Dokumentation og formidling af Danmarks historie i Grønland og Arktis

Introduktion

Formålet med denne base over grønlandske fortællinger er at lette søgningen i den nedskrevne mundtlige overlevering, der er så omfattende, at det kan tage pippet fra enhver begynder. Basens ca. 2280 fortællinger må være repræsentative for deres tid i de forskellige egne af Grønland, og det er min agt, at basen i fremtiden suppleres med manglende samlinger og spredte tryk ved interesserede brugeres hjælp. Alle fortællinger, der foreligger i dansk oversættelse på tryk er blot indskrevet i resumé, der naturligvis ikke kan bruges som kilder. Man må gå til kilden selv, den trykte oversættelse, helst også den grønlandske original hvis den findes.

Af de øvrige fortællinger, dvs. håndskrevne og nogle få der kun er trykt på grønlandsk, er flertallet indskrevet i oversættelse til dansk. Lektor emeritus Christian Berthelsen har foretaget de fleste og nu afdøde Apollo Lynge, Nuuk, en større antal, Grethe Lindenhann nogle få og Signe Åsblom ligeså. Der er huller i mange oversættelser, enten når håndskriften har været utydelig, særpræget dialekt har gjort sig gældende, eller nedskriveren, der kan være den samme som fortælleren, ikke har haft magt over forløbet. Igen er det sikrest at gå til kilden, som regel håndskriftet, forudsat man har de fornødne kundskaber i grønlandsk. Ellers må brugeren gøre opmærksom på manglerne og usikkerhederne i sin formidling.

Download søgemanual som pdf her.

Søgning på Rosing, Otto gav 259 resultater.

"Angákerduaq". Den store åndemaners vidunderlige åndeflugter

Print
Dokument id:1665
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Akernilik
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:Rosing, Peter
Indsamler:Andrassen, Kaarali
Titel:"Angákerduaq". Den store åndemaners vidunderlige åndeflugter
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 195 - 198
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

 

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 96 - 100; angakkortalissuit, 1990: 219 - 223: Uden overskrift. Begynder således: "Angakkorsuarmik taasagaat Sarfap ..."

 

Resumé af Jens Rosings oversættelse:

I Sermilik-fjorden lever to åndemanere / angakkoq'er / angakokker, der kappes om at være den

største. Sejrherren kaldes herefter Angakkertuaq (den store åndemaner)

og den anden Angakkeq (åndemaneren). Denne søger af misundelse at rane

den stores sjæl, men forgæves. Den store gør gengæld af frygt for, at

Angakkeq i stedet skal røve sjælene fra hans børn. Den stores sjæleran

lykkes. Derefter har han intet at frygte og foretager ofte åndeflugter

ud over fjordmundingen, hvor man ser ham flyve forbi. Et efterår

rejser han imidlertid den modsatte vej ind over indlandsisen til en

boplads inde i en fjord, hvor han fra et fjeld ser folk drive nogle

små bjørnelignende dyr med tynde ben ned mod bopladsen. Han vender

uset tilbage, men om foråret, der ellers er et ugunstigt tidspunkt for

åndeflugter, flyver han fulgt af gnistrende hjælpeånder derover igen,

fortsætter ud til en anden boplads ved fjordmundingen og blir vidne

til en vældig fangst af hvidhvaler. Skumsprøjtet er så voldsomt at

dyrene flyver langt op på stranden. Man opdager ham oppe på fjeldet,

hvorefter han skynder sig tilbage.

   Akkernilik, der fortalte det til Kaarali Andreassen, havde ikke

flere fortællinger om Den store Åndemaner. Men Kaarali selv får som

seminarieelev 1910 - 14 bekræftet fortællingen af Luutivik inde i

Godthåbsfjorden K: fortæller L. historierne om angakertuaq, hvorefter

L. bleg af undren kvitterer med sine: Et efterår, da herrnhuterne

driver deres geder hjem, standser de af forskrækkelse over en ildkugle

med gnistrende hale både for og bag, og kuglen kan i et glimt

identificeres som en sammenkrummet mand (i åndeflugtstilling, BS).

Også fortællingen om hvidhvalsfangsten kan bekræftes. Under den ser

man en mand oppe på Nattoralinnguit, en fjeldknold i nærheden af

Qaquk.

   L. og A. er lige stumme af forbavselse.

 

Hist.: Lysfænomenet peger på Halleys komet, der var synlig i 1758, i

1834 og i 1910. Men herrnhuterne oprettede først Uummannaq i Godthåbsfjorden

i 1861 og rejste i 1900. Østgrønlænderne kan have hørt om herrnhuternes geder

(der ligner små bjørne med tynde ben) via sydøstgrønlænderne siden

midten af 1700-tallet..

Aapapâq / Aapapaaq

Print
Dokument id:810
Registreringsår:1919
Publikationsår:1921
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Aapapâq / Aapapaaq
Publikationstitel:Myter og Sagn, I
Tidsskrift:
Omfang:side 324 - 328
Lokalisering:Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Renskrift: KRH, kasse 52 nr. 2, hæfte 415, der er en stærkt revideret udgave af KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419: Aapapâq. Renskriveren er muligvis Peter Rosing, Chr. Rosings bror.

 

Resumé:

En storesøster og lillebror er plejebørn hos et ægtepar på bostedet

med det storelavvande, Tinuteqisaaq. Ægteparrets egne

børn ikke vil vokse. Da konen føder endnu et barn, en søn, beslutter

hun at sulte det, fordi de andre børn har fået for meget at spise.

Plejesøsteren stjæler sig til at give barnet både vand og lidt kød og

spæk. Barnet vokser lynhurtigt og æder en nat sin mor og det meste af

sin far. Husfællerne flygter over til nogle øer, der ligger tørre ved

lavvande. En gammel mand må blive i huset. Han lægger sig på

gæstebriksen med sin amulet, en vandøse, der gør ham usynlig, når han

koncentrerer sig om at ønske det. De to plejesøskende har gemt sig

uden for under konebåden på stativet. Uhyret snuser sig frem til dem,

råber på mad, men standses af pigens fremrakte ulu (kvindekniv), der

er hendes amulet, og af hendes ord: "Husk på, at det var mig, der gav

dig mad og drikke, når du sultede". Utysket vender om. Børnene flygter

mod indlandet. Utysket går ind og ud af huset og får heller ikke fat i

en gammel ungkarl ovre fra øen. Han kommer efter en glemt økse, som

ejeren har lovet ham sin smukke datter for. Ejeren bryder sit løfte.

Det må ungkarlen finde sig i. Utysket forfølger de flygtende børn.

Pigen sender sin ulu imod det med stærke ord, der flækker utysket fra

top til tå. De vandrer videre, kommer til et hus, hvor broderen blir

tørstig og overtaler sin søster til at hente sig noget vand. Hun må

skære en rem med bjørnetænder ned for at komme ind og hente vand. Hun

går ind igen uden sin ulu i det tilsyneladende tomme hus og kalder

beboeren frem. Det er en ånd med jernkløer, en koopajooq eller en

kukiffaajooq, som hun sparker ihjel med sin venstre kamik, hvor der

også er gemt en ulu. De to søskende flytter ind i det tomme hus, og

ingen har siden hørt noget til dem.

Var.: Spædbarnet som åd sine forældre. The infant which ate its parents; naalungiarsuk; Neqikitsuliaq; Nerrikitsuliaq; Barne-uhyret. Var.: Spædbarnet som åd sine forældre. Om sult og et forslugent spædbarn. Til episoden med koopajooq'en er der en del varianter.

 

 

Tolkning: For lidt og for meget fordærver alt. Dette er moralen bag

denne variant, hvor børn, der proppes med mad ikke vil vokse, og dem

der intet får, vokser uhyggeligt hurtigt og udvikler kannibalske

lyster.

Aataaq / Sermilimmi nannup nerisaa

Print
Dokument id:832
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1990
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:Rosing, Peter
Indsamler:Rosing, Peter
Titel:Aataaq / Sermilimmi nannup nerisaa
Publikationstitel:Angakkortalissuit
Tidsskrift:
Omfang:side 198 - 209
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

1. udgave: Otto Rosing: Angákortaligssuit, Godthåb 1957-61, II: 72 - 83.

 

Oversættelse ved Signe Åsblom:

"Aataaq (der blev ædt af en isbjørn i Sermilik)"

Det fortælles at Aataaq var en rigtig mand. Han var en stor mand med meget brede skuldre, og det var som om hans underkrop var for smal til ham og hans vældige hoved for stort til ham. Det var én man næppe ville kunne stille noget op imod, hvis han skulle give sig til at stange i en sangduel på nidviser. Det var nemlig også en kendt sag, at der ikke var nogen der kunne måle sig med ham blandt dem, der sang nidviser i Sermilik. Da Maratsi havde sunget nidviser mod ham, var han selvfølgelig også blevet grundigt til grin, fordi Aataaq havde besejret Maratsi helt og aldeles, både med hensyn til midvisernes indhold og ved sin fremførelse af dem.

       Aataaq var ikke kun legendarisk for sin kunnen i forbindelse med nidviser, men også fordi han var en stor åndemaner / angakkoq og heksekyndig / ilisiitsoq. Han var også god i sin rolle som mægtig mand. Han var den største godgører over for folk. Og fordi han var latterens sande mester, var det så dejligt at komme på besøg hos ham, at det kunne være svært at forlade ham igen. Desuden kunne han fortælle så mange historier. Han var Sermiliks store kloge mand. Igen en historie om et menneske, der var til glæde for sine medmennesker. Men det siges at han i det skjulte var et rigtig slet menneske, fordi han tog for store stykker af andres sælfangst for at lave tupilakker af dem. Han var et menneske som det var svært at gøre sig klog på. Når der var fare få færde hos kajakkerne eller på isen, var han uhyre hjælpsom. Men når nogen pludselig blev meget bange for et andet menneske, og når nogen fik besvær med at finde fangstdyr, følte Aataaq sig vældig godt tilpas. Det var svært rigtigt at forstå ham som menneske, fordi han var sådan.

       En dag tog han så til Qeqertarsuatsiaq for at overvintre, og der skulle han bo sammen med Siannialik og hans familie. Huset var ikke stort, og da de var flyttet ind, var der fire brikse til Aataaq, Aarluarsuk, Quunapii og Siannialik og hver deres familier.

       Da de var flyttet rigtigt ind, virkede det som om der boede en hele masse mennesker, selv om det var et lille hus. Det indtryk fik man fordi de brugte de mange aftener på sanglege. Desuden var alle i slægt med hinanden med undtagelse af Siannialik og hans familie. Aarluarsuks kone Tupaaja var Aataaqs storesøster, og Quunapii var Aarluarsuks søn. Når de ind imellem ikke sang, udpegede de én der kunne mane ånder. Aataaq var ofte åndemaner, og ved de lejligheder viste han dem mange forskellige ting. Mens solen gik længere og længere ned mod horisonten, kom hans påkaldelse af ånderne med alt kortere mellemrum, og han fik sandelig også øje på noget! Når han ind imellem gjorde ophold i åndemaningen, sukkede han dybt og inderligt.

       Dette så Aataaq under åndemaningen: Da han kom til sig selv under seancen og så nærmere på det han havde fået øje på, viste det sig at være noget der skinnede! Det var noget der kom til syne ud for Illuluarsuits kyst. Han tænkte: Det er nok en bjørn som jeg skal fange, en hjælpeånd er det næppe. Da han nu havde set den én gang, ventede han utålmodigt på igen at få øje på den. Når han med jævne mellemrum igen så den, havde den knap nok flyttet sig ud af stedet. Og han var meget utålmodig efter at finde ud af, hvad det egentlig var han havde set.

       En anden gang var han igen ved at at mane ånder, og eftersom han havde skyndt sig meget blev han forbavset, da han kom til sig selv og befandt sig udenskærs mellem Ammassalik og Sermilik. Han tænkte: Hvad i alverden er dét dernede, bare den nu ikke er blevet dirigeret om mod mig (hans egen tupilak) - men det kan da også være, at den omsider er på vej hen til den som den skal æde?

Efter på den måde at have spekuleret lidt frem og tilbage, havde han stadig ikke fundet ud af det og gav så tegn til den om at dreje i retning af Kulusuk. Og minsandten om den ikke allerede havde drejet rundt. Men han havde stadig ikke genkendt det han havde set. Dagen efter manede han igen ånder og kom så til sig selv - og det var dogt utroligt! Nu var den drejet i en forkert retning. Han tænkte bare: Gad vide hvorfor den har gjort det? Nu gav han for anden gang tegn til den, og da den jo havde prøvet det før, bøjede den nu selvfølgelig af mod Kulusuk. Da den var ved at dreje virkede den dog betænkelig, og det bekymrede ham. De følgende dage manede han også ånder, men det virkede ikke særlig godt, fordi den blev ved med at dreje i den forkerte retning, og da han nu selv var på vej i den retning, hvorfra solen står op, vidste han at han ikke ville komme til at opleve vinterens slutning, for han var ved at blive "én der vender ansigtet mod sig selv". På det tidspunkt skete der igen noget mærkeligt, for nu spiste noget usynligt indholdet af hans madpose ved at begynde fra sømkanten.

       Aataaq var enkemand; hans storessøster havde flere gange sagt at han skulle få sig en kone, men han svarede aldrig andet end: "Hvis jeg fik en kone ville hun bare lide til ingen verdens nytte, for mit liv er uforudsigeligt."

       Aataaq holdt op med at tænke på en fremtidig kone og koncentrerede sig udelukkende om ikke at tabe det sete af syne. Og samtidigt mistede han også lysten til at synge. Når han var ved at slutte sin åndemaning, sagde han gerne til sidst: "Den kommer altså nærmere og nærmere mod land." Og det mærkelige var, at han aldrig blev spurgt om noget og heller aldrig fik svar på noget.

       Langt om længe bleve dagene længere, for det var i begyndelsen af april. Beboerne i Qeqertarsuatsiaq begyndte af småsulte, fordi der ikke længere var nogen der overhovedet fangede noget. På det tidspunkt begyndte der at ske noget som husets beboere syntes var meget mærkeligt. Om aftenerne knirkede og knagede det så voldsomt i husgangen at det lød som om den skulle brase sammen. En snevejrsdag tog Siannialik afsted til Akorninnarmiut. Da han var taget afsted var der kun to duelige mænd tilbage. Aarluarsuk forsøgte godt nok at fungere som tredjemand, men ham kunne man kun sætte sin lid til med hensyn til trylleformularerne.

       Vejret var ikke så rart at være ude i, så folk holdt sig trygt og godt inden døre. Der var netop ved at falde ro over dem, da de blev meget opskræmte over at høre nogen råbe uden for, at der var en kæmpestor isbjørn. Det var så et barn, der var gået ud og havde fået øje på en stor isbjørn, der dukkede op derude i vest.

       De stakkels få mænd tog deres lanser for at have dem i beredskab som våben og gav sig til at forfølge bjørnen. Aarluarsuk fulgte efter dem så godt han kunne. De fik øje på bjørnen, der stod oprejst på en lille drivende isflage i dampen fra et isfjeld. De andre ventede først på Aarluarsuk, for når han kom måtte han kuune komme med en idé om hvad man skulle gøre. Han nåede helt udaset frem og spurgte: "Hvorfor har I ikke forsøgt at ramme og såre den?" Da han sagde det syntes de andre også, at den virkede noget særpræget og gav sig til at se nøjere på den. De så allesammen at den havde to store pletter. Aarluarsuk og hans søn var meget forbavsede og sagde: "Den er ligesom en hund; det kan da aldrig være en rigtig isbjørn! Når man kommer hen til en isbjørn opfører den sig da ikke på den måde. Denne her bevæger sig nøjagtigt som en hund."

       Aataaq stod ved siden af dem og virkede betænkelig og sagde: "Jeg er også bange for den." Samtidigt holdt Aarluarsuk sig årvågen og påpegede: "Se der, - når den gør sådan opfører den sig i hvert fald ikke som en isbjørn!" Da de andre så hen på den, gik den som en anden hund rundt om sig selv for at lægge sig ned. Aarluarsuk sagde: "Nu går jeg altså min vej; du er sandelig en køn isbjørn!" Da han begav sig hjemad fulgte de andre bare efter. Heller ikke da de fjernede sig fra den rørte deres forventede isbjørnefangst sig ud af stedet. Aarluarsuk og hans søn mente at det var en tupilak.

       Og således var der ingen der vidste, hvor den bagefter gik hen.

       Efter et par dage beyndte Aataaq en nat at græde. Hans storesøster hørte ham og følte den største medlidenhed med ham, fordi hun troede at han græd over sin afdøde kone. Omsider tav han, og så spurgte hun alligevel hvad han var ked af. Aataaq svarede: "Det siges at det der skal æde mig, allerede er ved at være tæt på." Da han havde sagt det græd han igen, og hans storesøster spurgte ham hvad det var, der skulle æde ham, men da han ikke svarede tav hun.

       På trejdedagen af dette forløb vågnede de igen om morgenen til et rædsomt vejr. Alle mændene havde taget deres støvler af og sad på briksen, og Aataaq sad

som den eneste på forbriksen med bar overkrop og syslede med sin lanse

og sagde: "Når der kommer en isbjørn skal jeg bruge den som våben."

       Sa hørte man at Aarluarsuk sagde til sin yngste søn: "Saajooq, hent lige noget sne." (Noget sne til at nedkøle drikkevandet med). Saajooq skyndte sig ud. Han tog noget sne og var på vej ind igen. Men hvad var det dog for noget stort der dukkede op helt tæt på husets sidevæg!" Så opdagede han at det var en stor isbjørn, der listede sig frem og var ved at nå hen til ham. Da han kom ind og fortalte om den, gjorde mændene sig klar og samtidig kunne man høre, at den begyndte at grave derude foran vinduet (der bestod af et lille stykke forhæng). Efter en tid derude foran vinduet begav den sig nedefter, og så gik mændene ud. Da isbjørnen så at mændene kom ud, vendte den sig om, rettede sine store ører mod dem og gav sig til at holde øje med dem. Men efter en rum tid vendte den sig fra dem.

       Aataaq sagde: "Kom så, gå nu hen efter den!" "Det er jo faktisk kun dig det drejer sig om." "Mig kan man ikke længere sætte sin lid til", svarede Aataaq nedslået.

       Isbjørnen gik ned på isen, og ganske langsomt begyndte den at gå vestpå, og selvfølgelig kunne dens forfølgere snart indhente den. Da de var ved at nå den, drejede isbjørnen bare af hen mod isfoden, og der standsede den.

       "Sikken bamse!" sagde Quunapii, og samtidig gik han roligt hen mod den og havde allerede løftet armen for at kaste lansen. Men han nåede overhovedet ikke at forsøge på at kaste, før isbjørnen kom farende hen mod ham så det det bare røg omkring den! Da den straks efter nåede ham, skubbede den ham omkuld så han rullede og trimlede afsted. Det var lige netop lykkedes ham at blive liggende stille på maven, da isbjørnen kom over ham. Og uden videre gav den sig til at bide i hans stakkels overkrop. Quunapii skreg som besat, og da de andre bjørnejægere også gav sig til at skrige op, forlod isbjørnen sit sårede bytte og brølede i vilden sky. Selv om bjørnen havde fjernet sig, rørte Quunapii sig ikke, for han var jo kvæstet.

       Aataaq gik hen mod bjørnen og sagde: "Og hvad tror du egentlig at du laver! Se nu bare på mig!" Og så skulle han netop til at kaste lansen i den. Men isbjørnen satte sig i bevægelse og drejede sig på tværs, og da han i samme øjeblik sendte lansen mod den, slyngedes lansen ind mellem dens ben. Da han nu havde forfejlet sit kast, vendte han rundt og flygtede det bedste han havde lært. Og bag ham kom isbjørnen brølende i en røgsky og løb efter ham for at få fat på ham. Man nåede ikke at blinke mange gange før den stakkels Aataaq befandt sig mellem bjørnens vældige forben. Den havde nemlig kun givet ham et enkelt dask og derefter stillet sig over ham. Siannialik så til og tænkte kun: Gad vide hvor på kroppen den først bider ham! Aataaq blev liggende på ryggen fordi han var forhindret i at vende sig om på maven. Den kæmpestore isbjørn åbnede sit gab så meget den kunne for at knase Aataaqs hoved mellem sine tænder. Det siges at det var den rene rædsel at se Aataaqs angst! Lige da han gjorde en afværgende bevægelse for at beskytte sit hoved, bed isbjørnen ham så ansigtshuden blev flået af. Og Aataaq skreg skingrende. Netop som de troede den ville slippe ham, rykkede den ham i armen for at flå et stykke af, og da den havde slugt det, bed den for anden gang til og ruskede godt for at flå en bid af.

       Mens den var i gang med det, gik Quunapiis kone hen til ham sammen med Aarluarsuk, selv om isbjørnen var ved at bide Aataaq ihjel kun et skuds afstand fra dem. Da de kom hen til Quunapii hjalp de ham op at stå og holdt ham i hænderne og førte ham afsted. Da de var kommet et stykke væk, gik isbjørnen igen til angreb på dem - mon den denne gang skulle få held til at slå ham helt ihjel? Hjælperne mente nu at der ikke længere var nogen redning, så de slap den stakkels mand som de havde ledt ved hånden, og flygtede selv. Isbjørnen interesserede sig overhovedet ikke for de flygtende men løb hen til Quunapii.

        På det tidspunkt var Aataaqs storesøster nået hen til ham. Og uden at se nærmere på hans sår sagde hun til sin lillebror, at han skulle flygte. Da han løftede sit hoved fik hun et rædselsvækkende syn: Helt oppe fra hårkanten var al hans ansigtshud revet af og hang neden for hagen. Det vil sige at huden var flået af helt oppefra og til langt neden for øjnene, og han var naturligvis smurt helt ind i blod. Hun fik ham op at stå og førte ham ved hånden, mens hun med den anden hånd støttede den løse ansigtshud. Det blev selvsagt en besværlig gang, for hendes lillebror kunne knap nok stå på benene. Mens hun uden tanke for andet kæmpede for sin bror, hørte hun Aarluarsuks let genkendelige stemme råbe: "Slip ham og

flygt!" Da hun så sig tilbage fik hun øje på isbjørnen, der kom farende bagfra for

at angribe, og den kom nærmere og mærmere og var nu knap ti skridt fra dem. Hunblev skrækslagen, vendte sig om, og slap så ham hun havde villet hjælpe, og så flygtede hun, så godt hun kunne. På det tidspunkt hvor isbjørnen allerede burde have nået hende, så hun sig tilbage uden at standse op. Og hun så at isbjørnen havde bidt fat om hendes bror på en måde, som var han lige så let som et stykke stof, og nu bar ham udefter. Hun kunne intet andet gøre end at vende grædende hjem.

       Da isbjørnen igen var kommet hen til Aataaq, var de andre allerede igen nået hen til Quunapii, og mens de hele tiden så sig tilbage førte de ham med sig indefter. Da de var gået et lille stykke tid, blev de indhentet af Aataaqs storesøster. Nu var de tre om at hjælpes ad, og derfor gik det meget lettere. Langsomt nåede de så endelig hjem. (Afstanden fra isbjørnen op til husene var nemlig omkring fire gange den afstand et gevær er indstillet til.) Da de bar Quunapii indenfor, fremsagde hans far Aarluarsuk en trylleformular for ham inden han fik taget tøjet af, fordi han ville have hans sår til at læges hurtigt. De lagde ham på briksen så han vendte udefter. Aarluarsuk kravlede op på briksen og skrævede midt over sin søn, mens han støttede på sine knæ, og sådan gik han i gang med sin formular:

 

       "Ija, ija! Der er noget der dækker mig,

       ija, ija! rypens kro dækker mig,

       ija, ija! fordi den dækkede mig, overvandt jeg det heldigvis,

       jeg overvandt det heldigvis, ija, ija!"

 

       Først da havde fremsagt formularen over ham på den måde lod han ham tage tøjet af overkroppen. Da opdagede de at han havde store sår på overkroppen, og når han trak vejret boblede det op, og det var meget tvivlsomt om han ville overleve.

       Da den store isbjørn var gået udefter med den stakkels Aataaq i gabet, varede det ikke længe før den standsede op og lagde ham ned, og så begyndte den at klæde ham af. Derefter gav den sig til at æde ham ved at tage en bid her og der. Og det siges at den vendte hovedet op mod huset hver gang den skulle synke. Da de forstod hvor farlig isbjørnen var, havde de ikke længere blandt sig nogen der kunne hjælpe. Inden det blev aften var der kun skelettet tilbage efter Aataaq. Da det blev aften prøvede de at lade være med at lytte efter isbjørnen, men det siges at de så bare kunne høre dens brølen for deres indre øre.

       I det tidlige morgengry døde Quunapii, fordi han pludselig begyndte at bløde kraftigt fra sin store sår. (Det viste sig at han havde drukket af en lille konservesdåse, som der havde været mælk i, og som folk havde haft med på deres vej sydover. Det havde taget kraften ud af trylleformularen.)

       De bar ikke den døde ud med det samme, for det lød som om den store isbjørn blev ved med at holde sig alt for tæt på. Først da det blev lyst, lagde de ham i hans grav. Da de var færdige med det, begyndte de at se nærmere på isbjørnens spor, og de opdagede at den flere gange var kommet helt hen til huset. Op ad dagen havde den stadig ikke flyttet sig fra sin spiseplads, og den blev ved med at brøle. Hele dagen blev den liggende, og med jævne mellemrum brølede den. Og når der kom nogen ud af huset, rejste den sig op. Omsider fik da dagen ende.

       Ud på natten kunne man høre isbjørnen komme brølende. Da det lød som om den var kommet helt hen til huset, fik dets arme beboere de værste anelser. Og nu gik den ganske rigtig hen til vinduet (der bestod af en smule forhæng) og begyndte at snuse til det, og da den forlod det, fik de stakkels mennesker en smule håb. De kunne høre hvordan den snusede sig frem og begav sig om bag huset. Og det eneste de sagde var: "Gad vide om den har tænkt sig at krvle op ovenpå huset." Så blev dens næselyd tydeligere, og nu kunne man høre at den virkelig begyndte at kravle op på taget. Da den kom derop, så knirkede og knagede det ellers i husets tværbjælker! Beboerne var rædselsslagne, for hvis den slog lidt på tværbjælkerne ville de knække og isbjørnen falde ned. Den slog dog ikke ud efter noget, men til gengæld kunne man nu tydeligt høre lyden af dens kløer, da den gav sig til at kradse i tagets overflade. Husets kvindelige overhoved hviskede: "Vær nu sød at gå ned!" Og minsandten om ikke den omgående kravlede ned. Og som man kunne vente begyndte den at lunte brummende og brølende rundt om huset. Hele den lange nat kunne man høre hvordan den holdt til omkring huset; og først da det begyndte at lysne forsvandt dens lyde efterhånden. Og da det blev lyst kunne de

se, at den igen havde lagt sig på sin vante plads. - Nu begyndte de virkelig at frygte for den kommende nat.

       "Siannialik, gå ned langs vores sydside og prøv om du ikke kan komme til at alarmere dem fra Akorninnaq, for nu virker det som om det blir alt for farligt i nat", sagde Aarluarsuk.

       Siannialik gjorde sig hurtigt klar og tog afsted langs østsiden af Qeqertarsuatsiaqs modsatte side. Så hurtigt han kunne krydsede han Sermiliks fjordmunding. Da han kom til Akorninnaq var det første han sagde: "Hvor er Umeerinneq?" (Umeerinneq var en gang rejst langt væk og havde så skaffet sig et gevær, og han var den eneste der ejede et gevær.) De adspurgte svarede: "Umeerinneq er taget op i nærheden af Immikkeertaajik for at jage sæler der soler sig på isen. Hvorfor spørger du efter ham?" "Fordi en isbjørn har ædt Aataaq så der ikke er mere tilbage af ham, og den slog også Quunapii ihjel. Derfor vil vi gerne at alle, der kan krybe og gå, kommer os til hælp." Så gav han sig til at skynde på dem, men de kunne ikke tage afsted før Umeerinneq var kommet tilbage. Da der ikke var andet for, gav de sig til at synge efter ham (kalde på ham) under briksen: "Umeerinneq skal komme hertil, Umeerinneq skal komme hertil!" Og så gjorde de sig klar til at tage afsted.

       Umeerinneq var i hemmelighed lidt af en åndemaner / angakkoq. Da han havde fanget to sæler der lå og solede sig på isen, følte han at der var noget galt og følte at han nåtte hjem i en fart. Han lod sit fangstbytte ligge og begyndte at løbe hjemefter, og snart var han hjemme. Hans første spørgsmål var: "Og hvad er der så sket?" Hans fæller fortalte ham det hele, og eftersom de allerede var parate, varede det ikke længe før de i en stor flok tog afsted med budbringeren. Akorninnaqs beboere havde nemlig også nået at alarmere de nærmeste vinterbopladser. På den måde kom Sermiliks fjordmunding virkelig til at vrimle af mennesker. I Akorninnaq var der kun en enkelt hundeslæde, og den kørte først da de gående havde krydset fjordmundingen; og hundene var fuldkommen vilde efter at komme ind på livet af en isbjørn.

        Nogle af beboerne i Qeqertarsuatsiaq havde holdt udkig, og da de kom ind sagde de: "Så, nu kommer de sandelig myldrende over fjorden." De havde kigget så meget efter de ventede at de endda helt havde glemt at holde øje med den store isbjørn. Da de kom i tanker om den og så sig om, opdagede de at den allerede var på vej udefter. Aarluarsuk sagde: "Den løber godt nok ikke afsted, men ... Har de ankommende ikke nogen hundeslæde med?" "Derhenne er en hundeslæde allerede på vej", svarede de. "Så kan hundene standse den," sagde den gamle.

       Dem fra Akorninnaq var nu kommet over fjorden og nærmede sig Qeqertarsuatsiaq, og så spurgte de Siannialik: "Hvor er isbjørnen egentlig?" Inden han nåede at svare spærrede Umeerinneq øjnene op og sagde: "Prøv at se dér! Den er allerede nået langt derud." Og da de andre kiggede derhen, så de langt derude bare noget der ind imellem glimtede brunligt!

       Da deres hundeslæde efterhånden var ved at nå frem, pegede de straks i den retning isbjørnen var gået, så slædeføreren kunne vide besked. Derude fik han sine hunde til at lystre og kastede sig så afsted udefter! Det eneste man så efter ham var en enorm sky af sne! Han havde åbenbart givet hundene jagtsignal. Derefter tabte de ham af syne derude.

       De gående begyndte at følge efter ud i det fjerne. Og det varede ikke længe før de kunne høre hundene hyle som tegn på, at de havde fået færten af isbjørnen. Og efter at have gået endnu et stykke tid kom de frem og så noget, der bestemt ikke var nogen lille isbjørn, og som desuden var godt gal! Hundene nappede den (de bed den lidt her og lidt der). Så snart den vendte sig lidt var de der, så den kom til kort. Den store bjørn kunne ikke komme nogen vegne; så snart den vendte sig fra dem bed de den, og når den vendte sig mod dem smuttede de fra den. Bjørnen drejede rundt og rundt og var meget ophidset. Men hundene var lykkelige og jagede den. Da de var kommet tæt på, undrede de sig allesammen over isbjørnens enorme størrelse. Og der var naturligvis ingen der forsøgte at bekæmpe den med en lanse.

       Da de alle var nået frem begyndte Umeerinneq, der havde geværet, at dirigere: "De fleste skal stå i udkanten. Den dér høj dernede er velegnet at flygte til; kommer jeg til at anskyde den skal I skynde jer at løbe derned! Og så er det kun godt, hvis der står nogle stykker i midten!"

       En hel flok stillede sig længst væk, blandt dem Qilerulik som siges at have været meget nærsynet. Den arme stakkel var meget bange og sagde til sine fæller: "Hvis den skulle finde på at vende sig mod os, må I straks sige det!" (han kunne

jo ikke se den.)

       Med retning fra land begyndte Umeerinneq frygtløst at nærme sig isbjørnen, og de mange mennesker stod uden den mindste lyd og så efter ham. (Og det var kun et lille gevær han havde.) Endelig sigtede han på den! - Inden han overhovedet nåede at skyde, havde isbjørnen pludselig vendt sig om så den stod med bagen mod skytten. - Derhenne skød han endelig, og isbjørnen var tydeligt plaget og brølede vildt. Og de mange mennesker stod rædselsslagne og så til.

       Da bjørnen havde sundet sig lidt over sin pine rejste den sig op og begav sig højlydt brølende hen mod de mange mennesker. "Så, nu kommer den virkelig hen imod os!" sagde de og stak i løb så det glimtede sort af mennesker mellem hver lille ujævnhed! Inden bjørnen overhovedet var nået derhen, var de allesammen stimlet sammen oppe på højen - med undtagelse af Qilerulik - ham havde de ladt i stikken da de stormede afsted mellem hinanden. Endelig var den arme Qilerulik ved at nærme sig de andre, mens han hev efter vejret, og han skyndte sig så meget, at han næsten følte det som om han løb med ryggen vandret langs jorden. Den nærsynede mand havde så travlt med at ville se hvor langt der var til højen, at han løb ind i en mur af is og faldt bagover. Staklen forsøgte at komme på benene i en fart og vendte sig om: Så så han omsider at den store bjørn var ved at nå ham. For sidste gang rejste han sig op og ville flygte for livet. Men han havde fuldstændig glemt at han var løbet ind i noget! Og så fandt han igen sig selv liggende på ryggen og tænkte: Ja, men så er jeg da omsider død! Hurtigt rejste han sig dog op og kiggede sig flere gange tilbage, men den store isbjørn var ingen steder at se! Hvor var den forsvundet hen? Han så til siden; og dér stod den helt stille på en arms afstand! Så råbte han hen i vejret: "Jamen du godeste, dér er den jo!" og så løb han alt det han orkede, i den modsatte retning. Mens han løb for livet råbte Umeerinneq efter ham: "Hold op med at flygte, kom og rør ved den, den er død forlængst!" Da han hørte det gik han hen til bjørnen og rørte ved den. Bjørnen var altså løbet rundt i dødskamp og havde slået dem med skræk, selv om den ikke havde til hensigt at angribe dem. Det var et rent tilfælde at den var løbet hen imod folk. På den måde sluttede Qileruliks store rædsel med et godt grin.

       Nu var isbjørnen endelig død og så gav de sig til at skære den op. Da de havde fået dens mægtige skind af, bad Umeerinneq dem være forsigtige med dens store mavesæk. Alligevel var de alt for ivrige kommet til at skære hul i den, og da der kom menneskerester ud af den, flyttede de bjørnen og parterede den færdig.

       Da de var færdige og skulle til at vende hjem, græd Aarluarsuk - selvfølgelig græd han over at denne isbjørn havde dræbt hans prægtige søn og hans gode svoger - og grædende gik han hen til Umeerinneq og tog ham i armen og sagde: "Umeerinneq, kære du, hvor er det dog godt at du ikke bare blev heroppe som os andre (fordi han var sejlet sydpå og havde skaffet sig et gevær). Sådan skal du blive ved med at rejse rundt. Og nu hvor jeg ikke længere har nogen at støtte mig til håber jeg, at du vil være min støtte, så skal du og dine leve til evig tid."

       Da Aarluarsuk var gået tilbage tog han hen for at undersøge Aataaqs krop. Der var kun skelettet tilbage, alt kød var væk. Og da der ikke var andet at gøre, lod han ham ligge og gik.

       Om foråret forlod beboerne Qeqertarsuatsiaq, og i de følgende år var der ingen der boede der.

       

       Dengang Aataaq manede ånder og gjorde tegn til den isbjørn han havde set, om at gå i retning af Kulusuk - da var Simmujooq længere sydpå samtidigt også i gang med at mane ånder. Så så han til sin overraskelse at Aataags og hans egen fælles tupilak var på vej mod syd og allerede var nået til Qasigissat. Han så sig om og opdagede, at Aataaq blev ved med at gøre tegn til den om at gå sydpå. Først efter at Aataaq havde gjort tegn til den, gjorde Simmujooq tegn til den om at gå i retning af Sermilik og han gav sine hjælpeånder besked om, at hvis den begyndte at dreje af, skulle de gøre tegn til den om at gå mod Sermilik. Aataaq var naturligvis meget overrasket over at isbjørnen vendte sig mere og mere i hans egen retning, for han havde ikke set at Simmujooq gjorde tegn. Selv var han nemlig ikke så god en åndemaner som denne.

       Da der var gået adskillige år, var der nogle der havde vinterboplads i Savanganaarsuk, og de have et meget stort hus. De havde det rigtig rart, fordi de var mange mennesker. Lige i begyndelsen af vinteren tog de mange mænd i huset på en rejse til det inderste af Sermilik; kun de yngre mænd blev hjemme og

naturligvis også kvinderne og børnene. Først på aftenen opfordrede de unge hinanden til at lytte efter noget, der kunne gå hen og blive uhyggeligt. For at finde på noget at fordrive tiden med ville de lege en lytteleg - hør! Hvad kan det dog være?

       De forberedte sig; og de hængte et stift afhåret sælskind og et skind med hår på op i gangen, der førte ind til rummet. Og så bandt de trommen så solidt fast, at hvis nogen forsøgte at komme ind, eller hvis noget blot rørte lidt ved tingene, ville det støje og give lyd. Da de var færdige begyndte de at slukke lysene og begyndte med de lys, der vendt mod solnedgangen.  Den ene af de unge befandt sig i opgangen, og da han var færdig med forberedelserne dér og var den sidste der var på vej ind i rummet, råbte han udefter: "Vi kalder på noget der kan komme og underholde os; er der nogen der lytter, så kom!" Og samtidig med at han flyttede ind i rummet trak han sine støvler / kamikker af og satte sig på briksen.

       Så begyndte de ellers at sige højlydt i kor:

       "Hør! Hør! Hør!"

       Når de tav, fordi de var ude af stand til at sige en lyd mere, lyttede de anspændt efter den mindste lille lyd. Men der kom aldrig nogen lyde, når de havde råbt deres  hør! hør! Da der ikke skete noget, gav de sig til at lege en sangleg. Og da den var ovre forsøgte de sig igen med lyttelegen. Men da der aldrig skete noget, sagde den af dem: "Lad os prøve med de viser som den mand brugte, der blev ædt af isbjørnen i Qeqertarsuatsiaq! Det siges at dem, der er blevet ædt af isbjørne, kan høre!" Allesammen gav deres samtykke. Og før de begyndte, prøvede de at kalde ham frem ved at kalde under briksen: "Aataaq, Aataaq! Nu har vi tænkt os at bruge dine viser. Kom herind. Samtidigt får du varmen!" Efter på den måde at have råbt nogle gange, stemte de i. Hver gang de var færdige med én vise, kaldte de igen nogle gange på hovedpersonen, men nej, intet skete. De snakkede frem og tilbage: "Lad os bare holde op, der er nok ikke nogen." "Vi holder op når vi har sunget hans vise til Maratsi," svarede én - og så tog de ellers fat:

 

       "Jeg hører stadig min modstanders vise

       og Maratsis digt

       og jeg vil digte

       om alle disse forsøg og viser

       dem jeg har ædt - de derhenne

       dem jeg har forsat i mørke - de herhenne - - "

 

       Og da de nåede dertil begyndte de ophængte skind i indgangen endelig at bevæge sig, og allesammen havde de trukket deres kamikker af og havde sat sig godt til rette på briksen, og de forsatte deres sang:

       

       " - - - jeg kan skamme dem ud!

       men jeg gør det ikke

       for de er mine redskaber

       de er min redning - - -"

 

       Og så hoppede trommen pludselig ned på gulvet, selv om den var så godt bundet fast, og kraftløst og langsomt begyndte den at vugge afsted.

       Folk i huset blev meget bange og kunne ikke fortsætte deres sang. Lydene fra skindene og trommen blev svagere og holdt så helt op. Derefter kunne man høre at han krøb ind i husgangen, og det lød oven i købet som om hans kamikker var gennemfrosne. Man kunne høre at han ganske langsomt var på vej ind. Da han kom til midten af husgangen begyndte skindet igen at bevæge sig, så rummet genlød af dets raslen, og lige inden han nåede til selve rummets indgang, standsede han. Så kunne man høre at han kom ind uden at tage det mindste hensyn til det skind, der var ophængt som dør ind til rummet. Straks han kom ind gav han sig til at brøle dybt fra sit inderste, og da han holdt op med det, trak han vejret voldsomt og højlydt gennem næsen for at rense den; og så begyndte han at småskrige, og man kunne høre at han også rystede temmelig meget. Nu var han da endelig kommet derind, og så sad de alle uden en lyd i fælles rædsel, da de hørte ham derhenne støtte sig til forbriksens endekant, så det bare knagede! De hørte ham sætte sig ned og derefter brøle, småskrige og snorke luften ind gennem næsen. Andre lyde var der ikke. De havde så vedholdende kaldt på noget spændende og gyseligt, og nu sad de, som man kunne vente, og var ved at gå til af rædsel. Unge mænd blev placeret på briksene med noget i hænderne som de kunne bruge som køller. Til sidst længtes de virkelig

efter at han skulle gå ud igen. Og da morgenlyset så småt begyndte at sive ind, smuttede han pludselig ud.

              Da han var forsvundet ud, tændte de lamperne; og de så at trommen virkelig var kommet ned, men ellers var der ikke noget der havde flyttet sig. Det siges at der derefter aldrig mere var nogen der forsøgte at tilkalde Aataaq. Det de havde oplevet var trods alt blevet dem for skræmmende.

 

Oversat af Signe Åsblom.

              

 

Hist. periode 1880 - 1892

 

Var.: Âtâq, ham, som bjørnen åd. Rosing, Jens 1963: 162 - 165.

Aggus / Akkus seancer

Print
Dokument id:968
Registreringsår:1919
Publikationsår:1938
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Aggus / Akkus seancer
Publikationstitel:Knud Rasmussen's Posthumous Notes on the Life and Doings of the East Greenlanders in Olden Times
Tidsskrift:Meddr Grønland 109(1)
Omfang:side 122 - 125
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Ed. by H. Ostermann.

 

Det har ikke været muligt at identificere fortællingen i håndskrifterne. Stammer muligvis fra Chr. Rosings indsamlinger.

 

I Ostermanns arkiv, nr. A 301, Arktisk Institut findes Ostermanns kladde og maskinskrevne manus på dansk til denne udgave på engelsk.

 

Resumé:

 

Aggu / Akku havde to trommer en med og en uden håndtag, og desuden en smældeskive til håndfladen af såleskind med en hvid trommestik, der især mentes at lyse tiltrækkende på hjælpeånderne.

Skindenes placering foran åbningen til husgangen og siddeskindet beskrives. Ligeså Aggu's påklædning: kun underbukser, naatsit. Og hans siddestilling: skrædderstilling (han bindes ikke). (Derefter bliver beskrivelsen mere generel og ikke specielt hæftet på Aggu.) Tilhørerne starter med deres gentagne kiakkaka nu og da med et singipparput: vi lader ham synke ned. Åndemaneren hvisler vsii, vsii. Når skindet foran åbningen bevæger sig, synger han ajaa ja ja osv. Under stadige slag på smældeskiven (makkortaq) kommer trommen i bevægelse og op og ned ad hans rygsøjle flere gange, hvorved hans synskhed melder sig og han kan åbenbare hvem, der har begået tabubrud. Dernæst sænker han sig under gulvet med sit håje / hajee, håje, håje, og kommer tilbage et par gange, forsvinder igen ned og gør dermed plads for de indledende skræmmeånder, der kun råber deres eget navn: amo-o. Herefter er det hjælpeåndernes tur. De ankommer nedefra med samme lyde som åndemaneren. Når han kommer tilbage fortæller han om hvad han har set, måske en ranet sjæl, en sjæleraner el. lign. Måske synger han sangen: unaa-ja (ungaa ? babyvrælet), og mens alt falder til ro slukker han sit indre lys, der har sat ham i stand til at se, hvad der er skjult for andre.

 

Hist.: Aggu, der levede fra 1843 (ca.) til 1891. var en ældre, men stadig aktiv åndemaner under Gustav Holms overvintring i Ammassalik, 1884 - 1885.

 

Var.: Jens Rosing, 1963: Avko / Aggu, der tilføjer andre fortællinger om ham. Om hans besøg i dødsrigerne, i himlen og under havet, søg Rasmussen 1921 s. 72 og  1921 s. 78. Flere af Naaja's seancer er beskrevet i en del flere detaljer.

Søg også på Sanimuinnaq, hvis seance er en af de få, der er blevet overværet og beskrevet i detaljer af en dansker.

 

Kommentar: Bemærk de mange lyde, faste tilråb og udråb, der dels integrerede tilhørerne i seancen og dels markerede, hvad der nu skete i det næsten mørke rum.

Ajatok / Ajaattoq

Print
Dokument id:1938
Registreringsår:1936
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Kara
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Ajatok / Ajaattoq
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 109 - 118
Lokalisering:Kangerlussuatsiaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

Til indledning omtaler Kara Pudetas mor, en kvindelig angakkoq / åndemaner. Victor husker udmærket Pudeta (Bolette?) selv. Hun lå hen på briksen for slukkede lamper et helt år efter at hendes mand døde i efteråret 1934. Hendes 5 el. 6 børn levede ligeså i mørket, indespærrede, men fik dog nu og da noget kogt kød el. spæk fra Kulusuks fangere..

Men dengang europæerne (Konebådsekspeditionen) endnu ikke var nået frem, øvede Pudetas mor sin kunst i et stort fælleshus propfuldt af mennesker. Hendes hjælpeånder, tre menneskehænder, ramte på skift med sygdom og død, hvis man skrabede eller bankede med en hånd ligegyldigt hvor i huset. Hun havde allerede adskillige mord på samvittigheden.

 

Kara fortæller så videre om et (andet ?) stort fælleshus propfuldt at mennesker i Nunagitsek / Nunakitseq, hvor Aggu / Akku med familie overvintrede. Men sammen med sin ældste søn forlod han to koner og fire andre børn. Ikke langt derfra var et andet fælleshus i Akinnatsiaat. Hertil drog Pukararteq og Maratsi fra Sermiligaaq på i slæde om foråret i slutningen af sultevinteren. De ville se om Puks. kones yngre brødre, endnu ugifte (Pudokuto og Amitsukujo), havde overlevet. De nåede over fin is til Nortsit / Noortiit, hvor man endnu havde lidt lagret sæl og haj. Husherren Sakatsia måtte fortælle at der ingen overlevende var, hverken ved Akinnatsiaateller i Nunkakitsit. Så vendte de to rejsende tilbage.

Men om sommeren, da Pungujorto / Punngujortog i kajak fra en boplads nær Kuummiut / Kuummiit til Noortiit, men lagde ind ved Nunakitsit, var der alligevel et svar med svag stemme fra huset, da han råbte ind. Det var Ajatoq / Ajaateq. Lig flød overalt, der stank rædselsfuldt. Pung. kastede en lille spækklump ind, formanede hende til kun at spise yderst lidt straks og næste dag, og han lovede at man skulle komme efter hende. Han tog til Noortiit efter undervejs at have konstateret at der ingen overlevende var ved Akinnatsiaat. Han bad Sakatsia hente Ajaateq i umiaq og tog straks hjem igen til Quarmiit.

       Sakatsias konebåd nåede frem, men ingen ville hente Ajaateq, der måtte kravle på alle fire ud af huset og ned til båden, hvor Sakatsia bød hende vaske sig i havet inden hun fik lov at komme i båden. Fordi der sad en masse størknet blod på hendes hænder og på tøjet under armene, beskyldte man hende for at have spist menneskekød. Men hun nægtede hårdnakket. Hun var blevet beordret til at hjælpe en, der havde gjort, det med at skære kødstykker af. Da hun bagefter sad med hænderne oppe i armhuler af kulde, var noget af blodet tørret af dér. Senere, da man hentede tagbjælken, så man ganske rigtigt at der var skåret kødstykker af ligene.

Hun blev ordentlig vasket og kom langsomt til kræfter. Så først fortalte hun om hele forløbet, hvor hun havde overlevet ved at spise skind udblødt i vand, men havde haft svært ved at holde samværet med de mange døde i huset ud, fordi de om natten både rørte på sig og lød som om de trak vejret. På et tidspunkt havde hun talt med en fra Akaanis., der gik forbi og meddelte at endnu var hans bror levende dér, men at han selv agtede sig til sin onkel i Noortiit.

Der havde også været besøg af et væsen på fire, som hun smed sin ulu efter. Den fandt hun næste dag helt henne ved konebådsskelettet. Hun var ved at dø, da hun blev opdaget.

 

Var.: Rosing Ajaateq.

 

Hist.: Victor eller redaktricen Robert-Lamblin daterer sultevinteren til 1882 - 1883. Det samme gør - mindre præcist - Holm og Petersen 1921: 617: "... en halv snes år før koloniseringen (1894) .." i Medd. Grønland nr. 61. Allerede vinteren 1881 - 1882 var dog usædvanlig hård ifølge Mikkelsen 1934: De Østgrønlandske Eskimoers Historie Kbh.: Gyldendal, s. 45. Ibid. s. 46: Har Mikkelsen beregnet at 16% af Ammassalikkerne døde i løbet af årene 1881 - 1883. Jens Rosing 1963 nævner også en sultevinter på det tidspunkt.

Holm og Petersen er sandsynligvis den fælles kilde til flere af disse overensstemmelser. Men den sultevinter som de overleverede beretninger angår, daterer den første nedskriver, Kaarali Andreassen, til vinteren 1880 - 1881. Se Jens Rosing 1963, s. 108: Nunakitseq, boplads ved Kulusuk.

Iøvrigt stemmer denne og Victors versioner af fortællingen om Ajaateq fortræffeligt overens.

Årsagen til den tidligst kendte sultevinter i Grl. i beg. af 1800-tallet kan dateres til året efter udbruddet i vulkanen, Tambora, Indonesien, 1815 (den megen aske i stratosfæren skyggede for solen). Men den anden hårde periode i 1880'erne må have en anden årsag, idet det tredje store udbrud fra Krakatau-vulkanen først kom i 1883 (det andet var Galangau i 1822).

Ajijak

Print
Dokument id:1311
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:Rosing, Peter
Indsamler:Rosing, Peter
Titel:Ajijak
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 214 - 216
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, I: 123 - 126; angakkortalissuit, 1990: 121 - 124.

 

Resumé af Jens Rosings oversættelse: Ajijak er født til at blive åndemaner, fordi alle hans ældre

søskende er døde som små. Da han erfarer sin bestemmelse bestræber han

sig for altid at være årvågen og påpasselig. I hemmelighed får han

efterhånden mange hjælpeånder, der en midsommer gir ham besked om på samme

dag at fange to sortsider, en hun og en sort han af de sjældne.

Skindene skal beredes omhyggeligt til forhængsskind. A.s første

initiation, forløsningen, kommer en midvinter aften, hvor solen står lavest på sin bane og faderens ven fra

Utoqqarmiin er kommet til sangkamp. Initiationsånden nedefra,

Oortortoq / Oordortoq (en tejst), besætter ham, mundvigene bløder, han farer rundt i vildelse, og alle søger at undgå blodstænkene, fordi de ellers vil dø.

A. kommer til sig selv og åndepuster alt blodet væk; besættelsen

gentager sig endnu to aftener, hvor A. den sidste aften krænger sin

hovedhud af. Man skynder sig at slukke lamperne for det fæle syn, og

hører huden svuppe på plads igen.

 

Hist.: Ajijak / Ajija / Aja levede i første halvdel af 1800-tallet,

var gift med Naajas søster og boede i Sermiligaaq.

 

Tolkning: Søg på: forløsning el. blod / bløde / blødte o.l. for andre

fortællinger om denne initiation, der var typisk for de legendariske østgrønlandske åndemanere. Vedr. Oortortoq se J. Rosing 1963: 181

Ajijak bortføres af to kæmper

Print
Dokument id:1679
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Saajooq (Sâjôq / Saajooq / Maratsi, Odin)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Ajijak bortføres af to kæmper
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 234 - 235
Lokalisering:Sermiligâq / Sermiligaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé:

En dag Ajijak er ude at ro i isfjorden bag Sermiligaaq, blir han trukket

mod stranden af en usynlig kraft. To kæmper haler ham med sig, bringer

ham i kajakken op over land og ingen af A.s amuletter standser dem.

Heller ikke A.s følgesvend, dværgen Qimmartertoq, kan gøre noget. A.

tilkalder så sine to kæmpefalkeånder, der får kæmperne til at slippe

taget i kajakken, forfølger dem, griber dem og fortærer dem på toppen

af Puneqs høje fjeld. A. trækker kajakken ned ad elvens strøm med en

rem, sætter sig i den og ror hjem fulgt af Qimmartertoq.

 

Hist.: Ajijak / Ajija / Aja levede i første halvdel af 1800-tallet,

var gift med Naajas søster og boede ved Sermiligaaq (Victor 1989 - 93,

II: 408).

Ajijak dør

Print
Dokument id:1682
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Saajooq (Sâjôq / Saajooq / Maratsi, Odin)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Ajijak dør
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 238 - 239
Lokalisering:Sermiligâq / Sermiligaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé: Fortsættelse af Saajooqs fortællinger om Ajijak.

 

Da A. véd, at han snart skal dø, ber han sin kone om ikke at blive

bange, når han i løbet af de tre dage efter gravsættelsen er "kommet

igennem" under en mørk skybanke og vender tilbage. Men konen lægger i

bunden af graven en opsprættet spækpose, der forvirrer A.  Spækket

hindrer ham i at genfinde sin sila (forstand). Havde konen ikke lagt

spækket derned, ville A. være kommet tilbage, hver gang han døde og

blev gravsat.

   A.s bror længes så meget efter A., at man følger hans ønske og ved

hans død gravsætter ham i forlængelse af A.s grav. Helt frem til

1940'erne kan man endnu i gravene se de to brødres blå anorakker af

det stof, de hentede på skibsvraget (søg: Ajijak og hans bror finder et skibsvrag).  

Saajooq slutter sine fortællinger om A. med at fortælle, at efter

brødrenes død blev Maratsi og hans brødre de ældste på bopladsen

Puisoqqaq. Da S. var barn boede han også dér, men hans familie

flyttede senere til Uttoqqamiin, hvor de derefter overvintrede hvert

år.

 

Var: Genfortalt i Jens Rosing: Hvis vi vågner til havblik, Borgen 1993: 41f.

 

Hist.: Ajijak / Ajija / Aja levede i første halvdel af 1800-tallet,

var gift med Naajas søster og boede ved Sermiligaaq (Victor 1989 - 93,

II: 408): Stednavnet Puisoqqaq er muligvis identisk med Puisortoq i de

andre fortællinger om Ajijak og kunne være den ø i mundingen af

Sermiligaaq, der på kortet benævnes Pusissaraq. Hér ligger i det

mindste en af de bopladser, der ofte nævnes i Ajijak-fortællingerne:

Qeerpik.

Ajijak og hans bror finder et skibsvrag

Print
Dokument id:2328
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Saajooq (Sâjôq / Saajooq / Maratsi, Odin)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Jens
Titel:Ajijak og hans bror finder et skibsvrag
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:s. 237-238
Lokalisering:Sermiligaaq / Ammassalik / Tasiilaq
Note:

Resumé: Fortsættelse af Saajooqs fortællinger om Ajijak. A. og hans bror følges altid på fangst. En dag finder de på en isflage en hvalfangerbåd med bunden i vejret og under den fire døde europæere. Da både A. og hans bror har besværget ligene med formularer, tar de ligenes tøj og lægger det i båden, som de ror hjem på slæb. Båden hugges op og gir materiale til mange redskaber. Kort efter dette fund holder A. seance og fortæller om tre europæiske skibe, der ville angribe bopladsen, men A. har viftet de to gennem luften ind over land og det tredje ned mellem storisen. Næste morgen ror A. og hans bror ud til det tredje skib, hvor alt er uddødt og lasten halvfyldt med vand. De redder sig en mængde jern, kasserer nogle ruller med tyndt tøj, der sikkert var papir, og medtar nogle ruller blåt tøj til anorakker. Næste dag vil flere derud efter endnu mere jern, men skibet er gået ned, fordi en af mændene er under dødstabu. Hist.: Ajijak / Ajija / Aja levede i første halvdel af 1800-tallet, var gift med Naajas søster og boede ved Sermiligaaq (Victor & Robert-Lamblin 1989 - 93, II: 408). Hvalfangere gennemsejlede farvandene øst for Grønland i 1600-tallet, men norske skibe har senere drevet fangst nord for området.

Ajijak og Uitsaleqángitseq på åndeflugt

Print
Dokument id:1677
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Saajooq (Sâjôq / Saajooq / Maratsi, Odin)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Ajijak og Uitsaleqángitseq på åndeflugt
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 228 - 232
Lokalisering:Sermiligâq / Sermiligaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé:

Fortsættelse af Saajooqs fortælling om Ajijak.

Mens Ajijak bor ved Kangerlussuatsiaq nord for Sermiligaaq, skaffer han sine fæller rigelig fangst af narhvaler ved gang på gang at fjerne isen under

åndemaning. Der er så rigeligt med narhvaler, at A.s far blot jager

tre bjørne væk (i stedet for at dræbe dem), der æder flænsestykkerne ved iskanten.

   En dag kommer Uitsaleqanngitseq på besøg fra Sermiligaaq for at få

A. med på åndeflugt til sangkamp mod en af U.s hjælpeånder. A. bliver

henrykt, de flyver afsted næste aften i en regn af gnister og under turen kan A., der flyver bagerst se durk gennem U.s enormt udvidede rumpehul ind til hans

hjerte, der svinger fra side til side. Senere bytter de plads, og nu

er det U.s tur til at beundre A.s tikkende hjerte. De flyver langt ind

over indlandsisen til hjælpeåndens sted, men da de erfarer, at han er

til sangkamp i bunden af Sermiligaaq, flyver de derhen og ind i

kæmpernes hus, hvor lamperne straks slukkes og to unge kæmper i

åndemanerlære sætter sig på ryggen af hver sin gæst, der flyver rundt

i huset. Lamperne tændes, gæsterne befris for deres bindinger og Uitsaleqanngitseq

udfordrer sin hjælpeånd Qujuk til brydekamp. U. kan dog slet ikke

klare kæmpen og håner derefter i en nidsang Q. for dennes måde at

fange på. Tilhørerne jubler af fryd, men Q. springer straks på U. og

tar kvælertag på ham. Da U. atter får vejret, ber han en gammel kæmpe

om underholdning. Denne udpeger en anden kæmpe, der har stukket sin

finger gennem en hel narhval, som han drejer rundt om sin finger, mens

han skærer sig bidder af den. Denne kæmpe fremmaner en narhval, der

svømmende dukker op og ned gennem gulvet. Den har en gang dræbt en

kæmpe, der prøvede at fange den. Da den truer A.s hjælpeånd,

Ikilerpik, griber denne kæmpen om haleroden og klasker den ihjel.

Kæmpernes toornaarsuit (ental: toornaarsuk) melder sig klar til undsætning, men ingen ønsker drabet hævnet. Da det er ved at lysne, må A. og U. afsted i en

fart. Det tiltagende lys tar kræfterne fra dem, og det er kun med nød

og næppe at U. som den sidste af de to når tilbage. Han roser derefter

A.s store evner.

Senere præsenterer A. en aften sine ånder i lampelys.

Bagefter tvivler man på, om hjælpeånden Kuttiks skæg er ægte eller

blot påsatte ravnefjer. Ved næste seance viser Kuttik at hans skæg er

ægte nok. Først som gammel flytter A. fra Kangerlussuatsiaq til

Puisortoq på Sermiligaaq-egnen.

 

Var.: Genfortalt i Jens Rosing: Hvis vi vågner til havblik, Borgen 1993: 40f.

Der er en flere andre fortællinger om Ajijak, og i en af dem om hans første seance, præsenterer han også sine hjælpånder, som tilhørerne ikke kan tåle at se ret længe på, søg: Ajijaks forløsning og første himmelflugt.

 

Hist.: Ajijak / Ajija / Aja levede i første halvdel af 1800-tallet,

var gift med Naajas søster og boede i Sermiligaaq (Victor 1989 - 93,

II: 408).

Ajijaks forløsning og første himmelflugt

Print
Dokument id:1676
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Saajooq (Sâjôq / Saajooq / Maratsi, Odin)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Ajijaks forløsning og første himmelflugt
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 225 - 228
Lokalisering:Sermiligâq / Sermiligaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé af Jens Rosings oversættelse:

Fortsættelse af Saajooqs fortælling om Ajijak (ss. 224-225). Kort efter at A. har

taget sig en kone, kommer "forløsningen" provokeret af initiationsånden

Oortortoq / Oordortoq midt under en sangkamp. Blodet pibler ud af A.s mundvige, og

han advarer faderen, der vil slikke det af. Faderen vil dø, hvis han

gør det. Da A. har overstået forløsningens vildskab, beslutter faderen

at udsætte A.s første præsentation af sine hjælpeånder, indtil A. har

besøgt månen og fået flere ånder. A. tar på åndeflugt den næste aften,

men havner undervejs hos Qulummiin-ånderne, der spiller bold med ham

med de bare håndflader. Hans blod klasker ned på trommen i huset, men

faderen beroliger de forskrækkede tilhørere med, at han har gjort A.

til en angerlartussiaq (bestemt til at vende hjem igen fra en utidig druknedød). A. bruger forgæves flere forskellige amuletter mod de hårdhændede ånder,

men da han tilkalder sin dødningeånd, Atsivaq, skræmmer hun ånderne

ihjel, og A. slipper ud og hjem.

   Næste aften gør A. et nyt forsøg på at komme til månen, men havner

denne gang hos indvoldsrøversken. Nalikkatteeq ("det lange skræv"),

hvis "lange skræv" er et hundehoved med rød maske og to hvide pletter

over øjnene, danser for ham. Det smiler til ham med sit lille hul af en mund,

han trækker på smilebåndet, og fluks får han skåret indvoldene ud. A. fortsætter til månen, der straks henter indvoldene og smadrer skålen uden at kere sig

om stjernen Aagdik (Aattik [Altair), der stiller sig i vejen og

beklager Nalikkatteeq, der ingen har til at skære sig en ny skål. Månen

tvinger A. til at spise sine indvolde rub og stub, og A. rejser så

hjem med nye hjælpeånder.

   Senere holder A. så den seance, hvor han præsenterer alle sine

hjælpeånder. Man hører dem komme op gennem gulvet, og da lamperne

tændes, ser man dem sidde på række på sidebriksen i fælleshuset og sludre hyggeligt med hinanden. Men de er omgivet af et flimrende skær, som ingen tåler

at se ret længe på. En af dem, Kuttik, har et langt skæg.

 

Var.: Genfortalt i Jens Rosing: Hvis vi vågner til havblik, Borgen 1993: 38 - 40. Besøg på Månen. Den stædige. Uterîtsoq / Uteriitsoq; Et par ægtefolk;

Manguaraq (flere); Kanaks månerejse. Nalikkatteeq. Ajijaks forløsning;

Manden, der besøgte månemanden; Alluunnguaq; Mangivaraqs månerejse; Åndemaneren der for til månen; Maqujuk. Se også uddannelse; se også initiation. Oortortoq se J. Rosing 1963: 181.

 

Hist.: Ajijak / Ajija / Aja levede i første halvdel af 1800-tallet,

var gift med Naajas søster og boede i Sermiligaaq. I maskedanse

fremstillede man undertiden Nalikkatteeq (J. Rosing 1963: 302). Også

præsentationen af hjælpeånderne i lampelyset kunne tyde på, at de var

maskerede personer.

Vedr. ånderne der spiller bold med åndemaneren, må de være nordlysets døde, se: Qajaqanngitsoq angakkussartoq

Ajijaks første åndebesværgelse

Print
Dokument id:1674
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:Rosing, Peter
Indsamler:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Titel:Ajijaks første åndebesværgelse
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 216 - 224
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, I: 126 - 136: tôrnerqârneq; angakkortalissuit, 1990: 124 - 129.

 

Resumé:

Kaaralis fortsættelse af "Ajijak". Sortsideskindene hænges kødside mod

kødside foran indgangshullet og A. tar plads på et sælskind foran det.

Faderen spør om han blot skal mane ånder eller vil på åndeflugt.  A.

indvilger i åndeflugten, der vil være bedst for ham, hvis han kan

gennemføre den. Hans mål er "det træløse land", en skybanke ved

himmelranden. Ajijak går ud og kommer ind med en harpunline til bindingen.

Faderen bagbinder hans arme og binder hovedet fast med

panden mod knæene. Det er meget smertefuldt.  A. væltes om på siden,

men da trommen et stykke tid har danset af sig selv på håndtaget,

kommer han atter på ret køl, trækkes af trommen i vejret, og flyver

tre gange rundt i en skrå elipse, inden han forsvinder ud dér, hvor

taget og muren mødes. Alle hans skræmmeånder farer rundt i rummet, men

afløses så af kæmpen Ipak (Inupak), der beretter om A.s åndeflugt,

mens den foregår. Han flyver mod syd og tror sig vel forbi de farlige

Qulummiin-ånder, men ryger øjeblikkeligt ind i deres hus, da han

skæver til siden efter det. Ånderne tæver løs på ham med kæppe og

lader sig ikke anfægte af A.s tilkaldte skræmmeånd. Sådan en har de

selv. Ingen af A.s andre hjælpeånder tør komme ind. Til slut kommer

hans dødningeånd, Angiiaarneqs store stærke mor, som Qulummiin-ånderne

forskrækket flygter op på briksen for. A. ser sit snit til at smutte

ud. Mens Ipak rapporterer om begivenhederne er han ligeså forskrækket

som faderen og de andre over den vending det har taget indtil A.

kommer fri. Derefter tager trommen til at vugge voldsomt og Ipak afløses af A.s andre hjælpeånder på skift, som tilhørerne får lov at beføle en for for en. De er som mennesker, blot enten

større eller mindre. A. ankommer med et vældigt lysglimt, mens alt i

huset brager og ryster. Da man løser knuderne på hans bindinger snor

de sig løs og farer med smæld som en piskesnert ind mod væggen. Trommen giver et sidste

brøl fra sig og tier. Da man får lamperne tændt, er A. oversået med

blå mærker.

   A. får under den næste seance en kærkommen anerkendelse som

åndemaner af en af egnens stærkeste og ældste åndemanere,

Uitsaleqanngitseq / Uitsaleqanngilaq / Uitsatiqanngitseq / Uitsataqanngitseq.

   En sommer under ammassætfangsten ved Qinngeq bliver A.s kone syg,

fordi hun har fået tilbageslag fra en tupilak, som hun har lavet. Hun

vil ikke gå til bekendelse og dermed blive rask. Da folk håner A.,

fordi han ikke kan helbrede hende, inviterer han til seance i fuldt

dagslys uden døre. Han lægger sin kone nøgen på et skind og mens han

selv liggende og vendt mod solopgangen lader en hjælpeånd besætte sig,

forsvinder alt kødet fra hans krop og vokser ud igen. Hjælpeånderne

bebrejder tilskuerne deres manglende tiltro til A.s evner. A. rejser

sig og parterer sin kones krop. Gentager så sin forvandling til skelet

og tilbage igen, hvorefter han i en brølende bjørns skikkelse

undersøger sin parterede kones forskellige dele og slikker lidt af

blodet op. For tredje gang lægger A. sig, forvandles til skelet og får

sit huld igen, hvorefter han om konen erklærer, at hun har pint sig

selv. Han puster alle stykkerne sammen igen, hun kommer til

bevidsthed, A. bliver sig selv og nu vil hans kone gerne gå til

bekendelse. Men det er for sent. Tre dage senere dør hun. Man

fortæller, at det var værre at se A. som skelet end at se konen blive

parteret. Mange tilskuere besvimede og måtte støttes, da man gik hjem.

Men den unge Aggu / Akku havde fået en oplevelse for livet.

 

Var.: Sandgreen 1987: 330 - 333. Se især KRH 425 nr. 33 med kommentar om at disse boldspillende ånder meget vel kan være nordlysets døde i himlen, søg: Qajaqanngitsoq angakkussartoq. Se også initiation, uddannelse

 

Hist.: Ajijak / Ajija / Aja levede i første halvdel af 1800-tallet,

var gift med Naajas søster og boede i Sermiligaaq. Aggu levede fra 1843 (ca.) til 1891.

Ajijaks hjælpeånd Uniagaq og hans bror

Print
Dokument id:1678
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Saajooq (Sâjôq / Saajooq / Maratsi, Odin)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Ajijaks hjælpeånd Uniagaq og hans bror
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 232 - 234
Lokalisering:Sermiligâq / Sermiligaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé:

Fortsættelse af Saajooqs fortælling om Ajijak. Uniagaq fortæller A.

sin egen og broderens historie: Som små er de forældreløse uden klæder

på kroppen. De bor på en boplads, hvor jorden en dag begynder at tippe

og alle flygter op mod et af indlandets bjergtoppe. U. vikler sin bror

og sig selv ind i remme, flygter den modsatte vej ud mod havet, hvor

landet hæver sig. De når ud til den yderste ø ud for Sermiligaaq, hvor

de finder en drivtømmerstamme og begynder at ønske sig redskaber til

at kunne bygge en kajak. Alt de ønsker sig, ligger straks ved deres

side, også en kvinde til at klare skindbetrækket. Hun får på samme vis

sine redskaber ved det blotte ønske. U. binder remmen i kajakken, blir

på land og træner sin lillebror i kajakfangst. Da denne blir en stor

sælfanger, mens U. kun formår at fange edderfugle, overlader U. kvinden

til sin lillebror, men kan alligevel ikke nære sig for at gøre

tilnærmelser. Kvinden vil ikke vide af ham. U. sender et hekseri mod

hendes lænd, der rammer tilbage på ham selv og lammer hans hofteparti.

En dag Ajijak og U. mødes inde i fjorden, fanger de en sæl sammen,

idet U. gentagne gange holder den længe under vandet med sin åre, for

til sidst at lade A. harpunere den.

A. mener, at U. i virkeligheden er en stor sælfanger. U. har desuden

fortalt, at jorden kun vil tippe rundt, hvis der kommer et enormt

snefald. Slår den revner, sker der ikke andet for den, der ikke passer

på, end at han øjeblikkeligt styrter ned og ind under jorden.

Hist.: Ajijak / Ajija / Aja levede i første halvdel af 1800-tallet,

var gift med Naajas søster og boede ved Sermiligaaq (Victor 1989 - 93,

II: 48). Jordens mytiske kæntringer foregår i urtiden, da ønsker havde

øjeblikkelig virkning. Det er et fælleseskimoisk træk at dømme efter

oprindelsesmyter i Alaska.

 

Tolkning: Balance. Oprindelsesmyte som Rasmussen kun fik et par udsagn om i 1919: I gamle dage tippede jorden rundt og kun de, der var flygtet op på et højt bjerg overlevede (Rasmussen, 1921: Myter og Sagn fra Grønland, I, indledningen.) Søg: Kamikinnaq, der i slutningen er beslægtet med disse myter.

Om verden der tipper rundt se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): ... balance ....

Akime piniarfilit / Akimi piniarfillit / De, der havde fangstplads på den anden side af briksen

Print
Dokument id:1457
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419
Fortæller:Jørgensen, Sofie
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Akime piniarfilit / Akimi piniarfillit / De, der havde fangstplads på den anden side af briksen
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:3 sider, nr. 92
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Stærkt revideret renskrift (ved Peter Rosing ?) findes i: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415. Begge versioner er oversat i denne base.

 

Resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 374.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

En gammel kvinde med barnebarn var blevet efterladt af

sine bofæller. Andre bragte mad til dem. Men da sneen kom, holdt de op

med at bringe mad; de begyndte at sulte.

Den gamle kvinde mumlede så en trylleformular dér på briksen.

Hun gik også ud, og da hun nåede til isstykkerne ved stranden,

sagde hun igen en formular, hvorefter hun gik op til huset igen.

Hun gik ind i huset og begyndte at grave nede under siddepladsen på

den anden side af briksen.

 

Da hun var færdig med gravearbejdet, sagde hun til sit barnebarn:

"Hvis min formular virker, vil dette hul blive fyldt med saltvand."

Den gamle kone sagde igen til sit barnebarn: "Du kan tilse det i

morgen tidligt." Det gjorde barnebarnet.

Barnet fik øje på en tangloppe, hun prikkede den i øjet og delte den

midt over; den spiste de.

 

Dagen efter tilså barnet det igen, og der var en krebs. Også denne

stak barnet i øjet med sin kødvender, så den døde. De kogte den og

spiste den.

 

Atter næste dag kiggede de ned i hullet og så, at der var en krabbe

("pisugutilik" - én, der har noget at gå med). Den blev stukket i øjet

med kødvenderen. De delte den midt over og spiste den.

Næste dag kiggede de ned og der var en ulk. Også den delte de midt

over og spiste den. Det var lige ved, at de ikke kunne spise det hele.

Da de opdagede, at der var en netside, bemærkede barnet:" Hvor skal

jeg stikke og dræbe den?" "Du skal røre ved dens øje, så dør den."

Hun rørte ved dens øje, så den døde. Igen næste dag kiggede de ned og

så, at der var en sæl med tyndhåret pels, (netside). Den blev aflivet

på samme måde.

Næste dag var der en hvidhval. Den blev delt i flere stykker og

anbragt (oversættelsen er et gæt).

Næste dag opdagede de, at der var en hvalros. Barnet sagde: "Hvordan

skal jeg dræbe den?" Hun svarede: "Du skal stikke den i øjet med

kødvenderen, så dør den." Barnet stak den i øjet, så den døde.

Den efterfølgende morgen hørte de et voldsomt, næsten øredøvende brøl.

Det var en isbjørn. Barnet spurgte: "Hvordan skal jeg dræbe den?" Hun

svarede straks: "Også den dør, når du stikker den med kødvenderen."

De fangede alt muligt.

En af dem, der havde overvintret et andet sted, ville se til dem, og

han forventede kun at finde skeletter af ligene. Da han kunne se sit

hus, opdagede han, at der var blod omkring det. Han kørte op til

huset. Der kom én ud med bar overkrop og havde det varmt. (Tegn på

rigdom: man havde spæk nok til lampen, B.S)  Da han nåede frem,

spurgte han: "Hvor har i fået dem fra?" (ánakunasiaq ?) sagde: "Det

får du nok at vide." Han gik ind og så alt det kød, de havde, og han

spurgte: "Hvor har i fået det fra?" Han/hun sagde: "Dernedefra!"

De sagde også: "Det er en god fangstplads."

På den måde havde de holdt sulten borte i hele den lange vinter.

 

Var.: Mange, En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn; Nakataamilaarpara. Den forladte kvinde med plejedatter. En fortælling (om en haj der forsørgede forældreløse); Hajfisken som forsørger; Two deserted ones get meat from guests; Kunuanannguaq; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn.

Akínâtsân / Akinnaatsaan

Print
Dokument id:1651
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Tiardukku (Tiarduko)
Nedskriver:Rosing, Otto
Mellem-person:Rosing, Otto
Indsamler:Rosing, Otto
Titel:Akínâtsân / Akinnaatsaan
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 126 - 132
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 38 - 45; angakkortalissuit, 1990: 163 - 170: "Akinnaatsaat".

 

Resumé:

I Akinnaatsaan overvinter i sultevinteren følgende nært beslægtede fangere med

familier: Taqivaq, Naaqqortooq, Nuuku, Baalik og desuden den

ikke-beslægtede Qaratserpik.

