Dokumentation og formidling af Danmarks historie i Grønland og Arktis

Introduktion

Formålet med denne base over grønlandske fortællinger er at lette søgningen i den nedskrevne mundtlige overlevering, der er så omfattende, at det kan tage pippet fra enhver begynder. Basens ca. 2280 fortællinger må være repræsentative for deres tid i de forskellige egne af Grønland, og det er min agt, at basen i fremtiden suppleres med manglende samlinger og spredte tryk ved interesserede brugeres hjælp. Alle fortællinger, der foreligger i dansk oversættelse på tryk er blot indskrevet i resumé, der naturligvis ikke kan bruges som kilder. Man må gå til kilden selv, den trykte oversættelse, helst også den grønlandske original hvis den findes.

Af de øvrige fortællinger, dvs. håndskrevne og nogle få der kun er trykt på grønlandsk, er flertallet indskrevet i oversættelse til dansk. Lektor emeritus Christian Berthelsen har foretaget de fleste og nu afdøde Apollo Lynge, Nuuk, en større antal, Grethe Lindenhann nogle få og Signe Åsblom ligeså. Der er huller i mange oversættelser, enten når håndskriften har været utydelig, særpræget dialekt har gjort sig gældende, eller nedskriveren, der kan være den samme som fortælleren, ikke har haft magt over forløbet. Igen er det sikrest at gå til kilden, som regel håndskriftet, forudsat man har de fornødne kundskaber i grønlandsk. Ellers må brugeren gøre opmærksom på manglerne og usikkerhederne i sin formidling.

Download søgemanual som pdf her.

Søgning på Rosing, Jens gav 323 resultater.

"Angákerduaq". Den store åndemaners vidunderlige åndeflugter

Print
Dokument id:1665
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Akernilik
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:Rosing, Peter
Indsamler:Andrassen, Kaarali
Titel:"Angákerduaq". Den store åndemaners vidunderlige åndeflugter
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 195 - 198
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

 

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 96 - 100; angakkortalissuit, 1990: 219 - 223: Uden overskrift. Begynder således: "Angakkorsuarmik taasagaat Sarfap ..."

 

Resumé af Jens Rosings oversættelse:

I Sermilik-fjorden lever to åndemanere / angakkoq'er / angakokker, der kappes om at være den

største. Sejrherren kaldes herefter Angakkertuaq (den store åndemaner)

og den anden Angakkeq (åndemaneren). Denne søger af misundelse at rane

den stores sjæl, men forgæves. Den store gør gengæld af frygt for, at

Angakkeq i stedet skal røve sjælene fra hans børn. Den stores sjæleran

lykkes. Derefter har han intet at frygte og foretager ofte åndeflugter

ud over fjordmundingen, hvor man ser ham flyve forbi. Et efterår

rejser han imidlertid den modsatte vej ind over indlandsisen til en

boplads inde i en fjord, hvor han fra et fjeld ser folk drive nogle

små bjørnelignende dyr med tynde ben ned mod bopladsen. Han vender

uset tilbage, men om foråret, der ellers er et ugunstigt tidspunkt for

åndeflugter, flyver han fulgt af gnistrende hjælpeånder derover igen,

fortsætter ud til en anden boplads ved fjordmundingen og blir vidne

til en vældig fangst af hvidhvaler. Skumsprøjtet er så voldsomt at

dyrene flyver langt op på stranden. Man opdager ham oppe på fjeldet,

hvorefter han skynder sig tilbage.

   Akkernilik, der fortalte det til Kaarali Andreassen, havde ikke

flere fortællinger om Den store Åndemaner. Men Kaarali selv får som

seminarieelev 1910 - 14 bekræftet fortællingen af Luutivik inde i

Godthåbsfjorden K: fortæller L. historierne om angakertuaq, hvorefter

L. bleg af undren kvitterer med sine: Et efterår, da herrnhuterne

driver deres geder hjem, standser de af forskrækkelse over en ildkugle

med gnistrende hale både for og bag, og kuglen kan i et glimt

identificeres som en sammenkrummet mand (i åndeflugtstilling, BS).

Også fortællingen om hvidhvalsfangsten kan bekræftes. Under den ser

man en mand oppe på Nattoralinnguit, en fjeldknold i nærheden af

Qaquk.

   L. og A. er lige stumme af forbavselse.

 

Hist.: Lysfænomenet peger på Halleys komet, der var synlig i 1758, i

1834 og i 1910. Men herrnhuterne oprettede først Uummannaq i Godthåbsfjorden

i 1861 og rejste i 1900. Østgrønlænderne kan have hørt om herrnhuternes geder

(der ligner små bjørne med tynde ben) via sydøstgrønlænderne siden

midten af 1700-tallet..

Aapapâq / Aapapaaq

Print
Dokument id:810
Registreringsår:1919
Publikationsår:1921
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Aapapâq / Aapapaaq
Publikationstitel:Myter og Sagn, I
Tidsskrift:
Omfang:side 324 - 328
Lokalisering:Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Renskrift: KRH, kasse 52 nr. 2, hæfte 415, der er en stærkt revideret udgave af KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419: Aapapâq. Renskriveren er muligvis Peter Rosing, Chr. Rosings bror.

 

Resumé:

En storesøster og lillebror er plejebørn hos et ægtepar på bostedet

med det storelavvande, Tinuteqisaaq. Ægteparrets egne

børn ikke vil vokse. Da konen føder endnu et barn, en søn, beslutter

hun at sulte det, fordi de andre børn har fået for meget at spise.

Plejesøsteren stjæler sig til at give barnet både vand og lidt kød og

spæk. Barnet vokser lynhurtigt og æder en nat sin mor og det meste af

sin far. Husfællerne flygter over til nogle øer, der ligger tørre ved

lavvande. En gammel mand må blive i huset. Han lægger sig på

gæstebriksen med sin amulet, en vandøse, der gør ham usynlig, når han

koncentrerer sig om at ønske det. De to plejesøskende har gemt sig

uden for under konebåden på stativet. Uhyret snuser sig frem til dem,

råber på mad, men standses af pigens fremrakte ulu (kvindekniv), der

er hendes amulet, og af hendes ord: "Husk på, at det var mig, der gav

dig mad og drikke, når du sultede". Utysket vender om. Børnene flygter

mod indlandet. Utysket går ind og ud af huset og får heller ikke fat i

en gammel ungkarl ovre fra øen. Han kommer efter en glemt økse, som

ejeren har lovet ham sin smukke datter for. Ejeren bryder sit løfte.

Det må ungkarlen finde sig i. Utysket forfølger de flygtende børn.

Pigen sender sin ulu imod det med stærke ord, der flækker utysket fra

top til tå. De vandrer videre, kommer til et hus, hvor broderen blir

tørstig og overtaler sin søster til at hente sig noget vand. Hun må

skære en rem med bjørnetænder ned for at komme ind og hente vand. Hun

går ind igen uden sin ulu i det tilsyneladende tomme hus og kalder

beboeren frem. Det er en ånd med jernkløer, en koopajooq eller en

kukiffaajooq, som hun sparker ihjel med sin venstre kamik, hvor der

også er gemt en ulu. De to søskende flytter ind i det tomme hus, og

ingen har siden hørt noget til dem.

Var.: Spædbarnet som åd sine forældre. The infant which ate its parents; naalungiarsuk; Neqikitsuliaq; Nerrikitsuliaq; Barne-uhyret. Var.: Spædbarnet som åd sine forældre. Om sult og et forslugent spædbarn. Til episoden med koopajooq'en er der en del varianter.

 

 

Tolkning: For lidt og for meget fordærver alt. Dette er moralen bag

denne variant, hvor børn, der proppes med mad ikke vil vokse, og dem

der intet får, vokser uhyggeligt hurtigt og udvikler kannibalske

lyster.

Aataaq / Sermilimmi nannup nerisaa

Print
Dokument id:832
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1990
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:Rosing, Peter
Indsamler:Rosing, Peter
Titel:Aataaq / Sermilimmi nannup nerisaa
Publikationstitel:Angakkortalissuit
Tidsskrift:
Omfang:side 198 - 209
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

1. udgave: Otto Rosing: Angákortaligssuit, Godthåb 1957-61, II: 72 - 83.

 

Oversættelse ved Signe Åsblom:

"Aataaq (der blev ædt af en isbjørn i Sermilik)"

Det fortælles at Aataaq var en rigtig mand. Han var en stor mand med meget brede skuldre, og det var som om hans underkrop var for smal til ham og hans vældige hoved for stort til ham. Det var én man næppe ville kunne stille noget op imod, hvis han skulle give sig til at stange i en sangduel på nidviser. Det var nemlig også en kendt sag, at der ikke var nogen der kunne måle sig med ham blandt dem, der sang nidviser i Sermilik. Da Maratsi havde sunget nidviser mod ham, var han selvfølgelig også blevet grundigt til grin, fordi Aataaq havde besejret Maratsi helt og aldeles, både med hensyn til midvisernes indhold og ved sin fremførelse af dem.

       Aataaq var ikke kun legendarisk for sin kunnen i forbindelse med nidviser, men også fordi han var en stor åndemaner / angakkoq og heksekyndig / ilisiitsoq. Han var også god i sin rolle som mægtig mand. Han var den største godgører over for folk. Og fordi han var latterens sande mester, var det så dejligt at komme på besøg hos ham, at det kunne være svært at forlade ham igen. Desuden kunne han fortælle så mange historier. Han var Sermiliks store kloge mand. Igen en historie om et menneske, der var til glæde for sine medmennesker. Men det siges at han i det skjulte var et rigtig slet menneske, fordi han tog for store stykker af andres sælfangst for at lave tupilakker af dem. Han var et menneske som det var svært at gøre sig klog på. Når der var fare få færde hos kajakkerne eller på isen, var han uhyre hjælpsom. Men når nogen pludselig blev meget bange for et andet menneske, og når nogen fik besvær med at finde fangstdyr, følte Aataaq sig vældig godt tilpas. Det var svært rigtigt at forstå ham som menneske, fordi han var sådan.

       En dag tog han så til Qeqertarsuatsiaq for at overvintre, og der skulle han bo sammen med Siannialik og hans familie. Huset var ikke stort, og da de var flyttet ind, var der fire brikse til Aataaq, Aarluarsuk, Quunapii og Siannialik og hver deres familier.

       Da de var flyttet rigtigt ind, virkede det som om der boede en hele masse mennesker, selv om det var et lille hus. Det indtryk fik man fordi de brugte de mange aftener på sanglege. Desuden var alle i slægt med hinanden med undtagelse af Siannialik og hans familie. Aarluarsuks kone Tupaaja var Aataaqs storesøster, og Quunapii var Aarluarsuks søn. Når de ind imellem ikke sang, udpegede de én der kunne mane ånder. Aataaq var ofte åndemaner, og ved de lejligheder viste han dem mange forskellige ting. Mens solen gik længere og længere ned mod horisonten, kom hans påkaldelse af ånderne med alt kortere mellemrum, og han fik sandelig også øje på noget! Når han ind imellem gjorde ophold i åndemaningen, sukkede han dybt og inderligt.

       Dette så Aataaq under åndemaningen: Da han kom til sig selv under seancen og så nærmere på det han havde fået øje på, viste det sig at være noget der skinnede! Det var noget der kom til syne ud for Illuluarsuits kyst. Han tænkte: Det er nok en bjørn som jeg skal fange, en hjælpeånd er det næppe. Da han nu havde set den én gang, ventede han utålmodigt på igen at få øje på den. Når han med jævne mellemrum igen så den, havde den knap nok flyttet sig ud af stedet. Og han var meget utålmodig efter at finde ud af, hvad det egentlig var han havde set.

       En anden gang var han igen ved at at mane ånder, og eftersom han havde skyndt sig meget blev han forbavset, da han kom til sig selv og befandt sig udenskærs mellem Ammassalik og Sermilik. Han tænkte: Hvad i alverden er dét dernede, bare den nu ikke er blevet dirigeret om mod mig (hans egen tupilak) - men det kan da også være, at den omsider er på vej hen til den som den skal æde?

Efter på den måde at have spekuleret lidt frem og tilbage, havde han stadig ikke fundet ud af det og gav så tegn til den om at dreje i retning af Kulusuk. Og minsandten om den ikke allerede havde drejet rundt. Men han havde stadig ikke genkendt det han havde set. Dagen efter manede han igen ånder og kom så til sig selv - og det var dogt utroligt! Nu var den drejet i en forkert retning. Han tænkte bare: Gad vide hvorfor den har gjort det? Nu gav han for anden gang tegn til den, og da den jo havde prøvet det før, bøjede den nu selvfølgelig af mod Kulusuk. Da den var ved at dreje virkede den dog betænkelig, og det bekymrede ham. De følgende dage manede han også ånder, men det virkede ikke særlig godt, fordi den blev ved med at dreje i den forkerte retning, og da han nu selv var på vej i den retning, hvorfra solen står op, vidste han at han ikke ville komme til at opleve vinterens slutning, for han var ved at blive "én der vender ansigtet mod sig selv". På det tidspunkt skete der igen noget mærkeligt, for nu spiste noget usynligt indholdet af hans madpose ved at begynde fra sømkanten.

       Aataaq var enkemand; hans storessøster havde flere gange sagt at han skulle få sig en kone, men han svarede aldrig andet end: "Hvis jeg fik en kone ville hun bare lide til ingen verdens nytte, for mit liv er uforudsigeligt."

       Aataaq holdt op med at tænke på en fremtidig kone og koncentrerede sig udelukkende om ikke at tabe det sete af syne. Og samtidigt mistede han også lysten til at synge. Når han var ved at slutte sin åndemaning, sagde han gerne til sidst: "Den kommer altså nærmere og nærmere mod land." Og det mærkelige var, at han aldrig blev spurgt om noget og heller aldrig fik svar på noget.

       Langt om længe bleve dagene længere, for det var i begyndelsen af april. Beboerne i Qeqertarsuatsiaq begyndte af småsulte, fordi der ikke længere var nogen der overhovedet fangede noget. På det tidspunkt begyndte der at ske noget som husets beboere syntes var meget mærkeligt. Om aftenerne knirkede og knagede det så voldsomt i husgangen at det lød som om den skulle brase sammen. En snevejrsdag tog Siannialik afsted til Akorninnarmiut. Da han var taget afsted var der kun to duelige mænd tilbage. Aarluarsuk forsøgte godt nok at fungere som tredjemand, men ham kunne man kun sætte sin lid til med hensyn til trylleformularerne.

       Vejret var ikke så rart at være ude i, så folk holdt sig trygt og godt inden døre. Der var netop ved at falde ro over dem, da de blev meget opskræmte over at høre nogen råbe uden for, at der var en kæmpestor isbjørn. Det var så et barn, der var gået ud og havde fået øje på en stor isbjørn, der dukkede op derude i vest.

       De stakkels få mænd tog deres lanser for at have dem i beredskab som våben og gav sig til at forfølge bjørnen. Aarluarsuk fulgte efter dem så godt han kunne. De fik øje på bjørnen, der stod oprejst på en lille drivende isflage i dampen fra et isfjeld. De andre ventede først på Aarluarsuk, for når han kom måtte han kuune komme med en idé om hvad man skulle gøre. Han nåede helt udaset frem og spurgte: "Hvorfor har I ikke forsøgt at ramme og såre den?" Da han sagde det syntes de andre også, at den virkede noget særpræget og gav sig til at se nøjere på den. De så allesammen at den havde to store pletter. Aarluarsuk og hans søn var meget forbavsede og sagde: "Den er ligesom en hund; det kan da aldrig være en rigtig isbjørn! Når man kommer hen til en isbjørn opfører den sig da ikke på den måde. Denne her bevæger sig nøjagtigt som en hund."

       Aataaq stod ved siden af dem og virkede betænkelig og sagde: "Jeg er også bange for den." Samtidigt holdt Aarluarsuk sig årvågen og påpegede: "Se der, - når den gør sådan opfører den sig i hvert fald ikke som en isbjørn!" Da de andre så hen på den, gik den som en anden hund rundt om sig selv for at lægge sig ned. Aarluarsuk sagde: "Nu går jeg altså min vej; du er sandelig en køn isbjørn!" Da han begav sig hjemad fulgte de andre bare efter. Heller ikke da de fjernede sig fra den rørte deres forventede isbjørnefangst sig ud af stedet. Aarluarsuk og hans søn mente at det var en tupilak.

       Og således var der ingen der vidste, hvor den bagefter gik hen.

       Efter et par dage beyndte Aataaq en nat at græde. Hans storesøster hørte ham og følte den største medlidenhed med ham, fordi hun troede at han græd over sin afdøde kone. Omsider tav han, og så spurgte hun alligevel hvad han var ked af. Aataaq svarede: "Det siges at det der skal æde mig, allerede er ved at være tæt på." Da han havde sagt det græd han igen, og hans storesøster spurgte ham hvad det var, der skulle æde ham, men da han ikke svarede tav hun.

       På trejdedagen af dette forløb vågnede de igen om morgenen til et rædsomt vejr. Alle mændene havde taget deres støvler af og sad på briksen, og Aataaq sad

som den eneste på forbriksen med bar overkrop og syslede med sin lanse

og sagde: "Når der kommer en isbjørn skal jeg bruge den som våben."

       Sa hørte man at Aarluarsuk sagde til sin yngste søn: "Saajooq, hent lige noget sne." (Noget sne til at nedkøle drikkevandet med). Saajooq skyndte sig ud. Han tog noget sne og var på vej ind igen. Men hvad var det dog for noget stort der dukkede op helt tæt på husets sidevæg!" Så opdagede han at det var en stor isbjørn, der listede sig frem og var ved at nå hen til ham. Da han kom ind og fortalte om den, gjorde mændene sig klar og samtidig kunne man høre, at den begyndte at grave derude foran vinduet (der bestod af et lille stykke forhæng). Efter en tid derude foran vinduet begav den sig nedefter, og så gik mændene ud. Da isbjørnen så at mændene kom ud, vendte den sig om, rettede sine store ører mod dem og gav sig til at holde øje med dem. Men efter en rum tid vendte den sig fra dem.

       Aataaq sagde: "Kom så, gå nu hen efter den!" "Det er jo faktisk kun dig det drejer sig om." "Mig kan man ikke længere sætte sin lid til", svarede Aataaq nedslået.

       Isbjørnen gik ned på isen, og ganske langsomt begyndte den at gå vestpå, og selvfølgelig kunne dens forfølgere snart indhente den. Da de var ved at nå den, drejede isbjørnen bare af hen mod isfoden, og der standsede den.

       "Sikken bamse!" sagde Quunapii, og samtidig gik han roligt hen mod den og havde allerede løftet armen for at kaste lansen. Men han nåede overhovedet ikke at forsøge på at kaste, før isbjørnen kom farende hen mod ham så det det bare røg omkring den! Da den straks efter nåede ham, skubbede den ham omkuld så han rullede og trimlede afsted. Det var lige netop lykkedes ham at blive liggende stille på maven, da isbjørnen kom over ham. Og uden videre gav den sig til at bide i hans stakkels overkrop. Quunapii skreg som besat, og da de andre bjørnejægere også gav sig til at skrige op, forlod isbjørnen sit sårede bytte og brølede i vilden sky. Selv om bjørnen havde fjernet sig, rørte Quunapii sig ikke, for han var jo kvæstet.

       Aataaq gik hen mod bjørnen og sagde: "Og hvad tror du egentlig at du laver! Se nu bare på mig!" Og så skulle han netop til at kaste lansen i den. Men isbjørnen satte sig i bevægelse og drejede sig på tværs, og da han i samme øjeblik sendte lansen mod den, slyngedes lansen ind mellem dens ben. Da han nu havde forfejlet sit kast, vendte han rundt og flygtede det bedste han havde lært. Og bag ham kom isbjørnen brølende i en røgsky og løb efter ham for at få fat på ham. Man nåede ikke at blinke mange gange før den stakkels Aataaq befandt sig mellem bjørnens vældige forben. Den havde nemlig kun givet ham et enkelt dask og derefter stillet sig over ham. Siannialik så til og tænkte kun: Gad vide hvor på kroppen den først bider ham! Aataaq blev liggende på ryggen fordi han var forhindret i at vende sig om på maven. Den kæmpestore isbjørn åbnede sit gab så meget den kunne for at knase Aataaqs hoved mellem sine tænder. Det siges at det var den rene rædsel at se Aataaqs angst! Lige da han gjorde en afværgende bevægelse for at beskytte sit hoved, bed isbjørnen ham så ansigtshuden blev flået af. Og Aataaq skreg skingrende. Netop som de troede den ville slippe ham, rykkede den ham i armen for at flå et stykke af, og da den havde slugt det, bed den for anden gang til og ruskede godt for at flå en bid af.

       Mens den var i gang med det, gik Quunapiis kone hen til ham sammen med Aarluarsuk, selv om isbjørnen var ved at bide Aataaq ihjel kun et skuds afstand fra dem. Da de kom hen til Quunapii hjalp de ham op at stå og holdt ham i hænderne og førte ham afsted. Da de var kommet et stykke væk, gik isbjørnen igen til angreb på dem - mon den denne gang skulle få held til at slå ham helt ihjel? Hjælperne mente nu at der ikke længere var nogen redning, så de slap den stakkels mand som de havde ledt ved hånden, og flygtede selv. Isbjørnen interesserede sig overhovedet ikke for de flygtende men løb hen til Quunapii.

        På det tidspunkt var Aataaqs storesøster nået hen til ham. Og uden at se nærmere på hans sår sagde hun til sin lillebror, at han skulle flygte. Da han løftede sit hoved fik hun et rædselsvækkende syn: Helt oppe fra hårkanten var al hans ansigtshud revet af og hang neden for hagen. Det vil sige at huden var flået af helt oppefra og til langt neden for øjnene, og han var naturligvis smurt helt ind i blod. Hun fik ham op at stå og førte ham ved hånden, mens hun med den anden hånd støttede den løse ansigtshud. Det blev selvsagt en besværlig gang, for hendes lillebror kunne knap nok stå på benene. Mens hun uden tanke for andet kæmpede for sin bror, hørte hun Aarluarsuks let genkendelige stemme råbe: "Slip ham og

flygt!" Da hun så sig tilbage fik hun øje på isbjørnen, der kom farende bagfra for

at angribe, og den kom nærmere og mærmere og var nu knap ti skridt fra dem. Hunblev skrækslagen, vendte sig om, og slap så ham hun havde villet hjælpe, og så flygtede hun, så godt hun kunne. På det tidspunkt hvor isbjørnen allerede burde have nået hende, så hun sig tilbage uden at standse op. Og hun så at isbjørnen havde bidt fat om hendes bror på en måde, som var han lige så let som et stykke stof, og nu bar ham udefter. Hun kunne intet andet gøre end at vende grædende hjem.

       Da isbjørnen igen var kommet hen til Aataaq, var de andre allerede igen nået hen til Quunapii, og mens de hele tiden så sig tilbage førte de ham med sig indefter. Da de var gået et lille stykke tid, blev de indhentet af Aataaqs storesøster. Nu var de tre om at hjælpes ad, og derfor gik det meget lettere. Langsomt nåede de så endelig hjem. (Afstanden fra isbjørnen op til husene var nemlig omkring fire gange den afstand et gevær er indstillet til.) Da de bar Quunapii indenfor, fremsagde hans far Aarluarsuk en trylleformular for ham inden han fik taget tøjet af, fordi han ville have hans sår til at læges hurtigt. De lagde ham på briksen så han vendte udefter. Aarluarsuk kravlede op på briksen og skrævede midt over sin søn, mens han støttede på sine knæ, og sådan gik han i gang med sin formular:

 

       "Ija, ija! Der er noget der dækker mig,

       ija, ija! rypens kro dækker mig,

       ija, ija! fordi den dækkede mig, overvandt jeg det heldigvis,

       jeg overvandt det heldigvis, ija, ija!"

 

       Først da havde fremsagt formularen over ham på den måde lod han ham tage tøjet af overkroppen. Da opdagede de at han havde store sår på overkroppen, og når han trak vejret boblede det op, og det var meget tvivlsomt om han ville overleve.

       Da den store isbjørn var gået udefter med den stakkels Aataaq i gabet, varede det ikke længe før den standsede op og lagde ham ned, og så begyndte den at klæde ham af. Derefter gav den sig til at æde ham ved at tage en bid her og der. Og det siges at den vendte hovedet op mod huset hver gang den skulle synke. Da de forstod hvor farlig isbjørnen var, havde de ikke længere blandt sig nogen der kunne hjælpe. Inden det blev aften var der kun skelettet tilbage efter Aataaq. Da det blev aften prøvede de at lade være med at lytte efter isbjørnen, men det siges at de så bare kunne høre dens brølen for deres indre øre.

       I det tidlige morgengry døde Quunapii, fordi han pludselig begyndte at bløde kraftigt fra sin store sår. (Det viste sig at han havde drukket af en lille konservesdåse, som der havde været mælk i, og som folk havde haft med på deres vej sydover. Det havde taget kraften ud af trylleformularen.)

       De bar ikke den døde ud med det samme, for det lød som om den store isbjørn blev ved med at holde sig alt for tæt på. Først da det blev lyst, lagde de ham i hans grav. Da de var færdige med det, begyndte de at se nærmere på isbjørnens spor, og de opdagede at den flere gange var kommet helt hen til huset. Op ad dagen havde den stadig ikke flyttet sig fra sin spiseplads, og den blev ved med at brøle. Hele dagen blev den liggende, og med jævne mellemrum brølede den. Og når der kom nogen ud af huset, rejste den sig op. Omsider fik da dagen ende.

       Ud på natten kunne man høre isbjørnen komme brølende. Da det lød som om den var kommet helt hen til huset, fik dets arme beboere de værste anelser. Og nu gik den ganske rigtig hen til vinduet (der bestod af en smule forhæng) og begyndte at snuse til det, og da den forlod det, fik de stakkels mennesker en smule håb. De kunne høre hvordan den snusede sig frem og begav sig om bag huset. Og det eneste de sagde var: "Gad vide om den har tænkt sig at krvle op ovenpå huset." Så blev dens næselyd tydeligere, og nu kunne man høre at den virkelig begyndte at kravle op på taget. Da den kom derop, så knirkede og knagede det ellers i husets tværbjælker! Beboerne var rædselsslagne, for hvis den slog lidt på tværbjælkerne ville de knække og isbjørnen falde ned. Den slog dog ikke ud efter noget, men til gengæld kunne man nu tydeligt høre lyden af dens kløer, da den gav sig til at kradse i tagets overflade. Husets kvindelige overhoved hviskede: "Vær nu sød at gå ned!" Og minsandten om ikke den omgående kravlede ned. Og som man kunne vente begyndte den at lunte brummende og brølende rundt om huset. Hele den lange nat kunne man høre hvordan den holdt til omkring huset; og først da det begyndte at lysne forsvandt dens lyde efterhånden. Og da det blev lyst kunne de

se, at den igen havde lagt sig på sin vante plads. - Nu begyndte de virkelig at frygte for den kommende nat.

       "Siannialik, gå ned langs vores sydside og prøv om du ikke kan komme til at alarmere dem fra Akorninnaq, for nu virker det som om det blir alt for farligt i nat", sagde Aarluarsuk.

       Siannialik gjorde sig hurtigt klar og tog afsted langs østsiden af Qeqertarsuatsiaqs modsatte side. Så hurtigt han kunne krydsede han Sermiliks fjordmunding. Da han kom til Akorninnaq var det første han sagde: "Hvor er Umeerinneq?" (Umeerinneq var en gang rejst langt væk og havde så skaffet sig et gevær, og han var den eneste der ejede et gevær.) De adspurgte svarede: "Umeerinneq er taget op i nærheden af Immikkeertaajik for at jage sæler der soler sig på isen. Hvorfor spørger du efter ham?" "Fordi en isbjørn har ædt Aataaq så der ikke er mere tilbage af ham, og den slog også Quunapii ihjel. Derfor vil vi gerne at alle, der kan krybe og gå, kommer os til hælp." Så gav han sig til at skynde på dem, men de kunne ikke tage afsted før Umeerinneq var kommet tilbage. Da der ikke var andet for, gav de sig til at synge efter ham (kalde på ham) under briksen: "Umeerinneq skal komme hertil, Umeerinneq skal komme hertil!" Og så gjorde de sig klar til at tage afsted.

       Umeerinneq var i hemmelighed lidt af en åndemaner / angakkoq. Da han havde fanget to sæler der lå og solede sig på isen, følte han at der var noget galt og følte at han nåtte hjem i en fart. Han lod sit fangstbytte ligge og begyndte at løbe hjemefter, og snart var han hjemme. Hans første spørgsmål var: "Og hvad er der så sket?" Hans fæller fortalte ham det hele, og eftersom de allerede var parate, varede det ikke længe før de i en stor flok tog afsted med budbringeren. Akorninnaqs beboere havde nemlig også nået at alarmere de nærmeste vinterbopladser. På den måde kom Sermiliks fjordmunding virkelig til at vrimle af mennesker. I Akorninnaq var der kun en enkelt hundeslæde, og den kørte først da de gående havde krydset fjordmundingen; og hundene var fuldkommen vilde efter at komme ind på livet af en isbjørn.

        Nogle af beboerne i Qeqertarsuatsiaq havde holdt udkig, og da de kom ind sagde de: "Så, nu kommer de sandelig myldrende over fjorden." De havde kigget så meget efter de ventede at de endda helt havde glemt at holde øje med den store isbjørn. Da de kom i tanker om den og så sig om, opdagede de at den allerede var på vej udefter. Aarluarsuk sagde: "Den løber godt nok ikke afsted, men ... Har de ankommende ikke nogen hundeslæde med?" "Derhenne er en hundeslæde allerede på vej", svarede de. "Så kan hundene standse den," sagde den gamle.

       Dem fra Akorninnaq var nu kommet over fjorden og nærmede sig Qeqertarsuatsiaq, og så spurgte de Siannialik: "Hvor er isbjørnen egentlig?" Inden han nåede at svare spærrede Umeerinneq øjnene op og sagde: "Prøv at se dér! Den er allerede nået langt derud." Og da de andre kiggede derhen, så de langt derude bare noget der ind imellem glimtede brunligt!

       Da deres hundeslæde efterhånden var ved at nå frem, pegede de straks i den retning isbjørnen var gået, så slædeføreren kunne vide besked. Derude fik han sine hunde til at lystre og kastede sig så afsted udefter! Det eneste man så efter ham var en enorm sky af sne! Han havde åbenbart givet hundene jagtsignal. Derefter tabte de ham af syne derude.

       De gående begyndte at følge efter ud i det fjerne. Og det varede ikke længe før de kunne høre hundene hyle som tegn på, at de havde fået færten af isbjørnen. Og efter at have gået endnu et stykke tid kom de frem og så noget, der bestemt ikke var nogen lille isbjørn, og som desuden var godt gal! Hundene nappede den (de bed den lidt her og lidt der). Så snart den vendte sig lidt var de der, så den kom til kort. Den store bjørn kunne ikke komme nogen vegne; så snart den vendte sig fra dem bed de den, og når den vendte sig mod dem smuttede de fra den. Bjørnen drejede rundt og rundt og var meget ophidset. Men hundene var lykkelige og jagede den. Da de var kommet tæt på, undrede de sig allesammen over isbjørnens enorme størrelse. Og der var naturligvis ingen der forsøgte at bekæmpe den med en lanse.

       Da de alle var nået frem begyndte Umeerinneq, der havde geværet, at dirigere: "De fleste skal stå i udkanten. Den dér høj dernede er velegnet at flygte til; kommer jeg til at anskyde den skal I skynde jer at løbe derned! Og så er det kun godt, hvis der står nogle stykker i midten!"

       En hel flok stillede sig længst væk, blandt dem Qilerulik som siges at have været meget nærsynet. Den arme stakkel var meget bange og sagde til sine fæller: "Hvis den skulle finde på at vende sig mod os, må I straks sige det!" (han kunne

jo ikke se den.)

       Med retning fra land begyndte Umeerinneq frygtløst at nærme sig isbjørnen, og de mange mennesker stod uden den mindste lyd og så efter ham. (Og det var kun et lille gevær han havde.) Endelig sigtede han på den! - Inden han overhovedet nåede at skyde, havde isbjørnen pludselig vendt sig om så den stod med bagen mod skytten. - Derhenne skød han endelig, og isbjørnen var tydeligt plaget og brølede vildt. Og de mange mennesker stod rædselsslagne og så til.

       Da bjørnen havde sundet sig lidt over sin pine rejste den sig op og begav sig højlydt brølende hen mod de mange mennesker. "Så, nu kommer den virkelig hen imod os!" sagde de og stak i løb så det glimtede sort af mennesker mellem hver lille ujævnhed! Inden bjørnen overhovedet var nået derhen, var de allesammen stimlet sammen oppe på højen - med undtagelse af Qilerulik - ham havde de ladt i stikken da de stormede afsted mellem hinanden. Endelig var den arme Qilerulik ved at nærme sig de andre, mens han hev efter vejret, og han skyndte sig så meget, at han næsten følte det som om han løb med ryggen vandret langs jorden. Den nærsynede mand havde så travlt med at ville se hvor langt der var til højen, at han løb ind i en mur af is og faldt bagover. Staklen forsøgte at komme på benene i en fart og vendte sig om: Så så han omsider at den store bjørn var ved at nå ham. For sidste gang rejste han sig op og ville flygte for livet. Men han havde fuldstændig glemt at han var løbet ind i noget! Og så fandt han igen sig selv liggende på ryggen og tænkte: Ja, men så er jeg da omsider død! Hurtigt rejste han sig dog op og kiggede sig flere gange tilbage, men den store isbjørn var ingen steder at se! Hvor var den forsvundet hen? Han så til siden; og dér stod den helt stille på en arms afstand! Så råbte han hen i vejret: "Jamen du godeste, dér er den jo!" og så løb han alt det han orkede, i den modsatte retning. Mens han løb for livet råbte Umeerinneq efter ham: "Hold op med at flygte, kom og rør ved den, den er død forlængst!" Da han hørte det gik han hen til bjørnen og rørte ved den. Bjørnen var altså løbet rundt i dødskamp og havde slået dem med skræk, selv om den ikke havde til hensigt at angribe dem. Det var et rent tilfælde at den var løbet hen imod folk. På den måde sluttede Qileruliks store rædsel med et godt grin.

       Nu var isbjørnen endelig død og så gav de sig til at skære den op. Da de havde fået dens mægtige skind af, bad Umeerinneq dem være forsigtige med dens store mavesæk. Alligevel var de alt for ivrige kommet til at skære hul i den, og da der kom menneskerester ud af den, flyttede de bjørnen og parterede den færdig.

       Da de var færdige og skulle til at vende hjem, græd Aarluarsuk - selvfølgelig græd han over at denne isbjørn havde dræbt hans prægtige søn og hans gode svoger - og grædende gik han hen til Umeerinneq og tog ham i armen og sagde: "Umeerinneq, kære du, hvor er det dog godt at du ikke bare blev heroppe som os andre (fordi han var sejlet sydpå og havde skaffet sig et gevær). Sådan skal du blive ved med at rejse rundt. Og nu hvor jeg ikke længere har nogen at støtte mig til håber jeg, at du vil være min støtte, så skal du og dine leve til evig tid."

       Da Aarluarsuk var gået tilbage tog han hen for at undersøge Aataaqs krop. Der var kun skelettet tilbage, alt kød var væk. Og da der ikke var andet at gøre, lod han ham ligge og gik.

       Om foråret forlod beboerne Qeqertarsuatsiaq, og i de følgende år var der ingen der boede der.

       

       Dengang Aataaq manede ånder og gjorde tegn til den isbjørn han havde set, om at gå i retning af Kulusuk - da var Simmujooq længere sydpå samtidigt også i gang med at mane ånder. Så så han til sin overraskelse at Aataags og hans egen fælles tupilak var på vej mod syd og allerede var nået til Qasigissat. Han så sig om og opdagede, at Aataaq blev ved med at gøre tegn til den om at gå sydpå. Først efter at Aataaq havde gjort tegn til den, gjorde Simmujooq tegn til den om at gå i retning af Sermilik og han gav sine hjælpeånder besked om, at hvis den begyndte at dreje af, skulle de gøre tegn til den om at gå mod Sermilik. Aataaq var naturligvis meget overrasket over at isbjørnen vendte sig mere og mere i hans egen retning, for han havde ikke set at Simmujooq gjorde tegn. Selv var han nemlig ikke så god en åndemaner som denne.

       Da der var gået adskillige år, var der nogle der havde vinterboplads i Savanganaarsuk, og de have et meget stort hus. De havde det rigtig rart, fordi de var mange mennesker. Lige i begyndelsen af vinteren tog de mange mænd i huset på en rejse til det inderste af Sermilik; kun de yngre mænd blev hjemme og

naturligvis også kvinderne og børnene. Først på aftenen opfordrede de unge hinanden til at lytte efter noget, der kunne gå hen og blive uhyggeligt. For at finde på noget at fordrive tiden med ville de lege en lytteleg - hør! Hvad kan det dog være?

       De forberedte sig; og de hængte et stift afhåret sælskind og et skind med hår på op i gangen, der førte ind til rummet. Og så bandt de trommen så solidt fast, at hvis nogen forsøgte at komme ind, eller hvis noget blot rørte lidt ved tingene, ville det støje og give lyd. Da de var færdige begyndte de at slukke lysene og begyndte med de lys, der vendt mod solnedgangen.  Den ene af de unge befandt sig i opgangen, og da han var færdig med forberedelserne dér og var den sidste der var på vej ind i rummet, råbte han udefter: "Vi kalder på noget der kan komme og underholde os; er der nogen der lytter, så kom!" Og samtidig med at han flyttede ind i rummet trak han sine støvler / kamikker af og satte sig på briksen.

       Så begyndte de ellers at sige højlydt i kor:

       "Hør! Hør! Hør!"

       Når de tav, fordi de var ude af stand til at sige en lyd mere, lyttede de anspændt efter den mindste lille lyd. Men der kom aldrig nogen lyde, når de havde råbt deres  hør! hør! Da der ikke skete noget, gav de sig til at lege en sangleg. Og da den var ovre forsøgte de sig igen med lyttelegen. Men da der aldrig skete noget, sagde den af dem: "Lad os prøve med de viser som den mand brugte, der blev ædt af isbjørnen i Qeqertarsuatsiaq! Det siges at dem, der er blevet ædt af isbjørne, kan høre!" Allesammen gav deres samtykke. Og før de begyndte, prøvede de at kalde ham frem ved at kalde under briksen: "Aataaq, Aataaq! Nu har vi tænkt os at bruge dine viser. Kom herind. Samtidigt får du varmen!" Efter på den måde at have råbt nogle gange, stemte de i. Hver gang de var færdige med én vise, kaldte de igen nogle gange på hovedpersonen, men nej, intet skete. De snakkede frem og tilbage: "Lad os bare holde op, der er nok ikke nogen." "Vi holder op når vi har sunget hans vise til Maratsi," svarede én - og så tog de ellers fat:

 

       "Jeg hører stadig min modstanders vise

       og Maratsis digt

       og jeg vil digte

       om alle disse forsøg og viser

       dem jeg har ædt - de derhenne

       dem jeg har forsat i mørke - de herhenne - - "

 

       Og da de nåede dertil begyndte de ophængte skind i indgangen endelig at bevæge sig, og allesammen havde de trukket deres kamikker af og havde sat sig godt til rette på briksen, og de forsatte deres sang:

       

       " - - - jeg kan skamme dem ud!

       men jeg gør det ikke

       for de er mine redskaber

       de er min redning - - -"

 

       Og så hoppede trommen pludselig ned på gulvet, selv om den var så godt bundet fast, og kraftløst og langsomt begyndte den at vugge afsted.

       Folk i huset blev meget bange og kunne ikke fortsætte deres sang. Lydene fra skindene og trommen blev svagere og holdt så helt op. Derefter kunne man høre at han krøb ind i husgangen, og det lød oven i købet som om hans kamikker var gennemfrosne. Man kunne høre at han ganske langsomt var på vej ind. Da han kom til midten af husgangen begyndte skindet igen at bevæge sig, så rummet genlød af dets raslen, og lige inden han nåede til selve rummets indgang, standsede han. Så kunne man høre at han kom ind uden at tage det mindste hensyn til det skind, der var ophængt som dør ind til rummet. Straks han kom ind gav han sig til at brøle dybt fra sit inderste, og da han holdt op med det, trak han vejret voldsomt og højlydt gennem næsen for at rense den; og så begyndte han at småskrige, og man kunne høre at han også rystede temmelig meget. Nu var han da endelig kommet derind, og så sad de alle uden en lyd i fælles rædsel, da de hørte ham derhenne støtte sig til forbriksens endekant, så det bare knagede! De hørte ham sætte sig ned og derefter brøle, småskrige og snorke luften ind gennem næsen. Andre lyde var der ikke. De havde så vedholdende kaldt på noget spændende og gyseligt, og nu sad de, som man kunne vente, og var ved at gå til af rædsel. Unge mænd blev placeret på briksene med noget i hænderne som de kunne bruge som køller. Til sidst længtes de virkelig

efter at han skulle gå ud igen. Og da morgenlyset så småt begyndte at sive ind, smuttede han pludselig ud.

              Da han var forsvundet ud, tændte de lamperne; og de så at trommen virkelig var kommet ned, men ellers var der ikke noget der havde flyttet sig. Det siges at der derefter aldrig mere var nogen der forsøgte at tilkalde Aataaq. Det de havde oplevet var trods alt blevet dem for skræmmende.

 

Oversat af Signe Åsblom.

              

 

Hist. periode 1880 - 1892

 

Var.: Âtâq, ham, som bjørnen åd. Rosing, Jens 1963: 162 - 165.

Aggus / Akkus seancer

Print
Dokument id:968
Registreringsår:1919
Publikationsår:1938
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Aggus / Akkus seancer
Publikationstitel:Knud Rasmussen's Posthumous Notes on the Life and Doings of the East Greenlanders in Olden Times
Tidsskrift:Meddr Grønland 109(1)
Omfang:side 122 - 125
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Ed. by H. Ostermann.

 

Det har ikke været muligt at identificere fortællingen i håndskrifterne. Stammer muligvis fra Chr. Rosings indsamlinger.

 

I Ostermanns arkiv, nr. A 301, Arktisk Institut findes Ostermanns kladde og maskinskrevne manus på dansk til denne udgave på engelsk.

 

Resumé:

 

Aggu / Akku havde to trommer en med og en uden håndtag, og desuden en smældeskive til håndfladen af såleskind med en hvid trommestik, der især mentes at lyse tiltrækkende på hjælpeånderne.

Skindenes placering foran åbningen til husgangen og siddeskindet beskrives. Ligeså Aggu's påklædning: kun underbukser, naatsit. Og hans siddestilling: skrædderstilling (han bindes ikke). (Derefter bliver beskrivelsen mere generel og ikke specielt hæftet på Aggu.) Tilhørerne starter med deres gentagne kiakkaka nu og da med et singipparput: vi lader ham synke ned. Åndemaneren hvisler vsii, vsii. Når skindet foran åbningen bevæger sig, synger han ajaa ja ja osv. Under stadige slag på smældeskiven (makkortaq) kommer trommen i bevægelse og op og ned ad hans rygsøjle flere gange, hvorved hans synskhed melder sig og han kan åbenbare hvem, der har begået tabubrud. Dernæst sænker han sig under gulvet med sit håje / hajee, håje, håje, og kommer tilbage et par gange, forsvinder igen ned og gør dermed plads for de indledende skræmmeånder, der kun råber deres eget navn: amo-o. Herefter er det hjælpeåndernes tur. De ankommer nedefra med samme lyde som åndemaneren. Når han kommer tilbage fortæller han om hvad han har set, måske en ranet sjæl, en sjæleraner el. lign. Måske synger han sangen: unaa-ja (ungaa ? babyvrælet), og mens alt falder til ro slukker han sit indre lys, der har sat ham i stand til at se, hvad der er skjult for andre.

 

Hist.: Aggu, der levede fra 1843 (ca.) til 1891. var en ældre, men stadig aktiv åndemaner under Gustav Holms overvintring i Ammassalik, 1884 - 1885.

 

Var.: Jens Rosing, 1963: Avko / Aggu, der tilføjer andre fortællinger om ham. Om hans besøg i dødsrigerne, i himlen og under havet, søg Rasmussen 1921 s. 72 og  1921 s. 78. Flere af Naaja's seancer er beskrevet i en del flere detaljer.

Søg også på Sanimuinnaq, hvis seance er en af de få, der er blevet overværet og beskrevet i detaljer af en dansker.

 

Kommentar: Bemærk de mange lyde, faste tilråb og udråb, der dels integrerede tilhørerne i seancen og dels markerede, hvad der nu skete i det næsten mørke rum.

Ajaruának anérnarsuardlo / Ajaruannak Anernarsuarlu

Print
Dokument id:2141
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB 1, 4(11), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Dalager, Jens
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Ajaruának anérnarsuardlo / Ajaruannak Anernarsuarlu
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:4 sider
Lokalisering:Kitsisunngiarsuk (?)
Note:

Dette er en af de fortællinger jeg (BS) først har opdaget ved projektets afslutning. Velegnet til opdatering.

Fortælleren har betegnet sig som kateket på den nævnte boplads, der vanskeligt kan lokaliseres. Egentlig stammer fortællingerne fra Ilulissat, fra Jens Dalagers far, Lars Dalager, der levede og døde i Ilulissat. Fra ham har Jens D. lært alle sine fortællinger, skriver han til slut.

Ajatok / Ajaattoq

Print
Dokument id:1938
Registreringsår:1936
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Kara
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Ajatok / Ajaattoq
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 109 - 118
Lokalisering:Kangerlussuatsiaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

Til indledning omtaler Kara Pudetas mor, en kvindelig angakkoq / åndemaner. Victor husker udmærket Pudeta (Bolette?) selv. Hun lå hen på briksen for slukkede lamper et helt år efter at hendes mand døde i efteråret 1934. Hendes 5 el. 6 børn levede ligeså i mørket, indespærrede, men fik dog nu og da noget kogt kød el. spæk fra Kulusuks fangere..

Men dengang europæerne (Konebådsekspeditionen) endnu ikke var nået frem, øvede Pudetas mor sin kunst i et stort fælleshus propfuldt af mennesker. Hendes hjælpeånder, tre menneskehænder, ramte på skift med sygdom og død, hvis man skrabede eller bankede med en hånd ligegyldigt hvor i huset. Hun havde allerede adskillige mord på samvittigheden.

 

Kara fortæller så videre om et (andet ?) stort fælleshus propfuldt at mennesker i Nunagitsek / Nunakitseq, hvor Aggu / Akku med familie overvintrede. Men sammen med sin ældste søn forlod han to koner og fire andre børn. Ikke langt derfra var et andet fælleshus i Akinnatsiaat. Hertil drog Pukararteq og Maratsi fra Sermiligaaq på i slæde om foråret i slutningen af sultevinteren. De ville se om Puks. kones yngre brødre, endnu ugifte (Pudokuto og Amitsukujo), havde overlevet. De nåede over fin is til Nortsit / Noortiit, hvor man endnu havde lidt lagret sæl og haj. Husherren Sakatsia måtte fortælle at der ingen overlevende var, hverken ved Akinnatsiaateller i Nunkakitsit. Så vendte de to rejsende tilbage.

Men om sommeren, da Pungujorto / Punngujortog i kajak fra en boplads nær Kuummiut / Kuummiit til Noortiit, men lagde ind ved Nunakitsit, var der alligevel et svar med svag stemme fra huset, da han råbte ind. Det var Ajatoq / Ajaateq. Lig flød overalt, der stank rædselsfuldt. Pung. kastede en lille spækklump ind, formanede hende til kun at spise yderst lidt straks og næste dag, og han lovede at man skulle komme efter hende. Han tog til Noortiit efter undervejs at have konstateret at der ingen overlevende var ved Akinnatsiaat. Han bad Sakatsia hente Ajaateq i umiaq og tog straks hjem igen til Quarmiit.

       Sakatsias konebåd nåede frem, men ingen ville hente Ajaateq, der måtte kravle på alle fire ud af huset og ned til båden, hvor Sakatsia bød hende vaske sig i havet inden hun fik lov at komme i båden. Fordi der sad en masse størknet blod på hendes hænder og på tøjet under armene, beskyldte man hende for at have spist menneskekød. Men hun nægtede hårdnakket. Hun var blevet beordret til at hjælpe en, der havde gjort, det med at skære kødstykker af. Da hun bagefter sad med hænderne oppe i armhuler af kulde, var noget af blodet tørret af dér. Senere, da man hentede tagbjælken, så man ganske rigtigt at der var skåret kødstykker af ligene.

Hun blev ordentlig vasket og kom langsomt til kræfter. Så først fortalte hun om hele forløbet, hvor hun havde overlevet ved at spise skind udblødt i vand, men havde haft svært ved at holde samværet med de mange døde i huset ud, fordi de om natten både rørte på sig og lød som om de trak vejret. På et tidspunkt havde hun talt med en fra Akaanis., der gik forbi og meddelte at endnu var hans bror levende dér, men at han selv agtede sig til sin onkel i Noortiit.

Der havde også været besøg af et væsen på fire, som hun smed sin ulu efter. Den fandt hun næste dag helt henne ved konebådsskelettet. Hun var ved at dø, da hun blev opdaget.

 

Var.: Rosing Ajaateq.

 

Hist.: Victor eller redaktricen Robert-Lamblin daterer sultevinteren til 1882 - 1883. Det samme gør - mindre præcist - Holm og Petersen 1921: 617: "... en halv snes år før koloniseringen (1894) .." i Medd. Grønland nr. 61. Allerede vinteren 1881 - 1882 var dog usædvanlig hård ifølge Mikkelsen 1934: De Østgrønlandske Eskimoers Historie Kbh.: Gyldendal, s. 45. Ibid. s. 46: Har Mikkelsen beregnet at 16% af Ammassalikkerne døde i løbet af årene 1881 - 1883. Jens Rosing 1963 nævner også en sultevinter på det tidspunkt.

Holm og Petersen er sandsynligvis den fælles kilde til flere af disse overensstemmelser. Men den sultevinter som de overleverede beretninger angår, daterer den første nedskriver, Kaarali Andreassen, til vinteren 1880 - 1881. Se Jens Rosing 1963, s. 108: Nunakitseq, boplads ved Kulusuk.

Iøvrigt stemmer denne og Victors versioner af fortællingen om Ajaateq fortræffeligt overens.

Årsagen til den tidligst kendte sultevinter i Grl. i beg. af 1800-tallet kan dateres til året efter udbruddet i vulkanen, Tambora, Indonesien, 1815 (den megen aske i stratosfæren skyggede for solen). Men den anden hårde periode i 1880'erne må have en anden årsag, idet det tredje store udbrud fra Krakatau-vulkanen først kom i 1883 (det andet var Galangau i 1822).

Ajijak

Print
Dokument id:1311
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:Rosing, Peter
Indsamler:Rosing, Peter
Titel:Ajijak
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 214 - 216
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, I: 123 - 126; angakkortalissuit, 1990: 121 - 124.

 

Resumé af Jens Rosings oversættelse: Ajijak er født til at blive åndemaner, fordi alle hans ældre

søskende er døde som små. Da han erfarer sin bestemmelse bestræber han

sig for altid at være årvågen og påpasselig. I hemmelighed får han

efterhånden mange hjælpeånder, der en midsommer gir ham besked om på samme

dag at fange to sortsider, en hun og en sort han af de sjældne.

Skindene skal beredes omhyggeligt til forhængsskind. A.s første

initiation, forløsningen, kommer en midvinter aften, hvor solen står lavest på sin bane og faderens ven fra

Utoqqarmiin er kommet til sangkamp. Initiationsånden nedefra,

Oortortoq / Oordortoq (en tejst), besætter ham, mundvigene bløder, han farer rundt i vildelse, og alle søger at undgå blodstænkene, fordi de ellers vil dø.

A. kommer til sig selv og åndepuster alt blodet væk; besættelsen

gentager sig endnu to aftener, hvor A. den sidste aften krænger sin

hovedhud af. Man skynder sig at slukke lamperne for det fæle syn, og

hører huden svuppe på plads igen.

 

Hist.: Ajijak / Ajija / Aja levede i første halvdel af 1800-tallet,

var gift med Naajas søster og boede i Sermiligaaq.

 

Tolkning: Søg på: forløsning el. blod / bløde / blødte o.l. for andre

fortællinger om denne initiation, der var typisk for de legendariske østgrønlandske åndemanere. Vedr. Oortortoq se J. Rosing 1963: 181

Ajijak

Print
Dokument id:1675
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Saajooq (Sâjôq / Maratsi, Odin)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Ajijak
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik
Tidsskrift:
Omfang:side 224 - 225
Lokalisering:Sermiligâq / Sermiligaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé: Ajijak og hans ældste søster går som børn i åndemanerlære og

inden de begynder at opsøge ånder, opøver de deres kræfter ved at save

store isblokke ud med en åndepustet sav og bære dem op mod huset.

Søsteren er den stærkeste, men en dag hun forsømmer at spækfodre en

ældgammel lampe, som hun er sat til at passe, går der ild i lampen og

hun mister sin sjæl. Snart dør hun. Hendes misligholdelse af lampen

harmer Månemanden, der kommer med sin store pisk for at piske

fælleshuset i kvas. Stedets store åndemaner, Uitsaleqanngitsaq, lader

husfællerne se ud gennem vinduet, hvordan hans hjælpeånder hindrer

månen i at piske løs, og hvordan til slut U.s hjælpeånd "den

skævmundede kajakmand" / Eqingaleq / Equngasoq kommer farende med sit blærespyd, jager Månen op på en fjeldtop og videre op til himmels. Månen ber to gange for

sig: "Hvis du dræber mig, vil sælerne ikke længere føde unger!" Og:

"Hvis ... vil det ikke længere blive ebbe!" Den skævmundede lader da

Månen fare.

 

Var.: Ajijaks optræning / uddannelse til åndemaner el. hans initiation forbindes på forskellige måder med månen / Månemanden. Se Kaarali Andreassens versioner.

Afværgelsen af månens angreb, se: Aqajarormiorsiorpua (her en kampesten i samme ærinde); Den straffende månemand; En månefortælling; Karrak; Ajijak 224 225;

 

Hist.: Ajijak / Ajija / Aja levede i første halvdel af 1800-tallet,

var gift med Naajas søster og boede i Sermiligaaq.

Ajijak bortføres af to kæmper

Print
Dokument id:1679
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Saajooq (Sâjôq / Saajooq / Maratsi, Odin)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Ajijak bortføres af to kæmper
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 234 - 235
Lokalisering:Sermiligâq / Sermiligaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé:

En dag Ajijak er ude at ro i isfjorden bag Sermiligaaq, blir han trukket

mod stranden af en usynlig kraft. To kæmper haler ham med sig, bringer

ham i kajakken op over land og ingen af A.s amuletter standser dem.

Heller ikke A.s følgesvend, dværgen Qimmartertoq, kan gøre noget. A.

tilkalder så sine to kæmpefalkeånder, der får kæmperne til at slippe

taget i kajakken, forfølger dem, griber dem og fortærer dem på toppen

af Puneqs høje fjeld. A. trækker kajakken ned ad elvens strøm med en

rem, sætter sig i den og ror hjem fulgt af Qimmartertoq.

 

Hist.: Ajijak / Ajija / Aja levede i første halvdel af 1800-tallet,

var gift med Naajas søster og boede ved Sermiligaaq (Victor 1989 - 93,

II: 408).

Ajijak dør

Print
Dokument id:1682
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Saajooq (Sâjôq / Saajooq / Maratsi, Odin)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Ajijak dør
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 238 - 239
Lokalisering:Sermiligâq / Sermiligaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé: Fortsættelse af Saajooqs fortællinger om Ajijak.

 

Da A. véd, at han snart skal dø, ber han sin kone om ikke at blive

bange, når han i løbet af de tre dage efter gravsættelsen er "kommet

igennem" under en mørk skybanke og vender tilbage. Men konen lægger i

bunden af graven en opsprættet spækpose, der forvirrer A.  Spækket

hindrer ham i at genfinde sin sila (forstand). Havde konen ikke lagt

spækket derned, ville A. være kommet tilbage, hver gang han døde og

blev gravsat.

   A.s bror længes så meget efter A., at man følger hans ønske og ved

hans død gravsætter ham i forlængelse af A.s grav. Helt frem til

1940'erne kan man endnu i gravene se de to brødres blå anorakker af

det stof, de hentede på skibsvraget (søg: Ajijak og hans bror finder et skibsvrag).  

Saajooq slutter sine fortællinger om A. med at fortælle, at efter

brødrenes død blev Maratsi og hans brødre de ældste på bopladsen

Puisoqqaq. Da S. var barn boede han også dér, men hans familie

flyttede senere til Uttoqqamiin, hvor de derefter overvintrede hvert

år.

 

Var: Genfortalt i Jens Rosing: Hvis vi vågner til havblik, Borgen 1993: 41f.

 

Hist.: Ajijak / Ajija / Aja levede i første halvdel af 1800-tallet,

var gift med Naajas søster og boede ved Sermiligaaq (Victor 1989 - 93,

II: 408): Stednavnet Puisoqqaq er muligvis identisk med Puisortoq i de

andre fortællinger om Ajijak og kunne være den ø i mundingen af

Sermiligaaq, der på kortet benævnes Pusissaraq. Hér ligger i det

mindste en af de bopladser, der ofte nævnes i Ajijak-fortællingerne:

Qeerpik.

Ajijak og hans bror finder et skibsvrag

Print
Dokument id:2328
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Saajooq (Sâjôq / Saajooq / Maratsi, Odin)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Jens
Titel:Ajijak og hans bror finder et skibsvrag
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:s. 237-238
Lokalisering:Sermiligaaq / Ammassalik / Tasiilaq
Note:

Resumé: Fortsættelse af Saajooqs fortællinger om Ajijak. A. og hans bror følges altid på fangst. En dag finder de på en isflage en hvalfangerbåd med bunden i vejret og under den fire døde europæere. Da både A. og hans bror har besværget ligene med formularer, tar de ligenes tøj og lægger det i båden, som de ror hjem på slæb. Båden hugges op og gir materiale til mange redskaber. Kort efter dette fund holder A. seance og fortæller om tre europæiske skibe, der ville angribe bopladsen, men A. har viftet de to gennem luften ind over land og det tredje ned mellem storisen. Næste morgen ror A. og hans bror ud til det tredje skib, hvor alt er uddødt og lasten halvfyldt med vand. De redder sig en mængde jern, kasserer nogle ruller med tyndt tøj, der sikkert var papir, og medtar nogle ruller blåt tøj til anorakker. Næste dag vil flere derud efter endnu mere jern, men skibet er gået ned, fordi en af mændene er under dødstabu. Hist.: Ajijak / Ajija / Aja levede i første halvdel af 1800-tallet, var gift med Naajas søster og boede ved Sermiligaaq (Victor & Robert-Lamblin 1989 - 93, II: 408). Hvalfangere gennemsejlede farvandene øst for Grønland i 1600-tallet, men norske skibe har senere drevet fangst nord for området.

Ajijak og Uitsaleqángitseq på åndeflugt

Print
Dokument id:1677
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Saajooq (Sâjôq / Saajooq / Maratsi, Odin)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Ajijak og Uitsaleqángitseq på åndeflugt
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 228 - 232
Lokalisering:Sermiligâq / Sermiligaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé:

Fortsættelse af Saajooqs fortælling om Ajijak.

Mens Ajijak bor ved Kangerlussuatsiaq nord for Sermiligaaq, skaffer han sine fæller rigelig fangst af narhvaler ved gang på gang at fjerne isen under

åndemaning. Der er så rigeligt med narhvaler, at A.s far blot jager

tre bjørne væk (i stedet for at dræbe dem), der æder flænsestykkerne ved iskanten.

   En dag kommer Uitsaleqanngitseq på besøg fra Sermiligaaq for at få

A. med på åndeflugt til sangkamp mod en af U.s hjælpeånder. A. bliver

henrykt, de flyver afsted næste aften i en regn af gnister og under turen kan A., der flyver bagerst se durk gennem U.s enormt udvidede rumpehul ind til hans

hjerte, der svinger fra side til side. Senere bytter de plads, og nu

er det U.s tur til at beundre A.s tikkende hjerte. De flyver langt ind

over indlandsisen til hjælpeåndens sted, men da de erfarer, at han er

til sangkamp i bunden af Sermiligaaq, flyver de derhen og ind i

kæmpernes hus, hvor lamperne straks slukkes og to unge kæmper i

åndemanerlære sætter sig på ryggen af hver sin gæst, der flyver rundt

i huset. Lamperne tændes, gæsterne befris for deres bindinger og Uitsaleqanngitseq

udfordrer sin hjælpeånd Qujuk til brydekamp. U. kan dog slet ikke

klare kæmpen og håner derefter i en nidsang Q. for dennes måde at

fange på. Tilhørerne jubler af fryd, men Q. springer straks på U. og

tar kvælertag på ham. Da U. atter får vejret, ber han en gammel kæmpe

om underholdning. Denne udpeger en anden kæmpe, der har stukket sin

finger gennem en hel narhval, som han drejer rundt om sin finger, mens

han skærer sig bidder af den. Denne kæmpe fremmaner en narhval, der

svømmende dukker op og ned gennem gulvet. Den har en gang dræbt en

kæmpe, der prøvede at fange den. Da den truer A.s hjælpeånd,

Ikilerpik, griber denne kæmpen om haleroden og klasker den ihjel.

Kæmpernes toornaarsuit (ental: toornaarsuk) melder sig klar til undsætning, men ingen ønsker drabet hævnet. Da det er ved at lysne, må A. og U. afsted i en

fart. Det tiltagende lys tar kræfterne fra dem, og det er kun med nød

og næppe at U. som den sidste af de to når tilbage. Han roser derefter

A.s store evner.

Senere præsenterer A. en aften sine ånder i lampelys.

Bagefter tvivler man på, om hjælpeånden Kuttiks skæg er ægte eller

blot påsatte ravnefjer. Ved næste seance viser Kuttik at hans skæg er

ægte nok. Først som gammel flytter A. fra Kangerlussuatsiaq til

Puisortoq på Sermiligaaq-egnen.

 

Var.: Genfortalt i Jens Rosing: Hvis vi vågner til havblik, Borgen 1993: 40f.

Der er en flere andre fortællinger om Ajijak, og i en af dem om hans første seance, præsenterer han også sine hjælpånder, som tilhørerne ikke kan tåle at se ret længe på, søg: Ajijaks forløsning og første himmelflugt.

 

Hist.: Ajijak / Ajija / Aja levede i første halvdel af 1800-tallet,

var gift med Naajas søster og boede i Sermiligaaq (Victor 1989 - 93,

II: 408).

Ajijaks forløsning og første himmelflugt

Print
Dokument id:1676
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Saajooq (Sâjôq / Saajooq / Maratsi, Odin)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Ajijaks forløsning og første himmelflugt
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 225 - 228
Lokalisering:Sermiligâq / Sermiligaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé af Jens Rosings oversættelse:

Fortsættelse af Saajooqs fortælling om Ajijak (ss. 224-225). Kort efter at A. har

taget sig en kone, kommer "forløsningen" provokeret af initiationsånden

Oortortoq / Oordortoq midt under en sangkamp. Blodet pibler ud af A.s mundvige, og

han advarer faderen, der vil slikke det af. Faderen vil dø, hvis han

gør det. Da A. har overstået forløsningens vildskab, beslutter faderen

at udsætte A.s første præsentation af sine hjælpeånder, indtil A. har

besøgt månen og fået flere ånder. A. tar på åndeflugt den næste aften,

men havner undervejs hos Qulummiin-ånderne, der spiller bold med ham

med de bare håndflader. Hans blod klasker ned på trommen i huset, men

faderen beroliger de forskrækkede tilhørere med, at han har gjort A.

til en angerlartussiaq (bestemt til at vende hjem igen fra en utidig druknedød). A. bruger forgæves flere forskellige amuletter mod de hårdhændede ånder,

men da han tilkalder sin dødningeånd, Atsivaq, skræmmer hun ånderne

ihjel, og A. slipper ud og hjem.

   Næste aften gør A. et nyt forsøg på at komme til månen, men havner

denne gang hos indvoldsrøversken. Nalikkatteeq ("det lange skræv"),

hvis "lange skræv" er et hundehoved med rød maske og to hvide pletter

over øjnene, danser for ham. Det smiler til ham med sit lille hul af en mund,

han trækker på smilebåndet, og fluks får han skåret indvoldene ud. A. fortsætter til månen, der straks henter indvoldene og smadrer skålen uden at kere sig

om stjernen Aagdik (Aattik [Altair), der stiller sig i vejen og

beklager Nalikkatteeq, der ingen har til at skære sig en ny skål. Månen

tvinger A. til at spise sine indvolde rub og stub, og A. rejser så

hjem med nye hjælpeånder.

   Senere holder A. så den seance, hvor han præsenterer alle sine

hjælpeånder. Man hører dem komme op gennem gulvet, og da lamperne

tændes, ser man dem sidde på række på sidebriksen i fælleshuset og sludre hyggeligt med hinanden. Men de er omgivet af et flimrende skær, som ingen tåler

at se ret længe på. En af dem, Kuttik, har et langt skæg.

 

Var.: Genfortalt i Jens Rosing: Hvis vi vågner til havblik, Borgen 1993: 38 - 40. Besøg på Månen. Den stædige. Uterîtsoq / Uteriitsoq; Et par ægtefolk;

Manguaraq (flere); Kanaks månerejse. Nalikkatteeq. Ajijaks forløsning;

Manden, der besøgte månemanden; Alluunnguaq; Mangivaraqs månerejse; Åndemaneren der for til månen; Maqujuk. Se også uddannelse; se også initiation. Oortortoq se J. Rosing 1963: 181.

 

Hist.: Ajijak / Ajija / Aja levede i første halvdel af 1800-tallet,

var gift med Naajas søster og boede i Sermiligaaq. I maskedanse

fremstillede man undertiden Nalikkatteeq (J. Rosing 1963: 302). Også

præsentationen af hjælpeånderne i lampelyset kunne tyde på, at de var

maskerede personer.

Vedr. ånderne der spiller bold med åndemaneren, må de være nordlysets døde, se: Qajaqanngitsoq angakkussartoq

Ajijaks første åndebesværgelse

Print
Dokument id:1674
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:Rosing, Peter
Indsamler:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Titel:Ajijaks første åndebesværgelse
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 216 - 224
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, I: 126 - 136: tôrnerqârneq; angakkortalissuit, 1990: 124 - 129.

 

Resumé:

Kaaralis fortsættelse af "Ajijak". Sortsideskindene hænges kødside mod

kødside foran indgangshullet og A. tar plads på et sælskind foran det.

Faderen spør om han blot skal mane ånder eller vil på åndeflugt.  A.

indvilger i åndeflugten, der vil være bedst for ham, hvis han kan

gennemføre den. Hans mål er "det træløse land", en skybanke ved

himmelranden. Ajijak går ud og kommer ind med en harpunline til bindingen.

Faderen bagbinder hans arme og binder hovedet fast med

panden mod knæene. Det er meget smertefuldt.  A. væltes om på siden,

men da trommen et stykke tid har danset af sig selv på håndtaget,

kommer han atter på ret køl, trækkes af trommen i vejret, og flyver

tre gange rundt i en skrå elipse, inden han forsvinder ud dér, hvor

taget og muren mødes. Alle hans skræmmeånder farer rundt i rummet, men

afløses så af kæmpen Ipak (Inupak), der beretter om A.s åndeflugt,

mens den foregår. Han flyver mod syd og tror sig vel forbi de farlige

Qulummiin-ånder, men ryger øjeblikkeligt ind i deres hus, da han

skæver til siden efter det. Ånderne tæver løs på ham med kæppe og

lader sig ikke anfægte af A.s tilkaldte skræmmeånd. Sådan en har de

selv. Ingen af A.s andre hjælpeånder tør komme ind. Til slut kommer

hans dødningeånd, Angiiaarneqs store stærke mor, som Qulummiin-ånderne

forskrækket flygter op på briksen for. A. ser sit snit til at smutte

ud. Mens Ipak rapporterer om begivenhederne er han ligeså forskrækket

som faderen og de andre over den vending det har taget indtil A.

kommer fri. Derefter tager trommen til at vugge voldsomt og Ipak afløses af A.s andre hjælpeånder på skift, som tilhørerne får lov at beføle en for for en. De er som mennesker, blot enten

større eller mindre. A. ankommer med et vældigt lysglimt, mens alt i

huset brager og ryster. Da man løser knuderne på hans bindinger snor

de sig løs og farer med smæld som en piskesnert ind mod væggen. Trommen giver et sidste

brøl fra sig og tier. Da man får lamperne tændt, er A. oversået med

blå mærker.

   A. får under den næste seance en kærkommen anerkendelse som

åndemaner af en af egnens stærkeste og ældste åndemanere,

Uitsaleqanngitseq / Uitsaleqanngilaq / Uitsatiqanngitseq / Uitsataqanngitseq.

   En sommer under ammassætfangsten ved Qinngeq bliver A.s kone syg,

fordi hun har fået tilbageslag fra en tupilak, som hun har lavet. Hun

vil ikke gå til bekendelse og dermed blive rask. Da folk håner A.,

fordi han ikke kan helbrede hende, inviterer han til seance i fuldt

dagslys uden døre. Han lægger sin kone nøgen på et skind og mens han

selv liggende og vendt mod solopgangen lader en hjælpeånd besætte sig,

forsvinder alt kødet fra hans krop og vokser ud igen. Hjælpeånderne

bebrejder tilskuerne deres manglende tiltro til A.s evner. A. rejser

sig og parterer sin kones krop. Gentager så sin forvandling til skelet

og tilbage igen, hvorefter han i en brølende bjørns skikkelse

undersøger sin parterede kones forskellige dele og slikker lidt af

blodet op. For tredje gang lægger A. sig, forvandles til skelet og får

sit huld igen, hvorefter han om konen erklærer, at hun har pint sig

selv. Han puster alle stykkerne sammen igen, hun kommer til

bevidsthed, A. bliver sig selv og nu vil hans kone gerne gå til

bekendelse. Men det er for sent. Tre dage senere dør hun. Man

fortæller, at det var værre at se A. som skelet end at se konen blive

parteret. Mange tilskuere besvimede og måtte støttes, da man gik hjem.

Men den unge Aggu / Akku havde fået en oplevelse for livet.

 

Var.: Sandgreen 1987: 330 - 333. Se især KRH 425 nr. 33 med kommentar om at disse boldspillende ånder meget vel kan være nordlysets døde i himlen, søg: Qajaqanngitsoq angakkussartoq. Se også initiation, uddannelse

 

Hist.: Ajijak / Ajija / Aja levede i første halvdel af 1800-tallet,

var gift med Naajas søster og boede i Sermiligaaq. Aggu levede fra 1843 (ca.) til 1891.

Ajijaks hjælpeånd Uniagaq og hans bror

Print
Dokument id:1678
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Saajooq (Sâjôq / Saajooq / Maratsi, Odin)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Ajijaks hjælpeånd Uniagaq og hans bror
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 232 - 234
Lokalisering:Sermiligâq / Sermiligaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé:

Fortsættelse af Saajooqs fortælling om Ajijak. Uniagaq fortæller A.

sin egen og broderens historie: Som små er de forældreløse uden klæder

på kroppen. De bor på en boplads, hvor jorden en dag begynder at tippe

og alle flygter op mod et af indlandets bjergtoppe. U. vikler sin bror

og sig selv ind i remme, flygter den modsatte vej ud mod havet, hvor

landet hæver sig. De når ud til den yderste ø ud for Sermiligaaq, hvor

de finder en drivtømmerstamme og begynder at ønske sig redskaber til

at kunne bygge en kajak. Alt de ønsker sig, ligger straks ved deres

side, også en kvinde til at klare skindbetrækket. Hun får på samme vis

sine redskaber ved det blotte ønske. U. binder remmen i kajakken, blir

på land og træner sin lillebror i kajakfangst. Da denne blir en stor

sælfanger, mens U. kun formår at fange edderfugle, overlader U. kvinden

til sin lillebror, men kan alligevel ikke nære sig for at gøre

tilnærmelser. Kvinden vil ikke vide af ham. U. sender et hekseri mod

hendes lænd, der rammer tilbage på ham selv og lammer hans hofteparti.

En dag Ajijak og U. mødes inde i fjorden, fanger de en sæl sammen,

idet U. gentagne gange holder den længe under vandet med sin åre, for

til sidst at lade A. harpunere den.

A. mener, at U. i virkeligheden er en stor sælfanger. U. har desuden

fortalt, at jorden kun vil tippe rundt, hvis der kommer et enormt

snefald. Slår den revner, sker der ikke andet for den, der ikke passer

på, end at han øjeblikkeligt styrter ned og ind under jorden.

Hist.: Ajijak / Ajija / Aja levede i første halvdel af 1800-tallet,

var gift med Naajas søster og boede ved Sermiligaaq (Victor 1989 - 93,

II: 48). Jordens mytiske kæntringer foregår i urtiden, da ønsker havde

øjeblikkelig virkning. Det er et fælleseskimoisk træk at dømme efter

oprindelsesmyter i Alaska.

 

Tolkning: Balance. Oprindelsesmyte som Rasmussen kun fik et par udsagn om i 1919: I gamle dage tippede jorden rundt og kun de, der var flygtet op på et højt bjerg overlevede (Rasmussen, 1921: Myter og Sagn fra Grønland, I, indledningen.) Søg: Kamikinnaq, der i slutningen er beslægtet med disse myter.

Om verden der tipper rundt se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): ... balance ....

Ajoqit tiguinnakkat

Print
Dokument id:2117
Registreringsår:1963
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Sørensen, Mathilte (Sørensen, Mathilde)
Nedskriver:Vebæk, Mâliâraq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Ajoqit tiguinnakkat
Publikationstitel:Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001
Tidsskrift:
Omfang:s. 68
Lokalisering:Nanortalik
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Ikke med i den danske udgave: Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001.

 

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

 

Oversættelse ved Signe Åsblom med forbehold for misforståede dialektale gloser:

 

Tilfældigt udpegede kateketer.

 

Haar (Hmm), h.. Det fortælles, at engang skete dette i én eller anden bygd - det var dengang, der var herrnhutter / herrnhuter - de havde ladet en ubetydelig lille ulærd mand blive kateket. Når han holdt gudstjeneste, lod han en rem hænge ned ved sin kones plads. Og når han begyndte gudstjenesten, tog han altså fat i denne rem. Og så trak han ellers i remmen. Da der nu var gudstjeneste, begyndte han igen at trække i remmen. Og mens han trak som bedst, forsvandt den; den var helt forsvundet. Han var nemlig kommet til at rive remmen midt over, så den forsvandt ned under briksen, ha, ha, ha... Da han så krøb ind under briksen, grinede kirkegængerne så overvældende, at de måtte gå ud. Den ene efter den anden gik ud, og til sidst var der ingen tilbage. Han holdt nemlig gudstjenesten i sit eget hus. Alle var gået ud, og kun hans kone var tilbage, og hun havde trukket sig længere tilbage på briksen! Og så satte hans ben sig pludselig i bevægelse, og han kom bakkende baglæns ud fra hulrummet under briksen. Og som han dog så ud, ha, ha, da han dukkede frem, hans hoved var fuldt af fjer! Ha, ha... han kiggede hen mod sine kirkegængere, men der var jo slet ingen, fordi de allesammen var gået, men så kiggede han på sin kone og sagde "Amen!"

Ha, ha...

Boas plejede også at fortælle om dengang, da de var taget til Sermilik for at fange ammassætter, og hvor de havde holdt gudstjeneste. Dengang var det nu afdøde Maqikasik, der var kateket, ha, ha... og midt under andagten knækkede tværbrættet under briksen, og kirkegængerne forsvandt allesammen ud af døren, allesammen var de væk, det eneste man så var kateketens store kamiksåler! Ha, ha... de grinede jo så utroligt. De myldrede simpelthen ud. Og hvordan mon kateketen opdagede, at kirkegængerne ikke længere var der. Ha, ha... Der var ikke én tilbage... alle var forsvundet! Ha, ha...

 

Hist.:

MS var 81 år i 1963. Hun fortæller således om sig selv s.67 i den grønlandske udgave:

   Sådan set har jeg ikke forladt Nanortalik, siden jeg blev født her. Et år overvintrede vi nede sydpå i Itilleq. Jeg er ganske enkelt blevet ved med at bo i Nanortalik lige til denne dag.

   Min afdøde bedstefar var kateket, ja, han var altså overkateket. Og netop her i dette hus blev jeg født. Og der var jo en hel søskende-flok... Og alle mine mange søskende blev også allesammen født her i dette hus, allesammen:

Indaleeraq (Henrik Lund, vores store digter, MV), Jens, Juthidda, to ved navn Louis, da den første Louis døde, hed den næste også Louis. Min mor døde i 1919. Min far døde først, og det var i 1916. Så arvede du altså huset? Jeg arvede det. Da min fars helbred efterhånden blev dårligere, sagde han til mig: Dine søskende vil alle være bedre stillet end dig, derfor skal du arve dette hus sammen med de få ting, der hører til. Men da de døde, delte vi søskende naturligvis lidt mellem os.

Akime piniarfilit / Akimi piniarfillit / De, der havde fangstplads på den anden side af briksen

Print
Dokument id:1457
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419
Fortæller:Jørgensen, Sofie
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Akime piniarfilit / Akimi piniarfillit / De, der havde fangstplads på den anden side af briksen
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:3 sider, nr. 92
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Stærkt revideret renskrift (ved Peter Rosing ?) findes i: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415. Begge versioner er oversat i denne base.

 

Resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 374.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

En gammel kvinde med barnebarn var blevet efterladt af

sine bofæller. Andre bragte mad til dem. Men da sneen kom, holdt de op

med at bringe mad; de begyndte at sulte.

Den gamle kvinde mumlede så en trylleformular dér på briksen.

Hun gik også ud, og da hun nåede til isstykkerne ved stranden,

sagde hun igen en formular, hvorefter hun gik op til huset igen.

Hun gik ind i huset og begyndte at grave nede under siddepladsen på

den anden side af briksen.

 

Da hun var færdig med gravearbejdet, sagde hun til sit barnebarn:

"Hvis min formular virker, vil dette hul blive fyldt med saltvand."

Den gamle kone sagde igen til sit barnebarn: "Du kan tilse det i

morgen tidligt." Det gjorde barnebarnet.

Barnet fik øje på en tangloppe, hun prikkede den i øjet og delte den

midt over; den spiste de.

 

Dagen efter tilså barnet det igen, og der var en krebs. Også denne

stak barnet i øjet med sin kødvender, så den døde. De kogte den og

spiste den.

 

Atter næste dag kiggede de ned i hullet og så, at der var en krabbe

("pisugutilik" - én, der har noget at gå med). Den blev stukket i øjet

med kødvenderen. De delte den midt over og spiste den.

Næste dag kiggede de ned og der var en ulk. Også den delte de midt

over og spiste den. Det var lige ved, at de ikke kunne spise det hele.

Da de opdagede, at der var en netside, bemærkede barnet:" Hvor skal

jeg stikke og dræbe den?" "Du skal røre ved dens øje, så dør den."

Hun rørte ved dens øje, så den døde. Igen næste dag kiggede de ned og

så, at der var en sæl med tyndhåret pels, (netside). Den blev aflivet

på samme måde.

Næste dag var der en hvidhval. Den blev delt i flere stykker og

anbragt (oversættelsen er et gæt).

Næste dag opdagede de, at der var en hvalros. Barnet sagde: "Hvordan

skal jeg dræbe den?" Hun svarede: "Du skal stikke den i øjet med

kødvenderen, så dør den." Barnet stak den i øjet, så den døde.

Den efterfølgende morgen hørte de et voldsomt, næsten øredøvende brøl.

Det var en isbjørn. Barnet spurgte: "Hvordan skal jeg dræbe den?" Hun

svarede straks: "Også den dør, når du stikker den med kødvenderen."

De fangede alt muligt.

En af dem, der havde overvintret et andet sted, ville se til dem, og

han forventede kun at finde skeletter af ligene. Da han kunne se sit

hus, opdagede han, at der var blod omkring det. Han kørte op til

huset. Der kom én ud med bar overkrop og havde det varmt. (Tegn på

rigdom: man havde spæk nok til lampen, B.S)  Da han nåede frem,

spurgte han: "Hvor har i fået dem fra?" (ánakunasiaq ?) sagde: "Det

får du nok at vide." Han gik ind og så alt det kød, de havde, og han

spurgte: "Hvor har i fået det fra?" Han/hun sagde: "Dernedefra!"

De sagde også: "Det er en god fangstplads."

På den måde havde de holdt sulten borte i hele den lange vinter.

 

Var.: Mange, En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn; Nakataamilaarpara. Den forladte kvinde med plejedatter. En fortælling (om en haj der forsørgede forældreløse); Hajfisken som forsørger; Two deserted ones get meat from guests; Kunuanannguaq; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn.

Akínâtsân / Akinnaatsaan

Print
Dokument id:1651
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Tiardukku (Tiarduko)
Nedskriver:Rosing, Otto
Mellem-person:Rosing, Otto
Indsamler:Rosing, Otto
Titel:Akínâtsân / Akinnaatsaan
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 126 - 132
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 38 - 45; angakkortalissuit, 1990: 163 - 170: "Akinnaatsaat".

 

Resumé:

I Akinnaatsaan overvinter i sultevinteren følgende nært beslægtede fangere med

familier: Taqivaq, Naaqqortooq, Nuuku, Baalik og desuden den

ikke-beslægtede Qaratserpik.

   Voldsom regn og storm fra sydvest hindrer al fangst og allerede

efter solhverv begynder beboerne at dø af sult. Taqivaq og hans kone

er blandt de første - de efterlader fire sønner. De tre dør én for én,

fordi ingen af deres slægtninge under dem noget. De lægger sig tæt op

ad hinanden uden for husgangen. Den fjerde, Qaqqitina, hjælper sin

morbroder, Naaqqortooq, med teltslagningen om foråret, men N. jager

ham ud af teltet med prygl, og han lægger sig til at dø hos sine

brødre. N. bebrejdes voldsomt den følgende sommer af sin bror,

Amattanneq, da denne vender tilbage fra en overvintring ved Ittivartik

på sydøstkysten.

   

Mange dør på stribe om foråret, selv om et et tyveri af bjørnekød ved Suunaajik har forsynet dem med mad i en periode. De bestjålne hævner sig senere på Nuuku, der var den der opfordrede sine fæller til tyveriet, idet han senere næsten ingenting får af en stor bjørn, som han har set som den første og derfor tilkommer ham. Den nedlægges af flere fangere, blandt andet Simmujooq fra nabobopladsen, Ittitalik, der var medejer af de bjørne, som Nuukus fæller stjal. Simmujooq bemægtiger sig derfor broderparten af Nuukus bjørn.

 

   Baalik rejser ind i fjorden for at tigge mad ved en anden boplads,

men dør derinde af forspisning. Af hans efterladte er til sidst kun

hans kone og sønnen Kukkilaan tilbage. K. ber om foråret forgæves sin

morbror, Naaqqortooq om hjælp til at lave et telt; må så selv lave et

sølle et, som N. også afviser at hjælpe med at sikre, da en snestorm

trækker op i juni. Teltet rives løs, K. og hans mor søger dække under

det i læ af en klippe, moderen dør, og da Aalik tilbyder K. husly,

foretrækker K. at blive hos sin døde mor af medlidenhed. K. er død den

næste morgen, og Naaqqortooq tier til Aaliks bebrejdelser.

   Putsaanaq falder død om på briksen i forsøget på at komme med de

andre på fangst, da isen var brudt op et stykke ude.

 

Tiardukku, der var barn ved Ittitalik i sultevinteren, fortæller

følgende:

1. Aggu / Akku fik skylden for sultevinteren, fordi han, da han

havde dræbt Aakajik, forbød faderen at holde dødstabuerne med den

forklaring at Aakajik var taget af innersuit.

 

2.  Tiardukkus far slagter sine hunde til mad, får sår i mundvigene af at smelte is til vand som han spytter ind i sine børns munde. Simmujooq nedlægger en isbjørnemor med to unger, som Akinnaatsaan-folkene stjæler det meste af. Tardukkus mor koger suppe på indvoldene, og da den sultne Taqivaq fra Akinnaatsaan

kommer på tiggerbesøg, får han en øsefuld skoldhed suppe, sluger den uden at mærke skoldningen.

 

3. De fleste husfæller flytter til

Akinnaatsaan, da Tiardukkus forældre flytter med børnene til mosteren i

Noortiit. I Noortiit er der ingen mangel på fersk drikkevand. Taqivaqs søn kommer på tiggerbesøg fra Akinnaatsaan, får en øsefuld suppe, hager sig fast i tørrehækken for også at få kød og er ikke til at jage væk. Mosteren må til sidst svide pelskanten på hans hætte med sin brændende lampepind for at få ham væk.  

 

4. Ved Akinnaatsaan fanger Nuuku en klapmyds, som T.s families husfæller stjæler som hævn for Simmujooqs bjørnekød, som Nuuku og hans fæller stjal. T.s far

redder sig mirakuløst efter en bjørnefangst i forsommeren, hvor han

kommer væk fra de andre, må efterlade sin kajak i isskruningen og,

afskåret fra sin boplads af åbent vand, ser tegningen af en kajak

under sneen på land. Ejeren er før snefaldet styrtet om i nærheden.

 

5. T. besøger i maj sammen med sin søster Akinnaastaan, hvor kun to

udmarvede kvinder lever omgivet af lig.

 

6. Snestormen i juni, der gør det af med

mange af de sidste overlevende, slår om i regn og endelig får

sommersolen overtaget. T. fanger et par snespurve. Forældrene får bryststykkerne og børnene knaser resten i sig.

 

Hist.: Historisk fortælling fra sultevinteren 1880 - 81. Denne datering stemmer dog ikke overens med andre. Se kommentaren til: Ajaattoq Victor.

 

Kommentar: der foregår en del kødtyverier bopladserne imellem. Vedr. høvn over Nuukus tyveri af Simmujooqs bjørnekød se også: Akinnaatsaan

Aleqaajik

Print
Dokument id:2326
Registreringsår:1961
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Aleqaajik
Publikationstitel:Hvis vi vågner til havblik
Tidsskrift:
Omfang:side 145-148
Lokalisering:Sermiligaaq: Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Resumé:

 

Et af Nappartuku og Atsivaqs børnebørn, Aleqaajik, havde nogle planer om et ægteskab for sig selv og sin søn, der heldigvis gik i vasken. Sønnen der allerede var gift, flyttede i vrede med sin kone, men vendte dog senere tilbage til sin mor. Selv dukkede hun op med voksne børn og en plejesøn ved kolonien i 1898, hvor det lykkedes hende at få arbejde som syerske, til stor fortrydelse for Missuarnianngas kone, Piseerajik, der ellers havde det monopol. Miss. generede Aleegajik så kraftigt at hun flyttede nordpå for vinteren. Næste forår kom hun igen og fik fornyet ansættelse. Flyttede ind, først hos plejesønnen, derefter hos en nygift søn, men ingen ville have hende. Efter endnu en tur nordpå blev hun atter ansat og denne gang døbt sammen med datteren Atsivaq og sønnen Tippa i 1901. De fik navnene: Katrine, Margrethe og Jens Emil. Alaqaajik / Katrine forblev sammen med børn og børnebørn ved kolonien, hvor hun gjorde sig uundværlig som skindbehandler og syerske. Hun var både Christian Kruuse og Thalbitzer til meget hjælp med sange o.l. Kruuse plantede nogle kvan ved et vandsted for hende. Hun passede det resten af sit liv.

 

Hist. Historisk overlevering i slægten Napartuku og Atsivaq. Se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9.

ãma avdla / Den gamle ved sønnens grav

Print
Dokument id:208
Registreringsår:1859
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:ãma avdla / Den gamle ved sønnens grav
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 303 - 304, nr. 104
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Oversat af Kirsten Thisted i: Kreutzmann, Jens: Fortællinger & akvareller. Red.Kirsten Thisted. Atuakkiorfik 1997: 75: Faderen som overvintrede i indlandet ved sønnens grav.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning af Arnaq Grove i: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 75: Utoqqarsuaq Eqalummiuni ukiisoq.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Endnu en anden fortælling.

 

Mens en gammel mand var på sin sommerplads for at fange laks, døde han søn. Da den gamle ikke kunne bekvemme sig til at forlade sønnen besluttede han sig til at overvintre på stedet. Først måtte han hente teltstængerne, som han efterlod i konebåden. Han ville bruge dem til bjælker i huset. Han valgte sig et egnet sted til at gravlægge sin søn - dér hvor laksene plejede at ende deres vandring op ad elven. De byggede et hus inde i landet, og de fangede mange laks til vinterproviant. Efter at laksene var svømmet forbi, var der hele vinteren åbent vand lige neden for deres hus (lidt svært at forstå - Chr.B.). De kom ikke til at mangle proviant.

 

Engang midt om vinteren hørte de støj uden for huset, og straks flygtede

kvinderne, og den gamle mand satte sig på briksen længst inde mod bagvæggen. Man

hørte nogen på vej ind i rummet. En ung mand med et kraftigt ansigt trådte

ind efterfulgt af et temmelig stort menneske med et lille og mørkt ansigt.

Allersidst trådte der et ret stort menneske ind og lignede en klump sne. Den

gamle kendte dem ikke, men bad dem sætte sig ned. Der sad de så og underholdt med historier. Så sagde manden med det lille ansigt:

"Jeg er kommet her for at skaffe såler til kamikker. Har I noget?" Den gamle mands

kone skar et par såler og gav ham det. Det helt hvide menneske bad om et

stykke hvalrostand. Den gamle fandt et stykke hvalrostand i sin kiste og gav ham

det. Den gamle fulgte dem ud. Da han et kort øjeblik vendte sig bort fra dem,

hørte han støj og opdagede, at der foran ham løb en ung renbuk, en hare og en

ræv. Der var ingen mennesker at se. Det var altså et rensdyr, en ræv og en hare

i menneskeskikkelse, der havde besøgt dem. Haren har villet skaffe sig et stykke

hvalrostand til en ny tand. Det var, hvad de oplevede af spøgelser den vinter.

Da det blev forår, roede de ud af fjorden. Siden overvintrede de ikke dér.

 

Var.: Talrige om besøg hos eller af fugle - eller dyr - i menneskeskikkelse; i de fleste er deres mad er mere el. mindre delikat for mennesker. Undertiden, som her, drejer det sig om dyrs særlige ønsker, som kun mennesker kan opfylde. Søg på ravn; måge; terne; bjørne.

ãma avdla / Qajariaq

Print
Dokument id:205
Registreringsår:1859
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:ãma avdla / Qajariaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 294 - 295, nr. 101
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Oversat af Kirsten Thisted i: Kreutzmann, Jens: Fortællinger & akvareller. Red.Kirsten Thisted. Atuakkiorfik 1997: 68: Møde med en qajariaq.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning af Arnaq Grove i: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 68: Qajarissamik naapitsineq.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Endnu en anden fortælling.

     En dygtig fanger i Narsarmiut opdrog sine to sønner til kun at bruge en fuglepil som fangstredskab. De brugte den, når de var på sæljagt og på hvalrosjagt. Engang tog de af sted sammen med deres nye fuglepile. De fangede en stor hanhvalros med deres fuglepile. Spidsen på deres fuglepile havde ingen modhager. Underdelen af sidespidserne var slebet skarpe. Når de ramte sæler, der lå med hovedet bøjet bagover, blev halsen skåret over. De fangede meget.

Engang roede den ældste ind i Kangerluarsuk. Hans far var på vej hjem med

en sæl på slæb. Denne ældre bror var på vej ud af fjorden sent på dagen. Han

opdagede, at en kajak fulgte efter ham og han undrede sig over det, fordi han

vidste, at der ikke var andre kajakker inde i fjorden. Da den fremmede kajakmand

kom nærmere, lagde fangeren fra Narsarmiut mærke til, at den fremmede abede

efter ham. Når han drejede lidt, drejede den fremmede også. Han kunne ikke

rigtig se bagenden af den fremmedes kajak. Fangeren fra Narsarmiut vendte siden

til. Det gjorde den fremmede også. Nu sås det tydeligt, at den fremmedes kajak

manglede bagende. Han blev klar over, at han blev fulgt af en kano og han blev

bange, fordi han havde hørt, at de, der blev forfulgt af kanofolkene aldrig slap

fra dem. Han forsøgte at ro væk fra ham, men den fremmede holdt den

samme afstand fra ham hele tiden. Men efterhånden halede forfølgeren ind på ham.Lige før den fremmede indhentede ham, roede han om på den anden side af et

lille næs. Han greb sin fuglepil og ventede på, at den fremmede skulle vise

sig, men han viste sig ikke. Han roede lidt tilbage for at se efter, hvor han

blev af. Han roede hjem uden at se ham igen.

 

Var.: søg på qajariaq, qajarissat, kanofolk

ãma oqalugtuaq / Iseraisoraq / Isigarseraq

Print
Dokument id:204
Registreringsår:1859
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:ãma oqalugtuaq / Iseraisoraq / Isigarseraq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:Omf[side 287 - 291, nr. 99
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Oversat af Kirsten Thisted i: Kreutzmann, Jens: Fortællinger & akvareller. Red.Kirsten Thisted. Atuakkiorfik 1997: 65 - 67: Lystmorderen Iseraasorak som blev meget gammel.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning af Arnaq Grove i: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 65 - 67: Toqutsigajooq Iseraasoraq utoqqarsuanngortoq.

 

Resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 156.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Endnu en fortælling.

Iseraasorarsuaq var kivagtig (ifølge den danske kommentar, Chr.B.) men ikke hævngerrig. Så det var af lyst, han var en stor drabsmand. Han var kommet fra Akilineq i konebåd. Det første sted, han kom til, var Ilulissat

(Jakobshavn - Chr.B.). Da han fik den tanke at sejle mod øst, havde hans

storebror ydmygt sagt følgende til ham: "Iseraasoraq, skær mig et stykke af

din "peqqiut"." (Den danske kommentar er jeg ikke i stand til at læse - måske skal

man se efter originalen - chr.b.). Iseraasorarsuaq skar et lille stykke af sit

"peqqiut" til sin storebror, selv om hans (Iseraasorarsuaqs) "peqqiut" var meget

kort. Iseraasorarsuaq plejede at sige: "Angajumininínngôk

inûngaitsiásagaluarnerdlune" (jeg har svært ved at klare dette - det er noget

med, at han måske ville leve længere end sin bror).

Det første Iseraasorarsuaq så, da de var nået til land i nærheden af

Ilulissat, og mens de roede langs kysten, var en kajakmand. Det var før de

overhovedet havde truffet et menneske. Iseraasorarsuaq, som var styrer i

konebåden, steg ned i sin kajak, roede hen til kajakken og dræbte manden. Det

var det første menneske, han dræbte. Da han vendte tilbage til konebåden, lod

han sig tatovere et sted ved kanten af håret. Herefter blev han tatoveret, hver

gang han dræbte en kajakmand. Ilulissat var hans første overvintringssted. Når

han i vintertiden fangede hvidhvaler, lod han dem ligge ved huset uden at flænse

dem.

En gang han var ude at ro i kajak, så han på den anden side af et næs fire

telte med inderskind, der var meget fine. Bortset fra to mænd boede der kun

kvinder i teltene, og i to af teltene (eller: "i telt nr. 2". - men jeg tror, det

skal forstås som "i to af teltene" fordi der kun er to mænd - Chr.B.)

udelukkende kvinder, og der var to konebåde. De to eneste mandfolk til alle de

kvinder bød ham gå i land. Der var overflod på stedet. De tilbød, at han kunne

sove i det telt, hvor der udelukkende boede kvinder. Værten sagde, at

han skulle lægge sig mellem kvinderne. Iseraasoraq vågnede tidligt om morgenen.

Da var værten ude for at lade sit vand. Da han, efter at have været inde i

teltet, hvor Iseraasoraq sov, kom ud, var han meget vred og kastede rundt med tingene. Han gik henover deres forråd og sparkede til alt. Han sagde til Iseraasoraq: "De dumme kvindfolk, de har det med at være uvillige." Men Iseraasoraq sagde: "I aften vil jeg også godt sove dér." Det stemte værten noget mildere.

Om aftenen, da han skulle i seng mellem kvinderne, overvågede værten ham nøje. Så snart værten forsvandt, gik Iseraasoraq hen til den kvinde, der lå yderst og lagde sig hos hende, og i løbet af natten lå han hos alle kvinderne fra ende til

anden. Han fik kun sovet ganske lidt den nat. Han gik ud, inden værten viste

sig. Knap nok var han færdig med at lade sit vand, så gik han ind til kvinderne.

Et stykke tid efter kom han ud og var meget blid og fornøjet. Han gik hen til

Iseraasoraq og snakkede og lo indimellem. Han var åbenbart så gæstfri,

at han endog overlod sine medhustruer til gæsten.

Ved afrejsen fik Iseraasoraq rensdyrkød forærende. For at gøre gengæld

inviterede Iseraasoraq stedets eneste mandfolk med. De kom alle sammen, men

de vendte om, fordi de blev bange for at gå uden om alle de uflænsede

hvidhvaler, der lå uden for huset. ("utermánigôq Iseraisoraq tikípoq" kan jeg

ikke få mening ud af i sammenhængen - Chr.B.).

Da det blev mildt i vejret, tog han sydover, og han dræbte alle de

kajakmænd, han mødte. Efterhånden som de kom længere sydpå, blev hele ansigtet

dækket med tatoveringer. De måtte bygge vinterhus et stykke fra en boplads

med mange mennesker og med et stort hus uden vinduer, hvor man dansede trommedans / qassi ?.

De fortsatte sydover. På alle beboede steder, hvor de slog lejr, begik de

mord. Når de skulle af sted igen, skaffede de sig roere/ roersker ved tvang. Folk på det sted, hvor der fandtes et dansehus fik nys om, at Iseraasoraq var på

vej sydover, og at der snart ikke var plads til flere tatoveringer i hans ansigt, med alle de drab han havde begået. En af bopladsens folk fik den idé, at narre sine bopladsfæller. Han gik hen til dansehuset og råbte, at Iseraasoraq var i dansehuset. Så kom alle folk løbende til dansehuset.

Iseraasasoq hørte om dette, og han fik lyst til at besøge stedet. Et stykke

fra bopladsen slog de lejr. Da det blev aften tog Iseraasoraq alene til

bopladsen og gik ind i dansehuset. Han sad ved indgangen til rummet med ansigtet

vendt udad og ventede på, at det skulle blive dag. Da det var blevet lyst

i gangen, hørte han, at der var én på vej ind gennem gangen. Han kom

nærmere og fik øje på Iseraasoraq. I det samme udbrød han: "Hvad er det for et

stort ansigt!" Så for han skrækslagen ud og råbte, at Iseraasorarsuaq var i

dansehuset. Der blev røre på bopladsen. Alle, der kom ind, udbrød: "Sikke et

ansigt!" På det tidspunkt var ansigtet nemlig blevet blåt over det hele af

tatoveringer, for han havde begået drab alle de steder, hvor han kom, og hvert sted havde han taget sig en kvinde med magt. Da Iseraasoraq kom ud af dansehuset

forsøgte mændene at overfalde ham, men Iseraasoraq dræbte alle mændene.

Efter dette rejste han videre - væk fra dette sted og fandt et sted, hvor

de byggede vinterhus, og hvor de boede fast. De tog gerne ind i fjorden

om sommeren. På den ene fjordbred var der et stort fuglefjeld. Når

de sejlede forbi dette store og stejle fjeld, plejede Iseraasoraq at more sig

med at råbe, så det gav ekko.

Iseraasoraq blev en gammel mand og kunne ikke længere klare sig selv. Han

blev som et lille barn, men hans utal af børnebørn tog sig af ham. På

konebådsrejser blev han anbragt midt i, pakket ind i tæpper. Han blev også

tunghør. Når de passerede fuglefjeldet, bad hans børnebørn ham om at hyle, så

det gav ekko. Så tav alle og lyttede til ham. Det lød, som om det var en

tejst, der peb. Børnebørnene kom med tilråb og morede sig over ham. -

Engang skete det, at børnebørnene som sædvanlig råbte til ham, da de passerede

stedet: "Iseraasoraq, nu er vi kommet til det sted, hvor det plejer at runge." Men

der kom ingen reaktion. Da de fjernede tæppet der dækkede ham, viste det sig, at han var død og at dødsstivheden lige var indtrådt.

 

(Som det ses, er der et par steder, hvor jeg ikke har kunnet få den fulde mening

frem, Chr.B.).

 

Var.: Isigaaseraaq; Ninnittaq

 

Hist.: Flere fortællinger om besøg i eller fra Akilineq lader hovedpersonen blive uhyre gammel: se Var. ovf. På fortælletidspunktet var vestgrønlændere klar over, at der boede fredelige stammefrænder på den anden side havet i modsætning til traditionens aggressive kannibaler. Denne Iseraasoraq er dog ikke nogen behagelig gæst fra Akilineq, massemorder som han er i fortsat overensstemmelse med traditionen.

Ammalilik og hendes familie

Print
Dokument id:2318
Registreringsår:1961
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Ammalilik og hendes familie
Publikationstitel:Hvis vi vågner til havblik
Tidsskrift:
Omfang:side 105-108
Lokalisering:Sermiligaaq: Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Resumé:

 

En af Nappartuku og Atsivaqs døtre, Ammalilik var mandegal. Var først gift med Amare, men hvem hun vist fik alle sine børn: Maratsi, Puukkaaqarteq, Kalia, Kaangitsukkaaq og Atsaajik. Derefter med den 18 år yngre Quarrajeeq, der gennembankede hende fordi hun var en sjuske med hans tøj og lå i med alle mænd. Som hævn fik hun Maratsi til at dræbe Quarrajeeq ved at tilhviske denne, at Quarrajeeq stræbte ham, Maratsi efter livet. Han fik overtalt Sanimuinnaq til at være med. De dræbte ham i 1881 med uhyggelige eftervirkninger for Sanimuinnaq (se ID 872). Ammalilik flyttede til sin datter Kalia, gift med Akku, men fik snart besnæret Akku. Kalia druknede sig. Akku efterlod Ammalilik i sneen under en hård slæderejse til Quarmiid, hvorfra en behjertet mand tog ud og hentede hende, med stærke forfrysninger. Et par måneder senere blev hun afhentet af Maratsi. Hun kom sig aldrig ordentligt over forfrysningerne og druknede sig 58 år gammel i 1888.

 

Var.: ID 872.

 

Hist. Historisk overlevering i slægten Napartuku og Atsivaq. Se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9.

Amuletter og andet / Annússat avdlatdlo

Print
Dokument id:1158
Registreringsår:1957
Publikationsår:1982
Arkiv navn:
Fortæller:Quppersimaan, Georg (Qúpersimân / Quppersimaan / Quppersimaa, Georg)
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Amuletter og andet / Annússat avdlatdlo
Publikationstitel:Min eskimoiske fortid
Tidsskrift:
Omfang:s. 90 - 92
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Taimane gûtimik nalussûgama, 1972: s. 90 - 91

 

Resumé:

Georg Qúpersimân / Georg Quppersimaan fortæller nu om amuletter:  Nogle amuletter blev givet til børnene allerede ved fødslen, andre fik først deres amuletter senere i livet. Alt kunne bruges som amulet. Selv havde G.Q. en som var et stykke ben i enden af en harpunrem. Det var det eneste han havde arvet fra sin far, og den skulle gøre ham lige så dygtig en fanger som han, der havde været ret dygtig.

Det var ikke kun mennesker, men også rejsefartøjer som havde amuletter, og dette var vigtigt, for at der ikke skulle ske ulykker, hvis en heks for eksempel ville forårsage skævhed i en konebåd (og således gøre den tilbøjelig til at kæntre, BS).

Man kunne også sende en "forfølger" efter en dygtig fanger, som forlod en boplads med sin familie mod bopladsfællernes vilje. Folk ville jo nødig af med en dygtig fanger, fordi han skaffede meget mad.  Sådan en forfølger kunne bringe ulykke over fangeren og hans familie, hvis de ikke med en tilbagesendelses-trylleformular kunne sende den tilbage. G.Q. slutter af med at fortælle, at man dengang skulle være meget forsigtig, og at der var mange ting, man skulle tage vare på.

 

Hist.: Selvbiografi, der er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbet, må man søge alle opslag på Quppersimaan.

 

Vedr. en samling af østgrønlændernes amuletter, deres betydninger og brug se Rosing, Emil:

Angakasia

Print
Dokument id:558
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Asiineq (Asîneq / Ningâvan / Ningaavan, Laurits)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Angakasia
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 57 - 64
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiut / Kuummiit: Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Resumé:

 

Angakasia ("Sølle morbror") bor med kone, søster og svoger ved

Igditalik / Idditalik. A., der er storfanger, afmærker en mængde

åndehuller, som han kan fange ved, når sneen skjuler dem. Han er

barnløs, men svogeren har en lille søn. Da svogeren blir dræbt på isen

af mænd fra Savanganaartuk, flytter A. med husstand til toppen af

fjeldet Itivderdivaq / Itillersuaq og går på fangst nede ved Tasiilaq.

Han træner sin lille søstersøns kræfter til hævn ved armkrog og andre

stykeprøver. Den lille, der skriger af smerte og forskrækkelse gang på

gang, blir med årene sin morbrors overmand og driver flere gang gæk

med ham på groveste vis. A. lærer ham krybefangst og drengen får på

den vis sine første remmesæler, som han bærer hjem på ryggen med

overlegen styrke. A. bliver ældre, mister kropsvarme og kræfter, men

vil udfordre Savanganaartuk-boerne til sangkamp og øver sig først

hjemme på en skæmtevise, hvor han forsvinder ned i jorden og kommer op

med skrabespæk, mamit, drivende ned over ansigtet. Søstersønnen, der

nu er overbevist om A.s sangkampevner, bærer A., sin tante og sin mor

på ryggen til Savanganaartuk og får først nu at vide, at beboerne

dér er hans fars mordere. Han mister ganske appetiten, og mens A.

udfører sin hylende morsomme skæmtevise, klemmer han sin faders morder

ihjel. Alle flygter nøgne udenfor, hvor søstersønnen slæber liget ud

og flækker det for alle øjne. Ingen tør tage kampen op, og

søstersønnen bærer atter A., sin tante og sin mor hjem på sin ryg.

 

Hist.: Fortællingen kunne ifølge Jens Rosing skildre mødet mellem dorset- og

thulekultur, hvor A. med familie er dorset-folk, der kun driver

isfangst og ingen transportmidler (kajak, umiaq, slæde) har. Til

gengæld har de kæmpekræfter.

Blodhævn.

Angakokken som dræbte heksen

Print
Dokument id:202
Registreringsår:1859
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Angakokken som dræbte heksen
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 283 - 284, nr. 97
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Oversat af Kirsten Thisted i: Kreutzmann, Jens: Fortællinger & akvareller. Red. Kirsten Thisted. Atuakkiorfik 1997: 62: Heksen som blev ramt i fodsålen.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning af Arnaq Grove i: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 62: Ilisiitsoq alumigut ikilerneqartoq.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

En dygtig fanger, der forsynede sine bopladsfæller med mad, blev engang syg.

Man havde mistanke om, at han var blevet forhekset og bad deres åndemaner om

at finde ud af årsagen til hans smerter. Åndemaneren elskede mad og en aften

slukkede man lamperne, for at han kunne påbegynde sine undersøgelser. Efter

længere undersøgelse opdagede åndemaneren ved fodenden af briksen noget, der

lignede en knivsæg. En heks havde placeret sig ved fødderne af den syge. Når

heksen et stykke tid havde ligget (?) med bagudbøjet hoved, rejste hun sig op.

Lamperne tændtes igen. Og åndemaneren sagde, at han den efterfølgende aften

ville prøve at fange heksen. Han tilføjede. Når hun løfter hovedet op, vil jeg

kunne harpunere hende, men når hun kigger sig om gennem armhulen, kan jeg ikke

gøre noget ved hende. Men når I hører, at jeg kaster harpunen, må I gribe min

harpunline.

Lamperne slukkedes igen den efterfølgende aften. Igen så åndemaneren

heksen, der så ud som en knivsæg. Hun kiggede en smule rundt gennem armhulen.

Så bøjede hun hovedet bagover. Hun forsøgte at rejse sig op, men bøjede endnu

engang hovedet bagover. Nu kom åndemaneren efter hende i mørket. Da hun bøjede

hovedet bagover løftede åndemaneren sin harpun. Hun forsøgte igen at rejse sig,

men gjorde pludselig en bevægelse. Så kastede åndemaneren harpunen i mørke. Da

publikum hørte åndemaneren kaste harpunen, famlede de i mørke efter linen, greb

den og trak til. Men byttet løsrev sig. Det viste sig, at åndemaneren havde ramt

hende på fodsålen, så harpunspidsen hang fast dér. Da lyset tændtes, sagde

åndemaneren: "Jeg ved ikke, hvad der vil ske, for jeg har kun såret hende." Dagen

efter forlød det, at heksen havde ondt i fodsålen, og at den syge havde det lidt

bedre. Den syges tilstand forbedredes for hver dag, der gik, mens heksens

helbredstilstand forværredes. Til sidst blev den syge helt rask, men heksens dårlige fodsål førte til døden.

 

Var.: Aataatsiarsuaq

Angakokken som glemte at han var angakok

Print
Dokument id:219
Registreringsår:1860
Publikationsår:1997
Arkiv navn:
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Angakokken som glemte at han var angakok
Publikationstitel:Fortællinger & akvareller
Tidsskrift:
Omfang:ss. 137 - 138
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 44v - 44h.

Publiceret transskription af orig. håndskr.: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 137- 138: Angakkoq angakkunnerminik puiguisoq.

 

Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 189.

 

Kort dansk resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 164,

ss. 346 - 147.

Endnu kortere på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 110, ss. 452 - 453: An Angakok on Kekertarsuak.

 

Resumé:

En angakkoq / åndemaner fra Qeqertarsuaq har en søster gift et stykke derfra ved dets yderste forbjerg, Karramiut. Hende besøger han ofte, men en dag finder han alle husets indvånere døde af skræk over et kajakskind og sin søster sindssyg med opspilede øjne. Hun vil æde ham og sætter efter ham. Han lammes selv af skræk, men får dog slæbt sig ud til sine hunde ved slæden på isen, hvor han har måttet binde dem, fordi de ikke ville længere (hunde sanser det skrækindjagende før mennesker). Trods ihærdig piskning med istukken lykkes det ham først i sidste øjeblik at få hundene på benene og undslippe søsteren. Siden prøver han aldrig at besøge hende igen. Men han foretager en åndeflugt dertil og opdager årsagen: et kajakskind, der har trukket et dejligt drengebarn ned i husgangen og ind i døden.

Han besøger aldrig siden stedet, fordi han var blevet så bange, at han havde glemt, at han var angakok.

 

Var.: Søsteren eller vennen eller fætteren, der bliver sindssyg og får kannibalske lyster, er en hyppig episode i bl.a. "Fætrene" (mange varianter).

 

Tolkning: Kirsten Thisted tilføjer i en note Rinks note, at kajakskindet formentlig havde været brugt til at bære et lig til gaven i (Rink 1866-71, I: 368).

Skindet burde have været begravet med den døde eller på anden måde elimineret. Drengen, som det trækker på hovedet ned i husgangen, kunne være opkaldt efter den døde.

Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34.

Angîârneq / Angiiaarneq hævner sin bror

Print
Dokument id:1641
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Asiineq (Asîneq / Ningâvan / Ningaavan, Laurits)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Angîârneq / Angiiaarneq hævner sin bror
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 88  - 92
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé:

Angiaarneq og hans bror har hjemme i Nunakitseq ved  Sermiligaaq. De

mange brødre fra Utoqqarmiit forfølger A.s bror, der søger ly i en

isgrotte og drukner, da vandet stiger, mens brødrene belejrer grotten.

A. der vil hævne sig med en tupilak, søger først en bestanddel til den

ved sin fætters grav. Men da den døde fætter ikke reagerer på A.s

stampen og derfor ikke har medlidenhed med ham, stamper A. på sin

bedstemors grav. Hun svarer. Han åbner graven, tar hendes ene kamik og

skærer hendes skalp af. De øvrige bestanddele henter han ved

fjendernes boplads: Et mørnet remmesælsskind uden hår fra kødgraven og

på toppen af møddingen et kranium af en næsten fuldvoksen remmesæl med

snuden vendt mod huset. I hemmelighed flikker han tupilakken sammen,

puster liv i den og lader den få næring ved sin penis. Den borer sig

ned i jorden, og kommer op igen flere gange undervejs ned til havet,

hvor den dykker og langt senere dukker op igen. A. fortæller den hvem,

den skal angribe. Om sommeren rejser A. til fjendernes sommerboplads,

Tinetiqilaaq ved Sermilik-fjorden og er selv på nippet til at harpunere

sin tupilak, da han genkender sin bedstemors kamik på "remmesælen".

Fjenderne lader sig narre. En for en harpunerer de den og drukner.

Senere erfarer A. at tupilakken også har gjort det af med alle

fjendernes søstre, der under bærtogt enten hænger fast med ørerne i

lyngen eller klistrer fast til deres bærerposer. A. er lykkelig over

den fuldkomne hævn.

 

Hist.: Historisk fortælling fra 1700-tallet. Jens Rosing forklarer i

indledningen, hvordan man laver en tupilak.

Angîârneqs / Angiiaarneqs endeligt

Print
Dokument id:1642
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Asiineq (Asîneq / Ningâvan / Ningaavan, Laurits)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Angîârneqs / Angiiaarneqs endeligt
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 95 - 96
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé:

To gange inviterer Angiaarneq sine bopladsfæller på en hel hengemt

sæl, men narrer dem ved at sige, at fordi han netop har fremsagt en

formular til andres skade, må de hellere vente et par dage. Tredje

gang han forsøger det samme, slæber gæsterne selv sælen ind og

fortærer den. Nu ved A. at han har mistet sin autoritet og skal dø.

Han skider i en pose med halvtørret spæk, snører den til og efterlader

den, men tar sin gryde og sine narhvalstænder med ned i sin kajak, som

han skærer flænger i, inden han ror ud og synker til bunds. Fællerne

finder et par dage senere posen, væmmes ved indholdet, og da de på vej

hjem ser A. ude på lavt vand og vil have fat i hans kostbarheder,

forsvinder A. længere ud i dybet. En af hans sårpropper kommer op til

overfladen. En af fællerne sikrer sig den, fordi A. var en dygtig

fanger, og slynger af glæde sin letflydende vingeharpun ud over

vandet. Men den flyder ikke på vandet. Den forsvinder i dybet. A. har

taget den.

 

Hist.: Fortælling fra 1700-tallet.

Angiiaarneq "Skiderikken" laver tupilak

Print
Dokument id:2310
Registreringsår:1961
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Angiiaarneq "Skiderikken" laver tupilak
Publikationstitel:Hvis vi vågner til havblik
Tidsskrift:
Omfang:side 22 - 25
Lokalisering:Sermiligaaq: Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Resumé:

 

Nappartuku og Atsivaqs sønnesøn Angiiaarneq vil med en tupilak hævne sin lillebror, som en flok brødre fra Utorqarmiin har jaget ind i en grotte under isfoden, hvor han drukner da vandet stiger. Tildet formål skal han bruge diverse vigtige ting: bl.a. noget fra et lig, et gammelt skabet skind af en remmesæl og et kranium af en toårig remmesæl. Han forsøger sig først uden held ved sin fætter, Ajijaks grav. Dernæst ved bedstemor Atsivaq. Hun reagerer bekræftende på hans henvendelse. Han tager hendes ene kamik. Skind og kranium finder han på fjendernes boplads. Han binder det hele sammen til et dyr, som han, med anorakken omvendt på, blæser liv i gennem dets næse og får til at vokse ved at lade det sutte sæd af sin penis. Når den er blevet stor som en sæl, dykker den et par gange ned (i elven, formentlig) og svømmer ud mod fjorden. Ang. ærgrer sig over ikke at have givet den besked, men den vener om og spørger om sit ærinde. Jo, at ombringe alle fjenderne. Ang. tager selv på besøg hos sine fjender hvor han med tilfredshed oplever at den ene bror efter den anden blive trukket i druknedøden af tupilakken, som de harpunerer i den tro at det er en remmesæl. Også søstrene omkommer, under bærpukning, hvor deres lange øresmykker hænger fast i lyngen.

 

Sit øgenavn Skiderikken, fik Angiiaarneq da han engang flere gange havde inviteret på festmad uden at servere noget. Tredje gang hentede gæsterne selv gæstemaden ind.

Den viste sig at være fuld af Angiiaarneq 's lort.

 

Hist. Historisk overlevering i slægten Napartuku og Atsivaq. Se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9.

 

Var.: Søg på tupil

Angitingivaq

Print
Dokument id:2317
Registreringsår:1961
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Angitingivaq
Publikationstitel:Hvis vi vågner til havblik
Tidsskrift:
Omfang:side 102-104
Lokalisering:Sermiligaaq: Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Resumé:

 

En af Nappartuku og Atsivaqs sønner, Angitingivak (ca. 1828 - 1894))var en dag i 1845 ude i kajak med Kaaduarnaq. I det fjerne så de noget rage op. Det viste sig at være et forladt skib. De klatrede ombord og reddede sig en del jern. Da de næste dag kom for at hente mere, var skibet væk. På et andet tidspunkt blev Ang. overfaldet af en bjørn. Den flænsede hans tøj og rev hans kæbe itu. Da han blev kastet bagover på sin lille slæde, lykkedes det ham få fat på sin lille stok med en beskeden jernspids, lægge sig på maven, dække hovedet og så, da bjørnen faldt over ham, jage spidsen i dyret. Det døde. Hundene blev spændt for bjørnen, den lille slæde bagefter, og siddende på bjørnen kom Ang. tilbage til bopladsen. Han var slemt forbidt og fik varige ar.

 

Hist. Historisk overlevering i slægten Napartuku og Atsivaq. Se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9.

Angmalorssuaq, Den bredskuldrede

Print
Dokument id:1893
Registreringsår:1902
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Mathiassen, Andreas
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Angmalorssuaq, Den bredskuldrede
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, I
Tidsskrift:
Omfang:ss. 133 - 137
Lokalisering:Nanortalik
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Orig. håndskrift: NKS 2130, 2', læg 8, ss. 15 - 18: Oqalugtuaq / Angmalôrssuaq.

 

Resume:

Ammalorsuaq

A.s husstand består af lutter kvinder på bopladsen, Nuugaarsuk øst for Alluitsoq / Lichtenau. Både han og kvinderne er overordentlig flittige til fangst, ammassætfangst og tilberedning af forråd. På det tidspunkt er der endnu rener i Sydgrønland. Årets fangstturnus bekskrives detaljeret. Når A. kommer hjem med rigelig fangst tager han straks ud igen på torskefangst. Om vinteren lægger isen sig langt ud til havs. A. fanger hver dag to rødfisk gennem isen til supplering af forrådet, der er omfattende. Den strenge kulde giver A.s mor den tanke, at to vintre vil følge efter hinanden uden sommer. Hun ser tegnet på det: det ser ud som om de sner fra solen. De overlever mere end et år på forrådet, og da det blir forår efter den anden vinter, smelter isen så vidt inde ved land at man kan øse ammassætter op, men man må tørre dem på udbredte skind på den sneklædte jord. A. transporterer konebåd, kajak og en del forråd ud til iskanten på slæde fulgt af hele sin husstand. Iskanten befinder sig helt ude ved Akuliaruseq. Her jager udmarvede kajakmænd en stor klapmyds, en han, som kun A. har kræfter til at nedlægge. Skønt hans mor er forsigtig og kun deler små fangstparter ud, dør nogle af mændene af maden fordi de længe intet har spist. Lidt efter lidt får de overlevende større og større portioner og overlever. De reddes. Tilbage igen på bopladsen samler man sommeren igennem endog alt det spæk man kan i poser sammen med suppen fra gryderne, til forråd. Næste forår blir normalt og man må hælde alt spækket og suppen ud som ubrugeligt.

 

Var.: Qimuunnguujuk

 

Hist.: Suletevintrende ved Ammassalik i omkr. 1880 har muligvis også ramt Sydgrønland, med mindre begivenheden går helt tilbage til 1816, hvor Tamborasvulkanudbrud i Indonesien året før ifølge Jens Rosing ( Hvis vi vågner til havblik, 1993) forårsagede en langvarig temperatursænkning pga asken, der bl.a. føres til Grønland med højdevindenes retning. Dengang to vintre fulgte efter hinanden. Det kan også være erindringer om begivenhederne på østkysten, der er blevet omplantet til Alluitsoq, hvor herrnhuterne modtog mange indvandrede sydøstgrønlændere.

anguterpait arnartatuânik

Print
Dokument id:2137
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB 1, 4(11), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Dalager, Jens
Nedskriver:Dalager, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:anguterpait arnartatuânik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:5 sider
Lokalisering:Kitsisunngiarsuk (?)
Note:

Dette er en af de fortællinger jeg (BS) først har opdaget ved projektets afslutning. Velegnet til opdatering.

Fortælleren har underskrevet sig som kateket på den nævnte boplads, der vanskeligt kan lokaliseres. Egentlig stammer fortællingerne fra Ilulissat, fra Jens Dalagers far, Lars Dalager, der levede og døde i Ilulissat. Fra ham har Jens D. lært alle sine fortællinger, skriver han til slut.

Aqartivínalik / Aqartivinnalik ved Kangârdik / Kangaartik

Print
Dokument id:561
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Taarti (Târte)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Aqartivínalik / Aqartivinnalik ved Kangârdik / Kangaartik
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 304
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Resumé: Atâtákâtsia / Ataatakkaatsia ber sin døtre hente bær ved Ernivik. Den ældste, en pukkelrygget pige samler bær, mens den yngste synger. Den ældste

ber den yngste holde op med at synge, fordi hun er bange. En

tupilak-bjørn, med en sort plet ud for den ene nyre, viser sig, og den

yngste pige besvimer. For at vække sin søster, hiver den ældste hende

i håret, for at de skal nå hjem før tupilak-bjørnen gør det.

De når hjem og den yngste besvimer påny. Den ældste fortæller om

tupilak-bjørnen, og alle bliver skræmte.

De tilkalder Aqartivínalik / Aqartiviinalik, som tilkalder sin hjælpeånd, Kútik / Kuttik.

Hjælpeånden støder sin lanse i tupilak-bjørnen, og får således bugt

med den.

 

Aqartivinnalik er en åndemaner / angakok der kun har een hjælpeånd, en kælevisesynger, der synger, danser og svajer frem og tilbage under seancen: ibid s. 303: informanten Asiini fortæller om denne teknik, at angakokken står foran indgangsforhængene og danser og synger, vildere og vildere, falder baover, kører i cirkel hvilende på hælene, rejser sig, synger osv. Således manede han sit åndedrag i jorden. Han smider trommen, der rigtig får liv. Falder omkuld, lamperne slukkes. Derefter foretager han sin ånderejse, mens hjælpeånden synger for tilhørerne.

 

var.: ID 1161; Aqartivinnalik

Aqatiaq ( Aqigsiaq / Aqissiaq ) Igataligdlo / Igatalillu

Print
Dokument id:1327
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 425
Fortæller:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Aqatiaq ( Aqigsiaq / Aqissiaq ) Igataligdlo / Igatalillu
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 4 - 16, nr. 11
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Måske fortalt af Johanne Andreassen, Kârales kone.

Resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, side 369: Aqatsiaq og Igatalik

(Rypekylling og grydemanden)

 Oversættelse ved Chr. Berthelsen: Det fortælles, at Aqissiaq og hans søn hørte hjemme hos de mellemstore timersit (indlandskæmper ikke kæmpestore og ikke de mindste). De havde ingen kajakker men var dygtige til at fange. De fik sælerne til at komme op ad elve, og de sultede aldrig. Men engang artede den tidlige vinter sig helt anderledes end det, de ellers var vant til. Der var hverken sæler eller isbjørne. Sommeren udeblev, så der var tale om to sammenhængende vintre. Det betød sult hos Aqissiaqs, selv om de ikke holdt op med at tage ud på fangst. Da de ikke længere havde noget at leve af, så det blev lige meget, om de levede eller døde (eller: så de lige så godt kunne lægge sig til at dø), tog Aqissiaq og sønnen ud på meget lange jagtture, uanset hvor lange de blev. Under en af dissse jagtture kom de ved aftenstid til de største indlandsboeres hus. Der kom ingen mennesker ud af huset; det viste sig, at de også sultede. De gik hen til huset og fortsatte ind gennem gangen; og da det endelig lykkedes dem at kravle op ad trinnet til rummet, satte de sig ned på rummets store siddeplads. Knap nok havde de sat sig, så spurgte den store husherre; "Hvorfor er I kommet herhen?" Aqissiaq svarede: "Vi er ved at dø af sult. Derfor rejser vi rundt over alt og glemmer al skam." Husherren svarede: "I en sådan situation lader man al generthed fare. Bliv her endelig i nat, I kære." Og han spurgte ham: "En af jer skulle vel ikke være åndemaner / angakkoq / angakok?" Aqissiaq svarede: "Det ved jeg ikke." "Jo", sagde husherren: "for vores lille datter, som åndemanere ellers har kigget på, er ved at dø. Vil du ikke nok prøve, at gøre noget ved hende?" Aqissiaq svarede: "Jamen, så prøver jeg." Han dækkede sig med et vandskind, ved fodenden af briksen for om muligt at finde ud af noget ved hjælp af qilaneq. Da Aqissiaq var en angakok af de allerstørste fandt han hurtigt ud af, hvad der var i vejen med pigen. Han sagde: "Hun er blevet berøvet sjælen; og den findes i en spalte i indlandsisen." Da sagde den syges mor: "Nu husker jeg, at jeg engang for længe siden under en slædetur faktisk faldt i en revne. Det er nok derfor, at sjælen er røvet." Da Aqissiaq havde fået sjælen på plads, sluttede han. Straks efter sagde kæmperne: "Hvad vil du helst betales med bær eller ammassætter?" Aqissiaq svarede: "Hvis I betaler mig med bær, risikerer man, at jeres datters sjæl drukner i bærsaften. Så du skal ikke betale mig med bær." Så tog pigens far tøj på og gik ud af huset. Snart efter kom han slæbende gennem husgangen med en sæk (ammassætter) så stor, at den satte sig fast i indgangen og måtte slides løs før han fik den ind. Ammassætterne var ordnet sådan, at de var trukket på en snor i bundter på tre. Så begyndte han at dele ud, og han gav gæsterne en håndfuld som appetitvækker. Aqissiaq og hans søn troede, at det var alt, de skulle få, men det var skam kun ment som en appetitvækker. Først bagefter fik de betalingen for datterens helbredelse. De fik alt det de ville kunne bære på ryggen. De overnattede så hos disse mennesker. Da de skulle af sted næste dag, forhørte Aqissiaq og hans søn sig om nogen skulle kende en trylleformular / formular til at lokke hvaler med. Men ingen af de gamle, de spurgte, kendte til en sådan formular. Nær ved at opgive håbet spurgte han så alligevel en pige, som endnu ikke var helt voksen, om hun kendte nogen. Og til Aqissiaqs overraskelse sagde hun: "Jeg har kendt en. Jeg husker min bedstemors trylleformular til at lokke hvaler med. Måske kan den bruges." Med de ord gik de tre op ad et højt fjeld. Da de nåede op på fjeldtoppen, begyndte de at lokke / kalde en hval op ad en elv. De stirrede ufravendt østover, og himlen over vandet var klar nok. Så pegede pigen på noget og sagde: "Derude, hvor himlen og havet mødes er der noget, der ligner et lille blåst." Aqissiaq og hans søn spejdede derud hvor hun pegede, men de så ikke noget. Så sagde pigen: "Nu er det helt tydeligt." Endelig kunne de andre også se det. De blev glade, fordi de nu var sikre på at fange en hval. Hvalen nærmede sig og dukkede op gennem isen, som var isen det bare vand. Ganske tæt ved stranden dykkede den. Den dukkede ikke op igen. De var ved at bliver utålmodige; så så' man den svømme udad. De tre, der havde lokket den ind, tabte næsten modet. Men midt i modløsheden klappede pigen i hænderne og udbrød: "Nu husker jeg, hvad min gamle bedstemor sagde: Hvis det skal lykkes, må hvalen først tage turen tilbage udad." Så ventede hun på at den skulle dukke op igen. Det gjorde den, og da var den kommet op i elven. De, som hvalen styrede imod, smilede af lutter tilfredshed i forventning om, at nu ville de få noget at spise. Hvalen svømmede op imod elvens strøm og dukkede jævnligt op. Endelig dukkede den op lige foran dem, og Aqissiaq belavede sig på at harpunere den. Men han kunne ikke rigtig komme til at kaste harpunen. Hvalen var ved at forsvinde op ad elven. Der var ikke andet at gøre end at få pigen til at stå foran dem. Og da dukkede hvalen op lige ved dem. Tænk, hvalen ville, at pigen fik den fordi det var hende der havde kaldt på den. Aqissiaq, der stod bagved pigen, harpunerede hvalen, hvorefter sønnen også kastede sin harpun mod den. Derefter sårede de den mange gange med lansen, for at dræbe den. Kîsa tunuanut itivigsilerpât. tássangmigôq itivigsigunigko ánaussagdlugo (det er noget med, at hvalen er ved at komme over på den anden side, på bagsiden, inden de får den dræbt, og de vil miste den, hvis det lykkes for den at komme om på bagsiden, CB. Itivippoq, gå over en bjergkam HN). Langt om længe lykkedes det dem, at dræbe hvalen. Hele hvalen var havnet oppe på sneen, da den døde. Nu den var oppe, gik de så i gang med at flænse den. Da de var færdige, tog Aqissiaq og sønnen hjem. Således levede de godt af deres fangster. Til sidst var der ikke ret meget tilbage. Da der kun var ganske lidt tilbage, gik de op på det store fjeld for at holde udkig. De kiggede sig omkring for at se, om der var noget usædvanligt at se. Så sagde Aqissiaq: "Det forekommer mig, at der stiger damp op dér, hvor indlandsisen og havisen støder imod hinanden." Da sønnen også havde fået øje på det, besluttede de sig til at gå derhen. De gik det meste af dagen inden de omsider nåede frem til stedet. Bræen var faktisk revnet, og der steg frosttåge op nedefra. Der måtte altså være vand dernede. Aqissiaq ville klatre ned ad revnen med en line om livet, og sønnen skulle holde i linen oppe fra. Han begyndte at klatre ned, idet han samtidig huggede trin med sin tuk. Han nåede ned til vandet, og mens han stod og gjorde sig klar, dukkede der en lille netside op lige ved hans fødder. Det var ikke svært for ham at harpunere den. Da han havde dræbt sælen rykkede han i linen. Så halede sønnen ham op. Så snart sønnen kunne se faderen, så han, at han havde fanget en netside. De skyndte sig hjem og nåede deres hus ud på aftenen. Tidligt næste morgen tog de ud på fangst til samme sted, og begge kom hjem med en sæl. Hver dag tog de ud til samme sted og kunne på den måde holde sulten ude. Efterhånden begyndte de også at fange narhvaler. Når de fangede en narhval, flækkede de den på langs og bar hver sin halvdel hjem på ryggen. En dag for hjemadgående gjorde sønnen faderen opmærksom på noget. Faderen opdagede nu et stort menneske med en gryde på maven. Der kom damp op fra gryden. Kæmpen så dem. De forsøgte at flygte, men forgæves. Da kæmpen nåede dem, snuppede han narhvalen og puttede den i sin gryde, hvorefter han vendte dem ryggen og gik. Og uden at se sig tilbage,forsvandt han bag noget. Aqissiaq og sønnen kom tomhændede hjem. Det kom minsandten til at gentage sig. Herefter skete det hver dag, at de blev frataget deres narhval undevejs hjem fra fangst. En dag de endnu engang blev berøvet deres narhval, stirrede Aqissiaq vedholdende på kæmpens overkrop. Da denne vendte ryggen til, sagde han: "I morgen ved denne tid vil han være en død mand." Hjemme i huset fik han travlt med at lave lassoer. Da han blev færdig, sagde han til sønnen: "Når jeg har fået denne omkring ham, vil han ikke kunne bruge armene. Så skal du stikke løs i ham med kniven." Med de ord gik de i seng. Næste morgen tog de på fangst, som de plejede. De fangede en narhval, flækkede den, og tog hver sin halvdel på ryggen og begav sig hjemover. Næppe var de startet, før kæmpen kom og huggede deres fangstbytte. Derpå vendte han dem ryggen og gik uden at se tilbage. Aqissiaq gjorde sine lassoer klar og begyndte at løbe efter ham med sønnen i hælene. Da Aqissiaq nåede ham bagfra, fik han lassoen omkring ham lige ovenover hænderne og strammede den til, så han ikke kunne røre armene. Sønnen stak så løs i ham med kniven og gav ham flere stik i maven, så han begyndte at sprælle voldsomt. Ilden fra lampen sprang til alle sider, og gryden skvulpede over. Far og søn brændte sig, men kæmpede alt hvad de kunne, fordi de aldrig ville kunne få deres fangst med hjem, så længe kæmpen levede. Langt om længe faldt han om; grydens indhold spildtes, og den store narhval havnede på sneen. De gravede det store menneske, de havde dræbt, ned i sne og suppe /sjask (ivseq suppen fra gryden CB eller udsivet blod HN) og dækkede det til. De undersøgte narhvalen og så, at hele den ene side var blevet kogt. De tog atter halvdelene på ryggen og gik hjem. Efter drabet på kæmpen holdt de i en periode op med at tage på fangst i forventning om, at der ville komme nogen for at hævne sig. Og så skete det pludselig, at de stik imod sædvane fik besøg af en mand. Den ankomne sagde: "Det siges, at timersiit's (indlandskæmpernes) forsørger er udeblevet; og at I muligvis har dræbt ham." Det ville Aqissiaq og hans søn ikke indrømme og sagde: "Hvordan skulle vi bære os ad med at dræbe ham, så stor som han er. Den kæmpe har vi aldrig set." "De tror jer aldrig. Jeg hørte dem sige, at de ville komme og angribe jer," sagde gæsten. Med de ord tog han hjem. Da han var væk, sagde Aqissiaq: "De kommer helt sikkert og angriber os." Og han gav sig til at grave i jorden ude i gangen imod sidevæggen. Han sagde til sønnen: "Du skal grave i jorden lige uden for indgangen til rummet. Jeg skal sætte mig i det hul, du graver og du i det, jeg graver." Så forklarede Aqissiaq, hvad de skulle gøre: "Vi skal være ude i gangen og jeg i den inderste del. Du skal ikke dolke dem undervejs ind. Det skal jeg. Når jeg så kaster dem mod udgangen, og de rammer jorden lige foran dig, skal du kaste dem videre ud, uden at såre dem. Kun på den måde, kan vi dræbe dem alle sammen. Da de på den måde havde forberedt sig, ventede de blot på, at angriberne skulle komme. Som ventet kom der en hel masse. Da de nærmede sig, anbragte far og søn sig på deres pladser. De ankomne kom ind én af gangen. Sønnen var lige ved at stikke den første ned, der var på vej ind, men så huskede han, hvad faderen havde sagt og lod ham passere. Netop som han ventede at noget skulle ske, lød der et knald. Det var skam Aqissiaq, der havde stukket manden lige i hjertet. Som sønnen ventede det, kastede Aqissiaq manden fra sig, så han landede lige foran ham. Han kastede ham videre ud. De, der stod udenfor, fór løs på ham med deres knive. Så hørte man én sige: "Hør, det er helt galt. Vi har allesammen stukket kniven i en af vore egne!" Så begyndte de ellers på rad og række en for en at trænge ind i husgangen allesammen. Den første var ellers godt på vej ind, men så råbte Aqissiaq ud til ham: "Gå ikke ind, hvis du har dit liv kært. Og sig til de andre, at de ikke skal angribe os en anden gang, for vi er svære at dræbe." Ved de ord fór dette store menneske ud og flygtede. Så kunne Aqissiaq og sønnen gå udenfor. Dagen efter om morgenen tog Aqissiaq og hans søn af sted for at besøge grydemandens husfæller. De gik hele dagen og nåede frem langt ud på aftenen. De ventede en tid på, at nogen skulle komme ud af huset. Men ingen kom ud, og så de gik selv ind. Alle inde i huset så bistre ud. Ikke den mindste antydning af et smil. De forventede, at man ville servere mad, men nej. Man lagde nu brikseskind på gulvet og anbragte en lampe ved sidevæggen, og ved lampen var der et stykke bart gulv, hvor der lige var plads til et menneske. De skulle minsandten til at mane ånder, fordi de ville dræbe Aqissiaq og hans søn, som de anså for at være ringere åndemanere end dem selv. Indvånerne begyndte at ægge hinanden: "Kom så, kom så." Endelig rejste én sig op og stillede sig op ved den anden sidevæg. Dér blev han stående et stykke tid; så satte han i løb og sprang hen på det stykke gulv, hvor der ikke var lagt brikseskind. Han sank i med fødderne, ned i stenen op til knæene. Han forsøgte at forsvinde helt ned i jorden, men ganske af sig selv hævedes han op igen (på gulvniveau). Den ene efter den anden forsøgte sig (uden held). Når de svageste sprang sank de ikke dybere end at de blot fik stenmasse mellem tæerne. De gjorde, hvad de kunne, men ingen af de mange mænd i huset formåede at forsvinde ned. Så begyndte de at opfordre Aqissiaq og hans søn til at gøre forsøget. Da de blev ved, sagde Aqissiaq til sin søn: "Når jeg løber, løber du lige efter." Derefter drejede han hovedet mod dem, der sad på briksen og råbte af alle kræfter: "Ha, ha, ha, ha. Når jeg skal lade mig bruge som hjælpeånd for den store hidsige eller skrækindjagende kystbo, gør jeg sådan." Han satte i løb med sønnen efter sig. Han sprang over på det bare stykke gulv uden brikseskind; og så hurtigt forsvandt han ned i jorden, at hans hår strittede i vejret. Så såre faderen forsvandt ned i jorden, sprang sønnen over til det samme stykke stengulv og forsvandt ned lige så hurtigt som faderen. Da far og søn smuttede ned, gjorde husets beboere sig klar til at dræbe dem dér, hvor de forsvandt. I det samme hørte man nogen på vej ind gennem husgangen. Beboerne i huset blev optaget af det, fordi de troede, at det var nogle andre. Ind kom de, og det var Aqissiaq og hans søn. Aqissiaq sagde: "Sådan gør jeg altid, når jeg bytter plads med / tjener kystboen som hjælpeånd." Til dette hørte man husets kvindelige overhoved sige: "Nu har man hørt det med. Tænk, han er hjælpeånd hos en kystbo! Han plejer at (taartâser....) tjene / bytte plads med kystboen." Skønt de ville dræbe far og søn, blev de bange for dem og lod dem gå uden at gøre dem noget. Således levede Aqissiaq og hans søn videre.

Var.: Aqissiaq. Kommentar: Verdensbillede: Her får vi en god beskrivelse af indlandsånders fangstmedtoder, modstrøms op ad elve og gennem revner i indlandsisen, hvorunder havet fortsætter. Tilsyneladende bærer denne grydemand sit ildsted med under gryden. Om grydemænd, igalillit, skriver Kaarali i generelle vendinger, at de ikke søges som hjælpeånder, fordi de er ondsindede, og de går ikke på fangst men stjæler fra andre indlandsboere. Træffer de et menneske dræber de ham (Jens Rosing 1963: 187 og Otto Rosing: angákortaligssuit, 1957.61, I: 80). Helga Nielsen (østgrønlænder) har korrigeret teksten for de gloser, som Christian Berthelsen var usikker på. Hist.: Aqissiaq i rollen som hjælpeånd for en åndemander blandt kystboerne, dvs. rigtige mennesker, er usædvanligt, men understreger hér en respektindgydende modsætning til de ondsindede grydefolk, der ikke kan søges til hjælpeånder. Fangsten i en revne i indlandsisen (eller rettere i en revne hvor indlandsis og havis mødes) er muligvis kun en østgrønlandsk forestilling. De største kæmper på indlandsisen fangede bl.a. på denne vis. (Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): kæmper).]

 

 

Ardiaq stævner úpiînnguaq / Uppiinnguaq

Print
Dokument id:1672
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Apulu (Abudu / Kajammat / Kâjangman / Kaajammat / Kukkujooq)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Jens
Titel:Ardiaq stævner úpiînnguaq / Uppiinnguaq
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 211
Lokalisering:Tîleqilâq / Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé:

Fortsættelse af "Uppiinguaqs Ajumaaq sjæleraner Naaja". Fordi Naaja

endnu ikke er kommet sig af Upp.s Ajumaaqs sjæleran, flyver N.s ældgamle

dværg, Artiaq sammen med to andre hjælpeånder, ildmanden Taamaangivaq

og den gamle dværg Nujaaki op til Upp., hvor T. prøver at gøre det af

med U.  Nujaaki springer til, da T. ikke kan klare kæmpen, og Upp.s

anmodning om hjælp blandt sine fæller afvises af hans plejefar, fordi

U. selv har været ude om det med sit forsøg på at sjælerane Naaja.

Plejefaderen begraver Upp., men får også vakt ham til live igen med

formularer, hvorefter Upp. flygter mod Qilerseq.

 

Var.: Sandgreen 1987: 184 - 187: "Den drabelige krig". Uppiinnguaq.

 

Hist.: Naaja levede i første halvdel af 1800-tallet.

Arnarquagssâq

Print
Dokument id:1462
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415
Fortæller:?
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:Rosing, Peter ?
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Arnarquagssâq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:3 sider
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

revideret renskrift (ved Peter Rosing ?) af Orig. håndskr. i KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419, nr. 97. Begge versioner er oversat i denne base.

 

Dansk resumé: Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 374: "Den

røde Dødskælling".

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Der var engang en fanger, som ustandselig mistede koner.

Når han havde mistet en kone, tog han sig en ny, så snart tiden, hvor

han var bundet at taburegler, var overstået.

Engang bosatte han sig på Akorninnaq (i den store Sermilikfjord). Han

kom til at bo i samme hus som en åndemaner. (Eller: Han fik en

åndemaner til at bo hos sig).

 

Engang mens de boede der, gik åndemanerene i seng og kom til at ligge

med hovedet ned, og han blev altvidende ("kugssarpoq", ligger med

hovedet ned. Men det er muligt, at ordet på østgrønlandsk kun betyder:

han blev altvidende?? C.B.)

 

Da han havde ligget med hovedet ned en stund (eller: omvendt med hovedet i fodenden af briksen, BS), fik han på den lille ø ud for dem øje på

en kælling, hvis tøj var rødligt over det hele, og hvis hårtop var

meget lille.

 

Hun nærmede sig og gik ind i huset og gav sig til at undersøge de

sovende. Hun gik hen til de mange unge mennesker, der sov på

sovebriksen(?) og undersøgte dem. Hun gik imellem dem og passede meget

på ikke at komme til at berøre dem; og mens hun gik mellem hundene,

der lå på gulvet, undersøgte hun dem, der lå på briksen; og hun sagde:

"Jeg plejer at trække kamikkerne af i den nordlige ende og sætte mig

på briksen; mon jeg skal trække dem af i den sydlige ende og sætte mig

på briksen?" Idet hun sagde dette, råbte åndemaneren op, og straks

flygtede hun ud. Lige netop da hun forsvandt, gik det op for

åndemaneren, at det var hende, der dræbte fangerens koner.

Da kællingen gik ud, vendte hun tilbage til den lille ø, hvorfra hun

var kommet tilsyne, og forsvandt.

Nu vidste de, hvordan det hang sammen; og så snart de vågnede, gav de

sig til at blande dryptran med vand og hældte blandingen ud overalt rundt

om i huset til værn imod det, der gjorde dem bange.

Da de var gået i seng om aftenen, så åndemaneren, som lå med hovedet

ned(eller: som var blevet altvidene), at kællingen kom til syne fra

den lille ø sammen med sin mand. Pelsbræmmen omkring mandens

anorakhætte var så snavset, at man ikke kunne se, at den var af bjørne-

skind.

Så sagde manden til konen: "Gør nu alt du kan for at få rørt ved

hende. Hvis du ikke magter det, skal jeg nok røre ved

hende, så hun dør."

 

Da de nåede husgangen, krøb konen ind; men hun rejste sig op, fandt

hun sig selv stående bag ved huset. Manden fulgte hende ind, og da han

skulle til at træde ind over dørtrinnet, trådte han istedet ud gennem

husets bagvæg. De prøvede endnu engang; men det gik endnu værre. De

prøvede mange gange at komme ind, men forstod slet ikke, hvorfor det

ikke kunne lade sig gøre. Tænk, hver gang gik de under huset, fordi

der var hældt en blanding af dryptran og vand uden om huset.

Da det ikke ville lykkes dem at komme ind, sagde de blot: "Skidt med

det, lad denne af fangerens koner være den eneste, som overlever

("amiákûínardle", kan vist i dette tilfælde oversættes sådan, C.B.).

Vi kan ikke dræbe hende. Hvis vi bliver ved, risikerer vi blot at

bringe os selv i ulykke." Med de ord vendte de tilbage til den lille

ø.

Til alt held for fangeren mistede han nu ikke flere koner; og han

kunne fortsætte livet med den samme kone.

 

Var.: Egentlig ikke. Men der er en del fortællinger om dræbende eller røvende ånder, der må afsløres og uskadeliggøres af en åndemaner.

 

Kommentar: Spæk regnedes for et godt middel til at skræmme ånder på flugt. Hvordan man har fået det blandet op med vand, som spækket (også) skyr, gad man gerne vide.

Man lå normalt med hovdet ud mod rummet. Bag fodenden var der i visse

fortællinger et sort, altopslugende svælg; oftest smutter ondtvoldende ånder oghekse ud og ind den vej.

 

Håndskriftet dateret af Rasmussen til 19. febr. 1920, men om det gælder Sofie Jørgensens egne nedskrifter i hæfte 419 eller renskrifterne i hæfte 415 er uvist. Sofie Jørgensen overvintrede i Danmark på gennemrejse til Qaqortoq i 1920. Hun må således være rejst fra Ammassalik sammen med Rasmussen i 1919.

Âtâq, ham, som bjørnen åd

Print
Dokument id:1662
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Saajooq (Sâjôq / Saajooq / Maratsi, Odin)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Âtâq, ham, som bjørnen åd
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 162 - 165
Lokalisering:Sermiligaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé:

Fortælleren, der blev opkaldt efter fortællingens Saajooq, fik

fortællingen af dennes lillesøster, Ipaqqissaaq, der selv overværede

begivenhederne.

   De to åndemanere, Aataaq og Simmujooq, har sammen lavet en tupilak

mod en mand ved Kulusuk. Under sine seancer en vinter på

Qeqertarsuatsiaq i Sermilik-fjorden opdager A., at tupilakken har

forfejlet sit mål og er vendt tilbage mod ham selv. Han håber

forgæves, at svogeren, Aardivardik vil hjælpe ham ud af kniben.

Aataaqs søstersøn, der flere gange bliver sendt efter forråd i

depotet, kan melde om en bjørn, der har spist af det og hvis spor

viser en bjørnelab og en menneskefod. A. søger forgæves at vende

tupilakken mod Simmujooq, der bor på Kulusuk. I april kommer bjørnen.

A. går den i møde, forfejler i nervøsitet sit kast, bliver skalperet

af bjørnen, og søstersønnen, der kommer til og også kaster fejl, får

kødet flået af ryggen og bæres op i huset. Saajooq dør af sine sår.

Bjørnen flår klæderne af A., og når at fortære dele af ham, inden han

dør. Til sidst er kun skelettet tilbage. Bjørnen holder sig brølende

ved skelettet hele natten, men hindres af en amulet i at angribe

husets beboere. Bjørnen forlader skelettet om morgenen, og man dækker

det til med et kajakskind, som bjørnen straks kommer farende og

fjerner, for atter at holde brølende vagt ved skelettet. Næste morgen

hentes forstærkning fra nabobopladserne. Hundene slippes løs på

bjørnen, som Umeerinneq skyder med en riffel, men da skuddet ikke er

dræbende, flygter alle med bjørnen i hælene op på en høj isskodse. Den

nærsynede Qileruluk reddes kun op i sidste øjeblik. Denne gang får

Umeerinneq ram på bjørnen, der er kolossalt stor.

 

Var.: Aataaq / Sermilimmi nannup nerisaa;

 

Hist.: Historisk fortælling fra 1800-tallets slutning.

øjeblik af sine brødre. En kajakmand sendes ind efter en konebåd til

transporten og de øvrige nedlægger bjørnen. K.s onkel Maratsi heler

det dybe sår med en formular. K. flyttes til familie ved kolonien og plejes derefter hos Rüttel.

Senere sammenlignes K. i en nidvise med den mystiske antihelt, løgneren Qasiassaq.

 

Hist.: Tid: 1899 ifølge Rüttel Ti Aar blandt Østgrønlands Hedninger, 1917.

Genfortalt af Jens Rosing i Hvis vi vågner til havblik, 1993: 54-58, hvoraf det fremgår at Kuuitsi endnu engang, i 1905, blev overfaldet og bidt samme sted af en bjørn. Og atter tilså Rüttel ham ved kolonien. Kuuitsi nedstammede fra Nappartuku og Atsivaq, se slægtsliste i 1993, mellem ss. 8 og 9.

Atsivaq, den stærke kvinde

Print
Dokument id:1639
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Saajooq (Sâjôq / Saajooq / Maratsi, Odin)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Atsivaq, den stærke kvinde
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 83 - 85
Lokalisering:Sermiligâq / Sermiligaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé:

Fortsættelse af "Nápartuko". Nappartukus enke. Atsiavaq, har ry som

stærk kvinde. Det får tre mænd fra Kilaarmin / Kilarmiit at føle, da de

udfordrer hende til armkrog. Skønt A. allerede er gammel, kan ingen

af dem klare hende. De to havner med hovedet i skridtet på hende. Og

den tredje på hendes mave. I anerkendelse af hendes sejr tar han hende

om endeballerne og ligger på skrømt med hende. Latteren er

overvældende. A. var i sine unge dage så stærk, at hun kunne løfte en

ung sortside i strakte arme over hovedet.

 

Hist.: En historisk fortælling fra 1700-tallets slutning, mener Jens Rosing her. Men i en senere publikation (Hvis vi vågner til havblik, 1993, Ikke registreret i denne base) daterer han den slutningen af 1800-tallet. Det passer bedre med andre oplysninger.

Audlarniutigadlugo / Aallarniutigallugu

Print
Dokument id:312
Registreringsår:1867
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, VI, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Mikiassen, Niels (Nis)
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Audlarniutigadlugo / Aallarniutigallugu
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 187h - 190v
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Mest sandsynligt er fortælleren Niels Mikiassen identisk med Nis Mikias fra den danske menighed i Nuuk.

 

Oversættelse ved Apollo Lynge:

 

Indledning.

 

Det fortælles, at hedningene lavede tupilakker (tupilak) ved at sammensætte forskellige knogler. De satte knogler fra alle slags sæler sammen med knogler fra alle slags fugle. Så prøvede de at vække dem til live efter at have anbragt dem ved bredden af en elv. Når de blev levende, sagde de navnet på den person, de bar nag til, eller som var deres fjende, og som de gerne ville have dræbt, og de lod dem tage af sted, ikke for at fange, men for at dræbe. På den måde dræbte de ikke-kristne / udøbte deres stakkels medmennesker ved deres slette vaner.

Desuden øvede de sig i at blive åndemanere (åndemaner / angakkoq), så de kunne udøve trolddomskunster. De kunne udøve deres kunster, når et menneske blev sygt, for at det skulle blive rask. Når disse mennesker blev raske, betalte de åndemaneren med forskelligt de kunne skaffe. Sådanne åndemanere udnyttede deres uvaner og løj for deres medmennesker. Nogle af dem sagde, at de havde været et helt andet sted, og andre sagde, at de havde været på andre bopladser. Og andre havde en masse planer. Endvidere var der andre, der øvede deres kunst, når de kom ud for misfangst, ved at sige, at de tog ned til Havets Mor, hvor de fik forskellige ting af hende og stak deres stakkels fæller en masse løgne.

 

Men der fandtes også rigtige åndemanere, der blev hjulpet af Toornaarsuk (her vist i betydningen djævelen, den onde, AL.), da denne havde givet dem magt. Jeg har også selv hørt, hvor man opøvede sig til åndemaner, og hvor vi selv, tre personer, var med til at fremlokke en råben, som vi blev bange for og flygtede fra. Det var et sted i en stor sø.

 

Hist.: Vedr. toornaarsuk se: Sonne, Birgitte: Toornaarsuks forvandlinger. Religionssociologiske Perspektiver. Særnummer af Chaos, 1985: 117 - 136.

Bemærk fortællerens skelnen mellem ægte åndemanere med forbindelse til kristendommens djævel, og de andre, der bare lyver og bedrager.

 

s. 188v

De udøbtes vaner og overholdelse af taburegler / Nalusut ileqqut aamma allernik.

 

Det fortælles, at en mor fastede når hun havde født en dreng. Hun holdt næsten op med at spise, kun en enkelt bid om dagen og dertil drak hun meget lidt vand i en muslingeskal, og familien hentede kun vand, mens de andre endnu sov. For at drengen skulle få det let med fangstdyrene, udstyrede de ham med forskellige amuletter af forskellig ben eller sten, forskellige smågenstande, og da de troede så meget var de så heldige heldigvis at nyde godt af dem.

 

s. 188v: De forsøger også at opklare anngiaq / aama anngiarsiortarput.

 

Hvis en kvinde blev gravid uden for ægteskab og aborterede, når fosteret først lige var bgyndt at vokse i hendes mave, kunne hun fortie dette for sin familie og andre mennesker. Og åndemaneren / angakkoqen begyndte at mane ånder og forsøgte at afsløre det skjulte. Åndemaneren gik hele vejen rundt inde i huset og greb noget som han holdt ind mod sig og spiste noget af, og derefter kastede han resten mod denne kvinde. Genstanden ramte hende lige på issen og viste sig at være en stor klump blod. Denne kvinde blev så nødt til røbe sin hemmelighed om, at hun havde været gravid uden for ægteskab, og det fortælles da også, at kvinden derefter blev meget skamfuld, når hendes hemmelighed var blevet afsløret.

 

Kommentar: En del fortællinger i denne base: søg på anngiaq.

 

s. 188h.

Qilaamaannartut: Dem der brugte qilaneq-metoden.

En der kunne afsløre det skjulte gjorde således: Hans hoved blev bundet ind sammen med en genstand som man kunne bruge som en slags løftestang (en kammiut / støvlestrækker (ifølge andre fortællinger, AL)). Man forsøgte så at få hans hoved til at bevæge sig ved at løfte stangen flere gange. Når personerne så begyndte at kunne "se" skjulte forhold, blev det svært at bevæge hovedet. Så fortalte personen hvor man kunne finde det, som man søgte efter. Og når de så fandt genstanden, beundrede og priste de andre sådanne medier.

 

Kommentar: Kendt diviniationsteknik fra hele eskimoområdet. Om hovedet skal føles tungt eller let for at bekræfte en formodning, veksler fra sted til sted. Men det er usædvanligt at man, som her, udtrykkeligt nævner at metoden er et middel til at "se" det der er skjult for andre (angakkoqens mest karakteristiske evner ifølge alle eskimoer).

