter undervejs og lillebror blir snart stærkere en K. De går

tværs over en tilfrosset sø frem til havet, hvor en mængde remmesæler

er krøbet op på isen. De fanger og fylder en skyggefuld kløft med dem.

Et godt stykke længere fremme ser de i skjul en mængde kajakmænd på

hvalrosfangst, og at ingen kaster harpunerer, før en mand i hvid

halvpels har ramt et dyr. Det bugseres ind, parteres, og alle får

rigelige fangstparter undtagen en gammel mand, der kun får et tyndt

ribbensstykke og et stykke indvold af en underarms længde. Kajakkerne

ror mod vest langs med kysten til deres teltlejr, hvor K. og lillebror

planter lederens harpun med blære dybt i jorden ved lejrens vandsted.

Langt op ad næste dag i flot fangstvejr kalder lederen til fangst, men

kan ikke finde sin harpun. Ingen ror ud, før en kvinde finder den, og

man har været nødt til at grave den fri.

Om aftenen går brødrene ind i den gamles telt. De får hans to døtre til koner. Den gamle er selv flygtet for løberne, og hans søn er blevet dræbt af bopladsens leder. K., der udfordres af lederen, pisker en udstoppet hare i stumper og

stykker, skønt lederen har forbudt det. Lederen pisker ham. Men K.

gør sig hård, lederen flygter, K. indhenter ham, og han pisker huden

af hans ansigt. Mens ansigtet læger tar ingen på fangst. K. får sin

svigerfars kajak, øver sig og blir ferm. Han tar med på fangst og

drister sig til at nedlægge en hvalros, før lederen har ramt den.

Denne får af K. samme fangstpart som tidligere K.s gamle svigerfar.

Langt henne på foråret hentes depotet af remmesæler i kløften.

Lillebror styrer sin svigerfars konebåd. Lederens mor ror forrest i

hans konebåd, mens lederen og K. ledsager dem i kajak. K. morer sig

med at kaste sin harpun højt hen over begge både. Lederen forsøger det

samme, men spidder sin mor ved hætten til forstavnen, så hun falder

bagover. Lillebror ser Hjertefjeldet, gribes af sorg, men undertrykker

den og sprænges i sit indre. Da K. sørger og trænger til adspredelse,

nedlægger han en af de aggressive røde hvalrosser. Dernæst fortæller

hans svigerfar ham om Ungilattaqi oppe nordpå. U. røver alle mænds

koner og dræber deres mænd. K. og hans kone rejser derop på slæde, går

ind i et hus med lutter mænd, der er stedsønner af U. De støtter ham i

trommestriden mod U., hvor U. efter sin sang to gange kaster sin kniv

mod K., der gør sig bittelille. Første gang springer han op, idet U.

kaster, og næste gang springer han ind i skridtet på U. K.s

medsammensvorne tar kniven fra U., gir den til K. og synger en vise

for K., der derefter kaster og spidder U. til vinduesbriksen. Stor

tumult følger. K.s kone, som U. straks røvede, får tag i K. bagfra.

Hun er barbenet. På vej fra huset gribes han bagfra af U.s hjælper,

ham med bagdel både bagpå og forpå. K. brydes længe med den

"dobbeltrøvede" på glatis, løfter ham op og smadrer ham på isen foran

tilskuerne. En anden stærk mand, der forsøger sig med K. på et sted

med mange spidse, frosne hundelorte, lider samme skæbne, og en tredje

mand med ben så lange som en konebåd flækker K. hoften på mod en

stendynge. Folk takker begejstrede. K. blir bedt om at kigge ind til

den døende U., der ligger på en pude af sine mange koners underbukser

og indsnuser duften af sine yndlingskoners underbukser, der ligger

over hans ansigt. K. smiler da for første gang. Hans sidste

adspredelse blir en vågefangst på narhvaler i en våge ved denne

nordlige boplads. Derefter tar han hjem og falder til ro.

 

Var.: Kunuk

 

Hist.: "Løberne" (arpattut) bruges på fortælletidspunktet ofte om

nordboerne, men kan ligeså vel blot betegne "indlandsboerne".

Kvinden hos Qaumatip inua / månens menneske

Print
Dokument id:179
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:Kvinden hos Qaumatip inua / månens menneske
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 189 - 190, nr. 74
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af orig. håndskr. eller renskrift, der ikke længere

eksisterer.

 

Version på dansk sammenstykket af 2 versioner inkl. denne i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 15, ss. 88 - 89.

Samme noget kortere på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 91, ss. 441: a Barren Wife.

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om månemanden (orig. uden overskrift).

 

En gift kvinde gik en gang alene, da en hundeslæde standsede ved hende. Manden på slæden sagde, at hun skulle sætte sig op på slæden. Det føltes, som om de var ved at stige til vejrs. Hun spyttede, og spyttet ramte jorden. ("tuppoq" - usikkert, hvordan det skal oversættes i denne forbindelse - Chr.B.) Nu føltes det, som om de ikke længere rørte ved jorden. Hun spyttede igen, men manden sagde til hende: "Nu må du holde op med at spytte." De kørte videre og kom ind i et slædespor (ganske vist står der "innersuit", ildfolket, men det må være et mægtigt slædespor - Chr.B.). Til sidst nåede de frem til et hus. Derinde lagde manden et stort remmesælsskind foran indgangen og sagde til kvinden, at hun skulle lægge sig ned på ryggen. Derpå lagde manden sig ned oven på hende. Så mistede hun bevidstheden. Da hun kom til sig selv igen, lå hun midt på remmesælsskindet.

Hun rejste sig og satte sig op på briksen. Manden, der sad ved vinduet med en

stor fuglevinge, kaldte på hende. Så trak han en stor lem til side og sagde til

hende, at hun skulle kigge ned. Hun kunne se en masse vinterpladser, hvor husene

lå tæt op ad hinanden. Manden ("angornarua", hendes samlever) bad hende kigge på

noget bestemt. Hun fik øje på en pige, der lå på ryggen og sov. Så lod manden en

dråbe fra den store vinge falde ned på hende. Efterhånden kom der længere pauser

mellem dråberne. Da pigen blev ramt af en dråbe, fór hun sammen og saqugami

(dansk kommentar: "puttede fingeren ind.."), og hun begyndte at bløde. Folk nede

på jorden var ved at sy skindtelte, nu da det var blevet forår. Hun så sin mand

gå med deres lille søn i hånden.

 

Samleveren sagde til hende: "Nu skal du tilbage til jorden. Så vil du føde et

drengebarn. Når du har født barnet, skal du gå udenfor, inden nogen andre går ud. Så vil du finde et par små ulke oven på husgangen. Det skal være dit

første måltid. Når drengen bliver større, må du også en morgen gå ud før de

andre. Så vil du finde en drengeharpun til at lege med. Når drengen pludselig

forsvinder, efter at han er blevet god til at kaste med harpun, må du ikke græde

over ham. Så vil han være hos mig, så han kan forsørge mig, når jeg bliver

gammel."

 

Hun var nu på vej ned, da hun blev bange, skubbede han hende. Hun mistede

bevidstheden. Da hun kom til sig selv, var hun nede på jorden. Hun gik hen til

dem, der syede skindtelte og gjorde alt for at blive set. Da hun ikke blev

opdaget, tog hun en synål fra en af dem, der syede. Vedkommende ledte efter

synålen og fandt den på en af kvindernes ben (eller: fandt den på hendes ben,

mest sandsynligt). Så kiggede hun på hende fra benene og opefter og genkendte

hende. Hun forsvandt, mens det endnu var vinter, og dukkede først op igen nu. Nu

gik hun hjem til sin mand. Hun blev gravid og fødte en dreng. Hun gik ud om

morgenen før de andre og fandt ulkene, som hun tog ind og spiste før noget

andet. Herefter spiste hun almindelig mad. Da drengen var blevet lidt større,

fandt hun en morgen en drengeharpun til at lege med. Da drengen var blevet

dygtig til at kaste med harpun, forsvandt han. Moderen græd ikke over tabet af

drengen, mens faderen sørgede. Månemanden fik drengen til sig.

 

Var.: Arnaaluk 50 - 52; Sahra 179v; The man in the moon and the entrail-snatcher; Månens barn; Besøg på Månen. (fortællinger hvor månens gæst en mand: søg på Manguaraq)

 

Hist.: Den traditionelle fortælling om kvinden, der bliver hentet på besøg hos månen og bliver besvangret. Men idéen om månen, der skal forsørges på sine gamle dage, er ny. I min tolkning er det netop fordi måne og sol ikke reproducerer sig -får børn deroppe i himlen, at de undgår menneskers kredsløb gennem død og

(navne-)reinkarnation at verdens fortsatte gang sikres.

Kvinden som ville være mand

Print
Dokument id:228
Registreringsår:1860
Publikationsår:1997
Arkiv navn:
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Kvinden som ville være mand
Publikationstitel:Fortællinger & akvareller
Tidsskrift:
Omfang:175 - 178
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 65h - 66v.

Publiceret transskription af orig. håndskr.: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 175 - 178: Arnaq angutaarusuttoq.

 

Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 223.

 

Sammenstykket oversættelse af denne og en anden variant i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 39.

Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 92, ss. 442 - 443: The Woman who wanted to be a man.

 

Resumé:

En mor er utilfreds med sin eneste søns fangstevner, og hendes udskældninger bliver endnu værre, da han har giftet sig med Ukuamaaq og tilmed fået en datter yderligere at forsørge. Moderen stikker til indlandet med svigerdatteren. Sønnen finder efter lang tids venten og søgen sin kone ene hjemme i et lille hus tykt tapetseret med renskind. Uk. fortæller, at hendes svigermor har lokket hende med og hindret hende i at flygte hjem. Manden kryber i skjul, hans mor ankommer i mandetøj, taler med dyb stemme, spiser og brokker sig, da Uk. ikke er villig til samleje bagefter. Hun har en kajakspids som penis og synger bagefter vrængende om hvor uduelig en søn hun har følt sig berettiget til at erstatte. Sønnen dukker frem, moderen flygter med sønnen efter sig, og hun magter at løbe hurtigst, indtil hendes kunstige penis falder ned og knækker. Han slår hende ihjel og sammen med sin kone lever de højt og flot hele vinteren på det store forråd af renkød, som denne lesbiske svigermor har skaffet.

 

Var.: Ukuamaaq. Talrige, allevegne fra.

 

Kommentar: Der er tydeligvis en direkte sammenhæng mellem fangstevner og seksuel ejendomsret.

Malaasi som rejste til Akilineq

Print
Dokument id:110
Registreringsår:1860
Publikationsår:1997
Arkiv navn:
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Malaasi som rejste til Akilineq
Publikationstitel:Fortællinger & akvareller
Tidsskrift:
Omfang:ss. 109 - 111
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

 

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 22h - 25v (slutning mangler, ses i afskriften).

 

Publiceret transskription af orig. håndskr.:

Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 109 - 111: Malaasi Akilinermut angalaartoq.

 

Rink 1866-71, I, nr. 23 refererer Kreutzmanns fortælling med en slutning fra sydgrønlænderen Nikolai's Maledok. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 17, ss. 169 - 173:

Malaise  The Man who travelled to Akilinek / Akilineq)

 

Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, 4', nr. 217.

 

Resumé:

Malaasi er en uforfærdet fanger, der aldrig lider nød. Hans to yngre søstre følger ham gerne på land, når han er ude på fangst. En vinterdag går de to søstre over isen til de yderste øer i skærgården for indsamle rødder, men da en fralandsstorm river isen op, driver de til havs på en isflage. De når land på den anden side af havet, fordi de begge har måger som amuletter. De vandrer sultne rundt i det fremmede land til bunden af en fjord med en lakseørredelv. De fanger et par stykker, tilbereder og spiser dem. Ved lavvande strander en mængde sæler, hvoraf de samler sig tilstrækkeligt til forråd. To unge kajakmænd kommer på besøg og vælger dem til koner. Derefter ror de hjem og lader en konebåd hente dem. Søstrene får det godt i det fremmede. De får børn, den ene en søn og en datter, den anden to døtre, hvorfor hun frygter at blive dræbt af sin mand, hvis hun også tredje gang får en datter. Derfor planlægger de at flygte hjem, når hele bopladsen er optaget af festligheder med trommesange, og efter en mindre spændingsbefordrende afbrydelse lykkes det dem at komme af sted over det islagte hav. De eftersøges, men opdages ikke. Undervejs over isen dør deres børn, som de efterlader på isen. De når heldigt frem til deres gamle boplads, hvor Malaasi ved at høre om de rigelige fangster i Akilineq, beslutter at de skal tage derover hele familien en vindstille og skyfri sommerdag. Hans kone, der ikke har mod på rejsen, græder heftigt undervejs og drilles af Malaasi med, at nu ser man noget uhyggeligt sort vand forude. Hun skråler af skræk, Malaasi griner, og så får de endelig landet i syne. Da holder konen straks op med sin gråd og lægger alle kræfter i åren. Familien slår sig ned i bunden af fjorden (med den rigelige fangst), men søstrenes mænd kommer og kræver forgæves deres koner tilbage. Det lykkes først, da de slår Malaasi ihjel.

 

Var.: Malarsivaq / Malarsuaq / Maledok / Manutooq.

 

Hist.: Slutningen på denne version af Malarsivaq / Malarsuaq / Maledok / Manutooq er overraskende, idet det i andre versioner er Malaasi, der går sejrrig ud af konfrontationen med Akilineq-boerne og tager sine søstre med hjem uden deres ægtefæller. Fortælleren, Jens Kreutzmann, var selv af blandet herkomst, og han deler åbenbart ikke den traditionelle opfattelse af Akilineq-boerne som fremmede, dvs. umennesker. Iøvrigt vidste man på den tid udmærket at der boede stammefrænder i Akilineq. Søg på Akilineq.

Malarsaak / Malarsaaq / Malarsuaq / Malarsivaq / Malaarsi

Print
Dokument id:1824
Registreringsår:1860
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2488, III, 4'
Fortæller:Nikolai
Nedskriver:Rosing, U.
Mellem-person:Rosing, U.
Indsamler:Rink, H.
Titel:Malarsaak / Malarsaaq / Malarsuaq / Malarsivaq / Malaarsi
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 47v - 49v, nr. 314
Lokalisering:Illutuaarsuk: Sydøstgrønland
Note:

Kort resumé i Rink 1866 - 1871 (1866-71), Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 130, s. 329.

 

Kort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 101, ss. 448 - 449: Malarsuak, a Story from East Greenland.

 

Renskrift tillempet nudansk stavemåde af Rosings nedskrift på ældre dansk (En nedskrift på grønlandsk findes ikke):

 

(Malarsaaks) Søster gik ud at gå, men kom ingensinde tilbage igen, hvorfor Malarsaak søgte efter hende på slæde (i) nord og syd. Til sidst kørte han indefter; han kørte på fjordisen og det hele dagen indtil han sent ud på aftenen så et hus, hvor han standsede. Han kiggede ind af vinduet på et lille hus, efter at have opdaget flere huse på stedet, og genkendte da sin søster, der lussede (lyskede) en mand i hovedet. Malardarsaak (sic.) gik dernæst ind i huset, og blev først set af søsteren, som skubbede til manden, og rejste denne sig rød i ansigtet med tanker som den mulighed at den indtrædende var en drabsmand og nu ville ham til livs. "Nej se," råbte søsteren, "det er min slægtning", og begyndte hun med glæde at sætte mad frem for broderen. Siden efter kom en ung knøs ind, og var han så snudsket at man næppe kunne skelne ansigtet fra den fedtede og tilsmurte pels. Denne fyr satte sig stille hen ved døren og vendte ikke sine øjne fra den fremmede. To unge fruentimmere uden hår, som de havde mistet ved at spise så meget menneskekød (menneskeædere), sad på briksen. Da nu den skidne unge fyr kom ind, råbte disse to unge tøse: "Ah er du der, du kedsommelige stygge." Fyren gik snart efter ud igen. Husejeren, som var broder til de skaldede piger, bad nu Maledok (sic.) om at nedtage to blodige træstumper, der stak frem over en af husets tagbjælker, og vare i enden befæstede med bjørnetænder. "Kast disse i hovedet på drengen når han atter kommer", bad værten Malarsaak; men denne havde ingen lyst til at dræbe nogen. "Vi er så vant dertil", sagde husejeren, "så at vi regner sligt for intet." Imidlertid trådte atter den skidne ind, og Malarsaak på de andres opfordring stak ham i hovedet med stokkene og dræbte ham. Værten gik derpå hen, tog liget og kastede det hen under briksen. Efter en stund hørtes en komme, og ind trådte et fruentimmer. "Den, min lille stygge dreng er her nok ikke", sagde hun seende sig om. "Jeg mener ham", vedblev hun, "min idelig skidne dreng, som længere hen (senere) skulle tjene søstrene til føde?" "Jeg har", talte husejeren, "kastet ham hen under briksen, der ligger han." Kællingen skrumpede sig sammen samlede sine kræfter og trak liget ud med sig.

       "Rejs nu væk førend dag", talte værten til Malarsaak, "thi ellers vil du blive dræbt. Kom så og besøg mig igen til foråret med din kone." Malarsaak rejste så og kom igen på den tid med sin kone til stedet. Om aftenen kom de dertil og konen havde amaat (rygpose) på med en sønneke i. Da de kom ind i huset tog hun drengen af amaaten, men begge de skaldede greb med begærlighed efter det, tog barnet og ville ikke give slip på det. Ved at kyse det fik de barnet til at græde. Disse fruentimmere bad de fremmede om at besøge det andet hus i nærheden.

Da de blev kaldt (indbudt) fulgte Malarsaak og konen hinanden, samt svogeren og hans kone. Forgæves ville M.s kone have sit barn med sig, hun måtte ikke for søstrene, der ytrede, idet at de besøgende gik, (at) "skriger barnet, skal der nok blive kaldt på jer". Da de fremmede kom op i huset, så de ved indgangsdøren inde i huset et menneske hænge med en tyk mave og med hovedet nedefter (og) ud af næse og mund stor fråd. En mand søbede det neddryppede fra den døde kone i sig, og en ung fyr kom med (en) kniv og skar skamdelene væk på hende idet han sagde: "Da hun var levende var manden påholdende på (med) den, lad mig æde den", hvorpå han skar maven op og udtog et foster, tog et par gnask af det, og kastede det så hen på briksen, idet han råbte: "Her er føde for jeres fruer." "Vort barn!" talte nu Maladoks kone, "er vist urolig, lad os gå ned", ytrede hun med angst. Hun gik alene, men snart efter kom hun og kaldte på manden, sigende: "de har dræbt vort barn." Da mand og kone gik ud fulgte svogeren med, og denne skammede sine søstre ud, hvorover disse græd. Maladok ville rejse, hvortil famlien i huset også rådede ham jo før jo hellere, men samtidig måtte Maledok overskære alle bindslerne på de fremmedes slæder i muligst stilhed.

       Mens Maladok nu beredte sig for rejsen, bad han sin svoger at sige til stedets beboere, at han uforfærdet kom og besøgte pladsen uagtet mordet som han gjorde på den unge knøs året i forvejen, og som følge heraf ventede at blive dræbt af dennes slægtninge, men at han også vidste at de ville forfejle deres hensigt med hævnen. Svogeren lovede at sige det. Men denne bad Maladok om? endvidere at låne en af hans hunde, der kunne fare afsted som en pil kastet ved hjælp af kastetræ. "Du skal se", vedblev svogeren, "har du denne hund med dig skal de forfølgende ikke nå dig så let."

       Just som Maladok satte sig med konen på slæden og for afsted, råbte svogeren ind i husene, "nu rejser M. uden at blive hævnet." Fangerne kom nu ud, men een slæde var der dog hvorpå bindslerne ej var overskårne, og med denne slæde fór en mand efter Malarsaak, fik håndtag i dennes slædeopstændere. Malarssak tog imidlertid sit piskeskaft hvorpå en ulu (kvindekniv) var fæstet i den ene ende, og skar så hænderne over på forfølgeren, som faldt til jorden og blev liggende; dennes kammerater kom til (og da de) så, at han ikke længere var skikket til at fange, med tabet af hænderne, dræbte de ham for senere at tjenes til føde for dem og familie, eftersom det var trangstid. Malorsaak fór med hurtighed hjemefter; på isen traf han på en sværm øgler og slanger, der kølede dem (afkølede sig). Disse opsnusede slæden og forfulgte den længe, men forsvandt til sidst i en stor spalte i isen, om hvilken mand og kone måtte køre langt udenfor, men nåede så lykkeligen hjem. Senere besøgte Malarsaak ikke sin søster hos menneskeæderne.

 

Kommentar: De mange stavemåder for hovedpersonens navn er ikke ændrede i denne renskrift. En anden sydøstgrønlandsk stavemåde er Malarssivaq, se: Rasmussen 1981, III: 106 - 110.

 

Hist.: De nævnte øgler lyder ikke grønlandske, mens slangerne kunne være kæmpeorme (el. kæmpemaddiker), der ofte forekommer i fortællingerne.

Maledok

Print
Dokument id:1822
Registreringsår:1860
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2488, III, 4'
Fortæller:Nikolai
Nedskriver:Rosing, U.
Mellem-person:Rosing, U.
Indsamler:Rink, H.
Titel:Maledok
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 41h - 44h, nr. 312
Lokalisering:Illutuaarsuk: Sydøstgrønland
Note:

Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 23 refererer Kreutzmanns fortælling med en slutning fra sydgrønlænderen Nikolai's Maledok. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 17, ss. 169 - 173:

Malaise  The Man who travelled to Akilinek / Akilineq)

 

Renskrift tillempet nudansk stavemåde af U. Rosings nedskrift på ældre dansk (En nedskrift på grønlandsk findes ikke):

 

Maledok havde to ældre søstre. Deres fader, som havde været bekendt for sine store kræfter, omkom engang, mente familien, da han aldrig vendte hjem efter den sidste gang de så ham gå bort på fangst. Begge pigerne forstod at fange tejster fra vinterisen ved at anbringe en løkke på en rem, som de så stak op over halsen på fuglen, når disse kom op igen efter at have dykket dem, og trak derpå fuglen let ind til dem (sig). Denne fangemåde kom pigerne let for tilsidst, uagtet tejsternes hurtighed. På en sådan fangst blev søstrene, endskønt i stille vejr, ført ud til søs en dag, og efterhånden som de på isen kom længere ud, blev isstykket, hvorpå de stod, mindre, indtil der ikkun blev såmegen plads tilbage, at de netop kunne stå på flagen. Den yngre søster spurgte nu den ældre om hun ikke havde et sådant tryllemiddel hos sig hvorved de muligen kunne reddes, men hvortil hun svarede: "Nej". "Du har måske noget sådant?" sagde den ældre. "Ja jeg har", blev talen. "Så lad se". "Her er spurvedun", gentog den yngre. Den ældre bad nu søsteren om at kaste dunene ud i vandet, hvilket hun gjorde, og (så) syntes de begge at (be)finde sig i ly. Den yngre forekom det som om landet skulle synke, og som ikkun himlen var at skue. "Søen", sagde den yngre, "begynder med vælde (?) at vise sig." "Det er land", sagde den ældste. De kom til det og begyndte at gå hen over det. De så en stor flod, og i denne så de noget stort glinsende. Ved flodens bredder sås hvaler og hvidfisk (hvidhvaler), som standnede (standsede ?). Da pigerne kom nærmere så de mange laks; af disse begyndte de at fange og fyldte en stor jordfordybning med dem. Den ældre ytrede nu: "Blot vi nu kunne koge dem." "Jeg har hørt", sagde søsteren, "at der i gamle dage tændtes ild ved hjælp af vegsten (fedtsten)." "Prøv da", gentog den anden. Den yngre slog da til en sådan sten med en anden og fik ild. På en flad sten lagdes fisken og derover vådt tang og (de) dækkede det hele godt til efter at have gjort ild på under stenen. Laksen kogte snart, og den blev spist. Den anden gang de var ved at koge så de en del konebåde komme indefter ude fra søen. Fra bådene råbtes der, da de kom nærmere: "Vi lugter kogt mad." Kajakmændene talte om at deres laks var borttagne, og at de ville dræbe gerningsmændene. De roede nu rask forud for bådene, men tilråbtes af nogle gamle koner, der styrede båden: "Er det fruentimmere så dræb dem ikke." Begge pigerne skjulte sig bag en forladt teltemur (?). Kajakfolkene kom i land med lænsere; men opdagede ingen. De gamle styrersker talte om at ville gøre deres behov bag teltmuren og gik derhenad. I det samme ses søstrene og de gamle råbte nu i munden på hinanden: "Her er en kone til min søn, en kone til min søn!"

       De gamle førte nu pigebørnene frem; laksen blev kogt og spist. Sidenefter forlod bådene pladsen, velforsynede med forråd for vinteren, og stilede hjemefter. Pigerne blev omsider frugtsommelige, og fødte de begge pigebørn.

       De unge koner spiste en dag mattak sammen uden for huset, da en ugift knøs kom og fortalte dem at en af deres svigerinder var blevet vred på dem og ville lade dem dræbe. De gik nu begge ind i huset og hentede hver et par strømper til, og med deres børn i amaat forlod de stedet. "Jeg skal følge eder et stykke herfra", sagde den ugifte, hvilket han også gjorde og kom senere modsat den (udvejen) tilbage i huset igen.

       Mens begge de unge koner gik over et højt land, ytrede de om isen at det var ønskeligt om den holdt sig nær til landet. Da de kom op på toppen af fjeldet så de til deres glæde at isen var landfast og forresten tæt pakket ud til søs. Den yngre ytrede nu til søsteren at når hun sprang over revnerne i isen skulle hun lukke øjnene i. De kom nu (ud) på isen, men ikke varede det længe førend atter landet kom væk for deres synskreds. Børnene døde for dem af kulde. I førstningen ville mødrene have ligene med, men bestemte de sig senere til at kaste dem i søen, hvilket de så og gjorde. Landet kom atter tilsyne. Den yngste sagde: "Gid vi måtte komme til stedet, hvor vor grimme moder havde land ved (med?) Bândalik (??)." De kom til Seetituarik. Den ældste steg først i land; den yngste som så steg i land, så sig om og fandt stedet de havde været på at ligne Skuass (?). De kom til en husplads, hvor en mand arbejdede med sin båd. Ikke langt fra ham sad der et gammelt fruentimmer og syede med tillukkede øjne. Søstrene gik hen til konen, sagde hende at de var sultne og tørstige. "Jeg hører eder", sagde den gamle, "spis". De kom dernæst hen til Maledok, så(dan) hed manden, og så de nu også at han arbejdede med tillukkede øjne; de gentog for ham om deres sult og tørst. "Jeg hører eder", var hans svar, "spis og drik". Men desuagtet så de ingen føde. Atter gentog de deres bøn for konen, men svaret blev det samme, hvorpå de unge koner gik ind i huset og satte sig ned, tæt ved døren. De hørte nu at Maledoks søn stod udenfor vinduet og græd over tørst. Gå ind og drik", sagde faderen, kunne konerne høre. Drengen gik ind, men idet han seede (så) de to fremmede gav han sig atter til at græde og gik udenfor igen. Da sagde faderen: "Hvad fejler dig søn?" "To stygge fruentimmere er inde i huset", råbte han. "Når jeg går ind", sagde Maledok, "vil jeg næppe se nogen." Søstrene kiggede ud af gangen idet han kom og opdagede nu at han havde øjnene åbne, og da han kommer ind genkender han dem til sin glæde. Han gik dernæst ud og skuffede snedriven, kommen med den sidste S.V.storm, væk fra vinduet, så at der blev lyst indenfor.

       Nu blev der fortalt, og blandt andet, at det var rart om Maledok kunne komme med til den store fangst som de unge koner havde overværet ved elven. "Jeg agter mig dertil", talte han; "Med båd kan du ikke komme dertil", sagde søstrene. "I kom jo dertil, og hvorfor skulle jeg så ikke også nå derhen." Manden sørgede nu (for) at god forråd blev samlet til rejsen, ligesom at båden fik flere beklædninger af skind på sig. Da Isen var borte, tog de alle afsted og kom langt væk, helt til Seetituarak (?). Tagende til en gammel familiegrav fik broderen, Maledok, et par renskindsstrømper ud (af graven), og disse kom han i en pose. De drog videre frem, men da forsvandt landet pludseligt. Det yderste betræk på båden blev nu aftaget for at lette roningen. Landet kom atter tilsyne, men kendtes ikke; en ung kajakmand, der genkendtes at være de unge koners advarer og frelser, kom ud imod dem og bad Maledok om at låne et bor til hans, Maledoks, svogre. Men Maledok svarede: "lad dem selv hente det." Den unge gik i land, men kom da atter tilbage, sigende: Dersom boret ikke blev sendt med ham igen, ville der følge mord ovenpå." "Lad dem kun komme", sagde Maledok. Der sås nu, efter at de unge kajakmand var gået ind, flere både og kajakker komme ud for at gå på jagt efter de rejsende. Sendebudet gik i Maledoks båd. Maledok tog et drikkekar frem, lod sig sætte i land, fyldte karret med vand og stillede det hen ved et næs, efter at have strøet støv og hår af renstrømperne i det. Den ældste af de fjendtligsindede brødre kom snart efter og drak af karret, men da han rejste sig var hans kajakåre forvandlet til et horn på hovedet og selv var han blevet forvandlet til et rensdyr, hvorpå han straks efter blev skudt med pil af Maledok, og styrtede derpå ud i søen ganske død. "Jeg vil næppe", sagde den yngre broder, "lade nogen af de fremmede se dagens ende"; men ikke længe herefter blev han skudt ihjel på samme måde som den ældste, og efter en lignende forvandling. Således omkom alle de øvrige tørstige kroppe på den fjendtlige side. Da den sidste imidlertid kom for også at drikke, sagde Maledok til ham: "Gå du nu kun hjem og vær en ussel rest af dine landsmænd." Maledoks båd kom atter på gled med ? betrækskind på den og vel ladet med enhjørningehorn (narhvaltænder), laks, mattak og mere andet, og nåede de rejsende lykkelig hjem til Bordalit (?), hvor Maledok døde - og hans ben skal hvile dersteds den dag idag.

 

Kommentar: Nedskriften er formentlig en blanding af egentlig oversættelse og referat. Maledok svarer til vestgrønlandsk Malarsuaq. Fortællingen er velkendt, men den vægt der i denne version lægges på "tørst" og "syn" er speciel og betydningerne ikke umiddelbart indlysende.

 

Tolkning: (Eller forsøg på en tolkning): De to symboler, tørst og syn, er i denne version associeret til død og "genfødsel", overgangen fra vinter til forår, og åndemanerelementer:

       Død og genfødsel: Faderens død anslår temaet fra begyndelsen. Han kommer ikke tilbage til livet, men søstrenes rejse tur-retur til landet hinsides synsranden skildres via de øvrige symboler som en død og genfødsel:

       Tørst: Når både søstrenes gamle (grimme?) mor og bror ikke ser dem ved hjemkomsten, skyldes det at de tror, at søstrene er døde og at de, ligesom døde slægtninge har for vane (fx når det ringer for de levendes ører), blot ber om mad og drikke, som man i så fald tilbyder. Det sker formentlig med vendinger som dem i denne version. Dvs. de døde kan bare selv tage det de behøver. Men når også fjenderne i landet på den anden side synsranden er så tørstige, at de alle drikker af forvandlingsvandet, er det fortsat er en slags døds-symbolik, der spilles på: ligesom de døde lider de af tørst, men de "genfødes" som rener pga. af renhårene fra de dødes klæder i familiegraven.      

       Syn: Søstrene er som antaget for døde, usynlige. Det udtrykkes ved at både moderen og broderen arbejder med lukkede øjne. Da sønnen fortæller om de fremmede i huset og faderen siger, at han næppe vil kunne se dem, må det være fordi han stadig mener, at gæsterne er de døde (usynlige) søstre. Han genkender dem dog i husets halvmørke, der oplyses da han får ryddet den store mængde sne bort, som en nylig sydvest er kommet med.

       Fra vinter til forår: Tidspunktet for gensynet er m.a.o. den sidste del af vinteren, en kritisk overgangsperiode til foråret. Årstids-symbolikken løber parallelt med "død og genfødsel": Søstrene driver mod landet på den anden side ved vinterens slutning (selv om vejret er stille). De opnår en slags beskyttelse (ly) ved spurvedunene (snespurven er et forårssymbol), men da de tager tilbage er det streng vinter. Snestormen fra sydvest forudskikker foråret og deres tilbagekomst, foråret kommer med snerydningen, og alle rejser over det åbnede hav i konebåd om sommeren.

       Åndemanerelementer: Åndemanerens / angakkoqens overgang fra normalt syn til synet for den anden (normalt usynlige) verden består i en periode af uklart syn, ligesom seancen foregår i tusmørke med den mindste lampe brændende og tildækkede vinduer, og ligesom Maledok genkender sine søstre i husets halvmørke med de af sneen tildækkede vinduer. De kommer tilbage til denne verdens lys, da han rydder sneen bort.

Endelig er søstrenes tejstefangst ved fortællingens begyndelse sigende, idet enåndemaner, der skal på ånderejse over land eller under vand, ofte forsynes med fjer af en tejst i armhulerne som "transportmiddel". Tejsten er en dykfugl.

 

Var.: se Malarsivaq, Malarssivaq, Malaasi

Mamingaq

Print
Dokument id:1753
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Mamingaq
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:ss. 248 - 251, nr. 56
Lokalisering:Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 56, ss. 301 - 306.

 

Uddrag i Rink 1866 - 71, II: s. 108 - 109, nr. 71.

Resumé af uddraget: Maningaq (sic.) fra Kangeq vil altid udhavs på fangst,

hvorfor den ængstelige far flytter længere og længere ind i

Godthåbsfjorden med ham.

 

Der følger flere småbegivenheder om M.s kunnen og manglende evner:

Han redder engang en fangstfælle i kraftig storm. Han gifter sig og får to

sønner, der døbes Lars og Esaias ved kolonien, og det er Esaias, der efter faderens råd effektivt bedækker åndemaneren fra Karra's ansigt med et hundeskind,

da denne ikke kan dø, men hele tiden lever op igen. Engang afprøver M.

i smug sine fangstevner i forhold til Urukasis fra Qilangaat, og M. må

se sig overvundet. Hans sønner er store hvidhvalsfangere, men en

vinter går Esaias glip af hvalerne, fordi en vis Monika har forhekset

ham. Lars går senere qivittoq, og folk mener senere at have set ham i

blå anorak og lærredsbukser.

 

For kommentarer til Rinks version af originalteksten se Thisted og Thorning

1996: nr. 56, s. 339 - 340.

 

Hist.: Familiehistorie fra den første missionstid på Nuuk-egnen.

 

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Manden som fik en alliaruseq til svigersøn

Print
Dokument id:214
Registreringsår:1860
Publikationsår:1997
Arkiv navn:
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Manden som fik en alliaruseq til svigersøn
Publikationstitel:Fortællinger & akvareller
Tidsskrift:
Omfang:119 - 121
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 29h - 31v.

Publiceret transskription af orig. håndskr.: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 119 - 121: Angut alliarutsimik ningaalik.

 

Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 220.

Rinks oversættelse af afskrift: Rink, H.: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, I: nr. 28, ss. 120 - 121. På engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 20, ss. 183 - 186: The Girl who married an Atliarusek)  

 

Resumé:

Et ældre ægtepar vil ikke gifte deres eneste barn, en datter, bort. Mange unge dygtige fangere går forgæves. Da til sidst én i vrede truer med at dræbe dem, ror de gamle skyndsomt bort med deres datter, men folk på land råber op om, at de aldrig får hende gift med en storfanger. De slår sig ned på en af yderøerne, hvor en alliaruseq (en der bor under stranden) i hemmelighed sniger sig ind og ligger med pigen. Faderen er lykkelig for sin svigersøn, der fanger umådelig meget og bare skal flytte ind. Svigersønnen har også forpligtelser overfor sin egen familie, som får halvdelen af hans fangster. Sammen tager de to familier i konebåde ind i fjorden på renjagt. Undervejs, hvor der er mennesker i nærheden, dykker alliarutsit-båden, menneskebåden følger efter, og begge både ror fredsommeligt et langt stykke under vandet. De kommer fuldt lastede tilbage. Datteren får et barn, der knytter de to familier endnu tættere sammen, og faderen rejser på besøg med pralende mattak-gaver til dem, der spåede, at han aldrig ville få sin datter gift med en storfanger. Og de kommer på besøg og bliver rigeligt bespist, da hungersnøden truer alle undtagen familien med den indgiftede alliaruseq-mand.

 

Var.: NKS 2488, VI, ss. 141h - 144v; The Girl who fled to the Inlanders; Kvinderne, som blev gift med erqigdlit; De to brødre; Pouia; Puvia; Sorarsinaq toqusoq; Makkutooq; søg på Akilineq. Desuden en del andre om ægteskaber mellem rigtige mennesker og åndevæsner eller dyr i menneskeskikkelse.

Hist.: En forbavsende fortælling, der ikke er historisk, men - på tværs af traditionens kategorigrænser - tillader den, at et åndemenneske, med sin egen familie, integreres i rigtige menneskers familie og samfund. I ældre fortællinger opløses den slags forsøg på raceblanding, når dyret eller åndevæsenet viser sig ikke at kunne leve op til menneskers sociale forpligtelser. Denne åndemand sørger efterhånden ikke blot for hele egnens befolkning med sine fangster, men lader endog de to besvogrede familier følges og samarbejde på renjagten. Betingelserne er dels en gradvis tilvænning og dels, at den menneskelige familie for alvor byder den fremmedartede velkommen.

Kristendommens afmytologisering af traditionens fortællinger har gjort sin virkning sammen med tilvænningen til først hvalfangerne og siden kolonisterne. Kreutzmann selv var af blandet dansk-grønlandsk herkomst.

Betegnelsen alliarutsit er desuden med tilhænget -ruseq en svækket udgave af allit, der undertiden siges at være langt mere ondsindede og bo længere nede (måske snarere længere ude og nede under havbunden, dvs. under skærene) end innersuit, ildfolkene nede under stranden.

Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34.

Manden, som blev gift med en skallesluger

Print
Dokument id:1605
Registreringsår:1902
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Nielsen, Jonasine
Mellem-person:?
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Manden, som blev gift med en skallesluger
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 199 - 200
Lokalisering:Saattoq: Upernavik
Note:

Orig. håndskr.: KRKB, 3: Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04, Eskimoiske sagn.

Renskrift: NKS 3536, IV, 4', læg 9.

Grl.titel: "Inuk ulangnerussamik (pâq) nuliartârtoq".

 

Resumé:

En mand ser en flok kvinder bade nøgne i en sø. De stiger op af

vandet, tager deres tøj på og flyver bort som skalleslugere. En af dem

kan ikke finde sit tøj. Manden gifter sig med hende, og de lever

lykkeligt sammen alle deres dage.

 

Var.: Manden kone vildgæssene. Rink 1866-71 16. Rink 1866-71 18; gift med skallesluger.

En fælleseskimoisk myte. Kleivan, Inge, 1962: The Swan Maiden Myth among the Eskimos. Acta Arctica, Fasc. XIII, Kbh.: Munksgård, nævner dem alle.

 

Hist.: Varianten her bryder den traditionelle "lov" om, at dyr ikke kan

integreres i menneskers samfund. Se de andre varianter og Kleivan

1962.

Manden, som tog kone blandt vildgæssene

Print
Dokument id:1540
Registreringsår:1903
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Taateraaq (Tâterâq)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Manden, som tog kone blandt vildgæssene
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 74 - 76
Lokalisering:Agpat / Appat: Avanersuaq / Thule
Note:

Orig. håndskrift: KRKB 1, 5(14): Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04; Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: inûvngôq tinínerme takulerpai..."

Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

 

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905:181 - 183.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 34 - 36: "Inuk nerdlermik nuliartârtoq" / Inuk nerlermik nuliartaartoq.

 

Resumé:

En mand ser en flok vildgæs i menneskeskikkelse bade i en sø. De har

aflagt deres hamme. Han gemmer to af hammene, men lader den ene kvinde

få sin tilbage, fordi hun græder. Han gifter sig med den anden, der

får tvillinger, men længes hjem og samler vingefjer, som hun udstyrer

tvillingerne med og flyver bort med dem. Manden, der er åndemaner,

rejser ud efter dem og møder en del hindringer undervejs, som han

overvinder: To jordånder, der river hinanden i håret; to jordtue-

ånder, der tramper løs på hinanden; en gryde med kogende, lækkert

sælkød; jordens hunde, der er en flok skaldede hundehvalpe og en mand

med store testikler, Kajungajorsuaq / Qajungajorsuaq, der lader manden slippe forbi, fordi han klogeligt nærmer sig forfra. Han når frem til børn og kone.

Hendes nye mand, en gammel havlit, flygter. Af væmmelse over sin

eks-mand, der flytter ind, spiller hun død, stensættes, bryder ud af

graven og lyver om sin identitet. Manden harpunerer hende.

Bopladsfællerne flyver bort som vildgæs, og hver gang de kommer

tilbage på hævntogt, pisker manden dem ihjel med en stor pisk, som

han har fået af Kajungajorsuaq. Han lever længe højt på de mange fede

gæs.

 

Var.: søg på Rink 1866-71 18. Og på: gift med skallesluger.

En fælleseskimoisk myte. Kleivan, Inge, 1962: The Swan Maiden Myth among the Eskimos. Acta Arctica, Fasc. XIII, Kbh.: Munksgård, nævner dem alle.

 

Hist.: En usædvanlig variant af en fælles inuit-fortælling (Kleivan

1962), idet Kajungajorsuaq plejer at forvandle træspåner til laks med sin sæd, og

fordi hverken de mange hindringer eller den afsluttende hævn normalt

er med. Det kan bl.a. hænge sammen med, at polareskimoerne / inughuit / inuhuit ikke fangede laks, før de indvandrede baffinlændere omkr. 1860 lærte dem

det.

Manêtsormio / Maniitsormiu inuarsorsuaq

Print
Dokument id:371
Registreringsår:1866
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, V. 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Kragh J. M. P.
Mellem-person:Kragh J. M. P.
Indsamler:Rink, H.
Titel:Manêtsormio / Maniitsormiu inuarsorsuaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 761 - 768, nr. 154
Lokalisering:Upernavik
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Drabsmanden fra Maniitsoq (Dette Maniitsoq ligger ved Prøven).

 

Den store Maniitsoq'er, der havde fem sønner, havde sit faste

vinterhus i Maniitsoq. Han sagde til sine sønner: "Bare kom i

gang (kâkâ)! Når I er ude på fangst, skal I kigge efter andre

kajakmænd, og I må fortælle mig, når I har begået drab." De kiggede

efter andre kajakmænd, og de dræbte alle dem, de traf. Engang de kom

hjem sagde de: "Endnu en gang har vi dræbt en mand." "I må tage jeres

overtøj af på teltets skyggeside."

 

En dag traf to fangere fra

Kangersuatsiaaq (Prøven), en af brødrene, den yngste i flokken, som

var roet væk fra de andre. På det tidspunkt var en af brødrenes kone

på udkig og lagde mærke til, at der kun var to kajakker tilbage af de

tre, som hun oprindeligt så. Det viste sig, at den ene var blevet

dræbt. Denne kvinde, som var på udkig, sagde til sin søn, som ellers

ville fortælle det videre: "Du må ikke fortælle det videre. De vil

udrydde dem, fordi de har dræbt så mange." Det viste sig at Punngujooq

og Sioraq havde dræbt den næstyngste af brødrene. Efter drabet tog de

til Maniitsoq på besøg. Da de nåede frem til Maniitsoq, var alle de

ældre brødre kommet hjem fra fangst. Kun den af brødrene, som de havde

dræbt, var ikke kommer hjem. Da det var blevet mørkt, blev brødrene

bekymrede for deres lillebror. Den ældste af brødrene, Aataarsuatsiaq,

var en stor åndemaner. Til ham sagde Sioraq: "Da lillebror gerne er

længe om at komme hjem mattagssaminik (den mattak, som han skulle

have) nausarqardliorungnãrqauq (?). Det var jo ellers Sioraq selv,

der dræbte ham." Så gik åndemaneren ud og vendte tilbage med en rem.

De snørede ham sammen med denne rem, fordi han skulle på åndeflugt for

at lede efter lillebroderen. Han var længe væk. Så ramte han jorden

igen. De spurgte ham: "Har du set nogen?" "Ja, niviukippoq (? han er

hos fluerne)", svarede han. Han satte sig på briksen og gav sig til at

græde, og hans yngre brødre græd med. Og de to gæster qangali

qijakavsakse, nå da hvor de tudede med - og lod som ingenting. I

virkeligheden lod den ene bare, som om han græd. Den anden, som græd

virkelig, kom til at røre ved ham, der lod som om han græd,

arqiksorniariardlune (? mens han var ved at komme til hægterne).

Ham, der græd på skrømt, begyndte at råbe hai! hai!, da den anden

rørte ved ham (??).

 

Da de, efter at have sovet hos brødrene, tog af sted om

morgenen, fik de sig et godt grin sammen. Denne Aataarsuatsiaq havde

en svoger - en lillebror til konen ved navn Ikersaq, som endnu ikke

var blevet voksen (suli mikisunnguaq), og som boede i Naqerloq. En

dag, da han længtes stærkt efter sin søster, kom han fra Naqerloq for

at besøge hende og for at få lidt mad, fordi de sultede; og det skete,

mens disse drabsmænd var ude på åndehulsfangst. Da han kom ind,

sagde søsteren til ham: "Skynd dig væk, for de slår dig ihjel, så

snart de ser dig. Du skal qammasungniaissoutit (?) meget stærkt. Du

får nok åndenød, men det går nok over." Han var nået omtrent

midtvejs over fjorden, så så han en slæde komme vestfra. Han var

nået længere mod øst, da han opdagede, at slæden forfulgte ham.

Det var åbenbart Aataarsuatsiaq, altså svogeren. Da de

nærmede sig husene, og han kunne ses fra land, vendte forfølgeren om.

 

Fra da af begyndte Ikersaq at træne sine kræfter; og han fik sig en

kajak. Han blev så stærk, at han kunne stikke hul med tommelfingeren

igennem et stykke mattak (hvalhud).

 

Ikersaq, Punngujooq og Sioraq dræbte nu den ene efter den anden af

drabsmændene. Af de fire, der var tilbage, dræbte de tre, så der var

kun den ældste, Aataarsuatsiaq, tilbage. Han var til gengæld en stor

åndemaner. Efter at han var blevet alene tilbage, forelskede han sig i

en anden mands kone. Da isen var gået om foråret, begyndte han at

komme på besøg hos sin kæreste, der boede på en anden boplads. De

kunne ikke nægte ham at tage en anden mands kone, fordi han var meget stærk;

og de var bange for ham.

 

Engang da han skulle af sted for at besøge

sin kæreste, ville svogeren ledsage ham. Undervejs til bopladsen, hvor

kæresten boede, sagde Aataatsuatsiaq: "Lad os lige gå i land." Da de

var gået i land, sagde Aataarsuatsiaq (ningaurssua - ningaaq -

svigersøn. Aataarsuatsiaq var svigersøn til konens bror - på

grønlandsk): "Lad os drikke lidt." De gav sig til at drikke hver på

sin side af vandhullet. Pludselig opdagede svogeren, at Aataarsuatsiaq

havde rejst sig op. Omgående rejste svogeren sig op. Så sagde

Aataarsuatsiaq: "Lad os skide sammen." Han stillede

sig op over for ham og satte sig på hug, men umiddelbart efter rejste

han sig op igen. Svogeren gjorde det samme. Minsandten om ikke

Aataarsuatsiaq ville dræbe svogeren med list. De gik ned, kom

ned i deres kajakker, og tog sydover til deres bestemmelsessted, hvor

der boede mange mennesker.

 

Fremme ved de mange telte, gik Aataarsuatsiaq ind i kærestens telt, men Ikersaq gik ind (i et af) de mange telte. Aataarsuatsiaq gik i seng, men ikke Ikarsaq, for han ville skam dræbe sin store svoger. Han gik rundt til de mange telte og

sagde til folk der, at de ikke skulle sove. På et tidspunkt, hvor

svogeren forventeligt ville vågne, gik Ikersaq hen til hans kajak og

skar noget af hans kajakbetræk bort og brækkede spidserne af hans

kastevåben, hvorefter han gik op til teltet igen. Han havde været i

teltet et stykke tid, så kom svogeren ud og gik ned mod sin kajak.

Ikersaq kom også ud og fulgte efter ham. Han indhentede ham inden han

var fremme ved kajakken. Så nåede svogeren kajakken. Han kiggede ind i

den og sagde: "Jeg har glemt min halvpels." Men i virkeligheden lå

halvpelsen i kajakken. Han var nu på vej op for at hente en kniv, han

kunne bruge som våben. På det tidspunkt kiggede hele teltpladsen på

dem. Ikersaq fulgte efter sin store svoger, greb ham bagfra og låste

hans arme. Hans greb var så kraftigt, at han brækkede hans ribben.

Idet Ikersaq greb ham, sagde svogeren til ham: "Aja, aja." Ikersaq

spændte endnu kraftigere om ham, løftede ham og satte ham (benene)

hårdt ned på jorden tengersinnagit (? så han ikke kunne flyve væk).

Qollaudlugo (hen over ham) sapingaitluariadlardlune (?), var han

straks oppe igen. Folk strømmede ud af de mange telte. En af dem kom

foran de andre med en stor kniv i hånden. Da denne ville stikke ham

ned, greb Ikersaq Aataarsuatsiaq og førte ham hen imod manden med

kniven. Idet manden førte kniven imod ham (Aataarsuatsiaq), skubbede

han (Ikersaq?) ham (Aataarsuatsiaq) frem, med det resultet, at han

(Ikersaq) der holdt ham (Aataarsuatsiaq), blev ramt på maven og fik en

lille hudafskrabning. I virkeligheden ville manden med kniven stikke

dem begge ned (tamangnik), fordi han ville beskytte nogen

(? serniksavdlune), men sårede den forkerte, da den anden sank i knæ.

Nu begyndte folk at skære ham i ansigtet, idet de samtidig spurgte

ham: "Gør det ondt?" Han svarede: "Ha! Ha!" - Et forsøg på at sige ja.

 

Da han døde af blodtab, skar de hans tøj i stykker; og de skar også

liget i flere stykker. De dækkede stykkerne til med sten undtagen hans

store arm, som Ikersaq ville tage med hjem til sin boplads, for at

vise den frem for folk. Han havde den med oven på kajakken, da han tog

af sted. Den nåede fra den forreste tværrem på kajakken til

ningaurmiovinut (?). Da Aataarsuatsiaqs far fik at vide, at sønnen var

blevet dræbt, blev han vred og placerede sig i en klippehule ved

vandet. De kajakmænd, der passerede hulen, dræbte han. En dag roede en

kajakmand fra Naqerleq forbi hulen med en sæl på slæb. Aataarsuatsiaqs far kastede harpunen efter ham; men harpunen nåede ikke så langt. Han

sagde: "Nu bliver jeg endelig afsløret." Denne kajakmand, som han

havde kastet sin harpun efter, tænkte, at han ville dræbe ham næste dag, når han havde undersøgt (misilikamiuk) hans måde at

ro på. Dagen efter roede han derhen og placerede sig ved indgangen til

hulen, hvor manden var. Han harpunerede ham, og harpunen gik igennem

ham, så han blev dræbt på stedet. Da han kom hjem, sagde han: "Der er

ikke mere grund til at være bange. I kan roligt tage ud på fangst,

hvorhen I vil.

(Rinks kommentar: Fortælleren var afdøde...(?)...kinguit (?) Angadloq

(?). Upernavik Distriktet. Han boede ved Prøven da han fortalte

historien).

 

Der er flere steder, hvor det er svært at tyde enkelte ord samt

formuleringen. Der er meget ubehjælpsomt fortalt. En variant af

fortællingen har jeg oversat ved tidligere lejlighed.

Chr. B.

 

Var.: Ataarsuatsiaq / Aataarsuatsiaq;

 

Hist.: Muligvis en historisk kerne, men noget uklar. Se de øvrige varianter.

Mangorssûp / Mangorsuup ernera Manguaraq

Print
Dokument id:387
Registreringsår:1867
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, V. 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Luutivik (Lûtivik / Ludvig)
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Mangorssûp / Mangorsuup ernera Manguaraq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 1029 - 1033, nr. 209
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Fortællingen afviger, ifølge Kirsten Thisted, næsten ikke fra NKS 2488, IV, nr. 72, fortalt af Hendrik. Se id 1769.

Manguaraq

Print
Dokument id:1769
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Manguaraq
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:ss. 289 - 294, nr. 72
Lokalisering:Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 72, ss. 358 - 368.

 

Oversættelse i Rink 1866-71, II: s. 40- 45, nr. 16.

Samme noget kortere på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 91, ss. 441 - 442: Manguarak.

 

Resumé:

Manguaraq, der er søn af Mangusuaq, trodser sin fars forbud

mod under sassat (vågefangst af indespærrede sødyr) at fange Månens

hvidhval, der har en sort plet på siden.

Han glemmer forbudet af lutter jagtiver og fortæller det skamfuldt til

faderen, der ved, at Månen enten vil røve sønnens sjæl eller dræbe ham

i kamp. Om aftenen kommer Månen i egen person, kalder M. udenfor og de

starter en pralekamp på alle de dyr de hver især har nedlagt lige fra den

allerførste snespurv. Men da M. fortæller om sin første

qeeraq-flynder (en havkat), må Månen tilstå, at han lige siden han som

lille så den første havkat blive halet ombord, har næret en sand

rædsel for dem. Overvundet inviterer Månen ham med hjem på besøg,

tager den villige M. med på slæden, og de farer langt ud på isen,

stiger til vejrs til et højt land, hvor turen går gennem en dal og

forbi Indvoldsrøverskens mørke bjerg. Månen advarer M. mod at smile,

når hun kommer ud med sit fad og sin ulu, danser, og synger poor,

poor, poor. Hun dukker op, Månen pisker hende væk, hun bliver ved at

forfølge slæden, får atter pisk, men dukker alligevel op i Månens hus

skubbende sit fad foran sig og grinende. Månen sender hende ud, hun

kommer igen, men nu sparker Månen fadet i hovedet på hende og hun

fjerner sig.

M., der har holdt masken, får ros af Månen, der lader Solen hente mad

til dem. M. ser hendes kødløse ryg, da hun forsvinder ind i sit

aflukke igen. Månen fortæller hvordan han og Solen kom på himlen (Rink

henviser blot til en af varianterne af denne oprindelsesmyte), og M. er om

natten længe om at falde i søvn. Da han endelig vågner, sidder Månen

og snitter sig et skaft af en hvalrostand. Månen fjerner en sten, der

dækker et hul i gulvet, hvorigennem M. ser alle bopladserne ligge helt

tæt. Månen lader det sne med benspånerne og beder M. huske sine fæller

på dødstabuerne, der skal vare fem dage. Nu vil M. hjem for at

berolige sine forældre. Månen havde gerne beholdt ham længere, men

kører ham hjem, og Indvoldsrøversken viser sig ikke af sorg over

Månens skældud.

 

Var.: Besøg på Månen. Den stædige. Uterîtsoq / Uteriitsoq; Et par ægtefolk;

Manguaraq (flere); Kanaks månerejse. Nalikkatteeq. Ajijaks forløsning;

Manden, der besøgte månemanden; Alluunnguaq; Mangivaraqs månerejse; Åndemaneren der for til månen; Maqujuk.

 

For kommentarer til Rinks version af originalteksten se Thisted og Thorning 1996:

nr. 72, s. 347.

 

Hist.: Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Manik / Mannik

Print
Dokument id:1802
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Manik / Mannik
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:ss. 173 - 178, nr. 39
Lokalisering:Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

 

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 39, ss. 180 - 191.

 

Fyldig oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II: nr. 7, ss. 22 - 25.

Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 113, s. 454: Manik.

 

Resumé af uddraget: Den gamle ungkarl Mannik er storfanger og bor

alene med sin mor, der ofte forgæves opfordrer ham til at gifte sig.

En dag ber han dog moderen gøre konebåden klar med to årer og røver i

hast datteren i nabohuset, hvis husherre er meget nærig med sin

datter. Hun gør først stor modstand, men tager så fat om åren.

Undervejts nordpå røver M. en kvinde fra hver boplads for at øge sit

antal af roersker og kan efterhånden tilbagelægge to dagsrejser på en

dag. Langt mod nord blir der stadig tyndere befolket. Da frosten

sætter ind i en øde egn, beordrer M. kvinderne at bygge hus og fanger

selv så mange sæler til vinterforråd, at noget må deponeres på en

nærliggende ø. Det blir ganske rigtig også en lang, mørk vinter, hvor

der er god brug for det store forråd til de mange kvinder. Da isen

dækker havet og M. har medbragt en hund med hvalpe, øver han sig i

slædekørsel, hvorefter han en dag tar på langfart nordefter. Der er

stadig ubeboet, og da han ser et enligt lysende hus, sætter han straks

kursen derhen. Det er dog tomt, skønt lampen brænder. Han tar sin

ældste hund med ind. Om natten begynder den og hundene udenfor at

hyle. Han gemmer sig i hast med hunden i kogerummet, hører et genfærd

slæber sig forbi i husgangen, springer ud og spænder hundene for, men

de er som lammede. Han pisker dem så de hyler, hvorefter de sætter

afsted i en sådan fart, at han må opgive at styre dem. Efter en

langvarig kørsel har hundene igen ført ham til spøgelseshuset, hvor de

springer over husgangen hen til en stensat grav (genfærdets), hvor de

hævner sig ved at trampe på den. Videre går det så i rasende fart

nordpå til en oplyst boplads, hvor han modtages med jubel. Man er i

gang med en sangfest. M. blir rigeligt beværtet, men da værterne synes

der mangler et par retter, lader de først een, så en anden pige fiske

hhv. en kæmpe helleflynder og en stor pose bær op af husgangen med

hver sit topbåmd. M. undrer sig såre. Ved afrejsen spør en mand, om han

skulle ha' set et tomt hus undervejs. Jo, Mannik har overnattet der.

Manden blir glad. Han havde måttet forlade det, fordi hans kone blev

sindssyg. Hun var altså genfærdet. Mannik afslår dog alle de gaver, som

manden vil give ham i taknemmelighed over atter at have gjort huset

beboeligt. Næste dag rejser M. tilbage til kvinderne, der allerede har

opgivet ham.

Og om foråret rejser de hjem, idet M. undevejs leverer alle de røvede

kvinder tilbage og kun beholder storfangerens datter som sin kone.

 

Var.: Savinnguarniaq; Gravene er de dødes hus; Mannik; De mange brødres eneste søster, som blev gal;

 

For kommenterer til Rinks version af originalteksten se Thisted og Thorning 1996:

nr. 39, s. 329 - 330.

 

Hist.: Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Manîtsormio inorersorssuaq / Atarsuatsiaq

Print
Dokument id:276
Registreringsår:1862
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Kragh, J. M. P.
Mellem-person:Kragh, J. M. P.
Indsamler:Rink, H.
Titel:Manîtsormio inorersorssuaq / Atarsuatsiaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 486 - 491, nr. 146
Lokalisering:Upernavik
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke eksisterer længere.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Drabsmanden fra Maniitsoq.  

En mand fra Maniitsoq havde fem sønner. Maniitsoq var deres faste vinterboplads. Manden sagde til sine sønner: "Når I er ude på fangst, skal I kigge efter kajakmænd, og når I har begået drab, skal I fortælle mig det." De kiggede altid efter kajakker og dræbte alle dem de mødte. En dag kom de hjem og sagde: "Nu har vi igen begået et drab. Tag tøjet af på skyggesiden af teltet (meget ejendommeligt - Chr. B.)."

En dag mødte de to mænd fra Kangersuatsiaq (eller Prøven på dansk - Chr. B.).

En af de fem brødre, den yngste af dem, var roet væk fra de andre. Konen til en

af de fem brødre var på udkig og så, at der var tre kajakker. Så var der kun to.

Det viste sig, at den tredje kajakmand var blevet dræbt. Sønnen til den kone,

der var på udkig, ville fortælle det til de andre. Men moderen forbød ham det,

idet hun sagde: "Du må ikke sige noget, ellers vil de blive udryddet, for de

dræbte så mange mennesker." Det viste sig, at Punngujooq og Sioraq havde dræbt

den næstyngste af de fem brødre. De konstaterede, at alle brødrene var kommet

hjem undtagen den ene, som de havde dræbt. Noget efter mørket var faldet på,

og den yngre broder stadig ikke var kommet hjem, blev man bekymrede. Den ældste

af brødrene, Ataarsuaq, var en stor åndemaner og Sioraq sagde til ham: "Da

lillebroderen som sædvanlig bliver længe væk, er han ikke længere .....

('navsârqardliorungnaeqooq' kender jeg ikke - Chr. B.) mattak." Det sagde Sioraq,

som havde dræbt lillebroderen. Åndemaneren gik ud og kom tilbage med sin line.

De bandt ham med denne line, da han skulle til at foretage en rejse gennem

luften for at lede efter sin lillebror. Da han igen landede, efter at have været

væk længe, spurgte man ham: "Har du set noget?" Han svarede: "Ja, niviorqigpoq

('niviorpoq' - ruger - niviorpaa - holder sig over det, svæver over det, fuglen

over sin rede - Chr. B.)." Åndemaneren satte sig på briksen og græd. Hans yngre

brødre græd med. De to besøgende græd også med - den ene lod, som om han græd og

den anden græd oprigtigt. Han, der græd oprigtigt, ville rette sig op og han kom

derved til at strejfe ham, der lod som om han græd. Han begyndte at sige: "Hai!

Hai!". Drabsmændene tog af sted næste morgen, og de morede sig meget over deres

adfærd.

Ataarsuatsiaq havde en svoger, konens lillebror, ved navn Ikersaq, som

endnu var lille. Denne svoger boede i Naqerloq. Engang kom han på besøg hos sin

søster, som han længtes meget efter. Han ville benytte lejligheden til at få

noget at spise, da de på det tidspunkt sultede på deres boplads. Han kom til

stedet, mens drabsmændene var på åndehulsfangst. Da han gik ind i huset, sagde

storesøsteren til ham: "Tag straks af sted igen. De vil dræbe dig, når de ser

dig. Du skal ........ ('kamavsungniásautit' kender jeg ikke. Ordbogêraq:

kamassuppoq - er vred, arrig - Chr. B.) alt hvad du kan. Du vil måske få åndenød,

men det skal nok gå over". Han tog af sted. Han var kommet midvejs over fjorden,

da han så en slæde komme vestfra. Han var kommet nærmere til land på den anden

side af fjorden, da den anden slæde tog retning imod ham. Det viste sig, at det

var hans svoger. men han vendte om, da Ikersaq nærmede sig huset (måske:

bopladsen - Chr. B.), og da han var klar over, at han var blevet opdaget.

Ikersaq fik fortalt, at svogeren havde fulgt efter ham for at dræbe ham.

Han begyndte at træne sine muskler, for at blive stærk. Han fik sig en kajak.

Han blev så stærk, at han var i stand til at lave et hul i mattak ved at trykke

tommelfingeren igennem den.

Ikersaq, Punngujooq og Sioraq bekæmpede i fælleskab disse drabsmænd, som i

mellemtiden var blevet reduceret til fire. De dræbte de tre, så kun

Ataarsuatsiaq, den ældste, var tilbage. Han var jo tilmed en stor åndemaner.

Efter at Ataarsuatsiaq var blevet alene, begyndte han at stræbe efter at

få en anden mands kone. Kvinden boede på en anden boplads. Om foråret efter isen

var gået, tog han en gang imellem til bopladsen, hvor kæresten boede. Man turde

ikke nægte ham at få kvinden, da han var meget stærk og havde en stor magt. En

gang ville svogeren ledsage ham på en kajaktur. Da de kom til et sted uden for

bopladsen, sagde Ataarsuatsiaq: "Lad os gå i land." Det gjorde de og

Ataarsuatsiaq sagde: "Lad os drikke vand sammen." Det skulle de gøre ved at

stille sig over for hinanden. Svogeren opdagede midt i det hele, at

Ataarsuatsiaq rejste sig op og straks rejste svogeren sig også op. Derefter

sagde Ataarsuaq: "Lad os sammen forrette vor nødtørft." De stillede sig over for

hinanden og skulle forrette deres nødtørft. Så snart svogeren satte sig på hug,

rejste Ataarsuatsiaq sig op. Svogeren gjorde det samme. Det viste sig, at han

brugte list i et forsøg på at dræbe svogeren. De gik ned igen til deres kajakker

og roede af sted. De roede mod syd til en boplads, hvor der boede mange

mennesker, og hvor der var mange telte. De kom til stedet og Ataarsuatsiaq gik

ind i teltet, hvor kvinden han tilstræbte, boede. Ikersaq kom også til bopladsen

med mange telte. Ataarsuatsiaq gik i seng, men Ikersaq gik ikke i seng. Det

viste sig, at han ville prøve at dræbe Ataarsuatsiaq, Ikersaq havde i forvejen

sagt til beboerne i de mange telte, at de ikke måtte sove. På det tidspunkt,

hvor man kunne forvente, at Ataarusatsiaq ville vågne, gik Ikersaq ned til hans

kajak og skar noget af betrækket. Han knækkede spidsen af lansen og

harpunspidsen og gik tilbage til sit telt.

Ikersaq havde været inde i teltet et stykke tid, så gik Ataarsuatsiaq ud af

teltet. Da han var på vej ned til sin kajak, fulgte Ikersaq ham og nåede ham,

ligesom han kom til kajakken. Ataarsuatsiaq kiggede ind i sin kajak og sagde:

"Jeg har glemt min halvpels." Denne halvpels lå i virkeligheden i hans kajak, men han begyndte at gå op til teltet. Det viste sig, at han ville hente en kniv,

som han ville bruge som våben. På det tidspunkt iagttog samtlige beoere de to

mænd gennem teltåbningerne. Ikersaq fulgte efter Ataarsuatsiaq og greb ham

bagfra uden om begge armene. Han gjorde det så kraftigt, at han knækkede hans

ribben. Idet svogeren greb ham, sagde Ataarusatsiaq: "Ajaa, ajaa." Han tog

rigtig fat i ham og løftede ham .........................('niue (hans ben)

torqorpai tangersinagit' kan jeg ikke få mening ud af - Chr. B.). Han spjættede

med benene i luften over den anden. Så stod han igen på jorden (denne

oversættelse er meget usikker - Chr. B.). Mange mennesker kom ud fra de mange

telte. En af dem var kommet foran med en stor kniv. Da han ville stikke ham

(Ataarsuatsiaq), gik han, der bar ham, frem imod manden. Han stak ham med

kniven, idet han blev skubbet imod ham. Til gengæld fik han, der bar ham, sit

maveskind skrabet - men ganske lidt. Det viste sig, at manden med kniven

egentlig havde til hensigt at stikke dem begge to for at beskytte andre

('sernigssaivdlune' kan jeg ikke få tilfredsstillende mening ud af i denne

forbindelse - Chr. B.). Han sårede ikke den anden. Da Ataarsuatsiaq sank i knæ,

gav folk sig til at skære i hans ansigt med kniv, idet de sagde: "Gør det ondt?

Gør det ondt?" Han svarede kun: "Ha, ha." Det var et forsøg på at sige ja.

Manden døde af blodtab. De tog hans tøj på overkroppen af ved at rive det i

stykker, og de skar kroppen i stykker. De dækkede liget til med sten. Dog tog

Ikersaq hans ene store arm med sig til sin boplads for at vise den for folk som

bevis på, at Ataarsuatsiaq var blevet dræbt. Da han tog af sted havde han armen

på kajakken. Den havde en længde fra den forreste tværrem på kajakken til

'ningârmiuinut' (udtrykket kender jeg ikke - Chr. B.)

Da faderen (Ataarsuatsiaqs far) fik at vide, at sønnen var blevet dræbt,

blev han vred. Han placerede sig i en stor klippehule ved havet. Kajakmænd, der

passerede klippehulen, dræbte han. En dag var der en kajakmand fra Naqerloq, der

passerede klippehulen med en sæl på slæb. Ataarsuatsiaqs far forfulgte ham, men

nåede ham ikke. Idet han standsede, sagde han: "Nu bliver der fortalt om mig."

Kajakmanden fra Naqerloq tænkte, at han ville dræbe ham dagen efter - nu da han

havde erfaret hans måde at ro på (underforstået at han ikke roede så hurtigt -

Chr. B.). Dagen efter roede han derhen og konstaterede, at han var inde i

klippehulen. Han roede derind og gennemborede ham med sin harpun, så han døde.

Da han vendte tilbage til bopladsen, sagde han: "Nu har I ikke længere nogen, I

behøver at være bange for. I kan færdes, hvor I vil."

 

Var.: Ataarsuatsiaq / Aataarsuatsiaq

Matiinarsuaq

Print
Dokument id:1745
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Matiinarsuaq
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 460 - 462
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 54 ss. 290 - 295.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

"Taama allattunga, Aron", 1999, II: 460 - 462: Matiinarsuaq; og i Thisted og Thorning: 'Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... / Måske nogen kunne fortælle ...', 1996: nr. 54, ss. 241 - 244, med dansk kommentar s. 337 - 338:

Resumé ved K. Thisted:

Der var i Itillinnguaq, lidt øst for Kuanninnguit, en mand som ikke var døbt.

Hver gang Matiinarsuaq kom til Nuuk, forsøgte præsten i Avannarliit (den danske

mission) at få ham til at omvende sig, og når han kom til Noorliit

(Hernnhut-dalen) var det det samme dér. Først når han blev døbt,

ville hans sjæl kunne finde frelse, hed det sig. Den udøbte sagde, at

han vidste slet ikke, hvad det var missionærerne talte om, det eneste

han vidste var, at angakokkerne / åndemanerne plejede at tale om, at der skulle være så dejligt under jorden, de levede i overflod dér. Det bragte

missionærerne stor sorg at høre ham tale på den måde. Så engang

henunder påske får den udøbte imidlertid problemer med sine døtre - de

har nemlig hørt om, hvor dejlige oplevelser de unge piger har derinde

i Nuuk. De beslutter at flygte næste dag, når faderen er ude i kajak.

Moderen jamrer om, at faderen slår hende ihjel, men det gider de ikke

høre på. Den stakkels moder går så dér og er ikke blot

rædselsslagen for, hvad der vil ske, når manden kommer hjem, men er

også bekymret for pigerne, fordi det er ved at være forår, og sneen er

blød mange steder.

Manden kommer, men slår hende alligevel ikke ihjel, fordi det skulle

vise sig, at "mod sin vilje skulle han omvendes på den rigtige måde."

Nogle dag efter at døtrene er gået, kommer en kajakmand. Forsigtigt

meddeler han, at der forleden i Nuuk har været en stor festdag, og at

pigerne var med. Selv faderen bliver åbenbart lettet, for han takker

budbringeren og byder ham op og indenfor. Og da gæsten skal til og afsted, sender

han både mad og tøj med ham til pigerne. Om foråret beslutter han så at

forlade Itillinnguaq, sin foretrukne vinterboplads - han vil ud til

sine døtre. Konen tror ikke sine egne ører. Men de bosætter sig i

Noorliit, faderen bliver døbt og får navnet Matiina og er allerede det

følgende år selv kateket og gør sig umage med at berette om sin

frelsers lidelser. Nu plejer så M. altid at tage ind til Qoqqut alene,

og han overnatter i en lille hule. Pludselig en aften lige efter at

han har lagt sig, kan han ikke røre sig. Så ser han to små lys, der

viser sig at være to mennesker i store hvide anorakker, begge to med

salmebøger i hænderne, den ene med røde sider, den anden med blå.

Da skikkelserne nærmer sig, hører han, at de synger en smuk salme. Da

de færdige med den, kommer skikkelserne svævende hen til ham. Den ene

har et blåt bånd om halsen, den anden et rødt. Ham med det blå bånd

siger, at de er kommet for at forklare ham noget. Han spørger også, om

han ikke kan kende ham, og M. glipper med øjnene til ja. Skikkelsen

beretter nu, at han inden han mistede sin krop var Porkapuusi / Poqqapuusi (?). Hans ledsager hedder Kristian Renatus. Sidstnævnte har endnu sin krop, mens

den talende selv kun er sjæl, deraf den røde farve. K.R. er en

sandfærdig ung mand fra Fiskenæsset, som fortæller om sin frelsers

smerte og død. Derfor er hans tøj så smukt og skinnende hvidt. Tøjet

er kendetegn, siger han. Så begynder de på en ny salme, anorakkerne

knitrer, de fjerner sig baglæns og bliver atter to lys. Endnu inden de

er forsvundet bliver M. atter i stand til at røre sig og sætter sig op

og betragter dem en lang tid. Selv om han kun har fået et enkelt

lille rensdyr, tager han straks hjem. Han fortalte siden flere gange

om sin forunderlige oplevelse.

 

Hist.: Et af de talrige drømmesyner fra den tidlige missionstid.

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Meqqisaalik

Print
Dokument id:89
Registreringsår:1863
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Meqqisaalik
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 283 - 287
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, II, 4' nr. 231 ss. 869 - 877.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 283 - 287: Oqaluttuaq Meqqisaalimmik.

 

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 14 - 20.

 

Fyldig oversættelse af to sammenstykkede versioner i Rink 1866 - 71, I, nr. 37 ss. 134 - 137. Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 24, ss. 197 - 202: The Reindeer-hunt of Merkisalik.

 

Resumé:

Meqqisaalik og hans kone er gamle. De har kun een søn til at forsørge sig. De telter altid alene om sommeren i en bestemt fjord, hvor sønnen dagligt jager rener i omegnen med stor dygtighed og godt udbytte.

En stor flok brødre, med deres ligeledes gamle forældre kommer i konebåd og kajakker, lægger til og bliver inviteret på kød. Meq. inviterer dem til at blive, og der bliver stor glæde over samværet. Også Meq.´s søn liver enormt op, da han kommer hjem.

Næste dag da de følges på renjagt, beordrer brødrene Meq.´s søn til at bygge sit skydeskjul yderst, hvorved han ikke får en eneste af de mange rener, klapperne har drevet hen mod brødrene. Meq.´s søn hjælper dem med flåning og partering, men får tilsyneladende ingen fangstpart. På hjemvejen går han først en stund for sig selv, inden han atter slutter sig til brødrene. Denne dag er det så brødrene, der inviterer på nykogt kød, og den mellemste bror håner Meq.´s søn: Der må sandelig være mange rener i området, hvis det virkelig kan lykkes Meq.´s søn at fange noget. Meq.´s søn bliver vred, men tier. Ligeså Meq. selv, der dog råder sønnen til at rette sig efter brødrene, for det er dem, der er flest.

Næste dag gentager  hele forløbet sig, men tredje dag beslutter Meq.´s søn, at gøre noget for selv at få bytte. Trods brødrenes højlydte irettesættelser er han hele tiden meget urolig i sit skydeskjul. Det ser den forreste ren, der standser op i god afstand, vender om og følges af hele flokken bort. Meq.´s søn sætter straks efter dem. Brødrene nøler noget, men følger så trop uden på nogen måde at kunne hamle op i hurtigløb med Meq.´s søn. Da de når frem, har han allerede dræbt alle dyrene, flænset nogle stykker, og beder dem tage som part alt det, de kan brække op og bære. Selv starter han hjemad med to hele rener over kors over ryggen og lades alene af brødrene med lettere byrder, fordi de mener, det vil tage alt for lang tid at følges med Meq.´s søn. Denne når dog hjem længe før brødrene og kan byde på kogt kød, der allerede er nået at blive koldt. Under måltidet er brødrene mærkbart tavse, og da deres gamle far bliver hængende efter de er gået, liver Meq. op og snakker løs. Brødrenes far får på anmodning meget velvilligt en knæskal af en ren til et nyt mundstykke til et drilbor, men han bruger det til hekseri over Meq.´s søn, der snart dør af en voksende byld på knæet.

Forældrene sørger så længe, at de er nær ved at komme for sent ud af fjorden før islægget, og tilbage på deres vinterboplads samler Meq. knogler af alskens fugle og dyr til en tupilak. Da han har fået liv i den og sendt den ned ad elven, dukker den først op som en lille søkonge. Men sådan vil Meq. ikke have den. Så dukker den op som en alk, osv. Efter fuglearterne er det sælarternes tur og til sidst hvalerne, hvor Meq. endelig erklærer sig tilfreds med en meget smuk hval, som han sender til hævn over brødrene.

Med jævne mellemrum får Meq. besøg af en slægtning, der bor på brødrenes boplads. Og hver gang kan slægtningen fortælle om en af brødrenes død, der er forårsaget af en køn hval, som har fristet til fangst. Da alle brødre er døde, sørger deres forældre sig næsten ihjel, og Meq. får næsten ro i sit sind.

 

Var.: Meqqusaalik

Milortuaraq

Print
Dokument id:1751
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Milortuaraq
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 463 - 465
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 55 ss. 295 - 300.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

"Taama allattunga, Aron", 1999, II: 463 - 465: Milortuaraq; og i Thisted og Thorning: 'Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... / Måske nogen kunne fortælle ...', 1996: nr. 55 ss. 245 - 247 med dansk kommentar og resumé s. 338 - 339:

 

Resumé ved Kirsten Thisted i Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... s. 338-339:

 

Miliortuaraq var kun ganske lille, da hans far døde, han havde ingen søskende.

Om efteråret samler moderen en hel sækfuld bær og byder den til for

den, som vil bygge hendes søn en kajak. På den måde får M. sig en

kajak, selv om han ikke har nogen far. Næste forår får moderen

kajakken, sig selv og sønnen færget over til et sted, hvor der er godt

med stenbidere, og så bliver sønnen sendt på stenbiderfangst. Når han

kommer hjem øver moderen ham i kajakvending. "Ingen mand, men jeg, som

er en kvinde, har øvet dig!" siger hun, da han er fuldt uddannet. Og

derefter opfordrer hun ham til at blive noget ud over det sædvanlige,

ikke blot en mand, der lige klarer dagen og vejen. En senere episode

belærer dog M. om, at man på den anden side ikke skal være overmodig.

Da M. er blevet voksen og en stærk mand, har han sin foretrukne

overvintringsplads ved Attorsuit. Hver gang nogen kommer for at kappes

med ham, opgiver de på forhånd, når de ser hvilke bølger M. klarer at

tage ud på fangst i. Og når bølgerne engang imellem er så høje, at det

er umuligt at tage ud fra stranden, så kaster konen ham simpelthen ud

fra toppen af en høj skrænt.

       Ved den tid har M. for skik at tage ind

og holde sommer ved indlandsisen. Engang han er på vej ud af fjorden

slår han lejr ved herrnhuterne, men missionærerne bryder sig ikke om

at de udøbte blander sig med de døbte. En af missionærerne Johannes,

får øje på M.s to store bidske hunde og vil skyde dem. M. protesterer,

fordi de står forsvarligt bundet, men missionæren vil skyde dem

alligevel. Nu går så M. imellem missionæren og hundene, og

missionæren smider bøssen og griber fat i manden. Folk strømmer til

for at overvære brydekampen. Man regner med, at M. nok snart vil blive

kastet til jorden, for missionæren er en stor kraftig qallunaaq, men

det går lige omvendt. Missionæren kommer op igen og tager fat i M.,

men da han for tredie gang skal til at tage fat i ham, siger M.: "Jeg

er ikke døbt, og tager du fat i mig igen, slår jeg dig ihjel!". Så

opgiver missionæren, fordi han har fået respekt for den anden, selv om

han ikke er nær så stor. Bagefter kommer en af kateketerne og kalder M.

op til Johannes. Missionæren sidder med ryggen til og skriver, da M.

kommer ind. Så lægger han det han skriver og vender sig og ser på den

anden og siger:"Hvad mener du?" "Jeg har ingen mening," svarer M.

Hvorpå missionæren rejser sig, tager hans hånd og siger "Jeg tilgiver

dig !". M. takker og går sin vej med et stort stykke tobak og et stort

stykke brød, som pris for brydekampen.

Sidenhen blev M. døbt og fik navnet Thomas. Så blev han syg, og da han

havde været ude sidste gang, sagde han, at det urolige hav på

vindsiden af de yderste øer nu ikke så mere til ham. Fortælleren ender

med at konstatere, at M. endte sine dage på en god måde. Og slutter

med at fortælle, at han selv har mødt M.s barnebarn, Katrine-Lisbet,

som døde for ret lang tid siden.

 

Var.: Milortuaraq;

 

Hist.: Fortællingen virker helt autentisk og kan vel tidsfæstes til

ca. 1800. Bemærk at drab endnu frit kan begås af udøbte i kamp. Dette træk er undgået i den overordentlig lange variant fortalt af Esaia Martinssen en generation senere. En variant af Jaakuaraq er desværre ikke nået med i som oversættelse i denne base.

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Mitinguaq og Tigaq / Mitinnguaq Tikkaq / Tikaaq

Print
Dokument id:199
Registreringsår:1859
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Mitinguaq og Tigaq / Mitinnguaq Tikkaq / Tikaaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 274 - 276, nr. 94
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Oversat af Kirsten Thisted i: Kreutzmann, Jens: Fortællinger & akvareller. Red. Kirsten Thisted. Atuakkiorfik 1997: 52 - 53: Et kajakvæddeløb.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning af Arnaq Grove i: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 52 - 53: Qaannamik sukkanniuttut.

 

Resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 159

 

Oversættelse ved Berthelsen:

 

I Appamiut var der engang en kajakmand, som var ivrig efter at tage ud

på fangst, og som roede hurtigt. Om vinteren, når nordenvinden rasede, plejede

han at jage alke ved mundingen af Appamiutbugten - uden at bruge sin fuglepil.

Han slog alkene med sin åre. Når han kom hjem med alkene stukket ind under

samtlige tværremme på sin kajak, gik folk ud fra, at han havde

fanget alkene med sin fuglepil.

På Ikkamiut boede der en sydlænding, en tilflytter. Denne fik engang lyst

til at udfordre manden fra Appamiut til at ro om kap. Han kom til Appamiut netop

på den tid, hvor nordenvinden var fremherskende. Stormen piskede vandet sådan

op, at det dækkede himlen som et hvidt slør. (Denne oversættelse er usikker. Der

står i virkeligheden kun, at himlen var blevet helt hvid - Chr.B.). På det

tidspunkt var Appamiut-fangeren endnu ikke kommet hjem fra fangst. Ved mørkets

frembrud blev der meldt, at han var på vej hjem. Så såre han lagde til, var der

én, der fortalte ham, at en af sydlændingene var kommet for at ro om kap med

ham. Bag på kajakken havde Appamiut-fangeren en fuldvoksen spraglet sæl, som han

havde viklet fast til kajakken med en line. Da folk nu var kommet ned for at

tage imod ham, roede han et stykke ud fra land og vendte rundt flere gange for

at vikle den ud. Sydlændingen kiggede med, idet han samtidig skævede mod vest,

(hvor vejret rasede). Fortælleren kunne ikke huske, hvad sydlændingen hed. Men

Appamiut-fangeren hed Mitinnguaq. Der var en anden Appamiut-beboer, der hed

Tikaaq.

Sydlændingen som udfordrede til kaproning, tog hjem dagen efter med

uforrettet sag, men da han blev drillet en del af de andre, gentog han

udfordringen. På Mitinnguaqs opfordring gik Tikaaq med til at ro om kap med

sydlændingen. Det blev ydermere aftalt, at Mitinnguaq skulle træde til, hvis Tikaaq ikke kunne klare sig.

Tikaaq og sydlændingen roede over fjorden ved Appamiut. Da de begyndte at

ro hurtigt til, hævede den forreste del af sydlændingens kajak sig op over havet

til dér, hvor benene var. Forenden af Tikaaqs kajak kom derimod til at stikke

ned i vandet, fordi de bobler, som hans årer lavede, hævede kajakkens bagende

op. De roede efter hinanden, men ingen af dem sakkede agterud. Tikaaqs

bopladsfæller sagde: "Tikaaqs årer er endnu ikke begyndt at lave et hul." Når

Tikaaq roede rigtig hurtigt til, så det nemlig ud, som om der drejede et hjul på

hver sin side af kajakken. Efter en ganske kort pause begyndte de at ro med

stævnen imod bopladsen. Tikaaqs bopladsfæller sagde: "Nu er Tikaaq begyndt at

lave hul med sin åre." I det samme fjernede Tikaaq sig fra sydlændingen, og han

roede i ring omkring ham. Det gjorde han uafbrudt, indtil de nåede land.

Sydlændingen gentog ikke udfordringen, han tog tilbage til Ikkamiut.

 

Var.: Brandt Ikaq; Om Kanginnguaq (delvis)

 

Hist.: Konkurrencer mellem syd- og nordlændinge - i roning o.l. og i åndemaneri / angakkoqkunst forekommer i mange fortællinger. De fleste foregik formentlig på samlingspladserne, aasiviit, hvor man mødtes under sommerens rejseaktiviteter.

Morderen Mangilarsuaq

Print
Dokument id:193
Registreringsår:1858
Publikationsår:1866
Arkiv navn:
Fortæller:Kristian
Nedskriver:Kristian
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Morderen Mangilarsuaq
Publikationstitel:Eskimoiske Eventyr og Sagn, I
Tidsskrift:
Omfang:ss. 287 - 288, nr. 104
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Afskrift af orig. håndskr. (der ikke længere findes): NKS, 2488, II, 4', nr. 88.

 

Resumé:

To sydlændinge, Aavak og Navak rejser nordpå og efterlader deres gamle, som skal på ammassætfangst. Denne myrdes af Mangilarsuaq, der efterhånden får mange mord på samvittigheden: Han skærer sig et mærke under tindingen efter hvert mord, og efterhånden er han begyndt på række nr. to fra tindingen ned til hagen. Hævnerne gør fælles sag med præsten i Paamiut, idet Mang., når han kommer først, skal i forhør hos præsten, hvorefter de udøbte kan dræbe Mang. Denne ankommer og skjuler intet for præsten, men da han udenfor forfølges af mange mænd, tyer han til sine slægtninge efter våben. Disse er i forvejen gemt af vejen, Mang. skydes og han sætter i eet spring over to konebåde med en kajak imellem sig, hvorefter han falder død om. Navak med familie får også senere gjort det af med Mang.´s yngre brødre, der er nået at flygte, men også er begyndt at myrde løs. Derefter lever man i fred uden angst for flere mord.

 

Hist.: Sikkert en fortælling med en historisk kerne. Lars Dalager fortæller tilsvarende fra sin tid som handelsbestyrer i Paamiut i 1750'erne, hvorledes han medvirker til planlægningen af et hævnmord på en massemorder (Dalager 1915, Det grønlandske Selskabs Skrifter, II). Måske er det samme begivenhed, der i overleveringen har fået præsten som medspiller, med tilladelse til, af de udøbte, at befri egnen for denne omvandrende livsfare.

Naajarsuaq og Horaajuk

Print
Dokument id:232
Registreringsår:1860
Publikationsår:1997
Arkiv navn:
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Naajarsuaq og Horaajuk
Publikationstitel:Fortællinger & akvareller
Tidsskrift:
Omfang:ss. 191 - 194
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 75h - 77v (slutning mangler, ses i afskriften).

Publiceret transskription af orig. håndskr.: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 191 - 194: Naajarsuaq aamma Horaajuk.

 

Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 227.

 

Fyldig dansk version af denne sammensstykket med to andre varianter i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 80.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 64, ss. 354 - 358: Naujarsuak and Kukajak.

 

Resumé:

Naajarsuaq og Horaajuk.

 

Naa. og Ho. er husfæller, men da Naa. er kommet til at lave en åbning i Ho.s forråd om efteråret, og der (formentlig pga. af ræve) intet er tilbage da Ho. kommer for at hente noget, bliver Ho. rasende. Han opsøger Naa. på havet, følger ham hjem, viger ikke fra ham og skælder ham hele tiden ud. Naa. svarer intet, så Ho. truer til sidst i irritation med at dræbe ham, hvis han ikke svarer. Naa. tier stadig og Ho. dræber ham til havs. Naa.´s gamle far ser det hele, henter liget på havet, begraver det og begynder derefter igen at fange, men først en dag vejret er nøjagtig som på dagen for mordet, går der hul på hans sorg. Han sørger og sørger og holder først op, da hans kone blir gravid. Sønnen hun føder opdrager Naa.´s far med stadig tungere fangstvåben og en masse nynnende trylleviser. Han bliver meget stærk og dygtig fanger (og - fremgår det senere - familien rejser nordpå til et hvalfangstområde). De rejser sydpå igen og Naa.´s far fortæller sin søn, hvordan han skal hævne Naa.´s død med en harpun med en kæmpestor harpunspids. Ho. inviteres fra sit sommersted over fjorden til Naa.´s fars sted, hvor han beværtes med både hval og sæl, og tryg ved al denne venlighed ror han tilbage. Men den unge mand ror, på sin fars opfordring, efter Ho., og skønt Ho.´s fæller råber om forfølgeren fra land, ser Ho. kun på dem og dræbes af den enorme harpunspids, som Naa.´s fars søn blot lader sidde i hans ryg, idet han skærer remmen fra. Ho.´s fæller bliver passende imponerede over dens størrelse, og Naa.´s far med kone og søn tager uskadte tilbage nordpå.

 

Var.: Mågen og sneglen; Kuukajak og Naajarsuaq; Naajarsuaq og Kuukajak (flere).

 

Hist.: Det er lidt uforståeligt hvorfor Kreutzmann ikke har episoden med, hvor familien af sydlændinge rejser nordpå og skaffer sig både barder og hvalben til at forære væk og handle med hjemme i syd. Måske man selv skal være sydlænding og have husket behovet dér for barder til fiskeliner for ikke at glemme den episode.

 

Kommentar: Bemærk den voldsomme gang skæld ud i starten af fortællingen. Den er typisk for Kreutzmann.

Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34.

Naajarsuaq og Kuukajak

Print
Dokument id:359
Registreringsår:1863
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Naajarsuaq og Kuukajak
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 295 - 297
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

 

Orig. håndskr. : NKS 2488, II, 4' nr. 234 ss. 902 - 911.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

"Taama allattunga, Aron", 1999, II: 295 - 297: Oqaluttuaq Naajarsuaq Kuukajamillu.

 

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 9 - 13.

 

Fyldig dansk version af denne sammensstykket med to andre varianter i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 80.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 64, ss. 354 - 358: Naujarsuak and Kukajak.

 

Resumé:

 

Naajarsuaq og Kuukajak

Naa. og Kuu. er bedstevenner, besøger hver dag hinanden og går på fangst sammen. Begge har store depoter af tørret kød. Mens Kuu. er inde i fjorden på rensdyrjagt åbner Naa. et hul i hans depot, og da Kuu. kommer hjem og længes voldsomt efter det tørrede kød, opdager han at ræve har været i depotet og ædt rub og stub. Folk fortæller at det er Naa. der har været på færde, men denne vedgår intet og spiller uskyldig da de ses. De har snakket en hel dag, da Kuu til slut kommer ind på miseren. Kuu. blir bitter og næste gang de er ude på lur efter sæler, men stadig kan ses fra land, harpunerer Kuu. Naa. bagfra og råber til folk på land, hvorfor han har gjort det. Naa.s far henter liget, de begraver det, og han opdrager sin sønnesøn til hævner, mens denne vokser op. Det gør han i nord, i Amerloq, hvor de rejser op, fordi Naa.s far ikke kan holde ud at være de steder hvor sønnen plejede at færdes. I Amerloq udvikler sønnesønnen sig til en habil hvalfanger og da tiden for hans hævn er moden, tager familien tilbage med en masse hvalbarder, som man jo ikke har hjemme i syd. Man kommer til bopladsen, hvor Kuu. endnu lever men ikke længere kan klare andet end at fiske ulke. Alle slægtninge og efterhånden mange andre kommer på besøg hos de hjemvendte og får hvalbarder i foræring til fiskesnører.

 

Naa.s søn ber sin bedstefar lave sig en passende stor harpunspids.  Det gør han af det midterste af en hvalkæbe, en ordentlig krabat af en harpunspids. Kuu. vil også gerne have barder, men tør ikke komme. Men da folk, der har været på besøg fortæller, at Naa.s familie ligefrem længes meget efter at se ham, forestiller han sig at de har glemt hans drab på Naa.. Modtagelsen er overstrømmende, ligeså beværtningen, men Kuu. får ingen barde, da han ror derfra. Han har næsten nået hjem i land, da Naa.s søn sætter den enorme harpunspids fast med et smæld, der kan høres vidt omkring, og sætter afsted efter Kuu. Lige før denne når i land, harpunerer Naa.s søn ham og råber til folk på land at det er som hævn for Kuu.s drab på faderen.

 

Var.: Mågen og sneglen; Kuukajak og Naajarsuaq; Naajarsuaq og Horaajuk; Naajarsuaq og Kuukajak (flere).

Naartooq

Print
Dokument id:1762
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Naartooq
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:ss. 270 - 271, nr. 65
Lokalisering:Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 65, ss. 333 - 336.

 

Uddrag i Rink 1866 - 71, II: s. 112 - 113, nr. 80: Nartouk.

 

Resumé af uddraget: Naartooq (Tykmave) var en storfanger ved Paamiut for ikke så

mange år siden. Først dræber han en misundelig mand i selvforsvar,

dernæst bliver han lystmorder,

men rådes så fornuftigt af en anden mand og kommer til fornuft. Hører

engang, da han sover i en klippehule under renjagt, en buldrende

stemme. Han kalder sine døde bedsteforældre til hjælp, beder den

buldrende komme ind, men stemmen fjerner sig. Måske var det

toornaarsuk. N. var meget tyk, havde kun døtre og han sluttede hver

aften måltidet med en pose bær, som han spændte om maven og spiste af.

 

For kommentarer til Rinks version af originalteksten se Thisted og Thorning 1996:

nr. 65, s. 343.

 

Var.: The glutton Narajê / Narajii. Faktisk ikke en variant, men opbindingen af maven er også denne grovæders vane.

 

Hist.: Ifølge fortælleren Hendrik var Naartooq oldefar til den

Hendrik samtidige, Jørgen ved Narsaq.

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Nakkannguaq

Print
Dokument id:1759
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Nakkannguaq
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:ss. 263 - 264, nr. 62
Lokalisering:Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 62, ss. 324 - 326.

 

Uddrag i Rink 1866 - 71, II: s. 111, nr. 77.

Resumé af uddraget: Nakkannguaq er en mageløs storfanger, der engang

harpunerer en kæmpesælhund. Den er håret, ser ellers ud som ungen af

en fjordsæl, og den farer med line og fangstblære så langt til havs,

at N. sammen med flere andre fangere må opgive den.

En anden gang finder han en fangstblære så stor som et skær ude til

havs, flere andre hjælper ham med transporten, som de dog må opgive

p.g.a. nordenstorm. Man slutter sig til, at både sælen og fangstblæren

må være fra kæmpernes land på Akilineq.

 

For kommentarer til Rinks version af originalteksten se Thisted og Thorning 1996:

nr. 62, s. 341.

 

Hist.: Opfattelserne af Akilineqboerne ændrer sig med tiden i overleveringen: (søg på: Akilineq). Forestillingen om dem som kæmper er dog typisk østgrønlandsk. Dvs. her har vi endnu et spor bagud i tid fra herrnhuternes grønlændere til Østgrønland. "Demografi. Flytninger".

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Nallusut illerqorsarsiornerinik / nalusut ileqqorsarsiornerinik

Print
Dokument id:313
Registreringsår:1867
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, VI, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Mikiassen, Niels (Nis)
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Nallusut illerqorsarsiornerinik / nalusut ileqqorsarsiornerinik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 185h - 186h
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Mest sandsynligt er fortælleren Niels Mikiassen identisk med Nis Mikias fra den danske menighed i Nuuk.

 

Oversættelse ved Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom:

 

De udøbtes mærkelige vaner.

 

(Niels Mikias' første tekst)

Dengang vore hedenske forfædre ikke var døbt havde de skikke der byggede på deres overtro, som fx: Når en kvinde fødte et drengebarn forberedte hun det til at blive en, der altid ville komme hjem igen efter fangst (en "angerlartussiaq"). Når drengen så voksede op og begyndte at jage i kajak ville han vende hjem inden fem dage, hvis han omkom i kajak, men hvis fangeren ikke var blevet modtaget af sin husstand inden den sjette dag, kom han aldrig hjem igen.

 

Fra fødslen af gjorde de som følger: når der skulle tømmes et urinkar, mens den spæde sov, tog de den lille op så han vågnede. Og når en kvinde bredte sit hår ud for at sætte det i top, tog de barnet op så det vågnede af sin søvn. Når barnet begyndte at kunne gå og var begyndt at færdes ude, formanede de det til hverken at lege med eller ænse hundene, og slet ikke bruge dem.

 

Og man siger om dem, der var opdraget under opvæksten til at vende hjem efter en ulykke, at de gjorde sådan: De brugte kajakkens siddeskind som kajak. Underkanten af deres helpels blev stram og de puttede deres hoved ind i deres fangstblære, hvorefter de søgte at komme hjem. Når de omkom på en kajaktur kom de til bevidsthed og så, at de befandt sig ude til havs. Når de kiggede ind mod land så de, at alle husindgangene vendte ud mod havet og så meget indbydende ud. Når de startede ind mod land og nogen tømte en urinpotte ud på møddingen, mens de nærmede sig, følte de det som om de næsten ikke længere kunne se landet. Og hvis en kvinde slog sit hår ud, men de var undervejs indefter, følte de straks at de befandt sig ude til havs. De gentog deres forsøg på at komme hjem, og når det lykkedes at komme til land midt om natten og de kom ind i et hus, hvor beboerne sov, gik de ud igen efter at have drukket alt vandet i vandbeholderen. Når så beboerne om morgenen så (at) vandbeholderen (var tom) sagde de: "En der prøver at komme hjem har været her." Hen under aften fyldte de vandspanden op og lagde isstykker i til afkøling af vandet for at gøre det mere fristende. Så gav de sig til at våge. (Dengang havde de ingen døre i husene) Vandspanden blev passet af to mænd som satte sig på hver side af den. Langt hen på natten kom så den person der forsøgte at vende hjem (angerlarniartoq). Han kom ind i huset mens han hele tiden sagde "kee" med hovedet inde i fangeblæren / fangstblæren, og dens tætningspropper af træ klaprede meget tydeligt.

 

Når personen kom ind, greb de to mænd på hver sin side af vandspanden fat i den hjemvendte og i første omgang gjorde de ikke andet end at få åbnet helpelsen og røre ved personens bare hud under pelsen. Når de havde rørt huden, standsede han op og blev helt kraftesløs. Derefter manede åndemaneren (angakkoq) ånder for at vække personen til live. Når han så var kommet til live og han ikke var en af deres slægtninge, lånte de ham en kajak til turen hjem til familien.

 

Den familie der havde opfostret nogen til at komme hjem igen ventede på vedkommende i hele 5 dage. Det fortælles at en sådan angerlartussiaq kom i land inden for de fem dage, men ikke først til deres egen boplads, og at han ikke blev bange for dem han nåede frem til. Først når de fem dage var gået, begyndte hans efterladte familie at sørge, fordi den bortkomne ikke ville komme hjem mere, nu tidsfristen var overskredet.

 

Desuden kunne de afholde sig fra bestemte ting når de fik en søn: De spiste kun een mundfuld mad hele dagen og drak dertil kun vand af en muslingeskal, og det var alt de fik at spise den ganske dag, og om morgenen inden solopgang hentede deres mødre vand. Sådan fulgte de deres slette skikke. Til sidst blev deres indvolde synlige mod lyset mellem deres knogler. De gjorde alt dette fordi de var hedninge (uvidende om Gud) og havde indgroede vaner med tro på hekse og troldkyndige og heksekyndige kvinder og åndemanere (angakkut) som herrer.

 

(piaaqqusiat) : Og enebørnene havde tøj hvor hårene på den ene side af skinddragten vendte nedad og den anden side opad, hvad mening det så end måtte ha'.

 

Kommentar: normalt: børn hvis tidligere søskende var døde som små.

 

Desuden havde de kilitsissiat, meddelere (en slags spioner), der var så modtagelige for varsler at de altid kunne føle, når et eller andet farligt var i anmarch; denne kunne så fortælle en intetanende person, at der kunne være noget farligt i vente.

 

Det fortælles at de fuldt og fast troede på deres åndemanere (angakkut), fordi disse på det bestemteste krævede det, og fordi de ikke var døbt og holdt fast ved deres tro og handlede som de gjorde ud fra deres overtro.

 

Vær venlig ikke at give dette til Atuagagdliutit.

 

Kommentar: Dette er en sjælden kilde til ritualer, hvormed et barn kunne gøres til en angerlartussiaq, en der er bestemt til at vende hjem (fra en drukning i kajak). Fortællingerne har mange eksempler på en sådan hjemvendt (angerlartoq), både fra Vest- og Østgrønland. Men kun: Avatarsuaq, kuisimassoq Natanimik ateqartoq forklarer hvordan man bliver gjort til en angerlartussiaq. I Niels Mikiassens tekst bliver den spæde åbenbart trænet i at overvære udhældning af urin og opsætning af hår (som der var tabu mod under fangst), for ikke at bukke helt under, hvis han under hjemfarten skulle blive mødt af sådanne handlinger. Aron har en flot serie akvareller af en sådan hjemkomst som illustration af fortællingen om Imaneq. Se fx Thisted 1999: 'Således skriver jeg, Aron', I: 175 - 178: imaneq.

 

Vedr. fangstblæren over hovedet se eksempel i "Fortolkningsmuligheder"; på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

 

Det er uvist om Nils Mikiassen har hentet sin viden fra fortællinger (jfr. Imaneq og Singajik / Singajuk) eller bygger på overleveret viden, der havde været praktiseret af samtidens eller forrige generations voksendøbte. Hans afsluttende bemærkning om at undgå offentliggørelse kunne tyde på det sidstnævnte: at han ikke vil bringe sine meddelere i fedtefadet.

-------

De udøbtes vaner og overholdelse af taburegler / Nalusut ileqqut aamma allernik.

Det fortælles, at en mor fastede når hun havde født en dreng. Hun holdt næsten op med at spise, kun en enkelt bid om dagen og dertil drak hun meget lidt vand i en muslingeskal, og familien hentede kun vand, mens de andre endnu sov. For at drengen skulle få det let med fangstdyrene, udstyrede de ham med forskellige amuletter af forskellig ben eller sten, forskellige smågenstande, og da de troede så meget var de så heldige heldigvis at nyde godt af dem.

 

Kommentar: søg på Marnilik Tusilartoq.

 

s. 188v: De forsøger også at opklare anngiaq / aama anngiarsiortarput.

Hvis en kvinde blev gravid uden for ægteskab og aborterede, når fosteret først lige var bgyndt at vokse i hendes mave, kunne hun fortie dette for sin familie og andre mennesker. Og åndemaneren / angakkoqen begyndte at mane ånder og forsøgte at afsløre det skjulte. Åndemaneren gik hele vejen rundt inde i huset og greb noget som han holdt ind mod sig og spiste noget af, og derefter kastede han resten mod denne kvinde. Genstanden ramte hende lige på issen og viste sig at være en stor klump blod. Denne kvinde blev så nødt til røbe sin hemmelighed om, at hun havde været gravid uden for ægteskab, og det fortælles da også, at kvinden derefter blev meget skamfuld, når hendes hemmelighed var blevet afsløret.

 

Notat: s. 188v (?)

 

Kommentar: søg på anngiaq

Nangmak / Nammak, den store slyngekaster

Print
Dokument id:1630
Registreringsår:1823
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:
Mellem-person:Kragh, P.
Indsamler:Rink, H.
Titel:Nangmak / Nammak, den store slyngekaster
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 283 - 289
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

NB: Omformuleret af Rasmussen efter kaladlit oqalluktualliait.

Håndskr. eksisterer ikke længere.

Resumé:

Mens Nammak er lille, dræber man først hans far, derefter hans mor, og

N. adopteres af en mand, der ustandselig ophidser ham med

løgnehistorier. Gang på gang vækker han N. og truer ham med, at

fjenderne kommer for at dræbe ham. Plejefaderen giver ham ingen kajak

med den besked, at han alligevel vil blive dræbt. Men han giver ham en

lille slynge, som N. øver sig med, mens han i hemmelighed træner sine

kræfter. Han kommer ofte hjem med harer og ryper til sine

plejeforældre. N. røber sine kræfter, da han en dag ber plejefaderen

om en langt stærkere slynge, og plejefaderen holder op med at ærte ham

til hævnen. Og dog. Da N. om sommeren har fået en hel remmesæl af

plejefaderen til at lave en ordentlig slynge af, vækker plejefaderen

ham igen gang på gang, og nu med en løgn om, at nu rejser hans fjender bort. Da

det endelig sker, er N. længe om at komme op og ud. Han sænker de to

første konebåde for udgående med et slyngekastet klippestykke, men den

tredje undslipper, bosætter sig nordpå og formerer sig. N. gifter sig,

får en søn, oplærer ham i kajakroning og lader ham som voksen føre sig

nordpå til fjenderne, der bor i Karrat nord for Ilulissat (og nord for

Uummannaq?, BS). Da N. og søn inviteres ind på mad, spiser N.

kolossalt meget og viser ikke desto mindre sine overlegne kræfter i

forskellige styrkeprøver, hvor ingen kommer noget til. De overvintrer

uden mén og ingen angriber dem heller, da de rejser derfra om foråret.

De bosætter sig ved Meqquitsoq (sv. for Upernavik?, BS).

 

Hist.: Rasmussen har nyoversat denne fortælling fra Rink 1859 - 63,

IV: 40 - 54, men har bortvalgt fortællerens afsluttende kommentar om,

at mange i førkristen tid øvede deres kræfter af "ond samvittighed"

(rugende hævngerrighed). Nu er der ikke flere stærke mænd.

Nangmamik / Nammamik / Om Nammak

Print
Dokument id:516
Registreringsår:1823
Publikationsår:1863
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:Nangmamik / Nammamik / Om Nammak
Publikationstitel:Kaladlit Okalluktualliait / Oqalluktualliait / Grønlandske Folkesagn, IV
Tidsskrift:
Omfang:side 40 - 54, nr. 5
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Sideløbende dansk oversættelse, der let forkortet og uden den

afsluttende morale også er trykt i

Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 38, ss. 137 - 141.

Og på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 25, ss. 202 - 207: Namak.

 

Orig. håndskrift eksisterer ikke længere. To afskrifter i hhv. Rink NKS

2488, II, nr. 55 af en seminarieelev og i Rink NKS, 2488,  VI, ss. 36h - 40v

af Wittus Steenholdt.

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: Således skriver jeg, Aron, I: 264 - 266. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: Taamma allattunga, Aron, I: 264 - 266: Naammaaq.

 

Resumé: Begge Nammaks / Naamaaks forældre myrdes af bopladsfællerne, mens han

endnu er lille. En mand adopterer ham og opdrager ham til hævn ved

gang på gang at vække ham med stor larm og sige, at nu vil fjenderne

også dræbe ham. Da N. efterhånden erfarer, at det er løgn, vækker

plejefaderen ham på samme vis med ordene: "Den Nammak, hvor er han

glemsom, nylig har de dræbt hans forældre, og straks glemmer han det!"

Han mener heller ikke det lønner sig at træne N. i kajak. Men N. får en

slynge, som han lærer at mestre og nedlægger harer og ryper med. Han

vokser til, sover kun om dagen og aldrig om natten. Og han får stedse

større kræfter, som han skjuler for alle.

 

En dag fortæller plejefaderen N., at N.s fjender vil rejse bort om

foråret. N. ber om en større slynge og får af plejefaderen tilbudt en

nyfanget remmesæl. Af den skærer han sig en slynge i en størrelse,

der aftvinger plejefaderen respekt. Denne lyver ikke mere, men det

tror N. stadig, da plejefaderen en dag vækker ham og siger, at nu er

fjenderne ved at rejse. Men da N. selv kan høre støjen, går han med

tomme anorakærmer (tegn på fredelige hensigter) og slyngen gemt på

brystet ud til en stenhob,

hvorfra han skyder hele tre afrejsende konebåde i sænk med store sten.

En fjerde konebåd flygter nordpå. Det forlyder at besætningen har

formeret sig, og N., der bliver gift og får en søn, træner denne op

til en dygtig kajakfanger, der både bliver gift og får konebåd. I

den rejser hele familien nordpå til Kangeq ved Ilulissat, hvor den

slår sig ned på fjendernes boplads, men ikke plejer omgang med dem.

N. og søn inviteres dog ind en dag i stormvejr, bydes på mad, som N.

tar dygtigt for sig af. Man opfordrer til forskellige kraftprøver. Den

forspiste N. vinder hver gang, og ingen rører ham, skønt sønnen

allerede er gået, da han alene forlader fjenderne. N. rejser uskadt

med familien hjem, hvor de lever i fred til deres dages ende.

 

Også oversat af K. Rasmussen, søg på: Nammak

 

Hist.: I en efterskrift meddeles det, at N. efter datidens opfattelse

aldrig var blevet stærk og havde klaret sig uden sin plejefars grove

behandling. Men nu plages folk ikke længere af ond samvittighed, og

derfor er der ingen stærke mænd længere. Nutidens moralske forfald!

Napasormiut tunnulimmik toqunartortikkamik nerillutik nunguttut / Napasoq-boerne som blev udryddet, da de spiste en forgiftet blåhval

Print
Dokument id:1804
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Berthelsen Iver
Nedskriver:Rink H. J.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Napasormiut tunnulimmik toqunartortikkamik nerillutik nunguttut / Napasoq-boerne som blev udryddet, da de spiste en forgiftet blåhval
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:s. 50 - 51, nr. 7
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

 

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 7, ss. 16 - 19.

Ikke medtaget i Rink 1866-71.

 

K. Thisteds resumé: Thisted og Thorning 1996 s. 316 - 317:

Historien foregår i tiden omkring koloniseringen, da nogen var døbt og nogen endnu ikke. Napasoq-boerne var endnu udøbte, men villige til at antage kristendommen. Der blev sendt missionærer ud til dem, og efter at de var blevet undervist hele vinteren, ville præsten så om foråret ud og døbe dem, og fortællerens far skulle med, selv om det var midt i ammassæt-tiden. Ankommet til stedet opdagede de, at folk havde splittet sig op i to grupper, og det var præsten ikke tilfreds med, han ønskede at døbe dem allesammen på een gang. Midt i det hele bliver det storm, og folk begynder at tale om en blødende blåhval, der er blevet set. Nu har ingen tanke for andet end hval, og præsten rejser tilbage til Maniitsoq. Faderen vil gerne tilbage til sine ammasætter, men præsten holder på ham. Så kommer der mattak til byen, og også præsten og fortællerens far spiser af den. Folk tager af sted i konebåd ud til flænsepladsen, men nu begynder bådene at komme tilbage igen, med folk i en elendig forfatning. Hvalen har været forgiftet, og folk dør. Præsten beordrer fortællerens far til at hente sine åreladningsredskaber, og sønnen årelader de syge. Alle dem som bliver åreladt kommer sig. Beklageligvis er der jo altså nu ikke nogen præst eller kateket ude hos dem i Napasoq, og derfor dør de allesammen, selv om de ellers var parate til dåben. Hvalfangerne måtte have stukket hvalen med noget gift, og præsten og fortællerens far var de eneste, som spiste af den uden at blive syge.

 

Hist.: Fortællerens far var kateketen Fredrik Berthelsen,

f. ca. 1750, ordineret som missionær 1815, død i 1828.

 

Ifølge H. C. Gulløv, Arctic Anthropology Vol. 23, 1986, boede der i 1768 to slags folk i Pisuffik, dem nordfra og de andre fra Kangeq (hvortil åndemaneren Imaneq) hørte. Da Pisuffik snart efter affolkedes, drog dem fra nord til Napasoq og dem fra syd til Nuuk. Der er åbenbart et (muligvis opdigtet) modsætningsforhold mellem de to folkegrupper. Der er kommet til udtryk Arons fortælling: En historie om nogen som blev overrasket af storm.

 

Kreutzmann tidsfæster sin fortælling om Kornelius, 1997:91 - 94 (søg) til tiden efter at hollænderne var holdt op med at læsse mattak af til grønlænderne nær Narsarmiut. Det ligger ca. 100 km nord for Napasoq. Måske har der været et aflæsningssted også nærmere Napasoq.

Narhvalen (monodon monecerus)

Print
Dokument id:548
Registreringsår:1856
Publikationsår:1874
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Lytzen, C.
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Narhvalen (monodon monecerus)
Publikationstitel:Fra alle Lande
Tidsskrift:
Omfang:3 sider
Lokalisering:Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Reprografisk genudgivelse: Grønlandske Sagn / Kalâtdlit Oqalugtait , Tønder

1973, med oversættelse til grønlandsk af Frederik Nielsen i den upaginerede sidste del af bogen: qilalugaq qernertaq.

 

Resumé:

Ulitaq rejser nordpå med søster og mor til Ilulissat, hvor han ved et delvis uheld bliver blind. Hans mor har forhekset nogle remme, der ligger i blød i en balje urin og ved en fejltagelse sin søns remme dér. Da han arbejder med en af dem sprøjter det op i hans øjne. Hans mor bliver arrig over at han ikke længere kan fange og giver ham kun muslinger at spise. Men hans søster gir ham ordentlig mad, når moderen er væk eller sover. Alle deres naboer flytter. En isbjørn nærmer sig huset. Søsteren holder buen og sigter med pilen gennem vinduet for sin bror, bjørnen ramler død om, men moderen hævder at han kun ramte vinduesrammen. Hun gir ham stadig kun muslinger, og søsteren giver ham bjørnekød der bekommer ham godt. Han drømmer at søsteren fører ham til en sø, hvor en fugl ved at strejfe hans øjne med sin vingespids gengiver ham synet. Det realiserer han næste dag, og moderen bliver grundigt forskrækket, da hun opdager hans genvundne syn. I sæsonen for hvidhvaler, hvor søsteren hjælper sin bror med at holde harpunlinen, når hvalen er harpuneret, inviterer han en dag sin mor til at gøre det samme. Han harpunerer en stor hvidhval, hun trækkes ned mod vandet mens hun råber på at få sin ulu / kvindekniv for at overskære remmen. Men hun slæbes ud i vandet hvor hun flere gange dukker op med sit råb, og sidste gang med sit lange hår i en fletning, der bliver narhvalens tand. Sådan blev narhvalen til med sit ulugu, ulugu råb, som man kan høre den dag i dag.

 

Var.: Søg på: blinde. Tutigaq; Rink II 62; Uluaa; Holtved nr. 37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III nr. 330. Lyberth 1924 tappiitsoq. Narhvalens oprindelse; Hvorledes narhvalen blev til;

 

Hist.: Bemærk at begivenhederne, skønt fortællingens proveniens er Qaqortoq, lokaliseres til Ilulissat som endemål for en rejse sydfra - dvs. til Diskobugtens handel og hvalfangst, og væsentligere: til et område hvor man hyppigere kan fange både hvidhvaler og narhvaler end i det sydligste Grønland.

 

not [republished as a reprography: Grønlandske Sagn/ Kalâdlit Oqalutait, Tønder 1973, translated into Greenlandic in the non-paginated final section of the book: qilalugaq qernertaq.

 

Summary:

 

Ulitaq travels with his sister and mother northwards to Ilulissat, where he is blinded, partially by accident. His mother had put a curse on some straps.  which were soaking in a basin of urine, accidentally putting a curse on her son's strap, which was also in the basin. While he was working on one of the straps, a liquid squirted up into his eyes. His mother was peeved because he was no longer able to hunt and gave him nothing but mussels to eat. However, his sister gave him proper food whenever his mother was outside or asleep. All of their neighbours moved away. A polar bear approached the house. His sister held his bow and aimed the arrow through the window for him. The bear fell down dead but his mother claimed that he had only hit the window frame. She continued to give him nothing but mussels, but all the while his sister gave him bear meat which he enjoyed very much. He had a dream in which his sister led him out to a lake where a bird gave him his sight back, by brushing his eyes with the tips of its wings. The very next day, he implemented what he had seen and his mother got something of a fright when she discovered that he had regained his sight. In beluga hunting season, his sister usually helped him to hold the harpoon line when he had harpooned a whale. One day, he invited his mother along to do the same thing and he harpooned a large beluga. She was pulled towards the water calling all the while for her ulu in order to cut the line. But she was dragged out into the water, where she resurfaced several times, always calling out the same thing. The very last time she surfaced, her long braided hair was transformed into the tusk of the narwhal. This is how the narwhal came to be  with its cry of ulugu, ulugu, which can still be heard to this day.

 

Var.: Search for blind/blinde; Tutigaq, Aron 365; Rink II 62; Ulluaa; Holtved no.37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III no. 330. Lyberth 1924 tapiitsoq. The origins of the narwhal; how the narwhal came to be.

 

Hist.: Notice how the events, despite the tale's provenance being in Qaortoq, are localised in Ilulissat as the final destination for a journey from the south. i.e. to the trade sites and whalehunting grounds of Disko Bay, and more importantly, to an area where belugas and narwhals are caught more frequently than in the southernmost regions of Greenland.

 

Transl. by Lucy Ellis.

By courtesy of Craig Mishler. See: Diving Down: Ritual Healing in the Tale of the

Blind Man and the Loon by Craig Mishler, Vadzaih Unlimited, 3910 McMahon Avenue

Anchorage, AK 99516, [email protected]

Nerdlerit tagpigssitãnik / Den blinde, som gæssene gjorde seende

Print
Dokument id:1838
Registreringsår:1863
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2488, III, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Lund, Jakob
Mellem-person:Lund, Jakob
Indsamler:Rink, H.
Titel:Nerdlerit tagpigssitãnik / Den blinde, som gæssene gjorde seende
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 80h - 83v, nr. 330
Lokalisering:Qaqortoq / Julianehåb
Note:

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 2 ss. 51 - 54 har Rink sammenstykket ialt 8 varianter inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 2, ss. 99-105:

The Blind Man who recovered his Sight.)

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

To søskende - en ung mand, der var begyndt at fange

sæler og lillesøsteren, som endnu var lille - boede hos deres

bedstemor i bunden af en dyb fjord. De boede helt alene. Den unge

mand var en dygtig (nakuunermit - egentlig: stærk) fanger, og de led aldrig nød.

En gang fangede han en remmesæl, og bedstemoderen ville gerne have

skindet til en pels til sig selv. Men den unge mand (Ussuttoq - ham,

der fangede remmesælen) sagde: "Jeg skal have det til line".

Bedstemoderen blev dybt fornærmet. Hele tiden mens hun afhårede skindet tænkte hun kun på disse ord:

"Når han har skåret dig til, og begynder at sno dig, skal du briste og

ramme ham lige i ansigtet." Under arbejdet med at fjerne hårene

koncentrerede hun sig helt om denne tanke. Da hun var færdig,

begyndte barnebarnet at sno den (udskårne rem). Da den var snoet strakte

han den ud og strammede den. Pludselig brast den og ramte ham i øjnene,

så han mistede synet.

Efter at han ver blevet blind, holdt han op med at ro i kajak. Han

indtog sin plads på sidebriksen og flyttede sig ikke mere. De levede

af forrådet fra hans fangster; men det svandt ind

efterhånden. Da der var ganske lidt tilbage, gav bedstemoderen ikke

længere den unge mand noget af det kød, hun kogte. Der ikke var mere tilbage, sagde hun. Når kødet blev kogt og bedstemoderen og

pigen havde spist det, kogte hun et stykke skind til den unge mand,

som altså måtte nøjes med det. Den unge mand kunne godt lugte kødet, men han holdt mund fordi han generede sig for sin bedstemor.

 

Lige som kødet var sluppet op, sagde bedstemoderen en dag: "En stor

isbjørn er ved at spise 'igalaap erqutaa' (tarmskindsrudens ramme ?). Hun sagde

henvendt til sit blinde barnebarn: "Skyd den, jeg skal nok holde buen

sådan, at pilen sigter på den." Barnebarnet var villig dertil; han

fik sin bue og var klar til at skyde. Da pilen pegede imod bjørnen,

sagde bedstemoderen: "Skyd så!" Barnebarnet skød uden at kunne

se, hvad han sigtede på. Men da han hørte et isbjørnebrøl, sagde han:

"Det lyder som et brøl af en isbjørn, der er ved at dø". Bedstemoderen

sagde til ham:" Du ramte tarmskindet (erqutaa) på vinduet."

Bedstemoderen gik ud og så, at der ved husgangen lå en død isbjørn.

Hun begyndte at flænse den; og mage til så fed en isbjørn havde hun

aldrig set før. Bedstemoderen sagde til pigen: "Du må ikke sige det

til din storebror," sagde hun til pigen, "for kun vi to må spise af kødet."

Hun gav pigen en klump fedt fra isbjørnen. Noget af fedtet gemte pigen

inden for pelskraven; og hun gik ind og gav sin storebror det,

mens hun sagde: "Mage til så stor og fed en bjørn findes ikke." Hun

kom ud igen, og bedstemoderen gav hende endnu en klump fedt. Noget af

det gemte hun inden for pelskraven. Bedstemoderen troede, at

hun havde spist det hele; og hun gav hende endnu en klump fedt, idet

hun sagde: "Har du allerede spist det op ?" Når pigen gik ind, gav hun ham

fedtet, som ellers var beregnet til hende selv. Bedstemoderen var nu

færdig med flænsningen, og hun kogte et stykke kød. Bagefter kogte hun

et stykke gammelt skind - et stykke fra konebådens betræk, hvor

spænderemmene blev fastgjort. Da det stykke gamle konebådsbetræk var

blevet kogt, gav hun ham det at spise, mens hun og pigen spiste

isbjørnekød. Den unge mand kunne lugte isbjørnekødet, men sagde ikke

noget. Han holdt hurtigt op med at spise af skindet fordi han havde en

klump i halsen (han var gråden nær). Bedstemoderen blev ved

med at behandle ham sådan. Suppen fra den rigtige mad hun kogte,

hældte hun udenfor; ham gav hun skindsuppe at drikke.

 

En dag sagde den blinde til sin søster: "Jeg vil gerne ud en tur; tag

mig i hånden". Lillesøsteren tog ham i hånden og førte ham ud. Han bad

hende føre ham op på fjeldet; og da de kom derop, sagde han til

søsteren: "Du kan bare gå ned. Jeg bliver her." Da hun var væk,

hørte han lyden af gæs. De fløj oven over ham; og han håbede på,

at de ville få øje på ham. Men nej, de fløj videre. Midt i det hele

hørte han igen lyden af gæs; og efter lyden at

dømme, ville de flyve hen over ham. En af dem sagde tydeligt: "Hernede

er der et menneske. Lad os flyve ned til ham." Da de nåede ham,

sagde den blinde: "Man er kommet til at leve uden at kunne se verden

omkring sig." Gæssene sagde: "Vi er desværre kommet afsted uden

noget af det, vi ellers kunne bruge. Men læg dig alligevel

på ryggen". Da han havde lagt sig på ryggen, tabte fuglene deres tynde

fugleklatter på hans ansigt. Da alle havde gjort dette, tørrede de

hans øjne af med deres vinger. De sagde, at han skulle vente

med at åbne øjnene, til der var gået fem dage; altså måtte han først

åbne øjnene den sjette dag. Så fløj de bort. Næste morgen kom

lillesøsteren og bragte ham lidt af den mad, der var tildelt hende.

Lillesøsteren ville have ham med tilbage, men han ville ikke. Han

sagde: "Gå du bare ned, jeg bliver her". Næste morgen kom søsteren

igen og bragte lidt af den mad, hun havde fået tildelt. Da hun skulle

tilbage, ville hun have haft ham med, men det ville han ikke; og pigen

gik ned alene. I de fem dage, gik lillesøsteren op til ham for at se

til ham. Så var de fem dage gået, og den sjette dag åbnede han øjnene

og så verden omkring sig. Han var blevet seende! Han kiggede sig

omkring og fik øje på et hoved, der dukkede op lige nedenfor. Han

lukkede øjnene igen. Det viste sig, at det var søsteren han så. Da

søsteren kom, sagde han: "Du vil igen kunne få så meget at

spise, at du bliver dårlig af det; for mine øjne er blevet raske. Jeg kan se igen!" Søsteren troede ham ikke og sagde, at det ikke kunne

passe. Hun sagde: "Luk øjnene op". Hun så, at øjnene ikke fejlede

noget.

 

De gik nedefter. Bag huset så storebroderen et

isbjørneskind, der var spilet ud til tørre på jorden med pløkke. Oven på

husgangen så han en hel masse isbjørneknogler. Inde i huset så han

labberne af en isbjørn. Straks han havde set dem, lukkede han øjnene

igen og lagde sig ned på sidebriksen. Han lod, som om han sov. Efter

at have ladet som om han drømte, vågnede han og sagde: "Jeg drømte at

der var et isbjørneskind, der var spilet ud bag ved huset".

Bedstemoderen sagde blot: "ajuutikasiit pilingusaqaat" (det skyldes

dit handicap ?). Han lod igen, som om han sov; han lod som om han

vågnede og sagde: "Det var, som om jeg så en masse isbjørneknogler

oven på husgangen". Bedstemoderen gentog det hun sagde før. Da han

tredie gang havde ladet, som om han sov, og som om han vågnede, sagde

han: "Det var, som om der lå isbjørnefødder under briksen".

Bedstemoderen sagde: "Det skyldes dit handicap". Da bedstemoderen nu

igen havde gentaget dette, åbnede den unge mand øjnene og pegede på

dem, idet han sagde: "Jeg mener de her". Bedstemoderen så, at han

åbnede øjnene og sagde hvast: "Værsgo, spis dem her. Spis dem her."

 

Da han nu igen var blevet seende, vendte han tilbage til sin tidligere tilværelse

og begyndte at fange mange sæler. Så fik han lyst til at hævne sig på

sin bedstemor. En dag spurgte han sin lillesøster: "Hænger du meget ved din

sølle bedstemor ?" Lillesøsteren svarede ja. Han spurgte sin

lillesøster om det samme flere gange. Og da hun hver gang sagde ja, kunne han ikke fortage sig noget.

 

Endelig, da han begyndte at fange småhvaler, der trak langs kysten,

fra land, gjorde han sit bedste for at få søsterens samtykke til at

han bandt fangeremmen om bedstemoderens talje og brugte hende som

fangstblære. Da hun sagde ja til det, spurgte han bedstemoderen:

"Vil du være den, der holder igen på narhvaler/hvidhvaler ved at stå

fast på klippen ?" (unniulluaataannguarit) Til at begynde med ville

hun ikke. Men da han blev ved, sagde hun ja. Linen blev bundet omkring

hendes talje, og de stillede sig på en stejl klippe. Mens de

kiggede på hvalerne, der trak forbi langs kysten, sagde bedstemoderen:

"Harpunér nu en af de mindste." De så nogle større hvaler dukke op. Da

der dukkede en mindre hval op, sagde bedstemoderen: "Harpunér nu". Barnebarnet svarede: "Den er for stor. Jeg vil vente til der

dukker en anden, der er mindre op." Der dukkede en op, der

var meget større end de andre. Den harpunerede han. Da hvalen fór

afsted, slap harpunøren linen.

Bedstemoderen holdt igen ved at stemme imod en fremspringende kant med

fødderne. Hun trak til. Da hun godt kunne magte opgaven, og da hvalen

tilsyneladende var ved at være træt, men da han så løftede hende bagi,

sprang hun i vandet, og hvalen dykkede ned under vandet med hende.

Han spejdede efter hende. Hvalen dukkede op længere ude; og efter

hvalen dukkede noget sort op. Det var bedstemoderen, som blev ved med

at sige: "Kom med min kære ulu, kom med min kære ulu", idet hun

samtidig trak linen til sig. Hun forsvandt ned

igen mens hun stadig snakkede om sin lille ulu. Hvalen dukkede op

anden gang og efter den bedstemoderen, som var ved at nå frem til

hvalen. Hun snakkede stadigvæk om sin ulu. Hvalen dykkede ned tredie

gang med hende, og den dukkede op igen endnu længere ude, og da sad

bedstemoderen oven på hvalen, idet hun stadig råbte om sin ulu.

Siddende på hvalens ryg, kom hun ud af sigte. Da hun var kommet

udenfor synsvidde, gik de hjem. Bror og søster blev herefter alene.

 

Var.: Søg på: blind / blinde; Tutigaq; Rink II 62; Uluaa; Holtved nr. 37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III nr. 330. Narhvalens oprindelse; Hvorledes narhvalen blev til;

 

Kommentar: Fælles østeskimoisk myte. Det fremgår af enkelte versioner, at bedstemoderens kalden på sin ulu ligner den lyd, som småhvalerne udstøder.

(In Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr.2, pp.51-54, Rink pieces together a total of 8 variants, including this one. The same “mixture” is found in the English translation in Rink, H. 1875 (reprinted in 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 2, pp. 99-105:

The Blind Man who regained his Sight.)

 

 

 

Two siblings, a young man who had started to catch seals and his younger sister who was still quite small, lived with their grandmother at the bottom of a deep fjord. The lived all alone. The young man was a skilled (nakuunermit  literally: strong) hunter and they never wanted for anything. One day, he caught a bearded seal and his grandmother wanted the hide to make a coat for herself. But the young man (ussuttoq- he who caught the bearded seal) said, “I am going to use it to make hunting lines.” His grandmother was deeply offended. The whole time he was unhairing the skin, she thought constantly of these words, “When he has cut you out and begins to twist you, you will snap and hit him directly in the face.” While he was working on removing the hairs, she was completely focussed on this thought.  When she (prbable error for he” or perhaps “it”) was finished, the grandson began to twist it (the line, which had been cut out). When it had been twisted, he stretched it out and pulled it tight. Suddenly it snapped and hit him in his eyes, causing him to lose his sight. After he had gone blind, he stopped kayaking. He sat down in his spot on the plank platform on one side of the house and never moved from there. They lived on their stockpile of food which he had previously caught, but that got smaller and smaller. When there was only a small amount remaining, the grandmother no longer gave the young man any of the meat she boiled. When the meat was cooked and the grandmother and the girl had eaten it, she boiled up a piece of skin for the young man and he had to make do with that. The young man could smell the meat, but kept quiet as he was embarrassed/shy in front of his grandmother. One day, just as the meat ran out, the grandmother said, “A huge polar bear is about to eat 'igalaap erqutaa' (the window frame). She said to her blind grandson, “Shoot it. I will hold the bow so that the arrow is pointing at it.” Her grandson was willing. He got his bow and was ready to shoot. When the arrow was aimed at the polar bear, the grandmother shouted, “Shoot now!” Her grandson shot the arrow, unable to see what he was aiming at. But when he heard the roar of a polar bear, he said, “That sounds like the roar of a polar bear that is about to die.” His grandmother said to him, “You hit the frame (erqutaa) of the

window.” The grandmother went out and saw a dead polar bear lying next to the entranceway. She began to flense it and had never seen such a fat polar bear before. The grandmother said to the girl, “You must not tell your big brother about this, because we two shall eat the meat.” She gave the girl a lump of fat from the polar bear. The girl saved some of the fat in her fur collar for her older brother. She went inside to give the fat to him and said, “That is the biggest and fattest bear ever.” She went outside again and was given another lump of fat by her grandmother. She hid some of it in her fur collar. Her grandmother believed that she had eaten the whole thing and gave her another piece, saying “Have you already eaten it all up?” When the girl went inside, she gave him some of the fat which was really meant for her. Their grandmother had now finished flensing the animal and she boiled up some meat. Afterwards she boiled up a piece of old leather which was the bit of the covering of the women's boat where the straps (the oars) are fastened (with straps). When the piece of leather from the woman's boat was cooked, she gave it to him to eat, while she and the girl ate polar bear meat. The young man could smell the polar bear meat but said nothing. He soon stopped trying to eat the leather as he had a lump in the back of his throat (he was close to tears). His grandmother continued to treat him in this way. The broth from the real food which she boiled was poured away outside, and she gave him leather broth to drink.

 

One day the blind man said to his sister; “I would like to go for a walk. Take me by the hand.” His younger sister took his hand and led him outside. He asked her to lead him up into the hills and when they got there, he said, “You can just go back again. I will stay here.” When she had gone, he heard the sound of some geese.  They sounded as though they were about to fly right over him. One of them said in a clear voice, “There is a person down there. Let's fly down to him.” When they reached him, the blind man said, “I have come to be in a situation whereby One cannot see the world around me. The geese said, “We have unfortunately set off without any of the things that we would otherwise be able to use. But lay down on your back nevertheless.” When he was lying down on his back, the birds did watery dropping on his face. When they had done that, they wiped his eyes clean with their wings. They said that he must wait five days before he opened his eyes. That is to say, he would be able to open them on the sixth day.  Then they flew away. The following morning, his younger sister came back and brought him some of the food that had been given to her. When she went home, she wanted him to come with her but he did not want to go, so she went by herself. In the next five days, the younger sister went up and tended to him. Then the five days had passed and on the sixth day he opened his eyes and looked at the world around him. He had regained his sight! He looked around and saw a head bobbing up and down below him. He shut his eyes again. It turned out to be his sister that he had seen. When his sister arrived, he said, “You will be able to eat so much that you will get sick because my eyes have been healed. I can see again!” His sister did not believe him, and said that it could not be true. She said, “Open your eyes!” She could then see that there was nothing wrong with his eyes.

 

They went down again. The older brother saw a polar bear skin behind the house, stretched out on the ground to dry and held in place with pegs. On top of the entranceway he saw a whole load of polar bear bones. Inside the house, he saw polar bear paws. As soon as he had seen them, he closed his eyes once again and lay down on the plank bed at the side of the house. He pretended that he had been sleeping. After he had pretended to have a dream, he awoke and said, “I dreamt that there was a polar bear skin stretched out behind the house.”  His grandmother just said, “ajuutikasiit pilingusaqaat” (it is because of your disability?). He pretended to sleep once more and then

page 3

 

pretended to wake up and said, “It was as though I saw a whole load of polar bear bones on top of the entranceway.” His grandmother repeated what she had said before. The third time that he had pretended to sleep and then wake up, he said, “It was as if there were polar bear paws under the bed.” The grandmother said, “It is because of your disability.” Because his grandmother said this once again, the young man opened his eyes and pointed to them, saying, “I meant these.” His grandmother saw that he had opened his eyes and said hoarsely, “Here you are. Eat these. Eat them.”

 

As he could now see once more, he returned to his previous existence and began to catch a great number of seals. Then he developed a desire to exact revenge on his grandmother. One day he asked his little sister, “Are you really very fond of your pathetic grandmother?” His little sister said yes. He asked her the same thing many times. And since she always responded by saying yes, he could not do anything.

 

Finally, when he had started to catch, from the beach, small whales that migrated along the coast, he did his very best to gain his sisters consent to tie his harpoon line around her waist and use her as a hunting bladder. When she agreed to this, he asked his grandmother,” Would you be the one who resists the pull of the narwhal/beluga by standing firmly on the rocks. (unniulluaataannguarit). At first, she did not want to. But when he insisted, she said yes. The harpoon line was bound around her waist and they positioned themselves on a steep rock. While they looked at the whales which migrated along the coast, the grandmother said, “Be sure to harpoon one of the smaller ones.” They saw some larger whales swim by. When a small whale came along, the grandmother said, “Throw your harpoon now!” The grandson replied, “That one is too big, I will wait until a smaller one comes along.” Then one came along that was much bigger than all the others. He harpooned that one. As the whale darted off, the harpooner let go of the line.

 

The grandmother held on by bracing herself with her feet against a protruding ledge. She heaved on the line. She was up to the task and the whale seemed to be tiring, but when he lifted her up from behind, she jumped into the water and the whale dived down into the depths with her. He looked out for her. The whale resurfaced further out followed by something black. It was the grandmother who kept on saying, “Give me my precious ulu, come with my precious ulu.” while she kept on pulling the line towards her. She disappeared from view once again, still talking about her little ulu. The whale surfaced for the second time followed by the grandmother who was closing in on the whale. She was still talking about her ulu.  The whale dived for the third time with her in tow and resurfaced further out. That time the grandmother was astride the whale, still shouting for her ulu. Riding on the back of the whale, she disappeared from view. When she had disappeared from their range of vision, they went home. Thereafter the brother and sister remained alone.

 

Var.: Search for blind/blinde; Tutigaq, Aron 365; Rink II 62; Ulluaa; Holtved no.37; Rasmussen 1921: 312 317; Rasmussen 1925: 77 79; Rink III no. 330. Lyberth 1924 tapiitsoq. The origins of the narwhal; how the narwhal came to be.

 

Comment: A myth common to the Eastern Eskimos. Some versions make it clear that the grandmother's cries resemble the sound emitted by small whales.

 

Transl. by Lucy Ellis.

By courtesy of Craig Mishler. See: Diving Down: Ritual Healing in the Tale of the

Blind Man and the Loon by Craig Mishler, Vadzaih Unlimited, 3910 McMahon Avenue

Anchorage, AK 99516, [email protected]

Niaqunnguaq

Print
Dokument id:95
Registreringsår:1859
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Niaqunnguaq
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, I
Tidsskrift:
Omfang:ss. 147 - 148
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. eksisterer ikke længere.

Afskrift af orig. håndskrift: NKS 2488, II, nr. 163 ss. 559 - 565.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

Taama allattunga, Aron, 1999, I: 147 - 148: Oqaluttuaq Niaqunnguamik.

 

Ret tekstnær oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 83.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 67, ss. 362 - 366: Niakunguak.

 

Resumé:

Niaqunnguaq er en af de yngste i en stor, hidsig brødreflok, men selv er han fredeligheden selv, og det kunne ikke falde ham ind at fremhæve sig selv eller prale, skønt han er en fortræffelig kajakmand. Han forlader de ufredelige brødre og ror sydpå, hvor han bliver inviteret til at bo hos elskelige mennesker, får sig en kone og senere en søn. Denne er endnu en lille purk, da en flok brødre med en irritabel og aggressiv mellemste bror slår sig ned på bopladsen for vinteren. Denne bror følger Niaq. med ud i kajak i et voldsomt stormvejr, men kan ikke engang hjælpe denne med at lænse en harpuneret sæl. Han må ro hjem i forvejen og skræmmer den stakkels purk aldeles ved at antyde, at faderen bestemt ikke kommer hjem i det vejr. Det gør dog Niaq., med hele to sortsider og han bemærker tørt ved fællesmåltidet på bryststykkerne, at det blæste en del derude, da han fangede dem.

Niaq. deltager aldrig i boldspil og lignende konkurrence-lege, men lokkes så ud for dog at se på. Den aggressive skubber ham omkuld, men Niaq. rejser sig og børster blot sneen af. Den anden farer frem igen. Niaq. skyder ham stilfærdigt fra sig. Den anden bliver ved, og de kommer op at slås. Niaq. kaster modstanderen fra sig, og denne dør næste dag af blodtab. Så har Niaq. altså ufrivilligt fået fjender, nemlig den dødes to små sønner, der mange år senere, da også Niaq.´s søn er blevet stor, dygtig og stærk, ankommer med en masse andre mænd og slår sig ned på bopladsen. Hen på vinteren bliver der hungersnød. De tilrejste inviterer Niaq. og hans søn på en masse mad, hvorefter en af fjendens sønner nævner, at man er kommet for at hævne sig. Han demonstrerer sin styrke ved at klemme en kogt, tørret sællever, uden at den ændrer synderlig form. Niaq.´s søn klemmer den derefter til dryssende smulder. Hævnerne føler sig overvundne og rejser bort, og Niaq. og hans søn angribes aldrig nogensinde igen.

 

Hist.: Aron kommenterer, at denne fortælling skulle være meget gammel. Den er under alle omstændigheder stærkt overdreven i sin moralisering, og skønt det formentlig i Grønland som hos Inuit i Canada (Jean Briggs: Never In Anger, 1974 (1970)) var en dyd ikke at lade sig hidse op, er Niaqunnguaq næsten for eksemplarisk i sin "vende den anden kind til" adfærd.

Man bemærker tillige at det er i syd, hvor herrnhuterne, som Aron tilhører, netop havde deres andre missionsstationer, at Niaq. træffer de allerelskeligste mennesker.

Nikooq

Print
Dokument id:67
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Nikooq
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 342 - 345
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 121 ss. 627 - 634.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 342 - 345: Oqalualaarut Nikuumik.

 

Let forkortet oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II: nr. 52,

ss. 91 - 93.

Kort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 126, s. 461 - 462: The Tupilak.

 

Resumé:

Nikooq har engang været en dygtig fanger, men med alderen må han nøjes med at fiske ulke, som dog de mange dygtige unge brødre, han deler boplads med, er glade for at få i bytte for noget af deres fangst. En dag lykkes det minsandten Nik. ene mand at få dræbt en hvalros, der først kommer helt hen i nærheden af ulkepilkeren og byder sig til. Ligeså da han i huj og hast er roet i land efter sine gamle fangstredskaber og ud igen, lægger den sig perfekt for først hans harpun og siden hans lanse. Stolt vender han tilbage, konen bliver ligeså stolt, og lykkelige giver de kødgaver og lige store stykker stødtand til alle. Alle inviteres på kogt kød, men den mellemste af brødrene, der er blevet misundelig over Nik.s held, beder blot om, at man vil tage et stykke ribben med kød og hans tandstykke med hjem.

I de følgende dage undrer Nik. sig over, at den mellemste bror, den dygtigste fanger af dem alle, tager ud før alle andre, bliver længe ude og vender tomhændet hjem. Nik. prøver forgæves at komme op og ud før ham og bliver drillet en del for det, men endelig en nat kommer han ud og venter til den mistænkte kommer ud. Nik. ser, at han ror ud til en ø og forsvinder dér. Næste dag venter Nik. til alle er taget på fangst, hvorefter han ror ud til øen, finder den mistænktes kajak under noget ral, leder videre og opdager ham splitternøgen i færd med at lade en færdig tupilak suge sig levende i skrævet.  Stakkels gale mand siger Nik. gang på gang og lader sig nu, som ved et tilfælde, falde ned på ham, hvorved tupilakmageren øjeblikkelig dør.

Da den mellemste bror ikke vender hjem starter alle eftersøgningen næste dag. Nik. græder (krokodilletårer) med de andre og leder dem på rette vej. De samstemmer i hans: Stakkels gale mand, da de finder ham. Nik. gør det nu af med tupilakken, som han fortæller blev lavet mod ham selv. Ribbenstykket falder ud, de parterer udyret i alle led og spreder dem. Den døde bror sænker de i hans kajak i havet, men da den gang på gang kommer boblende op, tynger de den til bunds med sten. Bobleriet fortsætter dog hørligt på lang afstand hele fem dage endnu.

 

Var.: Nikkooq; Nukunnguasik; Tupiwdliseq;

 

Hist.: En velfortalt fortælling fra overleveringen, der har en moderne tids større humor og foragt i stedet for skræk tilovers for tupilakmageren. Hvalrossens helt urokkelige ønske om at lade sig nedlægge af den gamle mand, er formentlig også ude på overdrevet, hvor man gør lidt grin med forestillingen om, at det er dyrene selv der afgør, om de vil lade sig fange.

Ninnittaq

Print
Dokument id:357
Registreringsår:1863
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Ninnittaq
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 288 - 292
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, II, 4' nr. 232 ss. 877 - 897.

 

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 21 - 31.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove: "Taama allattunga, Aron", 1999, II: 288 - 292: Oqaluttuaq Ninnitamik.

 

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 55 ss. 166 - 172 har Rink sammenstykket denne + en anden variant. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 36, pp. 238 - 247.

 

Resumé:

Ninnittaq rejser nordpå, op til nord for Upernavik, med sine børnebørn. Her lider de ingen nød i mange år, hvor børnebørnene bliver store, gifter sig og selv får børn. Men da en hård vinteren sætter ind, tar den ungdommelige og alerte Nin. affære. Han drager en meget tidlig morgen afsted til et højt fjeld, klatrer til tops og ser en tågeformation langt ude på isen. Det er sent før han når hjem, men næste morgen tidlig vandrer han ud til den våge fuld af sæler, som frosttågen signalerede, fanger en lille netside og kommer meget sent hjem, hvor børnebørnene forbliver på briksen og tigger om tyggebidder. Næste morgen tager Nin. dog igen alene ud og kommer hjem med en større sæl. Denne gang tager børnebørnene deres kamikker på (og går ud på gulvet til maden? BS).

       

Næste morgen må Nin. atter alene afsted. Dagens fangst er en endnu større sæl, og denne gang er børnebørnene begyndt at ordne deres fangstredskaber. De er da endelig styrkede og klar til at tage med bedstefar på fangst ude ved vågen næste morgen, hvor han advarer dem mod at fange større sæler end de kan bære hjem. Han når dog hjem længe før børnebørnene med deres langt lettere byrder. Nin. har ude ved vågen set slædespor, som han næste dag, da han er alene ude igen, følger langt mod nord (nok snarere ud fra land over isen, BS). Bjergene bagude i land forsvinder bag horisonten, han kommer til et nyt land, som han vandrer hen over til den anden side med et lille hus, hvor han går på besøg hos en kvinde med to døtre. De gir ham ingen mad. Men da husets mand kommer hjem med fangst og har prøvet kræfter i armkrog med Nin. (der lader den fremmede vinde), får han masser af mad og tilmed begge døtre som koner for natten. De to unge kvinder har fra det øjeblik faderen kom hjem, renset de skinnende hvide tarme fra hans dagsfangst og syet ham en tarmskindspels på ingen tid.

       

Næste dag følges Nin. med sin svigerfar på fangst ud til en stor våge, hvor svigerfar advarer Nin. mod at fange for meget pga. den lange vej tilbage. Men Nin. fanger ligesom sv.far en stor og en lille netside og han kommer hjem længe, længe efter sin svigerfar, der ikke længere synes så godt om Nin. pga. af hans langsomhed. Den er også skyld i, at tarmene i Nin.'s fangst er blevet kolde og slatne og ikke længere egner sig til den tarmskindsanorak han har sat næsen op efter.

       

Næste dags fangst foregår på samme måde, men undervejs tilbage får Nin. den idé ikke længere at følge nøjagtig i sin svigerfars spor. Og da han træder i sit eget går det så rask af sted, at han når hjem længe før sin svigerfar, får sig en nysyet tarmskindsanorak af de endnu varme og fedtglinsende tarme, som de unge koner syr på ingen tid, og svigerfaderen, der blir lykkelig over Nin.s åbenbare hurtighed, udbryder: Nu kan vi ikke undgå at vinde. Nin. forstår det først langt senere, da de har kappedes to gange med en anden boplads i boldspil.

       

Tidspunktet for boldspillet aflæses af månens stilling, svigerfar laver et boldtræ til dem hver af skulderblade af hvalros og kvinderne syr dem alle nyt tøj. Det tar de på i en fart, da nabopladsens folk viser sig om det nærmeste næs, og boldspillet kan snart begynde. Nin. har fået tydelig besked på hvordan han skal bære sig ad, når familiens medlemmer slår bolden fra den ene til den anden, men han beslutter sig for at kludre i det. Modstanderne vinder og kaster sig tilmed over Nin, trykker ham ned, fylder hans tøj med sne, og svigerfar må redde ham ud af bunken af mænd.

       

Snart er det Nin. og hans svigerfamilies tur til at spille på udebane hos vinderne, og denne gang retter Nin. sig efter instrukserne, og slår egenhændigt og gang på gang bolden så højt op og afsted, at han snart er forsvundet over bakkekammen med den og hjemad. Svigerfar jubler og hoverer.

       

Efterhånden længes Nin. tilbage til sine børnebørn, som måske ikke engang har klaret den hårde vinter, trods fangsten lige inden han tog afsted. Hver nat øver han sig på at springe ud fra briksen uden at nogen gør det mindste tegn til at vågne. Da det endelig en nat lykkes, springer han fra sted til sted, og ned under konebåden, hvor han har gemt et stramtsiddende sæt tøj, som han har ladet sine koner sy. Han tar det på og springer stadig rundt ud på isen, ind i land og i rundkredse, for at sporene skal vildlede evt. forfølgere. Til slut fylder han sit gamle tøj med lyng, stiller dukken op som en isfanger i en nybygget snehytte og gemmer sig, indtil forfølgerne har tosset rundt i hans spor, harpuneret dukken i hytten og er forsvundet igen. Da vandrer Nin. i eet stræk hjem til børnebørnene, der har det godt, og ligeså disses børn og børnebørn, hvorefter de alle tar tilbage til deres gamle boplads i syd. Hér lever Nin. videre til han dør som en helt indtørret olding.

 

Var.: Ninnittaq; Isigaaseraaq; Iseraasoraq

 

Hist.: Ikke en historisk fortælling. Men den afspejler en vis viden om N V Grønland (nord for Upernavik). Det fremgår ikke helt klart om den fremmede svigerfamilie bor i Akilineq (= Baffinland), det nordligste NV Grønland, eller Thule-området. Ifølge Rinks oversættelse efter to versioner, denne og Kristoffers i 1866-71, I, s. 167 fører slædesporene Ninnittaq ret ud til havs og over til Akilineq.

Niumak og Equngisoq

Print
Dokument id:212
Registreringsår:1860
Publikationsår:1997
Arkiv navn:
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Niumak og Equngisoq
Publikationstitel:Fortællinger & akvareller
Tidsskrift:
Omfang:ss. 113 - 115
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 25h - 27v + 21 (slutning mangler, ses i afskriften)

Publiceret transskription af orig. håndskr.: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 113 - 115: Niumak aamma Equngisoq.

 

Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 218

H. Rinks oversættelse af afskrift: Rink, H.: Eskimoiske Eventyr og Sagn, I-II, 1866-71, I: nr. 100.

 

Resumé:

Niumak og Equngisoq er fætre og husfæller. Begge er dygtige fangere, Equngisoq især til sæler, omend Niumak, der er stor på den, søger at nedgøre ham overfor sine børn. De flytter en del rundt, også om vinteren, til de steder, hvor fangstmulighederne er bedst. Niumaks hushold er enormt stort med mange kiffakker, enker efter hans slægtninge. De bidrager gevaldigt til hans forråd, både af ammassætter og rensdyrkød og -skind. Selv jager Niumak kun. Han bærer aldrig byrder hjem fra fangst og jagt. Går kun i spidsen for de bærende kvinder - og Equngisoq, der forgæves beklager sig. Men Niumak sørger for at holde sine kvindelige hjælpere velforsynede med tobak, som han køber hos hvalfangerne. Selv "ryger" han kun tørvemos - for sjov.

En vinter sner de inde. Da stormen endelig holder op maser Niumak sig vej ud, Equngisoq hjælper til, hvorefter alle kiffakkerne beordres at skovle sne væk. Man opdager, at ræve har været i forrådet. Niumak binder en rem fra rævesnarer opsat ved rævenes huller ind i forrådsskuret og hele vejen ind til tørrestativet, der falder ned, hver gang en ræv er gået i fælden. Flotte blåræve, der fylder en hel konebåd til handel med hvalfangerne, når de kommer. Folk strømmer nu til Niumak fra hele omegnen, hvor de har sultet. De bliver beværtet og får masser af tørrede ammassætter med hjem.

Da hvalfangerne lægger til ved Kangaamiut går der bud til Narsarmiut om at både Niumak og Equngisoq skal komme og handle med den kaptajn, som man kalder "den kvindekære", Arnalupaasi. Rækken af Niumaks stærkt belæssede kiffakker er lang, og han og Equngisoq tilhandler sig bl.a. bøsser og ammunition, så meget, at der mere end en generation senere, da der ingen hvalfangere kommer længere, endnu er hagl i omløb, som Niumak dengang købte. Efter handelen beværtes Niumak og hans følge og de overnatter på "Den Kvindekære"s skib.

 

Ved et senere sangkampstævne i Appamiut optræder en kvinde, "den bukseløse" så udfordrende, at alle mændene efter tur ligger med hende, uden at hun gør vrøvl. Det eneste, hun siger bagefter, er, at Equngisoq er en stor elsker.

 

Hist.: En historisk fortælling, der kan tidsfæstes til ca. 1760-70. En anden fortælling om Niumak er en generation efter Kreutzmann fortalt af Katrine Sommer.

Der har næppe været mange folk af Niumaks kaliber. Som fortræffelig erhverver og den der tiltrækker sig yderligere slægtninge som arbejdskraft i større stil, lever han op til antropologernes definition af en "Big man". Måske havde en kraftigere social rangorden udviklet sig i Vestgrønland, hvis handelen med hvalfangerne var fortsat uhindret af kolonisationen og dens forbud mod handel med fremmede.

Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34.

Nord- og Sydboerne

Print
Dokument id:411
Registreringsår:1860
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2488, III, 4'
Fortæller:Nikolai
Nedskriver:Rosing, U.
Mellem-person:Rosing, U.
Indsamler:Rink, H.
Titel:Nord- og Sydboerne
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 63v - 65h, nr. 321
Lokalisering:Illutuaarsuk: Sydøstgrønland
Note:

Kort resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 134,

ss. 329 - 330.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 104, ss. 449 - 450: The Giant at Kangersuak or Cape Farewell.

 

Renskrift tillempet nudansk stavemåde af Rosings nedskrift på ældre dansk (En nedskrift på grønlandsk findes ikke):

 

Nord- og sydboerne var vrede på hinanden. Sydlænderne / sydlændingene ville ikke give efter og drog de desårsag imod nordboerne. En af sydlænderne havde en søn, som ikke kunne vokse. Dennes fader sagde til deres uvenner: "Hvor er eders store tapre?" "Han sidder på nordsiden af Kangersoak (Kangersuaq) og ser sig omkring efter fjendtlige kajakfolk for at dræbe dem", var svaret. Da sydlænderne kom til Kangersuaq holdt de stille. Næste morgen gik de ud for at træffe på nordlænderne; de så så også den store sidde på det af hans egne folk betegnede sted, hvorfra han skuede sig omkring. Da denne så kajakken, gik han ned til fjæren og stak i sin kajak udefter, for at møde den kommende. De kastede derpå med pilene efter hinanden; men kastede fejl af hinanden; nordlænderen opfordrede den anden at gå med sig i land og spise bær, og skyndte sig ad landet til for at være den første, men var de lige hurtige. Som de ville stige ud af kajakken betænkte de sig, eftersom de var bange for hinanden; dog med ét stod de begge i land på en gang. I førstningen ville de ikke hale kajakkerne på land, men det skete dog også og på en gang. De plukkede herefter bær og tudlerinernit (tullerunnaq, tullerunnat, rosenrod) ved en sø. Sydlænderne (Sydlænderen ?) gik og skottede til nordlænderne (nordlænderen ?) tænkende ved sig selv: "Han er ikke så stor og tapper at se til", men iagttog så snart efter at en kniv stak frem af hans ene støvleskaft. Sydlænderen tog derfor straks tag i den anden, men blev øjeblikkelig lagt under og dræbt.

       Der blev forgæves ventet på fangeren i hjemmet, hvorfor han antoges at være død. Konen græd derover som også over at sønnen ikke voksede og derfor ikke (kunne) opnå at hævne faderens død. En dag brød moderen ud i heftighed til sønnen: "Dersom du ikke kan vokse, så bliv dog til en angakkoq (åndemaner); thi ellers kan du ikke hævne din faders død." Han blev også til en angakkoq, blev så stærk at han løftede store sten op på skulderen, efter at have sænket sig i jorden hen under dem. Kom han i en snæver kløft, veg fjeldvæggene fra hinanden når han spændte sine ben ud imellem dem. Ligeledes kunne han bore sig ned i jorden og kom op på et ganske andet sted langt væk.

       Nordlænderne drillede atter sydboerne. En morgenstund bestemte den lille sig, da det var klart godt vejr, at rejse nordefter. Familien mente at han ville gøre nar af sig selv. "Aah, jeg vil bare se min faders drabsmand langtfra", sagde han. De ville holde ham tilbage, men han rejste alligevel alene i sin lille kajak. Han ville da gå uden redskab eller våben; men moderen bad ham dog, idet hun stak sin hånd ned i en lille pose, at tage en lille forrusten kniv med sig, og som hun gav ham. Da han kom i kajakken stak han den hen under remmene og fór så afsted, ikke større at se til end en alk der svømmede på vandet.

       Han roede længe, kom uden om Kangeq og så nu virkelig sin fjende på øen, skuende omkring sig. "Det må være den stærke", sagde den lille, "der dræbte min fader. Havde jeg været velskabt skulle jeg have hævnet ham", vedblev han talende til sig selv. Imidlertid gik han hastig fremad; manden på øen antog i førstningen at det var en fugl der kom svømmende imod øen, men ved at holde hånden over øjet betragtede han med forundring at det var en lille kajak med en mandsling i den som kom ham nærmere. Lidt efter stak han udefter i sin kajak og gik den lille i møde. Den store stærke holdt nu sin harpun i sigte efter den lille og denne rettede sin kniv imod den anden. Den gamle blev herover helt bange, hvorfor harpunen kom i ro og spurgte den lille ad om han ikke fulgte med i land og plukkede bær. De roede så indefter, men den gamle bestræbte sig for at komme foran den lille, men kunne ikke. Den lille roede så skummet stod højt op rundt onkring ham. Den lille var hurtigere ude af kajakken end den anden. De sankede nu tudlerit og havde den lille næsten glemt sit alvorlige ærinde; men pludselig opdagede han foran sig sin faders skelet; han begyndte at græde og løb derpå ned mod sin kajak af lutter angst. Den anden løb nu efter ham, men tabte ham hvert øjeblik af sigte.

       Da den lille var blevet væk for den store, løftede og kastede denne stenene væk der lå for ham, for om muligt at opdage puslingen; men på een gang begyndte denne nu at stikke med sin kniv under modstanderens fodsåler; han løftede den ene fod for at se stikket; men blev så stukket i den anden fod; han forsøgte nu at krybe frem ved hjælp af hænderne, men disse blev også stukket på ham, hvisårsag han satte sig hen et sted; men det hjalp ikke, han blev stukket på enden; han vendte sig, men uden nytte og enden på stikkene skete i hjertet og blev han så liggende død. - Da først kom den lille op af jorden. Han belavede sig for hjemturen, og faldt det ham i tankerne at hvis han intet medbragte af den dødes tøj ville de i hjemmet ikke tro ham med at have dræbt sin fjende. Derfor bestemte han sig til at aftrække bukserne på den afdøde, hvilket han også udførte og placerede han dem med møje i sin kajak, eftersom denne var så lille.

       En aftenstund, da vor lille havde været en tid væk, ytrede en af hans tilkommende medfangere at den lille nok var blevet dræbt af den stærke nordlænder; men i det samme trådte den omtalte ind af døren og fortalte sine landsfolk virkelig at have dræbt den stærke nordpå. "Du lyver", råbte alle i huset i munden på hinanden, og gjorde nar af den indtrædende. "Jeg har dræbt ham", svarede han blot på de andres spottende latter; men gik derpå ud efter den dræbtes blodige benklæder, og overbeviste dem om sandheden, som han havde talt.

 

Var.: Om en der boede i Ikaarisat.

 

Hist.: En af mange fortællinger om fjendtlige relationer mellem sydlændinge og nordligere boende grønlændere. Det er uvist i hvor høj grad sydlændingenes talrige rejser nordpå i 1600 og 1700- tallene affødte sådanne voldsomme fjendskaber.

Nordboerne ved Arsut / Arsuk

Print
Dokument id:1821
Registreringsår:1857
Publikationsår:1866
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Motzfeldt, Peter
Mellem-person:Motzfeldt, Peter
Indsamler:Rink, H.
Titel:Nordboerne ved Arsut / Arsuk
Publikationstitel:Eskimoiske Eventyr og Sagn, I
Tidsskrift:
Omfang:nr. 71 s. 209
Lokalisering:Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Trykt i Rink 1866-71, I, nr. 71.

På engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 54(3), s. 319.

 

Orig. håndskr. på dansk: Rink NKS 2488, III, 4', ss. 39v - 40h, nr. 311:

 

En kajakmand roede til bugten Ininnguit for at fange fjordsæler. Da han kom dertil, så han et telt med qallunaat / nordboere. Da han hørte dem snakke og le inde i teltet fik han lyst til at se ind til dem, steg ud af kajakken og gik og slog på teltet. Derover forskrækkedes de, og da det morede ham. vedblev han at slå på teltet, hvorefter de blev tavsere og tavsere, og da han endelig så ind til dem, var de alle døde af skræk. Også ved Ikkæt, indenfor Isua blev de der boende qallunaat overrumplede, hvorpå fire fædre med deres børn flygtede ud på isen, men da den var for svag, brast den med dem, og de druknede. Indtil for få år siden var de endnu synlige på havbunden, og da vandet var meget lavt, kunne man nå dem med kajakåren. Man siger ved Arsut, at såsnart de bliver synlige, skal en af befolkningen dø.

nukagpiatoqaq inôrrôrtitsissoq / Nukappiatoqaq inooroortitsissoq

Print
Dokument id:307
Registreringsår:1867
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, V. 4'
Fortæller:Luutivik (Lûtivik / Ludvig)
Nedskriver:Luutivik (Lûtivik / Ludvig)
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:nukagpiatoqaq inôrrôrtitsissoq / Nukappiatoqaq inooroortitsissoq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 717 - 718, nr. 145
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Kort dansk resumé i Rink: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, II: nr. 96:

 

En gammel ungkarl og uduelig fanger ror langt nordpå, hvor han møder forskellige fugle, hvis tale han forstår. En mallemuk / stormfugl håner en ulk for dens tykke mave og denne håner stormfuglen for dens fæle lugt. Et par tejster besvarer hans spørgsmål om, hvem de er med: "Vi er Orrojokisak's" (?) og et par alker svarer, at de er Neriniarsimat's (spiseren's ?). En kajakmand, der fisker i mundingen af en fjord viser sig at være en skarv. I den tro at han nu er blevet angakkoq / åndemaner, fortæller han ingen om sine oplevelser, men da han når hjem og prøver at holde seance, mærker han ikke noget (fuglene han har talt med er ikke blevet hans hjælpeånder - BS.).

 

Hist.: Fortælleren synes at gøre grin med traditionelle forestillinger om folk, der får fugle som hjælpeånder, når de forstår deres tale.

Nukagpiatorqamik / Nukagpiatoqaq, narret ved tryllesangen / Fortællingen om en ungkarl

Print
Dokument id:353
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Makkalat, R. (Mákalat, R.)
Nedskriver:Motzfeldt, Peter
Mellem-person:Motzfeldt, Peter
Indsamler:Rink, H.
Titel:Nukagpiatorqamik / Nukagpiatoqaq, narret ved tryllesangen / Fortællingen om en ungkarl
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 775 - 776, nr. 211
Lokalisering:Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Dette håndskrift må være en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores. Håndskriften ligner ikke Peter Motzfeldts, hvis man sammenligner med Rink 2488 V, 4' nr. 202, hvor PM selv har skrevet på dansk.

 

Resumé af denne blandet med en variant af Albrecht Beck i Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 64, ss. 191 - 192.

 

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 52, ss. 300 - 301.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Der var engang en ungkarl, som elskede at more sig

(eller: en lystig bror - men usikkert). Han var altid med, når man

sang og dansede.

 

Engang da man begyndte at synge og danse tog han afsted i kajak mod

øst ("tunummut"- egentlig: ind mod land, indad fjorden). Mens han

roede, -?- hørte han nogen synge. Han roede af fuld kraft i retning af

det sted, hvorfra sangen kom. Han blev helt overstadig af at lytte: "Hii, hii!!" Han blev henrykt. Han så en konebåd, og han

roede til. Han var kommet ganske tæt på, da konebåden ramte

vandet. Så holdt de op med at synge ("imaarrutigdlardlutigdlo -

ordret = så var der ikke mere indhold i konebåden - men jeg tror det er

en skrivefejl, CB). Da ungkarlen nåede til konebåden, havde han glemt deres

sang. Styreren sagde til ham: "Grib konebådens ræling," og de bandt

kajakken fast. De gav sig til at synge igen, og de hævede sig op -

sammen med ungkarlen. De var lige ved at lande på en klippevæg sammen

med ham; men så hævede de sig op igen, idet de sang: "Lad os hæve os

op, komme op til vejrs - ja måske, aa-aa-haa!" De landede ved siden af

huset. Så var ungkarlen gæst hos dem.

 

En dag sagde han: "Min mor er sikkert blevet dybt urolig for mig: jeg må hellere tage hjem."

Men i mellentiden havde han glemt sangen. De andre sagde: "Vi skal nok

synge dig afsted." Ungkarlen kom i sin kajak midt inde i landet, og de

sang: "Lad os hæve os op, lad os hæve os op. Komme op til vejrs - måske

aa-haa!" Ungkarlen hævede sig op i luften og tænkte: "Jeg må endelig

ikke glemme sangen!" Han landede på toppen af et højt fjeld, på det

sted, hvor de tidligere landede. Kajakkens forende rejste sig mere og

mere op, som om han var ved at falde bagover. Han havde glemt sangen, og

han styrtede ned mod en stor stendynge. Kort før han ramte

den, stemte han i: "Måske aa - nej, det er en anden sang.

Kannaajaa, nej, det er heller ikke den." Så begyndte han at græde,

idet han sagde: "Hvordan er det dog sangen lyder!" Så kom han i tanke om

den, da han befandt sig ikke så langt fra stendyngen. Han istemte:

"Lad os hæve os op, lad os hæve os op. Komme op til vejrs - aa-aa-haa!"

Han ramte jorden med kajakkens stævntømmer, men steg til vejrs igen.

Hans mor råbte: "Der er ungkarlen på vej hjem uden at ro, han bruger blot sin

åre til at styre med." Moderen så ham nærme sig husgangens åbning.

Man kiggede efter ham gennem gangen. Nu var han på vej ind, siddende i

sin kajak. Moderen rakte ud efter ham; og mens hun stod med

fremstrakte arme, ramte han hende med kajakspidsen og dræbte hende.

 

Var.: Den flyvende kajakmand.

 

kommentar: almindeligvis bryder denne gamle ungarl sig overhovedet ikke om sang og plejer at gå sin vej når der synges. I denne version, hvor han elsker sang, virker det da også lidt besynderligt, at han netop tager ud i kajak, når der synges.

Nukagpiatorqamik nukagpiassuarmigdlo / nukappiatoqqamik nukappiasuarmillu

Print
Dokument id:1979
Registreringsår:1867
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, IV, 4'
Fortæller:(?)
Nedskriver:Olsen, Elias
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Nukagpiatorqamik nukagpiassuarmigdlo / nukappiatoqqamik nukappiasuarmillu
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:ss. 571 - 573, nr. 102
Lokalisering:?
Note:

Om et ældre ægtepar

Kort resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II nr. 89, ss. 116.

 

Kort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 133, s. 465: The Old Bachelor.

 

Resumé:

Hjælpen fra underverdenen. To brødre. Den ældste, der er gammel, fanger dårligt og misunder lillebror, der gør lykke hos damerne. Han rådes af sin mor til at finde nedgangen til underverdenen under en stor sten på en slette. Dernede vil han se en sø og to både efter hinanden. Han skal gå hen til den sidste, få noget mattak, spise lidt af det og ta' resten med hjem. Alt dette gør han, bliver dygtig til fangst og lillebror vil vide årsagen, men storebror råder ham til at gå hen til den første båd. Lillebror mister sin fangstevne af den mattak han får. Men da den gamle vil hente mere mattak, kan han ikke rokke stenen. Han har jo narret lillebror.

 

Var.: Denne version skulle svare ret nøje til Rink NKS IV, nr. 107, der er oversat i sin helhed. Søg den.

 

Hist.: Moralen har ændret sig fra den traditionelle, hvor den stakkel, som ånderne hjælper med mad, bare ikke vil gi noget til andre end den, de overlæsser med gaver (dyadiske forbindelser til ånder). Da de prøver er det helt slut med hjælpen.

Storebroderens narreri forekommer påvirket fra europæiske folkeeventyr.

Nukakpiatoqak / Nukappiatoqaq / Den gamle ungkarl

Print
Dokument id:495
Registreringsår:?
Publikationsår:1860
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Beck, Albrecht
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Nukakpiatoqak / Nukappiatoqaq / Den gamle ungkarl
Publikationstitel:Kaladlit Okalluktualliait / Oqalluktualliait / Grønlandske Folkesagn, II
Tidsskrift:
Omfang:3 sider, nr. 6
Lokalisering:Amerloq: Sisimiut / Holsteinsborg
Note:

Sideløbende dansk oversættelse.

Orig. håndskrift: Rink NKS 2488, nr. 253, eksisterer ikke længere.

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 205 - 206.: En gammel ungkarl.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 205 - 206.: Oqaluttuaq nukappiatoqaq.

 

Resumé af denne blandet med en variant af P. Motzfeldt i Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 64, ss. 191 - 192.

 

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 52, ss. 300 - 301.

 

Resumé: Den gamle ungkarl bryder sig ikke om sang, men en dag tiltrækkes han af en konebåd med syngende roersker, der stævner mod øst ind i fjorden. På anmodning binder man hans kajak til konebåden, der indimellem hæver sig og flyver, mens roerskerne synger en tryllesang / magisk sang / serrat. Fra fjordbunden letter båden ind over land, hviler en stund på et højt, spidst bjerg, og fortsætter til bostedet i indlandet, hvor ungkarlen er gæst en tid, indtil han mener at dem derhjemme nok savner ham. Med kajakken stoppet med madgaver flyver han afsted ved sangens hjælp og hviler undervejs ud på toppen af et spidst bjerg. Men da han vil videre har han glemt sangen. Han er lige ved at styrte i afgrunden, da han husker den, rettes op og flyver hjem. Til bopladsfællernes undren kommer han ikke blot flyvende til men fortsætter også direkte ind gennem husgangen og op mod briksevæggen, hvor kajakspidsen knækker. Siden foretager han aldrig sådanne flyveture.

 

Var.: Den flyvende kajakmand

 

Kommentar: En munter fortælling, der ofte gengives på dansk under titlen: Den flyvende kajakmand. Det specificeres ikke hvilke indlandsånder han besøger, men i en version associeres de til sangenes inua'er der bor i små huse i indlandet.

Nukarîngnik / Nukariinnik

Print
Dokument id:361
Registreringsår:1863
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2488, III, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Lund, Jakob
Mellem-person:Lund, Jakob
Indsamler:Rink, H.
Titel:Nukarîngnik / Nukariinnik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 83h - 89h, nr. 331
Lokalisering:Qaqortoq / Julianehåb
Note:

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 20 ss. 96 - 98 har Rink sammenstykket ialt 4 varianter inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 14, ss. 154 - 157:

The two Brothers.)

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Om storebror og lillebror.

To brødre rejste langs kysten sydover i hver sin konebåd

for at finde et godt sted med sæler. De slog kun lejr ved mundingen

af en fjord, som var helt åben - altså hvor der ikke var øer ved

mundingen. Blandt den yngstes rejsefæller var en mand uden kajak. De nåede en

åben fjord og blev enige om at slå lejr dér. Den yngste slog lejr på

solsiden, og den ældste roede over fjorden og slog lejr på

skyggesiden.

 

Næste morgen ventede den ældste med at tage ud på fangst,

til den yngste var taget afsted. Han fangede en sæl, så forsvandt de

andre sæler. Han roede hen til sin lillebror og spurgte ham: "Hvordan

går det med fangstdyrene hos dig?" Lillebroren svarede: "De

forsvandt, da jeg havde fanget én!" Storebror sagde til ham: "Lad

os tage videre sydover i morgen."

 

Næste morgen tog de afsted; og da de

kom til en åben fjord, slog Lillebror lejr på solsiden, mens

Storebror roede over fjorden og slog lejr på skyggesiden. Næste

dag om morgenen ventede Storebror med at tage ud på fangst, til

Lillebror var taget afsted. Da han havde fanget to sæler,

forsvandt de andre. Han roede hen til sin lillebror og spurgte:

"Hvordan går det med fangstdyrene hos dig?" "De

forsvandt, da jeg havde fanget to." Storebroder sagde da, at de

måtte videre den efterfølgende dag.

 

Næste morgen tog de afsted, og da

de kom til en åben fjord, slog de lejr - Lillebror på solsiden og

Storebror på skyggesiden. Næste morgen ventede Storebror som

sædvanlig med at tage ud, til Lillebror var taget

afsted. Han havde fanget tre sæler, så forsvandt resten. Han roede hen

til Lillebror og spurgte: "Hvordan går det med fangstdyrene hos

dig?" Han svarede: "De forsvandt, da jeg havde fanget tre."

Så ville han videre den efterfølgende dag, sagde Storebror.

 

Næste morgen rejste de sydover og slog lejr ved en åben fjord -

Lillebror på solsiden, og Storebror roede over fjorden til skyggesiden

(der står: "saqqamut", men det må være forkert) - sådan som de

plejede. Næste morgenen tog Storebror afsted på fangst, da

Lillebror var taget afsted. Han fangede fire, så forsvandt resten.

Han roede hen til Lillebror og spurgte: "Hvordan går det med

fangstdyrene i dag hos dig?" Denne svarede: "De forsvandt, da jeg

havde fanget fire." Som sædvanlig ville Storebror så videre

sydover den næste dag.

 

Næste dag tog de af sted og slog som igen

lejr ved en åben fjord - Lillebror på solsiden, mens

Storebror roede over fjorden til skyggesiden. Næste morgen tog

Storebror ud på fangst, da Lillebror var taget af sted. Da han

havde fanget fem forsvandt fangstdyrene. Han roede hen til

sin lillebror og spurgte: "Hvordan går det med fangstdyrene hos

dig?" "De forsvandt, da jeg havde fanget fem," svarede han. Som

altid foreslog Storebror, at de skulle fortsætte sydover.

 

Næste dag tog de afsted og slog lejr ved en åben fjord - Lillebror

på solsiden; Storebror var på vej til den anden side af fjorden.

Der var nærmest ufremkommeligt på grund af lutter sæler. Så såre de

havde banet sig vej frem mellem alle de mange sæler, lukkede deres

rute lige så hurtigt til igen. Det var som om hele den store fjord var

islagt - så mange sæler var der. Hen på aftenen gik de til ro og faldt

i søvn undtagen manden uden kajak hos den yngste bror. Da han ikke

kunne falde i søvn, gik han ud og satte sig ned lige oven for teltet.

Mens han sad der, viste der sig en konebåd lige vest for lejren.

Konebåden var sort hel igennem (uklart om det er konebåden, der er

sort, eller om besætningsmedlemmerne var sorte). Han ville rejse sig,

men besluttede sig til at vente med at gå ned til dem, til de var nået

ind til stranden. Lige før de nåede stranden, ville han rejse sig op.

Men han kunne ikke. Han forsøgte at råbe, men det kunne han heller

ikke. Konebåden lagde til ved stranden. Nu var folk fra konebåden på

vej op. Lutter mænd, og bevæbnede. Da prøvede han af al magt

at råbe og rejse sig; men det var helt umuligt. De nåede op til teltet og gav sig til at stikke med deres våben bagfra ind i teltet. Han forsøgte endnu en

gang at råbe. Så gik de ned fra teltet. Da de var kommet

ombord i konebåden, lykkedes det ham at rejse sig op. Nu kunne han

også give lyd fra sig. Han gik ind i teltet; og se! nede på gulvet

kunne man spejle sig i blod. Man kunne se, at husherren var trådt

ud fra briksen, men var blevet dræbt. Da han så, at han og alle de

andre var blevet dræbt, blev han meget bange for, at broderen skulle

tro, at det var ham, der havde gjort det.

 

Om morgenen ventede Storebror som sædvanligt på, at Lillebror

skulle tage ud. Men da det var ved være midt på dagen, uden at

Lillebror var taget afsted, satte han over ad

Lillebror til. Han kunne dårligt bane sig vej mellem sælerne; og

ruten bag ham lukkede til med det samme, så mange sæler var der.

Da Storebror var på vej til Lillebrors lejr, tænkte manden

uden kajak, at Storebror nok ville dræbe ham. Alligevel gik han

ned, da han nærmede sig stranden. Storebror lagde til og spurgte:

"Hvor er han?" (Lillebror). Manden uden kajak svarede: "Mens jeg

i nat befandt mig uden for, fordi jeg ikke kunne sove, kom nogle -

formentlig kanofolk - og dræbte ham. Han er deroppe i teltet." Dertil

svarede Storebror: "Mon ikke det var dig, der dræbte dem?" Manden

uden kajak svarede: "Måske skulle du gå op og med egne øjne overbevise

dig om, at han og alle de andre er blevet dræbt. Bagefter kan du så

dræbe mig." Storebror gik i land og gik op til teltet. Han så, at

teltskindet var blevet gennemhullet; og inde i teltet kunne han spejle

sig i blod. Da han så alt dette troede han den kajakløses ord. Han fik

manden uden kajak anbragt i Lillebrors kajak. Han bandt kajakken

fast til sin egen kajak og roede over fjorden med ham til sin lejr.

Fra nu af bestilte Storebror ikke andet end at lede efter disse

bevæbnede folk. Det gjorde han til søs i kajak og over land. Dagene

gik med eftersøgning skiftevis i kajak og over land. På denne måde

nåede han vidt omkring - også op på høje fjelde i sin søgen efter de

bevæbnede folk, som han gerne ville hævne sig på.

 

En gang, han kom op

på det højeste fjeld, kiggede han sig omkring og fik øje på en ø langt

ude. Han orienterede sig nøje om beliggenheden og hæftede sig ved

isfjelde, han kunne bruge som pejlemærker. Næste morgen tog han af

sted og roede mellem de isfjelde, han havde taget pejling af, ud til

øen. Der var ingen steder, hvor han kunne lægge til og gå i land. Han

roede rundt om øen og så til sidst en klipperevne, hvor han lagde til

og gik i land. Han kom op på øen; men da der intet var at bemærke,

roede han hjemad. En gang, på en af sine ture, gik han over en

bjergryg. Lige på den anden side stødte han på et stort menneske. Han

kom helt hen til manden, der var bevæbnet med en lanse. Han tænkte:

"Mon ikke det var ham, der dræbte min lillebror?" Da han tænkte sådan,

sagde det store menneske: "Jeg har ikke dræbt ham. Jeg er en enlig

mand, som ikke tænker på den slags; hvis du mangler følgeskab, vil jeg gerne

følges med dig." Han fik det store menneske til ledsager; og sammen tog

de afsted. Mens de gik, sagde manden, der ledte efter Lillebrors

mordere: "Her er spor af en isbjørn." Hans store ledsager bemærkede:

"Nu har du fanget en isbjørn." Den anden sagde: "Det er gamle spor."

Kæmpen var stædig og sagde: "Jo, du har fanget en isbjørn." Da kæmpen insisterede på, at han havde fanget en isbjørn, sagde han:

"Hvis jeg virkelig skulle have fanget en bjørn. Så dræb den da!"

"Det skal jeg nok, følg mig bare og træd i mine spor," sagde kæmpen. Med de ord vendte han rundt, og man så kun hans sorte fodsåler. Den anden fulgte nøje i hans

fodspor. Da han så ham igen, havde han dræbt isbjørnen, og han ventede

bare på ham. Da han nåede derhen, sagde kæmpen: "Her

har du din isbjørn."

"Da jeg hverken har set eller dræbt isbjørnen, kan den umuligt være min. Det var dig, der så den, så den må være din," sagde han.

"Hos os får den, der har set sporene, kroppen. Så det er kun dig, der skal ha' den. Jeg skal bare spise kødet," sagde kæmpen.

Da de havde flænset isbjørnen og havde sikret storebroderens part, ved at dække den til med sten, vadrede de ind i landet.

 

Mens de travede afsted, sagde kæmpen: "Hvor hurtigt løber du?"

Storebror svarede ham: "Jeg kan godt løbe landdyrene ind."

Kæmpen sagde: "Så løber du ikke så hurtigt, du må løbe hurtigt, for vi skal nu forbi eqqillit (hundemennesker), der parrer sig. Mit tilflugtssted er heroppe mod nord."

Storebror kiggede mod nord og fik øje på en stor klippehule i et

stejlt fjeld med en snefanen der skrånede ned under den. De stak i rend af alle kræfter derhenad. Nogle gange tog det

kæmpen et forspring; men så standsede han og ventede på

Storebror. Når den anden (Storebror) indhentede ham, løb han videre. Og inden eqqillit nåede dem, var de kravlet op i den store

klippehule. De var dårligt oppe, så kom eqqillit. Kæmpen stak dem ihjel i rask tempo med sin lanse. Da han havde dræbt en hel masse, sagde

Storebror: "Lad mig også dræbe nogen." Kæmpen sagde: "Hvis

du prøver på det, kravler de bare herop." Da kæmpen nægtede ham at dræbe nogen, lykkedes det alligevel Storebror at mase sig frem forbi ham, og så myrdede han løs på dem med sin lanse. Han ville fortsætte sit myrderi; men så sagde kæmpen: "Hold så op med det, der er snart ikke flere tilbage; jeg plejer jo at handle med dem."

Den anden (Storebror) svarede: "Lige lidt endnu!" Da Storebror ikke ville høre efter, masede kæmpen sig forbi ham. En af eqqillit viste sig.

Flere gange var han lige ved at stikke ham i ansigtet. Så forsvandt

han. Da eqqillit forsvandt, sagde det store menneske: "Nu flygter de,

og de kommer ikke igen. Kig engang ned." Storebror kiggede ned og så, at snefanen, som for ganske kort tid siden var bare sne, nu lignede land; så mange var de dræbte eqqillit.

 

De gik ned fra klippehulen og kiggede på de flygtende eqqillit. De sås som

"killavaartunnguit" (spredte rækker), så få var de blevet.

       

De gik videre, og da de på den anden side af en høj kunne se en stor slette

med et stort hus midt på, sagde kæmpen: "Det er vores

lille hus." Den store slette omkring huset glimtede ligefrem af hans

mange børn - de ældste gik rundt og de yngste kravlede rundt. Det

store menneske sagde til sin ledsager (Storebror): "Er der ikke osse

mange?" Da ledsageren sagde ja, fortsatte han: "Inden for er der

også mange." Inde i gangen, som de nu kunne se ind i, var hele

gulvet dækket af kravlende unger. Kæmpen sagde igen:

"Er der ikke osse mange?"

 Da ledsageren sagde ja, sagde han:

"Inden for er der også mange." De gik ind og så, at der kravlede unger rundt alle vegne - på gulvet, på briksen og på sidebriksen. Da Storebror var

inde, blev der sat mad frem. Så sagde kæmpen:

"Nu har vi for én gangs skyld fået gæster, og så er der ikke en

gang til at få ørenlyd. Jeg vil myrde dem." Straks myrdede han løs - først på dem, der var på briksen. Han gik ned i gangen og han gik ud. Udenfor er der heller ikke til at få ørenlyd for ungernes skrål. Så tav de. Da faderen kom tilbage, sagde han: "Du så, hvor mange de var. Nu har jeg dræbt dem alle sammen. Har du nogensinde hørt om Nakkaajooq?" Storebror svarede ja. Så sagde det store

menneske: "Det er mig, der er Nakkaajooq. Jeg har ikke så mange

efterkommere (kinguaassiorneq ajorpunga - jeg efterlader ikke børn),

fordi jeg dræber dem. Men når jeg bliver gammel, vil jeg sætte børn i

verden! (vil jeg lade dem leve). Da de om aftenen så småt skulle i

seng, gik det store menneske ud og kom ind igen med et isbjørneskind

og et rensdyrskind. Han redte et natteleje til gæsten på sidebriksen.

Her lagde han isbjørneskindet, som gæsten skulle ligge på, og han

skulle have rensdyrskindet til tæppe og han sagde: "Sov blot uden

frygt." Da Storebror  gik i seng, kunne han ikke falde i søvn, fordi

han ventede det værste. Først henimod morgen faldt han i søvn.

 

Midt i sin gode søvn fór han sammen og vågnede. Da var de stået op alle sammen. Han stod op, og han havde netop sat sig, så sagde kæmpen:

"Skal du hjem?" Storebror svarede: "Jeg ved det ikke rigtigt, men det

skal jeg nok." Kæmpen sagde: "Vent med at tage hjem. I dag

skal jeg på isbjørnejagt dér, hvor jeg plejer at jage. Tag med." Det

ville storebror gerne, og de tog afsted.

 

De gik indefter. Fra en høj

så de en udstrakt lavning, der strakte sig fra nord til syd og hvor

hele rækker af isbjørne var på vandring. Det var kun muligt at komme

ned til lavningen ved at springe ned. Kæmpen sprang ned i

lavningen og dræbte en isbjørn, som han så slyngede op (til det sted,

hvorfra han sprang ned). Han lænsede én til, som han også slyngede op.

Da han havde fanget fem, kom han op og sagde til storebror: "Nu er

det din tur til at stikke og fange isbjørne." Storebror sprang ned og

stak en isbjørn ihjel. Kæmpen sagde, at han skulle smide den

op. Det prøvede han; og han var lige ved at få den helt op, men den

faldt ned igen. Mens han om og om baksede med at smide den op, råbte kæmpen: "Pas på, en isbjørn, der, lige ved, stik den!" Han dræbte den; og han forsøgte nu at

slynge dem begge op. Så hørte han manden sige: "Endnu en, der, lige ved, stik den." Mens han baksede med at slynge tre isbjørne op, sagde den anden: "Se dig om i nord." Det gjorde han; og han opdagede, at hele den store lavning var fuld af isbjørne, som var på vej imod ham; og der fløj støv op i luften, når de

rodede i jorden (pujortuinarsuakasiussaraat paassorigamikkik). Kæmpen sagde: "Spring herop, nu!" Han sprang op og nåede lige op, men faldt ned igen. Han sprang op igen, men faldt atter ned. Han sprang op tredie gang, og han var lige ved at falde ned igen; men kæmpen nåede lige at gribe ham;

ellers var blevet ædt.

 

Da de mange isbjørne var kommet forbi, sprang det store menneske ned og smed de bjørne, som Storebror havde nedlagt, op. Nu skulle de hjem; og kæmpen sagde: "Tag du en af dine bjørne på ryggen, så tar jeg min fangst og to af dine på ryggen." Det store menneske arrangerede sin byrde sådan, at han havde sine fem foran og de to af Storebrors på ryggen. Han skulle altså bære syv isbjørne. Da han startede sagde han: "Jeg går i forvejen. Du skal bare gå samme vej tilbage." Med de ord vendte han ryggen til, (og gik så stærkt at)og man så kun hans sorte fodsåler. Da han kom ud af sigte, fulgte Storebror det brede spor, kæmpen havde trådt. Da huset blev synligt, opdagede han, at den nærmeste omegn ligesom bevægede sig; der var de ældre børn, der kastede med deres legetøjsharpuner. Da han kom ind i huset, fik han serveret mad. Mens han spiste, sagde kæmpen: "Du så i går, hvordan jeg dræbte mange af mine børn. Men se nu alle disse, der er blevet født i nattens løb."

 

Dagen efter skulle gæsten hjemad; og kæmpen sagde: "Jeg ville gerne købe din lanse, så får du til gengæld skind til at beklæde teltet indvendig med." De gik ind i kæmpens forrådshus. Her var der masser af skind til indvendig beklædning. Han tog dem ud og foldede dem ud, så Storebror kunne se dem: Skind af store og små

bjørne, skind af forskellige sæler, der hver for sig var færdigbehandlede

til indertelt. Mens storebror kiggede på dem, foldede det store menneske skind af netsideunger ud - ligeledes færdige til indvendig beklædning. Han kiggede skiftevis på disse skind og skind af isbjørneunger og kunne ikke hitte ud af, hvad han skulle vælge. Så sagde kæmpen:

"Han vil ikke have nogen. Jeg kan jo bare dræbe ham og få hans lanse."

Da blev Storebror konsterneret; og i stedet for de skind,

han helst ville have, pegede han på skind af store bjørne. Dem fik

han.

Han skulle så småt afsted, da kæmpen sagde: "Tag du det samme læs som i går. Jeg tager de andre bjørne og skindene til indertelt. Og også

den (tredje) bjørn derhenne, som du har fanget. Du skal bare gå den samme vej som herhen!"

 

Med de ord drejede han rundt, og gik nedad, så (hurtigt at) man kun så det sorte fra hans fodsåler. Storebror fulgte efter ham. Indimellem blev han træt og måtte hvile sig. Storebror var kommet et godt stykke ned.

Så mødte han kæmpen på vej hjem. Storebror spurgte, hvor

han havde lagt byrden. Han svarede: "Jeg har lagt dem ved dit lille

hus!" Storbror tænkte: "Han har sikkert narret mig. Så hurtigt kunne

han umuligt gå!" Storebror tænkte, at han nok ville finde dem et sted

undervejs. Nu kunne han se sit lille hus; og han nærmede sig det og

opdagede, at det var rigtigt nok. Det store menneske havde lagt sin

byrde bag huset. Efter dette holdt Storebror op med at lede efter de

bevæbnede folk; og siden fjernede han sig aldrig igen så langt fra

bopladsen.

 

Var.: De to brødre. Kreutzmann 1997 99 101; Kristoffer nr. 145; Mathæus nr. 110; Hintrik Om to fætre; Troldbåden, der hævnede og blev hævnet; Broderens hævn over kanofolket. To brødre på hver side af fjorden;

 

Kommentar: Episoden med kæmpen, der dagligt får og dræber et mylder af unger, er unikt i den grønlandske overlevering. Morderne i konebåden er et motiv, der bruges i såvel nordbofortællinger som fortællinger om sælmennesker, umiarissat el. qajarissat, der hævner sig.

Der er ingen tvivl om moralen i denne version af qajarissat-fortællingen. Storebror er alt for grådig. Det er end ikke nok med fem sæler i første forsøg.

Som modsætning præger myrderier hele fortællingen: af sæler, af eqqillit, af børn, af bjørne. Kæmpernes ressourcer og frugtbarhed forekommer endeløs. Hans børn "myldrer frem på jord" ?

nukarît avigtut / Nukariit avittut

Print
Dokument id:393
Registreringsår:1868
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, V. 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Luutivik (Lûtivik / Ludvig)
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:nukarît avigtut / Nukariit avittut
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 1061 - 1063, nr. 216
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Kort dansk resumé i Rink: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, II: nr. 106.

Resumé ved Kirsten Thisted:

 

To brødre som blev skilt.

To brødre vokser op sammen og holder af hinanden. De er altid sammen. Den mindste har en hund han holder meget af. Engang storebroren sidder på gulvet og arbejder bliver den ved at skubbe til ham, og til sidst er han lige ved at skære sig. Så slår han den med redskabet, og lillebroderen skælder ham frygteligt ud. Om natten tager storebroren af sted, men hans kone når at komme med på slæden. De kører helt over til Akilineq, hvor de flytter ind hos en mand hvis kone er højgravid. Som dagene går får denne mand travlt med at hugge og snitte en køllelignende genstand. Det er til hans kone når hun skal føde. Da konen skal føde støder hun sig tre gange mod det store stykke træ.

       

Mens de stadig bor dér bliver også gæstens kone gravid. Mens hun føder viger værtens to kiffaq'er / tjenestepiger ikke fra hende. Hun føder en søn, og da de opdager hans lille numsehul sætter først den ene, så den anden sig på en fuglepil for selv at få sådanne huller. De dør af det, begge to. Til sidst længes gæsten så meget efter sit hjem at han ikke mere er sig selv. Værten siger at han bare skal tage hjem. Det gør han og hjemme finder han sin lillebror sund og rask. Han forlader ham aldrig siden.

 

Var. Søg: Aron 62, der har samme overraskende blide slutning på et Akilineq-besøg.

Hyppig episode i Den blinde som genvandt synet; Narhvalens oprindelse.

 

Hist.: Man har tydeligvis fået en del viden om stammefrænder og andre ordentlige folk ovre på den anden side havet, Akilineq, dvs. Baffinlands østkyst (Søg på Beck). Skønt de her virker noget primitive i fødselshjælpsvaner og uden rumpehul, er de ikke - som traditionens Akilineq-boere - fjendtlige. Nærmest nogle rare tosser.

Nûp iluane Kangersunermiut píssusîsa ilángue tusarqajagkáka ãma agdlagpáka / Kangersunermiut / Nogle af de skikke i Godthåbsfjorden i Kangersuneq, som jeg har hørt om og skrevet ned

Print
Dokument id:356
Registreringsår:1863
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Poulsen, Johannes
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Nûp iluane Kangersunermiut píssusîsa ilángue tusarqajagkáka ãma agdlagpáka / Kangersunermiut / Nogle af de skikke i Godthåbsfjorden i Kangersuneq, som jeg har hørt om og skrevet ned
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 793 - 796, nr. 215
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Trykt med sideløbende dansk oversættelse i Rink 1859 - 63, IV: Kaladlit Okalluktualliait / Oqalluktualliait / Grønlandske Folkesagn, ss. 92 - 98, nr. 11:

Nûp iluvane kangersunermiut pissusîsa ilangue tusarkajakaka aamma

agdlaniarpaka / Nuup iluani Kangersunermiut pissusiisa ilanngui

tusaqqaja (kaka) aamma allanniarpaka / Noget om beboerne af

Kangersuneq i Nuuk-området, deres bedrifter, som jeg har hørt og

nedskrevet.

Den danske oversættelse genoptrykt i Rink 1866-71, I: nr. 112 ss. 307 309.

 

Resumé: Tidligere overvintrede man på bopladser i fjorden nær

Kangersuneq og besøgte hinanden til sangkampe i fineste skrud, som nu

til jul.

Engang da folk fra Nunaruluks Illunnguaq tog hjem efter at have vundet

over dem i Karra's Illunnguaq, sendte det førstnævnte steds åndemaner

noget skadevoldende efter gæsterne, som deres åndemaner / angakok straks mærkede

komme og på fællernes opfordring sendte tilbage. Det mærkede

afsenderen og prøvede forgæves at få det til at vende om. Derfor

siges kvanerne på stedet, hvor alle følgelig døde, at være skadelige.

Qoornoq kom på lignende vis at hedde Iliverpassuit, "De mange grave".

Før eller efter disse begivenhedet boede egnens største åndemaner i

Karra, der dengang var beboet i flere vintre, fordi det var et godt

fangststed. Men man havde vænnet sig til at bruge bøsser, og engang

man var løbet tør for ammunition, skiftedes man til at skyde med en

enkelt bøsse.

 

Åndemaneren imponerede en dag fællerne ved at varsle at noget

mærkeligt ville ske. Det viser sig at være en isbjørn, der kommer til

syne og derpå flyver op i luften som en ørn. Engang samme åndemaner er

i Nuuk og præsten vil omvende ham, svarer han præsten på spørgsmålet

om, hvordan verden er, at den er som et æg. Præsten bekræfter det, men

åndemaneren vil ikke omvende sig. Da han senere mærker, at landet ved

stranden svinder ind og han selv er på nippet til at falde (forover), vil han

pludselig gerne omvendes. Man viser ham en bog, men da han end ikke

kender bogstavet A, og derfor heller ikke frelseren, kan han ikke

døbes. Da han endelig en dag udånder, buldrer åndedrættet nede i

jorden, farer op igen og genopliver ham. Det gentager sig, og en vis

Qilalugaarajuk / Kilalugaarajuk ber sin søn om at hente åndemanerens kajaksædeskind,

der er skindet af et hundehoved. Det lægger man over åndemanerens mund

næste gang han udånder, og åndedrættet kan ikke genoplive ham. De

udøbte mente, at ham var så magtfuld en åndemaner, at han kom næst i

rækken efter Toornaarsuk, der derfor ikke ville stege og spise ham

ligesom andre udøbte. "Ja, de udøbte havde jo andre skikke, fordi de

ikke havde overvældende megen fornuft", slutter Johannes.

 

Oversættelse af afskriften ved Chr. Berthelsen:

I gamle dage overvintrede folk i Kangersuneq familievis

på bopladser, der lå tæt ved hinanden, nogle i Nunarliup Illunngui

(Nuuluks små huse), nogle i Karrata Illunngui (Karrats små huse), igen

nogle i Karrat, andre i Nuugaarsuk og igen andre i Qoornoq. Der var

også andre der overvintrede i nærheden. Når de skulle have fest, syede

de festtøj, ligesom til jul. Festen kaldtes nidvisesangfest eller

dansefest.

 

Engang kom der nogle til beboerne i Nunaruluup Illunngui for at

fornøje sig ved at synge nidviser imod hinanden. Da det var slut

tog de hjem. Beboerne i Nunaruluk tabte og var fornærmede. Deres

åndemaner sendte en ulykkesånd ("sivfigai": sine hofter" ? efter dem;

og de blev dræbt allesammen (snarere: for at dræbe dem alle). Åndemaneren hos

dem der tog afsted kendte deres omegn ganske godt. Han fandt hurtigt

ud af, at en ulykke ("perlûp") var sendt efter dem (eller: fulgte dem).

Han sagde til sine rejsefæller: ("sujoraníngôq": forfra, "kingudlermik": sidste

gang, "nungutserâtit": ventede til, de blev udryddet). De andre sagde

straks til ham, at han skulle se at få den til at vende om. Han gjorde

et forsøg forfra ("sujorônit") for at få den til at vende om, og den

vendte om. Men vedkommende, der først sendte den afsted, var også

opmærksom på dette. Han forsøgte også at få den til at vende om, men

det lykkedes ikke. Den nåede bopladsen, og i løbet af ganske kort

tid  blev beboerne i Illunnguit ved Nunaruluk udryddet. Derfor får man

dårlig mave af st spise de kvaner, der vokser dér. Man sagde, at det

var fordi der var menneskesaft i dem.

 

Engang var Qoornoqboerne i Nuugaarsuk for at synge nidviser. Efter

at have haft det rart sammen, tog Qoornoqboerne afsted og var på vej

hjem. Nuugaarsukboerne var blevet fornærmede, og deres ånemaner fik

det til at blæse op. Lige før Qoornoqboerne nåede hjem, blæste

nordøstenstorm op, så alle konebådene forliste, og alle ombord omkom.

Da ligene drev i land, begravede man dem. Stedet kom til at hedde

Iliverpassuit (de mange grave).

 

Enten før eller efter den foran omtalte begivenhed, var der i Karrat

en stor åndemaner, hvis lige ikke kendtes blandt åndemanere i Nuuks

omegn. Sådan sagde man. Det blev fortalt, at når de overvintrede i

Karrat / Karra, dengang der var mange sæler at fange i Ilulialik, og man kom i

nød for ammunition til patroner, skiftedes de til at bruge ét og samme

gevær, et gevær, som altid ramte. Der var jo ellers mange fangstdyr.

Der var på stedet en spion, og en morgen da åndemaneren vågnede, sagde

han: "Idag vil der vise sig noget usædvanligt. Nej, hvor er jeg spændt."

Knap nok var det blevet dag, så så man en stor isbjørn komme fra

landtangen bagom det store Innajuattoq (en fjeld-ø). De foretog sig

ikke noget og lod den blot komme nærmere. Den kom op på et lille næs lidt

nord for dem. Da den stod ovenpå en sten og rystede sig, blev den til

en stor ørn og fløj væk. Det var skam den, der ellers skulle have

bragt dem i ulykke, sagde man.

 

Da åndemaneren på stedet engang kom til Nuuk, opfordrede missionæren

ham om at omvende sig til kristendommen; men åndemaneren ville ikke.

Præsten sagde til ham: "Du er jo en stor åndemaner; sig mig, hvordan

verden ser ud?" Åndemaneren svarede: "den er ligesom et æg!" Dertil

bemærkede missionæren: "Der kan du bare se, den er ligesom et æg. Tag

og omvend dig!" Åndemaneren kunne ikke formås til at omvende sig. Han

troede ikke på hvad missionæren sagde. Han havde stor selvtillid; for

han kendte hele omegnen, fordi han var en stor åndemaner.

Men tiden følte åndemaneren, at jorden omkring ham blev mindre. Han

sagde til sine fæller, at jorden omkring ham blev mindre: Men endnu

ville han ikke omvende sig. Så standsede han og sagde, at han var ved

at falde ned, og at han straks ville omvende sig og lade sig døbe. Da

viste man ham en lille bog, og bad ham om at læse. Men han kendte ikke et eneste bogstav. Derfor kunne han ikke døbes. Så skete det, at han holdt op med at trække vejret. Et stykke tid efter hørte man et brøl nede fra dybet. Da dette blev forenet med den døde, blev han levende igen. Efter at være kommet i live døde han

igen. Straks efter hørte man igen et brøl. Han blev levende igen. Han

døde flere gange og blev levende igen. Da han, efter at han skiftevis

havde været levende og død, ikke længere kunne dø, bad en af mændene

ved navn Qilalugarujuk (storhvidhval) sin søn om at hente et

skind til at sidde på i kajakken. Sønnen hentede det, og det var

skindet af et hundehoved. Engang han igen holdt op med at trække

vejret dækkede sønnen ham til med dette hundehoved-skind.

Og selvom brølet blev forenet med manden, blev han ikke levende igen.

Han døde for alvor.

 

Nogle af hedningene fortalte om denne store

åndemaner, at han var næst efter Toornaarsuk, for han var en stor

åndemaner. Der blev fortalt, at Toornaarsuk ikke ville stege ham, fordi han

var øm over ham. De plejede at spise nogle af disse som stegte.

(Hedningene havde andre skikke fordi de ikke var klogere. Når

menneskene glemte ham/den/det (Gud?) var de kun glade for Toornaarsuks

væsen; og de vendte sig bort fra den alvidende skaber og stolede kun

på sig selv.)

 

Hist.: Tidspunktet for de sidste begivenheder må være tidlig kolonitid.

Vedr. toornaarsuk se: Sonne, Birgitte: Toornaarsuks forvandlinger. Religionssociologiske Perspektiver. Særnummer af Chaos, 1985: 117 - 136.

 

Tolkning: Toornaarsuk bruges her som betegnelse for kristendommens

Djævel. Forestillingen om verden som et æg findes også hos andre

inuit. Åndemanerens fornemmelse af at landet blir mindre, der får ham

til at vakle og næsten falde, henviser til den traditionelle

forestilling om verden, der kan tippe rundt. Se GTV(= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under "Verdens

balancegang". Ligeledes er "hunden" som vagthund eller overgangsled

mellem liv og død en traditionel forestilling.

oaqlugtuaq Atârssuatsiâmik

Print
Dokument id:281
Registreringsår:1861
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Ekausak, Jonas
Nedskriver:Eliasen, Abraham
Mellem-person:Hansen, Einar
Indsamler:Rink, H.
Titel:oaqlugtuaq Atârssuatsiâmik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 516 - 524, nr. 153
Lokalisering:Niakornak / Niaqornat: Uummannaq
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Trykt med sideløbende dansk oversættelse i Rink 1859 - 1863, IV: Kaladlit Okalluktualliait / Oqalluktualliait / Grønlandske Folkesagn, s. 72 - 86, nr. 9: Attarsoattamik Ataarsuatsiamik / Om Attaarsuatsiaq (Attarsoattak).

 

Den danske oversættelse (med mindre afvigelser) er også trykt i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 97.

Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 98, ss. 446: Atarsuatsiak.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om Ataarsuatsiaaq / Aataarsuatsiaq.

 

Blandt de mennesker, der boede i den nordligste del af landet, i Kangersuatsiaq, herskede der i gamle dage fjendskab. Især Aataarsuatsiaq og hans fire brødre var kendte som drabsmænd. Når de så en enlig kajakmand fra deres bygd, dræbte de ham. Dette vidste deres bopladsfæller ikke, for når en fanger udeblev, troede de altid, at pågældende var omkommet under fangsten. De vidste ikke, at Aataarsuatsiaq og hans brødre havde dræbt dem. Det skete, at bopladsfællerne forhørte sig hos Aataarsuatsiaq og hans brødre, om de havde set noget til den savnede fanger. Så lod de ham, der var kommet for at forhøre sig, vente, til kødet var kogt. Når kødet var kogt, bød de ham at spise med, idet de sagde: "Det er en sæl fra den nærmeste omegn!" (ímap qatdliup puisâ'. Jeg ved ikke, hvad 'qatdleq' betyder. Jeg ved ikke, om det har noget med 'qanittoq' (den ligger nær) at gøre. Det er et gæt - Chr. B.). Det viste sig, at det var en sæl, der var fanget af den, de havde dræbt.

Engang, før de vidste noget om disse drab, var en af bopladsfællerne ude

på fangst og var på vej hjem med en sortside på slæb. Forude så han en

kajakmand, der roede ind mod land. Han forsvandt bag et næs ved Kangersuatsiaq.

Han blev lidt urolig. På den anden side af næsset var der en stor klippehule,

som var så dyb, at det var mørkt inde i den. Fangeren kiggede derind. Han mente,

han kunne skimte noget hvidt, som lignede det, man plejede at have uden om den

forreste ende af kajakken. Ved nærmere undersøgelse viste det sig, at der var en

kajak derinde. Kajakmanden med en sæl på slæb roede bort fra klippehulen, fordi

han var urolig. Efter at han var kommet et godt stykke fra klippehulen, kiggede

han sig tilbage og så, at en kajakmand fulgte efter ham. Fangeren med sælen på

slæb gav sig til at ro hurtigt. Han opdagede, at den anden kajakmand halede ind

på ham. Han begyndte at ro endnu hurtigere, og nu fik han et forspring, selvom

han havde en sæl på slæb. Da forfølgeren blev klar over, at han ikke kunne

indhente ham, standsede han og drejede kajakken på tværs. Fangeren der blev

forfulgt, standsede ligeledes, han råbte til den anden: "Kom bare herhen."

Forfølgeren nøjedes med at vende hovedet imod ham og roede bort. På den måde fik

de kendskab til, at Aataarsuatsiaq måtte være drabsmand, uden at de dog

forvissede sig helt derom.

Engang var en af bopladsfællerne på besøg hos Aataarsuatsiaqs. Han kom med

hentydning om, at disse havde dræbt en af hans ældre familiemedlemmer ('sujulimi ilât - ordret: én af forfædrene til ham (selv), men det kan det vel næppe være? Men det er altså usikkert). Denne gæst kom til at bo hos dem og blev

gift med deres eneste søster. Han kom altså ind i familien, fordi kvinden

elskede ham. Han selv lod, som om han elskede dem. Han ville have bekræftet, at

de var drabsmænd. Så blev det efterår, og da hvidhvalssæsonen kom, begyndte hans

svogre, at komme hjem med hvidhvaler, men svigersønnen fangede ikke hvidhvaler.

Husherren, Aataarsuatsiaq, byggede kajakker til de andre i huset. Når han

overgav den nybyggede kajak til sin egen familie, skete det uden bemærkninger.

Men i forbindelse med overgivelsen af den nybyggede kajak til svigersønnen sagde

han: "En, der aldrig har fanget en hvidhval - én, som aldrig har dræbt et

menneske." Svigersønnen blev efterhånden vred på de andre i huset. Men det var

svært for ham at få lejlighed til at dræbe nogen af dem, fordi han endnu ikke

havde truffet nogen af dem alene. En dag, da Aataarsuatsiaq skubbede

svigersønnen (i kajak) ud i vandet, sagde han, som han plejede: "En som aldrig

fangede hvidhval - én som aldrig har dræbt et menneske!" Endelig traf han på

denne tur en af svogrene, der var alene. Han drev ham lidt længere væk og

harpunerede ham. Efter drabet flygtede han hjem til sin boplads uden at vende

tilbage til konens familie. Igennem ham fik man bekræftet, at Aataarsuatsiaq og

hans brødre var drabsmænd. Denne mand havde også opdaget, at drabsmændene havde

tatoveringer på panden, hvoraf der kunne aflæses, hvor mange drab hver enkelt

havde begået. På Aataarsuatsiaqs pande var der en hel række tatoveringsmærker.

Da de andre i bygden blev klar over dette, blev de fjender med

Aataarsuatsiaq og hans brødre. Mændene på bopladsen, Sioraq og andre, ventede

kun på en passende lejlighed til at dræbe dem. Hvis de traf en af dem, var de

besluttet på at dræbe ham. En gang, da de befandt sig i nærheden af deres

boplads, mødte de endelig en af dem. De omringede ham for at dræbe ham. Til at

begynde med var han svær at få ram på, da han hele tiden forsøgte at ro væk fra

dem. Men efterhånden fik de ham til at blive på stedet og sagde til ham: "Vi er

glade for at se dig igen, du skal ikke være urolig." ('taima isumalioqinak' - du

må ikke tænke sådan - Chr. B.). Da de begyndte at tale sådan til ham, holdt ham op

med at skæve så meget til dem. Nu drejede han blot hovedet langsomt skiftevis til

den ene og den anden side. Idet han drejede hovedet til den ene side, løftede Sioraq sin harpun for at kaste den imod ham. Denne nåede lige at opdage det og lod kroppen falde bagover, idet han gjorde dette, kastede Sioraq harpunen og ramte ham i rygraden ved halsen og knækkede det sted på harpunen, hvor man plejede at sætte

tommelfingeren, når man skulle kaste den (her noget uklart - Chr. B.). Han døde med det samme. Derpå tog de til Aataarsuatsiaqs boplads for at aflægge ham besøg.

Hos Aataarsuaqsiaqs blev man bekymret, da lillebroderen, ved gæsternes ankomst,

endnu ikke var vendt tilbage fra fangst, og da det var ved at blive aften.

Gæsterne sagde: "Aataarsuatsiaq er holdt op med at medbringe núkaminit

mâlagssaminik/ eller: mâtagssaminik (det kan jeg ikke få mening ud af - Chr. B.).

Det sagde de, selvom de havde dræbt lillebroderen. Det blev nat og lillebroderen

var stadig ikke kommet hjem. Man gav sig til at græde over ham. Den ene af

gæsterne græd med, men den anden, Sioraq, lod kun, som om han græd. Han så sig om

mellem fingrene og kiggede efter noget, han kunne bruge som våben. Ude i gangen

så han en temmelig lang narhvalstand (eller hvalrostand), og han ville i givet

fald bruge den som våben. Da de holdt op med at græde, bad de Sioraqs ledsager

om at mane ånder og finde ud af, hvad der var sket med lillebroderen. Da lamperne

slukkedes, gav denne sig til at mane ånder. Det viste sig, at han med vilje

undgik sin vej ('arqúnigôq uniorniariardlugo' - den rute, ad hvilken de kom?

Ch. B.). Han blev længe væk, så lod han, som om han gik ind i huset igen. Man

hørte ham sige: "Der er ikke længere nogen grund til at være bekymret for ham.

'Niviukípoq, (jeg kender ikke ordet - Chr. B.), han er kommet til Innersuit

('Ildfolket' - væsener fra den grønlandske folketro)." Nu ville en af

værtsfolkene afløse ham. Han begyndte at mane ånder. Under seancen lod han, som

om han forlod huset. Der gik lang tid, så lod han, som om han kom tilbage, og han

sagde: "Der er ikke længere nogen grund til at bekymre sig. 'Niviukípoq' (jeg

ved ikke, hvad det betyder)." Det viste sig, at han havde fulgt den samme vej som

den første, der manede ånder, og derfor ikke havde set den dræbte. Efter at

gæsterne var rejst, manede de endnu engang ånder og fandt ud af, at deres gæster

havde dræbt ham.

Efter denne hændelse byggede Aataarsuatsiaq, der havde fjender, et hus på

en af øerne vest for Upernavik, i området, hvor man drev sælfangst på isen. Hans

hensigt var at dræbe dem, der var på sælfangst. Da sæsonen for sælfangst fra is

var inde om efteråret, tog folk ud til området, hvor Aataarsuatsiaq boede. En af

dem, der var med, var den forældreløse Ikersaq, som drev sælfangst fra is allerede som barn. Han plejede at sove hos Aataarsuatsiaqs. En morgen, på det

tidspunkt han ventedes, sagde Aatarsuatsiaq: "Når Ikersaq kommer, vil jeg dræbe

ham!" Det sagde han, mens kvinderne hørte på det. En dag kom Ikersaq til stedet.

En af kvinderne gik ud til ham og sagde: "Når Aataarsuatsiaq kommer hjem, vil han

dræbe dig. Det er på de tider, han plejer at komme hjem. Løb af sted, du skal

ikke kvæles!"('ipísángilatit' - ipivoq, drukner, kvæles - eller: miste vejr?

Chr. B.). Ikersaq løb af sted med sin istuk i hånden. Han kiggede bagud engang

imellem. Han nærmede sig land uden at være blevet dræbt. Han nåede frem til

sin boplads. Kvinderne turde ikke fortie noget for Aataarustsiaq. Da han kom

hjem, og da han skulle til at tage sit overtøj af, sagde de til ham: "Ikeraq er lige taget af sted herfra." Så tog Aataarsuatsiaq sit overtøj på igen og gav sig til at forfølge Ikersaq for at dræbe ham. Han så imidlertid ikke noget til Ikersaq, og da han syntes, at han var ved at være for tæt på fastlandet, vendte han om.

Ikersaq voksede op og trænede til at blive en stærk mand med henblik på at

hævne sig på Aataarsuatsiaq, og han fik sig en kone. Efter at han var blevet

en stærk mand, ville han en dag tage til den boplads, hvor Aataarsuatsiaqs

elskerinde boede, for der at træffe Aataarsuatsiaq, når han kom for at ligge hos

elskerinden. De, der holdt med Ikersaq (her står egentlig: 'asassaisa', de, der

elsker Ikersaq), fulgte efter i konebåd. Det var om sommeren, og de kom til at bo

på bopladsen, hvor Aataarusatsiaqs elskerinde boede. Aataarsuatsiaq, som ikke

anede noget om disse ting, ville tage af sted for at besøge elskerinden. Han

ville have en ung mand med fra bopladsen. Den unge mand strittede imidlertid

imod at følges med Aataarsuatsiaq, som så skældte ham ud. En onkel til denne

unge mand opfordrede denne til at følges med Aataarsuatsiaq, idet han selv ville

følge efter i al hemmelighed. (meningen: uden at blive set af Aataarsuatsiaq).

Da de tog af sted dagen efter, fulgte onkelen dem, og han sørgede for, at ingen

af dem så ham, for han var sikker på, at Aataarsuatsiaq havde til hensigt at

dræbe den unge mand. De nærmede sig bopladsen, hvor de skulle hen, og onkelen var

ikke blevet set, fordi han roede langs kysten. Så hørte han Aatarsuatsiaq sige

(til sin ledsager): "Lad os gå i land og få noget at drikke." De gik i land

samtidigt. Da Aataarsuatsiaq var i færd med at komme op af kajakken tog han en

kniv, som han havde i kajakken og stak den ind mellem yder- og inderkamikken. De

gik op til en lille sø. De stillede sig overfor hinanden, ansigt mod ansigt og

drak vand. De rejste sig hurtigt op igen. Så sagde Aataarsuatsiaq: "Lad os

besørge vor nødtørft." De stillede sig over for hinanden og trak bukserne ned.

De havde lige sat sig på hug, så rejste Aataarsuatsiaq sig. Det gjorde også den

unge mand, der ledsagde ham. Alt dette iagttog onkelen, der sad i sin kajak og

holdt hånden på klippen (underforstået: parat til at gå i land). Da onklen

nåede til et lille næs, så Aataarsuatsiaq ham og sagde: "Der har vi en

kajakmand." Han sagde så til den unge mand: "Lad os gå ned." Da de kom ned til

deres kajakker sagde Aataarsuatsiaq: "Lad os bytte kajakker." Og de byttede

kajakker. Aataarsuatsiaq kom nu ned i den unge mands kajak, og onkelen til den

unge mand placerede sig straks på den rigtige side af Aataarsuatsiaq med den

hensigt at harpunere ham. Men han kunne ikke komme til det, da Aataarsuatsiaq jo

var i nevøens kajak. (Det fremgår ikke klart hvorfor onkelen ikke kunne harpunere

Aataarsuatsiaq, når han var i nevøens kajak. Det antyder næsten, at onkelen

ikke vidste, at de byttede kajakker - Chr. B. (Måske pga. kajakamuletterne? BS).

Det endte så med, at Aataarsuatsiaq nåede frem til den boplads, hvortil han var

taget hen, for at ligge hos sin elskerinde.

Da Aataarsuatsiaq kom til bopladsen, samlede Ikersaq udelukkende mænd

sammen i sit telt. Andre besøgte gæsten Aataarsuatsiaq. Fra Ikersaqs telt holdt

man gennem huller i skindteltet øje med, om Aataarsuatsiaq ville finde på at

tage af sted midt om natten. Efter at Aataarsuatsiaq var gået i seng, gik de

ned til konebåden og brækkede Aataarsuatsiaqs kajakredskaber i stykker og gemte

alle spidse ting, der var i konebåden, bort. Og i Aataarsuatsiaqs kajak lavede de

to store runde huller lige der, hvor han plejede at sidde. Så gik de tilbage til

Ikersaqs telt, og derfra holdt de øje med Aatarsuatsiaqs telt. Da solen var ved

at komme højere op på himlen, kom Aataarsuatsiaq ud af teltet med sin pels på,

klar til at tage af sted. Samtidig kom Ikersaq ud og lod, som om han var meget

søvnig. De nåede konebåden samtidig. Aataarsuatsiaq lod som om han ikke lagde

mærke til sine redskaber, der var brækket i stykker. Og i det han rejste

kajakken op, kiggede han ind i kajakken og så de store huller. Han sagde: "Haa,

jeg har glemt min halvpels." Nu gik han i retning af sit telt. Så snart

Aataarsuatsiaq vendte ryggen til, ordnede ('natsilugssaminit ârqeriardlune -

måske: rettede på sin pels - Chr. B.) Ikersaq sin sælskindspels og greb ham bagfra

uden om armene, så disse satte sig fast i hans ribben. Idet Ikersaq greb ham,

sagde Aataarsuatsiaq: "Lad os nu se. Lad os nu se." I dette øjeblik strømmede der

mange mænd ud af Ikersaqs telt og løb i retning af Aataarsuatsiaq. Da mændene

var ved at komme hen til dem, drejede Ikersaq Aataarsuatsiaq sådan, at hans

ansigt vendte imod mændene, mens Aatarsuatsiaq sagde: "Lad os nu se! Lad os nu

se!" ('atago' svært at oversætte. Det kan måske i denne forbindelse betyde: Vent

nu lidt, eller: Hold nu op). En af mændene trådte frem med en kniv i hånden.

Lige før han kom helt hen til dem, skubbede Ikersaq Aataarsuatsiaq bagfra imod

manden, og manden stak Aataarsuatsiaq i hjerteregionen. Aataarsuatsiaq sank i

knæ. Nogle ville dræbe ham med det samme, men andre ville ikke have at han

skulle dræbes, idet de sagde: "Spørg ham først ud om alle de mennesker han har

dræbt." Når han svarede bekræftende på et spørgsmål, skar mændene ham med kniv i

kinderne og sagde: "Skær I blot i ham, gør det ondt?" (Aqûmiînararaoq,

taimaitdlune aqûmisârtoq ('aqûmivoq' kan jeg ikke få mening ud af. Det kunne

tænkes, at det har med aquippoq, sætter sig på hug, at gøre?? Chr. B.). Hans

elskerinde kom ud af teltet med en kniv og en ulu i hånden. Dem ville hun give

sin elsker, så han kunne bruge dem som våben. Da folk så hende, råbte de:

"Qarnît, qarnît." (svært at finde ud af - Chr. B.). Du vil nok finde på at hævne

dig 'iserartartumik' ('iserartarpoq'- svømmer med hovedet over vandskorpen (om

en fugl). Mon der skulle have stået: isertortunik, hemmeligt? Chr. B.). Hun standsede og sagde: "Hvis vi var andre, ville ham dernede dræbe ham

('avdlâgútagoq' avdla, en anden. avdlauvoq, er anderledes, er en anden. Men

mærkelig forbindelse - Chr. B.). Lad dette blot ske (taimaitdliuna' - eller: Lad

det blot være sådan? Chr. B.)." Så dræbte de Aataarsuatsiaq. De hævnede sig på ham, fordi han var en stor drabsmand 'sujugdliuvdlune' ('sujugdliuvdlune' - som den første. Måske betyder det: at han dræbte uden grund? Chr. B.). Da de havde dræbt ham, parterede de ham led for led. Slut.

 

Var.: Var.: Ataarsuatsiaq / Aataarsuatsiaq

Okallugtuak Kakitsomik pinnersomik taiutilingmik / Oqaluttuaq Kakkitsumik (?) Pinnersumik taatlimmik / Fortællingen om Kakkitsoq (?), der blev kaldt Den Smukke

Print
Dokument id:508
Registreringsår:?
Publikationsår:1861
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Smidt, Lars
Mellem-person:Kragh, P. (Kragh, J. M. P.)
Indsamler:Rink, H.
Titel:Okallugtuak Kakitsomik pinnersomik taiutilingmik / Oqaluttuaq Kakkitsumik (?) Pinnersumik taatlimmik / Fortællingen om Kakkitsoq (?), der blev kaldt Den Smukke
Publikationstitel:Kaladlit Okalluktualliait / Oqalluktualliait / Grønlandske Folkesagn, III
Tidsskrift:
Omfang:side 72 - 77, nr. 12
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Kort dansk resumé s. 115 - 116.

Orig. håndskrift Rink NKS 2488, nr. 266 eksisterer ikke længere.

Tekstnær oversættelse i Rink 1866-71, I, nr. 103.

 

Resumé:

I Ikerasaarsuk bor (i beg. af 1800-tallet) den unge stærke K.,

der får nej, hver gang han frier. To stærke mænd i Ilulissat, der

hører om den stærke K., indbyder ham til styrkeprøve, når foråret

kommer. Vinteren før ægger K.s fangstfæller ham ude på isen til at

løfte et narhvalsådsel op på et indefrosset isfjeld, for dermed at

bevise sin styrke. K. forholder sig rolig, men da fællerne håner ham

for hans ringe succes hos pigerne, bliver han vred og løfter ådslet

op. Henrykte overtaler fællerne nu K. til at tage imod udfordringen

fra Ilulissat.

 

Om foråret sender de bud efter folk fra de omkringliggende bopladser

og får desuden folk fra nordligere bopladser med i følge til bugten

(Kangersuneq eller Eqaluit?) ved Qasingiannguit / Christianshåb, hvor

de mødes med folkene fra Ilulissat og deres nordligere "allierede".

Alt er fryd og venskab, og man kappes i styrkeprøver, hvor pludselig

K. får lyst til at deltage trods sin bror, åndemaneren Kamitseqs

advarsler. K. vinder med lethed over hver og en, indtil de to stærke

fra Ilulissat efter tur kommer på banen. Den første klarer han med

noget besvær, og den anden, Kitsineq (?), der formår at løfte K. op

på skulderen, men ikke at få ham til at lande på ryggen i kastet, får

K. først has på, da han trykker Kitsineq ved skuldrene i knæ så benet

brækker. K.s bror Kamitseq får dog ondt af Kitsineq og helbreder ham

ved åndepust. Men de sydfra kommendes glæde er overvældende. De

tramper først de to udfordreres og dernæst alle de nordfra kommendes

telte ned med hånende udbrud.

Hjemme igen efter sejren har K. ingen besvær med at få sig en kone.

 

Hist.: En historisk fortælling, som nedskriveren har fra sin

bedstemor, Qarmaq, døbt Cecilie (f. ca. 1790), der var let til bens og

derfor altid med som klapper på renjagter. Hun rejste meget og kendte

derfor alle folk langs hele kysten fra Amerloq i syd til Ilulissat i

nord, og tillige åbenbart også sydligere boende folk, bl.a. Kakkitsoq,

som hun havde truffet. Fortælleren, der selv stammer fra Aasiaat, har

kendt K.s børnebørn og er vel bekendt med samtidens beboede pladser

fra syd for Ikerasaarsuk (nord for Attu) til Qasigiannguit, Ilulissat

og et par bopladser nord herfor. Grænsen mellem hele denne stræknings

"nordlændinge" og "sydlændinge" går tilsyneladende ved et samlingssted

i fjorden (hvilken?) ved Qasigiannguit. Sydlændingenes bopladser er, ud fra dette lokale centrum følgende: Attu, Saattoq, Iliverleq el. Ilivilik (? næppe den nuværende bygd), Simiutarsuaq, Nunarsuaq, Inussulik (alle syd for Kangaatsiaq),

Qeqertarsuatsiaq, Manermiut (syd for Aasiaat), Itilleq (?) og

Kitsissunnguit (Grønne Eyland). Nordlændingenes er Ilulissat, Saqqaq og

Torsukattak.

 

Tolkning: K.s bror, åndemaneren, er formentlig bange for den skade K.

kan gøre på Kitsineq, og helbreder den da også straks, da det sker.

Ellers kunne lemlæstelsen muligvis afstedkomme en alvorligere fejde

mellem "nord"- og "sydlændingene" på den kyststrækning.

Okalluktoak Akamalimik / Fortællingen om Akamalik

Print
Dokument id:491
Registreringsår:?
Publikationsår:1859
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Beck, Albrecht
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Okalluktoak Akamalimik / Fortællingen om Akamalik
Publikationstitel:Kaladlit Okalluktualliait / Oqalluktualliait / Grønlandske Folkesagn, I
Tidsskrift:
Omfang:11 sider, nr. 6
Lokalisering:Amerloq: Sisimiut / Holsteinsborg
Note:

Sideløbende dansk oversættelse, der næsten enslydende også er

trykt i Rink 1866-71, I, nr. 105.

 

Originalt håndskrift eksisterer ikke længere.

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: 'Således skriver jeg, Aron', I: 190 - 193: Akamalik. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: 'Taamma allattunga, Aron', I: 190 - 193: Oqaluttuaq Akamalimmik.

 

Afkortet oversættelse af en blanding af denne og en anden variant i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 105, ss. 282 - 292.

Samme noget kortere på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 86, ss. 434 - 437: The Dream and Conversion of Akamalik.  

 

Resumé: Akamaliks elskede fætter dør, og da hans kone ingen børn

kan få, der kunne navngives efter fætteren, sårer han hende med sin kniv i vrede.

Da en kvinde på en anden boplads får en søn, der opkaldes efter

fætteren, bliver A. så glad at han ikke sover i fem døgn. Da han

endelig den sjette nat sover, drømmer han:

 

En kvinde beder ham komme med sig til Ussulikso / Ussulissuaq, der har fanget en hvalrosunge, for at få en flænsepart. Denne U. har A. engang været med til at myrde.