   Voldsom regn og storm fra sydvest hindrer al fangst og allerede

efter solhverv begynder beboerne at dø af sult. Taqivaq og hans kone

er blandt de første - de efterlader fire sønner. De tre dør én for én,

fordi ingen af deres slægtninge under dem noget. De lægger sig tæt op

ad hinanden uden for husgangen. Den fjerde, Qaqqitina, hjælper sin

morbroder, Naaqqortooq, med teltslagningen om foråret, men N. jager

ham ud af teltet med prygl, og han lægger sig til at dø hos sine

brødre. N. bebrejdes voldsomt den følgende sommer af sin bror,

Amattanneq, da denne vender tilbage fra en overvintring ved Ittivartik

på sydøstkysten.

   

Mange dør på stribe om foråret, selv om et et tyveri af bjørnekød ved Suunaajik har forsynet dem med mad i en periode. De bestjålne hævner sig senere på Nuuku, der var den der opfordrede sine fæller til tyveriet, idet han senere næsten ingenting får af en stor bjørn, som han har set som den første og derfor tilkommer ham. Den nedlægges af flere fangere, blandt andet Simmujooq fra nabobopladsen, Ittitalik, der var medejer af de bjørne, som Nuukus fæller stjal. Simmujooq bemægtiger sig derfor broderparten af Nuukus bjørn.

 

   Baalik rejser ind i fjorden for at tigge mad ved en anden boplads,

men dør derinde af forspisning. Af hans efterladte er til sidst kun

hans kone og sønnen Kukkilaan tilbage. K. ber om foråret forgæves sin

morbror, Naaqqortooq om hjælp til at lave et telt; må så selv lave et

sølle et, som N. også afviser at hjælpe med at sikre, da en snestorm

trækker op i juni. Teltet rives løs, K. og hans mor søger dække under

det i læ af en klippe, moderen dør, og da Aalik tilbyder K. husly,

foretrækker K. at blive hos sin døde mor af medlidenhed. K. er død den

næste morgen, og Naaqqortooq tier til Aaliks bebrejdelser.

   Putsaanaq falder død om på briksen i forsøget på at komme med de

andre på fangst, da isen var brudt op et stykke ude.

 

Tiardukku, der var barn ved Ittitalik i sultevinteren, fortæller

følgende:

1. Aggu / Akku fik skylden for sultevinteren, fordi han, da han

havde dræbt Aakajik, forbød faderen at holde dødstabuerne med den

forklaring at Aakajik var taget af innersuit.

 

2.  Tiardukkus far slagter sine hunde til mad, får sår i mundvigene af at smelte is til vand som han spytter ind i sine børns munde. Simmujooq nedlægger en isbjørnemor med to unger, som Akinnaatsaan-folkene stjæler det meste af. Tardukkus mor koger suppe på indvoldene, og da den sultne Taqivaq fra Akinnaatsaan

kommer på tiggerbesøg, får han en øsefuld skoldhed suppe, sluger den uden at mærke skoldningen.

 

3. De fleste husfæller flytter til

Akinnaatsaan, da Tiardukkus forældre flytter med børnene til mosteren i

Noortiit. I Noortiit er der ingen mangel på fersk drikkevand. Taqivaqs søn kommer på tiggerbesøg fra Akinnaatsaan, får en øsefuld suppe, hager sig fast i tørrehækken for også at få kød og er ikke til at jage væk. Mosteren må til sidst svide pelskanten på hans hætte med sin brændende lampepind for at få ham væk.  

 

4. Ved Akinnaatsaan fanger Nuuku en klapmyds, som T.s families husfæller stjæler som hævn for Simmujooqs bjørnekød, som Nuuku og hans fæller stjal. T.s far

redder sig mirakuløst efter en bjørnefangst i forsommeren, hvor han

kommer væk fra de andre, må efterlade sin kajak i isskruningen og,

afskåret fra sin boplads af åbent vand, ser tegningen af en kajak

under sneen på land. Ejeren er før snefaldet styrtet om i nærheden.

 

5. T. besøger i maj sammen med sin søster Akinnaastaan, hvor kun to

udmarvede kvinder lever omgivet af lig.

 

6. Snestormen i juni, der gør det af med

mange af de sidste overlevende, slår om i regn og endelig får

sommersolen overtaget. T. fanger et par snespurve. Forældrene får bryststykkerne og børnene knaser resten i sig.

 

Hist.: Historisk fortælling fra sultevinteren 1880 - 81. Denne datering stemmer dog ikke overens med andre. Se kommentaren til: Ajaattoq Victor.

 

Kommentar: der foregår en del kødtyverier bopladserne imellem. Vedr. høvn over Nuukus tyveri af Simmujooqs bjørnekød se også: Akinnaatsaan

Amuletter og andet / Annússat avdlatdlo

Print
Dokument id:1158
Registreringsår:1957
Publikationsår:1982
Arkiv navn:
Fortæller:Quppersimaan, Georg (Qúpersimân / Quppersimaan / Quppersimaa, Georg)
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Amuletter og andet / Annússat avdlatdlo
Publikationstitel:Min eskimoiske fortid
Tidsskrift:
Omfang:s. 90 - 92
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Taimane gûtimik nalussûgama, 1972: s. 90 - 91

 

Resumé:

Georg Qúpersimân / Georg Quppersimaan fortæller nu om amuletter:  Nogle amuletter blev givet til børnene allerede ved fødslen, andre fik først deres amuletter senere i livet. Alt kunne bruges som amulet. Selv havde G.Q. en som var et stykke ben i enden af en harpunrem. Det var det eneste han havde arvet fra sin far, og den skulle gøre ham lige så dygtig en fanger som han, der havde været ret dygtig.

Det var ikke kun mennesker, men også rejsefartøjer som havde amuletter, og dette var vigtigt, for at der ikke skulle ske ulykker, hvis en heks for eksempel ville forårsage skævhed i en konebåd (og således gøre den tilbøjelig til at kæntre, BS).

Man kunne også sende en "forfølger" efter en dygtig fanger, som forlod en boplads med sin familie mod bopladsfællernes vilje. Folk ville jo nødig af med en dygtig fanger, fordi han skaffede meget mad.  Sådan en forfølger kunne bringe ulykke over fangeren og hans familie, hvis de ikke med en tilbagesendelses-trylleformular kunne sende den tilbage. G.Q. slutter af med at fortælle, at man dengang skulle være meget forsigtig, og at der var mange ting, man skulle tage vare på.

 

Hist.: Selvbiografi, der er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbet, må man søge alle opslag på Quppersimaan.

 

Vedr. en samling af østgrønlændernes amuletter, deres betydninger og brug se Rosing, Emil:

Angakasia

Print
Dokument id:558
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Asiineq (Asîneq / Ningâvan / Ningaavan, Laurits)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Angakasia
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 57 - 64
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiut / Kuummiit: Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Resumé:

 

Angakasia ("Sølle morbror") bor med kone, søster og svoger ved

Igditalik / Idditalik. A., der er storfanger, afmærker en mængde

åndehuller, som han kan fange ved, når sneen skjuler dem. Han er

barnløs, men svogeren har en lille søn. Da svogeren blir dræbt på isen

af mænd fra Savanganaartuk, flytter A. med husstand til toppen af

fjeldet Itivderdivaq / Itillersuaq og går på fangst nede ved Tasiilaq.

Han træner sin lille søstersøns kræfter til hævn ved armkrog og andre

stykeprøver. Den lille, der skriger af smerte og forskrækkelse gang på

gang, blir med årene sin morbrors overmand og driver flere gang gæk

med ham på groveste vis. A. lærer ham krybefangst og drengen får på

den vis sine første remmesæler, som han bærer hjem på ryggen med

overlegen styrke. A. bliver ældre, mister kropsvarme og kræfter, men

vil udfordre Savanganaartuk-boerne til sangkamp og øver sig først

hjemme på en skæmtevise, hvor han forsvinder ned i jorden og kommer op

med skrabespæk, mamit, drivende ned over ansigtet. Søstersønnen, der

nu er overbevist om A.s sangkampevner, bærer A., sin tante og sin mor

på ryggen til Savanganaartuk og får først nu at vide, at beboerne

dér er hans fars mordere. Han mister ganske appetiten, og mens A.

udfører sin hylende morsomme skæmtevise, klemmer han sin faders morder

ihjel. Alle flygter nøgne udenfor, hvor søstersønnen slæber liget ud

og flækker det for alle øjne. Ingen tør tage kampen op, og

søstersønnen bærer atter A., sin tante og sin mor hjem på sin ryg.

 

Hist.: Fortællingen kunne ifølge Jens Rosing skildre mødet mellem dorset- og

thulekultur, hvor A. med familie er dorset-folk, der kun driver

isfangst og ingen transportmidler (kajak, umiaq, slæde) har. Til

gengæld har de kæmpekræfter.

Blodhævn.

Angákorssuaq inugtûmassunut tikerârtoq / Angakkorsuaq inuttuumassunut tikeraartoq

Print
Dokument id:1902
Registreringsår:1902
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Aqajak (Ambrosius)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Angákorssuaq inugtûmassunut tikerârtoq / Angakkorsuaq inuttuumassunut tikeraartoq
Publikationstitel:Oqalugtuat oqalualâtdlo, II
Tidsskrift:
Omfang:side 54 - 56
Lokalisering:Ujarasussuk: Qeqertarsuaq / Godhavn
Note:

Redaktør: Søby, R. M. Renskrift: Otto Sandgreen.

 

Håndskr.: KRKB 1, 4(10), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Angákoq inugtûmassunut tikerârtoq".

 

Oversættelse ved Signe Åsblom:

 

Den store åndemaner / angakkoq / angakok, der tog over til menneskeæderne.

 

Det fortælles, at der sydpå boede en stor åndemaner på en ø ud for fastlandet.

 

En gang var han ude i kajak, og en storm kom over ham, så han ikke længere kunne bruge sin kajakåre men måtte nøjes med at bruge fangstblæren. Da han drev ind til fastlandet, så han op og opdagede, at han var drevet ind til kysten nedenfor et hus. Han stod ud af kajakken og lagde den, så den støttede på en sten. Og ud fra huset kom en mand, der havde krænget sin helpels ned fra overkroppen. Manden kom ned og bad ham gå med op til huset. Da han var kommet ind, kom han til at rive i en stor sæk, der hang lige ved gangåbningen ind til rummet. Og da manden bød ham at sætte sig på sidebriksen, satte han sig ned.

 

Der sad han og vænnede sig til mørket, og da han kunne se, kiggede han nærmere på briksen og opdagede, at der under den lå en mængde menneskeknogler og skrækkelige menneskehoveder med hår på. Og så kom han i tanke om den store sæk og kiggede hen på den. Det viste sig at være et menneske, der var hængt til gæring med hovedet nedad, og hans ben var bundet fast til tagbjælken.

 

Nu vidste han, at de var menneskeædere. Og nu serverede de kolde, kogte stykker menneskekød for ham.

 

Åndemaneren sagde: "Vi spiser aldrig sådan noget!"

 

Menneskeædernes kvindelige overhoved spurgte: "Hvad spiser I da dernede?"

 

Åndemaneren svarede: "Vi spiser ikke vores fæller. Vi spiser kun det, som vi fanger under jagten." Og det fortælles, at åndemaneren var så sulten, at han bare ønskede, at de ville give ham et lille stykke sælkød.

 

"Han ville ikke have det, fordi det er koldt," sagde den ældste kone i huset. "Måske vil han synes bedre om dette gærede stykke!"

 

Kvinden gik ned fra briksen og gik hen til den døde, der var hængt til gæring. Hans snot var løbet ud på gulvet. Og da hun kom hen til ham, snød hun hans næse ved at suge snottet ud af næsen på ham, sådan som man gør det ved et spædbarn. De andre gik også derhen, og de tog ham ned og klædte ham af. Og så begyndte de at partere ham. Nogle af dem skar stykker af kroppen lidt hist og her og spiste dem. Da de skar hul på den dødes blodårer, var de som en flok hunde, der blev fodret, og alle slikkede de ivrigt den døde.

 

Da de rejste sig op, stod pulsen dem helt op i øjnene, og så gik de hen og satte sig. De lagde kød i gryderne, og hurtigt fik de dem i kog. Da de begyndte at småkoge, bredte der sig en stank i huset der knap gjorde det muligt at trække vejret.

 

Da kødet var kogt, satte de det frem for ham, men igen nægtede han at spise. Selv spiste de af hjertens lyst og brugte den dødes fedt som dyppelse. Et stykke tid efter at de var blevet færdige med at spise, gabte en af dem. Og så væltede de om på briksen ind mod væggen, og alle begyndte at snorke gevaldigt. Efter at have sovet lidt vågnede de. Og snart efer lagde vinden sig. Han sagde til husets ældste, at han ville tage på jagt, og da denne ikke havde noget imod det, tog han afsted på jagt, fordi han var så sulten.

 

Han havde ikke været længe væk, da han kom tilbage og havde haft held til at fange en sortside. De slæbte afsted med den, og han gik ind efter at have lagt sin kajak på plads. Det viste sig at de var igang med at partere sælen. Da de skar hul på blodårerne, opførte de sig som hunde, der blev fodret. Først da der ikke var mere blod tilbage, rejste de sig op.

 

Den store åndemaner tog gryden ned fra krogen og gik ud med den. Han bar den ned til stranden og vaskede den godt med sand, og efter at have fyldt den med vand, bar han den op. Så fyldte han den med kødstykker og hængte den op. Lige da det var begyndt at koge, gav han sig til at lede efter et fad. Og han kom ind og havde fundet et lille stykke træ, som han kunne bruge som fad. Da kødet var kogt færdigt, øste han så meget kød op til sig selv, at han ikke ville kunne spise det hele. Resten stillede han frem, men ingen ville spise det.

 

Da han var godt mæt, gik han ud for at drikke. Og da han var kommet ind igen, sagde han, at han ville tage afsted. Men så rejste de sig allesammen, og husherren gav dem allesammen et våben, men han lod, som om han ikke så dem. Det fortælles, at åndemaneren gik baglæns ned til sin kajak, fordi de nu var ude på at dræbe ham. Selv om han nåede ned til sin kajak, havde de nu omringet ham. Og han bad dem vente lidt, fordi han måtte hen og forrette sin nødtørft. Han gik hen mellem jordhøjene og satte sig på hug, og i det skjulte fremsatte han en trylleformular. Derefter gik han hen til dem. Han fik de skrækkelige mennesker til at flytte sig, så han kunne gå ned mellem dem til sin kajak. Så tog han sin kajakhelpels på og gik ned, men han bar sin kajak på lænden og samtidig skubbede til dem. Mens de var optaget af at skubbe til hinanden, roede han afsted. Disse mennesker havde ikke kajakker, og da han havde roet et stykke tid, ville han have dem til at komme i tanke om ham:"Hvor er gæsten, hvor er hans kajak? Han er forsvundet!"

 

Og alle de mange mennesker begyndte på en storstilet eftersøgning, og så kunne man pludselig høre, at deres mandlige overhoved sagde: "Dérude er han!"

 

Sådan fortælles det, at han havde held til at redde sig, og derefter tog han aldrig mere på besøg hos menneskeæderne.

 

Her ender historien.

 

Var.: Besøg hos menneskeædere er et hyppigt tema, men præcis ovenstående forløb er jeg ikke truffet på i andre fortællinger.

 

Bemærk betoningen af at disse menneskeædere ikke har kajak og opfører sig som hunde, så snart de lugter blod. De minder således om indlandets modbydelige eqqillit, hundemennesker.

Angîârneq / Angiiaarneq hævner sin bror

Print
Dokument id:1641
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Asiineq (Asîneq / Ningâvan / Ningaavan, Laurits)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Angîârneq / Angiiaarneq hævner sin bror
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 88  - 92
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé:

Angiaarneq og hans bror har hjemme i Nunakitseq ved  Sermiligaaq. De

mange brødre fra Utoqqarmiit forfølger A.s bror, der søger ly i en

isgrotte og drukner, da vandet stiger, mens brødrene belejrer grotten.

A. der vil hævne sig med en tupilak, søger først en bestanddel til den

ved sin fætters grav. Men da den døde fætter ikke reagerer på A.s

stampen og derfor ikke har medlidenhed med ham, stamper A. på sin

bedstemors grav. Hun svarer. Han åbner graven, tar hendes ene kamik og

skærer hendes skalp af. De øvrige bestanddele henter han ved

fjendernes boplads: Et mørnet remmesælsskind uden hår fra kødgraven og

på toppen af møddingen et kranium af en næsten fuldvoksen remmesæl med

snuden vendt mod huset. I hemmelighed flikker han tupilakken sammen,

puster liv i den og lader den få næring ved sin penis. Den borer sig

ned i jorden, og kommer op igen flere gange undervejs ned til havet,

hvor den dykker og langt senere dukker op igen. A. fortæller den hvem,

den skal angribe. Om sommeren rejser A. til fjendernes sommerboplads,

Tinetiqilaaq ved Sermilik-fjorden og er selv på nippet til at harpunere

sin tupilak, da han genkender sin bedstemors kamik på "remmesælen".

Fjenderne lader sig narre. En for en harpunerer de den og drukner.

Senere erfarer A. at tupilakken også har gjort det af med alle

fjendernes søstre, der under bærtogt enten hænger fast med ørerne i

lyngen eller klistrer fast til deres bærerposer. A. er lykkelig over

den fuldkomne hævn.

 

Hist.: Historisk fortælling fra 1700-tallet. Jens Rosing forklarer i

indledningen, hvordan man laver en tupilak.

Angîârneqs / Angiiaarneqs endeligt

Print
Dokument id:1642
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Asiineq (Asîneq / Ningâvan / Ningaavan, Laurits)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Angîârneqs / Angiiaarneqs endeligt
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 95 - 96
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé:

To gange inviterer Angiaarneq sine bopladsfæller på en hel hengemt

sæl, men narrer dem ved at sige, at fordi han netop har fremsagt en

formular til andres skade, må de hellere vente et par dage. Tredje

gang han forsøger det samme, slæber gæsterne selv sælen ind og

fortærer den. Nu ved A. at han har mistet sin autoritet og skal dø.

Han skider i en pose med halvtørret spæk, snører den til og efterlader

den, men tar sin gryde og sine narhvalstænder med ned i sin kajak, som

han skærer flænger i, inden han ror ud og synker til bunds. Fællerne

finder et par dage senere posen, væmmes ved indholdet, og da de på vej

hjem ser A. ude på lavt vand og vil have fat i hans kostbarheder,

forsvinder A. længere ud i dybet. En af hans sårpropper kommer op til

overfladen. En af fællerne sikrer sig den, fordi A. var en dygtig

fanger, og slynger af glæde sin letflydende vingeharpun ud over

vandet. Men den flyder ikke på vandet. Den forsvinder i dybet. A. har

taget den.

 

Hist.: Fortælling fra 1700-tallet.

Angmalorssuaq, Den bredskuldrede

Print
Dokument id:1893
Registreringsår:1902
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Mathiassen, Andreas
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Angmalorssuaq, Den bredskuldrede
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, I
Tidsskrift:
Omfang:ss. 133 - 137
Lokalisering:Nanortalik
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Orig. håndskrift: NKS 2130, 2', læg 8, ss. 15 - 18: Oqalugtuaq / Angmalôrssuaq.

 

Resume:

Ammalorsuaq

A.s husstand består af lutter kvinder på bopladsen, Nuugaarsuk øst for Alluitsoq / Lichtenau. Både han og kvinderne er overordentlig flittige til fangst, ammassætfangst og tilberedning af forråd. På det tidspunkt er der endnu rener i Sydgrønland. Årets fangstturnus bekskrives detaljeret. Når A. kommer hjem med rigelig fangst tager han straks ud igen på torskefangst. Om vinteren lægger isen sig langt ud til havs. A. fanger hver dag to rødfisk gennem isen til supplering af forrådet, der er omfattende. Den strenge kulde giver A.s mor den tanke, at to vintre vil følge efter hinanden uden sommer. Hun ser tegnet på det: det ser ud som om de sner fra solen. De overlever mere end et år på forrådet, og da det blir forår efter den anden vinter, smelter isen så vidt inde ved land at man kan øse ammassætter op, men man må tørre dem på udbredte skind på den sneklædte jord. A. transporterer konebåd, kajak og en del forråd ud til iskanten på slæde fulgt af hele sin husstand. Iskanten befinder sig helt ude ved Akuliaruseq. Her jager udmarvede kajakmænd en stor klapmyds, en han, som kun A. har kræfter til at nedlægge. Skønt hans mor er forsigtig og kun deler små fangstparter ud, dør nogle af mændene af maden fordi de længe intet har spist. Lidt efter lidt får de overlevende større og større portioner og overlever. De reddes. Tilbage igen på bopladsen samler man sommeren igennem endog alt det spæk man kan i poser sammen med suppen fra gryderne, til forråd. Næste forår blir normalt og man må hælde alt spækket og suppen ud som ubrugeligt.

 

Var.: Qimuunnguujuk

 

Hist.: Suletevintrende ved Ammassalik i omkr. 1880 har muligvis også ramt Sydgrønland, med mindre begivenheden går helt tilbage til 1816, hvor Tamborasvulkanudbrud i Indonesien året før ifølge Jens Rosing ( Hvis vi vågner til havblik, 1993) forårsagede en langvarig temperatursænkning pga asken, der bl.a. føres til Grønland med højdevindenes retning. Dengang to vintre fulgte efter hinanden. Det kan også være erindringer om begivenhederne på østkysten, der er blevet omplantet til Alluitsoq, hvor herrnhuterne modtog mange indvandrede sydøstgrønlændere.

Angut arnamut arnagtoq

Print
Dokument id:882
Registreringsår:1952
Publikationsår:1967
Arkiv navn:
Fortæller:Timuutta
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Angut arnamut arnagtoq
Publikationstitel:Inugpât, Nuuk / Godthåb 1967
Tidsskrift:
Omfang:side 46 - 49
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 51ff.

 

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

Oversættelse ved Signe Åsblom:

Manden der blev som en død kvinde.

 

Timuutta: Jeg havde for vane at blive en anden udelukkende gennem mine drømme, og jeg lærte mennesker at kende, som jeg ellers ikke kendte, og som jeg heller aldrig havde mødt. En person blev jeg ved med at drømme om i over et år.

   Først drømte jeg, at jeg var en kvinde, og at jeg ikke havde nogen mand. Da vi skulle til at tage afsted i konebåd, var der to kvinder med udover Eva fra Aappilattoq, der var Palannguaqs søster. Vi tog afsted og kom så til Aappilattoq. På vejen tilbage lå vi vejrfast og kom ingen vegne på grund af vejret. Der var meget sne, og vi var for-frosne af kulde. Jeg tog en kvinde på skødet og blev ved med at klappe på hende for at prøve på at holde hende varm, men hun døde ganske enkelt af kulde. Da det blev lyst, fortsatte vi rejsen, hvor flere mænd sluttede sig til os, og vi kom frem til et beboet sted og havde taget den person med, der var frosset ihjel undervejs.

   Kort tid efter følte jeg, at jeg havde en mand. Og igennem drømmene forstod jeg, at Makkunnguaq var min mand. Jeg havde ikke set hans kone, for hun var død, da de var flyttet til Kullorsuaq (Djævelens Tommelfinger), men Makkunnguaq kendte jeg godt.

   Jeg fik et barn, og da barnet døde, fik jeg et andet, og det var Ole. Derefter har jeg også fået børnene Rasmus, Johanne og Agathe. Da jeg derefter igen blev gravid, var vi i Naajaat. Og en dag ankom Lud-vig, der var Makkunnguaqs bror. Det var, da vi skulle til at flytte til Kullorsuaq. Makkunnguaq havde givet nogle af sine hunde til Otto fra Aappilattoq, og det bebrejdede jeg ham, fordi jeg havde planlagt at børnene skulle have varmt tøj af de hundehvalpeskind, som han nu havde givet væk. Makkunnguaq sagde til mig, at hvis vi skulle leve sammen på en ordentlig måde, måtte vi være enige og også give gaver til andre mennesker.

   Da jeg nu var blevet sådan, som jeg var - og det forstod jeg først senere - viste det sig, at jeg havde haft nøjagtig den samme slags tøj på, som hun havde haft på netop denne dag. Jeg havde endda næsten givet hendes storesøster hjerteslag, fordi det viste sig, at det jeg fortalte var så helt i overensstemmelse med hendes opførsel, dengang da hun levede.

   Dengang jeg begyndte at drømme om hende, var jeg fanger og havde bestemte sælgarnspladser, og så skete det endda, at jeg ikke kunne finde frem til stederne, når jeg tog ud for at røgte garnene.

   I begyndelsen, hvor jeg lige var begyndt at drømme om hende, kom hun ind og lagde sig på maven ovenpå mig, mens jeg sov. Og det havde den virkning, at når jeg vågnede, var jeg blevet så afkølet, at jeg ikke kunne få varmen, selv om solen skinnede. Luften i mit synsfelt blev ligesom dirrende og helt lyst og klart.

   0g når jeg var ude at jage sæler, der soler sig på isen og krav-lede på knæ for at komme nærmere hen mod sælen, blev jeg fuldkommen forfrossen over knæene, hvor sneen kom ind over kanten på mine kvindekamikker, og når jeg så prøvede på at ramme sælen, smuttede den ned i vandet. Det var bestemt heller ikke let at ro i kajak. Og at være gravid og være på jagt og skulle skyde, det var virkelig svært, for det gjorde ondt.

   Da Makkunnguaq havde slået sig ned her (han ankom hertil den som-mer, hvor jeg om foråret var begyndt at drømme om kvinden), og jeg begyndte at fortælle ham om hende, lyttede han naturligvis grædende til mig. Når han sad og drak en varm drik, gav han mig et stykke sukker, som han havde i munden, eller han gav mig et stykke af det kød, som han sad og spiste af, for at få mig til at føle mig godt tilpas.

   Mens jeg var gravid, havde jeg mange smerter over lænden. Når jeg ville sætte mig godt tilrette, kunne jeg kun finde hvile ved at sidde sidelæns og støtte på albuen.

   Makkunnguaq ville gerne have Marianne (Maaliaanna) til kone. Hun var Makkorsuaqs kone, der boede her på stedet (det var før hun fik sin mand). Og hver gang jeg så hende, blev jeg meget vred. Når jeg var vågen, plejede mine hunde ikke at gø særlig meget, men når jeg faldt i søvn, "gøede" de sommetider så meget, at jeg oven i købet vågnede af det.

   Det var meget svært at sove, når man havde veer. Og når man gik, smertede det i skridtet.

   Jeg lærte endda de mennesker at kende i Aappilattoq, som jeg ellers slet ikke kendte, og jeg blev helt fortrolig med bygden Naajaat, som jeg aldrig havde været i. Og det skulle vise sig, at mit kendskab til bygden svarede fuldstændig til virkeligheden. Da jeg senere kom til Naajaat, hvor bygden var blevet nedlagt, kunne jeg med det samme ud-pege et af de gamle huse og sige, at der havde jeg boet. Og det gav de mig ret i.

   Kvinden, som jeg drømte om, sagde, at når "hun gik hen til mig", plejede hun ikke at gå ind af hoveddøren, men hun gik ind ved husets sokkel. Og når hun kom ind, så hun ud som en død.

   Jeg har kun set hende en enkelt gang i virkeligheden. En (anden?) gang havde vi inviteret dem, men da hendes fæller kom, var hun ikke med, fordi hun var gravid. Kun hendes familie kom. Derefter har jeg ikke truffet hende.

   Og hun sagde, at hvis jeg ikke fortalte om hende, ville jeg dø.

 

Herefter er det en anden fortæller, dvs. sikkert Hans Lynges egen kommentar:

   Måske forstod vi bedre denne mands optræden som kvinde, da han havde fortalt os om sine oplevelser. Når man hører fortællingen, forstår man, at han har haft en sygdom i flere år. Allerede inden han fyldte 50 år, lignede han en meget gammel mand, og på det tidspunkt kunne han ikke længere klare sig selv. Han havde hverken kajak eller hundespand. Hans store, sorte skæg var slet ikke grånet, og når man så ham, tænkte man derfor, at han lignede en mand, der var syg i hovedet uden dog at være farlig. Da han flyttede til Kullorsuaq og hørte, at der skulle komme en kateket, flygtede han med sine børn til en lille bygd, "fordi han havde ondt af børnene". Selv kunne han hverken læse eller skrive. Dér i denne lille bygd fik han det meget værre end før. Og da han flyttede til Nuussuaq / Kraulshavn, byggede han et lille, elendigt hus, der ikke var egnet til menneskebolig. Jeg så dette hus, da jeg kom dertil i 1949. Senere hjalp myndighederne ham, så han fik et nyt hus, der til dels var betalt af Røde Kors. Da han blev gammel, havde han det virkelig godt. Selv havde han ni børn, og alligevel fik han i sin fødedygtige alder også børn med Makkunnguaq, da han var hans kone. Det er helt ubegribeligt.

 

Hist.: Historiske begivenheder fra begyndelsen af 1900-tallet.

 

Kommentar: Det hændte ikke helt sjældent at drenge blev opdraget som piger eller omvendt. Men det store skæg tyder ikke på at Timuutta var en pige der var opdraget til fanger. Måske har han blot været homoseksuel og haft tilhørende fantasier og tilbøjeligheder.

Aqartivínalik / Aqartivinnalik ved Kangârdik / Kangaartik

Print
Dokument id:561
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Taarti (Târte)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Aqartivínalik / Aqartivinnalik ved Kangârdik / Kangaartik
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 304
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Resumé: Atâtákâtsia / Ataatakkaatsia ber sin døtre hente bær ved Ernivik. Den ældste, en pukkelrygget pige samler bær, mens den yngste synger. Den ældste

ber den yngste holde op med at synge, fordi hun er bange. En

tupilak-bjørn, med en sort plet ud for den ene nyre, viser sig, og den

yngste pige besvimer. For at vække sin søster, hiver den ældste hende

i håret, for at de skal nå hjem før tupilak-bjørnen gør det.

De når hjem og den yngste besvimer påny. Den ældste fortæller om

tupilak-bjørnen, og alle bliver skræmte.

De tilkalder Aqartivínalik / Aqartiviinalik, som tilkalder sin hjælpeånd, Kútik / Kuttik.

Hjælpeånden støder sin lanse i tupilak-bjørnen, og får således bugt

med den.

 

Aqartivinnalik er en åndemaner / angakok der kun har een hjælpeånd, en kælevisesynger, der synger, danser og svajer frem og tilbage under seancen: ibid s. 303: informanten Asiini fortæller om denne teknik, at angakokken står foran indgangsforhængene og danser og synger, vildere og vildere, falder baover, kører i cirkel hvilende på hælene, rejser sig, synger osv. Således manede han sit åndedrag i jorden. Han smider trommen, der rigtig får liv. Falder omkuld, lamperne slukkes. Derefter foretager han sin ånderejse, mens hjælpeånden synger for tilhørerne.

 

var.: ID 1161; Aqartivinnalik

Aqatiaq ( Aqigsiaq / Aqissiaq ) Igataligdlo / Igatalillu

Print
Dokument id:1327
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 425
Fortæller:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Aqatiaq ( Aqigsiaq / Aqissiaq ) Igataligdlo / Igatalillu
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 4 - 16, nr. 11
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Måske fortalt af Johanne Andreassen, Kârales kone.

Resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, side 369: Aqatsiaq og Igatalik

(Rypekylling og grydemanden)

 Oversættelse ved Chr. Berthelsen: Det fortælles, at Aqissiaq og hans søn hørte hjemme hos de mellemstore timersit (indlandskæmper ikke kæmpestore og ikke de mindste). De havde ingen kajakker men var dygtige til at fange. De fik sælerne til at komme op ad elve, og de sultede aldrig. Men engang artede den tidlige vinter sig helt anderledes end det, de ellers var vant til. Der var hverken sæler eller isbjørne. Sommeren udeblev, så der var tale om to sammenhængende vintre. Det betød sult hos Aqissiaqs, selv om de ikke holdt op med at tage ud på fangst. Da de ikke længere havde noget at leve af, så det blev lige meget, om de levede eller døde (eller: så de lige så godt kunne lægge sig til at dø), tog Aqissiaq og sønnen ud på meget lange jagtture, uanset hvor lange de blev. Under en af dissse jagtture kom de ved aftenstid til de største indlandsboeres hus. Der kom ingen mennesker ud af huset; det viste sig, at de også sultede. De gik hen til huset og fortsatte ind gennem gangen; og da det endelig lykkedes dem at kravle op ad trinnet til rummet, satte de sig ned på rummets store siddeplads. Knap nok havde de sat sig, så spurgte den store husherre; "Hvorfor er I kommet herhen?" Aqissiaq svarede: "Vi er ved at dø af sult. Derfor rejser vi rundt over alt og glemmer al skam." Husherren svarede: "I en sådan situation lader man al generthed fare. Bliv her endelig i nat, I kære." Og han spurgte ham: "En af jer skulle vel ikke være åndemaner / angakkoq / angakok?" Aqissiaq svarede: "Det ved jeg ikke." "Jo", sagde husherren: "for vores lille datter, som åndemanere ellers har kigget på, er ved at dø. Vil du ikke nok prøve, at gøre noget ved hende?" Aqissiaq svarede: "Jamen, så prøver jeg." Han dækkede sig med et vandskind, ved fodenden af briksen for om muligt at finde ud af noget ved hjælp af qilaneq. Da Aqissiaq var en angakok af de allerstørste fandt han hurtigt ud af, hvad der var i vejen med pigen. Han sagde: "Hun er blevet berøvet sjælen; og den findes i en spalte i indlandsisen." Da sagde den syges mor: "Nu husker jeg, at jeg engang for længe siden under en slædetur faktisk faldt i en revne. Det er nok derfor, at sjælen er røvet." Da Aqissiaq havde fået sjælen på plads, sluttede han. Straks efter sagde kæmperne: "Hvad vil du helst betales med bær eller ammassætter?" Aqissiaq svarede: "Hvis I betaler mig med bær, risikerer man, at jeres datters sjæl drukner i bærsaften. Så du skal ikke betale mig med bær." Så tog pigens far tøj på og gik ud af huset. Snart efter kom han slæbende gennem husgangen med en sæk (ammassætter) så stor, at den satte sig fast i indgangen og måtte slides løs før han fik den ind. Ammassætterne var ordnet sådan, at de var trukket på en snor i bundter på tre. Så begyndte han at dele ud, og han gav gæsterne en håndfuld som appetitvækker. Aqissiaq og hans søn troede, at det var alt, de skulle få, men det var skam kun ment som en appetitvækker. Først bagefter fik de betalingen for datterens helbredelse. De fik alt det de ville kunne bære på ryggen. De overnattede så hos disse mennesker. Da de skulle af sted næste dag, forhørte Aqissiaq og hans søn sig om nogen skulle kende en trylleformular / formular til at lokke hvaler med. Men ingen af de gamle, de spurgte, kendte til en sådan formular. Nær ved at opgive håbet spurgte han så alligevel en pige, som endnu ikke var helt voksen, om hun kendte nogen. Og til Aqissiaqs overraskelse sagde hun: "Jeg har kendt en. Jeg husker min bedstemors trylleformular til at lokke hvaler med. Måske kan den bruges." Med de ord gik de tre op ad et højt fjeld. Da de nåede op på fjeldtoppen, begyndte de at lokke / kalde en hval op ad en elv. De stirrede ufravendt østover, og himlen over vandet var klar nok. Så pegede pigen på noget og sagde: "Derude, hvor himlen og havet mødes er der noget, der ligner et lille blåst." Aqissiaq og hans søn spejdede derud hvor hun pegede, men de så ikke noget. Så sagde pigen: "Nu er det helt tydeligt." Endelig kunne de andre også se det. De blev glade, fordi de nu var sikre på at fange en hval. Hvalen nærmede sig og dukkede op gennem isen, som var isen det bare vand. Ganske tæt ved stranden dykkede den. Den dukkede ikke op igen. De var ved at bliver utålmodige; så så' man den svømme udad. De tre, der havde lokket den ind, tabte næsten modet. Men midt i modløsheden klappede pigen i hænderne og udbrød: "Nu husker jeg, hvad min gamle bedstemor sagde: Hvis det skal lykkes, må hvalen først tage turen tilbage udad." Så ventede hun på at den skulle dukke op igen. Det gjorde den, og da var den kommet op i elven. De, som hvalen styrede imod, smilede af lutter tilfredshed i forventning om, at nu ville de få noget at spise. Hvalen svømmede op imod elvens strøm og dukkede jævnligt op. Endelig dukkede den op lige foran dem, og Aqissiaq belavede sig på at harpunere den. Men han kunne ikke rigtig komme til at kaste harpunen. Hvalen var ved at forsvinde op ad elven. Der var ikke andet at gøre end at få pigen til at stå foran dem. Og da dukkede hvalen op lige ved dem. Tænk, hvalen ville, at pigen fik den fordi det var hende der havde kaldt på den. Aqissiaq, der stod bagved pigen, harpunerede hvalen, hvorefter sønnen også kastede sin harpun mod den. Derefter sårede de den mange gange med lansen, for at dræbe den. Kîsa tunuanut itivigsilerpât. tássangmigôq itivigsigunigko ánaussagdlugo (det er noget med, at hvalen er ved at komme over på den anden side, på bagsiden, inden de får den dræbt, og de vil miste den, hvis det lykkes for den at komme om på bagsiden, CB. Itivippoq, gå over en bjergkam HN). Langt om længe lykkedes det dem, at dræbe hvalen. Hele hvalen var havnet oppe på sneen, da den døde. Nu den var oppe, gik de så i gang med at flænse den. Da de var færdige, tog Aqissiaq og sønnen hjem. Således levede de godt af deres fangster. Til sidst var der ikke ret meget tilbage. Da der kun var ganske lidt tilbage, gik de op på det store fjeld for at holde udkig. De kiggede sig omkring for at se, om der var noget usædvanligt at se. Så sagde Aqissiaq: "Det forekommer mig, at der stiger damp op dér, hvor indlandsisen og havisen støder imod hinanden." Da sønnen også havde fået øje på det, besluttede de sig til at gå derhen. De gik det meste af dagen inden de omsider nåede frem til stedet. Bræen var faktisk revnet, og der steg frosttåge op nedefra. Der måtte altså være vand dernede. Aqissiaq ville klatre ned ad revnen med en line om livet, og sønnen skulle holde i linen oppe fra. Han begyndte at klatre ned, idet han samtidig huggede trin med sin tuk. Han nåede ned til vandet, og mens han stod og gjorde sig klar, dukkede der en lille netside op lige ved hans fødder. Det var ikke svært for ham at harpunere den. Da han havde dræbt sælen rykkede han i linen. Så halede sønnen ham op. Så snart sønnen kunne se faderen, så han, at han havde fanget en netside. De skyndte sig hjem og nåede deres hus ud på aftenen. Tidligt næste morgen tog de ud på fangst til samme sted, og begge kom hjem med en sæl. Hver dag tog de ud til samme sted og kunne på den måde holde sulten ude. Efterhånden begyndte de også at fange narhvaler. Når de fangede en narhval, flækkede de den på langs og bar hver sin halvdel hjem på ryggen. En dag for hjemadgående gjorde sønnen faderen opmærksom på noget. Faderen opdagede nu et stort menneske med en gryde på maven. Der kom damp op fra gryden. Kæmpen så dem. De forsøgte at flygte, men forgæves. Da kæmpen nåede dem, snuppede han narhvalen og puttede den i sin gryde, hvorefter han vendte dem ryggen og gik. Og uden at se sig tilbage,forsvandt han bag noget. Aqissiaq og sønnen kom tomhændede hjem. Det kom minsandten til at gentage sig. Herefter skete det hver dag, at de blev frataget deres narhval undevejs hjem fra fangst. En dag de endnu engang blev berøvet deres narhval, stirrede Aqissiaq vedholdende på kæmpens overkrop. Da denne vendte ryggen til, sagde han: "I morgen ved denne tid vil han være en død mand." Hjemme i huset fik han travlt med at lave lassoer. Da han blev færdig, sagde han til sønnen: "Når jeg har fået denne omkring ham, vil han ikke kunne bruge armene. Så skal du stikke løs i ham med kniven." Med de ord gik de i seng. Næste morgen tog de på fangst, som de plejede. De fangede en narhval, flækkede den, og tog hver sin halvdel på ryggen og begav sig hjemover. Næppe var de startet, før kæmpen kom og huggede deres fangstbytte. Derpå vendte han dem ryggen og gik uden at se tilbage. Aqissiaq gjorde sine lassoer klar og begyndte at løbe efter ham med sønnen i hælene. Da Aqissiaq nåede ham bagfra, fik han lassoen omkring ham lige ovenover hænderne og strammede den til, så han ikke kunne røre armene. Sønnen stak så løs i ham med kniven og gav ham flere stik i maven, så han begyndte at sprælle voldsomt. Ilden fra lampen sprang til alle sider, og gryden skvulpede over. Far og søn brændte sig, men kæmpede alt hvad de kunne, fordi de aldrig ville kunne få deres fangst med hjem, så længe kæmpen levede. Langt om længe faldt han om; grydens indhold spildtes, og den store narhval havnede på sneen. De gravede det store menneske, de havde dræbt, ned i sne og suppe /sjask (ivseq suppen fra gryden CB eller udsivet blod HN) og dækkede det til. De undersøgte narhvalen og så, at hele den ene side var blevet kogt. De tog atter halvdelene på ryggen og gik hjem. Efter drabet på kæmpen holdt de i en periode op med at tage på fangst i forventning om, at der ville komme nogen for at hævne sig. Og så skete det pludselig, at de stik imod sædvane fik besøg af en mand. Den ankomne sagde: "Det siges, at timersiit's (indlandskæmpernes) forsørger er udeblevet; og at I muligvis har dræbt ham." Det ville Aqissiaq og hans søn ikke indrømme og sagde: "Hvordan skulle vi bære os ad med at dræbe ham, så stor som han er. Den kæmpe har vi aldrig set." "De tror jer aldrig. Jeg hørte dem sige, at de ville komme og angribe jer," sagde gæsten. Med de ord tog han hjem. Da han var væk, sagde Aqissiaq: "De kommer helt sikkert og angriber os." Og han gav sig til at grave i jorden ude i gangen imod sidevæggen. Han sagde til sønnen: "Du skal grave i jorden lige uden for indgangen til rummet. Jeg skal sætte mig i det hul, du graver og du i det, jeg graver." Så forklarede Aqissiaq, hvad de skulle gøre: "Vi skal være ude i gangen og jeg i den inderste del. Du skal ikke dolke dem undervejs ind. Det skal jeg. Når jeg så kaster dem mod udgangen, og de rammer jorden lige foran dig, skal du kaste dem videre ud, uden at såre dem. Kun på den måde, kan vi dræbe dem alle sammen. Da de på den måde havde forberedt sig, ventede de blot på, at angriberne skulle komme. Som ventet kom der en hel masse. Da de nærmede sig, anbragte far og søn sig på deres pladser. De ankomne kom ind én af gangen. Sønnen var lige ved at stikke den første ned, der var på vej ind, men så huskede han, hvad faderen havde sagt og lod ham passere. Netop som han ventede at noget skulle ske, lød der et knald. Det var skam Aqissiaq, der havde stukket manden lige i hjertet. Som sønnen ventede det, kastede Aqissiaq manden fra sig, så han landede lige foran ham. Han kastede ham videre ud. De, der stod udenfor, fór løs på ham med deres knive. Så hørte man én sige: "Hør, det er helt galt. Vi har allesammen stukket kniven i en af vore egne!" Så begyndte de ellers på rad og række en for en at trænge ind i husgangen allesammen. Den første var ellers godt på vej ind, men så råbte Aqissiaq ud til ham: "Gå ikke ind, hvis du har dit liv kært. Og sig til de andre, at de ikke skal angribe os en anden gang, for vi er svære at dræbe." Ved de ord fór dette store menneske ud og flygtede. Så kunne Aqissiaq og sønnen gå udenfor. Dagen efter om morgenen tog Aqissiaq og hans søn af sted for at besøge grydemandens husfæller. De gik hele dagen og nåede frem langt ud på aftenen. De ventede en tid på, at nogen skulle komme ud af huset. Men ingen kom ud, og så de gik selv ind. Alle inde i huset så bistre ud. Ikke den mindste antydning af et smil. De forventede, at man ville servere mad, men nej. Man lagde nu brikseskind på gulvet og anbragte en lampe ved sidevæggen, og ved lampen var der et stykke bart gulv, hvor der lige var plads til et menneske. De skulle minsandten til at mane ånder, fordi de ville dræbe Aqissiaq og hans søn, som de anså for at være ringere åndemanere end dem selv. Indvånerne begyndte at ægge hinanden: "Kom så, kom så." Endelig rejste én sig op og stillede sig op ved den anden sidevæg. Dér blev han stående et stykke tid; så satte han i løb og sprang hen på det stykke gulv, hvor der ikke var lagt brikseskind. Han sank i med fødderne, ned i stenen op til knæene. Han forsøgte at forsvinde helt ned i jorden, men ganske af sig selv hævedes han op igen (på gulvniveau). Den ene efter den anden forsøgte sig (uden held). Når de svageste sprang sank de ikke dybere end at de blot fik stenmasse mellem tæerne. De gjorde, hvad de kunne, men ingen af de mange mænd i huset formåede at forsvinde ned. Så begyndte de at opfordre Aqissiaq og hans søn til at gøre forsøget. Da de blev ved, sagde Aqissiaq til sin søn: "Når jeg løber, løber du lige efter." Derefter drejede han hovedet mod dem, der sad på briksen og råbte af alle kræfter: "Ha, ha, ha, ha. Når jeg skal lade mig bruge som hjælpeånd for den store hidsige eller skrækindjagende kystbo, gør jeg sådan." Han satte i løb med sønnen efter sig. Han sprang over på det bare stykke gulv uden brikseskind; og så hurtigt forsvandt han ned i jorden, at hans hår strittede i vejret. Så såre faderen forsvandt ned i jorden, sprang sønnen over til det samme stykke stengulv og forsvandt ned lige så hurtigt som faderen. Da far og søn smuttede ned, gjorde husets beboere sig klar til at dræbe dem dér, hvor de forsvandt. I det samme hørte man nogen på vej ind gennem husgangen. Beboerne i huset blev optaget af det, fordi de troede, at det var nogle andre. Ind kom de, og det var Aqissiaq og hans søn. Aqissiaq sagde: "Sådan gør jeg altid, når jeg bytter plads med / tjener kystboen som hjælpeånd." Til dette hørte man husets kvindelige overhoved sige: "Nu har man hørt det med. Tænk, han er hjælpeånd hos en kystbo! Han plejer at (taartâser....) tjene / bytte plads med kystboen." Skønt de ville dræbe far og søn, blev de bange for dem og lod dem gå uden at gøre dem noget. Således levede Aqissiaq og hans søn videre.

Var.: Aqissiaq. Kommentar: Verdensbillede: Her får vi en god beskrivelse af indlandsånders fangstmedtoder, modstrøms op ad elve og gennem revner i indlandsisen, hvorunder havet fortsætter. Tilsyneladende bærer denne grydemand sit ildsted med under gryden. Om grydemænd, igalillit, skriver Kaarali i generelle vendinger, at de ikke søges som hjælpeånder, fordi de er ondsindede, og de går ikke på fangst men stjæler fra andre indlandsboere. Træffer de et menneske dræber de ham (Jens Rosing 1963: 187 og Otto Rosing: angákortaligssuit, 1957.61, I: 80). Helga Nielsen (østgrønlænder) har korrigeret teksten for de gloser, som Christian Berthelsen var usikker på. Hist.: Aqissiaq i rollen som hjælpeånd for en åndemander blandt kystboerne, dvs. rigtige mennesker, er usædvanligt, men understreger hér en respektindgydende modsætning til de ondsindede grydefolk, der ikke kan søges til hjælpeånder. Fangsten i en revne i indlandsisen (eller rettere i en revne hvor indlandsis og havis mødes) er muligvis kun en østgrønlandsk forestilling. De største kæmper på indlandsisen fangede bl.a. på denne vis. (Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): kæmper).]

 

 

Ardiaq stævner úpiînnguaq / Uppiinnguaq

Print
Dokument id:1672
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Apulu (Abudu / Kajammat / Kâjangman / Kaajammat / Kukkujooq)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Jens
Titel:Ardiaq stævner úpiînnguaq / Uppiinnguaq
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 211
Lokalisering:Tîleqilâq / Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé:

Fortsættelse af "Uppiinguaqs Ajumaaq sjæleraner Naaja". Fordi Naaja

endnu ikke er kommet sig af Upp.s Ajumaaqs sjæleran, flyver N.s ældgamle

dværg, Artiaq sammen med to andre hjælpeånder, ildmanden Taamaangivaq

og den gamle dværg Nujaaki op til Upp., hvor T. prøver at gøre det af

med U.  Nujaaki springer til, da T. ikke kan klare kæmpen, og Upp.s

anmodning om hjælp blandt sine fæller afvises af hans plejefar, fordi

U. selv har været ude om det med sit forsøg på at sjælerane Naaja.

Plejefaderen begraver Upp., men får også vakt ham til live igen med

formularer, hvorefter Upp. flygter mod Qilerseq.

 

Var.: Sandgreen 1987: 184 - 187: "Den drabelige krig". Uppiinnguaq.

 

Hist.: Naaja levede i første halvdel af 1800-tallet.

Arnagtartoq / Arnattartoq

Print
Dokument id:1059
Registreringsår:1903
Publikationsår:1982
Arkiv navn:
Fortæller:Qisunnguaq (Qissúnguaq)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:Søby, Regitze M.
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Arnagtartoq / Arnattartoq
Publikationstitel:Oqalugtuat oqalualâtdlo, IV
Tidsskrift:
Omfang:side 19 - 20
Lokalisering:Netsilivik: Avanersuaq / Thule
Note:

Redaktør: Søby, R. M. og renskriver: Otto Sandgreen.

Orig. håndskrift: KRKB 1, 5(14): Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04; Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "arnagtartoq" / arnattartoq.

Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

 

Oversættelse ved Apollo Lynge:

 

Den, der drømte om de døde / Den der tog ophold i det ene hunvæsen efter det andet.

Det berettes om et menneske, at da han døde kunne han ikke længere huske hvem hans kvinde var.

Så blev han en hund og fik ofte mad fra husene, hvor han varmede sig og derefter stjal mad fra. Da folk blev trætte af ham, kastede de ting efter ham. Og da han så for alvor blev ramt, så han et voldsomt lysglimt. Så ville han ikke være hund mere.

       Han forvandlede sig så til et rensdyr. Men ikke til en ren, der var hurtig til bens. De (andre rensdyr) gav sig så til sidst til at lære ham op med den besked, at han skulle prøve at strejfe himlens navle med sine klove. Han begyndte så så småt at komme efter det. Han løb snart lige så hurtigt som sine fæller, og de lærte ham hvad han skulle spise, nemlig jordens lave vækster, rensdyrlav. Det spiste han så af og begyndte af få talg på kroppen.

       En stor ulv gav sig til jage rensdyret, der vadede ud i havet, hvor kajakmænd fangede det. De gemte dets kød i en kødgrav af sten. Her levede han så sin gravtilværelse. Da det blev vinter begyndte han at længes efter at blive afhentet, og da de hentede kødet blev han meget glad. De fjernede kødgravens dæksten og gav sig til at skære i det for at spise marven i dens ben. Da han kom ud af kødgraven blev han en ulv.

       Så begyndte hans liv som ulv. Heller ikke denne gang var han specielt hurtig til bens. Hans fæller var i gang med at æde af det de havde fanget, inden han nåede frem. Til sidst spurgte han dem: "Hvordan bærer I jer ad med at løbe så hurtigt?"

"Ved at sparke til kimingen med vores bagben."

       Så vandt han frem, kom foran og kunne indhente renerne.

       "Nu gider jeg ikke mere være ulv", og så blev han en hvalros. I starten kunne han kun svømme nær overfladen, så han blev meget sulten og efterhånden døden nær, fordi han ikke kunne dykke i dybet.

       Så fortalte de andre (større) dyr ham: "Du skal sparke mod himlens midte."

Han sparkede så kraftig mod himlens midte at han ramlede lige med hovedet mod havbunden. Men så vidste han ikke hvad den skulle spise. Muslinger, sagde de andre hvalrosser.

       Så spiste han ellers alt det den kunne. Til sidst, da havisen blev meget tyk, forlod de andre dyr ham, og han dykkede op og ned via sit åndehul.

       Senere blev han til en sæl. Da begyndte han at opdage mennesker, der var på åndehulsfangst. Han kunne nu se lapningerne på det menneskes kamiksåler, der var på åndehulsfangst. Han dukkede så kun en smule op (idet han kun holdt fast?) med sine forluffers lillefingre, og da han var en stor åndemaner / angakkoq gemte han sig gang på gang under storetåneglene på åndehulsfangerne.

       Men til sidst, engang han lige kiggede op, var det et menneske uden negl på storetåen, som fik øje på ham, harpunerede og fangede ham. Mennesket tog sælen med hjem og bragte den ind i huset.

       De gav sig til at flænse sælen. Da mennesket kastede dens lunger til side, fulgte han med og blev til et foster i fangerens kone. Derinde boede han så, det blev hans hus, med navlen som vindue og hendes kønsdele som husgang, og man siger at han havde sin vandbeholder oppe over husgangen.

        Mens han opholdt sig inde i mennesket rensede han gang på gang dets indre. Og mens han var derinde så han en stor hund, der gang på gang dukkede op i husgangen. Det var altså fordi de havde samleje.

       En anden gang fik han øje på en stor krabbe, og det vist sig at være kvindens amulet.

       Da flygtede han og kom til at vælte vandbeholderen, og det var jo fordi han nu endelig blev født.

Oversat af Apollo Lynge.

 

Var.: Navagiaq; "sjælevandring"; "navnevandring"; arnattatoq / Arnattatoq

Arnaq pivdlerortorssuaq / Arnaq pillerortorsuaq / Den vanvittige kvinde

Print
Dokument id:1903
Registreringsår:1902
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Aqajak (Ambrosius)
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Arnaq pivdlerortorssuaq / Arnaq pillerortorsuaq / Den vanvittige kvinde
Publikationstitel:Oqalugtuat oqalualâtdlo, II
Tidsskrift:
Omfang:side 57 - 59
Lokalisering:Ujarasussuk: Qeqertarsuaq / Godhavn
Note:

Redaktør: Søby, R. M. Renskrift: Otto Sandgreen.

 

Håndskr.: KRKB 1, 4(10), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Qavanigugume Arnaq Pivdlerugtorssuaq".

 

Oversættelse ved Signe Åsblom:

 

Det fortælles, at der sydpå boede en kvinde, der var gået fra forstanden. Kvindens mand elskede hende højt. Og da hun fødte og begyndte at sprøjte mælk op i hovedet på sig selv, fordi hun var gået fra forstanden, måtte de mange fangere og de andre kvinder tage sig af hende.

 

Da bandt hende fast med en stor rem, fordi hun blev værre og værre, og til sidst måtte de flygte ud til en ø ud for deres kyst.

 

Dagene gik, og til sidst kunne hendes mand ikke klare det længere, og han besluttede sig til at tage ind og se til hende. Han ledte efter en ledsager og ville belønne denne med sin nye konebåd. Da andre ikke ville, fik han en gammel ungkarl som ledsager. Da de havde roet ind til land, bad han sin ledsager vende kajakken, så den vendte ud mod havet. Kvindens mand gik i land og mærkede, at det dunkede i jorden. Da han kom derop, var hans kone alene i huset, og i smug kiggede han på hende.

 

"Jeg har skam set dig, kom ind!" Så gik han ind. De satte sig til at kigge intenst på hinanden. Langt om længe lagde han mærke til, at hans kone ville til at angribe ham. Så flygtede han ud. I løb kom han ned til sin kajak, og da han var kommet ned i den, roede han afsted.

 

Hun fulgte efter sin mand, men da hun ikke nåede ham, sprang hun uden videre ud i vandet. Da hendes mand nåede ud til strømstedet, vendte han sig mod land. Og først da hun nåede tilbage til stranden, roede han hjem. Den gamle ungkarl blev helt afskrækket af forskrækkelsen.

 

Dagene gik, og manden længtes frygteligt efter sin kone. Han ville igen tage ind og se til hende og søgte en ledsager, som han ville belønne med sit store nye telt og oven i købet også med det skind, som man lægger ovenpå skindteltet. Igen blev den gamle ungkarl hans ledsager. Og manden lod ungkarlen blive ude ved det yderste strømsted. Selv roede han ind til land og steg ud af kajakken. Jorden dunkede stadig derinde. Så snart hun så ham, løb hun efter ham. Hendes mand flygtede alt hvad remmer og tøj kunne holde, og han begyndte allerede at ro, mens han kravlede ned i kajakken.

 

Den gamle ungkarl fik sig virkelig en forskrækkelse. Og da kvinden heller ikke denne gang kunne nå sin mand, fulgte hun efter ham. Da han kom ud til det yderste strømsted, så det ud, som om hun ville følge efter, men så vendte hun om. Hendes mand kiggede som sædvanligt efter hende, og først da hun gik på på land, roede han hjem.

 

Da den gamle ungkarl nåede hjem, var han helt afskrækket, og han sagde, at kvinden snart ville tage sig over til øen.

 

"Hvad skal vi gøre, når vi ikke har andre steder at flygte hen?"

 

Dagene gik, og igen fik kvindens mand ondt af hende. Han ville tage hen og se til hende og søgte igen efter en ledsager, som han nu ville belønne med sin nye, fine kajak, og oveni skulle han også få kajakredskaberne. Og igen blev den gamle ungkarl hans ledsager. Da de roede ind mod land, lod han igen sin ledsager vente ude ved strømstedet. Og det dunkede stadig i jorden, da han gik i land. Han ledte i alle husene, men der var ikke nogen. Da han ikke fandt hende, gik han for en sikkerheds skyld op til de gamle grave for at se efter dér.

 

Det fortælles, at hun havde flået hovedet af et menneske og nu spiste af hjernen, mens hun holdt fast i hovedhåret. Og uden at gøre hende opmærksom på sin tilstedeværelse tog han nu bare hjem. Igen gik dagene, og han længtes, så han måtte tage hen og se til hende.

 

Heller ikke denne gang var der andre, der ville ledsage ham, så den gamle ungkarl blev igen hans ledsager. Og igen lod han ham blive ude ved strømstedet og tog selv ind for at lede efter hende. Igen kiggede han ind af vinduerne på de mange huse, men hun var forsvundet. Langt om længe fik han til sin overraskelse øje på hende, hvor hun sad på en lille klippeafsats. Hendes hovedhud var revnet på midten så den hang ned til hver side som et halstørklæde! Og hendes øjne hang kun fast i synsnerverne!

 

Nogle store krager fulgte dem, og da de fløj over hende, og hun så på den, faldt den første ned. Da den anden kom hen til hende, og hun så på den, faldt den også ned. Det siges, at kragerne blev så frygteligt forskrækkede, at de døde, for det var virkeligt et grufuldt syn. Uden at give sig til kende overfor hende, vendte hendes mand bare hjem.

 

Igen gik dagene, og han kunne ikke klare det længere. Han tog igen den samme ledsager, som han havde haft med før, og igen lod han ham vente ved strømstedet. Da han selv kom i land, mærkede han, at det ikke længere dunkede i jorden, og så forstod han, at hun var død. Han ledte efter hende og fandt hende ved en stor kløft, hvor man plejede at kaste dræbte mennesker ned. Han råbte til sin stakkels ledsager. Og da denne råbte, at han ville hente hjælp, kom der snart mange mænd i kajak. Da de kom hen til ham, lod de hende ganske enkelt falde ned i kløften, og de måtte have vanter på, fordi hun var så opløst, at det var umuligt at tage fat på hende.

 

Det fortælles, at dem, der boede dér, aldrig mere kom ud for, at nogen gik fra forstanden.

Arnarquagssâq

Print
Dokument id:1462
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415
Fortæller:?
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:Rosing, Peter ?
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Arnarquagssâq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:3 sider
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

revideret renskrift (ved Peter Rosing ?) af Orig. håndskr. i KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419, nr. 97. Begge versioner er oversat i denne base.

 

Dansk resumé: Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 374: "Den

røde Dødskælling".

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Der var engang en fanger, som ustandselig mistede koner.

Når han havde mistet en kone, tog han sig en ny, så snart tiden, hvor

han var bundet at taburegler, var overstået.

Engang bosatte han sig på Akorninnaq (i den store Sermilikfjord). Han

kom til at bo i samme hus som en åndemaner. (Eller: Han fik en

åndemaner til at bo hos sig).

 

Engang mens de boede der, gik åndemanerene i seng og kom til at ligge

med hovedet ned, og han blev altvidende ("kugssarpoq", ligger med

hovedet ned. Men det er muligt, at ordet på østgrønlandsk kun betyder:

han blev altvidende?? C.B.)

 

Da han havde ligget med hovedet ned en stund (eller: omvendt med hovedet i fodenden af briksen, BS), fik han på den lille ø ud for dem øje på

en kælling, hvis tøj var rødligt over det hele, og hvis hårtop var

meget lille.

 

Hun nærmede sig og gik ind i huset og gav sig til at undersøge de

sovende. Hun gik hen til de mange unge mennesker, der sov på

sovebriksen(?) og undersøgte dem. Hun gik imellem dem og passede meget

på ikke at komme til at berøre dem; og mens hun gik mellem hundene,

der lå på gulvet, undersøgte hun dem, der lå på briksen; og hun sagde:

"Jeg plejer at trække kamikkerne af i den nordlige ende og sætte mig

på briksen; mon jeg skal trække dem af i den sydlige ende og sætte mig

på briksen?" Idet hun sagde dette, råbte åndemaneren op, og straks

flygtede hun ud. Lige netop da hun forsvandt, gik det op for

åndemaneren, at det var hende, der dræbte fangerens koner.

Da kællingen gik ud, vendte hun tilbage til den lille ø, hvorfra hun

var kommet tilsyne, og forsvandt.

Nu vidste de, hvordan det hang sammen; og så snart de vågnede, gav de

sig til at blande dryptran med vand og hældte blandingen ud overalt rundt

om i huset til værn imod det, der gjorde dem bange.

Da de var gået i seng om aftenen, så åndemaneren, som lå med hovedet

ned(eller: som var blevet altvidene), at kællingen kom til syne fra

den lille ø sammen med sin mand. Pelsbræmmen omkring mandens

anorakhætte var så snavset, at man ikke kunne se, at den var af bjørne-

skind.

Så sagde manden til konen: "Gør nu alt du kan for at få rørt ved

hende. Hvis du ikke magter det, skal jeg nok røre ved

hende, så hun dør."

 

Da de nåede husgangen, krøb konen ind; men hun rejste sig op, fandt

hun sig selv stående bag ved huset. Manden fulgte hende ind, og da han

skulle til at træde ind over dørtrinnet, trådte han istedet ud gennem

husets bagvæg. De prøvede endnu engang; men det gik endnu værre. De

prøvede mange gange at komme ind, men forstod slet ikke, hvorfor det

ikke kunne lade sig gøre. Tænk, hver gang gik de under huset, fordi

der var hældt en blanding af dryptran og vand uden om huset.

Da det ikke ville lykkes dem at komme ind, sagde de blot: "Skidt med

det, lad denne af fangerens koner være den eneste, som overlever

("amiákûínardle", kan vist i dette tilfælde oversættes sådan, C.B.).

Vi kan ikke dræbe hende. Hvis vi bliver ved, risikerer vi blot at

bringe os selv i ulykke." Med de ord vendte de tilbage til den lille

ø.

Til alt held for fangeren mistede han nu ikke flere koner; og han

kunne fortsætte livet med den samme kone.

 

Var.: Egentlig ikke. Men der er en del fortællinger om dræbende eller røvende ånder, der må afsløres og uskadeliggøres af en åndemaner.

 

Kommentar: Spæk regnedes for et godt middel til at skræmme ånder på flugt. Hvordan man har fået det blandet op med vand, som spækket (også) skyr, gad man gerne vide.

Man lå normalt med hovdet ud mod rummet. Bag fodenden var der i visse

fortællinger et sort, altopslugende svælg; oftest smutter ondtvoldende ånder oghekse ud og ind den vej.

 

Håndskriftet dateret af Rasmussen til 19. febr. 1920, men om det gælder Sofie Jørgensens egne nedskrifter i hæfte 419 eller renskrifterne i hæfte 415 er uvist. Sofie Jørgensen overvintrede i Danmark på gennemrejse til Qaqortoq i 1920. Hun må således være rejst fra Ammassalik sammen med Rasmussen i 1919.

Arnasuaussaq / Arnasuaassaq

Print
Dokument id:1898
Registreringsår:?
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Cecilie (Olsen, Cecilie )
Nedskriver:Olsen, Frederik (Fali)
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Arnasuaussaq / Arnasuaassaq
Publikationstitel:Oqalugtuat oqalualâtdlo, II
Tidsskrift:
Omfang:side 11 - 14
Lokalisering:Amerloq / Sisimiut / Holsteinsborg
Note:

Redaktør: Søby, R. M. Renskrift: Otto Sandgreen.

Håndskr.: KRKB 1, 7(19). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04.

 

Oversættelse ved Signe Åsblom:

Arnarsuaasaq

Der var engang et ægtepar der havde en datter. Når faderen havde været på fangst i kajak plejede han at få sin datter til at bære kajakredskaberne op for sig. En dag da faderen kom hjem fra en tur, var datteren ikke kommet ned, og han fik nogen til at råbe efter hende:

       "Arnasuaasaq skulle komme ned og bære kajakredskaberne op!"

De svarede ham så: "Hun har ingen kamikker!"

       "Sig at hun kan tage sin mors kamikker på, sagde faderen. "Hun siger hun ikke gider", svarede de.

       Så gik faderen op, og da han kom ind sagde han til sin datter: "Lille, dumme Arnasuaasaq, nu synes jeg at du bare skal gå din vej om bag fjeldene!"

Så brast Arnasuaasaq ellers i gråd. De havde godt nok lavet mad, men hun spiste ikke noget for lutter gråd. Da det blev aften, gik de andre til sidst i seng, mens hun stadig græd. Da de var faldet i søvn tog hun en skindpose med tørrede gnaveben fra lomvier og tog det, som hun ville have med som proviant. Og så skar hun nogle store stykker skind ud til såler og fyldte sin skindpose og gik. Hun gik et godt stykke tid, og da hun kom om bag fjeldene, skinnede månen smukt og klart. Der stoppede hun op og brast i gråd med ansigtet i sine hænder. Pludselig kunne hun se en stor skygge igennem sine spredte fingre. Manden stod og kiggede på hende og spurgte: "Hvad er der med dig?"

       "Min far og mor sagde at jeg skulle gå min vej, og så gik jeg."

       "Ja, sådan gik det også for mig. Jeg knækkede min brors snare (?). Og da han sagde, at jeg skulle gå min vej, gik jeg. Lad os følges!"

       Så gik de sammen derfra. Undervejs derudad sagde hendes ledsager: "Lad os nu se om ikke vi deroppe snart ser den store renselsesplads!"

       Da de kom derhen hvor de kunne se stedet, viste det sig at være en utroligt skinnende og glitrende klippeflade. De gik derhen og gjorde ophold. Lidt efter hørte de nogen sige rigtig gnavent:

       "Når jeg pluselig bliver lysvågen midt om natten, og når det hurtigt og voldsomt glider ned ad den dybe sne, sådan som vi er vant til det - kung - kung - kung - kuu!"

       Så gik de væk fra det. Da de havde gået et stykke tid fik de øje på nogle huse. De gik derhen og begyndte at gå ind. Og et øjeblik senere var Arnasuaasaq kommet igennem deres husgang og dukkede op ved ingangen til rummet. Da de havde hjulpet hende op, satte de hende ved sidevæggen, - allesammen var de nogle kæmpestore indlandsboere, tunersuit. Hun havde ikke været længe derinde, før alle stimlede nysgerrigt sammen om hende, og vinduet blev helt rødt af nysgerrige ansigter! Og den store tuneq-mands mor sagde: "Vores lile, nye svigerdatter har både halskæde og perler!"

       Mens hun stadig var derinde, blev der råbt:

       "Sig til vores lille, nye svigerinde at hun skal komme ned og spise knasekugler!"

       Så gik hun derned og smuttede indenfor, og der så hun: Et lille fad propfyldt med hare- og rævetestikler. Så sagde de til hende: "Spis nu nogle testikler!"

       Arnasuaassaq kunne ikke lide dem og begyndte at lade som om hun spiste ved at lade dem falde ned inden for halslinningen og ærmekanderne. Da de så det sagde de:

       "Hvordan er det vores lille, nye svigerinde spiser testikler? Hun lader dem falde ned inden for halslinningen og ærmekanterne."

       "Jeg spiser aldrig sådan noget," sagde hun.

       Lidt efter gik hun hjem. - Da hun havde boet der et stykke tid begyndte hun omsider at længes hjem. Til sidst holdt hun helt op med at sige noget. Så gav de sig til at fritte:

       "Hvad er der med dig, Arnasuaasaq? Har du lyst til lidt talg?"

       "Nej!"

       "Har du lyst til kødet fra et kæbeben?"

       Hun blev ved med at sige nej.

       "Men havd har du da lyst til? har du lyst til lidt nethinde?"

       Igen sagde hun nej, og så spurgte de hende: "Er det noget med dine fæller?" Så nikkede hun.

       "Du går i hvert fald ikke ud vest på til dine fæller", sagde hendes store mand.

       Langt om længe blev Arnasuaasaq gravid og fødte en søn. Da hun var kommet sig igen, ville hendes store fæller afsted på rensdyrjagt, og de ville have hende med. Så tog de hendes kamikker med ned til stranden og fyldte dem med tanglopper og lod Arnasuaasaq tage kamikkerne på. Tanglopperne skulle suge kød af hende, så hun kunne blive lettere til bens, når hun skulle løbe og drive rensdyr sammen. Da tanglopperne havde suget af hende opdagde hun, at der ikke længere var kød på hendes ben. Der var kun sener tilbage. Så ventede hun på at sårene skulle heles. Og da de var helet, tog de afsted på rensdyrjagt, og Arnasuaasaq var med og bar sin søn på ryggen. De nedlagde mange rener, og da de syntes at de havde nok, fandt de sig et sted at sove. De lagde sig til at sove, og da hendes store mand var faldet i søvn, stod hun op for at flygte. Hun udsøgte sig de smukkeste rensdyrskind og lavde sig en bærebylt. Da hun var færdig med det placerede hun sin lille søn på maven og tog bylten på ryggen, og så stak hun ellers i rend. Hun løb og løb og var helt udmattet, men da hun vendte sig om viste det sig, at hun stadig befandt sig lige ved sovestedet!

       For anden gang tog hun afsted, og denne gang anstrengte hun sig endnu mere. Da hun havde løbet et stykke tid, så hun sig tilbage - og nu kunne hun ikke længere se de sovende. Hun gik længe og nåede så frem til sin families hus, men der var ingen mennesker. Det viste sig at de var taget ud til en ø ud for deres kyst. Hun gav sig til at råbe efter dem, og endelig kom der en konebåd ud på vandet. Da de nåede hen til hende blev de meget forbavsede  - alt det rensdyrkød hun havde med! Og da de så hendes spædbarn blev de meget lykkelig over deres nye barnebarn. Hun sagde til dem, at det var bedst at de ikke tog tilbage til deres hus, fordi hendes store mand nok ikke bare ville lade hende være, når han kom. - Han ville snarere tage hende med.

       Så blev da da boende ude på øen, og først om efteråret vendte de tilbage til deres boplads.

       Det fortælles at hendes store mand havde været der for at se efter hende, men fordi der aldrig var mennesker der, lod han hende til sidst være.

       Her slutter fortællingen.

 

Oversat af Signe Åsblom.

 

Hist.: Det er usædvanligt og antyder et nyt syn på de "anderledes", at et barn hvis ene forælder ikke er et rigtigt menneske, overlever blandt mennesker.

 

Var.: Arnarsuaasaq

Âtâq, ham, som bjørnen åd

Print
Dokument id:1662
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Saajooq (Sâjôq / Saajooq / Maratsi, Odin)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Âtâq, ham, som bjørnen åd
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 162 - 165
Lokalisering:Sermiligaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé:

Fortælleren, der blev opkaldt efter fortællingens Saajooq, fik

fortællingen af dennes lillesøster, Ipaqqissaaq, der selv overværede

begivenhederne.

   De to åndemanere, Aataaq og Simmujooq, har sammen lavet en tupilak

mod en mand ved Kulusuk. Under sine seancer en vinter på

Qeqertarsuatsiaq i Sermilik-fjorden opdager A., at tupilakken har

forfejlet sit mål og er vendt tilbage mod ham selv. Han håber

forgæves, at svogeren, Aardivardik vil hjælpe ham ud af kniben.

Aataaqs søstersøn, der flere gange bliver sendt efter forråd i

depotet, kan melde om en bjørn, der har spist af det og hvis spor

viser en bjørnelab og en menneskefod. A. søger forgæves at vende

tupilakken mod Simmujooq, der bor på Kulusuk. I april kommer bjørnen.

A. går den i møde, forfejler i nervøsitet sit kast, bliver skalperet

af bjørnen, og søstersønnen, der kommer til og også kaster fejl, får

kødet flået af ryggen og bæres op i huset. Saajooq dør af sine sår.

Bjørnen flår klæderne af A., og når at fortære dele af ham, inden han

dør. Til sidst er kun skelettet tilbage. Bjørnen holder sig brølende

ved skelettet hele natten, men hindres af en amulet i at angribe

husets beboere. Bjørnen forlader skelettet om morgenen, og man dækker

det til med et kajakskind, som bjørnen straks kommer farende og

fjerner, for atter at holde brølende vagt ved skelettet. Næste morgen

hentes forstærkning fra nabobopladserne. Hundene slippes løs på

bjørnen, som Umeerinneq skyder med en riffel, men da skuddet ikke er

dræbende, flygter alle med bjørnen i hælene op på en høj isskodse. Den

nærsynede Qileruluk reddes kun op i sidste øjeblik. Denne gang får

Umeerinneq ram på bjørnen, der er kolossalt stor.

 

Var.: Aataaq / Sermilimmi nannup nerisaa;

 

Hist.: Historisk fortælling fra 1800-tallets slutning.

øjeblik af sine brødre. En kajakmand sendes ind efter en konebåd til

transporten og de øvrige nedlægger bjørnen. K.s onkel Maratsi heler

det dybe sår med en formular. K. flyttes til familie ved kolonien og plejes derefter hos Rüttel.

Senere sammenlignes K. i en nidvise med den mystiske antihelt, løgneren Qasiassaq.

 

Hist.: Tid: 1899 ifølge Rüttel Ti Aar blandt Østgrønlands Hedninger, 1917.

Genfortalt af Jens Rosing i Hvis vi vågner til havblik, 1993: 54-58, hvoraf det fremgår at Kuuitsi endnu engang, i 1905, blev overfaldet og bidt samme sted af en bjørn. Og atter tilså Rüttel ham ved kolonien. Kuuitsi nedstammede fra Nappartuku og Atsivaq, se slægtsliste i 1993, mellem ss. 8 og 9.