 

s. 188h.

Nerfallartuumasut : Dem der altid lægger sig på ryggen (med et dække over og arbejder sig op i trance. Se Kaaralis tegning i Tahlbitzer 1941 (The Ammassalik Eskimo, II, MoG bd. 40:710).

 

Nogle åndemanere / angakkoq / lå på ryggen når de manede ånder, og det fortælles at når de gjorde det kunne de finde ud af og finde frem til mange ting. Nogle ting kunne være taget med til et andet sted, så man ikke længere vidste hvor de var. Liggende på ryggen kunne åndemaneren så se genstandene fra det skjulte. På den måde fik de da nytte af sådanne personer til at opsøge genstande som var blevet væk for en.

 

Kommentar: Metoden brugtes også i Ammassalik-området, fx af Kaakaaq, ID. 1260, ID 1702, og ifølge Holm 1972: 127 af alle angakkut om sommeren (hvor mørkelægning dårligt lod sig gøre)

188h-189v

De brugte også amuletter

Forskellige almindelige ting som sten, ben, træ og bark brugtes som amuletter. Det fortælles også at de desuden brugte deres afdøde bedstemoder som amulet. Nogle havde deres amulet på halskanten af pelsen og fik hjælp af den hvis de mødte en fjende, der ville dræbe dem ude i kajak. Andre brugte amuletterne til at dræbe andre med som de mødte, og som ville øve vold eller det der var værre mod dem, og sådan blev de reddet fra deres (voldsmændenes) greb.

 

189v

Deres åndemanere plejede at gøre følgende:

Det fortælles, at de under åndemaning forsøgte at øge andres dygtighed til forskellige gøremål på forskellige måder: Nogle ville de gøre til bedre fangere ved at lade dem sluge en harpunspids, mens andre trak i dens fangstline. Når en armslængde blev trukket op, placerede de sig med den i en mørk krog og "fødte" den del som de stadig havde i maven, og derefter satte ejeren den på igen. Sådan blev denne mand bagefter i stand til at fange endnu flere sæler. Den åndemaner / angakkoq der plejede at gøre sådan hed Amitsukujooq (den lange, smalle), og det fortælles at han plejede at udføre forskellige kunststykker. Det fortælles også at han siddende på stranden fremsagde sit ijajaa, ijajaa, og på den måde fik de kroge til at vende tilbage som han havde mistet, da de sank.

 

Kommentar: Kunststykket med harpunspidsen forekommer i flere fortællinger, men altid med åndemaneren som den der sluger og "føder" (eller tisser) den (ud) igen.

 

s. 189

Det berettes også at de sang nidviser mod hinanden (ivertut).

De sang nidviser eller (rettere, de) mødtes til festlige sammenkomster. De ankom til en anden boplads enten med konebåd eller, hvis bopladsen lå på samme land som deres eget sted, gående over land. Når de kom frem sang de først nidviser mod dem ude fra bådene (eller uden for huset, ? BS), og først derefter gik de ind til dem i huset. Når de kom ind blev de modtaget meget godt og blev budt på dejlig mad. Først efter det hyggelige samvær gik de udenfor huset eller teltet og, når de havde fået modstanderen til sæde på jorden, tog de fat på sangkampen. Modstanderen lagde ud ledsaget af sin husstand med en sangdans til eget trommeakkompagnement og han sang den nidvise han havde digtet om sin modstander til lejligheden. Den førstes husstand samledes for sig, og det samme gjorde modstanderens husstand. Udfordreren havde opsamlet og sat melodi til sin sang om modstanders uheldige sider og egenskaber, som han havde hørt om og fundet frem til, og når han nu sang, måtte modstanderen vedkende sig sine svagheder. Når de nåede frem til de mindst flatterende sider, og modstanderen nægtede at vedkende sig sine "værste" sider, gik en anden ind i sangkampen og tog det på sig at vedkende sig selv disse sider.

 

Når udfordreren ikke havde flere nidviser, svarede den udfordrede på samme vis ved i sin sang at blotlægge de værste egenskaber hos sin modstander. Sådan, siges det, sang man hinanden på og overfusede hinanden. Mennesker, der således sang nidviser mod hinanden, kaldte man sangkampfæller.

 

Hist.: Stedfortræderen der påtager sig den udfordredes værste sider er en usædvanlig oplysning. Se ellers Inge Kleivan: Song Duels in West Greenland, Folk Vol. 13, 1971, og Jens Rosing: Kimilik, Kbh.: Gyldendal 1970.

 

189v-190v

Hedningenes forskellige slette vaner.

De prøvede sig hele tiden frem med nye metoder, hvad enten de prøvede at få flere dyr i havet eller på land eller at jage dem bort fra land eller hav. Det siges, at dengang den sydlige del af landet var meget rigt på rensdyr, mens den nordlige landsdel var fattig på dem, kunne nordgrønlænderne ikke gøre andet end at lave en lille slæde af træstiverne fra en grav og slæbe den nordover, hvorved  rensdyrene fulgte med og blev trukket nordover, og den sydlige landsdel blev tømt for rensdyr mens den nordlige blev meget rig på dem. Ja, man må undre sig over de forskellige ting hedningene foretog sig.

 

Hist.: Det står ikke ganske klart om grænsen mellem syd og nord er den mellem de to inspektorater (ved Sisimiut), eller en sydligere.

I 1700-tallet havde det sydligste Grønland og ligeså Nuuk-egnen rige bestande af rener. Senere forsvandt renerne totalt fra det sydligste Grønland.

 

Kommentar: Det er interessant at lokal-etniske forskelle bruges som forklaring på ændrede naturforhold.

Det afhænger i høj grad af situationen om dele fra en grav menes at tiltrække eller skræmme vildtet.

 

s. 190v

Også om morderes skikke

Når de havde begået et mord ude i kajak skar de den myrdede i stykker ved leddene og spiste en bid af den myrdedes lever for at den myrdede ikke skulle krybe ind i morderens krop. Når de undervejs hjem fangede en sæl, lagde de den op bag på kajakken med hovedet pegende agterud, og på den måde vidste bopladsfællerne at vedkommende havde begået et mord.

 

Når en kajakmand føst kom hjem efter mørkets frembrud var husfællerne nysgerrige efter at se, hvordan vedkommende ville komme ind i huset. Hvis han kom ind med bagdelen først over tærskelen fra husgangen, drak de af spæklampens brændetran for ikke at blive hjemsøgt af den myrdedes ånd. Så vidste husfællerne at de havde dræbt et menneske.

 

På denne måde dræbte hedningene deres stakkels medmennesker, ligesom dyrene gør det.

 

Kommentar: Ritualerne svarer til beskrivelser i andre kilder fra Vest- og Østgrønland. Om Mikiassen har læst sig til sin viden eller fået den gennem mundtlig overlevering, kan ikke afgøres.

I slutningen af teksten veksles der noget uklart mellem ental og flertal. Men det må være morderne der kommer baglæns ind og sikrer sig med indtagelse af lampe-tran.

 

Den bagvendte manér genkendes også fra østgrønlandske beskrivelser af en "hjemvendt" (fra at have været savnet i kajak i flere dage), en angerlartoq. Se spec. Victor.

Avgup tigussavarqajarnera

Print
Dokument id:1811
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 413
Fortæller:?
Nedskriver:Rosing, Christian
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Avgup tigussavarqajarnera
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:3 sider, nr. 55
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, side 375: "Dengang

åndemaneren Avggo ..."

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Dengang da Aggu / Akku nær var blevet taget.

Aggu fulgte engang en konebåd et stykke på vej nordover. Han ledsagede

dem til Avalineq. Først da han nåede til et bredt sund, forlod han dem

og tog af sted sydover. Han roede sydover i ro og mag uden at ane

uråd. Han var kommet ret langt sydover, da han opdagede, at der kom en

konebåd bagfra; det var noget, han ventede  mindst af alt. Han

sagtnede farten og ventede på den (âsît qasisêrtaugagssat

iluatigalugit - Måske: for det ville jo være rart med følgeskab). Han kiggede på

konebåden og fandt, at der var noget ejendommeligt ved, at de roede

så langsomt. Når de tog et åretag, varede det længe, før det næste

kom. Det gik også op for ham, at konebåden ikke lavede nogen krusning

på havoverfladen. Da han blev klar over, at det drejede sig om en

ikke helt almindelig konebåd, fik han travlt med at ro imod land; og

straks begyndte han at kalde på sine hjælpeånder. Mens han endnu

roede (imod land), kom to kajakmænd hen til ham. Da kajakmændene

opdagede ham, fik de fart på. Han nåede til land, lige

før de indhentede ham. Han skyndte sig at trække sin kajak op på

land, stillede den på tværs, lod sig falde ned bag ved den og lagde

sig ned. Alle hans hjælpeånder kom hen til ham. Konebåden havde en

styrer og tre roere; og midt i konebåden var der en tiggak (en

hansæl) qârarsiúminik isulersimasoq (?), som var skåret over, og som

ikke var gammel (eller: som var frisk).

 

Styreren undersøgte landsiden og trak båden imod stranden ved hjælp af

en bådshage for at gå i land og snuppe ham. Lige da

konebåden skulle til at lægge til, stillede Aggus hjælpeånd Ukuana sig

mellem konebåden og stranden; og straks fik han fat på konebådens

ræling (umiavdlo qulâ) og skubbede båden, så den gled langt ud.

Styreren fik hurtigt fat i bådshagen og ville trække båden imod land;

men hver gang skubbede Ukuana båden ud. Dette gentog sig mange gange,

og det tog lang tid, men Aggus hjælpeånder magtede ikke at få

båden væk. Aggu blev bange, og han kom i tanker om, at han også havde

en hjælpeånd, som hed Pamialaaq, der havde en nápalikitsoq (? en

falk, som hjælpeånd). Han gav sig til at lokke den til sig. Han

måtte vente længe; og han var ved at blive utålmodig, da den viste

sig sydfra fra den anden side af et lille næs. Aggu mente bestemt, at

det måtte være Pamialaaq. Han kunne genkende den ved dens måde at ro

på. Da han nærmede sig, fløj dens falk op fra kajakstolen. Den fløj lige hen

over vandoverfladen. Den så så lille ud, at den lignede en vandrefalk;

men den blev større, efterhånden som den nærmede sig konebåden, og den

blev til sidst ganske stor. Den fløj direkte imod konebåden forfra

for at angribe den. Den fløj op henover konebåden, uden at styreren

opdagede den; og den ramte styreren isuatigut (yderst ?) ganske svagt med

brystbenet, så han var lige ved at falde bagover i vandet. Med nød og næppe kom han på højkant igen. Og dårligt var han oppe, så ramte den ham bagfra; så han søgte tilflugt ned i konebåden (altså: fra den udsatte plads, hvor styreren sad, til midten af konebåden). Under disse forsøg på angreb gjorde styreren sig klar til modangreb. Han var klar til at slå fuglen, da den kom forfra; men idet

fuglen drejede vingerne på langs, ramte han den ikke. Da den kom

bagfra, forsøgte han at slå den bagud, men heller ikke denne gang

ramte han. Han gjorde mange ihærdige forsøg, men forgæves. Så sagde hjælpeånden, der ejede denne falk: "Jeg har ellers stukket ham, fordi jeg var så vred på ham (Aggu); men nu hjælper jeg ham fordi han trænger til hjælp."

 

Det lykkedes ikke styreren at få ram på fuglen; og idet han fik

konebåden fra land, sagde han: "Han er vist ikke noget helt

almindeligt menneske. Nu opgiver jeg." Så tog de af sted; og de roede

så hurtigt, at stævnen af konebåden kom til at ligge dybt i vandet.

Idet konebåden tog af sted, begyndte hjælpeånderne at

qasisertâlerpait (få nok af dem/tage hjem igen).

Men falken fulgte hele tiden konebåden tæt, mens man roede imod

syd. Da konebåden var nået omkring næsset,

hørte man nogen briste i gråd. Efterhånden som

båden kom længere væk, hørte man grådanfaldene tiere og tiere. Til

sidst kom båden så langt væk, at den ikke sås længere; hermed

forsvandt også gråden. Det viste sig, at falken

havde revet konebådens betræk i stykker.

 

Hist.: Aggu der levede ca. 1843 til 1891 var fra Sermiligaaq og Ammassaliks store åndemaner, mens Holms konebådsekspedition overvintrede der i 1884-85.

Der er en fortælling hos Jens Rosing 1963 om en seance, hvor en af Maratsis hjælpeånder er blevet sur og angriber ham: Maratsi bliver stukket af Iikádik / Iikattik. Måske det samme fortaltes om Aggu.

Avko / Aggu

Print
Dokument id:1312
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:Rosing, Peter
Indsamler:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Titel:Avko / Aggu
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 239 - 244
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, I: 106 - 112; angakkortalissuit, 1990: 105 - 111.

 

Resumé af Jens Rosings oversættelse: Som seks-årig dør Aggu / Akku af næseblod, begraves og begrædes af

sine forældre. A. vågner op under gråden adskilt fra sit døde legeme

der ligger tre stentrin oppe i graven. Efter mange mislykkede forsøg,

fordi han kun kan trække vejret ind, men ikke puste ud, når han

endelig op i sin krop, vågner op, skriger og bliver udfriet af graven.

A. er bestemt til at blive åndmaner og hans far forstår af hændelsen,

at A. vil blive en meget stor åndemaner.

A.s "forløsning" kommer på en af årets korteste dage. Hans kone

Porngartivan ser det, spør om han er blevet afsindig, og A. svarer. at

det blir han nok engang. Man er i færd med at lege blindebuk og A.

farer selv rundt i vildelse som en blind. Han råber massassamo til først den ældste mand, der råber det samme tilbage, så den næste osv. Dette forløsningsritual kaldes akiversaarineq, at svare opildnende. Pludselig sluger Akku så et knastørt lomvieskind og derefter et tørt, tilskåret stykke sålelæder (af remmesæl), en handling der kaldes niilerneq, helslugning.

Alt dette gentager sig tre aftener.

 

Da A. den tredje aften skal holde seance, vil han ikke lade sig binde, fordi han ikke er blevet forløst ved "ueerineq" (blødning fra mundvige og andre bløddele).

Han tilkalder sine ånder ved at slå en smældeskive (makkortaq) i hånden i

stedet for tromme og husets ældste, Kaattuarnaaq står ham bi med råb

og spørgsmål. Hjælpeånderne ankommer, men kommer endnu ikke ind.

Trommen danser for sig selv på gulvet og op på A.s ryg, hvorved han

får sila, alverdens viden. A. gennemfører derefter prøven på store

evner, idet han seks gange presser sit åndedræt ned under gulvet.

Derefter kommer hans amoo / Amuu-skræmmeånd ind, og derefter alle hans

skræmmeånder på skift. Dernæst ånden Ajaqqisaaq, der glæder sig over

at være kommet tilbage til bopladsen, hvor dens tidligere herre, hvis åndeflugter altid foregik i en regn af gnister, boede. Akku får sit åndedræt tilbage og opfordrer enhver vantro tilhører til at beføle Ajaq. , der viser sig at være meget stor. Aggu råber pludselig til en husfælle,

at denne skal trække en fedtring om sin kone, fordi Ajaq. vil dræbe

hende. Ajaq. ærgrer sig, dens herre ser da også alt. Ajaq. fortæller

så sin historie om hvordan den først skiftede fra en mindre lysende til en langt mere strålende herre, men kom for sent til at redde ham, da denne blev dræbt af to kajakmænd. Ajaq. dræbte til gengæld dem, og har

siden efterstræbt alle deres slægtninge. Husfællens kone, der skulle beskyttes med en fedtring omkring sig var en afdem. Dernæst præsenterer Akku alle sine øvrige hjælpeånder på skift:

Ukuana, Pamialaaq, Sukardik, Umarnaq, Unarmi og andre. Han får vejret op igen og er erklæret angakkoq. Seancen gentages (siges det) to gange til.

 

Var.: Bortset fra at Aggu ikke bløder følger hans initiation til den første seance, også kaldet "forløsning" i oversættelse, det ideale forløb i Ammassalik området for initiation til angakkoq / åndemaner.

 

Hist.: Aggu levede fra 1843 (ca.) til 1891. Foruden Ajaqqisaaq har han

sikret sig to af sit store idol, Ajijaks hjælpeånder: Umarnaq og

Unarmi.

 

Tolkning: Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Åndemanerens afbalancering.."; "Relationer mellem rigtige mennesker..."; og eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

 

Bemærk præsentationen af hjælpeånder, hvor tilhørerne tilmed får lov at føle på den ene af dem. Også Ajijak præsenterede sin hjælpeånder under sin første seance, tilmed synligt, omend synet gjorde tilskuerne omtågede. Måske har de der spillede ånder ved sådanne lejligheder båret masker. s. 242 taler de ankommende hjælpeånder åndesprog og bruger bl.a. vendingen narta makinginngami, som J. Rosing oversætter til "før dagens øje (stod op)". Den første glose skal staves naarta (som det også fremgår af originalen, hvor Otto Rosings oversættelse til daglig tale lyder: før dagen står op). naarta betyder ordret "dens mave", et åndeglose for sila, der især bruges om døgnets liminale overgange, tusmørke og daggry. Se Vejledningens eksempel på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

Avko / Aggu / Akku hævner sig

Print
Dokument id:1684
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:Rosing, Peter
Indsamler:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Titel:Avko / Aggu / Akku hævner sig
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 247 - 252
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, Angakortaligssuit, 1957 - 61, I:116 - 122: Avgo akiniartoq; angakkortalissuit, 1990: 114 - 120: Aggu akiniartoq.

 

Resumé:

Fortsættelse af Kaaralis fortæling om Aggu.

   I foråret 1880 mister Aggu den sidste af sine søskende, en

storebror, han var nært knyttet til. Midt under hans sorg kommer folk

fra Sermilik på besøg og udfordrer til sangkamp. Deriblandt

Ilinngivakkeeq, der udfordrer Aggu. A.s fæller mener, at det ikke er

nogen skam, om A. ikke tar imod udfordringen. Men Aggu stiller op,

lader sig håne for sin sorg og sine tab, som I. synger om, og A. må

endog modtage kindbenstød. A., der ikke har haft mulighed for at digte

en modvise, synger blot en afskedsvise. Men om efteråret tar han hævn.

Han kommer uanmeldt til I.s boplads og sangkampen begynder straks. A.

synger om sin sorg og håner folk som I., der hverken græder, har

følelser eller kan føle med andre. I.s bror, Pikkinaq kalder på sine

hjælpeånder, men den ånd, der pludselig svarer ude fra en ø, er A.s

hjælpeånd Ajaqqisaaq. Aggu går straks i trance, hans tarmskindsanorak

blafrer, men han kommer til sig selv igen, og ved slutordet i næste

vers røver Ajaq. og en anden af Aggus hjælpeånder sjælen fra I.s

andenkones to-årige barn. Det sidder i hendes amaat og begynder at

bløde ud af munden.  I. har ingen lyst til at synge mere.  A.

afslutter sin sang, ror derefter ud til øen, snakker med sine

hjælpeånder og er sig selv igen, da han kommer tilbage. Ved afrejsen

forstår han af I.s bror, Kaakkajik, der er den største åndemaner af

brødrene, at ingen vil hævne sig på A.  A. drager bort med fred i

sindet.

 

Hist.: Aggu levede ca. 1843 til 1891. Ilinngivakkeeq / Ilinnguakkii /

Ilinguaki (ca. 1830 - 1893) var en af Naajas sønner. Det samme  var

Kâvkajik / Kaakkajik / Kakasik (ca. 1835 - 1885).

Avko / Aggu / Akku lader sig bortføre

Print
Dokument id:1683
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:Rosing, Peter
Indsamler:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Titel:Avko / Aggu / Akku lader sig bortføre
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 245 - 247
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, Angákortaligssuit, Godhavn: Det grønlandske Forlag, 1957 - 61, I: 112 - 116: Avgo pôrtoq; angakkortalissuit, 1990: 111 - 114: Aggu poortoq.

 

Resumé: Fortsættelse af Kaaralis fortællinger om Aggu.

 

I 1879 - 80 overvintrer Aggu i Nortsiit / Nortiit, og på hans vante boplads,

Kangaartik diskuterer man om A. eller Maratsi er den største

åndemaner. De, der mener M. er den største, karakteriserer A.s

åndemaneri som barneleg.  A. sender bud. Han vil lade sig bortføre af

kæmpebjørnen og kæmpehvalrossen. Jo, man vil gerne komme og se A. lege

som barn.

   Under forberedelser afskærmes hovedbriksen og den østvendte

sidebriks med et rækværk af teltstænger, der beklædes med et med

kighuller gennemstukket skind. A. sætter sig og kalder sine ånder til

hjælp mod alle dem, der ikke tiltror ham større evner. Trommen tar til at

larme. A. beordrer straks lamperne slukket, hvorefter det ryster og

knager i alle stængerne. Pludselig blir alt stille. Efter en tid

fremkalder A. tre øredøvende brag med passende mellemrum. Kæmpebjørnen

ankommer i husindgangen, flænger forhængsskindet og er synlig i

fuldmåneskinnet. Aggu er væk, men slæbes så skrigende ud af bjørnen.

Nogle mænd, der erstatter skindene med nye, får fodsålerne tilsølet i

blod. En siger: "Nu leger Aggu ikke mere som barn." Trommen kaldes

i gang igen af tilskuerne. Hjælpeånden Ajaqqisaaq kommer, standser

lyden, fortæller at Aggu nærmer sig, og man hører stadig Aggus skrig

komme nærmere. Under gulvet lyder nu hans eneste ledsager,

toornaarsuks "ululuu, ululuu". Trommen går atter i gang,

skindtapeterne rasler i lufttrykket, Ajaq. meddeler Akkus ankomst med fryd. Det er lige som dens forrige, fantastiske herre. Så forsvinder Ajaq. og i en regn af gnister kommer Akku flyvende ind og rundt i rummet. Alle lyde forstummer. Aggu kommer til sig selv, spørger om det var ham selv eller kun hans ånde, der rejste.

Han har klaret turen, hans krop er blå af underløbet blod. Kun hans fodsåler er uskadte og han stiger i alles agtelse.

 

Var.: En ganske kort beskrivelse af denne historiske seance findes hos: Holm, Gustav: Ethnologisk Skizze / Skitse af Angmagsalikerne 1888: 133 (Meddr. Grønland X) = 1972: 132 (Konebådsekspeditionen, red. J. Meldgaard) og på engelsk i Holm 1918: 98f.

Med andre hovedpersoner, søg: Naaja puulik; Kaakaaq puulik; Georg puulik og Missuarniannga puulik.

 

Hist.: Akku levede fra ca. 1843 til 1891.

 

Tolkning: Aggu har klaret at blive en "puulik": Se Vejledningens eksempel på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

Azia' / Asiaq

Print
Dokument id:2012
Registreringsår:1935
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Apulu ? (Abudu / Kajammat / Kâjangman / Kaajammat / Kukkujooq)
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Azia' / Asiaq
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 389 - 390
Lokalisering:Tineteqilaq ?: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

Naaja's besøg hos Asiaq:

En mand i et hus beklager sig over sin skrigende baby, som han ønsker at andre vil tage sig af. En ung pige kommer og tar barnet med i sin amaat. Hun er hul i ryggen. Det må være Asiaq, regnens gudinde, finder man ud af.

Mange år senere kommer åndemaneren Naaja på besøg hos Asiaq for at få hende til at regne sneen bort, der dækker åndehullerne. Hos hende ser han en gammel mand med skæg, der skriger unngaa som en baby. Det må være barnet hun kidnappede. Selv sænker hun en pose i højre side af sin indgang ned mod jorden og trækker den op fuld af løvetand. Næste gang blir det i højre side og posen er fuld af narhvalkød snuppet fra køddepoter og skindsække på jorden.

Naaja ber hende sende regn. Hun ryster et isbjørneskind til sædet i en kajak en enkelt gang. Anden gang stopper Naaja hende i tide. Den ene gang giver regn i en hel måned.

 

Var.: Asiaq.

 

Hist.: Naaja var åndemaner i Sermilik-området i første halvdel af 1800-tallet. De fleste fortællinger om ham er samlet og udgivet af Otto Sandgreen 1987. Enkelte af Jens Rosing. Søg på Naaja.

Barnebarnet

Print
Dokument id:535
Registreringsår:?
Publikationsår:1976
Arkiv navn:
Fortæller:Filemonsen, Cecilie
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Barnebarnet
Publikationstitel:De store konger. Ni grønlandske eventyr. Holstebro 1976
Tidsskrift:
Omfang:side 29 - 36
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Oversat af Jens Rosing.

Resumé:

Holger Danskes barnebarn er en ung mand i følge med den gamle Holger Danske da han af en konge, der kommer forbi, får en halvskilling med den besked ikke at skille sig af med den så længe han lever. Barnebarnet strejfer om i verden, kommer en dag til et hus, hvor man spiller kort. Han deltager, vinder en masse, men da en fremmed dukker op i fåreskind for at spille med ham, taber han gang på gang. Den fremmede vil ikke tage imod de mange penge barnebarnet kan tilbyde. I stedet har han i sin bog noteret at barnebarnet har bortspillet sin vordende hustru og børn, som den fremmede vil afhente engang i fremtiden. Barnebarnet ler. Det gør han i det hele taget, også da han har skaffet sig en tjener, Jokun, der sættes til at passe på mønten, men ber sig fri for fristelsen til at stjæle den. Hvorfor skulle han det når han er sat til at passe på den? ler barnebarnet. Men Jokum stjæler sin herres hest og penge. Skønt fattig giver det altid gavmilde barnebarn en gammel tiggerske sine sidste småmønter. Til gengæld forhekser hun Jokum, der viser sig at være blevet lam i den ene kind, da barnebarnet træffer både sin hest og Jokun igen. De fortsætter sammen til en konge, som udlover sin datter til den der vinder i en ridderturnering. Jokum må to gange agere stand in for barnebarnet, der besøger en olding med en vidundersmuk datter i en hule. Han giver hende mønten til gengæld for en lok af hendes røde hår, og falder i søvn dér. Han vågner med en meget øm og fladligget kind. Jokum er begge gange hoppet af hesten og under voldsom hånlatter flygtet fra sin modstander på alle fire. Tredje gang deltager barnebarnet selv, og han når at hugge hovedet af ialt fem modstandere, inden kongedatteren har fået nok.

       

Kongen vil give barnebarnet sin datter, men han er jo allerede forlovet med den smukke pige i hulen og takker nej. Det viser sig så at kongen mægter at skabe sig om til en olding og at samme pige er kongens datter med en elverpige, der er forsvundet tilbage til elverfolket. Hun har til gengæld efterladt et spejl, hvor man kan se alt, også det der er bag jordens krumning. Iøvrigt var det kongen der gav halvskillingen til den barnebarnet, fordi han i spejlet kunne se at denne havde samme hjerte som hans datter. Så er du altså fuld af fup! udbryder barnebarnet. Det indrømmer kongen, hvorefter barnebarn og kongedatter blir gift. De får ialt tre børn, barnebarnet bliver konge efter sin svigerfars død og under en af sine mange inspektionsrejser, har nogen bortført hans kone og børn. Han tæller sine dage tilbage til kortspillet og forstår at den fremmede i fåreskind har virkeliggjort sin trussel. Fortvivlet vandrer Barnebarnet ind i landet, ind i en ørken, hvor den fremmede står med oprakte arme og fremmumler en trylleformular. Barnebarnet magter ikke at fælde ham. Efter gentagne beklagelser får han lov at se kone og børn dybt nede i en kløft, der opstår, da den Onde tegner en streg i sandet. Hele sceneriet gentager sig, og nu får barnebarnet tilladelse til at få kone og børn tilbage imod at han skaffer den Onde de vises sten.

       

Konen gransker spejlet i tre dage: Stenen befinder sig på bunden af Afrika-dybet, er sort om dagen og lyser som et vokslys om natten. Forældrene træner deres lille søn til at dykke, i længere og længere tid, til sidst så længe som en klapmyds kan. De køber et skib, når frem til dybet, hvor stenen skimtes i natten, og det var flere dage før drengen smilende kommer op med den, som de har fortalt var et stykke legetøj. Nu befinder vi os midt mellem godt og ondt, siger de, og ved ikke hvor de skal gøre af den store sten. Så må Jokum passe den. Han skraber en stump af den og putter stumpen i lommen. Overdragelsen af stenen skal ske nær slottet ved en kirkeruin, som de aldrig tidligere har set. Her skal de kalde den Onde frem ved at sige Fimbul tre gange. Han dukker op, får stenen, men da Barnebarnet tegner korsets tegn bag hans ryg, opløses stenen til intet og den Onde forsvinder skrigende ned i en brændende kløft.

       

Jokum har dog en stump af stenen, som gør ham så utrolig vis, at han kan fortælle historier fra så gamle dage at de ligger forud for Kristi fødsel. Han blir rig på at fortælle, lige indtil den dag hans tjener kommer til at smide stumpen ud med fejemøjet. Da blir Jokum den mest uvidende mand i verden.

 

 

Hist.: Denne samling af danske folkeeventyr i grønlandsk genfortælling er fortalt af Síse, der også fortalte fra den grønlandske overlevering. Ifølge Jens Rosings forord har hun hørt dem af sin mor og mormor og de stammer tilbage fra 1800-tallets midte, da alskens illustrerede udenlandske fortællinger og bibelhistorier blev publiceret i småbøger og i "avisen" Atuagagdliutit på Rinks trykkeri i Godthåb / Nuuk. Sissis fortællinger er taget med her for at vise hvor forskellige de er fra de egentlig grønlandske - trods tilpasningen til genkendelig grønlandsk kultur.

 

Det mest imponerende ved netop denne fortælling er sammensmeltningen af træk og episoder fra mange forskellige europæiske eventyr: ulven i fåreklær der blir til djævelen i fåreskind fx. Fimbul der skal siges tre gange - ikke Finn, der ved identificeringen måtte holde inde med at nedbryde Lunds domkirke under opbygningen. Kirkeruinen er muligvis smuttet ind via nordbofortællinger, hvor den i Hvalsø undertiden figurerer. Vendinger som: og hans dage var talte, får en ny betydning i sammenhængen: Barnebarnet tæller dagene tilbage til kortspilsdagen og så viser det sig at passe med dagen for afhentning af kone og børn.

Dykkertræningen af sønnen er derimod ren grønlandsk - eller inuit - episoden forekommer også hos inuit i arktisk Canada. Søg på: Svømme under vandet som en sæl.

Besætningen på en troldbåd prøver at bortføre Ajijak

Print
Dokument id:1680
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Saajooq (Sâjôq / Saajooq / Maratsi, Odin)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Besætningen på en troldbåd prøver at bortføre Ajijak
Publikationstitel:Sagn og Saga
Tidsskrift:
Omfang:side 235 - 236
Lokalisering:Sermiligâq / Sermiligaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé:

Fortsættelse af Saajooqs fortællinger om Ajijak. En dag A. er

på bærtogt, får han fra land øje på en konebåd uden kølvandsstribe og

fyldt med sorte mennesker. Det er umiaqasaat / umiarissat / umiariassiat, der vil

røve ham. De hindres længe i at komme i land, fordi A.s mange

hjælpeånder er strømmet til og forsvarer ham. Blandt disse er også

ånden Unarmik, skønt denne ikke undså sig for at stikke A. med en

kniv, da A. var yngre. A.s kæmpefalk kommer flyvende og retter et

solidt, men utilstrækkeligt angreb på båden. Kun rorsmanden dør.

Endelig kommer A.s fem kæmper fra indlandet. En af dem smider en

vandreblok / kampesten mod båden, der skyndsomt tar flugten. Man hører jævnligt

skrig fra de flygtende, og Unarmik kan fortælle, at båden er gået til

bunds inde i sundet, Ikaasaq. A.s dværg og følgesvend, Qimmartertoq,

følger ham til Puisortoq, hvor han smelter sammen med stranden og

forsvinder. Det var den, der havde tilkaldt alle A.s hjælpeånder i

farens stund.

 

Hist.: Ajijak / Ajija / Aja levede i første halvdel af 1800-tallet,

var gift med Naajas søster og boede ved Sermiligaaq (Victor 1989 - 93,

II: 408).

Hist.: Ajijak / Ajija / Aja levede i første halvdel af 1800-tallet,

var gift med Naajas søster og boede ved Sermiligaaq (Victor 1989 - 93,

II: 408). Hvalfangere gennemsejlede farvandene øst for Grønland i

1600-tallet, men norske skibe har senere drevet fangst nord for området.

 

Var.: Genfortalt i Jens Rosing: Hvis vi vågner til havblik, Borgen, 1993: 36 - 38

Besøget hos spyfluerne / Niviugkanut / Niviukkanut pulaortoq

Print
Dokument id:1244
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Besøget hos spyfluerne / Niviugkanut / Niviukkanut pulaortoq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 242 - 245, nr. 9
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 29 - 32.

 

Resumé: Den morgen Kaakaaq skulle have mødt Papeqqia igen træffer hun

på et hus, hvor små hvide menneskevæsner taler næsten uforståeligt

med mange iii-lyde. De vil give hende mad, men husker så, at hun intet

må få, hvis hun ikke skal blive hos dem. K. blir træt af deres

iii-snak, de læser hendes tanker, siger at nu vil hun gå, og på hjemvejen træffer hun en fluesværm, der synger så kønt som om de sang trommesange. Det er nok

dem hun lige har mødt i menneskeskikkelser.

Med Papeqqia og fluerne som hjælpeånder har K. afbalanceret to af de

heksemidler hun fik af Qanappi. Det tredje afbalanceres da hun en

anden gang møder åndekvinden Saddiniarit, der belærer hende om, at hun

skal være seksuelt afholdende under lærertiden til åndemaner. S.

fortæller advarende om en mand, der engang så hende, S., lå med hende og

døde af det.

 

Hist.: Tid: Ca. 1880. Persondata søg på: J- Rosing 1963: s. 281 - 285:

"Kâkâq".

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Tolkning: Om afbalanceringen af heksemidler og hjælpeånder se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Åndemanerens afbalancering...".

Broderen som genfandt sin søster i Akilineq

Print
Dokument id:113
Registreringsår:1860
Publikationsår:1997
Arkiv navn:
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Broderen som genfandt sin søster i Akilineq
Publikationstitel:Fortællinger & akvareller
Tidsskrift:
Omfang:102 - 107
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 19h - 22v (slutning mangler. Ses i afskriften)

 

Publiceret transskription af orig. håndskr.:

Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 103 - 107: Akilinermi aleqaminik.

 

Afskrift ved seminarieelev: NKS 2488, II, '4, nr. 216.

 

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 25, ss. 110 - 114 har Rink fortrinsvis oversat denne variant men tilføjet en kommentar om tre andre varianter. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 37, pp. 248 - 255: The Brother who went to Akilinek in search of his Sister.

 

Resumé:

Et ældre ægtepar har to døtre og en søn som den mellemste. Faderen, der er noget indsluttet, lægger op, da sønnen er voksen og kan forsørge familien. Denne har gerne sin storesøster med som følgesvend på land, når han er ude i kajak. En vinterdag hvor de spadserer sammen på isen og han jager en hare til fods, forsvinder søsteren. Der er kun udadgående slædespor at øjne. Broderen får sin fars hjælp til at bygge en slæde og skaffer sig efter tur nogle frygtindgydende slædehunde, der skal tæmmes en del for at kunne enes sammen som trækdyr: en isbjørn, en ulv (et fantasidyr i Vestgrønland) og en kæmpeorm. Isbjørnen er den mindst udholdende og må på længere ture hvile ud på slæden. Men da den er den eneste, der ville kunne klare at få slæden over en bred revne i isen, beholder broderen den som trækdyr. Han kommer til Akilineq over isen, finder sin storesøster med barn i et stort hus og bliver venner med hendes mand, der efter nogen nølen indvilger i, at de skal komme på genvisit. De nærmer sig en dag, men vender om, måske fordi lillesøsteren derhjemme, ellevild af glæde, springer frem og tilbage over konebåden på stativet udenfor. Broderen sender sin kæmpeorm efter dem. Den kommer tilbage med blod om munden og har næppe sparet nogen af de bortdragne.

 

Var.: Var.: Ely Fontain nr. 213; Kristian Hendrik 1860 nr. 4; Peter Justus 1999 207; Bjørn, Knivhale og Savryg.

 

Tolkning: En temmelig grum version af denne fortælling, der bl.a. også kendes fra Østgrønland. Oftest er det kun svogeren og dennes og søsterens barn, der bliver dræbt af ormen eller et andet monstrøst trækdyr, da søsteren kommer helt hjem på besøg med sin 'fremmede' mand og deres blandingsbarn. Dette skel mellem "os" (inuit) og "andre" (Akilineq-boerne, de fremmede) hersker altså ikke i Kreutzmanns version.

 

Kæmpeormen, er en hyppig mytisk skikkelse i grønlandsk fortælletradition. Se bl.a. Aqissiaq.

Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34.

Broderens hævn over kanofolket

Print
Dokument id:112
Registreringsår:1859
Publikationsår:1997
Arkiv navn:
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Broderens hævn over kanofolket
Publikationstitel:Fortællinger & akvareller
Tidsskrift:
Omfang:99 - 101
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 14h - 15h, der er Kreutzmanns 2. gennemskrivning af fortællingen.

Publiceret transskription af orig. håndskr.:

Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 100 - 102: Umiarissanik akiniaaneq.

 

Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 109, af Kreutzmanns 1. version, der er gået tabt i original. Afskriften er oversat af Chr. Berthelsen til denne registrant.

Afskrift af 2. gennemskrivning: NKS 2488, II, nr. 209.

 

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 20 ss. 96 - 98 har Rink sammenstykket ialt 4 varianter inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 14, ss. 154 - 157:

The two Brothers.)

 

Resumé:

To brødre bosætter sig overfor hinanden på hver side af en fjord. Broderen på skyggesiden har sin mor som husholderske. En aften hun er ude og besørge overværer hun i skjul en konebåd ankomme i fuld fart, mænd der løber ind huset og senere ned igen, hvor de springer i havet som sæler og svømmer bort. De har dræbt alle i huset. Den stakkels morlil tør ikke gå ind og løber i husbukser hele vejen til den anden søn, der først vil slå hende ihjel, men så får fat i en angakok / angakkoq / åndemaner, der sporer morderne til indlandsisen. Sammen tager de derind, møder først en enøjet kæmpe, der intet ved, så det er "dem der blinker lodret" (tukimut uisorisartut), der er de skyldige. Disse overvindes i en kamp med bue, pil og lanse.

 

Var.: De to brødre. Kristoffer nr. 145; Jakob Lund Nukariinnik; Mathæus nr. 110; Hintrik 1996;Om to fætre; Troldbåden, der hævnede og blev hævnet; Nukariinnik; Broderens hævn over kanofolket. Søg på kanofolk, qajarissat, umiarissat.

 

Kommentar: Folkene i konebåden (umiarissat), der forvandler sig til sæler oversættes til 'kanofolket', fordi udtrykket menes at have været brugt af inuit i Canada om indianeres birkebarkskanoer (Rink 1866-71, I:358, note 20, II:188). Beslægtede i mytologien er andre sælmennesker, der kaldes qajarissat. Deres kajakker er uden spids bagtil og giver måske klarere associationer til kanoer.

Åbenbart identificerer Kreutzmann umiarissat med iseqqat (ental: iseraq), der ligesom tukimut uisorisartut blinker lodret. Kleinschmidt har hørt, at isserqat (gl. retskrivning) er små smalle dværge, der kan gemme sig i jorden. Endelig undrer det, at sælmennesker skulle bo langt inde på indlandsisens nunatakker.

Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34.

Blodhævn.

Datteren som gik qivittoq

Print
Dokument id:231
Registreringsår:1860
Publikationsår:1997
Arkiv navn:
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Datteren som gik qivittoq
Publikationstitel:Fortællinger & akvareller
Tidsskrift:
Omfang:ss. 187 - 190
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig.s håndskr.: NKS 2488, VII: 70h(?) - 73v(?) (slutning mangler, ses i afskriften).

Publiceret transskription af orig. håndskr.: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 187 - 190: Panik qivittoq.

 

Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 226.

 

Dansk resumé i Rink, Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, II: nr. 119 ss. 133 - 134.

Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 140, s. 468: A Woman named Arnasugaussak.

 

Resumé:

Arnasagaasaq er så højt elsket af sine forældre, at de end ikke bebrejder hende et uægte barn, hun har fået. Men en dag hun kommer til at knække sin mors eneste synål, skælder og smælder moren hele dagen. Faren bebrejder moren, da han kommer hjem, men lader så forstå, at datteren godt kan forsvinde til indlandet. Hun hører det hele, pakker om natten og tager til fjelds, hvor hun om dagen gemmer sig for de eftersøgende forældre, der dog mest beklager, at hun har taget sin mors eneste ulu / kvindekniv med.

Arn. møder og gifter sig ind i først en flok ryper i menneskeskikkelse. De fanger sæler, der i den synlige verden blot viser sig at være mos, da de små mennesker flyver op som ryper. Dernæst er det rener, hvor det først er, da de er taget til indlandet om sommeren og bliver jaget af mennesker, at de forvandler sig til rener. Arn.´s mand bliver også dræbt, og hun har været så længe i den anden verden nu, at hun må besørge og træde i sin egen afføring for at blive synlig for mennesker. Hun klarer ikke deres invitation til at spise renkød og tager tilbage til indlandet, hvor alle hendes udtalte ønsker om mad opfyldes i form af laks, en gryde over ilden til at koge dem i, to svaner i slåskamp, og til sidst en nedlagt hval, som man er ved at flænse, og som viser sig at være fanget af hendes onkler. Hun har igen gjort sig synlig vha. sin egen afføring, men forvandles derfra til sten.

 

Var.: Qivittoq 123; Den knækkede synål og lignende mindre forseelser, som moderen beklager sig over, er en af overleveringens hyppigste årsager til at blive fjeldgænger / qivittoq. Normalt er det dog kun en mild bebrejdelse, der får denne voldsomme virkning. Men hos Kreutzmann skældes der kolossalt meget ud i mange fortællinger.

Pikivakitsanaat er beslægtet. Søg iøvrigt på qivittoq.

 

Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.

 

Hist.: Moral: Iøvrigt afviger denne variant en del fra andre qivittoq-fortællinger, især den sidste forvandling til sten er speciel. Formentlig hænger den sammen med Kreutzmanns afsky for sex mellem mennesker og dyr, der også præger andre af hans fortællinger.

Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34.

De forældreløse som tog hævn

Print
Dokument id:233
Registreringsår:1860
Publikationsår:1997
Arkiv navn:
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:De forældreløse som tog hævn
Publikationstitel:Fortællinger & akvareller
Tidsskrift:
Omfang:ss. 195 - 198
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 75h - 77v (slutning mangler, ses i afskriften).

Publiceret transskription af orig. håndskr.: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 195 - 198: Iliarsuit akiniaasut.

 

Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 228.

 

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 44, ss. 151 - 153 har Rink holdt sig til denne variant og tilføjet afvigelser fra tre andre versioner (hvoraf en af Amos Daniel, der ikke har kunnet identificeres). Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 29, ss. 221 - 224: The Orphans.

 

Resumé:

Forældrene til en storebror og en lillesøster dør, og skønt de adopteres bryder plejeforældrene sig ikke om dem. De efterlades i vinterhuset, som tilmed lukkes og skoddes, da folkene tager på sommerfangst. Længe famler de rundt efter madstumper. Da de er ved at dø af sult, finder den ene et drilbor, som de med ihærdighed får lavet hul i taget med ved at stille sig op på flere sten oven på hinanden. Udenfor finder de lidt levninger på flænsestedet og dér tillige snuden af en remmesæl, som lillesøsteren strækker og strækker med sin kammiut og til sidst kan give storebroderen på som hylster eller ham, dvs. pooq. Med en tryllesang / serrat, hun har fra sin mor, styrker hun ham til at kunne dykke og svømme som en rigtig remmesæl. Selv har han engang fået en formular, der kan skaffe storm. Sommerbopladsen er synlig fra deres sted, og næste dag med blikstille vejr lokker storebroren som remmesæl alle mændene ud i kajakker, en del endog uden halvpels. Langt ude rejser han en storm med sin sang, og så mange mænd drukner, at bopladsen får brug for arbejdskraft, hvorfor de afhenter de to forældreløse, da disse, med voldsomme fagter, har fået gjort opmærksom på sig. Nu er der mad nok til dem, men drengens plejefar er alligevel ond i sulet på ham og tvinger ham til at sluge knæskallen af en ren. Det glemmer drengen ham ikke for. De to søskende tager med forbipasserende gæster nordpå, drengen udvikler sig til fanger, og de tager tilbage, hvor drengen tvinger sin nu ældede fjende til at drikke kogende tran. Denne styrter død om, og de to søskende har endelig fået fred i sindet.

 

Var.: Kragh nr. 61 og nr. 64. En uidentificerbar version af Amos Daniel.

Episoderne er iøvrigt meget udbredte og findes både som selvstændige fortællinger og dele af andre fortællinger. Endog i Holger Danskes barnebarn af europæisk oprindelse, fortalt af Sissi. Søg på: Den forladte kvinde med plejedatter (1. episode); Svømme under vandet som en sæl (2. episode); Tamagignik iliarssuk Lyberth (3. episode).

 

Hist.: Moral: Kreutzmann synes med især den sidste episode, der forekommer ret påklistret, at skulle begrunde den voldsomme hævn.

Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34.

De tyvagtige dværge

Print
Dokument id:554
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Nanna Mikiki
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Jens
Titel:De tyvagtige dværge
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 17 - 18
Lokalisering:Sermiligaq: Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Resumé:

 

Det tørrede kød forsvinder gang på gang fra depotet. Da en ung mand

holder vagt om natten, fanger han tyven, der er en lille dværg. Denne

puster sig stor og undslipper forfulgt af den unge mand. Pludselig

forsvinder den ned i jorden, hvorfra den unge mand hører dværgene tale

om, at dværgen blev fanget af nogen, der ikke var et rigtigt menneske, og

at en vis Addiilaatsiaq må udspørge ånderne ved hovedløftning / qilaneq. En

anden siger: "Putaan Qitaan er bedre til det." Slut.

 

Var.: Papikkaalaq; Ivalimaaq; Iseraq; De tyvagtige dværge;

 

Tolkning: Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) om "dværge" og "minidværge".

Den "qallunak-usynlige" / qallunaaq

Print
Dokument id:111
Registreringsår:1859
Publikationsår:1997
Arkiv navn:
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Den "qallunak-usynlige" / qallunaaq
Publikationstitel:Fortællinger & akvareller
Tidsskrift:
Omfang:ss. 95 - 98
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 11h - 10v (sidste linier mangler).

 

Publiceret transskription af orig. håndskr.:

Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 96 - 99: Qallunaat Isiginngisassaat.

 

Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 208. Ibid. nr. 100 er en afskrift af Kreutzmanns 1. version, hvor originalen er gået tabt.

 

H. Rinks oversættelse af afskrift:

Rink, H.: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866 - 1871 (1866-71), I: nr. 95; og

Rink, H.: Kalaldlit oqaluktualliait / Grønlandske Folkesagn, II, 1860: 23 - 30, der sideløbende har den grønlandske tekst i gammel retskrivning.

 

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 72, ss. 385 - 388: The man not to be looked at by the Europeans.

 

Rasmussen, Knud, Inuit Fortæller, red. Regitze Søby, II: 106 - 110: En beretning om en mand ... er sandsynligvis en genfortælling el. nyoversættelse af samme variant. Det maskinskrevne manuskript findes i KRH, kasse 51, nr. 28.

 

Resumé: Den dygtige og holdne fanger, Kiinaki fra Tasiusannguaq, kommer efter en handel med besætningsmedlemmer på et hvalfangerskib i klammeri med dem og bliver dræbt. Enken og sønnen vil hjem i konebåden fra skibet. En del matroser hager sig fast i rælingen, konen bider dem i hænderne, og de slipper. Ved afrejsen kaster kaptajnen to gange en mængde eftertragtede jernsager ned i konebåden. Enken smider dem ud i vrede. Sønnen redder sig en enkelt kniv. Sønnen opdrages derefter af bopladsens gamle til at blive usynlig og usårlig (og tilsyneladende også uhørlig) for hvalfangerne, qallunaat (europæere). Han tilbyder mange varer på skibene. Ingen ser eller hører ham. Heller ikke når han til slut opgiver, og selv tilegner sig alt det han ønsker. Da besætningen senere opdager hvor mange varer, der er forsvundet og vil hævne sig, synger bopladsens gamle tryllesange (serratit) på hustaget og varsler næseblod over hævnerne. Den første, der stiger i land, får da også næseblod. Enkens søn viser sig også nu usynlig, uhørlig og usårlig skønt han gang på gang udfordrer de hævngerrige qallunaat til at skyde og stikke sig.

 

Var.: næseblod-motivet er brugt i en anden fortælling om qallunaat: En fortælling om tyve.

 

Hist.: Historien tidsfæstes til hvalfangertiden i første halvdel af 1700-tallet. Men det er umuligt at sige hvilke begivenheder, der ligger bag, bortset fra det ikke usandsynlige mord på Kiinaki, som muligvis er identisk med andre fortællingers historiske Kiinaki og/eller Kiinakersuaq.

Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34

og hendes noter til oversættelsen vedr. originaltekst og afskrift sammesteds s. 98.

Den bomstærke Atsivaq

Print
Dokument id:2309
Registreringsår:1961
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Den bomstærke Atsivaq
Publikationstitel:Hvis vi vågner til havblik
Tidsskrift:
Omfang:side 20 - 22
Lokalisering:Sermiligaaq: Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Resumé:

 

Nappartukus kone, Atsivaq, født ca. 1805, død ca. 1880, formoder til en stor slægt i Sermiligaaq var berømt for sine fysiske styrke. Selv i sin høje alder kunne hun imponere unge pralende mænd ved at løfte en hel uflænset grønlandssæl op over hovedet. Tre unge mænd søgte senere at prøve kræfter med hende. De trak krog. Men trods sin høje alder overmandede hun dem alle tre efter tur. Når hun havde trukket en til sig, holdt hun hans hoved fast mellem lårene og næsen op i sit skridt. Henrykt latter.

 

Hist.: Historisk fortælling. Hun optræder senere som frelsende hjælpeånd for Ajijak, en efterkommer i slægten, da han er ved at dø under de boldspillende himmelånder (nordlyset) spillen stokke bold med ham. Søg: Ajijak.

Se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9.

Den habile kajakroer bliver kajaksvimmel / Qajartutdlámak nangialersoq

Print
Dokument id:1278
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Den habile kajakroer bliver kajaksvimmel / Qajartutdlámak nangialersoq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 359 - 370, nr. 43
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 129 - 138.

 

Resumé: Kukkujooq er blevet en meget dygtig kajakfanger og har trænet

sine kræfter op til så stor styrke, at ingen kan måle sig med ham i

fangst og roning. Han ved det kan vække misundelse og er derfor altid

på vagt over for de sæler, han skal harpunere i angst for, at de skal

være tupilakker. Da de alle er rigtige sæler, glemmer han nu og da sin

angst for dem.

En efterårsdag, hvor det blir tæt snevejr i mørkningen, viser han sin

store fysiske styrke. Han kan se, at det ser ud til sne, men tager

alligevel langt ud i sundet efter først én så endnu én sæl endnu

længere ude. I mørkningen ror han hjemad, sneen falder nu tæt og han

støder på et isbjerg, som han ikke tør ro udenom, for ikke at ro vild.

Isbjergets overflade er på højde med hans armhuler, når han stående

op i kajakken vil op på det. Han binder sin harpunline fast i

kajakken, støtter sig til åren og får svunget sig op, hvorefter han

haler først kajak og dernæst sine to sæler op på isfladen. På den

modsatte side er det også stejlt, men han firer kajak og fangster ned,

støtter åren mod kajakkens bund og med stor forsigtighed glider han

ned og sætter sig i kajakken. Lettet ror han hjemad i tykt snefog, der

holder op netop som han når hjem. Næste dag undrer alle sig over hans

tydelige kajakspor gennem sneen på vandets overflade. Det går endog

tværs over det høje isfjeld.

En sensommer inde ved familiens ørredsted ved Parnarkajit / Paarnakajiit inde i

fjordbunden har K. med familie udsat hjemrejsen, indtil der blir lidt

bedre plads mellem isskodserne. K. undersøger hver dag sin kajak for

muligt hekseri, specielt om nogen skulle have stukket noget fra land i

hans kajak, for da ville han blive kajaksvimmel. Han ror ud på fangst,

fanger et par sæler, men blive så slået af skræk, fordi hans åre

pludselig støder mod noget blødt. Det viser sig at være en usædvanlig

stor ørred, der ikke lader sig genne væk med åren. Skrækken bliver

ikke mindre, da ørreden pludselig er væk. Han blir svimmel, får med

besvær vendt rundt og når omsider tilbage til teltpladsen. Længe må K.

kæmpe med sin kajaksvimmelhed, inden han overvinder den og atter kan

ro ud i åbent vand og fange som før. Af andre hører han senere, at den

slags ørreder ikke er rigtige tupilakker, men skademidler, der knurrer

"naar, naar, naar!"

 

Hist.: Piisui / Kukkujooqs persondata, søg på: Sandgreen 1987: s. 263

- 264: "Drengen Piisui". For Kaakaaqs persondata, søg på: J. Rosing

1963: s. 281 - 285: "Kâkâq".

 

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Tolkning: K.s mor Kaakaaq bliver nu og da sindsforvirret og siger da

ikke andet end: "naar, naar, naar!"

Den hovmodige Kakamaaq

Print
Dokument id:216
Registreringsår:1860
Publikationsår:1997
Arkiv navn:
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Den hovmodige Kakamaaq
Publikationstitel:Fortællinger & akvareller
Tidsskrift:
Omfang:ss. 125 - 129
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 33h - 36v (slutning mangler, ses i afskrift)

Publiceret transskription af orig. håndskr.: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 125 - 129: Kamaaq makitasooq.

 

Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 222.

 

H. Rinks oversættelse af afskrift: Rink, H.: Eskimoiske Eventyr og Sagn,

1866-1871, I: nr. 101.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 73, ss. 389 - 393: The Angakok from Kakortok (Qaqortoq).

 

Resumé:

Den hovmodige Kakamaaq.

Kakamaaq er en storangakkoqs / åndemaner / angakok eneste datter. Hun har en enkelt bror, der er gift. Faderen, der har hørt om fristende egne nordpå, rejser med familie til Pisuffik, hvor angakkoqen / åndemaneren Kajuerneq fortæller om sit yndlingssted Ilulissat. Familien ror videre nordpå og bygger lidt for sent hen på efteråret et lille hus ved Ilulissat. Kakamaaq bliver gravid i hemmelighed med en flot, ung mand, der ikke behager faderen på grund af sin dovenskab. Faderen rejser atter sydpå med hele familien. Undervejs føder Kakamaaq sit barn i dølgsmål. Tilbage ved Nuuk inviterer faderen en lille, meget mørklødet, men dygtig fanger til at blive sin svigersøn. Kakamaaq indvilger tavst, men er kun venlig, når han bringer hende snus fra butikken. Hun får tre børn, der alle dør som små af næseblod. Hver gang skælder hun sin forsagte svigerinde ud for at have forvoldt dødsfaldene med en anngiaq (et barn født i dølgsmål). Kajuerneq hentes fra Pisuffik, da faderen ikke kan finde ud af årsagen, fordi han er for nært beslægtet. Kajuerneq ser under seancen en anngiaq, der udpeger Kakamaaq som sin pooq (åndesprog for mor), også anden gang selv om svigerinden tilbyder sig som dens mor. Kakamaaq bryder sammen i gråd og får endelig læst og påskrevet af svigerinden. Kajuerneq prøver forgæves at fange anngiaq'en, der har indrømmet at have forårsaget børnenes død.

Også for Kakamaaqs bror ender det galt. Han bliver dræbt af misundelige fæller under en rensdyrjagt pga. sit store jagtheld. Faderen kommer sig ikke af sin sorg inden han dør.

 

Var.: søg på: anngiaq

 

Hist.: Det er en anngiaq-fortælling med tilspidset morale. I andre versioner skildres datteren, der hindres i at gifte sig, som kuet af brødre og/eller far og derfor nærmest uskyldig i deres død forvoldt ved hendes anngiaq. Kakamaaq derimod tegnes klart som modsætning til den kuede svigerinde med al sin skælden og smælden (det er i det hele taget markant, hvor meget der skældes ud og råbes op i JensKreutzmanns fortællinger). Kakamaaq bliver dog ikke beskyldt for med sin anngiaq at have forvoldt sin broders død.

 

Vedr. anngiaq se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere).

Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34.

Den lille arbejdsmand

Print
Dokument id:536
Registreringsår:?
Publikationsår:1976
Arkiv navn:
Fortæller:Filemonsen, Cecilie
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Den lille arbejdsmand
Publikationstitel:De store konger. Ni grønlandske eventyr. Holstebro 1976
Tidsskrift:
Omfang:side 37 - 46
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Oversættelse: Jens Rosing

 

Resumé:

Den lille arbejdsmand blir forældreløs som lille og får derefter kun noget at spise, hvis han arbejder. En dag han ikke har arbejdet og er sulten tager han en sæk på ryggen og vandrer ud i verden. Han møder en fin dame, der fylder en masse penge i hans sæk fra sin egen og sammen vandrer de til hendes store, fine hus. Her beværtes han overdådigt og spiser til han er ved at sprænges. Nogle vildfarne mennesker, en herre med tjener, melder sig som gæster og får lov til at overnatte på de betingelser, at de skal læse hvad der står over døren, og at de ikke må undre sig over noget der sker. Da de ny gæster beværtes spiser den lille arbejdsmand med endnu engang. Hen mod kl. 10.30 taber kvinden, der er alle kvinders herskerinde, humøret og på klokkeslettet lukker hun to store hunde ind fra under gulvet, tæver dem grundigt, og efter at de har grædt ligesom mennesker, brister hun selv i gråd og græder længe. Den senest ankomne gæst vil vide årsagen og ber sin tjener spørge. Tjeneren husker ham på betingelsen, men hans herre er konge og mener derfor at han kan forlange besked. På spørgsmålet bliver kvinden hysterisk og kaster sig over alle tre og holder dem fast mod gulvet med sine arme. Den lille arbejdsmand ber om lov til at fortælle sin livshistorie inden han skal dø. Det tillades ham, og han genfortæller begivenhederne fra fortællingens indledning.

       

Dernæst tager kongen over med sin temmelig meget længere fortælling: Både hans far og farbror var konge og kongesønnen var i lære 3 år begge steder, sidst hos farbroderen, hvor han kom til at holde meget af sine fætre. På vej hjem ser han fra et udsigtspunkt at hele faderens land er i krig og svømmer i blod. Han skynder sig videre og slår sig ned hos en gammel kone, der forlanger at han hver dag skal kløve og save brænde.

 

En dag ser han sine kære fætre gå forbi og forsvinde ned i jorden. Efter nogen søgen finder han lemmen, kommer ned til en stor udstrakt nøgen kvinde. Fætrene ligger ved siden af på glødende riste. Da kongesønnen vil piske ilden ud brænder tværtimod begge fætre til knogler. Den nøgne dame som han nærmer sig råber advarende at nu kommer Det Store Åndedræt (DSÅ). Han flygter men glemmer sin økse og sav, som DSÅ bringer op og vil kende ejermanden til. Tre gange råber DSÅ, inden kongesønnen på den gamle kones opfordring bekvemmer sig til at svare DSÅ fører ham ned til den nøgne kvinde og spørger begge om de kender hindanden. Begge svarer nej, hvorefter DSÅ omskaber kongesønnen til en stor abe, der svinger sig i et træ og spiser af dets frugter. Et skib lægger til, matroserne får ham ombord, hvor han afslører en meget smuk håndskrift og blir antaget som skibets skriver af kaptajnen. Snart også af kongen, hvis minister netop er død. Matroserne er ved at flække af grin over den store abe i ministeruniform.

Da kongen præsenterer sin datter for aben, erklærer hun at han er en forvandlet kongesøn, ber faderen om fyrsvamp og ildtøj, går ud i haven og tænder ild, der afslører en smuk sø. I denne sø skal hun og aben i fugleskikkelser pikke linser op, alle dem der smides ud. Og een gang til i en anden slags fugleskikkelser. Så blir de begge mennesker igen. DSÅ har strejfet dem begge, fortæller de hinanden. Han mistede et øje ved det og hun blev ramt i hjertet. De blir gift, men snart  dør kongedatteren til så stor sorg for hendes far, at han beder kongesønnen rejse.

       

Da har kvinden, der holder sine gæster trykket mod gulvet, fået så trætte arme at hun må slippe taget, og alle falder i søvn. Da kongen er nået uskadt hjem og vil have stillet sin nysgerrighed sender han bud efter kvindernes herskerinde, der kommer, men på hans ordre bliver omringet og truet på livet af hans soldater. Hun fortæller så sin historie:

       

Da hendes far, en storkøbmand døde, delte hun, der er den ældste, arven lige mellem sig og sine to søstre, som hun sendte ud som handelsfolk med hver sin sum penge og påbud om ikke at gifte sig. Begge søstre kommer ludfattige tilbage og søger efter føde på hendes mødding. Hun gir dem en ny chance med samme resultat, hvorefter hun tar dem med ned på et skib, der skal til et fremmed land efter sten. Da skibet lægger til og de går i land, går søstrene hver sin vej. Storesøsteren kommer til en forstenet by, hvor den eneste overlevende er en kongsøn, der er muslim og derfor ikke blev ramt af Guds forstening af hele byen, da hans far lod alle arbejde også om søndagen. Efter 3. advarsel om at komme hviledagen i hu, var det sket. På kongesønnens bud smider besætningen alle de lastede sten overbord og laster i stedet med penge i massevis. Undervejs tilbage kaster de to søstre deres storesøster og hendes forlovede, kongesønnen, overbord. Han blir først træt, hun prøver at holde ham oppe, men må give op og føres så til land af hans sjæl, der tillige forvandler hendes to søstre til hunde med bolig under jorden. Hver dag skal storesøsteren kalde dem op og tæske dem, til de græder, og selv skal hun bagefter briste i gråd for at fjerne det syndige fra sin mishandling af søstrene. Og de mange penge i skibet skal deles i tre:  en del til hendes selv, en del til mandskabet og en del til de fattige. Da kongen omsider har fået hendes fortælling lader han hende vende hjem.

Hist.: Denne samling af folkeeventyr i grønlandsk genfortælling er fortalt af Síse, der også fortalte fra den grønlandske overlevering. Ifølge Jens Rosings forord har hun hørt dem af sin mor og mormor og de stammer tilbage fra 1800-tallets midte, da alskens illustrerede udenlandske fortællinger og bibelhistorier blev publiceret i småbøger og i "avisen" Atuagagdliutit på Rinks trykkeri i Godthåb / Nuuk. Sissis fortællinger er taget med her for at vise hvor forskellige de er fra de egentlig grønlandske.

Denne fortælling forekommer sammenstykket af adskillige eventyr og bibelske fortællinger: Fyrtøjet (fyrsvamp og ildtøj) med hundene og de mange penge. Det Store Åndedræt er muligvis Helligånden, der måske har pustet så kraftigt til gløderne under fætrene, at de brænder op på et øjeblik i det, der må være lastens hule. 1001 nat dukker også op med en religion så anderledes end kristendommen, at den unge muslim undgår at blive til sten under Guds forbandelse.

       

Et vittig ironi møder man også i påbudet om at komme hviledagen i hu over for indledningens lille arbejdsmand, der må vandre ud i verden af sult den ene dag han ikke har arbejdet.

       

Kravet om at skulle arbejde for føden er understreget langt mere entydigt i en anden af Sissis fortællinger (Kongedatteren der skulle lære at koge suaasat). Desuden har mange danske vendinger formentlig fået nye betydninger i oversættelse til grønlandsk, men det kræver den grønlandske tekst at komme til ordentligt kendskab om dem.

       

Helt på grønlandsk grund befinder vi os med opsamlingen af linserne fra søens bund. Sissi må have forestillet sig dykkende søfugle - ikke snespurve eller andre små landfugle som i det europæiske eventyr, hvor opsamlingen af korn ofte er en af heltens tre prøver. Desuden kan det spille en rolle at episoden afføder en forvandling og derfor alluderer til myten om den blinde dreng, der fik synet igen af søfugle i eller ved en sø. I nogle versioner stryger de ham over øjnene med vingerne, i andre klatter de i hans øjne (søg på: blinde). Straks efter associerer Sissi da også til, at kongesønnen har mistet et øje i åndepustet fra DSÅ. Umiddelbart er det en mærkelig episode, men som en afsmitning fra Den blinde, der fik synet igen virker den helt rimelig.

Den lille sko

Print
Dokument id:539
Registreringsår:?
Publikationsår:1976
Arkiv navn:
Fortæller:Filemonsen, Cecilie
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Den lille sko
Publikationstitel:De store konger. Ni grønlandske eventyr. Holstebro 1976
Tidsskrift:
Omfang:side 56 - 59
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Oversættelse: Jens Rosing.

Resumé:

En konge mister sin kone og gifter sig igen med en kvinde, der har en datter. Kongens egen datter blir steddatter og hundset med. Da hun skal hente saltvand til madlavningen og får en lille fjordtorsk, uuaq, med op i spanden, ber den om at blive sat ud igen. Hun føjer den. Hun vil gerne med i kirke om søndagen og er ved at vaske sig, da stedmoderen slår hende med kluden i ansigtet og befaler hende at blive hjemme og koge suaasat (sælsuppe med gryn). En kongesøn dukker op, lader sin tjener overtage madlavningen og klæder pigen om i meget fint tøj han har med. De går i kirke, steddatteren sætter sig hos sin stedmor, prinsen blandt mændene og pigen gir svaret på hvilket land de kommer fra: vaskekludenes land. De to fornemme kirkegængere forlader gudstjenesten inden den er slut, skynder sig hjem og pigen blir klædt om, inden stedmoderen kommer og fortæller om det farligt fornemme kirkebesøg. Begivenhederne gentager sig endnu to gange, blot er det ikke vaskekluden men hhv. kammen og tættekammen pigen bliver tævet med. Ved tredje besøg har man spærret kirkedøren med tønder udefra, men de to slipper ud mellem tønderne, manden ved at omskabe sig til en fjordtorsk og pigen ved at holde i dens hale. Kongesønnen er altså den fjordtorsk pigen lod slippe ud. Men hun har tabt sin ene sko undervejs, som den kongesønnen vil lade alle byens unge piger prøve for dermed at finde dens ejerske. Stedmor og steddatter hhv. klipper en tå og hugger en hæl, men i sidste ende er det kun den sølle klædte kongedatter der kan passe skoen, da hun bliver hentet frem fra skjulet, hvor hun overværer afprøvningerne. Hun danser og synger, at selvfølgelig passer skoen hende.

Hist.: Denne samling af danske folkeeventyr i grønlandsk genfortælling er fortalt af Síse, der også fortalte fra den grønlandske overlevering. Ifølge Jens Rosings forord har hun hørt dem af sin mor og mormor og de stammer tilbage fra 1800-tallets midte, da alskens illustrerede udenlandske fortællinger og bibelhistorier blev publiceret i småbøger og i "avisen" Atuagagdliutit på Rinks trykkeri i Godthåb / Nuuk. Sissis fortællinger er taget med her for at vise hvor forskellige de er fra de egentlig grønlandske - trods tilpasningen til genkendelig grønlandsk kultur.

Netop denne Askepot-fortælling rummer dog relativt få grønlandske elementer så som suaasat (sælsuppe med gryn) og fjordtorsk, uuaq, der vel at mærke er grønlændernes øgenavn for danskere.

Den lille svoger som ingen ventede sig noget af

Print
Dokument id:224
Registreringsår:1860
Publikationsår:1997
Arkiv navn:
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Den lille svoger som ingen ventede sig noget af
Publikationstitel:Fortællinger & akvareller
Tidsskrift:
Omfang:158 - 161
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 53h - 56h.

Publiceret transskription af orig. håndskr.: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 158 - 161: Amerlanngitsunnguaq.

 

Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 195.

H. Rinks lange resumé af afskrift: Rink, H.: Eskimoiske Eventyr og Sagn, I-II, 1866-71, I: nr. 148.

 

Resumé:

Amerlangitsunnguaq bliver gift med mange brødres eneste søster og er så optaget af at kissemisse med hende, at han aldrig kommer med ud på fangst. Han spiser godt af svogrenes fangst, og den mellemste, der efterhånden bliver sur over det, inviterer til måltid på sin fangst med ordene: "Værsågo', nu er de ikke uopnåelige længere, nu er de brat hjem og lige til at få fat på - kom nu endelig og spis bryststykker!" Amérlangitsunnguaq bliver flov og holder sig fra fadet. Hans kone tager noget til dem begge, og hun gemmer i det hele taget alt, hvad hun får af kødgaver til vinteren, hvor uophørlig snestorm bringer sult. Da deler hun lidt ud af det hver dag, indtil det slipper op.

 

Omsider tager så Amerlangitsunnguaq ud på fangst i den ældste svogers kajak. Langt ude til havs i læ ved et isbjerg fanger han to remmesæler uden at smide fangstblæren ud. Hans kone får besked om kun at give husfællerne ganske små stykker spæk og kød. Ellers dør de. Hver dag låner Amerlangitsunnguaq en anden af svogrenes kajakker og begynder så forfra med den ældstes. Efterhånden vil denne en dag med ud. Amerlangitsunnguaq gør forgæves sit bedste for at tale ham fra det, men må hjælpe ham med fangsten af en remmesæl i udhavet og lader ham derefter ro alene ind med formaning om at holde sig fra de krappe bølger i skærgården. Amerlangitsunnguaq bliver ude til han har fanget endnu en remmesæl og dernæst årets første sortside. Da han når hjem, er svogeren ikke kommet endnu. Amerlangitsunnguaq, der afslører sig som angakkoq / åndemaner, finder ham i havet under en seance og får ham ind til stranden. Svogeren, der er druknet i de krappe bølger og er blevet ædt af alle mulige fisk, har ganske vist fået samlet sammen på hele sit skelet og således parat til en ny inkarnation, men vil ikke tilbage, før han har fundet det eneste, han nu mangler, sit ene øje. Det må være blevet ædt af noget andet end en fisk, mener han. Amerlangitsunnguaq får ham til stranden fem aftener i træk, hvor han prøver at overtale ham til at blæse på, om han mangler et øje. Men svogeren vil ikke, og efter femte dag er det slut med at kunne komme tilbage.

 

Var.: Sungersuusaq; Amerdlangitsunnguamik. En fortælling af en vidt udbredt type (á la Askeladen) om den sølle fyr, der først viser sine (næsten) overnaturlige kræfter, da alle andre må give op. Den østgrønlandske fortælling (Kaarali) om en ræv som snu svigersøn er skåret over samme læst.

 

Kommentar: Igen en angerlartussiaq - episode, der er hæftet på den ret udbredte fortælling om den eneste svoger, der først når sultedøden truer, går på fangst og redder alle. Svogeren kan fx være en ræv (Pigen der blev gift med en ræv. Rasmussen, Ammassalik).

Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34.

Den lysende Naaja / Nauja qaumanilik

Print
Dokument id:1233
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Den lysende Naaja / Nauja qaumanilik
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 80 - 86, nr. 11
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 52 - 56, nr. 11.

 

Resumé: Naaja, der i 4 - 5 års alderen er blevet skamfuld og vred over

en irettesættelse, går imod indlandet, hvor hans indre lys tiltrækker

to små drenge (dværge), der straks læser hans tanker, får hans mund på

gled og inviterer ham hjem. N. indvilger tøvende, da de forsikrer ham

om, at ingen af deres fæller er ondskabsfulde. Længere inde i landet

ved et langstrakt buskads fægter den ene dværg med armen i luften, og

en bittelille husgang kommer til syne for N., der til sin forbavselse

ganske nemt slipper gennem den. Der er mange familier på briksen. Kun

den ældre kone, en senefletterske, siger noget. Hun forhører sig om

N.s identitet og ærinde. Hans to dværge, der viser sig at være voksne

mænd, svarer, at N. er en kystbo (= et menneske), der for første gang har forsøgt sig med at jage (søge hjælpeånder) i ødemarken. N. blir budt på mad, et

ræveben af en anden kvinde, men seneflettersken spiser alt kødet,

fordi N. intet må få, når han ikke skal blive hos dværgene. Det samme

gentager sig med et tørret rypebryst. Hendes mand kommer hjem. Han

sveder og er meget venlig.

 

Var.: J. Rosing 1963: s. 205 - 207.

 

Hist.: Begivenheden kan tidsfæstes til begyndelsen af 1800-tallet.

 

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Tolkning: Om dværge se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere).

Den store bjørn æder hende / Nanorssûp nerivâ

Print
Dokument id:1241
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Den store bjørn æder hende / Nanorssûp nerivâ
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 231 - 235, nr. 6
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 20 - 23.

 

Resumé: Kaakaaq er en rigtig drengepige, der foretrækker at lege med

drenge. En dag går hun op til en sø i indlandet, hvor hun slår smut

med små sten hen over vandfladen. Den kommer i bevægelse, en søjle af vand rejser

sig i midten, den bryder sammen, det gentager sig, og tredje gang den

kommer op, bliver den længe stående på nippet til at bryde sammen. Et

vindpust får så K. til at bukke sig sammen. Op af søen kommer en kæmpe-

bjørn. K. vil hjem og fortælle om den, men hendes fodsåler er som

klistrede til jorden. Bjørnen kommer svømmende, hun besvimer og vågner

først længe efter nøgen. En hjælpeånd har vækket hende. Den fortæller,

at den hedder Uttu. På hjemvejen møder hun sin anorak og dernæst sine

bukser. Iført begge dele og med en tryg fornemmelse af, at nu er hun sig selv igen, når hun frem dér, hvor teltene kan ses.

Straks glemmer hun alt om bjørnen og husker den først igen, da hun

vågner om natten, mens alle sover. Om morgenen har hun glemt den igen.

 

Var.: J. Rosing 1963: s. 290 - 291. Søg også på: søens troldbjørn.

 

Hist.: Tid: 1870'erne. Persondata søg på: J. Rosing 1963: s. 281 -

285.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Tolkning: K. er blevet spist og kastet op igen af bjørnen. Om denne

initiation og lærlingens glemsel, se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Åndemanerens afbalancering..."; og ibid.: "Månen og Solen". Det er usædvanligt, at lærlingen først får sin opvækkerånd efter at han/hun er blevet ædt og vågner op igen.

Den store død

Print
Dokument id:2325
Registreringsår:1961
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Otto Rosing og Saajooq
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Den store død
Publikationstitel:Hvis vi vågner til havblik
Tidsskrift:
Omfang:side 137-144
Lokalisering:Sermiligaaq: Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Beretning blev givet af Otto Rosing i Grønlands radio,

 

Resumé: Som indledning opregner Jens Rosing selv alle de epidemier, der ramte østgrønlænderne, dels fra handelstogter til Sydgrønland og dels fra de mange ekspeditioner. Epidemien i 1935-36 ryddede voldsomt ud i befolkningen. Ved Paarnakajit fandt man i et stort ellers rigt forsynet hus kun få overlevende mellem ligene, en invalid mand, en kvinde og seks mindreårige børn. Dette ifølge Otto Rosings beretning i Grønlands Radio, 1964. Odin (Saajooq) fortalte Jens Rosing om Sermiligaaq, der undgik epidemien, men ved en mærkelig begivenhed mistede deres fleste hunde. En hvid ræv kom på besøg, helt ind i huset og satte sig på briksen, mens invånerne chokerede listede sig ud. Da den kom ud igen og ville angribe hundene, der netop var bundet efter en ophidsende bjørnejagt, fik den hurtig sin bekomst. Den blev flået i stumper og stykker. Desværre havde den hundegalskab. Det smittede.

 

Hist. Historisk overlevering i slægten Napartuku og Atsivaq. Se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9.

Den store åndemaner fra Sermiligâq / Sermiligaaq

Print
Dokument id:1368
Registreringsår:1919
Publikationsår:1921
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Den store åndemaner fra Sermiligâq / Sermiligaaq
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, I
Tidsskrift:
Omfang:side 285 - 290
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Orig. håndskr.: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 420. Nedskrevet (oversat ? renskrevet ?) af Rasmussen på dansk.

Resumé:
Denne store åndemaner (DSÅ) har hjælpeånder af alle slags, blev
ustandselig tilkaldt, når nogen var syg, og han var rig på værdifulde
perler, der prydede hans brede hårbånd. Han elskede Sermiligaaq
fjorden med dens rige bjørnejagt og sælfangst. En dag i kajak blir han
røvet af tre indlandskæmper, der bærer ham viljeløst og hulkende mod
indlandet. Han fatter sig, og tilkalder een for een sine hjælpeånder,
der intet nytter, fordi kæmperne har mange ånder af samme slags.
Således nytter hans toornaarsuk, mange hjælpeånders herre, ham heller ikke mod kæmpernes mængde af toornaarsuit / toornaarsuk'er, der dukker op af jorden
allevegne som sæler. DSÅ's dødningeånd har dog en forbigående hæmmende
virkning, for den har kæmperne ingen mage til. Heller ikke DSÅ's
bedstemors topbånd, som han lader piske dem i ansigtet uden at de dog i
længden lader sig genere af det. Man DSÅ's kæmpefalk får omsider has
på de tre kæmper, hvoraf den bageste, der bærer kajakens bagende, er
den svageste og flygter på alle fire. DSÅ's kajak er gået itu, og han
når hjem, uden man rigtig ved hvordan. Efter denne udflugt får DSÅ sin
tro og berømte hjælpeånd, Ajaqqisaaq.
Ved ammassætpladsen i bunden af Ammassalik fjorden, hvor mange samles
om foråret, bliver to venner, der er dybt misundelige på den berømte
og vennesæle DSÅ, enige om at dræbe ham. Det lykkes dem, men DSÅ viser
fire gange sin styrke, inden han dør. Han holder balancen både da den
ene fjende sender sin harpun tværs gennem hans krop bagfra, og den
anden sin harpun forfra, der spidder DSÅ's hænder til hans bryst.
Forinden har han ramt den første fjende med sin vingeharpun fra det
ene ærme til det andet, og harpunen nagler fjenden med udspilede arme
til kajakken. Da den anden fjende farer direkte på ham, forsvinder DSÅ
med en sang så dybt ned i sin kajak, at fjenden kun får skalpen af
ham, og DSÅ lader sig synke til bunds, for at fjenderne ikke skal
partere hans lig og sprede kropsdelene over land og i hav. Da
fjenderne og næsten alle deres slægtninge kort efter dør, må det være
DSÅ's udelte sjæl, der har hævnet sig. Hans tro Ajaqqissaq har været
vidne til mordet, men er kommet for sent til at redde sin herre. Den
er siden altid ude efter den eneste overlevende efter fjendernes
slægtninge, Uvinerersuaq, der kunne beskytte sig med sine talrige
amuletter.
Hist.: Fortællingen om mordet på DSÅ fortælles også af Ajaqqisaaq, som
Aggu / Akku arver. Se "Avko" / Aggu, Jens Rosing 1963: 239  - 244. Heller ikke
hér navngives Ajaqqisaaqs tidligere herre, men han var en historisk
person og måske identisk med Ajijak. Ajijak var fra Sermiligaaq og er
hovedpersonen i Kaarali Andreassens variant af fortællingen om
kæmperne, der bortførte den store åndemaner.

Tolkning: Bemærk at åndemanerens styrke bl.a. måles på hans evner til
at holde balancen og til at forblive på havets bund som død. Kæmpen,
der tar flugten på alle fire, er formentlig et landdyr i
menneskeskikkelse.

Den stædige / Uterîtsoq / Uteriitsoq / Besøg hos månemanden

Print
Dokument id:596
Registreringsår:1904
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Susanne (Napa)
Nedskriver:?
Mellem-person:Rasmussen, Knud
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Den stædige / Uterîtsoq / Uteriitsoq / Besøg hos månemanden
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, III
Tidsskrift:
Omfang:side 144 - 146
Lokalisering:Sydøstgrønland
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

 

Håndskr.: KRKB 1, 4(11), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04:"Uterîtsoq". Nedskrevet på dansk af Knud Rasmussen.

Eng. udg: Knud Rasmussen's posthumous notes on East Greenland  legends and

myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, s. 58 - 60, "Uterîtsoq / The obstinate one".

 

Resumé: Den stædige ville ikke lade sin kone overholde sine tabuer

efter hendes barns død (de "uvidendes" skik, som fortællersken også før

dåben måtte følge). Han tvinger hende til at sy sin kajak ved

stranden. Månens hund dukker op af vandet for at straffe hende. Den

stædige slår den ihjel. Månen ankommer selv. Overvindes af den stædige,

der vil kvæle Månen. Månen ber for sit liv: Hvis du dræber mig, vil

der aldrig mere blive ebbe og flod. Sælerne vil ikke mere yngle. Det

vil aldrig mere blive dag. Den stædige giver slip af ulyst til at leve

videre i mørke. Månen genopliver sin hund, smider den og sine andre

hunde op i luften og rejser afsted på slæde gennem luften. Den

stædige får lyst til at besøge Månen, der siger ja og advarer ham mod

at køre langs solsiden af et højt fjeld deroppe. Den stædige må to

gange smide sine hunde i havet, for at de kan blive rene nok til at

kunne rejse gennem luften. Han vælger at køre langs solsiden af

fjeldet og får sine indvolde skåret ud af Indvoldsrøveren. Kørte så

bag om fjeldet til Månen, der henter hans indvolde, stopper dem i ham

igen, og viser ham sit udsyn gennem gulvet til jorden, hvor den

stædige ser sin kone bryde sit sorgtabu mod at flette senetråd. Hun

damper, og den stædige bliver vred på hende. Månen viser ham en mængde

levende hvalrosser i en grube under dørtrinnet, men ber ham styre sin

lyst mod at fange dem med et løfte om part i hans (Månens) egen nylige

fangst. Men den stædige er stærk og fanger to hvalrosser. Efter

hjemturen tvang den stædige aldrig mere sin kone til at arbejde under

sorg.

 

Var.: Besøg på Månen. Den stædige. Uterîtsoq / Uteriitsoq; Et par ægtefolk;

Manguaraq (flere); Kanaks månerejse. Nalikkatteeq. Ajijaks forløsning;

Manden, der besøgte månemanden; Alluunnguaq; Mangivaraqs månerejse; Åndemaneren der for til månen; Maqujuk.

 

Hist.: I denne version bliver der delvis gjort op med en del af det prækoloniale verdensbillede. Ulrik Rosing har tidligere nedskrevet en anden version fra Sydgrønland til Rink, hvor der ligeledes sættes kraftig ind mod den tidligere så frygtede Måne og alt hans væsen.

 

Den voksendøbte immigrant fra Sydkysten, Susanne, henviser

utvetydigt til før-kristen tid som den, hvor man levede i uvidenhed

(om kristendommen). Denne uvidenhed associeres ofte til mørke og kan

være grunden til, at Månen i denne variant identificeres med

dagslysets kilde. Hvalrosserne i gruben under dørtrinnet bryder ikke

med traditionen, men forekommer ikke i andre grønlandske varianter af

"Besøg hos Månemanden", og hvalrosserne hér kan afspejle den

udvidede betydning af Djævlen og den korsfæstede (dræbte) Jesus, som

hvalrossen nogle steder fik i tidlig kristen tid. Se fx. fortællingen om Imaneq,

Innersuaq (den store ild), og Akamelê (Akamalik). Månen som underviser

i tabuer er traditionel, og det er først da den stædige oppe fra, med

den "anden verden"s syn, ser sin kone dampe (dampen skræmmer dyrene

bort), at han forstår konsekvensen af tabubrud.

Den søde Savannguaq som blev presset til selvmord, og om dengang Habakuk mødte en konebåd med sultende nordfra

Print
Dokument id:223
Registreringsår:1860
Publikationsår:1997
Arkiv navn:
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Den søde Savannguaq som blev presset til selvmord, og om dengang Habakuk mødte en konebåd med sultende nordfra
Publikationstitel:Fortællinger & akvareller
Tidsskrift:
Omfang:152 - 157
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 50h - 53v (begyndelse og slutning mangler, ses i afskriften).

Publiceret transskription af orig. håndskr.: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 152- - 157: Savannguamik Aapakuullu perlilivissunik naapitsinera.

 

Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 194.

H. Rinks oversættelse af afskrift: Rink, H.: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866 - 1871 (1866-71), I: nr. 108.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 75, ss. 396 - 400: Savanguak.

 

Resumé:

Niumak og Kujapigaq fra Narsarmiut har en søn, til hvem Kujapigaq har udset den søde Savannguaq i Kangerlussuatsiaq. Efter et festligt samvær der, hvor Niumak aldrig deltager i trommesange, men brillierer i forskellige styrkeprøver, henter de Savannguaq med til sønnen, da de rejser. Sønnen bliver lykkelig for hende.

En dag Niumak er ude i kajak, opdager han et forladt sejlskib, som han sejler på grund. Sammen med sine fæller undersøger han senere de mange ukendte varer, som de bare lader gå til spilde. Men sejlene kan bruges, og en masse perler, der er i høj kurs. Savannguaq får en mængde af dem forærende. Senere, da hendes førstefødte er død som spæd, og en ondskabsfuld kone, der er en gruppe tilrejsende sydlændinges husmor, håner hende for dødsfaldet, begår Savannguaq selvmord i en sø. Både mand og svigerfar fortvivler, ingen forstår grunden, indtil et barn opkaldt efter Savannguaq bliver ilde behandlet af samme kone. Da tømmer de huset for indbo, inklusive brædderne på sydlændingenes briksedel, pakker det i konebåden og flytter til Qasigissat. Her kommer mange til på sommerlejr, bl.a. den endnu ganske unge Habakuk med forældre. Denne møder en dag ude til havs en konebåd, der har overvintret i Saqqaq men nu er på vej tilbage mos syd. Husstandes ældste er kvinden Ajugaasaqs, og det er mændene der må ro, fordi alle er afkræftede af sult. De får på anmodning tilbudt noget af Habakuks nyfangede netside og han må hjælpe dem med at få den op og parteret. De bliver derefter fedet op i Qasigissat, sønnerne fanger godt af sortsidetrækket, og da de rejser tilbage sydpå og synger undervejs, følger en af de lokale kajakmænd dem langt på vej af lutter betagelse. En af deres sange, hvori de takker Habakuk og hans familie for frelsen fra sultedøden, er blevet overleveret og citeres.

 

Hist.: Formentlig er det den samme Niumak, også fra Narsarmiut, der bliver den vældige handelsmand, som en anden af Kreutzmanns fortællinger beretter om. Historien om svigerdatterens selvmord, fortælles også en generation senere af Kristine Sommer. Hun har i en kortfattet indledning alle begivenhederne med fra Kreutzmanns fortælling om Niumak og Equngisoq, men udelader Equngisoq.

Hvis Habakuks alder kan bruges til datering er vi tilbage i 1770'erne. Det passer imidlertid dårligt med beretningen om det forladte handelsskib, hvor det siges, at det var før man blev rigtig bekendt med hvalfangerne. Dem har man utvivlsomt handlet med lige siden århundredets begyndelse.

 

Var.: Niumak

 

Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34.

Dengang to vintre fulgte hinanden

Print
Dokument id:552
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Kunnitsi (Kúnitse)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Jens
Titel:Dengang to vintre fulgte hinanden
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 26 - 28
Lokalisering:Kulusuk: Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Resumé:

Overleveringen fortæller om det år engang i fortiden, da det ikke blev

sommer, fangstdyrene udeblev, og mange mennesker sultede ihjel: Kun en

smal revne, der åbner sig i isen langs med Kulusuk ved højsommertid,

tillader nogle mænd at ro afsted. De træffer en enlig kvinde, der har

ædt sig fed på døde mennesker. Hun gir dem rød bladtang af en spand

syet af to bagluffeskind og blir både dræbt og ædt af mændene. Da

sommeren efter den næste vinter endelig kommer med masser af sødyr, er

alle voksne kvinder uddøde, og to unge mænd må klare alt arbejdet med

de nedlagte dyr på fuldtid. Men der er en del småpiger, som mændene

kappes om hver især at sikre sig. De når næppe at blive voksne, før

mændene gifter sig med dem, og befolkningstallet vokser igen.

 

Hist.:

Et voldsomt vulkanudbrud i Indonesien i 1815 forårsagede

kulden i den omtalte sommer - ikke blot i Grønland men i store dele af den nordlige halvkugle. Vulkanasken, der i stor højde altid føres

til luftrummet over indlandsisen med luftstrømmene, har i dette tilfælde været så tæt, at den har hindret solvarmen i at gøre sig gældende. Begivenheden

optræder også i et sydvestgrønlandsk sagn: "Angmalorssuaq".

 

Tolkning: Den tætte association mellem "kvinde" og "varme" sætter

lighedstegn mellem de voksne kvinders uddøen og den mandlige

vinterkulde denne kolde sommer. I "En fortælling om

hungersnød" hos Holm (1888), ser mændene sig nødsaget til at spise

alle kvinderne. Tankegangen skyldes formentlig den tætte association mellem

mandlig sex, fangst og fortæring.

Dengang åndemaneren Símujôqs tromme blev sprængt

Print
Dokument id:1685
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Kunnitsi (Kúnitse)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Jens
Titel:Dengang åndemaneren Símujôqs tromme blev sprængt
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 258 - 260
Lokalisering:Kulusuk: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé:

Fortælleren Kunnitsi trænes fra lille i nidvise- og trommesang.

"Trommen vokser med ham", og hans tromme er næsten så stor som en

voksens mands på den tid, hvor han spør sin svoger, åndemaneren / angakkoq'en

Simmujooq, hvordan en åndemaner kan holde sin tromme i live uden at

røre den, og om den virkelig har den kraft, den synes at udfolde under

en seance, hvor han har bedt K. binde en stærk senetråd i sin

egen tromme og holde godt fast i den.   S. får godt gang i sin tromme,

der trækker K.s tromme til sig med en sådan kraft, at K. må slippe

senetråden. Det viser sig, at K.s lille tromme har sprængt S.s tromme.

S. beordrer lamperne slukket igen og får sin hjælpeånd, "den store

syerske" til at reparere trommeskindet med en nål og en senetråd fra

en fjordssælshale, som S.s mor, Simiaq rækker ånden. Trommen får mere

og mere lyd efterhånden som arbejdet skrider frem, og så smukt blir

den syet, at man bagefter kun kan se bittesmå stikhuller overalt i

skindet.

 

Hist. Historisk fra omkr. 1900.

Drabet på Augpaligtoq

Print
Dokument id:875
Registreringsår:1921
Publikationsår:1960
Arkiv navn:
Fortæller:Andrassen, Kaarali
Nedskriver:Rosing, Peter
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Peter
Titel:Drabet på Augpaligtoq
Publikationstitel:Rosing, Jens: Îsímardik / Iisimmardik / Ilisimmarteq, den store drabsmand. Det grønlandske Selskabs skrifter, XX, 1960
Tidsskrift:
Omfang:side 48 - 60
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Grønlandsk udgave: Otto Rosing: Angákortaligssuit, I, 1957: 30 - 42;

Angakkortalissuit, 1990: 34 - 45: "Aappaluttup toqutaanera".

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

 

Resumé:

 

Tre år senere (1887 ?) får Iisimmardik en søn, der sætter han humør mange grader i vejret. Familien tager ham igen til nåde, men da den lille dør som et-årig om vinteren, mister Ii. ganske humøret og mistænker åndemaneren / angakkoq'en Aappilattoq for at have sjæleranet den lille.

 

Da Aap. sommeren udfordrer Ii.s ældste søsters mand, Alivtsãkât / Alitsaakkaat til sangkamp, når det rygte Aap., at Ii. ved den lejlighed vil dræbe ham. Men Aap., der er uskyldig i drengens død, lader sig ikke overtale til at opgive sangkampen, og skulle han blive dræbt, siger han, opnår han det gode at blive ordentlig begravet. Det ville han ikke få ved en almindelig død, fordi han er slægtsløs.

Alverden strømmer til sangkamp, og efter en lang lyrisk beskrivelse af vejr, tilrejsende og stemning, gengiver Jens Rosing nogle af viserne fra sangkampen (både Alitsaakaats og Aappilattoqs - som regel husker informanter kun dem fra deres egen side - ), og Aal. understreger sin hån med at sy rynkerne i Aap.s pande sammen og efter sangen fjerene senetråden igen, mens Aap. da det blir hans tur, binder Aal.s hoved fast ved en rem, der bindes fra et tværstykke stukket i hans mund op over panden og omkring overarmen (fordi Aal. har det med at kaste hovedet til den ene side mens han synger). Og ligesom Aap. udholder Aal. smerterne uden at kny. - Da så Aap. synger sin sidste sang, styrter han pludselig om, dolket ned bagfra af Ii., der yderligere martrer ham med flere sår ind han udånder. Aap.s kone trygler nu Ii. om også at dræbe hende, men han værdiger hende ikke et blik.

Under et løfte om at det er hans sidste drab tvinger Ii. sin gamle svigerfar, Qagduadak, til at hjælpe sig med at partere liget, putte hovedet i en fangstblære og sænke det i havet.

Folk styrter rædselsslagne i kajakker og konebåde og ror bort. I al forvirringen blir en dreng roet ned i sin kajak, og han er nær druknet. Men en behjertet mand får rejst ham, og faderen, Ii.s svoger Aal. ånder lettet op, men sværger derefter hævn over Ii.

Her hjælper svogerskab intet.

 

Efter en rum nærmer Ii. sig atter sine slægtninge og overvintrer med forældre og søskende i Umiivik, hvor også svogeren, Kilimii, overvintrer. Han byder til ædegilde, men da hans kone lidt for hurtigt ber mændene tage for sig, giver Kil. lidt ondt af sig, hvorefter alle fjerner sig fra maden og ikke er til at overtale til at tage fat igen. Ii. går rasende udenfor, rask fulgt af storebor, Narsinngattaq, der husker at han har noget værktøj og fangstredskaber liggende ved sin konebåd. Dem skal Ii. ikke bevæbne sig med. Kilimii og hans kone kommer ud med resten af festmaden, der skal i forrådsskuret, og det lykkes Ii. at lange ud efter ham med en tung åre. Kil. når at dukke sig, men rammes i ryggen. Nars. tager roligt åren fra Ii. og sætter sig under et skænderi i respekt, hvorefter Kil. flygter over hals og hoved. Nars. finder ham senere ved yderkysten, får ham med hjem, hvor han skyndsomt pakker og tager bort igen med kone og børn.

 

Var.: Jens Rosing har genfortalt alle beretninger om Iisimmardik i Hvis vi vågner til havblik, Borgen, (om Nappartuko-familien - se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9) 1993: 73 - 100.

 

Hist. periode: 1880 - 1892

Drabet på Quarrajêq / Quarrajeeq

Print
Dokument id:1693
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Saajooq (Sâjôq / Maratsi, Odin)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Drabet på Quarrajêq / Quarrajeeq
Publikationstitel:Sagn og Saga
Tidsskrift:
Omfang:side 270 - 271
Lokalisering:Sermiligâq / Sermiligaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé: Fortsættelse af Saajooqs fortællinger om Maratsi.

 

Maratsi har et udmærket forhold til sin stedfar Quarrajeeq, men Aggu / Akku,

der vil have M.s mor, Ama til andenkone, fortæller både M. og Ama, at

Q. pønser på at dræbe M.  Ama opfordrer sin søn til at komme Q. i

forkøbet, og M. overtaler sin fætter, Sanimuinnaq til at hjælpe sig. S.

indvilger. M. og S. sniger sig i deres kajakker ind på Q., der er

færd med at ordne sin fangstblære. M. kaster, men for lavt. Q. flygter

med harpunspidsen i lænden og M.s fangstblære i linen efter sig. Langt

om længe lykkes det S. at komme på kastehold af Q. og ramme ham

i ryggen mellem skulderbladene. Q. blir så tung at M. og S. ikke kan

slæbe ham i land til den rituelle partering. De når kun at skære lidt

af skalpen af, inden liget synker. Fra nu af frygter de den dødes

hævn. Aggu gifter sig med Ama.

 

Var.: Rosing Jens, 1960: Îsímardik, Iisimmardik har en kortere version.

Ligeså Jens Rosing: Hvis vi vågner til havblik, Borgen, (om Nappartuko-familien - se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9) 1993: 67-68.

 

Hist.: Aggu levede ca. 1843 til 1891. Maratsi levede ca. 1854 til 1923 og var fætter til Sanimuinnaq og Narsingarteq.  Sanimuinnaq blev født omkring 1855 og forulykkede i 1892. Noget tyder på at Q. blev dræbt før 1885 (se not. til "Hvordan det gik Maratse", J. Rosing, 1963: 272 - 275). Saajooq/Odin Maratsi 1905-74, ældste barnebarn af Maratsi.

 

Vedr. mordritual, søg på det

Drabet på Símujôq og Pîlákân / Simmujooq, Piilakkaan / Piitakkaat

Print
Dokument id:1658
Registreringsår:1934
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Tiardukku (Tiarduko)
Nedskriver:Rosing, Otto
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Drabet på Símujôq og Pîlákân / Simmujooq, Piilakkaan / Piitakkaat
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 152 - 155
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 85 - 90; angakkortalissuit, 1990: 209 - 214: "Simmujuup Piitakkaallu toqutaanerat"

 

Resumé:

Tid: 1893. Tiardukku er så småt begyndt at fange, da hans far, dør af

sygdom. Med sine fire yngre søskende må Tiardukku flytte til deres ældste

søster, Kukkarnaaq, der er gift med Simmujooq. Simmujooq og Missuarniannga er

gode venner, men Piilakkaan ophidser Missuarniannga til at være med til at dræbe

Simmujooq, som P. påstår har dræbt Missuarnianngas yngste barn ved hekseri. Ajukutooq kan

fortælle hvem, der har begået mordet, og Tiardukku får selve handlingen

bekræftet, da han finder Simmujooqs hoved nedgravet i sandet ved

stranden. Drabsmændene har udført drabsritualer på det. Ajukutooq

hjælper Tiardukku med at gravsætte det på land. Tiardukku besøger næste dag

Naaqqortooq. Naaqqortooq advarer ham mod Piilakkaan, der frygter Tiardukkus hævn og uden tvivl vil ombringe ham. Tiardukku og hans søskende flygter til Maratsis teltsted i Ammassalik-fjorden, hvor de tages i hus og får hans beskyttelse. Tiardukku møder dog Piilakkaan under fangst og trues, men P. opgiver, da en anden

kajakmand dukker op. P. fortæller, at han tar til Agdereq / Ateqi / Attereq,

hvor familierne Naaqqortooq, Pukaaqarteq, Amattanneq og Ajukutooq for

tiden bor. Piilakkaans følgesvend, Ningavaan, kommer ikke Tiardukku på nært hold. Tiardukku gir besked om Piilakkaan til alle Ateqis fangere efterhånden som de vender tilbage fra fangst og følges ind med den sidste. Mændene er enige om

at dræbe Piilakkaan. Ajukutooq går først alene ind i det telt, hvor Piilakkaanbefinder sig og kæmper med ham. De andre støder til og slæber ham bevidstløs ud

med flere knivstik i ryggen, hvorefter han får en kugle for panden.

Fællesdrabet på Piilakkaan skyldes, at han har dræbt hele fire mænd og flere

af dem endog uden grund.

   Kaarali Andreassen har fortalt Otto Rosing om, hvordan hans

(Kaaralis) far Missuarniannga om efteråret blev truet af brødrene

Tiardukku, Kuuitsi og Peqilaq for sin medvirken i drabet på Simmujooq.

Ved en fejltagelse dræber de som varsel om deres hævn en hund, der

tilhører Missuarnianngas bopladsfælle, Kalia. Missuarniannga går direkte til Kuuitsi og hans brødre, men har ikke i sinde at hævne sig. Brødrene opgiver da hævnen over Missuarniannga.

 

Hist.: Historisk fortælling fra 1800-tallets slutning.

Drengen Piisui / Pîsue nukagpiaraq

Print
Dokument id:1252
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Drengen Piisui / Pîsue nukagpiaraq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 263 - 264, nr. 17
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 47 - 48.

 

Resumé: Det første Piisui / Kukkujooq husker, da han kommer til bevidsthed om sig

selv, er kulden og sulten en vinter i Savanganaartuk / Sivinganaartik. Det næste han husker er det dejlige vejr i forsommeren, hvor de ligger i telt. Selve sommeren husker han ikke noget af, men opbruddet fra sommerpladsen til Umiivik

og alt, der derefter er sket, husker han. Vinteren i Umiivik blev

hård, dels på grund af dårligt fangstvejr og dels fordi alt for mange

havde slået sig ned dér, tiltrukket af Piisuis mor, den smukke, unge

enke Kaakaaq. Om sommeren tar de sydpå til Iliarmiut, næste vinter til

Ulermiut længere mod syd, og sommeren efter nordpå igen til Ikkatseq / Ikkatteq.

P. og hans mor bor skiftevis hos hendes søster og broderen

Sinngertaat.

 

Hist.: Tid: 1890'erne. For K.s persondata søg på: J. Rosing 1963: s.

281 - 285: "Kâkâq".

Piisui, Peqorti, Ajoqi, Kukkujooq, Napa / Nappa, Aaqqi, f. 1885, døbt Apulu 1917, død 1962.

 

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Drengen, som for til genfærdenes land

Print
Dokument id:945
Registreringsår:1904
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Martha (Tingmiaq / Timmiaq)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:Rasmussen, Knud
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Drengen, som for til genfærdenes land
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, III
Tidsskrift:
Omfang:side 133 - 134
Lokalisering:Sydøstgrønland
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB, 3: Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04, IV: Mellemste bog: "Qalangánguasik".

 

Første gang trykt i: Knud Rasmussen: "Under Nordenvindens Svøbe", 1906, s. 141 - 143.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 89 - 91: "Qalangánguasik" / Qalangannguasik.

Resumé: Drengen Qalannguasii med søster og forældre bor ved et

kraftigt strømsted. Forældrene dør af at spise tang.

Kort efter også søsteren. Q. bliver lam i underkroppen.

Bopladsfællerne tager på fangstrejse. Et genfærd høres komme. Q. slæber

sig over i et andet hus og gemmer sig bag skindtapetet. Genfærdet

kommer ind dér, drikker to gange af vandspanden og siger: "Tak, at jeg

som tørstede fik drikke. Dengang man var jordboer, plejede man at

drikke således." Da bopladsfællerne kommer hjem er vandspanden

halvfuld af lus og i livlig bevægelse. Folk tager på fangstrejse igen.

Huset og dets støtter ryster, mange genfærd falder ned i huset, sidst

Q.s søster. De holder munter fest. Advarer til slut Q. om at fortælle

om dem. Hvis han tier, vil han få kræfterne igen. Hans søster kan

næsten ikke komme ud af huset i tide, fordi Q. har passet og rørt ved

hendes lille barn. Q. begynder at komme til kræfter, men fortæller løs

til de hjemkomne fæller og kræfterne forlader hans krop, "der nu som

før levede ved ånden". Q. udfordres til sangkamp af fællerne, der

hænger ham op i en husstolpe. Her svinger han frem og tilbage, mens

han trommer. Fællerne tager på fangstrejse igen. Q.s døde forældre

kommer og tilbyder den lamme dreng at komme med dem. Q. siger ja.

Man fortæller, at han blev en kvinde, da han forvandledes til genfærd.

 

Tolkning: Traditionel østgrl. livs- og dødssymbolik bestemmer

forløbet fra først til sidst: Bevægelse (strømsted, lus, fangtrejser,

rystelser i huset, kræfter, "ånd") kontra ubevægelighed (lammelse,

stilstand = kvinde). Det første genfærd kommer sikkert fra det

nederste dødsrige, de næste fra himlens. De døde forældre er

associeret til overgangsstedet, stranden (dør af at spise tang) og til

den ophængte, lamme Q.s svingninger under trommesangen. Hans lammelse

bestemmer hans forvandling til kvinde som genfærd.

 

Var.: Qatingaq, (fortalt af Nikolai til Ulrich Rosing ved Kap Farvel midt i 1800-tallet).

En fortælling om tyve

Print
Dokument id:58
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:En fortælling om tyve
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 317 - 318
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 111 ss. 595 - 597.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 317 - 318: Oqalualaarut tillitunik.

 

Kort resumé i Rink 1866-71, II: nr. 99.

 

Resumé:

Engang for længe siden, dvs. dengang den første præst (Hans Egede) slog sig ned på Håbets Ø (Illuerunnerit), havde mange af de omkringboende grønlændere forbrudt sig mod præsten og nu tilmed, da kolonien flyttedes til Nuuk (i 1728), stjålet efterladte brædder på øen. Man hørte nys om en hævnaktion, og folk fra mange bopladser samledes i Salliat ved mundingen af Sassivik, hvis åndemaner man mente kunne klare angrebet. Det lykkedes ham ved at sætte sig foran forsamlingen med den lille døbte dreng på skødet, som han plejede at have på skødet under sine seancer, og synge sin tryllesang eller formular, der havde med qallunakker / qallunaat / europæere at gøre. Hvis den virkede, sagde ham, ville de alle få næseblod, når de steg i land.

 

En stor båd med en masse tjenestefolk fra kolonien lagde til land, men hver og en, der steg i land, bøjede hovedet og fik næseblod. De lagde våbnene fra sig, gik på besøg i husene og trætte af blodtabet sov de dér til hen på eftermiddagen, mens grønlænderne gennemvædede deres bøsser i saltvand og lagde dem tilbage. Danskerne gjorde dog ikke forsøg på at bruge våbnene, men drog ligeså stille tilbage igen til Nuuk.

 

Var.: næseblod-temaet er brugt i en anden fortælling om qallunaat af Jens Kreutzmann: Den qallunak-usynlige.

 

Hist.: Hvilken begivenhed der ligger til grund for denne veldaterede fortælling er vanskelig at gætte. Måske det hele kompagni straffefanger under kaptajn Pårs' ledelse, der ankom i 1728, men vist alle døde af skørbug om vinteren. Året efter blev det militære forsvar af kolonien opgivet.

En grinagtig hændelse

Print
Dokument id:2098
Registreringsår:1965
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Davidsen, Konkordie
Nedskriver:Vebæk, Mâliâraq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:En grinagtig hændelse
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 216 - 218
Lokalisering:Qassimiut: Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 224 - 227: "Misigisaq quianartoq".

 

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

 

Resumé:

KD og en veninde, Buutilli, var som unge til indvielse af den ny kirke i Nanortalik og boede sammen med to andre gæster og fjerne slægtninge, Ujuulik og Iikuluk, på loftet hos Qassimiuts udstedsbestyrer, Jens Lunds forældre, Iisaq og Taali. Uj. og Iik. havde været på rundvisit og spist sig overmætte i klapmydskød. Alligevel hentede de hver halvandet rugbrød hos bageren og undte end ikke de to piger den mindste bid. De bad dem tilmed hente spæk til i forrådsskuret, som de havde fået lov til. Alt blev spist, de faldt i søvn, men vågnede med en mavepine så voldsom, at de troede sig døden nær og bad KD skrive besked ned til familien med kridt, så hun kunne huske den. Mændene med de udspændte tøndemaver bad så om at blive rullet forsigtigt hen over gulvet. De to unge piger rullede dem så skraldergrinende længe frem og tilbage over gulvet. Så begyndte den ene at prutte så småt, så den anden. Prutterne tog til som om de saluterede. Det lyder som de snakker dansk sagde de to grinebidersker til hinanden.  

 

Hist.: KD var 67 år i 1965.

Historisk fortælling fra ca. 1910.

En sjæleraners saga

Print
Dokument id:952
Registreringsår:1904
Publikationsår:1906
Arkiv navn:
Fortæller:Nukarajua
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:Rasmussen, Knud
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:En sjæleraners saga
Publikationstitel:Under Nordenvindens Svøbe
Tidsskrift:
Omfang:side 169 - 172
Lokalisering:Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal
Note:

Håndskr. har ikke kunnet identificeres. Men da fortællingen er trykt, må forlægget have eksisteret.

 

Resumé:

Iisimmardik / Îsímardik / Ilisimartoq er fra Ammassalik-egnen og undervejs på en handelsrejse til Vestkysten gør han ophold på Sydøstkysten ved Illuluarsuit (mødestedet for øst- og sydøstgrønlændere), hvor han dræber to unge brødre ude i kajak: Quperneq og Ukugssulik / Ukussulik. Selv siger Ii. intet derom, men han kommer hjem med Up.s hårprydelse og fangst og han benægter heller ikke drabene. Da Ii. atter hvæsser sin harpunspids af jern som han kun bruger til mord på mennesker, bliver bl.a. hans to svogre, Igsiavik / Issiavik og Isângassoq / Isaangasoq, bekymrede over igen at skulle få nye fjender. Sammen med to andre mænd planlægger at myrde ham en dag, hvor alle fem følges ud til en ø. Ii. går i land for at hvæsse sin harpunspids. De andre bliver i deres kajakker og synger trommesange. Men da Ii. aner uråd og ror bort alene, må den ene svoger fremsige eller synge en formular, der får Ii. til at vende om, komme tilbage, gå i land, sætte sig og hvæsse videre. Igsiavik lister sig ind bagfra, skyder med en bøsse gennem skulderen og ud gennem hovedet. Men den sårede Ii. er stærk. Han slynger de fire mænd fra sig, stryger sig over såret, hvorved det heler. Det var den Onde selv der hjalp ham, kommenterer den relativt nydøbte fortæller.

       Man får så gnedet spæk i såret og dermed genåbnet det. Og mens to mand holder ham fast stikker en tredje sin fuglepil langt ind gennem endetarmen og kører rundt i tarmene. Da dør Ii. Man parterer ham i alle led og smider hovedet, indsvøbt i en fangstblære / fangeblære ned i en dyb spalte i indlandsisen. Længe efter kan man høre ham brøle dernedefra. Så stor var han magt (fortællerens omkvæd til alle de utrolige hændelser).

       Da Igsiavik får medlidenhed med sin søster, der nu er blevet enke, standser broderen hans gråd med en trussel om at myrde ham også.

 

Var.: Rosing 1960: Iisimmardik / Îsímardik. Ostermann 1938, Meddr Grønland 109(1): Iisimmardik. Victor 1993. Jens Rosing har genfortalt alle beretninger om Iisimmardik i Hvis vi vågner til havblik, Borgen, (om Nappartuko-familien - se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9) 1993: 73 - 100.

 

Hist.: Historisk fortælling om mordet på masse- og lystmorderen Iisimmardik i 1890. Fortælleren, der var kommet fra sydøst- til vestkysten omkr. 1890 og blevet døbt dér, har fortællingen på 2. hånd. Versionen hos Rosing 1960, der er oversat fra Otto Rosing 1990: 27 - 71 (Angakkortalissuit, Nuuk: Atuakkiorfik), er mindre "magisk" og tættere på de faktiske begivenheder.  Nukarajua har i sin kristne forståelse af hændelserne formentlig selv tilføjet flere før-kristne træk:

Formularen der kan trække Ii. tilbage, og sårhelingen, som var et af åndemanernes almindelige tricks. Ligeså var spæk en effektiv før-kristen modgift mod alskens ånder og åndemaning. Men Iis. var ikke åndemaner.

Kommentar: Bemærk at Knud Rasmussen i sin oversættelse ikke har tænkt over, at de grønlandske retningsbetegnelser har modsatte betydninger på vest- og østkysten: Han lader således Iis. rejse nordpå fra Ammassalik til Vestkysten. Avannaamut, nordpå (egtl. til højre med front mod havet) på vestgrønlandsk, betyder sydpå (ligeledes: til højre med front mod havet) i Østgrønland.

En uheldig rensdyrjagt i Kangerlussuaq og efterfølgende hændelser ved Nataarnivik

Print
Dokument id:221
Registreringsår:1860
Publikationsår:1997
Arkiv navn:
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:En uheldig rensdyrjagt i Kangerlussuaq og efterfølgende hændelser ved Nataarnivik
Publikationstitel:Fortællinger & akvareller
Tidsskrift:
Omfang:146 - 149
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 47h - 49v (Begyndelse mangler, ses i afskrift).

Publiceret transskription af orig. håndskr.: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 146 - 149: Aavariarneq ajutoorfiusoq Nataarnivimmilu.

 

Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 192.

H. Rinks oversættelse af afskrift: Rink, H.: Eskimoiske Eventyr og Sagn, I-II, 1866-71, I: 107.

 

Resumé:

En uheldig rensdyrjagt i Kangerlussuaq og efterfølgende hændelser ved Nataarnikvik.

Folk fra Narsarmiut og Kangerlusuatsiaq mødes med folk fra Amerloq ved Itillinnguaq i Kangerlussuaq, hvor de ustandselig inviterer hinanden på mad. Dernæst deler de sig (lidt uklart af teksten hvordan) og dem, der drager på renjagt sulter næsten alle ihjel, fordi den eneste ren, de fanger, er en lille blodfattig en. To steder i baglandet opkaldes efter hver sin person, der dør dér. Folkene fra Narsarmiut og Kangerlussuatsiaq har ikke lidt nød inde i fjorden (det siges ikke, om også de har været på renjagt), men narsarmiut har derefter fået nok af at tage ind i fjorden om sommeren og bliver nærmest bofaste ved kysten. Næste sommer tager færre folk ind i fjorden, hvor kvinder fra Eigils familie noget overdrevent besynger indlandet. Andre tager til Nataarnivik, hvor de blot fanger helleflynder og midt om sommeren får besøg af nordrejsende folk fra syd, Ajugaasaq og hans fæller. Fine folk, undtagen en enkelt krumbøjet pebersvend. Deres kvinder praler også en del. Deres angakkoq / angakok / åndemaner holder seance, men udånder under den og kommer ikke til live igen. Alle sørger, men den gamle pebersvend mest og helt forstyrret. Narsarmiutterne søger at berolige de sørgende med, at der jo intet er at gøre, andet end at begrave ham og sætte sin lid til de store gode menneskers (missionærerne) løfte om himlens salighed. De syr ham ind, stensætter ham og et par dage senere får han syet edderfuglevinger på ryggen. Han følger dem da også som en stor skygge, da de ror videre til Amerloq. Her henter straks en af de lokale en ung pige fra de nyankomne. Hun roses voldsomt for sin dygtighed af sin mor, men leveres hurtigt tilbage fordi hun viser sig at være en umulius.

 

Hist.: Uden tvivl historiske beretninger, der muligvis kan tidsfæstes (fra sidste halvdel af 1700- til første af 1800-tallet) vha. de mange navne, der er nævnt. Hvalfangsten ved Amerloq tiltrækker (stadig) grønlændere sydfra, men det ses ikke om det er den danske (ledet af Niels Egede) eller grønlændernes egen.

Kvindernes praleri er muligvis udtrykt i trommesange ved festligheder på disse mindre aasiviit, sommerlejre.

Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34.

En åndemanerlærling fortæller om, hvad han har set

Print
Dokument id:985
Registreringsår:1904
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 405: "Angmagssalikkernes Religiøse Forestillinger"
Fortæller:?
Nedskriver:Rosing, Christian
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:En åndemanerlærling fortæller om, hvad han har set
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 23 - 25
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Oversat af K. Rasmussen fra Chr. Rosings "Tunuamiut", 1906, ss.

27-28. Karl Rosings oversættelse: "Østgrønlænderne", 1946, ss.

41-42, red. W. Thalbitzer. Det grønlandske Selskabs Skrifter, 15.

 

Resumé af Karl Rosings oversættelse:

 

Søens uhyre

En anonym angakkoq / åndemaner (X) fortæller Chr. Rosing, hvordan han som optakt til sin læretid (formentlig) følges med en åndemaner til en sø, hvor denne gør X usynlig ved at lægge et blad ved hans side og sætter en stenbiders sugeskive fast under hans kamiksål, for at han ikke skal løbe væk. Åndemaneren får så ved gnidning af sten mod sten søen i bevægelse og en kæmpebjørn til at stige op. Den nærmer sig, slynger åndemaneren afsted to gange og tredje gang ned til søen, hvorefter den bærer ham op til gnidestedet og æder ham alt kødet fra knoglerne. En rum tid senere har han atter fået kød på kroppen, og hans klæder, som bjørnen har flået af, kalder ham til live med et kiakkakka, hvorefter de kommer flyvende tilbage til ham.

      Formålet med fortæringen, forklares det, er at sætte åndemaneren i stand til at rejse ned i jordens indre, at give ham ny viden og at gøre ham ufarlig at nærme sig for dyr (i menneskeskikkelse), der skal blive hans hjælpeånder. Bjørnen bliver ikke hans hjælpeånd, og det siges (også?), at hjælpeånder er de mennesker, der faldt ned da jorden revnede i tidernes morgen. Dvs. innersuit.

 

Hist.: Det er oplevelser helt i overensstemmelse med østgrønlandsk tradition, som X her fortæller om. Uhyret kan være en isbjørn, eller en hund (også i Upernavik-distriktet, se: Sjælen tvinges til søs.), og altid er den et ferskvandsvæsen.

 

Var.: Den store bjørn æder hende. Den lille elv med det store dyr. Angakkoq-uddannelse.  '... søens troldbjørn'. Søens uhyre. Mislykket uddannelse. Tiimiartissaq. Rasmussen 1938. 110: Åndemaners selvbiografi.

 

Kommentar: Oftere siges det, at fortæringen skal forsyne lærlingen med et indre lys, der vil virke tiltrækkende på fremtidige hjælpeånder, og at det kun kan ses af dem og af andre åndemanere.

Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): Åndemanerens lys.

 

Vedr. uddannelse til åndemaner: søg også på initiation

Englands konge og hans sønner

Print
Dokument id:534
Registreringsår:?
Publikationsår:1976
Arkiv navn:
Fortæller:Filemonsen, Cecilie
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Englands konge og hans sønner
Publikationstitel:De store konger. Ni grønlandske eventyr. Holstebro 1976
Tidsskrift:
Omfang:side 21 - 28
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Oversat af Jens Rosing

Resumé:

Englands konge har tre sønner, der hører om en livgivende eliskir i et fjernt ukendt land. Den ældste drager afsted men lader sig snart lokke til at blive i et hus med lutter kvinder, der beværter ham godt på alle måder. På samme vis går det med den næste søn, mens den yngste, da det blir hans tur, blot overnatter i huset og drager videre. Han kommer til en 600 år gammel kone, der vogter over alle landdyr. Hun beværter ham med god mad og varm kaffe og næste dag tilkalder tilkalder hun dyrene, men ingen ved hvor landet med eleksiren ligger. Konen giver ham et brev med til sin 200 år ældre søster, der hersker over alle fuglene. Hun tilkalder fuglene, og ørnen er noget længe om at komme, men hverken den eller de andre fugle kender landet. Han får atter et brev med til en 200 år ældre søster længere borte. Hun hersker over alle fisk og dyr i havet og tilkalder dem. De ved intet, men da langt om længe hvalen kommer, kan den fortælle at den netop kommer derovrefra (derfor varede det så længe) og den må tage kongesønnen på ryggen derover. Den fortæller ham om et par æbler og en lille flaske eleksir i et vindue oppe på slottet. Han skal skynde sig at snuppe dem og væk inden folk vågner allerede kl. 3. Men den unge mand, der kæmper sig op til slottet, blir sinket af den allersmukkeste sovende skønhed, som han lægger sig hos. Han vågner dog netop som klokken slår tre, tar æblerne og flasken med i flugten, når at skrive sit navn, Venius på dørstolpen, og når efter at have måttet gemme sig flere gange ned på hvalens ryg. Undervejs over havet dykker hvalen ialt tre gange, den ene dybere end den anden gang. Sidste gang spytter den unge mand blod inden han får vejret igen. Ligeså forskrækket blev hvalen, fortæller den, da han gik ind i slottet, da han lagde sig hos pigen, og da han skrev sit navn over døren.

       

På tilbagevejen over land forynger kongesønnen de tre gamle koner med et halvt æble og et par dråber eleksir. Til gengæld får han af den første en hest, der beroliger alle vilde dyr ved at logre med halen (!), af den anden en bord-dæk-dig-dug og af den tredje en lille pisk, hvormed han kan berolige alle vilde dyr. Han overnatter også i huset med kvinderne og sine brødre, der udskifter det halve æble med et almindligt og eleksiren med vand. Da så senere den yngste vil forynge sin far med æble og eleksir og det ikke virker, smider faderen ham for løverne. Men han beroliger dem med pisken og fodrer dem med masser af mad fra dugen og de hygger sig i årevis, indtil den skønne fra landet derovre kommer for at finde faderen til den søn hun har født. Hun ved jo han hedder Venius og erfarer at det er kongen af Englands yngste søn. Hendes søn har et æble i hånden som han vil tabe når han ser sin far, og denne skal komme, ellers blir England udslettet. Tre røde løbere rulles ud fra slottet til skibet. Ad den midterste vil barnefaderen komme ridende. Den ældste søns hest vælger den ene yderste løber, den næstældste den anden yderste, og drengen vil ikke kendes ved nogen af dem. Kongen kommer i tanke om sin yngste søn og sender en tjener til løverne for at se om dog ikke en lille knogle skulle være tilbage af sønnen. Det blir en rørende afsked løverne tager med deres rige forsørger, hans hest vælger den midterste løber, drengen taber sit æble og kaster i sig armene på sin genkendte far. Denne rejser med skønheden og deres fælles søn tilbage til hendes land.

Hist.: Denne samling af danske folkeeventyr i grønlandsk genfortælling er fortalt af Sís, der også fortalte fra den grønlandske overlevering. Ifølge Jens Rosings forord har hun hørt dem af sin mor og mormor og de stammer tilbage fra 1800-tallets midte, da alskens illustrerede udenlandske fortællinger og bibelhistorier blev publiceret i småbøger og i "avisen" Atuagagdliutit på Rinks trykkeri i Godthåb / Nuuk. Sissis fortællinger er taget med her for at vise hvor forskellige de er fra de egentlig grønlandske - trods tilpasningen til genkendelig grønlandsk kultur.

       

Bemærk alle de bibelske associationer: til Jesusbarnet, det evige liv (fornyet ungdom), genkomsten, og æblet alias både arvesynden og kongemagten, som drengen smider fra sig da han genkender Faderen.

Rejsen over havet er et velkendt tema i den grønlandske / inuitske tradition: dels åndemanerens rejse til Havkvindens land og dels fuglekvindens mand på ryggen af en laks til fuglenes land, hvor heltens kone og børn er fløjet til. Se: Manden der blev gift med gås, en svane eller en anden fugl (Fuglekvinde-fortællingen er vandret verden rundt - findes fx også i Sydøstasien). Kvinderne der vogter over faunaens forskellige kategorier er heller ikke traditionen fremmed: Sødyrenes mor eller Havkvinden, og Månemanden.

 

Huset med de mange kvinder kunne minde om Qivaaqiarsuk (se denne), der fik en masse kvinder at forsørge. Men inspirationen er snarere 1001 Nats Eventyrs harem'er, der må opfattes som en slags lastens huler. Også flere af disse eventyr fandtes publicerede i oversættelse til grønlandsk.

ernisuitsoq / Den ufrugtbare

Print
Dokument id:200
Registreringsår:1859
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:ernisuitsoq / Den ufrugtbare
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 276 - 282, nr. 95
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

For en anden oversættelse til dansk se Thisted: "Som perler på en snor...". PhD-afhandling, Kbh. Univ. 1993, Tekstsamling, s. 36 - 39: uden titel.

Samme i: Kreutzmann, Jens: Fortællinger & akvareller. Red. Kirsten Thisted. Atuakkiorfik 1997: 54 - 59: Den barnløses søn.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning af Arnaq Grove i: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 54 - 59: Ernisuitsup ernera.

 

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 19 ss. 93 - 96 har Rink sammenstykket 3 varianter men holdt sig mest til denne. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 13, ss. 148 - 154: The Barren Wife.)

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

En Appamiut-beboer fortalte, at der engang levede et ægtepar, som ikke kunne få

børn. Manden, der misundte andre, der havde børn, mødte engang en lille ældre

mand, som kun levede af at fiske. Han sagde til ham: "Vil du ikke nok besvangre

min kone." Den ældre mand svarede: "Der er ikke længere kraft i mig." Men da

manden blev ved, sagde den ældre mand: "Jeg kan jo prøve. Sørg for, at din kone

stiller sig i sit pæne tøj på stranden imorgen ud for det sted, hvor jeg plejer

at fiske." Da den ældre mand dagen efter kom til sit fiskested, så han på land

en kvinde i pænt tøj. Han roede straks ind og blev derinde det meste af dagen.

Den dag fangede han kun ganske få ulke. Herefter stod kvinden på stranden

hver gang han kom til fiskestedet. På bopladsen var man ikke klar over, hvorfor

den ældre mand ikke længere fangede ulke, og hvorfor kvinden, som ikke kunne få

børn, altid havde pænt tøj på og gik ture. Kvinden blev gravid, og den lille

ældre mand sagde til manden: "Hvis det bliver en dreng, må du skaffe dig en

udhulet sten til lampe dér, hvor solen står op om morgenen. Så skal du finde et

ådsel af en skarv og stille den over for vinduet." Det blev en dreng og den

ældre mand sagde til manden: "Når drengen får lyst til at ro i kajak, skal du

lave ham en kajak med alle dertil hørende redskaber, og så snart han kommer i

kajakken, skal du sige til ham, at han skal sætte harpunspidsen på skaftet (gøre

klar til at bruge harpunen - Chr.B.)".

Da drengen voksede op, byggede stedfaderen en kajak til ham. Den lille

ældre mand (drengens biologiske far - Chr.B.) holdt ham med selskab hele tiden,

og han sagde, at der, når drengen første gang kom i sin kajak, ville en sæl vise sig med snuden over vandskorpen. Lige så snart stedfaderen blev færdig med

kajakken med dertil hørende redskaber, bar han den ned til stranden - endnu før

den blev helt tør. Drengen kom ned i kajakken og stedfaderen og den ældre mand

roede ud med ham. Den lille ældre mand sagde: "Vi vender ikke hjem, før han

har fanget ti sæler. Så vil han fange ti sæler hver gang." Den ældre mand roede et

lille stykke fra drengen og straks dukkede der en sæl op. Drengen roede hen til

den og harpunerede den. Da drengen havde fanget ti sæler, tog de hjem.

Drengen blev voksen og fik to koner. Hans bopladsfæller var meget glade for

ham, og i trange tider forsørgede han dem alle sammen. En vinter blev hele havet

dækket af is undtagen et lille stykke ud for bopladsen. Her fangede han ti sæler

hver gang, han var ude på fangst. Vågen blev efterhånden så lille, at han bare

kunne sætte kajakken på tværs af den. Til sidst frøs vandet i vågen til, og der

blev mangel på mad. De ville have en åndemaner til at mane ånder. På stedet boede

der en enke, ved navn Illutsialuk, alene med sin datter. Sommeren før havde

nogen set denne datter øve til åndemaner / angakkoq ved en sø. Den ældre mands søn

sendte bud til hende med den besked, at han ville betale hende en sortside, hvis

hun ville mane ånder for at få isen fjernet. Men hun sagde nej. Hun afslog

også bopladsfællernes tilbud om klæder og lampe som betaling . Først

da hun fik tilbudt en håndfuld perler, sagde hun ja. Hun bad sin mor om at hente

de klæder, hun plejede at bruge om sommeren. Iført dem gik hun ned

til stranden og gennem en lille åbning mellem isstykkerne ved stranden forsvandt

hun ned i havet. Man afventede, at hun skulle dukke op, og hun blev væk i tre

dage. Det viste sig, at hun sloges med den store kvinde (her bruges på

grønlandsk "Arnarsuaq" - Chr.B.), jog sæler ud af husets indgang og netsider fra

dryptrannet. Hun ville gerne have dem helt uden for (usikkert "silamut

issíkumisârdlugit" - Chr.B.). Først da den store kvinde var blevet formildet,

forlod hun hende og dukkede den tredie dag op gennem den åbning, hvorigennem

hun forsvandt. Så snart hun kom tilbage til huset, sendte hun besked til alle,

at hun skulle have hver anden sæl, de ville fange i morgen, samt de smukkeste

netsideskind. Men endnu den aften sås kun is overalt. Næste morgen dannede der

sig en revne udfor husene. Fangerne tog ud på fangst og kom hjem med to sæler,

Den ældre mands søn fik som altid ti. Han måtte af med de fem til åndemaneren.

De øvrige fangere gav hende den ene af de to sæler, de fangede.

Da morbroderen til den ældre mands søn engang kom hjem fra fangst, gav den

ene af den ældre mands søns koner ham et stykke af en sæls lændehvirvel at

spise. Omkelen blev vred over dette og lavede en tupilak, en ulykkesånd. Den dag

onkelen sendte tupilakken af sted, tog den ældre mands søn ikke ud på fangst,

selv om det var fint vejr. De efterfølgende dage havde han slet ikke lyst til at

tage ud på fangst. Tupilakken tænkte ved sig selv: "Han viser sig aldrig. Nu vil

jeg tage direkte hen til huset og skræmme beboerne ihjel." Da den landede neden

for huset, kom den i tanke om, at den lige så godt kunne gå ind i huset gennem

vinduet. Den fik øje på en mærkelig fugl med lang hals oven over vinduet. Da den

ville undersøge fuglen nærmere, nappede fuglen tupilakken under øjet og

holdt den fast. Da tupilakken slap fri, svømmede den ud. Den var lige ved at

gå ind i huset, men den viste sig ikke mere i havet omkring Appamiut.

 

Folk kunne ikke forstå, hvorfor den ældre mands søn pludselig holdt op med at tage ud på fangst, men åndemaneren fandt ud af årsagen til det.

 

Den ældre mands søn fik engang lyst til at forlade Appamiut for en tid. Han tog nordover, kom til Sisimiut og byggede hus ved Paaraarsuk. Om efteråret fangede han meget. En af Sisimiutboerne, som han var blevet gode venner med, fortalte ham, at folk lige nu fangede løs af spraglede sæler, hvis skind de brugte som fangstblære,

når de var på hvalfangst, og at man kappedes om at være den første, der hørte

hvalens åndepust / blåst ?. Den ældre mands søn var også på spragletsæl-fangst og fik ti som altid.

 

Da hvalsæsonen var ved at være inde, kneb det for ham at sove. Han ville gerne være den første, der hørte hvalens ånde. Han havde heller aldrig set en stor hval før. En dag, da det var dejligt og stille vejr, var han længe oppe. Hen på morgenstunden hørte han lyden af hvalens ånde. Den kom nærmere og på et tidspunkt blev hvalen på samme sted ud for bopladsen. Først da gik han i seng.

 

Da det blev morgen, råbte hans

yndlingsven ind til ham: "Du har aldrig før hørt hvalens ånde, gå udenfor og hør."

Han svarede: "Jeg hørte den, da hvalen var på vej ind udefra. Jeg gik først i

seng, da den blev på samme sted." Da alle dem i Sisimiut var taget af sted, fik

han også lyst til at være med. Han havde ganske unge mennesker som roere. Da de satte konebåden i vand, hældte han den til side med vilje så

meget, at den tog vand ind. Efter at have øst vandet op, roede de ud og

placerede sig nærmere kysten end de andre. De andre råbte til dem, at de skulle

længere ud, da hvalen ikke kom så langt ind til kysten. Men de blev på stedet.

Midt i det hele dukkede hvalen op, og den ældre mands søn og hans besætning

roede hen til den og harpunerede den. Fangstblæren forsvandt ikke under vandet.

Sisimiutboerne roede hen til et område, hvor de forventede hvalen ville dukke

op og de råbte til den ældre mands søn og hans besætning, at de hellere skulle

ro udefter, da hvalen næppe ville flytte sig nærmere mod kysten. Den ældre mands

søn pegede bare nedad. (Efter dette er der en sætningsforbindelse, som er uklar,

men som vist ikke har speciel betydning i sammenhængen - Chr.B.). De (hvem ? BS) dræbte hvalen. Derefter blev han hjemme selv om han fristedes til at tage af sted, når de andre var på hvalfangst. Man ved aldrig - han ville måske have oplevet at

fange ti hvaler.

Da det blev forår, vendte han tilbage til Appamiut, fordi han gerne ville

se sin far, den lille ældre mand, igen, mens han endnu levede, og han havde gemt de længste af hvalbarderne fra sin fangst til ham. Den lille ældre mand levede

stadigvæk af de fisk, som han fangede. Sønnen forlod ham ikke igen. Så den gamle

behøvede ikke længere at fiske.

 

Hist.: Fangstrejser nordpå.

 

Var.: Qujaavaarsuk. Selve fangsten af ormen og konens befrugtning med den fortælles også om Nappartuku, forfaderen til en talstærk slægt i Sermilagaaq fjorden: Jens Rosing: Hvis vi vågner til havblik. Borgen 1993: 12-16.

Erqilingmik katangutisiavdlit / De, der havde "erqidlit" som stedsøskende

Print
Dokument id:820
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419
Fortæller:Jørgensen, Sofie
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Erqilingmik katangutisiavdlit / De, der havde "erqidlit" som stedsøskende
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:5 sider
Lokalisering:Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Andet håndskrift (renskrift?): NKS 3536 II, 4', læg 22: erqilingnik qatángutisiartârtoq / eqqilimmik qatanngutisiartaartoq.

Se også revideret renskrift (ved Peter Rosing ?) af samme fortælling i KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415. Begge versioner er oversat i denne base.

 

Oversættelse ved Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 205 - 210.

"En fortælling om to søskende, der havde erqiliker / eqqillit til plejesøskende".

 

Resumé af Rasmussens oversættelse (nyoversættelse af håndskr. følger derefter):

 

Drengen og hans søster holder meget af deres plejesøskende,

som de spænder for deres lille slæde, når de leger. De to eqqillit

skærer om natten lange remme, mens de andre sover og løber næste dag

foran slæden langt væk til en stor afgrund, hvor de hænger broderen og

søsteren med hovedet nedad over klippen. Børnene magter ikke at komme

op. Søsteren dør af tørst, men broderen opfanger sit eget tis og

overlever. Der kommer en konebåd forbi langt nede. Den hører ikke hans

grådkvalte råb. Heller ikke den næste konebåd. Men den tredie hører

ham og man kappes om at komme først op og få drengen til plejesøn. Et

barnløst ægtepar kommer først, får drengen op, tar ham med hjem og

sørger godt for ham. Han får slæde og bidske slædehunde, laver sig

piske med små træstykker i enden af snerten, kører ind i en islagt

fjord, lader slæden stå og går derind. Der er hans tidligere

plejebrødre på isfangst. De finder det klogere at fange hvidhvaler end

narhvaler og opdager ham først, da han er tæt på. Forskrækket ber de

ham vente lidt. De skal hente en fanget sæl længere henne. Da den ene

sætter i løb på alle fire, ved drengen at de flygter. Han henter sin

slæde, sætter efter dem langt ind over indlandsisen indtil noget

kalvis spærrer for ham. Han løsgør en af sine hunde. Den kommer

tilbage fra kalvisen med uforrettet sag. Han opdager selv et hul i

den, trænger ind til en mængde eqqillit, som han dræber ved at bore

dem i ørene. Han fortsætter. Længere inde når han til en stor sten,

som han splitter i to med en formular, og dér har hans plejebrødre

gemt sig. Han spænder dem foran sine hunde foran slæden, pisker sine

hunde, og med de særlige piske med træstykkerne pisker han store sår i

de to plejebrødre. Først segner den ene og dør. Så den anden.

 

Oversættelse af håndskr. ved Chr. Berthelsen:

Der var engang et ægtepar, der havde to børn, en dreng

og en lillesøster til ham. En gang fandt de to erqigdlit / eqqillit og tog dem

til sig som plejesønner. Da søskendeparret blev større, brugte

de eqqillit som legetøj, som hunde. Engang blev eqqillit vrede og

drog bort. De blev væk længe. Det viste sig, at de var taget hen til

andre eqqillit for at alarmere dem.

En morgen vågnede fangerfamilien ved larmen af bue og pil. De så en

hel masse erqigdlit. de dræbte alle på stedet undtagen søskendeparret.

De sagde til dem: "I bliver ikke dræbt."

Da de havde dræbt alle de andre, tog de søskendeparret med til deres

land. Undervejs kom de til en stor fjeldvæg. Her begyndte de at ordne

deres rem. De rullede den op, bandt søskendeparret om fødderne og

hængte dem op på fjeldvæggen. Så forlod de dem, og de viste sig ikke

siden. De hang dér og led. De tørstede. Storebroderen drak af sin

urin. Lillesøsteren kunne godt tænke sig at gøre ligesom

storebroderen, hvor meget hun end tissede, hjalp det hende ikke.

Så døde lillesøsteren. Storebroderen tænkte: "Jeg vil også bare dø.

måske skulle man prøve at kravle op ad remmen." Nu var han på vej op

og kom helt op dér, hvor remmen endte. Han opdagede, at eqqillit

gentagne gange havde firet sig selv ned. Men derfra hvor han var,

kunne han ikke (komme ned til kysten); og her ville han sulte ihjel.

En dag, da han vågnede, var det godt vejr. Han kunne høre nogen synge

et eller andet sted fra. Så fik han øje på en konebåd, hvorfra sangen

kom. Derinde fra land gav han sig til at skrige, men de hørte ham

ikke. Han stod dér og var ked af det. Så begyndte han at skrige igen;

og de, der sang, tav og sagde: "Hør! hvor kom det skrig fra?" De roede

ind, idet de sagde: "Hvis det er en mand, vil den, der når ham først, få ham som plejesøn. Hvis det er en kvinde, skal den, der når

hende først, få hende til plejedatter."

Med de ord, gav kajakmændene sig til at ro af alle kræfter ind imod

land - en af dem så hurtigt, som om de andre blev stående på samme

sted. Da han nåede land, tog han sin rem af og gik op.

Han halede ham op og fik fat i ham, hvorefter han bar sin tilkommende

plejesøn, ned og anbragte ham oven på sin kajak. Han roede ham ud til

konebåden og afleverede ham til sin kone, idet han sagde: "Ham skal vi

have til plejesøn." Konen tog imod ham, og de opdrog ham.

 

Han voksede op; og da han blev fuldvoksen, fik han sig en kone og

anskaffede sig hunde. ("sâniartuvinarnit aamma ilisîniutit tamâsa

apésûtigât nâmaginagidlo atâserdle sínút pigamióq tauva nâmagilerpát" -

kan ikke forstå sammenhængen. C.B.)

Så sagde han til de andre: "Jeg vil ud på hundslæde." De

samlede mange hundepiske og økser og drilbor. Han tog afsted med alle

disse ting. Han kom ind i en stor fjord og fik øje på noget, der var

sort. De kørte derhen; og hundene snusede og gav sig til at grave; og

det, de trak op, var en narhval. De lod den ligge. Og da de havde kørt

et stykke tid, begyndte de igen at grave. Endnu engang var der en

narhval. De var kommet næsten helt derhen uden at genkende dem - de

var ligesom tågede.

Så blev der sagt: "Hvad er det, der giver genskin (en hvidhval)? Den

må du endelig ikke fange." Igen var der en, der sagde: "Hvad er det

for noget, der er sort (en narhval)? Den skal du gøre dig rigtig umage

for at fange." De kom endnu nærmere. De fremmede kunne

høre hundene trække vejret og vendte sig mod dem. Så kunne han se, at

det var deres plejebrødre. Den ene plejebror sagde: "Hvornår blev

plejebror til?" Og den anden. "Hvornår blev din svoger til?" (Jeg

forstår det ikke, C.B) (Det må være åndesprog, B.S)

Da de så bange ud, sagde mennesket: "I skal ikke være bange. Jeg har

længtes efter jer. Derfor er jeg kommet for at se jer." Så sagde den

ene af de to: "Vi har også længtes efter jer." Så sagde de to igen:

"Den hval (hvidhval eller narhval), som vi fangede herhenne, er ikke

dækket med sne. Matakken er ved at blive tør. Vi må lige han og se til

den. Det tager ikke lang tid. Så kommer vi tilbage." Så fór de afsted

og forsvandt bag et næs.

Den ene af dem løb som en hund lige før han forsvandt. Mennesket gav

sig til at vente dér. Men da de stadig ikke viste sig, tog han afsted

efter dem, idet han gav hundene fartsignal.

Da han nåede om på den anden side af næsset, opdagede han, at de var

nået frem til en snedrive højt oppe. Han fulgte efter dem; og på den

anden side af snedriven så han på vej op på indlandsisen. Igen fulgte

han efter og kom til indlandsisen ("tamarme ámalortoq qâqarnatidlo

tamarmit" = alt var rundt, og der manglede overdækning?) eqqillits

spor førte dertil. Så smed han en af sine hunde over på den anden

side, og den faldt ned, og han selv sprang over og derind.

Han så en hel masse mennesker, der sov, men de (to) usle eqqillit

var ikke dér. De gennemborede disse menneskers ører. "Síkatîk = flyt

dem!" sagde han. Han dræbte dem alle sammen og gik ud. Men de to

eqqillit var der ikke. Det viste sig, at de havde søgt ly på den

anden side.

Han fulgte efter dem; men kom så til en stor sten uden indgang.

Så fremsagde han en trylleformular for at få den til at flække, og

derinde sad de to og smilede. Han greb dem og spændte dem for (slæden)

med en hel ("iluvisumit") rem. Så havde han dem som slædehunde

("nuqâtato amûtdlugo"?). Så angreb hans hunde dem, og slædekusken

piskede løs. Han lod den ene eqqilik lide de værste pinsler og dræbte

den. Den anden fik en ligende behandling. Remmen blev trukket til; og

hundene sloges med erqiliken og dræbte ham. Så tog han hjem. Siden

kørte han aldrig så langt ind i landet.

Han havde hævnet sig rigtig godt og grundigt.

 

Var.: Inurudsiak / Hævn på Erkilik'erne; En sørgelig fortælling; eqidi';

 

Kommentar: eqqillit, "dem med lus", canadiske og alaskanske inuits betegnelse for baglandets indianere. I Grønland er de blevet hurtigt løbende farlige indlandsmennesker med kraftige hundeislæt.

Et fangstmiddel til tupilakker / Tupilangmik pissaqautigssaq

Print
Dokument id:1271
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Et fangstmiddel til tupilakker / Tupilangmik pissaqautigssaq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 320 - 333, nr. 36
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 94 - 105.

 

Resumé: Fortsættelse af "Et middel til sjæleran og...".

Skønt Kukkujooq har og kan næsten alt, der sikrer ham et godt og trygt

liv, frygter han andres misundelse, fordi han ikke har et middel mod

tupilakker. Han er den dygtigste og særkeste fanger på stedet. Og han

har i lutter glæde over at ha' overvundet sin barndoms sult sendt sin

harpun i sæler, som tilkom andre. Alt dette vækker misundelse. Han har

en god kone og mange børn. Men hans mor misunder hans kone, som hun

ikke kan skade. Derfor kan hun i sin sindsforvirrede tilstand finde på

at skade hamselv, sin egen søn, for på den måde at få ram på

svigerdatteren. Og levedygtige børn kan vække misundelse hos andre,

der har færre eller ingen børn. Endelig har han hjælpeånder med store

evner, men de kan åbenbart ikke skaffe ham et middel mod tupilakker,

for de kan læse hans tanker og har ikke tilbudt hjælp. Han bør dog

ikke i sine tanker klandre dem, for så kan de hævne fornærmelsen på

ham. Han mister humøret, lysten til at gå på fangst, og kuløren i den

grad, at hjælpeånderne end ikke ser ham, når han møder dem.(Hans indre

lys har mistet sin udstråling. BS).

Snart bliver han overbevist om, at der er lavet tupilak imod ham. Mere

og mere foruroliget koncentrerer han sine tanker om at skaffe sig det

ønskede middel mod tupilakker. Det skal hentes langt, langt borte.

 

En nat, hvor han ikke lader sig forstyrre af sin villige kones

blottelser, ser han vildgåsen for sig. Den er den eneste, der kan føre

ham langt nok bort.

Næste morgen meget tidligt ror han afsted langs kysten. Han skal ikke

ud på det dybe på fangst. Alligevel dukker en lille netside op på det

lave vand. Den flygter ikke, og K. der blir grebet af fangstiver, har

allerede hævet harpunen til kast, da han blir slået af skræk. Det er

selvfølgelig en tupilak. Han piler i land, går lettet op til sit mål,

en sø i baglandet, hvor han sætter sig og døser han, men vækkes af

vingesus. Snart lander den på søen, vildgåsen, og det er slet ikke

sæson for gåsetræk.

K. har ikke fortalt om sin samtale med gåsen, man hans søn Juuserfi

gengiver sin fars fortælling om, hvordan gåsen lærte K. at flyve og

selve flyveturen: Man spytter på ringfingrene. De kroges under venstre

knæ, der bøjes, mens højre strækkes godt frem. Da letter man. Man

lander med små hop på højre fod og knæet let bøjet. Gåsen lyser som

ild, mens den fører K. flyvende over landet, og han taber højde, hvis

han ikke uafbrudt kigger på dens hale. De kommer frelst forbi det røde

bjerg med Quulukboerne / Qulukboerne / Qulummiin- / Quulummiin-ånderne, der er farlige, fordi de kun lader sig hverve af nordlændingene (eller sydlændingene ifølge den østgrønlandske spejlvending af "verdenshjørnerne"). K. slipper forbi, fordi han har hørt om åndemaneren Ajijak fra Sermiligaaq. Denne lod sig lokke af

disse ånders kalden til at skæve efter dem, hvorefter han straks

befandt sig i deres hus. De spillede bold med ham så blodet flød og

klaskede ned på hans trommme. Også hans håndremme faldt ned. Både hans

hjælpeånder derhjemme og hans far blev rædselsslagne. Faderen havde

ellers gjort ham til en angerlartussiaq (en der vil komme hjem igen,

hvis han dør i utide). Da imidlertid den anden rem, som A. var blevet bundet

med til åndeflugten ikke faldt ned, fik faderen tiltro til at A.

alligevel ville komme hjem. Trommens ildevarslende klapren holdt op, og

hjælpeånderne pludrede atter løs af lettelse. A. kom tilbage tilsølet

i blod og uden sine håndremme.

 

Var: Til Ajijak-fortællingen: J. Rosing 1963: s. 216 - 224; KRH 425 nr. 33 med kommentar om at disse boldspillende ånder meget vel kan være nordlysets døde i himlen, se: Qajaqanngitsoq angakkussartoq. Sandgreen staver disse ånder med kort u i første stavelse, Jens Rosing med forlænget u.

 

Hist.: Piisui / Kukkujooqs persondata, søg på: Sandgreen 1987: s. 263

- 264: "Drengen Piisui". Det er sandsynligt at Sandgreen har fået

spejlvendt retningen efter østgrønlændernes orientering, som

Qulummiin-ånderne bor i. De lader sig formentlig kun hverve af

"sydlændingene". Se varianten hos J. Rosing.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Fjendskab mellem brødre

Print
Dokument id:2312
Registreringsår:1961
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Fjendskab mellem brødre
Publikationstitel:Hvis vi vågner til havblik
Tidsskrift:
Omfang:side 32 - 35
Lokalisering:Sermiligaaq: Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Resumé:

 

To af Nappartuku og Atsivaqs mange sønner var stærkt knyttede til hinanden. Den ene havde to sønner, som blev angrebet af de fælles hunde, der sled sig løs, mens drengene var alene hjemme. Den yngste blev revet i stykker, den ældste fik gemt sig mellen teltlagene og blev reddet. Brødrene kom op at skændes og flyttede derefter fra hinanden. En vinter da den ene kom på besøg hos faderen til den dræbte søn, blev han vel modtaget, men hekset over, da han rejste derfra. Den hævngerrige tilbød en særlig kajakåre med kantforstærkninger af narhvaltand til den der ville eje den mod (underforstået) at meddele og øve hekseri sammen med udbyderen. Det slog sig på den afrejstes hunde, der en efter en faldt om. Kun en tæve med hvalpe hjemme overlevede til det sidste besværlige stykke kørsel i tøsne. Hvalpene tog henrykte imod deres mor og med mor plus hvalpe i eet spand klarede broderen sig den næste tid.

 

Hist. Historisk overlevering i slægten Napartuku og Atsivaq. Se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9.

Forfølgelsen / Malerssorneqarneq

Print
Dokument id:1234
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Forfølgelsen / Malerssorneqarneq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 86 - 90, nr. 12
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 56 - 60, nr. 12.

 

Resumé: Mens Naaja er på besøg hos sine første hjælpeånders husfæller,

der er dværge, melder de en ondskabsfuld fælles ankomst. N. blir

gennet ud. Den ondskabsfulde er endnu langt borte, men opdager N. og

skifter retning for at indhente ham. De to dværge tager N. i hænderne

og puster på ham. Afsted går det i flyvende fart. Dværgene forlader

hverken N. ved teltlejrens vandsø eller dens vaskested, og de farer

teltet rundt med et buldrende vindstød, inden de forlader ham. N. får

vejret, går ind i teltet og fortæller intet om sin oplevelse, men

hans bedstemor forstår, at der må være sket ham noget særligt, der

skyldes, at han er gjort til åndemaner-emne.

 

Var.: J. Rosing 1963: s. 205 - 207.

 

Hist.: Begivenheden kan tidsfæstes til begyndelsen af 1800-tallet.

 

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Tolkning: Om dværge se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere).

Fortællinger om store angakokker, heriblandt Quaatsiaq der endte sine dage som kristen missionær

Print
Dokument id:226
Registreringsår:1860
Publikationsår:1997
Arkiv navn:
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Fortællinger om store angakokker, heriblandt Quaatsiaq der endte sine dage som kristen missionær
Publikationstitel:Fortællinger & akvareller
Tidsskrift:
Omfang:164 - 172
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 58h - 63v (slutning mangler, ses i afskriften)

Publiceret transskription af orig. håndskr.: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 164 - 172: Angakkorsuarnik oqaluttuat, Quaatsianissaaq ajoqersuisunngorluni toqusumik.

 

Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 197.

 

Oversættelse af afskrift i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 109, ss. 299 - 303.

Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 99, ss. 446 - 447: Among the last Angakut at Kangerlugsuatsiak.

 

Resumé:

 

Qapiarsuaq er angakkoq /  åndemaner ved Kangerlussuatsiaq, ligeså hans kone, og de følges hver dag ud på rypejagt, uden at de dog kommer hjem med bytte. De spiser heller aldrig noget derhjemme. En dag får et af børnene efter meget plageri lov at følges med dem og overværer, hvordan Qap. borer hul i de stejleste af alle klipper med en stok og med sin kamikrem fisker mattak op af hullet. Dernæst fisker hans kone et helt frisk stykke bugkød op med sit hårbånd. De to guffer i sig og giver til sidst også barnet lidt. Han glæder sig til at fortælle om det, men da han lige inden hjemkomsten beordres af Qap. til at spise en tørret tangspræller (en fisk), glemmer han alt, indtil mange år senere, hvor han er blevet fanger. Årsagen er den, at Qap. ikke kommer hjem fra fangst og er helt "blødgjort" da man finder ham. Da vender mindet tilbage.

 

Den næste historie skulle være fra et senere tidspunkt: Tre brødre som er dygtige fangere ved Kangerlussuatsiaq, Evighedsfjorden, er altid ude sammen i kajak. Den ældste, Quaatsiaq, er angakkoq / åndemaner  / angakok, de yngre hedder Usuinnaq og Ippak. Deres lille fætter, Inussunnguaq, er også angakkoq. Han er ikke så evnerig, men frygtløs. Det bliver da også ham, der ene mand får holdt en flok angribende sælmennesker, umiarissat, i skak så længe, at kun deres sorte knogler er tilbage på toppen af et isbjerg. Senere kommer en havmand (den smilende havmand, Qungussutariaq. BS) op af vandet til hans kajak, en meget venlig og nysgerrig en, der får sit ønske opfyldt om at få noget af en ræv. Inu. har tilfældigvis en rævehale i kajakken til at opsuge bundvandet med. Havmanden bliver hængende og vil vide alt om Inussunnguaqs fangstgrej. Da Inu. så kommer til at benævne nogle beviklinger forkert, synker havmanden bagover og forsvinder, mens han gentager ordet: "Qilaavakka (mine bindinger / bånd)." Inu. forstår ikke hvorfor, han har valgt dette forkerte ord.

Senere bliver Usuinnaq røvet af innersuit, ildfolk, og skønt det næsten lykkes ham, bl.a. ved den åndemanende Qua.´s hjælp, at vriste sig fri af deres tiltrækning, standses han af lillebror Ippak, som Qua. selv har sendt ud for at lede efter ham. Qua. prøver forgæves fem dage i træk at få Usu. hjem igen, hvorefter han sørger i lange, lange tider. Omsider, da han første gang igen slutter sig til mændenes fællesmåltid om aftenen, bærer hans kone og alle husets andre kone lækkerier ind. Så skal der festes. Men midt under det hele kaldes Qua. væk af noget, der viser sig at være alliarutsit (de nederste innersuit). De er kommet til stranden for at få ham til at åndemane og finde en fælle, der er forsvundet. Men Qua. har for at hævne sig på disse, der har røvet hans bror, dræbt denne fælle, der var hans hjælpeånd, og skal ikke nyde noget. Ånderne ved det godt og kommer gang på gang for at hævne sig. Men Qua. mærker dem altid komme og får standset dem ud for næsset i tide.

Senere drømmer Qua., at en kvinde fra en grav fører ham ham langt ind i landet til et dødsrige, hvor flere af hans forfædre og afdøde bekendte er. Da de spiser, må han intet få. Ellers kommer han ikke tilbage. En af hans forfædre spørger til sine efterkommere. Jo, de har det godt. De bor jo hos Qua., siger han. Tilbage i sit legeme besvimer han. Da han atter vågner hører han at den døde ledsagerske var hans mor, der døde i barselseng. De døde i dette dødsrige hedder 'dem der skulle bagom' (formentlig et ord på åndesproget noterer Thisted med reference til Robert Petersen).

Næste episode, hvor Qua. gentagne gange møder Usu. i kajak ude til havs, forklarer Usu. ham, at det er pga. af noget ufjerneligt sort noget under kajakstolen, at han ikke kan komme tilbage til mennesker.

Sidste episode beskriver Qua.´s omvendelse efter meget kraftig og langvarig modstand mod at blive døbt: I et mareridt ser han et kraftigt lys over sin datters hoved. Straks efter bryder familien op og tager hjem til Kangilleq, hvor han målrettet opsøger missionær Berthel Laersen, bliver døbt, og bliver endog selv kateket.

 

Hist.: Der er tydeligvis tale om historiske fortællinger. Berthel Laersen virkede i området fra 1757 til sin død i 1782.

Der er en del overensstemmelser mellem fortællingen om innersuits eller alliorutsits røveri af Uit. og østgrønlænderen, Georg Qúpersimâns fortælling om et tilsvarende røveri af hans bedste ven (Qúpersimân 1982: 165 - 170).

Placeringen af dødsriget langt inde i selve indlandet er meget usædvanligt. Det har måske noget at gøre med udtrykket: dem der skulle bagom: tunusaliarsuarnut, rejse langt mod bagsiden (Østgrønland?). Vedr. dødsriger søg på Sonne 2000.

Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34.

Habakummik / Om Habakuk

Print
Dokument id:1781
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Berthelsen Iver
Nedskriver:Rink H. J.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Habakummik / Om Habakuk
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:s. 54 - 57, nr. 4 og s. 62 (uden nr., efter nr. 7)
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

 

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 4, ss. 9 - 13 og s. 19.