Kvinden fører ham over en slette så stor som et hav, der skråner opad

hvor det blir stadig lysere, mens sten i mængde kommer rullende

nedad som en elv. Det lykkes ham at komme op over stenene efter kvinden

til en ny slette, hvor de døde leger med et hvalroshoved. A. vil gerne

blive hos dem, men kvinden fører ham videre i raske spring op ad tre

trin til en ny slette med en sø, hvor smukt klædte mennesker flænser en

hvalros ved bredden. Blandt dem genser han U. og disse døde kan læse

hans tanker. De bliver kaldt til gudstjenste, vasker sig, og A. følger

med. Han må nølende springe over en endeløs sort stribe fra nord til

syd, og dernæst en afgrund, hvor der brænder en stor ild. Han får

anvist en plads lidt borte fra forsamlingen, fordi han ikke er døbt.

Jesus holder gudstjenste ved et alter, der flyder med sød mælk.

Menigheden drejer i en række efter størrelse med solens gang. Jesus

nævner salmenummeret, og alle slår op i salmebogen. De synger

flerstemmigt, mens A. ser op mod lyset og blændes af en stor ild, der

bevæger sig og tabes af syne. Jesus læser teksten, menigheden svarer

syngende. Jesus siger fadervor og der sluttes med en salme.

A. gemmer alle ordene i sit hjerte. Jesus tager så A. i forhør og

bebrejder ham både hans hustruvold og medvirken i drabet på U. Skønt

U. og andre myrdede personer var hedninge tog Jesus dem til sig, fordi

de ligesom han blev uskyldigt dræbt. Jesus fortæller så først om

korsfæstelsen og viser A. sine sår, der stadig volder ham smerter og

skal forblive åbne til dommedag, dernæst om sin jordiske mor og

himmelske far, og udpeger faderen som det lys, som A, troede var

solen. Jesu legeme er kun sjæl og uden mangler, siger Jesus, ligesom

A.s legeme kun er sjæl men med mangler. Jesu legeme skinner som solen.

Jesus tager A. med hen til afgrunden med den store ildmand,

'dømmestedet', og spørger A. om der er djævle, toornaarsuit, nede på

jorden. "Ja", svarer A., "der er mange og nogle har flettede og hullede

huer på." "Nej!" præciserer Jesus, "der er kun én djævel" og peger på

det fæle menneske nede i afgrunden. Hvis A. ikke vil havne der, skal

han tage til Nuuk og melde sig enten hos herrnhuterne eller den danske

mission.

A., der nu skal tilbage, frygter afgrunden, men blot han følger Jesus,

hindrer intet ham i at komme over den. Hjemme igen væmmes A. ved sit

maddikefyldte legeme, der raver rundt i sindssyge. Han må dog ind i

det, besvimer, og kommer til bevidsthed og fornuft igen. Han angrer

sit ryggesløse liv, rejser til Nuuk, søger til herrnhuterne og

forstår, at hans drømmesyn stemmer overens med deres lære. Han bliver

en sand kristen.

 

Var.: Akamalik; Akamelik; i Avangnâmioq årg. 1915 nr. 15-16(?), 21-22 og 34-38 findes Hendrik Storchs variant af Akamelik (endnu ikke registreret her på anden måde)

 

Hist.: Historisk fortælling. Skønt den er indsendt fra Sisimiut,

stammer den fra Sydgrønland, hvorfra Akamalik / Akamelik er rejst til

Nuuk. Ifølge Rink 1866-71, I: 365 skulle det være sket i 1743. Det er en formodning. Ifølge en beretning fra Sydgrønland, hvor drabet på Ujooq (måske identisk med Ujulissuaq) fandt sted, var netop Akamalik ikke indblandet: ID 2039.

Herrnhuternes lære, der lagde vægt på Jesu sår og lidelser, kan nemt

være bragt med hjem af sydlændinge, der undevejs på deres handelsrejser har gjort ophold hos herrnhuternes døbte sydlændinge.

Fortælleren nævner, at han har hørt fortællingen af en vis Tobiannguaq

i 1835.

Vedr. "toornaarsuk" se: Sonne, Birgitte: Toornaarsuks forvandlinger. Religionssociologiske Perspektiver. Særnummer af Chaos, 1985: 117 - 136.+ GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere). Bemærk at Djævelen, toornaarsuk, også kaldes 'Den store ild' ligesom i Kreutzmanns version af fortællingen om 'Den store ild', en traditionel mytisk skikkelse.

Okalluktuak Oungortomik / Oqaluttuaq Uunngortumik

Print
Dokument id:487
Registreringsår:1858
Publikationsår:1859
Arkiv navn:
Fortæller:Samek (Saamik)
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Okalluktuak Oungortomik / Oqaluttuaq Uunngortumik
Publikationstitel:Kaladlit Okalluktualliait / Oqalluktualliait / Grønlandske Folkesagn, I
Tidsskrift:
Omfang:15 sider, nr. 1
Lokalisering:Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Sideløbende dansk oversættelse.

Orig. håndskrift eksisterer ikke længere. Den har haft nr. 241 i NKS 2488, III.

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: Således skriver jeg, Aron, I: 94 - 99: Uunngortoq. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: Taamma allattunga, Aron, I: 94 - 99: Oqaluttuaq Uunngortumik.

 

Rink har sammenstykket en version af 6 varianter inkl. denne i: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, I: nr. 67 ss. 198 - 205. Note s. 362. Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 54(1), ss. 308 - 317: Stories about the Ancient Kavdlunait, 1: Ungortok.

 

Resumé: En kajakmand fra Appatsivik (ø nord for Qaqortoq) ror sydpå

mod ammassætpladsen ved Qaqortoq for at afprøve sin nye fuglepil. På

stranden neden for et stort hus opfordrer en qallunaaq (europæer), der samler

muslinger, ham til at skyde sig. Grønlænderen nægter flere gange, og

først da nordboernes høvding Uunngortoq kommer til og støtter

opfordringen, sender grønlænderen sin dødbringende pil i manden. Uu.

erklærer grønlænderen uskyldig, og der hersker fred mellem nordboere

og grønlændere i flere år, indtil en anden grønlænder uopfordret

dræber en anden muslingesamlende nordbo på samme strand, og ikke

fortæller Uu. om det. Nordboerne dræber alle Appatsiviks grønlændere

undtagen to brødre, der flygter over isen. Uu. får dog indhentet

lillebroderen, der ikke kan holde balancen, fordi hans nye kamiksåler

er hullede. Uu. dræber ham, skærer hans arm af og viser den til

storebroderen med ordene: "Mon du, Kassapi / Qassapi, nogensinde så

længe du lever vil glemme denne din stakkels lillebror?"

 

Kassapi tager til sin svigerfamilie i Kangermiutsiaq syd for Qaqortoq,

hvor han får kajak, fanger mange sæler over et par år, bleger

skindene, og bruger dem som sejl på en udhulet træstamme med

kighuller, der kan lukkes med træpropper. Med sejlene sat ligner den

en isskodse, og når man trækker i rebene så sejlene falder til

forskellige sider, ligner den en isskodse, der vender rundt. Den

bemandes med folk inde i røret til at dirigere sejlene, og bugseres

hen til qallunnaaq'ernes / nordboernes hus. De kommer ud, narres af

blændværket, og går ind igen. Grønlænderne stopper husgangen med store

bunker kvas, som nordboerne trækker ind i huset næsten så hurtigt som

husgangen fyldes op med mere kvas. Qassapi borer ild, sætter ild til

kvaset, og alle nordboere brænder inde undtagen Uu., der flygter ind i

fjorden. I flere år forfølger Q. forgæves Uu., der vinter efter vinter

bosætter sig på disse steder: Igaliku, Alluitsoq - fjorden, Tasermiut

- fjorden (syd for Nanortalik) og fastlandet over for Aluk. Q.

overvintrer hver gang i nærheden, men får kun ram på Uu.s nye kone,

indtil han endelig ved Aluk får dræbt først Uu.s næste nye kone og

derefter Uu. Uu. får han dog kun ram på, fordi pilen er lavet af en

gammeljomfrus tørrehæk. Q. skærer Uu.s arm af, viser den til den

døende og bevidstløse Uu. og erklærer, at nu er den hævn sket fyldest,

som Uu. selv opfordrede til. Q. kan nu få fred i sit sind og i

taknemmelighed mod den gamle sydøstgrønlænder, som skaffede ham

materialet til pilen, tager K. ham med hjem og forsørger ham resten af

hans dage.

Fortælleren slutter med en udredning af skyldsspørgsmålet, der

frikender Uu., fordi en af hans mænd blev dræbt af en Appatsivik-bo

uden opfordring eller tilladelse.

 

Var.: Nordbo Peter Motzfeldt; Uunngortoq;

 

Hist.: Nordboere / Nordbo. Kun i den titel fortællingen har fået i 1999-udgaven bruger betegnelsen: qallunaatsiat om nordboerne. Samek selv holder sig til qallunaat. Vedr. nordbofortællingernes autenticitet se I. Kleivan 1982, Tidsskriftet Grønland. Og Thisted 2001: on Narrative Explanations. Scandianvian Studies vol 73(3): 253-295, der også refererer Jette Arneborgs undersøgelser.

Nedskriveren understreger, at dette er varianten, som man plejer at

fortælle den ved Qaqortoq.

Modellen for isskodse-skibet kunne måske være et skib, der er rejst ved snore i en flaske.

Skønt Q.s hævn synes retfærdig på traditionelle vilkår, latterliggøres

han, da han viser den bevidstløse og døende Uu. hans afskårne arm og

lover ham, at han (Uu.) resten af sit liv nok ikke vil glemme mordet

på Q.s lillebror.

Sydøstgrønlænderne ved Aluk, som sydgrønlænderne endnu på

fortælletidspunktet mødtes og handlede med, kaldes kanganitsiviit, "de

ægte østlændinge", men i oversættelsen "de ægte sydlændinge".

Østkysten nord for Aluk kaldes dengang som nu "tunua", (landets)

"bagside". Da folk her endnu er udøbte, er det selvfølgelig kun hos

dem, at Q. kan skaffe sig den nødvendige magiske hjælp i form af pilen

fra tørrehækken. Men denne delvise afstandtagen hindrer ikke Q. i at

vise taknemmelighed efter gammel skik og "adoptere" den gamle

sydøstgrønlænder.

Handelen ved Aluk har sikkert formidlet nordbofortællinger videre til

Ammassalik, hvor de også fortaltes før koloniseringen.

Okalualârut Okalutuangortok Itsak Itsaidluangitsok pisimavok Paumiut erkaine pissusilingme / Oqalualaarut oqaluttuanngortoq itsaq itsaalluanngitsoq pisimavoq Paamiut eqqani pissusullimmi / Sagnet om en begivenhed, der er blevet til en fortælling, fo

Print
Dokument id:520
Registreringsår:?
Publikationsår:1863
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Poulsen, Johannes
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Okalualârut Okalutuangortok Itsak Itsaidluangitsok pisimavok Paumiut erkaine pissusilingme / Oqalualaarut oqaluttuanngortoq itsaq itsaalluanngitsoq pisimavoq Paamiut eqqani pissusullimmi / Sagnet om en begivenhed, der er blevet til en fortælling, fo
Publikationstitel:Kaladlit Okalluktualliait / Oqalluktualliait / Grønlandske Folkesagn, IV
Tidsskrift:
Omfang:side 86 - 92, nr. 10
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Sideløbende dansk oversættelse. Oprindelig håndskrift Rink NKS 2488,

II, nr. 283 eksisterer ikke længere. Dansk oversættelse også i Rink

1866-71, I, nr. 111.

 

Resumé:

I Kangilineq (nær Paamiut) boede en stor og stærk mand, som

man i omegnen ikke vidste var morder. En fanger fra Neqaamiit træffer

ham engang til havs, netop som morderen har dræbt en mand og blir

opfordret til at gøre sig medskyldig ved at stikke i ham. Det vil

fangeren ikke, flygter hjemad og slipper væk over et næs til fods fra

forfølgeren, der ikke er så hurtig til bens. Fangeren fortæller om

morderen og ror allerede om natten nordpå, for at erfare hvem den

dræbte er.

 

I Ukiivinnguit finder han den dræbtes gamle far, forudskikker at

morderen nok kommer på besøg, men at de intet skal lade sig mærke med,

og ror videre nordpå og fortæller om mordet på alle de daværende

bopladser.

 

Morderen kommer og inviteres til at overnatte, to unge mænd sendes i

hemmelighed til nabopladen efter forstærkning. Det lykkes disse at

komme uset i land, skjule deres kajakker, og snige sig ind i et andet

hus end det, hvor morderen er gæst. Da morderen vågner om natten ved,

at en mand står op og går ud, fatter han mistanke og undviger i sin

kajak. De andre optager forfølgelsen, og to kajakmænd når ham på

åstedet (Qajatalik) med lydløse årer, som de straks stikker ind under

hans kajakremme både for og bag. De fastholder ham, råber gevalt, de

andre kommer og sidst den dræbtes far, der skal stikke først. Han

retter knivspiden mod morderens hjerte, tænker på sin dræbte søn og

stikker så til sidst. Dernæst sendes en enkelt pil i morderen,

hvorefter alle i eet bulder sender deres pile i liget. Det kan ikke

engang kæntre pga. de mange pile. Man parterer liget og spreder

stykkerne.

 

Hist.: En historisk fortælling, der går tilbage til en tid, hvor man

boede mere spredt. De nævnte bopladser er foruden Kangilineq og

Neqaammiit: Ukiivinnguarmiut, Nallarmiut (?), Oquutalimmiut,

Kittorsarsuarmiut, Kittorsannguarmiut, Issormiut, Puiarmiut,

Qarsutalimmiut, Qaqqartomiut (?), Uummannguarmiut.

Traditionelt mordritual. Blodhævn

Okalualarut Parpamik / oqalualaarut Parpaamik / Om Parpaaq

Print
Dokument id:486
Registreringsår:?
Publikationsår:1859
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Kristian Hendrik
Mellem-person:Kristian Hendrik
Indsamler:Rink, H.
Titel:Okalualarut Parpamik / oqalualaarut Parpaamik / Om Parpaaq
Publikationstitel:Kaladlit Okalluktualliait / Oqalluktualliait / Grønlandske Folkesagn, I
Tidsskrift:
Omfang:3 sider, nr. 2
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Sideløbende dansk oversættelse, der let forkortet også er trykt

i Rink 1866-71, I, nr. 113.

 

Orig. håndskrift (NKS 2488, II, nr. 242) eksisterer ikke længere.

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: Således skriver jeg, Aron, I: 87. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999:

Taamma allattunga, Aron, I: 87: Oqaluttuaq Parpaamik.

 

Resumé: Tidspunktet er efter H. Egedes og herrnhuternes ankomst til

til Nuuk-området, men før alle områdets grønlændere endnu var døbte.

Parpaaq og hans bror var udøbte, storfangere, der leverede masser af

spæk og skind til handelen og var meget vellidte af både

handelsbestyrer og grønlændere. P. får ofte besøg, men efterhånden

bliver man klar over, at han dræber sin gæst på hjemvejen, hvis denne

er døbt. Da det forlyder, at han også har dræbt den døbte Christian

Frederik, flygter P. nordpå, og senere hører man, at han angrede sine

mange mord, da han skulle dø, fordi han havde set et billede af

frelseren på korset i Christian Frederiks hjerte, da han parterede den

dræbte.

Fortælleren selv har ofte hørt denne fortælling fra forskellige gamle

og mener, at selv om P. var en forræder, var han sikkert heller ikke

ved sin fulde fornuft.

 

Var.: Parpaaq; billedet af den korsfæstede i hjertet, se også Millasak.

 

Hist.: En historisk fortælling, der bl.a. viser, at modstanden mod

missionen ikke kun kom fra åndemanerne, men også fra en dygtig fanger

som Parpaaq, der måske følte sin autoritet el. i det mindste sin autonomi truet af de ny "herrer". Søg iøvrigt på Parpaaq.

Okalugtuak Akigssiamik / Om Aqissiaq / Rypekylling

Print
Dokument id:493
Registreringsår:1859
Publikationsår:1860
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Okalugtuak Akigssiamik / Om Aqissiaq / Rypekylling
Publikationstitel:Kaladlit Okalluktualliait / Oqalluktualliait / Grønlandske Folkesagn, II
Tidsskrift:
Omfang:16 sider, nr. 3
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Sideløbende dansk oversættelse

Oprindelig håndskrift: Rink, NKS 2488, II, nr. 250, eksisterer ikke

længere.

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 115 - 123: Aqissiaq. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 115 - 123: Oqaluttuaq Aqissiamik.

 

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 5 ss. 61 - 65 har Rink sammenstykket ialt 6 varianter inkl. denne og to (heraf en uidentificerbar) af Amos Daniel. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 5, ss. 116 - 119: Akigsiak.

 

Resumé: Nær Ilulissat spiller de lokale bold på isen om

vinteren. Det ene hold sejrer gang på gang, fordi en af deres

spillere er hurtigere end alle andre.

Denne mands datter blir gift og får efterhånden fire sønner, hvoraf,

den ældste bliver så hurtig, at det vækker morfaderens misundelse.

Denne dræber den unge dattersøn, og af angst for hævn holder han sig

vågen dag og nat med en kniv på knæet og dens spids mellem øjnene.

Spidsen stikker ham og smerten vækker ham, hver gang han er ved at

døse hen. Svigersønnen og de tre dattersønner får dog alligevel

overlistet og dræbt ham. De flygter så til indlandet. Her gifter

de unge mænd sig med indlandsboere. Den ældste søns kone får otte

sønner og til slut endnu een, Aqissiaq, der bliver hurtigere og

stærkere end alle sine storebrødre og altid er på jagt, selv når

uvejret holder de andre hjemme.

 

Engang under hungersnød træffer Aq. på en kæmpeorm i en af dalene. Da

den ikke lader sig dræbe, skønt han tilføjer den mange stiksår,

flygter han forskrækket forfulgt af ormen og besvimer. Da han vågner,

ligger ormen død bag ham. Den består af lutter talg. Han tager et

stort flænsestykke med hjem og giver noget af det til nabohuset, hvis

beboere begærligt drager ud for at hente mere. De dør alle, enten

undervejs til ormen eller når de har taget en bid af den. Det ser Aq.

og hans brødre, da de næste dag henter byttet, som de så lever af hele

vinteren.

 

En anden hård sultevinter, hvor Aq. alene holder sig rørig, opdager

han langt ude på den tilfrosne havis noget frostrøg og løber derud til

vågen, der er fuld af edderfugle. Han fanger flere end han næsten

magter at bære og får næste dag sine brødre med ud. Alle fanger så

mange som og Aq. lidt flere end han normalt kan klare. Undervejs hjem

ser Aq. tegn til storm og skynder på sine brødre. Stormen kommer, men

da isen bryder op, springer Aq. over revnerne og brødrene ligeså. Alle

når velbeholdne i land med byttet, også Aq. med sin overvægt.

 

Undervejs hjem over land træffer de en indlandsbos hus. Skønt de

frygter ham, viser han sig meget gæstfri og de slår sig ned for

natten, men flygter alligevel, da en grydetrold / grydemand / ildstedsmand kalder indlandsboen ud til en tvekamp. De ser sig flere gange tilbage og erfarer, at

grydetrolden blir den lille.

 

En dag, da Aq. har fanget sin første spraglede sæl, møder han en

grydemand / grydetrold, der snupper byttet, parterer det og koger det i sin gryde

på skulderen, mens han går videre. Aq. følger med og skubber

grydemanden i afgrunden, da de når kanten af en bratning.

 

En anden dag træffer Aq. på et højt fjeld med udsigt over en fjord en

meget stor indlandsbo, der opfordrer ham til en kappestrid på

stenkast. Aq. kaster hver gang længere. En kajakmand kommer nu roende

ind i fjorden, og da indlandsboen opfordrer Aq. ham til at kaste efter

kajakmanden, nægter han, fordi han selv nedstammer fra kystboerne. Men

da Aq. frygter kæmpen, der insisterer, kaster han og rammer.

Indlandsboen bliver ganske tavs, Aq. bliver vred, de følges et stykke

vej, og ved en bratning skubber Aq. kæmpen i afgrunden som hævn over

den dræbte kystbo.

 

I næste episode ser Aq. på den ene bred af en stor indsø en kæmpelaks

svømme ind mod elvmundingen og på den anden bred en mængde bjergtrolde

(inorutsit, indlandskæmper, kæmper). Begge parter harpunere samtidig laksen, haler fra hver sin side, og mens Aq. alene er ved at få overtaget over de mange

bjergtrolde, brister hans harpunrem. Han løber i hast langs bredden

over til den anden side, hvor bjergtroldene, der er i gang med

flænsningen, flygter af skræk. Aq. skærer sig en enorm flænsepart og

bærer den hjem.

 

I den næste ligende periode drejer det sig om en hval, som en gammel

mand på et højt bjerg kan se på vej ind ude fra havet længe før Aq.

selv kan øjne noget. Aq. overtaler den gamle til at synge en serrat

(tryllesang), der skal trække hvalen gennem fjorden og op i elven. Den

gamle synger selv om sangen kun er møntet på laks. Den når ikke langt

nok ind, da inorutsit harpunerer den fra fjordens anden side. Hvalen

dykker og bliver nede. Aq. får den gamle til at synge sangen igen,

hvalen stiler mod elven og Aq. advarer dværgene mod at harpunere den

før den er helt oppe i elven. Først da den er helt oppe, hvor bjergene

blir høje, harpunerer inorutsit og Aq., der har glemt sin flænsekniv,

løber hjem efter den, får sine brødre med tilbage, skræmmer

bjergtroldene fra flænsningen, skærer halvdelen af til sig selv og

sine brødre, og da bjergtroldene strømmer til deres part, men får

trådt den gamle mand under fode, kyser Aq. dem væk, får reddet den

gamle og får skåret ham en fangstpart. De ni brødre skærer den halve hval op,

bærer det hele hjem og lever af den hele vinteren.

 

Den uovervindelige Aq. hører om en meget stærk og hurtig fjordbo,

Ikersuarmiu, som han får lyst at kappes med. Han træffer ham langt ude

på havisen, hvor Ik. fanger hellefisk i et lille snehus. Ik. har

mærket Aq.s komme, fordi hans snøre bliver tung, men det varer noget,

inden han ser en lille prik, der vokser til en rævs størrelse og

udseende, og endelig viser sig at være et stort menneske i flyvende

løb. De to løber om kap ind til bopladsen og ud igen til snehuset. De

løber nøjagtig lige hurtigt og vandrer sammen tilbage til bopladsen,

hvor Ik. erklærer at Aq. ikke er noget rigtigt menneske og indbyder

ham at trække krog. Aq. vinder, da de prøver med venstre arm fordi

han er kejthåndet, og Ik. vinder med højre arm i næste runde. Aq.

erklærer, at nu har han endelig truffet sin ligemand. Ik. inviterer

Aq. til at komme igen, når han lyster, og Aq. løber bort i hurtig

flugt, hvorefter man ikke hører mere til ham.

 

Var.: Aqissiaq.

 

Hist.: Traditionelt kan rigtige mennesker og ånder ikke blande

samfund. Det kniber åbenbart også for Aq.s familie, skønt de gifter

sig med indlandsboere. Deres naboer i indlandet dør allesammen af Aq.s

kæmpeorm, og Aq. udligner sit uønskede drab på en kystbo ved at myrde

indlandskæmpen. Den eneste indlandsbo Aq. får et godt omend kortvarigt

forhold til er den gamle mand med laksesangen. Og Aq. finder kun sin

lige blandt kystboerne i "fjordboen", men efter dette besøg hører man

ikke mere til Aq. Aq. er jo ikke noget rigtigt menneske, skønt hans

far engang var kystbo.

Ligesom i Østgrønland har indlandsånderne i denne variant evner til at

lokke sødyr modstrøms op i elvene og lignes ved landdyr og fugle, når

de løber hurtigt over land. Aq. selv har fået den sidstnævnte evne,

men må ha' hjælp af en gammel mand, når det gælder hvalen, der skal

synges op i elven.

Okalugtuak Angutisugssungmik / Oqaluttuaq Angutisussummik / Fortællingen om Angutisussuk

Print
Dokument id:521
Registreringsår:1823
Publikationsår:1863
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:Okalugtuak Angutisugssungmik / Oqaluttuaq Angutisussummik / Fortællingen om Angutisussuk
Publikationstitel:Kaladlit Okalluktualliait / Oqalluktualliait / Grønlandske Folkesagn, IV
Tidsskrift:
Omfang:side 98 - 108, nr. 13
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Sideløbende dansk oversættelse, der næsten enslydende også er trykt i

Rink 1866 - 71, I, nr. 31.

Orig. håndskrift eksisterer ikke længere.

To afskrifter i hhv. Rink 2488 VI, ss. 113v - 115v af Wittus

Steenholdt og Rink NKS 2488, II, nr. 13 af seminarieelev.

 

(Fyldigt dansk oversættelse i Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 31 ss. 124 - 127. Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 22, ss. 189 - 192: Angutisugsuk)  

 

Resumé:

Angutisussuk er den ældste af tre brødre og så dygtig en

fanger, at folk under en hungersnød søger tilflugt hos brødrene.

Herover fortørnes A.s hustru, der en nærig. Den ene af de to gamle

mænd blandt gæsterne bliver fornærmet og hekser ufred i huset over

konens brikseplads om sommeren, da huset er forladt. Næste vinter

sætter A. sin kone og medhustru op imod hinanden. Konen får overtaget,

medhustruen blir misundelig og gør ophævelser, og da A. tæver hende

(hun er nemlig barnløs) begynder hans yngste søn at græde. Drengens

farbror, der er hans navnefælle, blander sig og får lårbenet brækket

af A. Nu træder tredje bror til sammen med en af A.s brodersønner, og

de jager A. på porten. Han tar kun medhustruen med, bygger hus lidt

nord for stedet og da han blir en stadig trussel mod den lårbrudne

bror, skiftes den raske bror og brodersønnen til at blive hjemme fra

fangst. Da de erfarer, at A. vitterlig vil sin skadede bror til livs,

allierer man sig med naboerne, der kommer, skjuler deres kajakker, og

i fællesskab får man med besvær bugt med A., der troede banen klar.

Den lårbrudne bror giver på de andres opfordring A. det første stik og

vil i fortvivelse dræbe sig selv, da A. er død. Man får ham fra det

og dræber i stedet A.s medhustru, fordi hun synes at have været ophav til

hele elendigheden.

 

Hist.: En detaljeret fortælling, der kunne være historisk i sin kerne.

Men indledningens to gamle mænd og den enes hekseri i vrede over

ugæstfri behandling er en traditionel mytisk episode, der skal give den

egentlige forklaring på, at der opstår splid i huset.

Okalugtuak Isigâlârssungmik / Isigaalaarsuk

Print
Dokument id:511
Registreringsår:?
Publikationsår:1861
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Amos
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Okalugtuak Isigâlârssungmik / Isigaalaarsuk
Publikationstitel:Kaladlit Okalluktualliait / Oqalluktualliait / Grønlandske Folkesagn, III
Tidsskrift:
Omfang:side 91 - 93, nr. 18
Lokalisering:Nunarsuit: Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Kort dansk resumé s. 119, og i Rink 1866-71, I nr. 139.

Orig. håndskrift Rink NKS 2488, nr. 272 eksisterer ikke længere.

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 245 - 247: Isigaalaarsuk. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 245 - 247: Oqaluttuaq Isiqaalaarsuk.

 

Oversættelse ved Birgitte Sonne:

Engang under en hård vinter, hvor sulten var stor, boede

der ved Qarmannguit en storfanger, og denne plejede, når vinteren

stundede til, at fange og samle forråd af en mængde sortsider; men så

her midt om vinteren gav det sig til at sne, og da det havde sneet og

sneet, var der ingen jord at se. Udenfor Qarmannguit var lidt isfrit

vand i færd med at svinde ind, og da den store fanger kiggede

undesøgende ud gennem vinduet på den der smule åbent vand, var der

ikke een sortside at øjne; ellers, når han havde gjort sig rede, plejede

han at lægge ud, og når han var taget ud, satte han sin harpun (od) på

skaftet, og når han havde fået den til at sidde efter ønske,

harpunerede han sortsiden, når den dukkede op.

 

Så en tidlig morgen, da

han var stået op, sagde han til sin mor: "Tænk, om der virkelig var

nogen, der kunne gøre det lille isfri vand større!" Han sagde: "Måske

kunne man indbyde Isigaalaarsuk ved at betale ham med lidt kød og

spæk til at gøre det lille isfri vand større."

 

Denne I. boede ved Nunakitsoq; da sagde storfangerens mor: "Jamen så

skynd dig dog at gå han til ham!" Og medbringende spæk og kød gik han

derhen, og ham lagde det over indgangshullet inden han gik ind;

da han var kommet ind, gik han hen til I. og sagde: "Jeg har lagt spæk

og kød ovenover indgangshullet, og så skulle jeg ellers spørge, om du

ville komme." I. sagde: "For de unge (mænd) kunne sælerne være værd at

få (?); da jeg fik en smuk kvinde, så var hun mintro bare i sig selv

en hindring / så snød man bare sig selv, siden hun ingen børn kunne

få."

 

Han fik kødet og spækket, og da han havde givet sine husfæller en

smule (af det), tog han afsted til Qarmannguit i følge med den unge (mand), og

da han var kommet derhen, og det var blevet aften, snørede de ham med

remme, og mens de surrede ham fast bøjet mod gulvet, forsvandt det

store fjog ned gennem gulvet, og herfra drog han afsted mod

jordens indre.

 

Da han kom til Arnarquassaatsiaqs hus så han ovenover indgangshullet

en uhyre køter der gav sig til at småbjæffe. I. fortsatte bare lige

ind, og idet han trådte ind så han A. sidde der på sin briks og da han

var helt inde, sagde hun: "Hvorfor kommer du dit lille skvat, herind til

mig, du kan jo slet ikke fjerne mine forulempelser." Han gik så hen og tog han fat i hende og brødes med hende, og når hun slyngede ham fra sig, undgik han at blive kastet væk ved at gribe fat i hendes hår og hænge fast; da hun ikke kunne overvinde ham, sagde hun: "Lad det så være." Og hun sagde: "Jamen han skulle da have nogen at følges med."

 

Derpå dukkede en mand frem fra det tætte mørke i nordsiden; da denne bøjede

sig over tærsklen til husgangen, dykkede han ned som en lomvie.

Da de allesammen, en hel masse, var kommet ud, var det slut med dem.

Igen sagde hun: "Og en gang til".

Derefter kom en mand med flad næserod ud, og da denne gik ud, så I., at det var en fjordsæl, der bøjede sig over tærskelen til husgangen for at dykke ned. Da endvidere en anden mand med et sort hår lænede sig frem over tærskelen, var det

minsandten en sortside. Atter sagde hun: "Og nok engang!" Hvorpå en

værre kæmpemand kom ud fra det tætte mørke i nordsiden (den nordvendte

halvdel af husrummet), og da han bøjede sig frem over tærskelen og

løftede halefinnen, var det en ægte stor grønlandshval; og da det var

slut med dem (hvalerne), sagde A.: "Så er det slut, tak skal han ha!"

 

Da hun havde sat sin lampe på plads, fik hun vægen til at brænde

klart. Da I. gik ud derfra, så han, at indgangens vindskærme var ved

at falde sammen, og idet han stødte til dem med hænderne, lod han dem

falde sammen.

 

Derpå tog han hjemad, og i lysningen kom han ind. Han sagde. "Så er

det nu føhnvinden skulle være på vej med tøvejr!"

 

Næste dag, da det var blevet lyst, sagde ham her storfangeren:

"Der er en hel sværm af lomvier i det lille åbne vand." Ham her I.

sagde: "Lad I nu først alle fingrene gå (lade så mange dage gå, som

der er fingre på en hånd), men når de er færdige med at komme, kan I tage ud og jage dem."

 

En af dem, en obsternasig fyr der ikke rettede sig efter den store

angakkoqs / angakoks / åndemaners ord, tog ud, og selv om han var på fangst den ganske dag, kom han tomhændet hjem; ja, skønt han tog ud hver eneste dag, efter at en vældig flok fjordsæler var kommet i følge med lomvierne, kom han altid

hjem uden den mindste fangst.

I. sagde: "Siden han har været alt for opsætsig, er det helt sikkert,

at han ikke får det ringeste."

 

Omsider, da de fem dage var til ende, sagde den store angakkoq: "Se dog

nu at få rubbet jer ud på fangst!" Da de havde været ude, gav de den

store angakkoq førstefangsten, en hel bunke lomvier; ham her, den

obsternasige, fik ikke det fjerneste, hvorimod de, der havde rettet

sig efter den store angakkoqs ord, fik så overdådigt mange lomvier og

sæler, at de kunne lægge op til forråd.

 

Da I. tog på kajakfangst og havde harpuneret en sortside og var kommet

hjem, sagde han: "Jeg har harpuneret en sortside ved den forkerte

ende, mens den lå og solede sig i vandskorpen; det var en klar besked

om, at det var min sidste sortside." Sin blære og harpunrem rullede

han op, stak dem ind under briksen, og herefter tog han ikke på

kajakfangst efter nogen sortside.

 

Var.: Rejsen til havkvinden. Havets mor. Qujaavaarsuk. De to små forældreløse. Nivikkaa. Isigaalaarsuk. Tuttus kone; Ikarlitsuarsuk. Miteq. Søg også på Havkvinden / havkvinden, Havets herskerinde, Sødyrenes moder / mor.

 

Hist.: Forestillingen om at havkvinden befinder sig dybt inde i jordens indre er sikkert kristent påvirket. I de fleste versioner bor havkvinden ude under havet eller på undersiden af havbunden. Vejen ned til hende kunne gå gennem jorden, der synes at have været opfattet som en skive med den anden verden neden under.

 

Tolkning: Meningen med Isigaalarsuks svar på opfordringen til at skaffe sæler er ikke ganske klar. Men det kan være en af de hyppige associationer mellem fangst og reproduktion: Der sættes ofte lighedstegn mellem sælfangst og sex, der dels gør kvinden gravid og dels nærer hendes foster med sæd.

Okalugtuak Kagssungmik / Oqaluttuaq Qaasummik / om Qaassuk / Qaasuk

Print
Dokument id:489
Registreringsår:1858
Publikationsår:1859
Arkiv navn:
Fortæller:Kristian Hendrik
Nedskriver:Kristian Hendrik
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Okalugtuak Kagssungmik / Oqaluttuaq Qaasummik / om Qaassuk / Qaasuk
Publikationstitel:Kaladlit Okalluktualliait / Oqalluktualliait / Grønlandske Folkesagn, I
Tidsskrift:
Omfang:8 sider, nr. 4
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Sideløbende dansk oversættelse, der let forkortet også er trykt i

Rink 1866-71, I, nr. 88.

Orig. håndskrift, NKS 2488, III, nr. 244, eksisterer ikke længere.

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 154 - 156: Qaasuk. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 154 - 156: Qaasuk.

 

Oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 88, ss. 245 - 249.

Samme noget kortere på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 85, ss. 431 - 434: Kagsuk.

 

Resumé: Qaassuk / Qaasuk, der er en stor uovervindelig morder, overvintrer

engang nær Amerloq, og hans søn gifter sig med mange brødres eneste

søster i Saattoq (Saattormiut ?) nær Maniitsoq. En aften denne og

konen skændes og han puffer lidt til hende, overfalder svogrene ham og

stikker ham med en kniv. Men Q.s søn kan hele såret og han nedkæmper

alle svogrene.

 

Senere flygter han en mørk nat til fods over isen bag

om Maniitsoq nordpå til Appamiut, hvor han deltager i hvalfangsten og

imponerer ved sin hurtighed i kajak. Derefter ror han på een dag til

sin fars sted ved Amerloq og fortæller om svogrene, som Q. straks vil

hævne sig på. De tar straks afsted om natten til Saattoq, hvor de

udrydder alle undtagen to små børn. Derefter blir Q. for alvor

massemorder. Han dræber endog alle sine husfæller. Q. og hans søn

skiftes af sikkerhedsgrunde til at være ude i kajak hver anden dag.

Kun når det stormer er de begge ude.

 

En dag det blæser op og kun Q. er

hjemme, kommer to vildfarne kajakmænd fra Amerloq til land neden for

huset og tror sig prisgivet. Men Q. inviterer dem inden for,

underholder dem længe med fortællinger, men ængstes for sin

udeblivende søn. Han beroliges dog, da husfællerne kan fortælle, at

sønnen er ude i den kajak med den smalle køl. Da sønnen kommer,

afværger Q., at han dræber de to gæster, og sønnen, der har fanget en

hvalros, inviterer dem til at spise med sig. Gæsterne sover længe,

vækkes af Q., fordi stormen har lagt sig, og han sender dem hjem med

rigelige kødgaver. En del andre amerloq'er vil nu også på besøg, skønt

Q. har frabedt sig det med trussel om mord. De kommer og han dræber

dem. To gamle mænd, der derved har mistet deres sønner, får deres

fæller med på en snedig plan, og da Q. advares af sin amulet, en

islom, om de mange ankommende kajakker ude på havet, opdager han ikke

de to gamle, der allerede har sneget sig i land og i baghold. De

skyder ham ned bagfra med bue og pil. Man frygter herefter Q.s søns

hævn, men det viser sig langt senere, at han er flyttet til

Ilulissat-egnen, hvor nogen træffer hans efterkommere: tre store mænd.

 

Var.: Qaassuk / Qaasuk

 

Hist.: Qaassuk er en udbredt fortælling (se også Kaassassuk) hvorfor de omhyggelige stedsangivelser ikke borger for nogen autenticitet.

Tidspunktet siges at være dengang man endnu jagede hvaler med

blæreharpun. Bemærk det mytiske træk: De ufrivillige gæster, der får masser af kødgaver med hjem med besked om, at ingen andre skal tro de kan komme og få tilsvarende gaver. Normalt er det ånder, der således forsyner en sultende hovedperson med besked om, at ingen andre vil få held til at få tilsvarende gaver. Da andre alligevel møder op, er ånderne forsvundet, og hovedpersonen har således mistet sine godgørere:

Qaassuk er dog ingen ånd (fortælleren er kristen og regner fortællingen for historisk), men aggressiv og kan overlistes - trods sin (hedenske) vagt-amulet.

Okalugtuak Kumagdlausimik / Kumagdlause / Kumallaasi

Print
Dokument id:497
Registreringsår:?
Publikationsår:1861
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Kristian
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Okalugtuak Kumagdlausimik / Kumagdlause / Kumallaasi
Publikationstitel:Kaladlit Okalluktualliait / Oqalluktualliait / Grønlandske Folkesagn, III
Tidsskrift:
Omfang:side 1 - 10, nr. 1
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Forkortet oversættelse ss. 89 - 102.

Orig. håndskrift: Rink NKS 2488, nr. 255, eksisterer ikke længere.

 

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 4 ss. 56 - 61 har Rink sammenstykket ialt 5 varianter inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 4, ss. 109 - 115:

Kumagdlat and Asalok.)

 

Resumé af forkortet oversættelse:

K. elsker sin fætter og bopladsfælle Asalooq, der aldrig fanger noget, mens Kumallaasi er stedets storfanger, der som den eneste fanger, når sulten truer om vinteren, og som altid, når han inviterer til fællesmåltid på bryststykkerne af

sine fangster, giver As. skulderbladet. Fællerne bliver misundelige og

enes om at binde As. den løgn på ærmet, at K. i virkeligheden pønser

på at myrde ham. De gentager løgnen så længe, at As. tror dem og

sniger sig bort. K. bliver fortvivlet, leder hele sommeren og

efteråret forgæves efter ham, og tar næste forår atter ud for at finde

ham. Inde i en stor fjord møder han en stor kajakmand, der skyder

sæler med bue og pil og venligt både fanger sammen med K. og inviterer

ham med hjem langt ind i landet ved en stor indsø, hvor mange hvide

telte ligner måger, der er landet ved bredden.

 

A. beværtes hos sin fangstfælle, der advarer ham mod de øvrige i

teltlejren. A. forstår, at det er de frygtlige eqqillit (som her er

oversættes til "grinetrolde"), og det lykkes ham at slippe ned til sin

kajak, men da han vil ro afsted, farves vandet rødt omkring ham af

spejlbilledet af mange eqqillits ansigter. Han ror bort under en regn

af pile, hvoraf han griber to. Hjemme igen laver han sig selv en

mængde pile af hvidt drivtømmer og en bue af det seje drivtømmer,

tager dem med til eqqillits lejr, hvor han støder på sin fætter A., og

sammen tar de tilflugt til en ø i indsøen, hvorfra de fører kampen mod

eqqillit på bue og pil. De sidste eqqillit-mænd flygter, K. og A.

dræber alle tilbageværende kvinder og børn undtagen to spædbørn. K.

tager A. med hjem på sin kajak, og de lever nu fredeligt bortset fra et

ophidsende besøg af tre bidske isbjørne, som det lykkes K. ene mand at

nedlægge på et isbjerg, nemlig med de to eqqilik-pile fra sin første

flugt fra dem.

 

Var.: Adskillige, søg på Kumal*

Okalugtuak Nukagpiatorkamik / Oqaluttuaq nukappiatoqarmik / Fortælling om en ældre ungkarl

Print
Dokument id:512
Registreringsår:?
Publikationsår:1861
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Pita (Piita / Peter)
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Okalugtuak Nukagpiatorkamik / Oqaluttuaq nukappiatoqarmik / Fortælling om en ældre ungkarl
Publikationstitel:Kaladlit Okalluktualliait / Oqalluktualliait / Grønlandske Folkesagn, III
Tidsskrift:
Omfang:side 93 - 96, nr. 19
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Kort dansk resumé s. 119 - 120.

Orig. håndskrift Rink NKS 2488, nr. 273 eksisterer ikke længere.

 

Dansk version i Rink 1866-71, I, nr. 18 bygger stort set på denne version. Tilsvarende på engelsk i  Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 12, pp. 145 - 148: The Man who mated himself with a Sea-fowl.) .

 

Resumé:

En gammel ungkarl, der er lidt af en klodrian, får på en tur

over land øje på en mængde kvinder, der bader nøgne i en sø. Han gemmer

den enes klæder, som hun må be' ham om, da de andre forskrækket

klæder sig på i hast og flyver bort.

 

Han frier til hende, hun ber om sit tøj og får det, og siger til hans

overraskelse alligevel ja til ham. I flere dage tør han ikke tage på

fangst, men da hun beroligere ham om at ville blive, tager han ud. På

hjemvejen med fangst, tror han hun er stukket af, men hun kommer ned

og tager imod ham.

 

Hun får en søn og så en til, som hun en dag tager med ud alene og

byder dem at samle fjer, fordi de er af fugleslægt. Den stopper hun i

deres ærmer og de flyver alle tre bort.

 

Ungkarlen sørger, opgiver at fange, men da han en dag ror ud i det blå

og går i land ved en klint, som han forcerer og derefter fortsætter langt ind i

landet, ser han ved en indsø en stor mand med ryggen til, der hugger

med en økse. Han går derhen, kæmpen spørger: "Fra hvilken retning kom

du hen til mig?" "Forfra!" "Godt, var du kommet bagfra havde jeg dræbt

dig." Ungkarlen spørger om han ikke har set tre personer komme forbi

mens han lavede sin ny kajak. "Nej" Kæmpen bygger ikke kajak og har

ingen set. Har han da set tre mennesker mens han byggede ny umiaq?

Heller ikke. Jamen så mens han bare stod der og huggede træ. Det er en

anden sag. Ungkarlen får en stor laks som transportmiddel og besked om

ikke at standse før han hører barnestemmer.

 

Blandt børnene er hans to sønner, der hele tiden råber. "Far kommer",

mens deres mor benægter det. Han går op i et hus med fem vinduer og en

mængde kvinder. Længst inde sidder hans kone med en mand foran sig.

Ungkarlen siger: "Jeg er kommet efter dig." Hun svarer: "Jeg har fået

en ny mand og skal ikke med". De skændes videre. Da han tar fat i sin

kone, går den nye mand ud, men hun vil ikke med ungkarlen og flyver

bort sammen med de andre, der har forvandlet sig til skalleslugere og

den nye mand til en havlit. Huset de forlader viser sig at være

en mågetue. Siden da gifter ungkarlen sig ikke igen.

 

Var.: Manden som tog en kone blandt vildgæssene. Manden gift med skallesluger.

 

Hist.: En fælleseskimoisk myte: Kleivan, Inge, 1962: The Swan Maiden Myth among the Eskimos. Acta Arctica, Fasc. XIII, Kbh.: Munksgård, nævner dem alle. Fuglekvinden er i øvrigt en næsten global mytisk skikkelse.

Okalugtuak Ungilagtakimik / Fortælling om Ungilattaqi

Print
Dokument id:494
Registreringsår:?
Publikationsår:1860
Arkiv navn:
Fortæller:Kristian Hendrik
Nedskriver:Kristian Hendrik
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Okalugtuak Ungilagtakimik / Fortælling om Ungilattaqi
Publikationstitel:Kaladlit Okalluktualliait / Oqalluktualliait / Grønlandske Folkesagn, II
Tidsskrift:
Omfang:12 sider, nr. 4
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Sideløbende dansk oversættelse.

Orig. håndskrift, Rink NKS 2488, II, nr. 251, eksisterer ikke

længere.

Trykt i gammel retskrivning i Kr. Lynges "Kalâtdlit qalugtuait oqualâvilo", II, nr. 13.

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 157 - 161: Ungilattaqi. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 157 - 161: Oqaluttuaq Ungilattaqi.

 

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 25, ss. 110 - 114 har Rink en oversættelse af en Akilineq-fortælling af Kreutzmanns med tilføjet en kommentar om Kristian Hendriks og to andre varianter. Måske er Kristian Hendriks denne Ungilattaqi-fortælling.

Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 37, pp. 248 - 255: The Brother who went to Akilinek in search of his Sister.

 

Resumé: En storfanger har to sønner, den ene uægte med sin kones

søster. Han opdrager dem til dygtige fangere og på hans opfordring

træner de til stærke mænd. Han formaner dem gang på gang til aldrig at

begå mord. Selv er han heller ingen morder.

 

De to sønner rejser langt

nordpå for at prøve at fange hvidhvaler, bliver taget i hus på en

venlig boplads, og driver isfangst med slæde, da hele havet fryser

til. En dag kommer en ældste bror ikke hjem fra fangst. Lillebror

søger og sørger, skaffer sig en bjørn og en aafaffaq (et dyr med korte

ben og et horn på næsen eller ryggen) som slædehunde, tæmmer dem, og

drager over isen mod vest, hvor han opdager broderens slædespor sammen

med et andet slædespor ved kanten af noget åbent vand.

 

Næste dag rejser han med sin kone helt over til Akilineq, kører i land

gennem en dal, og videre op ad en skrænt, hvor de først ser havis på

den anden side af øen eller tangen og dernæst et stort hus, som de

modtages venligt i. Men værtinden er lumsk. Hun trommesynger og kaster

en blodig kniv efter gæsten, der forstår at dukke sig og springe op

i kastet to gange. Hendes mand kommer gående hjemad med en hvalros og

dens unge, og gæsten afværger alle yderligere angreb ved at gå ham i

møde og dræbe ham ved isfoden.

 

Den dødes hustru, der er Ungilattaqis datter inviterer det besøgende

ægtepar med sydpå til sin far. Hun går ind i sin fars hus med fem

store vinduer. Gæsterne nærmer sig det nederste hus, hvorfra folk

flygter af skræk for hans slædehunde. De overtales dog til at fodre

dem, tager gæsterne i hus og advarer gæsterne imod Ungilattaqi.

Her afbryder Rink oversættelsen, fordi resten af teksten så nogenlunde

følger en tilsvarende, som Aron har nedskrevet om helten Kunuks kamp

med Ungilattaqi og dennes hjælpere. Men hele teksten er dog trykt på

grønlandsk.

 

Var.: til episoden med de mærkelige slædehunde: "Bjørn, knivhale og savryg"

og til rejsen til Akilineq: Kreutzmann 1997 102 107; Ely Fontain nr. 213; Peter Justus 1999 207. Der er i øvrigt talrige fortællinger om rejser til Akilineq

 

Hist.: Kristen påvirkning: Kristian Hendrik var herrnhutisk kateket og

Arons far, men åbenbart en del frommere end Aron. Det viser sig bl.a.:

1. Kr H.s gentagne moraliseren om ikke at myrde nogen.

2. Placeringen af den onde Ungilattaqi i Akilineq, hvortil vejen minder stærkt om den de døde fulgte til det traditionelle undersøiske dødsrige. Dette blev

af missionærerne identificeret med helvede, hvor Havkvinden / havets mor boede. Hun blev identificeret med djævlens oldemor eller datter, og det kan være

derfor at Ungilattaqi i Kr.H.s version er blevet tilskrevet den onde

datter, der har gjort det af med heltens storebror. Denne må så være

den uægte søn, som heltens far har fået med sin kones søster, dvs. et

illegalt barn i kristen forstand. Det begrunder,

at han ikke kan klare Djævlens datter. Denne datter siger iøvrigt til

afsked med den sejrrige gæst: "Du har både dræbt min store / væmmelige

mand og min store / væmmelige far." Se, det er en rigtig helt, der har

overvundet både djævlen og dennes svigersøn.

3. Gæsten inviteres som vanligt i Ungilattaqi- fortællingen til at se ham dø. Men det morsomme billede af Un. med sine koners duftende underbukser over næsen har

Kr.H. fundet det mest passende at udelade.

Om en fra Takisoq

Print
Dokument id:65
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Om en fra Takisoq
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 336 - 337
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 118 ss. 615 - 617.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 336 - 337: Oqalualaarut Takisormiumik.

 

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972:110 - 111.

 

Resumé:

I sin tid var folk fra Pisuffik eminente kajakroere. Fortællingen skildrer (ikke helt klart), hvorledes en kajakmand fra Pisuffik og en fra Takisoq følges indad fra fangst i pålandsstorm, hvor de lader sig overskylle af hver enkelt bølge, ror til under den og kommer ud i perfekt balance på den anden side. Med eet går det galt, vist nok for Pisuffik-manden, der rives ud af sin kajak. Den anden prøver at komme ham til undsætning og siger at han ikke kan redde ham, men at han kan hægte sig fast bag på hans kajak, og se om det går. Det gør det faktisk. Men redningsmanden må tage ham med til sin egen boplads. Da den reddede kajakmand endelig når hjem bliver hans familie naturligvis ovenud lykkelige.

 

Hist.: Fortællingen virker autentisk, men som sagt er det uklart, hvem der redder hvem.

Om en qivigtoq / qivittoq (eneboer)

Print
Dokument id:122
Registreringsår:1823
Publikationsår:1866
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Steenholdt, Wittus ?
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:Om en qivigtoq / qivittoq (eneboer)
Publikationstitel:Eskimoiske Eventyr og Sagn, I
Tidsskrift:
Omfang:s. 128, nr. 33
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Steenholdts (?) afskrift el. renskrift: NKS, 2488, VI: 116v - 117v.

Seminarieelevs afskrift: NKS, 2488, II, 4', nr 15, ss. 36 - 38: oqalugtuaq qivigtumik.

 

Kortfattet oversættelse i Rink 1866-71, I, nr. 33, s. 128.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 40, pp. 260 - 262: The Kivigtok.

 

Resumé af Rinks oversættelse:

Den mellemste af en flok brødre går hjemmefra, bliver qivittoq / fjeldgænger, og eftersøges af både brødre og far, der først finder ham den anden sommer, de søger. Hans hule er rigt udstyret med renskind og hans forråd af renkød er stort. Han er på jagt, da de finder hulen, og udstøder af skræk et brøl som en ren, da han vender tilbage. Familien overtaler ham til at vende hjem til dem, men da der er mere forråd end de sammen kan bære på een gang, bliver han tilbage for at passe på resten. Da de kommer tilbage, er han forsvundet. Senere forskrækker han dem med hyl fra toppen af et utilgængeligt fjeld.

 

Var.: søg på fjeldgænger, qivittoq el. qivittut.

 

Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.

Om en qivittoq

Print
Dokument id:82
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Om en qivittoq
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 392 - 395
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 137 ss. 369 - 704.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 392 - 395: Oqaluttuaq qivittumik.

 

Tekstnær oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II: nr. 60, ss. 98 - 101.

Kort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 129, s. 462 - 463: The Mother and Son as Kivigtut.

 

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 147 - 154.

 

Resumé:

En kvinde med en lille søn sørger så dybt og længe over sin mands død, at hun går til fjelds med sønnen, da en mand prøver at indsmigre sig hos hende. Hun gemmer sig for dem, bl.a. sin bror, som prøver at finde hende og bygger så hus i en hulning helt inde ved indlandsisen. Der er bær og ryper hele efteråret. Da vinteren kommer med snefog, og de må blive inde, ser den lille søn noget stort bevæge sig oppe i sneen. Det er et rensdyr, der skovler sne væk for at finde føde. Kvinden får ram på den med sin lille ulu på et langt skaft ved at nærme sig, hver gang snefoget tykner til. Hun forfølger blodsporet og falder over den forblødte ren, som giver de to mad for lang tid. Men et fremmed væsen stjæler i mørket hver nat den portion moderen har sat frem til sønnen, når han vågner.

Moderen mener, tyven må være en mandlig qivittoq og beder sønnen om altid hade de grimme mænd, og ellers vente. Imens går hun ud og sporer tyven til et lille hus i en slugt i en nunatak. Men det er en gammel kone, der henrykt inviterer hende og sønnen til at bo i sit lune, skindforede hus. Med vilje har hun stjålet for at lokke dem til sig.

De lever godt sammen. Den gamle fanger rener, moderen efterhånden også og til sidst er sønnen vokset op til jæger. Da den gamle kone dør, lader de taget begrave hende og vender tilbage til deres første hus, hvor snart moderens bror, der har uddannet sig til angakkoq / åndemaner / angakok og sporet dem, kommer på besøg. Sønnen må beroliges for ikke at dræbe sin onkel, der jo er en styg mand i hans øjne. Broderen bliver glad for livet i indlandet, men da hans søster dør, savner de to mænd en kvinde. En sådan skærer morbroderen af enebærtræ, og hun klarer nu alt hus- og syarbejdet, hvorfor de lever fedt og godt igen af den jagt, de nu uhindret kan hengive sig til. Desværre overtræder nevøen forbudet mod at beklage sig over, at huset stinker af enebær når det bliver varmt. Straks trækker enebærkvinden kamikkerne af, lægger sig under skindet og forvandles tilbage til en trædukke.

Noget senere dør nevøen af sting, og skønt morbroderen begraver ham forsvarligt, bliver han i fem dage ved med at vende tilbage til livet. Dog ser han værre og værre ud og bliver mere og mere sindssyg og aggressiv. Endelig begraver onklen ham i huset ved at lade taget falde ned over ham. Selv flygter han ind i en hule for at sove, men den døde kommer ildsprudende flyvende derhen, prøver at lokke onklen ud og fortæller, hvordan moderen altid har opflammet ham til at hade alle mænd. Onklen ligger som lammet. Så lysner det. Den lysende døde forsvinder tilbage til sin husgrav, alt bliver mørkt, og nu kommer onklen på benene. Hjemme igen fortæller han ofte denne historie.

 

Var.: Der er mange qivittoq-fortællinger. Men denne er ikke helt almindelig.

 

Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.

 

Hist.: Vanskeligt at vide om de lysende døde skyldes kristen påvirkning. Der er også en righoldig lys - mørke symbolik i det traditionelle verdenssyn. Se GTV = (Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere).

 

Kommentar: Ikke alle qivittut er åbenbart dømt til at forblive borte, men onklen er jo også angakkoq. Nevøen er blevet som en af ånderacerne, der undertiden siges at kunne leve op igen fem gange, men altså ikke som dem leve et helt liv hver gang. Se også Tusilartoq, der pga. af sit ikke aflagte hedenskab heller ikke kunne dø ordentligt.

Om folk ved Paamiut dengang de endnu ikke var døbt

Print
Dokument id:243
Registreringsår:1858
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Noah
Nedskriver:Noah
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Om folk ved Paamiut dengang de endnu ikke var døbt
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, I
Tidsskrift:
Omfang:ss. 221 - 222
Lokalisering:Sisimiut / Holsteinsborg
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. eksisterer ikke længere.

Afskrift af orig. håndskrift: NKS 2488, II, nr. 112, ss. 328 - 330.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, I: 221 - 222: Oqalualaarut kalaallit kuisimanngikallarmata Paamiut eqqaanittut.

Resumeret oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 82.Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 66, ss. 361 - 362: The strong Man on the Island of K'erka.

 

Resumé: Nord for Paamiut, lidt syd for Sioraq, ligger Qeqqa. På øen bor den dygtigste kajakroer. Han bor alene. En vinter bliver han på havet overrasket af en nordenstorm. Han kan ikke se kysten, men ud for Tulugartalik ser han lys fra et vindue. Han lægger til og kan høre sang fra huset. Han opdager, at det er hans fjende fra Ukiivik, som øver sig på en tryllevise (nidsang BS), som skal bruges til foråret. Han indprenter sig ordene og ror hjem.

Om foråret kommer hans fjende fra Ukiivik for at synge ham på, men han taber med det samme, fordi den dygtige kajakroer kender hvert et ord. Manden fra Qeqqa har også fjender iblandt sydlændingene. En dag han er ude at ro, ser han en mængde kajakroere komme fra syd, og regner ud at det må være sydlændinge, som stræber ham efter livet. Han ror ind mod land og hen til en hule i isen. Her lægger han sig til rette med forstævnen vendt udad og løftet harpun. Han er uden kastetræ, blot er der et benhåndtag på harpunen. Herfra dræber han alle sine forfølgere på nær to, som flygter sydpå og således kan fortælle deres landsmænd, hvad der er sket.

 

Var.: Muligvis;

 

Hist.: forløbet er kort, men så typisk for fortællinger om blodhævn mellem sydlændinge og dem længere mod nord, at den sagtens kan være historisk. Den fulde titel lyder: Om folk ved Paamiut dengang de endnu ikke var døbt.

Om hexeri

Print
Dokument id:383
Registreringsår:1867
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, V. 4'
Fortæller:Motzfeldt, Peter
Nedskriver:Motzfeldt, Peter
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Om hexeri
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 1008, nr. 202
Lokalisering:Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Motzfeldt skriver (på dansk) i et brev til Rink om et tilfælde af hekseri. Rink har taget den pågældende side ud af brevet, nummereret og pagineret den. Følgende renskrift er tillempet nudansk retskrivning:

       

Med megen interesse har jeg gennemlæst Deres skrift, iblandt disse no. 117 ligner noget som skete nogle år efter min ansættelse ved Julianehåb, og jeg tror at det må være den samme. Historien er således: (for jeg er en af de handlende personer og spiller en vigtig rolle i den). Vi hørte engang at Time /Themoteus (han havde trende brødre og 3 søskende (søstre ? BS), hvoraf den ene er nuværende parsissoq (forstander) Bernhards moder) var blevet hexemester tilligmed sin fætters kone Jacobine. I løbet af vinteren kom en del lichtenauere på handel, hvoriblandt Times svoger Ignathus (Ignatius ? BS). Han fortalte da i min afdøde kones forældres hus hvorlunde de kunne hexe og blandt andet, at de kunne komme ud på den lille holm der ligger i Davidsund / Davidstrædet, thi der boede de, og da Time gerne ville være i familie med mig, sagde jeg til Ignatus og bad ham at hilse Themothius, at jeg når jeg om foråret kom til dem, vil jeg tage Time ombord og lukke ham (ned) i lasten og lade ham hexe, og hvis han ikke kan slippe ud derfra, vil jeg give ham en lussing. Da jeg kom om foråret kom jeg for ? i nuværende Sydprøven havn. Hans fætter, Johannes, kom da ombord og bød mig på besøg til dem ved Davidsund. Bemeldte Johannes boede i et (hus ? BS) for sig med sin broder Andreas, men jeg kom først dagen efter om eftermiddagen ifølge (med ?)benævnte mand og Jochums ???? (noget ulæseligt i parentes, BS) fader. Da vi kom ind i huset var konen ej der, imidlertid kom sønnen på 10 à 12 år ind og sagde faderen noget og han rejste sig op og siger: "hun er vist dånet om et eller andet sted" og går ud, og de øvrige fulgte efter, og da jeg og Jochum blev alene tilbage gik vi også ud og så da, at enhver ledte efter hende, og på mit spørgsmål fik jeg at vide, at når hexeriet kom på hende dånede hun om. Vi ledte da også med en stund, indtil jeg blev ked (træt) af det og gik ombord.

       Efter at de var vendt tilbage om efteråret blev det opklaret således: Da det blev mørkt efter at vi var kommet i havn, havde Time taget sin fætter Johannes' kones tøj i sin kajak (og ? BS) roet op til Lichtenau, men holdt sig i en god afstand for ikke at blive set, og var på samme måde roet tilbage, og fortsat sin fart uden at gå hjem op til Kangerluarsuk, norden for Kuigitoq (?), og dagen derpå, da manden Johannes var gået ombord, var konen vandret væk op til Time. Efter deres tilbagekomst så jeg ikke Themothius i lang tid, endelig fik jeg ham at se, ved Saattoq med fartøj. Han kom fra kolonien tilligemed sin broder Ignathus og havde formedelst sin hexeegenskab fået sådan en styrke, at han havde et par vældige (?) blærepile med selvgjorte svære pilejern på dem. Da de ville forlade os, gik jeg i min kajak og fulgte et stykke vej med og vinden var svag fra venstre side. Jeg bad ham da at kaste med sine pile. Efter at have nægtet en stund kastede han gentagende, men kunne ej magte dem, hvorfor jeg gjorde nokså(?) nar af ham, så at broderen ofte måtte smile, og jeg sagde at han skulle forynge (? gøre dem lettere ? BS), hvilket han også gjorde senere.

 

Var.: Niels Mikiassen Timersuamik.

 

Hist. + kommentar: Motzfeldt skriver fra Qassimiut, hvor han er ansat. Den tids missionærer og kateketer regnede åndemanere og hekse for eet og det samme. Men de kunster Timi kan imponere med, tyder på mere på åndemaneri en hekseri.

Timis rotur skal selvfølgelig hindre Motzfeldt i at lukke ham ned i lasten. Men det står i teksten ikke klart, hvorfor han har Johannes' kones tøj med og hvorfor dét får hende til at slutte sig til ham i Kangerluarsuk. Ifølge Niels Mikiassens temmelig meget længere version, hvor Motzfeldt ikke spiller nogen rolle, har de to en affære som gir sig udslag i en længere udflugt - endog helt til Østgrønland over land.

Helt overensstemmende i de historiske data er de to fortællinger iøvrigt ikke.

På den upaginerede side af brevet til Rink fortæller Motzfeldt om Elias' død af et tilsyneladende uskyldigt lille stiksår. Om denne Elias fortæller Niels Mikiassen i ovennævnte fortælling en del mere ubehagelige ting.

Om Qvinden som kom i Slægt med Ingnersuit / innersuit

Print
Dokument id:141
Registreringsår:1823
Publikationsår:1866
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Steenholdt, Wittus ?
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:Om Qvinden som kom i Slægt med Ingnersuit / innersuit
Publikationstitel:Eskimoiske Eventyr og Sagn, I
Tidsskrift:
Omfang:s.132 - 134, nr. 36
Lokalisering:reaar[1823
Note:

Orig. håndskrift, nedskrift el. afskrift: NKS 2488, VI, s. 172v.

Afskrift: NKS, 2488, II, 4', nr. 33: ãma avdla oqalugtuaq / Imillunnaarsunnguaq.

 

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 41, pp. 262 - 264: The Woman who got connected with the Ingnerssuit world People.

 

Resumé:

En kvinde, der rejser sammen med to mænd, får skænd af dem, bliver sur og går fra dem. Hun inviteres indenfor i en mågetue, der er lækkert udstyret med renskind. Hun bliver gift med manden der og får en søn, som han kalder Imillunnaarsunnguaq, et navn der tilsyneladende skulle gøre ham til en dygtig fanger. Efter nogle år vil kvinden hjem til bopladsfællerne. Manden giver lov på den betingelse, at han får sønnens førstefangst. Da sønnen er vokset til og får lyst til at være med på råbejagt på sæler, kalder hans mor ud i luften, og straks daler fangstredskaber ned til sønnen. Den sæl, han fanger, bliver usynligt snuppet af faderen, mens den slæbes ind gennem husgangen. Den næste han fanger, får moderen. Men tredje gang han er ude, kommer han ikke tilbage. Moderen går ud med sønnens istandgjorte klæder og råber af al kraft, hvorefter tøjet flyver af sted og hun efter, ned gennem de løse isbrokker i stranden og ind i nogle innersuits hus. Her befinder han sig, bundet. Hun løser ham, klæder ham på og bringer ham hjem igen. Hendes navn var Nagguannguaq.

 

Var.: Ikke i denne bases samlinger, omend der er mange fortællinger om et menneske der fornærmet går qivittoq og - for en tid - kommer i familie med landånder og andre fremmedartede.

 

Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.

 

Kommentar: Tilsyneladende er manden i mågetuen en innersuaq, fordi Rinks titel til fortællingen udsiger, at kvinden er kommet i slægt med innersuit. Hun bliver dog ikke integreret som medlem af deres samfund og sønnen reddes tilbage i hendes eget uden, at det tilsyneladende får yderligere følger.

Det bekræftes mig bekendt ikke af andre fortællinger, at innersuit lever i mågetuer, men der er ofte noget søfugle-agtigt over deres fremtræden. Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): innersuit.

Om sult og et forslugent spædbarn

Print
Dokument id:217
Registreringsår:1860
Publikationsår:1997
Arkiv navn:
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Om sult og et forslugent spædbarn
Publikationstitel:Fortællinger & akvareller
Tidsskrift:
Omfang:ss. 130 - 132
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 39 - 40.

Publiceret transskription af orig. håndskr.: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 130 - 132: Appamiuni kaannersuarmik meeraaqqamillu pillerortumik.

 

Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 187.

H. Rinks oversættelse af afskrift: Rink, H.: Eskimoiske Eventyr og Sagn, I-II, 1866-1871, I: nr. 87: Enken ved Agpamiut.

 

Resumé:

I Appamiut, i et lille hus ved siden af et stort med mange mennesker, bor en kone, der nyligt er blevet enke, med sin lille søn og datter. Folkene i det store hus håner dem ved at traske hen over deres lille hus, når de tager på fangst. Vinteren stunder til, enken forbliver af sorg inden døre, men opildner hele tiden sine børn til at fange ryper i snare og senere at fiske ulke. To piger fra det store hus, hvor man efterhånden sulter, får altid lidt mad med, når de kommer på besøg. Da vinteren er omme er mange i det store hus døde af sult, fordi ingen dér har udvist initiativ til fangst. De overlevende rejser bort i deres konebåd. De to børn vokser imidlertid op, drengen udvikler sig til fanger. Han og søsteren overvintrer igen i det lille hus ved siden af det store, hvorfra de får besøg af skrækslagne beboere. I deres store hus er et spædbarn ved at spise sin mor og derefter sin far. Alle flygter for utysket undtagen de to forældreløse, som spædbarnet ikke angriber.

 

Var.: Spædbarnet som åd sine forældre. The infant which ate its parents nr. 44 + 44a; naalungiarsuk; Neqikitsuliaq; Aapapaaq; Nerrikitsuliaq; Barne-uhyret.

 

Hist.: Der må være en sammenhæng mellem spædbarnets unormale udvikling til rasende kannibal og den sult, man har lidt i det store hus. I ældre og/eller mere gammeldags versioner (se ovf.) skyldes spædbarnets udvikling, at det bliver decideret sultet af forældrene, dvs. at det nok får bryst men ikke tyggemad fra moderens måltider. Den sammenhæng synes noget uklar i Kreutzmanns version, der er mere optaget af umoralen i de sultendes tidligere hovmod og svigtende jagtiver.

Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34.

Om venner

Print
Dokument id:1770
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Om venner
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 473 - 475
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 10 ss. 28 - 31.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

"Taama allattunga, Aron", 1999, II: 473 - 475: Ikinngutigiinnik; og i Thisted og Thorning: 'Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... / Måske nogen kunne fortælle ...', 1996: nr. 10 ss. 69 - 71, med dansk kommentar s. 317 - 318, men her er fortælleren angivet som Sigismund, som det fremgår af håndskriftet. Thisted korrigerer da i 1999, I: 75, vedr. Sigismund, at placeringen af denne fortælling under Hendrik / Hintrik nok er forkert, selv om Hendrik kunne have fortalt en version ganske mage til.

 

Resumé: En mand som boede ude ved kysten, Quloroq, var venner med en

som boede inde i fjorden, Isiguat. Kystboen gemte altid noget af sin

fangst, så han kunne beværte fjordboen, og ligeledes samlede fjordboen

et et forråd at beværte kystboen med, når han kom og besøgte ham.

Et efterår overtaler kystboen sin ven til at overvintre. Nu er så

fjordboen med ude i kajak og er noget fremmed overfor det hele. Bl.a.

er han vældig forbavset, da kystboen fanger en stor hval. Alligevel

tænker fjordboen ved sig selv, at vinden herude da vist ikke er så

kraftig; fjordvinden er meget værre, mener han. Så kommer imidlertid

en dag en rigtig nordvestenstorm, og fjordboen får revideret sin

opfattelse. Efter mange strabadser lykkes det at komme i land, men da

har fjordboen fået knust sin ene testikel. Kystboen siger, at han må

da endelig komme med ham ud i kajak en anden gang, og fjordboen lover

det, men dette blev den første og eneste gang, han overvintrede ude

ved kysten.

 

Var.: Quloroq.

 

Hist.: Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Om østgrønlændernes opdagelse af Vestgrønland

Print
Dokument id:227
Registreringsår:1860
Publikationsår:1997
Arkiv navn:
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Om østgrønlændernes opdagelse af Vestgrønland
Publikationstitel:Fortællinger & akvareller
Tidsskrift:
Omfang:173
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 63h (Begyndelse mangler, ses i afskriften).

Publiceret transskription af orig. håndskr.: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 173: Tunumiut Kitaanik nassaarinninnerat.

 

Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 198.

H. Rinks oversættelse af afskrift: Rink, H.: Eskimoiske Eventyr og Sagn, I-II, 1866-71 (Rink 1866-71, I-II), I: 154.

 

Resumé:

Dengang landet endnu ikke var beboet kom en angakkoq / åndemaner / angakok flyvende over indlandsisen fra Østgrønland til Kangerlussuaq, hvor han så en dejlig sø med mange rensdyr omkring. Han fulgte fjorden ud for at finde egnede vinterbopladser. Det var der, og han tog turen tilbage langs kysten rundt om Kap Farvel. Han ville flytte og mange rejste med ham. På et år nåede de et godt stykke op langs vestkysten, hvor de overvintrede, og da de næste forår kom til Narsarmiut, genkendte den lokale åndemaner dem. Efter overvintringen drog de ind ad fjorden og fandt søen, Tasersiaq, den fundne sø, som de kaldte den. Det har den heddet siden. Efterhånden blev Narsarmiut og omegn befolket af østgrønlænderne.

 

Hist.: Dette er næppe en historisk fortælling, og helt logisk er den jo heller ikke i og med at Narsarmiut har en angakkoq og dermed allerede er befolket. Men det er muligt, at nogle familier på egnen menes at stamme fra sydøstgrønlændere, der i 1700- og især 1800-tallet flyttede til vestkysten.

Oqalluktovalejaq / En fortælling

Print
Dokument id:400
Registreringsår:1865
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, V. 4'
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Oqalluktovalejaq / En fortælling
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 785 - 787, nr. 158
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Orig. håndskr.: Rink NKS 2488, VII: 7h - 8h (slutning mangler, men ikke i afskriften her: NKS 2488, V, nr. 158).

 

Oversat af Kirsten Thisted i: Kreutzmann, Jens: Fortællinger & akvareller. Red.Kirsten Thisted. Atuakkiorfik 1997: 206 - 207: Akaajarsi som to gange kom ud for at lide nød.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning retskrivning af Arnaq Grove i: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 206 - 207.

 

Kort dansk resumé i Rink: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, II: nr. 100.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

En fortælling.

Det fortælles, at Akaajarsi ikke manglede noget. Han boede sammen med

en anden i teltet. En gang tog de af sted for at sejle ind i en fjord.

Det var fint vejr, og det var varmt. For at afkøle sig tog de tøjet af

overkroppen. Begge var søsyge (umijarmijodlotik). Da de passerede et

fuglefjeld, hvor tateratter (rider) og måger rugede, fik Akaajarsi

lyst til at tage derhen for at samle æg. Da de lagde til ved en stor

afsats, gik hele konebådsbesætningen i land og gav sig til at samle æg

ved at klatre op på en afsats på den stejle fjeldvæg. Mens de var

dér, opdagede de, at konebåden drev fra land og var kommet så langt

ud, at de ikke kunne nå at få fat i den; og det var umuligt, at klatre

op på fjeldet. Det varede ikke længe, så var båden drevet i land på

den anden side af det lille sund, og vandet trak sig tilbage, så den

lå tør. Alle deres brugsting var i konebåden. Så blev vejret meget

dårligt. De brugte den smule jord, der var på afsatsen, til en

jordhytte. De havde ingen lampe. Når det blev dårligt vejr, varmede

de sig ved at lægge sig oven på hinanden. Når de nederste havde varmet

sig, byttede de plads med de øverste, som var kommet til at fryse. Når

der sejlede en konebåd forbi ind i fjorden, råbte de og skreg; men de

sejlede blot forbi mod øst uden at høre dem.

 

De tilbragte hele sommeren på afsatsen i næsten ingen tøj. Der var æg at spise til at begynde med; men da de slap op, og da der ikke var mange rødder

tilbage i jorden, måtte de søge  noget spiseligt nede ved stranden;

men da det var en stejl strand, var bestanden af muslinger hurtigt

opbrugt. De spiste alle de små dyr, de fandt. Når de fandt småulke,

gav de dem til børnene. De blev efterhånden så svage og udmattede, at

de kun kunne kravle.

 

En dag, hvor der ikke var flere, der kunne rejse

sig op, så de en konebåd sejle forbi. De råbte og kravlede rundt på

afsatsen, alt hvad de kunne; og konebådsbesætningen så dem kravle

rundt og roede tilbage. Konebådens besætning var betænkelig ved at

lægge til, fordi de var bange for dem. De troede ikke det var

mennesker. Men da de sagde, at de var mennesker, og at de var ved at

sulte ihjel, tog de dem om bord. Første gang de fik noget at spise,

gjorde det frygteligt ondt i maven.

 

Da de var blevet raske, var de to,

der boede sammen i et telt, igen ude at rejse og var kommet til at

lide nød endnu en gang, selv om de havde kajak. Mens de sultede,

kom to skibe til syne. Akaajarsi opfordrede sin teltfælle til at tage

med ud til skibet. De fyldte kajakkerne med ting, de kunne handle med,

og tog ud til skibene. Da de nærmede sig skibene, sagde Akaajarsi til sin teltfælle: "Jeg går om bord i det ene skib og køber

udelukkende kugler til patroner. Gå du om bord i det andet og

køb krudt. Kun krudt." De kom om bord på skibene. Det fortælles, at

Akaajarsi udelukkende købte kugler, og at han endog også havde solgt

sin helpels. Han kom om bord på det andet skib for at se efter sin

teltfælle. Denne havde udelukkende købt krudt, og han havde også solgt

sin helpels. De vendte tilbage til deres telt. Siden har ingen hørt,

at de kom i nød. Her slutter fortælleren.

(Utydelig håndskrift, hvorfor oversættelsen er usikker. Chr. B.).

 

Var.: Ikke i denne bases samlinger.

 

Hist.: Historisk fortælling

Oqalluktuaq / Oqaluttuaq Angutipanik / Anguterpânik / Anguterpaanik Brødreflokken

Print
Dokument id:368
Registreringsår:1865
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, V. 4'
Fortæller:Christian Augustinus
Nedskriver:Christian Augustinus
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Oqalluktuaq / Oqaluttuaq Angutipanik / Anguterpânik / Anguterpaanik Brødreflokken
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 721 - 722, nr. 147
Lokalisering:?
Note:

Oversættelse ved Apollo Lynge, revideret af Birgitte Sonne:

 

Om en stor brødreflok fortælles det, at deres eneste

søster var meget smuk og at hun alene syede alle brødrenes klæder. Om

sommeren når renernes pels var i bedste stand, drog de ind fjorden (på

renjagt). Når de så kom hjem fra fjorden bredte de alle renskindene ud

for at deres husmor (søster) kunne vælge, og da hun (altid)

valgte de smukkeste fik hun et forråd af alle de smukkeste.

 

En sommer på det tidspunkt da renernes skind var bedst, tog de jo så

ind i fjorden, og som sædvanlig lod de så deres søster

vælge sig de smukkeste skind til klæder, og da kom kvinderne op at

toppes om et skind, som en af deres koner, Asarpat, gerne ville ha',

og til sidst brast søsteren i gråd. Men da mændene tog ud på fangst gik hun sin

vej, langt, langt bort (qivittoq / fjeldgænger).

 

Da hun var kommet et betragteligt stykke ind i landet, tog hun fat på

at bygge hus, og mens hun var i færd med det fik hun øje på en lille

orm som hun tog op, begyndte at amme og lod vokse op. Men da den blev

blev stor nok tog hun den til ægtemand. Fra nu af, hvor hun fik en til

at fange til sig, havde hun alt hvad hun kunne ønske sig. Ved den

tid om sommeren hvor hendes brødre måtte være taget ind i fjorden,

tog hun ned til deres vanlige sommerplads. Da den dukkede frem så

hun, at de var der som de plejede. Men først da hun kunne regne med at

hendes brødre var taget ud på fangst, gik hun ned til

lejren. Da hun var fremme gik hun ind til sine svigerinder. Da hun kom

ind, så hendes svigerinder så, at deres mænds søster for første gang

havde en lille i sin amaat (ryghætte). Der sad hun så som deres gæst,

klædt i renskind fra top til tå. På et tidspunkt bad svigerinderne om

de ikke nok måtte se hendes førstefødte i amaaten, og da sagde hun, at

de først skulle skjule sig under deres sengeskind. Men da barnets

stemme hørtes, fik det dem til at kigge ud under skindene. Hun løsnede

remmen på sin bærepels og tog det op, og nu kunne svigerinderne se at

det var en stor orm. Af lutter forbavselse kom en af dem endda til at

lave et hul i sit sengeskind. Hun ammede det og da hun havde puttet

sit rygposevæsen tilbage i amaaten sagde hun uden anelse om at

svigerinderne havde kigget: "Så, nu er jeg færdig". Da besøget havde

varet længe nok og hun skulle til at gå, spurgte svigerinderne

hvor hun boede. Hun svarede at hun havde et hus midt på en stor slette

mellen to fjelde over for hinanden, at hun havde en stor orm til mand,

og ikke manglede noget. Og så gik hun.

 

Da mændene var kommet hjem, fortalte konerne at de i dag havde haft

besøg af søsteren. Hvor boede hun da? spurgte mændene. Jo, hun havde

et hus på en stor slette midt mellem to fjelde over for hinanden, at

hun havde en stor orm til mand og ikke manglede noget. Da mændene

hørte dette, siger man, gik de straks igang med at lave pile, rullede

dem sammen i sortsideskind og drog af mod stedet. Da de et godt stykke

inde i landet øjnede to store fjelde over for hinanden og gik

derhenad, fik de øje på et lille hus midt på en stor slette og gjorde

så holdt for at vente til det blev aften.

 

Aftenen kom og de gik hen til huset, hvor de kiggede ind gennem ruden

og så deres søster derinde med sin mand, der havde rullet

sig sammen om hende. De blev stående derude for at undersøge

forholdene derinde og fandt så ud af, at manden måtte være kommet ind

(gennem et hul i jorden) tæt ved det lille hus og derefter havde

slynget sig rundt om sin kone. De vedtog at gøre et forsøg på at dræbe

deres fæle svoger, og de placerede deres pile langs den rute de ville

flygte ad. Men da det så småt lysnede bankede de let på vinduets

øverste tværpind. Da blev ormen dem vár, satte afsted ud, og da den

så småt dukkede op i sit smuthul med bagenden først, sendte de pile i

den fra begge sider. Først da den var helt ude begyndte de at flygte,

mens de jo stadig sendte pile i den, og snart var pilene ved at

slippe op. Atasik qesuûngârâtalo qesatub samanga majûtipa taimatûminga

qasûb nungûtamik pesilugulo qimaluni (? noget med at en af dem bliver

svedt, føler varmen stige op i sig nedefra og afskyder den sidste

pil), og så besvimede han. Da han så småt var ved at komme til sig

selv huskede han: "Det er da også sandt, jeg flygter jo!" Men først da

han fik kræfter til det kom han på benene og satte i løb, men snart så

han sig tilbage og kunne ikke se, at ormen forfulgte ham. Nej, den lå

skam hvor den var, stendød.

 

Nu fik de så deres søster tilbage, og man siger at de dræbte hendes

barn.

 

Da søsteren var kommet hjem brast hun i gråd lige op i ansigtet på

sine brødre (? angatitaminut), mens hun søgte at få orden på sine

tanker.

 

Her slutter historien.

 

(Stavemåden er ofte uigennemskuelig, hvorfor oversættelsen er temmelig

usikker. BS.)

 

Var.: Søsteren som insisterede på at være gift med en orm; En fortælling om en brødreflok (Aron); Kvinden, som tog en stor orm til mand, dengang ormene havde ansigt som mennesker; Kvinden, der havde en orm til mand.

 

Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.

Oqalluqtuaq

Print
Dokument id:403
Registreringsår:1828
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, VI, 4'
Fortæller:Thomas
Nedskriver:Steenholdt, Wittus
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:Oqalluqtuaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 103h - 103v
Lokalisering:Aasiaat / Egedseminde
Note:

Tilsyneladende en uafsluttet fortælling, der vanskeligt lader sig læse, og som

seminarieeleverne ikke har renskrevet

Oqalluqtuaq / Oqaluttuaq

Print
Dokument id:375
Registreringsår:1866
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, V. 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Jonassen, Søren
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Oqalluqtuaq / Oqaluttuaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 789 - 790, nr. 159
Lokalisering:Qoornoq: Nuuk / Godthåb ?
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

En fortælling.

 

Det var én, der tog nordpå fra Noorliit (Ny Herrnhut i Nuuk).

Mens han endnu rejste nordover, hørte han om myg, der var så store som tejste. Tauna (han/denne) Nurdlirnerk (herrnhut) sûvittarkidluni (?). På den anden side af et næs fik han endelig øje på et telt. Han gik hen til det og opdagede, at de var alene. Han udspurgte ham, og han sagde, at det var på denne tid, myggene plejede at indfinde sig, og at de kom meget snart. (3-4 uforståelige linjer).

Han kiggede sig omkring og opdagede, at der var én, der sad på et

fjeld. Han gik op til ham, og han sagde: "Nu kan man se myggene. Gå du

ned, og snør dit telt til." Manden fra Noorliit gik ned og snørede

teltet omhyggeligt til. Han havde siddet et stykke tid inde i teltet,

da han kunne høre støjen af dem. De stak brodden ind mellem

teltstængerne og sagde hele tiden: "Der er nogen, der boller."

Sådan talte de til hinanden. Da de var fløjet bort, kom de ud af

teltene. Manden fra Noorliit tænkte: "Jeg havde ellers tænkt mig, at

jeg ville fordrive tiden med dem her, men det blev der ikke lejlighed

til." Dagen efter ville han være ude, når myggene kom. Det gjorde han.

Den anden ledte efter ham og fandt hans skelet under konebåden. Manden

fra Noorliit ønskede at fordrive tiden med noget. Derved bragte han

sig selv af dage. Slut.

(Utydelig skrift og dårligt fortalt. Chr. B.)

 

Var.: Nakasunnaq;

 

Hist.: Ikke soleklart hvorfor det er en herrnhut, eller en af herrnhuternes døbte, der her er den uheldige helt.

Oqallutuaq Annak Ernilik Erniga Tapigasak / Den blinde

Print
Dokument id:1847
Registreringsår:1863
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2488, III, 4'
Fortæller:Amos Daniel
Nedskriver:Amos Daniel
Mellem-person:Hansen, Einar
Indsamler:Rink, H.
Titel:Oqallutuaq Annak Ernilik Erniga Tapigasak / Den blinde
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 187h - 197v, nr. 344
Lokalisering:Illorsuit: Uummannaq
Note:

Oversætteren har ikke kunnet klare Amos Daniels ulæselige håndskrift.

 

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 2 ss. 51 - 54 har Rink sammenstykket ialt 8 varianter, måske inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 2, ss. 99-105: The Blind Man who recovered his Sight.)

 

Var.: Søg på: blind / blinde; Tutigaq; Rink II 62; Uluaa; Holtved nr. 37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III nr. 330. Lyberth 1924 tappiitsoq. Narhvalens oprindelse.

 

not [The translator was unable to decipher Amos Daniel's illegible handwriting.

 

(In Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr.2, pp.51-54, Rink pieces together a total of 8 variants, including this one. The same “mixture” is found in the English translation in Rink, H. 1875 (reprinted in 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 2, pp. 99-105: The Blind Man who regained his Sight.)

 

Var.: Search for blind/blinde; Tutigaq, Aron 365; Rink II 62; Ulluaa; Holtved no.37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III no. 330. Lyberth 1924  tapiitsoq. The Origins of the Narwhal; How the Narwhal Came to Be.

 

Transl. by Lucy Ellis.

By courtesy of Craig Mishler. See: Diving Down: Ritual Healing in the Tale of the

Blind Man and the Loon by Craig Mishler, Vadzaih Unlimited, 3910 McMahon Avenue

Anchorage, AK 99516, [email protected]

Oqallutuaq Mattisimilî Anguti Sijamilik / Mattimik

Print
Dokument id:1846
Registreringsår:1863
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2488, III, 4'
Fortæller:Amos Daniel
Nedskriver:Amos Daniel
Mellem-person:Hansen, Einar
Indsamler:Rink, H.
Titel:Oqallutuaq Mattisimilî Anguti Sijamilik / Mattimik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side177h - 187v, nr. 343
Lokalisering:Illorsuit: Uummannaq
Note:

Oversætteren har ikke kunnet klare Amos Daniels ulæselige håndskrift.

Oqallutuaq Nukkarinik / Vandring til østkysten

Print
Dokument id:1842
Registreringsår:1863
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2488, III, 4'
Fortæller:Amos Daniel
Nedskriver:Amos Daniel
Mellem-person:Hansen, Einar
Indsamler:Rink, H.
Titel:Oqallutuaq Nukkarinik / Vandring til østkysten
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 135h - 145v, nr. 339
Lokalisering:Illorsuit: Uummannaq
Note:

Oversætteren har ikke kunnet klare Amos Daniels ulæselige håndskrift.

Oqallutuaq Parkamik / Parkamik

Print
Dokument id:1848
Registreringsår:1862
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2488, III, 4'
Fortæller:Amos Daniel
Nedskriver:Amos Daniel
Mellem-person:Hansen, Einar
Indsamler:Rink, H.
Titel:Oqallutuaq Parkamik / Parkamik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 197h - 214h, nr. 345
Lokalisering:Illorsuit: Uummannaq
Note:

Oversætteren har ikke kunnet klare Amos Daniels ulæselige håndskrift.

Oqallutuaq Uttugagup Pannijanik Tammatumik / Bortebleven datter

Print
Dokument id:1845
Registreringsår:1863
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2488, III, 4'
Fortæller:Amos Daniel
Nedskriver:Amos Daniel
Mellem-person:Hansen, Einar
Indsamler:Rink, H.
Titel:Oqallutuaq Uttugagup Pannijanik Tammatumik / Bortebleven datter
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 167h - 177v, nr. 342
Lokalisering:Illorsuit: Uummannaq
Note:

Oversætteren har ikke kunnet klare Amos Daniels ulæselige håndskrift.

Oqallutuaq uttulîalîasap Erniganik Tamatumik

Print
Dokument id:1840
Registreringsår:1863
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2488, III, 4'
Fortæller:Amos Daniel
Nedskriver:
Mellem-person:Hansen, Einar
Indsamler:Rink, H.
Titel:Oqallutuaq uttulîalîasap Erniganik Tamatumik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 112h - 123h, nr. 337
Lokalisering:Illorsuit / Uummannaq
Note:

Oversætteren har ikke kunnet klare Amos Daniels ulæselige håndskrift.

Oqaloalaurgrottet avannamorqarnermik / Oqaluarutit avannamukarnermik

Print
Dokument id:404
Registreringsår:1867
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, VI, 4'
Fortæller:Beck, Adam
Nedskriver:Beck, Adam
Mellem-person:Rink, H.
Indsamler:Rink, H.
Titel:Oqaloalaurgrottet avannamorqarnermik / Oqaluarutit avannamukarnermik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 177v - 177h
Lokalisering:Sisimiut / Holsteinsborg
Note:

Oversættelse ved Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom:

 

Om en rejse Nordpå.

 

Deroppe nordpå nord for Upernavik på sydsiden af en stor bugt og ude på det åbne hav er der en stor klippe, der kaldes Norsersorfik (stedet hvor man bruger en fuglepil?). Når man får øje på stedet udefra, ligner det en stor klippe, der sejler for fulde sejl. Englænderne kalder det Devil´s Thump, men på vores sprog kaldes det Toornaarsuup Kullorsua (Djævelens Tommelfinger). Men det første sted hvor man lander på solsiden af denne bredning kaldes Kittorsalik, som vi også kalder Qipisup Nunaa. Stedets beboere er oprindeligt grønlændere.

 

En af dem, som I måske har hørt om, blev fanget af en af de fremmede og taget med til England; denne grønlænder, som på grønlandsk hedder Qalasik (Qalaarfik?), kom, efter at have lært engelsk, til at hedde Rasmus. Denne fortæller først om John Franklin´s forlis, men uden at han selv har set det, men at andre mennesker har set det, og at de har fortalt om, hvad de har været ude for i vores land. Disse folk der kom, har fortalt om det, men han selv ikke har nogen viden om det land, disse henviser til. Han har ikke set det land, men kun hørt om det.

 

(Er det følgende Rasmus´ fortælling der gengives? BS). Men vi rejser her fra Grønland sammen med ni skibe, der hedder Rasalot, Sistin Brin, Saugbat Mornings og to hjuldampere. Vi er med skonnerten, med en der hedder John Roers (Ross?) som kaptajn og sammen med to andre skibe, Lesli(e) Franklin med Beeni som kaptajn og skibet Sorria med Fokser som kaptajn.

 

I et andet land der hedder Sistin Pim (Sixteen?) nord for vores land. Dette land har ikke tørve- eller mosejord, da der ikke findes jord her, det eneste man kan se her er sten. Der er masser af dyr at se i havet. Man kan se ringsæler og hvalrosser og isbjørne, men man kan ikke se noget som helst andet, selvom der er sildepiskere?

 

På selve landet er der ganske vist ryper at se og ind imellem også harer. Jeg færdes ganske vist på land, endda helt derhen hvor landene skilles. Og man kan også se Akilineq (Ellesmere Land?).

 

Efter at have været på rejse i fire år og efter at have udnyttet alle rejseformer, nåede jeg dog ikke at se den sydlige del af vores land, da det ligger så langt væk.

 

Hist.: Hist.: Adam Beck var i 1860'erne både med på en ekspedition til Baffinland med et par års ophold på Blacklead Island i Cumberland Sound som tolk, arbejdsformand og muligvis missionær, og på en af eftersøgningerne efter Franklin. Formentlig er det første strækning af den sidstnævnte rejse, der skildres her.

Se Petersen, Robert, 2000: Om grønlandske slægtssagaer. Tidsskriftet Grønland, ss. 299 - 311, med henvisninger til Becks (staves hos Petersen: Bech) skildringer i Atuagagdliutit 1865 og 1867.

Oqalualâq / Kânagssûp ajorssarnera

Print
Dokument id:876
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 3536, II, 4', læg 23
Fortæller:Martensen, Esaia (Martinssen, Isaja / Isaia)
Nedskriver:Olsen, Hendrik
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Oqalualâq / Kânagssûp ajorssarnera
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:19 sider: s. 17a + 2 - 16
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Oversættelse:

 

Kaannassuaqs sultevinter.

Efter at Kaannassuaq selv var blevet fanger havde han een gang oplevet at lide nød:

Sidst på sommeren samlede familien som sædvanlig rigeligt med vinterforråd. Efteråret gik sin vante gang, og snart gik tiden mod årets korteste dag. Så begyndte nordenvind med snetykninger at blive det fremherskende vejr, og derefter blev nordenvinden af en ikke ringe styrke ved med at blæse. På grund af denne vind blev det jo efterhånden koldere og koldere. Da dagene nu blev så meget kortere, kom der meget frosttåge og havets lyde lød som torden. Selvfølgelig kunne Kaannassuaq og hans brødre ikke holde sig hjemme, når der endnu ikke var så mange isskodser, men da de nåede til årets korteste dage og vestisen begyndte at brække i stykker, holdt de op med at tage på kajakfangst, fordi vejret ikke mere klarede op. De begyndte nu at leve af deres ellers så rigelige forråd. Men da de nu udelukkende levede af det og det ikke blev suppleret med anden fangst, svandt det mere og mere ind. Når de gik i seng om aftenen og næste morgen vågnede, så de at vejret stadig var det samme, stærk frosttåge og snestorm. Til sidst blev de da klar over at resten af deres vinterforråd ikke ville kunne slå til. Og nu svandt resten af vinterforrådet hurtigt ind. De havde nået vintersolhvervsperioden, hvor dagene skulle blive længere, og da Kaannassuaq nu så, hvor lidt de havde tilbage af forrådet - som han ikke kunne supplere på grund af alle de isskosser som hindrede adgangen til det åbne hav - begyndte de at rationere, uden at der var nok til at dække det daglige behov, i lige store dele til både tjenestefolkene og selve familien. Snart mærkede de at de fik for lidt at spise, og at de nu virkelig led nød. Deres fysiske tilstand begyndte at ændre sig, selv om de stadig fik lidt at spise. Ved vintersolhverv havde de dagen før fået noget at spise, men da de vågnede den næste morgen havde de intet, og det var første gang nogensinde, at de prøvede slet ikke at få noget at spise. På andendagen uden mad gik tiden til hen på eftermiddagen, og så sagde Kaannassuaq som den eneste i huset - alle de andre stemmer i det store hus var forstummet: "Jeg var ellers begyndt at tro at jeg, efter at jeg selv begyndte som fanger, aldrig skulle opleve så stor nød og fattigdom. Nu er det den anden dags eftermiddag hvor vi ikke har fået noget at spise. Det eneste vi kan gøre er at koge noget af det aflagte skindbetræk til konebåden, for vi har ikke andet, vi kan spise." Da han havde sagt det, begyndte husfællerne at koge skindet. Selv om de derefter kogte disse skind og spiste dem uden sælspæk til, blev de allesammen uden undtagelse ændret rent fysisk, selv Kaannassuaqs krop blev forandret.

       En aften hvor de nu havde nået denne tilstand gik de i seng. Og da de vågnede af søvnen næste morgen, stod op og gik udenfor, opdagede de at selv om stormen var stilnet noget af, var der stadig stærk frosttåge og snefygninger. Da han gik op til fjeldtoppen oven for huset og begyndte at studere omgivelserne, opdagede han at der nord for Angisoq var lidt åbent vand, hvor havisen var brækket over. Da han så det, kiggede han østpå og så, at der lidt vest for Attorsuit og øst for Avalleq var tæt og klar frosttåge og at havisen flere steder var brækket over bag ved Avalleq. Men uden for denne grænse var der intet mørkt at se.

       Da han kom ned begyndte han at gøre sig klar. Da han var færdig med at klargøre sin kajak tog han sin helpels, som lå under konebåden. Han kom ind i huset med helpelsen, og da Kaannassuaq ikke havde for vane at fortie noget, sagde han: "Ikke kun for sjov men dog for at få dagen til at føles kortere, vil jeg tage ud i kajak, hvis revnerne i havisen ikke helt forhindrer mig i det. Der er klar tæt frosttåge øst for Avalleq, hvor grænsen for havisens revner åbenbart går, og derfra og vestover er der intet mørkt at se." Med de ord gik han ud for anden gang. Da han kom ud overvejde han først kun at tage sit fuglespyd med, men tænkte så: "Jeg kan da tage mine våben med, det er ikke umuligt af afise dem til havs." Da han var klar gik han ind i huset og trak sin helpels på, hvorefter han gik ud for at tage af sted. Det fortælles, at da Kaannassuaq tog af sted, ville han ikke nordpå. Han tog østpå og ventede hele tiden at støde på isbrækninger, mens han støt roede ind i den tætte frosttåge. Da han kom ind i den begyndte han at ro efter det sted, hvor han regnede med at Ikkarlup Tunua (Havet øst for Skæret) skulle ligge. Endnu inden han efter sin beregning skulle være i området, og endnu inden han var stødt på afbrækket havis, stødte han på store lomvie-flokke. Da udsynet var meget ringe, og selv om han var meget fristet af de mange lomvie-flokke, tænkte han: "Da det vist er ved denne tid at dagene bliver længere må jeg hellere først se mig om efter en sæl, og først bagefter give mig i kast med de mange lomvie-flokke." I den tanke fortsatte han mod vinden, og skønt sigtbarheden var meget ringe, holdt han udkig i sin vindside, og da fik han en stor flok havmåger i sigte. Da han så den store mågeflok lige i det øjeblik hvor det klarede lidt op, roede han hen mod den. Næsten fremme ved den store mågeflok så han i havet under dem en masse unge grønlandssæler, der ikke dykkede i dybet men kredsede rundt oppe i vandskorpen. Han mente ikke han gav lyd da han så dem, men så hørte han sig selv sige: "Her går vi og længes efter sælspæk, og så viser det sig at der stadig er sælspæk at få i et område af havet." Med de ord roede han ind på deres læside for at de ikke skulle vejre ham og dykke længere ned. Da han var fremme på læsiden af dem roede han nærmere og kom så ind imellem dem. Han havde længtes så voldsomt efter at se en sådan stor flok, at han ikke engang udså sig en stor en, men straks harpunerede den første den bedste. Da han gjorde den klar til bugsering overvejede han at fange en til, men så tænkte han på hvor meget hans brødre og husstand måtte glæde sig over den slags, og så roede han med vinden hjemefter. Da han kom hjem med sælen, spiste hans brødre og hans husstand sig mætte i sælspæk og sælkød i flere omgange og følte endelig, at de havde fået rigtig solid mad.

       Da de vågnede af nattesøvnen tog Kaannassuaq af sted endnu tidligere end dagen før, da han allerede i går havde set fangstmulighederne. Stormen var endnu ikke stilnet af. Det var stadig nordenstorm og stærk frosttåge, men han roede løs for at få øje på den store mågeflok. Så fik han igen øje på den, og da flokken måtte være den samme som dagen før, roede han derhen så snart han fik den i sigte.

       Han havde nu dem der boede i Illorpaat i tankerne, for når det var så streng en vinter her, måtte det være det samme andre steder, også fordi han endnu ikke heller her anden gang han var ude havde set nogen anden kajak. Da han nåede frem til den store flok unge grønlandssæler udsøgte han sig denne gang en af de største og harpunerede en, hvis sorte pletter var blevet meget store. Da han havde harpuneret den, dræbte han den med et enkelt kast med lansen. Da han havde dræbt den halede han den ind og begyndte at gøre den klar til bugsering, uden at ænse sine omgivelser det mindste.

       Tilfældet ville at netop den morgen gik Kittoraq / Qitoraq da han var vågnet og brødrene nu var sengeliggende, ud og opdagede, at stormen var lidt østligere end dagen før. Først da det var blevet lyst gik han hen til en lille høj lidt mod nord. Oppe på højen kiggede han udefter og så, at der var tæt frosttåge med afgrænsning til Itissaalik og Kangaatsaaq (stednavne lidt nord for Kangeq ved Nuuk, AL), og uden en eneste hvid plet imellem. Da han kom ned tog han sin helpels med ind i huset og begyndte at tø den op. Da hans brødre var holdt op med at kigge ud fra briksen, sagde Kittoraq: "Ikke for sjov, nej, slet ikke for sjov vil jeg prøve min kajak, og nu hvor iskanten strækker sig fra Itissaalik vil jeg ro langs denne kant." Da han var tilfreds med opblødningen af sin helpels ville han tage den på, men gik i stedet ud, fordi han var i vildrede. Han ville først fange noget med sit fuglespyd langs iskanten, men han ville også prøve at tage sine våben med i kajakken, da det var muligt at afise dem til havs. Han tænkte så, at han ville forsøge sig med at ro længere ud på havet, hvis han da ikke blev hindret af afbrækket havis undervejs. Han gik ind, trak i sin helpels og gik ud for at tage af sted. Han tog sin kajak på ryggen med bunden i vejret og begyndte at gå syd om Itissaalik hen imod iskanten. Han var faktisk urolig med hensyn til isen, som han følte sig usikker på. Da han så startede ud over den, så han at der vist ingen tynde steder var, og at både skrueisen og den plane is forekom lige fast. Da han nu vidste at isen var sikker, begyndte han at gå til for at holde varmen, og netop som han så småt følte en vis udmattelse, fordi han ikke havde brugt sine muskler længe, nåede han iskanten. Der slog han så den nederste del af sin helpels ud, satte kajakken ned på vandet og kravlede ned i den. Så startede udefter således at han regnede med at få Qaarajuttoq i sigte søndenfra. Da han nu kom til sydsiden af Qaarajuttoq uden at være stødt på drivstykker af havis, tænkte han: "Dette udløb af fjorden bliver ikke islagt, uanset hvor meget isen lægger til." Så vendte han ryggen til Qaarajuttoq, og da den forsvandt i den stærke frosttåge, roede han nu over bæltet mod det sted, hvor han regnede med at Qaarajuttuarsuk lå. Så snart han var fri af Qaarajuttoq og ude i bæltet, kom han ud på tværs i nordenstormen og tænkte: "Hvis jeg endnu havde min fulde kraft, ville det bare være lykken, for der er ingen tvivl om at der derovre bag Ikkarlu (Skæret) som sædvanlig vil være mange unge grønlandssæler, der på skift dukker op af vandet." Mens han tænkte sådan funderede han også videre: "Jeg kan endnu få en sæl på harpunhold, men mine kræfter slår nok ikke til, fordi jeg så længe ikke har brugt dem; så mon ikke man skulle prøve at komme forbi Qaarajuttuarsuk og videre ud." Det gik nu hurtigt, og snart var Qaarajuttuarsuk ude af sigte. Tilfældet ville så, at det netop var på samme tidspunkt Kaannassuaq havde harpuneret en sæl og var i gang med at klargøre den til bugsering uden at ænse sine omgiverlser. Og Kittoraq var netop på vej til stedet. Da Kittoraq var roet udefter regnede han efterhånden med at være ved Ikkarlup Tunua. Han skød stadigvæk en god fart og opdagede nu, at han var lige ved at ro ind i noget. Han så efter og opdagede at der på kajakmandens læside så ud til at være mindre vind, og at manden vist var beskæftiget med noget. Han kiggede nærmere på ham og genkendte ham så straks og så, at han med ryggen til var ved at gøre en sæl klar til bugsering. Da han havde set at han var ved at gøre en sæl klar til bugsering uden at ænse ham, og da han ikke ville overraske ham for meget, roede han om til hans læside og kaldte så på ham. Og først nu kiggede den anden kajakmand på ham, og da han så på ham, sagde Kittoraq: "der kan man se, i noget af havet er der endnu spækmad at få, og imens er den strenge vinter ved at overmande os sølle mænd." Til det sagde Kaannassuaq: "Hvis du længes så meget efter spæk, så spis en flænsebid først." Han trak nu sin sæl op foran sig og gav sig til at skære et bugstykke ud. Han skar et stort stykke ud, næsten lige ned til den bageste bugserrem, og da han havde skåret et bredt stykke af bugen, kastede han det over til Kittoraq. Da denne havde fået fat i det og taget en første mundfuld, syntes han at det nærmest smagte som sne, og at han slet ikke kunne lugte spækket; først med den anden mundfuld mærkede han spæksmagen. Da han nu kilede sin flænsebid ned ved sine kajaktværremme, sagde Kaannassuaq til ham: "Når man er kommet så langt ud i armod er man endnu mere opsat på at fange noget. Jeg skal nok følge dig. Ro nu op mod vinden; derhenne på vores vindside og når vi får øje på en stor mågeflok, er der mange unge grønlandssæler. Den tabte jeg af syne for lidt siden - men du skal bare se, dér er der unge grønlandssæler at fange, og de boltrer sig oppe uden at dykke i dybden." Han lagde så ud sammen med ham. Da de var kommet lidt nord for det sted, hvor Kaannassuaq klargjorde sin sæl til bugsering, fik de øje på den store mågeflok og så nu de mange sæler, der kredsede rundt uden at dykke i dybden, og hvor var der dog mange!" Da han så hvordan de teede sig, sagde Kittoraq til Kaannassuaq: "Det er de sæler du jager, prøv nu først at fange din anden sæl." "Du virker som du er sulten efter spæk," svarede Kaannassuaq, "nej, når du har harpuneret en, så skal jeg prøve at fange min anden sæl." Da han sagde det satte Kittoraq farten op mod sælerne, og da han roede hen til dem og var kommet ind imellem dem, udsøgte han sig ikke engang én af de større, og da han havde kastet sin fangstblære af kajakken, kiggede han sig tilbage og så, at Kaannassuaq var begyndt at ro hen imod ham. Kittoraq havde harpuneret sælen så godt, at den kun trak i fangstlinen en enkelt gang og døde netop som Kaannassuaq kom hen til ham, og Kittoraq sagde: "Førhen var det ofte at man fangede sådanne sæler, den er vist død nu." Da sagde Kaannassuaq: "Du har allerede dræbt den, ro bare hen og gør den klar til bugsering." Da det var vanskeligt at ligge side om side og støtte hinanden med pagajerne, sagde Kaannassuaq til Kittoraq da denne begyndte at ro hen til sin fangstblære: "Jeg kigger på dig fra læsiden." Kittoraq roede helt hen til sin fangstblære og da han var fremme begyndte han at hale sin fangst ind, og endelig fik han den hen på siden. Så lavede han et hul i sælen, hvor den forreste af bugserremmene skulle fastgøres. På det tidspunkt var strømmen i farvandet i Ikkarlup Tunua for udadgående og det gik mod ebbe, og ind imellem kunne der komme ret lange bølger. Da han skulle til at lave det første af bugserhullerne på den øverste del af sælens bryst hørte han Kaannassuaqs prajeråb dér fra læsiden, og han kiggede derhen og så, at Kaannassuaq ivrigt pegede mod vindsiden, og nu hørte Kittoraq bølgens tordnen, kiggede mod vindsiden og så, at en stor bølge allerede var ved at slå ind over ham. Han skyndte sig at binde sin sæl fast til nærmeste tværrem foran sig og rullede fangstlinen rundt om sin harpunholder. Så kom bølgen over ham, og da den dækkede ham kunne den anden lige i begyndelsen skimte ham, men da bølgen for alvor faldt over ham, mistede den anden kajakken af syne. Han beregnede hvor længe hans fælle kunne holde vejret under vandet, og da bølgen var ved at rulle væk, sprang hans fangstblære op af vandet langt henne i læsiden, og netop som den sprang op og bølgen var ved at rulle væk, dukkede kajakmanden velbeholden og retvendt op af vandet. Han roede for anden gang hen til sin fangstblære, tog fat i den og begyndte igen at rulle sin fangstline ind og fik sælen ind ved sin side. Da han havde fået den ind og han igen var gået i gang med at lave det forreste hul til bugserremmen i den øverste del af sælens overkrop, prajede den anden ham igen. Han så sig tilbage og opdagede at denne igen pegede med åren mod vindsiden, og han kiggede den vej. Da så han at en endnu længere og større bølge end den forrige var på vej ind over ham. Da bølgens størrelse imponerede ham, rullede han nu sin bugserrems line rundt om sin harpunholder og forberedte sig af al evne til mødet med bølgen. Da han mærkede at den kom ind over ham, følte han ikke længere at han holdt på noget. Nu mistede hans fælle ham af syne. Han beregnede igen hvor længe den anden kunne holde vejret under vandet, og da bølgen var ved at rulle væk, sprang hans fangstblære op af vandet i læsiden, og straks efter dukkede kajakmanden op langt henne i vindsiden, på ret køl og velbeholden. Han gjorde nu sin pagaj fri af tværremmene og skoddede væk fra sin fangstblære. Da han var kommet væk fra den, roede Kaannassuaq hen til ham, og da han var fremme udbrød Kittoraq: "Sådan måtte det jo gå; jeg er endnu ikke så stærk som normalt, så jeg bliver vel aldrig færdig med at gøre den klar til bugsering. Gør du den klar for mig." "Det kan jeg da prøve; så kan du jo passe på min fangst imens." Kaannassuaq trak nu sin sæl fri af sine kajak og roede hen til Kittoraq. Han roede hen til fangstblæren, halede fangsten ind og begyndte at gøre den klar til bugsering. Da han var færdig trak han den op mod læsiden for at tilkalde Kittoraq. Da Kittoraq havde halet Kaannassuaqs fangst væk fra sig og taget sin egen fangst for at fastgøre bugserremmen til sin kajak, kiggede han på sin kajakfælle og sagde: "Da jeg længtes så meget efter sælspæk var du den første, der gav mig noget spæk at spise, nu er det din tur til at få en flænsebid." Han skar nu næsten hele brystsiden af sælen og rakte den til sin kajakfælle. Da han havde givet ham den sagde Kaannassuaq: "Sælerne er nemme at fange, fordi de ikke har noget til at holde vagt; du må hellere fange én til inden du ror østpå." Til det svarede han: "Det ville jeg også helst, hvis det ikke var fordi jeg under de andre den sæl så meget. Det er vist lige op over for mine stakkels brødre, så jeg må hellere tage hjem for at nå dem i live."

       Da Kittoraq var roet østover landede han der, hvor han var taget af sted fra, og han bar sin kajak over land og slæbte sin fangst, og selvfølgelig så han ikke et menneske da han kom hjem. Han kom nu ind gennem husgangen uden at have kaldt nogen til, og da han dukkede op i indgangen til rummet med sælen og kom ind med den, råbte og skreg hans husstand og hans brødre af glæde. Og allerede dagen efter var Kittoraq igen derude og kom hjem med to sæler.

       Da de havde sovet og vågnede næste morgen, gik Kittoraq ud og så, at den tætte frosttåge og snefygningen derude ikke længere var så kraftig, og at det var blevet helt fint vejr. Da han selv og hans brødre nu alle var begyndt at tage på fangst mærkede de ikke længere noget til fattigdom eller anden form for afsavn. Da den tid kom hvor man kunen regne med at klapmydsen trak nærmere ved land og Kittoraq skulle på fangst derude, tog han sin helpels på og skulle til at gå ud, og så tog han et sæt bugserremme, hvor benbesætningen var af hvalrostand, op under armen. Anden gang han rakte armen ind efter noget under sin briks tog han et stykke isbjørneskind frem, der var rigelig stort til siddeskind i kajakken. Da han havde rullet bugsersættet og isbjørneskindet sammen gik han ud uden at sige noget. Da han havde bragt det ned lagde han først isbjørneskindet i agterenden og derefter bugsersættet yderst. Da han havde stukket sagerne ind, satte han af sted derudefter. Han nåede Avalleq uden endnu at have set nogen kajak, men han fortsatte vestpå. Endelig fik han øje på en anselig kajak, og han genkendte så Kaannassuaq, der lå stille på vandet. Da han kom hen til ham, så han at han allerede havde en klapmyds med meget store pletter på slæb, og Kaannassuaq sagde: "Her dukker sæler op ind imellem, men de dukker bare op lidt længere væk." Da han sagde det roede Kittoraq tættere på Kaannassuaq. Så stak han pagajen ind inder tværremmen på hans lændestykke. Da han havde stukket åren derind, løsnede han sin kajakpels fra kajakringen og begyndte ligeså stille og roligt at rode rundt efter noget inde i sin kajak og tog så et sæt bugserremme med besætninger af lutter hvalrostand, og han lagde dem ovenpå sin kajakstol. Da han anden gang helt roligt rodede rundt inde i sin kajak trak han et stykke isbjørneskind frem, der var rigeligt stort til et siddeskind. Da han havde taget skindet frem, tog han bugsersættet op, rullede tingene løseligt sammen og gav dem til Kaannassuaq, og først nu sagde han noget: "I vinters, hvor jeg længtes så meget efter sælspæk, var du den første, der gav mig sælspæk at spise. Det kan være du slet ikke mangler den her slags, men jeg vil nu med disse ting sige dig tak for det første sælspæk jeg spiste og bringe balance i vores forhold igen." Selvfølgelig følte Kaannassuaq at gaven var for stor, men da han ikke kunne gøre andet, tog han imod den og takkede ham. Da de havde talt med hinanden og skiltes, fangede de hver en klapmyds, og inden Kaannassuaq havde fanget sin anden klapmyds, tog Kittoraq af sted.

       Den vinter der var så streng var den eneste gang, hvor Kaannassuaq og Kittoraq i hele deres fangerliv oplevede en sultevinter og følte fattigdommens svøbe, og siden oplevede de alrig en sådan armodig vinter.

 

Oversat af Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom.

 

Var.: Kaannarsuaq, Kaannassuaq

 

Hist.: Fortællingen er autentisk. En tidligere version fortalt af Kaannassuaqs oldebarn, Hendrik (NKS 2488, IV, nr. 2), findes oversat i uddrag i Rink 1866-71, II: nr. 65. Se også Thisted & Thorning 1996: nr. 2.

oqalualârut / Aqigssiaq / Aqissiaq

Print
Dokument id:196
Registreringsår:1859
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Jeremias
Nedskriver:Jeremias
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalualârut / Aqigssiaq / Aqissiaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 263 - 267, nr. 91
Lokalisering:Paamiut / Frederikshåb
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 5 ss. 61 - 65 har Rink sammenstykket ialt 6 varianter inkl. denne og to (heraf en uidentificerbar) af Amos Daniel. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 5, ss. 116 - 119: Akigsiak.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

En fortælling.

I Sermiligaarsuk ved Kangaarsuk plejede et ældre ægtepar at

overvintre på en plads, der hed Ukiivinnguaq. De havde en eneste søn. Hver

sommer tog familien ind i bunden af Sermiligaarsuk. En sommer, mens de boede

derinde, blev sønnen syg, og de havde intet middel til at gøre ham rask. Sønnen

døde, og de sørgede meget, fordi de dermed havde mistet den eneste, der kunne

hjælpe dem i deres alderdom. Der fandtes ingen trøst for et hjerte, der pintes

af sorg, da man dengang ikke havde (læst) Jesu evangelium. De kunne ikke glemme,

hvor meget sønnen led.

De vendte tilbage til deres vinterplads, og den lille ældre mand begyndte at

tage ud på sælfangst. En dag roede han vestover og for vild i tågen. Han så en

klapmyds og roede hen til den. Det var en død klapmyds. Han tog den på slæb. Det

viste sig, at han engang havde set en stor indlandsbo (her mangler der noget.

Det lyder ihvertfald mærkeligt. Chr.B.).

Han sagde til den store indlandsbo: "Fortæl noget." Men indlandsboen sagde

ikke noget. Den lille ældre mand sagde atter til ham: "Jeg mangler noget til at

fordrive tiden med. Fortæl et eller andet - om noget du har set eller oplevet."

Den anden sagde stadigvæk ikke noget. Den lille ældre mand sagde: "Hvad skal jeg

gøre ved dig. Jeg dræber dig, når du ikke siger noget." Den anden ytrede

stadigvæk ikke noget. Den lille ældre mand var i mellemtiden nået til sin søns

grav, uden at han havde haft det til hensigt. Da de kom til sønnens grav, dræbte

den lille ældre mand indlandsboen. Så bandt han en line fast om hans hals og

fastgjorde en sten til den anden ende, hvorefter han sænkede liget i vandet,

således at kun fødderne sås på vandoverfladen. Så fik han da selv klapmydsen.

(Her er også noget mærkeligt. Chr.B.)

Da der var gået nogle få dage, gik han igen hen til sønnens grav, og dér

gav han sig til at græde. Mens han græd, hørte han én, der sagde til ham: "Du har

åbenbart noget at græde over, siden du græder." Han så to mænd stå ved sin side.

Han sagde: "Hvad skal I her." De svarede: "Vi er kommet hertil for at lede efter

vores bror, som ikke er kommet hjem fra fangst." Det viste sig, at det var disses

bror, som den lille ældre mand havde dræbt netop dér, hvor de stod. Så råbte de to

mænd efter deres morbror: "Vores ledsager, skynd dig at komme herhen." Så kom

onklen frem, og han var så bred som to mænd tilsammen, og han hed Aqissiaq, en

indlandsbo. En af mændene sagde: "Den mand har nogle historier, fortæl noget

(lidt usikkert. Chr.B.)" Den lille ældre mand sagde: "Ja, fortæl endelig, så at

jeg kan fordrive tiden ved at lytte, for jeg er så bedrøvet over tabet af min

søn." - "Ja, det er rigtigt nok, at jeg har meget at fortælle."

Han fortalte: "En vinter manglede vi alle mad. Jeg måtte tage ud på fangst

for at skaffe mad, og jeg var flere gange ude for fare. Min far havde advaret mig

imod at komme til et område, der lå mellem to høje fjelde, fordi han engang dér

havde set en forvokset orm, som så uhyggelig ud. Engang, mens jeg var ude på

jagt, brød stormen løs, og jeg for vild og befandt mig pludselig på dette sted.

Pludselig fik jeg øje på denne kæmpeorm. Jeg gav mig til at flygte, men den

fulgte mig og havde stor fart på. Jeg styrede imod det højeste fjeld, og da jeg

befandt mig på halvvejen, så jeg tilbage og opdagede, at den var lige bagved

mig. Jeg stak den med spyd i skulderleddet og løb videre til det næste fjeld.

Jeg var nået halvvejs, da jeg faldt om af træthed og mistede bevidstheden. Jeg

kom til mig selv og mærkede sneens kulde og kom i tanke om, at jeg jo var på

flugt. Jeg for op og sprang frem så langt som et stenkast med en slynge. Da jeg

så tilbage, så jeg ormen ligge død. Jeg gik hen til den og skar et stykke af -

et passende stykke, som jeg var i stand til at bære. Så begyndte hjemturen. Jeg

havde svært ved at følge mine spor, da byrden var så tung ("túmáka

uniortardlugit" er jeg ikke sikker på, om jeg har oversat rigtigt. Det kan vel

også betyde: "Jeg vaklede" - Chr.B). Da min nu afdøde far så mig komme, skulle han

have sagt følgende: "Aqissiaq har fanget noget, som ikke er en sæl." Mine

husfæller var ved at dø af sult. Det var et ynkeligt syn. Da de havde spist, fik

nogle af dem kræfterne tilbage, mens andre døde. Den efterfølgende dag hentede

jeg mere kød. Så havde vi mad nok til det meste af vinteren.

Det skete engang, mens jeg endnu var ung, at en af dem vi spillede bold

imod, dræbte en slægtning til os. Nu tænkte jeg kun på at hævne mig. Jeg gik ind

i det indre af landet bag Uunartoq ved Alluitsoq (Lichtenau - Chr.B.). Derfra

tog jeg hen til drabsmanden og hævnede mig på ham ved at dræbe ham. Så fik jeg

ro i sindet. Mens jeg var i det indre af landet, hørte jeg, at min elskede

morbror optrådte hovmodigt over for andre. Det viste sig, at han fratog andre

deres fangst. Jeg tog hen til ham og sagde, at det måtte han holde op med.

Senere fik jeg fortalt, at der i Tasersuaq, længere inde i landet i forhold til Tasermiut, levede en kæmpelaks. Vi lavede et spyd og tog derhen. Vi så den på

vandoverfladen midt på søen og samtidig opdagede vi, at der var andre, der var

på jagt efter den fra den anden side af søen. Vi stak den fra begge sider af

søen og trak den til os. Vores line knækkede, så de andre fik den. Så sprang jeg

til den anden side af søen og hjalp til med at flænse den. Jeg reddede mig hele

den anden side af laksen. Derfra tog vi hjem medbringende laksen, så de andre

også fik smagt på den. Da jeg kom hjem, lavede jeg en tromme af en af laksens

ribben. Jeg fik lejlighed til at prale af denne fangst over for andre."

 

Var.: Aqissiaq

oqalualârut / Morderen på Serfat

Print
Dokument id:251
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Heilmann, Karl
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalualârut / Morderen på Serfat
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 374 - 375, nr. 121
Lokalisering:Qeqertarsuatsiaat / Fiskenæsset
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 166.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

En fortælling (Om en drabsmand).

En stærk mand, som var morder, havde sin vinterboplads på en ø, der hed Serfat. Han brød sig mindre om at fange sæler. Han jagede og dræbte næsten udelukkende mennesker. I forsommeren, når folk begyndte at tage på ture, tog han ophold længere mod nord på den del af fastlandet, hvor der var store kløfter og ventede på, at der skulle komme kajakmænd forbi. Engang mens den stærke mand var ude på

fangst i kajak, blev hans svoger, der var ude i kajak alene, dræbt af

sydlændinge, som var kommet i konebåd til Nuuk-området for at gå på rensdyrjagt.

De mange kajakmænd ramte ham gentagne gange med deres fuglepile og dræbte ham.

 

Da den stærke mand erfarede, at sydlændingene havde dræbt svogeren, tog han

hver dag ud til de steder, som sydlændingene ville passere på vej sydover. En

dag traf han tre kajakmænd, som viste sig at være dem, der havde myrdet

svogeren. Han dræbte dem, og derefter førte han dem til den kløft, hvor han

plejede at dræbe dem, der kom forbi, og lagde dem dér. Til sidst var den store

kløft ved at være fuld af de mennesker, han havde dræbt. Alle dem, han traf, dræbte han og nogle af dem spiste han.

 

Hist.: Der er mange fortællinger om mord, lystmord og blodhævn fra den tid, hvor sydlændinge rejste den lange vej nordpå og tilbage for at handle med hollænderne og deltage i hvalfangst deroppe.

oqalualârut / oqalualaarut / Tivagajûmik / Tivagajooq inorersumik

Print
Dokument id:274
Registreringsår:1863
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Poulsen, Johannes
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalualârut / oqalualaarut / Tivagajûmik / Tivagajooq inorersumik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 477 - 481, nr. 144
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Fyldigt oversat i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 119.

 

Resumé: se nederst.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen. Revideret af Signe Åsblom.

 

Fortællingen om Tivagajooq (om massemorderen)

 

Engang for mange år siden rejste fire danske tjenestefolk og tre kvinder i konebåd op efter en kolonibestyrer i Maniitsoq / Sukkertoppen, som skulle flytte til Nuuk / Godthåb. Kolonibestyreren mente, at det var for sent om efteråret at rejse til Nuuk med isen, der var på vej, og derfor blev han i Maniitsoq, mens de andre rejste. Folk opfordrede ellers de rejsende til at overvintre på stedet, fordi ruten allerede var for farlig, men forgæves. Nogle af dem, snedkeren og Amalie, var så forelskede i hinanden, at de alligevel tog af sted.

 

Undervejs sydpå, vist nok syd for Napasoq, led de skibbrud. Derefter fortsatte de til fods. Vist nok nord for Atammik kom de ud for et stormvejr på vej over nyisen på en mindre fjord, og nu hvor de var tvunget til at redde sig i land, faldt den forelskede kvinde og fik hofteskred. Da de kom i land, bar de andre hende på skift. Da de forlod hende, var hun levende og ved at mave sig ind i en gammel husruin. De forlod hende, fordi de på grund af den lange rejse ikke regnede med, at kunne redde hende.

 

Da Niaqungunaq endnu ikke var islagt, gik de ind over land og ind imellem på nyisen. Da landet var meget ujævnt og svært at klare til fods, kom de kun langsomt frem. Det siges at Igasukasik spiste så hurtigt og ofte af sin proviant, at han før de andre ikke havde mere at spise. Når de skulle spise, nøjedes de andre med vilje med kun to beskøjter / skibskiks hver gang. Da provianten var ved at slippee op, begyndte de at dele beskøjterne midt over og oftest kun spise en halv hver. En dag havde de så spist al maden.

 

Når det var meget dårligt vejr, sov de ovenpå hinanden i læ af sten, fordi det var så koldt. Sneen føg, og der var ingen sigtbarhed. En dag i bjergpasset ved Agiattaat kunne Igasoq ikke klare det længere. Da han var døende efterlod de ham. Da de ikke kendte ruten, gik de langs en sø, Ammalortoq hed den, og på den måde fulgte de en rute, andre rejsende ikke bruger, og de kom så til en stor sø. Til sidst var de så hærgede af sult, at Tivagajooq begyndte at spise tørv. Han opfordrede også de andre til det, men Talluki ville ikke, og det siges, at en anden kvinde blev fuldkommen mæt af et enkelt bær, som hun spiste undervejs.

 

Så fik de øje på Kussukfjorden fra fjordbundens nordside og genkente Nuugaarsuk, der var Jerimias' overvintringssted, og fjeldene ved Nuuk. De blev så glade, at de ville danse, og de tog hinanden i hånden, men efter een runde måtte de holde op. De gik nedad, og vest for Manissorsuaq, ved en lille sø, kunne de ikke alle gå videre, og her blev de nødt til at efterlade Sanasukasik (snedkeren). Mens de gik nedad kunne heller ikke Talluki mere. Lige før de skulle til at gå over isen, døde han ved Usersiutillit. Det siges, at hans sidste ord var fyldt med lykke.

 

Da resten af de rejsende, to kvinder og Tivagajooq, meget langsomt og helt udmattede kom over isen mod Nuugaarsuk, troede folk på stedet, at det var folk fra Saarloq, som, forhindret af nyis på havet, kom gående til stedet, men det viste sig så at være tjenestefolk.

 

Da de nærmede sig bopladsen, forlod to af dem den tredje og gik videre. Så begyndte folk på bopladsen, som fejrede sidste juledag, at løbe hen imod dem uden at vide, hvem de var. Da de kom hen og udspurgte dem, fortalte de at Tivagajooq ikke kunne gå længere, og så gik de bare forbi kvinderne, selv om den ene af dem havde det rigitg skidt. Da de så løb af sted med Tivagajooq ved hænderne, bad han dem sagtne farten, hver gang han fik det dårligere. Han kunne næsten ikke mere, da de nåede hjem med ham, og hans fødder var frosne. En mand ved navn Jerimias anbragte hans fødder i et spækkar, som han havde fyldt med saltvand og is for at holde vandet koldt. Han var så sulten, at han straks begyndte at tygge på en tørret lodde uden først at rive hovedet af. Jerimias gav ham nu en lille smule mad, fordi han mente, det kunne skade at give ham mere. Og det var den Jerimias, der tidligere havde boet i Ilulissat. Det fortælles at Tivagajooq var så sulten, at han endda slugte sin skrå. Den ene af kvinderne var også meget forfrossen omkring knæhaserne og lænden.

 

De var taget af sted tidligt om efteråret og først kommet tilbage den sidste juledag. Og da Tivagajooq først skulle have sine frosne fødder helet og næsten heller ikke kunne gå, blev de længe i Nuugaarsuk. Da han endelig begyndte at kunne gå igen, syede Jerimias' kone lave kamikker til ham, og det fortælles, at de kom til at ligne små tallerkener. Da han første gang prøvede dem, skete der ham endnu en ulykke. Han gled og faldt på enden og slog sit lårben forbistret. Da han kom ind i husgangen kunne han ikke komme op i rummet, og så hjalp Jerimias ham ind. Endnu engang kunne han ikke gå, og først et stykke tid senere kunne han atter gå. Netop som han var blevet helt rask, fangede Jerimias en hvidhval, og da Tivagajooq havde spist kogt mattak blev han helt desperat efter at komme tilbage til Nuuk. Da han begyndte at få raserianfald og gav sig til at sammenligne det kogte mattak, han spiste, med dansk mad, drog de af sted med han til Nuuk.

 

Da de kom til Saarloq viste det sig, at en af de dygtige fangere havde været inde i kolonien og handle, og han havde beskøjter og te. Og da Tivagajooq fik noget af det, spiste han godt. Da de ankom fik alle folk i Nuuk besked om det med det samme. Det fortælles at det første de hørte var: "Tivagajooq er kommet, og Jerimias har fanget en stor hvidhval." Folk var længe om at fatte det, for: Tivagajooq var jo på rejse nordpå og Jerimias boede inde i Nuugaarsuk.

Her slutter beretningen.

Resumé af Rinks oversættelse:

"Nogle rejsendes mærkværdige vandring over landet ved Godthåb". En historisk fortælling om købmanden fra Maniitsoq, fire danske tjenstefolk og tre grl. kvinder, der rejste mod Nuuk, men forliste, formentlig nær Napasoq, og fortsatte over is og land. De fleste døde undervejs. Kun to kvinder og Tivagajooq nåede med kraftige forfrysninger frem til Nuugaarsuk i Godthåbsfjorden, hvor Jeremias fra Ilulissat overvintrede. Han behandlede forfrysningerne, de forulykkede kom sig, og da T. efter at ha smagt mattak længtes for meget efter dansk kost, måtte man transportere ham til Nuuk. Han har været fanger for kolonisterne og har derfor kunnet købe sig brød og te. Ankommet siger de: "T. er kommet og J. har fanget en hvidhval." Det var sort tale for Nuuk-boerne, for T. havde jo hjemme i Maniitsoq og J. i Ilulissat.

 

Hist.: Autentisk fortælling. Dateres af Rink (1866-71, I:367): Flokken gik fra Napasoq d. 11. december og de tre der gennemførte turen, Hans Olsen (Tivagajooq) og 2 piger, ankom til Nuuk d. 26 december 1791.

Man har godt rede på hinanden, også på folk fra andre lokaliteter. Bemærk: sammenligningen mellem mattak og dansk mad.

 

Det opklares ikke, hvorfor Tivagajooq kaldes massemorder, med mindre det var fordi det var ham, der mest insisterede på at tage tilbage fra Maniitsoq til Nuuk.

oqalualârut / Oujoq / Uujooq

Print
Dokument id:250
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Heilmann, Karl
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalualârut / Oujoq / Uujooq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 374, nr. 120
Lokalisering:Qeqertarsuatsiaat / Fiskenæsset
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Resumé i Rink 1866-71, I: nr. 165.

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 226: En fortælling. Transskriberet til nugrønlandsk i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 226: Oqalualaarut (Uujooq).

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

En fortælling (Om drabsmanden Uujooq).

 

Drabsmanden Uujooq, fortæller man, begik ustandseligt drab og var menneskeæder.

Han boede sydpå, men flyttede rundt hele tiden. Han havde mange koner, men

ingen sønner. En gang iagttog en kajakmand ham uset fra et lille næs. Morderen stod ved en sø ved siden af det dræbte menneske. Han havde skåret hovedet af sit offer, og han drak vand med det (kraniet) som drikkebæger. Han kiggede bare på ham uden at foretage sig noget af angst for at blive set og dræbt. Uujooq havde ridset drabsmærker hele hovedet rundt og var igang med den næste række. En anden mand havde iagttaget ham tælle disse ridser, og dermed hvor mange drab han havde begået. Alligevel blev han døbt som en gammel mand og fik navnet Esajas.

 

Var.: Uujooq indgår i flere forskellige fortællinger: Søg på Akamalik, Akamelik og Ujooq, Uujooq, Ujuuk.

 

Hist.: Uujooq er en historisk person: se også Thisteds note 1999: 226.

Oqalualârut angakup pisusia

Print
Dokument id:1850
Registreringsår:1864
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2488, III, 4'
Fortæller:Prûtars, Aviaralak
Nedskriver:Mikiassen, Niels (Nis)
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Oqalualârut angakup pisusia
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 233v - 237h, nr. 348
Lokalisering:[Narsaq: Nuuk / Godthåb
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Fortælling om åndemanernes væsen.

I gamle dage, i mine bedste år, da der var åndemanere / angakkoq / angakok / prøvede man alt. En gang jeg manede ånder, så jeg to flammer nærme sig vestfra.

Jeg fik dem ikke trængt tilbage. Jeg kunne ikke få dem til at bakke.

Jeg tænkte kun på det at være åndemaner og var kun optaget af det (?

illaleruermik - noget med at tilskynde). Da de var kommet ganske nær,

opdagede jeg, at det var en isbjørn og en hvalros. Så hørte jeg de

gamle sige: "Det må være dem, der skal være dine poser." Jeg blev

bange og holdt op med åndemaningen.

 

I mine bedste år, mens jeg var åndemaner, overvintrede jeg på

Illoriuaatsaat. En dag var jeg på fangst syd for øen (sarqânut -

egentlig solsiden) vest for Innariuttalik. Jeg nærmede mig en stor

kajak øst for mig - alt på den forekom helt hvidt: Selve kajakken,

fangeblæren / fangstblæren og manden selv, en meget veludstyret kajak. Jeg tænkte:

"Endelig kommer jeg til at ro sammen med en hjælpeånd." Jeg

kom hen til den og så, at fangeblæren skinnede (Rinks kommentar). Det

viste sig, at det var genskinnet af lyset fra enderne (isuvisa

taglisimarnga). Igsanga (?) spurgte jeg ham: "Hvad koster dine

(utydeligt)? âain Suain tarâim pus (Ein, zwei, drei pus ?). Straks

spurgte jeg ham om hans forfædre. Han sagde ikke noget; han lod ikke

til at ville flygte (qimârpadlangilaq - oversættelsen er kun et

gæt CB). Han tog et åretag hen imod mig. Jeg gjorde det samme.

Straks var jeg nær (?) kæntret (Rinks kommentar).

Jeg baksede og baksede mig op nedefra, og rejste mig op igen. Jeg

gjorde det meget behændigt. Jeg spurgte ham igen, men der kom ikke en

lyd. Det lød ikke som om han kaldte på en hjælpeånd. Han tog et åretag

i retning af mig. Jeg gjorde det samme, og straks var jeg nær kæntret

(Rinks kommentar). Jeg bevægede mig og bevægede mig nedefra og rejste

mig op igen, og jeg gjorde det meget behændigt. Det var jo det rene

selvpineri. "Hvad er det egentlig for en kajak?" "Åh, min elendige

mave" (sagde han ?). "Der fik du vist ondt i maven. Fortæl nu" (sagde

jeg ?). "Ja, ja, ja." For sidste gang spurgte jeg ham. Endelig begyndte den

store mand at sige noget, begyndte at kalde på en hjælpeånd, først på

sin ældste farbror, dernæst den mellemste, og sidst den yngste - sådan

sagde han. Han påstod, at han brugte den yngste farbrors kajak, og at

han brugte hans redskaber, en yderst veludstyret kajak. qangaliuna

(hvor længe siden mon - det er længe siden) takornarqisoq (så noget

første gang). Slut.

 

Hist.: Søg på puulik. Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

Puulik-traditionen der er østgrønlandsk, var ifølge Rink gået i glemme i den sydgrønlandske landsdel på hans tid. Men her er åbenbart en tidligere angakkoq / shaman / åndemaner, for hvem den tradition endnu var aktuel i hans yngre år.

Hans sandsynligvis tyske brokker (Chr. Berthelsen gennemskuede dem) viser, at han tilhørte eller var vel bekendt med herrnhuternes menighed.

oqalualârut ilumôrtoq / Aqigssiamik / Aqissiaq

Print
Dokument id:303
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Beck, John
Nedskriver:Beck, John
Mellem-person:Kjær, J.
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalualârut ilumôrtoq / Aqigssiamik / Aqissiaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 620 - 625, nr. 176
Lokalisering:Sisimiut / Holsteinsborg
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 5 ss. 61 - 65 har Rink sammenstykket ialt 6 varianter inkl. denne og to (heraf en uidentificerbar) af Amos Daniel. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 5, ss. 116 - 119: Akigsiak.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Den sandfærdige fortælling om Aqissiaq.

 

I gamle dage var der en konebåd, der sejlede ind i Isortoq, og mens de opholdt sig ved Erqalusussuit, blev en af kvinderne røvet af indlandsboere. De bortførte hende til indlandet, gik over indlandsisen her og der, og ved aftenstid nåede de med hende til et stort fjeld, Pingu, øst for Ikertooq. Denne kvinde, som var et af de almindelige mennesker ('inuit'), der levede dengang, blev gift med en af indlandsboerne og fik en søn. De gav ham navnet Aqissiaq.

 

Aqissiaq voksede op og blev gode venner med to af sin fars nevøer, altså med fætrene. De sloges og kappedes. Det varede ikke længe, så kunne vennerne ikke klare sig over for Aqissiaq, og de kunne end ikke løbe ham op. Aqissiaq, hvis mor var inuk, var af vækst lidt mindre end en indlandsbo. Alligevel frygtede indlandsboerne ham, og han blev kendt for sin styrke og fangstevner.    

 

Han opsøgte et par gange inuit og forhørte sig om sine mødrene

slægtninge. En gang han mødte nogle, fortalte han følgende: "Da min far var

blevet gammel og ikke længere fangede, kom man engang til at lide stor nød. Når

jeg var ude på fangst, holdt min far øje med vind og vejr fra to store fjelde,

der lå over for hinanden. Når det trak op til dårligt vejr, mens jeg var ude på

fangst, plejede han at varsko mig. Og så snart jeg blev bekendt med hans advarsel,tog jeg gerne hjem med det samme - hvor jeg end befandt mig. Hele tiden holdt

han mig orienteret om mange ting. Han sagde, at jeg kunne tage hen, hvor jeg

ville, men jeg måtte ikke tage nordpå, hvor der lurede mange farer pga. en kæmpeorm deroppe nordpå.

 

En dag jeg var ude på fangst, forbigik jeg min fars advarsel og tog ikke hjem, fordi jeg ikke havde fanget noget som helst. Da jeg så endelig skulle hjemad, blev det et frygteligt vejr. Det var ikke til at se noget på grund af blæst og sne. Jeg mistede orienteringen og gik så bare videre på må og få. Midt i al denne forvirring fik jeg øje på to store vinduer - som på et hus. I sammenhæng med disse to vinduer var der noget, der lignede en stor snekam. Da jeg ville skridte over den, gik det op for mig, at det var den kæmpeorm, som min far havde advaret mig imod. Jeg flygtede sporenstregs og da den i det samme så mig, satte den efter mig. Den indhentede mig. Jeg hoppede over den flere gange mens jeg hver gang dolkede den. Den var ikke død endnu da jeg blev træt og løb væk fra den. Jeg så mig tilbage, og der var den, lige ved at indhente mig. Jeg var dødtræt og kiggede mig hele tiden tilbage mens jeg flygtede videre. Til sidst faldt jeg besvimet om. Jeg havde ikke set efter, hvor jeg gik. Men jeg var altså faldet over en sten, der stak op.

 

Jeg lå bevidstløs nogen tid men vågnede op ved at mærke, at mit ansigt var isnende koldt. Så huskede jeg pludselig, at jeg jo var på flugt fra ormen. Da jeg så mig

tibage, var den minsandten standset lige bag mine fødder. Ufravendt stirrende på den krøb jeg væk, men den blev liggende bomstille. Jeg rejste mig og fjernede mig. Den fjerde dag nåede jeg hjem. Min far troede jeg var død (her er et ord, som jeg ikke er i stand til at tyde - Chr. B.). Da jeg kom ind, sagde han: "Nu har vi og de andre i huset ikke mere at leve af!"

 

Da Aqissiaq var udhvilet, gav hans far ham noget at spise. Først efter måltidet

sagde han: "Jeg slap med nød og næppe fra kæmpeormen. Men den var død, da jeg gik." "Det siges, at kæmpeormens kød består af lutter talg," sagde faderen og tilføjede: "Vores bopladsfæller er ved at dø af sult."

 

Aqissiaqs far fortalte sine bopladsfæller om kæmpeormen. De tog derhenad. Nogle faldt om og døde af sult, inden de nåede den. Andre

nåede frem og begyndte at flænse dyret. Det var næsten udelukende talg med

lidt kød indimellem. De levede af det hele vinteren.

 

Det var, hvad Aqissiaq fortalte, da han traf inuit første gang. Da han traf

nogen en anden gang, fortalte han følgende: "Under en fangsttur til lands

mødte jeg to af mine fætre, sønner af min farbror. De stod oppe på toppen af

et højt fjeld ('qáqarssûp nûane' - eller: på næsset til et højt fjeld - Chr. B.).

En gammel mand pegede på noget og sagde, at det var en ånd, han så, og han

spurgte, om nogen skulle kende en tryllevise / serrat. Aqissiaq sagde: "Jeg kender ikke nogen." Men en anden sagde: "Min far har lært mig en vise, der bruges, når man vil lokke et eller andet op imod strømmen." De andre bad

ham synge den. Da han istemte den, kom hvalen nærmere, men

Aqissiaq troede dem (alligevel) ikke. Hvalen var nu på vej ind i fjorden. Ligesom den nærmede sig mundingen af elven, blev havet farvet rødt. Så kiggede de bagud

og fik øje på en hel masse indlandsboere ('tunerpagssuit'). Det var deres

ansigter, der spejlede sig i vandet. De havde set hvalen og var

strømmet til af nysgerrighed, netop som hvalen næsten var ved elven. Aqissiaq blev i fyr og flamme  efter at jage hvalen, men han havde ikke sit fangstgrej

med. Han styrtede af sted for at hente dem. Han måtte løbe inden

om tre fjorde, og da han kom tilbage, var hvalen på vej op i elven, og

indlandsboerne kunne ikke komme til at lænse den, for den lå helt akavet i

forhold til dem. Aqissiaq stak den ('suvssivâ' - dansk notat - 'stikker

til delvis'. Jeg kender ikke ordet - Chr. B.). Det var jo Aqissiaqs fangst, så de

flækkede hvalen i to lige store dele på langs, og de andre fik den anden halvdel som fangstpart og tog hjem.

 

Næste gang Aqissiaq mødte inuit, fortalte han følgende: "Jeg var på jagt på

til lands. Jeg havde fået fortalt noget, som jeg ikke havde lagt mærke til, nemlig at de sydligere indlandsboere ville jagte en kæmpelaks i

Tasersiaq, der ligger inde i en stor fjord, men at de ikke turde gå igang med

det." Aqissiaq sagde til de andre (eller: sine fæller - Chr. B.), at de hurtigst

muligt skulle lave redskaber. På det tidspunkt havde Aqissiaq endnu ikke set laksen.

 

Da redskaberne var blevet færdige, tog de afsted og fik også øje på laksen

i søen. De så også, at indlandsboerne sydfra havde placeret sig ved søbredden

inden for det sted, hvor laksen befandt sig. Aqissiaq skyndede på sine

ledsagere og de harpunerede laksen. De, der var placeret på den modsatte bred,

harpunerede den også. Aqissiaq og hans ledsagere trak i fællesskab laksen til

sig. De var færre i forhold til sydlændingene på den modsatte bred, hvor de i  overtal også trak laksen over mod sig. Efterhånden løsnede Aqissiaqs

ledsageres harpunspidser sig fra laksen. Aqissiaq og hans nevøer måtte slippe

linerne, for nu var det kun deres harpunspidser, der sad i laksen, og de mange flere på den sydlige bred rykkede dem til sig (det må nok forstås derhen, at Aqissiaq og nevøerne ikke kunne stå imod rykket fra den modsatte bred - Chr. B.).

Aqissiaq blev utålmodig og søgte efter et passende sted, hvorfra han kunne komme over til den anden side af elven. Langt om længe fandt han det smalleste løb. Han mente nok, at han ville kunne springe over det. Men han kunne ikke få sine jaagtfæller til at springe med over ('ilane ajulerdlugit' - oversættelsen er

kun et gæt - Chr. B.). Aqissiaq gik et stykke op ad skrænten. Så satte han i løb,

dem på den sydlige bred gloede ellers noget, og sprang - og efter tre kolbøtter i luften landede han flot på den anden side. Da han kom hen til dem på den sydlige bred, foreslog han, at de skulle flække

laksen. Det kunne han gøre som han ville, sagde de, for de turde ikke binde

an med ham. Aqissiaq smed stykker af laksen over til sine jagtfæller på søens anden bred. Det skulle være deres fangspart. Da han ikke klarede at springe over elven med læs på ryggen, smed han det over elven først, og sprang så selv og landede på den anden side. Så gik de hjem til deres boplads.

 

Endnu en gang mødte han kystboere og fortalte dem følgende historie:

Aqissiaq var engang på jagt efter mågeunger ude på det yderste mågefjeld. Da han

kiggede ud over fuglefjeldet, så han Igalilik (mytisk skikkelse med en gryde på den ene skulder - Chr. B. - grydemand el. kogestedsmand - BS.), som var på jagt efter mågeunger. Aqissiaq kom til at tænke på, at den samme Igalilik engang havde frastjålet ham en fuldvoksen sortside. Aqissiaq blev vred på ham og skubbede ham ned over fjeldet, så han døde. Den dag i dag kan man se skelettet af den igalilik, som Aqissiaq skubbede ned. Denne Aqissiaq, hvis mor var inuk og hvis far var indlandsbo, var af vækst mindre end indlandsboerne, men større end inuit. Men hans overkrop var så bred som to inuit, der stod ved siden af hinanden. Han var blot lavere end to inuit, der stod i forlængelse af hinanden. Slut.

 

Var.: Aqissiaq.

oqalualârut inuit oqalugtuât / Bortblevne mænd

Print
Dokument id:263
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Heilmann, Karl
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalualârut inuit oqalugtuât / Bortblevne mænd
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 414 - 416, nr. 133
Lokalisering:Qeqertarsuatsiaat / Fiskenæsset
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

En fortælling fortalt af inuit.

 

Det fortælles, at den ene efter den anden af de mange fangere på en boplads ikke var kommet hjem fra fangst inde i en stor fjord og formentlig var omkommet. Til sidst var der kun to brødre, begge stærke mænd, tilbage. En dag tog den ældste af brødrene af sted ind i fjorden i håb om at finde blot nogle af de mange bopladsfæller, der var forsvundet. Da han roede inden om fjorden, kom han til et sted med meget stærk strøm, der gik imod land. Selv om denne stærke mand roede af alle kræfter, var det umuligt for ham at forcere strømmen. Da han engang kiggede imod land, så han, at et ældre ægtepar var i færd med at hale ham ind mod land. Ved siden af dem stod en flok mænd, som senere viste sig at være deres sønner. Efter denne konstatering, kunne den stærke mand ikke gøre andet end at ro til land, og han gled op på stranden lige ved siden af mændene. Så snart han kom op af kajakken, rev de mange sønner betrækket på kajakken i stykker og stillede kajakken oven på konebåden, der var anbragt på et stillads. Han kom op i huset, og der blev sat mad frem til ham. Midt i spisningen opdagede han, at der imellem bærrene stak et par menneskehænder frem. Han opgav at spise videre. Han blev på stedet uden kajak.

Hans lillebror ventede på, at han skulle komme hjem, men forgæves. Han var

nu den eneste mand, der blev tilbage på stedet. Han tog af sted ind i fjorden, og

da han roede inden om fjorden, kom han til et sted med stærk strøm, der gik ind

mod land. Det var umuligt for ham at forcere strømmen. Han kiggede ind imod land

(og så et ældre ægtepar) (her var vist noget, der ikke var kommet med - Chr. B.).

Det viste sig, at det var dem, der trak ham ind mod land. Ved siden af disse

stod mange mænd. Blandt disse genkendte han sin lillebror (der skulle have stået

storebror - Chr. B.). Han roede nu mod land. Da han steg ud af kajakken tog

storebroderen kajakken og stillede den op på et stillads uden at rive betrækket

i stykker. De andre sagde, at de nok var brødre. Men storebroderen lod, som om

den nyankomne ikke var hans bror. Da det blev aften, tilbød storebroderen at

passe på gæsten om natten. Det sagde de andre ja til. Det viste sig, at de mange

sønner var bange for at dræbe den stærke mand. (Der er sprunget noget over i den

grønlandske tekst. Der skulle vist have stået: Det viste sig, at det var dem,

der havde dræbt alle de mænd, der var forsvundet - Chr. B.) Han lod lillebroderen

flygte. Og først da han antagelig var kommet tilstrækkeligt langt væk, vækkede

han mændene og fortalte, at gæsten var taget af sted, uden at han var blevet

såret. Alle stod op og gav sig til at forfølge ham i konebåd ved at padle, og

lillebroderen (der skulle nok have stået: storebroderen - Chr. B.) var med.

Konebåden halede mere og mere ind på kajakken. Så gjorde storebroderen en eller

anden skjult manøvre, der bevirkede, at nogle af padleårerne knækkede. Da kunne de ikke indhente ham.

Efter at lillebroderen var vendt hjem, samlede han i syd og nord nogle

mennesker sammen til at hjælpe sig imod disse mennesker. Da det blev vinter,

rejste mange mennesker over isen ind i fjorden for at angribe disse mennesker,

der boede i bunden af fjorden. De (angrebne) blev bange og krøb ind i store klipperevner. Men den stærke mand gemte sig ikke, idet han bildte dem ind, at han på den måde ville forsvare dem. Da angriberne kom, førte han dem hen til gemmestederne og udefra sendte de pile ind i klipperevnerne og dræbte alle de mange sønner undtagen faderen, for da havde de ikke flere pile. Men en forældreløs dreng, der havde én pil tilbage, skød ham og ramte ham i næseroden. Så løb den stærke mand efter ham og gav ham det dræbende stik. De gav den forældreløse redskaber ('pequtissanik' - pequtissat betyder egentlig: ammunition til patroner - Chr. B.) som belønning.

 

Var.: Qalulik / Kalulik. Qalulaajik. Kaluluk; Iøvrigt en del beslægtede fortællinger om kajakmænd der dræbes af et uhyre undervejs ind i en fjord: Nerrersuujunnut pulartut; Kajakmændene der udeblev; Brødrene som forsvandt; Om slæderne, der altid bortkom; Fangerne der forsvandt; Amaakasia; Angortooq, storfangeren; Bortblevne mænd; Menneskeæderen

Oqalualârut itsángitsoq / Oqalualaarut itsanngitsoq / Pamêq / Pameeq / Apollos mor var til stede, da Pâmeq dræbtes

Print
Dokument id:372
Registreringsår:1867
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, V. 4'
Fortæller:Apollo
Nedskriver:?
Mellem-person:?
Indsamler:Rink, H.
Titel:Oqalualârut itsángitsoq / Oqalualaarut itsanngitsoq / Pamêq / Pameeq / Apollos mor var til stede, da Pâmeq dræbtes
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 771 - 775, nr. 155
Lokalisering:Narsaq
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:  

 

En fortælling, der ikke er så gammmel, om en stærk

mand, som var morder, hed Pameeq, og boede syd for Paamiut.

 

Apolos / Apollos mor var øjenvidne, da hans fjender hævnede sig på ham og

dræbte ham.

At Pameeq, kraftkarlen, drabsmanden og åndemaneren, der boede syd

for Paamiut, virkelig dræbte så mange, vidste hans familie ikke. Når

en slægtning eller bopladsfælle udeblev fra fangst, begravede de ham

i den tro, at han var omkommet under fangstturen. Så skete det,

at en ældre mand engang var ude i kajak; og da han roede uden om en

klippehule, så han, at der var en kajakmand inde i klippehulen. Han

blev urolig og roede til. Det samme gjorde kajakmanden inde fra hulen,

og halede hurtigt ind på den ældre mand. Den ældre mand roede udefter

for på den måde at blive synlig for folk fra teltene hurtigst muligt.

Han var klar over, at den anden hurtigt ville indhente ham, hvis han

roede langs med kysten. Så snart den ældre mand var kommet så langt

ud, at han kunne ses fra teltpladsen, roede forfølgeren tilbage imod

land. På den måde blev de klar over, at det var denne mand fra

klippehulen, der dræbte deres bopladsfæller, der udeblev fra

fangstture.

 

De var ikke i stand til uden videre at hævne sig på ham,

da han var meget stærk. De inviterede ham på besøg, selv om de

ikke rigtig troede, han ville komme. Men minsandten om ikke han

indfandt sig med en ledsager ved navn Nattoralik. Så snart Pameeq var

kommet op af kajakken og var gået op til teltene, rev de hans

kajakbetræk i stykker. De mange mænd på stedet fulgte ham på hans

runde fra telt til telt, for han var så hurtig til bens, at de ikke

kunne indhente ham, hvis han nåede at flygte. Han besøgte det ene telt

efter det andet og blev budt på rigelig mad alle steder. I det sidste

telt, han besøgte, boede forældrene til Apolos mor. Der var i teltet

fire sønner. Den ældste hed Kalajaaq, den næste Uppaq, den mellemste

Akkaluuk, den yngste Ilutak; og deres søster hed Arpaleraaq. Da Pameeq

kom ind i teltet, spurgte han, hvor Kalajaaq var. De svarede, at han

var gået i seng, fordi han var så søvnig (isinigoq ajuleramigit - det

kan også betyde, at han havde dårlige øjne). I virkeligheden opholdt

Kalajaaq sig under den omvendte konebåd, og sleb på sin kniv, som

skulle bruges til at dræbe Pameeq med. Da Apolos mor kom ind i

teltet, så hun en stor mand sidde et stykke væk fra indgangen

(? angmarfiungitsup tungâne - angmarfik må formentlig betyde: indgang

- stedet, hvor der åbnes). Det viste sig, at Pameeq anede uråd og

svedte voldsomt; hans tøj klistrede til kroppen, så han sad og lettede på

tøjet på skuldrene med mellemrum. Hans ledsager, Nattoralik, ville af sted, mens Pameeq var inde i teltet; og han opfordrede de

andre til at dræbe Pameeq.

 

Endelig kom Pameeq ud af teltet for at tage af sted; men i det samme stillede mændene sig omkring ham. Pameeq sagde: "I må også komme og besøge os." Uppak sagde: "Jeg er bange for at vejret bliver dårligt, sådan som det store fjeld Kaannaat ser ud."

 

I det samme greb Uppak ham omkring livet og sagde: "Det sker somme

tider med dette fjeld" (? Qagkátiorsuaq ilaine). Da Pameeq mærkede, at

nogen greb ham, førte han hånden bagud og forsøgte at skære mandens

testikler af (? sivqardlugo). De greb ham i arme og ben og løftede

ham. Kalajaaq kom til og stak ham i underlivet med sin kniv, så han

tabte kræfterne; og han blev dræbt. Søsteren Arpaleraaq sagde til

dem, at de ikke måtte partere liget i nærheden af teltet, men flytte

det væk fra teltpladsen. De gik hen til en nærliggende slette og

parterede liget der. Senere hældte de dryptran fra lampen på de

steder, hvor der var dryppet blod fra manden, for at han ikke skulle

vende tilbage. De parterede liget i flere dele. Først skar de hovedet af ved halsen og derefter resten midt over. Hovedet satte de fast på

jorden med en pløk - vendt imod øst, hvorfra dagningen plejer at vise

sig. Apolos mor overværede parteringen af liget. Nogle af stykkerne

lagde de i en gammel grav. Hans kajak og noget af kroppen sænkede de

ned i en stor elv; og senere knuste de hovedet omhyggeligt. Da alt

dette var blevet gjort, tog de hen til hans kone for at meddele hende,

hvad der var sket. Da de kom til hendes hus (telt?), råbte de ind: "Vi

skal meddele, at Pameeq er blevet dræbt af sine fjender." Hun var i

færd med at sy sålerne på de kamikker, han skulle have på, når han

kom hjem. Hun blev så forskrækket, at hun stak sig med nålen i

håndfladen. Om aftenen forsøgte Pameeq at dukke op af jorden lidt vest

for teltet, for at vende tilbage. De hældte noget dryptran ned over

ham, så han forsvandt. Fra da af vendte alle kajakmænd, der var på

fangst, velbeholdne hjem. Det var jo Pameeq, der havde dræbt de andre.

 

Var.: Pameeq

 

Hist.: Historisk fortælling om hævn over en berygtet morder

oqalualârut Migdlissamik

Print
Dokument id:249
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Kristian Hendrik
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalualârut Migdlissamik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 372 - 373, nr. 119
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Resumé i Rink 1866-71, I: nr. 168.

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: Således skriver jeg, Aron, I: 90. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999:

Taamma allattunga, Aron, I: 90: Oqaluttuaq Millisamik.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

En fortælling om Millisaq (én, der er blevet gjort mindre).

 

For ikke alt for mange år siden, da nogle grønlændere var blevet døbt, mens andre endnu var hedninger, var der en fanger, der havde sin vinterboplads ved Qaquk. En

anden fanger, der hed Millisaq, boede på Kangeq om vinteren.

På et tidspunkt om foråret, hvor vinterisen var ved at forsvinde, roede fangeren fra Qaquk ud til Kangeq-området. Han kom ikke tilbage.

Det viste sig, at Millisaq havde dræbt ham. Samme Millisaq havde også dræbt

andre, der var blevet døbt. De døbte drøftede den opståede situation og sagde

til hinanden: "Vi kan ikke hævne os på Millisaq og dræbe ham (fordi vi er døbte). Men vi kan give ham en ordentlig forskrækkelse, når vi engang møder ham på stenbiderfangst i Qaquk."

Engang traf de kristne fangere så Millisaq under stenbiderfangsten i

Qaquk. Han var sammen med en anden fanger, der gerne halp ham, når han

begik sine drab. De mange kristne kajakmænd omringede

ham og begyndte at skræmme ham ved at rydde hans kajak for

alle hans redskaber; og ved at vælte kajakken med manden ned i vandet og

op igen gentagne gange, så han blev han våd over det hele. Hans

medskyldige, der befandt sig i nærheden rystede af skræk. Millisaq

vendte tilbage til Kangeq, men da han fortsat var urolig, ville

han nordpå. Men i Napasoq havde han også fjender, og de dræbte ham,

da han kom derhen. Millisaq og Parpaaq skal have været de

sidste drabsmænd i Nuuk-området. Slut.

 

Hist.: Historisk fortælling om blodhævn, som dåben forhindrer. Om Parpaaq findes desuden en selvstændig fortælling.

Oqalualârut nuliarssartunik, âma pamiut kujatâne / Oqalualaarut nuliassartu nik, aamma paamiut kujataani

Print
Dokument id:373
Registreringsår:1867
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, V. 4'
Fortæller:Apollo
Nedskriver:?
Mellem-person:?
Indsamler:Rink, H.
Titel:Oqalualârut nuliarssartunik, âma pamiut kujatâne / Oqalualaarut nuliassartu nik, aamma paamiut kujataani
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 776 - 778, nr. 156
Lokalisering:Narsaq
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

En fortælling om en frier, som også (ligesom Pameeq, BS) stammede fra et sted

syd for Paamiut.

 

De havde hjemme syd for Paamiut på vinterbopladser, som lå ikke så

langt fra hinanden. Der var tre brødre. Den ældste hed Kiipuk, den

mellemste Kattarsuk og den yngste Tiitarik. På en anden boplads boede

en flot kvinde, en slægtning, som var datter af en lille ældre mand.

Kattarsuk syntes godt om hende. En dag, mens hendes bopladsfæller

var ude på fangst, tog han hen til hendes boplads sammen med sine

brødre for at fri til hende. De tog hende med hjem til deres boplads.

 

Da mændene kom hjem fra fangst, opdagede de, at kvinden var blevet

bortført. Faderen ville ikke af med sin kære datter. Derfor tog man af

sted, for at hente hende. Kattarsuks moder så kajakmændene komme, og

hun råbte til Kiipuk: "Kiipuk, det er vel ikke fordi du ikke plejer at beskytte

mig" (? imaingitsoq sernigileraraarma). Kiipuk tog af sted og roede derhenad, hvor broderen havde slået sit telt op. Nær ved stranden satte han fra med hånden foran kajakringen og sprang i land. Han ventede lige til kajakken gled

til land. Så gik han op til teltet, hvor de var oppe at slås. Det

fortælles, at Kiipuk gik ind i teltet sârdluínauvdlune (Rink: iklædt

tarmskind), og straks væltede teltet, og de trak kvinden ud gennem

bagvæggen. Hun forsøgte at gå, men sank sammen, da hendes ben var

kræftesløse på grund af det tryk, de havde været udsat for. Langt om længe rejste

Kiipuk sig op, og det undertøj (tarmskindstøjet?), han havde på, var

revet i stykker. Kiipuk kunne ikke klare de mænd, der havde

hentet kvinden (tilbage ?). Han puffede kraftigt til kvindens far uden dog at

vælte ham. En af dem, der nødig ville af med kvinden, skubbede

kraftigt til Kiipuk, så han væltede og forsøgte at støde ham med

knæet, men strejfede ham blot. De tog kvinden med tilbage; og Kattarsuk,

som nu havde mistet sin kæreste, gik rundt og samlede stumperne af

teltforhæng sammen.

 

Det fortælles, at der ikke skete noget med kvinden. De havde også haft visse forventninger om, at Kattarsuaqs

mor, som var meget gammel, skulle foretage sig et eller andet. Senere

hen friede en anden mand, altså ikke Kattarsuk til kvinden, mens

mændene på bopladsen var ude på fangst. Men de ville nødig undvære

hende, så de hentede hende dagen efter; de røvede hende fra manden og

bragte hende hjem på kajak med benene puttet ind i en kajakpels.

 

Siden begyndte det at gå ned ad bakke med kvindens helbred, så hun

gik helt i stykker og døde. Moderen til den (sidste), der friede, var

meget gammel. Hun havde skrabet noget fra det sted, hvor kvinden lå,

med sin gamle ulu (kvindekniv); og det havde hun fået styrke af, hun

havde taget kraften fra kvinden (? kimeqartivkâ). Slut.

 

Hist.: Muligvis historisk. Mange andre fortællinger om hekseri.

oqalualârut oqalugtuángortoq / Morderen fra Kangilineq / Kangilinermiunik

Print
Dokument id:355
Registreringsår:1863
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Poulsen, Johannes
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalualârut oqalugtuángortoq / Morderen fra Kangilineq / Kangilinermiunik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 789 - 792, nr. 214
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Dette håndskrift må være en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

En (historisk) beretning, der er blevet til et sagn.

 

I gamle dage, men alligevel ikke helt i gamle dage,

skete der følgende i nærheden af Paamiut: Den mest fremtrædende mand i

Kangilineq var en hurtig kajakroer og en stærk mand. Han var tillige

en stor drabsmand. Det vidste man ikke, viste det sig.

 

Engang var Neqaamiutternes eneste mand undervejs i kajak nordpå. Han

roede over et stykke åbent farvand, og lagde til ved et næs. Han

fulgte kysten østover, og han overraskede den fremtrædende mand i

Kangilineq i et mord. Han var netop ved

at løfte den dræbte ud af hans kajak. Manden fra Kangilineq så ham

straks. Straks skoddede han for at flygte, men manden

fra Kangilineq sagde:" Giv du den dræbte nådestødet." Men det

ville den anden ikke, for han ville ikke skaffe sig fjender på halsen.

Manden fra Kangilineq gentog sine ord og lod den anden vide, at han ville

dræbe ham, hvis han ikke gav den dræbte nådestødet. Da manden fra

Neqaamiut begyndte at flygte sprang den anden til sin kajak; men

manden fra Neqaamiut var allerede på vej sydover. Manden fra

Kangilineq var jo af den slags, der nok skulle være sikker på at

indhente ham, han forfulgte. Manden fra Neqaamiut så ham sætte fra

land, og han fulgte ham over det åbne farvand; og han lagde mærke til

at han var ved at hale ind på sig.

 

Han vidste, Aulákuné / Aalakkuni (ved Aalakkut ? BS), at han ville ro uden om det store næs, "nugaussarssuaq". Og fordi manden fra Neqaamiut frygtede, at den anden

ville indhente ham, foretrak han at gå i land vel vidende, at manden fra Kangilineq ikke ville kunne indhente ham over land. Han

gik så i land, og mens han var på vej med sin kajak længere ind i

landet, så han sig tilbage og opdagede, at manden fra Kangilineq

vendte om; han vidste, at han ikke ville kunne klare ham over land;

for manden fra Neqaamiut kunne løbe stærkt.

 

Manden fra Neqaamiut gik med sin kajak over land, og da han kom ned i den, roede han hjem. Da han kom hjem, fortalte han de andre, hvad denne fremtrædende mand fra

Kangilineq havde gjort. Om aftenen lagde han sig til sove, men midt om

natten vågnede han og sagde til kvinderne:" Jeg vil tage nordpå for at

finde ud af, hvem manden har dræbt." Han tog af sted midt om natten.

 

I gamle dage var der mange nært beslægtede vinterbopladser

("erqardliarit"- ordret: der var familie med hinanden) Han ville

forhøre sig hele vejen fra de nærmest beliggende og frem (Ukiivikboere,

Nallaqboere, Akutalikboere, Kittarsarsuaqboere, Kittorsannguaqboere, Ersoqboere, Pujakboere, Qarsaartalikboere, Qaqqartooqboere og Uummannannguaqboere).

Manden måtte have dræbt en mand fra et af de steder. Da han forhørte

sig hos beboerne i Ukiivinnguaq, fik han at vide, at den eneste søn af

en ældre mand var udeblevet fra en fangsttur dagen før. Han fortalte

dem, at den fremtrædende mand fra Kangilineq havde dræbt ham, og, at

han nok ville lade som ingenting og komme på besøg hos dem. Med de ord tog han afsted igen.

 

Og ganske rigtigt. Manden fra Kangilineq ankom op ad dagen og lod sig ikke mærke med noget. Da han kom ind i et af husene, sendte man to nybegyndere i kajak til

de omliggende bopladser med besked om, at mændene fra disse pladser

skulle komme for at være med til at dræbe den fremtrædende mand fra

Kangilineq (sådan skal det vist forstås "nániqariaqqullugit" kan også

være: for at være med til at dræbe ham). (Formentlig det ritual, hvor

alle der stikker i offeret, før eller efter drabet, er medansvarlige i

det: som en beskyttelse mod hævn, BS.) Til gæsten sagde de, at han bare

kunne sove.

 

Om aftenen, mens manden fra Kangilineq endnu var der, ankom

flere kajakmænd fra omegnen. De skjulte deres kajakker bagved

huset, således at kun de fastboendes kajakker var synlige, og mændene

indlogerede sig i andre huse, for at manden fra Kangilineq

ikke skulle vide, at de var der. Om aftenen gik gæsten i seng. En af

dem i huset opdagede, at han gik ud midt om natten. Han anede åbenbart uråd. Vedkommende ventede på, at han skulle komme tilbage.

Men da han ikke viste sig, gik han ud og så, at han netop var roet ud

i sin kajak. Det var endnu ikke blevet morgen, så alle de sovende blev

vækket med den besked, at manden, de jagtede, var taget afsted. Alle

de mange kajakmænd satte efter ham, der roede så hurtigt, at

ingen kunne indhente ham. To af kajakmændene kom foran de andre, og i

det tidlige gry kunne de se ham (imod den gryende dag ?). De fulgte

efter ham og undgik at lave støj. Faktisk havde han roet

langsomt mens han ventede på, at det skulle blive lyst. De nåede ham

bagfra, og de stak samtidigt hver sin paddelåre under tværremmen på hans kajak,

på forenden og på bagenden; og de smed omgående alle skærende

redskaber ("kînagdlit") ud i vandet. De kastede også hans åre væk. De

råbte til de andre bagved, at de nu ville stikke ham ned. Deres

råb blev besvaret af flere; og de råbte videre til dem, der var

bagved. Der kom så mange kajakker, at man ikke kunne se land for dem.

Den dræbtes far, som skulle være den første til at såre ham, nåede

frem til allersidst. Han havde ingen fangstredskaber udover en meget

stor kniv. Han roede udenom de mange kajakker og nærmede sig

drabsmanden forfra mellem alle de mange kajakmænd. Da han kom helt hen

til ham, greb han den store kniv og holdt den oppe, som om han ville

stikke ham i hjerteregionen, så han kunne mærke, hvor farligt det var.

Han tænkte på sin søn, der var død; og efter at have holdt kniven oppe

længe, stak han ham. Kajakkerne spredtes, da den ældre mand

havde dolket ham. En af kajakmændene kastede sin

fuglepil og ramte ham. Så sendte alle de andre deres fuglepile imod

ham, og sikke det susede og peb. Kajakken væltede, men han forsvandt

ikke under vandet, fordi alle de mange fuglepile holdt ham oppe. De skar

kroppen i flere stykker og smed stykkerne forskellige steder. Manden

opnåede det han ville.

 

Det sted, hvor den fremtrædende mand begik

mordet ("toqutsivfra") kom til at hedde Qajartalik, ved Paamiuts

solside- altså det sted, hvor den lille ældre mands søn blev dræbt.

 

Hist.: Kan være historisk som indledningen siger. Stednavnene på nabobopladserne viser i det mindste et godt lokalkendskab.

Ritualet efter mord / mordritual, hvor liget parteres i leddene og delene spredes, var en almindelig sikring mod at den døde skulle kunne samle sig sammen til hævn - ved at slippe ind i sit offer.

oqalugtuak utorkánguamik niligdlarqigsumik / utoqqannguamik milillaqqissumik. En fortælling om en lille gammel prutmester

Print
Dokument id:991
Registreringsår:1867
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, V, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Nicolaisen, John (Nikolaisen, John)
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuak utorkánguamik niligdlarqigsumik / utoqqannguamik milillaqqissumik. En fortælling om en lille gammel prutmester
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 803 - 806, nr. 164
Lokalisering:
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Der var engang en lille ældre mand, der var alle tiders

til at prutte. De havde deres vinterboplads et sted på fastlandet.

Når bærtiden kom om sommeren, satte de mærke der, hvor der var flest,

fordi de om vinteren godt kunne få lyst til bær. Når de så om

vinteren, hvor sneen dækkede jorden, fik lyst til at spise bær

henvendte de sig til gamlingen. Denne gik hen til det sted, hvor der

var mange bær og slog en ordentlig prut, så al sne i området

forsvandt. Så guffede man ellers bær. Når han inde i huset trængte til

at slå én, sagde han til de andre: "Hold fast på  husstøtterne." Når

han så slog én, slyngede den benene i vejret på dem, der holdt fast på

støtterne.

 

Man siger, at mens de endnu var der (på vinterbopladsen)

fik de nys om at der i nærheden overvintrede nogen med en stor hund,

en hund, sagde man, der dræbte alle dem, der kom på besøg. Og næppe

havde prutmesteren hørt dette, førend han fik lyst til at besøge dem.

En dag i fint vejr rejste han på besøg, idet han undervejs samlede

sammen til et ordentligt brag. Han roede langs stranden for ikke at

blive opdaget af hunden, før han gik i land. Så snart han gik i land,

opdagede den store hund ham; og den familie, han ville besøge, råbte,

at han omgående skulle flygte - ellers ville han blive dræbt. Vist

ville han ej. Han stillede sig blot op med ryggen til hunden. Da den

nærmede sig, trak han bukserne ned og slog en ordentlig skid. Han vendte sig om, men der var ingen hund. Men mens han stod der, så han nogle knogler falde

ned på jorden. Tænk, det var hunden, der var blevet slynget til vejrs

da han pruttede.

 

Nu da hunden var dræbt, kom der mange gæster til

familien. Som tak for at ha' gjort det af med hunden, blev han

overøst med gaver fra alle i familien, der ejede hunden.

 

På en dejlig dag, nogen tid efter han havde dræbt hunden, fik han

lyst til at tage ud på fangst vestover. Han roede ud forbi de yderste

øer. Mens han ventede på, at en sæl skulle dukke op, trængte en prut

sig på for fuld kraft og han roede til, alt hvad han kunne, for at nå

til land i tide. Ganske tæt på land blev trangen så voldsom, at han

end ikke var i stand til at ro. Han lå stille et stykke tid. Men han

fandt ud af, at det blev det kun værre af, så han fortsatte helt ind

til land og op på stranden. Nu kunne han ikke længere holde luften

tilbage, og han slog en ordentlig én. Kajakken knækkede over, der hvor

han sad, og den bagerste halvdel røg til vejrs og forsvandt. Den

forreste del var havnet oppe på stranden; og i den redelighed reddede

han sig kun selv med nød og næppe i land. Mens han stod på stranden,

roede der et par kajakmænd forbi. Han råbte til dem, og de fik ham med

hjem. Derefter holdt han sig til landjorden, hvor han bare døde, uden nogensinde at få sig en kajak igen.

                    Skrevet af John  Nikolaisen (seminarieelev)

 

Var.: Søg på prutmester; Storfjærteren

oqalugtualiaq / Kunuk / Oqalugtualiak iliarssunguit

Print
Dokument id:197
Registreringsår:1859
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Jeremias
Nedskriver:Jeremias
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtualiaq / Kunuk / Oqalugtualiak iliarssunguit
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 267 - 273, nr. 92
Lokalisering:Paamiut / Frederikshåb
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 14 ss. 79 - 86 har Rink sammenstykket ialt 3 varianter inkl. denne. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 10, pp. 132 - 143: Kunuk, the Orphan Boy.)

 

For en anden oversættelse til dansk se Thisted: "Som perler på en snor...". PhD-afhandling, Kbh. Univ. 1993, Tekstsamling, s. 23 - 26: En opdigtet historie.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

En fortælling.

En hel masse mennesker, der boede i et stort hus, var af deres fjender blevet overrumplet om natten og dræbt med undtagelse af to forældreløse - en pige og en dreng, som havde gemt sig i kogerummet. (Egentlig står der: iggavik: køkkenet - Chr.B.). Tidligt om morgenen dagen efter tog de af sted for at finde nogen, som kunne forsørge dem. Drengen bar pigen på ryggen, når hun blev træt. Men det var en lang vej, og pigen var blevet såret, så hendes tarme hang udenfor. Hun døde. Drengen og hans kødlige bror (nu blev de pludselig to - Chr.B.) begravede hende og gik videre. Fra en lille høj så de på isen en mand, der var på netsidefangst ved at stikke en stang af træ ned i isen. Da manden så dem, spurgte han: "Hvordan kan det være, at I er kommet hertil, så små som I er?" Den ældste af drengene fortalte, at de mennesker, de boede hos, var blevet udryddet af fjenderne og at de var kommet hertil for at finde forsørgere. Manden sagde: "I kan blive plejebørn hos os, jeg skal nok opdrage jer." Så tog han drengene med hjem til sig selv. Han fortalte sin kone, hvorfor drengene var kommet dertil. Manden og hans kone sagde til Dem: "I må ikke glemme, at I har fjender, og I må træne for at få flere kræfter." Drengene begyndte at træne for at få flere kræfter, og de var med til at skaffe mad til deres plejeforældre i form af ryper og andet. En dag da de var ude, så de en isbjørn. De havde ingen våben med, men de blev enige om at jage bjørnen. Da bjørnen så drengene, flygtede den, men de forfulgte den og dræbte den med de bare næver, idet de tog den i bagbenene og trak benene til hver sin side, så dyret flækkedes. De tog fangsten med hjem. Drengenes styrke øgedes. Den yngste var den stærkeste. Han blev så stærk, at han fik indre kvæstelser og døde. Den ældste fik plejefaderens kajak og begyndte at fange.

En dag sagde den unge mand: "Nu er jeg blevet i stand til at dræbe mine

fjender. Jeg vil tage hen til dem og hævne mig på dem. Hans plejefar lavede

redskaber, der passede til ham, og de tog af sted i konebåd med den unge mand som

styrer og plejeforældrene som roere. Da de sejlede ud af et lille sund, gav den

unge mand sig til at græde, fordi synet af søsterens grav gav triste mindelser.

Da de nærmede sig fjendens boplads, sagde den unge mand: "Jeg vil simulere syg."

Da de nåede bopladsen og var kommet i land, blev deres redskaber beundret for

deres størrelse. Plejefaderen sagde: "Det var noget vi fandt på vej hertil." Han

løj. Hen på aftenen spillede de bold, og de opfordrede deres fjende til at spille

med. Men han afslog. En anden dag føjede han dem. Han kom med vilje til at

skubbe til et af børnene, så barnet faldt og græd. Han kunne ikke få det til at

holde op med at græde. Det viste sig, at det var et enebarn. Faderen forhørte

sig om, hvem der havde væltet ham. Han fik ikke svar. Men bopladsens tosse

(landsbytossen - Chr.B.) sagde: "Det var en overlevende blandt dem, I udryddede engang, der væltede ham. Dagen efter det tog den unge mand på hvalfangst sammen med sine fjender, men de fik ikke noget." På hjemvejen roede den unge mand så kraftigt, at de overhalede den anden konebåd. Næste dag var de også på hvalfangst og den unge mand var med i den anden konebåd. Heller ikke den dag fangede de hval. På hjemvejen roede de om kap og konebåden, hvor den unge mand var med, blev den

hurtigste. Den tredie dag deltog han ikke, men var på sælfangst i kajak. Han tog

tidligt hjem. Da konebådene nærmede sig på vej hjem, gik han ned til stranden

og udvalgte sig det sted, hvor vandet var dybest. Hertil anviste han den første

konebåd at lægge til. Da konebåden lagde til, tog han den på spidsen af

rælingen og hældte mandskabet ud i vandet og dræbte dem med sin lanse. Han

gjorde det samme med den næste konebåd. Til sidst dræbte han kvinder og børn i

husene, men han tog en af kvinderne til kone. Bopladstossen slog han på

hovedet, så det smadredes. Nu da han havde hævnet sig, fik han ro i sindet, og

de tog af sted.

En vinter, da der var kommet islæg, kom hans kone ind i huset, efter at have

været udenfor, og fortalte, at en slæde var på vej ind. Manden gik ud, men der

var ingen slæde at se. Det samme gentog sig én gang til og endnu engang måtte

manden konstatere, at hun omgikkedes sandheden letsindigt. Ved tredie lejlighed

viste det sig alligevel, at konen talte sandt. Der kom besøgende, og de fik en

god behandling, og ved afrejsen inviteredes deres værter på genbesøg. Det gjorde

de. De kom til en boplads med mange huse - et af dem meget stort. De gik ind i

et af husene og her lagde manden mærke til to netsideskind, der var fyldt med

sand. Det viste sig, at det var redskaber til at træne muskler med. Husets beboere

fortalte, at beboeren i det store hus plejede at transportere hvalrosser på

ryggen, og at han fratog andre deres koner. Når der kom gæster, dræbte han manden

og tog konen til sig. Værtsfolkene fortalte og demonstrerede for gæsterne,

hvordan han bar sig ad. Værten istemte en sang, og da sangen var forbi, tog han en

træstok og løftede den - klar til at kaste den imod gæsten. Idet han kastede

den, hoppede gæsten og greb loftsbjælken, hvor han blev hængende. Træstokken

ramte det sted, hvor han havde siddet. Næste gang værten kastede træstokken

imod ham, smed han sig ned på maven og undgik på den måde, at blive ramt.

Værten sagde: "Jeg ved ikke, hvordan det vil gå med dig, det er ikke sikkert det

vil lykkes ham at dræbe dig. Men han har en stærk mand som forsvarer, som

træder til, når det ikke lykkes ham at dræbe sit offer. Han kaldes

Taajungiarsuk - én med dobbeltbag af fedme."

Ægteparret blev nu inviteret til manden, der plejer at bære en hvalros på

ryggen. Rummet var fuldt af hans koner, som han havde stjålet. Den store mand

sagde: "Kom, her plejer gæsterne at sidde." Så begyndte ellers folk at strømme ind

parvis for at se gæsterne, og til sidst blev rummet helt fyldt. Gæsten bad

manden, han besøgte i det første hus, tage plads ved sin side. Når der kom nogen,

spurgte han, om det var ham, man kaldte Taajungiarsuk, men hver gang svarede

han nej. Han spurgte endnu engang, da den sidste besøgende kom ind. Ja, det er

ham med dobbeltbag, sagde manden ved siden af. Manden med dobbeltbag styrede

direkte hen til briksen og satte sig.

Så istemte værten, manden der plejede at bære en hvalros på ryggen, en

sang og alle de andre sang med, mens værten akkompagnerede dem med sin tromme.

Da de var færdige, tog værten et spyd og løftede det for at kaste det imod

gæsten. I det samme blev der sagt fra den anden side: "Duk dig." Gæsten dukkede

sig, så hagen og skuldrene mest var synlige. Værten gjorde sig endnu engang

klar til kast, og idet han kastede spyddet, lagde gæsten sig ned på maven og

spyddet ramte stedet, hvor han havde været. Da gæsten rejste sig og tog spyddet,

sagde værten: "Vent lidt. Jeg vil kaste spyddet efter dig endnu engang." Næste

gang, han kastede spyddet, hoppede gæsten op på loftsbjælken og undgik at blive

ramt. Alle tilstedeværende grinede af værten. Så greb gæsten spyddet, og da der

var blevet sunget, akkompagneret af en tromme, sagde én af dem, fra den anden

side, til værten: "Duk dig!" Manden dukkede sig og holdt fast på briksekanten med

begge hænder. Gæsten kastede spyddet og ramte ham lige under struben, så han

væltede. Da dette skete, begyndte folk at flygte ud af rummet. Gæsten tog sin

kone og var på vej ud. Så mærkede han, at der var én, der tog i ham. Han så, at

det var Taajungiaarsuk. Udenfor begyndte de at brydes, de var begge spændstige

i deres bevægelser. Det viste sig, at Taajungiaarsuk ville føre ham til nogle

sten for at smadre hans fødder. Taajungiaarsuk løftede gæsten og stødte hans

fødder ned imod en sten, så hans hæl blev smadret, og da han væltede forsøgte han

straks at sætte sine knæ ned på hans bryst. Til gengæld trykkede gæsten ham

nedefra til sig så kraftigt, at lungerne pressedes ud gennem hulningen mellem

skulderleddet og halsen. Der lød tak gentagne gange fra alle dem, der var blevet

frarøvet deres koner. Gæsten gik ind i huset igen for at se til manden, der plejede at bære en hvalros på ryggen. Da han så, at manden ikke var helt død

endnu, gav han ham det dræbende stik. Nu kunne alle de røvede koner vende

tilbage til deres mænd, og gæsten og hans kone overvandt helt de skader de havde pådraget sig.

 

Var.: Kunuk

oqalugtuánguaq ilumôrtûgaluaq Iliarssúnguamik / Kagssagssuk

Print
Dokument id:278
Registreringsår:1862
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Kragh, J. M. P.
Mellem-person:Kragh, J. M. P.
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuánguaq ilumôrtûgaluaq Iliarssúnguamik / Kagssagssuk
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 495 - 501, nr. 148
Lokalisering:Upernavik
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der muligvis er identisk med ID134 (I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 1 ss. 45 - 51 har Rink sammenstykket ialt 9 varianter inkl. denne og nogle fra Labrador. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 1, pp. 93 - 99: Kagsagsuk.)

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

En fortælling om en forældreløs - egentlig en sandfærdig historie.

I gamle dage, før man gik over til kristendommen, var folk meget ubarmhjertige.

Gud ske tak og lov at der ikke længere sker den slags i vort land. Den person, som

her skal skildres, har oplevet følgende i sin barndom:

     Der levede en forældreløs dreng blandt mange ubarmhjertige mandfolk. Han

hed Kaassassuk. Han havde en lille fattig kælling som plejemor. De to fattige

boede ikke i selve huset. De boede i en hule, der var bygget ud for husets gang.

Kaassassuk sov ikke i denne hule, men ude i gangen mellem hundene, fordi hundene

gav varme.

     Når mændene om morgenen var på vej ud af gangen, slog de hundene, og de slog

også Kaassassuk, som lå mellem hundene. Kaassassuk jamrede og sagde: "Nakkaa,

nakkaa, nakkaa, nakkaa." Der blev gjort så meget nar af ham, så han gjorde også

nar sig selv ved at efterligne hundenes hyl: "Nakkaa, nakkaa." Sådan har man

fortalt om de vilkår, han levede under. Når mændene holdt fest, spiste de

frossent kød og hvalroshud, som var meget sejt. Kaassassuk stod og betragtede

dem ude fra gangen. En af mændene plejede at trække ham op fra gangen ved at

stikke fingrene i hans næsebor. Vi kan forestille os, hvor smertefuldt det kunne

være. Dette resulterede i at hans næsebor blev meget store. Kun en enkelt mand

ynkedes over ham. Han løftede ham op ved at tage ham i tøjet på ryggen. De gav

ham det hårde frosne kød, som han måtte flænse med tænderne, for den fattige

dreng ejede naturligvis ikke nogen kniv. Til sidst måtte den forældreløse stakkel

rode i møddingen efter et stykke jern. Han fandt en stump jern, som han

fastgjorde mellem tænderne. Ved hjælp af den nye kniv, som sad mellem tænderne,

kom Kaassassuk til at spise hurtigere. Det opdagede mændene hurtigt og sagde til

Kaassassuk: "Du er begyndt at spise alt for hurtigt. Mon ikke du har fået en

kniv?" Kaassassuk benægtede dette og sagde: "Jeg har ikke nogen kniv." Men

mændene ledte efter en kniv hos ham og fandt til sidst det stykke jern, der sad

mellem tænderne. De pillede det ud og smed det væk. Kaassassuk forsøgte sig flere gange med at sætte en stump jern mellem tænderne, men hver gang blev det

opdaget.

I løbet af vinteren var Kaassassuk vokset en smule, og han blev meget træt

af at blive gjort nar af hele tiden. Så begyndte han at gå ture til et stort

fjeld. Mens han gik, råbte han uden bestemt mål: "Bare man kunne blive meget

stærk, bare man kunne blive meget stærk!" Dette var et ønske hos ham

Mens han råbte sådan, så han et stort dyr, som lignede en stor ulv, nærme

sig. Kaassassuk gav sig til at flygte, men det store dyr indhentede ham, og han

viklede sin store hale omkring ham og slyngede ham bort. Han rullede rundt, da

han ramte jorden. Idet dyret slyngede ham bort, hørtes der raslen eller noget,

der klingede, det var de små knogler fra en sæls baglalle. Det store dyr kaldtes

kraftens herre. Da drengen blev slynget bort, rullede han rundt langt væk, uden

at kunne stå oprejst, og der faldt små knogler fra ham. Endnu en gang viklede

dyret sin store hale omkring ham og slyngede ham bort, og det lød, som om han kom

af med samtlige små knogler. Da dyret viklede sin hale omkring ham og slyngede

ham bort, tog det nogen tid, før han faldt (eller: væltede), og der var ingen små

knogler at se. Da dette store ulvelignende dyr slyngede ham bort, faldt (eller

væltede) han ikke, men hoppede blot rundt. Det store dyr slyngede ham bort flere

gange, uden at kunne få ham til at falde (eller: vælte). Så sagde dyret til ham:

"Nu er du blevet en stærk mand, hvis lige ikke findes." Kaassassuk gik hjem til

husgangen, hvor han holdt til mellem hundene. Han blev fortsat mishandlet af

mændene.

En aften da folk inde i huset var faldet i søvn, var Kaassassuk på vej ud

gennem gangen. Han stødte ryggen imod det frosne loft og smadrede det. Om

morgenen opdagede mændene, at gangens solide tag var smadret. De undrede sig

meget over, at nogen havde kunnet gøre det. Flere unge mænd forsøgte gennem

deres falske opførsel at få folk til at tro, at det var dem, der havde gjort det

- de troede slet ikke, at Kaassassuk kunne have gjort det. Det smadrede tag blev

istandsat, selv om det var frossent og var meget svært at have med at gøre.

En anden gang om aftenen, mens folk sov, gik Kaassassuk ud og ned til

det sted, hvor flere konebåde var fastgjort på jorden, for at de ikke skulle

blive blæst væk af vinterstormen. Kaassassuk gik hen til disse fastlåste

konebåde, som tilmed var frosset fast på jorden. Kaassassuk greb underlaget og

løsnede det. Så løftede han konebådene på én gang og lagde dem på plads igen,

således at de nu vendte i modsat retning. Om morgenen gik der et stykke tid,

før mændene opdagede, hvad der var sket. Da de blev klar over, at konebådene var

blevet løsnet og vendt i modsat retning, undrede de sig meget over det.

Igen forsøgte de unge gennem deres falske opførsel at få folk til at tro, at det

var dem, der havde gjort det, for ingen tænkte på Kaassassuk i denne

forbindelse. Dagen efter, mens de andre sov, gik Kaassassuk ned til konebådene

og lagde dem atter på deres oprindelige pladser. Mændene undrede sig meget over,

hvad der var sket. Ingen tænkte på, at den lille forældreløse kunne gøre den

slags.

En dag viste der sig tre isbjørne på isen ud for det sted, hvor de

ubarmhjertige mennesker boede. De mange mænd løb ud til isbjørnene. Drengen

Kaassassuk fik travlt. Han manglede en anorak (eller: en pels). Imod sædvane

gave han sig til at snakke: "........ ('silardleqângorarme' er jeg ikke i stand

til at få mening ud af - Chr. B. / 'tænk, hvis man kunne komme ud!' - B. S.)". Hans lille plejemor gav ham sine kamikker og sin pels. Nærmest for at gøre nar af ham, sagde hun til ham: "Skaf mig så skind til brikseskind og til et tæppe." Kaassassuk iførte sig sin plejemors kamikker og pels (det grønlandske ord er svært at læse. Men det må være pels) og gik ud. Han gav sig til at løbe så hurtigt, at snipperne på pelsen blev slynget bagtil. Kaassassuk løb forbi de mange piger, som var ude for at se hvad der foregik. De hujede og grinede meget af Kaassassuk: "Hvad vil han dog, Kaassassuk, ha, ha, ha," sagde de. Kaassassuk løb ud på isen, mens de sådan gjorde nar af ham. Han løb til og forbi den sidste af mændene, idet han sagde: "Spis du bare sælmaver her ('aqajarortuarit' - meget usikker oversættelse - Chr. B.)." Han løb forbi den næste og skældte ham ud: "Spis du bare mavens nederste del her." Han løb forbi den ene efter den anden og skældte dem ud, idet han gav dem tilnavne efter de retter, som han godt kunne tænke sig at spise. Først nu opdagede mændene, hvor hovmodig Kaassassuk var. Nu var han kommet forbi dem alle sammen og var begyndt at løbe direkte efter de flygtende isbjørne. Han kunne uden vanskelighed løbe dem ind, og han drev dem i retning af et stort isfjeld, mens mændene så til. Uden noget våben gik han helt hen til disse glubske dyr. Han greb bjørnemoderen i det ene ben, som om den var en ræv eller en hare. Han trak den i benet og dræbte den ved at slynge den imod isen.

Han greb alle de tre bjørne i benet og trak dem til sig, hvorefter han slyngede

dem imod isen og dræbte dem. Så satte han sig ned på isen og ventede på, at

mændene skulle komme til ham. Mændene kom og optrådte yderst ydmygt over for

Kaassassuk. Han gav mændene den ene isbjørn. De to andre bar han hjem - den ene

på skulderen og den anden under armen. Han gav dem til sin plejemor, idet han

sagde: "Nu har jeg skaffet dig skind til brikseskind og til et tæppe." De mange

mænd, der forsøgte at få de andre til at tro, at det var dem, der havde optrådt

som stærke mænd, skammede sig, og mændene optrådte ydmygt over for Kaassassuk,

som de før gjorde nar af. Da Kaassassuk gik ind i hulen, hvor han og

plejemoderen boede, råbte mændene: "Her er et par kamikker til ham og her er et

par bukser til Kaassassuk." Pigerne kappedes om at være den første, der sagde:

"Jeg vil sy et par kamikker til Kaassassuk", og andre: "Jeg vil sy et par bukser

til Kaassassuk." Igen andre kappedes om at være den første, der tilbød sin

datter til kone for ham. De sagde til ham: "Kaassassuk, tag og gift dig." Men

Kaassassuk ville ikke have andre end datteren af den mand, der plejede at være

god imod ham, nemlig Qaqissunnguaq, som var kønnere end de andre. Hende tog han

til kone. Men dem, der plejede at gøre nar af ham, gjorde han meget bange og

straffede dem lidt indimellem. Han sagde til dem: "Ham dér har været slem imod

mig. Også ham dér har været voldsom imod mig." Sådan demonstrerede han sin magt.

Kaassassuk optrådte meget hensynsløst, og han rejste hele tiden sydover og

nordover. Kaassassuk optrådte hensynsløst næsten i hele vort land. Derfor er

hans bedrifter velkendte på den lange kyst. Det er vist noget, der er sket

virkeligt. Jeg har selv flere gange set hans hus på Saqqarliit i nærheden af

Aasiaat. Resterne af Kaassassuks hus kan endnu også ses et sted, som kaldes

Nuussuaq. Her har han haft bjørnefælder, ligesom man har rævefælder. Man har

fortalt, at han i fælderne havde fanget bjørne - disse vilde dyr -, som vi i dag

fanger ræve i fælder. Vi plejer at tage dem i benene (der står egentlig:

'niungassuisigut'- på ribbene. Det må være en skrivefejl - Chr. B.) og trække dem

ud, hvorefter vi dræber dem ved at slynge dem imod jorden. Sådan har Kaassassuk

gjort med de store bjørne, som han fangede i fælderne. Han tog dem i benene og

trak dem ud, hvorefter han slyngede dem imod klippen, som man gør med ræve.

oqalugtuaq / Den blinde som genvandt synet / Tutigaq

Print
Dokument id:167
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Steenholdt, L. N.
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq / Den blinde som genvandt synet / Tutigaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 168 - 172, nr. 60
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift.

 

Orig. håndskr. findes ikke længere.

 

Afskrift ved Steenholdt: NKS 2488, VI, ss. 40h - 43h.

 

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 2, ss. 51 - 54 har Rink sammenstykket ialt 8 varianter inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 2, ss. 99-105:

 

The Blind Man who recovered his Sight.)

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om Tutigaq. (Orig. uden overskrift)

 

Tutigaq og hans mor og hans

 

lillesøster tilbragte sommeren på Doqqat / Toqqat ved Aakuusaq, på en ø nord for

 

Upernavik. Der var mange telte på stedet, og Assuttuatsiaq (dette er vist et

 

personnavn, der kun forekommer én gang. Det kan også blot betyde "temmelig

 

meget/mange" chr.b.) var en dygtig fanger og fangede tit remmesæler. En dag var

 

Tutigaq i færd med at strække en rem, der skulle blive til en line. Men hans mor havde altså hekset over denne rem for at skade dens ejer. En blære fra remmen bristede, og vandet derfra sprøjtede og ramte begge hans øjne, så han

 

ikke længere kunne se det han lavede. Han vågnede dagen efter og var blind. Da

 

andre skulle tilbage til vinterbopladserne om efteråret, følte han sig uværdig

 

til at følges med dem. Han byggede sig et vinterhus på det sted, hvor de havde

 

tilbragt sommeren.

 

De tre boede der alene og levede bare af muslinger. Moderen gav Tutigaq

 

muslinger i en lille grydeske. Da de korte dage kom, sagde Tutigaq til sin

 

søster: Nu hvor dagene er blevet korte, går dyrene rundt alle vegne. Vil du

 

hente mine pile, der ligger i konebåden? Det gjorde søsteren, og Tutigaq gjorde

 

pilene klar og når han sov om natten, havde han dem liggende hos sig. En aften

 

skete det, at en stor isbjørn stak hovedet ind gennem vinduet. Tutigaq sagde til

 

sin søster: Giv mig mine pile, (buen er ikke nævnt chr. b.) og sørg for, at de

 

peger direkte imod bjørnens øjne. Det gjorde søsteren, og han sendte pilen af

 

sted uden at kunne se bjørnen. Der hørtes et brag, da han ramte bjørnen, og

 

Tutigaq sagde: Jeg har ramt dyret med min pil. Nej, sagde moderen, han

 

havde ramt ved siden af; men Tutigaq kunne høre, at dyret faldt om.

 

Det var måneskin, og moderen spurgte sin datter, om hun ville med ud og samle muslinger. Moderen havde sin ulu med. På vej ud af huset fortalte søsteren sin bror, at han havde ramt bjørnen. De flænsede bjørnen og kogte kød og muslinger ude i kogerummet i gangen. Da de kom ind med maden, sagde Tutigaq: Hvor kommer den dejlige duft fra? Moderen svarede, at duften skyldtes, at hun havde tilsat noget dryptran fra lampen til muslingerne. Da de havde spist, faldt moderen i søvn af mæthed. Så kom søsteren med noget bjørnekød til broderen og sagde, at han skulle spise det i smug. Hun forsynede broderen med kød, når moderen ikke så det, indtil der ikke var mere tilbage.

 

Da det blev forår, bad Tutigaq sin søster føre sig ind i landet. De kom til

 

en stor sø. Broderen satte sig ved søens bred, og søsteren gik fra ham. En

 

morgen hørte Tutigaq stemmer sydfra. Stemmerne nærmede sig

 

og nåede henover ham. Så var der én, der sagde: Hernede er der en, der

 

ikke kan se. Kig herop, og luk øjnene op. Det gjorde Tutigaq og mærkede noget

 

varmt i øjnene. Stemmen fortsatte: Nu må de ikke åbne øjnene. Da støjen fra

 

vingerne var ved at forsvinde, lukkede han øjnene op et øjeblik og nåede lige at

 

se, at et stort menneske var ved at hæve sig op fra den fjerneste ende af søen.

 

Så lukkede han øjnene igen. Da han næste gang slog øjnene op, kunne han se alt,

 

han var blevet fuldt seende. Han ventede på sin søster, og endelig viste hun

 

sig. Hun gik med hovedet dybt puttet ned i kraven. Han råbte: Lad være med at

 

gå sådan, min kære, jeg skal nok skaffe dig skind til en ny pels. Søsteren blev

 

meget glad, da hun opdagede, at han var blevet seende.

 

Da de nærmede sig huset, så Tutigaq et bjørneskind ligge på et stillads ved

 

huset. Moderen blev glad for at se dem. På Tutigaqs spørgsmål om, hvor

 

bjørneskindet stammede fra, svarede moderen, at det var ét, som nogle havde

 

efterladt et eller andet sted, og som hun havde taget med hjem.

 

Det var blevet forår, og Tutigaq var begyndt at fange hvidhvaler fra iskanten,

 

Han havde altid sin søster med. Han bandt linen omkring livet på hende. Når han

 

så havde harpuneret et dyr, trak de det op på isen i fællesskab. En dag spurgte

 

Tutigaq sin søster: Hænger du meget ved din mor? Søsteren svarede, at det gjorde

 

hun ikke. Så sagde Tutigaq, at han den efterfølgende dag ville have sin mor med (som hjælper).

 

Dagen efter tog moderen med ud til iskanten. Tutigaq bandt linen omkring livet

 

på hende. Moderen sagde til sønnen, at han skulle sørge for at harpunere det

 

mindste af dyrene. Der dukkede en hvidhval med en unge op. Imod moderens ønske

 

harpunerede sønnen den voksne hval, idet han sagde: Der tog jeg fejl. - Moderen

 

gjorde sig klar til at stå imod rykket fra hvidhvalen, men hun blev trukket ned

 

i havet. Hvalen og moderen blev under vandet et godt stykke tid. Så dukkede de

 

op - først hvalen og så moderen, der sagde: Min ulu. - Hun skar sit hår af med

 

ulu'en. På den måde blev narhvaler til. Tutigaqs mor blev til en narhval, og

 

håret blev til narhvalstanden. Hun havde en amaat (rygpose) af spraglet

 

sælskind. Denne amaat blev til mattak (hvalhud). Det fortælles, at de spraglede

 

sæler stammer derfra (en ejendommelig bemærkning chr.b.)

 

Da Tutigaq og søsteren var blevet moderløse rejste de ind i landet for at leve i

 

ensomhed som qivittut. Under vandringen blev søsteren tørstig. I det samme så de

 

et hus, og søsteren gik derhen, mens Tutigaq sad og ventede på hende. Da han

 

havde ventet tilstrækkelig længe på hende, gik han ind i huset og opdagede, at

 

hun var død. Han tog liget med sig og vandrede videre. Han mærkede, at der kom

 

liv i hende og satte hende ned på jorden. Hun blev helt rask igen. - Næste gang

 

de så et hus, gik de hen til det. Der er ingen mennesker at se i huset. Men

 

lamperne var tændt, og der var kød i gryden; og en tallerken, der lå foran

 

lampen, blev fyldt med mad fra gryden. Det viste sig, at de var kommet til

 

tarrajarsuit (skyggevæsener). Her fik Tutigaq sig en kone og søsteren en mand.

 

Men engang de var gået i seng, og Tutigaq skulle nærme sig sin kone, mærkede han

 

noget slimagtigt. Det viste sig, at hans kone var bristet.

 

De tog af sted igen. De så et hus med masser af kød omkring. Det viste sig, at

 

huset var beboet af mennesker, der havde tarmåbning i hånden. De levede kun af

 

suppe, idet de lod kødet komme ud igen. Når én havde besørget sin nødtørft uden

 

for huset og var gået ind igen, hentede de andre ekskrementet. De kyssede det og

 

brugte det som noget, der spredte gode dufte. Her fik Tutigaq sig en kone og

 

søsteren en mand. Tutigaqs fik et barn, der havde normal endetarmsåbning.

 

Bedstemoderen blev så glad, at hun stak sig med en ajassaat, en gaffel, dér hvor

 

endetarmsåbningen normalt skulle være. Hun døde af det.

 

Derfra tog de to søskende tilbage til deres boplads. Tutigaq var blevet en stor

 

åndemaner. En dag da han manede ånder, så han ild længere mod syd. Det viste

 

sig, at det var en anden åndemaner, der manede ånder. Tutigaq tog derhen, og da

 

han kom ind i huset, sagde han: Ved I hvem jeg er? - Ingen vidste, hvem han var.

 

Så fortalte han, at det var ham, der brugte sin mor som fangstblære. De tændte

 

lyset, og Tutigaq berettede om sin mor og om sin qivittoqtilværelse.

 

Dagen efter ved aftenstid tog Tutigaq af sted hjemover sammen med den anden

 

åndemaner, som skulle på besøg hos ham. Ved morgenstunden nåede de

 

vinterbopladsen. Der lod Tutigaq den anden åndemaner blive, mens han selv rejste

 

videre og var hjemme dagen efter. Den anden åndemaner blev på vinterpladsen natten over, for han var ikke nogen dygtig åndemaner. Derimod blev Tutigaq en

 

stor åndemaner. Han kunne rejse fra Aakuusaq til Amerloq på én nat.

 

Var.: Søg på: blind / blinde; Tutigaq; Rink II 62; Uluaa; Holtved nr. 37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III nr. 330. Lyberth 1924 tappiitsoq. Narhvalens oprindelse; Hvorledes narhvalen blev til;

 

Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.

 

Kommentar: Forløbet virker uklart - som om fortælleren el. nedskriveren ikke selv har forstået sammenhængene. Se de andre versioner.

 

This handwritten text is a copy made by a student teacher. The original handwritten text no longer exists. Copied by Steenholdt: NKS 2488, VI, pp. 40h-43h.

 

In Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr.2, pp.51-54, Rink pieces together a total of 8 variants, including this one. The same “mixture” is found in the English translation in Rink, H. 1875 (reprinted in 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 2, pp. 99-105: The Blind Man who regained his Sight.)

 

Detailed summary translated by Chr. Berthelsen:

 

The tale of Tutigaq (The original had no title.)

 

Tutigaq and his mother and his little sister spent the summer at Doqqat/Toqqat near Aakuusaq, on an island to the north of Upernavik. There were many tents at the site and Assuttuatsiaq (this seems to be the name of a person, which only occurs once. It may also simply mean “rather a lot” chr.b.) was a skilled hunter who often caught bearded seals. One day, Tutigaq was stretching a thong, which was to be used as a harpoon line. However, his mother had put a spell on the thong so that it would harm whoever owned it. A blister on the thong burst and the water from it squirted out into both of his eyes so he could no longer see what he was doing. The next day he woke up blind. In the fall, when the others were leaving to go to the winter settlement, he considered himself unworthy to accompany them. He built himself a winter house in the same spot where they had spent the summer.

 

The three of them lived alone and survived on mussels alone. The mother gave Tutigaq mussels in a little ladle. As the days got shorter, Tutigaq said to his sister, “Now that the days are getting shorter, the animals are wandering around all over the place. Would you please fetch my arrows from the woman's boat?” His sister did as he asked and Tutigaq prepared the arrows and kept them by his side when he slept at night. One evening, it came to pass that a large polar bear poked its head through the window. Tutigaq said to his sister, “Give me my arrows, (the bow is not mentioned  chr.b) and make sure that they are aimed directly at the bear's eyes. His sister did his bidding and he fired the arrow without being able to see the bear. There was a thud as he hit the bear. Tutigaq said, “I have shot the bear with my arrow.” “No,” said his mother and claimed that he had missed, but Tutigaq could hear the bear falling to the ground.

 

In the moonlight the mother asked her daughter if she would like to accompany her on a trip to collect mussels. The mother took her ulu with her. On the way out of the house the sister told her brother that he had indeed hit the bear. They flensed the bear and boiled the meat and the mussels out in the cooking chamber in the passageway. When they came inside with the food, Tutigaq asked, “Where is that wonderful aroma coming from?” His mother replied by saying that the smell was due to the lamp oil which she had added to the mussels. When they had eaten, the mother fell asleep because she was so full. Then the sister came to give her brother some bear meat and said that he should eat it in secret. She supplied her brother with meat when her mother was not looking, until there was none left.

 

When the spring came, Tutigaq asked his sister to lead him inland. They came to a large lake. The brother sat down on the lake's edge and his sister left him there. One morning, Tutigaq heard voices which came from the south. The voices came closer and then were directly above him. Then one of them said, “Down there is one who cannot see. Look up here and open your eyes.” Tutigaq did this and felt something warm in his eyes. The voice continued, “Now you may not open your eyes. When the sound of wings had all but faded, he opened his eyes and could just about see a huge person heaving himself out of the far end of the lake. Then he shut his eyes again. The next time he opened his eyes he could see everything. He had fully regained his sight. He waited for his sister and at last she appeared. She was walking with her head buried deep in her collar. He shouted to her, “Don't walk like that, my dear! I will get you a skin for a new fur coat.” His sister was very happy when she discovered that he could see.

 

As they approached the house, Tutigaq could see the bear skin laid out on a scaffold by the house. Their mother was very pleased to see them. In response to Tutigaq's question about where the bear skin had come from, she said that someone or other had left it lying around and that she had brought it home with her.

 

It was spring and Tutigaq had begun to catch beluga whales from the ice edge. He always took his sister with him. He tied the line around her waist. Then when he had harpooned an animal, they dragged it out of the water together. One day Tutigaq asked his sister, “Are you very fond of your mother?” His sister replied by saying that she was not. Then Tutigaq said that he would take his mother along to help him the following day.

 

The next day, the mother accompanied him to the ice edge. Tutigaq tied the line around her waist.  The mother said to her son that he should be sure to harpoon the smallest animal.  A narwhal with young came along. Against his mother's wishes, the son harpooned the adult whale, while saying, “I made a mistake.”  The mother braced herself to resist the pull of the whale but she was dragged down into the sea. The whale and the mother remained under water for quite some time.  Then they resurfaced  first the whale and then the mother, who said, “My ulu.” She cut off her hair with the ulu. That is how the narwhal came to be. Tutigaq's mother became a narwhal and her hair became the tusk. She was wearing an amaat (anorak/parka with a large hood for carrying the baby) made of harbor seal skin. This amaat became the muktuk (mattak / whale skin). It is said that that is where the harbor seals come from (a strange remark  chr.b.).

 

As Tutigaq and his sister were now motherless, they travelled inland to live as qivittut (hermits). While they were wandering, the sister became thirsty. Just then, they saw a

 

house.The sister went towards it while Tutigaq sat down to wait for her. When he had waited long enough for her, he went into the house himself and discovered that she was dead. He took her corpse and kept walking. He felt that the life had returned to her body and put her down on the ground. She was completely well again. The next time they saw a house, they both went inside. There was no one to be seen in the house but the lamps were lit and there was meat in the pot. A plate, which lay in front of the lamp, was filled with food from the pot. It appeared that they had come to the tarrajarsuit (shadow beings). Tutigaq found himself a wife there and his sister found a husband. But once they had gone to bed and Tutigaq got closer to his wife, he felt something slimy. His wife appeared to have burst.

 

They left once again. They saw a house with plenty of meat around it. They found out that the house was inhabited by people whose bowel opening was situated in their palms. They survived on soup, as they allowed meat to simply pass through them. As soon as one of them had relieved himself outside the house and gone inside again, the others fetched the excrement. They kissed it and used it as something which gave off a delicious smell.  Tutigaq found himself a wife there and his sister found herself a husband. Tutigaq's wife had a child, who had a normal bowel opening. The grandmother was so happy that she stabbed herself with an ajassaat (fork) where her bowel opening ought to have been. She died as a result of this..

 

From there, the two siblings returned to their settlement. Tutigaq had become a powerful shaman. One day when he was conjuring up spirits, he saw a fire far away to the south. It turned out to be another shaman who was also raising conjuring up, Tutigaq went there and when he got to the house, he said, “Do you know who I am?” Nobody knew who he was. So he told them that it was he who had used his mother as a hunting bladder. They lit the lamp and Tutigaq told the tale of his mother and of his life as a qivittoq (hermit).

 

The next day in the evening, Tutigaq travelled home along with the other shaman, who was to come and visit him. In the early hours of the morning they reached the winter settlement. Tutigaq left the other shaman there, while he travelled on and arrived home the next day. The other shaman remained in the winter settlement over night, because he was not a powerful shaman. Tutigaq, on the other hand, became a very powerful shaman. He was able to travel from Aakuusaq to Amerloq in one night.

 

Var.: Search for blind/blinde; Tutigaq, Aron 365; Rink II 62; Ulluaa; Holtved no.37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III no. 330. Lyberth 1924 tapiitsoq. The origins of the narwhal; How the narwhal came to be.

 

Comment: The sequence of events seems somewhat unclear  as though the storyteller or the person who wrote it down has not understood the context. See the other versions.

 

Transl. by Lucy Ellis.

 

By courtesy of Craig Mishler. See: Diving Down: Ritual Healing in the Tale of the

 

Blind Man and the Loon by Craig Mishler, Vadzaih Unlimited, 3910 McMahon Avenue

 

Anchorage, AK 99516, [email protected]

Oqalugtuaq / Tigaq ved Pisugfik / Tiggaaq Pisuffik

Print
Dokument id:203
Registreringsår:1859
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Oqalugtuaq / Tigaq ved Pisugfik / Tiggaaq Pisuffik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 285 - 286, nr. 98
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Oversat af Kirsten Thisted i: Kreutzmann, Jens: Fortællinger & akvareller. Red. Kirsten Thisted. Atuakkiorfik 1997: 63 - 64: En nidvisekamp.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning af Arnaq Grove i: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 63 - 64: Inngertumik.

 

Resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 160

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

En fortælling.

En af Narsaq-beboerne, en dygtig fanger, hed Tiggaaq. Hans

familie havde givet ham det navn, fordi han fangede sæler så ofte. Ingen kunne

måle sig med ham i fangst, hverken til lands eller til havs. Han sørgede godt

for sine bopladsfæller. Men han kunne hverken danse trommedans eller synge

nidviser. Et tidligt forår rejste Pisuffik-beboerne nordover for at synge

nidviser imod Narsaq-beboerne. De slog lejr på Narsaq og Tiggaaq var blandt

tilhørerne, da de underholdt folk med deres sange. En af Pituffikbeboerne gik

hen til Tiggaaq og sang ham en nidvise på. Tiggaaq skammede sig over, at han

ikke engang kunne synge. Pisuffik-boens vise blev ikke besvaret, og derfor

forlod Pisuffik-boen Tiggaaq. Tiggaaq havde fået noget at tænke over. Tiggaaq sov

dårligt den nat, og han tænkte på at lære sange.

     Pisuffik-boerne tog sydover, men Tiggaaq og hans bopladsfæller tog ind i

fjorden. Hele sommeren, hvor de færdedes på land, var Tiggaaq optaget af at lære

at synge viser. Det gik op for hans familie, at han var opsat på at gøre

gengæld. De opmuntrede ham på det ivrigste med råd og vejledning, og han

lærte at synge viser. Umiddelbart før de skulle bryde lejr,

fangede Tiggaaq en fed fuldvoksen renbuk. Han lod al talget fra den ene side af

dyret koge udelt og tørrede alt kødet.

Så pakkede han det ind i skindet og gemte det, for at diske op for sin

sangkampfælle med det, når denne kom på besøg. Han gemte også den pels,

han brugte på rensdyrjagten. Hele vinteren lavede han viser, og da det blev

mildere i vejret, tog han sammen med sin familie ned til Pisuffik. De slog lejr og

Tiggaaq lagde rensdyrskindet ned på jorden i teltet og lagde talg og kød oven på

det. Så inviterede han sin modpart, og da gæsterne indfandt sig, blev der lagt en

hel sortside på jorden ved siden af rensdyrskindet. Da gæsterne kom i gang med at spise, gik Tiggaaq og hans familie udenfor og underholdt gæsterne med deres

sange udefra. Først efter måltidet var forbi, gik de ind igen og begyndte at

synge nidviser imod hinanden. Så gav de sig til at danse trommedans, og Tiggaaq

stod ansigt til ansigt med sin nye modpart. Midt i alt dette blev Tiggaaq hæs -

endnu før han udgik for viser. De ældre, der var til stede, sagde: "Tiggaaq er en

begynder i at synge viser. Tag og rens hans hals med græsstrå ("ivigkat

angutitáinik" - med hangræsser - Chr.B.)." Det lykkedes at få halsen renset. Så

fortsatte Tiggaaq med at angribe sin modpart. Tiggaaq begyndte også at synge om

sin renjagt ("nunasissûnine .." betyder egentlig: om det, at han er en

tilflytter. Chr.B.). Han gik ud for at iføre sig den blodplettede pels. Så

dansede han og sang, idet han skiftevis stillede sig med ansigtet tæt imod

modparten og vendte sig bort fra ham. Modparten kunne ikke undslå sig, og først

da modparten udgik for svar, holdt Tiggaaq op. Han vandt kampen og tog nordpå

igen. Han kom aldrig tilbage til Pisuffik.

 

Kommentar: som sagnskikkelse er en Tiggaaq hovedperson i rejsen til Akilineq. Søg på  Tiggaaq; Qilaasuaq; Amos Daniel 161 Alluunnguaq; Sungersuusaq; Asalooq; Qilaasuaq og Allunnguaq

oqalugtuaq Agdlerúmik / Agdleraq / Avarunguaq / Avarunnguaq

Print
Dokument id:287
Registreringsår:1861
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Amos Daniel
Nedskriver:Amos Daniel
Mellem-person:Hansen, Einar
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Agdlerúmik / Agdleraq / Avarunguaq / Avarunnguaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 541 - 544, nr. 158
Lokalisering:Illorsuit / Uummannaq
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., muligvis fra Rink 2488, III nr. 336-345, der er nedskrevet af Amos Daniel i omtrent ulæselig håndskrift.

 

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 27 ss. 116 - 119 har Rink sammenstykket ialt 4 varianter inkl. denne og en anden (uidentificerbar) af Amos Daniel. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 19, ss. 177 - 183: Avarunguak or Agdlerut / Allerut)

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om Allerut.

 

De boede mange sammen på en boplads. Når det blev efterår, plejede de at lege en leg, hvor de kneb hinanden ved fingrene (se Rinks kommentar. Jeg kender ikke udtrykket: 'kivataleraraut - Chr. B.). Engang da de legede denne leg, var den eneste kvinde i søskendeflokken med. Når hun kom ind, sagde hun: "Jeg gad vide, hvem det var, der plejede at slås med mig." ('paniartarpânga). Så sagde hendes samlevere (ifølge Rinks kommentar: friere - Chr. B.) til hende: "Når han ta'r dig, så få ham med herind." En dag da denne kom til hende, ville hun tage ham med ind. Nu var hun på vej ind med ham. Ingen vidste, hvem han var. Det viste sig, at det var Allerutinnguaq, der var vokset op på tilfældige steder. Da Allerutinnguaq kom til at bo hos disse folk, giftede han sig med hende. Han fik en ny kajak, og han begyndte at tage ud på ture i kajak. Han fik sig også en ny konebåd, og da det blev forår tog han ud på rensdyrjagt. Mens han gik, fik han øje på nogle mennesker. De så flere mennesker og kom til sidst til det sted, hvor der kun boede tre mennesker - to kvinder og en mand. Han viste sig at være kvindernes far. De kom til at bo hos dem. Da de lige var flyttet ind i huset, fik deres hund hvalpe, blandt disse én, der kaldtes Isigusaq. Engang da manden kom hjem fra en fangsttur, var der ingen i huset, der talte. Hans kone sagde: "Jeg skulle spørge fra disse mennesker, om de må opkalde hundehvalpen Isigusaq efter en afdød, medmindre du meget nødig vil af med den." De sagde til dem som svar: "Det er ligegyldigt for os. I må gerne få den." De takkede meget, og de holdt den hos sig. Kun når den skulle die, bragte de den til moderen. Faderen til kvinden tog aldrig ud på fangst.

 

Da hvidhvalssæsonen var inde, tog han (Allerut) ud på fangst i kajak. Han

kom hjem med en hvidhval. Den store kvinde fra huset ('arnarsuat' betyder jo

egentlig: deres store mor - måske skulle der have stået arnarsuit - Chr. B.) gik

ned til stranden og sagde: "Jeg skulle hilse og sige fra vores store husherre,

Qaattusoq, at de bare skal spise, som de vil og tage hul på mattakken ('magtak

putsuvdlugo' - ifølge Rinks kommentar: knibe med fingrene - pussullugu - CB.).

De tog dyret i begge sider og bar det op.

 

Da han havde ordnet sin kajak, gik han ind i huset, og det eneste han så af hvidhvalen var et stykke mattak foran den nederste lampe. Det var det stykke, der var beregnet til ham. Da de om aftenen

var gået i seng, sagde Alleruts kone til ham: "Hvad er vores kære husfæller for

nogle? De spiste i dag som hunde, der kæmpede om maden, og det varede ikke længe,

så var der ikke mere tilbage af hvidhvalen." En anden dag kom han hjem med en

stor hvidhval. Også denne gang gik kvinderne ned og sagde: "Vi skulle hilse og

sige, at vores husherre, Qaattusoq, har fanget en hvidhval." Han svarede, at de

bare skulle gøre, som de ville. Han skyndte sig at bære sin kajak op. Da han

gik ind i huset, var der kun et stykke mattak til ham. Efter at de var

gået i seng, gentog hans kone det, hun tidligere havde sagt om deres husfæller.

 

Så kom der islæg, og vest for bopladsen så de sassat (hvidhvaler el. edderfugle, der er indesluttet i en våge; her må det være hvidhvaler - Chr. B.). Han blev meget ivrig efter at tage derud. Hans husfælle sagde: "De er talte, dem skal du ikke fange." Han begyndte at trække dem hen over isen (svært at forstå sammenhængen - Chr. B.). Hans husfælle sagde: "Skidt med det. Du må gerne fange en hvidhvalsunge." Dagen efter tog han derud og kom hjem med en hvidhvalsunge. Næste dag sagde hans husfælle: "Du skal ledsage mig." Han tog af sted sammen med ham mod vest til en ø. De nærmede sig huset på øen. Alleruts rejsefælle sagde til ham: "Når de begynder at snakke om hvidhvaler, og når jeg siger 'taissaq' til dig, skal du gå ud." Han kom ind i huset og så, at der sad mange mænd. En af dem var helt hvidhåret. Der var ingen, der sagde noget, da de kom ind. Så sagde den store husherre: "Hvor er disse hvidhvaler øst for os?"

 

Da rejsefællen sagde 'taissaq' til ham, lod Allerut sig

falde ned i gangen. Han løb af sted og flygtede. Da han fjernede sig fra stranden,

kiggede han bagud og så, at nogle store isbjørne løb efter ham. En af dem kom

foran de andre og indhentede ham og sagde: "Tag mig i håret." Det gjorde han, og

de løb. Da forfølgerne var ved at nå dem, vendte isbjørnen sig imod dem og

sagde: "Ara (svært at læse - Chr. B.), denne mand har opkaldt en efter jeres afdøde fætter, som ingen tidligere har opkaldt nogen efter." De standsede og gav sig til at græde. Deres husherre sagde: "Du skal bare fange så mange, du vil." Da de gik derfra, antog bjørnene menneskeskikkelse. Da de kom hjem om aftenen og var gået i seng, sagde han til sin kone: "Det viste sig, at det var isbjørne."

     

Det blev forår, mens han endnu fangede for sine husfæller. Da det blev

sommer, belavede de sig på at vende tilbage til deres boplads. Husfællerne

sagde: "Han ville gerne beholde denne, hvis det ikke er sådan, at I meget nødig vil miste den." De svarede: "Vi skal ikke have noget med den at gøre."

Husfællerne bad dem om at sige til dem nordover (det skulle vist have været

sydover - Chr. B.), at de, når de så en bjørn ikke måtte jage den, for den ville

tage nordover for at se til sine gamle husfæller. Da Alleruts var kommet tilbage

til deres boplads, der lå sydpå, fik de at vide, at folk, der boede syd for

deres boplads, havde fanget en isbjørn ved navn Isingusaq. Efter at være kommet

tilbage til deres boplads, døde de alle sammen. Slut

 

Fortalt upræcist og på sine steder vanskelig at tolke. Efterskrift: Amos Daniel

burde ikke have skrevet så mange sagn ned. Chr.B

 

Var.: Avarunnguaq; Issiallak; Allerut; Alleruut.

 

Kommentar: De øvrige versioner kan give en lidt klarere ide om forløbet. Dog forbliver de indledende afsnit noget dunkle mht. hvem der er hvem, og hvorfor det er langt inde i indlandet de møder og slår sig ned hos isbjørne i menneskeskikkelse. Deres store appetit er et fast træk / kending / epitet ved isbjørne i overlevringen.

oqalugtuaq áipâ / Qivigtoq / qivittoq

Print
Dokument id:173
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4´
Fortæller:?
Nedskriver:Steenholdt, Wittus
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq áipâ / Qivigtoq / qivittoq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 180 - 181, nr. 67
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift. Orig. håndskr. findes ikke. Steenholdts renskrift af originalen findes i NKS 2488, VI: ss. 16v - 17v.

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om Illassaqs datter. (Opr. overskrift: Den anden historie).

Illassaq ville have sin datter til kone. Han holdt op med at tage ud på fangst og sov (med hovedet?) på datterens knæ. Til sidst blev datterens knæ helt følelsesløst.

En dag lykkedes det for hende med største forsigtighed at flytte knæet væk fra

ham, kravle ud af teltet og videre op ad skråningen. Da hun kunne rejse sig op

igen, vandrede hun ind i landet, hvor hun byggede sig et hus. Hun fangede ryper

og senere også rensdyr. Hun fangede så rigeligt - selv om hun ikke havde

fangstredskaber - at hun var i stand til at beklæde husets vægge med

rensdyrskind. Hun manglede intet.

 

Engang mødte hun to dværge.

 

Til at begynde med led hun nød, og hun græd. Da var det, at en mand kom hen til

hende og sagde: "Her har du en kniv, og når du først er kommet i besiddelse af

den, vil nøden være ovre. Men du må spytte på gaven, når du tager imod den." Hun

spyttede på den, og hun led ikke længere nød.

 

De to dværge, hun mødte, sagde til hende: "Du skal tage tilbage til din familie,

for der er snart ikke flere dyr på jorden. (Kan også forstås sådan: "Du har snart

fanget alle dyr på jorden." Chr.B.). Kvinden svarede: "Jeg vil ikke tage hjem, for det er allerede blevet efterår." Dværgene svarede: "Du skal tage hjem, for det

er endnu ikke blevet sent efterår, og vi skal nok hjælpe dig." Kvinden sagde:

"Så vil jeg først lige hente det første rensdyr, jeg fangede." De tog så af sted.

Når hun blev træt, trak dværgene landskabet sammen, så afstanden blev mindre til

det land, som hun skulle til, og som lå så langt væk, at det havde en blålig farve. Hele turen tog kun én dag. Hendes familie var der stadigvæk, men faderen

var død. Derfra drog de til vinterbopladsen.

 

Var.: der er talrige qivittoq - fortællinger. Men udgangspunktet i incest forekommer sjældent.

 

Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.

Oqalugtuaq aleqaliat

Print
Dokument id:191
Registreringsår:1859
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Oqalugtuaq aleqaliat
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 237 - 241, nr. 86
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 140 - 142: Brødrene som besøgte deres storesøster.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 140 - 142: Oqaluttuaq aleqaliat.

 

(Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 13 ss. 77 - 79 en let forkortet oversættelse. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 9, pp. 128 - 132: The Brothers visit their Sister.)

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

To Brødre, der tog på besøg hos deres søster.

Der var engang en mand, der havde tre børn - en pige og to små drenge. Pigen giftede sig med én, der boede på en boplads sydpå, inden de to små drenge begyndte at kunne huske noget / sila. De voksede op og begyndte at fange, uden at forældrene havde fortalt dem, at de havde en storesøster. Men en dag fortalte moderen sine sønner, at de havde en søster. Meget overraskede spurgte de, hvor hun så var henne. Moderen svarede: "Kan I se de store fjelde der oppe mod nord. Derunder ligger en vinterboplads, og dér bor hun. Hun er nem at kende, fordi den ene side af hovedet er helt hvid. Men I må ikke besøge hende. Hvis I gør det, vil I blive dræbt af hendes bopladsfæller, for de er menneskeædere." Da hun sagde det, mistede den ældste lysten til at tage hen og besøge sin søster, men den yngste var stærkt opsat på at få hende at se. Da brødrene dagen efter tog af sted, sagde forældrene, at de skulle holde sig på afstand indtil folk på stedet var gået i seng - for ikke at risikere at blive dræbt.

Brødrene tog af sted, og forældrene opgav helt at se dem igen. Brødrene kiggede efter huse og den ælste sagde, at når de så ravne, der slog kolbøtter i luften, var det et tegn på, at de var nær et beboet sted. Det varede

ikke længe, så så de en masse ravne. De kom op på land og bandt slæderne fast.

De ventede med at køre derhen, til det blev helt mørkt. Der var en hel

masse huse og de kørte til det nærmeste hus med tre vinduer og kravlede

forsigtigt op på taget, og den ældste kiggede ned gennem røghullet og så, at der

sad (lå?) en stor mand på briksen nærmest lampen og blev lysket af sin kone. Den

ene side af kvindens hoved var hvid som sne. Lillebroderen kiggede også ned

og de var sikre på, at kvinden måtte være deres søster. Den ældste samlede noget

spyt sammen i munden og lod det falde ned, så det ramte gulvet lige foran lampen

med et smæld. I det samme ruskede konen sin mand og sagde: "Der er sikkert kommet

gæster fra en fjern boplads, skynd dig op." Manden rejste sig op og var straks på

vej ud uden overtøj medringende sin bue. Han kom ud med en spændt bue og endnu

før de blev set, sagde den ældste af brødrene: "Vi kommer for at besøge vores

søster. Vi har fået fortalt, at den ene side af hendes hoved er helt hvid."