Atsivaq, den stærke kvinde

Print
Dokument id:1639
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Saajooq (Sâjôq / Saajooq / Maratsi, Odin)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Atsivaq, den stærke kvinde
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 83 - 85
Lokalisering:Sermiligâq / Sermiligaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé:

Fortsættelse af "Nápartuko". Nappartukus enke. Atsiavaq, har ry som

stærk kvinde. Det får tre mænd fra Kilaarmin / Kilarmiit at føle, da de

udfordrer hende til armkrog. Skønt A. allerede er gammel, kan ingen

af dem klare hende. De to havner med hovedet i skridtet på hende. Og

den tredje på hendes mave. I anerkendelse af hendes sejr tar han hende

om endeballerne og ligger på skrømt med hende. Latteren er

overvældende. A. var i sine unge dage så stærk, at hun kunne løfte en

ung sortside i strakte arme over hovedet.

 

Hist.: En historisk fortælling fra 1700-tallets slutning, mener Jens Rosing her. Men i en senere publikation (Hvis vi vågner til havblik, 1993, Ikke registreret i denne base) daterer han den slutningen af 1800-tallet. Det passer bedre med andre oplysninger.

Audlarniutigadlugo / Aallarniutigallugu

Print
Dokument id:312
Registreringsår:1867
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, VI, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Mikiassen, Niels (Nis)
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Audlarniutigadlugo / Aallarniutigallugu
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 187h - 190v
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Mest sandsynligt er fortælleren Niels Mikiassen identisk med Nis Mikias fra den danske menighed i Nuuk.

 

Oversættelse ved Apollo Lynge:

 

Indledning.

 

Det fortælles, at hedningene lavede tupilakker (tupilak) ved at sammensætte forskellige knogler. De satte knogler fra alle slags sæler sammen med knogler fra alle slags fugle. Så prøvede de at vække dem til live efter at have anbragt dem ved bredden af en elv. Når de blev levende, sagde de navnet på den person, de bar nag til, eller som var deres fjende, og som de gerne ville have dræbt, og de lod dem tage af sted, ikke for at fange, men for at dræbe. På den måde dræbte de ikke-kristne / udøbte deres stakkels medmennesker ved deres slette vaner.

Desuden øvede de sig i at blive åndemanere (åndemaner / angakkoq), så de kunne udøve trolddomskunster. De kunne udøve deres kunster, når et menneske blev sygt, for at det skulle blive rask. Når disse mennesker blev raske, betalte de åndemaneren med forskelligt de kunne skaffe. Sådanne åndemanere udnyttede deres uvaner og løj for deres medmennesker. Nogle af dem sagde, at de havde været et helt andet sted, og andre sagde, at de havde været på andre bopladser. Og andre havde en masse planer. Endvidere var der andre, der øvede deres kunst, når de kom ud for misfangst, ved at sige, at de tog ned til Havets Mor, hvor de fik forskellige ting af hende og stak deres stakkels fæller en masse løgne.

 

Men der fandtes også rigtige åndemanere, der blev hjulpet af Toornaarsuk (her vist i betydningen djævelen, den onde, AL.), da denne havde givet dem magt. Jeg har også selv hørt, hvor man opøvede sig til åndemaner, og hvor vi selv, tre personer, var med til at fremlokke en råben, som vi blev bange for og flygtede fra. Det var et sted i en stor sø.

 

Hist.: Vedr. toornaarsuk se: Sonne, Birgitte: Toornaarsuks forvandlinger. Religionssociologiske Perspektiver. Særnummer af Chaos, 1985: 117 - 136.

Bemærk fortællerens skelnen mellem ægte åndemanere med forbindelse til kristendommens djævel, og de andre, der bare lyver og bedrager.

 

s. 188v

De udøbtes vaner og overholdelse af taburegler / Nalusut ileqqut aamma allernik.

 

Det fortælles, at en mor fastede når hun havde født en dreng. Hun holdt næsten op med at spise, kun en enkelt bid om dagen og dertil drak hun meget lidt vand i en muslingeskal, og familien hentede kun vand, mens de andre endnu sov. For at drengen skulle få det let med fangstdyrene, udstyrede de ham med forskellige amuletter af forskellig ben eller sten, forskellige smågenstande, og da de troede så meget var de så heldige heldigvis at nyde godt af dem.

 

s. 188v: De forsøger også at opklare anngiaq / aama anngiarsiortarput.

 

Hvis en kvinde blev gravid uden for ægteskab og aborterede, når fosteret først lige var bgyndt at vokse i hendes mave, kunne hun fortie dette for sin familie og andre mennesker. Og åndemaneren / angakkoqen begyndte at mane ånder og forsøgte at afsløre det skjulte. Åndemaneren gik hele vejen rundt inde i huset og greb noget som han holdt ind mod sig og spiste noget af, og derefter kastede han resten mod denne kvinde. Genstanden ramte hende lige på issen og viste sig at være en stor klump blod. Denne kvinde blev så nødt til røbe sin hemmelighed om, at hun havde været gravid uden for ægteskab, og det fortælles da også, at kvinden derefter blev meget skamfuld, når hendes hemmelighed var blevet afsløret.

 

Kommentar: En del fortællinger i denne base: søg på anngiaq.

 

s. 188h.

Qilaamaannartut: Dem der brugte qilaneq-metoden.

En der kunne afsløre det skjulte gjorde således: Hans hoved blev bundet ind sammen med en genstand som man kunne bruge som en slags løftestang (en kammiut / støvlestrækker (ifølge andre fortællinger, AL)). Man forsøgte så at få hans hoved til at bevæge sig ved at løfte stangen flere gange. Når personerne så begyndte at kunne "se" skjulte forhold, blev det svært at bevæge hovedet. Så fortalte personen hvor man kunne finde det, som man søgte efter. Og når de så fandt genstanden, beundrede og priste de andre sådanne medier.

 

Kommentar: Kendt diviniationsteknik fra hele eskimoområdet. Om hovedet skal føles tungt eller let for at bekræfte en formodning, veksler fra sted til sted. Men det er usædvanligt at man, som her, udtrykkeligt nævner at metoden er et middel til at "se" det der er skjult for andre (angakkoqens mest karakteristiske evner ifølge alle eskimoer).

 

s. 188h.

Nerfallartuumasut : Dem der altid lægger sig på ryggen (med et dække over og arbejder sig op i trance. Se Kaaralis tegning i Tahlbitzer 1941 (The Ammassalik Eskimo, II, MoG bd. 40:710).

 

Nogle åndemanere / angakkoq / lå på ryggen når de manede ånder, og det fortælles at når de gjorde det kunne de finde ud af og finde frem til mange ting. Nogle ting kunne være taget med til et andet sted, så man ikke længere vidste hvor de var. Liggende på ryggen kunne åndemaneren så se genstandene fra det skjulte. På den måde fik de da nytte af sådanne personer til at opsøge genstande som var blevet væk for en.

 

Kommentar: Metoden brugtes også i Ammassalik-området, fx af Kaakaaq, ID. 1260, ID 1702, og ifølge Holm 1972: 127 af alle angakkut om sommeren (hvor mørkelægning dårligt lod sig gøre)

188h-189v

De brugte også amuletter

Forskellige almindelige ting som sten, ben, træ og bark brugtes som amuletter. Det fortælles også at de desuden brugte deres afdøde bedstemoder som amulet. Nogle havde deres amulet på halskanten af pelsen og fik hjælp af den hvis de mødte en fjende, der ville dræbe dem ude i kajak. Andre brugte amuletterne til at dræbe andre med som de mødte, og som ville øve vold eller det der var værre mod dem, og sådan blev de reddet fra deres (voldsmændenes) greb.

 

189v

Deres åndemanere plejede at gøre følgende:

Det fortælles, at de under åndemaning forsøgte at øge andres dygtighed til forskellige gøremål på forskellige måder: Nogle ville de gøre til bedre fangere ved at lade dem sluge en harpunspids, mens andre trak i dens fangstline. Når en armslængde blev trukket op, placerede de sig med den i en mørk krog og "fødte" den del som de stadig havde i maven, og derefter satte ejeren den på igen. Sådan blev denne mand bagefter i stand til at fange endnu flere sæler. Den åndemaner / angakkoq der plejede at gøre sådan hed Amitsukujooq (den lange, smalle), og det fortælles at han plejede at udføre forskellige kunststykker. Det fortælles også at han siddende på stranden fremsagde sit ijajaa, ijajaa, og på den måde fik de kroge til at vende tilbage som han havde mistet, da de sank.

 

Kommentar: Kunststykket med harpunspidsen forekommer i flere fortællinger, men altid med åndemaneren som den der sluger og "føder" (eller tisser) den (ud) igen.

 

s. 189

Det berettes også at de sang nidviser mod hinanden (ivertut).

De sang nidviser eller (rettere, de) mødtes til festlige sammenkomster. De ankom til en anden boplads enten med konebåd eller, hvis bopladsen lå på samme land som deres eget sted, gående over land. Når de kom frem sang de først nidviser mod dem ude fra bådene (eller uden for huset, ? BS), og først derefter gik de ind til dem i huset. Når de kom ind blev de modtaget meget godt og blev budt på dejlig mad. Først efter det hyggelige samvær gik de udenfor huset eller teltet og, når de havde fået modstanderen til sæde på jorden, tog de fat på sangkampen. Modstanderen lagde ud ledsaget af sin husstand med en sangdans til eget trommeakkompagnement og han sang den nidvise han havde digtet om sin modstander til lejligheden. Den førstes husstand samledes for sig, og det samme gjorde modstanderens husstand. Udfordreren havde opsamlet og sat melodi til sin sang om modstanders uheldige sider og egenskaber, som han havde hørt om og fundet frem til, og når han nu sang, måtte modstanderen vedkende sig sine svagheder. Når de nåede frem til de mindst flatterende sider, og modstanderen nægtede at vedkende sig sine "værste" sider, gik en anden ind i sangkampen og tog det på sig at vedkende sig selv disse sider.

 

Når udfordreren ikke havde flere nidviser, svarede den udfordrede på samme vis ved i sin sang at blotlægge de værste egenskaber hos sin modstander. Sådan, siges det, sang man hinanden på og overfusede hinanden. Mennesker, der således sang nidviser mod hinanden, kaldte man sangkampfæller.

 

Hist.: Stedfortræderen der påtager sig den udfordredes værste sider er en usædvanlig oplysning. Se ellers Inge Kleivan: Song Duels in West Greenland, Folk Vol. 13, 1971, og Jens Rosing: Kimilik, Kbh.: Gyldendal 1970.

 

189v-190v

Hedningenes forskellige slette vaner.

De prøvede sig hele tiden frem med nye metoder, hvad enten de prøvede at få flere dyr i havet eller på land eller at jage dem bort fra land eller hav. Det siges, at dengang den sydlige del af landet var meget rigt på rensdyr, mens den nordlige landsdel var fattig på dem, kunne nordgrønlænderne ikke gøre andet end at lave en lille slæde af træstiverne fra en grav og slæbe den nordover, hvorved  rensdyrene fulgte med og blev trukket nordover, og den sydlige landsdel blev tømt for rensdyr mens den nordlige blev meget rig på dem. Ja, man må undre sig over de forskellige ting hedningene foretog sig.

 

Hist.: Det står ikke ganske klart om grænsen mellem syd og nord er den mellem de to inspektorater (ved Sisimiut), eller en sydligere.

I 1700-tallet havde det sydligste Grønland og ligeså Nuuk-egnen rige bestande af rener. Senere forsvandt renerne totalt fra det sydligste Grønland.

 

Kommentar: Det er interessant at lokal-etniske forskelle bruges som forklaring på ændrede naturforhold.

Det afhænger i høj grad af situationen om dele fra en grav menes at tiltrække eller skræmme vildtet.

 

s. 190v

Også om morderes skikke

Når de havde begået et mord ude i kajak skar de den myrdede i stykker ved leddene og spiste en bid af den myrdedes lever for at den myrdede ikke skulle krybe ind i morderens krop. Når de undervejs hjem fangede en sæl, lagde de den op bag på kajakken med hovedet pegende agterud, og på den måde vidste bopladsfællerne at vedkommende havde begået et mord.

 

Når en kajakmand føst kom hjem efter mørkets frembrud var husfællerne nysgerrige efter at se, hvordan vedkommende ville komme ind i huset. Hvis han kom ind med bagdelen først over tærskelen fra husgangen, drak de af spæklampens brændetran for ikke at blive hjemsøgt af den myrdedes ånd. Så vidste husfællerne at de havde dræbt et menneske.

 

På denne måde dræbte hedningene deres stakkels medmennesker, ligesom dyrene gør det.

 

Kommentar: Ritualerne svarer til beskrivelser i andre kilder fra Vest- og Østgrønland. Om Mikiassen har læst sig til sin viden eller fået den gennem mundtlig overlevering, kan ikke afgøres.

I slutningen af teksten veksles der noget uklart mellem ental og flertal. Men det må være morderne der kommer baglæns ind og sikrer sig med indtagelse af lampe-tran.

 

Den bagvendte manér genkendes også fra østgrønlandske beskrivelser af en "hjemvendt" (fra at have været savnet i kajak i flere dage), en angerlartoq. Se spec. Victor.

Avgup tigussavarqajarnera

Print
Dokument id:1811
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 413
Fortæller:?
Nedskriver:Rosing, Christian
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Avgup tigussavarqajarnera
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:3 sider, nr. 55
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, side 375: "Dengang

åndemaneren Avggo ..."

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Dengang da Aggu / Akku nær var blevet taget.

Aggu fulgte engang en konebåd et stykke på vej nordover. Han ledsagede

dem til Avalineq. Først da han nåede til et bredt sund, forlod han dem

og tog af sted sydover. Han roede sydover i ro og mag uden at ane

uråd. Han var kommet ret langt sydover, da han opdagede, at der kom en

konebåd bagfra; det var noget, han ventede  mindst af alt. Han

sagtnede farten og ventede på den (âsît qasisêrtaugagssat

iluatigalugit - Måske: for det ville jo være rart med følgeskab). Han kiggede på

konebåden og fandt, at der var noget ejendommeligt ved, at de roede

så langsomt. Når de tog et åretag, varede det længe, før det næste

kom. Det gik også op for ham, at konebåden ikke lavede nogen krusning

på havoverfladen. Da han blev klar over, at det drejede sig om en

ikke helt almindelig konebåd, fik han travlt med at ro imod land; og

straks begyndte han at kalde på sine hjælpeånder. Mens han endnu

roede (imod land), kom to kajakmænd hen til ham. Da kajakmændene

opdagede ham, fik de fart på. Han nåede til land, lige

før de indhentede ham. Han skyndte sig at trække sin kajak op på

land, stillede den på tværs, lod sig falde ned bag ved den og lagde

sig ned. Alle hans hjælpeånder kom hen til ham. Konebåden havde en

styrer og tre roere; og midt i konebåden var der en tiggak (en

hansæl) qârarsiúminik isulersimasoq (?), som var skåret over, og som

ikke var gammel (eller: som var frisk).

 

Styreren undersøgte landsiden og trak båden imod stranden ved hjælp af

en bådshage for at gå i land og snuppe ham. Lige da

konebåden skulle til at lægge til, stillede Aggus hjælpeånd Ukuana sig

mellem konebåden og stranden; og straks fik han fat på konebådens

ræling (umiavdlo qulâ) og skubbede båden, så den gled langt ud.

Styreren fik hurtigt fat i bådshagen og ville trække båden imod land;

men hver gang skubbede Ukuana båden ud. Dette gentog sig mange gange,

og det tog lang tid, men Aggus hjælpeånder magtede ikke at få

båden væk. Aggu blev bange, og han kom i tanker om, at han også havde

en hjælpeånd, som hed Pamialaaq, der havde en nápalikitsoq (? en

falk, som hjælpeånd). Han gav sig til at lokke den til sig. Han

måtte vente længe; og han var ved at blive utålmodig, da den viste

sig sydfra fra den anden side af et lille næs. Aggu mente bestemt, at

det måtte være Pamialaaq. Han kunne genkende den ved dens måde at ro

på. Da han nærmede sig, fløj dens falk op fra kajakstolen. Den fløj lige hen

over vandoverfladen. Den så så lille ud, at den lignede en vandrefalk;

men den blev større, efterhånden som den nærmede sig konebåden, og den

blev til sidst ganske stor. Den fløj direkte imod konebåden forfra

for at angribe den. Den fløj op henover konebåden, uden at styreren

opdagede den; og den ramte styreren isuatigut (yderst ?) ganske svagt med

brystbenet, så han var lige ved at falde bagover i vandet. Med nød og næppe kom han på højkant igen. Og dårligt var han oppe, så ramte den ham bagfra; så han søgte tilflugt ned i konebåden (altså: fra den udsatte plads, hvor styreren sad, til midten af konebåden). Under disse forsøg på angreb gjorde styreren sig klar til modangreb. Han var klar til at slå fuglen, da den kom forfra; men idet

fuglen drejede vingerne på langs, ramte han den ikke. Da den kom

bagfra, forsøgte han at slå den bagud, men heller ikke denne gang

ramte han. Han gjorde mange ihærdige forsøg, men forgæves. Så sagde hjælpeånden, der ejede denne falk: "Jeg har ellers stukket ham, fordi jeg var så vred på ham (Aggu); men nu hjælper jeg ham fordi han trænger til hjælp."

 

Det lykkedes ikke styreren at få ram på fuglen; og idet han fik

konebåden fra land, sagde han: "Han er vist ikke noget helt

almindeligt menneske. Nu opgiver jeg." Så tog de af sted; og de roede

så hurtigt, at stævnen af konebåden kom til at ligge dybt i vandet.

Idet konebåden tog af sted, begyndte hjælpeånderne at

qasisertâlerpait (få nok af dem/tage hjem igen).

Men falken fulgte hele tiden konebåden tæt, mens man roede imod

syd. Da konebåden var nået omkring næsset,

hørte man nogen briste i gråd. Efterhånden som

båden kom længere væk, hørte man grådanfaldene tiere og tiere. Til

sidst kom båden så langt væk, at den ikke sås længere; hermed

forsvandt også gråden. Det viste sig, at falken

havde revet konebådens betræk i stykker.

 

Hist.: Aggu der levede ca. 1843 til 1891 var fra Sermiligaaq og Ammassaliks store åndemaner, mens Holms konebådsekspedition overvintrede der i 1884-85.

Der er en fortælling hos Jens Rosing 1963 om en seance, hvor en af Maratsis hjælpeånder er blevet sur og angriber ham: Maratsi bliver stukket af Iikádik / Iikattik. Måske det samme fortaltes om Aggu.

Avko / Aggu

Print
Dokument id:1312
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:Rosing, Peter
Indsamler:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Titel:Avko / Aggu
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 239 - 244
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, I: 106 - 112; angakkortalissuit, 1990: 105 - 111.

 

Resumé af Jens Rosings oversættelse: Som seks-årig dør Aggu / Akku af næseblod, begraves og begrædes af

sine forældre. A. vågner op under gråden adskilt fra sit døde legeme

der ligger tre stentrin oppe i graven. Efter mange mislykkede forsøg,

fordi han kun kan trække vejret ind, men ikke puste ud, når han

endelig op i sin krop, vågner op, skriger og bliver udfriet af graven.

A. er bestemt til at blive åndmaner og hans far forstår af hændelsen,

at A. vil blive en meget stor åndemaner.

A.s "forløsning" kommer på en af årets korteste dage. Hans kone

Porngartivan ser det, spør om han er blevet afsindig, og A. svarer. at

det blir han nok engang. Man er i færd med at lege blindebuk og A.

farer selv rundt i vildelse som en blind. Han råber massassamo til først den ældste mand, der råber det samme tilbage, så den næste osv. Dette forløsningsritual kaldes akiversaarineq, at svare opildnende. Pludselig sluger Akku så et knastørt lomvieskind og derefter et tørt, tilskåret stykke sålelæder (af remmesæl), en handling der kaldes niilerneq, helslugning.

Alt dette gentager sig tre aftener.

 

Da A. den tredje aften skal holde seance, vil han ikke lade sig binde, fordi han ikke er blevet forløst ved "ueerineq" (blødning fra mundvige og andre bløddele).

Han tilkalder sine ånder ved at slå en smældeskive (makkortaq) i hånden i

stedet for tromme og husets ældste, Kaattuarnaaq står ham bi med råb

og spørgsmål. Hjælpeånderne ankommer, men kommer endnu ikke ind.

Trommen danser for sig selv på gulvet og op på A.s ryg, hvorved han

får sila, alverdens viden. A. gennemfører derefter prøven på store

evner, idet han seks gange presser sit åndedræt ned under gulvet.

Derefter kommer hans amoo / Amuu-skræmmeånd ind, og derefter alle hans

skræmmeånder på skift. Dernæst ånden Ajaqqisaaq, der glæder sig over

at være kommet tilbage til bopladsen, hvor dens tidligere herre, hvis åndeflugter altid foregik i en regn af gnister, boede. Akku får sit åndedræt tilbage og opfordrer enhver vantro tilhører til at beføle Ajaq. , der viser sig at være meget stor. Aggu råber pludselig til en husfælle,

at denne skal trække en fedtring om sin kone, fordi Ajaq. vil dræbe

hende. Ajaq. ærgrer sig, dens herre ser da også alt. Ajaq. fortæller

så sin historie om hvordan den først skiftede fra en mindre lysende til en langt mere strålende herre, men kom for sent til at redde ham, da denne blev dræbt af to kajakmænd. Ajaq. dræbte til gengæld dem, og har

siden efterstræbt alle deres slægtninge. Husfællens kone, der skulle beskyttes med en fedtring omkring sig var en afdem. Dernæst præsenterer Akku alle sine øvrige hjælpeånder på skift:

Ukuana, Pamialaaq, Sukardik, Umarnaq, Unarmi og andre. Han får vejret op igen og er erklæret angakkoq. Seancen gentages (siges det) to gange til.

 

Var.: Bortset fra at Aggu ikke bløder følger hans initiation til den første seance, også kaldet "forløsning" i oversættelse, det ideale forløb i Ammassalik området for initiation til angakkoq / åndemaner.

 

Hist.: Aggu levede fra 1843 (ca.) til 1891. Foruden Ajaqqisaaq har han

sikret sig to af sit store idol, Ajijaks hjælpeånder: Umarnaq og

Unarmi.

 

Tolkning: Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Åndemanerens afbalancering.."; "Relationer mellem rigtige mennesker..."; og eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

 

Bemærk præsentationen af hjælpeånder, hvor tilhørerne tilmed får lov at føle på den ene af dem. Også Ajijak præsenterede sin hjælpeånder under sin første seance, tilmed synligt, omend synet gjorde tilskuerne omtågede. Måske har de der spillede ånder ved sådanne lejligheder båret masker. s. 242 taler de ankommende hjælpeånder åndesprog og bruger bl.a. vendingen narta makinginngami, som J. Rosing oversætter til "før dagens øje (stod op)". Den første glose skal staves naarta (som det også fremgår af originalen, hvor Otto Rosings oversættelse til daglig tale lyder: før dagen står op). naarta betyder ordret "dens mave", et åndeglose for sila, der især bruges om døgnets liminale overgange, tusmørke og daggry. Se Vejledningens eksempel på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

Avko / Aggu / Akku hævner sig

Print
Dokument id:1684
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:Rosing, Peter
Indsamler:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Titel:Avko / Aggu / Akku hævner sig
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 247 - 252
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, Angakortaligssuit, 1957 - 61, I:116 - 122: Avgo akiniartoq; angakkortalissuit, 1990: 114 - 120: Aggu akiniartoq.

 

Resumé:

Fortsættelse af Kaaralis fortæling om Aggu.

   I foråret 1880 mister Aggu den sidste af sine søskende, en

storebror, han var nært knyttet til. Midt under hans sorg kommer folk

fra Sermilik på besøg og udfordrer til sangkamp. Deriblandt

Ilinngivakkeeq, der udfordrer Aggu. A.s fæller mener, at det ikke er

nogen skam, om A. ikke tar imod udfordringen. Men Aggu stiller op,

lader sig håne for sin sorg og sine tab, som I. synger om, og A. må

endog modtage kindbenstød. A., der ikke har haft mulighed for at digte

en modvise, synger blot en afskedsvise. Men om efteråret tar han hævn.

Han kommer uanmeldt til I.s boplads og sangkampen begynder straks. A.

synger om sin sorg og håner folk som I., der hverken græder, har

følelser eller kan føle med andre. I.s bror, Pikkinaq kalder på sine

hjælpeånder, men den ånd, der pludselig svarer ude fra en ø, er A.s

hjælpeånd Ajaqqisaaq. Aggu går straks i trance, hans tarmskindsanorak

blafrer, men han kommer til sig selv igen, og ved slutordet i næste

vers røver Ajaq. og en anden af Aggus hjælpeånder sjælen fra I.s

andenkones to-årige barn. Det sidder i hendes amaat og begynder at

bløde ud af munden.  I. har ingen lyst til at synge mere.  A.

afslutter sin sang, ror derefter ud til øen, snakker med sine

hjælpeånder og er sig selv igen, da han kommer tilbage. Ved afrejsen

forstår han af I.s bror, Kaakkajik, der er den største åndemaner af

brødrene, at ingen vil hævne sig på A.  A. drager bort med fred i

sindet.

 

Hist.: Aggu levede ca. 1843 til 1891. Ilinngivakkeeq / Ilinnguakkii /

Ilinguaki (ca. 1830 - 1893) var en af Naajas sønner. Det samme  var

Kâvkajik / Kaakkajik / Kakasik (ca. 1835 - 1885).

Avko / Aggu / Akku lader sig bortføre

Print
Dokument id:1683
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:Rosing, Peter
Indsamler:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Titel:Avko / Aggu / Akku lader sig bortføre
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 245 - 247
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, Angákortaligssuit, Godhavn: Det grønlandske Forlag, 1957 - 61, I: 112 - 116: Avgo pôrtoq; angakkortalissuit, 1990: 111 - 114: Aggu poortoq.

 

Resumé: Fortsættelse af Kaaralis fortællinger om Aggu.

 

I 1879 - 80 overvintrer Aggu i Nortsiit / Nortiit, og på hans vante boplads,

Kangaartik diskuterer man om A. eller Maratsi er den største

åndemaner. De, der mener M. er den største, karakteriserer A.s

åndemaneri som barneleg.  A. sender bud. Han vil lade sig bortføre af

kæmpebjørnen og kæmpehvalrossen. Jo, man vil gerne komme og se A. lege

som barn.

   Under forberedelser afskærmes hovedbriksen og den østvendte

sidebriks med et rækværk af teltstænger, der beklædes med et med

kighuller gennemstukket skind. A. sætter sig og kalder sine ånder til

hjælp mod alle dem, der ikke tiltror ham større evner. Trommen tar til at

larme. A. beordrer straks lamperne slukket, hvorefter det ryster og

knager i alle stængerne. Pludselig blir alt stille. Efter en tid

fremkalder A. tre øredøvende brag med passende mellemrum. Kæmpebjørnen

ankommer i husindgangen, flænger forhængsskindet og er synlig i

fuldmåneskinnet. Aggu er væk, men slæbes så skrigende ud af bjørnen.

Nogle mænd, der erstatter skindene med nye, får fodsålerne tilsølet i

blod. En siger: "Nu leger Aggu ikke mere som barn." Trommen kaldes

i gang igen af tilskuerne. Hjælpeånden Ajaqqisaaq kommer, standser

lyden, fortæller at Aggu nærmer sig, og man hører stadig Aggus skrig

komme nærmere. Under gulvet lyder nu hans eneste ledsager,

toornaarsuks "ululuu, ululuu". Trommen går atter i gang,

skindtapeterne rasler i lufttrykket, Ajaq. meddeler Akkus ankomst med fryd. Det er lige som dens forrige, fantastiske herre. Så forsvinder Ajaq. og i en regn af gnister kommer Akku flyvende ind og rundt i rummet. Alle lyde forstummer. Aggu kommer til sig selv, spørger om det var ham selv eller kun hans ånde, der rejste.

Han har klaret turen, hans krop er blå af underløbet blod. Kun hans fodsåler er uskadte og han stiger i alles agtelse.

 

Var.: En ganske kort beskrivelse af denne historiske seance findes hos: Holm, Gustav: Ethnologisk Skizze / Skitse af Angmagsalikerne 1888: 133 (Meddr. Grønland X) = 1972: 132 (Konebådsekspeditionen, red. J. Meldgaard) og på engelsk i Holm 1918: 98f.

Med andre hovedpersoner, søg: Naaja puulik; Kaakaaq puulik; Georg puulik og Missuarniannga puulik.

 

Hist.: Akku levede fra ca. 1843 til 1891.

 

Tolkning: Aggu har klaret at blive en "puulik": Se Vejledningens eksempel på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

Azia' / Asiaq

Print
Dokument id:2012
Registreringsår:1935
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Apulu ? (Abudu / Kajammat / Kâjangman / Kaajammat / Kukkujooq)
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Azia' / Asiaq
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 389 - 390
Lokalisering:Tineteqilaq ?: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

Naaja's besøg hos Asiaq:

En mand i et hus beklager sig over sin skrigende baby, som han ønsker at andre vil tage sig af. En ung pige kommer og tar barnet med i sin amaat. Hun er hul i ryggen. Det må være Asiaq, regnens gudinde, finder man ud af.

Mange år senere kommer åndemaneren Naaja på besøg hos Asiaq for at få hende til at regne sneen bort, der dækker åndehullerne. Hos hende ser han en gammel mand med skæg, der skriger unngaa som en baby. Det må være barnet hun kidnappede. Selv sænker hun en pose i højre side af sin indgang ned mod jorden og trækker den op fuld af løvetand. Næste gang blir det i højre side og posen er fuld af narhvalkød snuppet fra køddepoter og skindsække på jorden.

Naaja ber hende sende regn. Hun ryster et isbjørneskind til sædet i en kajak en enkelt gang. Anden gang stopper Naaja hende i tide. Den ene gang giver regn i en hel måned.

 

Var.: Asiaq.

 

Hist.: Naaja var åndemaner i Sermilik-området i første halvdel af 1800-tallet. De fleste fortællinger om ham er samlet og udgivet af Otto Sandgreen 1987. Enkelte af Jens Rosing. Søg på Naaja.

Barnebarnet

Print
Dokument id:535
Registreringsår:?
Publikationsår:1976
Arkiv navn:
Fortæller:Filemonsen, Cecilie
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Barnebarnet
Publikationstitel:De store konger. Ni grønlandske eventyr. Holstebro 1976
Tidsskrift:
Omfang:side 29 - 36
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Oversat af Jens Rosing.

Resumé:

Holger Danskes barnebarn er en ung mand i følge med den gamle Holger Danske da han af en konge, der kommer forbi, får en halvskilling med den besked ikke at skille sig af med den så længe han lever. Barnebarnet strejfer om i verden, kommer en dag til et hus, hvor man spiller kort. Han deltager, vinder en masse, men da en fremmed dukker op i fåreskind for at spille med ham, taber han gang på gang. Den fremmede vil ikke tage imod de mange penge barnebarnet kan tilbyde. I stedet har han i sin bog noteret at barnebarnet har bortspillet sin vordende hustru og børn, som den fremmede vil afhente engang i fremtiden. Barnebarnet ler. Det gør han i det hele taget, også da han har skaffet sig en tjener, Jokun, der sættes til at passe på mønten, men ber sig fri for fristelsen til at stjæle den. Hvorfor skulle han det når han er sat til at passe på den? ler barnebarnet. Men Jokum stjæler sin herres hest og penge. Skønt fattig giver det altid gavmilde barnebarn en gammel tiggerske sine sidste småmønter. Til gengæld forhekser hun Jokum, der viser sig at være blevet lam i den ene kind, da barnebarnet træffer både sin hest og Jokun igen. De fortsætter sammen til en konge, som udlover sin datter til den der vinder i en ridderturnering. Jokum må to gange agere stand in for barnebarnet, der besøger en olding med en vidundersmuk datter i en hule. Han giver hende mønten til gengæld for en lok af hendes røde hår, og falder i søvn dér. Han vågner med en meget øm og fladligget kind. Jokum er begge gange hoppet af hesten og under voldsom hånlatter flygtet fra sin modstander på alle fire. Tredje gang deltager barnebarnet selv, og han når at hugge hovedet af ialt fem modstandere, inden kongedatteren har fået nok.

       

Kongen vil give barnebarnet sin datter, men han er jo allerede forlovet med den smukke pige i hulen og takker nej. Det viser sig så at kongen mægter at skabe sig om til en olding og at samme pige er kongens datter med en elverpige, der er forsvundet tilbage til elverfolket. Hun har til gengæld efterladt et spejl, hvor man kan se alt, også det der er bag jordens krumning. Iøvrigt var det kongen der gav halvskillingen til den barnebarnet, fordi han i spejlet kunne se at denne havde samme hjerte som hans datter. Så er du altså fuld af fup! udbryder barnebarnet. Det indrømmer kongen, hvorefter barnebarn og kongedatter blir gift. De får ialt tre børn, barnebarnet bliver konge efter sin svigerfars død og under en af sine mange inspektionsrejser, har nogen bortført hans kone og børn. Han tæller sine dage tilbage til kortspillet og forstår at den fremmede i fåreskind har virkeliggjort sin trussel. Fortvivlet vandrer Barnebarnet ind i landet, ind i en ørken, hvor den fremmede står med oprakte arme og fremmumler en trylleformular. Barnebarnet magter ikke at fælde ham. Efter gentagne beklagelser får han lov at se kone og børn dybt nede i en kløft, der opstår, da den Onde tegner en streg i sandet. Hele sceneriet gentager sig, og nu får barnebarnet tilladelse til at få kone og børn tilbage imod at han skaffer den Onde de vises sten.

       

Konen gransker spejlet i tre dage: Stenen befinder sig på bunden af Afrika-dybet, er sort om dagen og lyser som et vokslys om natten. Forældrene træner deres lille søn til at dykke, i længere og længere tid, til sidst så længe som en klapmyds kan. De køber et skib, når frem til dybet, hvor stenen skimtes i natten, og det var flere dage før drengen smilende kommer op med den, som de har fortalt var et stykke legetøj. Nu befinder vi os midt mellem godt og ondt, siger de, og ved ikke hvor de skal gøre af den store sten. Så må Jokum passe den. Han skraber en stump af den og putter stumpen i lommen. Overdragelsen af stenen skal ske nær slottet ved en kirkeruin, som de aldrig tidligere har set. Her skal de kalde den Onde frem ved at sige Fimbul tre gange. Han dukker op, får stenen, men da Barnebarnet tegner korsets tegn bag hans ryg, opløses stenen til intet og den Onde forsvinder skrigende ned i en brændende kløft.

       

Jokum har dog en stump af stenen, som gør ham så utrolig vis, at han kan fortælle historier fra så gamle dage at de ligger forud for Kristi fødsel. Han blir rig på at fortælle, lige indtil den dag hans tjener kommer til at smide stumpen ud med fejemøjet. Da blir Jokum den mest uvidende mand i verden.

 

 

Hist.: Denne samling af danske folkeeventyr i grønlandsk genfortælling er fortalt af Síse, der også fortalte fra den grønlandske overlevering. Ifølge Jens Rosings forord har hun hørt dem af sin mor og mormor og de stammer tilbage fra 1800-tallets midte, da alskens illustrerede udenlandske fortællinger og bibelhistorier blev publiceret i småbøger og i "avisen" Atuagagdliutit på Rinks trykkeri i Godthåb / Nuuk. Sissis fortællinger er taget med her for at vise hvor forskellige de er fra de egentlig grønlandske - trods tilpasningen til genkendelig grønlandsk kultur.

 

Det mest imponerende ved netop denne fortælling er sammensmeltningen af træk og episoder fra mange forskellige europæiske eventyr: ulven i fåreklær der blir til djævelen i fåreskind fx. Fimbul der skal siges tre gange - ikke Finn, der ved identificeringen måtte holde inde med at nedbryde Lunds domkirke under opbygningen. Kirkeruinen er muligvis smuttet ind via nordbofortællinger, hvor den i Hvalsø undertiden figurerer. Vendinger som: og hans dage var talte, får en ny betydning i sammenhængen: Barnebarnet tæller dagene tilbage til kortspilsdagen og så viser det sig at passe med dagen for afhentning af kone og børn.

Dykkertræningen af sønnen er derimod ren grønlandsk - eller inuit - episoden forekommer også hos inuit i arktisk Canada. Søg på: Svømme under vandet som en sæl.

Besætningen på en troldbåd prøver at bortføre Ajijak

Print
Dokument id:1680
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Saajooq (Sâjôq / Saajooq / Maratsi, Odin)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Besætningen på en troldbåd prøver at bortføre Ajijak
Publikationstitel:Sagn og Saga
Tidsskrift:
Omfang:side 235 - 236
Lokalisering:Sermiligâq / Sermiligaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé:

Fortsættelse af Saajooqs fortællinger om Ajijak. En dag A. er

på bærtogt, får han fra land øje på en konebåd uden kølvandsstribe og

fyldt med sorte mennesker. Det er umiaqasaat / umiarissat / umiariassiat, der vil

røve ham. De hindres længe i at komme i land, fordi A.s mange

hjælpeånder er strømmet til og forsvarer ham. Blandt disse er også

ånden Unarmik, skønt denne ikke undså sig for at stikke A. med en

kniv, da A. var yngre. A.s kæmpefalk kommer flyvende og retter et

solidt, men utilstrækkeligt angreb på båden. Kun rorsmanden dør.

Endelig kommer A.s fem kæmper fra indlandet. En af dem smider en

vandreblok / kampesten mod båden, der skyndsomt tar flugten. Man hører jævnligt

skrig fra de flygtende, og Unarmik kan fortælle, at båden er gået til

bunds inde i sundet, Ikaasaq. A.s dværg og følgesvend, Qimmartertoq,

følger ham til Puisortoq, hvor han smelter sammen med stranden og

forsvinder. Det var den, der havde tilkaldt alle A.s hjælpeånder i

farens stund.

 

Hist.: Ajijak / Ajija / Aja levede i første halvdel af 1800-tallet,

var gift med Naajas søster og boede ved Sermiligaaq (Victor 1989 - 93,

II: 408).

Hist.: Ajijak / Ajija / Aja levede i første halvdel af 1800-tallet,

var gift med Naajas søster og boede ved Sermiligaaq (Victor 1989 - 93,

II: 408). Hvalfangere gennemsejlede farvandene øst for Grønland i

1600-tallet, men norske skibe har senere drevet fangst nord for området.

 

Var.: Genfortalt i Jens Rosing: Hvis vi vågner til havblik, Borgen, 1993: 36 - 38

Besøget hos spyfluerne / Niviugkanut / Niviukkanut pulaortoq

Print
Dokument id:1244
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Besøget hos spyfluerne / Niviugkanut / Niviukkanut pulaortoq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 242 - 245, nr. 9
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 29 - 32.

 

Resumé: Den morgen Kaakaaq skulle have mødt Papeqqia igen træffer hun

på et hus, hvor små hvide menneskevæsner taler næsten uforståeligt

med mange iii-lyde. De vil give hende mad, men husker så, at hun intet

må få, hvis hun ikke skal blive hos dem. K. blir træt af deres

iii-snak, de læser hendes tanker, siger at nu vil hun gå, og på hjemvejen træffer hun en fluesværm, der synger så kønt som om de sang trommesange. Det er nok

dem hun lige har mødt i menneskeskikkelser.

Med Papeqqia og fluerne som hjælpeånder har K. afbalanceret to af de

heksemidler hun fik af Qanappi. Det tredje afbalanceres da hun en

anden gang møder åndekvinden Saddiniarit, der belærer hende om, at hun

skal være seksuelt afholdende under lærertiden til åndemaner. S.

fortæller advarende om en mand, der engang så hende, S., lå med hende og

døde af det.

 

Hist.: Tid: Ca. 1880. Persondata søg på: J- Rosing 1963: s. 281 - 285:

"Kâkâq".

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Tolkning: Om afbalanceringen af heksemidler og hjælpeånder se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Åndemanerens afbalancering...".

De tyvagtige dværge

Print
Dokument id:554
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Nanna Mikiki
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Jens
Titel:De tyvagtige dværge
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 17 - 18
Lokalisering:Sermiligaq: Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Resumé:

 

Det tørrede kød forsvinder gang på gang fra depotet. Da en ung mand

holder vagt om natten, fanger han tyven, der er en lille dværg. Denne

puster sig stor og undslipper forfulgt af den unge mand. Pludselig

forsvinder den ned i jorden, hvorfra den unge mand hører dværgene tale

om, at dværgen blev fanget af nogen, der ikke var et rigtigt menneske, og

at en vis Addiilaatsiaq må udspørge ånderne ved hovedløftning / qilaneq. En

anden siger: "Putaan Qitaan er bedre til det." Slut.

 

Var.: Papikkaalaq; Ivalimaaq; Iseraq; De tyvagtige dværge;

 

Tolkning: Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) om "dværge" og "minidværge".

Den alvorstunge vinter / Ukioq ilungersornartulik

Print
Dokument id:1287
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Den alvorstunge vinter / Ukioq ilungersornartulik
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 427 - 437, nr. 52
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 188 - 196.

 

Resumé: Kort før sin død fortæller Kukkujooq Sandgreen om den vinter,

hvor han afskar sig selv fra nogensinde at rejse til Havkvinden / havets moder og

mistede lysten til både at holde sin første seance og hævne sin far.

K. havde fået en uimodståelig trang til at se sin far, der blev myrdet

mens K. endnu var lille. De ville nok kunne genkende hinanden dernede

i dødsriget, for K. og hans far havde vel et eller andet fælles

legemligt træk. Det blev K. klar over engang, da han skulle puste liv

i sin nyfødte halvbror og nær havde ladet drengen dø, fordi den spæde

drengs næse var en tro kopi af sin fars, Imaakkas næse. K. hadede

nemlig sin stedfar I. Kukkujooq overvandt dog sin vrede og fik liv i

drengen.

K.s hjælpeånder fandt, at besøget i dødsriget var en dårlig

ide, fordi han dermed villle afskære ethvert senere forsøg på at gå

længere ud under havet til Havkvinden / Sødyrenes mor. Desuden burde han også først holde sin første seance. Men K.s trang til at se sin far er for stor,

selv om han ikke kan forstå årsagen til denne trang. En dag under en

kajaktur i dejligt vejr kommer trangen voldsomt over ham, og da han

hører sang (åndesang) fra toppen af en høj bratning ved havet, går han

i land, klatrer derop, hvor hjælpeånden stryger ham over øjnene.

Udsynet over de bittesmå isbjerge ned i havet fortoner sig og giver

efter en sløret overgang plads for et nyt udsyn over tre tågebanker

bag hinanden med mørke imellem sig. Ånden forklarer, at det første

mellemrum er vejen ned til dødsriget, det andet til Havkvinden, og at

kun åndemanere, der har holdt seance, kan følge den nemmere vej langs

havbunden. K. vil ned til sin far. Ånden træder sammen med ham eet

skridt ud til det første mellemrum. Det er væmmeligt blødt, men i et

enormt stormsus får K. fast grund under fødderne på en lille høj med

udsigt til en stor boplads. Alle mænd er ude på fangst. Han krydser

sig vej mellem husene ned til stranden, hvor han trækker en kajakmand

på land. Denne er hans far, der smiler, men intet siger. Da K. så

siger, at han er kommet for at se ham, viser faderen ham sit banesår i

ryggen og ber ham fortælle hjemme, at han endnu så nogenlunde er

ligesom dengang han blev myrdet. K. tager tilbage til skrænten, hans

normale syn vender tilbage og ombord i sin kajak igen, undrer han sig

over, at faderen intet sagde om den hævn, som K. skal tage. Måske det

så ikke var nødvendigt?

Vinteren bliver strengere end normalt. Sulten truer, og skønt K.

adskillige gange prøver at rejse ned til Havkvinden for at få

sødyrene frigjort, kan hverken han eller hans hjælpeånder overskride

den grænse han satte med sit besøg i dødsriget. Nu opgiver han også

helt at holde sin første seance.

 

Hist.: Tid: Ca. 1910 - 1915. Piisui / Kukkujooqs persondata, søg på:

Sandgreen 1987: s. 263 - 264: "Drengen Piisui". Det er næppe sandt, at

K. aldrig holdt seancer. Han har blot ikke villet indrømme det over

for præsten Otto Sandgreen. Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Åndemanerens

afbalancering...". Men tilsyneladende gennemgik han aldrig den afgørende mytiskeinitiation, fortæringen ved søens troldbjørn eller -hund, der skulle være forudsætningen for at kunne klare alle en åndemaners rejse-opgaver. Kukkujooq kunne dog flyve. Det havde han lært af en gås. Men flyve til dødsriget kunne man næppe. Han må vist følge de de dødes besværlige vej (se Kanak).

 

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Kommentar: Søg Rejsen til havkvinden, der er talrige varianter.

Det er altid en risikabel sag at tage hævn, for en selv og ens nærmeste, der kunne rammes af gengæld (omend serier af gengældelser var yderst sjældne: Sonne 1982: "The Ideology and Practice of Bloodfeud ...", Études/Inuit/Studies.). Den fremskredne mission, der forbød drab, har også været en hæmsko for Kukkujooq. Incitatmentet må være blevet svækket.

Den habile kajakroer bliver kajaksvimmel / Qajartutdlámak nangialersoq

Print
Dokument id:1278
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Den habile kajakroer bliver kajaksvimmel / Qajartutdlámak nangialersoq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 359 - 370, nr. 43
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 129 - 138.

 

Resumé: Kukkujooq er blevet en meget dygtig kajakfanger og har trænet

sine kræfter op til så stor styrke, at ingen kan måle sig med ham i

fangst og roning. Han ved det kan vække misundelse og er derfor altid

på vagt over for de sæler, han skal harpunere i angst for, at de skal

være tupilakker. Da de alle er rigtige sæler, glemmer han nu og da sin

angst for dem.

En efterårsdag, hvor det blir tæt snevejr i mørkningen, viser han sin

store fysiske styrke. Han kan se, at det ser ud til sne, men tager

alligevel langt ud i sundet efter først én så endnu én sæl endnu

længere ude. I mørkningen ror han hjemad, sneen falder nu tæt og han

støder på et isbjerg, som han ikke tør ro udenom, for ikke at ro vild.

Isbjergets overflade er på højde med hans armhuler, når han stående

op i kajakken vil op på det. Han binder sin harpunline fast i

kajakken, støtter sig til åren og får svunget sig op, hvorefter han

haler først kajak og dernæst sine to sæler op på isfladen. På den

modsatte side er det også stejlt, men han firer kajak og fangster ned,

støtter åren mod kajakkens bund og med stor forsigtighed glider han

ned og sætter sig i kajakken. Lettet ror han hjemad i tykt snefog, der

holder op netop som han når hjem. Næste dag undrer alle sig over hans

tydelige kajakspor gennem sneen på vandets overflade. Det går endog

tværs over det høje isfjeld.

En sensommer inde ved familiens ørredsted ved Parnarkajit / Paarnakajiit inde i

fjordbunden har K. med familie udsat hjemrejsen, indtil der blir lidt

bedre plads mellem isskodserne. K. undersøger hver dag sin kajak for

muligt hekseri, specielt om nogen skulle have stukket noget fra land i

hans kajak, for da ville han blive kajaksvimmel. Han ror ud på fangst,

fanger et par sæler, men blive så slået af skræk, fordi hans åre

pludselig støder mod noget blødt. Det viser sig at være en usædvanlig

stor ørred, der ikke lader sig genne væk med åren. Skrækken bliver

ikke mindre, da ørreden pludselig er væk. Han blir svimmel, får med

besvær vendt rundt og når omsider tilbage til teltpladsen. Længe må K.

kæmpe med sin kajaksvimmelhed, inden han overvinder den og atter kan

ro ud i åbent vand og fange som før. Af andre hører han senere, at den

slags ørreder ikke er rigtige tupilakker, men skademidler, der knurrer

"naar, naar, naar!"

 

Hist.: Piisui / Kukkujooqs persondata, søg på: Sandgreen 1987: s. 263

- 264: "Drengen Piisui". For Kaakaaqs persondata, søg på: J. Rosing

1963: s. 281 - 285: "Kâkâq".

 

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Tolkning: K.s mor Kaakaaq bliver nu og da sindsforvirret og siger da

ikke andet end: "naar, naar, naar!"

Den lille arbejdsmand

Print
Dokument id:536
Registreringsår:?
Publikationsår:1976
Arkiv navn:
Fortæller:Filemonsen, Cecilie
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Den lille arbejdsmand
Publikationstitel:De store konger. Ni grønlandske eventyr. Holstebro 1976
Tidsskrift:
Omfang:side 37 - 46
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Oversættelse: Jens Rosing

 

Resumé:

Den lille arbejdsmand blir forældreløs som lille og får derefter kun noget at spise, hvis han arbejder. En dag han ikke har arbejdet og er sulten tager han en sæk på ryggen og vandrer ud i verden. Han møder en fin dame, der fylder en masse penge i hans sæk fra sin egen og sammen vandrer de til hendes store, fine hus. Her beværtes han overdådigt og spiser til han er ved at sprænges. Nogle vildfarne mennesker, en herre med tjener, melder sig som gæster og får lov til at overnatte på de betingelser, at de skal læse hvad der står over døren, og at de ikke må undre sig over noget der sker. Da de ny gæster beværtes spiser den lille arbejdsmand med endnu engang. Hen mod kl. 10.30 taber kvinden, der er alle kvinders herskerinde, humøret og på klokkeslettet lukker hun to store hunde ind fra under gulvet, tæver dem grundigt, og efter at de har grædt ligesom mennesker, brister hun selv i gråd og græder længe. Den senest ankomne gæst vil vide årsagen og ber sin tjener spørge. Tjeneren husker ham på betingelsen, men hans herre er konge og mener derfor at han kan forlange besked. På spørgsmålet bliver kvinden hysterisk og kaster sig over alle tre og holder dem fast mod gulvet med sine arme. Den lille arbejdsmand ber om lov til at fortælle sin livshistorie inden han skal dø. Det tillades ham, og han genfortæller begivenhederne fra fortællingens indledning.

       

Dernæst tager kongen over med sin temmelig meget længere fortælling: Både hans far og farbror var konge og kongesønnen var i lære 3 år begge steder, sidst hos farbroderen, hvor han kom til at holde meget af sine fætre. På vej hjem ser han fra et udsigtspunkt at hele faderens land er i krig og svømmer i blod. Han skynder sig videre og slår sig ned hos en gammel kone, der forlanger at han hver dag skal kløve og save brænde.

 

En dag ser han sine kære fætre gå forbi og forsvinde ned i jorden. Efter nogen søgen finder han lemmen, kommer ned til en stor udstrakt nøgen kvinde. Fætrene ligger ved siden af på glødende riste. Da kongesønnen vil piske ilden ud brænder tværtimod begge fætre til knogler. Den nøgne dame som han nærmer sig råber advarende at nu kommer Det Store Åndedræt (DSÅ). Han flygter men glemmer sin økse og sav, som DSÅ bringer op og vil kende ejermanden til. Tre gange råber DSÅ, inden kongesønnen på den gamle kones opfordring bekvemmer sig til at svare DSÅ fører ham ned til den nøgne kvinde og spørger begge om de kender hindanden. Begge svarer nej, hvorefter DSÅ omskaber kongesønnen til en stor abe, der svinger sig i et træ og spiser af dets frugter. Et skib lægger til, matroserne får ham ombord, hvor han afslører en meget smuk håndskrift og blir antaget som skibets skriver af kaptajnen. Snart også af kongen, hvis minister netop er død. Matroserne er ved at flække af grin over den store abe i ministeruniform.

Da kongen præsenterer sin datter for aben, erklærer hun at han er en forvandlet kongesøn, ber faderen om fyrsvamp og ildtøj, går ud i haven og tænder ild, der afslører en smuk sø. I denne sø skal hun og aben i fugleskikkelser pikke linser op, alle dem der smides ud. Og een gang til i en anden slags fugleskikkelser. Så blir de begge mennesker igen. DSÅ har strejfet dem begge, fortæller de hinanden. Han mistede et øje ved det og hun blev ramt i hjertet. De blir gift, men snart  dør kongedatteren til så stor sorg for hendes far, at han beder kongesønnen rejse.

       

Da har kvinden, der holder sine gæster trykket mod gulvet, fået så trætte arme at hun må slippe taget, og alle falder i søvn. Da kongen er nået uskadt hjem og vil have stillet sin nysgerrighed sender han bud efter kvindernes herskerinde, der kommer, men på hans ordre bliver omringet og truet på livet af hans soldater. Hun fortæller så sin historie:

       

Da hendes far, en storkøbmand døde, delte hun, der er den ældste, arven lige mellem sig og sine to søstre, som hun sendte ud som handelsfolk med hver sin sum penge og påbud om ikke at gifte sig. Begge søstre kommer ludfattige tilbage og søger efter føde på hendes mødding. Hun gir dem en ny chance med samme resultat, hvorefter hun tar dem med ned på et skib, der skal til et fremmed land efter sten. Da skibet lægger til og de går i land, går søstrene hver sin vej. Storesøsteren kommer til en forstenet by, hvor den eneste overlevende er en kongsøn, der er muslim og derfor ikke blev ramt af Guds forstening af hele byen, da hans far lod alle arbejde også om søndagen. Efter 3. advarsel om at komme hviledagen i hu, var det sket. På kongesønnens bud smider besætningen alle de lastede sten overbord og laster i stedet med penge i massevis. Undervejs tilbage kaster de to søstre deres storesøster og hendes forlovede, kongesønnen, overbord. Han blir først træt, hun prøver at holde ham oppe, men må give op og føres så til land af hans sjæl, der tillige forvandler hendes to søstre til hunde med bolig under jorden. Hver dag skal storesøsteren kalde dem op og tæske dem, til de græder, og selv skal hun bagefter briste i gråd for at fjerne det syndige fra sin mishandling af søstrene. Og de mange penge i skibet skal deles i tre:  en del til hendes selv, en del til mandskabet og en del til de fattige. Da kongen omsider har fået hendes fortælling lader han hende vende hjem.

Hist.: Denne samling af folkeeventyr i grønlandsk genfortælling er fortalt af Síse, der også fortalte fra den grønlandske overlevering. Ifølge Jens Rosings forord har hun hørt dem af sin mor og mormor og de stammer tilbage fra 1800-tallets midte, da alskens illustrerede udenlandske fortællinger og bibelhistorier blev publiceret i småbøger og i "avisen" Atuagagdliutit på Rinks trykkeri i Godthåb / Nuuk. Sissis fortællinger er taget med her for at vise hvor forskellige de er fra de egentlig grønlandske.

Denne fortælling forekommer sammenstykket af adskillige eventyr og bibelske fortællinger: Fyrtøjet (fyrsvamp og ildtøj) med hundene og de mange penge. Det Store Åndedræt er muligvis Helligånden, der måske har pustet så kraftigt til gløderne under fætrene, at de brænder op på et øjeblik i det, der må være lastens hule. 1001 nat dukker også op med en religion så anderledes end kristendommen, at den unge muslim undgår at blive til sten under Guds forbandelse.

       

Et vittig ironi møder man også i påbudet om at komme hviledagen i hu over for indledningens lille arbejdsmand, der må vandre ud i verden af sult den ene dag han ikke har arbejdet.

       

Kravet om at skulle arbejde for føden er understreget langt mere entydigt i en anden af Sissis fortællinger (Kongedatteren der skulle lære at koge suaasat). Desuden har mange danske vendinger formentlig fået nye betydninger i oversættelse til grønlandsk, men det kræver den grønlandske tekst at komme til ordentligt kendskab om dem.

       

Helt på grønlandsk grund befinder vi os med opsamlingen af linserne fra søens bund. Sissi må have forestillet sig dykkende søfugle - ikke snespurve eller andre små landfugle som i det europæiske eventyr, hvor opsamlingen af korn ofte er en af heltens tre prøver. Desuden kan det spille en rolle at episoden afføder en forvandling og derfor alluderer til myten om den blinde dreng, der fik synet igen af søfugle i eller ved en sø. I nogle versioner stryger de ham over øjnene med vingerne, i andre klatter de i hans øjne (søg på: blinde). Straks efter associerer Sissi da også til, at kongesønnen har mistet et øje i åndepustet fra DSÅ. Umiddelbart er det en mærkelig episode, men som en afsmitning fra Den blinde, der fik synet igen virker den helt rimelig.

Den lille sko

Print
Dokument id:539
Registreringsår:?
Publikationsår:1976
Arkiv navn:
Fortæller:Filemonsen, Cecilie
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Den lille sko
Publikationstitel:De store konger. Ni grønlandske eventyr. Holstebro 1976
Tidsskrift:
Omfang:side 56 - 59
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Oversættelse: Jens Rosing.

Resumé:

En konge mister sin kone og gifter sig igen med en kvinde, der har en datter. Kongens egen datter blir steddatter og hundset med. Da hun skal hente saltvand til madlavningen og får en lille fjordtorsk, uuaq, med op i spanden, ber den om at blive sat ud igen. Hun føjer den. Hun vil gerne med i kirke om søndagen og er ved at vaske sig, da stedmoderen slår hende med kluden i ansigtet og befaler hende at blive hjemme og koge suaasat (sælsuppe med gryn). En kongesøn dukker op, lader sin tjener overtage madlavningen og klæder pigen om i meget fint tøj han har med. De går i kirke, steddatteren sætter sig hos sin stedmor, prinsen blandt mændene og pigen gir svaret på hvilket land de kommer fra: vaskekludenes land. De to fornemme kirkegængere forlader gudstjenesten inden den er slut, skynder sig hjem og pigen blir klædt om, inden stedmoderen kommer og fortæller om det farligt fornemme kirkebesøg. Begivenhederne gentager sig endnu to gange, blot er det ikke vaskekluden men hhv. kammen og tættekammen pigen bliver tævet med. Ved tredje besøg har man spærret kirkedøren med tønder udefra, men de to slipper ud mellem tønderne, manden ved at omskabe sig til en fjordtorsk og pigen ved at holde i dens hale. Kongesønnen er altså den fjordtorsk pigen lod slippe ud. Men hun har tabt sin ene sko undervejs, som den kongesønnen vil lade alle byens unge piger prøve for dermed at finde dens ejerske. Stedmor og steddatter hhv. klipper en tå og hugger en hæl, men i sidste ende er det kun den sølle klædte kongedatter der kan passe skoen, da hun bliver hentet frem fra skjulet, hvor hun overværer afprøvningerne. Hun danser og synger, at selvfølgelig passer skoen hende.

Hist.: Denne samling af danske folkeeventyr i grønlandsk genfortælling er fortalt af Síse, der også fortalte fra den grønlandske overlevering. Ifølge Jens Rosings forord har hun hørt dem af sin mor og mormor og de stammer tilbage fra 1800-tallets midte, da alskens illustrerede udenlandske fortællinger og bibelhistorier blev publiceret i småbøger og i "avisen" Atuagagdliutit på Rinks trykkeri i Godthåb / Nuuk. Sissis fortællinger er taget med her for at vise hvor forskellige de er fra de egentlig grønlandske - trods tilpasningen til genkendelig grønlandsk kultur.

Netop denne Askepot-fortælling rummer dog relativt få grønlandske elementer så som suaasat (sælsuppe med gryn) og fjordtorsk, uuaq, der vel at mærke er grønlændernes øgenavn for danskere.

Den lysende Naaja / Nauja qaumanilik

Print
Dokument id:1233
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Den lysende Naaja / Nauja qaumanilik
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 80 - 86, nr. 11
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 52 - 56, nr. 11.

 

Resumé: Naaja, der i 4 - 5 års alderen er blevet skamfuld og vred over

en irettesættelse, går imod indlandet, hvor hans indre lys tiltrækker

to små drenge (dværge), der straks læser hans tanker, får hans mund på

gled og inviterer ham hjem. N. indvilger tøvende, da de forsikrer ham

om, at ingen af deres fæller er ondskabsfulde. Længere inde i landet

ved et langstrakt buskads fægter den ene dværg med armen i luften, og

en bittelille husgang kommer til syne for N., der til sin forbavselse

ganske nemt slipper gennem den. Der er mange familier på briksen. Kun

den ældre kone, en senefletterske, siger noget. Hun forhører sig om

N.s identitet og ærinde. Hans to dværge, der viser sig at være voksne

mænd, svarer, at N. er en kystbo (= et menneske), der for første gang har forsøgt sig med at jage (søge hjælpeånder) i ødemarken. N. blir budt på mad, et

ræveben af en anden kvinde, men seneflettersken spiser alt kødet,

fordi N. intet må få, når han ikke skal blive hos dværgene. Det samme

gentager sig med et tørret rypebryst. Hendes mand kommer hjem. Han

sveder og er meget venlig.

 

Var.: J. Rosing 1963: s. 205 - 207.

 

Hist.: Begivenheden kan tidsfæstes til begyndelsen af 1800-tallet.

 

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Tolkning: Om dværge se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere).

Den store bjørn æder hende / Nanorssûp nerivâ

Print
Dokument id:1241
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Den store bjørn æder hende / Nanorssûp nerivâ
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 231 - 235, nr. 6
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 20 - 23.

 

Resumé: Kaakaaq er en rigtig drengepige, der foretrækker at lege med

drenge. En dag går hun op til en sø i indlandet, hvor hun slår smut

med små sten hen over vandfladen. Den kommer i bevægelse, en søjle af vand rejser

sig i midten, den bryder sammen, det gentager sig, og tredje gang den

kommer op, bliver den længe stående på nippet til at bryde sammen. Et

vindpust får så K. til at bukke sig sammen. Op af søen kommer en kæmpe-

bjørn. K. vil hjem og fortælle om den, men hendes fodsåler er som

klistrede til jorden. Bjørnen kommer svømmende, hun besvimer og vågner

først længe efter nøgen. En hjælpeånd har vækket hende. Den fortæller,

at den hedder Uttu. På hjemvejen møder hun sin anorak og dernæst sine

bukser. Iført begge dele og med en tryg fornemmelse af, at nu er hun sig selv igen, når hun frem dér, hvor teltene kan ses.

Straks glemmer hun alt om bjørnen og husker den først igen, da hun

vågner om natten, mens alle sover. Om morgenen har hun glemt den igen.

 

Var.: J. Rosing 1963: s. 290 - 291. Søg også på: søens troldbjørn.

 

Hist.: Tid: 1870'erne. Persondata søg på: J. Rosing 1963: s. 281 -

285.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Tolkning: K. er blevet spist og kastet op igen af bjørnen. Om denne

initiation og lærlingens glemsel, se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Åndemanerens afbalancering..."; og ibid.: "Månen og Solen". Det er usædvanligt, at lærlingen først får sin opvækkerånd efter at han/hun er blevet ædt og vågner op igen.

Den store død

Print
Dokument id:2325
Registreringsår:1961
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Otto Rosing og Saajooq
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Den store død
Publikationstitel:Hvis vi vågner til havblik
Tidsskrift:
Omfang:side 137-144
Lokalisering:Sermiligaaq: Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Beretning blev givet af Otto Rosing i Grønlands radio,

 

Resumé: Som indledning opregner Jens Rosing selv alle de epidemier, der ramte østgrønlænderne, dels fra handelstogter til Sydgrønland og dels fra de mange ekspeditioner. Epidemien i 1935-36 ryddede voldsomt ud i befolkningen. Ved Paarnakajit fandt man i et stort ellers rigt forsynet hus kun få overlevende mellem ligene, en invalid mand, en kvinde og seks mindreårige børn. Dette ifølge Otto Rosings beretning i Grønlands Radio, 1964. Odin (Saajooq) fortalte Jens Rosing om Sermiligaaq, der undgik epidemien, men ved en mærkelig begivenhed mistede deres fleste hunde. En hvid ræv kom på besøg, helt ind i huset og satte sig på briksen, mens invånerne chokerede listede sig ud. Da den kom ud igen og ville angribe hundene, der netop var bundet efter en ophidsende bjørnejagt, fik den hurtig sin bekomst. Den blev flået i stumper og stykker. Desværre havde den hundegalskab. Det smittede.

 

Hist. Historisk overlevering i slægten Napartuku og Atsivaq. Se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9.

Den store åndemaner fra Sermiligâq / Sermiligaaq

Print
Dokument id:1368
Registreringsår:1919
Publikationsår:1921
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Den store åndemaner fra Sermiligâq / Sermiligaaq
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, I
Tidsskrift:
Omfang:side 285 - 290
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Orig. håndskr.: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 420. Nedskrevet (oversat ? renskrevet ?) af Rasmussen på dansk.

Resumé:
Denne store åndemaner (DSÅ) har hjælpeånder af alle slags, blev
ustandselig tilkaldt, når nogen var syg, og han var rig på værdifulde
perler, der prydede hans brede hårbånd. Han elskede Sermiligaaq
fjorden med dens rige bjørnejagt og sælfangst. En dag i kajak blir han
røvet af tre indlandskæmper, der bærer ham viljeløst og hulkende mod
indlandet. Han fatter sig, og tilkalder een for een sine hjælpeånder,
der intet nytter, fordi kæmperne har mange ånder af samme slags.
Således nytter hans toornaarsuk, mange hjælpeånders herre, ham heller ikke mod kæmpernes mængde af toornaarsuit / toornaarsuk'er, der dukker op af jorden
allevegne som sæler. DSÅ's dødningeånd har dog en forbigående hæmmende
virkning, for den har kæmperne ingen mage til. Heller ikke DSÅ's
bedstemors topbånd, som han lader piske dem i ansigtet uden at de dog i
længden lader sig genere af det. Man DSÅ's kæmpefalk får omsider has
på de tre kæmper, hvoraf den bageste, der bærer kajakens bagende, er
den svageste og flygter på alle fire. DSÅ's kajak er gået itu, og han
når hjem, uden man rigtig ved hvordan. Efter denne udflugt får DSÅ sin
tro og berømte hjælpeånd, Ajaqqisaaq.
Ved ammassætpladsen i bunden af Ammassalik fjorden, hvor mange samles
om foråret, bliver to venner, der er dybt misundelige på den berømte
og vennesæle DSÅ, enige om at dræbe ham. Det lykkes dem, men DSÅ viser
fire gange sin styrke, inden han dør. Han holder balancen både da den
ene fjende sender sin harpun tværs gennem hans krop bagfra, og den
anden sin harpun forfra, der spidder DSÅ's hænder til hans bryst.
Forinden har han ramt den første fjende med sin vingeharpun fra det
ene ærme til det andet, og harpunen nagler fjenden med udspilede arme
til kajakken. Da den anden fjende farer direkte på ham, forsvinder DSÅ
med en sang så dybt ned i sin kajak, at fjenden kun får skalpen af
ham, og DSÅ lader sig synke til bunds, for at fjenderne ikke skal
partere hans lig og sprede kropsdelene over land og i hav. Da
fjenderne og næsten alle deres slægtninge kort efter dør, må det være
DSÅ's udelte sjæl, der har hævnet sig. Hans tro Ajaqqissaq har været
vidne til mordet, men er kommet for sent til at redde sin herre. Den
er siden altid ude efter den eneste overlevende efter fjendernes
slægtninge, Uvinerersuaq, der kunne beskytte sig med sine talrige
amuletter.
Hist.: Fortællingen om mordet på DSÅ fortælles også af Ajaqqisaaq, som
Aggu / Akku arver. Se "Avko" / Aggu, Jens Rosing 1963: 239  - 244. Heller ikke
hér navngives Ajaqqisaaqs tidligere herre, men han var en historisk
person og måske identisk med Ajijak. Ajijak var fra Sermiligaaq og er
hovedpersonen i Kaarali Andreassens variant af fortællingen om
kæmperne, der bortførte den store åndemaner.

Tolkning: Bemærk at åndemanerens styrke bl.a. måles på hans evner til
at holde balancen og til at forblive på havets bund som død. Kæmpen,
der tar flugten på alle fire, er formentlig et landdyr i
menneskeskikkelse.

Den stædige / Uterîtsoq / Uteriitsoq / Besøg hos månemanden

Print
Dokument id:596
Registreringsår:1904
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Susanne (Napa)
Nedskriver:?
Mellem-person:Rasmussen, Knud
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Den stædige / Uterîtsoq / Uteriitsoq / Besøg hos månemanden
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, III
Tidsskrift:
Omfang:side 144 - 146
Lokalisering:Sydøstgrønland
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

 

Håndskr.: KRKB 1, 4(11), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04:"Uterîtsoq". Nedskrevet på dansk af Knud Rasmussen.

Eng. udg: Knud Rasmussen's posthumous notes on East Greenland  legends and

myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, s. 58 - 60, "Uterîtsoq / The obstinate one".

 

Resumé: Den stædige ville ikke lade sin kone overholde sine tabuer

efter hendes barns død (de "uvidendes" skik, som fortællersken også før

dåben måtte følge). Han tvinger hende til at sy sin kajak ved

stranden. Månens hund dukker op af vandet for at straffe hende. Den

stædige slår den ihjel. Månen ankommer selv. Overvindes af den stædige,

der vil kvæle Månen. Månen ber for sit liv: Hvis du dræber mig, vil

der aldrig mere blive ebbe og flod. Sælerne vil ikke mere yngle. Det

vil aldrig mere blive dag. Den stædige giver slip af ulyst til at leve

videre i mørke. Månen genopliver sin hund, smider den og sine andre

hunde op i luften og rejser afsted på slæde gennem luften. Den

stædige får lyst til at besøge Månen, der siger ja og advarer ham mod

at køre langs solsiden af et højt fjeld deroppe. Den stædige må to

gange smide sine hunde i havet, for at de kan blive rene nok til at

kunne rejse gennem luften. Han vælger at køre langs solsiden af

fjeldet og får sine indvolde skåret ud af Indvoldsrøveren. Kørte så

bag om fjeldet til Månen, der henter hans indvolde, stopper dem i ham

igen, og viser ham sit udsyn gennem gulvet til jorden, hvor den

stædige ser sin kone bryde sit sorgtabu mod at flette senetråd. Hun

damper, og den stædige bliver vred på hende. Månen viser ham en mængde

levende hvalrosser i en grube under dørtrinnet, men ber ham styre sin

lyst mod at fange dem med et løfte om part i hans (Månens) egen nylige

fangst. Men den stædige er stærk og fanger to hvalrosser. Efter

hjemturen tvang den stædige aldrig mere sin kone til at arbejde under

sorg.

 

Var.: Besøg på Månen. Den stædige. Uterîtsoq / Uteriitsoq; Et par ægtefolk;

Manguaraq (flere); Kanaks månerejse. Nalikkatteeq. Ajijaks forløsning;

Manden, der besøgte månemanden; Alluunnguaq; Mangivaraqs månerejse; Åndemaneren der for til månen; Maqujuk.

 

Hist.: I denne version bliver der delvis gjort op med en del af det prækoloniale verdensbillede. Ulrik Rosing har tidligere nedskrevet en anden version fra Sydgrønland til Rink, hvor der ligeledes sættes kraftig ind mod den tidligere så frygtede Måne og alt hans væsen.

 

Den voksendøbte immigrant fra Sydkysten, Susanne, henviser

utvetydigt til før-kristen tid som den, hvor man levede i uvidenhed

(om kristendommen). Denne uvidenhed associeres ofte til mørke og kan

være grunden til, at Månen i denne variant identificeres med

dagslysets kilde. Hvalrosserne i gruben under dørtrinnet bryder ikke

med traditionen, men forekommer ikke i andre grønlandske varianter af

"Besøg hos Månemanden", og hvalrosserne hér kan afspejle den

udvidede betydning af Djævlen og den korsfæstede (dræbte) Jesus, som

hvalrossen nogle steder fik i tidlig kristen tid. Se fx. fortællingen om Imaneq,

Innersuaq (den store ild), og Akamelê (Akamalik). Månen som underviser

i tabuer er traditionel, og det er først da den stædige oppe fra, med

den "anden verden"s syn, ser sin kone dampe (dampen skræmmer dyrene

bort), at han forstår konsekvensen af tabubrud.

Dengang to vintre fulgte hinanden

Print
Dokument id:552
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Kunnitsi (Kúnitse)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Jens
Titel:Dengang to vintre fulgte hinanden
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 26 - 28
Lokalisering:Kulusuk: Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Resumé:

Overleveringen fortæller om det år engang i fortiden, da det ikke blev

sommer, fangstdyrene udeblev, og mange mennesker sultede ihjel: Kun en

smal revne, der åbner sig i isen langs med Kulusuk ved højsommertid,

tillader nogle mænd at ro afsted. De træffer en enlig kvinde, der har

ædt sig fed på døde mennesker. Hun gir dem rød bladtang af en spand

syet af to bagluffeskind og blir både dræbt og ædt af mændene. Da

sommeren efter den næste vinter endelig kommer med masser af sødyr, er

alle voksne kvinder uddøde, og to unge mænd må klare alt arbejdet med

de nedlagte dyr på fuldtid. Men der er en del småpiger, som mændene

kappes om hver især at sikre sig. De når næppe at blive voksne, før

mændene gifter sig med dem, og befolkningstallet vokser igen.

 

Hist.:

Et voldsomt vulkanudbrud i Indonesien i 1815 forårsagede

kulden i den omtalte sommer - ikke blot i Grønland men i store dele af den nordlige halvkugle. Vulkanasken, der i stor højde altid føres

til luftrummet over indlandsisen med luftstrømmene, har i dette tilfælde været så tæt, at den har hindret solvarmen i at gøre sig gældende. Begivenheden

optræder også i et sydvestgrønlandsk sagn: "Angmalorssuaq".

 

Tolkning: Den tætte association mellem "kvinde" og "varme" sætter

lighedstegn mellem de voksne kvinders uddøen og den mandlige

vinterkulde denne kolde sommer. I "En fortælling om

hungersnød" hos Holm (1888), ser mændene sig nødsaget til at spise

alle kvinderne. Tankegangen skyldes formentlig den tætte association mellem

mandlig sex, fangst og fortæring.

Dengang åndemaneren Símujôqs tromme blev sprængt

Print
Dokument id:1685
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Kunnitsi (Kúnitse)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Jens
Titel:Dengang åndemaneren Símujôqs tromme blev sprængt
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 258 - 260
Lokalisering:Kulusuk: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé:

Fortælleren Kunnitsi trænes fra lille i nidvise- og trommesang.

"Trommen vokser med ham", og hans tromme er næsten så stor som en

voksens mands på den tid, hvor han spør sin svoger, åndemaneren / angakkoq'en

Simmujooq, hvordan en åndemaner kan holde sin tromme i live uden at

røre den, og om den virkelig har den kraft, den synes at udfolde under

en seance, hvor han har bedt K. binde en stærk senetråd i sin

egen tromme og holde godt fast i den.   S. får godt gang i sin tromme,

der trækker K.s tromme til sig med en sådan kraft, at K. må slippe

senetråden. Det viser sig, at K.s lille tromme har sprængt S.s tromme.

S. beordrer lamperne slukket igen og får sin hjælpeånd, "den store

syerske" til at reparere trommeskindet med en nål og en senetråd fra

en fjordssælshale, som S.s mor, Simiaq rækker ånden. Trommen får mere

og mere lyd efterhånden som arbejdet skrider frem, og så smukt blir

den syet, at man bagefter kun kan se bittesmå stikhuller overalt i

skindet.

 

Hist. Historisk fra omkr. 1900.

Drabet på Augpaligtoq

Print
Dokument id:875
Registreringsår:1921
Publikationsår:1960
Arkiv navn:
Fortæller:Andrassen, Kaarali
Nedskriver:Rosing, Peter
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Peter
Titel:Drabet på Augpaligtoq
Publikationstitel:Rosing, Jens: Îsímardik / Iisimmardik / Ilisimmarteq, den store drabsmand. Det grønlandske Selskabs skrifter, XX, 1960
Tidsskrift:
Omfang:side 48 - 60
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Grønlandsk udgave: Otto Rosing: Angákortaligssuit, I, 1957: 30 - 42;

Angakkortalissuit, 1990: 34 - 45: "Aappaluttup toqutaanera".