Ikke medtaget i Rink 1866-71, II (bla. fordi Rink allerede i bind I

havde gengivet Jens Kreutzmanns version). En episode mere til denne

fortælling er tilføjet efter nr. 7.

 

Mads Lidegaard har citeret Inge Kleivans oversættelse af Iver Berthelsens beretning i små afsnit i "Profeterne i Evighedsfjorden", Tidsskriftet Grønland 1986: s. 220 - 221, s. 209 - 210, s. 208, s. 211, s. 233 og s. 216. (I sin litteraturliste henviser Lidegaard her til Rink NKS 2488, II; men det er IV. BS)

 

Resumé af Inge Kleivans oversættelse:

Fortælleren, Iver Berthelsen, er søn af overkateket Frederik Berthelsen, hvis storebror, Josef, er kateket i Evighedsfjorden. Habakuk og hans kone, Maria, bliver døbt som voksne. Maria bliver jaloux over en affære Habakuk har med en anden og begynder at gøre mærkelige ting. Habakuk tar sig ikke af det, men da hun bliver "falsk profet" (får syner, BS) slutter han sig til hende. Det samme gør husfæller og andre, da de to begynder at gøre undere. Josef er også til falds og Ivers far, der er i Sukkertoppen, hvor han hører om bevægelsen. Han føler sig også tiltrukket indtil han får post fra Josef og læser, at tilhængerne har det med skiftevis at græde og le helt vildt. Den slags har hans far, Ivers bedstefar, Palasinnguaq, netop advaret Frederik imod da han for år tilbage viede Frederik til kateket, for en sådan opførsel var tegn på "falsk profeti". Han skriver gang på gang til sin bror, Josef, om ikke at tro dem - og tar kopi af sine breve.

       Et brev fra Josef beretter ligeledes om hvordan Habakuk får luft for sin tro ved at befale alle at lade deres bøsser og, når han under et varsel om verdens undergang vender øjnene mod himlen, afskyde alle deres bøsser. På et tidspunkt tar han alle bestemmelser om, hvornår man skal fange, og når han har udsendt to fangere, der kommer hjem med fangst, spiser han alt hvad han vil. Men det lykkes Ivers dengang ganske unge morbror at fange sin første fangst med redskaber han kan låne af de voksne, når Habakuk har forbudt dem at fange.

       Bevægelsen ebber ud i 1789 og herom fortæller Iver så meget han nu har hørt: Hans far, Frederik Berthelsen / Naparutaq og distriktets præst besøger i to omgange Habakuk og Maria Magdalena i Evighedsfjorden, mens tilhængerne endnu bor der i større tal. Frederik Bethelsen fortæller præsten hvad han skal sige og hvornår, så efter en tid da Maria omsider ser direkte på præsten, spørger han hende: hvornår skal verden gå i stykker? Hun bider sig stum i læben. Ved det gentagne spørgsmål skyder hun skylden på en vis Elias (se ndf.). Men da hun såbenægter en længere række anklager for det hun har sagt og gjort, som den velinformerede Frederik B. fremsætter, bekræfter tilstedeværende mænd disse anklagers rigtighed. Fr. B. og præsten tilskynder folk til at komme tilbage til Maniitsoq, men det lykkes først næste forår ved det andet besøg. I mellemtiden har Iver hørt fra sin mor, der dengang var meget ung tilhænger, at man engang så himlen åbne sig og hørte salmesang oppe fra Umiussaq fjeldet i nærheden. Den salmehusker moderen udenad da hun efter ægteskabet med Frederik hører den under gudstjenesten.

       Frederiks kopier af alle de brevene til Josef læses af Missionskollegiet, der forfremmer Frederik til præst for hans helt korrekte og glædelige handlekraft i bekæmpelsen af det såkaldte "sværmeri".

 

Thisted og Thorning 1996: s. 62.  

En anden profet, Elias fra Appamiut, prædiker at alle døbte er døbt i Tornaarsuks blod. Han slutter sig til Habakuks bevægelse men får besøg af Frederik Berthelsen der foreholder ham det falske i hans ord: de døbte er døbt i Kristi blod. Til sidst falder Elias i så voldsom gråd, at Frederik Berthelsen får ondt af ham og holder inde. Men Elias' kone ber ham fortsætte, fordi hun er vred over sin mands tilslutning til Habakuk.

 

Var.: Habakuk

 

Thisteds kommentar: Fortælleren I.B. beretter om den berømte Habakuk-bevægelse,

således som han har hørt det fortalt af sin familie, der både på mødrene og fædrene side er førstehånds vidner til begivenhederne. I særdeleshed spiller faderen en væsentlig rolle. Såvel i denne version som i Jens Kreutzmanns er det nemlig ham, der med sine skarpe ord sætter de falske profeter til vægs, og dermed afslører deres bedrag for tilhængerne, hvorefter bevægelsen ebber ud.

 

Kommentar: Elias gør klart oprør imod missionærernes bedreviden med deres annektering af Toornaarsuk som betegnelse for Djævelen. Med sin udskiftning af Jesus med denne grønlandske skikkelse er der næppe tale om en egentlig Satankult i moderne forstand. Snarere om det vi i dag ville kalde et etno-politisk el. etno-religiøst oprør. Om toornaarsuk / toornaarsuit i førkristen religion, se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere).

"Sværmeriet" kalde i fagsproget: profetbevægelse.

Hans Egede Oqalukbalarata

Print
Dokument id:399
Registreringsår:?
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, V. 4'
Fortæller:Egede, Hans
Nedskriver:Egede, Hans
Mellem-person:Rink, H.
Indsamler:Rink, H.
Titel:Hans Egede Oqalukbalarata
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 1151 - 1161, nr. 227
Lokalisering:?
Note:

Oversættelse ved dels Chr. Berthelsen, dels Anna Berge (AB) på engelsk og videre til dansk ved Birgitte Sonne.

 

Hans Egedes fortælling

Det første jeg kan huske / første gang jeg kom til bevidsthed om mig selv (ilisimaqqarpunga) var de i færd med at svøbe min ærede bedstemor i ligtøj. Hendes hoved / hår var helt hvidt, da de dækkede hendes ansigt til. Egentlig undrede jeg mig bare over, at hun var besvimet, men hun var altså død. Og bagefter glemte jeg hende / det på en måde. Alligevel var jeg trist fordi jeg savnede hende. Det sagde de om mig, selv om jeg ikke rigtig kan huske hende. Så bagefter huskede jeg det lissom ikke. Så husker jeg (som det næste) en konebåd, og at være på sommerophold, efter sigende sammen med Rassersuaq og hans familie og at lære alle deres navne. Dem husker jeg helt klart. Jeg kan endnu høre den store råbe med høj røst oppefra: Var det ikke mig der nedlagde en stor renkalv? Og de gik ham i møde, de gik op til ham. Mens vi var fulde af forventning om den lækre talg vi skulle spise, kom de, og så havde han bare fået en lille bitte renkalv. Så det var nok den første ren han havde set. Men derefter begyndte han at jage rener.

 

På det tidspunkt da vi havde tilbragt sommeren (i telte) sammen og (senere) da det blev tøvejr (?), husker jeg et par gange, hvor jeg sagde at mit ben var brækket når jeg begyndte at blive træt. Og når jeg så faldt, lagde min far mig op, ovenpå sin byrde, selv om jeg løj af træthed. Det bagefter husker jeg lissom ikke. Men det jeg så husker var, at det var begyndt at blive mørkt, mens vi lå i lejr. Det må have været ved den tid, hvor vi kom ud (af fjorden) til Qaarsunnguit. Vi nåede til Uummannaarsuk i tide til at overvintre der, på samme boplads som immigranter / tilflyttere fra Sydgrønland. Det var Qingakkarsuaqs og Ittujuuqs. Dengang fangede man faktisk hvaler om vinteren og spiste mattak, men selv så jeg nu ingen hvaler.

 

Da vejret blev mildere, rejste vi sydpå og mod syd kom vi til Saqqaq. Men alle steder hvor vi teltede var der allerede sydgrønlændere. Jeg fulgte altid med mine forældre, når de gik på besøg. Ja, det skortede sandelig ikke på gamle folk. De af mændene der havde levet længst var disse: Kaasipassuaq, Maajaru og Ottorsuaq. Når Kaasipassuaq var inde trak han aldrig sine bukser op over lænderne, altid hang bukserne om hælene på ham. Jeg ved ikke hvorfor - måske fordi han var en gammel mand - ligemeget, hans fortællinger var uforglemmelige.

 

Og da vi tog derfra sejlede vi så til Itilleq. Der blev vi foråret over, hele foråret denne gang. Fra da det begyndte at tø / sneen blev hård (?) forlod vi ikke Itilleq.

 

Efterhånden som vi kom ind i fjorden gik det stik sydpå. Da vi denne gang roede derind fortsatte vi ikke hele vejen, men overnattede først, fordi min mor var syg.

På det tidspunkt teltede vi sammen med familierne Puuvi og Evald. Da vi så sejlede ud til Kangaamiut og slog lejr, stod et af husene dér tomt, fordi dets (vanlige vinter-) beboere var begyndt at overvintre i Amerloq. Derfor begyndte vi overvintringen dér alene mens vi satte huset i stand igen, fordi det endnu ikke var gjort.

 

Så ankom en umiak / konebåd med folk, som tilhørte Iigooq (? et navn eller blot ender har en umiak, en umialik? AB) De prøvede at få os til at overvintre med dem. De nævnte en vis grønlænder nordfra, Antonia, som skulle have slået sig ned i Timerleq. Da huset næste dag var færdigt (til indflytning) tog de ud i umiak på bærtogt, og min mor og jeg blev hjemme og passede på teltet. Min mor skrabede skind, og mens jeg legede ved siden af hende, hørtes en lyd helt tydeligt uden for. "Gå ud og se!", sagde min mor. Da jeg kom ud, var der denne umiak fuld af folk og en enkelt ledsagende kajak, der drejede ind i fjorden lidt syd for os.

Jeg vendte rundt, om mod teltåbningen og agerede umiak. Da min mor kom ud sagde hun: "De skyder fordi de ikke tror her er nogen, gør et eller andet så du blir set!" Mens jeg løb rundt og rundt oppe på hustaget for at blive set, og de hele tiden roede nærmere i deres umiak, og jeg hele tiden råbte 'umiak' over mod dem, begyndte de at gå i opløsning, og da endog den ledsagende kajakmand gik i stykker, så vi ikke andet end små stykker is. Det var mit livs første oplevelse af noget uforklarligt: For vi kunne ikke se det klart.

 

Senere kom der drivtræ flydende, flere og flere stykker, mange takkede stykker, store stykker. Og det var så bådens forstævn de fandt, men de fandt aldrig de øvrige dele, for der var kun tre kajakmænd til at fange (? på fortællerens boplads - og de kunne ikke nå så vidt omkring, BS ?).

 

Da vinteren kom, rygtedes det, at Antonia der havde slået sig ned i Timerleq, var en der virkelig havde noget at fortælle. Så de hentede ham i kajak, bandt hans kajak til deres egne. Han ændrede aldrig på sine historier. Jeg lyttede snart helt opslugt til dem. Han havde altså været helt nordpå til Upernavik. Han sagde også at han var kommet med umiak til Sigguk (Svartenhuk), hvor edderfuglene fælder, i den store sø.

 

På den tid vågnede jeg en morgen, da vores tre kajakmænd var taget til Maniitsoq (på indkøb) og næsten måtte give op på grund af den megen is. Da var det så, at Abraham havde bedt om at de måtte få en handelsassistent til bopladsen.

 

Ved den tid hvor vejret mildnedes, og vi kom ud af fjorden vi havde været i og skulle bo i Kangaamiut var der nogen der råbte 'umiak'! Nogle der var ude efter drivtræ / flydetræ kastede anker, og dem der havde kvinder med på rejsen gik i land, hvor de sladrede om, at vi skulle få en handelsassistent. Da blev folk ellers glade, og en umiak med folk der skulle overvintre (i Kangaamiut) ankom med Amos og hans familie og Niels Berthelsen, der skulle være vores kateket.

 

Da det blev vinter, kom der folk fra Timerliit for at sælge lidt spæk. Og engang kom en umiak der havde en meget gammel kone med, Maliit hed hun. Om hende blev det sagt, at hun for at vise sin glæde over at se mine forældre igen fortalte dem om sine første barndomsminder.

 

Det første hun blev bevidst om / kunne huske sagde hun, var da de første danske kom til Kangaamiut. Hun var faderløs, da hun begyndte at kunne huske, og huskede derfor kun sin mor. Moderen var allerede døbt, sagde hun, og da hun havde lagt mærke til, at den kære præst altid gik frem og tilbage med hænderne i siden, og mente det måtte skyldes det hans faste tro, og så at det gjorde moderen også, øjensynlig fordi hun også var troende, så vænnede Maliit sig også til, når hun fjernede sig fra folk, at gå med hænderne i siden for at få tro / blive troende. Efterhånden blev hun dog klar over, at både præsten og hendes mor åbenbart gik sådan fordi de havde smerter over hoften, mens hun havde efterlignet dem fordi hun altså mente det skyldtes den tro de havde.

 

Mens Maliit voksede til, havde hun fortalt, så hun, at flere og flere blev døbt idet de samledes til overvintring i Kangaamiut, fordi de ville lære mere og mere så de kunne blive døbt. Også Amaalissuaqs kom og slog sig ned for vinteren for atomvende sig, for Amaalissuaq, der ellers var angakok / shaman / angakkoq, ville opgive åndemaneriet. Han var gået til præsten, havde græd, fortalt om sit slette levned lige fra dengang han begyndte at oplære sig til åndemaner. Da han først var begyndt havde fortalte han løs til den lille præst, men da han så havde fortalt hele sin livshistorie, havde han bedt præsten om at gøre noget (til gengæld) fordi han ønskede at blive undervist og blive døbt sammen med hele sin familie. Og man sagde, at Amaalissuaq virkelig var utrolig lærenem. Da isen i vinterens løb for alvor lå fast, og de lod kajakkeren ligge og gik over isen (på fangst), og Amaalissuaq havde haft sin kajak med ude og lagt den på isen (?) - for når kajakmændene kom hjem blev kajakkerne bare lagt her - så satte midt om natten pludselig en heftig storm ind og brød isen op, hvorved mange kajakker gik tabt. Kun nogle få havde deres kajakker endnu, havde hun fortalt, og da nyisen var væk satte det ind med tø flere gange. Og da de der havde mistet deres kajakker måtte købe på kredit fik det så småt de følger, at dåbskandidaterne døde / forsvandt en efter en (usikkert, AB). Amaalissuaq var en af dem der døde og han skulle på dødslejet have sagt at han var taknemmelig for at intet havde fået ham til at glemme det han havde lært. For nu skulle han dø.

 

Senere, da Maliit var blevet en ung pige, ankom hvalfangere en fuldmånenat og lagde til kaj. De overvintrede i Kangaamiut, fordi vinteren faktisk tog til, da de kom, men om foråret sejlede de ud igen.

 

Denne Maliit boede også mange vintre i Appamiut, men senere da hun var her med nogen (sin mand) fra Uummannaq, Napasoqs Uummannaq, byggede de hus i Appamiut. Hun fortalte at engang efter indflytningen hvor hun arbejdede alene med det

(istandsættelsen), var der noget som en skibsstævn ved siden af hende. Hun vendte sig mod det og så en kvinde, der vendte ryggen til og gik (da hun var blevet set - usikkert, AB). Maliit skulle så bare have set hende gå mod syd, hvor hun forsvandt ud af syne ved et gammelt kødskur. Da Maliit kom hen til sine slægtninge, viste det sig, sagdes det, at en ung pige for lang tid siden var død og begravet på det sted mod syd.

 

Senere engang, da de overvintrede og delte hus med en meget gammel, begyndende dement mand som eftrhånden fast logerende, forklarede han, at han som barn delte briks med en ugift kvindelig angakkoq / shaman / åndemaner. En nat vågnede han så pludselig ved, at nogen sad op og pegede på gulvet, og han så to helt ens ting, sagde han, skindposer. Mens han rædselsslagen dukkede ned under sit tæppe, sagde hun: "Du skal ikke være bange for mit legetøj, og når du vågner nævner du dem ikke med eet ord." Også en anden gang vågnede han op af noget. Da havde hun en skygge / skyggeånd (tarrarsuaq) uden for.

 

Og den gamle mand tog også fat på en historie om sin mor. For når de andre var taget på renjagt / rensdyrjagt og de (mor og småbørn) var ladt ene tilbage, så, når maden var ved at slippe op, gav hun sig til at råbe højt, flere gange, om at få mad. Netop som hun råbte voldsomt højt, så de en tungt lastet kajak nærme sig. Hun sagde til børnene: "Det er jeres farbror der kommer. Gå ned og tag imod ham." Børnene gik mod ham. Og da han landede, var det bare et stort klippestykke som de havde troet var en kajak. Børnene gik op og når de sagde det til deres mor, råbte hun atter løs: "Anden gang / mad, mad" (aapatassaanik, dvs. åndesprogets ord for mad, BS. AB mener det er "Anden gang"). Snart strømmede folk op på siden af hende, en hel flok efterhånden, sagde han. En af dem gav hende tørret rensdyrkød. Og en af dem, en ung, ugift pige, der dukkede op med store muslinger der hang fast på hendes kamiksåler, sagde: Jeg kom nordfra, fra klipperne. Hende Kuppalisuaq, som, fordi de fjernede mig derfra med magt, ikke taler meget / ikke bryder mig om den slags mad." Men efter sigende spiste hun aldrig tørret kød midt på dagen. Kun om natten, og da hun begyndte at spise vækkede hun sin datter, som skulle se på at hun spiste det. Og så snart hun spiste af det, begyndte hendes mund at gå kaput, værre og værre, lige til hun døde af sindssyge.

 

Men da nu deres husfælle (den gamle mand) døde, sagde Maliit, så en dag, to dage efter at de havde begravet ham, hvor Maliit havde spændt det ene efter det andet skind ud til tørre, en hel masse, og havde samlet dem sammen igen om aftenen, da de var tørre, båret dem ned til båden og lagt dem under den, og så gik tilbage midt på stien, da stod han, som de havde begravet for to dage siden lige dér, hvor hun ikke kunne komme uden om ham. Ellers var hun straks flygtet, men nu gik hun så bare hen mod ham. Tættere på vendte hun nærmest ryggen til ham og kunne næsten røre ved ham mens hun kantede sig forbi. Hun var så bange, fortalte hun, først så bange, at hun skammede sig for at sige det, da hun kom ind i huset. Så sagde hendes husfælle:

"Maliit, hvad er der galt?"

"Vi har set et spøgelse!" hviskede hun.

 

Fra Appamiut flyttede de til Isortoqs Uummannaq, hvor Maliit snart efter fødte en datter, som de jo blev lykkelige for. Så snart vejret mildnedes, rejste de nordpå langs kysten og slog sig ned for vinteren i Ilulissat. Da de var kommet dertil, blev hun overrasket over alle de hvaler de dér fangede i våger / polynier. Stedet hvor de begyndte overvintringen og havde hus hed Allisoqqat, sagde hun. Om vinteren en dag, mens hendes mand var taget på ulkefangst, gik hun ned og nogen skød hende i benet. Det var skam den mellemste søn hvis kugle under ravnejagt havde ramt og var prellet af på hende.

 

Da det for alvor blev vinter, sagde hun, da det rigtig frøs, tog folk frit omkring, og hun var ude (på isen) og for første gang se dem fange hellefisk. En masse fiskere, der byggede snehytter. Hvor var det dog fornøjeligt. Men, sagde hun, lidt senere, da familien tog på besøgsrejse nordpå, synes de også selv at de ville lidt på besøg med hundeslæde. Men da de så først måtte købe en spant til opstænder på slæden, forlangte de (sælgerne) alt for meget, og de kom igen og igen, altså dem der ville sælge træet.

 

De folk de besøgte var gode fangere. Da aftenen faldt på, var det tydeligvis mændene man hørte, for de snakkede ikke om andet en fodbold og slædekørsel.

Første gang de kom ind på besøg fik de øje på et trist barn der sad alene lige over for dem. Da de så undrende på ham sagde værtsfolkene (?). Det er fordi han ikke ved hvad der er sket hans forsørger (adoptivfar), som gik ud over isen men ikke kom tilbage (usikker oversættelse, BS). Efter besøget gik de hjem og besøgte dem aldrig igen, fordi, havde Maliit sagt, de folk bedrev hekseri, og hun brød sig virkelig ikke om dem, når de snakkede om den slags, fordi præsten havde lært dem, at det skulle de ikke lytte til.

 

Da foråret for alvor kom, havde hun fortalt, se dog! så begyndte de at fange masser af hvid- eller narhvaler. Da de så roede ud på sommerophold tog de med dem til Nuugaarsunnguaq. Da de der syede amaat til sælskindsanorakkerne, syede Maliit også en fin en til søndagsbrug, men da hun var førdig og havde lagt den op på fisketørrestativet og var gået ind et øjeblik, så, da hun kom igen, havde hundene minsandten ædt den rub og stub. Der var også et år med dårlig fangst, hvor de gerne satte talerkenfulde med mad ud til hundene. Men da Maliit havde sat en tallerken ud, og hundene slikkede den, kunne hun ikke få fat i den, for der var bare ikke længere nogen tallerken.

 

De var en lille familie, sagde Maliit. Engang hun var alene, fordi kajakmændene var taget ud, lød det pludselig som teltforhænget blev åbnet, og da hun drejede hovdet, kom der en stor kvinde ind, som hun aldrig før havde set. Det var altså Qillaq som kom ind og sagde at hun skulle tigge om noget med ben i til nogen / en anden. Maliit var i færd med at flænse skind til inderkamikker, og normalt var Qillaq virkelig meget rar. Under besøget sagde Qillaq så til sin værtinde: "Gå lige ud!" Maliit tog sine kamikker og gik ud, og da hun havde været ude lidt og kom ind igen, rettede Qillaq der stod og flænsede sig op. Noget overrasket satte Maliit sig, men straks efter sagde Qillaq: "Maliit du skulle skamme dig!" Og så gik Maliit ud igen. Hun gik nok ud, men da hun kom ind (igen) og Qillaq rettede sig op fra sin flænsning, så Maliit, at hun stak lidt til side. Da Qillaq skulle gå efter besøget, gav Maliit hende det hun havde bedt om, og hun gik. Om natten da Maliit var gået i seng, pillaqaarani (?) vågnede hun op ved en stemme indefra. Hun havde fået næseblod så kraftigt som fra en spand der strømmer over med vand. Mens hun prøvede at komme i tøjet, kom Qillaq hen imod hende med afskårne stumper fra hendes kamikker og kødstumper i hænderne. Hun skar noget ud mens hun nærmede sig. - Hun brød sig ikke om at fortælle den historie, men til sidst gjorde hun det. - Da Maliit vågnede havde hun fået en ny (pitaariallarluni ??), og nogen, hun havde set komme ind, sagde: "Man siger, at Qillaq knækkede helt sammen da hun i nat faldt ned fra briksekanten. Dernede fik hun så næseblod!" Maliit fik det lidt efter lidt bedre, mens Qilaaq fik det værre og værre. Hun døde så sørgeligt.

 

Da det blev sommer, tog de sydpå, igen til Isortoqs Uummanaq, hvor de blev (?). Så nu er jeg færdig med mine Maliit - historier.

 

Men så mine forfædre, de rejste jo (som alle andre) her og der, og da min far første gang rejste med (sin) umiak boede han på Kangeq og det var mod land, sydover bare til Nuuk. Men da der var så megen is dér, kunne de ikke komme langt nordpå og måtte overvintre i Napasoq og først senere tilbragte de vinteren i Amerloq. Da de havde overvintret dér i nord tilbragte de sommeren i Isortoq. Mens de var der, ankom en umiak nordfra som slog lejr, en båd fuld af folk fra Ilimanaq sagdes det. Den ny bådejer var Kussukusuk, lillebror til Tiliisaq, en kvinde fra deres rejseselskab (fra?) Amerloq. De skulle være rige på gods men var frygtelig sultne da de slog lejr. Abraham selv og Soorunnguaq var familieoverhoveder, aataartunnguarooq ?OBS? så når de havde jaget og fået mange rensdyr og roede lidt ud fangede de straks noget og bugserede det til land. Det var fordi, sagde man, at Kussukusuks var så sultne fordi de stort set intet havde fanget da de kom hjem fra fangst og rejste af sted ?OBS?

 

Og min far, Abrahan fortalte historier, som jeg altid lyttede til. Hans mors historier, altså min ærede bedstemors, Tigaaqs yngste datter. Denne Tigaaq, siger man, startede med at jage med bue og pil og fangede ofte, men så snart hvalfangerne kom, købte han sig en bøsse.(Med den) tog han hævn over sine fjender og rejste så nordpå til Pisuffik. Min bedstemor, der stadig var udøbt, ja det var de faktisk alle i familien, hed Tartoq men Tapitta da hun blev døbt. Men denne Tigaaq, sagde man, døde i Nuussuaq uden at være blevet døbt. Hans døtre blev gift i Ilulissat, og da Tigaaqs søn, Amaalissuaq, blev døbt, fik han navnet Abraham, altså ham, der skriftede grædende for præsten op til dåben. Og min store bedstefar, Egede, sagde at han var født i Nuuk.

 

Da danskerne kom til Kangaamiut, flyttede Egedes familie til Kangaamiut med kun een fanger, for Egede fangede endnu ikke. Så, siges det, kom deres enlige fanger ikke hjem, og senere rygtedes det, at en af dem der sejlede langs kysten havde dræbt ham. Derefter havde de kun danskerne ilaqileqarpaat: at holde sig til / omgås / havde de kun dansk tøj at gå i (flere muligheder, AB). Da deres fanger udeblev og de faldt i sorg over ham, blev en af kvinderne, der jo også sultede, sindssyg. Men så giftede deres købmand / kolonibestyrer / handelsbestyrer / -assistent sig med Egedes ældre søstser. Og på den tid hun fik et barn, var Egede vagtmand / stod Egede brandvagt (på udkig efter hvaler, BS) og gik ikke tidligt i seng. Mange mænd stod uden for vinduerne. Så en nat da en mand som vanligt stod uden for huset, fulgte han (Egede) efter ham, men netop som han næsten nåede ham på stranden, kunne Egede pludselig ikke længere se ham, for dertil og ikke længere lod han sig se (muligvis underforstået en innersuaq, ildmand, en af strandens underboere, BS).

 

Efterhånden kom der flere og flere folk (til Kangaamiut). Da mængden tog til, giftede Egede sig. Han tog Tapitta, de fik en datter, og en sommer hørte de, at handelsbestyreren skulle flytte til Qaqortoq. Først nu skulle Qaqortoq have danskere (koloniseres). Deres kolonibestyrer (i Kngaamiut) skulle altså rejse, men Egede ville med. Derfor fulgte han ham i to konebåde, sydpå og på stedet tæt på Qaqortoq hvor de lagde til land, var der to forsamlinger af / grupper telte. Og tænk, en af grupperne var altså efterkommere af ham, der havde myrdet deres eneste fanger. Så rygtet gik jo, at Egede var kommet sydpå for at hævne mordet. Egede gik så op og ind i et af teltene, hvor så en mand kom ind, rystende over det hele, og da han havde sat sig sagde han, at de havde hørt, at Egede var kommet sydpå for at tage hævn, og at det var hamselv der var morderens efterkommer. Men Egede sagde, at det bestemt ikke var hans hensigt, for efter at de var blevet døbt, brød de sig ikke om at dræbe nogen. Da de efter et kort ophold i land  skulle af sted igen, kom morderens efterkommer ned med en ledsagende kajak og nogle paddelårer ned som en gave til Egede (kajakmand eller kun en kajak ?).

De sejlede derfra og var på udkig efter et egnet sted til Qaqortoqs store huse. Da kolonibestyreren havde fundet beboeligt land, måtte de jo vente på skibene. Så, endnu før de var blevet utålmodige kom skibene, og Egede roede ud til skibet med posten (som skibet skulle have med, BS). Straks de havde lagt til land begyndte de omgående at bygge husene.

 

Dengang Egede ankom i syd syntes han ikke, at der var så mange mennesker i området. Men da skibene lagde til, fortælles det, blev han for alvor klar over, hvor mange der var. De strømmede til i mængder, og man hørte ikke andet end snak om enten tobak eller nåle, for de var vilde efter små jernstykker. Det var næsten heller ikke til at sove med alle de tilrejsende mennesker, sagde man, så kolonibestyreren bad dem holde trommedans ved elvens bred. Nåda, hvor blev de henrykte, og de holdt trommedans ved elven . Nu var det jo sådan, at når folk samledes i store mængder, handlede de med alle mulige småting, lampevæger, tørrede småulke, for dog ikke at komme helt tomhændede hjem. Når kolonibestyreren så havde købt ganske ligegyldige sager, smed han dem ud, når sælgeren var gået. På det sted så Egede også en kajakmand komme, der var så gammel at han ikke kunne holde sig på ret køl. Han havde en ung kajakmand med som ledsager, der understøttede ham med sin åre, når han var ved at kæntre. Alligevel havde han en lille tørret mavesæk som last, sagde man (en slags redningsboble? Chr. B. En pooq-amulet mod kæntring? BS), og han kom fordi han aldrig havde set en dansker før.

 

Når skibene dengang skulle ud fra land, bad de en person (kendtmand) sejle med. Det blev så Oqaqqu, den forældreløse, Qaqqats plejesøn, der denne gang sejlede med. Egede så ham tage bort som kendtmand, væk fra sine egne, trist og grædende dér i agterstavnen. Tilmed sagde han: "hvor trist at Qaqqat ikke forbød mig at rejse over vandet / stakkels Qaqqat bad mig (ellers) ikke rejse over vandet (krydse havet)."

 

Da han var sejlet og det var efterår, var nogle kajakker kommet på besøg, og deres shaman sagde, at Oqaqqu var blevet dræbt af nogle soldater. Vinteren gik og sommeren kom, og endelig kom skibene, og der var minsandten Oqaqqu i fin jakke, flot blød hat, og han var blevet døbt. Han havde fået navn efter kongen, Christian og var vist blevet rig. Snart efter at han var kommet i land søgte han en der kunne vaske hans tøj. En af handelsmedhjælperne var sat til at vaske noget, og da Oqaqqu bad ham hente noget sæbe (qaqorsaat - hvidtemiddel), kom han med et stort stykke skrivekridt / tavlekridt. Da Oqaqqu sagde, at det var jo kridt, sagde han: "jamen, hvad er så sæbe for noget?"

 

Oqaqqu gik øjeblikkeligt i gang med at få sig en ny umiak, som han efter sigende ville betale rundhåndet.

 

Mens Egede var dernede i syd, fangede Sakkak en pukkelhval som var blevet harpuneret mange gange (af andre et andet sted? med en masse harpuner i? BS), og vinteren før han rejste nordpå havde Egede en grov karl som bofælle, der havde mange fortællinger. Om denne fortaltes det, at han een gang havde følt sig ordentlig mæt. Det var i blåbærsæsonen, hvor han var ude efter bær og da han nåede ud for sit bærsted og gik op, var det så blåt som aldrig før. Han gik derop, men fordi det var så besværligt at bukke sig helt ned og plukke og spise, og stedet var så skønt, lagde han sig ned, plukkede løs og guflede i sig. Og hver gang der ikke var flere, rullede han bare en omgang ned. Han var faktisk nået et godt stykke nedad, da han begyndte at mærke sin mave og tænkte: "måske har jeg endelig en gang forspist mig." Han kiggede lige på sin skygge og blev klar over, at hans fødder pegede nedad, hvorefter han rullede bagover og tog fat på at plukke og spise igen. Da hans mave endnu længere nede begyndte at gøre ondt og han atter ville se sin skygge, stødte han imod den (?? fordi han var nået helt ned ad bakken ? BS) og da havde han utroligvis fået nok! Mens han langsomt gik ned og kom til sin kajak, måtte han både skide og kaste op. Han kom til hægterne, men så tog han (dog) hjem.

 

I den tidlige vinter, hvor Egede havde fanget to spættede sæler, spiste den grove karl til han revnede. For så snart Egede havde sat maden frem, kom den grove med sin lille kiste og satte sig på den ved siden af Egede, og mens skindet kogte færdigt, åd han uafbrudt. Ud på aftenen revnede han (??) og blev syg. Langt om længe kom han sig.

 

Da vejret blev mildere, rejste Egede nordpå. Sent på efteråret nåede de Paamiut og overvintrede foreløbig dér, men da vejret blev mildere, tog de videre nordpå og kom til Kangaamiut. Mens de overvintrede i Kangaamiut, døde Egedes datter af længsel efter sin bedstefar / faster (?). Og så snart det blev mildere, tog Egede bare nordpå og blev et år i Ilulissat. Da den tredje vinter begyndte, og en slæde ankom nordfra, så Egede et ægtepar klædt fra top til tå i rensdyrskind. De kom kun for at få krudt og bly. Tobaksrygning kendte han ikke. Fordi hans hunde var så fortræffelige, ville bestyreren faktisk gerne udveksle dem for sine hunde plus en halv 'form' / stang (?) bly og en stor dåsefuld krudt. Men da gæsten ville til at tage imod det udbrød han: "Milde himmel, jeg elsker dem jo så højt!" og opgav handelen. Så det endte med at han rejste uden at have fået noget.

 

Og man siger, at snart efter så Egede Uteriitsoq komme, ham der hed Uteriitsoq, en enorm mand, meget sort, en værre ædedolk. Han fortalte anekdoter fra sin tur langs kysten nordpå, helt op til det frosne Polarhav / Ishavet. Undervejs dertil havde han mødt en gruppe mennesker der gik med åbenstående hætte (?), og det var med vilje, sagde de, fordi månen så på dem (og så ville blive bange, Chr. B.). De slog lejr og overnattede hos disse mange folk, og da de vågnede op om morgenen, var der en af de to ækle mænd, der gik ind og ud (det lyder underligt, BS) og gav ham et ordentlig skub med hånden bagfra (Chr. Berthelsen har: Da de overnattede hos disse mennesker, skete det, at en af dem der gik først ud om morgenen, blev overlistet og skubbet bagfra af en af de fastboende). Han var lige ved at gøre gengæld med et skub med hånden, da det viste sig, at det var deres skik når de så nogen for første gang. Han rejste fra disse folk videre mod nord til den faste is og fulgte iskanten og måtte slå lejr på den bare is. Og netop da var der mange hvidhvaler / narhvaler, så da de skulle slå lejr, fangede han en hval og så brugte de dens mattak som 'gulvtæppe' (ifølge Chr. B. AB's forslag er uforståeligt). Da de tog derfra lod de alt kødet ligge. Ved Ishavet, fortalte han, havde de lagt til ved en ø. Der var kun et enkelt hus med stødtænder (i stedet for træstøtter? BS) af hvalros og narhval og masser af fangstredskaber af narhvaltænder uden for huset. Inde i huset kunne han se hvad folk havde spist, et hoved, men ikke fra hvilket dyr, og der var ingen mennesker at se. Derfra vendte han tilbage sydpå.

 

Og Egede selv tog tilbage sydpå, da vejret bedredes, fordi han begyndte ikke kunne få Kangaamiut ud af hovedet. Men man siger, at skønt der i nord var masser af fangstdyr, var det nok på grund af den megen is, at han tog tilbage til Kangaamiut.

 

Mens Egede var i Qaqortoq fik han set en angakkoq / angakok / shaman / åndemaner, da de der overvintrede i nabolaget inviterede ham, og han gik derhen sammen med en anden. Tidligt om aftenen mens de endnu var på besøg, var det man sagde: Vores åndemaner herude vil bede om / skaffe en mand fangstdyr i aften (dvs. holde en seance)!" Snart efter råbte de højt uden for husene: "Man skal komme og lytte!" Da de kom hen til Egede, lod han sig ikke bevæge (til at gå med). Da de (værterne) havde været længe borte, sagde Egede til sin ledsager: "Der er vist ikke det den åndemaner ikke ved (han har meget at fortælle). Måske vi skulle gå hen og prøve at blive bemærket udefra." Da de gik ud, og da ingen bemærkede dem, sagde Egede: "Lad os hente en fangstsblære fra under umiakken / konebåden og lægge den i indgangen fra husgangen. Så opdager de os måske." De tog en, bar den op og lagde den i indgangen. De lyttede lidt til dem, men da de intet forstod, gik de tilbage og ventede på deres værter. Omsider, først hen på natten kom de. Nå, og de sagde: "Da det sluttede, og en af dem gik ud, kom han til at træde på den dér fangstblære. Da han bøjede sig efter den, og den viste sig at tilhøre den, der skulle skaffes fangstdyr til, sagde de andre, at han var vel nok heldig (Ifølge Chr. B. og Arnaq Grove. Jeg har fravalgt AB's tolkning, nemlig at det er angakokkens blære). Næste dag tog de hjem og senere hørte de, at den der skulle skaffes sæler til intet havde fanget den ganske vinter.

 

Egede rejste altså nordfra sydpå, dvs. han blev nu fastboende i Kangaamiut. Det var så da han kom til Kangaamiut at han fik en ny datter, Klara hed hun. Og senere fik en han en søn, der fik navnet Abraham. De kom altså til at opleve Habakuks vranglære. Abraham oplevede det godt nok, men forstod ikke et pluk af det. Dengang de begyndte, kom kajakpostmanden og fortalte, at folk var blevet dybt troende, for nu kunne de gense alle deres døde. De brast alle i voldsom gråd, og engang mens Klara var barn og ikke kunne græde som habakukkerne, gik hun ud i gangen sammen med en anden og sagde: "Måske kommer vi til at græde, hvis vi knalder hovederne sammen." Det gjorde de så, men græde kunne de ikke. Når kajakmændene kom hjem tog de straks afsted for at blive troende. Egede fulgte dem snart ind i fjorden (Kangerlussuatsiaq / Evighedsfjorden), men han blev skeptisk / kritiserede dem og brød sig ikke om deres skikke. Så han tog bare tilbage, han tog til Kangaamiut.

Habakuk lod så sige, at Egedes familie var onde, fordi de ikke ville troe, og at de nu kun havde brystet oven vande i den store elv (?? var de ved at gå til bunds i overført betydning? BS). Deres kvindelige hjælpere var ellers begyndt at tro, men Egede søgte at modvirke det ved at læse op for dem af den tykke bog.

 

Abraham var for lille til at kunne huske overflytningen af danskerne fra Kangaamiut til Maniitsoq. Dvs. da han blev bevidst (om sig selv) / stor nok til at kunne huske, stod en del af husets / kolonibygningens skorsten der endnu, og da han for alvor blev bevidst ankom to kajakmænd der fortalte, at man i Maniitsoq havde fanget to hvaler og inviterede Egede til at komme. Han kom på besøg med umiak men vendte hurtigt tilbage.

 

Egede havde en fortælling om danskerne, da de stadig var i Kangaamiut, at kajakpostmændene roede fra Kangaamiut til Nuuk/ for at købe knive (Rinks notat)/ engang var drevet til havs (AB).

 

Fra det tidspunkt han var blev sig helt bevidst hørte Abraham, at hans morbror plejede at komme på besøg fra Nuuk / at hans morbror (angni) fra Nuuk plejede at invitere på besøg. Så da de var på besøg tog de til Nuuk (ikke ret klart, BS. Chr. B. mener at det er Abrahams far der blir inviteret til Nuuk), så han vist adskillige gamle mænd, som skam var Egedes fætre på besøg. Så da de tog af sted, fulgte Egede dem ind i Nuuks fjord og blev der om foråret for at samle fedtsten. Det var første gang han havde set folk arbejde i fedtsten. Nogle lavede lamper, andre gryder til at hænge over lampen (muligvis stavefejl i håndskrift: qullissiut i stedet for qulissiut (gryde)). Hver gang en ting var færdig, fik de en lille mand til at se på / syne den. Efter det ophold tog de ud ad fjorden til Qooqu / Qooqqut (?). Dér tog en umiak afsted for at få fat i en qivittoq / fjeldgænger, der havde taget en kær gammel ugift kone med. De havde skam allerede bygget et hus, men et par fangere, der var ude efter spættede sæler havde fundet det. I Qooqqut ventede de bare til de kom med dem (fjeldgængerne), og da de havde set dem tog de nordpå til Kangaamiut. Da vejret efter overvintringen dér blev mildere, tog de til Amerloq efter fedtsten. Efter Amerloq tog de tilbage til fjorden bag Itilleq og slog lejr hos dem, der havde tilbragt foråret der, nemlig familierne Egede og Larsisuaq. Mens de lagde til land var der en der sagde: "Abraham! Ham glemmer man ikke! Han fortæller altid løgnehistorier!" Abraham troede det var ham de mente, men det var altså en navnefælle. Denne lod vente på sig, men endelig om aftenen dukkede han op, med ganske langsomme åretag. De var netop ved at begynde på en gang trommedans, da han altså lige pludselig kom. Og da han havde fanget både en stor remmesæl og en fuldvoksen spættet sæl, ville de først lige sikre sig fangstparter, selv om de (også) ville danse. Da remmesælsfangeren havde spist kom han ellers ud, tilsølet i blod, for han kom ud til trommedans i kjole og hvidt / skødejakke / blodig skjorte (mange gæt hos AB's hjælpere. Rinks note: kjole med skød). Det var de andre der sagde, at han løj.

 

Egede som de havde hørt om / ville komme, var nu endelig kommet på besøg. Nå, om vinteren fortalte han historier, om hvordan han var blevet udsat for hekseri: "Villads ville jo ellers have forhekset mig. Jeg havde det rigtig ubehageligt. Hver gang jeg prøvede at sove, hvad var det? nogen prøvede at røre ved mig. Da han så virkelig rørte ved mig, fik jeg det bedre. Men det siges, at før Egede var i bedring, tog de sydpå, og derefter har jeg ikke hørt mere om, at han rejste. Men (jeg har hørt) at han snart efter ikke kom sig, at Egede døde. Og lille Abraham var ikke engang begyndt at lære kajakroning.

 

Men jeg har også hørt Lisette fortælle: Bestyrerens afløser kom, han hed Jens, var grønlandsk gift, og en af hans folk hed Pele. Om denne sagde man, at han ikke kunne få orgasme og var slem til at stjæle. En dag mens Lisette og andre endnu var børn var de ude at gå med Pele. Pele gik lidt væk fra pigerne og trak sin penis frem, som han så viste pigerne, og nøj, hvor den skinnede! Da de så nærmere efter, havde han jo givet den fingerringe på fra bund til top! Et par af de unge piger spurgte: Hvor har du dem fra?" Pele sagde: "De er en gave fra bestyreren." Pigerne tog sig ikke noget særligt af det. Mens de spadserede videre gav Pele sig også til at spise brød med tykt smør på, og de spurgte: "Og hvor har du så det fra?" "Nåeh, det er en gave fra bestyreren." Da børnene kom hjem og fortalte om det, fik man mistanke og begyndte at lede, for også bestyreren var begyndt at savne ting og sager. En fandt et par brødforme i vindfanget, en anden et par halværmer proppet med smør under en umiak, og da en søgte i nærheden fandt han brød! Altså hans tyvekoster fra butikken alle til hobe. Da de forstod det, tævede de ham først og sendte ham så til Timerliit. Nå ja, da de slog ham, havde han skidt tyndt i bukserne, sagde man.

 

Da de store huse (kolonibygningerne) blev flyttet til Maniitsoq, og da så i Maniitsoq det store hus' loft brændte, blev bestyreren helt sodet til / sat fra bestillingen (ifølge Chr. B.). Jeg hørte Lars Berthelsen fortælle om det. Han var barn dengang og legede ved huset, mens handelsassistenten / handelsbetjenten og danskerne og tjenestedrengen var inde i butikken, da så drengen tændte ild med et fyrtøj, og gnisterne sat ild til det. Lars fortalte det sådan, at mens de legede, eksploderede det, så børnene faldt om og blev indhyllet i tyk røg. Store stykker træ landede ved siden af dem, og folk så vildt forskrækkede ud / råbene gjaldede i den vilde forvirring (Chr. B.). Da børnene kom til hægterne, kom de på benene og flygtede. Den stakkels tjenestedreng blev dræbt. Men handelsassistenten var efter sigende ok. Så dengang bestyreren ville forlænge den kirke de var ved at bygge, måtte de have skorstenen renset for sod / blev han sat fra bestillingen (Chr. B. - Ingen af forslagene giver umiddelbart mening, BS). Langt senere, da Abrahan var begyndt at fange fik han at vide, at en ældre assistent var kommet til landet og at det skulle være ham der havde antændt ilden. Han skulle være handelsbestyrer, og man sagde, at han var meget omhyggelig med sit arbejde, for han var aldrig kommet over den forskrækkelse han havde fået (fra "Langt senere ... og hertil: mest Chr. B., fordi ABs oversættelse ikke giver mening).

 

Da Abraham var i sine bedste år som fanger, var der ingen rensdyr. De tog gerne ind i fjorden, og de bedste jægere fik fem rener. Efterhånden lod dog flere og flere rensdyr sig se. En sommer de sejlede ind i fjorden var der så godt med rener, at efteråret var begyndt, da de tog ud af fjorden.

 

Så blev folk syge og mange døde. Tidligt i foråret hvor kajakposten skulle komme fra Amerloq, kom der ingen, og da der kom postmand fra Maniitsoq, hørte de at alle amerloq'erne var døde.

 

Derefter var det så, at renbestanden voksede, men da var Appamiut affolket, fordi de var flyttet til Amerloq. Og der var også tilflyttere til Amerloq sydfra og fra Napasoq. Det var så på den tid Abraham overvintrede i Amerloq for at deltage i hvalfangsten. Her døjede de om vinteren efter sigende igen med sult, fordi de kun fangede en enkelt hvalros og ingen grønlandssæler. Så snart det blev mildere, tog Napasok-folkene hjem, og det samme gjorde Abraham til Kangaamiut, hvor han blev.

Det vil sige han tog på renjagt, for nu var der ved at være mange rensdyr.

 

På det tidspunkt da Abraham fik egen konebåd, kom der ingen skibe til Grønland med varer. Dengang var han om foråret i Napasoq, og skønt han vidste, at der ingen varer var at købe, ville han alligevel med umiak / konebåd prøve at sælge noget spæk. Selv havde Abraham endnu en smule krudt, men da der jo ingen varer var til salg, købte han en vandbeholder til opblødning af kartofler (??) kokossaussangovak (??) af assistenten, men af bødkeren et lille stykke bly / tin. Han smeltede det og fik tre kugler ud af det. Det var hvad han købte, og da der ikke var mere at gøre / få dér, rejste han videre til Nuuk. Undervejs til Nuuk brugte han sine støbte kugler og nedlagde tre fuldvoksne rensdyr. Da han kom til Nuuk gav han køllerne til herrnhuterne i Noorliit og da han (til gengæld) fik et lille stykke bly smeltede han det og fik fem kugler ud af det. Og da præsten bad ham tage ind efter elletræ (rød el / evt. pil) rejste han med umiak ind efter det. Undervejs til Ameralik, hvor de kunne samle elletræ, tog Abraham på renjagt i flere dage og fik fem rensdyr. Da de var færdige med at samle elletræ var båden stopfuld. Da han kom tilbage, betalte præsten dem med tobak, så meget som en halv pegefingers længde til hver af roerskerne, men til Abraham en hel pegefingers længde. Hvor var det skønt!

Da han havde fået disse ting og ville nordpå igen, måtte de overvintre i Napasoq, fordi de ikke kunne komme videre pga. pakisen. Men om foråret hørte de, at der var kommet skonnerter til Maniitsoq, det sagde kajakposten. Og så tog de derop. Også inspektøren fra Nuuk og Nordgrønlands inspektør. De tog alle til Maniitsoq. Abraham købte ammunition og tobak og tog videre til Kangaamiut. Men senere, uvist hvor meget senere, da der kom skib til Amerloq, rejste alle Kangaamiuts kajakmænd til handselsstationen i Amerloq, og denne gang havde de købt / kunnet købe masser af ammunition og tobak. Så snart de var hjemme igen roede de ind i fjorden, og som sædvanlig når de tog derind fik de straks rener. Kun fuldvoksne bukke, for der var ingen små at se. Da de kom ud af fjorden igen tog de på overvintring i Amerloq.

 

Efter vinteren, da sommeren kom, tilbragte han sommeren sammen med folk fra Nordgrønland. Dem fik han til at fortælle historier.

 

Man sagde om den midterste af mange søskende, at han var helt til grin, fordi han påstod at han var læge. Han havde lært af de engelske læger (fra hvalfangerskibene), sagde han, om et apparat til åreladning. De var ikke vrede på ham. Da engang en begynder i kajak kæntrede lidt og kom på land, gik 'lægen' straks igang med at årelade ham, selv om han ikke fejlede det mindste. Ligeså da Judithe, en af dem fra Amerloq, blev syg, skulle han jo straks tage hendes puls, og da han slap hendes arm sagde han: "Du er ilde faren, du skal dø, din puls er ligesom mærkelig." Men hun døde nu først som meget gammel. Og efter hun var kommet sig, ville denne nar af en 'læge' have hende og tage hende med magt (men forgæves, BS). De (hendes?) mange søskende var store bjørnejægere, og den ældste fik engang tre bjørne (en hunbjørn med to unger, CB) på een gang.

 

Da de kom ud af fjorden (tilbage fra sommerpladsen, CB) roede Abraham nordpå med post. Da de forlod Sisimiut i retning mod Aasiaat traf de på folk, først en, så to umiakker / konebåde og ved mundingen af Amusivik to huse, Qoqqulissuuts og Unnussaqs huse. Man siger det var alle de mennesker han mødte / kun mennesker mødte han (?). Men da han nåede Aasiaat om natten, slog roerne lejr, og da de fandt det for mørkt til at trække den nyligt betrukne umiak op (på stativ? CB), og den bare blev liggende på land om natten, åd hundene betrækket, og også stenene, der holdt deres sovested (telt) på plads, havde de spredt og var nu i gang med at æde (teltskindet) med.

 

Så snart skibene kom i havn, tog de/han tilbage igen (til Sisimiut).

 

Han overvintrede i Uummannaarsuk, hvor nogle udøbte sydlændinge bosatte sig.

 

Et medlem af Nammijas familie, som var blind undrede ham meget, for han var meget god til at skære i ben og træ. Alle fangerne var håndværkere (AB) (Han lavede redskaber til alle fangerne, CB). Når han skar årer, kunne han lave dem lige ved blot at føle på dem. Også handelsassistenten fik ham til at bygge sig en båd, med køl, og til sin glædelige overraskelse fik han den også ud at sejle.

 

Det var hvad min far fortalte, men jeg husker ikke rigtig rækkefølgen, for det var ene og alene Hans Egede selv, der fortalte om de ting han havde set, da jeg begyndte at blive stor.

 

På vej ind i fjorden slog vi lejr i 'Kaitessovarsuk' (?), hvor der var to telte. I det ene telt boede Noas fra Qeqertarsuatsiaq og i det andet Assakaks. Om Noa fortælles det at han ofte fik fangst. I den korte tid vi var der, fik han to store, fuldvoksne rensdyr. Da han havde serveret sit rensdyr, og man begyndte at spise, og der så dukkede en stor sortside op lige ud for lejren, tog han straks ud og harpunerede den. Men den anden, Assakak - han var døbt Lars, men folk kaldte ham altid Assakak - var jeg inde hos sammen med hans børn. Og der hos Assakaks var der hans store kniv, en meget stor kniv, skinnende blank. Da Assakak og hans kone var gået ud, spurgte jeg børnene, hvor han havde fået den fra. Det var én der vist var fundet, svarede de. Jeg spurgte så, hvorfor den var så skinnende blank. Fordi Lars hele tiden sleb den, svarede de. Men hans anden kniv af hajtænder skulle jeg lige til at bruge som redekam, da Lars pludselig uventet kom ind og sagde: "Den slags gør ondt, for den har skrabe(nde tænder), og i gamle dage da en laksefisker med en sådan kniv blev fanget og siddende ført bort af en stor indlandsdværg (inoruseq), gav han sig af skræk til at save i dens hånd, og snart kastede den væmmelige fyr ham fra sig.

 

Men denne Assakak hørte jo ikke til de ivrigste jægere. Engang på renjagt og selv om der var masser af rener, klumrede han rigtig i det. Han lavede sig et skydeskjul og gav sig bare til at vente. Han skød ikke, selv om renerne var store / mange (?). Da de andre havde ventet og ventet på, at han skulle skyde, gik de så hen til ham og så, at han var i færd med stille og roligt at rense sin bøsse og bøsselås og at han, uden at kunne se området uden for skærmen, satte delene på plads. Da de så kom hjem, lod hans slægtninge ham forstå, at han hellere måtte lade sin søn bruge bøssen. Omsider sagde så Assakak noget: "Så travlt man har med den bøsse. I morgen tager jeg ud til kysten." Næste morgen tog Assakak så af sted på flere dages renjagt. Længe var han væk og kom faktisk hjem med en renbuk. Man siger, at da fedtet på suppen i gryden var stivnet næste morgen, og han ville ud og tisse for at komme tidligt af sted, havde han fedtet med i hånden og søbede det i sig mens han tissede.

heksemesteren Maavak og hans datter Isilerfik

Print
Dokument id:236
Registreringsår:1860
Publikationsår:1997
Arkiv navn:
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:heksemesteren Maavak og hans datter Isilerfik
Publikationstitel:Fortællinger & akvareller
Tidsskrift:
Omfang:ss. 142 - 145
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 46h - 47v (manglende sider ses i afskriften).

Publiceret transskription af orig. håndskr.: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 142 - 154: Maavammik ilisiitsumik.

 

Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 191.

Kort dansk resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 142,

s. 332.

Endnu kortere på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 106, ss. 450: The visiting Animals.

 

Resumé:

Heksemesteren Maavak og hans datter Isilerfik.

Maavak, der har et dårligt ry som heksemester, må forlade sommerbopladsen Saattormiut nær Maniitsoq, hvor han får skyld for en ung mands død. Det er fralandsvind, og dog driver en lille sort pose fuld af edderkopper i land. På den måde får Maavak stort set udryddet hele bopladsen. Maavak overvintrer i Appamiut, hvor han under en udlfugt med bopladsfæller til et mindre sted i nærheden, Illut, må fjerne en af de menneskearme han selv har anbragt her og der i elve under sin rejse til Appamiut for ikke selv at blive ramt af dette hekseri. Også i Appamiut får Maavak skyld for uhyggelige dødsfald og fortsætter derfor til Amerloq, hvor man blive glad for ham. Han dør dog som afsindig ligesom fangstfællen Pulorsuaq, fordi de begge ønsker sig den smukkeste tand af en hvalros de har fanget sammen. De skændes og skændes, bliver dødsfjender og svulmer op som to enorme oppustede fangeblærer / fangstblærer. De dør på een og samme gang. Man begraver hvalrostænderne sammen med dem.

Maavaks datter Isilerfik vokser sig stor og smuk, men da to unge mænd søger at komme hende på klods hold, opdager den ene, at hendes undekrop dirrer og at håret er delvis løst op. Den ene, der senere dør, slipper hende, hun forsvinder ned i jorden, og da de går hen til hendes telt, sidder hun der med bare ben og løsnet hår. Dvs. hun har været i gang med hekseri. Den anden unge mand overlever den sygdom, som hekseriet har påført begge unge mænd. Han hedder Anartalik, ham med lorten, pga. af en amulet, en lort fra en mand med livslang hård mave. Amuletten hindrer også hans sårede dyr i at ødelægge hans redskaber.

 

Kommentar: Man skal øjensynligt være barbenet for at kunne bevæge sig usynligt eller fra de usynlige til den synlige verden. Se også Kreutzmann om Kuannak.

Fæces er velegnet til at formidle overgang fra den usynlige til den synlige verden. Her gør den hårde klump åbenbart en fortræffelig modstand mod hekseriet.

Voldsomme skænderier og skældud karakteriserer mange af Jens Kreutzmanns fortællinger.

Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34.

Histoire d'un homme très fort / Fortællingen om en meget stærk mand.

Print
Dokument id:1980
Registreringsår:1937
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Junta
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Histoire d'un homme très fort / Fortællingen om en meget stærk mand.
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 131 - 134
Lokalisering:Tiredida / Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

Ved Itimin / Ittumiit (lidt syd for Tasiilaq / Ammassalik) bor en meget stærk mand og hans kone alene i et lille hus. Manden har ingen umiaq / konebåd, kun kajak. Mens han om sommeren er ude i kajak hører han under den en dump stemme fra en laks, som han minsandten prøver at ramme med sin harpun. Næste dag prøver han igen. - Fortælleren er fuld af beundring for dette vovemod, for laksen må være et åndevæsen.

       Om vinteren har han intet held med fangsten. Til slut sulter han og konen, hvorfor han med nogle af sine fine redskaber under armen går til fods til Savanganartik / Savanganaartuk / Sivinganaartik ved Sermilik fjordens munding. Her sulter man bestemt ikke. Han blir rigelig beværtet og går næste dag videre til Ikkatteq, hvor han for sine medbragte redskaber bytter sig til en hel, lagret, frossen sæl. For ikke at prale af sine store kræfter trækker han den først efter sig indtil han ikke længere kan ses. Derefter svinger han den op på skuldrene og bærer den hele vejen hjem med kun et enkelt hvil undervejs.

       Efter en måned har han og konen spist sælen. Der er stadig ingen fangst. Denne gang går han mod øst til et stort fælleshus i Sedartsiak / Salivartivaq (?) overfor Qoarmin / Quarmiit. Men her sulter man. Han får dog et lille bundt tørrede ammassætter af en af kvinderne. Undervejs ud støder han på Maratsi, der skraber is af loft og vægge i husgangen med sin kniv. Maratsi vil ikke lade den stærke komme forbi. Men denne skubber ham omkuld, er nær blev såret af M.s kniv, slipper ud og stiller sig afventende op derude. M., der har lyst til ammassætterne, kommer ud, stadig bevæbnet, men det blir ham der slår øjnene ned for den ubevæbnede stærke, vender rundt og går ind.

 

Hist.: Fortællingen er ikke søgt dateret, men eftersom Maratsi (1854 (ca.) - 1923) optræder som voksen mand kunne tidspunktet være den berygtede sultevinter før 1884 (se: Victor Ajatok 118 Hist.). Fortællingen illustrerer desuden det Apulu's oplysning, at sultevinteren ikke ramte helt så hårdt i Sermilik som andre steder, især Ammassalik fjorden (Jens Rosing 1963:151.)

Histoire d'un meurtre récent / Historien om et mord der skete fornylig

Print
Dokument id:1921
Registreringsår:1936
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Histoire d'un meurtre récent / Historien om et mord der skete fornylig
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 73
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

Omkring 1925, da Agidi fra Aginatsat / Akinnatsiaat (syd for Kulusuk) ville giftes med Edisa / Elisa (?) satte hendes adoptivsøn, Atsidi sig imod det. Noget senere ankom Agidi til handelsstationen i Tasiilaq og meddelte at Atsidi var kæntret og druknet i kajak. Han medbragte Atsidis handelsvarer. Nogle uger senere viede Kristian / Christian Rosing Agidi til Edisa. Endnu senere, en vinternat, vækkede Atsidis storebror, Ajna sin kone og fortalte at han netop havde drømt at Agidi havde dræbt Atsidi. Så tilstod Agidi og sagde han havde dræbt ham med sin fuglepil og kastet liget i en klipperevne. I 1935 fandt Inadiusi / Innaadiusi, Hans' søn, liget med klæder og sener (ligbindinger formentlig, BS).

 

Hist.: Historisk beretning om et mord i kolonitiden, som åbenbart ikke kommer til den lokale øvrigheds kendskab.

 

Kommentar: Desværre er det sjældent muligt at harmonisere Victors stavning af navne med andres, fx Jens Rosings, eller med den autoriserede østgrønlandske.

Hun bliver atter undervist / Ajoqersuneqarqagpoq

Print
Dokument id:1242
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Hun bliver atter undervist / Ajoqersuneqarqagpoq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 235 - 237, nr. 7
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 24 - 25.

 

Resumé: Kaakaaq følger en dag efter sin storesøster Umeerineq, der skal på

besøg andetsteds, men K. får ordre til at vende om. Undervejs hjem

hører hun lyden af en, der har hård mave. Denne kommer frem og er

ingen ånd, men en af stedets ældre kvinder, Qanappi, der tilbyder at

lære hende noget hekseri, som K. senere skal afbalancere med nye

hjælpeånder. Q. renser sin lillefingernegl omhyggeligt, stikker den i

halsen tre gange, og med skum om munden fortæller Q., hvordan K. kan

få andres tænder til at falde ud, blinde dem, og en tredje uoplyst

skadevoldende handling.

 

Hist.:Tid: Ca. 1880. Persondata søg på: J. Rosing 1963: s. 281 - 285:

"Kâkâq".

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Tolkning: Om afbalancering af heksemidler og hjælpeånder se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Åndemanerens afbalancering..."

Hvad der i folkemunde går om Kâkâq / Kaakaaq

Print
Dokument id:1700
Registreringsår:1934
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Rosing, Jens
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Jens
Titel:Hvad der i folkemunde går om Kâkâq / Kaakaaq
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 285 - 286
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé:

Kaakaaqs søn Piisui (Kukkujooq / Apulu) fanger en hvalros på øen

Ammaaq i Sermilik-fjordens munding. Da han senere skal skære dens

tænder ud, er tungen fjernet. Man finder ud af, at tyven må være P.s

stedfar, Imaakka, der vil ham til livs med en tupilak med tungen som

ingrediens. Men den kan ikke klare P., der er åndemaner. Kaakaaq

mumler nu noget om, at P. har en hvalros som amulet. En dag blir I.

pludselig overfaldet og dræbt af en brunrød hvalros tæt ved

bopladsen. K., der har forudset ulyken, tar det sindsroligt, og rygtet

går, at hun har dræbt sin mand med en tupilak.

 

Var.: Sandgreen 1987: 397 - 400: "Imaakka dør". Victor 1989 - 93, II:

89: "La mort d'Imaka".

 

Hist.: Persondata søg på: J. Rosing 1963: 281 - 285: "Kâkâq".

Hvad der sker i fælleshuset, mens Nauja er på åndeflugt til det store tidevands land

Print
Dokument id:1667
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:Rosing, Peter
Indsamler:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Titel:Hvad der sker i fælleshuset, mens Nauja er på åndeflugt til det store tidevands land
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 204
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 95 - 96; angakkortalissuit, 1990: 218 - 219: Fra "...Naajaaq ilimmarluni aallarmat toornaa ..."

 

Resumé: Da Naaja er fløjet bort og en af hans hjælpeånder er blevet

tilbage for at overvåge, at seancen forløber som den bør, bliver denne

snart erstattet af en af de to ånder fra vestkysten. Den ene fortæller

om sin fjerne boplads, hvor havet aldrig fryser til. Man når frem

efter at have rundet Kap Farvel og have roet et langt stykke mod nord,

Mennesker dér lever af sælfangst, men hans ånde-fæller lever af

hvidhvaler, som de fanger i faldgruber. De graves i det store

sandområde, som er tørlagt ved ebbe og hvidhvalerne, der kommer ind

med flodbølgen, strander i gruberne ved næste ebbe, hvor man kan fæste

fangstblærer på dem, og derefter lade flodbølgen føre dem ind på land.

Det skal gå meget hurtigt, og fortælleren har engang fået knækket

kæben af den frembrusende flodbølge. Ånden forlader huset, og da Naaja

kommer tilbage føler han sig næste dag så let, at han ubesværet kan

springe frem og tilbage over de opstablede konebåde.

 

Hist.: Naaja levede i første halvdel af 1800-tallet. Stedet med det

store tidevand kunne være Paamiut eller ved ? længere nordpå ved Qaquk, hvor tidevandsfangst blev praktiseret. Fortællingen afspejler østgrønlandske

forestillinger om vestgrønlandske innersuit, der ikke længere tjener

som hjælpeånder, fordi vestgrønlænderne er døbte. I selve Vestgrønland

er stedet for tidevandsfangsten også placeret i vest, ved Akilineq

(varianter af "Kivioq").

Hvordan det gik Maratse / Maratsi

Print
Dokument id:1695
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Saajooq (Sâjôq / Maratsi, Odin)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Jens
Titel:Hvordan det gik Maratse / Maratsi
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 272 - 275
Lokalisering:Sermiligâq / Sermiligaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé:

Fortsættelse af Saajooqs fortællinger om Maratsi.

 

Sanimuinnaq og Maratsi har sammen dræbt Quarrajeeq, men ikke nået at

sikre sig mod den dødes hævn. Det lykkes den døde Q. at ombringe S.,

mens M. pludselig blir slået af rædsel. Han tør end ikke gå ud og

forrette sin nødtørft alene. M. får besøg af sin ven Kaakkajik, der også er

åndemaner / angakkoq og ved strygning af sin gnidesten erfarer, at Q. omsværmer

huset. M. gør klar til åndemaning, men lader sig skræmme af Q.s

stemme, der truer ham.  K. rejser hjem.  M. forsøger sig med endnu en

seance, der får samme forløb. Men tredje gang M. forsøger, får han

mandet sig op, går ud og råber på sine hjælpeånder, får alt ordnet til

en seance, går i gang og reagerer ikke på den dødes trusler. Han får i

fuldt lys trommen op at danse på sin ryg tre gange og opnår derved

sila (silanippoq), alverdens visdom, idet hans syn sprænges i lag. Man slukker

lamperne. M.s hjælpeånder er ankommet under gulvet. M. skændes selv

dernede med Q. De brydes. M.s dværg, Sorpik hvis "flimrende lysstribe"

ingen kan udholde at se på ret længe, angriber Q, bagfra. Man hører

Q.s gråd forsvinde i det fjerne. M.s toornaarsuk lader sit råb høre.

Lamperne tændes igen og Sorpik kan meddele at Q. nu er sprængt til en

blodklat derude, hvor himlen ender.

 

Hist.: Maratsi levede ca. 1854 til 1923 og var fætter til Sanimuinnaq

og Narsingarteq. Saajooq/Odin Maratsi 1905-74, ældste barnebarn af Maratsi.

Hvis den omtalte Kaakkajik er identisk med Naajas søn, der døde i 1885, er mordet på Quarrajeeq sket før dette tidspunkt.

 

Kommentar: bemærk Maratsis lagdelte tvesyn, da han får sila. Lagdelingen, overgangen til syn for den "anden" verden, asia, forkommer beskrevet hos flere historiske åndemanere fra Ammassalik området.

Hvorledes jeg blev åndemaner

Print
Dokument id:987
Registreringsår:1904
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 405: "Angmagssalikkernes Religiøse Forestillinger"
Fortæller:Ajukutooq
Nedskriver:Rosing, Christian
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Hvorledes jeg blev åndemaner
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 16 - 19
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Oversat af K. Rasmussen fra Chr. Rosing: "Tunuamiut",  1906, ss.

24-25. Karl Rosings oversættelse: "Østgrønlænderne", 1946, ss.

38-39, red. W. Thalbitzer. Det grønlandske Selskabs Skrifter, 15.

 

Resumé af Karl Rosings oversættelse:

(Chr. Rosing nævner ikke, at åndemaneren er Ajukutooq)

Han er søn af en angakkoq (Akku), der blev bundet, forsynet med tejstevinger og således kunne foretage åndeflugt, men så vidt har han aldrig drevet det selv.

I sorg over at miste sin mor, der efter skilsmissen efterlader ham hos hans far, begynder NN sin oplæring ved at finde og derefter gnide en sort sten mod en hvid sten i lange tider. Første dag oplever han intet, anden dag hører han blot en kraftig lyd, men senere bliver han mødt af en dødning, en qarlimaateq, der kaster ham omkuld så han besvimer. Under hver helbredelsesseance lader NN sit åndedræt falde ned og dødningen krybe ind i sig, hvorefter landet åbner sig for NN, der kan se alle den syges sjæle: 'vi er ikke skabt som I (de kristne med kun een sjæl, BS), for vi består af mange små blærer og har derfor mange sjæle'. Når de falder ud af kroppen falder de durk ned gennem jorden og ud på den anden side, hvor åndemaneren må hente dem tilbage. Selv fortæller han ofte en del historier når dødningen er inde i ham. Når hans åndedræt kommer tilbage er seancen forbi.

Kommentar: Uddannelse til åndemaner. Initiation.

Af denne skildring fremgår det, at jorden opfattes som en tyk skive. Det kan have været den herskende forestilling i hele Grønland, før missionærernes kugle med helvede dybest nede i jordens skød fik forrang. Da de fleste tekster / kildesteder til underverdenen er formidlet gennem europæiske hovder, der ikke længere opfatter jorden som en pandekage, er det svært at få et klart billede af grønlændernes underverden (Se Sonne 2000: Heaven Negotiated .. Ètudes/Inuit/Studies 24(2). Informationer fra eskimoer ( yupiit ) i S.V.Alaska siger klart, at jorden er en skive (Fienup-Riordan, 1994: Boundaries and passages : rules and ritual in Yup'ik Eskimo oral tradition. Norman : University of Oklahoma Press.)

Iarqas far / Iaqqa

Print
Dokument id:559
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Asiineq (Asîneq / Ningâvan / Ningaavan, Laurits)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Iarqas far / Iaqqa
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 65 - 66
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiut / Kuummiit: Tasiilaq / Ammassalik
Note:

NB: Fortællingen indledes altid af en anden end den, der fortæller den til ende. Den fortsættes hér af ûmâtsiakajik / Uumaatsiakajik / Uitsalikitseq, Evan.

 

Resumé:

Denne fortælling indledes altid af en anden end den, der fortæller den

til ende.

     En Qinngeq-mand tar til Immikeertoq for at ligge med kvinderne,

mens mændene ikke er hjemme. Undervejs må han gøre ophold i et ubeboet

hus, hvor en skræmmeånd dukker op og drives bort af hans toornaarsuk,

en "sagdiliilijaq" ("løgner" ? BS). På Immikeertoq er også den gamle

"Iaqqas far" hjemme. Efter et godt måltid kommer et genfærd ind i

husgangen og truer med at udrydde alt levende. Gæsten, der gnider sin

bare numse mod kvinderne bagest på briksen, er ikke I.s far til megen

hjælp. Denne vil smide stenplader fra gulvet mod genfærdet, men magter

det ikke. Til slut smider han en brændende lampe mod genfærdet, der

flygter. I.s far løber efter det med en øseske. Man finder bagefter en

halv lampe i husgangen og den anden halvdel neden for møddingen.

Fortællingen har nok oprindeligt været længere.

 

Hist.: J. Rosing eller hans informanter mener, at fortællingen

skildrer et møde mellem dorset- og thulekultur. Måske er det så

genfærdet, der repræsenterer dorset.

Vedr. toornaarsuk se: Sonne, Birgitte: Toornaarsuks forvandlinger. Religionssociologiske Perspektiver. Særnummer af Chaos, 1985: 117 - 136, + GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere)

Igditalik / Ittitalik og Nôrsîn / Noorsiin / Noortiit

Print
Dokument id:1653
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:Rosing, Peter
Indsamler:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Titel:Igditalik / Ittitalik og Nôrsîn / Noorsiin / Noortiit
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 134 - 137
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 46 - 52; angakkortalissuit, 1990: 171 - 177: "Illutalimmiut Noorseermiullu".

 

Resumé:

I Ittitalik er der ved sultevinterens begyndelse følgende

fangere med familier: Aliitsaakkaan, Simmujooq, Putsaanaq. Ved

Noortiit er det: Aqqasaaq, Sikivan, Misartaq.

   De to nabopladser på Kulusuk-øen har hos Kaarali fået fælles

overskrift, fordi Aliitsaakkaans og Simmujooqs familier flyttede fra

Ittitalik til slægtninge i Noortiit i slutningen af februar.

Putsaanaq-familien flyttede til Akinnaatsaan.

   I Ittitalik, der ligger på en ø et godt stykke ud for Kulusuks

sydøstkyst, har man meget lidt forråd og overlever primært på tang og

skindstumper. Putsaanaqs kone og søn sniger sig endog til at fortære

hele hans forråd. Mangelen på drikkevand er det værste. I begyndelsen

af februar ser Simmujooq i en drøm tre isbjørne, som kun hans stedsøn

har kræfter itl at hjælpe ham med at fange. De ser sporene og får

yderligere hjælp af Aalik og Qiaanaq fra Suunaajik. Bjørnehiet ligger

højt til fjelds og da bjørnene er nedlagt, falder stedsønnen ned ad

fjeldsiden. Han sendes kvæstet hjem, mens de andre klarer parteringen,

og han dør få dage senere. Bortset fra det kød og fedt, som de tre

fangere bringer hjem i første omgang, stjæles resten af folk fra

Akinnaatsaan. Man sværger hævn. Da også Simmujooqs yngste barn dør af

sult, flytter man. Ved Noortiit er der en kilde med alt det vand man

kan drikke. I slutningen af marts får Aliitsaakkaan en fjordsæl og i

april stjæler man som hævn for bjørnekødstyveriet en klapmyds fra

Akinnaatsaan. Da der er tabu mod at spise klapmyds de tre første dage

efter fangsten, klæder Aaqqasaaq sig nøgen (undtagen naatsit) fletter sit hår til et næb og udfører en ravnedans omkring kødet, der med dette ritual

befris for spisetabuet. Endog Ningaavan, der er under

yderligere tabu efter sin kones nylige død, kan spise af kødet. Nuuku

og Naqqortooq kommer fra Akinnaatsaan, men fortrækker igen, da de får

den besked, at tyveriet af klapmydsen er en tak for sidst (deres

tyveri af bjørnekødet).

 

Hist.: Historisk fortælling om sultevinteren 1880 - 81. Denne datering stemmer dog ikke overens med andre. Se kommentaren til: Ajaattoq Victor.

Tyveriet af bjørnekødet bekræftes af flere fortællere, men ifølge beretningen om

bopladsen Akinnaatsaan hævner Simmujooq sig ved at tage størstedelen

af en stor fællesfanget bjørn, som tilhører Nuuku.

Jens Rosing har genfortalt beretningen i Hvis vi vågner til havblik, Borgen, (om Nappartuko-familien - se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9.) 1993:48-53, hvor det angives at fortælleren var dengang 38-prige Tiardukko,  søn af Simiaq / Simiaq og Alitsaakaaq / Aliitsaakaan. Nedskriveren var et medlem af Rosing-familien, præstefamilien gennem tre generationer i Ammassalik

Igsiavik's trommesang

Print
Dokument id:577
Registreringsår:1884
Publikationsår:1888
Arkiv navn:
Fortæller:Issiavik (Igsiavik)
Nedskriver:Holm, G. F.
Mellem-person:Holm, G. F.
Indsamler:Holm, G. F.
Titel:Igsiavik's trommesang
Publikationstitel:Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik
Tidsskrift:Meddr Grønland 10(5)
Omfang:side 330 - 333, nr. 49
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Håndskr. (afskrift ?): NKS 2488, VIII, 4', side 297 -305.

 

2. udg. Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik, Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II: 294 - 296.

Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I,  Meddr Grønland, 39(5):302 - 303.

 

Resumé: Læseren der er interesseret i skilsmisser og gengifter i Ammassalik-distriktet i førkristen tid, henvises til selve teksten, hvor et rigt udvalg præsenteres med Missuarniannga og Issiavik som hovedpersoner. Under selve sangen, hvor Issiavik tilbageviser beskyldninger om at ville dræbe Akenatsiaq / Akinatsiaq (?), driver han alskens løjer med Missuarniannga, der får en stopklods i munden, spæk stoppet i halsen og en rem bundet fra sin mund op i loftsbjælken. Miss. lader dog som ingenting (som han bør) under alle løjerne.

 

Kommentar: Kun undtagelsesvis er nogle få trommesangstekster inkluderet i denne registrant. Righoldige udvalg findes I Jens Rosings "Kimilik", 1970; Rasmussen, Knud 1921 - 25: Myter og Sagn fra Grønland, I; Thalbitzer 1923: The Ammassalik Eskimo, Second Part, Meddr Grønland 40(3): 318 - 378; Thisted, 1997: Jens Kreutzmann.

Iisímardik

Print
Dokument id:873
Registreringsår:1921
Publikationsår:1960
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Rosing, Peter
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Peter ?
Titel:Iisímardik
Publikationstitel:
Tidsskrift:Det grønlandske selskabs skrifter nr. 20: 1-89
Omfang:side 38 - 47
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Grønlandsk udgave: Otto Rosing: Angákortaligssuit, 1957-61, I: 22 - 30;

Angakkortalissuit, 1990: 27 - 34: "Ilisimmarteq".

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

 

Resumé:

 

Ii. var ingen imponerende fanger, men blev berygtet for sin hidsighed, der udfoldede sig efterhånden som han blev voksen.

Hans første offer var Uitsina, hvis kone Ii. var varm på, og som havde købt en harpunspids tilbage, som Ii tidligere havde solgt ham. Det var åbenbart en stor fornærmelse.

 

Ii. indrømmer senere i hidsighed, at han havde dræbt Uitsina.

Alle frygter derefter Ii., og hans søster, Tappinngaajik opdage, da de overvintrer i samme hus, at Ii. altid har sin storkniv ved hånden om natten, idet den er stukket ind i husstolpen ved hans brikseplads. Hver nat fjerner og gemmer hun den, når broderen er faldet i søvn. Men en vinteraften har hun glemt den, og mens hun gennemgår de triste begivenheder i sit liv, ser hun pludselig Ii. snige sig langs briksens bagvæg. Hun gør anskrig. Husfællen Uitsalikitseq er den efterstræbte, der bevæbner sig med en stump teltstang. Vildt fægtende mod den sindssygt brølende Ii. bakker han hen mod vinduet. Hans kone og børn flygter ud, og hans bror har sneget sig op på taget, hvor han har vristet en stor fastfrossen tagsten løs for at ramme Ii., når denne forfølger Uit. ud gennem vinduet. Uit. kommer ud, men Ii. når at trække hovdet tilbage i sidste øjeblik. Ii. kommer atter til sig selv og byder familien derude indenfor igen, men de kommer først da Ii. atter har lagt sig.

Derefter tør Uit. ikke længere tage på fangst. Ii. lider åbenbart af re og skær drabslyst, mener Uit., og udfrielsen kommer først, da han langt om længe får besøg af fire svogre fra den anden side sundet. Efter en dag med stor gæstfrihed, flåder de på Uits. anmodning hans kone og børn over på besøg, og da de fortæller deres slægtning om affæren, henter man også Uit.s store forråd.

Ii. blir skuffet over at miste den velforsynede bopladsfælle, men Uit. inviterer ham til at komme til ædegilde når han har lyst. Uit. blir dog enige med sine svogre om at gøre det af med Ii., når han kommer, men da han gør det, lægger han til flere gange og opgir til slut helt at stige op af kajakken. Ii. har lugtet lunten selv om alle på stranden viser lutter venlighed.

 

Året efter blir Ii. konebytteven med Agdiartertoq, men efter en tid vender Ii. sig ukendt af hvilken grund mod Agd. og ville have dræbt ham ude til havs, hvis ikke Agd. lynsnart havde opfattet faren og roet imod ham, også med hævet harpun. En tredje kajakmand kommer til, Siannialik, der ved sit nærvær spolerer Ii.s drabslyst. Ikke desto mindre er Ii. fræk nok til senere påny at opsøge Agd.s kone, der dog afviser ham på det kraftigste.

 

Af sin gamle bedstemor, Qavaavak, får Agd. et godt råd mod Ii.s fjendtlige sindelag. Han skal servere ham en portion tørrede han-ammassætter med kun een rognfyldt hun imellem. Denne hun er netop hvad Ii. vil udtrykke ønsket om, at der på være, og når han har spist den, vil hans uvenlighed være forduftet. Og det går som Qavaavak har rådet og spået. Ii. blir så blid så blid og de to mænd genoptager deres konebytteforhold.

 

Ii. blir til almindelig latter over sit mislykkede drabsforsøg, og man skyer ham. Han overvintrer på øen Seerarteeq ved Kulusuk i fælleshus med sin morbror, der forstår at sætte sig i respekt, da Ii.s vinterdepression tar overhånd.

 

Alt dette skulle være sket inden Holms konebådsekspedition arriverede i 1884.

 

Var.: Søg på Iisimmardik, Ilisimmarteq.

 

Hist. periode: 1880 - 1892. Se ovf.

Jens Rosing har også genfortalt alle beretninger om Iisimmardik i Hvis vi vågner til havblik, Borgen, (om Nappartuko-familien - se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9) 1993: 73 - 100

Iisímardik forlader Angmagssalik-distriktet

Print
Dokument id:998
Registreringsår:1921
Publikationsår:1960
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Rosing, Peter
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Peter ?
Titel:Iisímardik forlader Angmagssalik-distriktet
Publikationstitel:Rosing, Jens: Îsímardik / Iisimmardik / Ilisimmarteq, den store drabsmand. Det grønlandske Selskabs skrifter, XX, 1960
Tidsskrift:
Omfang:side 61 - 68
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Grønlandsk udgave: Otto Rosing: Angákortaligssuit, 1957-61, I: 42 - 70;

Angakkortalissuit, 1990: 45 - 52, "Ilisimmarteq".

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

 

Otto Rosing: Angakkortalissuit, 1990, side .

 

Resumé:

Iisimmadik forlader Ammassalik-distriktet.

Med sine to brødre, Narsingattak og Sanimuinnaq og deres familier drager Ii. med familie sydpå langs kysten. Undervejs hindrer Sanimuinnaq ved et tilfælde Ii. i at dræbe en mand ved navn Eeqilak. Senere skilles de tre brødre. Ii. bliver ved Illuluarsuk / Ittiluartik /Igdiluardik fjorden på bopladsen Sagdiariseq / (?), hvor han overvintrer med flere andre familier. Sanimuinnaq er tidligere stoppet op for overvintring ved Pikiideq / Pigität / (?), mens Narsinngattak, der vil til butikken ved Kap Farvel for at handle, overvintrer længere mod syd.

Under losningen af konebåden undgår Ii.s svigerfar på et hængende hår at få smadret hovedet af en teltstang, som Ii. svinger. Svigerfar forføjer sig til en anden boplads. De har ellers boet sammen i flere vintre.

Ii. får sig en anden-kone, der smisker og sladrer om første-konen, Akkitsikujooq, på måder, der hidser Ii. op til at overså hende med knivstik. Hendes far, der kommer på besøg, blir lamslået, siger nejtak til mad og tar straks afsted. Det holder han ikke til at se på. Han kommer aldrig siden på besøg.

 

Næsten invalideret af sine mange sår beslutter Akkitsukujooq at drukne sig. En enke i huset får hende overtalt til at forsøge flugt til bopladsen Qimisaaq, hvor hun dybt udmattet når frem og må nøjes med sidebriksen, da man frygter at Ii. vil hævne sig på den, der af barmhjertighed inviterer hende ind på hovedbriksen.

Tredjedagen dukker Ii. op, og det lykkes ham at få hende med hjem til de grædende børn, der blir jublende glade. Og Ii. holder sig for en tid til Akkitsukujooq.

 

På bopladsen har man indbudt til sangfest, hvor Ii. er en bærende kraft, og to gæster, den unge Quppersima / Quppersimaan og hans lillebror bliver helt henne i sangen. Det foruroliger Qupp.s  kone, der efter mange tilråb advarer ham om, at han er Ii.s næste drabsemne. Al sang forstummer, Ii. stirrer gennemborende på Qupp.s kone, og gæsterne tager hjem.

 

Efter midvinter tager Ii.s dårlige humør til igen. Husfællerne frygter ham, hans hidsige væsen, og den storkniv han altid har med og stikker ind i stolpen ved sin briksebås. En dag mistænkes han for at have dræbt en af husfællernes unge søn ude på havet, men denne kommer dog til alles lettelse blot meget sent hjem, fordi bugseringen af en stor remmesæl har sinket ham. Men alle er til stadighed på vagt. Og en nat hvor Ii. tilsyneladende i søvne sniger sig langs bagvæggen med bevæbnet med sin kniv, lykkes det - kun i kraft af hendes gode nerver og mod - en af kvinderne at berolige Ii. og stryge ham så længe over ryggen, at han vågner, kommer til sig selv, og forskrækkes over hvad han har været i gang med. Herefter blir han ganske blid over for sine husfæller. Kun første-konen må lider under hans blodtørst.

 

Da dagene blir lange og en dag tager Ii. alene ud i kajak og kommer først hjem langt ud på natten. Det viser sig senere, at han har dræbt Quppersimaan og dennes lillebror. Ii.s andenkones bror, Issiavik, var sammen med dem, og han trodser Ii.s forbud mod at røbe dobbeltmordet, der snart rygtes overalt.

 

Var.: Søg på Iisimmardik. Jens Rosing har også genfortalt alle beretninger om Iisimmardik i Hvis vi vågner til havblik, Borgen, (om Nappartuko-familien - se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9) 1993: 73 - 100.

 

Hist. periode: 1880 - 1892

Iisímardik møder sin skæbne

Print
Dokument id:874
Registreringsår:1921
Publikationsår:1960
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Rosing, Peter
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Peter ?
Titel:Iisímardik møder sin skæbne
Publikationstitel:Rosing, Jens: Îsímardik / Iisimmardik / Ilisimmarteq, den store drabsmand. Det grønlandske Selskabs skrifter, XX, 1960
Tidsskrift:
Omfang:side 69 - 74 + 79 - 83 + 86 - 89
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Grønlandsk udgave: Otto Rosing: Angákortaligssuit, 1957-61: 50 - 56 + 61 - 63;

Angakkortalissuit, 1990: 53 - 71: "Ilisimmarteq".

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

 

Resumé:

 

Om foråret (i 1892) kommer bl.a. Kunnak tilbage fra handelsrejse og slår lejr ved Ii.s naboboplads Qimisaaq. Kunnak har medbragt et nyindkøbt forladergevær. Ii. kommer på besøg og får lov at holde en kniv af bajonetstål, som Peqqilaaq har erhvervet sig, og Ii. bliver åbenbart igen besat af drabslyst. Men det lykkes nu Peqq. s kone at få Ii. til at levere kniven tilbage, hvorefter han flov forsvinder.

 

En anden dag Ii. kommer på besøg i Qimissaq er han på nippet til at blive dræbt af Piilakkaat, som rygtet vil vide er Ii.s næste drabsemne. Piil., der har undskyldt sig fra en armkrogsleq med en flok andre unge, der får Ii. med i legen, finder sin kniv i teltet og skal lige til at dolke Ii., da denne opdager ham og tager flugten. Pii. prøver at finde Kunnaks bøsse, men det varer for længe, og Ii. undslipper i sin kajak.

 

Der blir flere og flere drabsemner på Ii.s liste, og også hans første-kone har en trussel hængende over hovedet: Næste gang der blir nedlagt en hvalros og den skal flænses, siger Ii., skal der ligge en kvinde ved siden af og ligeledes flænses.

Tilfældet vil at en hvalros, en sjælden gæst på de kanter, dukker op mellem de to bopladser og i al stilhed og hast nedlagt af mange fangere ud for Ii.s boplads. Han er selv ude et andet sted, og det lykkes at få den parteret i hast, inden Ii. dukker op og blir rasende. Men han formildes noget af en part i stødtænderne, som svogeren Issiavik forærer ham.

Derefter foreslår hans unge drabsemner: Kunnak, Piilikkaat, Peernaat, Issiavik og dennes fætter Nappartuku, at de Ii. skal tage tage med dem alle ud i det dejlige vejr til en ø, Qoornorsivik, for der at slibe benstykkerne til til harpunspidser. Ii. nøler, men tar med, og mens Kunnak, der sidder ret over for ham på øen og fortæller en lang, spændende historie om en tupilakbjørn, der vender tilbage og dræber sin skaber, undskylder Issiavik sig med en fyldt blære, får fat i Kunnaks bøsse, sniger sig ind på Ii. bagfra, og netop som han skal skyde, fortæller Kunnak at hans fortællings hovedperson har ondt over lænden, hvorefter Kunnak siger, at det har han også og læner sig kraftigt til siden. Da falder skuddet ret i nakken på Ii. Issiaviks lillebror, der også er med, stikker i et vræl og må dysses med en forklaring om, at Ii. ellers ville ha dræbt Issiavik, og også lillebror må ligesom de andre skære et sår i Ii.s lig. Han må dog hjælpes af storebror, fordi kræfterne svigter.

Issiavik, der har ledet sammensværgelsen, får skalpen og øjnene. Kroppen parteres i kvarter og stykkerne spredes ovre på land.

Drabet holdes hemmeligt en tid.

To dage senere kommer Piilikkaat og Issiavik på besøg hos Kunnak, der på deres opfordring fortæller historien om tupilakbjørnen færdig (se: Rosing, Jens 1960: Nikki og tupilakbjørnen.).

Og snart efter, da man ikke længere begriber hvor Ii. bliver af, røber Issiavik hemmeligheden og viser både skalp og øjne frem (det ene øje har han lagt i lampens drypskål, det venstre under flisen foran sin briks, og skalpen under sit brikseskind). Det glade budskab går omegnen rundt og man holder en stor sangfest. Kun anden-konen sørger vildt, mens første-konen og hendes forældre hurtigt lader sig trøste, fordi Ii. helt tydeligt også havde pønset på at dræbe hende.

 

Var.: Søg på Iisimmardik, Ilisimmarteq.

 

Kommentar: Således som Ii. er skildret i disse fortællinger, har han tydeligvis været psykotisk.

Jens Rosings oversættelse er en fyldig gengivelse af originalen.

 

Hist. periode: 1880 - 1892. Jens Rosing har genfortalt alle beretninger om Iisimmardik i Hvis vi vågner til havblik, Borgen, (om Nappartuko-familien - se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9) 1993: 73 - 100

Ikaarissani nunalinnik / Om en der boede i Ikaarisat

Print
Dokument id:1787
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Ikaarissani nunalinnik / Om en der boede i Ikaarisat
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:ss. 120 - 123, nr. 25
Lokalisering:Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

 

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 25, ss. 91 - 96.

 

Uddrag i Rink 1866 - 71, II: s. 85 - 86, nr. 43.

Resumé af uddraget: En mand bosætter sig  på Ikaarissat ved mundingen

af Godthåbsfjorden. Hans plejesøn er synsk. En dag manden ror ind i

fjorden for at finde adspredelse advares han ved Qassigiannguit mod at

fortsætte længere ind, fordi der derinde bor en drabsmand. Manden ror

videre og blir dræbt derinde af en kæmpe. Plejesønnen, der er begynder

i kajakroning, ror efter tre dage derindad, hører ved Qassigiannguit at

plejefaderen må være blevet dræbt, fortsætter, møder kæmpen, der

inviterer ham i land på bærplukning, da han ikke kan ramme drengen med

sin fuglepil. Kæmpen spiser spæk til bærrene og vil dræbe drengen, da

han sluger den sidste stump. Men drengen, der kun har en kniv på

størrelse med et søm, finder en indtørret sø, synker i jorden og ridser

kæmpen i fodsålerne, da denne følger efter. Drengen dukker op, dræber

kæmpen og derefter alle kæmpens husfæller. Han giver besked ved

Qassigiannguit på hjemvejen.

 

Var.: U. Rosing nr. 321.

 

Hist.: Fortællingen er formentlig bragt med indvandrere til Nuuk-egnen

fra Sydøstkysten (Demografi, Flytninger), idet en næsten enslydende variant i Rinks samlinger

stammer derfra (Rinks anm.). Se Var.

 

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Ikaleq og Qátaitsiaq /  Ikaleq og Qattaatsiaq / De legende dværge under møddingen

Print
Dokument id:1363
Registreringsår:1919
Publikationsår:1921
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Ikaleq og Qátaitsiaq /  Ikaleq og Qattaatsiaq / De legende dværge under møddingen
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, I
Tidsskrift:
Omfang:side 254 - 256
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Dansk resumé ibid, s. 374.

Renskrift af et muligt orig. håndskr. (ved Peter Rosing ?): KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415: "Ikalêq, Qátâtsiardlo".

 

Andet håndskrift: NKS 3536 II, 4', læg 22: Ikalêq Qátâtsiardlo / Qattaatsiarlu.

 

Resumé:

Q. er en lille pige, der kun gider lege med dukker. En aften hun leger

ved indgangen til rummet, kan moderen ikke få hende i seng. Ikaleq,

en dværg fra møddingen henter hende. På dværgens opfordring låner hun

sin mors kamikker og anorak og tar sine dukker med. Hun leger hele

vinteren uden at sove. Om foråret flytter husfællerne ud til

teltpladserne. Inden de rejser må ingen smide vand på møddingen. Den,

der gør det, vil dø, fordi dværgene ikke kan fordrage det våde. Pigen

gaber næsebor og mund helt op til ørene, og kommer endelig ud af

møddingen, da husfællerne er kommet tilbage for vinteren. Hendes mor

må anbringe to små træstykker under hendes øjne, der ikke længere kan

lukkes. Pigen falder endelig i søvn, får sovet ud og bliver en sød

arbejdsom pige, da hun vågner.

 

Var.: Holtved 19; 19A;

 

Hist. I andre varianter kommer pigen kun hjem igen pga. det tøj, hun

har lånt af sine forældre. For en variant fra Sydvestalaska se

Fienup-Riordan 1994: 66.

Tolkning: se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under "dværge".

Ikaq

Print
Dokument id:1899
Registreringsår:1902
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Jani (Brandt, Jan )
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Ikaq
Publikationstitel:Oqalugtuat oqalualâtdlo, II
Tidsskrift:
Omfang:side 30 - 31
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Redaktør: Søby, R. M. Renskrift: Otto Sandgreen.

 

Håndskr.: KRKB 1, 4(10), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Íkaq, Ikamiormiup unangmiartorâ".

 

Oversættelse:

 

Det fortælles, at der sydpå, langt dernede sydpå, var en kajakmand fra Ikamiut, der var meget hurtig. Og da han hørte, at der var en kajakmand oppe nordpå, Ikaq, det var meget skrap til at ro hurtigt i kajak, tog han derop for at ro om kap med ham.

 

   Da denne hurtige mand havde roet under falkene og nu kunne ro hurtigere, end de kunne flyve, begyndte han at ro op nordpå for at mødes med Ikaq, som han havde hørt om. Han roede og roede og kom længere og længere nordpå, og endelig nåede han frem til stedet, hvor han boede. Men han var taget af sted, så hans far var alene hjemme.

 

   Da han nu var nået frem, sagde han, at han altså ikke var roet nordpå for morskabs skyld, og da han jo havde hørt, at denne Ikaq var utroligt hurtig, havde han i sinde at ro om kap med ham.

 

Faderen svarede:

 

   "Du må vente lidt, for han er taget af sted og er endnu ikke kommet tilbage!"

 

   Så blev han da der og ventede på, at han skulle komme hjem. Og mens han nu bare sad og ventede på ham, kom han og havde noget på slæb.

 

   Manden, der kom for at kappes, havde flere andre mænd med sig. Og selv om disse mænd så, hvor hurtigt manden roede med en grønlandssæl på slæb, ville de meget gerne se deres hurtige mand konkurrere med ham. De så, hvordan Ikaq kom roende indad, og som han dog roede! Hans far havde trukket sine arme ud af ærmerne på sin dragt og sagde til sønnen, der var ved at nå hen til stranden: "Og her er der én, der har tænkt sig at ro om kap med dig!"

 

   I samme øjeblik nåede Ikaq hen til stranden og tog et par åretag på hver side af kajakken og stødte til land, og det var gået så stærkt, at hans store fangst ikke engang var blevet overskyllet med vand!

 

   Ikaq sagde til ham, der kom for at konkurrere, at de kunne konkurrere dagen efter ved at begynde ude fra enden. Og så begyndte de at se frem til morgendagen med stor forventning.

 

   Da de vågnede næste dag, var der fuldstændig stille på havet! Og så gjorde de sig ellers klar til at konkurrere. Ikaq blødgjorde sin tørre kajakhelpels.

 

 

 

Oversat af Signe Åsblom.

 

         

 

Kommentar: Fortællingen mangler en fortsættelse, men

 

se Jens Kreutzmanns version: Mitinnguaq og Tikaaq

Ikâsagdivaq / Ikaasatsivaq / Ikarasasuaq

Print
Dokument id:1656
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:Rosing, Peter
Indsamler:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Titel:Ikâsagdivaq / Ikaasatsivaq / Ikarasasuaq
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 146 - 151
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 64 - 72; angakkortalissuit, 1990: 190 - 198: "Ikerasassuarmiut".

 

Resumé:

Tilsyneladende har ingen slået sig ned for sultevinteren hér, før

familierne Milatteeq og Ujoqqaaq ankommer fra Qernertivardik (se denne

fortælling, BS) og bygger hus. Efteråret gir nogle få sæler, snart

sulter man, og man blir henrykte, da det med stort besvær lykkes M. at

fange en edderfugl. I februar, hvor sulten plager mest, har M. haft

held til at få tre bjørne langt borte fra bopladsen. Tre mænd får dem

slæbt hjem i en snestorm, som de en overgang farer vild i. Noget

senere kommer en ung mand med frost i fødderne på besøg. Da hans ben

ikke bedres, ber han M.s søn om mod betaling at hente sine

bjørneskindsbukser hjemme ved Nunakitseq og dér fortælle faderen, at

denne snart må følge efter til dødsriget, når han, den unge mand, nu

drukner sig i sine bjørneskindsbukser. Faderen bryder sammen i gråd,

M.s søn kommer tilbage med bukserne og flere husfæller følger den unge

mand ned til en revne i isen, hvor han tøver, men til sidst lader sig

falde forover og ned i vandet.

   I marts følger flere mænd Tupajanngitseq på jagt efter tre bjørne,

der dog flygter så langt mod syd, at de svækkede mænd må opgive

jagten. Kun T. fortsætter, ser noget blodigt på isen. Det er en

fjordsæl i hvid ungdragt, som bjørnene kun har nået at æde hovedet af.

Glæden blir stor i huset over hans held.

   Oqqisaaq, der er flygtet fra Qernertivardik af skræk for sin

svigermoders snak om menneskeæderi, gør ophold i Ikaasagdivaq / Ikaasatsivaq, hvortil hendes svækkede mand, Kajimitteq, noget senere kommer og får en lille

stump af det spæk, som O. har fået. Hun ber hviskende kvinder i huset

smide ham ud, fordi han alligevel er ved at dø. De nægter. Da Kajimitteq hører

det fra Ujoqqaaq, går han selv. Man finder ham senere død ude på

isen. O. fortsætter til sine slægtninge ved Immikkerteq.

   I maj, da man hører at isen er brudt op inde i fjorden, drager

Milatteeq med familie derind, mens Ujoqqaaq og kone må blive, fordi

hans børn er for små til at klare rejsen. Under en tur til Immikkerteq / Immikkeertoq

efter lidt spæk, lykkes det U. med stor tålmodighed og snilde at fange

en opkrøbet sæl. Hans kone, der imens plukker runkne bær på land, tør

ikke holde øje med ham under fangsten. Hun kan ikke klare skuffelsen,

hvis det glipper. Men den ældste søn, der er med, slipper ikke sin far

af syne og løber glad ud til ham, da fangsten lykkes. En storm bryder

løs, netop som de når hjem til teltet, som U. sikrer med ekstra remme

og sten. Hans små børn var sikkert døde af sult, mens stormen rasede,

hvis han ikke havde fået sælen.  Da stormen lægger sig fanger han med

jævne mellemrum. Alle overlever.

 

Hist.: Fortællingerne om sultevinteren 1880 - 81, beskriver forholdene

på bopladserne i Ammassalik-fjorden, der blev hårdest ramt. Ifølge

Piisui / Apulu/ Kukkujooq, der var 77 år i 1961, klarede bopladserne i

Sermilik-fjorden sig noget bedre.

 

Hist.: Historisk fortælling om sultevinteren 1880 - 81. Denne datering stemmer dog ikke overens med andre. Se kommentaren til: Ajaattoq Victor.

Iliarsorajik imap nanuarta îgaluara / En stakkels forældreløs, der blev ædt af havets isbjørn

Print
Dokument id:817
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419
Fortæller:Jørgensen, Sofie
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Iliarsorajik imap nanuarta îgaluara / En stakkels forældreløs, der blev ædt af havets isbjørn
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:3 sider, nr. 102
Lokalisering:Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Se også revideret renskrift (ved Peter Rosing?) af samme fortælling i KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415. Begge versioner er oversat i denne base.

 

Dansk resumé: Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 374: "Den

forældreløse, der blev slugt af havets bjørn".

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Nogle børn ved Noortiit tog ud for at plukke bær sammen

med en forældreløs, som ikke havde nogen familie. Mens de gik pegede

den forældreløse på noget: "Se, hernede! Det er en unge af havets

isbjørn." De gav sig til at flygte. I det samme fik isbjørnen færten

af børnene. De flygtede, men isbjørnen halede ind på dem.

Da de ikke længere kunne flygte fra den, fik den forældeløse de andre

ned i en kløft og kom selv til at ligge øverst af følgende grund: Han

havde jo ingen familie, og ingen ville græde over ham.

Han placerede de andre nederst, fordi de havde forældre. Så nåede

isbjørnen dem og bed den forældreløse. Dyret var så stort, at den

forældreløse blot klistrede sig fast til dens tunge.

Bjørnen slugte den forældreløse, uden at han kom til skade, hvorefter

dyret gav sig til at gå ned.

Alle børnene gik hjem og fortalte hvor god den forældreløse havde

været ved dem. Forældrene var taknemlige.

Den forældreløse opholdt sig nu inde i det store dyr. Han kunne uden

vanskelighed stå oprejst derinde. Men sikken varme!

Og den forældreløse prøvede nu at få hul på dyrets store mavesæk, og

det lykkedes. En ting havde han svært ved at klare ("ataserdlo

átuleraluardlo" - artuleraluarlugu?). Han var lige ved at kvæles men

kom ud. Da han faldt ned fra maven, var han uskadt. Det store dyr var

faldet død om.

Den forældreløse kunne nu se husene og skreg op. De andre sagde:

"Hvordan har du båret dig an?" Han svarede: "Jeg har dræbt et store

dyr, ved at sprætte dets mave op.

Den forældreløse havde mistet alt sit hår på grund af varmen inde i

maven. "Hvor er så det store dyr?" "Det er deroppe." "Vi henter det."

De henterde det og flænsede det. Den forældreløse havde meget gavn af

skindet. Han solgte det for (sæl?)skind, remme,("katûtinut"- mon ikke det

skal være "kalutinut"?) kajakker, konebåde m.m.

Den forældreløse manglede ikke længere noget i sit liv.

 

Var.: Nakasunnaq.

Iliarssorajik ímap nanuata îgaluarâ / Iliarsorajik immap iigaluaraa

Print
Dokument id:818
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415
Fortæller:?
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:Rosing, Peter ?
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Iliarssorajik ímap nanuata îgaluarâ / Iliarsorajik immap iigaluaraa
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:3 sider
Lokalisering:Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Dette er en revideret renskrift (ved Peter Rosing ?) af det Orig. håndskr.: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419, nr. 102. - Begge versioner er oversat i denne base.

 

Dansk resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I,

1921, s. 374: "Den forældreløse, der blev slugt af havets bjørn".

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Det fortælles, at der i Noortiit(henimod spidsen af

næsset ved Kap Dan) overvintrede folk i flere huse.

Engang ved efterårstide, da bærrene var modne, tog en stor flok børn

ud for at plukke bær. En sølle forældeløs tog med ud. Da denne deng

hverken havde forældre, brøde eller nogen anden familie, bekymrede

ingen overhovedet sig om ham.

Mens alle var fuldt optaget af at plukke bær, kiggede den forældreløse

ned mod stranden og opdagede, at havets store bjørn var på vej op på

stranden. straks råbte han til de andre: "Havets bjørn vil dræbe jer.

Kom herover. Her er en klipperevne, hvor man kan gemme sig." Da han

sagde dette, kiggede de andre nedad mod stranden og så, at bjørnen nu

var på vej op ("kúmut sâgdlartoq" kan også betyde: vendte sig

opefter). DA de andre havde set den, sagde den forældreløse: "Kryb ind

i denne klipperevne. Jeg anbringer mig yderst, når I er kommet ned,

for der er ingen, der vil græde over mig."

Netop som de var nået ned i klipperevnen, nåede havets bjørn hen til

dem. Uden at lede efter andre slugte bjørnen den forældeløse helt, og

den fjernede sig, uden at gøre de øvrig noget. De kravlede ud af

klipperevnen og skyndte sig hjem. Hjemme fortalte de, at havets bjørn

havde slugt den forældreløse.

Den forældreløse var længe inde i bjørnens indre, hvor han skiftevis

stod og sad inde i dens store mave sæk. Så rigelig plads var der. Mens

han overvejede hvad han skulle gøre, huskede han pludselig sin sølle

kniv. HAn tog den og gav sig til at skære i den store mavesæk. Mens

han skar hul i den og nåede blodåren var han lige ved at blive kvalt i

blodet, men fik tilsidst hovedet ud gennem hullet.

Han arbejdede ihærdigt på at komme ud; og lige netop som han slap ud,

faldt den store bjørn død om.

DA bjørnen døde, løb den forældreløse straks derhen, hvorfra han kunne

se husene.

Nogle mennesker, der syntes, at det var synd for den forældreløse, var

på det tidspunkt begyndt at græde over ham, men så blev der råbt: "Nu

er den forældeløse dukket op!"

De kiggede på ham og så, at der ikke var et eneste hår på hans hoved.

Tænk, det var varmen i bjørnens mave, der havde løsnet alle hårene.

Da han kom hen til dem, spurgte de ham: "Hvor er så den store bjørn?"

Han svarede: "Den ligger død deroppe. Jeg har dræbt den."

Heldigvis for den forældeløse gjorde den store bjørn, han fangede, ham

til storfanger, fordi han solgte bjørnens store skind delt i flere

stykker og fik kajakker, slæder, konebåde og hunde i betaling.

 

Kommentar: Håndskriftet dateret af Rasmussen til 19. febr. 1920, men om det gælder Sofie Jørgensens egne nedskrifter i hæfte 419 eller renskrifterne i hæfte 415 er uvist. Sofie Jørgensen overvintrede i Danmark på gennemrejse til Qaqortoq i 1920. Hun må således være rejst fra Ammassalik sammen med Rasmussen i 1919.

Ilisimmarteq, morderen

Print
Dokument id:962
Registreringsår:1904
Publikationsår:1938
Arkiv navn:
Fortæller:Kunnak
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Ilisimmarteq, morderen
Publikationstitel:Knud Rasmussen's Posthumous Notes on the Life and Doings of the East Greenlanders in Olden Times
Tidsskrift:Meddr Grønland 109(1)
Omfang:side 87 - 88
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Ed. by H. Ostermann.

Orig. håndskr. har ikke kunnet identificeres.

I Ostermanns arkiv, nr. A 301, Arktisk Institut findes Ostermanns kladde og maskinskrevne manus på dansk til denne udgave på engelsk.

 

Resumé:

Ilisimmarteq / Iisimmardik var en flot mand og fortræffelig fanger, men hidsig og med ry for at pine sin kone. Hans første mord blev efterfulgt af et andet på to brødre, den ene voksen, den anden nybegynder i kajak. Dernæst dræbte han en sangkæmper ved et sangkampstævne. Han dræbte også andre (nævnes dog ikke) og man havde gerne udryddet ham, hvis man turde. Chancen kom med de skydevåben, hvoraf bl.a. Kunnaq, fortælleren her, havde ét, som han havde fået som betaling for at ro for Gustav Holm.

            Kunnak er så ude med sin bøsse på sælfangst en dag i Sermilik-fjorden, hvor tre mænd og Iisimmardik var ude sammen og gået i land ved en flad klippe, hvor de kunne slibe stødtænder af en nylig fanget hvalros til harpunspidser. En af mændene ber Kunnak om at låne hans bøsse til at skyde Iis. med. Nej, den er til sæler ikke til mennesker, siger Kunnak. Han sætter sig sammen med dem alle fire, hvor de sliber ivrigt. En af mændene går ned til kajakkerne, og inden Kunnaq kan gribe ind, er manden tilbage med hans bøsse og har rettet mundingen lige i nakken på Iis. Skuddet falder, Iis. når intet at sige, hans hoved falder forover, og derefter parterer man liget og spreder stykkerne som sig hør og bør.

            Lettelsen breder sig over hele distriktet. Man synger jubelsange over mordet. Måske havde Iis. fire dygtige sønner følt forpligtet til at hævne ham, hvis ikke kolonisationen med missionen var kommet kort efter, mener Kunnaq.

 

Hist.: Historisk fortælling fra 1890'erne.

 

Var.: Rasmussen 1906: En sjæleraners saga; Jens Rosing 1960; Jens Rosing har genfortalt alle beretninger om Iisimmardik i Hvis vi vågner til havblik, Borgen, (om Nappartuko-familien - se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9) 1993: 73 - 100; Victor 1989-1993, II.

 

Kommentar: Der er i det væsentlige god overensstemmelse mellem de fem udgaver, Kun fletter Jens Rosing den lange fortælling ind, som Kunnak / Kunnaq skulle have underholdt med under slibningen.

Imaakka dør / Imaka toquvoq

Print
Dokument id:1283
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Imaakka dør / Imaka toquvoq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 397 - 401, nr. 48
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 162 - 165.

 

Resumé: Mens Kukkujooq med kone, børn, mor, stedfar og halvsøskende er

på sommerfangst i Ajangittaq, opdager børnene, der leger ved stranden,

en hvalros nær land. Den kommer gang på gang op på samme sted. Den

blinde Kaakaaq bliver klar over, at den venter på nogen. Hendes mand

Imaakka kommer roende hjem fra fangst. Hvalrossen dukker pludselig op,

river ham ud af kajakken, lægger sig tre gange sindigt hen over ham og

giver ham dødsstødet med sine stødtænder. Børnene ser det hele, går

tudbrølende op til Kaakaaq og fortæller at far er druknet. K., der

engang har vendt hovedet af en hvalros, som hendese søn Kukkujooq har

fanget, mod Imaakka, ved at handlingen nu er sket fyldest. Hun ber

børnene hente sin bærepels nede i konebåden. Den ældste datter siger

da: "Du kaster dig ikke i havet. Hvad skal vi så gøre, hvis du drukner

dig?" Kaakaaq opgiver sit selvmord.

 

Var.: J. Rosing 1963: s. 285 - 286; Søg på: Imaakka.

 

Hist.: Tid: 1915. Imaakka (ca.1875 - 1915), åndemaner, gift med

Kaakaaq.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Inarssuarmiut kângnerssuaq / Oqalugtuaq Naqiika / Da Innarsuaqboerne sultede

Print
Dokument id:1909
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415
Fortæller:Naqiikka
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:Rosing, Peter ?
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Inarssuarmiut kângnerssuaq / Oqalugtuaq Naqiika / Da Innarsuaqboerne sultede
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:4 sider
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Denne renskrift (ved Peter Rosing ?), springer undertiden

enkelte sætninger over i forhold til:

Orig. nedskrift: Sofie Jørgensen i KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419.

Historisk fortælling om Innarsuaq-boerne i Sermilik.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen af renskriften:

 

(Innarsuaq / Innartivak ligger i den indre del af Sermilik Fjorden. Stedet er stadig vinterboplads.)

Engang overvinterede der nogle i Innartivak. De havde samlet sig

rigeligt vinterforråd om sommeren. Da det var ved at blive efterår

skete så det, at storisen vestfra og isfjelde, der kom ud af fjorden,

stødte sammen og spærrede fangstområdet. De tog hul på det forråd, de

havde samlet om sommeren, men de sparede mere og mere på det,

efterhånden som vinteren nærmede sig ("ukioriartortigdlugo

sipâriatuinnaraluaramikit", en lidt ejendommelig sammensætning. Ch.B.)

Til sidst var der kun tørrede ammasætter tilbage. Da det var kommet så

vidt, begyndte de at spise de skind, der skulle bruges til forskellige

formål, samt alt andet, der overhovedet kunne spises. Lampespæk havde

de heller ikke mere af; og de var henvist til at grave i

sneen og få fat i det harske størknede tran, der var klistret fast på

klippen, og som stammede fra de sæler, som Naqiikkas bedstefar, der

havde stedet som fast overvintringsplads, havde fanget.

 

Midt mens de sultede, begyndte en af mændene at udsulte sin kone ved

selv at spise hendes ration.

Engang blev han grebet på fersk gerning af hendes bror, som var den

eneste der havde ammasætter tilbage. Engang han delte ud af de

ammasætter, gav han sin søster, som blev udsultet af sin mand, en

håndfuld af dem og sagde til hende: "Spis dem, mens din mand ser på

det." Hun spiste dem, og da hun havde spist dem alle, kastede hun det

hele op (så udhungret var hun, BS).

 

Mens de således sultede hørte dem inde i huset en dag nogen

briste i gråd udenfor. En af dem derinde gik ud og spurgte: "Hvorfor

græder du? Er nogen død?" Han svarede: "Nej, der er

ingen der er død. Jeg græder (af glæde) fordi ham dér har fanget

sæl." Da han der havde fanget, kom ind, delte de fangsten imellem sig.

Nogle nøjedes med kun en mundfuld af spækket. Andre, som sultede

allerværst, fik efter at have slugt et par mundfulde, mavepine og krøb

sammen.

 

På et tidspunkt, hvor sælkødet var ved at slippe op, begyndte

åndemaneren (Naqiikkas farbror) at mane ånder.

Da han var kommet godt i gang med åndemaningen, hørte man ham sige

flere gange: "Dyret vi kommer til at leve af, er på vej hen til os."

(Det viste sig at være et varsel om en isbjørn, de ville blive

nedlagt.) En gang hørte man nogen uden for huset råbe op om

isbjørn. De gik ind og gjorde sig klar, hvorefter de tog

afsted for at opspore den, idet de fulgte dens spor, selv om sneen

var så blød, at det næsten var umuligt at komme frem. De sank i

i den bløde sne; men det lykkedes tilsidst at nå frem til

isbjørnen og dræbte den alene ved hjælp af lansen. Kvinderne var meget

bekymrede for dem; for de havde været væk i flere døgn ("únuit

ardlamatigit", altså egentligt: flere aftener). Men endelig blev der

meldt, at nu var de tilbage; og de kom hjem med den bjørn, de havde

fanget. Ivrigt ville man tage indvoldene ud, men opdagede så at de var

væk! Tænk det var broderen til ham der nedlagde isbjørnen, der havde

taget dem ud for at skabe en tupilak af dem.

 

Efter fangsten af denne

isbjørn, begyndte de så at fange lidt forskelligt.

Henad foråret, hvor fangstforholdene var blevet bedre, tog de

vestover på fangst fik de jævnligt noget.

 

Da fangeren, der ville skabe en tupilak, tog indvoldene ud af

isbjørnen, lavede han en tupilak i skikkelse af en isbjørn.

Da de var flyttet vestpå og begyndte at tage ud på fangst, hørte

kajakmændene engang et kraftigt brøl. De kiggede sig omkring i

forventning om, at et eller andet skulle vise sig; men da de var på

vej hjem uden at have set noget, fik de øje på en kajak, der lå med

bunden i vejret. De roede derhen og næsten fremme genkendte de ham som

den, der ville skabe en tupilak; nu lå han kæntret. Øjenen var spilet

op og meget store; og han var død. Tænk, den tupilak, som han havde

skabt var vendt tilbage til ham selv. (underforstået: og havde dræbt

ham.)

 

Hist.: Det kan være den tupilak, der refereres til i Sandgreen 1987:

s. 267 - 268: "Kaakaaq og den gamle grav."

 

Kommentar: Håndskriftet dateret af Rasmussen til 19. febr. 1920, men om det gælder Sofie Jørgensens egne nedskrifter i hæfte 419 eller renskrifterne i hæfte 415 er uvist. Sofie Jørgensen overvintrede i Danmark på gennemrejse til Qaqortoq i 1920. Hun må således være rejst fra Ammassalik sammen med Rasmussen i 1919.

Ineqínawait

Print
Dokument id:791
Registreringsår:1952
Publikationsår:1955
Arkiv navn:
Fortæller:Qupaloraarsewk (Qupalorârsewk / Jens Adamsen)
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Ineqínawait
Publikationstitel:Inegpait
Tidsskrift:Meddr Grønland 90(2)
Omfang:side 161 - 167
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Interlineær dansk oversættelse

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 113 (Jens Adamsen.

"tássane..") er som side 163: "tatjane..." - 164: "toqunine angewdlingo..."

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 123.

 

Kommentar: Dette er den fulde nedskrevne tekst til Qupaloraarsuaqs fortællinger om Ineqinnavaat, hvoraf Hans Lynge har brugt de to ss. 48 - 52 om hendes alderdom og efterladenskaber. Flere af de øvrige versioner af fortællingerne om Ineqinnavaat, ss. 36 - 47, har andre fortællere.

 

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

Resumé: In. og hendes bror har en fattig barndom, men vokser alligevel til. Broderen dør tidligt. Hun uddannes af en åndemaner til heksekunstner / ilisiitsoq. Hun gifter sig, og da hendes mand dør bliver hun fattig selv om hendes ældste datter har giftet sig godt. Hun hjælper ikke sin mor.

Det nævnes at kolonibestyrer Hilberg med mellemrum kommer til Aapilattoq, hvor In. bor, og måske skal det underforstås at det er af ham hun får noget vellugtende rødt medicin. Med denne helbreder hun sin betændte øreflip. Ifølge eget udsagn har hun fået medicinen af sin europæiske hjælpeånd.

       En aften begynder denne hjælpeånd at tale ned gennem røghullet. Husfællerne vil vide hvad han siger. Jo, at han vil give In. en kugle, som hun kan udrydde alle mennesker med. De ber hende ikke tage imod den, hvorfor hun siger nejtak.

       Engang skal hun reparere sit tag, og da en af tagbjælkerne knækker prøver hun at skaffe sig en granstamme hos sin europæiske hjælpeånd. Undervejs hjem med den snubler hun og taber den, men da hun vil samle den op igen, er den forvandlet til blot et stift græsstrå. Hun må da reparere taget temmelig ubehjælpsomt.

       Den gamle kone, Quppaasaq, bliver hjemløs og flytter ind hos In. Qup. har fast arbejde som dunrenser for udliggeren ved en kampesten nær In.s hus. Der er også et røgeapparat til renkød på stenen. En morgen, da Up. vil på arbejde og stopper sig en pibe, tigger In. om lidt tobak, men får afslag: Hun der intet arbejde har burde slet ikke ryge! In. ønsker over hende at hun må blive stum. Hvilket sker kort efter, da Up. med fagter synes at gøre folk begribeligt, at hun har set noget (uhyggeligt) dukke frem fra stenen. Up. forbliver døvstum resten af livet.

       In. går efter brænde med sit barnebarn ind i landet til en sø, hvor barnebarnet ser en mærkelig krusning på vandet. Det er blot kajakker, siger In. Men det benægter barnebarnet, indtil Bedste har klemt fingeren mod først sit eget og så barnebarnets øje. Da ser også barnebarnet store kajakker med noget tungt på slæb.

       Børnebørnene fabler om en mulig krig, der skal udrydde dem alle, og for at berolige dem leger In. en lille leg med dem ved en kampesten, som det lykkes hende at gemme sig så grundigt bag, snart her, snart der, at børnebørnene mener hun er aldeles forsvundet. Jeg var inde i stenen, siger In. da hun er kommet til syne igen. Sådan vil hun også kunne gemme sig hvis der blir krig.

       Et efterår ude en mørk aften ser de en ild, der tændes og slukkes langt ude, og da alle fangerne er kommet hjem, blir man atter bange for en udryddelseskrig. Dette er fortællingen om dengang In. undlod at udrydde Hilberg med mandskab i samme version som ss. 48 - 51 i H. Lynge 1955.

       In.s barnebarn Inngili / Inger arver In.s uldne topbånd, som fortællersken har set hende bruge til at udglatte et oprørt hav (samme fortælling samme version som ss. 52 og 53 i H. Lynge 1955.)

 

Hist. In. var en kvindelig åndemaner / angakkoq i 1800-tallets Upernavik-distrikt. Der går mange fortællinger om hende: Søg på Ineqinnavaat.

Ingmíkêrteq / Immikkeerteq, boplads på en ø inde i fjorden Angmagssalik

Print
Dokument id:1648
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:Rosing, Peter
Indsamler:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Titel:Ingmíkêrteq / Immikkeerteq, boplads på en ø inde i fjorden Angmagssalik
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 115 - 118
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 22 - 27; angakkortalissuit, 1990: 150 - 153: "Immikkeerteq (Qeqertaq Quarmiut eqqaanniittoq)"

 

Resumé:

Hér overvintrer i sultevinteren disse nært beslægtede og dygtige fangere med

deres familier: Peqitissaq, Nuttanneq, Uviaq, Ippartikajik,

Uitsalikitseq, Missuarniannga.

   Man holder yderst fornuftigt hus med de få sæler, man fanger, og da

Ilipaaq fra Umiivik stjæler Peqitissaqs lille forråd, ønsker denne

død over ham. Ilipaaq dør som ønsket den følgende sommer. Man sulter

en tid frem til marts, hvor det lykkes Missuarniannga ved ihærdighed

og i yderste livsfare at fælde en angribende bjørn. Ved dens kød

kommer man til kræfter og fanger med jævne mellemrum resten af

vinteren. En berygtet tyv, Kaanngitsukkaaq, der er smidt ud fra sin

boplads, kommer på besøg, stjæler, og tvinges ved kvælertag til at

rykke ud med, hvor han har gemt tyvekosterne. Han får lov at blive,

indtil han stjæler igen og tampes ud af huset.

 

Hist.: Historisk fortælling om sultevinteren 1880 - 81. Denne datering stemmer dog ikke overens med andre. Se kommentaren til: Ajaattoq Victor.

Innartuaqboens himmelrejse / Ivnartuarmiup ilímarnera

Print
Dokument id:1193
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Innartuaqboens himmelrejse / Ivnartuarmiup ilímarnera
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 201 - 204, nr. 44
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 153 - 156, nr. 44.

 

Resumé: Innartuaqboen Naaja hører, at man fanger hvidhvaler på

Vestkysten og beslutter at flyve derhen med sine hjælpånder. Undervejs

lander de på et smukt tværstribet fjeld, og N. vil vende om, fordi han

ikke kender vejen videre frem. Men hjælpeånderne advarer ham: Han vil

for altid sætte sin grænse her. De flyver videre, kommer til et stort

hus på vestkysten, hvor der sidder en åndemaner i hveranden briksebås.

N. og hans ånder bliver foreløbig under huset, hvor de afprøver

åndemanernes følsomhed ved at glide hen under dem. Kun een af dem

reagerer. Han spiser af et stykke mattak, som han har stukket sin

finger igennem og drejer rundt, og han siger: "Det er virkelig ligesom

dengang nogen lugtede maddingen!" To ånder fra huset flyver til N.s

hus på østkysten på udveksling, N. kommer ind, løsnes for sine remme,

og hører af den følsomme åndemaner, hvordan denne engang under en

hvidhvalfangst fik brækket sin kæbe. Her nedlægger man nemlig

hvidhvalerne, der strander i pytterne ved ebbe, gør dem klar til

bugsering og lader højvandet skylle dem ind til kysten. Men flodbølgen

kommer med en styrke, der kan kvæste fangerne, mens de løber mod land.

N. bindes til hjemrejsen, hvor han møder udvekslingsånderne i susende

fart og selv sinkes af en stump medbragt rødt anorakstof, som vil

tilbage til Vesetkysten. Alle beundrer stumpen da han kommer hjem, og

han gemmer den godt livet ud.

 

Var.: Ipisannguaq; J. Rosing 1963: 199 - 202; 212 - 213.

Hist.: Dette spor af kendskab i Østgrønland til Vestgrønland kan - også ud fra andre kilder tidsfæstes til første halvdel af 1800-tallet.

Titlen burde være oversat: "Innartuaqboens åndeflugt".

Beviset på et besøg ved el. nær en handelsstation, her en stump rødt stof, forekommer ofte i østgrønlandske fortællinger om åndeflugt.

 

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Tolkning: Værterne på Vestkysten er ånder, som

vestgrønlændernes åndemanere fik som hjælpeånder, før man herovre blev

kristnede. Det lækre mattak opfattes som en madding der lokker - hvem? åndemanere blandt mennesker? - til huse.

inuit oqalualârutait / Ungnugssuaq og Napassoq / Uunnussuaq Napasoq

Print
Dokument id:198
Registreringsår:1859
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:inuit oqalualârutait / Ungnugssuaq og Napassoq / Uunnussuaq Napasoq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 273 - 274, nr. 93
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Oversat af Kirsten Thisted i: Kreutzmann, Jens: Fortællinger & akvareller.

Red. Kirsten Thisted. Atuakkiorfik 1997: 51.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning af Arnaq Grove i: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 51.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Inuit-fortælling.

I gamle dage, da Narsarmiut endnu var beboet, var der en

tilflytter på stedet, der hed Uunnussuaq. Hans søn hed Napasoq. De var ved

at bygge deres vinterhus om efteråret, og en dag, da det var godt vejr, tog

Uunnussuaq af sted på fangst. Han var borte ganske kort tid, så så man ham

komme med en sæl på slæb. Han havde fanget en sortside. Det fortælles, at hans søn var meget snakkesalig og uartig. Mens han bar faderens bugserblære op, sagde

han: "Uunnuk berøver stedet dets sæler." Endnu engang har han frataget stedet en

sæl. Det fortaltes, at Uunnussuaq efter den tid, hele vinteren, ikke fangede en

eneste sæl.

 

Uunnussuaq måtte bruge kamikker uden inderstrømpe, når han var ude på

fangst i kajak om vinteren. Der var ingen hud på han ben (formentlig underben -

Chr.B.), og de væskede meget. Når han kom hjem tog han kamikkerne af og hældte

væsken ud af dem. Hans søn havde ingen kajak. Han var meget mager, selv om han

spiste uafbrudt. Når moderen syntes, at han spiste for meget, plejede hun at

sige: "Hans sjæl spiser ham, derfor tager han aldrig på."

 

En aften samledes mændene. Napasoq, som også var med, rejste sig midt i det hele op og begyndte at danse rundt og brugte Uunnuusuaqs "ermumigutíngua" (den danske kommentar kan vist tydes som "madske"? - Chr.B.) som tromme. Hans sang skulle lyde sådan: "Jeg er ikke andet end ben. Jeg er ikke andet end gnaveben. Fjern kødet fra mig, Isortoqs kraftige østenvind kan jeg ikke undvære. Ai, jeg kan ikke undvære den, ai, jeg kan ikke undvære den!" Det fortælles, at han (ikke klart, om det Uunnussuaq eller Napasoq - Chr.B.) drog nordpå langs kysten, da det blev forår, og han kom aldrig tilbage.

 

Var.: Ingen i denne bases samlinger

Iseraq

Print
Dokument id:2058
Registreringsår:1965
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Mouritzen, Martin
Nedskriver:Vebæk, Mâliâraq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Iseraq
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 121
Lokalisering:Alluitsup Paa / Sydprøven: Nanortalik
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 141 - 142: "Isseqqat"

 

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

Resumé:

MM's mormor, Attaala så engang en iseraq som hun holdt i hånden og derved kom til at brække den, fordi det var så lille og spinkelt et væsen. Den døde. Iseraq har lodrette øjne og blinker på langs. De har ingen endehul, kun hul til at tisse og spiser derfor aldrig kød. Men engang havde en af dem stjålet af det tørrede sælblod, der lå i en pose under umiakken. Man holdt vagt for at pågribe tyven. Og det lykkedes.

 

Var.: Papikkaalaq; Ivalimaaq;

 

Hist.: Tolkning af oplevelse? MM var 47 år i 1965. Boede tidligere i Illorpaat.

Var.: I østgrønlandske fortællinger er det kystdværge som man griber i tyveri fra forrådet: Rosing: De tyvagtige dværge. Rasmussen: Ivalimaaq, forrådsrøveren

Izimarti, l'assassin / Morderen, Izimarti / Ilisimmarteq / Iisimmardik

Print
Dokument id:1920
Registreringsår:1937
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Junta og Apulu (Junta og Abudu / Kajammat / Kâjangman / Kaajammat / Kukkujooq)
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Izimarti, l'assassin / Morderen, Izimarti / Ilisimmarteq / Iisimmardik
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 66 - 72
Lokalisering:Tiderida / Tineteqilaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

Han blev kaldt Izimarti / Îsímartik / Îsímardik / Iisimmardik fordi han ikke var rigtig klog / aldrig tænkte sig om. Han var kolerisk, hævngerrig, en dårlig fanger og han slog flere mænd ihjel, nogle af dem uden forståelig grund (ifølge de to fortællere).

Et af ofrene blev Apadito / Aappilattoq, der presset af Ii. havde solgt ham sin flotte fugleblæreharpun med harpunspids af jern (nogle af Victors informanter mente at jern stammede fra månen). Til gengæld fik Aap. Iis. kone, som Aap. dog senere blev ked af og derfor forlangte at få sin harpun tilbage. Ii. bad Qiarnak / Qiarnaq (onkel til Eiriki / Iialikki / Erik, som Victor kender) om at låne hans kniv, og under en festlig sangkamp i Tasiilarsik mellem Aap. og Aditsakat / Alitsâkât / Alitsaakaat stikker Ii. Aap. ned bagfra og sønderlemmer liget, putter hovdet i en fangstblære og sænker det i en lille sø bag næsset, men det ene øje begraver han under nogle sten på toppen af bjerget ved Tasiilaartik og det andet gemmer han på det sikreste sted, nemlig i sin øverste lampe, for bedre at kunne holde øje med at den døde ikke hævner sig.

Mordet på Uitsinak alene ude i kajak midt på blanken dag, kender man ikke årsagen til. Heller ikke til at Ii. hjalp Imatak med at dræbe Kunuzi's (Kunnitsi's el. Kunnak's ?) to brødre, som Imatak (?) af ukendte grunde ville myrde. Imatak var for svag til selv at gøre det og kunne nemt overtale Ii. til at hjælpe sig (de to brødre er måske Kaajammat og hans lillebror, se Jens Rosing 1960).

Ii. dræbte flere både i Umiivik og længere mod syd, enten direkte korporligt eller ved hekseri. Således også sin svoger (Issiavik), med følgende forudgående forløb ved det sydlige Umiivik: Svogeren havde sammen med andre nedlagt en hvalros, men afviste et forslag om at man skulle vente på at Ii. også nåede frem (og dermed kunne få fangstpart af den) inden man parterede den. Ii. havde nemlig engang sagt, at hvis han nogensinde så et stort nedlagt dyr før det blev parteret, ville han dræbe en af fangerne, der havde nedlagt det. Man skyndte sig med parteringen, Ii. blev rasende, da han nåede frem. Han fik dog noget af en stødtand / kæbeben af sin svoger til et harpunfæste, men intet af kødet. Alle tog så i højt humør - Ii. dog sur - til en nærliggende ø med en god sten at tilslibe tandstykkerne på. Man fik Ii. i humør, Igeko / Eqeeqqoq / Kunnak underholdt med sange, synet af en sæl ude i vandet gav svogeren lejlighed til at hente den eneste bøsse man ejede, og det lykkedes ham uset at skyde Ii. en kugle i nakken. Ii. døde og blev stiv på stedet. Alligevel ville svogeren stikke ham 'død' endnu engang med hans egen fuglepil for at gøre ham "blød", men kræfterne slog ikke til og Eqeeqqoq måtte presse odden dybt i det stive bryst. Man parterede ham ifølge de vanlige mord-ritualer: Hovedet blev smidt i en klipperevne, kroppen blev først dækket med Ii.s eget kamikhø, dernæst fraskåret arme og ben og så sænket i en stillestående sø. Det ene øje lagde Eqeeqqoq i sin kajakstævn og præsenterede det senere for Ii.s kone, da han meddelte hende mordet, hvorefter hun besvimede.

Man holdt en stor fest af bare lettelse over at den frygtede mand var død. - Men angakkoq'en, åndemaneren Napatsidak (?) fandt frem til Ii.s nedsænkede krop, talte med den døde, der sagde at han ikke formåede at hævne sig, fordi han manglede sin sjæl. Nap. fandt hovdet, satte det på kroppen, fjernede kamikhøet og fortalte de døde at banemanden var svogeren, der nu var taget videre sydpå på handelsrejse. Men hvis Ii. skyndte sig kunne han nå at hævne sig. Det skete så, idet både svogeren og dennes to sønner døde.

 

Var.: Ilisimmarteq; Iisimmardik; Îsímardik.

 

Hist.: historisk beretning fra sidste halvdel af 1800-tallet. Ii.s mord og mordet på ham er medregnet i de 9 mord i alt, der blev begået fra 1884 til 1893 (Holm & Petersen 1921: Medd. Grønland 61:618). Se også Sonne 1982, Études Inuit Studies, Vol 6.

 

Kommentar: Desværre er det sjældent muligt at harmonisere Victors stavning af navne med andres, fx Jens Rosings, eller med den autoriserede østgrønlandske.

Kaakaaq begynder at søge / Kâkâq ujardlilerpoq

Print
Dokument id:1239
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Kaakaaq begynder at søge / Kâkâq ujardlilerpoq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 224 - 229, nr. 4
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 15 - 18.

 

Resumé: Skønt fortællerne ikke stemmer overens om, hvorvidt Kaakaaq

begyndte at søge efter hjælpeånder før eller efter hendes fars død,

begynder selve hendes uddannelse på denne måde: Hun har vred af skam søgt ensomhed

i kort afstand af huset, fordi hun har knækket sin mors værdifulde

synål og blevet irettesat. En ånd overrasker den grædende pige og

tilbyder at vejlede hende i åndemaneruddannelsen. K. vægrer sig,

men så tre slags "viden" af ånden, som befaler hende at opsøge tre

spøgelser (hjælpeånder), der kan afbalancere denne viden. Ellers vil

hun dø. Til gengæld får hun dermed styrke til uden angst at modstå alle, der vil behandle hende uforskammet, især fordi hun er så smuk. Hun fortæller ingen om denne oplevelse.

Næste dag går K. beslutsomt mod indlandet, hvor hun finder to gnidesten,

"mandens" og "kvindens" gnidesten. Dem afprøver hun en tid uden

resultat, opgiver gnidningen og går videre. Senere skal hun have sagt,

at de sten ikke betød noget. Fra en lille høj ser hun på afstand et

menneske, som hun tror er en af kajakmændene, der holder hvil. Det

viser sig at være en fremmed, en ånd, der inviterer hende nærmere ved

at klappe ned ved siden af sig. Hun nærmer sig ængsteligt.

 

Hist.: Tid: 1870'erne. Persondatea søg på: J. Rosing 1963. s. 281 -

285: "Kâkâq".

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Tolkning: Om afbalanceringen af heksemidler med hjælpeånder se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Åndemanerens afbalancering...".

 

Vedr. uddannelse til åndemaner: søg også på initiation.

 

Kommentar: skamfølelse over forældres bebrejdelser angives ofte som årsag til at børn "går hjemmefra", hvor de møder deres første hjælpeånd. Samme årsag kan optræde i qivittoq-fortællinger.

Kaakaaq bliver blind / Kâkâq tagpingerpoq

Print
Dokument id:1276
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Kaakaaq bliver blind / Kâkâq tagpingerpoq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 350 - 351, nr. 41
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 121.

 

Resumé: Kaakaaq vil ikke efterkomme sine hjælpeånders opfordring til

at holde offentlig seance, omend de truer hende med at slå hende med

blindhed. Gang på gang kaster de noget efter hende, dog uden at ramme.

Hun vil stadig ikke. En dag rammes hun af et slimet sæløje på brystet.

Øjet sprøjter hende i øjnene. Derefter aftager hendes syn og hun

bliver blind.

 

Hist.: For K.s persondata, søg på: J. Rosing 1963: s. 281 - 285:

"Kâkâq".

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Kaakaaq bliver enke / Kâkâq uvigdlarpoq

Print
Dokument id:1251
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Kaakaaq bliver enke / Kâkâq uvigdlarpoq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 260 - 263, nr. 16
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 45 - 47.

 

Resumé: Kajammat bliver dræbt på hjemvejen fra et besøg i

Savanganaartuk / Sivingnaartik af to af stedets beboerer: Tupajanngitseq og

Aavaardik / Avaartik. Muligvis fordi de begge ønskede Kaakaaq til kone. K.

flytter med sin søn ind i sin bror Sinngertaats telt og overholder

sine tabuer. Dog spiser hun i smug lidt af det, der er tabu for hende,

fordi hendes hjælpeånd har giver hende lov. Ikke desto mindre blir hun

under et muslingetogt angrebet af en måge, der vokser sig kæmpestor

for øjnene af hende og fortæller, at folk under tabu ikke må spise

mågernes føde, der går op mod strømmen. Det er ørreder. K. bliver

vred. Hvem har sendt den måge? Hvad bilder vedkommende sig ind? Hun

beslutter at lave en tupilak mod den formastelige.

 

Hist.: Tid: Ca. 1890. Persondata søg på: J. Rosing 1963: s. 281 - 285:

"Kâkâq".

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Kaakaaq endnu en gang / Sule Kâkâq

Print
Dokument id:1260
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Kaakaaq endnu en gang / Sule Kâkâq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 287 - 289, nr. 25
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 67 - 69.

 

Resumé: Det er småt med fangsten og man sulter. Imaakka fanger så en

sæl, men under ikke sin stedsøn, storfangeren Kukkujooq noget af den.

Hans mor Kaakaaq tager ham med udenfor og gir ham et stykke kogt kød,

som han hugger i sig mens hun råber: "Hva'?" op mod fjeldene. Lidt

senere råber hun: "Ja, ja!" Hun forklarer at nogen, hun engang har

hjulpet til verden netop har sagt, at hendes mand vil dø ("komme ind" - på åndesprog) før hun selv. Denne nogen er en snespurv, som hun engang var fødselshjælper for (Se Sandgreen 1987: s. 451 - 455). Kukkujooq forstår det ikke

rigtigt, men det er meningen, at han nu, hvor han venteligt må blive

hendes forsørger og derfor ikke bør lade sig overraske af sine

fjender, skal tage sin søgen (efter hjælpånder) alvorligt.

 

Hist.: Tid: For K.s persondata, søg på: J. Rosing 1963: s. 281 - 285:

"Kâkâq".

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Kaakaaq får det ene barn efter det andet / Kâkâq qitorniorqilerpoq

Print
Dokument id:1253
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Kaakaaq får det ene barn efter det andet / Kâkâq qitorniorqilerpoq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 264 - 267, nr. 18
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 48 - 50.

 

Resumé: Enken, Kaakaaq, holder sig ikke tilbage fra mænd, men gifter sig først

nogen tid efter sin tabuperiode. Den udvalgte blir Imaakka. K. bliver

hurtigt meget omfangsrig, og føder snart en datter. I., der har sat

næsen op efter en søn, forlader K. Hun sørger for, at datteren

(Sannginaleq) senere vil blive psykisk urokkelig og fysisk

modstandsdygtig som en sten ved at putte en lille rullesten i pigens

anorak-hætte. I. vender tilbage allerede næste dag, men forsvinder

atter for længere tid, da K. føder sin datter nr. 2. (Anngannii). K.

hævner sig på alle den slags mandfolk, der opfører sig som Imaakka,

idet hun lader den nyfødte slikke en halvkvalt hunds spyt. Pigen vil

da udvikle sig til en tøjte, der ligger i med alle og enhver og

fratager koner deres mænd (ligesom hundene). Da pigebarnet trives,

vender Imaakka tilbage.

 

Hist.: Tid. Ca. 1890'erne. For K.s persondata søg på: J. Rosing 1963:

s. 281 - 285: "Kâkâq".

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Tolkning: Forklaringen på den sidstnævnte fødselsrite, at K. vil hævne

sig på chauvinistiske mænd, virker besynderlig. Det er dog disse mænds

koner, der vil lide under rendemaskens eventyr.

Kaakaaq i Arpertuaq / Kâkâq Arpertuarme

Print
Dokument id:1248
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Kaakaaq i Arpertuaq / Kâkâq Arpertuarme
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 253 - 256, nr. 13
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 39 - 41.

 

Resumé: Efter sin mors død brister Kaakaaq i gråd hver gang hun er

gået ind i indlandet på søgning efter nye hjælpeånder. Samtidig er hun

forelsket i sin hjælpeånd Aannilaat, som hun jævnligt ligger med.

En dag finder hun for foden af en skrænt et spædbarn, som hun tar op

og bærer hjemad, men må lægge fra sig dér, hvor teltene bliver

synlige, fordi det pludselig blir alt for tungt. Det gentager sig

flere gange. Barnet er af sig selv vendt tilbage til skrænten. Sidste

gang er barnet væk, men hun ser sin mor i et glimt ved skrænten.

Trøstet holder K. herefter op med at græde. Hun fortæller senere, at

barnet var lampemossets person (inua).

Sandgreen tilføjer for egen regning, at Kaakaaq måske fik et uægte barn, som hun skaffede sig af med i ødemarken.

 

Hist.: Tid: Ca. 1880. Persondata søg på: J. Rosing 1963: s. 281 - 285:

"Kâkâq".

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Kaakaaq laver tupilak / Kâkâq tupigdlivoq

Print
Dokument id:1275
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Kaakaaq laver tupilak / Kâkâq tupigdlivoq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 346 - 350, nr. 40
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 117 - 120.

 

Resumé: Kaakaaq, der uden held har villet sin svigerdatter, Kukkujooqs

kone, til livs og derfor vil sende en tupilak mod Kukkujooq, vil trods

alt ikke selv lave tupilakken. Hun søger en ondsindet ånd og træffer

den ved en elv. Den tilbyder at få et barn med hende, de har samleje,

og den skaber en tupilak af det sælhovede hun har medbragt fra en af

sin søns fangster. Derefter får Kaakaaq liv i dette, sit spædbarn med

en citeret formular og ved at lade det patte på sine kønsdele.

Tupilakken kommer til live, skrigende som et spædbarn og får besked af

ånden på at dræbe en af kystboerne. Kaakaaq er tilfreds med at hun

ikke selv har skabt tupilakken.

 

Hist.: For K.s persondata, søg på: J. Rosing 1963: s. 281 - 285:

"Kâkâq". Sandgreen ved, at fortællingen hører hjemme på et tidligere

tidspunkt i det kronologiske forløb, men placerer den hér, fordi det

stemmer bedre med hans tolkning af alle begivenhederne som udtryk for

blodhævnens naturlov hos de "hedenske" østgrønlændere.

 

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Kaakaaq og den gamle grav / Kâkâq ilivitoqardlo

Print
Dokument id:1254
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Kaakaaq og den gamle grav / Kâkâq ilivitoqardlo
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 267 - 268, nr. 19
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 50 - 52.

 

Resumé: Sammen med sin kusine / fætter Isaangaleq forfølger Kaakaaq en

snespurv. De støder på nogle gamle grave og beslutter sig for at

gnide en af de døde frem. K. der foretager gnidningen, føler en kløe i

håndfladen, der forplanter sig helt op til issen. De ser den dødes vej

til graven: Det er en regnbue. Det summer nu fra graven. K. spørger

den døde, hvem der har begravet ham og hvorfor han er død. Han svarer:

"Min mor og mine søskendes mor!" og "Fordi jeg tog den bjørn, som min

bror skulle have haft. Det skulle vise sig at blive til min egen

skade." Dernæst ber han dem sige andre, at man ikke skal kalde en død

til sin grav, fordi vejen er så besværlig. Fortælleren forklarer til

slut, at den døde havde lavet en bjørnetupilak, der havde vendt sig

mod ham selv og gjort ham sindssyg til døden.

 

Var.: J. Rosing 1963: 291 - 292.

 

Hist.: Tid: Ca. 1890. For K.s persondata søg på: J. Rosing 1963: 281 -

285. "Kâkâq":

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Kaakaaqs ven og hendes ægteskab / Kâkâp ikíngutâ uviningneralo

Print
Dokument id:1249
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Kaakaaqs ven og hendes ægteskab / Kâkâp ikíngutâ uviningneralo
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 256 - 258, nr. 14
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 41 - 43.

 

Resumé: Den unge Kaakaaq får viden om heksemidler af Eqeqqoq (Kunnak)

mod at ligge med ham. Hun vil dog ikke giftes med ham, men med den

flotte Kajammat. Da dennes mor bliver klar over, at de to har et godt

øje til hinanden, ber hun Kaakaaq flytte ind i familiens telt. K. flytter

straks, også fordi hun får det bedre som gift end som forældreløs hos

sin storesøster. Kajammat vogter skindsygt over K., der i perlende humør (over at være forsørget og sluppet ud af situationen som forældreløs hos sin søster og hendes mand, nu ganske har glemt sin søgning. Hun nyder sin frihed, men en dag hun - uden at sige noget til sin mand - slutter sig til de unge, der leger ude,

gennemtæver han hende og siger, at når først hun har fået en søn, kan

hun lege med hvem hun vil.

 

Hist.: Tid: Ca. 1880. Persondata søg på: J. Rosing 1963: s. 281 - 285:

"Kâkâq".

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Kaakaq og hendes moder / Kâkâq arnâlo

Print
Dokument id:1246
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Kaakaq og hendes moder / Kâkâq arnâlo
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 248 - 250, nr. 11
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II,1967, s. 35 - 36.

 

Resumé: Fordi den unge Kaakaaq er meget smuk, er mange kvinder jaloux

på hende, endog hendes egen mor, der af samme grund behandler hende

så strikst, at Kaakaaq blir fornærmet. Hendes hjælpeånder mærker det

straks, udfritter hende og spør om de skal gøre noget for hende. K.

afviser det gang på gang, men giver tilsidst efter for en af

hjælpeåndernes ønske om at dræbe hendes mor. Kort efter svulmer

moderens hænder op og revner. Hun dør snart, men ikke af det. Hun dør

bare. Alligevel vil rygtet vide, at en af K.s hjælpeånder har taget

moderen af dage.

 

Hist.: Tid: Ca. 1880. Persondata søg på: J. Rosing 1963: s. 281 - 285:

"Kâkâq".

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Kaakaq og hendes svoger / Kâkâq ningaunilo

Print
Dokument id:1245
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Kaakaq og hendes svoger / Kâkâq ningaunilo
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 245 - 248, nr. 10
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 32 - 35.

 

Resumé: K., der er blevet teenager eftrstræbes af sin storesøsters

mand. Med sit skamløse tilbud om at bolle, sender han den stor bjørn

på flugt, som nærmer sig hende ude fra horisonten for at give hende

pooq. Hun blir da ingen angakkoq puulik, og får derfor ikke evnen til

at partere et menneske og sætte det sammen igen. Men hun får afvist

svogeren med en hånlig bemærkning om det feje fangstmod, han under en tidligere storm har udvist.

 

Hist.: Tid: Ca. 1880. Persondata søg på: J. Rosing 1963: s. 281 - 285:

"Kâkâq".

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Tolkning: Om angakkoq / åndemaner puulik se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

Kaakaqs forstand formørkes / Kâkâp silâ târsiartulerpoq

Print
Dokument id:1268
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Kaakaqs forstand formørkes / Kâkâp silâ târsiartulerpoq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 311 - 313, nr. 33
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 87 - 88.

 

Resumé: Kukkujooq har giftet sig med Ukoorajivat, som hans mor Kaakaaq

finder mindreværdig i forhold til sin søn. Gang på gang prøver Kaakaaq

at skade U., men uden virkning. U., den grønskolling, har måske selv

en ligeså stor viden som Kaakaaq? K. erkender sit nederlag og blir med

mellemrum omtåget og siger ikke andet end "Naar, naar!!" I stedet

beslutter hun at ramme sin egen søn, fordi svigerdatteren vil få det

svært, hvis hun mister sin mand og forsørger.

 

Hist.: For K.s persondata, søg på: J. Rosing 1963: s. 281 - 285:

"Kâkâq".Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Tolkning: Kaakaaqs begyndende sindsforvirring forklares som

tilbageslag af hekseri, og da hun tydeligvis ikke bryder sig om sin

svigerdatter, der ikke lader sig anfægte, må hendes hekseri have været

rettet mod svigerdatteren og ramt tilbage på hende selv.

Kâkâq / Kaakaaq / Kakak / Kaga

Print
Dokument id:1699
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Rosing, Jens
Nedskriver:
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Jens
Titel:Kâkâq / Kaakaaq / Kakak / Kaga
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 281 - 285
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé:

Jens Rosing fortæller om to besøg hos Kaakaaq, da han var femten år og

Kaakaaq ca. 75. Første gang er det vinter, han er sammen med sin far,

præsten Otto Rosing, og K. overvintrer på bopladsen Sermiligaaq. Hun

er blind, men passer sin lampe med sikre hænder. Man siger, hun har et

indre øje. Hun er helt indtørret, kun skind og ben, men glat i huden,

og hun beføler Jens over hele ansigtet for at "se" ham. De gaver hun

får af præsten, skrå, tobak og sæbe, gir anledning til en lille

ceremoni. Først vasker hun ansigt, hænder og underarme. Dernæst former

hun en lang cigar af skråen, der skæres itu og blandes med tobakken,

hvorefter hun ryger den i sin pibe og til slut putter den rygende skrå

i munden. Hun kommer i trance, synger og siger uforståelige ord, og

falder til sidst i søvn. Næste gang er i august, hvor K. er med sine

gifte børn på sommerfangst i Sermilik-fjorden. Hun har sit eget telt,

hvor Jens besøger hende alene. Hun genkender ham ikke, men gentager

vaske- og rygeceremonien med hans medbragte gaver og går atter i

trance. Mens hun gnider håndfladerne mod hinanden lyder der pludselig

et sus af fløjtende vinger over teltet og noget efter skrig af ravne.

K. blir øjeblikkelig klar i hovedet igen, snakker med Jens og

fremsiger en formular, der skal give ham en god hjemrejse. Hun takker

for gaverne og falder i søvn. Jens forlader hende.

 

Hist.: Kaakaaq (f. ca. 1865, døbt Karen / kara / Kaga 1917, død 1942).

Gift med Naajas sønnesøn, åndemaneren Kajammat (f. ca. 1863, myrdet

1890), og derefter med åndemaneren Imaakka (ca. 1875 - 1915).

Kâkâq / Kaakaaq forløser Paperqias / Papeqqias kone

Print
Dokument id:1702
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Kukkujooq (Pîsue / Piisui / Qaajammat, Apulu)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Jens
Titel:Kâkâq / Kaakaaq forløser Paperqias / Papeqqias kone
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 288 - 289
Lokalisering:Tîleqilâq / Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé:

Året efter Kaakaaqs første møde med Papeqqia træffer hun ham igen som

en snespurv, der forvandler sig til menneske og ber hende hjælpe sin

kone, der er i barselsnød. K. er udset til at skulle være åndemaner,

fortæller P. hende og bistår hende under et ritual, hvor hun lægger

sig afklædt under et skindtæppe, gnider håndfladerne mod hinanden og

puster i dem, mister åndedrættet og blir besat af hjælpeånden P. Nu

kan K. se det, der er skjult for andre. Hun fjerner noget, der

spærrer fødselsvejen, kvinden føder, K. får som tak en teltstang og

to stykker såleskind, der på hjemvejen, da K.'s syn lagdeles og hun får sit normale syn igen, blot er et vissent græsstrå og to indtørrede rosenrodsblade.

 

Var.: Sandgreen 1987: 451 - 452: "Slutning".

Kommentar: Denne trance-teknik kaldes i denne tekst qilaaqutserneq (qilaaqqutserneq?, tilkalde en qilaa-ånd? BS). Det samme gør Kaarali i teksten til sin tegning af seancen i Thalbitzer 1941: 710, fig. 224. Rasmussen brugte en anden betegnelse, kilummoorsoq om den der 'trak sig tilbage på briksen' og gik i trance (Rasmussen 1921-25,I: 20) mens den samme hed en nerfallasoq (en der har lagt sig på ryggen) hos Glahn (1921: 64).

 

Hist.: Persondata søg på: J. Rosing 1963: 281 - 285: "Kâkâq".

Kâkâq / Kaakaaq får en skræmmeånd

Print
Dokument id:1705
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Kukkujooq (Pîsue / Piisui / Qaajammat, Apulu)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Jens
Titel:Kâkâq / Kaakaaq får en skræmmeånd
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 292 - 293
Lokalisering:Tîleqilâq / Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

 fra Resumé:

Kaakaaq går hjemmefra i vrede over skældud, hører et hyl og forfølges

af en "stor-spædbarneånd", der løber hende over ende, så hun besvimer.

En ånd med en stor næse Uttuk / Uttu, vækker hende til live, blir

hendes opvækkerånd og identificerer den skræmmeånd, der netop

forfulgte hende. Dette gentager sig endnu to gange. Sidste gang får K.

selve skræmmeånden at se.

 

Hist.: Persondata søg på: J. Rosing 1963: 281 - 285: "Kâkâq".

Kâkâq / Kaakaaq taler med en dødning

Print
Dokument id:1704
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Kukkujooq (Pîsue / Piisui / Qaajammat, Apulu)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Jens
Titel:Kâkâq / Kaakaaq taler med en dødning
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 291 - 292
Lokalisering:Tîleqilâq / Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé:

Kaakaaq og hendes kusine Isaangaleq får lyst til at gnide en død frem

af dens grav og udspørge den om årsagen til, at gravens dæksten er så

tunge. K., der er den modigste, foretager strygningen, den døde melder

sig med en summen, der blir stærkere, og svarer at fordi han engang

tog sin søsters bjørn fra hende, døde han og blev begravet af

søsterens barn og sit eget barn.

 

Var.: Sandgreen 1987: 267 - 268.

 

Hist.: Persondata søg på: J. Rosing 1963: 281 - 285: "Kâkâq".

 

Tolkning: Det er uklart om den døde har franarret sin søster en bjørn,

der var hendes, fordi hun havde set den først, eller om han har sendt

en tupilak mod hende og fået tilbageslag.

Kâkâq / Kaakaaq træffer den næseløse Îkiaq / Iikiaq

Print
Dokument id:1706
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Kukkujooq (Pîsue / Piisui / Qaajammat, Apulu)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Jens
Titel:Kâkâq / Kaakaaq træffer den næseløse Îkiaq / Iikiaq
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 293
Lokalisering:Tîleqilâq / Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé:

Som en af de sidste af sine talrige hjælpeånder får Kaakaaq Iikiaq, en

ildmand (innersuaq), der selv tilbyder sig, fordi dens forrige herre

(åndemaner) er død. Den synger pralende om alle de fjender i

åndeverdenen, som den har dræbt.

 

Var.: Sandgreen 1987: 250 - 253: "Ungmøen Kaakaaq", hvor ånden dog er

en indlandsbo.

 

Hist.: Persondata søg på: J. Rosing 1963: 281 - 285: "Kâkâq".

Kâkâq / Kaakaaq ædes levende af søens troldbjørn

Print
Dokument id:1703
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Kukkujooq (Pîsue / Piisui / Qaajammat, Apulu)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Jens
Titel:Kâkâq / Kaakaaq ædes levende af søens troldbjørn
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:290 - 291
Lokalisering:Tîleqilâq / Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé:

Som lille skældes Kaakaaq ud af sin mor, da hun ved et uheld vælter en

spand med blod, og hun går grædende til fjelds, hvor en ånd ved navn

Aadaadak / Aataatak tilbyder sig som hendes vejleder i åndemaning. K.

vægrer sig i angst, men overtales. Næste morgen ved solopgang finder

hun to gnidesten, en hvid, for mænd og en sort for kvinder. Hun tar

den sorte med ind til en sø, gnider den mod en flad klippe, slår

derefter smut med småsten, der fremkalder bevægelse og til sidst en

vandboble. Den sprænges og ud af den kommer en stor bjørn. Synet lammer

hende, bjørnen nærmer sig, æder hende og kaster hende op igen. Hun vågner

nøgen efter en lang besvimelse og møder på hjemvejen både sin anorak

og sine bukser, som hun ifører sig. I kraft af dette mytiske ritual

får K. "klarsyn".. Hun kan se det, der er skjult for andre.