Manden svarede hviskende: "Jeres søster er derinde, kom indenfor, I kære." De

kom ind, og manden ville vise sig som en god svoger og forlangte, at der skulle

sættes mad frem. Konen tog kamikker på og bad nogle af sine mange børn hjælpe

sig. Det gik op for brødrene, at alle de andre i huset var søsterens

børn. På en stang i huset hang en hel masse kamikker ordnet efter størrelse -

fra de yngstes til de ældstes kamikker. Der gik et stykke tid. Så kom de ind med

et fad, der var fuld af bær, der var blandet med forskellig mad og spæk.

Søsteren satte maden frem og sagde til sine brødre: "Værsgo' og spis." Brødrene

skulle til at tage noget fra den lækre anretning, da de fik øje på en hånd af et

menneske skåret af ved håndleddet ligge i fadet - med bær i den hule hånd. De

gøs ved synet af dette og sagde, at de ikke spiste den slags mad. Så blev fadet

trukket væk fra dem og de andre gav sig til at spise. Deres søster tog denne

hånd af et menneske og holdt tommelfingeren fast mellem tænderne for at skære et

stykke fra. Så skreg børnene: "Giv mig et stykke af hånden." Hertil svarede

moderen: "Lad mig selv spise den hånd." Brødrene sagde til hende: "Hør er du også

blevet menneskeæder?" Idet søsteren skubbede til sin mand, sagde hun: "Ham dér har

fået mig til det."

Deres store svoger bad sin kone koge mad, men det skulle

være på lavt blus, for at bopladsfællerne ikke skulle få færten af, at der var

gæster i huset. Ellers ville de komme og dræbe gæsterne. Mens søsteren kogte

mad, fortalte hun følgende: "Vores bopladsfæller fangede som altid nogle hvaler i

vinter. Når der under flænsningen faldt et menneske, så dræbte de det bare og

flænsede det med." Endnu før maden var kogt færdig, sagde svogeren til sine

børn: "Stå op og gå hen og skær surringerne over på vore bopladsfællers slæder og

gør det meget stille." Da de kom tilbage, spurgte faderen dem, om de havde skåret

surringerne på samtlige slæder. Ja, sagde de, men det viste sig senere,

at de i skyndingen havde sprunget en slæde over. Da maden blev færdig og de

skulle spise, sagde svogeren til brødrene: "Når I tager af sted, straks

efter I har spist, tar jeg med; og når I er kommet et godt stykke ud på

isen, vil jeg huje (råbe). Så skal I bare se, hvad der sker." Ved afrejsen

sagde svogeren til brødrene: "Nu kender I vejen. I må endelig komme og besøge jeres søster igen." De tog af sted, og da de var kommet et godt stykke ud på

isen, hujede svogeren og råbte: "Nu er gæsterne taget af sted!" Brødrene så

tilbage og opdagede, at folk strømmede ud af husene - ud gennem gangen og gennem

vinduerne. Nogle havde anorakken over armen og andre var i bar overkrop. De tog

af sted på slæde, men efter ganske kort tid brød slæderne sammen. Brødrene anede uråd og satte farten op. Men de opdagede, at en slæde fulgte efter dem og

hurtigt halede ind på dem. Det opdagede svogeren, satte efter slæden,

som forfulgte brødrene, og dræbte manden med sin pisk. Så begyndte han ellers at

slagte løs, og han lastede slæden fuld af arme og ben, der var skåret af og

kørte hjem.

Brødrene kørte hele natten og nåede hjem. De fortalte om deres søster, der

var blevet menneskeæder og om, at de selv med nød og næppe slap med livet i

behold, takket være deres svoger, der hjalp dem. De gentog ikke besøget, for de

var jo nær blevet dræbt.

 

Var.: Nerrersuujuut;

oqalugtuaq aleqatoqamik / Aleqatoqaq opsøgte sin broder

Print
Dokument id:298
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Møller, Daniel
Mellem-person:Barfoed
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq aleqatoqamik / Aleqatoqaq opsøgte sin broder
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 605 - 608, nr. 171
Lokalisering:Paamiut / Frederikshåb
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 239 - 241: Aleqateqaq. Transskriberet til nugrønlandsk i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 239 - 241: Oqaluttuaq Aleqateqamik ernituarsuannik.

 

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 45, ss. 154 - 155 har Rink sammenstykket denne med endnu en variant. Samme blanding på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 30, ss. 224 - 227: The The Girl who went away in search of her Brother.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Historien om Aleqateqa (der står egentlig 'aleqatoqamik', om den gamle søster,

men inde i fortællingen kaldes hun Aleqateqa - Chr. B.).

 

En ældre søster og hendes lillebror plejede at tage ud og se til deres rævefælder. En gang de kom til området, hvor de havde rævefælder, manglede der en flad sten til at sætte over indgangen (en sten, der er forbundet med lokkemaden ind i fælden, og som falder ned og spærrer for udgangen, når ræven bider i lokkemanden og knækker snoren - Chr. B.). Storesøsteren sagde til sin lillebror: "Vil du lede efter en flad sten til mig?", sagde storesøster. Hun ventede længe og blev utålmodig, og hun ledte efter ham. Da hun ikke kunne finde ham, drog hun ind i landet. Med tiden blev hun stærkere og stærkere. Til sidst kunne hun løbe lige så hurtigt som et rensdyr. En dag stod hun og kiggede ned over en ret stor lavning. Dernede fik hun øje på et lille hus. Hun gik hen til huset og opdagede, at der var en åbning i taget. Hun kiggede ned gennem åbningen og så, at der sad en stor mand alene i huset og var ved at lave en ny fuglepil. Hun spyttede ned og spyttet ramte den fuglepil, han var igang med at lave. Manden kiggede op, og hun så, at han kun havde et øje, der sad i næseroden. Han sagde: "Hvad laver du her? En kystbo, tror hun mon, at jeg vil lade hende leve!" Han tog sin sælskindspels på og løb mod udgangen. Inden han kom ud af huset, havde hun allerede fjernet sig så langt, at hun ikke kunne se huset fra det sted, hvor hun nu befandt sig. Da den store mand kom udenfor, kunne han ikke se kvinden nogen steder, og han gik ind igen.

 

Aleqateqa gik videre og en dag kiggede hun ud over en stor fjord og så en

hel masse telte i bunden af den. Et af teltene havde en anselig størrelse. Hun

standsede oven over teltene og ventede på at det blev aften. Hen på

eftermiddagen råbte nogle børn: "Der kommer en kajak, der kommer en kjak!"

('qajaq qâle' - ordret: lad kajakken komme - Chr. B.). Så viste der sig en kajak-

mand med en sæl på slæb. De råbte igen: "Asuina kommer med en sæl på slæb." Hun

sagde blot: "Kære Asuina, det er vel nok længe siden." Tænk, hun var

kommet netop til det sted, hvor hendes bror havde bosat sig.

 

På stedet havde en bopladsleder, viste det sig, med et telt, der var større end de andre. Oven for bopladsen var der en stor slette, hvor de spillede bold. Da alle

kajakmændene var kommet hjem, blev der råbt: "Kom og spil bold." Alle mænd,

blandt disse Asuina, gik op. Under boldspillet ville Asuina tage en rund sten

op, men magtede det ikke. De andre begyndte at skubbe til ham, de væltede ham og

forhindrede ham i at rejse sig op igen, mens søsteren sad ovenfor og så på, hvad

der foregik. Da de havde behandlet ham sådan, holdt de op med at spille bold.

 

Sent om aftenen gik Aleqateqa ned til boldpladsen. Hun rykkede nogle

narhvalstænder, der var sat fast ned i jorden, op og stak dem ned et andet sted,

så dybt, at kun ganske lidt af enden var synlig. Derfra gik hun ned til

broderens hus. Hun blev meget forundret over at træffe broderen her og spurgte

ham: "Hvornår kom du hertil?" Asuina svarede: "Dengang jeg var ude og lede efter

en flad sten til rævefælden, fór jeg vild og kom hertil." Han havde giftet sig

med en, der havde en søster. De sagde til Aleqateqa: "Der bor en gal mand her i

bygden. Han ved ganske givet besked med, at du er kommet. Han kigger nok herind

i morgen tidlig. Vi skal nok skjule dig bag vægbeklædningen." Dårligt havde de

anbragt hende bag bagbeklædningen, så kom han og sagde: "Jeg drømte i nat, at

der kom en lille kystbo. Hun skulle være søster til Asuina." Asuina narrede ham

ved at sige: "Jeg har ingen søster." Så gik manden. Den dag tog Asuina ikke ud

på fangst, fordi han havde så meget at snakke med sin søster om.

 

Om aftenen blev

der kaldt til boldspil. Aleqateqa fulgte med iført svigerindens tøj, idet hun

holdt sig bag ved hende. Da de nåede til boldpladsen, høre de nogle sige: "Hvem

har stukket de store narhvalstænder ned i jorden?" Man henvendte sig til nogle

unge mænd, der stod i nærheden og sagde: "Det skulle da vel ikke være dem her, der har stukket dem ned?" De rømmede sig og så både generte og stolte ud, selv om det

umuligt kunne være dem, der havde gjort det, eftersom de ikke magtede det.

 

Aleqateqa trak de narhvalstænder, hun havde stukket ned i jorden op igen. Men

bopladslederen kunne ikke klare det. Han gik i stedet for i lag med den sten,

som han var i stand til at løfte, for at bruge den som bold. Men han tog forkert

på den, så den faldt ned og smadrede hans fødder. Aleqateqa hviskede til Asuina

og spurgte, om de ikke havde en hund, en gammel hund. Asuina råbte og spurgte

folk, om de havde en hund. Men der blev svaret, at de ikke havde nogen. Så

spurgte Aleqateqa, om de havde et rensdyr, et gammelt rensdyr. Det havde de

heller ikke. Så drog Aleqateqa af sted og kom hurtigt tilbage med et levende

rensdyr, som de slagtede. Hun lagde rensdyrmavens halvfordøjede indhold omkring

bopladslederens fødder, som et omslag, hvorefter hun gik ned fra boldpladsen.

Da folk kom ned fra boldpladsen, tog de ud på deres fangstpladser. Aleqateqa og hendes familie var de første, der tog af sted til en lille ø, hvor de tilbragte

efteråret.

 

En vinter kom der en kajakmand og meddelte, at Aleqateqa ville

blive hentet af kajakmænd på vej til bopladsen. Da de kom, klyngede Aleqateqa

sig fast til søjlen midt i huset med armene og med krydsede ben. De mange mænd kom

ind i huset og greb fat i Aleqateqa. Asuina blev frygtelig forskrækket og

blandede sig, men en af mændene greb ham og slyngede ham hen imod vinduet.

Søsteren så det, og hun kastede de mange mænd om kuld. Hun greb fat i en af dem

og slyngede ham ud gennem gangen. Hun gjorde det samme med alle de andre og

dræbte dem. Herefter var der ingen, der forsøgte at komme dem nær. Da det blev

sommer, rejste de væk fra bopladsen. Ingen ved hvorhen. Slut.

Forstanderen i Paamiut. D. Möller.

 

Var.: Samuel Olsen nr.

oqalugtuaq ãma / Isigagakap / Merqusalik

Print
Dokument id:153
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq ãma / Isigagakap / Merqusalik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 113 - 114, nr. 44
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af orig. håndskr.: NKS 2488, VI, ss. 155h - 156v.

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om Isikkakkaq (Orig. uden overskrift).

Issikkakkaq, som var en dygtig rensdyrjæger, og hans gamle far tog hvert år ind i fjorden på rensdyrjagt. De vendte tilbage til deres vinterboplads med fuldt lastet

konebåd.

Engang da Isikkakkaqs var inde i fjorden, kom en anden fanger,

Meqqusaalik, med sine mange sønner til lejren. Da Meqqusaaliks sønner tog

på rensdyrjagt, fulgte Isikkakkaq med. De nåede frem til stedet med de mange

skydeskjul, og her placerede Isikkakkaq sig alleryderst med det resultat, at han

ikke fik et eneste rensdyr, da samtlige dyr, som klapperne drev til

skydeskjulene, blev skudt af Meqqusaaliks sønner, inden de nåede til ham.

Isikkakkaq kom hjem uden fangst, men blev inviteret til spisning hos

Meqqusaaliks.

Næste gang placerede Isikkakkaq sig ligeledes yderst. Da renflokken var på vej til dem, kom Isikkakkaq til at bevæge sig alene af iver, og renerne flygtede. Isikkakkaq forfulgte dem og dræbte dem. Meqqusaaliks sønner kom og hjalp til med at flå dyrene. De gav Isikkakkaq noget kød.

Ved tredje jagt gjorde Isikkakkaq ligesom sidst. Men denne gang nåede Meqqusaaliks sønner ikke hen til ham, før han havde flået dem. Isikkakkaq bar det hele hjem.

Meqqusaaliks sønner blev inviteret til spisning, og da Meqqusaalik skulle hjem,

tog han et knæstykke af et rensdyr med hjem.

Meqqusaaliks tog hjem dagen efter. Umiddelbart derefter begyndte Isikkakkaqs ben at hæve. Han døde. Isikkakkaqs far vendte tilbage til sin boplads. Han lavede en tupilak, der var sammensat af alle mulige ting. Hovedet af tupilakken var af en hvals. Han sendte tupilakken af sted med den besked, at alle Meqqusaaliks sønner skulle udryddes.

Et stykke tid efter fik Isikkakkaqs far at vide, at den ældste af

Meqqusaaliks sønner var omkommet, da han kastede sin harpun efter en hval. På

samme måde omkom alle sønnerne.

oqalugtuaq ãma / Katerparsuk / Katerfarsuk / Qaaterfaarsuk

Print
Dokument id:152
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq ãma / Katerparsuk / Katerfarsuk / Qaaterfaarsuk
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 112, nr. 43
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af orig. håndskr.: NKS 2488, VI, ss. 155h.

 

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 10 ss. 73 - 74 har Rink sammenstykket ialt 5 varianter inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 7, ss. 124 - 126:

Katerparsuk.)

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om Qaaterfaarsunnguaq (Orig. uden overskrift).

Den forældreløse Qaaterfaarsunnguaq var i færd med at bygge sig en kajak. En ældre mand syntes, det var synd for ham; men i stedet for at hjælpe ham, listede han sig frem til ham indhyllet i isbjørneskind for at gøre ham forskrækket. Qaaterfaarsun-

nguaq hørte støj og opdagede en stor bjørn ganske tæt ved. Han flygtede ind i huset og fortalte de andre, at der var en isbjørn lige ved siden af kajakken.

Men da de andre kom ud, så de ikke nogen isbjørn. Da kom den ældre mand frem og

fortalte, at det var ham, der ville gøre Qaaterfaarsunnguaq bange.

 

Qaaterfaarsunnguaq blev meget oprørt over dette, og han begyndte at øve sig i

at blive åndemaner / angakkoq. Han fik sig en pose, der var lavet af hvalrosskind. En dag da den ældre mand tog ud på fangst sammen med de andre fangere, fulgte

Qaaterfaarsunnguaq med. Han gik i land på en ø, hvorfra han kunne se, hvor

fangerne befandt sig. Så kaldte han på sin pose (pooq) og kom ned i den, hvorefter han svømmede ud til kajakmændene. Han så, at den ældre mand var placeret med solen i ryggen. Qaaterfaarsunnguaq dukkede op et stykke fra ham i

skikkelse af en hvalros, og den ældre mand harpunerede ham. Så dykkede han ned

med den ældre mands line og fangstblære og svømmede hen til øen. Her afførte han

sig posen, kom ned i sin kajak og roede ud til den lille ældre mand, der sagde

til ham: "I kunne have reddet jeres part i fangsten, hvis ikke dyret var forsvundet med min fangstblære." Qaaterfaarsuk stak fingrene ned bag i kajakken, tog en line frem og gav den ældre mand den, idet han sagde: "Engang gjorde du mig bange ved at liste dig frem til mig indhyldet i et isbjørneskind. Nu har jeg hævnet mig."

(Pooq)

Var.: Katerfarsuk / Katerfaarsuk (talrige); Qaaterfaarsuk; Qatigaarsuk.

 

Kommentar: Søg: puulik. Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

oqalugtuaq ãma / Kvinden, den menneskeædende

Print
Dokument id:117
Registreringsår:1828
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Thomas ?
Nedskriver:Thomas
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq ãma / Kvinden, den menneskeædende
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 22 - 23, nr. 9
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., formentlig:

NKS, 2488, VI, 4': 102h - 103v.

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

"Menneskeæderne".

Der var engang tre brødre. Så skete det, at de to yngste udeblev fra en

fangsttur umiddelbart efter hinanden. En dag, da den ældste var ude på en

kajaktur, så han et lille hus inde på land. Han roede ind og gik op til

huset, efter at have placeret sin kajak på stranden med forenden imod

vandet. Inde i huset genkendte han straks sine brødres hoveder, der lå under

sidebriksen. Kællingen i huset beklagede sig over, at datteren ikke spiste

menneskekød. Datteren gjorde tegn med øjnene til gæsten, at han skulle forlade

huset. Gæsten blev bange og skyndte sig ned til sin kajak; og idet han kom ned i

kajakken, tog kællingens datter ham om livet; og lige da han roede ud, råbte

kællingen på sin mand, der var ude at ro i kajak. (Uafsluttet fortælling).

oqalugtuaq ãma / Naajarsuarmik Kuukajammillu

Print
Dokument id:136
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq ãma / Naajarsuarmik Kuukajammillu
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 68 - 71, nr. 28
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af en formentlig renskrift: NKS 2488, VI: 134v - 135h.

Orig. håndskr. eksisterer ikke længere.

 

Fyldig dansk version af denne sammensstykket med to andre varianter i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 80.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 64, ss. 354 - 358: Naujarsuak and Kukajak.

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om Naajarsuaq og Kuukajak (orig. uden overskrift).

En ældre mand, der havde et vinterhus i Alluitsup Paa, havde en søn ved navn

Naajarsuaq. De var kommet til at bo på et nyt sted, der hed Qernertormiut.

På den anden side af fjorden, i Niaqornaarsuk, boede en stærk mand, der hed

Kuukajak. En efterårsdag, Naajarsuaq var ude på fangst, kom han til det sted,

hvor Kuukajak opbevarede sit vinterforråd af ammassætter. Han fjernede nogle af

de sten, der dækkede depotet, således at ræve kunne komme ind. Da Kuukajak

senere kom til sit depotsted for, at hente noget mad med hjem, havde rævene

spist alt. Han fik at vide af nogle, at det var Naajarsuaq, der havde fjernet

stenene.

Kuukajak blev meget vred, og når han var ude i kajak, kiggede han efter

Naajarsuaq for at dræbe ham. En dag Naajarsuaq var ude på fangst ved bopladsen

ud for sit hus, kom Kuukajak hen til ham og begyndte at skælde ham ud. Naajar-

suaq lod ham skælde ud, uden at han selv sagde noget. Kuukajak fulgte Naajarsuaq

ind i land for at besøge ham, og han fortsatte med at skælde ham ud. Da Naajar-

suaq ville ud på fangst igen, fulgte Kuukajak ham. De to var begge stærke mænd.

 

Naajarsuaqs far anede uråd og bad de andre på stedet om at holde øje med dem.

Inde fra land så man Naajarsuaq kæntre. Straks roede faderen ud, og lige før han

nåede frem til den kæntrede kajak, skar Kuukajak sin harpunrem over og roede bort.

Naajarsuaq var blevet harpuneret. Faderen slæbte sønnens lig i land og gravsatte

ham.

 

Naajarsuaqs far sørgede meget over sønnens død. I første omgang græd han ikke.

Den tredie dag efter drabet gik han ud med en ny hvid sælskindsanorak og sagde:

"I sådant mildt vejr ville han være taget ud på fangst." Så gav han sig til at

græde voldsomt og faldt ned på møddingen, rullede henover den og blev rigtig

beskidt, hvorefter han faldt i søvn. Da han vågnede og havde fået en ren anorak

på, begyndte han at lave årer til konebåden. Han havde besluttet sig til at

rejse nordover til Amerloq. Hans kone, der var med barn ved afrejsen, fødte en

dreng i Amerloq. Drengen fik navnet Naajarsuaq efter sin afdøde bror. Denne

Naajarsuaq voksede op i en tilstand af vrede og blev en stærk mand. Hans far

lavede en kraftig harpunspids så lang som en underarm. Han lagde den med den

tilhørende rem ned i kramkisten med den hensigt, at drengen skulle dræbe

Kuukajak med den.

 

Da der var gået ikke så få år, rejste familien sydover. De forhørte sig om

Kuukajak og fik at vide, at han stadigvæk levede, men ikke længere tog ud på

fangst og kun fiskede ulke.

 

Da Naajarsuaq og hans forældre kom til at bo på forældrenes gamle boplads, kom

deres slægtninge og besøgte dem. De besøgende fik gerne et stykke hvalbarde og

et stykke ben (tand?) forærende. Kuukajak, som ikke vidste noget om, at hans

fjende havde fået en søn, der havde navnet Naajarsuaq, mente nok, at der var

gået så mange år efter drabet, at det nu var blevet glemt. En dag kom han på

besøg hos dem, helt ubevæbnet. Han blev godt modtaget. Naajarsuaqs far sørgede

for, at han blev beværtet godt, og at han blev underholdt, til Naajarsuaq kom hjem fra fangst. Langt om længe kom Naajarsuaq hjem. Så var værtsfolkene ikke

længere så venlige. De lukkede sig helt af, og Kuukajak kom til at ryste af

skræk. Naajarsuaqs far tog den store harpunspids med tilhørende rem op fra

kisten og gav sønnen den, idet han sagde: "Med denne skal du dræbe ham, mens

hans slægtninge ser på det." Da Kuukajak tog af sted, roede Naajarsuaq efter

ham. Lige ud for bopladsen, mens folk så på det, harpunerede han ham. Der kom

kajakker ud, og lige før de nåede frem til gerningsstedet, skar Naajarsuaq sin

rem over og roede bort.

Efter denne hævn fik faderen ro i sindet.

 

Var.: Mågen og sneglen; Kuukajak og Naajarsuaq; Naajarsuaq og Horaajuk; Naajarsuaq og Kuukajak (flere).

 

Hist.: Sydlændinges rejser mod nord. Meningen med at give rævene fri adgang til depotet er i andre versioner den, at rævene kunne fanges dér i snare. Rævenes pelse var blevet meget værd i handelen med hollænderne. Den foregik bl.a. ved Amerloq, som Naaj.s far rejser op til. Her fangede grønlænderne også selv bardehvaler

oqalugtuaq ãma avdla / Den gamle ved Agdluitsoq / Alluitsoq

Print
Dokument id:118
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Steenholdt, Wittus ?
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq ãma avdla / Den gamle ved Agdluitsoq / Alluitsoq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 26 - 30, nr. 12
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af følgende orig. håndskr.: NKS 2488, VI, ss. 109h - 112h.

 

Fyldig dansk version af denne plus en anden variant i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 79.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 63, ss. 351 - 354: The Old Southlander.

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

"Den lille ældre mand, der hævnede sig på sønnens drabsmand".

For mange år siden boede der nede i Alluitsoq - området en ældre mand, som havde

en søn, der var en dygtig fanger. Den gamle levede godt af det, som sønnen

fangede, og var holdt op med at tage ud på fangst.

Så skete det, at sønnen en dag ikke kom hjem fra en fangst. Man antog, at han

var omkommet. Men en dag fik den ældre mand besøg af sin fætter fra en boplads

med mange telte på den ene side af fjorden. Fætteren fortalte den ældre mand, at

sønnens udeblivelse ikke skyldtes en almindelig kajakulykke, men at han var

blevet dræbt. Fætteren kunne også fortælle, at det var den mellemste af tre

brødre på hans boplads, der var morderen.

Den ældre mand blev meget vred; og han, som ellers var holdt op med at ro i

kajak, lavede sig nye redskaber - en harpun og en lanse af en særlig kraftig

kaliber. Han begyndte at tage ud på fangst med det ene formål at møde sønnens

drabsmand og hævne sig på ham.

En dag han var på vej hjem fra fangst i det yderste fangstområde, så han en

kajakmand ro ind imod land med en sæl på slæb. Den fremmede kajakmand skiftede

retning af og til og kiggede bagud med mellemrum. Den ældre mand kunne nærme sig

ham uden at blive opdaget, fordi han havde solen i ryggen. Nu kunne han se, at

den fremmede var sønnens morder, og han roede helt hen til ham og harpunerede

ham. Så slæbte han ham ind imod kysten og efterlod ham, bundet til den oppustede

fangeblære / fangstblære, på et sted, hvor to strømme mødtes, ved et stort isfjeld, der stod på grund. Så roede han hen til bopladsen, hvor mændene sad samlet og spiste. Han råbte op til dem: Nu har jeg dræbt jeres bror, som I nok kunne regne ud, det ville ske.

 

Nogen tid efter fortalte fætteren ham, at hans fjender agtede at samle deres

slægtninge og angribe ham. Den ældre mand lavede en hel masse pile og lagde dem

fordelt på tre næs. En morgen så han en hel masse kajakker nærme sig. Den ældre

mand, som på det tidspunkt boede i telt, gik ned til stranden med sin bue; og

hver gang en kajakmand nærmede sig et af de tre næs, stillede han sig truende op

med en spændt bue. Angriberne vendte tilbage til deres boplads med uforrettet

sag.

 

Senere fik den lille ældre mand at vide, at der ville komme endnu flere kajakker

for at angribe ham. Lad dem bare komme, så skal jeg vise dem mit ansigt - sagde

den ældre mand. Da kajakkerne nærmede sig, fremsagde han en trylleformular, der

fik hans ansigt til at vokse, så det så ud som en fuldmåne. Da den første lagde

til land og frigjorde kanten af helpelsen fra kajakringen for at komme op, viste

han sit ansigt frem fra teltets forgang, så manden var ved at kæntre af

forskrækkelse. Han skyndte sig at ro bort fra stranden. Sådan gentog det sig

flere gange med andre, der forsøgte at gå i land. De måtte til sidst opgive

deres forehavende.

 

En dag den ældre mand var ud på fangst, nærmede han sig sine fjender og så, at

de var på jagt efter en fuldvoksen spraglet sæl. En af mændene ramte sælen med

sit blærespyd. Nu roede den lille ældre mand direkte ind på sælen, mens de

andre så måbende på ham. Da sælen kom op, ramte han den med sine to store blærespyd. Da han nåede hen til sælen, fjernede han det blærespyd, hvormed en af

hans fjender havde ramt den. Han gjorde sælen klar til bugsering; men da han var

færdig, trak han den med én hånd op bag på sin kajak og fik, ved hjælp af sin

åre, bagkroppen helt op. Så forlod han de andre og roede hjemover, mens de bare

stod og gloede. Det lykkedes aldrig fjenderne at hævne sig på den ældre mand.

 

Var.: søg på Southlander; sydlænding.

 

Kommentar: Blodhævn.

oqalugtuaq ãma avdla / Det usle hus

Print
Dokument id:146
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq ãma avdla / Det usle hus
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 100, nr. 37
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af orig. håndskr. eller renskrift, der ikke eksisterer længere.

 

Oversættelse i resumé ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om en mand, der var ude at spadsere.

(opr. uden overskrift.) - En mand var ude at spadsere. På den anden side af en

høj så han et lille hus. Da han kom hen til det, viste det sig at være et

elendigt hus. Han mente ikke, det var beboet; han skulle til at gå forbi det,

da der blev råbt: "Kom herhen, kom herhen."

 

Kommentar: Formentlig en oplevelse nogen har haft og fortalt om, fordi det var mærkeligt.

oqalugtuaq ãma avdla / Merngajorak / Nerngajoraq / Sangiak / Sangiaaq

Print
Dokument id:114
Registreringsår:1824
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Kragh, Peder
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq ãma avdla / Merngajorak / Nerngajoraq / Sangiak / Sangiaaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 12 - 13, nr. 5
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, formentlig af Kraghs nedskrift eller renskrift: NKS 2488, VI, ss. 78 - 79.

 

Afkortet oversættelse af en blanding af denne og en del af en anden variant i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 6, ss. 65 - 67.

Samme noget kortere på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 87, ss. 437 - 438: Sangiak, or Nerngajorak.

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

"Fortællingen om Merngajoraaq":

En mand havde en kone, der ikke kunne få børn. En dag han var ude i kajak fandt han en orm og tog den med hjem. Han bad sin kone om at vende ryggen til, hvor-

efter han kastede ormen og ramte hende på lænden, og ormen krøb ind i

hende. Inden længe blev hun gravid og fødte en dreng, der fik navnet

Merngajoraaq. Merngajoraaq og hans far besøgte engang en boplads med mange mennesker. En dag de var ude på fangst, så Merngajoraaq en kajakmand, der be-

tjente sig af to sæt kajakredskaber. Han kastede to harpuner på én gang og fik

to sæler. Merngajoraaq ville ikke stå tilbage for ham og fangede to sæler på én

gang med ét harpunkast. (Harpunen gik igennem den ene og satte sig fast i den

anden sæl). Manden med det dobbelte sæt kajakredskaber var meget populær, og

Merngajoraaq havde planer om at dræbe ham. Faderen var også sikker på, at Mern-

gajoraaq nok skulle klare sig, for en dag Merngajoraaq var ud i kraftigt stormvejr, var faderen på udkig efter ham og så ham gå på vandet med sin kajak med læs på hovedet.

 

En dag var Merngajoraaq ude at ro i kajak sammen med manden med det

dobbelte sæt redskaber og fik på den måde lejlighed til at dræbe ham. Dette

fortalte han den dræbtes bopladsfæller, der blev meget vrede og ville hævne sig. I smug skar de huller i hans kajak, og bevæbnet med knive omringede de

hans telt. Merngajoraaq smuttede ud gennem en lille åbning, gik ned

til sin kajak og sejlede ud. "Nu synker han", sagde de andre. Men det

gjorde han ikke, for han havde stoppet hullerne i kajakken med sten.

Da han nåede hjem og løftede kajakken, raslede stenene ned, så det

larmede.

 

Var.: Første episode bruges altid i Qujaavaarsuk; Selve fangsten af ormen og konens befrugtning med den fortælles også om Nappartuku, forfaderen til en talstærk slægt i Sermilagaaq fjorden: Jens Rosing: Hvis vi vågner til havblik. Borgen 1993: 12-16.

 

Kommentar: Merng. er en slags angakkoq / åndemaner med sine evner til at gå på vandet og holde kajakken oven vande trods dens huller stoppede med sten. Hans oprindelse fra havets orm må være årsagen.

oqalugtuaq ãma avdla / Usungussak / Usunngusaq / Savnimersoq / Sannimersoq

Print
Dokument id:38
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Kragh, Peder
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq ãma avdla / Usungussak / Usunngusaq / Savnimersoq / Sannimersoq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 7 - 9, nr. 3
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af Peder Kraghs nedskrift eller afskrift: NKS 2488, VI, ss. 87v - 88v.

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 257 - 258. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: 'Taamma allattunga', Aron, I: 257 - 258: Usunngusaq.

 

Kortfattet oversættelse i Rink 1866-71, I, nr. 26.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 38, pp.255 - 257: Ussungussak or Savnimersok.

Rink henviser i en note til begge udgaver en afkortet version i Kraghs samling, formentlig NKS 2488, VI: 19v - 20v, hvor hovedpersonen kaldes Savnimersoq.

 

Resumé i oversættelse ved Chr. Berthelsen:

"Fortællingen om Usungusaq"

Der boede flere familier i et stort langt hus. Hver dag kom fangerne hjem med

fangst undtagen Usungusaq, der aldrig fangede noget. Han blev bebrejdet det af sin kone.

 

En dag Usungusaq var ude i kajak, opdagede han et menneske på den anden side af et lille næs. Det viste sig at være en indlandsbo. Indlandsboen kaldte på Usungusaq, men hver gang Usungusaq nærmede sig indlandsboen, blev han bange og

roede længere ud. Til sidst lykkedes det indlandsboen at indfange ham med sin

snare. Han førte ham ind i landet. Da de gik gennem jordens navle (Nordpolen),

fik Usungusaq mundkurv på, så han var ved at kvæles. De gik videre og kom

til en stor klippe, der var skinnende blank. Da de gik derfra, nåede de ind-

landsboens hus; der var en kone i huset, men de havde ingen børn.

I de to dage, hvor Usungusaq opholdt sig i indlandsboens hus, tog indlandsboen

alene ud på fangst og kom hjem med en sortside. Han ville ikke have, at

Usungusaq skulle med ham på fangst. Usungusaq længtes hjem og tog af sted. På

sin vej hjem så han intet til jordens navle. Ved sin kajak fandt han en masse

sæler, som indlandsboen havde fanget med sin snare. Han gjorde, som indlandsboen

sagde: Han tog kun én sæl på slæb på vej hjem, og i de efterfølgende dage

hentede han flere. Når hans husfæller spurgte, hvor han havde fanget sælerne,

sagde han, at det var ude på det yderste fangstområde.

Da sælerne slap op, gik Usungusaq til indlandsboen, der tog ham med ind i land; men Usungusaq blev kvalt ved jordens navle. Hans husfæller ledte efter ham, og en af dem traf indlandsboen, der fortalte, at det var ham, der havde dræbt Usungusaq. Manden harpunerede indlandsboen, der nu flygtede ind i land, så fangeblæren / fangstblæren, der var forbundet med harpunspidsen, fløj henover jorden. Manden forfulgte indlandsboen og dræbte ham med sit blærespyd.

 

Var.: Sannimersoq. Blandt de mange fortællinger om mennesker der røves af indlandsboere er denne lidt speciel.

 

Hist.: Man kan sikkert finde ud af, hvornår Nordpolen indføres som begreb i Grønland.

 

Kommentar: Indlandsboerne, tornit, i Østgrønland timersiit, siges gerne at fange dyr med lasso. Undertiden omkring halen, bagfra, modstrøms.

oqalugtuaq ãma avdla / Vennerne bespistes ondt

Print
Dokument id:116
Registreringsår:1828
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Clementsen, Tobias
Nedskriver:Clementsen, Tobias
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq ãma avdla / Vennerne bespistes ondt
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 20 - 22, nr. 8
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, enten af

Orig. håndskr. NKS 2488, VI, ss. 99h - 102v, eller

Wittus Steenholdts renskrift: NKS 2488, VI, ss. 53h - 55v.

 

Kort resumé i Rink 1866-71, II, nr. 115.

 

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 9 ss. 70 - 73 har Rink sammenstykket ialt 3 varianter inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 6, ss. 119 - 123:

The Friends.)

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

"Fortællingen om to venner".

Der var engang to venner. Den ene boede inde i fjorden, mens den anden

boede ude ved den yderste kyst. Hen på efteråret fangede kystboen en stor

sortside. Efter mandens anvisning fjernede konen skindet og flækkede

skroget med spæk på midt igennem og lagde de to dele i to kødgrave. Derefter

gik manden til en grav, hvor den gamle bedstemoder, der var død om sommeren, lå

begravet. Han konstaterede, at liget var rådnet; og han skar et stykke

kød fra det og gned den ene halvdel af sælen med det. Hans kone vidste nu, at

han ville beværte sin gode ven med denne halvdel. - Fjordboen var på renjagt og

fangede en rigtig fed tyr. Han bad sin kone tørre en del af "bugflæsket", for-

di han agtede at beværte sin ven med det.

Da fjordboen besøgte kystboen, blev han sent på aftenen budt på den hengemte

sælhalvdel, der var blevet gnedet med kødstykket fra den afdøde bedstemoder.

Han blev dårlig og gik ud for at forrette sin nødtørft og for at kaste op.

Fjordboen, som var åndemaner, mødte her sin hjælpeånd, som sagde: "Din ven

har forgivet dig". - Da fjordboen vendte hjem, fortalte han sin

kone, hvad der var sket, og bad hende dele det tørrede "bugflæsk"

i to dele, idet han ville gnide den ene halvdel med blod fra en afdød.

Da kystboen kom på besøg, blev han sent på aftenen budt på "bugflæskestykket",

der var blevet gnedet med en afdøds blod, hvorefter han tog hjem. Hen på

efteråret kom kystboens familie i konebåd ind i fjorden og meddelte, at kystboen

var blevet sindssyg. Fjordboen tog ud for at se til ham. Igennem vinduet, der

var i stykker, så han kystboen sidde inde i huset. Hans øjne var store, og hans

næserod var så skarp som æggen på en kniv. Fjordboen flygtede, forfulgt af den

sindssyge, og nåede lige at ro ud, inden den sindssyge kom. Den sindssyge spadserede ud på vandet, men da han nåede til en strømkobling, (et sted hvor

flere strømme mødes) kunne han ikke mere. Noget senere kiggede fjordboen hen

til ham og fandt ham død. Han begravede ham.

 

Var.: kangerlumiorlungooq kitaamiorlu; Vennerne; Fætrene; Fætrene II; fjordbo kystbo; sindssyg / ligfedt / menneskefedt; bespiste ondt.

 

Kommentar: Vedr. årsagen til vennens pludselige ondsind se kommentaren til Arons variant, Bedstevennerne.

oqalugtuaq anagkajugtumik / Ræv til hustru, forvandling til sæl

Print
Dokument id:289
Registreringsår:1861
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Amos Daniel
Nedskriver:Amos Daniel
Mellem-person:Hansen, Einar
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq anagkajugtumik / Ræv til hustru, forvandling til sæl
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 550 - 554, nr. 160
Lokalisering:Illorsuit / Uummannaq
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., muligvis fra Rink 2488, III nr. 336-345, der er nedskrevet af Amos Daniel i omtrent ulæselig håndskrift.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

En fortælling om én, der ofte reddede sig (CB)/ søgte sig en mor el. moderhule (BS).

I oversættelsen af den sidste fortællingen om "sjælevandring" har jeg rettet CB's oversættelse: reddede sig (annaappoq )til: søgte ind i(som i en moderhule; el. forvandle sig til): arnattarpoq, el. arnappoq.

 

Der var to fætre, som begge to var gift. Den enes kone døde. Efter at han var blevet alene, fangede han (fortsat) sæler. Når han kom hjem fra fangst, lå skindene af sæler fra den foregående dags fangst skrabet færdige. En dag da han tog ud på fangst, gik han i land et stykke fra sit telt - på et sted, hvor man ikke kunne se ham fra teltet. Han gav sig til at vente på, at noget skulle dukke op. Så så han en kvinde med hårtop gå ned til teltet. Da hun gik ind i teltet, løb han ned. Han gik ind i teltet og fik hende til kone. Han tog så hen til sin fætter for at overvintre sammen med ham på samme boplads. En dag, efter at det var blevet vinter, sagde manden til sin fætter, at han bare skulle lade som ingenting, hvis han en dag kom til at lugte af ræv. Han var altså blevet gift med en ræv.

 

En dag i begyndelsen af vinteren sagde fætteren: "Hvor kommer dog den

stærke rævelugt fra?". Fætterens kone gik ud af huset, idet hun slukkede den

nederste lampe med sin hale. Manden fulgte efter hende. Først gik han efter

menneskespor. Da han havde fjernet sig fra huset, blev sporene til rævespor. Så

kom han til en lille rævehule og sagde: "Du derinde, kom herud." Derindefra

blev der svaret: "Du må komme herind." Så kom der en stor Aassik (et fantasidyr)

ud og sagde: "Det var mig." Manden sagde: "Jeg vil ikke have dig, fordi du er så

brun!" Dyret sagde grinende: "Han siger, at han ikke vil have mig, fordi jeg er

så brun." Manden råbte ind: "Du derinde, kom herud!" "Kom selv indenfor," blev

der svaret. Så trådte en edderkop ud og sagde: "Det var mig." Manden sagde: "Jeg

vil ikke have dig, fordi du har så mange ben." "Han siger, at han ikke vil have

mig, fordi jeg har så mange ben," råbte edderkoppen. Så kom der alle mulige ud

derindefra. Men manden ville ikke have nogen af dem. Han sagde: "Du derinde, kom

ud." Der blev svaret: "Kom selv herind." Han svarede: "Hvordan skal jeg kunne

komme ind. Indgangen er for lille til, at jeg kan komme igennem." "Løft først

det ene ben" ('igdluanik kiveriarlutit - usikkert om oversættelsen er rigtig.

Chr. B.), blev der sagt. Han løftede det ene ben og gik ind til sin kone. Der sad

en lille ældre mand midt i hulen ved sin lampe. Da han kom ind, sagde hans kone til ham: "Lad mig skille dine kamikker ad. Gå i seng, du vil vågne, når det bliver

sommer."

 

Han gik i seng og faldt i søvn. Han sov, og da han vågnede, sagde han

til den lille ældre mand, der sad alene midt i hulen: "Hvor er de andre?" Han

svarede: "De er taget ud til Alligaq, og de har nået kysten af Akisarsuaq."

Han gik udenfor og opdagede, at det var blevet forår, og sneen var smeltet. Han

ville gå ned, men han kunne ikke blive klog på huset. Han begyndte at prøve at

redde sig / søge sig en mord hos dyrene. Først søgte han ind i (en af) hundene. Når han blev slået, mens han opholdt sig i husgangen, blev han altid så vred vred, at han var flere gange rejst bort for at leve som qivittoq, men lugten af ådsel fik ham til at glemme det (det, at han var blevet slået? Chr. B.), og han søgte hver gang ind igen (vende tilbage til gangen ?). Han søgte sig også en moderhule i en rævefælde, hvilket han var meget taknemlig for. Da der endelig var kommet islæg, gav han sig til at lokke 'pikítúnguit' til (jeg aner ikke, hvad det er for nogle - Chr. B.). Når han kom hen til dem, rørte de ved ham, og han grinede højt og morede sig. Det viste sig, at være Puluk ('Puluk - ifølge Rinks kommentar 'ulk' med spørgsmålstegn - Chr. B.). Endelig søgte han ind i / forvandlede sig til noget tang, så han ikke længere kunne passe sine bukser, fordi bukselinningen strammede. Han søgte også ind i møddingen. Der hørte han sommetider fluesummen. Så søgte han ind i uudvoksede ørreder/polartorsk. En stor måge fik ham mellem tænderne og åd ham. I flere dage var han i 'augpilagtortôrssuaq' (et sted med masser af rødt). Han kom ud i vandet sammen med mågens afføring og søgte ind i (en af) sælerne, og han gav sig til at snakke meget. Da Atallaaq (aner ikke hvem/ hvad dette er - Chr. B. Måske en lille aataaq, grønlandssæl, BS?) kom hen til ham, sagde han: "Du skal bøje dig sådan. Du skal krumme dig helt sammen og så stemme fødderne imod himlens hvælv og dreje rundt. Se på mig, nu bøjer jeg mig."

Så krummede han sig sammen og sagde: "Sådan skal du bøje dig."

Så bøjede han sig helt ned til havbunden. Og han var ude af stand til at sige noget.

 

Så kom der islæg.

Der kom fangere ud på åndehulsfangst. Han hørte dem løbe og lege. Det var nok nogen, der ville hjælpe andre. De tændte noget i deres huse ('igdluníkut ikítut')(??). Når han henne ved åndehullet hørte klang (støj? Chr. B.) fra nogen, flygtede han. Det viste sig, at de (hvem?) blot ikke kunne nå det ('inorssainartut'? Chr. B.). Når han hørte knirken, forlod han dem. De spiste åbenbart sne. Somme tider, når han kom hen til åndehullet, hørte han ingen stemmer, selvom han lyttede. Så kom han op af hullet en gang imellem. Da han ikke længere forventede, at der skulle komme nogen, holdt han hovedet længe oppe. Så var der en dygtig fanger, der stak ham. Da fangeren skulle lægge ham op på slæden (?), var han (sælen) lige ved at grine. Fangeren slæbte ham af sted og når han kom over skrueis, var han lige ved at grine / var han ved at blive kvalt i grin (? BS), og da standsede fangeren og stirrede stift på ham.

 

Da fangeren nåede hjem, gik hans kone i gang med at flænse fangsten med sin ulu, og det kildede, da hun skulle til at sprætte maven op. Han gjorde sig hård, så hun ikke var i stand til at skære skindet. Men det lykkedes for hende at komme igennem med flænsningen og skære kødet i stykker til kogning. Da hun var næsten færdig, tænkte han: "Bare hun ville lægge mit hoved øverst." Det gjorde hun, og så krøb han ind i hende. Dérinde så han et hus, der var frygtelig iset til. Han rensede det for is. Tænk, hun var nær ved at forbløde. Kvinden var altså en, der ikke kunne få børn. Da han var færdig med at rense huset, blev han derinde. Mens han var derinde, så han en aften noget stort uden hovedtøj stikke ind gennem den lille indgang. Det spyttede ham lige på ansigtet. De havde åbenbart samleje.

 

Nu var det/han på vej ud igen og nåede til udgangen (af skeden, BS), men så trak han sig tilbage og trængte længere ind på briksens bagende. Derindefra sagde nogle sølle ældre mennesker: "Ud herfra!" Så hørte han noget fra briksens bagende og så, at et par store hænder var ved at gribe ham. Han flygtede og opdagede, at han befandt sig et andet sted. Så kiggede de ældre mennesker ham i ansigtet. Han lo af dem. Når han smilende vendte ansigtet bort fra dem, sagde de: "Han smilede". Endelig begyndte han at kalde på 'pinisuit' (aner ikke, hvad det er for nogle - Chr. B.). Han tørstede meget. Der var tegn på, at han var meget tørstig (svær at få mening ud af - Chr. B. Måske skulle han have været navngivet med en dråbe vand. Ø.grl. fortælletræk: når en fanger ser en smilende sæl og fanger den, er det et dødsvarsel - BS). Så blev han færdig. Da han blev færdig, døde han. Slut

 

Fortalt meget dårligt og ubehjælpsomt. Der er blandet mange ting sammen.

Vanskeligt at få nogen sammenhæng ud af den - Chr. B.

 

Var.: Ataliannguaq; Manden, som giftede sig med en ræv; Manden, som tog en ræv til kone; Manden, der tog en ræv til kone; Pebersvenden, som giftede sig med en ræv;Manden, der blev gift med en ræv; The fox-wife; The fox-wife and the penis of the lake. Gift med en ræv og Navagiaq (sammenstillingen forekommer ret ofte); Navagiaq.

 

Kommentar: Bortset fra en del opfindsomme småtræk og enkelte mulige misforståelser eller fejlskrivninger, er denne sammenkobling af Manden der blev gift med en ræv, Insekternes frieri, og Sjælen der gennemvandrede alle dyr, ikke Amos Daniels egen ideosynkratiske grille. Men det anbefales at læse nogle af de øvrige versioner til lettelse for forståelsen.

Oqalugtuaq angákorssuarmik / Oqaluttuaq angakkorsuarmik

Print
Dokument id:378
Registreringsår:1867
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, V. 4'
Fortæller:Aaperaat (Abraham)
Nedskriver:Aaperaat (Abraham)
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Oqalugtuaq angákorssuarmik / Oqaluttuaq angakkorsuarmik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 795 - 798, nr. 162
Lokalisering:?
Note:

Ret fyldigt resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II: nr. 29, ss. 69 - 71.

Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 118, s. 456 - 457: The Revenging Animals.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

En fortælling om en stor åndemaner / angakkoq.

Der var en gang en stor åndemaner, der var blevet lækkersulten efter æg. Han tog ud på æggetogt midt om sommeren og gik i land på små

øer; men han kunne ikke finde æg nogen steder. Endnu en gang gik han i

land på en ø. Han gik rundt på øen uden at finde noget. Så gik han

forbi en stor tue og hørte i det samme lyden af vingesus. Så så han en

skallesluger flyve ud fra tuen. Han gik hen til tuen og kiggede ind.

Der var mange æg i, for den havde allerede lagt alle sine æg. Han

samlede dem op, bar dem i sin anorak, som han foldede op forneden,

lagde dem ned i sin kajak og roede hjem. Da han nu havde fået samlet

de æg han glædede sig til, benyttede han hjemturen til at kigge efter

sæler. Det skete så, at der dukkede en flok sæler op lige ud for ham

og blev stående oprejst i flok. Han drejede i retning af dem, roede

til og harpunerede en af dem. Sælen rykkede i linen et kort øjeblik;

så døde den. Han trak den til sig og gjorde den klar til bugsering.

Mens han var i gang med dette arbejde, hørte han nogen snakke. Han

kiggede sig omkring og så, at de andre sæler var dukket op igen idet

de hurtigt havde flyttet sig. Det var dem, der snakkede, og

han hørte en af dem sige: "De kan ikke lade os være i fred. Han har

lige fanget en af os og er nu i færd med at gøre den klar til

bugsering. På den måde udrydder de os efterhånden. Lad os få fat i en

båd fra landets ende og ro hen og dræbe dem." Derpå gjorde de en pludselig bevægelse og dykkede ned, så vandet sprøjtede op.

 

Da den store åndemaner var færdig med sine forberedelser, gav han sig til at ro hjemad. Han sagde ved hjemkomsten: "I skal flænse min fangst dér, hvor der er tørt ved lavvande uden at trække den op på land." Kvinderne adlød ham, fordi

han var en stor åndemaner. Han bar kajakken op, men glemte at tage

æggene med fra kajakken.

 

Da kvinderne var færdige med flænsningen,

sagde han, at de ikke måtte koge ribbenstykkerne. De skulle koge noget

andet kød og vente med at koge ribbenstykkerne til om aftenen. Han

sagde ydermere, at urinbaljerne skulle tømmes dér, hvor der var tørt

ved lavvande, og at de skulle forrette deres nødtørft ved stranden.

Alt, der indeholdt noget urent, skulle tømmes ud ved stranden.

Naturligvis gjorde de, som han sagde.

 

Umiddelbart før bopladsfællerne gik i seng, sendte han bud til dem og bad dem om at komme og vente på, at ribbenstykkerne blev kogte. De rettede sig efter ordren fra deres store åndemaner og indfandt sig. Sent om aftenen blev ribbenstykkerne

kogt. De spiste, og han beordrede dem at blive. De adlød naturligvis åndemanerens ordre.

 

Da natten faldt på kunne åndemaneren høre

lyden af åretag sydfra. Han sagde ikke noget i første omgang; men da

de kom nærmere, sagde han: "Der kommer folk i en båd (umiariaq - et

fartøj, der forekommer i sagn - en kano?) / umiarissat for at dræbe os."

Enkelte tænkte, at det nok ikke passede, men de sagde ikke noget. Lige før

båden kom til syne omkring et lille næs, sagde han: "Nu er de

ved at kunne ses. Lad os gå ud." De gik ud, selv om nogle var i tvivl.

Lige i det øjeblik de gik ud af huset, kom en båd til syne sydfra om

et lille næs. Man kunne høre kraftig støj fra årerne: En ung stor

grønlandssæl roede nærmest ved forstavnen. Foran den roede en mørk

hansæl; og forrest roede en stor hunsæl. Styreren var en stor hansæl.

Mens folk stod måbende og så til, var båden ved at nærme sig

spækpletterne og urinrester på vandoverfladen. Da roeren nærmest

forstavnen befandt sig ud for spækpletterne og urinresterne fnøs den,

og man hørte den sige: "De kan ikke lade os være i fred." Han slap

åren og sprang ud i vandet, så det sprøjtede. Den næste gjorde det

samme. Der var efterhånden kun styreren tilbage i båden. Da han

befandt sig ud for spækpletterne og urinresterne fnøs han og sagde:

"De kan ikke lade os være i fred, så er det nok," og han sprang ud.

Så så man ikke mere til dem. En af dem, der så dette sceneri, roede ud

og kom ud til "båden", som viste sig at være et stykke snavset kalvis.

Han tog et stykke af den til kogning efter hedensk skik. Da

kajakmanden kom tilbage, sagde åndemaneren til folk. "Nu kan I godt gå

hjem. Nu sker der ikke mere." De gik hjem.

 

Da den store åndemaner var

kommet indenfor, kom han i tanker om noget og sagde: "Forresten, jeg har

da samlet æg. Er vandet i gryden endnu varmt? Hent dem, de skal

koges." En af husfællerne gik ud for at hente æggene. Der gik lang

tid, før han vendte tilbage, men uden æg. Han sagde: "Der er ingen æg,

hvor er de henne?" Den store åndemaner sagde: "De ligger inde i min

kajak." Han gik ud for selv at hente dem. Men han kom tilbage uden æg;

han sagde: "Alle de mange æg, jeg havde samlet, er væk. Jeg har taget

en skalleslugers æg, men de er væk, alle sammen." Straks efter gik han

i seng og faldt omgående i dyb søvn. Midt i det hele fik han mareridt

(artulerpoq - egentlig = stangdrukken) og hang straks med hovedet

ned. Han så en skallesluger komme ind gennem gangen med øjne så store som

overkopper; og de øjne stirrede direkte på ham. Til hans overraskelse

sagde den store skallesluger: "Hvis ikke jeg havde givet dig et middel

til at glemme, ville jeg have skræmt jer til døde. Netop som jeg var

ved at udruge mine børnebørns børnebørns oldebørn, kom du og røvede dem.

Når de blir' født, er det altid spændende, hvordan

de udvikler sig, hvad enten de er mandlige eller kvindelige; det

er altid spændende. tassa taima isivdlunga isisagaluarpunga (Jeg ville

faktisk være kommet ind på denne måde?)." Og han slog øjnene op, og de

var så store som overkopper. "Heldigvis forsynede jeg dig med et

middel til at glemme. Derfor kunne vi nå at hente dem, det ene efter

det andet, så vi nu har fået dem tilbage alle sammen. Derfor vil jeg

ikke skræmme jer til døde. Sov bare rolig videre uden frygt." Med

disse ord gik han ud.

 

Straks skalleslugeren var gået, følte

åndemaneren sig pludselig meget lettet. Havde han ikke været

åndemaner, var de enten blevet dræbt af bådfolkene eller skræmt til

døde. Siden har den store åndemaner ikke været på æggetogt.

 

Var.: Angakkorsuaq paap angakkueraa ...; og angakkorsuarmik umiariaqqajartitumik;

 

Kommentar: Skalleslugeren må være gammel af dage; eller også er det fordi fugle blir så hurtigt voksne, at de kan få samme fornøjelse af at se deres tip-tip- osv. oldebørn vokse op som menneske-bedsteforældre deres børnebørn.

oqalugtuaq ángiamik / anngiaq

Print
Dokument id:2191
Registreringsår:1867
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, IV, 4'
Fortæller:(?)
Nedskriver:Schmidt, Nathan
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq ángiamik / anngiaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:ss.411 - 414, nr. 79
Lokalisering:?
Note:

Fortællingen om en anngiaq. Ikke oversat. Håndskriftet kan ses i kopi på Institut for Eskimologi, Birgitte Sonnes udvalg.

Velegnet til opdatering.

oqalugtuaq anguterpangnik Angiaq

Print
Dokument id:264
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Motzfeldt, Peter
Mellem-person:Motzfeldt, Peter
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq anguterpangnik Angiaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 417 - 419, nr. 134
Lokalisering:Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Dette håndskrift må være en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores. Håndskriften ligner ikke Peter Motzfeldts, hvis man sammenligner med Rink 2488 V, 4' nr. 202, hvor PM selv har skrevet på dansk.

 

Afkortet oversættelse af en blanding af denne og to andre varianter i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 12, ss. 76 - 77.

Samme noget kortere på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 90, ss. 439: The Anghiak.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om mange brødre.

 

Der var engang en stor søskendeflok bestående af mange mænd og kun én pige. Brødrene holdt meget af deres søster. Flere gange ville hun have giftet sig, men hver gang nægtede brødrene at give hende fra sig. Det endte med, at hun blev gravid uden at være gift, og hun aborterede. Det blev hendes anngiaq-foster/ barn, der var født i dølgsmål. Hun skjulte det et sted udenfor. Hendes fætter ('igdlua', Chr. B.), hendes sølle søn, glemte ikke noget (puiúngilaq'), han var hele tiden ved bevidsthed. Da alle de mange morbrødre var taget af sted, gav han sig til at lede efter noget, han kunne bruge som kajak og han fandt et hundekranium til det formål samt et brystben, der kunne bruges som en åre. Han prøvede kajakken, og det var, som det skulle være. Nu var de kommet til det sted, hvor de skulle overvintre og de tilbragte efteråret der. Hans morbrødre var stærke mænd uden undtagelse. Nogle gange, når det blev aften, længtes han efter at se sin mor. Han plejede at kigge ind gennem vinduet. Dér lå så hans mor på briksen og sov med kun lidt tøj på (salavoq: har kun lidt tøj på. - Hos Kleinschmidt også: ligger på ryggen og strækker sig - Chr. B.), så hendes bryster var synlige. Så gik han ind og fik bryst. Ind imellem vågnede moderen med et sæt og tog på brysterne, men så var han væk.

En dag tænkte dølgsbarnet: "Jeg går her og er til ingen nytte, jeg tror,

jeg vil prøve at dræbe alle mine mange farbrødre (morbrødre?)". Da de tog ud på

fangst, tog anngiaq - barnet også af sted. Han nåede derhen og iagttog den nøje

fra den yngste til den ældste. Idet den yngste farbror roede løs for at

harpunere en sæl, placerede han sig under kajakkens stævntømmer (uklart - måske

bare: stævnen. Alligevel giver det ikke en mening, der er forståelig - Chr. B.). Da han harpunerede sælen, skyndte han sig helt hen til kajakken og

slog ham ('piutakasitdlarpâ' - kender jeg ikke - Chr. B.), så blodet løb ud af hans ene næsebor. Så fjernede han sig. De andre roede derhen, da han

kæntrede på grund af sælens ryk i linen. De fik kajakken op på ret køl igen, så

at der kom blod ud af mandens næsebor, og at han ikke trak vejret.

Hans brødre forsøgte at genoplive ham, men måtte opgive, så han var død, da

de kom hjem med ham. Det var starten på de usle anngiaqs aktiviteter,

der førte til udryddelse af farbrødrene, fra den yngste til den ældste. Hver

gang de var ude at ro i kajak, dræbte han én. Da han havde dræbt dem allesammen,

tænkte han: "Hvad har jeg at gøre her nu, efter at jeg har udryddet mine mange

farbrødre?" Så drog han ind i landet for dér at leve som qivittoq.

Derinde i landet hørte han en dag nogle synge. Han blev glad. Han ledte opmærksomheden hen på en lille kajak. Han gav sig til at ro endnu kraftigere. Det varede ikke længe, så roede (?) han ind i husgangen og krøb ind under indgangen til rummet. Deres åndemaner gav sig til at snakke: "Kom med ild, kom med ild." Det sølle dølgsmålsbarn tænkte: "Hvad skal jeg dog gøre, han er ved at svide min isse." Efter at have tændt en fakkel, kiggede de ind. De hujede så det klang. Det viste sig, at han havde forskrækket nogle indlandsboere, der manede ånder, til døde. Han bildte sig ind - endnu mere end før - at han kunne klare hvad som helst. Da han kom hjem under køkkenmøddingen, gav han sig til at dreje kajakken rundt ved hjælp af sin åre, et brystben. Mens han gjorde det, tænkte han: "Jeg dræbte alle mine morbrødre, jeg udryddede mine velskabte farbrødre -jeg elendige menneske". Mens han befandt sig under køkkenmøddingen, begyndte en åndemaner, at mane ånder og sang om den eneste kvinde i en stor søskendeflok og om hendes dølgsmålsbarn, der udryddede hendes mange brødre. De forsøgte at få kvinden til at bekræfte dette, men hun ville ikke indrømme det. Men hun sagde tilsidst: "Det var dengang jeg fødte en ganske ubetydelig baby." Da hun begyndte at berette, fik dølgsmålsbarnet hovedpine. Hovedpinen blev værre og værre, mens moderen fortalte om ham. Så mistede han bevidstheden. Det viste sig, at han var død.

 

(En meget dårligt fortalt fortælling - Chr. B.).

 

Var.: Søg på: anngiaq.

 

Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.

Oqalugtuaq anguterpânik arnartatiãnigdlo Sêrquánguamik

Print
Dokument id:105
Registreringsår:1867
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, IV, 4'
Fortæller:(?)
Nedskriver:Nicolaisen, John (Nikolaisen, John)
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Oqalugtuaq anguterpânik arnartatiãnigdlo Sêrquánguamik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:ss. 560 - 564, nr. 100
Lokalisering:?
Note:

Oversættelse ved Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom:

 

Fortællingen om brødrene og deres eneste søster Seeqqunnguaq.

 

Det fortælles om en stor brødreflok, at de havde en eneste søster, der hed Seeqqunnguaq, og at de havde en vinterboplads på den yderste ø. Det fortælles også, at de tog ind i bunden af den store fjord om sommeren. Og når de opholdt sig inde i bunden af fjorden, plejede de at tage ind i landet og afskære renerne deres vej og jage dem ud i en stor sø. Når de havde jaget en stor flok rensdyr sammen, og de svømmede ud på den store sø, tog brødrene i kajak ud i søen og dræbte renerne med deres fuglepile. Når de tog af sted for at jage rener, tog Seeqqunnguaq altid med.

 

Engang da det blev sommer, tog de som sædvanlig ind i bunden af fjorden for at jage rener. Da de kom til deres vanlige jagtområde, fik de øje på en stor flok rensdyr og begyndte at afskære den vejen. Mens de var i gang med at afskære dyrene deres vej og var begyndt at nærme sig den store sø, opdagede de, at renerne var begyndt at slippe væk ved det sted, hvor Seeqqunnguaq var placeret. Det skulle vise sig, at Seeqqunnguaq var blevet gravid uden for ægteskabet med Månemanden / månen, og at hun på grund af graviditeten var blevet langsommere til bens. Hendes mange brødre spurgte hende, hvorfor hun var langsom, men Seeqqunnguaq ville ikke sige noget. Da hun ikke ville sige noget, besluttede hendes brødre at dræbe hende. Så blev Seeqqunnguaq nødt til at sige, at hun var blevet gravid ved Månemanden. Da hun nu fortalte sin hemmelighed, undlod brødrene med nød og næppe at dræbe deres søster. De tog så hjem derfra, uden at nogen af dem havde fået et eneste rensdyr. Da de kom hjem, tog de ikke af sted igen for at drive rensdyr sammen.

 

En dag da Seeqqunnguaq kom hjem efter en gåtur, var hun usædvanlig stille og trist. Det viste sig, at hun i området uden for teltet havde født et barn på størrelse med en tommelfinger, og at hun havde dækket sit nyfødte barn til med mos. En morgen tog hun hen for at se til det for tidligt fødte barn i den tro, at det nu var dødt, fordi hun ikke havde set det, siden hun forlod det. Da hun kom til stedet, hvor hun havde dækket barnet til, tog hun mosset væk, fordi hun troede det var dødt, men det levede endnu. Hun begyndte at amme det på stedet, og efter at have ammet det, lagde hun det tilbage og dækkede det til igen; og så gik hun tilbage. Da hun gik nedefter, kiggede hendes lille søn efter hende for at se, hvor hun ville gå ind. Mens han så efter hende, gik Seeqqunnguaq ind i et telt. Da hun var gået ind, tænkte hendes lille søn: "Måske skulle man forsøge at gå derned." Efter at have tænkt over det, begyndte han at gå nedefter. Mens han gik nedad, rullede han ind imellem hen ad jorden. Det fortælles, at fordi hendes afkom var så lille, var det kun hans forstand, der virkelig var vokset. Endelig nåede han teltet. Da han var kommet så langt, begyndte han at lede efter teltåbningen, og da han endelig fandt den, gik han ind mellem teltlagene og kiggede ind gennem et hul i teltets forhæng og så, at hans mor var lige ved at gå i seng, mens alle de andre allerede var faldet i søvn. Han tænkte ellers på at gå ind til sin mor, men fordi han var genert overfor hende, ventede han udenfor, til hun var faldet i søvn. Et stykke tid efter hørte han hendes sovelyde. Da hun begyndte at snorke, prøvede han på at falde ind gennem hullet i teltforhænget, og endelig lykkedes det ham. Så gik han hen til sin mor, bøjede sig ind over hendes bryst og begyndte at die. Han drak og drak og holdt først op, da han var mæt, og idet han bed sin mor i brystvorten, lod han sig falde ned på gulvet. Da moderen følte smerten på sit bryst, vågnede hun med et skrig. Da brødrene hørte hendes skrig, spurgte de: "Hvad er der?" "Å! Jeg var lige ved at tro, at et menneske bed mig i brystvorten." Da de havde talt lidt sammen og var faldet i søvn igen, forsøgte drengen at komme ud af teltet, og da han var komme ud, gemte han sig bagved mellem teltringens sten. Der ventede han til det blev nat. Og så gik han ind i teltet igen, diede sin mor igen, og da han var mæt, gik han ud og gemte sig bag teltet mellem teltringens sten. Nu blev han på stedet og gjorde det samme hver aften: Han drak mælk hos sin mor; og endelig fik han sul på kroppen.

En aften da han havde listet sig hen til forteltet for at gå ind og die hos sin mor, hørte han, at de derinde endnu ikke var gået i seng men endnu talte sammen: "En dag når det er godt vejr, må vi tage tilbage til vores vinterboplads, for det er ved at blive efterår." Da han hørte dem tale sammen om det, tænkte han: "Hvis jeg skal overvintre alene her, sulter eller fryser jeg ihjel, men måske kan jeg finde mig en kajak." Da han derefter gik ud gennem teltåbningen, begyndte han at lede efter en kajak på deres affaldsbunke. Mens han søgte, fik han øje på et afbleget hundekranium. Da han fandt det, slæbte han det ned til stranden. Han satte det i vandet, men da det begyndte at fyldes med vand, tog han det op igen. Da han havde fået det op, og ikke rigtigt viste hvad han skulle gøre, tænkte han: "Måske skulle jeg tætne det med jord." Så søgte han efter jord. Da han fandt noget blødt muldjord, løsnede han noget af den og smurte hundehovedet med det. Først da det så ud, som om det var blevet tæt over det hele, satte han for anden gang kraniet i vandet. Han ventede for at se, om der skulle sive vand ind i det, men da det ikke skete, tog han det op på land igen. Da han havde taget hundehovedet op, begyndte han at lede efter en kajakåre, og mens han søgte, fik han øje på knogler fra et menneskeskelet. Da de forekom velegnede, tog han smalbenet til kajakåre, bragte sin kajak ned og satte den i vandet. Da han var kommet ind i den gennem halsåbningen, begyndte han at ro. Da han havde roet lidt rundt, kom han tilbage, tog sin kajak op og lagde den mellem sine mange morbrødres kajakker. Da han havde lagt sin kajak på plads, gik han op og gemte sig som sædvanligt mellem teltringens sten bagtil.

 

Mens han var der, blev det morgen, og husets beboere fik travlt med at gøre sig klar til at komme af sted. Mens de havde travlt, begyndte han at gøre sin kajak klar. Først troede han, at han skulle blive set af de andre, men da det ikke skete, endte det med, at han til sidst gik rundt mellem brødrene, der var ude i det fri. Efter et stykke tid bar de deres konebåde ned til vandet. Lige fra de begyndte at gå ned med den, gik han ved siden af dem. Når de kom til at skubbe til ham, faldt han om på jorden. På et tidspunkt ville de omsider af sted. Da så de andre fik travlt med at gøre sig rejseklar, gik Seeqqunnguaq op for at se til sin søn, men han var ikke, hvor hun havde forladt ham, og så gik hun ned igen. Da hun gik ned og fik øje på sine husfæller, var de lige ved at støde fra land. I rask løb nåede hun lige at komme om bord, inden de stødte fra land.

 

Da alle de mange morbrødre skulle til at tage af sted, gik Seeqqunnguaq´s søn ned med sin kajak og satte den i vandet. Mens han ventede på, at alle hans morbrødre skulle tage af sted, regnede han med at blive set, men ingen opdagede ham, og endelig kom han så af sted. Mens han roede der mellem kajakkerne, kunne han dårligt nok følge med, når de roede hurtigt, men til sidst indhentede han dem dog. Mens han på et tidspunkt roede lige ved siden af kajakkerne, blev han strejfet af en af kajakmændenes årer og kæntrede. Først bevægede han sig ikke, men så tænkte han: "Hvis jeg bliver liggende sådan, dør jeg; måske skulle jeg prøve at rejse mig i min kajak." Så ordnede han sit åregreb, og det lykkedes ham hurtigt at rejse sig. Da han havde rejst sig kiggede han efter konebåden og kajakkerne og så, at de var kommet langt foran, og han satte efter dem. Da han nåede dem, begyndte han at spekulere på, hvordan han skulle hævne sig over, at de havde fået ham til at kæntre: "Måske skulle jeg forsøge at få dem til at kæntre." Da han havde fået den idé, roede han hen til én af dem og forsøgte at få fat i hans åre. Da han på et tidspunkt tog et åretag, greb han fat i åren og trak ham ned ved den, og fik ham straks til at kæntre. Da kajakmanden kæntrede, forsøgte han at rejse sig, men nevøen trykkede hele tiden hans kajak ned, og til sidst druknede han og lå helt stille. Da de andre nåede hen til ham og vendte hans kajak op, så de, at han allerede var druknet. Det fortælles, at han på den måde druknede alle sine mange morbrødre. Da han havde dræbt alle kajakmændene, begyndte han at ro ind mod land samtidig med at han råbte på vind! Og selv om han selv kom til at ro hårdt til i den hårde vind, kom han dog i land. På den måde hævnede han sig på sine morbrødre, der havde været lige ved at dræbe hans moder.

 

Her ender fortællingen.  

 

Var.: søg på: anngiaq

oqalugtuaq angutinik qatângutigîngnik / Angiak'en / anngiaq

Print
Dokument id:188
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq angutinik qatângutigîngnik / Angiak'en / anngiaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:ss. 167 - 168, nr. 59
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af orig. håndskr., der ikke eksisterer længere.

 

Afkortet oversættelse af en blanding af denne og to andre varianter i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 12, ss. 76 - 77.

Samme noget kortere på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 90, ss. 439: The Anghiak.

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om søskendeflokken

 

Mange havde friet til den eneste pige i en stor søskendeflok, men brødrene ville ikke af med hende til nogen. Men en af frierne besvangrede hende, og hun fødte et barn i dølgsmål. Da "dølgsmålsbarnet" blev større ville han også have en kajak ligesom sine morbrødre, der fangede meget. Oven for stranden fandt han et hundehoved og fik det til kajak. Til harpun brugte han et haleben af et dyr. En dag var han ude på fangst og fik en sæl, mens en af morbrødrene kom hjem uden fangst. Det gik efterhånden sådan, at ingen af morbrødrene kom hjem med fangst.

En dag da dølgsmålsbarnet og morbrødrene var ude på fangst, dræbte dølgsmålsbarnet den yngste af sine morbrødre. Hans brødre, der ilede til, opdagede, at alle hans åbninger var fyldt med blod. Dølgsmålsbarnet fik pludselig dårlig samvittighed, og han tog ikke på fangst den næste dag. Men da der var gået et par dage, tog han igen ud på fangst og dræbte den næstyngste morbror. Sådan gik det til at han dræbte alle sine morbrødre. Derefter rejste han nordover for at leve i ensomhed som qivittoq / fjeldgænger. Han var kommet et godt stykke vej vestover, da han hørte en åndemaner / angakkoq mane ånder. Han roede direkte efter lyden, stødte imod husets indgang og skræmte beboerne ihjel. Igen blev han grebet af dårlig samvittighed, så han tog vestover og drejede efter nogen tid mod nord. Igen hørte han en åndemaner, der manede ånder. Han roede derhen og skræmte dem ihjel. Dette gentog sig fem gange, og sidste gang tilstod han, hvad han havde gjort.

 

Var.: søg på: anngiaq.

 

Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.

 

Hist.: En ret så gruelig version, idet det oftest lykkes en el. flere åndemanere at indfange og uskadeliggøre anngiaq'en under første seance eller under en gentagelse af den. I ingen af disse tilfælde skræmmes tilhørerne til døde. Dér gælder hævnen kun de morbrødre, der har nægtet deres søster ægteskab og hendes barn en far, og det er moderen, ikke utysket, der går til bekendelse. Vedr. anngiaq se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere).

oqalugtuaq Arnarquagssâmik / Pigen som flygtede til indlandsboerne

Print
Dokument id:1076
Registreringsår:1861
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Amos Daniel
Nedskriver:Amos Daniel
Mellem-person:Hansen, Einar
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Arnarquagssâmik / Pigen som flygtede til indlandsboerne
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 715 - 721, nr. 200
Lokalisering:Illorsuit: Uummannaq
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., muligvis fra Rink 2488, III nr. 336-345, der er nedskrevet af Amos Daniel i omtrent ulæselig håndskrift.

 

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 43, ss. 149 - 151 har Rink sammenstykket denne variant med en i Kraghs samling (nr. 39). Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 28, ss. 217 - 221: The Girl who fled to the Inlanders.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

En fortælling om Arnaqquassaaq. (en kælling) Arnaqquassaaq havde en ældre

søster. En dag knækkede Arnaqquassaq en nål af rensdyrtak, som søsteren var

meget øm over. Storesøsteren, som var gift med en velstillet mand, blev ær-

gerlig på sin lillesøster, som var fattig. Storesøsteren sagde til lillesøsteren, at hun hellere måtte tage ud og blive qivittoq.

 

Hun tog af sted for at blive qivittoq, som storesøsteren ønskede det. Hun vandrede flere dage og en aften gav hun sig til at græde. Så hørte hun én sige ved siden af:

"Hvorfor græder du?" Så holdt hun op med at græde og opdagede nu, at stemmen kom

fra et menneske af anselig størrelse. Det viste sig, at det var en indlandsbo.

Han spurgte: "Hvorfor græder du?". Arnaqquassaq svarede: "Jeg knækkede min

storesøsters nål og hun sagde, at jeg skulle forsvinde".

"Der kan man bare se," kommenterede indlandskæmpen, "jeg har

revet min lillebrors snare itu, som han var meget

øm over. Han sagde, at jeg skulle gå hjemmefra. Derfor gik jeg."

Han spurgte, om de skulle følges og hun gik med. Da de kom til hans hus, tilbød han hende noget, hun kunne bruge til tøj. De gik ud af huset og han åbnede et forrådskammer. Her var nok af rensdyrskind til en pels (timmiaq). De gik hen til et andet forrådskammer. Han åbnede det og her var der nok af skind til

kvindebukser ('takisûvdlutik' - takisut kvindebukser. Men men Rink har tilføjet:

til overpelse'. chr.b). Han åbnede endnu et forrådskammer. Han pegede på

noget og sagde: "Tag dem på. De skal være dine. Sy dem".

 

Da hun havde syet dem, sagde han en morgen til hende: "Nu skal du høre, en dag råber jeg  aavooq, men kun hvis det er klart vejr".

 

En morgen vågnede de og så, at det var

helt klart vejr. Foran huset var der en sø. Da de gik ud af huset, tog han sit

tøj af og gik ud i søen. Midt i søen forsvandt han ned i vandet, så kun hans

pande (mon ikke det er issen, der menes? chr.b) var synlig. Han sagde hele

tiden: "Aavuu, aavuu, aavuu, aavuu". Det viste sig, at han på denne måde kaldte

på edderfugle. Langt ude så hun en sky nærme sig. Det viste sig, at det var

edderfugle. Det skulle hun så opleve, at det hun troede var en sky,

var edderfugle. Fuglene satte sig på vandet, så hele søen var dækket. Han tog

fuglene nedefra og aflivede dem. Først da han havde dræbt dem alle sammen, rejste

han sig op. "Tássánga miterpalugpoq" ('Man hørte edderfugleskrig derfra'? chr.b).

 

Den store indlandsbo tog kvinden til kone og en dag sagde han, at

han ville tage hende med til sine bopladsfæller. "Når vi kan se husene, vil jeg råbe sådan: 'kun, kun Kungujooq'", sagde han.

 

Så tog de af sted. Nu kunne de se husene ovenfra. Her legede nogle børn og de (indlandsboen og pigen? chr.b) råbte: "kun, kun, Kungujooq" Børnene flygtede mens de råbte: "Der blev råbt Kungkuujooq". Deres mor kom ud og råbte: "Deroppefra blev der råbt kungkujooq. Når jeg ligger om natten og ikke kan sove, føler jeg det altid som om jeg bliver ført ned af et snedskred".

Derpå råbte hun (?): "Kunkujooq". De kom hen til bopladsfællernes hus. Da han

(?) /hun (?) kom ind, sagde de andre i huset til hendes mands lillesøster

Navaranaaq, at hun ikke måtte sige noget til sine bopladsfæller. Men hun fik

alligevel sagt til dem: "Vi har fået en svigerdatter med halskæde ('ujamârtoq'? chr.b) og med perler, en kystbo". Så strømmede der ellers

besøgende ind i huset. Og en gang sagde de: "Når der bliver nymåne, vil der

komme skib ('umiarssuit' - det kan også forstås som: store konebåde. chr.b)".

Hun tænkte: "Hvilke konebåde?" En morgen blev der sagt: "Skibene (store

konebåde?) er på vej ind". Hun kom ud og så, at der virkelig var et skib (store

konebåde?). Det viste sig, at det var dværge. De standsede neden for husene. De

gav sig til at synge nidviser imod hinanden. Først da de blev færdige, gik de op

til huset. Da de kom ind, sagde de: "Uunngortoq, lav en vise". Hun/han (?) - gik

udenfor og kom ind igen med 'ungerdlautat' (en rem til at binde med ? Rinks

bemærkning: 'bundt skind' - dette er nok rigtigt. CB). Hun/ han (?) gav

hver eneste i huset en 'ungerdlautoq'. Så begyndte de ellers at synge og danse.

Det var skam i anledning af, at det var blevet fuldmåne. Så

begyndte en indlandsbo og en dværg at synge viser, hvor de kappedes (Rinks

bemærkning: 'synge væddesange'. CB). Og en indlandsbo begyndte at danse

rundt ('tivavoq'). Mens han dansede blev han til en stor renbuk. Så hørte

man gråd fra dværgenes børn, der var blevet frygteligt forskrækkede. Så rejste

bukken sig op igen og blev til et menneske. Nu trådte en af dværgene frem og

begyndte at danse rundt. Han dansede til han blev en hare. Da

begyndte indlandsboernes børn at græde af forskrækkelse. Så rejste han sig op

og blev igen til et menneske. En af indlandsboerne trådte frem og begyndte at

danse rundt. Mens han dansede, gav han sig til at krænge sin hud af - ja, han

krængede den helt af, så den kun sad fast ved næseroden. Dværgenes børn blev

skrækslagne. Så blev han sig selv igen. - Så trådte en af dværgene frem og

dansede rundt. Han kom af og til ind i huset ('igdlup iluanut pissalerpoq' ??

chr.b). Huset begyndte ligesom at rokke og noget af det løsnede sig og faldt

ned. Indlandsboerne, som var på briksen i den anden ende af huset, blev

forskrækkede. Nogle af indlandsboernes kvinder kom til at ligge oven på et af

indlandsboernes børn, så det døde. Så holdt de op med deres sange og danse. Dagen

efter rejste de hjem i deres stenbåd. Indlandsboerne sagde, at de ville gøre

gengæld næste fuldmåne.

 

Så blev det igen fuldmåne og de skulle af sted i deres stenbåd. Da

Arnaqquassaaq kom om bord, sagde de til hende, at hun ikke måtte åbne øjnene. De

tog af sted. Undervejs åbnede Arnaqquassaaq øjnene en smule og konebåden

standsede. En af indlandsboerne spurgte hende, om hun havde åbnet øjnene. Hun

svarede nej. Men de sagde: "Vi standsede, fordi du havde åbnet øjnene. Du må

holde øjnene lukkede, indtil du kan høre barnestemmer". Og da de standsede,

åbnede hun øjnene. De var kommet til land neden for husene. Sikke et stort hus

('igdluliuna angeqissoq' - Rinks tilføjelse: 'ikke stort' - det passer for så

vidt bedre til efterfølgende. CB). Hun tænkte: "Mon jeg kan komme derind?"

Så opdagede hun, at det var ved at blive større. De gjorde huset større ved

hjælp af 'kammiut' (et redskab til blødgøring af kamikker. CB - en

støvlestrækker, BS). Nu var hun på vej ind i det hus, som før var så lille. Da

de kom ind, så de, at der i en krog ved indgangen sad (?) en 'nutagdlersoq'

(Rinks tilføjelse: 'én med hårtop på siden'. chr.b). De sagde:

"Nutagdlersoq, lav en vise". Hun gav sig til at smide bundter af skind på gulvet

- et bundt til hver af dem, der var i huset. Hun gav hver eneste af dem et bundt

skind. Så begyndte de at synge og danse. En af dværgene trådte frem og begyndte

at danse. Så dykkede han ned gennem gulvet. De fik øje på 'Orssuiaq'

(formentlig: orsugiak, kryolit. Det kan også være et navn på et væsen. CB).

De sagde til indlandsboerne, at de skulle tage og løfte den. De prøvede at

løfte den, men de kunne ikke. Den / han rejste sig op, da de ikke kunne løfte

den / ham. En af indlandsboerne trådte frem og gav sig til at danse. Dér på

gulvet blev den til en stor sten. De sagde til dværgene: "Prøv at løfte den.".

En af dværgene gik hen til den og løftede den. Han kastede den mod indgangen, så

den gik midt over. På den måde mistede indlandsboerne en af deres egne.

     De tog af sted hjemover og efterlod den døde på stedet. Hun var begyndt at

tage med ud med rensdyrjægeren om sommeren engang da de vendte hjem fra

rensdyrjagten, sagde nogle af dem, der var med: "Arnaqquassaaq var ikke god at

have med, for hun er for langsom til bens." Deres madmor rodede under briksen

og kom frem med en stor kamik. Hun gav Arnaqquassaaq disse kamikker på. Det viste sig, at der i kamikkerne var orme ('nunap ûmasuinik' - landdyr). Da disse

begyndte at gnave i benet, mistede hun bevidstheden. Da hun kom til bevidsthed,

var benene (kødet) spist op. Hun mistede bevidstheden endnu engang. Hun ventede

på, at der skulle komme nyt kød på benene. Da der var kommet nyt kød, tog hun om

sommeren ud sammen med rensdyrjægerne. De kom hjem og sagde: "Hun var foran hele

tiden". De berøvede (?) hende nogle af hendes kræfter, så hun blev ligesom

indlandsboerne.  

Engang sagde hun til sin mand, at hun gerne ville en tur ud til

sin familie. Da det blev sommer, tog de af sted. Manden ledsagede hende. Da de

nåede stranden, så de en kajak. Indlandsboen sagde: "Er det en konebåd?" Da

kajakmanden kom hen til dem, sagde han, at han ville hente dem i konebåd. Det

gjorde han. Indlandsboen lå på maven i midten af konebåden. Han var bange for at

sejle. Han rejste sig først op, da de nåede til deres bestemmelsessted.

 

Hen på efteråret sagde svigerfaderen til indlandsboen: "Gid min datters mand kunne

erstattes med en anden - med én, der kunne fange edderfugle". På det tidspunkt

var indlandsboen hele tiden hjemme i huset. Han tog ikke ud på jagt. Omsider bad

han sin kone om at sige til sin svigerfar, at han skulle lave en snare til ham.

Da svigermoderen hørte det, sagde hun: "Hvad skal den bruges til?" Svigerfaderen

lavede en snare til ham. Da de vågnede en morgen efter at snaren var blevet færdig, var indlandsboen væk. Han var væk hele dagen og kom først hjem ved

aftenstide. Han var pakket ind i edderfugle over det hele, så mange havde han

fanget. Svigermoderen gav sig til at spise edderfugle og hun spiste så maven

brast ('qaarpoq - maven sprængtes. CB).

     Da det var blevet vinter og der var kommet islæg, ville en af mændene

frarøve ham hans kone. Han sagde til svigerfaderen, at han skulle bede for ham

('tugsiuterquvdlune'). Svigerfaderen bad for ham. - Da han var færdig ('inermat'

- uklart, hvad han var færdig med. CB), fik man ham til at tage ud på

åndehulsfangst sammen med andre. Han kom ud på isen 'mássagôq atâgut avssagtut'

(svært at få en mening ud af - noget med, at der kradses nedefra. chr.b). Ved

siden af slædesporet var der et ubetydeligt åndehul. Hundene havde tisset

omkring det. En af mændene sagde for at gøre nar af ham: "Her kan du sidde og

vente på, at en sæl skal dukke op". Her holdt han stille og ventede. Knap var

han standset, da der hørtes kradselyd nedefra. Da sælen dukkede op, stak han

den. Han kom hurtigt hjem med en sæl. Med et stykke kød i hånden gik han den

mand, der ville frarøve ham hans kone, i møde. Han spiste kødet på isen.

 

Da det blev sommer, ville han tilbage til de andre indlandsboer. Han sagde til sin

kone: "Hvis min søn er rask, vil indlandsboerne komme". Så tog han af sted. Da

vinteren var gået, kom han tibage sammen med andre og fortalte (?), at sønnen

var død. Ved afrejsen tilbage til indlandsboerne, sagde han til sin kone: "Jeg

kommer ikke igen". Det fortælles, at indlandsboerne aldrig kom tilbage. Slut.

     Skrevet af Amos Daniel

 

Fortællingen ligner de andre af Amos Daniel - Mange uklare sætninger. CB.

 

Var.: NKS 2488, VI, ss. 141h - 144v; Kvinderne, som blev gift med erqigdlit; De to brødre; Pouia; Puvia; Sorarsinaq toqusoq; Makkutooq; søg på Akilineq. Desuden en del andre om ægteskaber mellem rigtige mennesker og åndevæsner eller dyr i menneskeskikkelse.

 

Kommentar: Begyndelsen er typisk for qivittoq-fortællinger, der måske florerer hyppigere efterhånden som kristendommen får status til at knægte fortællinger om åndemanere og deres møder med åndemennesker.

 

Vedr. den særlige stenart, orsugiaq, søg på den.

oqalugtuaq Asalûmik

Print
Dokument id:280
Registreringsår:1861
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Mörch, H.P.
Mellem-person:Hansen, Einar
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Asalûmik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 506 - 510, nr. 150
Lokalisering:Uummannaq
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om Asaluut.

 

Asaluut, der var en mægtig mand, havde to fætre, der var brødre, og de boede i samme hus som Asaluut. Alle tre var dygtige fangere, som altid kom hjem med fangst. Men med tiden kom Asaluut til at fange mere i forhold til de to brødre. Brødrene blev misundelige på Asaluut, fordi han fangede mere. Da Asaluut mærkede, at fætrene ikke længere var så venlige over for ham, fik han det dårligt med sig selv og besluttede sig til at forlade fætrene. En dag, mens brødrene var ude på fangst, drog Asaluut bort til et sted, der lå langt væk. Da brødrene kom hjem, ventede de længe på, at Asaluut skulle komme hjem. Han var endnu ikke kommet hjem ved sengetid. Den følgedne dag tog de af sted og ledte efter deres fætter Asaluut, som de ellers var misundelig på, men de tog hjem uden at finde ham.

Flere dage efter at fætteren var forsvundet, rejste brødrene til et sted,

der lå langt væk, for at lede efter deres fætter. En gang under turen passerede

de en temmelig stor bugt. De befandt sig et stykke tid ved mundingen af bugten,

og de så, at to ravne nærmede sig inde fra bunden af bugten. Da de kom nærmere,

opdagede de, at det var to store mennesker, der kom løbende. De forsvandt langt

mod vest. Brødrene blev på samme sted og ventede på, at de skulle vende tilbage.

Endelig viste de sig, og da de kom nærmere, så de, at de begge havde to havde

fuldvoksne sortsider på ryggen, langt bagved hinanden (det er vel snarere: oven

på hinanden - eller: ryg mod ryg? Chr. B.) med hoved mod baglalle. De løb stadig

så hurtigt som ravne, der fløj meget lavt. Brødrene gik hen og kiggede på deres

spor. De så ud som en enkelt persons spor, så godt passede de til hinanden. De

gav sig til at følge efter dem ved at gå i deres spor, da de gerne ville vide,

hvad de var for nogle. Efter en tid fik de øje på ravnenes hus. De gik hen til

det og spurgte efter Asaluut, han var der ikke. Da de kom ind i huset, opdagede de, at de to, der løb, var store kvinder. De sad på hver sin side af

briksen og på gulvet lå fire sortsider - to ud for hver af dem. Det var deres

fangst. På midten af briksen sad en gammel kvinde. De tre kvinder boede alene.

Hver af de to store kvinder, der sad på briksen, havde slynget deres lange hår

op på et tørrestativ - til tørring. Noget af håret hang ned, for de havde meget langt hår.

Brødrene forlod huset og gik videre over land til den anden side, stadigvæk for at lede efter deres fætter Asaluut. Undervejs trænede de sig til at blive stærke og mægtige. De øvede sig også i at løbe hurtigt,og de var i stand til at tage lange spring, men stadigvæk havde de ikke fundet deres fætter Asaluut. Mens de endnu vandrede, fik de en dag øje på mange huse. Fra det sted, hvor de befandt sig, kunne de se, at der var livlig trafik ind og ud af husene. De skiftedes til at holde vagt, for at de ikke skulle blive overrasket af fjenden. Det viste sig, at det var Eqqillit (hundemennesker), der boede ved en stor sø,og lige ud for husene var der en ø. Nu ville fætrene vove sig derned, for det kunne jo være, at deres fætter var der. Mens de var på vej ned, så de neden for dem én, der sigtede efter dem med en spændt bue. Ved nærmere undersøgelse viste det sig, at det var deres fætter Asaluut. Da fætrene talte til ham, smed Asaluut sin store bue ned på jorden og skyndte sig hen til dem. Da han kom til sine fætre, så han bedrøvet ud('aliánilerpoq' oversættes i danske bemærkninger 'glædede', i Ordbogêraq: 'aliasupgalugpoq (issíkua), her tror jeg egentlig mest på den danske bemærkning - Chr. B.). De snakkede sammen og Asaluut sagde: "De vil nok dræbe jer, når de ser jer - som de plejer." Idet Asaluut sagde det, tog den ældste af fætrene sin bue og sine pile og løb af sted og uden at standse sprnag han uden for huset og landede på øen (svært at følge formuleringen på grønlandsk - Chr. B.). Hans lillebror sprang også og landede på øen. Som den sidste sprang Asaluut til øen, og i det samme blev folk på bopladsen opmærksom på dem. De tog deres buer og var på vej ned til stranden. Og på øen placerede fætrene sig i forlængelse af hinanden, den ene bagved den anden, således at den ældste af fætrene var nærmest folk på landet, derefter kom lillebroderen og Asaluut var bagest. Folk fra land begyndte at skyde på dem med bue og pil. Asaluuts fætre var ikke til at ramme. Der, hvor pilene havde strejfet fætrene på siden og på kinderne, var de blevet blege (hvorfor? Chr. B.). Asaluut kiggede på et tidspunkt frem henover fætrene, og straks var der en pil, der strejfede hans hår uden at ramme ham. Så udgik folk ovre på land for pile. Nu var det fætrenes tur til at hævne sig på dem. De sprang tilbage til land og dræbte dem alle uden undtagelse. Fætrene boede der og blev stærke og mægtige. Så rejste de tilbage til deres land (boplads? Chr. B.). Det fortælles, at de begyndte at fange rigtig godt, efter at de var vendt tilbage til deres boplads.

En gang var de to brødre ude på jagt. Efter at de havde gået længe, hørte

de en hylen. De gik videre og fik øje på en hel masse mammutunger

('kiligãrarpagssuit'. Kiliffak er et sagndyr, som gerne oversættes til mammut -

Chr. B.), som lå på jorden. Det viste sig, at forældrene var ude at jage. De

dræbte samlige mammutunger med bue og pil. Brødrene skjulte sig i nærheden og

ventede på at de voksne skulle komme. Et stykke tid efter hørte de hylen, og

moderen til ungerne viste sig med en stor renko mellem tænderne. Dyret kom

nærmere og hylede igen, men da ungerne ikke besvarede dets hylen, smed dyret

det, det havde mellem tænderne, ned på jorden og skyndte sig hen i

retning af fætrene. Lige før dyret nåede dem, ramte fætrene det med flere pile

og dræbte det. Nogen tid efter viste hanmammutten sig med en fuldvoksen renbuk

mellem tænderne. Også hanmammutten blev skudt med flere pile og dræbt.

Kødet fra disse mammutter havde de som vinterforråd. De kom aldrig til at mangle

mad. Slut.

Oqalugtuaq Asalûmik / Asalooq

Print
Dokument id:992
Registreringsår:1824
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:Oqalugtuaq Asalûmik / Asalooq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 9 - 12, nr. 4
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, måske af

Orig. Håndskr. ? To nedskrifter findes med næsten samme håndskrift. Peder Kraghs afskrift med sideløbende dansk oversættelse: NKS 2488, VI, 4': 75h - 78h, og en uden oversættelse: NKS 2488, VI, 4': ss. 89 - 90.

 

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 4 ss. 56 - 61 har Rink sammenstykket ialt 5 varianter inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 4, ss. 109 - 115:

Kumagdlat and Asalok.

 

Resumé: Fortællingen om Asalooq.

Asalooq boede med sin far, en stedbroder og en lillebror. Stedbroderen

drev ud til havs med isen. Det samme skete med Asalooq og hans

lillebror, mens de var ude at lede efter stedbroderen. De kørte i

flere dage udefter, da de opdagede nogle brede slædespor, som de

fulgte. De nåede til Akilineq og kom til en boplads med to huse - et

lille og et stort.

De blev budt ind i det lille hus, og familiefaderen her advarede

Asalooq imod manden i det store hus, der var meget stærk, og som

plejede at udfordre sine gæster til styrkeprøve. Han fortalte

endvidere, at den stærke mand havde et skulderblad af en hval med et

hul i midten. Kanten omkring hullet var takket som på en sav. Dette

skulderblad plejede han at sætte på gæstens hoved, så det hvilede på

næseroden; med det skar han gæstens næse af.

Asalooq blev inviteret ind til den stærke mand. Huset var fuld af

hans koner, og på briksen sad hans stedbroder og var blevet skåret.

Asalooq blev udfordret til styrkeprøve, og da han havde overvundet den

stærke mand, skar han hans hoved med skulderbladet, så  han døde af

blodtab. Asalooq og hans lillebror gik tilbage til det lille hus. Så

kom der en mand og inviterede dem til spisning af menneskehjerne, som

den stærke mands mor havde tilberedt. De gik op til det store hus, men Asaluut forbød sin lillebror at spise noget; han selv spiste det

hele og slikkede tallerkenen. Derefter vendte han ryggen til de andre, gned

maven med hænderne ned mod navlen og lod maden sive ud gennem navlen ned i

tallerkenen. Så tvang han den stærke mands mor at spise det, så hun døde.

 

Nu tog Asalooq, hans lillebror og stedbroderen af sted og nåede hjem til deres

boplads. Da faderen så Asalooq kigge igennem vinduet, genkendte han ham, men døde af forskrækkelse.

 

Var.: Tiggaaq; Qilaasuaq; Amos Daniel 161 Alluunnguaq; Sungersuusaq;  Qiláituaq, Qiláussuaq; Qátsâq; Asalooq; Qilaasuaq og Allunnguaq.

 

Kommentar: Helten, Asalooq, er normalt forbundet med en sejr over eqqillit i indlandet, men som det fremgår af Var. ovf. har flere af overlevringens helte fået den ære at klare styrkeprøverne i traditionens Akilineq (landet på den anden side havet)

oqalugtuaq Atâtsiarssuarmik / Taitsiarssuk

Print
Dokument id:206
Registreringsår:1859
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Atâtsiarssuarmik / Taitsiarssuk
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 295 - 297, nr. 102
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversat af Kirsten Thisted i: Kreutzmann, Jens: Fortællinger & akvareller. Red.Kirsten Thisted. Atuakkiorfik 1997: 69 - 70: Fortællingen om Ataatsiarsuaq.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning af Arnaq Grove i: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 69 - 70: Aataatsiarsuarmik oqaluttuaq.

 

Dansk version sammenstykket af denne og en anden variant i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 81.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 69, ss. 370 - 372: The Angakok Ataitsak practicing his Art with the Benevolent Ingnersuit.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om Aataatsiarsuaq.

Aataatsiarsuaq, som var åndemaner / angakkoq, overvintrede i Sermiligaarsuk. En dag var han ude på fangst ved mundingen af Sermiligaarsuk fjorden. Der dukkede en sæl op, som holdt snuden oppe over overfladen. Han roede hen mod den, men sælen forsvandt. Han ventede dagen lang på, at den skulle dukke op igen. Det gjorde den så, efter at det var blevet aften. Han roede hen og harpunerede den. Han ville kaste sin fangeblære / fangstblære ud. Da linen var ved at løbe ud, forsøgte han at trække sælen til sig. Men sælen rykkede ham ud af kajakken, og der var ingen andre i farvandet. Så kom han i tanke om, at han havde en strandtrold til hjælpeånd. Straks kom en mængde kajakker. Disse kajakmænd bandt Aataatsiarsuaqs kajak sammen med to af deres kajakker og tog ham med hjem til deres boplads. Folk på bopladsen blev glade, da de så dem komme, fordi de troede, at de medbragte fangstparter. De råbte udefra: "Vi har ikke nogen fangstpart med, men vi kommer med en gæst." Folk blev glade. Aataatsiarsuaq kom på den måde til at bo hos strandtrolde (alliarutsiit / innersuit).

 

Det viste sig, at den dygtigste fanger på stedet lå syg og ikke kunne blive rask, og man mistænkte en heks for at have skadet ham. Man bad Aataatsiarsuaq om at mane ånder. Det gjorde han, men han fandt ikke ud af noget. Dagen efter gentog han sin åndemaning. Da så han en heks ved fodenden af den syge. Han udspurgte heksen om, hvorfor hun havde gjort manden syg og hun fortalte følgende: "Den mand kom engang hjem fra rensdyrjagt og havde fanget en stor renbuk. Han var så venlig at forære mig et stykke kød. En anden gang var han igen på rensdyrjagt og kom også denne gang med en stor renbuk, men han forærede mig ikke noget." Det var årsagen. Åndemaneren harpunerede heksen i fodsålen, så senerne blev trukket ud. Den syge blev rask, men heksen blev dårlig og døde.

 

Var.: Ataasiaq; Ataatsiarsuaq

 

Kommentar: alliarutsit betegnes som de nederste innersuit, og er muligvis kommet til med kristendommen som onde djævle

oqalugtuaq Atdlunguamik

Print
Dokument id:290
Registreringsår:1861
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Amos Daniel
Nedskriver:Amos Daniel
Mellem-person:Hansen, Einar
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Atdlunguamik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 554 - 557, nr. 161
Lokalisering:Illorsuit: Uummannaq
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., muligvis fra Rink 2488, III nr. 336-345, der er nedskrevet af Amos Daniel i omtrent ulæselig håndskrift.

 

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 22 ss. 100 - 104 har Rink sammenstykket ialt 3 varianter inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 16, ss. 162 - 163:

Tiggak.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om Alluunnguaq.

 

Alluunnguaq og Qilaasuaq boede på samme boplads. En vinter sultede de. Fra Qilaassuaqs hus var der ikke længere nogen, der kom ud. En dag var Alluunnguaq på udkig. Langt ude så han noget frosttåge. Tidligt næste morgen tog han af sted derud. Han nåede derud og det var sassat (småhvaler der er indespærret i en våge). Han udvalgte sig en hvidhvalsunge, som han harpunerede ('kapivdlugo - stikke det). Han trak den op på isen og parterede den og med kødet på ryggen, gik han hjemad. Da han kom hjem, sagde han til sin kone, at hun skulle sætte et lille stykke til side og lægge det foran den nederste lampe samt, at hun skulle have et stykke af dette med (underforstået til bopladsfællerne - Chr. B.). Men han sagde, at hun i første omgang ikke skulle have noget med, og at hun, når hun gik ind til dem, blot skulle sige: "Alluunnguaq har fanget et dyr med blod. Kom og spis kød af dyr med blod. Kom og spis suppe!" Da kvinden sagde dette, bemærkede Qilaasuaq: "Alluunnguaq 'anguserqigsûva' (god mand?) og ærlig?" Konen vendte tilbage og sagde: "De tror dig ikke!" Så sagde manden: "Tag et stykke kød med. Du skal gentage det, du har sagt. Eftersom de ikke tror dig, så vis det, du har med til dem og sig: Her er et stykke af det." Konen gik ind til naboerne endnu engang og sagde: "Jeg skal bede jer komme. Her er et stykke af kødet." Hertil bemærkede Qilaasuaq: "Giv mig det!" Nogle af dem, der gik ud af huset, døde. Kun fire gik ind i Alluunnguaqs hus. De spurgte ham: "Hvor er sassat'en henne?" Han svarede: "Derude på det yderste fangstområde."

 

Dagen efter, mens det endnu var nat, tog Alluunnguaq af sted. Han nårede frem til

sassat'en og udsøgte sig en mindre hvidhval, som han trak op på isen. Han flænsede

den i en fart og var nu på vej ind mod land. Da han var kommet tæt på land,

traf han nogle af sine bopladsfæller på vej ud. Han nåede isklumperne på stranden og råbte så, at det blev blæsevejr.

 

I det samme brød stormen løs. Isen brækkede af ved isstykkerne på stranden og drev ud med de mennesker (bopladsfællerne), der lige var kommet ud på isen. Isen drev i land på Akilineq (landet på den anden side af havet). De fik øje på to huse - et langt og et kort hus (et stort hus og et lille hus - Chr. B.). De gik ind i det kortere hus og blev inviteret til det andet hus. Da de kom ind, rev man deres

fugleskindspels ('tingmiait') itu. Så åbnede de husets tag lige over dem og

hældte masser saltvand ned over dem. De kom til at fryse stærkt. De skiftedes

til at lægge sig oven på hinanden for at holde sig varme. Langt om længe sagde

Qilaasuaq: "Giv mig pelsbræmmen omkring min hætte." En lille kælling sugede ham

på siden og sagde: "Her har du din store pelsbræmme. Tag den på, så den kan

varme dig." Ellers sagde man ikke andet end 'de slemme gæster' om gæsterne. Da

Qilaasuaq undersøgte pelsbræmmen, opdagede han, at hans amuletter stadigvæk var

der. Han tog dem og puttede dem i munden. Det mærkedes, som om de bevægede sig.

Han puttede dem endnu en gang i munden. Da de kom i livlig bevægelse, sagde

Qilaasuaq (eller den ene amulet?, BS): "Lad mig komme til at ligge øverst." Han (den?)kom til at ligge øverst, og

idet han kastede amuletterne fra sig, sagde han: "Tag og dræb tre!" De tre døde.

Da de vendte tilbage og faldt ned på gulvet, puttede han dem i munden. Så

kastede han dem igen fra sig og sagde: "Dræb fire!" De lod vente på sig

('mululersoq' - det må vel være amuletterne - Chr. B.) og han (Qilaasuaq) sagde:

"Nu døde de fire."  De vendte tilbage og faldt ned på gulvet. De fortsatte med

at hælde saltvand ned over dem. Derfor kastede Qilaasuaq amuletterne fra sig

igen, idet han sagde: "Dræb fem!" og der blev sagt: "Nu døde de fem." De blev

væk længere tid. Så vendte de tilbage og faldt ned på gulvet, og de var dækket af

blod. Alligevel puttede han dem i munden. Så kastede han dem fra sig endnu

engang, idet han sagde: "Gør, hvad I har lyst til." Lyden fra folk på hustaget

forstummede mere og mere. Da alle mændene var væk, rejste de sig og

udskiftede deres fugleskindspelse med andre. De tog sig nye koner og fik nye

kajakker. Da det blev forår, syede de fire lag skindbetræk på dere konebåd og

hen på sommeren tog de af sted hjemad med deres hustruer (som roersker, BS).

Når kvinderne faldt i søvn, vågnede mændene (de roede skiftevis dag og nat -

Chr. B.). Da de havde rejst længe, rådnede det yderste lag af skindbetrækket og

spænderemmene. De fjernede dem og sænkede dem i havet. De skiftedes til at sove

og være vågne. En dag da det var mændenes tur til at være vågne, kom disse ned i

deres kajakker og skar i konebådsbetrækket. De roede væk fra den og standsede.

Da vandet slog op i konebåden, vågnede kvinderne og fór rundt i

konebåden. Kajakmændene sagde til dem: "Sikke stakler, der er ude at

sejle." Efterhånden forsvandt de i havet, og kajakkerne roede videre, og da de

nåede frem til deres boplads, var samtlige kvinder døde af sult. De havde troet,

at Alluunnguaq ville skaffe mad til dem, de havde efterladt. Det viste sig, at de bare var døde alle sammen. Qilaasuaq og hans ledsagere mistede således deres

koner, eftersom nogle af konerne var forsvundet ned i havet, mens andre sultede

ihjel. Det fortælles at de blev alene (eller: enlige - Chr. B.). Slut.

 

Var.: Tiggaaq; Qilaasuaq; Qiláituaq, Qiláussuaq, Qátsâq, Sungersuusaq, Sungersûssaq; Asalooq; Qilaasuaq og Allunnguaq.

 

Kommentar: som altid kan det knibe med logikken hos Amos Daniel. Han har kun kunnet forestille sig, at der måtte kvindelige roersker til konebåden, også fordi vejen var så lang, at man måtte skiftes ved årerne. Men der var øjensynligt ingen overlevende efter at Qill.s amuletter havde bragt alle til tavshed.

Der er en latterlig pointe i, at mændene har druknet de ny koner i den tro at deres tidligere koner er blevet holdt i live af Alluunnguaq. Flere småtræk tyder på, at han bærer nag til sine bopladsfæller: at de først ikke vil tro ham; at han for sent gør opmærksom på stormen (eller selv har fremkaldt den)

Alluunnguaq er hovedperson i forskellige fortællinger og undertiden en sådan hævner.

oqalugtuaq Atdluûnguaq

Print
Dokument id:1070
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Beck, Albrecht
Nedskriver:Beck, Albrecht
Mellem-person:Kjær, J.
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Atdluûnguaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 643 - 645, nr. 182
Lokalisering:Sisimiut / Holsteinsborg
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 196 - 197: Alluunnguaq. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 196 - 197: Oqaluttuaq Alluunnguaq.

 

Oversættelse, se nedenfor.

 

Resumé:

Allunnguaq er den eneste, der midt om vinteren er ude efter mad. Han kommer hjem med en rype, som hans kone deler ud mellem bopladsfællerne. Da den ikke slår til supplerer All. med noget af sit forråd. Næste dag ser han langt ude på isen noget sort. Hans kone ønsker ham farvel med ønsket om at han skal komme hjem med skind til dyne og underlag. Det sorte viser sig at være en våge med hvidhvaler. Han kommer hjem med to, konen deler den ene halve ud, og næste dag ude ved vågen bliver All. passet op af Månemanden, der beklager sig over at All. har fanget af hans private fangstdyr. De to slås, All. vinder, inviteres på besøg på månen med en advarsel om, at der lurer mange farer undervejs. All. må tre gange smide sine hunde op i luften før han kan flyve med dem. Ved en stejl skrænt efterlader han slæde og hunde og klatrer op til kanten, hvor straks en kvinde med en panserulk mellem benene trommedanser med sin egen skygge. Hun synger: Mit store skræv, poq, poq, poq. All. går hen og siger bøøh, men besvimer og vågner uden sine indvolde. Dem får dog Månemanden på plads igen ved at give ham noget (indvoldene?) at spise, lade ham besvime og vågne op igen.

       Næste måltid er et rensdyrhoved og kogt kød, der serveres af en kvinde hvis ryg blot er afblegede knogler. To gange kigger Månemanden så ned gennem et langt trærør og irriteres dybt, første gang over en mand, der hele tiden plukker græs, anden gang over en mand der ligger udendørs og sover på ryggen. Begge gange puster månen sne ud gennem røret så det dækker de skyldige. All. bliver ilde til mode og vil hjem. Han får et tørret isbjørneskind og en hvalrostand med hjem.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om Alluunnguaq.

Alluunnguaq rejste nordover. Han kom til et

sted, hvor han ville overvintre. Det blev vinter og der kom så meget

is, at der ikke var noget vand at se. En morgen gik Alluunnguaq en tur på

terrænet oven for huset. Han fangede en rype og drak dens blod. Han bar rypen

ned og fik sin kone til at dele den i små stykker og disse stykker delte han ud til sine bopladsfæller. Men der var ikke nok. Til dem, der var blevet snydt,

bragte han et lille stykke af det, der var blevet tilbage.  

 

En morgen var han på udkig og så mod vest noget, der var mørkt. Han gik ned og tog sin helpels ind i huset. Han kone sagde: "Alluunnguaq, hvad skal du?" Han svarede: "Jeg skal ud vestover til noget sort, som jeg har fået øje på". Da han var på vej ud, sagde hans kone: "Skaf mig noget brikseskind og noget, jeg kan bruge som tæppe."

     Han tog ud til det, han havde set. Han kom til stedet og her var

fuldt af hvidhvaler (eller: narhvaler. Eller både hvidhvaler og narhvaler.

CB.) Han fangede to og var nu på vej hjem. Da han kom hjem, fortalte han sine

bopladsfæller om de mange hvidhvaler og han råbte ind til sin kone og fortalte,

at han havde fanget to hvidhvaler. Konen sleb sin ulu og flækkede den ene

hvidhval. Den ene halvdel bragte han til sine bopladsfæller. Han sprang op i

rummet fra husgangen og sagde: "Som sædvanlig har Alluunnguaq skaffet jer noget

mad". Herefter hørtes klirren af knive.

 

De var opsat på at tage ud på fangst

dagen efter og natten faldt dem lang. Inden det blev lyst, tog Alluunnguaq af

sted. Da han nærmede sig målet, sagde månemanden til ham: "Hvorfor tager du ud

til mit fangstområde?" Månemanden og Alluunnguaq begyndte at slås. Hver gang blev

månemanden kastet væk. Månemanden sagde: "Jeg vil forære dig slæde og hunde, så

kan du besøge mig. Men du må være klar over at du vil møde farer på din vej". -

Da Alluunnguaq kom hjem, gav han sig til at lave en slæde og begyndte at øve sig

i at svæve i luften. Ved tredje forsøg kom han til vejrs. Mens han svævede,

fik han øje på en stejl klippevæg. Han tænkte: "Hvorfor mon han vil have jeg

skal komme til ham?" (jeg går ud fra, at det er månemanden, han tænker på. Eller

bliver han lokket af klippen? chr.b). Han efterlod hundene dér og gav sig til at

vandre op. Han kom op på fjeldet og så på den anden side en kælling, der dansede

med sin skygge som dansepartner. Han listede sig ind på hende og kom

til sidst helt hen til hende. Hun sagde hele tiden: "Mit store skræv. poq, poq, poq" / pooq. Hun havde en ulk, 'pugdlássuaq' / pullassuaq hængende i sit skræv. Da han var kommet helt hen til hende, forskrækkede han hende (uklart, men jeg har fortolket det derhen, at det var ham, der forskrækkede hende og ikke omvendt C.B.), men i det samme mistede han bevidstheden. Langt om længe kom han til bevidsthed og opdagede, at han var blevet berøvet sine indvolde. Han ville tilbage til sin slæde, men i stedet gik han ind hos månemanden. Månemanden sagde til ham: "Jeg havde jo sagt at du ville møde farer undervejs". Og han sagde videre: "Spis nu noget". Da han havde spist, lagde han sig ned på maven på sidebriksen og faldt i søvn. Da han vågnede, opdagede han, at han havde fået nye indvolde. Månemanden sagde:

"Giv ham noget at spise". Alluunnguaq kiggede sig omkring og så et menneske vise

sig en kort stund fra pladsen under briksen - et menneske, hvis ryg var af

afblegede knogler. Alluunnguaq spiste hovedet af et rensdyr og et stykke kogt

rensdyrtalg. Mens han spiste, tog han (månemanden) fra pladsen under briksen et stykke hult træ, et rør. Han flyttede et stykke af briksetræet til side og begyndte at kigge ned gennem røret. Han sagde: "Han er rigtig irriterende på den måde. Han sagde til Alluunnguaq, at han skulle se det. Det månemanden så var et

menneske, der spiste græs. Han lod noget hvidt slippe ud af rørets munding. Så blev det voldsomt snevejr og mennesket forsvandt. Næste gang månemanden stak hånden under briksen, kom han op med et stykke mattak af et marsvin, som han gav

Alluunnguaq at spise. Mens han guffede mattakken i sig, tog månemanden røret og

gav sig til at kigge ned. Så sagde han: "Han er rigtig irriterende på den måde." Han ville have, at Alluunnguaq skulle se det. Det han så, var, at han

(den føromtalte mand? CB) lå på ryggen i luften og sov. Så lod månemanden

noget sort slippe ud af rørets munding og mennesket forsvandt. Alluunnguaq blev

bange og ville ud. Månemanden tog et bjørneskind fra tørrestativet og gav ham

det og senere gav han ham en hvalrostand. Det fortælles, at han kom tilbage og

at han aldrig har taget til månemanden igen. Slut.

     Skrevet af Albrecht Beck

 

Var.: Besøg på Månen. Den stædige. Uterîtsoq / Uteriitsoq; Et par ægtefolk;

Manguaraq (flere); Kanaks månerejse. Nalikkatteeq. Ajijaks forløsning;

Manden, der besøgte månemanden; Alluunnguaq; Mangivaraqs månerejse; Åndemaneren der for til månen; Maqujuk.

 

Hist.: Denne version af "Besøg hos månemanden" afviger i mange detaljer fra flertallet og giver indtryk af en del associative forskydninger. Fx forekommer manden, der spiser græs, ikke i andre versioner, hvor det gerne er et menneske, der bryder et velkendt tabu og dermed fremkalder månens irritation. Det kunne hentyde til missionærernes dyrehold, som man måtte sørge for vinterfoder til. Man har dog også tidligere plukket græs - til kamikhø. Hvorfor det irriterer månen står mig (BS) ikke klart. Og mennesket, der ligger på ryggen i luften, plejer at være en ung pige, der ligger på ryggen på briksen, og hvis første menstruation månen fremkalder, så hun krymper sig i søvne. Endelig er månens gaver lidt specielle i Becks version. De associerer til pooq- eller angakkoq / åndemaner puulik forestillingerne, der er af østgrønlandsk oprindelse: Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

 

Allunnguaq (Det lille åndehul) er i øvrigt navnet på en hovedperson i mange, højst forskellige fortællinger.

 

 

Kommentar: Vedr. den magre komposition bør det dog bemærkes at sætningen om at skaffe skind til dyne og underlag, der oftest træffes i 'Kaassassuk', velsagtens opfyldes med det bjørneskind, som All. får foræret af månemanden.

oqalugtuaq Atdluunnguamik

Print
Dokument id:115
Registreringsår:1824
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Kragh, Peder
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Atdluunnguamik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 14 - 17, nr. 6
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der formentlig er Peder Kraghs renskrift: NKS 2488, VI, nr. 6, ss. 79 - 83 (i Rinks paginering).

 

Afkortet oversættelse af en blanding af denne og en anden variant i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 7, ss. 67 - 68.

Samme noget kortere på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 88, ss. 438: Atlunguak.

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

"Fortællingen om Alluunnguaq":

Der var engang en mand ved navn Alluunnguaq / Allunnguaq / Atdlûnguaq. Han gik aldrig på fangst; han levede udelukkende af det, som en anden fanger i huset fangede. Alluunnguaq lå bare ved enden af moderens lampe og foretog sig ikke noget.

 

En dag var fangerne på åndehulsfangst, men de kom hurtigt hjem og fortalte,

at de havde set en stor krokodille (et krokodillelignende væsen?), der sad på

isfjeldet under vandet. Ingen tog ud på fangst dagen efter, men Alluunnguaq gik

ud til isfjeldet med sin tuk som våben. Han lavede et hul i isen og lokkede

krokodillen til sig. Med sin tuk stak han den i øjnene. Da dyret kom op af

vandet, gav det sig til at løbe efter Alluunnguaq ved at snuse til hans spor. Af træthed faldt Alluunnguaq om og mærkede dyret på sin hæl; men da der ikke skete mere, kiggede han tilbage og så, at krokodillen lå død på jorden. Alluunnguaq gik hjem og sendte sin mor ud til bopladsfællerne med den besked, at han havde

dræbt krokodillen. Han måtte sende moderen ud to gange med den samme besked, for

ingen ville tro på, at Alluunnguaq, der bare lå ved enden af sin mors lampe, kunne fange noget.

Rensjægerne, som ellers plejede at komme hjem med et stort læs, kom en dag meget

tidligt hjem fra jagten, fordi de havde set et ulvepar med unger ved et stejlt

fjeld. Alluunnguaq lavede sig en hel masse pile og tog af sted trods moderens

advarsler. Han kom til det stejle fjeld, der havde to afsatser. Kun ulveungerne

var hjemme, og dem dræbte han. Det varede ikke længe, før han så moderen til

ungerne komme med et stort rensdyr, som den holdt mellem tænderne. Da ungerne

ikke reagerede på dens hylen, kastede den rensdyret ned på jorden og løb hjem.

Den så Alluunnguaq og ville angribe ham, men han flygtede op på klippeafsatsen

og dræbte derfra ulven med sine pile. Så kom hanulven med et stort rensdyr;

også den ville angribe Alluunnguaq, der flygtede op på den øverste klippeafsats,

hvorfra han skød løs på ulven og dræbte den. Heller ikke denne gang ville

bopladsfællerne tro på, at Alluunnguaq havde dræbt ulvene. Først da fangeren,

der boede hos Alluunnguaq og hans mor, tog af sted for at hente ulvene, fulgte

andre fangere med.

Igen en dag kom jægerne meget tidligt hjem fra rensjagten. De havde set en

mammut (kiliffak) midt på en stor slette. Alluunnguaq lavede sig en hel masse pile og tog

af sted, mens moderen sov. På en stor slette på den anden side af et fjeld så

han mamutten, der skrabede løs ned i jorden, så dens hvide rumpe sås tydeligt.

Han sneg sig frem til den; og da han kom tæt nok på, skød han og ramte den på

siden - på dens venstre og højre bredside. Da den angreb ham, kom han til at

ligge under den mellem benene; og han skød løs nedefra. Han flygtede, alt hvad

han kunne, forfulgt af mamutten. Han var så heldig at finde en lille sten, som

han kastede bagud imod dyret. Derefter faldt han ned på jorden af træthed og

mærkede dyret på sin hæl; men da der ikke skete mere, kiggede han tilbage og så,

at det store dyr med ti ben var faldet død om. Det viste sig, at han havde ramt

det på hovedet mellem øjnene med den lille sten. Han kiggede på dyret og syntes,

at det var smukt. Han skar et stykke af dyret og tog det med hjem som bevis på,

at han havde dræbt det. Hans bopladsfæller hentede det. De syntes også, at

skindet var smukt.

 

Var.: Quperloq;

Heltemodige kampe med kæmpestore fantasidyr og fugle i indlandet er et hyppigt tema: Falken; Iserfik; Fortælling om en falk; Sikulluk; søg på: isgroet bjørn; Qavanngarnisannguasik; En rigtig lille forældreløs; Nakasunnaq; Aqissiaq; Mennesket og bjørnen;

 

Kommentar: Allunnguaq (men ikke Alluunnguaq) er hovedperson i en del forskellige fortællinger

oqalugtuaq ateqángitsoq / Om det blodige fjeld

Print
Dokument id:172
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Steenholdt, Wittus
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq ateqángitsoq / Om det blodige fjeld
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 179 - 180, nr. 66
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift. Orig. håndskr. findes ikke.

Steenholdts renskrift af originalen findes i NKS 2488, VI: ss. 20 - 22v.

Ultrakort dansk resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II nr. 117, s. 132.

Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 138, s. 467: The Bloody Rock.

 

Resumé af Rinks uddrag:

Kajakmænd forsvinder en efter en. To ynglinge drager ud, kommer til et fjeld med een blodig side. Den ene falder ned og bliver borte. Den anden kommer op til et hus, hvor der kommer en masse edderfugle, som han hjælper folk med at fange. Ligeså en kiliffak. Derpå tager han hjem.  

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

En fortælling uden titel.

I gamle dage skete det nogle gange, at mennesker, der

var rejst ud, ikke kom tilbage. Engang tog nogle unge mennesker af sted. De

kom til et højt fjeld, der drejede rundt om sig selv. Den ene side af fjeldet

var rød. Den ene af de unge mennesker faldt ned og blev dræbt under forsøget på

at kravle op. Men det lykkedes for en anden ung mand at kravle op ad den røde

side, da den under rotationen befandt sig ud for ham, og han nåede op på toppen.

Det viste sig, at den røde farve var blod, der stammede fra dem, der var styrtet

ned under forsøget på at nå til toppen.

 

Fra toppen af fjeldet kunne denne unge mand se en stor sø på den anden side af

fjeldet. Der var også et hus ved søen. Han gik ned til huset. Ved siden af huset

lå der en masse kød. Der kom en mand ud af af huset, men han så ikke den unge

mand. Den næste, der kom ud for at tisse, så ham og bød ham indenfor; og han kom

til at bo dér. Beboerne i huset talte om, at der en morgen ville komme en hel

masse edderfugle. En morgen bad de ham kigge ud af vinduet. Han så, at den store

sø var helt dækket af edderfugle. De fangede alle disse edderfugle og

transporterede dem hjem.

 

Den unge mand var også med, da de en dag tog ud på jagt. De gik til en stejl

fjeldvæg, og de sørgede for, at den unge mand kom op på fjeldet. Denne kvinde

var gemt på det stejle fjeld (det er ikke godt at vide, hvad for en kvinde, der

her er tale om. Måske var det unge menneske, der var kravlet op på fjeldet en

kvinde? Chr.B.). De begyndte at skyde på mammutten med bue og pil. Da de blev

trætte, flygtede de op på det stejle fjeld. Mammutten nåede også til det stejle

fjeld og døde dér. De tog kødet med hjem og levede af det. Da den unge mand (kvinde?) begyndte at længes hjem, ledsagede de ham på hans vej og hjalp ham med

at bære de edderfugle og det mammutkød, som han havde med.

Kommentar: Ligner en forårsmyte. Det roterende fjeld minder om det spiralsnoede fjeld, der findes i et par fortællinger og muligvis rækker op til himlens land med landdyr. Blodet kunne stamme fra de døde, der mister det undervejs op til dødsriget i himlen. Søg på spiralsno*; og på dødsrige*.

oqalugtuaq Augpilagtuârssuk

Print
Dokument id:299
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Boasen, Enos
Nedskriver:Boasen, Enos
Mellem-person:Kjær, J.
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Augpilagtuârssuk
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 609 - 613, nr. 172
Lokalisering:Sisimiut / Holsteinsborg
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Dansk version sammenstykket af denne plus to andre varianter i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 84.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 68, ss. 366 - 370: Augpilagtok.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om Aappilattuaarsuk.

 

Det fortælles om Aappilattuarsuk, at han yndede at overvintre ved Ikaarissat, der ligger lidt længere ude i fjorden mod vest. Han havde en søn, og til ham sagde han ofte, at der kunne indtræffe hårde vintre, hvor man sultede. Han sagde til sin søn, at han bare skulle fange så meget, som han kunne, uden at han syntes, at det var for meget. På nogle dage fangede de sæler, og på andre var de på alkejagt, og de fangede så meget, som om de blot havde opsamlet døde sæler og fugle. De havde et opbevaringssted til vinterproviant uden for bopladsen. Udbyttet fra deres fangstture landede de blot ved Niaqornaq. Mens de endnu fangede gav det sig til at sne - så voldsomt, at deres konebåd, der var sat op på et stillads, forsvandt under sneen. De havde kun den mad, der lå fremme, og efterhånden var der ikke ret meget tilbage. En dag (der står egentlig: 'aqaguane', dagen efter -   Chr. B.) slap provianten op. De begyndte at sulte meget, og en dag tog Aappilattuaarsuk af sted for at hente noget mad fra deres vinterdepot. Men provianten var helt utilgængelig pga. sne, så han vendte hjem med uforrettet sag. Da han kom hjem, blev han inde i huset, uden at have fået noget at spise. Så gik han ud og kom tilbage med deres kære hund. Den hængte han foran indgangen til rummet og slagtede den. Han skrabede håret og lod det falde ned på gulvet. Han skar et stykke kød fra siden og gav det til sin søn, men han ville ikke spise det. Han skar noget af kødet og gav kvinderne det at spise. De spiste råt kød. Da de havde spist, gik Aappilattuaarsuk i seng uden at sige et ord.

 

Dagen efter tog han af sted tidligt om morgenen, før de andre vågnede, for

at se, om der skulle være åndehuller i isen, som blev holdt åbne af sæler. I

Ameralikfjorden fandt han et åndehul, han ventede forgæves på, at der skulle

dukke en sæl op. Så drog han hjem. Da han kom hjem, tog han sin pels af. Han

tog kniven og tilbød sønnen noget at spise, men han ville ikke have noget. Han

og kvinderne fik noget at spise, hvorefter han gik i seng uden at mæle et ord.

     

Dagen efter tog han af sted, mens de andre sov. Han var inde ved

Kuussuaqfjorden for at kigge efter åndehuller. Han så ingen og tog hjem. Da han

kom hjem, tog han sin kniv frem. Det gjorde sønnen også, og han spiste sammen med

sin far. Endelig begyndte faderen at snakke og fortalte, at han havde været ude

for at kigge efter åndehuller, men at han ikke havde fundet nogen. De gik i seng

og dagen efter tog han af sted, mens de andre sov. Han var i Kangersuneqfjorden,

men heller ikke her fandt han et eneste åndehul, og han tog hjem. De spiste

resten af den lille hund. Dagen efter gik sønnen ud før faderen, og da han kom

ind, sagde han: "Hvis det var i gamle dage, ville føhnstormen bryde løs." Næste

gang han kom ud, gik han ned til stranden og kunne høre lyden af isflager, der

gned mod hinanden ('únerârssugpalulersoq' - unneraarsuit er væsener fra den

grønlandske sagnverden - Chr. B. Isfodens knagens strandånder? BS.). Næste gang

igen kunne han meddele, at isen var begyndt at brække. Hans far gik ud og

begyndte at grave i sneen omkring konebåden for at komme til kajakkerne, der lå

under konebåden. Kajakkerne havde ligget i læ af konebåden - et sted, hvor der

ikke var sne. Han tog kajakkerne frem, og de glædede sig til at tage ud på fangst

den efterfølgende dag. Dagen efter fik Aappilattuaarsuks søn ram på en alk med

sin fuglepil. Dette gentog sig, efterhånden som han kunne komme længere ud. Søn-

nen harpunerede også en fuldvoksen sortside. Da de kom hjem, kogte de alke, uden

først at have flænset sortsiden, for alke bliver hurtigt kogt møre. Næste dag

var de også ude og fangede meget - som om de blot havde samlet døde fangstdyr op.

 

Aappilattuaarsuk sagde nu, at han ville ud og træffe mennesker. De lastede

konebåden, så meget som den kunne rumme ('amitsualivât' - de lastede konebåden,

så meget, at vandet nåede op til amitsuaq - en lægte på siden af konebåden, som

holder betrækket adskilt fra op-... Chr. B. (?) B. S.), af deres fangstudbytte i de sidste tre dage. De tog af sted og traf mennesker. Faderen talte med sønnen om at huske, at han kun var tilflytter til stedet og at han, når han var på fangst, ikke skulle placere sig på vindsiden af de andre. Næste morgen tog de ud på fangst. Sønnen havde ikke roet længe ud mod vindsiden, da en sæl dukkede op. Han roede hurtigt imod den og harpunerede den. 'Âsît,

nániarniariartoraluarame angumeríngilâ' (det betyder: han var roet hen for at

give det nådesstødet, men nåede det ikke - måske skal det opfattes sådan, at

sælen var død med det samme, han harpunerede den - Chr. B.). Mens han gjorde sælen

klar til bugsering, hørte han støj. Da han vendte sig om, så han en, som havde

løftet armen for at harpunere ham. Han mente, at han sigtede lidt for højt og

lige i det øjeblik han væltede med kajakken til den side, hvor han var, fløj

harpunen hen over kajakken. Han rejste sig op igen og sagde til manden: "Du

kommer aldrig til at såre mig, så du kan lige så godt lade være med at kaste

harpun efter mig." Han sagde ikke noget herom, da han kom hjem.

 

Dagen efter var

vejret det samme. Han tog ud på fangst og den anden tog også af sted

('ingiatdlarpâ' egentlig: ledsagede ham - Chr. B.). Han harpunerede en sæl. Mens

han gjorde sælen klar til bugsering, hørte han støj, og han så, at den anden

løftede armen for at kaste harpunen imod ham. Han mente, at han sigtede for lavt,

og han væltede med kajakken til den side, hvor manden var. I det samme fløj

harpunen henover kajakken, så kun benknappen på enden af harpunen strejfede

kajakken. Han tog harpunen og knækkede den i stykker, idet han sagde: "Du kommer

ikke til at såre mig, så hold hellere op med at prøve at harpunere mig. Næste

gang du kaster harpunen imod mig, vil jeg gøre gengæld." Han roede hjem og da

han kom hjem, fortalte han sin far, at den mellemste af brødreflokken havde

gjort et par forsøg på at harpunere ham, og at han nok ville gøre gengæld, hvis

han skulle gøre det endnu engang. Hans far advarede ham. Næste dag trodsede han

igen vejret og tog af sted og den anden fulgte med. Aappilattoaarsuks søn

harpunerede en gammel fjordsæl. Han trak den til sig og gav den et kraftigt stød

med hånden. Han hørte støj bagved og så, at den anden endnu engang løftede armen

for at harpunere ham. I det øjeblik han væltede med kajakken med ryggen til ham,

ramte harpunen ham i helpelsen og lavede et hul i den. Han rejste sig op igen og

sagde til den anden: "Flygt fra mig. Nu vil jeg hævne mig på dig." Idet han

roede bort, kastede han harpunen og ramte ham gennem skulderbladet ('kiasigssua

akutdlorqutdlugo' - imellem skulderblad og hvad? Chr. B. - imellem skulderladene?

BS.). Han vendte hovedet imod ham og væltede med kajakken. Han slæbte ham til et

stort isfjeld og hængte ham op der, hvorefter han roede hjem. Da han var tæt på, sagde en af brødrene: "Aappilattuaarsuks søn er på vej ind." Denne sagde:

"Hvis I virkelig elsker jeres bror, kan I se efter ham, jeg efterlod ham efter at

have bundet ham (til et isfjeld)." Da Aappilattuaarsuk hørte dette, tog han en

stor hvalfangerkniv og gav sig til at slibe den. Dagen gik, og det blev aften.

Ved aftenstide blev der råbt ind: "Jeg skulle sige, at Aappilattuaarsuk og sønnen

skal komme på besøg." De kom på besøg, og der blev serveret netsidelever. Da

sønnen var blevet mæt, bad faderen ham rejse sig. Så tog Aappilattuaarsuk en

stor kniv op fra kamikkerne (kniven var stukket ned mellem yder- og

inderkamikken - Chr. B.), og han skar sønnens mave op med den. Sønnen sank i knæ. Så spyttede Aappilattuaarsuk i hænderne og strøg hånden over såret, så det heledes. Han gjorde dette to gange. ('mardlorarterame taimailiortardlune'). Slut.

 

Var.: Aappilattoq; Om Kanginnguaq; Aappilattoq nr. 167 (til dels); Aappilattoq Jaakuaraq; oqalugtuaq Augpilagtuârssuk; Aappilattoq Kristian;

oqalugtuaq Augpilagtumik

Print
Dokument id:124
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Steenholdt, Wittus ?
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Augpilagtumik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 38 - 42, nr. 16
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af orig. håndskr. eller af Steenholdts (?) afskrift:

NKS, 2488, VI, 4', ss. 117v - 119v.

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

 

"Fortællingen om Aappilattoq".

Aappilattoq og hans storebror tog nordover og kom til at bo i Nordgrønland / Avanersuaq = Thule?.

Aappilattoq byggede sig et hus ved mundingen af en stor fjord og broderen byggede et en dagsrejse sydligere. Når Aappilattoq var på fangst, fjernede han sig

aldrig længere væk, end at han hele tiden kunne se huset og børnene, der

legede udenfor; for de boede helt for sig selv. En dag var han nødt til at følge

sælerne til et sted, hvorfra han ikke kunne se husene. Da han om aftenen nåede

hjem med flere sæler på slæb, var der imod sædvane ingen mennesker at se uden

for huset. Da han gik op, så han, at samtlige beboere var blevet dræbt.

Aappilattoq blev meget vred. Han, som var åndemaner / angakkoq, manede ånder og opdagede spor, der gik indad på den sydlige bred af fjorden; og han fandt ud af, at hans kone og deres børn var blevet dræbt af en indlandsbo - én med en gryde på

skulderen / igalilik / grydemand / ildstedsmand.

Da Aappilattoq havde begravet sin familie, tog han over til sin bror og

fortalte, hvad der var sket. Dér begyndte han at forberede sig på en rejse ind i

fjorden for at hævne sig på drabsmanden. Han lavede mange pile. Som rejsefælle

valgte han blandt de mange, han prøvede, en ung mand, som han anså for at være

en hurtig løber, fordi han ikke havde fundet nogen lus i hans strømper. Alle

de andre, der kunne komme på tale, havde lus i strømperne.

I kajak roede Aappilattoq og hans rejsefælle ind i fjorden, og i bunden af fjorden

gik de i land og op langs elven. De nåede en stor slette, og her var der en sø

og et stejlt fjeld ved den fjerneste ende af søen. Da de kom op og kiggede ud

fra det stejle fjeld, så de indlandsboen, der fangede laks i elven. Hver gang

han fangede én, puttede han den ned i gryden på sin skulder. Aappilattoq sagde

til sin kammerat: Du kan stå her og se, hvad jeg foretager mig. Nu sniger jeg

mig frem til ham, og når jeg har ramt ham med en pil, vil jeg straks flygte. Du

må først løbe hen til mig, når jeg bliver træt.

Nu begyndte Aappilattoq at snige sig frem til indlandsboen med en spændt bue.

Når han bøjede sig ned for at fange laks, løb han frem. Han havde kun to pile

med sig, idet han havde ladet resten ligge på det stejle fjeld, fordi han agtede

at flygte derop. Han kom meget tæt på ham og fyrede en pil af, der ramte ham i

lænden. Så flygtede han, forfulgt af indlandsboen, rundt om søen og op på

fjeldet. Aappilattoq gjorde mange forsøg på at ramme indlandsboen med sine pile.

Men det var ikke nemt, fordi indlandsboen havde en speciel evne til at dukke

sig, således at kun hagen og knæene var synlige. Efter at have løbet flere gange

omkring søen havde han kun en enkelt pil tilbage. Så kom han i tanker om, at han

havde en trylleformular / serrat, som kunne få en pil til at ramme i struben. Løbende fremsagde han denne formular og fyrede den sidste pil af. Idet pilen ramte

hagespidsen og flækkede den, fortsatte den ind i struben, så han døde.

 

Aappilattoqs rejsekammerat ilede over sletten for at hjælpe ham; og det fortælles, at han tibagelagde den lange strækning i løbet af den tid, der gik, fra den dræ bende pil ramte indlandsboen, til han faldt død om. Så hurtigt løb han. - Så muskuløs var den dræbte indlandsbo, at hans døde krop hvilede alene på hans læg, hans bagdel og hans lænd.

Aappilattoq flænsede indlandsboens lig og skar det i mindre stykker, som han smed ud i søen og i elven. Nu fik han ro i sjælen, da han havde hævnet sig på ham, der dræbte hele hans familie.

Da det blev forår, vendte Aappilattoq sammen med sin bror tilbage til deres hjemsted i syd.

oqalugtuaq Augpilagtumik

Print
Dokument id:294
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Nielsen, Kristoffer
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Augpilagtumik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 585 - 593, nr. 167
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Dansk version sammenstykket af denne plus to andre varianter i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 84.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 68, ss. 366 - 370: Augpilagtok.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om Aappilattoq.

 

Mens Aappilattoq boede nede sydpå, hørte han om Kangeq, som var rig på fangstdyr. Han tog af sted for at se stedet, han havde hørt så meget om. Det blev efterår, mens de endnu var på rejse. De kom til et sted med ruiner. Her byggede de deres vinterhus, da jorden på det tidspunkt var begyndt at fryse. De var altså kommet til Ikaarissat, tæt ved Kangeq, som de stilede efter. Aappilattoq begyndte at tage ud på fangst. Han kendte ikke området og i løbet af efteråret fangede han så meget, at man skulle tro sælerne selv var kommet op på land. Når det var godt vejr, fangede han altid to. Aappilattoq var da også kendt som en dygtig fanger.

 

I det nye år indtraf der en periode med dårligt vejr, hvor nordenvinden

drejede i øst og blæste nærmere ved land. (Normalt blæser

nordenvinden langs kysten - uden for kysten - Chr. B.). Hos familien Aappilattoq

levede man nu udelukkende af de mange sæler, han havde fanget, og som tiden gik,

svandt det i dem. Sælerne var lagt hen udenfor, og da der kom så meget sne, at det

dækkede dem, tog han hele sælforrådet ind i huset. Endelig lagde nordenvinden

sig, men der kom grødis og havet frøs til langt ud fra kysten og langt ind i

fjordene. Der var intet hav at se.

 

På det tidspunkt var Aappilattoqs sældepot blevet spist op. Ligesom forrådet var blevet spist op, blev det klart vejr. Næste dag gav Aappilattoq sig til at lave redskaber til åndehulsfangst. Han lavede en lille harpunspids, og næste morgen tog han af sted til Ameralik for at søge efter åndehuller. Først gik han ind ad på solsiden (d.v.s nordsiden af fjorden - Chr. B.) af fjorden. Da han så var nået til bunden af fjorden, gik han ud af den på skyggesiden. Han kom hjem uden af have observeret åndehuller. Næste morgen tog han af sted ind til Kapisillit - igen for at søge efter åndehuller. Han gik først på solsiden af fjorden og da han ikke havde observeret et eneste åndehul, fortsatte han ud ad fjordens skyggeside. Også denne gang kom ham tomhændet hjem. Den tredje dag om morgenen tog han af sted uden at have spist noget, denne gang til Kangersuneq. Først gik han på fjordens solside, men da han ikke havde observeret et eneste åndehul, fortsatte han ud på skyggesiden af fjorden. Da han kom hjem uden at have set et eneste åndehul, gav han sig til at slibe sin kniv.

 

Aappilattoq havde en plejesøn, som var blevet ret stor. De havde også en stor nyfødt hundehvalp med hængeører. Aappilattoq gik hen til hundehvalpen og stak den, hvorefter han skar et stykke af den kødfulde del af hoftepartiet - med skind og det hele. Da han havde renset det fuldstændigt fri for hår, spiste han det råt. Først da resten var blevet kogt, fik han noget ordentligt at spise. Dagen efter blev han hjemme - efter at have spist hundekød. Næste dag igen gik han op på det højeste fjeld og så et stort havområde, som slet ikke var så langt borte. Den dag tog han ikke ud, da det var for sent. Næste dag travede han af sted, med sin kajak på hovedet med bunden i vejret. Han fulgte iskanten, og da han var kommet ned i sin kajak, roede han i nordpå langs iskanten, og da han var roet uden om et lille næs, fik han øje på en hel masse huse inde på land. Ved nærmere øjesyn viste det sig, at pladsen neden for husene var fuld af blod ('kigsârtoq' kender jeg ikke, men forståelsesmæssigt betyder det vist ikke noget - Chr. B.). Aappilattoq roede kraftigt til og da han lagde til, blev han venligt modtaget og straks budt op til husene. Han steg op af kajakken og gik opad. Faktisk havde han afbrudt sin rejse, lige før han nåede Kangeq, målet for hans rejse. På vej op gik han forbi møddingen, hvor der lå masser af frosne indvolde af alke. Dem kastede han sig over, og man kunne ikke få ham væk fra dem. Først da han havde spist alle indvoldene, gik han ind i et af husene, og han var stadig oplagt til at spise. Inde i huset fortsatte han nemlig med at spise og holdt først op, da han var blevet helt mæt.

 

Da han skulle af sted, fik han så meget forærende, at han knap nok kunne have det på sin kajak. Alt det fik han som gæst, uden selv at have været på fangst. Han roede hjem, og dagen efter rejste de til Kangeq - og det var i begyndelsen af det nye år.

 

Da de var kommet til Kangeq, begyndte Aappilattoq at fange meget, for nu var han jo kommet til Kangeq, som var rig på fangstdyr. Den ene dag var han på alkejagt og den anden dag på sæljagt. Hans søn var netop lige begyndt at øve sig i kajakroning. En dag da Aappilattoq skulle ud på fangst, sagde han til sin søn: "Tag du ud på alkejagt, men når du ikke er sammen med mig, må du endelig holde øje med kajakmændene. Nogle kajakmænd kan være utilregnelige (et forsøg på at oversætte 'imáinaq íneq ajormata' - Chr. B.), når de bliver irriterede, bliver de ophidsede (et forsøgt på at oversætte 'ajorquteqartarmata' - Chr. B.)." Dette lod sønnen sig mærke. Når han var på alkejagt alene - uden faderen - var han aldrig så optaget af at jage alke men mere af at holde øje med kajakmændene. Men når han var sammen med faderen, tænkte han kun på alke, og da fik han mange alke.

 

En dag han var på alkejagt, blev han helt optaget af at jage disse og en tid, havde han ikke øje for de andre kajakmænd. Pludselig opdagede han, at kajakmændene var på vej til Kangeq. Han drejede også sin kajak om i samme retning. Så så han en kajakmand ro ind imellem de andre. Han så nærmere efter og opdagede, at det var hans far, og at han var ved at blive omringet af de mange kajakmænd. Da han intet kunne foretage sig, lå han blot og kiggede på dem. Så så han, at en af kajakmændene kæntrede. Der kæntrede én til. Den ene kajakmand efter den anden kæntrede og til sidst var der ikke flere tilbage. Kun Aappilattoq og hans søn roede nu hjem og væk fra de mange kajakker. Aappilattoq var nu den eneste forsørger for de efterladte bopladsfæller, da alle dem, der var på alkejagt var blevet udryddet undtagen den, der ikke var ude på jagt.

 

Det viste sig, at det som sædvanlig var hans 'avinngaq' (lemmingeamulet - Chr. B.), der havde udryddet de mange kajakmænd. Denne avinngaq havde Aappilattoq i bræmmen omkring sin kajakpels. Aappilattoq var urolig ved at være på Kangeq, og til sidst rejste han væk - først til sin første vinterboplads, Ikaarissat. Mens han opholdt sig der, fik han at vide, at der var en rute inden om Kangeq. De rejste nord på uden at underrette folk i Kangeq. Undervejs talte Aappilattoq med sin søn og opfordrede ham til at træne sig stærk, for man kunne aldrig vide, hvad de kunne komme ud for, når de rejste videre nordpå.

 

Henimod efteråret nåede de Pisuffik og bosatte sig der. Der boede mange fangere, og Aappilattoqs søn var i mellemtiden blevet stærk. Han var i stand til at klare alt. Kun den mellemste af brødreflokken på stedet ledsagede ham, når han var ude på fangst i stærk blæsevejr.

 

En dag tog Aappilattoqs søn ud på fangst som sædvanlig, endnu før den mellemste af brødreflokken tog af sted. Han var på sælfangst langt ude mod vest. Han havde i nogen tid ikke kigget til den side, hvor solen var. Da han endelig kiggede den vej, opdagede han, at den mellemste af brødreflokken havde løftet armen for at harpunere ham. I samme øjeblik han bevægede armen for at kaste harpunen, væltede han i sin kajak til den side, hvor den mellemste af brødreflokken var. Harpunen røg tæt forbi sidelægten af hans kajak. Aappilattoqs søn rejste sig op igen og uden at tale med manden, roede han væk fra ham og hjemad - som sædvanlig med to sæler. Han sagde intet om det, da han kom hjem, men endelig kom det fra ham: "Jeg vil hævne mig på den mellemste af brødreflokken, han forsøgte at harpunere mig." Aappilattoq sagde til ham: "Lad være med at gøre gengæld, ellers får vi mange fjender." Aappilattoqs søn rettede sig efter det.

 

Aappilattoqs søn var den, der tog ud på fangst, mens faderen gik og nød

tilværelsen uden at tage på fangst længere. En dag sønnen som sædvanlig

var på fangst uden for kysten, havde han i nogen tid ikke kigget til den

side, hvor solen var. Pludselig opdagede han, at den mellemste af brødreflokken

havde løftet armen med harpunen imod ham. Det eneste der var at gøre var at vælte om med kajakken til den side, hvor fjenden var. Heller ikke denne gang ramte

han ham. Aappilattoqs søn gjorde som sidst. Uden at sige noget til ham, roede

han hjem med sine sæler på slæb. Han fortalte ingenting, da han kom hjem. Han sad

langt tilbage på briksen uden at sige noget, men endelig kom det fra ham: "Endnu

engang har jeg ikke gjort gengæld imod den mellemste af brødreflokken, men næste

gang han gør sådan, som han gjorde i dag, vil jeg gøre gengæld." Hans far gentog

sin advarsel, men det gjorde kun sønnen mere ophidset og han var fast besluttet

på at hævne sig.

En dag var Aappilattoqs søn igen ude på fangst derude mod vest. Han havde

solen i ryggen og var ganske tryg. Han havde i nogen tid ikke kigget til den

side, hvor solen var. Da han endelig vendte hovedet til den side, var den

mellemste af brødreflokken der igen og han havde løftet armen for at kaste

harpunen. Denne gang var han ganske tæt på ham. Der var ikke andet at gøre end

at iagttage ham, og i det øjeblik han bevægede armen, kæntrede han til den side,

hvor han var. Harpunen strejfede sidelægten. Han rejste sig på ret køl og så, at han vedholdende kiggede på ham samtidig med, at han rullede sin line sammen.

Aappilattoqs søn tog et par åretag. Så løftede han armen for at harpunere ham, og

han ramte ham neden for skulderen ('ersingínarsuatigut' - jeg kender ikke ordet.

Oversættelsen er fra den danske kommentar - Chr. B.). Han kæntrede, men han lå på

siden, da harpunen hindrede ham i at vippe helt ned under vandet. Han gjorde ham

klar til bugsering, og mand og kajak blev bundet til bagenden af den sæl, han

havde fanget, og blev slæbt ind mod land. Nord for bopladsen lå et stort isfjeld

med et hul i midten, der havde form som en portal. Han styrede imod dette

isfjeld. Han roede gennem hullet. Så bandt han mand og kajak rigtigt stramt til

isfjeldet. Da han var færdig, lagde han sælen bag på kajakken med hovedet vendt

imod kajakkens bagende - modsat det man normalt plejede at gøre. Sådan roede han

hjem, forbi bopladsen, og folk inde fra land pegede på ham og sagde: "Se nu dér,

Aappilattoqs fjollede søn har en sæl bag på kajakken i omvendt stilling.

Hvad skal det mon betyde?" Aappilattoq vidste besked og uden at kommentere det,

der blev sagt, fjernede han sig fra mændene. Han vidste udmærket, at han ville anbringe sælen sådan, når han havde suppleret den ene sæl, han havde fanget, med et menneske.

 

Aappilattoqs søn råbte nu ind til folk på land: "Hvis I bryder jer om (der

skulle måske have stået 'ungagigussiuk' - ungagaa - kan ikke undvære ham. -

ellers: ingagaa, synes det er væmmeligt - Chr. B. 'Ingagigussiuk - BS) jeres

mellemste bror, kan I hente ham. Han er tøjret fast til det store isfjeld lige nordfor. Nu har jeg endelig hævnet mig på ham, da han for tredje gang forsøgte at harpunere mig!" Mændene brast i gråd og gik ind i husene.

 

Herefter tog Aappilattoqs søn kun ud på fangst, når det blæste stærkt,

for Aappilattoq og hans familie var blevet utrygge, nu de havde fået fjender. Når alle de andre mænd var ude på fangst, blev Aappilattoqs søn hjemme. Ved

forårstide, mens de endnu boede på bopladsen, kom brødreflokkens kiffak / kiffaq og råbte ind til dem: "Jeg skulle be' Aappilattoqs om at komme på besøg." De gik derhen på besøg. Aappilattoq sagde til sin søn: "Nu skal du opføre dig rigtig frækt, når du går ind. Jeg går først ind, og midtvejs gennem gangen springer jeg op på tærskelen. Det samme skal du gøre." Aappilattoq sprang ind først og sønnen sprang ind på samme måde. Inde i huset så de kun mændenes fødder, der

stak frem fra briksekanten. De gik frem og tilbage på gulvet. Så sagde en af

mændende: "Spis noget sællever." Det gjorde de, mens de endnu gik frem og

tilbage. De spiste lever af en oval tallerken, der var lavet af træ ('nertaq' er

i de danske bemærkninger oversat til: oval af træ - jeg kender ikke ordet - Chr. B.).

 

Da de havde spist halvdelen, faldt der noget frossent jord fra rummets loft ned

over tallerkenen, som forsvandt under det ('miligdlugu' - milippaa = propper det

til - Chr. B. som dækkede tallerkenen, BS). Brødreflokkens far sagde: "Det stykke jord er ikke faldet ned af sig selv. Sydlændingene er blevet opdraget til lidt af hvert. I (vi) kan ikke klare dem. Lad dem være." Aappilattoq bad sin søn sætte sig ned. Så stak han ham i siden med sin kniv, så hans indvolde kom ud. Han stoppede dem ind igen og strøg hånden hen over såret, så det heledes. Sådan gik det også med hans far (jeg ved ikke hvordan dette skal forstås - Chr. B. ). Aappilattoq og hans familie tog sydover uden at blive såret, og de døde uden at være bleve såret. Slut.

 

Var.: Aappilattoq; Om Kanginnguaq; Aappilattoq Jaakuaraq; oqalugtuaq Augpilagtuârssuk; Aappilattoq Kristian;

 

Kommentar: Aapp. har åbenbart angakkoq / åndemaner-evner til at hele sår og demonstrerer hermed at han lever op til brødrenes udsagn om at han som sydlænding har fået større evner end gennemsnittet. Hyppigt tillægger man folk i missionernes udkanter særlige overnaturlige ("hedenske") evner. En almindelig tilbøjelighed verden run

oqalugtuaq Aularsamik, sarqame nunalingmik / Aalarsak kom til månen

Print
Dokument id:283
Registreringsår:1861
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Amos Daniel
Nedskriver:Amos Daniel
Mellem-person:Hansen, Einar
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Aularsamik, sarqame nunalingmik / Aalarsak kom til månen
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 531 - 534, nr. 155
Lokalisering:Illorsuit: Uummannaq
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskrift, der desværre ikke længere eksisterer. Desværre, fordi afskriveren ofte har været usikker på hvad der stod.

Version på dansk sammenstykket af 5 versioner inkl. noget af denne i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 15, ss. 87 - 88.

Samme noget kortere på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 91, ss. 440 - 441: The Moon - Kanak.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om Aalarsaq, der boede i Saqqaq.

 

Aalarsaq, som boede i Saqqaq, var en gammel mand, og han havde en datter. Datteren blev syg og døde. Da det blev sommer, efter at datteren var død, ville Aalarsaq uddanne sig til angakkoq (åndemaner). Hele sommeren gik, uden at han fik nogen respons.

 

Der gik fire somre, uden at der kom noget svar fra ånderne. Endelig hørte han en

stemme, der sagde: "Hvor er han?" Han lyttede og han hørte en skraben. Så fik

han øje på en stor hvid hund. Da der blev råbt: "Hvor er han?" råbte Aalersaq:

"Her." Den der sagde: "Hvor er han?" gik nu hen til ham. Da den nærmede sig, så

han, at dens ører nåede til skuldrene, og huden dækkede øjnene. Den kom hen til

ham, og den åbnede øjnene og råbte: "Hvor er Aalarsaq?" "Her, her." Den standsede

lige før den nåede frem til ham. Så mistede Aalarsaq bevidstheden. Da han igen

kom til bevidsthed, så han, at hans indvolde lå ved siden af ham. Der var også

en anden stor hund og et menneske. Dette sagde: "Nu er du blevet færdig som

angakkoq!" (svært at forstå sætningen - Chr. B.). Så gik han ned, og teltene på

bopladsen blev synlige. Nogle teltindgange åbnedes. Folk sov og kun husene sås.

 

Det blev vinter, og Aalarsaq begyndte at mane ånder for at lede efter sin

datter. Han ledte efter hende på land og nedad mod vest, men han så ikke noget til

hende. Da det blev lyst, udtænkte han en plan. Han bad sin kone om at sy sig et par kamikker uden skafter ('púkitsut' - ældre betegnelse for et par sko. Jeg mener

også betegnelsen dækker 'hjemmesko', som blev syet til danskerne - Chr. B.). Konen syede et par kamikker uden skafter. Han tog dem på og tog på åndeflugt. Han kom til tre mennesker, og der kom også nogle væsener (eller: mennesker - Chr. B.). De råbte: "Jeg skulle sige, at I skal komme med øjnene, som en eller anden har lånt fra ham dér." De råbte igen: "Har folk i Tullerunnaq lånt dem?" Vedkommende sagde igen: "Forsyn dem med øjne ved at sømme dem fast."

 

Aalarsaq forlod dem og kom til et hus, som plejede at blive rødt. De sagde:

"Det er lighuset for dem, der døde af at spytte blod." Og en anden,

'qíkisartorssuaq' (jeg kender ikke glosen - Chr. B. - Måske kikisartorssuaq el. kikki-, BS ?): "Det er lighuset for dem, der døde af sting (stikkende smerter i lungerne, BS)."

(Herefter følger et afsnit om Aalarsaqs besøg hos månen. Det kan hverken

oversættes eller refereres. Jeg fortsætter fra det sted, hvor det begynder at

blive nogenlunde forståeligt - Chr. B. se kommentar ndf. BS):

 

Så kom der en kvinde ind. Så såre hun kom ind, gav hun sig til at danse,

idet hun skrævede over 'ike' (?), selvom 'nâligkani kanajuluk (måske skulle der

have stået: nalikkaani kanajulik, der var en ulk i skrævet? Chr. B.). Aalarsaq

begyndte at fnise indvendigt, og ham ved vinduet smilede. Hun holdt op med at

danse. Han (Aalarsaq eller månemanden? Chr. B.) sagde: "Dans nu!" Så blev hun vred

og gik ud. Hun efterlod sin ulu og sin tallerken i rummet. Senere kom der en

meget smuk pige ind og hentede hendes ulu og hendes tallerken. Han (månemanden?

Chr. B. Sikkert - B. S.) sagde: "Sig til hende, at hun selv skal hente dem." Så kom der igen en pige med et meget smukt ansigt. Hun sagde: "Jeg skulle sige, at hun vil lade himlens søjler gå af led, 'ilavisisutup (?) kivfâ' (?)." Månemanden

sagde: "Hende derinde passer på vejret (dansk notat: verden (sila). Chr. B.). Giv

hende hendes elendige ulu." Han gned den (uluen. Chr. B.) imod trinnet fra gangen

og smed den ud.

 

Derefter kom en åndemaner sydfra flyvende gennem

luften. Han (åndemaneren? Chr. B. Mon ikke, de nævner hinandens karakteristiske

træk for at kunne genkende hinanden senere - B. S.) sagde: "Jeg vil prøve at træffe dig, når det bliver sommer. Du er langhåret." Aalersaq sagde: "Du har hvidt hår i næseroden." Derefter skiltes de.

 

På sin vej hjemover mødte Aalersaq en gammel mand med en bue. Den gamle mand sagde: "Mens jeg endnu var meget ung, ville jeg gerne have haft hende (det kan også være: ham - Chr. B.), uden at jeg havde ladet hende vide det (det er svært at finde ud af sammenhængen - Chr. B.). Efterhånden er jeg blevet en gammel mand. Kom her og se." Han kiggede den vej, han pegede på (lidt frit - Chr. B.) og han så en stor hund midt på en stor slette. I det øjeblik han kiggede på det, rystede dyret sig voldsomt. Lidt efter sagde den anden: "Pas på ikke dyret bliver arrig. Tag hellere hjem." Han mente sne. Han nåede sit hus, netop som det blev snevejr. Han havde slidt sålerne op på sine kamikker, som var lavet uden skafter.

 

Da det blev sommer rejste han sydover. Ved Isortoq traf han et skib. Han kiggede rundt for at se, om der var nogen blandt folk på stedet, han kendte. Blandt dem opdagede han én, der kiggede på ham. De gik hen til hinanden og oven for teltene snakkede de sammen om, at de havde mødt hinanden. (Sikkert åndemaneren, han havde mødt hos månen - BS.). Aalarsaq vendte hjem derfra til Saqqaq og der døde han. Slut

 

Der er mange steder, hvor det er svært at tyde de mærkelige ordsammensætninger. Den er meget dårligt fortalt - Chr. B.

 

Var.: Arons Isigaaseraaq kommer nærmest. Men se kommentaren ndf.

 

Kommentar: Det omtrent uforståelige første stykke af Aalarsaqs besøg på månen, handler om at han ser sin datter deroppe, enten i månens hus eller mellem boldspillerne nedenfor månens sted, dvs. de døde i himlen under himmelhvælvingen, qilak, der ved deres boldspil fremkalder nordlyset. De næste sætninger er uforståelige, vist også for afskriveren: agssagtâtigut, agssai apupuk ? oqarpoq: qaumat tássâsît ilagísvãtit tusarianune, tuvauiordlune tûgssamit tigusigame kákiviânut ilisivoq, ãma táukua ínûsugtorssuit sanasut isumalerput: sulimia-juna, taimaileriartut náungáinaq ardlikaseriardlune oqarpoq: miterssuarmik issarssuarmik, ãma sanalerpai, kisiáne erdloqerpaluleriatdlarmat utorqarssuit niaque qaqortuinarssuit, qáumat oqarpoq (de næste sætninger kan nogenlunde følges og handler om et tabubrud månen blir opmærksom på og ser nede på jorden): "Skønt jeg ikke skulle have fået det at vide har jeg nu fået det at vide," hvorefter han åbnede (en lem?) i gulvet og så dernede en efterladt (efter en afdød) på bagsiden af huset som skar sælskindsremme, og mens han bare nærmede sig ham og også afbildede / skrev hans (u)vane ned (?), kom han ind, inuarpâsagaluarlunga silamut sâtigtarâra, tûgssamit tiguâ tûgâmínguaq isua sanalerujâ iserisaerniartuínarpoq. sila taimaileriardlune, âma silamut oqarpoq: kimiluk (?) illisajatuk(?)kuuisigtut/kunisigtut isâlerput, kingornatigut iserpoq. ímánguaq nujalik, quvialerput, tamãnga arpâlulerarât / augpalulerarât(?BS)qivialerput kiatitik amilikatik(?) katigutdlugit(?) ikijuisugak(?)toqussut.

 

Egentlig følger Aalarsaq det forløb en østgrønlandsk angakkoq-lærling typisk begynder med i sin uddannelse. Han blir ædt af en hund og bliver synsk, han rejser på åndeflugt til månen / Månemanden, konfronteres med Indvoldsrøversken - men mister dog ikke sine indvolde til hende - det er allerede sket til den første initiations hvide hund. Det er muligt, at månen fremkalder dis med sine snittespåner fra spidsen af en stump hvalrostand. Måske opholder både unge og gamle døde sig i månens hus. Det snevejr gæsten normalt ser månen sende ud som straf for tabubrud - ofte pustet ud gennem et rør - er i stedet associeret til en stor hund på en slette. Åbenbart en kortslutning af symboler, idet pustet gennem røret alluderer til en ejakulation og hunden bl.a. er en fast metafor for en penis. Tolkningen bekræftes af den gamle mand med bue, der nævner sin ungdoms begær efter en, der ikke fik det at vide, og at han nu er alderssvækket. Dette begær må være en reference til månens og solens oprindelsesmyte (søg på Solen og Månen). Endelig møder Aal. som bevis på at han har været hos månen en anden angakkoq deroppe.

 

Vedr. Østgrønlandske versioner, Søg fx på Ajijak og Søens troldbjørn. Bemærk at også hos Amos Daniel ved Uummannaq finder vi forestillingen om, at Indvoldsrøversken, Nalikkatteeq, behersker vejret og dermed kan blæse verdensstøtterne omkuld - ligesom Silap Inua eller - hos netsilikkerne, Naarjuk

oqalugtuaq Avarúnguaq

Print
Dokument id:194
Registreringsår:1858
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Kristian fra Kangeq
Nedskriver:Kristian fra Kangeq
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Avarúnguaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 245 - 257, nr. 89
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 162 - 167: Avarunnguaq. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 162 - 167: Oqaluttuaq Avarunnguaq.

 

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 27 ss. 116 - 119 har Rink sammenstykket ialt 4 varianter inkl. denne og en (uidentificerbar) af Amos Daniel.Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 19, ss. 177 - 183: Avarunguak or Agdlerut / Allerut)

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om Avarunnguaq.

 

En enke havde en søn, der hed Avarunnguaq. Drengen voksede op og blev en dygtig fanger. Han fangede alle slags dyr - også dyr, han så for første gang.

Midt i Avarunnguaqs velmagtsdage kom der en konebåd med sydlændinge på vej

nordover. En af disse sydlændinge, en kvinde, fortalte, at der nede sydpå var

et sted med et utal af alke. Hun mente, at de ville være lige noget for

Avarunnguaq.

Avarunnguaq sov dårligt om natten, fordi han hele tiden tænkte på de mange

alke. Dagen efter om morgenen bad han sin mor og hele husstanden gøre klar til

afrejse sydover. Så snart de var færdige, tog de af sted. Hver gang de traf

mennesker, forhørte de sig om, hvor langt der var til stedet med mange alke. De

fik hver gang at vide, at det var langt væk. Endelig en dag fik de at vide, at

der kun var en dagsrejse tilbage. Manden der fortalte dem det, sagde endvidere,

at de, når de sejlede uden om et næs, ville få øje på et enkelt stort telt. Det

skulle de bare sejle forbi og styre imod det næste næs, der var hvidt. På den

anden side af næsset ville de se mange mennesker, og her skulle de lægge til. De

sejlede videre og da Avarunnguaq så det store telt, styrede han konebåden

direkte imod det, trods kvindernes protest. Da de lagde til, gik en stor mand fra

teltet ned til dem og opfordrede dem venligt til at slå lejr dér. Det gjorde de.

Avarunnguaq vågnede altid tidligt om morgenen, men det viste sig, at manden

fra det store telt stod endnu tidligere op. Denne fortalte Avarunnguaq, at det

var ved at være den tid, hvor alkene kom nærmere til kysten. En morgen traf

Avarunnguaq manden oppe på udkigsbakken. Manden sagde til Avarunnguaq, at nu var

alkene på vej ind. I det samme fik Avarunnguaq øje på noget mørkt langt ude. Det

lignede en sky, men det var altså alkene. Manden fra det store telt anbefalede

ham, at surre indgangen til teltet sådan til, at der kun var en åbning, der

passede til en alks størrelse. Alkene ville flyve ind i teltet, og først når

teltet var fyldt, skulle han dræbe én alk - sagde manden til Avarunnguaq.

Avarunnguaq surrede teltindgangen til. Det varede ikke længe, så hørte han

buldren og alkene begyndte at flyve ind. Avarunnguaq følte, som om han var ved at

blive kvalt og da han skønnede, at teltet var fyldt, dræbte han en alk. I det

samme forsvandt buldret og dermed alkene. Han opdagede, at teltet kun var

halvfyldt. Avarunnguaq skulle til at gå ud, da manden fra det store telt råbte

ind til ham: "Sagde jeg ikke til dig, at du skulle vente med at aflive en alk,

til teltet var fyldt. Du dræbte jo én, inden mit store telt blev fyldt. Der er

ikke nok til, at jeg kan blive mæt. Sådan talte han, idet han gentagne gange

slog kraftigt til teltet med hånden. Avarunnguaq følte sig skyldig i, at manden ikke fik alt det, han skulle have. Avarunnguaq selv havde alke til at leve af for en lang tid, for teltet blev jo halvfyldt.

En morgen fortalte manden fra det store telt, at det var ved at være den

tid, hvor en masse hvalrosser ville trække forbi stedet, og at trækket plejede at

vare to eller endnu flere dage. Manden sagde endvidere, at han selv ikke tog på

jagt, fordi han var bange for de rødlige bidske hvalrosser. Avarunnguaq

syntes, at det hele lød meget interessant, for det var altid spændende at jage

dyr, som man før aldrig havde set, og som man var bange for. En morgen, da

Avarunnguaq gik ud, stod bopladsfællen allerede på udkigsbakken. Han fortalte

Avarunnguaq, at trækket af hvalrosser nu var begyndt. Han kiggede ud og så en

rødlig hvalros med kridhvide stødtænder dukke op. Ved synet af dyret blev

Avarunnguaq fyr og flamme efter at jage det og han roede ud trods bopladsfællens

stærke advarsler. Da hvalrossen dukkede op og så Avarunnguaq, gav den sig til at

svømme imod ham, men Avarunnguaq harpunerede den og dræbte den på stedet. Det

var hans første hvalros og han var meget optaget af det. Hans bopladsfælle, som

havde fulgt fangsten fra land, gik ned til stranden og tog imod ham.

Bopladsfællen trak hvalrossen op og slæbte den med den ene hånd, ikke op til

Avarunnguaqs telt, men op til sit eget telt. Avarunnguaq mente nok, at han havde

ret til at smage på kødet af sin første fangst. Han gik op til det store telt.

Da han trådte ind, så han, at manden var i færd med at spise hvalrossen, mens

konen og døtrene bare så til. Avarunnguaq måtte gå ud uden at foretage sig

noget, for han var bange for ham. Da han næste gang fangede en hvalros, gik

bopladsfællens kone ned, greb hvalrossen i den ene luffe og bar den op til

teltet. Da Avarunnguaq gik op til det store telt, så han, at hun var i færd med

at spise den. De følgende fangster blev båret op af de tre døtre og spist af

dem. Herefter fik Avarunnguaq lov til at beholde sine fangster og gemme dem til

vinterforråd.

Hen på efteråret foreslog bopladsfællen, at de skulle bo i samme hus. Det

gik Avarunnguaq med til. Bopladsfællen fortalte, at de selv plejede at have et

hus med fem vinduer efter antallet i husstanden og sagde, at Avarunnguaqs

husstand også kunne få hver sit vindue, men Avarunnguaq fik ham overbevist om,

at hans husstand efter deres skikke kunne nøjes med tre vinduer. Det blev sådan.

Avarunnguaq fangede godt med sæler, men bopladsfællen havde ingen kajak. Da

islægget kom, blev Avarunnguaq hjemme og de levede af vinterforrådet. - Da

dagene begyndte at blive lange, sagde bopladsfællen: "Vi mangler proviant, men

deroppe bag fjeldene er der masser af fangstdyr. Vi vil tage ud på fangst i

morgen." Avarunnguaq var vild efter at komme med. Men bopladsfællen ville gerne

vide, hvor hurtigt han kunne løbe. Avarunnguaq sagde, at han var i stand til at

løbe samtlige landdyr op. Bopladsfællen ville have, at Avarunnguaq skulle blive

hjemme, men da han holdt fast ved sit, føjede de ham.

Dagen efter tog de af sted, bopladsfællen og hans døtre samt Avarunnguaq.

Om halsen bar de liner. Fra en fjeldtop kunne de langt mod øst se et stort

fjeld, der var blåligt. Bopladsfællen sagde til Avarunnguaq: "Du kan se det

blålige fjeld deroppe. På den anden side af det vil vi finde hvidhvaler (eller

narhvaler? Chr.B.) i våger i isen. Du må vælge dig en mindre hval at harpunere.

Så langsomt gående som du er, når du aldrig hjem, hvis du fanger en større hval."

Da de nærmede sig det blålige fjeld tog døtrene Avarunnguaq i hånden, da han

ikke kunne følge med og sinkede dem.

De fandt vågerne med de mange hvidhvaler. Avarunnguaq placerede sig ved en

af vågerne, og da der dukkede en stor hval op, harpunerede han den og dræbte den.

Han havde lige gjort klar til at trække den hjem, så kom de andre fra de andre

våger - hver af dem med to hvaler på slæb. De nærmest skældte ham ud og sagde:

"Vi sagde jo til dig, at du ikke måtte harpunere en stor hval. Det vil vare længe,

før du når hjem." De tilbød ham endog, at han kunne binde sin hval til en af

deres, så at han kunne blive trukket med hjem siddende oven på sin hval. Dertil

sagde Avarunnguaq: "I al den tid jeg har fanget, har jeg aldrig overladt

transporten af min fangst til andre. Jeg har selv fanget den hval og jeg vil

selv trække den hjem." Da han sagde dette, gik de fra ham, idet de sagde, at

han selv kendte vejen hjem.

Avarunnguaq gav sig til at vandre hjem. Det blev aften, det blev nat og det

blev dag. Hans bopladsfæller passerede ham på vej til vågerne efter flere

hvaler. Næste dag passerede de ham igen på vej til vågerne. Når Avarunnguaq blev

sulten, skar han mattak fra den hvidfisk, han trak og spiste den. Han var ikke

kommet ret langt, så passerede hans bopladsfæller ham på vej hjem - hver af dem

trækkende tre hvaler. Den ene dag efter den anden passerede de ham på hans vej

hjemover. Hver gang bopladsfællerne kom hjem, spurgte Avarunnguaqs familie, om

de havde set ham. De svarede hver gang, at han var på vej hjem trækkende en

hval efter sig. På sin vej hjem spiste Avarunnguaq al mattakken fra hvalens

øverste halvdel. Han blev så længe væk, at hans familie til sidst troede, at

hans bopladsfæller havde dræbt ham. Da han langt om længe nåede hjem, lå der en

stor bunke hvaler ved siden af huset. Da han tog af sted, var hans hund lige

blevet drægtig. Nu var den ved at være klar til at føde.

Da der var gået nogle dage, fødte hunden en hvalp. Bopladsfællen sagde et

eller andet til sin kone, og denne gik hen til hunden, tog hvalpen og gav den

til sin mand. Manden følte på hvalpen, på knoglerne og på leddene og konen lagde

den tilbage til moderen. Den ene hvalp efter den anden blev undersøgt på samme

måde. Så kom den sidste, den syvende, hvalp. Den blev undersøgt lige så grundigt,

og man hørte dem sige: "Den har alle led, den er helt fuldkommen (oversættelsen

usikker, Chr.B.)." Så blev der ikke sagt mere, og de begyndte at opføre sig

underligt. Avarunnguaq var rolig. Derfor sagde han til dem: "Hvis I

har lyst til en hund, kan I selv vælge." De tog straks imod tilbuddet og tog

den sidst fødte hvalp til sig. De elskede den sådan, at de sov med den imellem

sig om natten.

En dag, mens det endnu var vinter, sagde bopladsfællen: "Inden længe skal vi

på besøg hos vore fjender." Avarunnguaq udbrød: "Jeg tager med." Men bopladsfællen

svarede: "Du spiser for lidt spæk/tran og kød, og du er for langsom til bens. Hvis

du tager med, vil du blive dræbt." Avarunnguaq påstod nu, at han kunne spise en

masse spæk/tran og kød. Bopladsfællen bemærkede dertil: "Hvis du virkelig er i

stand til at spise meget spæk/tran, så vis dette ved at slikke tran fra

lamperne. Begynd nu fra den ene ende." Avarunnguaq slikkede alt spæk/tran fra

lamperne, og på det grundlag blev han godkendt til at være med på turen.

Nogle dage efter skulle de af sted til deres fjender og de sagde til

Avarunnguaq: "Når vi kommer til vores fjender, og vi begynder at slikke

spækket/trannen fra lamperne, må du gøre ligesom vi. Vi vil hver for sig blive

budt på en hel hvidhval. Du må stikke din kniv i hvalen og dreje den og

putte det stykke, der er blevet skåret, i munden. Så skal du lægge kniven og

sige, at du lige skal ud og forrette din nødtørft, for des gladere at kunne

spise bagefter. Så snart du kommer udenfor, må du løbe hjemover. Når vi ser, at du

er kommet tilstrækkeligt langt væk, vil vi følge efter - efter at have slikket

spækket/trannen fra lamperne."

Da de kom ind i fjendernes hus, slikkede de spækket/trannen fra lamperne og

Avarunnguaq gjorde det samme. Men værtsfolkene stirrede på Avarunnguaq, fordi de

syntes, at han virkede fremmed. Straks begyndte Avarunnguaqs bopladsfæller at

tale rosende om ham og sige, at han var dem til stor nytte. Og værtsfolkene

faldt til ro. Lidt senere kom værten igen med en hentydning. Men Avarunnguaqs

bopladsfælle undgik endnu engang yderligere uddybning ved igen at rose ham i høje toner.

Der blev sat mad frem, en hel hval til hver af dem. Avarunnguaq skulle jo

efter bopladsfællens anvisning ud efter den først bid. De kom han først i tanker

om, da han var ved at blive mæt og da så han, at hans bopladsfælle kiggede strengt

på ham. Han rejste sig op og sagde, at han, før han spiste videre, ville ud og

skide, hvorefter han med fornøjelse ville fortsætte spisningen.

 

Straks han kom ud af huset, for han af sted hjemover. Som sagt var Avarunnguaq,

efter eget udsagn, i stand til at løbe ethvert landdyr op. Endnu før han nærmede

sig deres boplads fulgte hans bopladsfæller efter ham. Avarunnguaq så tilbage og

opdagede, at hans værtsfolk i skikkelse af isbjørne også løb efter ham. Han blev

helt lam af forskrækkelse. Da bopladsfællens døtre nåede ham, tog de ham i

hånden og løb med ham. Men da forfølgerne var ved at nå dem, kastede de ham

frem og overlod ham til sin egen skæbne. Avarunnguaq havde en laks som amulet,

og den kom ham til gavn, idet bjørnene, som nåede ham og omringede ham, ikke

kunne få fat på den laks, som han var blevet til, fordi den var så glat.

En dag sagde bopladsfællen: "Nu er det ved at være den tid, hvor vores

fjender skal komme på besøg. Du må hævne dig på dem, fordi de har gjort dig

bange. Du skal være ene om at traktere dem, og du må optræde hovmodigt over for

dem. Når du serverer maden, må du give deres store søn den mest sølle lommekniv,

for at du kan få hans kræfter. Vi skal ikke forfølge dem, når de tager af sted."

Fjenden kom og efter at have slikket spækket/trannen fra lamperne satte de

sig ned. Avarunnguaq trakterede dem med en afskåret halvdel af hvidhval og gav sønnen denne sølle og sløve lommekniv. Under måltidet skævede gæsterne med

mellemrum til Avarunnguaq, og bopladsfællen sagde om ham, henvendt til gæsterne:

"Takket være ham den kære, er jeres afdøde ven blevet opkaldt." (Udtrykket

"aulatungmat" kender jeg ikke. Det er altså ikke oversat, men det betyder

formentlig ikke noget i sammenhængen - Chr.B.). Efter denne oplysning

skævede de endnu mere til ham. Så snart de var færdige med at spise, tog de

af sted - efter at have slikket lamperne. Bopladsfællen sagde til Avarunnguaq,

at han skulle kigge ud af vinduet. Han så nogle store bjørne trave af sted. De

forsvandt hurtigt og kom aldrig på besøg igen.

Da det blev forår ville Avarunnguaq og hans husstand tage nordpå.

Bopladsfællerne sagde til dem, at de endelig måtte gentage besøget.

Avarunnguaq svarede bekræftende, og da de tog af sted (og så tilbage) gik det op

for dem, at deres bopladsfæller var isbjørne i menneskeskikkelse. Avarunnguaq

rejste aldrig igen nordpå. (Der skulle nok have stået sydpå. Man kunne også blot

sige: Avarunnguaq gentog aldrig besøget - Chr.B.)

 

Var.: Avarunnguaq; Allerut. Issiallak; Rink nævner en variant af Ely Fontain. Har ikke kunnet identificeres.

oqalugtuaq avdla / Angakokken Itingitsoq

Print
Dokument id:209
Registreringsår:1859
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq avdla / Angakokken Itingitsoq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 304 - 305, nr. 105
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Oversat af Kirsten Thisted i: Kreutzmann, Jens: Fortællinger & akvareller. Red.Kirsten Thisted. Atuakkiorfik 1997: 76: Itinngitsoq som ikke kunne vågne af sin søvn.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning af Arnaq Grove i: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 76: Kangerlussuarmi ukiisoq itinngitsoortoq.

 

Resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 157.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

En anden fortælling.

En af Narsaq-beboerne ved navn Itinngitsoortoq, øvede sig i

at være åndemaner. Da han var blevet angakkoq, generede han sig for meget for at træde offentligt frem. Han ville derfor bo et sted, hvor der ikke var andre

mennesker, hvorfor han rejste sammen med sin husstand ind i Kangerlussuaq (her

er tale om Sdr. Strømfjord - Chr.B) for at overvintre dér. En Sisimiut-bo, som ikke kendte årsagen til Itinngitsoortoqs bosættelse i Kangerlussuaq, slog sig ned

samme sted. Også overfor ham var Itinngitsoortoq genert. Der var nok af

laks og rensdyr, så de manglede ikke mad. Men da kulden satte ind, blev

rensdyrene meget sky. Itinngitsoortoqs børn, en dreng og en pige, var hurtige

løbere. Når dyrene blev trætte af at løbe, fangede de dem ved at stikke dem ned. De forsynede familien med kød hele vinteren.

Normalt vågnede Itinngitsoortoq meget tidligt om morgenen. Men en morgen,

efter at dagene var blevet længere, skete det, at han ikke vågnede til sædvanlig

tid. Børnene forsøgte at vække ham, men det lykkedes ikke. Han sov endnu, da de

vendte tilbage fra jagt. En ny dag kom, men han sov fortsat. Efter at isen var

forsvundet fra fjorden, tog familien af sted med ham for at komme til et sted,

hvor der var en åndemaner. På vej ud af fjorden mødte de nogle slægtninge på vej ind i fjorden. Også disse forsøgte at vække ham. Nogle gange strakte

han sig og det så ud, som om han var ved at vågne, men når han begyndte at

snorke, faldt han i dyb søvn, så han ikke var til at vække. De nåede så langt

som til det yderste forbjerg på Sermersuut, og her udåndede han. Årsagen til, at

han sov så længe uden at vågne skulle være, at han var så længe om at meddele de

andre, at han var åndemaner.

 

Var.: Kun forestillingen, fx: Nogle af Kaakaaqs meriter / Kâkâp pissarnerisa ilait; ikke selve fortællingen. Se ndf.

 

Kommentar: Fortællingen lever op til den traditionelle forestilling om, at det kunne koste liv eller forstand, hvis man som færdiguddannet angakkoq ikke afslørede sine erhvervede evner / hjælpeånder, dvs. holdt en offentlig seance.

oqalugtuaq avdla / De bortblevne brødre

Print
Dokument id:257
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Heilmann, Karl
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq avdla / De bortblevne brødre
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 386 - 388, nr. 127
Lokalisering:Qeqertarsuatsiaat / Fiskenæsset
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 143; i nr. 59 ss. 181 - 182 har Rink sammenstykket 2 varianter inkl. denne. Samme på engelsk i:

Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 48, ss. 286 - 288: The Brothers who were lost on their Journey up the Fiord.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om en ældre ungkarl, der hævnede sig på drabsmænd. (Opr. titel: Og en anden).

 

På en boplads ved mundingen af Kangerlussuaq vendte den ene mand efter

den anden ikke tilbage fra fangst. Der blev færre og færre mænd på stedet og

til sidst var der ikke flere tilbage - bortset fra en gammel ungkarl. Da det

blev vinter opfordrede de mange kvinder, som nu var enker, ham til at tage ind

i fjorden på rekognosering. Efter nogen tid tog han så af sted på slæde med én

hund, der haltede. Ungkarlen selv haltede også. Ved afrejsen lovede kvinderne

ham, at han, når han velbeholden kom tilbage, frit kunne vælge sig en kone

blandt pigerne. Dette virkede åbenbart opmuntrende på ham, så han tog af sted,

men kom kun meget langsomt frem. Han så ingen mennesker, men da han inden om

fjorden var på vej til den anden side, fik han øje på mange huse. Han ventede

til det blev aften, før han kørte videre. Det var mørkt, da han kom til

bopladsen, og han gik og kiggede ind i husene gennem vinduerne. I et af husene

boede der en mand med sin kone. De bad ham komme ind. Det viste sig, at denne

mand var den eneste på stedet, som ikke var drabsmand. De andre lod ham leve,

fordi de ikke kunne klare sig overfor ham. Ægteparret sagde til deres gæst:"Så

snart vore bopladsfæller opdager dig imorgen, slår de dig ihjel". Ved at høre

dette tænkte ungkarlen: "Jeg lader som jeg er en stærk mand og

opfører mig overlegent". Han sov hos dem. Værtsfolkene sagde, at værten

ville skære surringerne (egentlig står: perlaartai, mederne. Chr.B.) på

bopladsfællernes slæder over, inden det blev morgen. Det gjorde han, men alligevel ikke helt.

     Dagen efter blev ungkarlen inviteret af den stærke mand på stedet. På vej

ind gik han forbi tran af banket spæk. Han smurte ansigtet med tran, for at se ud som han svedte af vrede. Ungkarlen tog plads

så tæt ved den stærke mand, at denne blev klemt. Ungkarlen så

direkte på den stærke og sagde: "I har nok indbudt mig for at overfalde mig som I har for vane." Ingen af de mange mænd kommenterede det, han sagde.

De blev faktisk bange for ham. Ungkarlen talte så om sine mange

bopladsfæller, som disse mænd havde dræbt.

 

Da han noget senere var på vej ud af

huset, drev sveden, d.v.s. trannen, ham endnu ned ad ansigtet.

 

Da folk var faldet i søvn, tog han, det sølle skrog, af sted. Da han var nået et godt stykke ud, råbte værtens kone til sine bopladsfæller: "Nu er gæsten rejst uden at nogen har såret ham." Det var med vilje - fordi hun gerne ville

overvære, hvordan slæderne gik i stykker. Der, hvor slæderne plejede at starte, var der en skråning. Slæderne kørte ned ad denne skråning, men så gik de i

stykker og kunne ikke komme videre. Men pludselig var der en slæde, der

kørte videre uden at gå i stykker. Den havde værten altså overset. Slæden halede hurtigt ind på ungkarlen. Manden sleb smilende på spidsen af

sin harpun, så sikker var han på sit bytte. Men ungkarlen spændte sin bue og

skød ham med den eneste pil, han havde og ramte ham i næseroden, så han faldt

foran ham. Han gik så hen og gav ham det dræbende stik med sin lanse.

Ungkarlen nåede velbeholden tilbage til bopladsen. De mange kvinder viste ham

stor taknemlighed, og de mange piger overfaldt ham hele tiden med kærtegn

('paavaat' er jo egentlig: brydes med ham, men det kan vist også bruges om et voldsomt kærtegn eller voldtægt i seksuel betydning. Chr.B.) i en sådan grad, at

han blev kvalt.

 

Var.: En speciel ungkarle-version (komisk) af fx: Kajakmændene der udeblev; Om slæderne, der altid bortkom; Fangerne der forsvandt; Menneskeæderen

Oqalugtuaq avdla / De gamles levende begravede svigerdatter ved Tasersiaq

Print
Dokument id:210
Registreringsår:1859
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Oqalugtuaq avdla / De gamles levende begravede svigerdatter ved Tasersiaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 306 - 308, nr. 106
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Oversat af Kirsten Thisted i: Kreutzmann, Jens: Fortællinger & akvareller. Red.Kirsten Thisted. Atuakkiorfik 1997: 77: Svigerdatteren som blev begravet levende.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning af Arnaq Grove i: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 77: Ukuaq inuutillugu iliverneqartoq.

 

Resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 158.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

En anden fortælling.

Følgende historie fortælles om et gammelt ægtepar, deres

søn og dennes kone, som plejede at tage ind i Kangerlussuaq på rensdyrjagt. De

plejede at transportere konebåd og bagage ind i land til Taseriaqs bred. Stedet,

hvor de slog lejr, hed Qaarsormiut. Engang mens de boede dér, døde sønnen. De

blev jaloux på deres svigerdatter. De overvejede at dræbe hende, men i stedet

for begravede de hende levende ved siden af hendes mand. Dér, hvor hun lå,

lavede de i siden af graven en åbning, der passede til et knivsblad. Kvinden

fattede mistanke. Hun rullede hen over sin døde mand, over til den side af graven,

hvor der ingen åbning var. Knap var hun rullet over til den anden side, så

blev der stukket en kniv ind. Sådan dolkede de deres døde søn i den

tro, at hans kone lå der. Bagefter hørte kvinden dem græde - ja, det gjorde de i

flere dage. Kvinden var ved at sulte og tørste ihjel. Så en dag tav stemmerne

udenfor. Hun skubbede til stenene og fik efterhånden lavet et hul i graven og

kravlede ud. Lige ved siden af graven var der en vandpyt, hvor der svømmede

mange forskellige insekter. Hun drak vand deraf, og af sine hår lavede hun en

snare og fangede gråsiskener. Efterhånden som hun kom til kræfter, kravlede hun

op ad en skråning på ca. en halv mil, og jeg mener, at der derfra var over fire

mil til kysten. Først kravlede hun videre til en teltplads, hvor folk plejede

at være på laksefangst om sommeren, men da havde folk forladt stedet. Derfra

kravlede hun til Anguujaartarfik på kysten, hvor konebåde plejede at lande. Her

var én familie tilbage, og hun fik lov til at komme med hjemover med den konebåd, der tog af sted dagen efter. Faktisk havde hendes svigerforældre

fortalt familien, at både sønnen og svigerdatteren var døde, og de havde grædt

over dem sammen med familien. De havde alligevel den frimodighed at gå hen til

deres svigerdatter, som nu var kommet tilbage og spørge hende, om hun havde sørget for at stoppe åbningen til på sønnens grav. Hun svarede: "Det gjorde jeg

ikke, for det var vel meningen, at den åbning skulle være der." Det var hertil

jeg fik fortalt historien. (Den sidste sætning er fortællerens, Jens

Kreutzmanns, bemærkning - Chr.B.).

 

Var.: Den lille gamles søn

oqalugtuaq avdla / De to brødre ved fjordmundingen

Print
Dokument id:240
Registreringsår:1858
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Mathæus
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq avdla / De to brødre ved fjordmundingen
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 317 - 320, nr. 110
Lokalisering:Qeqertarsuatsiaat / Fiskenæsset
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 20 ss. 96 - 98 har Rink sammenstykket ialt 4 varianter inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 14, ss. 154 - 157:

The two Brothers.)

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

En anden fortælling.

To brødre fik hver sin vinterboplads ved mundingen af Kangerlussuaq, den yngste på skyggesiden og den ældste på solsiden. En aften gik den yngstes kiffak ud for at forrette sin nødtørft. Hun så en skinnende blank båd komme frem (fra den anden side af et næs). Kvinden forsøgte at rejse sig, men hun kunne ikke. Mange bevæbnede mænd gik i land og styrede direkte op til huset. Inde fra huset hørtes skrig og hyl. De kom ud igen med undtagelse af en enkelt. De løb ned til stranden og hoppede i havet. Det viste sig, at det var sortsider i menneskeskikkelse, der var kommet for at dræbe dem. Kiffakken tog af sted til broderen med det samme uden at vente på, at det skulle blive morgen. Hun måtte gå inden om fjorden. Da hun kom ind i huset, spurgte den ældste bror hende: "Hvad skal du her?" Kiffakken svarede: "Jeg flygtede, da alle de andre i huset blev dræbt. Tag først over og se dem selv, så kan du dræbe mig bagefter." Han tog over til broderens boplads og fandt dem. Storebroderen tog ikke mere ud på fangst, men var på rejse hele tiden.

En dag roede han i kajak østover. Da han ikke længere kunne se husene på

bopladsen, gik han i land og fortsatte mod øst over land med sin lanse.

Så fik han øje på et hus og gik derhen. Han kiggede ind gennem vinduet, og

derinde sad en mand med ét øje og puslede med noget. Manden med det ene øje så

ham og bad ham om at komme ind. Han kom ind og satte sig ganske tæt op ad ham.

Denne sagde: "Flyt dig lidt, ellers kommer jeg nemt til at snitte dig." Gæsten flyttede sig en smule. Den enøjede sagde nu: "Kom med noget mad." De tykmavede kvinder gik ud og kom tilbage med alle slags mad: tørret rensdyrkød, tørret sælkød og rentalg. Da de havde spist sig mætte,

bad værten kvinderne om at komme med noget, de kunne tørre hænderne med. Det var

den tyndeste del af rensdyrskind, som var ganske velegnet. Værten

sagde, at han ville følge ham ind i landet.

 

Da gæsten skulle i seng, sagde værten: "Sov kun roligt. Du skal ikke frygte noget."

 

Da han vågnede om morgenen, var værten i gang med at lave pile. Dem svøbte de ind i et stort sortsideskind og vandrede ind i land og nåede til randen af indlandsisen. Den enøjede sagde: "Stil dig ved kanten af indlandsisen og råb!"

Da han råbte, så man noget snefygning på indlandsisen. Så viste der sig tre store isbjørne. De dræbte dem alle tre. Den enøjede spurgte: "Morer du dig?" "Ja", svarede den anden. Den enøjede bad den anden råbe endnu engang.

Han råbte igen. Så myldrede det frem med mennesker. Den enøjede

sagde: "Stil dig bag mig, ellers bliver du ramt af deres pile." Det gjorde han,

og pilene ramte ved siden af. Da de ikke havde flere pile, kom turen til den enøjede. Han dræbte dem alle undtagen én. Den enøjede spurgte: "Er du blevet godt underholdt?" Dette svarede den anden bekræftende til.

 

Nu var de på vej hjemover. På hjemvejen fik manden fra kysten øje på sin følgesvends lanse og spurgte ham, om han kunne købe den. Det måtte han gerne.

 

De kom tilbage til huset, hvor den enøjede boede. Denne tog ham med ud til

forrådsrummet og viste ham en masse skind, der var beregnet til at beklæde det

indvendige af teltet med: Hvide skind med en tynd sort stribe på ryggen, som

skulle være havets albinoharer. Gæsten fik disse skind forærende, og den enøjedetilbød, at en af kvinderne kunne bære dem på ryggen. Det var flere

kvinder meget villige til. En af dem kom af sted med sin byrde

anbragt oven på maven. Hun gik så hurtigt, at manden fra kysten ikke kunne følge

med. Da han nåede hjem, lå skindene oven på huset. Efter denne tur fik manden

ro i sindet.

 

Var.: 1. episode: De to brødre. Kreutzmann 1997 99 101; Kristoffer nr. 145; Jakob Lund Nukariinnik; Hintrik 1996: 28. De to brødre ved fjordmundingen, Kreutzmann;

2. episode: Jeg har trampet det til.

Oqalugtuaq avdla / Den blinde som genfik synet / Tutigaq

Print
Dokument id:207
Registreringsår:1859
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Oqalugtuaq avdla / Den blinde som genfik synet / Tutigaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 297 - 302, nr. 103
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Oversat af Kirsten Thisted i: Kreutzmann, Jens: Fortællinger & akvareller. Red.Kirsten Thisted. Atuakkiorfik 1997: 71 - 74: Sønnen som brugte sin mor som fangeblære (fangstblære).

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning af Arnaq Grove i: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 71 - 74: Erneq arnaminik avataqartoq.

 

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 2 ss. 51 - 54 har Rink sammenstykket ialt 8 varianter inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 2, ss. 99-105:

The Blind Man who recovered his Sight.)

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

En anden fortælling.

Der var engang en enke, der havde en søn og en datter. Da sønnen begyndte at fange, havde de megen gavn af ham. En gang ved efterårstid fangede sønnen en hvid remmesæl. Moderen ville gerne have skindet til brikseunderlag, men sønnen fandt skindet egnet til at lave rem af, og derved blev det.

Moderen ville minsandten skade ham ved hekseri. Da hårene fra

skindstrimlerne var blevet fjernet, spændte han dem ud for at fjerne narven ved

at skrabe det med en lille muslingeskal. En lille blære på narven brast, og

vandet derfra ramte begge øjnene. Dette svækkede hans syn og til sidst blev han helt blind. Om vinteren slap provianten op, og de levede kun af muslinger.

Engang, midt i vinterens kulde, kiggede en stor isbjørn ind gennem vinduet

og rev tarmskindsruden i stykker. Moderen og lillesøsteren flygtede og tog plads

på den bageste del af briksen imod husets bagvæg. Den blinde sagde til sin

lillesøster: "Giv mig min lille bue - man ved aldrig." Han spændte buen og sagde

til lillesøsteren: "Sigt med pilen på bjørnen." Da lillesøsteren mente,

at pilen nu sigtede på bjørnen, sagde hun: "Skynd dig nu." Han skød og det lød

akkurat, som når han ramte et dyr - dengang før han blev blind. Bjørnen

var på vej væk fra huset, men faldt død om. Moderen sagde til ham: "Du ramte

vinduet." Men lillesøsteren hviskede til ham: "Du ramte bjørnen."

De levede af bjørnekød om vinteren. Men når moderen havde kogt bjørnekød,

gav hun sønnem muslinger at spise. Hun holdt ham i uvidenhd og lod ham ikke

smage kødet. Men når moderen gik udenfor huset, gav lillesøsteren ham et stykke

bjørnekød og han slugte det i største hast. Sådan gjorde lillesøsteren hele vinteren.

Det blev forår og dagene blev længere. En dag sagde lillesøsteren til sin bror: "Det var så dejligt den gang, dengang du kunne se, og jeg kunne komme med på dine lange jagtture." Broderen svarede: "Ja, lad os gå en tur. Jeg holder fast i dig bag på." Dagen efter gik de ud en tur. Ligeså de følgende dage og de blev væk hele dagen, idet søsteren samtidig samlede brænde. En dag kom de til en stor slette. Han sagde til hende: "Gå du bare rundt saml' brænde. Jeg lægger mig og venter på dig." Mens han lå på jorden, hørte han en flok gæs deroppe. Da de befandt sig lige over ham, hørte han én af dem sige: "Kan I se den unge mand dernede. Han kan ingenting se. Bare man kunne gøre ham seende."

 

Liggende på jorden i samme stilling hørte han høre fuglene nærme sig. Så mærkede han noget varmt, det var en af gæssene, der tabte en klat på begge hans øjne. Han blev stadig liggende i samme stilling, og så kom fuglen og tørrede øjnene med sine vinger. Først da fuglenes vingeslag næsten ikke kunne høres længere, slog han øjnene op. Han kunne se. Han så sig omkring og så sin søster gå og samle brænde. Han råbte grædende til hende:

"Hør, Najattaaq" (en ny lillesøster, han har fået - Chr.B), sådan kaldte han hende, "når det bliver sommer, vil jeg være i stand til at skaffe dig skind til bukser, for nu kan jeg se." Søsteren gik derhen og så, at han var blevet

seende. Nu gik de hjem, og lige før de kunne se huset, tog han fat i søsteren bagpå, som om han stadigvæk var blind. Han havde været inde et stykke tid. Så gik moderen ud, og han fulgte efter. Moderen opdagede, at han var blevet seende og

sagde: "Næh, er du blevet seende, du kære? Her er den bjørn du skød." Hun pegede

på skindet, der lå på jorden - spilet ud. Han kiggede hen til det sted, hvor de

remme, han havde lavet, skulle være. De lå stadigvæk samme sted. Han gjorde nogle af dem klar til brug.

 

Dagen efter tog han sammen med sin søster ud til iskanten, hvor hvidhvalerne trak forbi på denne årstid. Han bandt den ene ende af

linen omkring lillesøsterens midje. Når han havde harpuneret en hvidhval, halede

de i fællesskab fangsten op på isen. Han fangede mange hvidhvaler på denne måde.

En dag da de var på vej hjem fra iskanten, spurgte han lillesøsteren: "Hænger

du meget ved din kære mor ?" (eller: "Holder du af din mor?" - Chr.B.). Hun svarede ikke i første omgang. Så gentog han spørgsmålet. Hun sagde: "Jeg holder mindre af hende end af dig. Det er blevet sådan, at du er den eneste, jeg holder af." Dertil sagde broderen: "Imorgen vil jeg bruge vores mor som fangstblære - som en hævn, fordi hun gjorde mig blind." Søsteren bifaldt, og da de kom hjem

sagde de til deres mor: "Hvor blev vi trætte i dag af hele det tunge læs, vi

bar hjem på ryggen." Og henvendt til moderen sagde sønnen: "Jeg synes, vi skal lade Najattaaq hvile ud i morgen. Må jeg brude dig som fangstblære i morgen?" Moderen var helt med på den og skyndte sig at tørre sine kamikker.

 

Dagen efter gik mor og søn ud til iskanten. Da sønnen gjorde klar til at

harpunere en hvidhval, sagde moderen: "Vælg den mindste." Sønnen rettede sig

efter moderen og harpunerede en hvalunge. Næste gang han gjorde klar til

harpunering, sagde moderen som før: "Vælg den mindste." Sønnen undgik denne gang

at harpunere hvalunger. Han ramte i stedet en stor hvidhval. Han hjalp

moderen med at trække hvalen, så de kom længere væk fra iskanten. Men så sagde

han: "Med denne hval vil jeg hævne mig på dig." Så slap han linen, idet han sagde:

"Der var engang, du gjorde mig blind. Det her er min hævn." Hvidhvalen trak

hende nu hen til iskanten. Så drejede hun hovedet imod sønnen og sagde: "Min ulu

(kvindens krumkniv), min ulu. Det var mig der engang tørrede (der

står egentlig: skrabede det væk - Chr.B.) dit tis." Så faldt hun i vandet med et

plump. Sønnen kiggede efter hende og hun dukkede op efter nogle hvaler. Hun

sagde igen: "Min ulu, min ulu. Der var engang, jeg fjernede dit væmmelige tis." Så

forsvandt hun igen. Da sønnen ikke længere kunne se hvidfiskene, tog han hjem.

 

Han og søsteren græd over tabet af deres mor, for det var jo hende, der havde

opdraget dem. De kunne ikke holde ud af være i deres hus. De blev bange og ved

aftenstide drog de af sted - ind i landet. På deres lange vandring nænnede

broderen ikke at fange en enste fugl. Det var jo en fugl, der gjorde ham seende.

Kun en eneste gang gjorde han en undtagelse, idet han fangede en svane efter

søsterens ønske. De boede på en nunatak, indtil de blev meget gamle. De

besluttede sig til at søge efter mennesker for at tilstå, hvad de havde gjort.

Hver gang de forsøgte at gå ind i et hus, hvor der også boede en åndemaner / angakkoq, begyndte denne at mane ånder (men ikke på ægte vis - ifølge Kirsten Thisteds oversættelse, se ovf.). Så opgav de.

 

Engang blev broderen opmærksom på et hus, hvor der også boede en åndemaner. Han ventede med at gå hen og lade sig se, til åndemaneren begyndte at mane ånder - det var første gang, han ville overvære (en rigtig) åndemaning. Allerede da han nærmede sig huset, begyndte åndemaneren midt i sin åndemaning at beklage sig og sagde: "I risikerer at blive dræbt af en hjælpeånd. Der står et meget stort menneske udenfor." Denne store mand, der stod udenfor, råbte ind: "Har I nogensinde hørt om en mand, der brugte sin mor som fangstblære?" Da ingen svarede, gentog han spørgsmålet. En af de gamle koner sagde: "Jeg har godt hørt om, at en bror og en søster engang brugte deres mor som fangstblære." Manden udenfor råbte ind: "Det er mig - Jeg har brugt min mor som fangstblære. Jeg er kommet her for at tilstå. Det er første gang, jeg har set en åndemaner, som er Ilaarsiuitsoq (én, som aldrig efterligner nogen?). Kom udenfor og se på mig."

 

Alle - også åndemaneren - kom ud. Det var måneskin, og man så

ham stå ved en konebåd, der var sat op på stilladset. Håret var helt hvidt, som

om han havde en hue af et hareskind, men ansigtet var helt sort. Han fortalte,

at søsteren ikke længere kunne bevæge sig, og at de boede i en lille hytte på en

nunataq / nunatak. Han fortalte endvidere, at de havde en husfælle, der så forfærdelig ud, fordi han havde et hoved som en sæls. Til sidst sagde han: "Herefter vil intet menneske få mig at se. Jeg har tilstået, det jeg gerne ville, nemlig det, at jeg brugte vores kære mor som fangstblære, da jeg harpunerede en hvidhval." Med de ord gik han, og ingen har set ham siden.

Var.: Søg på: blind / blinde; Tutigaq; Rink II 62; Uluaa; Holtved nr. 37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III nr. 330. Lyberth 1924 tappiitsoq. Narhvalens oprindelse; Hvorledes narhvalen blev til.

 

not [This handwritten text is a copy made by a student teacher from a handwritten text which cannot be traced.

 

Translated by Kirsten Thisted in : Kreutzmann, Jens : Fortællinger & akvareller. Ed. Kirsten Thisted. Atuakkiorfik 1997: 71-74: Sønnen som bugte sin mor som fangeblære (The son who used his mother as a hunting bladder) Transcribed into the modern Greenlandic orthography by Arnaq Grove in: Kreuzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Eds. Kirsten Thisted and Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 71-74: Erneq arnaminik avataqartoq.

 

In Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr.2, pp.51-54, Rink pieces together a total of 8 variants, including this one. The same “mixture” is found in the English translation in Rink, H. 1875 (reprinted in 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 2, pp. 99-105:

The Blind Man who regained his Sight.)

 

Detailed summary translated by Chr. Berthelsen:

 

Another tale:

 

Once upon a time there was a widow who had a son and a daughter. When the son began to hunt, they benefited a great deal from his skill. Once, in the fall, the son caught a white bearded seal. His mother wanted very much to use the hide as a bed covering, but the son thought that it was better suited to making a strap, and so it became a strap. The mother then actually wanted to hurt her son with witchcraft. When the hairs had been removed from the strips of skin, he stretched them out in order to remove the grain by scraping it with a little clam shell.  A little bubble on the grain of the skin burst and the water from it hit him in both eyes. This impaired his sight until eventually he was totally blind. In the winter their supplies ran out and they lived on mussels. One day, in the midst of the cold winter, a large polar bear looked in through the window and tore the window, made from intestine, to shreds. The mother and little sister fled and positioned themselves in the innermost part of the plank bed, up against the back wall of the house. The blind man said to his little sister, “Give me my small bow  you never know…” He drew his bow and said to his little sister, “Aim the arrow at the bear.” When his little sister thought that the arrow was aimed at the bear, she said, “Hurry up, shoot now.” He shot the arrow and it sounded exactly like the times when he had hit an animal before he had gone blind. The bear was about to flee from the house, but then

it fell down dead. His mother said to him, “You hit the window.” But his little sister whispered to him, “You hit the bear.”

They lived on bear meat that winter. However, when the mother had boiled the bear meat, she only gave her son mussels to eat. She deceived him and did not let him taste the meat. But whenever their mother left the house, his little sister gave him a piece of bear meat which he hastily swallowed. His little sister did this for the whole winter.

The spring came and the days grew longer. One day the little sister said to her brother, “It was so wonderful back in the days when you could see, and I could accompany you on your long hunting trips.” Her brother replied, “Yes, let's go for a walk. I will hold on tight to your back.” The next day, they went out walking. They did the same thing in the days that followed and stayed out for the whole day, and the little sister collected fire wood at the same time. One day they came to a broad plain. He said to her, “You just go on and collect firewood. I will lie down and wait for you.” While he lay on the ground, he heard a flock of geese up above him. When they were directly over him, he heard one of them say, “Can you see the young man down there? He cannot see a thing. If only we could make him see again.”

 

As he lay on the ground in the same position, he heard the birds approaching. Then he felt something warm. It was one of the geese doing a dropping in both of his eyes. He still remained lying down in the same position. Then one of the birds came along and wiped his eyes with its wings. He did not open his eyes until the sound of beating wings had almost faded into the distance. He could see. He looked around and saw his sister walking around collecting firewood. He called out to her tearfully, “Listen, Najattaaq (a little sister that he has got-chr.b),” which was what he called her, “when the summer comes, I will be able to get new skins for your trousers, because I can see again.” His sister went over and saw that had regained his sight. Then they went home and just before they caught sight of the house, he grabbed his sister from behind, as though he was still blind.  When he had been indoors for some time, his mother went out. He followed her. His mother discovered that he could see and said, “Oh my! Can you see again, my dear? Here is the bear that you shot.” She pointed to the skin, which lay stretched out on the ground. He looked over to the spot where the straps that he had been making ought to be. They were still in the same place. He prepared some of them for use.

 

The next day, he went with his sister to the edge of the ice, where the migrating beluga whales passed by, at that time of year. He tied one end of the line around his little sister's middle. Whenever he harpooned a beluga, they pulled it up on to the ice together. He caught many belugas in that way. One day, on the way home from the edge of the ice, he asked his little sister, “Are you very fond of your dear mother?” At first, she did not answer him so he repeated the question. She responded by saying, “I am less fond of her than I am of you. Nowadays you are the only one I really care about. “To that, her brother replied, “Tomorrow I will use our mother as a hunting bladder  as revenge because she blinded me.” His sister approved of the plan and when they got home, he said to their mother, “Oh, how tired we are from the great load we carried home on our backs.” The he said directly to their mother, “I think we ought to let Najattaaq rest tomorrow. May I use you as my hunting bladder tomorrow?” Their mother readily agreed to the idea and hurried to dry out her kamiks (boots). The next day, the mother and her son went out to the edge of the ice. As the son was preparing to harpoon a beluga, his mother said, “Choose the smallest one.” The son obeyed his mother and harpooned a whale calf. The next time he was getting ready to throw his

harpoon, his mother said once again, “Choose the smallest one.” This time the son avoided

harpooning the young whales. Instead, he hit a large adult beluga. He helped his mother to drag the whale ashore so they were further in from the edge of the ice. But then he said, “With this whale, I will exact my revenge on you.” Then he let go of the line, and said, “Once, you blinded me. This is my revenge.” The beluga dragged her over to the edge of the ice. Then she turned her head to her son and said, “My ulu, my ulu. It was I who once wiped up (the literal translation from the Greenlandic is: scraped away chr.b.) your pee.” Then she fell into the water with a splash. The son looked for her and saw that she had popped up behind some whales. She said once again, “My ulu, my ulu. There was a time when I cleaned up your disgusting pee.” Then she disappeared once again. When the son could no longer see the white whales, he went home.

 

He and his sister cried over the loss of their mother as it was, after all, she who had raised them. They could not stand to be in their house. They became afraid and in the evening they left to travel inland. During their long hike, the brother did not have the heart to catch a single bird. It was, after all, a bird that had restored his sight. He made just one exception, when he caught a swan according the wishes of his sister. They lived in a nunatak* until they were very old. One day, they decided to seek out some other people, so that they could confess to what they had done. Each time they entered a house where a shaman (angakkoq) also lived, the shaman began to conjure up spirits, (but not for real according to Kirsten Thisted's translation) so they gave up.

 

One day, the brother noticed a house, where a shaman also lived. He waited until the shaman began to conjure up spirits before he went over and allowed himself to be seen. It was the first time he had seen a true shamanic séance.  As soon as he approached the house, the shaman began to complain, in the throes of his shamanic ritual, “You are in danger of being killed by a helping spirit. A very large man is standing outside.” The large man who was standing outside called in to them, “Have you ever heard of the man, who used his mother as a hunting float?” As there was no reply, he repeated the question. One of the elderly women said, “I have indeed heard of a brother and sister, who once used their mother as a hunting float.” The man outside called in to them, “It is I  I used my mother as a hunting float. I have come here to confess. It is the first time that I have seen a shaman who is Ilaarsiuitsoq (one who never imitates?). Come outside and look at me.”

 

Everyone, including the shaman, went outside. In the moonlight, they saw him standing by a women's boat (umiaq) which was up on a scaffold. His hair was completely white, as though he was wearing a cap made of hare skin, but his face was completely blackened. He told them that his sister was no longer able to move and that they lived in a little hut in a nunatak. He continued his story by saying that they had a housemate who looked dreadful because he had a head like a seal's. Finally, he said, “Henceforth, no one will set eyes on me. I have confessed that which I intended to, that is, that I used our dear mother as a hunting bladder when I harpooned a beluga whale.” With that, he left them, never to be seen again.

 

Var.: Search for blind/blinde; Tutigaq, Aron 365; Rink II 62; Ulluaa; Holtved no.37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III no. 330. Lyberth 1924 tapiitsoq. The origins of the narwhal; how the narwhal came to be.

 

Transl. by Lucy Ellis.

By courtesy of Craig Mishler. See: Diving Down: Ritual Healing in the Tale of the

Blind Man and the Loon by Craig Mishler, Vadzaih Unlimited, 3910 McMahon Avenue

Anchorage, AK 99516, [email protected]

 

*[Nunatak (or nunataq): a hill or mountain completely surrounded by glacial ice. See Merriam-Webster.--CM

oqalugtuaq avdla / Den gamle tryllede ondt over børnene

Print
Dokument id:237
Registreringsår:1859
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq avdla / Den gamle tryllede ondt over børnene
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:ss. 313 - 315, nr. 108
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af

Orig. håndskr.: Rink NKS 2488, VII: 7h - 8h (slutning mangler), som er Kreutzmanns 2. gennemskrivning af fortællingen. Oversat af Kirsten Thisted i: Kreutzmann, Jens: Fortællinger & akvareller. Red. Kirsten Thisted. Atuakkiorfik 1997: 88 - 90: Om dengang Toornaarsuk besøgte Kangiusaq.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning af Arnaq Grove i: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 89 - 91: Toornaarsuup Kangiusamut tikerarnera.

Denne version er afskrevet af seminarieelever i Rink NKS 2488, II, nr. 206.

 

Oversættelse af seminarielevs afskrift her: NKS 2488, II, nr. 108,

ved Chr. Berthelsen:

 

En anden fortælling. (Den store ild).

I gamle dage boede der i Kangerlussuatsiaq en mand uden kajak. Om foråret plejede han at opholde sig på Kangiusaq og fange mange rensdyr. Han var en hurtig løber. Han skaffede sønnen sener fra halsen af fuldvoksne renbukke, og af dem lavede sønnen liner. Sønnen var en stærk mand, der fangede mange sæler og hvidhvaler. Når vinteren indfandt sig, havde faderen ikke mere at tage sig til. Han holdt op med at jage. Derimod tog sønnen ud på fangst. Moderen holdt ham med selskab ved at følge ham langs kysten. Hun fangede mange ryper i snare.

 

Et år fik de nye bopladsfæller, og engang ved forårstide tog de sammen med de nye bopladsfæller til Pisuffik for at synge nidviser mod dem. Kun de voksne tog med i konebådene. De lod børnene blive hjemme, og de satte en lille ældre mand til at passe dem. Så såre konebådene drog af, gav børnene sig til at lege og støje helt vildt. Den ældre mand forsøgte at skræmme dem til ro, men da han slet ikke kunne styre dem, gik han udenfor. På den anden side af bopladsen var der et højt fjeld. Han så, at der fra dette fjeld udgik ild, som for over til et andet fjeld og vendte tilbage til udgangspunktet. Han gik ind igen og forsøgte igen forgæves at få børnene til at holde op med at larme så vildt. Og da ilden nærmede sig dem, satte den lille ældre mand sig op på bjælken i skjul, hvor man lagde tøj og lignende til tørring. Nu kom ilden og derudefra sagde den: "De dumme unger, der morer sig med at danse rundt, dem skal toornaarsuk (åndemanerens særlige hjælpeånd - Chr.B.) tage sig af (rent gætværk. Jeg ved ikke, hvad "pisarssorpai" betyder - Chr.B.)." Det sagde han undervejs ind. Da han trådte ind, skræmte han alle børnene ihjel.

 

Den lille ældre mand boede så alene i huset en stor del af foråret. Da de andre vendte tilbage, var han nede på stranden og tog imod dem. De spurgte ham: "Hvor er vores børn?" Han svarede: "De er alle døde af skræk." De nyankomne mistænkte den ældre mand for at have skræmt børnene ihjel og planlagde at dræbe ham. Og den lille ældre mand sagde: "I kan godt slå mig ihjel som hævn, men prøv først at te jer vildt i aften, som børnene gjorde." Da han sagde dette, udsatte de deres forehavende og ventede til det blev aften, hvor de så gav sig til at støje voldsomt. De fyldte en fangstblære med stegt spæk. Da de var midt i deres støjende "leg", udgik der ild fra fjeldet overfor og den for over til det andet fjeld, hvorefter den begyndte at nærme sig bopladsen. De fortsatte med deres larmen. Nu var ilden på vej ind og en af dem stod parat til at hælde spækolien på ham og det gjorde han i det øjeblik, han viste sig, og derved dræbte han toornaarsuk på stedet. Først forsøgte de at tage den døde toornaarsuk og smide ham ud gennem vinduet, men da de ikke kunne smadre tarmskindet, ville de tage ham ud gennem gangen. Folk slap ud af huset ved at skræve over toornaarsuk. En gammel kone, som var den sidste, trådte forkert undervejs og satte sig ned på toornaarsuk. Hun klistrede fast på toornaarsuk, og de andre kunne ikke slide hende løs. De forsøgte forgæves at løsne hende fra ham ved hjælp af en stang. Til sidst måtte de med kniv fjerne et stykke af toornaarsuk, og da hun rejste sig, havde hun dette stykke siddende på sin bag. Hun gned bagen på klippen for at komme af med det. Det blev hun ved med, indtil der kom hul på hendes egen bag. Nogle af dem blev bange for at bo på bopladsen og rejste væk.

Dertil har jeg fået fortalt. J.K.

 

Var.: Den store ild. Den store ildånd; Hvorledes muslingen blev til;

 

Hist: Det er kun Kreutzmann der identificerer denne mytiske skikkelse med toornaarsuk. Om brugen af toornaarsuk før og efter missionen se Sonne, Birgitte: Toornaarsuks forvandlinger. Religionssociologiske Perspektiver. Særnummer af Chaos, 1985: 117 - 136.

oqalugtuaq avdla / Ernisuitsoq / Qûjavarssuk / Den ufrugtbare

Print
Dokument id:1069
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Dahl, Jakob (Dahl, Jacob)
Nedskriver:
Mellem-person:Kjær, J.
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq avdla / Ernisuitsoq / Qûjavarssuk / Den ufrugtbare
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 628 - 632, nr. 178
Lokalisering:Sisimiut / Holsteinsborg
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 19 ss. 93 - 96 har Rink sammenstykket 3 varianter. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 13, ss. 148 - 154: The Barren Wife.)

 

For en anden oversættelse til dansk se Thisted: "Som perler på en snor...". PhD-afhandling, Kbh. Univ. 1993, Tekstsamling, s. 33 - 35: En anden historie.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

En anden fortælling (Qujaavaarsuk).

 

Der var engang en lille ældre mand, der havde mange sønner. Han behøvede ikke længere at tage ud på fangst. ('qajar- torneq ajulerdlune' betyder egentlig ordret, at han ikke længere kunne tage ud på fangst. chr.b). På stedet var der også en gift kvinde, der ikke kunne få børn. Manden var vild efter, at de skulle have et barn, så han sagde til sin kone, at hun, når den lille ældre mand var taget ud for at fiske ulke, skulle stille sig på stranden lige ud for ham. Hun stillede sig på stranden lige ud for ham, men da han ikke lagde mærke til hende ('ilagsíngímane' - ordret: da han ikke hilste på hende. chr.b), gik hun hjem. Manden spurgte hende: "Har han ikke lagt mærke til dig?" Konen svarede, at den lille ældre mand ikke havde lagt mærke til hende. Manden sagde, at hun, næste gang den lille ældre mand var ude at fiske ulke, skulle stille sig på stranden lige ud for ham. Heller ikke denne gang lagde den lille ældre mand mærke til hende, og hun gik bare hjem. Manden spurgte hende: "Har han ikke lægt mærke til dig?" Det havde han ikke bekræftede konen. Så sagde manden at hun skulle prøve en tredje gang.

 

Da den lill ældre mand nu så hende tænkte han: Mon kvinden derinde vil mig noget, siden hun flere gange har stillet sig op lige ud for mig? Han roede ind, gik i land og spurgte hende: "Hvorfor følger du altid efter mig langs stranden?" "Min mand har sagt at jeg skulle stille mig på stranden lige ud for dig, fordi han så gerne vil have et barn. Derfor er jeg gået herhen hvor du er." Så havde den lille ældre mand samleje med hende, hvorefter de tog hjem.

 

Da der var gået en tid blev kvinden gravid. En dag fik den lille ældre mand at vide, at hun skulle til at føde. Så gik han hen til sin bedstemors

grav og fjernede en halshvirvel. Han lagde halshvirvlen på en oval tallerken.

Han iførte sig sin helpels og roede mod vest uden for kysten. Her fangede han en

stor skarv og roede hjem. Da han kom hjem, blev denne skarv lagt på en tallerken

(eller måske: tallerkenen. CB) og bragt til kvinden, som havde svært ved at

føde. Der blev sagt til hende, at hun skulle spise fuglen og begynde

fra enden af tallerkenen. Så endelig fødte hun og det blev en dreng. Drengen fik

navnet Qujaavaarsuk.

 

Drengen fik skarven (skelettet ?) og halshvirvlen som amuletter.

Hans stedfar elskede ham meget højt og da han var blevet ret stor fik han bygget en kajak til ham. Han tog ham ud på fangst og en dag harpunerede drengen en sæl og faderen fik drengens første fangst ubeskåret. Med tiden blev Qujaavaarsuk en meget dygtigfanger og fangede meget for sine brødre. Til sidst blev brødrene misundelige på ham og de gav sig til at lave en tupilak. Da tupilakken var blevet levende,

begyndte de at kigge efter deres bror for at gå på jagt efter ham - når han var

ude på fangst og når han kom hjem. Den store skarv, som sad ved siden af ham,

hakkede tallerkenen med sit næb. En halshvirvel af et menneske spærrede dem vejen. Da de ikke kunne fange ham, kredsede tupilakken

omkring hans hus, når han kom hjem, men hver gang var den store skarv foran ham

og hakkede. Til sidst måtte de opgive at dræbe ham.

 

Engang hørte Qujaavaarsuk, at man i Amerloq (Sisimiut/ Holsteinsborg)

plejede at fange hvaler. Han tog til Amerloq med faderen og moderen som roere

for at skaffe sig noget fiskesnøre (af hvalbarde, BS). De roede nordpå og nåede til Paaraarsuk,hvor de kom til at bo hos en mand, som også hed Qujaavaarsuk. Her overvintrede de.

 

En dag råbte stedets leder ind i huset: "Nu kan man snart vente hvaler. Lad

os tage ud og fange noget, vi kan bruge til fangstblærer". De lavede sig til

og tog af sted. Lederen roede mod vest uden for kysten.

Qujaavaarsuk tog til Qipingasoq og der fangede han en spraglet sæl

('qasigiatsiaq' - Sch.L: småspraglet sæl. chr.b). Han tog hjem igen. Meget snart efter at han var kommet hjem, så kom lederen hjem med en

stor remmesæl. De krængede skindet af sælerne. Qujaavaarsuk råbte ind i lederens

hus og bad ham om at komme og se den fangstblære, han havde lavet (det kan også

opfattes: at se det skind, han skulle lave en fangstblære af. CB). Da lederen

kom ud og så fangstblæren sagde han: "Det er tvivlsomt, om den kan ses

på havet, når hvalen dykker (Det er nok det, der menes, men

'erssiserquvdlugo' kender jeg ikke. CB). Så bad han Qujaavaarsuk komme og se

sin fangstblære. Qujaavaarsuk gik derhen og fangstblæren lignede en båd, der lå

med bunden i vejret.

 

Da de blev færdige med fangstblærerne, tog de ud for at gå på jagt efter

sovende hvaler. Moderen sagde til Qujaavaarsuk: "Jeg måtte helt ned til stranden

for at blive gravid med dig (det er vist det der er meningen. CB), så du må hellere kigge efter hvalen i nærheden af stranden".

 

Næste morgen tog de afsted. Da de kom ud af Paaraarsuk, tog lederen mod vest. Lige udenfor Paaraarsuk, hvor Qujaavaarsuk befandt sig, dukkede hvalen op. Han roede hurtigt til og harpunerede den. Fangstblæren forsvandt ned i havet. Han råbte om hjælp.

Lederen råbte: "Hvorhen, hvorhen?" Qujaavaarsuk svarede ham: "Til stranden, til

stranden". Lederen råbte: "En hval, der er stukket vil aldrig flygte til

stranden". Lederen roede længere ud for at være dér, hvor han forventede hvalen

ville dukke op. Så så de hvalen dukke op lige ved stranden. Her råbte

Qujaavaarsuk at han skulle komme hen. Han kom og de stak løs i den for at aflive den. De dræbte den, efter at hvalen havde flyttet sig til

området lige uden for Paaraarsuk.

 

Qujaavaarsuk advarede sine roere mod at spise af hvalen. Men hans ledsagere gav sig straks til at spise, selvom han advarede dem. Qujaavaarsuk skar et stykke mattak og kød og sendte dem ind til sin mor med en kajak. Moderen kogte disse og da de kom hjem, lagde hun dem på en tallerken og tog dem ind i huset. I den ene hånd havde hun et stykke halshvirvel af en skarv og et menneske og i den anden hånd mattak og kød og dem delte hun til roerne. Da de havde spist halsstykkerne, begyndte de at spise det almindelige, nemlig mattakken og kødet. Efterhånden blev alle bopladsfællernes munde stive. Sådan var de hele vinteren.

 

Sommeren efter at han havde fanget hvalen ville han tilbage til sin boplads. Han lastede konebåden med hvalbarder, så den kom til at ligge dybt i havet. De tog af sted tilbage til deres boplads, for at moderen til sin tid kunne blive begravet dér.

     De nåede tilbage til Alluitsoq og han uddelte hvalbarder til sine mange

brødre. Han vendte aldrig tilbage til Amerloq. Slut.

     Jâkob Dahl

Var.: Qujaavaarsuk. Jakob Dahl synes at have misforstået enkelte passager og givet dem sine egne, ikke helt indlysende tolkninger. Selve fangsten af ormen og konens befrugtning med den fortælles også om Nappartuku, forfaderen til en talstærk slægt i Sermilagaaq fjorden: Jens Rosing: Hvis vi vågner til havblik. Borgen 1993: 12-16.

 

Hist.: Hvalfangsten nær Sisimiut, ved Amerloq, tiltrak mange sydlændinge i hvalfangst- og tidlig kolonitid. Efter en epidemi i 1800 flyttede mange sydgrønlændere hertil, især fra Paamiut.

oqalugtuaq avdla / Kuvitsina hos innersuit

Print
Dokument id:176
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Steenholdt, Wittus
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq avdla / Kuvitsina hos innersuit
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 185 - 186, nr. 71
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift. Orig. håndskr. findes ikke.

Steenholdts afskrift: Rink NKS 2488, VI, ss.43h - 44h.

 

Kortfattet oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 51.

 

Kortfattet engelsk resumé i

Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 46, s. 278 - 279, dvs. den første fortælling af tre under overskriften: The Kayakers in Captivity with the Malignant Ignersuit.

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

 

Det fortælles, at Kuvitsina tog ud af fjorden, og

mens konebådene fortsatte udefter, roede han væk fra dem i sin kajak.

Mens han fortsatte langs stranden, kom han så til en lille stejl

klippevæg, og den åbnede sig helt af sig selv. Da den var åben,

smuttede han indenfor, og så var han skam kommet ind til innersuit

(ildfolk under stranden). Ham Kuvitsina var efter sigende åndemaner.

Da han var kommet ind, greb innersuit ham, og sådan røvede de ham og

tog hans kajak og rev den i stumper og stykker. De førte Kuvitsina op

og med ind i huset, og da han var inde, satte de ham på

vinduesbriksen. Mens han nu sad der begyndte en af innersuit, deres

gamle madmor, at skærpe sin grimme ulu / kvindekniv, og næppe var hun

færdig før hun gik over til ham. Henne ved Kuvitsina, der (ellers) var

åndemaner, skar hun hans dejlige næse af, hvorefter hun med uluen stak

den afskårne næse op i sit fæle skræv og lod den lugte sig. Da fik

Kuvitsina en anden forstand / sila, fordi hun strøg hans næse gennem sit

skræv, og hun surrede den så fast til husstolpen.

Endelig langt om længe kom han da i tanker om, at han kunne få hjælp

af sine hjælpeånder, og ganske vist kom de ind efter tur, men dem der

havde røvet ham ænsede dem ikke og var aldeles ligeglade med hans

hjælpeånder. Da han ikke havde flere af den slags hjælpeånder,

tilkaldte han andre der (også) var innersuit, men boede i nærheden af

hans boplads. Og snart kunne han høre dem, den ene, som hed Nipinngasoq

(hans klæbende fælle), og den anden, som hed Napataraq, og de kom for at

forsvare Kuvitsina. Den anden, der var yngre end den ældre

Nipinngasoq, kom ind først. Straks han var inde sagde han: "Hvad er

det I gør ved  Kuvitsina?" Rasende greb han en kniv og skar det der

var bundet til husstolpen ned (? usikkert), mens han tilmed kaldte

denne åndemaner ved et af hans andre navne: Akammak, og skar så den

lange surring over. Da han nu havde beskyttet (?) Kuvitsina ved at

kalde ham Akammak, sagde han, mens han gav ham hans amulet (? den

overskårne læderrem): "Kuvitsina, gå så ud."

 

Kuvitsina fór ud, og Napataraq havde befriet ham endnu før Nipinngasoq

var kommet, og Kuvitsina gik ned til stranden, hvor han fandt sin

smadrede kajak, mens han deroppe dræbte den ene af sine artsfæller

efter den anden. Kuvitsina pustede sin kajak hel igen og roede væk, ud

i det fri. Denne (Naparatak) sagde nu til sine artsfæller, disse

grimme innersuit: "De der bor oppe på jorden må man ikke røve." Og han

formanede dem: "I skal frygte disse mennesker. For dem vi ikke kan

klare og frygter, nemlig de store hvaler, dem kan de fange med

fangstblærer, og dem er vi bange for."