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

 

Resumé:

 

Tre år senere (1887 ?) får Iisimmardik en søn, der sætter han humør mange grader i vejret. Familien tager ham igen til nåde, men da den lille dør som et-årig om vinteren, mister Ii. ganske humøret og mistænker åndemaneren / angakkoq'en Aappilattoq for at have sjæleranet den lille.

 

Da Aap. sommeren udfordrer Ii.s ældste søsters mand, Alivtsãkât / Alitsaakkaat til sangkamp, når det rygte Aap., at Ii. ved den lejlighed vil dræbe ham. Men Aap., der er uskyldig i drengens død, lader sig ikke overtale til at opgive sangkampen, og skulle han blive dræbt, siger han, opnår han det gode at blive ordentlig begravet. Det ville han ikke få ved en almindelig død, fordi han er slægtsløs.

Alverden strømmer til sangkamp, og efter en lang lyrisk beskrivelse af vejr, tilrejsende og stemning, gengiver Jens Rosing nogle af viserne fra sangkampen (både Alitsaakaats og Aappilattoqs - som regel husker informanter kun dem fra deres egen side - ), og Aal. understreger sin hån med at sy rynkerne i Aap.s pande sammen og efter sangen fjerene senetråden igen, mens Aap. da det blir hans tur, binder Aal.s hoved fast ved en rem, der bindes fra et tværstykke stukket i hans mund op over panden og omkring overarmen (fordi Aal. har det med at kaste hovedet til den ene side mens han synger). Og ligesom Aap. udholder Aal. smerterne uden at kny. - Da så Aap. synger sin sidste sang, styrter han pludselig om, dolket ned bagfra af Ii., der yderligere martrer ham med flere sår ind han udånder. Aap.s kone trygler nu Ii. om også at dræbe hende, men han værdiger hende ikke et blik.

Under et løfte om at det er hans sidste drab tvinger Ii. sin gamle svigerfar, Qagduadak, til at hjælpe sig med at partere liget, putte hovedet i en fangstblære og sænke det i havet.

Folk styrter rædselsslagne i kajakker og konebåde og ror bort. I al forvirringen blir en dreng roet ned i sin kajak, og han er nær druknet. Men en behjertet mand får rejst ham, og faderen, Ii.s svoger Aal. ånder lettet op, men sværger derefter hævn over Ii.

Her hjælper svogerskab intet.

 

Efter en rum nærmer Ii. sig atter sine slægtninge og overvintrer med forældre og søskende i Umiivik, hvor også svogeren, Kilimii, overvintrer. Han byder til ædegilde, men da hans kone lidt for hurtigt ber mændene tage for sig, giver Kil. lidt ondt af sig, hvorefter alle fjerner sig fra maden og ikke er til at overtale til at tage fat igen. Ii. går rasende udenfor, rask fulgt af storebor, Narsinngattaq, der husker at han har noget værktøj og fangstredskaber liggende ved sin konebåd. Dem skal Ii. ikke bevæbne sig med. Kilimii og hans kone kommer ud med resten af festmaden, der skal i forrådsskuret, og det lykkes Ii. at lange ud efter ham med en tung åre. Kil. når at dukke sig, men rammes i ryggen. Nars. tager roligt åren fra Ii. og sætter sig under et skænderi i respekt, hvorefter Kil. flygter over hals og hoved. Nars. finder ham senere ved yderkysten, får ham med hjem, hvor han skyndsomt pakker og tager bort igen med kone og børn.

 

Var.: Jens Rosing har genfortalt alle beretninger om Iisimmardik i Hvis vi vågner til havblik, Borgen, (om Nappartuko-familien - se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9) 1993: 73 - 100.

 

Hist. periode: 1880 - 1892

Drabet på Quarrajêq / Quarrajeeq

Print
Dokument id:1693
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Saajooq (Sâjôq / Maratsi, Odin)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Drabet på Quarrajêq / Quarrajeeq
Publikationstitel:Sagn og Saga
Tidsskrift:
Omfang:side 270 - 271
Lokalisering:Sermiligâq / Sermiligaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé: Fortsættelse af Saajooqs fortællinger om Maratsi.

 

Maratsi har et udmærket forhold til sin stedfar Quarrajeeq, men Aggu / Akku,

der vil have M.s mor, Ama til andenkone, fortæller både M. og Ama, at

Q. pønser på at dræbe M.  Ama opfordrer sin søn til at komme Q. i

forkøbet, og M. overtaler sin fætter, Sanimuinnaq til at hjælpe sig. S.

indvilger. M. og S. sniger sig i deres kajakker ind på Q., der er

færd med at ordne sin fangstblære. M. kaster, men for lavt. Q. flygter

med harpunspidsen i lænden og M.s fangstblære i linen efter sig. Langt

om længe lykkes det S. at komme på kastehold af Q. og ramme ham

i ryggen mellem skulderbladene. Q. blir så tung at M. og S. ikke kan

slæbe ham i land til den rituelle partering. De når kun at skære lidt

af skalpen af, inden liget synker. Fra nu af frygter de den dødes

hævn. Aggu gifter sig med Ama.

 

Var.: Rosing Jens, 1960: Îsímardik, Iisimmardik har en kortere version.

Ligeså Jens Rosing: Hvis vi vågner til havblik, Borgen, (om Nappartuko-familien - se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9) 1993: 67-68.

 

Hist.: Aggu levede ca. 1843 til 1891. Maratsi levede ca. 1854 til 1923 og var fætter til Sanimuinnaq og Narsingarteq.  Sanimuinnaq blev født omkring 1855 og forulykkede i 1892. Noget tyder på at Q. blev dræbt før 1885 (se not. til "Hvordan det gik Maratse", J. Rosing, 1963: 272 - 275). Saajooq/Odin Maratsi 1905-74, ældste barnebarn af Maratsi.

 

Vedr. mordritual, søg på det

Drabet på Símujôq og Pîlákân / Simmujooq, Piilakkaan / Piitakkaat

Print
Dokument id:1658
Registreringsår:1934
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Tiardukku (Tiarduko)
Nedskriver:Rosing, Otto
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Drabet på Símujôq og Pîlákân / Simmujooq, Piilakkaan / Piitakkaat
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 152 - 155
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 85 - 90; angakkortalissuit, 1990: 209 - 214: "Simmujuup Piitakkaallu toqutaanerat"

 

Resumé:

Tid: 1893. Tiardukku er så småt begyndt at fange, da hans far, dør af

sygdom. Med sine fire yngre søskende må Tiardukku flytte til deres ældste

søster, Kukkarnaaq, der er gift med Simmujooq. Simmujooq og Missuarniannga er

gode venner, men Piilakkaan ophidser Missuarniannga til at være med til at dræbe

Simmujooq, som P. påstår har dræbt Missuarnianngas yngste barn ved hekseri. Ajukutooq kan

fortælle hvem, der har begået mordet, og Tiardukku får selve handlingen

bekræftet, da han finder Simmujooqs hoved nedgravet i sandet ved

stranden. Drabsmændene har udført drabsritualer på det. Ajukutooq

hjælper Tiardukku med at gravsætte det på land. Tiardukku besøger næste dag

Naaqqortooq. Naaqqortooq advarer ham mod Piilakkaan, der frygter Tiardukkus hævn og uden tvivl vil ombringe ham. Tiardukku og hans søskende flygter til Maratsis teltsted i Ammassalik-fjorden, hvor de tages i hus og får hans beskyttelse. Tiardukku møder dog Piilakkaan under fangst og trues, men P. opgiver, da en anden

kajakmand dukker op. P. fortæller, at han tar til Agdereq / Ateqi / Attereq,

hvor familierne Naaqqortooq, Pukaaqarteq, Amattanneq og Ajukutooq for

tiden bor. Piilakkaans følgesvend, Ningavaan, kommer ikke Tiardukku på nært hold. Tiardukku gir besked om Piilakkaan til alle Ateqis fangere efterhånden som de vender tilbage fra fangst og følges ind med den sidste. Mændene er enige om

at dræbe Piilakkaan. Ajukutooq går først alene ind i det telt, hvor Piilakkaanbefinder sig og kæmper med ham. De andre støder til og slæber ham bevidstløs ud

med flere knivstik i ryggen, hvorefter han får en kugle for panden.

Fællesdrabet på Piilakkaan skyldes, at han har dræbt hele fire mænd og flere

af dem endog uden grund.

   Kaarali Andreassen har fortalt Otto Rosing om, hvordan hans

(Kaaralis) far Missuarniannga om efteråret blev truet af brødrene

Tiardukku, Kuuitsi og Peqilaq for sin medvirken i drabet på Simmujooq.

Ved en fejltagelse dræber de som varsel om deres hævn en hund, der

tilhører Missuarnianngas bopladsfælle, Kalia. Missuarniannga går direkte til Kuuitsi og hans brødre, men har ikke i sinde at hævne sig. Brødrene opgiver da hævnen over Missuarniannga.

 

Hist.: Historisk fortælling fra 1800-tallets slutning.

Drengen Piisui / Pîsue nukagpiaraq

Print
Dokument id:1252
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Drengen Piisui / Pîsue nukagpiaraq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 263 - 264, nr. 17
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 47 - 48.

 

Resumé: Det første Piisui / Kukkujooq husker, da han kommer til bevidsthed om sig

selv, er kulden og sulten en vinter i Savanganaartuk / Sivinganaartik. Det næste han husker er det dejlige vejr i forsommeren, hvor de ligger i telt. Selve sommeren husker han ikke noget af, men opbruddet fra sommerpladsen til Umiivik

og alt, der derefter er sket, husker han. Vinteren i Umiivik blev

hård, dels på grund af dårligt fangstvejr og dels fordi alt for mange

havde slået sig ned dér, tiltrukket af Piisuis mor, den smukke, unge

enke Kaakaaq. Om sommeren tar de sydpå til Iliarmiut, næste vinter til

Ulermiut længere mod syd, og sommeren efter nordpå igen til Ikkatseq / Ikkatteq.

P. og hans mor bor skiftevis hos hendes søster og broderen

Sinngertaat.

 

Hist.: Tid: 1890'erne. For K.s persondata søg på: J. Rosing 1963: s.

281 - 285: "Kâkâq".

Piisui, Peqorti, Ajoqi, Kukkujooq, Napa / Nappa, Aaqqi, f. 1885, døbt Apulu 1917, død 1962.

 

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Drengen, som for til genfærdenes land

Print
Dokument id:945
Registreringsår:1904
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Martha (Tingmiaq / Timmiaq)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:Rasmussen, Knud
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Drengen, som for til genfærdenes land
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, III
Tidsskrift:
Omfang:side 133 - 134
Lokalisering:Sydøstgrønland
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB, 3: Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04, IV: Mellemste bog: "Qalangánguasik".

 

Første gang trykt i: Knud Rasmussen: "Under Nordenvindens Svøbe", 1906, s. 141 - 143.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 89 - 91: "Qalangánguasik" / Qalangannguasik.

Resumé: Drengen Qalannguasii med søster og forældre bor ved et

kraftigt strømsted. Forældrene dør af at spise tang.

Kort efter også søsteren. Q. bliver lam i underkroppen.

Bopladsfællerne tager på fangstrejse. Et genfærd høres komme. Q. slæber

sig over i et andet hus og gemmer sig bag skindtapetet. Genfærdet

kommer ind dér, drikker to gange af vandspanden og siger: "Tak, at jeg

som tørstede fik drikke. Dengang man var jordboer, plejede man at

drikke således." Da bopladsfællerne kommer hjem er vandspanden

halvfuld af lus og i livlig bevægelse. Folk tager på fangstrejse igen.

Huset og dets støtter ryster, mange genfærd falder ned i huset, sidst

Q.s søster. De holder munter fest. Advarer til slut Q. om at fortælle

om dem. Hvis han tier, vil han få kræfterne igen. Hans søster kan

næsten ikke komme ud af huset i tide, fordi Q. har passet og rørt ved

hendes lille barn. Q. begynder at komme til kræfter, men fortæller løs

til de hjemkomne fæller og kræfterne forlader hans krop, "der nu som

før levede ved ånden". Q. udfordres til sangkamp af fællerne, der

hænger ham op i en husstolpe. Her svinger han frem og tilbage, mens

han trommer. Fællerne tager på fangstrejse igen. Q.s døde forældre

kommer og tilbyder den lamme dreng at komme med dem. Q. siger ja.

Man fortæller, at han blev en kvinde, da han forvandledes til genfærd.

 

Tolkning: Traditionel østgrl. livs- og dødssymbolik bestemmer

forløbet fra først til sidst: Bevægelse (strømsted, lus, fangtrejser,

rystelser i huset, kræfter, "ånd") kontra ubevægelighed (lammelse,

stilstand = kvinde). Det første genfærd kommer sikkert fra det

nederste dødsrige, de næste fra himlens. De døde forældre er

associeret til overgangsstedet, stranden (dør af at spise tang) og til

den ophængte, lamme Q.s svingninger under trommesangen. Hans lammelse

bestemmer hans forvandling til kvinde som genfærd.

 

Var.: Qatingaq, (fortalt af Nikolai til Ulrich Rosing ved Kap Farvel midt i 1800-tallet).

En sjæleraners saga

Print
Dokument id:952
Registreringsår:1904
Publikationsår:1906
Arkiv navn:
Fortæller:Nukarajua
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:Rasmussen, Knud
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:En sjæleraners saga
Publikationstitel:Under Nordenvindens Svøbe
Tidsskrift:
Omfang:side 169 - 172
Lokalisering:Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal
Note:

Håndskr. har ikke kunnet identificeres. Men da fortællingen er trykt, må forlægget have eksisteret.

 

Resumé:

Iisimmardik / Îsímardik / Ilisimartoq er fra Ammassalik-egnen og undervejs på en handelsrejse til Vestkysten gør han ophold på Sydøstkysten ved Illuluarsuit (mødestedet for øst- og sydøstgrønlændere), hvor han dræber to unge brødre ude i kajak: Quperneq og Ukugssulik / Ukussulik. Selv siger Ii. intet derom, men han kommer hjem med Up.s hårprydelse og fangst og han benægter heller ikke drabene. Da Ii. atter hvæsser sin harpunspids af jern som han kun bruger til mord på mennesker, bliver bl.a. hans to svogre, Igsiavik / Issiavik og Isângassoq / Isaangasoq, bekymrede over igen at skulle få nye fjender. Sammen med to andre mænd planlægger at myrde ham en dag, hvor alle fem følges ud til en ø. Ii. går i land for at hvæsse sin harpunspids. De andre bliver i deres kajakker og synger trommesange. Men da Ii. aner uråd og ror bort alene, må den ene svoger fremsige eller synge en formular, der får Ii. til at vende om, komme tilbage, gå i land, sætte sig og hvæsse videre. Igsiavik lister sig ind bagfra, skyder med en bøsse gennem skulderen og ud gennem hovedet. Men den sårede Ii. er stærk. Han slynger de fire mænd fra sig, stryger sig over såret, hvorved det heler. Det var den Onde selv der hjalp ham, kommenterer den relativt nydøbte fortæller.

       Man får så gnedet spæk i såret og dermed genåbnet det. Og mens to mand holder ham fast stikker en tredje sin fuglepil langt ind gennem endetarmen og kører rundt i tarmene. Da dør Ii. Man parterer ham i alle led og smider hovedet, indsvøbt i en fangstblære / fangeblære ned i en dyb spalte i indlandsisen. Længe efter kan man høre ham brøle dernedefra. Så stor var han magt (fortællerens omkvæd til alle de utrolige hændelser).

       Da Igsiavik får medlidenhed med sin søster, der nu er blevet enke, standser broderen hans gråd med en trussel om at myrde ham også.

 

Var.: Rosing 1960: Iisimmardik / Îsímardik. Ostermann 1938, Meddr Grønland 109(1): Iisimmardik. Victor 1993. Jens Rosing har genfortalt alle beretninger om Iisimmardik i Hvis vi vågner til havblik, Borgen, (om Nappartuko-familien - se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9) 1993: 73 - 100.

 

Hist.: Historisk fortælling om mordet på masse- og lystmorderen Iisimmardik i 1890. Fortælleren, der var kommet fra sydøst- til vestkysten omkr. 1890 og blevet døbt dér, har fortællingen på 2. hånd. Versionen hos Rosing 1960, der er oversat fra Otto Rosing 1990: 27 - 71 (Angakkortalissuit, Nuuk: Atuakkiorfik), er mindre "magisk" og tættere på de faktiske begivenheder.  Nukarajua har i sin kristne forståelse af hændelserne formentlig selv tilføjet flere før-kristne træk:

Formularen der kan trække Ii. tilbage, og sårhelingen, som var et af åndemanernes almindelige tricks. Ligeså var spæk en effektiv før-kristen modgift mod alskens ånder og åndemaning. Men Iis. var ikke åndemaner.

Kommentar: Bemærk at Knud Rasmussen i sin oversættelse ikke har tænkt over, at de grønlandske retningsbetegnelser har modsatte betydninger på vest- og østkysten: Han lader således Iis. rejse nordpå fra Ammassalik til Vestkysten. Avannaamut, nordpå (egtl. til højre med front mod havet) på vestgrønlandsk, betyder sydpå (ligeledes: til højre med front mod havet) i Østgrønland.

En åndemanerlærling fortæller om, hvad han har set

Print
Dokument id:985
Registreringsår:1904
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 405: "Angmagssalikkernes Religiøse Forestillinger"
Fortæller:?
Nedskriver:Rosing, Christian
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:En åndemanerlærling fortæller om, hvad han har set
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 23 - 25
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Oversat af K. Rasmussen fra Chr. Rosings "Tunuamiut", 1906, ss.

27-28. Karl Rosings oversættelse: "Østgrønlænderne", 1946, ss.

41-42, red. W. Thalbitzer. Det grønlandske Selskabs Skrifter, 15.

 

Resumé af Karl Rosings oversættelse:

 

Søens uhyre

En anonym angakkoq / åndemaner (X) fortæller Chr. Rosing, hvordan han som optakt til sin læretid (formentlig) følges med en åndemaner til en sø, hvor denne gør X usynlig ved at lægge et blad ved hans side og sætter en stenbiders sugeskive fast under hans kamiksål, for at han ikke skal løbe væk. Åndemaneren får så ved gnidning af sten mod sten søen i bevægelse og en kæmpebjørn til at stige op. Den nærmer sig, slynger åndemaneren afsted to gange og tredje gang ned til søen, hvorefter den bærer ham op til gnidestedet og æder ham alt kødet fra knoglerne. En rum tid senere har han atter fået kød på kroppen, og hans klæder, som bjørnen har flået af, kalder ham til live med et kiakkakka, hvorefter de kommer flyvende tilbage til ham.

      Formålet med fortæringen, forklares det, er at sætte åndemaneren i stand til at rejse ned i jordens indre, at give ham ny viden og at gøre ham ufarlig at nærme sig for dyr (i menneskeskikkelse), der skal blive hans hjælpeånder. Bjørnen bliver ikke hans hjælpeånd, og det siges (også?), at hjælpeånder er de mennesker, der faldt ned da jorden revnede i tidernes morgen. Dvs. innersuit.

 

Hist.: Det er oplevelser helt i overensstemmelse med østgrønlandsk tradition, som X her fortæller om. Uhyret kan være en isbjørn, eller en hund (også i Upernavik-distriktet, se: Sjælen tvinges til søs.), og altid er den et ferskvandsvæsen.

 

Var.: Den store bjørn æder hende. Den lille elv med det store dyr. Angakkoq-uddannelse.  '... søens troldbjørn'. Søens uhyre. Mislykket uddannelse. Tiimiartissaq. Rasmussen 1938. 110: Åndemaners selvbiografi.

 

Kommentar: Oftere siges det, at fortæringen skal forsyne lærlingen med et indre lys, der vil virke tiltrækkende på fremtidige hjælpeånder, og at det kun kan ses af dem og af andre åndemanere.

Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): Åndemanerens lys.

 

Vedr. uddannelse til åndemaner: søg også på initiation

Englands konge og hans sønner

Print
Dokument id:534
Registreringsår:?
Publikationsår:1976
Arkiv navn:
Fortæller:Filemonsen, Cecilie
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Englands konge og hans sønner
Publikationstitel:De store konger. Ni grønlandske eventyr. Holstebro 1976
Tidsskrift:
Omfang:side 21 - 28
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Oversat af Jens Rosing

Resumé:

Englands konge har tre sønner, der hører om en livgivende eliskir i et fjernt ukendt land. Den ældste drager afsted men lader sig snart lokke til at blive i et hus med lutter kvinder, der beværter ham godt på alle måder. På samme vis går det med den næste søn, mens den yngste, da det blir hans tur, blot overnatter i huset og drager videre. Han kommer til en 600 år gammel kone, der vogter over alle landdyr. Hun beværter ham med god mad og varm kaffe og næste dag tilkalder tilkalder hun dyrene, men ingen ved hvor landet med eleksiren ligger. Konen giver ham et brev med til sin 200 år ældre søster, der hersker over alle fuglene. Hun tilkalder fuglene, og ørnen er noget længe om at komme, men hverken den eller de andre fugle kender landet. Han får atter et brev med til en 200 år ældre søster længere borte. Hun hersker over alle fisk og dyr i havet og tilkalder dem. De ved intet, men da langt om længe hvalen kommer, kan den fortælle at den netop kommer derovrefra (derfor varede det så længe) og den må tage kongesønnen på ryggen derover. Den fortæller ham om et par æbler og en lille flaske eleksir i et vindue oppe på slottet. Han skal skynde sig at snuppe dem og væk inden folk vågner allerede kl. 3. Men den unge mand, der kæmper sig op til slottet, blir sinket af den allersmukkeste sovende skønhed, som han lægger sig hos. Han vågner dog netop som klokken slår tre, tar æblerne og flasken med i flugten, når at skrive sit navn, Venius på dørstolpen, og når efter at have måttet gemme sig flere gange ned på hvalens ryg. Undervejs over havet dykker hvalen ialt tre gange, den ene dybere end den anden gang. Sidste gang spytter den unge mand blod inden han får vejret igen. Ligeså forskrækket blev hvalen, fortæller den, da han gik ind i slottet, da han lagde sig hos pigen, og da han skrev sit navn over døren.

       

På tilbagevejen over land forynger kongesønnen de tre gamle koner med et halvt æble og et par dråber eleksir. Til gengæld får han af den første en hest, der beroliger alle vilde dyr ved at logre med halen (!), af den anden en bord-dæk-dig-dug og af den tredje en lille pisk, hvormed han kan berolige alle vilde dyr. Han overnatter også i huset med kvinderne og sine brødre, der udskifter det halve æble med et almindligt og eleksiren med vand. Da så senere den yngste vil forynge sin far med æble og eleksir og det ikke virker, smider faderen ham for løverne. Men han beroliger dem med pisken og fodrer dem med masser af mad fra dugen og de hygger sig i årevis, indtil den skønne fra landet derovre kommer for at finde faderen til den søn hun har født. Hun ved jo han hedder Venius og erfarer at det er kongen af Englands yngste søn. Hendes søn har et æble i hånden som han vil tabe når han ser sin far, og denne skal komme, ellers blir England udslettet. Tre røde løbere rulles ud fra slottet til skibet. Ad den midterste vil barnefaderen komme ridende. Den ældste søns hest vælger den ene yderste løber, den næstældste den anden yderste, og drengen vil ikke kendes ved nogen af dem. Kongen kommer i tanke om sin yngste søn og sender en tjener til løverne for at se om dog ikke en lille knogle skulle være tilbage af sønnen. Det blir en rørende afsked løverne tager med deres rige forsørger, hans hest vælger den midterste løber, drengen taber sit æble og kaster i sig armene på sin genkendte far. Denne rejser med skønheden og deres fælles søn tilbage til hendes land.

Hist.: Denne samling af danske folkeeventyr i grønlandsk genfortælling er fortalt af Sís, der også fortalte fra den grønlandske overlevering. Ifølge Jens Rosings forord har hun hørt dem af sin mor og mormor og de stammer tilbage fra 1800-tallets midte, da alskens illustrerede udenlandske fortællinger og bibelhistorier blev publiceret i småbøger og i "avisen" Atuagagdliutit på Rinks trykkeri i Godthåb / Nuuk. Sissis fortællinger er taget med her for at vise hvor forskellige de er fra de egentlig grønlandske - trods tilpasningen til genkendelig grønlandsk kultur.

       

Bemærk alle de bibelske associationer: til Jesusbarnet, det evige liv (fornyet ungdom), genkomsten, og æblet alias både arvesynden og kongemagten, som drengen smider fra sig da han genkender Faderen.

Rejsen over havet er et velkendt tema i den grønlandske / inuitske tradition: dels åndemanerens rejse til Havkvindens land og dels fuglekvindens mand på ryggen af en laks til fuglenes land, hvor heltens kone og børn er fløjet til. Se: Manden der blev gift med gås, en svane eller en anden fugl (Fuglekvinde-fortællingen er vandret verden rundt - findes fx også i Sydøstasien). Kvinderne der vogter over faunaens forskellige kategorier er heller ikke traditionen fremmed: Sødyrenes mor eller Havkvinden, og Månemanden.

 

Huset med de mange kvinder kunne minde om Qivaaqiarsuk (se denne), der fik en masse kvinder at forsørge. Men inspirationen er snarere 1001 Nats Eventyrs harem'er, der må opfattes som en slags lastens huler. Også flere af disse eventyr fandtes publicerede i oversættelse til grønlandsk.

ernisuitsoq / Den ufrugtbare

Print
Dokument id:200
Registreringsår:1859
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:ernisuitsoq / Den ufrugtbare
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 276 - 282, nr. 95
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

For en anden oversættelse til dansk se Thisted: "Som perler på en snor...". PhD-afhandling, Kbh. Univ. 1993, Tekstsamling, s. 36 - 39: uden titel.

Samme i: Kreutzmann, Jens: Fortællinger & akvareller. Red. Kirsten Thisted. Atuakkiorfik 1997: 54 - 59: Den barnløses søn.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning af Arnaq Grove i: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 54 - 59: Ernisuitsup ernera.

 

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 19 ss. 93 - 96 har Rink sammenstykket 3 varianter men holdt sig mest til denne. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 13, ss. 148 - 154: The Barren Wife.)

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

En Appamiut-beboer fortalte, at der engang levede et ægtepar, som ikke kunne få

børn. Manden, der misundte andre, der havde børn, mødte engang en lille ældre

mand, som kun levede af at fiske. Han sagde til ham: "Vil du ikke nok besvangre

min kone." Den ældre mand svarede: "Der er ikke længere kraft i mig." Men da

manden blev ved, sagde den ældre mand: "Jeg kan jo prøve. Sørg for, at din kone

stiller sig i sit pæne tøj på stranden imorgen ud for det sted, hvor jeg plejer

at fiske." Da den ældre mand dagen efter kom til sit fiskested, så han på land

en kvinde i pænt tøj. Han roede straks ind og blev derinde det meste af dagen.

Den dag fangede han kun ganske få ulke. Herefter stod kvinden på stranden

hver gang han kom til fiskestedet. På bopladsen var man ikke klar over, hvorfor

den ældre mand ikke længere fangede ulke, og hvorfor kvinden, som ikke kunne få

børn, altid havde pænt tøj på og gik ture. Kvinden blev gravid, og den lille

ældre mand sagde til manden: "Hvis det bliver en dreng, må du skaffe dig en

udhulet sten til lampe dér, hvor solen står op om morgenen. Så skal du finde et

ådsel af en skarv og stille den over for vinduet." Det blev en dreng og den

ældre mand sagde til manden: "Når drengen får lyst til at ro i kajak, skal du

lave ham en kajak med alle dertil hørende redskaber, og så snart han kommer i

kajakken, skal du sige til ham, at han skal sætte harpunspidsen på skaftet (gøre

klar til at bruge harpunen - Chr.B.)".

Da drengen voksede op, byggede stedfaderen en kajak til ham. Den lille

ældre mand (drengens biologiske far - Chr.B.) holdt ham med selskab hele tiden,

og han sagde, at der, når drengen første gang kom i sin kajak, ville en sæl vise sig med snuden over vandskorpen. Lige så snart stedfaderen blev færdig med

kajakken med dertil hørende redskaber, bar han den ned til stranden - endnu før

den blev helt tør. Drengen kom ned i kajakken og stedfaderen og den ældre mand

roede ud med ham. Den lille ældre mand sagde: "Vi vender ikke hjem, før han

har fanget ti sæler. Så vil han fange ti sæler hver gang." Den ældre mand roede et

lille stykke fra drengen og straks dukkede der en sæl op. Drengen roede hen til

den og harpunerede den. Da drengen havde fanget ti sæler, tog de hjem.

Drengen blev voksen og fik to koner. Hans bopladsfæller var meget glade for

ham, og i trange tider forsørgede han dem alle sammen. En vinter blev hele havet

dækket af is undtagen et lille stykke ud for bopladsen. Her fangede han ti sæler

hver gang, han var ude på fangst. Vågen blev efterhånden så lille, at han bare

kunne sætte kajakken på tværs af den. Til sidst frøs vandet i vågen til, og der

blev mangel på mad. De ville have en åndemaner til at mane ånder. På stedet boede

der en enke, ved navn Illutsialuk, alene med sin datter. Sommeren før havde

nogen set denne datter øve til åndemaner / angakkoq ved en sø. Den ældre mands søn

sendte bud til hende med den besked, at han ville betale hende en sortside, hvis

hun ville mane ånder for at få isen fjernet. Men hun sagde nej. Hun afslog

også bopladsfællernes tilbud om klæder og lampe som betaling . Først

da hun fik tilbudt en håndfuld perler, sagde hun ja. Hun bad sin mor om at hente

de klæder, hun plejede at bruge om sommeren. Iført dem gik hun ned

til stranden og gennem en lille åbning mellem isstykkerne ved stranden forsvandt

hun ned i havet. Man afventede, at hun skulle dukke op, og hun blev væk i tre

dage. Det viste sig, at hun sloges med den store kvinde (her bruges på

grønlandsk "Arnarsuaq" - Chr.B.), jog sæler ud af husets indgang og netsider fra

dryptrannet. Hun ville gerne have dem helt uden for (usikkert "silamut

issíkumisârdlugit" - Chr.B.). Først da den store kvinde var blevet formildet,

forlod hun hende og dukkede den tredie dag op gennem den åbning, hvorigennem

hun forsvandt. Så snart hun kom tilbage til huset, sendte hun besked til alle,

at hun skulle have hver anden sæl, de ville fange i morgen, samt de smukkeste

netsideskind. Men endnu den aften sås kun is overalt. Næste morgen dannede der

sig en revne udfor husene. Fangerne tog ud på fangst og kom hjem med to sæler,

Den ældre mands søn fik som altid ti. Han måtte af med de fem til åndemaneren.

De øvrige fangere gav hende den ene af de to sæler, de fangede.

Da morbroderen til den ældre mands søn engang kom hjem fra fangst, gav den

ene af den ældre mands søns koner ham et stykke af en sæls lændehvirvel at

spise. Omkelen blev vred over dette og lavede en tupilak, en ulykkesånd. Den dag

onkelen sendte tupilakken af sted, tog den ældre mands søn ikke ud på fangst,

selv om det var fint vejr. De efterfølgende dage havde han slet ikke lyst til at

tage ud på fangst. Tupilakken tænkte ved sig selv: "Han viser sig aldrig. Nu vil

jeg tage direkte hen til huset og skræmme beboerne ihjel." Da den landede neden

for huset, kom den i tanke om, at den lige så godt kunne gå ind i huset gennem

vinduet. Den fik øje på en mærkelig fugl med lang hals oven over vinduet. Da den

ville undersøge fuglen nærmere, nappede fuglen tupilakken under øjet og

holdt den fast. Da tupilakken slap fri, svømmede den ud. Den var lige ved at

gå ind i huset, men den viste sig ikke mere i havet omkring Appamiut.

 

Folk kunne ikke forstå, hvorfor den ældre mands søn pludselig holdt op med at tage ud på fangst, men åndemaneren fandt ud af årsagen til det.

 

Den ældre mands søn fik engang lyst til at forlade Appamiut for en tid. Han tog nordover, kom til Sisimiut og byggede hus ved Paaraarsuk. Om efteråret fangede han meget. En af Sisimiutboerne, som han var blevet gode venner med, fortalte ham, at folk lige nu fangede løs af spraglede sæler, hvis skind de brugte som fangstblære,

når de var på hvalfangst, og at man kappedes om at være den første, der hørte

hvalens åndepust / blåst ?. Den ældre mands søn var også på spragletsæl-fangst og fik ti som altid.

 

Da hvalsæsonen var ved at være inde, kneb det for ham at sove. Han ville gerne være den første, der hørte hvalens ånde. Han havde heller aldrig set en stor hval før. En dag, da det var dejligt og stille vejr, var han længe oppe. Hen på morgenstunden hørte han lyden af hvalens ånde. Den kom nærmere og på et tidspunkt blev hvalen på samme sted ud for bopladsen. Først da gik han i seng.

 

Da det blev morgen, råbte hans

yndlingsven ind til ham: "Du har aldrig før hørt hvalens ånde, gå udenfor og hør."

Han svarede: "Jeg hørte den, da hvalen var på vej ind udefra. Jeg gik først i

seng, da den blev på samme sted." Da alle dem i Sisimiut var taget af sted, fik

han også lyst til at være med. Han havde ganske unge mennesker som roere. Da de satte konebåden i vand, hældte han den til side med vilje så

meget, at den tog vand ind. Efter at have øst vandet op, roede de ud og

placerede sig nærmere kysten end de andre. De andre råbte til dem, at de skulle

længere ud, da hvalen ikke kom så langt ind til kysten. Men de blev på stedet.

Midt i det hele dukkede hvalen op, og den ældre mands søn og hans besætning

roede hen til den og harpunerede den. Fangstblæren forsvandt ikke under vandet.

Sisimiutboerne roede hen til et område, hvor de forventede hvalen ville dukke

op og de råbte til den ældre mands søn og hans besætning, at de hellere skulle

ro udefter, da hvalen næppe ville flytte sig nærmere mod kysten. Den ældre mands

søn pegede bare nedad. (Efter dette er der en sætningsforbindelse, som er uklar,

men som vist ikke har speciel betydning i sammenhængen - Chr.B.). De (hvem ? BS) dræbte hvalen. Derefter blev han hjemme selv om han fristedes til at tage af sted, når de andre var på hvalfangst. Man ved aldrig - han ville måske have oplevet at

fange ti hvaler.

Da det blev forår, vendte han tilbage til Appamiut, fordi han gerne ville

se sin far, den lille ældre mand, igen, mens han endnu levede, og han havde gemt de længste af hvalbarderne fra sin fangst til ham. Den lille ældre mand levede

stadigvæk af de fisk, som han fangede. Sønnen forlod ham ikke igen. Så den gamle

behøvede ikke længere at fiske.

 

Hist.: Fangstrejser nordpå.

 

Var.: Qujaavaarsuk. Selve fangsten af ormen og konens befrugtning med den fortælles også om Nappartuku, forfaderen til en talstærk slægt i Sermilagaaq fjorden: Jens Rosing: Hvis vi vågner til havblik. Borgen 1993: 12-16.

Erqilingmik katangutisiavdlit / De, der havde "erqidlit" som stedsøskende

Print
Dokument id:820
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419
Fortæller:Jørgensen, Sofie
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Erqilingmik katangutisiavdlit / De, der havde "erqidlit" som stedsøskende
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:5 sider
Lokalisering:Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Andet håndskrift (renskrift?): NKS 3536 II, 4', læg 22: erqilingnik qatángutisiartârtoq / eqqilimmik qatanngutisiartaartoq.

Se også revideret renskrift (ved Peter Rosing ?) af samme fortælling i KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415. Begge versioner er oversat i denne base.

 

Oversættelse ved Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 205 - 210.

"En fortælling om to søskende, der havde erqiliker / eqqillit til plejesøskende".

 

Resumé af Rasmussens oversættelse (nyoversættelse af håndskr. følger derefter):

 

Drengen og hans søster holder meget af deres plejesøskende,

som de spænder for deres lille slæde, når de leger. De to eqqillit

skærer om natten lange remme, mens de andre sover og løber næste dag

foran slæden langt væk til en stor afgrund, hvor de hænger broderen og

søsteren med hovedet nedad over klippen. Børnene magter ikke at komme

op. Søsteren dør af tørst, men broderen opfanger sit eget tis og

overlever. Der kommer en konebåd forbi langt nede. Den hører ikke hans

grådkvalte råb. Heller ikke den næste konebåd. Men den tredie hører

ham og man kappes om at komme først op og få drengen til plejesøn. Et

barnløst ægtepar kommer først, får drengen op, tar ham med hjem og

sørger godt for ham. Han får slæde og bidske slædehunde, laver sig

piske med små træstykker i enden af snerten, kører ind i en islagt

fjord, lader slæden stå og går derind. Der er hans tidligere

plejebrødre på isfangst. De finder det klogere at fange hvidhvaler end

narhvaler og opdager ham først, da han er tæt på. Forskrækket ber de

ham vente lidt. De skal hente en fanget sæl længere henne. Da den ene

sætter i løb på alle fire, ved drengen at de flygter. Han henter sin

slæde, sætter efter dem langt ind over indlandsisen indtil noget

kalvis spærrer for ham. Han løsgør en af sine hunde. Den kommer

tilbage fra kalvisen med uforrettet sag. Han opdager selv et hul i

den, trænger ind til en mængde eqqillit, som han dræber ved at bore

dem i ørene. Han fortsætter. Længere inde når han til en stor sten,

som han splitter i to med en formular, og dér har hans plejebrødre

gemt sig. Han spænder dem foran sine hunde foran slæden, pisker sine

hunde, og med de særlige piske med træstykkerne pisker han store sår i

de to plejebrødre. Først segner den ene og dør. Så den anden.

 

Oversættelse af håndskr. ved Chr. Berthelsen:

Der var engang et ægtepar, der havde to børn, en dreng

og en lillesøster til ham. En gang fandt de to erqigdlit / eqqillit og tog dem

til sig som plejesønner. Da søskendeparret blev større, brugte

de eqqillit som legetøj, som hunde. Engang blev eqqillit vrede og

drog bort. De blev væk længe. Det viste sig, at de var taget hen til

andre eqqillit for at alarmere dem.

En morgen vågnede fangerfamilien ved larmen af bue og pil. De så en

hel masse erqigdlit. de dræbte alle på stedet undtagen søskendeparret.

De sagde til dem: "I bliver ikke dræbt."

Da de havde dræbt alle de andre, tog de søskendeparret med til deres

land. Undervejs kom de til en stor fjeldvæg. Her begyndte de at ordne

deres rem. De rullede den op, bandt søskendeparret om fødderne og

hængte dem op på fjeldvæggen. Så forlod de dem, og de viste sig ikke

siden. De hang dér og led. De tørstede. Storebroderen drak af sin

urin. Lillesøsteren kunne godt tænke sig at gøre ligesom

storebroderen, hvor meget hun end tissede, hjalp det hende ikke.

Så døde lillesøsteren. Storebroderen tænkte: "Jeg vil også bare dø.

måske skulle man prøve at kravle op ad remmen." Nu var han på vej op

og kom helt op dér, hvor remmen endte. Han opdagede, at eqqillit

gentagne gange havde firet sig selv ned. Men derfra hvor han var,

kunne han ikke (komme ned til kysten); og her ville han sulte ihjel.

En dag, da han vågnede, var det godt vejr. Han kunne høre nogen synge

et eller andet sted fra. Så fik han øje på en konebåd, hvorfra sangen

kom. Derinde fra land gav han sig til at skrige, men de hørte ham

ikke. Han stod dér og var ked af det. Så begyndte han at skrige igen;

og de, der sang, tav og sagde: "Hør! hvor kom det skrig fra?" De roede

ind, idet de sagde: "Hvis det er en mand, vil den, der når ham først, få ham som plejesøn. Hvis det er en kvinde, skal den, der når

hende først, få hende til plejedatter."

Med de ord, gav kajakmændene sig til at ro af alle kræfter ind imod

land - en af dem så hurtigt, som om de andre blev stående på samme

sted. Da han nåede land, tog han sin rem af og gik op.

Han halede ham op og fik fat i ham, hvorefter han bar sin tilkommende

plejesøn, ned og anbragte ham oven på sin kajak. Han roede ham ud til

konebåden og afleverede ham til sin kone, idet han sagde: "Ham skal vi

have til plejesøn." Konen tog imod ham, og de opdrog ham.

 

Han voksede op; og da han blev fuldvoksen, fik han sig en kone og

anskaffede sig hunde. ("sâniartuvinarnit aamma ilisîniutit tamâsa

apésûtigât nâmaginagidlo atâserdle sínút pigamióq tauva nâmagilerpát" -

kan ikke forstå sammenhængen. C.B.)

Så sagde han til de andre: "Jeg vil ud på hundslæde." De

samlede mange hundepiske og økser og drilbor. Han tog afsted med alle

disse ting. Han kom ind i en stor fjord og fik øje på noget, der var

sort. De kørte derhen; og hundene snusede og gav sig til at grave; og

det, de trak op, var en narhval. De lod den ligge. Og da de havde kørt

et stykke tid, begyndte de igen at grave. Endnu engang var der en

narhval. De var kommet næsten helt derhen uden at genkende dem - de

var ligesom tågede.

Så blev der sagt: "Hvad er det, der giver genskin (en hvidhval)? Den

må du endelig ikke fange." Igen var der en, der sagde: "Hvad er det

for noget, der er sort (en narhval)? Den skal du gøre dig rigtig umage

for at fange." De kom endnu nærmere. De fremmede kunne

høre hundene trække vejret og vendte sig mod dem. Så kunne han se, at

det var deres plejebrødre. Den ene plejebror sagde: "Hvornår blev

plejebror til?" Og den anden. "Hvornår blev din svoger til?" (Jeg

forstår det ikke, C.B) (Det må være åndesprog, B.S)

Da de så bange ud, sagde mennesket: "I skal ikke være bange. Jeg har

længtes efter jer. Derfor er jeg kommet for at se jer." Så sagde den

ene af de to: "Vi har også længtes efter jer." Så sagde de to igen:

"Den hval (hvidhval eller narhval), som vi fangede herhenne, er ikke

dækket med sne. Matakken er ved at blive tør. Vi må lige han og se til

den. Det tager ikke lang tid. Så kommer vi tilbage." Så fór de afsted

og forsvandt bag et næs.

Den ene af dem løb som en hund lige før han forsvandt. Mennesket gav

sig til at vente dér. Men da de stadig ikke viste sig, tog han afsted

efter dem, idet han gav hundene fartsignal.

Da han nåede om på den anden side af næsset, opdagede han, at de var

nået frem til en snedrive højt oppe. Han fulgte efter dem; og på den

anden side af snedriven så han på vej op på indlandsisen. Igen fulgte

han efter og kom til indlandsisen ("tamarme ámalortoq qâqarnatidlo

tamarmit" = alt var rundt, og der manglede overdækning?) eqqillits

spor førte dertil. Så smed han en af sine hunde over på den anden

side, og den faldt ned, og han selv sprang over og derind.

Han så en hel masse mennesker, der sov, men de (to) usle eqqillit

var ikke dér. De gennemborede disse menneskers ører. "Síkatîk = flyt

dem!" sagde han. Han dræbte dem alle sammen og gik ud. Men de to

eqqillit var der ikke. Det viste sig, at de havde søgt ly på den

anden side.

Han fulgte efter dem; men kom så til en stor sten uden indgang.

Så fremsagde han en trylleformular for at få den til at flække, og

derinde sad de to og smilede. Han greb dem og spændte dem for (slæden)

med en hel ("iluvisumit") rem. Så havde han dem som slædehunde

("nuqâtato amûtdlugo"?). Så angreb hans hunde dem, og slædekusken

piskede løs. Han lod den ene eqqilik lide de værste pinsler og dræbte

den. Den anden fik en ligende behandling. Remmen blev trukket til; og

hundene sloges med erqiliken og dræbte ham. Så tog han hjem. Siden

kørte han aldrig så langt ind i landet.

Han havde hævnet sig rigtig godt og grundigt.

 

Var.: Inurudsiak / Hævn på Erkilik'erne; En sørgelig fortælling; eqidi';

 

Kommentar: eqqillit, "dem med lus", canadiske og alaskanske inuits betegnelse for baglandets indianere. I Grønland er de blevet hurtigt løbende farlige indlandsmennesker med kraftige hundeislæt.

Et fangstmiddel til tupilakker / Tupilangmik pissaqautigssaq

Print
Dokument id:1271
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Et fangstmiddel til tupilakker / Tupilangmik pissaqautigssaq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 320 - 333, nr. 36
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 94 - 105.

 

Resumé: Fortsættelse af "Et middel til sjæleran og...".

Skønt Kukkujooq har og kan næsten alt, der sikrer ham et godt og trygt

liv, frygter han andres misundelse, fordi han ikke har et middel mod

tupilakker. Han er den dygtigste og særkeste fanger på stedet. Og han

har i lutter glæde over at ha' overvundet sin barndoms sult sendt sin

harpun i sæler, som tilkom andre. Alt dette vækker misundelse. Han har

en god kone og mange børn. Men hans mor misunder hans kone, som hun

ikke kan skade. Derfor kan hun i sin sindsforvirrede tilstand finde på

at skade hamselv, sin egen søn, for på den måde at få ram på

svigerdatteren. Og levedygtige børn kan vække misundelse hos andre,

der har færre eller ingen børn. Endelig har han hjælpeånder med store

evner, men de kan åbenbart ikke skaffe ham et middel mod tupilakker,

for de kan læse hans tanker og har ikke tilbudt hjælp. Han bør dog

ikke i sine tanker klandre dem, for så kan de hævne fornærmelsen på

ham. Han mister humøret, lysten til at gå på fangst, og kuløren i den

grad, at hjælpeånderne end ikke ser ham, når han møder dem.(Hans indre

lys har mistet sin udstråling. BS).

Snart bliver han overbevist om, at der er lavet tupilak imod ham. Mere

og mere foruroliget koncentrerer han sine tanker om at skaffe sig det

ønskede middel mod tupilakker. Det skal hentes langt, langt borte.

 

En nat, hvor han ikke lader sig forstyrre af sin villige kones

blottelser, ser han vildgåsen for sig. Den er den eneste, der kan føre

ham langt nok bort.

Næste morgen meget tidligt ror han afsted langs kysten. Han skal ikke

ud på det dybe på fangst. Alligevel dukker en lille netside op på det

lave vand. Den flygter ikke, og K. der blir grebet af fangstiver, har

allerede hævet harpunen til kast, da han blir slået af skræk. Det er

selvfølgelig en tupilak. Han piler i land, går lettet op til sit mål,

en sø i baglandet, hvor han sætter sig og døser han, men vækkes af

vingesus. Snart lander den på søen, vildgåsen, og det er slet ikke

sæson for gåsetræk.

K. har ikke fortalt om sin samtale med gåsen, man hans søn Juuserfi

gengiver sin fars fortælling om, hvordan gåsen lærte K. at flyve og

selve flyveturen: Man spytter på ringfingrene. De kroges under venstre

knæ, der bøjes, mens højre strækkes godt frem. Da letter man. Man

lander med små hop på højre fod og knæet let bøjet. Gåsen lyser som

ild, mens den fører K. flyvende over landet, og han taber højde, hvis

han ikke uafbrudt kigger på dens hale. De kommer frelst forbi det røde

bjerg med Quulukboerne / Qulukboerne / Qulummiin- / Quulummiin-ånderne, der er farlige, fordi de kun lader sig hverve af nordlændingene (eller sydlændingene ifølge den østgrønlandske spejlvending af "verdenshjørnerne"). K. slipper forbi, fordi han har hørt om åndemaneren Ajijak fra Sermiligaaq. Denne lod sig lokke af

disse ånders kalden til at skæve efter dem, hvorefter han straks

befandt sig i deres hus. De spillede bold med ham så blodet flød og

klaskede ned på hans trommme. Også hans håndremme faldt ned. Både hans

hjælpeånder derhjemme og hans far blev rædselsslagne. Faderen havde

ellers gjort ham til en angerlartussiaq (en der vil komme hjem igen,

hvis han dør i utide). Da imidlertid den anden rem, som A. var blevet bundet

med til åndeflugten ikke faldt ned, fik faderen tiltro til at A.

alligevel ville komme hjem. Trommens ildevarslende klapren holdt op, og

hjælpeånderne pludrede atter løs af lettelse. A. kom tilbage tilsølet

i blod og uden sine håndremme.

 

Var: Til Ajijak-fortællingen: J. Rosing 1963: s. 216 - 224; KRH 425 nr. 33 med kommentar om at disse boldspillende ånder meget vel kan være nordlysets døde i himlen, se: Qajaqanngitsoq angakkussartoq. Sandgreen staver disse ånder med kort u i første stavelse, Jens Rosing med forlænget u.

 

Hist.: Piisui / Kukkujooqs persondata, søg på: Sandgreen 1987: s. 263

- 264: "Drengen Piisui". Det er sandsynligt at Sandgreen har fået

spejlvendt retningen efter østgrønlændernes orientering, som

Qulummiin-ånderne bor i. De lader sig formentlig kun hverve af

"sydlændingene". Se varianten hos J. Rosing.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Forfølgelsen / Malerssorneqarneq

Print
Dokument id:1234
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Forfølgelsen / Malerssorneqarneq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 86 - 90, nr. 12
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 56 - 60, nr. 12.

 

Resumé: Mens Naaja er på besøg hos sine første hjælpeånders husfæller,

der er dværge, melder de en ondskabsfuld fælles ankomst. N. blir

gennet ud. Den ondskabsfulde er endnu langt borte, men opdager N. og

skifter retning for at indhente ham. De to dværge tager N. i hænderne

og puster på ham. Afsted går det i flyvende fart. Dværgene forlader

hverken N. ved teltlejrens vandsø eller dens vaskested, og de farer

teltet rundt med et buldrende vindstød, inden de forlader ham. N. får

vejret, går ind i teltet og fortæller intet om sin oplevelse, men

hans bedstemor forstår, at der må være sket ham noget særligt, der

skyldes, at han er gjort til åndemaner-emne.

 

Var.: J. Rosing 1963: s. 205 - 207.

 

Hist.: Begivenheden kan tidsfæstes til begyndelsen af 1800-tallet.

 

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Tolkning: Om dværge se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere).

Histoire d'un homme très fort / Fortællingen om en meget stærk mand.

Print
Dokument id:1980
Registreringsår:1937
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Junta
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Histoire d'un homme très fort / Fortællingen om en meget stærk mand.
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 131 - 134
Lokalisering:Tiredida / Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

Ved Itimin / Ittumiit (lidt syd for Tasiilaq / Ammassalik) bor en meget stærk mand og hans kone alene i et lille hus. Manden har ingen umiaq / konebåd, kun kajak. Mens han om sommeren er ude i kajak hører han under den en dump stemme fra en laks, som han minsandten prøver at ramme med sin harpun. Næste dag prøver han igen. - Fortælleren er fuld af beundring for dette vovemod, for laksen må være et åndevæsen.

       Om vinteren har han intet held med fangsten. Til slut sulter han og konen, hvorfor han med nogle af sine fine redskaber under armen går til fods til Savanganartik / Savanganaartuk / Sivinganaartik ved Sermilik fjordens munding. Her sulter man bestemt ikke. Han blir rigelig beværtet og går næste dag videre til Ikkatteq, hvor han for sine medbragte redskaber bytter sig til en hel, lagret, frossen sæl. For ikke at prale af sine store kræfter trækker han den først efter sig indtil han ikke længere kan ses. Derefter svinger han den op på skuldrene og bærer den hele vejen hjem med kun et enkelt hvil undervejs.

       Efter en måned har han og konen spist sælen. Der er stadig ingen fangst. Denne gang går han mod øst til et stort fælleshus i Sedartsiak / Salivartivaq (?) overfor Qoarmin / Quarmiit. Men her sulter man. Han får dog et lille bundt tørrede ammassætter af en af kvinderne. Undervejs ud støder han på Maratsi, der skraber is af loft og vægge i husgangen med sin kniv. Maratsi vil ikke lade den stærke komme forbi. Men denne skubber ham omkuld, er nær blev såret af M.s kniv, slipper ud og stiller sig afventende op derude. M., der har lyst til ammassætterne, kommer ud, stadig bevæbnet, men det blir ham der slår øjnene ned for den ubevæbnede stærke, vender rundt og går ind.

 

Hist.: Fortællingen er ikke søgt dateret, men eftersom Maratsi (1854 (ca.) - 1923) optræder som voksen mand kunne tidspunktet være den berygtede sultevinter før 1884 (se: Victor Ajatok 118 Hist.). Fortællingen illustrerer desuden det Apulu's oplysning, at sultevinteren ikke ramte helt så hårdt i Sermilik som andre steder, især Ammassalik fjorden (Jens Rosing 1963:151.)

Histoire d'un meurtre récent / Historien om et mord der skete fornylig

Print
Dokument id:1921
Registreringsår:1936
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Histoire d'un meurtre récent / Historien om et mord der skete fornylig
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 73
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

Omkring 1925, da Agidi fra Aginatsat / Akinnatsiaat (syd for Kulusuk) ville giftes med Edisa / Elisa (?) satte hendes adoptivsøn, Atsidi sig imod det. Noget senere ankom Agidi til handelsstationen i Tasiilaq og meddelte at Atsidi var kæntret og druknet i kajak. Han medbragte Atsidis handelsvarer. Nogle uger senere viede Kristian / Christian Rosing Agidi til Edisa. Endnu senere, en vinternat, vækkede Atsidis storebror, Ajna sin kone og fortalte at han netop havde drømt at Agidi havde dræbt Atsidi. Så tilstod Agidi og sagde han havde dræbt ham med sin fuglepil og kastet liget i en klipperevne. I 1935 fandt Inadiusi / Innaadiusi, Hans' søn, liget med klæder og sener (ligbindinger formentlig, BS).

 

Hist.: Historisk beretning om et mord i kolonitiden, som åbenbart ikke kommer til den lokale øvrigheds kendskab.

 

Kommentar: Desværre er det sjældent muligt at harmonisere Victors stavning af navne med andres, fx Jens Rosings, eller med den autoriserede østgrønlandske.

Hun bliver atter undervist / Ajoqersuneqarqagpoq

Print
Dokument id:1242
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Hun bliver atter undervist / Ajoqersuneqarqagpoq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 235 - 237, nr. 7
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 24 - 25.

 

Resumé: Kaakaaq følger en dag efter sin storesøster Umeerineq, der skal på

besøg andetsteds, men K. får ordre til at vende om. Undervejs hjem

hører hun lyden af en, der har hård mave. Denne kommer frem og er

ingen ånd, men en af stedets ældre kvinder, Qanappi, der tilbyder at

lære hende noget hekseri, som K. senere skal afbalancere med nye

hjælpeånder. Q. renser sin lillefingernegl omhyggeligt, stikker den i

halsen tre gange, og med skum om munden fortæller Q., hvordan K. kan

få andres tænder til at falde ud, blinde dem, og en tredje uoplyst

skadevoldende handling.

 

Hist.:Tid: Ca. 1880. Persondata søg på: J. Rosing 1963: s. 281 - 285:

"Kâkâq".

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Tolkning: Om afbalancering af heksemidler og hjælpeånder se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Åndemanerens afbalancering..."

Hvad der i folkemunde går om Kâkâq / Kaakaaq

Print
Dokument id:1700
Registreringsår:1934
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Rosing, Jens
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Jens
Titel:Hvad der i folkemunde går om Kâkâq / Kaakaaq
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 285 - 286
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé:

Kaakaaqs søn Piisui (Kukkujooq / Apulu) fanger en hvalros på øen

Ammaaq i Sermilik-fjordens munding. Da han senere skal skære dens

tænder ud, er tungen fjernet. Man finder ud af, at tyven må være P.s

stedfar, Imaakka, der vil ham til livs med en tupilak med tungen som

ingrediens. Men den kan ikke klare P., der er åndemaner. Kaakaaq

mumler nu noget om, at P. har en hvalros som amulet. En dag blir I.

pludselig overfaldet og dræbt af en brunrød hvalros tæt ved

bopladsen. K., der har forudset ulyken, tar det sindsroligt, og rygtet

går, at hun har dræbt sin mand med en tupilak.

 

Var.: Sandgreen 1987: 397 - 400: "Imaakka dør". Victor 1989 - 93, II:

89: "La mort d'Imaka".

 

Hist.: Persondata søg på: J. Rosing 1963: 281 - 285: "Kâkâq".

Hvad der sker i fælleshuset, mens Nauja er på åndeflugt til det store tidevands land

Print
Dokument id:1667
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:Rosing, Peter
Indsamler:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Titel:Hvad der sker i fælleshuset, mens Nauja er på åndeflugt til det store tidevands land
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 204
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 95 - 96; angakkortalissuit, 1990: 218 - 219: Fra "...Naajaaq ilimmarluni aallarmat toornaa ..."

 

Resumé: Da Naaja er fløjet bort og en af hans hjælpeånder er blevet

tilbage for at overvåge, at seancen forløber som den bør, bliver denne

snart erstattet af en af de to ånder fra vestkysten. Den ene fortæller

om sin fjerne boplads, hvor havet aldrig fryser til. Man når frem

efter at have rundet Kap Farvel og have roet et langt stykke mod nord,

Mennesker dér lever af sælfangst, men hans ånde-fæller lever af

hvidhvaler, som de fanger i faldgruber. De graves i det store

sandområde, som er tørlagt ved ebbe og hvidhvalerne, der kommer ind

med flodbølgen, strander i gruberne ved næste ebbe, hvor man kan fæste

fangstblærer på dem, og derefter lade flodbølgen føre dem ind på land.

Det skal gå meget hurtigt, og fortælleren har engang fået knækket

kæben af den frembrusende flodbølge. Ånden forlader huset, og da Naaja

kommer tilbage føler han sig næste dag så let, at han ubesværet kan

springe frem og tilbage over de opstablede konebåde.

 

Hist.: Naaja levede i første halvdel af 1800-tallet. Stedet med det

store tidevand kunne være Paamiut eller ved ? længere nordpå ved Qaquk, hvor tidevandsfangst blev praktiseret. Fortællingen afspejler østgrønlandske

forestillinger om vestgrønlandske innersuit, der ikke længere tjener

som hjælpeånder, fordi vestgrønlænderne er døbte. I selve Vestgrønland

er stedet for tidevandsfangsten også placeret i vest, ved Akilineq

(varianter af "Kivioq").

Hvordan det gik Maratse / Maratsi

Print
Dokument id:1695
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Saajooq (Sâjôq / Maratsi, Odin)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Jens
Titel:Hvordan det gik Maratse / Maratsi
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 272 - 275
Lokalisering:Sermiligâq / Sermiligaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé:

Fortsættelse af Saajooqs fortællinger om Maratsi.

 

Sanimuinnaq og Maratsi har sammen dræbt Quarrajeeq, men ikke nået at

sikre sig mod den dødes hævn. Det lykkes den døde Q. at ombringe S.,

mens M. pludselig blir slået af rædsel. Han tør end ikke gå ud og

forrette sin nødtørft alene. M. får besøg af sin ven Kaakkajik, der også er

åndemaner / angakkoq og ved strygning af sin gnidesten erfarer, at Q. omsværmer

huset. M. gør klar til åndemaning, men lader sig skræmme af Q.s

stemme, der truer ham.  K. rejser hjem.  M. forsøger sig med endnu en

seance, der får samme forløb. Men tredje gang M. forsøger, får han

mandet sig op, går ud og råber på sine hjælpeånder, får alt ordnet til

en seance, går i gang og reagerer ikke på den dødes trusler. Han får i

fuldt lys trommen op at danse på sin ryg tre gange og opnår derved

sila (silanippoq), alverdens visdom, idet hans syn sprænges i lag. Man slukker

lamperne. M.s hjælpeånder er ankommet under gulvet. M. skændes selv

dernede med Q. De brydes. M.s dværg, Sorpik hvis "flimrende lysstribe"

ingen kan udholde at se på ret længe, angriber Q, bagfra. Man hører

Q.s gråd forsvinde i det fjerne. M.s toornaarsuk lader sit råb høre.

Lamperne tændes igen og Sorpik kan meddele at Q. nu er sprængt til en

blodklat derude, hvor himlen ender.

 

Hist.: Maratsi levede ca. 1854 til 1923 og var fætter til Sanimuinnaq

og Narsingarteq. Saajooq/Odin Maratsi 1905-74, ældste barnebarn af Maratsi.

Hvis den omtalte Kaakkajik er identisk med Naajas søn, der døde i 1885, er mordet på Quarrajeeq sket før dette tidspunkt.

 

Kommentar: bemærk Maratsis lagdelte tvesyn, da han får sila. Lagdelingen, overgangen til syn for den "anden" verden, asia, forkommer beskrevet hos flere historiske åndemanere fra Ammassalik området.

Hvorledes jeg blev åndemaner

Print
Dokument id:987
Registreringsår:1904
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 405: "Angmagssalikkernes Religiøse Forestillinger"
Fortæller:Ajukutooq
Nedskriver:Rosing, Christian
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Hvorledes jeg blev åndemaner
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 16 - 19
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Oversat af K. Rasmussen fra Chr. Rosing: "Tunuamiut",  1906, ss.

24-25. Karl Rosings oversættelse: "Østgrønlænderne", 1946, ss.

38-39, red. W. Thalbitzer. Det grønlandske Selskabs Skrifter, 15.

 

Resumé af Karl Rosings oversættelse:

(Chr. Rosing nævner ikke, at åndemaneren er Ajukutooq)

Han er søn af en angakkoq (Akku), der blev bundet, forsynet med tejstevinger og således kunne foretage åndeflugt, men så vidt har han aldrig drevet det selv.

I sorg over at miste sin mor, der efter skilsmissen efterlader ham hos hans far, begynder NN sin oplæring ved at finde og derefter gnide en sort sten mod en hvid sten i lange tider. Første dag oplever han intet, anden dag hører han blot en kraftig lyd, men senere bliver han mødt af en dødning, en qarlimaateq, der kaster ham omkuld så han besvimer. Under hver helbredelsesseance lader NN sit åndedræt falde ned og dødningen krybe ind i sig, hvorefter landet åbner sig for NN, der kan se alle den syges sjæle: 'vi er ikke skabt som I (de kristne med kun een sjæl, BS), for vi består af mange små blærer og har derfor mange sjæle'. Når de falder ud af kroppen falder de durk ned gennem jorden og ud på den anden side, hvor åndemaneren må hente dem tilbage. Selv fortæller han ofte en del historier når dødningen er inde i ham. Når hans åndedræt kommer tilbage er seancen forbi.

Kommentar: Uddannelse til åndemaner. Initiation.

Af denne skildring fremgår det, at jorden opfattes som en tyk skive. Det kan have været den herskende forestilling i hele Grønland, før missionærernes kugle med helvede dybest nede i jordens skød fik forrang. Da de fleste tekster / kildesteder til underverdenen er formidlet gennem europæiske hovder, der ikke længere opfatter jorden som en pandekage, er det svært at få et klart billede af grønlændernes underverden (Se Sonne 2000: Heaven Negotiated .. Ètudes/Inuit/Studies 24(2). Informationer fra eskimoer ( yupiit ) i S.V.Alaska siger klart, at jorden er en skive (Fienup-Riordan, 1994: Boundaries and passages : rules and ritual in Yup'ik Eskimo oral tradition. Norman : University of Oklahoma Press.)

Iarqas far / Iaqqa

Print
Dokument id:559
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Asiineq (Asîneq / Ningâvan / Ningaavan, Laurits)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Iarqas far / Iaqqa
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 65 - 66
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiut / Kuummiit: Tasiilaq / Ammassalik
Note:

NB: Fortællingen indledes altid af en anden end den, der fortæller den til ende. Den fortsættes hér af ûmâtsiakajik / Uumaatsiakajik / Uitsalikitseq, Evan.

 

Resumé:

Denne fortælling indledes altid af en anden end den, der fortæller den

til ende.

     En Qinngeq-mand tar til Immikeertoq for at ligge med kvinderne,

mens mændene ikke er hjemme. Undervejs må han gøre ophold i et ubeboet

hus, hvor en skræmmeånd dukker op og drives bort af hans toornaarsuk,

en "sagdiliilijaq" ("løgner" ? BS). På Immikeertoq er også den gamle

"Iaqqas far" hjemme. Efter et godt måltid kommer et genfærd ind i

husgangen og truer med at udrydde alt levende. Gæsten, der gnider sin

bare numse mod kvinderne bagest på briksen, er ikke I.s far til megen

hjælp. Denne vil smide stenplader fra gulvet mod genfærdet, men magter

det ikke. Til slut smider han en brændende lampe mod genfærdet, der

flygter. I.s far løber efter det med en øseske. Man finder bagefter en

halv lampe i husgangen og den anden halvdel neden for møddingen.

Fortællingen har nok oprindeligt været længere.

 

Hist.: J. Rosing eller hans informanter mener, at fortællingen

skildrer et møde mellem dorset- og thulekultur. Måske er det så

genfærdet, der repræsenterer dorset.

Vedr. toornaarsuk se: Sonne, Birgitte: Toornaarsuks forvandlinger. Religionssociologiske Perspektiver. Særnummer af Chaos, 1985: 117 - 136, + GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere)

Igditalik / Ittitalik og Nôrsîn / Noorsiin / Noortiit

Print
Dokument id:1653
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:Rosing, Peter
Indsamler:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Titel:Igditalik / Ittitalik og Nôrsîn / Noorsiin / Noortiit
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 134 - 137
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 46 - 52; angakkortalissuit, 1990: 171 - 177: "Illutalimmiut Noorseermiullu".

 

Resumé:

I Ittitalik er der ved sultevinterens begyndelse følgende

fangere med familier: Aliitsaakkaan, Simmujooq, Putsaanaq. Ved

Noortiit er det: Aqqasaaq, Sikivan, Misartaq.

   De to nabopladser på Kulusuk-øen har hos Kaarali fået fælles

overskrift, fordi Aliitsaakkaans og Simmujooqs familier flyttede fra

Ittitalik til slægtninge i Noortiit i slutningen af februar.

Putsaanaq-familien flyttede til Akinnaatsaan.

   I Ittitalik, der ligger på en ø et godt stykke ud for Kulusuks

sydøstkyst, har man meget lidt forråd og overlever primært på tang og

skindstumper. Putsaanaqs kone og søn sniger sig endog til at fortære

hele hans forråd. Mangelen på drikkevand er det værste. I begyndelsen

af februar ser Simmujooq i en drøm tre isbjørne, som kun hans stedsøn

har kræfter itl at hjælpe ham med at fange. De ser sporene og får

yderligere hjælp af Aalik og Qiaanaq fra Suunaajik. Bjørnehiet ligger

højt til fjelds og da bjørnene er nedlagt, falder stedsønnen ned ad

fjeldsiden. Han sendes kvæstet hjem, mens de andre klarer parteringen,

og han dør få dage senere. Bortset fra det kød og fedt, som de tre

fangere bringer hjem i første omgang, stjæles resten af folk fra

Akinnaatsaan. Man sværger hævn. Da også Simmujooqs yngste barn dør af

sult, flytter man. Ved Noortiit er der en kilde med alt det vand man

kan drikke. I slutningen af marts får Aliitsaakkaan en fjordsæl og i

april stjæler man som hævn for bjørnekødstyveriet en klapmyds fra

Akinnaatsaan. Da der er tabu mod at spise klapmyds de tre første dage

efter fangsten, klæder Aaqqasaaq sig nøgen (undtagen naatsit) fletter sit hår til et næb og udfører en ravnedans omkring kødet, der med dette ritual

befris for spisetabuet. Endog Ningaavan, der er under

yderligere tabu efter sin kones nylige død, kan spise af kødet. Nuuku

og Naqqortooq kommer fra Akinnaatsaan, men fortrækker igen, da de får

den besked, at tyveriet af klapmydsen er en tak for sidst (deres

tyveri af bjørnekødet).

 

Hist.: Historisk fortælling om sultevinteren 1880 - 81. Denne datering stemmer dog ikke overens med andre. Se kommentaren til: Ajaattoq Victor.

Tyveriet af bjørnekødet bekræftes af flere fortællere, men ifølge beretningen om

bopladsen Akinnaatsaan hævner Simmujooq sig ved at tage størstedelen

af en stor fællesfanget bjørn, som tilhører Nuuku.

Jens Rosing har genfortalt beretningen i Hvis vi vågner til havblik, Borgen, (om Nappartuko-familien - se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9.) 1993:48-53, hvor det angives at fortælleren var dengang 38-prige Tiardukko,  søn af Simiaq / Simiaq og Alitsaakaaq / Aliitsaakaan. Nedskriveren var et medlem af Rosing-familien, præstefamilien gennem tre generationer i Ammassalik

Iisímardik

Print
Dokument id:873
Registreringsår:1921
Publikationsår:1960
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Rosing, Peter
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Peter ?
Titel:Iisímardik
Publikationstitel:
Tidsskrift:Det grønlandske selskabs skrifter nr. 20: 1-89
Omfang:side 38 - 47
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Grønlandsk udgave: Otto Rosing: Angákortaligssuit, 1957-61, I: 22 - 30;

Angakkortalissuit, 1990: 27 - 34: "Ilisimmarteq".

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

 

Resumé:

 

Ii. var ingen imponerende fanger, men blev berygtet for sin hidsighed, der udfoldede sig efterhånden som han blev voksen.

Hans første offer var Uitsina, hvis kone Ii. var varm på, og som havde købt en harpunspids tilbage, som Ii tidligere havde solgt ham. Det var åbenbart en stor fornærmelse.

 

Ii. indrømmer senere i hidsighed, at han havde dræbt Uitsina.

Alle frygter derefter Ii., og hans søster, Tappinngaajik opdage, da de overvintrer i samme hus, at Ii. altid har sin storkniv ved hånden om natten, idet den er stukket ind i husstolpen ved hans brikseplads. Hver nat fjerner og gemmer hun den, når broderen er faldet i søvn. Men en vinteraften har hun glemt den, og mens hun gennemgår de triste begivenheder i sit liv, ser hun pludselig Ii. snige sig langs briksens bagvæg. Hun gør anskrig. Husfællen Uitsalikitseq er den efterstræbte, der bevæbner sig med en stump teltstang. Vildt fægtende mod den sindssygt brølende Ii. bakker han hen mod vinduet. Hans kone og børn flygter ud, og hans bror har sneget sig op på taget, hvor han har vristet en stor fastfrossen tagsten løs for at ramme Ii., når denne forfølger Uit. ud gennem vinduet. Uit. kommer ud, men Ii. når at trække hovdet tilbage i sidste øjeblik. Ii. kommer atter til sig selv og byder familien derude indenfor igen, men de kommer først da Ii. atter har lagt sig.

Derefter tør Uit. ikke længere tage på fangst. Ii. lider åbenbart af re og skær drabslyst, mener Uit., og udfrielsen kommer først, da han langt om længe får besøg af fire svogre fra den anden side sundet. Efter en dag med stor gæstfrihed, flåder de på Uits. anmodning hans kone og børn over på besøg, og da de fortæller deres slægtning om affæren, henter man også Uit.s store forråd.

Ii. blir skuffet over at miste den velforsynede bopladsfælle, men Uit. inviterer ham til at komme til ædegilde når han har lyst. Uit. blir dog enige med sine svogre om at gøre det af med Ii., når han kommer, men da han gør det, lægger han til flere gange og opgir til slut helt at stige op af kajakken. Ii. har lugtet lunten selv om alle på stranden viser lutter venlighed.

 

Året efter blir Ii. konebytteven med Agdiartertoq, men efter en tid vender Ii. sig ukendt af hvilken grund mod Agd. og ville have dræbt ham ude til havs, hvis ikke Agd. lynsnart havde opfattet faren og roet imod ham, også med hævet harpun. En tredje kajakmand kommer til, Siannialik, der ved sit nærvær spolerer Ii.s drabslyst. Ikke desto mindre er Ii. fræk nok til senere påny at opsøge Agd.s kone, der dog afviser ham på det kraftigste.

 

Af sin gamle bedstemor, Qavaavak, får Agd. et godt råd mod Ii.s fjendtlige sindelag. Han skal servere ham en portion tørrede han-ammassætter med kun een rognfyldt hun imellem. Denne hun er netop hvad Ii. vil udtrykke ønsket om, at der på være, og når han har spist den, vil hans uvenlighed være forduftet. Og det går som Qavaavak har rådet og spået. Ii. blir så blid så blid og de to mænd genoptager deres konebytteforhold.

 

Ii. blir til almindelig latter over sit mislykkede drabsforsøg, og man skyer ham. Han overvintrer på øen Seerarteeq ved Kulusuk i fælleshus med sin morbror, der forstår at sætte sig i respekt, da Ii.s vinterdepression tar overhånd.

 

Alt dette skulle være sket inden Holms konebådsekspedition arriverede i 1884.

 

Var.: Søg på Iisimmardik, Ilisimmarteq.

 

Hist. periode: 1880 - 1892. Se ovf.

Jens Rosing har også genfortalt alle beretninger om Iisimmardik i Hvis vi vågner til havblik, Borgen, (om Nappartuko-familien - se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9) 1993: 73 - 100

Iisímardik forlader Angmagssalik-distriktet

Print
Dokument id:998
Registreringsår:1921
Publikationsår:1960
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Rosing, Peter
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Peter ?
Titel:Iisímardik forlader Angmagssalik-distriktet
Publikationstitel:Rosing, Jens: Îsímardik / Iisimmardik / Ilisimmarteq, den store drabsmand. Det grønlandske Selskabs skrifter, XX, 1960
Tidsskrift:
Omfang:side 61 - 68
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Grønlandsk udgave: Otto Rosing: Angákortaligssuit, 1957-61, I: 42 - 70;

Angakkortalissuit, 1990: 45 - 52, "Ilisimmarteq".

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

 

Otto Rosing: Angakkortalissuit, 1990, side .

 

Resumé:

Iisimmadik forlader Ammassalik-distriktet.

Med sine to brødre, Narsingattak og Sanimuinnaq og deres familier drager Ii. med familie sydpå langs kysten. Undervejs hindrer Sanimuinnaq ved et tilfælde Ii. i at dræbe en mand ved navn Eeqilak. Senere skilles de tre brødre. Ii. bliver ved Illuluarsuk / Ittiluartik /Igdiluardik fjorden på bopladsen Sagdiariseq / (?), hvor han overvintrer med flere andre familier. Sanimuinnaq er tidligere stoppet op for overvintring ved Pikiideq / Pigität / (?), mens Narsinngattak, der vil til butikken ved Kap Farvel for at handle, overvintrer længere mod syd.

Under losningen af konebåden undgår Ii.s svigerfar på et hængende hår at få smadret hovedet af en teltstang, som Ii. svinger. Svigerfar forføjer sig til en anden boplads. De har ellers boet sammen i flere vintre.

Ii. får sig en anden-kone, der smisker og sladrer om første-konen, Akkitsikujooq, på måder, der hidser Ii. op til at overså hende med knivstik. Hendes far, der kommer på besøg, blir lamslået, siger nejtak til mad og tar straks afsted. Det holder han ikke til at se på. Han kommer aldrig siden på besøg.