 

Var.: Den faste mytiske initiation for en østgrønlandsk åndemanerlærling.

Søg på: søens troldbjørn.

Hist.: Persondata søg på: J. Rosing 1963: 281 - 285: "Kâkâq".

   Fortælleren undrer sig med rette over, at K. først møder sin

vejlederånd efter at hun allerede har mødt og fået sin første

hjælpeånd, Papeqqia. Begge møder resulterer jo også i, at K. får

"klarsyn". Hos Sandgren (1987), hvis fortæller sandsynligvis også var

Piisui / Kukkujooq, møder K. først vejleder-ånden, dernæst et par indlandsånder,

der blir hendes første hjælpeånder, og derefter P.   Den rette

rækkefølge er umulig at afgøre.

Tolkning: Om åndemanerens "klarsyn" se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

Var.: Sandgreen 1987: 231 - 235: "Den store bjørn æder hende".

Kâkâqs / Kaakaaqs oplivningsvise for tupilak

Print
Dokument id:1707
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Napaatuun (Napâtûn)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Jens
Titel:Kâkâqs / Kaakaaqs oplivningsvise for tupilak
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 294
Lokalisering:Tîleqilâq / Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé:

Fortællersken genfortæller og prøver uden større held at tolke sin

mor, Kaakaaqs sang til oplivning af en tupilak, som K. har skabt og

sendt ud efter flere navngivne mænd. Sangen nævner formentlig tre

hjælpeånder, der bistår hende under oplivningen, og omtaler hendes

store spædbarn, som fortællersken ikke kan identificere.

 

Var.: Sandgreen 1987: 289 - 290: "Nogle af Kaakaaqs meriter".

 

Hist.: Persondata søg på: J. Rosing 1963: 281 - 285 "Kâkâq".

 

Tolkning: Det store spædbarn er nok tupilakken, der kommer til live

ved at die tupilakmagerens kønsdele.

Kannibalisme under hungersnød

Print
Dokument id:957
Registreringsår:1904
Publikationsår:1938
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kannibalisme under hungersnød
Publikationstitel:Knud Rasmussen's Posthumous Notes on the Life and Doings of the East Greenlanders in Olden Times
Tidsskrift:Meddr Grønland 109(1)
Omfang:side 64 - 67
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Ed. by H. Ostermann.

Orig. håndskr. har ikke kunnet identificeres.

I Ostermanns arkiv, nr. A 301, Arktisk Institut findes Ostermanns kladde og maskinskrevne manus på dansk til denne udgave på engelsk.

 

Resumé:

Fortællersken var barn da hun var med i en af seks umiat / konebåde, der sammen tog til Kialineq for at overvintre. Vejret blev imidlertid så hårdt deroppe, at en angakkoq / åndemaner iblandt dem så sig foranlediget til at forhøre sig om den nære fremtid hos sine hjælpeånder. Han rådede dem derefter til at flytte sydpå igen straks, men skønt det med stort besvær lykkedes dem at bryde sig vej gennem tyndisen, blev de undervejs overfaldet af en fralandsvind, der sendte dem langt til havs på den isflage, hvor de havde søgt op og slået teltene op. En del dage senere lykkedes det efter åndemanerens seance at komme afsted. Han havde sørget for, mente man, at der kom lidt åbent vand, der efterhånden blev større, foran isbjerget, og man kom langsomt men uhindret ad en åben rende helt ind til kysten. Her byggede man fælleshus vha. bl.a. teltstænger og inderbetræk af konebådene og indtil vintersolhverv overlevede man ved sparsommelighed på en narhval, som en familiefar havde fanget en af de første dage. Derefter satte sulten ind. Familiefaderen holdt liv i sig, sine børn og sin kone ved i al hemmelighed dagligt at give dem en smule spæk han holdt skjult. Men mange døde, og tre unge mænd kunne efterhånden ikke nære sig for at få deres mor til at koge kødstykker, som de skar af ligene udenfor. Efterhånden gik det også ud over flere af de levende, især kvinder, som de lokkede ud og slog ihjel, eller som selv af frygt foretrak at drukne sig. Familifaderen forbød helt sine børn at gå udenfor huset af frygt for ligædernes kannibalske lyster. I den tidlige sommer lykkedes det ham at komme bort med sin familie hel og uskadt.

            Som afslutning fortælles det hvor uhyggeligt det var med kannibaler. Havde de bare een gang smagt menneskekød kunne de blive så lysten på smagen igen, at de endog kunne finde på at spise deres egne børn.

 

Hist.: En historisk fortælling, der er noget svær at datere ud fra Ostermanns oplysninger (ibid. s. 3 - 4). Nedskrivningsåret er det usikre, alt efter om det er Kaarali, formentlig engang efter 1915, eller Rasmussen selv (i 1919 el. 1933) eller en helt tredje der har nedskrevet fortællingen. Ostermann (1939) nævner at Maratsi med 5-6 konebåde overvintrede i Kinalik i 1919-20, men ikke at de fleste omkom af sult. Sidste halvdel af 1800-tallet er dog ikke forkert. Årstallet kan være den hårde vinter 1880 - 1881, hvor sulten krævede talrige dødsofre i Ammassalik-distriktet. Se Jens Rosing 1963: Nunakitseq; Kingítâjik; Ingmíkêrteq; Umîvik; Nunakitseq, boplads ved Kulusuk; Sûnâjik; Sivtsingaleq; Akínâtsân (to fortællinger); Igditalik og Nôrsîn; Misartaqs endeligt; Qernertivadik; Ikâsagdivaq.Hvilket betyder at endnu i de år var det nordlige Kialineq et brugt overvintringssted for ammassalikkerne (måske især for dem fra Sermiligaaq).

Kapatuut og hans søn Norsartooq for hvem en sortside og en hvidhval kom ud på eet

Print
Dokument id:222
Registreringsår:1860
Publikationsår:1997
Arkiv navn:
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Kapatuut og hans søn Norsartooq for hvem en sortside og en hvidhval kom ud på eet
Publikationstitel:Fortællinger & akvareller
Tidsskrift:
Omfang:150 - 151
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 49h - 50v (begyndelse mangler, ses i afskriften)

Publiceret transskription af orig. håndskr.: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 150 - 151: Kapatuut erneralu Norsartooq.

 

Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 193.

 

Resumé:

Ved Kangerlussuatsiaq bor Kapatuut, en lille, men flittig kajakfanger. En vinter får han en tilrejsende sydlænding som husfælle. Denne driller ofte Kapatuut med, at hans endeballer ligner en damenumse. Men efter en fælles hvidhvalsfangst, hvor Kapatuut pga. af en pludselig storm må bugsere både hvidhval og sydlænding hjem, holder drilleriet op, og sydlændingen udtrykker skam over sin dårlige opførsel.

Kapatuuts søn udvikler sig til en stærk og dygtig fanger og lynhurtig kajakroer, der kan tilbagelægge store strækninger. Hans kastetræ er så langt at fire mand kan sidde på det, og fordi han er så hurtig, fanger han lige nemt sortsider og hvidhvaler. Han fanger dog ikke noget fra andre. Først når dyrene er ude af deres kastevidde, sætter han efter dem og nedlægger altid et par stykker. Den første hvidhval, han møder om foråret, prøver han at komme til at røre ved uden at harpunere den. Da vil han fange mange om vinteren. Da han forelsker sig i en pige på en anden boplads langt væk, besøger han hende hver nat, men når både hjem og ud på fangst inden de andre vågner. Da de er blevet gift, fanger han så mange hvidhvaler, at hans kone ikke kan få plads til alle de luffer af unge hvidhvaler, som hun nu oplagrer. Senere opdager hun, hvor stærke vågehvalernes sener er, og hun vil herefter ikke bruge sener fra andre dyr. Kort sagt er Kapatuuts søn en fantastisk storfanger. Han møder dog én gang en slags hvaler, som han ikke kender og må opgive at få ram på.

 

Hist.: Formentlig en historisk beretning, der ikke uden videre kan tidsfæstes.

Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34.

Kapisiaq som havde uheld med sine koner

Print
Dokument id:229
Registreringsår:1860
Publikationsår:1997
Arkiv navn:
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Kapisiaq som havde uheld med sine koner
Publikationstitel:Fortællinger & akvareller
Tidsskrift:
Omfang:179 - 183
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 66h - 68v (slutning mangler, ses i afskriften).

Publiceret transskription af orig. håndskr.: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 179 - 183: kapisiaq nuliaminik ajornartorsiutilik.

 

Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 224.

 

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 16 ss. 89 - 90 har Rink sammenstykket flere varianter inkl. denne. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 11, pp. 143 - 145: The Faithless Wife.)

 

Resumé:

Den dygtige fanger Kapisiaq bliver gift med de mange brødres eneste søster, men da de ikke kan få børn og Kap. i deres sommerlejr, hvor de er alene, opdager, at hans hund må have noget for med hans kone, belurer han hende og opdager, at de har sex sammen. Han håner hende, hun bliver blodrød af skam og han dræber hende. Hendes mange brødre kommer på besøg, og da han fortæller om drabet og årsagen, inden de når i land, tager de bort igen, dels fordi også de finder årsagen rimelig, og dels fordi Kap. har forsørget dem som små.

Den enlige Kap. tiltrækker derefter en hunræv, der hver dag har kogt mad til ham, men ikke viser sig. Da han endelig overrasker hende er hun en meget smuk lille kvinde med en stor, flot hårtop. Blot stinker hun fælt af ræv. Han gifter sig med hende, men en dag han inviterer sin fætter med hjem med advarsel om ikke at hentyde til hendes rævelugt, bliver fætteren så misundelig, at han alligevel siger, at hun stinker. Straks løber rævekvinden bort. Kap. sporer hende til en hule, han ikke kan trænge ind i, og da han beder rævekonen komme ud, sender hun i stedet det ene insekt ud efter det andet som ægteskabsemne. Kap. afviser dem efter tur pga. hver deres karakteristiske udseende. Til slut brænder han hulen af og overhører hendes råb om at blive hjulpet ud.

Den atter enlige Kap. mister efterhånden sin forstand og begår selvmord.

 

Var.: The fox wife and the penis of the lake: har samme kombination af episoden med penis'en i søen og myten om manden der blev gift med en ræv. Se denne vedrørende placeringen af brand-episoden i forløbet.

Den første episode forekommer undertiden i Kivioq. Se også: En pige der giftede sig med et udyr. Søg på: penis sø; og: Ataliannguaq; Manden, som giftede sig med en ræv; Manden, som tog en ræv til kone; Manden, der tog en ræv til kone; Pebersvenden, som giftede sig med en ræv; Manden, der blev gift med en ræv; The fox-wife; Ræv til hustru.

 

Hist.: Kombinationen af de to fortællinger, der i Thule er fortalt af Amaunalik, er interessant fordi flertallet af hendes fortællinger stammer fra Sydøst-Baffinland.

Det er en usædvanlig slutning Kreutzman giver denne sammensatte fortælling, hvor de to episoder har crimen bestialitatis (sex med dyr) som fælles tema. Den traditionelle slutning lader manden falde i søvn og sove til foråret kommer. Insekterne, han tilbydes som koner, går på samme vis i dvale om vinteren. Den slags metaforik passer vist ikke ind i Kreutzmanns moralske univers. Samtidig er det netop ham, der også bryder med traditionen, når det gælder dens gennemgående regel om, at menneskers og menneskelignende ånders samfund holdes adskilte. Forsøg på gensidig integration er dømt til at mislykkes i de ældre fortællinger, men ikke altid hos Kreutzmann, fx: "Manden som fik en alliaruseq som svigersøn".

Se også Kirsten Thisteds glimrende Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34.

Kîlíka / Kiilikka

Print
Dokument id:557
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Asiineq (Asîneq / Ningâvan / Ningaavan, Laurits)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Kîlíka / Kiilikka
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 40 - 47
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiut / Kuummiit: Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Resumé:

 

Kiilikkas lillebror vil rejse bort med det næste skib, der ankommer.

K. fraråder det, men kommer selv med på rejsen i forsøget på at få

lillebror med tilbage i land. Undervejs blir lillebror søsyg. Skibet

passerer med stort besvær malmstrømmen, "havets navle", hvorefter man

når til Kangeq-folkets land. Brødrene blir adopteret af en flink mand,

der gang på gang advarer dem mod mennesker med livsfarlige gøremål.

Brødrene får hver gang en plejebror med, som blir dræbt, mens de selv

klarer alle styrkeprøverne med glans: Røgfolkene fremstiller jern af

mennesker, som de kaster i et stort bål. Grimme mennesker gir det

bedste jern. Brødrene puster sig vej gennem bålet, da de kastes ind i

det, og laver sig bagefter noget fortræffeligt jern af jernmagerne. På

samme vis går det med de mennesker, der morer sig med at dræbe

mennesker, som de har puttet i bjørne- eller rensdyrhamme; næste styrkeprøve er med dem, der haler mennesker gennem en sø og spidder dem på rejste bajonetter

ved bredden; og næste med dem, der fisker mennesker op ad en stejl fjeldside

med en krog på en lang line.

     Lillebror dør af alle de indre sår han fik i bjørneham, men K.,

der fik åbne sår, overlever, fordi de heler op. Han er træt, og da han

har sovet ud hos plejefaderens moster i Ilivilardivaq-landet, rejser

han hjem med skib og digter en sang om et menneskegjort, indvendig

spiralsnoet fjeld, som han engang besteg i Kangeq-landet.

 

Hist.: Det er naturligvis fristende at identificere det spiralsnoede

fjeld med Rundetårn. Og det kan man faktisk godt. Det forekommer i Pooqs vise (Pooq var i 1724 i Kbh. og digtede en vise om opholdet, da han kom hjem (Se Berthelsen, Chr. 1993: "Pooqs vise" Tidsskriftet Grønland, nr. 6: 253 - 265).

Til denne vise har Ostermann en interessant bemærkning: Mens Kaarali boede hos ham i 1933, viste Ostermann ham en afskrift (af en senere nedskrift end Pooqs, som findes i den Kall'ske samling på Kgl. Bibl.) Kaarali gik op på sit værelse og kom kort efter ned med en optegnelse af en vise, der begyndte på omtrent samme måde og også omtalte såvel sabler som bøsser, og afslutningsvist tre gange det lavede (byggede) bjerg med snoningen indeni. Ostermann mener at visen må være havnet i Ammassalik via handelsnettet og dér har holdt sig, været opfattet som spændende længe efter, at den var glemt i Vestgrønland (Arktisk Institut, Arkiv nr. A 301, slutningen af lægget med sange og nidsange; Medd. Grl. 109(3), ed. by H. Ostermann, 1939: 179 -180, samme på engelsk).

 

Tolkning: Det er uvist hvorfor de hvides land kaldes Kangeq

(forbjerg). Mosterens land, Ilivilardivaq, har noget med store grave

at gøre og er ofte betegnelsen for de hvides land.

Kilivpak / Kilippak / Kiliffak, mammut

Print
Dokument id:564
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Kunnitsi (Kúnitse)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Kilivpak / Kilippak / Kiliffak, mammut
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 17
Lokalisering:Kulusuk: Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Resumé:

Kilippaq'en / kiliffak levede dengang folk endnu hverken havde spredt sig på

mindre bopladser eller var gået fra landjagt over til sælfangst. Den

var større end en bjørn og dens kød voksede ud to gange på de afspiste

knogler, men den sidste gang kun i et tyndt lag. Når det var spist,

kunne man slikke den rim, der dannedes på knoglerne. Et mundheld fra

dengang lyder : "Bare der voksede kød ud på knoglerne igen!"

 

Kommentar: Kiliffaq oversættes ofte med mammut, som man aldrig har fundet nedfrosne rester af i Grønland. Ingen kan vide om kiliffak også har været thulekulturens betegnelse for de frosne mammutter man har fundet i Sibirien dengang startede ekspansionen mod øst derfra. I grønlandske fortællingr er den et farligt fantasidyr.

Kingítâjik / Kingittaajik, boplads på den anden side af Kûngmîn

Print
Dokument id:1647
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:Rosing, Peter
Indsamler:Rosing, Peter
Titel:Kingítâjik / Kingittaajik, boplads på den anden side af Kûngmîn
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 112 - 114
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit,  1957 - 61, II: 20 - 22; angakkortalissuit, 1990: 148 - 149: "Kingittorajik (Kuummiut akiani)".

 

Resumé:

Hér overvintrer i sultevinteren Suvduitseq og hans søn, Qattaavaq, Qaartuan,

Assoruttoq, Aapalittoq / Aappalittoq og Piki med deres familier.

Aappalittoq der er åndemaner / angakkoq prøver at afværge nøden med en seance, men må erkende sin afmagt. På et tidspunkt fanger man en bjørn med to unger, og langt hen på vinteren redder den gamle Suvduitseq dem alle ved åndehulsfangst,

idet man skaffer regn med en formular, der smelter sneen over

åndehullerne. Da isen i det store sund, Ikaasattivaq, skæres igennem

af strømmen, fanger Qattaavaq støt sæler i vågerne.

 

Hist.: Sultevinter. Historisk fortælling om sultevinteren 1880 - 81. Denne datering stemmer dog ikke overens med andre. Se kommentaren til: Ajaattoq Victor.

Kínigseq / Kinnisseq

Print
Dokument id:592
Registreringsår:1904
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Aadaaridaat (Autdârutâ / Âdârutâ / Aadaarutaa / Aattaarutaa / Poulsen, Christian)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:Rasmussen, Knud
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kínigseq / Kinnisseq
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, III
Tidsskrift:
Omfang:side 34 - 35
Lokalisering:Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal: Nanortalik
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 5(13). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Kínigseq".

 

Eng.udg: Knud Rasmussen's posthumous notes on East Greenland legends and

myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, s.44 - 46, "Kínigseq".

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 31 - 32: "Kunigseq" / Kunisseq.

 

Resumé: Kinnisseq er åndemaner. Rejser med sine hjælpeånder til de

dødes land under havet. Stiger ned gennem gulvet, farer nedover, en

hjælpeånd hjælper ham over et skær, der er glat af alger, op eller ned

(?) ad en vældig, lyngklædt skråning. Underverdenens land har lave

fjelde, er solrigt, varmt, åbent hav, aldrig sne, ingen vind, masser

af fangst og tørkød, men man savner koldt drikkevand. På en ø tørrer

de nyankomne døde deres kajakker inden de kommer i land. Kinnisseq

møder sin mor, der vil kysse ham og give ham bær at spise.

Hjælpeånderne advarer Kinnisseq begge gange: Han er kun på besøg.

Lover at komme tilbage til det dejlige land, når han dør. Hjem igen.

Kinnisseq's søn bliver syg og dør. Kinnisseq fanger i kajak først en

tejst, dernæst en ravn. Han spiser begge fugle og dør. Begraves i

havet. "Man fortæller, at Kinnisseq har haft land ved Kittarajik, lidt

sønden for Illuluarsuit (på sydøstkysten). Adaarutaas mor har set

ham.

 

Var.: Minder stærkt om Aggus rejse til det nedre dødsrige:

Rosing, J. 1963.

 

Hist.: Chr. Poulsen var en af de sidste sydøstgrønlændere der emigrerede til Sydgrønland i år 1900, hvor Knud Rasmussen traf ham i 1904. Knud Rasmussen stedfæster ham til Illuluarsuit, men mener formentlig Illuluarsuk på sydøstkysten nord for Skjoldungen.

Kiversak / Kiversaq / Qiversaq

Print
Dokument id:1829
Registreringsår:1860
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2488, III, 4'
Fortæller:Nikolai
Nedskriver:Rosing, U.
Mellem-person:Rosing, U.
Indsamler:Rink, H.
Titel:Kiversak / Kiversaq / Qiversaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 57v - 61v, nr. 319
Lokalisering:Illutuaarsuk: Sydøstgrønland
Note:

Kort resumé i Rink 1866 - 71, I, nr. 132, s. 329.

 

Renskrift tillempet nudansk stavemåde af Rosings nedskrift på ældre dansk. (En nedskrift på grønlandsk findes ikke):

 

Qiversaq kunne ikkun dårlig vokse, hvorover hans stedmoder ikke var tilfreds. Fyren sad på en sidebriks uden skindstykke på den. Moderen gav ham nok kød at spise, men ikke mere end hvad han formåede at synke uden at tygge det.

       I huset fandtes ingen andre børn. En ung fangers kone i samme hus begyndte imidlertid at sy på barnetøj, og da det var færdigt sagde manden til drengen: "Du lille hent mig mine årer derude", hvilket han og gjorde, og dernæst bad han drengen at tage det færdigsyede tøj på. Da han nu havde gjort dette, sagde fangeren til drengen: "Du skal være min søn og være hos mig, derfor har jeg ladet dig klæde på ved min kone." Stedmoderen blev misundelig derover og satte drengen atter op på sidebriksen. Plejefaderen talte desuagtet: "Qiversaq har nu fået varmt tøj på sig og skal han med mig ud at køre i morgen", som de også gjorde og kom på isen langt ud tilsøs; da de vendte hjemefter lod plejefaderen drengen løbe ved opstænderne. Drengen gjorde nu lange spring, blev til sidst slæbt og slap opstænderne; han blev liggende på isen og græd. Hans fader blev ved med at køre og kom hjem, bad sin kone om at hente drengen, hvilket hun også gjorde og kom hjem med ham bærende ham på ryggen. Fyren lå på briksen og kunne ikke røre sig af værk i lemmerne i flere dage. Da ondet var væk, var det som om drengen var vokset noget. "Gør hans tøj varmt", sagde faderen til konen, "jeg må ud at køre med ham igen," og atter tog de afsted. Faderen sagde til drengen at han atter skulle løbe bagpå, men han ville ikke. "Ah du!" sagde faderen, "du ser jo at din stedmoder er dig slem, men jeg og min kone vil just være dig god, stå kun op og løb." Drengen gjorde det straks, løb nu længe, men pustende, indtil at han blev slæbt, tabt og grædende blev liggende tilbage. "Hent drengen", sagde manden til konen, da han kom hjem. Hun gjorde det, bar fyren hjem og som hun ville lægge ham på gulvet stod han rask op og sprang om. Atter blev klæderne varmede til ham og drog han afsted igen med faderen, løb nu bag opstænderne hele tiden og kom hjem med slæden. Hans vækst tog stadig til. Atter blev der kørt og uden vanskelighed løb nu drengen ved opstænderne, men slap nu også disse, vedblev at løbe efter, ja, til sidst sprang han foran over hundene væk og kom hjem før end slæden. Om foråret fangede han efter at han havde fået en kajak, en spraglet (sæl). Hvalrosser gik han til sidst på livet af uden rem og blære, men gennemstak dem ikkun med sin pil.

       En dag sagde faderen til plejesønnen: "Se, der kommer en konebåd ud af fjorden, se til, Naviaqs søn er med vistnok, han fik en sortside, da han først fangede." Konebåden kom nærmere, der blev spist bær og Qiversaq gav noget hvalroskød i bytte derfor. Fra næsset hvortil de havde lagt (til) med båden rejste de atter videre ud af fjorden, og faderen med Qiversaq fulgte et stræk med. Naviaqs søn lod sjælden sin pil ligge rolig uden at han kastede den; men pilen kom ikke synderlig dybt i vandet, hvilket Qiversaq bemærkede og hvorover han forundrede sig, da han dog havde fået sig en sortside på første fangst. Efter påskyndelse af plejefaderen og en anden af hans landsfolk kastede begge de unge fyre med deres pile. Ingen af dem fik deres pile under vandet. Naviaqs søns pil kastedes endog længere end Qiversaqs, og holdt denne op og trak sig tilbage. Den anden begyndte at håne ham og hans landsmænd. Qiversaq holdt sig tilbage og kom til sine folk idet han sagde: "Om jeg atter prøvede på at kaste", og derfor råbte nu hans landsmænd efter båden, der var kommet forud: "Qiversaq har lyst til at prøve igen." De to unge fyre roede nu foran bådene, kastede, og Kiversaqs pil kom længst frem og dybest i vandet. Dette gentoges, men Qiversaqs pil var foran, hvorimod den andens kast blev svagere hver gang. Naviaqs medfangere ytrede at Qiversaqs pil var så let og lille, men denne byttede med den anden og viste at kastet blev det samme til gunst for ham. Naviaqs søn trak sig derpå tilbage. Kiversaq kom hjem og fik en større kajak.

       En dag som han roede ud så han ved siden af sig flere (to?) kajakajagaasik / qajaqajagaasik (? qajarissat), der bestræbte sig for at overskære skyggen på Qiversaq; denne blev vred, lænsede en af dem; en anden undkom op på et højt isfjeld. Qiversaq prøvede på at kaste efter ham, men han kunne ikke nå. Nu trak fyren på fjeldet sin ene støvle af, og tog noget som et spurveskind ud af støvlestrømpen, blæste på den så der kom røg tilsyne, stak atter skindet ind i støvlen, men trak nu også den anden støvle af sig og fremtog en stenpikkers skind, blæste på det så der fremstod røg, og lagde det så ind i støvlen igen. Herefter blev det helt tåget så intet land kunne ses. Plejefaderen og sønnen tog nu hjemefter, men ved nattens frembrud var de endnu ikke truffet på land. Hver dag i mange dage roede de først i bestandig tåget vejr; om natten sov de på isen; til sidst bev det vinter for de rejsende og stødte nu på nyfrossen is, hvorpå de så spor af blod. Da de så nærmere til var det det det rene, bare bjørnekød de gik på; de skar sig et stykke af, og med kajakken på nakken gik de videre på dette kød. Noget efter kom de til hvalroskød, heraf sikrede de sig rejsemad og gik videre på samme slags kød. De trådte senere på noget temmelig ufrossent kød og opdagede at det var menneskekød; vandrerne blev betuttede ved at se dette, vendte også (?), skar mere hvalroskød af og stak i deres kajakker ud tilsøs igen. Atter traf de på et blodigt frossent ? (ulæseligt) der viste sig at være bjørnekød, og ikke langt herfra sås nogle kajakker liggende ved en fjær, omkæntrede. På samme vis vendte de to rejsende deres kajakker om og stillede dem ved siden af de andre; de gik dernæst på land og så et hus længere fremme. Ved vinduet prøvede de to at varme sig. Nogen kom ud, så dem og råbte straks indefter: "Her er kommet fremmede!" Plejefaderen fortalte nu at han med sønnen var roet vild og søgte ly. "Gå ind!" sagde værten. De kom ind og snart blev der sat mad frem for dem. En gammel mand sad på briksen, men kun hans fødder var synlige eftersom hans lampe var udslukket. For ham blev vore to bange; lidt efter rejste den gamle sig og sagde: "Det forekommer mig at Sinatemiut (? sineriarmiut, kystboerne, BS) har ringe på deres kajakker." Et par unge fyre sprang derpå ud og kom snart efter ind med de fremmedes kajakringe, som de havde afskåret og begyndte at lege med disse inde i huset. Qiversaq begyndte da at blive vred. Han gik udenfor, kaldte på sin fader og sagde ham at der var et andet hus længere oppe og foreslog ham at besøge dette. "Nej, gør det ikke", sagde husfolkene, "der er slemme beboere deroppe." Qiversaq var imidlertid vred og gik desårsag derop og fulgte faderen med. De trådte ind i huset, fandt der et par gamle ægtefolk med en søn og svigerdatter. Den sidste græd da de kom ind, hun tog en pels på sig og gik ud. De fortalte nu de nyankomne at hun gerne ville fortælle slemme ting om andre til sine brødre, "og desårsag har jeg", sagde han endvidere, "mistet flere af mine brødre, da de er blevet dræbt, og således er vi gamle blevet ene tilbage og min søn som har giftet sig med en søster til dem." De gamle vedblev: "Rejs!, jo før jo kjørere (kærere ?), hende der nu gik ud, vil ellers foranledige eders død." Manden pegede på en stor sten, som lå på gulvet, og forklarede at brødrene plejede at dræbe med den. Fangeren prøvede på at løfte den men havde ondt derved; "prøv du", talte han til sønnen. Denne gjorde det også og formåede heller ikke at løfte stenen. "I undgår så heller ikke døden", sagde den gamle. Atter løftede Qiversaq på stenen og fik den til knæet; næste gang han atter prøvede derpå fik han den løftet til brystet. Den gamle så tilfældig ud igennem vinduet og brød ud: "Ja, der kommer de slemme allerede heropefter." Qiversaq kunne nu løfte stenen til højre og venstre skulder. Den gamle bad ham da at slå den på den mand der først måtte komme ind, men betydede ham at passe på at slaget skete idet den anden bukkede sig ved døren. Svigerdatteren kom først ind og atter grædende. Igennem vinduet så nu manden ind og opdagede de fremmede. (Da) Den ældste kom smilende ind, bukkende just ved indgangsdøren for at træde ind, tog Qiversaq stenen op og kastede den på den indtrædende, men træffer ikkun slet. De fik livtag fat på hinanden og sloges nu. Qiversaq bukkede endelig sin modstander bagover og brækkede rygraden på ham, hvorpå han smed ham udenfor. Brødrene antog at det var den fremmede der blev kastet ud og stod staks parate med deres lænsere for at harpunere den døende, men (så) opdagde de samtidig at det var deres egen broder, som ovenikøbet af Qiversaq, der var kommet ud imedens, atter toges (blev taget) og kastet hen over de andres hoveder og faldt langt ned på marken. Qiversaq havde fået et våben af den gamle i huset og fór omkring med det blandt brødrene og dræbte til sidst dem alle.

       Qiversaq kom endelig pustende ind i huset og hans vrede havde ikke helt lagt sig. Den unge grædende kone græd som før, men nu meget stærkt og alvorligt. Den gamle kone talte til hende: "Jeg har bedt dig ofte nok om ikke at tale slette ting om folk, og ser du nu at den stærke har vist at kunne gøre vej med dine brødre. Qiversaq spurgte om der ikke var flere brødre tilbage af hende. "Længere sydpå har hun vel flere og en stor slægtning." "Mulig jeg går dertil og dræber dem alle" "Nej", gentog den gamle, "de vil ikke gøre dig ondt, lad det være." Nu drog han bort med sin plejefader efter at deres pelse, af mangel på ringene, var fastsyede kajakkerne.

       De drog hjemefter men vejen var meget lang. Flere gange måtte sønnen tage faderen på slæb efter sig, og endelig nåede de hjem. Qiversaq havde nu fået alvorlige kræfter, hvorover stedmoderen var glad; men så begyndte plejefaderen at blive misundelig på sønnen, og spåede denne slet fangst og at blive dræbt af andre.

       Engang gik de begge på jagt efter en hvalros, men begge kastede de forkert på den. De gik derpå et sted i land sammen, og på dette land blev Qiversaq væk og kom aldrig mere hjem.

 

Var.: Ingen i denne bases samlinger, omend fortællingen bygger på kendte episoder og tilføjer andre, mindre genkendelige.

 

Kommentar: U. Rosing skelner ikke mellem K og Q (K'). Jeg har valgt at stave hovedpersonens navn, Qiversaq, fordi han ender som en slags qivittoq / fjeldgænger.

Det er ikke ganske klart hvad slags mennesker Q. og hans plejefar besøger efter den lange rejse gennem tågen. De er ikke kystboere, dvs. rigtige menneseker. De bor hinsides en grænse, hvor delvis optøet menneskekød danner en overgang fra frossent isbjørne- og hvalroskød til endnu et "land" af frossent bjørnekød. Muligvis er de således kommet bag den horisont, hvor en isbjørn og en hvalros ifølge østgrønlandske forestillinger bor. De fjerntboende fremmede har dog ikke overmenneskelige evner og er derfor næppe åndevæsner. Menneskeædere, ligesom talrige fortællingers Akilineq-boere (de der bor på den anden side havet), er de tilsyneladende heller ikke.

 

Hist.: Fortællingens morale er kristent påvirket: man skal ikke tale ondt om andre, og misundelse er af det onde.

Kongedatteren der skulle lære at stoppe strømper og koge suaussat / suaasat

Print
Dokument id:531
Registreringsår:?
Publikationsår:1976
Arkiv navn:
Fortæller:Filemonsen, Cecilie
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Kongedatteren der skulle lære at stoppe strømper og koge suaussat / suaasat
Publikationstitel:De store konger. Ni grønlandske eventyr. Holstebro 1976
Tidsskrift:
Omfang:side 5 - 8
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Oversat af Jens Rosing.

 

Resumé:

En meget smuk kongedatter vokser op med ligeså mange tjenere som dukker. En dag beordrer kongen tjenestefolkene at lære hende noget, både at koge suaasat (suppe, egtl. sælsuppe med gryn) og stoppe strømper. Men hun vil ikke tage ved lære og piner og plager tjenerne. De klager til kongen der sender hende bort for tid og evighed. Kongedatteren går og går, kommer ind i en stor skov og omsider til et lille hus, hvor hun ber dets gamle kone om husly. Men da hun hånligt siger nej til betingelsen, at hente vand først, smækker konen døren i. På samme vis går det ved det andet hus, men ved det tredje må kongedatteren gå ind på betingelserne af udmattelse. Hun lærer da alt til husgerning hørende, også at koge suaasat bedre end nogen anden.

       

En kongesøn, den yngste i en brødreflok på syv og derfor uden håb om nogen arv, kommer på besøg i sin søgen efter en kongedatter der kan lave mad. Kongedatteren røber sin identitet, de to planlægger tilbagekomsten til hendes far sammen med plejemoderen, og den går ud på at kongesønnen logeres i et hus nær slottet og hun selv bliver tjenestepige hos kongen. Her koger hun suasat en dag, så god, at kongen kommer til køkkenet for at rose den ukendte madlaverske, hvorefter alt ender i fryd og gammen.

Hist.: Denne samling af danske folkeeventyr i grønlandsk genfortælling er fortalt af Sissi / Cisi, der også fortalte fra den grønlandske overlevering. Hun har hørt dem af sin mor og mormor og de stammer tilbage fra 1800-tallets midte, da alskens illustrerede udenlandske fortællinger og bibelhistorier blev publiceret i småbøger og i "avisen" Atuagagdliutit på Rinks trykkeri i Godthåb / Nuuk. Cisis fortællinger er taget med her for at vise hvor forskellige de er fra de egentlig grønlandske - trods tilpasningen til genkendelig grønlandsk kultur. Bemærk specielt moralen: Selv kongebørn må arbejde for føden. Men også: Lige børn leger bedst, eller, som datidens fordring var til de europæiske kongehuse: de kongelige kan ikke blive gift med andre end kongelige.

Kongesønnen Venius

Print
Dokument id:533
Registreringsår:?
Publikationsår:1976
Arkiv navn:
Fortæller:Filemonsen, Cecilie
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Kongesønnen Venius
Publikationstitel:De store konger. Ni grønlandske eventyr. Holstebro 1976
Tidsskrift:
Omfang:side 15 - 20
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Oversat af Jens Rosing

Resumé:

Kongesønnen Venius opholder sig i skoven, hvor der kommer bud med en hund til ham fra bjørnen, der ikke kan klare at flå og partere en ren den har nedlagt. Venius klarer jobbet og fordeler køller og bove mellem bjørnen og hunden, mens en myre og en falk får de udskårne knogler. Venius går, men hentes atter tilbage, fordi dyrene vil takke ham. De giver ham til gengæld evne til at forvandle sig til deres skikkelser: bjørn, hund, falk og myre. Falken forvandler han sig til da han hører om kongens datter, at hun er så smuk så smuk, at kongen aldrig lader hende komme ud fra slottet. Rygtet om den smukke falk der kredser over egnen når kongedatteren, der beordrer den fanget. Det sker ved hjælp af et stykke fristende kød og falkens villighed til at lade sig fange. Falken og prinsessen forelsker sig, og han blir hendes elsker om natten i menneskeskikkelse. En nat han føler trang til at prøve bjørneskikkelsen, bliver prinsessen så syg af forskrækkelsen at hun er længe om at komme sig. Det går bedre med hundeskikkelsen og myren finder hun så sød at hun nær aldrig havde sluppet ham. De to får tilladelse til at gifte sig såfremt det en dag bliver helt overskyet. Han blir gift med hende som menneske, men da det klarer op efter vielsen, forsvinder bruden sporløst. Som hun sporer han hende til et aflåst bjerg, hvor han som myre må klemme sig ind gennem låsen til sin kone, der sidder med en ækel trold på skødet og kæmmer hans hår. Myren hvisker til hende, hun lader forbavset armen falde, trolden truer hende på livet, hun kæmmer videre, og da myren ber hende spørge trolden hvor den hjerte er, svarer den efter flere sure opstød at det befinder sig i et havuhyre i Afrika. Venius' rejse til Afrika tager lang, lang tid og han skifter skikkelse, hver gang han blir træt, eller når en særlig forhindring fordrer det.

       

Havuhyret skal hver dag fodres med ti af kongens svin - ellers vil den æde mennesker. Fodermesteren tar Venius med ned til vandet, hvor det gruelige uhyre når at få tre svin inden Venius kaster sig over det i en bjørns skikkelse. Han klager, at blot han havde spist noget rugbrød og drukket noget vin kunne han nemt vinde, mens uhyret føler sig svækket over kun at have fået tre af sine ti svin. Efter en nats hvile går det løs igen. Uhyret når igen at få tre svin og til Vilnius kommer et stykke rugbrød og en halv flaske vin farende over havet. Tredje gang blir det til rugbrød og en hel flaske vin til Vilnius over havet, og da han har fået bugt med uhyret, smutter en and ud af den. Som falk indhenter og flår Vilkius den i luften, og et bævrende ting som et æg klasker mod jorden: troldens hjerte. Tilbage hos trolden ser Venius at både den og konen er blevet noget ældede, og da han smasker hjertet i panden på trolden så den dør, forvandles bjerget tilbage til et slot.

Hist.: Denne samling af danske folkeeventyr i grønlandsk genfortælling er fortalt af Cisi, der også fortalte fra den grønlandske overlevering. Ifølge Jens Rosings forord har hun hørt dem af sin mor og mormor og de stammer tilbage fra 1800-tallets midte, da alskens illustrerede udenlandske fortællinger og bibelhistorier blev publiceret i småbøger og i "avisen" Atuagagdliutit på Rinks trykkeri i Godthåb / Nuuk. Cisis fortællinger er taget med her for at vise hvor forskellige de er fra de egentlig grønlandske - trods tilpasningen til genkendelig grønlandsk kultur. (jeg er ikke klar over, hvorfor brødet til vinen (med allusion til nadveren) absolut skal være rugbrød - kendte man midt i 1800-tallet endnu ikke andet hvidt brød end skibskiks?)

Kornelius som ramtes af sit eget hekseri.

Print
Dokument id:239
Registreringsår:1860
Publikationsår:1997
Arkiv navn:
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Kornelius som ramtes af sit eget hekseri.
Publikationstitel:Fortællinger & akvareller
Tidsskrift:
Omfang:ss. 91 - 94
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: Rink NKS 2488, VII: 9h - 10v, som er Kreutzmanns 2.

gennemskrivning af fortællingen.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning af Arnaq Grove i: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 92 - 95: Kunniiliusi ilisiinnerminik eqqugaasoq.

 

Afskrift af seminarieelev: NKS 2488, II, nr. 207.

 

H. Rinks oversættelse af afskrift: Rink, H.: Eskimoiske Eventyr og Sagn, I-II, 1866-71, I: nr. 110.

 

Resumé:

Kornelius, der af grønlænderne kaldtes Kornalius / Kunnaaliusi, lærer til åndemaner / angakkoq i Narsarmiut og har fået store evner, fordi han har ladet højvandet overskylle sig. Han kan dog endnu ikke flyve. Pussi, som misunder ham, fratager ham evnerne ved at feje gulvet med en skarvevinge, og fremstår selv som angakkoq. I ærgrelse øver Kornelius sig i hekseri, som han afprøver ved at skære et rundt hul ved hjertet i den døbte Petrus' halvpels og hans siddeskind. Petrus opdager det og varsler tilbageslag af hekseriet. I lang tid mister Petrus gang på gang sine harpunerede sæler, som Kornelius´ søn finder døde. Petrus erklærer at de tilhører Kornelius´ søn.

 

En vinterdag kommer Kornelius´ søn ikke hjem fra kajakturen. Kornelius sørger længe og dybt - det gjorde man dengang. Han bliver ældre og sørger stadig. Under en hvalrosfangst lykkes det så Petrus at rive Kornelius ud af sorgen ved at skubbe hans kajak frem mod en rejst hvalros, netop som Kornelius har harpuneret den. Kornelius skynder sig fra den og brister i latter. Han ved ikke rigtig, hvordan han skal takke Petrus for at have brudt hans melankoli. Han kommer i bedre humør herefter.

En dag holder alle kajakmændene kvinderne for nar ved at sætte en fangstblære på en isskodse, der ganske ligner en hvidhval, bugsere den til land og råbe eeq! (vi har fanget, kom!). Kvinderne hævner sig, idet Kornelius´ mor, Ingiluk, spiller døende og rejser sig leende, da alle er forsamlede om hende. Kornelius skælder dem gevaldigt ud.

 

Var.: Ingen i denne bases samlinger.

 

Hist.: En historisk fortælling. Kreutzmann tidsfæster begivenhederne til kort efter hvalfangerne (hollænderne?) holdt op med at aflæsse mattak fra hvalerne ved Uummannaq nær Narsarmiut, mødested for handel med hvalfangerne. Heller ikke alle er endnu døbte. Dvs. fra midten til sidste halvdel af 1700-tallet. Læs iøvrigt Kirsten Thisteds oplysende Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34.

 

Tolkning: Skarven er bl. a. associeret til kajakløse mænd, der kun kan fiske, og som amulet til forsvar mod tupilakker. Ovf. egner den sig åbenbart til bestjæling af angakkoq-evner.

Petrus har tilsyneladende kun sin dåb som virkemiddel til hekseriets tilbagesendelse via de mistede dyr, som Kornelius´ søn meget symbolsk finder som ådsler, hvorefter han selv forulykker til havs. Det er da ikke Petrus' onde hensigt, der bevirker tilbageslaget, hvilket også ses af hans senere vennetjeneste over for den sørgende Kornelius.

Kuannak som opgav angakokkunsten

Print
Dokument id:220
Registreringsår:1860
Publikationsår:1997
Arkiv navn:
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Kuannak som opgav angakokkunsten
Publikationstitel:Fortællinger & akvareller
Tidsskrift:
Omfang:ss. 139 - 141
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 45v - 46v.

Publiceret transskription af orig. håndskr.: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 139 - 141: Kuannak angakkuujunnaartoq.

 

Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 190.

Kort dansk resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 161,

ss. 344 - 345.

Endnu kortere på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 109, ss. 451 - 452: Kuanak, an Angakok in South Greenland.

 

Resumé:

Kuannak er en lille, rar mand og en stor angakkoq / åndemaner. Han inviteres ofte til at holde seance i husene på bopladsen. Under en af dem bindes han til åndeflugt og flyver sydpå for at se til sine slægtninge. De har det godt, konstaterer han, og flyver tilbage. Undervejs angribes han af den stejle bjergsides amaarsisartoq / amaarsiniooq, der vil putte ham i sin hætte. Han undslipper ved at lade sig dumpe i havet, videre ned til bunden og gennem jorden tilbage til huset, hvor han stiger op nedefra jorden.

 

En anden gang stiler han på åndeflugt mod nord, men standses af et kajakskind, hvis spidser ikke er skåret af. Han lander i en snedrive.

 

Om foråret da Kuannak med familie er flyttet til Appamiut, og han en dag er alene ude i kajak, bliver han trukket ned under vandet af en sortside, han har harpuneret. På havbunden snører hans bedstemor ham fuldstændig til og putter remmen i hans navle, giver ham bundskindet af kajakken til transport og trækker kamikkerne af ham. Han stiger til overfladen, driver ud til horisonten og ror derefter mod land. To gange hindres han i at komme i land, ved Appamiut af en urinpotte, der tømmes, og ved Saattormiut af en kvinde, der løser sit hår. Ved Pisuffik kommer han i land og ind gennem en husgang. Man forstår han er en angerlartoq, en hjemvendt, og synger ham tilbage til livet. Han må overvintre i Pisuffik. Da han transporteres hjem til Appamiut om foråret vil familien først ikke tro råbet om, at han er på vej. Han genoptager da sine pligter som deres gode forsørger.

 

Hist.: Kuanak er muligvis en historisk person.

 

Kommentar: Navlestrengssymbolikken viser tydeligt, at det er en genfødsel bedstemoderen sørger for. Vedr. angerlartoq søg angerlartussiaq, Imaneq, pooq, og se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere)om angerlartussiaq og pooq. Om pooq se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

I denne fortællings rumlige verdensbillede går der en passage fra havbunden gennem jorden og op gennem jorden til huset. Vedr. passager til de andre verdener se og søg på Sonne 2000: Heaven negotiated ... Études Inuit Studies vol. 24(2). Vedr. bibetydninger af kamikker se Sonne i Tidsskriftet Grønland årg. 2001.

Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34.

Kukkujooq og tupilakken / Kúkujôq tupilagdlo

Print
Dokument id:1282
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Kukkujooq og tupilakken / Kúkujôq tupilagdlo
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 393 - 397, nr. 47
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 159 - 162.

 

Resumé: Fortsættelse af "Han bliver næsten fanget af tupilakken".

Kukkujooq er klar over / overbevist om, at tupilakken er lavet af hans egen mor,

Kaakaaq.

Han overvejer derfor længe, om han skal partere den straks og dermed

lade den leve op igen og vende tilbage mod hende selv, eller tage den med

hjem, hvor hun vil afsløre sig, når hun ser den. Vred over ikke at

have kunne magte ham, vil hun da vende vreden mod en anden, og det må

blive mod hendes egen mand Imaakka. Denne, K.s stedfar, har ladet ham

døje meget ondt, og K. beslutter at transportere tupilakken med hjem i

forventning om, at hans mor vil udføre den hævn, han godt kunne ønske

sig over sin stedfar.

Det går foreløbig som ventet. Kaakaaq, der endnu ikke er blevet ganske

blind, genkender tupilakken, skriger, synger ajaaja, har dermed

afsløret sig og blir nu ganske blind. K. befaler Imaakka at partere

tupilakken og endelig lade alt blod løbe ud på jorden. I. adlyder sin

stedsøn, fordi en sådan tupilakfanger er ham for stærk, og kaster

ifølge sin egen viden dens luffer og snude ud i havet. Således går

tupilakken helt til grunde uden at have forvoldt nogens død.

 

Hist.: Kukkujooqs søn Juuserfi har godkendt Sandgreens udgave af

faderens selvbiografiske fortællinger, hvorfor denne fortælling må

afspejle noget sandt om Kukkujooqs forhold til sin mor. Se også: J.

Rosing 1963: s. 295 -297. Piisui / Kukkujooqs persondata, søg på:

Sandgreen 1987: s. 263 - 264: "Drengen Piisui".

 

Dateres til ca. 1900.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Kúnak helbreder Atsâjik for helvedesild

Print
Dokument id:1664
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Kunnitsi (Kúnitse)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Kúnak helbreder Atsâjik for helvedesild
Publikationstitel:Sagn og Saga
Tidsskrift:
Omfang:side 167 - 169
Lokalisering:Kulusuk: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé:

Tid: ca. 1890. Maratsis søster Atsaajik blir ved Kangaartik nær

Kulusuk ramt af helvedsild, og skriger uudholdeligt af smerte. M., der

befinder sig i Sermiligaaq og kunne helbrede hende, kan man ikke få

fat i. Med møje får man overtalt bopladsfællen Kunnak / Eqeeqqoq, der

er Maratsis sangkampven, til at forsøge. A.s kostbare perlesmykke med

fem lange perlepiske, som man tilbyder ham til gengæld, lægger han det

over det angrebne brystparti og giver sig åndepustende til at gentage

en formular til sveden driver af ham og hans tarmskindsanorak blafrer

om ham. De fem perlepiske borer sig ned i A.s kød og efterlader en

vifte af ar, da hun senere kommer sig. Allerede næste dag er krisen

overstået, og smerterne fortager sig lidt efter lidt. K. tar nølende

mod smykket, og da hans egen datter senere dør uden at hans forsøg på

at genoplive hende lykkes, mener han, at A.s sygdom må være faret over

i hende.

 

Var.: Jens Rosing har genfortalt beretningen i Hvis vi vågner til havblik, Borgen, (om Nappartuko-familien - se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9.) 1993: 137-138.

 

Hist.: Historisk fortælling fra slutningen af 1800-tallet.

 

Kommentar: Kunnak omtales gerne som ilisiitsoq, heks; En sådan, mand el. kvinde, opfattes i nutidens Grønland gerne som asocial. Kunnaks praksis omfatter imidlertid helbredelse i samme grad som skadevoldende hekseri. Og han tilkaldes ganske ofte, især til afværgelse af effekten af hekseri. Han er Kaakaaqs læremester i heksemidler, som hun ifølge flere kilder har brug for som "modgift" mod det frygtindgydende ved de hjælpeånder hun får sig. Søg på: Kunnak; Eqeeqqoq.

Kunitsi

Print
Dokument id:1939
Registreringsår:1937
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Junta
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Kunitsi
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 119 - 126
Lokalisering:Tiderida / Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

Ved Qernertewartivit / Qernertivartivit  

Her (ø ud for østkysten af Ammassalik - øen) overvintrer i sultevinteren Kunnitsi med kone, Angani / Aannganni, og to sønner, hans gamle far Angiseq / Angiseeq, hans (Kun.s) svigersøn (?) Nerangitseq / Neeqanngitseq med kone og to små døtre, og Oqisada / Oqqisaaq og hendes mand.

Da de tre mænd føler sig for afkræftede til at tage på fangst beslutter de at besøge bopladser i Sermilik - fjorden, hvor folk almindeligvis siger at der er god fangst. Kunnitsi, Nerangitseq og Oqisada's mand går da afsted i det eneste tøj, de endnu ikke har spist, og det ser ret broget ud. Første sted de gæster er Savanganeq / Sivinganeq, hvor man også sulter, men Itiwiak og hans kone har dog endnu et klapmydskranium lagret i skindet med spækket og en del blod på, som de tre gæster får til deling. De er stadig sultne og det lykkes Kunnitsi at få Itiwiaks kone til at give dem også lidt ledknuder (el. lign,?) i harsk spæk, en portion der alligevel er for lille til deling mellem husets øvrige sultne indvånere. Kunnitsi, der er åndemaner / angakkoq bliver så bedt om at kurere en lille syg pige. Under seancen stiller han diagnosen: sjæleran, henter straks sjælen og sætter den tilbage i pigen, hvorpå han erklærer hende rask.

Som betaling får han et stykke af en sene, som han afviser med ønsket om et stykke skind i stedet. Han får så en stump sålesind, som han først stikker i kamikskaftet, men alligevel - imod god skik - straks hiver op igen og tygger i sig.

Efter tre dage hér fortsætter de til Ateqi / Attereq, - fortællerens forældres sted, hvor de får noget harsk spæk på et stykke sælskind at tygge og under pres også kanten af et stykke såleskind med spilehullerne, som Juntas fars kone skal til at skære til. Senere vil Juntas far gerne høre Kunnitsi's smukke stemme, men efter nogle hæse forsøg, blir den først smuk, da han får en stump spæk at smøre den med. Efter tre dage hér går de hjemad. Nerangitseq falder gennem isen i en sø og må lades tilbage med forfrysninger i benet. Man henter ham senere, men da er han død. Liget lægges ude foran husgangen, fordi man måske senere blir nødt til at spise ham. Liget får selskab af to nye, Kunnitsis to døtre, der dør kort efter hinanden. En dag forlader Kunnitsi huset, erklærer sig for skilt fra sin kone og går til Kuummiit / Kuummiut. Straks efter går Oqisada mod Qoarmiut / Qoarmiit trods hendes mands bøn om at blive. Snart falder han i hendes spor og fryser til is.

       Mens sulten fortsætter tar Kunnitsi's kone, Aannganni og hendes datter, Ungu, fat på at spise de døde uden for. Da den gamle Angiseeq dør blir også hans magre skabilken spist.

Endnu lever desuden to små piger. De lades tilbage i huset da Aannganni og Ungu flytter ud i telt i den første sommervarme. De lykkes dem at gøre ild med bueboret. Småpigerne dør inde i huset og fortæres. De to kvinder blir senere hentet af tre mænd, og da de kommer til Kuummiit tager Kunnitsi Aannganni til kone igen.

 

Hist.: Vedr. datering se Victor Ajatok 118 under Hist.

Var.: Rosing, Jens 1963: Qernertivardik. De to versioner stemmer ikke ganske overens mht. slægtskabsforhold og stednavne.

Kúnuk, Kâgssagssuk og Ulîvâtsiaq/ Kunnuk / Kunuk, Kaassassuk og Uliivaatsiaq

Print
Dokument id:434
Registreringsår:1919
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Nedskriver:Rasmussen, Knud?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kúnuk, Kâgssagssuk og Ulîvâtsiaq/ Kunnuk / Kunuk, Kaassassuk og Uliivaatsiaq
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, III
Tidsskrift:
Omfang:side. 165 - 218
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Redaktør: Søby, R.M.

Orig. håndskr. har ikke kunnet identificeres. Manuskript på grønlandsk: KRKB 5', sidst i pakken.

Notater på dansk i KRH 52,2, hæfte 420: Kunuk med tilnavnet Uiartoq, Jordomsejleren.

 

Maskinskrevet manus (71 ss.) med en del rettelser af H. Ostermann i hans arkiv: nr. A 301, Arktisk Institut. Ostermann har noteret til slut, at oversættelsen hovedsagelig skyldes Johan Petersen, tidl. handelsbestyrer i Ammassalik / Tasiilaq. Dette har været R. M. Søbys forlæg til den danske udgivelse.

 

Eng. udgave: Knud Rasmussen's Posthumous Notes on East Greenland Legends

and Myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, s. 73 - 105: Kúnuk, Kâgssagssuk and  Ulîvâtsiaq.

 

Resumé: Først fortælles om Kunuk, dernæst om Kaassassuk, så igen om

Kunuk, der tager hævn over sin families morder. Derefter møder de

to heroer hinanden i styrkeprøver, hvorefter Kunuk omrejser jorden og

skifter navn til Uiarteq (jordomsejleren). Endelig lægger Uliivaatsiaq

navn til heroen i fortællingen om indlandskæmperne, der røver et

menneskebarn. Ul. mødes med Kaassasuks søn og overvinder ham i en

styrkeprøve, der forvandler Kaas.' søn til et skikkeligt menneske.

 

Kunuk

Da Kunuk og hans fætters fædre altid bor sammen, vokser de to fætre

op sammen og er nært knyttede til hinanden. Ved et uheld kommer K.

under leg med Nuerniagarnakajiks søn, Nuerniagakajik, til at såre

denne let med en kniv. Drengen N. giver det udseende af, at K. har

villet dræbe ham, hvorfor faderen N. udrydder hele K.s familie. Kun

K. og hans fætter, der begge har gemt sig, og hans lillesøster, der er

blevet skåret op i maven, overlever. K. forbinder sin søster og

flygter med hende og fætteren. Søsteren dør ved et højt fjeld, hvor

drengene begraver hende.

Ved en isfjord ser de to mennesker på kiggefangst i bunden af fjorden.

Det er et gammelt ægtepar. De adopterer drengene, og konen beder K.

hente sne til vandsmeltning, mens manden beder K.s fætter hjælpe til ved

isfangsten. Manden byder straks K.s fætter mad. Konen udfører et ritual, et

adoptionsritual: Hun tager K. på skødet som et lillebarn, luller ham i

søvn, tryller over ham, ber ham træde ud på gulvet og fremtryller til

ham "nyanskaffelsesspise": spæksyltede bær. Derefter trakterer manden

med en hengemt sæl, og konen formaner drengene til altid at huske, at

de er flygtet af frygt. Glemmer de det, vil de altid være bange for

dem, de frygter.

I den følgende tid holder K. sig hjemme som den gamle adoptivmors

medhjælper, mens hans fætter tager ud på fangst med den gamle mand. Om

aftenen er drengene sammen og øver deres kræfter udendørs. K. fætter

bliver snart den stærkeste. Skønt K. ikke er misundelig, ønsker han

ikke at fætteren bliver meget stærkere end ham selv.

Begge drengene får kajak, bliver snart dygtige fangere, og de tager

altid ud sammen. En dag, hvor K.s kajak er for våd, tager fætteren

ud alene, imod K.s ønske, og kommer ikke tilbage.

 

Nuerniagarnakajik kommer på besøg. Han mener at kunne genkende K., men

plejemoderen holder stædigt fast ved, at K. hedder Qaqipilivarterajik

og er hendes fosterbarn. N. opgiver, tager hjem, og man erfarer siden,

at det er ham der har dræbt K.s fætter.

 

Da den gamle mand er død (gætter fortælleren, Kaarali, der undrer sig

over, at man ikke hører om denne død), flytter K. med sin plejemor

til en anden boplads og gifter sig med en usædvanlig smuk pige. Han

sørger ikke længere så meget over sin fætters død, dvs. han bliver

hård, livsglad og derfor sine fæller en god kammerat.

 

Konerøveren Ungilagtaqut (Ungilattaqi), der aldrig forfejler sit

kastemål, inviterer K. til trommestrid for at dræbe ham med en

tveægget kniv under sangkampen og frarøve ham hans smukke kone.

K. får gode råd af sin plejemor om, hvordan han skal klare U. ved blot

at brug sin vuggevise, gøre sig lille og springe til vejrs første gang

U. kaster kniven og lade ham hente kniven, selvom eventuelle tilhørere

der tager parti for ham, vil opfordre K. til selv at tage kniven.

Næste gang U. kaster, skal K. gøre sig stor og bukke sig for kastet,

dernæst tage kniven fra U., når U. henter den anden gang, og samtidig

snuppe hans tromme for ikke at skulle over gulvet efter den. Derefter

skal han først fremsige sin vuggevises ord uden sang og tromning,

bagefter synge U.s sang til tromme, og når den er slut straks kaste

kniven mod U.s strube uden at tage sigte først. Hvis han rammer, skal

K. derefter dræbe en hunhund og tage sig en af U.s smukke koner.

 

K. følger nok anvisningen, men det er tilsyneladende kun sin vuggevise han

synger flere gange og lader tilhørerne synge. Han danser stadig

heftigere til, og indimellem akkompagnerer han med trommen (har Kaarali

i hastværket glemt, hvad han tidligere skrev? BS) Da U. er spiddet i

struben, tager K. den smukkeste af U.s koner, der beder ham aldrig at

vende hende ryggen ret længe af gangen. For det tåler hun ikke.

 

K. forlader huset gennem husgangen foran sin førstekone og med sin

anden kone i armene som et lille barn. Ved udgangen får K. to gange

et voldsomt puf af en lille mand med skuldre, der går i eet med hans

hals. K. sender sine koner ned til båden for frit at kunne brydes med

modstanderen. De brydes meget længe. K. snubler og er ved at miste

balancen, da han træder på en sten, som en hund er bundet til. Derved

klemmer K. den lille mand så kraftigt, at denne skider i bukserne og

bliver svimmel som en, der har mistet sin forstands fulde brug. Han

viser sig at være selve Usugssamiarssúnguaq (Usussamiarsunnguaq), der

erklærer, at den gang han kæmpede med indlandsboen, sked han ikke i

bukserne (K. var altså stærkere end denne kæmpe i indlandet, BS).

Hjemme igen har K.s plejemor siddet ved stranden, siden han tog afsted

(for at støtte hans forehavende, BS). Hun trækker hans kajak i land og

på spørgsmålet om han også fik hunden, må K. svare nej. Det glemte

han. "Det gør ikke noget, lad det være således!" siger hun.

 

Kaassassuk

Den forældreløse Kaas. bor hos sin bedstemor i et lille hus og er nabo

til et fælleshus med mange mænd, deriblandt en halvonkel, der vil ham

det godt. Kaas. leger med sælknogler fra lufferne. I modsætning til de

andre børn bliver han aldrig træt af at lege. Når Kaas. inviteres til

spisning trækkes han indenfor af to mænd, der efter tur tager fat i

hans næsebor, løfter ham op og ryster ham. Han søger at få sig lidt

kød v.h.a. sine negle. Man skærer dem af så de bløder. Hans plejemor

skjuler næste gang en lille kniv mellem hans lang- og ringfinger og

puster på dem. Ingen kan nu opdage kniven, og Kaas. bliver for en

gangs skyld mæt.

Da han senere inviteres på fællesspisning af kødet fra tre bjørne,

tvinger den ene af hans plageånder ham til at sluge en knæskal, den

anden til at drikke skoldhed suppe. Kaas. formindsker knæskallen og

afkøler suppen med sine blotte ord.

Kaas.' næse vokser, men hans krop forbliver lille som en dukkes. Hen

på efteråret sørger hans halvonkel for, at han får halvdelen af en

remmesæl, som halvonkelen fanger. Efter dennes anvisning har Kaas.

nemlig råbt qee, qee (kajakfangerens råb om assistance til fangst af

større dyr, BS) fra stranden, da sælen dukker op. Den retter sin

opmærksomhed mod Kaas. og halvonkelen kan ubemærket fange den bagfra i

kajak. Fangstparten lægges i et skjult depot. Kaas. og hans bedstemor

nyder en tid godt af den, men de to plageånder opdager og skjuler

resten.

Nu opfordre bedstemoderen Kaas. til at søge (et åndemiddel) i

oplandet. Han går derind og råber gang efter gang: "Hvem vil dog

børste mig af?" Ingen kommer. Han hidser sig op, råber igen og bliver

endelig bange. "I den tilstand han var, var der ikke den ting, som ikke

åbenbarede sig for hans indre syn. Dette var en følge af, at han

ganske bestemt ventede spøgelser." Angsten tager af, han råber kun

vagt, men nu dukker en kæmpe op, der børster ham ned over forbredden,

hvorefter sælluffeknogler falder ud af ham, hans forside vokser, og

han hælder kraftigt bagover. Kæmpen snurrer ham rundt fire gange: Nu

kan han vokse. Kæmpen anbefaler ham med held at rokke en kampesten og

erklærer: "Du vil med tiden få lige så stor styrke som jeg."

Hjemme igen går Kaas. til sengs, hvor han vokser og vokser, mens

bedstemoderen holder børn borte, der inviterer ham ud til leg med

sælluffeknogler, med en løgn om, at han er syg til døden.

Man finder en vældig stamme drivtømmer, som ingen magter at trække op

på land. Om natten trækker Kaas. den hemmeligt op og lægger den

spærrende foran husgangen. Man beder næste morgen hånligt Kaas. om at

bære den ned igen. "Han kan jo dårligt ånde mere," svarer

bedstemoderen. Om natten bærer Kaas den hemmeligt tilbage.

 

En morgen jager man bjørn, tre dyr i følge. Kaas. der er blevet

voksen af skikkelse låner sin bedstemors anorak og kamikker, der er alt

for små. Han er klædt på som kvinde, råber pigerne hånligt. Kaas. sparker de

tre bjørne ihjel efter tur og erklærer, at deres skind skal være ham

til klæder, bukser og kamikker. Halvonkelen får fangstpart. Alle

inviteres på kogt bjørnekød. Kaas. hiver sine to plageånder op ved

næseborene og ryster dem. Den ene truer han til at sluge en knæskal af

bjørnen, den anden til at drikke skoldhed suppe. De forsøger ligesom

Kaas. med deres blotte ord at hhv. formindske knoglen og afkøle

suppen, men uden virkning. Begge dør. Et par unge piger retter senere

anklage mod Kaas. for disse mord. Dem dræber han også. Ingen i miles

omkreds tør siden binde an med ham.

Kunuks hævn

Undervejs på hævntogt efter Nuerniagarnakajik passerer Kunuk sin søsters

grav, overfaldes atter af sorg er nu i den rette stemning til hævn.

På en sommerplads bor en del i telt, men de fleste under deres på langs

rejste konebåde. N. bor her også viser det sig. Han kommer hjem med en

narhval. K. trækker den på land med et snuptag, vrider

tanden ud og kaster den langt ud i havet. K. beder N.s søn om at låne

hans kniv. Denne nægter. Længe diskuterer de. K. siger da, at han vil

slå N. ihjel med den. Da føjer N.s søn sig beredvilligt. Kniven er

lavet af en sabelklinge. K. løfter eet for eet alle bådenes forhæng op

og afdækker fornærmede ansigter. Ingen af dem er N.s I tusmørket ser

han endelig en fjern tingest, der viser sig at vært N. og dennes kones

"telt"-båd. K. løfter forhænget op, nævner een for een alle sine

slægtninge, som N. har dræbt og stikker i ham for hver navn, for at N. skal

lære smerten at kende. Da K. kommer til sine forældres navne, stikker

han dybere sår, og med sin fætters og søsters navne stikker han N. ihjel.

 

Med en ven (som man intet har hørt om før, BS) starter K. en

jordomsejling. De ror uafbrudt. Vennens kone og K.s anden kone har

hver et spædbarn. K.s kones spædbarn overlever, fordi hendes bryster

kan nå over hendes skuldre til barnet i amaaten. Vennens kones barn

dør. De overholder ingen dødstabuer og kommer til en kraftig

hvirvelstrøm ved en klippehule, hvor vennens båd suges ind som straf. K.

klarer sig igennem.

Nær land springer en af hans hunde af længsel efter land i vandet.

Dens lår bliver ædt af en stor ulk. K. kommer til en teltplads med kød

til tørre af: Mennesker, en orm, bjørn, hvalros og mattak. K. søger

bag om teltene langs kysten, bærer båden over land til den anden kyst

og føler sig dybt lettet. Men nu har han mistet sin "medlidenhed" / medfølelse / empati.

Han dræber alt på sin vej: Sæl, narhval, bjørn, hvalros og menneske

bliver det samme for ham.

Undervejs passerer han de savtakkede fjelde, Qillavaasuit, som han

finder meget smukke, og kommer til landets ende, hvor en rype kagler

inde fra land, hver gang der dukker sæl op: Hér er altså lige mange

ryper og sæler.

K. dræber stadig uskyldige kajakmænd uden bagefter at skænke dem en

tanke. Endelig møder han på havet en stor kajakmand. Gang på gang gør

de sig rede til at dræbe hinanden. Til slut foreslår K. at de i stedet

mødes i trommestrid. Den store mand er Kaassassuk. K. gør ophold i sin

rejse og digter bl.a. en sang om de smukke savtakkede fjelde i syd,

som han har været ked af at forlade. Kaas. kommer til K.s boplads

ved islæg. K. har frosset armen af en narhval fast i isen. Den skal

Kaas. trække op, hvis han vil have noget at spise og ikke blive til

grin i en sang. Kaas. magter det ikke. K. bøjer sig, griber i

narhvalsarmen, men Kaas. søger bagfra at presse K. ned, og K. retter

sig op i vrede, slynger samtidig "armen" mod Kaas., der når at springe

til side og kun strejfes. Kaas. forstår at den mindre K. ikke er til

at spøge med. Inden sangkampen trækker de krog. Kaas. taber, skønt

hans arme er tykke som en spraglet sæls og runde som kvinde-arme. Det

blev de fordi han voksede ud uden at udvikle sine kræfter. K.s arme er

som en fuldvoksen hunbjørns.

Af nidviserne citerer fortælleren, Kaarali, kun en af K.', der

hentyder til, at K. i sit fysiske overmod var blevet vred på de

sydligst boende, som han forlod, da han kom sejlende rundt fra læsiden

i syd. Kaas. kalder K. "Den, der runder næsset", Uiarteq.

Derfor er der ingen tvivl om, at Kunuk fra da af kom til at hedde

Uiarteq (Uiartoq)".

Snart efter kommer K. til Kaas.' boplads på genvisit. Han trækker

uden besvær den hvalros-arm op, som Kaaas. har frosset fast i isen til

ham. Man spiser, holder sangkamp, og ved afrejsen pudser Kaas. sine

store hunde på K.s små og snavsede hunde, som K. har tryllet over. De

river tarmene ud af alle de store hunde, Kaas. pisker ørerne af de små

hunde. K. kæler for dem og beroliger dem.

De har sikkert holdt sangkamp mange gange. "Vi som er kommet efter

plejer at tænke, at de holdt sig i ro i lang tid skønt boende ikke

langt fra hinanden. Vi har altid tænkt os, at de har haft deres boplads

omkring Ikersuaq, lidt nord for Ammassalik. Deres redskaber til

bjørnefangst kan vi endnu, om vi vil, se den dag i dag, nemlig: 1) En

bjørnefælde, 2) et redskab til kvælning, der er indrettet til at falde

ned.

Gennem fortællinger har vi hørt, at da Kaassassuk blev gammel, boede

han ved Suunikajik og havde sin søn som forsørger. Om Kunnuk (Uiarteq)

har vi ingen fortællinger eller efterretninger længere end til hans

trommestrid."

 

Uliivaatsiaq og Kaassassuks søn

Den unge, stærke Ul. har ingen kajak, men med konebåd driver han

garnfangst på sæler, endog remmesæler, i sundene om efteråret. Han

inviterer kvinderne med. De går på bærtogt. En lille pige forsvinder.

Forældrene udlover en kajak som dusør.  Ul. erklærer sig rede til at

søge efter pigen hos fem nunatak-kæmper og en kæmpekvinde, men først

når dagene længes. Forældrene vil med, da han tager afsted iført en

lang anorak af stift remmesælsskind (som en slags harnisk, BS), der

kun er blødgjort ved armhulerne. I hætten er der løbegang med

skindsnor.

Undervejs øver han sine kræfter på klippehuler, som styrter sammen.

Sten trækker han op af leret med fingrene. Nær kæmpernes hus lader han

de gamle vente på afstand, ser gennem loftventilen den grædende lille

pige, som kæmpekvinden har som "foster" på sit skød og søger at trøste

med tilbud om mad, vand og mulighed for at forette sin nødtørft. Nej,

pigen har ingen behov. Hun lider af hjemlængsel. Hun skal nok komme

hjem engang, lover kvinden. Ul. vinker de gamle til sig. På vej gennem

husgangen spærrer flade sten med mellemrum passagen. Ul. puster til

dem en efter en, de vender sig på langs (som døre, der åbnes).

Ved indgangs hullet hænger bjørnetænder, der vil støje og tiltrække

sig de fem kæmpers opmærksomhed, hvis Ul. og de gamle går forbi. Ul.

springer alene ind, river tænderne ned, farer forbi mændene, griber

pigen, smider hende ud til forældrene, slår kvinden ihjel og får efter

lang kamp bugt med kæmpemændene, der har smøget hans hætte ned og

vredet den rundt i forsøg på at kvæle Ul. Ul. slås længe med den sidste

kæmpe for at pine ham.

De gamle, der er flygtet med datteren, kan pludselig ikke komme ud af

stedet, da Ul. haler ind på dem. Sammen fortsætter de så, men vejen

spærres af fem kæmpemænd. Ul. og de gamle prøver forgæves at løbe uden

om dem. Ul. løber da ufortrødent imod dem, og de forsvinder hen ad

jorden (som skygger, BS). Det var de fem kæmpers sjæle. Kvinden havde

Ul. åbenbart dræbt på både legeme og sjæl.

 

De når velbeholdne hjem og ser, at Ul.s anorak er blevet ganske blød i kanpens tummel. Ul. får den lovede kajak og beslutter at besøge Kaassassuks søn, som

alle frygter, fordi ingen af hans gæster nogensinde kommer levende

tilbage. Bopladsen har to huse. I det nederste advarer folk Ul. mod

at gå op i det øvre, der er Kaassassuk-familiens. Ul. går derop. Det

har to indgange. Ul. vælger den venstre til Kaas.s del af huset. Kaas.

er sur, men bløder op efterhånden. Over indgangen hænger en kølle af

hvalrosskind med bjørnetænder. Det er Kaas.' søns drabsvåben. Kaas.'

søn er på fangst. Dennes kone svarer Kaas. på hans spørgsmål om,

hvilken kajak sønnen er ude i: "Den, der tørner hårdest imod!" Kaas.

siger lavmælt: "Orsiisuakulaagiukumaadarpusi"(?). Ul. følger med konen

ud, da Kaas.' søn kommer mod land med flere nedlagte hvalrosser på

slæb. Ul. tager konen om livet og trækker hende med ned til

modtagelsen. Kaas.' søn bliver rasende af jalousi. Han går op for at

skifte anorak. Hans kone følger med. Ul. trækker hvalrosserne gennem

vandet til et ujævnt sted, hvor han trækker dem næsten på land og

derved flænger nakken på den ene hvalros. Kaas.' søn kommer tilbage,

leder, finder fangsten, trækker den med besvær tilbage og får den på

land. Ul. vender tilbage gennem Kaas.' indgang . Sønnen går uafbrudt

ind og ud af de to husgange. Kaas. underholder med fortællinger. Ul.

holder upåagtet øje med sønnen. Denne snupper pludelig sin kølle og

langer ud efter Ul., der parerer. Det gentager sig mange gange. Til

sidst tager Ul. køllen fra sønnen og lægger ham på ryggen som var han

et barn, klemmer hans ben fast mellem sine egne og martrer hans ansigt

med køllens bjørnetænder til det bliver helt opsvulmet og vandklart.

Ul. går uskadt ned til det nederste hus, hvor man modtager ham med

glæde og lettelse. En lille forældreløs dreng sendes med jævne

mellemrum op til Kaas. for at forhøre sig om sønnens tilstand.

Først da denne er i bedring, rejser Ul. hjem.

Siden begår Kaas.'s kun een utyskestreg. Han binder alle stedets mænd

til husstolperne og ligger med deres koner på skift, mens de ser på.

Derefter bliver han mild og vennesæl, tænker aldrig mere på drab, og

tilbyder endog sin kone til de unge mænd, når han tager på fangst.

"Dette er, hvad vi ved om Kaassassuk, og her plejer vi at slutte. Nu

er vinteren til ende. Nu er der herlig sommer!"

 

Var.: Bl.a. til fortællingen om de barnerøvende indlandskæmper: Tunerluk (to versioner); Angangujuk; Amarsissartoq; Amaarsiniooq; Innersuanut mingaatittoq; Meddr. Grønland 109(1) 128; Ululina; qilaamasoq.

Dette er en sammenstykningen af fortællingerne om Kunnuk / Kunuk, Uiarteq, Kaassassuk og Uliivaatsiaq, der hver findes i mange vestgrønlandske versioner. Men sammenstykningen er bemærkelsesværdig.

Den er ikke Kaaralis egen opfindelse. Der findes en tidligere version hos Holm. Søg på: NKS, 2488, VIII, 4', Uutuaq, Holm, Uiartek / Uiarteq, hvor der er flere kommentarer til sammenstykningen.

 

Hist.: Sammenstykningen må bunde i rejser til (og evt. fra) Vestgrønland syd om Kap Farvel. Elementet: bjørnefælden, findes i enkelte vestgrønlandske versioner. Jens Rosings hypotese om to forskellige Thule-kulturs folk, der har mødtes i Ammassalik-området, kunne også finde næring i denne sammenstykning.

Men foregår rejsen nordenom eller søndenom (via Kap Farvel)? Spejlvendingen i vores betydninger af verdenshjørne-retninger fra Vest- til Østgrønland, gør afgørelsen usikker. Sml. med fortællingerne om Uiarteq, der synes at rejse nordenom.

 

Fortælleren, kataketen Kaarali, holder en vis afstand til nogle

af fortællingens før-kristne træk og søger at forklare enkelte brist i

fortællelogikken. Men Kaarali holder fast ved forestillingen om, at

personerne er historiske, ligesom hans far Missuarniannga / Mitsivarniannga

identificerede Uliivaatsiaq med Matakatak (Holm 1957: 246 - 247), der er

helten i en kortere variant hos Holm, bortset fra at denne Matakatak

ikke rejser på besøg hos Kaassassuk og hans søn. Den afgørende

"historiske" begivenhed for Missuarnianngas identifikation er indførelse af kajakker i Ammassalik-distriktet i en bestemt fortid,

hvor man indtil da drev garnfangst på sæler (Thalb. 1914: 430 - 431).

En selvstændig variant af "Matakatak" hos Rasmussen fra 1919, hvor

helten ikke navngives, indledes med en længere udredning om denne

begivenhed, og det fremgår at det er overdækkede kajakker man

tidligere har manglet (Rasm. 1921: 228). Åbne kajakker fra

thulekulturen, er fundet flere steder i Arktisk Nordamerika.

Det bliver arkæologernes opgave at påvise, om den "historiske

begivenhed" har en historisk kerne. Derimod er der stor sandsynlighed

for, at ammassalikkerne tidligere drev garnfangst i net knyttet af

hvalbarder og udspændt mellem øer eller i smalle sund.

 

Kommentar: bemærk den socialpsykologiske karakteristik af en hensynsløs massemorder: en der har mistet sin medfølelse. Den østgrønlandske glose, som Kaarali har brugt, kan ikke efterspores, eftersom en grønlandsk nedskrift ikke er fundet.

Kuuitsi truer Christian Rosing på livet

Print
Dokument id:2313
Registreringsår:1944
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Rosing, Christian
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Kuuitsi truer Christian Rosing på livet
Publikationstitel:Hvis vi vågner til havblik
Tidsskrift:
Omfang:side 58 - 62
Lokalisering:Sermiligaaq: Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Resumé:

 

Kuuitsi, efterkommer af Nappartuku og Atsivaq, var bange for præsten Christian Rosings overnaturlige evner. Engang, da Rosings sønner sammen med kammerater under en umiaq-rejse morede sig med at "skyde" duer ved at pege på dem, ville Chr. Rosing for sjov vise dem, hvordan man gjorde. Han pegede på en gammel flyvende due, der straks slog vingerne sammen og faldt død ned på vandet (den viste sig senere at være uspiselig sej og blev givet til hundene). Det satte respekt i folk, ikke mindst fordi denne præst havde det med at pege, når han prædikede. Man flyttede sig uroligt til siderne. Han mente sig at have et udmærket forhold til Kuuitsi, der ikke desto mindre engang kom padlende lige imod ham med rejst lanse. Rosing bevarede roen, og Kuuitsi tabte modet. Laurits Ningavaat fortalte så i 1961 Jens Rosing om årsagen: Rüttel havde i sin tid to gange behandlet Kuuitsi for bjørnebid med alm. salver og uden trolderi. Han var helt ufarlig. Men det var Chr. Rosing med fingeren ikke. Med sådan en finger, fortalte man, kunne man pege et menneske ned i et mørkt svælg af onde drømme. Derfor havde Kuuitsi besluttet at skaffe folk af med den farlige præst (hvis sønner ovenikøbet havde pralet af, at deres bedstefar havde været angakok). Jens spurgte Laurits hvad han ville have gjort i Chr. Rosings sted. Peget på Kuuitsi så han var faldet om af skræk, svarede Laurits grinende.

 

Hist. Chr. Rosing afløste Rüttel i 1904. Historisk overlevering om medlemmer af slægten Napartuku og Atsivaq. Se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9.

Kvinden som ville være mand

Print
Dokument id:228
Registreringsår:1860
Publikationsår:1997
Arkiv navn:
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Kvinden som ville være mand
Publikationstitel:Fortællinger & akvareller
Tidsskrift:
Omfang:175 - 178
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 65h - 66v.

Publiceret transskription af orig. håndskr.: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 175 - 178: Arnaq angutaarusuttoq.

 

Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 223.

 

Sammenstykket oversættelse af denne og en anden variant i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 39.

Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 92, ss. 442 - 443: The Woman who wanted to be a man.

 

Resumé:

En mor er utilfreds med sin eneste søns fangstevner, og hendes udskældninger bliver endnu værre, da han har giftet sig med Ukuamaaq og tilmed fået en datter yderligere at forsørge. Moderen stikker til indlandet med svigerdatteren. Sønnen finder efter lang tids venten og søgen sin kone ene hjemme i et lille hus tykt tapetseret med renskind. Uk. fortæller, at hendes svigermor har lokket hende med og hindret hende i at flygte hjem. Manden kryber i skjul, hans mor ankommer i mandetøj, taler med dyb stemme, spiser og brokker sig, da Uk. ikke er villig til samleje bagefter. Hun har en kajakspids som penis og synger bagefter vrængende om hvor uduelig en søn hun har følt sig berettiget til at erstatte. Sønnen dukker frem, moderen flygter med sønnen efter sig, og hun magter at løbe hurtigst, indtil hendes kunstige penis falder ned og knækker. Han slår hende ihjel og sammen med sin kone lever de højt og flot hele vinteren på det store forråd af renkød, som denne lesbiske svigermor har skaffet.

 

Var.: Ukuamaaq. Talrige, allevegne fra.

 

Kommentar: Der er tydeligvis en direkte sammenhæng mellem fangstevner og seksuel ejendomsret.

Kvinden, som blev til ild

Print
Dokument id:936
Registreringsår:1902
Publikationsår:1906
Arkiv navn:
Fortæller:Aqajak (Ambrosius)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kvinden, som blev til ild
Publikationstitel:Under Nordenvindens Svøbe
Tidsskrift:
Omfang:side 66 - 73
Lokalisering:Ujarasussuk: Qeqertarsuaq / Godhavn
Note:

Håndskr.: KRKB 1, 4(10). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04:"Oqilaitsoq Oqînalo"

 

Resumé:

To unge kvinder, Let og Langsom, søger sammen efter hjælpeånder i indlandet, når de er på bærplukning. De kappes om at være den første til at se et dyr og dermed få en hjælpeånd.  De kan efterhånden høre lyde over umådelig afstande og bliver usårlige for alt, der ellers rammer mennesker.

       Engang tager de med mændene ind i landet på renjagt. Mændene spredes, pigerne tyr til hulen, hvor man plejer at overnatte, men mændene kommer ikke tilbage og pigerne sulter. En nat bliver de stjålet af kæmper og besvimer. "Langsom" vågner til bevidsthed nøgen og fastsurret i kæmpens hus. Hun tilkalder alle sine hjælpeånder, der blot vækker hån hos kæmpen. Til slut får hun dog sin store isbræ-ånd, som hun engang havde fået af sin bedstefar, til at komme med bulder og brag, så stenene falder ud af husets mure. Da bliver kæmpen den lille, remmen løsner sig om Langsom, der flygter ud og møder Let derude. Også hun er nøgen, men deres klæder kommer flyvende efter dem, styk for styk, og klæder dem på af sig selv. Undervejs mod kysten besøger de først bier i menneskeskikkelse og spiser en anelse af deres honning; så rypekvinder, der serverer dem en smule af rypekroindhold og truer med at deres mænd vil slå pigerne ihjel, når de kommer hjem. Fremme ved havet ønsker Langsom sig, at et isfjeld ude i havet vil udvikle røg og kælve for at de kan rejse videre gennem havet. Det sker, men de rejser ikke sammen. Langsom blir svimmel og får følge af sin døde bedstefar, der hjælper hende gennem flokke af tanglus, tang med hajer, der ligner skove med hunde. Hun bliver svimmel og kommer til sig selv på stranden, hvor Let også er. De tørrer tøjet lidt, går hjem, men er usynlige og blive først synlige igen, da de har spist fedtet af sælsuppen i gryden.

"Hvorfor er jeres klæder så våde?", spørger moderen. Fordi vi har haft menstruation, siger de.

       Begge blir snart efter gift, hver med sin "store troldmand" / angakkoq / åndemaner (el. ilisiitsoq? - fortælleren er jo døbt, BS).

Som meget gamle drømmer begge kvinderne om deres forestående død. Langsom drømmer at hun skal dø tre gange, hvorefter hun indsvøbt i ligskindene skal bæres venstre om husstolpen tre runder og hendes ene ben skal sættes på hendes grav. Ved det skal hun så ride ud i havet. Frelseren vil ikke tage imod hende pga hendes mange synder, siger hun til Let. Efter begravelsen sover hele bopladsen ikke af skræk i fire døgn. Kun hendes mand falder i søvn, men skriger op i mareridt, blir vækket og fortæller at de må skynde sig at flygte til Tartunaq. Kvinderne skal gå barfodede over ved fjæren og mændene ro i kajak med venstre-foden bar: Intet ondt kan komme frem, hvor en blottet venstre fod har trådt. To mænd søger med kødvender og støvlestrækker at slå alt ondt ud af huset, da man forlader det, og hele vejen til Tartunaq kaster mændene deres harpuner op i luften. Vel fremme bliver man antastet af en ild, der først nærmer sig det tomme hus, antager forskellig former, bl.a. som regnbue, gennemlyser huset og følger de flygtendes spor; men gang på gang standses den af venstrefods-sporene. Den slipper alligevel igennem et sted og nærmer sig Tartunaq, hvor et par modige mænd går ilden i møde med lampespæk og således får bugt med den. Den viser sig at være en glødende hund, som den døde Langsom har sendt imod dem. Og hun gentager det flere gange.

       Med Let går det bedre. Hun drømmer at frelseren vil tage imod hende når hun har været død tre gange og havde frasagt sig alle sine hjælpeånder og synder. Da ville hun få en ny hud som et spædbarn. Straks efter drømmen fortæller hun sine fæller alt, aften efter aften, og da hun efter et par gange at have været død får skind som en nyfødt, dør hun i fred, begraves og misundes af alle sine landsmænd.

Store Daniel som lever på halvøen Nuussuaq endnu (omkr. 1900), sige at være Langsoms barnebarn.

 

Var.: fx. Den store bjørn æder hende. Den lille elv med det store dyr + Glemsel. ... søens troldbjørn. Søens uhyre. Mislykket uddannelse. Teemiartissaq. Rasmussen 1938: 110: Åndemaners selvbiografi.

       Imaneq

       Den store ild.

 

Hist.: Frasagn om et par store kvindelige åndemanere (kvindelig angakkoq) fra ca. begyndelsen af 1800-tallet. Fortællingen er spækket med adskillige før-kristne mytiske episoder, der hørte hjemme i angakkoq - uddannelsen  (åndemaner / angakok), men i ny versioner er blevet omtolkede i kristent regi. Langsom bliver tydeligvis den største åndemaner af de to. Det må være derfor hun nægtes frelse og i stedet associeres til helvedes ild og de før-kristne fortællinger om Den store ild, der kommer ude fra havet og dræber støjende børn.

Denne store ild blev i 1800-tallets midte kaldt Toornaarsuk af Jens Kreutzmann i Kangaamiut, og Toornaarsuk var missionærernes grønlandske betegnelse for Djævelen. Akkulturation / kulturmøde.

Vedr. toornaarsuk se: Sonne, Birgitte: Toornaarsuks forvandlinger. Religionssociologiske Perspektiver. Særnummer af Chaos, 1985: 117 - 136, + GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere),

og søg iøvrigt på toornaarsuk / Toornaarsuk / toornaarsuks / Toornaarsuks.

 

Kommentar: Episoden med tilfangetagelsen hos indlandskæmpen og den efterfølgende med klæderne, der kommer farende tilbage af sig selv, ligner en initiation til åndemaner, som vi bedst kender den fra østgrønlandske fortællinger. Den efterfølgende lange rejse ligner en indvielse i kendskabet til hele verden, idet den fører helt inde fra  indlandet ud til kysten med besøg hos flere slags dyr i menneskeskikkelse og dernæst ud gennem havet med støtte fra en død bedstefar derude. Med sin tidligere gave til Langsom: den mægtige isbræ-ånd, spænder hans virkefelt fra inderst til yderst af den kendte verden.

 

Vedr. uddannelse til åndemaner: søg også på initiation

L'ours-tupilek / Bjørne-tupilak

Print
Dokument id:1925
Registreringsår:1937
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Kara
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:L'ours-tupilek / Bjørne-tupilak
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 82 - 83
Lokalisering:Kangerlussuatsiaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

Niki / Nikki, den store bjørnejæger boede i Agernanaj / Akinnaaq nær Kulusuk. Han dræbte isbjørne på den særlige måde, at han havde nøgen overkrop for at bjørnen ikke skulle have skindtøj at gribe fat i, svøbte sin venstre forarm ind i sælskind og stak den dybt ned i gabet på bjørnen mens han med højre hånd stak den i låret. Og fordi bjørne er kejthåndede / venstrehåndede, var det begrænset hvor megen skade den kunne gøre ham med sin højre lab.

       Andre bjørnejægere brugte samme teknik (fordi det var mere spændende end den alm. metode), men de havde nu ofte ar på ryggen.

       Nikki blev dog selv offer for en isbjørn, ikke en vanlig bjørn, men en tupilakbjørn, som han selv havde lavet og sendt mod en fjende, der åbenbart var ham for stærk. Han så den på lang, lang afstand, den var enorm, kom hen til huset, og da Nikkis lanse ramte forbi, blev han fanget ind af bjørnen og ædt.

       Senere vendte den tilbage, fordi et forældrepar, der havde opkaldt deres barn efter Nikki, havde skældt barnet ud. Det lykkedes dog faderen at jage den væk.

 

Var.: Rosing 1960, Nikki; Jens Rosing 1993: Hvis vi vågner til havblik, s. 54 - 58 (ikke med i basen).

 

Hist.: En historisk fortælling om en af de større bjørne, der fik held til at overfalde mennesker. Se fx Kuuitse / Kûitse / Kuuitsi, der to gange blev bidt næsten ihjel); Aataaq / Sermilimmi nannup nerisaa; Âtâq, ham, som bjørnen åd. Fortællinger om tilbageslag fra tupilakbjørne tjente gerne som forklaring på sådanne angreb. Se tupilak / tupilakbjørn.

La grande famine des deux hivers consécutifs / Den store sult i de to sammenhængende vintre

Print
Dokument id:13
Registreringsår:1937
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Junta
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:La grande famine des deux hivers consécutifs / Den store sult i de to sammenhængende vintre
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 141-142
Lokalisering:Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

Resumé:

Dengang var der to store åndemanere i Ammassalik området: Naaja og Aja / Ajijak (?).

Naaja får et forvarsel om de to vintre, der vil følge efter hinanden uden sommer imellem, da han er på fangst ved Innartilik lidt nord for sin boplads, Umittivartivit (på Sermiliks østvendte kyst, BS). To remmesæler holder hovedet over vandet i længere tid og siger på skift: unga (hér?) og ikka (dér? dér i syd?). Han opfordrer derfor alle på bopladsen til at fange og samle mest muligt forråd og hver morgen og aften kun spise hver en lille stump spæk med en lille stump kød. Allerede første vinter, hvor det sner endeløst, bliver de, trods en masse forråd, temmelig afkræftede. Men det lykkes Naaja både at harpunere og miste en sæl og bagefter at få en, da han er ude med sin lillebror. De er meget omhyggelige med at slikke alt blodet af harpunspidsen, der har siddet i sælen de ikke får, og at slikke alt blodet udenpå den de får. Om sommeren smelter kun det øverste lag sne, og da det viser sig umuligt at få umiaq'en / konebåden på gled i smeltevandet, tar man betrækket af for at spise det under næste vinters nød. Også den bliver hård, men det lykkes at komme igennem den uden dødsfald. I alle de andre fælleshuse er mange helt uddøde, mens andre har overlevet ved at spise deres døde fæller.

Det næste forår smelter sneen og det vrimler med sæler igen.

 

Var.: muligvis Sandgreen 1987, nr. 37.

 

Kommentar: varslet fra de to remmesesæler er interessant, fordi remmesæler netop ofte forbindes med strenge sultevintre. Remmesælen trækker hen på efteråret ud fra fjordene, hvor isen lægger sig, og holder sig altid ude bag iskanten på havet om vinteren, fordi den ikke har åndehuller i isen.

Hist.: Denne dobbelte sultevinter, som der også er fortællinger om på vestkysten (og andre steder på den nordlige halvkugle), må være den i 1815 - 1816, der fulgte efter Tamboras enorme vulkanudbrud på Sumbawa, Indonesien i juli 1815 (se også Jens Rosing: Hvis vi vågner til havblik, 1993:11. Ikke registeret).

Om Naaja er der overleveret talrige fortællinger. Søg på Sandgreen 1987, der også rummer et par fortællinger, nr. 37 om disse to vintre med kolossalt snefald, og Rosing 1963. OBS!

La mort d'Akku / Akkus død / Aggu / Akku

Print
Dokument id:32
Registreringsår:1937
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Apulu fra Tiderida (Abudu)
Nedskriver:Kristian fra Kangerlussuatsiaq
Mellem-person:
Indsamler:Victor, Paul-Émile
Titel:La mort d'Akku / Akkus død / Aggu / Akku
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 185
Lokalisering:Tiderida / Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

Aggus søn køber for en hund nogle perler af Tubajangitseq / Tupajanngitseq, der selv har købt dem på en handelsrejse sydpå. Aggu ønsker sig perlerne til en af sine fire koner. Far og søn skændes en del om det og truer hinanden med sjæleran, idet de begge er åndemanere / angakkut. Aggu kvæles i opkastet af sit eget blod, fordi sønnens hjælpeånd har spist hans sjæl.

 

Var.: Rosing 1963, Aggu

Hist.: Aggu levede fra 1843 (ca.) til 1891.

Også varianten fortæller at Aggu kvæles i sit eget blod. Sandsynligvis er han død af tuberkulose.

La mort d'Imaka / Imakas død

Print
Dokument id:1927
Registreringsår:1937
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Apulu (Abudu / Kajammat / Kâjangman / Kaajammat / Kukkujooq)
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:La mort d'Imaka / Imakas død
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 89
Lokalisering:Tiderida / Tineteqilaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

Kâgâ / Kaakaaq, angakkoqen / åndermanersken, der var blind i 1937, ville af uransagelige grunde ikke fortælle Victor noget, da han besøgte hende. Det blev så hendes søn Kukkujooq, døbt Apulu, der fortalte, hvordan hans stedfar, Imaakka, engang havde lavet en tupilak imod ham ved at bygge den op omkring tungen af en hvalros, som Apulu havde dræbt. Imaakka / Imãka var ond i sulet og misundelig på Apulu. Ranet af tungen blev opdaget i så god tid, at moderen, Kaakaaq, fik afværget tupilakangrebet med sine særlige evner. Tupilakken vendte sig derfor mod Imaakka, der var den første til at opdage en hvalros ud for sommerteltpladsens næs, Kagadi / Kakalik (Ifølge Jens Rosing skulle det være Ajangitaq, se ndf.). Han roede ud som den første i fuld fart, men blev angrebet af hvalrossen, der først dykkede og vendte kajakken rundt nedefra, og da Imaak. kom på ret køl igen, sænkede den begge sine stødtænder i hans ryg. Senere så man blot den tomme kajak med bunden i vejret og en masse blod omkring den. Liget blev ikke fundet. Hvalrossen havde taget det med sig.

 

Var.: Sandgreen, Øje for øje og tand for tand, 1987: Imaakka dør. Jens Rosing, Sagn og Saga fra Angmagssalik, 1963: Hvad der i folkemunde går om Kâkâq / Kaakaaq.

 

Hist.: Historisk beretning om Imaakkas død d. 3. marts 1915.

 

Kommentar: Der er i tidlig kristen tid ofte noget djævelsk over store hvalrosser, ligesom også hvalrossen i førkristen tid absolut ikke var et dyr man havde lyst at identificere sig med. Fortælleren antyder en vis ekstra hævn ved at understrege, at denne hvalros tog den onde stedfar med sig ( i dybet; til helvede?).

 

Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

La mort de Napartugu / Nappartukus død

Print
Dokument id:1922
Registreringsår:1937
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Nada
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:La mort de Napartugu / Nappartukus død
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 74 - 76
Lokalisering:Sermiligaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

Maratsi's bedstefar Napartugu / Nappartuku var gift med Azia / Atsivak. De boede i Sermiligaaq. Nap. lå omtåget af feber og med ondt i alle lemmer. Han bad sin kone skaffe en angakkoq / åndemaner sydfra, hvis hun kendte en. Det gjorde hun. Imidlertid gik Nap. fra forstanden næste dag. Hans to sønner bandt ham til briksen og hans ene arm til en sten så stor som tre hovder (patsisit kaldtes to aflange sten man gerne havde parat til det formål, BS). Men Nap. fik revet sig fri, styrtede udenfor, klatrede op på en skråning, faldt ned bag huset mellem sine hunde, og tog tøjet af styk for styk mens han gang på gang råbte, at nu kom Ada's / Âtâq's / Aataaq's datter. Så, at nu var hun kommet, senere at nu var hun taget afsted igen. Han løb nøgen rundt om huset og trængte ind gennem tarmskindvinduet som var der bare hul, skønt den var sikret med en tørrehæk mod hundes indbrud. Stadig splitternøgen og med erigeret penis greb han et enormt fad med kød - det kunne rumme en hel parteret sæl - løftede det op og kastede det mod briksen, så både den og Atsivak's lampe smadredes. En af sønnerne sprang op på den smadrede briks, kom bag på Nap. og skubbede ham hen over gulvet så han faldt og slog sig bevidstløs. Man lagde ham på briksen og ville til at binde ham igen, men den ene søn sagde vent, og han brækkede både sin fars arme og ben og rev hans skuldre af led. Denne søn hadede sin far, fordi han mente han havde forårsaget hans kone og søns død. Da Nap. kom til sig selv fik han at vide at han havde været fra forstanden. Og uden at kunne røre sig lå han flere måneder på briksen før han døde.

 

Hist.: historisk fortælling fra sidste halvdel af 1800-tallet. Nap. døde i 1879.

 

Var.: Jens Rosing 1963: 77 - 80: Nápartuko / Nappartuku.

Se også Jens Rosing: Hvis vi vågner til havblik. 1993, hvor dels Nappartuko er genoptrykt og Rosing gennemgår hele slægtens historie (ikke inkluderet i basen hér).

 

Kommentar: Desværre er det ikke altid muligt umiddelbart at harmonisere Victors stavning af navne med andres, fx Jens Rosings, eller med den autoriserede østgrønlandske. Søg også på Nappartuku.

La mort de Pidaka / Piitakkaats død

Print
Dokument id:1919
Registreringsår:1937
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Junta
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:La mort de Pidaka / Piitakkaats død
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 64 - 65
Lokalisering:Tiderida / Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

Junta var dreng og boede i sin fars telt sammen med Pidaka / Pílâkân / Pîlíkât / Piilikkaat / Piitakkaat / Pillakkaan, og i pladsens andet telt var det Maratsis og Ajukutooqs hushold. Pidaka havde dræbt Simujooq i baghold ude i kajak, ladet liget føre bort af strømmen. Da medfangerne kom hjem og fortalte om mordet, besvimede Simujoqs kone. Maratsi friede til hende senere og hendes betingelse for samliv var, at han dræbte Pidaka som hævn over Simujooq. Hævnmordet fandt sted i Juntas fars telt, hvor Maratsi og Ajukutooq overfaldt Pidaka. Alle tre sloges. Børnene gemte sig rystende af skræk under skindene, Juntas mor, der var ved at flænse en sæl besvimede på hovedet ned i dens åbnede mave. De kæmpende tumlede ud, hvor Pidaka blev dræbt, transporteret bundet langs Maratsis kajak ud til en ø, sønderlemmet dér og stykkerne spredt allevegne, for at den dødes sjæl ikke skulle kunne samle sig sammen til hævn.

Den følgende sommer fandt Junta og nogle kammerater mens de legede på en nærliggende ø, hovdet af Pidika inde i en fangstblære, der flød omkring i en sø.

 

Var.: se Hist. ndf.

 

Hist.: Drabet på Pidika, der selv havde flere mord på samvittigheden er bl. a. bekræftet hos Jens Rosing, Sagn og Saga fra Angmagssalik, 1963: 152 - 153 (Pílákân), og medregnet i de 9 mord i alt, der blev begået fra 1884 til 1893 (Holm & Petersen 1921: Medd. Grønland 61:618). Se også Sonne 1982, Études Inuit Studies, Vol 6.

 

Kommentar: Personnavne er ikke altid genkendelige i Victors stavemåde.

Le chien de la lune / Månehunden

Print
Dokument id:1930
Registreringsår:1937
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Junta
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Le chien de la lune / Månehunden
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 93 - 94
Lokalisering:Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

Ved Itaj / Ittaajik holdt Missuarniannga engang åndemaning, bundet, i mørke, med trommen på en vis afstand på gulvet, og et skind foran husgangsåbningen. En af hans hjælpeånder ankom og meddelte med kælderdyb røst, at Månens hund var på vej for at straffe beboerne for et tabubrud. Alle beboere flygtede i samlet flok over isen til Siarngarteq - boerne, men måtte først gemme Punngujooq, Abels første kone ved Tasiilaq, med hendes frosne fødder indhyllet i skind i den omvendte konebåd på stativet. En anden kvinde, Oqisa, der var dårlig til bens sakkede langt agterud, men blev hentet og båret af en behjertet person fra Siarngarteq. Da man vendte tilbage og af skræk havde bedt Siarngarteq - boerne tage med, var der nu intet sket med huset. Alt var som da man havde forladt det.

 

Var.: se Hist. ndf.

 

Hist.: Historisk beretning fra slutningen af 1800-tallet. Bekræftes af Jens Rosing 1963: "Overvintringen ved Nunakitseq", hvis informant altså stedfæster begivenheden til Nunakitseq, formentlig øen Nunakitsit nordvest for Kulusuk. Ifølge kortet i Victor skulle Itaj ligge ret langt mod nordøst for Kulusuk så nogenlunde hvor øen Itterajik ligger. Men Siarngarteq placeres på Victors kort på øen nordvest for Kulusuk, ret over for Nunakitsit. Alt taler for Nunakitsit som seancens sted.

 

Puungujooq blev, ifølge Jens Rosing ansat ved handelsstationen og gift med Abel dér.

 

Kommentar: I flere historiske fortællinger fra Østgrønland om skræmmeånder eller selve Månen, der kommer på besøg under en seance, efterlader gæsten huset i eet kaos. Indvånerne får således bevis på besøget, da de vender tilbage efter flugten. Se fx: Den straffende månemand; En månefortælling; Karrak;Måske har Missuarniannga ikke haft nogen assistent, der kunne rode i huset, mens alle var væk.

Lille Sivert

Print
Dokument id:537
Registreringsår:?
Publikationsår:1976
Arkiv navn:
Fortæller:Filemonsen, Cecilie
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Lille Sivert
Publikationstitel:De store konger. Ni grønlandske eventyr. Holstebro 1976
Tidsskrift:
Omfang:side 47 - 50
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Oversættelse: Jens Rosing.

Resumé:

Kongens datter er blevet røvet, mange har søgt, ingen har fundet hende, og kongen har brugt næsten alle sine penge, da Sivert dukker op og får lov at søge. Han får tre mønter med. De to graver han ned undervejs op i indlandet, et sted hvor vejen runger, og han mærker stedet med blod som han banker frem af sin næse. Den gungrende vej fører op til et slot, hvor kun en gammel kone er hjemme. Sivert giver hende sin 3. mønt og fylder hende med en masse løgn om at han er usårlig. Det fortæller hun glad sine sønner, en større bande røvere, da de vender hjem. Efter maden spiller de kort med den gevinst at måtte sove med ryggen til kongedatteren. Sivert vinder, bliver vist ned i kælderen, hvor en udmarvet prinsesse ligger. Til alt held har Siv. gemt et stykke brød på brystet.

       

Næste dag følges han med brødrene til sit gemmested for mønterne og siger, idet han peger på et bjerg i det fjerne, at derovre er der virkelig noget at røve. Røverner farer af sted, Sivert vender tilbage til den gamle kone med den ene mønt. Hendes sønner er alt for langsomme. Se her, hvad han allerede har røvet! Hun blir glad og får senere ved at vise mønten beroliget røverne, der vender tomhændet hjem. Det samme gentager sig næste dag. Den tredje dag har Sivert ikke flere mønter, så straks røverne er forsvundet i løb mod bjerget, løber Sivert tilbage, befaler den gamle at give sig alle nøglerne til røvernes skatkamre, og dernede finder han et sværd og et stykke klæde. Med sværdet hugger han hovedet af den gamle og i klædet bærer han prinsessen bort på ryggen. I en havneby får de husly. Han har så meget søvn til gode, at mandskabet på et skib, der lægger til, når at komme byen rundt, finde prinsessen, tage hende med ombord og sejle bort, inden Sivert vågner. Men han får en stor ravn til at flyve sig til slottet, hvor han ansættes som skraldemand, da man træffer ham rodende i møddingen. Der holdes stor middag for prinsessen og skibets kaptajn, der skal giftes med hinanden. Sivert får lov til at bære en tallerken suaasat ind som han spilder af, og kongen kommer selvegen ud køkkenet efter den skyldige. Sivert bliver peget ud, kongen går uden et ord, prinsessen kommer ind i stedet og fører Sivert med op til omklædning. Begge præsenterer sig med hver et stykke af stoffet, hun blev båret i, om maven. På stoffet står et eller andet skrevet. Kongen overlader straks til Sivert at afgøre om skibets kaptajn skal dræbes eller ej. Og Sivert lader ikke nåde gå for ret.

Hist.: Denne samling af danske folkeeventyr i grønlandsk genfortælling er fortalt af Síse, der også fortalte fra den grønlandske overlevering. Ifølge Jens Rosings forord har hun hørt dem af sin mor og mormor og de stammer tilbage fra 1800-tallets midte, da alskens illustrerede udenlandske fortællinger og bibelhistorier blev publiceret i småbøger og i "avisen" Atuagagdliutit på Rinks trykkeri i Godthåb / Nuuk. Sissis fortællinger er taget med her for at vise hvor forskellige de er fra de egentlig grønlandske - trods tilpasningen til genkendelig grønlandsk kultur. Bl.a. er det karakteristisk, at helten går op i indlandet, ikke "ud i verden", når noget skal opsøges eller lykken prøves.

       Ellers er denne fortælling mindre sammensat af forskellige udenlandske eventyr og bibelske citater end Sissis øvrige fortællinger fra De store konger.

Liv blandt Fjeldånder

Print
Dokument id:2283
Registreringsår:1919
Publikationsår:1921
Arkiv navn:
Fortæller:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Liv blandt Fjeldånder
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, I
Tidsskrift:
Omfang:side 22 - 34
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskr. KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 418, ss. 1 - 44. Knud Rasmussen har nedskrevet fortællingen på dansk, men i den trykte version er den noget forkortet og flere episoder er udeladt. Til sammenligning har jeg her renskrevet Rasmussens nedskrift.

Kaarali, søn af Missuarniannga, har formentlig dikteret fortællingen på vestgrønlandsk, idet Rasmussen med mellemrum noterer lidt på grønlandsk og nu og da går over til telegramstil:

Åndemaneren Migssuarnianga / Missuarniannga og hans læretid.

 

M. mistede som halvvoksen sin fader og tog sig hans død meget nær. Han elskede sin fader og havde selv været sin faders øjesten. Som forældreløs følte han alleslags savn, thi faderen havde været en meget dygtig fanger. Han sultede nu hver dag, og frøs, da han ikke længere havde varme klæder. Når han slet ikke kunne holde det ud, gik han op i fjeldene og græd der hele dagen igennem. Han kunne blive ved med at gå hen og græde til han ikke længere havde tårer og var helt udmattet.

En dag kom åndemaneren (angakkoq) Aggu / Akku på besøg til bopladsen, og da han skulle hjem mødte han den forgrædte dreng.

(M. var opkaldt efter Aggus stedfader og denne kaldte ham derfor: angutingúvara (min lille forsørger ?).

Aggu kom hen til ham og da han så hans røde øjne sagde han:

"Nu har du igen været ude og begræde din fader."

Drengen sagde ingenting!

"Du har igen været ude at græde over din faders død. Du gør ikke ret i at begræde ham så meget. Selv har du intet udbytte af gråd og du gør det blot svært for din far at komme ind på i (sic) de dødes land, når dine tårer sådan holder ham igen. Du skulle hellere se at blive åndemaner / angakkoq / angakok. Så vil du kunne se din fader igen og du vil ikke længere være så fattig."

"Jeg ved ikke hvordan jeg skal bære mig ad, og jeg er også bange for at blive åndemaner!"

"Jeg skal lære dig det."

"Du skal gå op i fjeldene og søge efter en sten, der er hvid på den ene side, sort på den anden. Derefter skal du opsøge en sø; den skal du komme til fra dens vestre side, thi solen viser sig først på den østre side. Så skal du stryge [gnide den sten du har fundet, på en qârsoq / qaarsoq / klippeflade, du skal stryge den ind imod dig, således at du stryger i samme retning som solens bane. Stryger du ud fra dig selv, vil du stryge hjælpeånderne bort fra dig, i stedet for ind til dig.

Således skal du stryge. Mærker du ikke noget, skal du gå ned til havet og der søge dig en sten ud; også denne sten skal være sort og hvid, men den skal ligge låledes at den aldrig ligger tør af havet. Du må vade ud til - . Stenen skal være således at der sidder meget tang og havplanter på. Når du har taget denne sten op skal du vaske dig over hele kroppen med tang, og du skal derefter atter vandre tilbage til søen. Når du har vasket dig med tang, vil det "lysne" for dig, det som før var mørkt omkring dig vil blive lyst, og du vil blive mere (?) seende. Hjælpeånden vil komme til dig. - Dette skal du først gøre. Siden skal jeg fortælle dig mere."

Drengen fik af alt dette stor lyst til at blive åndemaner, men det var ikke muligt at foretage fjeldvandringen, fordi de boede på en lille ø. Vinteren faldt ham derfor meget lang - han længtes meget efter fastlandet og fjeldene.

Først hen på efteåret flyttede de til et større land, det var ikke fastlandet, ganske vist, men en del af Kulusuk-landet, hvor der er høje fjelde, og som er kendt som stedet, hvor åndemanere har mødt overnaturlige ting.

Såsnart de kom hertil vandrede han ind i landet mellem fjeldene, op til Qalerangnenerup (Qalerujooneq ?) qulequtâ / qulequtaa (øverste del). Han havde ikke svært ved at finde den sten han skulle stryge med, den lå lige for ham ved en sø. Han overholdt nøje alt, hvad Aggu havde sagt, nærmede sig søen fra venstre, og satte sig ved en qaarsoq (klippeflade) og gned hele dagen. Han mærkede slet intet usædvanligt og gik bedrøvet hjem: Thi han troede ikke at han kunne blive åndemaner.

Dagen efter gik han langs med havet, helt ude i det, for at finde en sten, sort og hvid, som han nu kunne stryge med. Han fandt den hurtigt, så den var overgroet med havplanter.

Næppe havde han funde denne sten - og var på vej op mod søen i i fjeldene, før han traf en inuarigdligoq / inuarulligaq (târajuatsiaq / taarajuatsiaq angakkoqglose eller: iâjiatsiaq / iaajivatsiaq / dværg.

Den lille mand slog følge med ham.

"Hvad hedder du?" spurge drengen.

"Jeg hedder Qataitsâq / Qataatsaaq / Diskant."

Drengen rørte nu ved ham og den blev hans taartoq / hjælpeånd

Dværgen fortalte nu drengen alt det, som Aggu / Akku allerede havde fortalt ham og fulgte ham omtrent helt op til søen. Her forsvandt han.

Drengen begyndte nu at stryge stenen rundt, og han havde ikke strøget ret længe før vandet i søen begyndte at bevæge sig. Han blev meget bange, han ville meget gerne (flygte?), men holdt sig dog tilbage, fordi han meget gerne ville blive åndemaner.

Så begyndte en hvirvel at rejse sig midt ude i søen, det ligesom kogte i en strøm, der drejede rundt, så dannedes der ligesom en fordybning dér, hvor hvirvlen havde stået, og vandet i søen hævede sig op sank, havde sig og sank, og søerne slog op på bredderne. Og nu viste der sig et uhyre midt ude i søen, noget, der lignede en bjørn, men dog også mindede om en hund, - og uhyret vendte ryggen til ham: Atter tænkte han på at flygte, men nu kunne han ikke røre sig af stedet. Bjørnen drejede sig langsomt til højre og vendte sig om imod ham og kom så svømmende. Hans krop lå fast, men så var det som om øjnene alene forsøgte at flygte. Da bjørnen rører ved ham, vælter han om imod den, men da den løfter forpoterne er han oppe igen. ?? skifter han fra den ene stilling til den anden. Hver gang den sætter fødderne på jorden / land, vælter han om imod den, men han rejser sig atter, hver gang den løfter benene. Uhyret så meget frygtindgydende ud. Halsen var lige så bred som selve kroppen. Han havde også hørt omtale at bugen var hul og åben, men dette var ikke tilfældet. Den havde blot langt hår på bugen.

Da uhyret nåede ham, væltede han om imod det; han kunne slet ikke holde sig tilbage; så mærkede han blot den varme ånde og et bid i nakken, der gjorde forfærdelig ondt, og så besvimede han.

Hvorlænge han lå bevidstløs ved han ikke selv, men han vågnede ved sang, - og genkendte stemmen: det var dværgen Qataatsaaqs stemme. Han opdagede da, at han lå fuldtstændig nøgen og at han var fuldstændig udmattet.

Bange for sin mor - komme hjem uden tøj - men går dog alligevel hjem over, da han ikke kan andet.

Sunaissukarsâmik (?) inuk ilisarnagitsorssuaq: qimaniaraluarpoq (hvad var det? et menneske der virkede kendt: den var ellers flygtet): hans trøje, den standser lige foran ham. Tager den på. Siden på samme måde kamikker og bukser, der kommer løbende.

Han holdt alt hemmeligt ved sin hjemkomst, men besøgte bjørnen tre gange ialt. -

 

Der gik nogen tid og siger moderen til ham:

"Du skulle gå til Sapusat (i nærh. af Norsiit / Noortiit) for at fange laks!"

Og så gik han til Sapusat for at fange laks. Da han kom i hærheden af elven så han en ravn sidde der og fiske.

Den vil vi forsøge på at ramme med en sten, tænkte drengen.

Og så listede han sig ind på den idet han søgte dækning bag en fjeldkam. Men da han kom frem fra fjeldkammen og skulle kaste sin sten, var ravnen blevet til et menneske, et lille bitte menneske, en dværg.

Han gik hen til ham og spurgte:

"Hvad hedder du?"

Jeg hedder Anaavoq og jeg bor bag Tissungasoq" (Titsingaleq ?), og så fangede de laks sammen.

Da drengen skulle til at gå hjem, sa ---

"Hvorfor skulle jeg ikke give dig den halve af denne store laks, jeg har fanget?"

Og så skar han laksen over og gav drengen den.

"Men hvad skal jeg nu sige til min mor, når jeg kommer med en laks der er skåret midt over?"

"Du kan jo bare sige, at det var én ravnene havde spist af, og så skar du den over!"

Så rørte drengen ved Anaavoq og dværgen blev hans hjælpeånd.

 

Nu tænkte han kun på at få sig en angiut (fil, gnidemiddel). Dette er en lille fjordsæl, som åndemanerne kan kalde til sig, og som kan fortælle om, hvem der har fanget og hvem der er syg. Han gik da atter tilfjelds og gav sig til at gnide og stryge en sort-hvid sten rundt på en qaarsoq. Han sad længe og gned og strøg - og tilsidst var det da som om fjeldet han strøg den mod pludselig blev helt blødt, det føltes slet ikke mere som hårdt og samtidigt gik den ligesom ned i fjeldet. Han løftede nu stenen op og opdagede, at der havde dannet sig et hul i fjeldet, et hul, der gik helt igennem, ned i dybet, og som ganske lignede et åndehul på isen. Da han tog stenen væk, kom der et væsen og stak hovedet op af hullet; overkroppen var ganske som en sæls, men hovedet var uden sener og kød, som en dødnings. Den så meget uhyggelig ud.

Såsnart den fik hovedet op gav drengen sig til at tale med den, og dens tale var som et menneskes. Da han havdet fået at vide, det som han ønskede, hvem der havde fanget og hvem der var syg, satte han atter stenen for hullet og gik hjem.

Denne åndesæl opsøgte han tre gange og den var derefter hans ejendom, hans hjælpeånd.

 

Nu ville Missuarniannga gerne have en tornârsuk / toornaarsuk til hjælpeånd. Toornaarsuk er den af alle hjælpeånder der kommer hyppigst til åndemaneren, og regnes gerne for tornat nalagait / toornat nalagaat / hjælpeånders herre. Kan de øvrige hjælpeånder ikke klare en sag op, kalder åndemaneren på toornaarsuk. Kun equngasoq regnes for større end toornaarsuk, men det er kun meget sjældent, at en angakkoq kan få den som hjælpeånd.

Equngasoq samanersuaq siorâne / sioraani nunaqarpoq (bor dybt neden for stranden, BS) og kommer altså ikke fra havet, når man kalder på den.

M. ville nu altså gerne have en toornaarsuk, men tiltrods for at han gik og gik oppe mellem fjeldene, ville der ikke vise sig noget overnaturligt for ham.

Så møder han en dag Aggu, og Aggu spørger ham om han nu har fået en toornaarsuk.

Nej, han havde da ikke fået nogen t. endnu, og han havde dog gået meget om mellem fjeldene.

"Det tager også altid tid at få en toornaarsuk, sagde Aggu, man må gå meget efter den; den er svær at få fat på. Men du skal holde ud, giv ikke op, men gå bort i ensomhed mellem fjeldene."

Så gik M. atter om for at møde noget overnaturligt, for at opleve noget, men det var som om han aldrig skulle få nogen toornaarsuk.

Aggu havde fortalt ham, hvordan han skulle bære sig ad med at få en:

Han skulle gå ned i nærheden af havet, da ville det en gang hænde at toorn. ville vise sig. Han skulle da tage en lille hvid sten og kaste den på t. med sin venstre hånd, og når han så ramte den, blev den hans toornaarsuk.

"Hvordan skal jeg kunne ramme noget med venstre hånd?"

"Du skal se. Det går af sig selv," havde Aggu sagt.

Så var det en dag at Missuarniannga sad på en fjeldknaus i nærheden af en lille vig; han tænkte den dag slet ikke på toornaarsuk - og så var kom (sic) der pludseligt noget levende op af vigen, han så en mægtig ryg, og så siden et ansigt, der var midt mellem et dyr og et menneskes, - og dette ansigt kom op af havet og smilte til ham.

Det er sandt, du skal jo ramme den med en sten! - tænkte M.

I samme øjeblik så han en lille hvid sten lige ved siden af sig, - og idet t. atter dukkede ned og kun viste sin ryg, greb han den hvide sten med sin keite / kejte / venstre og kastede. Stenen ramte uhyret lige i ryggen, og uhyret gik langsomt under vandet - i retning bort fra ham.

M. rejste sig nu for at gå hjem, men da var t. vendt om og svømmede ind under land, gennem klippe i jorden (? klippegrund ? BS). Da den kom ind under ham, var det som om han blev så underlig let og ??? i kroppen - han følte sig så underlig, som om han ikke rigtig gik på jorden - og således var det på hele vejen hjem, fordi t. fulgte ham under jorden. Først da han kom omtrent helt ned til husene, forlod t. ham, og da var det som om han fik et tryk på skuldrene. Han blev så pludselig tung. Det var fordi t. ikke længere opholdt sig under jorden, lige under ham.

Således fik M. en t. Han søgte den ikke op flere gange, thi det er nok når man en gang har mødt en toornaarsuk og ramt den med en lille hvid sten. Da blev den for stedse ens hjælpeånd.

 

Nu var han så vidt at han begyndte at tænke på at få sig en ajumaaq. En ajumaaq er en hjælpeånd der er halvt menneske, halvt hund. Kroppen er et menneskes, men den har kun tre fingre og tre tæer. Hovedet ligner en hunds, men ser ellers meget uyggeligt ud. Den har sorte arme og ben og svæver hen over jorden. Den går ikke, den svæver uden at berøre jorden. Alt hvad den rører ved må rådne og dø.

Så gik han til fjelds og gik og tænkte bare på dette ene, at han gerne ville have sig trolden ajumaaq til hjælpeånd. Han besteg et fjeld, men var dog ikke længere inde i land end at han kunne se havet. Han satte sig på fjeldet i nærheden af en kløft og blev pludselig betaget af en ubestemmelig angst. Han rystede over hele kroppen af angst, og vidste dog ikke hvad det var han var bange for. Så gik frygten lige så pludselig over som den var kommen, og med et var det som om kløften begyndte at bevæge sig; kløftens rand begyndte at bevæge sig, og han hørte ganske svagt nede fra kløftens dyb:

"agtungara aujumârtoq!/ attungara aajumaartoq"

"Hvad jeg rører ved må rådne dø."

Stemmen var fjern og ganske svag. Han ventede længe på at den skulle blive stærkere, men så kom han til at tænkte på, at dette ikke ville ske. - Stemmen ville ikke blive stærkere, før han selv havde gentaget ordene:

"agtungara aujumârtoq!"

Da kom stemmen igen, men højere end første gang han hørte den. Og så råbte han igen, højere igen, og for hver gang han gentog det, des højere skreg trolden:

"agtungara aujumârtoq!"

Han stirrede ufravendt mod kløften, og så kom trolden ganske langsomt frem. Den så forfærdelig ud. De sorte arme var strakt frem imod ham, han så den klolignende hånd med de tre fingre, og hovedet, der var spidst og skarpt, noget som en hunds, men uden hår, og med store stikkende øjne. Han så ufravendt på trolden, der langsomt og lydløst svævede hen imod ham, og da var det ham så nær, at han kunne mærke dens varme ånde, faldt han sammen og besvimede. Han mærkede blot at ajumaaq gik hen over ham.

Da han kom til sig selv igen så han straks hen mod kløften. Men der var intet mere at se. Trolden var forsvunden.

Siden besøgte han stedet endnu to gange, og da han havde set ajumaaq tre gange, blev den hans hjælpeånd.

---

Selv en åndemaner-lærling der får en ajumaaq må også se at få sig en amoo - der kan indfinde sig, når de laver angakkoq-kunster og det bliver mørkt i huset. Der var ingen der havde lært ham, hvordan han skulle bære sig ad og han gik derfor blot op i fjeldet - rundt om, og nede ved havet, stadig alene, i ensomhed.

       

Det følgende i parentes hører ifølge Rasmussens note i margin til fortællingen om Kangialeq, BS:

(En dag var han, som han havde fået for vane, ude at gå, og den gang tænkte han slet ikke på at få sig nogen amoo. - Han var bare ude for at gå og havde lagt sig i en kløft ved en elv - på et meget frodigt sted, et smukt sted, hvor han bare lå ned og så på strandbredden eller bare var et lille stykke fra ham (???))

 

Mens han opholdt sig på en skråning ud mod havet hørte han pludseligt imap nunavdlo akornanit (fra midten mellem hav og land, havstokken), svagt, næsten hviskende: amoo.

amoo.

Han ventede længe på at høre lyden igen, men da den ikke blev gentaget, kom han til at tænke på at det var skik? og brug, at åndemanerlærlingen selv skulle gentage ordet. Og så sagde han:

amoo - amoo!

Straks voksede tonen - og da han blev ved med at gentage ordene, blev det tilsidst til et vældigt råb:

amoo - amoo!

Og nu så han pludselig en trold komme op fra dybet. Øjnene var store og runde, næsten som ild skinnede de imod ham, de blev ved med at se på ham, idet den skød op af vandet. Hovedet var vældigt, næsten bare hoved og en lille krop, små ben, men nogle lange, lange arme, der blev rakt op imod ham. Aldrig havde han set så lange arme, og ligesom ajumaaq havde denne kun tre fingre, en vældig klo var det, der blev rakt op imod ham.

Så mistede han bevidstheden, og da han kom til sig selv igen, lå han helt nede ved højvandsbæltet. Det var amoo der havde trukket ham derned.

Amoo så han kun denne ene gang, og dermed var den hans hjælpeånd.

---

Ved Itilleq (i nærheden af Kulusuk) - en grøn frodig plet - var en elvkløft. ??? mødte han en dværg, inuarulligaq, en lille mand med spraglet-skinds benklæder, spragle-skinds støvler, blålig anorak.

"Hvor kommer du fra?"

"Umîviup timânit! nunarssuit ingê kunigssârtigdlingit tikigtunga / Umiiviup tmaanit! nunarsuit ingii kunissaartillungit tikittunga. (Fra Umiiviks indland. Jeg kom herhen ved at lade det store lands venusbjerge kysses, (dvs. presse bjergene sammen for at mindske afstanden. Rasmussen)

I sin venstre hånd bar han noget der lignede en hul pind, inde i den stak der noget frem, der lignede tre fingerspidser. Det var hans våben. Han fortalte at han havde stjålet en del tørret kød ved Umiivik og at den mand han havde stjålet det fra hvde været så rasende over tyveriet at han havde råbt:

"ángiortoq saqúnerdle!" / anngiortoq saqunnerli  (kom til syne, den der kommer som en tyv om natten, BS)

Så havde dværgen, vred over råbet, vist sig (for) manden og peget på ham med sin pind, og da var manden død med det samme.

Denne lille dværg glemte han at berøre og derfor blev han ikke hans hjælpeånd.

---

Så kom den tid da han fik sig en kajak og begyndte at færdes på havet. Da var atter hans toornaarsuk hos ham og hjalp ham, hvis han kom i fare.

Nu var det hans højeste ønske at få sig en innersuaq (en af ildfolket, BS), men mange gange måtte han ro til havs forgæves. Der viste sig ingen for ham. Så var det en gang, at han besøgte et sted ved Ikerasak, hvor der var en gammel hustomt, mens han var her ser han en kajak vesten for sig, uden for sig. Den kom hen mod ham og han opdagede da: ingen kinder, ingen næse - Det var nu ikke rigtigt at sige, at han ingen næse havde: ??? qâkiviaq / qaakiviaq, meget, meget lille næse.

De kom i snak med hinanden.

"Hvad hedder du?"

"Nagkalia" / Nakkalia (den der er skabt til at falde ned, Rasmussen)

"Hvor har du land?"

"Henne ved det skær! Du skulle komme og besøge os. Vi er kun ene to, min kone og jeg."

Han gik derefter på besøg. Den underjordiske gned hen over stenene ved fjæren med sin hånd, og så løftede landene sig, og de så ind i en smuk, frodig dal, hvor de havde et hus, et smukt lille hus.

Da inn. gik ud af sin kajak opdagede han, at han var sigfîtsoq / siffitsoq (en med hoftelammelse), - igdligtut / illitut (i begge sider).

Han fortalte at han havde forsøgt at trylle sygdom over en anden, men at hans fjende havde været stærkere og havde slået ham med den sygdom, som han forsøgte at trylle ham med.

Inde i huset var alt fint og rent, alt træværk skinnede hvidt. Et skind var hængt op over indgangsåbningen og rullet op, det var tegn på at Nakkalia var en ivrig åndemaner.

Han fortalte at han havde haft 5 sønner, men at de alle var dræbt af fjenden.

"Når er du født?"

"I forgårs"

Dvs. itsarsuaq (ikke rigtig læseligt, BS) - for længe siden.

"Hvor længe lever I"

"atanigte / atanitti naggatat nalunarpoq" (Man kender ikke ophøret af tilknytningen (til livet). Dvs. vi kender ikke til at dø , Rasmussen).

Man siger om en åndemaner: ikiâgsigtoq / ikiaassittoq: når han besøger en innersuaq (?? ikke sikker på læsningen. BS).

 

Han fik intet at spise, dertil var han endnu ikke tilstrækkelig stor åndemaner. Fik han da noget at spise, ville han glemme sin hjemrejse.

Da (han) siden afsluttede sit besøg og tog hjem mærkede han slet ikke at han kom inde fra jordens indre.

Denne innersuaq besøgte han kun én dag, og dermed var Nakkalia hans hjælpeånd.

Da han således havde fået sin første innersuaq, varede det ikke længe før han fik en til. Han var ude i kajak da han opdagede en anden kajak, der kom roende gennem vandet uden at man kunn se vandet røre sig for kajakken: minittorneqanngitsoq.

Da han kom nærmere, så han nøje efter om hans kajakpels var kantet med rødt; det betyder at manden er farlig. Så snart han så at linningen om hans pels var blå, roede han ham rolig i møde.

"Hvor bor du?"

"sangnît timane! / sanniit timani (i landet nedenfor kysten , BS ?)

Han havde også en lille broder, der også var ude at ro i kajak.

"Rør ved mig", sagde manden, hvis havn nu er glemt.

Så rørte han ved ham, og mødte ham siden endnu to gange.

Dermed var også denne innersuaq hans hjælpeånd.

---

Engang skulle han fra Amitsuarsuit / Amitsivartik til Tasiusaq / Tasiilaq; da han paserer nakatákat itínerat / nakatakkat itinnerat (rypernes lavning, Rasm.) hører han oppe i luften en vældig susen, og går derpå i land for at undersøge det nærmere. Han tog med sig sin kniv og et stykke spæk og gik op i land. Ved en lille sø så han en stor mand ligge ned - magelig henslængt med hånden under kinden. En gang imellem klappede han på græstørven ved siden af sig, og det var det der gav den mærkelige lyd oppe i luften.

Da kæmpen, der var en timerseq af de middelstore, det vil sige - af sagdlêt / salliit, de der bor yderst mod havet, så, at han kom bærende med en kniv og et stykke spæk, vinkede han med hånden for at lade ham forstå at han skulle lægge det. Manden var så stor at han (M.), selv bevæbnet, ikke ville kunne gøre ham noget, og han lagde derfor både kniv og spæk.

Mandens navn er glemt. De talte sammen, og indlandsboen spørger ham om, hvordan det går med hans angakkoq-kunster. Jo, det gik meget godt.

Har du lært: "asíkut angalaneq"*, at flyve - at færdes gennem luften? (BS: udtrykket bruges i Østgrønland også om at færdes til fods i indlandet / det øde / den anden verden i søgen efter hjælpeånder).

"Nej, det er der ingen der har lært mig!"

"Det skulle de have lært dig. Nu skal jeg lære dig det!"

Så blæste (pustede) han ud over fjorden og en fin tynd røgsky blev synlig fra Kiliglâjuit (? Kigdluisâjuit / Killuisaajuit, ifølge den trykte tekst) over mod Akugdlêt / Akulliit. Så bøjede indlandsboen benene, samlede dem under sig og fløj hen over den smalle røgsky. Det så ganske ud som en glidebane på nyis. Denne fulgte indlandsboen til Akulliit og kom tilbage den samme vej.

"Sådan færdes vi!" sa' han. "Sommetider, når I ser tågeslør op over fjeldene, så er det os, der er på luftfart. Rør nu ved mig, så skal jeg siden blive din hjælpeånd."**

Og så rørte M. ved ham og indlandsboen blev hans hjælpeånd.

Denne indlandsbo opsøgte han kun denne ene gang, og så ham ikke mere.

Men han forstod nu den kunst at flyve - gennem luften.

 

Siden gik der lang tid og han oplevede intet mærkeligt, men så var det hans farbror, Kiajkaq (?), der boede ved Amitsivartik ved mundingen af Ammassalik-fjord, bestemte sig til at rejse sydover for at handle ved Pamiua (Pamialluk?) Missuarniannga  boede den gang selv ved Nunakitsut ved Sermiligaaq. Hans onkel havde ønsket at se ham, inden han rejste ud på den lange handelsfærd, der ville tage flere år, og han begav sig derfor på vej i kajak, idet han lagde sin rute bag om Ammassalik-fjord.

Da han passerede Êrqua / Eeqqua / Eeqi hørte han en stadig (?) fløjten og hvislen ovre fra den anden side. Han bestemte sig straks til at ro over og undersøge hvad det var. Da han roede over så han en vældig kæmpe oppe på land. Han sad ned og fløjtede, og hver gang han havde udstødt et fløjt, slog han med hånden - daskede han med hånden på jorden ved siden af sig.

Han (M.) tog sin kniv og begyndte at arbejde sig ud af kajakken. Men da han havde fået benene halvt ud og så, hvor stor kæmpen var, gøs det i ham, og han var lige ved at ro bort igen. Men så skød han modet op i sig og krøb helt ud af kajakken. Han havde sin kniv i hånden, men så snart kæmpen så dette, vinkede han til ham og lod ham forstå, at han skulle lade kniven blive tilbage.

Så gik han op til ham.

Så snart han var oppe, sagde kæmpen:

"Mig skal du ikke være bange for. Jeg ligger bare her og nyder udsigten (alianâr...lunga (?)).

Han havde netop sagt dette, da der viste sig en endnu større og vældigere kæmpe, der kom oppe fra fjeldet.

De lignede mennesker men var blot ganske blå i klæderne.

Og denne sidste kæmpe smilede til ham og han var derfor ikke bange for den.

Så kom der en tredie øst fra, han kom krybende og skulende og så meget alvorlig ud. Han var helt rød om anorak-linningen, og det var tegn på, at han var meget farlig. Han fik ikke tid til at blive bange for denne, thi så hurtigt efter ham kom der endnu en kæmpe, den største af dem alle sammen, nede fra hans kajak. Denne gang var han lige ved at flygte, så forfærdelig, så umådelig så denne kæmpe ud, - men da han kom smilende frem, gik hans angst hurtig over.

"Mig skal du ikke være bange for - Jeg er den ældste af os. Vi er brødre. Der er kun ham dér, sa' han, og pegede på den tavse og alvorlige. Han kan sommetider ikke ?? sindet."

De sad nu der alle og talte sammen. Og en af dem sagde:

"Maratsi kommer meget hyppigt forbi her; han bor ved Nunakitsut / Nunakitsit, men hvor meget vi end fløjter, kan vi ikke tildrage os hans opmærksomhed. Han hører os ikke. Han er ikke åndemaner nok. Men så snart vi begyndte at fløjte ad dig, voksede dine øren ud ad og blev umådelige, de strakte sig helt over os til, og du hørte os øjeblikkeligt."

De sad atter noget og talte sammen. Så siger de:

"Skal vi se hvem af os der kan se længst?" Og dette blev de enige om.

Den mindste af kæmperne har de bedste øjne og opdager en kajak langt ude i fjordens munding. Lidt efter lidt får brødrene også øje på den, men Missuarnianngaq kan slet ikke få øje på den.

Da stryger den yngste af kæmperne ham over øjnene, og da er det pludseligt som om hele verden bliver lys - han bliver klart seende og langt, langt ude får han nu øje på kajakken.

--

Derpå gjorde han sig klar til at rejse videre. Og berørte nu den største og den mindste, der begge blev hans hjælpeånder.

"Skal vi ?? dig hurtigt frem til boplads?" sp. de -

"Det behøves ikke, sa' M. - jeg har min toornaarsuk." Og så gik han i sin kajak og roede bort.

Et stykke ude i fjorden så han tilbage for at se hvad der var blevet af kæmperne, og han så da at de alle med samlede knæ og krumme ben havde hævet sig op i luften og de sang alle højt, ivngertorsûvdltik / inngertorsuullutik - idet de hævede sig op over fjeldene og forsvandt.

Selv kom han også hurtigt frem. Thi hans toornaarsuk holdt sig lige under hans kajak og gjorde den let, og således nåede han Amitsuarsuk inden aften.

 

Da hans farbror senere for sydover for at drage på handelsrejse, fulgte han konebåden helt ned til Ikersuaq, hvorfra han vendte ?? tilbage. Da han kom til øen (akuut) Angiit (Angiitit ?) syd for Sermilik-fjorden så han to kajakker forude. Der lå storis mellem ham og kajakkerne, og den lå således at de ville være skjult for ham lige til han havde passeret storisen, men da ville han også møde dem klos ind på livet. Han roede derefter frem, kom gennem isen, og så straks at det ikke var rigtige mennesker, det var innersuit. Hans kajak havde en sådan fart på, at han gled lige hen til dem. Den nærmeste af mændene havde blå anorak-linning, mens den som var længst borte fra ham havde røde linninger både om hætte og håndled, og således var meget farlig.

"Er du bange for os? Ja, han der", sagde den nærmeste og pegede på ham de de røde linninger, "kan være meget ondsindet, slår også meget gerne mennesker ihjel, myrder, overfalder, men det er min lille bror, så jeg er ikke bange for ham, og du kan derfor være rolig. Han (hedder?) Tunuigât / Tunuigaat."

De lå nu sammen mellem isen og talte samamen, og da de skulle skilles, rørte han ved ham med de blå linninger.

"Vil du ikke også røre ved mig?" spurgte så menneskedræberen.

Jo, så M. berørte ham, og således fik han de to underjordiske til hjælpeånder. De havde land ved den østre side af Angiitit-øen (??). M. søgte dem ikke oftere op, da de med det samme var blevne hans hjælpeånder.

 

Kort tid efter var han ude i kajak på solsiden af Angiitit-øen. Silagik, silagik: dejligt vejr, dejligt vejr! seqínanik, seqínanik: solskin, solskin!

 Så hører han en summende lyd som fra en flue, og lidt efter:

"ee - ee- ee! jeg kommer ikke op!"

"Kom du kun op hvis du kan", siger han.

Og så kom hun op! Det var en kvinde fra innersuit, og hun kom op med bortvendt ansigt.

Hun sagde. "Tidligere var her mange sæler på denne tid af sommeren, der var så mange, at man ikke kunne se ende på alle dem der kom op for at puste. Men siden Ulutaaq roede her forbi, skønt hun var paqúnartoq - havde været med til stensætningen af en død - forsvandt alle sælerne."

"Men hvem er Ulutaaq?"

"Hun kaldes også Aleqaaja!"

Så vidste min fader (fortælleren Kaaralis far, Missuarniannga, BS), hvem det var. Han kendte blot ikke det første navn.

"Besøg mig," sagde kvinden.

Og da M. ikke rigtig vidste, hvad han skulle gøre, sagde hun:

"Jeg er ikke farlig. Vi er kun to i husene, jeg og så min plejesøn."

Så strøg hun med en finger hen over en kløft, og så kom der straks land tilsyne, der steg en boplads op fra havet, fra fjæren, og de så et stort hus med fire vinduer.

"I bor da ikke alene i det store hus?"

"Jo, nu skal du bare se!"

Ved husgangen så han et skinnende hvidt stykke træ. Det lignede ribbenet af en hval.

"Det der er noget jeg skal bruge til at købe mig en ulu for", sagde hun. Og så gik de ind i huset.

"En gang var vi mange, mange mennesker i dette hus", fortalte konen. "Men de mennesker, der bor østen for os, har dræbt dem alle sammen. Der bor to brødre ikke langt herfra, de er de eneste der bringer os kød."

Det må være Tunuigaaq og hans brødre, tænkte (min fader (overstreget af Rasm.)) M.

Så viste der sig et ansigt for vinduet og straks sagde kvinden:

"De har opdaget at jeg har en gæst - nu må du straks flygte, for ellers bliver du dræbt!"

Han ville springe ned i husgangen, men den gik sammen, groede sammen, så han ikke kunne komme ud. Derefter sprang han til det første vindue, også det groede sammen, lukkede sig for ham - og så det næste, alle udgange lukkede sig for ham, så ofte han forsøgte at komme ud. Først ved det alleryderste vindue slap han ud med besvær og flygtede derefter bort af alle kræfter, og han blev ved med at ro og ro lige til han nåede til Amitsivartik ved mundingen af Am.-fjorden.

Dette var meget farlige folk at besøge, og længe efter kunne han mærke skrækken i livet.

 

Lang tid efter disse begivenheder roede M. sammen med den nu døde søn af åndemaneren Aggu / Akku til ammassætpladen for at hente tørrede fisk.

På tilbagevejen gav de sig til at synge inngerutit, - og de roede da under sang - de sang, og de sang idet de passerede Kúarmiut / Quarmiit ?, Pitsiulleq (?), Kigdagdoq (?), It-tala (Ittaajik ?), - tilsidst var de nåede til sydsiden af Ujarasussuit, og da de sluttede af her, svaredes der inde fra land, således som der svares af tilhørere, når en trommesang afsluttes.

De sang igen en vise, og idet de afsluttede den, gentog det samme sig, der svaredes af tilhørere inde fra land.

Så blev de enige om, at de ville synge endnu en sang og så slutte den af ganske pludseligt. Dette gjorde de, - og stemmerne inde på land, da de ikke var forberedte på denne pludselige afslutning, kom således til at lyde ganske tydeligt.

Så roede de ind til land for at se, hvad det var.

aunámagûsakasime-ilâ(?), råbte de og fik øje på en inuarulligaq / dværg, sigsfigsoq igdlagtut, ãma kiasiga (?) --- krum. pukkelrygget (tosidet hoftelam og pukkelrygget, BS).

"Hvorfor er du sådan på kroppen?"

"Jeg har forsøgt at hekse folk til med sygdom, men jeg har ikke været stærk nok i min trolddom og derfor har jeg selv fået alle de sygdomme jeg har tiltænkt andre."

"Hvad er det I har på kajakkerne?"

"Det er qingersâqat! (qeersaqat / havkat ?)

"Smager det godt?"

"mamaqaaq" / det smager dejligt

"Hvor bor I?"

"It-talap timaani / i It-talas indland. Men næste år vil jeg tage ind og fange ammassætter. Hvorfor giver I mig ikke nogle? Og lidt spæk (aammaqqaaq!). Jeg er ikke angakkoq og derfor fattig. Jeg bor ene med min kone."

Og derpå fløj dværgen bort gennem luften op mod fjeldene bag It-tala. Og han istemte en sang så vældig, at hele verden (silarsuaq tamarmi) genlød af sangen.

Denne dværg så M. ikke mere. Han var ikke angakkoq og duede derfor ikke som hjælpeånd.

 

Han havde nu allerede mange slags hjælpeånder og var således i færd med at blive en stor angakkoq, men manglede endnu en død, et lig, en dødning, "qarlimaatsoq".

Hvorledes han skulle bære sig ad med at få en sådan i sin magt vidste han ikke, og ofte gik han derfor forbi grave, gamle grave, for at den døde skulle vise sig for ham. En dag var han ude at gå, på vandring, og da han kommer forbi en grav, hører han inde fra graven en susende lyd: surrrr - surrrr - surrrr!

Lyden kom stærkt og tydeligt, og så snart han hørte det, standsede han og lyttede. I samme øjeblik kom den døde farende ud af graven, det gik så hurtigt, at han ikke en gang kunne komme til at dækkke sig, og i samme øjeblik han berørtes, mistede han bevidstheden.

Da han langt om længe kom til bevidsthed igen, var dødningen borte, og han selv var ganske udmattet havde slet ingen kræfter. De vendte først langsomt tilbage.

Denne dødning berørte ham kun én gang. Han så den ikke mere, men det var også tilstrækkeligt, thi nu var den hans taartoq / hjælpeånd.

 

Der var gået nogen tid efter dette - han var ved Noortiit på en tur ?? over Vardefjældet. Her lagde han sig til at sove, og hørte nu gennem søvnen, langt borte, langt, langt borte et spædbarn skrige, så snart han hørte dette mistede han bevidstheden. Han havde lige fået tid til at se, at det havde sorte arme. Da han kom til sig selv igen lang tid efter, sad han endnu med ansigtet vendt mod det sted, hvor han havde set spædbarnet.

Siden besøgte han endnu 2 gange stedet, to gange uden at sove imellem, og så spædbarnet tre gange.

Derefter blev også dette hans hjælpeånd.

 

(Den gamle innersuaq og hans søn med den skæve mund - står der i margin - som oversskrift, BS). Er den skævmundede equngasoq, BS?)

saqilerpoq. Orsûlerviap tunganut ilangormiut tikilerdl: qaqortuvatsianguaq. / Han var ude i kajak. I retning mod Orsuulervik kom han til Ilangormiut: en lille skinnende hvid (ikke sikker på oversættelsen, BS) Men han betragter den for at blive klar over, hvad det kan være: Sarqiseq / en kajakroer (? BS) med større fart bagfra: en gammel innersuaq! M. ikke bange, blå kant. - "Det er min søn der forude! Skæv mund, flænget helt op til ørene. Han kan kun tale i hæse småråb og klynk." Den gamle fortæller, at det er tupilakken han har lavet, som er gået retur. Selv har han været for stærk, og så har de hævnet sig på sønnen.

Opsøger og rører dem tre gange, så bliver de hans hjælpeånder.

 

Angalerpoq Amitsuarsuup / Amitsivartiip timaanut. ilivertoqarsuaq. Tassani angialerpaa / Han tager ind i Amitsuarsuks bagland. Der er en gammel grav. Den giver han sig til at gnide på med en sten. Så hører han derindefra en lyd: he - e - e - e! Stenene uvaasut / bevæger sig / slingrer. Pludselig bliver der synlig en lille lysstribe, at se som en regnbue, en regnbue, der farer fra solen og ned til graven; ned i graven.

Gravstenene åbnes på den side der vender mod vest. Og en kvinde rejser sig fra graven; hun vender ryggen til. Sort i ansigtet - og over hele kroppen hentørret over det hele.

Hun vender sig langsomt og vugger i hofterne henimod ham. Da besvimer han og vælter henimod hende.

Silatsûlerpoq / silatsuulerpoq: sang! ingerpalainguaq / inngerpalaanguaq. Det var Qataatsaaq / Diskant, der vækker ham med sang.

"Hvorfor er du her?"

"Dødningen er nu din hjælpeånd, hun har budsendt mig, for at jeg skulle vække dig."

Han så kun dødningen denne ene gang.

(Med denne episode afslutter Rasmussen den trykte gengivelse, hvor han lader genfærdene, som M. møder til slut i nedskriften hér, både anvise M. graven, hvis lig han får som hjælpeånd, og bestille Qataatsaaq til at vække ham igen. BS)

 

("Åndemanerne der påkalder stående" - står der i marginen som overskrift. Men Rasmussen har ikke stykket med i den trykte tekst, BS)

Norseine únuarsiordlune (?). saqivdlune seqineq nuilerssoq tikivdlune. ivnerpoq. Alle kvinderne til sælerne. ene i teltet. Artulerpoq. Hører: ungaa - uua - uaa! aggerpaligtoq bag fra teltet, pamut perpatiligpoq. artulerpoq: iseriarp: naulungiarsuk kîsame inerqinartoq ersisangivdluiqaqaoq. Aggerfigînalerpa. misigssuleriarâ: hudløs i hovedet. Op på briksen til ham.

(Han har hygget sig om aftenen i Norsiit. Da han roende når hjem er solen stået op. Der lyder sang (?). Alle kvinderne er ude for at flænse sæler. Han bliver afmægtig. Hører spædbarnelyde. Det lyder som det nærmer sig bag fra teltet, det støjer ved ?. Han magter det ikke: den kommer ind. Han undersøger den: hudløs i hovedet. Den klatrer op på briksen til ham. BS)

Da høres pludselig stemmer ude, kvinderne kom snakkende og leende tilbage fra flænsningen. Og i samme øjeblik kilumut pularoq (smuttede den ned ved fodenden, BS).

Han anede ikke hvad dette skulle forestille, men fik senere af Aggu at vide, at det var aqerdlorsainatdlit / aqerlorsaanallit - de største og stærkeste af alle åndemanere - taartut! / hjælpeånder dvs.: åndemanere nikorfavdlutik tivavdlutik tôrnisatut / nikorfallutik tivallutik toornisartut / der maner ånder stående og svajende fra side til side.

 

(Dværgfolket på vandring. (Dette afsnit er også udeladt fra den trykte tekst, BS))

Angalârdlune Porulortusume nasivdlune talerpa oqalúpaluk / angalaarluni Porulortusumi nasilluni / Under en tur er han taget op på P. (Puulortuluk ?) på udkig.

ser sig omkring. kommer vandrende små bitte dværge, lidt højere end en finger. Der var en gammel mand med et langt, langt  skæg, og en kvinde med amaat.

Den gamle: Agtornianga! / attornianga / rør ved mig.

De andre gik videre, men den gamle blev stående og fortalte:

"Der boede en gang en storfanger her ....., vi stjal, vi plejede at stjæle af hans kødforråd. Han har nu forladt stedet, og siden har ingen boet her, der fangede så godt. Og det lider vi meget under.

Vi så dig i går herfra, du lå da ved Amitsivartik på den anden side fjorden; da vi har set dig i går kommer vi (til?) dig for at blive din hjæpeånd.

Nu er vi på vej til en naboboplads - de andre fået et stort forspring, og jeg må løbe efter dem for at nå dem."

Og så løb den lille mand afsted så hurtig han kunne og blev borte mellem stenene, der var store som fjelde for ham.

 

Ved Amitsuarsuk / Amitsivartik ind over land findes en stor kløft, der kaldes Uvarsat / Uersat / Uersaq. her findes en qârsoq / qaarsoq, angiutilik / en stenflade, et gnidested.

Tass. angialerpoq / her gir han sig til at gnide. Fløjt og hvislen fra kløften. Han vedbliver med at stryge stenen. Pludselig kommer en splitternøgen mand ud af kløften. Besvimer så snart han ser ham. Langt om længe kommer han til sig selv, frysende. Hvor? inde i mørke, frysende, afklædt, kraftløs.

Han vækkes som sædv. af Qataatsaaq, der synger for ham. Hans tøj ligger ved siden af ham. hjem. Ser Uversat / Uersaq ialt tre gange og får ham som hjælpeånd.

Det er uersap inua, der skærmer hans liv mod tupilakker, og vækker ham til live igen, når en død har rørt ved ham.

 

Han ror i kajak fra Immiikoortooq / Immiikeerteeq og idet han kommer gennem Ikerasaq, omtrent ved det sted, hvor han i sin tid traf Nakkalia, hører han latter i nærheden. Straks derefter to kajakker, to afdøde (note i margin: nunaniîtsut qardlimaitsut / de døde der er begravet på land

kan i midsommer vende tilbage til deres grav og leve der, mens der er varmt og skønt på jorden). Det var ?? den ene af dem var i kajak efter sin død og derfor turde han ikke forlade ham. Så nær holdt han sig ved land, at han fik sin åre ind i en lille kløft og nær var kæntret derved. Og det var det de lo af.

 

De kommer ind i en lille bugt, og da misigilerpa silane ivsulasoq / luften dirrer. her finder de et hus. smukt. ingen torsût / husgang. De kommer ind: Kingûngajassimasoq samia tungâne ûngalik / ?. Ingen kone. Den anden har kone. Midt imellem sidder en gammel mand.

Gryderne ophængt i snore, der når helt op til himlen.

Den gamle fortæller:

Vi lider af tagdryp nogen har leget ved vort hus og borttaget nogle af stenene.

- giver ham kød at spise (note i margin): sigende: "du er nu en så stor ang. / angakkoq, der har set så meget overnaturligt at du godt kan spise dødes mad." Hårdkogt, men ikke tungt at sluge.

Det kan spises tre gange. vokser ud på benet igen.

tarkua târtârtâingilai, pulârfigiînarpai.

Da han ikke kan lære mere, men har hjæpånder nok - får han en dag hovedpine, - det er som om hans hjerne buldner op inde fra

vældige kræfter presser på inde fra

kisiane sarqimerdlune

(endnu enkelte stikord på grønlandsk)

 

I den trykte oversættelse er de sidste notater blevet til en lang tekst, der her blot resumeres:

Disse genfærd blev ikke hans hjælpeånder men udpegede ham den grav hvor han gned en død kvinde op af graven. (det ser ud til at være Rasmussens egen sammenkobling af denne episode med den tidligere om den døde, han gnider op af graven, BS).

 

"På den her skildrede måde øgedes for hvert år åndernes store følge for Missuarniannga. Han kom i kontakt med alt det skjulte liv oppe mellem fjældene, som viser sig for mennesker, der søger ensomheden ude i naturen. Alt fik væsen og skikkelse og kom til ham som skabninger af kød og blod. Men ingen vidste det; hans læretid var foregået i dybeste hemmelighed."

 

De sidste hjælpeånder han får er alle dødninge, som regnes for stærke. De blir levende af lys, der strømmer ind i dem, når han kommer til dem, og de stiger op fra gravene som nordlys.

 

Miss. er nu parat til at stå frem, nu hvor han har fået alle de færdigheder en åndemaner har brug for: han kan hente syges sjæle hjem, rejse til månen efter godt fangstvejr, til den farlige Havkvinde, havets mor efter hvaler, hvalrosser og sæler. Og hans equngasoq kan føre ham til de dødes land med deres storfangster og sangfester.

 

En morgen vågner han med vilde smerter i hovedet osv. (se ovf.). Han må holde åndemaning for ikke at blive vanvittig / sindssyg / sindsyg. Under seancen, hvor han er bagbundet, kommer trommen i bevægelse af sig selv og da den berører hans hæl er det som om det første hvide daggry viser sig for ham. Da den berører hans hofter er det selve dagen der viser sig. En senere aften når trommen hans skuldre og da ".. vældede solen med alt sit lys frem for hans åsyn og alle jordens lande samlede sig i kreds foran ham. Alle afstande og al fjernhed var ikke mere.

Missuaarniannga var bleven alvidende og havde samlet hele verden i sig selv.

En ny angakkoq var opstået blandt menneskene."

Var.: søg på åndemaner uddannelse og/eller initiation. Se også søens troldbjørn.

 

Kommentarer:

Mitsuarniannga / Missuarniannga følger det ideale uddannelsesforløb i Østgrønland.

Bemærk at toornaarsuk i nedskriften ikke tildeles helt samme evner som i Rasmussens trykte tekst. T. er i nedskriften ikke den stærkeste af alle hjælpeånder (equngasoq og de særlige hjælpeånder, der selv er angakkut / angakokker og tilkalder ånder stående med kroppen i svingninger, siges at være de stærkeste). Og i nedskriften klarer toornaarsuk det op, som andre ikke kan klare op / gennemskue. I Rasmussens trykte tekst "klarer" han det andre hjælpeånder ikke kan klare. Kaarali er den eneste kilde til toornaarsuks rolle som hjælpeåndernes herre.

 

Der er et par logiske brist: Aggu / Akku råder Miss. til at søge toornaarsuk ihærdigt og længe mellem fjeldene, men Aggus andet råd går ud på at søge denne hjælpeånd ved havet.

Det evige liv, eller den manglende evne til at dø, som er tolkningen af Nakkalias udtalelse om, at han ikke ved, hvornår hans / deres forbindelse med livet slutter, rimer dårligt med drabet på hans 5 sønner.

 

Uersaq / Uisaq kaldes i den trykte tekst for de uægtefødtes herre. I andre forløb optræder denne ånd ikke som en splitternøgen mand, men som et tvekønnet væsen, der enten tilskynder lærlingen til at stå frem som åndemaner eller betegner en dobbeltkønnet tupilak eller tjener som hjælpeånd. Søg på: Uersaq.

 

Rasmussens udeladelser af episoder: Den ene af dem om en tosidet hoftelam innersuaq (gentagelser keder?). Den om den lange række bittesmå dværge (myrer?).

Den om hjælpeånder, der i egenskab af åndemanere påkalder ånderne stående, svajende fra side til side.

Sidstnævnte forekommer beslægtet med Aqartivínalik / Aqartivinnalik, der ifølge Jens Rosing er en åndemaner der kun har een hjælpeånd, en kælevisesynger, og som påkalder ånder ved sang og dans. Hos Jens Rosing beskriver Asiineq Aqartivínalik / Aqartivinnalik som en sjælden slags åndemaner fra en fjern fortid, og effektiv til bekæmpelse af tupilakker (1963: 303 søg på Aqartivinnalik). Dette bekræftes af en fortælling, ibid. s. 304 (er registreret, kan søges).