 

Kuvitsina nåede derfra allerede før, Nipinngasoq var nået helt frem, og

han satte kursen hjemover, uden næse. Midt mens han roede hjemad kom

en kraftig susen efter ham, og tænk, det var hans herlige næse, og den

satte sig fast helt af sig selv, men i farten temmelig skævt, og sådan

blev den siddende. Og så nåede han da hjem til sin boplads.

 

Her slutter historien.

Oversat af Apollo Lynge.

 

Var.: Maqio; Ujúnguaq, åndemaneren fra Tuapait; Qattaaq; Sydlændingen Ulaajuk; Taatsiarsuaq; Vennerne 256v nr. 350;

oqalugtuaq avdla / Qivigtut / qivittut

Print
Dokument id:259
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Heilmann, Karl
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq avdla / Qivigtut / qivittut
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 401 - 403, nr. 129
Lokalisering:Qeqertarsuatsiaat / Fiskenæsset
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om Panerfak og hendes søn. (Opr.: En anden fortælling).

 

En pige ved navn Panerfak havde en søn. Da hendes brødre ikke ville give hende det, hun havde behov for, drog hun sammen med sin søn af sted ind i landet, hvor der ikke boede nogle mennesker. Her byggede hun sig et hus og i hele området

byggede hun rævefælder (der står egentlig, at hun ordnede (fik rede på) hele

området og byggede rævefælder). Hun tørrede ræveskindene og beklædte hele huset indvendigt med disse. Mens de boede på dette sted, hvor der ikke boede andre mennesker, blev sønnen voksen. Han havde aldrig set havet, og han jagede kun landdyr inde i landet. De havde ikke glemt, at de var blevet nægtet at få det, de havde behov for, og at ingen i familien havde vist dem kærlighed, men havde jaget dem ud til et sted, hvor der ikke boede andre mennesker. Derfor trænede sønnen sig til at blive en stærk mand.

En aften, hvor sønnen endnu ikke var kommet hjem fra rensdyrjagt, hørte

moderen nogen uden for huset, der udlod sig hadsk om

hendes søn. "Endelig skal jeg træffe ham, jeg har ledt efter", sagde

manden derude. Han viste sig at være en af moderens brødre. Nu gik han ind med

en spændt bue, idet han troede, sønnen var hjemme. Da han ikke var hjemme, gav

han sig til at vente på ham. Han ville dræbe ham. Mandens fodsåler var skåret

itu og han havde tilbagelagt det meste af vejen kravlende. Hen på aftenen kom

sønnen hjem med to renbukke på ryggen. Drabsmanden blev bange,

da han så, hvor kraftig han var og viste sine fodsåler frem. Han

havde friet til den eneste kvinde blandt en stor søskendeflok, der boede i

nærheden af deres boplads, og en af mændene havde snittet i hans fodsåler. Han sagde, at han ville hævne sig på dem, når de til sommer ville komme

ind i fjorden på rensdyrjagt.

 

Da det blev sommer, tog de to mænd af sted over land. De så, at disse

mennesker, som havde snittet mandens fødder, var kommet ind i fjorden. De gemte

sig i nærheden af lejren og ventede på, at mændene skulle tage ud på

rensdyrjagt. Da mændene var taget af sted, gik deres søster hen et sted, hvor hun

ville vente på brødrene. De to mænd, Panerfaks søn og hans morbror, gik derhen, mishandlede hende og dræbte hende, hvorefter de afstivede liget og

stillede det op mod en sten. De gemte sig og iagttog mændene, da de fandt den

dræbte, der havde været ladt alene tilbage. De hørte dem sige: "Bare man kunne finde drabsmændene, så at man kan mishandle dem på denne måde". Den ene af dem, der dræbte pigen, foreslog, at de skulle komme frem fra skjulet. Da de viste sig, løb de hen til dem for at dræbe dem. De begyndte at slås, og Panerfaks søn og hans

farbror dræbte dem alle sammen undtagen den yngste af dem. De gik grinende bort

fra alle de dræbte.

 

Var.: en grum variant af søsteren der nægtes ægteskab af sine mange brødre og går qivittoq: Datteren som gik qivittoq; Om en qivittoq nr. 137; Qivittoq nr. 123;

 

Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.

oqalugtuaq Avigiatsiánguamik

Print
Dokument id:272
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Makalat, Rahab
Nedskriver:Motzfeldt, Peter
Mellem-person:Motzfeldt, Peter
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Avigiatsiánguamik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 473 - 474, nr. 142
Lokalisering:Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Dette håndskrift må være en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores. Håndskriften ligner ikke Peter Motzfeldts, hvis man sammenligner med Rink 2488 V, 4' nr. 202, hvor PM selv har skrevet på dansk.

 

Kort dansk resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 145, s. 334.

Endnu kortere på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 107, ss. 450 - 451: Avigatsiak.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om Avigiatsiannguaq.

 

Det fortælles, at Avigiatsiannguaq var gået hen for at slibe værktøj ('ángiússiartulerujoq' danske kommentar: slibe. Formentlig nordgrønlandsk accent: angiussivoq, sydgrønlandsk: agiussivoq - Chr. B.). Mens hun / han var ved at slibe noget blev hun skubbet ('ungigpâ - danske kommentar: skubbet ud. Jeg kender ikke glosen - Chr. B.) ud af en stor hval. Hun var ved bevidsthed hele tiden. Efterhånden gik det op for hende (der står egentlig: kom til bevidsthed - Chr. B.), at hun var begyndt at sove som en hval. Hun var blevet optaget blandt hvaler. Men hun blev træt af det og tænkte: "Gid jeg kunne forlade dem." Da forlod hun hvalerne og sluttede sig til grønlandssælerne, og det gik op for hende, at hun var blevet til en lille, ung blåside, og at hun havde fået sig en god ven. I blæsevejr lå hun på græs / tang ('ivigsugarssuit' - jeg kender ikke glosen, men den har noget med græs at gøre - Chr. B.) og trillede rundt. Så tænkte hun: "Gid jeg kunne forlade disse." Da kom hun til netsiderne og det gik op for hende, at hun var blevet til en ét år gammel spraglet sæl og at hun havde fået en god ven. De bestilte ikke andet end at kradse hinanden. Hun tænkte: "Gid jeg kunne forlade dem." Da forlod hun dem lige ved vinterens begyndelse. Hun forlod netsiderne, og det gik op for hende, at hun var blevet til en gammel ringsæl, og hun fik en god ven, som var ligesom hende.

 

Meget sent på efteråret kom der is på havet i fjordene. Man kunne høre dem

derude ('atasauko' - måske har denne glose en anden betydning? chr.b - Under

isen kunne man høre, at folk deroppe BS), at de lavede små

harpunspidser. Avigiatsiannguaq og hendes grimme gode ven skiftedes til at holde

åndehullet i isen åbent. Så snart den ene dykkede, blev vedkommende afløst af

den anden. Mennesker, der var på netsidefangst, kom ud på isen og gik hen til

åndehullet. Her gav de sig til at vente på, at der skulle dukke en netside op.

Avigaatsiaq sagde til sin ven: "Svøm hen til åndehullet og duk op." Sådan

opfordrede de hinanden skiftevis, men ingen af dem ville være den første. Men da

Avigaatsiaq var ved at kvæles, svømmede hun op til hullet. Hun dukkede op og

mærkede blot en kløen ('páisuatdláinauvoq' kender jeg ikke, hvorfor jeg har

henholdt mig til den danske kommentar - Chr. B.) og da hun kom til bevidsthed, lå

hun på isen. Da de puslede med hendes hageparti (for at fastgøre trækremmen? -

'manusiorsersorniartalermáne' kender jeg ikke. Oversættelsen i parantes

er et gæt - Chr. B. Måske maniisior-, ville trække hende hen over den knoldede is, BS) var hun lige ved at grine. Da de var færdige, trak de af sted

med den. Når hun bumpede hen over ujævnheder, var hun lige ved at grine. De

sagde: "Qunnanaq har fanget en netside." Hans kone kom ud for at flænse sælen.

 

Da kvinden skar sælens mave op, kildede det, og hun var lige ved at grine. Da

kvinden skar kødet i stykker (der står egentlig: 'seqútileriarmani' -

sequtserpaa - knuser det), 'niaquata pilaqânut ingminik marquminut pulavoq'

(sætningen er uoversættelig: til det, dens hoved flænser, den kryber ind i sit

hoved) (Qunnanaqs kone kunne ikke få børn). Da hun gik ind med netsidens hoved,

lagde hun det under vinduesbriksen (det lille ord er ulæseligt, men måske:

'briksen under vinduet - aki - Chr. B.). Om aftenen, da de sad og fordrev tiden

med noget, belavede Avigaatsiaq sig på at gøre hun ville med konen til ham,

der havde fanget netsiden. (Her har jeg fulgt den danske kommentar for over- hovedet at få en mening ud af det - Chr. B.). På briksen ved sin lampe sad

fangerens kone med benene overkors og kogte kød. Avigaatsiaq krøb ind i hende (?), ind i et lille hus, hvis vægge var rimet (iset) til. Den begyndte at rense det for rim (is). Da den smed skidtet ud i gangen, kunne man høre, at det rumsterede derinde/ derude, mens der blev sagt: "Nu er der kommet træk (eller: Nu bryder det op - Chr. B.). Qunnanaqs kones mave blev større og større, hun fik veer. Da Avigiatsiaq fik svært ved at komme ud, fordi passagen var for snæver, tænkte hun: "Lad mig prøve at komme ud." Da hun var på vej ud og kiggede ud, så hun, at en gammel hvidhåret kvinde var placeret ud for udgangen. Hun generede sig - men skidt med det. Nu var hun ligeglad med alt, og hun tænkte kun på at komme ud. Hun tænkte: "Når jeg er kommet ud, håber jeg, at jeg bliver Avigiatsiaq." De begyndte at snakke: "Giv barnet et navn." Nogle sagde: "Lad os give det et navn efter hende, der var ude at slibe værktøj". De begyndte at græde lidt: "De kaldte

barnet Avigiatsiaq. Nu blev hun henrykt."

Slut.

 

(På sine steder er fortællingen svær at forstå - Jeg ved ikke, om Avigiatsiaq er

kvinde eller mand. Jeg har ladet personen være en kvinde - Chr. B.).

 

Var.: Navagiaq.

oqalugtuaq eqalugssuarmik / Oqaluttuaq eqalussuarmik / Haj som forsørger

Print
Dokument id:369
Registreringsår:1867
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, V. 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Schmidt, Nathan
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq eqalugssuarmik / Oqaluttuaq eqalussuarmik / Haj som forsørger
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 723 - 726, nr. 148
Lokalisering:?
Note:

Kort dansk resumé i Rink: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, II: nr. 112.

Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 145, s. 470: The Shark as Provider.

 

Oversættelse ved Apollo Lynge:

 

Det fortælles at en stor flok brødre havde deres yndlingsboplads i nærheden af Paamiut. Deres hus var meget langt og i husgangens lille siderum havde de to forældreløse boende.

 

Man fortæller, at de begge var piger, og at de ikke fik anden mad end

den kogevandssuppe de fik foræret. Men det havde de små stakler så

bare at være tilfredse med. Engang vinteren var omme og sommeren

nærmede sig, brød man op og tog derhen, hvor man plejede at fange og

tørre ammassætter, men lod de forældreløse ene tilbage. Da de

(brødrene) skulle afsted gik de (pigerne) ellers ned til stranden med

deres sammenrullede soveskind, men alligevel lod de dem ikke komme

ombord (i konebåden). Ved affarten brast pigerne i gråd, fordi de nu

var alene og ingen havde til at hjælpe (og fange for) sig. På et

tidspunkt begyndte de så at søge efter føde på stranden, spiselig

tang og blåmuslinger. De ledte også efter ammassæthoveder i

forrådsskurene og andre småtterier.

 

En dag snakkede de så om at følge efter de andre over land. Da de

havde snakket færdig drog de derfra for at se, om de kunne komme på

sporet af deres husfæller. Da det blev aften inden de nåede frem,

måtte de overnatte ude i det fri. Da det næste morgen blev lyst drog

de videre på må og få, fordi de ikke anede hvor de (brødrene) havde

deres sommerlejr, og da kom til en stor klint stoppede de op, fordi

der var så smukt. Her holdt de et langt hvil, og da de på et tidspunkt

kiggede mod mord, så de med eet en haj der var krøbet op på et stort

stykke sandstrand. Da sagde den ældste til sin lillesøster: "Måske

skulle vi gå over til den." Men lige da hun sagde det, ville

lillesøsteren ikke med. Længe søgte storesøsteren tålmodigt at

overtale hende, og til sidst sagde hun ja. Da de gik ned mod den og

næsten var fremme sagde storesøsteren: "Gid den ville hjælpe os!"

Straks rullede hajen sig ned og ud i vandet. Da de nu så den svømme ud

standsede de op, og denne her haj standsede også op. Da de så den

blive på samme sted, gik de igen ned mod den og standsede så på

stranden lige ud for hajen. Da de havde stået der en tid, sagde hajen

lige dér minsandten noget: "Kom nu og sæt jer op på mig." De gik hen

og satte sig op, og så svømmede hajen direkte ud fra land. "Mon den

fortsætter ud til havs med os?" tænkte de imens. Da sagde hajen

mærkeligt nok: "Nej, jeg det har jeg ikke i sinde, jeg vil tværtimod

hjælpe jer." Udad gik det, helt ud til den yderste ø (i skærgården).

Da de omsider nåede den, sagde hajen: "Byg nu et hus der er stort nok

til jer og med en plads til mig ved endebriksen." Med de ord svømmede

han ret ud til havs. De to arme forældreløse gav sig så til at bygge

sig et sted at være, og hen på eftermmiddagen gled hajen op på

stranden med en sortside / grølandssæl i gabet. De gik ned og slæbte

så sælen op uden for deres endnu ufærdige hus. Så overvintrede de

ellers dér med hajen som fangstmand. Da det blev forår sagde hajen til

sine protegéer: "På samme måde som sidst skal jeg nu bringe jer hen et

sted hvor I kan fange og tørre ammassætter."

 

Da brødreflokken kom tilbage til bopladsen var de forældreløse væk.

Men så engang da den ældste bror var ude i kajak og nærmede sig den

yderste ø, som jo var ubeboet, så han til sin forundring et menneske

oppe på toppen af øen.  Han roede derhenad og da han nåede frem,

jamen så var disse søskende jo gamle bekendte. Nu gæstede han dem så,

og tænk engang, de led stor nød (derhjemme), og hans brødre var så

afkræftede, at de ikke længere var i stand til at ro ud i kajak! Hajen

kom hjem med fangst uden at ane at de havde gæster, men så sagde

søstrene at brødreflokkens ældste var på besøg. Han spurgte dem så

hvordan de andre havde det, og da de fortalte at de led stor nød og

sultede forfærdeligt, bevægede hajen op til huset og sagde til

brødreflokkens ældste: "Sådan som I har hånet dem, skal jeg nok vide

at gengælde jer til gavns." Og da gæsten skulle hjem sendte de forråd

med og gav ham besked om, at han for eftertiden måtte besøge dem

ligeså tit han ville. Man siger, at brødrene ene og alene kom gennem

vinteren på mad fra de forældreløse. Således var det de forældreløse,

der kom til at hjælpe (brødreflokken). Da (de to søstre) havde været

på ammassætfangst overvintrede de på stedet, og de forlod det aldrig

siden.

Her slutter fortællingen.

 

Var.: Den forladte kvinde med plejedatter. En fortælling (om en haj der forsørgede forældreløse); De, der havde fangstplads på den anden side af briksen; Hajfisken som forsørger; Den lille gamle med den store datter;

Two deserted ones get meat from guests; Kunuanannguaq; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn. Moder og datter, der drev fangst med en slibesten og...; En fortælling om enlige kvinder; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn; De forladte børn, Kragh nr. 64;

oqalugtuaq Eqalugssuarmik piniússissumik panignik / Hajfisken som forsørger

Print
Dokument id:989
Registreringsår:1857 1862
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4´
Fortæller:Amos Daniel
Nedskriver:Amos Daniel
Mellem-person:Hansen, Einar
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Eqalugssuarmik piniússissumik panignik / Hajfisken som forsørger
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 721 - 725, nr 201
Lokalisering:Illorsuit: Uummannaq
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., muligvis fra Rink 2488, III nr. 336-345, der er nedskrevet af Amos Daniel i omtrent ulæselig håndskrift.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Fortælling om Eqalussuaq, (en haj), der var forsørger for mor og

datter.

Mor og datter blev efterladt af de andre. Der blev sagt til dem, at de

skulle samle vinterforråd. De (hvem? chr.b) slog lejr på en ø og begyndte at

samle masser af forråd. En morgen opdagede de på stranden neden for huset en død

sæl - et ådsel. De tog den op til huset og spiste den. De gemte resten. Før de

endnu havde spist den op, fandt de et andet ådsel. Ved siden af det, var der en

haj. De tænkte, at hajen ville spise ådslet. De standsede og ville flygte bort.

Så sagde hajen: "jeg kommer for at fange for jer, for I har jo ingen forsørger".

De bad hajen om at komme op til deres lille hus. Hajen sagde til kvinderne, at

de ikke skulle være bange for den. Om aftenen tilbød kvinderne hajen at lægge

sig på briksen. Men hajen sagde, at den ville lægge sig på gulvet på grund af

sit 'nikkuussuani' (danske bem: 'slim'. chr.b) Dagen efter tog den ud på fangst

og kom hjem med en sæl.

     En dag mens hajen var ude på fangst, kom der en kajakmand hen ad dagen for

at se til dem. Han gik i land ikke så langt fra deres hus og begyndte at gå op

til dem med sin lanse. Men kvinden (moderen til pigen) som var god til at

fremsige trylleformularer, begyndte at fremsige en formular, der forhindrede

manden i at kunne se dem. Manden kom helt op til huset, men måtte tage af sted

igen uden at se dem. Da han var kommet så langt væk, at man kun kunne se hans

årer inde under solen, kom hajen ind til stranden. De fortalte hajen, at der

tidligere på dagen var kommet en kajakmand og manden var gået op til dem med sin

lanse. Hajen sagde til dem: "Hvor roede han hen?" De svarede" "Dér mod nord. Man

kan kun se årerne ind under solen". 'Atago issigísagísi' (Se på ham. chr.b) Så

forsvandt hajen ned i vandet. Lidt efter sås der et lys ('qaúmâtdlánguarsse').

Den lavede trylleri med ham ('angakkuatdlardlugo'). Så vendte hajen tilbage og

fortalte, at han havde dræbt manden.

     Hen på efteråret hørte de om aftenen to mennesker snakke sammen udenfor.

Moderen gik ud og så to dværge ved siden af det (Der står vist: 'igdlulûp'.

chr.b). Hun gik ind og sagde: "Uden for er der gæst". Den (hajen?) sagde: "Bed

dem komme indenfor". De gik udenfor og bad dem ind. Da de var kommet ind, sagde

den, at de skulle give dem noget at spise. Da de havde spist og det var blevet

aften, bad den kvinderne lægge noget sælskind på lampebriksen og de sagde til

gæsterne, at de skulle sove dér. Da de var gået i seng, sagde hajen:

'taimáitumik kákaqerqoqisutik, taimáitumik kalerríkujârtik' (Rinks tilføjelse: 'I har vist ...... sådanne brikseskind, derfor har jeg givet Eder

sådanne!' - Jeg kan ikke rigtig få mening ud af det, men det er noget med, at de

vil have, man skal være imponeret af dem og at man derfor har underrettet dem??

CB - Hajen prøver måske at få dem til at føle sig hjemme. BS). Da de dagen

efter tog af sted, inviterede de hajen til at besøge dem. Hajen svarede: "Jeg

vil besøge jer en dag, det er smukt og klart vejr. Hvor bor I henne?" De svarede

"Deroppe under det store blånede fjeld". De tog af sted. En dag da vejret var

smukt og det var helt skyfrit, tog hajen af sted ind i landet. Når den kom til

søer, dykkede den ned og kom op på den modsatte bred. Endelig så den nogle børn,

der var ude i det fri. Da børnene så den, blev de frygtelig bange og gik ind i

huset. Inde fra huset kom der folk ud og han blev budt indenfor. De gav ham

rensdyrkød at spise. De sagde til ham, at han endelig måtte spise. Da han blev

mæt, bad de ham lægge sig på lampebriksen, hvor man havde lagt rensdyrskind.

Hajen sagde: "Jeg har det frygtelige 'nikkuussuaq' (slim? chr.b). Værtsfolkene

sagde, at han skulle lægge sig på rensdyrskindet. Og da han havde lagt sig,

sagde de: "Du er vist ikke vant til at ligge på sådan noget 'taimáitumik

naníkijujatikik' (Rinks tilføjelse: 'derfor har vi lavet det for dig'. chr.b)

Hajen sagde: "Jeg ville gerne have noget af den slags". ('tamáko piniaraluaríka'

chr.b). Så så hajen en lille ældre kvinde midt på gulvet. Hende syntes den ikke

om. Den skulle af sted igen den efterfølgende dag og da den tog af sted, tænkte

den: "Bare hun (den lille ældre kvinde) ville sætte sig ned på hug med ryggen

til og forrette sin nødtørft". Hajen forsvandt ned i søen og ventede. Så kom den

lille ældre kvinde ud for at forrette sin nødtørft. Hajen tog sjælen fra hende.

Hun faldt om på stedet og døde.

     Hajen nåede hjem om aftenen - efter at have dræbt dværgenes lille madmor.

Han sagde til kvinderne, at de den efterfølgende dag skulle tage ud til en ø. De

spurgte, hvordan de skulle bære sig af med at komme til øen. Han svarede: "Jeg

skal nok fungere som en konebåd. Nu skal I bare se". De gik ud af huset. Hajen

havde lagt sig op ad en klippeafsats. Den sagde til dem: "I kan stille tingene

på mig". De gav sig til at anbringe deres ting på ryggen af hajen, der havde

lagt sig imod klippeafsatsen. Selv med tingene på ryggen, kom den ikke til at

ligge dybere i vandet. Da der ikke var flere ting, sagde hajen til kvinderne: "I

to kan anbringe jer ovenpå". Mor og datter kom op på hajens ryg og den kom ikke

til at ligge dybere i vandet. Så svømmede den af sted og med hajen som fartøj

kom de til en anden ø. Dagen efter kom nogle for at angribe dem, men måtte vende

om, da de ikke kunne komme til øen. Således reddede hajen dem. - En dag, da hajen

kom hjem fra fangst - mens de endnu var på øen - sagde han, at de skulle sy en

pels og et par korte støvler til ham, han fortalte, at der ville komme renjægere

forbi og tage dem med. En dag viste disse 'Alluussuit' (det må være et navn.

Rinks tilføjelse: 'måske et navn, formodentlig havdyr'. chr.b) sig. Hajen tog

pelsen og støvlerne med sig, gik ned til stranden og forsvandt ned i vandet for

at træffe 'Alluussuit' 'apuussalisaleqaat' (?) (det kan jeg ikke rigtig finde ud

af. Rinks tilføjelse: 'stødte hovedet imod?'. chr.b). De rejste sig op og

krympede sig sammen, imellem dem hajen 'asu apuussalersoq (støde hovedet imod

(?). chr.b), den rejste sig, den tog pels på. De efterlod deres hud ved havet,

idet de lagde sten oven på dem, så at de ikke skulle blive væk. De gik ind i

land og de så rensdyr. Både 'Alluvik' og hajen havde bue som våben. De gik hen

til rensdyrene og skød dem. Det gjorde hajen altså også. Det lykkkedes for hajen

at skyde en fuldvoksen renbuk. Hajen skød mange renbukke. Alle de andre fik også

mange rensdyr. De var nu på vej ned til stranden med en stor byrde på ryggen. Hajen havde en meget stor byrde. Da de nåede til stranden, tog både 'Alluvik' og

hajen deres hud på og dykkede ned i vandet. Undervejs blev 'Alluvit' og hans

fæller misundelige på hajen, fordi han havde skudt renbukke. De

svømmede en smule væk fra hajen og talte om at dræbe ham og fratage ham hans

renbukkefangst. Langt om længe fik hajen mistanke om, at der var noget galt. Den

kom bagefter de andre. Så fór alle de andre hen imod ham. Men hajen svømmede

hurtigt mellem dem og i løbet af ganske kort tid kom han op på stranden med sin

renbukkefangst og de, som han ville frelse (det må være dem, den ville forsørge

- altså mor og datter. chr.b), takkede den.

     Mens hajen endnu var på øen og fangede for kvinderne, kom den engang ud på

det yderste fangstområde. Den hørte det dyr, den frygtede meget, puste luft ud.

Så gav den sig til at flygte alt, hvad den kunne i retning af land. Den kunne

høre, at forfølgeren kom nærmere. Forfølgeren halede hurtigt ind på den og nåede

den, ligesom den var kommet til et lavt vand, hvor man kunne se bunden. Den blev

ædt af kaskelothvalen. Kvinderne ventede, det blev aften og hajen var stadig væk

ikke kommet hjem. Til sidst sultede kvinderne ihjel. Slut.

     Skrevet af Amos Daniel

 

Ja, det var en Amos Daniel. Chr.B.

 

Var: Haj som forsørger; Two deserted ones get meat from guests; Kunuanannguaq; En fortælling om enlige kvinder; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn; Den lille gamle med den store datter; Nakataamilaarpara. Den forladte kvinde med plejedatter. En fortælling (om en haj der forsørgede forældreløse); De, der havde fangstplads på den anden side af briksen; Hajfisken som forsørger; Kunuanannguaq; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn. Moder og datter, der drev fangst med en slibesten og...; De forladte børn, Kragh nr. 64;

 

Resumé i Rink 1866-71, I: nr. 149

oqalugtuaq Erdlavínguákut / Erlavinnguaq

Print
Dokument id:301
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Justus, Peter
Nedskriver:Justus, Peter
Mellem-person:Kjær, J.
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Erdlavínguákut / Erlavinnguaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 615 - 616, nr. 174
Lokalisering:Sisimiut / Holsteinsborg
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 212: Erlavinnguaq og hans brødre. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 212: Oqaluttuaq Erlavinnguakkut.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om Erlavinnguakkut.

Det fortælles, at Erlavinnguaq havde mange brødre, og at de havde fjender. Når Erlavinnguaqs brødre var ude efter spraglede sæler, kom de ikke (alle) tilbage. De blev dræbt af deres fjender. Til sidst blev alle Erlavinnguaqs brødre dræbt af fjenderne, undtagen Erlavinnguaq samt den mellemste og yngste i brødreflokken.

 

En dag da den yngste af brødrene var ude og havde fanget så mange han kunne have på slæb, roede han hjemad langs kysten. Så blev han søvnig, gik han i land, trak de sine spraglede sæler op på stranden og lagde han sig til at sove oven på en stor sten. Hans fjender havde også været på fangst, men havde ingen spraglede sæler fået. De var nu på vej hjem, da de opdagede den sovende mand oven på kampestenen. De listede så lydløst som muligt i land og op til ham bevæbnede med lanser. Men da de var bange for ikke at kunne klare ham, blot med deres lanser, skar de alle hans sener over. Manden rejste sig forskrækket op og nåede at slå nogle af sine fjender ned med sin knyttede næve, inden han segnede om. Fjenderne roede hjem, og dagen efter tog de over til Erlavinnguaqs. De gik ind i huset, så det blev stopfyldt.

 

Erlavinnguaq og hans yngre bror tog bare ud på fangst. Erlavinnguaq roede til og harpunerede en stor remmesæl. Da Erlavinnguaq havde harpuneret remmesælen, kom hans fjender roende imod ham. Erlavinnguaq halede remmesælen til sig, hev den op foran på kajakken, og så slog han den ihjel med knytnæven. Han gjorde den klar til bugsering og med den på slæb, gav han sig til at ro for fuld kraft og flygtede. Under flugten fra sine fjender anstrengte han sig så meget, at han fik en blodstyrtning. Hver gang han tog et kraftigt åretag, svævede remmesælen, han havde på slæb, op i luften og faldt ned igen på havets overflade. Engang - efter nogle kraftige åretag - mærkede han, at bagenden af kajakken ligesom faldt ned i vandet med et plump. Det var remmesælen, der faldt ned bag på hans kajak (d.v.s: efter at have svævet i luften - Chr. B.). Forfølgerne sakkede mere og mere agterud. Mens de endnu forfulgte ham, så de, at han var kommet i land. Da de ikke

kunne få ham dræbt, vendte de tilbage til deres boplads. Fjenderne opgav at komme igen. (D.v.s til hans boplads - Chr. B.). Slut.

 

Var.: Måske;

oqalugtuaq igdlorînik / Oqaluttuaq illoriinik

Print
Dokument id:309
Registreringsår:1867
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, V. 4'
Fortæller:Luutivik (Lûtivik / Ludvig)
Nedskriver:Luutivik (Lûtivik / Ludvig)
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq igdlorînik / Oqaluttuaq illoriinik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 740 - 749, nr. 151
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Fyldigt resumé ved Kirsten Thisted:

 

En historie om to fætre.

 

En nordlænding hører at han nede sydpå har en fætter, som skal være en stærk og betydningsfuld mand (pingaartorsuaq). Han tager af sted for at kappes med ham og når endelig frem. Ved første blik bliver han nu skuffet over fætteren, der ser lille og ussel ud, men da det er sent på efteråret, flytter han ind i huset hos ham. Nu kommer så efterårstrækket og nordlændingen fanger og fanger, men ser aldrig fætteren gå i kajak. Han bliver mere og mere irriteret. En dag tager fætteren imidlertid pludselig med, og han må undre sig over så hurtig han er, og så tæt på fangsten (dyrene tiltrækkes af ham, BS.)! Næste dag sover fætteren længe igen. Det er altså kun når han har lyst til at fange en sæl, at han så bare tager ud og gør det.

 

Om vinteren bliver der islagt, og de kan ikke længere tage ud i kajak. Nordlændingen bliver ordknap. Så siger fætteren, at der er masser af fangst at hente nede i den 3. fjord syd for dem. Meget tidligt tager nordlændingen så af sted, men når først til den anden fjord, da solen er kommet så langt i vest, at han må vende om. Langt op ad dagen den næste dag tager så sydlændingen af sted og kommer hjem med to store fjordsæler på slæb hen under aften.

 

Sådan bliver fætteren (sydlændingen) ved og fanger nu til ham, således som han (nordlændingen) forsørgede ham i efteråret. Nordlændingen lader være med at sige noget om, at han egentlig kom for at kappes, og selv om den anden siger at han endelig må komme igen, kommer han aldrig siden igen.

 

Var.: Den nærmeste variant er Hendrik 41: Aqissiaqs sønnesøn, med et par ekstra Aqissiaq - episoder. Se også: Kreutzmann: Den lille svoger og Rasmussen I: Kvinden som giftede sig med en ræv.

oqalugtuaq Igimarasugssungmik nuliaminik (îssumik) neqilingmik / Igimara- sussuk

Print
Dokument id:295
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Møller, D.
Mellem-person:Barfoed
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Igimarasugssungmik nuliaminik (îssumik) neqilingmik / Igimara- sussuk
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 595 - 598, nr. 168
Lokalisering:Paamiut / Frederikshåb
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 232 - 233: Igimarasussuk, der åd sine koner. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 232 - 233: Oqaluttuaq Igimarasussuk.

 

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 3 ss. 55 - 56 har Rink sammenstykket ialt 4 varianter inkl. denne og en fra Labrador. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 3, ss. 106-108: Igimarasugsuk.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen

 

Fortællingen om Igimarasussuk, der åd sine koner.

 

Det fortælles, at Igimarasussuk ofte fik sig en ny kone. Da han blev alene, giftede han sig med en kvinde, som havde sin lillebror hos sig. Igimarasussuk var på rensdyrjagt og kom hjem med rensdyr. Han sagde til sin svoger: "Hent min økse, der er på stilladset." Han fulgte efter svogeren, da han gik ud af huset/teltet. Hans kone hørte nogen skrige og kiggede ud. Hun så manden løbe efter broderen med en økse i hånden. Mens hun kiggede på dem, huggede manden konens bror i hovedet og

dræbte ham på stedet. Han sagde til sin kone: "Kog din lillebror." Mens hun var

ved at koge ham, stak han sin kniv ned i gryden og gik fat i et stykke kød, som

han spiste. Han stak sin kniv ned og fik fat i et underarmsstykke, som han gav

sin kone og sagde til hende, at hun skulle spise det. Hun lod, som om hun spiste

det, men dækkede det til med aske. Manden sagde: "Aninaa, græder du?" Hun

svarede: "Jeg græder ikke. Jeg er bare genert." Hun græd i virkeligheden. Manden

spiste efterhånden svogerens kød op. Så begyndte han at fede sin kone op ved

med lutter rentalg. Han gav hende vand i en muslingeskal.

Til sidst kunne hun ikke rokke sig af stedet.

 

En dag han skulle ud på fangst, snørede han teltudgangen omhyggeligt til. Da han blev længe væk, ville hun gøre et forsøg på at komme ud af teltet med sin ulu. Hun lod sig falde udover briksekanten og rullede hen til teltets indgang, og med møje og besvær kom hun op på teltdørbrædtet. Så skar hun snøreremmen i teltdøren over med sin ulu og kom ud. Hun rullede ned til et beskidt vandhul. Hun drak af vandet og kom på højkant. Hun følte sig lettere. Hun gik op til teltet, og herinde stoppede hun noget ned i sin (anorak med) rygpose, som hun stillede op på briksen med ryggen til indgangen, hvorefter hun atter bandt snøreremmene til teltindgangen sammen. Så tog hun af sted.  

 

På det tidspunkt, hvor manden kunne ventes hjem, var hun nået frem

til et stort stykke drivtømmer, og hun sagde til tømmeret: "Det store træ, det

store rødved - Ia - Arapê - qupê - sipê - sipí - sísariaq".(.. revn, flæk, lad

det flækkes? BS.). Træet flækkede, og hun krøb ind. Så sagde hun: "Det store træ, det store rødved. Ja! Arapê - mamê - mamê - mamigsísariâ!" Træet lukkede sig, og det blev bælgmørkt derinde. Mens hun var derinde, hørte hun støjen af sin mand,

der kom hen til træet og sige: "Jeg var for længe om det, jeg var så længe

om at gøre alvor af min plan om at dræbe hende." Han bankede på træet, og

gik sin vej.

 

Det varede ikke ret længe, så kunne hun høre, at han kom tilbage.

"Sporet er her,"(hørte hun ham sige. Chr. B.). Da kvinden kunne høre på lyden, at han havde forladt træet, sagde hun:

"Det store træ, det store rødved - Ja - Arapê - qupê - sipísisaria!" Så flækkede

træet, og hun kom ud og skyndte sig af sted. På det tidspunkt han kunne ventes, krøb hun ind i en rævehule. Efter nogen tid derinde hørte hun ham komme. "Her ender hendes spor," (hørte hun ham sige). Nu kunne hun

høre, at han var ved at grave sig ned i hullet, men han blev træt og forlod

det. Mens hun endnu var der, hørte hun ham igen komme og snakke: "Jeg var for

længe om det, jeg var så længe om at gøre alvor af min plan om at dræbe

hende." Han gravede, men blev træt og gik sin vej.

 

Hun krøb ud og fortsatte sin vandring. Ved den tid man igen kunne

vente ham, gemte hun sig bag et buskads.

Dér hørte hun ham komme. Han sagde: "Jeg var for længe om det. Jeg var

så længe om at gøre alvor af min plan om at dræbe hende." Han gravede, men blev

træt og forlod stedet. Hun blev foreløbig bag buskadset. Så hørte hun igen

manden komme og han sagde: "Her ender hendes spor." Så snart han forlod stedet, løb hun videre. Denne gang ville hun nå frem til et beboet område. Hun fik øje på

nogle bærplukkersker. Da disse så hende tog de flugten.

Så råbte hun til dem: "Jeg er Igimarasussuks kone." De kom tilbage og tog hende i hånden og førte hende hjem. Her fortalte hun følgende: "Den onde

Igimarasussuk spiste sine koner. Han spiste sin svoger. Hvis han virkelig

stræber mig efter livet, vil han vise sig. Han er altid er ude på fornøjelser, tag endelig være godt imod ham."

 

Nogen tid efter viste han sig. De gik hen

og tog imod ham "Har din familie det godt?", spurgte de. "Ja,

de har det godt nok."

 

Hans kone sad gemt bag vægbeklædningen og betragtede ham

gennem et lille kighul. Man satte mad frem til ham. Efter måltidet gav de ham

en tromme og bad ham om at underholde dem. Han tog imod trommen, men returnerede

den uden at have brugt den, idet han sagde: "I kan give underholdningen." En af

mændene greb den og begyndte at synge: "Den onde Igimarasussuk, som plejer at

spise sine koner." Da dette blev sagt, blev Igimarasussuk rød helt ned til

brystet. Han sagde, at hans kone, som selv havde spist sin lillebrors underarm, nok havde fortalt sådan. I det samme trådte hans kone frem og sagde: "Jeg har

ikke spist det, jeg dækkede det til med aske."

 

Da de greb ham, gik konen hen og trak i hans testikler, så de blev revet helt løs, og han døde på stedet.

Den gang Igimarasussuk kom hjem fra en tur, var han gået op til teltet med sin

harpun, og idet han åbnede teltindgangen, havde han harpuneret den dumme (anorak med) rygpose, som konen havde stoppet ud. Slut.

 

Medlem af forstanderskabet i Paamiut, D. Möller.

 

Var.: Igimarasussuk / Iimarasussuk

 

Hist.: En yderst populær fortælling, der næsten altid fortælles i samme store træk. Den indgår også sjældent i andre forløb af sammenkoblede fortællinger.

oqalugtuaq Igsiagdlangmik / Avarunguaq / Agdlerut

Print
Dokument id:150
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Igsiagdlangmik / Avarunguaq / Agdlerut
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 105 - 109, nr. 41
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af orig. håndskr.: NKS 2488, VI, ss. 159h - 160h.

 

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 27 ss. 116 - 119 har Rink sammenstykket ialt 4 varianter inkl. denne og en (uidentificerbar) af Amos Daniel. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 19, ss. 177 - 183: Avarunguak / Avarunnguaq or Agdlerut / Allerut)

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om Issiallak.

Issiallak rejste nordpå for at træffe folk uden kajakker, som han havde hørt om. Alle steder, hvor han forhørte sig nærmere om dem, fik han at vide, at han bare skulle fortsætte nordover. En dag kom han til en boplads, hvor der boede mange mennesker. Der gik en meget stærk strøm lige uden for bopladsen, og her var der mange sæler. Issiallak blev opfordret af bopladsfolkene til at tage ud på fangst. Det varede ikke længe, så harpunerede Issiallak en sortside, og han halede den ind til sig. De andre fangede ikke noget.

 

Issiallak tog videre nordpå. De sidste mennesker, han traf, fortalte, at der kun

var en dagsrejse tilbage til folk uden kajakker. Dagen efter ved aftenstid fik

han øje på et hus. Her boede et ældre ægtepar og deres to døtre. Lige ud for

bopladsen var der masser af hvidhvaler og narhvaler. Issiallak harpunerede en

hval og slæbte den til land. De to store kvinder, altså døtrene, løftede straks

hvalen og bar den op til huset. Da Issiallak gik ind i huset, var faderen til de

to piger i færd med at fortære hvalen, så der ikke var noget tilbage til

Issiallak. Udbyttet fra de tre efterfølgende fangstture blev spist af moderen og

døtrene. Den fjerde fangst bar pigerne op til Issiallaks telt, og dér spiste man

den. De hvaler, han fangede herefter, blev lagt i forrådsrummet, så der blev

rigeligt af vinterproviant.

 

Det blev vinter, og isen lagde til. Nu ville pigerne tage ud på fangst ved

vågerne længere ude. De advarede Issiallak imod at tage med. Men det gjorde han

alligevel. Når pigerne løb, kunne Issiallak ikke følge med. Pigerne nåede først

til vågen; og de havde allerede fanget flere hvidhvaler og narhvaler, da han

nåede frem. De sagde, at han skulle blive dér ved vågen, mens de

selv tog hen til en anden våge længere ude. Han måtte kun fange en enkelt

hvidhval. Issiallak valgte alligvel at harpunere en narhval. Pigerne tilbød ham

at binde denne narhval til deres fangster, så at de kunne transportere den. Men

Issiallak ville selv trække narhvalen hjem. Han nåede først hjem den tredje dag,

og det var den eneste gang, han var på fangst sammen med pigerne.

 

Pigerne fortalte Issiallak, at der en dag ville komme gæster, og at disse gæster

plejede at slikke det tran, der var i lamperne. En dag kom gæsterne - tre mænd;

og de gjorde nøjagtigt, som pigerne havde fortalt. Der blev taget tre hvaler ind

i huset, og gæsterne spiste dem - og knoglerne med. Ved afrejsen inviterede

gæsterne deres værtsfolk på genbesøg.

 

Issiallak havde en hund, der fik hvalpe. Issiallak gav en af pigerne en hvalp

til plejesøn. Pigerne gav hvalpen navn efter en afdød.

 

Issiallak var med, da værtsfolkene tog af sted på genbesøg. Pigerne instruerede

ham og sagde, at han skulle slikke trannet fra lamperne ligesom de selv. De sagde

endvidere, at han kun måtte spise ganske lidt, og at han når de

(pigerne) gav ham et tegn, skulle sige, at han skulle ud et øjeblik og forrette

et ærinde, og så skulle han bare løbe hjemad. Han gjorde, som pigerne sagde. Da

han var godt på vej, kom pigerne og tog ham i hånden. Da Issiallak så tilbage,

opdagede han, at tre store bjørne løb efter dem. Den forreste af dem nåede

Issiallak og ville slå ham, men Issiallak sprang til side. Da den næste bjørn

nåede Issiallak og ville slå ham, sagde pigerne til bjørnen: "Denne mand har

givet en hund navn efter jeres afdøde ven." Så vendte bjørnene om.

 

Den efterfølgende sommer rejste Issiallak sydover. Da han ved afrejsen så

tilbage, opdagede han, at nogle store isbjørne kiggede ud af vinduet. På vej

sydover dræbte Issiallak hver eneste kajakmand, han mødte. Da dette blev

almindelig kendt, ville man dræbe ham. En gang han skulle af sted fra en

boplads, forsøgte de at fange ham; men han sprang op i en konebåd. Derfra kom

han ned i sin kajak, og han dræbte sine forfølgere.

 

Issiallaks mave bulnede. Han bad en åndemaner / angakkoq ordne den. Åndemaneren

sprættede Issiallaks mave op, og tænk, mavesækken var fuld af hår.

Det var alle de mennesker, han havde dræbt, der var ved at krybe ind i ham.

Åndemaneren helbredte ham.

 

Dagen efter sagde Issiallak til de andre: "Lad os jage en fuldvoksen spraglet

sæl." Det gjorde de. Men det var en af de andre fangere, der fangede den med sit

blærespyd, hvorefter Issiallak roede hen til ham og dræbte ham med sit

blærespyd. Mens den dræbtes lillebror græd over tabet af sin bror og havde

svært ved at holde balancen, tog Issiallak den fuldvoksne spraglede sæl op på

sin kajak.

 

Issiallak spurgte åndemaneren, som han fulgtes med, om han ville med sydover.

Det ville åndemaneren ikke, fordi han var bange for at komme til at længes hjem.

Issiallak blev fornærmet over det og dræbte ham og skar hans lig i mindre

stykker, som han smed væk. Da han af de andre blev spurgt, hvor hans ledsager

var henne, svarede han, at han var deroppe mod øst.

 

Issiallak fortsatte sydover og dræbte alle mennesker han traf. Han nåede hjem,

men hans mave blev ved med at vokse, da alle dem, han dræbte, ville krybe ind i

ham (arnanneq). Han døde af det.

 

Var.: Avarunnguaq; Allerut; en variant af Ely Fontain har ikke kunnet identificeres.

 

Hist.: ikke historisk, men rygter om folk uden kajakker langt mod nord kunne referere til polar-inuit / inuhuit / inughuit. På den anden side, bjørne har heller ingen kajakker.

 

Kommentar: Mytisk rejse nordpå. Avarunnguaqs og Alleruts hovedperson udvikler sig ikke til massemorder efter besøget hos bjørnene. Bemærk associationen mellem den døde, der smutter ind i morderens mave og graviditet.

oqalugtuaq Igsiagdlangmik / Nakasunnaq

Print
Dokument id:129
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Steenholdt, Wittus ?
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Igsiagdlangmik / Nakasunnaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 42 - 45, nr. 17
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af Steenholdts (?) renskrift: NKS 2488, VI, ss. 119h - 120h.

 

Afkortet oversættelse af en blanding af denne og en anden variant i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 8, ss. 69 - 70.

Samme noget kortere på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 89, ss. 438: Nakasungnak.

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om Issiallak, også kaldet Nakasunnaq.

Issiallak havde hørt, at der nordpå fandtes sæler, der var meget sky.

Af nysgerrighed rejste han nordover og kom til at bo hos to brødre, som

ikke havde kajakker og kun fangede sæler fra is om vinteren, mens de

jagede rener om sommeren.

Den første fangsttur var en stor skuffelse for Issiallak. Der var sæler nok, men

det var umuligt at komme dem på nært hold. Den første dag fangede han ikke

noget og var meget flov over det. Efterhånden vænnede han sig til forholdene og

fangede til sidst så mange, at der var nok til vinterforråd. Da der kom islæg,

og Issiallak ikke mere kunne tage ud på fangst i kajak, var det brødrenes tur

til at fange sæler fra is. Den form for fangst lærte Issiallak også,

efterhånden som tiden gik.

Midt om vinteren blev isen så tyk, at de ikke længere kunne fange sæler, og

vinterforrådet svandt ind. Så sagde den ældste af brødrene: "Nu varer det ikke så

længe, før krybdyrene indfinder sig. Der plejer at komme mange, men først når

der bliver så mange, at huset begynder at ryste, går vi ud og begynder at slagte

løs."

En morgen vækkede brødrene Nakasunnaq (Issiallak) og meddelte ham, at krybdyrene

nu var kommet. Han stod op og kiggede ud - der var rensdyr alle vegne. Det var

altså rensdyrene, som brødrene kaldte for krybdyr. Nakasunnaq tog sin kniv og

var straks på vej ud. Brødrene forsøgte at forhindre ham i at gå ud og sagde, at

de skulle vente, til der kom mange flere. Men Nakasunnaq skubbede dem til side

og gik ud. Så var brødrene også nødt til at deltage i slagtningen. Nakasunnaq

tog et levende rensdyr ind i huset, som de havde som husdyr, indtil de ikke

havde mere proviant. Så måtte de slagte det og spise det.

Nu begyndte brødrene at snakke om, at der ville komme dyr, der havde lus, som

kunne spises. Disse dyr viste sig at være isbjørne, der kom i store mængder.

De fangede mange af dem og levede af dem. En tid havde de en levende isbjørn som

husdyr, indtil de måtte slagte den og spise den.

En dag fortalte brødrene, at der på denne tid af året plejede at vise sig en

stor isbjørn, der var dækket af is (isgroet bjørn) og holdt til på isen lige ud for huset. Så længe bjørnen var der, plejede de at holde sig inden døre - sagde brødrene.

 

En morgen vækkede brødrene Nakasunnaq tidligt om morgenen og fortalte, at nu var

isbjørnen der. Nakasunnaq kiggede ud af vinduet, og han så, at den store

isbjørn, der var dækket af is, var i færd med at bane sig vej gennem isen og var

kommet ganske nær. Nakasunnaq var vild efter at gå ud og møde bjørnen. Trods

brødrenes advarsel tog han sit tøj på og strammede alt til, tog sin lille kniv

og forsvandt ud af huset. Da isbjørnen dykkede, løb han frem og stillede sig ved

siden af dens åndehul.

Brødrene sad ved vinduet og fulgte med i, hvad der foregik. Da isbjørnen dukkede

op og så Nakasunnaq, gav den sig til at løbe efter ham. Isen gik i stykker under

den store isbjørn, og den halede hurtigt ind på Nakasunnaq. Da bjørnen trak

vejret ind, standsede Nakasunnaq først; derefter begyndte han at glide baglæns

over isen, og han var næsten nået til isbjørnen, da dyret pustede luft ud. Så

begyndte han at løbe bort fra isbjørnen og var næsten ved land. Så trak isbjør-

nen vejret igen med det resultat, at Nakasunnaq fór direkte mod isbjørnen,

sprang ind i dens mund og på den måde slap for at blive bidt.

Nakasunnaq røg lige ned i bjørnens mave. Luften mærkedes til at begynde med

kvælende, og han mærkede, at tøjet blev opløst af den voldsomme hede. Hans lille

kniv, der var stukket ind mellem yder- og inderkamikken, var også væk. Men han

fandt den ved at rode rundt i bjørnens mave. Med den lille kniv skar han et hul

på størrelse med sit hoved imellem bjørnens ribben henover vandlinien, og

samtidig gav han bjørnen så mange knivstik indefra, at den døde.

Ifølge brødrenes iagttagelse fra huset lå bjørnen, efter at have slugt mennesket,

først roligt med hagen på isen. Så kom den i voldsom bevægelse, hvorefter den

lagde sig ned og ikke rørte sig det mindste. Brødrene mente, at den måtte være

død. De tog deres våben og gik ned til den. Bjørnen var død, men der var intet

at se. Så hørte de én, der sagde noget; og stemmen kom i retning fra bjørnens

bredside. I det samme så de først et ansigt og derefter et helt menneske, der

var rød over det hele, idet kroppen var skoldet og var hudløs. Det var

Nakasunnaq, der havde gjort hullet mellem bjørnens ribben større og var kommet

ud. Han løb op til huset og var nær ved at fryse ihjel. Han lå længe uden at

kunne røre sig, indtil kroppen heledes.

Brødrene flænsede bjørnen og bar kødet hjem. Først derefter gik isen.

Da det blev forår, tog Nakasunnaq sydover. Han rejste aldrig mere nordpå, da han havde fået nok af opholdet deroppe og frygtede (igen) at blive ædt af en

stor bjørn.

 

Var.: Nakasunnaq

oqalugtuaq Ikardlitsuarsungmik

Print
Dokument id:412
Registreringsår:1867
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, V. 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Olsen, Elias
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Ikardlitsuarsungmik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 807 - 810, nr. 165
Lokalisering:?
Note:

Ultrakort dansk resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II nr. 113, s. 130.

Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 136, s. 466: Arnarkuagsak / Arnaqquassaaq / Havkvinden / Havets Mor.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om Ikarlitsuarsuk.

Man fortæller om dem, at de havde et temmeligt stort overvintringshus.

En vinter frøs havet til så langt ud over havet, at der ikke var det

mindste åbent vand at øjne. På grund af al den is kom folk til at lide nød. De

manglede én, der kunne mane ånder. Den, der kunne mane ånder, skulle

få en ny kajakåre i belønning. I huset boede også Ikarlitsuarsuk og

hendes lillebror - med soveplads på den anden side af briksen

(àkimiorigamíkíngôq skal formentlig forstås sådan). Alt imens de nu så

voldsomt savnede én, der kunne mane ånder, sagde Ikarlitsuarsuks

lilllebror: "Ikarlitsuarsuk silat" (Silat er svær at oversætte, måske

skal det forstås således: Få Ikarlitsuarsuk til det, eller: Gid Ikarlitsuaarsuk ville - så han kunne få den åre). Da han blev ved med at sige det, fik Ikarlitsuarsuk ondt af ham. Derfor sagde hun, at

hun ville mane ånder.

 

Hun bad dem om at slukke lamperne. Da lamperne

blev slukket, gik hun ud af huset og videre ned til stranden. Der var

højvande, og imellem isstykkerne smeltede hun ned i havet. Hun kom til

at gå under vandet. Foran sig så hun hajer. De lignede store

sammenkrummede hunde. Vejen, hun skulle følge, var som æggen af en ulu

(krumkniv - kvindens kniv). Et lille hus kom til syne. Hun gik hen

til huset, og da hun nærmede sig det, hørte hun voldsom gråd

derindefra. Hun kom ned i gangen, og hun kunne høre en meget arrig

stemme derinde. Hun kom ind i rummet og så en stor kvinde, som var

rasende. Hun rodede i noget bag ved øret og trak et blodigt stykke

klæde frem. Det smed hun ud på gulvet. Hun rodede i noget bag ved det

andet øre og smed en baby ud. Hun skreg stadig af gråd. Hun blev ved

med at græde, og til sidst gav Ikarlitsuarsuk sig til at slås med

hende. Midt under slagsmålet blev den store kvinde mildere stemt. Da

hun nu var blevet formildet, gav hun tegn i retning af sidevæggen mod

nord, og i det samme begyndte en stor flok sæler at bevæge sig hen

imod udgangen. Der var utroligt mange sæler. Mens Ikarlitsuarsuk stod og så

på dem, lagde hun mærke til en netside, der var på vej ud. Den var så

smuk, at hun fjernede nogle hår fra lænden for på den måde at mærke

den, fordi hun gerne ville have den (sikkert skindet), hvis den blev

fanget. Idet hun flyttede (pilugssue - sikkert pitugssue: den store

lampefod) lidt til side, kom der alle mulige slags fugle ud. Da der

ikke var flere, gik Ikarlitsiarsuk ud. Igen vandrede hun under vandet

og kom op mellem isstykkerne; da var det blevet lavvande. Hun gik op;

og da hun kom ind i huset sagde hun: "Tænd lamperne igen." Der kom

lys, og hun sagde: "Når I tager ud på fangst i morgen, er der ingen,

der må prøve på at fange to sæler. I skal kun fange én hver.

 

Det troede de mange mænd overhovedet ikke på, for der var kun is at se

alle vegne. Næste morgen gik en mand ud og stirrede ud over havet. Det

var underligt for der var ikke den mindste smule is at øjne. Han

råbte ind til de andre mænd: "Gør jer klar til fangst, for der er ikke

et stykke is så langt øjet rækker." Først troede de ham ikke, men da

de kom ud og så det, blev de så glade, at nogle græd. De tog ud på

fangst og kom hurtigt hjem, hver med én sæl - undtagen én, der kom med

to sæler. Om aftenen sagde Ikarlitsuarsuk til dem: "I morgen må de,

der gerne vil, fange to; der er ikke længere restriktioner." Næste

morgen tog de af sted og kom tilbage med to sæler hver - og nogle med

tre sæler. Kun manden, der kom hjem med to sæler den foregående dag,

havde ikke fanget noget. Netsiden, der var blevet fanget, tilfaldt

Ikarlitsuarsuk. Lillebroderen fik den nye kajakåre. De begyndte at

spise kød hver dag; og det fortælles, at de den dag i dag spiser kød.

 

Var.: Rejsen til havkvinden. Havets mor. Qujaavaarsuk. De to små forældreløse. Nivikkaa. Isigaalaarsuk. Tuttus kone; Miteq. Søg også på Havkvinden / havkvinden, Havets herskerinde, Sødyrenes moder / mor.

oqalugtuaq ilumôrtoq / Qaakitsoq / Pinnersoq

Print
Dokument id:133
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Smidt, Lars Abelsen
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq ilumôrtoq / Qaakitsoq / Pinnersoq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 56 - 61, nr. 25
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift.

Orig. håndskr. findes ikke.

Peder Kraghs afskrift: NKS 2488, VI, ss. 61v - 66h med sideløbende oversættelse til dansk.

Nyligt oversat i Thisted 1999: Således skriver jeg, Aron, I: 259 - 261. Transskriberet til nugrønlandsk i

Thisted, Thorning og Grove 1999: Taamma allattunga, Aron, I: 259 - 261.

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

En sandfærdig fortælling.

Jeg har nedskrevet denne fortælling, fordi den er sandfærdig, og for at de sto-

re herrer (naalakkat) kan få noget at vide om den stærke mand.

Min bedstemoder Sisaalia (Cecilie) hed Qarmeq, før hun blev døbt. Hun havde

været med på rensdyrjagter med bue og pil, og hun havde også været med til at

drive flokkene. Hun kendte folk på strækningen fra Holsteinsborg / Sisimiut

til Jakobshavn / Ilulissat. Hun kendte den mand, der her skal berettes om.

Jeg, som skriver denne historie, har kendt denne stærke mands børnebørn. Og du,

min kære, kender bopladsen Ikerasaarsuk, hvor den unge mand, der senere blev

en meget stærk mand, boede.

I Ikerasaarsuk boede der en ung mand ved navn Qaqitsoq, som også blev kaldt

Pinnersoq. Han var i færd med at udvikle sig til en stærk mand. To stærke mænd

fra Jakobshavn havde sendt bud efter ham, for at de kunne prøve kræfter med

ham.

En vinter fandt fangerne under åndehulsfangst ved nordsiden af Ikerasaarsuk

en død narhval. Den trak man op på isen. Ved denne lejlighed var Pinnersoq også

til stede. Hans slægtninge stak lidt til ham her med at

ingen forældre ville have ham som svigersøn, og at han var blevet udfordret til

kraftprøve af to stærke mænd fra Jakobshavn. De mente, det var på tide, at han

viste, hvor stærk han var. Han kunne f.eks. prøve, om han magtede at løfte

narhvalen. Så gik Pinnersoq hen til den frosne narhval, greb dens tand med den

ene hånd og lagde den anden arm ind under hvalen og løftede den. De andre

fortsatte drillerierne og ville også se, om han kunne få narhvalen op ovenpå et isfjeld, der var frosset fast på isen. Det kunne Pinnersoq.

 

Da det blev forår, samledes en hel masse mennesker fra mange bygder i Aasiaat-

området og rejste sammen med Pinnersoq ind i Diskobugten. De slog lejr ved

Orpissut lidt syd for Qasigiannguit. På den anden side af fjorden havde folk

fra Ilulissat og fra bygderne i Torsukattak lejret sig. De besøgte hinanden

og arrangerede danse- og sangfester.

 

En dag tog folkene fra Ikerasaarsuk sammen med deres støtter fra Aasiaat-egnen over til dem på den anden side af fjorden, og Pinnersoq stillede sig -

trods broderens, Kamitseqs advarsler - udfordrende op mellem folk fra

Ilulissatområdet, der straks omringede ham. Den første udfordrer væltede

Pinnersoq hurtigt til jorden. Angrebene på Pinnersoq blev ved i det uendelige

for at udmatte ham; Pinnersoq lagde dem ned på stribe - alle

uden undtagelse. Efter benbevægelserne at dømme blev Pinnersoq mere og mere

oplagt og ivrig.

 

Endelig trådte den ene af de to egentlige udfordrere frem, og han og Pinnersoq

begyndte at brydes. Det lykkedes udfordreren at tvinge Pinnersoq ned på knæ, men

kun på det ene. Pinnersoq ville afbryde kampen, men blev opfordret af de

andre til at fortsætte, fordi han jo ikke var blevet væltet omkuld. Det

varede ikke længe, så løftede Pinnersoq sin modstander og slyngede ham ud, så

han landede foran folk og opgav kampen. Derefter trådte den anden udfordrer

fra Ilulissat frem. Denne stærke mand, som hed Kutsinersuaq, løftede straks Pinnersoq op på skulderen. Pinnersoq blev meget bange for, at Kutsinersuaq

skulle smide ham bagud med hovedet nedad; men i stedet for satte han ham hårdt

ned på jorden foran, og Pinnersoq ramte jorden på en så heldig måde, at han ikke

sank i knæ. Nu var det Pinnersoqs tur til at angribe modstanderen. I stedet

for at prøve at løfte ham, trykkede Pinnersoq modstanderen fra oven og ned på

skuldrene så hårdt, at det knasede, og hans knæhaser gik i stykker. De, der

holdt med Pinnersoq, skreg af begejstring. Kutsinersuaq sank ned på jorden og

jamrede af smerte. Pinnersoqs storebror, Kamitseq, som var åndemaner, gik hen

til ham og lavede kunster ved at puste på knæhaserne, så smerterne aftog.

Pinnersoq fór uroligt rundt mellem folk, han ventede flere angreb, men ingen

turde. Så begyndte Pinnersoq at synge den sang, der var lavet til lejligheden,

og som de på forhånd havde øvet sig på. De blev helt tossede af sejrsrus. De for

rundt sammen med Pinnersoq og smadrede og trampede teltene ned - først de to

udfordreres og siden de andres. De rasede som sindssyge og hånede deres

modparter. Pinnersoq, som før havde svært ved at blive accepteret som mulig

svigersøn, valgte nu uden vanskelighed en pige fra Ilulissat / Jakobshavn til kone og tog hende med tilbage til Ikerasaarsuk.

 

Fortælleren, Lars Smidt, opfordrer til slut Kragh til at oversætte fortællingen,

så at hans overordnede (naalakkat) kan komme til at høre den sandfærdige

fortælling. Lars Smidt selv havde som barn boet i samme hus som Pinnersoqs børn,

i 1798. Moderen Lydia havde oplært hedningene i den kristne lære. Et af

Pinnersoqs børnebørn, Susanne, levede endnu på det tidspunkt, da Lars Smidt

nedskrev fortællingen, og boede på Kitsissuarsuit, Hunde Ejland.

 

Hist.: Historisk fortælling om rejser, der bl.a. lokaliserer et samlingssted, aasivik, nær Qasigiannguit i midten af 1700-tallet med kraftprøver, smædesange og seancer.

oqalugtuaq ilumôrtûgaluaq iliarssúnguamik / Kaassassuk

Print
Dokument id:134
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Smith, Lars Abelsen
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq ilumôrtûgaluaq iliarssúnguamik / Kaassassuk
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 61 - 67, nr. 26
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift:  NKS, 2488, VI, ss. 66 - 79 (Rinks paginering).

 

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 1 ss. 45 - 51 har Rink sammenstykket ialt 9 varianter inkl. denne og nogle fra Labrador. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 1, pp. 93 - 99: Kagsagsuk.

 

For en anden oversættelse til dansk se Thisted: "Som perler på en snor...". PhD-afhandling, Kbh. Univ. 1993, Tekstsamling, s. 96 - 100: En fortælling som skulle være sand ....

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om en forældreløs (En beretning, som skulle være sandfærdig).

Jeg, L.A. Smidt, anser også denne fortælling, som jeg har hørt flere gange,

for at være sandfærdig, selv om nogle af de bedrifter, der er omtalt, virker

usandsynlige. Men der er synlige beviser på de omtalte bedrifter, som er kendt

af alle på hele den langstrakte kyst. Helten har jo berejst kysten fra nord til

syd, efter at han var blevet en stærk mand. - Min kære ven! Du har også besøgt

det sted, hvor han voksede op - Tartunaq i nærheden af Saqqaq. Her findes en

stensætning, som man næsten ikke kan tro, kan være lavet af menneskehænder.

Denne stærke mand har, i modsætnnig til Pinnersoq, været en pralende og hovmodig

person. De forfærdelige vilkår, han levede under som barn, er blevet skildret

troværdigt.

I gamle dage, da den kristne tro endnu ikke var kendt, var folk meget ubarm-

hjertige. Gudskelov og tak, at disse tilstande ikke længere eksisterer i vort

land. Herunder fortælles om vor helts barndom.

 

Der var engang en dreng ved navn Kaassassuk, som levede blandt ubarmhjertige

mænd. Han og hans fattige plejemor levede i en hule, som de havde gravet fra

husets gang ud til siden. Kaassassuk sov ude i gangen mellem hundene, hvor der

var varmere. Når mændene om morgenen skulle ud, slog de hundene og Kaassassuk

med. Kaassassuk hylede sammen med hundene.

 

Når mændene festede og spiste inde i huset, kunne Kaassassuk kigge ind ude

fra indgangen til rummet. Mændene trak ham op over tærskelen ved at stikke

fingrene i hans næsebor, som af den grund blev meget store; og det må have gjort

frygtelig ondt. Kun én mand ynkedes over Kaassassuk og løftede ham op ved at

tage ham om kroppen. De gav ham noget frossent kød at spise uden kniv. Engang

fandt Kaassassuk et stykke jern og satte det fast mellem tænderne for nemmere

at tygge det hårde kød.

 

Efterhånden som han voksede op, blev Kaassassuk træt af denne evige mishandling;

og han begyndte at gå ture på fjeldene. Han råbte ud i det blå: "Gid jeg kunne

blive en stærk mand."

En dag, da han råbte, så han et dyr, der lignede en ulv. Kaassassuk flygtede,

men blev indhentet. Dyret viklede sin hale omkring drengen og slyngede ham fra

sig, så han i sit fald ramte jorden. (Noget af det efterfølgende er måske ikke

så troværdigt): Da han blev slynget ud, hørtes der raslen af ben fra en sæls

baglaller, fortælles der. Dette fabeldyr blev kaldt kraftens herre. Men jeg

mener, at han måtte være Satanarsi (Satan). Første gang han blev slynget ud og faldt ned på jorden, trillede han ret langt væk, og han kunne ikke stå oprejst. Anden gang trillede han også, men der faldt færre sælknogler ud. Tredie gang lød det, som om de resterende sælknogler faldt ud. Fjerde gang blev han stående et stykke tid, og der kom ingen sælben. Femte gang blev han stående. Dyret blev ved med at slynge ham ud, indtil det ikke længere kunne vælte ham. Dyret sagde til ham: "Nu er du blevet en stærk mand." Kaassassuk vendte tilbage til sit leje ude i gangen.

 

En nat da Kaassassuk var på vej ud af gangen, løftede han med sin ryg det frosne

tunge loft på gangen op, så det smadredes. Mændene opdagede det om morgenen og

undrede sig meget over det; for kun en stærk mand ville være i stand til at øde-

lægge det solide loft. Nogle af de unge mennesker på stedet brystede sig, for

at de andre skulle tro, det var dem, der havde gjort det. Ingen skænkede

Kaassassuk en tanke.

 

En anden nat gik Kaassassuk ned til det sted, hvor konebåden lå fastgjort,

sikret for vinterstormene. - Du har selv set, Kragh, hvordan man gjorde det. -

Kaassassuk løsnede det frosne underlag og løftede det hele. Mændene opdagede, at

konebådene var blevet løsnet og vendt om; og de undrede sig over det. Nogle af

de unge på stedet ville gerne give udseende af, at det var dem, der kunne have

gjort det, men den efterfølgende nat satte Kaassassuk konebåden på plads.

 

En dag viste der sig tre isbjørne på isen, og mændene løb ud for at jage dem.

Kaassassuk fik travlt og ville ud, men havde ingen anorak. Plejemoderen lånte

ham sine kamikker og sin sælskindsanorak, idet hun, nærmest for at gøre nar af

ham, sagde: "Skaf mig så brikseskind og overdyne." Kaassassuk løb af sted, så

snipperne på hans pels slyngedes bagud. Pigerne grinede ad ham og tænkte, at han

var blevet tosset. Han løb forbi den ene mand efter den anden. Hvergang han

passerede én, udslyngede han et skældsord og nævnte et lækkeri, han altid

havde længtes efter at spise. Det hovmod, Kaassassuk udviste, var noget helt nyt

for mændene. Nu var Kaassassuk kommet forbi dem alle sammen. Mændene stod blot

og så på, hvordan Kaassassuk drev isbjørnene op på et isfjeld. Her tog han

moderen i benene, slyngede den imod isfjeldet og dræbte den, som om det var en

ræv eller en hare. Den samme skæbne fik de to andre. Kaassassuk satte sig

derefter ned på isfjeldet og ventede på mændene. Da de endelig kom, var de

anderledes ydmyge. Den ene isbjørn forærede han dem, der var sammen med ham. De

to andre bar han hjem - den ene på skulderen og den anden under armen. Disse to

forærede han sin plejemor, idet han sagde: Nu har jeg skaffet dig både

overdyne og brikseskind. Stedets unge mænd, som tidligere elskede at give

udseende af, at det var dem, der besad skjulte kræfter, skammede sig. Og de,

som før havde gjort nar af Kaassassuk, kappedes underdanigt om at gøre ham

tilfreds. Da Kaassassuk var gået ind i sin hule, råbte mændene ind: "Her er et

par kamikker til Kaassassuk, og her er et par bukser." Pigerne sagde: "Jeg vil sy

et par kamikker til Kaassassuk, og jeg vil sy et par bukser." Mænd tilbød ham

deres døtre til kone. Men Kaassassuk valgte datteren af den mand, som havde

været god imod ham, selv om hun ikke var så smuk som de andre, og selv om hun

var snottet. Kaassassuk gjorde sine gamle plageånder bange og revsede dem, idet

han sagde: "I har været onde imod mig, det vil jeg også være imod jer." Sådan

demonstrerede Kaassassuk sin styrke og blev meget hensynsløs. I nord og i syd

var han berygtet for sin hensynsløse adfærd.

 

Fortælleren fortæller til slut, at han flere gange har set Kaassassuks hus på Saqqarliit-landet ved Egedesminde. Kragh har sikkert også

set huset. Et andet sted, der kaldtes Nuussaq, havde Kaassassuk lavet bjørne-

fælder på samme måde, som man lavede rævefælder. Josef Vile og Jens Brandt var

blandt dem, der havde set disse bjørnefælder. Hvis de store herrer eller kongen

ønskede beviser på, at historien var sand, ville det være en nem sag at få en af

de store sten fra bjørnefælden eller fra en af festpladserne i Saqqaq sendt til

Danmark med et skib. - Qaqitsoqs (Pinnersoqs - søg denne) bedrifter var virkelige, for L.A. Smidts (fortællerens) bedstemor kendte jo Qaqitsoq personligt. Og beretteren slutter: "Men jeg har ikke truffet ældre mennesker, der skulle have oplevet og kendt Kaassassuk. Dog er der synlige beviser på hans bedrifter. Jeg, som skriver disse linjer, har set hans hus på Saqqarliit-landet mange gange."

 

Var.: Kaassassuk.

oqalugtuaq Ilupârusiarssungmik / Qivítoq / qivittoq

Print
Dokument id:270
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Motzfeldt, Peter
Mellem-person:Motzfeldt, Peter
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Ilupârusiarssungmik / Qivítoq / qivittoq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 468 - 469, nr. 140
Lokalisering:Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Dette håndskrift må være en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores. Håndskriften ligner ikke Peter Motzfeldts, hvis man sammenligner med Rink 2488 V, 4' nr. 202, hvor PM selv har skrevet på dansk.

Ultrakort resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 137.

Oversættelse ved Apollo Lynge:

Fortællingen om Ilupaarusiarsuk

Engang ville Ilupaarusiarsuk have sin datter til kone og gå i seng med hende. Men datteren ville selvfølgelig ikke, og faderen drog bort for at blive fjeldgænger / qivittoq. Han gik og gik, langt ind i indlandet. Langt derinde så han på et tidspunkt ovenfra to kæmper, der endnu var på lang afstand. Han dukkede i skjul og nærmede sig dem mens han holdt sig skjult. Da han mente, han var tæt nok på, kiggede han ned og sørgede for kun at vise det halve af ansigtet oppe over en lille kløft. Mens han så kiggede på dem, så den ene af dem op og sagde: "Da Ilupaarusiarsuk forgæves har søgt at få sin datter til kone, er han deroppe som fjeldgænger." Da han sagde dette, drog Ilupaarusiarsuk videre, væk fra dem til et andet sted, også for at komme væk derfra.

Da han var kommet langt væk fra dem så han to små mennesker ovenfra, to små dværge / inuarullikkat. Endnu engang begyndte han at mærme sig dem uset. Han var så heldig at finde en lille kløft og ville kigge efter for at se dem, og igen med kun det halve af ansigtet over kløften. Han så efter, og jo, dernede var de med ryggen til ham. Den ene af lilleputterne så et kort øjeblik på ham, vendte sig bort igen, og sagde så: "Da Ilupaarusiarsuk forgæves har søgt at få sin datter til kone, siges det, at han er deroppe som fjeldgænger." Lidt senere sagde han så: "Du er godt i gang med at forpeste vores dejlige jagtområde med ækle lugte, gå hjem dit fjols." Godt skræmt kunne Iluparusiarsuk så ikke andet end vende hjem.

Her slutter fortællingen.

Var.: Ingen i denne bases samlinger.

Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.

Hist.: Moralen er gældende i traditionel som nyere tid, men det er nyt, at ånderne spiller dens vogtere som her.

oqalugtuaq Inungmik qavungnartumik / Faderen som blev hævnet

Print
Dokument id:288
Registreringsår:1861
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Amos Daniel
Nedskriver:Amos Daniel
Mellem-person:Hansen, Einar
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Inungmik qavungnartumik / Faderen som blev hævnet
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 545 - 550, nr. 159
Lokalisering:Illorsuit / Uummannaq
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., muligvis fra Rink 2488, III nr. 336-345, der er nedskrevet af Amos Daniel i omtrent ulæselig håndskrift.

 

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 14 ss. 79 - 86 har Rink sammenstykket ialt 3 varianter inkl. denne. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 10, pp. 132 - 143: Kunuk, the Orphan Boy.)

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om Kunuk, der rejste sydover.

 

Kunuk, som havde to mindreårige sønner rejste sydover. Da det blev efterår,    flyttede de ind i deres vinterhus. De kom til at bo på en boplads, hvor der boede mange mænd, der var drabsmænd. Kunuk plejede at sige til sin kone, at han, når de ville dræbe ham, ville skrige af fuld hals. En dag da Kunuks husfælle var ude i kajak, traf han Kunuk, som sad i sin kajak og var blevet ramt af så mange kastevåben, at kajakken ikke var i stand til at kæntre. Han roede hjem og fortalte Kunuks sønner, som var nede ved stranden for at tage imod ham, at de skulle gå op (og fortælle? Chr. B.), at deres far var blevet dræbt og at kajakken ikke var i stand til at kæntre (her forekommer der en glose, 'kanijangaqángilatik', som jeg ikke kender, og af den grund ikke har oversat -

Chr. B.). De gik grædende op. Da de kom ind, sagde Kunuks enke (?) til sin husfælle, at han skulle lave et forrådshus uden om husgangen og på gulvet (natikkut - under gulvet? Chr. B.). Det klarede husfællen. Bopladsfællerne kom hjem, og den ene efter den anden gik op på taget af enkens hus og sprang op og ned på det.

 

Så kom der en tid, hvor det sneede så kraftigt, at fangerne ikke kunne

tage på fangst flere dage. De kom til at sulte, og de kom med forskellige

ting, f.eks lamper, som de tilbød for noget spiseligt. ('pissaríngilât' står der

her. Det kan betyde, at de ikke fik noget spiseligt? Chr. B.).

 

Så slap forrådet op. Kunuks enke ('nulia', hans kone) sagde: "Jeg vil gøre

et eller andet for at skaffe godt vejr." Næste dag var det skyfrit. Hvis det

virker ('sungniúkune'), vil det også være skyfrit den efterfølgende dag. Der var

kommet is på havet. Hun sagde: "Jeg vil få isen til at revne. Når vi vågner

imorgen, vil isen være revnet!" Næste morgen kiggede de ud af vinduet og så,

at isen var revnet, og inde i huset ('igdluane) var der en tejst. Han (det er vel

husfællen? Chr. B.) gik ud tidligt om morgenen og kom tilbage om aftenen. Det

viste sig, at han havde været nede ved stranden helt alene (ingen andre mænd var

kommet derned, skønt man nu kunne tage på fangst igen - B. S.). Tidligt næste morgen gik han ud. Det viste sig, at han gik hen til sine bopladsfæller. Da han gik ind, sagde han: "Er der ingen levende tilbage hos jer?" Dagen efter fulgtes

enken med ham til bopladsfællerne. Inde i huset gik hun fra den ene ende af

briksen til den anden og rykkede mændene op ved at tage dem i håret, idet hun

sagde: "Sådan en slags mandfolk (?) ('angutaussorssuaq')!" Hun gik hele vejen

rundt, hvorefter hun gik hjem. Da det blev sommer, døde hun.

 

Efter moderens død, sagde husfællen til sønnerne: "I skal koncentrere jer

om at øve jer i at kaste sten ved hjælp af en slynge!" De blev så dygtige til at

bruge en slynge, at de begyndte at fange sæler. Når de havde været ude at gå

ture, kom de tilbage med itureven sælskindsanorak. De de en dag tog af sted på

en af deres ture, fulgte deres plejefar efter dem. Uden at de så ham, kiggede

han frem fra sit skjul og så, at drengene legede med en stor isbjørn midt på en

stor slette. Når bjørnen var på vej hen til den ene af dem, tog den anden den i

halen og trak den til sig. Han gik ned igen, uden at de så ham. Som sædvanlig

kom drengene hjem med itureven sælskindspels.

 

Så skete det en dag, at nogle af drabsmændene var på vej ind til deres

boplads i mange konebåde. Drengene placerede sig på et lille næs ved deres bo-

plads. Med en slynge, der var lavet af hvalrosskind, kastede den yngste en sten

imod en af de forreste konebåde og ramte den, og stenen gik igennem begge sider

af konebåden og lavede to huller. Så slyngede de sten mod alle

konebådene. Da de sidste vendte om, ramte den yngste båden på stævntømmeret

('niutautigut') så der gik hul i begge sider (det er lidt svært at forestille

sig hvordan nøjagtigt - Chr. B. Måske gik stenen tværs igennem begge sider af stævnen, BS). Således udryddede de dem og hævnede sig på denne vis.    

 

Efterhånden kunne den ældste af brødrene ikke klare sin lillebror, hvad

angik styrke, men lillebroderen døde. Den ældste af brødrene fik sig en kone, da

han blev voksen. Så rejste han sydover. Når han tog af sted fra en boplads, og

folk ikke længere kunne se konebåden, gav han sig til at padle, og det gik

hurtigt, som var båden drevet frem af sejl. Han placerede sine plejeforældre og sin kone midt i konebåden, og når de nærmede sig et beboet sted, lod han sine plejeforældre og sin kone ro. Sådan ankom de engang til en boplads med mange huse. Så snart konebåden lagde til, kom stedets stærke mand om bord på konebåden. Han skrævede over konebådens tofter og tog hans kone, som han gik med op til sit hus. Da han havde trukket konebåden op på stranden, kom der en mand og inviterede ham hjem. Inde i huset spurgte manden ham: 'Ikitarpit?' (jeg ved ikke, hvad det betyder - Chr. B.). Han svarede "Jeg har endnu ikke set noget." Så sagde værten: "Gå længere ind i huset. Han vil dræbe dig (det er et gæt. - 'tivfardlutit' trække dig længere op på stranden/landet - Chr. B.)." Da han sagde dette, tog han sin tromme og gav sig til at danse rundt, idet han holdt trommen med strakt arm. Mens han dansede, sagde han "Sådan plejer han at bære sig ad. Duk dig." Gæsten dukkede sig, så kun hans hage ragede frem, selvom han græd. Da værten løftede armen, lagde gæsten mærke til, at han skævede op. Kastevåbenet ramte dér, hvor Qattua (det hed storebroderen åbenbart - Chr. B.) havde siddet. Den anden sagde: "Sådan skal du gøre." Igen begyndte værten at danse rundt. Denne gang lagde Qattua mærke til, at hans øjne vendte ned. Da værten kastede våbenet, hang Qattua oppe på loftsbjælkerne. Den anden sagde: "Du skal bære dig sådan ad." Så lærte han ham en vise og sagde: "Jeg vil følges med dig, når han inviterer dig op." Derpå demonstrerede værten sine kræfter ved at løfte et sortsideskind fyldt med sand op flere gange. Han satte dem ned på gulvet og sagde: "Selv om jeg er i stand til at gøre den slags, kan jeg ikke komme til at se min kone. Prøv nu, om du kan klare det." Gæsten løftede dem uden vanskelighed. Værten sagde igen. "Du skal bære dig sådan ad."

 

Så kom der én og bad gæsterne komme op. De gik ud af huset og straks var de ved den stærke mands hus 'piniussuanik ikallutik' (det kan jeg ikke få nogen mening ud af - der var mange, kan skulle sørge for? Chr. B. Han havde vel mange koner - og børn? BS). Han (Qattua?) kiggede ind i gangen og så, at hans yngste stedsønner ('den stærkes' stedsønner? BS.) stod i en lang række langs hele væggen - alle  bevæbnet med knive. Først sprang ledsageren op på indgangen til rummet; 'imâtdlât ilatik kapúpât' ('kapúpât' kan jeg ikke tyde - Chr. B.). Så sprang gæsten også op. Den stærke mand sagde til sin kone: "Hvor er trommen?" Konen svarede: "Hvor plejer den ellers at være?" Hun stak hånden ind under briksen og trak et stort sværd frem. Han sagde til dem udenfor (silamut): 'quiserquvdlugit' (sådan står der vist, og det skulle ordret betyde: at man skal hjælpe dem med at tisse. Det lyder mærkeligt - Chr. B.). Stedbørnene strømmede ind. Hvergang der viste sig én, der var meget svær, spurgte han (Qattua) den anden, om det var ham med balder på begge sider ('illuttut mululik') (dobbelt røv, både foran og bag). Den anden svarede, at det bare var hans stedsøn. Endelig var der én, der sprang op på indgangen. Qattuas ledsager sagde: "Det er ham den store, der kom ind i hullet ('putumut')." Den stærke mand kom ud på gulvet og sagde: "I må hjælpe til allesammen." Han gav sig til at danse rundt. Så bad han gæsten dukke sig. Det gjorde han, så kun hans hage ragede frem. Da han løftede armen, lagde Qattua mærke til, at han skævede op, og idet han kastede spyddet, sprang han til side. Kastevåbenet ramte det sted, hvor han havde siddet. Så tog han sit våben igen og gned det ('tanillugu' - kan også betyde, at han smurte det med noget - Chr. B.). Idet han begyndte at synge, sagde han til sine koner: "I må alle hjælpe til." Da han begyndte at synge 'mássa navsuiartut kingornussut ('navsuiartut' de, der forklarede? 'kingornussut', kingornuvoq = er den eneste, der er tilbage. Svært

at få mening ud af det - Chr. B.), hjalp man til. Så bad han gæsten dukke sig. Det

gjorde han, så kun hans hage ragede frem. Qattuaq mente, at øjnene vendte ned.

Idet han kastede våbenet, sprang han op og hagede sig fast under loftsbjælkerne.

Våbenet ramte det sted, hvor Qattuaq havde siddet. De andre sagde til Qattuaq:

"Tag trommen fra ham." Han gik hen til den stærke mand og tog trommen fra ham -

og med den kom han ud på gulvet. Så såre Qattuaq nævnte det første ord i sangens

tekst, sang den anden med. Kun han og Qattuaqs kone sang med. Han var lige ved

at være midtvejs i sangen, så stillede stedsønnerne sig op i rummet. Da han var

midtvejs i sangen, sagde den anden: "Det er en dansevise!" Mens de foregav at danse ('tivaniarpalungniartut' - mens de så ud, som om de forsøgte sig

med at danse - Chr. B.), blev der sagt: "Duk dig, vores stærke mand." Han dukkede

sig, og Qattuaq løftede armen og lod i første omgang, som om han ville kaste

våbenet. Da han så endelig kastede det, ramte han ham i halshulen (ovenover

brystbenet). Så smed han sin tromme, idet han sprang ud gennem vinduet og

flygtede. Hans kone sagde, at han skulle gå ned til konebåden. Så var der igen

én, der greb ham bagfra. Han så tilbage og opdagede, at det var ham med balder

for og bag. Da denne greb ham, sagde Qattuaq: "Vi kan

brydes deroppe (måske var det ham med balder for og bag, der sagde dette?

Chr. B.). De kom til stedet, hvor der stod en sten midtpå ('taratsunik' med salt,

kan jeg ikke få nogen mening ud af - Chr. B.). Imod denne sten slog han hælen, så den flækkede, og straks sank han i knæ. Manden med balder for og bag kastede sig over ham, men nedefra trykkede Qattuaq ham til, så han smadredes ('qâqâ). Så forlod han ham og gik nedad. Den anden (hans oprindelige vært) gik hen til ham og

sagde: "Hans 'nâkissua' (jeg ved ikke, hvad 'nâkísuata' betyder - Chr. B.) er fremsiger en trylleformular over ham, så han kan blive rask igen. Gå hen og se

til ham (den stærke mand)." Han gik hen til huset og kiggede ind gennem vinduet.

De var ved at få ham til at sætte sig op. Hovedpuden bestod at bare bukser (hans

kones bukser). Da de havde tilføjet ham med balder på for og bag kvæstelser, gik

de ind. De fik den stærke mand ud og begyndte at partere ham i alle leddene.

Stedsønnerne - dog ikke alle sammen - var med i parteringen og hævnede sig på

ham på denne måde. Da han (formentlig Qattuaq - Chr. B.) skulle til at tage af

sted, sagde den anden til ham: "Tag din kone med, jeg vil også tage min kone

med." Han havde besvær med at få fat i sin kone, men fik hende med til sidst.

Der var mange, der takkede, fordi de fik deres koner tilbage. Han tog af sted

sammen med sin kone. Slut.

 

Var.: Kunuk - men med stærkt afvigende indledende afsnit.

 

Kommentar: I alle Kunuk-fortællinger er det Kunuk, der er helten, mens der intet forlyder om hans eventuelle sønner. Fortælleren, Amos Daniel, giver sig ofte sine idiosynkratiske associationer mellem episoder i vold.

 

Var.: Kunuk

oqalugtuaq Ipisánguamik / Ipisánguaq

Print
Dokument id:1073
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Amos (Ammon)
Nedskriver:Nissen
Mellem-person:Nissen
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Ipisánguamik / Ipisánguaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 650 - 653, nr. 185
Lokalisering:Nunarsuit: Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

Kortfattet oversættelse i Rink 1866-71, I: 175-176.

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 242 - 244: Ipisannguaq. Transskriberet til nugrønlandsk i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 242 - 244: Oqaluttuaq Ipisannguamik.

 

Fyldig oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 56, som den anden af to "mærkværdige" fortællinger om angakkut, ss. 175 - 176.

Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 45, The Angakok's Flight to Akilineq, som den anden af 3 fortællinger under denne overskrift, s. 274 - 276.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om Ipisannguaq.

Han, som ikke skulle være angakkoq / åndemaner ('angakûvsãngitsúnguaq' / bestemt til at være åndemaner / et åndemaneremne), begyndte at beskæftige sig med åndemaning.

 Engang, han manede ånder, sagde han: "Hvor mon det befinder sig, som mine forfædre (kan også være: forgængere. CB) talte om, hvor der

på den nordlige side af et hus var et stort blodigt sværd". En gang han manede

ånder og fløj gennem luften og 'sila saqilerpâ' (rejse verden rundt - ifølge Rinks tilføjelse, CB). Da han kom hjem sagde han ikke noget om det. Næste gang det blev mørkt, manede han igen ånder og tog vestover til Akilineq. Han så et hus og på den nordlige side så han et stort blodigt sværd. Han landede bag huset, hvor han afførte sig sit flyveredskab (? autdlatine - måske remmene man bindes med til åndeflugt, BS) og stillede sig ved husgangen. Et menneske kom og kiggede på ham. Dets øjne lignede øjnene på et sæl- eller hvalfoster. De var dunkle og uklare. Mennesket gik ind igen uden at se ham. En anden kom ud og kiggede på ham. Hans øjne lignede sortebær. "Kom indenfor!" sagde han. Han gik ind. Undervejs ind sagde mennesket: "Du træffer det rigtige tidspunkt. De skal lige til at spise." Åndemaneren sagde: "Min familie vil nok som de plejer ikke tro mig. Måske skulle jeg have en stedfortræder!" "Jeg kunne jo godt være din stedfortræder", sagde mennesket, "men jeg bevæger mig så langsomt." Så bandt de ham og han hævede sig op i rummet og kom ud gennem husgangen, og han så lutter stjerner blinke; men den anden morede sig sammen med dem i huset hele natten. Da det var ved at blive morgen sagde han: "Natten er ved at være forbi, jeg må hellere se at komme hjem." Så tog han af sted østover. Forude så han en stor flamme, og det så ud som om der var mange kajakker omkring den (el. ifølge Rinks tilføjelse: så hele egnen blev oplyst). Da de (åndemaneren og hans stedfortræder) passerede hinanden, nåede de lige at smile stort, og så var de forbi hinanden.

 

Om aftenen bandt de ham igen, og han tog igen af sted til Akilineq. Manden fra Akilineq sagde: "Man kan høre hans stemme østfra." Så blev også han bundet, og han (stedfortræderen) tog af sted østover. De passerede hinanden og smilede stort til hinanden. Men åndemaneren fra Akilineq endnu opholdt i huset (hos Ipisannguaqs fæller) sagde han: "Nu kan man høre hans stemme." Så blev han bundet, og da de passerede hinanden sendte de hinanden et stort smil.

 

Da Ipisannguaq dagen efter var ude i kajak, hørte han dem der boede nord for dem sige: "Ipisannguaq, som ikke skulle være åndemaner, har fået en stedfortræder fra Akilineq. Lad os tage hen og overvære hans åndemaning!" Da Ipisannguaq kom hjem sagde han: "I dag hørte jeg mændene fra Qassimiut sig, at de ville komme og overvære Ipisannguaqs åndemaning, han som ellers ikke skulle være åndemaner." De gik i seng, og da han dagen efter skulle ud på fangst, sagde han: "Hold øje med Allaangusuarannguaqs lille næs i dag!" Og hver gang de dagen igennem gik ud, kiggede de på Allaangusuarannguaqs lille næs, men der var ikke noget særligt at se. Men da en af dem lidt før eftermiddag gik ud så han den ene kajak efter den anden og den ene konebåd efter den anden komme frem fra det lille næs. En hel flåde af kajakker og konebåde blev det til. Da sagde en af dem: "De kommer jo til at stå som sild i en tønde!" En anden tog så sin gode gamle støvletrækker (kammiut) frem og strakte huset ud så det blev større. Alle de ankomne vrimlede ind, men rummet blev ikke fyldt helt op. Ipisannguaq kom hjem fra fangst, og om aftenen gjorde han sig klar til at mane ånder. Han blev bundet, kom ud af huset, og så var han på vej vestover til Akilineq. Og åndemaneren fra Akilineq kom til hans hus som stedfortræder. Hele natten morede de sig sammen med åndemaneren fra Akilineq. Da det var ved at være morgen sagde åndemaneren fra Akilineq: "Nu kan man høre hans stemme!" Forude så Ipisannguaq den der gevaldig store flamme, og omkring den mange andre flammer.

 

Da de, der var kommet for at overvære åndemaning, var taget hjem, rejste Ipisannguaq på besøg til Qassimiut. Om aftenen sagde en af dem til ham: "De kære fangere har i længere tid kun fanget een om dagen. Du plejer ellers at skaffe noget til veje". Han sagde: "Men hver gang skaffer jeg lidt (? CB har ikke villet oversætte disse linier, fordi afskriveren åbenbart er kommet til at skrive pilersar... i stedet for pilersor... (forsyner med/skaffer), BS). En af dem sagde: "Kom nu, prøv nu at skaffe noget." Han begyndte (? BS) og fik uden for huset øje på en dejlig ung pige (? BS). Han gav sig så til at mane ånder, og mens det stod på fik han et godt nok enormt isbjerg til at bevæge sig hen imod sig. Da det nærmede sig, gik der (ligefrem?) en stærk strøm langs med det. Så begyndte kvinderne at træde frem på gulvet, men netop den dejlige unge kvinde, som han ønskede at se, trådte ikke frem. Da hun så var på vej ud på gulvet, så han at det var en med et nyt topbånd. Han kiggede ud, og da var den stejle side af isbjerget var ved at vende sig ind over land. Han forsvandt lynsnart ned i jorden.

 

Ipasannguaq skyndte sig nu hjem og faldt ned i huset gennem taget og sagde: "Skynd jer at tænde lys. Jeg har dræbt dem alle i Qassimiut." Netop som man fik tænkt, så man at Qasimiutternes åndemaner var neden for husene, og hans snakkede om at hævne sig: "Lad også mig mane ånder!" Men ovenfra slog de sten ned på ham, så han sank længere og længere ned. Og til sidst kunne de ikke længere høre hans stemme.

 

Dagen efter roede Ipisannguaq ud i kajak og hen til husene (i Qassimiut). Han gik i land og så sig omkring. Der var ikke sten på sten tilbage. Det store isbjerg, der væltede og kælvede, havde sat vandet i oprør, og bølgerne havde knust husene og trukket hver eneste sten med ud i vandet.

 

Det var den store unge pige, viste det sig, der havde født et barn i dølgsmål (anngiaq). Derfor fik hun udryddet alle de andre. Slut.

Skrevet af Amos (? Ammon, ifølge Rink 1866-71,I:361)

 

Var.: Troldbåden, der hævnede og blev hævnet; Quertitsialik; Tungujorlersaaq;

Ipisánguaq; Kragh nr. 84;

 

Vedr. udveksling med hjælpeånder, der kan underholde åndemanerens tilhørere mens han selv er i det fremmede land, er det en fast episode i østgrønlændernes fortællinger om angakkoq-rejser til det store tidevands land: J. Rosing 1963: 199 - 202; 212 - 213; Innartuaqboens himmelrejse.

 

Hist.: Rink har tilføjet den kommentar i afskriften (håndskriftet), at Rasmus Berthelsen tidligere har hørt fortællingen, og derfor er den ikke lokal - dvs. fra Qaqortoq-distriktet. Det er der kun få fortællinger der er, selv om de historiske selvfølgelig har haft en lokal oprindelse. Muligvis har en ulykke forårsaget af et kælvende isbjerg i Qassimiut givet anledning til at begrunde det skete med denne fortælling, der kendes i flere versioner, hvor det blot er i Akilineq ulykken sker. I Amos' (eller Ammons) version hér, hersker der derimod lutter positive relationer mellem de to parter, grønlænderne og Akilineq-boerne. Det kan skyldes det kendskab man har fået til stammefrænder i Labrador, hvor et par af herrnhuternes grønlændere havde været på besøg hos brødremeningheden derovre.

Adam Becks beretninger om Akilineq fra selvsyn i Atuagagdliutit, blev først trykt nogle år efter ovenstående fortællings nedskrift. Søg på Petersen, Robert, 2000

oqalugtuaq Isigâsoramik ikerasánguame nunalingmik

Print
Dokument id:282
Registreringsår:1861
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Amos Daniel
Nedskriver:Amos Daniel
Mellem-person:Hansen, Einar
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Isigâsoramik ikerasánguame nunalingmik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 524 - 531, nr. 154
Lokalisering:Illorsuit / Uummannaq
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., muligvis fra Rink 2488, III nr. 336-345, der er nedskrevet af Amos Daniel i omtrent ulæselig håndskrift.

Kort resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II, nr. 118, s. 132 - 133. Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 139, s. 467 - 468: Isigarsigak and his Sister.

 

Kort resumé.

 

Isigaarsigaq bor sammen med mor og søster (3. fort. med denne titel i samlingen, men indholdet er et ganske andet). Om vinteren forvandler Isi. sig til en rype og moderen til en havlit. Børnene bliver bange, man flygter sydpå i tre år til landets spids, hvor Isi´s mave svulmer op. Han søger klædt i hareskind råd i indlandet hos nogle kvinder, han har set som ravne, der fanger sæler i snarer. Den ene kvinde, qilanerer / bruger qilaneq / åndefiskning, forhører ham: han har glemt oppustede blærer i sit gamle hus. Hun skærer dem ud, uden at punktere dem - ellers var han død. En kvinde i huset, der har dræbt dets mænd, truer ham, han flygter og betaler senere for helbredelsen med et bjørneskind og en hvalbarde. Så rejser han over havet til et stort land (delvis = I, 21 og 53), kommer hjem og får derefter lyst til at rejse til det land, hvor fuglene trækker hen om efteråret. Da han er kommet så nær på himmelranden, at han kan nå den med sin åre, prøver han to huller i himlen, men må standse ved et hav og vende om.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om Isigaasoraq, der boede i Ikerasannguaq

 

Isigaasoraq havde en moder. Han havde også to yngre søstre. Om vinteren forvandlede de sig ('aliutâqardlutik' - ifølge Rinks kommentar: forvandle. Chr. B.). Engang forvandlede Isigaasora sig til en rype og moderen til en havlit. Moderen blev vred, og hun begyndte at gøre sine børn bange. Det var om vinteren. Om foråret rejste børnene sydover og forlod deres mor. De rejste hele sommeren, og de overvintrede et sted. Isigaasoras tanke var at undgå alle mennesker. Da det blev sommer rejste de videre. De rejste hele sommeren og overvintrede et sted.

Isigaasora spurgte folk, hvor landets sydspids var. De svarede, at han skulle

rejse over tre somre. Han rejste tre somre og overvintrede indimellem. Da han

havde rejst tre somre, kom han til mundingen af en stor fjord. Det var på et

tidspunkt, hvor det var ved at blive vinter. Isigaasoraqs mave voksede så

voldsomt, at han til sidst knap nok kunne bøje sig. Han begyndte at ro i kajak,

men ikke på sælfangst. Isen lagde sig inde i fjorden.

 

En dag tog han af sted tidligt om morgenen. Da han nåede til en vig ved isen, steg han op af kajakken og gik op på udkig for alle eventualiteters skyld. Han så to ravne, der fløj lavt udefter hen over isen. Hen på aftenen fløj de tilbage og forsvandt østover.

 

Da han kom hjem, sagde han til sine yngre søstre: "Anujajûtiga, (jeg kender ikke

glosen. Dansk notat: 'som jeg skal bruge ude' - Chr. B.) jeg skal have pels, bukser og kamikker af hareskind." Næste dag tog han af sted op ad dagen. Da han steg ud af kajakken og kom op på isen og vandrede af sted, kom han til en stor vej, der gik indefter. Ved siden af vejen lagde han sig ned på maven og gav sig til at vente. Så så han, at der kom to ravne fra øst. De fløj meget lavt henover isen. Da de kom ganske tæt på, så han, at det var mennesker, to kvinder. De nåede til iskanten og den ene af kvinderne gav sig til at lokke sæler. Sæler - både sortsider og netsider - kom til dem. De bøjede bare deres snarer, (det står der, men hvad mon det var for nogle snarer? - Chr. B.). Den ene kvinde trak en sortside op og den anden trak også en sortside op. Så snart de blev trukket op, slæbte de dem (ifølge Rinks kommentar: Kaligkialerpai: slæber - Chr. B. - gjorde dem klar til transport? - BS.) og i største hast gjorde de deres bæreseler klar, og med sælerne på ryggen var de på vej hjem til deres hus. De lignede ravne, der fløj meget lavt henover isen, og snart var de ude af syne, så hurtigt som havde de ingen byrde på ryggen. Han gik efter dem i deres spor. Han nåede til land og fik øje på to huse - det ene hus var kort og det andet langt. Han gik hen til det korte hus og kiggede ind gennem vinduet. Derinde sad kvinderne og spiste med deres hår slynget op på et tørrestativ, og midt i huset sad der et gammelt ægtepar - kvinden siddende på liggepladsen modsat briksen ved deres lamper. På gulvet lå der en sortside. Da han kiggede ind gennem vinduet blev han budt indenfor af husherren, og denne satte mad frem for ham. Han gav sig til at spise og husherren sagde: "Idag var de to kære ude på fangst derude mod vest, og de fortalte, at de havde set et spøgelse." Isigaasoraq sagde: "Det var mig, der skræmte dem. Min mave er blevet så stor, og jeg søger efter én, der kan helbrede mig." Som svar herpå sagde husherren: "Hende dér" - han pegede på sin store kone

- "har en vise!" Konen sagde: "Jeg vil udspørge ånder for at finde ud af, hvad

du fejler!" Hun begyndte at udspørge ånder, og hun spurgte også Isigaasoraq:

"Har du ikke efterladt din mor, da du tog af sted fra bopladsen deroppe i nord?"

Isigaasoraq sagde: "Deroppe nordpå skulle vi afholde os fra noget (fra at spise?

Det er det samme ord, som Rinks kommentar siger: forvandle - Chr. B.), og da

min mor ikke længere havde noget at spise (usikkert - eller: da hun ikke længere

var i stand til at spise - Chr. B.), forlod jeg hende." Hun sagde også: "Har du ikke glemt nogen af dine ting?" Han svarede: "Jo, for resten, jeg glemte en hel masse fangstblærer, der var lavet af maver." Da sagde hun: "Det er dem din mave er blevet tyk af!" og hun sagde videre: "Skal jeg sprætte din mave op?" Hun rejste sig og rodede under lampen og kom frem med noget lampemos.

Hun tændte det uden først at have dyppet det i tran. Hun lavede røg på gulvet og

sagde, at han skulle lægge sig ned på ryggen. Det gjorde han, og hun

sprættede maven op. Inde fra hans mave, trak hun maver ud. Det viste sig, at

maverne var ved at være helt oppustede. Så sagde hun: "Hvis disse oppustede maver

eksploderede, så ville du også eksplodere." 'Siminga akiagamiuk? (svært at få en mening ud af - Chr. B.). Nej han sover aldrig (eller: sover ganske lidt - Chr. B.).

 

Da han var oppe igen, så man i husgangen en lille kælling, der kom med sin ulu. De sagde: "Hun vil æde dig, det er hendes vane. De er rigtig væmmelige. Vi havde nogle (sønner? Chr. B.), som ville have været vores forsørgere. Disse modbydelige mennesker spiste dem alle sammen. Hun vil også spise dig." Da sagde

han: "Du skal jage dem ud." Så sagde han: "Kan du ikke løbe ligeså hurtigt

som teriaarsunnguit?" (nogle muselignende - Chr. B.). Han mente terianniat, ræve. "Og kan du ikke løbe så hurtigt som 'siutituunnguarsuit'(de langørede ?)" Han mente ukallit, harer.

Isigaasoraq sagde: "Dem plejer jeg at kunne løbe så hurtigt som." Husherren sagde: "Så hurtigt kan hun ikke længere løbe."

 

De begyndte at gå ud, så han tog kamikker på. Undervejs ud sagde de: "Gå ud af huset (igdlumivoq?)." Og da hun var på vej ud, skubbede de hende ned med det resultat, at hun hakkede husgangens gulv med sin ulu. Hun gav sig til at løbe efter dem. Da hun ikke kunne indhente dem, sagde hun: "Jeg havde ellers tænkt at få ham som forsørger." Da hun ikke kunne indhente dem, var der også et eller andet ungt menneske, der løb efter dem. Hun (?) sagde kun dette: "Jeg troede ellers jeg kunne have fået ham som forsørger." Han løftede ikke sine ben fra jorden,

han, som ellers kunne løbe lige så hurtigt som ræve og harer. De opgav ham, da

de ikke kunne indhente ham. Da han nåede hjem, sagde de til ham: "Den store

husherre vil sikkert give dig isbjørneskind og hvalbarde i belønning.

'Ungooqquaa', han ville have han skulle genne ham væk. 'Napiutissaanik', noget

han kunne bruge til snare. Da han vendte tilbage havde han lagt isbjørneskind

og hvalbarde ved vejen. Han besøgte dem ikke igen.

 

Vinteren gik, og det blev sommer. Han (Isigaasoraq) besluttede sig til at ro

mod vest. Han ville tage af sted, når han vågnede om morgenen, men hver gang

vågnede den yngste søster, når han var på vej ud af huset. Så blev han hjemme.

En morgen han stod op, var der ingen, der vågnede. Han gik ned til sin kajak og

kiggede derfra tilbage til huset. De andre sov. Han roede ud mod vest, og til

sidst kunne han ikke se land. Så fik han øje på noget mørkt, der lignede

krusninger på havet. Da han nåede frem, viste det sig at være træorme,

der flød på havet. Han kastede nogle pinde, han havde med i kajakken, ud til

dem. Straks blev pindene ædt af ormene. Så skar han et stykke skind af det

skind, han sad på i kajakken og smed det ud til ormene. Men det sank imellem

ormene. Han gav sig til at vikle sin line omkring årebladene. Da han blev

færdig, roede han til mellem ormene og kom forbi dem, netop nogle af

viklingerne var ved at blive revet over. Så fik han øje på noget andet mørkt,

som ikke syntes at have nogen ende til nogen af siderne. Det viste sig at være

en mængde tang. Han forsøgte at skubbe sig frem, men midt i det hele faldt han i

søvn. I søvne hørte han nogen råbe. Han blev forskrækket og vågnede. Han

opdagede, at årebladene (det står ellers i ental - Chr. B.) var ved at falde af.

Han kom igennem tangen ved at skubbe sig frem med armene. Han roede videre og

så to store fjelde, der hele tiden var i bevægelse. Det ene øjeblik fjernede de

sig fra hinanden, og det andet øjeblik stødte de mod hinanden. Han forsøgte at ro

væk fra dem, men de blev ved med at være foran ham. Da han nåede frem til dem,

standsede han. Lige som han standsede, nærmede fjeldene sig hinanden, og

lukkede sig sammen, så det gav et vældigt knald. Så begyndte de igen at fjerne

sig fra hinanden og der kom en åbning imellem dem. Igen nærmede de sig mod

hinanden og lukkede sig sammen. Han tænkte: "Mon ikke jeg vil komme igennem

åbningen, når jeg ror til?" Da de begyndte at fjerne sig fra hinanden, roede han

imellem dem. Ligesom han var ved at nå til enderne, begyndte de at lukke sig

sammen. Manden i kajakken var netop kommet forbi, da fjeldene lukkede sig sammen

om bagenden af kajakken, så et stykke af spidsen bagtil knækkede over. Så hørte

man nogen råbe: "Han slap levende fra Uiloruseq (formentlig et stednavn - Chr. B. , med ordspil på en muslings, uiloq's, lukkebevægelse, BS), som ingen kunne slippe levende fra." Det var fjeldene der mentes.

 

Han roede videre, og han fik øje på et stort land. Han gik i land. Han

dækkede kajakken til og gik. Han kom til en stor vej og begyndte at følge den.

Så opdagede han to store mennesker uden for vejen. Deres øjne holdtes åbne ved

hjælp af et stykke træ, og deres testikler var bundet med noget. Et stykke fra

dem mødte de et ældre ægtepar, som græd bitterligt. Han spurgte dem: "Hvorfor

græder I?" De svarede: "Vores store sønner er ikke kommet hjem fra fangst, og vi

ved ikke, hvor de bliver af." Isigaasoraq sagde: "Det var måske dem, jeg traf

derhenne ved vejen. Deres testikler var bundet med noget." De gik hen til dem og

de to ældre mennesker sagde: "Ja, det er vores sønner." De sagde, at de

'pugitik' (dansk kommentar: 'vi ville skjule os' - Chr. B.) her. I løbet af

dagen kom folk ind ('iserput' - eller måske 'erserput', kom tilsyne? - Chr. B.). Da de kom til stedet, sagde de: "Herover er der noget, der er meget komisk -

nogen, hvis testikler er bundet med noget." Han sagde: "Lad os gå derhen." Da de

kom derhen, sagde Isigaarsoraq: "Lad os prøve kræfter. Lad os bruge alle vores

kræfter." Den anden ville meget gerne. Den ene arm 'agssapalugugpâ' (ifølge den

danske kommentar trækker de armkrog. chr.b). Han knuste knoglerne. Han smadrede

også den anden arm. Så udfordrede han også den anden. Han knuste også hans arme.

Da han havde gjort det, sagde han: "Nu er jeg i stand til at dræbe jer." En

ældre mand rejste sig op et sted i nærheden. Han pegede på den ene af de store

mænd. Da de ikke var i stand til at dræbe dem begge to 'tauko pivdlugit' (de

danske bemærkninger har en forklaring, som er svær at forstå. chr.b) ilivai (han

begravede dem? - Chr. B.). Han stillede dem op der, hvor de var og bandt

testiklerne med noget, på samme måde som før.

 

Isigaasoraq forlod disse, og da han kom til et sted, hvor der var mennesker,

giftede han sig og fik en datter. Han gav hende et navn efter sin yngste søster.

Han var der i nogen tid. Så kom han på den tanke at vende hjem for at se til

dem, han havde efterladt. Da det blev sommer, gik han ned til sin kajak og tog

afsted. han fik øje på sin sommerboplads, og hans søster kom ud og spejdede efter

noget. Han nåede frem til sin søster.

 

Mens han boede der, fik han den tanke at rejse til det sted, hvor fuglene

plejede at rejse hen. Da det blev sommer, tog han af sted. Efterhånden som han kom længere væk, blev himlen lavere. Til sidst kunne han nå op til den med sin

kajakåre. Han kom til to store huller. Det første stoppede han til med gamle

kamikker. Han fjernede sig et stykke fra det. Han vendte tilbage, da han ikke

var vant til at gå. Han kom til det andet hul. Han dækkede sin kajak til, og han

vandrede så langt, at han kunne se vandet, og da han ikke længere kunne holde ud

at gå, vendte han om. Vandet var uklart. Han kom ned i sin kajak og roede hjem.

Han kom tilbage til menneskene og døde der. Slut.

 

Bemærkning:

Amos David har ikke været nogen ørn til at gengive en fortælling. Der er

steder i fortællingen, som man ikke kan få nogen mening ud af - Chr.B.

 

Var.: Tredjesidste episode: En historie om et gammelt ægtepar, der hævnede deres søn; Iviangersuunnguaq; Uikkiaq; Isigarseraq, Isigaaseraaq, men oftest med et ganske andet indhold; De gamles hævn over deres sønner; Fortællingen om den lille

ældre mand, som havde en eneste søn;

 

Kommentar: Verdensbillede. Åbenbart en mytisk skikkelse, der ligesom Kivioq har tiltrukket mange fortællinger: Søg på Isigaa*.

Denne variant har tillige associationer til puulik (Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor, og til indlandsboernes fangstmetoder i Østgrl. dér, hvor proveniensen er Kap Farvel. Bemærk også den sydgående trækrute til himlen: Søg: Sonne 2000 om dødsriger og veje til himlen.

Symplegade: klipperne der lukker og åbner sig er et vandremotiv, der er nået vidt omkring i verden. Hos Inuit oftest i Kivioq - varianter.

 

Amos Daniels kombinationer af fortællinger er ret overraskende. Hvis han ikke skrev så ulæseligt kunne det være interessant at forfølge disse sammenbindinger for om muligt at se nogle mønstre - måske blot idiosynkratiske - i dem. En hel samling af hans nedskrifter er så ulæselige, at Chr. Berthelsen har måttet opgive.

Oqalugtuaq isserfingmik / Oqaluttuaq isserfimmik

Print
Dokument id:377
Registreringsår:1867
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, V. 4'
Fortæller:Aaperaat (Abraham)
Nedskriver:Aaperaat (Abraham)
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Oqalugtuaq isserfingmik / Oqaluttuaq isserfimmik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 793 - 795, nr. 161
Lokalisering:?
Note:

Kort dansk resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II nr. 101, s. 121.

 

Kort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 134, s. 465: The Girl named Isserfik.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om Iserfik.

Når Iserfik (dværgkvinde) forsvandt, ledte de efter hende og fandt

hende i en vandspand oppe at slås med en vandkalv. De satte hende op

på briksen. Da hun en dag igen forsvandt, ledte man længe,

og da de fandt hende, var hun oppe at slås med en tangloppe nede ved

stranden. Det var, fordi hun gerne ville have et barn uden for

ægteskab. De tog hende op, placerede hende på briksen og skærmede

hende meget omhyggeligt af. Hun var dér et stykke tid. Så forsvandt

hun. De ledte længe og fandt hende bag ved fjeldet; en

stor ørn sloges med hende. Ved synet af et menneske fløj den store ørn

bort. Netop som ørnen fløj op, fik Iserfik øje på mennesket og råbte til

den store ørn: "Dernede er der et menneske. Dræb det, dræb det." Da

ørnen hørte dette, dalede den ned mod manden, for at slå ned

på ham. Han flygtede for at komme i skjul. Han krøb ind under en

kampesten i et hul, hvor han lige kunne være. I det samme slog den

store ørn ned på kampestenen, og straks hørtes lyden af dens hakken

med næbbet i stenen. Der inde kunne manden høre lyden komme nærmere.

Netop som ørnens store næb var kommet igennem stenen, kom manden i

tanker om, at han havde en amulet. Han følte efter den i pelsbræmmen

og fandt den. Han havde kun haft den ganske kort tid i munden, da den

blev meget livlig, og han kastede den ud, idet han sagde: "Du skal

komme ud igen gennem dens endetarm. Så holdt ørnen op med at hakke.

 

Han krøb ud fra sit gemmested og så, at den store ørn var faldet om. Han

ledte efter sin amulet og fandt den liggende lige bag ved ørnens

endetarm. Han tog den op og gik hen til Iserfik. Hun sad med bøjet

hoved i en lille fordybning. Han bad hende komme ned. Hun ville ikke;

men så skubbede han hende ned. Inde i huset satte han en skærm omkring

hende, så at hun ikke kunne komme ud. Et par dage senere opdagede de,

at Iserfik var blevet gravid, idet hun dårligt var begyndt på

graviditeten førend hun straks ligesom blev oppustet. Så skulle hun

til at føde. Det tog sin tid, før fostret kom ud. Som det dog så ud:

Halvt menneske og halvt ørn. Så snart hun havde født, var hun på

benene og kiggede op over skærmen, idet hun slog på sin mave. Hun

sagde: "Så kom det ud", hvorefter hun atter forsvandt bag skærmen.

 

Det varede ikke længe før den nyfødte begyndte at lege med husfællens

lille søn, som kastede med legetøjsspyd. En dag, mens faderen var

ude på fangst, legede drengen som sædvanlig på gulvet med sit spyd;

og Iserfiks store barn legede med ham. Iserfiks barn blev sur

midt under legen. Det flængede maven på husfællens dreng med sine store kløer, klemte indholdet ud af tarmene og åd dem.

 

Den dræbte drengs far var ude temmelig længe. Han kom hjem med en sæl på slæb.

Konen gik alene ned for at tage imod ham. Manden spurgte: "Hvor

er min søn henne?"

"Iserfiks forfærdelige barn dræbte ham i dag og spiste hans indvolde."

Faderen blev rasende. Han fór op af kajakken og derop, op med sin store lanse. Han kom op i rummet fra gangen og så, at Iserfiks barn gik rundt på gulvet. Straks

han var inde, stødte han lansen i ham, så det knaldede; og han blev

dræbt på stedet. Iserfik blev meget bedrøvet. I sin sorg holdt hun sig

borte fra andre mennesker. Hun kom ud for spøgeri og fristelser. Så

blev hun sindssyg og døde til sidst i vildelse. Slut.

 

Var.: Der er mange genkendelige træk fra andre fortællinger, fx Falken, men denne er en unik blanding.

 

Kommentar: Der er ingen forklaring på, hvorfor en dværg har til huse hos mennesker. Men fortællingen følger reglen om, at ånder (eller dyr) og mennesker ikke kan blande samfund.

oqalugtuaq itsaq inungnik imáitunik / oqaluttuaq itsaq inunnik imaatunik / Pigerøverne fra Kakkaliak

Print
Dokument id:192
Registreringsår:1859
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Luutivik (Lûtivik / Ludvig)
Nedskriver:Luutivik (Lûtivik / Ludvig)
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq itsaq inungnik imáitunik / oqaluttuaq itsaq inunnik imaatunik / Pigerøverne fra Kakkaliak
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 241 - 243, nr. 87
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Kort dansk resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 141,

ss. 331 - 332.

Kort resumé i Rink 1866-71, I: nr. 141.

Endnu kortere på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 105, ss. 450: The Kidnappers.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

En fortælling fra gamle dage om mennesker, der er sådanne.

Det fortælles, at der i Ikaariaq boede en ganske almindelig kvinde, der havde en meget smuk datter. På Qaqqaliaq vest for Ikaariaq boede der mange mandfolk. ("anguterpait" er normalt betegnelsen på mange brødre). Disse mandfolk havde netop besluttet sig for at rejse til Ikaariaq for at fri (det betyder formentlig: for at hente pigen. chr.b.) til den smukke datter. I Ikaariaq boede en dygtig fanger. Da denne fik af vide, at mandfolkene fra Qaqqaliaq ville komme på frieri, blev han hjemme fra fangst, når det var godt vejr, fordi han agtede at forsvare kvinden og hendes datter mod mændene fra Qaqqaliaq. Han tog kun ud på fangst, når

det var dårligt vejr.

En morgen, hvor det ellers var stille vejr, tog han som vanligt ikke ud på fangst, fordi han forventede, at mændene fra Qaqqaliaq ville komme. Ganske rigtigt - tidligt på morgenen sås en konebåd sætte fra land fra en ø, der lå tæt ved Qaqqaliaq. Da pigen fik at vide, at en konebåd var på vej til deres boplads, løsnede hun sin hårtop og lagde sig ned bagest på briksen og blev dér. Lige før konebåden nåede til land, gik fangeren, den stærke mand, hen til huset, hvor de to kvinder boede og satte sig ned på briksen på tværs, så han spærrede vejen til pigen. Mens de sad dér og var spændte, sprang den ældste af mændene ind og de andre fulgte efter. Der sad de så uden at sige et ord, mens kvinderne rystede af skræk. Fangeren, der sad på briksen på tværs, svedte sådan, at der samlede sig damp over hans hoved. Da mændene så dette, forsvandt de uden at gøre nogen fortræd (meningen er vel: uden forsøg på at bortføre pigen med magt. chr.b.).

     Da mændene var taget bort, sagde kvindernes beskytter henvendt til

moderen: "Du vil åbenbart ikke foretage dig noget, selv om mændene har gjort

jer så bange." Da manden havde gentaget hentydningen mange gange, gik kvinden ud. Manden så hende gå ned til stranden. Her sad hun længe med bøjet hoved. På det

tidspunkt var konebåden kommet midtvejs over fjorden. Så rejste kvinden sig op

og begyndte at gå op til huset. Før hun nåede huset brød stormen løs med retning

fra Pulaqqavik og udefter. Vandet blev pisket op af stormen, så man intet kunne

se. Konebåden forliste og alle mændene omkom.

I Pisuffik, deroppe mod nord, var der en stor åndemaner, som engang var på

fangst langt ud for kysten i Kiinaalik-området. Så hørte han nogen sige: "I

Kiinaalik-området dukker der altid nogle sortsider op. Derhenne er der da også

en kajakmand." Da åndemaneren drejede hovedet udefter, hvorfra stemmen kom, så

han en flok spækhuggere, der var på flugt. Da en af de største af dem dukkede

op, sagde den: "Vi er de mandfolk, der friede til en pige på Ikaariaq. Jeg hed

Hooraavaarsuk, den ældste af dem, som var på frierfærd." De fik denne

underretning gennem åndemaneren.

 

Var.: Ikke præcis denne sammensætning af episoder i denne bases samlinger.

 

Hist. I en af Kreutzmanns fortællinger optræder en vis Horaajuk, der jo kan minde om Hooraavaarsuk i stavemåde. Man skal til Thuleområdet eller arktisk Canada for at finde ho som begyndelsesbogstaver, men det drejer sig formentlig blot om et øgenavn af ubestemmelig oprindelse. Se Hooraavaarsuk

oqalugtuaq itsaq kalátdlit qavdlunaitsianik takorqârnerínik / Qavd- lunatsiait / qallunaatsiaat

Print
Dokument id:244
Registreringsår:1859
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Kristian Hendrik
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq itsaq kalátdlit qavdlunaitsianik takorqârnerínik / Qavd- lunatsiait / qallunaatsiaat
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 333 - 337, nr. 114
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Rink har sammenstykket en version af 6 varianter inkl. denne i: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, I: nr. 67 og 68, hhv. ss. 198 - 205 og 205 - 206.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 54(1) og 54(2), hhv. ss. 308 - 317 og 317 - 319: Stories about the Ancient Kavdlunait, 1: Ungortok, 2.: The First Meeting of the Kaladlit ... ".

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om grønlændernes første møde med nordboerne.

 

Fra et sted syd for Nuuk tog en konebåd afsted nordover. Det var i gamle dage, hvor der ikke boede så mange mennesker i Grønland. I Nuuk traf de ingen mennesker. Der var høje skrænter ovenover stranden med de mange rullesten, og der var mange sortebær / revlinger på skrænterne. Herfra tog de ind i fjorden til Kangersuneq. Øst for Qoornoq i bunden af Kangiusaq (? BS) fik de øje på et stort hus. Da de kom derhen, opdagede de, at beboerne ikke var grønlændere. De var qallunaat (hvide mænd). De var faktisk nordboere. Nordboerne var glade for at få besøg, for det var første gang, de så grønlændere. Men grønlænderne var bange for dem, selv om disse elskede dem. De brød snart op og tog af sted igen, selv om nordboerne opfordrede dem til at blive. De roede videre til Kangersuneq og så, at der boede mange nordboere på Ilulialik, Ujarassuit, Ivisaartuut og Nunatarsuaq, men så snart de havde set det sejlede de hurtigt videre - ud af fjorden. Når de på deres rejse mødte andre grønlændere, der boede længere væk - for der var ikke så mange mennesker i området - fortalte de om nordboerne. Rygtet om de mange nordboere i Nuuk-området fik flere konebåde til at tage ind i fjorden. De endte med at bo sammen med nordboerne, da de opdagede, at de var venlige og elskværdige. Siden kom der flere konebåde til. Nyheden om, at grønlænderne og nordboerne levede fordrageligt sammen, fik mange til at bosætte sig i området. Grønlænderne opdagede, at der også var nordboere såvel i Kapisillit som i Ameralik.

 

Det fortælles, at en nordbo og en grønlænder i Kapisillit blev meget gode

venner. Grønlændere og nordboere kunne efterhånden forstå hinanden, og nordboerne

i Ujarassuit fik en grønlandsk pige ved navn Navaranaaq til kiffak og kom til

at holde meget af hende. De to venner i Kapisillit, nordboen og grønlænderen,

var altid sammen og kappedes om, hvem der der skød længst og ramte bedst med bue og pil. Det var dengang da bue og pil var den eneste form for skydevåben.

 

Nordboerne og inuit morede sig over, at de to venner var så

lige. Deres pile ramte altid målet ved siden af hinanden. En dag da de skød om

kap i overværelse af nordboere og inuit, sagde nordboen til sin grønlandske ven:

"Lad os gå op på det høje fjeld og skyde til måls efter et skind af en

fuldvoksen renbuk uspilet på jorden på en ø under fjeldet. Den, der

rammer ved siden af, skal skubbes ned ad den stejle skrænt." Da nordboen sagde

sådan, svarede grønlænderen: "Det vil jeg ikke gå med til. Vi er venner og ingen

af os skal dø." Men nordboen blev ved og mere og mere ivrig, selv om hans

grønlandske ven advarede ham. Til sidst sagde de andre nordboere til

grønlænderen: "Pyt med det, lad ham dog blive skubbet ned ad den stejle skrænt,

når han så gerne vil." Sådan sagde de om deres landsmand, fordi han var så

stædig. Til trods for grønlænderens protest var de nu på vej op til fjeldet

fulgt af mange grønlændere og nordboere, mens andre var i lag med at spile

skindet af en fuldvoksen renbuk på en lille ø under fjeldet. Nordboen var den

første, der skød. Ham ramte ikke skindet. Grønlænderen sendte nu sin pil af sted

og ramte skindet lige i midten. Det blev sådan, som nordboen ville have det. Han

blev skubbet ned af den stejle fjeldvæg i overværelse af hans landsmænd, som

ikke gjorde noget for at hindre det, når det nu var det han ville. Det ødelagde heller ikke det fordragelige forhold mellem nordboerne og grønlænderne.

Det store fjeld, hvor nordboen og grønlænderen skød om kap, gav grønlænderne

navnet Pisissaarfik - stedet, hvor nordboen og grønlænderen kappedes på bue

og pil.

 

Efter denne begivenhed var der fortsat fred og fordragelighed. Navarannaaq, som var kiffaq hos en nordbofamilie på Ujarassuit i Kangersuneq, fik for vane at sige til dem: "Grønlænderne er vrede på jer." Og til sine landsmænd sagde

hun: "Nordboerne vil komme for at udrydde jer." Hun løj jo, for der var

fordragelighed mellem dem. Til sidst fattede nordboerne dog tiltro til, hvad Navaranaaq sagde, og blev vrede. Engang mens mændene fra Kussangasorsuaq ved mundingen af den fjord, hvor Ujarassuit var beliggende lå, var på rensdyrjagt, tog nordboerne herhen for at udrydde dem. Mens de myrdede løs i teltene, slap der to kvinder ud, den ene med sit barn i rygposen - det første barn, hun havde fået lov til at beholde, for de forrige døde altid som spæde. Nordboerne gav sig til at forfølge de to kvinder. Den ene fik held til at krybe ind i en klipperevne, og

kvinden med barnet på ryggen sprang op på en stor sten, lige før nordboerne nåede

hende. Forfølgelsen fortsatte. Flere gange forsøgte de forgæves at ramme hende

med øksen, netop som hun sprang op på en stor sten. Til sidst blev hun træt

og de dræbte hende og barnet.

 

Da nordboerne var taget af sted, vendte kvinden fra klipperevnen tilbage

til teltene og blev klar over, at alle de andre var blevet dræbt. Mændene kom hjem

fra rensdyrjagten og så, at kun én var tilbage af deres kvinder. Især var

manden til kvinden med barnet i rygposen meget vred. Han rejste rundt blandt sine

landsmænd efter én, der var dygtig til trylleformularer / serratit. Endelig

fandt han en. Ham fik han til at bo hos sig og gav sig til at bygge en ganske

almindelig konebåd, som han ville bruge, når han skulle hævne sig på nordboerne.

Den blev betrukket med hvidt frostbleget sælskind og med noget mørkt

indimellem. Derefter fremsagde den dygtige mand formularer over den. Da betrækket blev tørt, var den på prøvetur med mennesker i. Set fra land lignede konebåden noget snavset kalvis, noget hvidt og mørkt indimellem hinanden. Ikke et menneske var at se, selvom der var mange ombord. Folk i konebåden kunne gennem små

kighuller hist og her på siden se alt udenfor.

 

Så råbte konebådsbyggeren ud til dem indefra land: "Lad den gå i stykker og vælte

rundt." Den væltede rundt og gik i stykker nøjagtigt som et (kælvende) isfjeld

af hvide og mørke isstykker. Da disse stykker drev i land, gik folk i land

forskellige steder. Konebådsbyggeren gjorde et eller andet ved den, og den blev

igen til en båd. Med disse egenskaber fandt man båden velegnet til det planlagte angreb på nordboerne.

 

De tog ind til Ujarassuit og for at overliste nordboerne. De fandt alle

husene tomme. Det viste sig, at de havde anet uråd og var rejst til Ameralik for

dér at slå sig ned i samlet flok - sammen med de andre nordboere fra Ivisartut,

Nunatarsuaq og Kapisillit. Da manden til kvinden med barnet i rygposen fik dette

at vide, tog han sammen med alle de andre af sted til Ameralik. Netop som de kom

ind i Ameralik og befandt sig vest for det sted, hvor nordboerne havde samlet

sig, begyndte det at blæse ind ad fjorden. I deres specialbyggede konebåd,

hvor manden, der var dygtig til trylleformularer, også var med, var de

nu på vej ind til nordboerne. Desuden tog et ret stort antal mennesker vejen

over land. Nu viste husene sig - store huse, der var malet eller betrukket

sorte. I gamle dage var amernerutit (betræk) betegnelse for farver. Først efter

denne kamp mellem grønlændere og nordboere fik fjorden navnet Ameralik.

 

Den blide fjordvind førte konebåden ind mod land. Da den nærmede sig

kysten, kunne de fra båden se, at folk skiftedes til at holde udkig. De gik hele tiden ind og ud af huset. En af dem kiggede meget grundigt over mod

konebåden med hånden over øjnene og råbte ind: "Nu kommer grønlænderne." Folk

styrtede ud, og man hørte en af dem sige ganske tydeligt: "Det er ikke en konebåd,

det er et isfjeld." Efter den bemærkning sagde konebådsbyggeren:

"Lad den gå i stykker og vælte rundt." Den væltede rundt og gik i stykker som et

isfjeld - i hvide og mørke isstykker. Da de drev til land, sagde de til

trylleformulareksperten, at han skulle fremsige en formular, der bevirkede, at ingen kom ud af huset. Da der ikke længere kom nordboere ud,

fyldte de gangen med kvas og en af dem hentede ild fra et hus, der lå længere

mod vest og som hed Nuriarsiaq (det kan også være navnet på stedet). Så stak de ild til kvaset. De kunne se, at nordboerne inde i huset brugte kraniet af kvinden med barnet i rygposen som et spil ved at dreje det rundt omkring en pind, som de

havde stukket op i kraniets bageste del. Hendes mand blev rasende da han så det.

 

Først da flammerne nåede ind i stuen, blev nordboerne klar over, hvad der

skete. Alle, der forsøgte at komme ud, blev dræbt af pile. Manden til

kvinden med barnet i rygposen kiggede efter nordboernes fører. Endelig så han

Uunngortoq springe ud gennem vinduet med sin lille søn under armen, og han

satte efter ham. Han var lige ved at indhente ham, da de passerede en

sø. Da smed nordboen drengen, han havde med, ud i søen, efter at have givet ham

knus og kys, hvorefter forfølgeren sakkede agterud, så at han ikke fik dræbt

nordboen. Men alle de øvrige nordboer blev udryddet. Uunngortoq var den eneste,

der slap levende fra det. Da de kom tilbage til bopladsen, løb de rundt

med Navaranaaq slæbende efter sig, idet de med mellemrum spurgte hende, om hun nu

var glad. Mens de endnu slæbte hende, døde hun af blodtab.

 

Var.: Søg på Uunngortoq; Navaranaaq

 

Hist.: Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik. Betegnelsen qallunaatsiat, de ondsindede qallunaat, findes kun i overskriften og to gange i teksten, der er en seminarieelevs afskrift af den nu tabte original. Ellers bruges den mere neutrale betegnelse qallunaat i hele teksten. Som betegnelse for grønlænderne bruges inuit og kun nu og da kalaallit. Om skellet mellem betegnelserne qallunaat (hvide, europæere) og qallunaatsiat, der på et tidspunkt i kolonitiden blev den gængse betegnelse for nordboerne, se "Fortolkningsmuligheder" i Vejledningen under De hvide.

oqalugtuaq Iviangersûmik

Print
Dokument id:139
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Steenholdt, Wittus ?
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Iviangersûmik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 80 - 82, nr. 31
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af Steenholdts nedskrift eller renskrift: NKS 2488, VI, ss. 170v - 170h.

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om Iviangersooq.

Iviangersooq tog sydover for at lede efter sin lillebror. Han nåede grænsen til

himlen uden at finde sin lillebror. Her slog han sit telt op, og her fandt han

sin ledsager. Sammen roede de i kajak og kom til et stort hul, der førte til

himlen. Efter at have dækket deres kajakker til med fjer, spadserede de ind i

himlen. De så nogle store træer og gik hen til dem. Her fandt Iviangersooq sin

lillebror, der var blevet mishandlet. Hans endetarmsåbning var blevet til hans

mund, og munden var blevet til hans endetarmsåbning, og hans testikler var blevet

til udposninger i endetarmen. Så hørte de nogen synge, og straks fik de øje på

to mænd, der gik og sprang over hinanden ved at sætte af på hinandens skuldre.

Iviangersooq sagde til dem: "Jeg hørte høje stemmer af en kvinde og en mand -

hvem var det?" Den ene af mændene svarede: "Kvinden er hans (min ledsagers) bed-

stemor og manden hans bedstefar." Iviangersooq udfordrede de to mænd til

styrkeprøve og sagde, at den, der tabte, så måtte dø. Iviangersooq vandt over de

to mænd og dræbte dem, hvorefter han mishandlede ligene på nøjagtig samme måde,

som hans lillebror var blevet mishandlet. Han skar mund og endetarm ud og

byttede om på dem. Således hævnede han sig på dem. Derefter gemte Iviangersooq

og hans ledsager sig mellem træerne med ansigtet i skovbunden (?). De kunne høre

nogle mennesker gå forbi og sige: "Jeg tænkte nok, det ville ske. Vi har jo

ellers advaret dem og sagt, at den unge mand nok havde slægtninge." Iviangersooq

og hans ledsager gik tilbage til deres kajakker og vendte hjem.

 

På vej nordover overvintrede de sammen med deres familie i Kangerlussuaq. Det

vist sig, at slægtninge til dem, de havde dræbt, boede dér. Om vinteren forlystede

man sig bl.a. med boldspil. Iviangersooq, som ellers ikke plejede at deltage i

boldkampe, lod sig en dag overtale til at være med. Han løb med den ene arm trukket tilbage i ærmet; alligevel lykkedes det ham at indhente to af de mænd,

som de andre var bange for, vælte dem ned og dræbe dem. Det var de andre meget

taknemmelige for. De dræbtes kroppe blev skåret eller savet i små stykker.

Da det blev forår, rejste Iviangersooq nordover, hjem til sin boplads.

 

Var.: Ikke i denne bases samlinger.

 

Kommentar: Mytisk rejse mod syd. Vejene til himlen er mange - ud under el. over havet til horisonten og videre op langs himmelbuen. Med nordlysene op. Langs kysten så langt mod nord, at himlen hviler på en havis, der aldrig smelter, og kan entres ganske nemt ad en sti. Se Sonne 2000: Heaven negotiated ... Études Inuit Studies vol. 24(2): 73 - 74. Og i fortællingen hér findes adgangen i syd, ved himlens grænse, qilaap sillia / Qilaap Sillia = Mælkevejen, hvor der vokser træer - og - kan vi tilføje - solen forsvinder før og kommer igen efter en mørketid, der på højde med Aasiaat varer en god måneds tid.

oqalugtuaq Kâgssagssúmik / Kâgssagssúk

Print
Dokument id:195
Registreringsår:1858
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Noah
Nedskriver:Noah
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Kâgssagssúmik / Kâgssagssúk
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 258 - 263, nr. 90
Lokalisering:Qeqertarsuatsiaat / Fiskenæsset
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 1 ss. 45 - 51 har Rink sammenstykket ialt 9 varianter inkl. denne og nogle fra Labrador. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 1, pp. 93 - 99: Kagsagsuk.

 

Også oversat af Kirsten Thisted i: "Som perler på en snor...". PhD-afhandling, Kbh. Univ. 1993, Tekstsamling, s. 105 - 108: fortællingen om Kaassassuk.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om Kaassassuk.

 

Kaassassuk var en forældreløs dreng, der boede hos sin plejemor i et siderum til gangen. Ingen havde vist ham kærlighed i hele hans barndom. Når han skulle ind på besøg i huset, løftede man ham op fra gangen ved at stikke fingrene i hans næsebor. Mens han endnu levede i disse kår, opfordrede hans plejemor ham til at gå lange ture og fortalte ham, hvad han skulle foretage sig på disse ture. En morgen tog han af sted. Han fulgte plejemoderens anvisning og kom til et sted mellem to høje fjelde. Her råbte han ud i luften: "Kraftens herre, kom herhen." Mens han råbte sådan, kom et stort sort dyr med en lang hale hen til ham. Dyret viklede sin hale om ham og slyngede ham ud i luften. Der hørtes klirren, da hans legetøj og små kajakmodeller faldt fra ham. Kaassassuk mærkede, at det lettede, og at han var blevet lettere til bens.

Dagen efter tog han igen ud og kaldte på kraftens herre. Det store dyr kom,

viklede sin hale om ham og slyngede ham ud. Da han kom ned på jorden, løb han et

stykke vej, før han faldt - i modsætning til første gang, hvor han faldt

omgående. Denne gang faldt færre stykker legetøj fra ham. Kassassuk blev

lettere til bens og stærkere. På vej hjem kunne han ikke lade være med at løfte

sten, som han fandt. Det var et tegn på, at han var ved at blive stærkere. - Den

tredie dag tog han også af sted uden at fortælle de andre, hvad han foretog sig.

Når han kom ud for at gå en tur, skubbede de andre børn til ham, og når han kom

tilbage skubbede de ham ind i hulen, uden at han gjorde modstand, for ingen

viste ham kærlighed.

På turen den tredie dag gjorde han det samme som i de andre dage. Da han kom ned på jorden efter den sædvanlige tur i luften, faldt han ikke, fordi der ikke faldt noget legetøj fra ham. På hjemvejen sparkede han til sten som ingenting, selvom de var store. Da han kom hjem, lod han sig skubbe af de andre uden at gøre modstand. Den fjerde dag tog han af sted og blev slynget ud i luften som de andre dage og landede kun på det ene ben uden at falde, og han fjernede sig fra dyret hoppende kun på det ene ben. Hele vejen hjemover sparkede han til sten. Da han kom hjem, skubbede piger med barn i amaaten til ham, så han faldt flere gange på vej til sin hule.

Et stykke tid efter fandt fangerne et meget stort stykke drivtømmer. Da de

ikke magtede at trække det op på land, tøjrede de det med liner, for at det ikke

skulle drive væk. Om aftenen sagde Kaassassuk til sin plejemor: "Lån mig din

pels, så at jeg lige kan komme udenfor." Plejemoderen lånte ham sine kamikker.

Kaassassuk gik ned til det store stykke drivtømmer, greb det i den ene ende og

trak det op. Han løftede det op på skulderen og bar det op til huset, hvor han stak det ned i jorden bag ved huset. Den første, der kom ud næste morgen, opdagede, at drivtømmeret var væk. Ingen kunne forstå, hvordan drivtømmeret, der var tøjret med liner, havde kunnet drive til havs. En kvinde, der kom ud for at

forrette sin nødtørft bag ved huset, opdagede, at det store stykke drivtømmer

var blevet stukket skråt ned i jorden. Man undrede sig over, at nogen havde

kunnet bære det op. Mon en af de unge på stedet havde gjort det? Ingen tænkte på

Kaassassuk.

En dag forlød det, at drivtømmeret var begyndt at flække ("anguleqissoq" - jeg er usikker i oversættelsen. Chr.B.). Kaassassuk bad sin plejemor om at låne ham sin pels, fordi han gerne ville se, hvad de gjorde ved tømmeret. Plejemoderen lånte ham sine kamikker, idet hun sagde: "Du kan vel ikke engang skaffe mig et stykke, der kan blive til en kammiut" (det kan vist også oversættes: "Bare du kune skaffe mig noget træ til kammiut." - Chr.B.). (Redskab til at blødgøre kamikker med). Han fik et stykke, der kunne blive til kammiut af sin svoger.

En vinterdag sås tre isbjørne, en hunbjørn med to unger på isen. Fangerne

jagede bjørnene, men da de kravlede op på et isfjeld, der var frosset fast

i havisen, måtte de opgive jagten. Dette fik Kaassassuk at vide. Han bad sin

plejemor om at måtte låne hendes pels for at være med på bjørnejagten. Plejemoderen sagde til ham: "Du bliver bare ædt af bjørnene." Men da han blev ved, lånte hun ham sine kamikker idet hun sagde: Du kan vel ikke engang skaffe mig et brikseskind" (eller: "Bare du kunne skaffe mig brikseskind. Chr.B.). Kaassassuk

tog kamikkerne på, bandt remmene på dem og tog sin hundeskindsanorak på. Så tog

han af sted. Det var første gang, han skulle demonstrere sin styrke offentligt. -

Da folk så med hvilken fart han løb hen over isen, blev de meget imponerede. "Se,

hvordan sneen fyger bag hans fødder," sagde de. Han havde kun en kammiut med som

våben. Kaassassuk huggede trin på isfjeldet og var på vej op. Folk sagde: "Nu

bliver han ædt af isbjørnene." Så snart han nåede op på toppen af isfjeldet,

løftede isbjørnen sin ene forlab for at slå ham, men Kaassassuk greb bjørnen i

forbenene og slog den imod isfjeldet, så dens bækkenparti smadredes og den blev

dræbt på stedet. Han gjorde det samme med de to andre, og han smed alle tre ned

på isen og sagde til mændene: "To af dem må I få som fangstpart. Den tredje tager

jeg med hjem og skindet skal min plejemor have til brikseskind." På den måde

demonstrerede Kaassassuk sine kræfter for første gang.

Mens det endnu var vinter, fangede Kaassassuks svoger en sæl, og mændene på

stedet var på besøg hos ham. Kaassassuk gik også derhen. Men han blev stående

ved indgangen og kunne ikke komme op. Svogeren sagde til mændene, at de skulle

hjælpe ham op. Men ingen ville, fordi de var bange for ham. Svogeren, som før i

tiden altid beskyttede ham, gik hen til ham og løftede ham op i næseborene.

Straks da han kom op, blev der sagt fra den fjerne ende af det store rum: "Kom

herover." En anden sagde: "Her er et sortsideskind at sidde på." Kaassassuk

overhørte al den venlighed og tog plads overfor sin svoger. En af mændene sleb

en kniv og lagde den frem sammen med en anden kniv. "Den kniv her er vist

skarpere," sagde han. Kaassassuk sagde: "Var der ikke noget med, at jeg tidligere

ikke brugte kniv?" Det, Kaassassuk hentydede til, var, at mændene tidligere lod

ham spise uden kniv, for at han ikke skulle spise for meget. Nu da de havde set,

hvordan han dræbte isbjørnene, blev de bange for ham og tilbød ham en kniv at

skære kødet med. Kaassassuk ville ikke tage imod tilbuddet, men da svogeren,

søsterens mand, lagde sin kniv ned, spiste han med den.

I huset, hvor Kaassassuk var på besøg, var der spædbørn, som var forældrenes kæledægger. Kaassassuk sagde: "Må jeg holde det lille barn?" Han tog det lille drengebarn til sig og sagde: "Jeg glæder mig til, at han skal begynde at fange noget." Så trykkede han det lille barn til sig og udbrød: "Åh, det lille barn døde." Derefter tog han en lille pige til sig og sagde: "Jeg glæder mig til de bær, hun til sin tid vil plukke," og han føjede til: "Åh, også den lille pige døde." Hvergang Kaassassuk dræbte et barn, som var forældrenes kæledægge sagde disse: "Det gør ikke noget, der kommer nok et andet i stedet for." Da Kaassassuk havde dræbt samtlige spædbørn, gik han, uden at nogen gjorde noget ved ham. Kaassassuk, som selv var blevet mishandlet, hævnede sig på den måde og fik derved ro i sindet.

 

Var.: Kaassassuk.

 

Hist.: I denne mere traditionelle version bliver Kaassassuk ikke resocialiseret.

oqalugtuaq Kâgssagssungmik / Kaassassuk

Print
Dokument id:269
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Motzfeldt, Peter
Mellem-person:Motzfeldt, Peter
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Kâgssagssungmik / Kaassassuk
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 461 - 468, nr. 139
Lokalisering:Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Dette håndskrift må være en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores. Håndskriften ligner ikke Peter Motzfeldts, hvis man sammenligner med Rink 2488 V, 4' nr. 202, hvor PM selv har skrevet på dansk.

 

Også oversat til dansk i Thisted: "Som perler på en snor...". PhD-afhandling, Kbh. Univ. 1993, Tekstsamling, s. 116 - 119.

 

Resumé:

 

Kaassassuk er en lille forældreløs dreng, der bor i siden af husgangen (det tidligere kogerum? BS) og blir tævet når hans storesøsters mand slår hundene med sin støvlestrækker undervejs ud. Kaass. har også en plejemor. Når han vil op i fælleshusets rum til kogt sælkød hiver svogeren ham ind ved næseborene, og spiser han for hurtigt undersøger man hans mund for små knive og piller dem ud. Derfor vokser Kaass. slet ikke.

       Kaass. går til fjelds for at få kræfter. Der tilkalder han Kraften Herre, en kæmpehund, og denne vikler sin hale om ham og slynger ham hen ad jorden så han mister bevidstheden for en stund. På hjemvejen prøver han sin nye styrke af på nogle sten han kan løfte op på ryggen. Han får ikke mulighed for at fortælle om sine nye kræfter.

       Det rygtes at man har bjerget et kolossalt stykke drivtømmer, som Kaass. om natten sniger sig til, ene mand, at slæbe op fra fortøjningen ved stranden. Næste dag siger man spottende, at denne stærke mand nok må være Kaass. Dette gentager sig da han den næste nat bærer det derhen, hvor det skal splittes op.

       Da isen kan bære om vinteren rygtes det at tre isbjørne har lejret sig på et indefrosset isbjerg. Kaass. låner noget kamikrem (til at stramme kamikker tæt om benet med, BS) af sin plejemor mod et løfte om at forsyne hende med sengeunderlag og dyne (af skind, BS). Kaass. farer derhen, klatrer op til bjørnene og gør det af med alle tre. Den onde svoger siger: "nu vil han udrydde os alle sammen." "Nej", siger Kaass, og beordrer dem både til at partere dyrene og koge kød. Plejemoderen får skindet af de to bjørne til sit sengetøj. Ingen tør løfte Kaass. ved næseborene op til fællesmåltidet, alle tilbyder ham knive og at sætte sig nærmere dem alle, men han klatrer ind ved egen hjælp, erklærer sig fortsat tilfreds med kun sine tænder og holder sig ved sin faste plads ved opgangen. Efter måltiden får han sin lille nevø på skødet og flækker ham midt igennem. Ligeså med svogeren og storesøsteren, og derefter alle i huset.

       Han finder sig en passende kajak ude på stativerne og drager nordpå, hvor han går på besøg hos Qaassuk / Qaasuk / Qaarsuk.

       Fortsættelsen frem til slutningen er identisk med Povelsens version, som Motzfeldt også har skrevet ned. Se denne.

 

Kommentar: Kirsten Thisted gør udførligt rede for sammenhænge mellem denne version og Johan Povelsens, nedskrevet af Motzfeldt, i sin kommentar til fortællingen: Thisted, Kirsten: Som perler på en snor. Fortællestrukturer i grønlandsk fortælletradition. PhD afhandling ved Institut for Nordisk Filologi, Kbh.s Univ.: 1993, s. 161-165. Heraf fremgår det at nedskriveren, Peter Motzfeldt, har følt sig foranlediget til at rette op på uklarhederne med sin egenversion (denne), og at han på forskellig vis også kan have blandet sig i Povelsens version, bl. a. med visse nordgrønlandske elementer (slædehunde fx, som man ikke har i Sydgrønland) fra sin barndomsegn og tidligere arbejdsplads i Ritenbenk (Saqqaq) ved Ilulissat.

oqalugtuaq Kâgssagssungmik / Kaassassuk

Print
Dokument id:285
Registreringsår:1861
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Amos Daniel
Nedskriver:Amos Daniel
Mellem-person:Hansen, Einar
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Kâgssagssungmik / Kaassassuk
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 534 - 539, nr. 156
Lokalisering:Illorsuit: Uummannaq
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., muligvis fra Rink 2488, III nr. 336-345, der er nedskrevet af Amos Daniel i omtrent ulæselig håndskrift.

 

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 1 ss. 45 - 51 har Rink sammenstykket ialt 9 varianter inkl. denne og nogle fra Labrador. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 1, pp. 93 - 99: Kagsagsuk.)

 

Oversat til dansk af Kirsten Thisted i: "Som perler på en snor...". PhD-afhandling, Kbh. Univ. 1993, Tekstsamling, s. 101 - 104.

 

Resumé:

Kaassassuk er forældreløs, har en plejemor og bor i husgangen mellem hundene. Han mishandles og skriger, av, av. Han prøver at gemme en lille kniv til at spise med, enten mellem sine tænder eller i det spæk han spiser. Husfællerne finder den som regel, når de leder efter den. Når folk besørger på møddigen venter han nøgen derude indtil alle er gået ind (for ikke at blive slået på i husgangen, når man genner hundene til side med slag undervejs ud og ind? BS). En dag finder han nogle pjalter, tar dem på, går ud og finder et dødt rensdyr, som han flår skindet af. Dagligt kommer han og mætter sig, indtil en dag nogen har spist det hele fra ham. Han græder, en ræv dukker op og lover ham kræfter til gengæld for kødet. Den snor sin hale omkring ham og slynger ham hen ad jorden. En masse baglalleknogler (som børn bruger som legetøj, BS), falder ud af ham. De er årsagen til at han ikke kan blive stærk. Rævens behandling af ham gentages ialt fem gange. Femte gang falder der intet legetøj ud. Ingen har endnu opdaget Kaass.' styrke. Man hiver ham stadig op i huset ved næseborene, og da han et par gange giver prøver på sin styrke i hemmelighed, først ved at rokke husets tværbjælke i loftet, så ved at vende konebåden rundt med alt indhold, giver de hånligt ham skylden for det.

       En dag kommer tre isbjørne nær bopladsen. Kaass. får lov at låne sin plejemors kamikker og overpels, løber trods folks advarsler fluks hen til bjørnene, drejer halsen om på den største (moderen), dernæst på de to små, som han forærer bopladsfællerne som fangstparter. Også den største forærer han til en lille kone (muligvis plejemoderen, BS?). Plejemor vil nu få både sengeunderlag og dyne som hun har bedt om til gengæld for at love ham tøjet.

       Folk koger bjørnekød, Kaass. inviteres ind på fællesspisning og får nyt tøj af forskellige fæller. Næste dag skal han vælge en kone blandt husets unge piger, der stilles op på rad og række. Han tager Kakkisunnguaq / Qaqisunnguaq og klemmer hende til døde, fordi det var hendes far der altid fjernede hans kniv. Nogen siger, at nu begynder Kaass. igen at kløve de små børn. Pyt med det! svares der.

       Senere, da Kaass. er blevet meget stærk, viser han sin styrke ved at "opføre" nogle store sten ved Saqqaq.

      En anden gang prøver han kræfter med Qaassuk / Qaasuk og dennes søn. Han binder dem til husstolpen og ligger med deres kone, hvorefter han løser dem igen. Endelig viser han sin større styrke end Qaassuks søn ved at slide en frossen hvalroskølle løs af jorden.

 

Var.: Kaassassuk.

 

Kommentar: Som oversætteren, K.Th. bemærker, er teksten temmelig uforståelig og sine steder direkte dunkel. Det anbefales at læse andre versioner, hvis fælles indhold Amos Daniel trækker på. Muligvis har han været en bedre fortæller end nedskriver. Andre oversættelser af hans tekster giver samme indtryk. En hel samling af hans nedskrifter er slet og ret ulæselig pga. skriften (Rink NKS 2488, III).

oqalugtuaq Kalerarmiunik Sûsuvarnigdlo / Kalerarmiu og Suusua

Print
Dokument id:1081
Registreringsår:1861
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Amos Daniel
Nedskriver:Amos Daniel
Mellem-person:Hansen, Einar
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Kalerarmiunik Sûsuvarnigdlo / Kalerarmiu og Suusua
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 732 - 735, nr. 204
Lokalisering:Illorsuit: Uummannaq
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., muligvis fra Rink 2488, III nr. 336-345, der er nedskrevet af Amos Daniel i omtrent ulæselig håndskrift.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om Kalerarmiu og Suusua.

 

Kalerarmiu havde en søn. Da han blev voksen, giftede han sig. Engang kom han til at overvintre på et sted, hvor der boede mange brødre. Deres far hed Taasarsuaq. Engang da Kalerarmius søn fangede en sæl, bragte hans kone noget kød til Suusuas til foræring. Suusuas beholdt hende i huset og lod deres søn tage hende til kone. Så gik Kalerarmiu til Suusuas hus for at kigge ind i huset gennem vinduet. Han så, at hans svigerdatter sad i fodenden af briksen og græd. Kalerarmiu råbte ind gennem vinduet: "Jeg er kommet for at hente min svigerdatter". Men ingen svarede. Han gik hjem og gav sig til at græde bag ved sit hus. En stor ugift kvinde kom ud af Suusuas hus og så ham græde og hun råbte: "Hør, Kalerarmiu" 'Erssatit (ulæseligt, på dansk har Rink tilføjet: 'dine kinder'. chr.b) napparpoq (er blevet syg eller: er blevet rejst op. CB). Der er tårer i dine øjne". Det sagde hun og lo højt. Så gik hun ind i huset. Kalerarmiu blev dybt såret og gik ind i sit hus. Derinde sagde han til sin søn at han skulle lave pile til buen og at han selv ville gøre det samme. De gav sig til at lave pile. Da de blev færdige, kiggede de på vejret hver morgen. Så længe det var skyet blev de hjemme. Men en morgen faderen havde været ude og set, at det var skyfrit, gik

han ind og sagde til sønnen, at han skulle tage sit sædvanlige tøj på. Det

gjorde sønnen. Så råbte Kalerarmiu ind i Suusuas hus: "Suusua, det er fint vejr.

Det er vejr til bueskydning". Suusua og hans sønner vågnede og og man hørte det pusle kraftigt mens de stod op. Nu kom den ene efter den anden ud af huset mens de strammede strengene på deres buer. Nu var de ude og nærmede sig.

Kalerarmiu og sønnen var alene imod Suusuaq og hans mange sønner. Kalerarmiu var

den første, der sendte en pil af sted. Pilen roterede og var nu på vej ned ud

for det sted, hvor Suusuas stod. Suusua 'løb efter den' (eller: begyndte at løbe

og forfølge Kalerarmius? CB). Så skød de løs på hinanden. Det ville

ikke lykkes for Suusuas at ramme Kalerarmiu og hans søn. Derimod blev flere af

Suusuaqs sønner ramt og faldt om. Der var ikke ret mange tilbage. Da den sidste

af sønnerne faldt om satte Suusuaq i løb og flygtede mod sit hus. Kalerarmiu

begyndte at løbe efter ham, alt hvad remme og tøj kunne holde ('malertine

tíkordlugit'? chr.b). Lige da Suusuaq skulle ind i husgangen, blev han

ramt af en pil i lænden. Suusuaq gik ind i huset med en pil i lænden. Suusuaqs

hus kom til at lugte grimt. Kalerarmiu holdt øje med vinduet på Suusuaqa hus og

han sagde nogle gange: "Suusuaqs hus ..... ('porak' - ulæselig. chr.b). Da der

var gået flere dage, råbte Kalerarmiu ind i Suusuaqs hus: "Suusuaa, Suusuaa".

Han svarede: "Hvad vil du, hvad vil du?" Kalerarmiu sagde: "Jeg er kommet for

at hente min svigerdatter, som ikke havde gjort noget (usikker. chr.b)."

Suusuaq svarede: "Du må vente lidt". Først da alle sønnerne var døde, gav

Suusuaq Kalerarmiu ham hans svigerdatter tilbage. Da Kalerarmiu kom ud, så han

to (hvem? chr.b), som grinte med ansigterne vendt imod hinanden. Han så også

nogle, som græd bag ved huset. Kalerarmiu gjorde gengæld og råbte: "Hør piger.

Hør, piger, 'erssatik napparput' ('erssatik', jeres kinder (?) 'náparput', er

blevet syge eller: de havde rejst sig. chr.b). Der er tårer i jeres øjne". Det

sagde han med høj latter og gik ind i sit hus.

     Til sidst sagde kvinderne i Suusuaqs hus: "Mon ikke man skal prøve at få

pilen ud". Suusuaq svarede: "Prøv det". Så prøvede de at trække

pilen ud, for der var ingen andre til at gøre det. En af dem klemte om enden med

fingrene og gjorde forsøg på at trække den ud. Da skreg Suusuaq: 'mángâ, í,

mángâ, î (formentlig uoversættelige lyde. chr.b) I kan ikke få den ud på denne

måde, lad den bare sidde". Kvinderne svarede: "Ja, lad den foreløbig være. Måske

vil det kunne lade sig gøre, når der kommer betændelse". Suusuaq sagde: "Ja, det

er godt". Så sagde han ikke mere. - Kalerarmiu gik hen til Suusuaqs hus og

brølede ind gennem vinduet: "Hør, Suusuaq ajajâ! Din store søn tog af sted over

isen, ajajâ, din store søn, ajâja". Så vendte han tilbage til sit hus. -

Kvinderne i Suusuaqs hus sagde: "Skal vi prøve igen?" Det sagde Suusuaq ja til.

De forsøgte igen at trække pilen ud ved at tage fat om enden på den og

det lykkedes så for en af kvinderne at trække den ud. Suusuaq skreg: "nananâ, ajê,

ajê, ajê, sê". Så sprøjtede der blod ud af såret. Nogle af dem stoppede en

lampepind ind i såret. Han forblødte og døde. Da Kalerarmiu hørte dette, gik han

hen til huset og slæbte liget ud. Han smed det ud til hundene, som gav sig til

at æde det. Han lod dem være og gik. Slut.

          Skrevet af Amos Daniel.

 

Var.: Isigaaligaarsik; Langbuks; Isigaaligaarsuk; Dele af Kunuk; Ungilattaqi; Kalerarmiu og Suusua.

 

Kommentar: Amos Daniel er ingen god nedskriver, men med et godt kendskab til overleveringens mange sagn, kan man dog som regel gætte sig til hans forlæg. Kun når han lader associationerne mellem fortællingerne få frit løb, blir det mere end indviklet. Heller ikke hans håndskrift er synderlig læselig.

oqalugtuaq Kamigdlánguamik

Print
Dokument id:262
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Heilmann, Karl
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Kamigdlánguamik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 411 - 414, nr. 132
Lokalisering:Qeqertarsuatsiaat / Fiskenæsset
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

Resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 163.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om Kamillannguaq.

 

Kamillannguaq og fætteren voksede op og trænede for at blive rigtig stærke. Kamillannguaq havde en far, mens fætteren var forældreløs. De voksede op og var uadskillige. De blev meget stærke. De nøjedes ikke længere med at ro i kajak langs kysten, hver dag var de på fangst langt ude, hvorfra de ikke kunne skimte land. Somme tider tog de ud mod vest i kraftig blæst. Når de sammen roede for fuld kraft, borede de sig gennem bølgerne (lavede huller i bølgerne? Chr. B.). De kom altid hjem med alle slags sæler. De var ikke ude efter at dræbe mennesker. De boede jo også alene på bopladsen og mødte aldrig andre.

En dag, hvor det som sædvanlig blæste stærkt, roede de vestover. Da de var

kommet langt ud, så de en kajakmand komme nordfra. Han styrede direkte mod

dem. Det var første gang, de skulle opleve at møde et fremmed menneske. De

aftalte, at de ikke ville sige noget, før den fremmede havde sagt noget. De

holdt stille og ventede på den fremmede. Den fremmede kom ridende på

bølgetoppene. Han sagde ikke noget, men stak straks kajakåren ind på skrå under

tværremmen på kajakken. Heller ikke fætrene sagde noget. Mens de der lå tæt

sammen, dukkede der en sæl op og lagde sig trygt på vandskorpen. Da ingen ville

sige noget, brød Kamillannguaq tavsheden henvendt til den fremmede: "Ro du løs

på den." Da åbndede den fremmede munden for første gang og

svarede: "Nej, det skal være dig." Da ingen andre ville, roede Kamillannguaq af sted, idet han indimellem kiggede tilbage, fordi han ikke var tryg ved den fremmede.

 

Først da Kamillannguaq var tæt på sælen, satte den fremmede af i stærk fart

hen mod Kamillannguaq. Da fætteren kunne se, at den fremmedes agt var at harpunere Kamillannguaq, satte han i fuld fart efter

den fremmede. Kamillannguaq havde nu gjort sig klar til at harpunere sælen, og

den fremmede ligeså til at harpunere Kamillannguaq, og så harpunerede fætteren den

fremmede. I det øjeblik Kamillannguaq harpunerede sælen, hørte han et plask i

vandet og da han kiggede tilbage, så han, at den fremmede var ved at kæntre.

Kamillannguaq sagde til sin fætter: "Hvorfor harpunerede du ham?" Fætteren

svarede: "Han skulle lige til at harpunere dig, da jeg kom ham i forkøbet ved at

harpunere ham. Det sker der ikke noget ved" (susassoriinnarpaa: han anser det for

ligegyldigt - Chr. B.). Da Kamillannguaq havde gjort sælen klar til bugsering,

lagde han den op bag på kajakken med hovedet vendt imod kajakkens bagende. Der

var et stort isfjeld lige i nærheden og de hængte den fremmedes lig på det ved

hjælp af hans line og roede bort. Undervejs harpunerede fætteren en sæl og han

lagde den op bag på kajakken med hovedet vendt imod kajakkens bagende. Da de

nåede hjem, tog Kamillannguaq far imod dem. Han spurgte, hvorfor de havde lagt

sælerne bag på kajakken med hovedet vendt imod kajakkens bagende. De svarede:

"Det var fordi et menneske blev dræbt før dem." Faderen var tilfreds med svaret

fordi ... ('sujugdlúngingmata' betyder: at de ikke havde ondt i øret - Eller

skulle der måske have stået: 'sujugdliúngingmata', da de ikke var de første. Den

danske kommentar er lidt svær at læse, Chr.B. - at de ikke var blevet dræbt som de første ? BS).

Næste morgen tidligt tog de af sted for at finde slægtninge til

den fremmede, de havde dræbt. Da de et sted roede uden om et lille næs, fik de øje på et stort hus. De roede derhen, og mange mænd gik ned for at tage imod dem. Det var mange brødre, viste det sig. Der blev sat mad frem til gæsterne. Da de havde spist fortalte værtsfolkene, at den stærke mand på stedet ikke var kommet hjem fra fangst. Gæsterne sagde: "Det var måske ham, den eneste kajakmand, vi

mødte og som vi dræbte. Hvis I holder af ham, kan I tage ud og lede efter

ham." Efter denne bemærkning hørtes der hvisken blandt mændene. Gæsterne anede

uråd og sprang ud gennem vinduet. Mændene forfulgte dem og greb dem.

Kamillannguaq og fætteren passede på ikke at falde. Da de kunne klare sig

overfor dem, løftede de dem op og kastede dem, som man gør med en fuglepil. På

den måde kvæstede de dem og dræbte dem alle sammen. De vendte velbeholdne

tilbage til deres boplads.

 

Var.: Dette er ikke en version af Kamillaannguaq (den barfodede - med langt a).

 

Kommentar: en gængs fortælling om blodhævn uden særlig profil. En søgning på: blodhævn; drab; osv. giver mange hits.

oqalugtuaq Kanangmik iliarssungmik aleqalingmik / Kanak

Print
Dokument id:1080
Registreringsår:1861
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Amos Daniel
Nedskriver:Amos Daniel
Mellem-person:Hansen, Einar
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Kanangmik iliarssungmik aleqalingmik / Kanak
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 730 - 732, nr. 203
Lokalisering:Illorsuit: Uummannaq
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., muligvis fra Rink 2488, III nr. 336-345, der er nedskrevet af Amos Daniel i omtrent ulæselig håndskrift.

 

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 5 ss. 61 - 65 har Rink sammenstykket ialt 6 varianter inkl. denne og to (heraf en uidentificerbar) af Amos Daniel. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 5, ss. 116 - 119: Akigsiak.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om den forældreløse Kanak og hans storesøster.

 

Kanak var to år, da begge forældrene døde. Hans storesøster ville nu tage sig af

hans opdragelse. De rejste sammen med nogle, der skulle til deres sommerplads.

Storesøsteren var med ude på en rensdyrjagt og forsvandt.

Kanak voksede op og da han blev voksen, begyndte han at prøve på at finde ud

af, hvor storesøsteren var blevet af. Så giftede Kanak sig, og mand og kone holdt

af hinanden. Når Kanak kom til 'inorutsit' (bjergtrolde. chr.b), så kom Aqissiaq

til inuit. De byttede koner. Engang da Kanak kom til inorutsit traf han dem midt

i en konebytningsfest ('arnigugtorssuit' - ordret: de havde lyst til kvinder. -

måske: lampeslukningsleg ? chr.b). Han var i det ene af husene og byttede med

Aqissiaq og iført Aqissiaqs rejsetøj gik han til det andet hus og kiggede ind

gennem vinduet og her så han storesøsteren 'sumik isumanane' (der ikke anede

noget? chr.b). Han ville ind i huset. Han gik gennem husgangen til indgangshullet op til rummet. Men herfra kunne han ikke se gulvet i rummet, for hos 'tornit' var der meget højt fra gangen op til indgangshullet. I krogen ved indgangshullet var der to store unge mænd. Da Kanak viste sig, rakte de to deres hænder frem og Kanak rakte også sine hænder frem. De tog ham, idet de hele tiden gentog: "Nåda, lille menneske!" De ville trække ham til sig - hver til sit for at flække ham midt

over ('taimaitdlune inûsuit qúperdlugit') ('inûsit - de unge. 'qúperdlugit,

qupperpaa - slår det op (i en bog) (?) C.B). Søsteren, som havde det godt,

spurgte ham: "Er du Kanak?" Han kunne ikke få en lyd frem og måtte nikke til ja. Søsteren var altså kommet til tornit, og disse sagde

hele tiden: "Nåda, du lille menneske". Endelig kom han i tanker om at kalde på

sin store hjælpeånd, mens de ældre sagde til de to: "Nu må I slippe ham,

'anekinguvit, iláinilo tigusaraat'" (? anekinguvit - de små, og somme tider

tager de dem' - svært at få mening ud af. chr.b). De to, der lod som om de ikke hørte de ældre, var (stadig) i færd med at flække ham midt over. De var lige ved at få de to halvdele fra hinanden. Så var det, som om de hørte deres (hans? de ældres?) stemme. Nu nærmede hjælpeånden sig. De sagde hele tiden: "Nåda, du lille menneske". Nu var hjælpeånden ved at være fremme ved huset. Og først da den var undervejs ind i husgangen og de hørte den inde i gangen, slap de ham, idet de

tænkte, at den store hjælpeånd ville vende tilbage til det sted, hvorfra den

kom, når de havde givet slip på ham (Kanak). De slap ham altså, men den (ånden)

standsede ikke. Den fortsatte ind i deres hus og den skræmte livet af dem

alle - også Kanaks søster.

 

Så gik Kanak ind i Aqissiaqs hus og tog tøjet

(Aqissiaqs tøj) af. Derefter tog han af sted hjemover. På det tidspunkt Aqissiaq

ventede ham, var han ved at nå hjem. Aqissiaq passerede ham og spurgte om noget,

men Kanak gik ind i huset uden at svare ham ('apersorane - uden at stille ham

nogle spørgsmål. Men det skulle vist have stået 'apersorâne' - han stillede ham

spørgsmål. Sådan har jeg oversat det. CB). Han sagde, at man skulle tænde

lamperne omgående. Der gik et stykke tid, så kom Aqissiaq ind. Da han (Aqissiaq)

befandt sig oven over huset, sagde Kanak til de andre, at de skulle, istemme

Aqissiaqs vise, som lyder sådan: "Til mennesker kanajaa meget kanajaa, som er

til at skamme sig over". Da man begyndte at synge om kanajaa vendte Aqissiaq

tilbage til sit hus og skammede sig. Slut.              

Skrevet af Amos Daniel.

 

En af Amos Daniels ikke ligefrem gennemsigtige fortællinger, BS.

 

Var.: Aqissiaq.

 

Kommentar: Fortællinger om Kanak kan måske give nogle fingerpeg om en sammenhæng.

oqalugtuaq Kasiagssamik sagdlutôrssuarmik / Qasiassaq

Print
Dokument id:293
Registreringsår:1860
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Jeremias
Nedskriver:Jeremias
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Kasiagssamik sagdlutôrssuarmik / Qasiassaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 580 - 584, nr. 166
Lokalisering:Storøen: Paamiut / Frederikshåb
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 61 ss.184 - 188 har Rink sammenstykket denne med en anden variant. Samme i engelsk oversættelse i

Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 50, ss. 291 - 297.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om Qasiassaq, den store løgner.

Qasiassaq var gift med en kvinde, der ikke kunne få børn. Han var ikke nogen god fanger. En dag han var ude at ro i kajak, så han en fuldvoksen sortside, der var tøjret til land. Han løsnede fortøjningen og slæbte den hjem. Hans kone fik øje på ham, ligesom han roede uden om det lille næs ved bopladsen. Hun råbte: "Qasiassaq er på vej ind med en sæl på slæb!" Da han kom til land, slæbte de den op og gjorde, hvad der skulle gøres. Konen sagde til ham: "Qasiassaq, som plejer at tage ud på fangst, har fanget en sæl!" Hans kone parterede sælen og forærede en del af kødet til sine bopladsfæller. Når hun afleverede foræringen, sagde hun: "Det er et stykke kød fra Qasiassaqs fangst." Om aftenen kom de andre fangere hjem, og en af dem kom hjem uden fangst, den havde han mistet. Da bryststykkerne af sælen var blevet kogt om aftenen, indbød Qasiassaq alle mænd på stedet til spisning. Hans kone kom med et fad med kød og sagde: "Det er Qasiassaqs fangst." Under måltidet fik gæsterne øje på nogle bugserremme med beslag af hvalros- / hvidhvaltænder, som var blevet hængt op. En af mændene spurgte ham: "Qasiassaq, hvornår har du fået dette bugsergrej?" "Det er noget, jeg længe har haft liggende i min (værktøjs)kasse," svarede Qasiassaq. Efter at gæsterne var gået, kom der en knøs ind hos Qasiassaqs og sagde: "Jeg skulle sige fra ejeren til bugsergrejet, der er hos Qasiassaq, at han gerne vil have det, men ikke sælen". Det viste sig, at Qasiassaq havde stjålet en sæl, som en af hans bopladsfæller havde fanget. Qasiassaqs kone sagde: "Hvor er det flovt, når Qasiassaq opfører sig sådan!" Da gav Qasiassaq sig til at prikke / kilde sin kone i siden med sin pegefinger, mens han fløjtende lagde sig ned på briksen med hovedet mod væggen.

 

Dagen efter tog Qasiassaq ud på fangst. Denne gang kom han hjem uden sæl.

Dagen efter tog han af sted igen. Han roede til land, hvor der var mange is-

stumper, der stammede fra et isfjeld, der var kælvet. Han knuste sin kajak og

stoppede en masse isstumper i den. Han tog sit tøj af og dyppede det i

vandet, hvorefter han tog det på igen og tog af sted hjemad. Så snart han

roede uden om det lille næs ved bopladsen, råbte han: "Et isfjeld kælvede på

mig, et isfjeld kælvede på mig!" Da hans kone kom ned til ham, råbte hun:

"Qasiassaq fortæller, at et isfjeld har kælvet på ham." Han steg ud af sin kajak,

og han var våd over det hele. Han trak det ene isstykke efter det andet op af

kajakken, og han rystede meget af kulde. Hen imod aften kom en af kvinderne hjem

fra et bærtogt og fortalte: "I dag så vi Qasiassaq knuse sin kajak og putte en

masse isstykker ned i den, og vi så, at han dyppede sit tøj i vandet,

hvorefter han tog det på og tog af sted." Da hans kone fik dette at vide, sagde

hun til mand: "Hvor er det flovt, når Qasiassaq opfører sig sådan!" Da gav Qasiassaq sig til at prikke / kilde sin kone i siden.    

 

Qasiassaq gjorde sin kajak nødtørftigt i stand, og næste morgen

tog han ud på fangst. Efter at have jaget sæler uden at fange nogen, gik han

i land. Her bandt han sin line omkring en stor sten og roede ud med den et godt

stykke fra land. Så firede han den store sten så langt ned, at hans sølle

fangstblære forsvandt ned sammen med stenen. Herefter roede han hurtigt hjem. Så

snart han rundede det lille næs ved bopladsen, råbte han: "Jeg harpunerede en

stor hvalros, men mistede min fangstblære!" Hans bopladsfæller fik dette at vide

da han kom hjem. En af dem sagde: "Imaqa ârrup amerssua haîngâ" (måske hvalrossens store skind ...... ?) (Det er svært at få nogen sammenhæng ud af det. 'Haîngâ' kender jeg ikke - Chr. B.). En af kajakmændene, der kom hjem i løbet af eftermiddagen, havde Qasiassaqs sølle fangstblære med hjem. Knuden på linen,

der var bundet fast til stenen, havde løsnet sig (eller: stenen var gledet ud af

båndet - Chr. B.), og derfor var fangstblæren kommet op på overfladen. Da konen

hørte dette, sagde hun som sædvanlig: "Hvor er det flovt, Qasiassaq!" Qasiassaq

bemærkede: "Ja, jeg løj."

 

Dagen efter tog Qasiassaq ud på besøgstur. Der, hvor han var på besøg, var

der sorg, fordi en af fangernes datter var død. Qasiassaq sagde: "I går fik

vi en lille datter, og vi gav hende navn efter deres afdøde datter her."

De sørgende blev glade, da de fik at vide, at et nyfødt barn var blevet

navngivet efter deres afdøde datter. Qasiassaq sagde endvidere: "Når barnet

skriger, lyder det altid: 'apangajaa'." Værtsfolkene sagde: "Det kan jo være, at

den lille gerne vil have sine perler ('sapangánguane' - lydlighed med

'apangajaa' - Chr. B.)." Da Qasiassaq skulle af sted, sendte de barnet en masse

perler samt kød og en gryde til at hænge over en tranlampe. De sagde til

Qasiassaq: "Kom endelig på besøg ofte og få kød med hjem." Qasiassaq sagde: "Kom

og se min nyfødte lille datter i morgen!"

 

Så såre Qasiassaq rundede det lille næs ved bopladsen, råbte han: "Jeg er helt forvirret. Der har været forlis, og jeg fandt deres efterladte ting." Hans kone sagde: "Qasiassaq fortæller at han har truffet nogle, der er forlist." De ting, Qasiassaq havde med, bar hans kone op. Hen på aftenen ('únuleriarmat') tog Qasiassaq deres gamle gryde og smed den ud på 'qagtaq' (?), så den gik i stykker, for nu havde de jo fået en anden til erstatning. Næste morgen kom der en hel masse kajakker på besøg. De sagde: "Vi kommer for at se til Qasiassaqs nyfødte datter, (der står: 'panigssãnik', kommende datter. Men der skulle formentlig have stået 'panigsâvánik? Chr. B.)." De, som de besøgte sagde: "Den kone Qasiassaq har kan ikke få børn." Gæsterne sagde: "Sig til Qasiassaq, at han skal komme ned med gryden og perlerne." Så bar man dem ned til ejerne, fordi Qasiassaq havde løjet.

 

Næste morgen tog Qasiassaq igen ud på fangst. Undervejs fandt han et stykke

mattak af en hval. Han tog det op bag på kajakken og skyndte sig hjem. Så snart

han rundede næsset ved bopladsen, råbte han, at der var hval. Da bopladsfællerne

hørte om det, og da de havde set mattakstykket af hval, tog de af sted i konebåde

for at bugsere hvalen. De spurgte Qasiassaq: "Hvor er hvalen?" Han svarede:

"Derhenne, derhenne." Efterhånden var de kommet langt fra deres boplads. De

havde spurgt ham flere gange, og han svarede altid: "Derhenne." Da han blev ved

med at komme med sit 'derhenne', sagde de: "Mon ikke Qasiassaq endnu engang har

løjet. Lad os dræbe ham." Qasiassaq sagde som sædvanlig: "Ja, jeg har løjet." Da

de andre ikke længere kunne tro på Qasiassaq, dræbte de ham. Qasiassaqs løgn- agtighed blev hans endeligt. Slut.

 

Jeremias, forstander på Qeqertarsuaq og Avigaat. Sandelig, løgnagtighed er noget man må betale for, og det bringer én i ulykke. 28. april. 1860.

 

Var.: Thalbitzer nr. 226 A: Qasiättak. Qasiádak. Qasigiaq el. Qasiassaq el. Qasiagssaq, fra hele vestkysten.

oqalugtuaq Kâterpârssungmik / Qaaterpaarsuk / Qaaterfaarsuk

Print
Dokument id:279
Registreringsår:1861
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Mörch, H.P.
Mellem-person:Hansen, Einar
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Kâterpârssungmik / Qaaterpaarsuk / Qaaterfaarsuk
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 502 - 505, nr. 149
Lokalisering:Uummannaq
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om Kaaterpaarsuk.

 

Kaaterpaarsuk voksede op som forældreløs uden at kende noget til ting, der kunne være til gavn. Endelig var der én, der tog ham til sig, men det viste sig, at plejefaderen var af en sådan slags, som ikke var indstillet på at hjælpe nogen, og at han var en listig person. Da Kaaterpaarsuk blev større, ville han have sig en kajak. Men han anede ikke, hvordan man byggede en kajak. Han besluttede sig til at prøve at bygge en kajak, selvom han ikke havde forstand på, hvordan han skulle bære sig ad, og selvom der ikke var én, der kunne vejlede ham.

Han var nu kommet igang med arbejdet og var fordybet i sine tanker om,

hvordan han skulle klare det. Så hørte han noget rasle. Han tænkte: "Det var

måske én, der ville hjælpe eller vejlede mig." Han var så optaget af

arbejdet, at han ikke kiggede efter, hvor denne raslen stammede fra. Denne

raslen gentog sig, men heller ikke denne gang kiggede han til denne side. Den

tredje dag hørte han igen raslen, men han hverken kom med nogen bemærkning eller

kiggede efter, hvor den kom fra. Det han hørte var altså kun en raslen, men så

hørte han en stemme, der ville få ham til at kigge i den retning, hvorfra

stemmen kom. Den lød: "Aha, aha!" Han kiggede i den retning, hvorfra stemmen kom,

og så, at en stor bjørn skulle lige til at slå ham. Han blev så forskrækket, at

han smed sit værktøj og flygtede. Han slap væk i sidste øjeblik, før bjørnen

slog ham. Dette gentog sig hver dag, men han anede ikke, at det var hans

plejefar, der var krøbet ind i et bjørneskind, for at forskrække ham og for at

få ham til at flygte.

Så skete det en dag, da drengen som sædvanlig flygtede af skræk, at

plejefaderen gav sig til at grine. Han tog bjørneskindet af og sagde: "Jeg

syntes egentlig, det var synd, at du kom igang med at bygge en kajak uden at

vide, hvordan du skulle gøre det, men jeg gjorde det modsatte af det, jeg burde

have gjort." Kaaterpaarsuk blev såret over det, plejefaderen sagde. Han glemte

aldrig, at han gjorde ham så forskrækket. Allerede mens han endnu var igang med

kajakbyggeriet og under sin videre opvækst, tænkte han hele tiden på, at han ville

hævne sig på ham. Men han kunne ikke finde ud af, hvordan han skulle bære sig ad

med det. Han glemte aldrig, hvor forskrækket han blev.

Langt om længe blev han færdig med kajakken og begyndte at øve sig i at ro

i kajak. Han lærte at ro i kajak og begyndte at tage ud på fangst. Han tænkte

ikke på andet end at hævne sig. Engang han var på kajaktur, gik han i land et

sted. Han gav sig til at gå op ad, og da han kiggede ud over havet, så han, at

tre store hvalrosser var dukket op, og at de holdt sig flydende derude. Han

tænkte: "Bare jeg kunne få en af dem til at krænge sit skind af." Idet han

tænkte dette, forsøgte han sig med at fremsige en trylleformular. Men han vidste

ikke, hvordan man bar sig ad med det, og der skete ikke noget med hvalrosserne.

Han gik ned og roede hjem, og han bebrejdede sig selv for sin uformåenhed med

hensyn til at trylle. Fra nu af bestilte han ikke andet end at øve sig i at

fremsige trylleformularer. Langt om længe lærte han det, og da han lærte en

trylleformular, der kunne få et dyr til at krænge skindet af, mente han, at det

måtte være lige det, han havde brug for. Dette fik han bekræftet yderligere, da

han engang prøvede det på en lille hare med et godt resultat. Han fandt formu-

laren helt velegnet til formålet.

En dag gik han og ventede på, at alle fangerne skulle tage af sted på

fangst. Da alle var taget af sted, roede han ud og steg i land et sted. Mens han

opholdt sig der, dukkede der flere hvalrosser op, den ene efter den anden. Han

begyndte at fremsige en trylleformular for at få en af hvalrosserne til at

krænge sit skind af, og Kaaterpaarsuk krøb ned i det og svømmede ud til

kajakkerne, idet han skiftevis dykkede ned og dukkede op. Da han kom ud til dem,

dukkede han op mellem kajakkerne for at finde ud af, hvem af disse, der var hans

plejefar. Når kajakkerne roede til, og når de kastede harpunen efter at have

gjort sig klar til det, gjorde han skindet hårdt (eller blot: gjorde han sig

selv hård - Chr. B.) Og når han blev ramt, trængte harpunspidsen ikke ind, men

hoppede blot henover skindet. Da Kaaterpaarsuk havde passeret alle kajakkerne,

genkendte han sin plejefar, der befandt sig mellem de andre kajakker. Han

dukkede op flere gange i nærheden af ham, og hans plejefar blev ivrig efter at

jage dyret, harpunere det og fange det. Han roede til og kastede harpunen og

Kaaterpaarsuk gjorde sin overflade hård, og harpunspidsen trængte ikke igennem

huden. Han dykkede og angreb sin plejefar nedefra, så det skummede. Han slap ham

igen uden at lade ham kæntre. Men han tog hans line og dykkede ned med

fangstblæren. Han svømmede ind til land, før kajakkerne tog hjem. Da han kom

hjem, lod han som ingenting, og han gemte plejefaderens fangstblære. Fangerne samledes, efter at de var kommet hjem og snakkede undrende om den mærkelige

hvalros. Mens de stod og snakkede om hvalrossen, tog han fangstblæren og gik hen

til fangerne, der stod uden for husene. Da han kom hen til dem, gav han sin

plejefar fangstblæren, idet han sagde: "Her er din fangstblære. Du gjorde mig

bange i skikkelse af en bjørn, og jeg gjorde dig bange i skikkelse af en

hvalros." Plejefaderen, som ellers mente, at han var ude over den alder, hvor

man kunne blive forskrækket, stod nu blandt andre mennesker og fik sig en

ordentlig forskrækkelse. Det fortælles, at Kaaterpaarsuk fik ro i sindet efter

denne hævn. Slut.

oqalugtuaq Katifârsuk / Katerparsuk

Print
Dokument id:126
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Clementsen, Tobias
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Katifârsuk / Katerparsuk
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 47 - 48, nr. 19
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af orig. håndskr.: NKS, 2488, VI, 4', ss. 125h - 126v.

 

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 10 ss. 73 - 74 har Rink sammenstykket ialt 5 varianter inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 7, ss. 124 - 126:

Katerparsuk.)

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om Qatigaarsuk.

Qatigaarsuk, der var forældreløs, forsøgte at bygge sig en kajak; men han

magtede det ikke og brast i gråd. En åndemaner ville vise ham sin medlidenhed;

men han gjorde det modsatte af det, han skulle. Han gik hen til Qatigaarsuk i

skikkelse af en isbjørn og skræmte ham fra vid og sans, så han flygtede. Qatigaarsuk glemte det aldrig. Han øvede sig på at blive åndemaner og lavede

sig en pose af hvalrosskind til at være i.

En dag da alle fangerne, blandt disse åndemaneren, var ude på fangst, puttede

han sig ned i posen og svømmede under vandet ud til fangstområdet. Han styrede

lige direkte imod åndemaneren og lod sig harpunere af ham. I stedet for at

dukke op igen svømmede han med åndemanerens fangeblære / fangstblære og rem tilbage til

bopladsen. Så tog han sin kajak og roede ud til fangerne med åndemanerens

fangeblære og rem i bagenden af sin kajak. Da han nåede frem til fangstområdet,

sagde åndemaneren til ham: "Jeg har harpuneret en stor hvalros. Den dukker nok op

lige straks." Qatigaarsuk roede nu helt hen til åndemaneren og rakte ham hans

fangeblære og rem, idet han sagde: "Der var engang du skræmte mig i skikkelse af

en isbjørn. Denne gang var det mig, der narrede dig i skikkelse af en hvalros."

Da Qatigaarsuk roede bort fra åndemaneren, kiggede han tilbage og så, at han

tørrede en tåre bort.

 

Var.: Katerfarsuk, Qaaterfaarsuk, Katerfaarsuk, Katerparsuk; Qatigaarsuk

oqalugtuaq Katigagsîmik

Print
Dokument id:121
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Steenholdt, Wittus ?
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Katigagsîmik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 35 - 36, nr. 14
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, formentlig af Rink NKS, 2488, VI, ss. 115h - 116h, vistnok i

renskriveren Steenholdts skrift.

 

Forkortet dansk oversættelse af denne + Kreutzmanns variant i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 32 s. 127 og - endnu kortere - på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 149, s. 471 - 472: Katigagse.)

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

 

"Fortællingen om Qatigassii / Qatigaatsi".

Qatigassii troede ikke på åndemanere. Når åndemaneren begyndte at tilkalde

hjælpeånder, fjernede han skindforhænget og afbrød på den måde åndemaningen.

En dag fik han at vide, at Qasilii var blevet en stor åndemaner. Qatigassii

gik hen og overværede hans åndemaning. Da Qasilii under åndemaningen påstod, at der nærmede sig en ildkugle vestfra, blev Qatigassii meget vred. Han gik hen

til udgangen og fjernede skindforhænget med meget stort besvær. Han kom ud, og

ganske rigtigt: Der sås en ildkugle i vest. Anden gang han skulle ud, var det

næsten helt umuligt at få fjernet skindforhænget. Udenfor så han, at ildkuglen

var kommet ganske nær. Han blev så bange, at han, da han kom ind, svang sig op

og hægtede sig fast til husets tværbjælker og blev deroppe. Nu var ildkuglen

ganske tæt på. Åndemaneren ville gerne afbryde seancen, men han kunne ikke.

Folk tømte potter med urin henimod ildkuglen for at få den til at vende om.

Først da man tændte lamperne i huset, og åndemaneren afbrød seancen, fjernede

ildkuglen sig. - Qatigassii havde til sidst ikke flere kræfter til at blive

hængende på tværbjælkerne og faldt ned på gulvet. Han krøb ind under

liggepladsen modsat briksen og befandt sig mellem sælskind og kød, der var

henlagt til gæring, og af skræk tissede han og forrettede sin nødtørft mellem

alle disse ting.

Det var sidste gang, Qatigassii overværede åndemaning. Han havde fået nok.

Var.: Qatigaatsi; Der er endnu et par fortællinger om "vantro" mænd, der blir skræmt og klogere under en åndemaning / seance: Uinneqs åndebesværgelse; Qernikasik. Se også: Den store ild.

 

Kreutzmann identificerer Den store ild = ildkuglen fra bjergtpååeme med toornaarsuk

oqalugtuaq kiviúnguamik / Kivioq

Print
Dokument id:252
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Motzfeldt, Peter
Mellem-person:Motzfeldt, Peter
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq kiviúnguamik / Kivioq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 375 - 379, nr. 122
Lokalisering:Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Dette håndskrift må være en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores. Håndskriften ligner ikke Peter Motzfeldts, hvis man sammenligner med Rink 2488 V, 4' nr. 202, hvor PM selv har skrevet på dansk.

 

Kortfattet oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 21.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 15, ss. 157 - 161: Giviok.)

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 253 - 256: Kivioq. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 253 - 256: Oqaluttuaq Kiviunnguamik.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om lille (kære) Kivioq.

Kiviunnguaq havde mistet sin kone. Han prøvede flere gange at forlade sin søn, men hver gang han sov, og Kiviunnguaq var nået ud på gulvet, begyndte drengen

at græde, og Kiviunnguaq gik i seng igen. Nogle gange vågnede drengen først,

når Kiviunnguaq bøjede sig for at gå ned i gangen, og Kiviunnguaq måtte tilbage igen. En dag sønnen havde været ude og kom ind i huset, fortalte han meget ivrigt,

at han havde set moderen, der var sammen med en anden mand. Kiviunnguaq sagde

han skulle holde op med at omtale sin mor, fordi hun jo var blevet

begravet og dækket til med store sten. "Du kan jo selv gå ud og se hende,"

sagde drengen. Han kiggede ud gennem vinduet og ganske rigtigt: Hans kone, som

døde for nogen tid siden, var sammen med en anden mand. Kivioq blev vred og

dræbte både konen og manden og lagde dem (gravsatte dem) i en ret stor

klipperevne oven på hinanden. Derefter gik de i seng. Da sønnen sov,

stod Kivioq op. Han var ved at forlade gangen, så vågnede hans lille søn, som

han plejede og gav sig til at græde. Men denne gang lod han ham være. Så snart

han kom ned i sin kajak, gav han sig til at ro for fuld kraft. Han roede og

roede, ud på det store hav, hvor der ikke var land at se.

 

Først kom han til

et sted med en stærk strømhvirvel ('kaavittorsuakasik'). Han var nær

blevet suget ned ('nakkaleraluarluni'), men kom med nød og næppe op og væk fra den. Han roede videre og kom til havets lus ('immap kumai').

Forsøgsvis kastede han en pind, som sad på kajakken til beskyttelse mod slid,

ud til dem. Så snart den faldt på vandet, blev den spist af lusene, rub og

stub. Han kastede en vante ud til dem. Den holdt længere

end pinden. Han viklede gamle vanter omkring årebladene. Så roede han videre og

kom over og igennem, netop som de spiselige dele var blevet spist op

('ikkaallattalersorlu' kan jeg ikke få en fornuftig mening ud af. Chr.B.). Så så

han noget sort forude. På nærmere hold var det skam land.

Kivioq tænkte: "Hvis der bor mennesker, findes der sikkert også et

lille fjeld, der er goldt (ifølge Rinks kommentar, 'evqitsoq' betyder "rent")." Det var der. Han gik i land før selve stedet. Han så på den anden side af fjeldet et hus. Da han gik derhen, opdagede han, at de var ved at koge mad. Han

væltede røghullets vindskærm og gemte sig bag ved huset. Der kom én ud af huset

og sagde: "Det er vel ikke en mand, der har væltet den" (ifølge Rinks

kommentar. Chr.B. er usikker). Da hun var oppe for at rejse

skærmen igen, opdagede hun Kivioq og skyndte sig ind i huset. Hun kom ud igen og

sagde til Kivioq, at han skulle komme indenfor. Derinde lå en kælling på maven

med en dyne over sig. Hun sagde til sin datter, at hun skulle hente nogle bær.

Hun kom ind med noget bær i fedt og satte det frem. De dampede kraftigt.

Kivioq, som gav sig til at spise, sagde: "Sikke velsmagende bær." Hertil sagde

Usorsaq (navnet har noget med penis at gøre) (den gamle kælling): "Det er fordi

fedtet er fra en ung mand". "Den slags spiser jeg ikke," sagde Kivioq. Da han bukkede sig lidt, så han en mængde menneskehoveder under briksen. Da gav Kivioq sig til at kigge grundigt rundt, og da kællingen en overgang ikke længere var helt

dækket af dynen, så han noget blankt stikke op af hendes bagdel. Da de

skulle til at gå i seng, fandt Kivioq et påskud for at gå udenfor. Derude

fandt han en flad sten og stak den ind på brystet under tøjet. Han kom tilbage

og gik i seng. Han lagde sig ned på ryggen og sagde: "Jeg kommer nok til at sove

godt." Kivioq lå og lod som om han sov. Kællingens datter, som troede, at han

sov rigtigt, sagde det til sin mor. Denne sprang ud på gulvet ganske

lydløst, men da Kivioq lod som om han var ved at vågne, sprang hun tilbage lige

så lydløst som før. Men så snart han lagde sig til rette igen på ryggen

('manilerpoq' kan vist godt tydes derhen), sagde datteren: "Nu sover han."

Kællingen sprang hurtigt ned igen på gulvet (ret ulæseligt, men ifølge

Rinks kommentarer. Chr.B.). Fra gulvet sprang hun op på mennesket (Kivioq) og ramte ham i hjerteregionen ('ileqqorsorluni nipaa' - se bemærkningerne til originalen. Det næste ord er jeg ikke i stand til at læse. Chr.B.). Hun væltede. Datteren skreg: "Usorsaq har brækket halebenet. Hvor trist, for det har ellers skaffet os rigeligt at leve af." Kivioq stod op og befriede sig for stenen, som han havde liggende på brystet. Da han flygtede ud, sagde Usorsaqs datter: "Bare man kunne spise hans kindkød" ('kulunnguakasik' kender jeg ikke - se bem. i originalen. Chr.B.). Kivioq, som var kommet i sin kajak og var ved at kæntre, sagde, mens han rettede sig op igen: "Lad mig ramme hende deroppe med min vingeharpun". Som sagt så gjort. Det hele blev farvet rødt.

 

Han sejlede væk fra hende og kom igen til et fjeld, som var goldt. Han gik i land før selve stedet. Fra fjeldet så han et hus. De var ved at koge mad. Han gik ned til det og væltede som før vindskærmen og gemte sig bag huset. Der kom én ud og sagde til sig selv: "Det er mærkeligt, at vindskærmen er væltet, for det blæser jo ikke". Pigen gik ind, men kom ud igen. Kivioq trådte frem, og pigen bød ham indenfor.

 

Hele vejen rundt i rummet var der blærer. I huset boede mor og datter. Moderen sagde: "Nu falder vandet om ikke så længe. Når det er ebbe, plejer vi at binde blærer på fiskene, men vi savner én til at hente fangsten." Kivioq fortalte, at han havde dræbt begge de ækle kvinder. De svarede: "Det var vel nok dejligt, for de to kvinder har dræbt vores mænd", og de sagde videre: "Bliv hos os!" og det sagde Kivioq ja til. Så sagde kvinderne: "I morgen vil vandet falde, som det plejer. Når du hører et drøn, skal du løbe derud, og når du hører endnu et drøn, skal du styrte ind i land." De gik i seng.

 

Kivioq vågnede ved, at datteren var på vej ud, og da han i det samme hørte et drøn, skyndte han sig at komme op. Han så, at kvinderne allerede havde sat blære på flere helleflyndere. Kivioq nåede lige at sætte blære på et antal helleflyndere, så hørte han et drøn og opdagede, at vandet var ved at rulle hen over ham. Han havde ikke mærket noget til kvinderne. Kivioq nåede på land, da vandet slikkede hans hæle. Det blev højvande og Kivioq roede ud og hentede de fisk, der drev i land uden for deres boplads. Kivioq blev på stedet, og der var ingen grænser for kvindernes taknemmelighed.

En dag kom Kivioq til at tænke på sin kære søn, som han rejste fra, og hvis

gråd han endnu havde kunnet høre på stadig større afstand. Han roede samme vej

tilbage og overvandt de samme forhindringer, som han var ude for på udturen. Da han nærmede sig landet, hørte han nogen synge. Han roede hen mod lyden og fik

øje på en hel masse konebåde, der slæbte en hval ind. Oven på hvalen var der en høj mand med skæg, der sang. Det viste sig, at det var hans søn, som havde fanget

en hval og nu stod han oven på hvalen og sang af fuld hals. Han kunne ikke

genkende ham lige med det samme. Men det var altså den samme søn, hvis

gråd han havde hørt, da han tog fra ham, som han nu genså oven på en hval.

 

Var.: Kivioq

 

Kommentar: Tidevandsfangst; Varianter også hos canadiske Inuit.

oqalugtuaq Kivsajusimik

Print
Dokument id:120
Registreringsår:1828
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Thomas ?
Nedskriver:?
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Kivsajusimik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 23 - 24, nr. 10
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af orig. håndskr. NKS 2488, VI, ss. 104h - 105v.

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

"Fortællingen om Kissajusi".

Det fortælles, at Kissajusi havde en moder, der hed Seqquilisaq. Når

Kissajusi vågnede om morgenen, gik han op på et fjeld. Her bukkede han

sig ned mod jorden og råbte: "Vejret er fint til bueskydning." Så

plejede folk at komme ud og begynde at skyde på hinanden med bue og pil. Kissajusi var så med til at flænse de døde, og han og moderen og brødrene spiste kødet. En af bopladsfællerne blev sur på Kissajusi. Han gik meget tidligt om morgenen op på fjeldet og så på, hvad Kissajusi foretog sig; og da han under bueskydningen stod og bare kiggede på de andre, overrumplede han ham og dræbte ham, hvorefter han kastede liget ud til flænsning. Moderen vidste ikke, hvor Kissajusi blev af. Da hun om aftenen ledte efter ham i samtlige huse, fandt hun kun hans lem. Så sagde hun grædende: "Lad Kissajusis yngre brødre spise hans

snavsede lem." Hun tog det med hjem, og brødrene spiste det.

Seqquilisaq var meget vred på Kissajusis morder og udfordrede ham til bueskydning. Men Kissajusis morder blev så bange, at han græd. Moderen kogte

"qalaani" (kvindekønshår?) over tranlampen og lod sønnen spise det og suppen,

idet hun sagde, at han så ikke ville dø. Hun gav ham sener af en hvidhval (eller narhval) til amulet og sendte ham ud. Han gik sammen med Seqquilisaq ud til en slette. Seqquilisaq, som var meget stærk, smed sit ene halværme ud og sagde:

"Kom herhen, her skal vi kæmpe med bue og pil." Og kampen begyndte. (Uafsluttet

fortælling).

 

Kommentar: Seqquilisaq er navnet på forskellige hovedpersoner i andre fortællinger om blodhævn

Oqalugtuaq Kujatamiûgoq Avangnane / Oqaluttuaq kujatamiuugoq avannani

Print
Dokument id:380
Registreringsår:1867
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, V. 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Thomassen, J.
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Oqalugtuaq Kujatamiûgoq Avangnane / Oqaluttuaq kujatamiuugoq avannani
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 983 - 991, nr. 198
Lokalisering:?
Note:

Kort dansk resumé i Rink: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, II: nr. 102.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Morsomme historier.

Fortællingen handler om en sydlænding, der havde hørt om, at der

nordpå boede en stor drabsmand (? Inunesursaarmik - inorersorsuarnik -

drabsmand).

Ved forårstide tog han af sted nordpå. Der kunne gå tider, hvor han

ingen mennesker så. Når han kom til et beboet sted, slog han

teltet op. Så gik han på besøg i teltene, og han kiggede kun på

pigerne, og de smukkeste udtog han til roersker. Når han skulle af

sted, slæbte han dem ned til konebåden. Der sad de så midt i konebåden

og tudede. Så plejede han at sige: "Læg nu kræfterne i og ro. Det er jo ikke for evigt, du har forladt din familie. Du ser dem igen." Når hun så tog fat, gik det hurtigere nordpå.

 

Undervejs nordover fik de igen øje på en hel masse telte på den anden

side af et næs, og han drejede konebåden derhenad. Folk stod på

stranden og råbte: "Læg til her, I kan slå telt op her." Han kiggede

kun efter pigerne for at få roersker på sin vej nordover. Da han slog

lejr sjette gang, sagde han til folk: "Jeg har hørt, at der heroppe

skulle bo en menneskeæder. Jeg er rejst herop for at møde ham." De

sagde, at frosten var gået i jorden, og årstiden ikke egnede sig til

rejser. De tilbød, at han kunne slå teltet op på den anden side af

deres lejr. Men han ville videre. Igen slæbte han en pige ned til

konebåden, uden at bopladsen kunne hindre ham i det. Alle græd, når de

var kommet ombord i konebåden; og hver gang sagde han til dem, at de

ikke var rejst væk for altid, og at de ville se deres familie igen.

 

De roede hele dagen, og slog så lejr på et sted, hvor der ingen

mennesker var. Det mærkedes, at frosten satte kraftigere ind. Næste dag

roede de igen hele dagen og slog lejr på et sted med mange mennesker.

Sydlændingen sagde til dem, at han udelukkende var rejst nordpå for at

træffe drabsmanden. Folk på stedet, hvor han slog lejr, fortalte ham,

at der nord for deres lejr boede en stor drabsmand (eller:

menneskeæder). Alle, der besøgte ham, blev dræbt af ham eller af hans

hunde.

 

Sydlændingen havde en hund, der havde nyfødte hvalpe. Han

glædede sig til det blev morgen. De tog af sted næste morgen, og på

den anden side af et stort næs, på solsiden, så de hans telt. Hans

store hund løb fjorden rundt og befandt sig nu på den side af fjorden,

hvor konebåden var. Sydlændingen blev bange og drejede konebåden bort

fra kysten. Udefra styrede han til stranden nedenfor drabsmandens

telt. Da de nærmede sig stranden, var den store hund på vej ud til

dem. Dens store herre holdt minsandten øje med dem gennem teltets

kanâsautigut (? teltets entré). Sydlændingen blev arrig, da han ikke

kunne lægge til. Han lagde styreåren i konebåden og smed sin meget

mindre hund over mod den store hund og ramte den i strubehovedet. Den

store forsøgte at bide den, men den kunne ikke. Så smed han dens

hvalpe over og ramte den på bagbenet ujalui Kangegerdlugit (? skar

senerne over). Hundehvalpene rev benene af den store hund, mens deres

mor rev struben op. Den faldt død om af blodtab. Så kunne konebåden

med sydlændingen lægge til. Manden holdt faktisk øje med ham fra

teltindgangen.

 

Da de havde bragt tingene op fra konebåden, slog de

teltet op. Sydlændingen, som var her for første gang, gik ikke ind i

sit telt foreløbig. Han satte sig uden for sit telt med ansigtet vendt mod

mandens telt og ville gøre Kaitagssarssuaq (kaatassarsuaq: noget, der

skal blive til en hammer ?) færdig; han var jo her for at se, hvordan

en menneskeæder så ud. Menneskeæderen kom ud af sit telt og gik hen imod ham. Sydlændingen tænkte: Nu kommer han nok for at dræbe

mig." Men han gik bare rundt om ham og op til sit telt igen. Lidt

efter kom hans kone ned og sagde. "Jeg skulle sige, at han gerne vil

låne dit redskab." Han gav konen kniven. Menneskeæderen gjorde ham iøvrigt ingenting. Da han (sydlændingen) næste morgen skulle

af sted, bad han sin sølle mor om at hente kniven - hende sendte han

op, fordi han bedre kunne undvære hende end de andre. Moderen kom

tilbage uden kniv:  "Han vil kun give dig den tilbage, hvis du sender den smukkeste af dine koner op efter den." Han sendte endnu en gang sin mor op efter kniven, men hun kom tomhændet tilbage. Sønnen blev vred og begyndte at stramme alt, der kunne strammes. Han var nu klar til at gå op. Hans mor

advarede ham, og bad ham lade kniven være. Nu skulle hun altså

op og samle sønnens knogler sammen, tænkte hun.

 

Sønnen kom op til menneskeæderens telt og hvilket telt! Han trak forhænget til side med sin pegefinger. Der sad han foran sydlændingens kone og belejrede

hende. Kniven havde han liggende ved siden af imod teltvæggen.

Sydlændingen kiggede i første omgang bare på ham, men så sagde han:

"Jeg er her efter min kniv." Han svarede: "Tag den selv."

Sydlændingen sagde: "Eller jeg er her efter min kone." "Tag

hende selv." Sydlændingen blev hidsig og rakte efter sin kone. I det

samme greb han ham og begyndte at slås med ham, bare for at prøve det.

Sydlændingen tænkte, at nu ville han smide drabsmanden ud, og det gjorde

han straks så teltforhænget flængede. Han tumlede rundt og kom til sidst på

benene igen. Sydlændingen kylede ham hen ad jorden i flere omgange

ned mod vandet. Netop som han skulle til at smide ham i vandet, råbte

hans mor, at han skulle lade være; for det viste sig ofte, at enlige

folk havde slægtninge (som kunne hævne sig). Han lyttede til sin mor

og lod menneskeæderen være i fred. Han opgav at smide ham i vandet. Så

snart han blev sluppet løs, løb han op til teltet som en trillende

kugle og en ulk, der smutter ind under en sten. Han gik ind i teltet

og blev derinde; for det var første gang han ikke havde kunnet klare

sig i en kamp. Sydlændingen kunne tage det helt roligt. Han

overvintrede på stedet og tog tilbage sydpå, da det blev forår. Hvert

sted, han slog lejr, afleverede han en roerske. Han kom hjem til sin

boplads og rejste aldrig mere nordpå.

 

Var.: Minder en del om Mannik. Iøvrigt talrige fortællinger om sydlændinge der rejser nordpå og udfører heltemodige gerninger. Fx dræber en kæmpestor isgroet bjørn.

oqalugtuaq Kûkajangmik Nájarssuarmigdlo / Oqaluttuaq Kuukajammik Naajarsuarmillu

Print
Dokument id:374
Registreringsår:1867
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, V. 4'
Fortæller:Apollo
Nedskriver:?
Mellem-person:?
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Kûkajangmik Nájarssuarmigdlo / Oqaluttuaq Kuukajammik Naajarsuarmillu
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 778 - 781, nr. 157
Lokalisering:Narsaq
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om Kuukajak og Naajarsuaq.

 

Naajarsuaq og Kuukajak havde hver deres foretrukne sted til

vinterforråd / -depot / -proviant. En gang skete det, at Naajarsuaq fandt på at gemme sit vinterforråd i Kuukajaks foretrukne sted, uden at han vidste

noget om det. Da Kuukajak så vendte tilbage fra sit sommerophold inde i

fjorden og ville gemme noget i sit sædvanlige opbevaringssted,

havde Naajarsuaq fyldt det med sit. Kuukajak blev rasende, og

tænkte straks på at dræbe ham.

 

En dag roede han ud til hans vanlige fangstområde. Her så han ham ligge på lur efter sæler. Kuukajak roede imod ham fra solsiden; og imens gav Naajarsuaq

sig til at ro kraftigt på tværs af solretningen (seqineq naivdlugo).

Inden Kuukajak kom ud af solfeltet, standsede han. Endnu en gang roede

Naajarsuaq af sted. Men Kuukajak forblev i solfeltet. Endelig kom han

så tæt ind på ham fra solsiden, at han kunne harpunere og dræbe ham på

stedet. Da han kom hjem, fortalte han familien, at han havde dræbt

Naajarsuaq. På det tidspunkt fødte Naajarsuaqs enke en søn, som fik

navnet Naajarsuaq efter faderen.

 

Så tog familien nordpå. Deroppe i nord voksede Naajarsuaq op og blev en dygtig fanger og samtidig meget stærk. Da hans slægtninge blev klar over hvor stærk han var, opfordrede de ham til at tage sydover - måske var Kuukajak død i

mellemtiden. Da de nåede den egn, hvor Kuukajak boede, forhørte de

sig om ham, og fik at vide, at han stadig levede. Man fortalte, at

han kun levede af at fiske.

 

Når slægtninge besøgte Naajarsuaq fik de et stykke hvalbarde med hjem. Kuukajak tænkte, at Naajarsuaq måske ikke længere huskede, at han havde dræbt hans far. Han besluttede sig til at besøge ham i håb om, at han ville forære ham et stykke

hvalbarde til en fiskesnøre. Han rejste på besøg og blev modtaget godt

af Naajarsuaq, så snart han lagde til ved stranden. Kuukajak tænkte:

"Så har han altså glemt, at jeg har dræbt hans far." Inde i huset gav

de ham noget at spise. Kuukajak opfattede det som et yderligere bevis

på, at drabet på hans far var blevet glemt. Han ventede i håb om, at

Naajarsuaq ville forære ham et stykke hvalbarde. Til sidst tænkte han,

at han måske først ville give ham noget ved afrejsen. Da han var på

vej ud af huset, tog Naajarsuaq sin harpunrem. Kuukajak gik ned til

sin kajak og gjorde sig klar til at komme af sted, idet han af og til

skævede op imod huset. Netop som han roede ud kom Naajarsuaq ud af

huset med sin store harpunline i hånden. Så kunne Kuukajak ikke se ham

længere. En af de gange, han kiggede tilbage, så han ham komme frem.

Kuukajak satte tempoet op. Han ventede hele tiden, at

Naajarsuaq allerede havde placeret sig på den rigtige side af kajakken. Endelig, lige før han nåede stranden, harpunerede Naajarsuaq ham og

hævnede sig på den måde på faderens morder. Herefter fik Naajarsuaq ro

i sindet. Slut.

 

Var.: Mågen og sneglen; Kuukajak og Naajarsuaq; Naajarsuaq og Horaajuk; Naajarsuaq og Kuukajak (flere).

oqalugtuaq Kumagdlâmik Asalûmigdlo Mêrqamigdlo / Kumagdlase og Asaloq

Print
Dokument id:268
Registreringsår:1860
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Hansen, Hans
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Kumagdlâmik Asalûmigdlo Mêrqamigdlo / Kumagdlase og Asaloq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 439 - 460, nr. 138
Lokalisering:Alluitsup Paa / Sydprøven
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 4 ss. 56 - 61 har Rink sammenstykket ialt 5 varianter inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 4, ss. 109 - 115:

Kumagdlat and Asalok.)

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

En fortælling om Kumallaat, Asalooq og Meeraq.

 

Fætrene Kumallaat, Asalooq og Meeraq boede i Sanningasoq (tilsyneladende et stykke syd for Paamiut, BS). Hver af dem havde en mor og de elskede hinanden meget. Kumallaat, som var den ældste, boede i sit eget hus og havde en konebåd. De to andre boede i samme hus og havde én konebåd i fællesskab. De besøgte hinanden især om morgenen og aftenen. De plejede at prøve kræfter med hinanden. De elskede hinanden i den grad, at de endog altid var sammen, når de var ude i kajak. Kumallaat havde en kælling boende hos sig. En dag lagde Kumallaat mærke til, at kællingen gik og var var vred, og han sagde til hende: "Jeg vil ikke have én boende, som er sur, jeg slår dig ihjel." Hans husfælle (kællingen) svarede: "Det er ikke for ingenting, jeg er sagtmodig. Da jeg først fik dig som forsørger, blev jeg sagtmodig af medlidenhed dig." Da spurgte Kumallaat: "Hvorfor dog det?" Hun svarede: "Dine kære fætre elsker dig meget, ikke sandt? Men det siges, at de vil dræbe dig, når du mindst aner uråd." I virkeligheden var kvinden bare vrissen, fordi hun havde sovet for lidt, og hun løj, fordi han truede med at dræbe hende. Kumallaat blev urolig ved det, kvinden sagde, og han blev bange for sine kære fætre, så selv om han evig og altid var sammen med dem, ville han nu skilles fra dem.

En forårsdag, hvor vejret var dejligt og stille, gik fætrene,

som altid ind hos Kumallaat og spurgte: "Kommer du med ud på fangst?"

"Nej, det gør jeg ikke, for i dag skal min sølle kajak tørre", svarede Kumallaat. Fætrene prøvede igen at få ham med,

men da han ikke ville, tog de af sted uden ham. Det var første gang de ikke var ude sammen. Under fætrenes fravær gav Kumallaat sig til at grave teltstængerne fri (for des hurtigere at kunne pakke teltet næste morgen, BS). Han var færdig med det, da de kom hjem fra fangst.

Dagen efter kom fætrene igen og spurgte, om han ville med ud på fangst.

Kumallaat svarede: "Nej, jeg vil også blive hjemme idag, for at få min kajak

tørret". Fætrene ville ellers gerne have ham med, men da han ikke ville, forlod de ham endelig og tog alene ud på fangst.

Så snart fætrene var ude, fik Kumallaat sin konebåd bragt

ned i vandet. Han lastede den og de tog af sted, idet han ved afrejsen gav

følgende besked: "Sig til mine fætre, at de skal følge efter snarest muligt. Vi er taget ud til Niaqornalik, vores forårsplads vestpå". Deres bopladsfæller så, at de sejlede uden om Uummannaq, og de gik ind, så snart de forsvandt bag det.

Da deres bopladsfælleer ikke længere kunne se dem, drejede de nord om Uummannaq og derfra over en fjord til Pamialluk.

Det fortælles, at Pamiallukbeboerne aldrig sov, (Rinks notat: altid årvågne) og at der på stedet boede en tosse ('pivdlingajak'), der vidste besked med alt. Lige før de skulle uden om et næs, så de kunne ses fra Pamialluk, gik Kumallaat hen i midten af konebåden, åbnede en kiste, kom op med

et bleget kranium af en netside frem og satte det foran på konebåden. Lige før konebåden blev synlig fra Pamialluk sagde tossen: "Jeg kan høre lyden af en konebåd". Pamiallukbeboerne kom ud og kiggede, men de så

ingen konebåd. Derimod så de en fjollet netside dukke op og blive oppe synlig lige til den forsvandt sydover. Da de ikke så andet, gik de tilbage i husene. Sådan flygtede Kumallaat og hans fæller sydover: Lige før de ville kunne ses

fra en boplads, satte han sin amulet af et netsidekranium foran på konebåden. Kun når konebådsbetrækket blev for vådt og rejseprovianten var sluppet op, slog de lejr.

Da Asalooq og Meeraq kom hjem, var Kumallaat der ikke. De forhørte sig hos

deres bopladsfæller og fik følgende svar: "De tog ud til forårsfangstpladsen i morgen, og han sagde i straks skulle følge efter derud til det vanlige sted ved Niaqornalik." Asalooquut og Meeraq nølede ikke med at følge

efter Kumallaat. Allerede næste morgen satte de deres konebåd i vandet, lastede

den og tog af sted. Begge længtes voldsomt efter Kumallaat, for der

gik jo ikke en dag, hvor de ikke så hinanden, men da de kom til forårspladsen ved Niaqornalik, var Kumallaats der ikke. De kiggede efter dem i omegnen, men intet tydede på, at nogen havde slået lejr nogen steder. De tog videre og forhørte sig i

nabolaget ('eqqarlisik' egentlig: familie! Men det må være: dem, der bor i

nærheden - Chr. B.), om man vidste, hvor Kumallaat og hans fæller var taget hen,

men ingen vidste besked. De kom til Pamialluk og forhørte sig også dér. De

fortalte følgende: "Engang i foråret, da tossen fablede noget om en konebåd,

kiggede vi efter den, men vi så ikke nogen konebåd. Derimod så vi lige udenfor

vigen en stor netside dukke op og forsvinde igen mod syd. Det var den tossen

mente, da han råbte, at der kom en konebåd." Fætrene Asalooq og Meeraq sagde:

"Det må være dem, for Kumallat har et kranium af en netside som amulet". Idet

de sagde dette, vendte de tilbage til de andre og tog omgående af sted sydover,

for at følge Kumallaat.

Kumallaat rejste syd om landets sydspids og videre op ad østkysten.

Undervejs, langt af led, kom de til et sted, hvor der boede

mennesker. Her traf han en gammel mand, som var helt hvidhåret (som et stykke

bjørneskind til siddeskind i kajak). Han var ved at bygge en konebåd

og ved siden af ham var der en mand med stort skæg. Efter at Kumallaat havde

været der et stykke tid, sagde den gamle mand, der var ved at bygge en konebåd,

følgende om manden med det store skæg: "Jeg begyndte at bygge den konebåd, før

denne kære mand kom til (Rinks notat: 'da han endnu ikke var født' -

Chr. B.). Manden var ikke kommet længere med konebåden end, at han først lige

havde rejst den (opbygget skelettet - BS). Lige ved siden af lå der en hel masse muslingeskaller. Det var altså hans værktøj. Så sagde konebådsbyggeren,

igen: "Ja, man mangler en kniv, men deroppe i indlandet skulle der efter sigende være masser af knive." På et spørgsmål fra

Kumallaat svarede konebådsbyggeren: "Man siger, at der dér bor

mange eqqillit der har masser af knive. Nogle herfra er rejst derind, men ingen

er kommet tilbage, alle er blevet dræbt." Ved de ord sagde Kumallaat:

Jeg vil tage derind." Men den stakkels konebådsbygger sagde: "Ene mand vil du umuligt kunne klare dig dem, når mange sammen ikke har og er

blevet dræbt allesammen." Kumallaat gik hjem derfra og lavede en lille

bue og pile, som han lagde i et sortsideskind, der var foldet, så det

sorte snudeparti og lallerne stødte mod hinanden.

Kumallaat tog alene ind til eqqillit. Tænk, netop den

dag skulle det ske at han mødte fætrene, som også var undervejs til eqqillit. Asalooq og Meeraq, som havde fulgt efter Kumallaat, var nemlig rejst forbi det sted, hvor Kumallaats havde slået sig ned.

Asalooq og Meeraq havde ventet til det blev aften, før de tog videre og

dagen var næsten forbi, da de så eqqillit, der var på vej hjem fra fangst.

Mens der endnu var dagslys, kiggede de også en stor eqqilik med en stor byrde

på ryggen, og de sagde: "Se den store eqqilik, han ligner Kumallat meget. Se, det

er ligesom den stakkels Kumallaat, se hans knæhaser ('nagdlúnguakasê). Lad os gå

hen til ham bagfra, hver med to pile." De nærmede sig ham bagfra og det var

Kummalaat. Asalooq sagde: "Han ligner helt stakkels Kumallaat. Jeg vil spørge

ham. Jeg sender en pil mod ham, når han vender sig imod os." Den anden sagde:

"Spørg ham." Asalooq spurgte: "Er du Kumallaat?" Da manden ikke hørte det, gik

han nærmere og spurgte (igen): "Er du Kumalaat?" Så forsvandt manden, og de

kiggede tilbage og så, at Kumallaat stod lige bag ved dem. Så var de sammen igen, og naturligvis sagde de til hinanden: "Nu er vi sammen igen, så

skal vi nok få dræbt nogle eqqillit." Og nu de var sammen, prøvede de jo kræfter,

mens de sidste, de var rejst fra spottende sagde: "De, der er taget op til

eqqillit, har sikkert fået mange knive." Når de begyndte at snakke sådan,

plejede Kumallaats kone at gå udenfor, for de sagde det jo til hende i den

tro, at han var blevet dræbt. En ungkarl var ved at arve hende (tage hende til

kone - Chr. B.), for man troede, at manden var blevet dræbt.

Da eqqillit var faldet til ro om aftenen og de, der larmede, tav,

begyndte Kumallaat og fætrene at undersøge flugtmulighederne (eller: undersøge,

om der var et sted, hvor de kunne søge tilflugt - Chr. B.). De så en ø, der lå på

den vestlige side ('úkâta tungâ - Rinks notat: vestlige. Upræcist udtrykt på

grønlandsk - Chr. B.) af søbredden, hvor eqqillits mange telte stod. De

blev enige om, at øen skulle være deres tilflugtssted. Da de kom derhen,

opdagede de, at den lå cirka et stenkast fra land. Kumallaat sprang over til øen med alt det, han bar på ryggen. Også Asalooq sprang derover. Den tredje,

Meeraq, sagde: "Jeg kan nok ikke nå over." De andre sagde: "Prøv nu alligevel."

Meeraq nåede også over til øen, idet han i springet strejfede vandet med en fure i overfladen efter sig. De lod deres pile ligge på øen og medbragte kun

to pile hver, da de sprang tilbage til fastlandet. I springet lavede Meeraq igen

en fure på vandoverfladen. Med de to pile hver gik de nu hen til de mange telte.

De holdt så øje med teltene udefra, indtil samtlige eqqillit var gået i seng. Ud for det største af teltene sagde Kumallaat: "I går den vej. Jeg springer over de to teltstænger, der krydser (det er svært at forestille sig, hvordan de krydser hinanden - Chr. B.) hinanden, og som danner indgangen." Og de to andre, sagde han, skulle øjeblikkelig flygte ud under disse (er det mon under teltstængerne eller under / nedenfor teltene? - usikkert - Chr. B.). Nu var de på vej ind i forrummet. De kiggede ind i teltet ved at løfte forhængets nederste kant en smule. Derinde var et ældre ægtepar gået i seng og var vågne, idet konen, der var højgravid sad med manden liggende foroverbøjet med korslagte arme hvilende på albuerne ved hendes side.

Mens de lå og kiggede på dem, udstødte manden et hyl, der lød som en hunds.

Nu rejste konen sig, og der stod hun så, splitternøgen. Mens hun rejste sig,

slikkede manden hende på maven. Mens hun blev slikket, rakte hun hænderne op

til tørrestativet og tog en tørret laks, som hun gav videre til manden. Han gav

sig til at spise den og Kumallaat sagde: "Hvis han igen begynder at

slikke sin kones store mave, sender jeg hende en pil." Da manden havde spist

laksen, udstødte manden endnu engang et hundehyl. Konen rejste

sig og lod sig slikke på maven. Så sendte Kumallaat sin pil lige i på hende. Nåda sikke de hylede som hunde. De tre fætre tog nu flugten. Kumallaat sprang over de teltstænger, der krydsede hinanden. Asalooq og Meeraq løb i retning af

deres tilflugts-ø. Så begyndte folk at løbe ud af teltene. Da havde Kumallaat og

fætrene nået søbredden lige ud for øen. Kumallaat og Asalooq sprang straks

over til øen og Meeraq lavede som tidligere en fure i vandet og nåede knap

nok øen, men han kom da op. Straks lagde Kumallaat sig ned på jorden, dernæst Asalooq og sidst Meeraq, alle tre på linie. Kumallaat og de

to andre dukkede sig, da eqqillit begyndte at skyde pile mod dem. Eqqillit

var dygtige til at skyde. Når kvinderne greb efter en pil fra deres amaat for at

skyde, gik det så hurtigt, at det så ud, som om de syede. Det gik langsommere

med mændene, som havde pilene ved siden af sig. Kumallaat og fætrene lå og

kiggede på dem, uden selv at skyde. Pludselig var der en stor pil, der kom susende forbi dem, og de hørte et brag. De kiggede bagud og så, at pilen havde

ramt Meeraq på halshulningen lige over brystbenet, så kun enden af pilen stak

frem, han blev dræbt på stedet. Asalooq sagde til Kumallaat: "Du kender vel ikke

et middel til at genoplive ham?" Kumalaat svarede: "Jeg kender et middel."

Straks begyndte han at fremsige noget (eller: brød ud i sang).

Asalooq kunne dårligt høre det, og da han var færdig, kiggede de på Meeraq og opdagede, at pilen var halvvejs ude. Kumallaat begyndte sin mumlen igen. Da han var færdig, sad kun en lille del af pilespidsen i såret. For tredje gang mumlede

Kumallaat noget, og de så, at Meeraq var blevet levende igen, og at han var sig selv igen.    

Da Kumallaat havde smerter i øjenrandene, hvor pilene havde strejfet, villeAsalooq bytte plads med ham, og han krøb ind under ham i stedet for at gå

uden om ham og på den måde undgik han at blive for synlig for fjenden (jeg tror, det er det, der menes - Chr. B.). Det bevirkede, at de blev mindre udsatte for pilene.

Alt imens var eqqillit ved at gå ud for pile. Først da rejste

Kumallaat og fætrene sig og sendte øjeblikkeligt dræbende pileskud mod dem.. De beskød dem i den grad, at de blev færre og færre og tog flugten. Så sprang Kumallaat og fætrene over til fastlandet, forfulgte dem og dræbte dem. Da der ikke var flere tilbage, sagde Kumallaat: "Det siges, at de også har deres tilflugtssted

ved elven." De gik hen til vandfaldene og kastede med sten for at få dem ud fra

deres gemmesteder. Hver gang der kom én frem, blev han dræbt. Da der ikke var

flere tilbage, gik de hen til de mange telte og fandt børnene liggende døde af

gråd, snottet hang ud af næserne og nåede helt ned til briksen. De ruskede dem, og når de ikke bevægede sig, tissede de ind i munden på dem, også når de så ud, som om de var døde, og de stak de dem i øret. Så gav det et spjæt i dem, og de døde. De havde altså blot ladet som om de var døde. Da de havde dræbt dem alle sammen undtagen to, en dreng og en pige, begyndte de at kigge på eqqillits ting: gryder af kobber med hanke og hænglser til ophængning også af kobber (gætteri - men

Rinks notat: ipiutaq, hængsel til hanken - Chr. B.). De havde alt. Hver gang de

åbnede en kiste, der bugnede af bomuldsstof, lukkede de den bare igen. Men nogle kister var fulde af knive, alle med smukke skafter. Dem

forsynede de sig af og holdt først op, da det blev for meget til at de

ikke kunne bære det på ryggen.

Undervejs ned derfra, spurgte Asalooq og Meeraq ham om grunden til, at han var rejst sin vej. Han ville først ikke ud med det, men da de blev

ved med at udfritte ham, sagde han: "Da vi boede i Sanningasoq, elskede vi

hinanden meget, men den dumme (kælling), der boede hos mig, teede sig, som om

hun var vred. Jeg sagde til hende: "Jeg vil ikke have én i huset, som er vred.

Jeg slår dig ihjel." Da jeg sagde dette, sagde hun: "Jeg har mine grunde, for jeg fik dig jo som forsørger, og jeg blev forsagt, fordi jeg havde ondt af dig."

Så spurgte jeg hende: "Hvorfor?" Hun svarede: "Dine kære fætre elsker dig højt.

Det siges, at de elsker dig så meget, at de vil dræbe dig, når du mindst aner

uråd." Da hun sagde dette, flygtede jeg, fordi jeg blev bange." Fætrene sagde:

"Hvorfor skulle vi dog dræbe dig? Sikke noget sludder. Der gik jo ikke en dag, hvor vi ikke så hinanden. Den usling, sådan en løgnhals, hende skal vi nok dræbe." Kumallaat sagde til fætrene: "Kom hen til mig i morgen. Vi vil ro sydpå langs kysten norden om (norden om hvad ? - Chr. B. Måske spejlvendingen af retninger i Østgrønland er på spil her, BS)." Og så skiltes de.

Da man fra lejren så, at Kumallaat var på vej ned, sagde nogle: "De, der

rejste op til eqqillit, har fået en masse ting, de har fået mange knive."

Konebådsbyggeren, som troede at Kumallaat var blevet dræbt, så ham komme med en

stor byrde på ryggen. Kumallaat kom hjem med knive som alle, hver og en, havde et smukt skaft. Kumallaat gik ind i teltet hos sin mor og sin

kone som troede, han var død. Kumallaat sagde: "Jeg var ellers bange for, at I

ikke havde mere spæk til lampen." De svarede: "Den sølle ungkarl har sørget for,

at vi ikke manglede spæk til lampen, og han har forsynet os med ulke, så vi ikke

kom til at sulte." Kumallaat sagde: "Hvor var det pænt af ham. Gå hen og sig, at han skal komme og få en kniv, som jeg vil forære ham."

- Nogle gik hen efter ham. De kom tilbage og sagde: "Vi skulle

hilse og sige, at Kumallaat selv må komme hen med den." Kumallaat sagde: "Sig, at jeg er så taknemlig, at han selv må komme efter den." Ungkarlen var

så bange for, at Kumallaat ville hævne sig på ham, at han, så snart han kom ud

af sit hus, råbte: "Sig, at nu må han komme med den." "Sig, at han selv skal komme ind og hente den," svarede Kumallaat.