 

Næsten invalideret af sine mange sår beslutter Akkitsukujooq at drukne sig. En enke i huset får hende overtalt til at forsøge flugt til bopladsen Qimisaaq, hvor hun dybt udmattet når frem og må nøjes med sidebriksen, da man frygter at Ii. vil hævne sig på den, der af barmhjertighed inviterer hende ind på hovedbriksen.

Tredjedagen dukker Ii. op, og det lykkes ham at få hende med hjem til de grædende børn, der blir jublende glade. Og Ii. holder sig for en tid til Akkitsukujooq.

 

På bopladsen har man indbudt til sangfest, hvor Ii. er en bærende kraft, og to gæster, den unge Quppersima / Quppersimaan og hans lillebror bliver helt henne i sangen. Det foruroliger Qupp.s  kone, der efter mange tilråb advarer ham om, at han er Ii.s næste drabsemne. Al sang forstummer, Ii. stirrer gennemborende på Qupp.s kone, og gæsterne tager hjem.

 

Efter midvinter tager Ii.s dårlige humør til igen. Husfællerne frygter ham, hans hidsige væsen, og den storkniv han altid har med og stikker ind i stolpen ved sin briksebås. En dag mistænkes han for at have dræbt en af husfællernes unge søn ude på havet, men denne kommer dog til alles lettelse blot meget sent hjem, fordi bugseringen af en stor remmesæl har sinket ham. Men alle er til stadighed på vagt. Og en nat hvor Ii. tilsyneladende i søvne sniger sig langs bagvæggen med bevæbnet med sin kniv, lykkes det - kun i kraft af hendes gode nerver og mod - en af kvinderne at berolige Ii. og stryge ham så længe over ryggen, at han vågner, kommer til sig selv, og forskrækkes over hvad han har været i gang med. Herefter blir han ganske blid over for sine husfæller. Kun første-konen må lider under hans blodtørst.

 

Da dagene blir lange og en dag tager Ii. alene ud i kajak og kommer først hjem langt ud på natten. Det viser sig senere, at han har dræbt Quppersimaan og dennes lillebror. Ii.s andenkones bror, Issiavik, var sammen med dem, og han trodser Ii.s forbud mod at røbe dobbeltmordet, der snart rygtes overalt.

 

Var.: Søg på Iisimmardik. Jens Rosing har også genfortalt alle beretninger om Iisimmardik i Hvis vi vågner til havblik, Borgen, (om Nappartuko-familien - se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9) 1993: 73 - 100.

 

Hist. periode: 1880 - 1892

Iisímardik møder sin skæbne

Print
Dokument id:874
Registreringsår:1921
Publikationsår:1960
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Rosing, Peter
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Peter ?
Titel:Iisímardik møder sin skæbne
Publikationstitel:Rosing, Jens: Îsímardik / Iisimmardik / Ilisimmarteq, den store drabsmand. Det grønlandske Selskabs skrifter, XX, 1960
Tidsskrift:
Omfang:side 69 - 74 + 79 - 83 + 86 - 89
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Grønlandsk udgave: Otto Rosing: Angákortaligssuit, 1957-61: 50 - 56 + 61 - 63;

Angakkortalissuit, 1990: 53 - 71: "Ilisimmarteq".

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

 

Resumé:

 

Om foråret (i 1892) kommer bl.a. Kunnak tilbage fra handelsrejse og slår lejr ved Ii.s naboboplads Qimisaaq. Kunnak har medbragt et nyindkøbt forladergevær. Ii. kommer på besøg og får lov at holde en kniv af bajonetstål, som Peqqilaaq har erhvervet sig, og Ii. bliver åbenbart igen besat af drabslyst. Men det lykkes nu Peqq. s kone at få Ii. til at levere kniven tilbage, hvorefter han flov forsvinder.

 

En anden dag Ii. kommer på besøg i Qimissaq er han på nippet til at blive dræbt af Piilakkaat, som rygtet vil vide er Ii.s næste drabsemne. Piil., der har undskyldt sig fra en armkrogsleq med en flok andre unge, der får Ii. med i legen, finder sin kniv i teltet og skal lige til at dolke Ii., da denne opdager ham og tager flugten. Pii. prøver at finde Kunnaks bøsse, men det varer for længe, og Ii. undslipper i sin kajak.

 

Der blir flere og flere drabsemner på Ii.s liste, og også hans første-kone har en trussel hængende over hovedet: Næste gang der blir nedlagt en hvalros og den skal flænses, siger Ii., skal der ligge en kvinde ved siden af og ligeledes flænses.

Tilfældet vil at en hvalros, en sjælden gæst på de kanter, dukker op mellem de to bopladser og i al stilhed og hast nedlagt af mange fangere ud for Ii.s boplads. Han er selv ude et andet sted, og det lykkes at få den parteret i hast, inden Ii. dukker op og blir rasende. Men han formildes noget af en part i stødtænderne, som svogeren Issiavik forærer ham.

Derefter foreslår hans unge drabsemner: Kunnak, Piilikkaat, Peernaat, Issiavik og dennes fætter Nappartuku, at de Ii. skal tage tage med dem alle ud i det dejlige vejr til en ø, Qoornorsivik, for der at slibe benstykkerne til til harpunspidser. Ii. nøler, men tar med, og mens Kunnak, der sidder ret over for ham på øen og fortæller en lang, spændende historie om en tupilakbjørn, der vender tilbage og dræber sin skaber, undskylder Issiavik sig med en fyldt blære, får fat i Kunnaks bøsse, sniger sig ind på Ii. bagfra, og netop som han skal skyde, fortæller Kunnak at hans fortællings hovedperson har ondt over lænden, hvorefter Kunnak siger, at det har han også og læner sig kraftigt til siden. Da falder skuddet ret i nakken på Ii. Issiaviks lillebror, der også er med, stikker i et vræl og må dysses med en forklaring om, at Ii. ellers ville ha dræbt Issiavik, og også lillebror må ligesom de andre skære et sår i Ii.s lig. Han må dog hjælpes af storebror, fordi kræfterne svigter.

Issiavik, der har ledet sammensværgelsen, får skalpen og øjnene. Kroppen parteres i kvarter og stykkerne spredes ovre på land.

Drabet holdes hemmeligt en tid.

To dage senere kommer Piilikkaat og Issiavik på besøg hos Kunnak, der på deres opfordring fortæller historien om tupilakbjørnen færdig (se: Rosing, Jens 1960: Nikki og tupilakbjørnen.).

Og snart efter, da man ikke længere begriber hvor Ii. bliver af, røber Issiavik hemmeligheden og viser både skalp og øjne frem (det ene øje har han lagt i lampens drypskål, det venstre under flisen foran sin briks, og skalpen under sit brikseskind). Det glade budskab går omegnen rundt og man holder en stor sangfest. Kun anden-konen sørger vildt, mens første-konen og hendes forældre hurtigt lader sig trøste, fordi Ii. helt tydeligt også havde pønset på at dræbe hende.

 

Var.: Søg på Iisimmardik, Ilisimmarteq.

 

Kommentar: Således som Ii. er skildret i disse fortællinger, har han tydeligvis været psykotisk.

Jens Rosings oversættelse er en fyldig gengivelse af originalen.

 

Hist. periode: 1880 - 1892. Jens Rosing har genfortalt alle beretninger om Iisimmardik i Hvis vi vågner til havblik, Borgen, (om Nappartuko-familien - se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9) 1993: 73 - 100

Ikaarissani nunalinnik / Om en der boede i Ikaarisat

Print
Dokument id:1787
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Ikaarissani nunalinnik / Om en der boede i Ikaarisat
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:ss. 120 - 123, nr. 25
Lokalisering:Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

 

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 25, ss. 91 - 96.

 

Uddrag i Rink 1866 - 71, II: s. 85 - 86, nr. 43.

Resumé af uddraget: En mand bosætter sig  på Ikaarissat ved mundingen

af Godthåbsfjorden. Hans plejesøn er synsk. En dag manden ror ind i

fjorden for at finde adspredelse advares han ved Qassigiannguit mod at

fortsætte længere ind, fordi der derinde bor en drabsmand. Manden ror

videre og blir dræbt derinde af en kæmpe. Plejesønnen, der er begynder

i kajakroning, ror efter tre dage derindad, hører ved Qassigiannguit at

plejefaderen må være blevet dræbt, fortsætter, møder kæmpen, der

inviterer ham i land på bærplukning, da han ikke kan ramme drengen med

sin fuglepil. Kæmpen spiser spæk til bærrene og vil dræbe drengen, da

han sluger den sidste stump. Men drengen, der kun har en kniv på

størrelse med et søm, finder en indtørret sø, synker i jorden og ridser

kæmpen i fodsålerne, da denne følger efter. Drengen dukker op, dræber

kæmpen og derefter alle kæmpens husfæller. Han giver besked ved

Qassigiannguit på hjemvejen.

 

Var.: U. Rosing nr. 321.

 

Hist.: Fortællingen er formentlig bragt med indvandrere til Nuuk-egnen

fra Sydøstkysten (Demografi, Flytninger), idet en næsten enslydende variant i Rinks samlinger

stammer derfra (Rinks anm.). Se Var.

 

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Ikaleq og Qátaitsiaq /  Ikaleq og Qattaatsiaq / De legende dværge under møddingen

Print
Dokument id:1363
Registreringsår:1919
Publikationsår:1921
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Ikaleq og Qátaitsiaq /  Ikaleq og Qattaatsiaq / De legende dværge under møddingen
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, I
Tidsskrift:
Omfang:side 254 - 256
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Dansk resumé ibid, s. 374.

Renskrift af et muligt orig. håndskr. (ved Peter Rosing ?): KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415: "Ikalêq, Qátâtsiardlo".

 

Andet håndskrift: NKS 3536 II, 4', læg 22: Ikalêq Qátâtsiardlo / Qattaatsiarlu.

 

Resumé:

Q. er en lille pige, der kun gider lege med dukker. En aften hun leger

ved indgangen til rummet, kan moderen ikke få hende i seng. Ikaleq,

en dværg fra møddingen henter hende. På dværgens opfordring låner hun

sin mors kamikker og anorak og tar sine dukker med. Hun leger hele

vinteren uden at sove. Om foråret flytter husfællerne ud til

teltpladserne. Inden de rejser må ingen smide vand på møddingen. Den,

der gør det, vil dø, fordi dværgene ikke kan fordrage det våde. Pigen

gaber næsebor og mund helt op til ørene, og kommer endelig ud af

møddingen, da husfællerne er kommet tilbage for vinteren. Hendes mor

må anbringe to små træstykker under hendes øjne, der ikke længere kan

lukkes. Pigen falder endelig i søvn, får sovet ud og bliver en sød

arbejdsom pige, da hun vågner.

 

Var.: Holtved 19; 19A;

 

Hist. I andre varianter kommer pigen kun hjem igen pga. det tøj, hun

har lånt af sine forældre. For en variant fra Sydvestalaska se

Fienup-Riordan 1994: 66.

Tolkning: se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under "dværge".

Ikaq

Print
Dokument id:1899
Registreringsår:1902
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Jani (Brandt, Jan )
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Ikaq
Publikationstitel:Oqalugtuat oqalualâtdlo, II
Tidsskrift:
Omfang:side 30 - 31
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Redaktør: Søby, R. M. Renskrift: Otto Sandgreen.

 

Håndskr.: KRKB 1, 4(10), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Íkaq, Ikamiormiup unangmiartorâ".

 

Oversættelse:

 

Det fortælles, at der sydpå, langt dernede sydpå, var en kajakmand fra Ikamiut, der var meget hurtig. Og da han hørte, at der var en kajakmand oppe nordpå, Ikaq, det var meget skrap til at ro hurtigt i kajak, tog han derop for at ro om kap med ham.

 

   Da denne hurtige mand havde roet under falkene og nu kunne ro hurtigere, end de kunne flyve, begyndte han at ro op nordpå for at mødes med Ikaq, som han havde hørt om. Han roede og roede og kom længere og længere nordpå, og endelig nåede han frem til stedet, hvor han boede. Men han var taget af sted, så hans far var alene hjemme.

 

   Da han nu var nået frem, sagde han, at han altså ikke var roet nordpå for morskabs skyld, og da han jo havde hørt, at denne Ikaq var utroligt hurtig, havde han i sinde at ro om kap med ham.

 

Faderen svarede:

 

   "Du må vente lidt, for han er taget af sted og er endnu ikke kommet tilbage!"

 

   Så blev han da der og ventede på, at han skulle komme hjem. Og mens han nu bare sad og ventede på ham, kom han og havde noget på slæb.

 

   Manden, der kom for at kappes, havde flere andre mænd med sig. Og selv om disse mænd så, hvor hurtigt manden roede med en grønlandssæl på slæb, ville de meget gerne se deres hurtige mand konkurrere med ham. De så, hvordan Ikaq kom roende indad, og som han dog roede! Hans far havde trukket sine arme ud af ærmerne på sin dragt og sagde til sønnen, der var ved at nå hen til stranden: "Og her er der én, der har tænkt sig at ro om kap med dig!"

 

   I samme øjeblik nåede Ikaq hen til stranden og tog et par åretag på hver side af kajakken og stødte til land, og det var gået så stærkt, at hans store fangst ikke engang var blevet overskyllet med vand!

 

   Ikaq sagde til ham, der kom for at konkurrere, at de kunne konkurrere dagen efter ved at begynde ude fra enden. Og så begyndte de at se frem til morgendagen med stor forventning.

 

   Da de vågnede næste dag, var der fuldstændig stille på havet! Og så gjorde de sig ellers klar til at konkurrere. Ikaq blødgjorde sin tørre kajakhelpels.

 

 

 

Oversat af Signe Åsblom.

 

         

 

Kommentar: Fortællingen mangler en fortsættelse, men

 

se Jens Kreutzmanns version: Mitinnguaq og Tikaaq

Ikâsagdivaq / Ikaasatsivaq / Ikarasasuaq

Print
Dokument id:1656
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:Rosing, Peter
Indsamler:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Titel:Ikâsagdivaq / Ikaasatsivaq / Ikarasasuaq
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 146 - 151
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 64 - 72; angakkortalissuit, 1990: 190 - 198: "Ikerasassuarmiut".

 

Resumé:

Tilsyneladende har ingen slået sig ned for sultevinteren hér, før

familierne Milatteeq og Ujoqqaaq ankommer fra Qernertivardik (se denne

fortælling, BS) og bygger hus. Efteråret gir nogle få sæler, snart

sulter man, og man blir henrykte, da det med stort besvær lykkes M. at

fange en edderfugl. I februar, hvor sulten plager mest, har M. haft

held til at få tre bjørne langt borte fra bopladsen. Tre mænd får dem

slæbt hjem i en snestorm, som de en overgang farer vild i. Noget

senere kommer en ung mand med frost i fødderne på besøg. Da hans ben

ikke bedres, ber han M.s søn om mod betaling at hente sine

bjørneskindsbukser hjemme ved Nunakitseq og dér fortælle faderen, at

denne snart må følge efter til dødsriget, når han, den unge mand, nu

drukner sig i sine bjørneskindsbukser. Faderen bryder sammen i gråd,

M.s søn kommer tilbage med bukserne og flere husfæller følger den unge

mand ned til en revne i isen, hvor han tøver, men til sidst lader sig

falde forover og ned i vandet.

   I marts følger flere mænd Tupajanngitseq på jagt efter tre bjørne,

der dog flygter så langt mod syd, at de svækkede mænd må opgive

jagten. Kun T. fortsætter, ser noget blodigt på isen. Det er en

fjordsæl i hvid ungdragt, som bjørnene kun har nået at æde hovedet af.

Glæden blir stor i huset over hans held.

   Oqqisaaq, der er flygtet fra Qernertivardik af skræk for sin

svigermoders snak om menneskeæderi, gør ophold i Ikaasagdivaq / Ikaasatsivaq, hvortil hendes svækkede mand, Kajimitteq, noget senere kommer og får en lille

stump af det spæk, som O. har fået. Hun ber hviskende kvinder i huset

smide ham ud, fordi han alligevel er ved at dø. De nægter. Da Kajimitteq hører

det fra Ujoqqaaq, går han selv. Man finder ham senere død ude på

isen. O. fortsætter til sine slægtninge ved Immikkerteq.

   I maj, da man hører at isen er brudt op inde i fjorden, drager

Milatteeq med familie derind, mens Ujoqqaaq og kone må blive, fordi

hans børn er for små til at klare rejsen. Under en tur til Immikkerteq / Immikkeertoq

efter lidt spæk, lykkes det U. med stor tålmodighed og snilde at fange

en opkrøbet sæl. Hans kone, der imens plukker runkne bær på land, tør

ikke holde øje med ham under fangsten. Hun kan ikke klare skuffelsen,

hvis det glipper. Men den ældste søn, der er med, slipper ikke sin far

af syne og løber glad ud til ham, da fangsten lykkes. En storm bryder

løs, netop som de når hjem til teltet, som U. sikrer med ekstra remme

og sten. Hans små børn var sikkert døde af sult, mens stormen rasede,

hvis han ikke havde fået sælen.  Da stormen lægger sig fanger han med

jævne mellemrum. Alle overlever.

 

Hist.: Fortællingerne om sultevinteren 1880 - 81, beskriver forholdene

på bopladserne i Ammassalik-fjorden, der blev hårdest ramt. Ifølge

Piisui / Apulu/ Kukkujooq, der var 77 år i 1961, klarede bopladserne i

Sermilik-fjorden sig noget bedre.

 

Hist.: Historisk fortælling om sultevinteren 1880 - 81. Denne datering stemmer dog ikke overens med andre. Se kommentaren til: Ajaattoq Victor.

Iliarsorajik imap nanuarta îgaluara / En stakkels forældreløs, der blev ædt af havets isbjørn

Print
Dokument id:817
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419
Fortæller:Jørgensen, Sofie
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Iliarsorajik imap nanuarta îgaluara / En stakkels forældreløs, der blev ædt af havets isbjørn
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:3 sider, nr. 102
Lokalisering:Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Se også revideret renskrift (ved Peter Rosing?) af samme fortælling i KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415. Begge versioner er oversat i denne base.

 

Dansk resumé: Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 374: "Den

forældreløse, der blev slugt af havets bjørn".

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Nogle børn ved Noortiit tog ud for at plukke bær sammen

med en forældreløs, som ikke havde nogen familie. Mens de gik pegede

den forældreløse på noget: "Se, hernede! Det er en unge af havets

isbjørn." De gav sig til at flygte. I det samme fik isbjørnen færten

af børnene. De flygtede, men isbjørnen halede ind på dem.

Da de ikke længere kunne flygte fra den, fik den forældeløse de andre

ned i en kløft og kom selv til at ligge øverst af følgende grund: Han

havde jo ingen familie, og ingen ville græde over ham.

Han placerede de andre nederst, fordi de havde forældre. Så nåede

isbjørnen dem og bed den forældreløse. Dyret var så stort, at den

forældreløse blot klistrede sig fast til dens tunge.

Bjørnen slugte den forældreløse, uden at han kom til skade, hvorefter

dyret gav sig til at gå ned.

Alle børnene gik hjem og fortalte hvor god den forældreløse havde

været ved dem. Forældrene var taknemlige.

Den forældreløse opholdt sig nu inde i det store dyr. Han kunne uden

vanskelighed stå oprejst derinde. Men sikken varme!

Og den forældreløse prøvede nu at få hul på dyrets store mavesæk, og

det lykkedes. En ting havde han svært ved at klare ("ataserdlo

átuleraluardlo" - artuleraluarlugu?). Han var lige ved at kvæles men

kom ud. Da han faldt ned fra maven, var han uskadt. Det store dyr var

faldet død om.

Den forældreløse kunne nu se husene og skreg op. De andre sagde:

"Hvordan har du båret dig an?" Han svarede: "Jeg har dræbt et store

dyr, ved at sprætte dets mave op.

Den forældreløse havde mistet alt sit hår på grund af varmen inde i

maven. "Hvor er så det store dyr?" "Det er deroppe." "Vi henter det."

De henterde det og flænsede det. Den forældreløse havde meget gavn af

skindet. Han solgte det for (sæl?)skind, remme,("katûtinut"- mon ikke det

skal være "kalutinut"?) kajakker, konebåde m.m.

Den forældreløse manglede ikke længere noget i sit liv.

 

Var.: Nakasunnaq.

Iliarssorajik ímap nanuata îgaluarâ / Iliarsorajik immap iigaluaraa

Print
Dokument id:818
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415
Fortæller:?
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:Rosing, Peter ?
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Iliarssorajik ímap nanuata îgaluarâ / Iliarsorajik immap iigaluaraa
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:3 sider
Lokalisering:Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Dette er en revideret renskrift (ved Peter Rosing ?) af det Orig. håndskr.: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419, nr. 102. - Begge versioner er oversat i denne base.

 

Dansk resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I,

1921, s. 374: "Den forældreløse, der blev slugt af havets bjørn".

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Det fortælles, at der i Noortiit(henimod spidsen af

næsset ved Kap Dan) overvintrede folk i flere huse.

Engang ved efterårstide, da bærrene var modne, tog en stor flok børn

ud for at plukke bær. En sølle forældeløs tog med ud. Da denne deng

hverken havde forældre, brøde eller nogen anden familie, bekymrede

ingen overhovedet sig om ham.

Mens alle var fuldt optaget af at plukke bær, kiggede den forældreløse

ned mod stranden og opdagede, at havets store bjørn var på vej op på

stranden. straks råbte han til de andre: "Havets bjørn vil dræbe jer.

Kom herover. Her er en klipperevne, hvor man kan gemme sig." Da han

sagde dette, kiggede de andre nedad mod stranden og så, at bjørnen nu

var på vej op ("kúmut sâgdlartoq" kan også betyde: vendte sig

opefter). DA de andre havde set den, sagde den forældreløse: "Kryb ind

i denne klipperevne. Jeg anbringer mig yderst, når I er kommet ned,

for der er ingen, der vil græde over mig."

Netop som de var nået ned i klipperevnen, nåede havets bjørn hen til

dem. Uden at lede efter andre slugte bjørnen den forældeløse helt, og

den fjernede sig, uden at gøre de øvrig noget. De kravlede ud af

klipperevnen og skyndte sig hjem. Hjemme fortalte de, at havets bjørn

havde slugt den forældreløse.

Den forældreløse var længe inde i bjørnens indre, hvor han skiftevis

stod og sad inde i dens store mave sæk. Så rigelig plads var der. Mens

han overvejede hvad han skulle gøre, huskede han pludselig sin sølle

kniv. HAn tog den og gav sig til at skære i den store mavesæk. Mens

han skar hul i den og nåede blodåren var han lige ved at blive kvalt i

blodet, men fik tilsidst hovedet ud gennem hullet.

Han arbejdede ihærdigt på at komme ud; og lige netop som han slap ud,

faldt den store bjørn død om.

DA bjørnen døde, løb den forældreløse straks derhen, hvorfra han kunne

se husene.

Nogle mennesker, der syntes, at det var synd for den forældreløse, var

på det tidspunkt begyndt at græde over ham, men så blev der råbt: "Nu

er den forældeløse dukket op!"

De kiggede på ham og så, at der ikke var et eneste hår på hans hoved.

Tænk, det var varmen i bjørnens mave, der havde løsnet alle hårene.

Da han kom hen til dem, spurgte de ham: "Hvor er så den store bjørn?"

Han svarede: "Den ligger død deroppe. Jeg har dræbt den."

Heldigvis for den forældeløse gjorde den store bjørn, han fangede, ham

til storfanger, fordi han solgte bjørnens store skind delt i flere

stykker og fik kajakker, slæder, konebåde og hunde i betaling.

 

Kommentar: Håndskriftet dateret af Rasmussen til 19. febr. 1920, men om det gælder Sofie Jørgensens egne nedskrifter i hæfte 419 eller renskrifterne i hæfte 415 er uvist. Sofie Jørgensen overvintrede i Danmark på gennemrejse til Qaqortoq i 1920. Hun må således være rejst fra Ammassalik sammen med Rasmussen i 1919.

Ilisimmarteq, morderen

Print
Dokument id:962
Registreringsår:1904
Publikationsår:1938
Arkiv navn:
Fortæller:Kunnak
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Ilisimmarteq, morderen
Publikationstitel:Knud Rasmussen's Posthumous Notes on the Life and Doings of the East Greenlanders in Olden Times
Tidsskrift:Meddr Grønland 109(1)
Omfang:side 87 - 88
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Ed. by H. Ostermann.

Orig. håndskr. har ikke kunnet identificeres.

I Ostermanns arkiv, nr. A 301, Arktisk Institut findes Ostermanns kladde og maskinskrevne manus på dansk til denne udgave på engelsk.

 

Resumé:

Ilisimmarteq / Iisimmardik var en flot mand og fortræffelig fanger, men hidsig og med ry for at pine sin kone. Hans første mord blev efterfulgt af et andet på to brødre, den ene voksen, den anden nybegynder i kajak. Dernæst dræbte han en sangkæmper ved et sangkampstævne. Han dræbte også andre (nævnes dog ikke) og man havde gerne udryddet ham, hvis man turde. Chancen kom med de skydevåben, hvoraf bl.a. Kunnaq, fortælleren her, havde ét, som han havde fået som betaling for at ro for Gustav Holm.

            Kunnak er så ude med sin bøsse på sælfangst en dag i Sermilik-fjorden, hvor tre mænd og Iisimmardik var ude sammen og gået i land ved en flad klippe, hvor de kunne slibe stødtænder af en nylig fanget hvalros til harpunspidser. En af mændene ber Kunnak om at låne hans bøsse til at skyde Iis. med. Nej, den er til sæler ikke til mennesker, siger Kunnak. Han sætter sig sammen med dem alle fire, hvor de sliber ivrigt. En af mændene går ned til kajakkerne, og inden Kunnaq kan gribe ind, er manden tilbage med hans bøsse og har rettet mundingen lige i nakken på Iis. Skuddet falder, Iis. når intet at sige, hans hoved falder forover, og derefter parterer man liget og spreder stykkerne som sig hør og bør.

            Lettelsen breder sig over hele distriktet. Man synger jubelsange over mordet. Måske havde Iis. fire dygtige sønner følt forpligtet til at hævne ham, hvis ikke kolonisationen med missionen var kommet kort efter, mener Kunnaq.

 

Hist.: Historisk fortælling fra 1890'erne.

 

Var.: Rasmussen 1906: En sjæleraners saga; Jens Rosing 1960; Jens Rosing har genfortalt alle beretninger om Iisimmardik i Hvis vi vågner til havblik, Borgen, (om Nappartuko-familien - se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9) 1993: 73 - 100; Victor 1989-1993, II.

 

Kommentar: Der er i det væsentlige god overensstemmelse mellem de fem udgaver, Kun fletter Jens Rosing den lange fortælling ind, som Kunnak / Kunnaq skulle have underholdt med under slibningen.

Imaakka dør / Imaka toquvoq

Print
Dokument id:1283
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Imaakka dør / Imaka toquvoq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 397 - 401, nr. 48
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 162 - 165.

 

Resumé: Mens Kukkujooq med kone, børn, mor, stedfar og halvsøskende er

på sommerfangst i Ajangittaq, opdager børnene, der leger ved stranden,

en hvalros nær land. Den kommer gang på gang op på samme sted. Den

blinde Kaakaaq bliver klar over, at den venter på nogen. Hendes mand

Imaakka kommer roende hjem fra fangst. Hvalrossen dukker pludselig op,

river ham ud af kajakken, lægger sig tre gange sindigt hen over ham og

giver ham dødsstødet med sine stødtænder. Børnene ser det hele, går

tudbrølende op til Kaakaaq og fortæller at far er druknet. K., der

engang har vendt hovedet af en hvalros, som hendese søn Kukkujooq har

fanget, mod Imaakka, ved at handlingen nu er sket fyldest. Hun ber

børnene hente sin bærepels nede i konebåden. Den ældste datter siger

da: "Du kaster dig ikke i havet. Hvad skal vi så gøre, hvis du drukner

dig?" Kaakaaq opgiver sit selvmord.

 

Var.: J. Rosing 1963: s. 285 - 286; Søg på: Imaakka.

 

Hist.: Tid: 1915. Imaakka (ca.1875 - 1915), åndemaner, gift med

Kaakaaq.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Inarssuarmiut kângnerssuaq / Oqalugtuaq Naqiika / Da Innarsuaqboerne sultede

Print
Dokument id:1909
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415
Fortæller:Naqiikka
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:Rosing, Peter ?
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Inarssuarmiut kângnerssuaq / Oqalugtuaq Naqiika / Da Innarsuaqboerne sultede
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:4 sider
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Denne renskrift (ved Peter Rosing ?), springer undertiden

enkelte sætninger over i forhold til:

Orig. nedskrift: Sofie Jørgensen i KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419.

Historisk fortælling om Innarsuaq-boerne i Sermilik.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen af renskriften:

 

(Innarsuaq / Innartivak ligger i den indre del af Sermilik Fjorden. Stedet er stadig vinterboplads.)

Engang overvinterede der nogle i Innartivak. De havde samlet sig

rigeligt vinterforråd om sommeren. Da det var ved at blive efterår

skete så det, at storisen vestfra og isfjelde, der kom ud af fjorden,

stødte sammen og spærrede fangstområdet. De tog hul på det forråd, de

havde samlet om sommeren, men de sparede mere og mere på det,

efterhånden som vinteren nærmede sig ("ukioriartortigdlugo

sipâriatuinnaraluaramikit", en lidt ejendommelig sammensætning. Ch.B.)

Til sidst var der kun tørrede ammasætter tilbage. Da det var kommet så

vidt, begyndte de at spise de skind, der skulle bruges til forskellige

formål, samt alt andet, der overhovedet kunne spises. Lampespæk havde

de heller ikke mere af; og de var henvist til at grave i

sneen og få fat i det harske størknede tran, der var klistret fast på

klippen, og som stammede fra de sæler, som Naqiikkas bedstefar, der

havde stedet som fast overvintringsplads, havde fanget.

 

Midt mens de sultede, begyndte en af mændene at udsulte sin kone ved

selv at spise hendes ration.

Engang blev han grebet på fersk gerning af hendes bror, som var den

eneste der havde ammasætter tilbage. Engang han delte ud af de

ammasætter, gav han sin søster, som blev udsultet af sin mand, en

håndfuld af dem og sagde til hende: "Spis dem, mens din mand ser på

det." Hun spiste dem, og da hun havde spist dem alle, kastede hun det

hele op (så udhungret var hun, BS).

 

Mens de således sultede hørte dem inde i huset en dag nogen

briste i gråd udenfor. En af dem derinde gik ud og spurgte: "Hvorfor

græder du? Er nogen død?" Han svarede: "Nej, der er

ingen der er død. Jeg græder (af glæde) fordi ham dér har fanget

sæl." Da han der havde fanget, kom ind, delte de fangsten imellem sig.

Nogle nøjedes med kun en mundfuld af spækket. Andre, som sultede

allerværst, fik efter at have slugt et par mundfulde, mavepine og krøb

sammen.

 

På et tidspunkt, hvor sælkødet var ved at slippe op, begyndte

åndemaneren (Naqiikkas farbror) at mane ånder.

Da han var kommet godt i gang med åndemaningen, hørte man ham sige

flere gange: "Dyret vi kommer til at leve af, er på vej hen til os."

(Det viste sig at være et varsel om en isbjørn, de ville blive

nedlagt.) En gang hørte man nogen uden for huset råbe op om

isbjørn. De gik ind og gjorde sig klar, hvorefter de tog

afsted for at opspore den, idet de fulgte dens spor, selv om sneen

var så blød, at det næsten var umuligt at komme frem. De sank i

i den bløde sne; men det lykkedes tilsidst at nå frem til

isbjørnen og dræbte den alene ved hjælp af lansen. Kvinderne var meget

bekymrede for dem; for de havde været væk i flere døgn ("únuit

ardlamatigit", altså egentligt: flere aftener). Men endelig blev der

meldt, at nu var de tilbage; og de kom hjem med den bjørn, de havde

fanget. Ivrigt ville man tage indvoldene ud, men opdagede så at de var

væk! Tænk det var broderen til ham der nedlagde isbjørnen, der havde

taget dem ud for at skabe en tupilak af dem.

 

Efter fangsten af denne

isbjørn, begyndte de så at fange lidt forskelligt.

Henad foråret, hvor fangstforholdene var blevet bedre, tog de

vestover på fangst fik de jævnligt noget.

 

Da fangeren, der ville skabe en tupilak, tog indvoldene ud af

isbjørnen, lavede han en tupilak i skikkelse af en isbjørn.

Da de var flyttet vestpå og begyndte at tage ud på fangst, hørte

kajakmændene engang et kraftigt brøl. De kiggede sig omkring i

forventning om, at et eller andet skulle vise sig; men da de var på

vej hjem uden at have set noget, fik de øje på en kajak, der lå med

bunden i vejret. De roede derhen og næsten fremme genkendte de ham som

den, der ville skabe en tupilak; nu lå han kæntret. Øjenen var spilet

op og meget store; og han var død. Tænk, den tupilak, som han havde

skabt var vendt tilbage til ham selv. (underforstået: og havde dræbt

ham.)

 

Hist.: Det kan være den tupilak, der refereres til i Sandgreen 1987:

s. 267 - 268: "Kaakaaq og den gamle grav."

 

Kommentar: Håndskriftet dateret af Rasmussen til 19. febr. 1920, men om det gælder Sofie Jørgensens egne nedskrifter i hæfte 419 eller renskrifterne i hæfte 415 er uvist. Sofie Jørgensen overvintrede i Danmark på gennemrejse til Qaqortoq i 1920. Hun må således være rejst fra Ammassalik sammen med Rasmussen i 1919.

Ingmíkêrteq / Immikkeerteq, boplads på en ø inde i fjorden Angmagssalik

Print
Dokument id:1648
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:Rosing, Peter
Indsamler:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Titel:Ingmíkêrteq / Immikkeerteq, boplads på en ø inde i fjorden Angmagssalik
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 115 - 118
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 22 - 27; angakkortalissuit, 1990: 150 - 153: "Immikkeerteq (Qeqertaq Quarmiut eqqaanniittoq)"

 

Resumé:

Hér overvintrer i sultevinteren disse nært beslægtede og dygtige fangere med

deres familier: Peqitissaq, Nuttanneq, Uviaq, Ippartikajik,

Uitsalikitseq, Missuarniannga.

   Man holder yderst fornuftigt hus med de få sæler, man fanger, og da

Ilipaaq fra Umiivik stjæler Peqitissaqs lille forråd, ønsker denne

død over ham. Ilipaaq dør som ønsket den følgende sommer. Man sulter

en tid frem til marts, hvor det lykkes Missuarniannga ved ihærdighed

og i yderste livsfare at fælde en angribende bjørn. Ved dens kød

kommer man til kræfter og fanger med jævne mellemrum resten af

vinteren. En berygtet tyv, Kaanngitsukkaaq, der er smidt ud fra sin

boplads, kommer på besøg, stjæler, og tvinges ved kvælertag til at

rykke ud med, hvor han har gemt tyvekosterne. Han får lov at blive,

indtil han stjæler igen og tampes ud af huset.

 

Hist.: Historisk fortælling om sultevinteren 1880 - 81. Denne datering stemmer dog ikke overens med andre. Se kommentaren til: Ajaattoq Victor.

Ingnerssuaq / Innersuaq

Print
Dokument id:1900
Registreringsår:?
Publikationsår:1982
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Ingnerssuaq / Innersuaq
Publikationstitel:Oqalugtuat oqalualâtdlo, III
Tidsskrift:
Omfang:side 98 - 99
Lokalisering:? Sydøstgrønland
Note:

Redaktør: Søby, R. M. Renskrift: Otto Sandgreen.

Håndskrift har ikke kunnet identificeres.

 

Oversættelse ved Signe Åsblom:

Det fortælles, at Pallianaq var så stærk, at ingen kunne måle sig med ham - han var en gammel kones søn, og han havde ikke andet i hovedet end at tage ud i kajak! Når han havde været ude at ro i kajak, kom han hjem noget senere på dagen og havde mistet sin nye rem.

Hans lille mor var vældig stolt over hans styrke og var meget øm over ham. Og en skønne dag tog han ud i kajak, og det blev aften, og han var stadig ikke kommet hjem. Hans mor ville ikke begræde ham, for hun kunne slet ikke undvære ham og var helt sikker på, at han nok skulle komme hjem. Da hun langt om længe virkelig kom til at tvivle på, at han skulle komme hjem, begyndte hun at græde over ham. Så var der nogle mænd i kajak, der havde hørt Pallianaqs stemme. De hørte ham græde, og lyden kom fra en meget stejl skrænt, - denne klippevæg lå nemlig ret tæt på deres boplads. Hans stakkelse mor gik grædende ud. Og i kajak begav hun sig afsted i den retning, som han plejede at tage, og grædende begyndte hun at råbe efter ham: "Min kære lille Pallianaq, hvor er du min lille dreng?"

Det fortælles, at man kunne høre, at hendes søn svarede og sagde noget. Men så snart han begyndte at sige noget, lød det som om hans mund blev lukket. Sådan gik det i lang tid, og så hørtes det fra klippevæggens retning, at nogen råbte, at Pallianaq havde noget på slæb: "De siger, at Pallianaq har noget på slæb!" Også hans bopladsfæller hørte dette.

Det fortælles, at han havde sluttet sig til innersuit (ildfolkene) og ganske enkelt var blevet en innersuaq.

Derefter hørte man ikke noget til Pallianaq, for han var taget over til innersuit.

Innartuaqboens himmelrejse / Ivnartuarmiup ilímarnera

Print
Dokument id:1193
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Innartuaqboens himmelrejse / Ivnartuarmiup ilímarnera
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 201 - 204, nr. 44
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 153 - 156, nr. 44.

 

Resumé: Innartuaqboen Naaja hører, at man fanger hvidhvaler på

Vestkysten og beslutter at flyve derhen med sine hjælpånder. Undervejs

lander de på et smukt tværstribet fjeld, og N. vil vende om, fordi han

ikke kender vejen videre frem. Men hjælpeånderne advarer ham: Han vil

for altid sætte sin grænse her. De flyver videre, kommer til et stort

hus på vestkysten, hvor der sidder en åndemaner i hveranden briksebås.

N. og hans ånder bliver foreløbig under huset, hvor de afprøver

åndemanernes følsomhed ved at glide hen under dem. Kun een af dem

reagerer. Han spiser af et stykke mattak, som han har stukket sin

finger igennem og drejer rundt, og han siger: "Det er virkelig ligesom

dengang nogen lugtede maddingen!" To ånder fra huset flyver til N.s

hus på østkysten på udveksling, N. kommer ind, løsnes for sine remme,

og hører af den følsomme åndemaner, hvordan denne engang under en

hvidhvalfangst fik brækket sin kæbe. Her nedlægger man nemlig

hvidhvalerne, der strander i pytterne ved ebbe, gør dem klar til

bugsering og lader højvandet skylle dem ind til kysten. Men flodbølgen

kommer med en styrke, der kan kvæste fangerne, mens de løber mod land.

N. bindes til hjemrejsen, hvor han møder udvekslingsånderne i susende

fart og selv sinkes af en stump medbragt rødt anorakstof, som vil

tilbage til Vesetkysten. Alle beundrer stumpen da han kommer hjem, og

han gemmer den godt livet ud.

 

Var.: Ipisannguaq; J. Rosing 1963: 199 - 202; 212 - 213.

Hist.: Dette spor af kendskab i Østgrønland til Vestgrønland kan - også ud fra andre kilder tidsfæstes til første halvdel af 1800-tallet.

Titlen burde være oversat: "Innartuaqboens åndeflugt".

Beviset på et besøg ved el. nær en handelsstation, her en stump rødt stof, forekommer ofte i østgrønlandske fortællinger om åndeflugt.

 

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Tolkning: Værterne på Vestkysten er ånder, som

vestgrønlændernes åndemanere fik som hjælpeånder, før man herovre blev

kristnede. Det lækre mattak opfattes som en madding der lokker - hvem? åndemanere blandt mennesker? - til huse.

Iseraq

Print
Dokument id:2058
Registreringsår:1965
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Mouritzen, Martin
Nedskriver:Vebæk, Mâliâraq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Iseraq
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 121
Lokalisering:Alluitsup Paa / Sydprøven: Nanortalik
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 141 - 142: "Isseqqat"

 

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

Resumé:

MM's mormor, Attaala så engang en iseraq som hun holdt i hånden og derved kom til at brække den, fordi det var så lille og spinkelt et væsen. Den døde. Iseraq har lodrette øjne og blinker på langs. De har ingen endehul, kun hul til at tisse og spiser derfor aldrig kød. Men engang havde en af dem stjålet af det tørrede sælblod, der lå i en pose under umiakken. Man holdt vagt for at pågribe tyven. Og det lykkedes.

 

Var.: Papikkaalaq; Ivalimaaq;

 

Hist.: Tolkning af oplevelse? MM var 47 år i 1965. Boede tidligere i Illorpaat.

Var.: I østgrønlandske fortællinger er det kystdværge som man griber i tyveri fra forrådet: Rosing: De tyvagtige dværge. Rasmussen: Ivalimaaq, forrådsrøveren

Izimarti, l'assassin / Morderen, Izimarti / Ilisimmarteq / Iisimmardik

Print
Dokument id:1920
Registreringsår:1937
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Junta og Apulu (Junta og Abudu / Kajammat / Kâjangman / Kaajammat / Kukkujooq)
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Izimarti, l'assassin / Morderen, Izimarti / Ilisimmarteq / Iisimmardik
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 66 - 72
Lokalisering:Tiderida / Tineteqilaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

Han blev kaldt Izimarti / Îsímartik / Îsímardik / Iisimmardik fordi han ikke var rigtig klog / aldrig tænkte sig om. Han var kolerisk, hævngerrig, en dårlig fanger og han slog flere mænd ihjel, nogle af dem uden forståelig grund (ifølge de to fortællere).

Et af ofrene blev Apadito / Aappilattoq, der presset af Ii. havde solgt ham sin flotte fugleblæreharpun med harpunspids af jern (nogle af Victors informanter mente at jern stammede fra månen). Til gengæld fik Aap. Iis. kone, som Aap. dog senere blev ked af og derfor forlangte at få sin harpun tilbage. Ii. bad Qiarnak / Qiarnaq (onkel til Eiriki / Iialikki / Erik, som Victor kender) om at låne hans kniv, og under en festlig sangkamp i Tasiilarsik mellem Aap. og Aditsakat / Alitsâkât / Alitsaakaat stikker Ii. Aap. ned bagfra og sønderlemmer liget, putter hovdet i en fangstblære og sænker det i en lille sø bag næsset, men det ene øje begraver han under nogle sten på toppen af bjerget ved Tasiilaartik og det andet gemmer han på det sikreste sted, nemlig i sin øverste lampe, for bedre at kunne holde øje med at den døde ikke hævner sig.

Mordet på Uitsinak alene ude i kajak midt på blanken dag, kender man ikke årsagen til. Heller ikke til at Ii. hjalp Imatak med at dræbe Kunuzi's (Kunnitsi's el. Kunnak's ?) to brødre, som Imatak (?) af ukendte grunde ville myrde. Imatak var for svag til selv at gøre det og kunne nemt overtale Ii. til at hjælpe sig (de to brødre er måske Kaajammat og hans lillebror, se Jens Rosing 1960).

Ii. dræbte flere både i Umiivik og længere mod syd, enten direkte korporligt eller ved hekseri. Således også sin svoger (Issiavik), med følgende forudgående forløb ved det sydlige Umiivik: Svogeren havde sammen med andre nedlagt en hvalros, men afviste et forslag om at man skulle vente på at Ii. også nåede frem (og dermed kunne få fangstpart af den) inden man parterede den. Ii. havde nemlig engang sagt, at hvis han nogensinde så et stort nedlagt dyr før det blev parteret, ville han dræbe en af fangerne, der havde nedlagt det. Man skyndte sig med parteringen, Ii. blev rasende, da han nåede frem. Han fik dog noget af en stødtand / kæbeben af sin svoger til et harpunfæste, men intet af kødet. Alle tog så i højt humør - Ii. dog sur - til en nærliggende ø med en god sten at tilslibe tandstykkerne på. Man fik Ii. i humør, Igeko / Eqeeqqoq / Kunnak underholdt med sange, synet af en sæl ude i vandet gav svogeren lejlighed til at hente den eneste bøsse man ejede, og det lykkedes ham uset at skyde Ii. en kugle i nakken. Ii. døde og blev stiv på stedet. Alligevel ville svogeren stikke ham 'død' endnu engang med hans egen fuglepil for at gøre ham "blød", men kræfterne slog ikke til og Eqeeqqoq måtte presse odden dybt i det stive bryst. Man parterede ham ifølge de vanlige mord-ritualer: Hovedet blev smidt i en klipperevne, kroppen blev først dækket med Ii.s eget kamikhø, dernæst fraskåret arme og ben og så sænket i en stillestående sø. Det ene øje lagde Eqeeqqoq i sin kajakstævn og præsenterede det senere for Ii.s kone, da han meddelte hende mordet, hvorefter hun besvimede.

Man holdt en stor fest af bare lettelse over at den frygtede mand var død. - Men angakkoq'en, åndemaneren Napatsidak (?) fandt frem til Ii.s nedsænkede krop, talte med den døde, der sagde at han ikke formåede at hævne sig, fordi han manglede sin sjæl. Nap. fandt hovdet, satte det på kroppen, fjernede kamikhøet og fortalte de døde at banemanden var svogeren, der nu var taget videre sydpå på handelsrejse. Men hvis Ii. skyndte sig kunne han nå at hævne sig. Det skete så, idet både svogeren og dennes to sønner døde.

 

Var.: Ilisimmarteq; Iisimmardik; Îsímardik.

 

Hist.: historisk beretning fra sidste halvdel af 1800-tallet. Ii.s mord og mordet på ham er medregnet i de 9 mord i alt, der blev begået fra 1884 til 1893 (Holm & Petersen 1921: Medd. Grønland 61:618). Se også Sonne 1982, Études Inuit Studies, Vol 6.

 

Kommentar: Desværre er det sjældent muligt at harmonisere Victors stavning af navne med andres, fx Jens Rosings, eller med den autoriserede østgrønlandske.

Kaakaaq begynder at søge / Kâkâq ujardlilerpoq

Print
Dokument id:1239
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Kaakaaq begynder at søge / Kâkâq ujardlilerpoq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 224 - 229, nr. 4
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 15 - 18.

 

Resumé: Skønt fortællerne ikke stemmer overens om, hvorvidt Kaakaaq

begyndte at søge efter hjælpeånder før eller efter hendes fars død,

begynder selve hendes uddannelse på denne måde: Hun har vred af skam søgt ensomhed

i kort afstand af huset, fordi hun har knækket sin mors værdifulde

synål og blevet irettesat. En ånd overrasker den grædende pige og

tilbyder at vejlede hende i åndemaneruddannelsen. K. vægrer sig,

men så tre slags "viden" af ånden, som befaler hende at opsøge tre

spøgelser (hjælpeånder), der kan afbalancere denne viden. Ellers vil

hun dø. Til gengæld får hun dermed styrke til uden angst at modstå alle, der vil behandle hende uforskammet, især fordi hun er så smuk. Hun fortæller ingen om denne oplevelse.

Næste dag går K. beslutsomt mod indlandet, hvor hun finder to gnidesten,

"mandens" og "kvindens" gnidesten. Dem afprøver hun en tid uden

resultat, opgiver gnidningen og går videre. Senere skal hun have sagt,

at de sten ikke betød noget. Fra en lille høj ser hun på afstand et

menneske, som hun tror er en af kajakmændene, der holder hvil. Det

viser sig at være en fremmed, en ånd, der inviterer hende nærmere ved

at klappe ned ved siden af sig. Hun nærmer sig ængsteligt.

 

Hist.: Tid: 1870'erne. Persondatea søg på: J. Rosing 1963. s. 281 -

285: "Kâkâq".

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Tolkning: Om afbalanceringen af heksemidler med hjælpeånder se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Åndemanerens afbalancering...".

 

Vedr. uddannelse til åndemaner: søg også på initiation.

 

Kommentar: skamfølelse over forældres bebrejdelser angives ofte som årsag til at børn "går hjemmefra", hvor de møder deres første hjælpeånd. Samme årsag kan optræde i qivittoq-fortællinger.

Kaakaaq bliver blind / Kâkâq tagpingerpoq

Print
Dokument id:1276
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Kaakaaq bliver blind / Kâkâq tagpingerpoq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 350 - 351, nr. 41
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 121.

 

Resumé: Kaakaaq vil ikke efterkomme sine hjælpeånders opfordring til

at holde offentlig seance, omend de truer hende med at slå hende med

blindhed. Gang på gang kaster de noget efter hende, dog uden at ramme.

Hun vil stadig ikke. En dag rammes hun af et slimet sæløje på brystet.

Øjet sprøjter hende i øjnene. Derefter aftager hendes syn og hun

bliver blind.

 

Hist.: For K.s persondata, søg på: J. Rosing 1963: s. 281 - 285:

"Kâkâq".

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Kaakaaq bliver enke / Kâkâq uvigdlarpoq

Print
Dokument id:1251
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Kaakaaq bliver enke / Kâkâq uvigdlarpoq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 260 - 263, nr. 16
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 45 - 47.

 

Resumé: Kajammat bliver dræbt på hjemvejen fra et besøg i

Savanganaartuk / Sivingnaartik af to af stedets beboerer: Tupajanngitseq og

Aavaardik / Avaartik. Muligvis fordi de begge ønskede Kaakaaq til kone. K.

flytter med sin søn ind i sin bror Sinngertaats telt og overholder

sine tabuer. Dog spiser hun i smug lidt af det, der er tabu for hende,

fordi hendes hjælpeånd har giver hende lov. Ikke desto mindre blir hun

under et muslingetogt angrebet af en måge, der vokser sig kæmpestor

for øjnene af hende og fortæller, at folk under tabu ikke må spise

mågernes føde, der går op mod strømmen. Det er ørreder. K. bliver

vred. Hvem har sendt den måge? Hvad bilder vedkommende sig ind? Hun

beslutter at lave en tupilak mod den formastelige.

 

Hist.: Tid: Ca. 1890. Persondata søg på: J. Rosing 1963: s. 281 - 285:

"Kâkâq".

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Kaakaaq endnu en gang / Sule Kâkâq

Print
Dokument id:1260
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Kaakaaq endnu en gang / Sule Kâkâq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 287 - 289, nr. 25
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 67 - 69.

 

Resumé: Det er småt med fangsten og man sulter. Imaakka fanger så en

sæl, men under ikke sin stedsøn, storfangeren Kukkujooq noget af den.

Hans mor Kaakaaq tager ham med udenfor og gir ham et stykke kogt kød,

som han hugger i sig mens hun råber: "Hva'?" op mod fjeldene. Lidt

senere råber hun: "Ja, ja!" Hun forklarer at nogen, hun engang har

hjulpet til verden netop har sagt, at hendes mand vil dø ("komme ind" - på åndesprog) før hun selv. Denne nogen er en snespurv, som hun engang var fødselshjælper for (Se Sandgreen 1987: s. 451 - 455). Kukkujooq forstår det ikke

rigtigt, men det er meningen, at han nu, hvor han venteligt må blive

hendes forsørger og derfor ikke bør lade sig overraske af sine

fjender, skal tage sin søgen (efter hjælpånder) alvorligt.

 

Hist.: Tid: For K.s persondata, søg på: J. Rosing 1963: s. 281 - 285:

"Kâkâq".

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Kaakaaq får det ene barn efter det andet / Kâkâq qitorniorqilerpoq

Print
Dokument id:1253
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Kaakaaq får det ene barn efter det andet / Kâkâq qitorniorqilerpoq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 264 - 267, nr. 18
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 48 - 50.

 

Resumé: Enken, Kaakaaq, holder sig ikke tilbage fra mænd, men gifter sig først

nogen tid efter sin tabuperiode. Den udvalgte blir Imaakka. K. bliver

hurtigt meget omfangsrig, og føder snart en datter. I., der har sat

næsen op efter en søn, forlader K. Hun sørger for, at datteren

(Sannginaleq) senere vil blive psykisk urokkelig og fysisk

modstandsdygtig som en sten ved at putte en lille rullesten i pigens

anorak-hætte. I. vender tilbage allerede næste dag, men forsvinder

atter for længere tid, da K. føder sin datter nr. 2. (Anngannii). K.

hævner sig på alle den slags mandfolk, der opfører sig som Imaakka,

idet hun lader den nyfødte slikke en halvkvalt hunds spyt. Pigen vil

da udvikle sig til en tøjte, der ligger i med alle og enhver og

fratager koner deres mænd (ligesom hundene). Da pigebarnet trives,

vender Imaakka tilbage.

 

Hist.: Tid. Ca. 1890'erne. For K.s persondata søg på: J. Rosing 1963:

s. 281 - 285: "Kâkâq".

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Tolkning: Forklaringen på den sidstnævnte fødselsrite, at K. vil hævne

sig på chauvinistiske mænd, virker besynderlig. Det er dog disse mænds

koner, der vil lide under rendemaskens eventyr.

Kaakaaq i Arpertuaq / Kâkâq Arpertuarme

Print
Dokument id:1248
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Kaakaaq i Arpertuaq / Kâkâq Arpertuarme
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 253 - 256, nr. 13
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 39 - 41.

 

Resumé: Efter sin mors død brister Kaakaaq i gråd hver gang hun er

gået ind i indlandet på søgning efter nye hjælpeånder. Samtidig er hun

forelsket i sin hjælpeånd Aannilaat, som hun jævnligt ligger med.

En dag finder hun for foden af en skrænt et spædbarn, som hun tar op

og bærer hjemad, men må lægge fra sig dér, hvor teltene bliver

synlige, fordi det pludselig blir alt for tungt. Det gentager sig

flere gange. Barnet er af sig selv vendt tilbage til skrænten. Sidste

gang er barnet væk, men hun ser sin mor i et glimt ved skrænten.

Trøstet holder K. herefter op med at græde. Hun fortæller senere, at

barnet var lampemossets person (inua).

Sandgreen tilføjer for egen regning, at Kaakaaq måske fik et uægte barn, som hun skaffede sig af med i ødemarken.

 

Hist.: Tid: Ca. 1880. Persondata søg på: J. Rosing 1963: s. 281 - 285:

"Kâkâq".

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Kaakaaq laver tupilak / Kâkâq tupigdlivoq

Print
Dokument id:1275
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Kaakaaq laver tupilak / Kâkâq tupigdlivoq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 346 - 350, nr. 40
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 117 - 120.

 

Resumé: Kaakaaq, der uden held har villet sin svigerdatter, Kukkujooqs

kone, til livs og derfor vil sende en tupilak mod Kukkujooq, vil trods

alt ikke selv lave tupilakken. Hun søger en ondsindet ånd og træffer

den ved en elv. Den tilbyder at få et barn med hende, de har samleje,

og den skaber en tupilak af det sælhovede hun har medbragt fra en af

sin søns fangster. Derefter får Kaakaaq liv i dette, sit spædbarn med

en citeret formular og ved at lade det patte på sine kønsdele.

Tupilakken kommer til live, skrigende som et spædbarn og får besked af

ånden på at dræbe en af kystboerne. Kaakaaq er tilfreds med at hun

ikke selv har skabt tupilakken.

 

Hist.: For K.s persondata, søg på: J. Rosing 1963: s. 281 - 285:

"Kâkâq". Sandgreen ved, at fortællingen hører hjemme på et tidligere

tidspunkt i det kronologiske forløb, men placerer den hér, fordi det

stemmer bedre med hans tolkning af alle begivenhederne som udtryk for

blodhævnens naturlov hos de "hedenske" østgrønlændere.

 

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Kaakaaq og den gamle grav / Kâkâq ilivitoqardlo

Print
Dokument id:1254
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Kaakaaq og den gamle grav / Kâkâq ilivitoqardlo
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 267 - 268, nr. 19
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 50 - 52.

 

Resumé: Sammen med sin kusine / fætter Isaangaleq forfølger Kaakaaq en

snespurv. De støder på nogle gamle grave og beslutter sig for at

gnide en af de døde frem. K. der foretager gnidningen, føler en kløe i

håndfladen, der forplanter sig helt op til issen. De ser den dødes vej

til graven: Det er en regnbue. Det summer nu fra graven. K. spørger

den døde, hvem der har begravet ham og hvorfor han er død. Han svarer:

"Min mor og mine søskendes mor!" og "Fordi jeg tog den bjørn, som min

bror skulle have haft. Det skulle vise sig at blive til min egen

skade." Dernæst ber han dem sige andre, at man ikke skal kalde en død

til sin grav, fordi vejen er så besværlig. Fortælleren forklarer til

slut, at den døde havde lavet en bjørnetupilak, der havde vendt sig

mod ham selv og gjort ham sindssyg til døden.

 

Var.: J. Rosing 1963: 291 - 292.

 

Hist.: Tid: Ca. 1890. For K.s persondata søg på: J. Rosing 1963: 281 -

285. "Kâkâq":

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Kaakaaqs ven og hendes ægteskab / Kâkâp ikíngutâ uviningneralo

Print
Dokument id:1249
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Kaakaaqs ven og hendes ægteskab / Kâkâp ikíngutâ uviningneralo
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 256 - 258, nr. 14
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 41 - 43.

 

Resumé: Den unge Kaakaaq får viden om heksemidler af Eqeqqoq (Kunnak)

mod at ligge med ham. Hun vil dog ikke giftes med ham, men med den

flotte Kajammat. Da dennes mor bliver klar over, at de to har et godt

øje til hinanden, ber hun Kaakaaq flytte ind i familiens telt. K. flytter

straks, også fordi hun får det bedre som gift end som forældreløs hos

sin storesøster. Kajammat vogter skindsygt over K., der i perlende humør (over at være forsørget og sluppet ud af situationen som forældreløs hos sin søster og hendes mand, nu ganske har glemt sin søgning. Hun nyder sin frihed, men en dag hun - uden at sige noget til sin mand - slutter sig til de unge, der leger ude,

gennemtæver han hende og siger, at når først hun har fået en søn, kan

hun lege med hvem hun vil.

 

Hist.: Tid: Ca. 1880. Persondata søg på: J. Rosing 1963: s. 281 - 285:

"Kâkâq".

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Kaakaq og hendes moder / Kâkâq arnâlo

Print
Dokument id:1246
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Kaakaq og hendes moder / Kâkâq arnâlo
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 248 - 250, nr. 11
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II,1967, s. 35 - 36.

 

Resumé: Fordi den unge Kaakaaq er meget smuk, er mange kvinder jaloux

på hende, endog hendes egen mor, der af samme grund behandler hende

så strikst, at Kaakaaq blir fornærmet. Hendes hjælpeånder mærker det

straks, udfritter hende og spør om de skal gøre noget for hende. K.

afviser det gang på gang, men giver tilsidst efter for en af

hjælpeåndernes ønske om at dræbe hendes mor. Kort efter svulmer

moderens hænder op og revner. Hun dør snart, men ikke af det. Hun dør

bare. Alligevel vil rygtet vide, at en af K.s hjælpeånder har taget

moderen af dage.

 

Hist.: Tid: Ca. 1880. Persondata søg på: J. Rosing 1963: s. 281 - 285:

"Kâkâq".

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Kaakaq og hendes svoger / Kâkâq ningaunilo

Print
Dokument id:1245
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Kaakaq og hendes svoger / Kâkâq ningaunilo
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 245 - 248, nr. 10
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 32 - 35.

 

Resumé: K., der er blevet teenager eftrstræbes af sin storesøsters

mand. Med sit skamløse tilbud om at bolle, sender han den stor bjørn

på flugt, som nærmer sig hende ude fra horisonten for at give hende

pooq. Hun blir da ingen angakkoq puulik, og får derfor ikke evnen til

at partere et menneske og sætte det sammen igen. Men hun får afvist

svogeren med en hånlig bemærkning om det feje fangstmod, han under en tidligere storm har udvist.

 

Hist.: Tid: Ca. 1880. Persondata søg på: J. Rosing 1963: s. 281 - 285:

"Kâkâq".

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Tolkning: Om angakkoq / åndemaner puulik se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

Kaakaqs forstand formørkes / Kâkâp silâ târsiartulerpoq

Print
Dokument id:1268
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Kaakaqs forstand formørkes / Kâkâp silâ târsiartulerpoq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 311 - 313, nr. 33
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 87 - 88.

 

Resumé: Kukkujooq har giftet sig med Ukoorajivat, som hans mor Kaakaaq

finder mindreværdig i forhold til sin søn. Gang på gang prøver Kaakaaq

at skade U., men uden virkning. U., den grønskolling, har måske selv

en ligeså stor viden som Kaakaaq? K. erkender sit nederlag og blir med

mellemrum omtåget og siger ikke andet end "Naar, naar!!" I stedet

beslutter hun at ramme sin egen søn, fordi svigerdatteren vil få det

svært, hvis hun mister sin mand og forsørger.

 

Hist.: For K.s persondata, søg på: J. Rosing 1963: s. 281 - 285:

"Kâkâq".Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Tolkning: Kaakaaqs begyndende sindsforvirring forklares som

tilbageslag af hekseri, og da hun tydeligvis ikke bryder sig om sin

svigerdatter, der ikke lader sig anfægte, må hendes hekseri have været

rettet mod svigerdatteren og ramt tilbage på hende selv.

Kâgssagssuk / Kaassassuk

Print
Dokument id:1060
Registreringsår:1903
Publikationsår:1982
Arkiv navn:
Fortæller:Simigaq
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:Søby, Regitze M.
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Kâgssagssuk / Kaassassuk
Publikationstitel:Oqalugtuat oqalualâtdlo, IV
Tidsskrift:
Omfang:side 71 - 73
Lokalisering:Agpat / Appat: Avanersuaq / Thule
Note:

Genfortalt efter Qilerneq, Kangerlussuaq

Redaktør: Søby, R. M. Renskrift: Otto Sandgreen.

Orig. håndskrift: KRKB 1, 5(14): Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04;

Ifølge Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "Kâvssavssuk" / Kaassassuk, viser det sig at være Simigaq fra Appat der har genfortalt Qilerneqs fortælling.

 

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905: 226 - 229. Der er Qilerneq anført som fortælleren.

 

Resumé:

Kaassassuk vokser op som forældreløs mellem hundene i husgangen. Ved loftsventilen på taget prøver han at få del i varmen, der strømmer ud. Hans farmor er ondskabsfuld, han mormor rar. Hun tørrer gerne hans kamikker. Umerlutoorsuaq, Den "bredsnudede" er hans værste plageånd, der hiver ham op og indenfor fra husgangen ved næseborene. Sej hvalroshud får han tilbudt, men kan ikke tygge det af mangel på de tænder, som man morer sig med at trække ud.

En dag under en gåtur møder han en kæmpe, der flænser et stort dyr. Kaas. ber om en bid. Kæmpen ser ham ikke, men slænger ham alligevel en stor klump, som K. bygger et stendepot til. Men næste dag er kødet væk. Han græder. Kæmpen kommer, tilstår at han har taget kødet, - vidste ikke hvis det var - og prøver nu at få K. i humør ved at kappes med ham i at få kampesten til at snurre rundt. K. magter det slet ikke, men efter mange forsøg lykkes det ham. Kæmpen lover ham snarligt kød, tre isbjørne. Tilbage ved huset afprøver K. sine nyvundne kræfter. Han river sin plageånds umiaq af stilladset. Denne bliver noget bekymret ved synet næste dag.

De tre bjørne er set uden for bopladsen. K. hvis kamikker er til tørre, låner et par små indendørs kamikker af sin fætter og spurter af sted så sneen fyger om ham. Han nedlægger med lethed bjørnemor med to unger og bærer dem hjem uden besvær. Han tænder ild under en vældig gryde til kødet og smider sin onde bedstemor på bålet, hvor hun brænder op. Den gode vil flygte men standses af Kaass. Hende vil han intet ondt. Umerlutoorsuaq er flygtet væk med sine koner og sit telt, hvor han prøver at holde sig vågen til evt. kamp med Kaass. Um. er dog faldet i søvn, da Kaass. kommer på hævntogt, griber Um. i næseborene, ryster ham kraftigt ud over en skrænt så næseborene revner, og stjæler derefter hans koner efter at have nedbrudt hans telt. Um. dør af sine næsesår.

Med tiden bliver Kaass. dog lystmorderisk farlig for sine omgivelser og dræbes.

 

Var.: Kaassassuk.

 

Kommentar: Moralen er klar: mishandlede forældreløse kan opnå farlige kræfter fra dem i den anden verden, så store, at de aldrig for alvor kan socialiseres. I visse, oftest sene vestgrønlandske, versioner sker der en resocialisering. Men ikke i denne polareskimoiske version, der afviger fra andre varianter fra Thule området ved ikke at indledes med fortællingen om den store ild. Se Arnaaluk Kaassassuk.

Kâkâq / Kaakaaq / Kakak / Kaga

Print
Dokument id:1699
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Rosing, Jens
Nedskriver:
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Jens
Titel:Kâkâq / Kaakaaq / Kakak / Kaga
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 281 - 285
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé:

Jens Rosing fortæller om to besøg hos Kaakaaq, da han var femten år og

Kaakaaq ca. 75. Første gang er det vinter, han er sammen med sin far,

præsten Otto Rosing, og K. overvintrer på bopladsen Sermiligaaq. Hun

er blind, men passer sin lampe med sikre hænder. Man siger, hun har et

indre øje. Hun er helt indtørret, kun skind og ben, men glat i huden,

og hun beføler Jens over hele ansigtet for at "se" ham. De gaver hun

får af præsten, skrå, tobak og sæbe, gir anledning til en lille

ceremoni. Først vasker hun ansigt, hænder og underarme. Dernæst former

hun en lang cigar af skråen, der skæres itu og blandes med tobakken,

hvorefter hun ryger den i sin pibe og til slut putter den rygende skrå

i munden. Hun kommer i trance, synger og siger uforståelige ord, og

falder til sidst i søvn. Næste gang er i august, hvor K. er med sine

gifte børn på sommerfangst i Sermilik-fjorden. Hun har sit eget telt,

hvor Jens besøger hende alene. Hun genkender ham ikke, men gentager

vaske- og rygeceremonien med hans medbragte gaver og går atter i

trance. Mens hun gnider håndfladerne mod hinanden lyder der pludselig

et sus af fløjtende vinger over teltet og noget efter skrig af ravne.

K. blir øjeblikkelig klar i hovedet igen, snakker med Jens og

fremsiger en formular, der skal give ham en god hjemrejse. Hun takker

for gaverne og falder i søvn. Jens forlader hende.

 

Hist.: Kaakaaq (f. ca. 1865, døbt Karen / kara / Kaga 1917, død 1942).

Gift med Naajas sønnesøn, åndemaneren Kajammat (f. ca. 1863, myrdet

1890), og derefter med åndemaneren Imaakka (ca. 1875 - 1915).

Kâkâq / Kaakaaq forløser Paperqias / Papeqqias kone

Print
Dokument id:1702
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Kukkujooq (Pîsue / Piisui / Qaajammat, Apulu)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Jens
Titel:Kâkâq / Kaakaaq forløser Paperqias / Papeqqias kone
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 288 - 289
Lokalisering:Tîleqilâq / Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé:

Året efter Kaakaaqs første møde med Papeqqia træffer hun ham igen som

en snespurv, der forvandler sig til menneske og ber hende hjælpe sin

kone, der er i barselsnød. K. er udset til at skulle være åndemaner,

fortæller P. hende og bistår hende under et ritual, hvor hun lægger

sig afklædt under et skindtæppe, gnider håndfladerne mod hinanden og

puster i dem, mister åndedrættet og blir besat af hjælpeånden P. Nu

kan K. se det, der er skjult for andre. Hun fjerner noget, der

spærrer fødselsvejen, kvinden føder, K. får som tak en teltstang og

to stykker såleskind, der på hjemvejen, da K.'s syn lagdeles og hun får sit normale syn igen, blot er et vissent græsstrå og to indtørrede rosenrodsblade.

 

Var.: Sandgreen 1987: 451 - 452: "Slutning".

Kommentar: Denne trance-teknik kaldes i denne tekst qilaaqutserneq (qilaaqqutserneq?, tilkalde en qilaa-ånd? BS). Det samme gør Kaarali i teksten til sin tegning af seancen i Thalbitzer 1941: 710, fig. 224. Rasmussen brugte en anden betegnelse, kilummoorsoq om den der 'trak sig tilbage på briksen' og gik i trance (Rasmussen 1921-25,I: 20) mens den samme hed en nerfallasoq (en der har lagt sig på ryggen) hos Glahn (1921: 64).

 

Hist.: Persondata søg på: J. Rosing 1963: 281 - 285: "Kâkâq".

Kâkâq / Kaakaaq får en skræmmeånd

Print
Dokument id:1705
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Kukkujooq (Pîsue / Piisui / Qaajammat, Apulu)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Jens
Titel:Kâkâq / Kaakaaq får en skræmmeånd
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 292 - 293
Lokalisering:Tîleqilâq / Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

 fra Resumé:

Kaakaaq går hjemmefra i vrede over skældud, hører et hyl og forfølges

af en "stor-spædbarneånd", der løber hende over ende, så hun besvimer.

En ånd med en stor næse Uttuk / Uttu, vækker hende til live, blir

hendes opvækkerånd og identificerer den skræmmeånd, der netop

forfulgte hende. Dette gentager sig endnu to gange. Sidste gang får K.

selve skræmmeånden at se.

 

Hist.: Persondata søg på: J. Rosing 1963: 281 - 285: "Kâkâq".

Kâkâq / Kaakaaq taler med en dødning

Print
Dokument id:1704
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Kukkujooq (Pîsue / Piisui / Qaajammat, Apulu)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Jens
Titel:Kâkâq / Kaakaaq taler med en dødning
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 291 - 292
Lokalisering:Tîleqilâq / Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé:

Kaakaaq og hendes kusine Isaangaleq får lyst til at gnide en død frem

af dens grav og udspørge den om årsagen til, at gravens dæksten er så

tunge. K., der er den modigste, foretager strygningen, den døde melder

sig med en summen, der blir stærkere, og svarer at fordi han engang

tog sin søsters bjørn fra hende, døde han og blev begravet af

søsterens barn og sit eget barn.

 

Var.: Sandgreen 1987: 267 - 268.

 

Hist.: Persondata søg på: J. Rosing 1963: 281 - 285: "Kâkâq".

 

Tolkning: Det er uklart om den døde har franarret sin søster en bjørn,

der var hendes, fordi hun havde set den først, eller om han har sendt

en tupilak mod hende og fået tilbageslag.

Kâkâq / Kaakaaq træffer den næseløse Îkiaq / Iikiaq

Print
Dokument id:1706
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Kukkujooq (Pîsue / Piisui / Qaajammat, Apulu)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Jens
Titel:Kâkâq / Kaakaaq træffer den næseløse Îkiaq / Iikiaq
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 293
Lokalisering:Tîleqilâq / Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé:

Som en af de sidste af sine talrige hjælpeånder får Kaakaaq Iikiaq, en

ildmand (innersuaq), der selv tilbyder sig, fordi dens forrige herre

(åndemaner) er død. Den synger pralende om alle de fjender i

åndeverdenen, som den har dræbt.

 

Var.: Sandgreen 1987: 250 - 253: "Ungmøen Kaakaaq", hvor ånden dog er

en indlandsbo.

 

Hist.: Persondata søg på: J. Rosing 1963: 281 - 285: "Kâkâq".

Kâkâq / Kaakaaq ædes levende af søens troldbjørn

Print
Dokument id:1703
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Kukkujooq (Pîsue / Piisui / Qaajammat, Apulu)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Jens
Titel:Kâkâq / Kaakaaq ædes levende af søens troldbjørn
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:290 - 291
Lokalisering:Tîleqilâq / Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé:

Som lille skældes Kaakaaq ud af sin mor, da hun ved et uheld vælter en

spand med blod, og hun går grædende til fjelds, hvor en ånd ved navn

Aadaadak / Aataatak tilbyder sig som hendes vejleder i åndemaning. K.

vægrer sig i angst, men overtales. Næste morgen ved solopgang finder

hun to gnidesten, en hvid, for mænd og en sort for kvinder. Hun tar

den sorte med ind til en sø, gnider den mod en flad klippe, slår

derefter smut med småsten, der fremkalder bevægelse og til sidst en

vandboble. Den sprænges og ud af den kommer en stor bjørn. Synet lammer

hende, bjørnen nærmer sig, æder hende og kaster hende op igen. Hun vågner

nøgen efter en lang besvimelse og møder på hjemvejen både sin anorak

og sine bukser, som hun ifører sig. I kraft af dette mytiske ritual

får K. "klarsyn".. Hun kan se det, der er skjult for andre.

 

Var.: Den faste mytiske initiation for en østgrønlandsk åndemanerlærling.

Søg på: søens troldbjørn.

Hist.: Persondata søg på: J. Rosing 1963: 281 - 285: "Kâkâq".

   Fortælleren undrer sig med rette over, at K. først møder sin

vejlederånd efter at hun allerede har mødt og fået sin første

hjælpeånd, Papeqqia. Begge møder resulterer jo også i, at K. får

"klarsyn". Hos Sandgren (1987), hvis fortæller sandsynligvis også var

Piisui / Kukkujooq, møder K. først vejleder-ånden, dernæst et par indlandsånder,

der blir hendes første hjælpeånder, og derefter P.   Den rette

rækkefølge er umulig at afgøre.

Tolkning: Om åndemanerens "klarsyn" se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

Var.: Sandgreen 1987: 231 - 235: "Den store bjørn æder hende".

Kâkâqs / Kaakaaqs oplivningsvise for tupilak

Print
Dokument id:1707
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Napaatuun (Napâtûn)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Jens
Titel:Kâkâqs / Kaakaaqs oplivningsvise for tupilak
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 294
Lokalisering:Tîleqilâq / Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé:

Fortællersken genfortæller og prøver uden større held at tolke sin

mor, Kaakaaqs sang til oplivning af en tupilak, som K. har skabt og

sendt ud efter flere navngivne mænd. Sangen nævner formentlig tre

hjælpeånder, der bistår hende under oplivningen, og omtaler hendes

store spædbarn, som fortællersken ikke kan identificere.

 

Var.: Sandgreen 1987: 289 - 290: "Nogle af Kaakaaqs meriter".

 

Hist.: Persondata søg på: J. Rosing 1963: 281 - 285 "Kâkâq".

 

Tolkning: Det store spædbarn er nok tupilakken, der kommer til live

ved at die tupilakmagerens kønsdele.

Kannibalisme under hungersnød

Print
Dokument id:957
Registreringsår:1904
Publikationsår:1938
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kannibalisme under hungersnød
Publikationstitel:Knud Rasmussen's Posthumous Notes on the Life and Doings of the East Greenlanders in Olden Times
Tidsskrift:Meddr Grønland 109(1)
Omfang:side 64 - 67
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Ed. by H. Ostermann.

Orig. håndskr. har ikke kunnet identificeres.

I Ostermanns arkiv, nr. A 301, Arktisk Institut findes Ostermanns kladde og maskinskrevne manus på dansk til denne udgave på engelsk.