 

Rasmussens indføjelser af tekststykker, der ikke er med i nedskriften, dækker især slutningen. I indhold afviger de ikke fra det, der karakteriserer andre østgrønlandske åndemaneres første seance. Formentlig er Kaarali fortælleren også til disse episoder. Ordvalget i oversættelsen forekommer dog mere kristent påvirket end normalt: Se Jens Rosing: Sagn og Saga 1963: Aggu; Ajijak; Hvordan det gik Maratse / Maratsi og Sandgreen 1987: Naajas første seance.

 

Stednavnene er ikke alle med på kommunekortet i det ny atlas: Grønland, Pilersuiffik, 1989.

Makitámik / Makittamik

Print
Dokument id:2140
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB 1, 4(11), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Dalager, Jens
Nedskriver:Dalager, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Makitámik / Makittamik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:4 sider
Lokalisering:Kitsisunngiarsuk (?)
Note:

Dette er en af de fortællinger jeg (BS) først har opdaget ved projektets afslutning. Velegnet til opdatering.

Fortælleren har underskrevet sig som kateket på den nævnte boplads, der vanskeligt kan lokaliseres. Egentlig stammer fortællingerne fra Ilulissat, fra Jens Dalagers far, Lars Dalager, der levede og døde i Ilulissat. Fra ham har Jens D. lært alle sine fortællinger, skriver han til slut.

Malaasi som rejste til Akilineq

Print
Dokument id:110
Registreringsår:1860
Publikationsår:1997
Arkiv navn:
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Malaasi som rejste til Akilineq
Publikationstitel:Fortællinger & akvareller
Tidsskrift:
Omfang:ss. 109 - 111
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

 

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 22h - 25v (slutning mangler, ses i afskriften).

 

Publiceret transskription af orig. håndskr.:

Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 109 - 111: Malaasi Akilinermut angalaartoq.

 

Rink 1866-71, I, nr. 23 refererer Kreutzmanns fortælling med en slutning fra sydgrønlænderen Nikolai's Maledok. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 17, ss. 169 - 173:

Malaise  The Man who travelled to Akilinek / Akilineq)

 

Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, 4', nr. 217.

 

Resumé:

Malaasi er en uforfærdet fanger, der aldrig lider nød. Hans to yngre søstre følger ham gerne på land, når han er ude på fangst. En vinterdag går de to søstre over isen til de yderste øer i skærgården for indsamle rødder, men da en fralandsstorm river isen op, driver de til havs på en isflage. De når land på den anden side af havet, fordi de begge har måger som amuletter. De vandrer sultne rundt i det fremmede land til bunden af en fjord med en lakseørredelv. De fanger et par stykker, tilbereder og spiser dem. Ved lavvande strander en mængde sæler, hvoraf de samler sig tilstrækkeligt til forråd. To unge kajakmænd kommer på besøg og vælger dem til koner. Derefter ror de hjem og lader en konebåd hente dem. Søstrene får det godt i det fremmede. De får børn, den ene en søn og en datter, den anden to døtre, hvorfor hun frygter at blive dræbt af sin mand, hvis hun også tredje gang får en datter. Derfor planlægger de at flygte hjem, når hele bopladsen er optaget af festligheder med trommesange, og efter en mindre spændingsbefordrende afbrydelse lykkes det dem at komme af sted over det islagte hav. De eftersøges, men opdages ikke. Undervejs over isen dør deres børn, som de efterlader på isen. De når heldigt frem til deres gamle boplads, hvor Malaasi ved at høre om de rigelige fangster i Akilineq, beslutter at de skal tage derover hele familien en vindstille og skyfri sommerdag. Hans kone, der ikke har mod på rejsen, græder heftigt undervejs og drilles af Malaasi med, at nu ser man noget uhyggeligt sort vand forude. Hun skråler af skræk, Malaasi griner, og så får de endelig landet i syne. Da holder konen straks op med sin gråd og lægger alle kræfter i åren. Familien slår sig ned i bunden af fjorden (med den rigelige fangst), men søstrenes mænd kommer og kræver forgæves deres koner tilbage. Det lykkes først, da de slår Malaasi ihjel.

 

Var.: Malarsivaq / Malarsuaq / Maledok / Manutooq.

 

Hist.: Slutningen på denne version af Malarsivaq / Malarsuaq / Maledok / Manutooq er overraskende, idet det i andre versioner er Malaasi, der går sejrrig ud af konfrontationen med Akilineq-boerne og tager sine søstre med hjem uden deres ægtefæller. Fortælleren, Jens Kreutzmann, var selv af blandet herkomst, og han deler åbenbart ikke den traditionelle opfattelse af Akilineq-boerne som fremmede, dvs. umennesker. Iøvrigt vidste man på den tid udmærket at der boede stammefrænder i Akilineq. Søg på Akilineq.

Manden fra Kialêq / Kialeeq

Print
Dokument id:560
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Nakinngi, Ejnar (Nakínge, Ejnar)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Manden fra Kialêq / Kialeeq
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 51 - 53
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiut / Kuummiit: Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Resumé:

Mens en åndemaner er på åndeflugt og hans hjælpeånder på skift

underholder tilhørerne, kommer en mand ind, der ikke er nogen ånd. Han

fortæller om sit land mod nord, Kialeeq, dybt inde i en fjord, hvor

der er rigelig fangst af alle slags, især bjørn. Selv har han en stor

hundeslæde og et spand på otte hunde. Han fortæller om et besøg han

selv engang fik af tre meget store og statelige mænd, der søgte et

overvintringssted. Kialeeq-manden blev henrykt, beværtede dem godt og

underholdt sig med dem hele vinteren. Deres sprog var lidt

fremmedartet men forståeligt. Han fik syet nyt tøj til dem fra inderst

til yderst, da de skulle afsted og fulgte dem fem dage undervejs nordpå,

hvor han dårligt kunne følge med disse store fodgængere på sin slæde.

De skulle rejse endnu mange, mange dage, inden de nåede hjem, og han

har aldrig set dem siden.

Tilhørerne følger Kialeeq-manden ud og ser

ham køre bort over isen på sin store slæde.

 

Hist.: De tre mænd fra det høje nord skulle ifølge J. Rosings

informanter være dorset-folk.

Manden som fik en alliaruseq til svigersøn

Print
Dokument id:214
Registreringsår:1860
Publikationsår:1997
Arkiv navn:
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Manden som fik en alliaruseq til svigersøn
Publikationstitel:Fortællinger & akvareller
Tidsskrift:
Omfang:119 - 121
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 29h - 31v.

Publiceret transskription af orig. håndskr.: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 119 - 121: Angut alliarutsimik ningaalik.

 

Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 220.

Rinks oversættelse af afskrift: Rink, H.: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, I: nr. 28, ss. 120 - 121. På engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 20, ss. 183 - 186: The Girl who married an Atliarusek)  

 

Resumé:

Et ældre ægtepar vil ikke gifte deres eneste barn, en datter, bort. Mange unge dygtige fangere går forgæves. Da til sidst én i vrede truer med at dræbe dem, ror de gamle skyndsomt bort med deres datter, men folk på land råber op om, at de aldrig får hende gift med en storfanger. De slår sig ned på en af yderøerne, hvor en alliaruseq (en der bor under stranden) i hemmelighed sniger sig ind og ligger med pigen. Faderen er lykkelig for sin svigersøn, der fanger umådelig meget og bare skal flytte ind. Svigersønnen har også forpligtelser overfor sin egen familie, som får halvdelen af hans fangster. Sammen tager de to familier i konebåde ind i fjorden på renjagt. Undervejs, hvor der er mennesker i nærheden, dykker alliarutsit-båden, menneskebåden følger efter, og begge både ror fredsommeligt et langt stykke under vandet. De kommer fuldt lastede tilbage. Datteren får et barn, der knytter de to familier endnu tættere sammen, og faderen rejser på besøg med pralende mattak-gaver til dem, der spåede, at han aldrig ville få sin datter gift med en storfanger. Og de kommer på besøg og bliver rigeligt bespist, da hungersnøden truer alle undtagen familien med den indgiftede alliaruseq-mand.

 

Var.: NKS 2488, VI, ss. 141h - 144v; The Girl who fled to the Inlanders; Kvinderne, som blev gift med erqigdlit; De to brødre; Pouia; Puvia; Sorarsinaq toqusoq; Makkutooq; søg på Akilineq. Desuden en del andre om ægteskaber mellem rigtige mennesker og åndevæsner eller dyr i menneskeskikkelse.

Hist.: En forbavsende fortælling, der ikke er historisk, men - på tværs af traditionens kategorigrænser - tillader den, at et åndemenneske, med sin egen familie, integreres i rigtige menneskers familie og samfund. I ældre fortællinger opløses den slags forsøg på raceblanding, når dyret eller åndevæsenet viser sig ikke at kunne leve op til menneskers sociale forpligtelser. Denne åndemand sørger efterhånden ikke blot for hele egnens befolkning med sine fangster, men lader endog de to besvogrede familier følges og samarbejde på renjagten. Betingelserne er dels en gradvis tilvænning og dels, at den menneskelige familie for alvor byder den fremmedartede velkommen.

Kristendommens afmytologisering af traditionens fortællinger har gjort sin virkning sammen med tilvænningen til først hvalfangerne og siden kolonisterne. Kreutzmann selv var af blandet dansk-grønlandsk herkomst.

Betegnelsen alliarutsit er desuden med tilhænget -ruseq en svækket udgave af allit, der undertiden siges at være langt mere ondsindede og bo længere nede (måske snarere længere ude og nede under havbunden, dvs. under skærene) end innersuit, ildfolkene nede under stranden.

Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34.

Manden, der aldrig fik sæl

Print
Dokument id:562
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Evan (ûmâtsiakajik / Uumaatsiakajik / Uitsalikitseq / Ivan)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Manden, der aldrig fik sæl
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 32 - 35
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Resumé:

Jens Rosing beskriver til indledning, hvordan man puster en sæl op til

bugsering.

  En smuk ungkarl tør ikke gifte sig, fordi han aldrig fanger noget.

Det skorter ikke på opfordringer med den begrundelse, at hans svogre

vil fange til ham. Han flytter ind til en boplads i en fjord, hvor han

faktisk blir gift, aldrig fanger og altid sover for længe om morgenen.

En dag han ror sent ud får han alligevel ram på en klapmyds, som han

puster op til bugsering og stolt transporterer hjemad langs kysten.

Inde på land får en kæmpe øje på ham og deres samtale foregår i en

vekselsang: "Hvad har du fanget?" "En ensfarvet en!" Hvem skal have

skindet til pels?" "Det skal blive min kones bukser!" Denne fangst

blir mandens største oplevelse i livet.

Manden, der besøgte månemanden

Print
Dokument id:555
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Asiineq (Asîneq / Ningâvan / Ningaavan, Laurits)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Manden, der besøgte månemanden
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 18 - 21
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Resumé:

Et ægtepar mister gang på gang et nyfødt barn og er derfor ustandselig

under tabu. Det blir manden træt af og tar ud på fangst i kajak. Da

han får en flænge i kajakken, beordrer han tilmed sin kone at sy

flængen nede ved stranden. Tråden tar til at brumme, dernæst brøler

den, og manden ser nu Månens kæmpehund komme svømmende for at straffe

dem. Manden slår hunden ihjel, og om aftenen kommer månemanden,

kalder manden ud og slås med ham. Manden er den stærkeste. Da han snor

månemandens pelshætte rundt, truer denne forgæves med, at hvis han

blir kvalt, bliver det aldrig mere ebbe, fuglene vil ikke længere

yngle, og sælerne ikke længere få unger. Først da han truer manden med

sin store ismejsel slipper han taget. Månen inviterer nu manden på

besøg og viser ham, hvordan han ved at kaste sine hunde og slæde op i

luften kan flyve på slæden derop. Manden tar afsted næste aften, men

havner hos Nalikkaadivakaaq, Nalikkatteeq, Indvoldsrøversken, skønt Månen har

advaret ham mod at tage den vej. N. er en stor kvinde, hvis

dansebukser i skridtet har en hund med rød maske og hvide pletter over

øjnene. Hun synger: "Mit svære skræv, smil!" Manden når dårligt at

at smile, før N. har skåret hans indvolde ud, og mere død end levende

når han frem til Månen, der straks henter skålen med indvolde og

befaler sin gæst at æde rub og stub. Da han er kommet sig, klaprer en

af gulvfliserne, som Månen fjerner for at gæsten gennem et rør kan se

folk, der bryder dødstabuer nede på jorden. Månen fortæller, at den

klaprende flise altid forstyrrer hans nattesøvn, og det kan manden

fortælle, da han snart efter kommer hjem.

 

Var.: Besøg på Månen. Den stædige. Uterîtsoq / Uteriitsoq; Et par ægtefolk;

Manguaraq (flere); Kanaks månerejse. Nalikkatteeq. Ajijaks forløsning;

Manden, der besøgte månemanden; Alluunnguaq; Mangivaraqs månerejse; Åndemaneren der for til månen; Maqujuk.

 

Hist.: Fælleseskimoisk myte.

 

Tolkning: Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Månen og Solen".

Manden, der handlede med hvalfangerne

Print
Dokument id:553
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Kunnitsi (Kúnitse)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Manden, der handlede med hvalfangerne
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 47 - 48
Lokalisering:Kulusuk: Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Resumé:

 

En mand digter en pralende nidvise om dengang han i syd roede ud til

et hvalfangerskib og byttede en flot kajakmodel for et fyrtøj, skønt

han hellere ville have haft en lansespids af jern.

 

Hist.: En historisk fortælling, der må tidsfæstes til før 1894. Fra hvilken kyst manden er roet ud er ganske uvist, bortset fra at det er i syd. Hvalfangerne til Spitzbergen passerede næppe i roafstand fra Ammassalik, men i 1600-tallet forsynede hollandske handelsskippere sig med frisk drikkevand på Kap Farvel øen, og de kom ikke for at drive hvalfangst, men kun for at handle med sydgrønlænderne. Men efter 1700 forværredes isforholdene og hvalfangerne, der først på det tidspunkt entrede Davis Strædet, kunne ikke komme til land førend ved Fiskenæsset (Bobé 1915-17; Gulløv 1987:79f) Se essayet: Europæernes handelsvarer

Maratse / Maratsi besøger de døde i himlen

Print
Dokument id:1698
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Saajooq (Sâjôq / Maratsi, Odin)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Jens
Titel:Maratse / Maratsi besøger de døde i himlen
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 280 - 281
Lokalisering:Sermiligâq / Sermiligaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé:  Fortsættelse af Saajooqs fortællinger om Maratsi.

   Maratsi flyver under en seance op til dødsriget i himlen, hvor en

mængde ravneunger vækker hans jagtiver. De er så fede af at æde lig.

Han møder to af sine yngre søskende, der er døde som små, men har

vokset sig store i himlen. Og dér er de havnet, fordi lillesøsteren blot blev smidt ud, da hun døde som spæd, og lillebroderen, fordi han blev begravet til lands. Man ber ham hilse hjemme og sige, at alt

skind skal flås af hunde, der dør. Børnene i himlen blir bange, hvis

hundene kommer derop med skind på snude og poter. Hjælpeånderne husker

ham på at komme hjem, inden det lysner. Senere, da M. er blevet døbt,

siger han altid om den rejse: "For jer kan det lyde som løgn og

opspind, men ikke desto mindre har jeg selv oplevet det."

 

Var.: I en senere publiceret version er Maratsi iført nyt tøj: tarmskindsanorak, smukke kamikker og naatsit (de vanlige smalle underbukser), og hans hår er samlet i en "hestehale" (J. Rosing: Hvis vi vågner til Havblik, 1993: 113).

 

Hist.: Maratsi levede ca. 1854 til 1923 og var fætter til Sanimuinnaq

og Narsingarteq. Saajooq/Odin Maratsi 1905-74, ældste barnebarn af Maratsi.

Kommentar: Almindeligvis forblev man som man var ved døden. I dødsriget hverken ældedes eller voksede man.

 

Tolkning: GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): Dødsriger; Sonne 2000, Études/Inuit/Studies 24(2): Heaven Negotiated ...: 65-67

Maratse / Maratsi besøger de døde i underverdenen

Print
Dokument id:1697
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Saajooq (Sâjôq / Maratsi, Odin)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Maratse / Maratsi besøger de døde i underverdenen
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 277 - 280
Lokalisering:Sermiligâq: Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Resumé: Fortsættelse af Saajooqs fortællinger om Maratsi.

 

Maratsi rejser under en seance ned til dødsriget under havet iført en

ny tarmskindsanorak og kamikker uden strømper. Med sig har han alle

sine hjælpeånder undtagen den lamkindede Immulaa, der holder seancens

tilhørere i ånde. Ved stranden sitrer isen, en revne åbner sig, de slipper igennem og møder en ånd, en tangloppe, der siger, at revnen brød igennem dens grav / bolig. Undervejs møder M. havets andre dyr i tur og orden: Efter

tangloppen en snegl, så en reje o.a. Ved Seernersinnguarsuaq,

landet på havbunden, hvor grundvandet er presset op og frosset,

sprænges mørket af lys. På vej over en stenet landstrimmel slides M.s

såler så kraftigt, at hans hjælpeånder må udskifte dem. Fra en fjeldknold

ser de rejsende teltlejren med de døde nedenfor. De døde forhører sig

om M. er kommet for at blive. Det er han ikke. Fremme i lejren skal M.

befri en masse mennesker under et skinddække for deres lidelser, der

stammer fra de efterladtes tabubrud.  M. får hjælp til det af sine

hjælpeånder. Derefter holdes der en munter sangfest, og en af de

døde råber med hovedet ude af sit telt: "Nu er jeg sammen med mine

kære slægtninge". Lidt for sig og mod nord står Poqqujuks telt, der

har usædvanligt lange teltstænger. Havet vrimler med sæler og det er

et dejligt land. Derhjemmme berømmer Immulaa sin herres fantastiske

evner. Trommen varsler M.s tilbagekomst, Immulaa farer rundt under

gulvfliserne, og endelig hører man M.s stemme op gennem gulvet.

Lamperne tændes og M. kan berette om sine oplevelser.

 

Hist.: Maratsi levede ca. 1854 til 1923 og var fætter til Sanimuinnaq

og Narsingarteq. Saajooq/Odin Maratsi 1905-74, ældste barnebarn af Maratsi.

Tolkning: GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): Dødsriger; Sonne 2000, Études/Inuit/Studies 24(2): Heaven Negotiated ...: 65-67

Maratse / Maratsi bliver stenet af sin tôrnârdik / Toornaarsuk

Print
Dokument id:1690
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Saajooq (Sâjôq / Maratsi, Odin)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Jens
Titel:Maratse / Maratsi bliver stenet af sin tôrnârdik / Toornaarsuk
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 265 - 266
Lokalisering:Sermiligâq / Sermiligaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé:

Fortsættelse af Saajooqs fortællinger om Maratsi.  

Angakkoq'en / åndemaneren Maratsi, der er blevet uvenner med sin største hjælpeånd, en toornaarsuk - vil formilde den,

ved at lade den smide sten efter sig. Han kalder til åndemaning / seance og toornaarsuk'en kaster i alt fire sten efter, men heldigvis forbi ham. Den sidste sten standses på M.s befaling af en af tilhørerne. Den er overgroet af tang

og rurer, sort og kæmpestor, skønt det eneste åbne vand her om

vinteren er den yderste smalle tidevandsrevne. Stenen kan endnu ses

ved Kangaartik, nær Kulusuk. De andre sten har efterladt tydelige

skurestriber i gulvstenene. M. stiger i agtelse.

 

Hist.: Maratsi levede fra ca. 1854 til 1923 og var fætter til

Sanimuinnaq og Narsingarteq. Saajooq/Odin Maratsi 1905-74, ældste barnebarn af Maratsi

Maratse / Maratsi bliver stukket af Iikádik / Iikattik

Print
Dokument id:1691
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Saajooq (Sâjôq / Maratsi, Odin)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Jens
Titel:Maratse / Maratsi bliver stukket af Iikádik / Iikattik
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 266 - 267
Lokalisering:Sermiligâq / Sermiligaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé: Fortsættelse af Saajooqs fortællinger om Maratsi.

 

Maratsis hjælpeånd Iikattik stikker ham to gange for at styrke M.s evner som

åndemaner. Første gang sidder M. lænet op ad briksens bagvæg og

underholder sine fæller. Pludselig skriger han, blodet vælter ud af

hans lænd, han heler det straks med en håndbevægelse, og hans kone

tørrer blodet væk. Anden gang sidder M. lænet op ad briksestolpen og

sludrer med sine fæller, mens andre synger viser i den anden ende af

huset. Denne gang går I.s stik fra ryggen tværs igennem, og blod og

lidt indvolde vælter ud af M.s bug. M. heler straks såret på ryggen,

de syngende genoptager sangen, men M. ligger længe syg, og skærer en

lille tør knast væk fra såret, da det heler. Usoqqu, der var vidne til

begivenheden, har fortalt, at dengang var man så vant til åndemaneres

voldsomheder, at man ikke tog sig af så små hændelser som disse. Men

de viste, at M. var en stor åndemaner. M. laver en lillebitte kniv til

hævn over I., men det lykkes ham aldrig at overraske I.

 

Hist.: Maratsi levede ca. 1854 til 1923 og var fætter til Sanimuinnaq

og Narsingarteq. Saajooq/Odin Maratsi 1905-74, ældste barnebarn af Maratsi

M.s sårheling var et ganske almindeligt

åndemanertrick. Ligeså at lade sig såre af en af ens hjælpeånder.

Maratse / Maratsi helbreder Iarqa / Iaqqa

Print
Dokument id:1696
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Saajooq (Sâjôq / Maratsi, Odin)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Maratse / Maratsi helbreder Iarqa / Iaqqa
Publikationstitel:Sagn og Saga
Tidsskrift:
Omfang:side 275 - 277
Lokalisering:Sermiligâq / Sermiligaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé: Fortsættelse af Saajooqs fortællinger om Maratsi.

 

Iaqqas far sender bud efter Maratsi om at helbrede hans datter for en

kraftig betændelse i lænden. M. bruger ikke tromme, men lægger sig på

briksen under et skinddække og gnider håndfladerne mod hinanden. Han

lader sig besætte af sin storbjørn, skærer hul i betændelsen, slikker

blod og materie op, suger resten ud, blir atter menneske og lader sig

besætte af en anden hjælpeånd, der heler såret med pustning. M. lader

derefter alle sine hjælpeånder besætte sig på skift og blir atter sig

selv. Klog af skade fra et tidligere forsøg på at helbrede en anden

patient, nægter M. at modtage nogen betaling, før I. er helt rask.

Ellers vil hun dø. Hun kommer sig langsomt, og da hun er så godt som

rask, forærer hendes far M. en snehvid hanhund og såleskind af en halv

remmesæl. Da hun er aldeles rask, får M. en kostelig savklinge af

jern. Som sig hør og bør praler M. ikke af helbredelsen. Den lykkedes

blot ved et tilfælde.

 

Var.: Rosing Jens, Hvis vi vågner til Havblik, 1993: 110-112

 

Hist.: Åndemaneren / angakkoq Maratsi levede ca. 1854 til 1923 og var fætter til Sanimuinnaq og Narsingarteq. Saajooq/Odin Maratsi 1905-74, ældste barnebarn af Maratsi.

Maratse / Maratsi stryger Ajijak op af graven

Print
Dokument id:1692
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Saajooq (Sâjôq / Maratsi, Odin)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Jens
Titel:Maratse / Maratsi stryger Ajijak op af graven
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 268 - 269
Lokalisering:Sermiligâq / Sermiligaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé:

Fortsættelse af Saajooqs fortællinger om Maratsi.

 

M. føler sig truet af sin fætter, den berygtede drabsmand Iisimmartik, og opsøger Ajijaks grav for at få nogle af dennes hjælpeånder til sit forsvar. M. stryger

langs gravens dæksten med en sten, inden himlen mørkner og samler

sig til en sort klump, der daler ned i stenen. M. stikker sit ærme ned

til A., der holder så godt fast, at ærmet rives over. A. fortæller M.,

hvor han kan finde hjælpeånden Ikilerpik og får M.s tilladelse til at

komme op og glide hen over M.s ben. M. får ikke fat i Ikilerpik, fordi

M.s bror, Puukaarteq allerede har sikret sig alle A.s tidligere

hjælpeånder. Men Iisimmartik gør heldigvis ikke alvor af sin lyst til

at dræbe M.

 

Hist.: Maratsi levede ca. 1854 til 1923 og var fætter til Sanimuinnaq

og Narsingarteq. Saajooq/Odin Maratsi 1905-74, ældste barnebarn af Maratsi

Maratse hævner sin far

Print
Dokument id:1689
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Saajooq (Sâjôq / Maratsi, Odin)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Jens
Titel:Maratse hævner sin far
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 265
Lokalisering:Sermiligâq / Sermiligaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé:

Fortsættelse af Saajooqs fortællinger om Maratsi. M. lader sin

hjælpeånd, dværgen Sorpik, drage langt bort til Uviak, der har ranet

M.s fars sjæl. M. kan se Sorpik gribe to af U.s små, lysende,

fuglelignende sjæle og rejse bort med dem. Kort efter dør U.

 

Hist.: Maratsi levede ca. 1854 til 1923 og var fætter til Sanimuinnaq

og Narsingarteq. Saajooq/Odin Maratsi 1905-74, ældste søn af Maratsi

Maratse lærer til åndemaner

Print
Dokument id:1686
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Saajooq (Sâjôq / Maratsi, Odin)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Maratse lærer til åndemaner
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik
Tidsskrift:
Omfang:side 260 - 263
Lokalisering:Sermiligâq / Sermiligaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé:

Åndemaneren Kitdermersertoq / Kittermersertoq ber Amari om at få

dennes unge søn, Maratsi i lære. Amari indvilger. K. tar M. med til

stranden, fylder en vante med havvand, bærer den langt ind i landet,

hælder vandet i en jættegryde, dækker den til med en flad sten og

gnider den med en gnidesten. En lille vingesnegl ses i vandet, da han

fjerner dækstenen, og den samme snegl i overstørrelse (på størrelse med ærmet på en tarmskindsanorak) med store øjne ser de derefter nede ved stranden. Den skal M. se tre gange, og ligeså alle de hjælpeånder, han senere erhverver sig. Fjerde gang viser de sig ikke for ham.  M. er så langt i sin udvikling, da hans far dør, at

han ved, at Uviak har sjæleranet hans far under en sangkamp.  M. sørger for at få ligeså mange heksemidler som hjælpeånder. Kommer den ene slags i overtal vil

han dø. M. øver sig to gange hemmeligt i at mane ånder. Første gang i

en klippehule nær toppen af et højt fjeld og anden gang i sin nu

afdøde læremesteres forladte hus. Det lykkes begge gange. Første gang

han får sin kajakstol, som han bruger som tromme, til at vugge og sit

siddeskind, som han bruger som forhæng, til at blafre. Anden gang

kommer i alt tre ånder, en kvinde, en ubeskrevet ånd og en mandlig ånd i en pels der var gulbrun af ælde. Alle tre er dødningeånder og de takker ham bagefter fordi de nu ved, hvem de skal komme til for at få varmen.

M. blir indviet af et uhyre til sin første seance. Han kalder det frem med stenkast i et vandfald i en elv,

der giver sig til at løbe opad. Uhyret har form som et telt, er blåt og det er slimet. Det kryber hen over ham. M. vågner op nede i strandkanten. Det gentages

endnu to gange.

 

Var.: Jens Rosing har genfortalt beretningen i Hvis vi vågner til havblik, Borgen, (om Nappartuko-familien - se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9.) 1993: 109-110.

 

Hist.: Maratsi levede ca. 1854 til 1923 og var fætter til Sanimuinnaq

og Narsingarteq. Saajooq/Odin Maratsi 1905-74, ældste søn af Maratsi.

Forløbet svarer stort set til det som andre

østgrønlandske angakkoq-lærlinge gennemgår: søg på: uddannelse til åndemaner og initiation.

Afbalanceringen af angakkoq-midler med heksemidler er et genkommende krav i de østgrønlandske kilder. Måske fordi det mere eller mindre er de samme personer, som kildernes nedskrivere har interviewet.

 

Tolkning: Det sidstnævnte uhyre i elven svarer til ferskvandets bjørn,

der oftest initierer lærlingen i østgrønlændernes fortællinger. Både

bjørnen og M.s teltlignende uhyre synes at konnotere penis og eller sort vingesnegl. Sidstnævnte var Maratsis initiationsånd. Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

Bemærk sammenligningen med den forstørrede vingesnegl og ærmet på en tarmskindsanorak. Den associerer metaforisk til den pooq, som en angakkoq puulik kunne gemme eller pakke sig ind under rejser til beskyttelse mod farlige ånder.

I udseende minder denne arm af en tarmskindsanorak mest om larven af en vandkalv, minngua, et rov-insekt (Brehm: Dyrenes Liv, III, 1907:298ff), der undertiden æder lærlingen ligesom Ferskvandets bjørn eller hund under den første initiation

 

Georg Quppersimaan har muligvis taget denne beretning til sig som sin egen. Søg på ham + vingesnegl.

Maratse maner ånder for sine bopladsfæller

Print
Dokument id:1687
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Saajooq (Sâjôq / Maratsi, Odin)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Jens
Titel:Maratse maner ånder for sine bopladsfæller
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 264 - 265
Lokalisering:Sermiligâq / Sermiligaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé: Fortsættelse af Saajooqs fortællinger om Maratsi.

Maratsi inviterer uden større ståhej sine bopladsfælder til sin saqqummerneq, offentlige initiation omkring årets korteste dag. Forhængsskindet hænges op foran indgangshullet, han sætter sig på sit siddeskind foran det, får det til at brage endnu mens lyset er tændt, og så snart det slukkes kalder han med tromning sine hjælpeånder. De præsenteres for publikum ved deres lyde, en kakofoni af stemmer. Derefter, samme vinter holdt Maratsi ofte seance på opfordring fra sine husfæller.

 

Hist.: Maratsi levede ca. 1854 til 1923 og var fætter til Sanimuinnaq

og Narsingarteq. Saajooq/Odin Maratsi 1905-74, barnebarn af Maratsi

Maratse maner ånder for sine bopladsfæller

Print
Dokument id:1688
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Saajooq (Sâjôq / Maratsi, Odin)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Jens
Titel:Maratse maner ånder for sine bopladsfæller
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 264 - 265
Lokalisering:Sermiligâq / Sermiligaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé: Fortsættelse af Saajooqs fortællinger om Maratsi.

M. holder sin første seance på årets korteste dag. Alt forløber vel og M.

præsenterer alle sine hjælpeånder ved deres forskellig stemmer og lyde.

 

Hist.: Maratsi levede ca. 1854 til 1923 og var fætter til Sanimuinnaq

og Narsingarteq. Saajooq/Odin Maratsi 1905-74, ældste barnebarn af Maratsi.

Vedr. disse første seancer søg: præsenterer / præsentation hjælpeånder og initiation.

Maratse tager Uviaks troldsnøre fra ham

Print
Dokument id:2292
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Saajooq (Sâjôq / Maratsi, Odin)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Jens
Titel:Maratse tager Uviaks troldsnøre fra ham
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 264
Lokalisering:Sermiligâq / Sermiligaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé: Fortsættelse af Saajooqs fortællinger om Maratsi.

 

Uviak var angakok / åndemaner og Maratsi endnu kun lærling i hemmelighed. Han opdagede en dag begge var ude i kajak, at Uviak fik et langt snørelignende trolddyr frem af vandet ved gnide sig i besættelse med håndfladerne mod hinanden. Maratsi fik fat i den, Uviak blev vred, men fra da af havde troldsnøren knyttet sig til Maratsi. Med den kunne han rejse til fjerne steder.

Maratsi øvede sig nu i vidderne, asia, ødemarken under vanskelige vilkår indtil hans grej, forhængsskind og tromme lystrede hans åndepust. Han var klar til at afsløre sig som angakok på årets korteste dag.

 

var.: ingen i denne base.

kommentar: snører, piskesnører og andre remme har vidtrækkende symbolbetydninger. Se de vejledende Fortolkningsmuligheder under Pooq, pose "mor", en livsmetafor.

Maratses nye hjælpeånd

Print
Dokument id:2330
Registreringsår:
Publikationsår:1960
Arkiv navn:
Fortæller:Maratsi / Maratse
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:Olsen, Julius
Indsamler:
Titel:Maratses nye hjælpeånd
Publikationstitel:
Tidsskrift:Tidsskriftet Grønland
Omfang:ss. 169-174
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Resumé: Maratsi / Maratse holdt seance ved indflytningen i vinterhuset ved Sermiligaaq i 1885, da Gustav Holms konebådseskspedition i sensommeren var rejst fra Ammassalik. Maratsi var fællehusets største angakok og overhoved, som stod for husets reparation, indretning og opvarmning. Ingen måtte flytte ind, før huset var varmt. Til seancen blev der hængt de vanlige to skind op foran husgangsåbningen, et han- og et hunskind med kødsiden mod hinanden, Maratsi blev snøret med hænderne bagpå og panden mod knæet af sin bror, Sérnaq, og Maratsi beordrede lamperne slukket undtagen et lille fyrfad under den store lampe. Sérnaq kaldte så på hjælpeånderne med det vanlige råb: „Hvor er I dernede, nu spotter vi Maratsi, har han mon nogen til at hjælpe sig?" Næppe havde han råbt dette, før ånderne svarede „Haj, haj - vi er her!". Efter et stort brag, beordrede Maratsi fyrfadet slukket, og fik så trommen til at danse rundt i huset og op på sin ryg. Den gnistrede i månelyset ind gennem tarmskindsruden, og han silanippoq, fik synet for hele den Anden Verden i kreds omkring sig og strålende lys. Een for een kom derefter skræmmeånderne, Ungaartertoq, Amoo og Ajumaaq ind, kystes rundt fra en tilhører til en anden og svævede ud igen. Dernæst hørte man på lydene, at der kom en ny hjælpeånd. Det viste sig at være Gustav Holm (Sakkutooq, den bevæbnede), der hele tiden sagde: ”ja, ja, kommiaa”. Efter en tid inde, slap han ud i det fri. Efter ham kom først en ijaajivaatsiaq, en lillebitte dværg, og derefter en timerseeq, en kæmpe, der præsenteres (af Jens Rosing) ved deres vaner, og endelig tryllede Maratsi med bulder og brag en mængde grus og sten ind på gulvet. Han kom til sig selv med blå pletter på kroppen og bloddråber piblende under huden. Til slut citerer og kommenterer Jens Rosing begivenheden med Joels bog (2,10): „'Foran dem bæver jorden, himmelen ryster; sol og måne sortne, og stjerner drage deres glans tilbage.' Hedenskabens stjerne mistede efterhånden sin glans, men den vil ikke slukkes, så længe nordlysene driver deres dans på himmelen, så længe storme raser og brænding hamrer mod grundfjeld, så længe storisen driver for vind og strøm under solens fakkel. Mange er de lyde, der høres fra tonernes store kilde, naturen, hvorfra inspirationen kommer.” Kommentar: Fortalt til Jens Rosing af overkateket Julius Olsen, Godthåb. Julius Olsen var kateket i Angmagssalik fra 1910-12 og 1913-23. Her traf han Maratse (døbt 1912), i hvem han fik en god ven. Maratse har selv fortalt ham om „dengang, han fik Saakutoq (Sakkutooq?) som hjælpeånd. "Ja - ja, kummiaa" betyder "ja, ja, kom her." Et udtryk Gustav Holm brugte under handel med østgrønlænderne, når de kom med etnografiske genstande m. m. (man skal altså ikke associere til Sommer i Tyrols: ”ja, ja, ja nu kommer jeg”). Jens Rosing har tydeligvis givet genfortællingen sit eget præg, både med egne bevægende naturbeskrivelser og stof hentet fra andre seancer. Se fx ID 1683 og 1312 om Akku, og i slutningen af ID 2283, Missuarnianngas saqqummerneq (offentlige indvielses-seance). Vedr. hjælpeånderne se Kaaralis beskrivelse af de forskellige typer i J. Rosing: Sagn og Saga fra Angmagssalik, Rhodos 1963: 182-186. Hele Jens Rosings tekst kan hentes på

www.tidsskriftetgronland.dk/archive/1960-5-Artikel02.txt

Maratsis afskedsceremoni

Print
Dokument id:2319
Registreringsår:?
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Maratsi's efterkommere og medlemmer af Rosing familien
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Maratsis afskedsceremoni
Publikationstitel:Hvis vi vågner til havblik
Tidsskrift:
Omfang:ss. 114 - 119
Lokalisering:Sermiligaaq: Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Resumé:

 

Maratsi, dattersøn af Napartuko og Atsivak, havde med familie overvintret og modtaget dåbsundervisning ved kolonien i vinteren 1911-12. 6. april flyttede man ud i telt, 5 telte. Maratsi inviterede næste dag, 7. april, familien Rosing til den afsked han ville tage med sin fortid. Mændenes, af missionen forbudte amuletseler var tydelige at se gennem deres anorakker af tarmskind eller tyndt bomuld. Det var flotte høje folk hele familien. Kvinderne var ikke tatoverede i ansigterne. Maratsi optrådte alene hele natten. Startede med familiens smukke arvesang om en betagende udsigt over havet en tidlig morgen, og fortsatte dernæst med alle de nidviser han havde deltaget med i over 40 sangkampe gennem årene. Til sidst anbragte han et lille skrabebrædt på hovedet. Dets fedt skulle tage kraften af de sidste sange. Det var lyst, da præstefamilien gik hjem. Et par timer senere ankom hele Maratsi-familien i hvide anorakker, mændene med håret klippet. De blev døbt med navne, de selv tidligere havde valgt: Maratsi hed nu Noah, og barnebarnet Saajooq havde valgt Odin.

 

Hist. Historisk overlevering i slægten Napartuku og Atsivaq. Se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9.

Mardluliat  / Marluliat / Tvillingerne, der lærte at dykke

Print
Dokument id:1358
Registreringsår:1919
Publikationsår:1921
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Mardluliat  / Marluliat / Tvillingerne, der lærte at dykke
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, I
Tidsskrift:
Omfang:side 202 - 205
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 404, ss. 3-12. Nedskrevet

af K. Rasmussen på dansk.

 

Resumé:

Et ægtepar er barnløst. Manden ønsker sig intenst en søn. Hvis

han får en, vil han lære ham at dykke. Hos en gammel mand søger han

råd: Hans kone skal føde tvillinger, hvis første måltid skal være

drikkevand og ternegylp fra et isfjeld langt til havs og terneføde fra

fjeldet. Derefter skal han holde deres hoveder under vand længst

muligt og gentage det, indtil de kan blive lige så længe nede som

en tejst. De må aldrig få varm mad og komme i nærheden af lampe og

tændfakkel af tørv. Konen føder tvillinger, manden følger den gamles

råd, og til sidst kan drengene holde hovedet under vand så længe som

en sæl, dvs. længere end en tejst.

Drengene går altid nøgne ude og kommer ofte hjem med vådt hår. Forældrene vil se, hvad de kan. Ved en indsø placerer de sig ved bredden langs en slette.

Drengene springer i vandet fra en klippe på den modsatte bred og

bliver længe under vand. Da faderen kaster en sten ud efter dem, er de

dykket under, inden stenen rammer vandet. Tiden er inde til at øve sig

på sælfangst i havet. Drengene springer ud fra en klippe, den ældste

griber en sæl i baglufferne, og den yngste banker den ihjel i hovedet.

De fanger rigeligt. Faderen holder op med at gå på fangst. Den ældste

dreng fortæller en dag, at han kom til at fryse i vandet. Det viser

sig, at han har spist varmt kød, og har da for stedse mistet noget af

sin indre varme.

Drengenes evner rygtes. Mange kajakker kommer roende. Drengene

springer i havet, forfølges, og da den ældste begynder at fryse,

puster han gennem et tangrør (vingetang ?) på bunden af dybt vand. En fralandsstorm melder sig med de første små vinde. Lillebror beordrer den frysende

storebror hjem, svømmer rundt og dukker op her og der for at holde

kajakmændenes opmærksomhed fangen. Da stormen kommer, drukner mange,

lillebroren tager åren fra resten og kæntrer dem. Gentages også med den sidst overlevende tættere på land. Herefter blir de aldrig angrebet igen.

 

Var.: Svømme under vandet som en sæl.

 

Tolkning:Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor, og sml. analysen af en variant i GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under "puulik", hvor

drengene er moderløse, dvs. stadig i en slags fostertilstand, og altid

kommer usete, men frysende hjem for at varme sig ved lampen. Deres

førstefangst er en hvalros - ikke som hér en sæl - og symbolikken er

hvalrossens, der er associeret til puulik-komplekset. I "Marluliat"

har drengene både mor og far og må netop ikke komme nær lampen, hvis

de ikke skal miste deres indre "modervarme". Deres verden går fra det

fjerne isbjerg på havet, videre under havet til klippekysten (formidlet af tejst og sæl), og fra den dybest liggende havbund med tangrøret til

fralandsvindens bjergtoppe i indlandet.

 

Kommentar: Vingetang har været brugt som pusterør i Østgrønland, Emil Rosing pers. medd.

Memories of youth of a female angakok: How Teemiartissaq in her youth learned to summon her qila and other assistant spirits / Hvorledes Teemiartissaq i sin ungdom lærte at hidkalde sin qila og andre hjælpeånder

Print
Dokument id:1109
Registreringsår:1905
Publikationsår:1923
Arkiv navn:
Fortæller:Tiimiartissaq (Teemiartissaq / Timiartissaq)
Nedskriver:Thalbitzer, William
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Memories of youth of a female angakok: How Teemiartissaq in her youth learned to summon her qila and other assistant spirits / Hvorledes Teemiartissaq i sin ungdom lærte at hidkalde sin qila og andre hjælpeånder
Publikationstitel:The Ammassalik Eskimo, Second Part
Tidsskrift:Meddr. Grønland 40(3)
Omfang:side 464 - 468 (3 sider), nr. 231
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Grønlandsk tekst, engelsk oversættelse ibid, s.465-469 (3 sider)

 

Thalbitzers oversættelse kan kun resuméres med stor usikkerhed, idet Thalb. ikke rigtig har kunnet tyde hvad Teemiartissaq har sagt til fonografen.

 

Resumé:

Teemiartissaq blir meget fattig da hendes far dør og hun overtaler sin yngste faster til at oplære sig i qilaneq-kunsten, hovedløftning / hovedvipning. Fasteren giver hende endog sin egen qila-ånd, der besvarer hendes spørgsmål om diagnosen når hun løfter patientens hoved med sin rem og stok (en slags fiskestang, hvor snøren er bundet om hovedet (undertiden foden) på patienten, BS).

Teem. beskriver dernæst hvordan udspørgningen af qila-ånden forløber. Det drejer sig oftest om tarneq - / sjæle - tab, og hvis den er fjernet og befinder sig hos fx isbjørnene, skal den hentes hjem og sættes fast igen. Det befaler Teem. så sin sjæle-henter at gøre, idet den følger el. adlyder orakelånden / spørgeånden, Apeqqitek. Den kommer tilbage med sjælen(e) i sine hule hænder og Teem. befaler den at sætte den / dem fast til patientens helbredelse.

 - Efter en afbrydelse i interviewet - fortæller Teem. hvorledes den hentede sjæl befales at stige op og ind i patienten (gennem anus). Så kommer patienten sig og qilalik'en / her Teem. får tak. Hun får også betaling i kød og senetråd fortæller hun til indledning.

      Belært af en vis Pikkinor om, at de døde er angakkoq / åndemaner-væsenets grundlag og at en angakok bør have en af de døde som sin livslange "stævn" (? måske spion, BS?) tager Teem. sine qilaneq-remedier med op til en gammel grav. Hun stikker sin arm ned i graven, den døde klatrer op ad den og blir på den måde hendes vordende hjælpeånd, da hun to andre dage har gentaget ritualet. Hjemme holder hun det hemmeligt som angakkoq-lærlinge skal, for hun har hørt at fuldt uddannede kvindelige angakkut / åndemanere kan mestre alt, flyve gennem luften og fløjte hjælpeånder til sig.

      Fløjte-tilkaldelsen prøver hun en dag oppe i indlandets bjerge. Den tilfløjtede ånd haster i forvejen op til en kløft (?), hvor den svinger sig frem og tilbage mellem bjergsiderne, så håret flagrer bagud. Den dukker så op (den samme ånd, eller en dødning, eller en anden ånd?), blodrød over det hele (el. kun i ansigtet). Teem. kan ikke flytte sig af skræk. Den kryber ind i hende og slikker el. pisker hende. Når denne ånd viser sig på briksen med sit røde ansigt (?) og fløjter, ved folk at nogen er i gang med angakkoq-uddannelsen. Den vordende angakkoq selv mister en overgang bevidstheden men røber intet selv.

      Teem. mærker at hun er ved at blive angakkoq og besøger en grav på en ø. Dækstenen roterer kraftigt, dødningen kommer op, men hun mærker den ikke ved skuldrene. Først da den smyger sig hen over hendes hofte. Den er helt stiv, siger den, fordi den slæber rundt på kroppen, som folk har bundet så stramt til begravelsen (de har måske glemt at skære bindingerne over inden tildængningen med sten, BS?). Men den blir mere bøjelig efterhånden. Den vender tilbage til sin grav og dækstenen falder på plads af sig selv.

      Teem., hvis bror og stedfar begge var store angakkut med alverdens viden, fortæller dernæst hvordan en lærling første gang afslører sig som angakkoq: Man hører ved sengetid hans toornaarsuk (særlige hjælpeånd), der allerede har været til stede på gulvet, sige o-oh med vibrerende stemme.

      Da jeg stod frem som angakkoq, siger Teem. (det gjorde hun jo aldrig - ifølge Thalbitzer selv, der måske har brugt en forkert engelsk glose? BS), havde jeg fået en toornaarsuk, men var stadig fuld af angst for at opsøge alle de øvrige hjælpeånder, jeg manglede. Da fortæller hendes stedfar (hvis død hun ynker) om første gang hendes onkel stod frem som angakkoq. Han lod sine skræmmeånder, der råber amoo -, jage folk op og rundt på briksene. En anden skræmmeånd, der har sat skræk i folk, er en af de ældste innarsuarboeres (Naaja's ?) Uppiinnguaq, den lille ugle.

      Da Teem. hører om, hvordan Innarsuaq-boerne lærte sig selv op til angakkut, gør hun et lignende forsøg, hvor hun går ud i fjeldet til bredden af den store elv, lægger sig på ryggen og råber efter hvem, der vil komme til hende. Et skrækkeligt blåsort væsen stiger op. Hun besvimer og vågner nøgen, tar sine klæder på, og da moderen ved hendes hjemkomst spørger til hendes befindende, slår hun det bare hen.

      Den følgende vinter holder hendes stedfar seance fordi Teem. åbenbart er syg. Hun har mistet en af sine sjæle, erklærer en af hans hjælpeånder.

      Herefter afbrydes interviewet.

 

Var.: En mindre besværet fremstilling er formuleret af Thalbitzer i "Grønland nu og før." Nordisk Tidsskrift för Vetenskap, Konst och Industri, 8, 1932.

 

Hist.: En kvindes selvbiografi, der specielt omhandler hendes uddannelse til åndemaner (som dog ikke afsluttes).

Vedr. uddannelse til åndemaner: søg også på initiation.

 

Kommentar:

Det fremgår ikke altid klart, hvornår Teem. taler ud fra egne erfaringer, eller udsiger noget om angakkut og lærlinge i almindelighed. Det kan ikke betvivles at qilaneq ofte blev praktiseret med en hjælpeånd i Østgrønland, men det er uklart om den også kunne klare at hente mistede sjæle hjem og måske endog adlød endnu en ånd, spørgeånden apeqqitek / apeqqiteeq. Måske var denne spørgeånd simpelthen qila-ånden (Hos netsilik-inuit i Arktisk Canada hed en ånd til qilaneq tilsvarende en apiqsaq, en spørgeånd (Oosten, J. G. & Fr. Laugrand & Wim Rasing: Perspectives on Traditional Law. Nunavut Arctic College, Iqaluit 1999: 21). En åndemaners helbredelsesseance kunne ofte indledes med en diagnosticering ved qilaneq-metoden.

      Den blodrøde ånd er muligvis den samme som sommerfuglen i tekst nr. 230. I teksten her, nr. 231, tjener den også som indvielsesånd til åndemanerkarrieren. Næsten alle indvielsesånder er kraftigt associeret til blod, ligesom også lærlingen selv siges at bløde kraftigt fra ansigtets bløddele som en første afsløring eller tilkendegivelse (Se bl. a. Ajijak, Naaja, og endelig Aggu / Akku (som ikke blødte)).

      Noget tyder på, at stedfaderens seance var anledningen til at han afslørede Teem. som åndemanerlærling, som det fremgår af tekst nr. 230, og dermed spolerede hendes forehavende.

      Thalb. mener, at Teem. aldrig opnåede at få hjælpeånder, men det kan næppe passe.

Man kan dog sige, at fordi Teem. må opgive at blive angakkoq må hun også opgive forbindelsen med alle de ånder hun har knyttet til sig som sine fremtidige hjælpeånder. I tekst nr. 230 knytter således en kystdværg sig til hende, og det er hele to fremtidige hjælpeånder, der leder hende omtrent frem til dødsriget og mødet med den døde storebror.

I teksten her, nr. 231, får hun hele to dødninge, en uidentificerbar ånd, og en toornaarsuk.

Var.: Inspireret af fortællinger om åndemanerne ved Innarsuaq i Sermilik-fjorden bliver hun tillige overfaldet af uhyret ved / i elven, og formentlig ædt og kastet op igen, som det sig hør og bør for østgrønlandske angakkoq-lærlinge. (Søg: ferskvandets isbjørn og elvens hund) Kun uhyrets mørkeblå farve i denne tekst er udsædvanlig. Denne mytiske død og genfødsel mentes at forsyne lærlingen med et indre lys, der ville tiltrække hjælpeånder.

Vedr. Uppiinnguaq er der flere fortællinger både hos Sandgreen 1987 og Jens Rosing 1963.

Memories of youth of a female angakok: Of the pupils who learn to summon the spirits and make tupilaks / Om eleverne, der lærer at hidkalde ånder og lave tupilak'er

Print
Dokument id:1017
Registreringsår:1905
Publikationsår:1923
Arkiv navn:
Fortæller:Tiimiartissaq (Teemiartissaq / Timiartissaq)
Nedskriver:Thalbitzer, William
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Memories of youth of a female angakok: Of the pupils who learn to summon the spirits and make tupilaks / Om eleverne, der lærer at hidkalde ånder og lave tupilak'er
Publikationstitel:The Ammassalik Eskimo , Second Part
Tidsskrift:Meddr. Grønland 40(3)
Omfang:side 478 - 486, nr. 233
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Grønlandsk tekst, engelsk oversættelse ibid, s.479-489

 

Thalbitzers oversættelse kan kun resuméres med stor usikkerhed, idet Thalb. ikke rigtig har kunnet tyde hvad Teemiartissaq har sagt til fonografen.

 

Resumé:

Teemiartissaq indleder med sin opfattelse, at det er til trøst for dem der frygter døden og for at helbrede de syge at vi (østgrønlænderne) lærer os selv op til angakokker.

      En åndemanerlærling opsøger med stor ihærdighed og omhu sine fremtidige hjælpeånder ved hjælp af sin toornaarsuk. Hver ånd man knytter til sig, skal man opsøge ialt tre gange. I havet finder de nogle. Alle søger og finder også en spørgeånd, en apeqqitek / apeqqiteeq, og så den særlige ånd i ferskvandet, Nilersoq / Niilersoq? "æderen", som fortærer hver kødtrævl på lærlingen. Skelettet får atter kød på, men lærlingen vågner nøgen. Hans klæder kommer af sig selv flyvende tilbage mens de skriger kia ka ka ka! (Med det samme råb opildner eller tilkalder tilhørerne hjælpeånderne når åndemaneren under seancen er i fare eller skal kaldes til bage til livet, BS).

      Falkeånder tilkaldes af lærlingen med et ke, ke, ke. De jordboende iaajivatsiat, dværge, kan forsyne en med midler til at fremstille en tupilak.

      Lærlingen søger menneskers naboer, ånder, der bor i jordens indre, når sommeren sætter ind. De belærer ham og inviterer ham hjem på besøg.

      Endelig er der Niimilaa, som Teem. el. Thalbitzer opfatter som en kvindelig ånd, en skræmmeånd, der bor i en hule og arbejder på at fremstille en stor ulu / kvindekniv. Teem.s bror kunne få hende til at flygte. Hun sank ned i en sø, mens han løb langs søbredden og kaldte med hendes eget råb, niimilaa. Hun lignede af form en konebåds forstævn, var helt udmarvet og råbte: gid man kunne få nogle menneskelunger at spise. Hun løb så uset forbi ham og tilbage til sin hule: Se et menneske deroppe på toppen af det stejle bjerg! / Eller: hulen befinder sig øverst på det stejle bjerg (Thalb. er usikker).

      Da angakkoq'en (Teem.s bror?) nu er parat indledes hans første seance med at Niimilaa kommer og kyser alle, selv små børn ud af huset. Hun river skindtapeterne ned af væggene i jagt på mennesker hun kan æde og trykker angakkoq'en ned i jorden, hvor hun også selv dykker ned. Dernæst kommer tarajuatsiat, skyggerne, der ifølge Thalb. skulle være de samme som iaajivatsiat, dværgene, og efter dem indlandskæmperne, timersit, både de nærmere, der kaldes omstrejferne, og de fjernest boende.

      Angakkoq'en (stadig under den første seance) mister bevidstheden, genvinder den, fæstner forhængsskindet tæt til indgangshullet, trommer med sin trommestik med udskåret menneskehovede på (kanten af) trommen for at give den liv, og puster på sin smældeskive (makkortaq) af remmesælsskind i hånden mens han udstøder bestemte lyde: aala-laa-laa-laa-auci-witci-witci-witci-wit.

Når hans ånder kommer for første gang mumler han aataa-taa-taa. De kommer så alle, hans falk, hans toornaarsuk, hans skræmmeånd, der prøver at trække mennesker til sig med sit amoo...h, amoo...h!

Da han ikke genkender dem spørger han sin apeqqerteeq / apeqqitek / apeqqiteeq om hvem de er. Men det er, mens hans hjælpeånder blandt de nærmest boende dværge er inde, at trommen tager til at danse og hoppe op på hans ryg. Da er det han får sin synske evne (silanippoq, alverdens viden - i andre versioner, BS). Han synker (derefter?) med et håi, håi, håi, ned i jorden, hvor han samtaler med sine hjælpeånder på bjergtoppene af underverdenen. Med samme råb kommer de tilbage, og tilhørerne spørger ham ud om den syge (som han åbenbart er sat til at kurere under sin første seance).

Denne, en gammel kone, har mistet en sjæl, viser det sig. Publikum spørger om den kan hentes tilbage, og det kan den sagtens, siger angakokken, hvis den ikke har lidt skade.

      Teemiartissaq skildrer dernæst hjælpeåndernes livsbetingelser. De gifter sig får børn, sønner og døtre, men vokser ikke. De blir hverken syge eller gamle og småpigerne gifter sig og får børn i ti-årsalderen. Når en hjælpeånd blir syg (alligevel? BS), besøger de (angakkut?) deres hjælpeånder (glosen er åndesprog for hjælpeånder, BS), og da kan hjælpeåndernes (eller angakoq'ens?) husfæller ikke rigtig fange noget.

      Det skyldes en tupilak, som åndemaneren lover at fjerne. Man kan fjerne den ved at stjæle en stump af tupilakmagerens fangst og bekæmpe tupilakken med denne stump.

      Denæst beskriver Teemiartissaq hvordan man laver en tupilak af stumper af alle mulige dyr og fugle og gerne noget af et dødt menneske. Det hele skal helst sys ind i skind, der stammer fra tøjet af den man vil ramme. Tupilakken gøres levende ved at man lader den sutte på ens kønsdele. Tupilakmageren udstøder da et langt faldende eeeh. Tupilakken spørger hvor den skal hen, får besked og sendes afsted mod den nævnte person.

      Denæst skildres åndemanerens fangst og tilintetgørelse af en tupilak, der har hindret en bestemt fanger i at fange. Den fanges vha. hjælpeånden falken, der lidt efter lidt æder tupilakken, og jo mere den æder af den, des raskere bliver den person, den har angrebet. Åndemaneren udpeger (måske vha. en af sine hjælpeånder) den skyldige, tupilakmageren, der straks tilstår, hvorefter der følger en uforståelig reprimande om at gøre ugerningen god igen.

      Angakoq'en sender sine ånder bort og kommer til sig selv med nogle bestemte lyde: Håi, håi, herrn, herrn. (De mange forskellige udråb under forløbet signalerer for tilhørerne, hvad der foregår i mørket, oplyser Thalb.). Tilhørerne udtrykker til slut deres taknemmelighed til angakoq'en.

 

Var.: En mindre besværet fremstilling er formuleret af Thalbitzer i "Grønland nu og før." Nordisk Tidsskrift för Vetenskap, Konst och Industri, 8, 1932.

 

Hist.: Teemiartissaq fortæller Thalbitzer hvad hun mere generelt har hørt og oplevet om åndemanerens uddannelse med søgen efter hjælpeånder, hans initiation, helbredelses-seancer og seancer til udryddelse af tupilakker.

 

Vedr. uddannelse til åndemaner: søg også på uddannelse og initiation.

 

Kommentar: Ganske som de øvrige Teemiartissaq-tekster er heller ikke denne synderlig klar. Andre langt tydeligere fremstillinger hjælper en del på forståelsen:

Vedr. de forskellige hjælpeånder se: Rosing, Jens 1963: 173 - 194, der er en oversættelse af Kaarali Andreassens fremstilling, trykt på grønlandsk i Rosing, Otto: Angákortaligssuit, I, 1957. Også genoptrykt i ny retskrivning. (Afsnittet er ikke registreret i denne base).

Vedr. ferskvandsånden, der æder lærlingens kød, søg på fx. Den store bjørn æder hende. Den lille elv med det store dyr;  ... søens troldbjørn; Søens uhyre; Mislykket uddannelse; Rasmussen 1938: 110: Åndemaners selvbiografi; Aadaarutaa; Georg Quppersimaan.

Vedr. Niimilaa, der af Sandgreen eller hans informant opfattes som en mandlig ånd, søg på Sandgreen og Niimilaa.

Den første seance, initiationen til angakkoq, saqqummerneq, er beskrevet flere gange: Naaja's hos Sandgreen, Ajijak's og Aggu's / Akku's hos Jens Rosing.

Fremstillingen af en tupilak er her klart beskrevet og svarer ganske til andre beskrivelser fra Ammassalik.

Bemærk det særlig tætte forhold, der ifølge Teemiartissaq består mellem mennesker og deres naboer blandt ånderne, dværgene (de bor i jordhuler nær kysten) og innersuit (ildfolkene under stranden). De deler land/egn/omegn/sila med mennesker, kystfolkene i åndesprog. De er deres naboer, nærmeststående.  

De evner der tillægges forskellige arter af hjælpeånder, dværge, kæmper osv. kan variere ganske meget. Det nytter således ikke selv at generalisere ud fra eet eller et par udsagn, - og heller ikke at stole blindt på fortælleres generaliseringer.

Min mor, Kâkâq / Kaakaaq

Print
Dokument id:1708
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Kalia, Elisabeth
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Jens
Titel:Min mor, Kâkâq / Kaakaaq
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 295 - 297
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé: Datteren Elisabeth fortæller om sin blinde mors hyppige

besættelser efter at hun havde fattet interesse for kristendommen. De

foregik ofte ved fuldmåne, gav hende tilsyneladende synet tilbage og

desuden enorme kræfter, som ikke en gang K.s søn Piisui / Kukkujooq

kunne klare.

Først blev hun som regel angrebet af et uhyre i menneskekrop, et

hundeben og et fugleben, som hjælpeånderne forsvarede hende imod.

Dernæst af hjælpeånderne selv. Først når det lykkedes Piisui at snige

sig ind på hende og klaske hende på begge ører, faldt hun sammen og

var derefter længe om at komme til kræfter. Elisabeth var engang så

uheldig at møde K.s sidste trofaste hjælpeånd, som gav sig til kende

ved navns nævnelse. K. blev rasende, da E. fortalte om det, og

besluttede at bekende alt om denne Pukuanna og dermed sende ham bort

for altid. Men mens det suste og klaprede i hele huset, forstod man

ikke andet af K.s tilståelse, end at P. havde villet dræbe hende,

fordi hun ville døbes - men kun havde magtet at blinde hende.

 

Hist.: Persondata søg på: J. Rosing 1963: 281 - 285: "Kâkâq".

Minalâq / Minalaaq

Print
Dokument id:920
Registreringsår:1952
Publikationsår:1967
Arkiv navn:
Fortæller:Svendsen, Eliinna, Abrahamsen, Otto, Abrahamsen, Jens
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Minalâq / Minalaaq
Publikationstitel:Inugpât, Nuuk / Godthåb 1967
Tidsskrift:
Omfang:side 116
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 125.

Øvrige fortællere, søg på: Otto Abrahamsen; Jens Adamsen; Poul Hansen, Nukaaraq

 

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

Oversættelse ved Signe Åsblom:

 

Minalaaq.

 

Eliina Svendsen. Det fortælles, at Ussuks barnebarn Minalaaq først fik sig en kone, da han var blevet en gammel ungkarl. Hver gang de sagde til ham, at han burde få sig en kone, plejede han at svare: Kan kvinder dykke ned? Han tvivlede nemlig slet ikke på svaret. Han fik Ineqinnavaaqs datter Najannguaq til kone. Eftersom Minalaaq ikke havde nogen hunde, kom han, da han boede i Aappilattoq, på besøg til Upernavik med sin kone ved at have hende på slæden og skubbe den foran sig.

 

Hist.: Historisk fortælling fra 1800-tallet.    Minalaaq blev født 1827, og hans far hed Ikkiitsoq, og hans mor hed Kigasi. Ikkiitsoqs far hed Ussuernersuaq. Minalaaq døde, da han var 61 år gammel. Og udfor hans navn på fortegnelsen over mennesker, står der, at han døde af hjernebetændelse.

 

Kommentar: Uklart hvad der menes med spørgsmålet om kvinder kan dykke ned. Måske drejer det sig om, hvorvidt kvindelige angakkut / kvindelig angakkoq / åndemaner kan rejse til Havkvinden.

Misartaq

Print
Dokument id:2324
Registreringsår:1961
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Misartaq
Publikationstitel:Hvis vi vågner til havblik
Tidsskrift:
Omfang:side 136
Lokalisering:Sermiligaaq: Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Resumé:

 

Misartaq endte sine dage, da han for vild i tåge på isen, og efter sporene at dømme havde kæmpet en svær kamp. Der var blodpletter omkring ham og hans harpun var splintret. Men mente det var alle de døde han engang havde spist, der hævnede sig. (Han havde haft noget spæk med han spiste af. Måske et rovdyr var blevet lokket til ? BS).

 

Hist. Historisk overlevering i slægten Napartuku og Atsivaq. Se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9.

Misartaqs endeligt

Print
Dokument id:1654
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:Rosing, Peter
Indsamler:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Titel:Misartaqs endeligt
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 138 - 139
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 52 - 54; angakkortalissuit, 1990: 177 - 179:  "Misartap toqunera".

 

Resumé:

Under et tiggerbesøg ved Umiivik (nord for Kulusuk) fortæller Misartaq

(der overvintrer ved Noortiit på Kulusuk) om en sultevinter ved den

nordlige fjord, Kangerlussuatsiaq, hvor man overlevede ved at spise

dem, der døde af sult (det fortælles dog ikke med rene ord). På

hjemvejen følges M. med kvinden Tappinngajik, der skal til Suunaajik.

Det blir tæt tåge, M. sagter agterud, T. går i forvejen og fortæller

intet om M., da hun når frem, fordi han er varmt klædt på. Om natten

hører Aaliks kone skrig og hyl, og næste morgen forstår man på T., at

det kan have været M. Man finder ham død med vidskræmte øjne på isen

ud for Akinnaatsaan og slutter sig til, at han er skræmt ihjel af dem,

han i sin tid spiste ved Kangerlussuatsiaq.

Hist.: Historisk fortælling om sultevinteren 1880 - 81. Denne datering stemmer dog ikke overens med andre. Se kommentaren til: Ajaattoq Victor.

Mislykket uddannelse

Print
Dokument id:986
Registreringsår:1904
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 405: "Angmagssalikkernes Religiøse Forestillinger"
Fortæller:?
Nedskriver:Rosing, Christian
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Mislykket uddannelse
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 26 - 27
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Oversat af K. Rasmussen fra Chr. Rosings "Tunuamiut", 1906, ss.

28-29. Karl Rosings oversættelse: "Østgrønlænderne", 1946, ss. 42 - 43,

red. W. Thalbitzer, Det grønlandske Selskabs Skrifter, 15.

 

Resumé af Karl Rosings oversættelse:

 

En åndemaner / angakok fortæller Chr. Rosing om en uddannelse, men det er usikkert om det er hans egen:

 

En ung forældreløs mand opfordres til at lære til åndemaner / angakkoq / angakok af en anden åndemaner og rådes, for at kunne tjene lidt til livets ophold, til at søge sig hjælpeånder langt borte. Han møder to ravne i menneskeskikkelse som bliver hans hjælpeånder, men da de vil lære ham åndeflugt, magter han det ikke, og heller ikke på deres anvisning at fange og hive en aataasaq (vingesnegl, undertiden en toornaarsuk, der havde evnen til at fange tupilakker i Østgrønland, BS) i land fra midten af en sø. Derfor bliver han aldrig i stand til at fange tupilakker. En ømmert / islom får han ikke som hjælpeånd, fordi hans kamiksåler er lappet med gammelt spæktrukkent skind, og da han er blevet ædt af en blødende tejst, ødelægger hans mor virkningen bagefter, da hun imod hans ordre skyller hans helpels i urinbaljen. Ellers ville tejsten have kunnet gentage fortæringen under hans seancer.

 

Hist.: Som sagt er det usikkert om denne fortælling er selvbiografisk eller ej. Hvis den er det, har denne åndemaner villet understrege hvor ringe han var i denne kunst.

 

Kommentar: Visioner af blødende fugle opfattes undertiden som opfordringer til at holde den første seance. Denne tejst fungerer tilsyneladende ligeså meget i rollen som søens eller ferskvandets uhyre (se dette), der fortærer lærlingen som forudsætning for, at hans søgen efter hjælpeånder lykkes.

 

Vedr. uddannelse til åndemaner: søg også på initiation

Mitinguaq og Tigaq / Mitinnguaq Tikkaq / Tikaaq

Print
Dokument id:199
Registreringsår:1859
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Mitinguaq og Tigaq / Mitinnguaq Tikkaq / Tikaaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 274 - 276, nr. 94
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Oversat af Kirsten Thisted i: Kreutzmann, Jens: Fortællinger & akvareller. Red. Kirsten Thisted. Atuakkiorfik 1997: 52 - 53: Et kajakvæddeløb.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning af Arnaq Grove i: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 52 - 53: Qaannamik sukkanniuttut.

 

Resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 159

 

Oversættelse ved Berthelsen:

 

I Appamiut var der engang en kajakmand, som var ivrig efter at tage ud

på fangst, og som roede hurtigt. Om vinteren, når nordenvinden rasede, plejede

han at jage alke ved mundingen af Appamiutbugten - uden at bruge sin fuglepil.

Han slog alkene med sin åre. Når han kom hjem med alkene stukket ind under

samtlige tværremme på sin kajak, gik folk ud fra, at han havde

fanget alkene med sin fuglepil.

På Ikkamiut boede der en sydlænding, en tilflytter. Denne fik engang lyst

til at udfordre manden fra Appamiut til at ro om kap. Han kom til Appamiut netop

på den tid, hvor nordenvinden var fremherskende. Stormen piskede vandet sådan

op, at det dækkede himlen som et hvidt slør. (Denne oversættelse er usikker. Der

står i virkeligheden kun, at himlen var blevet helt hvid - Chr.B.). På det

tidspunkt var Appamiut-fangeren endnu ikke kommet hjem fra fangst. Ved mørkets

frembrud blev der meldt, at han var på vej hjem. Så såre han lagde til, var der

én, der fortalte ham, at en af sydlændingene var kommet for at ro om kap med

ham. Bag på kajakken havde Appamiut-fangeren en fuldvoksen spraglet sæl, som han

havde viklet fast til kajakken med en line. Da folk nu var kommet ned for at

tage imod ham, roede han et stykke ud fra land og vendte rundt flere gange for

at vikle den ud. Sydlændingen kiggede med, idet han samtidig skævede mod vest,

(hvor vejret rasede). Fortælleren kunne ikke huske, hvad sydlændingen hed. Men

Appamiut-fangeren hed Mitinnguaq. Der var en anden Appamiut-beboer, der hed

Tikaaq.

Sydlændingen som udfordrede til kaproning, tog hjem dagen efter med

uforrettet sag, men da han blev drillet en del af de andre, gentog han

udfordringen. På Mitinnguaqs opfordring gik Tikaaq med til at ro om kap med

sydlændingen. Det blev ydermere aftalt, at Mitinnguaq skulle træde til, hvis Tikaaq ikke kunne klare sig.

Tikaaq og sydlændingen roede over fjorden ved Appamiut. Da de begyndte at

ro hurtigt til, hævede den forreste del af sydlændingens kajak sig op over havet

til dér, hvor benene var. Forenden af Tikaaqs kajak kom derimod til at stikke

ned i vandet, fordi de bobler, som hans årer lavede, hævede kajakkens bagende

op. De roede efter hinanden, men ingen af dem sakkede agterud. Tikaaqs

bopladsfæller sagde: "Tikaaqs årer er endnu ikke begyndt at lave et hul." Når

Tikaaq roede rigtig hurtigt til, så det nemlig ud, som om der drejede et hjul på

hver sin side af kajakken. Efter en ganske kort pause begyndte de at ro med

stævnen imod bopladsen. Tikaaqs bopladsfæller sagde: "Nu er Tikaaq begyndt at

lave hul med sin åre." I det samme fjernede Tikaaq sig fra sydlændingen, og han

roede i ring omkring ham. Det gjorde han uafbrudt, indtil de nåede land.

Sydlændingen gentog ikke udfordringen, han tog tilbage til Ikkamiut.

 

Var.: Brandt Ikaq; Om Kanginnguaq (delvis)

 

Hist.: Konkurrencer mellem syd- og nordlændinge - i roning o.l. og i åndemaneri / angakkoqkunst forekommer i mange fortællinger. De fleste foregik formentlig på samlingspladserne, aasiviit, hvor man mødtes under sommerens rejseaktiviteter.

Mitsivarniánga / Missuarniannga

Print
Dokument id:1313
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:Rosing, Peter
Indsamler:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Titel:Mitsivarniánga / Missuarniannga
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 252 - 258
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, I: 97 - 105; angakkortalissuit, 1990: 97 - 104.

Resumé:

Aggus hævn over Ilinngivakkeeq ("Avkos hævn"), som Missuarniannga

overværede, gjorde dybt indtryk på ham. Som åndemaner var han dybt

seriøs, søgte nye veje og fortolkninger, men blev aldrig så stor en

åndemaner som sin svigerfar Aggu / Akku. Til gengæld var M. meget dygtig til

fangst og håndværk og hans kone en pertentlig syerske. Familien var

derfor rig og velklædt.

   M.s ældste søn Kaakkajik, døbt Kaarali Andreassen, var otte i 1898,

da M. holdt den ene af de to seancer, der næsten tog livet af ham. Ved

dens afslutning sender hans hjælpeånd, Tunivia sin skræmmende Ajumaaq

mod M. med et hvinende sus. M. besvimer, trommen tier, længe tror man

ham død. En af hjælpeånderne forsikrer dog om, at han stadig er i

live, og endelig lykkes det den at besjæle M.s legeme, der atter

kommer til live. Tunivia ville hævne sig på M., der havde røbet, at

den ville røve et menneske.

   Den anden seance finder sted i tiden mellem M.s kones og søns dåb i

1899 og hans egen i 1901. M. har manet ånder to aftener i træk og set

et stærkt lys nærme sig ude fra havet. Tredje aften når det frem som

skyggen af en bjørn med bulder, brag og rysten så de nye glasruder

sprænges, og M. falder livløs om. Denne gang tar det endnu længere

tid, før det lykkes M.s åndedræt at komme så vidt tilbage, at en af

hans hjælpeånder, en kæmpe, kan få liv i ham igen. I mellemtiden

fjerner M.s kone forhængsskindet, der lader fuldmånens lys trænge ind

og afsløre M.s ligblege krop, og angsten blir uudholdelig, da trommen

senere går i gang, for så at stoppe igen. Kæmpen tæver og puster på

M., mens lydene fra forhæng og tromme blir hørligere og stærkere.

Under gulvet høres M.s hjælpeånderne og den ledende stemme: ululo, ululoo. M.s stemme blir hørlig langt ude

fra fjordmundingen og nærmer sig - kæmpen går. Med besvær får M. sin

stemme (og åndedræt) ind i kroppen, sætter sig over ende med

overkroppen svingende frem og tilbage, rejser sig og vakler hen på

briksen, hvor han efter tre dage blir sig selv igen.

   M. melder sig derefter til dåb, blir døbt april 1901, fanger godt

den følgende sommer, men blir så syg i det ene ben og sengeliggende.

En af hans hjælpeånder har formodentlig hævnet sig. Kort efter

midvinter dør M.s kone Piseerajik under en dødfødsel. Sønnen K. gør

sit bedste for at holde modet oppe hos faderen, passer sin moders

lampe og læser sin ABD. En aften, da den syges far som så ofte før

besættes, ser K. et forfærdende spædbarn i briksens fodende. Det har

M. set i meget lang tid og han tilstår for sin svoger, Ajukutooq, at

det er en tupilak, der er vendt tilbage mod ham.  M. beslutter nu at

presse sit åndedræt ned og væk, dvs at dø. Han ligger bevidstløs i ca.

en halv time, hvorefter M. må opgive og bedrøvet lade sit åndedræt

komme tilbage.

   Hele forløbet af de to seancer og det mislykkede selvmord skildrer

hvordan M. må lide, mens han lidt efter lidt mister magten over sine

hjælpeånder.

 

Hist.: Missuarniannga, der blev døbt som voksen, levede fra ca. 1862 til 1910. Ilinngivakkeeq / Ilinnguakki / Ilinguaki (ca. 1830 - 1893) var en af Naajas sønner. Det samme var Kãvkajik / Kaakkajik / Kakasik (ca. 1835 - 1885), der var

M.s sangkampven og som M. opkaldte sin søn efter i 1890.

 

Tolkning: Adskillige historiske fortællinger beretter om de lidelser,

det kostede åndemanere at blive døbt og skille sig fra deres

hjælpeånder. Også Kukkujooq angribes således af et aggressivt

lysfænomen, der dog ikke rammer ham (Sandgreen 1987: nr. 53, s. 443 - 444).

I fortællingen om M. svarer ilddød og åndedrættets bortførelse ud over

havet under seancen ved en skyggebjørn til initiationerne ved såvel

ferskvandets bjørn til det "indre lys" som puulik. Det samme gør det råb, hvormed hjælpeånderne arriverer, da han er nået tilbage: ululo, ululoo. Det er sandsynligvis remmesælens parrings kald, mating call. Se også eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor og Sonne 2017: Worldviews of the Greenlanders, chap. 5.

Kommentar: Som man ser forstod Miss. sig på at lave tupilakker, dvs. heksekunst, ilisiinneq, samtidig med at han var angakkoq / åndemaner.

Mitsivarniángas / Mitsivarnianngas beretning om sit besøg ved Akínâtsân / Akinnaatsaan

Print
Dokument id:1652
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Missuarniannga
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:Rosing, Otto
Indsamler:Rosing, Peter
Titel:Mitsivarniángas / Mitsivarnianngas beretning om sit besøg ved Akínâtsân / Akinnaatsaan
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 132
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 45 - 46; angakkortalissuit, 1990: 170 - 171: "Mitsivarniannga aamma oqaluttuarallassaaq".

 

Resumé:

Missuarniannga undersøger forholdene ved Akinnaatsaan i juni efter sultevinteren og kan bekræfte det sørgelige syn af de fire døde brødre, af ligene af

Baaliks lille søn sammen med sin mor, der alle er skæmmede af ravne.

Det samme er fem mennesker, der er faldet næsegrus om på taget i

solvarmen, mens Putsaanaq er den eneste han genkender af alle de mange

døde på briksene inde i huset, da han kigger ind gennem vinduet.

Stanken derinde fra afholder ham fra at gå inden for. Det mærkeligste

syn er en varmt påklædt kone, der er død nær stranden af forspisning i

et stykke spæk, som der endnu er rester af i hendes hånd og ved hendes

side.

Ajaatteq

Hist.: Historisk fortælling om sultevinteren 1880 - 81. Denne datering stemmer dog ikke overens med andre. Se kommentaren til: Ajaattoq Victor.

Månens barn

Print
Dokument id:1128
Registreringsår:1884
Publikationsår:1888
Arkiv navn:
Fortæller:Uutuaq (Utuak)
Nedskriver:Holm, G. F.
Mellem-person:Holm, G. F.
Indsamler:Holm, G. F.
Titel:Månens barn
Publikationstitel:Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik
Tidsskrift:Meddr. Grønland 10(5)
Omfang:side 281 - 282, nr. 16
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 140 - 146.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II:253 - 255.

 

Eng.udg.: Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 263 - 264.

 

Resumé: En kone, hvis børn altid dør, voldtages undervejs efter vand

af Månen, der kommer på sin slæde. Hun besvimer under voldtægten og

vågner badet i blod på det vandskind, Månen har bredt ud til samlejet.

Månen beordrer hende til ikke at ligge med sin mand de første nætter

og ikke sy anorak til det barn, hun vil få. Den vil månen levere.

Hun holder sig fra sin mand i tre dage, og da hun føder, får familiens

ufrugtbare hund også en hvalp. Månen leverer anorakken, der er syet af

remmesælstarme, og desuden en hvalrosluffe og en bjørnebov, som barnet

skal spise.

Konen lærer sønnen at holde vejret under vand lige så længe som en

netside.

Drengen og hvalpen udvikler sig lige hurtigt. Månen forærer sin søn en

hundepisk, og drengen pisker sin hvalp ihjel med venstre hånd. Han

pisker også sine legekammerater. En af dem dør. Da dennes søskende

pønser på hævn, bygger drengens mor et vinterhus på en stejl klippeø.

Hævnerne ankommer i kajakker. Moderen giver sin søn hans første

klædedragt på, tarmskindsanorakken. Han smutter ud mellem kajakkerne,

svømmer udefter under vandet med kajakkerne efter sig. Langt ude,

hvor kystbjergene ikke længere kan skelnes fra hinanden, begynder

drengen at fryse, dykker ned til bunden, råber fra roden af noget

vingetang, og vinden begynder at suse. Han råber fra roden af noget

andet tang. Nu kommer nordøstenvinden. Det fyger fra toppen af det

højeste bjerg, Qalerajueq, på Kulusuk. Kajakmændene vender om. Nogle

af dem kæntrer, og drengen tar årerne fra de øvrige. Han kommer alene

hjem.

 

Var.: Svømme under vandet som en sæl.

Arnaaluk 50 - 52; Sahra 179v; The man in the moon and the entrail-snatcher; Kvinden hos Qaumatip inua; En ufrugtbar kone der gifter sig med Malenen (?);

 

Kommentar: Vingetang har været brugt som pusterør i Østgrønland, Emil Rosing pers. medd.

For en analyse af denne fortælling se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under "Månen" og eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

Naaja bliver fornærmet / Nauja ajuatdlagpoq

Print
Dokument id:1232
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Naaja bliver fornærmet / Nauja ajuatdlagpoq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 77 - 80, nr. 10
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 49 - 51, nr. 10.

 

Resumé: Den moderløse Naaja forkæles af sin far, der dog ikke slækker på

kravet om de mange tabuer, som vordende åndemanerer skal overholde.

N. adlyder kun sin far og er vel 4-5 år, da hans far en dag ber ham

lægge en udtørret læderspand ned i vandet ved stranden. N. lystrer,

men tynger kun spanden ned med små isstumper, hvorfor den flyder væk

ved højvande. Faderen bebrejder ikke N., men da han stilfærdigt

belærer ham om fejltagelsen, blir N. så skamfuld og vred, at han må ud

og væk. Han går mod indlandet.

 

Var: J. Rosing 1963: s. 205 - 207.

 

Hist.: Begivenheden kan tidsfæstes til begyndelsen af 1800-tallet.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Kommentar: skamfølelse over forældres bebrejdelser angives ofte som årsag til at børn "går hjemmefra", hvor de møder deres første hjælpeånd. Samme årsag kan optræde i qivittoq-fortællinger.

Naajarsuaq og Horaajuk

Print
Dokument id:232
Registreringsår:1860
Publikationsår:1997
Arkiv navn:
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Naajarsuaq og Horaajuk
Publikationstitel:Fortællinger & akvareller
Tidsskrift:
Omfang:ss. 191 - 194
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 75h - 77v (slutning mangler, ses i afskriften).

Publiceret transskription af orig. håndskr.: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 191 - 194: Naajarsuaq aamma Horaajuk.

 

Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 227.

 

Fyldig dansk version af denne sammensstykket med to andre varianter i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 80.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 64, ss. 354 - 358: Naujarsuak and Kukajak.

 

Resumé:

Naajarsuaq og Horaajuk.

 

Naa. og Ho. er husfæller, men da Naa. er kommet til at lave en åbning i Ho.s forråd om efteråret, og der (formentlig pga. af ræve) intet er tilbage da Ho. kommer for at hente noget, bliver Ho. rasende. Han opsøger Naa. på havet, følger ham hjem, viger ikke fra ham og skælder ham hele tiden ud. Naa. svarer intet, så Ho. truer til sidst i irritation med at dræbe ham, hvis han ikke svarer. Naa. tier stadig og Ho. dræber ham til havs. Naa.´s gamle far ser det hele, henter liget på havet, begraver det og begynder derefter igen at fange, men først en dag vejret er nøjagtig som på dagen for mordet, går der hul på hans sorg. Han sørger og sørger og holder først op, da hans kone blir gravid. Sønnen hun føder opdrager Naa.´s far med stadig tungere fangstvåben og en masse nynnende trylleviser. Han bliver meget stærk og dygtig fanger (og - fremgår det senere - familien rejser nordpå til et hvalfangstområde). De rejser sydpå igen og Naa.´s far fortæller sin søn, hvordan han skal hævne Naa.´s død med en harpun med en kæmpestor harpunspids. Ho. inviteres fra sit sommersted over fjorden til Naa.´s fars sted, hvor han beværtes med både hval og sæl, og tryg ved al denne venlighed ror han tilbage. Men den unge mand ror, på sin fars opfordring, efter Ho., og skønt Ho.´s fæller råber om forfølgeren fra land, ser Ho. kun på dem og dræbes af den enorme harpunspids, som Naa.´s fars søn blot lader sidde i hans ryg, idet han skærer remmen fra. Ho.´s fæller bliver passende imponerede over dens størrelse, og Naa.´s far med kone og søn tager uskadte tilbage nordpå.

 

Var.: Mågen og sneglen; Kuukajak og Naajarsuaq; Naajarsuaq og Kuukajak (flere).

 

Hist.: Det er lidt uforståeligt hvorfor Kreutzmann ikke har episoden med, hvor familien af sydlændinge rejser nordpå og skaffer sig både barder og hvalben til at forære væk og handle med hjemme i syd. Måske man selv skal være sydlænding og have husket behovet dér for barder til fiskeliner for ikke at glemme den episode.

 

Kommentar: Bemærk den voldsomme gang skæld ud i starten af fortællingen. Den er typisk for Kreutzmann.

Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34.

Naangiseq, Makkak og Sileqaava

Print
Dokument id:2316
Registreringsår:1961
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Naangiseq, Makkak og Sileqaava
Publikationstitel:Hvis vi vågner til havblik
Tidsskrift:
Omfang:side 101
Lokalisering:Sermiligaaq: Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Resumé:

 

En af Nappartuku og Atsivaqs døtre, Nakatsilik blev gift med Kaaduarnaaq. Tre af deres døtre, Naangiseq, Makkak og Sileqaava. De tog til Nuuaalik med deres familier i 1882 for overvintring. Sileqaava vendte tilbage til Umiivik med sin mand, Kilimee / Kilimi. De øvrige blev fundet døde af Amdrup ekspeditionen i 1899. Enten af kødforgiftning, eller måske noget skyderi. Man fandt riffelkugler i og ved deres hus.

 

Hist. Historisk overlevering i slægten Napartuku og Atsivaq. Se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9.

Najagiinnguit / Søskendeparret / En dreng og hans lillesøster

Print
Dokument id:812
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415
Fortæller:?
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:Rosing, Peter ?
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Najagiinnguit / Søskendeparret / En dreng og hans lillesøster
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:7 sider
Lokalisering:Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Dette er en stærkt revideret renskrift (af Peter Rosing ?) af KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419, nr. 96 - begge versioner er oversat i denne base.

 

 

Resumé se: Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 318 - 322,

"Bjørn, knivhale og savryg."

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Det fortælles, at en fanger havde to plejebørn, der var

søskende (en dreng og hans lillesøster).

En gang om efteråret, da bærrene modnedes, begyndte søskendeparret at

tage ud på bærtogt for a samle bær til vinterforråd.

En dag var søskendeparret ude for at plukke bær. Da de var på vej

hjem, fik de øje på et kæmpe menneske, med kun et øje og et ben. Da

han begyndte at forfølge dem, flygtede de. Men kæmpen halede mere og

mere ind på dem; og de søgte efter en kløft, hvor de kunne gemme sig.

Da de fandt en kløft, gemte de sig der med lillesøsteren nederst.

Kæmpen nåede frem og opdagede dem; og han tog storebroderen op og

anbragte ham ved siden af sig; og idet han tog lillesøsteren, sagde

han: "Hende der vil jeg tage til kone," og herefter drog han afsted

udefter sammen med pigen.

Da storebroderen havde grædt tilstrækkeligt længe over tabet af

lillesøsteren, tog han hjem og fortalte det til sine forældre.

De sørgede over tabet af pigen og de kunne ikke finde hende.

Storebrodrene kunne under sin opvækst ikke glemme sin lillesøster; og

han gjorde hvad han kunne for at blive åndemaner og styrke sine

kræfter.

Da han var blevet voksen, spurgte han sin plejemor: "Hvad mon man

bruger som slædehunde?" (Det fortaltes, at de ikke kendte noget til

hunde.) Plejemoderen svarede: "Jeg har hørt, at man bruger harer som

slædehunde." Da plejesønnen hørte dette, drog han ind i landet for at

finde harer til slædehunde.

Da han havde samlet tilstrækkeligt mange harer, tog han hjem, byggede

sig en slæde og tog ud på en slædetur.

Da han var nået meget langt hjemmefra og vendte hjemad, blev harerne

trætte; derfor dræbte han dem alle sammen, da han kom hjem, hvorefter

han spurgte sin plejemor: "Hvad mon man bruger som slædehunde?"

Plejemoderen svarede: "Jeg har hørt, at man bruger ræve som

slædehunde." Efter at have fået dette at vide tog plejesønnen ud for

at samlet sig nogle ræve.

Da han havde samlet tilstrækkeligt mange, tog han hjem. Han lavede

seler til dem alle sammen, hvorefter han tog dem ud på en køretur.

Han kørte langt bort og på tilbage-turen, umiddelbart før de nåede

hjem, blev hundene trætte. Ved ankomsten dræbte han dem alle sammen

og spurgte sin plejemor: "Hvad mon man bruger som slædehunde?"

Plejemoderen svarede: "Jeg har hørt, at men bruger isbjørne." Dagen

efter tog han ud for at skaffe sig en isbjørn som slædehund.

Han gik ind i landet og fik øje på en stor isbjørn. Han gik hen og tog

den, gav den mundkurv på og bandt det ene forben fast til halsen. Så

førte han den med sig hjem.

Efter at have trænet den, fik han lyst til at prøve den,og ha tog

afsted på slæde.

Han kørte meget langt væk; og han kom tilbage, uden at "slædehunden"

blev træt; og han roste dens gode egneskaber som "slædehund".

Efter at have kørt med den et stykke tid spurgte han: "Hvad mon man

bruger til slædehunde?" Plejemoderen svarede: "Jeg har hørt, man

bruger nogle dyr med jernhale som hunde. Og det er noget med, at de

holder til mellem rådne sten." Da han hørte dette, klargjorde han

mundkurv og skagle og drog ind i landet.

Han var kommet langt ind i landet, da han imellem de rådne sten fik

øje på et dyr med jernhale, der tyggede en rådden sten, så det

knasede. Han gik hen til dyret. Da han nærmede sig drejede det sig

hele tiden med halen vendt imod ham, for at slå ham med halen. Han

gik hen til det for at tage det, give det mundkurv på og binde

skaglen fast. Bundet førte han det hjem.

I starten kom isbjørnen og dyret op at slås, men han trænede dem; og da

de havde vænnet sig til hinanden, tog han afsted på en slædetur.

Han kørte langt, langt væk; og han kom tilbage, uden at trækdyrene

blev trætte. Han var meget tilfreds med sine "hunde", men han ville

gerne have endnu én. Derfor spurgte han sin plejefar: "Hvad mon man

bruger som slædehunde?" Plejefaderen svarede. "Jeg har hørt noget om,

at man bruger dyr med en sav på ryggen som slædehund."

Han spurgte ham, hvor disse dyr plejede at holde til. Plejefaderen

svarede: "Jeg har hørt, at de skulle holde til i revner i en

snedrive." Dagen efter tog han ud for at lede efter sådan et dyr.

Han nåede en snedrive og fik i en revne øje på et dyr med en sav på

ryggen. Da han kom derhen, ville det save ham med sin sav; men han tog

det, gav det mundkurv på og førte det med ned til kysten.

Til at begynde med kom dyret op at slås med isbjørnen og dyret med

jernehalen, med efter at have trænet dem færdigt, tog han ud på en

meget lang tur, og da han vendte tilbage, uden at "hundene" var blevet

trætte, erklærede han sig tilfreds med antallet af hunde.

Samme dag om aftenen manede han ånder. Han ledte efter søsterens

fodspor og fandt dem; og dagen efter tog han afsted i søsterens spor.

Han kørte stærkt, direkte udefter og efter lang tid fik han forude

øje på en stor ø. Lige før de nåede frem, fik han øje på nogle store

spor, og han genkendte dem som spor af den, der bortførte hans

lillesøster dengang de var børn.

Han fulgte nu disse spor og fik endnu mere fart på. Han fortsatte og

standsede neden for kæmpens hus, hvor han tøjrede hundene, og gik op

og ind i huset.

Lillesøsteren, som han genkendte helt og holdent, var alene hjemme,

idet manden var ude på fangst.

Da han havde været inde i huset et stykke tid, sagde han til

lillesøsteren: "Lad mig dræbe din store mand, ikke?" Lillesøsteren

svarede: "Min mand elsker mig højt, og han sørger for, at jeg ikke

kommer til at mangle noget af det, jeg behøver. Du må ikke dræbe ham."

Storebroderen sagde så: "Når jeg kommer hjem uden at have dræbt ham,

er det mig, der må dø af savn over dig!" Dertil sagde søsteren: "Hvis

det er sådan fat, må du hellere dræbe min store mand."

Mens alt dette skete, var hendes store mand på vej hjem indefter. Da

han nærmede sig huset, opdagede han, at der holdt en slæde nedenfor.

Han løb i en fart ind i deres hus og stod pludselig ansigt til ansigt

med den besøgende. Mens han stod der og stirrede intenst på gæsten,

sagde hans kone: "Det er min storebror, som var sammen med mig

dengang, du tog mig." Da tog han godt imod

storebroderen.

 

Under samtalen inviterede storebroderen sin svoger hjem

på besøg. "Nej, jeg er bange for dine hunde," sagde svogeren.

"Du skal ikke værebange for mine hunde. De kan ikke løbe lige så hurtigt som du." Det fik svogeren til at sige ja til besøget.

 

Da de tog afsted tidligt næste morgen, sagde storebroderen: "Du skal

løbe foran hundene." Som storebroderen sagde, gav svogeren sig til at

løbe hurtigt foran slæden. Og hundene satte efter ham i fuldt

firspring. Hvergang "hundene" var lige ved at indhente ham, satte han

i et spring, så "hundene" igen kom bagefter. Sådan spurtede de hele

tiden, helt frem til storebroderens hus.

Søskendeparret (der står egentlig kun: de andre) gik ind i huset, mens

svogeren blev udenfor, da husgangen var for snæver til, at han kunne

komme igennem.

Storebroderen sagde til ham: "Vi lægger nogle skind på gulvet ude i

gangen. Læg dig ned på maven, og lad alene dit hoved komme ind i rummet

på besøg."

Det gik han med til og havde sit hoved på besøg. Allerede

før han krøb ind i gangen, havde storebroderen ladet de andre vide, at

han ville dræbe ham, mens han lå i gangen.

Da kæmpen var inde i gangen, gik storebroderen hen til sine "store

hunde" og sagde til isbjørnen: "Du skal angribe hans balder, alt hvad

du kan," til dyret med saven på ryggen: "Du skal save ham i

maven," og til dyret med jernhalen: "Du skal tæve hans store

krop."

Sålede instruerede gik hans "store hunde" til angreb på kæmpen.

Da isbjørnen bed ham i balderne, sagde han: "Det er en lus, der bider

mig!" Han var ved at skubbe sig bagud af gangen, fordi det gjorde mere og mere ondt;

så savede dyret med en sav på ryggen ham i maven, så indvoldene

væltede ud.

Det lykkede ham at komme udenfor; og idet han rejste sig op, faldt

indvoldene ned; og han faldt død om.

Da han var død, begravede storebroderen ham og aflivede sine "store

hunde".

Det fortælles, at da han havde dræbt svogeren, fik han søsteren tilbage,

og at de bor sammen den dag idag.

 

Var.: Kreutzmann: søster Akilineq; knivhale; trækdyr; oqaluttuaq utoqqannguanik kangerlummut; Broderen som genfandt sin søster i Akilineq; Anertorsuaq; Hendrik Illoriinnik; Johanneserujuk akilineq søster; Fortælling om Ungilattaqi;

 

Kommentar: Håndskriftet dateret af Rasmussen til 19. febr. 1920, men om det gælder Sofie Jørgensens egne nedskrifter i hæfte 419 eller renskrifterne i hæfte 415 er uvist. Sofie Jørgensen overvintrede i Danmark på gennemrejse til Qaqortoq i 1920. Hun må således være rejst fra Ammassalik sammen med Rasmussen i 1919.

Najagînguvít / Najagiinnguit / Søskendeparret

Print
Dokument id:811
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419
Fortæller:Jørgensen, Sofie
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Najagînguvít / Najagiinnguit / Søskendeparret
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:7 sider, nr. 96
Lokalisering:Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Se også stærkt revideret renskrift af samme fortælling i KRH, kasse 52,

nr. 2, hæfte 415 (af Peter Rosing ?) - begge versioner er oversat i denne base.

Resumé:, se: Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s.

318 - 322, "Bjørn, knivhale og savryg".

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Om én, der brugte en isbjørn, et dyr med jernhale og og et med sav på ryggen som slædehund.

To forældreløse, der var i pleje hos et ægtepar, plejede om efteråret

at samle bær til vinterforråd.

Da det blev vinter, tog drengen og hans lillesøster af sted for at

hente bær fra deres forråd. Undervejs fik de øje på et stort menneske.

De gav sig til at flygte. Denne kæmpe begyndte også at løbe

og hale ind på dem. De var klar over, at han ville indhente dem, hvis

de fortsatte, så de kiggede hele tiden efter en klipperevne og fandt

også en. De anbragte sig i revnen; og drengen sørgede for, at

lillesøsteren kom til at ligge nederst. Kæmpen kom hen til

dem; og de opdagede, at han var meget stor, og at det kun havde et

øje, der fyldte hele ansigtets bredde.

Kæmpen greb storebroderen i ryggen, løftede ham og satte

ham igen ned på jorden. Han tog så lillesøsteren og sagde: "Hende dér

skal være min kone!" Med hende drog han afsted direkte vestover.

Storebroderen græd meget.

Han gik hjem og fortalte det til sine plejeforældre.

Han voksede op og savnede sin lillesøster. Han blev som voksen en

dygtig fanger, og han fik mange kræfter. Han blev også åndemaner.

En dag spurgte han sin plejefar: "Må jeg anskaffe mig hunde?" Han

svarede: "Værsgo, anskaf dig hunde!"

Plejesønnen sagde ikke mere. En dag sagde han igen: ("Taume

kisimangalikiaq qingmeqartariaqarpa?" Renskriften: "Hvad bruger man

som hunde?" ? C.B) Plejefaren svarede: "Jeg har hørt, at ræve skal

være gode som hunde."

Dagen efter tog plejesønnen afsted for at samle ræve sammen. Han fik

samlet fem ræve sammen("manioranut" ?). Igen næste dag fangede han

fem. Så havde han ialt ti. Han lavede seler til dem og prøvede dem.

De løb nok hurtigt, men de blev trætte. Da han kom hjem, sagde han:

"Mine nye hunde kan ikke bruges. Hvilket dyr er mon de eneste der er velegnede

som hunde?" (usikker oversættelse). Han svarede: "Jeg har hørt, at

isbjørne skal være velegnede."

Han lavede en hunde-mundkurv og noget til at binde bjørnen med og tog

afsted for at søge efter en isbjørn. Han fik øje på en stor isbjørn og

fangede den. Han gav den mundkurv på og bandt slæbetøjet ("taligûtísâ

norqardlugulo") fast. Han gik ned med den og afprøvede den. Den løb

hurtigt. Han var spændt på, om den blev træt. Selvom den blev træt,

gik den ikke så langsomt.

Da han kom hjem, sagde han til plejefaderen: "Måske skal jeg også ha

en anden. Den her er for så vidt god nok, men den bliver træt."

Plejefaderen sagde: "Man har hørt, at dyr med en hale af jern skal

være gode." Plejesønnen svarede: "Hvor mon de plejer at opholde sig."

Plejefaderen svarede: "Man har hørt, at de opholder sig

mellem/i/blandt (?) rådne sten!"

Så lavede den unge mand en mundkurv og noget til at spænde med,

hvorefter han tog afsted. han gik og gik og kom til en rådden sten

(klippe). Han så noget sort ("tarqisoq") som havde en hale af jern.

Da han ville tage dyret, var der som om, at dets hale var nærgående.

Han var bange for det, så han bandt slæbetøjet fast til dets hale.

Så drog han afsted med det. Han prøvede det. Det løb meget hurtigt, og

det blev ikke træt.

Han sagde igen til plejefaderen: "Jeg bør nok afskaffe mig endnu én,

så de bliver tre." Plejefaderen sagde: "Jeg har hørt noget om et dyr,

der havde en sav på ryggen." Plejesønnen spurgte: "Hvor mon det bor

henne?" "Jeg har hørt at det bor i klippehuler eller lignende," sagde

plejefaderen.

Så tog plejesønnen afsted og begyndte at lede efter det.

I en klippehule fik han øje på ét med en sav ("igîdlinerqangérqisartoq"

det skal vist være: "ikkiillineqanngeqqissaatoq"), som aldrig bliver sløv. Dyret var farligt og ville angribe. Dog fangede han det,

tøjrede det og gik ned med det. Det blev så tre hunde. Han prøvede den

og de var vældig gode. Han ville så hente sin lillesøster.

Om aftenen manede han ånder og så, at vejen til lillesøsteren gik

direkte mod vest (nok øst, ud over havet - ifølge retningsbetegnelsernes betydning i Østgrønland, BS), uden at man kunne se enden på den.

Dagen efter tog han afsted.

Han fulgte vejen til lillesøsteren, og den var til og med tydelig. Han

kørte hurtigt; og snart fik han øje på en stor ø og nogle spor; og han

genkendte dem som spor af kæmpen; de var så store som børn.

Da han begyndte at følge disse spor, steg farten.

Det varede ikke længe, så var de nået frem neden for huset. Han

ordnede sine hunde og gik ind.

Han genkendte sin lillesøster og spurgte hende: "Bor du her?" "Ja!"

svarede hun. "Hvor er så den store mand?" spurgte han. "Han er ude på

kajakfangst!" svarede hun. Han sagde: "Hvad med, at jeg dræbte ham?"

Hun svarede: "Nej, du må ikke dræbe ham. Han behandler mig godt. Han

sørger for, at jeg hverken sulter eller kommer til at mangle tøj

Så du ikke dræbe ham." " Og jeg skal ikke komme derop?" siger

han. "Nej, det kan ikke lade sig gøre," siger hun. Han blev mere og

mere ivrig og sagde: "Hvis jeg ikke dræber din mand, må jeg selv dø."

Da han sagde dét, indvilgede hun bare.

Lillesøsteren sagde til sin storebror: "Gem dine hunde. Han vil dræbe

dem, hvis han ser dem." Han svarede: "Det kan ikke lade sig gøre."

Idet samme sagde hun, at han var ved at komme hjem.

Da kæmpen på vej hjem så disse hunde, gav han sig

til at løbe, alt hvad han kunne hen til dem. Hundene rejste

sig og begyndte at løbe efter ham, så han havde svært ved at slippe

fra dem (Det er vist meningen. C.B) Da han kom ind i huset stirrede

han på gæsten. Konen sagde til sin mand. "Det er din svoger."

("â ínargíkaluaq tigugakit ijarqátit tâno": noget med, at han dengang

tog ham og slap ham igen.)

Det store menneske tog godt imod sin svoger; og svogeren sagde til

ham: "Du skulle tage og besøge os." "Nej, jeg er bange for dine hunde."

Han svarede: "Du skal ikke være bange for dem, for de kan ikke løbe så

hurtigt, som du kan." Så tog de afsted. Storebroderen bar

lillesøsteren på ryggen; mens den store svoger løb foran. De nåede

frem til plejeforældrenes hus. Lillesøsteren gik ind på besøg.

Den store svigersøn var for stor til at komme ind i huset. Så sagde

svogerne til ham: "Du kan jo bare lade dit hoved komme ind i huset på

besøg (eller: Hvorfor ikke blot lade dit hoved komme på besøg). Vi

lægger skind på gulvet i gangen." "Lad gå," svarede han.

Kæmpens svoger havde i forvejen underrettet de andre om sit

forehavende. Så gik han hen til hundene. Han sagde til isbjørnen: "Du

skal angribe ham i bagdelene." Han sagde til dyret med sav på ryggen:

"Du skal save ham i maven." Og til dyret med jernhalen sagde han: "Du

skal piske ham med din hale." herefter løste han alle dyrene. Alle tre

gik hen til kæmpen - ét til den ene side ét til den anden side. Så

gik isbjørnen til angreb på hans bagdel. "Nå! en lus bider mig i min bagdel, det klør meget," sagde kæmpen.

Da isbjørnen havde indledt sit angreb, savede dyret med saven ham i maven.

Så snart han begyndte at røre på sig pryglede dyret med jernhalen ham.

Da det store menneske slap ud af gangen og rejste sig op, faldt alle

hans indvolde ud, så han faldt om og døde.

Herefter slagtede storebroderen alle sine hunde, for nu havde han

brugt dem over for den store svoger. Og han kom igen til at bo sammen

med sin lillesøster.

 

Var.: oqaluttuaq utoqqannguanik kangerlummut; Broderen som genfandt sin søster i Akilineq; Anertorsuaq; Hendrik Illoriinnik; Johanneserujuk Akilineq søster; Manden, som for over til landet på den anden side. Fortælling om Ungilattaqi;

Nakîka / Ivnarssuarmíut kâmata / Da Innarsuaqboerne sultede

Print
Dokument id:819
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419
Fortæller:Naqiikka
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Nakîka / Ivnarssuarmíut kâmata / Da Innarsuaqboerne sultede
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:3 sider
Lokalisering:Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Se også revideret renskrift (ved Peter Rosing ?): KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415: "Inarssuarmiut kângnerssuar" / "Oqalugtuaq Naqiikka". Begge versioner er oversat i denne base.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Det var en meget stille efterårsperiode med roligt hav.

Isstykker, der kom ud af fjorden og den is, der kom ind udefra frøs

sammen. Ingen steder kunne man tage ud på fangst("pifisârupoq" -

oversættelsen er et gæt). De var ikke mere tilbage af de bær,

kvinderne havde plukket til vinterbrug. Da de havde spist det op,

begyndte det at blive forår. Så spiste de alle hundene. Derefter havde

de ikke andet at spise end skindstumper. De spiste næsten alle

brikseskindene. De holdt op, da kun det, de skulle bruge, var tilbage;

og folk blev afkræftede.

Naqiikas mor var den eneste, som var frisk blandt kvinderne. Hun var

sammen med dem der var ude at samle blæretang. Skindstumper, hunde, og

vægbeklædning af skind, som de spiste, kogte de ved hjælp af størknet

harsk tran fra det sted, Apuuunias farfars fangst plejede at blive

trukket op, og hvor der havde samlet sig størknet tran.

Alle i huset var i familie med hinanden. En af mændene udsultede sin

kone. Til sidst blev hun så udmattet, at hun ikke kunne rejse sig fra

briksen. Så fandt broderen en håndfuld tørrede ammassætter og gav

hende dem, idet han sagde: "Spis dem alle sammen, inden din mand

kommer ind." Hun spiste dem alle sammen. Så blev hun først rigtig

dårlig, og ind imellem mistede hun næsten vejret. Men da hun først

havde kastet op, fik hun det bedre og kunne begynde at gå rundt.

 

Midt mens de sultede, hørte man en af mændene græde. Inde fra huset

blev der sagt: "Hvem er død?" Ingen var døde, men (han græde af glæde)

fordi en fanger var kommet hjem med en sæl. Alle smagte sælen. De

fleste kastede op, med undtagelse af Apuluunia.

Da de havde spist, fik de lidt flere kræfter. Så sagde Apuluunias far

til hende: "Gå udenfor og træk frisk luft." Mens hun var ude, hørte

hun stemmer. Tænk, det var en slæde  på vej til bopladsen. Da hun

råbte dette ind gennem vinduet, kom de ud og sagde, at

det var én fra Ammassalik, som kom med ammassætter til dem, da de

havde hørt, at de sultede, kom de med mad. De kom igen til at sulte og

spiste atter skindbeklædningen af væggene.

En dag Apuluunias far kom hjem, (fortalte han), at han havde set en

stor isbjørn; så løb de derhen, selv om der var masser af sne, og de

ingen ski/snesko havde. Det varede længe, før de kom tilbage og

fortalte, at de havde fanget en stor isbjørn.

De kom hjem med den; og det viste sig, at broderen/søsteren til ham,

der fangede isbjørnen, have fjernet alle indvoldene for at ordne dem

til en tupilak.

Da man var kommet hjem med denne isbjørn, kastede alle op (de spiste

vel først?) undtagen Apuluunia, for hun spiste ikke af "amarqavanit"

(indvoldene ??). Så var de ikke længere så sultne og begyndte at lange

til maden.

Det fortælles, at tupilakken vendte tilbage til ham, der lavede den,

og dræbte ham.

Mens de var ude på fangst i kajak om foråret, hørte de lyden af en

isbjørn. De roede hen for at se, hvad det var. Isbjørnen var ingen

steder at se. På vandet så de hovedet af manden flydende med udspilede

øjne. Det var tupilakken, der var vendt tilbage til sin skaber (og havde skræmt ham ihjel).

 

Hist.: Virker autentisk. Søg på sultevinteren

Nakivat

Print
Dokument id:1453
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419
Fortæller:Jørgensen, Sofie
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Nakivat
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:2 sider, nr. 91
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Se revideret renskrift (ved Peter Rosing ?) i KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415.

Begge versioner er oversat i denne base.

 

Resumé i

Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, side 371.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Det fortælles, at Nakivat var barnløs, mens broderen

havde to børn. Broderen elskede Nakivat sådan, at han ikke ville have

ham boende andre steder end hos sig. Han elskede også sine børn højt,

og han tænkte, at han, hvis de skulle blive dræbt, ville hævne sig på

morderen.

 

Farbroderen, som var barnløs, havde stor hunde (nanúngíkatât, er de

mon nanunngersut - altså hund, som bruges til bjørnejagt. Hunde, som

kan lide isbjørne).

 

En dag tog Nakivat afsted i kajak. Også dem i konebåd tog afsted.

De to sønner blev hjemme og legede inde på land. Da havde bukser og

kamikker på, af isbjørneskind. Midt under legen hørte de hundegøen,

der tydede på, at hundene havde fået færten af noget. Da de

forventede, at der ville ske et eller andet (tâva ilimasalerput),

flygtede de i retning af teltet. Så så de, at Nakivats hund løb

henimod dem. Hunden bed den yngste af drengene i strubehovedet. Den

ældste flygtede ind i teltet, men kom til at tænke på, at han også

ville blive bidt, hvis han blev på samme sted; og han gemte sig

mellem yder - og inderskindene. Han kunne høre lillebroderen græde;

men gråden forsvandt igen. Den store hund kom ind i teltet, men gik ud

igen, efter forgæves at have ledt efter ham. Han forblev på

gemmestedet, selv om hunden ikke viste sig igen.

 

Mens han endnu var der (tror jeg nok, CB), sås konebåden på vej ind.

Da konebåden nærmede sig stedet, så man ikke noget til Nakivats brors

børn. De opdagede, at den yngste lå dræbt, bidt ihjel af en hund, og

at der var blod på hans strubehoved. de ville ikke begrave ham, før

faderen kom hjem.

 

Faderen blev naturligvis rasende, da han så, hvad der var sket; men det kunne ikke falde ham ind at dræbe sin storebror, hverken med kniv eller lanse.

Men han fik ham ud af huset. Forholdet mellem dem var det samme som

før, når de sås. Alligevel ville han gerne hævne sig på ham.

Så blev det vinter. Storebroderen begyndte at køre på hundslæde, og

han kom på besøg på hundslæde, og broderen behandlede ham godt.

 

Så skulle han afsted igen. Da han var væk, kom

lillebroderen ind i huset medbringende en kajakåre med beslag på

siderne og på enderne, der var lavet af narhvaltand, og en lanse.

"Jeg vil gerne sælge de her," sagde han. De svarede: "Hvad skal du há

for dem?" Han svarede: "En formular, der skader."

Han gav dem til en mand, og denne tog imod dem med sin venstre hånd og

sagde: "Følg med, så skal jeg lære dig noget." De gik ud, og de

begyndte at gå ned. Med hænderne omkring anorakhætten gav de sig til

at fremsige en formular, der skulle dræbe Nakivat. Formularen var

rette imod Nakivat. Da de havde fremsagt den døde en af hans hunde.

 

Jeg opgav at tyde slutningen, som er svær at få mening ud af bl.a. på

grund af navneforveksling. Jeg henviser til oversættelsen af

renskriften: kasse 52, nr. 2, hæfte 415: Nakivat, CB.

 

Han hævnede sig på broderen og fik ro i sindet. Han græd ikke længere

så meget over sønnen.

 

Var.: Fjendskab der opstår mellem nære slægtninge (især børdre, fætre), og som ikke udjævnes, er et hyppigt motiv.

 

Hist.: Næppe historisk

Nalakkaaq mister forstanden / Nalákâq silaerúpoq

Print
Dokument id:1238
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Nalakkaaq mister forstanden / Nalákâq silaerúpoq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 221 - 224, nr. 3
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 12 - 15.

 

Resumé: Kaakaaq er en halvstor pige, da hendes far Nalakkaaq bliver

sindssyg i Savanganartuk. Nal. har været urolig hele dagen og er blevet

hjemme fra fangst. Hen på dagen får han en kødgave af en slægtning,

som hans kone straks koger. Nal. spiser det hele uden et ord. Derefter

roder han længe efter noget i rummet under briksen, hvor hans kone

finder ham med det hvide ud af øjene. Skrækslagne flygter familien

undtagen Kaakaaq og hendes søster til bopladsen Ikkatseq / Ikkatteq, hvis

heksekyndige Eqeqqoq (Kunnak) tager til Savanganaartuk / Sivinganaartik og forsøger at helbrede Nal. E. binder Nal. til indgangshullets to lange slanke sten,

"patsisit / patdisan / pattisat / pallisat", som familien har lagt

parat. Nal. åndepuster bindingerne løse, men E. binder dem igen og

smører dem med dryptran. Nu holder de. Kaakaaq og hendes søster giver

op og går til Ikkatseq / Ikkatteq den næste dag. E. bliver og holder vagt.

Desværre bedres Nal. ikke. Han dør i færd med at fortære sig selv. Det

skulle være Naajas søn Ilinngivakkeeq, der havde sjæleranet Nalakkaaq.

Nal.s datter Kaakaaq bliver senere gift med Il.s brodersøn Kajammat.

Hist.: Tid: 1870'erne. Persondata søg på: J. Rosing 1963: s. 281 -

285: "Kâkâq".

 

Hist.: Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Den form for sindssyge, hvor den syge får voldsomme kræfter,

en umættelig appetit og undertiden lyst til at æde sine egne

slægtninge, var stærkt frygtet i Grønland.

 

Kommentar: om denne publikations tema: blodhævn, se indledningen (ikke registreret i denne base) ved oversætteren, BS

Nápartuko / Nappartuko

Print
Dokument id:567
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Saajooq (Sâjôq / Saajooq / Maratsi, Odin)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Nápartuko / Nappartuko
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 77 - 80
Lokalisering:Sermiligâq / Sermiligaaq: Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 103 - 107; 1990: angakkortalissuit,  226 - 229: "Nappartuku".

 

Resumé:

Nappartuku var åndemaneren Maratsis bedstefar.

     Som ung på ammassætpladsen Qinngeq vælger Nappartuku sig en kone,

Atsivaq, fordi hun har skæve hæle. Han fører hende op til

Napaajaq-bjergets top, viser hende alle bjergtoppene, nævner dem ved

navn, og fortæller hende at så mange skal deres børn blive. De tar

tilbage til deres faste boplads Puisoqqaq og får da også mange børn.

Den ældste søn opkalder Ats. efter sin søster, Angii ("Den ældre").

 

Angii bliver voksen, fanger godt, og N,. der elsker hele, hengemte

sæler, ber altid kun om Angiis hengemte sæler. Da Angii blir gift og

hans kone skal føde, lader N. fosterets hoved vokse og konen dør.

Ats. ber Angii gifte sig igen, og da han svarer, at det vil han kun

hvis det ikke går som sidst, virker det som om N. slet ikke hører

efter. Som ældre får N. tyndskid, opfører sig underligt, bliver

sindssyg, bundet og løst igen, og sønnerne må kæmpe voldsomt med ham.

Endelig falder han til ro, men om natten springer han ud på gulvet,

falder på halen, vælter en urinspand, glider på strømmen af urin ud

gennem husgangen, letter og flyver, men falder ned igen over hundenes

ædeplads, der er fedtet af spæk. Han græder som et spædbarn, rejser

sig, tvinger sig vej ind gennem vinduet, smider bukserne og råber,

at Aataaqs datter er ankommet. Derefter fortæller han om en voldsom

kamp han netop har været blandet op i hos de hvide i deres land,

Ilivilardivaq ("Den store grav" ? BS), hvorfra hans brors hjælpeånder

har ført ham tilbage. Desuden er nu alt fjernet, der tidligere var i

vejen, nemlig hekseriet mod Angiis kone i sin tid. Til sommer vil der

derfor komme mange sæler. Angii knuser i vrede sin fars rygknogler,

hvorefter N. fortæller, at Niilaalaqs datter ved Kialeeq i nord er død

af galskab. Han sluger sit åndedræt og dør. N.s spådomme og udsagn

viser sig at være sande.

 

Hist.: En historisk fortælling fra sidste halvdel af 1800-tallet (i Sagn og Saga har Jens Rosing tidsfæstet den til 1700-tallet, men af hans senere undersøgelser, publiceret i 1993:  Hvis vi vågner til havblik, døde Nappartuku i 1879, og den samme fortælling står her ss. 12-19.

Der er en del historiske fortællinger om Nappartuku, men da flere af dem foregår i slutningen af 1800-tallet, må denne være sønnesønnen, Nappartuku, som var omkr. 20 år i 1884 (ifølge Jens Rosings slægtstavle i Hvis vi vågner til havblik, 1993).

 

Tolkning: Sindssyge, der gerne blev sat i forbindelse med

tilbageslag af hekseri. N. kunne med sin tilståelse være kommet sig.

Den forestillede motivation til hans hekseri mod svigerdatteren kunne

være den, at han holdt for meget af sin ældste søn, Angii, og derfor

allerede så småt havde mistet sin forstands sunde brug. Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Åndemanerens afbalancering ... ".

Nápartukos to sønner

Print
Dokument id:1640
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Saajooq (Sâjôq / Saajooq / Maratsi, Odin)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Nápartukos to sønner
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 85 - 88
Lokalisering:Sermiligâq / Sermiligaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé:

Fortsættelse af "Nápartuko". De to sønner deler altid både vinterhus

og telt, men blir uvenner og flytter hver til sit, da den ene brors

hunde dræber én af den anden brors sønner. Broderen med hundene kommer

på besøg hos den anden, beværtes godt, men værten køber sig en

formular af en gammel ungkarl for en smukt benprydet åre. Han bruger

formularen mod den bortdragne bror, hvis hunde en for en falder døde

om undervejs hjem. Med kun én hun, en tæve, når han hjem. Den har

heldigvis tre levedygtige hvalpe. Senere opklares hekseriet, der ville

have dræbt ham, hvis det var gået lige hen over ham. Det forfejlede

til alt held sit mål.

 

Hist.: En historisk fortælling fra 1700-tallets el. 1800-tallets slutning (se: Atsivaq, den stærke kvinde) oplysninger om de to brødres ophold på forskellige navngivne steder

er udeladt af resuméet.

Nappartuku bliver sindssyg

Print
Dokument id:2308
Registreringsår:1961
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Nappartuku bliver sindssyg
Publikationstitel:Hvis vi vågner til havblik
Tidsskrift:
Omfang:side 16 - 19
Lokalisering:Sermiligaaq: Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Resumé:

 

Nappartuku, født ca. 1805, død ca. 1879, forfader til en stor slægt i Sermiligaaq rammes af et anfald af sindssyge, der forklares som tilbageslag af hekseri. Af uklare grunde heksede han død over sin ældste søn, Angii's første kone, ved at spærre hendes fødselsvej da hun skulle føde, og da han til slut går til bekendelse kvaser Angii hans ryg i raseri. Han har ellers søgt at hjælpe faderen under hele det dramatiske forløb, hvor Nappartuku først får tyndskid, raser, bliver bundet, og så løsnet af Angii. Nappartuku ber straks om mad og æder alt, kødet og knoglerne med. Om natten vil han ud. Vælter undervejs en stor balje urin, der svømmer ud over gulvet. Ude ser man ham stige til vejrs og søger at trække ham ned. Han falder ned i hundenes fedtede ædetrug og kraften forlader ham. Man tror ham død, men han vågner op kommer ind, smider sine husbukser og svinger dem over hovedet med ordene: Aattaaqs datter er nået frem! (den hævnende dræbte kvinde?) Fortæller så at han har været i Ilivilardivaq, qallunaats land, midt i en flok bevæbnede mænd. Men hans lillebrors hjælpeånd førte ham hjem over havet. Han har fjernet en forhindring: næste år bliver rig på fangst. Tilstår sit hekseri. Bliver kvast af Angii og lægger sig værkbruden på briksen, hvor han senere sluger sit åndedræt og dør.

 

Hist. Historisk fortælling overleveret i familien. Muligvis var fortælleren Saajooq, en efterkommer. Se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9.

 

Var. søg på sindssyge.

Naqitâmilârpara / Naqitaamilaarpara / Jeg har presset det en smule ned

Print
Dokument id:1456
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415
Fortæller:?
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:Rosing, Peter ?
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Naqitâmilârpara / Naqitaamilaarpara / Jeg har presset det en smule ned
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:5 sider
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Dette er en revideret renskrift (ved Peter Rosing ?) af Orig. håndskr.: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419, nr. 89. Begge versioner er oversat i denne base.

 

Dansk resumé: Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 369:

Naqitâmilârpara.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

En lille forældreløs var plejesøn i et stort hus.

Der var ingen, som rigtigt interesserede sig for ham; og han blev

gjort til grin.

Engang da der herskede sult i huset, og da drengen jo også var én, der

skulle have noget at spise, sagde en af husfællerne til ham: "Hør, du

er ikke andet end en ekstra mund, der skal fodres. Forsvind her fra. Vi

har ikke brug for dig." Da det blev sagt, gik den sølle forældreløse

ud.

Han vidste først ikke, hvor han skulle hen; men så satte han kursen

mod indlandsisen, ind i landet.

Han vandrede længe; og langt inde i landet fik han endelig øje på

noget røg, der steg op. Han gik direkte derhenad, og på nærmere hold,

så han, at det var et kæmpe hus. Da han helt fremme blev stående

udenfor, kom der en stor indlandsbo ud. Det var minsandten en

indlandskæmpes hus, han var kommet til. Han blev stående. Så spurgte

indlandsboen: "Hvad vil du mon her?" Den forældreløse svarede: "Vi

sulter derhjemme, og jeg er kommet herhen for at finde noget, der kan

dulme sulten." da han sagde dette, bemærkede indlandsboen: "Kom

indenfor." Han gik ind, og indlandsboen sagde: "Find et sted at

sidde!" Men da den sølle forældreløse ikke magtede at komme op på det

sted, hvor han skulle sidde, måtte kæmpen hjælpe ham op.

Idet han fik ham op, sagde han til sin kone: "Find noget mad til ham."

Konen gik ud og kom ind med en hvidhvals luffe med kød på og bød den

forældreløse den. Han spiste, men kunne ikke spise den op,

fordi han blev så mæt.

Hun gik ud igen og kom ind med en stor kødfuld underarm (egentligt

står der kun: arm) af en hvalros og bød den forældreløse den.

Han spiste løs, men da han ikke kunne gøre kål på den, sagde

indlandsboens kone. "Du spiser ikke ret meget." Med de ord gik hun ud

igen, og denne gang kom hun ind med en stor isbjørnekølle, som hun

puttede i sin gryde og satte over at koge. Så snart hun havde kogt

den, serverede hun den for den forældreløse.

Han spiste af den, men blev mæt ("qatsuppaa" egentlig: blev træt af

den) inden han havde spist det hele op.

Netop da den forældreløse blev færdig med at spise, hørte man nogen

komme ind gennem gangen. Ind trådte en høj ung mand, som viste sig at

være indlandsboens søn.

 

Straks han kom ind, gav han sig til at stirre på den forældreløse, og

han spurgte så: "Hvad vil du dog her?" På hans spørgsmål reagerede

hans fader: "Når du får sultfornemmelser, prøver du at finde noget,

som du kan dulme dem med. Ham her er kommet herhen for at finde noget,

som han kan dulme sulten med!" Da hans far sagde sådan, gav sønnen sig

udenvidere tilfreds, satte sig ned og sagde til sin mor: "Man bliver

så sulten(qaannaqalunilu)."

 

Moderen gik ud og kom tilbage med en stor kødfuld luffe af hvidhval.

Hendes søn spiste det hele og sagde igen: "Man bliver så sulten!"

Moderen gik ud igen og kom tilbage med en stor underarm af en hvalros.

Også den spiste sønnen op. Moderen gik ud endnu engang og kom tilbage

med en stor isbjørnekølle. Hun kogte den, og da den var færdig,

serverede hun den for sin søn. Sønnen spiste den, og da han blev

færdig, gik de i seng.

Efter at have sovet en stund vågnede den forældreløse, og sønnen, der

var vågen, sagde: "Det er midt om natten. Sov du bare videre!" De sov

alle sammen og vågnede om morgenen.

Da den forældreløse om morgenen skulle hjem, sagde den store

indlandsbo: "Giv ham noget mad med hjem." De fik travlt; og de gav den

forældreløse en halv hvalros og en halv hvidhval. Da den forældreløse

så nøjere på dem, sagde han: "Jeg kan ikke klare at bære dem hjem."

Den store søn sagde så: "Nå, jamen så skal jeg bære dem."

Idet han tog den halve hvidhval og den halve hvalros op på ryggen,

sagde han til den forældeløse: "Følg mig bare i fodsporene. Jeg skal nok bære dem." Da han med de ord gik afsted, varede det kun et øjeblik, før han var ude af syne.

Den forældreløse søgte at gå i hans fodspor, men det var en længere

vandring mellem hvert af de enkelte fodspor.

 

Mens han stadig var undervejs, mødte han indlandsboens søn, som

allerede var på vej tilbage. Han spurgte han: "Hvor er mine kødgaver?"

Sønnen svarede. "Du skal bare følge mine spor, jeg har dækket dem til

med sne." Den forældeløse indvendte så: "Isbjørne har sikkert allerede

spist dem." Men den store søn sagde: "Isbjørnene kan ikke få fat i dem,

for jeg har trampet sneen over det til!"

Den lille forældreløse gik videre og kom til provianten, som var

blevet trampet til. Øverst var der is, så det, der var under, ikke var

synligt. Der var kun en åbning dér, hvor han kunne få fat i noget. Den

lille forældreløse tog noget af det med hjem.

Da han kom ind i huset, blev de andre overraskede og spurgte: "Hvor

har du fået det fra dit pjok?" Den forældeløse sagde: "Det er noget

jeg har fundet, som ravnene var fløjet væk med."

Den forældreløse hentede noget fra depotet med mellemrum. Og således

reddede han husfællerne fra sultedøden.

 

Var.: Mange, En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn; Nakataamilaarpara. Den forladte kvinde med plejedatter. En fortælling (om en haj der forsørgede forældreløse); De, der havde fangstplads på den anden side af briksen; Hajfisken som forsørger; Two deserted ones get meat from guests; Kunuanannguaq; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn.

 

Kommentar: Håndskriftet dateret af Rasmussen til 19. febr. 1920, men om det gælder Sofie Jørgensens egne nedskrifter i hæfte 419 eller renskrifterne i hæfte 415 er uvist. Sofie Jørgensen overvintrede i Danmark på gennemrejse til Qaqortoq i 1920. Hun må således være rejst fra Ammassalik sammen med Rasmussen i 1919.

Narsinngadak / Narsinngataq skræmmer Hanseeraq

Print
Dokument id:2314
Registreringsår:1961
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Narsinngadak / Narsinngataq skræmmer Hanseeraq
Publikationstitel:Hvis vi vågner til havblik
Tidsskrift:
Omfang:side 43 - 45
Lokalisering:Sermiligaaq: Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Resumé:

 

En af Nappartuku og Atsivaqs døtre, Nakatsilik blev gift med Kaaduarnaaq. De boede næsten hver vinter i Umiivik. De skændtes uafladeligt, men fandt aldrig på at blive skilt. Alle deres otte børn blev voksne, dvs. over 15 år. Sønnen Narsinngadak var en dygtig fanger og meget hjælpsom, men noget af en kleptoman. Konebådsekspeditionen fik ham med familie til nabo. Han trommede spøgelser til, så ingen af ekspeditionens overtroiske medlemmer turde gå ud om aften. Uhindret stjal han af deres brød. Hanseeraq opdagede det, skældte ham grundigt ud, men da Narsinngadak lod forlyde at den lille bange nar bare kunne vente sig (troldtøj), turde Hanseeraq ikke længere gå ud.

 

Hist. Historisk overlevering i slægten Napartuku og Atsivaq. Se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9.

Naujas / Naajas andet besøg hos falkene

Print
Dokument id:1669
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Kukkujooq (Pîsue / Piisui / Qaajammat, Apulu)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Jens
Titel:Naujas / Naajas andet besøg hos falkene
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 207 - 208
Lokalisering:Tîleqilâq / Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé:

Sommeren efter sit besøg hos falkeånderne (se J. Rosing 1963: 204 -

207), gentager N. besøget, bliver vel modtaget, og alle undrer sig

over så stor han er blevet. Han får repareret et hul i sin kamik af to

monstrøse åndepiger, et rødt og et sort uhyre, der holder til under

briksen. På hjemvejen løber eller rettere flyver N. om kap med sine to

hjælpeånder. Denne gang forsøger de ikke at fange ham. Piisui / Kukkujooq

slutter med at gøre rede for fortællingens overlevering fra Naaja til sin søn,

og fra denne til sin søn, der var P.s far. Han blev dræbt mens P. var

spæd, men nåede at fortælle den til P.s mor, der har fortalt den til

ham.

 

Hist.: Naaja levede i første halvdel af 1800-tallet. Piisuis far

Kajammat blev myrdet i 1890.

Naujas / Naajas første hjælpeånder

Print
Dokument id:1668
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Kukkujooq (Pîsue / Piisui / Qaajammat, Apulu)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Jens
Titel:Naujas / Naajas første hjælpeånder
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 205 - 207
Lokalisering:Tîleqilâq / Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé:

Naajas far ber ham lægge en udtørret (læder)spand i en pyt ved ebbe og

fylde sten i den. N. adlyder, men fylder blot spanden med en lille

sten og nogle isstykker. Næste dag er spanden væk. Faderen forklarer

hvorfor, og N. går beskæmmet over belæringen langsomt hjemmefra langs fjorden indefter, hvor han møder to ånder. De ved, at han er skamfuld, fordi "hans indre synger", og de inviterer ham hjem på besøg. Nær åndernes usynlige hus lagdeles

N.s syn, hvorefter det afklares. Nu kan han se husgangen. Inde på

briksen sidder en temmelig stor kvinde, Itiva, og fletter senetråd.

Hun forhører sig om N. og hans ærinde. Han er vandret ud for at prøve

sine evner, svarer hans to ånder. Hun giver ham mad, først noget, der

ligner et rypebryst, og senere da hendes mand Kikkeeq er vendt hjem

fra jagt, et kogt rævelår. Han skal spise det hele op, hvis de to

ånder skal blive hans hjælpeånder. Da endnu en af husfællerne er på

vej hjem, skal N. afsted fulgt af to ånder, der puster på ham og gir

ham fart så han flyver til sidst. N. vil se husfællen, der nærmer sig

gennem lavningerne. Men denne flygter for ham.

De to hjælpeånder tager ham i hænderne og sender ham afsted, flyvende ned ad fjeldet, slipper ham så. Endnu engang er han tæt på den flygtende ånd, der pludselig forsvinder. Ved hans forældres vaskested sender hjælpeånderne ham

i et kast helt frem og lige ind i husgangen, så den brager. N. når uskadt ind, og har intet at fortælle sine forbavsede forældre om årsagen til tummelen.

Hvis de to ånder havde fanget ham på det sidste stykke, havde de

forvandlet sig til ondsindede fjeldånder i stedet for hjælpeånder. De

er to falke i menneskeskikkelse.

 

Var.: Sandgreen 1987: 77 - 90: "Naaja bliver fornærmet".

 

Hist.: Naaja levede i første halvdel af 1800-tallet. Da tidspunktet

for begivenheden er om sommeren, er det lidt mærkeligt, at forældrene

bor i hus i stedet for i telt. Sml. versionerne hos Sandgreen, hvor

ånderne er dværge, hvor N. intet må spise, hvor han og de to ånder

flygter for ånden, der nærmer sig gennem hulninger i terrænnet, og

hvor N.s familie på det tidspunkt bor i telt.

 

Tolkning: Der er små forskelle på denne version og den, som Sandgreen fik, hvor det er den sidst ankomne ånd, der er ondskabsfuld, vil se Naaja, og forfølger ham og de to hjælpeånder (se ovf.). Interessant i den version, Rosing har fået, er den rumlige kosmologi: Her tegnes klart flere skel mellem den normalt synlige og den "anden" verden: Først efter et lagdelt dobbeltsyn / tvesyn kan Naaja se åndernes hus og senere danner bostedets vaskeplads grænsen mellem det beboede og det mennesketomme "asia": Hvis hans to hjælpeånder var kommet over den grænse, var de blevet ondsindede og aggressive. Under en seance kan de komme helt ind i huset, men da er rummet rituelt omskabt til at kunne huse de "andre" med sin mørkelægning. Og de fleste hjælpeånder kommer da også op gennem gulvet - ikke ind gennem husgangen. I en del østgrønlandske fortællinger danner stedet op mod indlandet, hvor man ikke længere kan se / ses fra teltene, grænsen til asia, hvor man kan være heldig at træffe hjælpeånder.

Naujas / Naajas åndeflugt til det store tidevands land

Print
Dokument id:1666
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:Rosing, Peter
Indsamler:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Titel:Naujas / Naajas åndeflugt til det store tidevands land
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 199 - 202
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 92 - 95; angakkortalissuit, 1990: 215 - 218: "Tinitarfissualiarneq" frem til og med "...Qaammaatilillaraatik Naajaaq nunaminut tikippoq."

 

Resumé:

Naaja, der bor ved Innardivaq / Innartivaq / Innarsuaq et stykke inde i Sermilik,

inviterer til en seance, hvor han vil rejse til det store tidevands

land (Vestkysten). Han bagbindes, får tejstevinger stukket i

armhulerne, han væltes om på siden, lamperne slukkes og trommen kommer

i gang af sig selv. Tre gange danser den op på hans skuldre og giver

både den bagbundne N. "viden" (sila) og evnen til at rejse sig op i siddende

stilling. Derefter placerer den sig på hans storetå, fører ham tre

gange rundt i en skrå elipse inde i huset, og han farer ud dér, hvor

tag og mur mødes. Mod syd langs kysten flyver han så i en regn af

gnister med sine hjælpeånder. På toppen af et højt lagdelt fjeld i

smukke farver standser de, uvisse om den videre vej frem. Naaja vil vende om og foreslår, at de kan prøve en anden gang, men han belæres af sin hjælpeånd, Ardiaq, om, at i så fald sætter ahn sin grænser her. Men så har N.s

toornaarsuk med de store ører været nede på stranden for at lytte

sig frem og med et ryk i højre øre angiver den at vejen til vestkysten

er farbar. De når, stadig langs kysten, frem til et enormt fælleshus

med mange familiebåse, hvor hveranden er stærkt oplyst, fordi

familiefaderen er åndemaner. I den vestlige ende af briksen leger

mange mænd en leg, nordortaun / nortortaat / norlortaat (?), hvor de

med en tilspidset narhvalstand søger at ramme et af de tre huller i en

hjørnetand af en klapmyds, og denne tand hænger midt imellem en klynge

af hjørnetænder fra bjørne. N. glider nedenunder alle åndemanerne på

stribe, men kun den åndemaner, der sidder i den næstyderste bås mod

øst og spiser mattak, reagerer. Han erklærer, at det føles ligesom i

gamle dage, da åndemanere blandt mennesker hvervede dem som

hjælpeånder. N. stiger op gennem gulvet, giver sig til kende, og

åndemaneren rejser sammen med en yngre åndemaner på udvekslingsbesøg

til Innarsuaq / Innartivaq. De blir således N.s hjælpeånder. N. opfordres til at

afprøve kastelegen, rammer det øverste hul, og har derved fået

sikkerhed for, at han skal leve hele sit liv til ende. På hjemvejen

møder N. og hans følge de to vestkystånder på vej tilbage i susende

fart.(Fortsættes i: Hvad der sker i fælleshuset, mens Nauja er på åndeflugt til

det store tidevands land)

 

Hist.: Angakkoq'en Naaja levede i første halvdel af 1800-tallet. Om toornaarsuk i

Østgrønland, se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Toornaarsuk".

Flere steder langs vestkysten drev man tidevandsfangst med afspærring: ved Qaquk (Nipisat Sundet overfor Nuuk); Appamiut; Prøven (i NV Grønland). Qaquk var det givtigste sted.

 

Var. Rosing, J. 1963: 212 - 213: "Naajas åndeflugt til Tinitarseerpik

...". Sandgreen 1987: 201 - 204: "Innartuaqboens himmelrejse".

Vedr. udvekslingen med hjælpeånder, se også den vestgrønlandske fortælling: Ipisannguaq.

Naujas / Naajas åndeflugt til Tinitarsêrpik / Tinitarseerpik, det store tidevands land

Print
Dokument id:1673
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Kukkujooq (Pîsue / Piisui / Qaajammat, Apulu)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Jens
Titel:Naujas / Naajas åndeflugt til Tinitarsêrpik / Tinitarseerpik, det store tidevands land
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 212 - 213
Lokalisering:Tîleqilâq / Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:


Resumé:
N. rejser under en seance med talrige tilhørere afsted mod det store
tidevands land (Vestkysten) med sine to stærkeste hjælpeånder, den
gamle dværg, Artiaq og kæmpen Nuukattiq. De følger kysten mod syd,
standser på toppen af et lagdelt fjeld i flotte farver for at
orientere sig, men da ingen af hjælpeånderne kender vejen og N.
foreslår at de vender om, afslår hjælpeånderne det, fordi N. dermed
vil have sat grænsen for sine åndeflugter mod syd ved dette lagdelte
fjeld. Men Toornaardik / Toornaarsuk nede ved fjeldets fod finder vej
ved at lytte med sine kæmpestore ører og flyver i spidsen til
tidevandets land, hvor man fanger narhvaler og hvidhvaler i
faldgruber, som man graver ud i stranden ved ebbe. N. vil straks ind i
det hus, de kommer til, men A. holder ham tilbage. Under huset
afprøver de dets åndemaneres følsomhed ved at glide hen under dem. I
hveranden briksebås er der en åndemaner, der oplyser båsen. Kun én af
dem, der spiser indmad af hvidhval, reagerer med råbet: "Det er som
dengang, åndemanere opsøgte os til hjælpeånder".
   N. og hans følge trænger sig op i husrummet, hvor to ånder straks
flyver på udvekslingsbesøg hjemme hos N. De blir hans hjælpeånder. Man
løser hans remme, der flyver alene hjem til N.s far, der tar det som
et dårligt tegn. Men N. klarer sig, skønt han føler sig fanget uden
bånd. Han har held til at ramme et af hullerne i en hvalroskindtand,
der hænger skjult mellem en masse bjørnekindtænder. Det betyder at han
skal leve sin tid til ende. Dernæst raner han sjælen fra to unge mænd,
og flyver hjem med sit følge. De to åndemænd sygner hen med indfalden
brystkasse og dør.

Var.: Rosing, J. 1963: 199 - 202: "Naajas åndeflugt til det store
tidevands land ...". Sandgreen 1987: 201 - 204: "Innartuaqboens
himmelrejse".

Hist.: Naaja levede i første halvdel af 1800-tallet. Stedet med det
store tidevand kunne være et af flere steder langs vestkysten, hvor man drev man tidevandsfangst med afspærring: ved Qaquk (Nipisat Sundet overfor Nuuk); Appamiut; Prøven (i NV Grønland, hvortil sydlændinges rejser næppe nåede op). Qaquk var det givtigste sted. Den ældste kilde til østgrønlændernes rejser til og op langs vestkysten er fra 1724 i Hans Egedes dagbog (1925, Meddr. Grønland).
Fortællingen afspejler østgrønlandske
forestillinger om vestgrønlandske innersuit, der ikke længere kan
tjene som hjælpeånder, fordi vestgrønlænderne er døbte. I Vestgrønland
er stedet for tidevandsfangsten også placeret mod vest, i Akilineq
(varianter af "Kivioq").

Toornaarsuks tilstedeværelse ved klippens fod virker påfaldende, fordi
Naaja kun medtager to andre navngivne ånder. I Sandgreens variant
1987: 201 - 204 optræder ingen Toornaarsuk, mens denne ånd har en
begrundet placering i Kaaralis variant: J. Rosing 1963: 199 - 202- Om
Toornaarsuk i Østgrønland se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Toornaarsuk".

Tolkning: Lyset i åndemanernes briksebåse er naturligvis synlige for
åndemaneren N. og hans hjælpeånder.

Niumak og Equngisoq

Print
Dokument id:212
Registreringsår:1860
Publikationsår:1997
Arkiv navn:
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Niumak og Equngisoq
Publikationstitel:Fortællinger & akvareller
Tidsskrift:
Omfang:ss. 113 - 115
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 25h - 27v + 21 (slutning mangler, ses i afskriften)

Publiceret transskription af orig. håndskr.: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 113 - 115: Niumak aamma Equngisoq.

 

Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 218

H. Rinks oversættelse af afskrift: Rink, H.: Eskimoiske Eventyr og Sagn, I-II, 1866-71, I: nr. 100.

 

Resumé:

Niumak og Equngisoq er fætre og husfæller. Begge er dygtige fangere, Equngisoq især til sæler, omend Niumak, der er stor på den, søger at nedgøre ham overfor sine børn. De flytter en del rundt, også om vinteren, til de steder, hvor fangstmulighederne er bedst. Niumaks hushold er enormt stort med mange kiffakker, enker efter hans slægtninge. De bidrager gevaldigt til hans forråd, både af ammassætter og rensdyrkød og -skind. Selv jager Niumak kun. Han bærer aldrig byrder hjem fra fangst og jagt. Går kun i spidsen for de bærende kvinder - og Equngisoq, der forgæves beklager sig. Men Niumak sørger for at holde sine kvindelige hjælpere velforsynede med tobak, som han køber hos hvalfangerne. Selv "ryger" han kun tørvemos - for sjov.

En vinter sner de inde. Da stormen endelig holder op maser Niumak sig vej ud, Equngisoq hjælper til, hvorefter alle kiffakkerne beordres at skovle sne væk. Man opdager, at ræve har været i forrådet. Niumak binder en rem fra rævesnarer opsat ved rævenes huller ind i forrådsskuret og hele vejen ind til tørrestativet, der falder ned, hver gang en ræv er gået i fælden. Flotte blåræve, der fylder en hel konebåd til handel med hvalfangerne, når de kommer. Folk strømmer nu til Niumak fra hele omegnen, hvor de har sultet. De bliver beværtet og får masser af tørrede ammassætter med hjem.

Da hvalfangerne lægger til ved Kangaamiut går der bud til Narsarmiut om at både Niumak og Equngisoq skal komme og handle med den kaptajn, som man kalder "den kvindekære", Arnalupaasi. Rækken af Niumaks stærkt belæssede kiffakker er lang, og han og Equngisoq tilhandler sig bl.a. bøsser og ammunition, så meget, at der mere end en generation senere, da der ingen hvalfangere kommer længere, endnu er hagl i omløb, som Niumak dengang købte. Efter handelen beværtes Niumak og hans følge og de overnatter på "Den Kvindekære"s skib.

 

Ved et senere sangkampstævne i Appamiut optræder en kvinde, "den bukseløse" så udfordrende, at alle mændene efter tur ligger med hende, uden at hun gør vrøvl. Det eneste, hun siger bagefter, er, at Equngisoq er en stor elsker.

 

Hist.: En historisk fortælling, der kan tidsfæstes til ca. 1760-70. En anden fortælling om Niumak er en generation efter Kreutzmann fortalt af Katrine Sommer.

Der har næppe været mange folk af Niumaks kaliber. Som fortræffelig erhverver og den der tiltrækker sig yderligere slægtninge som arbejdskraft i større stil, lever han op til antropologernes definition af en "Big man". Måske havde en kraftigere social rangorden udviklet sig i Vestgrønland, hvis handelen med hvalfangerne var fortsat uhindret af kolonisationen og dens forbud mod handel med fremmede.

Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34.

Nogle af Kaakaaqs meriter / Kâkâp pissarnerisa ilait

Print
Dokument id:1261
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Nogle af Kaakaaqs meriter / Kâkâp pissarnerisa ilait
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 289 - 292, nr. 26
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967 s. 69 - 71.

 

Resumé: Kaakaaq laver ialt tre tupilakker, de to dog ikke for at

dræbe. De skal kun skade hendes fjender. En af dem retter hun mod sin

svigersøn, fordi hun finder ham slap og doven.

Til den ene tupilak bruger hun hovedet af en sortside og nogle dele

af en sæl. Til den anden en ravn og noget af en sæl. Dernæst beskrives

i generelle vendinger, hvordan man får liv i en tupilak med en

formular. Tupilakken tiltales som ens pattebarn, der skal passere over

landtangen, dvs. tupilakmagerens ben. Når den er blevet levende og

kommet over "tangen" slutter sangen: "Så kom den over!"

K. laver som sagt tupilakker, men hun vil ikke stå offentligt frem som

åndemaner, skønt hendes hjælpeånder presser på. Hun søger stadig nye

ånder. En dag går hun i indlandet i trance med fremstrakte håndflader.

En vipstjert lander på dem. Hun river den i stumper uden at spilde den

mindste dråbe blod, sætter den sammen igen, puster den levende og

sender den op at flyve. Den vender tilbage med ordene: "Så kan du

begynde at mane ånder." K. vil stadig ikke. Fuglen truer hende da med,

at hun vil blive blind.

 

Hist.: For K.s persondata, søg på: J. Rosing 1963: s. 281 - 285:

"Kâkâq".

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Tolkning: Vipstjerten forlener K. med den egenskab hun gik glip af, da

hun ikke fik pooq. Nu er hun derfor initieret til at holde sin første

seance. For "pooq" se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

 

Kaakaaqs uvilje mod at stå offentligt frem som åndemaner skal både

forklare hendes senere blindhed og heksekyndige tupilakmageri.

Optakter til at stå offentlig frem som færdig angakkoq / åndemaner associeres ofte til blod. Hér til blod der ikke må spildes. Søg på: forløsning; blod; o.l.

Nordboerne

Print
Dokument id:566
Registreringsår:1936
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Iaqqa (Iarqa)
Nedskriver:Rosing, Otto
Mellem-person:Rosing, Jens
Indsamler:Rosing, Otto
Titel:Nordboerne
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 39 - 40
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Resumé:

 

Ved Kuummiit / Kuummiut boede engang flere end tre hvide mænd, der tog

konen af et eskimoisk ægtepar, de havde som tjenere, til fælleskone.

Befolkningen satte derfor ild på deres hus med et par forheksede

kvindehusbukser som lunte. Kun to hvide mænd undslap. De øvrige

brændte op.

     I en variant satte man ild til huset, fordi de hvides ildrøg

skræmte fangstdyrene bort.

     I en anden variant, der stedfæstes til Kulusuk, sker det fordi

man ikke kan have sine forråd i fred for de hvides tyverier.

     En sang nævner den frygt de hvide vækker. De har tilmed ingen kød

på læggene.

 

Var.: søg på: nordbo. Men kun afbrændingen af huset er fast element i de vestgrønlandske varianter.

 

Hist.: Der har næppe nogensinde været nordboere i Ammassalik-området.

Beviset for fortællingens sandhed ser østgrønlænderne i de trækul, som

man ofte finder de to steder. Man har hørt nordbohistorier fra

Sydvestgrønland via sydøstgrønlænderne. Om disse fortællinger se

Kleivan 1982. Og Thisted 2001: on Narrative Explanations. Scandianvian Studies vol 73(3): 253-295, der også refererer Jette Arneborgs undersøgelser.

Nunakitseq, boplads ved Kulusuk

Print
Dokument id:1650
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:?. Ajaateq
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:Rosing, Peter
Indsamler:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Titel:Nunakitseq, boplads ved Kulusuk
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 119 - 124
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 29 - 35; angakkortalissuit, 1990: 154 - 161: "Nunakitseq (Kulusup eqqaani)"

 

Resumé:

I Nunakitseq nær Kulusuk overvintrer i sultevinteren følgende fangere med familie: Aggu / Akku, Pattorngooq, Uggunaqqisimaleq, Ippatikajik. Kun Aggus søsterdatter

Ajaateq overlever på selve bopladsen, mens Aggu, hans førstekone, søn

og datter klarer sig ved at flytte til Sitsingalik. Stormvejr hindrer

fangst det meste af vinteren, hvor Aggu, som den eneste, fanger en

bjørn, og siden - i marts - endnu én, som udpeges af hans hjælpeånd i

kort afstand fra huset. De første dødsfald indtræffer i maj, da Aggu

og et par andre har stjålet af Sannersaqs forråd ved Suunaajik, og

alle undtagen Aggu blir mere eller mindre syge af maden. Aggu tar

derefter alene til Sitsingalik, og da han får besked om, at hans

andenkone har født en søn, sender han bud tilbage om, at hun skal

forlade husstanden. Hun går ud, knuser barnets hoved mod en klippe og

får møjsommeligt slæbt sig ned til vandet, hvor hun drukner sig i

tidevandsrevnen. Kort efter henter Aggu sin førstekone og datter til

Sitsingalik, men efterlader søsterdatteren Ajaateq. Hun overlever på

det skind, hun når at slæbe ind, inden et uvejr bryder løs. Alle

husfællerne dør, og hun vænner sig efter et par søvnløse nætter

til disse dødes snorken, pusten og knasen lus om natten. Hun fanger

tre snespurve, falder i en dødlignende søvn, og hører derfor ikke

Aggus råb, da han kommer for at se efter overlevende. Senere kommer

Aalik forbi, ser et levende menneske, vover sig op til huset, og

forstår at det magre væsen er Ajaateq. Han beordrer hende til at vaske

sig og til ikke at sove mellem de døde næste nat, hvorefter Aggu

kommer og henter hende. Efter den første mundfuld rigtige mad sover

hun i et døgn og må ruskes vågen. Lidt efter lidt kommer hun til

kræfter igen. Mistænkt for kannibalisme under sulteperioden, indrømmer hun beredvilligt og der sker hende ikke mere af den grund. Hun slutter sin fortælling med ordene: "Ja, dengang vi sultede, da sultede vi, så det kunne forslå noget."

 

Var.: Ajaattoq Victor.

 

Hist.: Historisk fortælling om sultevinteren 1880 - 81. Denne datering stemmer dog ikke overens med andre. Se kommentaren til: Ajaattoq Victor.

Nunakitseq, boplads ved Sermiligâq / Sermiligaaq

Print
Dokument id:1646
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:Rosing, Peter
Indsamler:Rosing, Peter
Titel:Nunakitseq, boplads ved Sermiligâq / Sermiligaaq
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 108 - 112
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 16 - 20; angakkortalissuit, 1990: 143 - 147: "Nunakitsit (Sermiligaami)".

 

Resumé:

På øen Nunakitseq/Nunakitsit i Sermiligaaq-fjorden overvintrer i sultevinteren disse familier: Quarrajeeq, Maratsi, Aqqi/Aqqii, Issiavikiseq,

Kukku, Uuttuaq, Siannialik og Umitteeq. Man finder en del sortebær

under sneen ved vinterens begyndelse. Noget senere er der fangst i en

kort periode, hvor skrueis gir plads for åbent vand. Derefter en lang

periode med sult. Forgæves søger man at overtale Maratsi til at holde

åndemaning. Hans bror, Kukku stjæler, afsløres ved qilaneq og tilstår.

De to brødres hunde kommer i klammeri, hvorefter Maratsi forgriber sig

på en af Kukkus hunde uden dog at dræbe den, mens K. slår en af M.s

hunde i smadder og myndigt dæmper M.s lyst til at hævne sig ved

hekseri. M.s stedsøn og yngste barn dør af sult, og da hans kone føder

en søn, beordrer han den nyfødte sat ud. Selv skærer han sig med

mellemrum stumper af konebådens skind, som han spiser uden at dele med

sin familie. Issiavakitseq redder dem alle på slutningen af vinteren

ved åndehulsfangst, som andre også efterhånden har fået kræfter til at

deltage i. Siannialik, der tidligere har hånet I. for hans

fangstevner, modtager flov hans kødgaver. I april kommer Kilimii og

Simmujooq på besøg og får mad i nogle dage.

 

Hist.: Sultevinter. Historisk fortælling om sultevinteren 1880 - 81. Denne datering stemmer dog ikke overens med andre. Se kommentaren til: Ajaattoq Victor.

Om kvinden, der var så smuk, at havet altid lå spejlblankt ud for hendes boplads

Print
Dokument id:1374
Registreringsår:1919
Publikationsår:1921
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:Rosing, Peter ?
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Om kvinden, der var så smuk, at havet altid lå spejlblankt ud for hendes boplads
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, I
Tidsskrift:
Omfang:side 307 - 310
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Orig. håndskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 413, nr. 35: "Arnaq

pínigarame sava ...". Renskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 424:

"Arnaq píningârame sâvna ..." / "Arnaq pinningaarami ..." (med sproglige rettelser og til vestgrønlandsk af Hendrik Olsen eller Peter Rosing ?).

 

Resume:

En storfangers kone er så smuk, at havet ligger spejlblankt ud for

bopladsen, når hun er ude, og kruses en smule, når hun er inde. En dag

han kommer hjem er havet i oprør, og han tar straks ud i konebåd

roende med styreåren for at lede efter hende. To gange undervejs bydes

han på rå spæksyltet lever med syre af en kæmpe han forhører sig hos,

spiser blot en mundfuld og får en dreng med til at ro. Han finder

havet blankt ud for en teltplads, hvor lederen, der har stjålet hans

kone, lader sit telt bevogte af mange mænd. Manden slår sit telt op

ved siden af, men ser aldrig konen. Han gør sig rejseklar, tigger sig

adgang til blot at røre konens hånd, og trækker hende med gennem

vogterne til båden. Konerøveren afskyder en pil, der ikke rammer,

vender sig for at hente en ny pil og blir ramt af ægtemandens pil.

Denne dræber også hans hund, tar ligene med i båden, skyder en sæl med

bue og pil undervejs, og viser den frem hver gang nogen vil høre, om

han har dræbt konerøveren? Nej, han har kun dræbt sælen. Liget af

manden parterer han og sænker delene undervejs. Siden lever han

uforstyrret med sin skønne kone.

 

Var.: ikke i denne bases tekstsamlinger.

Om sult og et forslugent spædbarn

Print
Dokument id:217
Registreringsår:1860
Publikationsår:1997
Arkiv navn:
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Om sult og et forslugent spædbarn
Publikationstitel:Fortællinger & akvareller
Tidsskrift:
Omfang:ss. 130 - 132
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 39 - 40.

Publiceret transskription af orig. håndskr.: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 130 - 132: Appamiuni kaannersuarmik meeraaqqamillu pillerortumik.

 

Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 187.

H. Rinks oversættelse af afskrift: Rink, H.: Eskimoiske Eventyr og Sagn, I-II, 1866-1871, I: nr. 87: Enken ved Agpamiut.

 

Resumé:

I Appamiut, i et lille hus ved siden af et stort med mange mennesker, bor en kone, der nyligt er blevet enke, med sin lille søn og datter. Folkene i det store hus håner dem ved at traske hen over deres lille hus, når de tager på fangst. Vinteren stunder til, enken forbliver af sorg inden døre, men opildner hele tiden sine børn til at fange ryper i snare og senere at fiske ulke. To piger fra det store hus, hvor man efterhånden sulter, får altid lidt mad med, når de kommer på besøg. Da vinteren er omme er mange i det store hus døde af sult, fordi ingen dér har udvist initiativ til fangst. De overlevende rejser bort i deres konebåd. De to børn vokser imidlertid op, drengen udvikler sig til fanger. Han og søsteren overvintrer igen i det lille hus ved siden af det store, hvorfra de får besøg af skrækslagne beboere. I deres store hus er et spædbarn ved at spise sin mor og derefter sin far. Alle flygter for utysket undtagen de to forældreløse, som spædbarnet ikke angriber.

 

Var.: Spædbarnet som åd sine forældre. The infant which ate its parents nr. 44 + 44a; naalungiarsuk; Neqikitsuliaq; Aapapaaq; Nerrikitsuliaq; Barne-uhyret.

 

Hist.: Der må være en sammenhæng mellem spædbarnets unormale udvikling til rasende kannibal og den sult, man har lidt i det store hus. I ældre og/eller mere gammeldags versioner (se ovf.) skyldes spædbarnets udvikling, at det bliver decideret sultet af forældrene, dvs. at det nok får bryst men ikke tyggemad fra moderens måltider. Den sammenhæng synes noget uklar i Kreutzmanns version, der er mere optaget af umoralen i de sultendes tidligere hovmod og svigtende jagtiver.

Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34.

Om østgrønlændernes opdagelse af Vestgrønland

Print
Dokument id:227
Registreringsår:1860
Publikationsår:1997
Arkiv navn:
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Om østgrønlændernes opdagelse af Vestgrønland
Publikationstitel:Fortællinger & akvareller
Tidsskrift:
Omfang:173
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 63h (Begyndelse mangler, ses i afskriften).

Publiceret transskription af orig. håndskr.: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 173: Tunumiut Kitaanik nassaarinninnerat.

 

Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 198.

H. Rinks oversættelse af afskrift: Rink, H.: Eskimoiske Eventyr og Sagn, I-II, 1866-71 (Rink 1866-71, I-II), I: 154.

 

Resumé:

Dengang landet endnu ikke var beboet kom en angakkoq / åndemaner / angakok flyvende over indlandsisen fra Østgrønland til Kangerlussuaq, hvor han så en dejlig sø med mange rensdyr omkring. Han fulgte fjorden ud for at finde egnede vinterbopladser. Det var der, og han tog turen tilbage langs kysten rundt om Kap Farvel. Han ville flytte og mange rejste med ham. På et år nåede de et godt stykke op langs vestkysten, hvor de overvintrede, og da de næste forår kom til Narsarmiut, genkendte den lokale åndemaner dem. Efter overvintringen drog de ind ad fjorden og fandt søen, Tasersiaq, den fundne sø, som de kaldte den. Det har den heddet siden. Efterhånden blev Narsarmiut og omegn befolket af østgrønlænderne.

 

Hist.: Dette er næppe en historisk fortælling, og helt logisk er den jo heller ikke i og med at Narsarmiut har en angakkoq og dermed allerede er befolket. Men det er muligt, at nogle familier på egnen menes at stamme fra sydøstgrønlændere, der i 1700- og især 1800-tallet flyttede til vestkysten.

Omsider får de en søn / Kîsame ernertârput

Print
Dokument id:1255
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Omsider får de en søn / Kîsame ernertârput
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 269 - 270, nr. 20
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 52 - 53.

 

Resumé: Kaakaaq, der har fået to døtre med Imaakka, samler en dag

muslinger ved Isortoq. Hun har en fornemmelse af, at hun vil se noget,

der kan sikre hende og hendes efterkommere mod andres hævnkrav. Hun

får øje på en vingesnegl, som hun gemmer til sin næste fødsel, en søn.

Hun fæstner vingesneglen til den nyfødte med det formål, at han vil

forvandle sig til en vingesnegl, hvis nogen efterstræber ham på havet.

Imaakka forlader hende ikke, da han endelig har fået en søn.

 

Hist.: Tid: ca. 1900. For K.s persondata søg på: J. Rosing 1963: 281 -

285: "Kâkâq".

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Kommentar: I adskillige østgrønlandske biografiske tekster kaldes en vingesnegl, hvid eller sort, som hjælpeånd for en toornaarsuk. Se denne.

Oqalluktovalejaq / En fortælling

Print
Dokument id:400
Registreringsår:1865
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, V. 4'
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Oqalluktovalejaq / En fortælling
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 785 - 787, nr. 158
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Orig. håndskr.: Rink NKS 2488, VII: 7h - 8h (slutning mangler, men ikke i afskriften her: NKS 2488, V, nr. 158).

 

Oversat af Kirsten Thisted i: Kreutzmann, Jens: Fortællinger & akvareller. Red.Kirsten Thisted. Atuakkiorfik 1997: 206 - 207: Akaajarsi som to gange kom ud for at lide nød.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning retskrivning af Arnaq Grove i: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 206 - 207.

 

Kort dansk resumé i Rink: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, II: nr. 100.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

En fortælling.

Det fortælles, at Akaajarsi ikke manglede noget. Han boede sammen med

en anden i teltet. En gang tog de af sted for at sejle ind i en fjord.

Det var fint vejr, og det var varmt. For at afkøle sig tog de tøjet af

overkroppen. Begge var søsyge (umijarmijodlotik). Da de passerede et

fuglefjeld, hvor tateratter (rider) og måger rugede, fik Akaajarsi

lyst til at tage derhen for at samle æg. Da de lagde til ved en stor

afsats, gik hele konebådsbesætningen i land og gav sig til at samle æg

ved at klatre op på en afsats på den stejle fjeldvæg. Mens de var

dér, opdagede de, at konebåden drev fra land og var kommet så langt

ud, at de ikke kunne nå at få fat i den; og det var umuligt, at klatre

op på fjeldet. Det varede ikke længe, så var båden drevet i land på

den anden side af det lille sund, og vandet trak sig tilbage, så den

lå tør. Alle deres brugsting var i konebåden. Så blev vejret meget

dårligt. De brugte den smule jord, der var på afsatsen, til en

jordhytte. De havde ingen lampe. Når det blev dårligt vejr, varmede

de sig ved at lægge sig oven på hinanden. Når de nederste havde varmet

sig, byttede de plads med de øverste, som var kommet til at fryse. Når

der sejlede en konebåd forbi ind i fjorden, råbte de og skreg; men de

sejlede blot forbi mod øst uden at høre dem.

 

De tilbragte hele sommeren på afsatsen i næsten ingen tøj. Der var æg at spise til at begynde med; men da de slap op, og da der ikke var mange rødder

tilbage i jorden, måtte de søge  noget spiseligt nede ved stranden;

men da det var en stejl strand, var bestanden af muslinger hurtigt

opbrugt. De spiste alle de små dyr, de fandt. Når de fandt småulke,

gav de dem til børnene. De blev efterhånden så svage og udmattede, at

de kun kunne kravle.

 

En dag, hvor der ikke var flere, der kunne rejse

sig op, så de en konebåd sejle forbi. De råbte og kravlede rundt på

afsatsen, alt hvad de kunne; og konebådsbesætningen så dem kravle

rundt og roede tilbage. Konebådens besætning var betænkelig ved at

lægge til, fordi de var bange for dem. De troede ikke det var

mennesker. Men da de sagde, at de var mennesker, og at de var ved at

sulte ihjel, tog de dem om bord. Første gang de fik noget at spise,

gjorde det frygteligt ondt i maven.

 

Da de var blevet raske, var de to,

der boede sammen i et telt, igen ude at rejse og var kommet til at

lide nød endnu en gang, selv om de havde kajak. Mens de sultede,

kom to skibe til syne. Akaajarsi opfordrede sin teltfælle til at tage

med ud til skibet. De fyldte kajakkerne med ting, de kunne handle med,

og tog ud til skibene. Da de nærmede sig skibene, sagde Akaajarsi til sin teltfælle: "Jeg går om bord i det ene skib og køber

udelukkende kugler til patroner. Gå du om bord i det andet og

køb krudt. Kun krudt." De kom om bord på skibene. Det fortælles, at

Akaajarsi udelukkende købte kugler, og at han endog også havde solgt

sin helpels. Han kom om bord på det andet skib for at se efter sin

teltfælle. Denne havde udelukkende købt krudt, og han havde også solgt

sin helpels. De vendte tilbage til deres telt. Siden har ingen hørt,

at de kom i nød. Her slutter fortælleren.

(Utydelig håndskrift, hvorfor oversættelsen er usikker. Chr. B.).

 

Var.: Ikke i denne bases samlinger.

 

Hist.: Historisk fortælling

Oqalugpalârsiáka angajorqâvnit avdlanitdlo

Print
Dokument id:1951
Registreringsår:1957
Publikationsår:1957
Arkiv navn:
Fortæller:Nielsen, Martin (Marteeraq)
Nedskriver:Nielsen, Martin (Marteeraq)
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Oqalugpalârsiáka angajorqâvnit avdlanitdlo
Publikationstitel:
Tidsskrift:Avangnâmioq
Omfang:ss. 127 - 129
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger: Upernavik
Note:

Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne).

Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq.

 

Oversættelse:

Fortællinger jeg har hørt af mine forældre og andre.

 

Folk på bopladser i Upernavik distrikt, især på de bopladser

der lå nærmest ved havet og folk fra selve Upernavik, traf jævnligt hval-

fangerne og havde en hel del fortællinger om hvalfangerne.

Men blandt disse blev der blandt de ældre folk husket personer, som hav-

de deltaget i ekspeditioner nord på, både englændere og amerikanere. Og jeg

kan stadig huske en del navne, som man har fortalt mig om.

Min farfar, Tûtingâq / Tuutingaaq / Tuutsingaaq, havde en sommer deltaget i en ekspedition nordpå. Han havde ganske vist ingen morsomme historier fra dengang, men noget af det, han har fortalt til min far, lyder således:

Efter at de var sejlet fra Upernavik, gik der nogen tid, og så kunne de se landet på den anden side af havet. De sejlede ikke særligt langt fra kysten. Og da de var kommet langt nordpå (sikkert vestpå, eftersom de må have kysten på højre side, RP), kom de forbi en dyb fjord, og

den inderste del af fjorden var islagt endnu. Og dér opdagede de

tre skibe, som havde lagt til ved iskanten og havde haget sig fast til isen med isanker. Da de så dem, sejlede de derhen. Da de kom nærmere kom

matroserne op i masterne, og på hans skib klatrede matroserne også op i

masterne. Og så skete det at de på en gang råbte hurra tre gange, idet de

svingede deres huer og hatte over hovderne. Og det lød meget

kraftigt og blev modtaget godt af de folk de mødte. Og inde på land, på

et fladt stykke, kunne de se en lille bygning.

Efter at de havde været der, sagde kaptajnen til Tuutsingaaq, at nu skulle de sydpå, og de skulle så anløbe et sted, hvor de havde depot af levnedsmidler, som lå på en del af det samme land.

En dag efter at de havde sejlet gennem isen, kunne de se et mægtigt

næs, og kaptajnen sagde, at de havde depotet der. Da de kom derhen, gik de op for at hente en af tønderne. Men en af dem var blevet åbnet, og tønder med mel og ærter og andre ting var blevet åbnet. Og eftersom det nyligt havde været dårligt vejr, var det ved at blive vådt. Kaptajnen var blevet meget vred, da han så det, fordi eskimoerne havde gjort det, men de traf ingen i nærheden. Alligevel tog de det ombord, idet de kunne bruge det til foder til de dyr, de havde med ombord.

Da de sejlede derfra, satte kaptajnen noget fast på masten. Det var noget, hvormed han ville straffe de skyldige eskimoer. Og han sagde til Tuutsingaaq,  at når de traf eskimoer, skulle han spørge dem, om det var dem, der havde gjort det. Tuutsingaaq, blev meget forskrækket, da han hørte det og håbede faktisk at de ikke ville træffe nogen, men dagen efter henimod aften opdagede de fire kajakker, der roede i nærheden af dem (imod dem, RP),og Tuutsingaaq var ikke særlig glad for at skulle træffe dem. Skibet standsede, og da de var ved at lægge til, lod kaptajnen en båd hejse ned. Og kaptajnen sagde til Tuutsingaaq, at han skulle gå ned i båden og spørge om det var disse eskimoer. Han kaldte på dem, og da de lagde til ved båden, spurgte han dem, om de havde fået fangst og sådan forskelligt. Og så bevægede den ældste af dem sig hen for at røre ved Tuutsingaaq.

Tuutsingaaq blev siddende, og da denne eskimo fra den anden side af havet rørte ved hans nøgleben, sagde han: 'Ih, inukkuluk.' (Ih han er jo eskimo).

Da de havde opdaget, at Tuutsingaaq var eskimo, begyndte han at fortælle om forskelligt, men han spurgte ikke noget om depotet, der var blevet åbnet.

Og så spurgte kaptajnen om hvad de havde sagt, og så løj han for kaptaj-

nen og sagde, at eskimoerne ikke plejede at komme til dette sted, fordi

de kun kom i nærheden på sælfangst. Det kunne ganske vist godt have været

netop disse eskimoer, der havde åbnet disse tønder, men han spurgte dem

ikke og fortalte dem bare forskelligt, fordi han syntes, det ville være

synd for dem at få sådan en straf.

Da Tuutsingaaq fortalte det til kaptajnen, blev han formildet og sagde at han skulle byde disse eskimoer ombord, så de kunne få noget at spise.

Da de skulle ombord på båden, kæntrede den yngste af kajakmændene, men

Tuutsingaaq hev ham ombord, og de kom ombord på skibet, og Tuutsingaaqville så give ham noget tørt tøj på, så hans eget tøj kunne blive tørret. Og så kom koksmat hen med et glas spiritus af en eller anden art, som den frysende unge mand skulle drikke for at få varme. Da han virkelig frøs, prøvede Tuutsingaaq at give ham det at drikke, men han syntes at det lugtede så underligt, at han ikke ville drikke det. Og Tuutsingaaq sagde forgæves til ham, at han ville få

varmen, når han havde drukket det. Så drak han lidt af det, for at vise

ham, at der ikke var noget galt i, og så lagde han armen om hans hals og

lod ham drikke det hele. Og han beroligede de andre med, at de ikke skulle være bange, for han ville ikke tage skade. Mens de spiste, fik den unge mand varme i kroppen og begyndte at blive snakkesalig og at le meget.

Og så holdt hans kammerater også op med at være bange for ham, og lod Tuutsingaaq snakke med dem om alt muligt. Da de skulle ro igen gav kaptajnen dem forskellige småting, knive, søm, synåle og andre ting, og på den måde skiltes de i god stemning.

På tilbageturen sejlede de forbi Upernavik, og kaptajnen anløb så Godhavn

for at bringe Tuutsingaaq iland, idet han næste år kunne sejle med et skib der skulle bringe gods til Upernavik.

 

Mens han opholdt sig i Godhavn / Qeqertarsuaq, var han ofte om efteråret ude i kajak og fik ofte bytte. Engang han havde fagnet en narhval, stod man og flænsede den under husene. Til stede var en faderløs pige ved navn Tabita. Han havde ondt af hende, fordi han kun havde døtre. Da Tabita kom, skar han halvdelen af halefinnen af og gav stykket til Tabita med ordene: 'Tag du kun dette med hjem. Det er til dig!' Pigen huskede det med taknemmelighed. Først næste sommer tog Tuutsingaaq tilbage til kone og børn med et skib, der skulle bringe varer til Upernavik, og genså da dem alle sunde og raske.

En del år senere, efter Tuutsingaaqs død, kom der til Upernavik en ny kolonibestyrer. Hans kone var grønlænder og hed Tabita. Ved ankomsten spurgte Tabita efter Tuutsingaaq, og da hun hørte at han var død, spurgte hun efter hans børn. Min far svarede: 'Jeg er søn af den du spørger efter; mine andre søskende er piger; men de bor ikke her.' Da Tabita hørte det sagde hun at hun aldrig ville glemme, at denne mand havde været god mod hende ved flere lejligheder under sit ophold i Qeqertarsuaq. Men én ting huskede hun især, og det var da denne mand havde givet hende en halefinne af en narhval.

Min far havde meget godt at sige om Tabita fra dengang de boede i Upernavik, og han talte flere gange om at han savnede dem meget da de rejste.

 

Hist.: Robert Petersen har den hypotese, at de inuit som Tuutsingaaq mødte var Qillarsuaq, der indvandrede fra Baffinland til Thule-området omkr. 1860. Således har Carl Petersen i 1860 (publ.?) nævnt, at Tuut. var med Kapt. Inglefield på eftersøgning efter Franklin i 1853. Da så Carl Petersen senere mødte Qillarsuaq og denne hørte at CP var fra Upernavik, spurgte Qill. efter Tuutsingaaq.

Dette tidligere møde med Tuuts. rimer smukt med et syn Qill. sagde han havde haft, af folk i sælskindsklæder. Det omtales kun i den grønlandske udgave af Knud Rasmussens beskrivelse af indvandringen fra Baffinland til Thule: Avángnarnisalerssârutit, 1909. Desuden vides det fra Adam Bech / Beck, der fra 1861 og et par år frem var formand ved hvalfangerstationen på Blacklead Island (Cumberland Sound, Baffinland) og talte med mange inuit, at Oqi, der med familie var med på første etape, men ikke gennemførte rejsen til Thule, faktisk havde advaret sin gruppe mod at plyndre et depot man fandt undervejs, fordi europæerne, der havde udlagt det, ville blive vrede. Men man adlød ham ikke. Det kunne således være det samme depot. Beck's beretning stod i Atuagagdliutit, 1865, hvor man altså første gang fik nys om immigrationen, omend ikke om den gren af den der under Qillarsuaqs ledelse blev gennemført.

 

Vedr. indvandringen: Ulloriaq, Inuutersuaq: Beretningen om Qillarsuaq ... [Kbh. Det grønlandske Selskab 1985 (ikke registreret). Men søg på: Petersen, Robert, 2000: Om grønlandske slægtssagaer. Tidsskriftet Grønland, ss. 299 - 311. Og i samme tidsskrift 2003:261 - 296: Meqqusaaq og hans møde med inughuit.

 

Vedr. stammefællerne på Baffinland, Akilineq, var der allerede i de første numre af Atuagagdliutit (start 1861) beretninger om dem, som har ændret de ældre fortællingers opfattelse af Akilineq-boerne som ondskabsfulde kannibaler. Men allerede sidst i 1740'erne havde nogle grønlændere fra Ny Herrnhut været en tur i Herrnhut i Sachsen og på hjemrejsen på besøg i herrnhutiske menigheder i Georgia og Pennsylvania (Lidegaard 1999, Tidsskriftet Grønland: 201-203). Desuden fik man breve fra missionen blandt inuit i Labrador, der startede omkring 1770.

 

Hos Ostermann (publ.?) har Robert Petersen læst at Tabita, med navnene Tabitha Martha Sophie Broberg var gift med Jens Karsten Nielsen Thygesen. Han kom til Godhavn / Qeqertarsuaq i 1867, hvor Tabita var født i 1833. Han var kolonibestyer i Upernavik 1874-1879 (på orlov i 1878). Tabita har været ca. 20 år, da Tuutsingaaq opholdt sig på stedet.

Søg på Carl Petersen for flere oplysninger om CP.

 

Der er mange historiske og slægtshistoriske oplysninger at hente i Robert Petersens værk om fangstsamfundene i Upernavik og Ammassalik distrikter. Den er under udgivelse, på engelsk, i Meddelelser om Grønland.

Oqalugtuaq / Kâgssagssûp mêraunerata ilânik / Oqaluttuaq / Kaassassuup meeraanerata ilaanik

Print
Dokument id:1734
Registreringsår:1907
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 3536, I, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Petersen, Ole
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Oqalugtuaq / Kâgssagssûp mêraunerata ilânik / Oqaluttuaq / Kaassassuup meeraanerata ilaanik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:læg 5, side 5h - 7h
Lokalisering:Neria: Paamiut / Frederikshåb
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

En fortælling (en episode fra Kaassassuks barndom)

 

Engang sent på efteråret tog bopladsens fangere ud på sælfangst. Ude ved et sydligt beliggende næs viste der sig sent om eftermiddagen en mængde kajakker. Råb fra disse kajakmænd kunne efterhånden høres på bopladsen; og det gik op for folk, at de råbte noget om en hval. Bopladsens kvinder og børn gav sig til at huje af glæde.

 

Da kajakkerne lagde til var de jo så læsset med masser af mattak. De fortalte at de havde fundet en stor død hvalunge, som var helt frisk.

 

Først gik mændene op til husene og fik noget at spise, og så begyndte de at klargøre deres redskaber til flænsning af hvalen.

 

Mens de gjorde konebådene klar, sagde kvinderne til Kaassasuk: "Du er den ældste af børnene. Vi tager spædbørnene med, men du må passe de lidt større børn. Vi skal kun være væk en enkelt nat og kommer tilbage i morgen. Vi betaler dig med et stort stykke kød fra hvalens kindparti, og du får masser af mattak / hvalhud at spise."

 

Da Kaassassuk fik lovning på den belønning blev han glad og sagde ja.

 

De voksne fik konebådene i vandet og tog syngende afsted. Og sådan forsvandt de med sang bag det lille næs.

 

I et af husene boede der en gammel kælling, der var plaget af gigt. Hun blev efterladt alene i sit hus.

 

Kaassassuk boede i sine plejeforældres hus, og her samlede han om aftenen alle de børn han skulle passe; han var jo den ældste og var derfor blevet sat til at passe de andre.

 

Sent om aftenen sagde Kaassassuk til de børn han passede: "Lad os lege åndemaner!" Men det ville børnene ikke være med til, fordi de ville blive meget bange, når han begyndte at mane ånderne frem. Men Kaassassuk var blevet stædig og ville absolut lege åndemaner. Til sidst sagde de mindst frygtsomme drenge: "Du holder jo ikke op før du får din vilje; leg du bare åndemaner."

 

Kaassassuk ville jo så gerne, så han blev meget ivrig og sagde til dem: "Jeg skal prøve at lokke Ingnasugssuk (? innasussuk, væsenet fra klippevæggen, CB) herhen. Prøv nu ikke at blive alt for bange."

 

Med de ord slukkede han den ene lampe efter den anden i det store hus, så slet ingen lamper længere var tændt. Efter at have slukket lamperne begyndte Kaassassuk at sige en masse lyde for at tilkalde Innasussuk.

 

Syd for bopladsen var der efter sigende en stor stejl klippevæg. Åndemaneren (her: Kaassassuk) pegede, og derude begyndte Innasussuk at nærme sig. Da den kom nærmere kastede den et kraftigt lys på tarmskindsvinduet. Det kom ind i huset, og der lød jamren fra de børn han passede, men så tav de.

 

Da Innasussuk var gået ud af huset tændte åndemaner Kaassassuk lamperne og opdagede til sin skræk, at alle de børn han var sat til at passe, var døde af skræk, og at deres øjne hang ud af øjenhulerne på stilke.

 

Det var ikke mærkeligt at Kaassassuk nu så frem til forældrenes ankomst med angst og bæven. Da han var den eneste levende og iøvrigt var meget bange, begyndte han igen at mane ånder for at genoplive børnene. Da han igen tændte lamperne, var børnene levende og alt var som det plejede at være.

 

Kaassassuk sagde til dem: "I siger ikke noget til jeres forældre når de kommer hjem!" Han "puttede" alle børnene, og sikke aftenen var fløjet afsted. Den følgende dag hen ad aftermiddagen lød der sang i syd. Konebådene nærmede sig, og man så at bådene var lastet i den grad, at årerne dårligt kunne løftes op over vandfladen.

 

Som lovet fik Kaassassuk ved konebådens hjemkomst et stykke fra hvalen kindparti og noget mattak. Men da Kaassassuk efter sigende ikke havde nogen kniv og heller ingen ordentlige tænder, og de stykker jern som han fastgjorde i tandkødet, hele tiden faldt ud, nærmest sugede han stykket fra hvalens kindparti efterhånden som spækket blev flydende.

 

Om aftenen, den dag flænseholdet kom tilbage, var der nogle af de mest forkælede børn, der hviskede til deres mødre: "I går aftes var Kaassassuk åndemaner, og han gjorde os meget bange. Vores øjne hang kun fast i øjenhulerne ved stilken. Nej, hvor havde vi det sjovt!"

 

Det viste sig at en af mændene havde opfanget sin datters hviskende beretning til moderen. Han udspurgte datteren og fik hende til at fortælle ham hele historien. Nogle af mændene ville sammen tage Kaassassuk under behandling og sagde til ham: "Vi har fundet ud af hvordan du har behandlet vores børn igår. Nu har du bare at få en "ivnasugssuk" til at komme her i aften. Vi voksne kommer ikke til at dø af skræk. Hvis du ikke vil, slår vi dig ihjel.

 

Kaassassuk ville naturligvis gerne beholde livet, og da han om aftenen skulle til at mane ånder, sagde han til kvinderne: "I skal først og fremmest have noget stegt spæk klar. Det skal jeg bruge til at fange en hjælpeånd (toornaq) med." Kvinderne gav sig naturligvis til at stege / smelte spæk. Da han skulle til at mane ånder, fik han nogle til at hænge et aflagt konebådsbetræk op under loftet ude i husgangen, så det kom til at danne en pose; og denne blev fyldt med det stegte spæk.

 

Da alt var klart gav han sig til at mane ånder. Som ventet var "Ingnasugssuk" nu på vej til huset. Kaassassuk sørgede for at en mand blev anbragt øverst på den indvendige mur ude i gangen, og han sagde til manden: "Når hjælpeånden er nået til indgangen, skal du sørge for at skære båndene over til det skind, der er fyldt med det stegte spæk. Når så det stegte spæk er hældt over hjælpeånden (toornaq), har jeg den."

 

Da hjælpeånden var krøbet ind i gangen, skar manden båndene til det aflagte konebådsbetræk over, og da indholdet væltede ned over den, knitrede det. Lyset blev tændt og man så, at det lignede mørkebrunt og sejt dryptran.

 

"Når I skal ud gennem gangen må I kun træde på sidevæggene", sagde Kaassassuk. Så begyndte de ellers at strømme ud ved kun at sætter fødderne på sidevæggene; og de kom alle ud uden at falde ned på hjælpeånden. Men blandt de tilstedeværende var der den gamle gigtplagede kælling. Nogen råbte ind til hende: "Kom så ud, din stakkel!" Hun trådte på sidevæggene undervejs ud, men da hun befandt sig over hjælpeånden gled hun, og faldt ned. Mændene forsøgte at trække hende op i hænderne oppefra ved at fjerne noget af taget. Hendes bagdel var helt dækket af noget dryptranagtigt, der var elastisk, og det var umuligt at få det af hende. De måtte hente et stort flænseredskab og skære et stykke af hjælpeånden væk uden om hendes bagdel for at få hende løs. Derefter fik de hende anbragt på børnenes glidebane for at hun ved at glide kunne slide hjælpeånden væk. I stedet fik hun åbne sår på bagen og døde af blodtab.

 

De andre på stedet blev bange for Kaassassuk, fordi han havde lært sig alt, men han endnu nærmest var et barn.

 

Var.: Den store ild.

 

Hist.: Denne version af "Den store ild" har udskiftet denne (Innersuaq) med en innasussuk, der formentlig er "den stejle fjeldvæg(s væsen)", hvor ånden har hjemme. Det var også i sådanne fjeldvægge at ildfolk, innersuit, havde adgang til deres land under stranden. Innersuaq, den store ild, blev undertiden associeret til Djævelen (se Jens Kreutzmanns version), og måske er det derfor spækket bliver stegt i stedet for blot smeltet og kogt som i ældre versioner (i helvede bliver man stegt). I Thuleområdet fortalte man også versioner af Innersuaq med Kaaassassuk som aktør, men ikke i rollen som åndemaner / angakok (søg: Kaassassuk store ild). Præcis hvilken forbindelse der er mellem disse og den sydgrønlandske version, der ganske afviger fra de andre grønlandske Kaassassuk fortællinger, er vanskeligt at afgøre. I 1907, fortælletidspunktet, havde polareskimoerne ganske vist haft besøg af både Hans Hendrik fra Sydgrønland (i 5 år) og Den litterære ekspedition med Knud Rasmussen. Kateketer bragte muligvis fortællinger fra en egn til en anden, men Thule området fik først missionær i 1909.

Oqalugtuaq / Tigaq ved Pisugfik / Tiggaaq Pisuffik

Print
Dokument id:203
Registreringsår:1859
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Oqalugtuaq / Tigaq ved Pisugfik / Tiggaaq Pisuffik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 285 - 286, nr. 98
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Oversat af Kirsten Thisted i: Kreutzmann, Jens: Fortællinger & akvareller. Red. Kirsten Thisted. Atuakkiorfik 1997: 63 - 64: En nidvisekamp.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning af Arnaq Grove i: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 63 - 64: Inngertumik.

 

Resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 160

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

En fortælling.

En af Narsaq-beboerne, en dygtig fanger, hed Tiggaaq. Hans

familie havde givet ham det navn, fordi han fangede sæler så ofte. Ingen kunne

måle sig med ham i fangst, hverken til lands eller til havs. Han sørgede godt

for sine bopladsfæller. Men han kunne hverken danse trommedans eller synge

nidviser. Et tidligt forår rejste Pisuffik-beboerne nordover for at synge

nidviser imod Narsaq-beboerne. De slog lejr på Narsaq og Tiggaaq var blandt

tilhørerne, da de underholdt folk med deres sange. En af Pituffikbeboerne gik

hen til Tiggaaq og sang ham en nidvise på. Tiggaaq skammede sig over, at han

ikke engang kunne synge. Pisuffik-boens vise blev ikke besvaret, og derfor

forlod Pisuffik-boen Tiggaaq. Tiggaaq havde fået noget at tænke over. Tiggaaq sov

dårligt den nat, og han tænkte på at lære sange.

     Pisuffik-boerne tog sydover, men Tiggaaq og hans bopladsfæller tog ind i

fjorden. Hele sommeren, hvor de færdedes på land, var Tiggaaq optaget af at lære

at synge viser. Det gik op for hans familie, at han var opsat på at gøre

gengæld. De opmuntrede ham på det ivrigste med råd og vejledning, og han

lærte at synge viser. Umiddelbart før de skulle bryde lejr,

fangede Tiggaaq en fed fuldvoksen renbuk. Han lod al talget fra den ene side af

dyret koge udelt og tørrede alt kødet.

Så pakkede han det ind i skindet og gemte det, for at diske op for sin

sangkampfælle med det, når denne kom på besøg. Han gemte også den pels,

han brugte på rensdyrjagten. Hele vinteren lavede han viser, og da det blev

mildere i vejret, tog han sammen med sin familie ned til Pisuffik. De slog lejr og

Tiggaaq lagde rensdyrskindet ned på jorden i teltet og lagde talg og kød oven på

det. Så inviterede han sin modpart, og da gæsterne indfandt sig, blev der lagt en

hel sortside på jorden ved siden af rensdyrskindet. Da gæsterne kom i gang med at spise, gik Tiggaaq og hans familie udenfor og underholdt gæsterne med deres

sange udefra. Først efter måltidet var forbi, gik de ind igen og begyndte at

synge nidviser imod hinanden. Så gav de sig til at danse trommedans, og Tiggaaq

stod ansigt til ansigt med sin nye modpart. Midt i alt dette blev Tiggaaq hæs -

endnu før han udgik for viser. De ældre, der var til stede, sagde: "Tiggaaq er en

begynder i at synge viser. Tag og rens hans hals med græsstrå ("ivigkat

angutitáinik" - med hangræsser - Chr.B.)." Det lykkedes at få halsen renset. Så

fortsatte Tiggaaq med at angribe sin modpart. Tiggaaq begyndte også at synge om

sin renjagt ("nunasissûnine .." betyder egentlig: om det, at han er en

tilflytter. Chr.B.). Han gik ud for at iføre sig den blodplettede pels. Så

dansede han og sang, idet han skiftevis stillede sig med ansigtet tæt imod

modparten og vendte sig bort fra ham. Modparten kunne ikke undslå sig, og først

da modparten udgik for svar, holdt Tiggaaq op. Han vandt kampen og tog nordpå

igen. Han kom aldrig tilbage til Pisuffik.

 

Kommentar: som sagnskikkelse er en Tiggaaq hovedperson i rejsen til Akilineq. Søg på  Tiggaaq; Qilaasuaq; Amos Daniel 161 Alluunnguaq; Sungersuusaq; Asalooq; Qilaasuaq og Allunnguaq

oqalugtuaq ãma avdla / Merngajorak / Nerngajoraq / Sangiak / Sangiaaq

Print
Dokument id:114
Registreringsår:1824
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Kragh, Peder
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq ãma avdla / Merngajorak / Nerngajoraq / Sangiak / Sangiaaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 12 - 13, nr. 5
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, formentlig af Kraghs nedskrift eller renskrift: NKS 2488, VI, ss. 78 - 79.

 

Afkortet oversættelse af en blanding af denne og en del af en anden variant i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 6, ss. 65 - 67.

Samme noget kortere på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 87, ss. 437 - 438: Sangiak, or Nerngajorak.

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

"Fortællingen om Merngajoraaq":

En mand havde en kone, der ikke kunne få børn. En dag han var ude i kajak fandt han en orm og tog den med hjem. Han bad sin kone om at vende ryggen til, hvor-

efter han kastede ormen og ramte hende på lænden, og ormen krøb ind i

hende. Inden længe blev hun gravid og fødte en dreng, der fik navnet

Merngajoraaq. Merngajoraaq og hans far besøgte engang en boplads med mange mennesker. En dag de var ude på fangst, så Merngajoraaq en kajakmand, der be-

tjente sig af to sæt kajakredskaber. Han kastede to harpuner på én gang og fik

to sæler. Merngajoraaq ville ikke stå tilbage for ham og fangede to sæler på én

gang med ét harpunkast. (Harpunen gik igennem den ene og satte sig fast i den

anden sæl). Manden med det dobbelte sæt kajakredskaber var meget populær, og

Merngajoraaq havde planer om at dræbe ham. Faderen var også sikker på, at Mern-

gajoraaq nok skulle klare sig, for en dag Merngajoraaq var ud i kraftigt stormvejr, var faderen på udkig efter ham og så ham gå på vandet med sin kajak med læs på hovedet.

 

En dag var Merngajoraaq ude at ro i kajak sammen med manden med det

dobbelte sæt redskaber og fik på den måde lejlighed til at dræbe ham. Dette

fortalte han den dræbtes bopladsfæller, der blev meget vrede og ville hævne sig. I smug skar de huller i hans kajak, og bevæbnet med knive omringede de

hans telt. Merngajoraaq smuttede ud gennem en lille åbning, gik ned

til sin kajak og sejlede ud. "Nu synker han", sagde de andre. Men det

gjorde han ikke, for han havde stoppet hullerne i kajakken med sten.

Da han nåede hjem og løftede kajakken, raslede stenene ned, så det

larmede.

 

Var.: Første episode bruges altid i Qujaavaarsuk; Selve fangsten af ormen og konens befrugtning med den fortælles også om Nappartuku, forfaderen til en talstærk slægt i Sermilagaaq fjorden: Jens Rosing: Hvis vi vågner til havblik. Borgen 1993: 12-16.

 

Kommentar: Merng. er en slags angakkoq / åndemaner med sine evner til at gå på vandet og holde kajakken oven vande trods dens huller stoppede med sten. Hans oprindelse fra havets orm må være årsagen.

oqalugtuaq Atâtsiarssuarmik / Taitsiarssuk

Print
Dokument id:206
Registreringsår:1859
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Atâtsiarssuarmik / Taitsiarssuk
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 295 - 297, nr. 102
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversat af Kirsten Thisted i: Kreutzmann, Jens: Fortællinger & akvareller. Red.Kirsten Thisted. Atuakkiorfik 1997: 69 - 70: Fortællingen om Ataatsiarsuaq.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning af Arnaq Grove i: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 69 - 70: Aataatsiarsuarmik oqaluttuaq.

 

Dansk version sammenstykket af denne og en anden variant i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 81.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 69, ss. 370 - 372: The Angakok Ataitsak practicing his Art with the Benevolent Ingnersuit.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om Aataatsiarsuaq.

Aataatsiarsuaq, som var åndemaner / angakkoq, overvintrede i Sermiligaarsuk. En dag var han ude på fangst ved mundingen af Sermiligaarsuk fjorden. Der dukkede en sæl op, som holdt snuden oppe over overfladen. Han roede hen mod den, men sælen forsvandt. Han ventede dagen lang på, at den skulle dukke op igen. Det gjorde den så, efter at det var blevet aften. Han roede hen og harpunerede den. Han ville kaste sin fangeblære / fangstblære ud. Da linen var ved at løbe ud, forsøgte han at trække sælen til sig. Men sælen rykkede ham ud af kajakken, og der var ingen andre i farvandet. Så kom han i tanke om, at han havde en strandtrold til hjælpeånd. Straks kom en mængde kajakker. Disse kajakmænd bandt Aataatsiarsuaqs kajak sammen med to af deres kajakker og tog ham med hjem til deres boplads. Folk på bopladsen blev glade, da de så dem komme, fordi de troede, at de medbragte fangstparter. De råbte udefra: "Vi har ikke nogen fangstpart med, men vi kommer med en gæst." Folk blev glade. Aataatsiarsuaq kom på den måde til at bo hos strandtrolde (alliarutsiit / innersuit).

 

Det viste sig, at den dygtigste fanger på stedet lå syg og ikke kunne blive rask, og man mistænkte en heks for at have skadet ham. Man bad Aataatsiarsuaq om at mane ånder. Det gjorde han, men han fandt ikke ud af noget. Dagen efter gentog han sin åndemaning. Da så han en heks ved fodenden af den syge. Han udspurgte heksen om, hvorfor hun havde gjort manden syg og hun fortalte følgende: "Den mand kom engang hjem fra rensdyrjagt og havde fanget en stor renbuk. Han var så venlig at forære mig et stykke kød. En anden gang var han igen på rensdyrjagt og kom også denne gang med en stor renbuk, men han forærede mig ikke noget." Det var årsagen. Åndemaneren harpunerede heksen i fodsålen, så senerne blev trukket ud. Den syge blev rask, men heksen blev dårlig og døde.

 

Var.: Ataasiaq; Ataatsiarsuaq

 

Kommentar: alliarutsit betegnes som de nederste innersuit, og er muligvis kommet til med kristendommen som onde djævle

oqalugtuaq avdla / Angakokken Itingitsoq

Print
Dokument id:209
Registreringsår:1859
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq avdla / Angakokken Itingitsoq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 304 - 305, nr. 105
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Oversat af Kirsten Thisted i: Kreutzmann, Jens: Fortællinger & akvareller. Red.Kirsten Thisted. Atuakkiorfik 1997: 76: Itinngitsoq som ikke kunne vågne af sin søvn.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning af Arnaq Grove i: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 76: Kangerlussuarmi ukiisoq itinngitsoortoq.

 

Resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 157.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

En anden fortælling.

En af Narsaq-beboerne ved navn Itinngitsoortoq, øvede sig i

at være åndemaner. Da han var blevet angakkoq, generede han sig for meget for at træde offentligt frem. Han ville derfor bo et sted, hvor der ikke var andre

mennesker, hvorfor han rejste sammen med sin husstand ind i Kangerlussuaq (her

er tale om Sdr. Strømfjord - Chr.B) for at overvintre dér. En Sisimiut-bo, som ikke kendte årsagen til Itinngitsoortoqs bosættelse i Kangerlussuaq, slog sig ned

samme sted. Også overfor ham var Itinngitsoortoq genert. Der var nok af

laks og rensdyr, så de manglede ikke mad. Men da kulden satte ind, blev

rensdyrene meget sky. Itinngitsoortoqs børn, en dreng og en pige, var hurtige

løbere. Når dyrene blev trætte af at løbe, fangede de dem ved at stikke dem ned. De forsynede familien med kød hele vinteren.

Normalt vågnede Itinngitsoortoq meget tidligt om morgenen. Men en morgen,

efter at dagene var blevet længere, skete det, at han ikke vågnede til sædvanlig

tid. Børnene forsøgte at vække ham, men det lykkedes ikke. Han sov endnu, da de

vendte tilbage fra jagt. En ny dag kom, men han sov fortsat. Efter at isen var

forsvundet fra fjorden, tog familien af sted med ham for at komme til et sted,

hvor der var en åndemaner. På vej ud af fjorden mødte de nogle slægtninge på vej ind i fjorden. Også disse forsøgte at vække ham. Nogle gange strakte

han sig og det så ud, som om han var ved at vågne, men når han begyndte at

snorke, faldt han i dyb søvn, så han ikke var til at vække. De nåede så langt

som til det yderste forbjerg på Sermersuut, og her udåndede han. Årsagen til, at

han sov så længe uden at vågne skulle være, at han var så længe om at meddele de

andre, at han var åndemaner.

 

Var.: Kun forestillingen, fx: Nogle af Kaakaaqs meriter / Kâkâp pissarnerisa ilait; ikke selve fortællingen. Se ndf.

 

Kommentar: Fortællingen lever op til den traditionelle forestilling om, at det kunne koste liv eller forstand, hvis man som færdiguddannet angakkoq ikke afslørede sine erhvervede evner / hjælpeånder, dvs. holdt en offentlig seance.

Oqalugtuaq avdla / De gamles levende begravede svigerdatter ved Tasersiaq

Print
Dokument id:210
Registreringsår:1859
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Oqalugtuaq avdla / De gamles levende begravede svigerdatter ved Tasersiaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 306 - 308, nr. 106
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Oversat af Kirsten Thisted i: Kreutzmann, Jens: Fortællinger & akvareller. Red.Kirsten Thisted. Atuakkiorfik 1997: 77: Svigerdatteren som blev begravet levende.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning af Arnaq Grove i: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 77: Ukuaq inuutillugu iliverneqartoq.

 

Resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 158.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

En anden fortælling.

Følgende historie fortælles om et gammelt ægtepar, deres

søn og dennes kone, som plejede at tage ind i Kangerlussuaq på rensdyrjagt. De

plejede at transportere konebåd og bagage ind i land til Taseriaqs bred. Stedet,

hvor de slog lejr, hed Qaarsormiut. Engang mens de boede dér, døde sønnen. De

blev jaloux på deres svigerdatter. De overvejede at dræbe hende, men i stedet

for begravede de hende levende ved siden af hendes mand. Dér, hvor hun lå,

lavede de i siden af graven en åbning, der passede til et knivsblad. Kvinden

fattede mistanke. Hun rullede hen over sin døde mand, over til den side af graven,

hvor der ingen åbning var. Knap var hun rullet over til den anden side, så

blev der stukket en kniv ind. Sådan dolkede de deres døde søn i den

tro, at hans kone lå der. Bagefter hørte kvinden dem græde - ja, det gjorde de i

flere dage. Kvinden var ved at sulte og tørste ihjel. Så en dag tav stemmerne

udenfor. Hun skubbede til stenene og fik efterhånden lavet et hul i graven og

kravlede ud. Lige ved siden af graven var der en vandpyt, hvor der svømmede

mange forskellige insekter. Hun drak vand deraf, og af sine hår lavede hun en

snare og fangede gråsiskener. Efterhånden som hun kom til kræfter, kravlede hun

op ad en skråning på ca. en halv mil, og jeg mener, at der derfra var over fire

mil til kysten. Først kravlede hun videre til en teltplads, hvor folk plejede

at være på laksefangst om sommeren, men da havde folk forladt stedet. Derfra

kravlede hun til Anguujaartarfik på kysten, hvor konebåde plejede at lande. Her

var én familie tilbage, og hun fik lov til at komme med hjemover med den konebåd, der tog af sted dagen efter. Faktisk havde hendes svigerforældre

fortalt familien, at både sønnen og svigerdatteren var døde, og de havde grædt

over dem sammen med familien. De havde alligevel den frimodighed at gå hen til

deres svigerdatter, som nu var kommet tilbage og spørge hende, om hun havde sørget for at stoppe åbningen til på sønnens grav. Hun svarede: "Det gjorde jeg

ikke, for det var vel meningen, at den åbning skulle være der." Det var hertil

jeg fik fortalt historien. (Den sidste sætning er fortællerens, Jens

Kreutzmanns, bemærkning - Chr.B.).

 

Var.: Den lille gamles søn

Oqalugtuaq avdla / Den blinde som genfik synet / Tutigaq

Print
Dokument id:207
Registreringsår:1859
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Oqalugtuaq avdla / Den blinde som genfik synet / Tutigaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 297 - 302, nr. 103
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Oversat af Kirsten Thisted i: Kreutzmann, Jens: Fortællinger & akvareller. Red.Kirsten Thisted. Atuakkiorfik 1997: 71 - 74: Sønnen som brugte sin mor som fangeblære (fangstblære).

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning af Arnaq Grove i: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 71 - 74: Erneq arnaminik avataqartoq.

 

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 2 ss. 51 - 54 har Rink sammenstykket ialt 8 varianter inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 2, ss. 99-105:

The Blind Man who recovered his Sight.)

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

En anden fortælling.

Der var engang en enke, der havde en søn og en datter. Da sønnen begyndte at fange, havde de megen gavn af ham. En gang ved efterårstid fangede sønnen en hvid remmesæl. Moderen ville gerne have skindet til brikseunderlag, men sønnen fandt skindet egnet til at lave rem af, og derved blev det.

Moderen ville minsandten skade ham ved hekseri. Da hårene fra

skindstrimlerne var blevet fjernet, spændte han dem ud for at fjerne narven ved

at skrabe det med en lille muslingeskal. En lille blære på narven brast, og

vandet derfra ramte begge øjnene. Dette svækkede hans syn og til sidst blev han helt blind. Om vinteren slap provianten op, og de levede kun af muslinger.

Engang, midt i vinterens kulde, kiggede en stor isbjørn ind gennem vinduet

og rev tarmskindsruden i stykker. Moderen og lillesøsteren flygtede og tog plads

på den bageste del af briksen imod husets bagvæg. Den blinde sagde til sin

lillesøster: "Giv mig min lille bue - man ved aldrig." Han spændte buen og sagde

til lillesøsteren: "Sigt med pilen på bjørnen." Da lillesøsteren mente,

at pilen nu sigtede på bjørnen, sagde hun: "Skynd dig nu." Han skød og det lød

akkurat, som når han ramte et dyr - dengang før han blev blind. Bjørnen

var på vej væk fra huset, men faldt død om. Moderen sagde til ham: "Du ramte

vinduet." Men lillesøsteren hviskede til ham: "Du ramte bjørnen."

De levede af bjørnekød om vinteren. Men når moderen havde kogt bjørnekød,

gav hun sønnem muslinger at spise. Hun holdt ham i uvidenhd og lod ham ikke

smage kødet. Men når moderen gik udenfor huset, gav lillesøsteren ham et stykke

bjørnekød og han slugte det i største hast. Sådan gjorde lillesøsteren hele vinteren.

Det blev forår og dagene blev længere. En dag sagde lillesøsteren til sin bror: "Det var så dejligt den gang, dengang du kunne se, og jeg kunne komme med på dine lange jagtture." Broderen svarede: "Ja, lad os gå en tur. Jeg holder fast i dig bag på." Dagen efter gik de ud en tur. Ligeså de følgende dage og de blev væk hele dagen, idet søsteren samtidig samlede brænde. En dag kom de til en stor slette. Han sagde til hende: "Gå du bare rundt saml' brænde. Jeg lægger mig og venter på dig." Mens han lå på jorden, hørte han en flok gæs deroppe. Da de befandt sig lige over ham, hørte han én af dem sige: "Kan I se den unge mand dernede. Han kan ingenting se. Bare man kunne gøre ham seende."

 

Liggende på jorden i samme stilling hørte han høre fuglene nærme sig. Så mærkede han noget varmt, det var en af gæssene, der tabte en klat på begge hans øjne. Han blev stadig liggende i samme stilling, og så kom fuglen og tørrede øjnene med sine vinger. Først da fuglenes vingeslag næsten ikke kunne høres længere, slog han øjnene op. Han kunne se. Han så sig omkring og så sin søster gå og samle brænde. Han råbte grædende til hende:

"Hør, Najattaaq" (en ny lillesøster, han har fået - Chr.B), sådan kaldte han hende, "når det bliver sommer, vil jeg være i stand til at skaffe dig skind til bukser, for nu kan jeg se." Søsteren gik derhen og så, at han var blevet

seende. Nu gik de hjem, og lige før de kunne se huset, tog han fat i søsteren bagpå, som om han stadigvæk var blind. Han havde været inde et stykke tid. Så gik moderen ud, og han fulgte efter. Moderen opdagede, at han var blevet seende og

sagde: "Næh, er du blevet seende, du kære? Her er den bjørn du skød." Hun pegede

på skindet, der lå på jorden - spilet ud. Han kiggede hen til det sted, hvor de

remme, han havde lavet, skulle være. De lå stadigvæk samme sted. Han gjorde nogle af dem klar til brug.

 

Dagen efter tog han sammen med sin søster ud til iskanten, hvor hvidhvalerne trak forbi på denne årstid. Han bandt den ene ende af

linen omkring lillesøsterens midje. Når han havde harpuneret en hvidhval, halede

de i fællesskab fangsten op på isen. Han fangede mange hvidhvaler på denne måde.

En dag da de var på vej hjem fra iskanten, spurgte han lillesøsteren: "Hænger

du meget ved din kære mor ?" (eller: "Holder du af din mor?" - Chr.B.). Hun svarede ikke i første omgang. Så gentog han spørgsmålet. Hun sagde: "Jeg holder mindre af hende end af dig. Det er blevet sådan, at du er den eneste, jeg holder af." Dertil sagde broderen: "Imorgen vil jeg bruge vores mor som fangstblære - som en hævn, fordi hun gjorde mig blind." Søsteren bifaldt, og da de kom hjem

sagde de til deres mor: "Hvor blev vi trætte i dag af hele det tunge læs, vi

bar hjem på ryggen." Og henvendt til moderen sagde sønnen: "Jeg synes, vi skal lade Najattaaq hvile ud i morgen. Må jeg brude dig som fangstblære i morgen?" Moderen var helt med på den og skyndte sig at tørre sine kamikker.

 

Dagen efter gik mor og søn ud til iskanten. Da sønnen gjorde klar til at

harpunere en hvidhval, sagde moderen: "Vælg den mindste." Sønnen rettede sig

efter moderen og harpunerede en hvalunge. Næste gang han gjorde klar til

harpunering, sagde moderen som før: "Vælg den mindste." Sønnen undgik denne gang

at harpunere hvalunger. Han ramte i stedet en stor hvidhval. Han hjalp

moderen med at trække hvalen, så de kom længere væk fra iskanten. Men så sagde

han: "Med denne hval vil jeg hævne mig på dig." Så slap han linen, idet han sagde:

"Der var engang, du gjorde mig blind. Det her er min hævn." Hvidhvalen trak

hende nu hen til iskanten. Så drejede hun hovedet imod sønnen og sagde: "Min ulu

(kvindens krumkniv), min ulu. Det var mig der engang tørrede (der

står egentlig: skrabede det væk - Chr.B.) dit tis." Så faldt hun i vandet med et

plump. Sønnen kiggede efter hende og hun dukkede op efter nogle hvaler. Hun

sagde igen: "Min ulu, min ulu. Der var engang, jeg fjernede dit væmmelige tis." Så

forsvandt hun igen. Da sønnen ikke længere kunne se hvidfiskene, tog han hjem.

 

Han og søsteren græd over tabet af deres mor, for det var jo hende, der havde

opdraget dem. De kunne ikke holde ud af være i deres hus. De blev bange og ved

aftenstide drog de af sted - ind i landet. På deres lange vandring nænnede

broderen ikke at fange en enste fugl. Det var jo en fugl, der gjorde ham seende.

Kun en eneste gang gjorde han en undtagelse, idet han fangede en svane efter

søsterens ønske. De boede på en nunatak, indtil de blev meget gamle. De

besluttede sig til at søge efter mennesker for at tilstå, hvad de havde gjort.

Hver gang de forsøgte at gå ind i et hus, hvor der også boede en åndemaner / angakkoq, begyndte denne at mane ånder (men ikke på ægte vis - ifølge Kirsten Thisteds oversættelse, se ovf.). Så opgav de.

 

Engang blev broderen opmærksom på et hus, hvor der også boede en åndemaner. Han ventede med at gå hen og lade sig se, til åndemaneren begyndte at mane ånder - det var første gang, han ville overvære (en rigtig) åndemaning. Allerede da han nærmede sig huset, begyndte åndemaneren midt i sin åndemaning at beklage sig og sagde: "I risikerer at blive dræbt af en hjælpeånd. Der står et meget stort menneske udenfor." Denne store mand, der stod udenfor, råbte ind: "Har I nogensinde hørt om en mand, der brugte sin mor som fangstblære?" Da ingen svarede, gentog han spørgsmålet. En af de gamle koner sagde: "Jeg har godt hørt om, at en bror og en søster engang brugte deres mor som fangstblære." Manden udenfor råbte ind: "Det er mig - Jeg har brugt min mor som fangstblære. Jeg er kommet her for at tilstå. Det er første gang, jeg har set en åndemaner, som er Ilaarsiuitsoq (én, som aldrig efterligner nogen?). Kom udenfor og se på mig."

 

Alle - også åndemaneren - kom ud. Det var måneskin, og man så

ham stå ved en konebåd, der var sat op på stilladset. Håret var helt hvidt, som

om han havde en hue af et hareskind, men ansigtet var helt sort. Han fortalte,

at søsteren ikke længere kunne bevæge sig, og at de boede i en lille hytte på en

nunataq / nunatak. Han fortalte endvidere, at de havde en husfælle, der så forfærdelig ud, fordi han havde et hoved som en sæls. Til sidst sagde han: "Herefter vil intet menneske få mig at se. Jeg har tilstået, det jeg gerne ville, nemlig det, at jeg brugte vores kære mor som fangstblære, da jeg harpunerede en hvidhval." Med de ord gik han, og ingen har set ham siden.

Var.: Søg på: blind / blinde; Tutigaq; Rink II 62; Uluaa; Holtved nr. 37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III nr. 330. Lyberth 1924 tappiitsoq. Narhvalens oprindelse; Hvorledes narhvalen blev til.

 

not [This handwritten text is a copy made by a student teacher from a handwritten text which cannot be traced.

 

Translated by Kirsten Thisted in : Kreutzmann, Jens : Fortællinger & akvareller. Ed. Kirsten Thisted. Atuakkiorfik 1997: 71-74: Sønnen som bugte sin mor som fangeblære (The son who used his mother as a hunting bladder) Transcribed into the modern Greenlandic orthography by Arnaq Grove in: Kreuzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Eds. Kirsten Thisted and Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 71-74: Erneq arnaminik avataqartoq.

 

In Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr.2, pp.51-54, Rink pieces together a total of 8 variants, including this one. The same “mixture” is found in the English translation in Rink, H. 1875 (reprinted in 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 2, pp. 99-105:

The Blind Man who regained his Sight.)

 

Detailed summary translated by Chr. Berthelsen:

 

Another tale:

 

Once upon a time there was a widow who had a son and a daughter. When the son began to hunt, they benefited a great deal from his skill. Once, in the fall, the son caught a white bearded seal. His mother wanted very much to use the hide as a bed covering, but the son thought that it was better suited to making a strap, and so it became a strap. The mother then actually wanted to hurt her son with witchcraft. When the hairs had been removed from the strips of skin, he stretched them out in order to remove the grain by scraping it with a little clam shell.  A little bubble on the grain of the skin burst and the water from it hit him in both eyes. This impaired his sight until eventually he was totally blind. In the winter their supplies ran out and they lived on mussels. One day, in the midst of the cold winter, a large polar bear looked in through the window and tore the window, made from intestine, to shreds. The mother and little sister fled and positioned themselves in the innermost part of the plank bed, up against the back wall of the house. The blind man said to his little sister, “Give me my small bow  you never know…” He drew his bow and said to his little sister, “Aim the arrow at the bear.” When his little sister thought that the arrow was aimed at the bear, she said, “Hurry up, shoot now.” He shot the arrow and it sounded exactly like the times when he had hit an animal before he had gone blind. The bear was about to flee from the house, but then

it fell down dead. His mother said to him, “You hit the window.” But his little sister whispered to him, “You hit the bear.”

They lived on bear meat that winter. However, when the mother had boiled the bear meat, she only gave her son mussels to eat. She deceived him and did not let him taste the meat. But whenever their mother left the house, his little sister gave him a piece of bear meat which he hastily swallowed. His little sister did this for the whole winter.

The spring came and the days grew longer. One day the little sister said to her brother, “It was so wonderful back in the days when you could see, and I could accompany you on your long hunting trips.” Her brother replied, “Yes, let's go for a walk. I will hold on tight to your back.” The next day, they went out walking. They did the same thing in the days that followed and stayed out for the whole day, and the little sister collected fire wood at the same time. One day they came to a broad plain. He said to her, “You just go on and collect firewood. I will lie down and wait for you.” While he lay on the ground, he heard a flock of geese up above him. When they were directly over him, he heard one of them say, “Can you see the young man down there? He cannot see a thing. If only we could make him see again.”

 

As he lay on the ground in the same position, he heard the birds approaching. Then he felt something warm. It was one of the geese doing a dropping in both of his eyes. He still remained lying down in the same position. Then one of the birds came along and wiped his eyes with its wings. He did not open his eyes until the sound of beating wings had almost faded into the distance. He could see. He looked around and saw his sister walking around collecting firewood. He called out to her tearfully, “Listen, Najattaaq (a little sister that he has got-chr.b),” which was what he called her, “when the summer comes, I will be able to get new skins for your trousers, because I can see again.” His sister went over and saw that had regained his sight. Then they went home and just before they caught sight of the house, he grabbed his sister from behind, as though he was still blind.  When he had been indoors for some time, his mother went out. He followed her. His mother discovered that he could see and said, “Oh my! Can you see again, my dear? Here is the bear that you shot.” She pointed to the skin, which lay stretched out on the ground. He looked over to the spot where the straps that he had been making ought to be. They were still in the same place. He prepared some of them for use.

 

The next day, he went with his sister to the edge of the ice, where the migrating beluga whales passed by, at that time of year. He tied one end of the line around his little sister's middle. Whenever he harpooned a beluga, they pulled it up on to the ice together. He caught many belugas in that way. One day, on the way home from the edge of the ice, he asked his little sister, “Are you very fond of your dear mother?” At first, she did not answer him so he repeated the question. She responded by saying, “I am less fond of her than I am of you. Nowadays you are the only one I really care about. “To that, her brother replied, “Tomorrow I will use our mother as a hunting bladder  as revenge because she blinded me.” His sister approved of the plan and when they got home, he said to their mother, “Oh, how tired we are from the great load we carried home on our backs.” The he said directly to their mother, “I think we ought to let Najattaaq rest tomorrow. May I use you as my hunting bladder tomorrow?” Their mother readily agreed to the idea and hurried to dry out her kamiks (boots). The next day, the mother and her son went out to the edge of the ice. As the son was preparing to harpoon a beluga, his mother said, “Choose the smallest one.” The son obeyed his mother and harpooned a whale calf. The next time he was getting ready to throw his

harpoon, his mother said once again, “Choose the smallest one.” This time the son avoided

harpooning the young whales. Instead, he hit a large adult beluga. He helped his mother to drag the whale ashore so they were further in from the edge of the ice. But then he said, “With this whale, I will exact my revenge on you.” Then he let go of the line, and said, “Once, you blinded me. This is my revenge.” The beluga dragged her over to the edge of the ice. Then she turned her head to her son and said, “My ulu, my ulu. It was I who once wiped up (the literal translation from the Greenlandic is: scraped away chr.b.) your pee.” Then she fell into the water with a splash. The son looked for her and saw that she had popped up behind some whales. She said once again, “My ulu, my ulu. There was a time when I cleaned up your disgusting pee.” Then she disappeared once again. When the son could no longer see the white whales, he went home.

 

He and his sister cried over the loss of their mother as it was, after all, she who had raised them. They could not stand to be in their house. They became afraid and in the evening they left to travel inland. During their long hike, the brother did not have the heart to catch a single bird. It was, after all, a bird that had restored his sight. He made just one exception, when he caught a swan according the wishes of his sister. They lived in a nunatak* until they were very old. One day, they decided to seek out some other people, so that they could confess to what they had done. Each time they entered a house where a shaman (angakkoq) also lived, the shaman began to conjure up spirits, (but not for real according to Kirsten Thisted's translation) so they gave up.

 

One day, the brother noticed a house, where a shaman also lived. He waited until the shaman began to conjure up spirits before he went over and allowed himself to be seen. It was the first time he had seen a true shamanic séance.  As soon as he approached the house, the shaman began to complain, in the throes of his shamanic ritual, “You are in danger of being killed by a helping spirit. A very large man is standing outside.” The large man who was standing outside called in to them, “Have you ever heard of the man, who used his mother as a hunting float?” As there was no reply, he repeated the question. One of the elderly women said, “I have indeed heard of a brother and sister, who once used their mother as a hunting float.” The man outside called in to them, “It is I  I used my mother as a hunting float. I have come here to confess. It is the first time that I have seen a shaman who is Ilaarsiuitsoq (one who never imitates?). Come outside and look at me.”

 

Everyone, including the shaman, went outside. In the moonlight, they saw him standing by a women's boat (umiaq) which was up on a scaffold. His hair was completely white, as though he was wearing a cap made of hare skin, but his face was completely blackened. He told them that his sister was no longer able to move and that they lived in a little hut in a nunatak. He continued his story by saying that they had a housemate who looked dreadful because he had a head like a seal's. Finally, he said, “Henceforth, no one will set eyes on me. I have confessed that which I intended to, that is, that I used our dear mother as a hunting bladder when I harpooned a beluga whale.” With that, he left them, never to be seen again.

 

Var.: Search for blind/blinde; Tutigaq, Aron 365; Rink II 62; Ulluaa; Holtved no.37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III no. 330. Lyberth 1924 tapiitsoq. The origins of the narwhal; how the narwhal came to be.

 

Transl. by Lucy Ellis.

By courtesy of Craig Mishler. See: Diving Down: Ritual Healing in the Tale of the

Blind Man and the Loon by Craig Mishler, Vadzaih Unlimited, 3910 McMahon Avenue

Anchorage, AK 99516, [email protected]

 

*[Nunatak (or nunataq): a hill or mountain completely surrounded by glacial ice. See Merriam-Webster.--CM

oqalugtuaq avdla / Den gamle tryllede ondt over børnene

Print
Dokument id:237
Registreringsår:1859
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq avdla / Den gamle tryllede ondt over børnene
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:ss. 313 - 315, nr. 108
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af

Orig. håndskr.: Rink NKS 2488, VII: 7h - 8h (slutning mangler), som er Kreutzmanns 2. gennemskrivning af fortællingen. Oversat af Kirsten Thisted i: Kreutzmann, Jens: Fortællinger & akvareller. Red. Kirsten Thisted. Atuakkiorfik 1997: 88 - 90: Om dengang Toornaarsuk besøgte Kangiusaq.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning af Arnaq Grove i: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 89 - 91: Toornaarsuup Kangiusamut tikerarnera.

Denne version er afskrevet af seminarieelever i Rink NKS 2488, II, nr. 206.

 

Oversættelse af seminarielevs afskrift her: NKS 2488, II, nr. 108,

ved Chr. Berthelsen:

 

En anden fortælling. (Den store ild).

I gamle dage boede der i Kangerlussuatsiaq en mand uden kajak. Om foråret plejede han at opholde sig på Kangiusaq og fange mange rensdyr. Han var en hurtig løber. Han skaffede sønnen sener fra halsen af fuldvoksne renbukke, og af dem lavede sønnen liner. Sønnen var en stærk mand, der fangede mange sæler og hvidhvaler. Når vinteren indfandt sig, havde faderen ikke mere at tage sig til. Han holdt op med at jage. Derimod tog sønnen ud på fangst. Moderen holdt ham med selskab ved at følge ham langs kysten. Hun fangede mange ryper i snare.

 

Et år fik de nye bopladsfæller, og engang ved forårstide tog de sammen med de nye bopladsfæller til Pisuffik for at synge nidviser mod dem. Kun de voksne tog med i konebådene. De lod børnene blive hjemme, og de satte en lille ældre mand til at passe dem. Så såre konebådene drog af, gav børnene sig til at lege og støje helt vildt. Den ældre mand forsøgte at skræmme dem til ro, men da han slet ikke kunne styre dem, gik han udenfor. På den anden side af bopladsen var der et højt fjeld. Han så, at der fra dette fjeld udgik ild, som for over til et andet fjeld og vendte tilbage til udgangspunktet. Han gik ind igen og forsøgte igen forgæves at få børnene til at holde op med at larme så vildt. Og da ilden nærmede sig dem, satte den lille ældre mand sig op på bjælken i skjul, hvor man lagde tøj og lignende til tørring. Nu kom ilden og derudefra sagde den: "De dumme unger, der morer sig med at danse rundt, dem skal toornaarsuk (åndemanerens særlige hjælpeånd - Chr.B.) tage sig af (rent gætværk. Jeg ved ikke, hvad "pisarssorpai" betyder - Chr.B.)." Det sagde han undervejs ind. Da han trådte ind, skræmte han alle børnene ihjel.

 

Den lille ældre mand boede så alene i huset en stor del af foråret. Da de andre vendte tilbage, var han nede på stranden og tog imod dem. De spurgte ham: "Hvor er vores børn?" Han svarede: "De er alle døde af skræk." De nyankomne mistænkte den ældre mand for at have skræmt børnene ihjel og planlagde at dræbe ham. Og den lille ældre mand sagde: "I kan godt slå mig ihjel som hævn, men prøv først at te jer vildt i aften, som børnene gjorde." Da han sagde dette, udsatte de deres forehavende og ventede til det blev aften, hvor de så gav sig til at støje voldsomt. De fyldte en fangstblære med stegt spæk. Da de var midt i deres støjende "leg", udgik der ild fra fjeldet overfor og den for over til det andet fjeld, hvorefter den begyndte at nærme sig bopladsen. De fortsatte med deres larmen. Nu var ilden på vej ind og en af dem stod parat til at hælde spækolien på ham og det gjorde han i det øjeblik, han viste sig, og derved dræbte han toornaarsuk på stedet. Først forsøgte de at tage den døde toornaarsuk og smide ham ud gennem vinduet, men da de ikke kunne smadre tarmskindet, ville de tage ham ud gennem gangen. Folk slap ud af huset ved at skræve over toornaarsuk. En gammel kone, som var den sidste, trådte forkert undervejs og satte sig ned på toornaarsuk. Hun klistrede fast på toornaarsuk, og de andre kunne ikke slide hende løs. De forsøgte forgæves at løsne hende fra ham ved hjælp af en stang. Til sidst måtte de med kniv fjerne et stykke af toornaarsuk, og da hun rejste sig, havde hun dette stykke siddende på sin bag. Hun gned bagen på klippen for at komme af med det. Det blev hun ved med, indtil der kom hul på hendes egen bag. Nogle af dem blev bange for at bo på bopladsen og rejste væk.

Dertil har jeg fået fortalt. J.K.

 

Var.: Den store ild. Den store ildånd; Hvorledes muslingen blev til;

 

Hist: Det er kun Kreutzmann der identificerer denne mytiske skikkelse med toornaarsuk. Om brugen af toornaarsuk før og efter missionen se Sonne, Birgitte: Toornaarsuks forvandlinger. Religionssociologiske Perspektiver. Særnummer af Chaos, 1985: 117 - 136.

oqalugtuaq avdla / Ernisuitsoq / Qûjavarssuk / Den ufrugtbare

Print
Dokument id:1069
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Dahl, Jakob (Dahl, Jacob)
Nedskriver:
Mellem-person:Kjær, J.
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq avdla / Ernisuitsoq / Qûjavarssuk / Den ufrugtbare
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 628 - 632, nr. 178
Lokalisering:Sisimiut / Holsteinsborg
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 19 ss. 93 - 96 har Rink sammenstykket 3 varianter. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 13, ss. 148 - 154: The Barren Wife.)

 

For en anden oversættelse til dansk se Thisted: "Som perler på en snor...". PhD-afhandling, Kbh. Univ. 1993, Tekstsamling, s. 33 - 35: En anden historie.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

En anden fortælling (Qujaavaarsuk).

 

Der var engang en lille ældre mand, der havde mange sønner. Han behøvede ikke længere at tage ud på fangst. ('qajar- torneq ajulerdlune' betyder egentlig ordret, at han ikke længere kunne tage ud på fangst. chr.b). På stedet var der også en gift kvinde, der ikke kunne få børn. Manden var vild efter, at de skulle have et barn, så han sagde til sin kone, at hun, når den lille ældre mand var taget ud for at fiske ulke, skulle stille sig på stranden lige ud for ham. Hun stillede sig på stranden lige ud for ham, men da han ikke lagde mærke til hende ('ilagsíngímane' - ordret: da han ikke hilste på hende. chr.b), gik hun hjem. Manden spurgte hende: "Har han ikke lagt mærke til dig?" Konen svarede, at den lille ældre mand ikke havde lagt mærke til hende. Manden sagde, at hun, næste gang den lille ældre mand var ude at fiske ulke, skulle stille sig på stranden lige ud for ham. Heller ikke denne gang lagde den lille ældre mand mærke til hende, og hun gik bare hjem. Manden spurgte hende: "Har han ikke lægt mærke til dig?" Det havde han ikke bekræftede konen. Så sagde manden at hun skulle prøve en tredje gang.

 

Da den lill ældre mand nu så hende tænkte han: Mon kvinden derinde vil mig noget, siden hun flere gange har stillet sig op lige ud for mig? Han roede ind, gik i land og spurgte hende: "Hvorfor følger du altid efter mig langs stranden?" "Min mand har sagt at jeg skulle stille mig på stranden lige ud for dig, fordi han så gerne vil have et barn. Derfor er jeg gået herhen hvor du er." Så havde den lille ældre mand samleje med hende, hvorefter de tog hjem.

 

Da der var gået en tid blev kvinden gravid. En dag fik den lille ældre mand at vide, at hun skulle til at føde. Så gik han hen til sin bedstemors

grav og fjernede en halshvirvel. Han lagde halshvirvlen på en oval tallerken.

Han iførte sig sin helpels og roede mod vest uden for kysten. Her fangede han en

stor skarv og roede hjem. Da han kom hjem, blev denne skarv lagt på en tallerken

(eller måske: tallerkenen. CB) og bragt til kvinden, som havde svært ved at

føde. Der blev sagt til hende, at hun skulle spise fuglen og begynde

fra enden af tallerkenen. Så endelig fødte hun og det blev en dreng. Drengen fik

navnet Qujaavaarsuk.

 

Drengen fik skarven (skelettet ?) og halshvirvlen som amuletter.

Hans stedfar elskede ham meget højt og da han var blevet ret stor fik han bygget en kajak til ham. Han tog ham ud på fangst og en dag harpunerede drengen en sæl og faderen fik drengens første fangst ubeskåret. Med tiden blev Qujaavaarsuk en meget dygtigfanger og fangede meget for sine brødre. Til sidst blev brødrene misundelige på ham og de gav sig til at lave en tupilak. Da tupilakken var blevet levende,

begyndte de at kigge efter deres bror for at gå på jagt efter ham - når han var

ude på fangst og når han kom hjem. Den store skarv, som sad ved siden af ham,

hakkede tallerkenen med sit næb. En halshvirvel af et menneske spærrede dem vejen. Da de ikke kunne fange ham, kredsede tupilakken

omkring hans hus, når han kom hjem, men hver gang var den store skarv foran ham

og hakkede. Til sidst måtte de opgive at dræbe ham.

 

Engang hørte Qujaavaarsuk, at man i Amerloq (Sisimiut/ Holsteinsborg)

plejede at fange hvaler. Han tog til Amerloq med faderen og moderen som roere

for at skaffe sig noget fiskesnøre (af hvalbarde, BS). De roede nordpå og nåede til Paaraarsuk,hvor de kom til at bo hos en mand, som også hed Qujaavaarsuk. Her overvintrede de.

 

En dag råbte stedets leder ind i huset: "Nu kan man snart vente hvaler. Lad

os tage ud og fange noget, vi kan bruge til fangstblærer". De lavede sig til

og tog af sted. Lederen roede mod vest uden for kysten.

Qujaavaarsuk tog til Qipingasoq og der fangede han en spraglet sæl

('qasigiatsiaq' - Sch.L: småspraglet sæl. chr.b). Han tog hjem igen. Meget snart efter at han var kommet hjem, så kom lederen hjem med en

stor remmesæl. De krængede skindet af sælerne. Qujaavaarsuk råbte ind i lederens

hus og bad ham om at komme og se den fangstblære, han havde lavet (det kan også

opfattes: at se det skind, han skulle lave en fangstblære af. CB). Da lederen

kom ud og så fangstblæren sagde han: "Det er tvivlsomt, om den kan ses

på havet, når hvalen dykker (Det er nok det, der menes, men

'erssiserquvdlugo' kender jeg ikke. CB). Så bad han Qujaavaarsuk komme og se

sin fangstblære. Qujaavaarsuk gik derhen og fangstblæren lignede en båd, der lå

med bunden i vejret.

 

Da de blev færdige med fangstblærerne, tog de ud for at gå på jagt efter

sovende hvaler. Moderen sagde til Qujaavaarsuk: "Jeg måtte helt ned til stranden

for at blive gravid med dig (det er vist det der er meningen. CB), så du må hellere kigge efter hvalen i nærheden af stranden".

 

Næste morgen tog de afsted. Da de kom ud af Paaraarsuk, tog lederen mod vest. Lige udenfor Paaraarsuk, hvor Qujaavaarsuk befandt sig, dukkede hvalen op. Han roede hurtigt til og harpunerede den. Fangstblæren forsvandt ned i havet. Han råbte om hjælp.

Lederen råbte: "Hvorhen, hvorhen?" Qujaavaarsuk svarede ham: "Til stranden, til

stranden". Lederen råbte: "En hval, der er stukket vil aldrig flygte til

stranden". Lederen roede længere ud for at være dér, hvor han forventede hvalen

ville dukke op. Så så de hvalen dukke op lige ved stranden. Her råbte

Qujaavaarsuk at han skulle komme hen. Han kom og de stak løs i den for at aflive den. De dræbte den, efter at hvalen havde flyttet sig til

området lige uden for Paaraarsuk.

 

Qujaavaarsuk advarede sine roere mod at spise af hvalen. Men hans ledsagere gav sig straks til at spise, selvom han advarede dem. Qujaavaarsuk skar et stykke mattak og kød og sendte dem ind til sin mor med en kajak. Moderen kogte disse og da de kom hjem, lagde hun dem på en tallerken og tog dem ind i huset. I den ene hånd havde hun et stykke halshvirvel af en skarv og et menneske og i den anden hånd mattak og kød og dem delte hun til roerne. Da de havde spist halsstykkerne, begyndte de at spise det almindelige, nemlig mattakken og kødet. Efterhånden blev alle bopladsfællernes munde stive. Sådan var de hele vinteren.

 

Sommeren efter at han havde fanget hvalen ville han tilbage til sin boplads. Han lastede konebåden med hvalbarder, så den kom til at ligge dybt i havet. De tog af sted tilbage til deres boplads, for at moderen til sin tid kunne blive begravet dér.

     De nåede tilbage til Alluitsoq og han uddelte hvalbarder til sine mange

brødre. Han vendte aldrig tilbage til Amerloq. Slut.

     Jâkob Dahl

Var.: Qujaavaarsuk. Jakob Dahl synes at have misforstået enkelte passager og givet dem sine egne, ikke helt indlysende tolkninger. Selve fangsten af ormen og konens befrugtning med den fortælles også om Nappartuku, forfaderen til en talstærk slægt i Sermilagaaq fjorden: Jens Rosing: Hvis vi vågner til havblik. Borgen 1993: 12-16.

 

Hist.: Hvalfangsten nær Sisimiut, ved Amerloq, tiltrak mange sydlændinge i hvalfangst- og tidlig kolonitid. Efter en epidemi i 1800 flyttede mange sydgrønlændere hertil, især fra Paamiut.

oqalugtuaq ilumôrtûgaluaq iliarssúnguamik / Kaassassuk

Print
Dokument id:134
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Smith, Lars Abelsen
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq ilumôrtûgaluaq iliarssúnguamik / Kaassassuk
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 61 - 67, nr. 26
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift:  NKS, 2488, VI, ss. 66 - 79 (Rinks paginering).

 

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 1 ss. 45 - 51 har Rink sammenstykket ialt 9 varianter inkl. denne og nogle fra Labrador. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 1, pp. 93 - 99: Kagsagsuk.

 

For en anden oversættelse til dansk se Thisted: "Som perler på en snor...". PhD-afhandling, Kbh. Univ. 1993, Tekstsamling, s. 96 - 100: En fortælling som skulle være sand ....

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om en forældreløs (En beretning, som skulle være sandfærdig).

Jeg, L.A. Smidt, anser også denne fortælling, som jeg har hørt flere gange,

for at være sandfærdig, selv om nogle af de bedrifter, der er omtalt, virker

usandsynlige. Men der er synlige beviser på de omtalte bedrifter, som er kendt

af alle på hele den langstrakte kyst. Helten har jo berejst kysten fra nord til

syd, efter at han var blevet en stærk mand. - Min kære ven! Du har også besøgt

det sted, hvor han voksede op - Tartunaq i nærheden af Saqqaq. Her findes en

stensætning, som man næsten ikke kan tro, kan være lavet af menneskehænder.

Denne stærke mand har, i modsætnnig til Pinnersoq, været en pralende og hovmodig

person. De forfærdelige vilkår, han levede under som barn, er blevet skildret

troværdigt.

I gamle dage, da den kristne tro endnu ikke var kendt, var folk meget ubarm-

hjertige. Gudskelov og tak, at disse tilstande ikke længere eksisterer i vort

land. Herunder fortælles om vor helts barndom.

 

Der var engang en dreng ved navn Kaassassuk, som levede blandt ubarmhjertige

mænd. Han og hans fattige plejemor levede i en hule, som de havde gravet fra

husets gang ud til siden. Kaassassuk sov ude i gangen mellem hundene, hvor der

var varmere. Når mændene om morgenen skulle ud, slog de hundene og Kaassassuk

med. Kaassassuk hylede sammen med hundene.

 

Når mændene festede og spiste inde i huset, kunne Kaassassuk kigge ind ude

fra indgangen til rummet. Mændene trak ham op over tærskelen ved at stikke

fingrene i hans næsebor, som af den grund blev meget store; og det må have gjort

frygtelig ondt. Kun én mand ynkedes over Kaassassuk og løftede ham op ved at

tage ham om kroppen. De gav ham noget frossent kød at spise uden kniv. Engang

fandt Kaassassuk et stykke jern og satte det fast mellem tænderne for nemmere

at tygge det hårde kød.

 

Efterhånden som han voksede op, blev Kaassassuk træt af denne evige mishandling;

og han begyndte at gå ture på fjeldene. Han råbte ud i det blå: "Gid jeg kunne

blive en stærk mand."

En dag, da han råbte, så han et dyr, der lignede en ulv. Kaassassuk flygtede,

men blev indhentet. Dyret viklede sin hale omkring drengen og slyngede ham fra

sig, så han i sit fald ramte jorden. (Noget af det efterfølgende er måske ikke

så troværdigt): Da han blev slynget ud, hørtes der raslen af ben fra en sæls

baglaller, fortælles der. Dette fabeldyr blev kaldt kraftens herre. Men jeg

mener, at han måtte være Satanarsi (Satan). Første gang han blev slynget ud og faldt ned på jorden, trillede han ret langt væk, og han kunne ikke stå oprejst. Anden gang trillede han også, men der faldt færre sælknogler ud. Tredie gang lød det, som om de resterende sælknogler faldt ud. Fjerde gang blev han stående et stykke tid, og der kom ingen sælben. Femte gang blev han stående. Dyret blev ved med at slynge ham ud, indtil det ikke længere kunne vælte ham. Dyret sagde til ham: "Nu er du blevet en stærk mand." Kaassassuk vendte tilbage til sit leje ude i gangen.

 

En nat da Kaassassuk var på vej ud af gangen, løftede han med sin ryg det frosne

tunge loft på gangen op, så det smadredes. Mændene opdagede det om morgenen og

undrede sig meget over det; for kun en stærk mand ville være i stand til at øde-

lægge det solide loft. Nogle af de unge mennesker på stedet brystede sig, for

at de andre skulle tro, det var dem, der havde gjort det. Ingen skænkede

Kaassassuk en tanke.

 

En anden nat gik Kaassassuk ned til det sted, hvor konebåden lå fastgjort,

sikret for vinterstormene. - Du har selv set, Kragh, hvordan man gjorde det. -

Kaassassuk løsnede det frosne underlag og løftede det hele. Mændene opdagede, at

konebådene var blevet løsnet og vendt om; og de undrede sig over det. Nogle af

de unge på stedet ville gerne give udseende af, at det var dem, der kunne have

gjort det, men den efterfølgende nat satte Kaassassuk konebåden på plads.

 

En dag viste der sig tre isbjørne på isen, og mændene løb ud for at jage dem.

Kaassassuk fik travlt og ville ud, men havde ingen anorak. Plejemoderen lånte

ham sine kamikker og sin sælskindsanorak, idet hun, nærmest for at gøre nar af

ham, sagde: "Skaf mig så brikseskind og overdyne." Kaassassuk løb af sted, så

snipperne på hans pels slyngedes bagud. Pigerne grinede ad ham og tænkte, at han

var blevet tosset. Han løb forbi den ene mand efter den anden. Hvergang han

passerede én, udslyngede han et skældsord og nævnte et lækkeri, han altid

havde længtes efter at spise. Det hovmod, Kaassassuk udviste, var noget helt nyt

for mændene. Nu var Kaassassuk kommet forbi dem alle sammen. Mændene stod blot

og så på, hvordan Kaassassuk drev isbjørnene op på et isfjeld. Her tog han

moderen i benene, slyngede den imod isfjeldet og dræbte den, som om det var en

ræv eller en hare. Den samme skæbne fik de to andre. Kaassassuk satte sig

derefter ned på isfjeldet og ventede på mændene. Da de endelig kom, var de

anderledes ydmyge. Den ene isbjørn forærede han dem, der var sammen med ham. De

to andre bar han hjem - den ene på skulderen og den anden under armen. Disse to

forærede han sin plejemor, idet han sagde: Nu har jeg skaffet dig både

overdyne og brikseskind. Stedets unge mænd, som tidligere elskede at give

udseende af, at det var dem, der besad skjulte kræfter, skammede sig. Og de,

som før havde gjort nar af Kaassassuk, kappedes underdanigt om at gøre ham

tilfreds. Da Kaassassuk var gået ind i sin hule, råbte mændene ind: "Her er et

par kamikker til Kaassassuk, og her er et par bukser." Pigerne sagde: "Jeg vil sy

et par kamikker til Kaassassuk, og jeg vil sy et par bukser." Mænd tilbød ham

deres døtre til kone. Men Kaassassuk valgte datteren af den mand, som havde

været god imod ham, selv om hun ikke var så smuk som de andre, og selv om hun

var snottet. Kaassassuk gjorde sine gamle plageånder bange og revsede dem, idet

han sagde: "I har været onde imod mig, det vil jeg også være imod jer." Sådan

demonstrerede Kaassassuk sin styrke og blev meget hensynsløs. I nord og i syd

var han berygtet for sin hensynsløse adfærd.

 

Fortælleren fortæller til slut, at han flere gange har set Kaassassuks hus på Saqqarliit-landet ved Egedesminde. Kragh har sikkert også

set huset. Et andet sted, der kaldtes Nuussaq, havde Kaassassuk lavet bjørne-

fælder på samme måde, som man lavede rævefælder. Josef Vile og Jens Brandt var

blandt dem, der havde set disse bjørnefælder. Hvis de store herrer eller kongen

ønskede beviser på, at historien var sand, ville det være en nem sag at få en af

de store sten fra bjørnefælden eller fra en af festpladserne i Saqqaq sendt til

Danmark med et skib. - Qaqitsoqs (Pinnersoqs - søg denne) bedrifter var virkelige, for L.A. Smidts (fortællerens) bedstemor kendte jo Qaqitsoq personligt. Og beretteren slutter: "Men jeg har ikke truffet ældre mennesker, der skulle have oplevet og kendt Kaassassuk. Dog er der synlige beviser på hans bedrifter. Jeg, som skriver disse linjer, har set hans hus på Saqqarliit-landet mange gange."

 

Var.: Kaassassuk.

oqalugtuaq Ipisánguamik / Ipisánguaq

Print
Dokument id:1073
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Amos (Ammon)
Nedskriver:Nissen
Mellem-person:Nissen
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Ipisánguamik / Ipisánguaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 650 - 653, nr. 185
Lokalisering:Nunarsuit: Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

Kortfattet oversættelse i Rink 1866-71, I: 175-176.

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 242 - 244: Ipisannguaq. Transskriberet til nugrønlandsk i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 242 - 244: Oqaluttuaq Ipisannguamik.

 

Fyldig oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 56, som den anden af to "mærkværdige" fortællinger om angakkut, ss. 175 - 176.

Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 45, The Angakok's Flight to Akilineq, som den anden af 3 fortællinger under denne overskrift, s. 274 - 276.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om Ipisannguaq.

Han, som ikke skulle være angakkoq / åndemaner ('angakûvsãngitsúnguaq' / bestemt til at være åndemaner / et åndemaneremne), begyndte at beskæftige sig med åndemaning.

 Engang, han manede ånder, sagde han: "Hvor mon det befinder sig, som mine forfædre (kan også være: forgængere. CB) talte om, hvor der

på den nordlige side af et hus var et stort blodigt sværd". En gang han manede

ånder og fløj gennem luften og 'sila saqilerpâ' (rejse verden rundt - ifølge Rinks tilføjelse, CB). Da han kom hjem sagde han ikke noget om det. Næste gang det blev mørkt, manede han igen ånder og tog vestover til Akilineq. Han så et hus og på den nordlige side så han et stort blodigt sværd. Han landede bag huset, hvor han afførte sig sit flyveredskab (? autdlatine - måske remmene man bindes med til åndeflugt, BS) og stillede sig ved husgangen. Et menneske kom og kiggede på ham. Dets øjne lignede øjnene på et sæl- eller hvalfoster. De var dunkle og uklare. Mennesket gik ind igen uden at se ham. En anden kom ud og kiggede på ham. Hans øjne lignede sortebær. "Kom indenfor!" sagde han. Han gik ind. Undervejs ind sagde mennesket: "Du træffer det rigtige tidspunkt. De skal lige til at spise." Åndemaneren sagde: "Min familie vil nok som de plejer ikke tro mig. Måske skulle jeg have en stedfortræder!" "Jeg kunne jo godt være din stedfortræder", sagde mennesket, "men jeg bevæger mig så langsomt." Så bandt de ham og han hævede sig op i rummet og kom ud gennem husgangen, og han så lutter stjerner blinke; men den anden morede sig sammen med dem i huset hele natten. Da det var ved at blive morgen sagde han: "Natten er ved at være forbi, jeg må hellere se at komme hjem." Så tog han af sted østover. Forude så han en stor flamme, og det så ud som om der var mange kajakker omkring den (el. ifølge Rinks tilføjelse: så hele egnen blev oplyst). Da de (åndemaneren og hans stedfortræder) passerede hinanden, nåede de lige at smile stort, og så var de forbi hinanden.

 

Om aftenen bandt de ham igen, og han tog igen af sted til Akilineq. Manden fra Akilineq sagde: "Man kan høre hans stemme østfra." Så blev også han bundet, og han (stedfortræderen) tog af sted østover. De passerede hinanden og smilede stort til hinanden. Men åndemaneren fra Akilineq endnu opholdt i huset (hos Ipisannguaqs fæller) sagde han: "Nu kan man høre hans stemme." Så blev han bundet, og da de passerede hinanden sendte de hinanden et stort smil.

 

Da Ipisannguaq dagen efter var ude i kajak, hørte han dem der boede nord for dem sige: "Ipisannguaq, som ikke skulle være åndemaner, har fået en stedfortræder fra Akilineq. Lad os tage hen og overvære hans åndemaning!" Da Ipisannguaq kom hjem sagde han: "I dag hørte jeg mændene fra Qassimiut sig, at de ville komme og overvære Ipisannguaqs åndemaning, han som ellers ikke skulle være åndemaner." De gik i seng, og da han dagen efter skulle ud på fangst, sagde han: "Hold øje med Allaangusuarannguaqs lille næs i dag!" Og hver gang de dagen igennem gik ud, kiggede de på Allaangusuarannguaqs lille næs, men der var ikke noget særligt at se. Men da en af dem lidt før eftermiddag gik ud så han den ene kajak efter den anden og den ene konebåd efter den anden komme frem fra det lille næs. En hel flåde af kajakker og konebåde blev det til. Da sagde en af dem: "De kommer jo til at stå som sild i en tønde!" En anden tog så sin gode gamle støvletrækker (kammiut) frem og strakte huset ud så det blev større. Alle de ankomne vrimlede ind, men rummet blev ikke fyldt helt op. Ipisannguaq kom hjem fra fangst, og om aftenen gjorde han sig klar til at mane ånder. Han blev bundet, kom ud af huset, og så var han på vej vestover til Akilineq. Og åndemaneren fra Akilineq kom til hans hus som stedfortræder. Hele natten morede de sig sammen med åndemaneren fra Akilineq. Da det var ved at være morgen sagde åndemaneren fra Akilineq: "Nu kan man høre hans stemme!" Forude så Ipisannguaq den der gevaldig store flamme, og omkring den mange andre flammer.

 

Da de, der var kommet for at overvære åndemaning, var taget hjem, rejste Ipisannguaq på besøg til Qassimiut. Om aftenen sagde en af dem til ham: "De kære fangere har i længere tid kun fanget een om dagen. Du plejer ellers at skaffe noget til veje". Han sagde: "Men hver gang skaffer jeg lidt (? CB har ikke villet oversætte disse linier, fordi afskriveren åbenbart er kommet til at skrive pilersar... i stedet for pilersor... (forsyner med/skaffer), BS). En af dem sagde: "Kom nu, prøv nu at skaffe noget." Han begyndte (? BS) og fik uden for huset øje på en dejlig ung pige (? BS). Han gav sig så til at mane ånder, og mens det stod på fik han et godt nok enormt isbjerg til at bevæge sig hen imod sig. Da det nærmede sig, gik der (ligefrem?) en stærk strøm langs med det. Så begyndte kvinderne at træde frem på gulvet, men netop den dejlige unge kvinde, som han ønskede at se, trådte ikke frem. Da hun så var på vej ud på gulvet, så han at det var en med et nyt topbånd. Han kiggede ud, og da var den stejle side af isbjerget var ved at vende sig ind over land. Han forsvandt lynsnart ned i jorden.

 

Ipasannguaq skyndte sig nu hjem og faldt ned i huset gennem taget og sagde: "Skynd jer at tænde lys. Jeg har dræbt dem alle i Qassimiut." Netop som man fik tænkt, så man at Qasimiutternes åndemaner var neden for husene, og hans snakkede om at hævne sig: "Lad også mig mane ånder!" Men ovenfra slog de sten ned på ham, så han sank længere og længere ned. Og til sidst kunne de ikke længere høre hans stemme.

 

Dagen efter roede Ipisannguaq ud i kajak og hen til husene (i Qassimiut). Han gik i land og så sig omkring. Der var ikke sten på sten tilbage. Det store isbjerg, der væltede og kælvede, havde sat vandet i oprør, og bølgerne havde knust husene og trukket hver eneste sten med ud i vandet.

 

Det var den store unge pige, viste det sig, der havde født et barn i dølgsmål (anngiaq). Derfor fik hun udryddet alle de andre. Slut.

Skrevet af Amos (? Ammon, ifølge Rink 1866-71,I:361)

 

Var.: Troldbåden, der hævnede og blev hævnet; Quertitsialik; Tungujorlersaaq;

Ipisánguaq; Kragh nr. 84;

 

Vedr. udveksling med hjælpeånder, der kan underholde åndemanerens tilhørere mens han selv er i det fremmede land, er det en fast episode i østgrønlændernes fortællinger om angakkoq-rejser til det store tidevands land: J. Rosing 1963: 199 - 202; 212 - 213; Innartuaqboens himmelrejse.

 

Hist.: Rink har tilføjet den kommentar i afskriften (håndskriftet), at Rasmus Berthelsen tidligere har hørt fortællingen, og derfor er den ikke lokal - dvs. fra Qaqortoq-distriktet. Det er der kun få fortællinger der er, selv om de historiske selvfølgelig har haft en lokal oprindelse. Muligvis har en ulykke forårsaget af et kælvende isbjerg i Qassimiut givet anledning til at begrunde det skete med denne fortælling, der kendes i flere versioner, hvor det blot er i Akilineq ulykken sker. I Amos' (eller Ammons) version hér, hersker der derimod lutter positive relationer mellem de to parter, grønlænderne og Akilineq-boerne. Det kan skyldes det kendskab man har fået til stammefrænder i Labrador, hvor et par af herrnhuternes grønlændere havde været på besøg hos brødremeningheden derovre.

Adam Becks beretninger om Akilineq fra selvsyn i Atuagagdliutit, blev først trykt nogle år efter ovenstående fortællings nedskrift. Søg på Petersen, Robert, 2000

oqalugtuaq Kanâmik / oqaluttuaq Kanaamik

Print
Dokument id:2138
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB 1, 4(11), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Dalager, Jens
Nedskriver:Dalager, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:oqalugtuaq Kanâmik / oqaluttuaq Kanaamik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:3 sider
Lokalisering:Kitsisunngiarsuk (?)
Note:

Dette er en af de fortællinger jeg (BS) først har opdaget ved projektets afslutning. Velegnet til opdatering.

Fortælleren har underskrevet sig som kateket på den nævnte boplads, der vanskeligt kan lokaliseres. Egentlig stammer fortællingerne fra Ilulissat, fra Jens Dalagers far, Lars Dalager, der levede og døde i Ilulissat. Fra ham har Jens D. lært alle sine fortællinger, skriver han til slut.

Oqalugtuaq Kujâvarssungmik / Qujaavaarsummik / Qujaavaarsuk

Print
Dokument id:340
Registreringsår:1916
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 3536, I, 4'
Fortæller:Eugeniusen, Jaakkuaraq (Eugenius / Eugeniusen, Jãkuaraq)
Nedskriver:Jaakuaraq
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Oqalugtuaq Kujâvarssungmik / Qujaavaarsummik / Qujaavaarsuk
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:læg 8, side 13 - 45
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Oversat og kommenteret af Thisted, Kirsten: Som perler på en snor. PhD afhandling ved Institut for Nordisk Filologi, Kbh.s Univ. Håndskr.: 1993, 1-2.

 

Resumé:

En gammel mand, der kun fisker, bor inden for det område, hvor egnens stærke mand og dygtige fanger også bor med sin kone. Hun kan ingen børn få, hvorfor hendes mand opfordrer hende til at vise sig i sin bedste stads for den gamle, mens han fisker. Hun klæder sig i fint tøj med rød anorak, går ned til vandet, kalder adskillige gange og vinker til den gamle. Men han kan ikke tro det er ham hun vinker ad. Da hendes stærke mand kommer hjem med to store sortsider på slæb, spørger han den gamle om han har været hos konen, og siger at han skulle have fået den ene sæl, hvis han havde. Den gamle ærgrer sig og er helt anderledes på mærkerne, da den stærkes kone i endnu finere tøj (hendes mand mente hun ikke havde været fin nok dagen før) med bl. a. en blå anorak viser sig inde på land. Denne gang ror han ind til hende, og han får den ene af den stærkes storsæler som tak, da denne kommer tilbage med fangst. Den gamle vækker røre på sin boplads med sin udsædvanlige fangst. Men da han lader som om han selv har fanget den og folk, der blir inviteret på nykogte bryststykker ikke udfritter ham, er det først da den stærke inviterer den gamle og hans kone til at komme til hans hus, at den gamles kone forstår sammenhængen. Rasende slår hun ham så hans ene øje falder ud. Han raver rundt, finder endelig øjet, men får det sat omvendt i så det hvide vender ud. De flytter dog ind hos den stærke og hans efterhånden højgravide kone. Den gamles kone blir temmelig forlegen over så fine husfæller, men de får nu et liv i luksus. Da fødslen nærmer sig ber den gamle den stærke om at finde først, et skarveskelet og senere, en forvitret sten solen aldrig har skinnet på med et hul i til spæk (lampesten). Med stort besvær og fare for sit liv lykkes det ham at finde og bemægtige sig begge dele.

 

Da barnet blir født opfordrer den stærke den gamle, der er faderen, til at navngive barnet. Efter nogen vægring kalder han ham Qujaavaarsuk efter en der engang sultede ihjel ved Amerloq. Derefter anbringer den gamle skarven uden for ved vinduet med et afkogt ben i næbbet og fylder spæk i hul-stenen, som han tænder og holder brændende med spæk.

       

Mens drengen vokser til tiltrækker han småfuglene, som han snart kan nedlægge med stenkast. På samme vis går det med sælerne, så snart han får kajak, og harpun med en lille blære. Quj. blir hurtigt storfanger, rygtet om ham når vidt omkring, hvorfor to gamle fiskere under en sulteperiode søger hen til hans boplads. De bliver særdeles gæstfrit modtaget og rigeligt beværtet, først med nyrestykker, så med nykogt kød, der er helt mørt, og endelig med friskkogt kød, da Quj. vender hjem med fangst. De får ny skind at sove i og overlæsses med kødgaver da de tar hjem i deres kajakker. Den ene gamle er alligevel sur over beværtningen pga. det nyrestykke han havde svært ved at tygge. Han vil lave tupilak mod Quj. Den anden søger forgæves at få ham fra det, og da tupilakken er blevet levende, først i forskellige fugleskikkelser og siden som en stor netside, sender dens skaber den mod Quj. Men denne forsvinder gang på gang for øjnene af tupilakken, der beslutter at angribe Quj. inde i hans hus. Men da den vil op på den flade strand, er denne pludselig fyldt med klipper, der i stykker rasler ned og smadrer tupilakkens ribben. Dette gentager sig. Og da det endelig lykkes den at komme op til huset går en stor fugl til angreb på den og hugger først det ene og siden det andet øje ud på tupilakken. Denne beslutter lidende og sultedøden nær at vende sig mod sin skaber. Denne sidder med lukkede øjne mod sollyset og synger om at tupilakken skal æde indvoldene på Quj. Vandet blir rødt, tupilakken har ædt sin skabers indvolde. Den rejser ud til havs, hvor den blir en stor-tupilak.

 

En vinter da frosten er blevet så hård og langvarig at havet fryser til helt ind til isfoden er det slut med Quj.s fangst. Trist og beskæmmet ber han sin mor henvende sig til Tuttu og hendes mand om at fjerne isen. Moderen går derhen med en halv sortside og en halv side spæk, som hun lokkende lader glide først ned gennem husgangen. Det blir Tuttu, der kalder til åndemaning. Hun ser to lysflammer ude i horisonten. Det er en hvalros og en isbjørn der nærmer sig, mens de hhv. hugger og klasker isen i stykker. Isbjørnen kommer ind, suger hende til sig med sit store åndedræt, bider hende i skridtet, kaster hende ud til hvalrossen, der spidder hende i skridtet og kaster hende videre ud osv.. Langt ude kommer hun til bevidsthed på et isbjerg omgivet af åbent hav. En kajakmand i en yderst smal kajak (Equngasoq) får hende med. Det kniber med ligevægten, men snart går det susende ud over havet til en stejl klippe, hvor det lykkes Tuttu at komme op på en afsats og videre til Havkvindens hus. Indgangen er smal som en knivryg over en brusende elv. Hun får besked af en stemme om at bruge sin lillefingre som vinger, adlyder og når ind til den fæle, uglede og møgbeskidte kvinde, der straks kaster sig over hende, men trættes dog efter en længere kamp. Tuttu reder og renser hende og huset. I taknemmelighed lader Havkvinden hende flytte sin lampe. Det myldrer ud med alke og senere alskens sæler. Tuttu skal kradse de sæler mellem øjnene, som hun synes om, at hendes mand senere skal fange. Hjemme igen med rifter i ansigtet efter slåskampen med Havkvinden giver Tuttu dem Havkvindens besked om, at de intet må fange de første fem dage, og det de fanger den 6. dag skal de give hende. Isen er forsvundet, alke og sæler boltrer sig, en enkelt fanger lader sig friste, men fanger hverken fugl eller sæl. Den 6. dag tager alle ud. Tuttu får førstefangsten af både alke og sæler, og hendes mand fanger de sæler hun har mærket. Men derefter fanger han ikke flere.

 

En aften Quj. hører fra de gamle at han er opkaldt efter en oppe ved Amerloq, bliver han opsat på at møde sine slægtninge deroppe. Han rejser med hele sin husstand hele sommeren nordpå og frosten har fået så godt fat, da de når Amerloq, at det er blevet for sent at bygge hus. Så han tager gerne mod et tilbud fra en gammel mand og hans kone om at flytte ind hos dem. Folk på stedet fisker kun på denne årstid. Men Quj., der jo tiltrækker fangstdyr, fanger snart et par sortsider. Stedets stærke mand og storfanger får ikke held med sig før længere hen på efteråret.

 

En aften råber nogen uden for vinduet om Quj. vil kappes (med den stærke) om først at skaffe sig en sæl til fangstblære til hvalfangst. Den gamle fortæller ham hvilken slags sæl, og det lykkes allerede næste dag Quj. at fange en sådan, længe før den stærke. Næste opfordring til kappestrid gælder hvalfangst, hvor det først gælder om at høre den første hvals ånde, der buldrer. Atter hører Quj. den først en sen aften. Til selve hvalfangsten har den stærke fået alle de unge mænd med i sin konebåd, og Quj. må nøjes med de gamle. Han udfører et underligt ritual med konebåden, som han lader glide lodret i vandet ad en klippeside, for derefter at tømme den og endelig lade sine roere ro ud. Gang på gang nærmer hvalen sig hans konebåd, længere og længere ind mod stranden, også efter at den er såret, mens den stærke hver gang kommer for sent fordi han tror, at den ville søge ud mod det åbne hav. Den stærke bryder til slut Quj.s forbud mod at nogen andre end hans mor må spise først af hans førstefangst, og det går galt. Den stærke spytter og fråder og jamrer. Man må vente længe på Quj's mor, der kommer krumbøjet med sin ulu på ryggen og får sin bid mens hun siger noget smukt om hans førstefangst.

 

Var.: Rejsen til havkvinden. Qujaavaarsuk. Selve fangsten af ormen og konens befrugtning med den fortælles også om Nappartuku, forfaderen til en talstærk slægt i Sermilagaaq fjorden: Jens Rosing: Hvis vi vågner til havblik. Borgen 1993: 12-16.

 

Hist.: Sydlændinges rejser nordpå.

Kommentar: Bemærk den gentagne rolle lys, øjne og blindhed spiller i forløbet.

Det er iøvrigt en meget morsom, komedieagtig version, hvor fortidens skræk for tupilakker aldeles synes overvundet.

Transporten ved isbjørn og hvalros peger på den østgrønlandske angakkoq / åndemaner-grad: puulik. Initiation; Genoplivelse. Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

oqalugtuaq pruvfîte Habakuk

Print
Dokument id:211
Registreringsår:1859
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq pruvfîte Habakuk
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 308 - 313, nr. 107
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af

Orig. håndskr.: Rink NKS 2488, VII: 1h - 7v er Kreutzmanns anden version, som er oversat af Kirsten Thisted i: Kreutzmann, Jens: Fortællinger & akvareller. Red.Kirsten Thisted. Atuakkiorfik 1997: 79 - 87: Den falske profet Habakuk.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning af Arnaq Grove i: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 79 - 88: Aapakuk pruffitioqqusersoq.

Samme version er afskrevet af seminarieelever i Rink 2488, II, nr. 205

 

Oversættelse af afskriften: NKS 2488, II, nr. 107, ved Apollo Lynge og Signe Åsblom:

 

Fortællingen om profeten Habakuk.

 

Det fortælles, at for en del år siden, ikke helt i gamle dage, levede profeten Habakuk som falsk profet i Kangerlussuatsiaaq (Evighedsfjorden), hvor han havde fået sin egen og de omkringliggende bopladser til at sig.

 

En vinter og en sommer var det særlig godt. Et år kom de til deres vinterboplads i Kangerlussuatsiaaq, hvor de skulle overvintre. De fangede mange hvidhvaler, og en dag gav børnene sig til at øve sig i harpunkast. De kastede deres harpuner efter rygstykket på en hval, hvorpå der endnu var et lag spæk. Et af børnene havde sin legetøjsharpun og brugte en spids, der var beregnet til en fuglepil.

 

På et tidspunkt gik Habakuks datter bagom hvalrygstykket, og så kastede en af drengene sin harpun, men da harpunen prellede af på rygstykket, fortsatte den og ramte Habakuks datter i næsen. Da drengene ikke selv var i stand til at trække legetøjsharpunen af, fjernede Habakuk den selv. Kort efter forblødte pigen og døde. Samme år mistede Habakuk endnu et barn og sørgede dybt.

 

Habakuks kone hed Maria Magdalena, og begge sørgede fortsat, dog uden at der var noget særligt at mærke på dem.

 

Da det blev sommer, rejste de ind i Søndre Strømfjord for at jage rensdyr. Efter at de var taget ind i fjorden og havde taget ophold ved Eqalummiut, tog Habakuk sig en elskerinde. Derefter tog de på rensdyrjagt, hvor Habakuk tog sin elskerinde med, men lod sin hustru blive hjemme. Der var mange mennesker på denne renjagt, og på et tidspunkt standsede de ved et sted, der kaldes Tungujortut (det blå område). Og da de var på vej op ad Tungujortut, havde Habakuk og hans jagtfæller endnu ikke set nogen rener. Og så begyndte de at snakke sammen om, at de ville lade som om, de så nogen rensdyr. De tog små stykker af blåbærbuske og satte små stykker af Avaalaqiaq (lille Buskart) som rentakker og ben og satte så små stykker af denne buskart som toppe på deres vandrestokke.

 

Men Habakuks kone, der var blevet efterladt alene hjemme, var blevet grebet af skinsyge / jalousi, og da hun oven i købet var blevet efterladt af sin eneste kusine, var hun blevet endnu mere ked af det. Da hun var faldet i søvn, drømte hun, at et menneske talte til hende uden for teltet: "Maria Magdalena! Tror du, at skabningerne bare kan opføre sig som det passer dem, at de bare har fået buskene som gave". Videre fortalte stemmen, hvor tankeløst renjægerne opførte sig. Da stemmen havde sagt det, vågnede hun pludselig. Renjægerne havde været væk i lang tid, og da de var kommet tilbage og igen var samlet, gik Maria Magdalena hen og fortalte dem om sin drøm; alle mændene følte sig mærkelig ramt og vendte sig imod hende og de medgav, at de havde gjort det for at lade som om de havde set rensdyr. Så gik sommeren, uden at der skete noget mærkeligt.

 

Da de om efteråret tog ud på kysten, fortalte Habakuk sin kone, at han havde taget sig en elskerinde. Hans kone blev skinsyg og vred. Om natten sagde hun til sin mand: "Når jeg kommer hjem, vil jeg tage mig en danskersnude som elsker". Da hun havde sagt det, rejste hun sig for at gå udenfor, men Habakuk var blevet helt afmægtig og kunne ikke røre sig mere. Maria Magdalena gik udenfor uden tøj på; og dér så hun lidt øst for sig to mennesker på en lille høj, og straks genkendte hun dem som to forlængst afdøde: Ole og hans kone. Der var helt lyst derovre i øst, og det var som om, der var to veje. Da hun havde set, hvor lyst det var, gik hun straks hen imod dem. Spøgelset, hun således så, forsøgte at stoppe hende ved at sige: "Stop, alle dine åbninger er krænget ud, og du ser forfærdelig skræmmende ud." Og det fortsatte: "Maria Magdalena, da du var ved at blive voksen, var dit hjerte så smukt, men nu ligner du en, der er bundet og bastet, kan du overhovedet lade din krop blive berørt af én, der ikke er din broder eller søster?": Da de havde talt således til hende, kunne Maria Magdalena slet ikke komme i tanke om nogen. Hendes spøgelser sagde: "For lidt siden sagde du, at du ville tage dig en grimme dansk elsker, når du var rejst ud af fjorden". Så kom hun i tanke om det og vendte om for at gå ind i teltet igen, og Habakuk var ikke længere afmægtig og rejste sig op.

 

De sejlede ud af fjorden og kom hjem til Kangerlussuatsiaaq. Og kort tid efter var de flyttet ind i deres huse om efteråret, men Habakuk og hans kone sørgede stadig. Om aftenen plejede Milak og Barselaj at fortælle historier, når de holdt sig vågne længe. En aften, da de var sent oppe, holdt de vagt til langt ud på natten. De gik udenfor, og så fik de øje på to store skyformationer oven over Umiussaq, den ene meget mørk og den anden helt hvid, og nu hørte de en stor forsamling synge salmer. Folkene inde i huset kunne nu også høre salmesangen. Så lod der et bump fra enden af husgangen og fra hustaget, og Maria Magdalena skyndte sig at stå op, og da hun satte sig ovenpå forbriksen, begyndte hun straks at ryste stærkt over hele kroppen. Når jeg kommer hertil i fortællingen, kan jeg ikke længere fortsætte den i den oprindelige rækkefølge, men jeg nedfælder det, vi hører fra tid til anden, og det er ikke så få ting, de derefter har begået i denne fortælling.

 

Dengang de først blev troende, var det først kun folk i Kangerlussuatsiaq (Evighedsfjorden) og Kanngaaq, der var med hele den første vinter, men da det blev forår, sendte de bud med kajakker til folk i Maniitsoq og Ikkamiut, der derefter også blev tilhængere. Men hen imod vinteren det år, skete der det, at Habakuks elskerinde blev gravid. Og så begyndte de at snakke om, at hun var blevet gravid ved Helligånden, og hvis det blev en dreng, ville det være en ny Kristus. Kvinden fik veer, og da hun fødte var det en stor sund pige.

 

Folk var blevet troende, og nu forbød de troldkvinder. Det fortælles, at de havde straffet én, som de troede var en troldkvinde ved at knuse hendes hænder ved at banke dem med sten, og derefter kastede de hende i havet, så hun druknede. Det fortælles også, at de ind i mellem gik til begravelsespladsen med Habakuk og hans kone som ledere, og så tog de hinanden i hænderne og gik rundt om gravene: ind imellem kunne de så standse og omfavne hinanden og kysse hinanden. De forsamledes også, når Habakuk begyndte på sine forhør af folk, hvor de så fortalte og gjorde rede for, hvordan de var, eller hvordan de havde det.

 

Habakuk kunne så pege på en tilfældig person og fortælle, at vedkommende var blevet mere synlig for Gud, og det plejede at være en, han havde sympati for. Og kvinderne behandlede han på en særlig måde. Når han lod dem betro sig deres synder, foregik det i et hjørne af briksen, hvor han brugte en sælskindsdyne som forhæng. Imens sad hans fællers koner på rad og række på briksen. Når han så dukkede op fra det store forhæng, kiggede han rundt blandt kvinderne og med fagter kaldte han på en, han fandt særlig smuk, hvorefter han forsvandt om bag det store forhæng, hvor hendes syndsbekendelser fandt sted, og hvor han samtidig havde seksuelt samkvem med kvinderne. Det fortælles, at mændene ind i mellem kom til foretræde enkeltvis hos Habakuk, hvor de så kom med spørgsmålet: "Hvordan er jeg?" Habakuk gjorde så rede for, hvordan deres tilstand var. Engang var Habakuks bror Joel kommet til foretræde for ham. Han læspede og kunne ikke tale rent og spurgte på sin måde: "Hvordan er jeg?" Habakuk svarede ham: "Det var bedre at skære din tunge af". Og så faldt broderen sammen i gråd.

 

Det fortælles, at Habakuk engang kom med en gåde, hvor han spurgte: "Hvad er det, der ligner en lille blære?" Et af folkene gættede: "En fangstblære". Habakuk sagde: "Nai, Nai, Nai." En anden sagde så: "En bugserblære". "Nai, Nai, Nai." En sagde så: "Øjnene på en krabbe.". "Nai, Nai, Nai." En anden sagde: "En prut." Habakuk svarede: "Ja, Ja, Ja";.

 

Det fortælles videre, at når de ind imellem samledes, tabte Habakuk helt vejret og sad med himmelvendte øjne. Når han kom i denne situation, begyndte hans fæller at sige: "Åh, nej, nu går det virkelig galt". Og de fortsatte: "Vent, vent, vi vil være her et stykke tid endnu". Det sagde de, fordi de troede, at verden ville gå under, når han vendte det hvide ud af øjnene. Det fortælles også, at de ind i mellem under deres forsamlinger begyndte at græde alle sammen, og midt under gråden, kunne de pludselig skifte over til latteranfald.

 

Det fortælles også, at når en kajakmand havde været ude på fangst, bragte han altid sin sælfangst til Habakuk, og når en kajakmand forgæves havde kastet sin harpun efter sælen, brast han i gråd, for så ville han få en kraftig irettesættelse af Habakuk.

 

Da jeg ikke kan huske mere, slutter jeg bare her, men det kan jo være, at der findes en anden, som endnu husker historierne. Det vil vise sig når mennesker samles. I opdager nok, at folk, der er gode til at huske, nok vil huske de sjovere dele af historierne.

 

Her slutter fortællingen.

 

Var.: Søg på: Habakuk.

 

Hist.: En af beretningerne om Habakuk-bevægelsen. Se Lidegaaard, Tidsskriftet Grønland 1986 for en analyse af de forskellige beretningers indhold.

 

Kommentar: Den lidt dunkle episode med en rensdyr-figuren, der fremstilles under den lidet givende renjagt, peger på gammelkendt jagtmagi, som døbte ikke bør bedrive.

oqalugtuaq qáqalingmiumik qeqertatsiarmiumigdlo

Print
Dokument id:1074
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Amos
Nedskriver:Amos (Ammon)
Mellem-person:Nissen
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq qáqalingmiumik qeqertatsiarmiumigdlo
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 654 - 658, nr. 186
Lokalisering:Nunarsuit: Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 248 - 251: Qaqqalik-boen og Qeqertatsiaq-boen. Transskriberet til nugrønlandsk i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 248 - 251: Oqaluttuaq Qaqqalimmiumik.

 

Afkortet oversættelse af en blanding af episoden med havormen fra denne og en anden variant i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 6, ss. 65 - 67.

Samme noget kortere på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 87, ss. 437 - 438: Sangiak, or Nerngajorak.  

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

En fortælling om én fra Qaqqalik og om en anden fra Qeqertatsiaq.

 

Beboerne på Qaqqaligaatsiaq og på Qeqertatsiaq var meget gode venner. Når de mødtes på deres kajakture, skiltes de igen som gode venner. Engang da de mødtes på en af deres kajakture, foreslog manden fra Qeqertatsiaq vennen, at de skulle kappes om at være den første, der fik et barn. Da vennen kom hjem, inviterede han en gammel mand og fortalte ham dette. Den gamle mand sagde: "Imorgen må du ro langt uden for kysten, ud i det åbne hav. Når du hører nogen vræle som et spædbarn, må du ro hen til den. Hvis det viser sig at være en stor orm ('sangiâ  chr.b), skal du tage den og putte den ned i åbningen af din kajak. Når du nærmer dig stranden på bopladsen, skal du råbe op til din kone og bede hende om at komme ned".

     Næste morgen tog ham af sted og roede ud på det store hav. Mens han roede

derude langt fra kysten, hørte han nogen vræle som et barn. Lyden kom sydfra. Da

han nærmede sig området, hvorfra vrælet kom, kiggede han sig omkring og han så

en krusning på havet. Han roede derhen og så en stor orm. Det var den, der

vrælede som et barn. Han løsnede den nederste kant af helpelsen fra kajakringen

og puttede ormen ned i åbningen. Da ormen blev varm begyndte den at sno sig, som

om den borede sig ind i noget ('putôrissoq'). Han roede hurtigt ind imod land og

lige før han nåede land, råbte han til sin kone: "Kom herned!" Da hun kom, sagde

han til hende: "Vend vend ryggen til stranden og blot din søde lænd". Hun gik hen til ham og blottede sin lænd. Han løsnede kanten af helpelsen fra kajakringen og lagde den store orm over lænden på hende. Så forsvandt den ind i hende ('tauva peqángilaq iluanut puvdlune'). Konen blev gravid og hun fødte et drengebarn. Da sønnen blev lidt større, lavede faderen en lille bue til ham. Da han prøvede at skyde med buen, ramte han et stykke tørv i husets mur. En dag så drengen en snespurv og han skød efter den og ramte den, så den døde. Han tog den med ind til sin mor og far. Han kom ud igen og så en stor flok snespurve. Han skød efter en af dem, men pilen ramte samtidig alle de andre. Hans far byggede en kajak til ham og roede ud sammen med ham. Nogle gange roede han et stykke fra ham. Når han så kiggede tilbage, var der gerne mange sæler omkring ham. Engang de kom hjem fra en rotur, sagde drengen: "Måske skal jeg have mig en fangstblære". Hans far lavede en

fangstblære og fangstredskaber til ham. En morgen tog de ud på fangst. Han far

roede et stykke fra ham og lod ham være alene. Han så, at to sæler var dukket op

i nærheden af ham. Drengen, som var begynder i kajakroning, roede hen til dem og

harpunerede den ene, men det viste sig, at han havde ramt dem begge på én gang,

så han fik to sæler. Hans far bugserede begge sæler hjem. Da den lille begynder

i kajakroning blev søvnig, anbragte han ham under kajakstolen (et stativ foran

manden, hvor linen ligger rullet sammen) og lod ham sove.  

       Vennen på Qeqertatsiaq vidste endnu ikke noget om sønnen. Denne lille nybegynder i fangererhvervet harpunerede en hel stime sæler på én gang og hans far måtte under store anstrengelser bugsere alle de sæler hjem. Han inviterede vennen fra Qeqertatsiaq på besøg. Da denne ankom til Qaqqaligaatsiaq og var på

vej op til hans hus, skjulte han den lille dreng. Da vennen kom ind i huset, gav

han ham masser af mad (eller: mange forskellige slags retter. CB) at spise og

vennen sagde: "Jeg er blevet meget mæt". Så lod manden fra Qaqqaligaatsiaq

sønnen komme frem og sagde: "Vi kappedes om, hvem af os der ville være den

første til at få en søn. Her er den kære søn, jeg har fået og det, du fik at

spise, var noget, han havde fanget". Den anden sagde ikke noget, men det viste

sig, at han var blevet fornærmet (eller: var blevet ked af det. CB).

     Da vennen vendte hjem søgte han efter noget, der kunne blive til hans barn.

På stranden fandt han en søpølse... den tog han med op til sin kone, så hun

kunne få et barn, som det var sket med vennens kone (sådan kan det vist

opfattes. CB). Da barnet blev født, var der ingen pulsslag, i hvert fald kun

forsvindende svage pulsslag. Han var ikke i stand til at komme ud at fange. Når

de under en rejse så spækhuggere, lod han sig falde ned i vandet ud over

konebådens ræling, men han kunne ikke fange dem. Han plejede også at svømme

efter almindelige sæler, men han kunne ikke fange nogen. Da han ikke var i stand

til at komme tilbage til konebåden, svømmede han til et lille næs. Han blev så

fundet på den anden side af næsset - stærkt forkommen. En dag de var ude på konebådsrejse, så de en flok spækhuggere. Da sønnen ville hen til spækhuggerne, advarede forældrene ham og sagde, at han risikerede at blive ædt af dem. Men han ville ikke høre efter og lod sig falde ned i vandet ud over konebådens ræling. På et tidspunkt, hvor man kunne regne ud, han ville være nået til spækhuggerflokken, begyndte disse at krydse frem og tilbage mellem hinanden.

Konebåden skulle til at stoppe, men da de ikke havde set noget til ham, tog de -

som de plejede - hen til det lille næs for at se efter, om han skulle være dér.

Efter at spækhuggerne havde forladt stedet, hvor de åd, roede faderen derhen.

Han fandt kun hans lunge, som flød på vandet. Spækhuggerne havde ædt ham.

 

Qaqqaligaatsiaq-boerens søn sagde til sin far: "Mine kammerater kan vel

nok sagtens. Deres kajakker er forsynet med beslag af hvalrostænder (det kan

også være narhvalstænder. chr.b). Lad os rejse nordpå". Faderen sagde til ham:

"Ja, lad os skynde os at komme af sted nordover". Under turen nordpå købte

sønnen en masse (hvalros)tænder. De nåede højt mod nord, så var de på vej

sydover igen. De mødte to kajakmænd. Deres kajakker var forsynet med beslag af

hvalrostænder. Kajakmændene tog flugten. Sønnen sagde: "De to

velhavende kajakmænd vil jeg dræbe". Faderen forsøgte at tale ham fra det, men

sønnen, denne Sangiaaq (eller: som hed Sangiaaq. chr.b), sagde: "Jeg vil nu

dræbe dem". Så roede han hen til dem og harpunerede den nærmeste, men dræbte

også den anden samtidig ved samme harpunkast. Han fjernede beslagene ('pequtai')

fra kajakkerne og tog dem til sig. Da han kom tilbage til konebåden sagde han:

"De efterladte vil kigge forgæves efter dem. Jeg vil tage hen og

underrette dem". Faderen sagde til ham: "Du risikerer bare at blive dræbt". Men

han sagde: "Jeg vil nu tage hen til dem og give dem besked". Da han kom ud for

teltene, sagde han: "I skal ikke søge efter de to kajakmænd, jeg har dræbt dem".

De svarede: "Gå nu i land og besøg os". Han gik i land og gik ind i teltet Så

såre han gik ind, opdagede han, at alle de mange mænd havde spærret udgangen.

Han så, at de havde knive i hænderne. Inden de fik dræbt ham, kiggede han rundt

og så en lille åbning ved teltstangen. Han sprang ud gennem denne lille åbning.

De havde skåret hans kajakbetræk med kniv, så de sagde: "Stakkels lille

kajakmand, han vil nok gå til bunds (svært at finde den rigtige oversættelse.

chr.b). De kiggede på ham, men han forsvandt bag næsset (uden at synke).

Mens han roede bort, kiggede han efter sin kniv, men den var der ikke. Så vendte

han om og gik i land, før han nåede det beboede sted. Han gik hen til dem over

land. En af dem sagde: "Ham dér, han har sandelig fået sig en smuk kniv". Han

nærmede sig dem, så sprang han hen til dem og tog kniven fra dem. De kunne ikke

gøre ham noget. De kiggede bare på ham. Ingen af de mange mænd kunne gøre

Sangiaaq fortræd. Han slap bort fra dem og nåede hjem til sin boplads. Slut

     Skrevet af Amos fra Nunarsuit

 

Var.: Episoden med havormen danner ofte optakt til Qujaavaarsuk. Nerngajorak; Ipiutaarsuk og Naparutaq; Ajagutaarsuk og Ularpanna. Selve fangsten af ormen og konens befrugtning med den fortælles også om Nappartuku, forfaderen til en talstærk slægt i Sermilagaaq fjorden: Jens Rosing: Hvis vi vågner til havblik. Borgen 1993: 12-16.

oqalugtuaq qavane / Ernisuitsoq / Qujâvârssuk / Den ufrugtbare

Print
Dokument id:258
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Johannes
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq qavane / Ernisuitsoq / Qujâvârssuk / Den ufrugtbare
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 389 - 400, nr. 128
Lokalisering:Karusuk / Qaarusuk: Nuuk / Godthåb
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 19 ss. 93 - 96 har Rink sammenstykket 3 varianter. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 13, ss. 148 - 154: The Barren Wife.)

 

For en anden oversættelse til dansk se Thisted: "Som perler på en snor...". PhD-afhandling, Kbh. Univ. 1993, Tekstsamling, s. 27 - 32: En fortælling sydfra.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

En fortælling, der stammer fra folk, der bor sydpå.

 

Det fortælles, at Eqqersooqs datter (der står 'pamiua' dens hale, men mon ikke det er en skrivefejl? Chr.B.) var nygift, og at hun ikke kunne få børn. En dag da manden kom hjem fra fangst, sagde han til hende: "Du kan jo ikke blive gravid. Imorgen, når den lille ældre mand er kommet hen til sin fiskeplads for at fiske ulke, skal du stille dig på stranden lige ud for ham. Og med dit nye tøj på". Dagen efter var den lille ældre mand ude efter ulke. Kvinden stillede sig på stranden ud for ham. Hun havde sit nye tøj på. Men den lille ældre mand gik ikke hen til hende, da han var bange for hendes mand. Kvinden gik hjem igen, før den ældre mand roede hjem. Kvindens mand roede hen til ham og spurgte: "Har du ikke set nogen?" Han svarede: "Hun er lige gået hjem". Manden spurgte: "Har du ikke været hos hende?" Den ældre mand sagde nej. Manden fortsatte: "Hvis du vil det, vil jeg fremover forære dig halvdelen af min fangst (der står: aipai. Chr.B.).

Dagen efter fiskede den lille ældre mand igen ulke. Kvinden stillede sig

igen på stranden ud for ham. Han roede hen til hende og gik i land. Han havde

samleje med hende, og da han roede ud igen, nåede hendes mand hen og

spurgte: "Har du ikke set nogen?". Den ældre mand sagde: "Jo, hun er

lige taget hjem", sagde den ældre. Manden løsnede den ene af de to sæler, han havde fanget, fra bugsereredskabet og gav manden den. Således fik den ældre mand en fangst. Denne lille ældre mand plejede ellers at fiske ulke dér, hvor trylleformularen kom op på overladen ('serratip qaffersarfianut' - usikker oversættelse). Men han kom der ikke mere.

En dag sagde manden til sin kone: "Da du ikke kan blive gravid, tar jeg

imorgen ud på en almindelig kajaktur - ikke på fangst. Når du om eftermiddagen ser, at jeg er på vej ind, skal du gå ned til stranden iført nyt tøj over

det hele. Når du er kommet ned til stranden, skal du blotte din lænd, men du må

ikke vende hovedet imod mig. - Da hun vågnede næste morgen, var manden taget af

sted. Hen på eftermiddagen så hun, at han var på vej ind og roede sådan til, at

det sprøjtede fra begge ender af paddelåren. Hun gik ned i sit nye tøj, og da hun nåede mandens anløbssted, blottede hun lænden. Netop som han

lagde til, lagde konen mærke til, at der var et eller andet, der ligesom ville

komme ud af mandehullet. Det var faktisk en orm fra udhavet. Manden fjernede det, der dækkede mandehullet foran og kastede ormen,

så den ramte hans kone. Kvinden vendte ikke hovedet imod manden, for han sagde

jo, hun ikke måtte. Om aftenen mærkede konen, at hun var blevet gravid. Dagen

efter lod manden den lille ældre mand flytte til deres hus. Den ældre

sagde til manden: "Din kone vil få en dreng. Når du imorgen er ude i

kajak, skal du kigge efter en amulet til drengen på steder, hvor skarvene plejer at sidde". Dagen efter fik manden fat på en skarv. Da han kom hjem, sagde den ældre: "Du skal også skaffe en sten. Det skal være en sort sten, der har en

fordybning i midten - en sten, som solen aldrig har skinnet på". Sådan en

skaffede manden også. Den ældre mand sagde videre: "Du skal også fremskaffe et

tindingeben fra hans bedstemors hoved, hendes øverste halshvirvel og hendes

skamben". Han havde fået fat i alle de ting, da hans kone fødte et drengebarn.

Stenen lagde de ved fødderne, så at han kunne støtte fødderne imod den. Skarven

placerede de oven over vinduet.

Den lille ældre mand gav drengen navnet Qujaavaarsuk. De sørgede for at

opdrage ham under opvæksten. Drengen fik en kajak, mens han endnu var meget

lille. Da de fik ham til at prøve kajakken på vandet, kom små sæler og lagde

deres luffer på den lille kajak. Drengen var opkaldt efter én af den ældre mands

slægtninge fra Paaraarsuk, som døde af sult. Da Qujaavaarsuk blev i stand til

at kaste sin harpun med en sådan kraft, at harpunspidsen kunne trænge igennem

sælens skind, forsynede de ham med redskaber. Far og søn tog ud på fangst. Mens

faderen roede kraftigt til for at harpunere en sæl, kiggede han tilbage og så,

at Qujaavaarsuk kastede harpunen efter en sæl, og at han også kastede

fangstblæren ud. Faderen roede hen til ham. Det viste sig, at det var en

sælstime, han kastede sin harpun efter. Han fangede hele stimen med ét kast.

Qujaavaarsuk var ude på fangst hver dag.

Da Qujaavaarsuk var blevet voksen, rejste han nordover til Paaraarsuk, hvor

manden, han blev opkaldt efter, døde af sult. I Paaraarsuk kom han til bo sammen

med en gammel mand. En ung mand, som boede på stedet, plejede at kappes med

Qujaavarsuk, men han kunne ikke klare ham. Efter at det var blevet

vinter, spurgte den unge mand Qujaavaarsuk, om de skulle kappes om at være den

første, der opdagede den store hvals ånde. Qujaavaarsuk vidste ikke, hvad dette

gik ud på. Da han spurgte den gamle mand, sagde denne: "Man kan altid opdage

hvalens ånde ved dens buldrende og klingende (savikkaarpoq) lyd. Hver dag under

fangstturene lyttede han efter sådanne lyde. En morgen sagde den gamle mand:

"Det er netop i dag hvalerne plejer at vise sig, når de er tidlig på den". Under

fangstturen havde Qujaavaarsuk antennerne ude, men han hørte ingen lyde. Han kom

hjem om aftenen, som han plejede, og havde fanget godt. Om natten vågnede han

ved, at han skulle tisse. Han gik udenfor. Så hørte han lyden af luft, der blev

pustet ud (ordret: vejrtrækning) fra et sted uden for kysten, Han afbrød

vandladningen. Lyden nærmede sig, men flyttede sig ikke længere, da den nåede

mundingen af fjorden (eller indsejlingen). Han gik ind i huset og sagde: "Der er

en lyd af vejrtrækning, som jeg ikke ved, hvad er." Den gamle gik udenfor, og da

han kom ind igen, sagde han: "Den store hval er kommet nær kysten - præcis den

samme dag som den plejer." Qujaavaarsuk faldt i søvn igen, og inden han vågnede

om morgenen, råbte den unge mand ind: "Qujaavaarsuk, du har ikke bemærket hvalens

vejrtrækning." Den gamle svarede ham: "Qujaavaarsuk vidste det allerede i går.

Han er lige faldet i søvn." Den unge mand blev helt forvirret ('soorlu qanoq

ilisoq' - usikker oversættelse), men sagde: "Qujaavaarsuk skal vi kappes om at

være den første, der skaffer en fangstblære til brug ved hvalfangsten." Dagen

efter, da de var på fangst ikke langt fra land, fik Qujaavaarsuk to spraglede

sæler, mens den anden først fik én spraglet sæl en dag senere. De lavede sig

hver sin fangstblære samtidigt og tog ud på hvalfangst i konebåd. Den unge mand

fra Paaraarsuk havde rigeligt med roere, mens Qujaavaarsuk måtte tage nogle børn

som roere. Da Qujaavaarsuk sejlede ud, råbte den anden til ham: "Den store hval,

der søger føde, vil næppe dukke op nær ved land. Kom længere herud."

Qujaavaarsuk blev på samme sted. Den store hval blev længe under vandet, men

dukkede op tæt ved Qujaavaaarsuks konebåd. De roede nærmere til den og

Qujaavaarsuk harpunerede den. Det var ikke så mærkeligt, at fangstblæren

forsvandt under vandet, for den var kun lavet af det halve skind af en spraglet

sæl. Den anden råbte udefra: "Den store hval, der nu er såret, vil næppe flytte

sig længere ind mod kysten. Ro længere ud." Qujaavaarsuk sagde til sine roere,

at de skulle standse. Den anden råbte igen: "Den vil dukke op længere ude."

Dertil svarede Qujaavaarsuk: "De dyr, som jeg jager, flytter sig altid længere

ind i retning af mit lille hus." Hvalen dukkede også op længere ind mod land som

en ammassak, der spjættede i dødskamp. Så fik Qujavaarsuk fanget hvalen.

Qujaavaarsuk, som ellers boede på det sted, hvor manden, han blev opkaldt efter,

døde af sult, havde rigeligt af forråd.

Nu ville Qujaavaarsuk rejse syd på. Den gamle mand sagde til ham: "Kom her

igen". Qujaavaarsuk vendte tilbage til sin boplads, og siden rejste han ikke

nordpå. Da den gamle mand døde, tog han broderen, som også var gammel, til sig.

Efter at den gamle mand var kommet til at bo hos Qujaavaarsuk, begyndte

vinteren at sætte ind. På den nedre vinterboplads boede der et ægtepar. Manden

hed Tuttu og konen Tuttorsuaq. Det fortælles, at Tuttorsuaq engang, mens de

endnu var unge, var draget ud for at leve i ensomhed, som qivittoq. Tuttu havde

ledt efter hende, men han fandt hende ikke. Engang han var ude at ro i kajak

bag Tunilliarfik / Tunulliarfik, fik han øje på en sæl, og han begyndte at samle hver eneste

vingefjer, han så, op og sætte dem sammen i forlængelse af hinanden, indtil

kæden blev så lang / tung, at han næppe kunne slynge den op på ryggen. Nu mente

han, at længden nogenlunde ville svare til dybden af vandet. (Dette er

formuleret meget uklart på grønlandsk, så jeg er yderst usikker. Chr.B.).

Det var ved denne tid, at vinteren satte ind, og folk led nød på alle

bopladser. Men ved denne tid fangede Qujaavaarsuk meget. På det tidspunkt havde

Tuttu endnu ikke fundet sin kone. Det åbne vand blev mindre og mindre.

Qujaavaarsuk fangede mere og mere for at sikre sig tilstrækkeligt stort forråd.

Han fangede til sidst kun i vågerne. Han havde altid sin mor med. Når

Qujaavaarsuk havde harpuneret en sæl, trak moderen den op på isen. De dygtigste

fangere på vinterbopladsen fangede nogle gange to sæler og andre kun én ad

gangen. Åbningen i vågen blev så lille, at Qujaavaarsuks kajak ikke engang kunne

dreje til sidst, men han fangede stadigvæk nogle sæler. Da han en dag satte

kajakken ned i vågen for at fange sæler, dækkede kajakken hele åbningen. Han

vendte hjem og satte sig ned på sidebriksen med hovedet nede mellem benene. Han

sad der uden at sige et eneste ord.

Nu forlader vi foreløbig Qujaavaarsuk og går over til Tuttu. Endnu mens

Tuttu ledte efter sin kone, kom der is over det hele. Tuttu gik over isen til

det sted, hvor han så en sæl (aataarsuaq) eller dér, hvor sælen dukkede op for

at trække vejret. Han ville fiske rødfisk. Han lavede et stort hul i isen og

begyndte at fire snøren ned. Da han startede, var solen ved at stige op bag

Tunulliarfik. Solen forsvandt bag et stort fjeld, og den kom frem igen på den

anden side, inden snøren nåede bunden. Først lige før middag nåede den

bunden. Så såre han hev snøren en smule op, kom der bid. Han halede op og da

solen stod i nordvest, fik han fangsten op - en stor rødfisk. Han opgav at fire

snøren ned en gang til, for det ville blive aften, før den nåede bunden. I

stedet for rullede han snøren sammen. Derefter lavede han en bæresele, der i sin

længde passede til, at båndet kunne være på panden (der er lidt fantasi med i

denne oversættelse). Han tog så af sted hjem over med fangsten på ryggen. Mens

han vandrede over en ø med søer, hørte han brusen og kiggede tilbage. Han så, at

isen brækkede, og at stykkerne blev presset i den retning, han gik. Han gav sig

til at flygte for fuld kraft, men stødte imod et eller andet, så han besvimede.

Han kom til sig selv igen ved, at kinden smertede. Han rejste sig op og så, at

isen lå fast. Han tog rødfisken på ryggen og gik videre. Hans hæle blødte lidt.

Han gik sønden om en lille høj, og han kunne fra det sted, hvor han stod, se en

stor Meqqusaalik (et låddent væsen. - Jeg kender ikke dette væsen - Chr.B.). Han

blev bange for det og gik i stedet for norden om højen. Der fik han øje på en

endnu større Meqqusaalik. Han kom i tanke om noget, han havde hørt. Det var

noget med, at man plejede at rive Meqqusaalik i stykker. Han lagde rødfisken ned

på jorden og gik hen til Meqqusaalik og begyndte at slås med den. Den blev

mindre og mindre og var til sidst kun på størrelse med en tommelfinger. Så

holdt Tuttu op med at rive den i stykker. Tuttu følte, at han var blevet

åndemaner. Da Tuttu kom hjem med rødfisken, kunne han tænde lamperne igen (ved

hjælp af rødfiskens fedt - Chr.B.). Alle de andre i huset var så afkræftede, at de

blev liggende på briksen.

Tuttu tog af sted for at lede efter sin kone. Han tog et stykke mad med til

hende. Han kunne følge sin kones spor langt ind i landet og kom til sidst til

hendes hus, som han iagttog ovenfra. Han lod sig falde ned i det og opdagede, at

hans kone skjulte sig dybt nede i jorden. Han begyndte at formilde hende.

Det tog sin tid. Han fik hende med hjem og fik hende til kone igen. De blev

begge store åndemanere og blev meget gamle. De andre i huset havde ikke

noget at leve af, og nogle døde af sult.

Tuttu kom også til Qujaavaarsuk. Qujaavaarsuk sagde til sin (sølle) mor:

"Giv Tuttu og hans kone halvdelen af spækket fra en drægtig sæl og nyrestykket

som en art betaling, for at de skulle mane ånder for at få isen til at forsvinde"

Moderen fyldte en stor pose med disse ting og bragte den til Tuttu og hans kone

og hun sagde: "Det er alvorligt ment med disse foræringer, halvdelen af spækket

fra en drægtig sæl og et stort nyrestykke. Det er for, at I skal få isen til at

forsvinde". Tuttu puffede til sin kone og sagde: "Det er kraftig mad, som man

nødig vil gå glip af. Tuttorsuaq sagde (til Qujaavaarsuks mor): "Du er så let

til bens. Gå ud til alle vinterbopladserne. Men du skal først give dem noget at

spise hos jer, før du sender dem hertil". Qujavaarsuks mor løb rundt til

vinterpladserne. Når ordet mad blev nævnt, gik de straks ud, men nogle døde

allerede ved udgangen - så afkræftede var de af sult. Andre døde, lige før de

nåede til Qujaavaarsuk hus. Qujaavaarsuks mors store gryde kogte mad uden pause

('tunuarneq ajortoq': bliver sat tilbage). Han syntes, at det var så synd for

disse mennesker. Da alle havde fået noget at spise, gik de hen til Tuttus for at

overvære Tuttus kone mane ånder. Lyset blev slukket, og hun satte sig på gulvet

og sagde: "Hele natten må ingen hverken røre sig eller blinke med øjnene", hun

fortsatte: "Først når ravnene begynder at skrige, vil jeg fare af sted gennem

luften!". De var vågne hele natten. Men da ravnene begyndte at skrige, begyndte

hun at løfte sig op langt nede fra jorden. Lyset blev tændt, og man så, at hendes

ansigt var fuldt af sår fra krads, så man knap nok kunne genkende hende. Hun

sagde: "Først når alle de sår er blevet lægt, vil der ske noget!". Hun sagde

videre: "Når der lyder et knald, vil I på havet udenfor se noget, der ligner en

myggesværm. Men I må ikke tage ud på fangst i kajak, før der er gået fem dage.

Først den sjette dag skal I tage ud. Hvis I tager ud på fangst, inden der er

gået fem dage, vil I ikke fange noget. Der vil være mange alke og sæler". Folk

gik hjem.

Isstykkerne var drevet længere ud, så vandet blev isfrit, og derude sås alke

som en myggesværm. Qujaavaarsuk, som skulle være den første, der tog ud, kunne

ikke vente, til de fem dage var gået. Han tog ud på fangst, men fik hverken alke

eller sæler. Dagen efter tog de af sted alle sammen. De fangede meget og

halvdelen gav de ud som betaling. Neden for Tuttus hus lå så mange gaver, at det

så ud som om dyrene var kommet op på land af sig selv.

Qujaavaarsuk fangede nu endnu mere. Den lille ældre mand (det er uklart,

hvilken lille ældre mand, der her er tale om. Er det mon Qujaavaarsuks

biologiske far eller broderen til den gamle fra Paaraarsuk?) boede stadig hos

Qujaavaarsuks. En dag, da de kom hjem fra fangst, kogte moderen de lækreste dele

af den friske fangst, da det kød, hun skulle have kogt, var frossent (hele denne

sætning er ret svær at forstå - Chr.B.). Qujaavaarsuk lagde mærke til, at den

lille ældre mand spiste det store skulderblad, begyndende fra bruskdelene og

videre til indersiden. Qujaavaarsuk sagde: "Man siger, at ens kære fangstdyr vil

slippe op, når de spises fra brusken og indefter." Den lille ældre mand blev

fornærmet. Han fik den ide, at lave en tupilak, som skulle blive Qujaavaarsuks

banemand. Han skabte et dyr ved at samle mange benstykker sammen og det foregik

dér, hvor trylleformularen kommer op ('serratip qappisaa' direkte oversat -

mærkeligt - Chr.B.). Han plejede at fiske ulke der. Han pustede liv i dyret (eller

han gjorde dyret levende). Han snakkede til den og nævnte alle sælnavne. Engang

dukkede den op som en spraglet sæl. Han nævnte også alle fuglenavne. Den dukkede

op som en islom. Det var den ældre mand tilfreds med. Han sagde til den: "Du

skal hen til det område, hvor Qujaavaarsuk plejer at ligge og vente på

fangstdyr. Tupilakken svømmede ud for at lede efter Qujaavaarsuk. Hver gang den

så ham, var han ved at bære kajakken op, mens andre slæbte hans fangst op.

Tupilakken blev forundret. Han ledte efter ham igen dagen efter, men heller ikke

denne gang fandt den ham. Den tænkte: "Imorgen vil jeg undlade at dykke ned."

Det gjorde den, men stadigvæk så den ikke noget til Qujaavaarsuk. Tupilakken

blev vred og tænkte: "Imorgen vil jeg komme op på land lige under hans hus og

forskrække ham til døde." Da den dagen efter dukkede op neden for hans hus i

skikkelse af en islom, skreg den, og den så at Qujaavaarsuk kom ud af huset, og at

han kiggede ud over havet, uden at kunne få øje på den. For den var virkelig

godt lavet. Tupilakken så Qujaavaarsuk gå ned for at tage af sted, men så

forsvandt han igen for ham. Til sidst blev tupilakken meget sulten og den

tænkte: "Vent til imorgen." Dagen efter dukkede den op neden for Qujaavaarsuks

hus i skikkelse af en spraglet sæl, og  de så Qujaavaarsuk gå uden for sit hus, men heller ikke denne gang så Qujaavaarsuk den. Tupilakken ledte efter Qujaavaarsuk ved hele tiden at have hovedet over vandoverfladen (eller: uden at dykke ned). Igen så den, at han bar sin kajak op, og at de andre slæbte hans fangst op. Den tænkte: "Imorgen vil jeg komme op til ham og forskrække ham til døde". Dagen efter dukkede den op neden for hans hus, men så en sort klippevæg, hvor der ingen steder var, hvor man kunne komme op. Den tænkte: "Så går jeg op under jorden". Så forsøgte den at komme op under sidebriksens tværbrædt, men uden

held. Den kom op bag ved huset. Den ville se, hvad der var oven på huset. Så fik

den øje på en stor fugl med lange fjer sidde oven over vinduet. Den blev meget

forbavset. Den skulle lige til at kigge nærmere på den, da den mærkede en stærk

svie. Det var islommen, der bed tupilakken på kinden. Med megen besvær lykkedes

det for tupilakken at komme ned. Tupilakken kunne ikke klare sig imod

Qujaavaarsuks amulet og blev meget sulten, den tænkte: "Hvorfor har han lavet

mig, det elendige menneske". Dagen efter ledte tupilakken igen efter

Qujaavaarsuk uden at finde ham. Istedet for svømmede den til stedet, hvor

manden, som havde lavet den, fiskede ulke, og gik til angreb. Med stor fart ramte

den kajakken nedefra på det sted, hvor manden sad. Kajakken kæntrede og efter at

have spist mandens indvolde, ledte den endnu engang efter Qujaavaarsuk. Da den

ikke kunne finde ham, svømmede den udenskærs og blev derude som qivittoq. Den

kom aldrig tilbage til kysten. Men der blev ikke øvet vold imod Qujaavaarsuk.

Han døde som en gammel mand.

 

Var.: Qujaavaarsuk. Selve fangsten af ormen og konens befrugtning med den fortælles også om Nappartuku, forfaderen til en talstærk slægt i Sermilagaaq fjorden: Jens Rosing: Hvis vi vågner til havblik. Borgen 1993: 12-16.

oqalugtuaq ugpernángitsoq kalâtdlit oqalugtuât / Kvinden som mand

Print
Dokument id:164
Registreringsår:1826
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Zackarias
Nedskriver:Steenholdt, Wittus
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq ugpernángitsoq kalâtdlit oqalugtuât / Kvinden som mand
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 164 - 165, nr. 57
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, formentlig af Steenholdts renskrift: NKS 2488, VI, ss. 5v - 5h.

 

Sammenstykket oversættelse af denne og en anden variant i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 39.

Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 92, ss. 442 - 443: The Woman who wanted to be a man.

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

 

En fortælling man ikke kan tro på.

En grønlandsk fortælling d. 13. oktober 1826.

En kvinde, der havde en søn, sagde engang: "Gid man kunne få den

eneste pige i den store søskendeflok til svigerdatter - til en yndlings-

svigerdatter, som man hele tiden kunne kigge på."  

Sønnen fik den eneste pige i den store søskendeflok til kone. En dag, da han kom hjem fra fangst med en sæl, var hverken konen eller datteren hjemme. De var taget bort. Han tog ud for at lede efter dem. Så fik han øje på et lille hus. Derinde fandt han sin kone, men moderen var der ikke. Han fik sin kone til at lave sig et skjul overfor briksen. Hen på aftenen larmede det udenfor. Det var moderen. Hun råbte på sin svigerdatter, der straks gik ud og kom ind igen trækkende en netside efter sig. Moderen bad svigerdatteren åbne sælens mave. Det gjorde hun, og varmen inde fra sælen dampede ud hen over gulvet. Moderen satte sig på gulvet og begyndte at agere kajakmand med en kammiut (et redskab til blødgøring af kamikker) som åre. Hun opdagede ikke, at sønnen var der.

 

Dagen efter tog moderen igen af sted på fangst, og det samme gentog sig. Men

denne gang tog moderen en tromme frem og dansede for at varme sig - som hun

sagde. Hun sang følgende: "Jeg fik en søn, og det viste sig, at jeg ville

fratage ham hans kone. Jeg kunne godt anskaffe mig en penis." Da hun var færdig

med at danse, agerede hun igen kajakmand. Hun var flere gange lige ved at støde

imod væggen, og hun styrede direkte imod sønnen. Da hun kom ganske tæt til ham,

forskrækkede han hende. Hun udbrød: "Å, hvor er jeg træt." Hun blev så

afkræftet, at hun faldt om på gulvet og tabte en stor penis, forspidsen af

kajakken, ned på gulvet. Sønnen dræbte både sin mor og sin kone, hvorefter han

tog hjem.

 

Var.: Ukuamaaq

 

Kommentar: Om kajakkens kropssymbolik i Canada se Thérien, Michèle: Le Corps inuit. Paris: SELAF/PUB, 1987. Jens Rosing har et sted (Tidsskriftet Grønland ?) en artikel om kajaksymbolik i Grønland.

Vedr. fortællingens omvendte kønsrelationer, se kommentarer til nogle af de andre versioner.

Oqalugtuaq Uteriîtimik

Print
Dokument id:350
Registreringsår:?
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 3536, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Oqalugtuaq Uteriîtimik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:læg 19, s. 25 - 36
Lokalisering:Sydgrønland / Vestgrønland
Note:

Oversættelse ved Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom:

 

Fortællingen om Uteriitseq (den stædige)

Engang i meget gamle dage var der ham Uteriitseq, der var meget stædig, og det fortælles at de ikke kunne få børn. Deres børn døde straks ved fødslen. Derfor, siger man, var konen altid under fødselstabu (pujortârtuingamartarpoq, hun "dampede" BS; "hun var noget svagelig" AL), og selv om de kunne havet fået adskillige børn fik de ikke et eneste. Da konen nu havde det sådan kunne hun ikke så godt arbejde uden for, og selv om manden var en stærk og meget dygtig sælfanger, havde man det indtryk at de ikke var noget særligt, fordi konen altid var svagelig (? under tabu, BS). Engang kom manden hjem fra fangst og det viste sig at der var kommet et hul i hans kajak. Han gik op og da han kom ind sagde han: "Min kajak kan ikke bruges fordi der er kommet et hul i den, gå ned og sy den." "Kom til fornuft," svarede konen, "du ved jo hvordan det er med mig." "Skynd dig derned; hvis ikke radbrækker jeg dig," sagde Uteriitseq. "Bring den op og om bag huset", sagde konen. "Den blir liggende dernede," sagde manden. Da konen ikke kunne klare sig overfor ham tog hun et stykke flettet senetråd og gik ud sammen med ham. "Hvor ligger din kajak," spurgte hun så. "Dernede på stranden", svarede han.

"Hvorfor lader du den ligge dernede?"

"Kan du da ikke klare vejen?"

"Du ved jo, at det går galt for mig, når jeg nærmer mig stranden."

"Skynd dig nu at sy den, så jeg kan komme ud resten af dagen," sagde manden og skubbede til hende. Så begyndte hun at sy den. Hun stak nålen ind, og da hun trak senetråden op, var det som om der kom en lille lyd. Da hun anden gang trak senetråden op, tog den til at knurre kraftigt. Tredje gang begyndte den at brøle, og så holdt hun op med at sy. Det var med ryggen til havet hun havde syet, og netop som hun holdt op, udbrød manden: "Se nu der!" Og konen kiggede bagud og så en stor hund, der var dukket op af havet og på vej op på land. Manden blev bare stående, men konen sagde: "Det var derfor jeg ikke ville, for dem under tabu må ikke arbejde på stranden." "Dumme bæst, fredsforstyrrer, tror det jeg vil lade det leve!" sagde manden, tog sin harpun, gik hen til hunden, stak den flere gange og dræbte den. "Sy så videre," sagde han til konen, "sy videre!" Da hun igen begyndte at sy kom der ingen lyde fra senetråden, og hun gik op da hun var færdig.

 

Da han så skulle gøre sig klar til sin kajaktur, lød det udefra: "Ii, det begynder at tordne og lyne!" Og de fik ellers en kraftig torden at mærke. Så tog Uteriitseq alligevel ikke ud i kajak, for han blev bange og sagde, at han først ville se vejret an, og de gik ind. Nu kunne man høre folk snakke uden for: "Se deroppe, et stort menneske, indhyllet i en sky; det er på vej ned." Så gik Uteriitseq ud, og da han kiggede efter, så han at det store menneske allerede var næsten nede. Straks efter landede mennesket og spurgte: "Hvem har dræbt min hund, der lever i vandet?" (? iserartera, BS). "Det er mig der har dræbt den, fordi den forstyrrede min kone i at sy," svarede Uteriitseq.

"Så dræber jeg dig, fordi du har dræbt min hund, der lever i vandet!"

Og så greb den store modpart Uteriitseq og begyndte at brydes med ham. Mens de sloges kastede Uteriitseq den anden omkuld og klemte ham ned ovenfra.

"Slip mig nu!"

"Hvis du stadig vil slås, slipper jeg dig ikke!"

"Skal vejret da aldrig lysne mere?"

"Lad det bare aldrig blive lyst mere."

"Skal det da aldrig blive lavvande / ebbe?"

"Lad det blot aldrig blive lavvande mere!"

"Skal sælerne da aldrig mere få unger?"

Da forstod Uteriitseq med eet at der ville blive færre sæler, hvis de ingen unger fik mere, og på den måde blive sværere at få fangst. Så slap han ham. Den anden smed alle sine hunde op i luften, sprang op til sin slæde deroppe og drog afsted. Uteriitseq sagde: "Jeg kommer op og besøger dig."

"Du kan aldrig komme til mig sålænge du lever i din krop; kun de dødes sjæle kommer til mig."

"Jeg kommer op og besøger dig!"

"Hvis du endelig vil på besøg skal du ikke følge solsiden af fjeldknolden undervejs!" Og så forsvandt kæmpemennesket.

       

Straks næste morgen gik Uteriitseq i gang med at lave sig en slæde af sine briksebrædder. Da han hen på eftermiddagen blev færdig, sagde han til sin kone: "Vask mine kære hunde." Konen vaskede dem så. Næste morgen skulle han så afsted på besøg. Han bragte sine hunde og sin slæde til det sted, hvor gårsdagens gæst havde befundet sig, og han begyndte at kaste sine hunde op i luften. Han blev ved, om og om igen, men de faldt hele tiden ned. Til sidst blev det aften.

Han forsøgte igen næste dag, og igen blev det aften. Sådan gik det i fire dage. Da han så smed dem til vejrs den femte dag, blev de endelig deroppe. Han smed så sin slæde til vejrs, men først den femte dag blev slæden deroppe. Han steg op på slæden og startede opefter. Langt om længe, da hans forgængers rute begyndte at flade ud, fik han endelig den omtalte fjeldknold i sigte. Han funderede over hvorfor manden mon havde forbudt ham at køre på solsiden af knolden. Med vilje satte han så kursen mod solsiden. Han så ingen mennesker, men da han nåede solsiden hørte han latter længere fremme. Han fik øje på en kvinde, der ikke kunne være skønnere, med håret snoet op fra panden og bundet sammen helt ude i hårenden. Han forstod nu, at kvinden hele tiden sang og dansede trommedans med sin tallerken som tromme og sin kvindekniv / ulu som trommestik, og at hver gang hun var færdig med en vise, slog hun en inderlig latter op sluttede den med ordene: "Hvem mon ville kigge ind i mit skræv, hvor der både er sengebriks og gehæng!" (qusoraq: benkugle i kamikrem, AL. Hun er tvekønnet med både skræv og "kugler", BS) Uteriitseq gik hen mod hende, og kvinden kom så også nærmere. Da hun kom stadig nærmere blev Uteriitseq bange og slog til hendes tallerken med sit piskeskaft, så den gik i stykker, og han slog også på hendes ulu med piskeskaftet så håndtaget revnede. Da hun så brast i gråd, forlod han hende.

       

Undervejs videre fik Uteriitseq endelig et hus i sigte. Han nåede derhen og standsede først op ved husgangen, men gik så ind og så at han var kommet til den mand han mødte forleden. Idet han satte sig sagde han: "Jeg troede ikke jeg kunne, men nu er jeg altså kommet til dig." "Han trænger til noget mad", sagde den anden lige ud i rummet. Straks blev der serveret mad på gulvet. "Så du hvem der satte maden på gulvet?" spurgte den anden.

"Nej"

"Næste gang må du være vågen."

"Han trænger til noget mad," sagde han igen.

Uteriitseq kiggede nøje efter og så ikke nogen komme ind, men bemærkede noget hvidt forsvinde ud. Den anden spurgte:

"Så du så noget?"

"Jeg lagde mærke til noget hvidt."

"Nu er hun også blevet gammel og ikke længere så dygtig. Det er min søster, der hedder Solen. Det er nemlig sådan at hendes bagside er blegnet, for hun vil så gerne være så længe om tingene, at hun sætter sig og bliver siddende når vinteren nærmer sig, af medlidenhed med de mennesker, der vil få det hårdt. Når hun rejser sig, prøver hun at gå videre. Men nu er hun blevet så gammel at hun bevæger sig langsomt lige til det bliver forår. Jeg hedder Månen, og vi er storebror og lillesøster hende derude og jeg." Månen blev siddende på sin plads men ind imellem kiggede han ned gennem en stor åbning ved siden af sig. Uteriitseq spurgte: "Hvad laver du egentlig?"

"Jeg kigger ind imellem ned på min fangstplads."

Uteriitseq gik hen til ham og kiggede ned: der var et hav med en stærk strøm og inde på land var der et hus. Foran huset var der en stor våge, og hvor hvalrosser, hvid- og narhvaler og sæl ligesom ikke ville dykke.

"Der vil jeg hen!" sagde Uteriitseq.