Ungkarlen gik hen så til Kumallaats hus og råbte: "Nu er jeg her." Kumalaat råbte: "Sig så, at han skal komme ind i huset." Ungkarlen råbte fra indgangen: "Nå, nu må han da give mig den." Kumallaat sagde: "Kom nu ind og få den kniv, jeg vil forære dig." Ungkarlen skrævede over dørtærsklen og sagde: "Nå, kom så med den." Kumallaat: "Kom nu indenfor." Ungkarlen kom ind og sagde: "Kom så med den." Kumallaat: "Sid ned," og han fortsatte, da han satte sig: "Jeg

er så taknemlig for, at du har sørget for disse stakler med mad, så de ikke døde af sult. Her har du knivene." Så gav han ham to knive med fine

skafter. Ungkarlen gik ud, og straks hørte man skrig udefra. Kumallaat gik ud og

opdagede, at ungkarlen ikke fik lov til at beholde sine knive, fordi

konebådsbyggeren havde taget dem fra ham. Kumallaat tog knivene fra konebåds-

byggeren og gav dem til ejeren, hvorefter han igen gik ind. Han havde ikke været

inde ret længe, da man igen hørte skrig. Kumallaat gik ud og så, at ungkarlen

løb efter konebådsbyggeren, der havde taget knivene fra ham. Kumallaat gik hen

til ham og tog knivene fra ham og gav dem endnu engang tilbage til ungkarlen.

Da Asalooq og Meeraq ankom i konebåd, gik Kumallaat i gang med at laste sin konebåd til rejsen udenom (?) og sydpå ('avûna' - Rinks notat: udenom - Chr. B.). Da han havde bragt tingene ned, sagde Kumalaat: "Lad os gå hen til konebådsbyggeren". De gik derhen og Kumallaat og Asalooq greb konebådsskelettet i hver sin ende og Meeraq i midten, og de rystede skelettet så voldsomt, at det gik fra hinanden, og de brækkede de enkelte skeletdele, så de ikke længere kunne bruges. Så gik de ned og tog af sted i to konebåde, så de fjernede sig fra konebådsbyggerens boplads.

De kom til andre folk og slog lejr på den anden side af en vig. Næste dag,

da det var blevet lyst, og de lige var stået op, råbte folk: "Vil I ikke

med på fangst?" De svarede: "Jo, det vil vi gerne." Kumallaat og fætrene tog af

sted uden fangstblærer. De lokale fangere havde fængstblærer med. De roede langs

med kysten og lige før de skulle uden om et næs, gjorde de (lokale)

harpunerne klar. Så roede de af sted og forsvandt på den anden side af næsset.

Kumallaat og fætrene fulgte efter og så, at de havde harpuneret et dyr. De var

spændt på at se, hvad for et dyr, de havde harpuneret. Det var skam

hvalrosser. Da dyrene var dræbt, roede de hjem med dem. Dyrene var bundet

i forlængelse af hinanden og de bugserede dem i fællesskab. Ved hjemkomsten gik

de i land og trak dyrene op på stranden. Kumallaat og fætrene gik også i land

for at få deres fangstpart. De flænsede / parterede dyrene og gav Kumallaat, Asalooq hver et ribbensstykke og Meeraq en lændehvirvel (med kød). Da Kumallaat og fætrene skulle tilbage til deres lejre, skød de lokale dem så voldsomt ud i kajakkerne, at de røg ud under vandet. Da Kumallaat og fætrene gik i land (ved deres lejr) sagde de: "Når vi i morgen tar med dem ud har vi fangstblærer med, og når de sætter harpunspidsen på skaftet, gør vi det samme og komme dem i forkøbet".        Næste morgen, da det var lyst og de stod op, råbte de igen derovre: "Vil I ikke med på fangst?" "Jo, gerne." svarede de. Kumallaat og fætrene tog af

sted, denne gang med fangstblærer, og da de andre begyndte at sætte harpunspidser

på, lige før de skulle til at ro uden om næsset, gjorde Kumallaat og fætrene det

samme og roede af sted før de andre. På den anden side af næsset så de

hvalrosser, som lå på stranden (det fremgår ikke af teksten, om det var på

stranden, på isen eller på et skær - Chr. B.). Kumallaat og fætrene harpunerede

hver en hvalros, mens de andre ikke fik noget. Hvalrosserne, som Kumallaat og

Asalooq harpunerede døde med det samme, mens Meeraq måtte dræbe sin fangst med

sin lanse. De gjorde dyrene klar til bugsering. Dyrene blev bundet i forlængelse

af hinanden og de bugserede dem i fællesskab - Kumallat og fætrene havde deres

egne brugserremme fastgjort til dyrene og de lokale deres. Da de nærmere

sig bopladsen bakkede Kumallaat og fætrene, men de andre ville ro videre med

dyrene til deres boplads. Kumallaat spurgte: "Hvor vil I hen med fangsten?" De

svarede: "Det er dyr fra vores hav. Derfor skal de flænses på stranden neden for

vore huse." Kumallaat sagde: "Det er vores fangst, og de skal flænses lige neden

for vores lejr." Efter de ord begyndte alle at ro for fuld kraft. Kumalaat og fætrene i retning af deres lejr og de andre, som var mange flere, i retning af deres boplads. Kumallaat og fætrene vandt og fik dyrene med til stranden neden for deres lejr. Kumallaat gik op til teltet og kom ned igen med sin vandskindspels på. Han sagde: "Kun min fangst skal flænses." Med disse ord begyndte han at skære i hvalrossens bryst. Kumallaats mor sad og iagttog flænsningen oppe fra lejren. Så så hun, at Kumallaat hoppede højt. Hun sagde: "Hvad går der af Kumallaat dernede?" "Der var én, der prøvede at stikke mig." Moderen sagde: "Du er fortryllet ('másagángûvutit' - Rinks notat: Du er fortryllet (gjort modstandsdygtig mod sår - BS)) og du plejer at blive salvet (eller: smurt med noget - Chr. B.). Gør gengæld." Kumallaat vendte sig imod manden og stak ham ihjel. Alle de andre gav sig til at flygte, men Kumallaat sagde: "Jeg vil ikke gøre jer fortræd. Kun ham, der prøvede at stikke mig, har jeg dræbt. I skal først have jeres fangstpart." Han gav dem hver et ribbenstykke og skød kajakken (med mand) ud, så kajak og mand kom ud under vand. Sådan sendte ham dem hjem.

En anden gang de var ude at jage, var Kumallaat og fætrene igen de første

til at harpunere hvalrosser. De bugserede dem hjem med hver deres

bugsergrej. Igen var det Kumallaat og fætrene, der vandt og fik

hvalrosserne ind til stranden under lejren. Asalooq sagde: "Kun min fangst skal

flænses." Så gik han op til teltet og kom tilbage med vandskindspels på. Han

begyndte at skære i hvalrossens bryst. Hans mor, der kiggede på flænsningen, så

at Asalooq hoppede højt. Hun sagde: "Hvad går der dog af Asalooq?" (Asalooq

svarede): "Der var en, der prøvede at stikke mig." Moderen sagde: "Du er

tryllet usårlig (mit forslag, BS) og du plejer at blive smurt med noget. Gør gengæld! Asalooq vendte sig imod manden og dræbte ham. Alle de andre to flugten, emn Asalooq sagde: "Jeg dræbte ham, der ville gøre mig fortræd. Jeg vil ikke gøre jer noget. I skal først have jeres fangstpart." Han gav dem hver et

ribbensstykke og skød kajakken (med mand) ud, så kajak og mand kom ud under vand.

Sådan sendte han dem hjem.

Endnu engang var de ude at jage. Da de andre satte harpunspidsen på skaftet

lige før de skulle til at ro uden om næsset, gjorde Kumallaat og fætrene det

samme, og de kom af sted før de andre og hapunerede hvalrosser, som alle blev

dræbt ved første kast. De tog hjem med fangsten, hver med sin bugserrem

fæstnet til dyrene. Midt under bugseringen skoddede Kumallaat og fætrene, roede

af alle kræfter og nåede stranden under lejren. De gik i land og trak dyrene op

på stranden. Meeraq sagde: "Kun min fangst skal flænses." Idet han sagde dette,

gik han op og kom tilbage i sin vandskindspels. Han skar brystet op på sin fangst, mens moderen så til ovenfra. Mens hun så til på

flænsningen, så hun Meeraq hoppe højt i vejret. Hun sagde: "Hvad går der dog af

Meeraq?" Sønnen sagde: "Ham der forsøgte at stikke mig med vilje." Moderen

sagde: "Du plejer at blive smurt ind. Gør gengæld." Meeraq vendte

sig imod manden og stak ham ihjel. Alle de andre tog flugten.

Men Meeraq sagde: "Jeg skal ikke gøre jer fortræd. Ham der forsøgte at

stikke mig. Derfor dræbte jeg ham. I skal først have jeres fangstpart!" Han skar

deres fangstparter af, og han gav dem hver et ribbenstykke. De kom ned i deres

kajakker på stranden og han skød kajakkerne ud, og de var længe under vandet,

før de kom op igen. På den måde sendte han dem af sted hjemover.

Kumallaat og fætrene forlod nu bopladsen og rejste videre. De dræbte hver

en kajakmand, de mødte. De kappedes om at dræbe flest. Kumallaat roede somme

tider væk fra konebåden for at kigge efter kajakmænd (Kumallaats konebåd gled

hurtigere end fætrenes), når fætrenes Asalooqs og Meeraqs drabstal oversteg

hans. Når Kumallaats drabstal steg, gled deres konebåd ekstra hurtigt. Derfor

var der imellem Kumallaat og fætrene Asalooq og Meeraq hele tiden konkurrence

om, hvem der dræbte flest, for når Asalooqs og Meeraqs drabstal var lavere,

ville de ikke kunne hamle op med Kumallaats konebåd, hvad farten angik. Når

Kumallaat havde begået drab, var det sværere for fætrene at følges med

Kumallaats konebåd.

En dag Kumallaat roede væk fra konebåden og var kommet foran, så han en

kajakmand ro ud fra land. Da Kumallaat nåede ham og ville han dræbe ham, lod han være og men gloede bare ufravendt på ham på ham, fordi han ikke sagde noget.

Da de således havde været sammen nogen tid, sagde han endelig: "Hvad mon den

gamle fra Ilulissat vil (der står: Iluliarmiut. Chr. B.)?" Kumallaat kiggede frem

og så en sølle kajakmand, som var helt sort, sætte ud fra land. Mens han

kiggede på ham, sagde kajakmanden igen: "Ham dér er den ældste i Ilulissat. Ham

dérovre er den stærkeste i Ilulissat. Han er ved at gøre en fuldvoksen hvidhval

klar til bugsering. Den gamle er roet hen for at få sig en flænsebid

('naerneq')." De kiggede på den gamle, der roede hen til manden med hvidhvalen.

Han nåede frem, men så lød der et brag fra et kælvende isfjeld. Så sagde

kajakmanden: "Det har dræbt ham (det kan også være: han har dræbt ham - Chr. B.)." Med de ord satte han afsted mod land.

Netop som kajakmanden, der roede mod land, var forsvundet, kom

konebåden frem. Kumallaat og hans fætre slog lejr i Ilulissat. Efter at de var

kommet til Ilulissat, kom en kajakmand med noget stort på slæb.

Ilulissatboerne sagde: "Det er længe siden, han er komme hjem med fangst." Det

viste sig, at han havde fanget en fuldvoksen hvidhval.

En af dem fra Ilulissat sagde: "Vores stærke mand plejer ellers ikke være

ude så længe. Han bliver længe borte i dag." Da det trak længe ud med

hjemkomsten, begyndte hans kone at græde. Kumallaat sagde: "I morges sagde den

kajakmand, jeg mødte: "Hvad mon den gamle fra Ilulissat vil?" Jeg kiggede mig

omkring og så en hel sort kajakmand sætte ud fra land. Kajakmanden sagde

så: "Derhenne er den stærke mand fra Ilulissat i færd med at gøre en

fuldvoksen hvidhval klar til bugsering." Denne gamle mand roede hen til ham for

at få en flænsebid. Den gamle mand var netop nået frem til den stærke mand, så

lød der et brag fra et isfjeld, der kælvede. Pludselig så man ikke mere til ham,

der gjorde fangsten klar til bugsering. Kajakmanden sagde: "Det (eller han) har

dræbt manden." Og så roede han bort." "Jeg har så ondt af hans kone", sagde  Kumallaat, "og jeg vil gå hen og fortælle hende det." Han gik ind og fortalte hende det. Konen sagde: "Bare nogen ville dræbe ham. Den, der dræber ham, vil jeg betale med hvalrostænder (eller: narhvalstænder - Chr. B.). Han skal få alt, hvad han vil. Der er et forrådshus dernede fuldt af hvalrostænder." Kumallaat sagde: "Jeg dræber ham."

Hun svarede: "Ja, dræb ham."

Næste morgen gik Kumallaat til den gamle mands

telt. Han var ikke stået op endnu, men lå på albuen og spiste af hvidhvalen.

Kumallaat sagde til ham: "Nå, så du spiser af halen?" Det gamle fjols

sagde: "Ja, det er fra min fangst i går." "Nå," kommenterede Kumallaat: "i

går, da jeg var på vej hertil, mødte jeg en kajakmand, og netop som jeg varnået hen til ham, sagde han: "Hvad mon den gamle fra Ilulissat har er ude på?" Så så jeg en kajakmand sætte ud fra land. Han sagde, at det var dig. Og videre sagde han så: "Ham dérhenne er den stærke mand fra Ilulissat,

som er i færd med at gøre en fuldvoksen hvidhval klar til bugsering." Han var lige

nået derhen, da der lød et brag fra et isfjeld, der kælvede. Så forsvandt

fangeren, der gjorde sin fangst klar til bugsering. Kajakmanden sagde: "Han

(eller det) har dræbt ham." Og med de ord roede han mod land og

forsvandt."

Kumallaat førte den gamle fra Ilulissat ud af teltet og dræbte

ham. Kumallaat gik så hen til enken efter den stærke mand fra Ilulissat og

sagde: "Nu har jeg dræbt ham." Konen sagde: "Nu skal du få din betaling. Kom med." De gik ind i forrådsskuret. Der lå narhvalstænder i den ene

side og hvalrostænder i den anden side af rummet. Kvinden sagde: "Tag alt det du lyster." Kumallaat tog den længste narhvalstand og to sammenhørende hvalrostænder.

Kumallaat brugte de sammenhængende hvalrostænder som harpunspids (eller lavede sig harpunspids af de to sammenhængende hvalrostænder? - Chr. B.) og gav sig til at dræbe. Under den videre rejse var Asalooq og Meeraq ikke i stand

til at hamle op med Kumallaat, hvad angik antallet af dem, han dræbte, for

Kumallat plejede at ro væk fra konebåden (formentlig for at lede efter drabsemner - Chr. B.). Kumallaat gik så vidt med sine drab, at hans ofre trængte ind i hans indre, så han døde nær fremme ved Paamiut. Hans fætre rejste videre sydpå og kom tilbage til deres boplads, Sanningasoq, og det fortælles, at de døde dér.

Slut.

 

Der er visse uklarheder i fortællingen. - De er altså sejlet norden om

Grønland. - Chr. B.

 

Var.: Søg på Kumal*; Asalooq og Kumallaasi.

 

Hist.: De morderiske lyster, som disse tre mænd fra de sydligste Grønland udfolder, er ikke en vanlig del af fortællingen. Det kan her muligvis begrundes med deres drab på de fygtede eqqillit. Men heltene i de andre varianter udrydder også eqqillit. Mere sandsynligt skal denne mordlyst udtrykke den førskristne tids frygt, der i tilbageblikket ikke er blevet mindre, for de mange sydlændinge, der årligt rejste nordpå til handel og hvalfangst. Mange af dem overvintrede i Ilulissat (med de mange isbjerge). At det i lige så høj grad var hvalbarder som stødtænder sydlændingene rejste efter, synes at være glemt. Iøvrigt rejste sydlændinge også også op langs østkysten som skildret i denne fortælling. Se fx Sahras fortælling. Og Gulløv i "Grønland" 1983.

oqalugtuaq Malakiarqamik / Malakiaraq

Print
Dokument id:304
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Justus, Peter
Nedskriver:Justus, Peter
Mellem-person:Kjær, J.
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Malakiarqamik / Malakiaraq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 626 - 628, nr. 177
Lokalisering:Sisimiut / Holsteinsborg
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Ultrakort resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 140.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om Malakiaraq.

Det fortælles om Malakiaraq, at han havde en kone, og at de havde en plejesøn. Men da han kunne ikke fordrage sin plejesøn, gav han ham kun afgnavede ben at spise. Plejemoderen kunne bedre lide ham.

 

En dag tog plejefaderen ud på fangst. Han havde to kajakker. Mens pleje-

faderen var ude, roede plejesønnen rundt tæt ved stranden i den anden kajak

'niuneq nuánarilerdlugo' (der står egentlig: fordi han godt kunne lide at stige

ud af kajakken. Formentlig skrivefejl. Der skulle vel egentlig stå, at han godt

kunne lide at ro i kajak, så han 'glemte' at komme af? Chr. B.). Da plejefaderen

kom hjem, så han plejesønnen ude i kajak og da denne kom op på land

efter kajakturen, smed plejefaderen ham ud vandet. Han svømmede ind, kom op

på stranden, gik op til huset og ind.

 

Dagen efter var plejefaderen igen ude på fangst. Plejesønnen lånte den anden kajak og roede lidt rundt, men til sidst flygtede hjemmefra i den. Han kom til en lille vig og ind i bunden af den, hvor han satte han kajakken på land og lagde sten oven på den. Så travede han afsted. Undervejs prøvede han kræfter

med store sten, som han fandt på jorden og løftede på. Nogen klarede han både at

løfte og kaste fra sig igen, men andre kunne han ikke magte.

 

En dag fik han øje på mange telte. Eet var så hvidt som sne. Han

standsede oven for lejren, men da folk opdagede ham, bad de ham komme ned. Mens

han opholdt sig i et af teltene, blev han indbudt til teltet, hvor der boede en

leder. Der blev serveret for ham og da han havde spist, lagde lederen et

skindunderlag og trådte ud på gulvet. Han bad også gæsten om at træde frem.

"Jeg er vokset op som forældreløs og jeg har aldrig prøvet kræfter

med nogen," sagde gæsten. Men de lod sig ikke overbevise dem, så han måtte ud på

gulvet for at prøve kræfter. De trak armkrog, men da hans arm var blevet rettet ud flere gange, måtte han trække sig tilbage. Da han kom tilbage til

værtsfolkene, sagde værten: "I morgen tar de nok ud som vanligt på hvalrosfangst. Du kan låne min kajak og mine redskaber dernede."

 

Han tog ud med de andre på hvalrosfangst. Enkelte der roede forbi, henkastede:

"Nå, er det ham? Det klarer han da vist ikke."

 

Kajakmændene lå nu og ventede på, at der skulle dukke en hvalros op og

gæsten gjorde det samme. Så dukkede der en hvalros op foran ham. De andre

advarede ham imod at harpunere den, fordi lederen endnu ikke havde

harpuneret en. Men det rettede han sig ikke efter. Han roede rask frem til

dyret og harpunerede det med et kast, der dræbte det på stedet. De slæbte dyret hjem og kogte kødet, hvorefter der blev inviteret til spisning. De kom alle undtagen lederen og hans husfæller. De blev væk af bare misundelse.

 

Mens han boede dér, blev han bekymret for sin kære plejemor. Han tog af-

sted for at se til hende. Han kom til sin kajak, fjernede stenene og roede hen

til bopladsen. Da han lagde til neden for huset, så han ingen mennesker. Han gik

op til huset og opdagede, at de stadig var levende. De tog godt imod ham og

satte straks mad frem. Han sagde: "Der var engang, I kun gav mig

afgnavede ben at spise." Plejefaderen havde ikke noget at sige. Han dræbte sin

onde plejefar, og han tog sin plejemor med tilbage til sin boplads.

 

Var.: Akisuallattamik

oqalugtuaq Matisina pivdlugo

Print
Dokument id:132
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4´
Fortæller:Gudmansen, P. O.
Nedskriver:Gudmansen, P. O.
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Matisina pivdlugo
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 55 - 56, nr. 24
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, enten af Wittus Steenholdts renskrift:

NKS 2488, VI, ss. 7h - 8h eller af

Orig. håndskr. NKS 2488, VI: 131v - 131h: Oqalugtuaq Matisina pivdlugo.

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

 

Om Matisina.

Matisina og hans plejeforældre var på rejse i konebåd. Da plejefaderen, som

i længere tid ikke havde fanget noget, endelig fik en sæl, skulle konen koge

kød, og hun sendte Matisina ud for at samle brænde. Matisina tog af sted;

og mens han gik, mærkede han, at han steg til vejrs. Han kom til en stor

vej, der førte til himlen. Her mødte han en mand, der pintes stærkt af et eller

andet. Manden bad Matisina om at fjerne noget fra ham. Da Matisina havde befriet

ham for noget, som han ikke vidste, hvad var, sagde han, at dette (hans

lidelse?) skyldtes det forhold, at han havde haft for meget tøj på (for mange

anorakker), mens han endnu var rask. Matisina gik videre, og lige før han

nåede til en lille høj, traf han sin afdøde mor. Hun sagde: "Haa, der har vi jo

Matisina "imánânisimángitsoq" (som endnu ikke er død???), lad os gå op på den

lille høj." Fra højen kunne de se et hus; ved den nordlige side af huset stod

nogle mennesker klædt i sælskind, og ved den sydlige side andre klædt i

rensdyrskind. Da han kom ind i huset, bad de ham sætte sig midt på briksen. Så

gav de sig til at græde. En af dem, der startede med at græde, fortsatte direkte

over i sang med et skærebræt som tromme og med sit spoleben som trommestik. En

anden sagde: "Tássagôq qavsàkut auvínásáput. Vi kunne have ledsaget dem

oven over dem, hvis vores konebåd ikke var gået i stykker, og hvis vi ikke

manglede hammer, bor og økse. Når du, Matisina, engang vil dø, må du sluge lidt

spækmasse og lidt tarm, og du skal bede de andre om at lægge hammer, bor og økse

i din grav." Så sagde Matisinas mor til ham: "Imánânisimángilatit", derfor må

du foreløbig vende tilbage til jorden. Da Matisina skulle af sted, tilbød de

ham at fire ham ned med en bærerem.

En lille ældre mand i Matisinas plejeforældres rejseselskab så (en dag) noget, der hang i luften. Han troede, det var en stor edderkop. Men det viste sig, det

var Matisina, der blev firet ned. Da Matisina på et tidspunkt ønskede at dø,

slugte han noget spækmasse fra indersiden af et sælskind og lidt tarm, og han

bad de andre om at lægge en hammer, et bor og en økse i sin grav. Det gjorde de.

 

Bemærkninger: Her er der enkelte grønlandske ord og en sætningsforbindelse, som

jeg ikke har kunnet få mening ud af. De står i anførselstegn.   Chr. B.

 

Kommentar: Dødsriget i himlen. Tilsyneladende er de døde, som Matisina møder, ikke nået frem til et land højere oppe, fordi de mangler redskaber til reparation af deres konebåd.

Imannaanisimanngilatit er sikkert en fejlskrivning for imaannanissimanngilatit, der betyder, at du (Matisina) ikke er sådan en som ikke er sådan (som de døde eller andre, der ikke er rigtige mennesker), altså levende endnu, hvorfor han må tilbage til de levende. (Ved Arnaq Groves hjælp blev dette afklaret).

Hist.: Edderkoppens spindetråd som forbindelsesvej fra himmel til jord er en vidt udbredt forestilling, også hos eskimoer i både Canada og Alaska.

Den forestilling at de døde kan lide ondt er traditionel. Men som regel skyldes det i så fald de efterladtes handlinger, fx at de sørger for længe, eller ikke overholder tabuerne efter dødsfald. Selvforskyldte lidelser som hér: manden har haft for mange anorakker på før han blev syg - træffes sjældnere og skyldes måske kristendommens vægt på synd og lidelse.

Forestillingen om at de døde uden ophold slår om fra gråd til sang træffes ofte i grønlandske - især østgrønlandske - fortællinger om de døde i himlen. Det kan være et førkristent træk, men det kan også hænge sammen med missionærernes udtrykte undren over at grønlænderne så brat kunne slå om fra sorg over en afdød til latter. At det var et rituelt påbud - ikke at sørge for meget - kunne de ikke vide. Tilsvarende kan den megen sang i himlen, som mange fortællinger om himmellandet nævner, passe lige godt ind i den traditionelle som den kristne forestillingsverden.

Vedr. grønlandske forestillinger om dødsriger se Sonne: Heaven Negotiated...", i Études/Inuit/Studies 2000, hvor det søges påvist, at grønlænderne før kristendommen havde temmelig vage forestillinger om dødsrigerne, især det himmelske, fordi de mest så hen til efter døden at blive opkaldt, dvs. genfødt.

oqalugtuaq Nakasungnaq

Print
Dokument id:1071
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Beck, Albrecht
Nedskriver:Beck, Albrecht
Mellem-person:Kjær, J.
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Nakasungnaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 645 - 648, nr. 183
Lokalisering:Sisimiut / Holsteinsborg
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 198 - 199: Nakasunnaq. Transskriberet til nugrønlandsk i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 198 - 199: Oqaluttuaq Nakasunnaq.

 

Afkortet oversættelse af en blanding af denne og en anden variant i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 8, ss. 69 - 70.

Samme noget kortere på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 89, ss. 438: Nakasungnak.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om Nakasunnaq.

Nakasunnaq var på rejse nordpå. Da det var ved at

blive vinter, tog han ophold på bopladsen Qallu og overvintrede der. Det blev

vinter og folk på stedet begyndte at tale om, at der udefra ville vise sig en

isbjørn, der var overiset. Nakasunnaq var meget spændt. Hver morgen vågnede han

tidligt og gik udenfor og spejdede efter den, men der var ingen isbjørn at se.

På et tidspunkt opgav han at kigge efter den og begyndte at sove længe om

morgenen. Men en morgen, mens han sov endnu, blev der råbt ind: "Nu er den

overisede / isgroede isbjørn på vej ind".

 

Nakasunnaq kom ud og så selv, at isbjørnen

var på vej ind. Han sleb sin kniv og gik isbjørnen imøde. Da han nærmede sig

dyret, gik han først et par skridt baglæns, og så spurtede han direkte hen

og røg lige ind i dyrets mund og forsvandt. Isbjørnen gik

videre, men begyndte at vakle. Til sidst væltede den. Nogle mennesker, der gik

hen til den, opdagede, at der stak en knivspids ud på siden af isbjørnen. Udefra

gjorde de åbningen større. Da den blev tilstrækkelig stor, kom Nakasunnaq ud afisbjørnen. Han var blevet helt skaldet. Isbjørnen, som Nakasunnaq fangede,

levede de af en stor del af vinteren. Skindet var meget stort. Hvis man tænkte

sig, at man betrak en konebåd med det, ville der være et stort stykke til overs.

 

Så begyndte folk at snakke om, at der ville komme nogle fugle, der kunne tale.

De ville nærme sig vestfra som en sort sky. Når de kom ind i huset, skulle man

'skjule' ansigtet, for hvis man så på dem, ville de forsvinde ud. I dagene

efter den historie gik Nakasunnaq ud tidligt om morgenen.

Det skete nogle gange, at han, når han så en mørk sky, råbte ind til de andre,

som endnu sov, at fuglene kom. Men når de andre kom ud, var

der ingen fugle at se. En dag, da Nakasunnaq lå og sov, råbte man ind og

fortalte, at fuglene kom. Nakasunnaq lå med ansigtet mod briksen, da fuglene kom

ind, men han kunne alligevel ikke lade være med at se op. Så gav fuglene sig til at flyve ud. De tildækkede åbningen ud til gangen og fangede kun nogle få stykker. Nakasunnaq fangede en levende fugl og holdt den som "husdyr". De kogte de fugle, der var blevet fanget, og de smagte så godt at Nakasunnaq dræbte sit "husdyr" og spiste det.

 

Så begyndte man at snakke om, at der ville komme en stor stime fisk, som kun havde eet øje. Da isen var gået om foråret sagde man, at de ville vise sig syd fra langs kysten som en krusning på havoverfladen, og man sagde ham, at når stimen svømmede langs med isfoden skulle han skynde sig at få så mange som muligt op på land.

 

En morgen hvor Nakasunnaq lå og sov, fordi han havde opgivet at se stimen, blev der råbt ind til ham, at nu var stimen der langs med isfoden. Nakasunnaq kom op i en fart og ned til stranden. Dér langs stranden stod en enorm stime fisk og nogle af dem oppe på overfladen. Mens andre havde travlt med at øse fisken op, tog Nakasunnaq to levende fisk, gik op med dem og havde dem som "husdyr". De andre kom også op og de kogte nogle af de fisk de havde fanget. Da de begyndte at spise tog Nakasunnaq et lille bitte stykke. Han fandt smagen så dejlig at han straks ville have mere; men det var slut. Så aflivede han sine "husdyr" og spiste dem.

 

Så blev det sommer, og hans værtsfolk sagde: "Nu kommer der snart nogle store myg. De vil komme til syne som en sky sydfra. Nakasunnaq kiggede efter dem, når han var ude, men han så ikke noget til dem. En morgen han endnu lå og sov, sagde de at nu kom kæmpemyggene. Nakasunnaq gik udenfor og så en spredt sky, der var dukket frem i syd og blev større mens den nærmede sig. Man snørede så åbningerne i teltene med remme og stoppede dem til. Men Nakasunnaq ville se på de store myg. Han trodsede de andres advarsler og gik udenfor som den eneste. Da han havde været derude en tid kom så kæmpemyggene som en storm, der pludselig tog til i styrke. Det var vingesuset. Ind i skindteltet stak de deres næb, der var så store som pilespidser. Deres kroppe var på størrelse med tejsters. Noget senere forsvandt myggene, og da man åbnede teltet og gik udenfor, var Nakasunnaq ingen steder at se. De ledte efter ham og fandt han så siddende under forenden af konebåden, der lå med bunden i vejret. Kun skelettet var tilbage; alt det andet var blevet ædt af myggene. Slut.

Albrecht Bech.

 

Var.: Møller kumannik; Nakasunnaq; slugt af havets bjørn;

oqalugtuaq Avarúnguaq;

oqalugtuaq Nivnigtamik / Nivnitoq / Nivnitaq

Print
Dokument id:241
Registreringsår:1858
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Kristoffer den Ældre
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Nivnigtamik / Nivnitoq / Nivnitaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 320 - 327, nr. 111
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 55 ss. 166 - 172 har Rink sammenstykket denne + en anden variant. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 36, pp. 238 - 247.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om Ninnittaq.

 

Ninnittaq havde mange sønner, som igen havde fået mange børn. De boede i et hus med fem vinduer. Da der om vinteren ikke var mere vand at se, tog Ninnittaq nu på jagt over land. Til at begynde med ledsagede hans sønner ham, men til sidst opgav de det. Ninnittaq kom gerne hjem fra sine ture med hele kroppen dækket med ryper, som han havde ramt med sten. Han fordelte fangsten ligeligt mellem sønnerne og de mange børnebørn.

En dag gik Ninnittaq op på det højeste fjeld, Asungasungaarsuaq, og fra

toppen af fjeldet, så han dampen fra åbent vand to steder - det ene længere ude

end det andet. På vej ned fra fjeldet stenede han igen ryper og delte dem

ud til sine mange børn og børnebørn. Hen på aftenen sagde Ninnittaq,

at han næste dag ville ud og finde to våger. Hans ældste søn

ville med. Ninnittaq var nu netop i den alder, hvor han løb meget

hurtigt. Han kunne springe så langt som det længste kast med en

stenslynge. Sønnen var meget længe om at falde i søvn, og da han vågnede om

morgenen, var faderen allerede taget af sted.

 

Ninnittaq tog af sted, så snart han på morgenstjernens position kunne se,

hvad tid på morgenen det var ("iluarsiinnarmata" er svært at oversætte. Det er et

gæt - Chr.B. - stod i sin rette position, BS?). Da han nåede de yderste øer, var det ved at blive dag.

 

Han fortsatte udefter og kom så langt ud, at han knap nok kunne skimte de yderste

øer (inde mod land). På det tidspunkt var solen ved at stå op. Da han havde fået solen på venstre side, var dampen fra det åbne hav blevet synlig. Han nåede snart den nærmeste våge og så, at der var alle slags sæler - netsider og hvidhvaler. I

stedet for straks at dræbe nogen med sin lanse fortsatte han ud til den yderste

våge, og han så, at der var blod på isen omkring vågen. Han undersøgte stedet

omkring vågen nærmere og opdagede, at der var slædespor, som førte vestover, og

han fulgte dem skiftevis i løb og i almindelig gang. Da han havde solen foran,

så han noget land. Han nåede landet og var ved at gå over et næs, da han så noget, der så ud som kajakker. Det var minsandten orme. Han gjorde alt, for ikke  at skræmme dem med sin lugt. På den anden side af næsset så han et hus med et stillads foran. Han hængte sin sælskindsanorak på stilladset og gik ind i huset, hvor der kun var kvinder hjemme - en kvinde og to døtre.

 

Den ene af døtrene kiggede ud gennem vinduet og sagde: "Nu kan man se ham derude." Ninnittaq blev nysgerrig og kiggede ud. Han så én komme med et eller

andet trækkende efter sig. Det, han trak efter sig, svævede for det meste i

luften og ramte kun sjældent jorden. Da manden fik øje på sælskindsanorakken på

stilladset, satte han farten op. Han forsvandt et øjeblik bag isfoden på grund af

den store højdeforskel, der var skabt af lavvandet. Så dukkede han pludselig op

med en sådan fart, at det, han trak efter sig, svævede længe i luften. Døtrene

gik ud og kom ind igen med to fuldt voksne fjordsæler. De sprættede sælerne op

og tog tarmene ud. Den ene af døtrene klemte indholdet ud af dem, og den anden

pustede dem op. Faderen beordrede kvinderne til at bringe mad ind, og Ninnittaq

gav sig til at spise. Da det blev sengetid, lagde Ninnittaq sig ned mellem

døtrene - efter faderens anvisning.

 

Dagen efter blev han hjemme og kælede med sine nye koner. Svigerfaderen kom igen hjem med to sæler. Om aftenen sagde

Ninnittaq til sin svigerfar: "I morgen vil jeg tage ud på fangst sammen med dig."

Svigerfaderen svarede: "Kan du holde trit med landdyr i løb?"

Ninnittaq svarede, ja, med nogle af dem.

 

De tog af sted næste dag. Når svigerfaderen gik hurtigt, sakkede Ninnittaq bagud, men han indhentede ham igen, når han begyndte at gå langsommere. De kom til en våge, hvor fuldvoksne fjordsæler dukkede op hele tiden. Svigerfaderen fandt det passende at fange to sæler og anbefalede Ninnittaq at nøjes med én. De gjorde sælerne klare til transport og påbegyndte tilbageturen. Det gik som på udturen, at det kneb for Ninnittaq at holde trit med svigerfaderen, når denne løb hurtigt.

Svigerfaderen sagde til sidst, at Ninnittaq selv kunne løbe i sit eget tempo, for nu kendte han vejen hjem. Da Ninnittaq nåede hjem, var det kogte kød fra

svigerfaderens fangst allerede blevet koldt.

     Dagen efter fulgtes de igen på fangst. Svigerfaderen fangede to, og

Ninnittaq fangede denne gang også to. Det gik som dagen før, at Ninnittaq

sakkede agterud, så svigerfaderen overlod ham til sit eget tempo. Men da

svigerfaderen var løbet fra ham, valgte Ninnittaq en anden rute og begyndte at

løbe så hurtigt, at det, han trak efter sig, svævede i luften og kun sjældent

ramte jorden. Da han nåede hjem, var solen netop kommet så højt på himlen, at

den skinnede på bopladsen. Hans koner flænsede sælerne. Den ene klemte

tarmindholdet ud og den anden pustede dem op. Da tarmene blev tørre, syede

konerne en tarmskindsanorak til ham, og den var færdig inden svigerfaderen kom

hjem.

 

Svigerfaderen havde engang fortalt, at de plejede at holde boldkamp med

naboerne. Ninnittaq tog et stort stykke ben og skar det over. Så satte han sig

oven på husgangen og begyndte at hugge det med en økse, idet han ind imellem

kiggede i den retning, hvorfra svigerfaderen kunne ventes at vise sig. Nu

endelig viste han sig. Han standsede engang imellem og kiggede sig tilbage med

hånden over øjnene. Da han kom nærmere, opdagede han en mand sidde ovenpå

husgangen og hugge i noget. Det kunne nok være han fik fart på. Så opdagede han,

at det var hans svigersøn. Idet han gik ind i gangen, sagde han: "Det er en

ekstra sikkerhed for, at vi vil vinde."

 

Om aftenen sagde svigerfaderen: "Det er imorgen vi skal have boldkamp."

Ganske rigtigt. Næste morgen kom der en masse mennesker. De samledes oven for

huset. Bolden var et skind af en fuldvoksen fjordsæl fyldt med sand. Det gjaldt

for Ninnittaqs hold om at føre bolden hen til huset, mens det gjaldt for

modparten om at kaste den ud i vandet. Kampen startede med, at Ninnittaqs

svigerfar kastede bolden til sin kone. Konen kastede den videre til sine døtre

og disse videre til deres mand. Så gik det ellers hurtigt med at føre bolden

bort. Midt i det hele kunne Ninnittaqs koner ikke finde deres mand. Det viste

sig, at nogle af modspillerne havde kastet ham ned på jorden og dænget ham til

med sne, så han var lige ved at blive kvalt. En af hans koner befriede ham.

Ninnittaq og hans hold vandt kampen. Næste dag var der returkamp. Også denne

gang startede Ninnittaqs svigerfar med at kaste bolden til sin kone. Denne

kastede den videre til Ninnittaq, der greb den i luften og rendte med den, så

sneen føg op omkring ham.

 

Engang sagde Ninnittaq til en af sine koner: "Sy mig et par inderkamikker

("púkitsut" er egentlig sko eller tøfler - Chr.B.), som sidder tæt omkring mine

fødder. Når du er færdig, skal du lægge dem på konebådens stævnhoved." Til den

anden kone sagde han: "Sy mig et par meget snævre bukser og læg dem bag ved

konebådens stævnhoved, når du er færdig med dem." Til den ene af konerne sagde

han endvidere: "Sy mig en meget tætsiddende sælskindsanorak og læg den bag ved

konebådens sidelægte, når du er færdig."

 

Da det var sket, fik Ninnittaq den vane at lægge sig på ryggen helt

nøgen mellem sine koner. Når konerne var faldet i søvn, plejede han at springe

og lande på den modsatte side af briksen - lige på kanten (jeg er ikke sikker. Måske menes der sovepladsen på den modsatte side af briksen - Chr.B.).

Engang gjorde han det, at han sprang og lige ramte kanten af briksen og derfra

videre til kanten af indgangen fra gangen og ud af huset. Den ene af konerne

udbrød: "Jeres svigersøn forsvandt uden noget tøj på." Konerne skyndte sig ud. De

fandt ikke de ting, de havde syet.

 

Ninnittaq gjorde nemlig det, at han først sprang hen til konebåden og

derfra langt oven for huset, og da han havde taget tøj på, begyndte han at

flygte. Ninnittaq var i en alder, hvor han løb hurtigst. Han kunne

springe så langt som det længste kast med en stenslynge. - En af ormene fik

færten af ham og begyndte at forfølge ham. Det så nogle gange faretruende ud,

når ormen strakte sig efter ham, som om den skulle til at bide ham. En af de

gange ormen ville strække sig ud ved iskanten (der står egentlig: yderste del af

isen. - eller måske: tyndeste del af isen? - Chr.B.), dumpede den i vandet. Det

lød noget hult (qâruarpalugpoq" - et mærkeligt udtryk - Chr.B.)

 

Herfra gik Ninnittaq ind mod land. Han fik øje på et stejlt fjeld. Ud for

dette fjeld gik han i en kreds med fødderne den ene foran lige foran den anden. Så sprang han nærmere til fjeldet og gik igen i kreds. Han flyttede sig tredje gang og gav sig til at bygge en hytte af is, som han skar med sin tuk. Da han blev færdig sprang han op på det stejle fjeld og kom op på en afsats. Her fyldte han sin sælskindsanorak med lyng og anbragte den i ishytten, hvorefter han sprang

tilbage til afsatsen.

 

Fra afsatsen kunne han iagttage mange mennesker nærme sig. De kom derhen, hvor han var gået i kreds. De fulgte hans spor, men da sporene endte, kunne de

ikke finde ud af, hvor de så skulle hen. De spredtes og fandt så det næste sted,

hvor han var gået i kreds. De fulgte igen hans spor. Derfra gik de videre og fik øje på ishytten. De listede sig ind på huset i gåsegang og ramte sælskindsanorakken med lansen, så det knaldede. De hujede højlydt og forføjede sig udefter.

 

Da alle disse mennesker ikke kunne ses mere, gik han hjemover. Han var

nervøs for, at der måske ikke var flere tilbage af hans familie, men han

opdagede, at der stadigvæk var folk, der gik ind og ud af huset.

 

Når Ninnittaq efter tilbagekomsten til bopladsen tog ud på rensdyrjagt,

kom han gerne hjem med en fuldvoksen renbuk på skulderen. Det var på det

tidspunkt, man ikke brugte at bære fangsten på ryggen. Engang mens Ninnittaq var

på rensdyrjagt, kom der en hel masse mennesker til bopladsen og fyldte hele det store hus med de fem vinduer, hvor Ninnittaq og hans mange børnebørn boede.

Da Ninnittaq var på vej til huset med en fuldvoksen renbuk på skulderen,

fik børnebørnene givet ham besked om, at hans fjender var kommet på besøg.

Uden at sige noget gik Ninnittaq hen til konebåden. Her skar han rensdyrets

hoved med gevirerne på fra kroppen og bandt det fast på enden af en line.

Han gik hen til søen, hvorfra de hentede vand og han svang linen som en pisk og

ramte vandet, så det plaskede voldsomt. Næste gang ramte han jorden. Derpå

placerede han sig oven på husgangen længst imod en pille mellem to vinduer. Han

hørte én sige inde fra huset: "Han vil ikke ind, gå ud og dræb ham." Nu kunne han

høre, at nogen var på vej ud af huset. Han gjorde sig klar til angreb, og så

snart han så én komme ud svang han linen og ramte hans hoved, så det røg af.

De to næste fik den samme medfart. På den måde dræbte han alle de mange mennesker med undtagelse af en lille pige og en lille dreng. Hvor vidt de to

nåede tilbage til bopladsen, melder historien ikke noget om.

 

Var.: Ninnittaq; Iseraasoraq; Isigaarseraq

 

Kommentar: Fortælleren har ikke rigtig forstået episoden med ormene, der oven i købet er blevet splittet op. Den genkalder ikke umiddelbart paralleller i andre fortællinger.

Oqalugtuaq nujagângnik kisimïtunik / oqaluttuaq nujaannik kisimiitunik

Print
Dokument id:1972
Registreringsår:1867
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, IV, 4'
Fortæller:(?)
Nedskriver:Schmidt, Nathan
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Oqalugtuaq nujagângnik kisimïtunik / oqaluttuaq nujaannik kisimiitunik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:ss.444 - 445, nr. 85
Lokalisering:?
Note:

Oversættelse er opgivet, fordi teksten er temmelig usammenhængende.

Ifølge Rinks kommentar s. 444 er teksten sammenstykket af andre sagn og udtværet, tildels med ganske ugrønlandske vendinger og begreber.

Der er dog temmelig mange fortællinger der virker således sammenstykkede uden derfor at miste autencitet, BS).

Oqalugtuaq nukagpiatorqamik / nukappiatoqamik

Print
Dokument id:1798
Registreringsår:1867
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, IV, 4'
Fortæller:(?)
Nedskriver:Nicolaisen, John (Nikolaisen, John)
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Oqalugtuaq nukagpiatorqamik / nukappiatoqamik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:ss. 574 -  576, nr. 103
Lokalisering:?
Note:

Resumé i Rink, 1868-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II, nr. 89, s. 116.

 

Oversættelse ved Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom.

 

Fortællingen om en ungkarl.

Det fortælles om en ungkarl at han var en meget dygtig fanger, der næsten altid fik sæler når han var ude på fangst. Engang han havde været ude i kajak kom han som sædvanlig hjem med fangst. Da sagde hans mandlige bopladsfæller til ham: "Du fanger næsten altid sæler, så få dig dog en kone." Med den opmuntring fik ungkarlen lyst til at få sig en kone. Og først overvejede han at få sig en kone blandt bopladsfællerne, men han var ikke tilfreds med nogen af dem. Det fortælles så, at der nord for dem boede en brødreflok der havde en eneste søster. Hende fik han nu lyst til at få til kone, og en dag tog de afsted i konebåd for at hente denne søster hjem som kone til ham. Mens de roede så de længere fremme en stor kajakmand, der lå på lur efter sæler. Og midt mens de nærmede sig, roede denne stoute kajakmand rask afsted med ryggen til konebåden. Ungkarlen var styrmand, og da den store kajakmand roede væk, løftede han sin styreåre og råbte for at få ham til at komme. De havde ikke ventet at kajakmanden ville standse, men han holdt op med at ro og vendte siden til. Så vinkede ungkarlen med styreåren for at få ham hen til konebåden. Da den stoute kajakmand så roede hen mod dem, sagde ungkarlen til sine rorsfolk: "Skynd jer, ro hen til ham, skynd jer!" Så roede de til af alle kræfter hen mod kajakmanden. Da denne næsten var fremme, sagtnede de farten, og da han nåede helt frem uden at have sagt noget, sagde ungkarlen: "Du er en af brødrene?" "Ja, jeg er den mellemste", svarede han. Så rykkede ungkarlen sig frem og sagde: "Jeg kommer som frier til jeres eneste søster." "Hvor meget du end vil ha hende til kone og tilbød at betale med en helt ny konebåd og et helt nyt telt, vil vi alligevil ikke give dig hende, for hun er vores eneste kvinde."

       

Da ungkarlen fik den besked mistede han modet, og da kajakmanden vendte dem ryggen og begyndte at ro væk, sagde han til sine rorsfolk: "Lad os bare vende hjem." Da konebåden kom til syne, kom alle de tilbageblevne ned for at se ungkarlens nye kone. Men roerskerne fortalte at ungkarlen ikke havde fået sig nogen kone. Da ungkarlen nu var skuffet og vred tog han ikke mere på frierfærd.

 

Når ungkarlen tog ud på sælfangst fangede han altid. Men en dag i fint vejr, hvor han var taget ud for at lure sæler og var nået hen til sit planlagte fangststed og lige var begyndt at kigge efter sæler, følte han en ubændig tørst. Han blev mere og mere tørstig og gav sig derfor til at ro ind mod land af alle kræfter. Næsten fremme så han vand fosse ned fra en lille stejl klippe. Han skyndte sig at lægge til land. Det var højvande, siges det, og han bøjede sig ned over den fossende elv. Han drak og drak og først da han havde slukket tørsten helt ville han rejse sig op, men det lod sig ikke gøre, for hans læber hang fast til stedet. Så opgav han alle videre forsøg på at rejse sig. Nu begyndte vandet at falde ved ebbe. Til sidst hang han bare i luften ved sine fastklæbende læber. Mens han hang der, faldt vandet helt ned pga. ebben, og hans læber blev strakt mere og mere og blev meget lange. Endelig begyndte vandet at stige igen, og først da tidevandet nåede ham, slap han løs igen. Da han endelig kom fri måtte han tage hjem uden fangst, fordi han havde brugt hele dagen på at være klistret fast til en sten. Det fortælles, at han derefter altid vendte hjem til sin boplads for at drikke vand, når han blev slået af tørst ude i kajak.

 

Kommentar: Hos inuit var der ofte tabuer mod at drikke vand, for meget, eller på forkerte tidspunkter. Hér mener man måske at det er farligt at sammenblande fangst til havs med vanddrikning på ubeboet land.

 

Sammenhængen mellem den skuffede frier og hans oplevelse med vandet forekommer mig (BS) dunkel.

oqalugtuaq Nukagpiatorqamik / Nukappiatoqamik Orlavaarsuk

Print
Dokument id:1072
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Beck, Albrecht
Nedskriver:Beck, Albrecht
Mellem-person:Seminarieelev
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Nukagpiatorqamik / Nukappiatoqamik Orlavaarsuk
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 649, nr. 184
Lokalisering:Sisimiut / Holsteinsborg
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 Fortælling om en gammel ungkarl.

Ungkarlen Orlavaarsuk brød sig slet ikke om morskab ('quiatsâqaoq'. chr.b). Alligevel fik han en dag lyst

til være ligesom de andre og søgte efter en hjælpeånd. Hans kommende

hjælpeånd sagde: "Jeg er her". Hjælpeånden viste sig og lignede en

konebåds stævntømmer. Når den stak sin stav i jorden, gik der ild i den. Da Orlavaarsuk så hælpeånden, tog han flugten. Han nåede stranden og var ude af stand til at komme videre. Han gik ud i vandet, så det sprøjtede omkring hans skuldre('erssiginit' - ifølge Rinks kommentar: skuldre. chr.b). Han kom op på en lille ø.

Hjælpeånden sagde: "Jeg er sikker på, at ingen vil reagere næste gang lille

Orlavaarsuk ønsker sig en hjælpeånd". Derefter gav den sig til at gå indefter.

Orlavaarsuk vendte tilbage til fastlandet, han gik den samme vej som hjælpeånden

og lagde sig ned på ryggen dér, hvor hjælpeånden ville komme forbi. Han sagde

til den: "Stik mig, stik mig". Hjælpeånden gik forbi uden at stikke ham. Endnu

engang gik Orlavaarsuk hen og lagde sig ned på ryggen dér, hvor hjælpeånden ville gå forbi og sagde: "Stik mig, stik mig". Det ville hjælpeånden ikke og gik blot

forbi. Orlavaarsuk gik tilbage og nåede hjem meget sent på aftenen. Det fortælles,

at han siden aldrig har søgt efter en hjælpeånd (eller ordret: Det fortælles, at

han endnu i dag ikke har bedt om at få en hjælpeånd. CB). Slut

     Albrecht Bech

 

Var.: Rink 1859: Kaladlit oqalluktualliait I, nr. 3, ss. 37-40 -

samme nedskriver: Albrecht Bech, kateket ved Sisimiut, men temmelig forskellige

i ordlyd. se/søg: Rink 1866 - 71, nr. 63.

 

Hist.: Muligvis.

Oqalugtuaq nukagpiatorqamik / nukappiatoqqamik

Print
Dokument id:98
Registreringsår:1867
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, IV, 4'
Fortæller:(?)
Nedskriver:Schmidt, Nathan
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Oqalugtuaq nukagpiatorqamik / nukappiatoqqamik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:ss. 415 - 420, nr. 80
Lokalisering:?
Note:

Oversættelse:

Fortællingen om en ungkarl.

 

Oversat af Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom.

 

Det fortælles, at en ungkarl sjældent kunne fange sæler. Da han aldrig havde heldet med sig på sælfangst, begyndte han at nøjes med at fiske ulke. En vinter fiskede han som sædvanligt ulke, men han kunne aldrig fange nogen. En morgen, hvor det var meget fint vejr, fik han mere og mere lyst til at tage på sælfangst, og han tog af sted. Da han kom til stedet, hvor han ville ligge på lur efter sæler, kom en masse grønlandssæler op af vandet ud for ham. Først tænkte han på at liste sig hurtigt ind på dem, men han nøjedes med at se på dem efter at have tænkt: "Næste gang de dukker op, kan jeg liste mig ind på dem."Han fortsatte med at ligge på lur efter dem, og da han til sidst syntes, at de havde været længe væk, dukkede sælerne op igen. Da de kom op, listede han sig hurtigt ind på dem. Så harpunerede han en fuldvoksen grønlandssæl, og det blev hans førstegangsfangst.

 

Det fortælles, at ungkarlen havde en mor, der var blevet en gammel kone. Da hendes søn tog af sted i kajak, ventede hun som sædvanlig ikke nogen fangst fra hans side. Så da børnene begyndte at snakke løs om, at ungkarlen havde sæl på slæb, modsagde ungkarlens mor selvfølgelig børnene. Børnene sagde, at nu kom ungkarlen nærmere, og da han nærmede sig land, råbte moderen ud til ham: "Er det din egen fangst?" Og selvfølgelig svarede hendes søn, at det var hans fangst. Inde på stranden gav hans mor sig så til at danse takkedans for sønnens førstefangst af en grønlandssæl. Da moderen havde tørret skindet, gemte hun det i sit forrådshus. Da ungkarlen derefter gentagne gange var på fangst, fangede han ingenting.

 

Engang om sommeren tog han på fangst syd for deres boplads. Da han kom til sine bopladsfæller, der lå og ventede på sæler, fik han sig en snak med dem og forlod dem så. Da hans bopladsfæller var taget hjem og han var blevet alene, hørte han pludselig en skrigen. Da han kiggede mod syd, så han, at en konebåd var ved at nå hen til ham, mens de ombordværende sang en tryllevise / serrat. Først tænkte han på at flygte, fordi de kunne sejle ind i ham, men så tænkte han, at han nok kunne tåle det, hvis de ramte ham. Men da de fortsat havde kurs direkte mod ham og var lige ved at nå ham, flygtede han. Da han havde roet et stykke, tænkte han: "Måske har de ugifte piger med om bord, så nu ror jeg alligevel hen til dem." Så vendte han kajakken og begyndte at ro hen til dem. Det fortælles, at tryllesangen som konebådens besætning sang, lød således: "Dette er visen (som ejes) af beboerne i et lille hus inde i landet. Dette er beboerne i et lille hus inde i landet. Lad os lette op i luften. Lad os stige til vejrs." Ungkarlen nærmede sig konebåden og opdagede, at de havde en ugift pige mellem sig, og da han fik lyst til hende, tog han fat i rælingen og prøvede nu på at give hende et kys. Straks greb en kvinde fat i hans hænder og bandt ham fast til konebåden. Da hun havde gjort det, satte hun sig ned og begyndte igen at synge med: "Dette er visen af beboerne i et lille hus inde i landet. Dette er beboerne i et lille hus inde i landet. Lad os lette op i luften. Lad os stige til vejrs." Og da konen sang med lettede konebåden. De svævede ind mod land og så hen over de høje fjelde mod indlandet. Da de havde svævet et stykke tid, fik de øje på en stor sø. De svævede hen imod den og landede på søen, og da de kiggede ind mod søbredden, fik de øje på mange telte og slog lejr sammen med dem.

 

Fra da af begyndte ungkarlens mor at vente på at han skulle komme hjem, for hun vidste, at hun havde opdraget ham til at kunne finde vej hjem efter en ulykke (angerlartussiaq), men da han stadig ikke kom hjem, sørgede moderen så meget over ham, at hun holdt op med at gå ud. Det fortælles, at de folk, der hørte til denne konebåd, var taget på rensdyrjagt.

Da ungkarlen ville vende hjem igen, spurgte konebådens ældste ham: "Du husker vel den vise, vi sang forleden?" Ungkarlen svarede: "Jeg kan huske en del af den, men jeg har glemt begyndelsen." Konebådens styrmand fortalte ham så: "Når du tager af sted herfra og kommer til søbredden, skal du synge således: "Dette er visen af beboerne i et lille hus inde i landet. Dette er beboerne i et lille hus inde i landet. Lad os lette op i luften. Lad os stige til vejrs." Da styrmanden havde sagt det, fyldte ungkarlen sin kajak med rensdyrskind og tog af sted. Da han havde roet lidt, kom han til en anden bred, men nu havde han glemt det, der var så vigtigt for ham at huske. Ind imellem spurgte han sig selv: "Hvordan var det nu, lad mig dog komme i tanke om det", sagde han gentagne gange til sig selv. På et tidspunkt kunne han pludselig huske visen og begyndte at synge den: "Dette er visen af beboerne i et lille hus inde i landet. Dette er beboerne i et lille hus inde i landet. Lad os lette op i luften. Lad os stige til vejrs", og i det samme lettede ungkarlen. Derfra svævede han så mod sin boplads i vest. Engang glemte han pludselig visens tekst, mens han svævede over en høj afgrund. Da han dalede ned, landede han lige på afgrundens kant. Mens han sad der, begyndte han at spekulere og spurgte igen sig selv: "Hvordan var det nu, lad mig dog komme i tanke om det." Mens han talte sådan til sig selv, var han lige ved at styrte på hovedet ned og fik en lammende varm fornemmelse. Mens han hang der over det stejle fjeld, sagde han til sig selv: Hvordan var det nu, lad mig dog komme i tanke om det". Og så kom han pludselig i tanke om sangen: "Dette er visen af beboerne i et lille hus inde i landet. Dette er beboerne i et lille hus inde i landet. Lad os lette op i luften. Lad os stige til vejrs." Så lettede han og begyndte at svæve mod vest og hen mod sin boplads.

 

Fra den dag da ungkarlen forsvandt, havde hans mor ikke været ude, men da hun en dag for første gang var ude, hørte hun råben. Hun kiggede mod vest og så, at ungkarlen var på vej tilbage. Da hun havde genkendt ham, sagde hun til børnene: "Nu er ungkarlen på vej tilbage, sørg nu for, at hundene ikke begynder at hyle." Da hun havde sagt det, gik hun op til sit forrådshus og tog skindet af sønnens store fangst. Så gik hun ned til stranden med skindet for at ungkarlen kunne løbe sin kajak op på det. Nu ventede hun på, at ungkarlen kom, og først da han var lige ved at nå stranden, bredte hun skindet af hans fangst ud over rullestenene. Da ungkarlen kom nærmere, gled han forbi sin mor og fortsatte op mod sit hus, og moderen måtte nøjes med at kigge på ham. Da ungkarlen fortsatte, kunne han ikke stoppe og fortsatte ind i husgangen. Det siges, at dette skete så hurtigt, at ungkarlen døde af det. Da moderen gik op til ham og gik ind i huset til ham, så hun, at han lå død med hovedet ved siden af sig. Det viste sig, at han var stødt mod bagvæggen af huset, og at han ved tilbageslaget fik slynget hovedet ud mod husgangen, og derved blev hovedet revet fra kroppen, og dette blev udgangen på ungkarlens liv.

 

 

Og herved slutter fortællingen N. S.

 

Var.: Den flyvende kajakmand (ganske mange versioner, BS).

Oqalugtuaq nukagpiatorqamik / nukappiatoqqamik

Print
Dokument id:102
Registreringsår:1867
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, IV, 4'
Fortæller:(?)
Nedskriver:Olsen, Elias
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Oqalugtuaq nukagpiatorqamik / nukappiatoqqamik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:ss. 507 - 518, nr. 96
Lokalisering:?
Note:

Kort resumé i Rink 1866-71, II: nr. 88.

 

Resumé: En gammel ungkarl dræber under rævesøvn om natten den kannibalske moder til tre døtre, som han så gifter sig med. De får alle tre en søn næsten samtidigt, og de bliver gode fangere.

 

Oversat af Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom:

 

Fortællingen om ungkarlen.

Det fortælles, at en ungkarl tog af sted på en kajaktur. På sin vej rundede han engang et lille næs og så et lille hus, hvor det røg fra kogestedet. Da han så det ryge, roede han hen for at gå i land neden for huset. Han roede derhen og lagde til land. Og først tænkte han på ikke at gå i land, men gjorde det så alligevel til sidst. Da han var stået ud af kajakken, gik han op. Så opdagede han en masse afblegede menneskeknogler foran vinduet. Da han så dette knogleaffald, blev han meget urolig og gemte sig bagved kogestedet. Mens han gemte sig dér, fik han lyst til at kigge ind til kogerummet. Da han forsigtigt kiggede ind, så han en kvinde koge menneskekød. Nogle af kogestykkerne var menneskehænder, og da han så dem, blev han meget bange og gemte sig igen. Og nu var han bange for at gå ned til sin kajak igen, fordi han mente, at de nok ikke ville lade ham leve, hvis de opdagede ham. Så blev han siddende på sit gemmested. Op ad dagen kom der en kvinde ud. Han ønskede øjblikkeligt, at hun ville gå et andet sted hen, men hun begyndte at gå hen imod ham. Da kvinden så et menneske, sagde hun: "ii, ii, hvorfor ligger du gode mandfolk der på den bare jord? Kom dog ind og få noget at spise." Ungkarlen svarede: "Jeg har meget travlt, og er nået hertil uden at ville overnatte, for jeg er urolig for min husstand, de er kvindfolk allesammen, og derfor kan jeg ikke være borte fra dem for længe, nej, jeg vil ikke ind." Da han ikke ville, sagde kvinden: "Du kan da lige komme ind og smage vores mad." Da hun fortsatte på den måde, og han ikke kunne overvinde hendes stædighed, gik han ind i huset. Da han kom ind, så han, at alle de aflange træfade var fyldt med kogt menneskekød. Og han kunne ikke lugte andet end halvsveden kogelugt.

Da ungkarlen kom ind, sagde de: "Sæt dig lidt længere tilbage herinde. Du er så velkommen, sådan som du kommer og besøger os, der er lutter kvindfolk." Det fortælles, at der var tre unge kvinder, og at en meget gammel kvinde sad langt tilbage på briksen. Det viste sig, at den gamle var blind, og at hun var de tre unge kvinders mor: Alt dette kogte menneskekød var den gamle kvindes madreserver. Og det blev klart, at de tre kvinder ikke spiste menneskekød. Det gamle menneske sagde så: "Giv ham noget af det bedste han plejer at spise." Og de satte kød af grønlandssæl frem for ham. Da han begyndte at spise, sagde den usle gamle kvinde: "Bær mig nu frem, jeg vil hen og lugte til det han spiser." Da hun sagde det, svarede hendes døtre: "Ja, gå hen og lugt til det han spiser." Faktisk ville det gamle menneske dræbe ham, hvis det han spiste ikke var menneskekød. Da hun nærmede sig for, at lugte til det han spiste, byttede hendes børn det ud med menneskekød og gav ham det. Da den gamle kvinde havde genkendt menneskekødet på lugten, sagde hun: "Genkender du ikke det kød du spiser?" "Nej jeg ved selvfølgelig ikke hvad jeg spiser." Den blinde gamling sagde: "Det du spiser er kødet fra en ung klapmyds." Det blev ungkarlen meget overrasket over, for han var ganske klar over, at det var menneskekød, han havde på sit fad.

Da de tre kvinder hen under aften bad ham følge med ud, gik han med.

Derude fortalte de ham, at deres gamle mor aldrig lod deres gæster leve. De sagde også, at hun sin vane tro ville vente til ungkarlen var faldet i søvn: "Og som altid vil hun så dræbe dig, når du er faldet i søvn. Vi har flere gange villet dræbe hende, men vi er bange for at gøre det. Når du i aften vil lægge dig til at sove, må du tage din harpun med, hvis du har en. Hvis du skal sove på vinduesbriksen, må du sørge for at sove sammen med din harpun. Du vil se, at i nat vil hun komme svævende over dig. Så snart hun gør det, må du stikke din harpun i maven på hende." Pebersvenden hørte godt efter det kvinderne havde sagt, og da han havde lovet at gøre, som de sagde, gik han ind. Da han var kommet ind, spurgte den blinde gamling ham: "Hvorfor blev du så længe væk?"

Ungkarlen svarede: "Det er så pragtfuldt vejr derude, så jeg var ude og nyde det." Den blinde gamle kone sagde: "Jeg blev helt urolig for dig, for vores andre gæster plejer ikke at opføre sig sådan.""Jamen jeg har andre vaner, og når det er så pragtfuldt udenfor, kan jeg ikke holde mig inde ret længe af gangen", fortsatte ungkarlen. Da svarede den gamle kone: "Mænd med den slags vaner plejer at være gode mænd, for det er de fangstivriges vane."

Henimod aften gik ungkarlen udenfor og ned til sin kajk. Da han var nede ved den tog han kun sin harpun og gik op til huset. Tilbage i huset så han, at den gamle var faldet i dyb søvn. Og da han have sin harpun med ind, sagde kvinderne: "Dræb hende mens hun sover!" "Det kan jeg ikke få mig til, når hun sover. Men hvis hun vil til at dræbe mig, vil jeg svare igen og dræbe hende." Det svar stillede kvinderne sig helt tilfredse med.

Om aftenen gik de i seng. Da ungkarlen skulle til at lægge sig, sagde kvinderne: "Hold dig nu vågen, for hun lader aldrig vores gæster leve. Når vi en sjælden gang får gæster, og de falder i søvn, lader hun dem aldrig leve." Efter den samtale gik de i seng, og ungkarlen havde sin store harpun på rede hånd. Han søgte at falde i søvn, men blev lysvågen og opgav så enhver tanke om at sove. Midt om natten var han forberedt på alt, og så begyndte han at lade som om han snorkede. Da han så foregav at snorke og hørte små skrig fra briksen åbnede han det ene øje og kiggede op, hvor han så, at den gamle allerede var henne over ham mens hun skreg: "Sov du gæst, sov så du aldrig vågner mere, for dit kød er så lækkert!" Da hun sagde sådan, greb ungkarlen sin store harpun og jog den i hende af al kraft. Det lød som væske der skvulpede over, og hun faldt straks ned på gulvet. Da hun var dumpet ned stod ungkarlen op og trak sin harpun ud, som stadig sad i den gamle kone, og da han nu stak hende igen og denne gang fra siden, lød det som om han stak i noget luftfyldt (hun punkterede?, BS). Da der stadig var lidt liv i hende, gav ungkarlen hende dødsstødet og derefter sagde han til den døde: "Da du prøvede at dræbe mig, fik jeg da heldigvis dræbt dig som hævn."

Det var nu sådan, at alle den gamles tre døtre var smukke kvinder, og nu tænkte ungkarlen på at gifte sig med én af dem. Den gamle, som han havde dræbt, lod han bare ligge og selv lagde han sig så til at sove. Da han vågnede, så han, at de tre kvinder sov endnu. Da blev ungkarlen utålmodig efter, at de skulle vågne. Det gjorde de så endelig, og så sagde han: "Da jeres gamle prøvede at dræbe mig, dræbte jeg hende i stedet." Nu blev de tre kvinder dybt taknemmelige, og de sagde til ungkarlen, at han skulle slå sig ned hos dem. Med de ord kom de ham i forkøbet, for han var faktisk blevet rigtig forelsket i dem, og straks tog han dem alle tre til koner på en og samme gang. Én aften sov han med den ene af kvinderne, den anden aften med den anden, og den tredje aften med den tredje, og det siges, at på den måde var han gift med dem. Når han tog ud i kajak kom han altid hjem med sæl, sommetider med to sæler og andre gange med tre.

En dag sagde ungkarlen: "Jeg tror at min familie efterhånden er blevet alt for urolige for mig, så jeg vil tage over og se til dem." Så en dag tog han af sted for at se til sin familie, som han havde efterladt på sin gamle boplads. Da han rundede næsset, så han, at de stadig var der. Da børnene, der var ude, så en kajakmand, råbte de: "Nu kommer ungkarlen!" Så kom folk ellers ud af husene for at se ham. Faktisk havde de opgivet ham af frygt for, at han var omkommet.

Da han var kommet i land, spurgte de: "Hvor har du dog været henne?" "Jeg havnede på besøg et sted, hvor jeg mødte en meget ugæstfri vært," svarede han.

"Hvordan det?" spurgte de. "Jo, da min vært, en blind gammel kone forsøgte at dræbe mig, kom jeg hende i forkøbet og dræbte hende. Nu er jeg gift med alle hendes tre døtre." Da sagde hans gamle bopladsfæller: "Og det var ham, der aldrig havde held med noget, men det har han sandelig fået nu."

Da ungkarlen kom op til huset, fortalte han rigtig sin historie. Om aftenen gik de så i seng. Og meget tidligt næste morgen tog ungkarlen af sted igen. Undervejs hjem jagede han sæler, fangede to og roede hjem. Det viste sig, at hans koner var blevet ængstelige, fordi de troede, at han var taget hjem til sin familie for altid. Så nu da han var kommet hjem, var de meget taknemmelige. De flænsede så de sæler, han havde fanget, og så gik de op til huset.

På et tidspunkt blev alle de tre kvinder gravide, og de fødte alle tre samtidigt hver en søn. Nu følte ungkarlen sig rigtig heldig og taknemmelig med hele tre drenge til at forsørge sig på sine ældre dage. Og drengene voksede op sammen. Når ungkarlen havde alle tre sønner hos sig på een gang, bar han en på hver arm og havde den tredje mellem sine lår. Efter deres fødsel tog ungkarlen også over til sin familie for at fortælle om sine tre nyfødte sønner.

Da drengene blev halvvoksne, og ungkarlen ville lave dem hver en kajak, tog han ud for at finde drivtræ. Undervejs i kajakken fik han øje på et meget stort stykke drivtømmer, og da han havde bundet det fast med sine bugserremme, trak han det hjemad. Mens han slæbte af sted med det og opdagede, at der var rigtig mange grønlandssæler, der stak hovedet op af vandet for at ånde, lod han sit slæb være for at fange sæl. Da han havde fanget to, roede han hjemover med både det store stykke drivtømmer og de to grønlandssæler på slæb. Da han nåede deres boplads så han, at hans drenge ventede på ham på stranden. Og han råbte til dem, mens han lagde til: "Nu har jeg endelig fået træ til jeres kajakker." Så blev drengene henrykte. Ungkarlen stod ud af sin kajak og lod den bare være, fordi drengene nok skulle bære den op. Det var blevet sådan, at når ungkarlen kom hjem fra kajaktur, tænkte han ikke mere på kajakken, for den tog drengene sig af. De bar den op og gjorde den klar til næste tur.

Det fortælles, at ungkarlen nu gik i gang med at bygge sine tre drenges kajakker samtidigt. Nu og da tog han en dag på fangst, men ellers byggede han påkajakkerne. Så blev han færdig med dem alle tre på en og samme tid. Da skeletterne således var færdige, ventede han kun på, at de skulle betrækkes med skind. Han sagde til sine koner: "Nu er jeg færdig med skelettet til kajakkerne, så lad os nu få betrukket dem. De gik i gang med dem alle tre på een gang, og i løbet af en enkelt dag blev hans koner færdige med arbejdet. Nu ventede hans sønner så på, at kajakkerne skulle blive tørre. Da de så var tørre, tog ungkarlen drengene med ud på små ture ud for stranden. Han trænede dem i kajakroningens svære kunst og langsomt blev de mere og mere øvede. Med tiden blev de i stand til at ro ud på det åbne hav sammen med deres far. En dag da ungkarlen kom hjem fra fangst, sagde han til børnene: "Nu kan I få våben, for nu er I dygtige nok til at ro kajak." Ungkarlen blev så hjemme og lavede våben til sine sønner, lige til han var færdig med dem. Næste dag udstyrede han alle tre med våben til kajakfangsten. Mens de roede af sted, prøvede drengene deres nye våben flere gange, og når der dukkede sæler op foran dem, kastede de deres våben efter dem, det bedste de havde lært. Kun ungkarlen fik ram på to sæler, og de vendte tilbage til deres boplads. Mens de roede ind, talte deres mødre lykkelige om, hvor stakkels små kræ de havde været ved fødslen, og at det ikke var til at tro, at de nu kunne så meget. Da de kom hjem, slæbte de ungkarlens fangst op og flænsede den, og derefter gik de op til huset. Da mødrene kom ind, fortalte deres børn rigtig løs om, hvordan de havde harpuneret grønlandssæler uden dog at kunne dræbe dem, og deres mødre frydede sig over alt det de fortalte.

En dag, da de var ude på fangstpladsen, fangede ungkarlens børn en sæl hver, inden han selv nåede at harpunere en, så det blev drengene, der kom først. Da sagde han: "Minsandten om ikke I er blevet bedre fangere end mig!" Børnene blev henrykte, fordi de nu mente, at de nu var blevet bedre fangere end deres far. Da han havde harpuneret og dræbt en sæl, tog de alle hjem. Nu var der ingen ende på idyllen. Ungkarlen var på vej hjem med sine børn, og alle havde en sæl på slæb. Da de hjemad fik øje på deres hus, så de en kvinde uden for det, og da hun så, at sønnerne havde sæl på slæb, råbte hun ind til de andre: "Vores børn er på vej hjem med hver sin sæl på slæb sammen med deres far." Da skyndte de sig ud af huset og så, at alle deres sønner havde sæl på slæb sammen med deres far, og de sagde: "Hvis de selv har fanget de sæler, skal vi rigtig fejre det." Men den tredje kvinde sagde: "Det er nu nok deres far der har ladet dem slæbe sæler, han har fanget." "Det ville han aldrig gøre, når nu de er nybegyndere", indvendte de andre.

Kajakmændene roede til land og lagde til. Så råbte ungkarlen op til kvinderne: "Alle mine herlige sønner har fanget sæl, de har alle harpuneret en før, jeg selv kunne nå at ramme nogen." Nu blev kvinderne først rigtig glade. De ville ikke engang flænse ungkarlens fangst før sønnernes, da de havde slæbt fangsten op. For det måtte være sønnernes førstefangster, der skulle flænses først. Om aftenen holdt ungkarlen så fest med hele sin husstand uden andre tilstedeværende, og han sagde: "Jeg må hen og se til min familie." For nu var det en del år siden, han havde hørt noget til dem.

Næste morgen tog han så af sted med et læs kød fra sine sønners fangst på sin kajak for at se til sin familie, og han var noget urolig for, at de måske ikke længere var på samme boplads. Men da han fik øje på den, så han, at de stadig boede der. Da de så ham, sagde børnene: "Ungkarlen, som vi troede død, kommer!" De ældre troede først ikke på det, børnene sagde, men da de kom ud, så de ungkarlen komme roende med et læs kød på kajakken. Da så ungkarlen lagde til, sagde han: "Jeg er kommet for at se til jer, fordi jeg savnede jer. Her er kød fra mine store børns førstefangster; bær det nu op og sæt det over, så I kan få det kogt i en fart." Da familien nu hørte, at ungkarlens børn allerede var blevet fangere, blev de dybt forbavsede.

Da ungkarlen gik op og ind i huset, så han, at der var kommet nye til i husstanden. Og da han næste dag skulle hjemover, inviterede han sin familie med hjem på besøg. Så tog de af sted sammen, og da de nåede ungkarlens hus, så de, at det glinsede af sælblod uden for det. Da sagde ungkarlen: "Mine herlige sønner har nok fanget sæl igen, for sikke det glinser af blod omkring huset." Så sagde nogen i følget: "Du har vel nok fået dygtige forsørgere i dine store sønner." Ved de ord smilede ungkarlen over hele hovedet af lutter stolthed. Derefter roede de til land. Mens de lagde til, kom kvinderne ned til dem, og ungkarlen sagde: "Her en masse af mine slægtninge kommet for at se mine sønner." Da blev hans koner meget forbavsede, og da gæsterne var stået ud af kajakkerne sagde konerne: "Kom nu op og indenfor." Da gæsterne nåede op til huset, så de, at ungkarlen levede i overflod, for de fik øje på den store bunke kød omkring huset, og de havde allerede set, at der var bunker af kød nede på stranden. Da ungkarlen var taget af sted på besøg, havde hans sønner nemlig været på kajakfangst, og alle havde de fanget sæler, og da blev ungkarlen alligevel forbavset. Og kvinderne fortsatte: "Drengene glædede sig så meget til fangsten, at de allerede tog ud i morges, mens det var mørkt endnu."

Mens de var på stedet, blev det eftermiddag, og så kom der tre kajakmænd til syne. De så længe på dem, og til sidst så de, at de alle havde sæl på slæb. Gæsterne blev endnu mere forundrede. Da ungkarlens sønner kom nærmere, sagde de til hinanden: "Vi er da ikke så mange, se alle de mænd der oppe ved vores lille hus!" Den tredje sagde: "Det er nok vores fars familie." Så roede de mod land og lagde til. Straks sagde ungkarlen: "Jeres mange slægtninge er kommet for at se jer. Skynd jer op af kajakken og op til huset." Så de skyndte sig op af kajakkerne og op til huset. Det fortælles, at da de var kommet derop, gav de hver af deres slægtninge et knus. Og slægtningene blev yderligere overraskede, fordi det var første gang, de så sønnerne.

Da de nu havde mødt deres familie, var ungkarlens sønner vældig glade. Efter en festlig aften gik de i seng, og da de vågende af nattesøvnen så de, at det lysnede derude. Og da sønnerne skulle ud på fangst, sagde slægtningene at de gerne ville med. Så de tog af sted allesammen. Fremme på fangstpladsen harpunerede de allesammen sæler, nogle to, nogle tre, og dem der ville nøjes med én, fangede bare én.

Da alle havde fået fangst, begyndte hjemturen. De roede afsted og fik efterhånden huset i sigte. En af kvinderne, der var ude, fik øje på de mange kajakmænd, der dukkede op. Ved nærmere eftersyn så hun, at de alle havde sæl på slæb. Så råbte hun til de andre: "Kom ud og se alle de mange kajakmænd, der kommer!" Da de kom ud, så de, at alle de mange kajakmænd næsten var fremme, og de landede allesammen sæler. Da de var gået op, spiste de allesammen sælkød, og først da hver og en var stopmætte, holdt de op med at spise. Om aftenen gik de så i seng, og gæsterne tog af sted næste morgen, da de var vågnet. Da gæsterne var kommet hjem, havde de sandelig noget at fortælle.

Det fortælles, at ungkarlen blev en meget gammel mand, der ikke længere kunne tage på fangst. Det fortælles også, at hans dygtige sønner forsørgede ham med deres fangst, lige til han døde af alderdom.

Her ender fortællingen.

 

Var.: Ingen i denne bases samlinger bortset fra den indledende episode, se: Kivioq; Konen med jernhalen.

 

Kommentar: Det må være ønskedrømmen over alle for enhver ikke alt for duelig fanger. Det er dog sjældent, at en fortælling har så lidt andet at overraske med.

Oqalugtuaq nukagpiatorqamik / nukappiatoqqamik

Print
Dokument id:1968
Registreringsår:1867
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, IV, 4'
Fortæller:(?)
Nedskriver:Schmidt, Nathan
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Oqalugtuaq nukagpiatorqamik / nukappiatoqqamik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:ss.420 - 422, nr. 81
Lokalisering:?
Note:

Fortællingen om en ungkarl.

Oversættelse er opgivet, fordi teksten er temmelig usammenhængende

Oqalugtuaq nukagpiatorqamik / Oqaluttuaq nukappiatoqqamik

Print
Dokument id:367
Registreringsår:1867
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, V. 4'
Fortæller:Sivertsen, Eli (Sivertsen, Ely)
Nedskriver:Sivertsen, Eli (Sivertsen, Ely)
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Oqalugtuaq nukagpiatorqamik / Oqaluttuaq nukappiatoqqamik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 713 - 714, nr. 143
Lokalisering:?
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Fortælling om en ungkarl.

 

Der var engang en ungkarl, der havde en hel masse kvinder som

bopladsfæller. Når han var ude på fangst, kom han altid hjem med flere

sæler, for han var en dygtig fanger. En dag sagde de mange kvinder til

ham, at de ville ud og samle rødalger på et stort skær, og de bad ham

færge sig til land, når de var færdige med at samle rødalger. De havde

lyst til noget andet end kødmad. Først reagerede ungkarlen ikke på

deres anmodning; men så slog han om og til sidst tilskyndede han dem

ligefrem til det. Da han havde færget dem over til det store skær, bar

han sin kajak op; og han kiggede en gang imellem gennem vinduet.

Højvandet var nu ved at dække det store skær, og de mange kvinder

råbte til ham og bad ham om at færge dem over til land.  Han lod, som

om han ikke hørte dem. En gang han kiggede ud gennem vinduet, så han,

at der var kommet så meget vand, at de måtte stå på deres sække. Han

satte sig ned igen. Da de ikke råbte mere, kiggede han ud og så, at

højvandet havde dækket det store skær helt, og at kvinderne var

druknet og flød på vandet. Han gik ned til sin kajak og roede ud til

dem. Han kunne ikke gøre andet end at løsne håret på dem, binde dem

sammen og slæbe dem til land. Han bar sin kajak op og gav sig til at

trække ligene op. Han sprættede maven op på den uartigste af

kvinderne, skar mavesækken fra og klemte indholdet ud af den,

hvorefter han pustede den op og tørrede den. Da den blev tør, roede han ud på

fangst med mavesækken som fangeblære / fangstblære.

 

Det var første gang han var ude

efter kvinderne var druknet. Han kom så langt ud, at det forekom ham,

at fjeldene hældede indad. Han lå og ventede på, at der skulle dukke

en sæl op. Det blæste imidlertid op, og han begyndte at ro ind mod

land. På vej derind så han, at en hel masse spækhuggere nærmede sig.

Bølgerne brødes imod dem; og de blev oppe længe. Det, han anså for at

være skumtoppe, viste sig at være en hel masse hvidhvaler og sæler.

Det var, som om de blev oppe hele tiden. Da de nåede hen til ham,

fangede han så mange, som han kunne klare at have på slæb, og han

roede imod land mellem alle de mange hvidhvaler og sæler. Når de

forhindrede ham i at komme videre, skubbede han dem med sin åre og

snakkede til dem: "En anden gang  må I ikke komme så  mange på én

gang, I spærrer jo vejen." Da han endelig havde forceret flokken,

lagde han til stranden neden for sit lille hus. Han kom op af

kajakken og slæbte sin fangst op på land. Så flænsede han dyrene,

hvorefter han gav sig til at koge mad. Han spiste og gik i seng. Dagen

efter roede han ud på fangst. Han så tre sæler og fangede dem alle. Han så ikke flere. Han gjorde sælerne klar til bugsering og roede hjem

med dem. Han kogte mad; og efter at have spist, gik han i seng. Næste

morgen tog han ud på fangst, fangede de tre, han så, gjorde dem klar

til bugsering, roede hjem, kogte mad og gik i seng.

 

En dag han var ude, så han kun én sæl, fangede den og roede hjem, uden at have set

flere. Han var på fangst gentagne gange uden at se hverken en

eneste sæl eller en eneste fugl. Til sidst opgav han at tage ud på

fangst. Da han holdt op med at tage på fangst, begyndte han at gå

på rypejagt ved at kaste med sten. Somme tider lykkedes det for ham at

få nogle, men andre gange fik han ikke noget. Så holdt han op med at

gå ture og spiste af de sæler, som han havde fanget. Til sidst slap

sælerne op. Så begyndte han at koge kødet på de mange kvinder, og til

sidst slap også disse op. Han havde ikke noget andet at spise end

sælernes indvolde. Da disse slap op, gik han ned til stranden og

spiste sulluitsut (vingetang) og muslinger. Så blev det vinter og meget

koldt; og ikke engang vingetang eller muslinger kunne han få fat i. Han

havde ikke mere at spise og blev inde i huset hele tiden. Han blev

mere og mere udmattet af sult. Han blev liggende på briksen af sult og

af kulde, og han døde den femte dag derefter. Han sultede ihjel, fordi

han havde skældt fangstdyrene ud. Slut.

 

Var.: Qivaaqiarsuk.

 

Kommentar: søg på Qivaaqiarsuk

Oqalugtuaq nukagpiatorqamik / oqaluttuaq nukappiatoqqamik

Print
Dokument id:1970
Registreringsår:1867
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, IV, 4'
Fortæller:(?)
Nedskriver:Schmidt, Nathan
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Oqalugtuaq nukagpiatorqamik / oqaluttuaq nukappiatoqqamik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:ss.433 - 436, nr. 83
Lokalisering:?
Note:

Fortællingen om en ungkarl.

Oversættelse er opgivet, fordi teksten er temmelig usammenhængende

oqalugtuaq Nukarîngnik / De to brødre ved fjordmundingen

Print
Dokument id:238
Registreringsår:1859
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Nukarîngnik / De to brødre ved fjordmundingen
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 315 - 317, nr. 109
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om de to brødre.

 

To brødre bosatte sig i en fjord over for hinanden - den ældste på solsiden og den yngste på skyggesiden. Den yngste havde en ældre kvinde, sin mor, boende i huset som familiens kvindelige overhoved.

 

Det skete engang ved efterårstid, hvor der blev fanget mange sæler, at

den ældre kvinde om aftenen gik udenfor kun iført sine indebukser for at

forrette sin nødtørft. Så så hun en konebåd komme frem fra den anden side af et

lille næs og nærme sig hurtigt. Hun blev glad i forventning om at se fremmede.

Hun ville underrette de andre ved at råbe, at der kom en konebåd, men hun kunne

ikke få en lyd frem. Hun ville rejse sig, men det kunne hun ikke. Konebåden

lagde til og nu gik de i land og var på vej op mod huset med deres våben, der

glimtede. Hun kunne stadigvæk ikke få en lyd frem. De gik op på husets tag og

stak deres spyd ned gennem taget og spiddede beboerne. Derefter steg de ned fra

taget. Kvinden troede ellers, at de ville ind i huset. I stedet for gik de ned

til stranden, hvorfra de sprang ud i havet og blev til en stor stime sæler, som

nu svømmede i retning mod nord. Nu kunne kvinden pludselig rejse sig. Hun tænkte

på at gå ind i huset, men da der sikkert ikke var overlevende tilbage, tog hun

af sted midt om natten bare iført underbukser til den anden side af fjorden -

inden om bunden af fjorden, hvor der var en bræ. Hun slap helskindet fra

vandringen over bræen og nåede den ældste søns hus. Moderen fortalte sønnen, at

kanofolkene havde dræbt alle hendes husfæller. Det ville sønnen ikke tro på og

han beskyldte sin mor for at have dræbt alle i huset. Da de ikke kunne komme

overens om det, der var sket, tog sønnen ud til en boplads, der lå længere ude.

Der mødte han en åndemaner og ham bad han om at finde ud af, hvad moderen

eventuelt havde gjort ved den yngre broder. Åndemaneren manede ånder og pegede ivrigt efter noget. Han kunne følge dem indtil indlandsisen,

men måtte opgive at følge dem videre, da boblerne, som de lavede, når de

dykkede, ikke længere kunne spores. Dagen efter tog åndemaneren af sted sammen

med sin vært over land for at lede efter deres spor. De gik i land ved bræen og

gik ned medbringende bue og lanse. På en nunatak traf de et menneske med ét øje.

De forhørte sig om kanofolkene, men han kendte ikke noget til dem. De gik videre

og traf nogle mennesker, hvis øjne "kiggede på tværs". De kom ikke helt hen til dem.

De begyndte at skyde på dem med buen. Da de havde brugt alle deres pile, dræbte

de dem med deres lanser. Den ældre søn dræbte ikke sin mor, fordi han nu havde

hævnet sig ved at dræbe disse væsener, som havde øjne, der kiggede på tværs.

 

Var.: Søg på kanofolk, qajarissat, umiarissat; indledningen er også brugt i Kunuk; og en om "løberne" der undertiden er blevet associeret til nordboerne eller indianerne.

De to brødre. Kreutzmann 1997 99 101; Kristoffer nr. 145; Jakob Lund Nukariinnik; Hintrik 1996: 28. De to brødre ved fjordmundingen, Mathæus.

Oqalugtuaq nuliarïngnik qitornaqangitsunik / oqaluttuaq nuliariinnik qitornaqanngitsunik

Print
Dokument id:1971
Registreringsår:1867
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, IV, 4'
Fortæller:(?)
Nedskriver:Schmidt, Nathan
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Oqalugtuaq nuliarïngnik qitornaqangitsunik / oqaluttuaq nuliariinnik qitornaqanngitsunik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:ss.436 - 438, nr. 84
Lokalisering:?
Note:

Fortællingen om det barnløse øgtepar.

Oversættelse er opgivet, fordi teksten er temmelig usammenhængende

oqalugtuaq nuliarînguamik / nuliariinnguamik

Print
Dokument id:101
Registreringsår:1867
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, IV, 4'
Fortæller:(?)
Nedskriver:Olsen, Elias
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq nuliarînguamik / nuliariinnguamik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:ss. 482 - 486, nr. 92
Lokalisering:?
Note:

Oversat af Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom:

 

Fortællingen om et ægtepar.

Det fortælles, at dette par var gift med hinanden og havde en meget, meget lille søn. Det viste sig, at sønnen var dværg, men selvom sønnen slet ikke kunne vokse, var han til gengæld meget klogere, og samtidig viste det sig, at hans tarme vendte den gale vej, nemlig opad. Hans stakkels forældre troede først, at drengen ikke var rigtigt klog, men det viste sig senere, at han var klogere end forældrene. Samtidig var han dog fuld af tossestreger. Når hans tosserier blev for slemme, gav hans moder ham klø, men passede på, at kløene ikke blev livsfarlige for drengen. Når moderen havde slået drengen, græd han så meget, at han ikke kunne græde mere, og så blev han så træt, at han faldt i søvn. Forældrene troede, at han skulle være blevet klogere af skade når han vågnede, men så plejede han at lave numre, der var endnu værre end før. Det siges, at drengen således fik klø hver dag af sin mor. Drengen havde derfor ondt i sin stakkels krop af alle kløene.

 

Man fortæller, at familien havde tre små hunde, og boede på en boplads, hvor de andre familier ikke havde nogen hunde. En gang fik drengen lyst til at tage væk med deres tredje lille hund. Da drengen fik lyst til det, nægtede hans kære forældre ham det og forbød ham at rejse væk med hunden. De blev ved med at forbyde ham det, men da drengen blev stædigt ved, gav de til sidst efter. De sagde så til ham: "Hvis nogen beder om at få hunden, må du ikke give den væk." Da han så lovede, at han ikke ville give den til andre, lod de ham tage af sted med hunden.

 

Da de stakkels fattiges dværgesøn var skridtet af, stoppede han op, da han ikke længere kunne se husene. Da han havde været der lidt, kom der en smuk pige, der fortalte, at det var første gang hun så en hund. Hun blev meget glad for hunden og bad drengen om at måtte få den. Det skulle vise sig, at denne pige var den eneste kvinde i en stor brødreflok. Dværgen spurgte så: "Hvad vil du betale mig for hunden?" Pigen svarede: "Jeg vil betale dig med kødet fra en hel grønlandssæl." Det fortælles, at denne pige gik sammen med en anden pige. Den frække dværg svarede: "Hvis du trækker din særk ned (op?) helt til navlen, får du hunden." Man sagde, at pigen, der var eneste pige i en stor søskendeflok, var meget genert. Hun svarede, at hun ikke ville. Den anden pige sagde til hende: "Han er så lille, at han ikke fatter noget. Det betyder ikke noget, og han vil sikkert ikke fortælle noget til andre om det; det er da dejligt at få en hund, så gør du bare som han siger." Pigen var først tvivlrådig, men så trak hun sin særk op og viste sin navle. Da dværgen havde set den, gav han deres lille hund til pigen.

 

Hans forældre ventede så længe på deres søn, at de knap nok vidste, hvad de skulle gøre. Endelig kom han, men han havde ingenting med sig. Da han kom ind, spurgte de ham: "Hvor er vores lille hund?" "Jeg har givet den til den eneste pige i en stor søskendeflok." Han nåede knap nok at svare, før hans dumme mor gav ham så mange klø, at hun var ved at tage livet af ham. Sønnen faldt derefter i søvn med store smerter. Han vågnede og havde ondt i hele sin stakkels krop.

 

Det fortælles, at når deres bopladsfæller fangede sæler og kom med gaver, levede dette sølle ægtepar i velstand, og det siges også, at ægtemanden ikke tog på kajakfangst, og derfor havde de ikke andet at spise. Kun når deres bopladsfæller fangede noget og gav dem noget, havde de mad og selvfølgelig var de ved at omkomme af sult ind imellem. Desuden havde de denne søn, der ikke var meget bevendt, fordi han ikke kunne vokse.

 

Engang sagde det sølle ægtepars søn til sin moder: "Må jeg tage vores anden hund med ud på en vandretur?" Det nægtede hun på det bestemteste, og hun gav ham en masse klø som sædvanligt. Da moderen havde slået ham, og han var træt af at græde, faldt staklen i søvn af træthed. Da han vågnede, sagde han, at han havde ondt over hele sin stakkels krop. Så sagde moderen: "Du duer ikke til noget som helst og kan overhovedet heller ikke vokse, så det gør ikke noget, at du har ondt," og som sædvanlig begyndte hun igen at slå ham. Da hun igen havde givet ham klø, faldt han som sædvanlig i søvn. Da han vågnede sagde han: "Lad mig få lov til at gå en tur med vores lille hund for at forkorte min dag." Først ville moderen ikke give ham lov, men så fik hun ondt af ham og fortrød sin stejlhed. Så gav hun ham hunden og sagde samtidig: "Hvis du giver hunden til en anden, giver jeg dig alle tiders klø, når du kommer tilbage." Sønnen drog så af med hunden.

Da drengen begyndte på sin vandretur, og da han ikke længere kunne se husene, fik søskendeflokkens eneste søster på sin sædvanlige gåtur øje på drengen, der fulgtes med en hund. Hun ville utrolig gerne eje hunden, og hun gik hen til drengen og ville som før købe hunden af ham for kødet af en hel grønlandssæl. Den laban til en dreng, der aldrig kunne vokse, sagde: "Min mor vil ikke give den væk til nogen anden, og kun jeg kan have hunden. Hvis jeg giver hunden væk, giver hun mig alle tiders klø." Den eneste pige i søskendeflokken sagde så: "Det er jeg ligeglad med, og det er bedre, at du skaffer jer mad, lad mig dog få den." Den frække dreng, der aldrig blev voksen, var kommet i vildrede men sagde så: "Du kan først få den, hvis jeg må se dig helt op til lysken." Da brødreflokkens søster nægtede at gøre det, sagde hendes veninde: "Drengen har ikke begreb om nogen ting, vis du ham bare din lyske." Brødreflokkens søster trak sine bukser ned om lysken og viste sig for drengen. Da han havde set hendes lyske, gav han hende den lille hund.

 

Drengen gik hjem, og da han kom ind, sagde han: "Brødreflokkens søster har fået vores lille hund, og hun siger, at hun vil betale for den med sælkød." Hans mor skreg op og gav drengen så mange klø, at han knap nok overlevede det. Drengen græd så meget, at han næsten ikke kunne mere, og til sidst faldt han i søvn. Da han vågnede efter sin søvn, viste det sig, at han var døende. Det fortælles, at hans krop var så hævet, at han døde. Så lykkedes det da til sidst for den usle mor at få ram på sin eneste lille søn.

 

Her ender fortællingen.

 

Oversat af Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom.

 

Var.: Ingen i denne bases samlinger.

 

Kommentar: Forestillingen om de mange tæv virker besynderlig i en grønlandsk sammenhæng. Knægten er da heller ikke nogen almindelig dreng, men en dværg, der tydeligvis ikke bliver større af alle kløene.

oqalugtuaq Oqartûmik / Uvianeq, den afsindige

Print
Dokument id:190
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Oqartûmik / Uvianeq, den afsindige
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 201 - 202, nr. 82
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke eksisterer længere.

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

En fortælling om Oqartooq.

 

Oqartooqs kone, Uianeq, blev sindssyg. Oqartooq, som

var åndemaner, angakkoq manede ånder og meddelte, at "Sindsygens person" (perleruutip inua) ville komme for at tage hende til sig. De øvrige flygtede fra stedet og fik boplads på en ø. Der gik en dag, hvor ingen kom for at se til hende.

Dagen efter tog hendes mand hen til bopladsen. Da han gik i land, stillede han sin kajak med spidsen (forenden) imod havet. Han kiggede ind gennem vinduet

og så, at hun sad bagest på briksen og spiste sin arm. Kvinden så sin mand og

kom længere frem i rummet. Da hun så kom op på gæstebriksen ved vinduet,

flygtede manden. Han nåede lige at komme i kajakken og glide ud fra stranden,

da hun kom ned til stranden og stod der med armene strakt imod ham. Hun vadede

ud og fulgte efter sin mand, alt imens hun flåede i sig selv med tænderne. Da

Oqartooq nærmede sig bopladsen, råbte han, at Uianeq var på vej. Han skyndte

sig i land og dræbte hende med sin lanse.

 

Var.: Savínguarniaq; Gravene er de dødes hus; Mannik; De mange brødres eneste søster, som blev gal;

Samme motiv, anden fortælling: Vennerne; Fætrene; Fætrene II; fjordbo & kystbo; sindssyg / ligfedt / menneskefedt; bespiste ondt; Savinnguarniaq;

 

Kommentar: Vedr. årsagen til vennens pludselige ondsind se kommentaren til Arons variant, Bedstevennerne.

oqalugtuaq pisigtáuneq pivdlugo / Bueskydning

Print
Dokument id:284
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Kragh, Peder
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq pisigtáuneq pivdlugo / Bueskydning
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 4 - 6, nr. 2
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, formentlig af Peder Kraghs nedskrift  eller afskrift: NKS 2488, VI, ss. 86v - 87v.

Dvs. den samme som ID 1

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

"En fortælling om kamp med bue og pil".

 

På en boplads boede en mand, der var kyndig i åndemaneri, sammen med sine

mange sønner. De var berygtede for at dræbe fangere fra andre bopladser,

når de var ude på fangst. I huset boede også en svigersøn fra en anden boplads.

En dag kom en gæst, som viste sig at være slægtning til svigersønnen. Denne fortalte gæsten om disse drabsfolks metoder og instruerede ham i, hvordan

han kunne hævne sig på dem. Da gæsten tog af sted, padlede mændene

efter ham i konebåd for at dræbe ham. Men svigersønnen, der padlede med på den

forrest plads i konebåden, sørgede for at knække en åre, hver gang de var

lige ved at indhente kajakmanden. Svigerfaderen beskyldte ham for at gøre det

med vilje, men han forsvarede sig med, at det var fordi han lagde kræfterne så  

voldsomt i for at nå den flygtende. Gæsten slap uskadt bort fra sine forfølgere.

 

Det blev vinter, og mørketiden kom. De tog ikke ud på fangst og var hele tiden

på udkig efter, om der skulle komme nogen og angribe dem.

 

En dag kom der nogle fremmede slæder, og fra isstumperne ved strandkanten

begyndte de at skyde med bue, og pilene fløj hen over huset og ramte jorden på

den anden side. Det var for at svække drabsmandens trolddomskraft og hindre familien i at flygte. Drabsmanden manede ånder og tilkaldte sine

hjælpeånder, men de kunne ikke forcere det område, som pilene havde ramt. De

kæmpede med bue og pil, og de fremmede udefra dræbte troldmanden / angakkoq'en / åndemaneren og alle hans sønner. Svigersønnen, som igen var kommet under mistanke hos sin svigerfar, sluttede sig til sidst til hævnerne og flygtede bort med sin kone og børn.

 

Var.: De to fætre, Holm; Brødrene som forsvandt;

oqalugtuaq pisigtáuneq pivdlugo / Bueskydning

Print
Dokument id:1
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq pisigtáuneq pivdlugo / Bueskydning
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 4 - 6, nr. 2
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, formentlig af Peder Kraghs nedskrift eller afskrift: NKS 2488, VI, ss. 86v - 87v.

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

En fortælling om kamp med bue og pil.

På en boplads boede en mand, der var kyndig i åndemaneri, angakok / angakkoq, sammen med sine mange sønner. De var berygtede for at dræbe fangere fra andre bopladser,når de var ude på fangst. I huset boede også en svigersøn fra en anden boplads.

En dag kom en gæst, som viste sig at være slægtning til svigersønnen. Denne fortalte gæsten om disse drabsfolks metoder og instruerede ham i, hvordan han kunne hævne sig på dem. Da gæsten tog af sted, roede mændene efter ham i konebåd for at dræbe ham. Men svigersønnen, der roede med på den forreste plads i konebåden, sørgede for at knække en åre, hver gang de var lige ved at indhente kajakmanden. Svigerfaderen beskyldte ham for at gøre det med vilje, men han forsvarede sig med, at det var fordi han lagde kræfterne så voldsomt i for at nå den flygtende. Gæsten slap uskadt bort fra sine forfølgere.

Det blev vinter, og mørketiden kom. De tog ikke ud på fangst og var hele tiden på udkig efter, om der skulle komme nogen og angribe dem.

En dag kom der nogle fremmede slæder, og fra isstumperne ved strandkanten begyndte de at skyde med bue, og pilene fløj hen over huset og ramte jorden på den anden side. Det var for at svække drabsmandens trolddomskraft og hindre familien i at flygte. Drabsmanden manede ånder og tilkaldte sine hjælpeånder, men de kunne ikke forcere det område, som pilene havde ramt. De kæmpede med bue og pil, og de fremmede udefra dræbte troldmanden / angakkoq'en / åndemaneren og alle hans sønner. Svigersønnen, som igen var kommet under mistanke hos sin svigerfar, sluttede sig til sidst til hævnerne og flygtede bort med sin kone og børn.

Var.: De to fætre, Holm; Brødrene som forsvandt;

oqalugtuaq Pisimik / Pise dræbte og spiste sine husfæller

Print
Dokument id:286
Registreringsår:1861
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Amos Daniel
Nedskriver:Amos Daniel
Mellem-person:Hansen, Einar
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Pisimik / Pise dræbte og spiste sine husfæller
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 539 - 541, nr. 157
Lokalisering:Illorsuit / Uummannaq
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., muligvis fra Rink 2488, III nr. 336-345, der er nedskrevet af Amos Daniel i omtrent ulæselig håndskrift.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om Pisi.

 

Pisi rejste nordover og nåede langt mod nord. Det var ved at blive efterår. Han kom til at overvintre sammen med to brødre. De to brødre havde hver for sig mange børn. De kom til at mangle mad, og de havde ingen hunde. Han gav sig til at lave køller af træ, og enderne lavede han kuglerunde. Den ene af brødrene var ude for at forrette sin nødtørft, og han havde et af sine børn med sig. De, der var inde i huset, hørte én sige udenfor: "Jeg har slået min store søn ihjel (? - Chr. B.), fordi jeg fik ondt derinde". (Svært at vide, hvordan dette skal forstås - Chr. B.). Han dræbte sin søn. Han bad sin kone om at flænse ham. Hun flænsede ham og kogte kødet. Da kødet blev kogt satte hun det frem. Pisik blev budt at spise det. Han skar et stykke kød, et stykke uden om den fingerspids, som han havde sat på kødet, for at holde på det, og han spiste det. Han ville også lange ud til et lårstyke, men hans kone syntes ikke om, at han spiste menneskekød. Efterhånden var de ved at spise det hele 'qínunatik' (uden at tigge? Chr. B.). De gik altid i seng med deres store køller under hovedpude. Pisik gjorde det samme.

Engang da Pisik skulle ud at forrette sin nødtørft, bad han sin datter om

at ledsage ham, selv om hans kone ikke syntes om det. Man hørte ham sige derude:

"Jeg har slået min store datter. Jeg har slået hende, fordi jeg fik ondt

derinde." Han trak hende ind i huset. Han bad sin kone om at flænse hende. Konen

flænsede hende og kogte hendes kød, men hun tilsatte noget urin fra urinbaljen,

i det vand, hvori kødet blev kogt. De begyndte at spise kødet, men ingen kunne

lide det. De måtte lægge det til side (eller: begravede det - 'ilivaat'. Det er

måske det, der menes - Chr. B.). Hun kom til at hade sin elendige mand på grund af det med datteren. Engang, da han var faldet i søvn om aftenen, stod hun op og sagde til sine sønner, at de skulle rejse bort. Da de var gået ud, tog hun mandens store kølle, der lå under hans hovedpude, og slog ham i hovedet. Han sprællede, men hun slog ham endnu engang. Hun gik ud og fulgte efter sine børn.

Hun opdagede, at de stod ved husets vindue og ventede på hende. De havde taget lidt ammassætter med som proviant. De tog af sted til moderens slægtninge. De nåede frem til slægtningene efter en tur på nogle dage. De blev hos moderens slægtninge i flere år.

 

Da sønnerne var blevet voksne, og var blevet stærke, gik de tilbage til deres forrige boplads. De kom til stedet og de stygge beboere sagde: "Der kan man bare se, folk bliver jo voksne!" Engang tog de ud på rensdyrjagt. De

placerede sig over for hinanden og drev rensdyrene. Lillebroderen sagde til

storebroderen: "Jeg vil stille mig over for ham," og da rensdyrene passerede dem,

skød han ikke på dyrene med buen, men på ham, der var placeret over for ham. Han

sagde til de andre: "Jeg har skudt ham, der var over for mig." Hans storebror

skød den anden. De vendte tilbage til deres boplads. Da de gik ind i deres hus,

så de, at moderen havde fundet hovedskallen af sin sølle mand, og at hun var ved

at slå den gentagne gange, så den til sidst smadredes fuldstændigt 'pánilo

panimut' (det er noget med 'datteren imod datteren' - men hvordan kan det

forstås? Chr. B.). De vendte tilbage til deres boplads, og de døde alle der.

Slut.

 

Var.: Ikke genkendeligt i denne bases fortællinger. Der er iøvrigt talrige fortællinger om menneskeædere.

oqalugtuaq Pivdlingajak / Europæisk fortælling

Print
Dokument id:151
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Pivdlingajak / Europæisk fortælling
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 109 - 111, nr. 42
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af orig. håndskr.: NKS 2488, VI, ss. 161h - 162h.

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om Pillingajak.

Pillingajak boede alene med sin mor. En dag sagde han til sin mor, at han ville gå en tur, og at det skulle være med et af deres får. Moderen forsøgte at tale ham fra det, idet hun nødig ville miste et får, som de fik mælk fra. Men det var forgæves. Sønnen tog af sted medbringende et får i en stor kurv, der var flettet af siv. Han bad sin mor at slagte tre høns og stege dem.

 

På sin vej mødte Pillingajak tre hvide mænd / qallunaat (danskere?). De spurgte

ham, hvorfor han havde et får med. Pillingajak svarede: "Jeg har megen gavn af

det, og nu skal I se." Så knipsede han fåret på hoften og sagde: "Gå hen til min

kone og sig, at hun skal stege tre høns." Fåret tog af sted og forsvandt. Pillingajak inviterede de tre mænd hjem. Og ganske rigtigt; moderen havde stegt

tre høns. De tre herrer undrede sig meget over dette. De købte fåret for mange

penge.

 

Dagen efter ville Pillingajak igen ud at gå tur med et får. Endnu engang

protesterede moderen, men til ingen nytte. Pillingajak sagde til sin mor: "Vil

du slagte en gris og stege en kølle? Blæren fra grisen kan du fylde med blod og

anbringe den et sted på dit bryst uden på hjertet. Jeg vil lade som om

jeg er gift med dig. Når gæsterne kommer, skal du lade som om, du ikke er rigtig

klog. Jeg vil stikke dig med en kniv; og du skal falde om på gulvet, som om du

er død. Når jeg så blæser på en fløjte, skal du rejse dig op igen."

 

Også denne gang mødte Pillingajak de tre herrer. De gjorde vrøvl over det får,

som de købte for mange penge og sagde, at det ikke duede. Pillingajak sagde

til dem, at fåret naturligvis først skulle vænne sig til dem, før det blev til

gavn. Så knipsede han fåret på hoften og sendte det af sted med besked til sin kone om, at hun skulle slagte en gris og stege en kølle. Han tog de

tre herrer med hjem, og da havde moderen maden parat til dem. Så begyndte

moderen at te sig underligt, og sønnen sagde: "Så er jeg nødt til at stikke

hende," og i det samme stak han hende med sin sølle sabel, så hun faldt om på

gulvet og blødte voldsomt. Da hun ikke længere blødte så voldsomt, blæste han på

sin fløjte, idet han holdt den tæt ved hendes øre. Moderen rejste sig op og

begyndte at danse rundt. De tre herrer købte fløjten for mange penge og tog

hjem.

 

Om aftenen blev de tre herrer enige om at prøve fløjten. Den første kaldte på

sin kone og dræbte hende, så hun faldt om på gulvet. Han blæste på sin fløjte

tæt ved hendes øre, men hun rørte sig ikke. Hun var død. De andre sagde til ham:

"Det er nok fordi du har betalt et mindre beløb i forhold til os." De to andre

var ikke heldigere. Konerne døde.

 

De tre herrer blev meget vrede og tog hen til Pillingajak for at dræbe ham. De

sagde til ham: "Vi vil putte dig i en stor sæk og smide dig ud i elven."

Pillingajak svarede: "Ja, værs'go, her er sækken." Da de kom til elven, puttede

de Pillingajak ned i sækken; og mens de var i færd med at binde sækken foroven,

kom der en vogn. Så flygtede de tre herrer. Køretøjets ejer blev nysgerrig og

standsede. Han spurgte Pillingajak, hvad han foretog sig i sækken. Pillingajak

svarede: "Åh, jeg er så lykkelig og salig, at jeg er helt træt." Den store herre

sagde: "Jeg vil da også gerne være lykkelig og salig." Pillingajak svarede: "Så

synes jeg, du skal ned i sækken og være lykkelig." Pillingajak kom ud af sækken,

og den store herre kom ned i den i stedet for. Da Pillingajak havde bundet

sækken, smed han den ud i elven, idet han sagde: "Du har selv valgt at blive

begravet her."Pillingajak opdagede, at vognen var fuld af gode sager. Han tog

det hele med hjem.

 

De tre herrer blev enige om at tage hen til Pillingajaks hus for at se, om han

var der. Da de så den store vogn ved indgangen, sagtnede de farten. I det samme

dukke Pillingajak op. De spurgte, hvorfra han havde fået alle de ting.

Pillingajak forklarede: "Ser I, jeg faldt i vandet den gang, I efterlod mig

ved elven. Alt dette har jeg fået forærende af de gode mennesker i elvens vand.

Der er sikkert flere gode ting i det dybere vand." Så sagde de tre herrer, at de

også godt kunne tænke sig at komme ned i elven og få del i de gode sager.

Pillingajak sagde: "Ja, værs'go, her er tre sække. Jeg skal nok tage med." Da

de tre herrer kom ned til elven, puttede de sig ned i sækkene. Pillingajak bandt sækkene foroven, hvorefter han smed dem ud i elven, idet han sagde: "I har

selv valgt at blive begravet i disse sække." Pillingajak vendte hjem, og han tog

alle deres ejendele til sig.

 

Var.: Store Klaus og Lille Klaus / Claus er tidligt blevet taget til hjerte af grønlænderne. Dette er den ældste grønlandske version. Den er endog nået til Thule-området. Se også Inge Kleivans omfattende og grundige artikel om Store Claus og Lille Claus i tidsskriftet Grønland 2005: 243 -275.

oqalugtuaq pruvfîte Habakuk

Print
Dokument id:211
Registreringsår:1859
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq pruvfîte Habakuk
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 308 - 313, nr. 107
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af

Orig. håndskr.: Rink NKS 2488, VII: 1h - 7v er Kreutzmanns anden version, som er oversat af Kirsten Thisted i: Kreutzmann, Jens: Fortællinger & akvareller. Red.Kirsten Thisted. Atuakkiorfik 1997: 79 - 87: Den falske profet Habakuk.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning af Arnaq Grove i: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 79 - 88: Aapakuk pruffitioqqusersoq.

Samme version er afskrevet af seminarieelever i Rink 2488, II, nr. 205

 

Oversættelse af afskriften: NKS 2488, II, nr. 107, ved Apollo Lynge og Signe Åsblom:

 

Fortællingen om profeten Habakuk.

 

Det fortælles, at for en del år siden, ikke helt i gamle dage, levede profeten Habakuk som falsk profet i Kangerlussuatsiaaq (Evighedsfjorden), hvor han havde fået sin egen og de omkringliggende bopladser til at sig.

 

En vinter og en sommer var det særlig godt. Et år kom de til deres vinterboplads i Kangerlussuatsiaaq, hvor de skulle overvintre. De fangede mange hvidhvaler, og en dag gav børnene sig til at øve sig i harpunkast. De kastede deres harpuner efter rygstykket på en hval, hvorpå der endnu var et lag spæk. Et af børnene havde sin legetøjsharpun og brugte en spids, der var beregnet til en fuglepil.

 

På et tidspunkt gik Habakuks datter bagom hvalrygstykket, og så kastede en af drengene sin harpun, men da harpunen prellede af på rygstykket, fortsatte den og ramte Habakuks datter i næsen. Da drengene ikke selv var i stand til at trække legetøjsharpunen af, fjernede Habakuk den selv. Kort efter forblødte pigen og døde. Samme år mistede Habakuk endnu et barn og sørgede dybt.

 

Habakuks kone hed Maria Magdalena, og begge sørgede fortsat, dog uden at der var noget særligt at mærke på dem.

 

Da det blev sommer, rejste de ind i Søndre Strømfjord for at jage rensdyr. Efter at de var taget ind i fjorden og havde taget ophold ved Eqalummiut, tog Habakuk sig en elskerinde. Derefter tog de på rensdyrjagt, hvor Habakuk tog sin elskerinde med, men lod sin hustru blive hjemme. Der var mange mennesker på denne renjagt, og på et tidspunkt standsede de ved et sted, der kaldes Tungujortut (det blå område). Og da de var på vej op ad Tungujortut, havde Habakuk og hans jagtfæller endnu ikke set nogen rener. Og så begyndte de at snakke sammen om, at de ville lade som om, de så nogen rensdyr. De tog små stykker af blåbærbuske og satte små stykker af Avaalaqiaq (lille Buskart) som rentakker og ben og satte så små stykker af denne buskart som toppe på deres vandrestokke.

 

Men Habakuks kone, der var blevet efterladt alene hjemme, var blevet grebet af skinsyge / jalousi, og da hun oven i købet var blevet efterladt af sin eneste kusine, var hun blevet endnu mere ked af det. Da hun var faldet i søvn, drømte hun, at et menneske talte til hende uden for teltet: "Maria Magdalena! Tror du, at skabningerne bare kan opføre sig som det passer dem, at de bare har fået buskene som gave". Videre fortalte stemmen, hvor tankeløst renjægerne opførte sig. Da stemmen havde sagt det, vågnede hun pludselig. Renjægerne havde været væk i lang tid, og da de var kommet tilbage og igen var samlet, gik Maria Magdalena hen og fortalte dem om sin drøm; alle mændene følte sig mærkelig ramt og vendte sig imod hende og de medgav, at de havde gjort det for at lade som om de havde set rensdyr. Så gik sommeren, uden at der skete noget mærkeligt.

 

Da de om efteråret tog ud på kysten, fortalte Habakuk sin kone, at han havde taget sig en elskerinde. Hans kone blev skinsyg og vred. Om natten sagde hun til sin mand: "Når jeg kommer hjem, vil jeg tage mig en danskersnude som elsker". Da hun havde sagt det, rejste hun sig for at gå udenfor, men Habakuk var blevet helt afmægtig og kunne ikke røre sig mere. Maria Magdalena gik udenfor uden tøj på; og dér så hun lidt øst for sig to mennesker på en lille høj, og straks genkendte hun dem som to forlængst afdøde: Ole og hans kone. Der var helt lyst derovre i øst, og det var som om, der var to veje. Da hun havde set, hvor lyst det var, gik hun straks hen imod dem. Spøgelset, hun således så, forsøgte at stoppe hende ved at sige: "Stop, alle dine åbninger er krænget ud, og du ser forfærdelig skræmmende ud." Og det fortsatte: "Maria Magdalena, da du var ved at blive voksen, var dit hjerte så smukt, men nu ligner du en, der er bundet og bastet, kan du overhovedet lade din krop blive berørt af én, der ikke er din broder eller søster?": Da de havde talt således til hende, kunne Maria Magdalena slet ikke komme i tanke om nogen. Hendes spøgelser sagde: "For lidt siden sagde du, at du ville tage dig en grimme dansk elsker, når du var rejst ud af fjorden". Så kom hun i tanke om det og vendte om for at gå ind i teltet igen, og Habakuk var ikke længere afmægtig og rejste sig op.

 

De sejlede ud af fjorden og kom hjem til Kangerlussuatsiaaq. Og kort tid efter var de flyttet ind i deres huse om efteråret, men Habakuk og hans kone sørgede stadig. Om aftenen plejede Milak og Barselaj at fortælle historier, når de holdt sig vågne længe. En aften, da de var sent oppe, holdt de vagt til langt ud på natten. De gik udenfor, og så fik de øje på to store skyformationer oven over Umiussaq, den ene meget mørk og den anden helt hvid, og nu hørte de en stor forsamling synge salmer. Folkene inde i huset kunne nu også høre salmesangen. Så lod der et bump fra enden af husgangen og fra hustaget, og Maria Magdalena skyndte sig at stå op, og da hun satte sig ovenpå forbriksen, begyndte hun straks at ryste stærkt over hele kroppen. Når jeg kommer hertil i fortællingen, kan jeg ikke længere fortsætte den i den oprindelige rækkefølge, men jeg nedfælder det, vi hører fra tid til anden, og det er ikke så få ting, de derefter har begået i denne fortælling.

 

Dengang de først blev troende, var det først kun folk i Kangerlussuatsiaq (Evighedsfjorden) og Kanngaaq, der var med hele den første vinter, men da det blev forår, sendte de bud med kajakker til folk i Maniitsoq og Ikkamiut, der derefter også blev tilhængere. Men hen imod vinteren det år, skete der det, at Habakuks elskerinde blev gravid. Og så begyndte de at snakke om, at hun var blevet gravid ved Helligånden, og hvis det blev en dreng, ville det være en ny Kristus. Kvinden fik veer, og da hun fødte var det en stor sund pige.

 

Folk var blevet troende, og nu forbød de troldkvinder. Det fortælles, at de havde straffet én, som de troede var en troldkvinde ved at knuse hendes hænder ved at banke dem med sten, og derefter kastede de hende i havet, så hun druknede. Det fortælles også, at de ind i mellem gik til begravelsespladsen med Habakuk og hans kone som ledere, og så tog de hinanden i hænderne og gik rundt om gravene: ind imellem kunne de så standse og omfavne hinanden og kysse hinanden. De forsamledes også, når Habakuk begyndte på sine forhør af folk, hvor de så fortalte og gjorde rede for, hvordan de var, eller hvordan de havde det.

 

Habakuk kunne så pege på en tilfældig person og fortælle, at vedkommende var blevet mere synlig for Gud, og det plejede at være en, han havde sympati for. Og kvinderne behandlede han på en særlig måde. Når han lod dem betro sig deres synder, foregik det i et hjørne af briksen, hvor han brugte en sælskindsdyne som forhæng. Imens sad hans fællers koner på rad og række på briksen. Når han så dukkede op fra det store forhæng, kiggede han rundt blandt kvinderne og med fagter kaldte han på en, han fandt særlig smuk, hvorefter han forsvandt om bag det store forhæng, hvor hendes syndsbekendelser fandt sted, og hvor han samtidig havde seksuelt samkvem med kvinderne. Det fortælles, at mændene ind i mellem kom til foretræde enkeltvis hos Habakuk, hvor de så kom med spørgsmålet: "Hvordan er jeg?" Habakuk gjorde så rede for, hvordan deres tilstand var. Engang var Habakuks bror Joel kommet til foretræde for ham. Han læspede og kunne ikke tale rent og spurgte på sin måde: "Hvordan er jeg?" Habakuk svarede ham: "Det var bedre at skære din tunge af". Og så faldt broderen sammen i gråd.

 

Det fortælles, at Habakuk engang kom med en gåde, hvor han spurgte: "Hvad er det, der ligner en lille blære?" Et af folkene gættede: "En fangstblære". Habakuk sagde: "Nai, Nai, Nai." En anden sagde så: "En bugserblære". "Nai, Nai, Nai." En sagde så: "Øjnene på en krabbe.". "Nai, Nai, Nai." En anden sagde: "En prut." Habakuk svarede: "Ja, Ja, Ja";.

 

Det fortælles videre, at når de ind imellem samledes, tabte Habakuk helt vejret og sad med himmelvendte øjne. Når han kom i denne situation, begyndte hans fæller at sige: "Åh, nej, nu går det virkelig galt". Og de fortsatte: "Vent, vent, vi vil være her et stykke tid endnu". Det sagde de, fordi de troede, at verden ville gå under, når han vendte det hvide ud af øjnene. Det fortælles også, at de ind i mellem under deres forsamlinger begyndte at græde alle sammen, og midt under gråden, kunne de pludselig skifte over til latteranfald.

 

Det fortælles også, at når en kajakmand havde været ude på fangst, bragte han altid sin sælfangst til Habakuk, og når en kajakmand forgæves havde kastet sin harpun efter sælen, brast han i gråd, for så ville han få en kraftig irettesættelse af Habakuk.

 

Da jeg ikke kan huske mere, slutter jeg bare her, men det kan jo være, at der findes en anden, som endnu husker historierne. Det vil vise sig når mennesker samles. I opdager nok, at folk, der er gode til at huske, nok vil huske de sjovere dele af historierne.

 

Her slutter fortællingen.

 

Var.: Søg på: Habakuk.

 

Hist.: En af beretningerne om Habakuk-bevægelsen. Se Lidegaaard, Tidsskriftet Grønland 1986 for en analyse af de forskellige beretningers indhold.

 

Kommentar: Den lidt dunkle episode med en rensdyr-figuren, der fremstilles under den lidet givende renjagt, peger på gammelkendt jagtmagi, som døbte ikke bør bedrive.

oqalugtuaq Puiamik / Puiaq

Print
Dokument id:131
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Gudmansen, P. O.
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Puiamik / Puiaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 53 - 54, nr. 23
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, enten af orig. håndskr. NKS 2488, VI: 128v - 129v.

eller af Wittus Steenholdts afskrift: NKS 2488, VI: 35h - 36h.

 

Trykt med sideløbende dansk oversættelse i Rink 1859-63, IV: Kaladlit Oqaluktualliait / Grønlandske Folkesagn, ss. 34 - 37.

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om Puiaq.

Puiaq havde flere gange iagttaget en flok sortsider, der svømmede imod strømmen

i en elv. Engang fulgte han dem og blev taget af en indlandsbo. Det viste sig,

det var ham, der fik sælerne til at svømme op imod strømmen. Indlandsboen havde to døtre. En dag tog de to piger en stor kamik ind i huset og sagde, at den var fyldt med havdyr. En af dem sagde: "Lad os løbe hen til de to skråninger," og videre sagde

hun: "Den hurtigste skal iføre sig dem, der er i kamikkerne; for havdyrene løber

hurtigere." Da de havde løbet et stykke tid, kom Puiaq foran den yngste og se-

nere også foran den ældste. Han måtte vente på dem på toppen af bakken. Det sam-

me gentog sig på hjemturen. Puiaq fik begge pigerne til koner.

Puiaq længtes nu tilbage og tog af sted til kysten sammen med sine koner. De

standsede umiddelbart før de nåede "Nussivigtik" (dér, hvor de plejede at gå i

land??). Den yngste af søstrene sagde: "Det derude på havet ligner en konebåd."

Søstrene ville til at flygte bort; men Puiaq sagde, at det var et isfjeld. I

virkeligheden var det en konebåd med sejl. Puiaq bad sine koner om at lyske sig,

og han sagde til dem, at han gerne ville have dem begge med hjem. Pludselig

rejste Puiaq sig og tog dem i deres kamikker og løb af sted. Den ældstes, den

kønnestes, kamik flængede; men den yngstes kamik holdt. Hun blev gravid; og da

hun skulle til at føde, ville Puiaqs mor hjælpe hende. Hun afviste hende og

sagde, at det var noget, man selv klarede derhjemme, hvor hun før boede. Hun løb

flere gange imod en stor sten og ramte den med brystet. Hun fødte et barn; men

hun selv døde. Mon Puiaq mistede sin kone?

 

Bemærkning: Fortællingen er dårligt fortalt og er visse steder svær at få en

fornuftig mening ud af. Chr.B.

 

Kommentar: Ganske som i Østgrønland har disse vestgrønlandske indlandsånder alias tornit (østgrl.: timersit) den evne eller vane at kunne trække sælerne modstrøms op ad elvene. Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere).

Oqalugtuaq putdlavingnailingmik / Oqaluttuaq pullavinnaalimmik / Kæmpefuglen

Print
Dokument id:379
Registreringsår:1867
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, V. 4'
Fortæller:Aaperaat (Abraham)
Nedskriver:Aaperaat (Abraham)
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Oqalugtuaq putdlavingnailingmik / Oqaluttuaq pullavinnaalimmik / Kæmpefuglen
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 798 - 801, nr. 163
Lokalisering:?
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

En fortælling om en mand, som tog ind i den samme fjord

hver sommer.

 

Nogle sydlændinge rejste nordover for at holde sommer i en fjord. De

rejste og rejste; og en dag nåede de mundingen af den fjord, de ville

ind i. De slog lejr og opdagede, at der var andre telte på stedet. Det

viste sig, at det var en mand, som hver sommer plejede at tage ind i

den samme fjord. Sydlændingene var altså på vej derind, mens manden,

der havde fast sommerboplads længere inde, syntes, at det var lidt for

tidligt. Han tøvede med at følges med sydlændingene derind,

nunalernulernuleratdlardlune (han følte, at de andre var kommet ham i

forkøbet?). Han ville tage derind, når de andre var kommet tilbage

derindefra.

 

Snart rejste så sydlændingene ind i fjorden, til mandens

faste sommerboplads. Manden længtes efter at komme derind; men han

ville vente, til de andre var kommet tilbage. Han ventede og ventede;

frosten gik i jorden, og sydlændingene havde stadigvæk ikke vist sig.

Han vendte så bare tilbage til sin vinterboplads, da det ikke kunne

blive til noget med at tage ind i fjorden. Stadig ventede han at se

sydlændingene. Det blev vinter. Ingen havde hørt fra dem, og de var

ikke kommet tilbage fra fjorden. Manden, som længtes efter at se sin

faste sommerplads, tog ind i fjorden tidligt om foråret, for samtidig

at kigge efter sydlændingene. Da de nærmede sig bunden af fjorden og

kunne se lejren, så de teltene og konebåden, som var på deres pladser,

men ikke et menneske. De lagde til, uden at se et eneste menneske. Han

skyndte sig i land og op til teltene. Inde i teltene lå tingene på

deres pladser. Der var blot ingen mennesker. De nyankomne slog deres

telt op. Dagen efter tog manden på renjagt for samtidig at kigge efter

sydlændingene. Der var intet usædvanligt at se. Da han var kommet et

stykke ind i landet, gik han op på en lille høj; og derfra kiggede

han rundt for at se, om der var rensdyr. På det tidspunkt havde han

ikke engang set friske spor af rensdyr. Mod syd på skyggesiden af den

lille høj fik han øje på noget hvidt, der så ud som fugleskarn. Den

slags havde han aldrig set fra sine tidligere ophold her. Han fik

mistanke om noget og begav sig derhen. Han nåede frem

og kiggede op. Det han så, lignede en stor rede. Da den lå på et

tilgængeligt sted, gik han op for at se nærmere på den. Det viste sig

at være en falkerede, og der lå unger, der lige var kommet ud af

ægget. De var store som unge rensdyr uden skind på geviret. Han sårede dem

med sin pil. Det endte med, at han dræbte dem alle sammen.

 

Under reden så han en hel masse menneskeknogler. Dér, ved siden af

reden, stod han og ventede på, at de voksne fugle skulle komme. Han

kiggede efter et muligt tilflugtsted og fandt en mindre hule under en

stor sten. Når ungerne var så store, måtte forældrene sikkert være af

anselig størrelse. Han ville bruge denne hule som tilflugtsted. Han

gik igen op til reden og anbragte sig ved siden af reden. Herfra

kiggede han efter forældrene. Han var ved at blive utålmodig og

kiggede udefter. Da så han en kæmpefalk vise sig. Da den kom nærmere,

så han, at den havde en fuldvoksen renbuk i næbbet. Den gav lyd fra

sig, men ingen reagerede. Den gav lyd fra sig endnu en gang; men

stadigvæk var der ingen, der reagerede. Så smed den det, den havde i

næbbet og nærmede sig; og i det øjeblik manden nåede sit gemmested,

satte den sig på reden og opdagede, at ungerne var døde. Den gav sig

til at kigge rundt. Den så mennesket og så ud til at ville foretage

sig et eller andet. I det øjeblik manden skulle til at gå ind i sin

hule, kom den ned, nærmest glidende; men da var manden gået i skjul.

Den satte sig oven på den store sten og begyndte at hakke på den med

sit store næb. Han havde fornemmelsen af, at lyden af dens hakken kom

nærmere. Derfor kiggede han ud og så, at hovedet og overkroppen var

begyndt at forsvinde ned i hullet. Han spændte sin bue og sendte en

pil i retning af underarmen, som var helt afdækket (armhulen?), idet

den havde løftet vingen. Han sendte pilen af sted med stor kraft. Men

den faldt ned på jorden, uden at knække en eneste fjer. Han samlede

hurtigt pilen op, og idet han spændte buen meget hårdt, sendte han

pilen af sted; men endnu en gang faldt pilen ned på jorden. Da han

ikke kunne såre den med pilen, gik han atter ind i sit gemmested. Så

tænkte han: Når den har lavet et hul i stenen, vil den fange mig.

Måske skal jeg prøve at flygte. Støjen var nu meget tæt på. Han

kiggede ud og så, at hele overkroppen var ved at forsvinde ned i

hullet. Da den ikke havde tid til at kigge andre steder hen, gav han

sig til at løbe i retning af teltet i et hurtigere tempo end han

plejede. Da han havde fjernet sig fra stedet, kiggede han tilbage; og

han så, at fuglen netop rettede kroppen op. Den havde sikkert hakket

sig igennem stenen og havde fået konstateret, at han ikke var der. Den

så sig om og opdagede mennesket. Så fløj den direkte til angreb på

ham. Han vendte sig om og løb af sted. Da han mente, at den måtte

være kommet nærmere, kiggede han tilbage og opdagede, at den var

kommet ganske tæt på ham. Han nåede lige at kaste sig ned i en

fordybning, så mærkede han et sus, og fuglen fløj videre med bagsiden

af hans tarmskindspels. Den fløj højt til vejrs pâriardluínángilaq

(Rinks kommentar: flyver ikke ned). Da den fløj med ryggen af hans

tarmskindsanorak, havde den troet, at det var mennesket, den fløj op

med. Den landede på sin rede. Manden vendte sig om og løb. Det så

fuglen og fløj efter ham. Manden så tilbage og blev klar over, at

fuglen ville nå ham, inden han kom så langt, at han kunne se teltet.

Han ledte efter et skjulested, men måtte kaste sig ned i en

fordybning, denne gang på ryggen. Fuglen greb forstykket af hans

tarmskindspels og fløj højt til vejrs. Den havde slet ikke øje for

ham, og da den landede på reden, fór han af sted, og denne gang ville

han kunne nå at se teltet. Han kiggede sig tilbage og så, at den fløj

op og fortsatte forfølgelsen; og i det samme kom teltet til syne. Han

råbte ned: "En stor falk er efter mig. Huj af den, så snart den viser

sig." Straks falken blev synlig, hujede alle og råbte hånsord. Da steg

den højt til vejrs. Den fløj bort uden at se sig tilbage og forsvandt.

Tænk, denne grimme fugl havde udryddet alle sydlændingene til føde for sine unger. De ville normalt være blevet længere på deres faste

sommersted, gå på renjagt og meget andet. I stedet gjorde de sig

straks rejseklare og flygtede af skræk for, at den grimme fugl skulle

udrydde dem. Og vel ude tog han aldrig siden ind i denne fjord, hvor

han havde reddet sig ud i sidste øjeblik.

 

Var.: Falken; Iserfik; Fortælling om en falk;

Heltemodige kampe med kæmpestore fantasidyr og fugle i indlandet er et hyppigt tema: Sikulluk; søg også på: isgroet bjørn; Qavanngarnisannguasik; En rigtig lille forældreløs; Nakasunnaq; Aqissiaq; Mennesket og bjørnen;

Oqalugtuaq qáinamik tikerârtumik

Print
Dokument id:97
Registreringsår:1867
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, IV, 4'
Fortæller:(?)
Nedskriver:Nicolaisen, John (Nikolaisen, John)
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Oqalugtuaq qáinamik tikerârtumik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:ss. 580 - 582, nr. 105
Lokalisering:?
Note:

Kort resumé i Rink 1866-71, II: 90, nr. 50:

En kajakmand drager ud blot for at besøge folk. Han kommer til et hus, hvor en bjørn æder dræbte mennesker. Han dræber bjørnen. Kommer til et andet hus, hvor kvinderne er ene hjemme og truer ham med, at deres mænd vil dræbe ham. Hjemme igen fortæller han kun om det første hus, men af skam ikke om det andet. En anden gang besøger han to kvinder, der praler grundigt af deres mænds evner. Han forstår, at de lyver, og opgiver herefter at tage ud på besøg.

 

Oversat af Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom:

 

Fortællingen om en kajakmand der tog ud på besøg.

Der fortælles om en kajakmand, der tog på besøg. Da han havde roet et stykke væk fra sit hjemsted rundede han et lille næs og så et hus. Henne ved stranden neden for huset afventede han, at husets indvånere skulle komme ned, men da ingen kom gik han i land og op til huset. Da han kom derop så han, at jorden omkring huset var fuldt af blod. Han overvejede at gå ind i huset, men fordi han blev bange kiggede han ind ad vinduet og så en stor isbjørn spise af et menneske. Han ville først råbe efter den udefra, men da han ikke havde våben med gik han bare ned til sin kajak. Isbjørnen var åbenbart trængt ind til husets beboere, lutter enlige kvinder, og havde snart ædt dem allesammen. Nede ved sin kajak tog han sin lanse og sin harpun og gik op til huset. Deroppe var det hans første tanke at gå ind i huset men besluttede sig så for at lave en åbning i taget. Da han med megen møje havde lavet den åbning og omsider kunne kigge ned så han at bjørnen havde fået nok af det den havde spist af, og at den nu sad på hug ved siden af det halvspiste og ventede på at mætheden skulle fortage sig. Oppe på taget holdt manden sin lanse klar til at jage den i bjørnen, men da han var bange for at ramme forbi surrede han så sin lanse fast til harpunen. Da han var færdig ville han til at gøre forsøget med at få stukket den ned dernede, men inden han fik taget sig sammen til det, blev den store bjørn opmærksom på manden. Da den havde set ham begav den sig ud af huset. Da satte han sig hen oven over det sted, hvor den ville komme ud og afventede at den skulle dukke frem. Da bjørnen havde halsen ude jog han af al kraft lansen i dens hoved. Stikket strakte den til jorden og så gik manden ned og gav den nådestødet. Da han havde dræbt bjørnen begravede han de døde mennesker og forlod stedet.

Da han næsten var hjemme ved bopladsen slog det ham: "Nu har jeg været ude på besøg uden at få mulighed for at se dem jeg ville gæste. Jeg ror tilbage." Så begyndte han tilbagetuen. Denne gang roede han hen til en boplads der lå øst for den han netop havde været på. da han lagde til neden for huset, mon beboerne ned til ham og inviterede ham op. Da han kom ind så han, at husets indvendige vægge ikke var andet en tørv (uden sten imellem, eller uden skindtapet ?, BS). Efter en tid derinde sagde den kvinde der havde sin plads ved husets anden væg: "Det går nok som det plejer, at vore mænd ikke vil lade dig leve når de kommer hjem. Tag hellere hjem i en fart inden vores mænd kommer hjem." Da han fik den besked opgav han sit besøg og tog hjem, og hjemme igen fortalte han sine husfæller denne historie: "Da jeg i dag lagde til ved det første sted jeg ville besøge gik jeg op til huset, fordi der ikke kom nogen ned derfra. Da jeg så kom derop så jeg, at jorden rundt om huset svømmede med blod. Jeg tankte først på at gå ind, men da jeg blev bange og kiggede ind af vinduet så jeg en stor isbjørn i gang med at spise et menneske. Uden at gå ind i huset gik jeg ned til min kajak og tog min lanse og min harpun, og da jeg igen kom op til huset dræbte jeg bjørnen." Da han havde fortalt sin historie, roste hans husfæller ham i høje toner. Da han som jo havde været på besøg overvejede at fortælle om det andet sted han havde været, lod han være fordi han skammede sig for at fortælle om at han var flygtet. Derefter tog kajakmanden i lang tid ingen steder hen.

En morgen fik han lyst til at komme ud i kajak og tog af sted. Et sted lagde han sig stille på lur efter sæler, men så fik han den tanke at tage på besøg og roede ind mod land. Da han var kommet ind til kysten besluttede han sig for at opsøge mennesker. Langs kysten sydpå rundede han et lille næs og så et lille hus på den anden side af den lille vig. Straks roede han derhen, gik i land og op til huset. Da han gik ind så han to kvinder på briksen og to mænd på endebriksene. Da han havde været inde en tid, flyttede den ene kvinde et stykke ud på briksen og sagde, idet hun pegede på sin mand: "Ham der har fået en ny fuglepil. Da han lige havde fået den tog han ud for kysten for at prøve den. Første gang han kastede den, landede den uden for de vestligste kyststrøg. Da han havde fået fat i pilen igen og kastede den for anden gang, landede den i Akilineq, og han fortalte at han der så to kæmpemennesker slås." Da kvinden tav, rykkede den anden frem og sagde idet hun pegede på sin mand: "Men ham dér er dygtig til at spise sortebær med spæk til. Første gang han tog ud for at spise sortebær med spæk, tog han halvdelen af spækket fra en grønlandssæl med. Og da han kom tilbage havde han spist det hele. Næste gang han skulle afsted medbragte han spækket fra to hele grønlandssæler, og da han kom tilbage havde han spist det hele."

Kajakmanden der var ude på besøg tog hjem bagefter. Det var altså løgnhalse han havde været hos. Så havde han fået nok af at tage på besøg.

 

Var.: Episoden med den bær- og spækspisende storæder findes også i anden sammenhæng. Ligeså den hvor gæsten advares mod at blive dræbt af mændene når de kommer hjem. Undertiden er de bjørne i menneskeskikkelse. Måske har fortællingen om bjørnen inspireret fortælleren til at associere videre til det næste besøg.

 

Kommentar: Det fremgår ikke særlig klart hvad meningen med at fortælle denne historie har været. Den er både gruelig (isbjørnen) og latterlig (Gæsten der skammer sig og løgnehistorierne). En vis afstandtagen præger den. Men måske er den blot ikke særlig godt fortalt / nedskrevet.

oqalugtuaq qáqalingmiumik qeqertatsiarmiumigdlo

Print
Dokument id:1074
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Amos
Nedskriver:Amos (Ammon)
Mellem-person:Nissen
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq qáqalingmiumik qeqertatsiarmiumigdlo
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 654 - 658, nr. 186
Lokalisering:Nunarsuit: Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 248 - 251: Qaqqalik-boen og Qeqertatsiaq-boen. Transskriberet til nugrønlandsk i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 248 - 251: Oqaluttuaq Qaqqalimmiumik.

 

Afkortet oversættelse af en blanding af episoden med havormen fra denne og en anden variant i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 6, ss. 65 - 67.

Samme noget kortere på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 87, ss. 437 - 438: Sangiak, or Nerngajorak.  

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

En fortælling om én fra Qaqqalik og om en anden fra Qeqertatsiaq.

 

Beboerne på Qaqqaligaatsiaq og på Qeqertatsiaq var meget gode venner. Når de mødtes på deres kajakture, skiltes de igen som gode venner. Engang da de mødtes på en af deres kajakture, foreslog manden fra Qeqertatsiaq vennen, at de skulle kappes om at være den første, der fik et barn. Da vennen kom hjem, inviterede han en gammel mand og fortalte ham dette. Den gamle mand sagde: "Imorgen må du ro langt uden for kysten, ud i det åbne hav. Når du hører nogen vræle som et spædbarn, må du ro hen til den. Hvis det viser sig at være en stor orm ('sangiâ  chr.b), skal du tage den og putte den ned i åbningen af din kajak. Når du nærmer dig stranden på bopladsen, skal du råbe op til din kone og bede hende om at komme ned".

     Næste morgen tog ham af sted og roede ud på det store hav. Mens han roede

derude langt fra kysten, hørte han nogen vræle som et barn. Lyden kom sydfra. Da

han nærmede sig området, hvorfra vrælet kom, kiggede han sig omkring og han så

en krusning på havet. Han roede derhen og så en stor orm. Det var den, der

vrælede som et barn. Han løsnede den nederste kant af helpelsen fra kajakringen

og puttede ormen ned i åbningen. Da ormen blev varm begyndte den at sno sig, som

om den borede sig ind i noget ('putôrissoq'). Han roede hurtigt ind imod land og

lige før han nåede land, råbte han til sin kone: "Kom herned!" Da hun kom, sagde

han til hende: "Vend vend ryggen til stranden og blot din søde lænd". Hun gik hen til ham og blottede sin lænd. Han løsnede kanten af helpelsen fra kajakringen og lagde den store orm over lænden på hende. Så forsvandt den ind i hende ('tauva peqángilaq iluanut puvdlune'). Konen blev gravid og hun fødte et drengebarn. Da sønnen blev lidt større, lavede faderen en lille bue til ham. Da han prøvede at skyde med buen, ramte han et stykke tørv i husets mur. En dag så drengen en snespurv og han skød efter den og ramte den, så den døde. Han tog den med ind til sin mor og far. Han kom ud igen og så en stor flok snespurve. Han skød efter en af dem, men pilen ramte samtidig alle de andre. Hans far byggede en kajak til ham og roede ud sammen med ham. Nogle gange roede han et stykke fra ham. Når han så kiggede tilbage, var der gerne mange sæler omkring ham. Engang de kom hjem fra en rotur, sagde drengen: "Måske skal jeg have mig en fangstblære". Hans far lavede en

fangstblære og fangstredskaber til ham. En morgen tog de ud på fangst. Han far

roede et stykke fra ham og lod ham være alene. Han så, at to sæler var dukket op

i nærheden af ham. Drengen, som var begynder i kajakroning, roede hen til dem og

harpunerede den ene, men det viste sig, at han havde ramt dem begge på én gang,

så han fik to sæler. Hans far bugserede begge sæler hjem. Da den lille begynder

i kajakroning blev søvnig, anbragte han ham under kajakstolen (et stativ foran

manden, hvor linen ligger rullet sammen) og lod ham sove.  

       Vennen på Qeqertatsiaq vidste endnu ikke noget om sønnen. Denne lille nybegynder i fangererhvervet harpunerede en hel stime sæler på én gang og hans far måtte under store anstrengelser bugsere alle de sæler hjem. Han inviterede vennen fra Qeqertatsiaq på besøg. Da denne ankom til Qaqqaligaatsiaq og var på

vej op til hans hus, skjulte han den lille dreng. Da vennen kom ind i huset, gav

han ham masser af mad (eller: mange forskellige slags retter. CB) at spise og

vennen sagde: "Jeg er blevet meget mæt". Så lod manden fra Qaqqaligaatsiaq

sønnen komme frem og sagde: "Vi kappedes om, hvem af os der ville være den

første til at få en søn. Her er den kære søn, jeg har fået og det, du fik at

spise, var noget, han havde fanget". Den anden sagde ikke noget, men det viste

sig, at han var blevet fornærmet (eller: var blevet ked af det. CB).

     Da vennen vendte hjem søgte han efter noget, der kunne blive til hans barn.

På stranden fandt han en søpølse... den tog han med op til sin kone, så hun

kunne få et barn, som det var sket med vennens kone (sådan kan det vist

opfattes. CB). Da barnet blev født, var der ingen pulsslag, i hvert fald kun

forsvindende svage pulsslag. Han var ikke i stand til at komme ud at fange. Når

de under en rejse så spækhuggere, lod han sig falde ned i vandet ud over

konebådens ræling, men han kunne ikke fange dem. Han plejede også at svømme

efter almindelige sæler, men han kunne ikke fange nogen. Da han ikke var i stand

til at komme tilbage til konebåden, svømmede han til et lille næs. Han blev så

fundet på den anden side af næsset - stærkt forkommen. En dag de var ude på konebådsrejse, så de en flok spækhuggere. Da sønnen ville hen til spækhuggerne, advarede forældrene ham og sagde, at han risikerede at blive ædt af dem. Men han ville ikke høre efter og lod sig falde ned i vandet ud over konebådens ræling. På et tidspunkt, hvor man kunne regne ud, han ville være nået til spækhuggerflokken, begyndte disse at krydse frem og tilbage mellem hinanden.

Konebåden skulle til at stoppe, men da de ikke havde set noget til ham, tog de -

som de plejede - hen til det lille næs for at se efter, om han skulle være dér.

Efter at spækhuggerne havde forladt stedet, hvor de åd, roede faderen derhen.

Han fandt kun hans lunge, som flød på vandet. Spækhuggerne havde ædt ham.

 

Qaqqaligaatsiaq-boerens søn sagde til sin far: "Mine kammerater kan vel

nok sagtens. Deres kajakker er forsynet med beslag af hvalrostænder (det kan

også være narhvalstænder. chr.b). Lad os rejse nordpå". Faderen sagde til ham:

"Ja, lad os skynde os at komme af sted nordover". Under turen nordpå købte

sønnen en masse (hvalros)tænder. De nåede højt mod nord, så var de på vej

sydover igen. De mødte to kajakmænd. Deres kajakker var forsynet med beslag af

hvalrostænder. Kajakmændene tog flugten. Sønnen sagde: "De to

velhavende kajakmænd vil jeg dræbe". Faderen forsøgte at tale ham fra det, men

sønnen, denne Sangiaaq (eller: som hed Sangiaaq. chr.b), sagde: "Jeg vil nu

dræbe dem". Så roede han hen til dem og harpunerede den nærmeste, men dræbte

også den anden samtidig ved samme harpunkast. Han fjernede beslagene ('pequtai')

fra kajakkerne og tog dem til sig. Da han kom tilbage til konebåden sagde han:

"De efterladte vil kigge forgæves efter dem. Jeg vil tage hen og

underrette dem". Faderen sagde til ham: "Du risikerer bare at blive dræbt". Men

han sagde: "Jeg vil nu tage hen til dem og give dem besked". Da han kom ud for

teltene, sagde han: "I skal ikke søge efter de to kajakmænd, jeg har dræbt dem".

De svarede: "Gå nu i land og besøg os". Han gik i land og gik ind i teltet Så

såre han gik ind, opdagede han, at alle de mange mænd havde spærret udgangen.

Han så, at de havde knive i hænderne. Inden de fik dræbt ham, kiggede han rundt

og så en lille åbning ved teltstangen. Han sprang ud gennem denne lille åbning.

De havde skåret hans kajakbetræk med kniv, så de sagde: "Stakkels lille

kajakmand, han vil nok gå til bunds (svært at finde den rigtige oversættelse.

chr.b). De kiggede på ham, men han forsvandt bag næsset (uden at synke).

Mens han roede bort, kiggede han efter sin kniv, men den var der ikke. Så vendte

han om og gik i land, før han nåede det beboede sted. Han gik hen til dem over

land. En af dem sagde: "Ham dér, han har sandelig fået sig en smuk kniv". Han

nærmede sig dem, så sprang han hen til dem og tog kniven fra dem. De kunne ikke

gøre ham noget. De kiggede bare på ham. Ingen af de mange mænd kunne gøre

Sangiaaq fortræd. Han slap bort fra dem og nåede hjem til sin boplads. Slut

     Skrevet af Amos fra Nunarsuit

 

Var.: Episoden med havormen danner ofte optakt til Qujaavaarsuk. Nerngajorak; Ipiutaarsuk og Naparutaq; Ajagutaarsuk og Ularpanna. Selve fangsten af ormen og konens befrugtning med den fortælles også om Nappartuku, forfaderen til en talstærk slægt i Sermilagaaq fjorden: Jens Rosing: Hvis vi vågner til havblik. Borgen 1993: 12-16.

oqalugtuaq qarqamik / Qarka kørte til Akilineq

Print
Dokument id:291
Registreringsår:1861
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Amos Daniel
Nedskriver:Amos Daniel
Mellem-person:Hansen, Einar
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq qarqamik / Qarka kørte til Akilineq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 557 - 558, nr. 162
Lokalisering:Illorsuit: Uummannaq
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., muligvis fra Rink 2488, III nr. 336-345, der er nedskrevet af Amos Daniel i omtrent ulæselig håndskrift.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om Qaqqa.

 

Det fortælles om Qaqqa, at han rejste nordpå iført sine nye 'ujaluat' ('ujaluat', flertalsform af ujaluaq?, kender jeg ikke. Det danske notat: med nye klæder på - Chr. B.), som skulle kunne holde indtil sommeren. Han overvintrede et sted. Han kørte med gode hunde. Om efteråret fik han den ide, at han en dag, når det var godt vejr, ville køre til Akilineq, landet på den anden side.

 

En dag med godt vejr tog han af sted og styrede vestover. Han fulgte et slædespor. Da hundene nåede sporet, begyndte de at slikke det (mon ikke meningen er, at de snusede til det? Chr. B.) Han nåede til land og så to huse - et, der var kort og et andet med tre vinduer. Det viste sig, at der blandt beboerne var to stærke mænd. Han tøjrede sine hunde til det korte hus. Der kom en kvinde ud og ville gå hen til ham. Han sagde: "Ha, ha - du må ikke komme helt hen til mine hunde. De er som altid meget sultne." Kvinden standsede og begyndte at stirre på hundene. Da kvinden kom ind i huset, fik den stærke mand at vide, at der var en gæst. Han gik ud for at dræbe ham. Han (Qaqqa) stillede sig over på den ene ende af husgangen med en stor hammer, som man brugte til at banke frossent spæk med, i hånden. Da han (den stærke) viste sig og skulle til at gå ind, slog han (Qaqqa) ham i hovedet, så han døde. Den anden stærke mand fik nys om det og kom også ud. Han var på vej ind, og han (Qaqqa) sagde: :"Ha, haa, hvis han virkelig er vred på mig, så lad ham først dræbe (sådan skal det vel forstås? Chr. B.) mine hunde!" Den anden hørte ham sige det og gik hen til hundene. Idet han sparkede til hundene, åd de ham og i løbet af et øjeblik havde de ædt ham op.

 

Dagen efter var der ingen, der tog ud på sassatfangst. Han spurgte: "Hvorfor er der ingen, der er taget ud på fangst?" De svarede: "De siger, at de venter på, at du skal give ordre." Qaqqa sagde: "De skal ikke vente på, at jeg skal give ordrer." Der tog nogle slæder af sted, men da de kom til sassat, var der ingen, der ville stikke (eller måske: harpunere, eller dræbe dem med lanse - Chr. B.) hvidhvaler. Han sagde: "Hvorfor er der ingen, der vil stikke hvaler?" "Vi venter på, at du skal give ordre," sagdede. Qaqqa sagde: "I skal bare gøre, som I selv vil uden at vente på mig." De takkede meget, fordi de ikke længere havde herrer. Her fik han sig en kone. Da det blev forår, sagde han, at han ville vende hjem. Husherren sagde: "Jeg skal få isen til at revne." Da han havde været på udkig, sagde han: "áuserit nilalersut ornigpai (jeg ved ikke hvad det betyder - Chr. B.)." Så skulle han bryde op til hjemrejsen. Nu blev 'áuserit' synlige. Da han nåede hen til dem, fjernede han slædens opstandere og han fik hundene til at løbe for fuld kraft imellem dem. De kunne lugte ham nede fra og ledsagede ham. Han dræbte alle, der kom hen til ham og slap fra dem. Han kom til rådden is og køre langs med den til den anden side. Efter at han var kommet tilbage til sin boplads, døde han. Slut.

 

Var.: Motivet: Helten gør det af med stedets leder, der har været utålelig autoritær, er velkendt. Se fx Kunuk. Rejser til Akilineq er talrige.

 

Kommentar: áuserit, der ledsager Qaqqa hjem om foråret (på slæde over revnerne!?!) er måske et forårstræk af havdyr: aasarik: højsommer.

Oqalugtuaq qatángutigîngnik / oqaluttuaq qatanngutigiinnik

Print
Dokument id:107
Registreringsår:1867
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, IV, 4'
Fortæller:(?)
Nedskriver:Olsen, Elias
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Oqalugtuaq qatángutigîngnik / oqaluttuaq qatanngutigiinnik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:ss. 527 - 550, nr. 98
Lokalisering:?
Note:

Oversættelse ved Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom.

 

Fortællingen om en søskendeflok.

 

Det fortælles, at der var en stor søskendeflok med en enkelt pige, der hed Arnasuaasaq. Brødrene nægtede aldrig deres søster noget af det, hun ønskede sig. Det siges, at de havde boet på deres boplads i en længere årrække, men at de aldrig havde sagt noget til Arnasuaasaq i et hårdt tonefald. Engang, mens de stadig boede på deres boplads, tog de alle sammen på kajakfangst. Det var endnu ikke eftermiddag, da der kom en kajakmand med en sæl på slæb ind mod deres boplads. Det viste sig at være den ældste af brødreflokken. Da han lagde til land, lod han nogen råbe op til huset: "Bed Arnasuaasaq komme ned og slæbe en sæl op." Arnasuaasaq svarede dem, at hun ikke havde kamikker på. Da hun sagde det, gik sendebudet ned til broderen og sagde: "Arnasuaasaq har ikke kamikker på." Broderen gav besked op, og da han kom ind i huset, sagde han til Arnasuaasaq: "Jeg skulle sige til dig, at du skulle tage kamikker på." Arnasuaasaq svarede budet, at hun først ville sætte sin hårtop. Da budet gik ned igen, sagde han: "Hun vil først sætte sin hårtop." Broderen svarede: "Når hun ikke vil gå ned, vil jeg selv hente hende." Da broderen sagde det, gik budet op og sagde til Arnasuaasaq: "Din bror siger, at hvis du ikke vil komme ned, vil han selv hente dig." Arnasuaasaq svarede: "Gå ned og sig til ham, at jeg ikke gider." Da hun sagde det, gik han ned og sagde til broderen: "Hun siger, at hun ikke gider." Da broderen således forgæves havde forsøgt at tilkalde sin søster, gik han selv op. Da han kom ind, tog han Arnasuaasaq ved håret og kastede hende ud af huset. Og så spurgte han: "Hvorfor er du så doven?" Da hun aldrig var blevet behandlet sådan før, og det var første gang hun oplevede at blive behandlet på den måde af sin broder, begyndte hun at lægge en plan.

 

Hun ventede på, at det skulle blive aften, og langt om længe gik hun ind i forrådshuset og fyldte sin lille skindsæk helt op med tilskårne kamiksåler, og efter at have taget lidt proviant med, drog hun af (hun går qivittoq, BS). Mens hun gik, begyndte hun at græde, og samtidig stod månen op. Da månen stod op, blev hun endnu mere ked af det, fordi hun kom til at tænke på de månelyse nætter under renjagter i indlandet, som hun havde været med til. Stadig grædende gik hun videre, og da hun kom til et stort fladt klippestykke, satte hun sig på den. Mens hun sad der og tænkte på sin familie, græd hun endnu voldsommere. Mens hun græd og holdt sig for øjnene, så hun ud af øjenkrogene en stor skygge. Hun vendte ikke hovedet mod det, men da hun begyndte at høre lyden af skridt, vendte hun hovedet mod det og så, at et meget stort menneske var næsten fremme ved hende. Hun blev siddende og ventede på, at det skulle sige noget. Langt om længe spurgte det: "Er der noget i vejen med dig? Hvad laver du her?" Arnasuaasaq svarede: "Min ældste bror bad mig forsvinde, fordi jeg var doven." Den store mand sagde: Sikke et mærkeligt tilfælde, jeg blev også bedt om at forsvinde af min storebror, da jeg knækkede hans redskab til at blødgøre skindremme med, lad mig følges med dig." Det gik Arnasuaasaq med til, og sammen med ham gik hun videre. Mens de gik videre, begyndte Arnasuaasaq at græde hver gang, hun kom til at tænke på sine søskende.

 

Da hendes søskende kom hjem, begyndte de at spørge efter Arnasuaasaq, da hun ikke kom ned for at slæbe sæler op. Hvorfor mon hun ikke kom ned? Da de gik op til huset og kom ind, var Arnasuaasaq der ikke, og de så, at deres ældste bror allerede var kommet hjem. De spurgte ham, hvor Arnasuaasaq var. Han svarede: "Jeg smed hende ud, fordi hun var doven, så hun må være gået sin vej". Ved de ord blev brødrene meget vrede. Men det fortælles, at fordi de var bange for at sige deres ældste bror imod, kom de ikke med bebrejdelser. Da det blev aften og de gik i seng, sov brødrene ikke godt, fordi de havde så ondt af og tænkte så meget på Arnasuaasaq, der aldrig før var blevet behandlet sådan, fordi de allesammen elskede hende meget højt. Tidligt næste morgen søgte de alle efter hende, uden at finde hende. Da de ikke fandt hende, vendte de tilbage. Det fortælles, at brødrene ikke længere kunne tage på fangst, fordi de tænkte så meget på Arnasuaasaq.

 

I mellemtiden gik Arnasuaasaq og hendes store rejsefælle videre, og så sagde han, at han ville holde rest på den store hvileplads, og det gik Arnasuaasaq med til. Hendes store ledsager kaldte det stedet, hvor man samler kræfter, og det var altså deres betegnelse for en hvileplads. Det viste sig, at Arnasuaasaq´s ledsager var en af Tuneq-folket (tuneq / tornit). Da de gik hen mod hvilepladsen og kom derhen, så Arnasuaasaq, at det var et fladt og meget skinnende klippestykke. Da de kom derhen, hvilede de sig, og nede på bunden af skråningen opdagede de en mængde huse. Da de fik øje på dem, begyndte Arnasuaasaq´s ledsager at råbe: "Kungkungkungkungkulaa!" da han havde råbt dette, lød der svar. Tuneq-manden sagde så til Arnasuaasaq, at han gerne ville have hende med ned. Selv om Arnasuaasaq ikke havde lyst, gik hun dog ned med ham. Da de kom ind i et af husene, så Arnasuaasaq, at mændene var kæmpestore, og også deres kvinder. Da de havde slået sig ned der, hørte de nogen på vej ind, og da budet kom ind, sagde hun: "Jeg skulle indbyde vores nye svigerinde til at spise seqqortartut. Arnasuaasaq og hendes store ledsager gik ud sammen med budet og kom så ind i et meget stort hus. Det viste sig, at ledsageren var i familie med husets beboere. Da hun kom ind, bød de Arnasuaasaq at sætte sig. Da hun havde sat sig, satte de et stort træfad frem, der var helt fyldt med haretestikler, og så sagde de, at hun skulle spise. Arnasuaasaq sagde, at hun ikke spiste sådan noget. Da hun ikke ville, blev de ved med at opfordre hende til det, og selv om hun ikke kunne spise dem, lod hun som om, hun gik i lag med dem. Når hun tog et stykke, lod hun det falde ned i sin halsudskæring. Hun var godt i gang med dette, da de andre opdagede, hvad hun gjorde og sagde: "Hvordan er det vores nye svigerinde spiser haretestikler, hun lader dem falde ned i sin halsudskæring." Da så de andre bebrejdede hende, sagde hun: "Det er fordi, vi aldrig spiser sådan noget."

 

Efter et ophold på bopladsen, tog de to andre af sted, da det blev forår. Da de kom frem til det sted, som de havde udset sig til boplads, byggede de et hus. Da den store mand tog ud på jagtture efter at rensdyrene var kommet, tog han hver gang Arnasuaasaq med, selv om hun ikke havde lyst, fordi han var bange for, at hun skulle tage hjem til sin familie. Når hendes ledsager var på jagt, fangede han som regel harer og ryper. Mens de opholdt sig der, blev det sommer, og når den store tuneq-mand skulle på jagt, tog han altid Arnasuaasaq med. Når de fik øje på rensdyr, fulgte han dem og fik dem hver gang. Efterhånden blev Arnasuaasaq mere end rigeligt forsynet med rensdyr, som hendes ledsager havde nedlagt.

 

En dag begyndte hendes ledsager at tale om at ville lære Arnasuaasaq at løbe hurtigt, så hun kunne klare at være med i hans renjagter. Da Arnasuaasaq mente, at hun vist ikke kunne lære det og sagde, at hun ikke havde begreb om at løbe, svarede hendes ledsager: "Du skal se, hvor hurtigt jeg kan løbe, når jeg er på jagt. I vores land, har vi den tradition, at vi lærer kunsten at løbe allerede i barndommen, fordi vi er indlandsboere og aldrig er på havet. Som nybegyndere bliver vi godt nok trætte, men vi bliver hurtigt vant til at løbe; vi jager jo uden andre våben end vores ben og hænder. I morgen vil jeg lærer dig at løbe." Og den store tuneq-mand fortsatte: "Må jeg få dig til kone?" Arnasuaasaq ville ikke være hans kone, men da tuneq-manden ikke ville give op, endte det med, at Arnasuaasaq gik med til at være hans kone. Derefter var Arnasuaasaq tuneq-mandens kone.

 

Næste morgen tog de meget tidligt af sted. Snart sagde Arnasuaasaq´s nye mand: nu skal du se mig. Nu vil jeg løbe så hurtigt, jeg kan. Da hun lovede at holde øje med ham, begyndte han at løbe, og det var som at se en fugl i flugten. På et øjeblik var han ude af syne. Arnasuaasaq behøvede ikke at vente længe, før han dukkede op igen, og det var som at se en ravn, der flyver lavt hen over jorden. Da han kom tilbage, spurgte han sin nye kone Arnasuaasaq: "Løb jeg hurtigt?" Arnasuaasaq svarede: "Man kan sammenligne dig med en lille fugl, der flyver lavt hen over jorden." Nu blev tuneq-manden meget stolt, og han sagde: "Tag mig nu i hånden, så vil jeg løbe af sted med dig." Så greb Arnasuaasaq fat i sin store mands hænder. Tuneq-manden spurgte: "Har de rigtigt fat i mig?" Og Arnasuaasaq svarede ja. Straks begyndte Tuneq-manden at løbe rigtig stærkt, og Arnasuaasaq følte ikke andet end træk og susen, så hurtigt gik det. I begyndelsen af løbet kunne Arnasuaasaq ikke få jordfæste, men efterhånden som de var kommet godt i gang, blev Arnasuaasaq næsten i stand til at følge med i sin store mands tempo, men så holdt de op med at løbe. Hen imod aften fangede Arnasuaasaq´s store mand som sædvanlig rensdyr. Da de var på vej hjemover, havde de hver deres store læs at slæbe på. Da de kom hjem, kogte Arnasuaasaq kød, og da de havde spist, gik de i seng. Da de var kommet i seng, sagde Arnasuaasaq´s store mand: "I morgen vil jeg have dig med til, sammen med mig, at løbe rensdyr sammen og afskære dem vejen, og du skal gøre det, så godt du kan. Du afskærer renerne fra den ene side, og jeg afskærer dem vejen fra den anden side." Og så lagde de sig til at sove.

Næste morgen gjorde de sig klar meget tidligt og tog af sted. Mens de var på vej, sagde Arnasuaasaq´s store mand til hende: "Lad os løbe om kap." De startede, og i et stykke tid løb Arnasuaasaq lige så hurtigt som sin mand, men så sakkede hun agterud. Da hun kom bagud, standsede hendes store mand og sagde: "Du er endnu ikke så hurtig som jeg, i morgen vil jeg igen løbe med dig i hånden." Det lod Arnasuaasaq sig nøje med. Da de fik øje på rensdyr, sagde hendes store mand, at han ville afskære dem vejen. De drev rensdyrene sammen,  så de ikke kunne flygte. Da de nåede hen til dem, tog hendes store mand fat i de rensdyr, han så og smed dem hen ad jorden, så blodet sprøjtede. Da de havde fanget tilstrækkeligt mange, lavede de bæreremme til at kunne bære dyrene og begyndte at gå hjemover. Da de nåede hjem til deres hus, gik de ind. Og så spiste de godt og rigeligt af rensdyrkødet, indtil de havde fået nok, og Arnasuaasaq fik på fornemmelsen, at hun havde forspist sig i rensdyrtalgen.

Da de havde lagt den store mængde rensdyrkød, de havde båret, fra sig og ind i deres forrådshus og havde gjort alt klar, sagde hendes store mand: "Når du i morgen er blevet vant til at løbe..."

(fortsættes)

 

Fortællingen om søskendeflokken.

(fortsat)

Da de havde talt om at løbe om kap den næste dag, lagde de sig til at sove. Efter at have sovet stod de tidligt op den følgende dag, og Arnasuaasaq´s store tuneq-mand sagde: "Vi tager af sted fra morgenstunden af, for vi skal løbe om kap." Og den store tuneq-mand fortsatte: Når vi får øje på rensdyr, løber vi om kap." Det havde Arnasuaasaq ikke noget imod, og så tog de af sted. De gik og kom til et sted, hvor de regnede med at kunne støde på rensdyr, og der standsede de. Kort efter fik de øje på en masse rensdyr. Da de havde fået overblik over dem, sagde Arnasuaasaq´s store mand: "Lad os prøve at afskære dem vejen," og som sædvanlig havde Arnasuaasaq ikke noget at indvende. Tuneq-manden sagde så til Arnasuaasaq: "Du skal afskære dem vejen fra sydsiden af, og jeg skærer dem vejen fra nordsiden af." Arnasuaasaq føjede sig som sædvanlig, og de begav sig af sted. Arnasuaasaq gik mod syd, og hendes store mand gik mod nord. Først da de stod lige over for hinanden, begyndte de at løbe. Netop da de for alvor satte farten op, blev Arnasuaasaq pludselig træt og kunne ikke længere løbe så hurtigt, og samtidig nåede hendes mand hen til de mange rensdyr. Så tog han nogle af rensdyrene ved forbenene og smed dem hen ad jorden, så blodet sprøjtede, og efterhånden tyndede det gevaldigt ud i flokken med de mange rensdyr. Når nogle af rensdyrene stak af, forfulgte den store tuneq-mand dem, og det var som om, han bare halede dem ind med en line. Først da han var tilfreds med sin fangst, holdt han op. Arnasuaasaq stod der helt mat af træthed. Arnasuaasaq´s mand gik hen til hende og sagde: "Nu har du set, hvordan jeg afliver rensdyr. I vores område er det sådan, at vi allerede fra barnsben øver os i mange forskellige ting, også i løb og i at afskære rensdyrene vejen, det er sådan vi lever." Og han fortsatte: "Gør de sådan i jeres land?" Arnasuaasaq svarede: "Sådan er de ikke i vores land, men under deres opvækst oplæres de til andre fangstdyr. Når de begynder at øve sig i kajakroning, fanger de fugle med fuglepile. Deres voksne træner dem i kajakroning og i at vende rundt med kajakken. Når de voksne er tilfredse med nybegyndernes kunnen i kajakroning, udstyrer de dem med fangstredskaber, der kun bliver brugt til grønlandssæler, narhvaler, hvidhvaler, marsvin, hvalrosser og andre almindelige sæler." Den store mand blev dybt forundret over det Arnasuaasaq fortalte, for han havde ikke anet, at kystboerne levede sådan. Efter at de på den måde havde fortalt hinanden om lidt af hvert, begyndte de at flå de mange rensdyr. Da de var færdige, lavede de store bærebyrder af de mest velsmagende stykker og tog hjemover. Undervejs ville Arnasuaasaq´s store mand ind imellem løbe om kap med hende, men Arnasuaasaq havde ikke lyst, så de gik bare, mens de fortalte hinanden forskellige ting, og til sidst fik de deres hus i sigte.

Da de kom hjem, lagde de først deres byrder fra sig og gik ind i deres lille hus. Så spiste de af det kød, som de allerede havde kogt den foregående dag, men ikke havde spist af. Først da de var blevet mætte, holdt de op, og da det blev aften, gik de i seng. Da de havde sovet og vågnede, skulle Arnasuaasaq´s store mand til at tage af sted og ville have sin kone med, men det ville hun aldeles ikke. Arnasuaasaq sagde: "Nu er jeg blevet så udmattet, at jeg denne gang ikke vil tage med dig. I dag vil jeg i første omgang få orden på vores store kødbeholdning. Hendes store mand var ikke rolig med, at hans kone ikke ville med, fordi han tænkte, at hun ville flygte til sin familie, når han var taget af sted. Så han var derfor meget ængstelig ved at forlade hende og ville absolut have hende med, men hans kone sagde: "Tag du bare af sted, jeg fejler ikke andet, end at jeg har været så forfærdelig træt. Hvordan skulle jeg kunne vende tilbage til min familie, når jeg er så træt." Hendes mand søgte stadig at overtale hende, men til sidst måtte han opgive. Han sagde: "Lad nu være med at tage hjem til din familie, når jeg er taget af sted." Hans kone svarede så: "Hvorfor skulle jeg også gå hen til min familie." Da hendes store mand hørte hendes ord, tog han endelig af sted. Og da hun nu var blevet alene i deres lille hus, var det som om, hun for første gang tænkte på sin familie, og fik stor lyst til at se den, selvom de måske allerede havde glemt hende. Hun græd lidt og holdt så op igen og begyndte at arbejde med forskelligt. Hen imod aften, mens hun var inde i huset, lød det udefra som om der var en, der lagde sin bærebyrde fra sig. Hun sad helt stille, og så kom hendes store mand ind og kiggede sig grundigt omkring, fordi han var så bange for, at hans kone skulle være taget af sted. Da han fik øje på sin kone, blev han meget glad, fordi han havde været så urolig for, at hun skulle være taget af sted, selv om hun ikke ville gøre ham ondt. Da han var kommet ind og havde set sin kone derinde, sagde han: "Og jeg som troede, at du var taget tilbage til din familie." Arnasuaasaq svarede sin store mand: "Hvordan skulle jeg kunne tage hen til min familie uden at have fået lov af dig." Da hans kone havde sagt det, sagde hendes store mand: "Hvor er hun dog rar. Og lydig." Da det blev aften, gik de i seng og begyndte at tale sammen. "I morgen tager vi sammen af sted fra morgenstunden, og så fanger vi rensdyr ved at jage dem sammen." Da de havde lovet hinanden det, lagde de sig til at sove.

 

Næste morgen vågnede de så tidligt, at solen først lige var kommet over horisonten. Da de var stået op, gjorde de sig klar og tog af sted. Mens de gik, begyndte hendes store mand at tale om, at de måske skulle begynde at løbe om kap. Arnasuaasaq gik med til det, og da de kom til et stort jævnt område, hvor de skulle løbe om kap, begyndte de på én gang at løbe så hurtigt de kunne. Øjeblikkelig sakkede Arnasuaasaq´s store mand bagud, selvom det tidligere altid havde været Arnasuaasaq, der kom bagud, når de løb om kap. Nu var Arnasuaasaq blevet så hurtig til bens, at hun straks løb fra sin store mand. Da Arnasuaasaq nåede det sted, hvor de skulle standse, ventede hun på sin store mand. Da han nåede hende var han fuld af lovord. Arnasuaasaq sagde til sin store mand: "Det må faktisk være sådan, at kystboerne er mere lærenemme end jer." Da hans kone sagde dette, blev hendes store mand hende svar skyldig, fordi hun var blevet hurtigere end ham, endnu mens han lærte hende op. Så spurgte han: "Har du tidligere øvet dig i at løbe?" Arnasuaasaq svarede ham: "Jeg har ikke øvet mig, før du begyndte at lære mig det, og først nu har jeg lært, hvordan man skal løbe." Og hun fortsatte: "Du kan ikke løbe så hurtigt som mig, selv om jeg er en lille kvinde, måske skyldes det, at vores mandfolk er hurtigere til bens." Da Arnasuaasaq sagde det, svarede hendes store mand: "Det er forbavsende, at I er så hurtige, når I er så små." Til det varede Arnasuaasaq: "De er sådan, fordi de også går på rensdyrjagt i vores land; ganske vist øver de sig ikke i at løbe, men de er meget hurtige." Da Arnasuaasaq fortalte det, spurgte hendes store mand: "Men hvorfor er de så hurtige, når de ikke bliver trænet op i at løbe?" Arnasuaasaq svarede: "Det er fordi de iagttager hvordan rensdyrene løber, at de bliver hurtige." Det blev hendes store mand meget forbavset over at høre. Så gik de videre derfra. Mens de gik, fik de øje på en stor rensdyrflok, og da de havde set nærmere på den, spurgte Arnasuaasaq sin store mand, om de ikke skulle afskære dem vejen. Han svarede: "Du skal afskære den vejen sydfra, og jeg afskærer dem vejen nordfra." Derefter gik de i hver sin retning. Da de var nået hen til det sted de skulle begynde fra, gav de samtidig hinanden startsignalet "kee" og begyndte så at løbe så hurtigt de kunne. Endnu før Arnasuaasaq´s store mand var nået frem til rensdyrene, nåede Arnasuaasaq hen til den store flok, da hun var fremme greb hun nogle af dem og slængte dem hen ad jorden, så blodet sprøjtede. Da hun nåede frem til flokken, udsøgte hun sig de største og slyngede dem hen ad jorden, så blodet sprøjtede ud. Da mange af rensdyrene begyndte at flygte, sagde Arnasuaasaq til sin store mand, at han skulle sætte efter dem, men han troede ikke, at han kunne klare det, og så løb Arnasuaasaq efter dem, og da hun havde dræbt mange af dem, lod hun resten være. Da de havde samlet de mange dræbte rensdyr sammen, begyndte de at flå dem en for en. Da de var færdige, lavede de bærebyrder og begyndte hjemturen. Mens de gik, fortalte de hinanden forskellige ting. De nåede hjem, da solen stod i vest. Da de var hjemme, ville Arnasuaasaq´s store mand ikke engang gå ud af huset, fordi han var blevet så træt. Så gik Arnasuaasaq hen til sit store kødforråd og udsøgte sig de bedste stykker. Dem tog hun med hen til ildstedet og lavede mad. Da hun havde kogt tilstrækkeligt med kød, og det var kogt færdigt, spiste de, gik til sengs og faldt i søvn.

 

Som sædvanligt vågnede de af søvnen meget tidligt næste morgen. Så sagde Arnasuaasaq´s store mand til hende: "Skal du på rensdyrjagt med mig?" Arnasuaasaq svarede: "Tag du alene på rensdyrjagt, jeg vil ikke på rensdyrjagt, for jeg vil ordne vores store kødforråd." Hendes store mand svarede: "Jeg er bange for, at du tager hjem til din familie, når jeg er taget af sted." Arnasuaasaq svarede: "Hvorfor skulle jeg tage hjem til min familie? Jeg kunne ikke finde på at behandle dig på den måde." Efter de ord, tog han da af sted. Da han var væk, tog Arnasuaasaq sit store kødforråd ind i deres forrådshus, og da hun havde bragt det hele ind, blev forrådshuset helt fyldt op. Da hun var færdig med det, udsøgte hun sig de smukkeste rensdyrskind og rullede dem sammen. Mens hun rullede dem sammen, besluttede hun sig til at tage hjem til sin familie, når de nåede det tidspunkt på året, hvor hun forlod sin familie. Mens hun sad dér og mindedes sin familie, savnede hun dem mere og mere. Og mens hun rullede skind sammen, græd hun lidt ind imellem, men holdt så op. Da hun var færdig med at rulle skind sammen, gik hun ind i deres hus. Nogen tid senere lød der et stort bump udenfor. Så kom hendes mand ind i huset dryppende af sved og øjnene på stilke. Da han fik øje på sin kone, sagde han: "Hvor er hun rar, at hun elsker mig sådan; jeg troede ellers, at du allerede havde forladt mig."

Det fortælles, at da hendes store mand kom hjem, var det blevet rigtigt mørkt, og det var blevet efterår, mens de var der. Mens de stadig opholdt sig dér, begyndte det at sne kraftigt. Det sneede virkeligt meget, alt sneede til, og med al den sne kunne hendes store mand ikke tage på jagt. Nu levede de udelukkende af deres kødreserver. Mens de opholdt sig der, var der en aften en meget klar og smuk fuldmåne, og Arnasuaasaq blev grebet af voldsom hjemve. Hen på aftenen spurgte Arnasuaasaq´s store mand: "Vil du afluse mig?" Mens Arnasuaasaq ledte efter lus på ham, faldt han i søvn. Da han nu sov, lykkedes det hende med besvær at få skubbet hans store hoved til side. Så gik hun ind i deres forrådshus og tog de rensdyrskind, hun havde udvalgt sig som de smukkeste og begyndte at rulle dem sammen. En-to-tre fik hun dem rullet sammen, lavet sig en bærebylt af dem og stak så af sted, og det siges, at det var en meget smuk måneskinsaften. Undervejs hørte hun pludselig én råbe efter sig, og da hun kiggede sig tilbage, så hun, at han var lige ved at indhente hende. Da han nåede hende, spurgte han hende: "Hvorfor har du pludselig forladt mig for at tage hjem til din familie?" Arnasuaasaq svarede sin store mand: "Jeg er ikke på vej hjem til min familie. Vejret var så pragtfuldt, så jeg fulgte bare min tidligere vane med at gå en tur." Da hans kone sagde sådan, hørte hendes mand op med at bebrejde hende. Derfra gik de hjem til deres hus igen og gik ind, og så gik de i seng. Da de havde sovet og vågnede næste morgen, opførte Arnasuaasaq sig ikke som hun plejede, fordi hun længtes så meget hjem til sin familie. Da hendes mand kunne mærke, at hun var ulykkelig, spurgte han hende: "Hvad har du lyst til at spise?" Arnasuaasaq svarede ham: "Jeg har ikke lyst til at spise noget særligt." Hendes store mand spurgte hende igen: "Men hvad har du da lyst til? Har du lyst til at spise indmad?" Hans kone svarede: "Jeg har ikke lyst til at spise sådan noget." Hendes mand spurgte hende igen: "Har du lyst til at spise talg?" Arnasuaasaq svarede: "Jeg har ikke lyst til at spise talg." Igen spurgt han hende: "Har du lyst til at spise fedt?" Det havde hun heller ikke lyst til. Han nævnte alle mulige lækre ting, men hun havde ikke lyst til noget af det. Endelig spurgte han hende: "Vil du gerne tilbage til din familie?" Arnasuaasaq svarede: "Ja, jeg vil meget gerne hen til min familie." Hendes store mand sagde til hende: "Nej, ikke hen til din familie på kysten." Da hendes store mand sagde det, blev Arnasuaasaq virkelig ked af det og græd hele tiden. Da hun havde grædt længe, holdt hun op, fordi hendes store mand begyndte at trøste hende.

 

Da de nu blev dér på stedet og levede af deres madforråd, havde de efterhånden ikke meget tilbage af det. En aften bad den store mand sin kone om at afluse sig. Og mens hun ledte efter lus på ham, faldt han i søvn. Da han var faldet i søvn, fik hun lirket hans lange ben væk, der lå hen over hendes lår. Så gik hun ud og løb hurtigt ind i deres forrådshus, og efter at hun havde taget de skind, som hun tidligere havde gjort klar i en bylt, gik hun ud, tog bylten på ryggen og stak i løb. Hun løb uden at standse og kunne til sidst ikke se deres hus. Så kiggede hun sig tilbage, men kunne ikke se noget menneske. Så begyndte hun at løbe igen. Da hun havde løbet et stykke tid og var blevet træt, standsede hun op, og så kiggede hun sig tilbage, men hun kunne ikke se noget menneske. Da hun ikke så nogen, løb hun igen, og da  hun denne gang løb længere, standsede hun lige før hun kunne få øje på sin families hus. Så kiggede hun sig som sædvanlig tilbage, men så heller ikke nu noget menneske. Hun løb videre, og da hun nærmede sig huset, og snart skulle få øje på det, tænkte hun, at det nok ikke var der mere, men så fik hun øje på det. Huset var der stadig væk. Hun løb derhenad, og da hun kom derhen, standsede hun uden for huset, og stillede sig ved vinduet og kiggede ind og så, at de sov derinde endnu. Da hun så dem sove, gik hun ind. Hun troede, at de ville vågne af det, men ingen vågnede. Så begyndte hun at vente på, at én af dem skulle vågne, mens hun selv var ængstelig for, hvad der kunne ske, når hun nu var kommet til sin familie tidligt om natten. Mens hun sad der, blev hun meget forskrækket hver gang én af dem gav snorkelyde fra sig, og hver gang kiggede hun hen på vinduet. Hun blev mere og mere søvnig, mens hun sad der. En gang imellem mærkede hun, at hun var ved at vælte omkuld. Så blev hun til sidst så søvnig, at hun faldt i søvn. Så begyndte enkelte af familiemedlemmerne at vågne. Når de vågnede, så de sig ikke omkring, for de havde ikke den fjerneste anelse om, at der skulle være kommet nogen, og de havde opgivet ethvert håb om at se deres søster Arnasuaasaq igen.

Til sidst var de alle sammen vågnet. Så sagde et af børnene: "Hvad er det for noget; derovre ligger der en dame." De andre tog sig ikke af det, fordi de troede, at det bare var snak. De voksne talte med hinanden om børns fantasi og tog det ikke alvorligt. På et tidspunkt, da et af børnene blev for påtrængende, kiggede barnets fader derhen og genkendte til sin store forbavselse Arnasuaasaq. Så sagde han til de andre i husstanden: "Nu er Arnasuaasaq, vores kære lillesøster, den eneste pige blandt os, kommet tilbage." Da han sagde det, kiggede de andre også derhen og genkendte Arnasuaasaq med det samme. Da de så, at hun stadig sov, vækkede de hende. Arnasuaasaq vågnede, og de spurgte hende: "Kære hvor har du dog været?" Arnasuaasaq svarede dem: "Jeg har været inde i landet. Jeg er gift med en af de meget store tuneq-mænd. Mens han lå i sin dybe søvn, flygtede jeg og tog hjem til jer. Jeg er bange for, at han hurtigt vil søge efter mig, så skynd jer at sætte konebåden i vandet." Derefter gjorde de deres husgeråd klar, og da de var færdige, tog de af sted. Da de havde roet et stykke tid, slog de lejr på et andet sted. Det fortælles, at mændene var så glade for at se deres søster Arnasuaasaq, at de ikke tog ud på fangst, selv om det stadig var midt på dagen, da de slog lejr. Der på stedet slog de deres telt op og gik i seng, da det blev aften, og nu var Arnasuaasaq rolig. Hendes søskende sagde til hende: "Arnasuaasaq, fortæl nu hvad du har set og oplevet." Arnasuaasaq sagde til dem, at hun ville fortælle og begyndte: "Den gang jeg var taget af sted og var kommet væk fra vores sted, begyndte jeg at græde, mens jeg sad på et lille klippestykke. Så så jeg en stor skygge ud af øjenkrogen bagved mine hænder. Da jeg havde set ham, ventede jeg bare på, at han skulle sige noget. Til sidst spurgte han: "Hvad er der med dig?" Så fortalte jeg ham, hvorfor jeg var taget af sted. Den store mand sagde uden videre: "Jeg knækkede min storebrors redskab til at blødgøre skindremme med, og min bror sagde til mig, at jeg skulle forlade dem og derfor er jeg taget af sted. Og så sagde han, at han gerne ville følges med mig. Og derfor fulgtes jeg med ham. Vi gik over landet og kom til mange huse. Da vi var kommet ind i et hus, kaldte husets beboere mig for deres lille nye svigerinde. De satte mad frem for mig, der udelukkende bestod af ækle haretestikler. Selv om jeg ikke kan spise sådan noget, lod jeg som om, jeg spiste af det. Da vi var taget af sted derfra, kom vi tidligt om foråret til at sted, hvor vi ville bo, og byggede os et hus der. Da rensdyrene var kommet, fulgtes jeg med ham, når han var på rensdyrjagt, og han lærte mig at løbe. Vi fangede mange mange rensdyr. Da jeg første gang forsøgte at flygte, var det vinter, og han hentede mig tilbage. Men i går lykkedes det mig at tage hjem, da han var faldet i søvn." Da hun havde fortalt sin historie faldt hun i søvn.

 

Det fortælles, at de begyndte at bygge hus, da de vågnede, og da de var færdige med det, flyttede de ind i det. Det fortælles også, at Arnarsuaasaq ikke igen blev behandlet, som hun gjorde i begyndelsen.

 

Her ender historien.

 

Var.: NKS 2488, VI, ss. 141h - 144v; The Girl who fled to the Inlanders; Kvinderne, som blev gift med erqigdlit / eqqillit; De to brødre; Pouia; Puvia; Sorarsinaq toqusoq; Makkutooq; søg på Akilineq. Desuden en del andre om ægteskaber mellem rigtige mennesker og åndevæsner eller dyr i menneskeskikkelse.

 

Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.

 

Kommentar: En temmelig fredsommelig version, der fokuserer på kystboernes (menneskers) og indlandskæmpernes forskellige vaner. Bemærk den vægt der lægges på menneskers lærenemhed.

oqalugtuaq qavane / Ernisuitsoq / Qujâvârssuk / Den ufrugtbare

Print
Dokument id:258
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Johannes
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq qavane / Ernisuitsoq / Qujâvârssuk / Den ufrugtbare
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 389 - 400, nr. 128
Lokalisering:Karusuk / Qaarusuk: Nuuk / Godthåb
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 19 ss. 93 - 96 har Rink sammenstykket 3 varianter. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 13, ss. 148 - 154: The Barren Wife.)

 

For en anden oversættelse til dansk se Thisted: "Som perler på en snor...". PhD-afhandling, Kbh. Univ. 1993, Tekstsamling, s. 27 - 32: En fortælling sydfra.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

En fortælling, der stammer fra folk, der bor sydpå.

 

Det fortælles, at Eqqersooqs datter (der står 'pamiua' dens hale, men mon ikke det er en skrivefejl? Chr.B.) var nygift, og at hun ikke kunne få børn. En dag da manden kom hjem fra fangst, sagde han til hende: "Du kan jo ikke blive gravid. Imorgen, når den lille ældre mand er kommet hen til sin fiskeplads for at fiske ulke, skal du stille dig på stranden lige ud for ham. Og med dit nye tøj på". Dagen efter var den lille ældre mand ude efter ulke. Kvinden stillede sig på stranden ud for ham. Hun havde sit nye tøj på. Men den lille ældre mand gik ikke hen til hende, da han var bange for hendes mand. Kvinden gik hjem igen, før den ældre mand roede hjem. Kvindens mand roede hen til ham og spurgte: "Har du ikke set nogen?" Han svarede: "Hun er lige gået hjem". Manden spurgte: "Har du ikke været hos hende?" Den ældre mand sagde nej. Manden fortsatte: "Hvis du vil det, vil jeg fremover forære dig halvdelen af min fangst (der står: aipai. Chr.B.).

Dagen efter fiskede den lille ældre mand igen ulke. Kvinden stillede sig

igen på stranden ud for ham. Han roede hen til hende og gik i land. Han havde

samleje med hende, og da han roede ud igen, nåede hendes mand hen og

spurgte: "Har du ikke set nogen?". Den ældre mand sagde: "Jo, hun er

lige taget hjem", sagde den ældre. Manden løsnede den ene af de to sæler, han havde fanget, fra bugsereredskabet og gav manden den. Således fik den ældre mand en fangst. Denne lille ældre mand plejede ellers at fiske ulke dér, hvor trylleformularen kom op på overladen ('serratip qaffersarfianut' - usikker oversættelse). Men han kom der ikke mere.

En dag sagde manden til sin kone: "Da du ikke kan blive gravid, tar jeg

imorgen ud på en almindelig kajaktur - ikke på fangst. Når du om eftermiddagen ser, at jeg er på vej ind, skal du gå ned til stranden iført nyt tøj over

det hele. Når du er kommet ned til stranden, skal du blotte din lænd, men du må

ikke vende hovedet imod mig. - Da hun vågnede næste morgen, var manden taget af

sted. Hen på eftermiddagen så hun, at han var på vej ind og roede sådan til, at

det sprøjtede fra begge ender af paddelåren. Hun gik ned i sit nye tøj, og da hun nåede mandens anløbssted, blottede hun lænden. Netop som han

lagde til, lagde konen mærke til, at der var et eller andet, der ligesom ville

komme ud af mandehullet. Det var faktisk en orm fra udhavet. Manden fjernede det, der dækkede mandehullet foran og kastede ormen,

så den ramte hans kone. Kvinden vendte ikke hovedet imod manden, for han sagde

jo, hun ikke måtte. Om aftenen mærkede konen, at hun var blevet gravid. Dagen

efter lod manden den lille ældre mand flytte til deres hus. Den ældre

sagde til manden: "Din kone vil få en dreng. Når du imorgen er ude i

kajak, skal du kigge efter en amulet til drengen på steder, hvor skarvene plejer at sidde". Dagen efter fik manden fat på en skarv. Da han kom hjem, sagde den ældre: "Du skal også skaffe en sten. Det skal være en sort sten, der har en

fordybning i midten - en sten, som solen aldrig har skinnet på". Sådan en

skaffede manden også. Den ældre mand sagde videre: "Du skal også fremskaffe et

tindingeben fra hans bedstemors hoved, hendes øverste halshvirvel og hendes

skamben". Han havde fået fat i alle de ting, da hans kone fødte et drengebarn.

Stenen lagde de ved fødderne, så at han kunne støtte fødderne imod den. Skarven

placerede de oven over vinduet.

Den lille ældre mand gav drengen navnet Qujaavaarsuk. De sørgede for at

opdrage ham under opvæksten. Drengen fik en kajak, mens han endnu var meget

lille. Da de fik ham til at prøve kajakken på vandet, kom små sæler og lagde

deres luffer på den lille kajak. Drengen var opkaldt efter én af den ældre mands

slægtninge fra Paaraarsuk, som døde af sult. Da Qujaavaarsuk blev i stand til

at kaste sin harpun med en sådan kraft, at harpunspidsen kunne trænge igennem

sælens skind, forsynede de ham med redskaber. Far og søn tog ud på fangst. Mens

faderen roede kraftigt til for at harpunere en sæl, kiggede han tilbage og så,

at Qujaavaarsuk kastede harpunen efter en sæl, og at han også kastede

fangstblæren ud. Faderen roede hen til ham. Det viste sig, at det var en

sælstime, han kastede sin harpun efter. Han fangede hele stimen med ét kast.

Qujaavaarsuk var ude på fangst hver dag.

Da Qujaavaarsuk var blevet voksen, rejste han nordover til Paaraarsuk, hvor

manden, han blev opkaldt efter, døde af sult. I Paaraarsuk kom han til bo sammen

med en gammel mand. En ung mand, som boede på stedet, plejede at kappes med

Qujaavarsuk, men han kunne ikke klare ham. Efter at det var blevet

vinter, spurgte den unge mand Qujaavaarsuk, om de skulle kappes om at være den

første, der opdagede den store hvals ånde. Qujaavaarsuk vidste ikke, hvad dette

gik ud på. Da han spurgte den gamle mand, sagde denne: "Man kan altid opdage

hvalens ånde ved dens buldrende og klingende (savikkaarpoq) lyd. Hver dag under

fangstturene lyttede han efter sådanne lyde. En morgen sagde den gamle mand:

"Det er netop i dag hvalerne plejer at vise sig, når de er tidlig på den". Under

fangstturen havde Qujaavaarsuk antennerne ude, men han hørte ingen lyde. Han kom

hjem om aftenen, som han plejede, og havde fanget godt. Om natten vågnede han

ved, at han skulle tisse. Han gik udenfor. Så hørte han lyden af luft, der blev

pustet ud (ordret: vejrtrækning) fra et sted uden for kysten, Han afbrød

vandladningen. Lyden nærmede sig, men flyttede sig ikke længere, da den nåede

mundingen af fjorden (eller indsejlingen). Han gik ind i huset og sagde: "Der er

en lyd af vejrtrækning, som jeg ikke ved, hvad er." Den gamle gik udenfor, og da

han kom ind igen, sagde han: "Den store hval er kommet nær kysten - præcis den

samme dag som den plejer." Qujaavaarsuk faldt i søvn igen, og inden han vågnede

om morgenen, råbte den unge mand ind: "Qujaavaarsuk, du har ikke bemærket hvalens

vejrtrækning." Den gamle svarede ham: "Qujaavaarsuk vidste det allerede i går.

Han er lige faldet i søvn." Den unge mand blev helt forvirret ('soorlu qanoq

ilisoq' - usikker oversættelse), men sagde: "Qujaavaarsuk skal vi kappes om at

være den første, der skaffer en fangstblære til brug ved hvalfangsten." Dagen

efter, da de var på fangst ikke langt fra land, fik Qujaavaarsuk to spraglede

sæler, mens den anden først fik én spraglet sæl en dag senere. De lavede sig

hver sin fangstblære samtidigt og tog ud på hvalfangst i konebåd. Den unge mand

fra Paaraarsuk havde rigeligt med roere, mens Qujaavaarsuk måtte tage nogle børn

som roere. Da Qujaavaarsuk sejlede ud, råbte den anden til ham: "Den store hval,

der søger føde, vil næppe dukke op nær ved land. Kom længere herud."

Qujaavaarsuk blev på samme sted. Den store hval blev længe under vandet, men

dukkede op tæt ved Qujaavaaarsuks konebåd. De roede nærmere til den og

Qujaavaarsuk harpunerede den. Det var ikke så mærkeligt, at fangstblæren

forsvandt under vandet, for den var kun lavet af det halve skind af en spraglet

sæl. Den anden råbte udefra: "Den store hval, der nu er såret, vil næppe flytte

sig længere ind mod kysten. Ro længere ud." Qujaavaarsuk sagde til sine roere,

at de skulle standse. Den anden råbte igen: "Den vil dukke op længere ude."

Dertil svarede Qujaavaarsuk: "De dyr, som jeg jager, flytter sig altid længere

ind i retning af mit lille hus." Hvalen dukkede også op længere ind mod land som

en ammassak, der spjættede i dødskamp. Så fik Qujavaarsuk fanget hvalen.

Qujaavaarsuk, som ellers boede på det sted, hvor manden, han blev opkaldt efter,

døde af sult, havde rigeligt af forråd.

Nu ville Qujaavaarsuk rejse syd på. Den gamle mand sagde til ham: "Kom her

igen". Qujaavaarsuk vendte tilbage til sin boplads, og siden rejste han ikke

nordpå. Da den gamle mand døde, tog han broderen, som også var gammel, til sig.

Efter at den gamle mand var kommet til at bo hos Qujaavaarsuk, begyndte

vinteren at sætte ind. På den nedre vinterboplads boede der et ægtepar. Manden

hed Tuttu og konen Tuttorsuaq. Det fortælles, at Tuttorsuaq engang, mens de

endnu var unge, var draget ud for at leve i ensomhed, som qivittoq. Tuttu havde

ledt efter hende, men han fandt hende ikke. Engang han var ude at ro i kajak

bag Tunilliarfik / Tunulliarfik, fik han øje på en sæl, og han begyndte at samle hver eneste

vingefjer, han så, op og sætte dem sammen i forlængelse af hinanden, indtil

kæden blev så lang / tung, at han næppe kunne slynge den op på ryggen. Nu mente

han, at længden nogenlunde ville svare til dybden af vandet. (Dette er

formuleret meget uklart på grønlandsk, så jeg er yderst usikker. Chr.B.).

Det var ved denne tid, at vinteren satte ind, og folk led nød på alle

bopladser. Men ved denne tid fangede Qujaavaarsuk meget. På det tidspunkt havde

Tuttu endnu ikke fundet sin kone. Det åbne vand blev mindre og mindre.

Qujaavaarsuk fangede mere og mere for at sikre sig tilstrækkeligt stort forråd.

Han fangede til sidst kun i vågerne. Han havde altid sin mor med. Når

Qujaavaarsuk havde harpuneret en sæl, trak moderen den op på isen. De dygtigste

fangere på vinterbopladsen fangede nogle gange to sæler og andre kun én ad

gangen. Åbningen i vågen blev så lille, at Qujaavaarsuks kajak ikke engang kunne

dreje til sidst, men han fangede stadigvæk nogle sæler. Da han en dag satte

kajakken ned i vågen for at fange sæler, dækkede kajakken hele åbningen. Han

vendte hjem og satte sig ned på sidebriksen med hovedet nede mellem benene. Han

sad der uden at sige et eneste ord.

Nu forlader vi foreløbig Qujaavaarsuk og går over til Tuttu. Endnu mens

Tuttu ledte efter sin kone, kom der is over det hele. Tuttu gik over isen til

det sted, hvor han så en sæl (aataarsuaq) eller dér, hvor sælen dukkede op for

at trække vejret. Han ville fiske rødfisk. Han lavede et stort hul i isen og

begyndte at fire snøren ned. Da han startede, var solen ved at stige op bag

Tunulliarfik. Solen forsvandt bag et stort fjeld, og den kom frem igen på den

anden side, inden snøren nåede bunden. Først lige før middag nåede den

bunden. Så såre han hev snøren en smule op, kom der bid. Han halede op og da

solen stod i nordvest, fik han fangsten op - en stor rødfisk. Han opgav at fire

snøren ned en gang til, for det ville blive aften, før den nåede bunden. I

stedet for rullede han snøren sammen. Derefter lavede han en bæresele, der i sin

længde passede til, at båndet kunne være på panden (der er lidt fantasi med i

denne oversættelse). Han tog så af sted hjem over med fangsten på ryggen. Mens

han vandrede over en ø med søer, hørte han brusen og kiggede tilbage. Han så, at

isen brækkede, og at stykkerne blev presset i den retning, han gik. Han gav sig

til at flygte for fuld kraft, men stødte imod et eller andet, så han besvimede.

Han kom til sig selv igen ved, at kinden smertede. Han rejste sig op og så, at

isen lå fast. Han tog rødfisken på ryggen og gik videre. Hans hæle blødte lidt.

Han gik sønden om en lille høj, og han kunne fra det sted, hvor han stod, se en

stor Meqqusaalik (et låddent væsen. - Jeg kender ikke dette væsen - Chr.B.). Han

blev bange for det og gik i stedet for norden om højen. Der fik han øje på en

endnu større Meqqusaalik. Han kom i tanke om noget, han havde hørt. Det var

noget med, at man plejede at rive Meqqusaalik i stykker. Han lagde rødfisken ned

på jorden og gik hen til Meqqusaalik og begyndte at slås med den. Den blev

mindre og mindre og var til sidst kun på størrelse med en tommelfinger. Så

holdt Tuttu op med at rive den i stykker. Tuttu følte, at han var blevet

åndemaner. Da Tuttu kom hjem med rødfisken, kunne han tænde lamperne igen (ved

hjælp af rødfiskens fedt - Chr.B.). Alle de andre i huset var så afkræftede, at de

blev liggende på briksen.

Tuttu tog af sted for at lede efter sin kone. Han tog et stykke mad med til

hende. Han kunne følge sin kones spor langt ind i landet og kom til sidst til

hendes hus, som han iagttog ovenfra. Han lod sig falde ned i det og opdagede, at

hans kone skjulte sig dybt nede i jorden. Han begyndte at formilde hende.

Det tog sin tid. Han fik hende med hjem og fik hende til kone igen. De blev

begge store åndemanere og blev meget gamle. De andre i huset havde ikke

noget at leve af, og nogle døde af sult.

Tuttu kom også til Qujaavaarsuk. Qujaavaarsuk sagde til sin (sølle) mor:

"Giv Tuttu og hans kone halvdelen af spækket fra en drægtig sæl og nyrestykket

som en art betaling, for at de skulle mane ånder for at få isen til at forsvinde"

Moderen fyldte en stor pose med disse ting og bragte den til Tuttu og hans kone

og hun sagde: "Det er alvorligt ment med disse foræringer, halvdelen af spækket

fra en drægtig sæl og et stort nyrestykke. Det er for, at I skal få isen til at

forsvinde". Tuttu puffede til sin kone og sagde: "Det er kraftig mad, som man

nødig vil gå glip af. Tuttorsuaq sagde (til Qujaavaarsuks mor): "Du er så let

til bens. Gå ud til alle vinterbopladserne. Men du skal først give dem noget at

spise hos jer, før du sender dem hertil". Qujavaarsuks mor løb rundt til

vinterpladserne. Når ordet mad blev nævnt, gik de straks ud, men nogle døde

allerede ved udgangen - så afkræftede var de af sult. Andre døde, lige før de

nåede til Qujaavaarsuk hus. Qujaavaarsuks mors store gryde kogte mad uden pause

('tunuarneq ajortoq': bliver sat tilbage). Han syntes, at det var så synd for

disse mennesker. Da alle havde fået noget at spise, gik de hen til Tuttus for at

overvære Tuttus kone mane ånder. Lyset blev slukket, og hun satte sig på gulvet

og sagde: "Hele natten må ingen hverken røre sig eller blinke med øjnene", hun

fortsatte: "Først når ravnene begynder at skrige, vil jeg fare af sted gennem

luften!". De var vågne hele natten. Men da ravnene begyndte at skrige, begyndte

hun at løfte sig op langt nede fra jorden. Lyset blev tændt, og man så, at hendes

ansigt var fuldt af sår fra krads, så man knap nok kunne genkende hende. Hun

sagde: "Først når alle de sår er blevet lægt, vil der ske noget!". Hun sagde

videre: "Når der lyder et knald, vil I på havet udenfor se noget, der ligner en

myggesværm. Men I må ikke tage ud på fangst i kajak, før der er gået fem dage.

Først den sjette dag skal I tage ud. Hvis I tager ud på fangst, inden der er

gået fem dage, vil I ikke fange noget. Der vil være mange alke og sæler". Folk

gik hjem.

Isstykkerne var drevet længere ud, så vandet blev isfrit, og derude sås alke

som en myggesværm. Qujaavaarsuk, som skulle være den første, der tog ud, kunne

ikke vente, til de fem dage var gået. Han tog ud på fangst, men fik hverken alke

eller sæler. Dagen efter tog de af sted alle sammen. De fangede meget og

halvdelen gav de ud som betaling. Neden for Tuttus hus lå så mange gaver, at det

så ud som om dyrene var kommet op på land af sig selv.

Qujaavaarsuk fangede nu endnu mere. Den lille ældre mand (det er uklart,

hvilken lille ældre mand, der her er tale om. Er det mon Qujaavaarsuks

biologiske far eller broderen til den gamle fra Paaraarsuk?) boede stadig hos

Qujaavaarsuks. En dag, da de kom hjem fra fangst, kogte moderen de lækreste dele

af den friske fangst, da det kød, hun skulle have kogt, var frossent (hele denne

sætning er ret svær at forstå - Chr.B.). Qujaavaarsuk lagde mærke til, at den

lille ældre mand spiste det store skulderblad, begyndende fra bruskdelene og

videre til indersiden. Qujaavaarsuk sagde: "Man siger, at ens kære fangstdyr vil

slippe op, når de spises fra brusken og indefter." Den lille ældre mand blev

fornærmet. Han fik den ide, at lave en tupilak, som skulle blive Qujaavaarsuks

banemand. Han skabte et dyr ved at samle mange benstykker sammen og det foregik

dér, hvor trylleformularen kommer op ('serratip qappisaa' direkte oversat -

mærkeligt - Chr.B.). Han plejede at fiske ulke der. Han pustede liv i dyret (eller

han gjorde dyret levende). Han snakkede til den og nævnte alle sælnavne. Engang

dukkede den op som en spraglet sæl. Han nævnte også alle fuglenavne. Den dukkede

op som en islom. Det var den ældre mand tilfreds med. Han sagde til den: "Du

skal hen til det område, hvor Qujaavaarsuk plejer at ligge og vente på

fangstdyr. Tupilakken svømmede ud for at lede efter Qujaavaarsuk. Hver gang den

så ham, var han ved at bære kajakken op, mens andre slæbte hans fangst op.

Tupilakken blev forundret. Han ledte efter ham igen dagen efter, men heller ikke

denne gang fandt den ham. Den tænkte: "Imorgen vil jeg undlade at dykke ned."

Det gjorde den, men stadigvæk så den ikke noget til Qujaavaarsuk. Tupilakken

blev vred og tænkte: "Imorgen vil jeg komme op på land lige under hans hus og

forskrække ham til døde." Da den dagen efter dukkede op neden for hans hus i

skikkelse af en islom, skreg den, og den så at Qujaavaarsuk kom ud af huset, og at

han kiggede ud over havet, uden at kunne få øje på den. For den var virkelig

godt lavet. Tupilakken så Qujaavaarsuk gå ned for at tage af sted, men så

forsvandt han igen for ham. Til sidst blev tupilakken meget sulten og den

tænkte: "Vent til imorgen." Dagen efter dukkede den op neden for Qujaavaarsuks

hus i skikkelse af en spraglet sæl, og  de så Qujaavaarsuk gå uden for sit hus, men heller ikke denne gang så Qujaavaarsuk den. Tupilakken ledte efter Qujaavaarsuk ved hele tiden at have hovedet over vandoverfladen (eller: uden at dykke ned). Igen så den, at han bar sin kajak op, og at de andre slæbte hans fangst op. Den tænkte: "Imorgen vil jeg komme op til ham og forskrække ham til døde". Dagen efter dukkede den op neden for hans hus, men så en sort klippevæg, hvor der ingen steder var, hvor man kunne komme op. Den tænkte: "Så går jeg op under jorden". Så forsøgte den at komme op under sidebriksens tværbrædt, men uden

held. Den kom op bag ved huset. Den ville se, hvad der var oven på huset. Så fik

den øje på en stor fugl med lange fjer sidde oven over vinduet. Den blev meget

forbavset. Den skulle lige til at kigge nærmere på den, da den mærkede en stærk

svie. Det var islommen, der bed tupilakken på kinden. Med megen besvær lykkedes

det for tupilakken at komme ned. Tupilakken kunne ikke klare sig imod

Qujaavaarsuks amulet og blev meget sulten, den tænkte: "Hvorfor har han lavet

mig, det elendige menneske". Dagen efter ledte tupilakken igen efter

Qujaavaarsuk uden at finde ham. Istedet for svømmede den til stedet, hvor

manden, som havde lavet den, fiskede ulke, og gik til angreb. Med stor fart ramte

den kajakken nedefra på det sted, hvor manden sad. Kajakken kæntrede og efter at

have spist mandens indvolde, ledte den endnu engang efter Qujaavaarsuk. Da den

ikke kunne finde ham, svømmede den udenskærs og blev derude som qivittoq. Den

kom aldrig tilbage til kysten. Men der blev ikke øvet vold imod Qujaavaarsuk.

Han døde som en gammel mand.

 

Var.: Qujaavaarsuk. Selve fangsten af ormen og konens befrugtning med den fortælles også om Nappartuku, forfaderen til en talstærk slægt i Sermilagaaq fjorden: Jens Rosing: Hvis vi vågner til havblik. Borgen 1993: 12-16.

oqalugtuaq qavangnik nukarîngnik / To brødre på hver side af fjorden

Print
Dokument id:275
Registreringsår:1863
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Garnbådsmand, Kristoffer
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq qavangnik nukarîngnik / To brødre på hver side af fjorden
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 481 - 486, nr. 145
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 20 ss. 96 - 98 har Rink sammenstykket ialt 4 varianter inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 14, ss. 154 - 157:

The two Brothers.)

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om to brødre - sydlændinge.

 

To sydlændinge, to brødre, rejste nordover, fordi de havde hørt, at der deroppe mod nord var mange fangstdyr. Da de var kommet ret langt mod nord, passerede de mundingen af en stor fjord, hvor der var mange fangstdyr. De sejlede derind og valgte sig et sted, hvor de kunne bo. Den yngste længere ude på fjordens skyggeside og den ældste længere inde i fjorden - dog ikke så langt fra hinanden. Den yngste af brødrene havde en stor husstand.

Da det blev vinter, begyndte de mange mænd i den yngre brors husstand at

fange mange sæler. En gang lige før mørket faldt, gik deres tjenestepige udenfor

for at tisse. Hun satte sig på hug ved huset, hvor der var mest skygge. Lige da

hun satte sig på hug, sejlede der en båd ('umiatsiakasît'(?) - Chr. B.) uden om et

næs. Da hun så båden, ville hun rejse sig op, men hun havde ingen kræfter til

det. Hun forsøgte at råbe: "Der kommer en kano ('umiariaq' forekommer i sagnene

og er vel først og fremmest betegnelse for et fremmedartet fartøj - Chr. B.)

bemandet med folk, der vil dræbe jer." Hun kunne ikke frembringe nogen lyd. Hun

hviskede kun. Hun kunne ikke gøre noget og forblev der, hvor hun var. Nu gik der

bevæbnede mænd op til huset - syv mænd, talte hun dem til. Da de gik ind i

huset, hørte hun skrig derindefra, men stadigvæk kunne hun ikke rejse sig op.

Efter at de var holdt op med at skrige inde i huset, kom de fremmede ud af huset

- men kun seks mænd. De gik om bord på deres båd og forsvandt bag ved næsset.

Lige da de var forsvundet bag næsset, rejste hun sig op uden vanskeligheder. Inde

i huset var samtlige beboere blevet dræbt - blandt dem en enkelt sølle sæl

('âtaukasik' - måske skulle der have stået: 'atausikasik' - en enkelt af de

fremmede' - Chr. B. (Det var vel sæl-mennesker, der havde været på hævntogt -

B. S.).) Da hun ikke længere kunne bo dér, tog hun, efter at det var blevet aften,

af sted til storebroderen, for der var ingen andre huse, hvor hun kunne bo. Hun

gik hele dagen og nåede storebroderens hus tidligt næste morgen. De spurgte,

hvorfor hun kom på besøg så tidligt om morgenen. Hun sagde: "Der kom en kano og

dræbte alle i huset, hvor jeg tjente. Jeg var den eneste, der ikke blev dræbt,

og jeg er flygtet hertil. Hvis jeg ikke havde været ude at tisse, var jeg også

blevet dræbt." Da de begyndte at bebrejde hende, brast hun i gråd, og hun bad

storebroderen om selv at tage derhen og se, hvad der var sket. Storebroderen tog

straks af sted, og da han kom til stedet og gik op til huset, så han, at alle var

blevet dræbt - samt en enkelt fra kanoen, som man havde hævnet sig på.

     Storebroderen blev meget vred og begyndte for det meste at tage ud på

rekognonceringsture i stedet for at tage ud på fangst. Han ville gerne spore sig

frem til kanofolkene, men vidste intet om, hvor han skulle lede efter dem. Han

spurgte også mange mennesker, om de kendte noget til kanofolkene, men ingen

kendte noget til dem. Han blev mere og mere vred.

     En dag da han var på vej hjem fra en rekognonceringstur, gik han i land et

sted, som var landfast med deres boplads. Han tænkte: "Det nytter ikke at lede

efter dem i kajak. Lad mig gøre forsøg på at lede efter dem over land." Han

bar sin kajak op og med sin lanse som det eneste redskab - for han havde ingen

bue - gav han sig til at gå ind i landet. Da han var kommet langt ind, gik han

op på en høj og kiggede sig omkring. Men der var ikke noget usædvanligt at se.

Da han var kommet endnu længere ind i landet, var han atter på udkig og så ud

over et smukt landskab. Nærmest ved enden af dette landområde fik han øje på et

lille hus. Han tænkte: "Endelig får jeg måske lejlighed til at træffe nogle af

disse kanofolk." Han ville gerne nå frem til huset, inden der kom nogen ud, så

han gav sig til at løbe. Det varede ikke længe, så var han nået derhen, for han

var en stærk mand og var let til bens. Han stillede sig udenfor huset og

lyttede, men da der ikke var tegn på, at der var mennesker, kiggede han ind

gennem vinduet og så en stor mand sidde på langsiden af huset, nærmest med

ryggen til. Han sad og var igang med at forarbejde et eller andet. Der var ingen

andre mennesker at se. Han mente ikke, manden så ham. Han skulle til at henlede

hans opmærksomhed på sin tilstedeværelse, så vendte han hovedet imod vinduet og

sagde: "Du derude, kom indenfor." Han gik ind og satte sig straks ved siden af

ham. Manden vendte hovedet imod ham og sagde: "Flyt dig lidt, så at jeg ikke

kommer til at snitte dig." Han flyttede sig et stykke fra ham. Han havde

stadigvæk ikke set andre mennesker, da han hørte nogle fnise. Da fik han øje på

nogle tykmavede væsener under briksen og under sidebriksen. De så på den store

mand og grinede af ham. Da de nu var blevet opdaget, kom de frem og satte noget

mad frem for ham.  Da han havde spist, spurgte den store mand ham: "Er du ude

for at få adspredelse?" Gæsten sagde ja og den store mand fortsatte: "Du kan

ledsage mig på en tur i morgen." Han kiggede ud og så, at det var blevet mørkt.

Der blev straks lavet natteleje til ham. Han gik i seng, men havde svært ved at

falde i søvn, for han var urolig for husets beboere, som var så livlige. Den

store mand sagde til ham: "Du kan sove uden at være bange for nogen. Ingen vil

gøre dig fortræd." Derpå faldt han i søvn. Da han vågnede næste morgen, var den

store mand i gang med at forarbejde noget. Han havde lavet en masse pile. Nu,

efter at gæsten var stået op, begyndte den store mand at gøre forberedelser. Han

bandt de mange pile sammen, så at de kunne bæres på ryggen. Den store mand var

nu klar til at tage af sted med sine pile og sin store bue. Gæsten tog sin store

lanse og fulgte efter den store mand, som nu var på vej ind i landet.

Sydlændingen, som var let til bens og som var en stærk mand, var i stand til at

følge trop med den store mand. De nåede et godt stykke ind i landet og den store

mand begyndte at løbe hurtigere, så det kneb lidt for sydlændingen at følge med.

Så standsede han og kiggede hele tiden fremefter. Sydlændingen kiggede også fremefter og opdagede, at de var kommet til indlandsisen. Den store mand lagde

pilene og buen ved siden af sig, og sydlændingen lagde også sin lanse ved siden

af sig og satte sig ned. Den store mand vendte sig imod ham og sagde: "Vend dig

imod øst og råb." Sydlændingen, som ikke fattede, hvorfor han skulle gøre det,

vendte sig mod øst og råbte. Han kiggede i retning af indlandsisen. Så viste der

sig tre store isbjørne. Den store mand skød samtlige isbjørne med sin bue og

dræbte dem. Så kiggede han igen på sydlændingen og sagde: "Du må endnu engang

vende dig imod øst og råbe." Det gjorde sydlændingen. Denne gang viste der sig

en masse mennesker med bue og pile, og sydlændingen blev bange. Den store mand

sagde til ham: "Stil dig bag ved mig og pas på, at du ikke viser dig frem. Ellers

bliver du ramt af en pil." Sydlændingen gemte sig bag ved den store mand og

rystede af rædsel. Han så de mange pile, der ramte jorden omkring dem, og ventede

bare på at blive ramt. Da der efterhånden blev langt imellem de pile, der ramte

jorden, rejste den store mand sig og greb sine pile. Så så sydlændingen, at de

mange mennesker var på flugt, fordi de havde brugt alle deres pile. Da den store

mand sprang op på indlandsisen, fulgte sydlændingen efter ham med sin lanse i

hånden. Den store mand skød på de mange mennesker med sin bue og sydlændingen

dræbte mange med sin lanse, og straks var der ikke flere mennesker tilbage.

Sydlændingen, som ellers blev bange for disse mennesker, deltog flittigt i

drabene sammen med den store mand. Nu var de på vej ned. Den store mand blev

opmærksom på sydlændingens lanse og spurgte ham, hvad det var for noget. Det var

første gang han så en lanse. Sydlændingen slog bare til, da den store mand ville

købe lansen, fordi han havde behandlet ham godt. Da de nærmede sig huset, kom

alle kvinderne ud og så til, at deres store mand og hans gæst kom hjem. De gik

ind i forrådshuset, og, som betaling for lansen, gav den store mand sydlændigen

skind af havets harer (albinoer til indvendig beklædning af teltet - Chr. B.) med

skinnende hvidt hår og med kulsort stribe på ryggen. Da sydlændingen fik disse

gaver, fik han ro i sindet. Siden tog han aldrig på rekognoncering efter

kanofolkene. Året efter at lillebroderen og hans husstand var blevet udryddet af

kanofolkene, vendte han tilbage til sit land.

 

Var.: De to brødre. Kreutzmann 1997 99 101; Jakob Lund Nukariinnik; Mathæus nr. 110; Hintrik 1996: 28. Søg på kanofolk, qajarissat, umiarissat.

oqalugtuaq qivítutorqamik nukagpiatorqamigdlo / Oqaluttuaq qivittutoqqamik nukappiatoqqamillu

Print
Dokument id:366
Registreringsår:1867
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, V. 4'
Fortæller:Sivertsen, Eli (Sivertsen, Ely)
Nedskriver:Sivertsen, Eli (Sivertsen, Ely)
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq qivítutorqamik nukagpiatorqamigdlo / Oqaluttuaq qivittutoqqamik nukappiatoqqamillu
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 714 - 716, nr. 144
Lokalisering:?
Note:

Eli Sivertsen er sandsynligvis identisk med Ely Sivert Fontain.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om en gammel qivittoq / fjeldgænger og en ungkarl.

 

En ungkarl var plejesøn hos et ældre ægtepar, og han var deres eneste

forsørger. En gang roede han ud i kajak sydover. Han fik øje på en

meget stejl klippevæg. Han roede i den retning; og tættere

på opdagede han, at der hang en stige på den stejle væg. Han roede

helt hen til stigen og kom op af kajakken. Han skubbede kajakken ud og

gav sig til at kravle op ad stigen. Da han kom helt op, så han, at

stigen var tøjret fast til en stor sten. Herfra gik han ind i landet.

Mens han gik, fik han øje på en stor landtange. Midt på tangen lå

der et lille hus med ét vindue. Han gik derhen og standsede uden for

vinduet. Han havde stået der et stykke tid, så hørte han én sige inde

fra huset: "Kom indenfor." Han gik ind og så, at beboeren var en

gammel qivittoq. Denne sagde til ham: "Jeg er qivittoq. Jeg gik

hjemmefra for længe siden, og det er første gang, jeg har truffet et

menneske i al den tid, jeg har været her." Han sagde også til ham:

"Vil du være min fælle / kammerat / ledsager?" Ungkarlen sagde ja, og så gik

qivittoq'en / fjeldgængeren ud for at hente mad til ham og kom tilbage med tørret

renkød med talget siddende på. Ungkarlen spiste og sagde indimellem,

at det smagte dejligt; han spiste sig aldeles mæt. Efter måltidet

fortalte qivittoq'en om alle de rensdyr, han plejede at fange om

sommeren. Han sagde også, at han til sommer ville tage ham med på

rensdyrjagt.

 

Da ungkarlen havde boet nogen tid hos qivittoq'en,

kom han til at tænke på dem, han rejste fra (de små ældre mennesker),

og han kunne ikke glemme dem, så han bad qivittoq'en om at kunne tage

hjem og give dem besked. Den gamle qivittoq sagde, at det var i orden,

men bad ham om at komme hurtigt tilbage. Ungkarlen tog af sted, og

efter en lang vandring nåede han frem til de små ældre mennesker, som

var blevet bekymrede for ham; de troede, han var omkommet i kajak.

Ungkarlen fortalte (resumé af teksten der er ordret som ovenfor:) om alt hvad dervar sket, og at han havde føjet sig efter qivittoq'ens ønsker, fordi han var bange for ham. Men der kom jeg så en dag til at tænke på jer, og jeg

kunne ikke glemme jer, så jeg fortalte ham, at jeg ville tilbage og se

til jer. Det måtte jeg godt, men jeg skulle hurtigt komme

tilbage. I skulle bare vide, hvor jeg befandt mig, for

ikke at være bekymrede for mig. Men jeg må hurtigt tilbage, som han bad mig om. De små ældre mennesker bad ham være forsigtig.

 

Ungkarlen drog af sted for at vende tilbage til qivittoq'en. Han fik øje på det lille hus, som endnu stod på sin plads. Han gik hen til det, og inde i huset sad qivittoq'en stadigvæk og ventede på ham. Qivittutoqaq sagde: "Nu får jeg dig til

fælle." Da det blev sommer gik de ind i landet på rensdyrjagt. De

kom til kanten af indlandsisen og tog ophold dér. Dagen efter drog de

på rensdyrjagt. Fangstredskaber havde de ingen af - kun sten

at kaste med. Når der passerede en flok rener, kastede de sten efter

dem. Når den ene havde ramt et dyr, kastede den anden også en sten for

at dræbe det. Da de havde fanget tilstrækkelig mange, tog de hjem.

Hjemme byggede de to forrådsskure. Det ene skur fyldte de med

rensdyrkød, -sener og -talg. Det andet skur fyldte de med lutter

renskind. Qivittutoqaq havde nu samlet sig større forråd fordi han

havde fået en fælle / ven. De havde det godt og manglede intet. Det var

ved at blive vinter, og endnu havde de ikke brugt deres forråd op.

Først ved forårstide var deres forråd ved at slippe op. Til sidst var

der ikke mere tilbage. Da qivittutoqaq ikke havde mere at spise, blev

han syg og til sidst døde han af sult. Ungkarlen syede liget ind i

rensdyrskind og begravede det oven på en lille høj oven for huset. Han

dækkede det forsvarligt til. Efter den gamle fjeldgængers død vendte ungkarlen

tilbage til et beboet sted for dér at kunne begynde på en ny

tilværelse. Siden gik han aldrig ind i landet. Slut.

 

Var.: Dette er en yderst fredelig fortælling af talrige om qivittut. Søg på qivittoq.

 

Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.

 

Kommentar: Skønt qivittut egentlig ikke er at misunde, skildres de oftest som rigmænd, der lever i luksus af kød og skind fra landdyr.

Oqalugtuaq sagdlukujungmik avúnardlumik / oqaluttuaq sallujummik avunnarlumik

Print
Dokument id:1973
Registreringsår:1867
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, IV, 4'
Fortæller:(?)
Nedskriver:Schmidt, Nathan
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Oqalugtuaq sagdlukujungmik avúnardlumik / oqaluttuaq sallujummik avunnarlumik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:ss.446 - 454, nr. 86
Lokalisering:?
Note:

Fortællingen om en løgner der rejste nordpå.

 

Kort dansk resumé i Rink 1866-71, II: s. 115, nr. 85.

Sallukujoq.

Han rejser så langt nordpå, at det tar tre bådebetræk at nå derop. Her møder S. folk, der fanger røde hvalrosser og fisk, der kun har øjne på den ene side. Han opsluges af en isgroet bjørn og overlever ikke.

 

Var.: søg på isgroet bjørn, Qavanngarnisannguasik; En rigtig lille forældreløs Nakasunnaq.  

 

Kommentar: Afspejler sydgrønlandsk viden om fangst og fiskeri i Nordgrønland (nord for Sisimiut). Mange fortællinger om sydlændinge der rejser nordpå fremstiller helten som kolossalt stærk.

Andre gange lider helten nederlag. Fortællingens proveniens (syd el. nord) er sikkert afgørende for vurderingen af sydlændingen.

oqalugtuaq Saugarmik

Print
Dokument id:127
Registreringsår:1828
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Clementsen, Tobias
Nedskriver:Clementsen, Tobias
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Saugarmik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 49 - 50, nr. 20
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af orig. håndskr.: NKS, 2488, VI, 4', ss. 121h - 122h.

 

Ultrakort dansk resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II nr. 115, s. 131.

Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 137, s. 466 - 467: Saugak.

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om Saagaq.

Saagaq var ude at gå en tur, mens lillebroderen var ved at bygge sig en kajak.

Han mødte en mand, der spurgte, om han ville følges med ham. Det sagde Saajaq

ja til. Da de nåede til et hus, sagde hans ledsager: "Gå derind." Rummet i

huset var så langt, at man ikke kunne se øjnene på de mennesker, der sad længst

væk i det store rum. Og så langt var rummet, at Saagaq sled hul på sine nye

kamiksåler, inden han nåede den fjerneste ende af huset. I huset boede der

udelukkende kvinder, som var døtre af værten. Værten bad kvinderne bringe mad

ind. Maden blev lagt på gulvet oven på hinanden, så bunken nåede næsten op til

loftsbjælkerne. Værten sagde: "Værsgo, spis; hvis du ikke spiser op, dræber jeg

dig." Saagaq spiste; da han var lige ved at revne, holdt han op og lagde sin kniv

ned. Værten tog kniven og ville til at stikke ham i ansigtet; men Saagaq undgik

at blive ramt, fordi han pludselig gjorde en bevægelse til siden. Værten tvang

ham til at spise videre, og han blev så mæt, at han ikke engang reagerede på

værtens trussel med kniven. Nu bad værten kvinderne om at komme med noget tør-

ret menneskekød, og af det spiste Saagaq samme portion som før. Da han efter

dette måltid rejste sig op og viste sin mave frem, kom hans nyrer til syne.

 

Senere på aftenen gik alle i seng undtagen en høj kvinde. Denne råbte: "Lad os se,

hvem der har det højeste venusbjerg (største kønsdele?)." Der hørtes megen

raslen, da kvinderne tog bukserne af. Saagaq rødmede af skam, da han så dem. Han

følte det, som om han brændte sig. Saagaq gik i seng hos den høje kvinde og fik

hende til kone.

Da Saagaq kom hjem næste dag, gav han sin bror et stykke tørret menneskekød, som

han havde gemt mellem yderkamikken og strømpen. Broderen spiste det, og han kunne godt lide det. Sammen tog brødrene på besøg hos de mange kvinder. Det

samme gentog sig, som ved Saagaqs besøg dagen før. De tog tilbage til deres

boplads med hver sin kone.

 

Var.: Ædedolken Allarneq

 

Kommentar: En usædvanlig fortælling om fredsommeligt samgifte med kannibalske mennesker. Det må være det uhyrlige tvangsæderi - en traditionel episode - der har inspireret den mere moderne fortællers association til menneskeæderi

oqalugtuaq Sikutdlúkúnik asassunik igdlunilo / Sikulluk

Print
Dokument id:1079
Registreringsår:1861
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Amos Daniel
Nedskriver:Amos Daniel
Mellem-person:Hansen, Einar
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Sikutdlúkúnik asassunik igdlunilo / Sikulluk
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 725 - 730, nr. 202
Lokalisering:Illorsuit: Uummannaq
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., muligvis fra Rink 2488, III nr. 336-345, der er nedskrevet af Amos Daniel i omtrent ulæselig håndskrift.

 

Kortfattet oversættelse: Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 42 ss. 147 - 148,

 

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 27 ss. 214 - 216: Sikutluk.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 Om Sikulluk og hans fætter, der elskede hinanden.

 

Sikulluk og hans

fætter boede sammen (eller boede på samme sted? chr.b) og de elskede hinanden

meget. Sikulluks fætter havde en hund og det var den eneste hund på stedet.

 

En dag da Sikulluks fætter kom ud, så han, at fætteren (så må det jo være

Sikulluk, der havde en hund. chr.b) snedkererede ved siden af sit telt og lige ved

siden af lå hans hund. Han gik hen til fætteren uden at have nogen bagtanke. Da

han kom hen til fætteren sagde denne: "Skyd min lille hund med bue og pil".

Fætteren svarede: "Nej, jeg vil ikke skyde den, når vi to holder så meget af

hinanden." Fætteren sagde: "Godt nok elsker vi hinanden, men skyd du den bare".