 

Resumé:

Fortællersken var barn da hun var med i en af seks umiat / konebåde, der sammen tog til Kialineq for at overvintre. Vejret blev imidlertid så hårdt deroppe, at en angakkoq / åndemaner iblandt dem så sig foranlediget til at forhøre sig om den nære fremtid hos sine hjælpeånder. Han rådede dem derefter til at flytte sydpå igen straks, men skønt det med stort besvær lykkedes dem at bryde sig vej gennem tyndisen, blev de undervejs overfaldet af en fralandsvind, der sendte dem langt til havs på den isflage, hvor de havde søgt op og slået teltene op. En del dage senere lykkedes det efter åndemanerens seance at komme afsted. Han havde sørget for, mente man, at der kom lidt åbent vand, der efterhånden blev større, foran isbjerget, og man kom langsomt men uhindret ad en åben rende helt ind til kysten. Her byggede man fælleshus vha. bl.a. teltstænger og inderbetræk af konebådene og indtil vintersolhverv overlevede man ved sparsommelighed på en narhval, som en familiefar havde fanget en af de første dage. Derefter satte sulten ind. Familiefaderen holdt liv i sig, sine børn og sin kone ved i al hemmelighed dagligt at give dem en smule spæk han holdt skjult. Men mange døde, og tre unge mænd kunne efterhånden ikke nære sig for at få deres mor til at koge kødstykker, som de skar af ligene udenfor. Efterhånden gik det også ud over flere af de levende, især kvinder, som de lokkede ud og slog ihjel, eller som selv af frygt foretrak at drukne sig. Familifaderen forbød helt sine børn at gå udenfor huset af frygt for ligædernes kannibalske lyster. I den tidlige sommer lykkedes det ham at komme bort med sin familie hel og uskadt.

            Som afslutning fortælles det hvor uhyggeligt det var med kannibaler. Havde de bare een gang smagt menneskekød kunne de blive så lysten på smagen igen, at de endog kunne finde på at spise deres egne børn.

 

Hist.: En historisk fortælling, der er noget svær at datere ud fra Ostermanns oplysninger (ibid. s. 3 - 4). Nedskrivningsåret er det usikre, alt efter om det er Kaarali, formentlig engang efter 1915, eller Rasmussen selv (i 1919 el. 1933) eller en helt tredje der har nedskrevet fortællingen. Ostermann (1939) nævner at Maratsi med 5-6 konebåde overvintrede i Kinalik i 1919-20, men ikke at de fleste omkom af sult. Sidste halvdel af 1800-tallet er dog ikke forkert. Årstallet kan være den hårde vinter 1880 - 1881, hvor sulten krævede talrige dødsofre i Ammassalik-distriktet. Se Jens Rosing 1963: Nunakitseq; Kingítâjik; Ingmíkêrteq; Umîvik; Nunakitseq, boplads ved Kulusuk; Sûnâjik; Sivtsingaleq; Akínâtsân (to fortællinger); Igditalik og Nôrsîn; Misartaqs endeligt; Qernertivadik; Ikâsagdivaq.Hvilket betyder at endnu i de år var det nordlige Kialineq et brugt overvintringssted for ammassalikkerne (måske især for dem fra Sermiligaaq).

Kataineq / Kataaneq

Print
Dokument id:1904
Registreringsår:1902
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Aqajak (Ambrosius)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kataineq / Kataaneq
Publikationstitel:Oqalugtuat oqalualâtdlo, II
Tidsskrift:
Omfang:side 59 - 60
Lokalisering:Ujarasugssuk / Ujarasussuk: Qeqertarsuaq / Godhavn
Note:

Redaktør: Søby, R. M. Renskrift: Otto Sandgreen.

 

Håndskr.: KRKB 1, 4(10), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Katâneq".

 

Oversættelse ved Signe Åsblom:

 

Det fortælles, at Kataaneq var fra Isunngaq, og at han havde mange venner på Qeqertarsuaqs kyst.

 

Da han blev meget gammel, var han for træt til at stå oprejst, og når han kom til sælens åndehul i isen, havde han lavet sig en slags stol af træ, som han kunne sidde på. Og der sad han så og ventede på, at sælen skulle komme op for at ånde. Så kunne han stikke den uden overhovedet at flytte sig.

 

Så skete det engang, at Kataaneq var yderst, da nordenvinden kom med en frygtelig storm fra højlandet. Himmel og hav stod i et, og isen brast, da der pludselig kom kæmpestore bølger og en frygtelig vind. Han drev længe til havs på isen. I fire dage blæste det fra nord på den samme frygtelige måde. Først på femtedagen stilnede stormen af.

 

Han kunne ikke gøre andet end at finde frem til den mest holdbare del af isen og der bygge sig en snehytte mellem alle ujævnhederne. Da han havde ordnet det rigtigt godt, gik han ind og lagde sig. Han havde ikke andet at spise end nogle fugleendetarme, og dem spiste han så, én om dagen. Når han havde spist tog han sne som dessert.

 

Da det begyndte at lysne på fjerdedagen, gik han ud og så efter Qeqertaqsuaq, men den var ikke at se. Efter at have set nøje på landområderne mod syd, fik han endelig øje på Qeqertarsuaq nord for sig. Det siges, at han ikke kunne sammenligne den med andet end en renko, der ved sin flugt var kommet bagud for de andre rener.

 

Og så blev det pludselig aften, og det lød, som om det begyndte at blæse meget fra syd. Og dér om aftenen nåede søndenvinden ham med lige så stor kraft som nordenvinden havde blæst før, og de store bølgers brusen omkring det lille stykke is var ubeskrivelig. Og på denne skrækkelige måde drev han afsted i fire dage. Efter at have været inde i sit snehus i fire dage, vågnede han på femtedagen - og lyttede og lyttede - og isflagen stod minsandten stille.

 

Han ventede på, at det skulle blive lyst, og så gik han ud og så, at isflagen var drevet i land ved Alluttoq, og søndenvinden var pludselig stilnet af. Da han kikkede ind mod land, kunne han tydeligt se mennesker gå omkring. Han var strandet nedenfor deres boplads. Men han havde ikke tænkt sig at søge redning hos dem, folk fra Alluttoq havde det nemlig med at gøre grin med fremmede, som de mødte.

 

Da det begyndte at blive mørkt, gik han ud, og efter at have kigget på himlen og opdaget, at det så ud til at blæse op fra øst og udefter, gik han ind i sin snehytte igen. Han havde kun været inde et kort stykke tid, da der begyndte at blæse en kraftig østenvind, så det bare brusede derude. Han kunne mærke, hvordan han drev afsted, og langt om længe mærkede han også, at isflagen gik i stå. Nu var det også blevet morgen. Og han havde ikke flere fugleendetarme tilbage.

 

Da det blev lyst, gik han ud og opdagede, at han var strandet ved Nuuk. Og så gik han i land. Uden overhovedet at nærme sig husene, gik han op i fjeldene. Og efter at have lagt sit stå- og siddebræt dér, gik han ned til husene.

 

Han var ankommet om morgenen, og på en enkelt dag havde man helt ude vestpå hørt, at Kataaneq var kommet. Og de kom fra vinterbopladserne, og når der kom én, rejste en anden. Ja, han var nemlig én med mange venner! -

 

Endnu inden der var gået fem dage, havde han lovet at skaffe sælbaglaller, og så faldt hans storetå af. Det viste sig, at hans grimme forfrysninger endnu ikke var helet, da han kom med løfterne.  

 

Det fortælles, at det var derfor, de begyndte at kalde ham Kataaneq*. Og han levede videre i meget lang tid efter dette.

 

Her ender historien.

 

* katappaa: taber det

 

Hist.: Sandsynlig historisk fortælling

Kâvêraq / Kaaveeraq

Print
Dokument id:1896
Registreringsår:1902
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Eva
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kâvêraq / Kaaveeraq
Publikationstitel:Oqalugtuat oqalualâtdlo, I
Tidsskrift:
Omfang:side 136 - 137
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Redaktør: Søby, R. M. Renskrift: Otto Sandgreen.

Håndskr.: KRKB 1, 1(3), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Kâvêraq".

Oversættelse ved Signe Åsblom:

Det fortælles at Kaaveeraq var en meget heldig fanger, der også havde en samleverske.

Langt om længe blev hans samleverske gravid. Og en dag tog Kaaveeraq ud på sæljagt i kajak og var så heldig at fange en halvstor hval. Han roede indad for at lægge til land med den.

Da han var næsten inde ved land, tog hans samleverske selvfølgelig de kamikker på, som havde de bedste såler.

Da nu hvalen var så stor, var det umuligt at få den op på land, så de gav sig til at afvente højvande. Efter højvande blev det igen lavvande, og da vandet stod som lavest, begyndte de at flænse hvalen.

Hun var iklædt ny anorak, nye kamikker med sælskindsbroderi foran, og det store hårbånd, der var så grønt, at det så ud som grønne alger. Da hendes fødder efterhånden blev helt smurt ind i spæk, var hun flere gange ved at glide og falde. Og lige så hurtigt som hun skar med sin kvindekniv ned igennem spækket, lige så hurtigt var hendes samlever der og tog stykker fra.

Langt om længe blev de store stykker spæk båret op, og fordi hendes fødder var så indsmurt i spæk, gled hun og faldt. Det eneste der hørtes, var et stort smæld, og så var hendes mave revnet, og barnet lå ved siden af hende.

Hendes samlever blev så forfærdelig ked af det, at han helt holdt op med at tage på fangst.

Engang, mens han stadig holdt sig hjemme og ikke tog på kajakfangst, sov han om natten og led så frygteligt af savn, at han drømte, at det buldrede udenfor. Hurtigt kiggede han ud af vinduet, og straks genkendte han sin samleverske.

Og hvor hendes øjne dog udtrykte længsel! "Måske kunne man lægge sig lidt hos Kaaveeraq! Men hvis jeg lægger mig, bliver jeg nok helt afmægtig!"

Hun kom ind og svævede hen over ham og sagde: "Å, jeg lægger mig bare hos Kaaveeraq! Å, hvis jeg lægger mig, bliver jeg nok helt afmægtig!"

Da hun gik ud, buldrede det gevaldigt. Han vågnede og var blevet helt glad, og så tog han på sælfangst. Da han kom hjem, havde han sin gamle vane tro fanget en sæl. Kvinderne udviste venlighed og kogte kødet og lagde sælens hoved på dets skind inde under briksen. Omsider var de imødekommende. Om aftenen lagde Kaaveeraq sig på sit sted på briksen. Og nu var hans samleverske endnu tidligere på færde om morgenen. Igen kiggede hans samleverske ind gennem vinduet, og nu sagde hun: "Kaaveeraq har sandelig fanget en sæl igen. Dér under briksen er kødet og skindet jo helt friskt. Måske skulle man spise noget af Kaaveeraqs fangst."

Derude dundrede det, da hun var på vej ind. Hun kom ind og bukkede sig ned under briksen. Og så sagde hun: "Måske skulle man spise noget af Kaaveeraqs fangst. Men hvis jeg spiser, bliver jeg nok helt afkræftet."

Da hun gik ud, lød der en buldren derudefra. Lige da hun var gået ud, vågnede Kaaveeraq og følte sig endnu gladere end før. Og på sin kajaktur fangede han to grønlandssæler. Hans bopladsfæller undrede sig nu over, hvorfor Kaaveeraq havde forandret sig. De kogte kødet og fyldte alle fadene. Om aftenen gik de i seng, og som sædvanlig tænkte de ikke på, at der overhovedet kunne ske noget.

Denne morgen var hans samleverske endnu tidligere på færde. Hun kiggede hen over skillevæggen og sagde: "Måske skulle man tage og lægge sig hos Kaaveeraq!"

Efter at have taget kamikkerne af lagde hun sig. Kaaveeraq vågnede om morgenen, og hvad i alverden var det, der trykkede sig ind til ham - hans samleverske lå sammen med ham. Han blev utrolig forbavset! Og hans fæller blev endnu mere forbløffede. Og det fortælles, at hans husfæller forståeligt fik bange anelser i begyndelsen, fordi han jo havde genoplivet sin samleverske. Derefter levede han sammen med hende som sin kone. Og efter at hans samleverske var revnet, havde han aldrig mere nogen samleverske.

Her ender historien.

 

Oversat af Signe Åsblom.

 

Hist.: Kristen morale: Man bør gifte sig og ikke bare leve på polsk.

Kigssaviarssugpagssuaq / Kissaviarsuppassuaq

Print
Dokument id:1058
Registreringsår:1903
Publikationsår:1982
Arkiv navn:
Fortæller:Arnaaluk (Arnâluk)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:Søby, Regitze M.
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Kigssaviarssugpagssuaq / Kissaviarsuppassuaq
Publikationstitel:Oqalugtuat oqalualâtdlo, IV
Tidsskrift:
Omfang:side 38 - 39
Lokalisering:Agpat / Appat: Avanersuaq / Thule
Note:

Fortælling fra Akilineq / Baffinland

Redaktør: Søby, R. M. Renskrift: Otto Sandgreen.

Håndskr.: KRKB 1, 4(10). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04.

Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "kigssaviarssugpagssuaq"/ Kissaviarsuppassuaq.

Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

 

Fortælling om en kæmpefalk, der fanger hvidhvaler og bærer dem flyvende i kløerne. Oversætteren har ikke turde binde an med teksten, der er spækket med dialektale gloser.

 

Hist.: En af de fortællinger, som indvandrerne fra Baffinland omkr. 1860 medbragte. Vedr. indvandringen: Ulloriaq, Inuutersuaq: Beretningen om Qillarsuaq ... [Kbh. Det grønlandske Selskab 1985 (ikke registreret) og søg på: Petersen, Robert, 2000: Om grønlandske slægtssagaer. Tidsskriftet Grønland, ss. 299 - 311.

Kîlíka / Kiilikka

Print
Dokument id:557
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Asiineq (Asîneq / Ningâvan / Ningaavan, Laurits)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Kîlíka / Kiilikka
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 40 - 47
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiut / Kuummiit: Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Resumé:

 

Kiilikkas lillebror vil rejse bort med det næste skib, der ankommer.

K. fraråder det, men kommer selv med på rejsen i forsøget på at få

lillebror med tilbage i land. Undervejs blir lillebror søsyg. Skibet

passerer med stort besvær malmstrømmen, "havets navle", hvorefter man

når til Kangeq-folkets land. Brødrene blir adopteret af en flink mand,

der gang på gang advarer dem mod mennesker med livsfarlige gøremål.

Brødrene får hver gang en plejebror med, som blir dræbt, mens de selv

klarer alle styrkeprøverne med glans: Røgfolkene fremstiller jern af

mennesker, som de kaster i et stort bål. Grimme mennesker gir det

bedste jern. Brødrene puster sig vej gennem bålet, da de kastes ind i

det, og laver sig bagefter noget fortræffeligt jern af jernmagerne. På

samme vis går det med de mennesker, der morer sig med at dræbe

mennesker, som de har puttet i bjørne- eller rensdyrhamme; næste styrkeprøve er med dem, der haler mennesker gennem en sø og spidder dem på rejste bajonetter

ved bredden; og næste med dem, der fisker mennesker op ad en stejl fjeldside

med en krog på en lang line.

     Lillebror dør af alle de indre sår han fik i bjørneham, men K.,

der fik åbne sår, overlever, fordi de heler op. Han er træt, og da han

har sovet ud hos plejefaderens moster i Ilivilardivaq-landet, rejser

han hjem med skib og digter en sang om et menneskegjort, indvendig

spiralsnoet fjeld, som han engang besteg i Kangeq-landet.

 

Hist.: Det er naturligvis fristende at identificere det spiralsnoede

fjeld med Rundetårn. Og det kan man faktisk godt. Det forekommer i Pooqs vise (Pooq var i 1724 i Kbh. og digtede en vise om opholdet, da han kom hjem (Se Berthelsen, Chr. 1993: "Pooqs vise" Tidsskriftet Grønland, nr. 6: 253 - 265).

Til denne vise har Ostermann en interessant bemærkning: Mens Kaarali boede hos ham i 1933, viste Ostermann ham en afskrift (af en senere nedskrift end Pooqs, som findes i den Kall'ske samling på Kgl. Bibl.) Kaarali gik op på sit værelse og kom kort efter ned med en optegnelse af en vise, der begyndte på omtrent samme måde og også omtalte såvel sabler som bøsser, og afslutningsvist tre gange det lavede (byggede) bjerg med snoningen indeni. Ostermann mener at visen må være havnet i Ammassalik via handelsnettet og dér har holdt sig, været opfattet som spændende længe efter, at den var glemt i Vestgrønland (Arktisk Institut, Arkiv nr. A 301, slutningen af lægget med sange og nidsange; Medd. Grl. 109(3), ed. by H. Ostermann, 1939: 179 -180, samme på engelsk).

 

Tolkning: Det er uvist hvorfor de hvides land kaldes Kangeq

(forbjerg). Mosterens land, Ilivilardivaq, har noget med store grave

at gøre og er ofte betegnelsen for de hvides land.

Kilivpak / Kilippak / Kiliffak, mammut

Print
Dokument id:564
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Kunnitsi (Kúnitse)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Kilivpak / Kilippak / Kiliffak, mammut
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 17
Lokalisering:Kulusuk: Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Resumé:

Kilippaq'en / kiliffak levede dengang folk endnu hverken havde spredt sig på

mindre bopladser eller var gået fra landjagt over til sælfangst. Den

var større end en bjørn og dens kød voksede ud to gange på de afspiste

knogler, men den sidste gang kun i et tyndt lag. Når det var spist,

kunne man slikke den rim, der dannedes på knoglerne. Et mundheld fra

dengang lyder : "Bare der voksede kød ud på knoglerne igen!"

 

Kommentar: Kiliffaq oversættes ofte med mammut, som man aldrig har fundet nedfrosne rester af i Grønland. Ingen kan vide om kiliffak også har været thulekulturens betegnelse for de frosne mammutter man har fundet i Sibirien dengang startede ekspansionen mod øst derfra. I grønlandske fortællingr er den et farligt fantasidyr.

Kingítâjik / Kingittaajik, boplads på den anden side af Kûngmîn

Print
Dokument id:1647
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:Rosing, Peter
Indsamler:Rosing, Peter
Titel:Kingítâjik / Kingittaajik, boplads på den anden side af Kûngmîn
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 112 - 114
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit,  1957 - 61, II: 20 - 22; angakkortalissuit, 1990: 148 - 149: "Kingittorajik (Kuummiut akiani)".

 

Resumé:

Hér overvintrer i sultevinteren Suvduitseq og hans søn, Qattaavaq, Qaartuan,

Assoruttoq, Aapalittoq / Aappalittoq og Piki med deres familier.

Aappalittoq der er åndemaner / angakkoq prøver at afværge nøden med en seance, men må erkende sin afmagt. På et tidspunkt fanger man en bjørn med to unger, og langt hen på vinteren redder den gamle Suvduitseq dem alle ved åndehulsfangst,

idet man skaffer regn med en formular, der smelter sneen over

åndehullerne. Da isen i det store sund, Ikaasattivaq, skæres igennem

af strømmen, fanger Qattaavaq støt sæler i vågerne.

 

Hist.: Sultevinter. Historisk fortælling om sultevinteren 1880 - 81. Denne datering stemmer dog ikke overens med andre. Se kommentaren til: Ajaattoq Victor.

Kínigseq / Kinnisseq

Print
Dokument id:592
Registreringsår:1904
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Aadaaridaat (Autdârutâ / Âdârutâ / Aadaarutaa / Aattaarutaa / Poulsen, Christian)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:Rasmussen, Knud
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kínigseq / Kinnisseq
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, III
Tidsskrift:
Omfang:side 34 - 35
Lokalisering:Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal: Nanortalik
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 5(13). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Kínigseq".

 

Eng.udg: Knud Rasmussen's posthumous notes on East Greenland legends and

myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, s.44 - 46, "Kínigseq".

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 31 - 32: "Kunigseq" / Kunisseq.

 

Resumé: Kinnisseq er åndemaner. Rejser med sine hjælpeånder til de

dødes land under havet. Stiger ned gennem gulvet, farer nedover, en

hjælpeånd hjælper ham over et skær, der er glat af alger, op eller ned

(?) ad en vældig, lyngklædt skråning. Underverdenens land har lave

fjelde, er solrigt, varmt, åbent hav, aldrig sne, ingen vind, masser

af fangst og tørkød, men man savner koldt drikkevand. På en ø tørrer

de nyankomne døde deres kajakker inden de kommer i land. Kinnisseq

møder sin mor, der vil kysse ham og give ham bær at spise.

Hjælpeånderne advarer Kinnisseq begge gange: Han er kun på besøg.

Lover at komme tilbage til det dejlige land, når han dør. Hjem igen.

Kinnisseq's søn bliver syg og dør. Kinnisseq fanger i kajak først en

tejst, dernæst en ravn. Han spiser begge fugle og dør. Begraves i

havet. "Man fortæller, at Kinnisseq har haft land ved Kittarajik, lidt

sønden for Illuluarsuit (på sydøstkysten). Adaarutaas mor har set

ham.

 

Var.: Minder stærkt om Aggus rejse til det nedre dødsrige:

Rosing, J. 1963.

 

Hist.: Chr. Poulsen var en af de sidste sydøstgrønlændere der emigrerede til Sydgrønland i år 1900, hvor Knud Rasmussen traf ham i 1904. Knud Rasmussen stedfæster ham til Illuluarsuit, men mener formentlig Illuluarsuk på sydøstkysten nord for Skjoldungen.

Kiversak / Kiversaq / Qiversaq

Print
Dokument id:1829
Registreringsår:1860
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2488, III, 4'
Fortæller:Nikolai
Nedskriver:Rosing, U.
Mellem-person:Rosing, U.
Indsamler:Rink, H.
Titel:Kiversak / Kiversaq / Qiversaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 57v - 61v, nr. 319
Lokalisering:Illutuaarsuk: Sydøstgrønland
Note:

Kort resumé i Rink 1866 - 71, I, nr. 132, s. 329.

 

Renskrift tillempet nudansk stavemåde af Rosings nedskrift på ældre dansk. (En nedskrift på grønlandsk findes ikke):

 

Qiversaq kunne ikkun dårlig vokse, hvorover hans stedmoder ikke var tilfreds. Fyren sad på en sidebriks uden skindstykke på den. Moderen gav ham nok kød at spise, men ikke mere end hvad han formåede at synke uden at tygge det.

       I huset fandtes ingen andre børn. En ung fangers kone i samme hus begyndte imidlertid at sy på barnetøj, og da det var færdigt sagde manden til drengen: "Du lille hent mig mine årer derude", hvilket han og gjorde, og dernæst bad han drengen at tage det færdigsyede tøj på. Da han nu havde gjort dette, sagde fangeren til drengen: "Du skal være min søn og være hos mig, derfor har jeg ladet dig klæde på ved min kone." Stedmoderen blev misundelig derover og satte drengen atter op på sidebriksen. Plejefaderen talte desuagtet: "Qiversaq har nu fået varmt tøj på sig og skal han med mig ud at køre i morgen", som de også gjorde og kom på isen langt ud tilsøs; da de vendte hjemefter lod plejefaderen drengen løbe ved opstænderne. Drengen gjorde nu lange spring, blev til sidst slæbt og slap opstænderne; han blev liggende på isen og græd. Hans fader blev ved med at køre og kom hjem, bad sin kone om at hente drengen, hvilket hun også gjorde og kom hjem med ham bærende ham på ryggen. Fyren lå på briksen og kunne ikke røre sig af værk i lemmerne i flere dage. Da ondet var væk, var det som om drengen var vokset noget. "Gør hans tøj varmt", sagde faderen til konen, "jeg må ud at køre med ham igen," og atter tog de afsted. Faderen sagde til drengen at han atter skulle løbe bagpå, men han ville ikke. "Ah du!" sagde faderen, "du ser jo at din stedmoder er dig slem, men jeg og min kone vil just være dig god, stå kun op og løb." Drengen gjorde det straks, løb nu længe, men pustende, indtil at han blev slæbt, tabt og grædende blev liggende tilbage. "Hent drengen", sagde manden til konen, da han kom hjem. Hun gjorde det, bar fyren hjem og som hun ville lægge ham på gulvet stod han rask op og sprang om. Atter blev klæderne varmede til ham og drog han afsted igen med faderen, løb nu bag opstænderne hele tiden og kom hjem med slæden. Hans vækst tog stadig til. Atter blev der kørt og uden vanskelighed løb nu drengen ved opstænderne, men slap nu også disse, vedblev at løbe efter, ja, til sidst sprang han foran over hundene væk og kom hjem før end slæden. Om foråret fangede han efter at han havde fået en kajak, en spraglet (sæl). Hvalrosser gik han til sidst på livet af uden rem og blære, men gennemstak dem ikkun med sin pil.

       En dag sagde faderen til plejesønnen: "Se, der kommer en konebåd ud af fjorden, se til, Naviaqs søn er med vistnok, han fik en sortside, da han først fangede." Konebåden kom nærmere, der blev spist bær og Qiversaq gav noget hvalroskød i bytte derfor. Fra næsset hvortil de havde lagt (til) med båden rejste de atter videre ud af fjorden, og faderen med Qiversaq fulgte et stræk med. Naviaqs søn lod sjælden sin pil ligge rolig uden at han kastede den; men pilen kom ikke synderlig dybt i vandet, hvilket Qiversaq bemærkede og hvorover han forundrede sig, da han dog havde fået sig en sortside på første fangst. Efter påskyndelse af plejefaderen og en anden af hans landsfolk kastede begge de unge fyre med deres pile. Ingen af dem fik deres pile under vandet. Naviaqs søns pil kastedes endog længere end Qiversaqs, og holdt denne op og trak sig tilbage. Den anden begyndte at håne ham og hans landsmænd. Qiversaq holdt sig tilbage og kom til sine folk idet han sagde: "Om jeg atter prøvede på at kaste", og derfor råbte nu hans landsmænd efter båden, der var kommet forud: "Qiversaq har lyst til at prøve igen." De to unge fyre roede nu foran bådene, kastede, og Kiversaqs pil kom længst frem og dybest i vandet. Dette gentoges, men Qiversaqs pil var foran, hvorimod den andens kast blev svagere hver gang. Naviaqs medfangere ytrede at Qiversaqs pil var så let og lille, men denne byttede med den anden og viste at kastet blev det samme til gunst for ham. Naviaqs søn trak sig derpå tilbage. Kiversaq kom hjem og fik en større kajak.

       En dag som han roede ud så han ved siden af sig flere (to?) kajakajagaasik / qajaqajagaasik (? qajarissat), der bestræbte sig for at overskære skyggen på Qiversaq; denne blev vred, lænsede en af dem; en anden undkom op på et højt isfjeld. Qiversaq prøvede på at kaste efter ham, men han kunne ikke nå. Nu trak fyren på fjeldet sin ene støvle af, og tog noget som et spurveskind ud af støvlestrømpen, blæste på den så der kom røg tilsyne, stak atter skindet ind i støvlen, men trak nu også den anden støvle af sig og fremtog en stenpikkers skind, blæste på det så der fremstod røg, og lagde det så ind i støvlen igen. Herefter blev det helt tåget så intet land kunne ses. Plejefaderen og sønnen tog nu hjemefter, men ved nattens frembrud var de endnu ikke truffet på land. Hver dag i mange dage roede de først i bestandig tåget vejr; om natten sov de på isen; til sidst bev det vinter for de rejsende og stødte nu på nyfrossen is, hvorpå de så spor af blod. Da de så nærmere til var det det det rene, bare bjørnekød de gik på; de skar sig et stykke af, og med kajakken på nakken gik de videre på dette kød. Noget efter kom de til hvalroskød, heraf sikrede de sig rejsemad og gik videre på samme slags kød. De trådte senere på noget temmelig ufrossent kød og opdagede at det var menneskekød; vandrerne blev betuttede ved at se dette, vendte også (?), skar mere hvalroskød af og stak i deres kajakker ud tilsøs igen. Atter traf de på et blodigt frossent ? (ulæseligt) der viste sig at være bjørnekød, og ikke langt herfra sås nogle kajakker liggende ved en fjær, omkæntrede. På samme vis vendte de to rejsende deres kajakker om og stillede dem ved siden af de andre; de gik dernæst på land og så et hus længere fremme. Ved vinduet prøvede de to at varme sig. Nogen kom ud, så dem og råbte straks indefter: "Her er kommet fremmede!" Plejefaderen fortalte nu at han med sønnen var roet vild og søgte ly. "Gå ind!" sagde værten. De kom ind og snart blev der sat mad frem for dem. En gammel mand sad på briksen, men kun hans fødder var synlige eftersom hans lampe var udslukket. For ham blev vore to bange; lidt efter rejste den gamle sig og sagde: "Det forekommer mig at Sinatemiut (? sineriarmiut, kystboerne, BS) har ringe på deres kajakker." Et par unge fyre sprang derpå ud og kom snart efter ind med de fremmedes kajakringe, som de havde afskåret og begyndte at lege med disse inde i huset. Qiversaq begyndte da at blive vred. Han gik udenfor, kaldte på sin fader og sagde ham at der var et andet hus længere oppe og foreslog ham at besøge dette. "Nej, gør det ikke", sagde husfolkene, "der er slemme beboere deroppe." Qiversaq var imidlertid vred og gik desårsag derop og fulgte faderen med. De trådte ind i huset, fandt der et par gamle ægtefolk med en søn og svigerdatter. Den sidste græd da de kom ind, hun tog en pels på sig og gik ud. De fortalte nu de nyankomne at hun gerne ville fortælle slemme ting om andre til sine brødre, "og desårsag har jeg", sagde han endvidere, "mistet flere af mine brødre, da de er blevet dræbt, og således er vi gamle blevet ene tilbage og min søn som har giftet sig med en søster til dem." De gamle vedblev: "Rejs!, jo før jo kjørere (kærere ?), hende der nu gik ud, vil ellers foranledige eders død." Manden pegede på en stor sten, som lå på gulvet, og forklarede at brødrene plejede at dræbe med den. Fangeren prøvede på at løfte den men havde ondt derved; "prøv du", talte han til sønnen. Denne gjorde det også og formåede heller ikke at løfte stenen. "I undgår så heller ikke døden", sagde den gamle. Atter løftede Qiversaq på stenen og fik den til knæet; næste gang han atter prøvede derpå fik han den løftet til brystet. Den gamle så tilfældig ud igennem vinduet og brød ud: "Ja, der kommer de slemme allerede heropefter." Qiversaq kunne nu løfte stenen til højre og venstre skulder. Den gamle bad ham da at slå den på den mand der først måtte komme ind, men betydede ham at passe på at slaget skete idet den anden bukkede sig ved døren. Svigerdatteren kom først ind og atter grædende. Igennem vinduet så nu manden ind og opdagede de fremmede. (Da) Den ældste kom smilende ind, bukkende just ved indgangsdøren for at træde ind, tog Qiversaq stenen op og kastede den på den indtrædende, men træffer ikkun slet. De fik livtag fat på hinanden og sloges nu. Qiversaq bukkede endelig sin modstander bagover og brækkede rygraden på ham, hvorpå han smed ham udenfor. Brødrene antog at det var den fremmede der blev kastet ud og stod staks parate med deres lænsere for at harpunere den døende, men (så) opdagde de samtidig at det var deres egen broder, som ovenikøbet af Qiversaq, der var kommet ud imedens, atter toges (blev taget) og kastet hen over de andres hoveder og faldt langt ned på marken. Qiversaq havde fået et våben af den gamle i huset og fór omkring med det blandt brødrene og dræbte til sidst dem alle.

       Qiversaq kom endelig pustende ind i huset og hans vrede havde ikke helt lagt sig. Den unge grædende kone græd som før, men nu meget stærkt og alvorligt. Den gamle kone talte til hende: "Jeg har bedt dig ofte nok om ikke at tale slette ting om folk, og ser du nu at den stærke har vist at kunne gøre vej med dine brødre. Qiversaq spurgte om der ikke var flere brødre tilbage af hende. "Længere sydpå har hun vel flere og en stor slægtning." "Mulig jeg går dertil og dræber dem alle" "Nej", gentog den gamle, "de vil ikke gøre dig ondt, lad det være." Nu drog han bort med sin plejefader efter at deres pelse, af mangel på ringene, var fastsyede kajakkerne.

       De drog hjemefter men vejen var meget lang. Flere gange måtte sønnen tage faderen på slæb efter sig, og endelig nåede de hjem. Qiversaq havde nu fået alvorlige kræfter, hvorover stedmoderen var glad; men så begyndte plejefaderen at blive misundelig på sønnen, og spåede denne slet fangst og at blive dræbt af andre.

       Engang gik de begge på jagt efter en hvalros, men begge kastede de forkert på den. De gik derpå et sted i land sammen, og på dette land blev Qiversaq væk og kom aldrig mere hjem.

 

Var.: Ingen i denne bases samlinger, omend fortællingen bygger på kendte episoder og tilføjer andre, mindre genkendelige.

 

Kommentar: U. Rosing skelner ikke mellem K og Q (K'). Jeg har valgt at stave hovedpersonens navn, Qiversaq, fordi han ender som en slags qivittoq / fjeldgænger.

Det er ikke ganske klart hvad slags mennesker Q. og hans plejefar besøger efter den lange rejse gennem tågen. De er ikke kystboere, dvs. rigtige menneseker. De bor hinsides en grænse, hvor delvis optøet menneskekød danner en overgang fra frossent isbjørne- og hvalroskød til endnu et "land" af frossent bjørnekød. Muligvis er de således kommet bag den horisont, hvor en isbjørn og en hvalros ifølge østgrønlandske forestillinger bor. De fjerntboende fremmede har dog ikke overmenneskelige evner og er derfor næppe åndevæsner. Menneskeædere, ligesom talrige fortællingers Akilineq-boere (de der bor på den anden side havet), er de tilsyneladende heller ikke.

 

Hist.: Fortællingens morale er kristent påvirket: man skal ikke tale ondt om andre, og misundelse er af det onde.

Kongedatteren der skulle lære at stoppe strømper og koge suaussat / suaasat

Print
Dokument id:531
Registreringsår:?
Publikationsår:1976
Arkiv navn:
Fortæller:Filemonsen, Cecilie
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Kongedatteren der skulle lære at stoppe strømper og koge suaussat / suaasat
Publikationstitel:De store konger. Ni grønlandske eventyr. Holstebro 1976
Tidsskrift:
Omfang:side 5 - 8
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Oversat af Jens Rosing.

 

Resumé:

En meget smuk kongedatter vokser op med ligeså mange tjenere som dukker. En dag beordrer kongen tjenestefolkene at lære hende noget, både at koge suaasat (suppe, egtl. sælsuppe med gryn) og stoppe strømper. Men hun vil ikke tage ved lære og piner og plager tjenerne. De klager til kongen der sender hende bort for tid og evighed. Kongedatteren går og går, kommer ind i en stor skov og omsider til et lille hus, hvor hun ber dets gamle kone om husly. Men da hun hånligt siger nej til betingelsen, at hente vand først, smækker konen døren i. På samme vis går det ved det andet hus, men ved det tredje må kongedatteren gå ind på betingelserne af udmattelse. Hun lærer da alt til husgerning hørende, også at koge suaasat bedre end nogen anden.

       

En kongesøn, den yngste i en brødreflok på syv og derfor uden håb om nogen arv, kommer på besøg i sin søgen efter en kongedatter der kan lave mad. Kongedatteren røber sin identitet, de to planlægger tilbagekomsten til hendes far sammen med plejemoderen, og den går ud på at kongesønnen logeres i et hus nær slottet og hun selv bliver tjenestepige hos kongen. Her koger hun suasat en dag, så god, at kongen kommer til køkkenet for at rose den ukendte madlaverske, hvorefter alt ender i fryd og gammen.

Hist.: Denne samling af danske folkeeventyr i grønlandsk genfortælling er fortalt af Sissi / Cisi, der også fortalte fra den grønlandske overlevering. Hun har hørt dem af sin mor og mormor og de stammer tilbage fra 1800-tallets midte, da alskens illustrerede udenlandske fortællinger og bibelhistorier blev publiceret i småbøger og i "avisen" Atuagagdliutit på Rinks trykkeri i Godthåb / Nuuk. Cisis fortællinger er taget med her for at vise hvor forskellige de er fra de egentlig grønlandske - trods tilpasningen til genkendelig grønlandsk kultur. Bemærk specielt moralen: Selv kongebørn må arbejde for føden. Men også: Lige børn leger bedst, eller, som datidens fordring var til de europæiske kongehuse: de kongelige kan ikke blive gift med andre end kongelige.

Kongesønnen Venius

Print
Dokument id:533
Registreringsår:?
Publikationsår:1976
Arkiv navn:
Fortæller:Filemonsen, Cecilie
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Kongesønnen Venius
Publikationstitel:De store konger. Ni grønlandske eventyr. Holstebro 1976
Tidsskrift:
Omfang:side 15 - 20
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Oversat af Jens Rosing

Resumé:

Kongesønnen Venius opholder sig i skoven, hvor der kommer bud med en hund til ham fra bjørnen, der ikke kan klare at flå og partere en ren den har nedlagt. Venius klarer jobbet og fordeler køller og bove mellem bjørnen og hunden, mens en myre og en falk får de udskårne knogler. Venius går, men hentes atter tilbage, fordi dyrene vil takke ham. De giver ham til gengæld evne til at forvandle sig til deres skikkelser: bjørn, hund, falk og myre. Falken forvandler han sig til da han hører om kongens datter, at hun er så smuk så smuk, at kongen aldrig lader hende komme ud fra slottet. Rygtet om den smukke falk der kredser over egnen når kongedatteren, der beordrer den fanget. Det sker ved hjælp af et stykke fristende kød og falkens villighed til at lade sig fange. Falken og prinsessen forelsker sig, og han blir hendes elsker om natten i menneskeskikkelse. En nat han føler trang til at prøve bjørneskikkelsen, bliver prinsessen så syg af forskrækkelsen at hun er længe om at komme sig. Det går bedre med hundeskikkelsen og myren finder hun så sød at hun nær aldrig havde sluppet ham. De to får tilladelse til at gifte sig såfremt det en dag bliver helt overskyet. Han blir gift med hende som menneske, men da det klarer op efter vielsen, forsvinder bruden sporløst. Som hun sporer han hende til et aflåst bjerg, hvor han som myre må klemme sig ind gennem låsen til sin kone, der sidder med en ækel trold på skødet og kæmmer hans hår. Myren hvisker til hende, hun lader forbavset armen falde, trolden truer hende på livet, hun kæmmer videre, og da myren ber hende spørge trolden hvor den hjerte er, svarer den efter flere sure opstød at det befinder sig i et havuhyre i Afrika. Venius' rejse til Afrika tager lang, lang tid og han skifter skikkelse, hver gang han blir træt, eller når en særlig forhindring fordrer det.

       

Havuhyret skal hver dag fodres med ti af kongens svin - ellers vil den æde mennesker. Fodermesteren tar Venius med ned til vandet, hvor det gruelige uhyre når at få tre svin inden Venius kaster sig over det i en bjørns skikkelse. Han klager, at blot han havde spist noget rugbrød og drukket noget vin kunne han nemt vinde, mens uhyret føler sig svækket over kun at have fået tre af sine ti svin. Efter en nats hvile går det løs igen. Uhyret når igen at få tre svin og til Vilnius kommer et stykke rugbrød og en halv flaske vin farende over havet. Tredje gang blir det til rugbrød og en hel flaske vin til Vilnius over havet, og da han har fået bugt med uhyret, smutter en and ud af den. Som falk indhenter og flår Vilkius den i luften, og et bævrende ting som et æg klasker mod jorden: troldens hjerte. Tilbage hos trolden ser Venius at både den og konen er blevet noget ældede, og da han smasker hjertet i panden på trolden så den dør, forvandles bjerget tilbage til et slot.

Hist.: Denne samling af danske folkeeventyr i grønlandsk genfortælling er fortalt af Cisi, der også fortalte fra den grønlandske overlevering. Ifølge Jens Rosings forord har hun hørt dem af sin mor og mormor og de stammer tilbage fra 1800-tallets midte, da alskens illustrerede udenlandske fortællinger og bibelhistorier blev publiceret i småbøger og i "avisen" Atuagagdliutit på Rinks trykkeri i Godthåb / Nuuk. Cisis fortællinger er taget med her for at vise hvor forskellige de er fra de egentlig grønlandske - trods tilpasningen til genkendelig grønlandsk kultur. (jeg er ikke klar over, hvorfor brødet til vinen (med allusion til nadveren) absolut skal være rugbrød - kendte man midt i 1800-tallet endnu ikke andet hvidt brød end skibskiks?)

Kukkujooq og tupilakken / Kúkujôq tupilagdlo

Print
Dokument id:1282
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Kukkujooq og tupilakken / Kúkujôq tupilagdlo
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 393 - 397, nr. 47
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 159 - 162.

 

Resumé: Fortsættelse af "Han bliver næsten fanget af tupilakken".

Kukkujooq er klar over / overbevist om, at tupilakken er lavet af hans egen mor,

Kaakaaq.

Han overvejer derfor længe, om han skal partere den straks og dermed

lade den leve op igen og vende tilbage mod hende selv, eller tage den med

hjem, hvor hun vil afsløre sig, når hun ser den. Vred over ikke at

have kunne magte ham, vil hun da vende vreden mod en anden, og det må

blive mod hendes egen mand Imaakka. Denne, K.s stedfar, har ladet ham

døje meget ondt, og K. beslutter at transportere tupilakken med hjem i

forventning om, at hans mor vil udføre den hævn, han godt kunne ønske

sig over sin stedfar.

Det går foreløbig som ventet. Kaakaaq, der endnu ikke er blevet ganske

blind, genkender tupilakken, skriger, synger ajaaja, har dermed

afsløret sig og blir nu ganske blind. K. befaler Imaakka at partere

tupilakken og endelig lade alt blod løbe ud på jorden. I. adlyder sin

stedsøn, fordi en sådan tupilakfanger er ham for stærk, og kaster

ifølge sin egen viden dens luffer og snude ud i havet. Således går

tupilakken helt til grunde uden at have forvoldt nogens død.

 

Hist.: Kukkujooqs søn Juuserfi har godkendt Sandgreens udgave af

faderens selvbiografiske fortællinger, hvorfor denne fortælling må

afspejle noget sandt om Kukkujooqs forhold til sin mor. Se også: J.

Rosing 1963: s. 295 -297. Piisui / Kukkujooqs persondata, søg på:

Sandgreen 1987: s. 263 - 264: "Drengen Piisui".

 

Dateres til ca. 1900.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Kúnak helbreder Atsâjik for helvedesild

Print
Dokument id:1664
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Kunnitsi (Kúnitse)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Kúnak helbreder Atsâjik for helvedesild
Publikationstitel:Sagn og Saga
Tidsskrift:
Omfang:side 167 - 169
Lokalisering:Kulusuk: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé:

Tid: ca. 1890. Maratsis søster Atsaajik blir ved Kangaartik nær

Kulusuk ramt af helvedsild, og skriger uudholdeligt af smerte. M., der

befinder sig i Sermiligaaq og kunne helbrede hende, kan man ikke få

fat i. Med møje får man overtalt bopladsfællen Kunnak / Eqeeqqoq, der

er Maratsis sangkampven, til at forsøge. A.s kostbare perlesmykke med

fem lange perlepiske, som man tilbyder ham til gengæld, lægger han det

over det angrebne brystparti og giver sig åndepustende til at gentage

en formular til sveden driver af ham og hans tarmskindsanorak blafrer

om ham. De fem perlepiske borer sig ned i A.s kød og efterlader en

vifte af ar, da hun senere kommer sig. Allerede næste dag er krisen

overstået, og smerterne fortager sig lidt efter lidt. K. tar nølende

mod smykket, og da hans egen datter senere dør uden at hans forsøg på

at genoplive hende lykkes, mener han, at A.s sygdom må være faret over

i hende.

 

Var.: Jens Rosing har genfortalt beretningen i Hvis vi vågner til havblik, Borgen, (om Nappartuko-familien - se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9.) 1993: 137-138.

 

Hist.: Historisk fortælling fra slutningen af 1800-tallet.

 

Kommentar: Kunnak omtales gerne som ilisiitsoq, heks; En sådan, mand el. kvinde, opfattes i nutidens Grønland gerne som asocial. Kunnaks praksis omfatter imidlertid helbredelse i samme grad som skadevoldende hekseri. Og han tilkaldes ganske ofte, især til afværgelse af effekten af hekseri. Han er Kaakaaqs læremester i heksemidler, som hun ifølge flere kilder har brug for som "modgift" mod det frygtindgydende ved de hjælpeånder hun får sig. Søg på: Kunnak; Eqeeqqoq.

Kunitsi

Print
Dokument id:1939
Registreringsår:1937
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Junta
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Kunitsi
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 119 - 126
Lokalisering:Tiderida / Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

Ved Qernertewartivit / Qernertivartivit  

Her (ø ud for østkysten af Ammassalik - øen) overvintrer i sultevinteren Kunnitsi med kone, Angani / Aannganni, og to sønner, hans gamle far Angiseq / Angiseeq, hans (Kun.s) svigersøn (?) Nerangitseq / Neeqanngitseq med kone og to små døtre, og Oqisada / Oqqisaaq og hendes mand.

Da de tre mænd føler sig for afkræftede til at tage på fangst beslutter de at besøge bopladser i Sermilik - fjorden, hvor folk almindeligvis siger at der er god fangst. Kunnitsi, Nerangitseq og Oqisada's mand går da afsted i det eneste tøj, de endnu ikke har spist, og det ser ret broget ud. Første sted de gæster er Savanganeq / Sivinganeq, hvor man også sulter, men Itiwiak og hans kone har dog endnu et klapmydskranium lagret i skindet med spækket og en del blod på, som de tre gæster får til deling. De er stadig sultne og det lykkes Kunnitsi at få Itiwiaks kone til at give dem også lidt ledknuder (el. lign,?) i harsk spæk, en portion der alligevel er for lille til deling mellem husets øvrige sultne indvånere. Kunnitsi, der er åndemaner / angakkoq bliver så bedt om at kurere en lille syg pige. Under seancen stiller han diagnosen: sjæleran, henter straks sjælen og sætter den tilbage i pigen, hvorpå han erklærer hende rask.

Som betaling får han et stykke af en sene, som han afviser med ønsket om et stykke skind i stedet. Han får så en stump sålesind, som han først stikker i kamikskaftet, men alligevel - imod god skik - straks hiver op igen og tygger i sig.

Efter tre dage hér fortsætter de til Ateqi / Attereq, - fortællerens forældres sted, hvor de får noget harsk spæk på et stykke sælskind at tygge og under pres også kanten af et stykke såleskind med spilehullerne, som Juntas fars kone skal til at skære til. Senere vil Juntas far gerne høre Kunnitsi's smukke stemme, men efter nogle hæse forsøg, blir den først smuk, da han får en stump spæk at smøre den med. Efter tre dage hér går de hjemad. Nerangitseq falder gennem isen i en sø og må lades tilbage med forfrysninger i benet. Man henter ham senere, men da er han død. Liget lægges ude foran husgangen, fordi man måske senere blir nødt til at spise ham. Liget får selskab af to nye, Kunnitsis to døtre, der dør kort efter hinanden. En dag forlader Kunnitsi huset, erklærer sig for skilt fra sin kone og går til Kuummiit / Kuummiut. Straks efter går Oqisada mod Qoarmiut / Qoarmiit trods hendes mands bøn om at blive. Snart falder han i hendes spor og fryser til is.

       Mens sulten fortsætter tar Kunnitsi's kone, Aannganni og hendes datter, Ungu, fat på at spise de døde uden for. Da den gamle Angiseeq dør blir også hans magre skabilken spist.

Endnu lever desuden to små piger. De lades tilbage i huset da Aannganni og Ungu flytter ud i telt i den første sommervarme. De lykkes dem at gøre ild med bueboret. Småpigerne dør inde i huset og fortæres. De to kvinder blir senere hentet af tre mænd, og da de kommer til Kuummiit tager Kunnitsi Aannganni til kone igen.

 

Hist.: Vedr. datering se Victor Ajatok 118 under Hist.

Var.: Rosing, Jens 1963: Qernertivardik. De to versioner stemmer ikke ganske overens mht. slægtskabsforhold og stednavne.

Kuuitsi truer Christian Rosing på livet

Print
Dokument id:2313
Registreringsår:1944
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Rosing, Christian
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Kuuitsi truer Christian Rosing på livet
Publikationstitel:Hvis vi vågner til havblik
Tidsskrift:
Omfang:side 58 - 62
Lokalisering:Sermiligaaq: Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Resumé:

 

Kuuitsi, efterkommer af Nappartuku og Atsivaq, var bange for præsten Christian Rosings overnaturlige evner. Engang, da Rosings sønner sammen med kammerater under en umiaq-rejse morede sig med at "skyde" duer ved at pege på dem, ville Chr. Rosing for sjov vise dem, hvordan man gjorde. Han pegede på en gammel flyvende due, der straks slog vingerne sammen og faldt død ned på vandet (den viste sig senere at være uspiselig sej og blev givet til hundene). Det satte respekt i folk, ikke mindst fordi denne præst havde det med at pege, når han prædikede. Man flyttede sig uroligt til siderne. Han mente sig at have et udmærket forhold til Kuuitsi, der ikke desto mindre engang kom padlende lige imod ham med rejst lanse. Rosing bevarede roen, og Kuuitsi tabte modet. Laurits Ningavaat fortalte så i 1961 Jens Rosing om årsagen: Rüttel havde i sin tid to gange behandlet Kuuitsi for bjørnebid med alm. salver og uden trolderi. Han var helt ufarlig. Men det var Chr. Rosing med fingeren ikke. Med sådan en finger, fortalte man, kunne man pege et menneske ned i et mørkt svælg af onde drømme. Derfor havde Kuuitsi besluttet at skaffe folk af med den farlige præst (hvis sønner ovenikøbet havde pralet af, at deres bedstefar havde været angakok). Jens spurgte Laurits hvad han ville have gjort i Chr. Rosings sted. Peget på Kuuitsi så han var faldet om af skræk, svarede Laurits grinende.

 

Hist. Chr. Rosing afløste Rüttel i 1904. Historisk overlevering om medlemmer af slægten Napartuku og Atsivaq. Se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9.

L'ours-tupilek / Bjørne-tupilak

Print
Dokument id:1925
Registreringsår:1937
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Kara
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:L'ours-tupilek / Bjørne-tupilak
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 82 - 83
Lokalisering:Kangerlussuatsiaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

Niki / Nikki, den store bjørnejæger boede i Agernanaj / Akinnaaq nær Kulusuk. Han dræbte isbjørne på den særlige måde, at han havde nøgen overkrop for at bjørnen ikke skulle have skindtøj at gribe fat i, svøbte sin venstre forarm ind i sælskind og stak den dybt ned i gabet på bjørnen mens han med højre hånd stak den i låret. Og fordi bjørne er kejthåndede / venstrehåndede, var det begrænset hvor megen skade den kunne gøre ham med sin højre lab.

       Andre bjørnejægere brugte samme teknik (fordi det var mere spændende end den alm. metode), men de havde nu ofte ar på ryggen.

       Nikki blev dog selv offer for en isbjørn, ikke en vanlig bjørn, men en tupilakbjørn, som han selv havde lavet og sendt mod en fjende, der åbenbart var ham for stærk. Han så den på lang, lang afstand, den var enorm, kom hen til huset, og da Nikkis lanse ramte forbi, blev han fanget ind af bjørnen og ædt.

       Senere vendte den tilbage, fordi et forældrepar, der havde opkaldt deres barn efter Nikki, havde skældt barnet ud. Det lykkedes dog faderen at jage den væk.

 

Var.: Rosing 1960, Nikki; Jens Rosing 1993: Hvis vi vågner til havblik, s. 54 - 58 (ikke med i basen).

 

Hist.: En historisk fortælling om en af de større bjørne, der fik held til at overfalde mennesker. Se fx Kuuitse / Kûitse / Kuuitsi, der to gange blev bidt næsten ihjel); Aataaq / Sermilimmi nannup nerisaa; Âtâq, ham, som bjørnen åd. Fortællinger om tilbageslag fra tupilakbjørne tjente gerne som forklaring på sådanne angreb. Se tupilak / tupilakbjørn.

La grande famine des deux hivers consécutifs / Den store sult i de to sammenhængende vintre

Print
Dokument id:13
Registreringsår:1937
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Junta
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:La grande famine des deux hivers consécutifs / Den store sult i de to sammenhængende vintre
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 141-142
Lokalisering:Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

Resumé:

Dengang var der to store åndemanere i Ammassalik området: Naaja og Aja / Ajijak (?).

Naaja får et forvarsel om de to vintre, der vil følge efter hinanden uden sommer imellem, da han er på fangst ved Innartilik lidt nord for sin boplads, Umittivartivit (på Sermiliks østvendte kyst, BS). To remmesæler holder hovedet over vandet i længere tid og siger på skift: unga (hér?) og ikka (dér? dér i syd?). Han opfordrer derfor alle på bopladsen til at fange og samle mest muligt forråd og hver morgen og aften kun spise hver en lille stump spæk med en lille stump kød. Allerede første vinter, hvor det sner endeløst, bliver de, trods en masse forråd, temmelig afkræftede. Men det lykkes Naaja både at harpunere og miste en sæl og bagefter at få en, da han er ude med sin lillebror. De er meget omhyggelige med at slikke alt blodet af harpunspidsen, der har siddet i sælen de ikke får, og at slikke alt blodet udenpå den de får. Om sommeren smelter kun det øverste lag sne, og da det viser sig umuligt at få umiaq'en / konebåden på gled i smeltevandet, tar man betrækket af for at spise det under næste vinters nød. Også den bliver hård, men det lykkes at komme igennem den uden dødsfald. I alle de andre fælleshuse er mange helt uddøde, mens andre har overlevet ved at spise deres døde fæller.

Det næste forår smelter sneen og det vrimler med sæler igen.

 

Var.: muligvis Sandgreen 1987, nr. 37.

 

Kommentar: varslet fra de to remmesesæler er interessant, fordi remmesæler netop ofte forbindes med strenge sultevintre. Remmesælen trækker hen på efteråret ud fra fjordene, hvor isen lægger sig, og holder sig altid ude bag iskanten på havet om vinteren, fordi den ikke har åndehuller i isen.

Hist.: Denne dobbelte sultevinter, som der også er fortællinger om på vestkysten (og andre steder på den nordlige halvkugle), må være den i 1815 - 1816, der fulgte efter Tamboras enorme vulkanudbrud på Sumbawa, Indonesien i juli 1815 (se også Jens Rosing: Hvis vi vågner til havblik, 1993:11. Ikke registeret).

Om Naaja er der overleveret talrige fortællinger. Søg på Sandgreen 1987, der også rummer et par fortællinger, nr. 37 om disse to vintre med kolossalt snefald, og Rosing 1963. OBS!

La mort d'Akku / Akkus død / Aggu / Akku

Print
Dokument id:32
Registreringsår:1937
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Apulu fra Tiderida (Abudu)
Nedskriver:Kristian fra Kangerlussuatsiaq
Mellem-person:
Indsamler:Victor, Paul-Émile
Titel:La mort d'Akku / Akkus død / Aggu / Akku
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 185
Lokalisering:Tiderida / Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

Aggus søn køber for en hund nogle perler af Tubajangitseq / Tupajanngitseq, der selv har købt dem på en handelsrejse sydpå. Aggu ønsker sig perlerne til en af sine fire koner. Far og søn skændes en del om det og truer hinanden med sjæleran, idet de begge er åndemanere / angakkut. Aggu kvæles i opkastet af sit eget blod, fordi sønnens hjælpeånd har spist hans sjæl.

 

Var.: Rosing 1963, Aggu

Hist.: Aggu levede fra 1843 (ca.) til 1891.

Også varianten fortæller at Aggu kvæles i sit eget blod. Sandsynligvis er han død af tuberkulose.

La mort d'Imaka / Imakas død

Print
Dokument id:1927
Registreringsår:1937
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Apulu (Abudu / Kajammat / Kâjangman / Kaajammat / Kukkujooq)
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:La mort d'Imaka / Imakas død
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 89
Lokalisering:Tiderida / Tineteqilaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

Kâgâ / Kaakaaq, angakkoqen / åndermanersken, der var blind i 1937, ville af uransagelige grunde ikke fortælle Victor noget, da han besøgte hende. Det blev så hendes søn Kukkujooq, døbt Apulu, der fortalte, hvordan hans stedfar, Imaakka, engang havde lavet en tupilak imod ham ved at bygge den op omkring tungen af en hvalros, som Apulu havde dræbt. Imaakka / Imãka var ond i sulet og misundelig på Apulu. Ranet af tungen blev opdaget i så god tid, at moderen, Kaakaaq, fik afværget tupilakangrebet med sine særlige evner. Tupilakken vendte sig derfor mod Imaakka, der var den første til at opdage en hvalros ud for sommerteltpladsens næs, Kagadi / Kakalik (Ifølge Jens Rosing skulle det være Ajangitaq, se ndf.). Han roede ud som den første i fuld fart, men blev angrebet af hvalrossen, der først dykkede og vendte kajakken rundt nedefra, og da Imaak. kom på ret køl igen, sænkede den begge sine stødtænder i hans ryg. Senere så man blot den tomme kajak med bunden i vejret og en masse blod omkring den. Liget blev ikke fundet. Hvalrossen havde taget det med sig.

 

Var.: Sandgreen, Øje for øje og tand for tand, 1987: Imaakka dør. Jens Rosing, Sagn og Saga fra Angmagssalik, 1963: Hvad der i folkemunde går om Kâkâq / Kaakaaq.

 

Hist.: Historisk beretning om Imaakkas død d. 3. marts 1915.

 

Kommentar: Der er i tidlig kristen tid ofte noget djævelsk over store hvalrosser, ligesom også hvalrossen i førkristen tid absolut ikke var et dyr man havde lyst at identificere sig med. Fortælleren antyder en vis ekstra hævn ved at understrege, at denne hvalros tog den onde stedfar med sig ( i dybet; til helvede?).

 

Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

La mort de Napartugu / Nappartukus død

Print
Dokument id:1922
Registreringsår:1937
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Nada
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:La mort de Napartugu / Nappartukus død
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 74 - 76
Lokalisering:Sermiligaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

Maratsi's bedstefar Napartugu / Nappartuku var gift med Azia / Atsivak. De boede i Sermiligaaq. Nap. lå omtåget af feber og med ondt i alle lemmer. Han bad sin kone skaffe en angakkoq / åndemaner sydfra, hvis hun kendte en. Det gjorde hun. Imidlertid gik Nap. fra forstanden næste dag. Hans to sønner bandt ham til briksen og hans ene arm til en sten så stor som tre hovder (patsisit kaldtes to aflange sten man gerne havde parat til det formål, BS). Men Nap. fik revet sig fri, styrtede udenfor, klatrede op på en skråning, faldt ned bag huset mellem sine hunde, og tog tøjet af styk for styk mens han gang på gang råbte, at nu kom Ada's / Âtâq's / Aataaq's datter. Så, at nu var hun kommet, senere at nu var hun taget afsted igen. Han løb nøgen rundt om huset og trængte ind gennem tarmskindvinduet som var der bare hul, skønt den var sikret med en tørrehæk mod hundes indbrud. Stadig splitternøgen og med erigeret penis greb han et enormt fad med kød - det kunne rumme en hel parteret sæl - løftede det op og kastede det mod briksen, så både den og Atsivak's lampe smadredes. En af sønnerne sprang op på den smadrede briks, kom bag på Nap. og skubbede ham hen over gulvet så han faldt og slog sig bevidstløs. Man lagde ham på briksen og ville til at binde ham igen, men den ene søn sagde vent, og han brækkede både sin fars arme og ben og rev hans skuldre af led. Denne søn hadede sin far, fordi han mente han havde forårsaget hans kone og søns død. Da Nap. kom til sig selv fik han at vide at han havde været fra forstanden. Og uden at kunne røre sig lå han flere måneder på briksen før han døde.

 

Hist.: historisk fortælling fra sidste halvdel af 1800-tallet. Nap. døde i 1879.

 

Var.: Jens Rosing 1963: 77 - 80: Nápartuko / Nappartuku.

Se også Jens Rosing: Hvis vi vågner til havblik. 1993, hvor dels Nappartuko er genoptrykt og Rosing gennemgår hele slægtens historie (ikke inkluderet i basen hér).

 

Kommentar: Desværre er det ikke altid muligt umiddelbart at harmonisere Victors stavning af navne med andres, fx Jens Rosings, eller med den autoriserede østgrønlandske. Søg også på Nappartuku.

La mort de Pidaka / Piitakkaats død

Print
Dokument id:1919
Registreringsår:1937
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Junta
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:La mort de Pidaka / Piitakkaats død
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 64 - 65
Lokalisering:Tiderida / Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

Junta var dreng og boede i sin fars telt sammen med Pidaka / Pílâkân / Pîlíkât / Piilikkaat / Piitakkaat / Pillakkaan, og i pladsens andet telt var det Maratsis og Ajukutooqs hushold. Pidaka havde dræbt Simujooq i baghold ude i kajak, ladet liget føre bort af strømmen. Da medfangerne kom hjem og fortalte om mordet, besvimede Simujoqs kone. Maratsi friede til hende senere og hendes betingelse for samliv var, at han dræbte Pidaka som hævn over Simujooq. Hævnmordet fandt sted i Juntas fars telt, hvor Maratsi og Ajukutooq overfaldt Pidaka. Alle tre sloges. Børnene gemte sig rystende af skræk under skindene, Juntas mor, der var ved at flænse en sæl besvimede på hovedet ned i dens åbnede mave. De kæmpende tumlede ud, hvor Pidaka blev dræbt, transporteret bundet langs Maratsis kajak ud til en ø, sønderlemmet dér og stykkerne spredt allevegne, for at den dødes sjæl ikke skulle kunne samle sig sammen til hævn.

Den følgende sommer fandt Junta og nogle kammerater mens de legede på en nærliggende ø, hovdet af Pidika inde i en fangstblære, der flød omkring i en sø.

 

Var.: se Hist. ndf.

 

Hist.: Drabet på Pidika, der selv havde flere mord på samvittigheden er bl. a. bekræftet hos Jens Rosing, Sagn og Saga fra Angmagssalik, 1963: 152 - 153 (Pílákân), og medregnet i de 9 mord i alt, der blev begået fra 1884 til 1893 (Holm & Petersen 1921: Medd. Grønland 61:618). Se også Sonne 1982, Études Inuit Studies, Vol 6.

 

Kommentar: Personnavne er ikke altid genkendelige i Victors stavemåde.

Le chien de la lune / Månehunden

Print
Dokument id:1930
Registreringsår:1937
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Junta
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Le chien de la lune / Månehunden
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 93 - 94
Lokalisering:Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

Ved Itaj / Ittaajik holdt Missuarniannga engang åndemaning, bundet, i mørke, med trommen på en vis afstand på gulvet, og et skind foran husgangsåbningen. En af hans hjælpeånder ankom og meddelte med kælderdyb røst, at Månens hund var på vej for at straffe beboerne for et tabubrud. Alle beboere flygtede i samlet flok over isen til Siarngarteq - boerne, men måtte først gemme Punngujooq, Abels første kone ved Tasiilaq, med hendes frosne fødder indhyllet i skind i den omvendte konebåd på stativet. En anden kvinde, Oqisa, der var dårlig til bens sakkede langt agterud, men blev hentet og båret af en behjertet person fra Siarngarteq. Da man vendte tilbage og af skræk havde bedt Siarngarteq - boerne tage med, var der nu intet sket med huset. Alt var som da man havde forladt det.

 

Var.: se Hist. ndf.

 

Hist.: Historisk beretning fra slutningen af 1800-tallet. Bekræftes af Jens Rosing 1963: "Overvintringen ved Nunakitseq", hvis informant altså stedfæster begivenheden til Nunakitseq, formentlig øen Nunakitsit nordvest for Kulusuk. Ifølge kortet i Victor skulle Itaj ligge ret langt mod nordøst for Kulusuk så nogenlunde hvor øen Itterajik ligger. Men Siarngarteq placeres på Victors kort på øen nordvest for Kulusuk, ret over for Nunakitsit. Alt taler for Nunakitsit som seancens sted.

 

Puungujooq blev, ifølge Jens Rosing ansat ved handelsstationen og gift med Abel dér.

 

Kommentar: I flere historiske fortællinger fra Østgrønland om skræmmeånder eller selve Månen, der kommer på besøg under en seance, efterlader gæsten huset i eet kaos. Indvånerne får således bevis på besøget, da de vender tilbage efter flugten. Se fx: Den straffende månemand; En månefortælling; Karrak;Måske har Missuarniannga ikke haft nogen assistent, der kunne rode i huset, mens alle var væk.

Lille Sivert

Print
Dokument id:537
Registreringsår:?
Publikationsår:1976
Arkiv navn:
Fortæller:Filemonsen, Cecilie
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Lille Sivert
Publikationstitel:De store konger. Ni grønlandske eventyr. Holstebro 1976
Tidsskrift:
Omfang:side 47 - 50
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Oversættelse: Jens Rosing.

Resumé:

Kongens datter er blevet røvet, mange har søgt, ingen har fundet hende, og kongen har brugt næsten alle sine penge, da Sivert dukker op og får lov at søge. Han får tre mønter med. De to graver han ned undervejs op i indlandet, et sted hvor vejen runger, og han mærker stedet med blod som han banker frem af sin næse. Den gungrende vej fører op til et slot, hvor kun en gammel kone er hjemme. Sivert giver hende sin 3. mønt og fylder hende med en masse løgn om at han er usårlig. Det fortæller hun glad sine sønner, en større bande røvere, da de vender hjem. Efter maden spiller de kort med den gevinst at måtte sove med ryggen til kongedatteren. Sivert vinder, bliver vist ned i kælderen, hvor en udmarvet prinsesse ligger. Til alt held har Siv. gemt et stykke brød på brystet.

       

Næste dag følges han med brødrene til sit gemmested for mønterne og siger, idet han peger på et bjerg i det fjerne, at derovre er der virkelig noget at røve. Røverner farer af sted, Sivert vender tilbage til den gamle kone med den ene mønt. Hendes sønner er alt for langsomme. Se her, hvad han allerede har røvet! Hun blir glad og får senere ved at vise mønten beroliget røverne, der vender tomhændet hjem. Det samme gentager sig næste dag. Den tredje dag har Sivert ikke flere mønter, så straks røverne er forsvundet i løb mod bjerget, løber Sivert tilbage, befaler den gamle at give sig alle nøglerne til røvernes skatkamre, og dernede finder han et sværd og et stykke klæde. Med sværdet hugger han hovedet af den gamle og i klædet bærer han prinsessen bort på ryggen. I en havneby får de husly. Han har så meget søvn til gode, at mandskabet på et skib, der lægger til, når at komme byen rundt, finde prinsessen, tage hende med ombord og sejle bort, inden Sivert vågner. Men han får en stor ravn til at flyve sig til slottet, hvor han ansættes som skraldemand, da man træffer ham rodende i møddingen. Der holdes stor middag for prinsessen og skibets kaptajn, der skal giftes med hinanden. Sivert får lov til at bære en tallerken suaasat ind som han spilder af, og kongen kommer selvegen ud køkkenet efter den skyldige. Sivert bliver peget ud, kongen går uden et ord, prinsessen kommer ind i stedet og fører Sivert med op til omklædning. Begge præsenterer sig med hver et stykke af stoffet, hun blev båret i, om maven. På stoffet står et eller andet skrevet. Kongen overlader straks til Sivert at afgøre om skibets kaptajn skal dræbes eller ej. Og Sivert lader ikke nåde gå for ret.

Hist.: Denne samling af danske folkeeventyr i grønlandsk genfortælling er fortalt af Síse, der også fortalte fra den grønlandske overlevering. Ifølge Jens Rosings forord har hun hørt dem af sin mor og mormor og de stammer tilbage fra 1800-tallets midte, da alskens illustrerede udenlandske fortællinger og bibelhistorier blev publiceret i småbøger og i "avisen" Atuagagdliutit på Rinks trykkeri i Godthåb / Nuuk. Sissis fortællinger er taget med her for at vise hvor forskellige de er fra de egentlig grønlandske - trods tilpasningen til genkendelig grønlandsk kultur. Bl.a. er det karakteristisk, at helten går op i indlandet, ikke "ud i verden", når noget skal opsøges eller lykken prøves.

       Ellers er denne fortælling mindre sammensat af forskellige udenlandske eventyr og bibelske citater end Sissis øvrige fortællinger fra De store konger.

Liv blandt Fjeldånder

Print
Dokument id:2283
Registreringsår:1919
Publikationsår:1921
Arkiv navn:
Fortæller:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Liv blandt Fjeldånder
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, I
Tidsskrift:
Omfang:side 22 - 34
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskr. KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 418, ss. 1 - 44. Knud Rasmussen har nedskrevet fortællingen på dansk, men i den trykte version er den noget forkortet og flere episoder er udeladt. Til sammenligning har jeg her renskrevet Rasmussens nedskrift.

Kaarali, søn af Missuarniannga, har formentlig dikteret fortællingen på vestgrønlandsk, idet Rasmussen med mellemrum noterer lidt på grønlandsk og nu og da går over til telegramstil:

Åndemaneren Migssuarnianga / Missuarniannga og hans læretid.

 

M. mistede som halvvoksen sin fader og tog sig hans død meget nær. Han elskede sin fader og havde selv været sin faders øjesten. Som forældreløs følte han alleslags savn, thi faderen havde været en meget dygtig fanger. Han sultede nu hver dag, og frøs, da han ikke længere havde varme klæder. Når han slet ikke kunne holde det ud, gik han op i fjeldene og græd der hele dagen igennem. Han kunne blive ved med at gå hen og græde til han ikke længere havde tårer og var helt udmattet.

En dag kom åndemaneren (angakkoq) Aggu / Akku på besøg til bopladsen, og da han skulle hjem mødte han den forgrædte dreng.

(M. var opkaldt efter Aggus stedfader og denne kaldte ham derfor: angutingúvara (min lille forsørger ?).

Aggu kom hen til ham og da han så hans røde øjne sagde han:

"Nu har du igen været ude og begræde din fader."

Drengen sagde ingenting!

"Du har igen været ude at græde over din faders død. Du gør ikke ret i at begræde ham så meget. Selv har du intet udbytte af gråd og du gør det blot svært for din far at komme ind på i (sic) de dødes land, når dine tårer sådan holder ham igen. Du skulle hellere se at blive åndemaner / angakkoq / angakok. Så vil du kunne se din fader igen og du vil ikke længere være så fattig."

"Jeg ved ikke hvordan jeg skal bære mig ad, og jeg er også bange for at blive åndemaner!"

"Jeg skal lære dig det."

"Du skal gå op i fjeldene og søge efter en sten, der er hvid på den ene side, sort på den anden. Derefter skal du opsøge en sø; den skal du komme til fra dens vestre side, thi solen viser sig først på den østre side. Så skal du stryge [gnide den sten du har fundet, på en qârsoq / qaarsoq / klippeflade, du skal stryge den ind imod dig, således at du stryger i samme retning som solens bane. Stryger du ud fra dig selv, vil du stryge hjælpeånderne bort fra dig, i stedet for ind til dig.

Således skal du stryge. Mærker du ikke noget, skal du gå ned til havet og der søge dig en sten ud; også denne sten skal være sort og hvid, men den skal ligge låledes at den aldrig ligger tør af havet. Du må vade ud til - . Stenen skal være således at der sidder meget tang og havplanter på. Når du har taget denne sten op skal du vaske dig over hele kroppen med tang, og du skal derefter atter vandre tilbage til søen. Når du har vasket dig med tang, vil det "lysne" for dig, det som før var mørkt omkring dig vil blive lyst, og du vil blive mere (?) seende. Hjælpeånden vil komme til dig. - Dette skal du først gøre. Siden skal jeg fortælle dig mere."

Drengen fik af alt dette stor lyst til at blive åndemaner, men det var ikke muligt at foretage fjeldvandringen, fordi de boede på en lille ø. Vinteren faldt ham derfor meget lang - han længtes meget efter fastlandet og fjeldene.

Først hen på efteåret flyttede de til et større land, det var ikke fastlandet, ganske vist, men en del af Kulusuk-landet, hvor der er høje fjelde, og som er kendt som stedet, hvor åndemanere har mødt overnaturlige ting.

Såsnart de kom hertil vandrede han ind i landet mellem fjeldene, op til Qalerangnenerup (Qalerujooneq ?) qulequtâ / qulequtaa (øverste del). Han havde ikke svært ved at finde den sten han skulle stryge med, den lå lige for ham ved en sø. Han overholdt nøje alt, hvad Aggu havde sagt, nærmede sig søen fra venstre, og satte sig ved en qaarsoq (klippeflade) og gned hele dagen. Han mærkede slet intet usædvanligt og gik bedrøvet hjem: Thi han troede ikke at han kunne blive åndemaner.

Dagen efter gik han langs med havet, helt ude i det, for at finde en sten, sort og hvid, som han nu kunne stryge med. Han fandt den hurtigt, så den var overgroet med havplanter.

Næppe havde han funde denne sten - og var på vej op mod søen i i fjeldene, før han traf en inuarigdligoq / inuarulligaq (târajuatsiaq / taarajuatsiaq angakkoqglose eller: iâjiatsiaq / iaajivatsiaq / dværg.

Den lille mand slog følge med ham.

"Hvad hedder du?" spurge drengen.

"Jeg hedder Qataitsâq / Qataatsaaq / Diskant."

Drengen rørte nu ved ham og den blev hans taartoq / hjælpeånd

Dværgen fortalte nu drengen alt det, som Aggu / Akku allerede havde fortalt ham og fulgte ham omtrent helt op til søen. Her forsvandt han.

Drengen begyndte nu at stryge stenen rundt, og han havde ikke strøget ret længe før vandet i søen begyndte at bevæge sig. Han blev meget bange, han ville meget gerne (flygte?), men holdt sig dog tilbage, fordi han meget gerne ville blive åndemaner.

Så begyndte en hvirvel at rejse sig midt ude i søen, det ligesom kogte i en strøm, der drejede rundt, så dannedes der ligesom en fordybning dér, hvor hvirvlen havde stået, og vandet i søen hævede sig op sank, havde sig og sank, og søerne slog op på bredderne. Og nu viste der sig et uhyre midt ude i søen, noget, der lignede en bjørn, men dog også mindede om en hund, - og uhyret vendte ryggen til ham: Atter tænkte han på at flygte, men nu kunne han ikke røre sig af stedet. Bjørnen drejede sig langsomt til højre og vendte sig om imod ham og kom så svømmende. Hans krop lå fast, men så var det som om øjnene alene forsøgte at flygte. Da bjørnen rører ved ham, vælter han om imod den, men da den løfter forpoterne er han oppe igen. ?? skifter han fra den ene stilling til den anden. Hver gang den sætter fødderne på jorden / land, vælter han om imod den, men han rejser sig atter, hver gang den løfter benene. Uhyret så meget frygtindgydende ud. Halsen var lige så bred som selve kroppen. Han havde også hørt omtale at bugen var hul og åben, men dette var ikke tilfældet. Den havde blot langt hår på bugen.

Da uhyret nåede ham, væltede han om imod det; han kunne slet ikke holde sig tilbage; så mærkede han blot den varme ånde og et bid i nakken, der gjorde forfærdelig ondt, og så besvimede han.

Hvorlænge han lå bevidstløs ved han ikke selv, men han vågnede ved sang, - og genkendte stemmen: det var dværgen Qataatsaaqs stemme. Han opdagede da, at han lå fuldtstændig nøgen og at han var fuldstændig udmattet.

Bange for sin mor - komme hjem uden tøj - men går dog alligevel hjem over, da han ikke kan andet.