"Hvis du tar derhen vil du ældes og ikke kunne mere."

"Jeg skal hen til det sted!" sagde Uteriitseq bare.

"Når I ter jer sådan bliver jeg meget utilfreds med jer", sagde Månen da han havde kigget ned. Uteriitseq kiggede ned og fik øje på sit hus, og bopladserne, der ellers lå langt fra hinanden, så ud som de var rykket tæt sammen. Mens han kiggede, kom der en ud, og man kunne næsten ikke se mennesket for røg (tabu-dis, BS) og det begyndte at hænge noget op på solsiden. Da Månen kom af med lidt af sit vand faldt en masse grumset vædske ned. Da det skete begyndte menneskene at vimse rundt og opføre sig som nordlys og bragte det, de havde hængt op, ind i husene. "Når I ter jer sådan, gør I mig godt sur. Så når du kommer hjem må du advare din kone mod at opføre sig sådan igen." "Ja, jeg skal nok adlyde dig, men jeg vil ikke advare hende så længe vejen herop er farbar," sagde Uteriitseq. Så sagde Månen, at han skulle tage hjem og tilføjede: "tag disse to stødtænder med som bevis på din historie. Hvis du er en rigtig åndemaner / angakkoq, vil du bringe dem heldigt hjem." Uteriitseq stak dem ind i sine bukser og så drog han af.

       

Dengang Uteriitseq rejste blev hans kone urolig for om han nogensinde kom tilbage. Men så sagde deres bopladsfæller: "Nu kommer Uteriitseq hjem." Da han nærmede sig jorden ville de to stødtænder ud af hans bukser, så det gjorde helt ondt. Så sagde han til sin kone: "Skynd dig at røre ved mig." Da konen rørte ved ham, ville stødtænderne ikke længere forlade ham. Om morgenen efter hjemkomsten tog han ikke ud i kajak men begyndte at flække et stort stykke træ for at lave en konebåd. Konen sagde: "Man savner virkelig frisk kød, tag nu ud i kajak," men han sagde bare: "Jeg skynder mig alt hvad jeg kan for at blive færdig i en fart." Han skyndte sig at få båden færdig. Så roede han ud i kajak og samlede skind til at at betrække konebåden med. Da den var betrukket og var blevet tør, skaffede han sig roersker og drog mod nord.

       

Når det blev vinter standsede han, og om foråret forsatte han, og således gik der fem år. Under sin rejse skiftede han sine roersker ud med ny, når de gamle ikke duede til mere. Da det sjette år var gået og de havde slået lejr, spurgte han de mennesker de var nået frem til: "Har I ikke hørt om et hav, der er fyldt med fangstdyr?" "Vi er ganske vist dem der bor yderst, men vi har aldrig hørt noget, så bliv I bare her, " svarede de. "Nej, vi overvintrer her i området, vi skal bare et stykke længere hen," sagde Uteriitseq. Så drog de videre, og da de slog lejr efter et stykke tid, tog Uteriitseq op på det højeste fjeld. Da han nåede fjeldtoppen så han mod nord noget, der lignede fast havis, hvor åbent vand ikke kunne ses, og havis hvor der var en våge, og denne havis forekom oversået med blodpletter, og inde på bredden var der et godt stykke land. Han gik ned og fortsatte næste morgen til stedet. Noget senere rundede de et næs, og inde i bunden af den lille bugt lå der et enkelt hus. Han genkendte stedet som det han havde set, da han var på besøg hos Månen. Da de nåede stranden var folk meget taknemmelige, fordi de nu havde fået bopladsfæller, og dér foran vågen var der så mange fangstdyr, at de ikke syntes at dykke. Uteriitseq sagde til sine nye husfæller, at man ikke kunne komme i nød med så mange fangstdyr. "Alligevel sker det," sagde de, "at vi bliver forhindret i at tage på fangst." Uteriitseq spurge hvad der forhindrede dem, og de svarede: "Når Månen er på fangst bliver vi hjemme i flere dage. Når Månen er på fangst bliver vi inde i huset og forretter vores nødtørft inde og skal have mad i reserve til alle dagene. Faktisk tager Månen på fangst i overmorgen. Det sker nemlig når han ikke længere kan ses (på himlen)."

       

De gik så i gang med deres forberedelser: De fjernede sælskindene hele fra sælkroppene og fyldte dem med vand, og næste morgen talte de om, at nu begyndte Månen at stige ned. Uteriitseq kiggede ud af ruden, og dér landede Månen på havisen. De kiggede ud af vinduet og fra nu af holdt de øje med ham. Han harpunerede en narhval, og anden gang harpunerede han en hvalros. Uteriitseq sagde: "Nu trænger jeg til at skide."

"Du må skide inde i huset," sagde de andre, "ellers kan Månen stikke dig med sin tuk."

"Jeg skider aldrig inde i huset; jeg stiller mig bare bag ved husgangen."

"Han får øje på dig."

¨"Jeg gemmer mig, spænder mine kamikker og spænder livremmen ind."

Da han ikke ville give sig, tav de. Han havde taget en kniv med ud, viste det sig. En husfælle kiggede ud gennem ruden og så at han var ved at nå ud på havisen, og så ville Månen dræbe ham, når den så ham. Så hørte man ham sige: "Jeg kommer for at få part i din store fangst." Månen svarede: "Hvis du får part i byttet kan jeg ikke længere stige til vejrs."

"Da vi i forgårs kom hertil, havde vi ikke noget frisk kød." Og videre hørte man ham sige: "Du sagde, at jeg ikke kunne komme herhen, men nu er jeg her, og derfor skal jeg have part i din fangst." Han gik så hen til fangsten og flækkede begge dyr i to dele (på langs). Den anden kiggede bare på ham.

       

Månen føjede flere dyr til sin fangst og læssede dem på sin slæde. Derefter kastede han den flere gange op i luften, men han kunne ikke få den til at blive der. Så sagde Månen: "Det var derfor jeg ikke ønskede at der skulle tages part af min fangst." Mens han stadig talte, tog Uteriitseq hans harpun og fangstline,harpunerede en narhval og sagde: "Nu får du fangstpart af denne her", og flækkede den. Månen begyndte at stige, og Uteriitseq vendte sig mod huset og råbte: "Hvad er I bange for? Hent nu noget af fangstparten." De modigste kom da ud, og nu kunne Månen ikke komme til vejrs. Først den femte dag kom han endelig op.

"Hvad har I ellers bøvl med?"

"Indvoldsrøversken, det utyske som gør, at vi bliver færre og færre; vi var ellers mange i det her hus, og vent bare, hun kommer nok i morgen." De gik så i gang med at skide. Og se, næste morgen kunne de høre en skraldende latter. "Hvis I vil leve, så lad være med at grine!" sagde husfællerne. Så viste Indvoldsrøversken sig i husgangen og begyndte at danse trommedans med sin tallerken som tromme og sin ulu / kvindekniv som trommestik, og til sidst sagde hun: "Hvem mon vil kigge på mit skræv med sengebriks og gehæng", og med sin inderligste skraldelatter skubbede hun sin tallerken hen ad gulvet. Da Uteriitseq kiggede på sine fæller opdagede han, at de allesammen havde trukket bukserne ned og pillede ved deres skræv, at mænd og kvinder forsøgte at holde latteren borte ved at pille i de dele, som de ellers skulle skamme sig over. Da Uteriitseq så dem sådan, slog han en latter op og sagde til Erlaveersiniooq / Indvoldsrøversken: "Kom bare an." Da hun skulle til at tage fat i ham, brækkede han begge hendes håndled, flækkede hendes tallerken og stak den ind i hendes armhule, slog skaftet på hendes kvindekniv i stykker og stak den ind i den anden armhule. Da gik hun grædende ud.

       

Sikke taknemmelige husfællerne blev, og de sagde: "Der var en af os nær blevet dræbt og havde fået tarmene skåret ud." Uteriitseq spurgte: "Er alle jeres vanskeligheder nu væk?"

"Der er én som ikke er kommet endnu. En isdækket isbjørn / isgroet bjørn kommer i overmorgen, og den er vi allermest bange for."

       

De gjorde nu deres forberedelser og sørgede for reserver af mad og vand. De dækkede vinduerne og husgangen med tynde lag. Det var endnu dag, og de begyndte at kigge ud gennem vinduet. På et tidspunkt sagde de: "Nu kan den ses derude i nord." Da Uteriitseq kiggede ud så han kun noget stort, nærmest udvisket noget nordude og vestpå. Han spurgte sine fæller, hvor den var. De pegede og sagde: "Nu kan man se dens ben." Han kiggede nøjere efter og så den så nærme sig, og det viste sig at det var den han havde troet var tåge. Den kom nærmere og stillede sig ved vågen. Så lagde den sig ned ved vågen og fangede sødyr. Så sagde Uteriitseq: "Jeg skal skide." "Denne her er livsfarlig, skid inde i huset."

"Jeg kan ikke skide inde i huset, jeg vil gøre det bag ved husgangen."

"Hvis den ser dig, lader den dig ikke leve."

"Jeg gør hvad jeg kan for at den ikke skal se mig; måske I skulle binde min krop, ben og arme ind i skindremme, så den ikke ser mig."

Så bandt de ham ind. Da de var færdige gik han ud, og det viste sig at han havde taget sin kniv med ud. De kiggede ud af ruden og troede han stadig ikke var gået ud, men så sagde de: "Der er han nede, næsten fremme ved havisen." Mens de kiggede på ham, trak bjørnen vejret indad, og det var som om han blev suget hen imod den. Da så bjørnen åndede ud igen, skridtede han atter ud. Dette gentog sig flere gange, og da den engang trak vejret indad, satte Uteriitseq i løb hen mod bjørnen og forsvandt så helt. Nogle af husets beboere stod ved ruderne og sagde: "Nu har den ædt ham." Uteriitseq fik til at begynde med åndenød, men det holdt op. Han var nu inde i bjørnen, og han mærkede at børnen var hul og meget slimet indeni. Han begyndte at skære i alt hvad han rørte ved. Han ventede lidt på at få vejret, og skar så igen løs. På et tidspunkt skar han i noget stort, rundt og hårdt, og så kom der en voldsom bevægelse i bjørnen. Langt om længe holdt bevægelsen op. Da den standsede følte han sig for med hænderne og opdagede, at det var dens nederste ribben. Han forsøgte at skære sig ud mellem dem, og endelig nåede han frem til dens skind. Han nåede videre frem til noget hårdt, og da han hakkede i det fik han endelig hul ud til det fri. Så fik han luft! Da han havde trukket vejret kilede han sig frem og kom ud den vej. Han mærkede at hans hoved føltes bart og koldt og da han følte efter var han pilskaldet. Håret var faldet af inde i bjørnen. Han holdt sig på hovedet med hånden og begyndte at løbe op mod huset. Hans husfæller sagde så: "Der kommer jo Uteriitseq heropad." Tættere på råbte han så højt han kunne: "Så har jeg dræbt den store bjørn, men jeg har tabt alt mit hår på grund af heden inde i bjørnen!" Så kom alle husfællerne ud og sagde: "Nu, takket være ham, er der ikke længere noget der hindrer vores fangst. Så blev det vinter. Den store bjørn rakte som forråd til to vintre.

 

Efter at Uteriitseq og hans husstand havde overvintret to gange tog han til orde: "Min stakkels kone skulle gerne gense sin familie i live, og nu er hun gammel, og jeg vil gerne afslutte mit liv der, hvor jeg er født." Så skaffede de sig roersker og rejste hjemefter. De kom så tilbage til deres hjemegn igen efter seks års rejse sydover. De blev gamle i deres hjemegn og foretog stadig deres fangstrejser, men ikke lang tid efter holdt de næsten op, og snart endte de deres dage på deres gamle boplads.

 

Var.: Besøg på Månen. Den stædige. Uterîtsoq / Uteriitsoq; Et par ægtefolk;

Manguaraq (flere); Kanaks månerejse. Nalikkatteeq. Ajijaks forløsning;

Manden, der besøgte månemanden; Alluunnguaq; Mangivaraqs månerejse; Åndemaneren der for til månen; Maqujuk.

 

Hist.: Varianten tæt beslægtet med et par andre om Den stædige fra Sydgrønland.

I denne version bliver der for alvor gjort op med en del af det prækoloniale verdensbillede. Ulrik Rosing har tidligere nedskrevet en anden fra Sydgrønland til Rink, hvor der ligeledes sættes kraftig ind mod den tidligere så frygtede Måne og alt hans væsen. Men ikke så gennemgribende som her. Udrydde Månen kan Uteriitseq selvfølgelig ikke (versionen fastholder, at dagslys, tidevand og sælernes fertilitet er afhængige af Månen), men det lykkes på alle andre måder at tæmme ham.

Denne version kunne tyde på, at Indvoldsrøversken var en rituel skikkelse, der - måske under uaajeertut - maskedanse - satte humør i folk til en efterfølgendelampeslukningesleg. Jens Rosing i tidsskriftet Grønland 1957 har samme idé ud fra den maskedans med Nalikkatteeq/Indvoldsrøversken han overværede som barn.

Bemærkningen om solen, der "sidder", når det bliver vinter, tyder på at fortællingen er fra Østgrønland. Forestillingen om Solen, der ikke flytter sig nogle døgn ved midvinter, kendes også fra andre inuit. At hun standser op af medlidenhed med folk, der vil lide nød om vinteren (i en anden version har hun travlt med at tage sig af de forældreløse), er muligvis en ny tolkning af forestillingen om sidde-dagene.

Bemærkelsesværdig er også Uteriitsoqs indsnøring i remme inden mødet med bjørnen. En lignende indsnøret skikkelse er afbildet i en beskrivelse af Sedna / Havkvind-kulten i Baffinland. Se Boas, Franz: The Eskimo of Baffin Land and Hudson Bay, I. Bulletin of the American Museum of Natural History, Vol. XV, 1901: 142.

oqalugtuaq utorqánguamik ( oqaluttuaq utoqqannguamik

Print
Dokument id:2139
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB 1, 4(11), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Dalager, Jens
Nedskriver:Dalager, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:oqalugtuaq utorqánguamik ( oqaluttuaq utoqqannguamik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:4 sider
Lokalisering:Kitsisunngiarsuk (?)
Note:

Dette er en af de fortællinger jeg (BS) først har opdaget ved projektets afslutning. Velegnet til opdatering.

Fortælleren har underskrevet sig som kateket på den nævnte boplads, der vanskeligt kan lokaliseres. Egentlig stammer fortællingerne fra Ilulissat, fra Jens Dalagers far, Lars Dalager, der levede og døde i Ilulissat. Fra ham har Jens D. lært alle sine fortællinger, skriver han til slut.

Oqérsinamit qingmilik / Oqersinamit qimmilik

Print
Dokument id:1460
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419
Fortæller:Jørgensen, Sofie
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Oqérsinamit qingmilik / Oqersinamit qimmilik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:3 sider, nr. 98
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Se også stærkt revideret renskrift (ved Peter Rosing ?) af samme fortælling i KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415: "Oqitsornanik qingmilik". Begge versioner er oversat i denne base.

 

Indholdet svarer til resuméet af: Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, side 364 - 365 : "Manden, som kørte med Blåræve".

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Man fortæller, at en mand havde en plejemoder, der var

heks. Manden havde ingen hunde. Derfor var de til grin for dem, der

boede nord for deres boplads, og de gjorde nar af ham.

Dette generede ikke plejesønnen; men plejemoderen syntes ikke om det.

Hun sagde til ham: "Tag nu og anskaf dig hunde." javel, sagde plejesønnen og fortsatte: "("tâma kisilikiat qingernisarpát?"

renskrift: Hvilke dyr egner sig bedst til at have som "slædehunde")

Plejemoderen sagde: "Jeg har hørt, at blåræve skal være gode som

slædehunde." "Hvor mon man finder dem?" Hun svarede: "Jeg har hørt, at

de skal findes bag fjeldet." Plejesønnen tog ud for at lede efter dem,

men vendte tilbage uden at have fundet nogen.

Dagen efter var han igen ude, men fandt ingen, Det fortalte han

sin plejemor. Så gav plejemoderen følgende vejledning: "Du skal

placere dig på den nordlige side af det store fjeld af samme navn

(fjeldet hedder formentlig Qaqqarsuaq.) og fremsige trylleord. Så vil

rævene vise sig for den sydlige side af fjeldet."

Plejesønnen var med og tog hen til det sted, som plejemoderen havde

anvist. Han gik i gang med en formular.

Næppe var han færdig, så myldrede der ræve frem - først kom der én, så

fulgte der en hel masse andre, indtil der var ti i alt.

Han førte dem ned og ville afprøve dem. Det viste sig, at de løb meget

hurtigt. Han begyndte at bruge dem til bjørnejagt.

 

En dag tog han på slæde hen til dem, der plejede at gøre nar af ham.

Da han kom, gav de sig til at skraldgrine af hans hunde. Han besøgte

dem og blev modtaget godt; og de gav ham noget godt at spise. Så

skulle han af sted. De sagde. "Hvad om vi løb foran dine hunde?" "Å,

mine hunde duer ikke. De kan ikke klare sig. For mine hunde er

("pikaerqât" forheksede?)" Tænk, de gjorde nar af ham. Så tog gæsten

afsted. Han kørte kun langsomt. De skraldgrinede af ham. Så

sagde han til sine hunde: "Afsted, rask!" Så fik de ellers fart på -

som om de fløj gennem luften. De kørte forbi alle dem, der løb foran,

og dræbte mange af dem.

Da han kom hjem, fortalte han det til sin plejemor. Plejemoderen

sagde: "Nu har de fået det, de selv var ude om." Så sagde

plejesønnen til sine hunde: "Nu kan I godt tage tilbage, hvor i kom

fra."

Dermed var den tid, hvor plejesønnen tog på slæderejser også til ende.

Siden har ingen hørt noget om ham.

 

Var.: Speciel version af fortællinger om en mand, der skaffer sig vilde dyr - rigtige og fantasidyr - som slædehunde (ræve, isbjørne, kiliffak, knivryg o.l.

Overflod og hunger

Print
Dokument id:2322
Registreringsår:1961
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Overflod og hunger
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Overflod og hunger
Publikationstitel:Hvis vi vågner til havblik
Tidsskrift:
Omfang:ss. 125 - 130
Lokalisering:Sermiligaaq: Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Resumé:

 

1879 bød på en overdådighed af fangst. Sælerne kunne lokkes op med trommespil. De stod lodret og vuggede til rytmen. Men nedlagde så mange man havde lyst til. Næste vinter blev den store sultevinter, der gik over i den næste vinter uden sommer imellem. I marts lykkedes the Missuarniannga under dramatiske omstændigheder at nedlægge en bjørn, som han blev overfaldet af. Fæstet til lansespidsen var frosset og da han endelig fik den anbragt spidsen og gik til modangreb flygtede bjørnen. Miss. måtte opgive og fortsatte til nærmeste boplads for at søge ly. Men så dukkede bjørnen op igen og gik til angreb. Den kurede det sidste stykke på den glatte sne. Miss. kastede sig imod den med sin harpun, og da han trak i harpunlinen væltede bjørnen om, død. Miss. fik slæbt sig hjem med et mindre stykke kød og fortalt de andre, hvor den kunne hentes. Et par dage efter fandt man en gæst, Kaangitsukaaq, egnens værste tyv, i dyb søvn på briksen. Kødet var væk. Han var netop smidt ud fra sit forrige opholdssted pga tyveri. Under dødstrusler måtte han tilstå, det nedgravede kød blev lagt for en dag, og man var storsindede nok til at lade tyven blive og få del i de små daglige rationer.

 

Hist. Historisk overlevering i slægten Napartuku og Atsivaq. Se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9.

Overvintringen ved Ingmíkêrteq / Immikkeerteq

Print
Dokument id:1660
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Punngujooq (Púngujôq)
Nedskriver:Rosing, Peter
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Peter ?
Titel:Overvintringen ved Ingmíkêrteq / Immikkeerteq
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 156 - 157
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 109 - 110; angakkortalissuit, 1990: 230 - 231: "Immikkeertimi ukiineat"

 

Resumé:

Fortsættelse af "Pungujooqs skæbne".

   Punngujooq, hendes bror og mor overvintrer hos Missuarniannga på

Immikkeertoq, hvor hendes bror dør, og hendes mor i tynde bomuldsklær

dør under forsøget på at lempe liget ned i isrevnen. P. kan ikke få

nogen til at hjælpe sig, fordi ingen ønsker at komme under dødstabuer.

 

Hist.: Historisk fortælling fra 1800-tallets slutning.

Overvintringen ved Nunakitsâjik / Nunakitsaajik

Print
Dokument id:1661
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Punngujooq (Púngujôq)
Nedskriver:Rosing, Peter
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Overvintringen ved Nunakitsâjik / Nunakitsaajik
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 157 - 161
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 110 - 117; angakkortalissuit, 1990: 231 - 238: "Nunakitserajinni ukiinerat"

 

Resumé: Fortsættelse af "Punngujooqs skæbne".

   Om sommeren efter overvintringen ved Immikkeerteq, oplever

Punngujooq, der stadig bor hos Missuarniannga, drabet  på Piilakkaan / Piitakkaat i Ateqi / Attereq. M. tar så med familie til Nunakitseq for at overvintre. Det

efterår ankommer et skib, som man frygter vil hævne sig ifølge

overleverede myter om nordboerne. Men søfolkene, der overvintrer, blir

P.s redning, idet hun er blevet smidt ud af M. Aleqaajik har nemlig

tilbudt den pjaltede P. husly, men fortryder, de P. ankommer, fordi

A.s mand, Kilimii, er blevet syg. Da P. vender tilbage til M. er han

fornærmet over hendes bortgang og smider hende ud. Nu tilbyder Maratsi

på samme boplads hende husly, men hans svigermor vil ikke vide af

hende og smider hende ud. To unge søstre indretter så godt de kan et

hus til P. og gir hende lidt at spise, som hundene bryder ind og æder.

Senere kommer hundene ind og varmer hende, fordi hun har bedt sine

døde forældre om hjælp. En ung mand, Quvtuiaq, bringer hende lidt kød

og spæk. Kunnak fra Sermilik kommer efter hende, fordi han engang har

haft hende som roerske i syd. Men han opgir, da han ser hendes

tilstand og gir hende intet spiseligt. Quvtuiaq / Quttuiaq (?) overtaler hende om

foråret til at sætte sig ud i den varme sol, hvor de overvintrede

søfolk opdager hende og hjælper hende. Af den mad de jævnligt gir

hende, lægger hun det meste hen til forråd. Inden bopladsen spredes på

sommerfangst, flikker nogle halvstore børn et sølle telt sammen til

hende. Da det blæser bort i en storm, tages hun ombord på skibet, og

kaptajnen, der berejser distriktet i motorbåd, får omsider overtalt

Missuarniannga til at tage hende i hus igen. Tre dage efter skibets

afrejse kommer et nyt, der anlægger kolonien Ammassalik / Tasiilaq.

   P., der overvintrer hos M., er nær ved at omkomme under en af hans

seancer, fordi hun har mistet en del af sine tæer og ikke kan følge

med, da M. annoncerer, at månemandens hund kommer og alle flygter. Hun

anbringes under en konebåd uden for, men reddes af kvinde, der

fornærmet er vendt alene tilbage fra nabopladsen, fordi ingen har

givet hende del i festmåltidet dér. Om sommeren behandles P.s fødder

af Johan Petersen og missionær, pastor Rüttel, og hun flytter til kolonien, hvor hun overdrages arbejdet med at berede de indhandlede bjørneskind. Hun

bliver undervist, døbt, får navnet Magdalene, adopterer en pige og en

dreng, gifter sig med drengen, Abel, da han blir voksen, og da

Magdalene dør, gifter han sig og får børn med sin plejesøster, Malene.

 

Hist.: Skibet, der overvintrede fra 1893 - 94, var norsk, hed Ino.,

Kaptajnen, P. Michelsen, har gjort en god handel med de skind, som

østgrønlænderne havde gemt til handelen ved kolonien det næste år.

Historisk fortælling fra 1800-tallets slutning.

Pamiaddik bryder dødstabu

Print
Dokument id:2311
Registreringsår:1961
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Pamiaddik bryder dødstabu
Publikationstitel:Hvis vi vågner til havblik
Tidsskrift:
Omfang:side 26 - 31
Lokalisering:Sermiligaaq: Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Resumé:

 

Pamiaddik, vist nok en af Nappartuku og Atsivaqs nevøer, fulgtes sammen med tre af deres sønner og andre familier til Kialeeq nord for Ammassalik. Der var rigeligt med sæler. Pamiaddik havde fortalt at han var blevet angakok /angakkoq / åndemaner og blev hånet af angakokken fra Innarsuaq (Naaja?). Men Pam. overbeviste alle om sine evner, da han ved at bearbejde sin makkortaq (smældeskive af såleskind), hidkaldte en sværm af hjælpeånder. Da man blev der endnu en vinter kom familien på besøg. Pam. blev henrykt og brød den dødsbod han og hans kone var under, fordi de nyligt havde mistet et barn. Han hentede mad fra en kødgrav i kajak, sprang rundt på klipperne da han kom tilbage med kødet, som han flænsede med en metalkniv. Tilmed hentede han is til afkøling af drikkevandet. Alle frygtede det værste. Det lykkedes dog Pam. indtil flere gange at imponere med seancer, der ændrede vejret, fra stille til storm og omvendt. Men da familien var flyttet i hus for næste vinter på toppen af en stejl klippe gik det galt. Det blæste op, hele deres fangst, der lå ude og flød endte nede i havstokken, hvor bjørnene gjorde sig til gode med den i vinterens løb, fordi frosten straks satte ind og frøs den stejle sti ufremkommelig glat. Pamiaddiks seancer havde ingen effekt. Han hjælpeånder havde forladt ham, pga. tabubruddene. Man overlevede en tid på det kød en kvinde Keersagaq, havde slæbt op, da stormen brød løs. Ingen gad hjælpe hende. Hun slæbte hele natten. Flere og flere døde. De overlevende spiste ligene. Pam. og hans familie var forlængst døde, da der kom folk sydfra på besøg.

 

Hist. Historisk overlevering i slægten Napartuku og Atsivaq. Se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9.

Pamiagdik og hans rejsefæller

Print
Dokument id:1638
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:Rosing, Peter
Indsamler:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Titel:Pamiagdik og hans rejsefæller
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 80 - 83
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Orig. håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 100 - 103; angakkortalissuit, 1990: 223 - 226: "Pamiallukkut".

 

Resumé:

Fortsættelse af "Nápartuko". Pamiallik er en af Nappartukus sønner,

der leder rejsen nordpå til Kialeeq efter N.s død. P. er dybt

nedbøjet, fordi Angakkeq fra Innardivaq (Åndemaneren fra Innarsuaq / Innartivaq

i Sermilik-fjorden) har hånet P. for hans ringe åndemanerevner. Men P.

viser sine store evner under rejsen. Da han ikke kommer tilbage med

sit følge den næste sommer, rejser hans svoger, Qeerseeq, med husstand

nordpå og finder P. nord for Kialeeq, hvor han netop har mistet et

barn. I glæde over besøget bryder P. en mængde afsine dødstabuer og

brillierer med først at rejse og dernæst dæmpe en storm, der åbner

havet for en rigdom af fangstdyr. Næsten hele sommerens indsamlede

forråd sluges dog af havet under et uvejr. Man har til hele vinteren

kun nogle få sæler, som en kvinde ved navn Kersagaq alene har været så

forsynlig at redde op i tide. Ingen har villet hjælpe hende. P. gør

forgæves sit yderste for at finde fangstdyr ved åndemaning. Han har

mistet magten over sine ånder ved sit tabubrud. Da en af Kersagaqs

store, stærke sønner bebrejder ham valget af boplads, tager P. livet

af både denne og K.s mand. Mange sulter ihjel. De overlevende spiser

de døde. Da P.s svoger Qeerseeq dør, skræmmer han som genfærd

livet af P. og dennes søn. P.s ældste bror Sigdisikajik (Angii) når

frem næste sommer, og da er kun Kersagaq og to af hendes sønner i

live. Nu vrimler det igen med fangstdyr.

 

Hist.: En historisk fortælling fra 1700-tallets slutning, mener Jens Rosing her. Men i en senere publikation (Hvis vi vågner til havblik, 1993, Ikke registreret i denne base) er dateringen slutningen af 1800-tallet. Det kunne passe med sultevinteren men forekommer noget sent, hvis

åndemaneren Angakkeq fra Innersuaq enten er Naaja (der blev kaldt Innartuaqboen / Innartivaqboen eller den lidt ældre åndemaner / angakkoq Aaqqii i Sandgreen 1987, I. Om Angakkeq se: J. Rosing 1963: 195 - 196: "Angákersuaq".

Den store ...".

Paperqia / Papeqqia, Kâkâqs / Kaakaaqs første hjælpeånd

Print
Dokument id:1701
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Kukkujooq (Pîsue / Piisui / Qaajammat, Apulu)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Jens
Titel:Paperqia / Papeqqia, Kâkâqs / Kaakaaqs første hjælpeånd
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 286 - 288
Lokalisering:Tîleqilâq / Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé:

Kaakaaq er endnu en lille pige, da hun en morgen vågner og

opdager at hendes mor og bror er borte. Hun vil ud efter dem og går

trods en tantes forbud. Grædende møder hun en stor, fremmed mand, der

har medlidenhed med hende. De udveksler navne, og han hedder Papeqqia.

K. vil gerne med ham hjem på besøg, han indvilger, de går op mod hans hjem i en fjeldside, hvor K.s syn lagdeles og hun ser husgangen.

 P. bor sammen med sin mor, der af P.s udtalelser forstår, at K. er

en, der prøver at vandre på vidderne (jage hjælpeånder i ødemarken, "... asikkut saqileruvit ... ifølge Sandgreen 1967,II:28).

P.s mor fortæller, at hendes mand nylig er død (hans udgang blev

spærret), kan læse K.s tanker og beordrer P. at følge hende hjem, da

hun vil gå. Da teltene blir synlige, går P. tre gange rundt om K.,

inden de skilles. K. vil fortælle om P. derhjemme, men glemmer alt,

når hun er sammen med andre.

 

Var.: Sandgreen 1987: 237 - 242: "På kvan-stedet".

 

Hist.: Persondata søg på: J. Rosing 1963: 281 - 285: "Kâkâq".

 

Tolkning: Om åndemanerlærlinges svigtende hukommelse se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Åndemanerens afbalancering af ...". Bemærk Kaakaaqs tvesyn, lagdelingen på overgangen til synet for den "anden" verden.

Papíkaulak / Papikkaalak / Papikkaalaq / Store Halefjer

Print
Dokument id:1452
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419
Fortæller:Jørgensen, Sofie
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Papíkaulak / Papikkaalak / Papikkaalaq / Store Halefjer
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:2 sider, nr. 90
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Se også revideret renskrift (ved Peter Rosing ?) i KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415. Begge versioner er oversat i denne base.

 

Dansk resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 368.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Man opdagede, at der forsvandt noget tørret forråd, som

var gemt under konebåden. Så bad de deres åndemaner om at holde vagt.

Han kravlede ind under konebåden. Mens han opholdt sig der, hørte han

nogen sige følgende: "Du, Pipakkaalaq, stjæl noget." Papikkaalaq kom

op ved at træde på de andre. Man kunne høre ham føle sig for med

hænderne. Så sagde han: "Her er spisestedet (nerisarfik)." Så greb

åndemaneren ham om håndledene. Papikkaalaq skreg og sagde: "Han har

taget mig, den slemme!" De andre flygtede, og Papikkaalaq skreg:

"Huu!" Da dette skete, gav han sig til at (kernimatilerpoq: gøre sig

tung?). Da åndemaneren slap sit greb, faldt han. Da han ramte jorden

(tukunganutârajiglune?) - satte sig endelig op. Han rejste sig, løb

hjem, og åndemaneren fulgte efter ham.

 

Han kom til hans hus, hvis indgangsparti bestod af et buskads. Inde

fra huset hørtes en øredøvenede snakken: "Oppe på jordoverfladen skete det for Papikkaalaq, at han blev pågrebet af et umenneskeligt

væsen."

 

En af dem, han hed Atiilaak, blev opfordret til at mane ånder.

En anden sagde: "Lad Puttaat, den blanke tromme (Qilât qigdlertoq,

eller: du kan udspørge trommen ved qilaneq / åndespåning), mane ånder."

Så begyndte han at mane ånder, og udspørge sine hjælpeånder sådan: "Er

Papikkaalaq blevet pågrebet på jorden af et umenneskeligt væsen?"

Idet han spurgte sådan, lod det til, at han havde med noget tungt at

gøre (artugaqugmigsagpoq, dvs. trommen svarer ja, når den bliver

tung). Da han sagde dette, bemærkede Papikkaalaq: "Det er rigtigt, at

jeg på jordoverfladen blev pågrebet af et umenneskeligt væsen."

Efter at han havde sagt dette, gik åndemaneren derfra og hjem.

Herefter forsvandt der ikke mere fra forrådet under konebåden.

Papikkaalaq var blevet klog af skade.

 

Var.: Papikkaalaq; Ivalimaaq; Iseraq; De tyvagtige dværge;

Papíkaulak / Papikkaalaq / Store Halefjer

Print
Dokument id:1461
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415
Fortæller:?
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:Rosing, Peter ?
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Papíkaulak / Papikkaalaq / Store Halefjer
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:2 sider
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Revideret renskrift (ved Peter Rosing ?) af Orig. håndskr.: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419. Begge versioner er oversat i denne base.

 

Dansk resumé: Knud

Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 368.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Engang kom en fanger med familie til et sted, hvor de

ville overvintre.

Da det blev efterår og det blev koldt, brugte de ikke konebåden mere;

og de stillede den op på et stillads. Så anbragte de deres tørrede

vinterproviant under konebåden.

Efter sneen var faldet, opdagede de mere end én gang, at der var

blevet fjernet nogle af deres tørrede ting. Da dette var sket flere

gange, bad de deres åndemaner holde vagt om natten.

 

En nat holdt åndemaneren så vagt. På et tidspunkt, hvor natten var ved at

gå over i gry, hørte han nogen sige: "Papikkaalaq, kravl derop, som du

plejer. Det er altid kun dig, der kravler derop." De skubbede ham op

nedefra. Idet han kom op, råbte han ned: "Her har vi ("nerissarfik")

et sted hvor man spiser." Nogle råbte op til ham: "Ikke det! Tag noget

andet!" Mens han var i færd med at tage noget andet, greb åndemaneren

ham om begge håndled. Idet han blev grebet, gav han sig til at skrige:

"Iâ - hô! Han har taget mig!" I det øjeblik han råbte dette, flygtede

samtlige dværge (derude).

Da de andre var forsvundet, gav Papikkaalaq sig til at puste i

åndmanerens hænder. Så snart han pustede, magtede åndenmaneren ikke

længere at holde ham. Da han faldt ned, faldt åndmaneren også ned.

Åndemaneren ledte efter Papikkaalaq, men han kunne ikke finde ham

nogen steder. Han fulgte sporene, der førte direkte hen til en høj,

stejl klippevæg.

Stående undenfor klippevæggen, hørte han øredøvende snak indefra.

Han hørte en af dem sige: "Papikkallaq blev taget af en, som slet ikke

er overflade-boer (åndesprog for et rigtigt menneske, BS). Hvem skal

udspørge ånder?"

 

En af dem sagde: "Det skal ham derhenne, der hedder Aliilak." En anden

svarede ham: "Nej det er ikke ham, der skal udspørge. Det skal være

ham derhenne! Pútâr - qítât - qítartêq!" Så begyndte han at udspørge

ånder ("qilavoq" / qilaneq / åndefiskning / åndespåning).

 

Da han begyndte, spurgte han sin hjælpeånd, om Papikkaalaq virkelig var

blevet taget af én, der ikke var rigtig jordboer.

Idet han spurgte, eeh! så kunne han slet ikke klare det længere. Da

han bukkede under, sagde Papikkaalaq: "Det er rigtigt, at jeg blev

taget af én, der ikke var nogen rigtig jordboer."

Efter de ord gik åndemaneren hjem. Fra da af forsvandt der ikke mere

tørret kød fra depotet under konebåden, for heldigvis havde

Papikkaalaq fået sig en forskrækkelse.

 

Var.: Papikkaalaq; Ivalimaaq; Iseraq; De tyvagtige dværge;

 

Kommentar: Dværgene, der bor i jordhuler, kalder åbenbart sig selv for jorboere og mennesker for overfladeboere. Disse kalder sig selv og af de fleste andre ånder for kystboere, især i Østgrønland.

 

Håndskriftet dateret af Rasmussen til 19. febr. 1920, men om det gælder Sofie Jørgensens egne nedskrifter i hæfte 419 eller renskrifterne i hæfte 415 er uvist. Sofie Jørgensen overvintrede i Danmark på gennemrejse til Qaqortoq i 1920. Hun må således være rejst fra Ammassalik sammen med Rasmussen i 1919.

Paqqi, ham med forsiden / Sâralik Parqe

Print
Dokument id:1272
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:Kajammat, Juuserfi
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Paqqi, ham med forsiden / Sâralik Parqe
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 333 - 340, nr. 37
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 106 - 112.

 

Resumé: Fortsættelse af "Et fangstmiddel til tupilakker", nr. 36.

 

K. følger gåsens anvisninger og lander uden mén sammen med gåsen på et

smukt tværstribet fjeld langt mod nord. Han kalder på en ånd,

ligemeget hvilken, og ser så et menneske sidde i nærheden og klappe ned

ved sin side. Med de vanlige høflighedsformularer indledes

bekendtskabet. Ånden fortæller at han bor langt mod nord ved Amaa, men

ikke kaldes Amaaboer. Han hedder Paqqi ligesom sine fæller, fordi de

kaldes "dem med forsiden". Den er lyserød som gennemskinnet blod, mens

ryggen er hvid og oversået med pletter. Han synger mens han taler,

fordi man deroppe i nord* synger så meget. Han ved, hvordan man fanger

tupilakker, som man skal søge efter allevegne, idet man begynder inde

i huset, derefter under sten uden for huset, dernæst ved en sø i

indlandet og slutteligt ved havet. Sangen man afslører tupilakken med,

får dens skjul (en kasse, hvorefter sangen gentages og skjulestedet er hhv. gulvet, stenen, søen, havet) til at flytte

sig, og nævner hvem, der skal fange og dræbe den. K. skal afprøve

sangen ved en elv, harpunere tupilakken, når den dukker op, og trække

den på land. Da kan han fange en tupilak, og hvis det blir alvor skal

Paqqi nok komme til hjælp. K. flyver tilbage med gåsen til søen. Gåsen

flyver bort, K. går straks langs elven ned efter sin harpun, går

tilbage, afprøver sangen, der har effekt, harpunerer tupilakken og med

opbydelsen af alle sine kræfter får han den lidt efter lidt trukket op

på land. Henrykt syngende vender han hjem.

 

Hist.: Piisui / Kukkujooqs persondata, søg på: Sandgreen 1987: s. 263

- 264: "Drengen Piisui".

*Det tværstribede fjeld er normalt stoppestedet for den åndemaner, der

flyver sydpå langs kysten for at komme over til vestkysten (J. Rosing

1963: s. 199 - 202; 212 - 213; Sandgreen 1987: s. 201 - 204). Åndens

lyse hud, fregner på ryggen og lyst til at synge kunne ligesom de

hvide kristne, også tyde på, at retningsangivelserne skal oversættes til de østgrønlandske, dvs. spejlvendt i forhold til de vestgrønlandske. Det er da langt

mod syd (i det kristnede Sydgrønland), at K. træffer P., der giver ham

magt over tupilakker.

 

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Peqilaq og Iippik

Print
Dokument id:2315
Registreringsår:1961
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Peqilaq og Iippik
Publikationstitel:Hvis vi vågner til havblik
Tidsskrift:
Omfang:side 63 - 66
Lokalisering:Sermiligaaq: Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Resumé:

 

En af Nappartuku / Napartuko og Atsivaqs døtre, Nakatsilik blev gift med Kaaduarnaaq. Deres to yngste sønner hed Peqilaq og Iippik. Peqilaq blev ved kolonien kaldt "sæbedrengen" fordi han engang havde forgrebet sig på et stykke sæbe og spist det, så han skummede i lange tider derefter. Han omkom senere i kajak. Isen skar hul i betrækket, kajakfællen Job fik ham op på en isflage og iklædt ham sin sweater, men isen langs kysten hindrede Job i at hente hjælp i tide. Iippik blev kendt for at en dag helt uforberedt at have stødt sin kone så voldsomt i ryggen på briksen, at hun faldt død forover på stedet. Alle fandt det mystisk, men Johan Petersen fik til sidst sandheden - men ikke årsagen til stødet - frem. De to brødre var iøvrigt ikke på god fod med hinanden. Peq. fik forpurret Ii.s mordplaner mod en vis Atatsivad, der nåede at flygte til Sermilik-fjorden.

 

Hist. Historisk overlevering i slægten Napartuku og Atsivaq. Se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9.

Pigen som blev røvet af inorutsit

Print
Dokument id:215
Registreringsår:1860
Publikationsår:1997
Arkiv navn:
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Pigen som blev røvet af inorutsit
Publikationstitel:Fortællinger & akvareller
Tidsskrift:
Omfang:ss. 122 - 124
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 31h - 33v.

Publiceret transskription af orig. håndskr.: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 122 - 124: Niviarsiaq inorutsinit aallarunneqartoq.

 

Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 221.

H. Rinks oversættelse af afskrift: Rink, H.: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, I: 46. Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 43, pp. 265 - 267: The Girl who was stolen by an Inlander.

 

Resumé:

Storebror og lillesøster holder meget af hinanden, og han lader gerne hende få sin vilje, da hun vil ind til elven nær sommerpladsen for at fange laks (ørred ?). Derinde bliver hun med et snuptag røvet af en indlandskæmpe, en inoruseq, der bærer hende hjem som et barn, sætter hende på briksen og afventer at kunne få hende til kone, når hun har grædt færdig engang. Husmoderen bag en skillevæg af skind rækker hende flere gange noget mad, som pigen afviser, og som på inoruseq-sprog hedder noget sært: talu (rensdyrtalg); ernaat (tygget rensdyrtalg). De truer hende med at trække kamikkerne af hende, hvis hun ikke vil give sig. Et knokkelmenneske slæber sig hen til hende langs briksen og fortæller, at hun opførte sig nøjagtig på samme måde og fik et par store kamikker på i stedet for sine egne. De var fyldt med vandkalve, edderkopper og orme, der åd hende kødet af benene. Men den nye gæst lader sig ikke gå på. Hun tramper løs på kæmpekamikkerne, da de kommer med dem, og da det bløder ud af dem, smider hendes bejler dem væk. Så holder hun op med at græde, bliver hans kone og må dårlig gå ud på naturens vegne for ham. En dag hun, efter mange bevogtede ture ude, har beroliget ham til ikke at følge med helt om bag huset, stikker hun af, når hjem til teltet, der står der endnu, og får sin familie med af sted, i umiaq / konebåd over til den yderste ø, hvorfra de aldrig siden vover sig ind på fastlandet.

 

Var.: Episoden med de kødædende støvledyr er vidt udbredt, også i Arktisk Canada, og altid associeret til den evne at løbe lige så hurtigt som de mytiske indlandsboere / indianere. Renernes tynde ben og hurtighed kan være forbilledet.

Fx: Kvinder flygter til indlandet. Søg videre på: orme.

I vestgrønlandske fortællinger kan bortspisningen af kødet dog også foregå uafhængigt af indlandsånder, og i en indtørret sø som den mytiske initiation til angakkoq / åndemaner - uddannelsen. Men da er det al kødet, der bliver ædt fra kroppen, hvorefter det vokser ud på skelettet igen.

 

Hist.: Ihjeltrampningen af de kødædende støvlebeboere er formentlig Kreutzmanns helt egen opfindelse. Typisk for hans mere europæiserede tilgang til fortællingerne: Hvorfor lade sig plage? Tramp dem dog ihjel!

Písarsiorniasagit / Pissarsiorniasagit / Find noget (spiseligt)til ham

Print
Dokument id:1056
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419
Fortæller:?
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Písarsiorniasagit / Pissarsiorniasagit / Find noget (spiseligt)til ham
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:3 sider, nr. 100
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Se også revideret renskrift (ved Peter Rosing ?): KRH, kasse 52, nr. 2,

hæfte 415: "Pissarsiorniásagit" Dansk resumé: Knud Rasmussen: Myter

og Sagn fra Grønland, I, 368 - 369: "Sæt dog mad frem til ham." Begge versioner er oversat i denne base.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Dette fortælles om et par ældre mennesker at de ingen

forsørgere havde. De fik kødgaver af deres husfæller; men det blev hurtigt

spist op, da de selv ikke havde forsørger.

En dag da de sultede, gik manden ind i landet. Efter at han var kommet

langt ind, fik han midt i en snedrive øje på et stort område, der var

smeltet; og midt i dette var der en forhøjning. Der kom røg ud af

midten af forhøjningen. Nu kunne han se, at det var et virkeligt

dejligt lille hus ("-minaatsiaq"=lille, men med en bestemt udtale,

udråbstegn, m.m. kan det godt betyde stort). Han gik derhen ("amigarúmâsoq" ?) hvor han gik op iog ind i huset.

På briksen inde i huset sad der et meget stort menneske. Da det store

menneske så ham, sagde han: "Hvad skal du her? (eller: Hvad er dit

ærinde her)" Den anden svarede: "Ih, jeg blev så sulten, og jeg nødt til at søge efter et eller andet (spiseligt)!"

"Ih, sæt dig ned derhenne," (lød det fra det store menneske), og han

sagde til sin kone: "Find noget (spiseligt)til ham!" Konen gik ud og

blev væk længe. Så kom hun ind med en luffe af en hvidhval. Manden

sagde: "Værsgó, og spis!" Han spiste og holdt op, da han blev mæt

(uden at spise op).

 

Det blev aften, mens han endnu var på besøg. Hér

om aftenen lød der drøn oppe fra taget. Så var der én, der var på vej

ind i huset. Det viste sig, at det var deres søn. Ind kom en stor

mand; og da han så gæsten, sagde han: "Hvad skal du her?"

Han svarede: "Jeg blev sulten, og jeg kunne ikke gøre andet end at

søge efter et eller andet (spiseligt)." Så sagde faderen til sin søn:

"Hvad gør du selv, når du bliver sulten og ikke kan finde noget

spiseligt? Du begynder at søge efter et eller andet." Deres store søn

sagde igen: "Har I givet ham noget at spise?" Moderen svarede: "Ja,

men kun en luffe af en hvidhval." Sønnen sagde: "Kikaík (?)" Så gik

han selv ud og kom ind igen med en hel hvidhval. De fik sig et

ordentligt måltid.

 

Og de flænsede den. Hen på aftenen sagde de: "Læg dig og sov på

briksen i aften:" Han lagde sig på briksen.

Midt i sin gode søvn vågnede han ved, at han hørte nogen smaske.

Straks fór han forvirret op. De andre sagde: "Gå bare i seng, det er

bare os, der trækker spiseriet ud("pímersorpugut")." Han lagde sig så

bare igen. De kom til at sove længe. Og da de vågnede næste morgen,

belavede han sig på at tage afsted.

Faderen sagde til sin søn: "Tag og hjælp ham med at bære (ordret: Tag

og medbring..) den mad, han skal have med hjem. Så tog de afsted med

en hel hvidhval, og mere til på ryggen. De drog afsted.

Den store/sønnen sagde: "Sæt dig oven på mit læs." Han satte sig

op. Den store transporterede det altsammen og lagde det fra sig på

stranden, hvorefter han forlod ham. De ældre mennesker hentede så mad

derfra.

Siden har man ikke hørt mere om dem.

 

Var.: Oftest får gæsten påbud om ikke at fortælle andre om de gavmilde åndemennesker, og at ingen andre må prøve at hente gaver el. andre ydelser hos dem. Forbudet overtrædes og åndernes bolig er forsvundet for stedse. fx: Fangeren, der søgte ly hos ravnene; Juua De små forældreløse;

 

Kommentar: Denne slutning falder helt i tråd med åndemanerens relationer til sine hjælpeånder: ingen af hans slægtninge eller fæller kan dele hjælpeånder med ham. Relationerne til den anden verden er altid dyadiske, en til en.

Pissarsiorniasagit / Find noget spiseligt til ham

Print
Dokument id:1057
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:reaar[19191921
Fortæller:?
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Pissarsiorniasagit / Find noget spiseligt til ham
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:3 sider
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Revideret renskrift (ved Peter Rosing ?) af KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419, nr. 100. Begge versioner er oversat i denne base.

 

Dansk resumé: Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 368 - 369.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Der var engang et ældre ægtepar som ikke havde

forsørger.

De fik ganske vist tildelt en smule, når deres bopladsfæller fangede

godt. Men da de ikke havde andet, blev det spist op, så snart de fik

det ind i huset.

Engang da de kom til at sulte, gik manden ud af huset og begav sig ind

i landet for at søge efter noget

(spiseligt)("ujardlilúniarumardlune").

Da han var kommet langt ind i landet og nærmede sig indlandsisen, fik

han øje på en nunatak / nunataq midt i den bare is. På vej dertil lagde han

mærke til noget der røg midt i nunatakken. Da han kom nærmere,

opdagede han, at det var et stort hus. Han havde aldrig set så stort

et hus før. Det viste sig, at huset var beboet af en stor indlandsbo.

Først stod han stille udenfor; men så begyndte han at bevæge sig ind i

huset.

Da han trådte ind i rummet, så han to indlandsboer, et ægtepar, sidde

på briksen. Den store indlandsbo kiggede på ham og sagde. "Hvad vil du

her?" Den ældre mand sagde: "Vi sulter, og jeg er kommet herhen for at

finde noget spiseligt." Da bad den store indlandsbo ham sætte sig ned.

og han sagde til sin kone: "Find noget spiseligt til ham!" Konen

forsvandt og kom igen med en stor kødfuld luffe af en hvidhval. Den

ældre mand spiste, men blev mæt og kunne ikke spise op. Han sad dér og

ventede på, at det skulle blive aften.

Det var ved at blive sen aften ("únugdlualeriartoq"), da man hørte

drøn ude fra gangen. Man hørte én på vej ind, og så trådte en kæmpe af

en mand ind. Det viste sig at være indlandsboernes søn. Han

stirrede på gæsten og spurgte: "Hvad vil du her?" Den ældre mand sagde

til ham: "Vi sulter; og jeg er kommet herhen for at finde noget

spiseligt!" Det tog sønnen bare til efterretning. Han vendte sig mod

briksen og spurgte sin mor: "Har I givet ham noget at spise?" "Jo, han

har fået noget at spise, men han har ikke engang spist luffen af en

hvidhval op!" "Var det det hele?" Med de ord gik han ud og viste sig

igen med en hel hvidhval. Da han kom ind, spiste de den,

hvorefter de gav sig til at dele den op.

Da de var færdige, sagde de til gæsten: "Gå du i seng." Han rykkede

længere ind på briksen og lagde sig ned.

Han vågnede midt i sin søvn ved lyden af nogle, der spiste. han

kiggede ud og så, at de var midt i et måltid. De sagde til ham:

"Det er midt om natten, sov du bare videre, vi plejer at spise lidt

længere ved denne tid." Efter denne bemærkning (lagde han sig til

rette og) sov videre. Han sov længe og vågnede langt op ad dagen.

 

Da han skulle hjem; sagde indlandsboen til sine husfæller: "giv ham

noget mad med hjem." De gav ham en hel hvidhval og mange andre ting.

Da de tog afsted, bar indlandsboens store søn alt det, han selv skulle

have transporteret. De havde gået et godt stykke tid, da indlandsboens

store søn sagde: "Du går så langsomt. Kravl du op på det læs, jeg har

på ryggen." Han kravlede op; og så gav kæmpen sig ellers til at gå

hurtigt. Sådan gik han længe med ham.

Da de nåede kysten nær hans boplads, lagde kæmpen den mad, gæsten

havde fået med, ned på jorden og dækkede den med sten.

Den ældre mand tog kun ganske lidt med hjem. Han hentede lidt ad

gangen i den efterfølgende tid. Og det frelste dem fra sultedøden.

 

Var.: hæfte 419 nr. 100.

 

Kommentar: Håndskriftet dateret af Rasmussen til 19. febr. 1920, men om det gælder Sofie Jørgensens egne nedskrifter i hæfte 419 eller renskrifterne i hæfte 415 er uvist. Sofie Jørgensen overvintrede i Danmark på gennemrejse til Qaqortoq i 1920. Hun må således være rejst fra Ammassalik sammen med Rasmussen i 1919.

Púngujôqs /Punngujooqs skæbne

Print
Dokument id:1659
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Punngujooq (Púngujôq)
Nedskriver:Rosing, Peter
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Púngujôqs /Punngujooqs skæbne
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 155 - 156
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 107 - 109; angakkortalissuit, 1990: 229 - 230: "Punngujooq"

 

Genfortalt efter Pûngujôqs fortælling til Peter Rosing

Resumé:

Som barn er Punngujooq familiens kæledægge, der får de smukkeste skind

til klæder og lækker mad. Familien bor nær Kap Farvel, men følger

Gustav Holms konebådsekspedition til Uummannaq på den nordlige del af

sydøstkysten, hvor den slår sig ned. Noget senere dør Punngujooqs far og med

sin mor og brødre flytter hun til Ammassalik-distriktet, hvor moderen

blir gift og hele familien flytter atter til sydøstkysten. Manden

skiller sig snart fra moderen, tre af P.s brødre er døde, og moderen

flytter atter til Ammassalik med P. og den yngre bror. De bor hos

Aliitsaakkaan den følgende sommer og vinter, men lider stor nød i hans

hus ved Noortiit, hvor ingen gir dem klæder og mad. Næste forår,

sommer og vinter bor de hos Piilakkaan / Piitakkaat, der smider dem ud, da han tar

på sommerfangst. De hentes af Missuarniannga, hvis kone, Piseerajik

vil have hjælp til teltsyning. Hos M. får de mad og kommer sig.

 

Hist.: Historisk fortælling fra 1800-tallets slutning.

Puukaaqarteq. Drabet på Piitakaaq

Print
Dokument id:2320
Registreringsår:1961
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Maratsi's efterkommere
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Puukaaqarteq. Drabet på Piitakaaq
Publikationstitel:Hvis vi vågner til havblik
Tidsskrift:
Omfang:ss. 120 - 122
Lokalisering:Sermiligaaq: Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Resumé:

 

Puukaaqarteq, dattersøn af Napartuko og Atsivak, og lillebror til Maratsi, blev kaldt ved forskellige nanve, Aqqi, Seernaq og altså Puukaaqarteq. Han var slem til at rapse mad. En sultevinter, hvor det var lykkedes Maratsi under en seance at få isen til at forsvinde, og man derefter havde fanget godt, endte det alligevel med smalhals, fordi det var svundet betænkeligt i det hengemte spæk. Under en qilaneq-seance udpegede Maratsi Puukaaqarteq som tyven. Denne gik til bekendelse med den undskyldning at han så ofte uberettiget var blevet beskyldt for både det ene og det andet tyveri. Sammen med Maratsi og Ajukutooq var han med i drabet på Piitakaaq, da denne efterhånden havde fire mord på samvittigheden. Nogle var begået på mistanke om hekseri, bl.a. da Piitakaaqs kone døde af sygdom efter Ryder-eskpeditionen i 1892. Simujooq blev udset som den skyldige, også tildels i vennen Missuarnianngas kones nyfødte datters død. Piitakaaq og Missuarniannga dræbte så i fællig Simijooq, der efterlod sig flere ganske unge halvsvogre: Tiardukko, Kuuitse, Peqilaq og Iippik. Ifølge reglerne skulle de være med i hævnen. Det omfattende hævntogt fandt sted, da det ude på fangstfeltet rygtedes at Piitakaaq var taget på besøg hos en ven i Addereq. I samlet flok stævnede kajakkerne mod stedet, og det blev Ajukutooq, Maratsi og Puukaaqarteq, der forrettede drabet inde i teltet, mens resten ventede uden for. Da Piitakaaq faldt sammen fik han en kugle for panden med en riffel indkøbt af Umeerineq på handelstogt til Pamialluk i Sydgrønland.

 

 

Hist. Historisk overlevering i slægten Napartuku og Atsivaq. Se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9.

På kvan-stedet / Kuániliarfingme

Print
Dokument id:1243
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:På kvan-stedet / Kuániliarfingme
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 237 - 242, nr. 8
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 26 - 29.

 

Resumé: I den sene eftersommer, hvor kvanerne modnes, er øen

Qeqertarsuatsiaq et yndet samlingssted. Morgenen efter at Kaakaaqs

familie har slået lejr dér, vågner hun efter at moderen er taget på

kvan-togt. Hun græder, forstår ikke hvorfor hun ikke måtte komme med.

K. vil følge efter moderen. En slægtning, der prøver at holde hende

tilbage, har ikke held med sig. Da K. er kommet ud af syne fra teltene,

bliver hun opstemt og glad. Hun møder en stor mand (ånd) med skæg, der

hedder Papeqqia. Han kan se hvor langt hun er i sin uddannelse og

priser hende lykkelig, fordi hun ikke har "valgt vejen ovre på den

anden side". For der er folk slemme. Han inviterer hende hjem på

besøg, hun nøler, han siger at hvis hun vil jage i ødemarken (asikkut saqileruvit, søge hjælpeånder i den Anden verden, 1967,II:28) er et sådant besøg kun en forsmag.

Tæt på hans usynlige hus bølger det for hendes blik,

hvorefter hun klart ser husgangen. P.s mor inde i huset gentager P.s

ord om ikke at vælge den farlige vej på den anden side og fortæller

så, at hendes mand netop er død. Hun læser K.s tanker, da K. tænker på

at gå, og ber P. følge hende hjem. K. standser kort før teltene blir

synlige, for at P. skal vende om. P. ber hende komme igen på

tredjedagens morgen. Men K. går aldrig op til ham igen.

 

Var: J. Rosing 1963: s. 286 - 288.

 

Kommentar: Asikkut saqileruvit. Asia: denne verdens Anden Verden; saqivoq: åndesprog for at opsøge ånder. I almindeligt sprog betyder det at gå på fangst i kajak.

 

Hist.:Tid: 1870'erne. Persondata søg på: J. Rosing 1963: s. 281 - 285:

"Kâkâq".

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Vedr. uddannelse til åndemaner: søg også på initiation.

 

Kommentar: undertiden hævdes det at ånder ikke dør. Kaarali Andreassen lader en innersuaq, en ildånd, mene det. Det er næppe en generel forestilling. I det mindste er Papeqqias far åbenbart nyligt død.

Qajaqángitsoq angákugsartoq / Qajaqanngitsoq angakkussartoq

Print
Dokument id:1336
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 425
Fortæller:Andreassen, Johanne
Nedskriver:Andreassen, Johanne
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Qajaqángitsoq angákugsartoq / Qajaqanngitsoq angakkussartoq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 93 - 96, nr. 33
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Kort resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, side 367: "Manden uden

kajak, der ville være åndemaner"

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Den kajakløse der trænede til åndemaner.

Storebror havde flere gange opfordret sin lillebror til at bygge sig en kajak, men han ville ingen kajak have. Engang han endnu en gang slog fast at han ingen kajak ville have, sagde storebror: " Hvis du ikke vil ha' kajak kan du jo fordrive tiden med at søge (efter hjælpeånder)". Broren  sagde ikke noget.

 

Næste dag vandrede han ind i landet. Han fik øje på en dværg og gik hen til ham. "Hvorfor kommer du ikke og besøger os?" sagde dværgen. Han gik med. De kom til huset og gik ind. Hans nye hjælpeånd havde sin plads i den anden ende af rummet. Nu sad han dér på besøg. Hans nye hjælpeånd gav sig til at spænde snore (ikârsalerpâ) fra briksen til siddepladsen (iffimut = ingiffimut ? CB) ved den modsatte væg. Netop da han var færdig blev der sagt: "Vores husfælle er kommet hjem!" Denne kom ind og stirrede uafbrudt på gæsten. Han havde dårligt fået sat sig på sin plads på briksen før han gik hen til gæsten og tog ham i armen mellem det udspændte snoreværk. Og mens han greb ham i armen sagde dværgen (hjælpeånden): "Nu tar han dig!" Han greb ham (husfællen) om begge håndled og knækkede dem over. Grædende rejste han hjem til sine kone (? uklart, det var dog en husfælle?).

 

Dværgen løste de udspændte snore. Så gik han ud af huset og ned til deres land, som om han ikke havde noget at sige (? sôrdlo oqâsisaqangisoq, CB; der intet var at sige = intet var hændt, BS ?).

 

Det fortælles at hans storebror havde børn. En dag gik lillebroren igen ind i landet. Undervejs mødte han sin inuerutigâ (inuarulligaa, hans dværg) som sagde: "Hvorfor går vi ikke på besøg i de mange huse (pulâratangilarput)?" "Jeg tør ikke", sagde dens menneske / ejer / herre. "Der er ikke noget at være bange for. Kun de der bor i den østlige del (obs! måske den vestlige del - pga. spejlvendingen af "verdenshjørner" i Østgrønland) er skræmmende. Ikke dem i den vestlige del, slet ikke." Den anden (endnu en dværg eller lillebroren?) var enig (el. gik ind på det). De gik hen for at kigge ind i de mange huse i den østlige del (se ovf. om verdenshjørner). Der ville de ind. De (beboerne) begyndte at spille bold med hans stakkels hjælpeånd, så den fløj (fra den ene til den anden, BS). De slog til den mens den var i luften. Til sidst brækkede de dens ene ben i slaget. Det var lige ved at gå midt over. Den fik ondt af sin ejer og gik ind (nu er det åbenbart lillebroren der kastes bold med). Da den kom ind brækkede den samtlige inutâjivat (de boldspillende ånders) små håndled. Når den brækkede dem søgte de grædende tilflugt på deres briksepladser. Derefter fulgte han med sin hjælpeånd ud af huset. Den fløj hen over jorden og forsvandt på den anden side af en lille høj. Han gik hen for at se efter, og dér sad den og ventede på sin ejer. Han gik derhen og spurgte: "Hvordan går det med dit brækkede ben?" "Det er for længst rask!" Så fangede den en hel masse ryper til sin ejer som tog dem med hjem, fordi storebroren var så glad for ryper til mad. Denne bad sin kone hente dem (ind ). Næste dag fangede de også ryper som de spiste. Så inviterede han sin hjælpeånd på besøg. "Jeg tør ikke", sagde den. "Vi er ikke farlige. Der er kun mig, min storebror, hans kone og deres børn." Så invilgede hjælpeånden. Den gik ned (til kysten) og trådte ind i teltet. Da teltets ejers børn stirrede med stive øjne på den, sagde den: "Mon de egentlig ikke er bange for mig?" "Jo", sagde forældrene, "de er bange". "I skal da ikke være bange for mig", sagde den. Så tog den hjem igen.

 

For det fortælles at ejeren brugte den som sin eneste hjælpeånd - denne dværg. Den satte over store vandområder nårsomhelst den ville. Da dens ejer blev åndemaner / angakkoq / angakok havde han kun denne ene hjælpeånd. Alligevel var han en dygtig åndemaner.

Slut.

 

Var.: Episoden hvor ånder spiller bold med åndemaneren forekommer i et par østgrønlandske fortællinger om angakkut: Ajijak, Kukkujooq / Apulu. Søg på: J. Rosing 1963: s. 216 - 224; Sandgreen 320 - 333 nr. 36.

 

Hist.: Episoden skildrer et åndemanerritual, der øjensynligt går meget langt tilbage i tid og er beslægtet med forestillinger om nordlyset. De er døde mennesker, der er havnet i himlen, hvor de spiller bold - oftest med et hvalroskranium (eller - på øen Nunivak i Alaska - hvalros-mennesker der spiller bold med et menneskekranium, Lantis 1946: se ndf. ). Flere østgrønlandske fortællinger skildrer en seance, hvor åndemaneren under åndflugt havner hos luftånder, der spiller hårdhændet bold med ham. Ifølge fortællingen om en af dem (Sandgreen 1987, qulummiin) kommer hans binderemme farende ned i rummet som varsel om hvorvidt han overlever eller ej. Så sent som i 1990'erne har en ældre mand fra det sydvestligste Baffinland (Cape Dorset) i Arktisk Canada beskrevet et tilsvarende åndermanerritual og identificeret de boldspillende ånder med dagslysets folk, dvs. døde mennesker der er endt i himlen og som om natten bliver "boldspillerne", nordlysets folk: "They (the shamans) would be tied up with a harpoon line. It would be wound all around them. Once they started to bounce, people would know the angakkuq was being used as a ball by the ullurmiut, the people of the day. After he was used as a kickball, he would be levitated and the rope that had been used to bind him would fall down in a coil, and the angakkuq would then descend .... The rope used to fall down in a perfect ball. You could not locate the other end of the rope." (Oosten, Jarich , Frédérick Laugrand, Wim Rasing (Eds.)1999: 'Perspectives on Inuit Law'. Interviewing Inuit Elders, Vol. 2. Iqaluit:  Nunavut Arctic College, s. 125.) Og dette ritual kendtes også ved Iglulik i nord (en ø i Fox Bassin), hvor en anden ældre mand huskede at rebet undertiden forvandledes til små dyrefigurer. Især hvis det varslede mange rener i den kommende sæson (ibid.).

En fortælling fra Nunivak lader ligeledes en ung forældreløs gennemføre en sådan himmelrejse - sammen med hvalrosser - som giver ham shaman-evner og en lang line med krog til fangst af dyr på fjerne steder (Lantis 1946: The social culture of the Nunivak Eskimo: The poor boy and the northern lights).

       Forestillingen med eller uden ritual kan således senest dateres til Thule-kulturens udbredelse med afsæt i Nordalaska - Nordøstsibirien omkr. 1200 AD.

 

Kommentar: Fortællingens sprog er vanskeligt at oversætte. Den er nedskrevet af Kaarali Andreassens kone, Johanne, på en blanding af vest- og østgrønlandsk. Det er næppe hjælpeånden, men snarere åndemaner / angakkoq-initianden / lillebroren, der blir spillet bold med af himmelånderne. Uddannelse til åndemaner.

Qarrajêqs / Quarrajeeq sjæl hævner sig på Sanimuínaq / Sanimuinnaq

Print
Dokument id:1694
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Saajooq (Sâjôq / Maratsi, Odin)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Qarrajêqs / Quarrajeeq sjæl hævner sig på Sanimuínaq / Sanimuinnaq
Publikationstitel:Sagn og Saga
Tidsskrift:
Omfang:side 271 - 272
Lokalisering:Sermiligâq / Sermiligaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé:

Fortsættelse af Saajooqs fortællinger om Maratsi.

 

Sanimuinnaq og Maratsi har i fællesskab dræbt Quarrajeeq, men ikke nået at sikre sig imod den dødes hævn. M. flytter boplads og Q.s sjæl angriber S., der

gang på gang glemmer at kaste sin fangstblære ud, når han har

harpuneret et dyr. Det kæntrer ham. Tre gange reddes han af sin

fangstfælle, Maqi, men fjerde gang er S. alene og de andre kajakmænd

når først frem, da S. er halvdød. De søger at få ham til varme og

kræfter på en isflage, men må opgive. De lader S. glide ned i vandet

og gå til bunds.

 

Var.: Rosing Jens, 1960: Îsímardik, Iisimmardik har en kortere version.

Ligeså Jens Rosing: Hvis vi vågner til havblik, Borgen, (om Nappartuko-familien - se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9) 1993: 67-68.

 

Hist.: Sanimuinnaq blev født omkring 1855 og forulykkede i 1892. Noget

tyder på at Q. blev dræbt før 1885 (se not. til "Hvordan det gik

Maratse", Rosing, J. 1963: 272 - 275). Maratsi levede ca. 1854 til 1923 og var fætter til Sanimuinnaq og Narsingarteq. Saajooq/Odin Maratsi 1905-74, ældste barnebarn af Maratsi.

Qasapi og Uungortooq

Print
Dokument id:2042
Registreringsår:1963
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Sørensen, Mathilte (Sørensen, Mathilde)
Nedskriver:Vebæk, Mâliâraq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Qasapi og Uungortooq
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 64 - 65
Lokalisering:Nanortalik
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Den grønlandske tekst er ikke trykt.

 

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

 

Resumé:

Qasapi vil hævne sig på Uunngortoq, der vist bor ved Alii (Aluk?), men må vente til vejret blive helt skyfrit. Det er en forudsætning. Ligså må han skaffe sig en pil, som er skåret af en ufrugtbar kvindes tørrestativ. Det får han så, og da han afskyder pilen mod Uunngortoq, siger den kak-kak-kak et par gange inden den borer sig ind i hans håndled. Uung. falder om og Qasapi håner den ellers uovervindelige Uunng, mens pilen løsner sig mere og mere og Uunng. begynder at komme til sig selv. Hans tjener Olaf kommer også til. Qasapi blir så bange for sit liv og dræber dem begge.

 

Hist.: Dette er en version af en af de grønlandske nordbofortællinger, hvor navnene måske er historiske. Ellers er der ikke megen tiltro til at fortællingerne afspejler begivenheder i nordbotiden. Se Inge Kleivan, Tidsskriftet Grønland 1982. Arneborg u.å.; 1993; og Thisted 2001: on Narrative Explanations. Scandianvian Studies vol 73(3): 253-295, der også refererer Jette Arneborgs undersøgelser.

 

MS var 81 år i 1963. Hun fortæller således om sig selv s.67 i den grønlandske udgave:

   Sådan set har jeg ikke forladt Nanortalik, siden jeg blev født her. Et år overvintrede vi nede sydpå i Itilleq. Jeg er ganske enkelt blevet ved med at bo i Nanortalik lige til denne dag.

   Min afdøde bedstefar var kateket, ja, han var altså overkateket. Og netop her i dette hus blev jeg født. Og der var jo en hel søskende-flok... Og alle mine mange søskende blev også allesammen født her i dette hus, allesammen:

Indaleeraq (Henrik Lund, vores store digter, MV), Jens, Juthidda, to ved navn Louis, da den første Louis døde, hed den næste også Louis. Min mor døde i 1919. Min far døde først, og det var i 1916. Så arvede du altså huset? Jeg arvede det. Da min fars helbred efterhånden blev dårligere, sagde han til mig: Dine søskende vil alle være bedre stillet end dig, derfor skal du arve dette hus sammen med de få ting, der hører til. Men da de døde, delte vi søskende naturligvis lidt mellem os.

Qasiádak / Qasiaddaq / Qasiassaq, den store tåbe

Print
Dokument id:556
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Asiineq (Asîneq / Ningâvan / Ningaavan, Laurits)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Qasiádak / Qasiaddaq / Qasiassaq, den store tåbe
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 28 - 32
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Resumé:

 

Qasiassaq forstår sig ikke på sælfangst og hans kone er ufrugtbar. På

nabobopladsen dør et barn. Q. udhugger en trædukke, fortæller

forældrene at han har fået et barn og opkaldt det efter den døde. I

taknemmelighed forærer de ham mad og skind til den nye navnefælle, men

Q.s snyderi afsløres, da de kommer på besøg. Q.s kone tvivler om sin

mands forstand.

   Fire gange møder Q. i kajak et fangstdyr, der trygt byder sig til

fangst: En fjordsælsunge, en fuldvoksen remmesæl, en narhval og en

isbjørn. Q., der end ike kan genkende dem som fangstdyr, skræmmer dem

blot med sin åre, og han praler bagefter af sine mærkelige oplevelser

med disse dyr. Hans kone håner ham og blir vred. Endelig hamrer Q. sin

kajak i stykker med store isklumper, propper den med isklumper, lader

sig rulle ned ad en stejl klippe tre gange, slår sig halvt fordærvet

og ror langsomt og stønnende hjem, hvor han fortæller, at et isbjerg

kælvede over ham. Han opnår stor medfølelse, indtil to piger, der

under bærtogt har overværet hans tåbelige adfærd kommer hjem og

afslører ham. Q. kilder sin kone og pludrer løs: "Vololo -

bolo-lo-lo-lo!" Således undgår han sin kones skænd, men hun

opgiver ham herefter som komplet tåbelig.

 

Var.: Thalbitzer nr. 226 A: Qasiättak. Qasiádak. Qasigiaq el. Qasiassaq el. Qasiagssaq, fra hele vestkysten.

 

Tolkning: En fanger der ikke fanger de dyr, der ligefrem byder sig

frem, er en topmålt idiot.

Qatigaatsi som ikke frygtede angakokkerne

Print
Dokument id:225
Registreringsår:1860
Publikationsår:1997
Arkiv navn:
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Qatigaatsi som ikke frygtede angakokkerne
Publikationstitel:Fortællinger & akvareller
Tidsskrift:
Omfang:162 - 163
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 57h - 58v.

Publiceret transskription af orig. håndskr.: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 162 - 163: Qatiqaatsi angakkunik ersigisaqanngitsoq.

 

Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 196.

H. Rinks oversættelse af afskrift: Rink, H.: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, I: 32, der dog er kombineret med en anden variant fra Kraghs samling.

 

Samme i resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press

Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 149, s. 471 - 472: Katigagse.

 

Resumé:

Qatigaatsi, som ikke frygtede angakokkerne.

 

Qatigaatsi besøger alle angakkut i omegnen og ødelægger deres evner ved midt under deres seancer at rive forhænget til sig og rive det i stykker. Da han hører om en stor angakkoq / åndemaner nordpå, rejser han derop, men ham kan han ikke klare. Forhængsskindet bevæger sig alt for meget, og da han i stedet går udenfor og ser åndemanerens, Qasileersuaqs, skævmundede hjælpeånd, Equngasoq nærme sig som ild, sætter denne en sådan skræk i livet på ham, at han flygter ind og gemmer sig i en bunke halvrådne skind, der ligger til garvning under briksen. Han pisser og skider dem endog til af skræk. Herefter generer han ikke mere nogen angakkut.

 

Var.: Qatigassii; Qatigaatsi; Der er endnu et par fortællinger om "vantro" mænd, der blir skræmt og klogere under en åndemaning / seance: Uinneqs åndebesværgelse; Qernikasik.

 

Hist.: Den skævmundede fra de yderste øer var godt nok kendt som hjælpeånd i Vestgrønland, men da i højere grad som slags klovn, end som en farlig ildånd. Som sådan virker den mere østgrønlandsk af væsen.

Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34.

qêlanguamik / Qiilannguamik

Print
Dokument id:108
Registreringsår:1856
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, III, 4'
Fortæller:(?)
Nedskriver:Dorph, E.
Mellem-person:Rosing, Ulrich
Indsamler:Rink, H.
Titel:qêlanguamik / Qiilannguamik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:ss. 288h - 290h
Lokalisering:Pamialluk: Nanortalik
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Om Qiilannguaq

Det vides ikke hvor de boede. Deres datter blev gift med den eneste bror til flere søstre. Hun kunne ikke få børn, og det måtte hun høre for af sine svigerinder. Derfor tog hun et forældreløst spædbarn til sig som plejesøn. Hun var så glad for sit plejebarn at hun gik rundt med det allevegne og hun besøgte kun sjældent sin mor. Engang hun var hos moderen med barnet, sagde denne til sin datter: "Du har et drengebarn at tage vare på. Når nogen kommer hjem med fangst, skal du sørge for at tage ham med derhen af nysgerrighed." Hun fulgte moderens råd og tog drengen med når hun af nysgerrighed opsøgte dem, der havde fanget noget.

 

       Da hun engang som sædvanlig kom med drengen til én der kom hjem med fangst, blev denne sur og sagde: "Hør du, du skal ikke komme her og være nysgerrig med dit sølle plejebarn, for han kan bevirke at vi ikke længere kan fange noget (pujoringmassuk, oversat ifølge forklaring i parentes, CB.) Hun blev meget ked af det, men gik op uden at lade sig mærke med det. Hun var ikke længere som hun plejede, fordi man (åbenbart?, BS) væmmedes ved hendes plejebarn, som hun elskede så højt.

       En dag hun besøgte sin mor og denne mærkede hvor forandret hun var, spurgte hun hvad årsagen var, og datteren fortalte så at hun var gået ned med barnet til én, der kom hjem med fangst, men at hun var blevet ked af det, fordi de væmmedes ved plejebarnet, og derfor havde besluttet aldrig mere at tage barnet med ned til nogen, der kom hjem med fangst. Moderen fik ondt af hende og sagde: "Du kan jo ikke få børn. Giv barnet en af dine ting som vedhæng (som bevis på at barnet tilhørte hende?, eller som amulet?, CB, BS). Hun gjorde som moderen sagde.

       En anden gang hun var på vej til moderen hørte hun sine svigerinder snakke om, hvor underligt det var, at hun ikke kunne få børn, når manden nu elskede hende. Og derfor - da hun en dag hørte sine forældre tale om, at de til foråret ville rejse sydover blot for tidsfordriv, besluttede hun at tage med uden at fortælle sin mand det i forvejen.

       Forældrene havde sorg (det siges ikke hvorfor), og da det blev forår ville de af sted og begyndte at gøre sig klar. Datteren gjorde så også sine forberedelser for at komme med. Hendes svigerinder så det godt, men gjorde ikke noget ved det. De tog af sted, mens manden - uden at have opdaget det - var ude på fangst. Ret langt sydpå stødte så datterens mand til, hvorefter de fortsatte sydover og gjorde ophold, da de langt mod syd traf mennesker. Mens de var hos disse mennesker, som de regnede for sydlændinge, blev der en aften råbt "konebåd!". De gik ud og så en konebåd nærme sig og da man rigtig kunne se den, var den fuld af mennesker. Foran styrerens plads sad en lille ældre mand med en pels, der allevegne var kantet med bjørneskind: omkring halslinningen, om ærmerne og den nederste kant. Ved siden af sad en ung pige, der lige havde født et barn, som hun bar på ryggen. Det var jo hans datter. Konebåden nærmede sig stranden, og moderen til kvinden som ikke kunne få børn sagde til sin datter: "Du har en dreng at opforstre. Gå ned og hjælp den gamle mand i land." Hun gik ned og beredte sig på at tage imod ham, men kunne ikke finde ham. Hun kiggede bagud og så ham stå på land bagved dem og kigge udefter. Mens hun var på vej ned for at hjælpe ham i land, var han altså sprunget i land fra sin plads agterude. Han var vel nok adræt.

 

Da de var kommet i land blev de inviteret hen til dem, der var undervejs sydover. Den unge pige med barnet på ryggen fulgtes med den gamle. Tænk, han var så adræt at han ikke ældedes, selvom håret var lige så hvidt som bjørneskind. Han var ligeså adræt som en ung mand, og pigebarnet med rygposen (amaat) var hans datter. De sagdes at han havde giftet sig som ung, og at hans første kone døde af alderdom. Han fik sig så en ny kone, som også døde af alderdom. Sådan fortsatte det. Denne unge pige med barnet var datter af den femte kone, som også døde af alderdom. Da han havde fortalt dette, sagde værten at de ene og alene var taget sydover for at lytte til fortællere, og han tilføjede: "Du kommer sydfra, fortæl noget!" - Og den lille ældre mand fortalte: "Dengang jeg var ung og de første gange jeg sørgede over tabet af en ægtefælle - og det var på det tidspunkt jeg var hurtigst til bens - tog jeg sydover på hundeslæde over flere fjorde blot for få sorgen på afstand med noget underholdende. Nu er jeg på vej nordover udelukkende for at skaffe den kære her (det var datteren) úngujoq (?)." Værtsfolkene forstod ikke hvad han mente, og han forklarede det med fagter ved at tage fat i hårspidserne og ryste det. Det viste sig, at han mente perler til pynt i datterens hår.

 

Kvinden der ikke kunne få børn gav sig til at rode i sin taske. Nederst i tasken fandt hun en lille perle og gav ham den; til gengæld fik hun et stort remmesælskind til såler. Da han havde takket for perlen sagde han: "Skønt man ellers har fået nok vil man alligevel endnu engang købe en perle; det er ellers på den tid af året hvor man ikke længere er så vild efter at købe sådan en. To unge mænd, to fætre, gav engang hinanden flere stiksår bare for én hvid perles skyld. Den ene havde en tallerken med kant, og fætteren lavede en spand med kant. Det var bare en kvinde der ville have perlen. Den ene ville gerne knække perlen midt over (napiumagaluaraa, CB), men fætteren ville have den hele. De skændtes og stak hinanden ihjel (toqorâmiut - dræbte hinanden eller dræbte de andre ? CB)." Derefter sagde svigersønnen, en grim mand: "ukioq igdlueraluaruarmioq, ígssaûutingârnangitdlat. tassaqaaku nerivakka, tassaaaku neringilakka": I vinters mistede jeg godt nok mine fætre, men der er ingen grund til at spekulere mere over, om jeg mon spiste dem eller ikke spiste dem." (oversættelse foreslået af Signe Åsblom). Med de ord gik han ud.

 

Så fortalte den lille ældre mand om sin datter: "Da den lille elskede her fik veer i vinter men ikke kunne føde, var jeg bange for at hendes store mand skulle spise hende. Når han havde været ude og var kommet ind, gav han sig til at kysse hende på hendes kære lille hals. Så gik han ud igen, og når han så kom ind igen, fortsatte han med at kysse hende på halsen. Efterhånden var han næsten uafbrudt hos hende. Det var ikke langt fra at han åd et stykke af hende, men så fødte hun, og så holdt han op / var der ikke længere noget i vejen." I det samme kom manden ind, og den gamle tav.

 

De tilskyndede ham til at fortælle mere, og han fortalte så om sin tur sydover på hundeslæde. Det var dengang han tog af sted på hundeslæde stik sydpå. I bgyndelsen traf han mennesker her og der, men til sidst så han ikke flere, ikke engang ravne. Da han var kørt over flere fjorde, viste der sig nogle ravne, og han tænkte at han nok nærmerede sit et beboet område. Han så slædespor og begyndte for en sikkerheds skyld også at kigge efter steder, som han kunne bruge som tilflugtsteder. Han mærkede sig blålige isfjelde med hulrum, for han vidste jo ikke hvad der kunne ske hvis han kom til vildfremmede mennesker. Derfor mærkede han sig nøje isfjelde med hulrum.

 

Han kørte uden om et næs og så et meget langt hus. Han blev bange og var lige ved at vende om, men da han jo var ude for at finde adspredelse kørte han bare videre. Da han nåede inden for hørevidde råbte han til dem: "Mine hunde er blevet farlige fordi de er så sultne. Hvis I har noget hundefoder så læg noget frem!" Så slæbte de hele sæler frem foran huset, så pladsen blev mørkere og mørkere. Uden at sagtne farten nåede hundene frem til foderet. Deres herre steg af, og da de var færdige med at spise, bandt han dem til stilladset, og han blev budt indenfor.

Han kom ind i rummet der var så langt, at man ikke kunne øjne den anden ende (Det var derfor han blev bange, da han var på vej ind. Alle de mennesker der myldrede ud af dette ene hus var så mange at de lignede en hel myggesværm). Han tog plads på sidebriksen ud for indgangsåbningen, for der var indgang fra nordsiden. Da han havde været inde et stykke tid, kom der en mand og begyndte at spise sammen med ham. Han forhørte sig om hvorfor han var kommet og fik til svar, at det var for at få tiden til at gå (med noget andet). Da den anden var færdig med at spise sagde han: "Du vil have adspredelse, jamen så lad os gå hen til de andre dele af huset." De rejste sig og gik mod syd. Inden de nåede enden af rummet, satte de sig. Den anden satte sig ved siden af ham. Gæsten kiggede bagud og så en stor sæk ammassætter på briksen. Den anden sagde: "Hvad tror du det er for noget? Det er hovedet af et spædbarn. Barnet voksede ellers og havde det godt. Men nogle var misundelige. De forsynede ham med et hoved. Han kan ikke længere kan magte sit hoved og ikke røre sig, så han bliver liggende." Da de havde kigget på ham rejste de sig igen og flyttede sig længere mod syd. De satte sig ved enden af huset, og gæsten så sig omkring. Han kiggede til siden, hvor en stor ung mand sad foran vinduet med ansigtet udad og arbejdede på et eller andet redskab. Bag ham sad en anden stor ung mand med en tromme og sang. Værten sagde: "Hvorfor tror du at de to er placeret dér for sig selv? Jo, de hænger sammen ved lænden. Tror du det er en kvinde der har født dem? Nej, det er en mand, der har født dem. Nu er det ikke længere så interessant at kigge på dem. Men da de var små og lige var begyndt at gå, var det sjovt. For når den ene begyndte at gå til den ene side, holdt den anden igen bagfra, fordi den ene ville eet sted hen, mens den anden ville andetsteds hen."

 

Da han havde forklaret hvad det var med de to, fortalte han videre:

"To mænd var gift med kvinder der ikke kunne få børn. Da de meget gerne ville have børn, ville den ene gøre den anden gravid, og det lykkedes; hvordan ved jeg ikke, måske ved trylleri. Da graviditeten var en kendsgerning, begyndte den anden at tage af sted på fangst tidligt om morgenen, før de andre vågnede, og komme hjem sent om aftenen uden at have fanget noget. Sådan forholdt det sig under hele den anden mands svangerskab. Endelig fik denne fødselsveer. Den anden var ikke taget på fangst men var i færd med at save et stykke træ igennem på langs og det holdt han så op med, da de to dele kun hang en anelse sammen. Manden der lå i veer kunne ikke føde. Selvfølgelig ikke, for han var jo en mand. Fostret faldt ned i hans testikler og kunne ikke komme ud. Den anden mand gik ud og kom med et stort halværme der var fyldt til randen med et eller andet. Han løsnede det og stak hånden ned. Da han trak den ud igen var den fuld af små blå dyr (smådyr som man finder på et fugtigt sted eller under stenfliser på forladte teltpladser. Vi kalder dem paassaasat (krudtlignende), for det ligner de (CB). Med denne håndfuld gned han testiklerne. Flere gange. Da flækkede testiklerne midt over, og ud kom to sammenhængende spædbørn. Så gned han igen testiklerne med disse smådyr, og de heledes. Sagen var jo den, at manden der savede holdt op pga. de arbejdstabuer der trådte i kraft, da den gravide fik veer. Og fordi der kun manglede en smule saveri før de to dele af træet gik fra hinanden, kom de to nyfødte til at hænge sammen. Hvis han bare havde flækket træet helt, ville de to spædbørn være kommet ud hver for sig; og de ville have haft hver et barn. De ville helst have skilt dem fra hinanden, da de kom ud sammenhængende; men de lod være af angst for, at de skule dø af blodtab.

 

Efter denne historie gik han tilbage til sidebriksen og satte sig. Briksen mod bagvæggen (timimini) var kvindernes afdeling. Han kunne høre dem hviske sammen: "Han er lækker ham det mørklødede menneske derhenne." Da han hørte det blev han urolig. Han havde ellers regnet med at ville overnatte. Det var jo blevet aften og han måtte ud for at forrette sin nødtørft. Nogle fulgte med ud, sikkert for at holde øje med ham, og lyset fra de mange vinduer kunne slet ikke ses for lutter nysgerrige, der ville kigge ud. taimãrqiarqai táuva sapîneriarqai (??, CB). Således ventede han på at de skulle falde til ro, og endelig kom der igen lys fra vinduerne, og der kom heller ikke længere så mange ud af huset. De de på den måde var ved at være faldet til ro, løsnede han hundenes tøjr og snakkede med dem. Han kom ind igen og lod som ingenting. Noget senere ville han igen ud under påskud af at måtte besørge. Ham der havde fulgt ham hele aftenen ville igen med, for han var åbenbart sat til at holde øje med ham. Så snart han kom ud, stimlede de atter sammen ved vinduerne. Men da han rejste sig (fra nødtørften), fjernede de sig efterhånden igen, og da han startede ind, forlod de alle vinduerne. Han lod den anden gå foran og fulgte ham ind i husgangen. Han lod som om han ville forsætte ind gennem gangen, men så vendte han om og sprang ud. Han var netop i sin mest letfodede alder. Han for hen til slæden, fik hundene i løb og sprang op på slæden. Et godt stykke ude på isen hørte han råben og snakken; og han kunne høre dem tage af sted efter ham, bevæbnede med harpuner mens de uafbrudt gentog: "Skal vi virkelig gå glip af dette lækre, mørklødede menneske? Hvor ærgerligt at vi nølede så længe med at dræbe ham!" Da halede ind på ham, og han styrede mod de isfjelde han havde mærket sig. Han krøb ind i en hulning med hundene efter sig. Og de dækkede indgangen, så man ikke kunne se hullet. Han hørte forfølgerne køre forbi, og han blev derinde og lyttede efter dem. Noget senere hørte han dem komme forbi den anden vej tilbage til bopladsen. Han hørte at de bebrejdede ham, der skulle holde øje med ham, at han ikke havde gjort det godt nok. Da de var forbi, kom han ud og afsted i en fart. Der viste sig ikke flere mennesker, og da han var nået langt bort over fjorden ventede han ikke at se flere. Han nåede hjem og kørte aldrig siden sydpå. Han havde fået nok. Da den gamle havde fortalt den historie, gik han ud.

 

Da konebåden med den lille ældre mand var rejst videre mod syd, gik manden nordfra rundt på besøg hos sine bopladsfæller. En dag kom han ind i et telt hvor en lille kone boede helt alene. Hendes underliv var vokset sammen med lårene, men hun var så arbejdsom at hun intet manglede. Væggene var dækket af hvidt skind, smykket med huden fra sneppefødder. Hendes tasker der var stillet op mod væggen var også pyntet med hud fra strandsneppefødder. Hun sagde: "I vinter gjorde jeg flere gange nar af mig selv, fordi der var så mange af mine bopladsfæller der havde bestilt anorakker til kajakbrug til syning hos mig, at jeg gerne sagde: Sikken masse sy-bestillinger. Jeg får da mere end nok at gøre hele tiden." Da manden skulle til at gå, tog hun en af sine tasker og forærede ham, og han sagde mange, mange tak. Til gengæld forærede han så hende en tinske, og hun sagde: "Den skal jeg gemme som en mindegave, og når jeg dør skal den være at finde mellem dækstenene over min grav."

 

Mens gæsterne nordfra endnu boede på stedet, tog kvinden der ikke kunne få børn endnu et barn til sig - en pige. Plejebørnene voksede sig store mens de var der, og drengen blev både stærk og en god fanger. Så fik deres plejeforældre lyst til at tage nordover. De startede tidligt om foråret op langs kysten, og det var blevet vinter, da de nåede Qeqertarsuaq / Godhavn. Derfor indlogerede de sig hos nogle i et langt hus. Lige ovenfor var der et andet langt hus, hvor der boede unge kvinder. Det var i gamle dage, hvor de unge piger boede for sig i et hus. Da de øvrige havde indlogeret sig i det nederste hus, kom plejedatteren til at bo i ungpigehuset. Nu hvor plejesønnen var kommet til at bo et andet sted nøjedes han ikke med blot at fange en enkelt sæl af gangen.

 

En morgen vågnede de i det dejligste vejr. De unge gjorde sig klar til en udflugt og havde en sæk med. De fremmede sydfra spurgte, hvad de skulle og hørte, at de skulle ud og samle kvanrødder. Kvinden der ikke kunne få børn sagde så til sine plejebørn at de skulle tage med. Så de gjorde sig klar og gik med. De fulgte bare efter de andre, som kendte vejen. På et sted med et tykt snelag fik de øje på noget der dampede. De gik derhen og så at dampen kom fra en varm kilde. Der var helt snefrit omkring den, og de gik ned, fyldte deres sække og gik hjem igen.

 

Midt om vinteren da kvinden der ikke kunne få børn engang behandlede skindene af plejesønnens sæler, opdagede hun at snudepartiet på et af dem var skåret over. Hun gik ind og sagde: "Jeg havde besvær nok med at opdrage min plejesøn i sin tid, men nu har jeg fået megen gavn af ham. Et af skindene fra hans sæler mangler snudepartiet. Gid den der har fjernet dette snudepati må få sit skræv ødelagt!" Efter de ord faldt hun til ro.

 

Inden året var omme skete det, at en dum kælling, de boede sammen med, begyndte at få ondt. Hun sagde ikke noget, men så blev hun fundet død. Og hun døde fordi hendes skræv var gået i smadder. Det var altså hende der havde skåret snudepartiet fra. Kvinden der ikke kunne få børn fik imidlertid så dårlig samvittighed over at hendes onde ord var gået i opfyldelse at hun ville tilbage til sin boplads, når det blev forår.

 

Da forpåret nærmede sig, fik hun at vide at en af mændene ville holde plejedatteren tilbage, når de andre forlod stedet. Derfor sagde hun til plejesønnen da han kom hjem fra fangst: "Du må gifte dig med din plejesøster." Da plejesønnen intet sagde, talte hun hårdt til ham: "Hvis du ikke tager hende til kone fordi du betragter hende som din søster, bliver hun holdt tilbage, når vi andre rejser. Jeg bliver nervøs hvis hun skal bliver her, hvor hun ingen familie har. Hun er ikke din søster. Hun stammer fra andre. Du skal tage hende til kone!" Sådan sagde hun, og da plejesønnen stadig intet svarede, tav hun. Da plejesønnen næste morgen var taget på fangst, kom plejedatteren og satte sig hos sin plejemor. Hun hang med hovedet, og plejemoren spurgte hende hvad der var galt. Hun svarede ikke, men plejemoren opdagede, at hun havde syet den nederste kant af sin sælskinsanorak fast til bukselinningen. "Hvorfor har du gjort det?" spurgte plejemoren. Fordi plejebroren prøvede at lægge sig hos hende, svarede hun. "Spræt den syning op", sagde plejemoren. "han er ikke din bror. Lad ham få dig til kone. Jeg ville blive dybt bekymret ved at lade dig blive her, når vi rejser. Du skal lade ham få dig til kone."

 

Plejesønnen fik så sin plejesøster til kone, og om foråret rejste de sydpå. De blev der hvor de tog ophold, og de begyndte at få børn, lutter pigebørn. Moderen, som altså kun havde piger, lavede dukker af sin ræveskinds-timmiaq (timmiaq, egtl. fugleskindspels) til sin yngste datter til hendes fornøjelse. Datteren der legede, at dukkerne var hendes børn sagde, at nu skulle de græde. Straks gav hendes dukkebørn af ræveskind sig til at klynke. Så blev de bange for dukkerne og slyngede dem i jorden, men ikke om det hjalp. Så rev de dem i stykker; men alle de større dele gav sig til at græde. Føst da de var revet i bitte små stykker tav de. Siden blev der ikke lavet dukker til dem; og de sagde til døtrene at de når de fik børn, aldrig skulle give dem dukker. Derfor voksede alle deres efterkommere op uden dukker. Forældrene, altså de to plejesøskende, gav også deres efterkommere det råd at gifte sig med fremmede.

 

Denne fortælling er åbenbart ikke så gammel. For man har hørt at dette ægtepar som var plejesøskende, blev døbt som meget gamle. De fik navnene Priskilla og Akillas (Akilles?) Dog døde de og alle deres børn på een gang af gulsot.

 

De havde fået de navne fordi den som døbte havde givet dem de navne.

 

Hist.: Fortællingen regnes for historisk, men er vanskelig at datere. Ungpigehuset som plejedatteren skal bo i, afspejler formentlig herrnhuternes kortvarige koropdeling i huse efter civilstand og køn. Påbegyndt omkr. 1760 og atter opgivet 1781/82.

Der var ingen herrnhutermission nord for Nuuk, og familiens rejseaktiviteter ville næppe have været billiget af herrnhuterne. Spørgsmålet er også hvor i Grønland vi er og kommer hen. Proveniensen nær Nanortalik i det sydligste Grønland lyder skæv: Her havde man ingen hundeslæder. Men med U. Rosing som afskriver kan der være tale om en fortæller, der er indvandret fra Sydøstgrønland. Dér rejste man dog heller ikke så langt med hundeslæde. Længere afstande langs kysten kunne kun tilbagelægges konebåd og kajak.

 

Kvinden med det sammenhængende underliv og lår har nedsat sig som syerske med et særligt speciale i kunsthåndværk (taskerne), som hun fremstiller til salg, fx til kolonister og ekspeditionsfolk.

 

Kilden til alle de legemlige skavanker kan muligvis findes i et dansk ugeblad el. magasin.  

 

Kommentar: Fortællingen advarer tydeligvis mod ægteskab mellem plejesøskende: de får kun døtre og dukkerne, der blir levende er også uheldsvangre.

Og hele fortællingen handler om legemlige skavanker der er associeret til fødsler og/eller sex: den ufrugtbare kone; de siamesiske tvillinger født af en mand, der er besvangret af en mand; kvinden med sammenvokset underliv og lår; plejedatterens hjemmelavede "kyskhedsbælte" og "incestuøse" ægteskab med sin plejebror, og deres datters dukkebarn der blir levende og må rives i bittesmå stykker for at dø. Fortællingens fokus på disse afvigelser kan meget vel være inspireret af herrnhuternes strengt håndhævede kønsmoral.

Qenakerssuaq

Print
Dokument id:201
Registreringsår:1859
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Qenakerssuaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 282 - 283, nr. 96
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Oversat af Kirsten Thisted i: Kreutzmann, Jens: Fortællinger & akvareller. Red. Kirsten Thisted. Atuakkiorfik 1997: 60 - 61: Kiinakersuaq som sultede sig ihjel af sorg.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning af Arnaq Grove i: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 60 - 61: Kiinakersuaq aliasuutiminik perlertoq.

 

Kort resumé i Rink: 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr 155.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Der blev fortalt om Kiinakersuaq, at han var en travl og driftig fanger. Om

sommeren havde han så travlt med at komme til randen af indlandsisen som den

første, at han ikke gav kvinderne lejlighed til at sove ordentligt. Kvinderne fik

ikke lov at lave mad, før de nåede målet. Når han en sjælden gang lod dem

lave mad, tillod han ikke madlaversken at sidde ned. Han sagde altid: "Maden bliver ikke kogt, hvis I sidder ned."

Når kamiksålerne gik i stykker, inden de nåede deres mål, lod han kvinderne sy nye såler, mens han selv stod op med stokken stukket ned i jorden. Først når han var fremme, sov han roligt.

     Hans vinterplads hed Amerlunnguaq. Han fangede meget og om vinteren, når

kulden satte ind, blev han sjældent hjemme. De fik en søn, som blev en dygtig

fanger og som de fik megen gavn af. Engang da de var kommet tilbage til

Amerlunnguaq efter sommeropholdet inde i fjorden, kogte de renkøller. Deres søn,

som var på vej ud i kajak, blev budt på mad, før han tog af sted,

men han afslog og sagde, at han ville spise, når han kom hjem. Da sønnen roede

ud, holdt faderen øje med ham fra land. Han så, at der dukkede en sortside op, og

at sønnen roede derhen og harpunerede den. Men i det samme kastede

sortsiden ham rundt, så han kæntrede. Da faderen roede ud til ham,

opdagede han, at han havde et sår i næseroden. Kiinaakersuaq blev meget bedrøvet

Han bad sin kone om at sy en pels af netside til sig. Iført pelsen lå han b'jet helt sammen på briksen ind mod væggen og tog ingen næring til sig. Han tog

godt nok imod den mad, de andre rakte ham, men så sagde han, at han

ville spise, når han kom hjem, så satte han den ned uden at spise noget. Han fik

kun vand i munden for at fugte den. Han sultede sig ihjel. Da så de andre, at

nyrerne og tarmenes indhold havde skubbet sig op som forhøjninger på huden.

 

Var. + Hist.: Kiinaki og Kiinakersuaq optræder i flere fortællinger, men det er ikke nødvendigvis samme historiske person.

Qernertivardik

Print
Dokument id:1655
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:Rosing, Peter
Indsamler:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Titel:Qernertivardik
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 139 - 146
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 54 - 64; angakkortalissuit, 1990: 179 - 190: "Qernertuarsummiut"

 

Resumé:

Følgende fangere med familier besluttede at overvintre ved Qernertivartik: Milatteeq med sønnerne Addiartertoq og Angakkertaan. Ujoqqaaqq, Angisseq med

sønnerne Kunnitsi og Sanegujuk. Neeqanngitseq, Oqqisaaq. Men da

Neqanngitseeq er nærig med den remmesæl han fanger om efteråret,

flytter Milatteeq- og Ujoqqaaq-familien til Ikasaagivaq / Ikasaattivaq.

Noget senere flytter Kunnitsi, der er gift med Neqanngitseqs dater,

Aanganni, alene til Kingitsaajik. Isen lægger sig fast om øen, og da

solen vender, véd alle, at de skal dø. Angiseeq falder i søvn til

døden, da han har fortæret en kødgave fra en nyfanget sæl, som

Neeqanngitseq har givet ham i slutningen af januar. "Fang den igen",

siger A. til N., inden han spiser kødet. Neeqangitseqs kone, husets

ældste kvinde, Qilagassaq, beordrer A. slæbt ud af huset, inden han

udånder, fordi han ingen blodsslægtninge har til at tage sig af liget.

I februar begynder sultedøden at hærge. En af N.s og Q.s svigersønner

går til sin familie i Sermilik-fjorden, vender afkræftet tilbage med

et lille stykke spæk, som hans kone modtager ude på isen, hvor hendes

mand ber hende drukne sig gennem et hul i isen, som hun først skal

hugge ud. Da N. er stærkt afkræftet flytter Q. ham med magt over på

sidebriksen, hvor han dør, efter at et par besøgende forhindres i at

give ham en kniv til selvmord. Da Q. gang på gang taler om alt det kød

(menneskekød), hun skal koge, forlader svigerdatteren, Oqqisaaq

bopladsen alene, men hendes afkræftede mand Kajmiteq følger efter

hende. Derefter begynder Q. menneskeæderiet sammen med sin datter,

Aanganni. Kødet smager som bjørnekød. Også to små sønner spiser med,

men ikke Aangannis søster, der væmmes, dør og blir spist. Q. er en

gammel klog kone med mange formularer, som hun bruger på ligene for at

undgå hævnende gengangeri. Først spiser man Neeqanngitseq. Dernæst

henter Aanganni kødet af sit døde barn. Efterhånden er alle de døde

spist undtagen Angiseeq og hans kone, der ikke er blodsbeslægtede, og

hvis slægtninges hævn de kan frygte. Også denne frygt overvindes til

slut. Inden da kommer Missuarniannga i maj på besøg med noget kød og

får som gengave noget hemmelig viden om et middel til at beskytte sig

mod fjenders angreb. M. bruger det senere med held mod Kuuitsi og hans

brødre. Da Q. og Anganni kan flytte ud i et telt, har de længe ikke

haft flere at spise. De to små drenge er afkræftede, efterlades i

huset, dør og fortæres. De to kvinder overholder dog stadig deres

dødstabuer, som Q. må fjerne med formularer, da A. vil ned til

stranden efter muslinger. A. kommer tilbage med tang og en mængde

forskellige muslinger. Mens de ordner dem kommer Missuarniannga og

Peqitissaq med kødgaver, som de ikke vil have noget til gengæld for.

Langt om længe kommer endelig A.s mand, Kunnitsi efter dem og tar dem

med til ammassætpladsen Qinngeq, hvor Q. straks åbent bekender overfor

Neeqanngitseqs halvfætre, at hun har spist ham, og at hun forstod

hvorfor N. var morgenmand. Hans milt var nemlig meget lille.

Tilståelsen eliminerer slægtningenes hævnlyst. Nogle få år senere dør

alle Qinngeq-boerne af sygdom og Anganni så ud til at have døjet

frygtens gru på det sidste.

 

Hist.: Historisk fortælling om sultevintere 1880 - 81. Denne datering stemmer dog ikke overens med andre. Se kommentaren til: Ajaattoq Victor.

 

Kommentar: Kunnitsi er en af de familiefædre der lever op til tesen om, at i jægerkulturer er det de blodbeslægtede man er nærmere knyttet til en kone og børn. Kunnitsi svigter kone og børn og overlever hos blodsslægtninge. Men kun få gifte mænd opfører sig sådan denne sultevinter. Er det fordi de overvintrer sammen med deres brødre el. far? Det kræver en længere analyse af slægtsrelationer. Enkelte kvinder stikker også af til andre bopladser denne vinter. Se Oqqisaaq ovf. og i: Ikâsagdivaq / Ikaasatsivaq, hvor hun når frem.

Qilaatuaq / Qilaasuaq

Print
Dokument id:1099
Registreringsår:1905
Publikationsår:1923
Arkiv navn:
Fortæller:Missuarniannga (Mitsuarnianga / Mitsivarniannga / Andreas)
Nedskriver:Thalbitzer, William
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Qilaatuaq / Qilaasuaq
Publikationstitel:The Ammassalik Eskimo , Second Part
Tidsskrift:Meddr. Grønland 40(3)
Omfang:side 434 - 438 (3 sider), nr. 225 A
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Grønlandsk tekst, engelsk oversætelse ibid, s.435-440 (3 sider)

 

Resumé:

Qilaasuaq med søn, sønnekone og en stor, gevaldig svoger (eller svigersøn), der er på isfangst med hundeslæde, sendes til havs af en fralandsstorm på et isbjerg. De spiser først hundene, dernæst opfordres Qilaasuaq af først sin søn, så sin svoger til at bruge sin særlige viden. Q. indrømmer at han har nogen viden i forbindelse med en kroget vandøse, og han snitter to par dukker, en mand med kort hår og en gammel kone, og en mand med langt hår og en ung kone. Han udhuler et hul i isbjerget og lægger parrene der natten over, hvor de bytter koner. Hullet er da fyldt med vand, som sønnen straks drikker af, hvorefter ikke en dråbe er tilbage. Q. må lægge parrene i et nyt hul og næste dag skubbe den store svoger til side for at drikke først. Det er betingelsen for at vandet ikke slipper op efter første drikning. Senere indrømmer Q, at han har noget viden i forbindelse med den slags, der er bestemt til at komme tilbage, hvis de dør (drukner, dør i utide, angerlartussiaq). Han lader sig glide i havet og kommer op som en isbjørn. Han søn og svigerdatter gør ligeså. Svogeren nøler, men indvilger så og kommer op som en slags hvalros. Han må dog dykke tre gange for at opnå rigtig lighed med en hvalros. De svømmer mod Akilineq og nær på kommer folk strømmende for at jagte isbjørnene, der skynder sig i skjul og forvandler sig tilbage til mennesker. De inviteres venligt på mad, men bopladsens ældste, Meetaanaain / Mitaanaat (?) serverer menneskehjerne for dem. Q. kan tåle kosten, men M. blir sindssyg da han tvinger noget af den i hende. Hun går ud, hvor man parterer hende.

       Folk i huset hævner sig på Q.s svoger, der besvimer og skæres i stykker uden for. Q. og søn klarer sig i første omgang med en ræveamulet fra Q.s støvlebånd / kamikrem, men i næste omgang er det hans ravneamulet fra pelskraven på hans bjørneskindspels. Den trækker indvoldene ud på alle fjenderne undtagen en dreng, som Q. opfordrer til at være styrmand for dem næste dag. Drengen synger (til de døde?) om at blive til en tupilak eller en anngiaq, der kan hævne sig. Han sover over sig, følger efter båden, men Q. får bukket begge ender sammen på ham, så han taber bevidstheden og dør. De når velbeholdne hjem.

 

Var.: Thalb. nævner nogle få afvigelser fra denne version i en anden, som han indsamlede hos den dengang 15-årige Kaarali.

Se ellers: Qilâssuaq, Qiláituaq, Qiláussuaq, Qátsâq med lemmingamuletten, Qattaaq, Sungersuusaq, Sungersûssaq; Asalooq; Tiggaaq; Qilaasuaq og Allunnguaq.

 

Hist.: Fortællingens hovedperson er ikke identisk med den historiske Qilaasuaq fra Baffin Island, der med familie indvandrede til Thuleområdet omkr. 1860.

 

Kommentar: den 'krogede øse' må være en forkert oversættelse af ernguming nikisimatime (transskriberet fra lydskrift). I Saatooqs version, som Jens Rosing fik og oversatte, er nikisimadûn en konebytningsformular og ernguming (erngumik) må ganske enkelt være til (at skaffe) vand (op fra jorden).

Qilâduaq / Qilaatuaq / Qilaasuaq

Print
Dokument id:565
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Saajooq (Sâjôq / Saajooq / Maratsi, Odin)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Qilâduaq / Qilaatuaq / Qilaasuaq
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 53 - 57
Lokalisering:Sermiligâq / Sermiligaaq: Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Resumé:

 

Saajooq har fortællingen fra sin bedstefar, Maratsi.

     Qilaasuaq og hans søn går altid i bjørneskindsklæder, mens Q.s

svigersøn foretrækker klæder af sælskind. En dag under bjørnefangst på

havisen bryder en storm isen op. De redder sig op på et isbjerg,

driver til havs, og opfordret af sin søn bruger Q. noget af sin viden

på at skaffe dem drikkevand. Han udskærer to dukker, to ægtepar af slædens

tværtræ, som han med en formular lader bytte koner om natten, og næste

morgen kan han fremkalde drikkevand ved at hugge sin ismejsel i

isbjerget. Ritualet må gentages, fordi vandet straks slipper op, da

sønnen drikker først. Det er Q., der skal drikke først. Senere, og

uden anden mulighed for redning lader Q. sig glide ned i havet og

kommer op som en bjørn. Sønnen gør det samme, mens svigersønnen, der

bliver længe under vandet, kommer op som en stor hvalros. Hver gang de

undervejs passerer et større stykke is, svømmer hvalrossen under den,

mens bjørnene vandrer hen over den. De forbliver også bjørne, da de

vandrer over den faste is ved land, mens hvalrossen blir menneske igen

igen, så snart han kommer op på isen. De har nået Akiliardivaq

(Akiliaarsuk / Akiliarsuaq ?). Q. og hans søn må i hast afføre sig

deres dyrehamme bag en isskodse, fordi de fremmede, der tror de er

bjørne, vil dræbe dem. På bopladsen bliver de inviteret på

menneskehjerne hos den heksekyndige Mitaarnaan. Alle tre gæster spiser

en skål fuld uden at tage skade, men da Q. tvinger M. til at smage,

dør hun. En mand udfordrer dem til at trække armkrog. Svigersønnen er

den stærkeste men får sine testikler revet af, dør og trækkes med en

rem ud af husgangen til partering. Q. giver modstanderen samme bekomst

og sluger hans testikler. Da folk uden for huset opdager, at liget er

en af deres egne, bryder de huller i huset. Q. bruger sine to

amuletter, en rævetand og skægbørster af en ravn, som han efter tur

sender ud på drab. Alle fjenderne dør undtagen en forældreløs dreng,

der om foråret, da Q. og søn har levet højt på bopladsens

vinterforråd, får lovning på at styre deres konebåd hjem. Han synger

glad en sang om det, men narres og sender et hulkende skulderblad af

en dødning efter dem. Q. afværger hekseriet ved at trylle ud gennem

sit ærme. Q. og søn fortsætter hjemover.

 

Var.: Søg: Qilaasuaq eller Tiggaaq

 

Hist.: J. Rosing mener, at fortællingen skildrer mødet mellem dorset-

og thulekultur men præciserer ikke, om det er hvalros-svigersønnen

eller akilineq-boerne, der repræsenterer dorset-folk. Det er en vidt udbredt fortælling i hele Grønland.

 

Tolkning: Bemærk land / hav dichotomien i skildringen af bjørnenes og

hvalrossens vaner og forvandlinger. Om denne modsætning se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Den affinale reltion mellem isbjørn og hvalros".

Qimuunnguujuk

Print
Dokument id:2043
Registreringsår:1963
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Sørensen, Mathilte (Sørensen, Mathilde)
Nedskriver:Vebæk, Mâliâraq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Qimuunnguujuk
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 66 - 69
Lokalisering:Nanortalik
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 70 - 73: "Unikkaartuaq. Qimuunnguujuk"

 

På dialekt og engelsk og lydside på CD-Rom:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33: Lige sider: 148 - 154 (dialekt) og ulige sider: 149 - 155 (engelsk).

 

Resumé:

Qimmuunnguujuk er en dygtig ung fanger, der bor inde i Lichtenau fjorden (Alluitsup Kangerlua) med sin mor i et hus for sig på en boplads med en stor flok brødres fælleshus. Moderen formaner altid Qim. til at holde øje med tegn på en kommende hård vinter: uklart havvand og is i planterne om sommeren. Det ser han så en sommer og fanger så meget han overhovedet kan overkomme til forråd. Brødrene, som han advarer om kommende trængsler, er ligeså skødesløse som altid. Da vinteren kommer må Qim. og hans mor efterhånden hjælpe brødrene af deres forråd, men da de en overgang sner inde og Qim. omsider får banet sig vej ud og over til brødrene, ligger de for døden af sult. Mange dør af den smule mad han bringer dem. De øvrige overlever heller ikke. Kun to søstre overlever og blir inviteret over at bo hos Qim. og hans mor. Den ene søster dør også. Tidlig om foråret tar tre overlevende med konebåd og en masse forråd på slæden over land til Nuugaarsuk og derfra roende til Alluitsoq / Lichtenau. Her de redder alle beboerne fra sultedøden med deres forråd og Qim.s fangst. Det er moderen, der forstår at rationere den uddelte mad, så folk kan tåle den og langsomt kan tåle mere. Om foråret hjælper Qim. ligeledes en flok fangere fra den nærliggende bygd, Akuliaruseq med at nedlægge en stor klapmyds, som de ikke har kræfter til at stikke ihjel. Han fordeler blodet og kødet mellem dem og dem i Alluitsoq, der nu for første gang igen får lidt fersk kød.

Om sommeren gifter Qim. sig med de mange brødres overlevende søster, og til Alluitsoq-boernes sorg rejser de syd på og bosætter sig på de sydlige Kitsissut i skærgården. De får en søn, Qimmuunnguaq, og Qimmuunguujuks grav siges at ligge hér.

 

Var.: Angmalorssuaq, Den bredskuldrede;  

 

Hist.: Historisk fortælling.

MS var 81 år i 1963. Hun fortæller således om sig selv s.67 i den grønlandske udgave:

   Sådan set har jeg ikke forladt Nanortalik, siden jeg blev født her. Et år overvintrede vi nede sydpå i Itilleq. Jeg er ganske enkelt blevet ved med at bo i Nanortalik lige til denne dag.

   Min afdøde bedstefar var kateket, ja, han var altså overkateket. Og netop her i dette hus blev jeg født. Og der var jo en hel søskende-flok... Og alle mine mange søskende blev også allesammen født her i dette hus, allesammen:

Indaleeraq (Henrik Lund, vores store digter, MV), Jens, Juthidda, to ved navn Louis, da den første Louis døde, hed den næste også Louis. Min mor døde i 1919. Min far døde først, og det var i 1916. Så arvede du altså huset? Jeg arvede det. Da min fars helbred efterhånden blev dårligere, sagde han til mig: Dine søskende vil alle være bedre stillet end dig, derfor skal du arve dette hus sammen med de få ting, der hører til. Men da de døde, delte vi søskende naturligvis lidt mellem os.

Qivittoq / Fjeldgænger

Print
Dokument id:2041
Registreringsår:1963
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Sørensen, Mathilte (Sørensen, Mathilde)
Nedskriver:Vebæk, Mâliâraq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Qivittoq / Fjeldgænger
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 63
Lokalisering:Nanortalik
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 68 - 69: "Qivittoq"

 

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

 

Resumé:

MS oplevede som yngre med hånden på entredørens håndtag at blive skudt efter med bøsse af en qivittoq / fjeldgænger. Inde i huset hørte hendes far skuddet og spurgte hvad det var. MS var sikker på at det var en bestemt qivittoq / fjeldgænger, der havde det med gang på gang at vende tilbage. En gang til sin søster på et kort besøg, en gang til sin kone, der jog ham ud, og til sine børn, der skreg af angst. Og flere gange til deres loft, hvor han rumsterede. Konen flyttede med sine børn af samme grund. Han havde også boet i Amitsoq og fået (eller stjålet) mad der. To andre qivittut var kendt på egnen, den ene med uhyggeligt store øjne.

 

Hist.: Historisk fortælling. Også Isak Hansen nævner at qivittut i al hemmelighed kan få mad af folk.

 

MS var 81 år i 1963. Hun fortæller således om sig selv s. 67 i den grønlandske udgave:

   Sådan set har jeg ikke forladt Nanortalik, siden jeg blev født her. Et år overvintrede vi nede sydpå i Itilleq. Jeg er ganske enkelt blevet ved med at bo i Nanortalik lige til denne dag.

   Min afdøde bedstefar var kateket, ja, han var altså overkateket. Og netop her i dette hus blev jeg født. Og der var jo en hel søskende-flok... Og alle mine mange søskende blev også allesammen født her i dette hus, allesammen:

Indaleeraq (Henrik Lund, vores store digter, MV), Jens, Juthidda, to ved navn Louis, da den første Louis døde, hed den næste også Louis. Min mor døde i 1919. Min far døde først, og det var i 1916. Så arvede du altså huset? Jeg arvede det. Da min fars helbred efterhånden blev dårligere, sagde han til mig: Dine søskende vil alle være bedre stillet end dig, derfor skal du arve dette hus sammen med de få ting, der hører til. Men da de døde, delte vi søskende naturligvis lidt mellem os.

Quelques histoires concernant Maratsi, l'angakeq / Nogle historier om angakkoqen / åndemaneren Maratsi

Print
Dokument id:1918
Registreringsår:1936
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Kara
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Quelques histoires concernant Maratsi, l'angakeq / Nogle historier om angakkoqen / åndemaneren Maratsi
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 60 - 63
Lokalisering:Kangerlussuatsiaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

Angakkoq'en, åndemaneren Maratsi var en navnkundig åndemaner, men især afholdt som fortæller. Man elskede at få besøg af ham som fortæller. Men man drillede ham fordi han var en dårlig fanger.

 

Det siger formentlig Kara, der om Maratsi fortæller, at hans mor, en rigtig hun-kvinde, havde giftet sig med en 20 år yngre mand, der således var jævnaldrende med M. Men da hun hverken passede sin lampe eller kerede sig om at koge kød til sin mand, tævede han hende. Derfor fik M. sin fætter, Sanimuinnaq med på at dræbe ham. Det lykkedes med hiv og sving en dag disse tre var ude i kajak. M. nåede kun at harpunere sin unge svigerfar gennem kajaktræet ind i bagdelen, mens Sanimuinnaq, der var en bedre roer, blev den der efter flere forgæves forsøg på at komme på kastehold, fik sin harpun i ryggen på den flygtende (med fangstblæren efter sig i harpunremmen som en harpuneret sæl). Sanimuinnaq fik sin harpunspids skåret ud, Maratsi måtte nøjes med at skære remmen af, offeret lod de vende rundt og drukne. San. kom til at hade M. og planlagde at dræbe ham, fordi hanselv (San.) havde været nødt til at dræbe uden at ville det. Herefter fik San. besvær med at huske at kaste sin fangstblære ud, når han havde harpuneret en sæl og på et tidspunkt blev han trukket ned af en sådan sæl og druknede. Det var den dødes hævn.

 

Derefter fortæller Kara om Maratsis mors, Angmalilik's / Ammalilik's sørgelige skæbne efter at hun var blevet gift med Aggu / Avgo / Akku, og dennes andenkone, der var Angm.s egen datter, havde druknet sig ved lavvande under isen. Hendes lig blev skyllet op ved højvande. I 1884 el. 1885 om vinteren drog Aggu med andre fra Sermiligaaq til Ammassalik for der at se konebådsekspeditionens folk. Men Angm. kunne ikke følge med, og da Aggu ikke ville tage hende på sin slæde for ikke at sinke hele rejseselskabet, blev hun efterladt, siddende i sneen. Næste dag fandt en slædefører hende og bragte hende til Kuummiit. Men lige siden var hun lam i benene og efter to vintre begyndte kødet at falde fra hendes ben. Hun havde endnu kunnet gøre sig nyttig ved i eftersommeren at blive placeret i lyngen og plukke bær, men da man næste sommer skulle til Qinngeq på ammassætfangst blev hun efterladt i et lille ly, som hendes søn, Maratsi havde bygget. Hun blev efterladt uden vådt og tørt og gav sig sin skæbne i vold.

 

Var.: se Hist. ndf.

 

Hist.: Historiske begivenheder fra sidste halvdel af 1800-tallet. Aggu levede ca. 1843 til 1891. Se også Karas anden fortælling om Ammaliliks datters selvmord, Victor 1993:45 - 47; og Sâjôqs / Saajooq beretning om drabet på Maratsis svigerfar hos Jens Rosing, Sagn og Saga fra Angmagssalik, 1963: 270 - 271, og hævnen, ibid. s. 271 - 272. Hér hedder svigerfaderen Quarrajêq og skildres som en ældre mand. Desuden siges Aggu at have intrigeret med løgne for at få fat i Ammalilik.

 

Kommentar: Personnavnene er ikke altid genkendelige i Victors stavemåde.

Qujâvârssuk / Qujaavaarsuk

Print
Dokument id:1445
Registreringsår:1902
Publikationsår:1924
Arkiv navn:
Fortæller:Juua (Jûa)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Qujâvârssuk / Qujaavaarsuk
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, II
Tidsskrift:
Omfang:side 216 - 233
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Håndskr.: KRKB 1, 1(1), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Qujâvârssuk".

Trykt på vestgrønlandsk i

Lynge, Kr. 1938 - 39, Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo, II: 76 - 94 og i

Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, I: 151 - 166: "Qujâvârssuk" / Qujaavaarsuk.

 

Komplet oversættelse til dansk: Thisted, K. 1993, "Som perler på en snor", Tekster: 78 - 95.

 

Resumé:

En storfanger ved Ikersuaq er barnløs og ber sin nabo, en gammel

ulkepilker om at ligge med sin kone mod for fremtiden at få

fangstparter. Selv henter han i kajak en havorm langt mod syd. Med den

pisker han nede ved strandkanten sin kone på den bare ryg. Det

kildrer. På den gamles anbefaling finder han to amuletter til sit

kommende barn, et renpillet skarveskelet på en høj klippehylde langt

mod syd, og en klump fedtsten som solen aldrig har skinnet på (og

derfor associeres til "nord", BS). Drengen, der fødes, skal den gamle

give navn. Han vælger navnet Q. efter en slægtning, der døde af sult

ved Amerloq. Drengen vokser til, den gamle laver kajak til ham, og da

han lader drengen afprøve den, tiltrækker den sæler. Den gamle laver

hans redskaber og ber storfangeren tage drengen med ud på fangst, hvor

han straks fanger en sortside, og siden fanger hver gang han er ude.

  Gæster strømmer til sydfra under hungersnød til den nu voksne Q.,

der altid har stort forråd. Blandt gæsterne er Tuttu og hans kone, der

er en større åndemaner / angakkoq / angakok end Tuttu. De kommer op at skændes, konen går qivittoq og T. må skaffe sig større evner, hvis han skal kunne få konen hjem igen. Det gør han ved isfangst af en kæmperødfisk med en

uhyre lang snøre af fuglefjer. Fisken får ham til at besvime på vej

hjem med den over en tilfrosset sø. Da han vågner og føler sig som en

større åndemaner, søger han flere gange at undgå et håret uhyre,

indtil han husker, at han ved at sønderrive det vil få evnen til at

rejse ned gennem jorden. Det gør han så. Under en seance finder han

sin kone, der flygter ned gennem jorden med ham i hælene og lader

sig bevæge til at følge med ham hjem.

  Vinteren strenges og to gamle mænd kommer på besøg hos Q. De

beværtes rigeligt og får kødgaver med hjem. Alligevel er den ene

blevet fornærmet på Q. og beslutter at lave en tupilak mod ham. Alle

våger lukkes og Q., der tilsyneladende kun tiltrækker sæler i kajak,

kan intet længere fange. Han ber sin mor bevæge Tuttus til - mod en stor

kødgave - at fjerne isen. T. beordrer sin kone at forsøge. Under en

seance ser hun to flammer nærme sig fra havhorisonten. En isbjørn kommer ind efter hende. Dens kraftige åndedræt sender hende frem og tilbage over gulvet. Den bærer hende ned til den anden 'flamme', en hvalros der venter i vandkanten. Derpå kastes hun ud over isen af bjørnen og hvalrossen, der skiftevis griber hende i kønsdelene og kaster hende videre. De forlader

hende kort før isen brydes op af en storm, hvor hun må redde sig op på

et isbjerg men transporteres videre af en "skæv" kajakmand til

havkvindens land. Da hun tørstig fristes til at drikke af noget vand, der trænger frem gennem  sneen, advares hun mod det af en stemme. Drikker hun vil hun aldrig nå hjem igen. Havkvindens kæmpehus bevogtes af en bidsk hund, og

husgangen er en beskidt elv med en passage så smal som en knivsæg. T.s

kone balancerer ind, slås med den vrede kæmpekvinde, reder og renser

hendes hår og får som tak lov til at flytte hendes lampe til siden,

først til den ene så til den anden side. Ud strømmer først alke, så

mennesker. De forvandles til sortsider i elven, der nu er ren og

strømmer den rette vej, udefter. Havkvinden / havets moder ber hende hilse hjemme og sige, at de ikke må tømme deres skarn udefter mod havet. Hjemme igen

uden hindringer undervejs lover T.s kone isens opbrud, når hendes sår

er lægte og derefter fangstforbud i fem dage. En tabubryder fanger

intet. De andre venter og giver Tuttus deres førstfangst.

  Den ondskabsfulde gamle mand opliver tupilakken og sender den over det nu isfri hav mod Q. Tupilakken lægger sig parat ved Q.'s kajak, men da denne om morgenen stiger i sin kajak, bliver han usynlig for tupilakken. Hele dagen leder den forgæves efter Q. Det samme gentager sig næste dag. Tredje dag prøver den at få fat i Q. på land. Den svømmer under vandet ind mod stranden hvor Q. står, men ramler lige imod en stejl klippevæg, der er skudt op i stedet for stranden. Næste dag sker der det samme, selv om den svømmer i overfladen. Denæst ramler et klippestykke ned ovenfra og smadrer dens ene ribben. Helt udsultet trænger den nu gennem jorden og op under husgangen, men da den ikke kan trænge op gennem gulvet fortsætter den om bag huset, skubber et par tørv til side for at komme ind, da så pludselig en stor fugl, der misundelsesværdigt er i færd med at spise, hakker tupilakken et stort sår ved øjet. Da mister tup. modet, svømmer hen til den gamle tupilakmager, angriber ham, æder hans indvolde, men skammer sig så over hvad de andre tupilakker måske vil sige og svømmer langt ud til havs, hvor den blir en stor-tupilak.

  Q. rejser med familie til Amerloq, hvor hans navnefælle døde af

sult, og hvor folk kun fanger helleflyndere. Men Q. tiltrækker

naturligvis sæler, som han fanger, og han vinder et væddemål foreslået

af bopladsens stærke mand om først at fange en spraglet sæl på et

bestemt sted længere mod nord. Skindet skal bruges til

hvalfangstblære. Q. hører om natten hvalernes åndepust før nogen

anden og nedlægger også en hval før den stærke, skønt Q. giver sig

god tid med at finde roersker og bliver i kystvandet, hvor han

tiltrækker hvalen, der harpuneres og ved næste opdukken havner på

stranden som var den blot en ammasæt. Q. befaler, at hans mor skal spise først af

hvalen, og den stærke, der trodser ham, får store sår i munden. Q.s

mor opfordrer nu forgæves sin søn til at gifte sig og udvælger ham en

grim pige med så velsignet en appetit, at intet af Q.s fangster siden

vil gå til spilde. Q. fanger endnu en hval og rejser hjem om foråret.

 

Var.: Rejsen til havkvinden. Havets mor. Qujaavaarsuk. De to små forældreløse. Nivikkaa. Isigaalaarsuk. Tuttus kone. Miteq. Søg også på Havkvinden / havkvinden, Havets herskerinde, Sødyrenes moder / mor. Selve fangsten af ormen og konens befrugtning med den fortælles også om Nappartuku, forfaderen til en talstærk slægt i Sermilagaaq fjorden: Jens Rosing: Hvis vi vågner til havblik. Borgen 1993: 12-16.

 

Hist.: Ang. Rasmussens brug og oversættelse af Juuas version se

Thisted 1993, kap 4.

Tuttu og hans kones åndemanerevner afspejler en

østgrønlandsk tradition, deres ophold i Sydgrønland, herrnhuternes

tiltrækning på syd- og sydøstgrønlændere (Lichtenau, Alluitsoq) i

fortiden, og Q.s rejse til hvalfangsten ved Amerloq nær Sisimiut afspejler sydlændingenes rejser derop i samme fortid (1700-årene) Se: Sonne 1986: Angakkut puullit i Grønland og Alaska. Vort Sprog - Vor Kultur, Atuakkiorfik ss. 143-155. Søg på pooq. Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

 

Tupilakker var skræmmende, ikke mindst fordi de var menneskeskabte af folk, der ville en det ondt. Her har kristendommens latterliggørelse af tidligere forestillinger forvandlet tupilakken til en stakkels nar, der tilmed ender med at få en helt nyopfundet titel af stor-tupilak, da den er gået qivittoq til det ydre hav.

 

Tolkning: Geografisk er fortællingens centrum Sydgrønland (Ikersuaq,

Tunulliarfissuaq, Saarloq), men strukturelt set er centrum placeret

midt mellem "syd" og "nord". Q.s biologiske far, ulkepilkeren, der

ikke kan fange, er associeret til sultedød i nord og gamle folks

ekstra viden, mens Q.s andet ophav, der henter havormen langt mod syd,

er associeret til storfangst. Q.s særlige tiltrækning på sødyr må

skyldes den ekstra befrugtning med denne havorm sydfra, som formentlig

også gør ham usynlig for tupilakken, når han er i kajak. De to amuletter fra henholdsvis syd og (med association til) nord er andre forsvarsmidler mod

tupilakken i en passage af fortællingen, som Rasmussen har udeladt (Se

Thisted op. cit.). Det er da også åndemaneren sydfra, T.s kone, der

fjerner den livstruende is og åbner for trækkene af alker og

sortsider sydfra. I nord er det Q.s egen tiltrækning på sødyrene, der

bringer dem ind i det kystnære vand, hvor de lokale kun kan fange

helleflynder. Da Q.s mor endelig heroppe i det "sultne nord" skaffer

ham en kone, der er grovæder, har Q. for alvor overvundet den skæbne,

der klæber ved hans navn.

  Ud fra fortællerens synsvinkel er strukturen interessant. Juua var

fra Kangeq, hvis befolkning stammede fra Sydgrønland eller muligvis

Sydøstgrønland. På den baggrund er det forståeligt, at Q., der er et

blandet afkom af syd og nord, får de evner og den hjælp langt sydfra,

hvormed han overkommer de livstruende egenskaber, der hæfter ved hans

nordlige navn og hans biologiske far. Kangeq-boerne har, også i kraft

af deres tilknytning til herrnhuterne, hellere identificeret sig med

den sydlige end den nordlige del af fortællingens geografiske område.

Qulangiis forsøg med heksekunsten

Print
Dokument id:213
Registreringsår:1860
Publikationsår:1997
Arkiv navn:
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Qulangiis forsøg med heksekunsten
Publikationstitel:Fortællinger & akvareller
Tidsskrift:
Omfang:ss. 116 - 118
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 27h - 28h.

 

Publiceret transskription af orig. håndskr.: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 116- 118: Qulangiip ilisiitsuunermik.

 

Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 219.

Resumeret oversættelse af afskriften i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 73.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 57, ss.328 - 330.

 

Resumé:

Qulangiis forsøg med heksekunsten.

Qulangii har ingen kajak, fanger ikke og foretager sig aldrig andet end at bære andres kajakredskaber op, når de vender hjem fra fangst. "Ham der kommer ovenfra", kalder de ham, fordi han altid kommer ned, når de andre mænd kommer hjem. Qul. har en hjertensven, som han overrasker i at skaffe sig en stump kød og urinblæren fra et nyligt stensat lig. Vennen overtaler Qul. til at afprøve disse heksemidler. Han skal tørre kødet og anbringe det under benpladen mellem skaftet og forenden af sit offers harpun. Blæren skal han lade vinden fylde med luft og derefter slippe luften ud over sit sovende offer. Qul. afprøver kødstykket på en af stedets bedste fangere, der altid forsyner ham rigeligt med kød. Heksemidlet virker og Qul. ser sig efterhånden nødsaget til at fjerne det igen. Blæren får han afprøvet, da han langt om længe får en uven, sin svigerdatter, der er begyndt at skælde og smælde på ham. Han fylder blæren med sydvestenvind, hendes ansigt svulmer op, og en tilkaldt angakkoq / åndemaner / angakok afslører Qul. som gerningsmanden. Han tilstår straks, fortæller om vennens overtalelser, fremviser heksemidlerne, der kastes i havet, og vennen straffer man.

 

Hist.: Qulangii må være en historisk person, der har haft et venligt, men ikke synderlig foretagsomt gemyt. Hvori straffen over vennen bestod er svært at vide. Den har næppe været stor nok til gå over i historien.

Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34.

 

Tolkning: Hekseri med stumper af lig og skeletter var noget enhver vidste om og kunne udøve uden at "købe" viden om det fra andre. Ofte virkede hekseriet dog kun i kraft af en tilhørende trylleformular / serrat, og en sådan måtte man købe, hvis man ingen ejede. Vind fra sydvest bringer dårligt (fangst)vejr og altså også dårligdom fra en urinblære, der i lighed med andre oppustede blærer eller poser associeres til livskraft. Se pooq / puulik. Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

Qutsuluk

Print
Dokument id:2323
Registreringsår:1961
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Qutsuluk
Publikationstitel:Hvis vi vågner til havblik
Tidsskrift:
Omfang:side 131-135
Lokalisering:Sermiligaaq: Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Resumé:

 

En af Nappartuku og Atsivaqs sønner, Qutsuluk (ca. 1835-1888) var ualmindelig høj, måske to meter. Hans sangkampmodstander gennem mange år, Misartaq, hørte til de absolut mindre. I 1879 arrangerede man en kamp, hvor Qutsulik i sin sang anklagede Misartaq for ikke at have begravet sin bror ordentligt og ædt liget af sin søn. En skidensæk, som man væmmedes ved og som havde mistet sin fulde forstand. Med talrige kindbenstød smadrede han Misartaqs ansigt og næse. Denne gjorde gengæld, med først at gentage anklagepunkterne i sin sang, der endte med lignende anklager mod Qutsuluk. Han havde ikke begravet sine døde børn ordentligt, men ladet dem ligge og flyde i vandet i månedsvis. Samtidig gav han igen for hvert enkelt punkt, hoppende og med et voldsomt stød, som smadrede Qutsuluks ansigt til ukendelighed.

Var.: ID 1644.

 

Hist. Historisk overlevering i slægten Napartuku og Atsivaq. Se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9.

Rensdyr på Kulusuk-øen

Print
Dokument id:551
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Kunnitsi (Kúnitse)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Rensdyr på Kulusuk-øen
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 25 - 26
Lokalisering:Kulusuk: Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Resumé:

Overleveringen fortæller om rener og renjagt på Kulusuk i fortiden: En

stor sten kaldet Ujaajittukujik tjente som tilflugtsted for

renjægeren, når han havde nedlagt en hunren og blev angrebet af

hannen, der ville stange ham ihjel. Mens den løb rundt om stenen kunne

jægeren ramme den med sin lanse og trække den til sig med den rem, der

var fastgjort til lansen. En stor åndemaner / angakok og renjæger, der engang

blev stanget ihjel, ligger begravet ved stenen. Den bruges som

gnidesten af åndermanerlærlinge / angakkoqlærlinge, der således får en stærk dødning som skræmmeånd. Endelig har man en nidvise, der kontrasterer en pralende

nidsyngers ren- og sælfangster med de sølle muslinger og ulke, der gør

det ud for hans modstanders sælfangst.

 

Hist.: De aggressive renbukke minder mere om moskusokser end rener, og

der har næppe været rener i Ammassalik-området, da østgrønlænderne

indvandrede i 1500-tallet. Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "To økologiske

ændringer ... ".

Sahrap oqalualaruta / Sahras (slægts)historie

Print
Dokument id:1783
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Sahra
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Sahrap oqalualaruta / Sahras (slægts)historie
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:ss. 105 - 107, 152 - 154, 172, 306 - 307, nr. 21
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

 

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 21, ss. 69 - 72, 142 - 146, 166 - 170, 178 - 180, 385 - 386.

 

Ikke med i Rink 1866 - 71, II.

 

Komplet oversættelse i Thisted og Thorning 1996, Appendix 1, ss. 349 - 362.

 

Resumé:

Sahra gør først rede for sine slægtninge i fædrene linie bagud til og med sin tip-tipoldemor, Ajamak. Dennes søn Qippuk havde blandt sine mange børn sønnen Kuajak, og denne Kuajak havde tre sønner og seks døtre. Den ældste af døtrene var opdraget til kajakfanger og sønnerne hed Avammeq, Tunganeq og Aqajamuk. Denne Aqajamuk var Sahras farfar. Hendes far nævnes ikke ved navn i denne fortælling, der handler om et mord på hendes farfars søster - hende der var opdraget til kajakfanger - og en af dennes onkler / farbrødre. En ældre onkel / farbror, der var med ude på lurefangst i kajak, undslap - måske Aqqaluapaluk, der straks efter nævnes som deres (?) onkel / farbror og som hidkaldte en angakok / åndemaner. Denne opklarede at morderne var to kajakmænd, Sillik og Mamarani, og at disse, der var fortsat mod øst til Aluk, skulle overvintre ved Ittilleq syd for Pamialluk. Den følgende sommer foretog brødrene til den dræbte søster sig ikke noget, men sommeren efter fik de nys om at morderne skulle sydpå og satte efter dem til mordstedet, den sydligste ø. Undervejs myrdede Tunganeq (en af den dræbte kvindes brødre, se ovf.) i sin store vrede en ubeslægtet mand, Sangungasoq (formentlig ubeslægtet med morderne og derfor ikke en Tunganeq burde hævne drabet på, BS). Avammeq prøvede at forfølge konebåden (med mordernes familie på vej sydpå), men den var nået at undslippe.

       Derpå blev en efterkommer, Sapangaq fra Pamialluk, dræbt under en udflugt med fire sønner i telt efter kvan. (Den præcise slægtsforbindelse mellem Sahra og Sapangaq er ikke klar: "en af hendes onkler".) Morderen var Qallunaatsiaq fra nundingen af Tasermiut. En del kajakmænd der var sammen med morderen blev af denne bedt om at kaste deres fuglepile i liget (for dermed at blive medskyldige), men en nevø (? eller fætter?) til den dræbte vil ikke, og under mordtrusler nøjedes han med at kaste sit kastetræ på kajakken (formentlig den dræbtes kajak). Samme nevø / fætter underrettede Sapangaqs fire mindreårige sønner ved teltet og tog derefter til Pamialluk med nyheden, hvorfra man roede hen efter liget og teltet med drengene. Til at passe dem hentede man så i Niaqornaq længere sydpå: Kujapingaq, der var / blev (?) Sahras mor. Ingen af drengene havde endnu kajak og alle havde så ondt af dem. Ujooq, den ældste, fik en kajak af en vis Uitsiaq og hans lillebror en af Illorulleq.

       Alle fire brødre blev meget stærke under ustandselige anstrengelser. De opøvede kræfter i kajak og i konkurrencer, hvor den der tabte altid fik tæv med en særlig pisk af talgindfedtede remme af remmesælsskind / såleskind. Ujooq blev efterhånden den der klarede sig dårligst, skønt han var den ældste. Under en kraftprøve hvor det gjaldt om at lade en stor tung, ung pige træde ud fra briksen med bare fødder på deres hænder, var det kun Ujooq der kom en smule til kort.

Men vreden blev holdt i stadig kog hos dem alle, også hos Ujooq der altid lod den gå ud over sine fangster. Han rev omtrent hoved og lemmer af hver eneste af dem.

       Sahra fortsætter med Ujooq, der bosatte sig ved Nanortalik og udviklede sig til massemorder. Han lod sin unge andenkone tatovere sig et mærke for hvert mord langs hårkanten. En dag førstekonen så mærkerne og ville vide hvad det var, smed Ujooq hende ind mod væggen så hårdt at hun senere døde af det. En søn af den dræbte opfattede nu sin far som sin fjende og en storesøster åbenbart ligeså, for hun påtog sig opdragelsen af lillebroderen til hævner med opøvelse af kræfter og udvikling af hans vrede oppe i indlandet. Denne storesøster var bomstærk og ligeså hendes yngre søstre, og deres kræfter havde de opøvet fordi de havde hørt at deres far skulle myrdes (pga. af sine andre mord - formentligt. BS). Ingen turde gøre dem noget fordi de havde opøvet en fantastisk færdighed i slyngekast med sten.

Der opstod splid i familien imellem den dræbte første-kones stærke døtre og søn på den ene side og andenkonens tre sønner på den anden side. Faderen, Ujooq, medvirkede til at yppe kiv mellem dem (igen temmelig uklart hvem han hidser op mod hvem) og han endte med at blive så bange for sin stærke ældste datter og sønnen (begge med den dræbte førstekone), at han sørgede for aldrig at sige dem imod. Sønnen havde vist sit sindelag både ved gang på gang at knække harpunerne på faderens kajak og med en voldsom demonstration af sine kræfter egenhændigt at dræbe tre bjørne på en isskodse i faderens og mange andres påsyn. Vreden (den længe nærede og opdyrkede) havde givet ham kræfterne, og med en sådan vrede havde han intet at frygte, råbte han hånligt, mens han smed sine bjørne ned i vandet som fangstparter til først sin far og så de andre tilskuere. Derpå roede han bort uden fangstpart til sig selv.

       Om den ældste datter, den stærke storesøster, fortæller Sahra, at hun ikke ville finde sig i at en af hendes søstre var blevet gift med en fra Tasermiuts munding. Hun tog derhen, knækkede een mands underarm og dernæst Sialuk, sin søsters mands kajak, og tog sin søster med. Hun regnede Sialuk for en af sine fjender.

       Et forsøg på at skære flænger i disse stærke døtres umiaq / konebåd under en ammassætfangst til Alluitsoq, blev besvaret med en spæklampe som kasteskyts. Misdæderen flygtede af skræk. Døtrene formåede at afholde enhver hævner fra at antaste deres far, der, ligesom Sahras egen far og en vis kannibal, Ningalaaq, døde en naturlig død som udøbte. Det hørte Sahra da hun var kommet til Nuuk.

       BS: I næste sektion gør Sahra først meget klart rede for sin mødrene familie bagud (i mødrene linie) helt til tipoldemoderen, Uriun. Da hun dernæst skal berette om en piteraq / fralandsorkan der ramte en del af hendes onkler (måske hendes 8 morbrødre), går der kludder i det hele. Den der før var hendes bedstemor forveksles med den førnævnte oldemor. Denne siges så at være gift med Pilapilaaq, der før var tipoldemoderens mand. Der kan have været tale om opkaldelser i navngivning, der pludselig får førsterang i de nye identificeringer -  men det er komplet usikkert.

       Resumé af selve begivenheden: Kajakfangerne blev slået ud af kurs af piteraq'en (fralandsorkan), nåede frem til et isbjerg med en hule, der viste sig at være et skær midt ude i havet. De søgte derind og sov bøjet over kajakkerne. Næste dag viste det sig at de var i nærheden af Aappilattoq, dvs. inde i en fjord, og med en svækket nordenvind gik det rask sydpå. Men en kraftig nordgående strøm slog dem atter ud af kurs så de efter flere døgn kom udmagrede i land ved Alluitsup Paa (Sydprøven). Den yngste klarede det ikke. De andre måtte holde sig ude og spise ude pga. af stanken inden døre af gæret spæk. De havde været så længe borte, at de unge mænds mor havde nået at opkalde en søn efter sin mand, som hun havde troet død. Efter al sorgen græd og græd man af glæde da de vendte hjem.

       En anden gang blev to af Sahras fætre sammen med en anden angrebet af en isbjørn, der dræbte den ene fætter og ledsageren, mens den yngste fætter nåede væk i kajak og hjem. Alle mændene var ude, roede i konebåd hen til stedet, men da de hørte mændenes fornøjede latter i det fjerne, skyndte de sig hjem uden at sige noget. Senere blev den dræbte ledsagers far så vred på sin kone over at hun havde givet sønnen lov til at tage med, at han skar hårtoppen af hende. Denne fødte senere en datter, der var behåret overalt undtagen på hænderne. Sahra havde selv set hende.

       Sahras mormors mange sønner med sin mand havde engang sammen med den ene søns sønner opsporet en isbjørnehule, hvor det lykkedes dem at få dræbt både bjørnen og dens unge. Men det satte skred i en lavine, der begravede alle dem, der flygtede mod nord, men dem der stak mod syd reddede sig. De fik dårlig samvittighed, brød sig ikke om at fortælle det til slægtningene og flygtede derfor videre sydpå. En kvindelig angakok / åndemaner / angakkoq i familien opklarede for de hjemmeværende hvor de savnede var blevet af. En af de overlevende var dog alligevel roet fra de andre nordpå, men en hvalros havde angrebet og flækket både ham og kajakken. Man fandt ham næste dag, hvorefter moderen blev sindssyg af sorg. Man måtte binde hende, hun spiste både jord og sten, og til sidst tog man livet af hende ved at hælde varm tran i hendes ører.

       Hendes ældste søn var blevet skør af at parre sig med en hund og han døde af skræk da hunden, der var hans kones, fødte en unge med menneskeben. Også hans ældste søn var skør med diarrhoe og ufrivillig vandladning. Rendte altid rundt med bukserne nede, og gæster der ikke hilste på ham, døde altid siden. En lillesøster havde han bidt i skulderen og ædt bidden. Slægtninge til de tossede havde giftet sig indbyrdes, brødre og søstre, og fået så mange børn at en nåede at drukne i urinbaljen inden man opdagede det. Tidspunktet var da Konrad Kleinschmidt var begyndt sin mission ved Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal (1824, BS) og han døbte dem alle.

       Sahra fortæller om sin morbror, der var angakkoq / åndemaner og både havde hende på skødet under åndemaning og med inde i den hule, angakok - øvelsesstedet, hvor lærlingen gned en sten rundt og rundt på en stor flad sten. Det fremkaldte en lyd der voksede fra en flues summen til et helt kor så man blev ganske lam og stum. Nu og da, når blodet strømmede ud fra morbroderens mund og ører, flygtede Sahra, men morbroderen fandt hende altid, og når han var kommet til sig selv, vaskede han sig i søen. Under hans åndemaninger om vinteren, hvor hans hjælpeånder kom ind, tændte man lamperne for at se innersuit. Mændene var klædt i tarmskind af remmesæl, kvinderne i tarmskindsanorak, deres næsehuller lignede rumpehuller af edderfugle. Sahra så selv engang en innersuaq der var blevet krøbling af et fald i kajak fra stranden. Han hed Nuinaaq, hans kone Seqquartoq.(Uddannelse til angakkoq; initiation; seance; præsentation af hjælpeånder; blod; bløder)

       Derefter refererer Rink at Sahra fortalte samme fortælling om sin morbror som Rink havde fået af Hendrik, hvor angakkoq'en Ulaajuk blev stjålet af innersuit og reddet af sin equngasoq / Equngasoq og talitaq. Dernæst om qilaneq (hovedløftning; åndespørgning) og visse tabuer som en helbredt patient måtte overholde.

       Næste dag fortæller Sahra om helbredelse af en patient, der led af sting (tuberkulose formentlig, BS), hvor angakokken / åndemaneren skar patienten til blods, drak blodet, pustede på såret, der heledes, hvorefter blodet stod angakkoq'en ud af hans ører og mund. En anden metode gik ud på at lade trommen stå og vippe på den syge, der var lagt på gulvet. En sådan helbredelse krævede flere og længere varende tabuer overholdt end den forrige. Mange havde dengang bud efter angakkoq'erne, som drog hjem med rige gaver på kajakken, selv om de ikke led nød.

       Forskellen på en toornaq og toornaarsuk. Der er mange toornat men kun een toornaarsuk, der er dobeltkønnet og ikke kan hverves som toornaq (hjælpeånd).

       

 

Kommentar 1: Her standser Rinks mere detaljerede notater. Sahra har, fremgår det af fortløbende noter, yderligere fortalt mange fortællinger fra det repertoire som Rink kendte fra både Hendrik og andre indsendere.

 

(Resuméet her er særdeles detaljeret, dels fordi der er uklarheder i teksten, dels fordi den rummer mange kortfattet fortalte begivenheder, og dels fordi en sådan biografi fra dette tidspunkt er usædvanlig og dybt fascinerende. BS)

 

Hist.: Om Sahra har Kirsten Thisted følgende data (s. 30): Hun blev født ca. 1805 på den sydlige østkyst, hvorfra familien flyttede til Lichtenfels og blev døbt dér i 1821. Sahra var på det tidspunkt forældreløs. Senere flyttede hun med en bror, dennes kone og to sønner til Ny Herrnhut i Nuuk, hvor hun vist aldrig blev gift men fik to uægte sønner, der til hendes store sorg døde. Selv døde hun i svære smerter af tuberkulose i 1868, dvs. året efter sine fortællinger til Rink.

 

Kommentar 2: Man bemærker at flere forløb nøje følger opskriften i fortællingerne: Den myrdedes sønner - og her endog døtre - træner sig stærke til enten at hævne sig eller for at undgå overgreb fra hævnere. Episoderne med den vrede søn, der knækker sin fars harpuner og dræber tre bjørne på en isskodse (hvoraf kun de to omtales som fangstparter) er som taget direkte fra fortællingen om Kaassassuk, der foruden et ganske tilsvarende drab på tre bjørne, altid fik sine legetøjsharpuner knækket af jævnaldrende drenge.

Tricks med blod og sårheling var der mange varianter af. Den her beskrevne, hvor blodet står ud af angakokkens mund og ører mens han farer tosset rundt, svarer ret nøje til lærlingens første initiation hos ammassalikkerne, som Jens Rosing i oversættelse kalder "forløsningen". Søg fx på Ajijak.

 

Vedr. lamperne der tændes når innersuit er på besøg under seancen, er det muligt at åndemaneren faktisk lod assistenter el. lærlinge spille sådanne udklædte og måske maskerede ånder. Fortællingen om Ajijak, der præsenterede sine første hjælpeånder i et tåget lys, tyder på det samme. Se: Ajijaks forløsning og første himmelflugt. fo: Sâjôq / Saajooq.

 

Vedr. toornaarsuk / Toornaarsuk er der yderst forskellige oplysninger. Mange østgrønlandske angakkut / åndemanere berettede før og efter koloniseringen om hver deres toornaarsuk som hjælpeånd. Sahras skildring tyder på træk fælles med den østgrønlandske Uersaq, en tvekønnet ånd, der kunne initiere angakkoq-lærlingen til at stå offentlig frem som åndemaner. Det kan også være benævnelsen på en tupilak, og på en hjælpeånd der beskytter åndemaneren mod anslag af en tupilak. Søg på uersaq / Uersaq.

En påvirkning fra missionærernes identifikation af toornaarsuk med Djævelen er også mere end sandsynlig. Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under toornaarsuk.

Samtalen med de første hjælpeånder / Tôrnarqâminik oqaloqaterqartoq

Print
Dokument id:1240
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Samtalen med de første hjælpeånder / Tôrnarqâminik oqaloqaterqartoq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 229 - 231, nr. 5
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 19 - 20.

 

Resumé: Fortsættelse af "Kaakaaq begynder at søge", Sandgreen 1987: s.

224 - 228. Da Kaakaaq kommer hen til ånden, er han sammen med en anden ånd.

Denne anden udspørger hende om navn og familieforhold på åndesproget,

som han kan oversætte til menneskesprog. Kaakaaq identificerer sig over for ånderne som Aseriit. Selv hedder han Mitertikkaat

og har et vissent ben, der dog ikke forhindrer ham i at nå ud til

kysten, fange sæler, og tilbage til indlandet på samme dag. K.

fortæller senere om disse ånder, der jo lever i indlandet, at de minsandten lever af sælfangst, og at de to hjælpeånder blev hendes forsvar mod at blive

slået af angst under den fortsatte søgen.

 

Var.: J. Rosing 1963: s. 286 - 288.

 

Hist.: Tid: 1870'erne. Persondata søg på: J. Rosing 1963: s. 281 -

285: "Kâkâq". Da ånden under samtalen spør K. om hun har en far, siger

hun ja. Dette tyder på, at denne far (Nalakkaaq) endnu ikke er død.

Men Sandgreen vil helst forstå hendes udvikling til åndemaner som en

konsekvens af den skræk hun rammes af ved N.s død. Denne skræk vil hun

til livs ved at gøre sig frygtet som åndemaner. Vedrørende navnet fik en nyfødt flere. Det er uvist om Kaakaaq var opkaldt Aseriit efter en bestemt person, fx en afdød åndemaner, eller det blot et navn med særlig relation til åndesproget. Også Georg Quppersimaan havde et sådant navn.

 

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Tolkning: Om indlandsånder se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Dværge og kæmper".

Sangkamp mellem manden fra Simîtaq / Simiitaq og Angîârneq / Angiiaarneq

Print
Dokument id:1643
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Asiineq (Asîneq / Ningâvan / Ningaavan, Laurits)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Sangkamp mellem manden fra Simîtaq / Simiitaq og Angîârneq / Angiiaarneq
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 92 - 95
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé:

En slægtning til de brødre og søstre, som Angiiaarneq har dræbt,

beslutter sig for at dræbe ham. A., der har mistet sin kone og fået

sig en ny, har fået en bomstærk, skeløjet stedsøn med i ægteskabet.

S. udfordrer A. til sangkamp og kommer til Nunakitseq med stort følge.

Begge er store sangkæmpere, alt forløber muntert og S. inviterer A. på

genvisit. Få dage efter rejser A. med følge på slæde derhen uden sin

stedsøn, der imidlertid tilbagelægger strækningen til fods i hurtigt

tempo. Under sangkampen opmuntrer han A., som S. og hans fæller har

aftalt at dræbe. Da A. hører signalet til drab, rejser han sig, går ud

for at tisse, overfaldes på vej ned i husgangen, men slynger

angriberen fra sig med voldsom kraft. Ingen tør nu gå til angreb.

Straks efter sangkampen griber stedsønnen S.s tromme, træder en

skæmtedans ved navn uveqqaa / ueeqqa, presser trommen ned over hovedet og maser

håndtaget af hvalrosskind til smuler, så rammen af narhvalstand

sprænges i sammenføjningen. Han fortsætter dansen helt nede ved S.,

der blir forlegen, og A. rejser bort mens stedsønnen blir en stund

endnu. Da ingen angriber ham, løber stedsønnen hjemad, indhenter A.s

slæde, som han det sidste stykke hjem nu og da sætter sig op på. Kort

efter dør A.s kone, mens A. endnu er en habil fanger.

 

Hist.: Historisk fortælling fra 1700-tallet.

Sârqilerqortôq / Saaqqileqqortooq, manden med kæmpeharpunen

Print
Dokument id:563
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Evan (ûmâtsiakajik / Uumaatsiakajik / Uitsalikitseq / Ivan)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Sârqilerqortôq / Saaqqileqqortooq, manden med kæmpeharpunen
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 66 - 73
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiut / Kuummiit: Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Resumé:

 

Alekajik (en af Thalbitzers informanter i 1905-06? Eller en tidligere

navnefælle? BS) traf engang den aldrende Saaqqileqqortooq ("Ham med kæmpeharpunen") hvis lanse i hans yngre dage kun var lidt smallere end de tykkeste

teltstænger.