Han blev ved med at gentage det. Til sidst blev fætteren træt af det. Han gik

hen til sit telt og hentede sin bue og han kom ud igen med han buen.

Han sagde: "Er det så rigtigt, at du ikke bliver vred?" Fætteren

svarede: "Nej, jeg bliver ikke vred". Han tog en pil og satte den på buen og

han skød sin fætters lille hund. Den faldt død om.

 

Herover blev fætteren dybt fortørnet. Han rejste sig, gik hen til sit telt og han kom ud igen med sin bue. Fætteren sagde: "Du sagde jo, at du ikke ville

tage tabet af din hund så nær".

"Jeg var den eneste, der havde en hund hér og derfor ville jeg helst ikke miste den. Nu vil jeg skyde dig ihjel".

Så tog han en pil og fætteren gjorde det samme. Sikulluk

skød fætteren og ramte ham i brystet, så han straks faldt om og døde.

 

Sikulluk dækkede sin konebåd og sit telt til med rullesten og drog af sted med sin kone ind i landet for at gå på jagt. Han ville dræbe alt levende,

han så. Og det gik han så i gang med. Han dræbte både ryper og

rensdyr, og da han var taget af sted med mange pile, fik og hans kone hver et stort læs på ryggen.

 

Så var det de fik de øje på en stor ulv med unger. Ungerne var alene, da de kom hen til boet, og han dræbte dem alle sammen. Hen imod aften viste moderen sig med en stor renbuk mellem tænderne. Sikulluk og hans kone lagde sig ned på jorden. Mens de kiggede på den, standsede den og gav sig til at hyle. Så lod den dyret, den havde haft mellem tænderne, ligge og gik hen til ungerne. Da den opdagede, at alle ungerne var døde, gav den sig til at snuse til de to menneskers spor og følge det.  

"Vi bliver nok ædt af den", sagde Sikulluks kone.

"Og jeg som skød min fætter, min yndlingsfætter," svarede han.

 

Da ulven nærmede sig, kom han frem med sin bue og skød den, hvorefter han sprang over og ramte den en gang til fra den anden side. Ulven faldt død om. Bagefter lagde han sig fladt ned på jorden og afventede hanulven. Endelig dukkede den op. Også den havde en renbuk mellem tænderne. Da den kom derhen, hvor hunulven havde hylet, lod den renbukken falde og gav sig til at hyle, men der kom ingen.

Den hylede igen. Til sidst lod den renbukken ligge og var nu på vej hen

til ungerne. Den så, at de var blevet dræbt. Den gik også hen til hunulven. Den

gik rundt og snusede. Da den havde fået færten af mennesker, spurtede den hen mod de to. Sikulluks kone sagde til sin mand:

"Vi bliver nok ædt af den," sagde Sikkulluks kone.

"Jeg som skød min fætter, min yndlingsfætter," svarede manden.

Så kom han frem fra sit skjulested. Ulven satte farten yderligere op (fordi det var mennesker, og den brølede. Da den kom ganske nær, tog Sikulluk sin

bue, satte en pil på og skød ulven. Han sendte også en pil i ulven fra den anden

side, så den faldt død om. Så gik han hen til sin kone. De forlod stedet og

vandrede videre og han dræbte alt levende, han så. Da de havde gået flere dage,

fik hans kone øje på en stor mammut, der gik og kradsede ned i jorden. Manden

tog bestik af den og så, hvor den var. Han søgte efter et sted, hvor hans kone

kunne gemme sig og fandt til sidst en klipperevne. Han sagde til sin kone: "Når

jeg går hen til dyret og når derhen, må du ikke bevæge dig. Fald ned i klipperevnen - og kig ikke så længe efter mig. Når du kigger ret længe efter mig, vil jeg lægge mig oven på dig (hvad mener han? CB)." Han forlod sin kone og begav hen mod mammutten. Hver gang den gav sig til at at kradse ned i jorden, løb han, og når den rejste sig, lagde han sig fladt ned. Nu var han ellers tæt på. Lige før han nåede den, lagde han sig fladt ned, men da den igen gav sig til at kradse

i jorden, skød han den og han skød den igen fra den anden side. Så gik hen mod konen og da konen havde kigget en stund efter ham, lod

hun sig falde ned i klipperevnen og i det samme faldt manden ned på hende. Så

blev det helt mørkt, idet mammutten var faldet død om og havde dækket åbningen,

så de ikke kunne komme ud af revnen. Nu forsøgte de at lave en åbning (? naliníkut: "ovenover dem", ifølge Rinks kommentar, CB). Det lykkedes og de

slap ud. De skar et stykke af kødet til proviant og tog af sted. Da de gik over

indlandsisen med de mange spalter, måtte han bære sin kone på ryggen. På den

anden side af indlandsisen fik de øje på vand. De gik ned til kysten og kom helt

ned til stranden. Her fik de øje på en kajak. De gjorde, hvad de kunne for at

blive set. En kajakmand så dem og roede hen til dem. Han bad dem vente der, så

ville han hente dem snarest. Han roede hjem og det varede ikke så længe, så så

de en konebåd nærme sig. Det var lutter mandlige roere. Styreren var den

kajakmand, der kom til dem og foran ham sad en stor ugift kvinde. Styreren så

hen til pigen. Han drejede skiftevis hovedet til hende for at kigge og drejede

det bort fra hende. De gik om bord i konebåden og tog af sted til

konebådsfolkenes boplads. På bopladsen gik de op til deres bopladsleders telt.

Mens de boede der, vågnede Sikulluk en nat meget brat og opdagede, at værten

ikke var i teltet. Udenfor hørtes der hundegøen. Han gik ud og så, at deres vært

var i færd med at have samleje med en hund ('nipitarniartorssuaq' - nipitarput -

hænger sammen under parring. chr.b). Det viste sig, at de boede hos eqqillit

(hundemennesker. BS). Det fortalte han til sin kone. Sikulluk sagde, at han

ville tilbage til dem, han var rejst fra, for at se til dem. Konen sagde:

"Når du tager af sted, vil han sikkert tage mig til kone". Manden svarede: "Han

kommer ikke til at få dig til kone". Han tog af sted og lod dem vide, hvornår

han ville komme tilbage. De ventede og ventede indtil tiden var overskredet. Da værten ville give en åndemaner befaling om at lede efter ham, spurgte en af dem Sikulluks kone: "Var det noget med, at I, da I var på vej deroppe nordfra, dræbte løveunger og deres forældre?" Hun svarede: "Ja, han dræbte også en

stor mammut". Så svarede han: "Ja, hanmammutten har nemlig ædt ham". - Konen

døde, mens hun boede dér. Slut.

     Amos Daniel

 

bravo! Amos Daniels bedste fortælling. Chr.B

 

Var.: Allunnguaq; Quperloq;

heltemodige kampe med kæmpestore fantasidyr og fugle i indlandet er et hyppigt tema: Falken; Iserfik; Fortælling om en falk; Sikulluk; søg på: isgroet bjørn; Qavanngarnisannguasik; En rigtig lille forældreløs; Nakasunnaq;

 

Hist.: Oversættelsen af kiliffak til "mammut" skylde ikke fund af fossile mammutter i Grønland, men derimod i Alaska, hvor inuit bruger betegnelsen kiliffak om dem. Men om de også gjorde det dengang grønlændernes forfædre udvandrede derfra, er vanskeligt at sige. Amos Daniel opfatter tydeligvis dyret som et rovdyr med klør. Der fandtes heller ingen ulve i Vestgrønland på fortælletidspunktet, og forestillingen om at de ligner løver må skyldes tegninger man har set i billedbibler eller lignende. Samuel Kleinschmidt beskrev fremmede vilde dyr på grønlandsk i 1863 (ûmassunik), men først fra 1868, og især i 1869 kunne man se flotte billeder af disse dyr i Atuagagdliutit. Fortællingen her er imidlertid fra 1861. BS.

Oqalugtuaq Sitdliarnamik

Print
Dokument id:138
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:Oqalugtuaq Sitdliarnamik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 73 - 80, nr. 30
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af orig. håndskr. el. renskrift: NKS 2488, VI, ss. 136h - 140h.

 

Trykt på grønlandsk med sideløbende dansk oversættelse i Rink: Kaladlit Okalluktualliait / Oqalluktualliait / Grønlandske Folkesagn, IV, 1863: nr. 13, ss. 109 - 123.

 

Forkortet oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 34 ss. 128. Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 23, ss. 193 - 197: Sitliarnat)

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om Silliarnaat / Silliarnaq.

En vinter da alt havet frøs til, gik tre brødre - den ældste ved navn Qillarnaq

- sammen med en anden fanger over isen vestpå og kom til en isvåge, hvor de

fangede sæler. Da Silliarnaq kiggede imod land, opdagede han, at det var begyndt

at fyge med sne på fjeldtoppene, et tegn på at føhnvinden var i

opmarch. De lod fangsten ligge og løb af alle kræfter ind mod land.

Lige før de nåede land, revnede isen, og nu gjaldt det om at løbe udefter.

Sillarnaq havde lagt mærke til et lille isfjeld, der var frosset fast på

havisen. De styrede hen imod det og nåede lige at komme op på det, da isen

omkring isfjeldet gik i stykker, og de befandt sig i det åbne hav. Den eneste

proviant, de havde, var nogle få tørrede ammassætter, som den mellemste af

brødrene havde taget med sig. Silliarnaq påtog sig at fordele den smule proviant.

Han flækkede dem, mens den fjerde mand fik halvdelen af den flækkede halvdel.

Med deres tukke lavede de et hul i isfjeldet til at sove i.

Efter nogle dages "sejlads" drev de i land. Silliarnaq gik først i land, og de

andre fulgte ham og trådte, efter hans anvisning, omhyggeligt i hans fodspor.

Da samtlige var kommet i land, bad Silliarnaq dem kigge tilbage; og de så, at

isfjeldet, de sejlede i, ikke var andet end skum på havet. De kravlede op ad

den stejle skrænt, og på den anden side af fjeldet fandt de et lille hus, hvor

der boede et ældre ægtepar. Da de havde sat sig, pustede den gamle mand på dem ved sin udånding. Han spurgte de fremmede, hvor de kom fra, og Silliarnaq fortalte, hvad der var sket. De fik noget at spise - først noget spæk, der var stegt, og derefter kød.

 

Den gamle mand fortalte, at deres søn havde været ude på fangst længe, og han

var bekymret for, om han skulle være stødt på onde mennesker. Gæsterne tænkte,

hvad han mon mente med de onde mennesker. Det viste sig senere, at deres

værtsfolk var isbjørne i menneskeskikkelse. De boede dér i flere år.

En dag var der én, der råbte udefra og ville ind. Det var sønnen. Han så dårlig

ud og lagde sig med det samme på briksen, hvor han blev liggede i flere dage.

Så pludselig en dag stod han op og fik noget at spise. Hans indvolde var åbenbart kommet tilbage. Derefter begyndte han at fange sæler.

 

En dag spurgte den gamle mand gæsterne, hvilken amulet de fik, da de blev født.

Sillarnaq fortalte, at han til amulet havde en død måge, der var fundet som ådsel

vestpå. Den gamle mand sagde, at de alle nok skulle kunne vende tilbage til deres familie undtagen den fjerde mand, der havde en død ravn som amulet.

 

En morgen, hvor vejret så ud til at holde, vækkede den gamle mand

gæsterne og sagde, at nu skulle de af sted. De gik den samme vej, som da de

kom, og den gamle førte dem til en stejl skrænt ved kysten. Så tog han tilløb og

sprang ud i vandet. Han dukkede op som en stor isbjørn. Han råbte til Silliarnaq,

at han nøje skulle følge hans spor og springe ud. Han tøvede, men sprang ud.

Han blev til en måge og gled hen over vand og is for tilsidst at komme op på et

isstykke. Hans brødre fulgte hans eksempel. Da manden med en ravn som amulet

sprang ned, blev han længe under vandet og var ved at drukne. Den store isbjørn

hjalp ham op på land og sagde, at han skulle tilbage til huset.

De tre måger sad på isstykket ved siden af hinanden. Bjørnen sagde, at de skulle lukke øjnene; hvis de kom til at åbne øjnene, ville de aldrig nå hjem. Så

begyndte bjørnen at skubbe isstykket fremefter, så det hele rystede. Det tog

ikke lang tid, så sagde isbjørnen, at de skulle åbne øjnene. De opdagede, at de

var landet lidt syd for deres hus. Brødrene bad bjørnen følges med dem hjem, så

at de kunne betale ham. Det ville bjørnen ikke høre tale om, men sagde blot:

"Hvis der i løbet af vinteren viser sig en stor bjørn uden hår på ansigtspartiet,

må I sørge for, at den ikke bliver jaget, og I skal give den noget at spise."

Derpå svømmede bjørnen ud og forsvandt vestover.

 

Da brødrene var på vej til deres hus, så de drenge lege omkring huset. Det var

drenge, der var blevet opkaldt efter dem, fordi alle troede, de var omkommet.

Deres koner var blevet gift med andre. Brødrene fortalte om deres ufrivillige

tur og om, at de havde måttet efterlade deres kammerat. Det blev ordnet sådan,

at de fik deres koner tilbage.

 

En vinterdag, hvor alle mænd var hjemme, så man en stor bjørn på vej ind til

bopladsen. Mændene greb naturligvis deres våben for at jage den. Men brødrene

genkendte den og afværgede jagten. De gav bjørnen

masser af sæler at spise ved deres hus. Den blev så mæt, at den faldt i søvn. Da

den vågnede, fortsatte den med at spise; og da mætheden fortog sig, kom den op

på benene og gik ned til stranden, hvorefter den svømmede bort.

 

Var.: Qilâssuaq, Qiláituaq, Qiláussuaq, Qátsâq med lemmingamuletten, Qattaaq, Sungersuusaq, Sungersûssaq; Asalooq; Tiggaaq; Qilaasuaq og Allunnguaq, der dog alle fremstiller Akilineq-boerne som fjendtlige mennesker, som heltene må overvinde i kamp.

 

Kommentar: Ved Aasiaat som fortællingen er lokaliseret til, er der ingen andre isbjørne end dem der i sjældent hårde vintre kommer over isen vestfra. Det kan være inspirationen til denne særlige version, hvor Akilineq-boerne er blevet fredsommelige bjørne, mens gæsterne, de rigtige mennesker, har fået måger som amuletter i stedet for de bjørne-amuletter de har i de øvrige versioner. Bjørnene kan da selv svømme hjem. Fjerdemanden er i de andre versioner en svoger med en hvalros-amulet, el. en plejesøn med en sølle snespurv som amulet. Hvalrossen kommer ikke med hjem men det gør snespurven - en forårsbebuder - dog kun ved jævnligt at hvile ud bag ørerne på de svømmende isbjørne. Ravnen, der i denne fortælling ikke kommer med, spiller på myten om ravnen der blev gift med en gås, men ikke klarede sig som trækfugl. Efter et hvil eller to på et par gæs på vandet, lod de ham dratte i vandet og drukne.

oqalugtuaq Tiggâmik / Tiggaaq drev på isen til Akilineq

Print
Dokument id:292
Registreringsår:1860
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Jeremias
Nedskriver:Jeremias
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Tiggâmik / Tiggaaq drev på isen til Akilineq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 576 - 580, nr. 165
Lokalisering:Storøen: Paamiut / Frederikshåb
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 22 ss. 100 - 104 har Rink sammenstykket ialt 3 varianter inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 16, ss. 162 - 163:

Tiggak.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om Tiggaaq

 

Om Tiggaaq fortæller man, at han var meget vidende, og at han var en stor ('ilisêqâq og 'kúsôqâq betyder jo egentlig det samme - Chr. B.) heksemester og åndemaner / angakkoq, og at han skadede mange mennesker ved hekseri. Han havde tre sønner og en plejesøn. Da sønnerne var begyndt at ernære sig som fangere, sagde han til dem, at de skulle holde øje med stranden. Når strømmen begyndte at føre tang indefter, ville der komme stærk blæst.

 

Når sønnerne fik nye fugleskindspelse, pillede de indersømmene af. Tiggak forbød sønnerne at pille sømmene af, for dem kunne man spise i tilfælde af, at man drev ud på en isflage og ikke havde noget andet spiseligt.

 

Når isen lagde sig om vinteren, plejede de at tage ud på fangst mod vest. Ved iskanten fangede de sæler. En gang, de skulle af sted, så de, at strømmen gik udefter. Tiggaaq advarede dem imod at tage af sted, men da de alligevel ville, sluttede han sig til dem. Da de kom til iskanten, formanede faderen: "Hver af jer må kun fange én sæl!" De fangede hver en sæl og var nu på vej indefter. De var godt på vej indad, da de opdagede, at der var kraftig snefygning fra fjeldtoppene udad. De lod sælerne, som de ellers havde slæbt efter sig, ligge og gik videre. Inden de nåede land, revnede isen ud for kysten og begyndte at drive udad. De gik langs revnen imod syd, men revnen blev bredere og bredere. De forsøgte derefter at følge iskanten i retning af nord, men efterhånden var der ikke andet at gøre end at gå vestover. De var kommet ret langt mod vest, da isen begyndte at brække, så den flage, hvor de befandt sig, blev mindre og mindre. Til sidst slog Tiggaaq med sin pegefinger en streg langt uden om det sted, hvor de befandt sig, med den virkning, at isen nu kun brækkede ind til stregen. De drev efterhånden langt ud. Den ældste af sønnerne blev tørstig og sagde til sin far: "Tiggaaq, har du ikke et middel til at skaffe drikkevand?" (det kan også oversættes: Har du ikke et bæger? Chr. B.). Tiggaaq svarede: "Jo, jeg har ét." Han trykkede sit store ansigt imod isen. Så piblede der dejligt ferskvand frem. Sønnen skulle til at drikke (der står egentlig: i det øjeblik sønnen drak - Chr. B.). Så sagde Tiggaaq: "Jeg skal være den første, der drikker." Først derefter drak de andre. Så hørte man den mellemste søn sige: "Jeg skal sådan tisse." Tiggak sagde: "Det skal du gøre ved at holde dig fast på isen med neglene (tåneglene ? BS)." De gjorde det alle sammen. - Den yngste søn sagde: "Jeg er ved at dø af sult." Tiggaaq sagde: "Der kan du bare se, jeg har jo sagt til jer, at I ikke må pille indersømmene af jeres fugleskindspelse af." Tiggaaq gav ham det inderste af sin fugleskindspels (her er sømmene ikke nævnt -Chr. B.) at spise.

 

De var drevet langt mod vest, da de fik øje på land. De drev til land.

Sønnen skulle til at springe i land, så sagde Tiggaaq, at han ikke måtte gøre

det og tilføjede: "Jeg skal være den første, der springer i land." Han sprang og

sønnerne og plejesønnen gjorde det sammen. Da de var kommet i land, opdagede de,

at den isflage, hvor de havde opholdt sig, kun var skum. Så drog de af sted over

land for at se efter om der var mennesker i nærheden. De så en ravn, og Tiggaaq

sagde: "Der er altid ravne i nærheden af steder, hvor der er mennesker." Det

varede heller ikke så længe, så så de mennesker på den anden side af et

fjeldparti (det er altid svært at oversætte 'alakkarpaa' - Chr. B. 'Så' er ok -

BS.). De tog deres kajakpelse af og lagde dem ved konebåden, hvorefter de gik ind i et af husene, for de var ved at dø af sult. De fik noget at spise og derefter blev de inviteret til et andet hus.

 

Huset, de kom ind i, havde ingen vinduer (sikkert en qassi, BS). Lige da de var gået ind, kom der en gammel mand for at se gæsterne. Han var ved at spise kød fra skulderbladet af en isbjørn. Da gæsterne havde været i huset en tid, forsvandt beboerne ud af huset - den ene efter den anden. Den gamle mand dækkede indgangen til. Derefter satte han sig ned på gulvet og sagde: "Lad os trække armkrog." Tiggaaqs plejesøn (der står egentlig: plejesønnen begyndte at trække armkrog med Tiggaaq. Der skulle nok have stået: Tiggaap - Chr. B.) begyndte at trække armkrog med ham, og han kunne klare ham. Den gamle mand sagde til Tiggaaq: "Gør det af alle kræfter." Plejesønnen var netop begyndt at anstrenge sig, så dræbte den gamle mand ham og råbte ud: "Giv mig noget line." De lavede et hul i taget og den dræbte, til hvem linen var fastgjort, blev

hejset op gennem hullet. I det samme blev der hældt vand ned i rummet, og

efterhånden steg vandet op til knæene (der står: 'niue qiterqúput' - vandet

nåede op til halvdelen af benene - Chr. B.). Så råbte Tiggaaq op: "Bring mig min

kajakpels, der ligger ved ('avatâne' står der - Chr. B.) konebåden. Den skal være

mit ligklæde." Idet han råbte dette, sagde den gamle mand: "Lad os trække

armkrog." En af Tiggaaqs sønner skulle til at gå hen til den gamle, så sagde

Tiggaaq: "Lad mig!" Tiggaaq kunne nemt klare den gamle, og han dræbte ham.

Tiggaaq råbte op til folk: "Giv mig noget line." En line blev firet ned, og

Tiggaaq bandt den omkring den gamles hals. Så blev den dræbte hejst op. Man

kunne høre nedefra, at liget blev parteret. Man hørte en af dem sige: "Jeg vil

gemme øjnene til vores gamle husherre!" Så hørte man en anden sige: "Du der, det

er jo vores gamle husherre!" De tav, og så begyndte de igen at hælde vand ned i

rummet. Tiggaaq råbte: "Giv mig min kajakpels. Den skal være mit ligklæde." Så

gav de ham pelsen. Tiggaaq tog sin amulet i munden, og da han havde haft den i

munden et stykke tid, kastede han den fra sig udenfor, idet han sagde: "Dræb

dem." Så hørte man dem sige flere gange: "Han der er falder om!" Amuletten

vendte tilbage, og han tog den i munden. Lidt efter tog han den ud af munden og

gentog det, han sagde tidligere. Efterhånden holdt de, der var udenfor, helt op

med at snakke. De kom ud og så, at der lå døde rundt omkring. Tiggaaq fandt

plejesønnen og gjorde ham levende igen.

 

Hen på foråret begav de sig hjemover. De havde allesammen en isbjørn som

amulet, og de sprang ud i vandet. Plejesønnen havde en snespurv som amulet, og

Tiggaaq bad ham om at krybe ind i sit øre. Så svømmede de hjemad. Da de

nåede land, rystede Tiggaaq sig som den første, og der faldt et stykke bjørneskind

af ham. Alle sønnerne gjorde det samme. Da plejesønnen rystede sig, faldt

der et stykke af en snespurvs skind af ham. Derfra gik de hjem til deres

boplads. Slut.

 

Jeremias, forstanderen (medlem af forstanderskaber) på Qeqertarsuaq og Avigât / Avigaat.

 

Var.: Tiggaaq; Qilaasuaq; Amos Daniel 161 Alluunnguaq; Qiláituaq, Qiláussuaq, Qátsâq; Sungersuusaq; Asalooq; Qilaasuaq og Allunnguaq;

 

Kommentar: Den klassiske, el. traditionelle fortælling om rejsen til Akilineq. Det skønner jeg ud fra dens vide udbredelse og den ensartethed der præger de fleste varianter.

oqalugtuaq Tungnerdlungmik / Tunnerluks søn røves af indlandsboer

Print
Dokument id:1075
Registreringsår:1860
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Jeremias
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Tungnerdlungmik / Tunnerluks søn røves af indlandsboer
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 708 - 714, nr. 199
Lokalisering:Paamiut / Frederikshåb
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

H. Rinks oversættelse af denne sammenstykket med en variant fortalt af Kreutzmann i Rink, H.: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866 - 1871 (1866-71), I: 47, ss. 156 - 158.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 44, pp. 268 - 270: The Child who was stolen by Inlanders.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om Tummerluk (én, der går sine kamikker skæve) / Tunnerluk.

En hedning ved navn Tummerluk havde en fast vinterplads. Om sommeren tog han ind i Kangerlussuaq på rensdyrjagt. Når han under jagten kom helt hen til rensdyrene, sagde han: "Jeg er et rensdyr, jeg er en renkalv". Og så skød han dem med sin bue og fik mange af dem. Om vinteren fangede han hvidhvaler/ narhvaler og store hval-rosser.

 

En sommer tog han, som han plejede, ind i fjorden. På det tidspunkt havde

han fået en søn. Da han kom til jagtområdet, tog han ud på renjagt og hans kone

gik ud for at plukke bær. Hun gav sig til at plukke bær med sønnen liggende på

jorden ved siden af. Under bærplukningen bevægede hun sig længere væk til et sted, hvorfra hun ikke kunne se barnet. Hun hørte ham græde og da hun igen kunne se det sted, hvor hun havde sat drengen ned på jorden, var han væk og lyden af gråden fjernede sig mere og mere. Hun fandt ikke sønnen og måtte gå hjem uden ham. Da hun kom hjem, sagde hun til de andre: "Jeg er skyld i, at min lille søn er

blevet bortført af indlandsboerne og jeg frygter, at min mand vil blive vred".

 

Hen på aftenen hørte man støj ved, at manden kom hjem. Man hørte ham lægge

sin rygbyrde fra sig og sige: "Nu har jeg som sædvanlig fanget rensdyr

til jer". Ingen inde i teltet reagerede. Han var klar over at

denne tavshed betød, at der var sorg. Det første han gjorde, da han kom ind, var

at spørge efter sønnen og han ville vide, hvordan han døde. Konen svarede ham

ikke, men de andre i teltet sagde, at hun havde gjort sig skyldig i, at drengen

blev bortført af indlandsboerne. Til sin kone, som var meget bange, sagde

manden: "Tag og sy nye såler på mine kamikker. Jeg vil først hente min store

fætter. Han skal ledsage mig". Han tog afsted og meget snart, så var

han tilbage og havde fætteren med. Han forhørte sig omhyggeligt hos sin kone om hvor bortførelsen skete. Konen viste dem, hvor det var. Tummerluk tog af sted

sammen med sin fætter. Fætterens såler blev ødelagt og Tummerluk sagde til ham:

"Vend du bare om. Så leder jeg efter ham alene".

     Da Tummerluk skiltes fra sin fætter, kom han til et slædespor. Han stod dér

og vidste ikke, hvor han skulle hen. Så hørte han én råbe ikke langt borte:

"Til den østligste nunataq, til den østligste nunataq / nunatak". Det viste sig, at det

var hans amulet, der råbte. Han strammede sine snøreremme til og begav sig

derhen. Da han kom til nunatakken fik han øje på et stort hus. Han gik derhen

og kiggede ind gennem vinduet. Der sad to store piger og hev i hver

sin ende af det grædende lille barn. Nu var Tummerluk / Tunerluk / Tunnerluk på vej ind og det var hans

tanke at ville springe fra husgangen op på "dørtrinet" til rummet. Men der var så

højt til indgangshullet at han måtte kravle op. Da han var kommet op, gik han hen til kvinderne for at tage barnet fra dem. Men så snart han rakte hånden frem for at tage barnet, der var hos den ene af kvinderne, gav hun det til den anden kvinde. Så rakte han hænderne til den anden kvinde, som så gav barnet til den første kvinde. Da dette fortsatte, greb han den ene kvinde og slyngede hende hen ad gulvet. Han gjorde det samme med den anden kvinde. Han tog barnet, som var

helt nøgent og han kunne ikke nå op til tøjet. Der var en stor mand i rummet.

Denne rejste sig op og sagde: "Jeg skal hjælpe dig, for mine forfædre var

kystboere som du". Da han havde givet barnet tøj på, sagde manden: "Løb, skynd dig! Jeg skal nok bære din søn". Tummerluk foer af sted og den

anden skyndede på ham, idet han sagde, at indlandsboerne nok ville forfølge

ham, så snart de kom hjem fra fangst.

 

Endelig kunne de se teltet og ledsageren gav ham drengen og sagde: "I må omgående tage teltet ned". Så efter de ord råbte Tummerluk til sine fæller: "Gør klar til afrejse, straks!". Så snart Tummerluk nåede lejren, satte han konebåden i vandet.

 

De var lige taget af sted, så dukkede en masse mennesker op - forfølgerne.

Tummerluk var ellers på vej væk fra dem, men så padlede han tilbage for at overbevise sig om, at han ikke var noget nemt bytte for indlandsboerne ('tunernut pitseriissutsi misilikkumallugu'). Indlandsboerne gik ned til stranden og en af dem samlede vandet sammen med sine hænder (formentlig tryllede han. CB), så Tummerluk begyndte at glide hen imod ham med større og større fart. Så dræbte Tummerluk en af dem med sin harpun og roede væk fra dem.

 

Da de var kommet tilbage til deres vinterplads, blev deres lille søn

syg. Da de ikke kunne finde ud af, hvad han fejlede, fik Tummerluk fat i en

åndemaner. Åndemaneren manede ånder men fandt ikke ud af noget. Så hentede han

en, der plejede at udspørge ånder og da han kom til huset spurgte Tummerluk ham:

"Ved du det?" ('ilisimaviuk?'). Han svarede ja og lagde sig på ryggen på briksen

med hovedet mod bagvæggen og holdt op med at trække vejret (åndemaning uden tromme, BS). Så rejste han sig og

idet han igen trak vejret, udbrød han: "Drengens sjæl er hos indlandsboerne". Efter den besked sagde de til ham: "Så må du hente sjælen ved at mane ånder".

Manden manede ånder og tog af sted til indlandsboerne. Han gik ind i

indlandsboernes hus og disse sagde: "Som man kunne forvente, er der kommet én

for at hente barnets sjæl. Skynd jer at give sjælen til ham". Åndeudspørgeren

tog barnets sjæl og vendte tilbage til barnet så hurtigt som han overhovedet

kunne. Da han kom tilbage kunne han høre, at barnets stemme ikke længere lød,

som den skulle ('nipâjulersoq' - ordret: stemmen var blevet dårlig. CB). Så

snart han kom ind, lagde han sjælen i barnets krop ('timânut ilivâ'. CB) og

drengen blev rask. Da 'åndeudspørgeren' skulle af sted, gav Tummerluk ham noget

kød, spæk og rensdyrkød til belønning og sagde: "Jeg skal nok hjælpe dig, når du

kommer til at mangle mad". Og når 'åndeudspørgeren' efter den tid kom i nød, tog han hen til Tummerluk for ikke at sulte.

     Engang, efter at drengen var blevet rask, tog Tummerluk ud på fangst i

kajak. Han så to kajakker komme. Han flygtede straks tilbage til sin

boplads. Dårligt var han hjemme, før de to kajakmænd ankom til bopladsen. Det

viste sig, at de var besøgende. Straks bad Tummerluk dem komme op til huset hos

ham. Da gæsterne havde været inde i huset en tid, sagde de: "Fortæl

noget, Tummerluk, vi vil give dig hvalrostænder (kan også være narhvalstænder.

CB) til belønning". Tummerluk sagde: "Jeg mangler ikke hvalrostænder". Så tog

gæsterne af sted. Senere gentog det samme sig. Igen flygtede Tummerluk bort fra dem. Denne gang var der kun én gæst. Under besøget hos Tummerluk sagde gæsten:

"Fortæl noget, jeg giver dig hvalbarder i belønning". Tummerluk sagde: "Jeg

savner ikke hvalbarder". Så tog gæsten af sted. Det viste sig, at rygtet om den

stærke Tummerluk var nået til dem og at de var kommet på besøg for at se ham.

 

En morgen så man en kajakmand nærme sig. Da han nåede frem, sagde han: "Jeg

kommer for at invitere Tummerluk på besøg". Tummerluk ville ikke. Senere kom der

igen invitation til ham om at komme til kappestrid. Denne gang tog han hen til

dem og som sædvanlig sammen med sin fætter. Det viste sig, at være et sted med

mange telte og mange mennesker. Den stærke mand på stedet bad gæsterne straks

komme op til sig. Da de kom ind i huset, sagde den stærke mand: "Man har hørt om

Tummerluk, at han er en stærk mand, en rigtig stærk mand og at han også er sådan en, der henter sit barn hos indlandsboerne. Med disse ord satte han sig ned på gulvet for at prøve kræfter med ham. Han prøvede kræfter

med Tummerluk og Tummerluk kunne klare ham. Da den stærke mand ikke magtede Tummerluk, ville han brydes med ham (eller: ville han slås med ham.

CB.) De begyndte at brydes udenfor. Tummerluk kunne klare ham og kastede ham

fra sig, så han landede mellem folk (publikum). Han rejste sig op og sagde: "Lad os prøve en gang til". Også denne gang kastede han ham fra sig og han fik en mindre kvæstelse og spyttede blod. De andre (publikum) hujede skadefro. Da ingen ville ud og brydes med ham, kom hans fætter frem og sagde: "Jeg er egentlig den, der skulle forsvare Tummerluk". Tummerluk brødes med fætteren, men var ikke engang i stand til at rokke hans fødder til siden (?) ('tumîluûnît

sanimut uniartinngilai' - ordret: kunne ikke engang få ham til at ramme ved

siden af sporene til siden. CB). Efter at de var kommet hjem, hørte de, at

han (den stærke mand) var blevet rask.

 

Det fortælles, at han, der udspurgte ånderne ('qilâmassoq' / qilaamasoq), kom hver dag til Tummerluks og hentede mad. Da han i en periode udeblev længe, spurgte de til ham og fik at vide, at han var blevet dræbt af ham, som Tummerluk kastede ud under brydekampen og at han havde gjort det for at hævne sig på Tummerluk, fordi denne i sin tid kvæstede ham. Da Tummerluk fik dette at vide, tog han ud for at møde ham. Han traf ham og dræbte ham og hævnede sig på ham på denne måde. Han fik ro i sit sind. Slut.

     Jerimias, forstander på Qeqertarsuaq og Avigaat.

 

Denne fortælling, som man ellers ikke kunne tro på, har jeg alligevel

nedskrevet. 28. april 1860.

 

Var.: søg på: Tunerluk

oqalugtuaq Tutigarmik / Den blinde får sit syn / Tutigaq

Print
Dokument id:149
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Tutigarmik / Den blinde får sit syn / Tutigaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 103 - 105, nr. 40
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af orig. håndskr.: NKS 2488, VI, ss. 152ff.

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: Således skriver jeg, Aron, I: 262 - 263. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: Taamma allattunga, Aron, I: 262 - 263: Oqaluttuaq Tutigarmik.

 

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 2 ss. 51 - 54 har Rink sammenstykket ialt 8 varianter inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 2, ss. 99 - 105:

The Blind Man who recovered his Sight.

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om Tutigaq.

En åndemaner manede ånder i overværelse af de andre, der boede i huset. Han indledte med at sige: "Gid jeg foreløbig kunne undgå andres opmærksomhed." Mens han endnu manede ånder, hørte man en mand sige fra husets indgang: "Hvem tror I, jeg er?" De, der var tilstede, mente, at han måtte være en af bopladsfællerne. De nævnte samtlige navne på dem, der boede på bopladsen; men de kunne ikke gætte hvem manden var. Så grinede manden og sagde: "I har formentlig aldrig hørt om én, der brugte sin stedmoder som fangeblære?" "Jo, det har vi," sagde de i huset. Så fortalte manden følgende historie:

 

Jeg fangede engang en ung remmesæl. Min stedmor ville bruge skindet til

brikseskind, men jeg skar i stedet for skindet til rem. I ved, at det skind, man

har skåret til rem, først bliver lagt i blød i urinbaljen. Når man så strækker

det til, danner der sig blærer på skindet. Det skete for mig, at en sådan blære

bristede, og at vandet fra den ramte mit øje, så jeg blev blind. Det viste sig,

at min stedmor lod dette ske ved hekseri. Den vinter fik jeg kun muslinger at

spise - bortset fra den smule normal føde, som min søster gav mig i al

hemmelighed.

 

En aften kom der en isbjørn og stak sit hoved ind gennem vinduet. Jeg bad min

søster række mig min bue, der lå under briksen. Jeg var på det tidspunkt blevet

så afkræftet, at jeg måtte bede min søster hjælpe mig med at stramme buestrengen til og derefter at spænde buen. Hun måtte også hjælpe mig med at tage sigte efter

bjørnen. Det lød, som om jeg ramte dyret; men min stedmor sagde, at det var en

bjælke jeg ramte. Men min søster hviskede til mig, at jeg ramte dyret, og det

faldt død om lige uden for vinduet. Min stedmor flænsede dyret og kogte kød. Men

hun gav mig kun muslinger at spise; men i al hemmelighed skaffede min søster mig

et stykke kød.

 

Da det blev forår gik jeg en tur sammen med min søster. Vi kom til en slette, og

dér efterlod hun mig. Mens jeg lå på ryggen, hørte jeg nogle gæs flyve hen

over mig. Jeg hørte den ene af dem sige: "Herunder ligger der et menneske, der er

blind." Bagefter kunne jeg så høre, at fuglene fløj i en bue som solens bane

rundt omkring mig. Jeg kunne høre en af dem dale ned; og så mærkede jeg, at den

tabte tyndskid i mine øjne, og jeg hørte den sige: "Du må først lukke øjnene op,

når du ikke længere kan høre os." Endnu engang fløj fuglen henover mig og tørrede

mine øjne med den ene vinge. Jeg kunne derefter høre, at den fløj nordover. Jeg

snød mig til at blinke med øjnene og mærkede lyset; men først da jeg ikke

længere kunne høre dem, åbnede jeg øjnene. Da så jeg min søster komme. Hun gik

med den ene arm trukket op i ærmet og med hovedet puttet dybt ned i kraven. Jeg

syntes, det var synd for hende; og jeg lovede at skaffe hende skind til en ny

pels, når det blev sommer. Da vi nåede hjem, var min stedmor i gang med at

blødgøre skindet af den bjørn, som jeg havde fanget. Selv om jeg lod, som om jeg

stadig var blind, kunne hun mærke på mine bevægelser, at der var sket en ændring;

og hun sagde: "Min kære, du kan jo se igen." Jeg gik ind uden at svare på det hun sagde. Jeg lagde mig ned på gæstebriksen, som jeg plejede. Da hun kom ind i

huset, sagde jeg: "Det déroppe ligner bjælker."

 

(formentlig uafsluttet: stedmor bruges som fangstblære -> "Narhvalens oprindelse". Også originalen der er næsten ulæselig slutter med sætningen om bjælkerne)

Var.: Søg på: blind / blinde; Tutigaq; Rink II 62; Uluaa; Holtved nr. 37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III nr. 330. Lyberth 1924 tappiitsoq. Narhvalens oprindelse; Hvorledes narhvalen blev til;

The Blind Man who regained his Sight.

 

Detailed summary translated by Chr. Berthelsen:

 

The tale of Tutigaq.

A shaman conjured up spirits in the presence of the other inhabitants of the house. He commenced by saying: “If only I could escape the attention of the others for the time being.” While he was still raising the spirits, a man's voice could be heard saying, “Who do you think I am?”, from the entrance tunnel to the house. Those who were present thought that it must be one of the other inhabitants of the settlement. They named each the settlement's residents in turn, but could not guess who the man was. Then the man laughed and said, “Perhaps you have never heard of the one who used his stepmother as a hunting bladder?”  “Yes, indeed we have,” said the people in the house. Then the man told the following story:

 

Once upon a time, I caught a young bearded seal. My stepmother wanted to use the skin as a bed covering, but instead I cut it into a strap. As you know, skin which has been cut into a thong is at first left to soak in the urine basin. Afterwards, when it is stretched out, blisters are formed in the leather. In this case, one such blister burst and the water from it spurted into my eye, blinding me. Later, it became apparent that my stepmother had caused this to happen with sorcery. That winter I ate only mussels, apart from the small amount of normal food which my sister gave to me in secret.

 

One evening, a polar bear came along and poked its head in through the window. I asked my sister to pass me my bow, which lay under the plank bed. At that point in time I was so weak that I had to ask my sister to tighten the bowstring and then to draw the bow. She also had to help me to take aim

 

at the bear. It sounded as though I had hit the bear, but my stepmother said that I had hit a rafter. However, my sister whispered to me that I had hit the animal and that it had fallen down dead just outside the window. My stepmother flensed the animal and boiled the meat. However, she gave me only mussels to eat, though my sister surreptitiously managed to get hold of a piece of meat for me.

 

When the spring came, I went walking with my sister. We came to a plain, and she left me there. While I lay on my back, I heard some geese fly over me. I heard one of them say: “Beneath us lies a person who is blind.” Afterwards, I could hear that the birds were flying around me in a curve which resembled the movement of the sun. I heard one of them descend and then I could feel it dropping shit into my eyes. Then I heard it say: “You may only open your eyes when you can no longer hear us.” Once again a bird flew over me and dried off my eyes with one of its wings. After that I could hear that it flew northwards. I blinked gingerly and sensed the light but only opened my eyes when I could no longer hear them.  Then I saw that my sister was coming. She was walking with one arm held up (inside the anorak, but out of the sleeve) and with her head tucked deep into her collar. I felt sorry for her and promised to provide a new skin for her when summer came. When we arrived home, my stepmother was in the process of softening the skin of the bear that I had caught. Although I pretended that I was still blind, she could tell by my movements that something was different, and she said, “My dear, indeed you can see again.” I went inside without responding to what she had said. I lay dawn on the guest bed just as I usually did. When she came into the house, I said, “That up there looks like a rafter.”

 

(Presumably unfinished: stepmother is used as a hunting bladder -> “The origin of the Narwhal”.)

 

Var.: Search for: blind/blinde; Tutigaq; Rink II 62; Uluaa; Holtved no. 37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III no. 330. Lyberth 1924 tapiitsoq. The origins of the Narwhal; how the narwhal came to be.

 

Transl. by Lucy Ellis.

By courtesy of Craig Mishler. See: Diving Down: Ritual Healing in the Tale of the

Blind Man and the Loon by Craig Mishler, Vadzaih Unlimited, 3910 McMahon Avenue

Anchorage, AK 99516, [email protected]

oqalugtuaq ugpernángitsoq / Amianeq og Atatdlaiarsik

Print
Dokument id:182
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Steenholdt, Wittus
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq ugpernángitsoq / Amianeq og Atatdlaiarsik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 194 - 196, nr. 77
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, formentlig af Steenholdts renskrift:

NKS 2488, VI, ss. 11h - 13v.

Orig. håndskr. eksisterer ikke længere.

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

En fortælling man ikke kan tro på.

 

Der var engang to brødre. Den yngste hed Amianeq og den ældste Atallaajarsi. Begge var i pleje hos to forskellige familier. En dag var de ude at ro i kajak i lånte kajakker. Atallaajarsi spurgte Amianeq: "Har du nogensinde gjort dine plejeforældre fortræd?" Amianeq svarede: "Jo, jeg var skyld i, at de store pilke, de havde, sank til bunds i havet." Atallaajarsi spurgte endvidere, om plejeforældrene blev vrede på ham over det. Det svarede Amianeq bekræftende på. Amianeq spurgte Atallaajarsi, om han havde gjort sine plejeforældre fortræd. Atallaajarsi svarede, at han var skyld i, at plejefaderen mistede sin kniv med et meget smukt skaft, og at plejefaderen var blevet vred.

 

De roede videre ind i en stor fjord og nåede helt til bunden. De smadrede

deres kajakker og gik ind i land; og de byggede et hus ved en sti, som dyrene

fulgte på deres vandringer. De beklædte de indvendige vægge med ræve- og

hareskind. Da det blev forår gik de østover - over indlandsisen. De fik øje på

noget, der lignede en klippe og gik ned. Her så de nogle telte, men de ventede

med at gå hen til dem, til det blev aften. De røvede et par kajakker og roede ud. De mødte en kajakmand, der havde fanget en sæl, og som inviterede dem hjem. Men de

ventede med at gå i land, til deres vært var gået op til teltet, fordi de ikke

havde bukser på. Da de gik i land og kom op til teltet, sagde manden til sine

døtre, at de skulle sy anorakker til dem. De unge mennesker kom til at bo hos

denne familie. Værten forsynede dem bl.a. med træ til redskaber, og de fangede

godt. De fik døtrene til koner.

 

Engang fortalte svigerfaderen med megen betænkelighed sine svigersønner, at

der nede sydpå levede en kæmpeorm. Han understregede at det kunne være farligt at

angribe den. Ormen var så kæmpestor, at den på afstand lignede en fjeldryg. Svigersønnerne tog af sted og dræbte i fællesskab dette kæmpedyr ved at stikke det med deres lanser mange gange.De skar et stykke af kødet og tog det med hjem. De hentede kødet i konebåd og levede af det hele vinteren. Kødet havde en sødlig smag.

 

Svigerfaderen fortalte også, at der sydpå boede folk med meget store

kastevåben, og at de var meget farlige. Nu ville svigersønnerne også sydover

for at træffe disse mennesker. Svigerfaderen advarede dem, men de var ikke til

at holde tilbage. De rejste sydpå i konebåd og straks efter at de var kommet til

stedet, udfordrede herren på stedet Atallaajarsi til kamp. Atallaajarsi stillede

sig op overfor stedets herre / leder, der efter at have danset trommedans løftede sit kastevåben til angreb. Atallaajarsi holdt øje med hans kastebåben og han dukkede sig, så at kun hans hageparti mest var synligt. Da stedets herre kastede sit spyd, bukkede han sig ned og spyddet fløj lige hen over ham. Nu var det

Atallaajarsis tur. Han kunne ikke danse trommedans, men han løftede sit spyd og

kastede det imod den store herre, som stod dér og udstillede sig, fordi han ikke

brugte det med at dukke sig. Han blev dræbt på stedet.

 

Var.: Sammensat af episoder, der hyppigere forekommer i andre fortællinger: Den første indleder ofte qivittoq-fortællinger. De næste - bortset fra kæmpeorme-episoden - følger til dels de fleste Kunuk-varianter. Kæmpeormen forekommer i forskellige fortællinger og næsten altid i Aqissiaq.

oqalugtuaq ugpernángitsoq / Anginiartoq

Print
Dokument id:165
Registreringsår:1828
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Johannessen, D.
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq ugpernángitsoq / Anginiartoq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 166 - 167, nr. 58
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af orig. håndskr., renskrift el. afskrift, der ikke

længere eksisterer.

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

 

En fortælling om Kangi, der var omkommet, men som blev levende igen og begyndte

at fange, og som vendte tilbage til sine forældre. (Denne historie, som er

fortalt af en hedning, blev skrevet ned i 1828 af D. Johannessen).

 

En fortælling, som man ikke kan tro på.

I gamle dage boede der et ægtepar uden børn helt for sig selv på en ø. En morgen, da de vågnede, opdagede de, at spanden, hvor de opbevarede drikkevand, var blevet tømt. Dette gentog sig flere gange. De ville finde ud af hvem, der gjorde det. De holdt sig vågne om natten, og manden satte sig ved indgangen til rummet. Den femte nat ved midnatstid trådte en stor mand ind i rummet i et antræk, der fik ham til at ligne et dyr, og han gav sig til at drikke af spanden.

Manden greb den fremmede, og de kom op at slås. Hans kone genkendte den

fremmede som én, der hed Kangi, fra nabobopladsen. Nu blev han frigjort af sine

bånd. Derefter begyndte Kangi at holde vejret som et sødyr under vandet. Endelig

hen på morgenen blev hans vejrtrækning normal.

Det viste sig, at han var omkommet under en fangsttur, men nu kom han til live igen. Han begyndte igen at ro i kajak og fange. Da det blev forår, bragte ægteparret Kangi hjem til hans forældre. Da de nærmede sig bopladsen, gav Kangi sig til at synge en vise, som han selv havde lavet. Hans forældre hørte visen og genkendte den. Før konebåden nåede til land, vadede forældrene ud for at tage imod ham. De havde længtes efter ham.

 

Var.: ID 455. Ove Bak 1979: Troldbjørnen. Cphg.: Hernov, ss. 64f; Svømme under vandet som en sæl.

 

Kommentar: Kangi er åbenbart en angerlartussiaq (søg), der lever med et sødyrs åndedræt mens han er druknet. Til sin genoplivning har han, ligesom ogås sødyrene til deres reinkarnation, brug for fersk drikkevand. Det østgrønlandske ritual for genoplivning af en angerlartoq (søg) var ifølge Victor noget anderledes. Og det man kender fra fx Imaneq (søg) kan også være af øst-sydøstgrønlandsk oprindelse.

oqalugtuaq ugpernángitsoq angákoq pivdlugo

Print
Dokument id:187
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq ugpernángitsoq angákoq pivdlugo
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 203 - 206, nr. 84
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af orig. håndskr., der ikke længere findes.

 

Fyldig oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 56, som den første af to "mærkværdige" fortællinger om angakkut ss. 172 - 174.

 

Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 45, The Angakok's Flight to Akilineq, som den første af 3 fortællinger under denne overskrift, s. 270 - 274.

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

En fortælling, man ikke kan tro på, og som handler om en åndemaner.

 

Det skete engang i gamle dage, at en åndemaner skulle mane ånder, og at han blev bundet. Så snart lamperne slukkedes, for han af sted gennem luften. Han undersøgte

strømforholdene i luften og tog retning vestover. Han kom så langt mod vest, at

han kunne se et stort land på den anden side; men da det var ved at blive

morgen, måtte han vende tilbage. Senere prøvede han det samme igen flere gange.

Men det var umuligt at nå længere.

Han fik en søn og lige fra hans tidlige opvækst, oplærte han ham til at

blive åndemaner. Han lod ham gennemgå alt, hvad den vordende åndemaner skulle

igennem. Men det viste sig, at han manglede det med at være i graven.

En aften ledsagede faderen sønnen til en grav, der var ret ny. Faderen

fjernede stenen og lavede en åbning i ligskindet henover den dødes underliv. Han

sagde til sønnen, at han skulle stikke fingeren ned i underlivet. Idet han

gjorde det, fjernede faderen sig diskret. Sønnen ville følge ham, men faderen

sagde til ham: "Du har ikke mærket fra denne grav, at dagens lys er ved at

forsvinde. Pas på, for når du ser, at der slår ild ned i aftenskæret, må du

flygte." I det samme slog der ild ned. Faderen flygtede, men sønnens hænder sad

fast i liget. Han blev væk længe. Først midt om natten vendte han smilende tilbage. Dermed var faderens opgave endt.

Dagen efter om aftenen bandt hans far ham (til åndeflugt), og da lyset slukkedes, steg han op; men han kunne ikke finde ud af, hvor han skulle hen. Han for rundt uden noget bestemt mål. Da han vendte tilbage uden at have bemærket noget usædvanligt, spurgte hans far ham, om han havde undersøgt strømmen i luften. Det havde sønnen ikke. Dagen efter manede sønnen ånder endnu engang. Denne gang

undersøgte han strømforholdene og for af sted vestover. Han kunne se et stort

land forude og også en stor klippevæg lige foran. Det var her, faderen plejede

at blive standset. Derfor satte han farten op og kom med nød og næppe over

klippevægen. Han fulgte det store land sydover og så et hus. Lige oven for dette

landede han. Han gik hen til huset og kiggede "evkutâta kiglingatigut" (ifølge Rinks kommentar til "evkutâ": den forreste bjælke, altså: langs den forreste bjælke. Chr.B.). Derinde i huset var der én, der opdagede ham. Han kiggede også ind langs den anden side af bjælken. Da manden, der havde opdaget den fremmede, var på vej ud, sagde de andre til ham: "Hvad skal du?" Han svarede: "Jeg skal hente en kvinde ("arnamik")." Han gik ud og bød den fremmede indenfor. Da de var på vej ind, mødte de i gangen en stor kvinde, der var på vej ud. Hun sagde: "Jeg er på vej ud." Manden fra huset sagde til hende: "Jeg har en ledsager." Så gik kvinden ind igen. Åndemaneren satte sig på sidebriksen. Over for ham ved lampen sad en mand med en sort plet i øjet (grå stær). Denne åndede ild ud, og ved hans fødder lå spåner af ben. Åndemaneren kiggede rundt og lagde mærke til en kvinde med hår på underlivet. Han var mest optaget af manden, der åndede ild ud og stirrede konstant på ham. Denne spurgte, hvorfor han hele tiden stirrede på ham.

Åndemaneren svarede, at det var spånerne han kiggede på, hvortil den anden

bemærkede, at han koncentrerede sig om at lave spåner nu, fordi han ikke havde

lejlighed til det om sommeren.

Så gik folk til qassi, festhuset. Manden med spånerne fulgtes med ham og

spurgte, hvilken slags hjælpeånd han havde. Åndemaneren svarede, at hvis

hjælpeånden skulle virke efter hensigten, så ville noget kalvis komme til syne.

Folk strømmede ind i det mørke festhus og han var ikke særlig glad ved at se, at

kvinden med hår på underlivet også var til stede, for han syntes, hun var

farlig. Åndemaneren begyndte at mane ånder og da hjælpeånden var kommet, sagde

han noget om, at nu ville det kunne ses. En af de tilstedeværende kiggede ud og

meddelte, at han så et stort isfjeld. Alle blev nysgerrige og gik ud for at se

isfjeldet. Åndemaneren bad en ung mand og en ung kvinde træde ud på gulvet. Da

revnede isfjeldet, og der faldt nogle isstykker ned. Det betød, at isfjeldet ville

dræbe nogen. Da et ægtepar trådte ud på gulvet, faldt der yderligere isstykker

ned. Sådan gik det til, og der blev færre og færre tilbage. Så var den store

kvinde med hår på underlivet på vej ud på gulvet, og da hun trådte ved siden af

flisen, lød der buldren og isfjeldet væltede over dem. Åndemaneren slap ud ad

husets bagside fulgt af manden med spånerne. Åndemaneren bandt sig selv og

hævede sig op. Så var han på vej hjem, og han ankom på et tidspunkt, hvor ravnene

var begyndt at skrige. Hans far forhørte sig om, hvordan det var gået. Han

fortalte, at han havde været hos nogle venlige mennesker, men at hans hjælpeånd

havde ødelagt en del, bl.a. fordi kvinden med hår på underlivet trådte ud på

gulvet.

Dagen efter hen på aftenen trådte manden med den sorte plet i øjet ind i rummet. Han havde været hurtig undervejs. Åndemanerens far sagde til ham: "Min

søn fortalte, at han havde været hos nogle venlige mennesker, men at hans

hjælpeånd havde ødelagt noget for dem." Manden svarede: "Det var fordi kvinden med

hår på underlivet trådte ud på gulvet."

Man gav sig til at binde manden med den sorte plet i øjet i fuld belysning.

Da de istemte en sang, hævede han sig op; og efter at have fløjet rundt, slap

han ud af huset. De slukkede lampen og kiggede efter ham. De så, at han var på

vej tilbage; men da de blev klar over, at han ikke ville komme tilbage i løbet

af aftenen, tændte de lamperne igen. Han kom aldrig tilbage.

 

Var.: Troldbåden, der hævnede og blev hævnet; Quertitsialik; Tungujorlersaaq; Ipisánguaq; Kragh nr. 84;

oqalugtuaq ugpernángitsoq kalâtdlit oqalugtuât / Kvinden som mand

Print
Dokument id:164
Registreringsår:1826
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Zackarias
Nedskriver:Steenholdt, Wittus
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq ugpernángitsoq kalâtdlit oqalugtuât / Kvinden som mand
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 164 - 165, nr. 57
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, formentlig af Steenholdts renskrift: NKS 2488, VI, ss. 5v - 5h.

 

Sammenstykket oversættelse af denne og en anden variant i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 39.

Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 92, ss. 442 - 443: The Woman who wanted to be a man.

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

 

En fortælling man ikke kan tro på.

En grønlandsk fortælling d. 13. oktober 1826.

En kvinde, der havde en søn, sagde engang: "Gid man kunne få den

eneste pige i den store søskendeflok til svigerdatter - til en yndlings-

svigerdatter, som man hele tiden kunne kigge på."  

Sønnen fik den eneste pige i den store søskendeflok til kone. En dag, da han kom hjem fra fangst med en sæl, var hverken konen eller datteren hjemme. De var taget bort. Han tog ud for at lede efter dem. Så fik han øje på et lille hus. Derinde fandt han sin kone, men moderen var der ikke. Han fik sin kone til at lave sig et skjul overfor briksen. Hen på aftenen larmede det udenfor. Det var moderen. Hun råbte på sin svigerdatter, der straks gik ud og kom ind igen trækkende en netside efter sig. Moderen bad svigerdatteren åbne sælens mave. Det gjorde hun, og varmen inde fra sælen dampede ud hen over gulvet. Moderen satte sig på gulvet og begyndte at agere kajakmand med en kammiut (et redskab til blødgøring af kamikker) som åre. Hun opdagede ikke, at sønnen var der.

 

Dagen efter tog moderen igen af sted på fangst, og det samme gentog sig. Men

denne gang tog moderen en tromme frem og dansede for at varme sig - som hun

sagde. Hun sang følgende: "Jeg fik en søn, og det viste sig, at jeg ville

fratage ham hans kone. Jeg kunne godt anskaffe mig en penis." Da hun var færdig

med at danse, agerede hun igen kajakmand. Hun var flere gange lige ved at støde

imod væggen, og hun styrede direkte imod sønnen. Da hun kom ganske tæt til ham,

forskrækkede han hende. Hun udbrød: "Å, hvor er jeg træt." Hun blev så

afkræftet, at hun faldt om på gulvet og tabte en stor penis, forspidsen af

kajakken, ned på gulvet. Sønnen dræbte både sin mor og sin kone, hvorefter han

tog hjem.

 

Var.: Ukuamaaq

 

Kommentar: Om kajakkens kropssymbolik i Canada se Thérien, Michèle: Le Corps inuit. Paris: SELAF/PUB, 1987. Jens Rosing har et sted (Tidsskriftet Grønland ?) en artikel om kajaksymbolik i Grønland.

Vedr. fortællingens omvendte kønsrelationer, se kommentarer til nogle af de andre versioner.

oqalugtuaq umiánguamik avungnartumik / oqaluttuaq umiannguamik avunnartumik

Print
Dokument id:1975
Registreringsår:1867
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, IV, 4'
Fortæller:(?)
Nedskriver:Olsen, Elias
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq umiánguamik avungnartumik / oqaluttuaq umiannguamik avunnartumik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:ss. 475 - 477, nr. 89
Lokalisering:?
Note:

Om en storesøster og lillebror.

Kort resumé i Rink 1866-71, II: nr. 86:

En båd med rejsende drog langt nordpå og kom omsider til folk med mange glubske hunde. De frygtede først for at gå i land, men man sagde til dem, at disse hunde kun angreb deres fjender. Da de blev så venligt indbudt til at blive overvinterede de dér. Om foråret var de så vidne til at fjenderne kom på slæde og blev overfaldet af hundene, der bed dem i skrævet. Det døde fjenderne af.

 

Hist.: Næppe historisk, men grønlændere nordpå, hvor man har slædehunde, indgyder åbenbart respekt. Fortælleren er formentlig selv fra sydligere egne.

oqalugtuaq Umiat kangerdlûp ilânut ukîvigssíkiartartut / De overvintrede i en fjord

Print
Dokument id:300
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Justus, Peter
Nedskriver:Justus, Peter
Mellem-person:Kjær, J.
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Umiat kangerdlûp ilânut ukîvigssíkiartartut / De overvintrede i en fjord
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 613 - 615, nr. 173
Lokalisering:Sisimiut / Holsteinsborg
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 210: Konebådsfolk som ville overvintre i en fjord. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 210: Oqaluttuaq umiat kangerluup ilaanut ukiivissikkiartortut.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om dem der rejste ind i fjorden med konebåd for der at

overvintre.

 

En konebåd var på vej ind i fjorden til et overvintringssted. De nåede til overvintringsstedet. Med i rejseselskabet var en fanger, som fangede meget. De fangede så meget, at de blot måtte stable sælerne op oven på hinanden ved siden af huset. Det havde været klart vejr uden nedbør. Men en dag viste der sig en lille sky i vest. Den kom nærmere og det endte med, at det begyndte at sne. Det sneede så kraftigt, at konebådene, der var stillet på stilladserne ikke længere var synlige. De satte den længste stang ('qanait' - teltstænger - Chr. B.), de kunne finde, ned i sneen ved de mange sæler, der var stablet op. Til sidst kunne de ikke komme ud af huset og de måtte forrette deres nødtørft i gangen.

 

En dag stak en af dem i huset en lang stang ud gennem vinduet og borede den ind i sneen. Da han trak den ind igen, trængte der lys ind i rummet. Med denne åbning som ledetråd banede han sig ud gennem sneen. Han kom ud og så, at solen stod højt på himlen og skinnede på iskanten, så den blev skinnende hvid. Nu kunne de komme ud og tage ud til iskanten. En dag, mens de var ved iskanten, så de en stor kajakmand nærme sig sydfra. Den kom til sidst helt hen til dem, og det var en kæmpekajakmand. Han havde rejseproviant bestående af noget hvalroskød, skåret fra et sted mellem ribbenene og lændene, samt menneskelår. Da han roede fra dem igen, sagde han: "Kom og besøg mig ved lejlighed." De tog hjem igen fra iskanten.

 

Dagen efter ville denne 'ilaussortaq' (betyder egentlig: medlemmet. Dansk

notat: følgesvend - Chr. B.) besøge kajakmanden. Den anden sagde: "Jeg er

blevet gammel og langsom til bens. Jeg vil ikke med, for hvis han

sætter efter os, blir jeg fanget af ham." Men den anden holdt fast

på sit (det kan også være: vil ikke give sig - bliver ved - Chr. B.). Da han blev

ved, måtte han gå med til at følge med, og de tog af sted på besøgsrejse.

 

De gik over isen, og da de nåede land og skulle til at gå op til hans hus, sagde den ældre mand til sin ledsager: "Når vi går ind, skal jeg sidde ved siden af ham

med mit ene ben stukket ned i gangen." (Formuleringen af denne sætning er svær

at forstå - som om der mangler noget). Huset var meget stort og havde tre

vinduer. Husherren spiste tre sæler. Den unge hustru græd, fordi hendes mand

skulle dræbes. (Her er også noget, der er uklart - Chr. B.). De sad derinde og blev bange. Derfor gik de ud. Ude i gangen ved kogerummet spiste nogle børn et stort menneskehoved. De skubbede børnene til side for at skynde sig ud og af sted. Den ældre mand, der beklagede sig over, at han ikke længere var så let til bens, kom længere og længere foran. Folkene i huset forfulgte dem. De sagde hele tiden: "Det var en skam, at vi var så længe om at dræbe dem."

 

Forfølgeren opgav. (Der står: 'standsede' - Chr. B.). Da de kom hjem gravede de

konebåden ud og skar de remme, hvormed konebåden var bundet fast til stilladset,

over, og de tog af sted. De lod de mange sæler ligge. De tog hjem til deres

boplads, fordi de blev bange. De vendte aldrig tilbage til denne overvintringsplads. Slut.

 

Var.: Ikke præcis, men der er heller intet specielt sammenlignet med andre fortællinger over lignende motiver.

oqalugtuaq Usorqôrtumik / Kuisimángitsut oqalugtuât

Print
Dokument id:135
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Smidt, Lars Abelsen
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Usorqôrtumik / Kuisimángitsut oqalugtuât
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 67 - 68, nr. 27
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af Kraghs afskrift: NKS 2488, VI, ss. 74 - 75 (Rinks paginering).

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om Usoqqortoq. En fortælling fra før-kristen tid.

Usoqqortoq, der rejste nordover, tog på renjagt og fik et dyr. Han bad sin

kone tørre noget af kødet. Ved afrejsen traf de folk, der havde deres vinterhuse

på yderkysten, men som nu ville på renjagt.

Usoqqortooq var på besøg hos dem. Efter måltidet tog ungkarlen Ukikasik sin tromme frem og dansede trommmedans, idet han sang: "Usoqqortooq, du har ikke fået noget rensdyrkød at spise." Der blev hujet.

Usoqqortooq inviterede kystboerne, og Ukikasik med, ind hos sig. Da de havde spist tørret rensdyrkød, tog Usoqqortooq sin tromme og dansede, idet han sang til: "Ukikasik, du har ikke fået noget hvalkød at spise." Så blev der hujet.

 

Var.: Ikke i denne bases samlinger.

 

Hist.: Kan være historisk. Udgangspunktet for rejsen nordpå røbes ikke, men kan jo være Aasiaat.

 

Kommentar: Der spilles på kontrasten mellem landjagt og havfangst og muligvis mellem fjordboere og havkystboere. Jeg forstår ikke hvorfor drilleriet fremkalder hujen, BS

Oqalugtuaq Uteriîtimik

Print
Dokument id:350
Registreringsår:?
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 3536, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Oqalugtuaq Uteriîtimik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:læg 19, s. 25 - 36
Lokalisering:Sydgrønland / Vestgrønland
Note:

Oversættelse ved Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom:

 

Fortællingen om Uteriitseq (den stædige)

Engang i meget gamle dage var der ham Uteriitseq, der var meget stædig, og det fortælles at de ikke kunne få børn. Deres børn døde straks ved fødslen. Derfor, siger man, var konen altid under fødselstabu (pujortârtuingamartarpoq, hun "dampede" BS; "hun var noget svagelig" AL), og selv om de kunne havet fået adskillige børn fik de ikke et eneste. Da konen nu havde det sådan kunne hun ikke så godt arbejde uden for, og selv om manden var en stærk og meget dygtig sælfanger, havde man det indtryk at de ikke var noget særligt, fordi konen altid var svagelig (? under tabu, BS). Engang kom manden hjem fra fangst og det viste sig at der var kommet et hul i hans kajak. Han gik op og da han kom ind sagde han: "Min kajak kan ikke bruges fordi der er kommet et hul i den, gå ned og sy den." "Kom til fornuft," svarede konen, "du ved jo hvordan det er med mig." "Skynd dig derned; hvis ikke radbrækker jeg dig," sagde Uteriitseq. "Bring den op og om bag huset", sagde konen. "Den blir liggende dernede," sagde manden. Da konen ikke kunne klare sig overfor ham tog hun et stykke flettet senetråd og gik ud sammen med ham. "Hvor ligger din kajak," spurgte hun så. "Dernede på stranden", svarede han.

"Hvorfor lader du den ligge dernede?"

"Kan du da ikke klare vejen?"

"Du ved jo, at det går galt for mig, når jeg nærmer mig stranden."

"Skynd dig nu at sy den, så jeg kan komme ud resten af dagen," sagde manden og skubbede til hende. Så begyndte hun at sy den. Hun stak nålen ind, og da hun trak senetråden op, var det som om der kom en lille lyd. Da hun anden gang trak senetråden op, tog den til at knurre kraftigt. Tredje gang begyndte den at brøle, og så holdt hun op med at sy. Det var med ryggen til havet hun havde syet, og netop som hun holdt op, udbrød manden: "Se nu der!" Og konen kiggede bagud og så en stor hund, der var dukket op af havet og på vej op på land. Manden blev bare stående, men konen sagde: "Det var derfor jeg ikke ville, for dem under tabu må ikke arbejde på stranden." "Dumme bæst, fredsforstyrrer, tror det jeg vil lade det leve!" sagde manden, tog sin harpun, gik hen til hunden, stak den flere gange og dræbte den. "Sy så videre," sagde han til konen, "sy videre!" Da hun igen begyndte at sy kom der ingen lyde fra senetråden, og hun gik op da hun var færdig.

 

Da han så skulle gøre sig klar til sin kajaktur, lød det udefra: "Ii, det begynder at tordne og lyne!" Og de fik ellers en kraftig torden at mærke. Så tog Uteriitseq alligevel ikke ud i kajak, for han blev bange og sagde, at han først ville se vejret an, og de gik ind. Nu kunne man høre folk snakke uden for: "Se deroppe, et stort menneske, indhyllet i en sky; det er på vej ned." Så gik Uteriitseq ud, og da han kiggede efter, så han at det store menneske allerede var næsten nede. Straks efter landede mennesket og spurgte: "Hvem har dræbt min hund, der lever i vandet?" (? iserartera, BS). "Det er mig der har dræbt den, fordi den forstyrrede min kone i at sy," svarede Uteriitseq.

"Så dræber jeg dig, fordi du har dræbt min hund, der lever i vandet!"

Og så greb den store modpart Uteriitseq og begyndte at brydes med ham. Mens de sloges kastede Uteriitseq den anden omkuld og klemte ham ned ovenfra.

"Slip mig nu!"

"Hvis du stadig vil slås, slipper jeg dig ikke!"

"Skal vejret da aldrig lysne mere?"

"Lad det bare aldrig blive lyst mere."

"Skal det da aldrig blive lavvande / ebbe?"

"Lad det blot aldrig blive lavvande mere!"

"Skal sælerne da aldrig mere få unger?"

Da forstod Uteriitseq med eet at der ville blive færre sæler, hvis de ingen unger fik mere, og på den måde blive sværere at få fangst. Så slap han ham. Den anden smed alle sine hunde op i luften, sprang op til sin slæde deroppe og drog afsted. Uteriitseq sagde: "Jeg kommer op og besøger dig."

"Du kan aldrig komme til mig sålænge du lever i din krop; kun de dødes sjæle kommer til mig."

"Jeg kommer op og besøger dig!"

"Hvis du endelig vil på besøg skal du ikke følge solsiden af fjeldknolden undervejs!" Og så forsvandt kæmpemennesket.

       

Straks næste morgen gik Uteriitseq i gang med at lave sig en slæde af sine briksebrædder. Da han hen på eftermiddagen blev færdig, sagde han til sin kone: "Vask mine kære hunde." Konen vaskede dem så. Næste morgen skulle han så afsted på besøg. Han bragte sine hunde og sin slæde til det sted, hvor gårsdagens gæst havde befundet sig, og han begyndte at kaste sine hunde op i luften. Han blev ved, om og om igen, men de faldt hele tiden ned. Til sidst blev det aften.

Han forsøgte igen næste dag, og igen blev det aften. Sådan gik det i fire dage. Da han så smed dem til vejrs den femte dag, blev de endelig deroppe. Han smed så sin slæde til vejrs, men først den femte dag blev slæden deroppe. Han steg op på slæden og startede opefter. Langt om længe, da hans forgængers rute begyndte at flade ud, fik han endelig den omtalte fjeldknold i sigte. Han funderede over hvorfor manden mon havde forbudt ham at køre på solsiden af knolden. Med vilje satte han så kursen mod solsiden. Han så ingen mennesker, men da han nåede solsiden hørte han latter længere fremme. Han fik øje på en kvinde, der ikke kunne være skønnere, med håret snoet op fra panden og bundet sammen helt ude i hårenden. Han forstod nu, at kvinden hele tiden sang og dansede trommedans med sin tallerken som tromme og sin kvindekniv / ulu som trommestik, og at hver gang hun var færdig med en vise, slog hun en inderlig latter op sluttede den med ordene: "Hvem mon ville kigge ind i mit skræv, hvor der både er sengebriks og gehæng!" (qusoraq: benkugle i kamikrem, AL. Hun er tvekønnet med både skræv og "kugler", BS) Uteriitseq gik hen mod hende, og kvinden kom så også nærmere. Da hun kom stadig nærmere blev Uteriitseq bange og slog til hendes tallerken med sit piskeskaft, så den gik i stykker, og han slog også på hendes ulu med piskeskaftet så håndtaget revnede. Da hun så brast i gråd, forlod han hende.

       

Undervejs videre fik Uteriitseq endelig et hus i sigte. Han nåede derhen og standsede først op ved husgangen, men gik så ind og så at han var kommet til den mand han mødte forleden. Idet han satte sig sagde han: "Jeg troede ikke jeg kunne, men nu er jeg altså kommet til dig." "Han trænger til noget mad", sagde den anden lige ud i rummet. Straks blev der serveret mad på gulvet. "Så du hvem der satte maden på gulvet?" spurgte den anden.

"Nej"

"Næste gang må du være vågen."

"Han trænger til noget mad," sagde han igen.

Uteriitseq kiggede nøje efter og så ikke nogen komme ind, men bemærkede noget hvidt forsvinde ud. Den anden spurgte:

"Så du så noget?"

"Jeg lagde mærke til noget hvidt."

"Nu er hun også blevet gammel og ikke længere så dygtig. Det er min søster, der hedder Solen. Det er nemlig sådan at hendes bagside er blegnet, for hun vil så gerne være så længe om tingene, at hun sætter sig og bliver siddende når vinteren nærmer sig, af medlidenhed med de mennesker, der vil få det hårdt. Når hun rejser sig, prøver hun at gå videre. Men nu er hun blevet så gammel at hun bevæger sig langsomt lige til det bliver forår. Jeg hedder Månen, og vi er storebror og lillesøster hende derude og jeg." Månen blev siddende på sin plads men ind imellem kiggede han ned gennem en stor åbning ved siden af sig. Uteriitseq spurgte: "Hvad laver du egentlig?"

"Jeg kigger ind imellem ned på min fangstplads."

Uteriitseq gik hen til ham og kiggede ned: der var et hav med en stærk strøm og inde på land var der et hus. Foran huset var der en stor våge, og hvor hvalrosser, hvid- og narhvaler og sæl ligesom ikke ville dykke.

"Der vil jeg hen!" sagde Uteriitseq.

"Hvis du tar derhen vil du ældes og ikke kunne mere."

"Jeg skal hen til det sted!" sagde Uteriitseq bare.

"Når I ter jer sådan bliver jeg meget utilfreds med jer", sagde Månen da han havde kigget ned. Uteriitseq kiggede ned og fik øje på sit hus, og bopladserne, der ellers lå langt fra hinanden, så ud som de var rykket tæt sammen. Mens han kiggede, kom der en ud, og man kunne næsten ikke se mennesket for røg (tabu-dis, BS) og det begyndte at hænge noget op på solsiden. Da Månen kom af med lidt af sit vand faldt en masse grumset vædske ned. Da det skete begyndte menneskene at vimse rundt og opføre sig som nordlys og bragte det, de havde hængt op, ind i husene. "Når I ter jer sådan, gør I mig godt sur. Så når du kommer hjem må du advare din kone mod at opføre sig sådan igen." "Ja, jeg skal nok adlyde dig, men jeg vil ikke advare hende så længe vejen herop er farbar," sagde Uteriitseq. Så sagde Månen, at han skulle tage hjem og tilføjede: "tag disse to stødtænder med som bevis på din historie. Hvis du er en rigtig åndemaner / angakkoq, vil du bringe dem heldigt hjem." Uteriitseq stak dem ind i sine bukser og så drog han af.

       

Dengang Uteriitseq rejste blev hans kone urolig for om han nogensinde kom tilbage. Men så sagde deres bopladsfæller: "Nu kommer Uteriitseq hjem." Da han nærmede sig jorden ville de to stødtænder ud af hans bukser, så det gjorde helt ondt. Så sagde han til sin kone: "Skynd dig at røre ved mig." Da konen rørte ved ham, ville stødtænderne ikke længere forlade ham. Om morgenen efter hjemkomsten tog han ikke ud i kajak men begyndte at flække et stort stykke træ for at lave en konebåd. Konen sagde: "Man savner virkelig frisk kød, tag nu ud i kajak," men han sagde bare: "Jeg skynder mig alt hvad jeg kan for at blive færdig i en fart." Han skyndte sig at få båden færdig. Så roede han ud i kajak og samlede skind til at at betrække konebåden med. Da den var betrukket og var blevet tør, skaffede han sig roersker og drog mod nord.

       

Når det blev vinter standsede han, og om foråret forsatte han, og således gik der fem år. Under sin rejse skiftede han sine roersker ud med ny, når de gamle ikke duede til mere. Da det sjette år var gået og de havde slået lejr, spurgte han de mennesker de var nået frem til: "Har I ikke hørt om et hav, der er fyldt med fangstdyr?" "Vi er ganske vist dem der bor yderst, men vi har aldrig hørt noget, så bliv I bare her, " svarede de. "Nej, vi overvintrer her i området, vi skal bare et stykke længere hen," sagde Uteriitseq. Så drog de videre, og da de slog lejr efter et stykke tid, tog Uteriitseq op på det højeste fjeld. Da han nåede fjeldtoppen så han mod nord noget, der lignede fast havis, hvor åbent vand ikke kunne ses, og havis hvor der var en våge, og denne havis forekom oversået med blodpletter, og inde på bredden var der et godt stykke land. Han gik ned og fortsatte næste morgen til stedet. Noget senere rundede de et næs, og inde i bunden af den lille bugt lå der et enkelt hus. Han genkendte stedet som det han havde set, da han var på besøg hos Månen. Da de nåede stranden var folk meget taknemmelige, fordi de nu havde fået bopladsfæller, og dér foran vågen var der så mange fangstdyr, at de ikke syntes at dykke. Uteriitseq sagde til sine nye husfæller, at man ikke kunne komme i nød med så mange fangstdyr. "Alligevel sker det," sagde de, "at vi bliver forhindret i at tage på fangst." Uteriitseq spurge hvad der forhindrede dem, og de svarede: "Når Månen er på fangst bliver vi hjemme i flere dage. Når Månen er på fangst bliver vi inde i huset og forretter vores nødtørft inde og skal have mad i reserve til alle dagene. Faktisk tager Månen på fangst i overmorgen. Det sker nemlig når han ikke længere kan ses (på himlen)."

       

De gik så i gang med deres forberedelser: De fjernede sælskindene hele fra sælkroppene og fyldte dem med vand, og næste morgen talte de om, at nu begyndte Månen at stige ned. Uteriitseq kiggede ud af ruden, og dér landede Månen på havisen. De kiggede ud af vinduet og fra nu af holdt de øje med ham. Han harpunerede en narhval, og anden gang harpunerede han en hvalros. Uteriitseq sagde: "Nu trænger jeg til at skide."

"Du må skide inde i huset," sagde de andre, "ellers kan Månen stikke dig med sin tuk."

"Jeg skider aldrig inde i huset; jeg stiller mig bare bag ved husgangen."

"Han får øje på dig."

¨"Jeg gemmer mig, spænder mine kamikker og spænder livremmen ind."

Da han ikke ville give sig, tav de. Han havde taget en kniv med ud, viste det sig. En husfælle kiggede ud gennem ruden og så at han var ved at nå ud på havisen, og så ville Månen dræbe ham, når den så ham. Så hørte man ham sige: "Jeg kommer for at få part i din store fangst." Månen svarede: "Hvis du får part i byttet kan jeg ikke længere stige til vejrs."

"Da vi i forgårs kom hertil, havde vi ikke noget frisk kød." Og videre hørte man ham sige: "Du sagde, at jeg ikke kunne komme herhen, men nu er jeg her, og derfor skal jeg have part i din fangst." Han gik så hen til fangsten og flækkede begge dyr i to dele (på langs). Den anden kiggede bare på ham.

       

Månen føjede flere dyr til sin fangst og læssede dem på sin slæde. Derefter kastede han den flere gange op i luften, men han kunne ikke få den til at blive der. Så sagde Månen: "Det var derfor jeg ikke ønskede at der skulle tages part af min fangst." Mens han stadig talte, tog Uteriitseq hans harpun og fangstline,harpunerede en narhval og sagde: "Nu får du fangstpart af denne her", og flækkede den. Månen begyndte at stige, og Uteriitseq vendte sig mod huset og råbte: "Hvad er I bange for? Hent nu noget af fangstparten." De modigste kom da ud, og nu kunne Månen ikke komme til vejrs. Først den femte dag kom han endelig op.

"Hvad har I ellers bøvl med?"

"Indvoldsrøversken, det utyske som gør, at vi bliver færre og færre; vi var ellers mange i det her hus, og vent bare, hun kommer nok i morgen." De gik så i gang med at skide. Og se, næste morgen kunne de høre en skraldende latter. "Hvis I vil leve, så lad være med at grine!" sagde husfællerne. Så viste Indvoldsrøversken sig i husgangen og begyndte at danse trommedans med sin tallerken som tromme og sin ulu / kvindekniv som trommestik, og til sidst sagde hun: "Hvem mon vil kigge på mit skræv med sengebriks og gehæng", og med sin inderligste skraldelatter skubbede hun sin tallerken hen ad gulvet. Da Uteriitseq kiggede på sine fæller opdagede han, at de allesammen havde trukket bukserne ned og pillede ved deres skræv, at mænd og kvinder forsøgte at holde latteren borte ved at pille i de dele, som de ellers skulle skamme sig over. Da Uteriitseq så dem sådan, slog han en latter op og sagde til Erlaveersiniooq / Indvoldsrøversken: "Kom bare an." Da hun skulle til at tage fat i ham, brækkede han begge hendes håndled, flækkede hendes tallerken og stak den ind i hendes armhule, slog skaftet på hendes kvindekniv i stykker og stak den ind i den anden armhule. Da gik hun grædende ud.

       

Sikke taknemmelige husfællerne blev, og de sagde: "Der var en af os nær blevet dræbt og havde fået tarmene skåret ud." Uteriitseq spurgte: "Er alle jeres vanskeligheder nu væk?"

"Der er én som ikke er kommet endnu. En isdækket isbjørn / isgroet bjørn kommer i overmorgen, og den er vi allermest bange for."

       

De gjorde nu deres forberedelser og sørgede for reserver af mad og vand. De dækkede vinduerne og husgangen med tynde lag. Det var endnu dag, og de begyndte at kigge ud gennem vinduet. På et tidspunkt sagde de: "Nu kan den ses derude i nord." Da Uteriitseq kiggede ud så han kun noget stort, nærmest udvisket noget nordude og vestpå. Han spurgte sine fæller, hvor den var. De pegede og sagde: "Nu kan man se dens ben." Han kiggede nøjere efter og så den så nærme sig, og det viste sig at det var den han havde troet var tåge. Den kom nærmere og stillede sig ved vågen. Så lagde den sig ned ved vågen og fangede sødyr. Så sagde Uteriitseq: "Jeg skal skide." "Denne her er livsfarlig, skid inde i huset."

"Jeg kan ikke skide inde i huset, jeg vil gøre det bag ved husgangen."

"Hvis den ser dig, lader den dig ikke leve."

"Jeg gør hvad jeg kan for at den ikke skal se mig; måske I skulle binde min krop, ben og arme ind i skindremme, så den ikke ser mig."

Så bandt de ham ind. Da de var færdige gik han ud, og det viste sig at han havde taget sin kniv med ud. De kiggede ud af ruden og troede han stadig ikke var gået ud, men så sagde de: "Der er han nede, næsten fremme ved havisen." Mens de kiggede på ham, trak bjørnen vejret indad, og det var som om han blev suget hen imod den. Da så bjørnen åndede ud igen, skridtede han atter ud. Dette gentog sig flere gange, og da den engang trak vejret indad, satte Uteriitseq i løb hen mod bjørnen og forsvandt så helt. Nogle af husets beboere stod ved ruderne og sagde: "Nu har den ædt ham." Uteriitseq fik til at begynde med åndenød, men det holdt op. Han var nu inde i bjørnen, og han mærkede at børnen var hul og meget slimet indeni. Han begyndte at skære i alt hvad han rørte ved. Han ventede lidt på at få vejret, og skar så igen løs. På et tidspunkt skar han i noget stort, rundt og hårdt, og så kom der en voldsom bevægelse i bjørnen. Langt om længe holdt bevægelsen op. Da den standsede følte han sig for med hænderne og opdagede, at det var dens nederste ribben. Han forsøgte at skære sig ud mellem dem, og endelig nåede han frem til dens skind. Han nåede videre frem til noget hårdt, og da han hakkede i det fik han endelig hul ud til det fri. Så fik han luft! Da han havde trukket vejret kilede han sig frem og kom ud den vej. Han mærkede at hans hoved føltes bart og koldt og da han følte efter var han pilskaldet. Håret var faldet af inde i bjørnen. Han holdt sig på hovedet med hånden og begyndte at løbe op mod huset. Hans husfæller sagde så: "Der kommer jo Uteriitseq heropad." Tættere på råbte han så højt han kunne: "Så har jeg dræbt den store bjørn, men jeg har tabt alt mit hår på grund af heden inde i bjørnen!" Så kom alle husfællerne ud og sagde: "Nu, takket være ham, er der ikke længere noget der hindrer vores fangst. Så blev det vinter. Den store bjørn rakte som forråd til to vintre.

 

Efter at Uteriitseq og hans husstand havde overvintret to gange tog han til orde: "Min stakkels kone skulle gerne gense sin familie i live, og nu er hun gammel, og jeg vil gerne afslutte mit liv der, hvor jeg er født." Så skaffede de sig roersker og rejste hjemefter. De kom så tilbage til deres hjemegn igen efter seks års rejse sydover. De blev gamle i deres hjemegn og foretog stadig deres fangstrejser, men ikke lang tid efter holdt de næsten op, og snart endte de deres dage på deres gamle boplads.

 

Var.: Besøg på Månen. Den stædige. Uterîtsoq / Uteriitsoq; Et par ægtefolk;

Manguaraq (flere); Kanaks månerejse. Nalikkatteeq. Ajijaks forløsning;

Manden, der besøgte månemanden; Alluunnguaq; Mangivaraqs månerejse; Åndemaneren der for til månen; Maqujuk.

 

Hist.: Varianten tæt beslægtet med et par andre om Den stædige fra Sydgrønland.

I denne version bliver der for alvor gjort op med en del af det prækoloniale verdensbillede. Ulrik Rosing har tidligere nedskrevet en anden fra Sydgrønland til Rink, hvor der ligeledes sættes kraftig ind mod den tidligere så frygtede Måne og alt hans væsen. Men ikke så gennemgribende som her. Udrydde Månen kan Uteriitseq selvfølgelig ikke (versionen fastholder, at dagslys, tidevand og sælernes fertilitet er afhængige af Månen), men det lykkes på alle andre måder at tæmme ham.

Denne version kunne tyde på, at Indvoldsrøversken var en rituel skikkelse, der - måske under uaajeertut - maskedanse - satte humør i folk til en efterfølgendelampeslukningesleg. Jens Rosing i tidsskriftet Grønland 1957 har samme idé ud fra den maskedans med Nalikkatteeq/Indvoldsrøversken han overværede som barn.

Bemærkningen om solen, der "sidder", når det bliver vinter, tyder på at fortællingen er fra Østgrønland. Forestillingen om Solen, der ikke flytter sig nogle døgn ved midvinter, kendes også fra andre inuit. At hun standser op af medlidenhed med folk, der vil lide nød om vinteren (i en anden version har hun travlt med at tage sig af de forældreløse), er muligvis en ny tolkning af forestillingen om sidde-dagene.

Bemærkelsesværdig er også Uteriitsoqs indsnøring i remme inden mødet med bjørnen. En lignende indsnøret skikkelse er afbildet i en beskrivelse af Sedna / Havkvind-kulten i Baffinland. Se Boas, Franz: The Eskimo of Baffin Land and Hudson Bay, I. Bulletin of the American Museum of Natural History, Vol. XV, 1901: 142.

oqalugtuaq Utóqánguit ernituarssuánik / Den genoplivede søn til ingnerssuit

Print
Dokument id:297
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Møller, Daniel
Mellem-person:Barfoed
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Utóqánguit ernituarssuánik / Den genoplivede søn til ingnerssuit
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 602 - 605, nr. 170
Lokalisering:Paamiut / Frederikshåb
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 236 - 238.: De gamles eneste søn..

Transskriberet til nugrønlandsk i Thisted, Thorning og Grove 1999:

"Taamma allattunga, Aron", I: 236 - 238: Oqaluttuaq utoqqannguit ernituarsuannik.

 

Ret fyldigt oversat i Rink 1866 - 71, I: nr. 62.

På engelsk i

Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 51, ss. 298 - 300: The Revived who came to the Under-world People.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn.

 

Et ældre ægtepar havde en eneste søn. De boede sammen med et andet ældre ægtepar, som var barnløst. En gang var de på ammassatfanst. Under opholdet på det sted, hvor de var ved at bjærge ammassætter, døde sønnen. Forældrene rejste derfra, inden der var gået fem dage og efterlod det barnløse ægtepar på stedet. Det efterladte ægtepar havde ingen til at skaffe sig mad, og manden sagde: "Lad os gå op til graven." Oppe ved graven sagde manden til konen: "Du er en kvinde, fjern, de sten der dækker graven." Konen svarede: "Du er en mand, du kan fjerne stenene." Men manden gentog det, han havde sagt til sin kone. Konen fjernede  

en af stenene, der var lagt oven på graven og manden påtog sig at fjerne      

stenene, der dækkede graven. De tog den døde op fra graven og gav sig til at  

synge. Da de havde sunget en tid, gav det et spjæt i den døde flere gange. Så rejste han sig op og gav sig til at løbe. Han styrede direkte imod manden, hvis kone råbte: "A'haa! Gør dig hård." Den genoplivede mand stødte imod ham og væltede ham. Nu styrede han lige imod konen. Manden råbte: "A'haa! Gør dig hård." Han stødte imod hende og væltede hende. Så standsede han og faldt om ('nákarpoq' egentlig: faldt ned - Chr. B.). Den ældre mand gik hen til ham og sagde: "Rare lille du, gå ned og kom ind i huset." Mens han boede der, byggede den lille ældre mand en kajak til ham og forsynede den straks med fangstblærer. En dag tog han ud på fangst. Det varede ikke længe, så så de ham runde det lille næs med to sæler på slæb. Nu havde de en forsørger.

 

En dag roede den ældre mand, der havde mistet sønnen, til stedet, hvor det

ældre ægtepar boede for at få konstateret, om de var sultet ihjel. Da han roede

uden om det lille næs, så han, at pladsen under huset var gennemfarvet af blod.

Han tænkte: "De har nok spist ham, der blev begravet!" Han kom nærmere til

stedet og så en hel masse sortsider. Kun skindet var fjernet fra dem. Han

spurgte det ældre ægtepar: "Hvem har I som forsørger?" Til hans overraskelse

svarede ægteparret: "Vi genoplivede din store søn. Nu har vi ham som forsørger."

Da de sagde dette, ville han straks dræbe dem, for han troede dem ikke. Den

ældre mand sagde: "Vent til han kommer hjem. Hvis han ikke viser sig, kan du

dræbe os."

 

Mens de stod og snakkede sammen, kom han til syne henne ved det lille

næs med flere sæler på slæb. Det ældre ægtepar sagde til manden: "Du må ikke

røre ved ham straks." De gik ned for at tage imod ham, og så snart han steg ud af

kajakken, rørte hans far ved ham, så han døde. Så gav det ældre ægtepar sig til

at synge for fuld kraft. Mens de sang, gav det et spjæt i den døde flere gange. Så rejste han sig op og begyndte at løbe lige direkte imod sin far. Den lille ældre mand fik travlt med at rejse sig, idet han samtidig råbte: "Haa, haa, gør dig hård!" Han stødte imod ham og væltede ham. Så styrede han imod den ældre kvinde. Hendes mand råbte: "Haa, haa, gør dig hård!" Han stødte imod hende og væltede hende. Så standsede han.

 

Hans far ville straks tage ham med hjem, men

sønnen svarede: "Hvis I var blevet her fem dage efter min død, ville jeg have

taget med dig hjem. Men det vil jeg ikke, fordi du rejste, inden der var gået

fem dage. I forlod mig alt for tidligt. Jeg vil ikke rejse fra dem, fordi de

har gjort mig levende igen!" Faderen kunne ikke få ham til at tage hjem med sig,

så han rejste uden ham.

 

Den unge mand fortsatte med at tage på fangst. En

dag kom han hjem fra fangst og var ganske tavs. Hans plejefar lagde mærke til

dette og talte til ham: "Kæreste du, hvorfor siger du ikke noget?" Han

svarede: "Jeg har fået én fra ildfolket ('ingnerssuit') til kæreste." De gamle

blev bedrøvede, for nu ville han jo forlade dem. De snakkede med ham om

muligheden af at flytte sammen med ham til ildfolket. De bad ham spørge den mand

fra ildfolkdet, som var hans mellemmand, om det kunne lade sig gøre. En dag han

traf ham under kajaktur, spurgte han ham så, om det var muligt at tage

plejeforældrene med. Den anden svarede, at det godt kunne lade sig gøre og

sagde: "Hvis du tager dem med, må du sige, at de, når de kommer roende i

konebåd for at forcere en klippevæg, ikke må have øjnene andre steder end på

denne klippevæg (eller: at de kun må kigge fremefter - Chr. B.), ellers kan de ikke komme ind.

 

Da han kom hjem, talte han med dem om disse ting

og sagde, at de, når de var på vej til ildfolket, ene og alene måtte kigge

efter agterspidsen (altså: den bagerste spids af hans kajak - Chr. B.) af hans

kajak. De forberedte sig til afrejsen. De tog af sted og styrede lige imod en

klippevæg. Lige før de nåede den, begyndte stranden at lægge sig oven på

hinanden ('qalerîgsâlerpoq' - lagdele sig? / tvesyn ? BS) og åbne sig. De så en konebåd, der var stillet op på et stillads. Der var en strand med rullesten. Deres boplads var meget dejlig. Under husene var der masser af kød og hvidhvalsmattak. Da de så alt dette, blev de så begejstrede, at de glemte advarslen og begyndte at kigge rundt. De vidste egentlig ikke, hvad der skete, for pludselig

forsvandt alt det dejlige, og de løb lige imod klippevæggen, så konebådens spids

knækkede og alle ombord faldt bagover. Da dette skete, kom plejesønnen hen og sagde: "Jeg skal hilse og sige, at I godt må bygge jer et hus på den lille

klippeafsats, og at de vil førge for jer med mad." De byggede et hus dér, og hver dag blev der bragt kogt mad til dem.

 

Paamiuts forstander, D. Möller.

 

Var.: Muligvis; jeg har forgæves afprøvet flere søgninger

 

Kommentar: Overgangen fra denne verden til den anden, hvor innersuit, andre ånder og de døde lever deres liv, skildres ofte som et tvesyn, der lagdeles for ens øjne.

Efter død og genoplivelse kan den unge mand færdes mellem begge verdener, men han hører åbenbart mest til den anden verden.

Oqalugtuaq utorqánguamik / oqaluttuaq utoqqannguamik

Print
Dokument id:106
Registreringsår:1867
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, IV, 4'
Fortæller:(?)
Nedskriver:Olsen, Elias
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Oqalugtuaq utorqánguamik / oqaluttuaq utoqqannguamik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:ss. 523 - 527, nr. 97
Lokalisering:?
Note:

Kort resumé i Rink 1866-71, II: 88-89, nr. 47.

Resumé: se nederst.

 

Oversættelse ved Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom:

 

Fortællingen om det gamle ægtepar.

Det fortælles om et ældre ægtepar, at de havde to børn, en dreng og en pige. De havde deres vinterboplads i en egn inde på fastlandet. Mens de boede der, blev deres børn voksne, og deres store søn begyndte at forsørge dem ved sin fangst. En sommer var sønnen en dag taget af sted på kajakfangst, og forældrene fik lyst til at tage ud til en ø, der lå ud for deres boplads. Da forældrene havde fortalt deres søn, at de ville tage af sted fra morgenstunden af, begyndte de at gøre sig klar, så snart sønnen var taget på fangst. Da de havde sat deres konebåd i vandet, lastede de den med alt deres husgeråd, og da de var kommet om bord, lod hendes dumme mand som om han tænkte sig om, og sagde til sin kære kone: "Vi er lige ved at glemme pløkkene til udspiling og fastnagling af skind." Så ville han selv hente dem og krævede, at hans store datter gik med. Hans lille kone var imod, at deres store datter skulle gå med, men hendes mand blev stædigt ved, og konen endte med at opgive og lod sin datter gå med. Så gik hendes dumme mand op til huset sammen med sin datter med det påskud, at han ville hente pløkkene. Da de kom ind i huset overfaldt faderen sin datter for at binde hende. Så bandt han hendes hænder sammen bag på hendes ryg og bandt hende fast til husets væg og gik ud af huset og efterlod hende med hovedet hængende nedad.

 

Da han kom ned til konebåden, blev konen ved med at spørge, men manden svarede hende ikke og ville bare tage af sted. De stødte fra land, og selvom konen helst ville vente på sin datter, ville manden bare tage af sted. Tænk, han ønskede sin datter død. Da konen måtte opgive at påvirke sin mand, begyndte hun at græde og  roede indefter, mens manden roede baglæns udefter. Da konen til sidst ikke kunne klare sig mod sin mand, holdt hun op med at ro og græd bare videre. Hendes mand brugte nu årerne på begge sider af konebåden og roede videre ud mod øen, selv om konen efterhånden var helt opløst af gråd, fordi hun sørgede så meget over at blive skilt fra sin datter.

 

Da de kom ud til øen, lossede de deres husgeråd af konebåden og rejste deres telt. Der gik et stykke tid efter at de havde slået deres telt op, før sønnen dukkede op. Hen under aften nærmede deres søn sig øen. Da han skulle til at lægge til ved stranden, gik hans fader ned til ham, mens han lod som om, han var i meget godt humør, men det var altså for at få sønnen til at tænke på noget andet, fordi sønnen elskede sin lillesøster meget højt. Da sønnen var stået ud af kajakken, begyndte faderen at tale til ham om løst og fast. Da sønnen lagde mærke til, at hans lillesøster ikke kom ud af teltet, skyndte han sig at gøre sin kajak klar og gik op til teltet. Da han kom ind var lillesøsteren ikke derinde, men han spurgte dog ikke efter hende, da han troede, at hun var ude at gå en tur. Han spiste ikke engang først, men gik ud for at gennemvandre hele deres nye boplads for i den tro, at lillesøsteren var ude at gå en tur, ville han finde hende. Da han havde været overalt på øen og ikke havde set noget til hende, tænkte han: "Måske er jeg gået forbi hende, mens hun har været på vej hjem." Og så gik han hjem, og selv om han ikke havde set noget til hende, da han kom hjem, gik han bare i seng, da det blev aften; hans usle fader snakkede til gengæld hele tiden og fortalte historier for at få sønnen til at tænke på noget andet, fordi han selv ønskede at dræbe hans lillesøster. Da de vågnede, tog sønnen på kajaktur uden at have spurgt efter sin lillesøster, eftersom han tænkte, at hun var kommet hjem, efter at de var faldet i søvn, og at hun måske var taget af sted meget tidligt om morgenen, når hun nu var så glad for alt det nye på deres nye boplads. Derfor tog han bare af sted på kajaktur. Da han havde været ude og som sædvanlig kom tilbage med fangst, kom hans usle fader ned til ham og fortalte historier om løst og fast. Sønnen var kommet til at savne sin lillesøster meget, efter at han ikke havde set hende i to dage, og han skyndte sig op til teltet, men da hun ikke var i teltet, tog han igen af sted uden at have spist for at søge efter sin søster. Da han var gået rundt på deres ø, og ikke havde set noget til hende, sagde han efter at være kommet hjem, at han ville tage hjem til deres oprindelige boplads. Det modsatte hans usle fader sig på det kraftigste. Trods faderens kraftige protester var sønnen ligeglad og tog af sted. Da han kom frem neden for huset, gik han i land og op til huset. Da han kom ind fandt han sin elskede lillesøster bundet til husets tagtømmer med hovedet nedad. Da han fandt hende sådan, kunne han ikke løsne båndene, fordi de havde snoet sig så meget, at de sad uhjælpeligt fast. Han blev hos sin lillesøster og forlod hende først, da det begyndte at blive aften, og han ville tage over til hende den næste morgen igen. Da han kom hjem til øen, sagde han ikke noget, men gik i seng og faldt i søvn. Da han vågnede næste morgen, tog han noget kogt kød med som proviant og tog igen over til sin søster. Da han kom frem, gik han op til huset og ind til sin lillesøster og så, at hendes hår var udslået og gennemvædet af hendes blod, samtidig med at det dækkede hendes ansigt. Da han så hende sådan blev han lidt bange for hende, men han madede hende med det kød, han havde taget med, selvom hun forsøgte at bide i hans hænder. Efter at have været hos hende tog han hjem igen. Da han kom hjem, sagde han stadig ingenting. Næste morgen tog han igen over til søsteren. Da han kom dertil, sørgede han for, at forenden af hans kajak vendte udefter. Da han gik op til huset og kiggede ind af vinduet, så han ikke noget til sin lillesøster, og som det skulle vise sig, var hun kommet ned fra væggen og ventede på ham ved hushjørnet. Da han rundede hushjørnet, greb hun straks efter ham, og nu havde hun sat sit hår som en slags næb. Da han så hende sådan, flygtede han straks ned til sin kajak, og da han kom ned i den og stødte fra land, nåede lillesøsteren et par gange at få et let greb om hans kajakspids. Da hun ikke længere kunne nå ham, begyndte hun at gå skrigende ind over land. Da hun forsvandt ud af syne, tog han hjem.

 

Da han kom hjem sagde han, at han ville have nyt tøj, og hans moder syede tøj til ham. Hun syede hurtigt og havde snart tøjet færdigt. Da hun var færdig med det, sagde han, at han ville på kajaktur til bunden af fjorden. Da han sagde det, forbød forældrene ham at gøre det, men til sidst opgav de og lod ham tage af sted. Da han havde roet ind ad den store fjord, gik han i land i bunden af fjorden og sørgede for, at forenden af kajakken vendte udefter. Så tog han sit nye tøj på og begyndte at gå ind over land. Han gik østpå og måtte ind imellem gå op over fjeldtoppene, og da han var kommet godt ind i landet, begyndte han at råbe for at tilkalde sin storesøster. Da han første gang råbte og ikke fik svar, gik han længere ind i landet og råbte igen. Da han igen havde råbt, kom der denne gang et svarråb. Da svaret kom, råbte han, at vedkommende skulle komme hen til ham, og da der igen blev svaret, og det lød, som om en stemme begyndte at komme nærmere, løb han nedefter. Når han standsede op og råbte, kom svaret fra et sted, der var endnu tættere på. Og så begyndte han at løbe alt hvad han kunne, da hans nye tøj var meget tætsluttende og smidigt. Da han nærmede sig sin kajak, så han sig tilbage og opdagede, at hans søster havde vokset sig så stor som et stort telt. Da han så hende sådan, begyndte han for alvor at løbe, og da han kom ned til sin kajak, vadede søsteren ud i vandet og greb fat i hans kajak, men mistede straks grebet. Der sad han ude på vandet og så på sin søster, og da hun gik igen, tog han hjem.

 

Da han kom hjem, sagde han, at han ville bosætte sig i bunden af fjorden. Faderen adlød ham bare, fordi han så gerne ville formilde ham. Da de havde pakket deres sager, tog de af sted. De roede ind ad fjorden, nåede bunden og slog lejr. Da det var et meget godt område at slå lejr, var faderen meget tilfreds. Da de så havde bosat sig der, vågnede sønnen en morgen, hvor hans forældre endnu sov. Han tog sit nye skindtøj på og gik ned og sørgede for, at forenden på hans kajak vendte udefter, og så gik han som før ind over land. Da han havde gået et stykke tid og var kommet langt ind i landet, råbte han som tidligere højt. Da han havde råbt, fik han straks svar. Øjeblikkeligt tog han flugten, og da han havde løbet et stykke tid, standsede han op og råbte igen. Da han tav, fik han svar et sted ret tæt på, og så løb han videre, så hurtigt han kunne. Da han var lige ved at nå sin kajak, kom søsteren til syne og var blevet endnu større end før. Da broderen var kommet i sin kajak og var lagt fra land, kom søsteren ud til kysten ud for broderen, og han sagde til hende, at hun skulle æde sine usle forældre som hævn. Da han sagde det til hende, gik hun hen til teltet, men da teltåbningen var for lille til, at hun kunne komme ind i teltet den vej, gik hun om bag teltet og gravede sig ind under det. Straks trak hun sin usle fader ud og slugte ham med det samme. Bagefter slugte hun også sin moder. Til slut slugte hun også deres telt. Da hun havde spist det hele, gik hun hen til deres konebåd og stoppede den i munden. Da hun havde slugt den, kunne man dog se enderne af konebådens ræling stikke ud af munden på hende. Derefter løb hun skrigende ind over land.

Da hun var forsvundet af syne, roede broderen væk fra stedet. Det fortælles, at da han som hævn havde udslettet sine forældre, fik han fred i sindet og rejste væk for at bosætte sig et andet sted.

 

Her ender fortællingen.

 

Resumé:

Den mishandlede datter. En fader elsker sin søn, men efterlader sin datter ophængt i et reb med hovedet nedad på bopladsen trods moderens protester. Sønnen finder hende, men kan ikke skære hende ned. Kommer igen. Da er hun blevet et uhyre. Lokker sin forældre med ind i fjorden på lejr. Han kalder på hende, flygter, og lader hende sluge både forældrene og alt deres gods.

 

Var.: Savínguarniaq; Gravene er de dødes hus; Mannik; De mange brødres eneste søster, som blev gal;

Samme motiv, anden fortælling: kangerlumiorlungooq kitaamiorlu; Vennerne; Fætrene; Fætrene II; fjordbo kystbo; sindssyg / ligfedt / menneskefedt; bespiste ondt; Savinnguarniaq;

 

Kommentar: Vedr. årsagen til vennens pludselige ondsind se kommentaren til Arons variant, Bedstevennerne.

Oqalugtuaq utorqánguamik / utoqqannguamik

Print
Dokument id:104
Registreringsår:1867
Publikationsår:sign
Arkiv navn:reaar[1867
Fortæller:(?)
Nedskriver:Nicolaisen, John (Nikolaisen, John)
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Oqalugtuaq utorqánguamik / utoqqannguamik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:555 - 560, nr. 99
Lokalisering:?
Note:

Oversættelse ved Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom:

 

Beretningen om den ældre mand.

Det fortælles om en ældre mand, at han havde en enkelt søn og en yndlingssommerplads. En sommer døde deres eneste søn, mens de opholdt sig på deres vanlige sommerplads. Det siges, at de ville have bragt deres afdøde søn hjem til deres vanlige vinterboplads, men de var blevet så få, at der ikke var folk nok til deres konebåd, så de måtte begrave deres søn på deres vanlige sommerboplads. De troede også, at de måtte overvintre på dette sted og begyndte derfor straks at bygge sig et vinterhus. Mens de stadig var i færd med at bygge deres hus, hørte deres slægtninge, at den ældre mand og hans kone kunne komme til at overvintre alene, og så fik familien medlidenhed med dem og tog hen efter dem i deres konebåd. Da de kom til deres sommerboplads, tog de dem med hjem til deres vinterboplads.

 

Det fortælles, at da de var kommet til deres vinterboplads, begyndte den ældre mand at besøge sin eneste søns gravplads for at klage sin nød. Det siges, at han til sidst besøgte stedet hver dag og ikke længere gad tage på fangst. Når han kom til sin søns grav, sad han ved siden af den og havde ingen fornemmelse af, hvordan dagen gik. Og når han pludselig så, at solen allerede var ved at gå ned, måtte han tage hjem.

 

En morgen vågnede de til en vindstille og skyfri dag, hvor himlen netop var klaret op, og det fortælles, at der kun var lidt skyer ude i vest. Så tog den ældre mand af sted på sælfangst. Da han havde passeret yderkysten undervejs vestpå, fik han øje på en stor sort genstand forude i horisonten. Så begyndte han at ro hen mod den. Da han var kommet den nærmere på hold, tænkte han, at det bestemt lignede et menneske. Endelig var han ved at nå den, men på grund af sin høje alder var han næsten nået derhen uden at genkende den. Først da han så en klapmyds bagved genstanden, genkendte han den som et stort menneske. Det viste sig at være en tuneq-mand, der var ude på sælfangst med en lille nedfalden sky som kajak, og da skyerne forsvandt, så han, at vandet var ved at nå ham til livet. Da han nåede hen til ham, spurgte han ham således: "Man har svært ved at få adspredt sine tanker, fortæl noget." Den tiltalte tav, og det var faktisk fordi den ældre mand var kommet ham i forkøbet, for han havde ellers tænkt sig at sige noget. I forventning om, at manden skulle sige noget, fulgte den ældre mand efter ham, og uden at tuneq-manden havde sagt noget, kom de et godt stykke ind mod land, og den ældre mand spekulerede over, hvilken retning tuneq-manden ville vælge. Til sidst opdagede han, at tuneq-manden havde retning mod hans søns gravplads. Mens han fulgte efter ham tænkte han: "Han er ikke meget for at sige noget, måske skulle man tage og harpunere ham." Så tænkte han videre: "Jeg kan harpunere ham, når han næsten er ved land." Da så tuneq-manden nærmede sig kysten, begyndte den ældre mand at vente på, at tuneq-manden skulle få et forspring; og da han havde fået et forspring, begyndte han at ro hurtigt hen mod ham, og han besluttede at harpunere ham lige mellem skulderbladene. Da han havde gjort sin harpun klar til kast, så han, at tuneq-manden var lige ved at kigge sig tilbage, og netop som han så sig tilbage, harpunerede han ham, så det straks boblede fra hans lunger og han begyndte at synke. Før han var sunket, tog den ældre mand fat i ham, og bugserede ham i land nedenfor sin søns gravplads. Først tænkte han på at lade ham ligge der, men kom meget i tvivl og besluttede sig for at sænke ham i vandet. Han hentede så sin fangstline fra sin kajak og bandt sænkesten om tuneq-mandens hals og sænkede ham, men tuneq-mandens storetå stak op af vandet. Han parterede også hans klapmydsfangst og sænkede den.

 

Da den ældre mand kom hjem, spurgte bopladsfællerne ham, hvor han havde været. Den ældre mand svarede: "Fremover tager jeg aldrig andre steder hen end til min søns grav, hvor jeg kan klage over tilværelsen." Bopladsfællerne lagde mærke til, at den ældre mand gik meget tidligt i seng om aftenen, men de sagde ikke noget. Da de andre havde sovet og vågnede, var den ældre mand der ikke længere, og det viste sig, at den ældre mand ikke havde kunnet falde i søvn, fordi han glædede sig så meget til den næste dag, og at han derfor var taget af sted uden at sove.

Da den ældre mand var taget af sted midt om natten, kom han som sædvanligt til sin søns gravplads og var som sædvanlig lige begyndt at jamre og klage, da han hørte en lyd bagved sig, og han kiggede sig tilbage og så, at en tuneq-mand var lige ved at nå hen til ham. Da den ældre mand så ham, spurgte han ham: "Hvad kommer du her efter?" Den store tuneq-mand svarede dertil: "Jeg søger efter min eneste søn, der tog på fangst i går og endnu ikke er kommet tilbage." Da han sagde det, var den gamle mand lige ved at sige: "Jeg har dræbt ham," - men han nåede lige at holde sine ord tilbage. Mens han var der sammen med tuneq-manden, begyndte denne at kigge udefter, mens han skyggede for sine øjne med hånden, og den ældre mand vendte hovedet væk fra ham. Så hørte han tuneq-manden udbryde: "Hvad er det derude, der dukker op og igen forsvinder fra havoverfladen?" Den ældre mand svarede: "Ja, hvad mon det kan være, måske skulle man tage derud og undersøge det." Tuneq-manden sagde: "Ja gør det, tag ud og find ud af det!" Så tog den ældre mand derud, og da han nåede derhen, hørte tuneq-manden ham sige: "Hør du dér, det er jo et menneske!" De store tuneq-mand svarede: Måske kunne du bugsere det ind:" Så trak den ældre mand med besvær mennesket op og begyndte at bugsere det ind. Da han var nået ind til land med det, genkendte den store tuneq-mand sin søn, og straks begyndte han at græde. Den ældre mand begyndte at græde sammen med ham, og da han havde grædt, sagde tuneq-manden: "Hvis jeg havde været alene, havde jeg aldrig fundet ham, kom nu med og få din belønning." Da han sagde, det, gik den ældre mand med til det. Så ordnede tuneq-manden sin bærebylt og begyndte at gå opad sammen med den ældre mand.

 

Det berettes, at den ældre mand på sine ældre dage kunne løbe alle slags landdyr op, og derfor regnede han med, at han kunne holde trit med den anden. Men tuneq-manden sagde: "Nu skal du løbe så hurtigt du kan." Derfra begyndte de at gå op ad et meget stort fjeld, men halvvejs oppe begyndte den ældre mand ofte at sakke bagud. Hver gang han kom bagud, løb tuneq-manden langsommere, og når den ældre mand nåede ham, sagde tuneq-manden til ham: "Så skynd dig dog lidt, ellers bliver det aften, inden vi når frem." Da de endelig var kommet over det store fjeld, fortsatte de støt ind mod indlandsisen. Da de endelig kom til indlandsisen, fortsatte de over den direkte østpå. Undervejs fik de længere fremme øje på en stor nunatak. Da de kom nærmere, så de et hus foran sig, der lå på vestsiden af den store nunatak. Da de nærmede sig huset, og der ikke kom mennesker ud, løb den store tuneq-mand endnu hurtigere, og den ældre mand sakkede hurtigt agterud. Kort efter at tuneq-manden var kommet ind i huset, kunne man høre tuneq-folkene begynde at græde og jamre sig. Den ældre mand tænkte først på at gå ind i huset, men så besluttede han sig for at blive stående udenfor. Der stod han endnu, da de bød ham indenfor. Det fortælles, at da den ældre mand var på vej ind gennem den store husgang, og regnede med bare at springe op på afsatsen til husrummet, men så rummets enormt høje afsats, standsede han, fordi han sikkert ikke ville kunne klare springet. Da han blev stående nedenfor afsatsen, tog tuneq-manden ham ved armen og hjalp ham op, og straks han var kommet ind, satte han mad frem for ham, lutter tørret rensdyrkød. Da den ældre mand havde spist nok og ville holde op, insisterede tuneq-folkene på, at han skulle spise sig rigeligt mæt, for de sagde, at hvis han ikke havde været til stede, ville deres fælle ikke være blevet fundet. Først da den ældre mand var stop mæt, holdt han op med at spise.

Da han holdt op med at spise, sagde én af tuneq-folkene: "Måske skulle jeg mane ånder bare for at prøve," og straks bad han om at få slukket lamperne, mens han satte sig i krogen ved afsatsen til husrummet. Så fik den ældre mand brug for et gemmested. Inden han havde fundet sådan et gemmested, bad åndemaneren om at få lamperne tændt. Så snart lamperne var blevet tændt, sagde han til den ældre mand: "Det er dig, der har gjort det, det er dig, der har dræbt ham." Den ældre mand tænkte først på at benægte det, men fik så den tanke, at hvis de kunne genoplive den dræbte, kunne han selv fortælle, at det var den ældre mand, der havde dræbt ham, og så sagde han: Ja, jeg har dræbt ham, fordi han nægtede at sige noget som helst." Da den ældre mand sagde det, sagde den dræbte mands fader: "Vent lidt, jeg vil først prøve på at genoplive ham." Så forsøgte de at genoplive den døde. Da de havde fået ham til live igen, spurgte de ham grundigt ud, om hvad der var sket. En af tuneq-mændene spurgte den dræbtes fader: "Hvordan vil du tage hævn over ham, der så usselt har dræbt din søn." Denne svarede ikke, men begyndte så at hviske til de andre. Da de havde hvisket sammen, gik to af mændene ud efter at have taget armbeskyttere med sig. Snart efter kom de tilbage med to fyldte armbeskyttere. Det viste sig, at de havde hentet tanglopper fra havet. Da de kom ind, trak de kamikkerne af den ældre mand og gav ham armbeskytterne på som kamikker og snørede dem tæt til for oven, hvorefter de hængte ham op på væggen bag ved briksen. Den ældre mand måtte blive der, da de havde hængt ham op. Mens han hang der, blev han tyndere og tyndere, fordi tanglopperne spiste af ham. Til sidst var han helt afmagret, og først da han næsten ikke havde mere kød tilbage, tog de ham ned. Da de havde taget ham ned, faldt han hele tiden til siden, når han forsøgte at træde på fødderne, fordi hans ben var helt døde. Så blev han dér på stedet for at samle lidt kræfter. Da han havde fået flere kræfter, startede han hjemturen, og han var adskillige dage om at nå sin kajak. Da han nåede den, tog han hjem til sin boplads.

 

Da den ældre mand udeblev så længe, troede hans familie, at han var kæntret og druknet. En dag rygtedes det så, at den ældre mand var komme tilbage. Det fortælles, at da den ældre mand var nået hjem, tog han ikke ud i kajak i et godt stykke tid. Senere da han regnede med, at den tuneq, han havde dræbt, havde glemt hændelsen, fik han lyst til at se sin søns gravplads. Så tog han af sted for at se sin søns gravplads. Da han var roet derhen og kom til stranden nedenfor sin søns gravplads og skulle op af sin kajak, rakte han armen indefter for at støtte sig, og tænk, så stak han sin arm lige ind i gabet på den tuneq, som han havde dræbt, og tuneq-manden bed den ældre mands arm af lige op til armhulen. Den dræbte var nemlig, for at tage hævn, kommet derhen og havde lagt sig på lur lige ved strandkanten. Således fik tuneq-manden sin hævn over den ældre mand, som på et tidspunkt havde taget hans liv.

 

Her slutter fortællingen.

 

Var.: Ingen i denne bases samlinger

 

Kommentar: John Nicolaisens fortællinger er ikke helt almindelige, men det er vanskeligt at klargøre hvordan og hvorfor.

oqalugtuaq utorqánguamik nuliarîngnik / oqaluttuaq utoqqannguamik nuliariinnik

Print
Dokument id:1976
Registreringsår:1867
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, IV, 4'
Fortæller:(?)
Nedskriver:Olsen, Elias
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq utorqánguamik nuliarîngnik / oqaluttuaq utoqqannguamik nuliariinnik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:ss. 477 - 479, nr. 90
Lokalisering:?
Note:

Om et ældre ægtepar

Kort resumé i Rink 1866-71, II: nr. 87:

To gamle ægtefolk rejste alene med deres båd / umiaq. Manden hed Attuassaki og konen Attuissiki (?). Da de lagde til land ved en ø for at samle bær, bandt hun båden fast ved blæretang, hvorfra den løsnede sig og drev bort med alle deres ting. De måtte så bygge hus og overvintre. Engang da konen var alene hjemme hørte hun en stemme råbe uden for: "Spæk, spæk!" Og et stort mandfolk kom ind til hende og bragte udsmeltet tran med, som hun fyldte både sine støvler, sin pels og sine bukser med, fordi hun ikke havde andre beholdere. Da den fremmede var gået, dyppede hun fingeren i spækket, smagt på det og fandt det så sødt og lifligt at hun spiste alt fra både støver og pels. Da hendes mand kom hjem spiste han buksernes indhold og tyggede selv bukserne bagefter. De de så sig om efter mennesker, opdagede de ikke andet end en bi i nogle buske ovenfor huset. Det var den der havde besøgt dem i menneskeskikkelse.

Sagnet hænger sammen med den betegnelse man i Sydlandet (det sydligste Grønland?) bruger for blæretang for pituffik (noget at fortøje ved).

 

Hist.: Der kunne være tale om en humlebi, hvoraf der lever mange arter i Grønland. Men man har næppe kunnet få fat i dens honning? Snarere har man smagt noget indført honning hos kolonisterne, associeret det til flydende spæk og i samme anledning fået fortalt om bier.

oqalugtuaq utorqánguanik / oqaluttuaq utoqqannguamik

Print
Dokument id:1978
Registreringsår:1867
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, IV, 4'
Fortæller:(?)
Nedskriver:Nicolaisen, John (Nikolaisen, John)
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq utorqánguanik / oqaluttuaq utoqqannguamik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:ss. 577 - 579, nr. 104
Lokalisering:?
Note:

Om en ældre mand.

Resumé på dansk i Rink 1866-71, II: nr. 49, s. 89 - 90.

 

Resumé:

Genoplivelse ved amaroq'en. En ung mand kæntrer og drukner under renjagt i en sø. Amaroq-unger æder liget, deres bedstemor samler deres lort, lægger det på knoglerne, bedækker det med mos, manden kommer til live, lever blandt amaroq'erne, der blir misundelige, fordi han altid får de største rener, og bedstemoderen fortæller ham om hans herkomst. Han flygter hjem og opholder sig undervejs en kort tid hos myg i menneskeskikkelse.

 

Hist.: søg på amaroq.

oqalugtuaq utorqánguanik kangerdlungmut pulassunik / oqaluttuaq utoqqannguanik kangerlummut ... / Fortælling om små ældre mennesker, der rejste ind i fjorden

Print
Dokument id:354
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Fontain, Sivert Ely
Nedskriver:Fontain, Sivert Ely
Mellem-person:Kjær, J.
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq utorqánguanik kangerdlungmut pulassunik / oqaluttuaq utoqqannguanik kangerlummut ... / Fortælling om små ældre mennesker, der rejste ind i fjorden
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 783 - 788, nr. 213
Lokalisering:Sisimiut / Holsteinsborg
Note:

Dette håndskrift må være en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 25, ss. 110 - 114 har Rink fortinsvis oversat Kreutzmanns variant men tilføjet en kommentar om Fontains og to andre varianter. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 37, pp. 248 - 255: The Brother who went to Akilinek in search of his Sister.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Der fortælles om et ældre ægtepar, der rejste ind i

fjorden. De have en søn og to døtre. Den ældste datter var blevet

voksen, mens den yngste ikke var fuldt voksen endnu.

Da de havde slået lejr og taget konebåden op på land, tog de afsted på

renjagt. De så en stor flok rensdyr på en slette, og storebroderen

sagde til sin lillesøster: "Jeg bliver her, hvis du vil gå ud og drive

dem herhen. Lillesøsteren tog afsted og forsvandt straks bag en

fjeldryg. Broderen gik hen og kiggede ud over det område, hvor hun

skulle være. Han så ikke noget til hende, og han ledte efter hende

uden at finde hende. Den ældste af lillesøstrene var og blev borte.

Storebroderen gik grædende hjem og var bange for at fortælle

det til forældrene. Da han kom hjem, udspurgte forældrene ham, men de

gjorde ham ikke noget. Storebroderen ledte efter sin lillesøster hver

dag, og efterhånden var det ved at blive efterår.

Så gav de sig til at bygge et hus dér, hvor de havde sat konebåden op

på land, for at overvintre inde i fjorden. Der kom islæg, og hver

morgen tog storebroderen afsted, men han fandt end ikke den mindste ting,

som kunne stamme fra lillesøsteren.

       

En morgen tog han afsted, mens det endnu var mørkt, og det blev mørkt, inden han kom hjem. Så hørte man støj udenfor, og forældrene sagde til deres datter: "Nu

er din bror kommet hjem. Gå ud og se efter!" Datteren gik ud, men

flygtede omgående tilbage ind i huset, idet hun sagde: "Min storebror

er kommet hjem med et ellet andet stort, som jeg ikke ved, hvad er."

I det samme kom storebroren med sveden haglende af sig. Faderen

spurgte: "Hvad er det for noget småtteri du kommer med?"("súnguaq-una": hvad er det for en lille én). "En lille isbjørn!" Faderen så, at det var

en stor isbjørn, som var hårløs i ansigtet.

 

Da sønnen havde spist, gik de i søvn allesammen. Da forældrene vågnede, var sønnen taget afsted. Han blev ude hele dagen. Først på natten hørte de støj.

Forældrene sagde til deres datter: "Din storebror er kommet hjem, gå

ud og se efter." Hun gik ud, men flygtede straks ind igen, idet hun

sagde: "Min storebror er kommet hjem med et eller andet enormt." Idet

samme kom broderen ind, og faderen spurgte: "Hvad kommer du med?"

Sønnen svarede: "En lille mammut!" Faderen så at det var et aldeles

frygtindgydende dyr. Alle dets ben var bundet; det var ligeledes

bundet omkring snuden.

 

Det var blevet sent, og da sønnen var blevet færdig (med at spise), gik

de i seng. Allerede da de vågnede tidligt om morgenen, var sønnen taget

afsted. Sent på aftenen var han endnu ikke kommet hjem. Så hørte man

støj. Forældrene sagde til datteren: "Din storebror er kommet hjem, gå

ud og se efter." Hun var kun ude et øjeblik, så flygtede hun ind, idet

hun sagde: "Hvad er det dog for noget kæmpe noget, min storebror har med hjem." I det samme kom storebroderen ind, stærkt svedende. "Hvad er du kommet hjem med?"  spurgte faderen. "En stor orm!" Faderen så, at det var et rædselsvækkende dyr.

Det var otte favne langt og meget bred.

 

De gik først i seng sent på natten. Da forældrene vågnede, var sønnen taget afsted. Han var væk hele dagen, og det var blevet nat, da man hørte noget støj. Forældrene sagde til datteren: "Din storebror er kommet hjem, gå ud og se efter!" Hun var kun ude et øjeblik, så flygtede hun ind, idet hun sagde: "Hvad er det

for noget stort, min storebror er kommet hjem med?" I det samme kom

storebroren ind stærkt svedende. Faderen spurte: "Hvad har du nu med hjem?" Sønnen svarede: "En lille ulv!" Faderen så den og blev skrækslagen, fordi den hele tiden brølede. Det var ved at dages, da de gik i seng og sov.

       

Dagen efter tog sønnen ikke

afsted. Han byggede slæde hele dagen. Han havde altså

fanget disse dyr for at bruge dem som trækdyr. Han blev færdig med

slæden og skulle prøve den dagen efter. Han spændte dyrene for og tog

afsted. Da han kom ud på isen, så føg det ellers med sne omkring slæden "qanga

pujúnquarssi". Isbjørnen blev hele tiden bare slæbt med, fordi den løb langsommere

end de andre dyr. Han var godt tilfreds, da han vendte tilbage til

huset.

 

Dagen efter var han på udkig fra de høje fjelde. Han så, at der

var is så langt øjet rakte. Der var intet til føden at se nogen steder. Da

han kom hjem, sagde han til sine forældre:" I skal ikke være bekymrede

for mig. I morgen kører jeg vestover til Akilineq for at træffe mennesker. Hvis jeg træffer mennesker, kommer jeg først hjem imorgen.

       

Næste morgen tidligt tog han af sted. Forældrene og hans lillesøster fulgte ham med øjnene, da han drog af. Da han kørte ud midt igennem fjorden,

var det som en fugl, der fløj meget hurtigt. Det varede ikke længe, så

var han ude af syne. Han fortsatte vestover, og endelig kom Akilineq

til syne.

 

Ikke så langt fra stranden stødte han på slædespor og masser af

menneskespor. Han lod sine trækdyr blive på stranden og gik uden om et

lille næs. Så så han en hel masse huse. Et af husene var placeret for

sig oven for de andre. Han tænkte på at gå der op. Han ventede indtil

der ikke mere var så meget rend ud og ind af husene. Da der ikke kom flere

mennesker ud, gik han op til huset. Derinde

sad hans søster og bar ovenikøbet et barn på ryggen.

 

Hans søster gav ham noget at spise og fortalte ham alt hvad der var sket under

rensdyrjagten. Søsteren sagde, at hendes mand ikke var kommet hjem fra

fangst endnu. En gang hun kiggede ud gennem vinduet, sagde hun:" Nu

kan man se ham komme." Storebroderen kiggede ud og så, at han nærmede

sig meget hurtigt (der står ordret: han blev synlig meget hurtigt.)

Da han kom nærmere, opdagede gæsten, at han havde fire unge

veludviklede renbukke som trækdyr. Da han kom hjem gik hans kone ud

og fortalte ham, at hun havde besøg af sin storebror.

Svogeren kom ind og var meget venlig; han sørgede godt for gæsten, og

han fortalte ham, at bopladsfællerne var store drabsmænd.

 

Midt om natten skar gæsten sammen med sin svoger de inderste remme til

fastgørelse af slædernes tværtræer over- med undtagelse af to slæder- viste det

sig senere. Da de blev færdige, gik de i seng. De vågnede tidligt om

morgenen, og gæsten skulle nu afsted. Svogeren fulgte ham ud, og da de stod på isfoden, råbte svogeren:" Gæsten er ved at

tage afsted." I de mange huses vinduer sås skygger bevæge sig. De kom

ud, spændte for slæderne og kørte afsted; men når de kom ud på isen,

faldt slæderne sammen. Da gæsten gav sig til løbe i retning af sine

store trækdyr, lagde svogeren mærke til, at hans fødder ligesom hele

tiden var oppe på skulderbladene. Han råbte: "Det er dog imponerende

at se, at et menneske kan løbe så hurtigt." To af slæderne halede ind

på ham, og de mange mennesker sagde hele tiden:" Lad os kappes om at

være den første, der sårer ham, mens han endnu trækker vejret." Gæsten

nåede hen til sine trækdyr og løsnede skaglen til den store orm. Nu

angreb ormen forfølgerne, og den dræbte dem alle uden undtagelse. Så

kunne gæsten tage afsted hjemover uden at han var blevet såret.

       

Den foregående dag havde han inviteret sin svoger og hans familie til at komme på besøg, da lillesøsteren længtes stærkt efter at se sin storesøster.

Da han kom hjem sagde han til sin lillesøster:" Derude vestpå bor din

søster og har et barn. Hun vil snart komme på besøg." Der gik nogle

dage; så så man en slæde nærme sig meget hurtigt vestfra. Da de var

kommet nær, begyndte lillesøsteren at glæde sig. Hun gav sig til at

hoppe over konebåden, der lå på stativ, i glæde over at hun snart

skulle gense sin storesøster. Hundeslæden var nu kommet ganske nær

bopladsen, men så standsede den. Det var faktisk fordi

de så nogen hoppe over konebåden. De vendte om og tog vejen

hjemover. Lillesøsteren blev fortvivlet. Hun blev syg og fik det jo længere jo værre. Hun døde til sidst. Siden hørte man ikke til slægtningene til Akilineq.

 

Var.: Kreutzmann 1997 102 107; Kristian Hendrik 1860 nr. 4; Peter Justus 1999 207; Bjørn, Knivhale og Savryg. Søg også på Akilineq.

 

Hist.: Dette er en af de hyppigste versioner, hvor Akilineq-boerne er fjendtlige folk. Andre versioner, der har anderledes gode meninger om stammefrænderne derovre, er sandsynligvis påvirkede at det faktiske kendskab man fik - velsagtens allerede fra sent i 1700-tallet - til folk i Baffinland og Labrador. Sidstnævnte sted havde herrnhuterne mission fra 1770.

oqalugtuaq utorqanguanik nuliarïngnik / oqaluttuaq utoqqannguamik muliariimmik

Print
Dokument id:1969
Registreringsår:1867
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, IV, 4'
Fortæller:(?)
Nedskriver:Schmidt, Nathan
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq utorqanguanik nuliarïngnik / oqaluttuaq utoqqannguamik muliariimmik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:ss.427 - 433, nr. 82
Lokalisering:?
Note:

Fortællingen om en ungkarl.

Oversættelse er opgivet, fordi teksten er temmelig usammenhængende

oqalugtuaq utorqánguanik nuliaringnik / oqaluttuaq utoqqannguamik nuliariinnik

Print
Dokument id:1977
Registreringsår:1867
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, IV, 4'
Fortæller:(?)
Nedskriver:Nicolaisen, John (Nikolaisen, John)
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq utorqánguanik nuliaringnik / oqaluttuaq utoqqannguamik nuliariinnik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:ss. 564 - 566, nr. 101
Lokalisering:?
Note:

Om et ældre ægtepar.

Ikke oversat, men i korte træk handler den om et ensomt boende ægtepar, der mister deres dygtige søn under en fangsttur. I stedet må så den gamle far, der ellers havde lagt fangsten på hylden, tage fat igen. Hans fangst skildres og ligeså konens store glæde da han kommer hjem med fangst. Nu kan hun igen flænse og koge mad som da sønnen levede. Om aftenen får de besøg i deres ensomhed og glæder sig over underholdningen, men da kone sætter maden frem, udbryder gæsterne, at fadet jo hælder, hvorefter de i skræk flygter ud og væk. Manden kommer med besvær i noget tøj og kommer tids nok ud til at se gæsterne forsvinde op i himlen som stjerner, Siattut, Orions Bælte.

 

Var.: Rink 1866-71, II: nr. 32, s. 73. ID 103, 1431, 1782, 1788, og 2329, hvor varianterne sammenlignes.  Søg også på illukoq; fadet hælder.

 

Kommentar: Rink nævner ialt 3 varianter af denne fortælling, hvoraf den han har oversat er af Hendrik / Hintrik. Forgæves har Rink søgt at få det mærkelige udsagn om fadet der hælder forklaret. "Fad" hedder her illuvigaq, der betyder snehus, siger han. Illukok er en anden betegnelse, der betyder "halvmenneske" (der har det svært med balancen). Også på Kodiak var stjerner halv-mennesker (Fienup-Riordan: The Living Tradition of the Yup'ik masks. Seattle & London: University of Washington Press, 1996: 99.

Vedr. en tolkning af dette hældende fad se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): Det hele menneske, og eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

oqalugtuaq utorqánguanik nuliarîngnik / Søsteren opsøgte brødrene hos indlandsboere / tornit

Print
Dokument id:266
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Olsen, Samuel
Nedskriver:Olsen, Samuel
Mellem-person:Kjær, J.
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq utorqánguanik nuliarîngnik / Søsteren opsøgte brødrene hos indlandsboere / tornit
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 423 - 428, nr. 136
Lokalisering:Sisimiut / Holsteinsborg
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 45, ss. 154 - 155 har Rink sammenstykket denne med endnu en variant. Samme blanding på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 30, ss. 224 - 227: The Girl who went away in search of her Brother.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

En fortælling om et ældre ægtepar.

 

Dette fortælles om et ældre ægtepar med tre børn - to sønner og én datter: En dag var datteren ude at plukke bær sammen med den ældste af sine yngre brødre. Da broderen så en rype, gav han sig til at jage den med stenkast. Han forsvandt ud af syne bag en stor sten, og der ledte hun efter ham, men hun kunne ikke finde ham. Hun kom hjem om aftenen.

 

Dagen efter tog hun af sted sammen med sin yngste bror. Han

skulle sætte rævefælder og ledte rundt efter en flad sten til at dække

udgangen med. Da han ikke viste sig igen, ledte søsteren efter ham. Sporene

endte et sted, men hun fandt ham ikke. Hun kom hjem, om aftenen uden broderen.

Hendes far sagde til hende: "Nu har du dræbt begge dine yngre brødre."

 

I virkeligheden havde faderen allerede nogen tid, før dette skete, haft

planer om at dræbe datteren, fordi hun som kvinde ikke kunne blive fanger.

Moderen syntes, det var synd for hende, og hun rådede hende til sidst at gå

hjemmefra, så hun kunne undgå at blive stukket ned af sin far.

 

Pigen puttede sine klæder og nye kamiksåler ned i sin taske, og om natten, hvor

forældrene sov, drog hun af sted hjemmefra. Da det blev dag, krøb hun

ned i en hule i en stendynge og sov. Henimod aften gik hun videre. Ved

midnatstide fik hun øje på et lille vindue længere fremme. Hun gik derhen og

opdagede, at det var et hus. Hun kiggede ind gennem vinduet og derinde var

en stor mand med bar overkrop i færd med at fremstille kajakredskaber.

Da han drejede ansigtet derhenad, hvor hun stod, opdagede hun, at han kun

havde ét øje, der sad i næseroden. Han bød hende indenfor. Men pigen blev

bange og skjulte sig i en fordybning ved siden af sin taske. Netop som hun

havde skjult sig, trådte han ud og gav sig til at kigge rundt  - endog

omkring sine fødder. Da han ikke så hende, gik han hujende ind igen.

 

Pigen gik videre, og undervejs sov hun midt på dagen. Så tog hun af sted

igen og hen på aftenen fik hun øje på et lille hus med ét vindue. Hun satte sin

taske i nærheden af huset og gik hen til huset. Hun kiggede ind igennem vinduet

og så derinde et ældre ægtepar og en ung pige, der senere viste sig at være

deres datter. Hun blev budt indenfor. Sønnen var åbenbart endnu ikke

kommet hjem fra fangst. Noget senere kom han så. Hans far spurgte:

"Hvor mange." Sønnen svarede: "Fem." Moderen gik ud og kom tilbage med et bundt

måger, som næsten ikke kunne komme med igennem husndgangen. Hun gik ud igen

og kom med et bundt edderfugle, næste gang med et bundt alke, næste gang igen et

bundt skarve og endelig med et bundt tejste. Faderen så ikke alle de ting,

moderen bar ind (mærkelig sætning. Egentlig står der: Da hun / han bar det ene

bundt efter det andet ind, så hans far ham/hende ikke (eqqussoramigit angutaata

takunngilaa) Chr. B. - Faderen kan vel ikke se hende, fordi bundterne er så store,

at de skjuler hende. BS)). Så sagde sønnen: "Har vi fået en gæst?" De svarede

ja. Så spurgte han igen: "Har hun fået noget at spise?" De svarede:

"Hun har godt nok spist". Sønnen sagde: "Giv hende noget at spise, man bliver så

sulten af at have været ude at vandre (angalalluni - Chr. B.)." De kogte alke og

skarve og hun spiste, så hun var lige ved at revne.

Da hun havde opholdt sig dér, hvor der boede mennesker, fik hun den tanke

at tage ud et sted, hvor der ingen boede. Da det blev aften gik hun bare lige ud (for at forrette), men så tog hun sin taske og drog ind i landet.

Hun gik hele natten, og da det blev morgen og hun mente, at de ikke længere

kunne få øje på hende, krøb hun ind i en hule i en stendynge og sov. Hun var

kommet langt ind i landet - det var dengang, der ikke var is inde i landet - så

så hun et hus med tre vinduer. Hun gik ned til det og kiggede ind gennem

vinduet. Derinde så hun en stor sæl, der blev sprættet op, men hun så ingen

mennesker, der sås kun skygger, og der var ved at blive kogt noget. Hun kiggede

ind gennem et andet vindue, også der så hun en stor sæl, der var ved at blive

flænset. Hun kiggede ind gennem det tredje vindue, og der så hun også en stor

sæl, der var ved at blive skåret i flere stykker (der står: 'anguleraat', - der

skulle nok have stået: 'agguleraat' - Chr. B.). Så blev der puffet til hende, men

der sås ingen mennesker. En stemme sagde: "Jeg skulle bede kystboen komme

indenfor." Hun gik ind, men stadigvæk så hun ingen mennesker, kun skygger. Men

så fik hun øje på et gammelt ægtepar, der lå på maven ved opgangen til rummet. Hun blev bedt til sæde. Hun var altså på besøg hos

tarrajarsuit, skyggevæsener. Hun blev budt på kød at spise. Tallerkenerne blev tomme af sig selv (uden at hun kunne se dem, der spiste - Chr. B.). De sagde, at hun kunne gå i seng, når hun ville. Hun gik i seng. Midt om natten vågnede hun ved, at hun kunne mærke noget slimet der, hvor hun lå, og der var også noget blod. Det viste sig, at et af skyggevæsenerne var revnet af forspisning. Hun fik pludselig dårlig samvittighed og stak af midt om natten.

 

Under sin vandring fik hun pludselig øje på en stor slette med tåge henover.

Hun gik dernedad. Der var ingen mennesker at se, men hun hørte nogen

råbe: "Gå på den vestre side (jeg kender ikke udtrykket 'uvkaa'. Den danske

kommentar siger 'vestre' - Chr. B.)." Hun kiggede rundt og så ved kanten af den store slette en hel masse væsener med store maver i en position, hvor de

havde anbragt maven i en fordybning i jorden, mens de ventede på, at mætheden skulle fortage sig. Kvinden, som i forvejen var forbitret, tænkte, at hun ville skridte henover dem. Og selv om der blev sagt, at hun skulle gå bagom ('eqquata

tungaatigut' kan jeg ikke få nogen anden mening ud af det - 'erqoq' betyder bagdel, rumpe måske: henover rumperne? Chr. B.), gik hun midt over sletten og knaldede væsenerne, så der kom blod. Da hun trådte på den sidste, krympede hendes indre en smule (den danske kommentar antyder, at det kan betyde, at hun vred sig af latter?? Chr. B.).

 

Det næste hun så på sin vandring, var et stort bjergpas, hvor der var en

masse ravne. Hun tænkte: "Ravne plejer at være dér, hvor der er beboelse." På den

anden side af passet fik hun øje på en masse huse, som lå omkring en lille vig

og folk, der spillede bold. Mens hun stod der, genkendte hun sin lillebror.

Ham, der ramte en rype med en sten. Det viste sig, at han var gået tværs over

landet. Da boldspillerne holdt op med at spille, gik de ind. Hun satte et mærke

på sin lillebror, uden han lagde mærke til det. Lillebroderen gik ind i et hus

med ét vindue på den anden side af vigen. Da det blev aften gik hun hen til

huset og kiggede ind gennem vinduet. Hun opdagede, at lillebroderen var blevet

gift. Hun gik ind i huset og gav sig i snak med sin bror.

 

De spillede bold nogle gange, og hendes svigerinde (broderens kone) skammede

sig over, at hun (mandens søster) var for langsom til bens - den samme kvinde,

der under sin vandring var i stand til at løbe ræve og harer op og sparke til

dem. En aften hviskede svigerinden til sin mand om at give hans søster kamikker

på, fordi hun skammede sig over hende. Da hun en aften havde taget kamikkerne

af, gik svigerinden ud og kom tilbage med et par kamikker, der kunne snøres

sammen foroven. De sloges med hende og fik trukket kamikkerne på (formentlig

tvang de hende - Chr. B.). Der var vandkalve i kamikkerne. De snørede kamikkerne

sammen foroven ved hendes knæhaser. Det begyndte at klø og til sidst blev hendes

ben helt følelsesløse. Da der var gået en tid, tog de kamikkerne af og alt kødet

på underbenene var spist, så der kun var sener tilbage. Det var vandkalvene, der

havde spist kødet. Midt om natten gik svigerinden ud og kom tilbage med en

levende renkalv. Hun sprættede kalvens mave op og mandens søster stak sine ben i kalvens mave. Da hun efter nogen tid trak benene ud igen, var der kommet hud

(skind) på dem. Efter den tid var kvinden blevet den hurtigste løber. Det var

altså svigerinden, der syntes, at hun var for langsom til bens, og det var hende,

der fik vandkalvene til fortære kødet på hendes ben.

 

Mens kvinden boede dér, blev hun gift og fødte en dreng. Da drengen var

blevet født, kom svigerinden ind med et ovalt træfad, som var fuld af

rævetestikler. Idet hun gav kvinden dette, sagde hun, at hun skulle spise dem,

men det skulle være med lukkede øjne. Først når hun havde slugt den sidste

mundfuld, skulle hun lukke øjnene op. De havde den skik på stedet, at hvis man

ønskede at få et barn, der var hurtigt til bens, skulle moderen spise testikler

af ræve. Da kvinden havde spist, blev hun rask. Sønnen blev hurtig til bens.

Kvinden blev boende i huset som en del af familien og de fik mange

efterkommere. Slut.

 

Var.: Daniel Møller nr. 17.

 

Kommentar: Fortællingen giver et godt bud på hvilke forskellige mytiske skikkelser man kan møde længere og længere inde i indlandet. De sidste skildres som deciderede indlandsboere - dvs. hurtigløbere der kun jager landdyr og hvis magre ben kan minde om renernes.

oqalugtuaq utorqánguaq mardlungnik ernilik / Faderen tages af amarokken

Print
Dokument id:271
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Boasen, William
Nedskriver:Motzfeldt, Peter
Mellem-person:Kjær, J.
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq utorqánguaq mardlungnik ernilik / Faderen tages af amarokken
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 470 - 473, nr. 141
Lokalisering:Sisimiut / Holsteinsborg
Note:

Dette håndskrift må være en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores. Håndskriften ligner ikke Peter Motzfeldts, hvis man sammenligner med Rink 2488 V, 4' nr. 202, hvor PM selv har skrevet på dansk.

 

Resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 144.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om en ældre mand med to sønner.

 

En lille ældre mand havde fået to sønner. Med tiden blev han blind. Efter at han var blevet blind, yndede han at mindes de steder, hvor han som ung gik på rensdyrjagt. Sønnerne havde hørt ham fortælle om det mange gange, og en dag blev de enige om at bringe ham til det sted, hvor han plejede at gå på rensdyrjagt. De sagde til ham: "Nu er du på det sted, hvor du før gik på rensdyrjagt." Den gamle lød henrykt. De kom til en stor slette. Midt på sletten fik sønnerne øje på en kæmperede, der var foret med kæruld. Det viste sig at være et ulvebo. Mens de var ved reden, hørte de hyl, der nærmede sig. De de tog flugten nedefter. Hylet blev tydeligere og tydeligere. Kort efter de havde forladt ulveboet, måtte de skiftes til at bære faderen på skulderen. Til sidst kunne de se dyret, der forfulgte dem. De nærmede sig deres kajakker, da dyret var kommet helt tæt på, og de måtte kaste deres far hen til dyret. Det gik straks i lag med ham, og sønnerne fortsatte med at løbe nedad og kom til deres kajakker, inden dyret nåede dem.

 

Da de kom tilbage til bopladsen, fortalte de, at de havde måttet kaste

deres stakkels far ud til ulven. Hændelsen med faderen nagede sønnerne mere og

mere. De begyndte at træne sig stærke. Lillebroderen blev den stærkeste

af de to. Efter at være blevet stærk, lavede lillebroderen sig et spyd.

Da det var blevet sommer, sagde han til sin storebror: "Mon ikke vi skal tage

hen til det sted, hvor vi var sidst med vores far." De tog af sted, og da de kom

til stedet, begyndte de at gå indefter. De kom forbi det sted, hvor faderen døde

og var nu på vej til den store rede, de havde set. De kom til stedet og

konstaterede, at løven (?) var der, og at den havde fået unger. De ledte så efter et sted de kunne flygte til. De gik hen til en høj og meget stejl fjeldvæg vest for ulveboet, og her fandtes der en dyb revne, hvor der lige var

plads til to mennesker. Først sprang den yngste af brødrene ned (op? - Chr. B.)

til den og nåede den ('nãmagiuatârdlugo' betyder egentlig: den passer til ham,

den danske kommentar: kunne nå - Chr. B.). Derefter sprang storebroderen. Han var

nær faldet bagover, men så greb lillebroderen ham, han trak ham til sig ovenfra.

Lillebroderen sagde: "Du kan vente på mig her. Jeg går hen til boet og venter på

løven." Han gik ind i boet. Da han gik fra sin storebror, sagde han:

"Når jeg bliver træt af den, flygter jeg."

 

Da han kom ind i boet, dræbte han alle ulveungerne. Mens han endnu var der og ventede, viste moderen sig fra den nordlige retning med en fuldvoksen renbuk mellem tænderne. Den hylede, og da den ikke fik svar, smed den det, den havde mellem tænderne, fra sig og hen mod boet. Lige før den nåede det, sprang der et menneske ud af det.

 

Ret som dyret nåede frem til mennesket, stod der røg omkring dem, og da

røgen / tågen forsvandt igen, så man et menneske stå dér. Broderen gik hen til

ham og så, at dyret lå død ved siden af ham. Lillebroderen ville vente på

hanulven. Storebroderen gjorde ham opmærksom på, at hanulven var større, men

lillebroderen stod fast på sit og storebroderen vendte tilbage til sit

gemmested.

 

Lillebroderen ventede en rum tid. Så viste hanulven sig med en stor

fuldvoksen renbuk mellem tænderne, og da ingen besvarede dens hyl,

smed den det, den havde mellem tænderne, ned på jorden og løb hen til boet. Da

den nåede frem, sprang der et menneske ud. Så stod der røg omkring dem.

Ud af røgen / tågen dukkede snart et menneske frem og løb hen til

storebroderen. Dyret kom løbende efter lillebroderen, og lige før dyret nåede

ham, sprang han op til sin storebror, der greb ham og trak ham til sig, hvorved

lillebroderen undgik at falde bagover. Brødrene gjorde så det, at de i

fællesskab løftede en stor sten og kastede den ned mod dyret. De ramte dyret i

hovedet, så det døde på stedet. Nu fik de ro i sindet og vendte tilbage til

deres boplads.

 

Var.: Sikulluk; Allunnguaq; Quperloq;

heltemodige kampe med kæmpestore fantasidyr og fugle i indlandet er et hyppigt tema: Falken; Iserfik; Fortælling om en falk; Sikulluk; søg på: isgroet bjørn; Qavanngarnisannguasik; En rigtig lille forældreløs; Nakasunnaq;

 

Hist.: Samuel Kleinschmidt beskrev fremmede vilde dyr på grønlandsk i 1863 (ûmassunik), men først fra 1868, og især i 1869 kunne man se flotte billeder af disse dyr i Atuagagdliutit. W. Boassens fortælling er senest fra 1862, hvorfor kilden til hans viden om løver ikke umiddelbart kan opspores. Ulve har ikke levet i Vestgrønland i mands minde. Men i Canada, hvor betegnelse, amaroq, betyder ulv. I Vestgrønland er det udviklet til et kæmpestort fantasidyr.

oqalugtuat sisamât / Den gamles eneste søn

Print
Dokument id:174
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Steenholdt, Wittus
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuat sisamât / Den gamles eneste søn
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 183, nr. 69
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift. Orig. håndskr. findes ikke. Steenholdts renskrift af originalen findes i NKS 2488, VI: s. 18h.

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om én, der blev dræbt flere gange. (Opr. overskrift: Den fjerde

fortælling).

Et ældre ægtepar havde en søn, der altid fangede, mens alle de andre ikke fangede noget. En dag udeblev han fra en fangsttur. De andre havde sænket ham i havet. Hans forældre græd ikke over ham lige med det samme.

Først om aftenen gav de sig til at græde. De stillede sig op uden for deres bopladsfællers huse og råbte ind: "Hvad gjorde I ved ham?" De fik det svar, at

han var blevet sænket ned i havet. Forældrene sagde: "Han skal nok komme hjem," og

han kom hjem om aftenen.

Den følgende dag dræbte de ham igen og tappede blodet af ham. De gravsatte ham. Forældrene forhørte sig igen om, hvad der var sket med ham; og da de fik at vide, at han var blevet begravet i en grav, sagde de, at han nok skulle komme hjem; og han kom hjem.

Den tredje dag dræbte de ham igen og skar liget i flere stykker. Nogle dele sænkede de ned i havet sammen med en amulet, en hundestejle med æg i maven. Andre dele begravede de i en grav. Forældrene spurgte bopladsfællerne, hvad de gjorde ved ham. Da de fik at vide, at han var blevet sænket ned sammen med amuletten, gav de sig til at græde, da de vidste, at han aldrig ville komme tilbage. Han glemte at gå hjem, fordi han ikke havde amuletten - fortælles det.

 

Var.: ikke i denne bases samlinger. En slags angerlartussiaq - fortælling

oqalugtuat tatdlimât / Savnimersoq / Usungusaq

Print
Dokument id:175
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Steenholdt, Wittus
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuat tatdlimât / Savnimersoq / Usungusaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 184 - 185, nr. 70
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift. Orig. håndskr. findes ikke.

Steenholdts renskrift af originalen findes i NKS 2488, VI: ss. 19v - 20v.

 

Fortællingen omtales som en afkortet version i en kommentar til en anden fortælling: Se: Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 26, og

samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 38, pp.255 - 257: Ussungussak or Savnimersok.

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om Sannimersoq. (Opr. overskrift: Den femte fortælling).

Sannimersoq fangede aldrig noget. Det blev hans kone meget vred over. En dag

udeblev Sannimersoq fra fangst. De andre ledte efter ham hele dagen uden af

finde ham.

Om morgenen - på udeblivelsesdagen - roede Sannimersoq langs stranden. Inde på

stranden så han en indlandsbo. Indlandsboen havde en snare, og med den fangede

han kajakmanden og trak ham op på land. Indlandsboen spurgte Sannimersoq, hvad

han lavede. Sannimersoq svarede, at han var roet bort, fordi hans kone ville af

med ham. På indlandsboens opfordring, fulgte Sannimersoq med ham hjem. Da de

nåede hjem til indlandsboens hus, sagde denne, at Sannimersoq skulle blive

hjemme, når han den efterfølgende dag skulle på fangst. Indlandsboen blev ude

længe og kom først hjem om aftenen.

 

Dagen efter tog de ud sammen. På stranden ved Sannimersoqs kajak lå en masse

sortsider. Indlandsboen sagde til Sannimersoq: "Selv om du godt kunne tænke dig

at få to sæler med hjem på én gang, må du i første omgang nøjes med at tage én

med hjem." Han tog hjem med én sæl på slæb, men dagen efter kom han hjem med to

sæler. De efterfølgende dage kom han hjem med fangst. Hans bopladsfæller

spurgte, hvor han plejede at jage sæler, siden han var begyndt at komme hjem med

fangst hver dag. Han svarede, at han jagede sæler langt ude mod vest.

 

En dag kom han hjem, uden at have fanget noget. Da dette havde gentaget sig

flere gange, begyndte hans kone at skælde ham ud. En dag da Sannimersoq tog af

sted, roede han langs med stranden. Han fik øje på indlandsboen, og da Sannimersoq gik i land, dræbte indlandsboen ham.

 

Hans bopladsfæller ledte efter ham og fandt ham død. Indlandsboen, som stadigvæk

stod dér, tilstod villigt, at det var ham, der havde dræbt ham. En af mændene

harpunerede indlandsboen, der så begyndte at løbe indefter, så fangstblæren

hoppede efter ham. De forfulgte ham og så, at han var i færd med at tage

harpunspidsen af. Fangeren gik hen til ham og stak ham med sin lanse. Næste gang

de så ham, var han igen i færd med at fjerne harpunspidsen. Denne gang ramte

fangeren ham i næseroden med sin vingeharpun. Da han forsvandt bag en høj, løb

de efter ham og så, at han var ved at fjerne vingeharpunen. Så gik en af fangerne

hen til ham og dræbte ham. ("niaquata putua siaqqup assillaraa" kan jeg ikke få

mening ud af - Chr.B.).

 

Var.: Usungussaq. Blandt de mange fortællinger om mennesker der røves af indlandsboere er denne lidt speciel.

Oqalugtuavik / Anânaq ernerminik pikânioraluartoq / Oqaluttuavik / Anaanaq ... pikaanioraluartoq

Print
Dokument id:1732
Registreringsår:1907
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 3536, I, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Petersen, Ole
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Oqalugtuavik / Anânaq ernerminik pikânioraluartoq / Oqaluttuavik / Anaanaq ... pikaanioraluartoq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:læg 5, side 2v - 3h
Lokalisering:Neria: Paamiut / Frederikshåb
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

En rigtig fortælling (En kvinde der forsøgte at dræbe sin søn ved hekseri)

Det fortælles at et ældre pjok havde en søn og en datter. Datteren var ældst og sønnen den yngste. Efter faderens død havde de kun deres stakkels mor tilbage. Sønnen voksede op og blev en dygtig fanger, der med lethed fangede både sødyr og landdyr. Da sønnen efterhånden fangede godt, fik den dumme mor den idé, at sønnen ville forvolde hende skade. Så en dag, da sønnen blev hjemme og lavede en fangstline af udspændte strimler af remmesælskind, listede moderen sig ind på ham bagfra og kastede skindsplinter i hans øjne. Derved skadede hun begge hans øjne, så han ikke længere kunne åbne dem. Hans søster gik så hen til ham, tog ham i hånden og førte ham hjem. Og da han nu ikke kunne åbne øjnene, kunne han heller ikke længere tage ud på fangst.

 

Da det nu var sådan fat med sønnen, gav moderen ham kun en enkelt mundfuld, når hun kogte kød af det han (tidligere?) havde fanget, og hendes dygtige søn fik ikke længere nok at spise. Skønt storesøsteren syntes det var synd at moderen ikke ville give han mad nok, sagde hun ikke noget, for hun var bange for den sølle kone.  

 

Så en vinterdag sagde storesøsteren til ham: "En renko med kalv er på vej herhen fra øst. Lillebroderen svarede: "Giv mig min bue og pil, og spænd buen når dyrene er inden for skudvidde. Når du så sigter med pilen på renkoen må jeg vel kunne skyde den som jeg plejer." Netop som dyrene var ved at standse op inden for skudvidde, sigtede storesøsteren med pilen på dem, og idet de standsede sagde hun: "Nu!" Hendes lillebror sendte pilen afsted som han plejede, og man kunne høre at den trængte dybt ind. Lillebroderen sagde: "Det lød som dangang jeg kunne åbne øjnene, når en pil ramte et rensdyr." Den dumme mor, der stod henne ved huset, råbte med lille stemme: "Du ramte erqo (? Bagdelen af dyret, CB). Men storesøsteren sagde: ""Du ramte renkoen, og den faldt." Han fik også kalven på samme måde.

 

Storesøsteren og den dumme mor flænsede dyret og bragte det hjem - naturligvis også kalven. Og så fik den sølle mor ellers travlt med at koge kød. Da det var kogt og den dygtige søn ordentlig skulle guffe i sig, fik han selvfølgelig kun een eneste mundfuld.

 

Den dygtige søns blindhed blev et større og større problem for ham hvad angik den fangst, han ellers kunne have drevet. Så en morgen de vågnede spurgte storesøsteren, om han ville med når hun skulle ud og samle bær. Næste morgen tog de afsted. Da de kom til et sted med mange bær, sagde storesøsteren at han bare kunne blive dér og famle sig frem til at spise bær, mens hun gik lidt længere væk og kom tilbage, når hun var færdig med at plukke. Da hun var gået, lagde han sig ned på ryggen og ønskede sig én, der kunne hjælpe ham: "Bare der var én der kunne gøre mig seende igen!" Og så snart han tav hørte han vingesus nærme sig inde fra øst, og da fuglen nåede helt frem sagde den: "Jeg vil stryge dine øjne tre gange med mine vinger. Lig nu bare helt stille!" Minsandten! Den strøg ham over øjnene. Første gang de blev strøget fornemmede han lyset; anden gang åbnede han øjnene sagdlerujugput (? på klem; en sprække ? BS); og da de tredje gang blev strøget følte han at han var kommet til at se klarere end normalt. Jamen, hvor var det skønt! Han fik øje på fuglen i sidste øjeblik før den forsvandt østover. - Hvor var han taknemmelig.

 

Da de kom hjem, bad han sin storesøster om foreløbig ikke at sige det til moderen. Senere passerede rensdyrene igen stedet hvor de boede, og han fik dem med bue og pil. Hans usle mor var igen ubehøvlet nok til ikke at unde ham ret meget kød fra hans egne rener. Men så sagde sønnen, at hun aldeles ikke behøvede at være så nærig med det, for det var ham, der havde nedlagt dyret.

 

Så blev det vinter med islæg. En morgen, da sønnen gik op på udkigsbakken så han at der var hvidhvaler ude i en våge. Han gik ned, og da hans redskaber til hvidhvalsfangst allerede var gjort klar, ville han af sted og bad storesøsteren og sin usle mor om at ta med og holde igen på linen, når han havde harpuneret en hval. De nåede frem til vågen, og sikke det larmede sådan som de gned mod hinanden i den trange våge. Han blev så ivrig at han omgående harpunerede de to første, og da han havde givet dem det dræbende stød, trak han og hans storesøster dem op i fællesskab. Tredje gang han skulle harpunere én sagde han til sin sølle mor, at han ville binde linen omkring hende. Hun sagde at han ikke måtte vælge den største hval. Men hver gang de små hvaler dukkede op, syntes den dygtige søn, at det nu var for småt igen, og han kiggede efter én, der var større. På et tidspunkt lykkedes det ham så at harpunere sanerqut qutdlungneq (? folden på dens side ? BS). I det samme begyndte den dumme mor, der havde en amaat-lignende hætte over hovedet, at glide ud mod vågen altimens hun bad sønnen være med til at holde igen i linen. Men han svarede blot: "Det er prisen for at du har været så nedrig. Hvis ikke du havde kastet skindsplinter i øjnene på mig, ville jeg nok havde haft medlidenhed med dig. Kom så, træk til!" Da hun nåede den snefri is fortsatte hun ud over iskanten ud i vågen med et stort plump, og hun forsvandt ned i havet. De kiggede efter hende, og da den harpunerede hval dukkede op i en anden våge, der lå lidt vest for, dukkede hun op sammen med den anîtaralugu (?), og da hun var på vej ned igen og kun den amaat-lignende hætte var synlig, råbte hun: "Jeg har ellers altid skrabet dit tis fra bukserne." Herefter hørte man kun boblerne der steg op. Således, siger man, ved at fæstne hende til en hvidhval, straffede han sin usle mor, der ikke var blevet ham til andet end skade. Endelig kunne bror og søster frit spise sig mætte i mattak og kød. For den, der ikke undte dem maden, var nu forsvundet.

 

Var.: Tutigaq; Rink II 62; Uluaa; Holtved nr. 37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III nr. 330. Lyberth 1924 tappiitsoq. Narhvalens oprindelse; Hvorledes narhvalen blev til;

 

Hist.: Ofte snor moderen den amaatlignende hætte, der blir til hannarhvalens lange tand. Således opstod narhvalerne. Men dem findes der ingen af i det sydligste Grønland, hvor denne version er fortalt.

 

not [

 

Translation by Christian Berthelsen:

 

A true/real story (A woman who tried to kill her son using witchcraft)

It is said that a weak old woman had a son and a daughter. The daughter was the eldest of them and the son the youngest. After the death of their father they had only their poor old mother. The son grew up and became a skilled hunter, who could easily catch both land and sea creatures. Since her son had become such a skilled hunter, the stupid woman somehow came to believe that he would cause her harm.  Then one day when the son stayed at home to make a line, by stretching out strips of bearded seal skin, his mother sneaked up on him from behind and threw shards of skin into his eyes. In this way, she damaged both of his eyes, so that he was no longer able to open them. Then his sister went over to him, took him by the hand and led him home. Since he could no longer open his eyes, he could no longer not go hunting either.

 

As the son was in this state, his mother gave him but a single spoonful of the boiled meat which he had (previously?) caught , and therefore her skilled son no longer got enough to eat. Although his older sister felt sorry for him because their mother would not give him enough to eat she did not say anything, as she was afraid of the wretched old woman.

 

Then one winter's day, his older sister said to him, “A female caribou and its calf are on their way over here from the East.” Her little brother replied, “Give me my bow and arrow, and draw the bow when the animal is within range. If you aim the arrow at the female caribou, I ought to be able to shoot it as I usually do.” When the animals came within shooting distance, and were about to come to a halt, his little sister aimed the arrow at them. As they stopped she said, “Now!” Her younger brother sent the arrow flying as he usually had done, and they could hear it penetrating deeply.  The younger brother said, “It sounds just like the times when an arrow hit a caribou when I could still open my eyes.” Their stupid mother, who was standing by the house called out in a weak voice, “You hit erqo (?The rear end of the animal-CB). But his older sister said, “You hit the female caribou and it fell down.” He brought down the calf in the same way.

 

The older sister and the stupid mother flensed the animal and carried it home  and of course the calf too. Then the wretched mother got busy boiling the meat. When it was cooked and the clever son should have eaten his fill, he was, of course, only given a single mouthful.

 

The clever son's blindness became an increasingly grave problem for him in relation to the hunting he otherwise should have undertaken. So one day when they awoke, his older sister asked him if he wanted to accompany her when she went out to collect berries.  They left the following morning. When they came to a place with many berries, his big sister said that he could just stay where he was and grope around to find berries to eat, and meanwhile she would go further away and come back when she was finished picking berries. When she had gone, he lay down on his back and wished that there was someone who could help him. As soon as he was quiet, he heard the sound of wings coming closer to him from the East, and when the bird arrrived it said, “I will brush your eyes three times with my wings. Just lie completely still now!” My word!  It brushed his eyes. The first time they were brushed, he could sense the light; the second time he was able to open his eyes sagdlerujugput (?a crack, half-opened? BS); and the third time they were brushed he felt as though he could see even better than usual. Oh, how wonderful it was! He caught a glimpse of the bird at the last minute, just before it disappeared off into the East. He was very grateful.

 

When he got home, he asked his big sister to keep it a secret from their mother for the time being. Later, some more caribou passed by the place where they lived, and he brought them down with his bow and arrow. His miserable mother was so ill-mannered that she only allowed him a small amount of meat from his own caribou. But then her son said to her that she really ought not to be so stingy with it, since it was he who had brought the animal down.

 

 Then the winter came, and there was a layer of ice. One morning when the son went up to the look-out hill, he saw that there were belugas out in an opening in the ice.  He walked down again and as his whale hunting implements were already prepared, wanted to leave right away. He asked his big sister and their wretched mother to accompany him and hold on to the harpoon line when he harpooned a whale. They reached the opening in the ice and there was a tremendous noise when they rubbed against each other in the overcrowded area of open water. He was so keen that he harpooned the first two immediately and after he had administered the death blow, heaved them up with help from his older sister. The third time that he was about to harpoon one of them, he said to his pathetic mother that he wanted to tie the line around her. She said that he must not choose the largest whale. However every time the smaller whales surfaced, the clever son thought that they were too small and looked for a larger one. At one point, he was able to harpoon sanerqut qutdlungneq (? the fold on its side ? BS). With that, the idiot of a mother, who had an amaat-like hood covering her head, began to slide toward the opening in the ice all the while pleading with her son to help her to pull the line. But he simply replied, “That is the price you have to pay for being so mean. If you hadn't thrown shards of skin into my eyes, I might have felt some sympathy towards you. Come on now, pull harder!” When she reached the snow free ice, she continued over the edge of the ice with a loud splash and disappeared into depths of the sea. They looked for her and when the harpooned whale appeared in another hole in the ice a little to the West, she appeared along with it anîtaralugu (?). As she was going under again and only her amaat-like hood was still visible, she cried, “I always scraped the pee from your trousers, you know.” Thereafter bubbles could be heard coming to the surface. Therefore, it is said that he punished his wretched mother, who had only ever caused him harm, by attaching her to a beluga whale. At last he and his sister could eat their fill of muktuk / mattak and meat. For the one who would not let them to eat meat had now disappeared.

 

Var.: Search for blind/blinde; Tutigaq, Aron 365; Rink II 62; Ulluaa; Holtved no.37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III no. 330. Lyberth 1924 tapiitsoq. The Origins of the Narwhal; How the Narwhal Came to Be.

Hist.: The mother often twists the amaat-like hood, which becomes the narwhal's long tusk. Thus came the narwhal into existence. However, they are not found in the southernmost part of Greenland, where this version was told.

 

Transl. by Lucy Ellis.

By courtesy of Craig Mishler. See: Diving Down: Ritual Healing in the Tale of the

Blind Man and the Loon by Craig Mishler, Vadzaih Unlimited, 3910 McMahon Avenue

Anchorage, AK 99516, [email protected]

Oqaluttuaq itsaq kalaallit qallunaatsianik takoqqarnerinik / Om grønlændernes første sammentræf med nordboerne i fordums tid

Print
Dokument id:492
Registreringsår:1859
Publikationsår:1860
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Oqaluttuaq itsaq kalaallit qallunaatsianik takoqqarnerinik / Om grønlændernes første sammentræf med nordboerne i fordums tid
Publikationstitel:Kaladlit Okalluktualliait / Oqalluktualliait / Grønlandske Folkesagn, II
Tidsskrift:
Omfang:10 sider, nr. 1
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Sideløbende dansk oversættelse.

 

Orig. håndskrift: Rink NKS 2488, nr. 248, eksisterer ikke længere.

Trykt i gammel retskrivning i Kr. Lynges "Kalâtdlit oqalugtuait oqualâvilo", III, ss. 127 - 135, under oveskriften "kalâtdlit qavdlunâtsiatdlo", der indledes med en anden, mindre fortælling.

 

Rink har sammenstykket en version af 6 varianter inkl. denne i: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, I: nr. 67 og 68, hhv. ss. 198 - 205 og 205 - 206.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 54(1) og 54(2), hhv. ss. 308 - 317 og 317 - 319: Stories about the Ancient Kavdlunait, 1: Ungortok, 2.: The First Meeting of the Kaladlit ... ".

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 100 - 105: Om grønlændernes første sammentræf med nordboerne i fordums tid. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 100 - 105: Oqaluttuaq itsaq kalaallit qallunaatsianik takoqqaarnerinik.

 

Resumé: En konebåd sydfra ror ind i fjordsystemet bag Nuuk og træffer

for første gang nordboere, som morer sig meget over dem, mens

grønlænderne er bange. Angsten aftager ved fredeligt samvær, og de ror

længere ind, hvor de på alle kendte steder med nordboruiner træffer

nordboere. Undervejs hjem fortæller de alle om nordboerne. Mange

grønlændere bosætter sig i fjordene og kommer godt ud af det med

nordboerne. Ved Kapisillit kappes de to parter ofte i bueskydning. Da

en nordbo opfordrer til en kappestrid, hvor den tabende skal styrtes

ned af et højt fjeld, vil grønlænderen ikke være med, men må indvilge

på nordboernes tilskyndelse. Grønlænderen vinder, nordboen styrtes ned, og

fjeldet har siden heddet Pisiffik, bueskydningsstedet. Nordboen var

selv ude om det, og der opstår ingen konflikter, før en ung grønlandsk

kvinde, Navaranaaq, ypper kiv mellem parterne. Nordboerne udrydder

alle teltlejrens kvinder og børn, mens mændene er på fangst.

To kvinder når at flygte. Den ene skjuler sig og kan senere fortælle

mændene om forløbet, men den anden, der har et lille barn i amaaten,

dræbes. Hendes enkemand bygger ved en heksekyndig mands hjælp en

konebåd betrukket med hvide skind og kighuller i siderne. Den ligner

en isskodse og en kælvende isskodse, når de lader den kælve. Gemt i

den narrer de nordboerne, der går ind igen efter at have været ude og

kigge. De spiller lykkehjul med hovedet af kvinden, der havde et

spædbarn i amaaten. Enkemanden ser det gennem vinduet og græmmes.

Grønlænderne fylder husgangen med brænde, stikker ild til det, dræber

nordboere, der kommer ud, og også Store Olav, der kommer hjem fra

fangst og iler mod det brændende hus. Men det lykkes høvdingen

Uunngortoq at flygte med sin lille søn i favnen ud gennem vinduet,

enkemanden sætter efter, haler ind på ham, og Uu. må smide sin søn i

en indsø for at slippe bort. Han løber sydpå og bosætter sig øst for

Qaqortoq. En af nordboernes tjenestefolk undslipper på et skib, og tar

klagende afsked med det dejlige land med de mange rodfrugter.

Den sidste episode, hvor grønlænderne hævner sig på den løgnagtige

Navaranaaq, har Rink udeladt, fordi den svarer ganske til samme episode

i Abrahams fortælling trykt i bind I. ss. 63ff. Den er dog en anelse

mere detaljeret. Arons fortælling slutter: "Herefter boede der aldrig

nogensinde nordboere i nogen af Nuuks fjorde."

 

Var.: Uunngortoq; Navaranaaq.

 

Oversat af Chr. Berthelsen:

Måske den (nu tabte) version der er kortfattet oversat i Rink 1866-71, I: nr. 21.

 

Hist.: Vedr. nordbofortællinger se I. Kleivan 1982. Og Thisted 2001: On Narrative Explanations. Scandianvian Studies vol 73(3): 253-295, der også refererer Jette Arneborgs undersøgelser.

Om skellet mellem betegnelserne qallunaat (hvide, europæere) og qallunaatsiat, der på et tidspunkt i kolonitiden blev den gængse betegnelse for nordboerne, se "Fortolkningsmuligheder": Holdningsændringer: "Qallunaat". Aron bruger kun qallunatsiaat én gang i begyndelsen af fortællingen. Derefter qallunaat, og kun inuit én gang som betegnelse for grønlænderne med denne forklaring: "... inuit, dvs. kalaallit." Kalaallit er derefter den anvendte betegnelse.

Rink modtog også en variant fra Labrador (ikke registreret her) hvor det er indianere i stedet for qallunaat.

Oqlugtuaq pisugtuartumik / pisuttuartumik

Print
Dokument id:100
Registreringsår:1867
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, IV, 4'
Fortæller:(?)
Nedskriver:Olsen, Elias
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Oqlugtuaq pisugtuartumik / pisuttuartumik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:ss. 480 - 482, nr. 91
Lokalisering:?
Note:

Oversættelse ved Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom.

 

Fortællingen om manden der tog på vandring.

 

Det fortælles, at en mand engang tog ud på vandring. Mens han gik der uden mål og med fik han øje på et lille hus. Så gik han derhenad. Da han nåede derhen gik han ind og så at der boede mennesker, der var anderledes (ikke rigtige mennesker, BS). Da han så spurgte dem om deres navne, sagde den ene af dem, at han selv hed Pilikkilinnguaq (Manden med den lille blækklat). Derefter satte han mad frem for sin gæst og det var lutter rensdyrtalg.

 

Da de havde sat maden frem, blev gæsten meget overrasket, for han havde slet ikke forestillet sig, at de havde sådan noget, og så spiste han løs. Han holdt først op da han var helt mæt, selv om værterne opfordrede til at fortsætte. Da de endnu engang nødede ham, sagde han: "Jeg er helt mæt; jeg har aldrig før spist så meget, for den her mad smager vidunderligt." "Når du kommer hjem," sagde de så, "får du sikkert ikke den slags mad, så spis nu alt det du orker." Så tog han da fat igen, og først da der ikke var plads til mere mad, holdt han op.

 

Da han holdt op med at spise, sagde Pilikkilinnguaq: "Nu skal du være her et stykke tid". Da de sådan bød ham at blive, blev han der indtil han fik lov at tage hjem. Da det var ved at være tidspunktet for hans hjemrejse, begyndte hans værtsfolk straks at gøre det klart som han skulle have med hjem. Da de havde ordnet hans oppakning, og først da han havde været der de aftalte dage, gjorde de bæreselerne klar. Den oppakning de gav ham med hjem bestod af lutter rensdyrtalg, og de sagde: "Når du kommer hjem og nogen spør dig, hvor du har fået det her fra for selv at kunne komme på besøg, skal du sige: "Mine værter sagde, at ingen må spørge om, hvor jeg har fået det her fra for selv at kunne komme på besøg, for dem der får det at vide, kommer ikke til at overleve det." Efter den besked rejste han hjem. Og da han kom hjem, blev en masse mennesker forbavsede over det han havde fået med hjem og de stimlede sammen og ville straks selv afsted. Men han formanede dem og sagde: "Mine værtsfolk sagde, at hvis nogen spurgte for selv at kunne komme på besøg, kommer de ikke til at overleve det." Så holdt de op med at spørge og tog bare afsted.

 

Man siger, at han så gav til at vente på at bopladsfællerne skulle kommer tilbage, men da de stadigvæk ikke kom, tog han selv afsted for at søge efter dem. Da han havde gået et stykke tid fik han øje på et lille hus. Han kom derhen og søgte efter mennesker i det, men der var slet ingen. Da han ingen mennesker traf tog han hjem. Det fortælles også, at han efter sin hjemkomst flere gange var ude at lede efter dem eller prøvede at få noget at vide om dem. Men han hverken så dem eller hørte det mindste om dem.

Det siges også, at han på en vandretur engang så mange mennesker på en slette, hvor de stak deres lanser ned i den bare jord. Da han gik derhen så han, at når de stak med deres lanser i en stor jordtue, så man tydeligt de sorte aftegninger af en sortside på tuerne. Efter sigende sagde én af dem til vandringsmanden: "Harpunér den der store jordtue." Da han sendte harpunen i den store tue, så han en sortside med klare bukseaftegninger, men den slap fra ham. En af dem sagde så: "Ham her var lige ved at fange en sortside, men så mistede han sin harpunspids." Man siger, at de mange mennesker faktisk var vildgæs, der viste sig i menneskeskikkelse.

 

Kommentar: Det er uklart om den første episode har nogen egentlig sammenhæng med den sidste, og ligeledes hvad de talgspisende folk var for en slags fugle eller dyr. Vildgæs som sælfangere til lands er også temmelig enestående i overleveringen. Der er myter om mennesker, der i urtiden kommer op af jorden, eller gør en tue gravid, og i Thuleområdet om hunde, der kan stampes op af jordtuer. Men ikke om sødyr i det miljø. Muligvis har nogen set en lighed mellem en jordtues overflade og et bukseskind (af sortsider).

Ordlavarsumik / Orlavaarsumik / Om Orlavaarsuk

Print
Dokument id:488
Registreringsår:?
Publikationsår:1859
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Beck, Albrecht
Mellem-person:Beck, Albrecht
Indsamler:Rink, H.
Titel:Ordlavarsumik / Orlavaarsumik / Om Orlavaarsuk
Publikationstitel:Kaladlit Okalluktualliait / Oqalluktualliait / Grønlandske Folkesagn, I
Tidsskrift:
Omfang:3 sider, nr. 3
Lokalisering:Amerloq: Sisimiut / Holsteinsborg
Note:

Sideløbende dansk oversættelse, der let forkortet også er trykt

i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 63 ss. 190 - 191 og - endnu kortere -

på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 150, s. 172: Ordlavarsuk.)

 

Orig. håndskrift eksisterer ikke længere.

En kortere variant nedskrevet af A. Beck findes kun i afskrift. Se: Rink NKS 2488, II, nr. 184: oqalugtuaq Nukagpiatorqamik / oqaluttuaq nukappiatoqqamik.

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 205 - 206: En gammel ungkarl. Transskriberet til nugrønlandsk i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 205-206: Nukappiatoqaq.

 

Resumé:

En gammel ungkarl Orlavaarsuk interesserer sig ikke for åndemanere og deres

seancer, men får alligevel smag for dem, da han engang lader sig lokke

med til en seance og dér hører kvinderne synge med høj røst. Han går

en tur, råber gentagne gange på en fremtidig hjælpeånd, men

forskrækkes da en kæmpe med en lang stok og en hætte så stor som en

konebådsstævn mærmer sig. O. flygter ned til stranden og vader over

til en ø. Kæmpeånden, der ike magter at gå gennem vand, bliver skuffet

og lover ham, at han aldrig skal få nogen hjælpeånd, hvis han senere

skulle prøve på det. O. fortryder, skynder sig efter ånden, der går

bort mod indlandet, indhenter den og ber den røre ham med sin stok.

Men ånden er fortørnet, og O. ber aldrig siden om nogen hjælpeånd.

 

Var.: Nukappiatoqamik Orlavaarsuk (også af Albrecht Beck)

 

Hist.: Muligvis en historisk kerne. Kæmpeånden kaldes dels "den der

skulle skaffe (O.) en hjælpeånd" og dels "toornaarsuk", hvilket

stemmer overens med en ret udbredt vestgrønlandsk forestilling om, at

en toornaarsuk var den første ånd, der kom til en åndemanerlærling og

derefter skaffede ham hans hjælpeånder. Af udseende minder O.s

toornaarsuk om kæmpen Amaarsiniooq med den store hætte, der tjente som

bussemand og figurerer i flere andre fortællinger. På

fortælletidspunktet er missionærernes identifikation af toornaarsuk

med Djævelen blevet akcepteret af grønlænderne. Se: Sonne, Birgitte: Toornaarsuks forvandlinger. Religionssociologiske Perspektiver. Særnummer af Chaos, 1985: 117 - 136, og GTV(= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under "toornaarsuk".

Orloqqajarsuaq

Print
Dokument id:1750
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Orloqqajarsuaq
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:ss. 238 - 240, nr. 53
Lokalisering:Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 53, ss. 286 - 296.

Oversættelse i Rink 1866 - 71, II: s. 33 - 35, nr. 11.

 

Resumé: Mens der endnu er mange rener i Sydgrønland, jager

Orloqqajarsuuaq rener sammen med sine fire brødre inde bag fjorden

Sermiligaarsuk mellem Arsuk og Paamiut. Men ingen vil bo sammen med

dem, fordi de jager med kniv i stedet for med bue og pil.

Knivjagten vil udrydde renerne, mener man. Da O.s fire brødre dør en

efter en, vil O. af sorg ikke mere ind i fjorden, men en dag, da han

alligevel tager derind, ser han et stort hvidt dyr, der svømmer

udefter men ikke opdager ham. Han tør dog ikke jage det, og de gamle

derhjemme mener, at det må være en unge af "isbræens bjørn" (afskallet

bræ-sne, der er blevet levende, en kæmpebjørn). En anden gang ser han inde i fjorden en kæmpehvalros, der på det snildeste jages af en skaldet

kæmpeisbjørn. Bjørnen dør dog i kampen med hvalrossen, og O., der

dræber den sårede hvalros, får således begge dyr. O. har senere, da

han flytter nordpå til Qaquk (Nipisat Sundet over for Nuuk), fortalt

sin historie til Isuungaq. O., der ikke vil døbes og dør udøbt, var en

af de sidste, der brugte knive som jagtvåben.

 

Var.: egentlig ikke, men kampen mellem bjørn og hvalros, hvorefter fangeren får begge dyr, forekommer i forskellige fortællinger. Se fx Aloruttaq. Kæmpeisbjørnen deler visse træk i overleveringen med Havets bjørn i Østgrønland.

 

Hist.: Hér afspejles rejserne fra Sydgrønland til hvalfangst og handel nordpå. En del fortællinger - også østgrønlandske - omtaler

personer i ældre tider med anderledes jagtredskaber end samtidens

gængse. I dette tilfælde skal det forklare renernes uddøen i

Sydgrønland.

 

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

 

For kommentarer til Rinks version af originalteksten se Thisted og Thorning 1996:

nr. 53, s. 336 - 337.

Orsuatsiaq

Print
Dokument id:91
Registreringsår:1858
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Beck, Albrecht
Nedskriver:Beck, Albrecht
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Orsuatsiaq
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, I
Tidsskrift:
Omfang:ss. 194 - 195
Lokalisering:Sisimiut / Holsteinsborg
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. eksisterer ikke længere.

 

Afskrift af orig. håndskrift: NKS 2488, II, nr. 181 ss. 639 - 642.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, I: 194 - 195: Oqaluttuaq Orsuatsiamik.

 

Taama allattunga, Aron,

 

Tekstnær oversættelse i Rink 1866-71, I, nr. 86

 

Resumé:

Orsuatsiaq bliver dræbt af Aningat / Aningaat på hjemvejen sydpå fra Amerloq, hvor han har været for at skaffe sig hvalbarder til fiskeliner. De mange broderbørn, som han hidtil har forsørget, beslutter at hævne sig og drager til det sted, hvor de har hørt, at Anin. vil på forårsfangst. Han kommer dem dog gang på gang i forkøbet, men da han omsider har fået beklædt sin konebåd med nye skind og skal af sted, forhekser en gammel mand ham til at bære kajakken ned på hovedet, hvorefter en af fjenderne skubber ham på hovedet i vandet og man får dræbt ham. Konen, der griber om knivens ægg, får senerne skåret over og forbløder. Heller ikke den lille søn får held til at gøre modstand. Den myrdede skæres i stumper og morderne tager hjem med fred i sindet.

 

Kommentar: Blodhævn.

Orunilik

Print
Dokument id:62
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Orunilik
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 329 - 331
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 115 ss. 607 - 611.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove: 'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 329 - 331: Oqalualaarut Orunilimmik.

 

Oversættelse i Rink 1866-71, II: nr. 19.

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 101 - 105.

 

Resumé:

Orunilik var fra Alluitsoq / Lichtenau og berømt viden om,  dels fordi han stammede, men især for sit resolutte talent for at skaffe sig store fangstparter. Når en klapmyds el. lign. stort dyr var harpuneret af andre, sprang han i vandet i springpels og med kniven i munden og dræbte dyret nedefra. Derefter krævede han, at man parterede dyret i vandet og ikke på land, hvorved han absolut fik broderparten fra sin favorable position i vandet.

Om ådselet af en pukkelhval fortæller man, at Orunilik først nåede frem, da der var tykt af flænsende mennesker ovenpå den. Han for imod dem med kniven mellem tænderne og op på hvalen, hvor mængden skiltes som en stime ammassætter. Da han havde skåret sig en stor part i fred og ro, opfordrede han de andre til at deles lige om resten. Det gik godt, indtil man kom op at toppes om den store underkæber, hvorfor Or. resolut skræmte alle væk, delte den i to, fordelte den ene halvdel ligeligt mellem alle til stede og beholdt den ene halvdel ubeskåret for sig selv.

Or. tog også affære, engang en gift mand havde taget sin steddatter til medhustru / andenkone. Or. mødte op i mandens hus, hvor kun kvinderne var hjemme, og da manden kom fra fangst om eftermiddagen, tog denne til at skælde ham ud på det groveste. De gerådede i klammeri, lamperne væltede, de tumlede udenfor og Or. sendte manden på ryggen ned ad skrænten med hovedet først. Han nåede at kaste sig til side inden isfoden og kom skældende og smældende op igen. Da manden klamrede sig fast ved den ene husgang (der var to) smuttede Or. ind gennem den, for ikke at vride hans skulder af led, og manden efter. Han flygtede dog hen i et hjørne, og Or. tog steddatteren med ud og hjem.

En sidste episode fortæller om Or.s kamp mod en isbjørn, som han nær havde tabt. Han gik imod den ude på isen, alene, kun bevæbnet med en kniv, og han fik slet ikke stukket den langt nok ind. To gange slæbte bjørnen ham ud og lagde ham fra sig på isen for at vente på, at han skulle blive kold (som den gør med sine dræbte sæler). Anden gang lå Or. stille længe nok til, at bjørnen blev så uopmærksom, at han stille kunne komme på benene og flygte hjemad, hvor folk stod parat og fik has på den med deres våben.

Or. måtte sys bagefter, for kødet på hans overarm hang og blafrede med vrangen ud. Under syningen blev dog håndfladen vendt opad.

Arons fortæller, der var sydøstgrønlænderen Sarahs bror, havde selv været i kajak med Or. og bemærket, at den vendte håndflade ikke hindrede ham i at ro og fange.

 

Hist.: Fortællingen virker autentisk og viser bl.a., at herrnhuternes Lichtenau var et sted de immigrerende sydøstgrønlændere kunne søge hen (og formentlig finde tidligere ankomne slægtninge).

 

Springpelsen gik af brug med hvalernes forsvinden fra de fleste egne i 15-1600-tallets tiltagende kulde.

Orunilik har mere eller mindre overholdt fangstdelingens regler ved sin uortodokse måde at dræbe harpunerede sæler på. Men han har tydeligvis også tillagt sig en usædvanlig autoritet med sin indgriben i såvel fangstdeling som umoral.

Paalineq

Print
Dokument id:1771
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Paalineq
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:ss. 302 - 305, nr. 74
Lokalisering:Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 74, ss. 378 - 384.

Uddrag i Rink 1866 - 71, II: s. 86, nr. 44.

 

Resumé af uddraget: Paalineq går hjemmefra til indlandsboerne af

jalousi, fordi hans kone ligger med en gammel ungkarl.

Lillebroderen, Qisuilaq vokser til, bliver angakkoq / åndemaner, ser hans spor,

rejser derind, kommer op gennem gulvet, men da ingen må høre, hvad de

to brødre snakker om, skjuler de sig i en sten. P. lover at komme på

besøg om foråret. Q. skal vente ham på isen i rent tøj, for ellers vil

indlandsboernes slædehunde / hunde ? sønderrive ham. P. kommer med fire

hunde for slæden, som han lader sønderrive den gamle ungkarl. Q. og

moderen  flytter med til indlandsboerne, hvor en tosset pige

efterstræber Q. indtil moderen omskaber en lort i Q.s skikkelse, som

kun tossen kan se. Hun favner lorten og bliver helt til grin. Hele familien

bliver resten af livet hos indlandsboerne.

 

Var.: ID 946; Paaleeq; Palineq / Paalineq; Puulineq; Paulineq

 

Hist.: Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

 

For kommentarer til Rinks version af originalteksten se Thisted og Thorning 1996:

nr. 74, s. 347 - 348, der bl.a. understreger humoren hele fortællingen igennem.

Pakasi og hans familie (Inuujuk)

Print
Dokument id:1765
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Pakasi og hans familie (Inuujuk)
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:ss. 280 - 282, nr. 68
Lokalisering:Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 68, ss. 347 - 350.

 

Oversættelse i Rink 1866 - 71, II: s. 38 - 39, nr. 14.

 

Resumé: Inuujuk, der har fået et livsforlængelsesmiddel af sim mor, er

som oldtussegammel blevet lille som en baby, må bæres i rygpose og

sanser intet længere.

Men hendes søn, den ældgamle Pakasi, kan fortælle om sin mors

ungdomsoplevelser, da denne familie af sydlændinge på rejse gør ophold

i Qaquk (Nipisat Sundet over for Nuuk). I moderens ungdom handlede man

årligt med en vis Tinusuk, som havde mange gode varer og var meget

afholdt. Det var gensidigt. En gang overvintrede han, fordi han ikke

havde udsolgt. Men på hjemvejen gik skibet under af overlast. Derefter

gik der mange år, inden der igen kom handelsmænd til Sydlandet. Det

var dengang hvalfangerne besejlede Nordlandet og endnu ingen qallunaat

boede i landet. Dagen efter fortællingen er Inuujuk død. Hendes bagdel

var endelig bristet. Landet over for Kanaat (?) hedder Inuujuk efter

hende.

 

For kommentarer til Rinks version af originalen se Thisted og Thorning 1996: nr.

68, s. 346.

 

Hist.: Beretningen om handelen med Tinusuk kan være sand, og går

i så fald går tilbage til før 1722, hvor sydlændinge på deres rejser

nordpå formentlig har hørt og forstået, at Hans Egede og Co. har

overvintret og tænkt sig at blive i landet. Frasagn om samme Tinusuk, el. Tunusuk er også bevaret i en anden fortælling fra Rinks samling. Se den.

På fortælleren Hendriks tid må denne handel da være foregået for

mindst 150 år siden, men Pakaasis beretning kan jo have været

overleveret gennem et par generationer, inden Hendrik har hørt den.

T. var i så fald en af de hollændere, der årligt drog på handelstogt til

Grønland. Se eksempel i "Fortolkningsmuliger": Demografi og flytninger:  "Europæernes handelsvarer".

 

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Pakkitsomik / Pakkitsumik

Print
Dokument id:517
Registreringsår:1823
Publikationsår:1863
Arkiv navn:
Fortæller:Clementsen, Tobias
Nedskriver:Clementsen, Tobias
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:Pakkitsomik / Pakkitsumik
Publikationstitel:Kaladlit Okalluktualliait / Oqalluktualliait / Grønlandske Folkesagn, IV
Tidsskrift:
Omfang:side 54 - 60, nr. 6
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

med sideløbende dansk oversættelse, der let forkortet og uden den

afsluttende morale også er trykt i Rink 1866-71, I, nr. 99.

 

Orig. håndskrift: Rink NKS 2488, VI, ss. 97h - 99h.

Steenholdts renskrift: ibid. ss. 50h - 53h.

Afskrift: Rink NKS 2488, II, nr. 7 af seminarieelev.

 

Resumé:

Pakitsoq er ungkarl, bygger en umiaq, konebåd, fanger en ræv og senere en sortside, og ber sin mor gemme skindene. Om foråret rejser han nordpå idet han på fire ophold undervejs hvert sted røver en kvinde med ned i båden som roerske. Den førstes far prøver at dræbe ham, men Pak. stiller sig op i sin tarmskindspels ved stranden med ryggen til havet og såvel harpun som lanse splintres mod hans ryg. Ved Ilulissat vil han have en bøsse for de to skind. Købmanden / kolonibestyreren vil ikke give så meget for dem. Heller ikke kaptajnen på et skib, der ligger for anker. Pak. insisterer, kaptajnen blir irriteret og beordrer matroserne at hive Pak. op i masten og skyde på ham. Kuglerne preller af, hvorefter han hejses ned og i kaptajnens kahyt får frit valg mellem bøsserne til salg og desuden krudt og kugler. Undervejs hjem afleverer han de tre piger på hver sit sted, men beholder den første, hvis far netop er død, da de ankommer. Pak. hævner sig ved at lægge ham i en hule og en stor flad sten ovenpå, så liget brister og blodet flyder ud.

 

Var.: Pukkitsulik / Púkitsulik; Røverskibet; Brandt 33 34; Piratskibet.

 

Hist.: Handel med hvalfangere, først hollandske (indtil 1777), siden britiske, foregik i vekslende omfang.

Paulina

Print
Dokument id:85
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Paulina
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 399 - 402
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 140 ss. 699 - 704.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 399 - 402: Oqaluttuaq Paulinamik.

 

Dansk resumé i Rink 1866-71, II, nr. 44.

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 32 - 39 (Pôrdlîna).

 

Resumé:

To brødre, Paulina og Qisuilaaq, har mange fæller på vinterbopladsen. Paulina er vennesæl og social, Qisuilaaq derimod dybt genert og holder sig altid for sig selv. Paulina er en dygtig angakkoq / åndemaner / angakok, der ofte holder seance, tager på åndeflugt og kommer tilbage med nyheder fra steder, andre ikke kan nå. Når han smutter ud ved vinduesstolpen, prøver Qisu. forgæves at følge efter. En dag når Paul. over indlandet til et hjerteformet fjeld på den anden side. Neden for er der huse. Han sniger sig hen til det nærmeste med lys i og ser er par store ægtefolk med en smuk datter, der bliver sendt ud med kødgaver fra en nyflænset sæl. Da hun kommer tilbage prikker Paul. hende i siden, så hun falder over dørtrinnet og dør. Faderen truer Paul. på livet, han beder om et par bukser. De når den store Paul. helt op under armhulerne. Da han har genoplivet pigen og kan lide hende og familien, gifter han sig med hende og bliver på stedet.

Qisu. træner for alvor til angakkoq. Endelig kan han selv smutte ud ved vinduet på åndeflugt, hvor han kan følge sin storebrors spor helt frem til huset, hvor han i skjul under sidebriksen gør tegn med øjnene til Paul. om at komme med uden for. Paul. driller sin kone med, at nu kan hun jo prøve at finde ham, hvorefter han forsvinder ind i en sten med sin bror, hvor de glæder sig over gensynet og snakker løs. Paul.s kone leder længe og hører dem til sidst derinde. Hun går grædende ind i huset, hvor forældrene trøster hende med at Paul. nok kommer, når han er færdig med sine angakkoq-kunster. Det gør han da også. Men lillebroderen kommer oftere og oftere på besøg. Til sidst hver dag. Paul. beslutter at hente sin familie og har til det formål brug for, at lillebroderen om foråret leger netside på isen, hvorfra han må springe op på Paul.s slæde, for at hundene ikke skal overfalde ham. Derhjemme har man så ofte drillet de gamle forældre med, at nu kom Paul. hjem, at det varer noget, inden de lader sig overbevise af råbet om hans hjemkomst. Hans tidligere kone har fået et barn med en gammel ungkarl. Det bliver sygt. Paul. skærer det op i maven, trækker alle indvolde ud og undersøger dem, uden resultat. Sårene heler han gesvindt. Så tager han fat igen med samme operation, men skærer denne gang også struben op, hvor noget sort sidder og generer. Paul. fjerner det, stopper indevoldene tilbage og heler alle sår. Straks bliver drengen helt sig selv igen.

       Da familien skal af sted beordrer Paul. sin bas til at dræbe ekskonen og den gamle ungkarl. Den får has på dem efter at have rodet dem ud fra bunden af bunken af alle husfællerne, der har smidt sig ovenpå hinanden.

Tilbage i øst bliver Qisu. endnu mere genert end før. En stor ugift kvinde, som alle mændene besøger efter fangstdagen, indynder sig forgæves hos ham. Qisu.s mor bliver irriteret, får ondt i sinde og hekser med kvindens og Qisu.'s afføring, som hun lægger ovenpå hinanden. Kvinden bliver gravid, og da alle mændene stimler sammen hos hende under fødslen, kan Qisu. trods alt ikke nære sig for at være med. Han stiller sig ved hendes lampe og hun får øje på ham. Straks bliver de begge til hver sin store lort. Moderen havde altså hekset kvinden gravid med en lort, men kom desværre til at gøre det af med sin søn også.

 

Var.: Palineq / Paalineq; ID 946; Paaleeq; Paulineq; Puulineq

 

Hist.: Også den samtidige variant gør grin med hekseriet. Men det ender mindre absurd. Desuden begrunder den bedre Paulinas bortrejse, idet konen allerede inden er ham utro med den gamle ungkarl. Alt i alt konstaterer man en kraftigere latterliggørelse af traditionen i Arons version.

 

Kommentar: Lars Møller Lund har læst hovedpersonens navn: Poorliina (se ovf.). Dvs. en der bare er poorlik eller på en angakkoq med pooq, en angakkoq puulik. Det synes også at være ideen i de østgrønlandske varianter: Puulineq

Pigen som blev røvet af inorutsit

Print
Dokument id:215
Registreringsår:1860
Publikationsår:1997
Arkiv navn:
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Pigen som blev røvet af inorutsit
Publikationstitel:Fortællinger & akvareller
Tidsskrift:
Omfang:ss. 122 - 124
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 31h - 33v.

Publiceret transskription af orig. håndskr.: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 122 - 124: Niviarsiaq inorutsinit aallarunneqartoq.

 

Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 221.

H. Rinks oversættelse af afskrift: Rink, H.: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, I: 46. Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 43, pp. 265 - 267: The Girl who was stolen by an Inlander.

 

Resumé:

Storebror og lillesøster holder meget af hinanden, og han lader gerne hende få sin vilje, da hun vil ind til elven nær sommerpladsen for at fange laks (ørred ?). Derinde bliver hun med et snuptag røvet af en indlandskæmpe, en inoruseq, der bærer hende hjem som et barn, sætter hende på briksen og afventer at kunne få hende til kone, når hun har grædt færdig engang. Husmoderen bag en skillevæg af skind rækker hende flere gange noget mad, som pigen afviser, og som på inoruseq-sprog hedder noget sært: talu (rensdyrtalg); ernaat (tygget rensdyrtalg). De truer hende med at trække kamikkerne af hende, hvis hun ikke vil give sig. Et knokkelmenneske slæber sig hen til hende langs briksen og fortæller, at hun opførte sig nøjagtig på samme måde og fik et par store kamikker på i stedet for sine egne. De var fyldt med vandkalve, edderkopper og orme, der åd hende kødet af benene. Men den nye gæst lader sig ikke gå på. Hun tramper løs på kæmpekamikkerne, da de kommer med dem, og da det bløder ud af dem, smider hendes bejler dem væk. Så holder hun op med at græde, bliver hans kone og må dårlig gå ud på naturens vegne for ham. En dag hun, efter mange bevogtede ture ude, har beroliget ham til ikke at følge med helt om bag huset, stikker hun af, når hjem til teltet, der står der endnu, og får sin familie med af sted, i umiaq / konebåd over til den yderste ø, hvorfra de aldrig siden vover sig ind på fastlandet.

 

Var.: Episoden med de kødædende støvledyr er vidt udbredt, også i Arktisk Canada, og altid associeret til den evne at løbe lige så hurtigt som de mytiske indlandsboere / indianere. Renernes tynde ben og hurtighed kan være forbilledet.

Fx: Kvinder flygter til indlandet. Søg videre på: orme.

I vestgrønlandske fortællinger kan bortspisningen af kødet dog også foregå uafhængigt af indlandsånder, og i en indtørret sø som den mytiske initiation til angakkoq / åndemaner - uddannelsen. Men da er det al kødet, der bliver ædt fra kroppen, hvorefter det vokser ud på skelettet igen.

 

Hist.: Ihjeltrampningen af de kødædende støvlebeboere er formentlig Kreutzmanns helt egen opfindelse. Typisk for hans mere europæiserede tilgang til fortællingerne: Hvorfor lade sig plage? Tramp dem dog ihjel!

Piratskibet

Print
Dokument id:49
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Piratskibet
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 426 - 428
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 15 ss. 37 - 41.

 

Resumeret oversættelse i Rink 1866-71, II, nr. 4.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

"Taama allattunga, Aron", 1999, II: 426 - 428: Umiarsuapilunnik; og i Thisted og Thorning: 'Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... / Måske nogen kunne fortælle ...', 1996: nr. 15, ss. 77 - 80, med kommentarer s. 319: Røverskibet.

 

Resumé: Fem sydlændinge er på fangst ved Kilangaarsuit. En

bliver tilbage på fangststedet, da de fire ror videre og møder et

handelsskib med mange bøsser og sværd. De kommer ombord, ser våbnene og

når at flygte. Senere kommer de døbte Ignatius og Frederik ombord.

De spærres inde, men bryder døren op og slås med alle på dækket. Begge

slår hver sin qallunaaq / europæer halvt fordærvet, de øvrige giver op, hejser Ignatius´s og Frederiks kajakker ned fra råen og lader dem ro hjem. Nu kommer den

efterblevne, femte sydlænding forbi og bliver hejst op i kajakken,

men ved synet af våbnene vil han flygte. Det lykkes ham vha. sin

lakseamulet, der gør ham glat og ikke til at fastholde. De fire første undslupne sydlændinge bringer nyheden om røveriet af Ignatius og Frederik til Nuuk, hvor man straks bringer den videre til Ignatius´s far Moorsasi på Kangeq. Han ror straks af sted, synger sin qallunaaq-sang, men ser blot skibets master dykke ned bag horisonten. Men Ignatius og Frederik er jo sluppet væk takket være deres store fysiske styrke. Almindelige mænd havde ikke klaret frisag.

 

Var.: Pukkitsulik er skåret over samme læst, men som en farce. Ligeså: To stærke brødre.

 

Hist.: Tusilartoq / Moorsasi var fortællerens tipoldefar og søn af

Singajik / Singajuk. Selve  fortællingens historicitet er vanskelig at

bedømme. Se "Fortolkningsmuligheder", Holdningsændringer: "Qallunaat / De hvide".

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Pissassaq

Print
Dokument id:358
Registreringsår:1863
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Pissassaq
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 293 - 294
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, II, 4' nr. 233 ss. 897 - 902.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

"Taama allattunga, Aron", 1999, II: 293 - 294: Oqaluttuaq Pissassamik.

 

Resumeret oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 70.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 55, ss. 321 - 324: Pisagsak and the Kivigtok / qivittoq.

 

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 66 - 69.

 

Resumé:

Pissassaq

Piss. har lavet sig en ny fuglepil, som han afprøver så længe, at han i kajak når langt væk fra kendte vande og kommer til en høj fjeldside med en lang rebstige fra top til bund. Han kan ikke nære sig for at klatre op og mister næsten pusten undervejs op. Heroppe møder han en qivittoq, der blir glad for selskab men han må fløjte sig til at komme i gang med menneskelig tale igen. Qiv. forsvinder næste dag på jagt, og Piss. må få tiden til at gå med kvindelige gøremål. Han tørrer alle værtens kamikker og koger kød til hans hjemkomst med to nedlagte rener, som han sender Piss. ud for at flå og partere.

       Efter en tid skaffer qiv. dem en ung, hvid pige (qallunaaq), som de røver ved de hvides vandhentningssted. Hun er længe om at falde til, men da hun så overtar husholdningen kan begge mændene gå på jagt og de lever godt og rigt. Senere synes qivittoq'en at Piss. også skal ha' en pige, men til hans store undren røver Piss. ved vandhentningsstedet ikke en af de unge, smukke, men en gammel grim kælling. Hun er ikke mere end en dag om at holde op med at længes hjem. Og med hele to kvinder i huset lever de endnu bedre.

       En dag ved qivittoq'en at nu kommer der en hel masse qallunaat, hvide, for at bekrige dem. Han og Piss. går sammen hen til rebstigen, hvor de hvide ankommer for neden, og da alle er kommet op ad stigen med den øverste synlig over kanten, vælter qivittoq'en hele molivitten i havet.

       Først da den gamle røvede kvinde er død, længes Piss. hjem. Qiv. gør ikke noget for at holde på ham, men gir ham besked om at meddele de hvide, at de ikke senere skal forsøge at bekrige ham, for så udrydder han dem allesammen. Piss. følger ordren og når hjem til sin forbavsede familie, der for længst har troet ham død.

 

Var.: Søg på nordbo.

 

Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.

 

Hist.: Den indledende episode er identisk med den, der indleder en af nordbo-fortællingerne, men i den skyder Piss. en nordbo der er kommet ned til stranden. Rebstigen kendes også fra andre versioner, men her flyttes en del af skylden for nordboernes udryddelse over på den ikke rigtige grønlænder, qivittoq'en. Denne røver en ung, hvid kvinde og sender alle de hvide i druknedøden. Piss. selv røver kun en gammel kvinde, der åbenbart ikke er ked af at få en ung mand.

Plejesønnen

Print
Dokument id:1396
Registreringsår:1902
Publikationsår:1924
Arkiv navn:
Fortæller:Matiinarujuk (Matînarujuk)
Nedskriver:Rasmussen, Knud + ?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Plejesønnen
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, II
Tidsskrift:
Omfang:side 52 - 73
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Håndskr.: KRKB 1, 4(12). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04:  "ernersiaq".

Trykt på grønlandsk i:

Lynge, Kr. 1938 - 39, Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo, I: 32 - 52.

Søby, R. (red.) 1981 - 82, I: 82 - 102.

 

Kort resumé i Rasmussen, K. 1981 (Inuit Fortæller), II: 125.

 

Resumé:

 

En dreng er plejesøn i huset hos en flok brødre, hvor han har det

godt, når fangsten er rigelig og må sulte som de andre, når

vinterforrådet er sluppet op. En vinter, hvor man sulter, smider

plejefaderen ham ud, fordi han har været med til at spise forrådet op.

En gammel kone, der bor i kogerummet, mener, at alt, der ikke er af

sten, vil vokse sig større, og hun adopterer ham. Hun fanger ulke og

plukker bær om sommeren og har stadig lidt forråd, som hun holder godt

hus med og deler med ham og husfællerne. Om efteråret får hun til

gengæld rigeligt kød og spæk af husfællerne. De tar bort i forsommeren.

Drengen fanger ulke til hende i massevis.

En dag dør en af brødrenes yngste søn. Mistanken for hekseri falder på den gamle kone. En dag drengen er gået til fjelds, dræber brødrene hende. Han blir da

adopteret af bopladsen stærkeste mand og er forfærdelig genert. Han

gør alt, hvad man ber ham om og mere til. Om dagen behandles han så

godt, at det er som om, han øser dagen op i sin hule hånd. Men hver

morgen hiver plejefaderen ham vågen ved håret med en bemærkning om, at

den, der har mange brødre til fjender, ikke bør sove længe. Da drengen

forstår hensigten, begynder han at træne sine kræfter. Da han er

blevet så stærk, at tøjet hænger i laser omkring ham og hver dag

springer nye rygsømme i sit nye tøj, ber plejefaderen ham trække krog

med sig. Drengen er endnu den svageste. Senere, under et nyt forsøg,

er han blevet den stærkeste. Plejefaderen bliver henrykt. Drengen er

endnu ikke udvokset. Han iagttager de andre børns leg, bliver skubbet

bagfra, når ikke at se af hvem, men da det gentager sig næste dag, når

han det, sætter efter drengen og smadrer ham. Drengen var søn af den

gamle kones morder. Faderen og hans brødre kommer hjem fra fangst og

angriber plejesønnen, der sidder roligt med ryggen til. Han er

usårlig, for han har sin gamle plejemors skamben som amulet. Selv får

han dræbt to af brødrene, inden plejefaderen afbryder hævnen. Drengen

er længe tavs og vil intet spise. Plejemoderen henter lever til ham i

forrådsskuret og ser da, at hele bopladsen rejser bort. Drengen

brister i latter. Nu kan han spise. Plejefaderen, der savner selskab,

oplærer plejesønnen, så de kan følges på fangst. Plejesønnen får lyst

til at se andre mennesker og ror sydpå. Han træffer og dræber en af de

overlevende brødre ud for dennes tæt befolkede boplads. Hjemme igen er

han tavs. Plejefaderen aner uråd og ror selv sydpå, hvor han fortæller

folk, at de hellere må afholde sig fra hævn, og at han nu vil rejse

langt nordpå med plejesønnen. Denne indvilger, og de kommer til

Amerloq, hvor der er store, spændende fangstdyr: hvidhvaler og

hvalrosser. Plejesønnen er genert over for de fremmede, men vænner sig

efterhånden til dem. Han blander sig med de andre unge mænd, der

muntrer sig med pigerne. Hver gang han får førstefangst, deles

fangsten straks ud til hele bopladsen. Hans største fangstbedrift er

harpuneringen af en såkaldt rød hvalros, der kommer imod ham med rejst

overkrop. Plejemoderen har fået hænderne mere end fulde og ber sin

mand opfordre plejesønnen til at gifte sig. Han blir pavestolt og

kommer trækkende hjem med en gammeljomfru, der dog føder ham en eneste

datter. Hun blir opkaldt efter hans første plejemor, der blev dræbt.

Efter nogle år længes plejesønnen hjem til sit gamle sted, hvor han og

familien slår sig ned for stedse.

 

Var.: Rink 1866 (1866-71, I) nr. 78. Plejesønnen; ernersiamik

Plejesønnen fra Ilímanaq / Ilimmanaq (Claushavn) der plejede at være løbedreng

Print
Dokument id:1475
Registreringsår:1902
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Ujuuloralak (Ojûloralak / Ojuuloralak)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Plejesønnen fra Ilímanaq / Ilimmanaq (Claushavn) der plejede at være løbedreng
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, II
Tidsskrift:
Omfang:side 50 - 54
Lokalisering:Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 6(16). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04, nr. 46.

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981-82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, I: 185 - 187: "Ernersiaq arpagtaussartoq Ilímanarmio" / Ernersiaq arpattaasartoq Ilimmanarmiu.

Resumé:

En plejesøn, der ofte er stik-i-rend-dreng for andre, ernærer sig og

sin plejemor med lønnen af mange tyggebidder / flænsebidder (der uddeles til alle

inden flænsningen). Da plejemoderen beklager sig over de mange såler,

han slider op, går han hjemmefra til et sted overfor Disko, hvor han

blir adopteret og trænet til både "stærk mand" og kajakfanger af sin

plejefar. Han blir gift med dennes søster, der bliver gravid, men

underlig og røber at hendes bror vil dræbe sin adoptivsøn. Han flygter

til Disko, bygger sig et hus af isstumper, placerer dér sin pels fyldt med

is, og sig selv ude på iskanten, hvor han ser plejefaderen komme og gå

til angreb på dukken fyldt med is. Han tager hjem til sin oprindelige

boplads, ber alle holde sangfest i alle husene, gemmer sig bag tapetet

i et af dem, og da plejefaderen kommer ind dér og skal deltage i

sangen, kommer plejesønnen frem, griber ham bagfra, udfordrer ham til

deres gamle styrkeprøve på at rette hinandens håndled ud, vinder,

dræber ham og sender liget hjem med slædehundene. Han gifter sig med

en hjemlig kvinde, får børn og forsørger dem.

 

Var.: Rink 1866 (1866-71, I) nr. 78. Plejesønnen; ernersiamik; Den lille plejesøn hvis plejemor blev parteret;

 

Hist.: Denne fortælling om plejesønnen, der må opfostres til stærk

mand og fanger af fremmede, forholder sig på en eller anden måde til

øen Disko, hvis befolkning havde dårligt ry på fastlandet. Det kan

være grunden til, at adskillige episoder fra fortællingen om

kannibalen Igimarasussuk bliver brugt til afvisning af plejesønnens

fremmede opdrager. Og fremmed må han være, når han åbenbart ikke

ønsker at komme i slægt med plejesønnen via sin søsters kommende barn.

 

Tolkning: Fortællingen benytter to traditionelle grundtemaer: Rigtige

mennesker og "fremmede" kan ikke integreres i hinandens samfund via

blodets bånd. Og: I den tætte relation mellem en bror og en søster,

redder broderen (her plejefaderen) oftest sin søster ud af ægteskabet

med en "fremmed". Havde hun i stedet været hans datter, var plejesønnen

næppe blevet angrebet af ham, plejefaren. Han var forblevet i det

fremmede og havde afskåret forbindelsen til sin hjemegn. Men som

fortællingens helt vinder han over sin kones bror (plejefaren) og blir via et nyt ægteskab og dets børn slutteligt fuldt integreret i sit eget samfund, hvor han

oprindeligt ingen slægtninge havde.

 

Bemærk: Relationen: plejesøn gift med plejefars søster er uhyre sjælden i den grønlandske overlevering.

Pogajungmik / Pugajummik

Print
Dokument id:514
Registreringsår:1823
Publikationsår:1863
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Steenholdt, Wittus
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:Pogajungmik / Pugajummik
Publikationstitel:Kaladlit Okalluktualliait / Oqalluktualliait / Grønlandske Folkesagn, IV
Tidsskrift:
Omfang:side 34 - 36, nr. 3
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Orig. Håndskr. eksisterer ikke længere. Steenholdts renskrift af det:

NKS 2488, VI, ss. 14h - 15v.

Seminarieelevs afskrift: NKS 2488, II, 4', nr. 78.

Nyligt oversat i Thisted 1999: Således skriver jeg, Aron, I: 271. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999:

Taamma allattunga, Aron, I: 271: Pugajummik.

 

Resumé:

 

Pugajuk har tre koner, en søn og en brodersøn. De slår sig ned på en boplads med en stærk mand med talrige koner. Han røver også Pug.s yndlingskone, hvorefter Pug. trist holder op med at fange, men til sidst tar affære og tilbagerøver sin kone plus den stærkes yndlingskone. Da den stærke kommer for at gøre gengæld har Pug. stillet sig op i rummet med ryggen til og anbragt sin søn og brodersøn (der nu kaldes brødre) på hver side af indgangshullet. Den stærke prøver forgæves at skubbe Pug. omkuld og de to mænd hiver fat i hver en arm og er lige ved at flække ham på langs. Pug. håner dem lidt med en uforståelig vending: De magter ikke at trække den ene side af min endetarm op!. Den stærke bæres hjem, Puug. inviteres op i hans hus, hvor han ligger døende med alle sine koners bukser som hovedpude. Begge ytrer deres forbavselse over den andens styrke.

 

Oversættelse af afskriften ved Chr. Berthelsen:

 

Pugajuk som ingen på stedet kunne måle sig med i styrke, rejste sydpå for at udfordre nogen. På deres vej kom de til at overvintre et sted, hvor der boede en stærk mand med huset fuldt af sine koner. Puugajuk selv havde tre koner. Han havde også en nevø og en søn.

       

En dag da P. kom hjem fra fangst var hans yndlingskone Aavia der ikke. De to andre koner fortalte, at de andre på bopladsen havde hentet hende. P. tog så ikke på fangst den efterfølgende dag. Men en anden dag, mens den stærke mand var på fangst, hentede han sin kone og tog desuden den smukkeste af den stærke mands koner med sig.

       

Da den stærke kom hjem fra fangst holdt P. udkig efter ham gennem et hul i tarmskindsruden. Og uden først at have taget sin helpels af var han på vej op til P.s hus. P. placerede sin søn og sin nevø på hver sin side af indgangen til rummet. Selv stillede han sig foran indgangen - med ryggen udefter. Da så den stærke mand sprang op fra gangen, skubbede han i springet til P. bagfra, men da P. ikke rokkede sig det mindste, faldt den stærke mand bagover. Da greb sønnen og nevøen den stærke i armene fra hver sin side og trak til så han var lige ved at flække midt igennem på langs. Da de greb ham sagde P.: " de to unge mennesker vil nok fare noget hårdt frem, indtil situationen begynder at gøre indtryk på mig (ikke nogen sikker overs. Crh.B.).

       

Umiddelbart efter at den stærke var blevet bragt til sit eget hus, blev der sendt bud efter P. Han gik derhen - dér lå så den stærke mand med hovedet hvilende på den høje hovedpude, som bestod af hans mange koners bukser der var stablet ovenpå hinanden. Den stærke sage så til P: "Jeg havde ikke troet der fandtes nogen, der kunne måle sig med mig i styrke. For jeg er i stand til at springe fra den ene isflage til den anden med en stor narhval, der tilmed har en lang stødtand."

 

Var.: Fætrene, Thisted s. 270.; Ungilattaqi.

 

Kommentar: En yderst mager variant uden spræl.

Puigûsigauneq

Print
Dokument id:915
Registreringsår:1952
Publikationsår:1967
Arkiv navn:
Fortæller:Luutivik (Lûtivik / Ludvig)
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Puigûsigauneq
Publikationstitel:Inugpât, Nuuk / Godthåb 1967
Tidsskrift:
Omfang:side 92
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side  100.

 

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

Oversættelse ved Signe Åsblom:

 At tvinges til at glemme.

 

Luutivik (Ludvig) (f.1886). Dengang vi kun var tre personer her, kom jeg kørende fra Qaarusulik med et hundespand af de fineste hunde. Så fik jeg øje på et vindue, og hvis ikke det var lige ovenover iskanten, så var det lidt ovenfor iskanten. Men da jeg ikke så nogen mennesker, kørte jeg bare videre, og det forsvandt af syne, uden at jeg kørte hen for at se efter, for jeg havde også besvær med at magte hundene.

   Jeg havde besluttet at fortælle om det, når jeg nåede hjem, men jeg glemte det fuldstændig. Først da jeg var flyttet til Nuussuaq, kom jeg i tanke om det og fortalte om det. Måske har nogen gjort, at jeg var ude af stand til at huske.

 

Hist.: Historisk begivenhed fra 1900-tallet.

Denne Luutivik er ikke den samme, som herrnhuternes Lûtivik, der nedskrev fortællinger til Rink i 1867.

Kommentar: Luutuvik har for så vidt været heldig i forhold til den mere traditionelle overbevisning, at man blev syg, måske ophovnet, indtil man fik fortalt om et sådant syn. Søg på Angajewdleq.

Pulik / Sønnernes hævn

Print
Dokument id:261
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Heilmann, Karl
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Pulik / Sønnernes hævn
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 406 - 410, nr. 131
Lokalisering:Qeqertarsuatsiaat / Fiskenæsset
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Om en stærk grønlænder, der levede i gamle dage, om hans tre børn og om syd-

lændinge, der udleverede sig selv.

 

En stærk mand med tre halvvoksne sønner boede på deres faste vinterboplads. Der boede ingen andre dér. Faderen var familiens eneste forsørger. De manglede aldrig noget om vinteren. Sønnerne voksede op og blev fuldt bevidste (ordret: de glemte ikke længere noget - Chr. B.). De var vant til at faderen altid kom hjem med fangst - selv i elendigt vejr og i storm. Et tidligt forår, hvor der kom mange sæler, fangede han ekstra mange. Midt på sommeren rejste nogle sydlændinge nordpå og anløb vinterbopladserne, også den stærke mands vinterboplads var de på vej til.

En dag i dejligt vejr tog den stærke mand ud på fangst. Hans sønner så ham ro vestover og de forventede, at han som altid ville komme hjem med fangst. Hen på eftermiddagen så de, at han var på vej hjem med flere sæler på slæb ('kalingi affa' - Chr. B.). Drengene blev meget glade for at se, at faderen var på vej hjem. Da han nærmede sig bopladsen, viste der sig sydfra en konebåd med mange kajakker i følge. Inde fra land kunne de høre de fremmede

snakke sammen om, at de ville kappes om at være den første til at såre manden, der var på vej ind med sæler på slæb. De mange kajakmænd satte afsted for fuld kraft hen mod den stærke mand, som blev ramt af den ene harpun efter den anden. Ikke underligt blev de tre drenge dybt forfærdede (ordret: meget fornærmede - Chr. B.) ved at være vidner til drabet på deres far. De sagde straks til hinanden: "Det kan være lige meget, for de vil også dræbe os." Men i stedet for at lægge til sejlede konebåden forbi og råbte til dem, der var blevet forældreløse, at de til næste år ved denne tid ville komme forbi på vej sydover. De roede videre uden at slå lejr.

 

Drengenes mor indprentede dem aldrig at glemme det, de havde været vidne til, nemlig drabet på deres far, begået af sydlændinge. Man vidste aldrig, hvad der kunne ske. Den ældste af drengene opfordrede sine yngre brødre at træne sig op - den mellemste i stenkast med slynge og den yngste i svømning. Storebroderen selv ville træne sine muskler for at blive stor og stærk. De blev hurtigt meget dygtige og farlige (for dem, der ville prøve kræfter med dem - Chr. B.). Den mellemste blev så dygtig til slyngen, at han altid fik ram på fugle og på den måde skaffede familien rigeligt med mad.Han fangede også sæler med slyngekast. Lillebroderen svømmede ud efter fangsten. De havde ingen kajakker. En dag sagde den ældste, at han ville bygge sig en kajak. Han byggede skelettet af noget drivtømmer og betrak det med skind

af de sæler, som den mellemste fangede med sin stenslynge, og som den yngste svømmede ud efter. Da den ældste prøvede kajakken første gang, svømmede lillebroderen langs med den for at kunne redde ham, hvis han kæntrede. Ved den træning opnåede han den færdighed at kunne gå under kajakken (sådan lyder det ordret; mon ikke meningen er, at han kunne vende rundt? Chr. B.), og han fik fuld beherskelse af sin krop. Så fik han kajakredskaber og begyndte at fange sæler og forskelligt fuglevildt. Den yngste passede sine svømmeture hver eneste dag -

selv om vinteren, hvor det var koldt, og den ældste kunne altid tage ud på fangst.

 

Den følgende sommer var drengene blevet så stærke, at de ville kunne klare sig imod eventuelle angribere, men sydlændingene viste sig ikke. De samlede forråd til vinteren, og vinteren faldt dem kort, fordi de havde det så godt. Sommeren kom, og de fangede små og store sæler. En dag så de en lille remmesæl lige ud for bopladsen, og den mellemste fangede den ved hjælp af sin stenslynge. Den ældste roede efter den (usikker oversættelse. 'pikkutigaa'? Chr. B.) og de krængede skindet af, og de lavede en sæk / pooq, som den yngste af brødrene kunne krybe ind i. Da den blev færdig, lod de den yngste krybe ned i den, for at han kunne prøve den. Han svømmede ud og dukkede op lige ud for sine brødre. Han kiggede ind imod land og spurgte sine brødre: "Er der noget at rette på mig?." Brødrene svarede: "Ja, meget. Dit snudeparti er skævt!" Han rettede på det og dykkede ned. Han dukkede op igen, så hans ryg var synlig. Han vendte ryggen til brødrene, men vendte hovedet imod dem og sagde: "Er der meget at rette på mig?" Brødrene svarede: "Ja, meget. Dit haleben (haleparti?) er skævt!" Han rettede på det og dykkede ned. Han blev længe under vandet, og da

han dukkede op, lignede han en sæl. Hans brødre var yderst tilfredse, fordi han nu fuldstændig lignede en sæl.

 

Næste sommer igen tog sydlændingene sydover. De ville ro forbi bopladsen med de forældreløse, som på det tidspunkt var blevet meget veltrænede. Brødrene så en konebåd sætte over fjorden nordfra og de forholdt sig afventende. De slog lejr lige på den anden side af et smalt sund ved deres boplads. Brødrene forventede, at de ville komme for at dræbe dem. Det blev aften uden, at der skete noget. Om natten lukkede de ikke et øje. Næste morgen

gjorde de fremmede klar til afrejse. På det tidspunkt var den mellemste ('akugdlersât' skulle nok have været: 'nukardlersât', den yngste, for det var ham med sækken - Chr. B.) af brødrene faldet i søvn. De forsøgte at vække ham, da de fremmede begyndte at gøre klar til afrejse, men han var ikke til at vække.

Endelig, da de fremmede var begyndt at laste konebåden, lykkedes det dem at

vække ham. Han tog skindet, der lå bag ved kogerummet og gik ned. Brødrene hjalp

ham med at komme ned i hylsteret, og de lod ham glide ned ad en klippeflade ud i

vandet. Han dykkede ned og blev så længe under vandet, at brødrene blev

utålmodige. Da han endelig dukkede op, henledte brødrene de fremmedes

opmærksomhed ved at sige: "Ahaa, der er en stor remmesæl, ro I hen efter den."

Nåda, hvor sydlændingene - gamle som unge - fik travlt med at gøre

sig klar til at ro efter den. Remmesælen dukkede op lige ud for konebåden. De

pegede på den og sagde: "Her er den." Så dykkede den, så det sprøjtede op.

De mange kajakker begyndte nu at forfølge den og kom efterhånden så langt fra land, at lavvandsmærkerne på stranden ikke længere var synlige. På det tidspunkt forsvandt sælen for dem. Mens man stadig ventede på, at den skulle dukke op, kæntrede en af kajakkerne pludselig og lige efter endnu én. Sådan blev de ved, indtil der ikke var flere. Alle de mange kajakmænd, sydlændingene, omkom. De to brødre var nu på vej ind - den ene i kajak og den anden som en sæl.

 

Var.: Sidste episode: Svømme under vandet som en sæl.

 

Kommentar: Pulik skulle muligvis være Puulik. En angakok puulik var associeret til sødyr, især hvalros og / eller remmesæl. Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

Qaannanik tammartunik / De vildfarne kajakker (oqalualaarut / en historie)

Print
Dokument id:1766
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Qaannanik tammartunik / De vildfarne kajakker (oqalualaarut / en historie)
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:ss. 282 - 283, nr. 69
Lokalisering:Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 69, ss. 350 - 352.

 

Oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II: nr. 15, ss. 39 - 40.

Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 114, s. 455: The Land of the Isarukitsok Bird.

 

Resumé:  Sydlændinge har fortalt om en ufrivillig tur over havet, hvor

de traf mange gejrfugle ved en høj klippe, der længere fremme skrånede

ned i et dejligt stenet land med mange træspåner fra qallunaat.

 

På hjemvejen traf de den store kæmpemåge, der heldigvis sov og ikke

bemærkede dem. Engang, nemlig dengang gejrfuglenes land endnu ikke var

sunket, var der gejrfugle helt op til Nuuk langs kysten.

 

For kommentarer til Rinks version af originalteksten se Thisted og Thorning 1996:

nr. 69, s. 346.

 

Hist.: Præsis hvor gejrfuglenes land skulle have ligget, fremgår ikke

klart af rejsebeskrivelsen, skønt den til forveksling ligner de

mytiske rejser til Akilineq. De sidste sikre forekomster af gejrfugle

i Grømland er dateret til 1815 og 1821. Langs vestkysten trak

ungfuglene endnu i 1700-tallet nordpå langt ude til havs fra september

til januar, og så langt mod nord som til Maniitsoq. Verdens sidste

gejrfugl blev nedlagt i 1844 ved New Foundland (Muus et al. 1981: Grønlands Fauna, s.308).

 

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Qajuuttaq

Print
Dokument id:61
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Qajuuttaq
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 324 - 328
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 114 ss. 602 - 607.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: Oqalualaarut Qajuuttamik.

 

Resumé i Rink 1866-71, II: nr. 18.

 

Resumé:

Qajuuttaq er fra Alluitsoq / Lichtenau, hvor han opdrages fra lille til hævner over sin myrdede far og derfor udvikler sig til massemorder. Da han vil giftes, slår han forældrene til to kvinder ihjel, gifter sig med dem begge og tager lillebroderen, som han også holder oprigtigt af, med i husholdningen. En anden gang kommer han til et hus inde over land, hvor han slår alle indvånere ihjel bortset fra en kvinde og hendes to små sønner.