Sunaissukarsâmik (?) inuk ilisarnagitsorssuaq: qimaniaraluarpoq (hvad var det? et menneske der virkede kendt: den var ellers flygtet): hans trøje, den standser lige foran ham. Tager den på. Siden på samme måde kamikker og bukser, der kommer løbende.

Han holdt alt hemmeligt ved sin hjemkomst, men besøgte bjørnen tre gange ialt. -

 

Der gik nogen tid og siger moderen til ham:

"Du skulle gå til Sapusat (i nærh. af Norsiit / Noortiit) for at fange laks!"

Og så gik han til Sapusat for at fange laks. Da han kom i hærheden af elven så han en ravn sidde der og fiske.

Den vil vi forsøge på at ramme med en sten, tænkte drengen.

Og så listede han sig ind på den idet han søgte dækning bag en fjeldkam. Men da han kom frem fra fjeldkammen og skulle kaste sin sten, var ravnen blevet til et menneske, et lille bitte menneske, en dværg.

Han gik hen til ham og spurgte:

"Hvad hedder du?"

Jeg hedder Anaavoq og jeg bor bag Tissungasoq" (Titsingaleq ?), og så fangede de laks sammen.

Da drengen skulle til at gå hjem, sa ---

"Hvorfor skulle jeg ikke give dig den halve af denne store laks, jeg har fanget?"

Og så skar han laksen over og gav drengen den.

"Men hvad skal jeg nu sige til min mor, når jeg kommer med en laks der er skåret midt over?"

"Du kan jo bare sige, at det var én ravnene havde spist af, og så skar du den over!"

Så rørte drengen ved Anaavoq og dværgen blev hans hjælpeånd.

 

Nu tænkte han kun på at få sig en angiut (fil, gnidemiddel). Dette er en lille fjordsæl, som åndemanerne kan kalde til sig, og som kan fortælle om, hvem der har fanget og hvem der er syg. Han gik da atter tilfjelds og gav sig til at gnide og stryge en sort-hvid sten rundt på en qaarsoq. Han sad længe og gned og strøg - og tilsidst var det da som om fjeldet han strøg den mod pludselig blev helt blødt, det føltes slet ikke mere som hårdt og samtidigt gik den ligesom ned i fjeldet. Han løftede nu stenen op og opdagede, at der havde dannet sig et hul i fjeldet, et hul, der gik helt igennem, ned i dybet, og som ganske lignede et åndehul på isen. Da han tog stenen væk, kom der et væsen og stak hovedet op af hullet; overkroppen var ganske som en sæls, men hovedet var uden sener og kød, som en dødnings. Den så meget uhyggelig ud.

Såsnart den fik hovedet op gav drengen sig til at tale med den, og dens tale var som et menneskes. Da han havdet fået at vide, det som han ønskede, hvem der havde fanget og hvem der var syg, satte han atter stenen for hullet og gik hjem.

Denne åndesæl opsøgte han tre gange og den var derefter hans ejendom, hans hjælpeånd.

 

Nu ville Missuarniannga gerne have en tornârsuk / toornaarsuk til hjælpeånd. Toornaarsuk er den af alle hjælpeånder der kommer hyppigst til åndemaneren, og regnes gerne for tornat nalagait / toornat nalagaat / hjælpeånders herre. Kan de øvrige hjælpeånder ikke klare en sag op, kalder åndemaneren på toornaarsuk. Kun equngasoq regnes for større end toornaarsuk, men det er kun meget sjældent, at en angakkoq kan få den som hjælpeånd.

Equngasoq samanersuaq siorâne / sioraani nunaqarpoq (bor dybt neden for stranden, BS) og kommer altså ikke fra havet, når man kalder på den.

M. ville nu altså gerne have en toornaarsuk, men tiltrods for at han gik og gik oppe mellem fjeldene, ville der ikke vise sig noget overnaturligt for ham.

Så møder han en dag Aggu, og Aggu spørger ham om han nu har fået en toornaarsuk.

Nej, han havde da ikke fået nogen t. endnu, og han havde dog gået meget om mellem fjeldene.

"Det tager også altid tid at få en toornaarsuk, sagde Aggu, man må gå meget efter den; den er svær at få fat på. Men du skal holde ud, giv ikke op, men gå bort i ensomhed mellem fjeldene."

Så gik M. atter om for at møde noget overnaturligt, for at opleve noget, men det var som om han aldrig skulle få nogen toornaarsuk.

Aggu havde fortalt ham, hvordan han skulle bære sig ad med at få en:

Han skulle gå ned i nærheden af havet, da ville det en gang hænde at toorn. ville vise sig. Han skulle da tage en lille hvid sten og kaste den på t. med sin venstre hånd, og når han så ramte den, blev den hans toornaarsuk.

"Hvordan skal jeg kunne ramme noget med venstre hånd?"

"Du skal se. Det går af sig selv," havde Aggu sagt.

Så var det en dag at Missuarniannga sad på en fjeldknaus i nærheden af en lille vig; han tænkte den dag slet ikke på toornaarsuk - og så var kom (sic) der pludseligt noget levende op af vigen, han så en mægtig ryg, og så siden et ansigt, der var midt mellem et dyr og et menneskes, - og dette ansigt kom op af havet og smilte til ham.

Det er sandt, du skal jo ramme den med en sten! - tænkte M.

I samme øjeblik så han en lille hvid sten lige ved siden af sig, - og idet t. atter dukkede ned og kun viste sin ryg, greb han den hvide sten med sin keite / kejte / venstre og kastede. Stenen ramte uhyret lige i ryggen, og uhyret gik langsomt under vandet - i retning bort fra ham.

M. rejste sig nu for at gå hjem, men da var t. vendt om og svømmede ind under land, gennem klippe i jorden (? klippegrund ? BS). Da den kom ind under ham, var det som om han blev så underlig let og ??? i kroppen - han følte sig så underlig, som om han ikke rigtig gik på jorden - og således var det på hele vejen hjem, fordi t. fulgte ham under jorden. Først da han kom omtrent helt ned til husene, forlod t. ham, og da var det som om han fik et tryk på skuldrene. Han blev så pludselig tung. Det var fordi t. ikke længere opholdt sig under jorden, lige under ham.

Således fik M. en t. Han søgte den ikke op flere gange, thi det er nok når man en gang har mødt en toornaarsuk og ramt den med en lille hvid sten. Da blev den for stedse ens hjælpeånd.

 

Nu var han så vidt at han begyndte at tænke på at få sig en ajumaaq. En ajumaaq er en hjælpeånd der er halvt menneske, halvt hund. Kroppen er et menneskes, men den har kun tre fingre og tre tæer. Hovedet ligner en hunds, men ser ellers meget uyggeligt ud. Den har sorte arme og ben og svæver hen over jorden. Den går ikke, den svæver uden at berøre jorden. Alt hvad den rører ved må rådne og dø.

Så gik han til fjelds og gik og tænkte bare på dette ene, at han gerne ville have sig trolden ajumaaq til hjælpeånd. Han besteg et fjeld, men var dog ikke længere inde i land end at han kunne se havet. Han satte sig på fjeldet i nærheden af en kløft og blev pludselig betaget af en ubestemmelig angst. Han rystede over hele kroppen af angst, og vidste dog ikke hvad det var han var bange for. Så gik frygten lige så pludselig over som den var kommen, og med et var det som om kløften begyndte at bevæge sig; kløftens rand begyndte at bevæge sig, og han hørte ganske svagt nede fra kløftens dyb:

"agtungara aujumârtoq!/ attungara aajumaartoq"

"Hvad jeg rører ved må rådne dø."

Stemmen var fjern og ganske svag. Han ventede længe på at den skulle blive stærkere, men så kom han til at tænkte på, at dette ikke ville ske. - Stemmen ville ikke blive stærkere, før han selv havde gentaget ordene:

"agtungara aujumârtoq!"

Da kom stemmen igen, men højere end første gang han hørte den. Og så råbte han igen, højere igen, og for hver gang han gentog det, des højere skreg trolden:

"agtungara aujumârtoq!"

Han stirrede ufravendt mod kløften, og så kom trolden ganske langsomt frem. Den så forfærdelig ud. De sorte arme var strakt frem imod ham, han så den klolignende hånd med de tre fingre, og hovedet, der var spidst og skarpt, noget som en hunds, men uden hår, og med store stikkende øjne. Han så ufravendt på trolden, der langsomt og lydløst svævede hen imod ham, og da var det ham så nær, at han kunne mærke dens varme ånde, faldt han sammen og besvimede. Han mærkede blot at ajumaaq gik hen over ham.

Da han kom til sig selv igen så han straks hen mod kløften. Men der var intet mere at se. Trolden var forsvunden.

Siden besøgte han stedet endnu to gange, og da han havde set ajumaaq tre gange, blev den hans hjælpeånd.

---

Selv en åndemaner-lærling der får en ajumaaq må også se at få sig en amoo - der kan indfinde sig, når de laver angakkoq-kunster og det bliver mørkt i huset. Der var ingen der havde lært ham, hvordan han skulle bære sig ad og han gik derfor blot op i fjeldet - rundt om, og nede ved havet, stadig alene, i ensomhed.

       

Det følgende i parentes hører ifølge Rasmussens note i margin til fortællingen om Kangialeq, BS:

(En dag var han, som han havde fået for vane, ude at gå, og den gang tænkte han slet ikke på at få sig nogen amoo. - Han var bare ude for at gå og havde lagt sig i en kløft ved en elv - på et meget frodigt sted, et smukt sted, hvor han bare lå ned og så på strandbredden eller bare var et lille stykke fra ham (???))

 

Mens han opholdt sig på en skråning ud mod havet hørte han pludseligt imap nunavdlo akornanit (fra midten mellem hav og land, havstokken), svagt, næsten hviskende: amoo.

amoo.

Han ventede længe på at høre lyden igen, men da den ikke blev gentaget, kom han til at tænke på at det var skik? og brug, at åndemanerlærlingen selv skulle gentage ordet. Og så sagde han:

amoo - amoo!

Straks voksede tonen - og da han blev ved med at gentage ordene, blev det tilsidst til et vældigt råb:

amoo - amoo!

Og nu så han pludselig en trold komme op fra dybet. Øjnene var store og runde, næsten som ild skinnede de imod ham, de blev ved med at se på ham, idet den skød op af vandet. Hovedet var vældigt, næsten bare hoved og en lille krop, små ben, men nogle lange, lange arme, der blev rakt op imod ham. Aldrig havde han set så lange arme, og ligesom ajumaaq havde denne kun tre fingre, en vældig klo var det, der blev rakt op imod ham.

Så mistede han bevidstheden, og da han kom til sig selv igen, lå han helt nede ved højvandsbæltet. Det var amoo der havde trukket ham derned.

Amoo så han kun denne ene gang, og dermed var den hans hjælpeånd.

---

Ved Itilleq (i nærheden af Kulusuk) - en grøn frodig plet - var en elvkløft. ??? mødte han en dværg, inuarulligaq, en lille mand med spraglet-skinds benklæder, spragle-skinds støvler, blålig anorak.

"Hvor kommer du fra?"

"Umîviup timânit! nunarssuit ingê kunigssârtigdlingit tikigtunga / Umiiviup tmaanit! nunarsuit ingii kunissaartillungit tikittunga. (Fra Umiiviks indland. Jeg kom herhen ved at lade det store lands venusbjerge kysses, (dvs. presse bjergene sammen for at mindske afstanden. Rasmussen)

I sin venstre hånd bar han noget der lignede en hul pind, inde i den stak der noget frem, der lignede tre fingerspidser. Det var hans våben. Han fortalte at han havde stjålet en del tørret kød ved Umiivik og at den mand han havde stjålet det fra hvde været så rasende over tyveriet at han havde råbt:

"ángiortoq saqúnerdle!" / anngiortoq saqunnerli  (kom til syne, den der kommer som en tyv om natten, BS)

Så havde dværgen, vred over råbet, vist sig (for) manden og peget på ham med sin pind, og da var manden død med det samme.

Denne lille dværg glemte han at berøre og derfor blev han ikke hans hjælpeånd.

---

Så kom den tid da han fik sig en kajak og begyndte at færdes på havet. Da var atter hans toornaarsuk hos ham og hjalp ham, hvis han kom i fare.

Nu var det hans højeste ønske at få sig en innersuaq (en af ildfolket, BS), men mange gange måtte han ro til havs forgæves. Der viste sig ingen for ham. Så var det en gang, at han besøgte et sted ved Ikerasak, hvor der var en gammel hustomt, mens han var her ser han en kajak vesten for sig, uden for sig. Den kom hen mod ham og han opdagede da: ingen kinder, ingen næse - Det var nu ikke rigtigt at sige, at han ingen næse havde: ??? qâkiviaq / qaakiviaq, meget, meget lille næse.

De kom i snak med hinanden.

"Hvad hedder du?"

"Nagkalia" / Nakkalia (den der er skabt til at falde ned, Rasmussen)

"Hvor har du land?"

"Henne ved det skær! Du skulle komme og besøge os. Vi er kun ene to, min kone og jeg."

Han gik derefter på besøg. Den underjordiske gned hen over stenene ved fjæren med sin hånd, og så løftede landene sig, og de så ind i en smuk, frodig dal, hvor de havde et hus, et smukt lille hus.

Da inn. gik ud af sin kajak opdagede han, at han var sigfîtsoq / siffitsoq (en med hoftelammelse), - igdligtut / illitut (i begge sider).

Han fortalte at han havde forsøgt at trylle sygdom over en anden, men at hans fjende havde været stærkere og havde slået ham med den sygdom, som han forsøgte at trylle ham med.

Inde i huset var alt fint og rent, alt træværk skinnede hvidt. Et skind var hængt op over indgangsåbningen og rullet op, det var tegn på at Nakkalia var en ivrig åndemaner.

Han fortalte at han havde haft 5 sønner, men at de alle var dræbt af fjenden.

"Når er du født?"

"I forgårs"

Dvs. itsarsuaq (ikke rigtig læseligt, BS) - for længe siden.

"Hvor længe lever I"

"atanigte / atanitti naggatat nalunarpoq" (Man kender ikke ophøret af tilknytningen (til livet). Dvs. vi kender ikke til at dø , Rasmussen).

Man siger om en åndemaner: ikiâgsigtoq / ikiaassittoq: når han besøger en innersuaq (?? ikke sikker på læsningen. BS).

 

Han fik intet at spise, dertil var han endnu ikke tilstrækkelig stor åndemaner. Fik han da noget at spise, ville han glemme sin hjemrejse.

Da (han) siden afsluttede sit besøg og tog hjem mærkede han slet ikke at han kom inde fra jordens indre.

Denne innersuaq besøgte han kun én dag, og dermed var Nakkalia hans hjælpeånd.

Da han således havde fået sin første innersuaq, varede det ikke længe før han fik en til. Han var ude i kajak da han opdagede en anden kajak, der kom roende gennem vandet uden at man kunn se vandet røre sig for kajakken: minittorneqanngitsoq.

Da han kom nærmere, så han nøje efter om hans kajakpels var kantet med rødt; det betyder at manden er farlig. Så snart han så at linningen om hans pels var blå, roede han ham rolig i møde.

"Hvor bor du?"

"sangnît timane! / sanniit timani (i landet nedenfor kysten , BS ?)

Han havde også en lille broder, der også var ude at ro i kajak.

"Rør ved mig", sagde manden, hvis havn nu er glemt.

Så rørte han ved ham, og mødte ham siden endnu to gange.

Dermed var også denne innersuaq hans hjælpeånd.

---

Engang skulle han fra Amitsuarsuit / Amitsivartik til Tasiusaq / Tasiilaq; da han paserer nakatákat itínerat / nakatakkat itinnerat (rypernes lavning, Rasm.) hører han oppe i luften en vældig susen, og går derpå i land for at undersøge det nærmere. Han tog med sig sin kniv og et stykke spæk og gik op i land. Ved en lille sø så han en stor mand ligge ned - magelig henslængt med hånden under kinden. En gang imellem klappede han på græstørven ved siden af sig, og det var det der gav den mærkelige lyd oppe i luften.

Da kæmpen, der var en timerseq af de middelstore, det vil sige - af sagdlêt / salliit, de der bor yderst mod havet, så, at han kom bærende med en kniv og et stykke spæk, vinkede han med hånden for at lade ham forstå at han skulle lægge det. Manden var så stor at han (M.), selv bevæbnet, ikke ville kunne gøre ham noget, og han lagde derfor både kniv og spæk.

Mandens navn er glemt. De talte sammen, og indlandsboen spørger ham om, hvordan det går med hans angakkoq-kunster. Jo, det gik meget godt.

Har du lært: "asíkut angalaneq"*, at flyve - at færdes gennem luften? (BS: udtrykket bruges i Østgrønland også om at færdes til fods i indlandet / det øde / den anden verden i søgen efter hjælpeånder).

"Nej, det er der ingen der har lært mig!"

"Det skulle de have lært dig. Nu skal jeg lære dig det!"

Så blæste (pustede) han ud over fjorden og en fin tynd røgsky blev synlig fra Kiliglâjuit (? Kigdluisâjuit / Killuisaajuit, ifølge den trykte tekst) over mod Akugdlêt / Akulliit. Så bøjede indlandsboen benene, samlede dem under sig og fløj hen over den smalle røgsky. Det så ganske ud som en glidebane på nyis. Denne fulgte indlandsboen til Akulliit og kom tilbage den samme vej.

"Sådan færdes vi!" sa' han. "Sommetider, når I ser tågeslør op over fjeldene, så er det os, der er på luftfart. Rør nu ved mig, så skal jeg siden blive din hjælpeånd."**

Og så rørte M. ved ham og indlandsboen blev hans hjælpeånd.

Denne indlandsbo opsøgte han kun denne ene gang, og så ham ikke mere.

Men han forstod nu den kunst at flyve - gennem luften.

 

Siden gik der lang tid og han oplevede intet mærkeligt, men så var det hans farbror, Kiajkaq (?), der boede ved Amitsivartik ved mundingen af Ammassalik-fjord, bestemte sig til at rejse sydover for at handle ved Pamiua (Pamialluk?) Missuarniannga  boede den gang selv ved Nunakitsut ved Sermiligaaq. Hans onkel havde ønsket at se ham, inden han rejste ud på den lange handelsfærd, der ville tage flere år, og han begav sig derfor på vej i kajak, idet han lagde sin rute bag om Ammassalik-fjord.

Da han passerede Êrqua / Eeqqua / Eeqi hørte han en stadig (?) fløjten og hvislen ovre fra den anden side. Han bestemte sig straks til at ro over og undersøge hvad det var. Da han roede over så han en vældig kæmpe oppe på land. Han sad ned og fløjtede, og hver gang han havde udstødt et fløjt, slog han med hånden - daskede han med hånden på jorden ved siden af sig.

Han (M.) tog sin kniv og begyndte at arbejde sig ud af kajakken. Men da han havde fået benene halvt ud og så, hvor stor kæmpen var, gøs det i ham, og han var lige ved at ro bort igen. Men så skød han modet op i sig og krøb helt ud af kajakken. Han havde sin kniv i hånden, men så snart kæmpen så dette, vinkede han til ham og lod ham forstå, at han skulle lade kniven blive tilbage.

Så gik han op til ham.

Så snart han var oppe, sagde kæmpen:

"Mig skal du ikke være bange for. Jeg ligger bare her og nyder udsigten (alianâr...lunga (?)).

Han havde netop sagt dette, da der viste sig en endnu større og vældigere kæmpe, der kom oppe fra fjeldet.

De lignede mennesker men var blot ganske blå i klæderne.

Og denne sidste kæmpe smilede til ham og han var derfor ikke bange for den.

Så kom der en tredie øst fra, han kom krybende og skulende og så meget alvorlig ud. Han var helt rød om anorak-linningen, og det var tegn på, at han var meget farlig. Han fik ikke tid til at blive bange for denne, thi så hurtigt efter ham kom der endnu en kæmpe, den største af dem alle sammen, nede fra hans kajak. Denne gang var han lige ved at flygte, så forfærdelig, så umådelig så denne kæmpe ud, - men da han kom smilende frem, gik hans angst hurtig over.

"Mig skal du ikke være bange for - Jeg er den ældste af os. Vi er brødre. Der er kun ham dér, sa' han, og pegede på den tavse og alvorlige. Han kan sommetider ikke ?? sindet."

De sad nu der alle og talte sammen. Og en af dem sagde:

"Maratsi kommer meget hyppigt forbi her; han bor ved Nunakitsut / Nunakitsit, men hvor meget vi end fløjter, kan vi ikke tildrage os hans opmærksomhed. Han hører os ikke. Han er ikke åndemaner nok. Men så snart vi begyndte at fløjte ad dig, voksede dine øren ud ad og blev umådelige, de strakte sig helt over os til, og du hørte os øjeblikkeligt."

De sad atter noget og talte sammen. Så siger de:

"Skal vi se hvem af os der kan se længst?" Og dette blev de enige om.

Den mindste af kæmperne har de bedste øjne og opdager en kajak langt ude i fjordens munding. Lidt efter lidt får brødrene også øje på den, men Missuarnianngaq kan slet ikke få øje på den.

Da stryger den yngste af kæmperne ham over øjnene, og da er det pludseligt som om hele verden bliver lys - han bliver klart seende og langt, langt ude får han nu øje på kajakken.

--

Derpå gjorde han sig klar til at rejse videre. Og berørte nu den største og den mindste, der begge blev hans hjælpeånder.

"Skal vi ?? dig hurtigt frem til boplads?" sp. de -

"Det behøves ikke, sa' M. - jeg har min toornaarsuk." Og så gik han i sin kajak og roede bort.

Et stykke ude i fjorden så han tilbage for at se hvad der var blevet af kæmperne, og han så da at de alle med samlede knæ og krumme ben havde hævet sig op i luften og de sang alle højt, ivngertorsûvdltik / inngertorsuullutik - idet de hævede sig op over fjeldene og forsvandt.

Selv kom han også hurtigt frem. Thi hans toornaarsuk holdt sig lige under hans kajak og gjorde den let, og således nåede han Amitsuarsuk inden aften.

 

Da hans farbror senere for sydover for at drage på handelsrejse, fulgte han konebåden helt ned til Ikersuaq, hvorfra han vendte ?? tilbage. Da han kom til øen (akuut) Angiit (Angiitit ?) syd for Sermilik-fjorden så han to kajakker forude. Der lå storis mellem ham og kajakkerne, og den lå således at de ville være skjult for ham lige til han havde passeret storisen, men da ville han også møde dem klos ind på livet. Han roede derefter frem, kom gennem isen, og så straks at det ikke var rigtige mennesker, det var innersuit. Hans kajak havde en sådan fart på, at han gled lige hen til dem. Den nærmeste af mændene havde blå anorak-linning, mens den som var længst borte fra ham havde røde linninger både om hætte og håndled, og således var meget farlig.

"Er du bange for os? Ja, han der", sagde den nærmeste og pegede på ham de de røde linninger, "kan være meget ondsindet, slår også meget gerne mennesker ihjel, myrder, overfalder, men det er min lille bror, så jeg er ikke bange for ham, og du kan derfor være rolig. Han (hedder?) Tunuigât / Tunuigaat."

De lå nu sammen mellem isen og talte samamen, og da de skulle skilles, rørte han ved ham med de blå linninger.

"Vil du ikke også røre ved mig?" spurgte så menneskedræberen.

Jo, så M. berørte ham, og således fik han de to underjordiske til hjælpeånder. De havde land ved den østre side af Angiitit-øen (??). M. søgte dem ikke oftere op, da de med det samme var blevne hans hjælpeånder.

 

Kort tid efter var han ude i kajak på solsiden af Angiitit-øen. Silagik, silagik: dejligt vejr, dejligt vejr! seqínanik, seqínanik: solskin, solskin!

 Så hører han en summende lyd som fra en flue, og lidt efter:

"ee - ee- ee! jeg kommer ikke op!"

"Kom du kun op hvis du kan", siger han.

Og så kom hun op! Det var en kvinde fra innersuit, og hun kom op med bortvendt ansigt.

Hun sagde. "Tidligere var her mange sæler på denne tid af sommeren, der var så mange, at man ikke kunne se ende på alle dem der kom op for at puste. Men siden Ulutaaq roede her forbi, skønt hun var paqúnartoq - havde været med til stensætningen af en død - forsvandt alle sælerne."

"Men hvem er Ulutaaq?"

"Hun kaldes også Aleqaaja!"

Så vidste min fader (fortælleren Kaaralis far, Missuarniannga, BS), hvem det var. Han kendte blot ikke det første navn.

"Besøg mig," sagde kvinden.

Og da M. ikke rigtig vidste, hvad han skulle gøre, sagde hun:

"Jeg er ikke farlig. Vi er kun to i husene, jeg og så min plejesøn."

Så strøg hun med en finger hen over en kløft, og så kom der straks land tilsyne, der steg en boplads op fra havet, fra fjæren, og de så et stort hus med fire vinduer.

"I bor da ikke alene i det store hus?"

"Jo, nu skal du bare se!"

Ved husgangen så han et skinnende hvidt stykke træ. Det lignede ribbenet af en hval.

"Det der er noget jeg skal bruge til at købe mig en ulu for", sagde hun. Og så gik de ind i huset.

"En gang var vi mange, mange mennesker i dette hus", fortalte konen. "Men de mennesker, der bor østen for os, har dræbt dem alle sammen. Der bor to brødre ikke langt herfra, de er de eneste der bringer os kød."

Det må være Tunuigaaq og hans brødre, tænkte (min fader (overstreget af Rasm.)) M.

Så viste der sig et ansigt for vinduet og straks sagde kvinden:

"De har opdaget at jeg har en gæst - nu må du straks flygte, for ellers bliver du dræbt!"

Han ville springe ned i husgangen, men den gik sammen, groede sammen, så han ikke kunne komme ud. Derefter sprang han til det første vindue, også det groede sammen, lukkede sig for ham - og så det næste, alle udgange lukkede sig for ham, så ofte han forsøgte at komme ud. Først ved det alleryderste vindue slap han ud med besvær og flygtede derefter bort af alle kræfter, og han blev ved med at ro og ro lige til han nåede til Amitsivartik ved mundingen af Am.-fjorden.

Dette var meget farlige folk at besøge, og længe efter kunne han mærke skrækken i livet.

 

Lang tid efter disse begivenheder roede M. sammen med den nu døde søn af åndemaneren Aggu / Akku til ammassætpladen for at hente tørrede fisk.

På tilbagevejen gav de sig til at synge inngerutit, - og de roede da under sang - de sang, og de sang idet de passerede Kúarmiut / Quarmiit ?, Pitsiulleq (?), Kigdagdoq (?), It-tala (Ittaajik ?), - tilsidst var de nåede til sydsiden af Ujarasussuit, og da de sluttede af her, svaredes der inde fra land, således som der svares af tilhørere, når en trommesang afsluttes.

De sang igen en vise, og idet de afsluttede den, gentog det samme sig, der svaredes af tilhørere inde fra land.

Så blev de enige om, at de ville synge endnu en sang og så slutte den af ganske pludseligt. Dette gjorde de, - og stemmerne inde på land, da de ikke var forberedte på denne pludselige afslutning, kom således til at lyde ganske tydeligt.

Så roede de ind til land for at se, hvad det var.

aunámagûsakasime-ilâ(?), råbte de og fik øje på en inuarulligaq / dværg, sigsfigsoq igdlagtut, ãma kiasiga (?) --- krum. pukkelrygget (tosidet hoftelam og pukkelrygget, BS).

"Hvorfor er du sådan på kroppen?"

"Jeg har forsøgt at hekse folk til med sygdom, men jeg har ikke været stærk nok i min trolddom og derfor har jeg selv fået alle de sygdomme jeg har tiltænkt andre."

"Hvad er det I har på kajakkerne?"

"Det er qingersâqat! (qeersaqat / havkat ?)

"Smager det godt?"

"mamaqaaq" / det smager dejligt

"Hvor bor I?"

"It-talap timaani / i It-talas indland. Men næste år vil jeg tage ind og fange ammassætter. Hvorfor giver I mig ikke nogle? Og lidt spæk (aammaqqaaq!). Jeg er ikke angakkoq og derfor fattig. Jeg bor ene med min kone."

Og derpå fløj dværgen bort gennem luften op mod fjeldene bag It-tala. Og han istemte en sang så vældig, at hele verden (silarsuaq tamarmi) genlød af sangen.

Denne dværg så M. ikke mere. Han var ikke angakkoq og duede derfor ikke som hjælpeånd.

 

Han havde nu allerede mange slags hjælpeånder og var således i færd med at blive en stor angakkoq, men manglede endnu en død, et lig, en dødning, "qarlimaatsoq".

Hvorledes han skulle bære sig ad med at få en sådan i sin magt vidste han ikke, og ofte gik han derfor forbi grave, gamle grave, for at den døde skulle vise sig for ham. En dag var han ude at gå, på vandring, og da han kommer forbi en grav, hører han inde fra graven en susende lyd: surrrr - surrrr - surrrr!

Lyden kom stærkt og tydeligt, og så snart han hørte det, standsede han og lyttede. I samme øjeblik kom den døde farende ud af graven, det gik så hurtigt, at han ikke en gang kunne komme til at dækkke sig, og i samme øjeblik han berørtes, mistede han bevidstheden.

Da han langt om længe kom til bevidsthed igen, var dødningen borte, og han selv var ganske udmattet havde slet ingen kræfter. De vendte først langsomt tilbage.

Denne dødning berørte ham kun én gang. Han så den ikke mere, men det var også tilstrækkeligt, thi nu var den hans taartoq / hjælpeånd.

 

Der var gået nogen tid efter dette - han var ved Noortiit på en tur ?? over Vardefjældet. Her lagde han sig til at sove, og hørte nu gennem søvnen, langt borte, langt, langt borte et spædbarn skrige, så snart han hørte dette mistede han bevidstheden. Han havde lige fået tid til at se, at det havde sorte arme. Da han kom til sig selv igen lang tid efter, sad han endnu med ansigtet vendt mod det sted, hvor han havde set spædbarnet.

Siden besøgte han endnu 2 gange stedet, to gange uden at sove imellem, og så spædbarnet tre gange.

Derefter blev også dette hans hjælpeånd.

 

(Den gamle innersuaq og hans søn med den skæve mund - står der i margin - som oversskrift, BS). Er den skævmundede equngasoq, BS?)

saqilerpoq. Orsûlerviap tunganut ilangormiut tikilerdl: qaqortuvatsianguaq. / Han var ude i kajak. I retning mod Orsuulervik kom han til Ilangormiut: en lille skinnende hvid (ikke sikker på oversættelsen, BS) Men han betragter den for at blive klar over, hvad det kan være: Sarqiseq / en kajakroer (? BS) med større fart bagfra: en gammel innersuaq! M. ikke bange, blå kant. - "Det er min søn der forude! Skæv mund, flænget helt op til ørene. Han kan kun tale i hæse småråb og klynk." Den gamle fortæller, at det er tupilakken han har lavet, som er gået retur. Selv har han været for stærk, og så har de hævnet sig på sønnen.

Opsøger og rører dem tre gange, så bliver de hans hjælpeånder.

 

Angalerpoq Amitsuarsuup / Amitsivartiip timaanut. ilivertoqarsuaq. Tassani angialerpaa / Han tager ind i Amitsuarsuks bagland. Der er en gammel grav. Den giver han sig til at gnide på med en sten. Så hører han derindefra en lyd: he - e - e - e! Stenene uvaasut / bevæger sig / slingrer. Pludselig bliver der synlig en lille lysstribe, at se som en regnbue, en regnbue, der farer fra solen og ned til graven; ned i graven.

Gravstenene åbnes på den side der vender mod vest. Og en kvinde rejser sig fra graven; hun vender ryggen til. Sort i ansigtet - og over hele kroppen hentørret over det hele.

Hun vender sig langsomt og vugger i hofterne henimod ham. Da besvimer han og vælter henimod hende.

Silatsûlerpoq / silatsuulerpoq: sang! ingerpalainguaq / inngerpalaanguaq. Det var Qataatsaaq / Diskant, der vækker ham med sang.

"Hvorfor er du her?"

"Dødningen er nu din hjælpeånd, hun har budsendt mig, for at jeg skulle vække dig."

Han så kun dødningen denne ene gang.

(Med denne episode afslutter Rasmussen den trykte gengivelse, hvor han lader genfærdene, som M. møder til slut i nedskriften hér, både anvise M. graven, hvis lig han får som hjælpeånd, og bestille Qataatsaaq til at vække ham igen. BS)

 

("Åndemanerne der påkalder stående" - står der i marginen som overskrift. Men Rasmussen har ikke stykket med i den trykte tekst, BS)

Norseine únuarsiordlune (?). saqivdlune seqineq nuilerssoq tikivdlune. ivnerpoq. Alle kvinderne til sælerne. ene i teltet. Artulerpoq. Hører: ungaa - uua - uaa! aggerpaligtoq bag fra teltet, pamut perpatiligpoq. artulerpoq: iseriarp: naulungiarsuk kîsame inerqinartoq ersisangivdluiqaqaoq. Aggerfigînalerpa. misigssuleriarâ: hudløs i hovedet. Op på briksen til ham.

(Han har hygget sig om aftenen i Norsiit. Da han roende når hjem er solen stået op. Der lyder sang (?). Alle kvinderne er ude for at flænse sæler. Han bliver afmægtig. Hører spædbarnelyde. Det lyder som det nærmer sig bag fra teltet, det støjer ved ?. Han magter det ikke: den kommer ind. Han undersøger den: hudløs i hovedet. Den klatrer op på briksen til ham. BS)

Da høres pludselig stemmer ude, kvinderne kom snakkende og leende tilbage fra flænsningen. Og i samme øjeblik kilumut pularoq (smuttede den ned ved fodenden, BS).

Han anede ikke hvad dette skulle forestille, men fik senere af Aggu at vide, at det var aqerdlorsainatdlit / aqerlorsaanallit - de største og stærkeste af alle åndemanere - taartut! / hjælpeånder dvs.: åndemanere nikorfavdlutik tivavdlutik tôrnisatut / nikorfallutik tivallutik toornisartut / der maner ånder stående og svajende fra side til side.

 

(Dværgfolket på vandring. (Dette afsnit er også udeladt fra den trykte tekst, BS))

Angalârdlune Porulortusume nasivdlune talerpa oqalúpaluk / angalaarluni Porulortusumi nasilluni / Under en tur er han taget op på P. (Puulortuluk ?) på udkig.

ser sig omkring. kommer vandrende små bitte dværge, lidt højere end en finger. Der var en gammel mand med et langt, langt  skæg, og en kvinde med amaat.

Den gamle: Agtornianga! / attornianga / rør ved mig.

De andre gik videre, men den gamle blev stående og fortalte:

"Der boede en gang en storfanger her ....., vi stjal, vi plejede at stjæle af hans kødforråd. Han har nu forladt stedet, og siden har ingen boet her, der fangede så godt. Og det lider vi meget under.

Vi så dig i går herfra, du lå da ved Amitsivartik på den anden side fjorden; da vi har set dig i går kommer vi (til?) dig for at blive din hjæpeånd.

Nu er vi på vej til en naboboplads - de andre fået et stort forspring, og jeg må løbe efter dem for at nå dem."

Og så løb den lille mand afsted så hurtig han kunne og blev borte mellem stenene, der var store som fjelde for ham.

 

Ved Amitsuarsuk / Amitsivartik ind over land findes en stor kløft, der kaldes Uvarsat / Uersat / Uersaq. her findes en qârsoq / qaarsoq, angiutilik / en stenflade, et gnidested.

Tass. angialerpoq / her gir han sig til at gnide. Fløjt og hvislen fra kløften. Han vedbliver med at stryge stenen. Pludselig kommer en splitternøgen mand ud af kløften. Besvimer så snart han ser ham. Langt om længe kommer han til sig selv, frysende. Hvor? inde i mørke, frysende, afklædt, kraftløs.

Han vækkes som sædv. af Qataatsaaq, der synger for ham. Hans tøj ligger ved siden af ham. hjem. Ser Uversat / Uersaq ialt tre gange og får ham som hjælpeånd.

Det er uersap inua, der skærmer hans liv mod tupilakker, og vækker ham til live igen, når en død har rørt ved ham.

 

Han ror i kajak fra Immiikoortooq / Immiikeerteeq og idet han kommer gennem Ikerasaq, omtrent ved det sted, hvor han i sin tid traf Nakkalia, hører han latter i nærheden. Straks derefter to kajakker, to afdøde (note i margin: nunaniîtsut qardlimaitsut / de døde der er begravet på land

kan i midsommer vende tilbage til deres grav og leve der, mens der er varmt og skønt på jorden). Det var ?? den ene af dem var i kajak efter sin død og derfor turde han ikke forlade ham. Så nær holdt han sig ved land, at han fik sin åre ind i en lille kløft og nær var kæntret derved. Og det var det de lo af.

 

De kommer ind i en lille bugt, og da misigilerpa silane ivsulasoq / luften dirrer. her finder de et hus. smukt. ingen torsût / husgang. De kommer ind: Kingûngajassimasoq samia tungâne ûngalik / ?. Ingen kone. Den anden har kone. Midt imellem sidder en gammel mand.

Gryderne ophængt i snore, der når helt op til himlen.

Den gamle fortæller:

Vi lider af tagdryp nogen har leget ved vort hus og borttaget nogle af stenene.

- giver ham kød at spise (note i margin): sigende: "du er nu en så stor ang. / angakkoq, der har set så meget overnaturligt at du godt kan spise dødes mad." Hårdkogt, men ikke tungt at sluge.

Det kan spises tre gange. vokser ud på benet igen.

tarkua târtârtâingilai, pulârfigiînarpai.

Da han ikke kan lære mere, men har hjæpånder nok - får han en dag hovedpine, - det er som om hans hjerne buldner op inde fra

vældige kræfter presser på inde fra

kisiane sarqimerdlune

(endnu enkelte stikord på grønlandsk)

 

I den trykte oversættelse er de sidste notater blevet til en lang tekst, der her blot resumeres:

Disse genfærd blev ikke hans hjælpeånder men udpegede ham den grav hvor han gned en død kvinde op af graven. (det ser ud til at være Rasmussens egen sammenkobling af denne episode med den tidligere om den døde, han gnider op af graven, BS).

 

"På den her skildrede måde øgedes for hvert år åndernes store følge for Missuarniannga. Han kom i kontakt med alt det skjulte liv oppe mellem fjældene, som viser sig for mennesker, der søger ensomheden ude i naturen. Alt fik væsen og skikkelse og kom til ham som skabninger af kød og blod. Men ingen vidste det; hans læretid var foregået i dybeste hemmelighed."

 

De sidste hjælpeånder han får er alle dødninge, som regnes for stærke. De blir levende af lys, der strømmer ind i dem, når han kommer til dem, og de stiger op fra gravene som nordlys.

 

Miss. er nu parat til at stå frem, nu hvor han har fået alle de færdigheder en åndemaner har brug for: han kan hente syges sjæle hjem, rejse til månen efter godt fangstvejr, til den farlige Havkvinde, havets mor efter hvaler, hvalrosser og sæler. Og hans equngasoq kan føre ham til de dødes land med deres storfangster og sangfester.

 

En morgen vågner han med vilde smerter i hovedet osv. (se ovf.). Han må holde åndemaning for ikke at blive vanvittig / sindssyg / sindsyg. Under seancen, hvor han er bagbundet, kommer trommen i bevægelse af sig selv og da den berører hans hæl er det som om det første hvide daggry viser sig for ham. Da den berører hans hofter er det selve dagen der viser sig. En senere aften når trommen hans skuldre og da ".. vældede solen med alt sit lys frem for hans åsyn og alle jordens lande samlede sig i kreds foran ham. Alle afstande og al fjernhed var ikke mere.

Missuaarniannga var bleven alvidende og havde samlet hele verden i sig selv.

En ny angakkoq var opstået blandt menneskene."

Var.: søg på åndemaner uddannelse og/eller initiation. Se også søens troldbjørn.

 

Kommentarer:

Mitsuarniannga / Missuarniannga følger det ideale uddannelsesforløb i Østgrønland.

Bemærk at toornaarsuk i nedskriften ikke tildeles helt samme evner som i Rasmussens trykte tekst. T. er i nedskriften ikke den stærkeste af alle hjælpeånder (equngasoq og de særlige hjælpeånder, der selv er angakkut / angakokker og tilkalder ånder stående med kroppen i svingninger, siges at være de stærkeste). Og i nedskriften klarer toornaarsuk det op, som andre ikke kan klare op / gennemskue. I Rasmussens trykte tekst "klarer" han det andre hjælpeånder ikke kan klare. Kaarali er den eneste kilde til toornaarsuks rolle som hjælpeåndernes herre.

 

Der er et par logiske brist: Aggu / Akku råder Miss. til at søge toornaarsuk ihærdigt og længe mellem fjeldene, men Aggus andet råd går ud på at søge denne hjælpeånd ved havet.

Det evige liv, eller den manglende evne til at dø, som er tolkningen af Nakkalias udtalelse om, at han ikke ved, hvornår hans / deres forbindelse med livet slutter, rimer dårligt med drabet på hans 5 sønner.

 

Uersaq / Uisaq kaldes i den trykte tekst for de uægtefødtes herre. I andre forløb optræder denne ånd ikke som en splitternøgen mand, men som et tvekønnet væsen, der enten tilskynder lærlingen til at stå frem som åndemaner eller betegner en dobbeltkønnet tupilak eller tjener som hjælpeånd. Søg på: Uersaq.

 

Rasmussens udeladelser af episoder: Den ene af dem om en tosidet hoftelam innersuaq (gentagelser keder?). Den om den lange række bittesmå dværge (myrer?).

Den om hjælpeånder, der i egenskab af åndemanere påkalder ånderne stående, svajende fra side til side.

Sidstnævnte forekommer beslægtet med Aqartivínalik / Aqartivinnalik, der ifølge Jens Rosing er en åndemaner der kun har een hjælpeånd, en kælevisesynger, og som påkalder ånder ved sang og dans. Hos Jens Rosing beskriver Asiineq Aqartivínalik / Aqartivinnalik som en sjælden slags åndemaner fra en fjern fortid, og effektiv til bekæmpelse af tupilakker (1963: 303 søg på Aqartivinnalik). Dette bekræftes af en fortælling, ibid. s. 304 (er registreret, kan søges).

 

Rasmussens indføjelser af tekststykker, der ikke er med i nedskriften, dækker især slutningen. I indhold afviger de ikke fra det, der karakteriserer andre østgrønlandske åndemaneres første seance. Formentlig er Kaarali fortælleren også til disse episoder. Ordvalget i oversættelsen forekommer dog mere kristent påvirket end normalt: Se Jens Rosing: Sagn og Saga 1963: Aggu; Ajijak; Hvordan det gik Maratse / Maratsi og Sandgreen 1987: Naajas første seance.

 

Stednavnene er ikke alle med på kommunekortet i det ny atlas: Grønland, Pilersuiffik, 1989.

Manden fra Kialêq / Kialeeq

Print
Dokument id:560
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Nakinngi, Ejnar (Nakínge, Ejnar)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Manden fra Kialêq / Kialeeq
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 51 - 53
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiut / Kuummiit: Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Resumé:

Mens en åndemaner er på åndeflugt og hans hjælpeånder på skift

underholder tilhørerne, kommer en mand ind, der ikke er nogen ånd. Han

fortæller om sit land mod nord, Kialeeq, dybt inde i en fjord, hvor

der er rigelig fangst af alle slags, især bjørn. Selv har han en stor

hundeslæde og et spand på otte hunde. Han fortæller om et besøg han

selv engang fik af tre meget store og statelige mænd, der søgte et

overvintringssted. Kialeeq-manden blev henrykt, beværtede dem godt og

underholdt sig med dem hele vinteren. Deres sprog var lidt

fremmedartet men forståeligt. Han fik syet nyt tøj til dem fra inderst

til yderst, da de skulle afsted og fulgte dem fem dage undervejs nordpå,

hvor han dårligt kunne følge med disse store fodgængere på sin slæde.

De skulle rejse endnu mange, mange dage, inden de nåede hjem, og han

har aldrig set dem siden.

Tilhørerne følger Kialeeq-manden ud og ser

ham køre bort over isen på sin store slæde.

 

Hist.: De tre mænd fra det høje nord skulle ifølge J. Rosings

informanter være dorset-folk.

Manden, der aldrig fik sæl

Print
Dokument id:562
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Evan (ûmâtsiakajik / Uumaatsiakajik / Uitsalikitseq / Ivan)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Manden, der aldrig fik sæl
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 32 - 35
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Resumé:

Jens Rosing beskriver til indledning, hvordan man puster en sæl op til

bugsering.

  En smuk ungkarl tør ikke gifte sig, fordi han aldrig fanger noget.

Det skorter ikke på opfordringer med den begrundelse, at hans svogre

vil fange til ham. Han flytter ind til en boplads i en fjord, hvor han

faktisk blir gift, aldrig fanger og altid sover for længe om morgenen.

En dag han ror sent ud får han alligevel ram på en klapmyds, som han

puster op til bugsering og stolt transporterer hjemad langs kysten.

Inde på land får en kæmpe øje på ham og deres samtale foregår i en

vekselsang: "Hvad har du fanget?" "En ensfarvet en!" Hvem skal have

skindet til pels?" "Det skal blive min kones bukser!" Denne fangst

blir mandens største oplevelse i livet.

Manden, der besøgte månemanden

Print
Dokument id:555
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Asiineq (Asîneq / Ningâvan / Ningaavan, Laurits)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Manden, der besøgte månemanden
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 18 - 21
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Resumé:

Et ægtepar mister gang på gang et nyfødt barn og er derfor ustandselig

under tabu. Det blir manden træt af og tar ud på fangst i kajak. Da

han får en flænge i kajakken, beordrer han tilmed sin kone at sy

flængen nede ved stranden. Tråden tar til at brumme, dernæst brøler

den, og manden ser nu Månens kæmpehund komme svømmende for at straffe

dem. Manden slår hunden ihjel, og om aftenen kommer månemanden,

kalder manden ud og slås med ham. Manden er den stærkeste. Da han snor

månemandens pelshætte rundt, truer denne forgæves med, at hvis han

blir kvalt, bliver det aldrig mere ebbe, fuglene vil ikke længere

yngle, og sælerne ikke længere få unger. Først da han truer manden med

sin store ismejsel slipper han taget. Månen inviterer nu manden på

besøg og viser ham, hvordan han ved at kaste sine hunde og slæde op i

luften kan flyve på slæden derop. Manden tar afsted næste aften, men

havner hos Nalikkaadivakaaq, Nalikkatteeq, Indvoldsrøversken, skønt Månen har

advaret ham mod at tage den vej. N. er en stor kvinde, hvis

dansebukser i skridtet har en hund med rød maske og hvide pletter over

øjnene. Hun synger: "Mit svære skræv, smil!" Manden når dårligt at

at smile, før N. har skåret hans indvolde ud, og mere død end levende

når han frem til Månen, der straks henter skålen med indvolde og

befaler sin gæst at æde rub og stub. Da han er kommet sig, klaprer en

af gulvfliserne, som Månen fjerner for at gæsten gennem et rør kan se

folk, der bryder dødstabuer nede på jorden. Månen fortæller, at den

klaprende flise altid forstyrrer hans nattesøvn, og det kan manden

fortælle, da han snart efter kommer hjem.

 

Var.: Besøg på Månen. Den stædige. Uterîtsoq / Uteriitsoq; Et par ægtefolk;

Manguaraq (flere); Kanaks månerejse. Nalikkatteeq. Ajijaks forløsning;

Manden, der besøgte månemanden; Alluunnguaq; Mangivaraqs månerejse; Åndemaneren der for til månen; Maqujuk.

 

Hist.: Fælleseskimoisk myte.

 

Tolkning: Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Månen og Solen".

Manden, der handlede med hvalfangerne

Print
Dokument id:553
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Kunnitsi (Kúnitse)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Manden, der handlede med hvalfangerne
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 47 - 48
Lokalisering:Kulusuk: Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Resumé:

 

En mand digter en pralende nidvise om dengang han i syd roede ud til

et hvalfangerskib og byttede en flot kajakmodel for et fyrtøj, skønt

han hellere ville have haft en lansespids af jern.

 

Hist.: En historisk fortælling, der må tidsfæstes til før 1894. Fra hvilken kyst manden er roet ud er ganske uvist, bortset fra at det er i syd. Hvalfangerne til Spitzbergen passerede næppe i roafstand fra Ammassalik, men i 1600-tallet forsynede hollandske handelsskippere sig med frisk drikkevand på Kap Farvel øen, og de kom ikke for at drive hvalfangst, men kun for at handle med sydgrønlænderne. Men efter 1700 forværredes isforholdene og hvalfangerne, der først på det tidspunkt entrede Davis Strædet, kunne ikke komme til land førend ved Fiskenæsset (Bobé 1915-17; Gulløv 1987:79f) Se essayet: Europæernes handelsvarer

Maratse / Maratsi besøger de døde i himlen

Print
Dokument id:1698
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Saajooq (Sâjôq / Maratsi, Odin)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Jens
Titel:Maratse / Maratsi besøger de døde i himlen
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 280 - 281
Lokalisering:Sermiligâq / Sermiligaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé:  Fortsættelse af Saajooqs fortællinger om Maratsi.

   Maratsi flyver under en seance op til dødsriget i himlen, hvor en

mængde ravneunger vækker hans jagtiver. De er så fede af at æde lig.

Han møder to af sine yngre søskende, der er døde som små, men har

vokset sig store i himlen. Og dér er de havnet, fordi lillesøsteren blot blev smidt ud, da hun døde som spæd, og lillebroderen, fordi han blev begravet til lands. Man ber ham hilse hjemme og sige, at alt

skind skal flås af hunde, der dør. Børnene i himlen blir bange, hvis

hundene kommer derop med skind på snude og poter. Hjælpeånderne husker

ham på at komme hjem, inden det lysner. Senere, da M. er blevet døbt,

siger han altid om den rejse: "For jer kan det lyde som løgn og

opspind, men ikke desto mindre har jeg selv oplevet det."

 

Var.: I en senere publiceret version er Maratsi iført nyt tøj: tarmskindsanorak, smukke kamikker og naatsit (de vanlige smalle underbukser), og hans hår er samlet i en "hestehale" (J. Rosing: Hvis vi vågner til Havblik, 1993: 113).

 

Hist.: Maratsi levede ca. 1854 til 1923 og var fætter til Sanimuinnaq

og Narsingarteq. Saajooq/Odin Maratsi 1905-74, ældste barnebarn af Maratsi.

Kommentar: Almindeligvis forblev man som man var ved døden. I dødsriget hverken ældedes eller voksede man.

 

Tolkning: GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): Dødsriger; Sonne 2000, Études/Inuit/Studies 24(2): Heaven Negotiated ...: 65-67

Maratse / Maratsi besøger de døde i underverdenen

Print
Dokument id:1697
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Saajooq (Sâjôq / Maratsi, Odin)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Maratse / Maratsi besøger de døde i underverdenen
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 277 - 280
Lokalisering:Sermiligâq: Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Resumé: Fortsættelse af Saajooqs fortællinger om Maratsi.

 

Maratsi rejser under en seance ned til dødsriget under havet iført en

ny tarmskindsanorak og kamikker uden strømper. Med sig har han alle

sine hjælpeånder undtagen den lamkindede Immulaa, der holder seancens

tilhørere i ånde. Ved stranden sitrer isen, en revne åbner sig, de slipper igennem og møder en ånd, en tangloppe, der siger, at revnen brød igennem dens grav / bolig. Undervejs møder M. havets andre dyr i tur og orden: Efter

tangloppen en snegl, så en reje o.a. Ved Seernersinnguarsuaq,

landet på havbunden, hvor grundvandet er presset op og frosset,

sprænges mørket af lys. På vej over en stenet landstrimmel slides M.s

såler så kraftigt, at hans hjælpeånder må udskifte dem. Fra en fjeldknold

ser de rejsende teltlejren med de døde nedenfor. De døde forhører sig

om M. er kommet for at blive. Det er han ikke. Fremme i lejren skal M.

befri en masse mennesker under et skinddække for deres lidelser, der

stammer fra de efterladtes tabubrud.  M. får hjælp til det af sine

hjælpeånder. Derefter holdes der en munter sangfest, og en af de

døde råber med hovedet ude af sit telt: "Nu er jeg sammen med mine

kære slægtninge". Lidt for sig og mod nord står Poqqujuks telt, der

har usædvanligt lange teltstænger. Havet vrimler med sæler og det er

et dejligt land. Derhjemmme berømmer Immulaa sin herres fantastiske

evner. Trommen varsler M.s tilbagekomst, Immulaa farer rundt under

gulvfliserne, og endelig hører man M.s stemme op gennem gulvet.

Lamperne tændes og M. kan berette om sine oplevelser.

 

Hist.: Maratsi levede ca. 1854 til 1923 og var fætter til Sanimuinnaq

og Narsingarteq. Saajooq/Odin Maratsi 1905-74, ældste barnebarn af Maratsi.

Tolkning: GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): Dødsriger; Sonne 2000, Études/Inuit/Studies 24(2): Heaven Negotiated ...: 65-67

Maratse / Maratsi bliver stenet af sin tôrnârdik / Toornaarsuk

Print
Dokument id:1690
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Saajooq (Sâjôq / Maratsi, Odin)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Jens
Titel:Maratse / Maratsi bliver stenet af sin tôrnârdik / Toornaarsuk
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 265 - 266
Lokalisering:Sermiligâq / Sermiligaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé:

Fortsættelse af Saajooqs fortællinger om Maratsi.  

Angakkoq'en / åndemaneren Maratsi, der er blevet uvenner med sin største hjælpeånd, en toornaarsuk - vil formilde den,

ved at lade den smide sten efter sig. Han kalder til åndemaning / seance og toornaarsuk'en kaster i alt fire sten efter, men heldigvis forbi ham. Den sidste sten standses på M.s befaling af en af tilhørerne. Den er overgroet af tang

og rurer, sort og kæmpestor, skønt det eneste åbne vand her om

vinteren er den yderste smalle tidevandsrevne. Stenen kan endnu ses

ved Kangaartik, nær Kulusuk. De andre sten har efterladt tydelige

skurestriber i gulvstenene. M. stiger i agtelse.

 

Hist.: Maratsi levede fra ca. 1854 til 1923 og var fætter til

Sanimuinnaq og Narsingarteq. Saajooq/Odin Maratsi 1905-74, ældste barnebarn af Maratsi

Maratse / Maratsi bliver stukket af Iikádik / Iikattik

Print
Dokument id:1691
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Saajooq (Sâjôq / Maratsi, Odin)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Jens
Titel:Maratse / Maratsi bliver stukket af Iikádik / Iikattik
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 266 - 267
Lokalisering:Sermiligâq / Sermiligaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé: Fortsættelse af Saajooqs fortællinger om Maratsi.

 

Maratsis hjælpeånd Iikattik stikker ham to gange for at styrke M.s evner som

åndemaner. Første gang sidder M. lænet op ad briksens bagvæg og

underholder sine fæller. Pludselig skriger han, blodet vælter ud af

hans lænd, han heler det straks med en håndbevægelse, og hans kone

tørrer blodet væk. Anden gang sidder M. lænet op ad briksestolpen og

sludrer med sine fæller, mens andre synger viser i den anden ende af

huset. Denne gang går I.s stik fra ryggen tværs igennem, og blod og

lidt indvolde vælter ud af M.s bug. M. heler straks såret på ryggen,

de syngende genoptager sangen, men M. ligger længe syg, og skærer en

lille tør knast væk fra såret, da det heler. Usoqqu, der var vidne til

begivenheden, har fortalt, at dengang var man så vant til åndemaneres

voldsomheder, at man ikke tog sig af så små hændelser som disse. Men

de viste, at M. var en stor åndemaner. M. laver en lillebitte kniv til

hævn over I., men det lykkes ham aldrig at overraske I.

 

Hist.: Maratsi levede ca. 1854 til 1923 og var fætter til Sanimuinnaq

og Narsingarteq. Saajooq/Odin Maratsi 1905-74, ældste barnebarn af Maratsi

M.s sårheling var et ganske almindeligt

åndemanertrick. Ligeså at lade sig såre af en af ens hjælpeånder.

Maratse / Maratsi helbreder Iarqa / Iaqqa

Print
Dokument id:1696
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Saajooq (Sâjôq / Maratsi, Odin)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Maratse / Maratsi helbreder Iarqa / Iaqqa
Publikationstitel:Sagn og Saga
Tidsskrift:
Omfang:side 275 - 277
Lokalisering:Sermiligâq / Sermiligaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé: Fortsættelse af Saajooqs fortællinger om Maratsi.

 

Iaqqas far sender bud efter Maratsi om at helbrede hans datter for en

kraftig betændelse i lænden. M. bruger ikke tromme, men lægger sig på

briksen under et skinddække og gnider håndfladerne mod hinanden. Han

lader sig besætte af sin storbjørn, skærer hul i betændelsen, slikker

blod og materie op, suger resten ud, blir atter menneske og lader sig

besætte af en anden hjælpeånd, der heler såret med pustning. M. lader

derefter alle sine hjælpeånder besætte sig på skift og blir atter sig

selv. Klog af skade fra et tidligere forsøg på at helbrede en anden

patient, nægter M. at modtage nogen betaling, før I. er helt rask.

Ellers vil hun dø. Hun kommer sig langsomt, og da hun er så godt som

rask, forærer hendes far M. en snehvid hanhund og såleskind af en halv

remmesæl. Da hun er aldeles rask, får M. en kostelig savklinge af

jern. Som sig hør og bør praler M. ikke af helbredelsen. Den lykkedes

blot ved et tilfælde.

 

Var.: Rosing Jens, Hvis vi vågner til Havblik, 1993: 110-112

 

Hist.: Åndemaneren / angakkoq Maratsi levede ca. 1854 til 1923 og var fætter til Sanimuinnaq og Narsingarteq. Saajooq/Odin Maratsi 1905-74, ældste barnebarn af Maratsi.

Maratse / Maratsi stryger Ajijak op af graven

Print
Dokument id:1692
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Saajooq (Sâjôq / Maratsi, Odin)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Jens
Titel:Maratse / Maratsi stryger Ajijak op af graven
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 268 - 269
Lokalisering:Sermiligâq / Sermiligaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé:

Fortsættelse af Saajooqs fortællinger om Maratsi.

 

M. føler sig truet af sin fætter, den berygtede drabsmand Iisimmartik, og opsøger Ajijaks grav for at få nogle af dennes hjælpeånder til sit forsvar. M. stryger

langs gravens dæksten med en sten, inden himlen mørkner og samler

sig til en sort klump, der daler ned i stenen. M. stikker sit ærme ned

til A., der holder så godt fast, at ærmet rives over. A. fortæller M.,

hvor han kan finde hjælpeånden Ikilerpik og får M.s tilladelse til at

komme op og glide hen over M.s ben. M. får ikke fat i Ikilerpik, fordi

M.s bror, Puukaarteq allerede har sikret sig alle A.s tidligere

hjælpeånder. Men Iisimmartik gør heldigvis ikke alvor af sin lyst til

at dræbe M.

 

Hist.: Maratsi levede ca. 1854 til 1923 og var fætter til Sanimuinnaq

og Narsingarteq. Saajooq/Odin Maratsi 1905-74, ældste barnebarn af Maratsi

Maratse hævner sin far

Print
Dokument id:1689
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Saajooq (Sâjôq / Maratsi, Odin)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Jens
Titel:Maratse hævner sin far
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 265
Lokalisering:Sermiligâq / Sermiligaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé:

Fortsættelse af Saajooqs fortællinger om Maratsi. M. lader sin

hjælpeånd, dværgen Sorpik, drage langt bort til Uviak, der har ranet

M.s fars sjæl. M. kan se Sorpik gribe to af U.s små, lysende,

fuglelignende sjæle og rejse bort med dem. Kort efter dør U.

 

Hist.: Maratsi levede ca. 1854 til 1923 og var fætter til Sanimuinnaq

og Narsingarteq. Saajooq/Odin Maratsi 1905-74, ældste søn af Maratsi

Maratse lærer til åndemaner

Print
Dokument id:1686
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Saajooq (Sâjôq / Maratsi, Odin)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Maratse lærer til åndemaner
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik
Tidsskrift:
Omfang:side 260 - 263
Lokalisering:Sermiligâq / Sermiligaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé:

Åndemaneren Kitdermersertoq / Kittermersertoq ber Amari om at få

dennes unge søn, Maratsi i lære. Amari indvilger. K. tar M. med til

stranden, fylder en vante med havvand, bærer den langt ind i landet,

hælder vandet i en jættegryde, dækker den til med en flad sten og

gnider den med en gnidesten. En lille vingesnegl ses i vandet, da han

fjerner dækstenen, og den samme snegl i overstørrelse (på størrelse med ærmet på en tarmskindsanorak) med store øjne ser de derefter nede ved stranden. Den skal M. se tre gange, og ligeså alle de hjælpeånder, han senere erhverver sig. Fjerde gang viser de sig ikke for ham.  M. er så langt i sin udvikling, da hans far dør, at

han ved, at Uviak har sjæleranet hans far under en sangkamp.  M. sørger for at få ligeså mange heksemidler som hjælpeånder. Kommer den ene slags i overtal vil

han dø. M. øver sig to gange hemmeligt i at mane ånder. Første gang i

en klippehule nær toppen af et højt fjeld og anden gang i sin nu

afdøde læremesteres forladte hus. Det lykkes begge gange. Første gang

han får sin kajakstol, som han bruger som tromme, til at vugge og sit

siddeskind, som han bruger som forhæng, til at blafre. Anden gang

kommer i alt tre ånder, en kvinde, en ubeskrevet ånd og en mandlig ånd i en pels der var gulbrun af ælde. Alle tre er dødningeånder og de takker ham bagefter fordi de nu ved, hvem de skal komme til for at få varmen.

M. blir indviet af et uhyre til sin første seance. Han kalder det frem med stenkast i et vandfald i en elv,

der giver sig til at løbe opad. Uhyret har form som et telt, er blåt og det er slimet. Det kryber hen over ham. M. vågner op nede i strandkanten. Det gentages

endnu to gange.

 

Var.: Jens Rosing har genfortalt beretningen i Hvis vi vågner til havblik, Borgen, (om Nappartuko-familien - se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9.) 1993: 109-110.

 

Hist.: Maratsi levede ca. 1854 til 1923 og var fætter til Sanimuinnaq

og Narsingarteq. Saajooq/Odin Maratsi 1905-74, ældste søn af Maratsi.

Forløbet svarer stort set til det som andre

østgrønlandske angakkoq-lærlinge gennemgår: søg på: uddannelse til åndemaner og initiation.

Afbalanceringen af angakkoq-midler med heksemidler er et genkommende krav i de østgrønlandske kilder. Måske fordi det mere eller mindre er de samme personer, som kildernes nedskrivere har interviewet.

 

Tolkning: Det sidstnævnte uhyre i elven svarer til ferskvandets bjørn,

der oftest initierer lærlingen i østgrønlændernes fortællinger. Både

bjørnen og M.s teltlignende uhyre synes at konnotere penis og eller sort vingesnegl. Sidstnævnte var Maratsis initiationsånd. Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

Bemærk sammenligningen med den forstørrede vingesnegl og ærmet på en tarmskindsanorak. Den associerer metaforisk til den pooq, som en angakkoq puulik kunne gemme eller pakke sig ind under rejser til beskyttelse mod farlige ånder.

I udseende minder denne arm af en tarmskindsanorak mest om larven af en vandkalv, minngua, et rov-insekt (Brehm: Dyrenes Liv, III, 1907:298ff), der undertiden æder lærlingen ligesom Ferskvandets bjørn eller hund under den første initiation

 

Georg Quppersimaan har muligvis taget denne beretning til sig som sin egen. Søg på ham + vingesnegl.

Maratse maner ånder for sine bopladsfæller

Print
Dokument id:1687
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Saajooq (Sâjôq / Maratsi, Odin)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Jens
Titel:Maratse maner ånder for sine bopladsfæller
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 264 - 265
Lokalisering:Sermiligâq / Sermiligaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé: Fortsættelse af Saajooqs fortællinger om Maratsi.

Maratsi inviterer uden større ståhej sine bopladsfælder til sin saqqummerneq, offentlige initiation omkring årets korteste dag. Forhængsskindet hænges op foran indgangshullet, han sætter sig på sit siddeskind foran det, får det til at brage endnu mens lyset er tændt, og så snart det slukkes kalder han med tromning sine hjælpeånder. De præsenteres for publikum ved deres lyde, en kakofoni af stemmer. Derefter, samme vinter holdt Maratsi ofte seance på opfordring fra sine husfæller.

 

Hist.: Maratsi levede ca. 1854 til 1923 og var fætter til Sanimuinnaq

og Narsingarteq. Saajooq/Odin Maratsi 1905-74, barnebarn af Maratsi

Maratse maner ånder for sine bopladsfæller

Print
Dokument id:1688
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Saajooq (Sâjôq / Maratsi, Odin)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Jens
Titel:Maratse maner ånder for sine bopladsfæller
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 264 - 265
Lokalisering:Sermiligâq / Sermiligaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé: Fortsættelse af Saajooqs fortællinger om Maratsi.

M. holder sin første seance på årets korteste dag. Alt forløber vel og M.

præsenterer alle sine hjælpeånder ved deres forskellig stemmer og lyde.

 

Hist.: Maratsi levede ca. 1854 til 1923 og var fætter til Sanimuinnaq

og Narsingarteq. Saajooq/Odin Maratsi 1905-74, ældste barnebarn af Maratsi.

Vedr. disse første seancer søg: præsenterer / præsentation hjælpeånder og initiation.

Maratse tager Uviaks troldsnøre fra ham

Print
Dokument id:2292
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Saajooq (Sâjôq / Maratsi, Odin)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Jens
Titel:Maratse tager Uviaks troldsnøre fra ham
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 264
Lokalisering:Sermiligâq / Sermiligaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé: Fortsættelse af Saajooqs fortællinger om Maratsi.

 

Uviak var angakok / åndemaner og Maratsi endnu kun lærling i hemmelighed. Han opdagede en dag begge var ude i kajak, at Uviak fik et langt snørelignende trolddyr frem af vandet ved gnide sig i besættelse med håndfladerne mod hinanden. Maratsi fik fat i den, Uviak blev vred, men fra da af havde troldsnøren knyttet sig til Maratsi. Med den kunne han rejse til fjerne steder.

Maratsi øvede sig nu i vidderne, asia, ødemarken under vanskelige vilkår indtil hans grej, forhængsskind og tromme lystrede hans åndepust. Han var klar til at afsløre sig som angakok på årets korteste dag.

 

var.: ingen i denne base.

kommentar: snører, piskesnører og andre remme har vidtrækkende symbolbetydninger. Se de vejledende Fortolkningsmuligheder under Pooq, pose "mor", en livsmetafor.

Maratses nye hjælpeånd

Print
Dokument id:2330
Registreringsår:
Publikationsår:1960
Arkiv navn:
Fortæller:Maratsi / Maratse
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:Olsen, Julius
Indsamler:
Titel:Maratses nye hjælpeånd
Publikationstitel:
Tidsskrift:Tidsskriftet Grønland
Omfang:ss. 169-174
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Resumé: Maratsi / Maratse holdt seance ved indflytningen i vinterhuset ved Sermiligaaq i 1885, da Gustav Holms konebådseskspedition i sensommeren var rejst fra Ammassalik. Maratsi var fællehusets største angakok og overhoved, som stod for husets reparation, indretning og opvarmning. Ingen måtte flytte ind, før huset var varmt. Til seancen blev der hængt de vanlige to skind op foran husgangsåbningen, et han- og et hunskind med kødsiden mod hinanden, Maratsi blev snøret med hænderne bagpå og panden mod knæet af sin bror, Sérnaq, og Maratsi beordrede lamperne slukket undtagen et lille fyrfad under den store lampe. Sérnaq kaldte så på hjælpeånderne med det vanlige råb: „Hvor er I dernede, nu spotter vi Maratsi, har han mon nogen til at hjælpe sig?" Næppe havde han råbt dette, før ånderne svarede „Haj, haj - vi er her!". Efter et stort brag, beordrede Maratsi fyrfadet slukket, og fik så trommen til at danse rundt i huset og op på sin ryg. Den gnistrede i månelyset ind gennem tarmskindsruden, og han silanippoq, fik synet for hele den Anden Verden i kreds omkring sig og strålende lys. Een for een kom derefter skræmmeånderne, Ungaartertoq, Amoo og Ajumaaq ind, kystes rundt fra en tilhører til en anden og svævede ud igen. Dernæst hørte man på lydene, at der kom en ny hjælpeånd. Det viste sig at være Gustav Holm (Sakkutooq, den bevæbnede), der hele tiden sagde: ”ja, ja, kommiaa”. Efter en tid inde, slap han ud i det fri. Efter ham kom først en ijaajivaatsiaq, en lillebitte dværg, og derefter en timerseeq, en kæmpe, der præsenteres (af Jens Rosing) ved deres vaner, og endelig tryllede Maratsi med bulder og brag en mængde grus og sten ind på gulvet. Han kom til sig selv med blå pletter på kroppen og bloddråber piblende under huden. Til slut citerer og kommenterer Jens Rosing begivenheden med Joels bog (2,10): „'Foran dem bæver jorden, himmelen ryster; sol og måne sortne, og stjerner drage deres glans tilbage.' Hedenskabens stjerne mistede efterhånden sin glans, men den vil ikke slukkes, så længe nordlysene driver deres dans på himmelen, så længe storme raser og brænding hamrer mod grundfjeld, så længe storisen driver for vind og strøm under solens fakkel. Mange er de lyde, der høres fra tonernes store kilde, naturen, hvorfra inspirationen kommer.” Kommentar: Fortalt til Jens Rosing af overkateket Julius Olsen, Godthåb. Julius Olsen var kateket i Angmagssalik fra 1910-12 og 1913-23. Her traf han Maratse (døbt 1912), i hvem han fik en god ven. Maratse har selv fortalt ham om „dengang, han fik Saakutoq (Sakkutooq?) som hjælpeånd. "Ja - ja, kummiaa" betyder "ja, ja, kom her." Et udtryk Gustav Holm brugte under handel med østgrønlænderne, når de kom med etnografiske genstande m. m. (man skal altså ikke associere til Sommer i Tyrols: ”ja, ja, ja nu kommer jeg”). Jens Rosing har tydeligvis givet genfortællingen sit eget præg, både med egne bevægende naturbeskrivelser og stof hentet fra andre seancer. Se fx ID 1683 og 1312 om Akku, og i slutningen af ID 2283, Missuarnianngas saqqummerneq (offentlige indvielses-seance). Vedr. hjælpeånderne se Kaaralis beskrivelse af de forskellige typer i J. Rosing: Sagn og Saga fra Angmagssalik, Rhodos 1963: 182-186. Hele Jens Rosings tekst kan hentes på

www.tidsskriftetgronland.dk/archive/1960-5-Artikel02.txt

Maratsis afskedsceremoni

Print
Dokument id:2319
Registreringsår:?
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Maratsi's efterkommere og medlemmer af Rosing familien
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Maratsis afskedsceremoni
Publikationstitel:Hvis vi vågner til havblik
Tidsskrift:
Omfang:ss. 114 - 119
Lokalisering:Sermiligaaq: Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Resumé:

 

Maratsi, dattersøn af Napartuko og Atsivak, havde med familie overvintret og modtaget dåbsundervisning ved kolonien i vinteren 1911-12. 6. april flyttede man ud i telt, 5 telte. Maratsi inviterede næste dag, 7. april, familien Rosing til den afsked han ville tage med sin fortid. Mændenes, af missionen forbudte amuletseler var tydelige at se gennem deres anorakker af tarmskind eller tyndt bomuld. Det var flotte høje folk hele familien. Kvinderne var ikke tatoverede i ansigterne. Maratsi optrådte alene hele natten. Startede med familiens smukke arvesang om en betagende udsigt over havet en tidlig morgen, og fortsatte dernæst med alle de nidviser han havde deltaget med i over 40 sangkampe gennem årene. Til sidst anbragte han et lille skrabebrædt på hovedet. Dets fedt skulle tage kraften af de sidste sange. Det var lyst, da præstefamilien gik hjem. Et par timer senere ankom hele Maratsi-familien i hvide anorakker, mændene med håret klippet. De blev døbt med navne, de selv tidligere havde valgt: Maratsi hed nu Noah, og barnebarnet Saajooq havde valgt Odin.

 

Hist. Historisk overlevering i slægten Napartuku og Atsivaq. Se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9.

Mardluliat  / Marluliat / Tvillingerne, der lærte at dykke

Print
Dokument id:1358
Registreringsår:1919
Publikationsår:1921
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Mardluliat  / Marluliat / Tvillingerne, der lærte at dykke
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, I
Tidsskrift:
Omfang:side 202 - 205
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 404, ss. 3-12. Nedskrevet

af K. Rasmussen på dansk.

 

Resumé:

Et ægtepar er barnløst. Manden ønsker sig intenst en søn. Hvis

han får en, vil han lære ham at dykke. Hos en gammel mand søger han

råd: Hans kone skal føde tvillinger, hvis første måltid skal være

drikkevand og ternegylp fra et isfjeld langt til havs og terneføde fra

fjeldet. Derefter skal han holde deres hoveder under vand længst

muligt og gentage det, indtil de kan blive lige så længe nede som

en tejst. De må aldrig få varm mad og komme i nærheden af lampe og

tændfakkel af tørv. Konen føder tvillinger, manden følger den gamles

råd, og til sidst kan drengene holde hovedet under vand så længe som

en sæl, dvs. længere end en tejst.

Drengene går altid nøgne ude og kommer ofte hjem med vådt hår. Forældrene vil se, hvad de kan. Ved en indsø placerer de sig ved bredden langs en slette.

Drengene springer i vandet fra en klippe på den modsatte bred og

bliver længe under vand. Da faderen kaster en sten ud efter dem, er de

dykket under, inden stenen rammer vandet. Tiden er inde til at øve sig

på sælfangst i havet. Drengene springer ud fra en klippe, den ældste

griber en sæl i baglufferne, og den yngste banker den ihjel i hovedet.

De fanger rigeligt. Faderen holder op med at gå på fangst. Den ældste

dreng fortæller en dag, at han kom til at fryse i vandet. Det viser

sig, at han har spist varmt kød, og har da for stedse mistet noget af

sin indre varme.

Drengenes evner rygtes. Mange kajakker kommer roende. Drengene

springer i havet, forfølges, og da den ældste begynder at fryse,

puster han gennem et tangrør (vingetang ?) på bunden af dybt vand. En fralandsstorm melder sig med de første små vinde. Lillebror beordrer den frysende

storebror hjem, svømmer rundt og dukker op her og der for at holde

kajakmændenes opmærksomhed fangen. Da stormen kommer, drukner mange,

lillebroren tager åren fra resten og kæntrer dem. Gentages også med den sidst overlevende tættere på land. Herefter blir de aldrig angrebet igen.

 

Var.: Svømme under vandet som en sæl.

 

Tolkning:Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor, og sml. analysen af en variant i GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under "puulik", hvor

drengene er moderløse, dvs. stadig i en slags fostertilstand, og altid

kommer usete, men frysende hjem for at varme sig ved lampen. Deres

førstefangst er en hvalros - ikke som hér en sæl - og symbolikken er

hvalrossens, der er associeret til puulik-komplekset. I "Marluliat"

har drengene både mor og far og må netop ikke komme nær lampen, hvis

de ikke skal miste deres indre "modervarme". Deres verden går fra det

fjerne isbjerg på havet, videre under havet til klippekysten (formidlet af tejst og sæl), og fra den dybest liggende havbund med tangrøret til

fralandsvindens bjergtoppe i indlandet.