     Saaqqileqqortooq myrder som yngre en masse mænd. Bl.a. disse to:

en far til to døtre og en far til to sønner. Søstrene træner deres

kræfter til hævn, og da S. engang kommer forbi i kajak men ikke tør

tage mod disse granvoksne kvinders invitation, viser de ham fra land

deres kræfter ved at knuse hver en hjørnetand af en klapmyds til smul.

De to brødre flytter som voksne hen til S.s teltplads, hvor de efter

en tids samliv får dræbt S., da han vil snige sig til at rejse bort.

Skildringen er lang og nervepirrende. Derefter smider brødrene alle

S.s børnebørn i vandet, hvor en kajakmand kommer forbi og redder en

af dem med hjem. Denne dreng bliver som voksen en frygtet konerøver og

morder, der dræber et søskendepars far. Bror og søster blir voksne,

hun er meget smuk, og de gifter sig i hemmelighed med hinanden for des

bedre at kunne hævne deres far. De får tre børn. Da S.s barnebarn

røver søsteren, får broderen to tosser med som roere af konebåden over

til konerøverens teltplads. Undervejs fremkalder broderen en

fralandsstorm, der gir dem medvind. I konerøverens telt får han lov

til at tage sin kone i hænderne og omfavne hende, men da han lægger

sig med hende ude på gulvet, går konerøveren til angreb. Han blir dog

straks dræbt af broderens toornaarsuk, der skyder fra gulvet op mellem

konerøverens ben. Broderen dræber også ved åndepusten alle

konerøverens fæller, der forfølger de flygtende, og han skaffer sig

medbør undervejs hjem i konebåden.

 

Hist.: J. Rosing eller hans informanter mener, at fortællingen

skildrer mødet mellem dorset- og thulekultur. Det er formentlig S. med

den store lanse og hans overlevende barnebarn, der repræsenterer

dorset-kulturen.

Vedr. toornaarsuk se: Sonne, Birgitte: Toornaarsuks forvandlinger. Religionssociologiske Perspektiver. Særnummer af Chaos, 1985: 117 - 136, + GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere)

 

Tolkning: Ægteskab mellem to søskende er illegitimt, men hér styrker

det tydeligvis broderens evner som åndemaner. De er således associeret

til såvel myten om søskendeparret Solen og Månen som til Månen, der

gir åndemaneren hans "lys". Se GTV: Rigtige mennesker og de "fremmedartede"

Sipulôrnertôq / Sipuloornertooq

Print
Dokument id:586
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 408
Fortæller:?
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Sipulôrnertôq / Sipuloornertooq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 28 - 33, nr. 76
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Nedskrevet af Knud Rasmussen på vestgrønlandsk.

Resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, side 365,

"Storfjærteren."

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Sipulornertooq (Storfjærteren).

En mand, som ikke var nogen dygtig fanger, ville absolut giftes med en

pige, som han havde hørt så meget om. Denne pige var datter af Kunnga

og hans kone. En dag da han havde fanget en klapmyds, tørrede han

kødet. Med det tørrede kød på ryggen tog han af sted for at fri til

Kunngas datter. Han gik og gik. Så traf han en mand, som skød med

bue ud i det blå (siláinarmut - ud i den bare luft). Han spurgte ham,

hvad han lavede. "Lige fra de helt gamle dage har jeg

forsøgt at ramme flere med ét skud; men hidtil er det ikke lykkedes," svarede han.

Han fik øje på, hvad det var han skød efter. Det var de mindste af

myggene (umerdlorqortût - den med det store snudeparti). Ved siden af

ham lå der en stor bunke af dem, som han havde dræbt. "Vil du ikke

ledsage mig?" Jeg er på vej til Kunngas for at fri til datteren." Det

sagde han ja til, og de tog af sted.

 

Undervejs mødte de én, der

samlede planter. Han havde samlet sig en stor hoben planter - så høj

som et højt fjeld. Han spurgte ham, hvad han lavede. Han svarede:

"Fra de ældste tider har jeg samlet planter, og stadig jeg ikke fået

nok." Også ham opfordrede han til at tage med. Han sagde ja, og de tog af sted.

 

Da de havde været undervejs et stykke tid, hørte de nogle

drøn. Det gentog sig gang på gang, og til sidst fik de øje på et

menneske, som sad på hug med enden stikkende bagud og gang på gang

slog én. Han spurgte ham, hvad det gik ud på? Han svarede:

"Lige fra de ældste tider har jeg slået den ene prut efter den anden, men endnu

har jeg ikke gjort det tilstrækkeligt mange gange."

Han spurgte ham: "Vil du ikke følges med mig? Jeg er på vej til Kunngas for at fri til datteren." Han sagde ja, og de tog ham med videre.

 

De gik og gik og nåede til sidst Kunngas boplads. Her fik

frieren at vide, at han ville kunne få pigen til kone, såfremt han

under vandhentning sammen med pigen kunne løbe hurtigere end hende,

men at han ikke ville kunne få hende, hvis han løb langsommere end

hende. Da frieren fik dette at vide, kaldte han sine ledsagere til

sig og sagde: "Jeg kan ikke løbe om kap med pigen; jeg er for

langsom til bens. Er en af jer i stand til at løbe hurtigt?"

Sipulornertooq sagde: "Jeg er nogenlunde i stand til at løbe." Så

sagde hans herre: "Jeg vil lade, som om jeg er syg. Du løber sammen

med pigen. Når du vinder, skal jeg have pigen til kone." Det blev de

enige om.

 

Da de den næste dag meddelte dette, sagde han (Kunnga) til

Sipulornertooq: "Det er ikke dig der skal løbe sammen med hende. Det skal

frieren." Sipulornertooq svarede, at frieren var syg, og at han ville

træde i stedet for ham. Det gik de andre med til; og de fik hver en spand, som var

meget utæt i bunden. Så løb de af sted. Efter at have løbet længe kom

de til en stor elv. Da de skulle til at fylde deres spande med vand,

holdt Sipulornertooq nøje øje med pigen. Han lagde mærke til, at pigen

holdt spanden under vandet, der fossede ned; da spanden var fyldt,

strøg hun vandet med hånden uden at røre ved bunden. Så var spanden

ikke læk længere. Sipulornertooq lod også vandet fosse ned i spanden;

og da den var fyldt strøg han vandet med hånden uden at røre ved

bunden. Så var spanden ikke læk længere. Da Kunngas datter satte i

løb, fulgte Sipulornertooq efter hende og havde ingen problemer med

at følge med. Før de nåede hjem, (eller måske: før Sipulornertooq

nåede hende?) sagde Kunngas datter til Sipulornertooq: "Må jeg lyske

dig?" Han svarede ja, og de stillede deres spande på jorden, hvorefter

hun begyndte at lede efter lus. Sipulornertooq faldt i søvn og sov

længe. Han vågnede ved, at en pil ramte lige under den sten, som hans

hoved hvilede på. Han kiggede på spanden og opdagede,

at den var væltet. Det havde Kunngas datter gjort, da hun gik, og

vandet var rendt ud. Det viste sig, at bueskytten havde holdt udkig

efter ham, og da han opdagede, at han sov, havde han sendt en pil af

sted, så den ramte lige under hans hovedpude. Sipulornertooq tog sin

vandspand og vendte om. Han fyldte spanden med vand, hvorefter han gav

sig til at løbe, alt hvad han kunne. Han indhentede Kunngas datter,

før han nåede hjem; og han løb videre forbi hende og nåede hjem før

hende. Han vandt kapløbet.

 

Så fik angusúngíkátaaq (ham, der ikke nåede

hende?) Kunngas datter til kone. Under deres tur på vej hjem, blev

plantesamleren mismodig og tavs. Det viste sig, at han lyttede. Efter

at de var taget af sted, havde Kunnga nemlig fortrudt, at han havde

givet datteren bort. Derfor  havde han besluttet sig for, at samle

andre mænd på stedet og følge efter de bortdragende.

 

Da plantesamleren var blevet så mismodig, og de andre ville vide, hvad

der var i vejen, sagde han: "Nu taler de sammen om at komme efter

og dræbe os alle sammen." Det viste sig, at han havde lyttet til, hvad

der blev sagt. Bueskytten vendte sig imod de andre og sagde:

"Nu går de ud af huset, og nu er de på vej herhen for at dræbe os." Da

Sipulornertooq var kommet op på en lille høj og havde bøjet sig, gav

de sig til at slå ham på lænden for at fremkalde luft til fjært. Nu

viste alle forfølgerne sig, og så slog Sipulornertooq en

ordentlig én, så småsten, der lå på jorden fløj op; og selv de, der

kom for at angribe dem, blev slået omkuld og tumlede af sted i

koldbøtter.

De blev slynget ind i huset gennem vinduet - nogle til fodenden af

briksen, nogle ind under briksen og andre under sovestedet på den

modsatte side af briksen. De hidsede sig op; og da de skulle til at

tage af sted igen, satte de panat (sværd, eller måske: knive, tveæggede knive,

fangstredskaber eller lignende; snekniv, BS), som stivere til vinduerne, oven i

købet også udvendigt (? tilgitrede de vinduerne med knive o.lign.).

Da de tog af sted igen, så bueskytterne dem straks, selv om de ikke

var synlige. Sipulornertooq var i færd med at samle luft til fjært.

Efterhånden havde han samlet så meget sammen, at han knap nok kunne

blive på jorden, og han sagde: "Sig til, så snart de viser sig. Jeg er

ved at eksplodere." Så snart de viste sig, slog han en ordentlig én - så stærkt, at han selv hoppede en smule op fra jorden. Selv store sten

og de, der var kommet for at angribe dem, blev slynget op, og ved

faldet ramte de sablerne på forsiden af huset, og de blev dræbt alle

sammen.

 

De gik videre og kom til det sted, hvor Sipulornertooq boede. Nu tog

de afsked med ham; og ham, der fik Kunngas datter til kone, takkede

ham, fordi han havde hjulpet ham. De kom også til plantesamlerens

bosted. Også ham takkede han. Så kom de også til bueskyttens bosted,

og han takkede ham og sagde: "Jeg fik en god støtte af dig, fordi du

skød efter min pude." (Det var nu Sipulornertooqs pude CB).

Så tog han hjem til sin boplads sammen med sin kone. Siden har man

aldrig hørt til ham.

 

Hist.: Et nordisk folkeeventyr i grønlandsk klædedragt. Plantesamleren kunne være den eventyrfigur, der kan høre græsset gro. Storfjærteren el. prutmesteren er kendt fra andre grønlandske fortællinger, måske af gammel, måske af nyere dato.

Fortælleren har næppe været østgrønlænder, med mindre Kaarali Andreassen havde fisket den op under sit seminarieophold i Nuuk. Christian Rosing kan være fortælleren.

 

Nordiske kongeeventyr var meget populære i Vestgrønland. Søg på: De store konger.

Sivtsingaleq / Sitsingaleq

Print
Dokument id:1310
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:Rosing, Peter
Indsamler:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Titel:Sivtsingaleq / Sitsingaleq
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 126
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 35 - 36; angakkortalissuit, 1990: 161 - 162:

"Sitsingaleq".

 

Resumé: I Sitsingaleq overvintrer i sultevinteren følgende fangere med familier:

Imaalikutsuk, Akkernilik, Uguunaqqissumaleq, Angisaarmeeq, Ukuutsiaq.

Akkernilik forlader sin kone, søn og datter, der alle dør af sult, men

ellers overlever alle andre på bopladsen. Sønnen græder, da A. rejser bort

alene og han reagerer hverken, da sønnen sender bud, først om moderens

død og dernæst den besked, at A. ikke skal glæde sig over det barn,

der til sin tid vil blive opkaldt efter ham (sønnen der sender besked). Da A. i forsommeren kommer tilbage efter sine fangstredskaber, får han en moralsk opsang

af Sannersaq, der nu er flyttet Suunaajik i telt til Siitsingaleq / Sitsingaleq. A. får bondeanger, giver luft for den, tar sine redskaber og ror bort.

 

Hist.: Historisk fortælling om sultevinteren 1880 - 1881 Denne datering stemmer dog ikke overens med andre. Se kommentaren til: Ajaattoq Victor.

 

Kommentar: En antropologisk teori hævder at i jægerkulturer er blodsbeslægtede er nærmere knyttet til hinanden end til kone, børn og svigerfamilie. Men det er meget forskelligt hvordan familiefædre reagerer på sultåret i Ammassalik området. Nogle lader kone og børn i stikke og flytter til brødre el. anden nær familie; andre bliver og prøver bedst muligt at sørge for og dele med kone(r) og børn.

Det nytter altså ikke at generalisere ud fra et eller nogle få eksempler.

Slutning / Nânera

Print
Dokument id:1290
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Slutning / Nânera
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 451 - 455, nr. 55
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 208 - 211.

 

Resumé: Hér gengiver Sandgreen nogle mindre fortællinger dels om

Kaakaaq og dels om Kukkujooq, som han ikke har kunnet placere i det

sammenkomponerede forløb.

Kaakaaq møder en dag en snespurv i menneskeskikkelse, som ber hende

hjælpe sin kone, der er i barselsnød. K. vil nødig, fordi hun ikke er

åndemaner, men spurvemanden ved, at det må hun være, når hun er kommet

til denne (anden, normalt usynlige) verden. K. lægger sig under et dække på briksen, får øje på hindringen i fødselsvejen og fjerner den. Straks føder spurvekonen.

Som tak får hun et stort stykke af teltstangen og noget såleskind med

hjem. I det øjeblik hun - efter en overgang med bølgende tvesyn - ser teltene dernede med sit normale syn, forvandler teltstangen sig til et græsstrå og såleskindet sig til rosenrødder.

 

En dag Kukkujooq er på søgning efter ånder i indlandet, sløres hans

syn, hvorefter han ser dværge i ravnestørrelse i konebåd på en sø. De

synger om en forestående sangkamp, men da en af deres åndemanere / angakkut

begynder at mane ånder, fordi han har vejret K., forsvinder de for

K.s øjne.

 

Senere besøger Kukkujooq et hus med dværge og lærer navnene på flere af dem, der synes at være hjælpeånder man kender fra tildligere el. andre åndemaneres seancer: Quattialleeq, Eqeeqqia. Naqeqqia og Pukkutsuk. De er gæstfri men må på et tidspunkt sende ham bort, sikkert fordi en af deres fæller, en ondskabsfuld rad er på vej hjem (som i fortællingen om Naajas første besøg hos dværgene, BS)

 

Kaakaaq har fortalt om sit møde med en dværg, der sang om en heldig

fangst af en ræv. Den greb ræven i halen. Hun så den også fange en

sortside i elven med et reb af de fordampningsrande, der opstår i

søbredden, når sneen smelter. Den stikker sælen ihjel, får den på

land, lader alt blodet rende ud og går mod indlandet med den på

ryggen.

 

Var.: Til den første fortælling: J. Rosing 1963: s. 288 - 299.

 

Hist.: For Kaakaaqs persondata, søg på: J. Rosing 1963: s. 281 - 285:

"Kâkâq".

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Tolkning: Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Dværge og kæmper". Kaakaaqs syn af dværgens fangstmetoder er en bekræftelse af de gængse forestillinger om disse ånder.

Sofie

Print
Dokument id:2327
Registreringsår:1961
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Sofie
Publikationstitel:Hvis vi vågner til havblik
Tidsskrift:
Omfang:side 149-152
Lokalisering:Sermiligaaq: Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Resumé:

Et af Nappartuku og Atsivaqs børnebørn, Aleqaajik / Katrine der blev ansat ved kolonien, havde datteren, Atsivaq, der blev døbt Margrethe / Margarida  i 1901 og gift med Missuarnianngas tidligere plejesøn, døbt Jørgen. Som sin svigermor blev også han ansat ved kolonien, som tømrer. Da Margarida skulle føde sit første barn, og koloniens to fruer, Rüttel og Lund kom til hjælp med sakse i hånd, blev smidt ud. Katrine overholdt alle de gamle ritualer: slog håret ud, skar navlestrengen over med en muslingeskal, navngav barnet med en dråbe vand på sin guldebrand. Den faldt ned i munden på barnet mens Katrine holdt om dets guldebrand og fremsagde navnet: Sofie Marie. I 1914 døde både Katrine og Margarida, der netop havde født en dødfødt dreng af en influenza medbragt af forsyningsskibet Godthåb. Jørgen sad tilbage med Sofie og to yngre sønner, Henrik og Thomas. Imod Sofies vilje blev hun ikke gift men sendt på jordemoderuddannelse i DK. Hun distriktets første indfødte jordemoder og havde et fint samarbejde med den danske, Signe Vest. På et tidspunkt fik hun en datter med et eskpeditionsmedlem, ingen ved hvem. Datteren fik sin mormors navn, Margerida til hvem Sofie flyttede i 1966, dvs. til Kbh. Dødslejet på Rigshospitalet blev langvarigt. Hun beklagede sig over ikke at kunne blive hjulpet i døden på den før-kristne måde, med indsnøring af tøjet og anbragt i havstokken, hvor tidevandet tog den indsnørede. I den sidste tid fik hun besøg af mange af sine afdøde slægtninge, og også af Missuarniannga, der som Jørgens tidligere plejefar, mente at kunne rende familien på dørene. En værre plageånd. Men Sofie døde stille og fredeligt med datteren Margaridas hånd i sin, 3. april 1989.

Hist. Historisk overlevering i slægten Napartuku og Atsivaq. Se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9.

Sommermisfangst og "den store hungersnød"

Print
Dokument id:1645
Registreringsår:1921-23
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:Rosing, Peter
Indsamler:Rosing, Peter
Titel:Sommermisfangst og "den store hungersnød"
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 107 - 108
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

 Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 15 - 16; angakkortalissuit, 1990: 142 - 143: "Kaannersuaq."

Resumé: 

 

I forsommeren 1880 (el. 1881, ? se kommentaren til: Ajaattoq Victor) svigter klapmydstrækket og der fanges næsten intet. Vejret er strålende men havet er dødt som en indlandssø. Radmagre spredes man på vinterbopladserne, men ikke for mange på hver. Således begyndte de tre sultevintre uden en sommer imellem.

 

Storfangst

Print
Dokument id:1644
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:Rosing, Peter
Indsamler:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Titel:Storfangst
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 101 - 107
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 7 - 14; angakkortalissuit, 1990: 137 - 142: "Arsisorsuupput", "Taamani qimusserpaaqimmata", "Misartaq Qutsuluup toqulerpaa".

 

Resumé:

Fra sommeren 1879 til foråret 1880 (se Hist. ndf.) er der rigeligt med både fangstdyr og bjørne. Man fanger, frådser og fester og specielt huskes enkelte

markante begivenheder fra det år: Aggu / Akku harpunerede en sildepisker i

nødværge, og den blev med besvær nedlagt af mange fangere i

samarbejde. Ved Noorsiit / Noortiit på Kulusuk opfandt man en ny

metode til vågefangst af sæler, idet man trommede de nysgerrige sæler

op i vågen, hvor de vuggede i takt til rytmen. Islægget var næsten

uden skruninger. Selv den stærkt nærsynede og derfor langsomt kørende

Qilerilik kunne komme frem. Men det var nu kun fordi bopladserne til

alt held lå stille! En sangkamp mellem Misartaq og Qutsuluk fik et

voldeligt forløb, idet den lille M. fik smadret næsen af den tårnhøje

Q.s kindbensstød. Men M. lagde også enorm kraft i sine kindbensstød,

der aldeles smadrede ansigtet på Q. I nidviserne bebrejdede de

hinanden tåbelige og omsorgsløse handlinger mod egne børn og nære

slægtninge.

 

Hist.: Sultevinter. Kaarali Andreassen har nedskrevet denne og de følgende

historiske fortællinger i Rosing 1963: 107 - 169, om hungervinterens

forløb på Ammassalik-distriktets bopladser. Kaaralis informanter er

sjældent oplyst, og det kan ikke afgøres, om de har oplysninger fra

andre eller selv har overvintret på de pågældende bopladser i

sultevinteren 1880 - 81. Denne datering stemmer dog ikke overens med andre. Se kommentaren til: Ajaattoq Victor.

Straks får de en søn / Qangale ernertârput

Print
Dokument id:1250
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Straks får de en søn / Qangale ernertârput
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 258 - 260, nr. 15
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 43 - 45.

 

Resumé: Kaakaaq får en søn noget før hun skulle efter at være flyttet

ind til (blevet gift med) Kajammat. Kajammat fatter dog ikke mistanke,

men har en amulet parat uden for husgangen, en lille levende

blæksprutte, som han stiller den nyfødtes fødder på, for at selv den

største åndemaner ikke skal kunne røve hans sjæl. Samtidig synger han

en tryllesang. Derefter bærer han ham ind, vasker ham over hele

kroppen med væske fra sælskind og erklærer, at mundvandet hos den, der

hader sønnen, vil blive som denne skindvæske. Men Kaakaaq har allerede

brugt sin viden fra sønnens biologiske far, Eqeqqoq, idet hun har bidt

sin nyfødte søns navlestreng over. Sådan gør hundene, og derfor vil

sønnen ligesom hundene vokse sig stor og flot. Sandgreen gør sig

herefter en del overvejelser over det hævnkrav, som forældrene har på

hinanden og nu forenes i deres fælles søn.

 

Hist.: Tid: 1885. Persondata søg på: J. Rosing 1963: s. 281 - 285:

"Kâkâq". Sandgreen mener ikke, at Kajammat var åndemaner. Det var han

ifølge Victor 1989 - 93, II: s. 409.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Kommentar: om denne publikations tema: blodhævn, se indledningen (ikke registreret i denne base) ved oversætteren, BS

Sûnâjik / Suunaajik

Print
Dokument id:1308
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:Rosing, Peter
Indsamler:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Titel:Sûnâjik / Suunaajik
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 125
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 37 - 38; angakkortalissuit, 1990: 162 - 163: "Siunaajik"

 

Resumé: I Suunaajik overvintrer i sultevinteren følgende fangere med familier:

Sannersaq, dennes søn Qannapik, og desuden Aalik, Qiaanaq, Maqeertuanngi.

Den gamle Sannersaq, der tidligere har oplevet en sultevinter, holder

myndigt hus med de få sæler man fanger i efterårets løb. To gange

bliver de bestjålet, første gang af Aggu / Akku og anden gang af folk ved

Akinnaatsiaat, der stjæler alt kødet af de to bjørneunger, som Aalik og

Qiaanaq netop har fanget. S. hævner øjeblikkeligt tyverierne med

hekseri. Ved Nunakitseq dør derfor næsten alle af det tørkød, som Aggu

har stjålet fra Sannersaq (se "Nunakitseq, en boplads på Kulusuk").

Ved Akinnaatsaan / Akinnaatsiaat / Akunaasiaq falder mange næsegrus forover, når de om foråret har varmet sig i solvarmen (Se "Akínâtsân"). Alle overlever

ved Suunaajik takket være Sannersaqs autoritet og fornuftige

dispositioner.

 

Hist.: Historisk fortælling om sultevinteren 1880 - 1881. Denne datering stemmer dog ikke overens med andre. Se kommentaren til: Ajaattoq Victor.

Suvdluitsoq / Sulluitsoq

Print
Dokument id:1451
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419
Fortæller:?
Nedskriver:Rosing, Christian
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Suvdluitsoq / Sulluitsoq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:5 sider
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Kort resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, side 366.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Sulluitsoq (Vingetang. el. rørtang. Da han var død, generede man sig

ved at nævne dette navn og kaldte ham istedet for Kapisassaq).

Sulluitsoq var fanger og temmelig høj af vækst. Han plejede at

overvintre i Ammassalikfjorden, men tilbragte forsommeren i nærheden

af Sermilik. Han var gift anden gang (hér havde man den skik, - især

i gamle dage, at mændene straks efter konens død tog sig en ny kone,

medmindre man havde to koner). Man fortæller om ham, at han var et

slet menneske, og at han var hidsig, fordi han var sur. Somme tider

var han grov overfor sin lille søn (stedsøn) og pinte ham, mens konen

var ude, eller (også) mens hun var inde.

Engang da han som sædvanlig var grov imod ham, klemte han

hans næse og trak den op, så den blev flået fra overlæben. Det var

ikke mærkeligt, at drengen havde store smerter. Den blødte uafbrudt,

og så længe, at drengen døde af blodtab. Mens det stod på, lå han på

maven med ansigtet imod puden. Han rejste sig ikke, og han hverken

svarede på spørgsmål eller vendte hovedet imod dem, der snakkede til

ham.

 

Denne Sulluitsoq var ikke blot sur, men opførte sig også slet med sine

lyster, idet han begærede sin lille datter, konens datter (sin

steddatter), og ville have hende til kone. Naturligvis blev den lille

kvinde bange for ham og ville slet ikke gå med til det. Resultatet

var, at hun blev pint og plaget af Sulluitsoq; og moderen var både ked

og plaget af det.

 

Den gang boede der i Sermilik en vis Aarluarsuk med sin søn, der var

fanger, og netop var begyndte at fange godt. Han friede til den

lille kvinde. Hun var lykkelig, for hun var meget bange for den

modbydelige stedfar; og moderen var godt tilfreds med, at datteren

ikke længere skulle lide.

 

Pigen blev gift med den unge mand. Hun kom til at bo i Sermilik og var

nu fri af sine lidelser, og hendes svigerforældre var meget glade for

hende.

 

Dengang tilbragte Sulluitsoq forsommeren på Nuukasik syd for Sermilik.

Aarlursuk og sønnen tilbragte forsommeren på Avalineq; og der boede

også andre på stedet.

 

Da begyndte Sulluitsoq at pine sin kone, for at hun skulle få datteren

tilbage; konen ville naturligvis ikke, men måtte alligevel give efter,

da han blev ved med at pine og plage hende.

 

Da det rygtedes til Avalineqbeboerne, at Sulluitsoq ville hente sin

lille datter, da tog Aarluarsuk ikke ud på fangst de følgende dage,

fordi han ventede, at der skulle komme nogen; men Sulluitsoq viste

sig ikke.

 

Så endelig en dag, da Aarluarsuk og hans søn tog på fangst og var

kommet et stykke ud, råbtes der, at der kom en konebåd. Det var

Sulluitsoqs der kom, men da de lagde til, gik han ikke i land. Han

sagde til sin kone: "Hent hende!" Konen gik i land og op til teltet,

hvor datteren boede. Datteren havde trukket sine kamikker af

(pequtaiardlune ?), da hun hørte noget om stedfaderen. Og moderen kom

ingen vegne med at tale godt for hende. Sulluitsoq ventede længe i

konebåden, men var nu ved at blive utålmodig. Han blev så utålmodig og

hidsig, at han gik i land og op til teltet. Han gik ind og sagde: "Skynd dig så!" og beordrede sin lille datter at gøre sig klar; men hun

ville ikke. Sulluitsoq inisterede stadig kraftigere, og da han så

truede med at dræbe hende, blev den lille datter bange, hun fik fat i

sine kamikker, tog dem på; og straks trak hendes modbydelige stedfar hende

ud på gulvet. Så fik han hende med ud. Stakkels pige. Hun blev skubbet

afsted. Så såre hun sagtnede farten, blev hun skubbet, så hun hoppede.

Da de nåede ned til konebåden, greb han hende og smed hende om bord.

Hun havnede midt i konebåden, og blev bare liggende.

Idet Sulluitsoq kom om bord, stødte han konebåden fra land; og de tog

afsted. Kort tid efter forsvandt de bag et næs.

 

Noget efter de var forsvundet bag næsset, blev der sagt, at Aarluarsuk

kom hjem. Sønnen var ellers kommet hjem før faderen; men han var bange

og turde ikke gøre modstand. Aarluarsuk gik op til sit telt, og lidt

efter at han var kommet op, hørte man ham råbe. Sig til Naqiikka, at

hun skal ud at ro!" Naqiikka ville ikke og sagde: "Hvorhen?"

"Man siger, at Aarluarsuk vil hente sin svigerdatter!" Selv om

Naqiikka ikke ville, fordi hun var bange, skyndede de uafbrudt på

hende; og da hun kom ud, var konebåden allerede bragt ned til vandet.

Da hun var kommet ombord, men inden de sejlede ud, steg Aarluarsuk i

land og gik hent til sin kajak. Nu var han på vej ned med sin

lanse og en kniv til at flænse med. Roerskerne spurgte ham: "Hvad skal

du bruge dem til?" Han svarede: "Til at registrere med

(nalunaarsuutissakka ? til at forklare / bekendtgøre mig med?, CB)"

Straks gav de sig til at ro, fordi han skyndede på dem.

De var meget bange; og da de kom så hurtigt frem, ville de sikkert snart indhente dem.

 

 

De roede og roede og rundede et næs, men de så ingen konebåd. De kunne

umuligt være nået i land på den anden side (ungataanut) - så hurtigt

kunne de ikke ro. De var væk. De var i vildrede, så sig rask omkring,

og selvfølgelig fik de øje på dem bagude ind imod land ud for stranden

hen imod landskyggen (qoqassap nalaani; qoqassaq er formentlig =

qoqaaq, CB).

 

De roede hen til dem. Da de nærmede sig, havde Aarluarsuk allerede

gjort lansen klar. Nu var de næsten fremme ved dem. Da de to konebåde

lå ganske nær hinanden, placerede Sulluitsoq (i kajak) sig imellem dem og holdt

dem fra hinanden med en hånd i hver, så han på denne måde forhindrede

dem i at lægge til hinanden. Aarluarsuk fik dog fat i den anden

konebåd med sin styreåre, og da den så var kommet tilstrækkelig nær,

entrede Aarluarsuk den anden konebåd. Han løftede sin svigerdatter op

fra midten af konebåden, holdt hende i sin favn som et lille barn og

flyttede hende over i sin konebåd.

Så slap Sulluitsoq grebet i sin konebåd, og prøvede på at få

Aarluarsuks konebåd til at kæntre. Når han trykkede på rælingen,

hældede den så meget til den ene side, at den var lige ved at tage

vand ind, for den havde jo ingen last. Når han så trak den op, hældede

den til den anden side. Så løftede rorsmanden sin styråre for at slå

ham, idet han sagde: "Slip den, og prøv ikke at tage fat igen.

Hvis du ikke slipper, slår jeg dig på dine lemmer (i dette tilfælde:

armene)." Endelig slap han taget. Aarluarsuks roersker, som havde

holdt sig nede i bunden af konebåden, dukkede herefter op.

Idet Sulluitsoq slap konebåden, fjernede han sin lanse og satte den i

kastetræet (eller: fjernede sin lanse fra kastetræet), hvorefter han

løftede sin arm til kast. Aarluasuk løftede ligeledes armen til kast

fra toften i konebåden; og han havde en kniv i den anden hånd. Begge

holdt armen oppe, klar til kast. Sulluitsoq sagde: "Kom så, giv mig

sår!" Aarluarsuk svarede: "Det var ikke mig, der først greb til våben.

Du var først. Så må du være den første til at såre mig; og så skal jeg

nok gøre gengæld!" De skiftede nu til at true hinanden

(kissuaqattaatilerput - kisuarpoq, er lige ved at slå). Hvornår mon

den ene ville sende lansen mod den anden? Sådan blev de ved længe.

Langt om længe lagde Sulluitsoq sin lanse, hvorefter han tog kursen

hen mod sin egen konebåd. Aarluarsuk og hans fæller tog hjem til deres

boplads - medbringende svigerdatteren. Sådan fik sønnen alligevel sin

kone tilbage.

 

Hist.: Virker autentisk.

 

Kommentar: Vingetang har været brugt som pusterør i Østgrønland, Emil Rosing pers. medd.

Søsteren som insisterede på at være gift med en orm

Print
Dokument id:235
Registreringsår:1860
Publikationsår:1997
Arkiv navn:
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Søsteren som insisterede på at være gift med en orm
Publikationstitel:Fortællinger & akvareller
Tidsskrift:
Omfang:ss. 203 - 205
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 79h - 81v.

Publiceret transskription af orig. håndskr.: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 203 - 205: Aleqaq qullugissamik aappaqaannarusuttoq.

 

Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 230

 

Fyldig dansk oversættelse i Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 29 ss. 121 - 122. Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 21, ss. 186 - 188: The lost Daughter.  

 

Resumé:

Søsteren som insisterede på at være gift med en orm.

 

En enlig mor har to voksne sønner, som er dygtige fangere, og en datter, som brødrene forguder. En dag spadserer datteren ud og væk. Længe efter besøger hun sin mor, mens brødrene er på fangst. Moderen er nysgerrig efter at se barnet, som datteren har i sin amaat. Men da det skal ammes, advarer datteren hende mod at kigge, for det er ikke et rigtigt menneske. Moderen kigger ud gennem et hul i sin dyne, som hun har dækket sig under, og bider sin læbe til blods af vrede over synet af en babyorm. Efter mere udfritning røber datteren, hvor hun bor, og dér opsøger hendes brødre hende så, da de har hørt om ormen fra moderen. Ormemanden er ikke hjemme. De trænger ind i rummet, der er rigt udstyret med skind, dræber ormeungen, splitter liget ad og kaster stumperne bort. De skjuler sig udenfor, da ormemanden, der er kæmpestor, kommer hjem med en ren i gabet, smider renen og slynger sig om sin lille kone. Brødrene giver lyd, ormen farer forskrækket ud og bliver, efter langvarig beskydning med talrige pile og lansesår, dræbt af brødrene. De splitter også den op og fjerner alle stumperne. De vender hjem med al ormens enorme forråd og søsteren, der imidlertid igen slår sig på en orm. Denne gang en lille larve, som vokser sig større. Hun forsvinder med den, brødrene og moderen tager ud for at lede efter hende, men moderen dør og den ene bror brækker sit ben. Han bliver halt og brødrene opgiver den videre eftersøgning.

 

Var.: En vidt udbredt fortælling, der også fortaltes blandt inuit i Canada.

En fortælling om en brødreflok (Aron); Anguterpaanik Brødreflokken; Kvinden, som tog en stor orm til mand, dengang ormene havde ansigt som mennesker; Kvinden, der havde en orm til mand.

 

Kommentar: Kæmpeorme (slanger i andre kulturer), der ikke forbindes med synd men med frugtbarhed, er udbredt i alverdens folkelige fortællinger. Hos inuit er der dog også associationer til død, fordi ormen undertiden kan opfattes som en ligædende maddike (Lusen og ormen).

 

Hist.: Som altid i Kreutzmanns fortællinger om sex med dyr ender det galt.

Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34.

Taatsiarsuaq

Print
Dokument id:1853
Registreringsår:1863
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Taatsiarsuaq
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 303 - 305
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, II, 4' nr. 237 ss. 928 - 936.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

"Taama allattunga, Aron", 1999, II: 303 - 305: Oqaluttuaq Taatsiarsuarmik.

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 62 - 65

 

Dansk version sammenstykket af denne og en anden variant i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 81.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 69, ss. 370 - 372: The Angakok Ataitsak practicing his Art with the Benevolent Ingnersuit.

 

Resumé:

Taat. er storangakkoq / åndemaner. Han tar altid ud på fangst alene og aldrig langt ud fra bopladsen. Vil han have selskab tilkalder han sine hjælpeånder blandt innersuit og fanger sammen med dem.

En dag harpunerer han en stor sortside, der kæntrer ham så akavet at han må ud af kajakken for at komme oven vande. Først da han ryster af kulde husker han sine hjælpeånder, hvoraf een ankommer på et øjeblik og får ham vippet op på sin kajak. De andre støder til også deres bedste fanger, der sinkes af den fangst han har på slæb. Denne vender og tømmer hans kajak og tilbyder ham en dejlig mønstret sweater, som han nyligt sammen med en masse andet uldtøj har købt af de engelske hvalfangere. Innersuit bringer ham med hjemad, råber til dem inde på stranden at de medbringer ham, som de plejer at gå i læ hos. Vel i hus afklædes han alt sit tøj, farer pludselig nøgen rundt som en gal, får varmen, falder til ro og beværtes med alskens mad.

       Derefter ber man ham som åndemaner at finde ud af hvad der er i vejen med deres bedste erhverver, der ligger sygelig hen.

       Om aftenen holder Taat. så seance og ser mandens gamle tante tæt på den syge. Diagnosen er således stillet: hun er i færd med at forhekse ham. Under næste aftens åndemaning skal hun så fanges, dvs. harpuneres. Men først får Taat. hende til at snakke, og hun fortæller at hendes vrede mod den unge slægtning skyldes, at han tidligere har givet hende en rigelig kødgave efter rensdyrjagten, men sidste gang, hvor han endda både havde nedlagt ren og en stor hvidhval, fik hun intet. Taat. får nemt tilladelse af de andre til at dræbe hende og ber dem hjælpe med at holde harpunlinen efter kastet. Da hun ikke som håbet blotter sin front ved at læne sig bagover, men stikker hovdet ind under albuen, kan han ikke ramme hende ordentligt. Hun opdager hans hensigt, smutter væk, men bliver alligevel ramt i fodsålen. Taat. ber så om at man går hen og ser til tanten, der ganske rigtigt ligger død af blodtab fra såret i fodsålen.

       Taat. får talrige værdifulde taknemmelighedsgaver med hjem. Men undervejs vil de uafbrudt ud og væk fra kajakken og gaven af hvalrostænder stikker ham voldsomt. Han kommer dog hjem med det hele og hver gang så længe han fanger og han er ude slutter den unge innersuaq sig til ham og forærer ham et eller andet værdifuldt med hjem.

 

Var.: Ataatsiarsuaq; Ataatsiaq

 

Hist.: Det er en almindelig opfattelse i mange fortællinger om innersuit at de har meget gode handelsforbindelser med de europæiske hvalfangere.

       Fortællingens østgrønlandske baggrund virker iøjnefaldende:

hér er den almindelige forestilling om relationen mellem en åndemaner og hans hjælpeånder, at de varmer sig i hans indre (altså ikke blot søger læ hos ham) under seancen, når hans tarneq er på rejse og de på skift smutter ind i hans krop. Det samme gælder åndernes gavers uvilje mod at følge deres ny ejer. De vil hjem igen. Se fx Sandgreen 1987, Innartuaqboens himmelrejse.

Kommentar: Bemærk at Taatsiarsuk som optakt til sit ophold hos ånderne gennemgår en lille initiationsrite, hvor han nøgen mister besindelsen og farer rundt som gal. Forløbet minder stærkt om både den østgrønlandske lærlings opvågnen i nøgen frysende stand efter at have været ædt af isbjørnen eller kæmpehunden, og om hans "forløsning" i rasende omkringfaren: Se fx Sandgreen 1987, Den lille elv med det store dyr; og Jens Rosing 1963: Aggu / Akku.

Tilknytning til andre familier / Ilaqutarîngnut avdlanut atalerneq

Print
Dokument id:1237
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Tilknytning til andre familier / Ilaqutarîngnut avdlanut atalerneq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 219 - 221, nr. 2
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 11 - 12.

 

Resumé: Sandgreen opregner de fleste bopladser i Sermilik-fjorden og

sommerpladsen på øen Ammaat i fjordmundingen, hvor fjordboerne oftest

samledes (formentlig under sommerens sælfangst efter ammassatfangsten,

hvor øen Qinngu / Qinngeq i bunden af Ammassalik-fjorden var hele

egnens samlingsplads. BS.). Her træffer Naajas sønnesøn Kajammat (søn

af Kukkujooq) den unge pige Kaakaaq, der er datter af Nalakkaaq, og gifter sig med

hende. Da Naaja engang har ranet sjælen fra en af Nalakkaaqs

slægtninge i forrige generation, og Nalakkaaq selv bliver sjæleranet

af Naajas søn Ilinngivakkeeq (se Sandgreen 1987: s. 221 - 224), gør

Sandgreen sig en del spekulationer over, hvorfor de to unge har giftet

sig, når deres familier har hævnkrav på hinanden. Nalakkaaqs øvrige

børn er datteren Umeerineq og sønnerne Sinngertaat, Aaviakkuluk og

Aqipi.

 

Hist. Tid: sidste halvdel af 1800-tallet. Persondata søg på: J. Rosing

1963: s. 281 - 285: "Kâkâq". Sinngertaat. Åndemaner, f. 1854 (ca.),

selvmord 1907.

Tolkning: Sandgreen opfatter kravet om blodhævn som en naturlov, der

må sætte sig igennem før eller siden, men mister sin kraft med dåben.

Om blodhævnen som ideal og i praksis, se Sonne 1982.

 

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Kommentar: om denne publikations tema: blodhævn, se indledningen (ikke registreret i denne base) ved oversætteren, BS

To gamle hvis søn blev dræbt og hvis datter fik børn med en haj

Print
Dokument id:234
Registreringsår:1860
Publikationsår:1997
Arkiv navn:
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:To gamle hvis søn blev dræbt og hvis datter fik børn med en haj
Publikationstitel:Fortællinger & akvareller
Tidsskrift:
Omfang:ss. 199 - 202
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 77h - 79v (slutning mangler, ses i afskriften).

Publiceret transskription af orig. håndskr.: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 199 - 202: Utoqqaat ernrat toqutaasoq paniallu eqalussuarnik meeqqiortoq.

 

Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 229.

 

Resumé:

Et ældre ægtepar, med en næsten voksen søn og en datter, bor alene om sommeren med en enkelt nabofamilie og, på den modsatte fjordbred, en større sommerplads med folk, der ustandselig synger og danser med tromme udendørs. Sønnen tager på besøg derovre men bliver dræbt, og hans kajak bliver molestreret med store rifter. Naboen finder kajakken og bringer den til forældrene, der beslutter sig for hævn. De tager over fjorden, venter til et par unge mænd kommer ud, klovner for dem og foreslår dem at trække armkrog to og to. Manden kan en styrkende formular / serrat, og han får ret hurtigt gjort det af med sin modstander, mens hans kone har bidt sig fast i den anden med tænderne. Sammen får de også denne unge mand dræbt. De skærer testiklerne af dem og hænger dem op på deres pander. De skjuler sig i nærheden og overværer næste morgen de efterladtes sorg, hvor man bebrejder hinanden drabet på den unge mand, der altså har vist sig at have slægtninge. Forældrene flytter nordpå med deres datter, manden dør, og enken og den ugifte datter forsøger at slå sig igennem efteråret med bær. Datteren kommer dog aldrig hjem med ret mange bær, hvorfor moderen belurer hender og ser, at hun har et forhold til en haj. Da hun bliver gravid, finder moderen hver morgen en friskfanget ilanddreven sortside, og da hajungerne (to) er født, ligger der talrige sortsider hver morgen. Ungerne tumler sig på briksen, én af dem får derved slukket lampen, og begge tumler ned og durk ud i havet. Derefter bliver der ikke afleveret flere nyfangne dyr på strandbredden. Men mor og datter klarer sig gennem vinteren på det de allerede har samlet ind til forråd.

 

Var.: 1. episode: En historie om et gammelt ægtepar, der hævnede deres søn; Iviangersuunnguaq; Uikkiaq; Isigarseraq, Isigaaseraaq, men oftest med et ganske andet indhold; De gamles hævn over deres sønner; Fortællingen om den lille

ældre mand, som havde en eneste søn;

2. episode: Pigerne / Den forældreløse / Pigen der blev gift med en haj.

Lignende: En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn; Nakataamilaarpara. Den forladte kvinde med plejedatter. En fortælling (om en haj der forsørgede forældreløse); De, der havde fangstplads på den anden side af briksen; Hajfisken som forsørger; Two deserted ones get meat from guests; Kunuanannguaq; En fortælling om enlige kvinder; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn; De forladte børn, Kragh nr. 64;

 

Hist.: Moral: Som altid når Kreutzmann, fortæller om sexuelle forbindelser mellem dyr og mennesker, forløber det lidt anderledes end i de mere traditionelle varianter, hvor flere af dem til slut lader hajen blive dræbt af sin eneste fjende, kaskelothvalen. Forinden har den dog vist sig uegennyttig hjælpsom ved at tilbyde sig som de efterladte pigers eller forældreløses dygtige forsørger. Hos Kreutzmann betaler hajen kun sin skyldighed, indtil børnene følger hans natur. Måske adskillige europæiske koloniansattes alimentationssager er den legale model for denne hajs adfærd.

Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34.

Trommesang af Pitiga

Print
Dokument id:576
Registreringsår:1884
Publikationsår:1888
Arkiv navn:
Fortæller:Piitiga (Piitigaat / Piilikkaat)
Nedskriver:Holm, G. F.
Mellem-person:Holm, G. F.
Indsamler:Holm, G. F.
Titel:Trommesang af Pitiga
Publikationstitel:Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik
Tidsskrift:Meddr Grønland 10(5)
Omfang:side 329 - 330, nr. 48
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Håndskr. (afskrift?): NKS 2488, VIII, 4, side 295 - 297.

 

2. udg. Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik, Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II: 294.

 

Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr Grønland 39:301- 302.

 

Resumé: Begivenhederne bag sangkampen: Piitiga, der har været gift tre kortvarige gange, har røvet Maratuks / Maratses / Marattis kone på opfordring fra hendes svoger. Den berøvede M. udfordrer Piit. Denne, der beskylder M. for at have stjålet en sæl, ærgrer sig i den trykte svarsang over, at hans familie engang tog M. i hus og give ham mad.

 

Kommentar: Kun undtagelsesvis er nogle få trommesangstekster inkluderet i denne registrant. Righoldige udvalg findes i Jens Rosings "Kimilik", 1970; Rasmussen, Knud 1921 - 25: Myter og Sagn fra Grønland, I; Thalbitzer 1923: The Ammassalik Eskimo, Second Part, Meddr Grønland 40(3): 318 - 378; Thisted, 1997: Jens Kreutzmann.

Tunnerluk hvis datter blev røvet af tornit

Print
Dokument id:230
Registreringsår:1860
Publikationsår:1997
Arkiv navn:
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Tunnerluk hvis datter blev røvet af tornit
Publikationstitel:Fortællinger & akvareller
Tidsskrift:
Omfang:ss. 184 - 186
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

 

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 68h - 70v(?)

Publiceret transskription af orig. håndskr.: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 184 - 186: Tunnerluup pania tunernit aallurnneqartoq.

 

Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 225.

 

H. Rinks oversættelse af denne sammenstykket med en variant fortalt af Jeremias: Rink, H.: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-1871 (1866-71), I: 47, ss. 156 - 158.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 44, pp. 268 - 270: The Child who was stolen by Inlanders.

 

Resumé:

Tunnerluk hvis datter blev røvet af tornit.

 

Storfangeren, den selvbevidste Tunnerluk, overvintrer alene med kone og datter ved en fjord. En dag bliver datteren røvet på et tidspunkt, hvor moderen er optaget af sit skindskraberi. Tunnerluk får fat i en angakkoq / angakok / åndemaner, der sporer hende til tornit, kæmper som bor på indlandsisens nunatakker. Med dobbelte kamiksåler, som konen har syet om natten, tager Tun. og angakokken sammen  helt ind til den østligste nunatak, hvor Tun. får en amulet, en præstekrave, af angakokken og besked om selv at hente datteren i tornits hus. Trinet op til indgangshullet er som en bjergvæg. Han klatrer op og ind, hvor datteren græder utrøsteligt. Han får hende uhindret med, fordi man opdager den præstekrave, han har med. Hjemme igen bliver datteren svagelig. Angakokken finder ud af, at Tun. ikke har fået datterens sjæl med. Den henter de da oppe hos tornit, men hjemme igen kan de ikke få den ind i datteren. Endelig får Tun. den idé at lade angakokken stikke sjælen ind i hendes anus, og da lykkes det at få den ind. Hun bliver rask, og den taknemmelige far belæsser angakokken med gaver ved afrejsen.

Senere kommer to mænd med lange næser med hvalbarder for at håne den selvbevidste Tun. Men han viser dem sit forråd fuld af hvalbarder og erklærer, at hvalen ellers ikke er den hans hyppigst fanger. De to mænd drager beskæmmede bort.

 

Var.: Tunerluk el. Tunnerluk ? (flere versioner); ham som kun var qilaamasoq; Angangujuk; Amaarsiniooq; Amarsissartoq; Innersuanut mingaatittoq; Meddr. Grønland 109(1), ed. by H. Ostermann, 128; Matakatak; Makataták. Oftest er det indlandsboere, kæmper, der stjæler barnet.

 

Hist.: Præstekraven er en fugl. Indlandskæmperne giver normalt nødigt den røvede pige fra sig og forfølger den flygtende far og/eller angakkoq. Afstanden til traditionen ses også i episoden med sjælen, der stikkes ind i anus. At den skulle ind den vej ville man i ældre tid ikke være i tvivl om - med mindre det skulle være en forestilling begrænset til Østgrønland (?). Endelig er det usikkert, hvem de to mænd med lange næser repræsenterer: Er det europæere eller indlandskæmperne, tornit? Muligvis de sidstnævnte, idet de lange næser står i modsætning til ildfolkenes / innersuits næsten ikke eksisterende næser. Se Sonne 1996, Cultural and Social Research in Greenland. Essays in honour of Robert Petersen, Ilisimatusarfik; og GTV(= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere). Timersit er østgrønlændernes navn for tornit, der af arkæologer har været identificeret med dorset-folk. Se Kleivan 1996, der mener at identifikationen kun kan underbygges mht. inuit i Canada, men næppe i Grønland. Seneste udgravninger i Thule-området (1999) peger dog på mulige møder mellem de sidste dorset og de første thule-kultursfolk i Grønland.

Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34.

Tupilak pissaussoq / Tupilak pissaassoq

Print
Dokument id:813
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415
Fortæller:?
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:Rosing, Peter ?
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Tupilak pissaussoq / Tupilak pissaassoq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:7 sider
Lokalisering:Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Dette er en udvidet renskrift (af Peter Rosing ?) af Sofie Jørgensens egen nedskrift i KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419, nr. 99 - begge versioner er oversat i denne base.

 

Dansk resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I,

1921, s. 373: "Ulykkesdyret, der blev fanget"

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Der var engang et ældre ægtepar, der boede i Umiivik

(i nærheden af Kap Dan), og som sørgede og fik tiden til at gå, fordi

deres eneste søn lige var død. Det eneste, de arvede efter sønnen, var

hans hund. De elskede den så højt, at de passede den, som var den et

menneske.

Det blev vinter, og havet frøs til. Da isen lå fast, kom en fanger fra

Nunakitsoq (også i nærheden af Kap Dan) og ville købe deres store hund.

Men den ældre mand sagde: "Vi kan ikke sælge den, for vi er så glade

for den modydelse, vi modtager fra vores husfæller, når de har lånt

den." Fangeren svarede: "Jeg vil betale dig en masse skind og en

spydspids." Da han blev ved, gav den ældre ham hunden.

Fangeren drog afsted med den, og da han ikke lod høre fra sig, måtte

den ældre mand vente så længe på betalingen, at han nær helt havde

opgivet den. Men så kom den, og den bestod af tre skind og en elendig

spydspids, der var helt rusten.

Da den ældre mand så betalingen blev han så skuffet og sagde til dem,

der bragte betalingen: "Sig ham, at jeg vil have hunden tilbage."

Flere dage efter modtog han en død hund. Han brast i gråd af

skuffelse. Der var ikke andet at gøre end at finde sig tålmodigt i

det, selv om han tænkte på det tab, han havde lidt ved at sælge sin

hund.

En dag hørte de, at Nunakitsormioqs, hundekøberens, lille søn var død.

Den ældre mand tog det blot til efterretning.

Da vinteren var forbi, og det var blevet forår, skulle Umiivikbeboerne

ud på fangstrejse.

Dagen før de skulle af sted, gjorde den ældre mand sig klar og tog

afsted i kajak. Han roede til Nunakitsoq, og da han kom i land, gik

han direkte hen til spædbarnets grav, åbnede den, tog liget og pakkede

det ind. Han gik ned med det, puttede det ned i sin kajak og roede

hjemover.

Da han kom hjem, sagde han til sin kone: "Pas godt på det." Konen tog

det og vaskede det; og da det blev helt rent, pakkede hun det

omhyggeligt ind og gik ned med det til konebåden; og det lignede en

ganske almindelig pakke. Så tog de afsted nordpå.

Undervejs kom de til en telt plads og slog lejr. Så gik den ælde mand

og hans kone ind i landet for at lave en tupilak ud af liget.

Da de mente, at de var kommet tilstrækkeligt langt ind i landet, gav

de sig til at omdanne liget til en tupilak: En fortand af den døde

hund satte de i overkæben som højre fortand og en fortand af en ræv

som venstre fortand. Underkæben forsynede de med en spraglet sæls

fortænder i begge sider. De arbejdede videre med tupilakken og gik ned

sent om aftenen; da var de endnu en smule i sorg.

De rejste videre den næste dag; og da de slog lejr, arbejdede d videre

med tupilakken. De arbejdede videre med den, hver gang de slog lejr; og

de blev endelig færdige med den, inden de nåede frem til

vinterbopladsen ("ukîvigssarfik" og "nunaqarfigssartik" er formentlig

de samme).

Da arbejdet med at gøre den levende lykkedes, spurgte spædbarnet dem:

"Hvor skal jeg hen?" "Du skal sydpå til dine forældre og dræbe alle de

børn, din mor føder, og som altså skulle være blevet dine søskende."

Da tupilakken var kommet afsted, nåede det ældre ægtepar frem til

deres vinterboplads. På det tidspunkt var tupilakken på vej sydover og

nåede frem til sine forældre.

 

Snart efter blev moderen gravid og fødte et barn. Barnet voksede og

blev stor nok til, at det kunne kigge ind under briksen.

En dag skete der et eller andet med det. Det brast i gråd, det blev

værre og værre, og til sidst døde det. Fra nu af døde hvert eneste

drengebarn, moderen fødte. Ingen af de børn, de fik, fik lov til at

leve.

 

I mellemtiden flyttede denne fanger til Qernertuaaaarsuit (ved

mundingen af Ammassalikfjorden). En dag på det nye sted var han ude på

fangst. Han hørte nogle synge længere inde mod land. Han så sig om og

fik øje på en flok konebåde og kajakker. Det viste sig at være nogle

længere østfra, på vej til sangfest hos dem, der boede længere mod

syd. Han kiggede på dem og tænkte: "Der er måske åndemanere iblandt

dem. Gad vide, om deres øverste åndemaner ikke ville kunne finde

ud af, hvorfor mine børn ikke får lov til at leve." Straks roede han hurtigt

hen imod dem.

 

Da han kom derhen, sagde en af mændene (idet de lagde mærke til, at

han var mismodig): "Lad os slå lejr i Qernertuarsuit. Så kan vi i

aften skiftes til at mane ånder." Efter de ord blev han helt klar

over, at der var åndemanere iblandt dem.

Da de kom til Qernertuarsuit, gav de mange åndemanere sig om aftenen

til at mane ånder. Samtlige åndemanere fik chancen, uden at nogle af

dem opdagede noget usædvanligt. Den eneste, der var tilbage, var

"Aqerlussaannalik" (Den, der kun er forsynet med en blykugle. C.B.

eller en "aqartivinnalik": kun forsynet med en kælevise. BS) De

opfordre ham nu til at mane ånder. Han ville først ikke, men

så trådte han frem og gav sig til at danse trommedans. Midt i det hele

("qanine tâtigdluarianguardlugo" idet han - ? - sin mund) kastede han

trommen fra sig. Trommen bevægede sig en tid, men standsede så. Han

gik hen og greb den; dansede ihærdigt, kastede trommen fra sig, og

denne gang standsede den ikke. Da trommen ikke standsede, beordrede

han lamperne slukket, hvorefter han gav sig til at mane ånder. Men

under åndemaningen bemærkede han ikke noget specielt, og da han

stoppede seancen, sagde han: "I morgen tager vi til land og maner

ånder!"

 

Da de vågnede næste morgen, sagde de. "Lad os tage til Umiivik og mane

ånder!" Under turen sagde Aqerlussaannalik til manden fra

Qernertuarsuit / Qernertivartivit ? : "Jeg mener, at jeg så dig med at spædbarn på skødet under min åndemaning." Den anden svarede: "Bare man kunne få det

bekræftet ("pâsigáine" eller. at få det oplyst)." "Ja," sagde

Aqerlussaannalik: "Bare man kunne få tag i det." De talte sammen under

turen. Og om aftenen i Umiivik gav de sig igen til at mane ånder, den

ene efter den anden.

Samtlige åndemanere manede ånder uden at opdage noget særligt.

Aqelussaannalik var den eneste, der ikke havde manet ånder, og de

opfordrede ham til det.

Straks sagde han: "Gør "den lille tabueredes" inderpels (af

remmesælstarm, der var renset for sener) og hans yderpels klar, så de

lige kan snøres til." Manden fra Qernertuarsuit spurgte: "Hvad skal du

bruge dem til?" Aqerlussaannalik svarede: "Jeg skal bruge dem, når jeg

skal prøve at finde ud af, om spædbarnet er her." Idet han sagde

dette, hængte man "den tabueredes" inderpels og yderpels oven over

indgangen til rummet; og på hver side af indgangen placerede man folk,

som skulle snøre både inder- og yderpels til.

Da pelsen var hængt op, gav han sig til at danse, som sædvanlig

"qanine taattitaleriardlugo". Han kastede trommen fra sig; og da den

ikke standsede, beordrede han lamperne slukket; så gav han sig til at

mane ånder.

Midt i det hele sagde han: "Det forekommer mig, at der er blevet mere

plads ("nerugtorsimâsdlartoq") under fangerens briksafdeling, fordi

der er en tupilak." Så gav man sig til at slå rundt alle vegne i

huset; men ingen gav lyd.

De havde ellers opgivet håbet om at finde noget, men for god ordens

skyld begyndte de at slå rundt under briksen, og idet nogen kom til

at strejfe stenen, hvorpå stolpen under fangerens briks var fastsat,

hørte man vrælen fra et spædbarn på vej hen til udgangen. Efter lyden

at dømme var det først på vej ud, og så hørte man, at det var på vej

ind igen, og idet det kom ind, krøb det ind i den dobbeltpels, hvis

indre og ydre var trukket over hinanden.

I det øjeblik det krøb ind, snørede de pelsen sammen, og alle gik til

angreb. Midt mens de slog løs på den, kom tupilakken til at bide nogen.

De sloges længe med tupilakken, men pludselig kunne de ikke finde den.

De tændte lamperne. De undesøgte yderpelsen for at se efter, om der

skulle være et hul, men det var der ikke. Men da de undersøgte

inderpelsen, opdagede de, at sømmen var gået op under armhulen, og at

tupilakken var sluppet ud dér. De syede det omhyggeligt sammen

og hængte pelsen op igen, og da Aqerlussaannalik derefter begyndte at

mane ånder, slukkede de lamperne.

Midt i mørket hørte man vrælen fra et spædbarn på vej ind gennem

gangen og endelig krøb ind i pelsen. I samme øjeblik snørede de pelsen

sammen; og selv om den bed indimellem, slog de den ihjel.

Lige da de havde dræbt tupilakken, forsøgte de at tænde lamperne; men

hver gang de tændte dem, blev ilden pustet ud af en eller anden, som de

ikke kunne se.

Det viste sig, at de to ældre mennesker havde pustet mod syd, da de

opdagede, at den tupilak, som de havde skabt, var blevet dræbt.

Da det endelig lykkede for dem at tænde lamperne, åbnede de for pelsen

og så det store spædbarn, der var dødt. De undersøgte det og opdagede,

at dets tænder ikke var ens.

Dagen efter tog Aqerlussaannalik med det døde spædbarn og bar det op til

Umiiviks høje fjeld. Deroppe brændte han det. Da tupilakken døde, blev

de klar over, at det var de ældre mennesker, der havde lavet den.

Det fortælles, at fangeren og hans kone herefter ikke mistede deres

børn.

 

Var.: En tupilek-fortælling, Holm.

 

Hist.: sammenholdt med den variant som Holm fik en snes år tidligere, virker fortælllingen tildels autentisk med rod i seancer på et samlingssted med flere tilstedeværende angakkut, der holder tupilak-jagt på skift. Fangstforløbet minder om den anngiaq-fangst som åndemanere i Vestgrønland undertiden foranstaltede på en af ammassætfangstpladserne om sommeren. Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): anngiaq.

 

Kommentar: Håndskriftet dateret af Rasmussen til 19. febr. 1920, men om det gælder Sofie Jørgensens egne nedskrifter i hæfte 419 eller renskrifterne i hæfte 415 er uvist. Sofie Jørgensen overvintrede i Danmark på gennemrejse til Qaqortoq i 1920. Hun må således være rejst fra Ammassalik sammen med Rasmussen i 1919.

Tupilak pissaussoq / Tupilak pissaassoq

Print
Dokument id:814
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419
Fortæller:?
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:Rosing, Peter ?
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Tupilak pissaussoq / Tupilak pissaassoq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:nr. 99
Lokalisering:Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

En revideret renskrift af samme fortælling findes i KRH, kasse 52, nr. 2,

hæfte 415 (af Peter Rosing ?) - begge versioner er oversat i denne base. -

 

Dansk resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I,

1921, s. 373: "Ulykkesdyret, der blev fanget"

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

I Umiivik boede der et ældre ægtepar, som fordrev tiden

med noget ("suilaaqisut"). Deres søn var død for få dage siden. Nu

havde de kun hans hund til selskab. Derfor elskede de den højt.

En dag kom en mand, der boede vest for dem. Han sagde: "Må jeg købe din

hund?" "Hvad vil du betale?" "Med mange skind og du får også min

pilespids." "Hvad så," svarede den gamle og fortsatte: "Men vi har

også gavn af den, fordi vores husfæller låner den og giver betaling

for lånet." "Jeg må há den hund, for jeg har ingen selv. Skidt med de

andre."

Den gamle havde ikke andet valg end at sige ja, og han gav ham hunden.

Den anden lovede, at betalingen ville blive bragt. Men de ældre

mennesker kom til at vente længe. De skind, som køberen talte om, kom

endelig. Det var tre skind og en dårlig pilespids. De blev skuffede,

men der var ikke noget at gøre.

Da der var gået nogle dage, kom der én med besked fra manden, der

købte hunden, at betalingen skulle returneres. Den stakkels gamle mand

afleverede dem, idet han sagde: "Så skal hunden også leveres tilbage."

Denne besked blev bragt videre til køberen, som så sendte hunden

tilbage. Efter nogen tids ventetid modtog den stakkels ældre mand en

død hund. Han følte sig dybt forurettet, og de græd meget; og han tænkte:

"Jeg har været frygtelig uheldig." Hen på foråret forlød det, at

hundekøberens barn var død.

De to ældre menneskers bofæller skulle langt nordpå (sydpå?), og de to skulle

også med. Dagen før de skulle rejse, tog den ældre mand et smut til

vinterbopladsen ("nunákísinut"), på et tidspunkt, hvor der ingen

mennesker var. Da han kom derhen, gik han i land og direkte hen til

denne fangers afdøde barns grav. Han fjernede dækstenene og tog

spædbarnet, gik ned og roede afsted med det.

Han gav sin kone spædbarnet og sagde: "Her er det, pak det ind."

Hans kone tog det og vaskede det grundigt; og da hun var færdig

pakkede hun det ind. Den blev så pæn og lignede noget uanseligt noget.

("sôrdlugôq sunánguaq," en hvilken som helst pakke).

Da de skulle afsted gav han den til sin kone, der lagde det ned i

konebåden, Så tog de afsted og lagde til land. Konen tog det op

fra konebåden; og hun og manden gik opad og ind i landet. De blev

borte længe. De var minsandten ved at ordne spædbarnet. I den ene side

af munden (i overkæben) satte de rævetænder og i den anden

hundetænder; og i underkæben tænder af en spraglet sæl. De blev væk

længe og gik først ned om aftenen, ("qangale ilâsa suliatik") stadig

lidt bedrøvede.

Da de skulle afsted, var det igen konen, der bar spædbarneliget ned.

Sådan skiftedes ("sernersarâput" ?) de (hele tiden) under hele rejsen.

De blev færdige, inden de nåede bestemmelsesstedet. Manden sagde: "Det

var godt, at vi blev færdige, inden vi nåede herhen." Da

havde han fået liv i den, sagde tupilakken: "Hvor skal jeg hen?" De

svarede: "Du skal hen til dine forældre; og du skal dræbe de spædbørn.

som din mor føder (ordret: de, der skulle have været dine søskende).

Tupilakken tog afsted, vrælende som et spædbarn.

Moderen (egentlig: faderens kone) blev gravid og fødte et barn, som

døde. Hvergang hun fødte et barn, døde det.

Forældrene overholdt tabuerne; og først når dette var overstået, tog

faderen igen på fangst, og snart skulle de igen overholde taburegler.

 

Engang fangeren var ude på fangst og var kommet temmelig langt væk fra

land, hørte han sang fra mange mennesker. Som man kunne vente det,

dukkede der en hel masse kajakmænd frem fra næsset. Det var folk fra

Kangeq, der skulle til sangkamp i Akerliit. Da de mødte denne

kajakmand, fik de rigtig ondt af ham og sagde: "Hvorfor ikke bare

tage til Qernertuarsuit?" For kajakmanden var fra Qernertuarsuit. Det

blev de enige om og tog afsted.

De mange åndemanere manede ånder efter tur. De blev færdige, de blev

færdige, uden at nogen hanvde opdaget noget usædvanligt. Kun

Aqarlussaannalik (Den, der kun er forsynet med en blykugle. C.B.

eller en "aqartivinnalik": kun forsynet med en kælevise. BS)

var tilbage. Da han blev opfordret, gav han sig til at mane ånder. Når han manede ånder, blev intet lys slukket.

 

Han blev ude på gulvet længe. Han balancerede kun på sin nakke og til

siden kun på ansigtspartiet ("pukusuínarminit atasalerpoq sanimudlu

siuniinnarminik asassalerdluni"). Han smed sin tromme så den fór

afsted. Han/fangeren ventede på, at den skulle sige noget; men der kom

ikke en lyd.

(Du som læser dette, skal vide, at jeg havde glemt følgende: Da

kajakmanden mødte alle de andre kajakker, tænkte han nemlig, at han

måske af disse kunne få en forklaring på sin situation, eller at dem

fremmeste af disse måske ville finde ud af, hvad der var i vejen med

dem. Det skal du, som læser dette, huske.)

Endnu engang ventede han på, at åndemaneren skulle sige noget, men

forgæves. Så tog disse mange mennesker hjem og sagde, at de den

efterfølgende dag ville komme igen for at mane ånder.

Da fangeren dagen efter traf Aqarlussaannalik, sagde han (Efter

formuleringen her er det, som om det er fangeren, der sagde; men

ifølge renskriften var det åndemaneren, der spurgte-): "Da jeg igår

manede ånder, mener jeg, at jeg så dig med et spædbarn på skødet."

Den anden svarede: "Gid man kunne se det, gid man kunne tage det." Den

anden / åndemaneren svarede: "Gid man kunne tro det og bede det komme. Den anden / fangeren sagde ikke noget. Så sagde alle de mange mennesker: "Hvorfor ikke tage til Umiivik og mane ånder der?"

 

Det gjorde de; og de gav sig til at mane ånder. Da de havde gjort det,

var kun Aqarlussaannalik tilbage. De opfordrede ham til at mane ånder.

Så sagde Aqerlussaannalik: "Kom med hans/hendes anorak, ham/hende der overholder

taburegler, den inderste og helpelsen, og bind dem forneden gennem

løbegangen." Da han sagde det, var det, som om de endelig vågnede op

af bar glæde. De spurgte ham: "Hvad vil du med dem?" Han svarede: "Da

jeg manede ånder igår, mente jeg at se et spædbarn, der sad på skødet.

Det vil jeg prøve at kalde det frem endnu engang." Dette forårsagede en

vældig glæde.

 

Aqerlussaannalik gav sig til at mane ånder endnu engang - som

sædvanlig uden at slukke lamperne. Men da trommen var standset og

forblev på samme sted, meddelte han, som man plejer, at lamperne

skulle slukkes. Lamperne blev slukket, og han gav sig til at mane

ånder. Så sagde han: "Det forekommer mig, at det må være en tupilak i

nærheden af briksen, og at der er blevet bedre plads; for familien

har jo mistet mange børn."

Alle i huset begyndte at slå rundt om sig. Men de fandt ikke noget. De havde

faktisk opgivet at finde noget; da de begyndte at slå under briksen og

kom til at ramme stenen, hvorpå stolpen til briksen var sat fast; så

hørte man noget, der var på vej ud vrælende som et spædbarn. Anorakken

og det dertil hørende hang over trinnet ude fra opgangen. Det/spædbarnet

gik ind i anorakken, og alle gik til angreb på anorakken; men se, det

store spædbarn, som de ellers passede omhyggeligt på, slap pludselig

ud. Det viste sig, at sømmen var gået op under armhulen i

tarmskindsanorakken; og derigennem var det sluppet ud, så man gik glip

af det.

Åndemaneren gav sig til at mane ånder igen. Det store spædbarn kom

igen ind i anorakken. Man gik til angreb endnu engang. Spædbarnet

sprællede og bed folk gennem anorakken. Man greb det og trak det ud af

anorakken. Ganske rigtigt, det var et stort, fælt spædbarn. De

undersøgte dets tænder. Så tog Aqerlussaannalik det og førte det op

til Umiiviks høje fjeld og satte det ned på fjeldets sideafsats

("tuiusaanut") under toppen.

Det fortælles, at fangeren og hans kone herefter ikke mistede flere

børn. Man har ikke siden hørt noget om dem.

Dermed var det også blevet kendt, at de to ældre mennesker havde lavet

denne tupilak for at hævne sig på fangeren for hans behandling af

hunden.

Så blev der sagt, at de nu kunne tænde lamperne. De forsøgt at tænde

dem; men ilden blev pustet ud. Det viste sig, at det var de to ældre

mennesker, der pustede den ud.

 

Var.: Der er en del forskellige, også historiske fortællinger om fangst af tupilakker.

Tupilak æder sin skaber

Print
Dokument id:981
Registreringsår:1904
Publikationsår:1938
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Tupilak æder sin skaber
Publikationstitel:Knud Rasmussen's Posthumous Notes on the Life and Doings of the East Greenlanders in Olden Times
Tidsskrift:Meddr Grønland 109(1)
Omfang:side 169 - 170
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Ed. by H. Ostermann.

Orig. håndskr. har ikke kunnet identificeres.

I Ostermanns arkiv, nr. A 301, Arktisk Institut findes Ostermanns kladde og maskinskrevne manus på dansk til denne udgave på engelsk.

 

Resumé: Tilbageslag af tupilak-bjørn.

En mand er en særdeles dygtig bjørnejæger og hvert år fylde han en lang stav med bjørnekranier.  Et år, hvor han har fyldt halvanden stav dukker en enorm bjørn op ude på isen. En af husets fangere løber derud, men bjørnen går straks til angreb og manden når kun lige at undslippe i et enormt spring op på isfoden. Det lykkes kun bjørnen at flå hele syningen op på mandens kamiksål. Dette viser klart, at det ikke er nogen almindelig bjørn.

      Dernæst nærmer den store bjørnejæger sig. Men også ham angriber bjørnen, og med større held. Den slæber ham ud på isen, holder ham fanget, og tager med mellemrum en stor luns af hans kød. Man hører ham højlydt skrige oh-oh derude.

      Denne bjørn, forklarer man, var en tupilak han selv havde lavet. Men den havde ramt tilbage på ham selv.

 

Hist.: En historisk fortælling.

Var.: Rosing, Otto: Ham bjørnen åd. Det er en langt mere detaljeret version. Men Kaarali Andreassen kan være fortælleren / nedskriveren af begge versioner.

Tupilangmik kingumítoq / Tupilammik kingumittoq

Print
Dokument id:816
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415
Fortæller:?
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:Rosing, Peter ?
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Tupilangmik kingumítoq / Tupilammik kingumittoq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:2 sider
Lokalisering:Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Dette er en revideret renskrift (ved Peter Rosing?) af det Orig. håndskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419, nr. 101. Begge versioner er oversat i denne base.

 

Dansk resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I,

1921, s. 372 - 373: "Fangeren, som havde en tupilak bag på kajakken"

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Man fortæller om en stor flok fangere, at de kom til

et sted hvor de ville overvintre. Så hændte det jævnligt, at en fanger

udeblev fra fangsttur i overvintringsområdet. Fangere, der tog ud på

fangst, kom ikke tilbage. Til sidst var der kun en fanger tilbage.

Da han en dag skulle ud på fangst, tænkte han: "Hvilke forholdsregler

kan jeg tage, når jeg tager ud på fangst?"

Disse overvejelser førte til, at han bad sin kone om at flette

senetråde. Da hun blev færdig, tog han den flettede semetråd med ned

til sin kajak og bandt den fast til sin harpun. Han steg ned i

kajakken og førte senetråden ind under halvpelsen op til skulderen og

fæstnede den dér, således at harpunen kunne bevæge sig, når han

bevægede skulderen.

Han roede langt ind i den store fjord; og lagde sig på lur efter

sæler. Da han kiggede hele vejen rundt, fik han øje på en kajakmand.

som roede ud fra et stejlt klippeområde. Han begyndte at ro henimod

ham; og da han kom nærmeere, opdagede han, at han havde noget

ubestemmeligt noget bag på kajakken; men som han nåede ganske tæt hen

til ham, gik det op for ham, at manden havde en tupilak bag på

kajakken. Straks han opdagede dette, bevægede han armen, og da var det

som om harpunen af egen kraft bevægede sig med stor larm. Samtidig

sagde fangeren: "Se bare, min dumme harpun bevæger sig, uden at jeg

har rørt ved den."

Idet han sagde dette, vendte tupilakken bag på kajakken hovedet imod

ham, men dukkede sig hurtigt igen. Tænk, den blev bange!

Hver gang tupilakken rejste hovedet, bevægede fangeren sin harpun; så

dukkede tupilakken sig igen. Engang den dukkede sig, roede fangeren

hurtigt frem og harpunerede den. I det øjeblik han harpunerede

tupilakken, roede kajakmanden skrigende i retning af den stejle

klippevæg for dér at lægge til land.

I mellemtiden stak fangeren den sølle tupilak flere gange med sin lanse

("tuukkartaaramiuk") så den sank ned, hvorefter han roede hjemover.

DA han kom hjem og fortalte det, forstod de endelig, at det var denne

sølle tupilak, der havde dræbt alle de mange fangere. Da tupilakken

var dræbt, var der ikke flere fangere, der udeblev fra fangst.

 

Var.: Der er en del forskellige, også historiske fortællinger om fangst af tupilakker.

 

Kommentar: Håndskriftet dateret af Rasmussen til 19. febr. 1920, men om det gælder Sofie Jørgensens egne nedskrifter i hæfte 419 eller renskrifterne i hæfte 415 er uvist. Sofie Jørgensen overvintrede i Danmark på gennemrejse til Qaqortoq i 1920. Hun må således være rejst fra Ammassalik sammen med Rasmussen i 1919.

Tupilangmik kingungmítoq / Tupilammik kingummittoq

Print
Dokument id:815
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419
Fortæller:Jørgensen, Sofie
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Tupilangmik kingungmítoq / Tupilammik kingummittoq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:3 sider, nr. 101
Lokalisering:Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Se også revideret udgave af samme fortælling i KRH, kasse 52,

nr. 2, hæfte 415 (af Peter Rosing ?) - begge versioner er oversat i denne base.

 

Resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921,

side 372 - 373: "Fangeren, som havde en Tupilak bag paa Kajakken".

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Den ene fanger efter den anden udeblev fra fangst.

Den eneste, der var tilbage, havde mistanke om, at der kunne være

følgende årsager. Måske havde de set en tupilak, eller en dødning ,

eller et søuhyre? Det var ikke godt at vide hvilken.

Da han skulle ud på fangst i kajak, lod han sin kone flette en

senetråd, som blev fastgjort på anorakken under skulderen. Herefter

blev den flettede senetråd ført ned under halvpelsen og bundet fast

til harpunen. Så tog han afsted.

Da han var nået lidt ud på vandet, så han en kajakmand ro ud fra

kysten. Da de nærmede sig hinanden, opdagede han, at den store

kajakmand var helt sort, og at han var så fæl, at det var svært at få

rigtigt indtryk af ham.

Idet kajakmanden drejede sig en smule på tværs, blev en tupilak, der lå

på maven, synlig på bagenden af kajakken. Fangeren roede helt hen til

kajakmanden og forstod, at det var tupilakken, der havde skræmt de

udeblevne til døde.

Nu da han var i selskab med den, rejste tupilakken sig jo halvvejs op.

Fangeren trak sin arm en smule til sig, og hans harpun var lige ved at

fare afsted af sig selv. Han sagde: "Se, min harpun var ved at fare

afsted af sig selv, da den du har bagpå kajakken forsøgte at rejse sig

op." Lynsnart dukkede tupilakken sig.

 

Noget senere forsøgte tupilakken igen at rejse sig, og idet

fangeren løftede armen en smule, var harpunen igen ved at fare afsted.

Og fangeren sagde: "Den var lige ved at fare afsted." Tupilakken smed

sig skyndsomt på maven. Manden med tupilakken bag på kajakken

befandt sig nu foran. Fangeren skar den flettede senetråd over og

harpunerede tupilakken, så den faldt ned fra kajakken. Fangeren, der

havde harpuneret den, fandt den for uhyggelig til at ville samle den

op, så han skar linen over og lod tupilakken synke. Kajakmanden, der

havde haft tupilakken bag på kajakken, roede nu grædende imod land.

Det viste sig, at denne kajakmand brugte tupilakken til at skræmme

fangerne ihjel, og at den spiste kødet af dem. Kajakmanden forsvandt i

retning af stranden.

Herefter kom fangerne velbeholdne hjem fra fangst, fordi manden nu

havde dræbt tupilakken. Siden hørte man ikke noget til dem.

 

Var.: Der er en del forskellige, også historiske fortællinger om fangst af tupilakker.

Tvende Fættere / fætre

Print
Dokument id:1828
Registreringsår:1860
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2488, III, 4'
Fortæller:Nikolai
Nedskriver:Rosing, U.
Mellem-person:Rosing, U.
Indsamler:Rink, H.
Titel:Tvende Fættere / fætre
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 56v - 57v, nr. 318
Lokalisering:Illutuaarsuk: Sydøstgrønland
Note:

Ultrakort dansk referat i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II nr. 121, s. 134.
Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 142, s. 468 - 469: Another Tale from East Greenland.

Renskrift tillempet nudansk stavemåde af Rosings nedskrift på ældre dansk (En
nedskrift på grønlandsk findes ikke):

Tvende fætre holdt af hinanden og levede sammen. En dag finder den ene på at sige til den anden: "Lad se hvem der af os to først tager sig en kone." Fætteren tav, men ikke desto mindre fik han just en kone først. Dernæst gentog den anden: "Hvem får den første søn." Denne fætter fik først een. Da de begge havde fået en søn kom atter spørgeren med dette: "Hvis søn mon der vil fange først." Fætteren tav hertil. En dag stod dennes kone udenfor huset og syslede. Hun havde taget sin søn (op) af amaaten og lagt ham på jorden. Denne rejste sig og gik henimod en flok spurve, der sad i nærheden. Moderen fortalte sin glæde til manden herover, og sagde denne: "Ja, i morgen skal du lade ham selv skøtte sig", og virkelig fik drengen nogle af småfuglene. Som han voksede op fik dregen en kajak og faderen fulgte med ham. Engang kom de til en stime sælhunde, de kom tæt til dem, men så dykker de under. Næste dag fik sønnen en rem og en lille blære og drog nu på fangst; "lænds nu", råbte faderen til sønnen, der så også fik en sælhund. Senere kom faderen atter til ham, efter selv at have været et andet sted henne, og så nu til sin forundring at sønnen på sin rem havde så mange netsider som der vel kunne være. Nu blev den anden fætter med famlie misundelig, hvorfor den dygtige søns fader forlod stedet med sine (sin familie) hen til et andet sted, som de så beboede. Den anden fætters søn, som endnu ikke havde fået sig en spurv og langt mindre kunnet fange, skaffede sig en hund tilveje og denne var meget bidsk. Ejeren af den, nemlig drengen, lod al føde som den skulle have, ligge på benene af et menneske-skelet. Undertiden når der kom besøgende til stedet, bed hunden dem og åd dem op.
    Engang ville sønnen med fætteren besøge familien, som ejede denne stygge hund. De vidste besked om dyrets griskhed, hvorfor de med forsigtighed nærmede sig fjæren. Sønnen rejste sig først af kajakken, men hunden blev liggende rolig på hustaget. Da steg han ud (og) gik foran, men trådte faderen senere foran sønnen; de var ikke langt fra huset førend hunden rejste sig, gik tudende hen imod dem, men blev sparket ihjel af den unge, der uformærket kom bag om den, just som den var ved at bide faderen. Sønnen tog til slut hunden og smed den hen på møddingen ud for huset efter først at have flænset eller flænget hunden i to dele med sine hænder. Inde i huset blev der lyttet om hunden bed, men trådte så de besøgende ind. Sidenefter opdagede ejeren at hunden, til hans store bedrøvelse lå død på møddingen. Vore besøgende, fader og søn, rejste da væk og kom ikke mere til famlilien, da de ikke var velkomne.

Var.; Ulorpanna; Ipiutaarsuk.

Hist.: En usædvanlig slutning på denne fortælling der i taditionelt regi som regel lader konkurrencen fortsætte med hvem der først blir angakkoq / åndemaner af de to drenge, for til slut at lade den beskedne mands søn vinde over den pralendes i en konkurrence på åndemaneri.
Det er karakteristisk for næsten alle de af U. Rosing nedskrevne fortællinger, at de undgår alt "hedensk" eller bekæmper det på frejdigste vis. Fortælleren, Nikolai / Nikolaj har indtil nu ikke kunnet identificeres.

Tømrerens tre døtre

Print
Dokument id:532
Registreringsår:?
Publikationsår:1976
Arkiv navn:
Fortæller:Filemonsen, Cecilie
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Tømrerens tre døtre
Publikationstitel:De store konger. Ni grønlandske eventyr. Holstebro 1976
Tidsskrift:
Omfang:side 9 - 14
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Oversat af Jens Rosing.

Resumé:

Tre søstre leger ved stranden, hvor de for sjov tager sig hver en mand i fantasien: kongen, hans mundskænk og hans bager. Kongen kalder dem til slottet, hvor legen blir virkelighed. Kongens lille kone føder en søn med en søster som fødselshjælperske. Denne skærer lillefingeren af den nyfødte, smører moderen om munden med blodet og fortæller kongen, at moderen har ædt sit barn om natten. Kongen tar sig ikke synderlig af det og moderen lader sig med tiden berolige. Drengen sættes ud i elven i en flettet kurv, der findes af en barnløst fyrstepar. De tar drengen til sig. På samme vis går det med de to næste børn, en søn og sidst, en datter. Men nu har kongen fået nok. Han beorderer sin kone klædt nøgen og hængt op i et træ, hvor alle kan spytte og snotte på hende. Hun holdes så i live på lidt dagligt vand og brød.

       

Hos fyrsteparret vokser børnene til. De hører om tre forunderlige ting: Et vand der glinser som kobber, en talende fugl, og et træ der synger salmer. Den ældste drager ud i verden for at se disse mirakuløse sager og får undervejs af en gammel kone i et ensomt hus visse råd om vejen, der er farlig og fører igennem en slagmark med ryttere, stenstøtter, folk der bander (og viser det sig senere, folk der vasker tøj lige til verdens ende). Truer de ham skal han lade som ingenting. Han når dem, hæver blot en arm til forsvar og forvandles til sten. Den næste søn går det på samme vis, hvorimod datteren, da hun partout vil af sted - og i mandstøj, klarer det. Undervejs til den gamle kone falder hun over en kæmpestor strandvasker, der er ved at forsvinde ned i sandet. Hun får ham hevet op, slæbt ind på land og begravet. Det er den gamle kones søn, viser det sig (kendemærket er et modermærke på halsen). Pigen får samme besked som brødrene, men i tilgift at hun skal tage noget af det kobberglinsende vand, den talende fugl (selv om den gør vrøvl) og dét syngende blad der har det den højeste diskant (endelig ikke en basstemme). Hun slipper igennem krigsmylderet, får fat i sagerne, genopliver alle stenstøtter på tilbagevejen, hvor brødrene så kan følge hende, og hjemme plantes grenen med bladet i jorden og vandes med det skinnende vand.

       

Kongen, der hører om de forunderlige sager, kommer så på besøg og får efter den talende fugls råd serveret en tynd suaasat med tre ædelstene i bunden. Han besværer sig over suppens ringe styrke, fisker en for en stenene op og gir udtryk for sin undren ved den sidste. De er ikke nær så forunderlige som hans egne tre børn, siger den talende fugl. Da forstår kongen at hans stakkels kones søstre er de skyldige. Han vil kun have et af børnene med hjem, for det er ikke ham der har opfostret dem. Hjemme tages hans stakkels kone ned af træet, hun må vaskes i adskillige hold vand for snottet der klæber til hende, og hun overlever ikke ret længe. I sin store sorg beordrer kongen at hendes søstre skal rulles i tønder med indvendige spigre, og man ruller dem op og ned af fjeldet lige til der kun er raslende knogler tilbage.

 

 

Hist.: Denne samling af danske folkeeventyr i grønlandsk genfortælling er fortalt af Cisi, der også fortalte fra den grønlandske overlevering. Ifølge Jens Rosings forord har hun hørt dem af sin mor og mormor og de stammer tilbage fra 1800-tallets midte, da alskens illustrerede udenlandske fortællinger og bibelhistorier blev publiceret i småbøger og i "avisen" Atuagagdliutit på Rinks trykkeri i Godthåb / Nuuk. Cisis fortællinger er taget med her for at vise hvor forskellige de er fra de egentlig grønlandske - trods tilpasningen til genkendelig grønlandsk kultur.

 

Bemærk den traditionelle grønlandske ramme: de tre piger der leger far mor og børn og udvælger sig hver sin mand i legen. I de grønlandske varianter er det en hval, en ørn (eller anden stor rovfugl) og undertiden en død mand. Også slutningen med de raslende knogler alluderer til samme fortælling, hvor hvalen, der forfølger sin flygtende kone ender som et skelet på stranden. Ellers er der tydelige bibelske allusioner til fortællingen om Moses (i sivkurven på Nilen), det Røde (kobberglinsende) Hav, hér alias "livets vand", og til Lots hustru der forstener. Træet hvis blade synger salmer som et helt kor er måske livets træ (planteblade og bogblade (fra salmebogen) hedder dog ikke det samme på grønlandsk), mens den talende fugl optræder i en anden europæisk fortælling, der øjensynligt har vundet indpas i fortælletraditionen: Søg på: alk tale; snespurv tale.

uden titel

Print
Dokument id:1988
Registreringsår:1935
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Tittortsajiik (Tiduzia)
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:uden titel
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 287
Lokalisering:Kulusuk: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

Cijeniadi / Sianiali, en dygtig jæger ved Kulusuk, blev udsat for hekseri af den gamle Kunudat (?), hvis søn, Napartuku / Nappartuku var en sløj fanger. Kun. ville skaffe sin søn Cij.s fangst og anbragte en lort i Cij.'s sæk med tørret sælblod. Da det blev opdaget mumlede Cij. en formular, serrat, både i rummet og i husgangen, der ville forbande den næste sæl man slæbte ind. Det blev en hengemt frossen sæl, og Kun. blev da også både syg og døde kort efter måltidet.

 

Hist. Historisk forklaring på et dødsfald. Der kan have været tale om et regulært forsøg på hekseri, og ikke kun en beskyldning.

Nappartuku er muligvis sønnesønnen af Nappartuku, der døde sindssyg. N.s far hed da ifølge Jens Rosing 1993: Qutsuluk

Uden titel / Møder med åndemennesker

Print
Dokument id:99
Registreringsår:1856
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, III, 4'
Fortæller:(?)
Nedskriver:Dorph, E.
Mellem-person:Rosing, Ulrich
Indsamler:Rink, H.
Titel:Uden titel / Møder med åndemennesker
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:ss. 293h - 295v
Lokalisering:Pamialluk: Nanortalik
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

(Møder med åndemennesker).

 

Itillinnguaq-boerne boede sammen i ét hus, og i et andet hus boede to søskende. De boede der gerne hele vinteren, og når foråret kom, blev de to alene tilbage på bopladsen.

 

Et forår rejste så deres bopladsfæller ud til øerne ved kysten. Det samme gjorde folk fra Alluitsoq / Lichtenau og Alluitsup Paa / Sydprøven, mens andre tog ind i fjorden på ammassætfangst. De to søskende blev alene tilbage på bopladsen fordi der ikke var plads til dem i nogen af konebådene. Da alle var rejst, gik de sydpå over Itillinnguaq til Atigiligaatsooq, idet de lod de ting de ikke ville få brug for ligge hjemme. De tog kun det nødvendigste med. Dér boede de så alene uden andre mennesker i hele den nærmeste omegn og de samlede alt det vinterforråd de kunne. Lillesøsteren fiskede fra stranden, og broderen var på fangst hver dag, men han fangede ikke en eneste sæl. Sommetider kom han hjem til deres lille telt før søsteren. Andre gange var søsteren kommet hjem før ham. Han blev ved med at tage ud få fangst, for han ville ikke fiske ulke, når søsteren jo fiskede fra stranden, og fordi han regnede en sæl for vigtigere, selv om han altså endnu ikke havde fanget en eneste.

 

En dag kom han som sædvanlig ud til sit fangstområde. Han vendte kajakken til den side, hvor der var skygge og ville stoppe op. Men pludselig drejede kajakspidsen med en voldsom bevægelse om mod land. Han prøvede at vende for at få solen i ryggen. Da det endelig lykkedes, drejede kajakken igen om mod land med et gevaldigt ryk. Han gjorde flere forsøg men uden held. Til sidst blev han træt og lod sig drive ind mod land med åren blot som styrepind. Kajakken styrede mod land lige vest for deres teltplads. Han kunne ikke gøre andet end at kigge sig omkring, og ret fremme fik han øje på en kvinde, som sad på stranden. Kajakken styrede direkte imod hende. Han tænkte umiddelbart på sin søster, der jo havde travlt med at fiske fra stranden. Måske havde hun brækket et ben og var blevet siddende på stranden. Kajakken gled ganske af sig selv ind mod hende, og med eet standsede den også ganske af sig selv. Det var ikke hans søster. Han kendte ikke den kvinde. Han lagde mærke til at hendes sælskindsanorak var så snavset, at hårene var klistret sammen, hendes øjenvipper var klistret bagover, hendes sølle hårtjavser klistrede til panden af snavs, hårene på hendes skindbukser var også klistret sammen, men hendes kamikker af hvidt skind og kanterne foroven var skinnende hvide, som om de aldrig havde været brugt. Hun sad og svingede med benene uden at se til hans side. Han kiggede på hende og ventede at hun skulle sige noget. Men det gjorde hun ikke. Endelig sagde hun dog noget uden at se på ham: "Hvorfor tager du altid ud på fangst dit lille skvat af et menneske. Hold dog op med det, du fanger jo ikke noget. Kan du se forspidsen på din kajak? Den mangler betræk!" (pooq) Han kiggede på kajakspidsen og så, at der var betræk på den. Han ville så godt kigge lidt nærmere på hende, men pludselig så han noget rødt, og kvinden forsvandt. Straks hun var væk opdagede han, at solen allerede var ved at forsvinde, og skønt han jo skulle have været på fangst måtte han tage hjem, for nu var det blevet aften.

 

Mens de stadig boede alene, vendte de der var på ammassaætfangst tilbage inde fra fjorden. Så kom de til at bo sammen med andre og var ikke længere ensomme. Da der nu var kommet flere på stedet, ville søsteren over til vinterbopladsen og hente sin gryde. I Itillinnguaq gik hun ind i huset, tog gryden og begav sig tilbage med gryden i favnen. Hun fulgte den vanlige sti og kom til en dynge rullesten på en lille slette. Så hørte hun nogle hundhvalpe gø. Hun kiggede rundt og så en kvinde bag en lampe lige foran sig på jorden. Hun kogte mad i en gryde i luften. Hendes mand lå på jorden ved siden af, og to drengebørn legede med at skræve frem og tilbage over ham. Lige foran dem var der nogle hundehvalpe. Hun kiggede på kvinden der kogte mad og på hullerne i den øverste kant af lampegryden, men den var ikke fastgjort i hullerne. Kvinden kogte mad i den bare luft. Hun kiggede så efter noget fra hullerne og opefter, men der var heller ikke noget at se. Hun kiggede på dem. De sagde ikke noget, og hun sagde ikke noget. Så tænkte hun: "Mon ikke det er dem som i vinter var på vej ind til os? Det var altså kun en tanke, for hun sagde det ikke højt. Men kvinden der kogte mad sagde pludselig: "Hee, vi plejede ikke at lægge vejen omkring jer. Mon ikke det snarere var Tunusuk? Tunusuks kone forsvandt i vinter; han ledte også efter hende på land for at se om hun var dér. Han har sikkert været på vej ind til jer. Tunusuk mistede sin kone i vinter, og han sørgede i den grad, at det hele gik fuldstændig i opløsning for ham; og han fik tilmed fnatsår." Og så gik det som altid: Luften fik stemme. Hun havde lyttet til hendes ord, og så snart kvinden tav, lød der en stemme, og de forsvandt i et nu for øjenene af hende.

 

Da gik det med et op for hende at hun stadig stod med gryden i favnen og at solen var ved at gå ned. Dengang hun traf på dem var solen kun lige stået op.

 

Hjemme i lejren afventede de, at søsteren skulle komme tilbage med sin gryde; men nu var dagen ved at være omme, og de blev bekymrede og råbte på hende. Det var nemlig gået sådan til, at hun hele dagen havde stået og kigget på disse mennesker med gryden i favn uden at sanse hvor længe. Gad vidst om hun havde været på besøg hos agdliarmiut / alliarmiut.

 

Kommentar: alliarmiut ("underlagsboere") er muligvis dem Rink kalder alliarutsit, dvs. de nederste innersuit, der kan skildres som aggressive i nogle fortællinger. Snarere er det nok himmelboere, døde fra himlen, som østgrønlænderne mente kunne vende tilbage til jorden og drive fangst om sommeren. Deres gryderemme var fastgjort i himlen, mente man (J. Rosing 1963: Sagn og Saga fra Angmagssalik; Victor 1989-93, I).

Den beskidte åndekvinde, som broderen trækkes ind til land af, giver mindelser om Havkvinden, Havets mor, der ikke kan slippe fangstdyrene ud når hendes hår er klistret ind i snavs.  Hentydningen til kajakspidsen er vital, idet den er symbol for såvel penis som fangstevne. Den beskidte kvindes rene, hvide, ubrugte kamikker hentyder ligeledes til noget seksuelt. Måske skyldes drengens manglende fangstheld at han ganske enkelt er "jomfru".

 

Oversat af Chr. Berthelsen.

Uiartek / Uiarteq

Print
Dokument id:993
Registreringsår:1885
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, VIII, 4'
Fortæller:Uutuaq (Otuak)
Nedskriver:Holm, G. F.
Mellem-person:Holm, G. F.
Indsamler:Rink, H.
Titel:Uiartek / Uiarteq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 78 - 92, nr. 12
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Fortællingen, der er sammensat af fire fortællinger, er ikke publiceret i sin sammensatte helhed, men

       af dens første fortælling indgår nogle få elementer i Sanimuinnaqs version, der i håndskriftet har titlen Ungilagtaké, men er trykt med titlen "Kunuk", fordi den ret nøje svarer til den vestgrønlandske fortælling om Kunuk.

       Den anden fortælling af Uutuaqs "Uiartek" udgør størsteparten af Holm 1888, nr. 5: Uiartek, der er suppleret med dele fra en version fortalt af Qutuluk.

Den tredje og fjerde fortælling om Uiarteq og Kaassassuk, samt Kaassasuks søn og Uliivaatsiaq svarer ordret til Holm 1888, nr. 6, bortset fra slutningen i nr. 6. Den stammer fra Uutuaqs 2. version af "Uiartek". Nedenfor følger derfor kun håndskriftets to første fortællinger (s. 78 - 84 - 85), mens ordlyden af Uutuaqs 2. version er indskrevet under NKS, 2488, VIII, nr. 13.

 

Johan Petersens oversættelse:

Uiarteq var ugift og boede her ved Angmagsalik / Ammassalik sammen med sin bedstefader og søster. Mens Uiarteq boede her, ville Ungilataké / Ungilattaqi holde trommedans med ham; men Ui. kunne hverken tromme eller synge. Ui. rejste nu med konebåd til Ungilattaqi; men plejefaderen og stedmoderen blev hjemme i huset. Disse sagde ved afrejsen, at hvis han slog Ung. ihjel skulle han tage en hund og et menneske med hjem.

 

Han rejste nu derover, og kom dertil, da det blev mørkt. Ui. gik så ind til Ung., der havde et stort hus, samt mange koner, som han havde taget fra dem, han holdt trommedans med. Ung. brugte et stort sværd (panak / pana) til trommestok, og dem han holdt trommedans med, plejede han at stikke ihjel.

 

Da de kom, røvede Ung. Ui.s smukke kone (i indledningen var han ugift, BS). Ung. begyndte nu at synge. Under sangen kastede Ung. sværdet efter Ui. Denne gjorde sig meget stor; men idet sværdet blev kastet gjorde han sig ganske lille, så at det gik over hans hoved og ind i væggen bag ved. Ung. sprang nu til, trak sværdet ud af væggen og begyndte atter at synge. Han sigtede igen på Ui. og denne gjorde sig ganske lille; idet sværdet blev kastet meget lavt sprang han tilvejrs, så at sværdet traf under ham. Ui. greb nu sabelklingen skønt han ikke kunne synge. Ung. sagde, at han skulle bære sig ad ligesom ham. Ui. begyndte nu at synge. Da han var færdig med sangen kastede han ikke sabelklingen; men begyndte på nok en sang. Da han var færdig, sigtede han på Ung., denne rakte lang næse af ham, men samtidig kastede Ui. sabelklingen, der ramte Ung. på hagen, flakte (flækkede) denne og gik ind i halsen. Da Ung. var ved at dø, sprang Ui. hen til briksen og tog sin egen kone samt Ung.s smukkeste kone. Ung. vendte sig nu og sagde: "Hende vender jeg aldrig ansigtet fra, når jeg ligger sammen med hende!" Ui. gik nu ud; men Ung.s medhjælper, der hed Usugsukmajoatak / Usussummajuataq, sprang til og tog ham bag fra. Mens de nu var ved at brydes, trådte Ui. på urin, så at han var nær ved at falde. Idet han nu rejste sig, greb han Usussummajuatagoq klemte ham, så at blodet strømmede ud af munden og ekskrementerne ud af bagen på ham.

Usugsukmajoatak sank nu ned og skreg:" Kunuk, Kunuk, Kunuk har klemt mig, så at blodet strømmer ud af munden og ekskrementerne ud af bagen på mig!" Dermed døde han.

Om foråret rejste Ui. med kone og barn i en konebåd i følgeskab med en anden konebåd, hvori kun var mand og kone. De rejste sydefter langs med landet.

Da de kom til "nuna issua" / nunap isua (landets yderste) roede de op af den stor strøm på hvis sider der er huler i klipperne, som havet havde dannet. Ui.s hund faldt overbord og blev bidt over af en kivarkek / qivaareq / kanajoq (ulk). Mens de roede op af strømmen sultede ledsagerens børn ihjel (i indledningen var de kun mand og kone, BS); thi hans kones patter kunne ikke nå over skulderen til barnet i amauten / amaat (rygposen). Under deres sorg derover drev strømmen nu denne båd ind i en hule. Ui.s båd kom op ad strømmen. Han roede med styreåren på begge sider; mens konen trak på årerne. Barnet levede; thi konens patter nåede op over skulderen. Da Ui. var kommet oven for strømmen, så han en masse narhvaler og mellem disse en stor kajak. Ui. frygtede for den store mand, fordi han var alene, og ventede derfor til det blev mørkt.

 

Da det blev aften og den store mand sov, lagde Ui. til land. De så da, at de havde spiist narhvalskind (mattak), bjørnespæk og bjørnekød samt menneskehænder. De rejste nu indenom med slæde. De rejste derefter langs med en stejl kyst, hvor de ikke kunne lægge tilland. Om aftenen lagde de ind til en stejl klippe, og Ui. slog en sælhundblodprop ind i klippesiden og fortøjede båden derved. Følgende dag rejste de videre og kom omkring landet.

       Da Uiarteq var kommen omkring landet ... "

 

Hermed indledes fortællingerne om Uiarteq og Kaassassuk og Kaassassuks søn og Uliivaatsiaq, der ord til andet er trykt i Holm 1888 nr. 6 (bortset fra slutningen). To til fortællingerne tilhørende sange, der er meddelt af Naqitilik, er trykt i Holm 1888 nr. 50; i Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og

Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 233 og i Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I,  Meddr. Grønland 39: 304.

 

Var.: se ndf.

 

Hist.: Holm har skilt Uutuaqs fire sammenstykkede fortællinger ad, fordi han (Holm) mente, at sammenstykningen var en tilfældighed. Imidlertid er fortællingerne også sat sammen i senere versioner (se fx Kaarali Andreassens version i Rasmussen 1981, III: 165 - 209). Noget tyder dog på, at sammensætningen af fortællingerne på Holms tid endnu var i sin vorden: Kunuk - fortællingen, der sandsynligvis stammer fra Vestgrønland, er blevet tænkt sammen med østgrønlændernes egen fortælling om Uiarteq, der rejste verden rundt, og ikke rummer episoderne fra "Kunuk" (Se fx Qutuluks version, NKS, 2488, VIII, s. 97 - 100; Rasmussen 1981, III: 76 - 77 (sydøstgrønlandsk version). Således rummer Uutuaqs version (ovf.) flere logiske brist, der peger på en endnu ikke vellykket sammensmeltning af fortællingerne.

 

Sammenstykningen må bunde i rejser til (og evt. fra) Vestgrønland syd om Kap Farvel. Elementet: bjørnefælden, findes i enkelte vestgrønlandske versioner. Jens Rosings hypotese om to forskellige Thule-kulturs folk, der har mødtes i Ammassalik-området, kunne også finde næring i denne sammenstykning. Selv tør jeg ikke give noget endegyldigt svar på, hvorfor disse fortællinger er blevet stykket sammen. Kun at sammenstykningen viser en sandsynlig påvirkning fra Vestgrønland, hvad enten den er kommet via immigration fra Vestkysten, eller via det interne handelsnet mellem øst og vest. BS.

Umeerineq

Print
Dokument id:2321
Registreringsår:1961
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Maratsi's efterkommere
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Umeerineq
Publikationstitel:Hvis vi vågner til havblik
Tidsskrift:
Omfang:ss. 123 - 124
Lokalisering:Sermiligaaq: Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Resumé:

 

Navnet Umeerineq betød "det plukkede skæg". På handelstogt til Pamialluk i Sydgrønland havde han foruden en riffe tilhandlet sig noget jern, som han hamrede om til en pincet. Med den plukkede han ustandselig sit skæg. Han var en kendt original, meget fed, og da han blev til års indbød han, splitternøgen, men med sin penis i et stort hylster, folk til ædegilde, for at give sin livserfaring videre. Forpustet af mæthed fremstønnede han en sang med pointen: man dør ikke af at æde. Efter sangen sagde han: den rejser sig. Men det var nu ikke penisen. Det var hans tunge der rejste sig i munden af mæthedstrykket nedefra. Til sidst fik Umeerineq med besvær taget sig en gyngetur i en ophængt rem. Den sprang efter et par sving. Han faldt men kom ikke noget til.

 

Hist. Historisk overlevering i slægten Napartuku og Atsivaq. Se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9.

Umîvik / Umiivik

Print
Dokument id:1308
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:Rosing, Peter ?
Indsamler:Rosing, Otto ?
Titel:Umîvik / Umiivik
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 118 - 119
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 27 - 28; angakkortalissuit, 1990: 153 - 154: "Nunakitsermiut (Kulusup eqqaani).

 

Resumé: (Formentlig Umiivik nord for Kulusuk, BS).

Her overvintrer i 1880 - 1881 følgende fangere med deres familier:

Kilimii, Narsinngattak, Iisimmardik, Qutsuluk, Anginnuutaan,

Ningaavan.

Man fanger næsten intet, stjæler fra hinanden, overlever hovedsagelig

ved tyverier fra andre bopladser og til slut ved hajfangst i en våge,

som det tar en hel dag at hugge ud. Alle overlever, men om sommeren

dør tyven, Ilipaaq, som ønsket af Peqitissaq, idet Ilipaaq harpunerer

en aggressiv klapmyds, der trækker ham i dybet.

 

Hist.: Historisk fortælling om sultevinteren 1880 - 1881. Denne datering stemmer dog ikke overens med andre. Se kommentaren til: Ajaattoq Victor.

Umîviks befolkning

Print
Dokument id:872
Registreringsår:1921
Publikationsår:1960
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Rosing, Peter
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Jens
Titel:Umîviks befolkning
Publikationstitel:Rosing, Jens: Îsímardik / Iisimmardik / Ilisimmarteq, den store drabsmand. Det grønlandske Selskabs skrifter, XX, 1960
Tidsskrift:
Omfang:side 23 - 37
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Grønlandsk udgave: Otto Rosing: Angákortaligssuit, I, 1957: 9 - 22;

Angakkortalissuit, 1990: 15 - 27, "Umiiviup inui".

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

 

Resumé:

Umiiviks befolkning

Kaattuarnaaq og hans kone Nakatsilik har levet sammen hele livet med mange skænderier, og  fået fem døtre: Naanngisaq, Simigaq Makkak, Tappinngaajik og Sileqaavat, hvoraf Simigaq er den hidsigste og temmelig ondskabsfuld. Deres sønner er  Narsinngattak, Snimuinnaq og -  Iisimmardik, der betyder den galsindede, et øgenavn han fik efter sit første mord.

Simigaq bliver sent gift, men som førstegangs højgravid får hun en sommer, hvor hele familien er samlet til klapmydsfangst på øen Seerarteeq, sine søstre med på at besøge den rare, gamle Ingippik, der lever enligt med sin mand, lokke hende med til fjelds, og, skønt Ingippik netop i glæde over natursynet har sunget en smuk sang, overfalde hende. Søstrene river alle klæder af hende og tæver løs på hende. Da de forlader hende og hun chokeret kommer tilbage og fortæller sin mand om ugerningen, trøster han hende med at skammen nok vil ramme Simigaq. Og det sker. Hun får svært ved at nedkomme, hvorfor man for at fremme fødslen åbner bagsiden af teltet og derved tillader alle at glo nysgerrigt på  den fødendes blottede kønsdele.

Tappinngaajik, den fredeligste af søstrene, får en sommer franarret sin mand, den dygtige Qunii, af Simigaq, der under et besøg overtaler ham til at gifte sig med sin datter. Sammen med sin ny unge kone henter han endog alt sit og den fhv. kones forråd, hvorefter hun med sine to små børn bliver overladt til bopladsfællers nåde. Det er Maratsi, som senere tager hende til tredjekone, men endnu senere igen skiller sig ved hende.

Tappinngaajik pønser på at tage hævn over Qunii ved hekseri, og da hun tidligt om foråret hører at han er død af et voldsomt maveonde, synger hun vildt hele aftenen. Og om sommeren, hvor der bliver kaldt til trommedans og sangfest i Simigaqs telt, får Tap. efter en del opfordringer mod til at træde frem og synge sin "krænkevise". Sangen kredser om Qunii's grove svig over for såvel hende som sine børn. Derefter håner hun Simigaq og den sørgende unge enke, der sammen græder på briksen, mens alle andre larmende bifalder sangen.

 

Om Narsinngattak, den ældste af brødrene, fortælles det, at han var en dygtig fanger, en mådelig åndemaner / angakkoq, tyvagtig når det gjaldt madvarer under hungerperioder, hvorfor han gik under øgenavnet Anngeeru (tyven). Han var ellers vestillet, men sygeligt misundelig og hidsig, og om det fortælles tre begivenheder. Den ene er et væbnet skænderi med morbroderen om den bedste brikseplads en vinter, hvor de skulle dele hus. Der skete dog intet videre, fordi morbroderen gav sig. Den anden er en direkte opfordring til sønnen om at træne kræfterne så han kunne blive en trussel for sine medmennesker. Og den tredje begivenhed strakte sig over en del år, idet Nars. udfordrede hele distriktets bedste fanger Peqitissaq til sangkamp - af lutter misundelse, men måtte nøjes med en stedfortræder, fordi Peqitissaq aldrig indlod sig i sangkampe. En af stedfortræderens viser er bevaret og citeres, men ingen af Narsinngattaks. Men folk fandt hans udfordring naragtig.

 

Sanimuinnaq var kendt som hjælpsom og en dårligere fanger end åndemaner (han gennemførte den eneste seance, som europæere (Gustav Holm; Johannes Hansen (Hansêraq)) har i iagttaget og beskrevet i alle detaljer i Grønland). Var ikke så hidsig som Narsing.,  men det var ikke klogt at fornærme ham. Han hjalp Maratsi med at dræbe Maratsi's stedfar, Quarrajeeq, fordi Maratsi's mor var overbevist om, at Q. pønsede på at dræbe Maratsi.

 

S. er den der tager initiativet til at komme afsted ud i kajak, den dag den rette lejlighed byder sig, og

Maratsi taber endog modet, da det gælder. Det bliver så Saniumuinnaq, der må give Qu. dødsstødet. Med en hånlig bemærkning overlader han parteringen af liget til M., og begge to overholder visse sørgeskikke i tre dage: afmonterer ikke deres harpunspidser og beholder anoraqhætten trukket over hovdet. Folk frygter at de har myrdet den tredje bopladsfælle, der har været alene på fangst, men han dukker sernere op med en stor klapmyds, der har forsinket hans hjemkomst.

 

Da Maratsi ved en senere lejlighed lader sin hidsighed gå ud over en sølle forældreløs dreng, der sammen med Maratsi's søn har været nær ved at drukne, får han læst og påskrevet af Sanimuinnaq, der håner ham for hans ringe mod. Han skal ikke bilde sig ind at kunne være grusom mod andre, og nu er det slut med venskabet mellem de to.

 

Også ved en senere lejlighed, da Maratsi går amok på sommerpladsen, får Sanimuinnaq hånet ham tilstrækkeligt til at luften går af ballonen.

 

Også af Aataaq fra Sermilik-fjorden hånes han i en bevaret smædevise, for sit drab, som han end ikke havde mod og styrke til at udføre selv.

 

Hist. periode: 1880 - 1892

Jens Rosing har genfortalt flere af disse beretninger i Hvis vi vågner til havblik, Borgen, (om Nappartuko-familien - se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9) 1993: Simigaq: ss. 46-47, Tapinngaajik: ss. 69-72, Sanimuinnaq og Maratsis drab på Quarrajeeq: ss. 67-68. Sidstnævnte også ID 1693 og 1694.

Umîviks befolkning

Print
Dokument id:2017
Registreringsår:1921
Publikationsår:1960
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Rosing, Peter
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Jens
Titel:Umîviks befolkning
Publikationstitel:Rosing, Jens: Îsímardik / Iisimmardik / Ilisimmarteq, den store drabsmand. Det grønlandske Selskabs skrifter, XX, 1960
Tidsskrift:
Omfang:side 74 - 79 + 83 - 86
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Grønlandsk udgave: Otto Rosing: Angákortaligssuit, I, 1957: 56 - 61 + 63 - 65;

Angakkortalissuit, 1990: 58 - 62 + 64 - 66, "Umiiviup inui".

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

 

Resumé:

 

Nikki og tupilakbjørnen.

Nikki er en gevaldig bjørnejæger, der altid bor ved Akerninajik / Akernernajik (?) (Akinnaaq ifølge Victor) nær Kulusuk. Han er også berygtet som en heksekyndig der er slem til at rane andres bjørne. Engang har han været med til at dræbe Maamaanngerseqs lillebror, Qimmiardik, også pga en isbjørn han ville have. Maam. bor en vinter på en naboplads til Akerninajik sammen med sin nevø, der er opkaldt efter den dræbte lillebror. Nevøen, Nikki og andre fangere har sammen dræbt en bjørn, som Nikki slås med Qimmiardik om at få retten til. Maam. der nu er gammel kommer senere til og er nær ved at skide i bukserne af skræk, da han ser de to tørne sammen (en slags optakt til en gentagelse af mordet på lillebroderen af samme navn som nevøen). Men det lykkes den gamle at narre Nikki, idet han med hurtige snit parterer bjørnen og giver den påståede ejermand, Nikki, hovedet, halsen og indvoldene. De andre får alt kødet og fryder sig.

Maam.s kone blir bange, da hun hører om hovedet, som Nikki har fået: Det vil han bestemt lave en tupilak af. Ikke en, der vil skade dem, siger Maam., for bjørnens stive øjne stirrede ikke på ham.

 

Nikki laver ganske rigtigt en tupilak af hovedet, af tænder af en af Maam.s hunde, som Nikki dræber, og af den dræbte Qimmiardiks ene øje, som Nikki har tørret og gemt. Han opliver tupilakken og sender den mod Maam. med familie. Derefter får Nikki et ovenud held til at nedlægge bjørne, der villigt lader sig fange, og snart har han alle de kranier der skal til for at fylde en stang. Den bruger han hvert år som mål på det antal bjørne han helst ville nedlægge. Dette er første gang han får den fyldt til enden (et varsel om hans snarlige død, BS).

 

Så begynder nogen / noget at spise fra den bageste ende af Nikkis forråd af ammassætter i forrådsskuret. Det opfatter Nikki som et tegn på, at tupilakken har vendt sig mod ham selv. Hans kone ber ham gå til bekendelse, men han vil ikke.

Da forrådet af ammassætter er fortæret, dukker en enorm bjørn op nede på isen. Nikki's husfælle vil prøve at nedlægge den, men bjørnen går til angreb, og kun fordi husfællen er en formidabel løber når han i ét spring op over isfoden i tide. Nikki forsøger sig så med bjørnen, trods fællens advarsler. Og Nikki undslipper ikke. Bjørnen får tag i ham, flår tøjet af ham og flænser bid for bid af ham. Fællen fortæller hans kone om slagets gang, men hun mener at det har Nikki selv været ude om, fordi han ikke ville bekende sit tupilakmageri. Da bjørnen får knast rygraden på Nikki, dør han endelig. Derefter ligger bjørnen derude og brøler forskrækkeligt, men husfællen iagttager så hvorledes det ene lille fangstdyr efter det andet forlader bjørnens krop, og den ender med at svinde ind til ingenting.

 

I flere år er der absolut ingen der tør opkalde en nyfødt efter Nikki, men så gør Umerderqortooq og hans kone det med deres søn. Det er dog nær ved at gå galt på et tidspunkt, hvor man er inviteret til sangfest og Um. ikke er kommet hjem fra fangst endnu, da de tilrejsende kommer forbi og vil ha' hans kone og søn med. Um. har ellers aftalt med konen, at hun bare skal slutte sig til, men hun beslutter at vente til han kommer, og blir, netop som hun skal tilbage ind i huset, slået af skræk. Det gør Um. også, da han når hjem, og om natten får de besøg af Nikki som spøgelse, der er ved at skræmme livet af dem. Um. angriber spøgelsen med sin lanse, som hans bedstemor har tryllet over, og skælder spøgelset ud: Her har man opkaldt en søn efter ham, og så skaber han sig sådan! Spøgelset fortrækker, og den lille Nikki, som man ikke har kunnet vække, vågner op, og Um. spørge den lille Nikki om hvad der dog gik af ham.

Forklaringen er den, viser det sig, at den gamle Nikki var henrykt for sangfester og var blevet dybt fornærmet over, at han i sin navnefælles skikkelse, ikke var kommet med de rejsende til festen.

 

Var.: L'ours-tupilek / Bjørne-tupilak.

 

Hist.: Historisk. Det er hændt flere gange at bjørnejægere er bukket under, og man har gerne villet finde forklaringen i "tilbageslag" fra en tupilakbjørn (BS).

 

Kommentar: De forskellige dyr der forlader bjørnens lig viser, at det var en tupilak. En sådan laves bl.a. af knogler fra forskellige dyr.

Une autre histoire d'ours-tupilek / En anden historie om en bjørne-tupilak

Print
Dokument id:1926
Registreringsår:1936
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Kara
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Une autre histoire d'ours-tupilek / En anden historie om en bjørne-tupilak
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 84 - 88
Lokalisering:Kangerlussuatsiaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

I Qertewetsiak (Qêrtartivatsiaq ?, på Geodætisk Instituts målebordskort, Qeqertarsuatsiaq ifølge Jens Rosing, se Var. ndf.), (en ø over for Ammassalik - øen, ud for vestkysten af Sermiliks munding) er mange mennesker forsamlede i fælleshuset en aften med alle lamper tændt. Den endnu lille pige, Kulpora, ser, at hendes onkel bevæger sine ben og arme voldsomt og på et spørgsmål om han har ondt i knoglerne, siger, at det har han. Det betyder at en tupilakbjørn han har lavet har vendt sig imod hamselv.

Den ankommer så en aften, opdager en pige, der er sendt ned til vandet efter is og flygter op. Den snuser ved tarmskindsruden, og da den fjerner sig igen går Kulporas onkel og husets anden mand ud for at dræbe den. Men den er så kæmpestor at de vender om og flygter. Isbjørnen kommer efter dem, får flået pandehuden af den ene mand. Han flygter tilbage i huset, hvor han snart dør af blodtab. Bjørnen smækker dernæst kæberne om Kulporas onkel, bærer ham ud på isen, flår tøjet af ham med tænderne, lægger sig ved siden af den nøgne mand og æder ham op.

       Inde i huset gentager hans søster, der bare syr og syr: "Det gør ikke noget, det betyder ikke noget." Hun ved at hendes brors knoglesmerter betyder, at har fået sin egen tupilak på halsen.

       Da der nu kun er kvinder og børn tilbage i huset blir en af de større drenge sendt efter hjælp tværs over den islagte fjord til Sarpak / Sarpaq, hvor Umerinek / Umeerinneq bor og har en bøsse. Drengen løber hele vejen, fortæller i Sarpaq om ulykken men ber mændene vente med at nærme sig bjørnen før han har fået mænd fra andre bopladser med også. Det får han så fra de sydligere Ukivaj (?) og Ikkatteq. Alle drager i samlet trop over fjorden, Umeerinneq med sin bøsse, og en anden mand med to hunde. Da de angriber bjørnen, der ligger og fordøjer på maven, flygter den af skræk, men da den så blir såret af Umeerinneqs bøsse, vender den sig mod mændene, der flygter op på et isfjeld. En vis Qidingudu (Rotolupiks bedstefar) (Qileruluk ifølge Jens Rosing, se Var.: ndf.) får dog ikke ordentlig svunget sig op og glider ned igen. Men bjørnen er skræmt af de forfølgende hunde og af dem, der har sorte pletter på den ene side (?), farer lige forbi Qidingudu og blir endelig såret dødeligt i ryggen af Umeerinneqs næste skud.

       Bjørnen blir parteret anderledes end normalt, fordi det er en tupilakbjørn. Bedstemor til pigen, der så den først, får skindet, mens pigen selv får brystet, og jægerne underkroppen.

       Hvis tupilakmageren, den skyldige, ikke var gået ud til bjørnen, var den trængt ind til dem allesammen gennem vinduet (formentlig derfor søger søsteren at berolige alle med, at det ikke gør noget, at han er gået ud til bjørnen, BS).

       Som afslutning fortæller Kara om en smuk trommesang som denne tupilakmager, Kulporas onkel havde. En del år senere, da man fik lyst til at synge den, lød der pludselig hylen og bjørnebrummen under gulvplankerne.

 

Var.: Rosing, Sagn og Saga fra Angmagssalik, 1963: "Âtâq, ham, som bjørnen åd" / Aataaq.

 

Hist.: Historisk fortælling fra slutningen af 1800-tallet.

Fortællinger om tilbageslag fra tupilakbjørne tjente gerne som forklaring på angreb fra store dyr. Se tupilak / tupilakbjørn.

Une séance de chamanisme / en åndemanerseance

Print
Dokument id:1983
Registreringsår:1936
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Kara
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Une séance de chamanisme / en åndemanerseance
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 250
Lokalisering:Kangerlussuatsiaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

Efter de sædvanlige forberedelser, men specielt med nye kamikker til op over knæet, blir Maratsi noget uvillig, midt om vinteren bundet til åndeflugt og børnene beskyttet mod sjæletab med spækpropper i ører og rumpe. Otte hjælpeånder følger ham, fire på hver side. Een blir hjemme og fortæller hvad der sker.

Maratsi med følge, der leder ham, trænger ned gennem jorden og fortsætter længe til fods gennem blødt sand, hvor han synker i til midt på læggene, frem til en rød sø af blodet af de døde. Han vader igennem til en klint han må uden om og derfra ned i en dal, hvor han træffer sine døde slægtninge og mange andre. Han udfrier nogle fra deres lidelser, bl.a. en fra vanter som sælluffer og en anden af fælt snærende armbånd. Det tar lang tid og gør hørligt forfærdelig ondt. Dagen gryr da Maratsi når tilbage til de søvnige tilhørere, der dog ikke har turdet sove af angst for så at dø. Maratsis egen beretning stemmer nøje overens med hjælpeåndens, og som endnu klarere bevis er hans nye lange kamikker helt slidt med hullede såler og vådt sand under dem, hér midt om vinteren!

 

Var.: Rosing 1963: 277 - 280

 

Hist.: Historisk breretning om en åndemanerseance fra slutningen af 1800-tallet. Lidelserne i underverdenen, som Maratsi frelser de døde fra, kan være et nyt fænomen, påvirket af kristne ideer.

Se Sonne 2000.

Ungmøen Kaakaaq / Kâkâq niviarsiaq

Print
Dokument id:1247
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Ungmøen Kaakaaq / Kâkâq niviarsiaq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 250 - 253, nr. 12
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 36 - 38.

 

Resumé: Den unge Kaakaaq bliver efterstræbt af en af stedets gifte

mænd, der dog hindres af sin kone i at gøre hende noget. Rasende

går K. mod indlandet, hvor hun møder en flot fregnet fyr, der tilbyder at være en der kommer til hende, dvs. blive hendes fremtidige hjælpeånd. Det er en

ånd, hvis herre er død og den er derfor meget uligevægtig. Den hedder

Aannilaat og er straks parat til at hævne det voldtægtsforsøg, som K.

netop har været udsat for. Men K. siger, at det ikke betyder noget og

afværger dermed Aannilaats hævn. K. bliver dybt forelsket i Aannilaat,

der ber hende møde ham igen to dage senere.

 

Hist.: Tid: Ca. 1880. Persondata søg på: J. Rosing 1963: s. 281 -

285: "Kâkâq".

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Upernavik

Print
Dokument id:1958
Registreringsår:1955
Publikationsår:1955
Arkiv navn:
Fortæller:Nielsen, Martin (Marteeraq)
Nedskriver:Nielsen, Martin (Marteeraq)
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Upernavik
Publikationstitel:
Tidsskrift:Avangnâmioq
Omfang:ss. 212 - 214
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger: Upernavik
Note:

Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne).

Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq.

 

Oversættelse:

Byen Upernavik blev ikke kaldt Upernavik af vore forfædre. Vore forfæd-

re kaldte de steder, som de kun brugte på bestemte årstider til fangst,

Upernivik (forårsstedet).

Jeg vil lige fortælle om de folk, som missionærerne første gang kom til i

Upernavik. Måske beskriver jeg ikke så tydeligt.

Da missionærerne kom, var der også en del åndemanere / angakokker / angakkut, og jeg vil lige fortælle om nogle af dem, vi stadig hører om. Omkring 1772 i nærheden af Upernivik / Upernavik, da stedet først blev en koloni, var der nogle af disse åndemanere, og nogle af dem blev åbenbart først døbt efter 1826, da danskerne kom igen.

En af de store åndemanere i Augpilagtoq / Aappilattoq var Avalak, der også boede ved Aappi. En vinter, da Avalak var i Aappi, begyndte folk midt om vinteren at opfordre ham til at underholde dem med åndemaning. Avalak sagde ja, og da han ville gøre sig klar, bandt de ham på gulvet, sådan plejede de at gøre, og de tog så brikseunderlagene og satte en slags forhæng op foran den åndemanende, slukkede lamperne og begyndte at synge efter at have lagt trommen med trommestikken øverst ved siden af åndemaneren. De var godt igang med at synge de sange, de plejede at synge til åndemaning, noget de kaldte aquutit, styresange, og efter at forhangsskindene var begyndt at rasle meget højt, hørte man en hund give hals. Dengang var der en mand blandt kolonisterne i Upernivik / Upernavik en mand, der var meget glad for at køre i hundeslæde. Og han plejede at komme på slæde til en eller anden boplads om aftenen i måneskin.

Dengang, da Avalak var godt i gang med åndemaningen, og det var fuldmåne

udenfor, hørte man hundeglam. En af de personer, der var til stede ved

Avalak's åndemaning, kiggede ud (gennem et hul i tarmskinds-) vinduet fortalte, at denneher dansker, der var så glad for at køre hundeslæde, var kommet.

Og da han aldrig undlod at komme ind i huset, ville de lade, som om de sov.

De tog soveskindene, som de havde brugt til forhæng og lagde dem tilbage

på plads. Og de tog så Avalak uden først at have løst hans bånd, bragte

ham op på briksen og dækkede ham til med underlagsskind. Han var jo helt

væk og snakkede usammenhængende og prøvede at komme op. Og de andre, nog-

le af dem, lagde sig ovenpå ham, for at holde ham på plads, mens de andre

lagde sig ned og lod som om de sov. Danskeren kom ind. Men da de alle-

sammen sov, gik han ud igen. Da danskeren var gået og kørt bort

igen, fortsatte de. Og da Avalak holdt op med sin åndemaning, opdagede de, at de i skyndingen, da danskeren var ved at komme, havde lagt nogle af underlagsskindene med hårene nedad, og da de næste aften omtalte nattens begivenheder, fik de sig et billigt grin.

Avalak kunne også spå. Og da han havde taget sig en kone, blev han drillet ind imellem, fordi hans kone var så åben og snakkesagelig. De drillede ham med, at det var fordi hun var så glad for andre mænd, at hun også talte med andre mand. Avalak syntes ikke berørt af dette, men hans kone, Akuia var så glad for at hendes mand var så glad for hende, at hun havde ondt af, at man drillede hende på den måde. Engang da Avalaks kone sagde, at det var synd for Avalak, sagde han, at han nu ville give hende et tegn:

      'Hvis jeg er din eneste mand, så vil du få seks drengebørn i træk. Og den syvende, den yngste, skal være en pige.'

      Da Avalak sagde det, troede Akuia ikke rigtig på det, men da der alligevel var nogle, der var venlige imod hende, så lod hun dem vide, hvad hendes mand havde sagt. Årene gik, Akuia blev gravid og fik børn flere gange, og de fik seks sønner i træk, og den syvende, den yngste, var en pige. Og de fik ikke flere børn. Avalaks børn blev store, giftede sig og fik også børn. Og efter at Avalak var blevet enkemand, boede han som gammel mand hos sin ældste søn. Men børnesygdomen ramte,  og en række børn døde, og hans ældste søns tre børn var også alvorligt syge. Da der ikke syntes at være redning for nogen af dem, sagde Avalak til sin svigerdatter, at hvis nogle af børnene døde, så var der stor

sandsynlighed for, at de andre ville dø. Men han bad hende om inden nogle

af dem døde, vælge det af børnene, som hun helst ville beholde levende. Selv om svigerdatteren gerne ville beholde alle de tre børn levende, så var det, da hun selv ingen brødre havde, at hun syntes, at det var bedst at beholde drengen. Det sagde hun, selv om hun også gerne ville beholde pigebørnene.

      Da svigerdatteren havde sagt det, gik Avalak ud af huset. Det var hen på aftenen. Han var ude temmelig lange, inden han kom ind igen. Og efter at have varet inde i nogen tid, sagde han til sin søn og sin svigerdatter: 'Jeg har sunget en tryllesang. Da I sagde, at I helst ville beholde drengen, selv om I også gerne ville have beholdt pigebørnene, så vil drengens sygdom gå over til søstrene. Søstrene vil dø, men drengen vil leve.' Og således skete det. Drengen blev rask, men søstrene døde.

      Senere blev svigerdatteren gravid, og da det var blevet tydeligt, var han engang udenfor om aftenen, og da han kom ind igen, sagde han til sin søn og svigerdatter:

      'Nu skal I få et barn, en pige, og hende skal I navngive

efter jeres ældste datter. Jeg har givet hende et mærke, fordi det skal

være den ældste piges navne. Hun skal fødes med en fortykkelse på ven-

stre storetå.' Da Avalak havde sagt det til sønnen og svigerdatteren, så

fortalte svigerdatteren det videre til andre, fordi hun fandt det mær-

keligt. Og hun fortalte det især videre til hende, der skulle agere jordemoder. Efter en tid skulle hun føde. Og da hun fik en datter, kiggede de først på venstre storetå. Og tænk, Avalak havde haft ret. Der var en fortykkelse på venstre storetå. Avalak døde som en meget gammel mand, efter at være blevet døbt, og han fik navnet Jens.

 

Var.: Den sidste fortælling har Marteeraq også fortalt til Hans Lynge, 1955: Awalak / Avalak.

 

Kommentar: Man lavede kighul i tarmskindsvinduet med en glødende pind, der brændte en hård, modstandsdygtig rand i kanten (RP)

Vedr. den afbrudte seance: Måske griner man ikke blot af at have narret danskeren, men også af den omvendte placering af skindene. Det omvendte vækker nemt latter eller afsky i grønlandske fortællinger, men måske skyldes latteren især at danskeren ikke opdagede hvor interimistisk sovescenen på denne måde virkede.

Úpiînguaq / Uppiinnguaq bortfører Naujas fætter

Print
Dokument id:1670
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Kukkujooq (Pîsue / Piisui / Qaajammat, Apulu)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Jens
Titel:Úpiînguaq / Uppiinnguaq bortfører Naujas fætter
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 208 - 209
Lokalisering:Tîleqilâq / Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé:  Under en seance i en sulteperiode fortæller Uppiinnguaq (den kære Ugle), der er Naajas hjælpeånd blandt de største indlandskæmper, om sine storslåede fangster af unge remmesæler.

N.s fætter afbryder Upp. med en misundelig bemærkning, hvorefter Upp., der blir fornærmet, vil rane fætteren, men forhindres i det af N. Herefter viser Upp. sig

ikke længere for N. En dag N. og fætteren er på krybefangst et stykke

fra hinanden, lykkes det Upp. at røve fætteren. Senere besøger N. med

sine hjælpeånder, Artiaq (en ældgammel dværg) og Nuukattiq, fætteren,

der ligger bundet hos Upp. og falder i dyb sorg, da N. fortæller at hans

(N.s) forældre nyligt er døde. Fætteren blir svigersøn hos U., men

drukner sig ved at kaste sig ned fra en klippe. Hans kone overværer

det, men holder årsagen til sin mands forsvinden hemmelig.

 

Var.: Sandgreen 1987: 175 - 179: "Uppiinguaq skaffer sig en

svigersøn"; og 187 - 190: "Den unge mand går til sine fædre".

 

Hist.: Naaja levede i første halvdel af 1800-tallet. Det er snarere

fætterens forældre, der er døde og begrunder hans selvmord. Sml.

varianten hos Sandgreen.

 

Kommentar: Bemærk at nogle ånderacer, her timersit / kæmper i indlandet, også har deres angakkut / åndemanere med hjælpeånder. Sådanne ånde-åndemanere var særlig attraktive med de flere evner som deres hjælpeånder besad, men  - som man ser - også farligere hvis ånde-angakkoq'en og åndemaneren blev uvenner.

Úpînguaqs / Uppiinnguaqs Ajúmâq / Ajummaaq sjæleraner Nauja / Naaja

Print
Dokument id:1671
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Kukkujooq (Pîsue / Piisui / Qaajammat, Apulu)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Jens
Titel:Úpînguaqs / Uppiinnguaqs Ajúmâq / Ajummaaq sjæleraner Nauja / Naaja
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 209 - 210
Lokalisering:Tîleqilâq / Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé: Naaja prøver en ny pels uden døre og lægger den vendt på

vrangen under den omvendte konebåd på stativet. På vej tilbage

strejfes han af den hjælpeånd, kæmpen

Ajumaaq, som er  hjælpeånd hos hans tidligere hjælpeånd Uppiinnguaq, og N. falder livløs om ved husgangen. Man får ham ind i huset,

tilkalder hans hjælpeånder, der alle forgæves søger at få liv i ham.

Til slut får hans hjælpeånd, Artiaq, lidt liv i ham og tar derefter på

hævntogt mod Upp.  A. finder Upp.s Ajumaaq, der flygter tilbage til

grotten med "hånden" (Artiaq's hånd) efter sig - og derinde kvæler hånden den. Hånden er nu så ophidset, at Artiaq må kæle længe for den, før den falder til

ro.   A. flyver hjem og fortæller det til N. (Fortsættes i: Ardiaq stævner úpiînnguaq / Uppiinnguaq)

 

Var.: Sandgreen 1987: 179 - 187: "Den drabelige krig". Uppiinnguaq.

 

Hist.: Naaja levede i første halvdel af 1800-tallet.

Uppiinnguaq skaffer sig en svigersøn / Ugpinguaq ningaugssarsissoq

Print
Dokument id:1199
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Uppiinnguaq skaffer sig en svigersøn / Ugpinguaq ningaugssarsissoq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 175 - 179, nr. 38
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 132 - 135, nr. 38.

 

Resumé: Upp. (den kære ugle) er Naajas hjælpeånd blandt de midterste

indlandskæmper. Da Upp.s datter er blevet giftemoden lykkes det ham at

røve en ung mand i Naajas husstand. Den unge mand gør forgæves

modstand, og for at hindre ham i at vende tilbage, skærer Upp.s datter

ham korthåret.

Han vænner sig eftrhånden til sin store kone, de boller lystigt men så

ofte og længe, at den unge mand til sidst får mere end nok. Nu længes

han atter hjem.

Upp. skammer sig så meget over sit røveri, at han trods mange

opfordringer fra Naajas andre hjælpeånder holder sig borte fra sin

herres seancer. N. selv forstår ikke årsagen og gransker heller ikke

årsagen til den unge mands forsvinden, fordi han ikke er en nær

slægtning. Dennes eneste slægtning, en fætter på en anden boplads,

drukner i kajak den følgende sommer. Upp. fortæller dette til sin

svigersøn i den tro, at så vil han aldrig flygte hjem igen.

 

Var.: J. Rosing 1963: 208 - 209; Uppiinnguaq.

 

Hist.: Første halvdel af 1800-tallet.

 

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Uteriitsoq og Qipisoq, to vidt berejste mænd

Print
Dokument id:218
Registreringsår:1860
Publikationsår:1997
Arkiv navn:
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Uteriitsoq og Qipisoq, to vidt berejste mænd
Publikationstitel:Fortællinger & akvareller
Tidsskrift:
Omfang:133 - 136
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 41 - 43.

Publiceret transskription af orig. håndskr.: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 133 - 136: Uteriitsoq aamma Qipisoq.

 

Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 188.

H. Rinks oversættelse af afskrift: Rink, H.: Eskimoiske Eventyr og Sagn, I-II, 1866-71, I: 102.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 74, ss. 392 - 396.

 

Resumé:

Uteriitsoq rejser fra sin boplads, Ilulissat, mod nord, helt op langs iskanten i Melvillebugten til Thuleområdet. Undervejs træffer han nord for Upernavik stadig en del mennesker. De har intet træ og sætter stivfrosne skind op til telte uden stivere. Deres børn har alle hul i anorakhætten lige over issen for at Månen kan holde øje med dem. Videre undervejs langs iskanten, hvor kysten er utilgængelig, sover Uteriitsoq med familie på isen, som de dækker med mattak fra nyfanget hvidhval. Næste morgen lader de bare resterne ligge. Uteriitsoq træffer ingen mennesker, kun et lille forladt hus i nord. Heller ikke her er der træ. Stiverne er af narhvaltand, og en særlig glat tand til husstøtte tiltaler Uteriitsoq, der bytter den ud for en teltstang af træ. Familien rejser på samme måde tilbage langs iskanten til det nordlige Upernavikdistrikt. Her overvintrer de hos folk, der er ivrige boldspillere, og spillet, hvor hundeslæder indgår, beskrives i muntre detaljer. Om foråret rejser Uteriitsoq hjem til Ilulissat, hvor Qipisoq fra Kangaamiut (Kreutzmanns hjemsted) er nået op på sin rejse. Denne hører af Uteriitsoq om et tidligere besøg i Ilulissat af nogle ukendte mennesker en hel måneds slæderejse nordfra. De var klædt i renskind, og kom for at købe sig skydevåben og ammunition for ren- og ræveskind. Købmanden ville gerne for en høj pris købe mandens hunde. Men efter nogen tøven erklærerede manden, at han ikke kunne undvære sine hunde til boldspillet derhjemme.

Uteriitsoq og Qipisoq skilles igen. Uteriitsoq rejser atter nordpå i håb om at træffe mennesker i området med det tomme hus, Qipisoq rejser tilbage til Kangaamiut, hvorfra han så fortsætter mod syd til Qaqortoq, hvor en vis Sakkat med fire koner netop har fanget en pukkelhval. Den kone, der forestår husholdet (førstekonen formentlig), er særdeles nærig og under end ikke stedets gamle andet end småbidder. Hun rammes så af ædedille. Hun spiser ustandseligt, føler der vokser mattak ud på hende. Hun æder sig ihjel. Derefter kan de tre medkoner endelig spise sig mætte, så ofte de lyster.

Qipisoq tager hjem igen om foråret til Kangaamiut, hvor han får (til)navnet Egede.

 

Hist.: Fortællingen bygger på historiske begivenheder, idet de kan genkendes i Qipisoqs barnebarn, Hans Egedes fortælling indsendt til Rink i 1867. Den beretter om både egne oplevelser og hans farfars lange rejser som bl.a. Anders Olsens hjælper ved anlægget af kolonien Qaqortoq i 1774. Se Rink 2488, V, nr. 227. Beretningen rummer ligeledes en kort udgave af fortællingen om rejsen til Thule-området: se Vejledningen for udredning og henvisninger.

 

Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34.

Vand og Sand

Print
Dokument id:538
Registreringsår:?
Publikationsår:1976
Arkiv navn:
Fortæller:Filemonsen, Cecilie
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Vand og Sand
Publikationstitel:De store konger. Ni grønlandske eventyr. Holstebro 1976
Tidsskrift:
Omfang:side 52 - 55
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Oversættelse: Jens Rosing.

 

Resumé:

En konge elsker sin datter så højt, at han ikke vil gifte hende bort og anbringer hende derfor på en øde ø, dog med mange tjenerinder. Han besøger hende jævnligt, men da hun bliver gravid ved at henrykkes over en yndig bæk med drivende pletter af sand, holder hun svangerskabet hemmeligt for faderen. Ligeså børnene hun føder, to enæggede tvillinger, Sand og Vand. De vokser til og hun sender dem ud i verden i en båd. Første nat de slår lejr komer en ulv, en løve og en bjørn. De  ber om mad og bliver husdyr, der kommer med i båden. Det samme gentager sig næste dag, hvorefter de to brødre skilles for at fortsætte over land med hver sit hold "husdyr" og et løfte om at vende tilbage til to pile, som de stikker i et træ: hvis en dråbe blod dirrer fra en pil, er dens ejer i nød. Vand går mod vest, kommer til et land, hvor han gifter sig med kongens datter, da kongen dør. Han bliver da konge, og han får to børn, der en dag han har været længe væk med sine husdyr og blevet betaget af en smuk falk, advarer ham mod hekse inde bag bjergkammen. En sådan heks kommer han til næste dag, forført derhen af den smukke falk. Hun ber om en lok af hver af hans smukke husdyr, hvorefter hun forvandler dem og Vand til sten.

       

Sand, der er gået mod øst, er ikke blevet konge, og han kommer i tanke om pilene. Han når derhen, bliver klar over at broderen er i fare, går mod vest, kommer til Vands kongerige og familie, der tror han er Vand, og om natten lægger han et sværd mellem sin svigerinde og sig selv. Hun sover ikke hele natten af skræk. Sand går ind i landet, ser falken, modtages af heksen ber om en lok af hans husdyrs pelse, men byder sine husdyr sønderrive hende. De lystrer, og da han i huset finder en lille flaske et eller andet og drypper dråber på nogle stenstøtter uden for huset, bliver både broderen og hans husdyr levende igen.

Vand og Sand fortæller hinanden om alt der er sket siden de skiltes, men da Sand siger, at han lagde et sværd mellem sig og Vands kone om natten, tror Vand ham ikke og hugger af jalusi sit sværd i ham. Sands husdyr hindrer hans blodtab ved at proppe deres tunge i på skift, lige til Vand kommer tilbage næste dag, overbevist af sin kone om, at det med sværdet var rigtig nok. Sand kommer sig, folk jubler over at der nu er to Vand'er, da de kommer tilbage. Senere beslutter de at besøge deres mor, der ikke længere kan kende forskel på dem. Hun finder det fortræffeligt at Sand ikke er blevet konge, for det skal han være, når hans morfar dør. Denne får så endelig kendskab til dattersønnerne. Husdyrene, der ikke har fået lov at komme med på turen, river hinanden ihjel af gensidig misundelse.

Hist.: Denne samling af danske folkeeventyr i grønlandsk genfortælling er fortalt af Síse, der også fortalte fra den grønlandske overlevering. Ifølge Jens Rosings forord har hun hørt dem af sin mor og mormor og de stammer tilbage fra 1800-tallets midte, da alskens illustrerede udenlandske fortællinger og bibelhistorier blev publiceret i småbøger og i "avisen" Atuagagdliutit på Rinks trykkeri i Godthåb / Nuuk. Sissis fortællinger er taget med her for at vise hvor forskellige de er fra de egentlig grønlandske - trods tilpasningen til genkendelig grønlandsk kultur.

       

Denne fortælling spiller på morsomste vis på: Kvinden der blev gift med en hund, oprindelsesmyten til europæere og indlandets hundemennesker, eqqillit.

Vengeance! Vengeance! / Hævn! hævn!

Print
Dokument id:1915
Registreringsår:1937
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Apulu (Abudu / Kajammat / Kâjangman / Kaajammat / Kukkujooq)
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Vengeance! Vengeance! / Hævn! hævn!
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 48 - 52
Lokalisering:Tiderida / Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

For mange år siden forsvinder den ene kajakmand efter den anden, sommer for sommer, inde i Sermilikfjorden. Tibidaj (Tippitaq) beslutter at rejse derind fra Ikkatteq, hvor han bor. Ved Iderta / Illertak / Ittertik længere inde i fjorden træffer han to meget venlige brødre, som han jager sammen med en tid, indtil den ene af brødrene hentyder til sønderlemmede lig, der er blevet spredt til lands og til vands. De to brødre griner og blinker til hinanden imens, og Tib., der forstår at de er morderne, undskylder sig med noget han har glemt nede i sin kajak, farer derned og flygter. Brødrene opdager ham først, da han er for langt ude. Tib. tar hjem, fortæller hvem morderne er, og alle beslutter at rejse på hævntogt. I Iderta er ingen hjemme. Man tar sydpå til Itsalik / Iitsalik nær Isertoq / Isortoq, hvor den ældste af brødrene er. Da han tar nordpå som styrmand i sin konebåd, følger alle efter både forfølgerne og de lokale. Nær Igasarteq / Ikaasatseq / Ikaasatsivaq (?) harpunerer Tib. ham mellem skulderbladene fra sin kajak. Den ramte springer i land, løber, men indhentes af en anden mand, der med et voldsomt slag slår ham ihjel.

       Bagefter fortæller man hele selskabet alt om de to brødre: den ældste var en hidsig, brutal og voldelig mand. Lillebror fredeligere, men bundet til storebror, og de to var altid sammen.

       En sommer nogle år senere kommer den yngste i umiaq / konebåd til sin brors morders sommerplads, hvor morderen sidder uden for teltet og snitter i noget hvalbarde og roligt ser hævneren nærme sig. Hævneren kræver ikke et menneske, dvs. drab for drab, men forlanger at få erstatning: først en hvalfangstharpun, dernæst dens lange rem med fem fangstblærer og til sidst en stor hanhund bundet til en sten. Han tar selv tingene en for en, broderens morder holder igen i den anden ende, men må hver gang give slip og bliver mere og mere bange. Noget lignende gentager sig næste år hos Tib., hvor den myrdedes bror drager af med både et flot isbjørneskind af en bjørn, som Tib. selv har skudt lige ved teltet, og Tib.s førerhund. Senere køber Tib. sig en formular / tryllesang / trylleformel, hvormed han forårsager hævnerens, den yngste brors, død. Man finder ham styrtet om, rullet ned til elven, hvor han ligger på maven med ansigtet i elven lige til ørerne.

 

Hist.: Indledningen er tydeligvis fra den traditionelle fortælling om de mange kajakmænd, der en for en forsvinder inde i en fjord (søg på: Qalulik / Kalulik; Kajakmændene der udeblev, Qalulaajik). Men selv om det er helt normalt at lokalisere gamle fortællinger til kendte egne, kunne der være historisk belæg for den specielle måde den yngste foretrækker at klare hævnen over broderen på. Mest interessant er i denne henseende omtalen og beskrivelsen af hvalfangstharpunen, idet den slags ikke har været i almindelig brug i Ammassalik efter midten af 1800-tallet, hvor hvalerne forsvandt (Rosing 1963: Sagn og Saga fra Angmagssalik, s. 99). Selve fortællingens form er helt i overensstemmelse med traditionen med markante gentagelser i al direkte tale.

 

Kommentar: Personnavnene og enkelte stednavne er ikke altid genkendelige i Victors stavemåde.

Vi deltager i bygning af et hus / Igdlulioqatauvugut

Print
Dokument id:1149
Registreringsår:1957
Publikationsår:1982
Arkiv navn:
Fortæller:Quppersimaan, Georg (Qúpersimân / Quppersimaan / Quppersimaa, Georg)
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Vi deltager i bygning af et hus / Igdlulioqatauvugut
Publikationstitel:Min eskimoiske fortid
Tidsskrift:
Omfang:s. 41 - 44
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Original: Taimane gûtimik nalussûgama, 1972: s. 43 - 46

 

Resumé:

Georg Qúpersimân / Georg Quppersimaan fortæller, at de efter at have overvintret i Íkàteq / Ikkatteq tog de sydover. G.Q. og hans mor var med Kúnaks / Kunnaks konebåd, og da de kom til Tovqutaq / Toqqutaq tog Kunnak G.Q.s mor til kone. Efter at have boet i et gammelt hus et stykke tid, byggede de et nyt, og senere da Sapangaqs og Nusugkalivats / Nusukkalivats familie ankom, udvidede de huset.

Husbyggeri var mest kvindearbejde. G.Q. fortæller, hvordan huset byggedes og hvad det bestod af. Georg nævner tillige et hus uden vinduer op ad en klippevæg, der er et kulthus, som de, der ville være de allerstørste angakokker benyttede. I den grønlandske tekst nævnes det, at det er dem der vil være angakkut puullit (ental, angakkoq puulik). Det er et hus, der er understøttet på særlig vis: ajangiaaliffik.

 

Kommentar: Saajooq fortalte i 1961 Jens Rosing (1963:180f) om et sådant kulthus, hvor man kunne sidde beskyttet og rådføre sig med toornaarsuk, der blev holdt ude af et par udstikkende 'horn', fordi den var for farlig at få indenfor.

 

Hist.: Selvbiografi, der er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbet, må man søge alle opslag på Quppersimaan.

Åndemaneren Aggu / Akku

Print
Dokument id:967
Registreringsår:1919
Publikationsår:1938
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Åndemaneren Aggu / Akku
Publikationstitel:Knud Rasmussen's Posthumous Notes on the Life and Doings of the East Greenlanders in Olden Times
Tidsskrift:Meddr Grønland 109(1)
Omfang:side 118 - 122
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Ed. by H. Ostermann.

 

Det har ikke været muligt at identificere fortællingen i håndskrifterne. Stammer muligvis fra Chr. Rosings indsamlinger.

 

Resumé:

Det fortælles om Aggu / Akku, at han som ganske lille fik besked af sin far om at rette sig efter sin bedstefars anvisninger på, hvordan han skulle udvikle sig til åndemaner / angakkoq. Det gør han så. En dag bestiger han et bjerg, får et slag på skulderen bagfra, mærker munden løbe fuld af blod og besvimer. Det er en dødning han på den måde har fået som sin første hjælpeånd.

            Hans næste hjælpeånd er en voksen dværg med skæg fra bjergene, hvis spejlbillede han får øje på ved siden af sit i en lille sø, hvor han leger med kajakker. De er lige store og dværgen fortæller ham, hvorledes han ikke skal frygte nogen af de ånder, der kommer til ham fordi han stråler af lys. Han skal altid bare røre ved dem. Denne dværg bliver en af hans nærmeste hjælpeånder.

            Derefter får Aggu en dag næseblod så kraftigt og så længe at han besvimer af blodtabet. Forældrene tror han er død og begraver ham i en gammel grav oven for huset, hvor de dagligt sidder og græder over ham den ganske dag. Aggu kommer delvis til sig selv uden for sin krop og betragter undrende hvordan hans anus udvider sig og trækker sig sammen. Han ser også en trappe med tre trin. Næste dag husker han noget hans far har sagt om, at sjælen vil tilbage i legemet når anus udvider sig, og at der vil være en sådan trappe som man først skal op ad. Med besvær og et hajee / håje, hajee, hajee (se kommentar ndf.), når han op på det første trin, dernæst nemt på de to næste, og da han atter er smuttet ind i sin krop, råber han til sine grædende forældre om at fjerne dækstenen. Lykkelige går de alle tre hjem sammen, og Aggu er nu sikret en stor fremtid som angakkoq efter sin død, begravelse og tilbagekomst.

            Når Aggu derefter tar ud i kajak fanger han altid en sæl og oplever altid noget ekstra. Han bliver ædt af søens troldbjørn (søens bjørn) tre gange (beskrives ikke her i nogen detaljer) som sig hør og bør, hvorefter det lykkes ham at få en innersuaq, som kommer til ham ude til havs i kajak, som hjælpeånd. Pamialaaq hedder den. Den ber Aggu om også at røre en kæmpefalk, der er Pam.s hjælpeånd og således også bliver Aggus. Ligeledes får han på en tur til Sermilik-fjorden (han hører selv hjemme i Sermiligaaq-fjorden) to innersuit, Unarnaq og dennes nevø, Unarmerajik, idet han skal berøre en tupilak som de to har fanget.

            Aggu søger hjælpeånder i mange år og får senere ry for sin særlige evne til at efterligne sine forskellige hjælpeånders stemmer.

 

Var.: Jens Rosing, 1963: Avko / Aggu / Akku, der tilføjer andre fortællinger om ham. Om hans besøg i dødsrigerne, i himlen og under havet, søg Rasmussen 1921 s. 72 og  1921 s. 78. For en beskrivelse af en af Aggus seancer søg Rasmussen 1938 s. 122 - 125.

Vedr. lærlingens uddannelse til åndemaner med dens søgning efter hjælpeånder er især fortællingerne om Naaja, Kaakaaq, Tiimiartissaq og Georg Qúpersimân rige på detajler.

 

Hist.: Aggu var en ældre, men stadig aktiv åndemaner under Gustav Holms overvintring i Ammassalik, 1884 - 1885. Han levede fra 1843 (ca.) til 1891.

 

Kommentar: Uddannelse til åndemaner, initiation. hajee, hajee, hajee (el. håje) er åndemanerens signallyd, når han forlader og når han vender tilbage til sin krop under seancen; eller hjælpeåndernes - med lette variationer i udtalen - når de ankommer og stiger fra under gulvet op i seancens rum.

Åndemanerlærlingen ædes af søens vandkalv, en hund

Print
Dokument id:988
Registreringsår:1904
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 405: "Angmagssalikkernes Religiøse Forestillinger"
Fortæller:Ajukutooq
Nedskriver:Rosing, Christian
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Åndemanerlærlingen ædes af søens vandkalv, en hund
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 19 - 23
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Oversat af K. Rasmussen fra Chr. Rosings "Tunuamiut", 1906, ss.

25-27. Karl Rosings oversættelse: "Østgrønlænderne", 1946, ss.

39-41, red. W. Thalbitzer, Det grønlandske Selskabs Skrifter, 15.

 

Resumé af Karl Rosings oversættelse:

(Chr. Rosing nævner ikke, at åndemaneren er Ajukutooq)

 

Ved en senere lejlighed (end ID 987) har Ajukutooq fortalt om dengang søens vandkalv, minngua, en vandkalv i skikkelse af en kæmpehund med stort ansigt og smal krop, dukker op af søen ved hans gnidning (med en krebseart), øver en tiltrækning på ham, så han er nær ved at vælte, svømmer gennem jorden frem til ham og sætter tænderne i hans ryg ved lænden. Tre gange kaster den ham bagud, bærer ham så ned til søen og slynger ham tilbage til gnidestedet, hvorefter han besvimer, da den begynder at æde ham. Han vækkes til bevidsthed af en stemme, der med et kiakkakaaq ber ham vågne, fordi han har sovet alt for længe. Efter nogen tid kommer han til kræfter og mens han nøgen vandrer hjemad, kommer hans tøj, styk for styk farende efter ham. Det føles uhyggeligt, siger han.

 

Hist.: Det er oplevelser helt i overensstemmelse med østgrønlandsk tradition, som Ajukutooq her fortæller om. Uhyret kan være en isbjørn, eller en hund (også i Upernavik-distriktet, se: Sjælen tvinges til søs), og altid er den et ferskvandsvæsen.

 

Var.: Den store bjørn æder hende. Den lille elv med det store dyr.

... søens troldbjørn. Søens uhyre. Mislykket uddannelse. Teemiartissaq. Rasmussen 1938: 110: Åndemaners selvbiografi.

 

Vedr. uddannelse til åndemaner: søg også på initiation

Åndemanerne ved Ivnardivaq / Innartivaq / Innarsuaq

Print
Dokument id:996
Registreringsår:1939
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Rosing, Otto
Nedskriver:Rosing, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Jens
Titel:Åndemanerne ved Ivnardivaq / Innartivaq / Innarsuaq
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 194 - 195
Lokalisering:Kulusuk: Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 90 - 92; angakkortalissuit, 1990: 214 - 215: "Innarsuarmiut".

 

Resumé: Otto Rosing fortæller om sit besøg ved Innartivaq / Innarsuaq

inde i Sermilik-fjorden i 1939, hvor man endnu bor i et af de store

fælleshuse. Husherren er Quninngi, og O.R. hæfter sig især ved de

to høje, smalle stenstøtter på hver side af indgangsåbningen. De

hedder "patdisan" / pattisat / pallisat / patitsit ("ligner sæler, der

ligger på maven"?), bærer den yderste tagbjælke, bruges til

fastbinding af remme, der skal blødgøres og til binding af sindssyge.

Q. fortæller om en stærk datter af en af stedets åndemanere / angakkoq / angakok, der i sorg over sit barns død bar disse store sten ned fra fjeldet bag

bopladsen.

 

Kommentar: disse sten bliver brugt både da Nalakkaaq bliver sindssyg og Nappartuku bliver sindssyg. Søg disse

Databasen med myter og sagn er udarbejdet af Birgitte Sonne, f. 4. jan 1936, mag art i religionssociologi, pensioneret fra Afd. for Eskimologi, TORS, KU i 2006. Har forsket i og skrevet om grønlandske myter og sagn i en halv menneskealder - og gør det stadig. Kan nås med spørgsmål på bbsonne81@remove-this.gmail.com.