Hans lille svoger bliver voksen, flytter for sig selv og udfordrer gang på gang Qajuuttaq til kamp ved at knække hans bedste knive og andre sager, når han kommer på besøg, og Qajuuttaq beværter ham med det bedste. Qajuuttaq søger hver gang at slå fornærmelsen hen med en stor latter, men en dag kommer svogeren så ind i stramtsiddende tøj og giver sig ikke, før han har tirret Qajuuttaq tilstrækkeligt til at denne mister besindelsen. Først giver Qajuuttaq ham flere gange en lærestreg med nogle drøje knubs. Men svogeren bliver ved, og til slut gør Qajuuttaq det af med ham uden døre og smider liget ned under isfoden. Dér kan søstrene hente ham, hvis de vil begrave ham, siger han. De siger drabet var i orden, han var selv ude om det. Men de siger det af skræk, og næste dag, da Qajuuttaq er taget på fangst, henter og begraver de deres lillebror.

Senere på vej til sin fangstplads på de yderste øer, Tunnulliorfik, redder han en flok forliste søfolk i storisen, lader dem overvintre hos sig og føder dem mod, at de går til hånde med alt, de kan. En skibsdreng, der er fælt befængt med lus, skærer han skaldet og kommer til at skære noget af huden med. Om foråret rejser de hen til et sted, hvor de kan komme hjem med andre qallunaat, europæere / hvide søfolk.

En anden gang i baglandet på rensdyrjagt træffer han to velvoksne mænd med hver en rem rundt om halsen. De kommer fra landets bagside (Østgrønland), er efterkommere af den lille kvinde, og de leder efter en fjende, man har fortalt dem bor i Alluitsoq. Qajuuttaq bliver klar over, at fjenden er ham selv, hvorfor han undskylder sig på naturens vegne, springer over elven, løber i skjul og får derfra skudt den ene med sin bøsse. Den anden bakser med den døende, men da han ser, at Qajuuttaq lægger an til et nyt mord, tager han flugten som en ravn op over fjeldkammen østpå. Det er altså de overlevende fra huset, som var flygtet til østkysten og blevet opdraget af deres mor til hævnere. Da Qajuuttaq senere vil tage liget i øjesyn, har broderen åbenbart hentet det, og skønt det rygtes, at folk fra østkysten vil rejse omkring Kap Farvel til Alluitsoq og hævne sig, sker der intet.

Efter Qajuuttaqs død kommer et skib til Qaqortoq. Kaptajnen taler til alles forbavselse grønlandsk og længes enormt efter noget grønlandsk mad. Man kommer ombord med den, han spiser af den og fortæller, hvordan han blev vænnet til den slags mad, da Qajuuttaq reddede dem fra forliset. Om Qajuuttaq stadig lever? Nej. Den fremmede vil dog hævne den smerte Qajuuttaq forvoldte ham med ragekniven, men en blid hævn, fordi Qajuuttaq reddede deres liv. Han slår knude på en jernstang og erklærer, at sådan ville han have slået knude på Qajuuttaq, hvis han endnu havde levet.

 

Var.: Qorfik

Hist.: Som Aron rigtigt bemærker, knyttes samme fortælling om de skibbrudne til en vis Qorfik, fra Julianehåb / Qaqortoq.

Aron har fortællingen fra Asa i Ny Herrnhut, hvor man havde nære slægtskabsforbindelser til sydlændinge ved herrnhuternes andre missionsstationer ved bl.a. Lichtenau / Alluitsoq.

Blodhævn.

 

Kommentar: Slutningen virker ikke ganske logisk og synes mest at være en variation over slutningen på Arons Kaassassuk, hvor denne demonstrerer sin og hans overmands forskel i styrke ved hhv. at ændre formen på og knuse en sten.

Qallikaarsuk

Print
Dokument id:87
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Qallikaarsuk
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 406 - 408
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 142 ss. 708 - 712.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 406 - 408: Oqaluttuaq Qallikkaarsummik.

 

Dansk resumé i Rink 1866-71, II, nr. 95.

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972:176 - 180.

 

Resumé:

Qallikkaarsuk er en mådelig fanger, der kun fanger til husbehov, når der er mange dyr. En bopladsfælle derimod er stedse heldig og kommer altid hjem med fangst. Efter længe ikke at have fanget noget ror Qall. ind i en fjord, hvor han helt inde i bunden ser en mængde spættede sæler bevæge sig op på land. Netop som han vil harpunere en helt hvid spættet sæl, hører han nogen bag sig. Det er indlandsdværge, inorusit / inoruseq, der tilbyder ham en pegepind i bytte for hans kniv. Svinger man pinden rundt om hovedet medsols og peger på noget levende, dør det uden sår af hjerteslag. Betingelsen er, at han aldrig peger på noget menneske. Dværgene fanger fem sæler hver, Qall. prøver pinden og får to, den anden desværre den store hvide, som han ifølge dværgene ikke måtte dræbe. Det er den, der sørger for, at der altid er spættede sæler i den fjord. Dværgene inviterer ham med hjem til et fjernt fjeld på besøg. De bunker deres sæler plus ham op på ryggen, befaler ham at holde øjnene lukket, og gyngende når de til fjeldet på ingen tid. Efter en overnatning og endnu en tur til havet med samme fangster som dagen før, tager Qall. endnu engang med dem hjem og lader dem smage hans fangst. Det glæder dem meget, for de længes sådan efter at smage en andens fangst.

Vel hjemme igen med en hale af dræbte spættede sæler efter sig, kan han nu næsten konkurrere med den dygtige fanger. Dog får denne hver dag en sæl mere end Qall, der blir misundelig. En dag den anden har fået en mindre end Qall., men så alligevel fanger en kort før, man når land, retter Qall. pegepinden mod ham. Han synker sammen, kæntrer og er død. Qall. bemægtiger sig hans fangst. Men næste gang han kommer ind i fjorden kræver dværgene, der stadig fanger spættede sæler derinde, pegepinden tilbage og returnerer ham hans kniv med en streng reprimande. Herefter fanger Qall. ikke mere end han tidligere gjorde.

 

Var.: søg på: pegevåben

 

Kommentar: Indlandsdværgene har - ligesom i Østgrønland - den evne at trække sæler til land. Hér ovenikøbet op på land, i Østgrønland ofte op i elvene, modstrøms. Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere)

Aron må rette en forglemmelse senere i teksten: forbudet mod at dræbe den store helt hvide sæl, som Qall. overtræder. Det får dog tilsyneladende ikke de alvorlige følger, som dværgene forudskikker, idet der stadig er spættede sæler i fjordbunden, da Qall. atter træffer dværgene derinde.

 

Hist.: Den effektive pegepind må være en åndemodel af europæiske bøsser.

Qaqortuliaq

Print
Dokument id:1768
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Qaqortuliaq
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 468 - 472
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 73 ss. 369 - 378.

 

Fyldig oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II: nr. 17.Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 115, s. 455: Kakortuliak.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

"Taama allattunga, Aron", 1999, II: 468 - 472: Qaqortuliaq; og i Thisted og Thorning: 'Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... / Måske nogen kunne fortælle ...', 1996: nr. 73 ss. 295 - 301, med dansk kommentar s. 347:

 

Resumé: Qaqortuliaq er storfanger, også af rener. Engang under en

renjagt, hvor en stor såret hanren flygter ud i en sø og dør midt ude,

svømmer Q. derud og binder et reb i dyret. Det trækkes ind, Q. får

halvdelen af talgen, som han putter i sin jagttaske. Senere, da han

går hjem alene, forvandler næsten al talgen sig atter til renen, mens

to ravne, der forfølger hinanden, forvandler sig til mennesker, og Q.

selv stiger til vejrs, fordi Månen har taget hans sjæl (renen var nok

et af Månens særlige dyr). Q. opdager at han kan regulere højden med

en lille rest talg i tasken og når hjem, hvor han ligger bevidstløs en

tid. Han vågner op meget syg, man kan ikke dø. Han har nu mistet sin

fangstevne, men kan tage på åndeflugt og er blevet synsk. Under en

åndeflugt besøger han nogle indlandsboere i et fint hus, hvor tømmeret

stammer fra et enormt stykke drivtømmer. Det har den yngste broder i

huset egenhændigt båret op fra kysten til indlandet. Samme broder

overvandt også engang en drabsmand blandt kystboerne og knækkede hans

lårben. Hans kone er faktisk en kystbo (en inuk, et menneske),

Ajaakinnguaqs tidligere kone,

som begik selvmord, fordi manden slog hendes børn. Men indlandsboen

genoplivede hende og tog hende til kone. Senere besøger Q. på

åndeflugt Aluk, hvor man tror han er Månen på isfangst.

Det bekræftes senere af tilrejsende fra Aluk.

 

Hist.: Der er meget store overensstemmelser mellem måneforestillinger

i Østgtrønland og dem, der kommer til orde i denne fortælling, bortset

fra, at man ikke kunne jage rener i Østgrønland. Se "Vejledningen"

under "Demografi. Flytninger".

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Qarmakitsoq (kujataamioq) / Sydboen Qarmakitsoq (oqalualaarut / en historie)

Print
Dokument id:1761
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Qarmakitsoq (kujataamioq) / Sydboen Qarmakitsoq (oqalualaarut / en historie)
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:ss. 267 - 269, nr. 64
Lokalisering:Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 64, ss. 329 - 333.

 

Uddrag i Rink 1866 - 71, II: s. 112, nr. 79.

 

Resumé af uddraget: Den ondskabsfulde Q., der lader sin svigermor

drukne, og dræber sin højgravide kone, spottes i sangkamp og mod egen forventning bliver den lille. Han efterstræber da nidsyngeren, Pinnersoq, men viser sig ogsåsvagere end Pinn. under fangst.

Først da den ondskabsfulde Q. har angrebet købmanden ved Paamiut, og

stationens stærke dansker har smidt ham en tur i havet, og er blevet reddet op i sidste øjeblik, bliver han mere fornuftig.

 

Hist.: Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

 

For kommentarer til Rinks version af originalteksten se Thisted og Thorning 1996:

nr. 64, s. 342 - 343.

Qârnernarssuarmik / Qaarnernarsuarmik

Print
Dokument id:384
Registreringsår:1868
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, V. 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Luutivik (Lûtivik / Ludvig)
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Qârnernarssuarmik / Qaarnernarsuarmik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 1009 - 1010, nr. 203
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Kort dansk resumé i Rink: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, II: nr. 104:

 

"Om Qaarnernarsuaq

Qaarnernarsuaq bor i Sermilikfjorden. Når dagene beynder at længes, står han altid på fjeldet og iagttager, når blåhvalerne kommer. Når så hajerne angriber en blåhval, der kommer op besat med sværdfisk over det hele som var det hår, ror han hurtigt ud til stedet, sænker sin kniv i vandet og siger: 'Giv også mig en flænsebid'. Og op kommer kniven i så stort et stykke spæk, at han har nok til resten af vinteren."

 

Hist.: En lidt usædvanlig fortælling. Vedr. Luutiviks fortællestil, søg Lûtivik, og se under Hist.

qatángutigîgpagssuit / Brødrene som forsvandt

Print
Dokument id:302
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Boasen, William
Nedskriver:Boasen, William
Mellem-person:Kjær, J.
Indsamler:Rink, H.
Titel:qatángutigîgpagssuit / Brødrene som forsvandt
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 617 - 620, nr. 175
Lokalisering:Sisimiut / Holsteinsborg
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 59 ss. 181 - 182 har Rink sammenstykket 2 varianter inkl. denne. Samme på engelsk i:

Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 48, ss. 286 - 288: The Brothers who were lost on their Journey up the Fiord.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

De mange brødre.

 

De mange brødre havde deres yndlingsvinterboplads ved mundingen af en stor fjord. En dag roede den yngste af brødrene ind i fjorden. Mens han roede, skiftede hans kajak retning af sig selv, og han var ude af stand til at styre den. Han kom til en boplads med et hus. Under sit ophold i huset havde han ikke lagt mærke til den ældste i huset. Om aftenen tog man et sortsideskind frem fra pladsen under briksen og i det han (den gamle? Chr. B.) lagde det på gulvet, sagde han: "Lad os trække armkrog". .............. (der står noget om, at han ikke ville, fordi han ikke var stærk nok - noget, der er svært at få nogen mening ud af - Chr. B.). Han var tvunget til at sætte sig og den gamle trak hans arm ud. Så hørte man klirren af knive og straks var de færdige med at partere ham. Han var altså havnet hos menneskeædere.

     

Brødrene ventede forgæves på deres yngste bror. Da han ikke kom hjem, roede

den næstyngste bror ind i fjorden den efterfølgende dag. Han kom til den samme

boplads. De smadrede hans kajak og gjorde den ganske ubrugelig. Om aftenen smed

de et sortsideskind ud på gulvet og udfordrede ham til at trække armkrog med.

Han (den gamle? Chr. B.) trak gæstens arm ud. Så hørte man klirren af knive og

straks blev han parteret færdig.

 

Brødrene ventede forgæves på deres næstyngste bror, men opgav ham til sidst.

Dagen efter roede den ældste af brødrene ind i fjorden. Der skete nøjagtig det

samme. Han kajak blev smadret. Om aftenen blev sortsideskindet fra pladsen under

briksen lagt ud på gulvet, og han blev udfordret på armkrog. Da han

havde spist tænkte han, at det nok var den gamle, der havde dræbt hans brødre.

Han ville hævne sig på dem. Hen på aftenen gik han (den gamle? Chr. B.) ud, og han

(gæsten? Chr. B.) fulgte efter ham, fordi han havde smadret hans kajak (svært at

få en mening ud af - Chr. B.). De trak armkrog og den gamle trak

gæstens arm ud. Man hørte klirren af knive og straks blev han parteret færdigt.

 

De andre ventede forgæves på deres ældre bror og opgav ham. Næste dag roede

den sidste af brødrene ind i fjorden og kom til det samme sted. Når han efter maden gik ud, fulgte de efter, for at se efter, om han havde

smadret kajakken (svært at få nogen mening ud af - Chr. B.). En gang han gik ud, havde de ikke set dette og havde ikke fuldt efter. (Jeg kan ikke få nogen sammenhæng mellem de to sætninger - Chr. B.). De smadrede kajakken og gjorde den ubrugelig. Om aftenen smed de som de andre gange skindet ud på gulvet fra pladsen under briksen. Gæsten tænkte, at han ville hævne sig på ham (den gamle? Chr. B.). Da de trak armkrog, krængedes huden af hans (den gamles? Chr. B.) arm. Han satte sig på briksen og blæste på den, så blev den rask igen. Han (den gamle? Chr. B.) opgav ham.

 

Hjemme hos brødrene ventede man forgæves på ham. Fætteren til brødrene tog

af sted for at se efter dem. Da han kom til stedet, sagde fætteren (den sidste

af brødrene, som overlevede? Chr. B.) til ham, at han skulle følge efter ham (den

gamle? Chr. B.), når han skulle ud, for han (den gamle?) havde smadret hans (den

sidste af brødrenes - Chr. B.) kajak. Det kunne jo være, at han (den gamle? Chr. B.) ville smadre hans (gæstens? Chr. B.) kajak. Hver gang han (den gamle? Chr.B.) eftermåltidet var på vej ud, fulgte gæsten efter ham. Om aftenen smed man skindet ud på gulvet og udfordrede til armkrog. Gæsten tænkte, at han ville hævne sig på

ham, fordi han havde dræbt alle fætrene. Han (gæsten? Chr. B.) trak modpartens

arm ud, så huden krængedes. Han gjorde ligesom sidst, så den blev rask, og han

(den gamle? Chr. B.) opgav ham. Den overlevende af brødrene sagde til fætteren, at

han skulle tage af sted fra stedet, når de andre i huset var faldet i søvn. De

gik i seng, og da de var faldet i søvn, sagde han til fætteren, at han nu skulle

tage af sted. Han tog af sted, men da han var nået til det lille næs, råbte han:

"Gæsten er taget af sted uden at være blevet såret." Der lød klirren af knive.

De skar de bånd, hvormed konebåden var blevet bundet fast, over og fulgte efter

gæsten. Fætteren, som roede forrest, knækkede den ene åre efter den anden. Da de

nåede kajakmanden, lod fætteren, som om han ville gribe ham, men hvergang

smuttede han fra ham og konebåden sakkede agterud. De kunne ikke nå ham og opgav

til sidst forfølgelsen.

 

Der kom islæg, og der var ikke længere vand at se nogen steder. Han (eller:

denne - hvem? Chr. B.) tog en dag af sted for at kigge efter åbent vand. Han fik

øje på noget, der så ud som åbent vand. Han havde et par kamikker på med nye

såler. Det viste sig, at de var ved at tage af sted. Han gled for at gå dem i

møde og landede til sidst ved siden af huset. De (hvem? Chr. B.) kom og gik ind i

huset, hvor der sad en gammel mand helt alene. De sagde til ham: "Hvor er de

andre?" Han svarede ikke. De sagde til ham: "Hvis du ikke vil sige noget, dræber

vi dig. Hvor er de andre?" Han svarede: "Heroppe, den store st....." "Hvor er de

andre?" "Heroppe den store st..." De fandt ud af, at de måtte befinde sig på en

stor sten oven for huset. De gik op til den store sten og gav sig til at skyde

med bue og pil. De skød på den (den store sten? Chr. B.) og havde til sidst kun

ganske få pile tilbage. Så kom der en lille fugl ud. De skød efter den, mens den

fløj, men til sidst slap pilene op. Da der ikke var flere tilbage, sagde de:

"Hvornår skyder han - den mand, der er blevet oplært til det?" Han, der er

blevet oplært til at skyde, rystede. Da de ('piseriaramíku') skød efter den,

faldt den ned. De troede, at det var en lille fugl. Det viste sig, at det var et

menneske. De flænsede det og tog alle indvoldene ud. Dem bragte de ud til et

sted, hvor solen aldrig skinnede og sænkede dem ned i et meget dybt hav. De tog

hjem og vendte aldrig tilbage til stedet. De dræbte også den gamle mand.

 

Var.: Bueskydning / Brødrene; De to fætre; Menneskeædere; Qalulik / Kalulik. Qalulaajik. Kaluluk; Iøvrigt en del beslægtede fortællinger om kajakmænd der dræbes af et uhyre undervejs ind i en fjord: Nerrersuujunnut pulartut; Kajakmændene der udeblev; Om slæderne, der altid bortkom; Fangerne der forsvandt; Amaakasia; Angortooq, storfangeren; Bortblevne mænd;

 

Kommentar: en temmelig uklar nedskrift af en variant, der velsagtens har gjort sig bedre i mundtlig fremstilling.

Qatigaatsi som ikke frygtede angakokkerne

Print
Dokument id:225
Registreringsår:1860
Publikationsår:1997
Arkiv navn:
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Qatigaatsi som ikke frygtede angakokkerne
Publikationstitel:Fortællinger & akvareller
Tidsskrift:
Omfang:162 - 163
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 57h - 58v.

Publiceret transskription af orig. håndskr.: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 162 - 163: Qatiqaatsi angakkunik ersigisaqanngitsoq.

 

Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 196.

H. Rinks oversættelse af afskrift: Rink, H.: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, I: 32, der dog er kombineret med en anden variant fra Kraghs samling.

 

Samme i resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press

Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 149, s. 471 - 472: Katigagse.

 

Resumé:

Qatigaatsi, som ikke frygtede angakokkerne.

 

Qatigaatsi besøger alle angakkut i omegnen og ødelægger deres evner ved midt under deres seancer at rive forhænget til sig og rive det i stykker. Da han hører om en stor angakkoq / åndemaner nordpå, rejser han derop, men ham kan han ikke klare. Forhængsskindet bevæger sig alt for meget, og da han i stedet går udenfor og ser åndemanerens, Qasileersuaqs, skævmundede hjælpeånd, Equngasoq nærme sig som ild, sætter denne en sådan skræk i livet på ham, at han flygter ind og gemmer sig i en bunke halvrådne skind, der ligger til garvning under briksen. Han pisser og skider dem endog til af skræk. Herefter generer han ikke mere nogen angakkut.

 

Var.: Qatigassii; Qatigaatsi; Der er endnu et par fortællinger om "vantro" mænd, der blir skræmt og klogere under en åndemaning / seance: Uinneqs åndebesværgelse; Qernikasik.

 

Hist.: Den skævmundede fra de yderste øer var godt nok kendt som hjælpeånd i Vestgrønland, men da i højere grad som slags klovn, end som en farlig ildånd. Som sådan virker den mere østgrønlandsk af væsen.

Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34.

Qatingak / Qatingaq

Print
Dokument id:1830
Registreringsår:1860
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2488, III, 4'
Fortæller:Nikolai
Nedskriver:Rosing, U.
Mellem-person:Rosing, U.
Indsamler:Rink, H.
Titel:Qatingak / Qatingaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 61v - 63v, nr. 320
Lokalisering:Illutuaarsuk: Sydøstgrønland
Note:

Kort resumé i Rink 1866 - 71, I, nr. 133, s. 329, og i tillæg hertil: II, nr. 122.

 

Renskrift tillempet nudansk stavemåde af Rosings nedskrift på ældre dansk. (En nedskrift på grønlandsk findes ikke):

 

Qatingaq var en pusling og blev båret i amaaten (rygposen) af sin moder; men fyren begyndte at blive fed, så hun ikke længere kunne bære ham. En fanger hentede ofte tang ved et strømsted i nærheden, men (det) gav han ikkun de andre i huset; Qatingaqs moder fik derimod aldrig noget. Sønnen af hende voksede nu de andre små i huset over hovedet, og gik da drengen ene ned til strømstedet, hentede tang til moderen og sig. Ligesom moderen havde nydt af denne tang, var drengen ikke længere i stand til at gå, og blev han helt gammel i denne tilstand. Kravlende kunne han ikkun samle bær på landet, med det var også det eneste nyttige som han kunne foretage sig. Ofte blev han drillet af de halvvoksne, blev puffet og stødt til og endte det gerne med at der blev balliaret (danset).

       Om efteråret engang rejste de alle til hobe på bærsamling bort fra stedet og lod Qatingaq blive tilbage i familiens telt. Som han nu der sad stille, hørte han med ét fra en grav, ej langt derfra, knogler og ben røre sig og slå imod stenene; fyren blev bange, krøb hen til et andet forladt telt. Desuagtet hørte han herfra larmen endnu og hørte tilmed et barn skrige: "Jeg er så tørstig, så tørstig!" "Aja!" svarede en anden stemme, som kunne være moderens, "vi tørste, her i teltet vil vi drikke." Qatingaq ønskede nu blot at de ville gå hen til et andet telt; men så at moderen kom, ledende barnet, henimod teltet hvori han sad og rystede af angst. Kangajuk så nu ind i teltet, opdagede Qatingaq og talte: "Er det et menneske? Lad os drikke histoppe", talte hun til barnet, idet hun lod forhænget falde til igen. Qatingaq hørte hvorledes hun og barnet slukkede deres tørst af vandspanden i det andet telt. Atter kom hun og lettede på forhænget, men gik så, og tyst blev der. Af bare forskrækkelse kunne fyren knap ånde, og havde desuden presset et (af teltets) sideskind ned over sig, ganske tæt. Da det mørknede hørte han teltfolkene tale udenfor og kom de snart efter ind. Qatingaq fortalte dem at Kangajuk havde været i det andet telt og drukket af deres vandspand. De så til denne og fandt en mængde orme i den.

       Qatingaq fik sig dog en elskerinde, som betænkte ham med perler. De halvvoksne drillede ham atter derover, som endte med balliaren, hvornæst de gik deres vej, idet der blev sagt til krøblingen: "Gå og lav tran til lamperne."

       Som han nu atter sad alene, begyndte sideskindene langs med teltmuren at give sig, hvorover han gerådede i stor angst. Han så sin moder, som for mange år tilbage var død, komme tilbage og talte: "Du lille stakkel", sagde hun til sønnen, "du er ene;" derpå så(s) Qangajuk komme ind med amaat på og hvori var et barn, og til sidst kom en stor mængde igen oplivede mennesker ind. På venstre side af teltet sad alle de afdøde mandfolk, på højre side ? (ulæseligt) qvindfolk. Hele sideskindet på væggene faldt nu ind og teltet opfyldtes af mennesker. To jomfruer kom også ind og trådte hen til Qatingaq. Denne passede just på sin broderdatter, som også var kommen med de andre, og holdt dette barn i armene. Qatingaq, uagtet sin fortrolighed med barnet, kunne ikke andet end være bange, og nødsagedes herover til at åbne agterbatteriet (pruttede eller/og sked). Den ene jomfru talte: "Sig intet om det som her passerer til dine landsfolk når de kommer." Qatistgaq el. Qativtgaq (?) forsikrede at han nok skulle tie. "Se så bliver du rask", sagde den anden jomfru, "og vil kunne fange."

       Da det begyndte at dages, gentog jomfruerne til ham: "Dersom du fortæller til de levende at vi har været her og hvad der er sket her, bliver du atter dårlig og kan ikke længere gå igen." Moderen kom imellem og beklagede sig over at hun havde spist den forbudte tang; thi hun fortalte at dette ene var årsag i sønnens ulykke. Snart efter blev der talt om at folk kom hjem, hvisårsag alle fór ud bag vægskindet; men Qatingaqs broder kom i klemme et sted så at benene fra ham blev set af den først indtrædende, der råbte: "Se! ja nu smutter de nok", til de andre, der alle derpå med forundring kom ind og lyttede til Qatingaqs glade fortælling at der om natten havde været så mange hos ham, og at nu var han rask, kunne komme til at ro i kajak og fange. "Det var rart,", sagde hans husfæller, "at du således kommer dig."

       Om aftenen, som han om dagen havde gået omkring, klagede han over sit hoved. Dagen dernæst stod han ikke op. Hovedet hovnede på han, og vedblev det at hovne på ham så at en perosiq (?) ikke var i stand til at gå over hovedet på ham, og kunne ikke flytte, langt mindre løfte det. Nu opfordrede hans husfæller ham til en balliardans, men der blev ingen dans dennegang.

       Atter rejste teltfolkene bort på bærsamling og efterlod sig den syge, til hvem de sagde at nu kom nok Kongajuk (sic.) og hentede ham for godt. Just som han blev alene hørte han atter en støj, der kom ham mere og mere nor (?). Forhænget blev virkelig løftet op og (nu) genkendte den syge i den indtrædende at være hans fader. Briksen løftedes nu pludselig op så Qatingaq dumpede på gulvet, han ville gribe efter husstøtten, men den gav efter som den kunne have været af sne. Faderen tog sin søn op og talte: "Her er du en vedblivende stakkel, jeg vil bringe dig med histop til himlen, men idet du kommer derop vil du blive til et fruentimmer." Vor Qatingaq gik og heden og blev til et kønt fruentimmer. Da hans husfæller kom hjem så de ikke den syge mere. "Ja", sagde de i munden på hverandre; Kongajuk har nu holet ham." Efter at være kommet til himlen, blev Qatingaq såmænd aldrig mere smudsig, var altid ren, en mand fik han sig og fødte senere en dreng, men hvor denne er må himlen vide.

 

Var.: Rasmussen 1981 III: 133 - 134.

 

Hist.: Det er uklart om Kungajuk / Kongajuk (? Qungajuk) er en traditionel eller en ny skikkelse. Men det er absolut nyt, at de døde reproducerer sig selv i himlen. Dette er heller ingen kristen tankegang. Når Qatingaq forvandles til en kvinde efter døden, hænger det sandsynligvis sammen med hans lammelse, idet stilstand, i modsætning til mandens omkringfaren på fangst, gerne associeres til kvinder.

Qattaamik / Qattaaq

Print
Dokument id:1775
Registreringsår:1862
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Sigismund
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Qattaamik / Qattaaq
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:ss. 72 - 73 nr. 11
Lokalisering:Qoornoq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', s. 31 - 33, nr. 11.

 

Rink 1866-71, II, nr. 21, s. 51 - 53 er en tekstnær oversættelse.

 

Kortfattet engelsk resumé i

Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 46, s. 279 - 280, dvs. den midterste fortælling af tre under overskriften: The Kayakers in Captivity with the Malignant Ignersuit.

Resumé: Qataaq, der er åndemaner og aldrig bruger fangstblære, røves

af de fæle innersuit, da han trækkes ned under vandet af en lille

sæl. Innersuit skærer næsen af Q. og hænger ham op i en rem.

Q. tilkalder sine hjælpeånder, bl.a. sin Equngasoq, der dræbes, og tre

innersuit af den venlige type. De knaser fingerleddene på de fæle

innersuit og overvinder dem. Q. genopliver sin Equngasoq ved pustning,

og denne skaffer ham til gengæld hans næse tilbage på plads. Remmen,

som de fæle innersuit bandt Q. med, bruges senere i mindre stykker som

effektive amuletter til små drenge, der skal lære kajakfangst.

 

Var.: Kuvitsina hos innersuit; Maqio; Ujúnguaq, åndemaneren fra Tuapait; Sydlændingen Ulaajuk; Taatsiarsuaq; Vennerne 256v nr. 350;

 

Hist.: I en note forklarer Rink (1866-71, II: 188 og 1868) om de to forskellige slags innersuit:

de som bor øverst, ved højvandsmærket, og de som bor nederst, under

lavvandsmærket. Mens angakkut erhverver de øverste som hjælpånder, er

de nederste ondartede, det er dem som ingen næser har, og som derfor

har den kedelige vane også at skære næserne af menneskene. De røver

menneskene ned til sig og piner og plager dem og holder dem bla.

fangen ved at lade tanglopper æde kødet af deres ben, så de ikke kan

løbe deres vej. De øverste innersuit har næser, men deres øjne er

røde, som mågers. Det er kun angakkut de redder fra at omkomme i

kajak, når disse har dem som hjæælpeånder og tilkalder dem, når de er

i vanskeligheder, men også almindelige mennesker nyder godt af deres

hjælp, fordi de af og til hjælper med at såre en harpuneret sæl.

Bagefter kan man så se sår, der er mindre og slet ikke passer til

fangernes våben. Forklaringerne har Rink fra Hendrik; Rink bemærker,

at Hendrik selv har set dette på en fangen sæl. Innersuit hjælper

altså også de døbte, konkluderer Rink.

 

Forestillingerne om de to typer

innersuit skyldes muligvis kristen påvirkning (onde djævle nederst)

 

Også andre ånderacer end disse innersuit lader forskelligt kryb æde kødet af deres tilfangetagne menneskers ben. se fx: Kvinder flygter til indlandet nr. 39

Qavdlunaitsanik / Qallunaatsianik / Nordboerne

Print
Dokument id:518
Registreringsår:1861
Publikationsår:1863
Arkiv navn:
Fortæller:Eliasen, Abraham
Nedskriver:Eliasen, Abraham
Mellem-person:Hansen, Einar
Indsamler:Rink, H.
Titel:Qavdlunaitsanik / Qallunaatsianik / Nordboerne
Publikationstitel:Kaladlit Okalluktualliait / Oqalluktualliait / Grønlandske Folkesagn, IV
Tidsskrift:
Omfang:side 65 - 69, nr. 7
Lokalisering:Niakornak / Niaqornat: Uummannaq
Note:

Sideløbende dansk oversættelse.

 

Oprindelig håndskrift Rink NKS 2488, II, nr. 280 eksisterer

ikke længere. Rink NKS 2488, II, nr. 151 er en afskrift heraf.

 

Fyldigt dansk resumé i Rink 1866-71, I, nr. 69: 206 - 207.

På engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 54(4), ss. 320 - 321: Encounter of Kaladlit ....

 

Resumé:

I Sydgrønland bekriger nordboerne og grønlænderne hinanden en

vinter, da der ligger is på indsøerne og langs strandkanten: En grønlænder

kommer hjem med to hvidhvaler og to unge unge piger, der om aftenen

går efter vand og ser spejlbilledet af røde ansigter i vandet, kommer

skrigende tilbage. Manden river i vrede sin harpunrem over, går ud,

ser nordoerne komme, og hans kone, der netop har født, giver sig til

at fremsige trylleformularer (serratit). De der flygter gennem husgangen blir

dræbt. Manden springer med sin kone og andre ud gennem vinduet. Han

går tilbage efter sin mor, der imidlertid er dræbt. De flygtende

gemmer sig, men manden ser sit snit til at se nordboerne trække hans

døde mor i en rem om hårtoppen over isen. I vrede befaler han de to

piger at løbe ud over isen, og at springe i havet, hvis nordboerne

skulle indhente dem. De løber grædende ud på isen, forfølges af

nordboerne, og da manden har sikret sig, at alle nordboerne er ude på

isen, sætter han efter dem med en lanse i hver hånd. Nordboerne kan

ikke holde balancen på den glatte is. Manden får dræbt dem alle,

inden pigerne har nået iskanten. På tilbagevejen stikker han alle de

dræbte i maven som hævn over sin dræbte mor.

Denne begivenhed skulle efter sigende være årsagen til, at europæerne

derefter anskaffede sig skøjter.

 

Var.: Qavdlunaitsanik. De hvide mænd, der blev dræbt på den glatte is. Qallunaatsiaat (Thule).

 

Hist.: Om nordbofortællingers pålidelighed se Kleivan 1982. Og Thisted 2001: on Narrative Explanations. Scandianvian Studies vol 73(3): 253-295, der også refererer Jette Arneborgs undersøgelser.

Rink har i sin ret tekstnære oversættelse (1859-63, IV) udeladt slutningen om

skøjterne, men taget fortællerens indledning med: Denne, der var

kateket i Niaqornaq, har læst nordbofortællingerne der blev trykt sydpå og iøvrigt hørt om nordboerne i sin barndom nær Uummannaq. Som voksen er han blevet klar over, at fjendtlighederne skyldtes grønlændernes indbyrdes fjendskaber, der bundede uvidenhed om kristendom og næstekærlighed. Skønt nordboerne gjorde deres bedste, kunne de ikke tale grønlænderne til fornuft.

qêlanguamik / Qiilannguamik

Print
Dokument id:108
Registreringsår:1856
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, III, 4'
Fortæller:(?)
Nedskriver:Dorph, E.
Mellem-person:Rosing, Ulrich
Indsamler:Rink, H.
Titel:qêlanguamik / Qiilannguamik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:ss. 288h - 290h
Lokalisering:Pamialluk: Nanortalik
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Om Qiilannguaq

Det vides ikke hvor de boede. Deres datter blev gift med den eneste bror til flere søstre. Hun kunne ikke få børn, og det måtte hun høre for af sine svigerinder. Derfor tog hun et forældreløst spædbarn til sig som plejesøn. Hun var så glad for sit plejebarn at hun gik rundt med det allevegne og hun besøgte kun sjældent sin mor. Engang hun var hos moderen med barnet, sagde denne til sin datter: "Du har et drengebarn at tage vare på. Når nogen kommer hjem med fangst, skal du sørge for at tage ham med derhen af nysgerrighed." Hun fulgte moderens råd og tog drengen med når hun af nysgerrighed opsøgte dem, der havde fanget noget.

 

       Da hun engang som sædvanlig kom med drengen til én der kom hjem med fangst, blev denne sur og sagde: "Hør du, du skal ikke komme her og være nysgerrig med dit sølle plejebarn, for han kan bevirke at vi ikke længere kan fange noget (pujoringmassuk, oversat ifølge forklaring i parentes, CB.) Hun blev meget ked af det, men gik op uden at lade sig mærke med det. Hun var ikke længere som hun plejede, fordi man (åbenbart?, BS) væmmedes ved hendes plejebarn, som hun elskede så højt.

       En dag hun besøgte sin mor og denne mærkede hvor forandret hun var, spurgte hun hvad årsagen var, og datteren fortalte så at hun var gået ned med barnet til én, der kom hjem med fangst, men at hun var blevet ked af det, fordi de væmmedes ved plejebarnet, og derfor havde besluttet aldrig mere at tage barnet med ned til nogen, der kom hjem med fangst. Moderen fik ondt af hende og sagde: "Du kan jo ikke få børn. Giv barnet en af dine ting som vedhæng (som bevis på at barnet tilhørte hende?, eller som amulet?, CB, BS). Hun gjorde som moderen sagde.

       En anden gang hun var på vej til moderen hørte hun sine svigerinder snakke om, hvor underligt det var, at hun ikke kunne få børn, når manden nu elskede hende. Og derfor - da hun en dag hørte sine forældre tale om, at de til foråret ville rejse sydover blot for tidsfordriv, besluttede hun at tage med uden at fortælle sin mand det i forvejen.

       Forældrene havde sorg (det siges ikke hvorfor), og da det blev forår ville de af sted og begyndte at gøre sig klar. Datteren gjorde så også sine forberedelser for at komme med. Hendes svigerinder så det godt, men gjorde ikke noget ved det. De tog af sted, mens manden - uden at have opdaget det - var ude på fangst. Ret langt sydpå stødte så datterens mand til, hvorefter de fortsatte sydover og gjorde ophold, da de langt mod syd traf mennesker. Mens de var hos disse mennesker, som de regnede for sydlændinge, blev der en aften råbt "konebåd!". De gik ud og så en konebåd nærme sig og da man rigtig kunne se den, var den fuld af mennesker. Foran styrerens plads sad en lille ældre mand med en pels, der allevegne var kantet med bjørneskind: omkring halslinningen, om ærmerne og den nederste kant. Ved siden af sad en ung pige, der lige havde født et barn, som hun bar på ryggen. Det var jo hans datter. Konebåden nærmede sig stranden, og moderen til kvinden som ikke kunne få børn sagde til sin datter: "Du har en dreng at opforstre. Gå ned og hjælp den gamle mand i land." Hun gik ned og beredte sig på at tage imod ham, men kunne ikke finde ham. Hun kiggede bagud og så ham stå på land bagved dem og kigge udefter. Mens hun var på vej ned for at hjælpe ham i land, var han altså sprunget i land fra sin plads agterude. Han var vel nok adræt.

 

Da de var kommet i land blev de inviteret hen til dem, der var undervejs sydover. Den unge pige med barnet på ryggen fulgtes med den gamle. Tænk, han var så adræt at han ikke ældedes, selvom håret var lige så hvidt som bjørneskind. Han var ligeså adræt som en ung mand, og pigebarnet med rygposen (amaat) var hans datter. De sagdes at han havde giftet sig som ung, og at hans første kone døde af alderdom. Han fik sig så en ny kone, som også døde af alderdom. Sådan fortsatte det. Denne unge pige med barnet var datter af den femte kone, som også døde af alderdom. Da han havde fortalt dette, sagde værten at de ene og alene var taget sydover for at lytte til fortællere, og han tilføjede: "Du kommer sydfra, fortæl noget!" - Og den lille ældre mand fortalte: "Dengang jeg var ung og de første gange jeg sørgede over tabet af en ægtefælle - og det var på det tidspunkt jeg var hurtigst til bens - tog jeg sydover på hundeslæde over flere fjorde blot for få sorgen på afstand med noget underholdende. Nu er jeg på vej nordover udelukkende for at skaffe den kære her (det var datteren) úngujoq (?)." Værtsfolkene forstod ikke hvad han mente, og han forklarede det med fagter ved at tage fat i hårspidserne og ryste det. Det viste sig, at han mente perler til pynt i datterens hår.

 

Kvinden der ikke kunne få børn gav sig til at rode i sin taske. Nederst i tasken fandt hun en lille perle og gav ham den; til gengæld fik hun et stort remmesælskind til såler. Da han havde takket for perlen sagde han: "Skønt man ellers har fået nok vil man alligevel endnu engang købe en perle; det er ellers på den tid af året hvor man ikke længere er så vild efter at købe sådan en. To unge mænd, to fætre, gav engang hinanden flere stiksår bare for én hvid perles skyld. Den ene havde en tallerken med kant, og fætteren lavede en spand med kant. Det var bare en kvinde der ville have perlen. Den ene ville gerne knække perlen midt over (napiumagaluaraa, CB), men fætteren ville have den hele. De skændtes og stak hinanden ihjel (toqorâmiut - dræbte hinanden eller dræbte de andre ? CB)." Derefter sagde svigersønnen, en grim mand: "ukioq igdlueraluaruarmioq, ígssaûutingârnangitdlat. tassaqaaku nerivakka, tassaaaku neringilakka": I vinters mistede jeg godt nok mine fætre, men der er ingen grund til at spekulere mere over, om jeg mon spiste dem eller ikke spiste dem." (oversættelse foreslået af Signe Åsblom). Med de ord gik han ud.

 

Så fortalte den lille ældre mand om sin datter: "Da den lille elskede her fik veer i vinter men ikke kunne føde, var jeg bange for at hendes store mand skulle spise hende. Når han havde været ude og var kommet ind, gav han sig til at kysse hende på hendes kære lille hals. Så gik han ud igen, og når han så kom ind igen, fortsatte han med at kysse hende på halsen. Efterhånden var han næsten uafbrudt hos hende. Det var ikke langt fra at han åd et stykke af hende, men så fødte hun, og så holdt han op / var der ikke længere noget i vejen." I det samme kom manden ind, og den gamle tav.

 

De tilskyndede ham til at fortælle mere, og han fortalte så om sin tur sydover på hundeslæde. Det var dengang han tog af sted på hundeslæde stik sydpå. I bgyndelsen traf han mennesker her og der, men til sidst så han ikke flere, ikke engang ravne. Da han var kørt over flere fjorde, viste der sig nogle ravne, og han tænkte at han nok nærmerede sit et beboet område. Han så slædespor og begyndte for en sikkerheds skyld også at kigge efter steder, som han kunne bruge som tilflugtsteder. Han mærkede sig blålige isfjelde med hulrum, for han vidste jo ikke hvad der kunne ske hvis han kom til vildfremmede mennesker. Derfor mærkede han sig nøje isfjelde med hulrum.

 

Han kørte uden om et næs og så et meget langt hus. Han blev bange og var lige ved at vende om, men da han jo var ude for at finde adspredelse kørte han bare videre. Da han nåede inden for hørevidde råbte han til dem: "Mine hunde er blevet farlige fordi de er så sultne. Hvis I har noget hundefoder så læg noget frem!" Så slæbte de hele sæler frem foran huset, så pladsen blev mørkere og mørkere. Uden at sagtne farten nåede hundene frem til foderet. Deres herre steg af, og da de var færdige med at spise, bandt han dem til stilladset, og han blev budt indenfor.

Han kom ind i rummet der var så langt, at man ikke kunne øjne den anden ende (Det var derfor han blev bange, da han var på vej ind. Alle de mennesker der myldrede ud af dette ene hus var så mange at de lignede en hel myggesværm). Han tog plads på sidebriksen ud for indgangsåbningen, for der var indgang fra nordsiden. Da han havde været inde et stykke tid, kom der en mand og begyndte at spise sammen med ham. Han forhørte sig om hvorfor han var kommet og fik til svar, at det var for at få tiden til at gå (med noget andet). Da den anden var færdig med at spise sagde han: "Du vil have adspredelse, jamen så lad os gå hen til de andre dele af huset." De rejste sig og gik mod syd. Inden de nåede enden af rummet, satte de sig. Den anden satte sig ved siden af ham. Gæsten kiggede bagud og så en stor sæk ammassætter på briksen. Den anden sagde: "Hvad tror du det er for noget? Det er hovedet af et spædbarn. Barnet voksede ellers og havde det godt. Men nogle var misundelige. De forsynede ham med et hoved. Han kan ikke længere kan magte sit hoved og ikke røre sig, så han bliver liggende." Da de havde kigget på ham rejste de sig igen og flyttede sig længere mod syd. De satte sig ved enden af huset, og gæsten så sig omkring. Han kiggede til siden, hvor en stor ung mand sad foran vinduet med ansigtet udad og arbejdede på et eller andet redskab. Bag ham sad en anden stor ung mand med en tromme og sang. Værten sagde: "Hvorfor tror du at de to er placeret dér for sig selv? Jo, de hænger sammen ved lænden. Tror du det er en kvinde der har født dem? Nej, det er en mand, der har født dem. Nu er det ikke længere så interessant at kigge på dem. Men da de var små og lige var begyndt at gå, var det sjovt. For når den ene begyndte at gå til den ene side, holdt den anden igen bagfra, fordi den ene ville eet sted hen, mens den anden ville andetsteds hen."

 

Da han havde forklaret hvad det var med de to, fortalte han videre:

"To mænd var gift med kvinder der ikke kunne få børn. Da de meget gerne ville have børn, ville den ene gøre den anden gravid, og det lykkedes; hvordan ved jeg ikke, måske ved trylleri. Da graviditeten var en kendsgerning, begyndte den anden at tage af sted på fangst tidligt om morgenen, før de andre vågnede, og komme hjem sent om aftenen uden at have fanget noget. Sådan forholdt det sig under hele den anden mands svangerskab. Endelig fik denne fødselsveer. Den anden var ikke taget på fangst men var i færd med at save et stykke træ igennem på langs og det holdt han så op med, da de to dele kun hang en anelse sammen. Manden der lå i veer kunne ikke føde. Selvfølgelig ikke, for han var jo en mand. Fostret faldt ned i hans testikler og kunne ikke komme ud. Den anden mand gik ud og kom med et stort halværme der var fyldt til randen med et eller andet. Han løsnede det og stak hånden ned. Da han trak den ud igen var den fuld af små blå dyr (smådyr som man finder på et fugtigt sted eller under stenfliser på forladte teltpladser. Vi kalder dem paassaasat (krudtlignende), for det ligner de (CB). Med denne håndfuld gned han testiklerne. Flere gange. Da flækkede testiklerne midt over, og ud kom to sammenhængende spædbørn. Så gned han igen testiklerne med disse smådyr, og de heledes. Sagen var jo den, at manden der savede holdt op pga. de arbejdstabuer der trådte i kraft, da den gravide fik veer. Og fordi der kun manglede en smule saveri før de to dele af træet gik fra hinanden, kom de to nyfødte til at hænge sammen. Hvis han bare havde flækket træet helt, ville de to spædbørn være kommet ud hver for sig; og de ville have haft hver et barn. De ville helst have skilt dem fra hinanden, da de kom ud sammenhængende; men de lod være af angst for, at de skule dø af blodtab.

 

Efter denne historie gik han tilbage til sidebriksen og satte sig. Briksen mod bagvæggen (timimini) var kvindernes afdeling. Han kunne høre dem hviske sammen: "Han er lækker ham det mørklødede menneske derhenne." Da han hørte det blev han urolig. Han havde ellers regnet med at ville overnatte. Det var jo blevet aften og han måtte ud for at forrette sin nødtørft. Nogle fulgte med ud, sikkert for at holde øje med ham, og lyset fra de mange vinduer kunne slet ikke ses for lutter nysgerrige, der ville kigge ud. taimãrqiarqai táuva sapîneriarqai (??, CB). Således ventede han på at de skulle falde til ro, og endelig kom der igen lys fra vinduerne, og der kom heller ikke længere så mange ud af huset. De de på den måde var ved at være faldet til ro, løsnede han hundenes tøjr og snakkede med dem. Han kom ind igen og lod som ingenting. Noget senere ville han igen ud under påskud af at måtte besørge. Ham der havde fulgt ham hele aftenen ville igen med, for han var åbenbart sat til at holde øje med ham. Så snart han kom ud, stimlede de atter sammen ved vinduerne. Men da han rejste sig (fra nødtørften), fjernede de sig efterhånden igen, og da han startede ind, forlod de alle vinduerne. Han lod den anden gå foran og fulgte ham ind i husgangen. Han lod som om han ville forsætte ind gennem gangen, men så vendte han om og sprang ud. Han var netop i sin mest letfodede alder. Han for hen til slæden, fik hundene i løb og sprang op på slæden. Et godt stykke ude på isen hørte han råben og snakken; og han kunne høre dem tage af sted efter ham, bevæbnede med harpuner mens de uafbrudt gentog: "Skal vi virkelig gå glip af dette lækre, mørklødede menneske? Hvor ærgerligt at vi nølede så længe med at dræbe ham!" Da halede ind på ham, og han styrede mod de isfjelde han havde mærket sig. Han krøb ind i en hulning med hundene efter sig. Og de dækkede indgangen, så man ikke kunne se hullet. Han hørte forfølgerne køre forbi, og han blev derinde og lyttede efter dem. Noget senere hørte han dem komme forbi den anden vej tilbage til bopladsen. Han hørte at de bebrejdede ham, der skulle holde øje med ham, at han ikke havde gjort det godt nok. Da de var forbi, kom han ud og afsted i en fart. Der viste sig ikke flere mennesker, og da han var nået langt bort over fjorden ventede han ikke at se flere. Han nåede hjem og kørte aldrig siden sydpå. Han havde fået nok. Da den gamle havde fortalt den historie, gik han ud.

 

Da konebåden med den lille ældre mand var rejst videre mod syd, gik manden nordfra rundt på besøg hos sine bopladsfæller. En dag kom han ind i et telt hvor en lille kone boede helt alene. Hendes underliv var vokset sammen med lårene, men hun var så arbejdsom at hun intet manglede. Væggene var dækket af hvidt skind, smykket med huden fra sneppefødder. Hendes tasker der var stillet op mod væggen var også pyntet med hud fra strandsneppefødder. Hun sagde: "I vinter gjorde jeg flere gange nar af mig selv, fordi der var så mange af mine bopladsfæller der havde bestilt anorakker til kajakbrug til syning hos mig, at jeg gerne sagde: Sikken masse sy-bestillinger. Jeg får da mere end nok at gøre hele tiden." Da manden skulle til at gå, tog hun en af sine tasker og forærede ham, og han sagde mange, mange tak. Til gengæld forærede han så hende en tinske, og hun sagde: "Den skal jeg gemme som en mindegave, og når jeg dør skal den være at finde mellem dækstenene over min grav."

 

Mens gæsterne nordfra endnu boede på stedet, tog kvinden der ikke kunne få børn endnu et barn til sig - en pige. Plejebørnene voksede sig store mens de var der, og drengen blev både stærk og en god fanger. Så fik deres plejeforældre lyst til at tage nordover. De startede tidligt om foråret op langs kysten, og det var blevet vinter, da de nåede Qeqertarsuaq / Godhavn. Derfor indlogerede de sig hos nogle i et langt hus. Lige ovenfor var der et andet langt hus, hvor der boede unge kvinder. Det var i gamle dage, hvor de unge piger boede for sig i et hus. Da de øvrige havde indlogeret sig i det nederste hus, kom plejedatteren til at bo i ungpigehuset. Nu hvor plejesønnen var kommet til at bo et andet sted nøjedes han ikke med blot at fange en enkelt sæl af gangen.

 

En morgen vågnede de i det dejligste vejr. De unge gjorde sig klar til en udflugt og havde en sæk med. De fremmede sydfra spurgte, hvad de skulle og hørte, at de skulle ud og samle kvanrødder. Kvinden der ikke kunne få børn sagde så til sine plejebørn at de skulle tage med. Så de gjorde sig klar og gik med. De fulgte bare efter de andre, som kendte vejen. På et sted med et tykt snelag fik de øje på noget der dampede. De gik derhen og så at dampen kom fra en varm kilde. Der var helt snefrit omkring den, og de gik ned, fyldte deres sække og gik hjem igen.

 

Midt om vinteren da kvinden der ikke kunne få børn engang behandlede skindene af plejesønnens sæler, opdagede hun at snudepartiet på et af dem var skåret over. Hun gik ind og sagde: "Jeg havde besvær nok med at opdrage min plejesøn i sin tid, men nu har jeg fået megen gavn af ham. Et af skindene fra hans sæler mangler snudepartiet. Gid den der har fjernet dette snudepati må få sit skræv ødelagt!" Efter de ord faldt hun til ro.

 

Inden året var omme skete det, at en dum kælling, de boede sammen med, begyndte at få ondt. Hun sagde ikke noget, men så blev hun fundet død. Og hun døde fordi hendes skræv var gået i smadder. Det var altså hende der havde skåret snudepartiet fra. Kvinden der ikke kunne få børn fik imidlertid så dårlig samvittighed over at hendes onde ord var gået i opfyldelse at hun ville tilbage til sin boplads, når det blev forår.

 

Da forpåret nærmede sig, fik hun at vide at en af mændene ville holde plejedatteren tilbage, når de andre forlod stedet. Derfor sagde hun til plejesønnen da han kom hjem fra fangst: "Du må gifte dig med din plejesøster." Da plejesønnen intet sagde, talte hun hårdt til ham: "Hvis du ikke tager hende til kone fordi du betragter hende som din søster, bliver hun holdt tilbage, når vi andre rejser. Jeg bliver nervøs hvis hun skal bliver her, hvor hun ingen familie har. Hun er ikke din søster. Hun stammer fra andre. Du skal tage hende til kone!" Sådan sagde hun, og da plejesønnen stadig intet svarede, tav hun. Da plejesønnen næste morgen var taget på fangst, kom plejedatteren og satte sig hos sin plejemor. Hun hang med hovedet, og plejemoren spurgte hende hvad der var galt. Hun svarede ikke, men plejemoren opdagede, at hun havde syet den nederste kant af sin sælskinsanorak fast til bukselinningen. "Hvorfor har du gjort det?" spurgte plejemoren. Fordi plejebroren prøvede at lægge sig hos hende, svarede hun. "Spræt den syning op", sagde plejemoren. "han er ikke din bror. Lad ham få dig til kone. Jeg ville blive dybt bekymret ved at lade dig blive her, når vi rejser. Du skal lade ham få dig til kone."

 

Plejesønnen fik så sin plejesøster til kone, og om foråret rejste de sydpå. De blev der hvor de tog ophold, og de begyndte at få børn, lutter pigebørn. Moderen, som altså kun havde piger, lavede dukker af sin ræveskinds-timmiaq (timmiaq, egtl. fugleskindspels) til sin yngste datter til hendes fornøjelse. Datteren der legede, at dukkerne var hendes børn sagde, at nu skulle de græde. Straks gav hendes dukkebørn af ræveskind sig til at klynke. Så blev de bange for dukkerne og slyngede dem i jorden, men ikke om det hjalp. Så rev de dem i stykker; men alle de større dele gav sig til at græde. Føst da de var revet i bitte små stykker tav de. Siden blev der ikke lavet dukker til dem; og de sagde til døtrene at de når de fik børn, aldrig skulle give dem dukker. Derfor voksede alle deres efterkommere op uden dukker. Forældrene, altså de to plejesøskende, gav også deres efterkommere det råd at gifte sig med fremmede.

 

Denne fortælling er åbenbart ikke så gammel. For man har hørt at dette ægtepar som var plejesøskende, blev døbt som meget gamle. De fik navnene Priskilla og Akillas (Akilles?) Dog døde de og alle deres børn på een gang af gulsot.

 

De havde fået de navne fordi den som døbte havde givet dem de navne.

 

Hist.: Fortællingen regnes for historisk, men er vanskelig at datere. Ungpigehuset som plejedatteren skal bo i, afspejler formentlig herrnhuternes kortvarige koropdeling i huse efter civilstand og køn. Påbegyndt omkr. 1760 og atter opgivet 1781/82.

Der var ingen herrnhutermission nord for Nuuk, og familiens rejseaktiviteter ville næppe have været billiget af herrnhuterne. Spørgsmålet er også hvor i Grønland vi er og kommer hen. Proveniensen nær Nanortalik i det sydligste Grønland lyder skæv: Her havde man ingen hundeslæder. Men med U. Rosing som afskriver kan der være tale om en fortæller, der er indvandret fra Sydøstgrønland. Dér rejste man dog heller ikke så langt med hundeslæde. Længere afstande langs kysten kunne kun tilbagelægges konebåd og kajak.

 

Kvinden med det sammenhængende underliv og lår har nedsat sig som syerske med et særligt speciale i kunsthåndværk (taskerne), som hun fremstiller til salg, fx til kolonister og ekspeditionsfolk.

 

Kilden til alle de legemlige skavanker kan muligvis findes i et dansk ugeblad el. magasin.  

 

Kommentar: Fortællingen advarer tydeligvis mod ægteskab mellem plejesøskende: de får kun døtre og dukkerne, der blir levende er også uheldsvangre.

Og hele fortællingen handler om legemlige skavanker der er associeret til fødsler og/eller sex: den ufrugtbare kone; de siamesiske tvillinger født af en mand, der er besvangret af en mand; kvinden med sammenvokset underliv og lår; plejedatterens hjemmelavede "kyskhedsbælte" og "incestuøse" ægteskab med sin plejebror, og deres datters dukkebarn der blir levende og må rives i bittesmå stykker for at dø. Fortællingens fokus på disse afvigelser kan meget vel være inspireret af herrnhuternes strengt håndhævede kønsmoral.

Qenakerssuaq

Print
Dokument id:201
Registreringsår:1859
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Qenakerssuaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 282 - 283, nr. 96
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Oversat af Kirsten Thisted i: Kreutzmann, Jens: Fortællinger & akvareller. Red. Kirsten Thisted. Atuakkiorfik 1997: 60 - 61: Kiinakersuaq som sultede sig ihjel af sorg.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning af Arnaq Grove i: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 60 - 61: Kiinakersuaq aliasuutiminik perlertoq.

 

Kort resumé i Rink: 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr 155.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Der blev fortalt om Kiinakersuaq, at han var en travl og driftig fanger. Om

sommeren havde han så travlt med at komme til randen af indlandsisen som den

første, at han ikke gav kvinderne lejlighed til at sove ordentligt. Kvinderne fik

ikke lov at lave mad, før de nåede målet. Når han en sjælden gang lod dem

lave mad, tillod han ikke madlaversken at sidde ned. Han sagde altid: "Maden bliver ikke kogt, hvis I sidder ned."

Når kamiksålerne gik i stykker, inden de nåede deres mål, lod han kvinderne sy nye såler, mens han selv stod op med stokken stukket ned i jorden. Først når han var fremme, sov han roligt.

     Hans vinterplads hed Amerlunnguaq. Han fangede meget og om vinteren, når

kulden satte ind, blev han sjældent hjemme. De fik en søn, som blev en dygtig

fanger og som de fik megen gavn af. Engang da de var kommet tilbage til

Amerlunnguaq efter sommeropholdet inde i fjorden, kogte de renkøller. Deres søn,

som var på vej ud i kajak, blev budt på mad, før han tog af sted,

men han afslog og sagde, at han ville spise, når han kom hjem. Da sønnen roede

ud, holdt faderen øje med ham fra land. Han så, at der dukkede en sortside op, og

at sønnen roede derhen og harpunerede den. Men i det samme kastede

sortsiden ham rundt, så han kæntrede. Da faderen roede ud til ham,

opdagede han, at han havde et sår i næseroden. Kiinaakersuaq blev meget bedrøvet

Han bad sin kone om at sy en pels af netside til sig. Iført pelsen lå han b'jet helt sammen på briksen ind mod væggen og tog ingen næring til sig. Han tog

godt nok imod den mad, de andre rakte ham, men så sagde han, at han

ville spise, når han kom hjem, så satte han den ned uden at spise noget. Han fik

kun vand i munden for at fugte den. Han sultede sig ihjel. Da så de andre, at

nyrerne og tarmenes indhold havde skubbet sig op som forhøjninger på huden.

 

Var. + Hist.: Kiinaki og Kiinakersuaq optræder i flere fortællinger, men det er ikke nødvendigvis samme historiske person.

Qilerartuussuaq

Print
Dokument id:1786
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Qilerartuussuaq
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:ss. 117 - 119, nr. 24
Lokalisering:Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

 

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 24, ss. 86 - 91.

 

Uddrag i Rink 1866 - 71, II: s. 107, nr. 69.

Resumé af uddraget: Qilerartuussuaq ved Atammik praler for meget af at

kunne fange alskens sæler, men da han fanger en mystisk, meget langsnudet

een i øjet, blir han så bange, at hans bror må klare den for ham. Fortællerens bedstefar så engang resten af den i muldjorden ved tomten.

Q. rejser en del. Ved Ivianngit kappes han med Erisaatsiaq, men taber.

Sydpå ved Tuttuarsuk generer de mange reners trampen hans nattesøvn.

Han får dem til at forsvinde ved at stille en stang af den venstre del af en gammel steril kones tørrehæk, vendt mod nord, op på en varde. Får også Nanortaliks isbjørne til at forsvinde på samme vis. Som gammel ved Amerloq fornærmes han af en storfanger, der byder på kød af en spraglet sæl, idet denne siger: "I stakler, som

aldrig fanger spraglede, spis bryststykker!" Denne mister sin

fangstevne da Q. stikker kødstumper ind bag sine støvleremme, og

dermed forhekser ham.

 

For kommentarer til Rinks version af originalteksten se Thisted og Thorning 1996:

nr. 24.

 

Hist.: Fortællingen tjener bl.a. som forklaring på renernes (faktiske) forsvinden

i Sydgrønland.

 

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Qingakkaaq

Print
Dokument id:68
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Qingakkaaq
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 346 - 347
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 122 ss. 637 - 652.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 346 - 347: Oqalualaarut Qingakkaamik.

 

Kort uddrag i oversættelse i Rink 1866-71, II: nr. 53, s. 93: 'Kingakak'.

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 112 - 114.

 

Resumé:

Qingakkaaq er så glad for vingetang, at han rejser længere og længere nordpå med sin familie for at finde et sted, hvor man har så rigeligt med vingetang, at forrådet rækker til hele foråret med. Han når omsider så langt mod nord, men rejser i sin grådighed alligevel endnu længere mod nord, hvor ingen bor, og de må overvintre alene. Næsten umætteligt æder Qing. vingetang på det sted, og skønt han har sørget for at fange noget forråd til vinteren, er den lang og snerig heroppe. Da der bliver smalkost, slår Qing. sit spædbarn ihjel, lader sin kone koge det til sig og befaler hende under dødsstraf at spise med. Efterhånden går det sådan med alle børnene, alle husfællerne og til slut konen, hvorefter Qing. graver sig ud, tager sydpå igen i strålende forårsvejr og fortæller alle, at hele hans husstand sultede ihjel deroppe i nord. Selv tager han aldrig siden nordpå.

 

Hist.: Ikke en autentisk fortælling. Giver blot et indtryk af en vis viden eller forestillinger om hvor lang og kold vinteren er længere mod nord. Om der specielt gror meget vingetang i nord kan vel undersøges.

 

Kommentar: Der blev spist en del tang, især om vinteren og især i Østgrønland. Men det blev kun betragtet som nød-mad. Der var tabuer forbundet med fortæring af visse tangarter, da der i østgrønlandske fortællinger kan rejse en storm fra havbunden, hvis man puster i dem. Fortællingens morale er da også tydelig hér: Ikke blot bringer Qing.s abnorme forkærlighed for tang ham uden for lands lov og ret, men også ud i en hungersnød, der ender med kannibalisme.

Qissuk, der fo'r syd på

Print
Dokument id:1568
Registreringsår:1903
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Nivikkana (Nivigkana)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Qissuk, der fo'r syd på
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 118 - 119
Lokalisering:Avanersuaq / Thule
Note:

Orig. håndskrift har ikke kunnet identificeres; Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "Qissuk" / Qisuk.

Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

 

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905:241 - 243.

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 82 - 83: "Qissuk".

 

Resumé:

Qissuk rejser med sin kone sydpå fra Kap York. Undervejs lærer de

nogle mennesker at fange på glatis. Længere mod syd bor de en tid hos

en enlig mand, der behandler dem som slægtninge. Af ham køber de

kødbakker af træ. Syd for ham bor de en tid hos fjendtlige folk, hvor

to kvinder i to sammenbyggede huse ofte holder sangkamp, nøgne og med

blot et bælte om livet. Deres hår flagrer, både mens de synger, og da

de trækker krog om den enes mand. Men den gifte kvinde, der er lille,

vinder over den store, hvis bukser består af hele fem ræveskind. Da Q.

og hans kone skal derfra, skærer de remmene over på alle bopladsens

slæder, undgår at overfodre deres egne hunde, og sørger for, at de får

tisset inden afrejsen. Een slæde, hvis remme kun er overskåret i den

ene side, forfølger Q, men standses af Q.s amulet: En hund, hvis ene

halvdel er skelet. Q. og hans kone når velbeholdne hjem.

 

Var.: Om Kassuk (ingen titel) fortalt af Hans Henrik / Hendrik, der var gift med en thule-inuk og boede i Thuleområdet i fem år. Se hans selvbiografi nedskrevet i 1877, oversat af Rink og trykt i Fra alle Lande, 1878: 286  - 287. Og beskrevet med uddrag i Lidegaard: Hans - en eskimo, Kbh. 1986.

 

Hist.: Fra Upernavik-distriktet fortæller man om enkelte flygtninge

nordpå (H. Lynge 1955). Der har sikkert også været nogen trafik den

anden vej, og måske efter træsager, som fortællingen antyder. Men dens

kraftige mytiske træk tyder ikke på, at inughuit / polareskimoerne hyppigt traf

sammen med nordvestgrønlænderne i tiden op til kolonisationen.

Qivaaqiarsuk

Print
Dokument id:69
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Qivaaqiarsuk
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 348 - 357
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 123 ss. 637 - 652.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 348 - 357: Oqalualaarut Qivaaqiarsummik.

 

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 40 - 58.

 

Fyldigt dansk resumé i Rink 1866-71, II, nr. 54, der er genoptrykt i Rasmussen, Knud, 1981: Inuit Fortæller, II, ss. 30 - 32.

 

Resumé:

Qivaaqiarsuk er fra Kangersuneqfjorden, bopladsen Illunnguit ved Karra i  Nuukområdet. Han er et sølle skrog, nærmest kun skind og ben, men en gevaldig fanger med en masse kvinder at forsørge. En dag fristes han over evne af forlydender om store fangstmuligheder vestpå. I vest træffer han masser af mennesker på Kangeq, der inviterer ham til at bo hos sig. Fangsten er rigelig, men en dag i storm omkommer alle øens fangere i kajak, mens alene Qiv. klarer sig tilbage og nu igen har en masse kvinder at forsørge. Han kommer dagligt hjem med en hel vifte af sæler på slæb.

Efterhånden kommer han til at længes hjem, specielt efter lyden af kælvende isfjelde i Kangersuneq. Han lokker skruppelløs bopladsen ud ved ebbe på en ø med rødtang og lader dem drukne derude, da vandet stiger. Senere på sommeren opdager han et isfjeld i en klippespalte. Han farer derhen, slår henrykt løs på det med sin fangeblære / fangstblære og får lyden af kælving frem, så det drøner vidt omkring. Da han atter har fået vejret og ror ud mod sin fangstplads, stiger en stor boble op foran hans kajak og af den en smilende kæmpestor havmand (Qungussutariaq). Qiv. smiler igen, bliver skældt ud - for det må man ikke - og får så at vide at hans kone er ufrugtbar, fordi hun er angakkoq / åndemaner i det skjulte. Hun bør åbenbare sine evner.

Men da han er kommet hjem med en masse fangst og har delt den ud (til hvem? de kvinder han tidligere forlod? BS), glemmer han budskabet. Gang på gang ror han til isfjeldet og slår løs på det. En dag dukker to fremmede kajakmænd op, en ældre med skæg og en yngre, i pinligt hvide kajakker. De er åndevæsener, men Qiv. inviterer dem med hjem og præsenterer dem som ikke rigtige mennesker, hvorfor de ingen mad får. Den ene skuler ondt til Qiv.s kone og hiver et lille stykke sort mattak frem fra sit kamikskaft med ordene: dette er et stykke af min fars uutuersat (til at fjerne arp med). Tilsvarende forærer den anden Qiv.s kone et stykke hvid mattak, der er hans fra hans bedstemors uutuersat. Qiv.s kone ser ikke engang på gaverne. Måske (siger fortælleren?) disse to stykker var noget til helbredelse (af barnløsheden?, BS). Gæsterne overnatter, følges med Qiv. på fangst næste dag og forsvinder, da han begynder at fange.

Da han kommer hjem med en mængde fangst, er hans kone døende. Da hun udånder, og inden hun sys i ligskind, skærer han hendes mavesæk ud, tørrer den og får nu en kridhvid fangeblære / fangstblære, der rummer den angakkoq - kraft, som hindrede hende i at få børn, fordi hun ikke ville ud med den.

Isfjeldets lyd bliver endnu flottere ved slagene med denne blære og hidkalder en stor kajakmand med fine benskæringer på redskaberne. Hvad det er for en støj? Jo, Qiv. har også med undren hørt den i nogen tid. Den fremmede slapper af, inviterer Qiv. med hjem lidt vestpå ved Uummannaq Hussted, hvor han bor med mange brødre og en eneste søster, som Qiv. naturligvis bliver varm på, men absolut forbydes at nærme sig. Brødrene kommer hjem med hvalrosser, som Qiv. aldrig før har set. De er sydlændinge, men har fjender både mod nord og i syd, ved Qarajat. Qiv. taler om aftenen alle i søvn, lægger sig hos pigen, og da hun er mere end villig, opgiver brødrene surmulende at hindre dem. Qiv. ligger også hele dagen med sin nye kone og mærker ikke tiden gå, men da svogrene om aftenen taler om nogle fangstdyr med store stødtænder, de har set, bliver Qiv. tilstrækkelig fristet til at tage med dem ud igen.

På denne fangsttur nedlægger han sin første hvalros, en stor rød hanhvalros, som det lykkes ham at dræbe med et eneste harpunkast, netop som den har rejst sig over ham foran kajakken. Svogrene bliver imponerede, men håner ham alligevel med en opfordring til at lade fangsten være, fordi han aldrig magter at bugsere den hjem alene. Men Qiv. bugserer naturligvis dyret hjem i rimelig fart.

Helt har han dog ikke glemt de mange uforsørgede kvinder. Han bringer dem en del fangstdyr til vinterforråd og opfordrer dem til selv at tage på ammassætfangst til foråret.

Tilbage hos sin nye familie bliver hans næste store dåd helt alene fra kajak at dræbe en stor hval ved at harpunere den i nyreregionen. Svogrene mener den vil tage flugten udefter, men Qiv. erklærer, at det er blevet ham spået, at alle hans førstegangsfangster skal svømme op ad den lille elv. Hvalen søger mod land og spræller lidt som en ammassæt i dødskamp. Atter opfordrer svogrene ham til at lade det alt for tunge bytte være, og de ror hånende i forvejen, mens han bakser med at få kæmpebyttet vendt rundt på slæb. Han tilkalder sin lakseamulet, der får kajakken til at glide langt lettere, og da han så vælger en skrap genvej, når han hjem længe før svogrene. En hvalros har han også fået. Konen deler masser af mattak ud og Qiv. får andre til at sy sig en flot hvid tarmskindsanorak af hvalrossens tarme. I den modtager han svogrene, der er kommet så sent, at det kogte kød er blevet koldt. Men de erklærer, at nu skal de nok vinde.

Qiv.s kone blir gravid og får en søn, som den ene af morbrødrene bliver ellevild med og tager sig af som var det hans stedsøn, med fangeruddannelse osv. Han blir en stor dygtig fanger.

Dem, som brødrene har fablet om at vinde over, viser sig at være modstanderne i syd, som de besøger og trækker armkrog med. Qiv. går ud af kampen som den absolutte sejrherre. Han har dog ikke lagt alle sine kræfter i, siger han, og prøver på ikke at få det til at lyde som pral. Dem har han kun brug for, når han slås med den store tuneq oppe bag sin gamle boplads i Kangersuneq.

Engang Qiv.s søn ikke vender hjem fra fangst, får han overtalt en af sine svigerinder, der ikke kan få børn og derfor formentlig er uåbenbaret angakkoq / åndemaner, om at bruge sine skjulte evner. Hun indvilger, holder seance, smutter ud af et hul i hjørnet af huset og følger den unge mands spor, der fører hen til de overvundne fjender ved Qarajat i syd. Hans kajak ligger knust udenfor. Hun lister sig til at se ind gennem vinduet: Alle sover. Kun et gammelt ægtepar holder både sig og fangen vågen. Næste dag tager Qiv. med angakkoq, svogre og et gammelt ægtepar derhen, hvor de gamle synger det gamle vogterpar i søvn derinde. Qiv. trænger ind, brækker alt der er spidst, befrier sin søn og slår dernæst alle de nu våbenløse indvånere ihjel. Udenfor har man sat den unge mands kajak i stand igen, og alle drager tilbage. Så har man fred for de fjender.

I den sidste episode har svogrene så længe plaget Qiv. om et besøg hos den omtalte stærke tuneq, at han en meget smuk, blikstille dag indvilger, omend med trusler om, at de nok ikke alle vender levende hjem. Tuneq'en bor på en helt flad slette i et lille hus, hvor han ligger på siden, da Qiv. ved vinduet inviterer ham ud for at hilse på sine mange svogre. Tuneq'en farer ud som en vind, stiller sig op med bøjet ryg og rumpen til, og da han derved blotter et hul i skrævet, hopper først Qiv. og dernæst alle svogrene igennem hullet. Dernæst giver Qiv. og tuneq'en sig til at slås, men skønt Qiv. har bedt svogrene rykke på afstand, bliver en af dem alligevel ramt af kæmpen og dør på stedet. Tuneq'en skammer sig, smutter ind i sit hus som en ulk, og Qiv. beklager på skrømt uheldet, idet han med vilje har villet give svogrene en lærestreg. Men de erklærer, at de altså ikke er blevet fjender. De begraver den døde, og på hjemvejen sender tuneq'en dem af sted med en voldsom østenstorm / fralandsstorm.

Atter længes Qiv. ind i Kangersuneq, hvor han stadig forsørger alle kvinderne (vist nok dér). Sammen med sønnen tager han derind, de bestiger Kingittorsuaq / Hjortetakken, hvor Qiv. beder sønnen gå ned i forvejen for selv at nyde udsigten lidt i ensomhed. Han giver sig da til at tisse. Han tisser og tisser. Sådan bliver isbræen til deroppe. Selv vender han aldrig siden hjem. Måske er han flygtet bort af skam.

 

Var.: Qivaaqiarsuk. Se også Arnaq Grove ndf.

 

Hist.: En traditionel fortælling med mange kendte episoder fra overleveringen, men også med visse unikke særheder.

Ifølge Arnaq Grove, der i sin Ph.D afhandling (2000, Inst. f. Eskimologi, Kbh. Univ.) har analyseret en meget yngre version fortalt i KNR (Grønlands Radio), betyder qivaaqiarsuk en ulk med tydelige falliske / seksuelle konnotationer. Denne yngre version går ud på at skaffe fangst til kysten og det lykkes overmåde. Det som de to stykker mattak skulle helbrede er, også ifølge den yngre version arp, altså en smudsig skorpe i hovedbunden, der, hvis den fjernes, muligvis vil afhjælpe kvindens sterilitet. Arnaq Grove associerer arpen til det snavs i havkvindens hår, som skal fjernes, hvis sælerne skal slippe ud til fangstfelterne igen (søg: havets mor).

I Arons version er det for så vidt ikke fangstdyr, der mangler, men Qiv. er klart en fantastisk fanger, der får endnu større held vha. sin afdøde kones mavesæk med hendes iboende angakkoq-kraft. Han har også en slags fælle i den store tuneq, der med sit hul i skrævet og evne til at fremkalde storm giver kraftige mindelser om indvoldsrøveren / indvoldsrøversken nær Månens hus. I Vestgrønland i 1700-tallet kunne denne identificeres med vejrets Sila, der var i stand til at vælte himmelstøtten. Han / hun synger om huller i sit skræv, hvor der hænger en fallisk ulk. Bemærk at såvel Qiv. som tuneq'en associeres til ulk. Qiv. ved sit navn og usselige statur, tuneq'en ved sine bevægelser: han smutter skamfuld ind i sit hus som en ulk.

 

Aron har næppe selv været bevidst om alle disse referencer til den før-kristne religion, og der har været flere versioner i omløb, som har afsat den yngste version fortalt i KNR i 1950'erne.

Qivigkaluartumik / Qivikkaluartumik

Print
Dokument id:41
Registreringsår:1867
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2488, IV, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Nicolaisen, John (Nikolaisen, John)
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Qivigkaluartumik / Qivikkaluartumik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:ss. 497 - 502, nr. 95
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Oversættelse: Om én der forsøgte at stikke af fra de andre.

 

Oversat af Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom.

 

Det fortælles om en kajakmand, at han tog af sted for at stikke hjemmefra. Han rejste mod vest, for hvis han rejste østpå, kunne han risikere at møde sin familie igen. Han drog så vestpå, og mens han var på vej og var kommet langt mod vest, begyndte han igen at ro mod land, fordi han tænkte: Hvis jeg fortsat ror vestpå, vil skindbeklædningen på min kajak rådne og gå i stykker. Da han roede indefter, kom han tilbage til sin boplads.

 

Efter sin hjemkomst begyndte han at tage på fangst for at samle skind til sin kajak, som han ville betrække med tre lag skind. Da hårene på skindene havde løsnet sig, betrak han sin kajak første gang, og så ventede han på, at det nye betræk skulle tørre. Først da det var helt tørt, gned han det med sælspæk, og først da spækket var trængt helt ind i skindet, og det var blevet tørt, satte han nyt skind på kajakken oven på det første skindbetræk, og da det var blevet helt tørt, gned han det med spæk. Da spækket anden gang var trukket ind i skindet, betrak han kajakken for tredie gang. Da skindene var tørre, gned han dem igen med spæk, og nu ventede han på, at det skulle tørre, så han igen kunne komme af sted vestpå. Først da betrækkene var knastørre, tog han igen af sted for at komme væk fra de andre.

 

Da han var roet afsted, og det var tredie dags morgen, og han ikke rigtigt kom nogen vegne, fordi hans kajakbetræk var blevet for vådt, tog han betrækket af ved at snitte systingene op, og da han havde taget det øverste lag af, roede han nu noget hurtigere. Efter to dages roning, kom han igen ingen vegne, og så tog han det andet skind af, og kom igen noget hurtigere af sted. Da han roede videre, så han næste dag noget mørkt på vandet forude. Da han kom nærmere og så nøjere på det, så han, at det var land. Så begyndte han at ro hurtigere ind mod det. Han roede hurtigt og kom endelig i land. Da han var kommet i land, sov han først, og da han vågnede roede han sydefter langs kysten. Mens han roede af sted, så han på et tidspunkt en ravn langt fremme, og idet han fik øje på den, tænkte han: "Der vil altid være en ravn i nærheden at mennesker." Han roede videre, rundede et næs og fik øje på mange telte. Da han havde fået øje på dem og ville til at søge ind i land, fik de øje på ham og råbte: "Qajaaq! (En kajakmand!)" Da de begyndte at råbe, at der kom en kajakmand, roede han ind for at gå i land, og da han nærmede sig land, kom der mange mennesker for at tage imod ham. Da han var kommet op af sin kajak, gik de mange mennesker op og ind i teltene. Nu blev han stående på stedet et stykke tid, men da han var meget sulten, begyndte han at gå op. Da han på vejen op kom til deres affaldsdynger, så han nærmere på dem og opdagede, at der var menneskeknogler i deres møddinger. Da det gik op for ham, hvad det var, gik han ned igen og roede videre. Mens han fortsatte mod syd og havde roet et stykke tid, rundede han et lille næs og så igen mange telte. Da han havde set dem, roede han derindad for at gå i land. Han var næsten fremme, da alle menneskene kom ned for at tage imod ham, bortset fra en mand, der var beskæftiget med noget håndværk ved et telt. Da han var kommet op af kajakken, gik de mange mennesker, der var kommet ned for at tage imod ham, op igen og gik ind. Da de alle var gået ind, kom den mand ned, der var i gang med sit håndværk. Da han var nede bød han ham med op. Og han gik med og ind i deres hus, og dér i huset var der tre kvinder, og denne mand var deres (fælles) eneste mand i huset.

 

Da han havde været inde lidt, spurgte manden: "Hvor kommer du mon fra?" Han svarede ham: "Jeg kommer langt østfra, og jeg er nået hertil, fordi jeg er stukket af. "Da han sagde det, sagde manden i huset: "Jeg er også kommet fordi jeg stak af langt østfra; skynd jer nu at give ham noget at spise." Da han sagde det, gik hans kvinder ud. Da de havde været væk et stykke tid, kom de ind igen med mattak af narhval. Nu begyndte gæsten at spise, og han holdt først op, da han var godt mæt. Da han havde spist færdigt, gik kvinderne ud for anden gang, og så kom de ind med tørret rensdyrkød. Da de kom ind med det, begyndte gæsten at spise igen, og han holdt først op, da han var mæt.

 

Da han havde spist, begyndte manden i huset at fortælle: "Vores bopladsfæller lever af at spise deres bopladsfæller, og nu har de mindsket tallet af dem ved at spise dem. Hvis du har lyst til at bo her i huset, kan du sagtens gøre det; alle mine bopladsfæller er bange for mig." Da han var færdig med at fortælle, blev gæsten søvnig og lagde sig, og da han lagde sig, sagde manden: "Du kan roligt sove uden at være bange for noget." Da gæsten hørte det, sov han roligt denne nat. Den næste morgen vågnede han og tænkte først på at blive, men så fortsatte han alligevel sydpå. På sin vej sydover rundede han et lille næs og så et enkelt hus inde i bunden af en lille vig, og da han derfra roede hen imod det, lagde han til, inden der var kommet nogen ud af huset. Da han havde lagt til, stod han ud af sin kajak og gik op mod huset, og da han kom op til huset, så han, at der var ild i kogestedet, hvor kød var ved at koge. Da der stadig ikke kom nogen ud, væltede han gryden og flygtede om bag huset og afventede, at nogen skulle komme ud. Straks efter hørte han en komme ud og udbryde: "Det må være en mand, der har væltet den." Han hørte vedkommende ordne den og gå ind igen. Da denne var gået ind, gik han for anden gang hen til gryden, væltede den og flygtede. Han hørte nogen komme ud og sige: "Det må være en mand, der har væltet den." Han hørte vedkommende ordne på den, og da det var gjort, gik denne ind igen. Da han hørte personen gå ind, gik han hen og væltede gryden for tredje gang, men denne gang flygtede han ikke. Han blev stående ved husindgangen og ventede på, at nogen skulle komme ud. Så hørte han nogen komme ud i husgangen. Da vedkommende kom ud med den samme bemærkning, viste han sig bare. Da han havde vist sig, blev han budt indenfor. Og da han kom ind, så han, at væggene helt og holdent var beklædt med nye skind fra grønlandssæl, og at der under deres loft hang en masse bugserblærer. Da han så dem hænge der, spurgte han dem: "Hvad bruger I dem til?" De svarede: "Nu er det snart tiden, hvor det bliver meget lavvandet. Ved laveste ebbe er der så intet vand i vid omkreds, og både en masse grønlandssæler og en masse fisk kommer til at ligge på tør bund. Så sætter vi fangstblærer på dem."

 

Da det blev aften, sov han der. Næste morgen vågnede han og opdagede, at de tre kvinder han besøgte var væk. Da han gik ud, så han, at de var ved at sætte fangstblærer på fangstdyrene ude på den tørlagte havbund. Han skyndte sig ned og satte alene fangstblærer på helleflyndere. Mens han var igang med dette arbejde, sagde kvinderne til ham: "Når der lyder et drøn langt udefra, må du flygte med det samme." Mens han stadig satte fangstblærer på fiskene, hørte han et drøn, og han kiggede efter de andre og opdagede, at de næsten var ved land langt deroppe på flugt fra den tørlagte havbund. Da han nu så det frembrusende hav, stak han i rend, så hurtigt han kunne, og hele tiden var vandet på nippet til at indhente ham, men endelig nåede han ind på land. Han var dårligt kommet op på land, før havet bragede ind mod kysten og bragte alt, der var forsynet med fangstblærer ind mod land.

 

Det fortælles, at kajakmanden vendte tilbage til sin boplads efter at have været på besøg dér. Han var stukket af fra mennesker, men havde hele tiden været sammen med mennesker. Det fortælles også, at han derefter forsørgede sine husfæller ved fangst.

Her slutter fortællingen.

 

Var.: Kivioq

Hist.: Se også kommentarer til Akilineq-fortællinger

Qujaavaarsi og det gamle sølle ægtepar i Ikermiut og Havets Moder

Print
Dokument id:2070
Registreringsår:1965
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Isaksen, Peter
Nedskriver:Vebæk, Mâliâraq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Qujaavaarsi og det gamle sølle ægtepar i Ikermiut og Havets Moder
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 141 - 152
Lokalisering:Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 153 - 163: "Unikaartuaq. Angiterpaat Utoqqannguasillu".

 

På dialekt og engelsk og lydside på CD-Rom:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33: 196 - 212 (dialekt) og ulige sider: 197 - 213 (engelsk).

 

Resumé:

I Ikermiut overlader alle de voksne, når de tar til midsommerfest i Alluitsuq / Lichtenau, deres børn og en masse mad til et gammelt ægtepar, der må ty til åndemaneri, når børnene blir alt for uregerlige. De kan få stenene til at løfte sig og flytte sig indefter.

      Bag Alluitsup Paa i Qarsorsat bor en meget dygtig fanger, Qujaavaarsi, med kone og en gammel ungkarl, der kun forstår sig på at fiske. Quj. og hans kone er barnløse. Quj. overtaler sin kone til at tage pænt tøj på og prøve at lokke pebersvenden fra dennes fiskeri til at ligge med sig. Første gang lykkes det ikke, men anden gang i finere skindtøj, bliver ungkarlen klar over hensigten, kommer ind, ligger med hende, står længe og kigger på hende bagefter. Konen er lykkelig, ligeså hendes mand. Han blir lidt forskrækket da fødslen tidligere end han venter går i gang, men det blir en stor dejlig dreng, som han kalder Qujaavaarsiaq efter sig selv. Moderen passer godt på den lille, der først sent, da han har fået noget græs som amulet af sin biologiske far, får lov at komme uden døre. Herude skriger han. En masse små fugle har sat sig på ham, tiltrukket af græsset, der stammer fra en høj fjeldtop i nærheden.

Qujaavaarsi lærer sønnen op til kajakfanger og man holder gilde med pebersvenden, den eneste bopladsfælle, da han fanger sin første sæl (pernarneq, førstefangst). Ungkarlen får en masse af sælen med hjem. Senere fryser hele havet og fjorden til netop som sønnen er blevet så glad for kajakfangst. Han trygler sin far om at de skal prøve det gamle ægtepar, for det er rygtedes at de kan noget åndemaneri. Faren indvilger, og de vandrer nordpå til Ikermiut (hvor?, der ligger et Ikermiut i skærgården syd for Alluitsup Paa, BS) med al det kød og spæk de kan bære.

Det gamle ægtepar vil godt prøve, men mener de er blevet for gamle og kraftløse. Efter en del mumlen begynder konen at kunne mærke noget og opmuntret af manden ser hun omsider en isbjørn komme over isen og en hvalros under den. Hun går ud, bjørnen bider hende i skridtet, kaster to gange med hende, og anden gang ned under isen til hvalrossen og lander mellem dens stødtænder. Også den bider hende i skridtet. Hun kommer langt ud og blir spist af begge dyrene og blir derefter skidt ud af dem. Hendes ønske om at hvalrossen må skide først går i opfyldelse. Hel igen vandrer hun videre ud ad havbunden.

Under overskriften: Havets mor, fortsætter fortællingen med et indskud om denne skikkelses oprindelse: en forældreløs pige der bare blir smidt overbord fra en konebåd. Hun klamrer sig til rælingen, får hugget hænderne af og synker til bunds og vandrer udad med sin lille hund, som også er smidt overbord.

Det er denne forhenværende forældreløse lille piges hus, som den gamle kone nu nærmer sig. Hendes hjælpeånd råder hende til at træde præcist på en kamiksål, der ligger på elven i husgangen. Det lykkes. Hun kommer ind til en stor kone med filtet hår, der beordrer hende at rense sig, men alligevel slynger den gamle kone hende omkring, da hun griber fat i håret. De gamle renser hende, havkvinden takker med at sende søfugle ud fra under lampen og ved at bede hende mærke en sæl, der lukkes ud af en dør. Det skal være den gamle kones mands sidste fangst. Hun kommer hjem med den besked, at man ikke må fange de første 6 dage og derefter skal give det gamle ægtepar hele førstefangsten. Om natten blæser det op, isen revner, der kommer masser af søfugle, men de lader sig ikke ramme før efter de nævnte 6 dage. De gamle får førstefangsten, og da den gamle mand en dag pludselig får lyst til igen at komme ud i kajak, fanger han den mærkede sæl.

 

Hist.: PI var 69 år i 1965, hvor han boede på alderdomshjemmet i Qaqortoq. Boede tidligere i Aappilattoq, Nanortalik kommune. Vedr. isbjørn og hvalros som transportånder, søg på puulik (der er en østgrønlandsk angakkoq / åndemaner-grad)

 

Var.: Qujaavaarsuk. Rejsen til havkvinden. ID 547, 1524, 2304.

 

Kommentar: De voksne er mere sandsynligt taget til en vintersolhvervsfest ifølge Robert Petsersen (pers. medd.) Også i Rink samling findes en version, hvor åndemanersken, Tuttus kone, transporteres over isen til havkvindens hus i en slags stafetløb. De æder hende dog ikke og skider hende ud igen. Dette særlige træk ved PI's version viser et endnu stærkere slægtskab med den østgrønlandske puulik-tradition, hvor initianden mistede alt sit kød undervejs ud til horisonten og måtte prøve at samle alle stykkerne på tilbagevejen alene. Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

 

Ove Baks fortælling: Qujâvârsiks rejse til Månen, 1977 (ikke registreret i basen) er også fra det sydligste Grønland, men er en variant af fortællingen om rejsen til Månen, som fx Manguaraq

Qulangiis forsøg med heksekunsten

Print
Dokument id:213
Registreringsår:1860
Publikationsår:1997
Arkiv navn:
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Qulangiis forsøg med heksekunsten
Publikationstitel:Fortællinger & akvareller
Tidsskrift:
Omfang:ss. 116 - 118
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 27h - 28h.

 

Publiceret transskription af orig. håndskr.: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 116- 118: Qulangiip ilisiitsuunermik.

 

Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 219.

Resumeret oversættelse af afskriften i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 73.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 57, ss.328 - 330.

 

Resumé:

Qulangiis forsøg med heksekunsten.

Qulangii har ingen kajak, fanger ikke og foretager sig aldrig andet end at bære andres kajakredskaber op, når de vender hjem fra fangst. "Ham der kommer ovenfra", kalder de ham, fordi han altid kommer ned, når de andre mænd kommer hjem. Qul. har en hjertensven, som han overrasker i at skaffe sig en stump kød og urinblæren fra et nyligt stensat lig. Vennen overtaler Qul. til at afprøve disse heksemidler. Han skal tørre kødet og anbringe det under benpladen mellem skaftet og forenden af sit offers harpun. Blæren skal han lade vinden fylde med luft og derefter slippe luften ud over sit sovende offer. Qul. afprøver kødstykket på en af stedets bedste fangere, der altid forsyner ham rigeligt med kød. Heksemidlet virker og Qul. ser sig efterhånden nødsaget til at fjerne det igen. Blæren får han afprøvet, da han langt om længe får en uven, sin svigerdatter, der er begyndt at skælde og smælde på ham. Han fylder blæren med sydvestenvind, hendes ansigt svulmer op, og en tilkaldt angakkoq / åndemaner / angakok afslører Qul. som gerningsmanden. Han tilstår straks, fortæller om vennens overtalelser, fremviser heksemidlerne, der kastes i havet, og vennen straffer man.

 

Hist.: Qulangii må være en historisk person, der har haft et venligt, men ikke synderlig foretagsomt gemyt. Hvori straffen over vennen bestod er svært at vide. Den har næppe været stor nok til gå over i historien.

Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34.

 

Tolkning: Hekseri med stumper af lig og skeletter var noget enhver vidste om og kunne udøve uden at "købe" viden om det fra andre. Ofte virkede hekseriet dog kun i kraft af en tilhørende trylleformular / serrat, og en sådan måtte man købe, hvis man ingen ejede. Vind fra sydvest bringer dårligt (fangst)vejr og altså også dårligdom fra en urinblære, der i lighed med andre oppustede blærer eller poser associeres til livskraft. Se pooq / puulik. Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

Quperloq

Print
Dokument id:144
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:Quperloq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 94 - 96, nr. 35
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift.

Orig. håndskrift: Rink NKS 2488, VI, ss. 168h - 169v;

Wittus Steenholdts afskrift: NKS 2488, VI, ss. 6v - 7v.

 

Afkortet oversættelse af en blanding af denne og en anden variant (Alluunnguaq) i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 7, ss. 67 - 68.

Samme noget kortere på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 88, ss. 438: Atlunguak.

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om Quperloq (orig. uden overskrift).

En kvinde havde en søn, som ikke fangede sæler. En dag kom fangerne hjem

fra åndehulsfangst og var meget skræmte. De var flygtet fra en stor overiset

isbjørn (isgroet bjørn), som de havde set under vandet ved et isfjeld. Kvindens søn, som hed Quperloq, lavede sig en bue og pile og tog af sted. På vej til isfjeldet lavede han et hul i isen med sin tuk. Han kiggede ned gennem hullet og så isbjørnen på den del af isfjeldet, der var under vandet. Han fløjtede lidt, og dyret nærmede sig og stak hovedet op gennem hullet. Han gjorde hullet større, så at det kunne få det ene forben op og senere også det andet. Til sidst blev hullet så stort, at dyret kunne komme op. Så stak han i begge bjørnens øjne med sin tuk og flygtede bort. Dyret snusede sig frem til hans spor og forfulgte ham. Det løb

rundt om den første "rundkørsel" og derefter også den anden. Det var lige i

hælene af ham, da han løb videre fra den sidste "rundkørsel". Han græd og

ventede kun på at blive bidt. Da der ikke skete noget, kiggede han tilbage og

så, at dyret lå på jorden og var dødt.

Da han kom hjem, sagde han til sin mor: "Var det noget at være bange for? Det er lige til at putte i endetarmen." ("narratissaannannguaq" er oversat efter notat på dansk i manuskriptet - Chr. B.) Bopladsfællerne hentede kødet og levede af det.

 

En anden gang var det rensdyrjægerne, der kom tidligt hjem, fordi de flygtede

for et eller andet. Moderen undlod at fortælle sønnen, hvad de flygtede for. Men

da han truede hende med at dræbe hende, måtte hun fortælle, at det var ulve, de

flygtede for. Quperloq tog af sted og fandt ulveungerne alene hjemme. Han dræbte

dem og placerede sig derefter på den nederste klippeafsats. Det varede ikke

længe, så så han, at der kom en ulv som bar et stort rensdyr på tværs i munde, så det lignede en konebåd, der blev båret over land. Ulven opdagede, at ungerne var døde og fulgte nu Quperloqs spor til klippeafsatsen. Den sprang op og fik fat i kanten af klippeafsatsen. Dér hang den så og blev et nemt bytte for Quperloq, der ramte den med mange pile i skulderpartiet, så den faldt død ned på jorden.  Umiddelbart efter nærmede hanulven sig med en rentyr i munden. Den snuste til sine døde unger og angreb Quperloq. Quperloq ramte også denne mange gange i skulderpartiet med sine pile. Da han havde brugt alle sine pile, gav han

sig til at løbe forfulgt af ulven. Da ulven var lige ved at indhente ham,

kastede han sig ned på jorden på den anden side af en stor sten. Dér lå han

grædende og ventede på, at ulven skulle sætte tænderne i ham. Da der ikke ske-

te noget, vendte han sig om og så ulven ligge død på jorden. Bopladsfællerne

hentede kødet.

Tredje gang var det mamutten, rensdyrjægerne flygtede for. Quperloq tog af sted

og fandt mamuttens unger på en stor slette. Han dræbte dem, og derefter

placerede han sig på den nederste klippeafsts. Derfra så han de voksne mamutter

nærme sig med et stort rensdyr i munden. Det lignede en konebåd, der blev båret

over land. Mamutterne ville angribe ham og sprang op på klippeafsatsen. Dér

hang de så med kløerne på klippekanten. Han dræbte dem ved at ramme dem mange

gange med sine pile. Da han kom hjem, sagde han: "Var det noget at være bange

for? Det er lige til at putte i endetarmen".

 

Var.: Alluunnguaq

Heltemodige kampe med kæmpestore fantasidyr og fugle i indlandet er et hyppigt tema: Falken; Iserfik; Fortælling om en falk; Sikulluk; søg på: isgroet bjørn; Qavanngarnisannguasik; En rigtig lille forældreløs; Nakasunnaq; Aqissiaq

Qutdliarssuk / Qulliarsuk

Print
Dokument id:1800
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Qutdliarssuk / Qulliarsuk
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:ss. 167 - 168, nr. 37
Lokalisering:Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning. Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 37, ss. 170 - 172.

 

Uddrag i Rink 1866 - 71, II: s. 79, nr. 38: ' Det fæle syn.'

Resumé af uddraget: Barnet Kutdliarsuk / Qulliarsuk vækker husfolkene

med skrig om natten. En stor stribet arm rækker en hund med blodige

øjne frem fra under briksen til barnet. Folk flygter, vender tilbage

efter tre år. Senere besøgende finder hele gulvet sejlende i blod (og

ingen mennesker).

 

For kommentarer til Rinks version af originalteksten se Thisted og Thorning 1996:

nr. 37, s. 329.

 

Hist.: Er den stribede en tiger? Samuel Kleinschmidt beskrev fremmede vilde dyr på grønlandsk i 1863 (ûmassunik), men først fra 1868, og især i 1869 kunne man se flotte billeder af disse dyr i Atuagagdliutit. Hendriks fortælling er fra 1867, hvorfor det formentlig kun er beskrivelsen af dyrene han kan trække på.

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Saattormiunik kuisikkumanngitsunik / Dem som ikke ville døbes i Saattormiut

Print
Dokument id:1773
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Berthelsen, Iver
Nedskriver:Rink H. J.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Saattormiunik kuisikkumanngitsunik / Dem som ikke ville døbes i Saattormiut
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:s. 52 - 53, nr. 3
Lokalisering:Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 3, ss. 7 - 9.

Ikke medtaget i Rink 1866-71.

 

Resumé: Fortællingen handler om et par gamle ægtefolk med voksne

sønner. Sønnerne vil gerne døbes, men forældrene er slet ikke til at

tale med. Især ikke faderen. Fortællerens farfar (Berthel Larsen)

sender så alligevel fortællerens far (Fredrik Berthelsen) af sted til

deres boplads for at undervise sønnerne, og hele efteråret og vinteren

er stemningen meget spændt, med klimaks på konflikten julemorgen under

julegudstjensten, som faderen forstyrrer. Efterhånden afmattes dog

tilsyneladende konflikten, husherren og missionæren kan blot ikke

beslutte sig til, hvem der skal være den første til at hilse på den

anden. Endelig om foråret kommer de på talefod, og sønnerne bliver

døbt. Men de gamle dør udøbte, "for de ville ikke omvende sig, og man

kunne ikke omvende dem."

 

Hist.: Historisk fortælling fra omkr. 1800.

Kommentar: Bemærk generationskløften over for den ny tids kristne påvirkninger

Sahrap oqalualaruta / Sahras (slægts)historie

Print
Dokument id:1783
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Sahra
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Sahrap oqalualaruta / Sahras (slægts)historie
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:ss. 105 - 107, 152 - 154, 172, 306 - 307, nr. 21
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

 

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 21, ss. 69 - 72, 142 - 146, 166 - 170, 178 - 180, 385 - 386.

 

Ikke med i Rink 1866 - 71, II.

 

Komplet oversættelse i Thisted og Thorning 1996, Appendix 1, ss. 349 - 362.

 

Resumé:

Sahra gør først rede for sine slægtninge i fædrene linie bagud til og med sin tip-tipoldemor, Ajamak. Dennes søn Qippuk havde blandt sine mange børn sønnen Kuajak, og denne Kuajak havde tre sønner og seks døtre. Den ældste af døtrene var opdraget til kajakfanger og sønnerne hed Avammeq, Tunganeq og Aqajamuk. Denne Aqajamuk var Sahras farfar. Hendes far nævnes ikke ved navn i denne fortælling, der handler om et mord på hendes farfars søster - hende der var opdraget til kajakfanger - og en af dennes onkler / farbrødre. En ældre onkel / farbror, der var med ude på lurefangst i kajak, undslap - måske Aqqaluapaluk, der straks efter nævnes som deres (?) onkel / farbror og som hidkaldte en angakok / åndemaner. Denne opklarede at morderne var to kajakmænd, Sillik og Mamarani, og at disse, der var fortsat mod øst til Aluk, skulle overvintre ved Ittilleq syd for Pamialluk. Den følgende sommer foretog brødrene til den dræbte søster sig ikke noget, men sommeren efter fik de nys om at morderne skulle sydpå og satte efter dem til mordstedet, den sydligste ø. Undervejs myrdede Tunganeq (en af den dræbte kvindes brødre, se ovf.) i sin store vrede en ubeslægtet mand, Sangungasoq (formentlig ubeslægtet med morderne og derfor ikke en Tunganeq burde hævne drabet på, BS). Avammeq prøvede at forfølge konebåden (med mordernes familie på vej sydpå), men den var nået at undslippe.

       Derpå blev en efterkommer, Sapangaq fra Pamialluk, dræbt under en udflugt med fire sønner i telt efter kvan. (Den præcise slægtsforbindelse mellem Sahra og Sapangaq er ikke klar: "en af hendes onkler".) Morderen var Qallunaatsiaq fra nundingen af Tasermiut. En del kajakmænd der var sammen med morderen blev af denne bedt om at kaste deres fuglepile i liget (for dermed at blive medskyldige), men en nevø (? eller fætter?) til den dræbte vil ikke, og under mordtrusler nøjedes han med at kaste sit kastetræ på kajakken (formentlig den dræbtes kajak). Samme nevø / fætter underrettede Sapangaqs fire mindreårige sønner ved teltet og tog derefter til Pamialluk med nyheden, hvorfra man roede hen efter liget og teltet med drengene. Til at passe dem hentede man så i Niaqornaq længere sydpå: Kujapingaq, der var / blev (?) Sahras mor. Ingen af drengene havde endnu kajak og alle havde så ondt af dem. Ujooq, den ældste, fik en kajak af en vis Uitsiaq og hans lillebror en af Illorulleq.

       Alle fire brødre blev meget stærke under ustandselige anstrengelser. De opøvede kræfter i kajak og i konkurrencer, hvor den der tabte altid fik tæv med en særlig pisk af talgindfedtede remme af remmesælsskind / såleskind. Ujooq blev efterhånden den der klarede sig dårligst, skønt han var den ældste. Under en kraftprøve hvor det gjaldt om at lade en stor tung, ung pige træde ud fra briksen med bare fødder på deres hænder, var det kun Ujooq der kom en smule til kort.

Men vreden blev holdt i stadig kog hos dem alle, også hos Ujooq der altid lod den gå ud over sine fangster. Han rev omtrent hoved og lemmer af hver eneste af dem.

       Sahra fortsætter med Ujooq, der bosatte sig ved Nanortalik og udviklede sig til massemorder. Han lod sin unge andenkone tatovere sig et mærke for hvert mord langs hårkanten. En dag førstekonen så mærkerne og ville vide hvad det var, smed Ujooq hende ind mod væggen så hårdt at hun senere døde af det. En søn af den dræbte opfattede nu sin far som sin fjende og en storesøster åbenbart ligeså, for hun påtog sig opdragelsen af lillebroderen til hævner med opøvelse af kræfter og udvikling af hans vrede oppe i indlandet. Denne storesøster var bomstærk og ligeså hendes yngre søstre, og deres kræfter havde de opøvet fordi de havde hørt at deres far skulle myrdes (pga. af sine andre mord - formentligt. BS). Ingen turde gøre dem noget fordi de havde opøvet en fantastisk færdighed i slyngekast med sten.

Der opstod splid i familien imellem den dræbte første-kones stærke døtre og søn på den ene side og andenkonens tre sønner på den anden side. Faderen, Ujooq, medvirkede til at yppe kiv mellem dem (igen temmelig uklart hvem han hidser op mod hvem) og han endte med at blive så bange for sin stærke ældste datter og sønnen (begge med den dræbte førstekone), at han sørgede for aldrig at sige dem imod. Sønnen havde vist sit sindelag både ved gang på gang at knække harpunerne på faderens kajak og med en voldsom demonstration af sine kræfter egenhændigt at dræbe tre bjørne på en isskodse i faderens og mange andres påsyn. Vreden (den længe nærede og opdyrkede) havde givet ham kræfterne, og med en sådan vrede havde han intet at frygte, råbte han hånligt, mens han smed sine bjørne ned i vandet som fangstparter til først sin far og så de andre tilskuere. Derpå roede han bort uden fangstpart til sig selv.

       Om den ældste datter, den stærke storesøster, fortæller Sahra, at hun ikke ville finde sig i at en af hendes søstre var blevet gift med en fra Tasermiuts munding. Hun tog derhen, knækkede een mands underarm og dernæst Sialuk, sin søsters mands kajak, og tog sin søster med. Hun regnede Sialuk for en af sine fjender.

       Et forsøg på at skære flænger i disse stærke døtres umiaq / konebåd under en ammassætfangst til Alluitsoq, blev besvaret med en spæklampe som kasteskyts. Misdæderen flygtede af skræk. Døtrene formåede at afholde enhver hævner fra at antaste deres far, der, ligesom Sahras egen far og en vis kannibal, Ningalaaq, døde en naturlig død som udøbte. Det hørte Sahra da hun var kommet til Nuuk.

       BS: I næste sektion gør Sahra først meget klart rede for sin mødrene familie bagud (i mødrene linie) helt til tipoldemoderen, Uriun. Da hun dernæst skal berette om en piteraq / fralandsorkan der ramte en del af hendes onkler (måske hendes 8 morbrødre), går der kludder i det hele. Den der før var hendes bedstemor forveksles med den førnævnte oldemor. Denne siges så at være gift med Pilapilaaq, der før var tipoldemoderens mand. Der kan have været tale om opkaldelser i navngivning, der pludselig får førsterang i de nye identificeringer -  men det er komplet usikkert.

       Resumé af selve begivenheden: Kajakfangerne blev slået ud af kurs af piteraq'en (fralandsorkan), nåede frem til et isbjerg med en hule, der viste sig at være et skær midt ude i havet. De søgte derind og sov bøjet over kajakkerne. Næste dag viste det sig at de var i nærheden af Aappilattoq, dvs. inde i en fjord, og med en svækket nordenvind gik det rask sydpå. Men en kraftig nordgående strøm slog dem atter ud af kurs så de efter flere døgn kom udmagrede i land ved Alluitsup Paa (Sydprøven). Den yngste klarede det ikke. De andre måtte holde sig ude og spise ude pga. af stanken inden døre af gæret spæk. De havde været så længe borte, at de unge mænds mor havde nået at opkalde en søn efter sin mand, som hun havde troet død. Efter al sorgen græd og græd man af glæde da de vendte hjem.

       En anden gang blev to af Sahras fætre sammen med en anden angrebet af en isbjørn, der dræbte den ene fætter og ledsageren, mens den yngste fætter nåede væk i kajak og hjem. Alle mændene var ude, roede i konebåd hen til stedet, men da de hørte mændenes fornøjede latter i det fjerne, skyndte de sig hjem uden at sige noget. Senere blev den dræbte ledsagers far så vred på sin kone over at hun havde givet sønnen lov til at tage med, at han skar hårtoppen af hende. Denne fødte senere en datter, der var behåret overalt undtagen på hænderne. Sahra havde selv set hende.

       Sahras mormors mange sønner med sin mand havde engang sammen med den ene søns sønner opsporet en isbjørnehule, hvor det lykkedes dem at få dræbt både bjørnen og dens unge. Men det satte skred i en lavine, der begravede alle dem, der flygtede mod nord, men dem der stak mod syd reddede sig. De fik dårlig samvittighed, brød sig ikke om at fortælle det til slægtningene og flygtede derfor videre sydpå. En kvindelig angakok / åndemaner / angakkoq i familien opklarede for de hjemmeværende hvor de savnede var blevet af. En af de overlevende var dog alligevel roet fra de andre nordpå, men en hvalros havde angrebet og flækket både ham og kajakken. Man fandt ham næste dag, hvorefter moderen blev sindssyg af sorg. Man måtte binde hende, hun spiste både jord og sten, og til sidst tog man livet af hende ved at hælde varm tran i hendes ører.

       Hendes ældste søn var blevet skør af at parre sig med en hund og han døde af skræk da hunden, der var hans kones, fødte en unge med menneskeben. Også hans ældste søn var skør med diarrhoe og ufrivillig vandladning. Rendte altid rundt med bukserne nede, og gæster der ikke hilste på ham, døde altid siden. En lillesøster havde han bidt i skulderen og ædt bidden. Slægtninge til de tossede havde giftet sig indbyrdes, brødre og søstre, og fået så mange børn at en nåede at drukne i urinbaljen inden man opdagede det. Tidspunktet var da Konrad Kleinschmidt var begyndt sin mission ved Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal (1824, BS) og han døbte dem alle.

       Sahra fortæller om sin morbror, der var angakkoq / åndemaner og både havde hende på skødet under åndemaning og med inde i den hule, angakok - øvelsesstedet, hvor lærlingen gned en sten rundt og rundt på en stor flad sten. Det fremkaldte en lyd der voksede fra en flues summen til et helt kor så man blev ganske lam og stum. Nu og da, når blodet strømmede ud fra morbroderens mund og ører, flygtede Sahra, men morbroderen fandt hende altid, og når han var kommet til sig selv, vaskede han sig i søen. Under hans åndemaninger om vinteren, hvor hans hjælpeånder kom ind, tændte man lamperne for at se innersuit. Mændene var klædt i tarmskind af remmesæl, kvinderne i tarmskindsanorak, deres næsehuller lignede rumpehuller af edderfugle. Sahra så selv engang en innersuaq der var blevet krøbling af et fald i kajak fra stranden. Han hed Nuinaaq, hans kone Seqquartoq.(Uddannelse til angakkoq; initiation; seance; præsentation af hjælpeånder; blod; bløder)

       Derefter refererer Rink at Sahra fortalte samme fortælling om sin morbror som Rink havde fået af Hendrik, hvor angakkoq'en Ulaajuk blev stjålet af innersuit og reddet af sin equngasoq / Equngasoq og talitaq. Dernæst om qilaneq (hovedløftning; åndespørgning) og visse tabuer som en helbredt patient måtte overholde.

       Næste dag fortæller Sahra om helbredelse af en patient, der led af sting (tuberkulose formentlig, BS), hvor angakokken / åndemaneren skar patienten til blods, drak blodet, pustede på såret, der heledes, hvorefter blodet stod angakkoq'en ud af hans ører og mund. En anden metode gik ud på at lade trommen stå og vippe på den syge, der var lagt på gulvet. En sådan helbredelse krævede flere og længere varende tabuer overholdt end den forrige. Mange havde dengang bud efter angakkoq'erne, som drog hjem med rige gaver på kajakken, selv om de ikke led nød.

       Forskellen på en toornaq og toornaarsuk. Der er mange toornat men kun een toornaarsuk, der er dobeltkønnet og ikke kan hverves som toornaq (hjælpeånd).

       

 

Kommentar 1: Her standser Rinks mere detaljerede notater. Sahra har, fremgår det af fortløbende noter, yderligere fortalt mange fortællinger fra det repertoire som Rink kendte fra både Hendrik og andre indsendere.

 

(Resuméet her er særdeles detaljeret, dels fordi der er uklarheder i teksten, dels fordi den rummer mange kortfattet fortalte begivenheder, og dels fordi en sådan biografi fra dette tidspunkt er usædvanlig og dybt fascinerende. BS)

 

Hist.: Om Sahra har Kirsten Thisted følgende data (s. 30): Hun blev født ca. 1805 på den sydlige østkyst, hvorfra familien flyttede til Lichtenfels og blev døbt dér i 1821. Sahra var på det tidspunkt forældreløs. Senere flyttede hun med en bror, dennes kone og to sønner til Ny Herrnhut i Nuuk, hvor hun vist aldrig blev gift men fik to uægte sønner, der til hendes store sorg døde. Selv døde hun i svære smerter af tuberkulose i 1868, dvs. året efter sine fortællinger til Rink.

 

Kommentar 2: Man bemærker at flere forløb nøje følger opskriften i fortællingerne: Den myrdedes sønner - og her endog døtre - træner sig stærke til enten at hævne sig eller for at undgå overgreb fra hævnere. Episoderne med den vrede søn, der knækker sin fars harpuner og dræber tre bjørne på en isskodse (hvoraf kun de to omtales som fangstparter) er som taget direkte fra fortællingen om Kaassassuk, der foruden et ganske tilsvarende drab på tre bjørne, altid fik sine legetøjsharpuner knækket af jævnaldrende drenge.

Tricks med blod og sårheling var der mange varianter af. Den her beskrevne, hvor blodet står ud af angakokkens mund og ører mens han farer tosset rundt, svarer ret nøje til lærlingens første initiation hos ammassalikkerne, som Jens Rosing i oversættelse kalder "forløsningen". Søg fx på Ajijak.

 

Vedr. lamperne der tændes når innersuit er på besøg under seancen, er det muligt at åndemaneren faktisk lod assistenter el. lærlinge spille sådanne udklædte og måske maskerede ånder. Fortællingen om Ajijak, der præsenterede sine første hjælpeånder i et tåget lys, tyder på det samme. Se: Ajijaks forløsning og første himmelflugt. fo: Sâjôq / Saajooq.

 

Vedr. toornaarsuk / Toornaarsuk er der yderst forskellige oplysninger. Mange østgrønlandske angakkut / åndemanere berettede før og efter koloniseringen om hver deres toornaarsuk som hjælpeånd. Sahras skildring tyder på træk fælles med den østgrønlandske Uersaq, en tvekønnet ånd, der kunne initiere angakkoq-lærlingen til at stå offentlig frem som åndemaner. Det kan også være benævnelsen på en tupilak, og på en hjælpeånd der beskytter åndemaneren mod anslag af en tupilak. Søg på uersaq / Uersaq.

En påvirkning fra missionærernes identifikation af toornaarsuk med Djævelen er også mere end sandsynlig. Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under toornaarsuk.

Salagârssuk

Print
Dokument id:130
Registreringsår:1828
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Clementsen, Tobias
Nedskriver:Clementsen, Tobias
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:Salagârssuk
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 53, nr. 22
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, formentlig af orig. håndskr.:

NKS 2488, VI, ss. 126h - 127v.

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om Salagaarsuk.

Salagaarsuk havde en stedmor, der var ond ved hende. Når hun, efter at have

været ude at plukke bær, kom tilbage uden at have fyldt posen helt til randen,

pryglede stedmoderen hende og sendte hende ud igen efter flere bær. Da Salagaarsuk en dag blev sendt ud igen efter flere bær, gik hun og græd. Men pludselig opdagede hun, at hun befandt sig i en husgang; og hun gik ind i huset. Derinde sad en

stor kvinde. Denne sagde til Salagaarsuk: "Må jeg få dig til plejedatter?" Det sagde Salagaarsuk ja til. Da kvindens mand kom hjem fra fangst med netsider med

smukke skind, sagde plejemoderen: "Vælg dig det smukkeste skind til anorak."

 

Salagaarsuks plejeforældre talte engang om, at der en dag ville komme folk, der

fangede med en snare. En dag hørte de lyden af mange mennesker, der snakkede, og

lige pludselig hørtes også lyden af vingeslag. Det gik op for Salagaarsuk, at

hun befandt sig i et rypebo, og at skindet til anorak bestod af mos. Derefter

gik hun hjem.

Salik

Print
Dokument id:1114
Registreringsår:1863
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Salik
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 299 - 302
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

 

Orig. håndskr.: NKS 2488, II, 4' nr. 236 ss. 912 - 928.

 

Ret tekstnær oversættelse i Rink 1866-71, I: nr. 65: 192 - 196.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 53, ss. 302 - 308.

 

Trykt i ældre retskrivning i Lynge, Kr. Oqalugtuait oqalualâvilo, III, 1939: 19 - 27 / 1978: 261 - 267.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

"Taama allattunga, Aron", 1999, II: 299 - 302: Oqaluttuaq Salimik.

 

Resumé:

Salik

Salik tager med sin familie nordpå, overvintrer og videre nordpå om foråret. Han har glemt sin kniv, opdager han og tar tilbage til huset, hvor han famler efter sin kniv mørket og pludselig opdager noget brunt, der viser sig at være en qivittoq, der har søgt forladte boliger for at finde sig nogle snavsede rester at spise. Denne bliver meget overrasket over at Salik er kommet bag på ham, og da det så viser sig at de er navnefæller, får Salik hele qivittoq'ens historie.

       Han var en af ti søskende og sammen med dem legede han hver dag ude indtil faderen kom hjem fra fangst og bad deres mor give dem mad. De fortærede hele to fade fulde før de var mætte. En aften blev de ude efter faderens hjemkomst fordi det endnu var lyst, og da de kom ind havde forældrene skændtes. Moderens lampe var væltet og faderen erklærede, at hvis han havde kunnet havde han forladt dem alle ligesom sin morbror. Moderen svarede, at kun idioter siger den slags sludder. Så fik børnene mad, men Salik var blevet trist over uenigheden, kunne ikke få en bid ned og med tiden blev han mere og mere bitter over den. Faderen tog dem alle på ammassætfangst til et sted, hvor de hen på foråret også kunne fange ørreder i dæmning. Børnene hjalp først deres mor med ammassætterne og dernæst blev der tid til laksefangsten i afspærringen ved ebbe, en lystig affære, hvor hvert barn fik sine laks at bære hjem. På slutningen af sæsonen besluttede qivittoq-Salik så at gå hjemmefra og prøvede forgæves at få sine forskellige søskende til at bære sine laks hjem. Den mindste lod sig endelig overtale og Salik gik til fjelds og mistede straks sit sunde omdømme af irritation over at den mindste sådan havde adlydt ham.

       Som qivittoq levede han af ryper hele efteråret, indtil sneen kom væltende. I en klaring opdagede han noget brunt forude, i den næste klaring at det var en ren, osv. indtil han i klaring efter klaring kom tæt nok på til at stikke dyret ihjel. Af det levede han hele vinteren.

       Hans voldsomste oplevelse i ensomheden var engang han var nået helt ind på indlandsisen, hvor han fik udblik over hele bræen og så et væsen så lille som en ravn langt inde over den. Den voksede fra ravn til ræv, fra ræv til ren, fra ren til større end en ulv, efterhånden som den kom nærmere og blev tydeligere. Den fik færten og forfulgte qivittoq-Salik, der måtte løbe for livet og først reddede sig da han ligeglad med om det gik galt i et langt spring kom over en gevaldig bred spalte i isen. Uhyret bag ham fik ikke bagbenene med og styrtede klirrende længere og længere ned. Han vendte rundt men nåede ikke engang at se uhyret ordentligt.

       Endnu et par gange oplevede han noget til sin adspredelse. Første gang var det små lyse kvinder med hareskår, der myldrede ind i hans hus med fulde bærposer og bad ham spise med mens de underholdt sig sammen. Han serverede både talg og tørret rensdyrkød, men det var ikke noget for dem. Til sidst fik de sig et herligt grin over rævenes måde at opføre sig på: De tar på tyvetogter til menneskers depoter, og når nogen overrasker dem farer de af sted på tværs med halen strittende i vejret. Da gæsterne gik viste det sig at de var harer, som Qivitoq-Salik så undrer sig over at have taget for rigtige mennesker. Det næste besøg var af mørke kvinder også med fyldte bærposer, men de spiste med stor appetit af både talg og tørret rensdyrkød. Da de til sidst morede sig over andres besynderligheder, var det harerne det gik ud over, fordi de altid bare sidder og glor på mennesker, og når de løber og der bliver råbt røvhul efter dem, sætter de sig straks på deres numser. Qivittoq-Salik mindes endnu med fryd hvor dejligt de grinede sammen. Han fortæller igen, at han søger spiselige rester, fordi han er blevet så let, og fordi han tidligere har fortalt at den gode lange kniv han startede med er blevet ganske slidt ned, forærer Salik sin qivittoq-navnebror sin kniv som tak for fortællingen. Qivittoq-Salik er blevet lidt tungere af alle de rester han har spist, men han forsvinder alligevel afsted så let som en ravn. Den fortælling har Salik siden fortalt videre mange gange.

 

Var.: Salik; Saalik, Rasmussen 1924. Vedr. besøg af dyr i menneskeskikkelse: Mærkeligt besøg hos gammelt ægtepar; Nassaaq.

 

Kommentar: Kirsten Thisted forklarer dette med at søge madrester og spise dem som et middel til at få lidt tyngde, dvs. som modvægt til den lethed, der kan blive plagsom for qivittut / fjeldgængere. Ligeså kan det hjælpe at rulle sig i ekskrementer og mudder. Fjeldgænger-Salik har jo også mad nok lader det til.

Saliviaa

Print
Dokument id:70
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Saliviaa
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 358 - 359
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 124 ss. 652 - 655.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 358 - 359: Oqalualaarut Siliviaamik.

 

Dansk resumé i Rink 1866-71, II: 55.

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller:'Âlup oqalualâve', 1972: 204 - 206.

 

Resumé:

Lille Saliviaa er med på rejse nordpå. Heroppe bliver der ved hele tre fjordmundinger råbt ud indefra: Giv mig lille Sal. som plejesøn.

Nej, svarer man i båden, lille Sal. er ikke for ingenting opdraget af sin bedstefar og bedstemor.

Den næste fjord er ikke ret dyb. Der tager man ind, hvor i forvejen en familie med dreng på samme alder som lille Sal. er på ørredfangst. Drengene får forbud mod at fange i den øverste del af elven nær en sø, hvor tornit har deres fiskeplads. Det frister lille Sal. over evne. Han lister sig til at komme helt derop, giver sig til at fiske, og må flygte over hals og hoved, da en stor tuneq dukker op og truer ham på livet. Gang på gang er tuneq'en lige ved at få tag i ham, men da lille Sal. snubler af udmattelse og besvimer, sker det samme med tuneq'en. Det opdager lille Sal. da han kommer til sig selv, og han beslutter at give tuneq'ens familie besked om dødsfaldet. Lidt længere inde i landet finder han deres hus, tager mod til sig, går ind og giver dem besked om, hvordan en af deres slægtninge er død. De forstår, at det ikke er et drab, og i taknemmelighed inviterer de lille Sal. på lækkert tørret mavekød af ren med talg. Men han har ikke nerver til at spise ret meget. Han tager i stedet noget med hjem, hvor han skynder på familien: De er nødt til straks at flygte, for tornit vil sikkert alligevel hævne drabet, mener han. De rejser hovedkuls ud af fjorden, og skønt de ville videre nordpå tager de tilbage mod syd, hvorfra lille Sal. aldrig siden vover sig nordpå. Men han har fået en god historie at fortælle.

 

Kommentar: Farerne lurer i det ukendte nord for sydgrønlænderne. Men de største oftest i indlandet bag fjordene.

Sáningassormiumik / Sanergassormiunik

Print
Dokument id:363
Registreringsår:1863
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2488, III, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Lund, Jakob
Mellem-person:Lund, Jakob
Indsamler:Rink, H.
Titel:Sáningassormiumik / Sanergassormiunik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 92v - 97v, nr. 333
Lokalisering:Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Der var engang et menneske (inuk), der elskede at bo ved

Sanningasoq syd for Pamialluk. Tidligt på foråret, når fangerne tog

ud til de yderste øer, blev han og hans kone tilbage på stedet. De

havde heller ingen børn. Bopladsfællerne blev længe væk. Først om

efteråret flyttede de tilbage til deres boplads. Når vinteren var

forbi, tog de igen ud til yderøerne. Kun ægteparret uden børn blev

tilbage på stedet.

 

De var blevet en del ældre, da konen blev gravid og

fødte en søn. Tiden gik meget hurtigt. Tiden fløj, og snart fik sønnen

sig en kajak. Han var blevet helt udvokset og stærk, da faderen døde.

Nu boede moderen alene med sønnen. Når bopladsfællerne om foråret tog

ud til fangstpladserne, blev mor og søn tilbage. En gang da sønnen

(kisermaaq = den enlige) var ude på fangst, fandt han et stykke tømmer

og slæbte det til land, for at bruge det til et konebådsskelet. Han

kom hjem med det og gav sig til at bygge en konebåd af det. Da han var

ved at være færdig, sagde han til sin mor: "Læg nogle skind i blød,

som vi kan bruge til betræk." Det gjorde hun, og da de var tilstrækkeligt bløde, var sønnen netop færdig med konebådsskelettet. Moderen syede så betræk helt alene, for hun havde ingen til at hjælpe sig. Da hun blev færdig, begyndte mor og

søn at betrække konebåden, og da de blev færdige måtte de vente til

betrækket blev tørt, før de kunne bruge konebåden. Da den til sidst var helt tør, sagde sønnen til sin mor: "Lad os tage ud til en fangstplads, for jeg vil for en gangs skyld gerne afkøle vores boplads i sommerperioden."(nillorserallassagakku - nillarserpaa - nillorserpaa, afkøler det. Mærkeligt. Det kan også betyde, at han først vil komme tilbage om efteråret, når det er blevet køligt ?? CB. Man luftede vinterhuset ud i sommerperioden ved at bryde taget ned, når man tog på sommerrejser. Det kan opfattes som en afkøling. De havde jo aldrig før forladt bopladsen for sommeren, BS)

Han satte konebåden i vandet; og han og moderen begyndte at gøre klar.

 

Da de blev færdige, tog de afsted, idet de skiftevis

roede på den ene og den anden side af konebåden (illupiartaallutik -

eller: roede med to årer på en gang??). De nåede til Illokoq og slog

lejr dér. Dagen efter om morgenen stod sønnen op og gjorde klar til at tage afsted. Moderen sagde: "Jeg vil gerne have vores boplads afkølet i sommerens løb." (betyder det at hun vil længere væk hjemmefra ? BS)

Da de havde gjort sig klar, tog de afsted og roede skiftevis på den ene og den

anden side af konebåden. Undervejs til Itilleq for at slå lejr

dér, sagde sønnen: "Skulle vi ikke tilbringe sommeren i Itilleq?"

Men næste morgen begyndte sønnen alligevel at gøre klar til afrejse. Moderen så

det og sagde: "Jeg troede ellers, at vi skulle tilbringe sommeren

her." Sønnen sagde: "Vi tager til Sorlaat for sommeren."

De gjorde, som han sagde og tog af sted, idet de roede på

skiftevis den ene og den anden side af konebåden. De slog lejr i

Sorlaat. Men allerede næste morgen begyndte sønnen at gøre klar til

afrejse. Moderen så til, men hun sagde: "Jeg troede ellers, du ville

tilbringe sommeren her." Sønnen svarede: "Jeg vil afkøle min boplads i

sommerens løb." Da han sagde dette, gjorde de klar til afrejse,

hvorefter de tog af sted og roede skiftevis på den ene og den anden

side af konebåden. Hen mod aften slog de lejr i Itillia. Næste morgen

begyndte sønnen at gøre klar til afrejse. Moderen troede, som de andre

gange, at de skulle tilbringe sommeren dér; men da sønnen ville afkøle

deres boplads i løbet af sommeren, tog de igen af sted. De roede som

de plejede (qanunguku - "som de plejede" er et gæt) skiftevis på den

ene og på den anden side af konebåden og nåede til Pamialluk. De

fortsatte på denne vis og tog af sted hver morgen; og de nåede til

sidst til Ikersuup Paa (mundingen af Ikersuaq). Da de kom dertil,

spurgte en af de lokale: "Hvor er du på vej hen?" Den

enlige søn svarede: "Jeg er på vej nordpå." Manden fra Ikersuup Paa

sagde igen: "Jeg tvivler på, at Sermiligaarsuk-beboerne vil lade jer

leve." Dagen efter tog de igen af sted nordover. Manden fra Ikersuup

Paa fulgte med i kajak. Han holdt dem med selskab under turen, han

overnattede dér, hvor de slog lejr og fulgtes med dem nordover. Da de

ikke traf en eneste kajakmand, vendte manden fra Ikersuup Paa om.

 

De andre fortsatte rejsen. De kiggede efter kajakker, og endelig, da de nåede

mundingen af fjorden Sermiligaarsuk, fik de øje på en kajakmand forude.

Kajakmanden nærmede sig dem, og de roede ham i møde.

Kajakmanden var nu fremme ved konebådens agterende. De ventede, at

manden skulle sige noget, men han sagde intet. De sagde heller ikke

noget til ham, fordi han var helt tavs. Endelig sagde den enlige søns

mor: "Hvor kommer du fra, hvorfra er du taget ud i kajak?" Manden

sagde ikke noget. Hun spurgte endnu en gang: "Hvor kommer du fra,

hvorfra er du taget ud i kajak?" Da han stadigvæk ikke sagde noget,

spurgte sønnen: "Hvor kommer du fra, hvorfra er du roet ud?"

Da han fortsat var tavs, kom han nærmere til ham og spurgte igen meget

højt: "Hvor kommer du fra, hvorfra er du roet ud?" Idet

kajakmanden vendte sig bort fra dem, sagde han endelig - for første

gang: "Jeg kommer herinde fra, jeg er taget afsted herindefra.

Desværre er ingen andre taget ud på fangst." Den enlige søn sad blot

og kiggede på ham, mens han fjernede sig fra dem. Så sagde han:

"Hvor virkede han dog utilnærmelig, den eneste kajakmand vi har

truffet." Idet han sagde dette, satte han sin kajak, der lå midt i

konebåden, ud i vandet og kom ned i den. Så roede han afsted. Da den

flygtende kajakmand kiggede bagud og så manden ro efter ham, vendte

han om og gav sig til at ro af alle kræfter direkte imod ham. De

nærmede sig hastigt hinanden. Den enlige søn gjorde klar til at kaste

harpunen. Den anden gjorde det samme. Hver for sig så de ud, som om de

skulle lige til at kaste; men de passerede tæt forbi hinanden,

uden at der skete noget. Igen vendte de sig imod hinanden og gjorde

klar til kast. Begge så ud som om de nu skulle kaste harpunen,

men de passerede bare forbi hinanden. Endnu en gang vendte de sig imod

hinanden og gjorde klar til kast. Lige i det øjeblik den fremmede

kajakmand skulle til at kaste harpunen imod den enlige søn, ramte

denne ham med sín harpun. Da han havde dræbt ham, fjernede han sin

harpunspids fra ham og roede hen til konebåden. Moderen sagde til ham:

"Har du smagt på ham, du har dræbt?" Sønnen sagde: "Nej." Moderen

sagde til ham, at han skulle ro hen til ham og få en bid af ham,

ellers ville den døde krybe ind i ham. Da sønnen kom hen til den

dræbte, rejste han kajakken op og ville smage på et stykke af ham. Men

han væmmedes og nøjedes med at slikke blod fra hans sår. Da han kom

tilbage til konebåden, spurgte moderen: "Har du smagt et stykke af

ham?" Sønnen svarede: "Nej, men jeg slikkede blod fra såret."

Moderen sagde: "Nu kan den dræbte ikke krybe ind i dig."

 

De fortsatte nordover og kom til et sted med mange mennesker; og dér

slog de lejr. Næste morgen, da den enlige søn stod op, gik han op til

udsigtspunktet og han så, at to mænd var gået ned for at tage ud

i kajak. Han gik ned og tog af sted sammen med dem. De roede ud og kom

til fangstområdet, hvor de lå og lurede på, at der skulle dukke en

sæl op. Her harpunerede den enlige søn en sæl. Da han havde dræbt

sælen, gjorde han den klar til bugsering, hvorefter han gav sig til at

ro ind mod land. De andre fulgte med. Undervejs begyndte de andre at

udspørge den enlige søn: "Har I ikke set en kajakmand i går, da I kom

den vej i konebåd?" Den enlige søn sagde, at de ikke havde set nogen

kajakmand. Så spurgte de ham endnu en gang: "Har I ikke truffet

mennesker i Ikerasuup Paa?" Den enlige søn sagde: "Jo, vi overnattede

der. Manden derfra ledsagede os et stykke af vejen. Efter at han var

vendt om, så vi en kajakmand hér." De andre sagde: "Dræbte du ham

ikke?" Den enlige søn svarede: "Hvorfor skulle jeg dog det?" De andre

blev ved med at spørge ham, om han ikke havde dræbt den kajakmand, han

traf. Endelig sagde han til dem: "Se hvordan min store harpunspids er

kommet til at se ud." I det samme opdagede hans ledsagere, at

harpunspidsen var helt sort af den dræbtes blod.

 

Da de nærmede sig

land, hørte de råb derindefra: "Nu antaster fjenderne den enlige søns mor!" Idet den enlige søn sagde: "Min stakkels mor, min eneste ledsager", roede han til medsin fangst på slæb. De andre kunne ikke længere følge med og bad ham

vente, idet de lovede, at de nok skulle hjælpe ham. Den enlige søn

standsede, og netop som de skulle slå følge, blev der atter råbt inde

fra land: "Din stakkels mor er ved at blive antastet af dine fjender."

Sønnen sagde: "Min stakkels mor, min eneste ledsager", og i det

samme roede han til. De andre, som var ved at sakke agterud,

råbte: "Vi skal være forbundsfæller, vi skal støtte hinanden." Da de

andre sagde dette, standsede han, og de andre roede hen til ham. Sådan

gjorde de hele tiden, og endelig nåede de til deres kære land. Den

enlige søn skulle til at gå i land, men måtte ro ud igen fordi

fjenderne kom ned mod ham. Han ville så i land et andet sted; men det

kunne han ikke, fordi fjenderne fulgte ham langs stranden hele tiden. Så

roede han længere ud, og herfra gav han sig til at ro meget kraftigt

imod land. Fjenderne så ham nærme sig, men de kunne kun

se kajakken. De ledte efter manden og opdagede, at han stod bag ved

folk. Det viste sig, at han var sprunget ind i land fra sin kajak hen

over folk; uden at fjenderne havde set det. Da fjenderne opdagede ham

stå bag ved folk, sagde de: "I går så man en konebåd på vej

ind, drevet frem ved at nogen roede skiftevis på den ene og den anden

side af den; og vores yngste kom ikke hjem fra fangst. Vi var ude at

lede efter ham og fandt ham med et stort sår. Har du dræbt ham?"

Den enlige søn svarede: "Nej, jeg har ikke dræbt ham." Selvom han

fortsat nægtede sig skyldig, begyndte man at angribe ham; og han

sagde: "Ja, jeg dræbte ham. I går, mens vi var undervejs, kom der en

kajakmand og lagde til ved agterenden af konebåden. Vi ventede, at

han skulle sige noget, men han tav. Jeg er jo en enlig mand; og jeg

plejer ikke at være den første, der indleder en samtale med en mand.

Min stakkels mor sagde til ham: "Hvor kommer du fra, hvorfra er du

roet ud." Da han ikke sagde noget, spurgte hun ham endnu engang; og

jeg spurgte ham derefter to gange. Han svarede ikke, men idet han

roede bort fra os, sagde han: "Desværre er ingen andre taget ud på

fangst." Da han sagde det kiggede jeg bare på ham i første omgang, og

så sagde jeg: "Hvor virkede han dog utilnærmelig - den eneste

kajakmand vi har truffet." Så satte jeg min kajak, der lå midt i

konebåden, ud i vandet og roede hen til ham og dræbte ham."

 

Da han havde fortalt alt dette, sagde han: "Jeg er ubevæbnet, og I må angribe mig

uden våben." Efter disse den enlige søns ord, rodede en af

de to, som lovede at hjælpe ham, ned i sin kajak og trak en stor sabel (Det er

jo nok snarere en stor kniv CB) frem. Den gav han til den enlige søn og

sagde, at han kunne bruge den som våben. Med dette våben sprang den

enlige søn frem til sine fjender og dræbte dem alle sammen ved at

dolke dem med våbnet.

 

Han tilbragte sommeren på dette sted. En dag roede han langs med

kysten nordover. På et tidspunkt roede han uden om et lille næs; og på

den anden side af det fik han øje på en hel masse mennesker, som var i

færd med at flænse en hval. Han anbragte sig et sted, hvor han ikke

kunne ses. Så gik han i land og gav sig til at iagttage dem. Der

var én, der fik øje på ham og sagde til ham: "Kom og flæns med." Han

gik tilbage til sin kajak, kom ned i den og roede hen til dem. Han så,

at de skulle til at flænse den indre del af hvalen. Han fik

lyst til selv at flænse hele den indre del. De andre var mest indstillet

på, at gøre det "atumikkisaallutik" (kender ikke ordet - i

fællesskab? CB). Men da den enlige søn insisterede på, at være alene

om det, gik de andre med til det, fordi de var bange for ham. Den

enlige søn flænsede det færdigt og sagde så bagefter: "Måske skal jeg

hente min lille konebåd, hvis der er én, der vil følges med mig." En

af flænserne sagde: "De dér er som sædvanlig skyldige." (pisuupput

pissuupput , er skyldige?? - men svært at vide, hvad der menes; eller:

pissapput? - skal med). Han tog afsted sammen med to andre. Mens de

roede sagde den enlige søn: "Det er første gang, jeg har været med til

at flænse hval; og jeg er syg efter at fortælle om det. Jeg vil derfor

ro så hurtigt jeg kan (imminut uuttuullunga - kan

formentlig forstås sådan: Efter det jeg er i stand til CB). De andre

sagde: "Bestem du bare din egen fart som du vil. Vi skal nok følge

dig." Den enlige søn satte farten voldsomt op. Hans ledsagere holdt

den samme fart. Hele vejen roede de for fuld kraft, så de nåede målet

uden besvær.

 

Da de var rejseklar, tog de af

sted. Den enlige søn var styrer, mens moderen og den ene af

ledsagerne roede. Den anden af ledsagerne skubbede til bagfra i kajak;

og de nåede frem til ledsagernes boplads. Da de havde losset

konebåden, sagde den enlige søn: "Nu skal jeg hente min flænsepart.

Jeg bør nok have hjælp til det. Bopladsfolkene sagde: "Datteren af

den lille kælling plejer at være god til at hjælpe til. Spørg, om hun

vil hjælpe dig." Der gik besked til hende, og hun kom ud. Hvilken

kvinde. Hvor var hun smuk. Den enlige søn havde allerede i tankerne

bestemt sig til, at få hende til kone. Med hende som roerske tog de hen, hvor flænseparten lå. Han rakte kødet over til hende, og

hun bar det ned til konebåden uden mindste tegn på besvær. Da de kom

hjem med kødet, sagde den enlige søns mor: "Mon ikke vi skal kalde på

din søde medhjælper, så jeg kan betale hende?" Sønnen

svarede: "Ja, betal du hende." Hun blev hentet; og da hun kom ind, rodede

den enlige søns mor ned i sin pose og tog et spraglet sælskind, et

skind af en klapmydseunge og et netsideskind frem; dem gav hun pigen som

betaling.

 

Senere fik sønnen lyst til at vende tilbage til sin boplads sydpå; og

han sagde til sin mor: "Jeg vil tage sydpå; bed moderen til min

medhjælper om at komme med." Moderen syntes ikke helt om tanken, men

gik alligevel med til det, da sønnen blev ved. Medhjælperen og hendes

mor kom med sydover, og den enlige søn fik datteren til kone. De

sejlede udenom det sted, hvor de egentlig ville have tilbragt sommeren

og befandt sig ved mundingen af Sermiligaarsuk; så sagde den enlige

søn: "Mon der lever efterkommere af dem, jeg har dræbt?" Idet

han sagde dette, drejede de ind i fjorden og slog lejr længere inde i

fjorden. Han fik øje på nogle telte og roede derhen. Han gik i land og

gik op til et telt, hvor der boede et gammelt ægtepar, der havde en

datter, som var enebarn. Datteren var meget smuk, og han tænkte, at han

ville have hende som medhustru / andenkone. Mens han var inde i teltet, sagde

den gamle mand: "Vent på de sølle (ikkunnguakasiit) derhenne. De er

meget stærkere end dem, du dræbte. Det er deres fætrene."

Ved de ord blev den enlige søn meget nervøs. Mens han var der voksede hans uro; og han sagde: "Jeg vil afsted inden det bliver for sent på aftenen."

(unnuutissasoralunga aallaanassqaanga). Med de ord greb han det gamle

ægtepars datter og fik hende ud af huset. Da han kom ned til sin

kajak, snørede han hendes ben fast omkring sin kajak. Så kom han ned

i sin kajak og roede bort. Kvinden skreg og råbte efter en kajak

(qaannameertuleqaaq) og forsøgte at vælte kajakken, hvortil hun var

snørret fast. Men manden, der havde hende bag på sin kajak, havde ikke

besvær med at holde balancen. Da den enlige søn nåede tilbage til

lejren, ville han straks videre. De gjorde sig klar og tog af sted.

Under turen sydover roede den første kvinde, som den enlige søn tog

til kone, stærkt til, for at dulme sin skinsyge: Boblerne fra hendes

åre sprøjtede op bag agterenden af konebåden. De rejste videre

sydover, og nåede til sidst deres boplads Sanningasoq, hvor de tog

fast ophold.

 

Var.: Ikke præcis i denne bases samlinger, der ellers rummer mange mere eller mindre historiske fortællinger om en sydlændinges rejser mod nord.

 

Hist.: Blodhævn hæfter ofte ved fortællinger om sydlændingenes faktiske rejser nordpå, for at handle eller bosætte sig deroppe.

Síngajiks Slægtssaga / Singajiks slægtssaga

Print
Dokument id:1450
Registreringsår:1919
Publikationsår:1924
Arkiv navn:
Fortæller:Martensen, Esaia (Martinssen, Isaja / Isaia)
Nedskriver:Esaia + Olsen, Hendrik
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Síngajiks Slægtssaga / Singajiks slægtssaga
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, II
Tidsskrift:
Omfang:side 276 - 354
Lokalisering:Ny Hernhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Håndskr.: NKS, 3536, II, 4', læg 22, side 1 - 138 + læg 23, side 139 - 163 (Esaia og Hendrik Olsen har skiftevis skrevet fortællingen ned).

Renskrevet 1. gang af Hendrik Olsen i: NKS 3536, II, 4', læg 24 - 27.

Der findes tillige et Håndskr. i: KRKB 1, 4(12), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Síngajik", med Knud Rasmussen som nedskriver (foa)

 

Trykt på grønlandsk i Lynge, Kr. 1938 - 39, Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo, III: 32-123.

 

Resumé:

Singajik / Singajuk er ugift, fra Arsuk og flygter for blodhævn nordpå til Kangeq, hvis

rige fangster han har hørt om. Geografien beskrives meget omhyggeligt

det sidste stykke til øen som også senere for sommerrejser efter rener

og andet. S. modtages overmåde gæstfrit på øens sydside, og da frosten

allerede er gået i jorden inviteres han med følge i hus hos en mand,

der ikke har mange slægtninge. Han opfordrer senere S. til et besøg på

en boplads, Illupaat, nordvest for Kangeq, (på Håbets Ø), hvor man i

det store hus hos Qitoraq og hans mange brødre holder af at fordrive

vinteren med fortællinger og ynder besøg. Under opholdet dér bliver S.

inviteret rundt til alle og til slut til en ældre kone, der ynder

sydlændinge, elsker at høre deres dialekt og serverer sydlændinges mad

for ham: kød og skrabespæk, mamit. Hun har en datter, som S. forelsker

sig i og beslutter sig for at fri til på et senere besøg. Moderen gir

sit tilsagn på den betingelse, at S. flytter ind hos dem. Det gør han

så. Hans kone Marnilik blir gravid og føder for tidligt en søn under

et ophold langt inde i fjorden på renjagt. Han svøbes i

edderfugleskind, men er længe om at tage brystet og komme i vækst. Da

de unge piger spotter M. bag hendes ryg, fordi hun prøver at holde liv

i det lille skravl, gennemfører hun et ritual for at fremme dets

vækst. I fem dage faster hun, ber så S. ro den lange vej ud af fjorden

efter en saltvandssæl, som ingen andre må røre ved, og fra den spiser

hun de følgende dage et lille tyndt stykke ribbensbrusk, et stykke

tarm kortere end en overarm og lidt tynd blodsuppe af en muslingeskal.

Derefter trives sønnen. Omsider når familien tilbage til Illorpaat

længe efter de andre og i sidste øjeblik, inden isen lægger til. S.

tilbyder sin kone, at hun opkalder barnet, men M. mener det må være

S.s ret, der har avlet det. Han kalder det Tusilartoq (den døve) efter

sin far, der blev meget gammel. S. har lyst til at flytte tilbage til

Kangeq og får langt om længe sit ønske opfyldt, da M.s mor er død og

foråret kommer. Øen er tæt bebygget men S. finder plads på solsiden af

en vig på sydsiden. M. føder endnu en søn, som S. gør til en

angerlartussiaq. Tusilartoq får kajak, blir dygtig og udvokset,

hvorfor hans ældede mor opfordrer ham til at gifte sig. T. forholder

sig tavs og afventende, men en dag i en strid nordvest, hvor han kan

regne med, at Qitoraq og alle hans brødre ved Illorpaat holder sig

hjemme, ror han derop, ber om deres eneste søster og får deres

tilsagn. T. tager hende straks med hjem på kajakken i stormen, og på

hans brikseplads raser hun, indtil S. beroliger hende med, at de nok

skal være gode ved hende. Næste dag, da stormen er løjet af, kommer en

af hendes brødre for at høre, om hun er kommet vel gennem stormen med

T. T.s kone får efter knap to år en søn, som S. får lov til at opkalde

efter sin farbror, Aqajarorsuaq (stormave). Han udvikler sig prægtigt,

bliver fed og aldrig syg, men får børneormm og græder så utrøsteligt,

at T. af fortvivlelse over at skulle miste ham, skærer flænger i sin

kones fodsåler. Hun går om natten ned og drukner sig. Hendes brødre

får først besked flere dage senere, ikke af T. men af deres halvfætter

på T.s boplads. De blir nu T.s fjender for livet.

T. er med sine gamle forældre på renjagt ved Isortoq, hvor han, en dag

de ligger stille, tar ud på sælfangst og møder en fornemt udstyret

kajakmand, der hverken vil hilse eller indlade sig med T. T. opdager

at vandet omkring den fremmedes kajak er i kraftig bevægelse af hans

indre ophidselse, og T. når at myrde ham, inden han selv blir

harpuneret. T. ror hen til et egnet sted med liget og sænker det med

tunge sten i kajakken. T.s mor, der bliver klar over hans ugerning,

spør om han har spist af den dødes lever. Da T. siger nej, lader hun

ham drikke spildetran fra lampen af den store muslingeskal, som hans

ble blev skrabet med første gang, han havde tisset som spæd. Det vil

hindre den dødes sjæl i at trænge ind i ham. T. får herefter en

ubetvingelig lyst til at dræbe alle fremmede kajakmænd, han møder.

 

Sammen med Aqajarorsuaq og en plejesøn ror T. på handelstogt ud til et

skib, der viser sig ikke at være noget handelsskib. Dets besætning vil

røve og bortføre dem. Kaptajnen prøver forgæves at drikke dem fulde,

og de tre kommer både ud af den aflåste kahyt, hvis anden dør er

spærret med tilsømmede brædder, og får overvundet alle matroser ved

deres kræfters hjælp. T. klarer de fleste konfrontationer alene, men

sønnen A. må klare smadringen af den tilsømmede dør. De får ikke blot

lov at ro uskadt bort, men hele besætningen råber også hurra for dem

fra rælingen.

 

Nogle år senere overfaldes T. på havet af en voldsom storm, hvis

forvarsler over egnens fjelde beskrives yderst detaljeret. Mens han

kæmper sig frem med en sortside på slæb, får han øje på en måge

omkranset af blikstille vand. Den synger en sang, som han lytter til

og lærer og afprøver med held: Efter et par vindpust blir der

blikstille omkring hans kajak. Under en senere pludselig storm søger

alle fangerne til det nærmeste land undtagen T., der med to store

sortsider på slæb tar turen ind om dem, råder dem til at blive, fordi

sådan en storm som regel stilner i løbet af en dag, og ror hjem, hvor

han sidder foran sin husgang og arbejder med noget træ, da de andre

vender hjem. Han foretager derefter ofte lange rejser, kommer vidt

omkring og får mange fjender. Nogle dog delvis uforskyldt, fordi

mangen en gammel mand eller kone forsøger sig på de fremmede steder

med hekseri mod hans kajak. Dens amuletter dræber dem.

På en af sine rejser nordpå driver T. en sommer fangst ved Ilulissat

/ Jakobshavn, hvor tiden løber fra ham. Han er nødt til at overvintre,

og beslutter sig til at gøre det på Qeqertarsuaq / Disko, som han

aldrig har set. På øens nordside, der er ubeboet, slår han sig ned et

egnet sted og er spændt på, om der er sæler. Der er rigeligt. Om

vinteren lærer han sig selv åndehulsfangst og om foråret

småhvalsfangst i isens revner. Da han vender hjem, opfordrer han alle,

der har lyst til at leve i overflod, at tage til Disko.

T.s søn Aqajarorsuaq, hvis farbror har taget sig af ham som en mor,

hører under sin opvækst om faderens ugerning mod moderen, der begik

selvmord. Farbroderen vil ikke bekræfte rygtet, men A. kan aldrig

siden glemme det.

T. gifter sig igen efter mange år som enkemand. En dag hans kone

lysker ham og opdager hele rækker af tatoveringer under hårranden,

spør hun, hvad det er og får et puf af T.s albue, der sender hende

bagover i døden. Hver tatovering betegner nemlig et mord, som T. har

begået.

A. får en dag af en gammel slægtning bekræftet, hvad han har hørt om

sin moders død. Han betragter herefter sin far som sin fjende og får

gang på gang en næsten ubetvingelig lyst til at dræbe ham, mens han

sover. Det lykkes ham dog hver gang at komme på bedre tanker.

T., hans mor og søn blir døbt hos herrnhuterne ved Nuuk / Godthåb. T.

får navnet Moses, A. navnet Ignatius og Marnilik døbes Engel.

A. plejer at jage rener om sommeren ved Kangersineq / Kangersuneq i

bunden af Godthåbsfjorden og kommer først hjem igen, når han har fået

det antal rener, han ønsker.

Hvert år på årets korteste dag plejer folk fra omegnen at samles til

fest på Kangeq i deres stiveste puds. Ingen må på denne dag gå på

fangst. Men T.s bror kan ikke modstå fristelsen, skønt T. advarer ham,

fordi hele skyer af alke passerer inden for synsvidde. Han udebliver,

og da han er en angerlartussiaq, venter man på ham i fem dage. Men da

han ikke vender hjem i det tidsrum, opgiver man ham.

Under en renjagt i bunden af Godthåbsfjorden får T. smerter. A. må

bryde op i utide. T.s smerter forværres, og han dør under hjemrejsen,

men bliver ved at gå igen, fordi man, efter T.s eget ønske mens han

levede, skal begrave ham i indviet jord, hvis han ikke skal skræmme

dem til døde. Den første nat kryber han op ad teltdugen og må pirkes

ned indefra af A., og de følgende dage må A. gang på gang slå ham

ihjel igen med åren, fordi T. rejser sig op i båden i sine ligskind.

Endelig når man Nuuk og får ham begravet på Guds Ager hos

herrnhuterne.

A. opgiver nogle år efter denne oplevelse sine renjagter til

Kangersineq. Da han genoptager dem og er på vej hjem, får han lyst til

at overvintre på fastlandet (Nordlandet) over for Nuuk. Da han sammen

med husholdets kvinder har udbedret en gammel hustomt, ror han den

korte vej til Nuuk, tilhandler sig hvid mands mad ved

herrnhutstationen og ror hen til kolonihavnen, hvor en mængde

sydlændinge skiftes til at invitere ham på mad. Han inviterer

til gengæld dem, der vil med hjem, på renkød. En ældre sydlænding

Alugulooq tager med og har mange fortællinger at underholde med. Til

slut fortæller han om dengang, man i hans hjem ved Arsuk fik besøg af

en angerlartussiaq og lod en, der forstod sig på qilaneq, prøve at få

ham til live igen. Det lykkes med et længere ritual, men da Alugulooqs

gamle bedstefar insisterer på at kende den fremmedes herkomst og

hører, at det er en af Singajiks efterkommere, beordrer han ham

dræbt, fordi S. var deres fjende. Efter lang tøven udfører sønnerne

den gamles ordre, og alle skal gøres medskyldige i drabet. Endog

smådrengene skal stikke i liget.

Aqajarorsuaq sveder ophidset ved denne beretning om mordet på sin farbror og navnefælle men behersker sig,

fordi han nu er døbt, og han takker fordi han endelig har fået klarhed på sin

elskede farbrors død og ber de fremmede sove roligt i hans hus om

natten. De flygter dog af skræk for hævn, mens alle sover.

A. har også arvet en anden fjende. Det er morbroderen Qitoraq, som han

ofte møder på havet. Da de er lige årvågne lykkes det aldrig den ene

at komme bag på den anden, og de byder blot hinanden høfligt på en

snus. En dag får A. heldet til at komme bag på Q. og kaster, men

rammer en sæl, der netop dukker op imellem dem. Q. vender sig

forskrækket om, men A. tilbyder fred, fordi de vist længe har gjort

hinanden tilstrækkeligt ondt og desuden er døbte. De blir venner for

resten af livet. Da A. skal dø, er der to ting, han især glæder sig

over: At han modstod fristelsen til at dræbe sin far, og at han var

blevet venner med Qitoraq.

 

Hist.: Ved hjælp af denne og en ældre variant har Gulløv og Kapel

(Folk: 1979/80) kunnet lokalisere og udgrave Singajiks første hustomt på

Håbets Ø nordvest for Kangeq. Fortælleren Esaia var tipoldebarn af

Aqajarorsuaq og A.s far, Hendrik, fortalte den første version til Rink

(ibid. og Knuth 1963). Om ændringer i opfattelsen af blodhævn fra

før-kristen til kristen tid Sonne 1982: "The Ideology and Practice of Bloodfeud ...", Études/Inuit/Studies.

Singajuk som kom sydfra

Print
Dokument id:50
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Singajuk som kom sydfra
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 429 - 437
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 16, ss. 42 - 49.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

"Taama allattunga, Aron", 1999, II: 429 - 437: Singajuk qavanngarnisaq; og i

Thisted og Thorning: 'Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... / Måske nogen kunne fortælle ...', 1996: nr. 16 ss. 81 - 88, og 94 - 100, med dansk kommentar s. 320.

 

Forkortet oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II: nr. 1.

Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 111, ss. 453: Singajuk and his Descendants.

 

Fuldstændig oversættelse i Rink 1866 - 71, II: s. 1 - 9, nr. 1.

Resumé: Sydlændingen Singajuk, der er kommet til Kangeq og blevet gift,

får med sin kone tre børn, der alle dør som små. Det fjerde, sønnen

Mangilaq, bliver født for tidligt, og en naboerske håner forældrene

for, at ville holde liv i det. Singajuk beordre da sin kone en længere faste

til fremme for sønnens overlevelse. Den virker, Mangilaq vokser til, får

kajak, som S. forsyner med kraftige amuletter. En gammel kone, der vil

forhekse kajakken, dør med hovedet inde i den. M. udvikler sig og

bliver både vismand og storfanger. En dag træffer han en flot ukendt

kajakmand, som han vil byde hjem på rensdyrtalg. Men da denne er

uvenlig og vil dræbe M., kommer M. ham i forkøbet og sænker senere

liget med kajakken ved en bratning nær Uummannaq (på Nuuk-egnen). M.s

mor beklager sig over, at M. ikke har husket at spise af den dødes

lever (som værn imod den dødes hævn) og lader ham som modgift drikke

tran fra en muslingeskal. Da man intet hører fra den dødes slægtninge,

må den myrdede have været en innersuaq. Derpå tydede også hans fangstblære og

klæder af skinnende hvidt skind og hans lyse øjne. De var ligeså lyse

som en qallunaaqs øjne. M´s mor får efterhånden endnu tre levedygtige

børn, to sønner og en datter. Senere træffer M. under en storm ude til

havs en måge, der lærer ham en sang til at stilne stormen med.

Den bruger han med held og bliver så ivrig en kajakroer, at han bliver

døv og derfor får øgenavnet Tusilartoq. Snart efter bliver han, på sin

mors opfordring, gift, men konen bliver syg, sygner hen og dør, og

Tusilartoq besøger hende ofte i graven, hvor hun med ham deler den mad,

folk har givet hende. Under et besøg giver hun ham et visdomsmiddel,

nemlig en muslingeskal med spildtran fra lampen. Han drikker det, ser

udgangen lukke sig, besvimer og vågner op ude ved siden af sin kajak.

Fra nu af besøger han ikke længere graven (han har fået de dødes

"klarsyn". BS) T. gifter sig igen og får sønnen Aqajaroq. T. tager

nu på rejse nordpå. Imens bliver en af hans to brødre dræbt derhjemme

under en alkejagt. Morderen er Qitoraq, der lader alle sine mandlige

slægtninge gøre sig til medskyldige. Først nu begynder T. at tænke på

drab. Han bliver dog skyldig i sin anden kones død, fordi han en aften,

da han ikke kan sove for sønnen Aqajaroqs gråd, beklager sig over det.

Fornærmet begår konen selvmord, og T. kommer til at afsky sin søn, der

senere bliver bange for sin far og tyr til sin farbror.

Denne drukner imidlertid under en alkefangst, hvor han er taget ud

alene, og da han er en angerlartussiaq, kommer han til live og i land

igen, men desværre hos sin fars fjender i Sydgrønland. De genopliver

ham, forhører sig om hans slægt og dræber ham. Dette får Aqajaroq

senere at vide af morderfamilien, der er på rejse til Nuuk, men ikke

ved at A. er den myrdedes nevø. A., der er døbt Ignatius, må tage sig

sammen for ikke at hævne sig. Han fortæller om slægtskabet og søger at

berolige sine gæster. Men de flygter om natten.

Ignatius får en dødelig byld på skulderen, men kommer sig. Og han

får sig sat i respekt hos sin gnavne far, engang denne under

sommerrejsen beklager sig over regnvejr. I. demonstrerer tavs sin

enorme fysiske styrke, hvorefter Tusilartoq holder bøtte med sine

beklagelser. T. bliver døbt Moorsasi, men kun af navn. Han kan heller

ikke dø rigtigt, hans åndedrag kan ikke fare opad, kun nedad med et

brøl, og han er ved at skræmme livet af sin familie, hver gang han

kommer til live igen. De får ham dog transporteret til Ny Herrnhut /

Nuuk / Godthåb og forsvarligt begravet i Guds Urtegård dér.

Man hører end ikke det mindste fløjt fra ham sidenhen. Senere ligger

Ignatius selv for døden af en byld på ryggen og takker af hjertet for,

at han ikke dræbte sin og faderens fjende, Qitoraq. Det havde han

engang været på nippet til, men havde i stedet harpuneret en sæl,

hvorefter Qitoraq var flygtet.

 

Var.: Singajik / Síngajik / Singajuk / Síngajuk

 

Hist.: Historisk fortælling, en saga om en af de mange sydlændinge, der kom til Kangeq, og hans efterkommere. Ved hjælp af denne og en yngre variant har Gulløv og Kapel, (Folk 1979/80), kunnet lokalisere og udgrave Singajiks første hustomt på

Håbets Ø nordvest for Kangeq. Se Esaias version.

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Om ændringer i opfattelsen af blodhævn fra

før-kristen til kristen tid se Sonne 1982: "The Ideology and Practice of Bloodfeud ...", Études/Inuit/Studies.

Sísagiârssuk

Print
Dokument id:128
Registreringsår:1828
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Clementsen, Tobias
Nedskriver:Clementsen, Tobias
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:Sísagiârssuk
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 50 - 52, nr. 21
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, formentlig af Wittus Steenholdts renskrift:

NKS 2488, VI, ss. 49v - 50h.

Orig. håndskr. (Clementsen): NKS 2488, VI, ss. 122h - 125v.

Kort resumé i Rink: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, II, nr. 116

 

Resumé af Rinks resumé:

Sisagiaarsuk og hans lillebror finder hjemkommen fra renjagt deres søster med indvoldene ude og deres koner dræbt af en qallunaaq / europæer. Finder ved åndemaning en slægtning Tutigaq, der kun har een lus i sin sok. De dræber to qallunaat ved en elv og har besvær med at dræbe en tredje, der fisker laks. De går op til et hus ved indlandsisen. S. kommer tilbage med indvoldene ude, men læger sig selv. Tutigaq kommer krybende tilbage med brækkede ben.

 

Var: Kunuk indledes gerne med samme første episoder

Solen og månen

Print
Dokument id:180
Registreringsår:1823
Publikationsår:1866
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:Solen og månen
Publikationstitel:Eskimoiske Eventyr og Sagn, I
Tidsskrift:
Omfang:nr. 54
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Seminarieelevs afskrift af orig. håndskr. eller renskrift, der ikke længere

eksisterer: NKS, 2488, II, 4', side 192 - 194, nr. 76.

 

Resumé af oversættelsen i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: Solen og Månen.

 

På engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 35, ss. 236 - 237: The Sun and the Moon.

 

Et ældre ægtepar bliver ene tilbage på bopladsen, mens deres voksne børn er på sommerrejser. En dag manden er ude, får konen besøg af først en snespurv, så en kusattaq (kussaq, stenpikker?) og sidst en ravn, der gentager, at nu kommer nogen for at fortælle hende noget. Det er en ung smuk kvinde, der fortæller at i sin tid, når de unge mænd og piger legede frierleg uden døre i mørke, sværtede hun engang sin frier, der viste sig at være hendes bror. Hun afskar sine bryster og bad ham spise dem, siden hun smagte ham så godt. Broderen tændte noget dårligt lampemos, hun noget godt, mens de løb, og mens hun forfulgte ham steg de tilvejrs. Højt oppe gik broderens flamme ud og han blev månen, mens hendes blev ved at brænde, og hun blev solen. Nu vil hun højere til vejrs for at varme de forældreløse (det bliver sommer), og hun beder konen om at lukke øjnene. Men denne ser alligevel hendes ryg, der er en kødløs benrad, da hun forsvinder. Derefter kommer manden hjem.

 

Kommentar: I de allerfleste versioner er det månen, der forfølger den flygtende søster, men det omvendte forhold her kan begrundes i, at solen er aggressiv og vil angribe sin bror pga hans fornærmelse mod hende. Og måske er det navnet Maliina (Forfølger) som solen ofte kaldes, der på denne vis søges forklaret.

 

Var.: Talrige: fx Solen og Månen.

Sungersussak / Sungersuusaq

Print
Dokument id:499
Registreringsår:1859
Publikationsår:1861
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Sungersussak / Sungersuusaq
Publikationstitel:Kaladlit Okalluktualliait / Oqalluktualliait / Grønlandske Folkesagn, III
Tidsskrift:
Omfang:side 16 - 26, nr. 3
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Håndskr. NKS 2488, II, nr. 257 eksisterer ikke længere.

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 133 - 136: Sungersuusaq. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 133 - 136: Sungersuusaq.

 

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 22 ss. 100 - 104 har Rink sammenstykket ialt 3 varianter inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 16, ss. 162 - 163:

Tiggak.

Oversættelse ved Birgitte Sonne:

Sungersuusaq var mange samboende brødes svoger. Nogen

tid efter at han var blevet deres svoger, og de mange brøde vågnede

tidligt om morgenen, så, hvis de trods alt ventede til deres nye

svoger stod op, var han altid så umulig til det der med at komme på

benene, at de bare tog afsted i kajakkerne. Efterhånden lod hans mange

svogre ham høre for, at han slet ikke havde lyst til at ro i kajak.

Når S. stod op, var nogle af kajakkerne netop kommet hjem; ligeså

snart han vågnede, plejede han at kæle med sin kone og blive ved,

indtil han gik i seng.

 

En aften kom hans mange svogre hjem, og da de mellemste bryststykker

var kogt, og hans dumme svoger serverede for ham, sagde denne så det

kunne høres: "Nu er de gode nok, nu kan man lige klare dem, spis dog

endelig bryststykker!" Men da maden var sat frem, spiste S. sig helt

mæt. Og lige siden da opførte hans svogre sig på samme måde overfor

ham, ja det blev en vane, at når de satte mad frem, sagde (ærtede) de (ham) sådan her: "Nu er de gode nok, nu kan man lige klare dem, spis dog

endelig bryststykker!" Uden at mæle en lyd plejede S. så at hugge i sig.

 

Da endelig om vinteren dagene så småt blev længere, var deres sølle

svoger endnu ikke kommet med nogetsomhelst levende.

Da så dagene blev ganske lange, og han absolut ikke ville ud i kajak,

blev det dem for meget. Så en nat da de havde sovet, var de jo så småt

ved at vågne, men så var der en frygtelig tuden i luften, og da de

kiggede ud gennem vinduet, var det nordenstorm. De mange mænd gik ikke

i kajak. Da de herefter helt holdt op med at gå i kajak, begyndte de

at spise af deres vældige forråd, indtil de omsider havde gjort kål på

det alt sammen.

 

Så hændte det en morgen, endnu mens det stod slemt

til, at deres sølle svoger uden videre var taget afsted, uden at de

så meget som havde nået at se ham. Da de mange mænd ikke magtede det

(vejret), var de ikke ude i kajak. Hen på eftermiddagen holdt de bare

udkig efter en kajak, fordi det sneede så tæt. Da det blev aften,

hørte man praj om kajak! - og da de mange mænd fik øje på ham, havde

han to sortsider på slæb, og de fik sandelig respekt for ham. S. bød

dem straks at lave bryststykkerne til, fordi det for en gangs skyld

var ham, der havde noget at servere. Da bryststykkerne var kogte,

satte han dem frem, mens han sagde så det ellers kunne høres: "Nu er de gode

nok, nu kan man lige klare dem, spis dog endelig bryststykker!" Da han

havde sagt sådan, lod de sig det ikke sige to gange, men huggede

straks i sig uden en lyd.

 

Næste dag da det var lyst, nåede de heller ikke at se ham (inden han

var væk). Men det skulle vise sig, at dét skulle de komme ud for gang

på gang, og se om det ikke var ham, der nu kom hjem med to store

sortsider på slæb. Når brysterne var kogte, sagde han så med sin

svogers ord: "Nu er de gode nok, nu kan man lige klare dem, spis dog

endelig bryststykker!" Og hans svogre spiste, uden at mæle en lyd.

Hver eneste dag lige til midsommer fangede han til dem, men da det

var sommer holdt han jo op med at gå ud i kajak. Derfor begyndte hans

mange svogre at fange til ham.

 

Så fik S. sig en plejesøn. En vinter, mens de opholdt sig på deres

vinterboplads, satte det ind med bidende frost. Til sidst var hele

havet islagt, langt langt vesterud. Nu, hvor der ikke var noget

åbent vand, og ikke det mindste at fange, var det S. der alene

bevægede sig omkring ude på isen. Hans mange svogre var færdige med at

ta' ud og forholdt sig i ro. Aftenen var faldet på, da han kom hjem,

bar sine redskaber ind, og sagde: "I morgen tror jeg, jeg vil gå meget

langt udad til noget frosttåge, for der må være åbent vand."

 

Om aftenen gjorde han sine redskaber klar; næste dag var han væk, førend

hans svogre nåede at se ham; såsnart S. var vågnet, begav han sig

udefter. Da han havde lagt de bageste øer bag sig, blev det lyst, og

endelig, da han var kommet længere fra land end sædvanligt, fik han

øje på en frosttåge. Da han nåede derhen, var det i virkeligheden en

stor våge, propfuld af sortsider, der dukkede op og ned. Ved isranden

havde der dannet sig en høj kant ved de opdukkende sælers åndepust.

Han trådte hen til iskanten og sigtede lige på det ophøjede sted; men

når de store sortsider dukkede op, fangede han dem ikke. Så engang

var en lille netside på vej op, og den harpunerede han. Allerede da

han havde fået to, brød han op og gik ind efter; og endelig, i

buldermørke kom han hjem. Idet han trådte ind, sagde han: "Jeg har

såmænd kun fået to rigtig pæne netsider, og her ligger vi og savner

ny-fangst; der en sandelig ny-fangst at få! Langt derude holder

sortsider en stor våge åben i isen." Næppe havde hans svogre hørt det, førend de fik travlt med at gøre sig rede, de begyndte øjeblikkeligt at ordne deres

redskaber.

 

De tog afsted næste dag før det var lyst. Undervejs udefter

fulgte de store svogre bare lige i hælene på deres søsters sølle mand,

indtil de endelig fik øje på frosttågen. De kom jo derhen, men så var

der så mange, mange sortsider, at de propfyldte hele vågen. S. sagde: "I skal nu ikke gøre noget forsøg på at harpunere en stor

sortside, sats hellere på at harpunere en lille netside." Selv

harpunerede han en lille blåside. Hans svogre gjorde ligesom han,

nogle med netsider, andre med blåsider.

 

Med byttet på slæb gik de ind mod land. Når deres sølle svoger satte

farten op, kunne de dårlig holde trit med ham. Da mændene på denne

måde nåede hjem, kom deres koner ned, og de fik alle som én noget at

slæbe op, både sortsider og netsider.

 

Herefter blev det meget fint vejr, og de fortsatte på samme vis. En

dag var det virkelig ganske lyst, det var skyfrit, og ikke en vind

rørte sig. Da henkastede S. til sin plejesøn: "Og du skulle vel prøve

at få din førstefangst sammen med os?" Da det netop var, hvad hans

plejesøn mest brændende ønskede sig, gjorde han sig straks rede; og da

de vandrede udefter, gjorde hans svogre jo det samme, indtil de kom

til vågen, hvor S. gav sig til at kigge ned gennem isen; for det var

nemlig hans vane at stikke et hul gennem isen for at undersøge,

hvorledes havet teede sig. Han stirrede længe ned, rejste sig op og

sagde: "Huuha, det er nok lige før det bryder løs, svævet i havet

strømmer indefter, ligesom en lille kraftig elv dernede, se bare efter

selv." Da hans svogre så efter, var dét, der altså var unormalt, noget

som lignede en kraftig elv, der strømmede indefter. Da de rettede sig

op, sagde S.: "Fralandsstormen er lige straks over os, lad os komme

indefter." Nogle af dem troede ham egentlig ikke, alligevel lod de

bare de store sortsider være, og lavede sig til at gå hjemad,

selvom det var helt skyfrit og vindstille.

 

Næppe var de brudt op, førend det så småt begyndte at skye til og bjergene at fyge med sne. De var faktisk næsten fremme ved de yderste øer, men med eet kom østenvinden stormende ud fra land, og straks flængede den isen op.

S. måtte jo skynde på sin plejesøn, men han fulgtes hele tiden med

ham; hver gang isen slog en revne, satte de over den i spring. Men så

skete det hverken værre eller bedre, end at netop som de var fremme

ved det faste land, gik der een meget bred revne i isen; og da alle de

andre var sprunget over, fulgte S.s plejesøn bare kanten af revnen,

men der var slet ikke nogen mulighed, så hans plejefar fik medlidenhed

med ham og sprang tilbage til ham. Da han var sprunget, hoppede alle

hans svogre bare efter ham. Herefter tog de flugten i den modsatte

retning udefter, mens de temmelig små bølger løb hurtigt efter

hinanden langs kanten af revnen. Da de så begyndte at vade i vand, var

de alle noget spagfærdige. Midt i alt det sagde en af de mange brødre

til deres sølle svoger. "Man siger eller, at Tiggâq (den gamle hansæl)

er så klog? - det lader jo til at vi skal forsvinde til havs!" - "Ja,

forresten, men det eneste jeg har, er et lille skum-middel-," og så

sang han den (serrat). Imens foer de små bølger i hælene på hinanden

langs renden. Da han havde endt sin serrat, fik de øje på et stort

isbjerg forude, hvis overflade var plant som et gulv, og en- to- tre

var de henne ved det, endnu mens det til stadighed sank nedad og steg

tilvejrs igen. S. var den første til at springe over på det, mens det

var nede, hvorefter hans plejesøn fulgte ham; derefter sprang alle

hans svogre. Så drev de udefter, og mens vinden stadig førte dem

afsted, var det jo at en af hans svogre sagde: "Så skal vi altså bare

dø af tørst! og man siger ellers, at Tiggaaq er så klog!" Hans svoger

svarede: "Jah, forresten, men det eneste jeg har er et lille middel

til at skaffe vand;" og så sang han den serrat. Såsanrt han havde

endt den, sprudlede der vand frem midt på isbjerget, akkurat som en

kilde på land. Da hans svogre var ved at gå til af tørst, forsøgte de

øjeblikkeligt at få noget at drikke, men deres svoger standsede dem

ved at sige: "Den vil straks løbe tør!" Først da han selv havde

drukket, tillod han dem at drikke. Da de allesammen havde drukket af

den, strømmede den uforandret.

 

Såsnart hans svogre havde drukket, blev de tissetrængende, men netop som de skulle til at tisse, standsede deres svoger dem ved at sige: "Hvis I tisser og jeres urin

drypper derhen, komme i bestemt aldrig i land; I skal tisse vandret ud efter, mens I holder jeres nedre vedhæng frem." I samme øjeblik da han som den første skulle til at tisse, pressede han maven frem, og nogle af dem støttede ham bagfra med hænderne. Da han var færdig med at tisse, tissede den næste på samme måde, og sådan tissede de alle sammen.

 

Endnu mens de drev for vinden, fik de et stort land i sigte. Lige før

de drev i land, sagde S. til sin mange svogre: "Pas nu på, for vi er

snart inde, og så skal I en for en stige i land; men I må overhovedet

ikke se jer tilbage, for hvis nogen af jer vender jer om, er vi andre

færdige med at komme i land! For så kan det isbjerg ikke bruges

længere, det vil gå i stykker."

 

Da de var drevet ind, steg den første i land uden at se sig tilbage;

en for en steg de i land, uden at se sig tilbage. Men da de var kommet

på land, vendte S. sig om og sagde: "Se nu godt på det sted, I har

holdt til på!" Det eneste de så, var en lille ilanddrevet skumklat.

Siden de nu var afskåret enhver vej tilbage, sagde de: "Mon der bor

nogen derovre? Lad os se om vi kan træffe mennesker derhenne," hvorpå

de gik indad over land.

 

Og mens de var på vej dukkede en stor by frem (af landskabet). Næppe

var de fremme ved den, førend dens beboere bød dem indenfor. De tog

deres overtøj af, lagde det hen på nogle store stilladser, gik ind -

og da de var inde og omsider skulle have noget at spise, var der en

meget skeløjet, halvvoksen dreng, som støttende sig til husgangens ene

væg dukkede op i indganghullet, og sagde: "Man spørger, om de der

er kommet østfra, ville kigge indenfor?" Han gik ud, men kort efter

dukkede han atter op, fra den inderste ende af husgangen, og sagde det

samme.

 

Omsider sagde deres vært: "Han blir bare ved på samme måde, så gå I

hellere på besøg." Da de var kommet ud der oppe, krøb de jo indenfor,

men en hel masse mænd var (allerede) derinde, og henne på briksen så

de en kæmpestor mand sidde, og ved siden af ham stor kælling,

som gnavede på et stort skulderblad. Nu, hvor de var inde, skubbede

kæmpen sig frem (på briksen) og trak et stort vandskind ud fra rummet

under briksen; og da han havde bredt det ud på gulvet, trådte han frem

og sagde, med en dyb brummen: "Så trækker vi krog!" Sungersuusaq's

svoger hviskede til ham: "Kunne du ikke lægge ud med ham, og så os bag

efter?" Men Sungersuussaq svarede tværtimod: "I skal begynde med ham,

så kommer jeg til som den sidste." Og så begyndte de mange mænd at

strømme ud. Tilsidst var den store kælling den sidste tilbage,

og på vej ud lukkede hun den inderste ende af husgangen til, med sit

store afgnavede skulderblad, så det ikke var til at rokke og gik ud.

 

En af hans svogre satte sig overfor ham (kæmpen) og begyndte at række

krog med ham: men da han sagtens kunne klare den store, begyndte han

at rette hans arm ud; men uden omsvøb krængede han bukserne af ham,

gik lige i skridtet på ham, og med nogle voldsomme ryk i testiklerne

fjernede han hans kønsdele. Da det var sket, hev han (S.s svoger)

blot lidt efter vejret; og da han (kæmpen) hurtigt havde gjort det af

med ham, råbte han op efter: "Så er det rebet! Kom så med rebet!" Et

langt reb blev firet ned oppe fra loftet, og da det ramte gulvet, greb

han det, snørede det om halsen på sit offer, og råbte: "Så!" Da de så

trak ham opad, og havde fået ham helt op, huii som det sang af knive i

luften. De hørte en af dem deroppe sige: "Lad mig først fjerne det ene

øje til vores kære store husfar."

 

S. blev klar over, at hvis det her fortsatte, ville hans svogre alle

som een bare blive dræbt! Da en af hans svogre nu skulle til at gå

frem, hviskede han til ham: "Jeg må hellere trække krog med ham - "

S. placerede sig over for ham, og begyndte at række krog med ham. Og

når han (S.) kun brugte sine kræfter halvt, og næsten havde trukket

hans arm ud, holdt han bare inde - men så lagde han alle kræfter i,

trak til, og rettede den helt ud! På det tidspunkt kom hans svogre

til, og holdt den nede. Da Su. ikke magtede hans store testikler (på en

gang), gav han sig blot til at rive dem i stykker; og til sidst fik

han dem rykket helt ud! og kæmpen snappede efter vejret...

Da han døde, sagde S. til sine svogre: "Hvad ska vi nu gøre?" De

svarede: "Du kunne jo bruge hans ord?" S. råbte meget spagt: "Så er

det rebet, kom så med rebet!" Hans svogre sagde til ham: "Gå bare hen

til den! Du efterlignede ham meget godt." Da han næste gang råbte

Rebet!, røg det ned. Da det ramte gulvet, sagde hans svogre: "Råb nu

akkurat som han gjorde!" Med rungende bas råbte S.: "Så!!" Næppe tav

han stille, førend de straks halede løs, og da man kunne høre, at de

straks begyndte at flænse ham, hørte man en af dem deroppe sige: "Lad

mig først fjerne hans ene øje til vores kære store husfar." Pludselig

blev der stille deroppe. Og så sagde han: "Vaaa! Det er jo vores egen

kære husfar vi har flænset!"

 

"De tror vist, dernede, at de skal overleve!" Men straks så fjernede

de deroppe hustaget, og væltede en masse vand ned. S. begyndte at

flygte rundt inde i huset, og de var jo afskåret fra at komme ud. Til

sidst var der kun tag over et eneste hjørne af huset. Nu var de helt

gennemblødte, og kunne ikke komme ud! Endelig kom S. i tanke om det:

"det er da osse sandt, jeg har jo en halslinningbeboer!" Og så, skønt han

bestemt ikke regnede med at blive adlydt, råbte han: "Min store

yderpels, som ligger der henne, jeg skal have den som ligdragt!" Da

han havde sagt sådan, hørte man dem sige, mens de smed den ned: "varm

du dig kun ved den, frels du dig kun ved den!" Da den tørnede i

gulvet, tog han pelsen under behandling, - der var den (aarnuaq'en) jo-

han snuppede den og puttede den i munden. Og straks han tog den ud

igen, smed han den op i det fri med ordene: "Så er det dig, der gør

gengæld!"

 

De tilbageblevne inde i huset hørte en af dem sige derude: "Der

styrtede en, og der en, og der en!" Det lød nu, som om de faldt i

hobetal derude. Lidt efter faldt aarnuaq'en ned, og da var den helt

uigenkendelig for bare blod. Dens ejer greb den, rensede blodet af

den, og smed den op i det fri med ordene: "Dem alle sammen!" Denne

gang fik den dræbt den sidste. Da der ikke længere var

menneskelyde, kom de ud ved at skubbe hinanden op fra et hjørne af

briksen; men da de var ude, lå der en masse (døde) mennesker. Da de nu for

anden gang ingen mennesker kunne se, gik de ind i en ny husgang, men

da kunne ikke få øje på nogen. Da de var hundesultne, gav de sig til

at spise; først da de var i fuld gang med at spise, stak den

halvvoksne dreng hovedet ind fra den inderste ende af husgangen, og

sagde: "Nu er hun da blevet skrupskør, hende Apiaq, hun (sidder)

deroppe og koger sin søns hjerne med hænder og fødder."

 

S. forstod ham faktisk ikke. Også næste gang han bare lige viste sig i

indgangshullet, sagde han det samme som første gang. Da S. stadig

intet fattede og skulle til at spørge ham, var han derude

forlængst på vej ud igen. En af hans svogre,- ham der plejede at sige:

"Man siger ellers at Tiggaaq er så klog",- sagde til ham: "Det

er dit offers (din myrdedes) hjerne der oppe, hans morlil koger den,

sammen med hænder og fødder. Pas på! hun vil sikkert forgifte dig med

den, vent du bare, om lidt indbyder hun dig til at gå ind gennem

deres store indgang. Lige inden for vil der stå at fad af hval-barder

med træbund, fyldt til randen med hjerne, den er fantastisk lækker! Så

snart du kommer ind, skal du gribe om den, og uden at sætte dig ned

skal du vende dig mod hende og spise med lukkede øjne; for spiser du

med øjnene åbne, kommer du til at tale usammenhængende. Mens du tømmer

den, og når du har tømt den til bunds, vil du dø! Altså husk!, at hvis

du spiser med lukkede øjne, sker der dig ikke noget. Når du så har

slikket den helt ren, skal du sætte den på plads med bunden i vejret.

Og først nu kan du, med åbne øjne, sætte dig hen bag den bagerste

lampe. Hvorpå hun (når hun har set) om retten virker på dig, og du

ikke blir anderledes, så vil hun uden tvivl rejse sig fra briksen og

vende fadet, hvis indhold er det samme som før; og hvis der ikke sker

nogen forandring med dig, siger du: "Så er det din tur, spis nu, og

gør ligesom som jeg gjorde." Og med blikket ufravendt rettet på

dig, vil hun begynde at spise af det; så skal du bare vente og se hvad

der sker."

 

Da han havde fortalt ham alt det, var der én på vej ind derude i

husgangen, og da denne kun lige stak hovedet indenfor, sagde han:

"Man spø'r, om I ikke vil kigge ind?" S. gik på besøg, og netop

som indgangshullet åbnede sig for ham, så' han netop det hans svoger

havde forudsagt; og på vej ind vendte han sig omgående imod hende, og

gav sig til at spise med lukkede øjne. Inderst inde lå hun (Apiaq) på

maven, med begger hænder under kinderne, og gloede på ham. Han tømte

fadet, satte det på plads med bunden i vejret, og satte sig med åbne

øjne bag den inderste lampe. Fra rummets indre iagttog Apiaq jo, at

der ikke skete noget med ham, og på bare fødder sprang hun ud (på

gulvet). Og da hun vendte fadet, var indholdet det samme som før. Hendes gæst

sagde til hende: "Så er det det din tur; spis nu, ligesom jeg gjorde!"

Da han havde talt så hårdt til hende, gjorde hun som han havde sagt.

Hun vendte front imod ham, stirrede ufravendt på ham, og slubrede i

sig. Men da hun uden at spise op, gjorde mine til at holde inde,

vendte S. sig mod hende indefra: "Spis nu op, ligesom jeg gjorde."

Næppe havde hun tømt det til bunds, førend hun uden en lyd faldt om på

siden og lå ubevægelig. Da også hun var død, gik S. ud derfra.

Han kom ind til sine svogre, og sagde: "Så har jeg også fået hende

dræbt! Hvis vi bare blir her, fortsætter de bare på samme måde med os:

lad os gå tilbage over land."

 

De brød op derfra, undtagen S.s ene store svoger, da han var død.

De vandrede østover, nedad mod havet, hvor de fik øje på en stor stejl

snedrive. De gjorde holdt, og S. spurgte sin ældste svoger: "Den gang

du blev dig selv bevidst, hvilken slags amulet havde du da?" Denne

grundede lidt over det, og sagde: "Da jeg blev mig selv bevidst, havde

jeg et lille lækkert stykke bjørneskind som amulet." S. sagde: "Jamen

så kan du jo sagtens!" Også den næstældste spurgte han om det samme,

og han havde den samme slags amulet. Da han havde spurgt dem alle og

var kommet til den yngste, spurgte han ham: "Og du, hvilken slags

amulet havde du, da du blev dig selv bevidst?" Han svarede: "Det ved

jeg ikke, men da jeg blev mig selv bevidst, havde jeg udelukkende

klæder af bjørneskind." S. sagde: "Nåeh, lutter fine sager, hva, I

lømler!" S. spurgte sin plejesøn: "Men du hvilken slags amulet havde

du, da du blev dig selv bevidst?" Hans plejesøn tænkte sig virkelig

grundigt om, men måtte sige: "Det ved jeg ikke." Hans plejefar sagde

til ham: "Så kommer vi til at forlade dig, sig det nu." - "Jamen jeg

ved det ikke!" - "Hvis du bare lader stå til, så må vi altså lade dig

blive alene tilbage, spyt nu ud!" Hans plejesøn sagde: "Da jeg blev

mig selv bevidst, havde jeg en amulet af en lille bitte

snespurveunge." Da rystede S. opgivende på hovedet uden at sige noget. Længe stod han sådan, men sagde så: "Nå, det går nok, så må du hvile ud på os." S. gik et par skridt tilbage, og satte så afsted i løb, nåede skrænten, smed sig på maven, og

rutsjede ned; han plumpede i havet, og væk var han! Han bevægede sig

udefter, og dukkede op, mens han ret længe hældte vand ud af ørerne.

Han vendte sig indefter, og sagde: "Og så - !" Alle gjorde nøjagtig som den første. Den yngste nåede kun lige at forsvinde, og

dukkede så straks op igen, for han havde jo gået i bjørneskindstøj.

Til allersidst var det plejesønnens tur; men hver gang han satte i

løb, og lige netop skulle til at lade sig falde, blev han bare stående

ret op og ned. Langt om længe, da de havde skældt ham ud derudefra,

fik han da revet sig løs og gled nedad, og så, ligesom han nåede til

havet, prøvede han bare for sjov at flyve; men han fløj skam!

De begav sig indefter. Når de dykkede ned under ham, fløj han lige

over dem; og når han blev træt, hvilede han ud mellem deres ører.

Langt om længe nåede de land ved at passere nordenom deres boplads.

Da de først kom op på land, rystede han sig og lod bjørneskindet

falde, sådan gjorde de alle. Da hans plejesøn landede, lod han et

lille snespurveskind falde. Tænk, efter at de (fællerne) havde opgivet

dem, kom de hjem - kun en eneste manglede... Og siden har der ikke

været is på samme måde.

 

Var.: Tiggaaq; Qilaasuaq; Amos Daniel 161 Alluunnguaq; Sungersuusaq; Qiláituaq, Qiláussuaq; Qátsâq; Asalooq; Qilaasuaq og Allunnguaq

Sydlændingen Ulaajuk

Print
Dokument id:1779
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Sydlændingen Ulaajuk
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 438 - 440
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

 

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 17 ss. 50 - 54.

 

Let forkortet oversættelse i Rink 1866-71, II, nr. 22.

 

Ultrakort version uden slutning på engelsk i

Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 46, s. 280, dvs. den sidste fortælling af tre under overskriften: The Kayakers in Captivity with the Malignant Ignersuit.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

"Taama allattunga, Aron", 1999, II: 438 - 440: Ulaajoq qavanimioq; og i Thisted og Thorning: 'Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... / Måske nogen kunne fortælle ...', 1996: nr. 17, ss. 89 - 92, med kommentarer s. 320:

 

Resumé: Under en fangst forlades Ulaajoq / Ulaajuk af sin fætter Tupittannguaq,

da denne har fået fangst, og U. røves derefter af de onde innersuit,

der bor i et meget langt hus under et skær. U. får sin næse skåret af,

bliver hængt op under loftsbjælken, tilkalder blandt sine blandt sine

hjælpeånder først sin Equngasoq, der straks dræbes af innersuit, og

derefter sine egne innersuit, der hører til de "Øvre", dvs. gode

ildfolk under lavvandsmærket. De overmander de onde innersuit, fører

U. med sig ud, og U., der genopliver sin Equngasoq og får sin næse

tilbage af denne. Han kommer hjem med stærke smerter og modtages af

Tupittannguaq, der løsner remmen, som U. var blevet hængt op i under

loftet. U. sælger stykkker af remmen til kajakdrenge for god

betaling.

 

Var.: Kuvitsina hos innersuit; Maqio; Ujúnguaq, åndemaneren fra Tuapait; Qattaaq; Taatsiarsuaq;  Vennerne 256v nr. 350;

 

Hist.: Hendrik oplyser, at han har fortællingen fra Tupittannguaqs

søn, sydlændingen Conrad, der i på fortælletidspunktet er død. Kristen

påvirkning: Gode og onde innersiut: se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under "innersuit".

 

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Søskendebørn

Print
Dokument id:1077
Registreringsår:1858
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Justus, Peter
Nedskriver:Justus, Peter
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Søskendebørn
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, I
Tidsskrift:
Omfang:ss. 207 - 209
Lokalisering:Sisimiut / Holsteinsborg
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. el. afskrift af orig. håndskrift: NKS 2488, II, nr. 270 eksisterer ikke længere.

Trykt i ældre grønlandsk retskrivning i Rink: Kaladlit Oqaluktualliait, III, 1861: 84 - 88 med et dansk resumé ibid. s. 118 - 119.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

Taama allattunga, Aron, 1999, I: 207 - 209: Oqaluttuaq illunnaarinnik.

 

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 25, ss. 110 - 114 har Rink fortinsvis oversat Kreutzmanns variant men tilføjet en kommentar om Peter Justus' og to andre varianter. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 37, pp. 248 - 255: The Brother who went to Akilinek in search of his Sister.

 

Resumé:

En fætter og hans kusine går altid på rypejagt sammen og løber om kap over en fjeldkam. Hun kommer altid først. En dag er hun der ikke, da han når frem. Han leder og leder forgæves. En dag i indlandet får han i et hus af et gammelt ægtepar det råd at søge sig træ med knudrede årer til en slæde og dygtige trækdyr i en hule med flere etager ovenpå. Han får på den måde træ, en frygtindgydende bjørn, et dyr med klør på ryggen. Slæden laver han, men udyrene bruger han alligevel ikke, kun almindelige hunde. Han tager over havisen til Akilineq medbringende et lille kogekar. Undervejs møder han trælus, der straks fortærer et stykke træ han smider til dem. Men ikke et stykke skind, hvorfor han pakker slæden ind i skind og slipper forbi. Kogekarret forærer han sin kusine, da han finder hende ene hjemme i et hus derovre. Hendes mand med kun eet øje og temmelig meget bredere end mennesker kommer hjem fra jagt og sætter sig skrækslagen og angrebslysten bag konen på briksen. Hun beroliger ham med at fortælle om gaven, som hun siger deres barn har fået af sin onkel. Manden ber så om at få mad serveret og de spiser sammen. Manden spiser mest, og altid helt op af hver ret. De følges på jagt flere gange ud til en våge hvor fætteren får harpuneret en hvidhval så stor, at han når hjem længe efter den enøjede, der endda må hive dyret op over isfoden for ham. Da fætteren længes hjem lykkes det ham med besvær at få overtalte den enøjede til at tage med kone og søn på besøg. Ved ankomsten bliver bjørnen og klodyret så henrykte at de springer frem og tilbage over konebådsstativet, og den enøjede vender om af skræk. Endnu en gang lykkes det at berolige og overtale ham, men så er han for bred til at komme helt ind i huset. Kun med overkroppen kan han være på besøg. Fætteren giver sine udyr besked om at kradse og slå den enøjede fordærvet bagfra, når han kommer ud med ryggen først. Selv hjælper han til med lansen og han dræber også kusinens barn. Hun græder, men han forklarer at sådanne umennesker kan hun ikke være i familie med.

       Derefter følges de igen på rypejagt, men nu er kusinen ikke længere den hurtigste.

 

Var.: Kreutzmann 1997 102 107; Ely Fontain nr. 213; Kristian Hendrik 1860 nr. 4; Bjørn, Knivhale og Savryg.

 

Hist.: Det er helt i overensstemmelse med traditionen at folk, der ikke er rigtige mennesker, ikke kan integreres i rigtige mennesker samfund.

 

Kommentar: Det lille kogekar skal muligvis symbolisere, at fætteren vil have hende med hjem som kone, idet en brudgom undertiden gav sin brud en sådan gave. Ægteskab mellem fætter og kusine var ikke velset. Måske er det derfor man skal gætte sig til kogekarrets betydning. Kusinen dækker i så fald over betydningen med sin erklæring om, at det er en gave til den lille søn. Hendes langsomhed til slut tyder også på, at hun ægteskabet har svækket hende.

Søsteren som insisterede på at være gift med en orm

Print
Dokument id:235
Registreringsår:1860
Publikationsår:1997
Arkiv navn:
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Søsteren som insisterede på at være gift med en orm
Publikationstitel:Fortællinger & akvareller
Tidsskrift:
Omfang:ss. 203 - 205
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 79h - 81v.

Publiceret transskription af orig. håndskr.: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 203 - 205: Aleqaq qullugissamik aappaqaannarusuttoq.

 

Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 230

 

Fyldig dansk oversættelse i Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 29 ss. 121 - 122. Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 21, ss. 186 - 188: The lost Daughter.  

 

Resumé:

Søsteren som insisterede på at være gift med en orm.

 

En enlig mor har to voksne sønner, som er dygtige fangere, og en datter, som brødrene forguder. En dag spadserer datteren ud og væk. Længe efter besøger hun sin mor, mens brødrene er på fangst. Moderen er nysgerrig efter at se barnet, som datteren har i sin amaat. Men da det skal ammes, advarer datteren hende mod at kigge, for det er ikke et rigtigt menneske. Moderen kigger ud gennem et hul i sin dyne, som hun har dækket sig under, og bider sin læbe til blods af vrede over synet af en babyorm. Efter mere udfritning røber datteren, hvor hun bor, og dér opsøger hendes brødre hende så, da de har hørt om ormen fra moderen. Ormemanden er ikke hjemme. De trænger ind i rummet, der er rigt udstyret med skind, dræber ormeungen, splitter liget ad og kaster stumperne bort. De skjuler sig udenfor, da ormemanden, der er kæmpestor, kommer hjem med en ren i gabet, smider renen og slynger sig om sin lille kone. Brødrene giver lyd, ormen farer forskrækket ud og bliver, efter langvarig beskydning med talrige pile og lansesår, dræbt af brødrene. De splitter også den op og fjerner alle stumperne. De vender hjem med al ormens enorme forråd og søsteren, der imidlertid igen slår sig på en orm. Denne gang en lille larve, som vokser sig større. Hun forsvinder med den, brødrene og moderen tager ud for at lede efter hende, men moderen dør og den ene bror brækker sit ben. Han bliver halt og brødrene opgiver den videre eftersøgning.

 

Var.: En vidt udbredt fortælling, der også fortaltes blandt inuit i Canada.

En fortælling om en brødreflok (Aron); Anguterpaanik Brødreflokken; Kvinden, som tog en stor orm til mand, dengang ormene havde ansigt som mennesker; Kvinden, der havde en orm til mand.

 

Kommentar: Kæmpeorme (slanger i andre kulturer), der ikke forbindes med synd men med frugtbarhed, er udbredt i alverdens folkelige fortællinger. Hos inuit er der dog også associationer til død, fordi ormen undertiden kan opfattes som en ligædende maddike (Lusen og ormen).

 

Hist.: Som altid i Kreutzmanns fortællinger om sex med dyr ender det galt.

Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34.

Taatsiarsuaq

Print
Dokument id:1853
Registreringsår:1863
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Taatsiarsuaq
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 303 - 305
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, II, 4' nr. 237 ss. 928 - 936.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

"Taama allattunga, Aron", 1999, II: 303 - 305: Oqaluttuaq Taatsiarsuarmik.

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 62 - 65

 

Dansk version sammenstykket af denne og en anden variant i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 81.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 69, ss. 370 - 372: The Angakok Ataitsak practicing his Art with the Benevolent Ingnersuit.

 

Resumé:

Taat. er storangakkoq / åndemaner. Han tar altid ud på fangst alene og aldrig langt ud fra bopladsen. Vil han have selskab tilkalder han sine hjælpeånder blandt innersuit og fanger sammen med dem.

En dag harpunerer han en stor sortside, der kæntrer ham så akavet at han må ud af kajakken for at komme oven vande. Først da han ryster af kulde husker han sine hjælpeånder, hvoraf een ankommer på et øjeblik og får ham vippet op på sin kajak. De andre støder til også deres bedste fanger, der sinkes af den fangst han har på slæb. Denne vender og tømmer hans kajak og tilbyder ham en dejlig mønstret sweater, som han nyligt sammen med en masse andet uldtøj har købt af de engelske hvalfangere. Innersuit bringer ham med hjemad, råber til dem inde på stranden at de medbringer ham, som de plejer at gå i læ hos. Vel i hus afklædes han alt sit tøj, farer pludselig nøgen rundt som en gal, får varmen, falder til ro og beværtes med alskens mad.

       Derefter ber man ham som åndemaner at finde ud af hvad der er i vejen med deres bedste erhverver, der ligger sygelig hen.

       Om aftenen holder Taat. så seance og ser mandens gamle tante tæt på den syge. Diagnosen er således stillet: hun er i færd med at forhekse ham. Under næste aftens åndemaning skal hun så fanges, dvs. harpuneres. Men først får Taat. hende til at snakke, og hun fortæller at hendes vrede mod den unge slægtning skyldes, at han tidligere har givet hende en rigelig kødgave efter rensdyrjagten, men sidste gang, hvor han endda både havde nedlagt ren og en stor hvidhval, fik hun intet. Taat. får nemt tilladelse af de andre til at dræbe hende og ber dem hjælpe med at holde harpunlinen efter kastet. Da hun ikke som håbet blotter sin front ved at læne sig bagover, men stikker hovdet ind under albuen, kan han ikke ramme hende ordentligt. Hun opdager hans hensigt, smutter væk, men bliver alligevel ramt i fodsålen. Taat. ber så om at man går hen og ser til tanten, der ganske rigtigt ligger død af blodtab fra såret i fodsålen.

       Taat. får talrige værdifulde taknemmelighedsgaver med hjem. Men undervejs vil de uafbrudt ud og væk fra kajakken og gaven af hvalrostænder stikker ham voldsomt. Han kommer dog hjem med det hele og hver gang så længe han fanger og han er ude slutter den unge innersuaq sig til ham og forærer ham et eller andet værdifuldt med hjem.

 

Var.: Ataatsiarsuaq; Ataatsiaq

 

Hist.: Det er en almindelig opfattelse i mange fortællinger om innersuit at de har meget gode handelsforbindelser med de europæiske hvalfangere.

       Fortællingens østgrønlandske baggrund virker iøjnefaldende:

hér er den almindelige forestilling om relationen mellem en åndemaner og hans hjælpeånder, at de varmer sig i hans indre (altså ikke blot søger læ hos ham) under seancen, når hans tarneq er på rejse og de på skift smutter ind i hans krop. Det samme gælder åndernes gavers uvilje mod at følge deres ny ejer. De vil hjem igen. Se fx Sandgreen 1987, Innartuaqboens himmelrejse.

Kommentar: Bemærk at Taatsiarsuk som optakt til sit ophold hos ånderne gennemgår en lille initiationsrite, hvor han nøgen mister besindelsen og farer rundt som gal. Forløbet minder stærkt om både den østgrønlandske lærlings opvågnen i nøgen frysende stand efter at have været ædt af isbjørnen eller kæmpehunden, og om hans "forløsning" i rasende omkringfaren: Se fx Sandgreen 1987, Den lille elv med det store dyr; og Jens Rosing 1963: Aggu / Akku.

Tagpîtsoq tagpigsissoq / tappiitsoq tappissisoq

Print
Dokument id:1895
Registreringsår:1924
Publikationsår:?
Arkiv navn:
Fortæller:Lyberth, Gert
Nedskriver:Lyberth, Gert
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Tagpîtsoq tagpigsissoq / tappiitsoq tappissisoq
Publikationstitel:Kalaallit Oqaluppalaavi
Tidsskrift:
Omfang:2 sider
Lokalisering:Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Håndskr.: KRKB 5,1, læg 5.

 

Oversættelse ved Signe Åsblom:

 

Engang havde Inik været ude på fangst og havde fanget en remmesælunge. Han havde egentlig tænkt sig, at hans bedstemor skulle lave et brikseskind af skindet. Men han endte med at beslutte sig for, at det skulle bruges til en harpunrem. Det viste sig så, at han på den måde havde fornærmet sin bedstemor. Og da skindet blev skåret op til harpunremme, ramte nogle sprøjt hans øjne og gjorde ham blind. Og det viste sig at det var hans bedstemor, der på den måde havde forhekset ham.

       En dag sad Inik på briksekanten og sagde: "Det lyder som om en isbjørn står uden for døren; kom med min bue!" Så hjalp hans bedstemor ham med at sigte mod isbjørnen, og derefter fyrede han pilen af. Isbjørnen døde og væltede omkuld. Inik sagde: "Jeg tror faktisk jeg ramte den." Bedstemoderen svarede: "Nej, du ramte forbi." Og når hun kogte noget af isbjørnekødet fik Inik ikke noget.

       En dag sagde Inik så til sine lillesøster: "Kan du tage mig i hånden og følge mig ind i landet?" Og snart efter var de på den store slette, og da han havde sat sig ned, forlod lillesøsteren ham der.

       Et øjeblik efter hørte Inik, at en stor flok gæs kom flyvende hen over hovedet på ham. Selv om det lød som om de var fløjet væk, kunne han høre hvordan nogle af dem kom flyvende tilbage og hen til ham. Og en af dem sagde pludselig: "Her er der et stakkels lille menneske." Samtidigt strøg den hen over Iniks øjne med sin vinge og sagde så: "Lad endelig være med at åbne øjnene før du kommer hjem." Og da Inik kom hjem og åbnede øjnene, kunne han se igen.

       Dagen efter gik han hen langs med iskanten og opdagede en hel flok narhvaler og hvidhvaler, der dukkede op for at ånde ud for isen. Så snart han havde set dem gik han hjem, og der sagde han til sin bedstemor: "Kom med mig i morgen ud til de mange hvidhvaler, så er der en chance for, at jeg kan fange noget. Jeg er nemlig nødt til at have en erfaren person med, Vil du ikke være rar at følge med?" Hun undslog sig bestemt ikke, og dagen efter fulgte hun ham derud. Da han havde harpuneret én ville han harpunere en anden, men først bandt han sin særdeles modvillige lille bedstemor til harpunremmen som fangeblære, og defter kastede han harpunen. Først blev hun slæbt hen ad isen, men til sidst ramte hun vandet med et plask. På den måde hævnede han sig på sin bedstemor, fordi hun jo havde gjort ham blind ved at forhekse ham.

       Det fortælles at da Inik og hans lillesøster blev alene, begav de sig ind i landet. Og da de nåede frem til et sted med mange telte slog de sig ned hos dem. Inik fik sig en kone blandt dem og lillesøsteren fik sig en mand. Og begge fik børn.

 

Billedtekst:

Han bruger sin usle bedstemor som fangeblære / fangstblære.

 

Oversat af Signe Åsblom.

Var.: Tutigaq; Rink II 62; Uluaa; Holtved nr. 37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III nr. 330.

 

Hist.: En meget udvandet og tandløs version i forhold til de fleste ældre versioner.

 

In English:

 

One day, Inik had been hunting and caught a young bearded seal. He had actually planned that his grandmother would use the skin to make a bed cover. But in the end he decided to use it to make a harpoon line. It turned out that he had offended his grandmother. And when the skin was being cut up into harpoon lines, some liquid sprayed into his eyes and blinded him. It became evident that it was his grandmother who had cursed him in that way.

       One day, Inik was sitting on the edge of the plank bed and said, “It sounds like there is a polar bear outside the door; pass me my bow.” So his grandmother helped him to aim at the bear and then to shoot the arrow. The polar bear died and fell to the ground. Inik said, “I actually think I hit it.” His grandmother replied, “No, you missed.” And when she cooked some of the bear meat, Inik did not get any.

       Then one day Inik said to his little sister, “Would you take me by the hand and lead me inland.” Soon afterwards, they were on the great plain and when he had sat down, his younger sister left him there.

       A moment later, Inik heard a flock of geese fly over his head. Although it sounded as though they had flown away, he could hear that some of them had flown back and over to him. And suddenly, one of them said, “Here is a pitiful little person.”  At the same time it swept down, brushed over Iniks eyes with its wings and then said, “Be sure to wait until you get home before you open your eyes.” And when Inik arrived home and opened his eyes, he was able to see again.

       The next day he walked along the edge of the ice and discovered a whole pod of narwhals and belugas which came up to breathe along the edge of the ice. As soon as he had seen them, he went home. When he got there, he said to his grandmother, “Come with me tomorrow when I go out to the many belugas and then there will be a chance that I will catch something. In fact, I need an experienced person to accompany me. Would you please come with me?” She certainly did not decline and the next day she accompanied him when he went out. When he had harpooned one, he wanted to harpoon another one but first he tied his extremely reluctant little grandmother to the harpoon line as a hunting bladder and then threw the harpoon. At first she was dragged across the ice, but eventually she fell into the water with a splash. Thus he exacted his revenge on his grandmother, because she had after all blinded him by putting a curse on him.

       It is said that once Inik and his younger sister were alone, they set off inland. Furthermore when they reached a place where there were many tents, they settled down with them. Inik found himself a wife among them and his little sister found herself a husband. Both of them had children.

 

Caption: He uses his pathetic (could also be miserable/despicable- Luci) grandmother as a hunting bladder / hunting bladder.

 

Translated into Danish by Signe Åsblom.

Tutigaq, Aron 356; RinkII 62; Uluaa; Holtved no.37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III no.330.

 

Hist.: A very watered down and tame version compared to most of the older versions.

 

Transl. into English by Lucy Ellis.

By courtesy of Craig Mishler. See: Diving Down: Ritual Healing in the Tale of the

Blind Man and the Loon by Craig Mishler, Vadzaih Unlimited, 3910 McMahon Avenue

Anchorage, AK 99516, [email protected]

Tarajutoq ? / Kivioq ?

Print
Dokument id:1841
Registreringsår:1863
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2488, III, 4'
Fortæller:Amos Daniel
Nedskriver:Amos Daniel
Mellem-person:Hansen, Einar
Indsamler:Rink, H.
Titel:Tarajutoq ? / Kivioq ?
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 124h - 135v, nr. 338
Lokalisering:Illorsuit: Uummannaq
Note:

Oversætteren har ikke kunnet klare Amos Daniels ulæselige håndskrift.

Tartitsinnaaq

Print
Dokument id:53
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Luutivik (Lûtivik / Ludvig)
Nedskriver:Luutivik (Lûtivik / Ludvig)
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Tartitsinnaaq
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 419 - 421
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, V, 4' nr. 212 ss. 1037 - 1040.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 419 - 421: Oqaluttuaq Tartitsiannaamik.

 

Resumé:

Tartitsinaaqs forældre flytter med hende til en anden boplads, fordi de ikke kan bære at kunne miste hende (ved ægteskab). Her opdager moderen efterhånden, at datteren ligger i med sin store hund hver dag, når hun går ud efter bær. Forældrene lader som ingenting, også da Tartitsinaaq begynder at svulme op og låner større og større fugleskindspelse af sin fars for at skjule graviditeten. Moderen stjæler sig også efter hende, da hun har født. Det er lutter hundemennesker, hund i den ene side og menneske i den anden. Kun een skiller sig ud ved at have forkrop som et menneske og bagkrop som en hund. Efter nogen tid beder faderen hende bringe hele molevitten hjem, men da de bliver større og for uhyggelige, ror han dem over til en ø med en konebåd fuld af mad / proviant. Den spiser de længe af. Faderen kommer derefter med mellemrum med en hel sæl, der, da han ældes med svigtende fangstevne, blot bliver til et stykke af en sæl. Datteren bliver arrig og beordrer børnene at dræbe deres bedstefar næste gang han kommer og de slikker hans kajak ren for blod og spæk. Han kommer ellers med et ordentlig læs af kød, men de lystrer, og bagefter, i endnu større raseri over ikke længere at have nogen forsørger, tryller hun over et såleskind og sender hele kuldet østpå (?) over havet med besked om at lave ting ud af alt muligt. De lander langt borte, går ind i landet allesammen undtagen den aparte hund, der må blive ene tilbage på en klippeknold.

 

Var. + Hist.: En speciel version af Kvinden der blev gift med en hund (se også Tartuneqi). Luutivik bryder sig åbenbart ikke om at nævne, at det er europæernes oprindelsesmyte. Det er usikkert hvem den aparte hundemand, der ikke kan følge med de andre ind i landet, hentyder til, men det er en transformation af det traditionelle skel mellem dem, der sendes til indlandet som eqqillit, livsfarligehundemennesker, der er hurtigløbere, og det andet hold, dvs. de hvide, der bliver hav-mennesker og kommer tilbage over havet med fremstillede handelsvarer. Heller ikke eqqillit vil Luutivik åbenbart kendes ved, idet han anbringer deres traditionelle stamfar ene på en øde ø's klippeknold.

Tasiusarmiorsuaq / Den store Tasiusarmioq

Print
Dokument id:1740
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Enevold, Thomas
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Tasiusarmiorsuaq / Den store Tasiusarmioq
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:ss. 66 - 68, nr. 9
Lokalisering:Qoornoq: Nuuk / Godthåb
Note:

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 9, ss. 25 - 28.

Rink 1866-71, II: s. 51 - 53, nr. 20.

 

Resumé af Rinks tekstnære oversættelse:

 

Den store Tasiusaqbo er åndemaner / angakkoq, men har endnu ikke

afsløret sig offentligt. Hans kone føder lutter døtre, men de

dør som små, og konen bebrejder ham, at det er fordi han altid nedlægger

renkalve. Fornærmet går han hjemmefra og møder en qivittoq / fjeldgænger, der

fortæller ham sin historie: Hans far beklagede sig engang over,

at han kun havde fået sønner. Fornærmet gik drengen hjemmefra,

mødte forskellige dyr i menneskeskikkelse og til sidst nogle

tornit (indlandskæmper), der gav ham fangstpart i en enorm

hanren. Han stegte kødet, spiste det og sov for første og

sidste gang. Nu var han fortabt. Han hørte verdens yderkanter

skælve, og han opfordrer T. til at vende hjem og blive frelst. T. vender

ganske forstyrret hjem, men får efterhånden fortalt om sin oplevelse

og bliver rask. Derefter går han aldrig mere på renjagt.

 

Hist.: Kristen påvirkning er tydelig på forestillingerne om

qivittut, der i traditionelle fortællinger oftest optages blandt

enten ånder eller fremmedartede mennesker, for senere kun at komme

tilbage på et enkelt besøg.

Nu er qivittut i kristen forståelse fortabte, og hér er endog dommedag nært

forestående.

 

Tasiusaq er et almindeligt stednavn, men det kan være bopladsen nær

Nanortalik, hvor man endnu i 1700-tallet jagede rener.

 

K. Thisteds kommentar til Rinks oversættelse:  En ret tekstnær oversættelse,

men efter møderne med hhv. harerne og rævene i menneskeskikkelse, står

der vistnok ikke, at de hoppede af sted, lystige at se til (Rinks

oversættelse), men noget i retning af "Så forstod man jo hvordan det

hang sammen!" (Silalli eqiiallannannguarsi! Så blev man pludselig rigtig vågen; qivittoq'ens fortællerkommentar).

Taunagongana turnirdlok puvlavinakardluni / Tunerluk / Tunnerluk

Print
Dokument id:376
Registreringsår:1866
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, V. 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Jonassen, Søren
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Taunagongana turnirdlok puvlavinakardluni / Tunerluk / Tunnerluk
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 790 - 792, nr. 160
Lokalisering:Qoornoq: Nuuk / Godthåb ?
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Dette fortæller man om Tunerluk, som tog ind i fjorden

på sommerophold: De havde en eneste datter. En dag tog manden ud på

rensdyrjagt, og konen gik ud sammen med sin lille datter for at

plukke bær. Hun satte barnet på jorden, idet hun med mellemrum

kiggede til hende. En gang hun kiggede til det sted, hvor hun var, var

hun pludselig væk. Hun ledte efter hende overalt, men hun kunne ikke

finde hende. Til sidst gik hun ned (hjem). Noget senere kom manden

hjem. Han råbte ind: "karsomagoarasok sikinassarsivakit (du søde

derinde, jeg har fanget noget, hvis skind du kan få bukser af)." Konen

svarede ham ikke. Han gentog råbet; så svarede hun: "Hun forsvandt for

mig, mens jeg plukkede bær" (nipingoa Parîngunuk ugapok). Da manden

hørte dette, blev han meget vred. Straks søgte han åndemanerhjælp.

Han forsøgte sig med samtlige åndemanere, men da de ikke kunne finde

ud af noget, måtte han give op.

 

En dag han var ude på fangst, traf han en lille ældre mand, der fiskede. Manden spurgte ham ud, og den lille gamling sagde, at jo, han kun kunne udspørge ånder. Manden tog ham med hjem. Om aftenen bandt han ham på hænder og fødder (til qilerneq ?). Han pegede ivrigt på noget (oparûvatotisinamijûle) ud for ham deroppe, deroppe (? ilirnu ilirnu) ad nunatakken til i øst, til nunatakken oppe i indlandet.

Tunerluk bad sin kone om at sy nye såler på både gamlingens og  hans

egne kamikker.

 

Næste morgen nûlerami (uullarami - om morgenen) fulgte

han hans slædespor. Da de nåede frem til de høje fjelde, kunne han ikke

finde ud af, hvor det var, og de måtte vende tilbage.

 

Om aftenen bandt han ham (som blot udspurgte ånder) på hænder og fødder, for at han skulle finde ud af, hvor den østre nunatak lå.

 

Næste dag tog de af sted endnu engang. Da de nærmede sig de høje fjelde, råbte hans følgesvend: "Til den østre  nunatak."

Da han kom til den østre nunatak, gik han ind i huset. Derinde sad to store indlandsboere, to brødre. Da han gik ind i rummet, greb han den ene og kylede ham

ind i bagvæggen. Han greb også den anden og smed ham ud til indgangen.

Så tog han datteren og bar hende ud. Han gik ned med hende og tog af

sted dagen efter. Da han næste dag var ved at nå frem til sit store

telt illûngami sangarnirinarsooq (? kom der  noget på tværs ved hans

ene side) agidlarnialerluni allarnik ajollerami (og han kunne ikke

komme af stedet og hjem, hvor meget han end prøvede). Han kiggede

bagud og så, at en stor indlandsbo halede ind på ham. Da han så ham,

blev han rasende. Han vendte sig om og tog et par åretag i hen imod

ham. Han gjorde sig klar og kastede sin harpun. Han ramte ham i øjet

med et stort knald.

 

Dagen efter han kom hjem var Tunerluk ude på fangst. Der kom to kajakmænd. Tunerluk fik dem på besøg og den ene, der sad på en kramkiste, sagde: "Tunerluk tunernut pitsirisûsit tussangualara - du får den store hjælpeånd (jeg har ellers hørt, at Tunerluk har fået en stor hjælpeånd hos de genstridige indlandsboere).

Tunerluk sagde: "Luk låget op på den kiste, som du sidder på." Det

gjorde han. Kisten var fuld og tung af (hvalros- eller narhvaltænder).

Så sagde den anden: "Uanga tussangualara Sûrkarsoaler pitsavat (? jeg

har ellers hørt at du skulle have mange hvalbarder). Herefter sagde

Tunerluk: "Gå ud og kig ind i det andet forrådsrum." Han gik ud og

kiggede ind i det andet forrådsrum. Det var fuld af hvalbarder.

Tunerluk pitsirisota (? det var ikke for ingenting, man havde hørt om

Tunerluks rigdomme) blev ikke hørt. Slut her.

 

Denne fortællling er svær at få noget ordentligt ud af. Chr. B.

 

Var.: Tunerluk (to versioner); Angangujuk; Amarsissartoq; Amaarsiniooq; Innersuanut mingaatittoq; Meddr. Grønland 109(1), ed. by H. Ostermann, 128; Matakatak; qilaamasoq.

The blind boy and his sister / The genesis of the Narwhal

Print
Dokument id:664
Registreringsår:1937
Publikationsår:1951
Arkiv navn:
Fortæller:Amaanalik (Amaunalik)
Nedskriver:Holtved, Erik
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:The blind boy and his sister / The genesis of the Narwhal
Publikationstitel:The Polar Eskimos, Language and Folklore I
Tidsskrift:Meddr Grønland 152(1)
Omfang:side 152 - 165, nr. 37
Lokalisering:Avanersuaq / Thule
Note:

Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.

 

Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side 59 - 64.

 

Resumé:

En bedstemor bliver ladt alene med sine to børnebørn. Det ene

af børnene er en blind dreng, det andet en lille pige.

En dag kom en bjørn hen til deres hus. Den lugtede til vinduet. Da

bedstemoren så dette, sagde hun til sin blinde barnebarn: "Prøv om du

kan skyde den, jeg henter buen og sigter for dig." Der lød et kæmpe

brag. Bedstemoren sagde, at han havde ramt væggen. Han vidste at hun

løg, fordi han havde ramt bjørnen lige i brystet. Bedstemoren gik

udenfor sammen med den lille pige. Hun sagde til hende: "Lad os trække

bjørnen et andet sted hen, så kan vi spise den der. Din bror er blind,

så han behøver ikke at spise så meget." De trak bjørnen væk, for at

flænse den. Men bagefter sagde pige til sin storebror: "Du skød en

bjørn, nu har vi nok at spise, bedstemor flænser den et andet sted, og

jeg må ikke fortælle det til dig." På den måde behandlede bedstemoren

ham.

Bedstemoren og pigen begyndte at spise bjørnen. Idet de spiste lod

pigen noget kød falde ind under sit tøj, og dette kød bragte hun til

sin bror. Dette gjorde pigen, hver gang hun og bedstemoren spiste af

bjørnen, fordi bedstemoren ikke ville give drengen noget at spise.

Den blinde dreng var blevet tørstig. Han bad sin søster føre sig ned

til søen. Det gjorde hun, men hun græd bitterligt. Nede ved søen sagde

broren til hende, at hun skulle gå hjem igen, og at hun skulle

stable sten i små bunker hele vejen hjem. Hun gik, stadig grædende,

og gjorde som han havde sagt.

Broren sad nu ved søens kyst, han var meget tørstig, men kunne ikke

komme hen til vandet. Da hørte han en frygtelig hvislen, og en stor

fugl kom hen til ham, den sagde: "Hold fast om min nakke!" Det gjorde

drengen, og fuglen dykkede ned i søen, hvor de forblev i lang tid. Da

de endelig kom op til overfladen, var drengen helt udmattet. Fuglen

spurgte, hvordan han havde det. Drengen havde det fint. Fuglen sagde,

at han skulle holde fast en gang til, så dykkede de igen. De dykkede

længere og længere tid, og for hver gang de havde været nede, fik

drengen mere og mere af sit syn tilbage. Drengen kunne nu se. Fuglen

fløj, idet den sagde, at den ville sende ham noget, som han kunne

spise.

 

Drengen fandt de stenbunker, som hans søster havde lavet, og han

fulgte dem. Da han næsten var nået hjem, så han et bjørneskind et

stykke fra huset. Bedstemoren og pigen var hjemme, og da han trådte

ind, sagde han, at han havde set et bjørne-skind på vejen. Bedstemoren

sagde, at det havde de fået af Peersorsuaq. Så blev de inde i huset,

og der skete ikke noget særligt.

 

En dag fik han øje på nogle hvidhvaler, der svømmede lige ud for

kysten. Han gjorde sin harpun klar, og lod lillesøsteren hold fast i

harpun-linen. På den måde blev hun hans fangst-partner, og dermed fik

hun ret til halestykket. Han harpunerede en hval med linen bundet til

sin søster. Da bedstemoren så det, ville også hun bindes til

harpun-linen, så hun også kunne få part i den næste hval, som drengen

fangede. Drengen adlød, og på den måde blev også hun

fangst-partner. Den næste hval han harpunerede var mor til de to

hvaler, som han allerede havde fanget. Bedstemoren begyndte at trække

linen ind, og selvom hun fik fat i sit barnebarns kamik, trak hvalen

hende med ud.

 

Hvalen trak hende med ned under vandet. Hun råbte efter sin ulu, for

at kunne skære linen over, men hvalen trak hende med. Hun blev

forvandlet til en sort narhval-han med en lang stødtand.

 

De to børn blev ved huset, men begyndte at længes efter andre

mennesker. De begyndte at vandre. De så en lille spurv, som var ved at

føde, det var svært for den, fordi dens vagina var helt udtørret.

Pigen spyttede på sine fingre og rørte ved spurven. Da den havde

født, var de meget glade, de to spurve. De forærede børnene en hvid

hund, et stort stykke træ og et stykke forarbejdet træ. Børnene tog

tingene med sig, og gik videre.

 

De så et stort hus, og eftersom broren var ved at blive tørstig,

spurgte han søsteren, om hun ville gå ind i huset, for at spørge om

han kunne få noget at drikke. Pigen gik hen til indgangen til huset og

spurgte: "Kan min bror få noget at drikke?" "Kom ind, kom ind!" lød

det inde fra huset, hvor man kunne høre, at den ældste i huset bevægede

sig imod hjørnet, fra den anden ende af sove-briksen.

Pigen blev ved med at spørge om vand til sin bror, og den ældste i

huset blev ved med at sige, at hun bare skulle komme ind.

Til sidst gik pigen ind. Broren hørte hende skrige inde fra huset, og

han gik ind efter hende. Idet han gik ind i huset, blokerede han

indgangen, og han så klo-troldene slikke resterne fra hans

lille-søsters knogler. Han blev så gal, at han tog det stykke træ, som

han havde fået af spurvene, og jog det i maverne på troldene, så de

alle faldt døde om. Han dræbte også en kvinde og et lille

trolde-barn, som var faldet ned på gulvet.

Han græd bitterligt, da han samlede knoglerne fra hans søster op i sin

sælskindjakke. Han bandt dem på ryggen. Da han begyndte at gå,

forvandlede hunden sig til en hunde-figur, det forarbejdede træ til et

blad og træ-stykket til et græs-strå.

Han gik, mens han hele tiden sang med søsterens knogler på ryggen.

Da han havde gået et stykke tid, følte han at knoglerne blev tungere

og han hørte søsterens stemme sige: "Store-bror, kunne jeg blive

ordnet lidt?"

Han satte knoglerne i orden, tog dem på ryggen og gik videre syngende

og grædende. Dette gentog sig, og til sidst, da knoglerne var blevet

for tunge at bære på, sagde hun: "Store-bror, kunne jeg komme ned og

gå?" Broren sagde, at hun skulle vente. Til sidst fik hun sin vilje,

og hun kom ned at gå. Hun blev meget hurtigt udmattet, så broren måtte

bære hende igen. Hun plagede ham om at komme ned at gå, og så fik hun

lov til det.

 

De gik og gik. Et sted så de en mængde runde stykker rensdyr-talg. De

lugtede til dem, for at blive klar over om de faktisk lugtede af møg. Det var

ekskrementer. Efter et stykke tid kom de til en stor flok mennesker.

Da søsteren så dem, gemte hun sig bag broren.

Menneskene spurgte, hvorfor hun gemte sig. Broren svarede, at det var

fordi hun var blevet spist af mennesker. Menneskene forsikrede, at de

ikke var menneske-ædere, og at de ikke behøvede at være bange.

Menneskene var indlands-boere, og de havde ikke nogen anus.

Når de spiste, blev deres ekskrementer til rensdyr-talg, som de havde

i munden. De tissede ud af en tap i hånden.

Hos disse indlands-beboere slog broren og søsteren sig ned.

Søsteren giftede sig, og blev gravid. En indlands-beboer var også

gravid. Da indlands-beboeren skulle til at føde, skar den ældste mand

maven op og tog barnet ud, derefter voksede maven sammen igen.

Da søsteren skulle føde, ville den ældste også skære hendes mave op,

men broren sagde, at hun godt kunne føde selv. Et stykke tid efter

fødte hun. En gammel kvinde opdagede, at barnet havde et anus, og hun

sagde: "Se mit barnebarn har et anus, hvor er min kødpind, hvor er

min kødpind?" Da hun havde fundet den, stak hun den op i sig,

fordi hun ville have en anus. Der lød et brag, da det brast. På den

måde døde hun, fordi hun ville have et anus, ligesom sit barnebarn.

 

Var.: Søg på: blind / blinde; Tutigaq; Rink II 62; Uluaa; Holtved nr. 37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III nr. 330. Lyberth 1924 tappiitsoq. Narhvalens oprindelse; Hvorledes narhvalen blev til;

Tiffariki Pusimmaarlu / Tiffariki og Pusimmaaq

Print
Dokument id:1778
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Thomas Enevold
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Tiffariki Pusimmaarlu / Tiffariki og Pusimmaaq
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:ss. 76, nr. 14
Lokalisering:Qoornoq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

 

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 14, s. 35 - 36.

Kort resumé i Rink 1866-71, II: s. 106, nr. 67.

 

Resumé af uddraget: En lille sort mand i kajakpels og med afklippet

hår siger til Tiffariki, der er på renjagt med sin tjenstepige Pusimaaq, at

mens hans bedstefar var baby / spædbarn, var der endnu mange alke, og nu vil der

snart komme mange a-a-alke. Det samme siger han om sæler. På vej ned af fjeldet revner Pusimaaqs bukser i varmen, må efterlades på fjeldet, og da T. når ned finder han sin kone døende.

 

Kommentar: Ressourcers forsvinden og komme; underforstået er Tiffariki utro med tjenestepigen, men ellers fremgår pointerne ikke krystalklart af uddraget. Teksten må læses på grønlandsk i ovennævnte trykte udgivelse

To gamle hvis søn blev dræbt og hvis datter fik børn med en haj

Print
Dokument id:234
Registreringsår:1860
Publikationsår:1997
Arkiv navn:
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:To gamle hvis søn blev dræbt og hvis datter fik børn med en haj
Publikationstitel:Fortællinger & akvareller
Tidsskrift:
Omfang:ss. 199 - 202
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 77h - 79v (slutning mangler, ses i afskriften).

Publiceret transskription af orig. håndskr.: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 199 - 202: Utoqqaat ernrat toqutaasoq paniallu eqalussuarnik meeqqiortoq.

 

Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 229.

 

Resumé:

Et ældre ægtepar, med en næsten voksen søn og en datter, bor alene om sommeren med en enkelt nabofamilie og, på den modsatte fjordbred, en større sommerplads med folk, der ustandselig synger og danser med tromme udendørs. Sønnen tager på besøg derovre men bliver dræbt, og hans kajak bliver molestreret med store rifter. Naboen finder kajakken og bringer den til forældrene, der beslutter sig for hævn. De tager over fjorden, venter til et par unge mænd kommer ud, klovner for dem og foreslår dem at trække armkrog to og to. Manden kan en styrkende formular / serrat, og han får ret hurtigt gjort det af med sin modstander, mens hans kone har bidt sig fast i den anden med tænderne. Sammen får de også denne unge mand dræbt. De skærer testiklerne af dem og hænger dem op på deres pander. De skjuler sig i nærheden og overværer næste morgen de efterladtes sorg, hvor man bebrejder hinanden drabet på den unge mand, der altså har vist sig at have slægtninge. Forældrene flytter nordpå med deres datter, manden dør, og enken og den ugifte datter forsøger at slå sig igennem efteråret med bær. Datteren kommer dog aldrig hjem med ret mange bær, hvorfor moderen belurer hender og ser, at hun har et forhold til en haj. Da hun bliver gravid, finder moderen hver morgen en friskfanget ilanddreven sortside, og da hajungerne (to) er født, ligger der talrige sortsider hver morgen. Ungerne tumler sig på briksen, én af dem får derved slukket lampen, og begge tumler ned og durk ud i havet. Derefter bliver der ikke afleveret flere nyfangne dyr på strandbredden. Men mor og datter klarer sig gennem vinteren på det de allerede har samlet ind til forråd.

 

Var.: 1. episode: En historie om et gammelt ægtepar, der hævnede deres søn; Iviangersuunnguaq; Uikkiaq; Isigarseraq, Isigaaseraaq, men oftest med et ganske andet indhold; De gamles hævn over deres sønner; Fortællingen om den lille

ældre mand, som havde en eneste søn;

2. episode: Pigerne / Den forældreløse / Pigen der blev gift med en haj.

Lignende: En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn; Nakataamilaarpara. Den forladte kvinde med plejedatter. En fortælling (om en haj der forsørgede forældreløse); De, der havde fangstplads på den anden side af briksen; Hajfisken som forsørger; Two deserted ones get meat from guests; Kunuanannguaq; En fortælling om enlige kvinder; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn; De forladte børn, Kragh nr. 64;

 

Hist.: Moral: Som altid når Kreutzmann, fortæller om sexuelle forbindelser mellem dyr og mennesker, forløber det lidt anderledes end i de mere traditionelle varianter, hvor flere af dem til slut lader hajen blive dræbt af sin eneste fjende, kaskelothvalen. Forinden har den dog vist sig uegennyttig hjælpsom ved at tilbyde sig som de efterladte pigers eller forældreløses dygtige forsørger. Hos Kreutzmann betaler hajen kun sin skyldighed, indtil børnene følger hans natur. Måske adskillige europæiske koloniansattes alimentationssager er den legale model for denne hajs adfærd.

Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34.

Tornit

Print
Dokument id:1844
Registreringsår:1863
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2488, III, 4'
Fortæller:Amos Daniel
Nedskriver:Amos Daniel
Mellem-person:Hansen, Einar
Indsamler:Rink, H.
Titel:Tornit
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 155h - 166h, nr. 341
Lokalisering:Illorsuit: Uummannaq
Note:

Oversætteren har ikke kunnet klare Amos Daniels ulæselige håndskrift.

Tre unge brødre

Print
Dokument id:1834
Registreringsår:1860
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2488, III, 4'
Fortæller:Nikolai
Nedskriver:Rosing, U.
Mellem-person:Rosing, U.
Indsamler:Rink, H.
Titel:Tre unge brødre
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 70h - 72v, nr. 325
Lokalisering:Illutuaarsuk: Sydøstgrønland
Note:

Kort resumé i Rink 1866 - 71, II, nr. 124.

Renskrift tillempet nudansk stavemåde af Rosings nedskrift på ældre dansk. (En nedskrift på grønlandsk findes ikke):

 

Tre unge brødre som ikke kunne vokse agtede at vade i vand en dag. De gjorde det; men mærkede de samtidig at de kunne svømme som de lystede, dykke når de ville og det dybt, blive længe under vand om de gad. - Faderen til disse drenge ville altid helst bo for sig selv, borte fra sine slægtninge, da disse gerne ville stå på kant med ham. - En dag udtalte den yngste af brødrene om at gå i vand, hvilket de andre gik ind på ligesom faderen selv fulgte med for at se på dem. Da de var kommet til en sø, klædte drengene sig af og kastede de sig på een gang ud i søen. De dykkede og blev længe væk, til sidst var solen ved at gå ned og manden troede nu at de var væk for godt, hvorfor han gik grædende hjem. Men til sin store glæde fandt han børnene hjemme, nok så glade.

       Faderen roede endog i sin kajak og traf på andre fangere, hvoraf flere var af hans familie. Med beundring fortalte han nu om sine børn, hvorledes de kunne svømme og dykke. De andre fangere troede ham ikke straks, men foreslog de at de samlede engang skulle se på børnenes svømning. Samtidig rådslog de med hinanden indbyrdes at de ville dræbe drengene, og dette af bare misundelse over, at de selv ingen drengebørn havde.

       De mødte altså samlede en dag hos eneboeren og gik med ham og sønnerne op til en sø. Efter at drengene havde kastet sig i søen, stod de fremmede parate med sten i hænderne for at kaste på de små svømmere når disse kom op fra dykningen. De ventede og ventede på deres tilsynekomst; men de blev væk og kom ikke op. Da de blev kede af at vente sagde de: "Ja, drengene har mistet åndedrættet dernede i dybet, de er døde og borte." Derefter gik de hjem, og da de kom ind i huset for at drikke vand forinden de stak væk i deres kajakker, fandt de med forbavselse drengene endnu dryppende af vandet sidde smilende på en sidebriks. - Herover blev de stridbare slægtninge gode venner med eneboeren og flyttede de sammen hen til et sted.

       Fangerne gik ofte samlede på fangst og det især efter hvalrosser. Drengene derimod stak ud i søen og lænsede af og til en hvalros hvornæst de kom op med stykkerne de nede i vandet havde flænset.

       Det var forår engang da en konebåd tog ud på hvalrosfangst. Da så en hvalros blev set blottede den ældste dreng sig. Efter at han havde udtalt at hvis han dræbte hvalrossen ville han atter komme til syne. Han sprang ud ved siden af båden men ingen så ham oftere eller hvalrossen. Den anden dreng sagde idet at han sprang ud, "er jeg ikke ved stranden når I kommer til land, så er jeg død." Den tredje ytrede, "er jeg ikke i land når I kommer dertil så er jeg væk."

        Ingen af de to yngste viste sig mere. De var og blev borte.

 

Var.: ID 1127. Svømme under vandet som en sæl.

 

Hist.: En speciel, og formentlig kristent påvirket, version af fortællingen om drengene (aldrig flere end to), der bliver opdraget til at svømme under vand og derved bliver i stand til at ombringe familiens fjender. I denne version bliver deres evner tværtimod anledningen til at familiens medlemmer forliges og forenes. Det træk, at de tre drenge ikke kan vokse, er også nyt, og skal formentlig understrege deres hvalros-agtige evner (dyr udvikles hurtigere til voksne end mennesker). Uvisheden til slut om, hvad der egentlig skete med den ældste dreng, tyder desuden på, at denne version afviger fra sit forlæg (højst to drenge), og at transformationen endnu ikke er lykkedes. Tre drenge i stedet for de traditionelle to er muligvis påvirket af europæiske folkeeventyr.

Tuagtunguanik / Tuattunnguamik

Print
Dokument id:1966
Registreringsår:1867
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2488, IV, 4'
Fortæller:Dahl, Johan
Nedskriver:Dahl, Johan
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Tuagtunguanik / Tuattunnguamik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:ss. 399 - 400 , nr. 77
Lokalisering:Sisimiut / Holsteinsborg
Note:

Detaljeret dansk oversættelse i Rink 1866-71, II: s. 86 - 87, nr. 45.

 

Resumé:

ss. 86-87, nr. 45: Pigen Tuattunnguaq flygter hjemmefra, fordi hendes svoger vil giftes med hende også. Hun tiltrækkes gang på gang af noget sort, som gir hende angakkoq-evne / åndemaner - evne efter 5 dage. På en teltplads træffer hun en kvinde ene hjemme med børnene og vises over i en hule for natten, hvor dem der ikke vil giftes skal sove. Insekterne synger hende i søvn. Hun optages i gruppen, blir gift, og manden opdager at hun er angakkoq, fordi hendes spyt forvandles til sten i munden. Hun følges med sin mand ud på isfangst, besøger innersuit derude i/under et skær, hvor hun helbreder et barn, og får renkød som gave. Men kødet flyver tilbage til innersuit. Det går på samme vis med en taknemmelighedsgave af renkød, næste gang hun besøger dem. Derefter gider hun ikke besøge dem igen.

 

Var.: Tuattunnguaq

 

Hist.: Normalt får man aldrig noget ud af åndernes gaver. Derfor lidt sært, at hun blir så skuffet, at hun opgiver forbindelsen til disse hjælpeånder. Vandringen resulterer kun i, at hun blir angakkoq, ikke i at hun blir qivittoq, dvs. aldrig kommer tilbage til mennesker igen.

 

Kommentar: Muligvis afviger denne (Johan Dahls) variant på flere punkter fra Lûtiviks, som Rink i sin oversættelse holder sig meget tæt til

Tuattunnguaq

Print
Dokument id:55
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Luutivik (Lûtivik / Ludvig)
Nedskriver:Luutivik (Lûtivik / Ludvig)
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Tuattunnguaq
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 414 - 418
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, V, 4' nr. 206 ss. 1016 - 1020.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 414 - 418: Tuattunnguamik.

 

Let forkortet oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II: nr. 45,

ss. 86 - 88.

Kort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 124, s. 460: A Girl named Tuagtunguak.

 

Resumé:

Tuattunnguaq må flygte fra sin nygifte svoger, der også vil have hende til kone. Længe har han vogtet over hende, endog gemt hendes kamikker under dørtrinnet, men en forårsdag, han omsider er taget ud på fangst, finder hun kamikkerne og kommer af sted. Hun falder igennem isen på lavt vand, vender tilbage, tager mod nord, møder en væmmelig sort tingest og besvimer. Hun vågner, går videre, møder atter den sorte, besvimer igen, og er således ved at blive angakkoq / åndemaner. Efter fem dage på samme vis når hun en stejl skrænt, som hun bare flyver videre fra. Hun havner ved sit udgangspunkt, går atter nordpå til skrænten, flyver, havner atter hjemme, osv. i fem dage. Så går det videre nordpå til en fjord, som hun ved sit blotte ønske flyver over. Hun ser en masse gamle mennesker laste en konebåd og tage bort. Teltet står tilbage og vogtes af en kvinde, der kommer ud, fordi Tuat. ankommer med en kraftig vind på en blikstille dag. Tuat. får mad og besked om at sove oppe bagved i en hule, fordi hun har gjort modstand. Hulen er lækkert foret, men fluerne derinde råber hele tiden op om deres skaber og de holder først fnisende op, da hun skælder dem ud. Langt op ad dagen vågner hun, umiaq'en / konebåden kommer tilbage, man diskuterer om Tuat. skal blive og ender med at invitere hende til det, fordi hun er ung, og de har brug for hende. Det varer noget inden hun bliver gift, fordi hendes plejeforældre tror, hun ikke vil. Hun vågner ofte om morgenen med en hvid sten i munden, og den bliver til skum, når hun spytter den ud. Du er nok angakkoq / åndemaner, mener hendes mand. Om vinteren lader han hende efter ønske tage med ud på isen til vågefangst. En ø derude fanger hendes interesse. Hun undskylder sig med at ville tisse dér. Kan hun ikke bare gøre det på isen? Nej. Manden lader hende få sin vilje. På øen ser hun en husgang og går ind, hvor en masse mennesker endelig får bekvemmet sig til at sige, at de har kaldt på hende længe, fordi hun er så lysende. De har et sygt barn. Tuat. mener ikke, at hun er angakkoq / åndemaner, men kan se noget under barnet, et solbleget bækkenben, som hun lover at tage med ud. Man giver hende et midterstykke af et rensdyr med, men det slider sig løs undervejs, og hun må lade det flyve tilbage. Hendes mand har i mellemtiden fanget to sæler. Dem slæber hun hjem. Selv kommer han hjem med de næste to.

Næste dag gentager udflugten sig. Barnet er blevet rask, Tuat. får et stykke rensdyrtak som gave. Det skal være hendes mand, siger ånderne. Men også det slider sig løs og flyver tilbage, og hendes mand får i alt fire sæler også denne dag.

 

Var.: Tuattunnguaq

 

Hist. + kommentar: Initiation.

Luutivik er en spændende fortæller for den der interesserer sig for etnohistoriske ændringer:

Fortællingen gennemgår med episoder fra forskellige fortællinger flere trin i en (åndemaner) angakkoq-uddannelse: Faldet gennem isen ved forårstide (rejsen til Havkvinden); besvimelsen ved mødet med den første ånd (hér en slags sort djævel á la en toornaarsuk); flyveevne ved spring fra bratvæg; opnåelse af det indre lys, som kun ånder kan se; besøg hos ånder, der her er innersuit. Flere af disse træk peger klart på en tradition af østgrønlandske angakkoq-fortællinger. Dværgen Lûtivik / Luutivik hører da også til den herrnhutiske menighed, der fik sine tilhængere sydfra og dermed sydøstfra:

Episoden med den liderlige svoger genkendes fx fra fortællingerne om Kaakaaq (Sandgreen 1987: 245 - 248). Angakkoq'en der vækker opmærksomhed blandt ånderne og tiltrækker dem, fordi han/hun er så lysende (søg på lyser / lysende). Den runde, hvide sten, som i Østgrønland menes at være faldet ned fra himlen. Den kan gøre en ufrugtbar kvinde gravid, hvis hun bærer den i skridtet. Spæksten, orsugiaq, hedder den på østgrønlandsk, men det er næppe hér kryolit: orsugiak. Snarere kvarts (søg på kvarts). Almindelig i Østgrønland er også fortællingen om den unge angakkoq, der tilkaldes af ånder. De har en patient, som det lykkes åndemaneren at kurere. Denne får dog ingen glæde af åndernes takkegaver. Oftest forvandler de sig til nytteløse visne planter, men hér har Lûtivik sammenblandet dette træk med angakkoq'ens bevis på, at han har været hos nogle bestemte ånder: en stump usædvanligt stof eller lignende, som prøver at slide sig løs og flyve tilbage under hans flyvetur hjem. Al. får ikke sit bevis med hjem.

I Vestgrønland er det magiske tal for gentagelser: fem (I Østgrønland er det tre). Med hensyn til ideen med overnatningen i hulen spiller den især på myten om ungkarlen, der bliver gift med en ræv, bejles til af forskellige insekter og sover i rævens hi vinteren over. I Lûtiviks fortælling sover Al. dog kun til langt op ad dagen, og årsagen, at hun har gjort modstand, er formentlig hendes oprindelige uvilje mod et (også traditionelt uanstændigt) ægteskab med svogeren. Overnatningen i hulen med fluerne fungerer under alle omstændigheder som en initiation til livet med de nye mennesker. Men hvorfor er de alle så gamle? Det kunne være den kristne Lûtiviks begrundelse for at fortælle en angakkoq-historie fra gamle dage. Dels lader han Tuattunnguaq konstant forblive uvidende om sine angakkoq-evner. Det må en søn af 'de gamle' forklare hende. Og samtidig lader Lûtivik fluerne forstyrre Tuattunnguaqs søvn med deres råben på deres skaber, en glose af nyere dato i den kristne betydning. Se andre Luutivk-fortællinger, hvor også en synlig uvilje mod den 'u-kristne' tradition skinner igennem

Ånderne under øen i skærgården er innersuit, hvis gaver af rensdyrkød og rensdyrtak ikke vil med Tuattunnguaq hjem. Til gengæld går det fint med de to sæler, hendes mand allerede har fanget, der således kan betragtes som en slags erstatning. Måske er det de østgrønlandske innersuits ensidige orientering mod havdyrfangst / sødyrfangst, der har sat sig sit spor. De skyer alt, der har med land at gøre (Se GTV = Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere). Derimod findes der i Vestgrønland også innersuit, der jager på land. Måske har Lûtivik da inkluderet dette træk samtidig med at han har holdt sig til sine forfædres traditionelle adskillelse mellem land og hav, når det gælder innersuit. Samtidig gentages, tillige med denne rensdyrtak, ledemotivet: pigens uvilje mod ægteskab.  Ånderne vil jo give hende rentakken til mand. Måske tror Lûtivik, at det i gamle dage var helt i orden at blive medhustru hos sin søsters mand. Det reagerer han i så fald imod med de mange gentagelser: Afvisning af svogeren. Tuattunnguaqs fortsatte (antagede) modvilje mod ægteskab, der først betinger hendes associering til fortællingen om en, der blev gift med et dyr (ræv), dernæst plejeforældrenes overbevisning om, at hun ikke vil giftes, og slutteligt åndernes mislykkede forsøg på at gifte hende med en ren(tak). Endelig er en episode, som Aron har illustreret, blevet udeladt under nedskrivningen: To åndemænd møder Tuattunnguaq på kanten af den stejle skrænt. Den ene springer i havet og forvandles til en netside. Tuattunnguaq nægter at følge efter. Den anden springer så og kommer op som en netside. Hun vil åbenbart ikke forvandles fra rigtigt, normalt menneske til et umoralsk, dyrisk eller åndebeslægtet menneske, der må leve i den 'anden verden'. Formentlig er det så på dette tidspunkt, hun med afsæt fra brinken kan flyve.

Tugtutsiamik / Angakokken Tugtutssiaq / angakkoq Tuttutsiaq

Print
Dokument id:1468
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Theophilussen, Daniel
Nedskriver:Motzfeldt, Peter
Mellem-person:Motzfeldt, Peter
Indsamler:Rink, H.
Titel:Tugtutsiamik / Angakokken Tugtutssiaq / angakkoq Tuttutsiaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 777 - 782, nr. 212
Lokalisering:Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Dette håndskrift må være en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores. Håndskriften ligner ikke Peter Motzfeldts, hvis man sammenligner med Rink 2488 V, 4' nr. 202, hvor PM selv har skrevet på dansk.

 

Ret fyldigt oversat i Rink 1866 - 71, I, nr. 72, ss. 209 - 211: Angakokken

Tugtutsiaq.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 56, ss. 324 - 328.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

To forældreløse, en dreng og hans lillesøster, boede i

et langt hus. Beboerne tog ud på bærtogt og efterlod børnene

alene.

Tuttutsiaq var den ældste af børnene. Han sagde til de andre: "Skal vi

ikke lege, at vi maner ånder?" De andre begyndte at rigge rummet til. Han (Tuttutsiaq?) tog sin pels af, hængte den over indgangen og bandt enderne af ærmet sammen med senetråd. Derefter råbte han flere gange for at lokke nogen (ånder) til. Nogle af børnene blev forskrækkede og flygtede,- selv gulvfliserne flygtede med. Tuttutsiaq forsøgt at rejse sig, men

endeballerne "tasissâínaríput" (det er noget med at hans endeballer

klæber fast og bliver trukket lange som elastik). Han sagde til de

andre: "Pak den her dumme pels ind og dæk vinduerne, og tænd lamperne."

Så rejste han sig op. Han sagde til de andre børn: "I må ikke sige det

til de voksne."

 

Hen på eftermiddagen vendte konebåden hjem med dem, der havde været

ude på bærtogt. Nogle af de yngste børn, der endnu ikke havde fuld

fornuft/ der endnu var for små til at forstå det sagde: "Idag legede

Tuttusiaq, at han manede ånder. Vi, ja fliserne på gulvet

flygtede osse!"

De voksne undrede sig og sagde (til de andre): "Igiteqigisigo!

("ingiteqigisigu" ?, lad os få ham til at sætte sig ned), lad os få

ham til at mane ånder. Da de sagde det, blev han bange og vægrede

sig. Han brast i gråd. På det tidspunkt fik fangerne ingen sæler.

"Du må gøre dig klar, Tuttutsiaq!" Til sidst, da de ligefrem skældte

ham ud, satte han sig ned på gulvet for at beholde hovedet (for ikke

at blive dræbt?). Han begyndte at påkalde hjælpeånderne, en isbjørn og

en hvalros, som han skulle bruge som hylstre. Så hørtes der brøl fra

isbjørnen neden for husene, og man hørte en hvalros dukke op. Da

isbjørnen viste sig ved stranden, bed den det sølle menneske,

Tuttutsiaq, i armen. Efter indånding trak den ham væk fra det sted,

hvor han sad, hvorefter den smed ham hen til hvalrossen, som holdt sig

på overfladen lidt længere ude. Før Tuttutsiaq nåede hen til

hvalrossen, dykkede isbjørnen ned under vandet og svømmede hen til

hvalrossen. Endnu før Tuttutsiaq ramte vandet greb hvalrossen ham med

sine stødtænder og sendte ham videre til isbjørnen, som dukkede op

længere ude. Derefter dykkede hvalrossen ned.

 

Skiftevis greb de ham og kastede ham til hinanden og kom længere og

længere ud. Det gik op for Tuttutsiaq, at han var kommet uden for den

yderste kyst (de yderste øer?). Og netop som han var kommet så langt

ud, at han knap kunne skimte de højste fjeldtoppe, dukkede der i vest

et land op, som ikke var så stort som det, han rejste fra. Ved kysten

af dette land dukkede isbjørnen op for sidste gang, bed ham og

slyngede ham op lidt oven for stranden.

 

Da Tuttutsiaq kom til sig selv, fik han oven for øje på et lille hus.

Oven på husgangen sad der en stor hund og brølede med blottede tænder.

Tuttutsiaq blev bange og gjorde sig vred, mens han nærmede sig huset

for at gå ind. Da han stod ud for husgangen, opdagede han, at den vej

han skulle, var som knivsæg, og at der var mørkt inde i huset. Men

der var ikke andet at gøre end at følge vejen. Han kom ind i rummet og

så, at personen i huset led stærkt og lå på briksen med hovedet

mod bagvæggen og med udslået hår. Hun løftede hovedet, og da hun så

Tuttutsiaq, sagde hun med streng stemme: "Du sølle mand, hvorfor er du

kommet herind? Du kan alligevel ikke fjerne mine plager!" ("pinerdloqutíka")

 

Tuttutsiaq kiggede ind fra gangen henover indgangen stående på det,

der så ud som et knivsæg. Så sprang han op og viklede hånden ind i

håret på hende. Kvinden greb ham og kastede ham ud i retning af

gangen, i retning af det, der så ud som et knivsæg. Men da han jo

havde viklet armen ind i håret, undgik han at blive revet løs fra

hende. Da hun opdagede, at han stadigvæk hang fast, forsøgte hun én

gang til at kaste ham fra sig. Hun forsøgte det ti gange ("agssait

nârissaraluarpai"). Så blev hun træt og opgav det. Hun overgav sig og

sagde til Tuttutsiaq: "Tag og fjern alt det der plager mig!" Da

fik Tuttutsiaq øje på, at der i øjenkrogene, i

næseborene og i mundvigene sad ting, som kvinderne brugte til at

stoppe kønsorganerne med (menstruationsbind af tørret mos) ("utsordloqutinik"). Dem kastede Tuttutsiaq ud mod indgangen.

 

Dengang isbjørnen bed Tuttutsiaq om aftenen og førte ham ud af huset, sagde

det plask ved indgangen. Så sagde folk i huset: "Nu kan man høre

Tuttutsiaq komme hjem. Tænd lys og se efter!" De så noget vådt mos. De

slukkede lyset og gav sig til at synge igen.

 

Da Tuttutsiaq havde fjernet det mos, som kvinderne brugte, blev den

store kvinde rolig. Hun sagde: "Sæt min hårtop op!" Tuttutsiaq satte

hårtoppen op på ordentlig vis. Fra væggen tog hun en stor ørnevinge.

og med den ordnede hun den osende lampe ("nunap tungânut

erdloqaunera", det er noget med = henimod land, men "erdloqaunera"

kender jeg ikke Ch.B). Herefter kom lampen til at brænde fint.

Tuttutsiaq havde ikke lagt mærke til, at væggen var beklædt med skind,

gamle konebådsbetræk. Da lampen nu brændte ordentligt, opdagede

han, at den anden ende af rummet var mørk. Kvinden sagde: "Gæsten

burde egentlig ledsages." Idet hun sagde dette, kom der en lille mand

med en lille næse frem fra vægskindet. Og andre, der lignede ham, kom

ud uden ophør, (sagde Tuttutsiaq). Da den sidste var på vej ud, sagde

han: "Qeeq! qeeq! sii! sii!, på samme måde som alke og tejste siger.

Da han hørte disse stemmer, kiggede han hen på dem og så en alk og

en tejst dykke ned i indgangen.

Hun sagde endvidere: "Lad der komme nogle andre!" Der kom en "sujoraissoq" og en

"napumassoq".

Da det var kommet overmåde mange frem, sage hun: "Nu er der nok!"

Tuttutsiaq gik hen til de sidste, der kom ud, og kradsede først ham

med en krum næse i næseroden, og sidst ham med den

lige næse på samme måde. Da den første kom ud af rummet, genkendte han

ham som en netside og den sidste, der kom ud, var en spraglet sæl. Han

syntes, de var pæne, så han satte et mærke på dem. Han ville have dem,

når de blev fanget. Der kom endnu flere ud, nogle med stort

ansigt, stort hoved og stort skæg. Da der var kommet temmelig

mange ud, sagde hun: "Nu er det nok!", mens de endnu strømmede ud.

Tuttutsiaq opdagede, at lampen blussede med en kraftig flamme. Han

kiggede også ud i gangen og opdagede, at den var blevet helt

jævn, og at knivsæggen var forsvundet. Den store hund oven på

gangen logrede med halen af bar renlighed. Tænk, man siger at i det

hus hvorfra Tuttutsiaq var taget afsted, rystede alle hans ejendele,

fordi han nu var på vej tilbage og blev kastet indefter af isbjørnen

og hvalrossen på skift.

 

De mennesker, han havde forladt, begyndte at synge.

Tuttutsiaq var nu på vej ind, idet isbjørnen i sin tur, kastede ham

ind til land. Han kom ind så det klang ("sujarnínrmauvoq"). Og en

stor mand, der boede hos dem i det store hus, sagde: "Find ham!"

(eller måske: "Tænd lampen!") Og hvilket syn: En helt ødelagt krop af

isbjørnens tænder og af hvalrossens stødtænder. De så, at han ikke

trak vejret. De slukkede lamperne igen og gav sig til at synge. Da de

begyndte at synge, kom der straks liv i ham; og ved daggry tændte de

lampen for Tuttutsiaq. Hans sår var endnu åbne, og han var endnu meget

svag. Da deres stærke mand ("angutingassartât") kom ud, råbte han:

"(måske: Sikken en elendig åndemaner til at skaffe fangst!)"

Tuttutsiaq brummede lidt: "Bare mine store sår kunne blive lægt!"

Ligesom sårene var ved at blive lægt, blæste det op, og det var

føhnvind. En af dem gik ud og kom hurtigt ind igen. Han meddelte:

"Isstykkerne på stranden er ved at skride ud, og hvorefter er der

kommet søkonger, tejste og alke efter dem.

 

De tog ud efter dem med deres fuglepile. Ham, den stærke mand, der råbte, havde kun fået en enkelt fugl, selv om han havde jaget lige til aften, mens de andre havde fuld last på dækket både bagpå og foran.

 

Alle gav Tuttutsiaq nogle af de alke, de have fanget, i betaling, og

den stærke mand ("angutaunerssâta") gav Tuttutsiaq den eneste, han

havde fanget. De gav også Tuttutsiaq den første sortside eller den

første sæl, de fangede, i betaling. Tuttutsiaq undesøgte disse

foræringer for at se, om det var dem, han havde sat mærke på, men han

så (fandt) dem ikke alle sammen. Senere fik han at vide, at en netside

med en hvid plet i næseroden var blevet fanget i Ilulissat. Ligeledes

hørte han, at en spraglet sæl med en hvid plet i næseroden var blevet

fanget i Attu. Dem fik han ikke ("atúngilai": brugte dem ikke), fordi

de var blevet fanget så langt væk fra det sted, hvor han boede. Alle

de andre fik (brugte) han.

Oversat af Chr. Berthelsen.

 

Kortfattet oversættelse i Rink 1866-71, I, nr. 72.

Var.: Rejsen til havkvinden. Havets mor. Qujaavaarsuk. Qujaavaarsik. De to små forældreløse. Nivikkaa. Isigaalaarsuk. Tuttus kone; Ikarlitsuarsuk. Miteq. Søg også på Havkvinden / havkvinden, Havets herskerinde, Sødyrenes moder / mor.

 

Hist.: Vedr. isbjørnens og hvalrossens stafetkast, stammer det fra Østgrønland og kendetegner en særlig angakok-initiation. Søg på puulik. Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

Tulugartalimmiumik

Print
Dokument id:1780
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Tulugartalimmiumik
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:s. 93, nr. 18
Lokalisering:Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

 

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 18, ss. 54 - 55.

 

Uddrag i Rink 1866 - 71, II: s. 107, nr. 68.

 

Resumé af uddraget: Qataarsuaq ved Tukugartalik ser en hvalros kigge på

ham under armen og ved da, at den vil angribe. Det gør den og med flænget kajak får han fat i en skrænt, lader vandet løbe ud, mens bølgen falder, lader

sig dumpe ned og når hjem, inden kajakken atter fyldes af vand. Han tar aldrig siden på fangst udenskærs.

 

K. Thisteds kommentar: Thisted og Thorning 1996: 321.

 

Hist.: Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Tuluvkamik ningaiumassumik / Tulugaq

Print
Dokument id:40
Registreringsår:1867
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2488, IV, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Nicolaisen, John (Nikolaisen, John)
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Tuluvkamik ningaiumassumik / Tulugaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:ss. 495 - 497 nr. 94
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Dansk resumé i Rink 1866-71, II, nr. 46.

Oversættelse: Fortællingen om ravnen, der ville være svoger.

Oversat af Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom.

 

Det fortælles, at en ravn fik lyst til at blive svoger hos en flok gæs i en periode, hvor det var ved at være efterår. Da gæssene hørte ravnen tale om at gifte sig med en af dem, søgte de at fraråde den det og spurgte den, hvordan den ville kunne følge dem, når de om efteråret skulle trække sydpå over de vestlige farvande. Men ravnen fastholdt sit ønske, og den sagde gerne: "Når I begynder at trække sydpå over de vestlige farvande, og når I lander på vandet for at hvile jer, vil jeg slå baglæns kolbøtte oven over jer, mens I hviler ud." Når den talte sådan, svarede gæssene: "Men vi flyver på træk i adskillige dage." Til det svarede ravnen: "Da vi har store vinger, når vi vidt omkring i løbet af en enkelt dag." Da ravnen blev ved med sin snak, ville gæssene efterhånden godt tage ravnen som svigersøn. Da ravnen nu blev gift med en gås, blev den meget vigtig.

 

Tiden var inde da gæssene ville sydpå, og ravnen ville stadig følges med dem. En dag gjorde de sig klar til at flve vestover, og ravnen begyndte at rejse sammen med dem mod vest. Da de havde fløjet mod vest i to dage, begyndte de endelig at flyve mod syd. Da de nu fløj på fjerdedagen, og gæssene endnu ikke var trætte, blev ravnen efterhånden træt. Da den næsten ikke kunne mere, sagde den til gæssene: "Tag nu et stop og lad mig få en hvilepause!" Gæssene svarede: "Du snakkede altid om, at du på en enkelt dag kunne nå vidt omkring." Da de svarede sådan, begyndte ravnen at fortryde, at den absolut havde villet være svoger. Selvom gæssene endnu ikke var trætte, fik de ondt af ravnen og ventede nu bare på at støde på et isfjeld, hvor ravnen kunne hvile ud. På et tidspunkt hvor ravnen var helt udaset, så de et stort isfjeld foran sig. Da de fik øje på det, satte de kursen derhen. Da de næsten var ved isbjerget, var ravnen begyndt at røre vandet med halefjerene og var lige ved at plumpe ned i vandet, men endelig lykkes det den stakkels ravn at lande på isbjerget. Såsnart den var landet, faldt den i søvn af bare træthed. Da gæssene, der lå på vandet ved siden af, blev trætte af at vente, begyndte de at tale sammen: "Den er så længe om at hvile sig, lad os bare efterlade den." En af dem sagde: "Vent lidt, jeg forsøger alligevel at vække den, hvis den ikke vil, kan vi bare efterlade den her." Så gik én af dem hen til ravnen, vækkede den og sagde: "Er du ikke udhvilet endnu? Vi er allerede udhvilede, og nu fortsætter vi rejsen." Ravnen ville ellers gerne sove videre, men den fortsatte alligevel med de andre.

Derfra rejste de så igen mod syd. Da de fløj videre, blev ravnen igen meget træt og denne gang efter kun to dages forløb. Når den sakkede bagud af træthed, fastholdt gæssene den det, den havde sagt, men ravnen svarede absolut ingenting. Som tiden gik, begyndte ravnen af og til at strejfe vandet, og efter kun at have strejfet vandet ind imellem, plumpede den endelig i vandet. Da den var faldet i vandet, landede gæssene på vandet ved siden af den, selvom de ikke var trætte. Da de var landet dér, begyndte de at bugsere den ind mod land, selv om de endnu ikke havde land i sigte. Mens de sådan svømmede af sted, havde den ind i mellem sit hoved længe under vandet, og så sagde den til gæssene: "Prøv lige at holde mit store hoved lidt oppe over vandet." Hvergang understøttede de så dens hovedskal og holdt derved dens hoved lidt oppe. Da de på den måde var nået et stykke ind mod land, ville gæssene alligevel efterlade ravnen. Da de fik lyst til det, sagde ravnen: "Jeg fik den store lyst til at være sammen med jer." Gæssene forlod så ravnen og fortsatte rejsen mod syd. Det fortælles, at ravnen druknede, da gæssene havde forladt den.

Her ender fortællingen.

 

Var.: Ravnen og gåsen; Ravnen, som tog en vildgås til kone; The raven who married the geese.

Tungavik / Tunngavik

Print
Dokument id:1908
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Tungavik / Tunngavik
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:ss. 193 - 195, nr. 43
Lokalisering:Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

 

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 43, ss. 214 - 219.

 

Let forkortet oversættelse i Rink: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, II: 125 - 126, nr. 109.

 

Resumé: Barneuhyret. Tunngavik vil ikke vokse, skal dysses i søvn af

sine plejesøskende, der passer ham, og han siger først noget som

to-årig, da han vil have den lever, som de to har fået af T.s mor som

babysitterløn til natten.

Han spiser den helt op, beklager sig over, at hans far engang har

slået ham med en narhvaltand, vokser enormt, æder sin mor, begynder

at æde sin far, og folk flygter. Den genner plejebørnene tilbage i

huset. Disse når dog ud og vil op på den sten, hvor folk er flygtet

op, og atter gennes de væk. De kryber op på en mindre sten, afværger

i første gang uhyret (husker det på deres gode gerninger mod det),

der vender sig mod de andre. Stenen hælder, folk falder ned, uhyret

æder dem alle og vender sig atter mod plejebørnene. Men pigen dræber

den med sin venstre kamik. Sammen skærer de to uhyret op, der er så

stopfyldt af mennesker, at deres forældre befinder sig helt ude ved

dets storetæer. Plejebørnene bliver senere samlet op af

forbipasserende.

 

For kommentarer til Rinks version af originalteksten se Thisted og Thorning 1996:

nr. 43, s. 330 - 331.

 

Hist: I de traditionelle varianter har spædbarnet ikke fået klø, men

er blevet sultet eller nægtet fast føde. Kolonisternes undren over, at

grønlandske børn ikke opdrages med klø har åbenbart gjort indtryk på

grønlænderne. Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere):" Opdragelse" og Sonne 1997: Kontrasten mellem Sila som mytisk skikkelse og opdragelsens ideal hos inuit i Canada og Grønland. Idealer i religion og religionsforskning. Red. Lene Buck et al. Museum Tusculanum:49-67.

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Tungujorlersaat

Print
Dokument id:54
Registreringsår:1868
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Luutivik (Lûtivik / Ludvig)
Nedskriver:Luutivik (Lûtivik / Ludvig)
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Tungujorlersaat
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 422 - 425
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, V, 4' nr. 217 ss. 1063 - 1067.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 422 - 425: Tungujorlersaammik.

 

Dansk resumé i Rink 1866-71, II, nr. 62.

 

Resumé:

Tungujorlersaat farer vild sammen med en kajakfælle langt ude til havs, da en snestorm overfalder dem. De ror i dage og nætter og holder kun tørsten fra livet med Tung.s bytte, som han har fjernet maven fra for at kunne ro hurtigere. På nippet til at dø af tørst når de fastisen ude til havs. Den rager højt til vejrs, men de opgiver at bestige den, fordi der er mange isbjørne deroppe. Også nede ved randen vrimler det med fangst. Tung. harpunerer en hvidhval, som de så må slukke tørsten ved under de næste mange døgns roning. Atter på tørstedødens rand øjner de land, ror derhen, finder et stort hus, hvor folk klart er bange for dem. De bliver bedt hen i en qassi, et stort hus uden vinduer, hvor de afskæres fra at komme ud og jages rundt af lanser, der stikkes ned mod dem gennem taget. Tung. husker noget i sin kajakpels og beder om at få den smidt ned. Med det hånlige råb: Han tror han kan redde sig ved den - smider man den ned. Han tager sin pelsboer (amulet) ud af kraven, opliver den i munden og sender den op med besked om at gøre det af med alle. Det sker. Der er ingen overlevende da de når ud og fortsætter i deres kajakker. De når et andet hus med en elskelig husfar, der gæstfrit sørger for dem i lange tider. Så blir Tung. tungsindig. Værten spørger hvorfor. Jo, Tung. længes efter alle sine slægtninge derhjemme. Jamen, de to kan rejse, når vejret bliver godt, foreslår den rare vært. Da de kommer hjem, er de børn, som er opkaldt efter de forsvundne mænd (i den tro at de længst er døde), allerede blevet store.

 

Hist.: Der er forskel på folk i Akilineq, lader det til. Traditionelt er de kannibaler eller morderiske, men i en del fortællinger dukker der, som her, flinke hjælpsomme mennesker op. Muligvis skyldes dette skel, at nogle grønlændere fra Ny Herrnhut sidst i 1740'erne havde været en tur i Herrnhut i Sachsen og på hjemrejsen på besøg i herrnhutiske menigheder i Georgia og Pennsylvania (Lidegaard 1999, Tidsskriftet Grønland: 201-203). Desuden fik man breve fra missionen blandt inuit i Labrador, der startede omkring 1770.

De fjendtlige Akilineq-boere repræsenterer således den traditionelle overlevering, mens de venlige er de gæstfri, rigtige mennesker man faktisk har besøgt derovre. For denne tolkning taler også, at fortælleren tilhører den herrnhutiske menighed i Nuuk / Godthåb.

 

Kommentar: En tihørende illustration af Aron viser, at deres vært sørger for deres hjemrejse over det enorme hav: Han sidder på en isflage med en hånd i hver kajak, hvor de to mænd sidder foroverbøjede med lukkede øjne.

 

Var.: Fx Qattaaq. Søg i øvrigt på Akilineq.

Tûnirit / tornit / indlandsboere

Print
Dokument id:1825
Registreringsår:1860
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2488, III, 4'
Fortæller:Nikolai
Nedskriver:Rosing, U.
Mellem-person:Rosing, U.
Indsamler:Rink, H.
Titel:Tûnirit / tornit / indlandsboere
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 49h - 51h, nr. 315
Lokalisering:Illutuaarsuk: Sydøstgrønland
Note:

Kort resumé i Rink 1866 - 71, I, nr. 131, s. 329.

 

Renskrift tillempet nudansk stavemåde af Rosings nedskrift på ældre dansk

(En nedskrift på grønlandsk findes ikke):

Tornit begyndte at sulte og havde endog hørt op med at gå ud af deres huse. Angasatiak / Angasatsiaq var den eneste af beboerne som gik ud. Engang som han vandrede kom han til en slette og ved denne i en dal traf han på en del ryper. Endog fik han to ryper der og kom hjem med dem til stor glæde for husfolkene. De delte og delte fuglene, til sidst indvoldene og fjerene så at alle til hobe fik lidt at smage heraf.

       Ang. gik atter til rypedalen fik også to ryper; men de øvrige fløj langt væk over fjeldene. Da han kom og fortalte at han næppe senere ville få flere fugle, græd og jamrede de dem i huset herhjemme; men (Ang.) hjalp dem nu for den dag med deling af ryperne som forrige gang. Angasatiaq bestemte sig til at gå syd på over fjeldene og kom til sidst da han begav sig på turen til et sted hvor han kunne se en uoverskuelig isslette ligge foran sig. Til kysten gik han ned, fandt et stykke tang der og just som han rev det op af isen hvortil den var fastfrossen, hørte han en sagte ånden noget fra sig, og bemærkede da snart at det var en sælhund der trak sit vejr i et blæsehul (åndehul). Han kom satte sig derhen til hullet, men eftersom han intet redskab havde stak han sin pegefinger efter sælens øje; men hurtigere end ham, trak dyret sig tilbage og smuttede væk. Manden gik hjem med sin tang, som blev kogt og delt mellem dem alle ligesom suppen af den drukken. - Han fortalte nu om sælen som han havde set, men manglende redskab til at fange den med gjorde, at han ikke fik den. En gammel mand som sad på sidebriksen fortalte da, at han i sine unge dage havde hørt at forlængst levede (forfædre langt tilbage i tid) anbragte på et stykke træ en skarp ting, hvormed de stak sæler ihjel. Den samme mand lavede herefter et sådant stykke og gav Angasatiaq den til brug.

       Angasatiaq stod en morgen tidlig op, kom til isen, styrkede sig med noget tang, som han fandt der og fik op ad dagen to sæler fra åndehul. Han tømte det meste af blodet ud fra dyrene for ikke at svine sig for meget til når han bar dem hjem. Imens han gik hjemefter vendte han sig et par gange om og så' så en ravn pikke i det størknede blod fra sælerne, hvorpå den fløj væk. Da fangeren nu kom hjem til huset, råbte han ind at han havde fanget, og blev mødt med et højt glædesråb. Blot en mundfuld skind, en mundfuld kød og en ditto suppe blev delt om, og samme slags fordeling gentog sig i flere dage. Endnu engang fik han sig samme held med fangsten på samme sted og så nu atter en ravn komme og flyve væk i samme retning som forrige gang han så den. Der må være folk der hvor den flyver hen, mente han, og fortalte til den gamle at han agtede sig derhen hvor ravnen var fløjet. Husfællerne græd da han tog afsted, en morgenstund, med sin gamle moder på nakken. Atter så (han) ravnen, og da den fløj væk fulgte Angasatiaq den med øjnene hele tiden og så til sidst ravnen sætte sig på et sted i nærheden af et næs. Han gik dertil og mod aftenen så han lys fra flere huse; det mindste af dem gik han til, kiggede ind af vinduet og opdagede to gamle ægtefolk sidde derinde. "Vi er sultne", sagde Angasatiaq;" "Kom ind", sagde de gamle. Efter endt måltid gik de alle til ro.

       Morgenen derefter så Ang. ud igennem vinduet og så flere folk nede ved at andet hus at løbe frem og tilbage. Een af dem kom til sidst op til vinduet, hvorigennem Ang. så ud, og råbte ind: "Angasatiaq! kom! og lad os løbe om kap." Denne tav;  den anden tog fat igen: "lad os ro afsted i kajak." Atter tav Ang. men moderen svarede: "Min søn har aldrig set vand eller rørt ved vandet." Da det blev lyst gik Angasatiaq ud og så kajakmændene gå i deres kajakker og ro ud efter alliker. "Ah! bare jeg havde en kajak", talte Angasatiaq idet han kom ind i huset. Den gamle sagde så, at han gerne måtte låne hans kajak. Ang. gik men fandt kajakken for lille; ikke desto mindre satte han benene ned i hullet og satte sig på kajakken ovenpå. Således fór han afsted uden engang at have redskaber med sig. Han kom omkring et næs og blev ikke længe væk førend han atter kom frem med fuld ladning af alliker på kajakken for og bag sig og i selve kajakken. Da andre var kommet hjem med langt ringere fangst, kom atter een op til huset og råbte ind: "Lille Ang. kom nu, han har fået en allikeunge og den var død." Angasatiaq tav, men moderen gentog som forhen: Min søn har aldrig set vand eller rørt ved det." Spotteren gik derpå sin vej.

       Næste morgen kom spotteren atter til husvinduet og råbte: "Angasatiaq! kom og lad os gå på hvalfangst." Atter svarede moderen som før, og han gik igen. Nu gik de andre fangere i (kone)båden og senere Angasatiaq alene i en anden. Vejret var smukt, og vor ven havde da en kajakåre hvormed han roede sin af den gamle lånte båd, og heller ikke dennegang havde han noget redskab med, men kom dog med en del hvaler tilbage. Spotteren kom atter og råbte ind: "Angasatiaq kommer omkring næsset med et hvalribben." Ang. tav, men moderen råbte igen ud: "Min søn ser aldrig vand og rører aldrig ved vandet," og bragte spotteren til at tie.

       Atter førte Angasitiak sin moder på nakken hjem til det indre, om foråret, og hvorfra de om vinteren af sult var taget bort.

 

Kommentar: En ret sjælden fortælling, hvor det er tuneq'en / indlandskæmpen man identificerer sig med (Aqissiaq er til dels en anden undtagelse). Kystboere er: rigtige mennesker. Bortset fra det gamle værtspar opdager de åbenbart aldrig, at Ang. kan fange, og hele hans fangst går formentlig til de gamle.

 

Hist.: Måske er to sæt forestillinger søgt amalgamerede i denne fortælling: de tidligere om indlandskæmper, der ikke kan klare sig i kajak, men kun driver isfangst, og en nyere, der tilkender disse kæmper den slags evner i det skjulte. Det fastholdes dog, at de hverken har kajak, umiaq eller kajakfangstredskaber. Desuden siges deres redskab til åndehulsfangst at være gået af brug på fortælletidspunktet. Hvorfor disse storfangende indlandskæmper sulter, giver fortællingen iøvrigt ingen forklaring på.

Arkæologernes teori om, at tornit var identiske med de tidligere dorset-folk, er langt yngre end denne fortælling.

Tunnerluk hvis datter blev røvet af tornit

Print
Dokument id:230
Registreringsår:1860
Publikationsår:1997
Arkiv navn:
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Tunnerluk hvis datter blev røvet af tornit
Publikationstitel:Fortællinger & akvareller
Tidsskrift:
Omfang:ss. 184 - 186
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

 

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 68h - 70v(?)

Publiceret transskription af orig. håndskr.: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 184 - 186: Tunnerluup pania tunernit aallurnneqartoq.

 

Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 225.

 

H. Rinks oversættelse af denne sammenstykket med en variant fortalt af Jeremias: Rink, H.: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-1871 (1866-71), I: 47, ss. 156 - 158.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 44, pp. 268 - 270: The Child who was stolen by Inlanders.

 

Resumé:

Tunnerluk hvis datter blev røvet af tornit.

 

Storfangeren, den selvbevidste Tunnerluk, overvintrer alene med kone og datter ved en fjord. En dag bliver datteren røvet på et tidspunkt, hvor moderen er optaget af sit skindskraberi. Tunnerluk får fat i en angakkoq / angakok / åndemaner, der sporer hende til tornit, kæmper som bor på indlandsisens nunatakker. Med dobbelte kamiksåler, som konen har syet om natten, tager Tun. og angakokken sammen  helt ind til den østligste nunatak, hvor Tun. får en amulet, en præstekrave, af angakokken og besked om selv at hente datteren i tornits hus. Trinet op til indgangshullet er som en bjergvæg. Han klatrer op og ind, hvor datteren græder utrøsteligt. Han får hende uhindret med, fordi man opdager den præstekrave, han har med. Hjemme igen bliver datteren svagelig. Angakokken finder ud af, at Tun. ikke har fået datterens sjæl med. Den henter de da oppe hos tornit, men hjemme igen kan de ikke få den ind i datteren. Endelig får Tun. den idé at lade angakokken stikke sjælen ind i hendes anus, og da lykkes det at få den ind. Hun bliver rask, og den taknemmelige far belæsser angakokken med gaver ved afrejsen.

Senere kommer to mænd med lange næser med hvalbarder for at håne den selvbevidste Tun. Men han viser dem sit forråd fuld af hvalbarder og erklærer, at hvalen ellers ikke er den hans hyppigst fanger. De to mænd drager beskæmmede bort.

 

Var.: Tunerluk el. Tunnerluk ? (flere versioner); ham som kun var qilaamasoq; Angangujuk; Amaarsiniooq; Amarsissartoq; Innersuanut mingaatittoq; Meddr. Grønland 109(1), ed. by H. Ostermann, 128; Matakatak; Makataták. Oftest er det indlandsboere, kæmper, der stjæler barnet.

 

Hist.: Præstekraven er en fugl. Indlandskæmperne giver normalt nødigt den røvede pige fra sig og forfølger den flygtende far og/eller angakkoq. Afstanden til traditionen ses også i episoden med sjælen, der stikkes ind i anus. At den skulle ind den vej ville man i ældre tid ikke være i tvivl om - med mindre det skulle være en forestilling begrænset til Østgrønland (?). Endelig er det usikkert, hvem de to mænd med lange næser repræsenterer: Er det europæere eller indlandskæmperne, tornit? Muligvis de sidstnævnte, idet de lange næser står i modsætning til ildfolkenes / innersuits næsten ikke eksisterende næser. Se Sonne 1996, Cultural and Social Research in Greenland. Essays in honour of Robert Petersen, Ilisimatusarfik; og GTV(= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere). Timersit er østgrønlændernes navn for tornit, der af arkæologer har været identificeret med dorset-folk. Se Kleivan 1996, der mener at identifikationen kun kan underbygges mht. inuit i Canada, men næppe i Grønland. Seneste udgravninger i Thule-området (1999) peger dog på mulige møder mellem de sidste dorset og de første thule-kultursfolk i Grønland.

Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34.

Tutigaq

Print
Dokument id:1608
Registreringsår:1902
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Silas
Nedskriver:?
Mellem-person:?
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Tutigaq
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 201 - 205
Lokalisering:Ilimanaq / Claushavn: Ilulissat / Jakobshavn
Note:

Orig. håndskrift: KRKB, nr. 3: Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04. Renskrift: NKS 3536, IV, 4', læg 9.

Var. af "Den blinde som fik synet igen."

Grl.titel: Oqalugtuaq Tutigkamik.

 

Resumé:

Tutigaq, der er storfanger, lever sammen med sin mor og lillesøster.

Han fanger en remmesæl, hvis skind han skærer ud til remme og forærer

til sine bopladser. Mens remmene ligger i blød i urinbaljen, hekser

hans mor over en af dem, der blinder T. med urinstænk. Fællerne rejser

bort på forårsfangst og T. med familie må leve af muslinger. En dag

kommer en bjørn til vinduet, som lillesøsteren hjælper T. med at

nedlægge. Moderen lyver om drabet, gir ham fortsat muslinger, og

svælger selv i bjørnekød. Når hun sover, koger lillesøster kød til T.

Han ber hende føre sig op mellem fjeldene, hvor fugle klatter på hans

øjne og tørrer dem rene igen med vingerne. Nu kan han se. Han afslører

moderens løgn, beordrer hende med på narhvalfangst, binder hende til

harpunlinen, harpunerer en stor narhval og lader den trække hende ud i

havet. Hun har sin ulu med, men råber alligevel "min ulu, min ulu!",

og fletter sit hår til en lang pisk. Fra den stammer narhvalens lange

stødtand.

   De to søskende går ud i verden, hvor de først kommer til

"skyggerne". To af dem vil øjensynligt gerne giftes med gæsterne, men

da de ikke kan materialisere sig, går storebror og lillesøster

irriteret videre til folk, hvis mødding flyder med friskkogt kød.

Her gifter de sig. Lillesøster føder et drengebarn, som til folks

forbavselse både har et rumpehul og skider interessant lugtende

lorte. Selv har de intet rumpehul og kan kun drage næring af kødsuppe.

Kødet smider de ud. Lillesøsters svigermor dør, da hun prøver at lave

sig et rumpehul. De to søskende kan ikke holde de rumpeløse ud og

rejser hjem.

 

Var.: Søg på: blind / blinde; Tutigaq; Rink II 62; Uluaa; Holtved nr. 37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III nr. 330. Lyberth 1924 tappiitsoq. Narhvalens oprindelse; Hvorledes narhvalen blev til;

 

Tolkning: Moderens hekseri er ikke motiveret, og fortælleren må have

misforstået det med ulu'en, som moderen i andre varianter ber om for

at kunne skære fangelinen over. Ulua minder om narhvalers lyde.

 

Var. of The Blind Man Who Got his Sight Back.

 

Greenlandic Title: Oqalugtuaq Tutigkamik

 

Summary

Tutigaq, who was a great hunter, lived with his mother and younger sister. He caught a bearded seal and cut its skin into straps*, which he gave away to people in his settlement. While the straps were soaking in a basin full of urine, his mother bewitched one of them so that it would blind Tutigaq with urine droplets. The others from the settlement travelled away for the spring hunt, and Tutigaq and his family were forced to live on mussels. One day, a bear came to the window and the younger sister helped Tutigaq to kill it. His mother lied about the kill, continued to give him mussels and gorged herself on bear meat. When she was asleep, the little sister boiled some bear meat for Tutigaq. He asked her to lead him up into the hills, where some birds did droppings in his eyes and wiped them clean again with their wings. He could see once again. He exposed his mother's lies and ordered her to accompany him to hunt narwhals. He tied her to the harpoon strap, harpooned a large narwhal and allowed it to drag her out to sea. She had her ulu with her, but in spite of this she shouted, “My ulu, my ulu, my ulu!” and braided her hair into a long whip. That is where the narwhal's long tusk comes from.

The siblings travelled out into the world, where they first came upon the “shadows”. Two of them seemed to want to marry their guests, but as they were unable to materialise the siblings got annoyed and went on, only to meet a group of people whose scrapheap overflowed with freshly boiled meat. They got married there. The younger sister gave birth to a boy who, to everyone's amazement, had an anus and produced interesting smelling shit. They did not have anuses themselves and could only take nourishment from broth. They threw the meat away. The younger sister's mother-in-law died when she attempted to give herself an anus. The two siblings could not endure the people without anuses and went home again.

 

Var.: Search for blind/blinde; Tutigaq, Aron 365; Rink II 62; Ulluaa; Holtved no.37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III no. 330. Lyberth 1924 tapiitsoq. The origins of the narwhal; how the narwhal came to be.

 

Interpretation: The mother's witchcraft is unmotivated, and the storyteller must have misunderstood about the ulu, which the mother asks for in other variants, in order to cut the hunting line. Ulua resembles the sound made by the narwhal.

 

Transl. by Lucy Ellis.

By courtesy of Craig Mishler. See: Diving Down: Ritual Healing in the Tale of the

Blind Man and the Loon by Craig Mishler, Vadzaih Unlimited, 3910 McMahon Avenue

Anchorage, AK 99516, [email protected]

 

*["Smaller beluga whales were caught with strong nets as well as by harpooning. In western Alaska, long nets made of bearded seal straps were strung out from the beach to catch whales swimming close to shore. Once tangled in the nets, the whales were speared from kayaks (single man hunting boats) or umiaks (larger boats that carried several people)."  --Don C. Barnett   --CM

Tvende Fættere / fætre

Print
Dokument id:1828
Registreringsår:1860
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2488, III, 4'
Fortæller:Nikolai
Nedskriver:Rosing, U.
Mellem-person:Rosing, U.
Indsamler:Rink, H.
Titel:Tvende Fættere / fætre
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 56v - 57v, nr. 318
Lokalisering:Illutuaarsuk: Sydøstgrønland
Note:

Ultrakort dansk referat i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II nr. 121, s. 134.
Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 142, s. 468 - 469: Another Tale from East Greenland.

Renskrift tillempet nudansk stavemåde af Rosings nedskrift på ældre dansk (En
nedskrift på grønlandsk findes ikke):

Tvende fætre holdt af hinanden og levede sammen. En dag finder den ene på at sige til den anden: "Lad se hvem der af os to først tager sig en kone." Fætteren tav, men ikke desto mindre fik han just en kone først. Dernæst gentog den anden: "Hvem får den første søn." Denne fætter fik først een. Da de begge havde fået en søn kom atter spørgeren med dette: "Hvis søn mon der vil fange først." Fætteren tav hertil. En dag stod dennes kone udenfor huset og syslede. Hun havde taget sin søn (op) af amaaten og lagt ham på jorden. Denne rejste sig og gik henimod en flok spurve, der sad i nærheden. Moderen fortalte sin glæde til manden herover, og sagde denne: "Ja, i morgen skal du lade ham selv skøtte sig", og virkelig fik drengen nogle af småfuglene. Som han voksede op fik dregen en kajak og faderen fulgte med ham. Engang kom de til en stime sælhunde, de kom tæt til dem, men så dykker de under. Næste dag fik sønnen en rem og en lille blære og drog nu på fangst; "lænds nu", råbte faderen til sønnen, der så også fik en sælhund. Senere kom faderen atter til ham, efter selv at have været et andet sted henne, og så nu til sin forundring at sønnen på sin rem havde så mange netsider som der vel kunne være. Nu blev den anden fætter med famlie misundelig, hvorfor den dygtige søns fader forlod stedet med sine (sin familie) hen til et andet sted, som de så beboede. Den anden fætters søn, som endnu ikke havde fået sig en spurv og langt mindre kunnet fange, skaffede sig en hund tilveje og denne var meget bidsk. Ejeren af den, nemlig drengen, lod al føde som den skulle have, ligge på benene af et menneske-skelet. Undertiden når der kom besøgende til stedet, bed hunden dem og åd dem op.
    Engang ville sønnen med fætteren besøge familien, som ejede denne stygge hund. De vidste besked om dyrets griskhed, hvorfor de med forsigtighed nærmede sig fjæren. Sønnen rejste sig først af kajakken, men hunden blev liggende rolig på hustaget. Da steg han ud (og) gik foran, men trådte faderen senere foran sønnen; de var ikke langt fra huset førend hunden rejste sig, gik tudende hen imod dem, men blev sparket ihjel af den unge, der uformærket kom bag om den, just som den var ved at bide faderen. Sønnen tog til slut hunden og smed den hen på møddingen ud for huset efter først at have flænset eller flænget hunden i to dele med sine hænder. Inde i huset blev der lyttet om hunden bed, men trådte så de besøgende ind. Sidenefter opdagede ejeren at hunden, til hans store bedrøvelse lå død på møddingen. Vore besøgende, fader og søn, rejste da væk og kom ikke mere til famlilien, da de ikke var velkomne.

Var.; Ulorpanna; Ipiutaarsuk.

Hist.: En usædvanlig slutning på denne fortælling der i taditionelt regi som regel lader konkurrencen fortsætte med hvem der først blir angakkoq / åndemaner af de to drenge, for til slut at lade den beskedne mands søn vinde over den pralendes i en konkurrence på åndemaneri.
Det er karakteristisk for næsten alle de af U. Rosing nedskrevne fortællinger, at de undgår alt "hedensk" eller bekæmper det på frejdigste vis. Fortælleren, Nikolai / Nikolaj har indtil nu ikke kunnet identificeres.

Uden titel / Møder med åndemennesker

Print
Dokument id:99
Registreringsår:1856
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, III, 4'
Fortæller:(?)
Nedskriver:Dorph, E.
Mellem-person:Rosing, Ulrich
Indsamler:Rink, H.
Titel:Uden titel / Møder med åndemennesker
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:ss. 293h - 295v
Lokalisering:Pamialluk: Nanortalik
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

(Møder med åndemennesker).

 

Itillinnguaq-boerne boede sammen i ét hus, og i et andet hus boede to søskende. De boede der gerne hele vinteren, og når foråret kom, blev de to alene tilbage på bopladsen.

 

Et forår rejste så deres bopladsfæller ud til øerne ved kysten. Det samme gjorde folk fra Alluitsoq / Lichtenau og Alluitsup Paa / Sydprøven, mens andre tog ind i fjorden på ammassætfangst. De to søskende blev alene tilbage på bopladsen fordi der ikke var plads til dem i nogen af konebådene. Da alle var rejst, gik de sydpå over Itillinnguaq til Atigiligaatsooq, idet de lod de ting de ikke ville få brug for ligge hjemme. De tog kun det nødvendigste med. Dér boede de så alene uden andre mennesker i hele den nærmeste omegn og de samlede alt det vinterforråd de kunne. Lillesøsteren fiskede fra stranden, og broderen var på fangst hver dag, men han fangede ikke en eneste sæl. Sommetider kom han hjem til deres lille telt før søsteren. Andre gange var søsteren kommet hjem før ham. Han blev ved med at tage ud få fangst, for han ville ikke fiske ulke, når søsteren jo fiskede fra stranden, og fordi han regnede en sæl for vigtigere, selv om han altså endnu ikke havde fanget en eneste.

 

En dag kom han som sædvanlig ud til sit fangstområde. Han vendte kajakken til den side, hvor der var skygge og ville stoppe op. Men pludselig drejede kajakspidsen med en voldsom bevægelse om mod land. Han prøvede at vende for at få solen i ryggen. Da det endelig lykkedes, drejede kajakken igen om mod land med et gevaldigt ryk. Han gjorde flere forsøg men uden held. Til sidst blev han træt og lod sig drive ind mod land med åren blot som styrepind. Kajakken styrede mod land lige vest for deres teltplads. Han kunne ikke gøre andet end at kigge sig omkring, og ret fremme fik han øje på en kvinde, som sad på stranden. Kajakken styrede direkte imod hende. Han tænkte umiddelbart på sin søster, der jo havde travlt med at fiske fra stranden. Måske havde hun brækket et ben og var blevet siddende på stranden. Kajakken gled ganske af sig selv ind mod hende, og med eet standsede den også ganske af sig selv. Det var ikke hans søster. Han kendte ikke den kvinde. Han lagde mærke til at hendes sælskindsanorak var så snavset, at hårene var klistret sammen, hendes øjenvipper var klistret bagover, hendes sølle hårtjavser klistrede til panden af snavs, hårene på hendes skindbukser var også klistret sammen, men hendes kamikker af hvidt skind og kanterne foroven var skinnende hvide, som om de aldrig havde været brugt. Hun sad og svingede med benene uden at se til hans side. Han kiggede på hende og ventede at hun skulle sige noget. Men det gjorde hun ikke. Endelig sagde hun dog noget uden at se på ham: "Hvorfor tager du altid ud på fangst dit lille skvat af et menneske. Hold dog op med det, du fanger jo ikke noget. Kan du se forspidsen på din kajak? Den mangler betræk!" (pooq) Han kiggede på kajakspidsen og så, at der var betræk på den. Han ville så godt kigge lidt nærmere på hende, men pludselig så han noget rødt, og kvinden forsvandt. Straks hun var væk opdagede han, at solen allerede var ved at forsvinde, og skønt han jo skulle have været på fangst måtte han tage hjem, for nu var det blevet aften.

 

Mens de stadig boede alene, vendte de der var på ammassaætfangst tilbage inde fra fjorden. Så kom de til at bo sammen med andre og var ikke længere ensomme. Da der nu var kommet flere på stedet, ville søsteren over til vinterbopladsen og hente sin gryde. I Itillinnguaq gik hun ind i huset, tog gryden og begav sig tilbage med gryden i favnen. Hun fulgte den vanlige sti og kom til en dynge rullesten på en lille slette. Så hørte hun nogle hundhvalpe gø. Hun kiggede rundt og så en kvinde bag en lampe lige foran sig på jorden. Hun kogte mad i en gryde i luften. Hendes mand lå på jorden ved siden af, og to drengebørn legede med at skræve frem og tilbage over ham. Lige foran dem var der nogle hundehvalpe. Hun kiggede på kvinden der kogte mad og på hullerne i den øverste kant af lampegryden, men den var ikke fastgjort i hullerne. Kvinden kogte mad i den bare luft. Hun kiggede så efter noget fra hullerne og opefter, men der var heller ikke noget at se. Hun kiggede på dem. De sagde ikke noget, og hun sagde ikke noget. Så tænkte hun: "Mon ikke det er dem som i vinter var på vej ind til os? Det var altså kun en tanke, for hun sagde det ikke højt. Men kvinden der kogte mad sagde pludselig: "Hee, vi plejede ikke at lægge vejen omkring jer. Mon ikke det snarere var Tunusuk? Tunusuks kone forsvandt i vinter; han ledte også efter hende på land for at se om hun var dér. Han har sikkert været på vej ind til jer. Tunusuk mistede sin kone i vinter, og han sørgede i den grad, at det hele gik fuldstændig i opløsning for ham; og han fik tilmed fnatsår." Og så gik det som altid: Luften fik stemme. Hun havde lyttet til hendes ord, og så snart kvinden tav, lød der en stemme, og de forsvandt i et nu for øjenene af hende.

 

Da gik det med et op for hende at hun stadig stod med gryden i favnen og at solen var ved at gå ned. Dengang hun traf på dem var solen kun lige stået op.

 

Hjemme i lejren afventede de, at søsteren skulle komme tilbage med sin gryde; men nu var dagen ved at være omme, og de blev bekymrede og råbte på hende. Det var nemlig gået sådan til, at hun hele dagen havde stået og kigget på disse mennesker med gryden i favn uden at sanse hvor længe. Gad vidst om hun havde været på besøg hos agdliarmiut / alliarmiut.

 

Kommentar: alliarmiut ("underlagsboere") er muligvis dem Rink kalder alliarutsit, dvs. de nederste innersuit, der kan skildres som aggressive i nogle fortællinger. Snarere er det nok himmelboere, døde fra himlen, som østgrønlænderne mente kunne vende tilbage til jorden og drive fangst om sommeren. Deres gryderemme var fastgjort i himlen, mente man (J. Rosing 1963: Sagn og Saga fra Angmagssalik; Victor 1989-93, I).

Den beskidte åndekvinde, som broderen trækkes ind til land af, giver mindelser om Havkvinden, Havets mor, der ikke kan slippe fangstdyrene ud når hendes hår er klistret ind i snavs.  Hentydningen til kajakspidsen er vital, idet den er symbol for såvel penis som fangstevne. Den beskidte kvindes rene, hvide, ubrugte kamikker hentyder ligeledes til noget seksuelt. Måske skyldes drengens manglende fangstheld at han ganske enkelt er "jomfru".

 

Oversat af Chr. Berthelsen.

Uden titel / Om blodskam

Print
Dokument id:109
Registreringsår:1856
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, III, 4'
Fortæller:(?)
Nedskriver:Dorph, E.
Mellem-person:Rosing, Ulrich
Indsamler:Rink, H.
Titel:Uden titel / Om blodskam
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:ss. 291h - 293v
Lokalisering:Pamialluk: Nanortalik
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Om blodskam.

 

Man fortæller, at engang i gamle dage boede der tre mennesker på et sted mellem to beboede steder. De tre var helt alene, de havde ingen familie i nærheden. Beboerne bestod af et søskendepar: en ældre kone og hendes bror, som var blevet gammel og hans datter. De manglede aldrig noget, fordi de både var meget arbejdsomme og sparsommelige. Det eneste menneske, der så noget til dem, var en slægtning, som tog hen til dem, når han blev bekymret for dem.

Når han kom, havde de syet fugleskindspels til ham. Når han kom så han, at det øverste af et rævehoved og det øverste af et mågehoved og ringen uden om øjnene var syet af skindbroderi. Dem gav de ham, da han skulle af sted.

Kvinderne var flittige jægere. Den ene fangede ryper med snare, idet hun bandt den ene ende af snaren til en sten eller et ærme. Den anden byggede sig en snehytte og fangede rævene med en snare, der var bredt ud på jorden; og hun fangede måger med en snøre med flydende krog med madding. Først sent på aftenen kom hun hjem; da havde hun bundet vingerne af de fugle, hun havde fanget, sammen til en fiskesnøre og havde lavet en hvirvel / svirvel (?) til snøren, således at de kunne fiske hellefisk, når der kom is. De spændte snarer tværs over smalle dale og fangede ræve og harer.

 

Slægtningen kom kun til dem, når han blev bekymret for dem. Engang han kom, havde den ældre mand fanget en hvidhval. Da slægtningen tog hjem, fik han hvidhvalkød med. Han syntes ikke, at der var nogen grund til at bekymre sig for slægtningene, så der gik lang tid, hvor han ikke tog hen til dem. Først da det blev forår, tog han derhen. Da var de kun to, idet den unge pige var død; og faderen havde det rigtigt skidt og led forfærdeligt. Når han sagde, at han var tørstig, og slægtningen ville give ham noget at drikke, lod han som om, han drak, men når han rakte kruset tilbage, var der alligevel intet drukket af det. Det var faktisk med vilje, at han ikke drak noget (så han kunne dø af tørst). Når han rejste sig og gik hen til vandspanden, kiggede han ned i den og sagde: "Endelig er hun ved at tage af sted, den kære."

Det var gået sådan til: Den gamle havde gjort sin datter gravid, og hun havde aborteret. Den gang faderen fangede en hvidhval, havde søsteren travlt med at putte spækket ned i en sæk. Derfor bad hun sin niece om at gå ned og puste luft ned i hvidhvalens mavesæk. Hun viste ikke, at niecen var under tabu for at beskæftige sig med noget: Hun ville have sagt et eller andet, men nøjedes med at svare: "Er du rigtig klog?" Da tanten insisterede, gik hun ud. Hun blev væk ret længe, men så kom hun kravlende tilbage med underkroppen slæbende efter sig. Det viste sig, at hun havde aborteret. Han var blevet vred, fordi hun pustede luft ind i hvidhvals maven. Derfor havde han berøvet hende sjælen. Hun døde, idet hun kom ind. Hendes far var skyld i det og døde af tørst. Nu var søsteren alene. Slægtningen tilbød, at tage hende med væk, men det ville hun ikke, så han tog alene hjem. Næste forår kiggede han ikke til hende, fordi han havde travlt med fangsten. Hun ville jo heller ikke tage med ham, og så måtte hun foreløbig passe sig selv. Først hen på sommeren, tog han derhen. Han lagde til under teltet, men ingen viste sig. Han gik op. Da han nåede til teltet var der stadig ingen mennesker at se. Oven på en stensætning ved indgangen lå der en laks / ørred, hvis skind var ved at tørre ind i solvarmen. Han gik ind i teltet og så, at hans stakkel af en slægtning lå i et hjørne af briksen, som om hun var krøbet derind på flugt. Hun var død. Han tog hurtigt af sted igen og kom tilbage med en konebåd. De undersøgte tingene i teltet. Der lå den dødes tasker, tre par, og tre andre, der tilhørte pigen, der døde før hende. I den første taske fandt de et par vandskindskamikker, kvindebukser af netsideskind. I den anden var der kamikker af hvidt skind, kvindebukser af spraglet sælskind med tilhørende sælskindsanorak. I den tredje taske var der en kvindepels af rensdyrskind med tilhørende bukser af afhåret ræveskind, behandlet som rensdyrskind med tilhørende kamikker, alle sammen med mønster af 'kigdlorissat ( I dag kender vi ikke ordet, men jeg tror, det må være betegnelsen for avitat, skindbroderi, fortællerens kommentar). Da de havde undersøgt taskerne, gik de hen til vinterdepotet og åbnede det. Det var stopfyldt med tørrede laks, og der var ikke taget hul på det. De åbnede også forrådsrummet. Her lå forskellige fisk og en tønde med bånd af jern fuld af sortebær dækket til med spæk. (Det vides ikke, hvorfra de havde fået tønden, for der var ingen danske dengang. Måske havde de fået den af hvalfangere eller måske af nordboerne, som på det tidspunkt lige havde forladt vort land.) Så kom de til kødgraven. Den var dækket til med afhårede skind, under skindene var der spæk og under spækket var der kødstykker som fra en sæl, der lige var blevet parteret; de havde ligget der vinteren over. Den slags sparede man på for at sikre sig. Det skete nemlig engang i gamle dage, at der var vinter to år i træk (uden at det blev sommer ind imellem), og under hungersnøden var der ikke engang gamle kamiksåler at finde. Lige siden havde man passet nøje på, at intet gik til spilde eller rådnede. Dermed undgik man at mangle mad.

Sådan har man fortalt om de tre mennesker, der boede et sted mellem to beboede steder.

 

E. Dorph

Var.: Ingen i denne bases samlinger.

 

Hist.: De mange detaljer mht. fangst og skindsyning og de meget få egentlige begivenheder - ud over blodskammen tyder på en vis autenticitet. Syartiklerne synes fremstillede til salg til europæiske hvalfangere el. snarere handelsskippere. Søg på: Tinusuk.

Det siges ikke hvem der bliver vred over den gravide datters tabubrud og straffer hende med både abort og sjæletab. Måske månemanden? Heller ikke formålet med at puste hvidhvalens mavesæk op står klart. Formentlig skal den bruges til hengemningen af spæk. Der er en utydelig pooq-symbolik på spil. Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, en livsmetafor.

Uden titel, men et norbosagn om Uunngortoq

Print
Dokument id:408
Registreringsår:1864
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, VI, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Uden titel, men et norbosagn om Uunngortoq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 181h - 183h
Lokalisering:?
Note:

Et nordbosagn om Uungortoq / Uunngortoq og Kassapi, nedskrevet af Rink på dansk.

Fortælleren kunne være Simon fra Qaqortoq / Julianehåb ifølge Rinks note til en version han har sammenstykket af 6 varianter i: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, I: nr. 67 ss. 198 - 205. Note s. 362.

 

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 54(1), ss. 308 - 317: Stories about the Ancient Kavdlunait, 1: Ungortok./ Uunngortoq

Rinks håndskrift er temmelig ulæselig (på en blanding af gotisk og nyere stil), hvorfor jeg har måttet spække renskriften med spørgsmålstegn:

 

Der var en grønlænder som ville prøve sin nye fuglepil og roede ud fra Arpaitlivik / Arpatsivik (i fjorden bag / nord for Qaqortoq BS). Han roede og roede og kom endelig forbi et nor. Da han kom over på det andet side af Norsit / Norsiit (? hvor?), så han en dansker(?) tæt ved fjæren(?) og som tæt var ved vandet, inden for denne grønlænder. Så sagde han til ham: "Træf mig med din fuglepil", men grønlænderen ville naturligvis ikke. Den anden vedblev: "Træf mig med din fuglepil". Den anden vedblev (også): "Nai". På samme tid som de? så talte sammen, kom Ôngortoq / Uunngortoq (sådan hed formanden for de danske) ned til dem. Endnu vedblev tjeneren(?): "træf mig med din fuglepil". Da han endnu vedblev, sagde Uunngortoq: "træf ham kun, det er hans vilje." Da tog grønlænderen sin pil og stak ham ihjel. Uunngortoq brød sig ikke noget om (tog sig ikke af, BS)dette mord, da det var hans eget Villie(?). Grønlænderen roede til sit hjem. En anden gang roede han så atter op til kirken med kajak, han roede hen til kirken fra bugten, men da han kom henad Norsiit, som er i nærheden af kirken, så traf han en dansker nær ved vandet, der samlede tang eller muslinger, og uden at lade sig mærke tog han (grønlænderen) sin lændser og roede hen til ham og stak ham ihjel. Han lod danskeren ligge og roede hjem uden at sige det til nogen.

 

Vinteren kom og hele fjorden blev belagt med is, så at man kunne gå på den. Men ? grønlænderen som boede i Arpatsivik tænkte ikke på, at danskeren ville hævne drabet. En dag gik en pige for at hente vand fra en ?? som var ovenfor huset, da hun ? ned i vandet bemærkede hun, at vandet var noget rødligt. Hun fyldte sin spand, men vandet vedblev at være rødligt. Endelig så hun sig om og blev vaar (opmærksom, BS) på de mange mennesker som ?? oppe på fjeldet og det var genskinnet af deres ansigters rødlige skind hun så nede i vandet. I en lynende fart løb hun ned i huset, men i det samme hun gik ind i huset, omringede de danske hele huset, så ?? var umuligt i ?? Thi enhver der søgte at komme ud blev nedhugget af de danske med deres økser, så at ?? grønlandske mængde blev tilintetgjort, thi enhver der gik ud blev dødsens. Endelig blev der kun to mænd tilbage, nemlig 2 brødre, den ældste hed Qassabe / Kassapi, Uunngortoqs fjender, den anden vides(?) ikke ved navn. Den yngre broder fandt et par nyforsålede kamikker, så at det ville blive vanskeligt at ??? med dem. Den ældste sprang nu ud af vinduet, den yngste fulgte bagefter, så at begge gik ud på isen og tog flugten. Bag efter forfulgte Uunngortoq på isen, men kunne ikke nå de to brødre, den yngre broder var flere gange nær kommet i Uunngortoqs hænder, da han havde de nye forsålede kamikker, så at han faldt flere gange på isen og nær blev flere gange bytte for Uunngortoqs økse. Da de to var flygtet bort, havde de danske ?? huset og  (flere ord utydelige) og brødrene underneden. Endelig kom de 2 flygtende brødre med Uunngortoq bagefter snart over til Itibdliaitsiaq / Itilliaatsiaq oven på ??? landet. Da de kom nær til landet bemærkede Kassapi at der var (en, BS) temmelig høj iskant på fjæren. Uden at ?? noget opgangssted sprang han op på iskanten og kom helt? op på det faste land. Hans broder gjorde ligeså, men da han havde de nyforsålede kamikker (på BS) gled hans ene fod ved springet og faldt tilbage på isen, og Uunngortoq som var i hælene på ham var straks parat og afhuggede hans ene arm og viste den til hans broder og sagde: "Kassapi", idet han løftede armen op, "kan du glemme din lillebrors arm så længe du lever?"

Da Uunngortoq gik tilbage, uden at få fat på Kassapi, så sprang Kassapi ned på isen og tog sin broders lig på land og bagom det det. ?? gik så over land ned til Qangermiutlijt / Kangermiulliit (? hvor?) og forblev der vinteren over. Ved ankomsten dertil lånte han en kajak hvor han fangede en umanerlig mængde sælhunde og skindene af dem lod han til hvide skind hele vinteren og foråret igennem. En dag gik han i kajak men forblev ??? Endelig kom han den 3dje dag, han bugserede tungt, det gik langsomt med ham. Han havde fundet stort stykke drivtræ og bugserede det hjem. Man fik det så først på land så at vandet ikke kan nå det (oven for højvandsbæltet, BS), så at det kunne tørre. Mens det nu tørrede, gik han på fangst og skindet af alt det han fangede gjordes til hvidt skind. Da drivtræet endelig blev tørt, bgyndte han at arbejde med det. Han begyndte at forhule(??) / udhule? det fra den ene ende. Arbejdet gik langsomt men dog fremad. Endelig blev han færdig med at forhule(?) hele træet, undtagen den ene ende, hvilken ikke blev åbent. Han lavede et låg til den ene ende, hvor det akkurat kunne passe til hullet. Desuden gjorde han så mange huller hele træet omkring som han troede kunne være nødvendigt, ikke til mastehuller med til kighuller, hvortil han lavede en mængde små ?? som han troede kunne være nødvendige. Desuden lavede han pinde til master og til disse forbandt han den mængde hvidskind som han lod forfærdige i vinterens løb. Dette så ud som en ??? båden? og så ligesom et stykke is når den kom ud på vandet. Dersom hvor det kunne lade sig gøre, ville han dog prøve den. Iden for Kanermiulliit var der flere øer, og fra en af disse øer lod han ?? båd sejle?? ud. Da en eftermiddag hvor landvinden begyndte at blæse op  ??? da så han at båden lignede et stykke is. Så blev han overmåde glad.

 

Samme forår udgik nu hele Kangermiulliits befolkning med konebåde og mange kajakker medfulgte op til kirken for at ?? ?? landsmands drab?? Først kom de til Arpatsivik, hvorfra udgik alle konebåde og kajakker mod ??? af fastlandet for at komme fra landsiden og den nye ?? båd ?? skulle drive som et stykke is på fjorden med fjordvinden. Det skete også. Konebådene og kajakkerne kom på land ?? for kirken og besætningen. Da besætningen kom på land samlede de en mængde brænde, som hver person kunne bære og have en god dragt med sig, når de går(sic) ned til kirken. Den skinnende(?) båd nærmede (sig) kirken fra øen af, ?? ??? ????? . Da båden kom så nær til kirken, at man fra båden kunne høre hvad de talte, hørte man at en af dem påstod at det var en båd, men andre sagde at det var et stykke is som drivede med vinden. Da Kassapi hørte det ville han prøve på sin ?? at kæntre båden. For det stykke flødetræ var så stort, at flere mennesker kunne være inde i båden. De indeværende folk flyttede i en fart til den anden side af båden, så at båden fik en anden skikkelse. Der/hvor ?? kom over mod forskellige former af ?? og ??, at det så ud som et stykke is. Da de danske så det blev de rolige og gik alle ind i kirken. Et ? landede båden nedenfor kirken og besætningen gik ud. I det samme kom også grønlænderne som landede ?? kirken frem med en dragt brænde ned til kirken, hvor de samtidigt omringede kirken. De begyndte nu at fylde forstuen med brænde. Hvert bundt der blev puttet ind blev ligeså hurtigt taget indefra af de danske (sic), således blev det ?? med hver dragt brænde. Da det ikke forslog med disse hentedes nok en gang brænde, hvor? disse også næsten altsammen blev puttet ind i kirken, da endelig kirken blev fyldt med brænde. For at tænde ild i brændet blev der med remmen (ildborets rem, BS) gnedet ?? man fik ild og tændte brændet i kriken. Danskerne søgte nu deres udgang ?? igennem vinduerne, men ?? blev dræbt som kom ud, med pile og lændsere. Kassapi ventede nu blot på sin fjende, Uunngortoq, da endelig en af grønlænderne råbte til ham: "din fjende er sprunget ud af det østre?? vindue og ???." Nu gik han på tværs med at forfølge ham. (Nogle siger at han havde sin søn under armen, men da han blev forfulgt skulle han have kastet ham ud i en ??sø i nærheden af kirken, men andre udelader det. sic.) Kassapi forfulgte nu sin fjende men kunne ikke nå ham, da han var mere hurtigt løbende denne gang. Og ved bunden af fjorden forlod Kassapi sin fjende og vendte tilbage uden at hævne sin broders morder. Nu vendte hele den grønlandske sværm? igen tilbage til Kangermiulliit.

 

Da en tid var forløbet hørte Kassapi, at hans fjende havde bosat sig og?? ved bunden af Lichtenaus Fjord. Da nu foråret kom, rejste nu Kassapi sydefter for at undersøge ham. Der traf han ham, men han undkom endnu denne gang. En nden gang hørte han, at Uunngortoq havde bosat sig nær Tasermiut og havde fået en tuneq til hustru. Mens det endnu var vinter gjorde Kassapi ikke andet end at lave pile til sin bue. Tilsidst fik han så mange at det havde? ?? rummes i et sortsidet skind, bukket fra snuden til bagfl?? Der igen foråret brød ud, rejste Kassapi igen sydefter ned til Tasermiut og traf atter sin fjende, der havde fået sig et hus med en stor ???. Kassapi roede nu langs med landet, og indsatte sine pile ved søen således at der blev en bestemt distance imellem hver. Da han nu havde gjort disse i stand gik han hen til huset og kiggede ind af vinduet. Der så han sin fjende, ??? på gulvet, men var ikke i stand til at  ??, uden hans skygge, da han gik så hurtigt frem og tilbage. Og hans kone lå og sov således at hun vendte ansigtet lige mod vinduet. Da Kassapi gerne ville have skudt sin fjende men ikke var i stand til at træffe ham formedelst hans hurtighed, tog han sigte nær hans kone og traf hende lige i struben, så at hun døde straks. Nu begyndte han at retirere. Uunngortoq forfulgte ham nu i hælene på ham. Kassapi skød nu efter ham med sine pile, men kunne ikke træffe ham, da han hvert øjeblik sprang til side og op. Hvert skud blev nu uden virkning. Til sidst blev der nu kun et par pile tilbage. Med den 3dje sidste pil traf han ham på hans ene kind, men (det, BS) gav ham blot en flænge. Ligeledes med den 2den sidste pil traf han ham på den anden kind, ligeså blot en flænge. Nu kom turen til den sidste pil, den skulle nu afgøre sagen. Han sigtede og traf sin fjende idet han sprang i hælen?? på ham, så at han segnede ned til jorden. Han løb hen og fik en af sine afskudte pile og fuldendte hans liv med dette (den, BS). Han gik hen til ham, tog hans økse og afhuggede hans ene arm. Endskønt han nu var død, råbte han dog til ham: "Uunngortoq, din arm, kan du glemme den sålænge du lever?" Da han nu havde fået sin fjende dræbt, så vendte han glad tilbage til sit hjem.

 

Var.: Uunngortoq; søg på nordbo*

 

Hist.: Kirken er kirkeruinen ved Hvalsø / Hvalsoy, og den nærliggende bugt hvor grønlænderen vil afprøve sin fuglepil, er Tasiusaq, der ligger neden for Uunngortoqs bjerg: Uunngertup Qaqqaa. Stednavnene stammer snarere fra denne vidt udbredte fortælling end omvendt. Om nordbohistorierne mulige historiske baggrund se Kleivan 1982, Tidsskriftet Grønland. Og Thisted 2001: on Narrative Explanations. Scandianvian Studies vol 73(3): 253-295, der også refererer Jette Arneborgs undersøgelser.

 

Kommentar: Det var forholdsvis sent i indsamlingsperioden, at Rink kunne skrive en oversættelse ned efter mundtlig fortælling. Derfor undrer det noget at han konsekvent oversætter qallunaat (som det må være) til "danskere". Det betyder sådan set bare en hvid mand el. europæer, men valget kan skyldes at visse fortællere, som Rink havde læst, skelnede mellem qallunaat og qallunaatsiat (ondskabsfulde hvide mænd, dvs. nordboere - fordi man ville skelne mellem de tidligere (påståede?) fjender og de nuværende danskere, som man ikke havde noget sådant udestående med.) Adskillige fortællere i Rinks samlinger trækker dog ikke dette skel, men kalder alle, europæere og nordboere, qallunaat - ligesom denne fortæller.

Ugpatermiormioq qássiarssúmirdlo / Uppateqboen og Qassiarsukboen

Print
Dokument id:1041
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2130, 2', læg 9 nr. 24
Fortæller:?
Nedskriver:Kreutzmann, Kresten
Mellem-person:Nielsen, N. L.
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Ugpatermiormioq qássiarssúmirdlo / Uppateqboen og Qassiarsukboen
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 28 - 31
Lokalisering:? Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Uppatermioq plejede at tage ud på fangst efter

fuldvoksne spraglede sæler langt ude for Isortoq.

Først når Uummannaq ikke var større end et sælhoved, standsede han og

gav sig til at vente på, at en sæl skulle dukke op.

I husene mod øst på bredden af fjorden Isortoq boede der et mandfolk

af en fanger ved navn Paamisaarsuaq. Han havde hørt sige, at der

tidligere var masser af sæler langt uden for kysten. Da han selv

aldrig havde roet længere ud mod vest, kom han til at more sig (der

menes dog sikkert: pileritsappoq), fik han stor lyst til ar ro langt

vestover, når vejret var godt og havet var roligt.

Da det en dag så ud til roligt hav derude, og det var det eneste han

ventede på, tog han afsted.

 

Allerede da han nåede Uummannaqs yderste forbjerg, syntes han, at han

var nået meget langt vestpå, og han var lige ved at vende om. Men

så fik han lyst til at fortsætte. Sådan blev han ved, indtil Uummannaq

i luftspejling antog størrelse af et sælhoved. Netop på det tidspunkt

fik han øje på en stor kajakmand syd-vest for sig.

Han blev overrasket, for han ventede ikke at se nogen kajakmand. Han

roede så hen mod ham, fordi han jo allerede var blevet set af den

fremmede. Noget tydede på at den store sydlænding, som ellers roede rask til, havde fået øje på ham og havde sagtnet farten. Paamisaarsuaq roede

langsomt hen imod ham; og idet han kom ganske nær, opdagede han, at

den fremmedes kajak slingrede ustandselig. Det viste sig, at hans

kajak var konstrueret sådan, at den ikke kunne ligge stille, idet den

kun havde én køl. (En kajak til brug i oprørt hav.) Nu var de kommet

helt hen til hinanden; og eftersom de slet ikke kendte hinanden, sagde

ingen af dem noget. Qassiarsukboen blev lidt undselig og sagde, for at

få den anden til at hilse: "Jeg er bare roet herud for at få bekræftet

noget, jeg har hørt; for jeg har hørt, at der fjernt herude i

vest, skulle være mange spraglede sæler. Jeg er herude for at se dem."

Det trak op til smil hos manden, han talte til, og han sagde: "Hvis du

aldrig har oplevet dem før, så følg mig."

Da den fremmede lagde ud mod sydvest, fulgte Qassiarsukboen efter.

 

De havde roet en tid, da den fremmede slog hættten på sin helpels ned

og begyndte at lytte, om der var noget at høre forude. Efter kortvarig

lytten udstødte han en kort lyd. I det samme standsede

han. Qassiarsukboen var usikker men roede hen til ham.

Den fremmede kiggede undersøgende i retning af land og sagde. "Dagen

kommer ikke til at slå til, for det tar altid så lang tid at

ro ind med fangsten på slæb. Lige derhenne mod vest holder de sig

flydende alle sammen." Nu fik de øje på dem. De lignede tang, der flød

på havet. Da de næsten var fremme, roede de et stykke fra hinanden.

Manden fra Uppateq roede videre uden at sagtne farten og gjorde sig

klar til at harpunere. Qassiarsukboen roede længere væk fra ham og

nærmede sig sælerne hurtigt for at kaste sin harpun, idet han havde

svært ver at beslutte sig for, hvilket af dyrene han skulle harpunere.

Han kom til at tænke på, at han havde lang vej hjem med fangsten på

slæb, så han udvalgte sig et af de mindre dyr. Havde det været

en almindelig sælside han havde harpuneret, havde han ikke

kastet sin fangstblære ud men da han ikke var vidste, hvor kraftige disse sæler var, lod han blot sin fangeblære / fangstblære glide ned. Han kiggede på

den anden og så, at han var ved at sætte harpunspidsen på skaftet

efter at have gjort sin fangst klar til bugsering. Qassiarsukboen fik

travlt. Han tog fat på dyret (apiisigutiinnaqa ?), som om det var en

lille sæl han havde med at gøre.

 

Da den fremmede kom hen til ham, roste han ham. Han opfordede ham til

at fange én til, men det ville Qassiarsukboen ikke. Manden fra Uppateq

sagde: "Jeg vil fange én til, til at bremse farten med." Med de ord roede

han til og gjorde sig klar til at kaste. Han holdt harpunen oppe så

længe, at man ikke troede, at han ville kaste den. Men idet han satte

et balanceredskab (pagkut ?) til en ene side af kajakken, hældede

han sig imod vinden og kastede efter et dyr. Dyret sprællede, så

vandet skummede (qapuk=skum). Da dyret blev roligere, så man blod

omkring det. Så gav han sig til at gøre dyret klar til bugsering.

Qassiarsukboen roede hen til ham; og den fremmede sagde: "Jeg

gjorde som i gamle dage i en tro, jeg stadigvæk kunne. Men jeg fik

det ikke dræbt med det samme." Qassiarsukboen følte sig et øjeblik

helt afmægtig i forhold til den anden, men sagde ikke noget.

 

Da den anden var færdig med at gøre dyret klar til bugsering, bandt de

sælerne fast til kajakkerne og begav sig mod land. Så

begyndte manden fra Uppateq ellers at fortælle. Når manden fra

Uppateq satte farten op, måtte Qassiarsukboen bruge flere kræfter,

selv om han kun havde et enkelt dyr på slæb. De havde roet et godt

stykke tid, sagde sydlændingen: "Nu passer strømmen lige for dem, der

skal sydover. Det er altid svært at komme aftenen i forkøbet. Jeg

skal prøve om jeg kan ro hurtigt. Kom og mød mig en anden gang."

Idet han sagde det, gav han sig til at ro sydover (så hurtigt), som

om han ikke havde noget på slæb. Så begyndte Qassiarsukboen ellers

at ro ind mod land. Det blev tusmørke, mens han endnu syntes, at han

befandt sig langt ude. Da han nærmede sig land, blev det helt mørkt;

og han begyndte at synge, alt imens han roede indefter. Han var

kommet langt ind, da det forekom ham, at han kunne høre lyd bagfra.

Han lyttede grundigt efter lyden; og det var tydeligt, at nogen råbte

"ooq". Da det var om natten, og han endnu befandt sig langt ude,

havde han ikke lyst til at vende om og ro ud ad; og han flygtede fra

lyden. Mens han endnu roede hurtigt til, mærkede han, at kajakken

ligesom "strammedes" (issúkâtdlarmat), og han mærkede, at han var

standset helt. Han turde ikke vende sig om. Så mærkede han, at

kajakken var ved at kæntre. Hvergang han skulle til at tage et

åretag til den ene side, fil nogen kajakken til at hælde til den

anden side. (Sætningen uklar.)

Da han efterhånden var blevet vred på vedkommende, som han umuligt

kunne se, tænkte han: "Nu har jeg alligevel mistet det, jeg havde

på slæb. Så kan jeg kæntre uden vanskelighed. Når vedkommende får

kajakken til at hælde til den ene eller til den anden side, vil

jeg bare kæntre med vilje."

Nu ventede han kun på den første lejlighed. Så mærkede han, at

kajakken begyndte at hælde til venstre, idet kajakkens sidelægte

blev presset ned. Han kæntrede, og han mærkede, at kajakken lå

med bunden i vejret; og han skyndte sig at rejse sig igen for at

komme den anden i forkøbet. Lige da han rejste sig op igen, så han,

at den anden var i færd med at rejse sig op. Han var kæntret, idet

det, han holdt fast på, var smuttet fra ham. (Han havde vel holdt

fast på den andens kajak?) Nu havde han rejst sig helt op. Hele

kajakken så ud, som om den var træbark, og den manglede en kajakstol

til at rulle linen på. Manden, der nu vendte hovedet imod Qassiarsuk-

boen, så endvidere lidt ejendommelig ud. Han smilede hele tiden.

Uden at sige noget roede han helt hen til Qassiarsukboens fangst

og tog den på slæb, og da han begyndte at ro indefter, slog han

følge med ham.

 

Hist.: Sydlændingene fra åbentvandområdet i det blæsende Sydgrønland havde ord for at være særlig dygtige kajakroere.

 

Kommentar: Sæltyven er bådenbart en qajariaq (flertal, qajarissat) - oversættes ofte med "kanomand" - der er en sæl i menneskeskikkelse, men associeres af Rink til indianere pga. af deres mærkelige kajak uden bagende, som skulle være bygget af bark.

Uiarnianik / Om nogle som ville sejle udenom

Print
Dokument id:1789
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Uiarnianik / Om nogle som ville sejle udenom
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:ss. 124 - 126, nr. 27
Lokalisering:Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

 

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 27, ss. 97 - 101.

 

Uddrag  i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II: nr. 33,

ss. 73 - 74.

Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 120, s. 458: Iviangersook travelled all around the Coast of Greenland.

 

Resumé: Iviangersuk rejser landet rundt, først sydpå langs vestkysten

og rundt om Kap farvel til Aluk i sydøst, derfra langs østkysten nordpå til det

forestillede sund fra østkysten til Ilulissat, og sluttelig atter mod

syd langs vestkysten.

I nordøst fanger I.s bror en stor hvidhval, som han deponerer oppe på

en ø, hvorefter de træffer "blandinger" med lyse øjne. Disse

tilbyder deres koner til låns, men de rejsende afslår med en

bemærkning om, at den slags gør de ikke. De rejsende er stærkere end

"blandningerne" i vægtløftning, og blandingerne flygter for dem, da de

næste dag får forevist den store hvidhval, som I.s lillebror har

fanget. Undervejs sydpå fra Ilulissat dør I.s bror og begraves ved

Nuuk.

 

For kommentarer til Rinks version af originalteksten se Thisted og Thorning 1996:

nr. 27, s. 325 - 326.

 

Hist.: Hendrik oplyser, at han har fået historien fortalt af Christian / Kristian

Hendrik fra Kangeq, Arons far, som igen har hørt den af en mand, hvis

navn begynder med Ata- (resten er ikke til at læse.) (K.Th.). Forestillinger om efterkommere af nordboere på østkysten, går formentlig tilbage til kolonisternes første teori om, at Østerbygden måtte findes på østkysten. Den blev endelig elimineret med Konebådsekspeditionen i årene 1884/85.

Kristen påvirkning ses i afslaget på invitationen til

at låne koner, som man tilbød gæster det i førkristen tid.

 

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Uiartek / Uiarteq

Print
Dokument id:419
Registreringsår:1885
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, VIII, 4'
Fortæller:Quttuluk (Kutuluk)
Nedskriver:Holm, G. F.
Mellem-person:Holm, G. F.
Indsamler:Rink, H.
Titel:Uiartek / Uiarteq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 97 - 100, nr. 14
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Nedskrevet af Gustav Holm efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Fortællingen er ikke publiceret, men dele af den indgår i Uutuaq's version, Holm 1888, nr. 5. For nedskriften af Uutuaqs version af "Uiartek" se NKS, 2488, VIII, nr. 12.

 

Johan Petersens oversættelse:

Da Uiartek / Uiarteq rejste herfra, rejste han med een konnebåd og een roerske sydpå. På vejen, førend han kom omkring landet, mødte han en anden mand, der, ligeledes med konebåd og een roerske, rejste sammen med ham. Når de så nogle kajakker på vejen, slog de dem ihjel. Uiartek og den anden mand øvede sig ved at ro mod hinanden, tage fat og sigtede med harpunen; men de kastede den ikke. Det gentog de, lagde derefter harpunen ned igen, og roede videre ved sidan af hinanden. Uiartek havde en pilespids af hel narhvalstand, og den anden havde hvalrostand.

       Da de på vejen kom til en del kalvis, kastede de fuglepilen efter den, og den gik i stykker. Efter at de var kommet omkring landet, blev det vinter, hvorfor de overvintrede. Da de kom til nuna issua / nunap isua (landets spids), så de nogle huse. De ventede derfor til det blev nat og gik så op til husene og så på deres redskaber. De så en stor narhvalstand, der blev brugt som kødpind, og hvorpå der sad menneskehænder, bjørnekød og spæk, hvalroskød og spæk, narhvalskød og spæk. De blev bange for disse folk og rejste derfor om natten inden om dem i slæde gennem et stort dalstrøg. Da de næsten var omkring landet, kom de til en stor strøm. Begge konerne havde børn. Uiarteks kone havde hængepatter, som hun kunne kaste over skuldrene og barnet således blive siddende i amauten / amaat og drikke, mens moderen roede. Den anden kone havde ikke store patter. Da de roede op af den store strøm døde derfor barnet af sult, og konebåden blev af strømmen ført ind i en hule, der var udhulet i jord under stranden. Uiarteks hund faldt overbord, og blev bidt over af en ulk. Uiartek kom altså alene op af strømmen og kom derefter tilbage igen.

(Kutuluk kan ikke huske mere af den historie.)

 

Var.: Uiarteq

Uiartek / Uiarteq

Print
Dokument id:993
Registreringsår:1885
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, VIII, 4'
Fortæller:Uutuaq (Otuak)
Nedskriver:Holm, G. F.
Mellem-person:Holm, G. F.
Indsamler:Rink, H.
Titel:Uiartek / Uiarteq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 78 - 92, nr. 12
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Fortællingen, der er sammensat af fire fortællinger, er ikke publiceret i sin sammensatte helhed, men

       af dens første fortælling indgår nogle få elementer i Sanimuinnaqs version, der i håndskriftet har titlen Ungilagtaké, men er trykt med titlen "Kunuk", fordi den ret nøje svarer til den vestgrønlandske fortælling om Kunuk.

       Den anden fortælling af Uutuaqs "Uiartek" udgør størsteparten af Holm 1888, nr. 5: Uiartek, der er suppleret med dele fra en version fortalt af Qutuluk.

Den tredje og fjerde fortælling om Uiarteq og Kaassassuk, samt Kaassasuks søn og Uliivaatsiaq svarer ordret til Holm 1888, nr. 6, bortset fra slutningen i nr. 6. Den stammer fra Uutuaqs 2. version af "Uiartek". Nedenfor følger derfor kun håndskriftets to første fortællinger (s. 78 - 84 - 85), mens ordlyden af Uutuaqs 2. version er indskrevet under NKS, 2488, VIII, nr. 13.

 

Johan Petersens oversættelse:

Uiarteq var ugift og boede her ved Angmagsalik / Ammassalik sammen med sin bedstefader og søster. Mens Uiarteq boede her, ville Ungilataké / Ungilattaqi holde trommedans med ham; men Ui. kunne hverken tromme eller synge. Ui. rejste nu med konebåd til Ungilattaqi; men plejefaderen og stedmoderen blev hjemme i huset. Disse sagde ved afrejsen, at hvis han slog Ung. ihjel skulle han tage en hund og et menneske med hjem.

 

Han rejste nu derover, og kom dertil, da det blev mørkt. Ui. gik så ind til Ung., der havde et stort hus, samt mange koner, som han havde taget fra dem, han holdt trommedans med. Ung. brugte et stort sværd (panak / pana) til trommestok, og dem han holdt trommedans med, plejede han at stikke ihjel.

 

Da de kom, røvede Ung. Ui.s smukke kone (i indledningen var han ugift, BS). Ung. begyndte nu at synge. Under sangen kastede Ung. sværdet efter Ui. Denne gjorde sig meget stor; men idet sværdet blev kastet gjorde han sig ganske lille, så at det gik over hans hoved og ind i væggen bag ved. Ung. sprang nu til, trak sværdet ud af væggen og begyndte atter at synge. Han sigtede igen på Ui. og denne gjorde sig ganske lille; idet sværdet blev kastet meget lavt sprang han tilvejrs, så at sværdet traf under ham. Ui. greb nu sabelklingen skønt han ikke kunne synge. Ung. sagde, at han skulle bære sig ad ligesom ham. Ui. begyndte nu at synge. Da han var færdig med sangen kastede han ikke sabelklingen; men begyndte på nok en sang. Da han var færdig, sigtede han på Ung., denne rakte lang næse af ham, men samtidig kastede Ui. sabelklingen, der ramte Ung. på hagen, flakte (flækkede) denne og gik ind i halsen. Da Ung. var ved at dø, sprang Ui. hen til briksen og tog sin egen kone samt Ung.s smukkeste kone. Ung. vendte sig nu og sagde: "Hende vender jeg aldrig ansigtet fra, når jeg ligger sammen med hende!" Ui. gik nu ud; men Ung.s medhjælper, der hed Usugsukmajoatak / Usussummajuataq, sprang til og tog ham bag fra. Mens de nu var ved at brydes, trådte Ui. på urin, så at han var nær ved at falde. Idet han nu rejste sig, greb han Usussummajuatagoq klemte ham, så at blodet strømmede ud af munden og ekskrementerne ud af bagen på ham.

Usugsukmajoatak sank nu ned og skreg:" Kunuk, Kunuk, Kunuk har klemt mig, så at blodet strømmer ud af munden og ekskrementerne ud af bagen på mig!" Dermed døde han.

Om foråret rejste Ui. med kone og barn i en konebåd i følgeskab med en anden konebåd, hvori kun var mand og kone. De rejste sydefter langs med landet.

Da de kom til "nuna issua" / nunap isua (landets yderste) roede de op af den stor strøm på hvis sider der er huler i klipperne, som havet havde dannet. Ui.s hund faldt overbord og blev bidt over af en kivarkek / qivaareq / kanajoq (ulk). Mens de roede op af strømmen sultede ledsagerens børn ihjel (i indledningen var de kun mand og kone, BS); thi hans kones patter kunne ikke nå over skulderen til barnet i amauten / amaat (rygposen). Under deres sorg derover drev strømmen nu denne båd ind i en hule. Ui.s båd kom op ad strømmen. Han roede med styreåren på begge sider; mens konen trak på årerne. Barnet levede; thi konens patter nåede op over skulderen. Da Ui. var kommet oven for strømmen, så han en masse narhvaler og mellem disse en stor kajak. Ui. frygtede for den store mand, fordi han var alene, og ventede derfor til det blev mørkt.

 

Da det blev aften og den store mand sov, lagde Ui. til land. De så da, at de havde spiist narhvalskind (mattak), bjørnespæk og bjørnekød samt menneskehænder. De rejste nu indenom med slæde. De rejste derefter langs med en stejl kyst, hvor de ikke kunne lægge tilland. Om aftenen lagde de ind til en stejl klippe, og Ui. slog en sælhundblodprop ind i klippesiden og fortøjede båden derved. Følgende dag rejste de videre og kom omkring landet.

       Da Uiarteq var kommen omkring landet ... "

 

Hermed indledes fortællingerne om Uiarteq og Kaassassuk og Kaassassuks søn og Uliivaatsiaq, der ord til andet er trykt i Holm 1888 nr. 6 (bortset fra slutningen). To til fortællingerne tilhørende sange, der er meddelt af Naqitilik, er trykt i Holm 1888 nr. 50; i Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og

Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 233 og i Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I,  Meddr. Grønland 39: 304.

 

Var.: se ndf.

 

Hist.: Holm har skilt Uutuaqs fire sammenstykkede fortællinger ad, fordi han (Holm) mente, at sammenstykningen var en tilfældighed. Imidlertid er fortællingerne også sat sammen i senere versioner (se fx Kaarali Andreassens version i Rasmussen 1981, III: 165 - 209). Noget tyder dog på, at sammensætningen af fortællingerne på Holms tid endnu var i sin vorden: Kunuk - fortællingen, der sandsynligvis stammer fra Vestgrønland, er blevet tænkt sammen med østgrønlændernes egen fortælling om Uiarteq, der rejste verden rundt, og ikke rummer episoderne fra "Kunuk" (Se fx Qutuluks version, NKS, 2488, VIII, s. 97 - 100; Rasmussen 1981, III: 76 - 77 (sydøstgrønlandsk version). Således rummer Uutuaqs version (ovf.) flere logiske brist, der peger på en endnu ikke vellykket sammensmeltning af fortællingerne.

 

Sammenstykningen må bunde i rejser til (og evt. fra) Vestgrønland syd om Kap Farvel. Elementet: bjørnefælden, findes i enkelte vestgrønlandske versioner. Jens Rosings hypotese om to forskellige Thule-kulturs folk, der har mødtes i Ammassalik-området, kunne også finde næring i denne sammenstykning. Selv tør jeg ikke give noget endegyldigt svar på, hvorfor disse fortællinger er blevet stykket sammen. Kun at sammenstykningen viser en sandsynlig påvirkning fra Vestgrønland, hvad enten den er kommet via immigration fra Vestkysten, eller via det interne handelsnet mellem øst og vest. BS.

Uiartek / Uiarteq (Uddrag)

Print
Dokument id:418
Registreringsår:1885
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, VIII, 4'
Fortæller:Uutuaq (Otuak)
Nedskriver:Holm, G. F.
Mellem-person:Holm, G. F.
Indsamler:Rink, H.
Titel:Uiartek / Uiarteq (Uddrag)
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 92 - 96, nr. 13
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Denne version af Uiarteq i uddrag (originalen eksisterer måske ikke længere), er ikke publiceret, men slutningen indgår som afslutning på Holm 1888, nr. 6.

 

Johan Peteresens oversættelse:

Uiartek rejste syd på i konebåd med kone og lille barn. I stedet for at harpunere sælhunde, harpunerede han mennesker, hvoraf han lod nogle blive liggende i havet, mens han trak andre på land. På vejen traf han sammen med en anden konebåd, hvori manden også var alene med kone og lille barn. De rejste sammen med denne indtil de kom til et sted, hvor der var stærk strøm, som sendte den anden konebåd ind i en hule ved stranden, som strømmen havde dannet. En ulk bed Uiarteks hund midt over. På den anden side af landet så Uiartek en stor kajak; men han sagde ikke noget, thi han var bange for ham. På den store kajak lå en pind, hvorpå der var stukket menneskehænder, bjørnekød og spæk, hvalroskød, narhvalkød og spæk og sælhundekød og spæk. For at rejse indenom disse folk, kørte de om natten over land i slæde. På vejen langs landet var der ligså mange sælhunde som ryper, og når ryperne skreg, kom sælhundene op. Da de kom til landets spids (nuna isua / nunap isua nordpå, kunne de næsten ikke ro for strøm, og om natten måtte Uiartek slå en sælhundeprop ind i klippen til at fortøje båden ved, thi klipperne var stejle og strømmen stærk. De kom derefter til et sted som kaldtes "kidluiusuit"(1), fordi det lå mellem 2 fjelde som lignede hornene på en konebåd. Herfra kom de til en stor fjord, der aldrig frøs til, og hvor der ingen sælhunde var, men derimod altid store mængder af narhvaler og hvidfisk / hvidhvaler. Når disse skiftede hud, krøb de op på store sandsletter, som fandtes her, og rullede sig rundt for at få skællene bort. Uiarteks kone samlede her så mange narhvalshorn-spidser, som hun kunne have i sin favn, og som hun brugte til at spænde skind ud med. Herfra kom de til Kasasik (Kaassassuk), der boede ikke langt her nord for og fangede bjørne i fælder.

       Da Uiartek kom tilbage hertil Angmagsalik / Ammassalik, var der en mand, der pralede af det land han havde rejst til og set. Uiartek holdt derfor trommedans med ham og sang:

"Auja ja jaaja a aja aja - Min levetid er ikke lang - auja ja ja aja aja - Det er fordi jeg synes jeg ikke lever længe, at jeg synger - auja ja ja .... Jeg berømmer dem der har set det land som de synger om - auja -- Jeg synger om det land jeg så deroppe, hvor fjeldene lignede konebådshorn (2) - auja. Jeg synger om "kidluisuit", hvor man ikke kunne stige i land, hvor man ville, fordi klipperne var så bratte som en isfod - auja ---. Da jeg tabte det af sigte var jeg bdrøvet - auja - Jeg synger om det, fordi jeg er bedrøvet over, at jeg ikke mere ser det - auja ja ja aja a aja aja."

1. kidluit / killuit - Sædet mellem hornene på en konebåd.

2. Af den grund kaldte han landet "kidluisuit", der betyder: Sæder mellem konebådshorn.

 

Var.: Uiarteq

 

Kommentar: En anden version af denne sang er meddelt af Naqitilik. Se Thalbitzer, W.(red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II: 233), og Thalbitzer 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr Grønland 39: 304.

Ukugsulik / Ukussulik

Print
Dokument id:415
Registreringsår:1885
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, VIII, 4'
Fortæller:Angitinnguaq (Angitinguak)
Nedskriver:Holm, G. F.
Mellem-person:Holm, G. F.
Indsamler:Rink, H.
Titel:Ukugsulik / Ukussulik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 50 - 54, nr. 7
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Denne tekst er ikke publiceret, men dele af den indgår som supplement til Pitiga's version, "Kaluluk" / Qaluluk, der er trykt i Holm 1888: 248 - 250, nr. 3 (med noter);

2. udg. Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik.

Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, nr. 3 (uden noter); og på engelsk i Thalbitzer 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr Grønland: 237 - 239 (uden noter).

 

Johan Petersens oversættelse:

Der var engang en forældreløs dreng uden familie, som boede hos en gammel kone. Han hed Ukugsulik / Ukussulik. Når kajakkerne fra nabolaget gik ud på fangst, så hændte det ofte, at de ikke kom hjem igen. Ukugsulik gik en dag ud i kajak og roede langs stranden, indtil han kom til et næs. Her steg han i land og satte sig til at arbejde på sin fuglepil. Han hørte noget komme inde fra, og da han så sig om, så han en stor mand, der gik hen og tog ham og bar ham ind ad landet til for at slå ham ihjel. Han sprællede og græd; men det hjalp ikke noget. Den store mand gik med ham under armen. Ukugsulik kom nu til at tænke på, at han havde en alusugak / alussugaq (foster) til amulet. Han råbte nu på den, at den skulle komme og hjælpe ham, inden det var for sent. Da den stor mand kom til en sort sø, havde han ikke mere Ukugsulik under armen; men denne tog manden, der sprællede voldsomst og kastede ham ud i søen, hvor han druknede. Ukugsulik prøvede nu at stikke med fuglepilen i vandet, og mærkede, at der var noget dernede. Han hagede ind på det, og så så, at det var døde mennekser, mellem hvilke han kendte nogle af sine husfæller og naboer. Han lagde da den store mand nederst og alle ligene ovenpå ham. Da Ukugsulik kom hjem til sin gamle plejemoder, fortalte han hende, at han havde slået den store mand ihjel, og at det ikke var så underligt, at naboerne ikke kom hjem, når de gik ud i kajak, thi den store mand havde slået dem ihjel og kastet dem ud i søen. Da der var een, der havde hørt dette, og som fortalte det til den store mands familie, så kom alle dennes kajakmænd over for at hævne sig. Da de nærmede sig, blev vandet ganske rødt af de mange kajakker. Ukugsulik fik sin plejemoders rensdyrs-kamikker på, og strammede disse og bukserne godt. Plejemoderen tog nu en kødvender op af en lille pose, sang tryllesange / serratit over den, og gav ham den til våben. Ligeledes hav hun ham en sælhunde blodprop. Ukugsulik / Ukussulik løb nu ned til stranden. Da kajakkerne (kajakmændene) steg i land og tog årerne om på ryggen, idet de holdt dem med begge hænder, så stak Ukugsulik dem een for een med kødvenderen under anorakken, og idet han trak den ud, stak han proppen ind. Da han derefter trak proppen ud, styrtede blodet ud af dem og de faldt døde om. Således slog han alle dem ihjel, der kom for at tage ham.

Nu er den historie til ende.

 

Var.: Qalulik / Kalulik; Kaluluk; Qalulaajik. Iøvrigt en del beslægtede fortællinger om kajakmænd der dræbes af et uhyre undervejs ind i en fjord: Nerrersuujunnut pulartut; Om slæderne, der altid bortkom; Kajakmændene der udeblev; Fangerne der forsvandt; Amaakasia; Angortooq, storfangeren; Bortblevne mænd; Brødrene som forsvandt;

 

Kommentar: undertiden svarer en østgrønlandsk alussugaq til den vestgrønlandske anngiaq, et barn født i dølgsmål, eller en hemmelig abort. Men de to begrebers betydninger dækker ikke altid hinanden. Se GTV(= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere).

Ukutserpak

Print
Dokument id:84
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Ukutserpak
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 398
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 139 ss. 697 - 699.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 397 - 399: Oqaluttuaq Ukutserpammik.

 

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 163 - 163

 

Resumé:

Ukutserpak vil kun eet bestemt sted hen på bærtogt, og til slut føjer man hende og tager derhen. Men hun plukker ikke rigtig noget. Hun stirrer hele tiden mod indlandet. De andre undre sig. Men der er noget stort, der bevæger sig, siger hun, hvorefter man ser, at det er en kæmpeorm (kæmpemålerlarve), der lynhurtigt skubber sig ned mod dem. De flygter hovedkuls ned i konebåden, men Ukut., der er noget gumpetung, får afbidt en del af sin bagdel og halesnippen på pelsen i springet ombord. De møder Qasigiaq, der med sin nye fuglepil dræber ormen. Ukuts. får under flænsningen fat i maven og får sin småfordøjede ende ud. Man syr den på hende, den heler straks, og derefter halesnippen. Derefter taber hun helt lysten til at komme på bærtur.

 

Var.: Ukursurbâk / Ukursurpaak.

Ulaajuk

Print
Dokument id:59
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Ulaajuk
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 319 - 320
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 112 ss. 597 - 602.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 319 - 320: Oqalualaarut Ulaajummik.

 

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup Kangermiup oqalualâve', Godthåb: Det grønlandske forlag 1972: 75-76.

 

Resumé:

Dengang mange er blevet døbt af herrnhuterne, modsætter den tilrejsende sydlænding, Ulaajuk, sig trodsigt dåben, og da hans familie egentlig gerne vil, sørger han for ikke at komme til at overvintre i nærheden af Nuuk, men i Ikaarussat.

Engang han er i Nuuk, forelsker han sig i en ung kvinde, Pernille, og vil bortføre hende som sin andenkone, men det modsætter familien sig. Hun er så med på et bærtogt til nedenfor Kingittorsuaq, hvortil Ulaajuk også kommer roende, og man får snydt ham rigtig godt ved at lade Pernille skabe sig, som hun er syg og er blevet vanvittig. Da mister Ulaajuk lysten og hele selskabet opgiver bærplukningen og får sig gang på gang et hjerteligt grin på hjemvejen.

Hvis Ulaajuk er til stede, når de mest troende taler om verdens undergang, erklærer han højrøstet, at når det sker, vil han sidde oppe på toppen af Kingittorsuaq (Hjortetakken) og grine af hele hurlumhejet nedenfor.

Da han er døende, mens familien ligger i lejr under Kingittorsuaq, angrer han trods alt sin modstand og erklærer, at nu kan man fortælle, at her ligger han og venter på verdens ende med udsigt til Kingittorsuaq.

 

Var.: til episoden om verdens undergang og Kingittorsuaq, se Hans Lynge, 1978: Nûk. Hvad der i vore dage huskes fra Godthåbs fortid. Det Grønlandske Forlag, ss. 6-8. Søg på Ulaajuk. Navnet forbindes ofte med angakkoq / åndemaner-fortællinger.

 

Var.: I en anden mere sagnagtig fortælling i mange varianter, er hovedpersonen i nogle af dem Ulaajuk. Han er angakkoq, han røves af innersuit, får skåret næsen af og reddes af en af sine hjælpeånder.

 

Hist.: Fortællingen er historisk. Hans Lynge har en kortere version, som han muligvis selv har hørt, i: Nûk. Hvad der i vore dage huskes fra Godthåbs fortid. Det grønlandske forlag, 1978: 7-10.

Ulitarlu Piguiarsuarlu / Ulitaq og Piguiarsuaq

Print
Dokument id:1792
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Ulitarlu Piguiarsuarlu / Ulitaq og Piguiarsuaq
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:ss. 135 - 137, nr. 30
Lokalisering:Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

 

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 30, ss. 114 - 118.

 

Uddrag i Rink 1866 - 71, II: s. 9 - 11, nr. 2.

 

Resumé: Ulitaq og Piguiarsuaq er brødre og bor Ilulissat. De hævner

mordet på deres lillebror og blir massemordere.

Endog en hel konebåd med kvinder, der har hentet kvan på Disko, skærer

de i sænk. De hører om dåbsmuligheder ved Nuuk og møder undervejs

Tusilartoq, som de ser dræbe en hvalros i eet kast med en harpunspids

af ben. Ham tør de ikke gøre noget. De optages hos herrnhuterne,

bekender alle deres mord, døbes, og klarer derved frisag. De lever

livet til ende uden at nogen har hævnet sig på dem.

 

Hist: Thisted og Thorning 1996: 326: Hendrik oplyser, at han har fortællingen fra en vis Silarsi, der var den ene af de to brødres barnebarn.

 

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Uluâ / Uluaa

Print
Dokument id:324
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 3536, IV, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Nielsen, Jonasine
Mellem-person:?
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Uluâ / Uluaa
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:læg 9, 2 sider
Lokalisering:Saattoq: Upernavik
Note:

Orig. håndskr.: KRKB 3: Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04, Eskimoiske sagn.

 

Oversat resumé: Uluaa

Engang ønskede en meget gammel kone, Uluaa sig en kone for at spille rollen som mand, og hun gjorde sin søn, der havde en kone, blind og tog hende til kone. Men da sønnen senere blev seende igen og opdagede, hvordan moderen var, brugte han moderen som fangstblære til en narhval (eller hvidhval ?) han harpunerede, og således blev moderen en narhval med en stor stødtand.

 

Oversættelse ved Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom.:

 

Det fortælles at Uluaa, en farlig gammel kone, der havde en søn, pludselig ønskede sig en kone. Da hun nu ønskede sig en sin svigerdatter til kone, gjorde hun sin søn blind og tog hans kone til kone. Men da hun jo var kvinde og således ikke udstyret med en penis, brugte hun sin lampepind som penis. Engang da sønnen allerede var blevet blind, fik de besøg af en stor isbjørn. Da den store bjørn kiggede ind af vinduet og stak sit store hoved ind gennem ruden, og hun selv som kvinde ikke var i stand til at bruge buen mod isbjørnen, gav hun den store bue til sønnen, så han kunne skyde bjørnen med buen. Da sønnen skød sin pil mod ruden, hørte han en lyd som når en pil rammer et dyr, og han hørte at isbjørnen brølede. Så råbte bueskytten op, fordi han huskede så klart. Da han råbte, sagde moderen spottende: "Du ramte ikke isbjørnen men rudens skindkant," og hun sagde det for at snyde sin søn og således blive den, der havde nedlagt isbjørnen. Senere da sønnen endelig var begyndt at gå udenfor, fløj en stor fugl hen over ham, og det viste sig at være en rødstrubet lom. Og da fuglen gav luftning til hans øjne, åbnede han dem og kunne igen se. Da han åbnede sine øjne så han, at moderen og hans kone var sammen på briksen, og at moderen havde samleje med hans kone med en lampepind som penis.

 

Da han var blevet seende igen og narhvalerne (el. hvidhvalerne?) en dag var kommet, sagde han til moderen, at han ville prøve at harpunere én, og at moderen skulle holde igen i fangstlinen. Moderen indvilgede i, at sønnen forsøgte at harpunere én, og at hun selv skulle holde igen i hans kraftige fangstline. Sønnen bandt fangstlinen om livet på hende, og efter at have bundet den harpunerede han den største af narhvalerne. Da sønnen havde harpuneret hvalen, begyndte moderen at trække i fangstlinen, og da gav sønnen hende et ordentlig skub bagfra. Så forsvandt moderen under vandet, og da hun dukkede op igen råbte hun: "Min ulu / kvindekniv!"  Næste gang hun dukkede op, råbte hun det samme, mens hun snoede sit hår rundt. Hun råbte sådan hver gang, hun dukkede op, og til sidst blev hun til en narhval med en stor stødtand. På den måde blev der mange narhvaler med store stødtænder!

 

Jeg har hørt fortællingen fortalt således, hver gang den er blevet fortalt.

 

Kommentar: Det må være hvidhvaler sønnen jager (hvid- og narhvaler hedder det samme), og moderen bliver således den første narhval med den snoede tand, som kun hannarhvaler har. Sammenblandingen af de to fortællinger, "Den blinde der fik synet igen" (Var.: Tutigaq; Rink II 62; Uluaa; Holtved nr. 37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III nr. 330. Lyberth 1924 tappiitsoq) og Ukuamaaq om den lesbiske svigermor, er ikke almindelig. Men den kan begrunde, at det er en kvinde, der forvandles til et handyr. Bemærk tillige, at hendes råb om sin ulu har smittet af på hendes navn. Normalt hedder hun Ukuammaaq, og fortællingen findes i mange versioner. Christian Poulsen, Aadaarutaa, fortalte Thalbitzer (se: 1923, 260 C), at denne kvindes unaturlige handling viste, at arvesynden var kommet ind i verden. Hun var en tidlig efterkommer af Adam og Eva, mente han.

 

Var.: Denne specielle sammenblanding af Ukuamaaq og Den blinde, der fik synet igen (Søg på: blind / blinde), blev også fortalt i Upernavik-distriktet: Uluâmieq. Narhvalens oprindelse; Hvorledes narhvalen blev til;

 

Hist.: Sammenblandingen af de to fortællinger i både Østgrønland og NV Grønland kunne gå tilbage til før det tidspunkt i 1400-tallet, da en vandring fra NØ Grønland nordom til NV Grønland fandt sted - ifølge arkæologer og lingvister. Se: Vort sprog - vor kultur, red. af Jørgen Rischel og Robert Petersen. Nuuk, Pilersuiffik 1986.

 

not [Original handwritten text: KRKB 3: Record from the Danish Literary Expedition to Greenland 1902-04, Eskimo legends.

 

Translated summary: Uluaa

Once there was a very old woman, Uluaa, who wanted to have a wife so that she, Uluua, could play the role of a husband. She blinded her son and took his wife as her own. However, when the son later regained his sight and found out what his mother was really like, he used his mother as a hunting bladder when he harpooned a beluga/narwhal. Thus his mother became a narwhal with a long tusk.

 

 

It is said that a dangerous old woman called Uluaa, who had a son, suddenly wished for a wife of her own. As she wanted her own daughter-in-law to be her wife, she blinded her son and took his wife as her own. However, as she was a woman and so did not have a penis, she used the wick trimmer* from her lamp as a penis. One day after her son had gone blind, they were visited by a large polar bear.  Because the great bear peered in and poked its head through the window; and because she, being a woman, was unable to use a bow against a polar bear, she gave the bow to her son so that he could use it to shoot the bear.  As he shot his arrow towards the window, the son heard a sound just like the sound made by an arrow hitting an animal, followed by a bellow from the bear. The marksman gave a cry because he could remember it so clearly. As he cried out, his mother said derisively, “You hit the leather edge of the window pane instead of the polar bear.” She said this in order to cheat her son so that she could claim to be the one who had brought down the bear.  Later, when the son had finally begun to go outside again, a huge bird, which turned out to be a red-throated diver [red-throated loon, flew right over him. Once the bird had aerated his eyes, he opened them and was once again able to see. As he opened his eyes, he saw that his mother and his wife were in bed together and that his mother was having intercourse with his wife, using the lamp's wick trimmer as a penis.

 

One day after he had regained his sight, the narwhals/belugas came along and he said to his mother that he would try to harpoon one of them. He said to her that she should hold on to the harpoon line. The mother agreed that her son should try to harpoon one and that she would attempt to resist the pull on the strong hunting line all by herself. Her son bound the hunting line round her waist and once he had tied it tight, he harpooned the largest of the whales. When the son had harpooned the whale, his mother began to pull hard on the harpoon line. Just then, her son shoved her hard from behind. Then the mother disappeared under the water, and when she resurfaced she cried, “My ulu!” The next time she surfaced, she cried out the same thing, while twisting and winding her hair. Each

time she appeared, she called out the same thing. This is how there came to be so many narwhals with long tusks!

 

I have always heard the story told in this way, whenever it is recounted.

 

Comment: The son must be out hunting belugas (belugas and narwhals have the same name in Greenlandic) and therefore the mother becomes the first narwhal to have a helix-shaped tusk, which only the males have. The combination of the two tales “The Blind Man who regains his Sight” (Var.: Search for blind/blinde; Tutigaq; Rink II 62; Ulluaa; Holtved no.37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III no. 330. Lyberth 1924 tapiitsoq) and Ukuamaaq, the lesbian stepmother, is not unusual. This could explain why it is a woman that is transformed into a male animal. It should also be noted that her cry for the ulu has rubbed off onto her name. She is usually known as Ukuammaaq, and there are many versions of this tale. Christian Poulsen, Andaarutaa, told Thalbitzer (see: 1923, 260 C) that this woman's unnatural actions were proof that original sin had come into the world. He believed that she was an early descendant of Adam and Eve.

 

Var.: This particular combination of Ukuamaaq and The Blind Man who regained his Sight (search for blind /blinde), was also told in the Upernavik district: Ulâmieq. The Origins of the Narwal; How the Narwhal came to be.

 

Hist.: The combination of the two tales in both East Greenland and NW Greenland could date back to before the period of time in the 1400's when (according to archaeologists and linguists) a northbound migration took place between North East Greenland and North West Greenland. See: Vort sprog & vor kultur, eds. Jørgen Rischel and Robert Petersen. Nuuk, Pilersuiffik 1986

 

Transl. by Lucy Ellis.

By courtesy of Craig Mishler. See: Diving Down: Ritual Healing in the Tale of the

Blind Man and the Loon by Craig Mishler, Vadzaih Unlimited, 3910 McMahon Avenue

Anchorage, AK 99516, [email protected]

 

*[Literally, "lamp stick" but this is actually the lamp trimmer. This "stick" or taqquti refers not to the seal oil lamp itself but to the lamp's wick trimmer, made of soapstone or wood, which was traditionally used by Inuit women to adjust the height of the flame in the stone lamp.  This trimmer, used by the mother as a sex toy, closely resembles an erect penis, while the stone lamp itself resembles female genital

Umiamakunnik / Umiamaakunnik / Om bådfolkene

Print
Dokument id:519
Registreringsår:1861
Publikationsår:1863
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Eliasen, Abraham
Mellem-person:Hansen, Einar
Indsamler:Rink, H.
Titel:Umiamakunnik / Umiamaakunnik / Om bådfolkene
Publikationstitel:Kaladlit Okalluktualliait / Oqalluktualliait / Grønlandske Folkesagn, IV
Tidsskrift:
Omfang:side 68 - 72, nr. 8
Lokalisering:Niakornak / Niaqornat: Uummannaq
Note:

med sideløbende dansk oversættelse, der også let revideret er trykt i

Rink 1866-71, I, nr. 98.

Orig. håndskrift Rink NKS 2488, nr. 281 eksisterer ikke længere.

Afskrift: Rink NKS 2488, II, 4', nr. 152.

 

Resumé:

Ud for Saqqaq handlede man med hvalfangerne, før

koloniseringen, og nogle købte bøsser og ammunition til fuglefangst,

mens andre, der endnu ikke kendte til brug af bøsser, holdt sig til

deres buer og pile, som de foretrak både til ren- og sæljagt:

 

En dag ankrer en hvalfanger op, men han vil intet sælge til de lokale. De ror

skuffede tilbage og bliver uventet klar over, at besætningen vil

angribe dem. En enkelt mand iført sin lille tarmskindsanorak går ned

på stranden, trækker de fremmedes båd ind ved dens jernring, og

stiller sig med ryggen til fjenderne, hvis bøsseskud alle kun rammer

tøjet, men ikke huden, skønt de skyder på tætteste hold. En anden

grønlænder, der holder sig bag ham, får et strejfskud i panden. Da

ammunitionen er brugt op, dræber de tililende lokale hele besætningen

undtagen een med deres buer og pile. Til sidst også den eneste

overlevende. Derefter skal to konebåde være flygtet op til

Qeqertarsuaq og ind i den store fjord, hvis munding siden har været

spærret af kalvis, fordi de flygtende, der aldrig kom ud igen,

spyttede rentalg i fjorden. En enkelt gang da det lykkedes at komme

derind med en slæde, så man hundespor men ingen mennesker. Men man

mener stadig, at der bor efterkommere af de flygtende derinde.

Hist.: Lokaliteten ligger i det område, som de hollandske hvalfangere

årligt frekventerede. Stedsangivelsen er nær Uummannaq, og isefjorden

er ifølge Rink Uummanaaq fjorden (1866-71, I: 365). En ø ved navn

Qeqertarsuaq ligger ud for mundingen, men hvilket sted, der menes med

Saqqaq, lader sig ikke nærmere bestemme vh. kortet idag. Med mindre lokaliteterne ligger længere sydpå i Ilulissats område?

Det er ikke plausibelt, at grønlænderne brugte bue og pil til

sælfangst, før de fik bøsser. Men det påstås ret ofte i sagnene om

forfædrene, at de først sent fik de kendte fangstredskaber: harpuner

og fangstblærer. I denne fortælling tjener påstanden imidlertid det

formål, at grønlænderne på afstand kan dræbe hvalfangerne uden at

komme i den slags nærkamp, som harpun og lanse ville have krævet.

Forestillingen om mennesker, der har overlevet i skjul dybt inde i

store fjorde, nærer mange grønlændere den dag i dag.

Umiarissat

Print
Dokument id:2108
Registreringsår:1965
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Klemensen, Abel
Nedskriver:Vebæk, Mâliâraq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Umiarissat
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 228 - 229
Lokalisering:Qassimiut: Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 239 - 240: "Umiarissat", der fortsætter med flere episoder i den grønlandske udgave. Disse følger i oversættelse under "Tilføjelser" ndf.

 

På dialekt og engelsk og lydside på CD-Rom:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33: lige sider: 218 - 222 (dialekt) og ulige sider: 219 - 223 (engelsk).

 

Resumé af den danske tekst:

I AK's barndom fik Ujuukasik i flot måneskin afsløret, at en båd man mente var præstens, var umiarissat. På Uj.s opfordring skød man på den, og en kvinde skyndte sig op og skar en tørv, som man skar øjne i og satte vendt mod vandet på en høj. Båden forsvandt og der skete ikke nogen noget.

 

AK kan også den traditionelle fortælling om umiarissat:

En kvinde går ud for at besørge og kan ikke rejse sig, da hun ser en konebåd lægge til, en masse mænd med forskellig størrelser hatte og nogle med skæg gå direkte ind i huset. Da de forlader det igen og når ned til stranden springer de i vandet som forskellige slags sæler. Kvinden, der nu kan rejse sig, går ind i huset, hvor alle ligger dræbte i eget blod. Sælerne har hævnet sig, fordi folk har fanget for mange af dem.

 

Tilføjelser oversat af Signe Åsblom:

Grlsk. udg. s.239 - 241: "...Taamaaseriarmat avammut..." (den traditionelle fortælling fra det sted, hvor umiarissat tager væk fra deres morderisk besøg):

Efter at de var faret afsted ud i havet, rejste hun sig op. Nu var der ingen problemer med at rejse sig. Det gik jo fint. Så gik hun ind i dette hus, deres hus, og gulvet var helt fyldt med blod. Det viste sig, at alle i huset var døde.

   Så gav hun sig ellers til at råbe over til dem lige ovre på den modsatte side. Hun blev ved længe, men til sidst blev det aften. Hun kunne ikke gå ind, så hun overnattede i det fri. Først næste dag da det blev lyst, lykkedes det hende at alarmere dem, og de kom ind og undrede sig over, at så mange mennesker var blevet dræbt. Der var ikke andet at gøre, end at lade tagbjælkerne falde ned (som en slags begravelse inde i huset).

   Det fortaltes, at når der var blevet fanget alt for mange sæler (ødslet med dem), kom de og hævnede sig på menneskene på denne måde. Når der var blevet fanget alt for mange af dem, kom de på denne måde for at hævne sig: sortsider, klapmydser og remmesæler. Og det fortælles, at klapmydserne kom med bløde hatte på, og de store sortsider med små, sorte hatte på.

   Sådan så de ud i ansigterne. Hi, hi, hi...

 

I Takisut var der også umiarissat. Dengang vi var børn tog vi derned på fangst nogle få gange (nakiiserngit nalaanni : på den tid hvor...?) i august, og mens vi var der i Takisut, begyndte de at fortælle om umiarissat. Og så skulle Biibiaat som sædvanlig have et ord med, den gamle kone var nu engang umulig: "Hæld spæk ud over hele vandkanten!"

Og disse gamle mennesker gav sig til at tygge spækket for at blødgøre det, og så spyttede de det ud, og de spyttede det ud, og selv om de (disse umiarissat ?) nærmede sig, var det, som om de (summigaa? sumiginnarpaa = ænser det ikke, måske drejer det sig om dette ord): de vendte ryggen til det og tog afsted - de rejste ikke væk med ryggen til det - de rejste nemlig væk med siden til det, og de forsvandt ud af syne syd for Portulersugannguaq, vi børn styrtede nemlig afsted efter dem i løb, mens vi kunne se dem, de fortsatte... de dukkede ikke op, gad vide, hvor de blev af? De forsvandt dér i sydlig retning. De tog altså afsted derudad for at undgå spækpletterne på vandet, og da de nåede derud, dukkede de ikke op (på den anden side, hvor de formodentlig ellers ville være til at se??), de forsvandt.

 

s. 240: " ... Aamma tassa takananiilluta ...": Og mens vi stadig var dernede, det var dengang hende Saaraq levede, i august måned, hvor... han/det skulle/ville flytte et barn længere op på stranden (?), dernede. Det var ikke til at undgå, at Biibiaat som sædvanlig skulle blande sig: "Send bud til Qassimiut. Giv besked om, at Suusaat skal komme ned til stranden og have sin lygte tændt. Hun skal lægge den præcis dér, hvor de skal træde ned på stranden ved det første skridt, så han/hun må få et langt liv og få et godt helbred". Og stakkels os der ellers skulle østpå på sælfangst. Vi nåede frem og til Suusaat med beskeden, og på det tidspunkt var konebådene allerede kommet til syne med Niaqornannguaq og dem. Suusaat bar lygten ned og lagde den dernede på stranden. Barnet trådte ikke på lygten. Den gamle trådte på den, og indtil den dag i dag har Saaraq ikke været syg og hun er kernesund.

 

   Umiarissats konebåde så normalt ud som robåde. Ligesom vi nu siger: Umiaasat (direkte oversat: "en slags konebåde"; er benævnelsen for fladbundede robåde). Men de var ikke fladbundede robåde, de lignede virkelig rigtige robåde og havde mange roere. Og sikken deres åregafler dog kunne larme! De lød virkelig, som om de roede. Og når de sådan kom roende, lød det som ægte metal fra deres åregafler. Dernede kom de så dengang tæt herhen, og folk begyndte at råbe, at præsten kom, men vores ældste der havde fundet ud af, at det ikke var præsten der kom, sagde, at de skulle skyde efter dem, blot ikke ramme men bare lade skuddet strejfe langs siden af dem. Da der så lød et skud, kælvede et isfjeld (?). Og så slog han en stump is af det og bad dem bære det op på fjeldet og sætte øjne på det og stille det, så det vendte udefter. Det skulle efter sigende forhindre umiarissat at komme til os i fremtiden. Da det var gjort, sov vi virkelig roligt.

 

   Det var jo sæler. Sortsider, remmesæler og klapmydser. De kom for at hævne sig. Når der var blevet fanget alt for mange af dem (ødslet med dem), kom de på den måde for at hævne sig. Og det fortælles, at nogle af dem havde nogle vældige bløde/høje hatte på, og det var de store klapmydser, der havde de bløde hatte på, mens andre var med små hatte. Og de enorme remmesæler havde et gevaldigt skæg. Det var virkelig et voldsomt skæg. Og så disse knive, og man kan undre sig over, hvor de har fået dem fra. Det var nogle store fæle sværd, som skinnede og glitrede, når de gik i land. Og når de kom hen til deres "fartøj": Så vippede / slingrede deres isflage. Det var deres skib. Jamen, som deres lille isflage dog kunne vippe / slingre.

 

Var.: Søg på kanofolk, qajarissat, umiarissat.

 

Hist.: AK var 66 år i 1965.

De to beskrivelser af umiarissats fartøjer afviger en del fra hinanden. Den første beskrivelse svarer delvis til Aron fra Kangeqs tegninger. Rink mente ud fra sin korrespondence med herrnhuterne i Labrador, at det måtte være indianernes birkebarkskanoer, der havde overlevet i disse fortællinger. Kano har derfor siden Rink været en hyppig oversættelse for disse sagnopspundne både.

 

Kommentar: Forestillingen om såvel umiarissats som qajarissats hævn for overfangst går stik imod den almindelige antagelse, at alle de dyr, der nedlægges, kun blir det med deres egen vilje.

Fortællingerne er udbredte i Grønland, hvorfor det er uvist om forestillingen om dyrenes hævn er af nyere dato.

 

Den følgende fortælling i den grønlandske udgave: Qajarissat allallu, s. 241 - 242 er ikke blevet oversat. AK fortæller at qjarissat gerne blev blandet sammen med innersuit, at de hørte til mellem innersuit. ¤

Umiartuaqátáutunik / Umiartuaqattaattunik

Print
Dokument id:364
Registreringsår:1863
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2488, III, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Lund, Jakob
Mellem-person:Lund, Jakob
Indsamler:Rink, H.
Titel:Umiartuaqátáutunik / Umiartuaqattaattunik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 97h - 98h, nr. 334
Lokalisering:Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Dem der roede rundt i en konebåd

 

Nogle, der roede rundt i konebåd, fik pludselig øje på en

stor kajakmand, som styrede direkte imod dem og var kommet ganske nær.

Da den store kajakmand kom hen til dem, øste han konebåden op med sit

kastetræ, satte den ind under kajakstolen (et stativ til harpunlinen)

og roede bort med den. Kajakmanden nåede frem til sin boplads, og hans

store søn gik ned for, at tage imod ham. Faderen sagde: "Jeg har noget

legetøj med til dig." Den store søn sagde: "Han siger, at han har

noget legetøj med til mig." Faderen gav ham konebåden; og han gik op

til huset med den. Han satte konebåden ned i vandspanden og gav sig

til at lege med den. Faderen gik op til huset, efter at have ordnet

kajakken. Han havde kun været inde ganske kort, da sønnen fik

konebåden til at kæntre, så hele besætningen sank til bunds i spanden.

Hans far samlede dem op igen, og kun én fra besætningen druknede. Ved

aftenstid sagde sønnen: "Nu vil jeg dræbe hele den elendige

besætning." Faderen sagde: "Ikke i aften; det kan du altid gøre i morgen."

Så satte drengen konebåden på det sted, hvor man kom op i rummet fra husgangen (noget tyder på, at konebåden blev sat på briksen nærmest indgangen CB).

De gav sig til at græde over deres kammerat, der druknede i spanden.

 

Da alle i huset var faldet i søvn, tog de fat på at fire deres lille

konebåd ned. Den kom ned til sidebriksen og bagefter firede de sig

selv ned. Det lykkedes for dem, at få alle ned på sidebriksen. De

begyndte at slæbe konebåden hen over sidebriksen for at få den ned på

gulvet. De selv vadede dybt i hårene på det skind, der lå på

sidebriksen. De firede deres lille konebåd fra sidebriksen ned på gulvet

og bagefter firede de sig selv ned ligesom før. De begyndte så at

trække deres lille konebåd hen over gulvet. Selv måtte de udenom

sammenføjningerne mellem gulvfliserne. Endelig nåede de nedgangen til

husgangen. De firede deres lille konebåd ned i gangen og bagefter

sig selv, hvorefter de trak konebåden videre over husgangens gulv,

idet de selv gik uden om stenflisernes sammenføjninger. De var

halvvejs gennem gangen, da morgenen gryede. Så måtte de

sætte konebåden i et hulrum i væggen, og også selv krybe derind.

 

Da husets invånere vågnede og opdagede, at sønnens nye legetøj var væk,

gav de sig til at søge efter den med tændte fakler. De gik også ned i

husgangen; og konebådens besætning skælvede for, at de skulle

opdage dem. Men de indstillede eftersøgningen uden at finde dem.

 

De tilbragte hele dagen i hulrummet. Da husets beboere om aftenen var

faldet i søvn, tog de konebåden ud af hulrummet og trak den ad

gulvet til udgangen. De rejste konebåden op imod udgangen og måtte

kravle op langs med den som ad en fjeldvæg. Med

besvær fik de konebåden halet op og trak den så nedad til vandet. Men de

nåede kun halvvejs; så blev det morgen, og de måtte anbringe konebåden

i en hule og selv krybe deind i skjul. Husets beboere

ledte efter konebåden alle vegne, men måtte igen give op. Hele dagen sad de i hulen, men da hustes beboere var faldet i søvn, fik de konebåden

ud af hulen og trak den videre ned til vandet, som de nåede

frem til inden det blev morgen. Af sted kom de på flugt og langt ud,

uden at blive set. De roede videre og nåede til sidst frem til deres

boplads. Siden roede de aldrig rundt bare for sjov. Den, der gik til

bunds i spanden og druknede, var den eneste, der ikke nåede hjem.

 

Var.: Holtved Giant scoops up ...; Den store indlandsbo, der bortførte konebåden.

En anden type fortælling om det ulige størrelsesforhold mellem kæmper og mennesker er: Kamikinnaq.

Ungortoq / Fortælling om Ongortork / Uunngortoq

Print
Dokument id:1820
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2488, III, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Motzfeldt, Peter
Mellem-person:Motzfeldt, Peter
Indsamler:Rink, H.
Titel:Ungortoq / Fortælling om Ongortork / Uunngortoq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 38h - 39h, nr. 310
Lokalisering:Qaqortoq / Julianenhåb
Note:

Rink har sammenstykket ialt 6 versioner inkl. denne i Rink 1866-71, I: nr. 67 ss. 198 - 205.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 54(1), ss. 308 - 317: Stories about the Ancient Kavdlunait, 1: Ungortok.

 

Renskrift på nudansk af Motzfeldts håndskrift, der er på dansk, men i en delvis

gotisk skrift, hvorfor en del ord ikke har kunnet tydes:

 

Fortælling om Ongortoq / Uunngortoq

Det første drab skal være sket og (?) ved Qaqortoq på følgende måde: en dag var en kajak ude for at prøve sin nye fuglepil som (?) med kastet  ?  sig til Saiva (?) /: Sarpiktûtoq (?). Da han nærmede sig østenfra Narsit (?) som er nedenfor kirken, stillede en nordmand (nordbo) sig på hug ud på foden af isen og sagde til grønlænderen, så at hans landsmænd hørte det, at han skulle se, om han kunne træffe ham og efterabede tillige alkeskriget (?). Grønlænderen kastede fuglepilen for ikke at træffe manden, der ?   ?  nær, at lade pilen komme tæt uden for ham i vandet, men til uheld drejede han sig til højre (?), hvorved han imod sin vilje traf ham i døden, hvorpå hans landsmænd lo, og gjorde grønlænderen ikke noget derfor. Senere var en anden grønlænder kommet på fangst fra Arpaksivik / Appassivik, tæt uden for Qaqortoq, det var henad aften, så at solen kastede en lang stråle hen ad vandet. Imedens han lå således, kom en aldrende mand ned til  ? og lagde sig ned og varmede sig ved solen, der var lilla (?). Grønlænderen, uden at tænke på nogetsomhelst ondt eller gunstigt (?), begyndte så at ro ind imod ham, eller (?) havde mindst (?) mordtanker, men efterhånden som han nærmede sig ham, opstod den tanke at dræbe ham. Hvorpå han tog sin lændser af, og han tænkte ved sig selv: "da den forrige blev dræbt, lo hans landsmænd af ham ?  ?  og dette vil ej  ?  noget slemt tilfølge, ligesom det forrige." Og da han passede (?) at holde sig i solstrålen blev han ej observeret af manden, og kom således ham nær og kaster sin lændser i siden, hvorpå den sårede gav høje klageskrig, hvorefter han straks blev omringet af sine landsmænd, som tog lændseren ud af ham og bar ham op.

       Vinteren derpå, da isen havde lagt sig ud til Appassivik, var nordmændene kommet til øen over isen, for at hævne det sidste drab. Hvilke først blev observerede af en pige som hentede vand, ved at se (?) deres gestalter i vandet, men før de kunne komme ud af huset, var alle udgange spærrede. Imidlertid var dog et par brødre, Kassabik og  ?  yngre, som var meget stærke og tillige meget adrætte, sprunget ud af det ene vindue. Den yngste broder havde til uheld fået et par nye såler (syet på kamikkerne, BS) den aften og begge flygtede  ?  ud på isen, hvilken havde lagt sig langt ud af fjorden eller forbi nuværende Julianehåb, og den var glat. Straks efter deres flugt forfulgte Uunngortoq dem og havde en økse til våben. Flugten fortsatte derefter ud af fjorden hvor  ? brødrene ?  flygter over til ? hvor  ? fætter boede. Oftere (?) var den yngste broder ved at snuble da hans nye såler blev mere og mere glatte og slibrige, hvilket hver gang gav lidt ophold og broderen måtte vente på ham hver gang, og ved disse lejligheder kom Uunngortoq oftere dem nær, men dog ej kunne komme til at give ham sin lanse (?), da han var ?  ? . Til sidst nåede de Overbærestedet /: Itivdliaisiark (?) på Mathiesens (?) Land, ? overfor (ovenfor?)  ? og enskønt landet var meget udfaldent (?) med gråstensskifer og altså højt op til isfjæren (?), sprang den ældre broder Kassabik (Kassapi) med et sæt, så at han stod ovenpå. Men den yngre faldt tilbage da han ville følge broderen, fordi hans nye støvlesåler var blevet meget slibrige. I samme moment kom Uunngortoq til ham og slog den ene arm over med øksen, hvilken han viste til broderen med disse ord: "Se, Kassapi, din broder arm, som du vist vil erindre eller det vil forundre mig meget om du glemmer det." Hvilket han gentog hver gang han havde hugget et stykke af armen og viste broderen samme, for at ægge broderen til at komme ud på isen til sig, men da han ingen våben havde, fortsatte han flugten ud til sin fætter.

       Da det blev sommer, rejste Kassapi sønder på for derfra at erhverve sig en kraftig ?formular /: serrat. Efter at have erholdt denne, rejste han tilbage og tilbragte endnu en vinter hos sin fætter ved Kangermiutaat. Den påfølgende sommer rejste han nordefter for at søge sig en med? eller allieret, og hvor han kom på sin rejse og traf et par brødre, gik han, efter at være kommet ind i deres bolig, uden videre hen og tog deres (brødrenes) støvler af og luftede deres strømper, og fandt han lus i dem, rejste han videre og kom endelig tilsidst til et par folk, som havde tvende sønner. Han gik da som sædvanlig, efter at han var kommet ind i deres bolig, hen til den ældre og tog hans støvler af og fandt lus, ved at søge i hans strømper, hvorpå han tog broderens, men fandt ikke noget levende efter en omhyggelig søgen. Da det var det han søgte, udmærkede han ham og valgte ham til sin staldbroder og ville tage ham med, endskønt forældrene sagde at han valgte den urigtige, da ?  ?  med (?) broderen eller (?) han var blevet oplært til at kunne  (?) under (?) vand (?)   ? kunne foregår (?) noget   ?   ; derpå rejste han sydpå og bosatte sig atter på øen Appassivik. I den påfølgende vinter lod han tilberede hvide skind af de sælhunde han fangede, så at han fik  ? et betræk til sin båd, hvilken han forandrede således, at  ?  eller (?) rælingen blev  ?  som et isfjæeld eller ligning deraf og lod den betrække således.

       Da det blev sommer og  ?  begyndte at  ? , blev det besluttet at overfalde nordmændene som boede op mod (?) Qaqortoq, i hvilken anledning konebåden blev fyldt med mennesker forsynede med våben, og alle kajakker måtte holde sig skjulte på luvsiden (?), der lod dem da drive mod vinden og imod Qaqortoq. Nordmændene som nok kunne formode et overfald, var meget årvågne og holdt vagt, så at de skiftevis var ude, og da ? var temmelig nær med konebåden, kom Uunngortoq ud og så efter det og satte hånden over øjnene for at skygge. Endelig drev (?) konebåden i land, hvorefter alle der var i  ?  sprang i land. I det øjeblik alle var inde, og lagde sig fladt på maven, så at den mand der kom ud ej observerede dem, og da han gik ind, tog konebådsbesætningen et løb og lagde sig atter ned som første gang. I det samme var alle kommet ud af kajakkerne og fulgte de først udsprungne. Ved den fremgangsmåde nåede de bygningen og spærrede alle udgange og tog derefter et stort stykke træ, der lå udenfor, hvis ene ende (?) de puttede ind i en af forstuerne (?) og  ? ild i den ene ende med et drilbor, så at det opblussede gnistrende. Imidlertid var hele Kassapis opmærksomhed henvendt på, med spændt bue, at opdage Uunngortoq, men før han opdagede det, var han sprungen ud af det søndre ?vindue meedførende sin søn under armen og tog flugten og blev forfulgt af Kassapi. Da Uunngortoq i sin flugt kom til Tejstesøen (?), som er beliggende østen for og når ? , kastede han sin søn ud i den, dels for at lette sig flugten og fordi han ønskede, at hans søn skulle dø usåret. Imidlertid vedblev Uunngortoq at flygte og blev forfulgt op til de østre fjelde (?), hvorfra Kassapi først vendte om, da han ej kunne nå flygtningen, som lykkelig undkom og nåede Igaliku.     Da grønlænderne imidlertid ej vidste, hvorledes de skulle henlede nordmændenes opmærksomhed på noget for at aflede deres årvågenhed. ? både (?) ved Sivsarklaktork (?) og Igaliku, for at kunne overrumple dem, blev det besluttet at kaste en forhekstet lændser fra Sivsarktutoko (?) fjeldet til Illorfisaalik (?), hvilken der blev kastet og hvilken i sit løb gav en lyd fra sig, hvilket tiltrak alle beboernes opmærksomhed på sig, men hensigten blev ikke opnået, da den ej nåede det tilsigtede mål, hvorfor en benpil blev straks derefter udskudt, til det ovennævnnte mål, hvilken gav endnu stærkere lyd fra sig, og da alle så efter den besynderlige lyd i luften, blev beboerne overfaldet, ved hvilken lejlighed Kassapi atter alene var henvendt på at opdage Uunngortoq, med spændt bue. Da han endelig opdagede ham flygtende, forfulgte han ham nogen tid ? , men forgæves, og vendte derfor tilbage atter med uforrettet sag, hvilket ? (arbejde?) gjorde ham  ?  ? .

       Efter sin flugt bosatte Uunngortoq sig i Tasermiutfjorden og byggede sin våning på en brink på en stor brat fjeldside. Nogle år derefter bosatte Kassapi og hans staldbroder sig i mundingen af  ? fjord og overlagde der, hvorledes de skulle ombringe ham; til denne lejlighed forfærdigede han såmange buepile, at de  ?  kunne rummes i et stort sortsideskind, een blandt disse pile var forarbejdet af en ufrugtbar kones lampehæk eller (?) ? ?stykke. Da dette arbejde var færdigt, vandrede begge op til Uunngortoqs bolig. Forinden de kom til den, var der en stor indsø, ved hvis bredder Kassapi satte sine pile i en kort afstand fra hinanden på enden i jorden og  ?  såmange, at han beplantede hele den ene side af søen og nedsatte allersidst den pil, der var forfærdiget af en ufrugtbar kones lampehæk eller ? ?stykke, og Kassapi efterlod sin kammerat et stykke fra søen, som skulle ligge i baghold  ?  ?  . Derpå listede Kassapi sig op og kom ovenfor, hvor han med største varsomhed netop fik øjnene over fjeldkanten og så Uunngortoq at spadsere uden for sin våning. I det samme nævnede Uunngortoq Kassapi ved navn og pegede på ham, hvorpå Kassapi besluttede at oppebie nattens komme til at udføre sin hævn. Da mørket faldt på listede han sig ned til huset og kom udenfor vinduerne, men kunne ikke få noget sigte på Uunngortoq, da han vandrede så hurtig som en skygge, med (?)  ?  ?  og da Kassapi i længere tid forgæves havde ventet på en lejlighed, besluttede han at skyde konen, som lå nok påklædt, men havde taget patten ud, hvorved deres diende barn lå og pattede. Han traf hende i brystet, hvorefter han flygtede, og Uunngortoq efter ham med øksen; Kassapi tog da stien ned til søen hvor han havde sat sine pile, og så snart han nåede den, tog han straks den første pil, før Uunngortoq kunne komme til ham og satte buen spændt imod ham, hvorved Uunngortoq krympede sig således sammen, så at Kassapi ikke havde andet at sigte efter end hans hage, hvorefter han også skød, men før pilen kunne nå Uunngortoq, sprang han, så at pilen fejlede. Således vedblev Kassapi at skyde efter Uunngortoq, og denne vedblev at undgå hans pile ved at springe. Tilsidst havde Kassapi ikke flere pile tilbage, undtagen den kraftigste, som var gjort af lampehækkens rigger (?), hvormed han skød efter sin fjende og traf ham således at han havde kløvet enden af hagen og pilen var trængt ind i brystet. Efter dette tog Kassapi flugten hen ad sin staldbroder til, og Uunngortoq efter ham, endskønt så svært såret. Da Kassapi havde løbet et langt stykke, begyndte han at blive træt og mærkede, ligesom noget tørt op af halsen af træthed, og derpå styrtede han uden bevidsthed. Da han derefter kom til sig selv igen, besindede han sig og tænkte da ved sig selv: "Du flygtede jo" og så sig ? efter i det samme tilbage og så da Uunngortoq liggende død, ikke et ?  fra sig, hvorpå han rejste sig og huggede armen på ham, ligesom han havde gjort, da han dræbte hans broder, og sagde til den døde: "Se, din arm, som du vist ikke glemmer." og vedblev således til begge armene var parteret i flere stykker. Da dette var udført og hans staldbroder havde fulgt ham så lang tid, uden at udføre nogen bedrift, slukkede han sin hævn med at dræbe Uunngortoqs værgeløse barn. Efter hævnakten var udført bragte Kassapi sin antagne staldbroder til hans forældre.

Enden.

 

Var.: Uunngortoq

Uniuinerit kingunerisa ilât

Print
Dokument id:892
Registreringsår:1952
Publikationsår:1967
Arkiv navn:
Fortæller:Luutivik (Lûtivik / Ludvig)
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Uniuinerit kingunerisa ilât
Publikationstitel:Inugpât, Nuuk / Godthåb 1967
Tidsskrift:
Omfang:side 60
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 66.

 

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

Oversættelse ved Signe Åsblom:  

Nogle konsekvenser af overtrædelser.

 

Luutivik (f.1886). Det fortælles, at forfædrenes efterladenskaber, såsom gammel beklædning og gamle knoglerester fra den mad, der ikke måtte spises under tabuperioden, sank direkte dérned - hvor havet ender. Og når hun blev rigtigt træt af alt det affald og begyndte at vælte sig uroligt rundt, blev havet sat i bevægelse, så der kom vældige bølger ud af det. Når åndemanerne / angakok manede ånder, tog de så derned og fjernede affaldet.

 

Hist.: Denne Luutivik er ikke den samme, som herrnhuternes Lûtivik, der nedskrev fortællinger til Rink i 1867.

 

Var.: Rejsen til havkvinden. Havets mor / Mor / Havkvinden. Qujaavaarsuk. De to små forældreløse. Nivikkaa. Isigaalaarsuk. Tuttus kone, Ikarlitsuarsuk. Miteq. Søg også på Havkvinden / havkvinden, Havets herskerinde, Sødyrenes moder / mor.

 

Kommentar: Placeringen af Havkvindens bosted veksler noget, men der er altid en god bid vej derud under havet (eller over og så ned).

univkâq kalâtdlinik itsarnit sanik / Kunuk og Kumallasi

Print
Dokument id:247
Registreringsår:1858
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Kristian Renatus
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:univkâq kalâtdlinik itsarnit sanik / Kunuk og Kumallasi
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 358 - 372, nr. 118
Lokalisering:Qeqertarsuatsiaat / Fiskenæsset
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 14 ss. 79 - 86 har Rink sammenstykket ialt 3 varianter inkl. denne. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 10, pp. 132 - 143: Kunuk, the Orphan Boy.)

 

For en anden oversættelse til dansk se Thisted: "Som perler på en snor...". PhD-afhandling, Kbh. Univ. 1993, Tekstsamling, s. 14 - 22.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

En fortælling om grønlændere fra ikke så gamle dage.

En flok brødre (anguterpaat; eller: en husstand af mandfolk. Chr.B.) havde deres yndlingsvinterboplads ved mundingen af en stor fjord (det kan også være navnet Kangerlussuaq (dem var der jo mange af)). Den hændelse, som berettes her, foregik ved vintertide, hvor der var kommet is på søerne. I husstanden var der to ret store drenge, der var flinke til at hjælpe til. Om morgenen, før mændene tog af sted på fangst, hjalp drengene til med forberedelserne med at vende retten ud af vanterne og lægge redskaberne på plads på kajakken. Så hentede de vand, for at mændene skulle have noget at drikke, før de tog af sted. De tog af sted sammen med mændene og fangede fugle med fuglepil lige i nærheden af bopladsen. De blev ude hele dagen, men de sørgede for at være hjemme, når fangerne kom hjem fra fangst, for at de kunne hjælpe med at bære redskaberne op. De gik først hjem, når den sidste fanger var kommet hjem og inden de spiste, hentede de vand. I mellemtiden var det så blevet aften.

 

En måneskinsaften midt om vinteren var de ude at hente vand. Henne ved vandhentningsstedet sagde den yngste til sin storebror: "Kan du se de mange ansigter i vandet?" - "Det er bare månens skygge", sagde storebroderen. Men Kunuk - det hed storebroderen - kiggede alligevel ned i vandet og så, at bevæbnede mænd nærmede sig. "De kommer for at angribe os", sagde han, og de skyndte sig hjem for at sige det til de voksne i huset. Men de troede dem ikke og sagde, at det måtte være månens skygge. Drengene blev igen sendt ud efter vand. Da de henne ved vandet kiggede ned så de, at de var kommet nærmere. De løb tilbage til huset og fortalte det. Men ingen troede dem. Tredje gang de var på vej til vandet måtte de vende om, fordi angriberne snart ville vise sig. På tilbagevejen talte de om, hvordan de skulle skjule deres lillesøster, for de selv var også indstillet på at gemme sig. De bad deres lille søster følge med ud, ud i kogerummet, hvor var der spåner som dækkede de hende til med og sagde, at hun skulle ligge ganske stille. De selv anbragte sig på tværbjælkerne i husgangen ved at

klynge sig fast med armene om den ene bjælke og med strakte ben støde

imod en anden bjælke. Knap nok havde Kunuk anbragt sig på bjælkerne, så kom syv

bevæbnede mænd ned i gangen og videre op i rummet. Inde fra rummet hørtes skrig.

Mens mændene endnu var inde i rummet, blev Kunuks lillebror så træt, at han

nærmest hang ned fra bjælkerne, og endelig var mændene på vej ud, idet de

gentagne gange stak ned i jorden langs væggene med dere spyd. De så også, at de

stak ned med deres spyd i kogerummet, hvor deres lillesøster lå. Så såre den

sidste af mændene forsvandt ud af gangen, lod de sig falde ned på gulvet - først

lillebroren og derefter Kunuk. De fjernede spånerne fra deres lillesøster og

så, at hun var blevet stukket på maven, så hendes indvolde kunne ses, men de

havde ikke mulighed for at forbinde såret. De kiggede ind i rummet

for blot at konstatere, at alle var blevet dræbt. En af angriberne var da også

blevet dræbt.

 

De havde ikke andet valg end at drage af sted ind i landet midt om natten.

De skiftedes til at bære lillesøster på ryggen, mens den anden

måtte passe på, at indvoldene ikke faldt ud af såret. Inde fra land kunne

de se, at der var is på havet uden for fjorden. De gik ned på isen, og da de var

på vej uden om et næs, døde deres lillesøster. De gravsatte hende ved at grave

sig ned i sneen og dybt ned i den frosne jord.

 

De gik videre og under deres vandring øvede de deres kræfter ved at

bakse med store sten og ved at brydes. Inden de endnu traf på mennesker, var

de ved at være fuldt fysisk udviklede.

 

Engang gik de på isen ind ad en stor

fjord. I bunden af fjorden fik de øje på et lille hus. Det var på et tidspunkt,

hvor solen var ved at få magt. Det var lavvande og isen ved stranden var begyndt

at brække op. Ind imellem isstykkerne så de en pind, der bevægede sig. Da de kom

helt hen til den, så de nede mellem isstykkerne en ældre kvinde, der gik og

samlede muslinger med pelshætten slået op om hovedet, det var derfor hun ikke

havde opdaget dem. Kunuk samlede spyt i munden og lod det falde ned lige ved

siden af hendes hænder for på den måde at henlede hendes opmærksomhed på sig.

Da hun ikke reagerede, rystede de skaftet af den pind, hun brugte til at skrabe

muslinger med, så hun fik et helt chok. Hun inviterede dem straks op til

huset. Hendes mand var altså på fangst, og de havde ingen børn.

 

Den ældre kvinde satte mad frem. De havde alt: spækposer, sække med tørrede

ammassatter, tørret sælkød og tørret rensdyrkød. Deres sengetøj var af ræveskind

og rensdyrskind. Den ældre kvinde beklagede sig over, at hendes mand altid lod vente på sig. Det var nok, fordi han skulle rundt og se til sine

rævefælder, og han havde sikkert fanget så mange, at han knap nok kunne bære dem

alle på ryggen - mente hun. Hun gik ud en gang imellem for at holde udkig

efter ham. Endelig meldte hun, at han var på vej hjem. Hun gik ham i møde for at

fortælle, at de havde fået gæster. Kunuk og broderen, der hed Kumallaasi,

kunne igennem vinduet se, hvordan hun viftede med armene. De to ældre mennesker

bad dem inderligt om at blive hos dem. Det sagde Kunuk og Kumalaasi ja til.

 

Da de havde været hos dem en tid, begyndte de at tage ud på fangst, og de

fangede ryper og ræve blot ved at kaste med sten. En dag blev de længe ude og

da de kom hjem først om eftermiddagen ... (Jeg tror, at der her mangler noget om

en isbjørn, de havde fanget. Forklaringen om, hvordan de fangede den, kommer

senere. Chr.B.). De to ældre mennesker var meget taknemmelige for, at de på den

måde havde fået gode og meget stærke forsørgere. For de to unge mennesker måtte

opøve styrke ved at bakse med store sten, eftersom de havde

fuldt bevæbnede fjender. Når de brødes gjaldt det om at slynge modparten væk.

De var meget jævnbyrdige. Når de ramte jorden, skete det med små hop og et langt

spring til sidst - altså uden at vælte. Men Kunuk havde efterhånden sværere ved

at klare Kumallaasi. De var netop yderst veltrænede, da de fangede denne store

isbjørn på følgende måde: Bjørnen slog til den yngste af brødrene, uden at der dog

skete noget med ham. Men næste gang bjørnen slog ham, vendte han sig om og greb

den og han dræbte den som kunne det have været en hare.

 

Da de således var blevet meget stærke, blev de enige om at drage af sted

for at træffe mennesker. De tog nordover. De gik længe uden at træffe nogen. Men

så en dag så de på den anden side af en fjeldryg et stort hav, hvor en stor flok

kajakmænd jagede en stor hvalros. Det så ud, som om kun en af kajakmændene var

forsynet med fangstredskaber. Det var den stærke mand, åbenbart deres

leder. Det var ham, der skulle fange hvalrossen. Selv når hvalrossen dukkede op helt tæt ved de andre kajakker, dykkede den ned igen, uden at nogen gjorde forsøg på at harpunere den, for hvis en af de andre fangere sårede dyret før den stærke, fik de ordentlig skældud. Endelig lykkedes det den stærke mand at ramme

hvalrossen med sit blærespyd, og straks gjorde de øvrige det samme og dræbte

dyret.

 

Kunuk og hans bror holdt sig tilbage. De ville vente med at gå ned til

bopladsen, til det blev aften. Hvalrossen blev flænset og alle fik en pæn

fangstpart undtagen en gammel mand, der fik tildelt hvalrosssens endetarm som

fangstpart, og hans telt var ringere end de andres. Kunuk og hans bror lagde

mærke til, at hans to døtre var nede for at tage imod ham, da han kom hjem fra

fangst. Den familie besluttede sig for at besøge, når det blev aften, fordi

de fik ondt af denne forsagte og sørgmodige mand.

 

Da det blev aften, og folk var gået til ro, gik de ned. Kunuk, som ikke var

så genert som sin lillebror, kiggede ind i teltet. Den gamle mand, som var

blevet vækket ved, at den fremmede trådte ind i teltet spurgte, om den fremmede

var alene. Kunuk fortalte, at hans lillebror var udenfor, fordi han var så

genert. De blev begge to budt ind i teltet - og hvilken lillebror! Han var

større og kraftigere, fordi han var så muskuløs. Da de havde fået noget at

spise, sagde den gamle mand, at de gerne måtte gå i seng hos døtrene, fordi han

gerne ville have dem til svigersønner. Kunuk gik i seng hos den yngste datter og

Kumalaasi hos den ældste.

 

Det første Kunuk og hans bror havde gjort, da de tidligere på aftenen kom ned

til bopladsen, var at undersøge samtlige kajakker. De tog den ene af den stærke

mands vingeharpuner med hen til en kilde, hvor bopladsfolkene plejede at hente

vand. Her, ved siden af kilden, eksperimenterede de med at stikke harpunen ned i

jorden og trække den op igen. Lidt efter lidt kom de til

noget hårdere og tørrere jord et stykke væk fra kilden. Her var det sværere at stikke harpunen ned og trække den op igen. Kumallaasi stak harpunen så dybt ned, at der kun lige var plads til at klemme to fingre omkring enden for at trække den op. Han bad sin bror trække den op, og det gjorde Kunuk. Så stak Kumallaasi harpunen ned igen og sagde: "Sådan, nu må det være godt!" Så gik de hen til den gamle mands telt, hvor de gik i seng.

 

Straks efter de var gået i seng, hørte de nogen løbe udenfor. Så blev

forhænget til teltet trukket til side, men vedkommende gik igen. Det var såmænd den stærke mands mor, der var ude at spionere. Det varede ikke længe, så kom en nysgerrige myldrende og kiggede ind gennem teltets åbning for

at se de fremmede. Da al den nysgerrighed blev Kunuk og

Kumallaasi for meget, bad deres svigerfar folk om at forsvinde og gå i seng, for det var jo midt om natten. Så fjernede de sig.

 

Om morgenen vågnede Kunuk og Kumallaasi ved at den stærke mand råbte: "Det er lige vejr til at jage i!" Lidt senere hørte man ham så klage: "Min gode vingeharpun er væk!" Så hørte man folk råbe: "Han siger hans gode vingeharpun er forsvundet!" Kunuk og hans bror kom udenfor og så, at mændene strømmede ud af teltene. Nogle gik og gned øjnene mens de klagede over, at de var kommet til at sove over sig. Det var for at vise deres underdanighed. Midt i det hele råbte den stærke mands mor, der var ude efter vand at hun nu havde fundet vingeharpunen. Hun pegede på et sted ved stien til kilden. Straks løb folk hen for at trække harpunen op, men ingen kunne. De kaldte på Kunuk og Kumallaasi. De to blev så enige om, at Kunuk som ikke var så stærk som lillebroren skulle trække den op. Kunuk gik hen til stedet og så, at enden af harpunen var ved at blive slidt helt ned, fordi folk blandt andet havde forsøgt at få den op med tænderne. Kunuk klemte to fingre omkring det stykke, der stak op af jorden, og trak harpunen op uden det mindste besvær.

 

Da de kom tilbage til teltet, sagde den gamle mand at der under konebåden lå to kajakker - med redskaber som havde tilhørt hans afdøde søn. Der lå også en stor kølle. Alt det ville han gerne overdrage svigersønnerne. Han fortalte at hans søn var blevet overlistet og dræbt af den stærke mand af misundelse, fordi han var stærkere end ham. Søstrene ville ellers påtage sig hævnen, men endnu havde de ikke gjort alvor af det. Da svigerfaren holdt inde lidt, hørte de nogen råbe derude, at gæsterne skulle møde op til kappestrid på den store slette. Brødrene kom ud og så, at en masse mænd var på vej op for at overvære kampen. De fulgte efter dem.

 

Midt på sletten stod en stor pæl. På enden af den var der noget hvidt der lignede en hare. Det viste sig, at han plejede at slå efter den. Han kaldte dem hen, og de gled derhen på glidebanen. Så sagde den stærke: "Se på den her, nu slår jeg til den flere gange. Kunuk gik helt hen til ham. Da den stærke slog den, drejede den rundt. "Se på den endnu en engang", sagde den stærke. Mens Kunuk stirrede på den, der skulle dreje rundt, opdagede han at det var ham selv, den stærke skulle til at slå. Kunuk gjorde sig hård. Den stærke gav ham hvad der skulle være et dræbende slag, men det skadede ham ikke. Da andet forsøg heller ikke lykkedes, lød der hånende tilråb fra hele den store samling mænd. Så kaldte den stærke Kumallaasi hen til sig. Og den stærkes slag prellede ganske af på ham. Den stærke ville have forsøgt sig endnu engang, men Kumallaasi sagde: "Lad det nu være min tur." Helt uventet gik den stærke med til det. Kumallaasi tog hans kølle og bad ham gøre sig hård. Og selv om Kumallaasis slag ikke var særlig kraftigt, blev den stærke dræbt på stedet. Straks bad mændene så Kunuk og Kumallaasi om at blive deres ledere. Men de sagde at de bare kunne tage ud på fangst uden nogen til at bestemme over dem.

 

Fra nu af begyndte Kunuk og Kumallaasi at øve sig i kajak. De lærte det hele i løbet af to dage - også at vende rundt hvis de kæntrede. Engang var man ude at jage en stor hunhvalros. Blæren på Kunuks spyd var et skind af en grønlandssæl, som blot var blevet pustet op. Kunuk kastede sit spyd på en afstand flere gange det normale, og ramte dyret lige midt på. Den åbnede munden en smule og døde med det samme. De der ville give den det dræbende stød sagde: "Spyddet er trængt helt ind til blærens (? BS) pustehul." Udbruddet kom i begejstring over den styrke hvormed dyret var blevet ramt.

 

Det blev også fortalt, at sæler blev dræbt af suset, blot våbnet strejfede det (Ifølge Thisteds oversættelse, 1993:19).

 

Engang hørte de om den store Ungilattaqi nede sydpå. Han dræbte alle der kom på besøg - også de enormt stærke. Hans våben var et stort sværd. Derfor kunne ingen magte ham.

 

De tog af sted i to konebåde. Den ene var Kumallaasis med den dræbte stærke mands mor med om bord. Den anden var Kunuks. En masse kajakmænd ledsagede dem. Alle var indstillet på at kæmpe mod Ungilattaqi.

 

En dag blæste der en kraftig norden. Konebådene havde sat sejl til, og de mange kajakmænd i følget morede sig med at kaste harpun tæt ved konebådene. Da Kunuk kastede sin harpun, faldt den med et plask lige ned ved siden af forenden af hans kajak. Den gamle kone, moderen til den den stærke mand, som Kumallaat havde dræbt, hånlo så voldsomt, at Kunuks (Kumallaats ?) kone blev flov og brast i gråd. Kunuk spurgte sin bror, der var sin konebåds styrmand, hvorfor hans kone græd. Da Kumallaasi sagde hvorfor, gjorde han sig klar til at kaste sin harpun endnu engang. Han holdt sig med vilje bag konebåden. Så roede han til og kastede harpunen over konebåden og ramte med et knald hætten på den gamle kones pels, så et stykke af den gik af. Hun roede forrest. Kunuk gentog kastet.

 

Noget senere blev Kumallaasi pludselig klar over at de roede forbi det sted, hvor de havde begravet deres lillesøster. Han blev grådkvalt og bad en anden om at styre båden mens hans selv ville frem og sidde i forenden. Han lænede sig forover mod rælingens spidser og skiftevis græd og holdt gråden tilbage. Når han hulkede, rystede konebåden så meget, at der kom vand ind ad forenden. Så stærk var han. Kumallaasi blev syg og døde, og man sagde at sygdommen begyndte dengang han tvang gråden tilbage.

 

Således kom Kunuk uden Kumallaasi til Ungilattaqis boplads med de mange mennesker. Det var om vinteren over isen. En kraftig bygget mand bød ham komme ind i det nederste hus med ét vindue. Det var faktisk Ungilattaqis fjende. Uden at byde sin gæst på mad først sagde manden at han ville vise Kunuk hvad Ungilattaqi plejede at gøre. Først gik han hen til to udstoppede hvalrosskind og løftede dem i de to langfingre, som han stak ind i stropperne. Han gik rundt med dem og da han lagde dem ned, var det Kunuks tur. Kunuk stak sine to lillefingre i stropperne på de to udstoppede hvalrosskind og rundt med dem i udstrakte arme. Han satte dem ned på gulvet endnu før han blev træt. Så sagde værten:

"Sæt dig ned ret over for mig." Han satte sig. "Nu vil jeg teste dig med et sværd der ikke dræber", sagde værten. Han tog et sværd og en tromme frem under briksen. Idet de istemte en sang, hørte han nogen sige: "Duk dig, gæst!" Den store Kunuk dukkede sig så kun hagen var synlig; og våbnet, som værten kastede, ramte dér hvor Kunuk var før han dukkede sig. Værten kastede våbnet endnu engang uden at ramme Kunuk. "Sådan plejer Ungilattaqi at gøre. Jeg ved ikke om han kan klare dig," sagde værten der havde lagt mærke til Kunuks behændighed.

 

Værten havde just sat noget mad frem for sine gæster, da der kom bud efter dem fra Ungilattaqi. "I må sætte et frejdigt ansigt op når I kommer ind, ellers dræber han jer", sagde værten, da de gik.

 

Da gik ind i det store hus med tre vinduer. Det store rum helt fyldt op med Ungilattaqis koner. Ungilattaqi bad Kunuk sætte sig på sidebriksen og hans kone på¨briksen helt inde ved væggen. Kunuk satte sig på sidebriksen tæt op ad Ungilattaqi. Værten fra huset med ét vindue satte sig over for dem. Ungilattaqi grinte lidt, og straks blev gæsterne budt på al mulig mad. Da de var færdige med at spise, bad Ungilattaqi Kunuk sætte sig over for ham. Så¨stak han bånden ind under briksen og tog et stort sværd og en tromme frem. Dem holdt han i hver sin hånd. Så snart Ungilattaqi slog lidt til trommen, istemte alle folk i huset en sang, der nævnte Kunuk ved navn. I det samme hørte man nogen råbe: "Duk dig gæst, nu vil Ungilattaqi som aldrig lader sine gæster leve kaste sværdet i dig!"  Kunuk dukkede sig så kun hans hage var synlig, og i det øjeblik der kom en smule bevægelse i Ungilattaqis arm, sprang han op og hagede sig fast i en loftsbjælke. Ungilattaqis sværd ramte det sted, hvor Kunuk før var. Folk i huset råbte hånsord. Det lykkedes heller ikke Ungilattaqi at ramme Kunuk i næste kast. Da han ville til at prøve tredje gang, protesterede Kunuk og tog våbnet fra ham med ordene: "Nu er det min tur."

 

De byttede plads så det nu var Kunuk der satte sig på briksen og Ungilattaqi på sidebriksen. På opfordring slog Kunuk lidt til trommen, og i det samme istemte man en sang hvor Ungilattaqi blev nævt ved navn. Kunuk var endnu ikke parat, da der blev råbt: "Duk dig store Ungilattaqi som aldrig lader en gæst leve, nu vil gæsten ramme dig." Kunuk blev klar over at han nu havde løftet våbnet til kast; han lagde mærke til at Ungilattaqis øje (han havde kun ét) havde en tilbøjelighed til at skæve opad. I samme øjeblik Ungilattaqi begyndte at strække sig opad, kastede Kunuk sit våben og ramte ham i halsen lige over brystbenet, så han blev naglet fast til væggen. Straks sprang Kunuk fra briksen ud gennem vinduet og landede neden for møddingen. Han var dårligt landet, da hans kone kom og tog ham om livet. Så råbte man til ham at han først måtte brydes med tre stedfortrædere for Ungilattaqi, - hver af dem med dobbeltbalder (balder både bag og for), som var langt stærkere end Ungilattaqi; og det skulle foregå  på en stor slette som blev brugt til den slags kampe. Kunuk tog derhen og midt på sletten stod en mand. Da Kunuk kom hen til ham og de begyndte at brydes fandt han hurtigt ud af, at modstanderen langt fra var så stærk som hans afdøde bror, Kumallaasi. Han fik hurtigt dræbt ham og gjorde det samme med de to andre.

 

Da Kunuk havde dræbt de tre blev der sagt, at der endnu var en stedfortræder tilbage - én med lam underkrop. Ham ville de hente i konebåd. Snart viste der sig tre konebåde lige efter hinanden med dette lamme væsen, som ikke var noget rigtigt menneske. Da denne gik i land, begyndte Kunuk at brydes med ham. Kunuk syntes egentlig at det lamme væsen var lettere at klare end sin afdøde lillbror. Men der gik nu nogen tid før han fik dræbt ham.

 

Kunuk skulle til at hjemover efter hævnen over disse mennesker, da han mødte deres mor, som sagdes at være svær at få bugt med. Men hende dræbte han også. Og Kunuk fik ro i sindet efter at have hævnet sig på disse mennesker.

Her ender fortællingen.

 

Det er ikke til at sige noget om, hvor meget de grønlandske fortællere har ramt ved siden af; for det sker at man selv digter videre på noget man blot løseligt har fået fortalt. Denne fortælling er nedskrevet sådan som den er blevet fortalt. Der er ikke blevet føjet noget til. Jeg har heller ikke strøget noget. Der er ellers mange forskellige fortællinger som ikke er skrevet ned. Nogle er morsomme hvor alt muligt er overdrevet.

1858, 12. august. Kristian Renatus.

 

Var.: Kunuk; Søg også på Kumal*;

Unneq, den sidste angakok i Qoornoq

Print
Dokument id:46
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Unneq, den sidste angakok i Qoornoq
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 444 - 446
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

 

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 32 ss. 128 - 131.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

"Taama allattunga, Aron", 1999, II: 444 - 446: Unneq angakkoq kingulleq - Nuup kangiani Qoonumi; og i

Thisted og Thorning: 'Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... / Måske nogen kunne fortælle ...', 1996: nr. 32, ss. 141 - 143, med dansk kommentar s. 327: se Resumé ndf.

 

Blandet oversættelse og referat i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II, nr. 23,

der også er trykt i Rasmussen, Knud 1981: Inuit Fortæller, II, ss. 32 - 34.

 

Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 116, s. 456: Kuinasarinook / quinassarinooq.

Resumé: De sidste åndemanere på Nuuk-egnen opregnes, men fortællingen

beretter kun om åndemaneren Unneqs bedrifter, og de lokaliteter de er foregået ved.

Han bor i Qoornoq. Under en seance besøger han på åndeflugt folkene

ved Pisissaarfik og trues på hjemvejen af Aappilattoq-fjeldets ånd

Amaarsiniooq, der lyser og ligner en rovfugl i flugten. Unneq tager da

turen hjem under vandet, og under sin næste seance tilkalder han

Amaarsiniooq, der fortæller om Uummannaq-øens onde fjeldånd,

"Kilderen", som Amaarsiniooq selv har slået ihjel, fordi den dræbte et menneske.

Således får man omsider både forklaringen på den mand man fandt død og

nøgen med iturevne klæder ved dette fjeld og sikkerhed for, at man

ikke længere behøver at frygte "Kilderen". Under en anden seance

fortæller Unneqs innersuaq, at han omsider har fundet sin lige blandt

dagslysets børn (rigtige mennesker). Det er en fanger fra Qaarusuk

(Bjørneøen), der kan klare sig i kajak i alt slags vejr og ror frem og

tilbage til Kangeq på alkefangst på samme dag. Således erfarer nu

denne mand, at han i det skjulte har følge af denne innersuaq og er

hans ligemand. Om samme mand fortæller man iøvrigt, at han er den

eneste, der fisker enorme oppustede rødfisk på så dybt vand, at linen

fylder hele hans kajak. Derfor kalder man denne rødfisk for "Qaarusuks

storfangers fisk".

 

For kommentarer til Rinks version af originalteksten se Thisted og Thorning 1996:

nr. 32, hvoraf det fremgår, at originalens sidste episode er udeladt i Rinks resumerende oversættelse. Rasmussens brug af Rink viser, at han (Rasm.) ikke har set det det originale håndskrift.

Episoden har ikke Unneq men den stærke fra Qaarusuk som hovedperson. Denne angribes ude i kajak af en berygtet lystmorder, en sydlænding. Men Qaarusuk-boen får overtaget og vipper angriberens kajak op og ned i vandet, indtil overkroppen skilles fra underkroppen. De øvrige sydlændinge er taknemmelige for at være sluppet af med ham.

 

Var.: Unneq

 

Hist.: Historisk fortælling i traditionelt regi.

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Usorsak med knivhalen

Print
Dokument id:1429
Registreringsår:1902
Publikationsår:1924
Arkiv navn:
Fortæller:Luutivik (Johnsen, Ludvig)
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Usorsak med knivhalen
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, II
Tidsskrift:
Omfang:side 160 - 161
Lokalisering:Napasoq: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Resumé:

En lille ungkarl ror langt afsted og standser ved et lille næs, hvor

han ser et hus med røg op fra kogestederne i husgangen. Han går

derop, ser ned gennem røghullerne en stor gryde med menneskekød i kog

og flygter så ned mod stranden igen. Men en stor kvinde har set ham og

kalder ham inden for. Der er to kvinder og på briksen en gammel mand

med tildækket understel. Han får blot et par ammassætter serveret og

går ned for at ordne noget ved sin kajak, og da han ikke tør flygte,

skjuler han blot en stor stenplade på sit bryst. Mod denne knækker den

gamle mand sin knivhale af kobber, da han vil dræbe den sovende

ungkarl om natten. Den gamle dør, ungkarlen flygter, kvinderne

begræder den knækkede hale.

 

Var.: Hyppig episode i Kivioq. Søg på: knivhale; jernhale; humlebi.

 

Hist.: Bemærk kobberet.

Denne Luutivik er ikke den samme, som herrnhuternes Lûtivik, der nedskrev fortællinger til Rink i 1867.

 

Kommentar: af fortællinger fra inuit i Canada fremgår det, at modellen for denne mytiske skikkelse er en humlebi. Søg på humlebi.

Usugannguamik

Print
Dokument id:1772
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Usugannguamik
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:ss. 47 - 52, nr. 1
Lokalisering:Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 1, ss. 1 - 4.

 

Ret tekstnær oversættelse i Rink: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, II: nr. 108, s.123 - 125.

 

Resumé: Usugannguaq bor på Kitsissut ved Nuuk og er en stor åndemaner / angakkoq.

Han rejser til sine seancer et særligt telt inde i huset, og hans

ånder er alle skræmmeånder:

1. Aqajannguaq fra Saarloq i Godthåbsfjorden.

Aq. gik qivittoq pga. sin plejefar, Tulimaak, hvis navn han altid råber på

under seancen for at hævne sig på alle med samme navn. Men to mænd, som Us. har ladet stille sig op på briksen, leger kispus med Aq. og narrer ham.

Dennes hund, der lyser som ild, bider huller i teltstænger og -skind.

2. U.s døde bedstemor,

der bydes indefor gennem husgangen. Når hun bliver for farlig jages

hun ned i jorden af U.s Equngasoq.

3. U.s Kivingaq fra den dybeste havbund,

der kaster smukke sten dernedefra mod U., hvis tilhørerne selv tager deres tabte mad op fra gulvet.

4. U.s orm Kullugiaq, som

han lader sig udsuge af, for derefter atter at få blod i kroppen.

U. betales ofte blot for sine seancer.

 

Hist.: Usugannguaq er en historisk person fra det sene

1700-tal.

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

 

Kommentar: Ritualer med blod, der vælter ud og forsvinder er fælleseskimoiske.

Indkastning af sten på gulvet forekommer et sted i Poul Egedes relationer, 1939:24f; 1971:28, og i en anden beskrivelse af en seance:  Maratsi bliver stenet af sin tôrnârdik / toornaarsuk; måske er ritualet beslægtet med et andet, der går ud på under seancen at standse den nedrullende kampesten, Aqajarormiorsiorpua, der truer med at knuse huset.

Uteriitsoq og Qipisoq, to vidt berejste mænd

Print
Dokument id:218
Registreringsår:1860
Publikationsår:1997
Arkiv navn:
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Uteriitsoq og Qipisoq, to vidt berejste mænd
Publikationstitel:Fortællinger & akvareller
Tidsskrift:
Omfang:133 - 136
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 41 - 43.

Publiceret transskription af orig. håndskr.: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 133 - 136: Uteriitsoq aamma Qipisoq.

 

Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 188.

H. Rinks oversættelse af afskrift: Rink, H.: Eskimoiske Eventyr og Sagn, I-II, 1866-71, I: 102.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 74, ss. 392 - 396.

 

Resumé:

Uteriitsoq rejser fra sin boplads, Ilulissat, mod nord, helt op langs iskanten i Melvillebugten til Thuleområdet. Undervejs træffer han nord for Upernavik stadig en del mennesker. De har intet træ og sætter stivfrosne skind op til telte uden stivere. Deres børn har alle hul i anorakhætten lige over issen for at Månen kan holde øje med dem. Videre undervejs langs iskanten, hvor kysten er utilgængelig, sover Uteriitsoq med familie på isen, som de dækker med mattak fra nyfanget hvidhval. Næste morgen lader de bare resterne ligge. Uteriitsoq træffer ingen mennesker, kun et lille forladt hus i nord. Heller ikke her er der træ. Stiverne er af narhvaltand, og en særlig glat tand til husstøtte tiltaler Uteriitsoq, der bytter den ud for en teltstang af træ. Familien rejser på samme måde tilbage langs iskanten til det nordlige Upernavikdistrikt. Her overvintrer de hos folk, der er ivrige boldspillere, og spillet, hvor hundeslæder indgår, beskrives i muntre detaljer. Om foråret rejser Uteriitsoq hjem til Ilulissat, hvor Qipisoq fra Kangaamiut (Kreutzmanns hjemsted) er nået op på sin rejse. Denne hører af Uteriitsoq om et tidligere besøg i Ilulissat af nogle ukendte mennesker en hel måneds slæderejse nordfra. De var klædt i renskind, og kom for at købe sig skydevåben og ammunition for ren- og ræveskind. Købmanden ville gerne for en høj pris købe mandens hunde. Men efter nogen tøven erklærerede manden, at han ikke kunne undvære sine hunde til boldspillet derhjemme.

Uteriitsoq og Qipisoq skilles igen. Uteriitsoq rejser atter nordpå i håb om at træffe mennesker i området med det tomme hus, Qipisoq rejser tilbage til Kangaamiut, hvorfra han så fortsætter mod syd til Qaqortoq, hvor en vis Sakkat med fire koner netop har fanget en pukkelhval. Den kone, der forestår husholdet (førstekonen formentlig), er særdeles nærig og under end ikke stedets gamle andet end småbidder. Hun rammes så af ædedille. Hun spiser ustandseligt, føler der vokser mattak ud på hende. Hun æder sig ihjel. Derefter kan de tre medkoner endelig spise sig mætte, så ofte de lyster.

Qipisoq tager hjem igen om foråret til Kangaamiut, hvor han får (til)navnet Egede.

 

Hist.: Fortællingen bygger på historiske begivenheder, idet de kan genkendes i Qipisoqs barnebarn, Hans Egedes fortælling indsendt til Rink i 1867. Den beretter om både egne oplevelser og hans farfars lange rejser som bl.a. Anders Olsens hjælper ved anlægget af kolonien Qaqortoq i 1774. Se Rink 2488, V, nr. 227. Beretningen rummer ligeledes en kort udgave af fortællingen om rejsen til Thule-området: se Vejledningen for udredning og henvisninger.

 

Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34.

Utoqqannguanik / Om et par gamle mennesker

Print
Dokument id:1788
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Utoqqannguanik / Om et par gamle mennesker
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:ss. 123, nr. 26
Lokalisering:Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

 

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 26, ss. 96 - 97.

 

Oversættelse i Rink 1866 - 71, II: s. 73, nr. 32.

Resumé: Et gammelt ægtepar overvintrer alene. Manden fanger godt. En

dag får de besøg af fem mænd, hvoraf den ene er i stribet pels, og da

de skal bespises med friskkogt kød, skynder han hele tiden på sin kone

ved at skubbe hende i siden. Da kødet serveres siger gæsterne: "Fadet

hælder jo". Og de skynder sig ud, hvor de løber op ad en skråning og

stiger til vejrs som stjernebilledet "Qiluttussat", Plejaderne.

 

For kommentarer til Rinks version af originalteksten se Thisted og Thorning 1996:

nr. 26.

 

Var.: ID 103, 1431, 1782, 1977, og 2329, hvor varianterne sammenlignes.Søg også på: fadet hælder; halvmenneske; illukoq; illuinnaq: Ittuku.

 

Hist.: Hendrik er ret fascineret af stribede dyr, der dukker op i flere af hans fortællinger. Samuel Kleinschmidt beskrev fremmede vilde dyr på grønlandsk i 1863 (ûmassunik), men først fra 1868, og især i 1869 kunne man se flotte billeder af disse dyr i Atuagagdliutit. Hendriks fortælling er fra 1867, hvorfor det formentlig kun er beskrivelsen af dyrene han kan trække på.

 

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

 

Tolkning: For en tolkning af traditionens hældende fad, se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Det hele menneske." Balance.

Utoqqannguit erneranik / Den gamles søn

Print
Dokument id:1795
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Utoqqannguit erneranik / Den gamles søn
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:ss. 144 - 145, nr. 33
Lokalisering:Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

 

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 33, ss. 128 - 131.

 

Oversat uddrag i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II: nr. 36, s. 77.

Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 122, s. 459: An Old Man lost his only Son.

 

Resumé af uddraget: En gammel mand mister sin eneste søn og forsørger

under renjagt. Han begraver ham, går atter derind af sorg, møder en

indlandsbo der kommer "roende" i tågen og intet vil fortælle ham til

adspredelse af sorgen. Den gamle slår indlandsboen ihjel og nedsænker

ham i fjordvandet foran sønnens grav. Senere træffer hen den dræbtes

forældre derinde. De sørger. Manden mærker deres døde søn gøre sig

bemærket under vandet ved stranden, finder på en undskyldning, ror

derfra uden hastværk, sætter farten op, da han er ude af syne, og når

hjem; men han besøger ikke siden sin søns grav.

 

For kommentarer til Rinks version af originalteksten se Thisted og Thorning 1996:

nr. 33, s. 328.

 

Hist.: Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Utoqqannguup erneranik Anartumik / Anartoq, søn af en lille gammel mand

Print
Dokument id:1799
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Utoqqannguup erneranik Anartumik / Anartoq, søn af en lille gammel mand
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:ss. 163 - 164, nr. 36
Lokalisering:Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

 

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 36, ss. 163 - 166.

 

Oversættelse i Rink 1866 - 71, II: s. 67 - 68, nr. 27.

 

Resumé: Anartoq er så dygtig til at vende i kajak, at han ikke gider gøre det på vanlig vis. Han kan i stedet krybe ud af den under vandet, komme op efter luft, dykke og krybe ind i kajakken igen.

Under en renjagt sammen med sin far i dennes yndlingsfjord jager A. rener i kajak i en bagved liggende indlandssø. Her blir han gang på gang skubbet omkuld af en rentyr, som misundelige slægtninge har forhekset. Han klarer sig på ret køl igen flere gang med sit kunststykke, men til slut lykkes det rentyren at drukne ham. Han besvimer, vågner op og er nu optaget blandt laksene. Han sulter i begyndelsen, men de andre laks lærer ham en

formular, der kan forvandle små hvide sten til talg. Af dem lever han fedt og godt hele vinteren. Om foråret, da isen er smeltet så meget at laksenes ældste også kan kan komme ud af fjordmundingen, går han med laksene ud i havet og i sensommeren tilbage i faderens yndlingsfjord. Her er faderen taget ind, grædende i sorgen over sin mistede søn. På vej tilbage ud af fjorden A. bider i sin grædede fars åre. Faderen siger straks hans navn, og

at han vil bide sig godt fast. Men det gør A. først anden gang, hvor det

lykkes faderen at få ham op. A. er atter blevet menneske og sit gamle

jeg, fordi han er en angerlartussiaq - og, tilføjer Rink, fordi han sikkert havde en lakseham eller anden amulet af en laks.

 

Var.: Anarteq; Anartoq

 

For kommentarer til Rinks version af originalteksten se Thisted og Thorning 1996:

nr. 36, s. 329.

 

Hist.: Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

 

Tolkning: For "angerlartussiaq" søg det i basen, og se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under

"Piaaqqussiat".

 

De små hvide sten som laksene forvandler til talg er interessante, fordi de - især i østgrønlandsk sammenhæng - også associeres til fedtstof, spæk, til ildgnister og - i eet tilfælde - en flynder. Søg på orsugiak. Sjældne, små, kuglerunde sten tillagdes befrugtende virkning i Østgrønland. De var faldet fra himlen, nærmere betegnet fra (rummet) bagved qilaq, "himmelhvælvingen", ned i jordens skød. Lagde en barnløs kvinde en sådan sten i bukserne under kønsdelene og fremsagde en formular, der med ønskets styrke forvandlede det til et foster, blev hun gravid (Thalb. 1923: The Ammassalik Eskimo II, Medd. o. Grønland: 249, 273f).

utorqanguamik / utoqqannguamik

Print
Dokument id:1967
Registreringsår:1867
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2488, IV, 4'
Fortæller:Dahl, Johan
Nedskriver:Dahl, Johan
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:utorqanguamik / utoqqannguamik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:ss. 401 - 403 , nr. 78
Lokalisering:Sisimiut / Holsteinsborg
Note:

Mangler tekst

Utorqanguamik ernerminik anaussissumut / Utoqqannguamik ... anaasisumut

Print
Dokument id:1942
Registreringsår:1867
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, IV. 4'
Fortæller:Luutivik (Lûtivik / Ludvig)
Nedskriver:Luutivik (Lûtivik / Ludvig)
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Utorqanguamik ernerminik anaussissumut / Utoqqannguamik ... anaasisumut
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 585 - 587, nr. 106
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Resumé ved Kirsten Thisted:

 

En gammel mand har sin eneste søn til forsørger, men engang hvor sønnen er på fangst på det åbne hav kommer han ikke hjem. Faderen venter til vinden er den samme som da sønnen forsvandt, og tager ud. Da han er ude hvor landet bag ham er helt forsvundet ud af syne, hører han en der råber 'naa, naa'. Han harpunerer ham bagfra. På samme vis går det med endnu en. Den tredje siger 'naa, naa' med en dybere stemme. Den gamle lyver over for denne qajariaq og siger, at han ikke har set de to første kajakmænd (også qajarissat). De ror indad. Da de kommer til den, som den gamle senest harpunerede, genopliver qajariaq'en ham. Det samme gør han med den først dræbte.

       Under tværremmene på qajariaq'en kajak ligger kroppen af den gamle mands døde søn, og faderen spørger nu ligesom med de andre: 'Kan man ikke genoplive ham?' Qajariaq'en tager så kroppen fra sin egen kajak og armene fra hver af sønnernes kajakker, lægger stykkerne sammen som de skal ligge og stryger hen over dem. Så blir sønnen levende igen, men han har ingen kajak. De får lov at låne en af qajariaq-sønnernes kajak på den betingelse at ingen må kigge ind i den.

       Da de er nået til yderøen klager sønnen over at hans ben er lamme, og da de kommer i land kan han slet ikke bruge dem. Faderen holder åndemaning og kurerer lammelsen. Men da faderen bringer kajakken tilbage, rejser qajariaq'en en storm, der sender faderen helt over til det sydligste Akilineq før han ender helt ovre mod øst i Aluk. Så ror han hjem langs kysten og får atter sin søn som forsørger.

 

Var: søg på qajariaq, qajarissat, kanofolk (der dog også kan være umiarissat).

Kommentar: Qajarissat er en slags sælmennesker, der næppe har ben. Sandsynligvis er det derfor netop at sønnens førlighed i benene blir ramt (når tabuet mod at kigge brydes.

 

Hist.: En traditionel fortælling. Men fortælleren har tilsynelande ikke helt forstået pointen: at lammelsen skyldes at nogen faktisk kigger ind i den fremmede kajak. Også stormvejret, som qajariaq-faderen rejser (i flere varianter ved  at blæse igennem et rør han tager op fra kamikskaftet) må skyldes dette utidige kiggeri.

Utorqánguamik inugtûmassunut pulârtumik / Utorqánguamik inugtûmassuinit / Utoqqannguamik inuttuumassunut pulaartumik / Utoqqannguamik inuttuumassuinit

Print
Dokument id:311
Registreringsår:1867
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, V. 4'
Fortæller:Luutivik (Lûtivik / Ludvig)
Nedskriver:Luutivik (Lûtivik / Ludvig)
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Utorqánguamik inugtûmassunut pulârtumik / Utorqánguamik inugtûmassuinit / Utoqqannguamik inuttuumassunut pulaartumik / Utoqqannguamik inuttuumassuinit
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 749 - 753, nr. 152
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Kort resumé i Rink 1866-71, II, nr. 99:

 

Om den gamles besøg hos menneskeædere / kannibaler / ligrøvere.

 

Man opdager at nyligt begravede lig forsvinder. Det sker også med liget af en gammel mands søn. Han lægger sig nu selv som død i en grav, hvorfra han bliver slæbt væk af en eller anden, og hen til et hus. Her gør en gammel kone forberedelser til at koge 'liget', der springer op, dræber den, der har slæbt ham derhen, og flygter. Han bliver forfulgt, men han sinker forfølgeren ved at befale først små sten og så små buske at blive store bag ham. Han springer over en elv, som han befaler at vokse, og da forfølgeren spørger, hvordan han kom over, svarer han: 'ved at drikke, ved at drikke af den'. Forfølgeren drikker så længe at vedkommende revner.

 

Hist.: Det er en sjov historie i sig selv, men det er alligevel påfaldende, at fortælleren har udelukket den vanlige slutning: at vanddråberne der slippes løs, når ligædersken brister, bliver tågens oprindelse.

Fortælleren, Luutivik, der er herrnhutisk døbt, er i det hele taget ikke meget for at tage de traditionelle fortællinger alt for alvorligt.

 

Var.: Tågens oprindelse. Hvordan tågen blev til. The body-snatcher troll 42; 42 A. Koopajeeq III. Ligrøveren. Søg også på: tågen; Tågen.

Utorqánguanik nunarqatigînik / Utoqqannguanik nunaqatigiinik

Print
Dokument id:310
Registreringsår:1867
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, V. 4'
Fortæller:Luutivik (Lûtivik / Ludvig)
Nedskriver:Luutivik (Lûtivik / Ludvig)
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Utorqánguanik nunarqatigînik / Utoqqannguanik nunaqatigiinik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 755 - 760, nr. 153
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Kort dansk resumé i Rink: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, II: nr. 114,

kompletteret således af Kirsten Thisted:

 

Et par gamle mænd plejer at besøge en naboboplads, hvor de modtages godt i et hus med mange brødre. Men engang den mellemste bor har fanget en lille hval, og de to gamle derfor igen aflægger besøg, lader man dem sidde uden at tale til dem eller byde dem noget. Hen ad aften giver den ældste af gæsterne den anden et vink, og da de kommer udenfor, siger han at de bør hævne sig over den sløje modtagelse. De drager af sted, men undervejs står de ud af kajakkerne og graver sneen bort ved siden af en stor sten. Da de har nået grønsværen siger den ene, at de skal grave videre, dernæst kaste det de graver op opad mod månen og så undersøge det ganske nøje. Omsider finder de en bille, en mariehøne. Den tager de med tilbage til brødrenes hus, hvor alle sover. Den ældste af de to gamle lister sig ind, placerer mariehønen under en gulvflise, som han løfter lidt foran den mellemste brors soveplads. Så lister han ud til sin ledsager og siger, at når den sovende næste morgen står op og er trådt ud på gulvflisen, vil han blive konfus, og når han er trådt ud med begge fødder vil han gå fra forstanden.

 

Nogle dage senere kommer der bud fra brødrene om at de gamle skal komme, for de kunne vist hjælpe den mellemste bror, der var gået fra forstanden.

De to gamle tager så med til bopladsen. Den ældste lader som om, han er åndemaner og 'finder' mariehønen. Den syge bliver rask, og i deres taknemmelighed tager brødrene de to gamle til sig og lader dem flytte ind.

 

Hist.: Et usædvanligt forløb af en fortælling, der oftest ender med tilbageslag mod de fornærmede gamle, der har forvoldt hekseriet (se fx Qujaavaarsuk og Kamillaannguaq / Barfod).

Muligvis er det den europæiske frase om at sende en mariehøne op til Vorherre for at bede om godt vejr, der har inspireret til jordkasteriet op mod månen.

Fortælleren, Luutivik, fortæller ofte morsomme, 'moderne' versioner af traditionelle fortællinger.

utorqánguaq innerssuarnut tikerârtoq / Utoqqannguaq innersuarnut tikeraartoq

Print
Dokument id:394
Registreringsår:1868
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, V. 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Luutivik (Lûtivik / Ludvig)
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:utorqánguaq innerssuarnut tikerârtoq / Utoqqannguaq innersuarnut tikeraartoq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 1067 - 1070, nr. 218
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II nr. 63, ss. 104 - 105.

 

Kort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 130, s. 463 - 464: The help from Ingnersuit.

 

Resumé:

Den gamle mand der besøgte innersuit.

En gammel mand der bor sammen med mange andre fangere er - skønt godt til års stadig en habil fanger. Han plejer at følge med andre på fangst, men en dag det stormer fra nord er han den eneste ude i kajak. Da han har harpuneret en sæl ser han længere fremme ude til søs en stor skinnende hvid kajak, som han slet ikke kender. Den fremmede ror lige hen til ham og siger: 'Forleden ville jeg så gerne træffe dig ene for at invitere dig hjem, men hver gang jeg kom herhen var du altid sammen med andre. Endelig træffer jeg dig nu alene. Kom nu og besøg mig, så følges vi.' Den gamle følger med og omsider kommer de til nogle store skær. Så siger den fremmede:'I det øjeblik vi støder på dette skær løfter det sig, og når jeg så smutter ind under det, skal du bare uden betænkning følge efter. Det er så småt med gæster. Det er derfor jeg så gerne vil se dig. Du kan jo altid tage hjem igen i morgen.' Det går ganske som han har sagt. Skæret løfter sig og den fremmede smutter ind i rette øjeblik, hvorpå den gamle følger lige efter ham. De kommer så til et lille hus, hvor kvinderne modtager dem og inde er alting så hyggeligt indrettet. Kvinderne serverer straks store stykker mattak, og da de har spist tar Innersuaq-manden så hul på snakken og siger: 'Grunden til min invitation er den at jeg har noget at sige dig. Kom fra nu af bare hver dag uden ledsager og besøg mig. Når du bliver gammel og din fangst begynder at svigte dig skal jeg nok hjælpe dig. Nårsomhelst du skulle komme til at mangle noget, skal du bare komme til mig, så skal jeg nok sørge for at du ikke kommer i forlegenhed.' Den gamle siger så at det vil han da benytte sig af, og efter at have overnattet tager han hjem. Så blir han mere og mere affældig, men bliver hele tiden hjulpet af innersuaq'en. Men da han som ældgammel fortæller alle og enhver, at innersuaq-manden vil forsyne ham med alt, og han desuden en tid lang ikke har besøgt innersuaq'en og endelig dukker op, afvises han for stedse med den besked, at nu har han, innersuaq'en, gjort tilstrækkeligt for 'dagslysets beboer'.

 

Var.: Ingen præcis som denne, men søg på innersuit.

 

Hist.: Det er helt i overensstemmelse med traditionen, at man ikke fortæller om endsiger praler med givtige forbindelser med ånderne. Desuden skal forbindelsen plejes med hypige besøg. Luutivik har tilsyneladende udeladt den episode, der gerne forkommer i andre versioner, nemlig at manden (der er angakkoq / åndemaner, ellers slipper han ikke levende fra innersuit) skal hjælpe innersuaq'en med at opklare noget hekseri el. lign. Se også Luutiviks andre fortællinger vedr. hans let afstandtagende forhold til traditionen, der iøvrigt undertiden karakteriserer de yderste el. nederste innersuit som ondskabsfulde.

Utorqanguaq nulialo / Utoqqannguaq nulialu

Print
Dokument id:390
Registreringsår:1867
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, V. 4'
Fortæller:? Elberg, A.
Nedskriver:? Elberg, A.
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Utorqanguaq nulialo / Utoqqannguaq nulialu
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 1041 - 1043, nr. 213
Lokalisering:?
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Om den lille ældre mand og hans kone. (Trædukkebarnet)

 

Der var engang en lille ældre mand, der boede i et hus sammen med sin

kone og datter. Husstanden omfattede kun de tre. På bopladsen boede

også en forældreløs ung mand, der var en dygtig kajakroer og fanger.

Denne unge forældreløse havde en ven. De to var altid sammen - også

når de var på fangst. Vennen havde en søster. Hun og de andre piger på

stedet var varme på denne forældreløse unge mand; men han brød sig

ikke om dem, for han ville kun have datteren af den lille ældre

mand. En aften besøgte den forældreløse dem for at tale med dem om

deres datter. Han fik forældrenes ja til at gifte sig med

datteren. Han elskede hende højt. Hver dag kom han hjem med en sæl fra

sine fangstture.

 

Så skete det, at han ikke længere var så venlig

over for sin kone, når han kom hjem fra fangst. Når han kom ind i

huset, lagde han sig ned på briksen med hovedet imod bagvæggen, og han

snakkede ikke mere. Dette blev til en vane. Hans kone spurgte ham

ud og fik at vide, at søsteren til hans ven havde fortalt, at der var underligt, at hans kone ikke kunne få børn.

 

Da den lille gamle mand fik dette at vide, gjorde han det, at han hver morgen gik ud af huset og kom ind igen hen imod aften. Dagen lang var han i gang med at fremstille et eller andet; men ingen anede, hvad det var, han lavede.

 

En morgen, da svigersønnen var taget ud på fangst, kom den lille ældre

mand ind i huset med en trædukke, der lignede et spædbarn på

en prik. Han sagde til sin datter, at hun skulle gå i seng med et

klapmydseskind som brikseskind. Da dette var sket, bad den lille ældre

mand konen om at hente frisk blod. Hun kom ind med blodet, og han

lagde dukken, der lignede et spædbarn, ved siden af datteren og sagde

til hende, at hun skulle give det dyne på. Han bad konen om at hælde

blod på brikseskindet og datteren om at skrige. Så blev dukken

efterhånden levende og den blev til et spædbarn.

 

Nysgerrige bopladsfæller, der kom på besøg, fik ikke mistanke om noget; for de

kunne jo se, at der var blod på brikseskindet. Da pigens mand hen

under aften var på vej ind med den sædvanlige sæl på slæb, gik

svigerfaderen alene ned til ham. Da han lagde til, sagde

svigerfaderen: "Skønt vi slet ikke har mærket, at hun var gravid,

fødte hun skam pludselig en dreng i dag; og hun har det godt."

Ved den besked rørte svigersønnen dårlig kajakringen med åren, da

han sprang på i land, og uden at bryde sig om hverken kajak eller

fangst smed han bare åren fra sig og gik op. Han skyndte

sig op i huset, og blev i sin store glæde tilfreds og glad igen.

 

Sønnen voksede op (ilani ilagissârdlugit: som et medlem af familien).

Da han blev større og begyndte at være sammen med de andre børn, blev

han en gang budt på mad og suppe. Morfaderen havde ellers udtrykkeligt

forbudt ham at drikke suppe, og da han alligevel lod sig friste,

havde han dårligt smagt suppen, før han faldt om og blev til træ. Hele

familien græd af sorg, men hans lille bedstefar gav sig til at

fremsige trylleformularer. Mon ikke nabofamilien havde skadet ham ved

trylleri eller hekseri? Slut.

 

Kommentar: Trædukker der bliver eller gøres levende forekommer i forskellige kontekster. I Qasiassaq, den store løgner, magter han dog ikke at gøre den levende. Hvorfor trædukken hér ikke tåler suppe er ikke umiddelbart indlysende: Skal den forblive tør som træ?. Oftest møder man tabuer mod at drikke for meget vand. Fx i visse versioner af Igimarasussuk, hvor drikning af vand fører til magerhed.

utorqánguaq oqautsumik ningâlik / Utoqqannguaq oqaatsumik ningaalik

Print
Dokument id:308
Registreringsår:1867
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, V. 4'
Fortæller:Luutivik (Lûtivik / Ludvig)
Nedskriver:Luutivik (Lûtivik / Ludvig)
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:utorqánguaq oqautsumik ningâlik / Utoqqannguaq oqaatsumik ningaalik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 718 - 719, nr. 146
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Kort dansk resumé i Rink: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, II: nr. 97:

 

Et ældre ægtepar får besøg af en stor mand, der frier til datteren, får forældrenes ja og tager hende med sydpå. Faderen efterkommer svigersønnens invitiation til et besøg, rejser derned og kommer ind i huset, hvorfra så svigersønnen går ud og viser sig som en skarv, der dykker ned i havet, kommer op med en ulk og kommer ind i svigersønnens skikkelse med den. Den får svigerfaderen at spise. Hjemme igen vil han efterligne sin svigersøn. Han binder en sten om halsen, et langt reb om livet og beder sin kone hale sig op, når han trækker i remmen. Da konen får ham op, er han druknet.

 

Hist.: Fortælleren Ludvig / Luutivik gør ofte grin med gamle forestillinger, der er tåbelige i kristne øjne. Fx myldrer den traditionelle overlevering med fortællinger om drenge, der lærer at svømme under vand (Var.: Svømme under vandet som en sæl), og om kajakmænd der drukner og vender hjem igen (angerlartussiaq).

Utorqanguaq panisualik / Utoqqannguaq panissualik / Den lille gamle med den store datter

Print
Dokument id:1791
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Utorqanguaq panisualik / Utoqqannguaq panissualik / Den lille gamle med den store datter
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:ss. 130 - 134, nr. 29
Lokalisering:Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

 

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 29, ss. 106 - 114.

 

Uddrag i Rink 1866 - 71, II: s. 74 - 76, nr. 34. Kvinden og

hajfiskens børn.

 

Resumé af uddraget:

Forældrene vil ikke tillade deres eneste datter at

gifte sig. Under foregivende af at tage på bærtogt ligger hun i med

en haj, føder ti hajunger og sætter dem ud i havet, hvor hajfar passer

dem og dagligt bringer hende en halv sæl. Hendes forældre blir gamle

og dør, mens ungerne vokser til og fanger til hende. Den ene, der

hedder Siutaaq, er meget hurtig og dygtig. Han bliver såret under en

tur nordpå til en dræbt hval, da han flænser sig et stykke til

moderen. Hun må langt sydpå efter et sårhelingsmiddel, en stump af en

urinbalje, som hun får af en kvinde dernede. Hun forbinder såret med

stumpen, omvikler det med hvalbarde, og lige siden har hajer lugtet

stærkt af urin. Sammen med de andre hajer hævner S. sig på den, der

sårede ham, blir dernæst en dristig fanger, men overmandes dog af en

kaskelothval, der bider halen og dernæst finnerne af kroppen. Da

mister S. bevidstheden.

 

For kommentarer til Rinks version af originalteksten se Thisted og Thorning 1996:

nr. 29, s. 326.

 

Var.: Haj som forsørger; Hajfisken som forsørger;

 

Hist.: Hendrik har hørt fortællingen af sin morfar, Isak, der døde

meget gammel.

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

utorqángûp / Utoqqannguup ernera ersisuitsoq

Print
Dokument id:389
Registreringsår:1867
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, V. 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Luutivik (Lûtivik / Ludvig)
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:utorqángûp / Utoqqannguup ernera ersisuitsoq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 1036 - 1037, nr. 211
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Resumé ved Kirsten Thisted:

 

Den lille gamle mands modige søn.

En lille gammel mands søn er ikke bange for nogetsomhelst. Engang går han tur ind i landet og opdager nede på bunden af en dyb hule et mystisk dyr med skal på. Den er ikke til at få fat på med fingrene. Så går han hjem og henter sin harpun, og da han kommer hjem med den, koger moderen den og de bliver småtossede i hovderne allesamen. Nord for dem er der en boplads med mange mennesker. Dér tager de hen for at også de kan smage! Dér bliver de også skøre i hovderne. Det var altså en ond ånd han havde fanget!

 

Hist.: En temmelig usædvanlig historie i grønlandsk sammenhæng.

Fortælleren Luutivik synes at have gjort sig sine egne tanker om mange fortællinger.

 

Oversættelse mangler pga. mindre kommunikationsbrist.

Uujooq

Print
Dokument id:63
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Uujooq
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 332 - 333
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 116 ss. 611 - 613.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 332 - 333: Uujuumik.

 

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 59 - 61.

 

Resumé:

Uujooq er fra Alluitsoq-egnen / Lichtenau. Som så mange andre er han opdraget til hævner og derfor både stærk, en dygtig fanger og morderisk. Han har to kajakker, en til magsvejr og en smal, strømlinet en til storm. Hver gang han har myrdet tatoverer han sig i hårranden, og da hans nye unge andenkone lysker ham, opdager hun mærkerne og spørger, hvad de skal betyde. Han farer op og slår hende med et enkelt slag ihjel. Da må han være ekstra forsigtig, nu han har fået sin svigerfamilie som fjender. Sønner har han ingen af, hvorfor han opdrager sine døtre til stærke mennesker.

Den eneste fjende, han har virkelig respekt for, er en vis Qallunannguaq. Hver gang de møder hinanden til havs, er det med løftet harpun, men hver gang glider de således truende forbi hinanden. En dag opdager Uuj. Qall.s kajak på et øde sted og bliver opsat på at dræbe ham i baghold. Men da han får øje på Qall., er denne i færd med at løfte kampesten så store, at Uuj. nærer sig. Senere afprøver Uuj. samme sten og erkender sine svagere kræfter. Derfor tilbyder han Qall., da de næste gang mødes i kajak, en snus tobak som tegn på fred. Qall. tager imod, giver en snus til gengæld, og derefter kan de færdes i fred for hinanden.

 

Aron tilføjer at det er Mannasi, sydøstgrønlænderen Sarahs nu (1867) afdøde bror, fortællingen stammer fra.

 

Var.: Sahras fortælling, Thisted og Thorning 1996: 352 - 354: Sarahs fortælling fortsat, d. 4. februar. Uujooq indgår desuden i forskellige fortællinger: Søg på Akamalik, Akamelik og Ujooq, Uujooq, Ujuuk.

 

Hist.: Fortællingen virker autentisk og viser bl.a., at herrnhuternes Lichtenau var et sted, de immigrerende sydøstgrønlændere kunne søge hen (og formentlig finde tidligere ankomne slægtninge).

Blodhævn.

Vildgæssene, som gav den blinde synet

Print
Dokument id:1375
Registreringsår:1919
Publikationsår:1921
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:Rosing, Peter ?
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Vildgæssene, som gav den blinde synet
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, I
Tidsskrift:
Omfang:side 312 - 317
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Orig. håndskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 413: "Ninganilât

najagît kanganisaranilo". Renskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 424:

"Ningãnilât" (med sproglige rettelser og til vestgrønlandsk af Hendrik Olsen eller ?).

 

Resume:

En ung mand og hans lillesøster lever alene sammen med deres

bedstemor. Han fanger en hvid, ung remmesæl, som hans bedstemor vil ha

bukser af. Han har brug for remme og får sin vilje, men mens hun

bereder skindet befaler hun det at blinde ham, når han skærrer det ud.

Det sker. Næste forår hjælper hun ham med at nedlægge en stor

hanbjørn, der er kommet tæt på huset. Hun lyver om, at han har dræbt

den, mæsker sig i kødet og gir kun en smule til pigen, som hver gang

gemmer lidt til sin storebror. Han ber hende en dag føre sig ud på en

bjergtop og hente ham efter tre dage. Mange fugle flyver forbi, men en

flok på seks vildgæs slår sig ned hos ham, fortæller ham sandheden om

hans blindhed, og gør ham seende igen, idet de efter tur klatter på

hans øjne og tørrer skidtet væk med vingen igen. Da søsteren har hentet

ham, og bedstemoderen i huset spør til hans tilstand spiller han stadig

blind, men siger at han i en drøm har set den bov, det skind, og det

lår af bjørnen, som han netop har set på vej ind. Bedstemor mener, at

det må være bjørnen, der har forhekset ham. Han peger da på skinken

under briksen, afslører at han er seende og bliver tilbudt kødet. Det vil han ikke røre og går ud, hvor en flok hvidhvaler netop passerer.

Han fanger en af dem, men da bedstemor vil hjælpe ham med flænsningen,

afviser han hende med bedsked om, at hun selv må fange en. Det er hun

med på og får fangelinen om livet. Imod hendes ønske harpunerer han en

meget stor hanhval, der trækker hende ud i dybet. Hver gang den

kommer op, har hun halet sig længere ind på den og råber forgæves på

sin flænsekniv (ulu, til at skære remmen over med). Dyret forsvinder med

hende.

 

Tolkning: Mange varianter har drengens moder i bedstemoderens rolle.

Mens hvalen fører hende bort, appellerer hun da til drengens følelser

med råb om, at hun har givet ham die og fjernet hans afføring som

lille. Ofte forvandles hun derefter til en narhval. Bedstemoderen

repræsenterer ikke så tæt en relation til drengen, og hans hævn virker

derfor ikke så stødende.

 

Var.: Søg på: blind / blinde; Tutigaq; Rink II 62; Uluaa; Holtved nr. 37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III nr. 330. Lyberth 1924 tappiitsoq. Narhvalens oprindelse; Hvorledes narhvalen blev til;

 

not [Original handwritten text : KRH box 52, no. 2, notebook 413: najagît kanganisaranilo”. Transcript: KRH, box 52, no. 2, notebook 424: “Ningânilât” (With linguistic corrections to the West Greenlandic by Hendrik Olsen or ?)

 

Summary

 

A young man and his younger sister lived alone with their grandmother. He caught a young, white bearded seal which his grandmother wanted to use to make a pair of trousers. However, he needed straps and got his own way, but while she was preparing the skin, she commanded it to blind him when he cut it up. That is what happened. The next spring, she helped him to kill a large male bear, which had come close to the house. She lied about his killing the bear and gorged herself on the meat, giving just a little to the girl, who always saved some for her big brother. One day, he asked her to lead him up onto the top of a mountain and to come back for him after three days. A number of birds passed by, but a flock of six wild geese landed beside him and told him the truth about his blindness and gave him his sight back by doing droppings in his eyes and then wiping them with their wings, one after the other. When his sister came to fetch him, and their grandmother back at home asked how he was, he pretended that he was still blind, but said that he had dreamt of the shoulder, the skin and the leg from the bear, which he had actually seen on the way into the house. His grandmother believed that the bear must have bewitched him. Then he pointed to the leg which lay under the bed, revealed that he could see and was offered some meat. However he did not want to touch the meat and went outside where he saw a pod of beluga whales passing by.

He caught one of them, but when his grandmother offered to help him to flense it, he rejected her offer by saying that she had to catch one of her own. She was willing and tied the hunting line around her waist. Against her wishes, he harpooned a huge male beluga which dragged her out into the depths. Every time she surfaced she was a little closer to the whale and she cried out in vain for her ulu (to cut the line). The animal disappeared along with her.

 

Interpretation:

Many variants have the boy's mother in the role of the grandmother. In these variants the mother often appeals to the boy's feelings by shouting that she had breastfed him and cleaned up his faeces when he was a baby. She is often then transformed into a narwhal. The grandmother does not represent such a close relationship to the boy, and therefore his revenge does not seem so shocking.

 

Var.: Search for blind/blinde; Tutigaq, Aron 365; Rink II 62; Ulluaa; Holtved no.37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III no. 330. Lyberth 1924 tapiitsoq. The origins of the narwhal; how the narwhal came to be.

 

Transl. by Lucy Ellis.

By courtesy of Craig Mishler. See: Diving Down: Ritual Healing in the Tale of the

Blind Man and the Loon by Craig Mishler, Vadzaih Unlimited, 3910 McMahon Avenue

Anchorage, AK 99516, [email protected]

Vådeskudt

Print
Dokument id:2144
Registreringsår:1903
Publikationsår:1905
Arkiv navn:
Fortæller:Usaqqaq ?
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Vådeskudt
Publikationstitel:Nye Mennesker
Tidsskrift:
Omfang:ss. 92 - 94
Lokalisering:Avanersuaq / Thule
Note:

Håndskrift har ikke kunnet identificeres.

 

Resumé:

Usaqqaq fortæller nyt om Agpalerk / Appaleq, en ældre mand, der efter flere dages jagt sammen med en anden kom til at skyde sig selv i hovedet med en gammel bøsse han havde købt af hvalfangerne. Jagtkammeraten og App. var skiltes for at jage hver sit sted, og kammeraten hjalp ikke den døende App. hjem, da han traf ham undervejs. Han var også for træt til at følge App.s kone derud. Hun gik ud for at dække liget til, men han var endnu levende. Han måtte endnu en gang overnatte i kulden, denne gang dog med et par skind over sig. Næste dag kom to mand og fik ham båret hjem. Han havde helst blot villet dø, men hans kone insisterede på at få ham hjem. Nu lå han hen, stinkende af sine sår.

 

Hist.: Historisk fortælling om manglende kundskaber vedr. brug af bøsser. Især de gamle klandres i indledeningen for uvidenhed desangående.

Ædedolken Allarneq

Print
Dokument id:45
Registreringsår:1868
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Ædedolken Allarneq
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 494 - 495
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, V, 4' nr. 220 ss. 1078 - 1079.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

"Taama allattunga, Aron", 1999, II: 494 - 495: Allarneq nerrersoorsuaq.

 

Dansk oversættelse i Rink 1866-71, II, nr. 107.

 

Resumé:

 

Allarneq er ude i kajak og kommer bag et forbjerg til et hus, som han lige vil se lidt an. Tre kvinder, den ene efter den anden, alle med grønt hårbånd og grønne kantebånd, kommer ud og slår indholdet af et fad ud på møddingen. Allarneq vover sig inden for. Han er godt sulten, men skønt kvinderne er venlige nok, kan de ikke give ham mad, førend deres 'madfar' er kommet hjem (de taler lidt fremmedartet). Allarneq bliver betænkelig og gemmer sig bag vægtapetet, hvorfra han ser en stor mand med kinder af kobber komme hjem og sætte alle tre koners store mængder mad til livs. Så kan han lugte Allarneq, der kommer frem og på mandens ordre får serveret enorme mængder tørrede og frosne sager med halve spæksider til af hver af de tre koner. Hver gang han er ved at give op, truer manden ham til at spise op. Ellers vil han slå ham med sine kobberkinder. Sidste gang Allarneq for alvor giver op, siger manden dog ikke noget. Han er nemlig henrykt over at have truffet sin lige i grovæderi.

Allarneq når hjem og går aldrig siden ud i kajak.

 

Hist.: Noget tyder på, at der gemmer sig et nordisk folkeeventyr i denne fortælling. Fx noget i retning af Guldlok og de tre bjørne.

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Databasen med myter og sagn er udarbejdet af Birgitte Sonne, f. 4. jan 1936, mag art i religionssociologi, pensioneret fra Afd. for Eskimologi, TORS, KU i 2006. Har forsket i og skrevet om grønlandske myter og sagn i en halv menneskealder - og gør det stadig. Kan nås med spørgsmål på bbsonne81@remove-this.gmail.com.