 

Kommentar: Vingetang har været brugt som pusterør i Østgrønland, Emil Rosing pers. medd.

Mellemspil / Oqaluasârtitsissup akúniliússâ

Print
Dokument id:1170
Registreringsår:1957
Publikationsår:1982
Arkiv navn:
Fortæller:Quppersimaan, Georg (Qúpersimân / Quppersimaan / Quppersimaa, Georg)
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Mellemspil / Oqaluasârtitsissup akúniliússâ
Publikationstitel:Min eskimoiske fortid
Tidsskrift:
Omfang:s. 132 - 137
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Taimane gûtimik nalussûgama, 1972: s. 138 - 143

 

Resumé:

Otto Sandgreen vælger her i korthed at fortælle om de hjælpeånder Georg Qúpersimân / Georg Quppersimaan havde. At søge og prøve at møde disse hjælpeånder kunne først lade sig gøre, når man var bange, og alle ånderne virkede forfærdende første gang, man mødte dem. Lidt en passant fortæller Georg at han har fået pooq, er blevet en angakkoq puulik, men ikke under en offentlig seance. Ånden Amoo hentede ham ud i husgangen til en gammel ruin, hvor bjørnen ventede og slæbte ham ned til hvalrossen. De to dyr sendte ham afsted i en sådan fart over havet, at han troede han skulle dø. Han græd snot og var siden ikke længere bange for at nogen skulle myrde ham.

En af de andre hjælpeånder, Otto Sandgreen fortæller om, er Navtorneq / Nattorneq, som boede i og levede af kvanrødder. Denne hjælpeånd kunne fange tupilakker, som fór under jorden, fordi den boede her.

Så fortsætter G.Q. sin fortælling og fortæller om nogle af de evner han fik: En gang kravlede han op af en stejl klippe for at hente rosenrod. Før han klatrede op, spyttede han på sine fingerspidser, og det var ligesom klippen blev blød, så han kunne bore sine fingre ind i den.

 

var.: initiation

 

Kommentar: initiationen til angakkoq puulik, se Akku, er ellers en dramatisk affære, som angakkoq'en kan opnå en vældig prestige ved at gennemføre offentligt. Måske er det en af de fortællinger om andre, som Georg har levet sig ind i og gjort til sin egen. Hans forklaring på den sikkerhed han hermed har opnået, passer kun delvis med de gængse forklaringer. Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

Hist.: Selvbiografi, der er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbet, må man søge alle opslag på Quppersimaan.

Memories of youth of a female angakok: How Teemiartissaq in her youth learned to summon her qila and other assistant spirits / Hvorledes Teemiartissaq i sin ungdom lærte at hidkalde sin qila og andre hjælpeånder

Print
Dokument id:1109
Registreringsår:1905
Publikationsår:1923
Arkiv navn:
Fortæller:Tiimiartissaq (Teemiartissaq / Timiartissaq)
Nedskriver:Thalbitzer, William
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Memories of youth of a female angakok: How Teemiartissaq in her youth learned to summon her qila and other assistant spirits / Hvorledes Teemiartissaq i sin ungdom lærte at hidkalde sin qila og andre hjælpeånder
Publikationstitel:The Ammassalik Eskimo, Second Part
Tidsskrift:Meddr. Grønland 40(3)
Omfang:side 464 - 468 (3 sider), nr. 231
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Grønlandsk tekst, engelsk oversættelse ibid, s.465-469 (3 sider)

 

Thalbitzers oversættelse kan kun resuméres med stor usikkerhed, idet Thalb. ikke rigtig har kunnet tyde hvad Teemiartissaq har sagt til fonografen.

 

Resumé:

Teemiartissaq blir meget fattig da hendes far dør og hun overtaler sin yngste faster til at oplære sig i qilaneq-kunsten, hovedløftning / hovedvipning. Fasteren giver hende endog sin egen qila-ånd, der besvarer hendes spørgsmål om diagnosen når hun løfter patientens hoved med sin rem og stok (en slags fiskestang, hvor snøren er bundet om hovedet (undertiden foden) på patienten, BS).

Teem. beskriver dernæst hvordan udspørgningen af qila-ånden forløber. Det drejer sig oftest om tarneq - / sjæle - tab, og hvis den er fjernet og befinder sig hos fx isbjørnene, skal den hentes hjem og sættes fast igen. Det befaler Teem. så sin sjæle-henter at gøre, idet den følger el. adlyder orakelånden / spørgeånden, Apeqqitek. Den kommer tilbage med sjælen(e) i sine hule hænder og Teem. befaler den at sætte den / dem fast til patientens helbredelse.

 - Efter en afbrydelse i interviewet - fortæller Teem. hvorledes den hentede sjæl befales at stige op og ind i patienten (gennem anus). Så kommer patienten sig og qilalik'en / her Teem. får tak. Hun får også betaling i kød og senetråd fortæller hun til indledning.

      Belært af en vis Pikkinor om, at de døde er angakkoq / åndemaner-væsenets grundlag og at en angakok bør have en af de døde som sin livslange "stævn" (? måske spion, BS?) tager Teem. sine qilaneq-remedier med op til en gammel grav. Hun stikker sin arm ned i graven, den døde klatrer op ad den og blir på den måde hendes vordende hjælpeånd, da hun to andre dage har gentaget ritualet. Hjemme holder hun det hemmeligt som angakkoq-lærlinge skal, for hun har hørt at fuldt uddannede kvindelige angakkut / åndemanere kan mestre alt, flyve gennem luften og fløjte hjælpeånder til sig.

      Fløjte-tilkaldelsen prøver hun en dag oppe i indlandets bjerge. Den tilfløjtede ånd haster i forvejen op til en kløft (?), hvor den svinger sig frem og tilbage mellem bjergsiderne, så håret flagrer bagud. Den dukker så op (den samme ånd, eller en dødning, eller en anden ånd?), blodrød over det hele (el. kun i ansigtet). Teem. kan ikke flytte sig af skræk. Den kryber ind i hende og slikker el. pisker hende. Når denne ånd viser sig på briksen med sit røde ansigt (?) og fløjter, ved folk at nogen er i gang med angakkoq-uddannelsen. Den vordende angakkoq selv mister en overgang bevidstheden men røber intet selv.

      Teem. mærker at hun er ved at blive angakkoq og besøger en grav på en ø. Dækstenen roterer kraftigt, dødningen kommer op, men hun mærker den ikke ved skuldrene. Først da den smyger sig hen over hendes hofte. Den er helt stiv, siger den, fordi den slæber rundt på kroppen, som folk har bundet så stramt til begravelsen (de har måske glemt at skære bindingerne over inden tildængningen med sten, BS?). Men den blir mere bøjelig efterhånden. Den vender tilbage til sin grav og dækstenen falder på plads af sig selv.

      Teem., hvis bror og stedfar begge var store angakkut med alverdens viden, fortæller dernæst hvordan en lærling første gang afslører sig som angakkoq: Man hører ved sengetid hans toornaarsuk (særlige hjælpeånd), der allerede har været til stede på gulvet, sige o-oh med vibrerende stemme.

      Da jeg stod frem som angakkoq, siger Teem. (det gjorde hun jo aldrig - ifølge Thalbitzer selv, der måske har brugt en forkert engelsk glose? BS), havde jeg fået en toornaarsuk, men var stadig fuld af angst for at opsøge alle de øvrige hjælpeånder, jeg manglede. Da fortæller hendes stedfar (hvis død hun ynker) om første gang hendes onkel stod frem som angakkoq. Han lod sine skræmmeånder, der råber amoo -, jage folk op og rundt på briksene. En anden skræmmeånd, der har sat skræk i folk, er en af de ældste innarsuarboeres (Naaja's ?) Uppiinnguaq, den lille ugle.

      Da Teem. hører om, hvordan Innarsuaq-boerne lærte sig selv op til angakkut, gør hun et lignende forsøg, hvor hun går ud i fjeldet til bredden af den store elv, lægger sig på ryggen og råber efter hvem, der vil komme til hende. Et skrækkeligt blåsort væsen stiger op. Hun besvimer og vågner nøgen, tar sine klæder på, og da moderen ved hendes hjemkomst spørger til hendes befindende, slår hun det bare hen.

      Den følgende vinter holder hendes stedfar seance fordi Teem. åbenbart er syg. Hun har mistet en af sine sjæle, erklærer en af hans hjælpeånder.

      Herefter afbrydes interviewet.

 

Var.: En mindre besværet fremstilling er formuleret af Thalbitzer i "Grønland nu og før." Nordisk Tidsskrift för Vetenskap, Konst och Industri, 8, 1932.

 

Hist.: En kvindes selvbiografi, der specielt omhandler hendes uddannelse til åndemaner (som dog ikke afsluttes).

Vedr. uddannelse til åndemaner: søg også på initiation.

 

Kommentar:

Det fremgår ikke altid klart, hvornår Teem. taler ud fra egne erfaringer, eller udsiger noget om angakkut og lærlinge i almindelighed. Det kan ikke betvivles at qilaneq ofte blev praktiseret med en hjælpeånd i Østgrønland, men det er uklart om den også kunne klare at hente mistede sjæle hjem og måske endog adlød endnu en ånd, spørgeånden apeqqitek / apeqqiteeq. Måske var denne spørgeånd simpelthen qila-ånden (Hos netsilik-inuit i Arktisk Canada hed en ånd til qilaneq tilsvarende en apiqsaq, en spørgeånd (Oosten, J. G. & Fr. Laugrand & Wim Rasing: Perspectives on Traditional Law. Nunavut Arctic College, Iqaluit 1999: 21). En åndemaners helbredelsesseance kunne ofte indledes med en diagnosticering ved qilaneq-metoden.

      Den blodrøde ånd er muligvis den samme som sommerfuglen i tekst nr. 230. I teksten her, nr. 231, tjener den også som indvielsesånd til åndemanerkarrieren. Næsten alle indvielsesånder er kraftigt associeret til blod, ligesom også lærlingen selv siges at bløde kraftigt fra ansigtets bløddele som en første afsløring eller tilkendegivelse (Se bl. a. Ajijak, Naaja, og endelig Aggu / Akku (som ikke blødte)).

      Noget tyder på, at stedfaderens seance var anledningen til at han afslørede Teem. som åndemanerlærling, som det fremgår af tekst nr. 230, og dermed spolerede hendes forehavende.

      Thalb. mener, at Teem. aldrig opnåede at få hjælpeånder, men det kan næppe passe.

Man kan dog sige, at fordi Teem. må opgive at blive angakkoq må hun også opgive forbindelsen med alle de ånder hun har knyttet til sig som sine fremtidige hjælpeånder. I tekst nr. 230 knytter således en kystdværg sig til hende, og det er hele to fremtidige hjælpeånder, der leder hende omtrent frem til dødsriget og mødet med den døde storebror.

I teksten her, nr. 231, får hun hele to dødninge, en uidentificerbar ånd, og en toornaarsuk.

Var.: Inspireret af fortællinger om åndemanerne ved Innarsuaq i Sermilik-fjorden bliver hun tillige overfaldet af uhyret ved / i elven, og formentlig ædt og kastet op igen, som det sig hør og bør for østgrønlandske angakkoq-lærlinge. (Søg: ferskvandets isbjørn og elvens hund) Kun uhyrets mørkeblå farve i denne tekst er udsædvanlig. Denne mytiske død og genfødsel mentes at forsyne lærlingen med et indre lys, der ville tiltrække hjælpeånder.

Vedr. Uppiinnguaq er der flere fortællinger både hos Sandgreen 1987 og Jens Rosing 1963.

Memories of youth of a female angakok: Of the pupils who learn to summon the spirits and make tupilaks / Om eleverne, der lærer at hidkalde ånder og lave tupilak'er

Print
Dokument id:1017
Registreringsår:1905
Publikationsår:1923
Arkiv navn:
Fortæller:Tiimiartissaq (Teemiartissaq / Timiartissaq)
Nedskriver:Thalbitzer, William
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Memories of youth of a female angakok: Of the pupils who learn to summon the spirits and make tupilaks / Om eleverne, der lærer at hidkalde ånder og lave tupilak'er
Publikationstitel:The Ammassalik Eskimo , Second Part
Tidsskrift:Meddr. Grønland 40(3)
Omfang:side 478 - 486, nr. 233
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Grønlandsk tekst, engelsk oversættelse ibid, s.479-489

 

Thalbitzers oversættelse kan kun resuméres med stor usikkerhed, idet Thalb. ikke rigtig har kunnet tyde hvad Teemiartissaq har sagt til fonografen.

 

Resumé:

Teemiartissaq indleder med sin opfattelse, at det er til trøst for dem der frygter døden og for at helbrede de syge at vi (østgrønlænderne) lærer os selv op til angakokker.

      En åndemanerlærling opsøger med stor ihærdighed og omhu sine fremtidige hjælpeånder ved hjælp af sin toornaarsuk. Hver ånd man knytter til sig, skal man opsøge ialt tre gange. I havet finder de nogle. Alle søger og finder også en spørgeånd, en apeqqitek / apeqqiteeq, og så den særlige ånd i ferskvandet, Nilersoq / Niilersoq? "æderen", som fortærer hver kødtrævl på lærlingen. Skelettet får atter kød på, men lærlingen vågner nøgen. Hans klæder kommer af sig selv flyvende tilbage mens de skriger kia ka ka ka! (Med det samme råb opildner eller tilkalder tilhørerne hjælpeånderne når åndemaneren under seancen er i fare eller skal kaldes til bage til livet, BS).

      Falkeånder tilkaldes af lærlingen med et ke, ke, ke. De jordboende iaajivatsiat, dværge, kan forsyne en med midler til at fremstille en tupilak.

      Lærlingen søger menneskers naboer, ånder, der bor i jordens indre, når sommeren sætter ind. De belærer ham og inviterer ham hjem på besøg.

      Endelig er der Niimilaa, som Teem. el. Thalbitzer opfatter som en kvindelig ånd, en skræmmeånd, der bor i en hule og arbejder på at fremstille en stor ulu / kvindekniv. Teem.s bror kunne få hende til at flygte. Hun sank ned i en sø, mens han løb langs søbredden og kaldte med hendes eget råb, niimilaa. Hun lignede af form en konebåds forstævn, var helt udmarvet og råbte: gid man kunne få nogle menneskelunger at spise. Hun løb så uset forbi ham og tilbage til sin hule: Se et menneske deroppe på toppen af det stejle bjerg! / Eller: hulen befinder sig øverst på det stejle bjerg (Thalb. er usikker).

      Da angakkoq'en (Teem.s bror?) nu er parat indledes hans første seance med at Niimilaa kommer og kyser alle, selv små børn ud af huset. Hun river skindtapeterne ned af væggene i jagt på mennesker hun kan æde og trykker angakkoq'en ned i jorden, hvor hun også selv dykker ned. Dernæst kommer tarajuatsiat, skyggerne, der ifølge Thalb. skulle være de samme som iaajivatsiat, dværgene, og efter dem indlandskæmperne, timersit, både de nærmere, der kaldes omstrejferne, og de fjernest boende.

      Angakkoq'en (stadig under den første seance) mister bevidstheden, genvinder den, fæstner forhængsskindet tæt til indgangshullet, trommer med sin trommestik med udskåret menneskehovede på (kanten af) trommen for at give den liv, og puster på sin smældeskive (makkortaq) af remmesælsskind i hånden mens han udstøder bestemte lyde: aala-laa-laa-laa-auci-witci-witci-witci-wit.

Når hans ånder kommer for første gang mumler han aataa-taa-taa. De kommer så alle, hans falk, hans toornaarsuk, hans skræmmeånd, der prøver at trække mennesker til sig med sit amoo...h, amoo...h!

Da han ikke genkender dem spørger han sin apeqqerteeq / apeqqitek / apeqqiteeq om hvem de er. Men det er, mens hans hjælpeånder blandt de nærmest boende dværge er inde, at trommen tager til at danse og hoppe op på hans ryg. Da er det han får sin synske evne (silanippoq, alverdens viden - i andre versioner, BS). Han synker (derefter?) med et håi, håi, håi, ned i jorden, hvor han samtaler med sine hjælpeånder på bjergtoppene af underverdenen. Med samme råb kommer de tilbage, og tilhørerne spørger ham ud om den syge (som han åbenbart er sat til at kurere under sin første seance).

Denne, en gammel kone, har mistet en sjæl, viser det sig. Publikum spørger om den kan hentes tilbage, og det kan den sagtens, siger angakokken, hvis den ikke har lidt skade.

      Teemiartissaq skildrer dernæst hjælpeåndernes livsbetingelser. De gifter sig får børn, sønner og døtre, men vokser ikke. De blir hverken syge eller gamle og småpigerne gifter sig og får børn i ti-årsalderen. Når en hjælpeånd blir syg (alligevel? BS), besøger de (angakkut?) deres hjælpeånder (glosen er åndesprog for hjælpeånder, BS), og da kan hjælpeåndernes (eller angakoq'ens?) husfæller ikke rigtig fange noget.

      Det skyldes en tupilak, som åndemaneren lover at fjerne. Man kan fjerne den ved at stjæle en stump af tupilakmagerens fangst og bekæmpe tupilakken med denne stump.

      Denæst beskriver Teemiartissaq hvordan man laver en tupilak af stumper af alle mulige dyr og fugle og gerne noget af et dødt menneske. Det hele skal helst sys ind i skind, der stammer fra tøjet af den man vil ramme. Tupilakken gøres levende ved at man lader den sutte på ens kønsdele. Tupilakmageren udstøder da et langt faldende eeeh. Tupilakken spørger hvor den skal hen, får besked og sendes afsted mod den nævnte person.

      Denæst skildres åndemanerens fangst og tilintetgørelse af en tupilak, der har hindret en bestemt fanger i at fange. Den fanges vha. hjælpeånden falken, der lidt efter lidt æder tupilakken, og jo mere den æder af den, des raskere bliver den person, den har angrebet. Åndemaneren udpeger (måske vha. en af sine hjælpeånder) den skyldige, tupilakmageren, der straks tilstår, hvorefter der følger en uforståelig reprimande om at gøre ugerningen god igen.

      Angakoq'en sender sine ånder bort og kommer til sig selv med nogle bestemte lyde: Håi, håi, herrn, herrn. (De mange forskellige udråb under forløbet signalerer for tilhørerne, hvad der foregår i mørket, oplyser Thalb.). Tilhørerne udtrykker til slut deres taknemmelighed til angakoq'en.

 

Var.: En mindre besværet fremstilling er formuleret af Thalbitzer i "Grønland nu og før." Nordisk Tidsskrift för Vetenskap, Konst och Industri, 8, 1932.

 

Hist.: Teemiartissaq fortæller Thalbitzer hvad hun mere generelt har hørt og oplevet om åndemanerens uddannelse med søgen efter hjælpeånder, hans initiation, helbredelses-seancer og seancer til udryddelse af tupilakker.

 

Vedr. uddannelse til åndemaner: søg også på uddannelse og initiation.

 

Kommentar: Ganske som de øvrige Teemiartissaq-tekster er heller ikke denne synderlig klar. Andre langt tydeligere fremstillinger hjælper en del på forståelsen:

Vedr. de forskellige hjælpeånder se: Rosing, Jens 1963: 173 - 194, der er en oversættelse af Kaarali Andreassens fremstilling, trykt på grønlandsk i Rosing, Otto: Angákortaligssuit, I, 1957. Også genoptrykt i ny retskrivning. (Afsnittet er ikke registreret i denne base).

Vedr. ferskvandsånden, der æder lærlingens kød, søg på fx. Den store bjørn æder hende. Den lille elv med det store dyr;  ... søens troldbjørn; Søens uhyre; Mislykket uddannelse; Rasmussen 1938: 110: Åndemaners selvbiografi; Aadaarutaa; Georg Quppersimaan.

Vedr. Niimilaa, der af Sandgreen eller hans informant opfattes som en mandlig ånd, søg på Sandgreen og Niimilaa.

Den første seance, initiationen til angakkoq, saqqummerneq, er beskrevet flere gange: Naaja's hos Sandgreen, Ajijak's og Aggu's / Akku's hos Jens Rosing.

Fremstillingen af en tupilak er her klart beskrevet og svarer ganske til andre beskrivelser fra Ammassalik.

Bemærk det særlig tætte forhold, der ifølge Teemiartissaq består mellem mennesker og deres naboer blandt ånderne, dværgene (de bor i jordhuler nær kysten) og innersuit (ildfolkene under stranden). De deler land/egn/omegn/sila med mennesker, kystfolkene i åndesprog. De er deres naboer, nærmeststående.  

De evner der tillægges forskellige arter af hjælpeånder, dværge, kæmper osv. kan variere ganske meget. Det nytter således ikke selv at generalisere ud fra eet eller et par udsagn, - og heller ikke at stole blindt på fortælleres generaliseringer.

Min mor, Kâkâq / Kaakaaq

Print
Dokument id:1708
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Kalia, Elisabeth
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Jens
Titel:Min mor, Kâkâq / Kaakaaq
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 295 - 297
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé: Datteren Elisabeth fortæller om sin blinde mors hyppige

besættelser efter at hun havde fattet interesse for kristendommen. De

foregik ofte ved fuldmåne, gav hende tilsyneladende synet tilbage og

desuden enorme kræfter, som ikke en gang K.s søn Piisui / Kukkujooq

kunne klare.

Først blev hun som regel angrebet af et uhyre i menneskekrop, et

hundeben og et fugleben, som hjælpeånderne forsvarede hende imod.

Dernæst af hjælpeånderne selv. Først når det lykkedes Piisui at snige

sig ind på hende og klaske hende på begge ører, faldt hun sammen og

var derefter længe om at komme til kræfter. Elisabeth var engang så

uheldig at møde K.s sidste trofaste hjælpeånd, som gav sig til kende

ved navns nævnelse. K. blev rasende, da E. fortalte om det, og

besluttede at bekende alt om denne Pukuanna og dermed sende ham bort

for altid. Men mens det suste og klaprede i hele huset, forstod man

ikke andet af K.s tilståelse, end at P. havde villet dræbe hende,

fordi hun ville døbes - men kun havde magtet at blinde hende.

 

Hist.: Persondata søg på: J. Rosing 1963: 281 - 285: "Kâkâq".

Minalaaq

Print
Dokument id:8
Registreringsår:1952
Publikationsår:1967
Arkiv navn:
Fortæller:Abrahamsen, Otto
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Minalaaq
Publikationstitel:Inugpât, Nuuk / Godthåb 1967
Tidsskrift:
Omfang:side 116
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 126 - 127.

 

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

Oversættelse ved Signe Åsblom:

 

Da min bedstefar Minalaaq boede i Saveerneq med sine tre børn Siina og Inger og sønnen Aabalaanguaq (Lille Abraham), som den mandlige forsørger, fik de sjældent kød at spise. Og det tænkte han på, da han en dag var ude at fiske. Så fik han helt ondt af dem og fik sin hjælpeånd til at hente sin bedstefar Ussuk, som han så nedlagde som bytte. Og først senere, da han ikke havde langt igen og skulle dø, fortalte han, at han havde fået ondt af sine børn og havde forvandlet sin bedstefar til en remmesæl og ladet dem spise den. Min bedstemor, der således havde spist noget fortryllet, plejede at sige, at hun fejlede noget indeni (at hun havde et dårligt indre). Og det siges, at fordi Minalaaq havde dræbt et menneske, blev han sindssyg, inden han døde.

 

Hist.: Otto Abrahamsen, f. 1897.

Historisk fortælling fra 1800-tallet:

Minalaaq blev født 1827, og hans far hed Ikkiitsoq, og hans mor hed Kigasi. Ikkiitsoqs far hed Ussuernersuaq. Minalaaq døde, da han var 61 år gammel. Og ud for hans navn på fortegnelsen over mennesker, står der, at han døde af hjernebetændelse.

Minalâq / Minalaaq

Print
Dokument id:920
Registreringsår:1952
Publikationsår:1967
Arkiv navn:
Fortæller:Svendsen, Eliinna, Abrahamsen, Otto, Abrahamsen, Jens
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Minalâq / Minalaaq
Publikationstitel:Inugpât, Nuuk / Godthåb 1967
Tidsskrift:
Omfang:side 116
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 125.

Øvrige fortællere, søg på: Otto Abrahamsen; Jens Adamsen; Poul Hansen, Nukaaraq

 

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

Oversættelse ved Signe Åsblom:

 

Minalaaq.

 

Eliina Svendsen. Det fortælles, at Ussuks barnebarn Minalaaq først fik sig en kone, da han var blevet en gammel ungkarl. Hver gang de sagde til ham, at han burde få sig en kone, plejede han at svare: Kan kvinder dykke ned? Han tvivlede nemlig slet ikke på svaret. Han fik Ineqinnavaaqs datter Najannguaq til kone. Eftersom Minalaaq ikke havde nogen hunde, kom han, da han boede i Aappilattoq, på besøg til Upernavik med sin kone ved at have hende på slæden og skubbe den foran sig.

 

Hist.: Historisk fortælling fra 1800-tallet.    Minalaaq blev født 1827, og hans far hed Ikkiitsoq, og hans mor hed Kigasi. Ikkiitsoqs far hed Ussuernersuaq. Minalaaq døde, da han var 61 år gammel. Og udfor hans navn på fortegnelsen over mennesker, står der, at han døde af hjernebetændelse.

 

Kommentar: Uklart hvad der menes med spørgsmålet om kvinder kan dykke ned. Måske drejer det sig om, hvorvidt kvindelige angakkut / kvindelig angakkoq / åndemaner kan rejse til Havkvinden.

Misartaqs endeligt

Print
Dokument id:1654
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:Rosing, Peter
Indsamler:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Titel:Misartaqs endeligt
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 138 - 139
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 52 - 54; angakkortalissuit, 1990: 177 - 179:  "Misartap toqunera".

 

Resumé:

Under et tiggerbesøg ved Umiivik (nord for Kulusuk) fortæller Misartaq

(der overvintrer ved Noortiit på Kulusuk) om en sultevinter ved den

nordlige fjord, Kangerlussuatsiaq, hvor man overlevede ved at spise

dem, der døde af sult (det fortælles dog ikke med rene ord). På

hjemvejen følges M. med kvinden Tappinngajik, der skal til Suunaajik.

Det blir tæt tåge, M. sagter agterud, T. går i forvejen og fortæller

intet om M., da hun når frem, fordi han er varmt klædt på. Om natten

hører Aaliks kone skrig og hyl, og næste morgen forstår man på T., at

det kan have været M. Man finder ham død med vidskræmte øjne på isen

ud for Akinnaatsaan og slutter sig til, at han er skræmt ihjel af dem,

han i sin tid spiste ved Kangerlussuatsiaq.

Hist.: Historisk fortælling om sultevinteren 1880 - 81. Denne datering stemmer dog ikke overens med andre. Se kommentaren til: Ajaattoq Victor.

Mislykket uddannelse

Print
Dokument id:986
Registreringsår:1904
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 405: "Angmagssalikkernes Religiøse Forestillinger"
Fortæller:?
Nedskriver:Rosing, Christian
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Mislykket uddannelse
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 26 - 27
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Oversat af K. Rasmussen fra Chr. Rosings "Tunuamiut", 1906, ss.

28-29. Karl Rosings oversættelse: "Østgrønlænderne", 1946, ss. 42 - 43,

red. W. Thalbitzer, Det grønlandske Selskabs Skrifter, 15.

 

Resumé af Karl Rosings oversættelse:

 

En åndemaner / angakok fortæller Chr. Rosing om en uddannelse, men det er usikkert om det er hans egen:

 

En ung forældreløs mand opfordres til at lære til åndemaner / angakkoq / angakok af en anden åndemaner og rådes, for at kunne tjene lidt til livets ophold, til at søge sig hjælpeånder langt borte. Han møder to ravne i menneskeskikkelse som bliver hans hjælpeånder, men da de vil lære ham åndeflugt, magter han det ikke, og heller ikke på deres anvisning at fange og hive en aataasaq (vingesnegl, undertiden en toornaarsuk, der havde evnen til at fange tupilakker i Østgrønland, BS) i land fra midten af en sø. Derfor bliver han aldrig i stand til at fange tupilakker. En ømmert / islom får han ikke som hjælpeånd, fordi hans kamiksåler er lappet med gammelt spæktrukkent skind, og da han er blevet ædt af en blødende tejst, ødelægger hans mor virkningen bagefter, da hun imod hans ordre skyller hans helpels i urinbaljen. Ellers ville tejsten have kunnet gentage fortæringen under hans seancer.

 

Hist.: Som sagt er det usikkert om denne fortælling er selvbiografisk eller ej. Hvis den er det, har denne åndemaner villet understrege hvor ringe han var i denne kunst.

 

Kommentar: Visioner af blødende fugle opfattes undertiden som opfordringer til at holde den første seance. Denne tejst fungerer tilsyneladende ligeså meget i rollen som søens eller ferskvandets uhyre (se dette), der fortærer lærlingen som forudsætning for, at hans søgen efter hjælpeånder lykkes.

 

Vedr. uddannelse til åndemaner: søg også på initiation

Mitsivarniánga / Missuarniannga

Print
Dokument id:1313
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:Rosing, Peter
Indsamler:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Titel:Mitsivarniánga / Missuarniannga
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 252 - 258
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, I: 97 - 105; angakkortalissuit, 1990: 97 - 104.

Resumé:

Aggus hævn over Ilinngivakkeeq ("Avkos hævn"), som Missuarniannga

overværede, gjorde dybt indtryk på ham. Som åndemaner var han dybt

seriøs, søgte nye veje og fortolkninger, men blev aldrig så stor en

åndemaner som sin svigerfar Aggu / Akku. Til gengæld var M. meget dygtig til

fangst og håndværk og hans kone en pertentlig syerske. Familien var

derfor rig og velklædt.

   M.s ældste søn Kaakkajik, døbt Kaarali Andreassen, var otte i 1898,

da M. holdt den ene af de to seancer, der næsten tog livet af ham. Ved

dens afslutning sender hans hjælpeånd, Tunivia sin skræmmende Ajumaaq

mod M. med et hvinende sus. M. besvimer, trommen tier, længe tror man

ham død. En af hjælpeånderne forsikrer dog om, at han stadig er i

live, og endelig lykkes det den at besjæle M.s legeme, der atter

kommer til live. Tunivia ville hævne sig på M., der havde røbet, at

den ville røve et menneske.

   Den anden seance finder sted i tiden mellem M.s kones og søns dåb i

1899 og hans egen i 1901. M. har manet ånder to aftener i træk og set

et stærkt lys nærme sig ude fra havet. Tredje aften når det frem som

skyggen af en bjørn med bulder, brag og rysten så de nye glasruder

sprænges, og M. falder livløs om. Denne gang tar det endnu længere

tid, før det lykkes M.s åndedræt at komme så vidt tilbage, at en af

hans hjælpeånder, en kæmpe, kan få liv i ham igen. I mellemtiden

fjerner M.s kone forhængsskindet, der lader fuldmånens lys trænge ind

og afsløre M.s ligblege krop, og angsten blir uudholdelig, da trommen

senere går i gang, for så at stoppe igen. Kæmpen tæver og puster på

M., mens lydene fra forhæng og tromme blir hørligere og stærkere.

Under gulvet høres M.s hjælpeånderne og den ledende stemme: ululo, ululoo. M.s stemme blir hørlig langt ude

fra fjordmundingen og nærmer sig - kæmpen går. Med besvær får M. sin

stemme (og åndedræt) ind i kroppen, sætter sig over ende med

overkroppen svingende frem og tilbage, rejser sig og vakler hen på

briksen, hvor han efter tre dage blir sig selv igen.

   M. melder sig derefter til dåb, blir døbt april 1901, fanger godt

den følgende sommer, men blir så syg i det ene ben og sengeliggende.

En af hans hjælpeånder har formodentlig hævnet sig. Kort efter

midvinter dør M.s kone Piseerajik under en dødfødsel. Sønnen K. gør

sit bedste for at holde modet oppe hos faderen, passer sin moders

lampe og læser sin ABD. En aften, da den syges far som så ofte før

besættes, ser K. et forfærdende spædbarn i briksens fodende. Det har

M. set i meget lang tid og han tilstår for sin svoger, Ajukutooq, at

det er en tupilak, der er vendt tilbage mod ham.  M. beslutter nu at

presse sit åndedræt ned og væk, dvs at dø. Han ligger bevidstløs i ca.

en halv time, hvorefter M. må opgive og bedrøvet lade sit åndedræt

komme tilbage.

   Hele forløbet af de to seancer og det mislykkede selvmord skildrer

hvordan M. må lide, mens han lidt efter lidt mister magten over sine

hjælpeånder.

 

Hist.: Missuarniannga, der blev døbt som voksen, levede fra ca. 1862 til 1910. Ilinngivakkeeq / Ilinnguakki / Ilinguaki (ca. 1830 - 1893) var en af Naajas sønner. Det samme var Kãvkajik / Kaakkajik / Kakasik (ca. 1835 - 1885), der var

M.s sangkampven og som M. opkaldte sin søn efter i 1890.

 

Tolkning: Adskillige historiske fortællinger beretter om de lidelser,

det kostede åndemanere at blive døbt og skille sig fra deres

hjælpeånder. Også Kukkujooq angribes således af et aggressivt

lysfænomen, der dog ikke rammer ham (Sandgreen 1987: nr. 53, s. 443 - 444).

I fortællingen om M. svarer ilddød og åndedrættets bortførelse ud over

havet under seancen ved en skyggebjørn til initiationerne ved såvel

ferskvandets bjørn til det "indre lys" som puulik. Det samme gør det råb, hvormed hjælpeånderne arriverer, da han er nået tilbage: ululo, ululoo. Det er sandsynligvis remmesælens parrings kald, mating call. Se også eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor og Sonne 2017: Worldviews of the Greenlanders, chap. 5.

Kommentar: Som man ser forstod Miss. sig på at lave tupilakker, dvs. heksekunst, ilisiinneq, samtidig med at han var angakkoq / åndemaner.

Mitsivarniángas / Mitsivarnianngas beretning om sit besøg ved Akínâtsân / Akinnaatsaan

Print
Dokument id:1652
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Missuarniannga
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:Rosing, Otto
Indsamler:Rosing, Peter
Titel:Mitsivarniángas / Mitsivarnianngas beretning om sit besøg ved Akínâtsân / Akinnaatsaan
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 132
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 45 - 46; angakkortalissuit, 1990: 170 - 171: "Mitsivarniannga aamma oqaluttuarallassaaq".

 

Resumé:

Missuarniannga undersøger forholdene ved Akinnaatsaan i juni efter sultevinteren og kan bekræfte det sørgelige syn af de fire døde brødre, af ligene af

Baaliks lille søn sammen med sin mor, der alle er skæmmede af ravne.

Det samme er fem mennesker, der er faldet næsegrus om på taget i

solvarmen, mens Putsaanaq er den eneste han genkender af alle de mange

døde på briksene inde i huset, da han kigger ind gennem vinduet.

Stanken derinde fra afholder ham fra at gå inden for. Det mærkeligste

syn er en varmt påklædt kone, der er død nær stranden af forspisning i

et stykke spæk, som der endnu er rester af i hendes hånd og ved hendes

side.

Ajaatteq

Hist.: Historisk fortælling om sultevinteren 1880 - 81. Denne datering stemmer dog ikke overens med andre. Se kommentaren til: Ajaattoq Victor.

Månens barn

Print
Dokument id:1128
Registreringsår:1884
Publikationsår:1888
Arkiv navn:
Fortæller:Uutuaq (Utuak)
Nedskriver:Holm, G. F.
Mellem-person:Holm, G. F.
Indsamler:Holm, G. F.
Titel:Månens barn
Publikationstitel:Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik
Tidsskrift:Meddr. Grønland 10(5)
Omfang:side 281 - 282, nr. 16
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 140 - 146.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II:253 - 255.

 

Eng.udg.: Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 263 - 264.

 

Resumé: En kone, hvis børn altid dør, voldtages undervejs efter vand

af Månen, der kommer på sin slæde. Hun besvimer under voldtægten og

vågner badet i blod på det vandskind, Månen har bredt ud til samlejet.

Månen beordrer hende til ikke at ligge med sin mand de første nætter

og ikke sy anorak til det barn, hun vil få. Den vil månen levere.

Hun holder sig fra sin mand i tre dage, og da hun føder, får familiens

ufrugtbare hund også en hvalp. Månen leverer anorakken, der er syet af

remmesælstarme, og desuden en hvalrosluffe og en bjørnebov, som barnet

skal spise.

Konen lærer sønnen at holde vejret under vand lige så længe som en

netside.

Drengen og hvalpen udvikler sig lige hurtigt. Månen forærer sin søn en

hundepisk, og drengen pisker sin hvalp ihjel med venstre hånd. Han

pisker også sine legekammerater. En af dem dør. Da dennes søskende

pønser på hævn, bygger drengens mor et vinterhus på en stejl klippeø.

Hævnerne ankommer i kajakker. Moderen giver sin søn hans første

klædedragt på, tarmskindsanorakken. Han smutter ud mellem kajakkerne,

svømmer udefter under vandet med kajakkerne efter sig. Langt ude,

hvor kystbjergene ikke længere kan skelnes fra hinanden, begynder

drengen at fryse, dykker ned til bunden, råber fra roden af noget

vingetang, og vinden begynder at suse. Han råber fra roden af noget

andet tang. Nu kommer nordøstenvinden. Det fyger fra toppen af det

højeste bjerg, Qalerajueq, på Kulusuk. Kajakmændene vender om. Nogle

af dem kæntrer, og drengen tar årerne fra de øvrige. Han kommer alene

hjem.

 

Var.: Svømme under vandet som en sæl.

Arnaaluk 50 - 52; Sahra 179v; The man in the moon and the entrail-snatcher; Kvinden hos Qaumatip inua; En ufrugtbar kone der gifter sig med Malenen (?);

 

Kommentar: Vingetang har været brugt som pusterør i Østgrønland, Emil Rosing pers. medd.

For en analyse af denne fortælling se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under "Månen" og eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

Naaja bliver fornærmet / Nauja ajuatdlagpoq

Print
Dokument id:1232
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Naaja bliver fornærmet / Nauja ajuatdlagpoq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 77 - 80, nr. 10
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 49 - 51, nr. 10.

 

Resumé: Den moderløse Naaja forkæles af sin far, der dog ikke slækker på

kravet om de mange tabuer, som vordende åndemanerer skal overholde.

N. adlyder kun sin far og er vel 4-5 år, da hans far en dag ber ham

lægge en udtørret læderspand ned i vandet ved stranden. N. lystrer,

men tynger kun spanden ned med små isstumper, hvorfor den flyder væk

ved højvande. Faderen bebrejder ikke N., men da han stilfærdigt

belærer ham om fejltagelsen, blir N. så skamfuld og vred, at han må ud

og væk. Han går mod indlandet.

 

Var: J. Rosing 1963: s. 205 - 207.

 

Hist.: Begivenheden kan tidsfæstes til begyndelsen af 1800-tallet.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Kommentar: skamfølelse over forældres bebrejdelser angives ofte som årsag til at børn "går hjemmefra", hvor de møder deres første hjælpeånd. Samme årsag kan optræde i qivittoq-fortællinger.

Najagiinnguit / Søskendeparret / En dreng og hans lillesøster

Print
Dokument id:812
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415
Fortæller:?
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:Rosing, Peter ?
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Najagiinnguit / Søskendeparret / En dreng og hans lillesøster
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:7 sider
Lokalisering:Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Dette er en stærkt revideret renskrift (af Peter Rosing ?) af KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419, nr. 96 - begge versioner er oversat i denne base.

 

 

Resumé se: Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 318 - 322,

"Bjørn, knivhale og savryg."

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Det fortælles, at en fanger havde to plejebørn, der var

søskende (en dreng og hans lillesøster).

En gang om efteråret, da bærrene modnedes, begyndte søskendeparret at

tage ud på bærtogt for a samle bær til vinterforråd.

En dag var søskendeparret ude for at plukke bær. Da de var på vej

hjem, fik de øje på et kæmpe menneske, med kun et øje og et ben. Da

han begyndte at forfølge dem, flygtede de. Men kæmpen halede mere og

mere ind på dem; og de søgte efter en kløft, hvor de kunne gemme sig.

Da de fandt en kløft, gemte de sig der med lillesøsteren nederst.

Kæmpen nåede frem og opdagede dem; og han tog storebroderen op og

anbragte ham ved siden af sig; og idet han tog lillesøsteren, sagde

han: "Hende der vil jeg tage til kone," og herefter drog han afsted

udefter sammen med pigen.

Da storebroderen havde grædt tilstrækkeligt længe over tabet af

lillesøsteren, tog han hjem og fortalte det til sine forældre.

De sørgede over tabet af pigen og de kunne ikke finde hende.

Storebrodrene kunne under sin opvækst ikke glemme sin lillesøster; og

han gjorde hvad han kunne for at blive åndemaner og styrke sine

kræfter.

Da han var blevet voksen, spurgte han sin plejemor: "Hvad mon man

bruger som slædehunde?" (Det fortaltes, at de ikke kendte noget til

hunde.) Plejemoderen svarede: "Jeg har hørt, at man bruger harer som

slædehunde." Da plejesønnen hørte dette, drog han ind i landet for at

finde harer til slædehunde.

Da han havde samlet tilstrækkeligt mange harer, tog han hjem, byggede

sig en slæde og tog ud på en slædetur.

Da han var nået meget langt hjemmefra og vendte hjemad, blev harerne

trætte; derfor dræbte han dem alle sammen, da han kom hjem, hvorefter

han spurgte sin plejemor: "Hvad mon man bruger som slædehunde?"

Plejemoderen svarede: "Jeg har hørt, at man bruger ræve som

slædehunde." Efter at have fået dette at vide tog plejesønnen ud for

at samlet sig nogle ræve.

Da han havde samlet tilstrækkeligt mange, tog han hjem. Han lavede

seler til dem alle sammen, hvorefter han tog dem ud på en køretur.

Han kørte langt bort og på tilbage-turen, umiddelbart før de nåede

hjem, blev hundene trætte. Ved ankomsten dræbte han dem alle sammen

og spurgte sin plejemor: "Hvad mon man bruger som slædehunde?"

Plejemoderen svarede: "Jeg har hørt, at men bruger isbjørne." Dagen

efter tog han ud for at skaffe sig en isbjørn som slædehund.

Han gik ind i landet og fik øje på en stor isbjørn. Han gik hen og tog

den, gav den mundkurv på og bandt det ene forben fast til halsen. Så

førte han den med sig hjem.

Efter at have trænet den, fik han lyst til at prøve den,og ha tog

afsted på slæde.

Han kørte meget langt væk; og han kom tilbage, uden at "slædehunden"

blev træt; og han roste dens gode egneskaber som "slædehund".

Efter at have kørt med den et stykke tid spurgte han: "Hvad mon man

bruger til slædehunde?" Plejemoderen svarede: "Jeg har hørt, man

bruger nogle dyr med jernhale som hunde. Og det er noget med, at de

holder til mellem rådne sten." Da han hørte dette, klargjorde han

mundkurv og skagle og drog ind i landet.

Han var kommet langt ind i landet, da han imellem de rådne sten fik

øje på et dyr med jernhale, der tyggede en rådden sten, så det

knasede. Han gik hen til dyret. Da han nærmede sig drejede det sig

hele tiden med halen vendt imod ham, for at slå ham med halen. Han

gik hen til det for at tage det, give det mundkurv på og binde

skaglen fast. Bundet førte han det hjem.

I starten kom isbjørnen og dyret op at slås, men han trænede dem; og da

de havde vænnet sig til hinanden, tog han afsted på en slædetur.

Han kørte langt, langt væk; og han kom tilbage, uden at trækdyrene

blev trætte. Han var meget tilfreds med sine "hunde", men han ville

gerne have endnu én. Derfor spurgte han sin plejefar: "Hvad mon man

bruger som slædehunde?" Plejefaderen svarede. "Jeg har hørt noget om,

at man bruger dyr med en sav på ryggen som slædehund."

Han spurgte ham, hvor disse dyr plejede at holde til. Plejefaderen

svarede: "Jeg har hørt, at de skulle holde til i revner i en

snedrive." Dagen efter tog han ud for at lede efter sådan et dyr.

Han nåede en snedrive og fik i en revne øje på et dyr med en sav på

ryggen. Da han kom derhen, ville det save ham med sin sav; men han tog

det, gav det mundkurv på og førte det med ned til kysten.

Til at begynde med kom dyret op at slås med isbjørnen og dyret med

jernehalen, med efter at have trænet dem færdigt, tog han ud på en

meget lang tur, og da han vendte tilbage, uden at "hundene" var blevet

trætte, erklærede han sig tilfreds med antallet af hunde.

Samme dag om aftenen manede han ånder. Han ledte efter søsterens

fodspor og fandt dem; og dagen efter tog han afsted i søsterens spor.

Han kørte stærkt, direkte udefter og efter lang tid fik han forude

øje på en stor ø. Lige før de nåede frem, fik han øje på nogle store

spor, og han genkendte dem som spor af den, der bortførte hans

lillesøster dengang de var børn.

Han fulgte nu disse spor og fik endnu mere fart på. Han fortsatte og

standsede neden for kæmpens hus, hvor han tøjrede hundene, og gik op

og ind i huset.

Lillesøsteren, som han genkendte helt og holdent, var alene hjemme,

idet manden var ude på fangst.

Da han havde været inde i huset et stykke tid, sagde han til

lillesøsteren: "Lad mig dræbe din store mand, ikke?" Lillesøsteren

svarede: "Min mand elsker mig højt, og han sørger for, at jeg ikke

kommer til at mangle noget af det, jeg behøver. Du må ikke dræbe ham."

Storebroderen sagde så: "Når jeg kommer hjem uden at have dræbt ham,

er det mig, der må dø af savn over dig!" Dertil sagde søsteren: "Hvis

det er sådan fat, må du hellere dræbe min store mand."

Mens alt dette skete, var hendes store mand på vej hjem indefter. Da

han nærmede sig huset, opdagede han, at der holdt en slæde nedenfor.

Han løb i en fart ind i deres hus og stod pludselig ansigt til ansigt

med den besøgende. Mens han stod der og stirrede intenst på gæsten,

sagde hans kone: "Det er min storebror, som var sammen med mig

dengang, du tog mig." Da tog han godt imod

storebroderen.

 

Under samtalen inviterede storebroderen sin svoger hjem

på besøg. "Nej, jeg er bange for dine hunde," sagde svogeren.

"Du skal ikke værebange for mine hunde. De kan ikke løbe lige så hurtigt som du." Det fik svogeren til at sige ja til besøget.

 

Da de tog afsted tidligt næste morgen, sagde storebroderen: "Du skal

løbe foran hundene." Som storebroderen sagde, gav svogeren sig til at

løbe hurtigt foran slæden. Og hundene satte efter ham i fuldt

firspring. Hvergang "hundene" var lige ved at indhente ham, satte han

i et spring, så "hundene" igen kom bagefter. Sådan spurtede de hele

tiden, helt frem til storebroderens hus.

Søskendeparret (der står egentlig kun: de andre) gik ind i huset, mens

svogeren blev udenfor, da husgangen var for snæver til, at han kunne

komme igennem.

Storebroderen sagde til ham: "Vi lægger nogle skind på gulvet ude i

gangen. Læg dig ned på maven, og lad alene dit hoved komme ind i rummet

på besøg."

Det gik han med til og havde sit hoved på besøg. Allerede

før han krøb ind i gangen, havde storebroderen ladet de andre vide, at

han ville dræbe ham, mens han lå i gangen.

Da kæmpen var inde i gangen, gik storebroderen hen til sine "store

hunde" og sagde til isbjørnen: "Du skal angribe hans balder, alt hvad

du kan," til dyret med saven på ryggen: "Du skal save ham i

maven," og til dyret med jernhalen: "Du skal tæve hans store

krop."

Sålede instruerede gik hans "store hunde" til angreb på kæmpen.

Da isbjørnen bed ham i balderne, sagde han: "Det er en lus, der bider

mig!" Han var ved at skubbe sig bagud af gangen, fordi det gjorde mere og mere ondt;

så savede dyret med en sav på ryggen ham i maven, så indvoldene

væltede ud.

Det lykkede ham at komme udenfor; og idet han rejste sig op, faldt

indvoldene ned; og han faldt død om.

Da han var død, begravede storebroderen ham og aflivede sine "store

hunde".

Det fortælles, at da han havde dræbt svogeren, fik han søsteren tilbage,

og at de bor sammen den dag idag.

 

Var.: Kreutzmann: søster Akilineq; knivhale; trækdyr; oqaluttuaq utoqqannguanik kangerlummut; Broderen som genfandt sin søster i Akilineq; Anertorsuaq; Hendrik Illoriinnik; Johanneserujuk akilineq søster; Fortælling om Ungilattaqi;

 

Kommentar: Håndskriftet dateret af Rasmussen til 19. febr. 1920, men om det gælder Sofie Jørgensens egne nedskrifter i hæfte 419 eller renskrifterne i hæfte 415 er uvist. Sofie Jørgensen overvintrede i Danmark på gennemrejse til Qaqortoq i 1920. Hun må således være rejst fra Ammassalik sammen med Rasmussen i 1919.

Najagînguvít / Najagiinnguit / Søskendeparret

Print
Dokument id:811
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419
Fortæller:Jørgensen, Sofie
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Najagînguvít / Najagiinnguit / Søskendeparret
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:7 sider, nr. 96
Lokalisering:Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Se også stærkt revideret renskrift af samme fortælling i KRH, kasse 52,

nr. 2, hæfte 415 (af Peter Rosing ?) - begge versioner er oversat i denne base.

Resumé:, se: Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s.

318 - 322, "Bjørn, knivhale og savryg".

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Om én, der brugte en isbjørn, et dyr med jernhale og og et med sav på ryggen som slædehund.

To forældreløse, der var i pleje hos et ægtepar, plejede om efteråret

at samle bær til vinterforråd.

Da det blev vinter, tog drengen og hans lillesøster af sted for at

hente bær fra deres forråd. Undervejs fik de øje på et stort menneske.

De gav sig til at flygte. Denne kæmpe begyndte også at løbe

og hale ind på dem. De var klar over, at han ville indhente dem, hvis

de fortsatte, så de kiggede hele tiden efter en klipperevne og fandt

også en. De anbragte sig i revnen; og drengen sørgede for, at

lillesøsteren kom til at ligge nederst. Kæmpen kom hen til

dem; og de opdagede, at han var meget stor, og at det kun havde et

øje, der fyldte hele ansigtets bredde.

Kæmpen greb storebroderen i ryggen, løftede ham og satte

ham igen ned på jorden. Han tog så lillesøsteren og sagde: "Hende dér

skal være min kone!" Med hende drog han afsted direkte vestover.

Storebroderen græd meget.

Han gik hjem og fortalte det til sine plejeforældre.

Han voksede op og savnede sin lillesøster. Han blev som voksen en

dygtig fanger, og han fik mange kræfter. Han blev også åndemaner.

En dag spurgte han sin plejefar: "Må jeg anskaffe mig hunde?" Han

svarede: "Værsgo, anskaf dig hunde!"

Plejesønnen sagde ikke mere. En dag sagde han igen: ("Taume

kisimangalikiaq qingmeqartariaqarpa?" Renskriften: "Hvad bruger man

som hunde?" ? C.B) Plejefaren svarede: "Jeg har hørt, at ræve skal

være gode som hunde."

Dagen efter tog plejesønnen afsted for at samle ræve sammen. Han fik

samlet fem ræve sammen("manioranut" ?). Igen næste dag fangede han

fem. Så havde han ialt ti. Han lavede seler til dem og prøvede dem.

De løb nok hurtigt, men de blev trætte. Da han kom hjem, sagde han:

"Mine nye hunde kan ikke bruges. Hvilket dyr er mon de eneste der er velegnede

som hunde?" (usikker oversættelse). Han svarede: "Jeg har hørt, at

isbjørne skal være velegnede."

Han lavede en hunde-mundkurv og noget til at binde bjørnen med og tog

afsted for at søge efter en isbjørn. Han fik øje på en stor isbjørn og

fangede den. Han gav den mundkurv på og bandt slæbetøjet ("taligûtísâ

norqardlugulo") fast. Han gik ned med den og afprøvede den. Den løb

hurtigt. Han var spændt på, om den blev træt. Selvom den blev træt,

gik den ikke så langsomt.

Da han kom hjem, sagde han til plejefaderen: "Måske skal jeg også ha

en anden. Den her er for så vidt god nok, men den bliver træt."

Plejefaderen sagde: "Man har hørt, at dyr med en hale af jern skal

være gode." Plejesønnen svarede: "Hvor mon de plejer at opholde sig."

Plejefaderen svarede: "Man har hørt, at de opholder sig

mellem/i/blandt (?) rådne sten!"

Så lavede den unge mand en mundkurv og noget til at spænde med,

hvorefter han tog afsted. han gik og gik og kom til en rådden sten

(klippe). Han så noget sort ("tarqisoq") som havde en hale af jern.

Da han ville tage dyret, var der som om, at dets hale var nærgående.

Han var bange for det, så han bandt slæbetøjet fast til dets hale.

Så drog han afsted med det. Han prøvede det. Det løb meget hurtigt, og

det blev ikke træt.

Han sagde igen til plejefaderen: "Jeg bør nok afskaffe mig endnu én,

så de bliver tre." Plejefaderen sagde: "Jeg har hørt noget om et dyr,

der havde en sav på ryggen." Plejesønnen spurgte: "Hvor mon det bor

henne?" "Jeg har hørt at det bor i klippehuler eller lignende," sagde

plejefaderen.

Så tog plejesønnen afsted og begyndte at lede efter det.

I en klippehule fik han øje på ét med en sav ("igîdlinerqangérqisartoq"

det skal vist være: "ikkiillineqanngeqqissaatoq"), som aldrig bliver sløv. Dyret var farligt og ville angribe. Dog fangede han det,

tøjrede det og gik ned med det. Det blev så tre hunde. Han prøvede den

og de var vældig gode. Han ville så hente sin lillesøster.

Om aftenen manede han ånder og så, at vejen til lillesøsteren gik

direkte mod vest (nok øst, ud over havet - ifølge retningsbetegnelsernes betydning i Østgrønland, BS), uden at man kunne se enden på den.

Dagen efter tog han afsted.

Han fulgte vejen til lillesøsteren, og den var til og med tydelig. Han

kørte hurtigt; og snart fik han øje på en stor ø og nogle spor; og han

genkendte dem som spor af kæmpen; de var så store som børn.

Da han begyndte at følge disse spor, steg farten.

Det varede ikke længe, så var de nået frem neden for huset. Han

ordnede sine hunde og gik ind.

Han genkendte sin lillesøster og spurgte hende: "Bor du her?" "Ja!"

svarede hun. "Hvor er så den store mand?" spurgte han. "Han er ude på

kajakfangst!" svarede hun. Han sagde: "Hvad med, at jeg dræbte ham?"

Hun svarede: "Nej, du må ikke dræbe ham. Han behandler mig godt. Han

sørger for, at jeg hverken sulter eller kommer til at mangle tøj

Så du ikke dræbe ham." " Og jeg skal ikke komme derop?" siger

han. "Nej, det kan ikke lade sig gøre," siger hun. Han blev mere og

mere ivrig og sagde: "Hvis jeg ikke dræber din mand, må jeg selv dø."

Da han sagde dét, indvilgede hun bare.

Lillesøsteren sagde til sin storebror: "Gem dine hunde. Han vil dræbe

dem, hvis han ser dem." Han svarede: "Det kan ikke lade sig gøre."

Idet samme sagde hun, at han var ved at komme hjem.

Da kæmpen på vej hjem så disse hunde, gav han sig

til at løbe, alt hvad han kunne hen til dem. Hundene rejste

sig og begyndte at løbe efter ham, så han havde svært ved at slippe

fra dem (Det er vist meningen. C.B) Da han kom ind i huset stirrede

han på gæsten. Konen sagde til sin mand. "Det er din svoger."

("â ínargíkaluaq tigugakit ijarqátit tâno": noget med, at han dengang

tog ham og slap ham igen.)

Det store menneske tog godt imod sin svoger; og svogeren sagde til

ham: "Du skulle tage og besøge os." "Nej, jeg er bange for dine hunde."

Han svarede: "Du skal ikke være bange for dem, for de kan ikke løbe så

hurtigt, som du kan." Så tog de afsted. Storebroderen bar

lillesøsteren på ryggen; mens den store svoger løb foran. De nåede

frem til plejeforældrenes hus. Lillesøsteren gik ind på besøg.

Den store svigersøn var for stor til at komme ind i huset. Så sagde

svogerne til ham: "Du kan jo bare lade dit hoved komme ind i huset på

besøg (eller: Hvorfor ikke blot lade dit hoved komme på besøg). Vi

lægger skind på gulvet i gangen." "Lad gå," svarede han.

Kæmpens svoger havde i forvejen underrettet de andre om sit

forehavende. Så gik han hen til hundene. Han sagde til isbjørnen: "Du

skal angribe ham i bagdelene." Han sagde til dyret med sav på ryggen:

"Du skal save ham i maven." Og til dyret med jernhalen sagde han: "Du

skal piske ham med din hale." herefter løste han alle dyrene. Alle tre

gik hen til kæmpen - ét til den ene side ét til den anden side. Så

gik isbjørnen til angreb på hans bagdel. "Nå! en lus bider mig i min bagdel, det klør meget," sagde kæmpen.

Da isbjørnen havde indledt sit angreb, savede dyret med saven ham i maven.

Så snart han begyndte at røre på sig pryglede dyret med jernhalen ham.

Da det store menneske slap ud af gangen og rejste sig op, faldt alle

hans indvolde ud, så han faldt om og døde.

Herefter slagtede storebroderen alle sine hunde, for nu havde han

brugt dem over for den store svoger. Og han kom igen til at bo sammen

med sin lillesøster.

 

Var.: oqaluttuaq utoqqannguanik kangerlummut; Broderen som genfandt sin søster i Akilineq; Anertorsuaq; Hendrik Illoriinnik; Johanneserujuk Akilineq søster; Manden, som for over til landet på den anden side. Fortælling om Ungilattaqi;

Nakîka / Ivnarssuarmíut kâmata / Da Innarsuaqboerne sultede

Print
Dokument id:819
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419
Fortæller:Naqiikka
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Nakîka / Ivnarssuarmíut kâmata / Da Innarsuaqboerne sultede
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:3 sider
Lokalisering:Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Se også revideret renskrift (ved Peter Rosing ?): KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415: "Inarssuarmiut kângnerssuar" / "Oqalugtuaq Naqiikka". Begge versioner er oversat i denne base.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Det var en meget stille efterårsperiode med roligt hav.

Isstykker, der kom ud af fjorden og den is, der kom ind udefra frøs

sammen. Ingen steder kunne man tage ud på fangst("pifisârupoq" -

oversættelsen er et gæt). De var ikke mere tilbage af de bær,

kvinderne havde plukket til vinterbrug. Da de havde spist det op,

begyndte det at blive forår. Så spiste de alle hundene. Derefter havde

de ikke andet at spise end skindstumper. De spiste næsten alle

brikseskindene. De holdt op, da kun det, de skulle bruge, var tilbage;

og folk blev afkræftede.

Naqiikas mor var den eneste, som var frisk blandt kvinderne. Hun var

sammen med dem der var ude at samle blæretang. Skindstumper, hunde, og

vægbeklædning af skind, som de spiste, kogte de ved hjælp af størknet

harsk tran fra det sted, Apuuunias farfars fangst plejede at blive

trukket op, og hvor der havde samlet sig størknet tran.

Alle i huset var i familie med hinanden. En af mændene udsultede sin

kone. Til sidst blev hun så udmattet, at hun ikke kunne rejse sig fra

briksen. Så fandt broderen en håndfuld tørrede ammassætter og gav

hende dem, idet han sagde: "Spis dem alle sammen, inden din mand

kommer ind." Hun spiste dem alle sammen. Så blev hun først rigtig

dårlig, og ind imellem mistede hun næsten vejret. Men da hun først

havde kastet op, fik hun det bedre og kunne begynde at gå rundt.

 

Midt mens de sultede, hørte man en af mændene græde. Inde fra huset

blev der sagt: "Hvem er død?" Ingen var døde, men (han græde af glæde)

fordi en fanger var kommet hjem med en sæl. Alle smagte sælen. De

fleste kastede op, med undtagelse af Apuluunia.

Da de havde spist, fik de lidt flere kræfter. Så sagde Apuluunias far

til hende: "Gå udenfor og træk frisk luft." Mens hun var ude, hørte

hun stemmer. Tænk, det var en slæde  på vej til bopladsen. Da hun

råbte dette ind gennem vinduet, kom de ud og sagde, at

det var én fra Ammassalik, som kom med ammassætter til dem, da de

havde hørt, at de sultede, kom de med mad. De kom igen til at sulte og

spiste atter skindbeklædningen af væggene.

En dag Apuluunias far kom hjem, (fortalte han), at han havde set en

stor isbjørn; så løb de derhen, selv om der var masser af sne, og de

ingen ski/snesko havde. Det varede længe, før de kom tilbage og

fortalte, at de havde fanget en stor isbjørn.

De kom hjem med den; og det viste sig, at broderen/søsteren til ham,

der fangede isbjørnen, have fjernet alle indvoldene for at ordne dem

til en tupilak.

Da man var kommet hjem med denne isbjørn, kastede alle op (de spiste

vel først?) undtagen Apuluunia, for hun spiste ikke af "amarqavanit"

(indvoldene ??). Så var de ikke længere så sultne og begyndte at lange

til maden.

Det fortælles, at tupilakken vendte tilbage til ham, der lavede den,

og dræbte ham.

Mens de var ude på fangst i kajak om foråret, hørte de lyden af en

isbjørn. De roede hen for at se, hvad det var. Isbjørnen var ingen

steder at se. På vandet så de hovedet af manden flydende med udspilede

øjne. Det var tupilakken, der var vendt tilbage til sin skaber (og havde skræmt ham ihjel).

 

Hist.: Virker autentisk. Søg på sultevinteren

Nakivat

Print
Dokument id:1453
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419
Fortæller:Jørgensen, Sofie
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Nakivat
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:2 sider, nr. 91
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Se revideret renskrift (ved Peter Rosing ?) i KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415.

Begge versioner er oversat i denne base.

 

Resumé i

Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, side 371.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Det fortælles, at Nakivat var barnløs, mens broderen

havde to børn. Broderen elskede Nakivat sådan, at han ikke ville have

ham boende andre steder end hos sig. Han elskede også sine børn højt,

og han tænkte, at han, hvis de skulle blive dræbt, ville hævne sig på

morderen.

 

Farbroderen, som var barnløs, havde stor hunde (nanúngíkatât, er de

mon nanunngersut - altså hund, som bruges til bjørnejagt. Hunde, som

kan lide isbjørne).

 

En dag tog Nakivat afsted i kajak. Også dem i konebåd tog afsted.

De to sønner blev hjemme og legede inde på land. Da havde bukser og

kamikker på, af isbjørneskind. Midt under legen hørte de hundegøen,

der tydede på, at hundene havde fået færten af noget. Da de

forventede, at der ville ske et eller andet (tâva ilimasalerput),

flygtede de i retning af teltet. Så så de, at Nakivats hund løb

henimod dem. Hunden bed den yngste af drengene i strubehovedet. Den

ældste flygtede ind i teltet, men kom til at tænke på, at han også

ville blive bidt, hvis han blev på samme sted; og han gemte sig

mellem yder - og inderskindene. Han kunne høre lillebroderen græde;

men gråden forsvandt igen. Den store hund kom ind i teltet, men gik ud

igen, efter forgæves at have ledt efter ham. Han forblev på

gemmestedet, selv om hunden ikke viste sig igen.

 

Mens han endnu var der (tror jeg nok, CB), sås konebåden på vej ind.

Da konebåden nærmede sig stedet, så man ikke noget til Nakivats brors

børn. De opdagede, at den yngste lå dræbt, bidt ihjel af en hund, og

at der var blod på hans strubehoved. de ville ikke begrave ham, før

faderen kom hjem.

 

Faderen blev naturligvis rasende, da han så, hvad der var sket; men det kunne ikke falde ham ind at dræbe sin storebror, hverken med kniv eller lanse.

Men han fik ham ud af huset. Forholdet mellem dem var det samme som

før, når de sås. Alligevel ville han gerne hævne sig på ham.

Så blev det vinter. Storebroderen begyndte at køre på hundslæde, og

han kom på besøg på hundslæde, og broderen behandlede ham godt.

 

Så skulle han afsted igen. Da han var væk, kom

lillebroderen ind i huset medbringende en kajakåre med beslag på

siderne og på enderne, der var lavet af narhvaltand, og en lanse.

"Jeg vil gerne sælge de her," sagde han. De svarede: "Hvad skal du há

for dem?" Han svarede: "En formular, der skader."

Han gav dem til en mand, og denne tog imod dem med sin venstre hånd og

sagde: "Følg med, så skal jeg lære dig noget." De gik ud, og de

begyndte at gå ned. Med hænderne omkring anorakhætten gav de sig til

at fremsige en formular, der skulle dræbe Nakivat. Formularen var

rette imod Nakivat. Da de havde fremsagt den døde en af hans hunde.

 

Jeg opgav at tyde slutningen, som er svær at få mening ud af bl.a. på

grund af navneforveksling. Jeg henviser til oversættelsen af

renskriften: kasse 52, nr. 2, hæfte 415: Nakivat, CB.

 

Han hævnede sig på broderen og fik ro i sindet. Han græd ikke længere

så meget over sønnen.

 

Var.: Fjendskab der opstår mellem nære slægtninge (især børdre, fætre), og som ikke udjævnes, er et hyppigt motiv.

 

Hist.: Næppe historisk

Nalakkaaq mister forstanden / Nalákâq silaerúpoq

Print
Dokument id:1238
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Nalakkaaq mister forstanden / Nalákâq silaerúpoq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 221 - 224, nr. 3
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 12 - 15.

 

Resumé: Kaakaaq er en halvstor pige, da hendes far Nalakkaaq bliver

sindssyg i Savanganartuk. Nal. har været urolig hele dagen og er blevet

hjemme fra fangst. Hen på dagen får han en kødgave af en slægtning,

som hans kone straks koger. Nal. spiser det hele uden et ord. Derefter

roder han længe efter noget i rummet under briksen, hvor hans kone

finder ham med det hvide ud af øjene. Skrækslagne flygter familien

undtagen Kaakaaq og hendes søster til bopladsen Ikkatseq / Ikkatteq, hvis

heksekyndige Eqeqqoq (Kunnak) tager til Savanganaartuk / Sivinganaartik og forsøger at helbrede Nal. E. binder Nal. til indgangshullets to lange slanke sten,

"patsisit / patdisan / pattisat / pallisat", som familien har lagt

parat. Nal. åndepuster bindingerne løse, men E. binder dem igen og

smører dem med dryptran. Nu holder de. Kaakaaq og hendes søster giver

op og går til Ikkatseq / Ikkatteq den næste dag. E. bliver og holder vagt.

Desværre bedres Nal. ikke. Han dør i færd med at fortære sig selv. Det

skulle være Naajas søn Ilinngivakkeeq, der havde sjæleranet Nalakkaaq.

Nal.s datter Kaakaaq bliver senere gift med Il.s brodersøn Kajammat.

Hist.: Tid: 1870'erne. Persondata søg på: J. Rosing 1963: s. 281 -

285: "Kâkâq".

 

Hist.: Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Den form for sindssyge, hvor den syge får voldsomme kræfter,

en umættelig appetit og undertiden lyst til at æde sine egne

slægtninge, var stærkt frygtet i Grønland.

 

Kommentar: om denne publikations tema: blodhævn, se indledningen (ikke registreret i denne base) ved oversætteren, BS

Nápartuko / Nappartuko

Print
Dokument id:567
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Saajooq (Sâjôq / Saajooq / Maratsi, Odin)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Nápartuko / Nappartuko
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 77 - 80
Lokalisering:Sermiligâq / Sermiligaaq: Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 103 - 107; 1990: angakkortalissuit,  226 - 229: "Nappartuku".

 

Resumé:

Nappartuku var åndemaneren Maratsis bedstefar.

     Som ung på ammassætpladsen Qinngeq vælger Nappartuku sig en kone,

Atsivaq, fordi hun har skæve hæle. Han fører hende op til

Napaajaq-bjergets top, viser hende alle bjergtoppene, nævner dem ved

navn, og fortæller hende at så mange skal deres børn blive. De tar

tilbage til deres faste boplads Puisoqqaq og får da også mange børn.

Den ældste søn opkalder Ats. efter sin søster, Angii ("Den ældre").

 

Angii bliver voksen, fanger godt, og N,. der elsker hele, hengemte

sæler, ber altid kun om Angiis hengemte sæler. Da Angii blir gift og

hans kone skal føde, lader N. fosterets hoved vokse og konen dør.

Ats. ber Angii gifte sig igen, og da han svarer, at det vil han kun

hvis det ikke går som sidst, virker det som om N. slet ikke hører

efter. Som ældre får N. tyndskid, opfører sig underligt, bliver

sindssyg, bundet og løst igen, og sønnerne må kæmpe voldsomt med ham.

Endelig falder han til ro, men om natten springer han ud på gulvet,

falder på halen, vælter en urinspand, glider på strømmen af urin ud

gennem husgangen, letter og flyver, men falder ned igen over hundenes

ædeplads, der er fedtet af spæk. Han græder som et spædbarn, rejser

sig, tvinger sig vej ind gennem vinduet, smider bukserne og råber,

at Aataaqs datter er ankommet. Derefter fortæller han om en voldsom

kamp han netop har været blandet op i hos de hvide i deres land,

Ilivilardivaq ("Den store grav" ? BS), hvorfra hans brors hjælpeånder

har ført ham tilbage. Desuden er nu alt fjernet, der tidligere var i

vejen, nemlig hekseriet mod Angiis kone i sin tid. Til sommer vil der

derfor komme mange sæler. Angii knuser i vrede sin fars rygknogler,

hvorefter N. fortæller, at Niilaalaqs datter ved Kialeeq i nord er død

af galskab. Han sluger sit åndedræt og dør. N.s spådomme og udsagn

viser sig at være sande.

 

Hist.: En historisk fortælling fra sidste halvdel af 1800-tallet (i Sagn og Saga har Jens Rosing tidsfæstet den til 1700-tallet, men af hans senere undersøgelser, publiceret i 1993:  Hvis vi vågner til havblik, døde Nappartuku i 1879, og den samme fortælling står her ss. 12-19.

Der er en del historiske fortællinger om Nappartuku, men da flere af dem foregår i slutningen af 1800-tallet, må denne være sønnesønnen, Nappartuku, som var omkr. 20 år i 1884 (ifølge Jens Rosings slægtstavle i Hvis vi vågner til havblik, 1993).

 

Tolkning: Sindssyge, der gerne blev sat i forbindelse med

tilbageslag af hekseri. N. kunne med sin tilståelse være kommet sig.

Den forestillede motivation til hans hekseri mod svigerdatteren kunne

være den, at han holdt for meget af sin ældste søn, Angii, og derfor

allerede så småt havde mistet sin forstands sunde brug. Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Åndemanerens afbalancering ... ".

Nápartukos to sønner

Print
Dokument id:1640
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Saajooq (Sâjôq / Saajooq / Maratsi, Odin)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Nápartukos to sønner
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 85 - 88
Lokalisering:Sermiligâq / Sermiligaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé:

Fortsættelse af "Nápartuko". De to sønner deler altid både vinterhus

og telt, men blir uvenner og flytter hver til sit, da den ene brors

hunde dræber én af den anden brors sønner. Broderen med hundene kommer

på besøg hos den anden, beværtes godt, men værten køber sig en

formular af en gammel ungkarl for en smukt benprydet åre. Han bruger

formularen mod den bortdragne bror, hvis hunde en for en falder døde

om undervejs hjem. Med kun én hun, en tæve, når han hjem. Den har

heldigvis tre levedygtige hvalpe. Senere opklares hekseriet, der ville

have dræbt ham, hvis det var gået lige hen over ham. Det forfejlede

til alt held sit mål.

 

Hist.: En historisk fortælling fra 1700-tallets el. 1800-tallets slutning (se: Atsivaq, den stærke kvinde) oplysninger om de to brødres ophold på forskellige navngivne steder

er udeladt af resuméet.

Naqitâmilârpara / Naqitaamilaarpara / Jeg har presset det en smule ned

Print
Dokument id:1456
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415
Fortæller:?
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:Rosing, Peter ?
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Naqitâmilârpara / Naqitaamilaarpara / Jeg har presset det en smule ned
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:5 sider
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Dette er en revideret renskrift (ved Peter Rosing ?) af Orig. håndskr.: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419, nr. 89. Begge versioner er oversat i denne base.

 

Dansk resumé: Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 369:

Naqitâmilârpara.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

En lille forældreløs var plejesøn i et stort hus.

Der var ingen, som rigtigt interesserede sig for ham; og han blev

gjort til grin.

Engang da der herskede sult i huset, og da drengen jo også var én, der

skulle have noget at spise, sagde en af husfællerne til ham: "Hør, du

er ikke andet end en ekstra mund, der skal fodres. Forsvind her fra. Vi

har ikke brug for dig." Da det blev sagt, gik den sølle forældreløse

ud.

Han vidste først ikke, hvor han skulle hen; men så satte han kursen

mod indlandsisen, ind i landet.

Han vandrede længe; og langt inde i landet fik han endelig øje på

noget røg, der steg op. Han gik direkte derhenad, og på nærmere hold,

så han, at det var et kæmpe hus. Da han helt fremme blev stående

udenfor, kom der en stor indlandsbo ud. Det var minsandten en

indlandskæmpes hus, han var kommet til. Han blev stående. Så spurgte

indlandsboen: "Hvad vil du mon her?" Den forældreløse svarede: "Vi

sulter derhjemme, og jeg er kommet herhen for at finde noget, der kan

dulme sulten." da han sagde dette, bemærkede indlandsboen: "Kom

indenfor." Han gik ind, og indlandsboen sagde: "Find et sted at

sidde!" Men da den sølle forældreløse ikke magtede at komme op på det

sted, hvor han skulle sidde, måtte kæmpen hjælpe ham op.

Idet han fik ham op, sagde han til sin kone: "Find noget mad til ham."

Konen gik ud og kom ind med en hvidhvals luffe med kød på og bød den

forældreløse den. Han spiste, men kunne ikke spise den op,

fordi han blev så mæt.

Hun gik ud igen og kom ind med en stor kødfuld underarm (egentligt

står der kun: arm) af en hvalros og bød den forældreløse den.

Han spiste løs, men da han ikke kunne gøre kål på den, sagde

indlandsboens kone. "Du spiser ikke ret meget." Med de ord gik hun ud

igen, og denne gang kom hun ind med en stor isbjørnekølle, som hun

puttede i sin gryde og satte over at koge. Så snart hun havde kogt

den, serverede hun den for den forældreløse.

Han spiste af den, men blev mæt ("qatsuppaa" egentlig: blev træt af

den) inden han havde spist det hele op.

Netop da den forældreløse blev færdig med at spise, hørte man nogen

komme ind gennem gangen. Ind trådte en høj ung mand, som viste sig at

være indlandsboens søn.

 

Straks han kom ind, gav han sig til at stirre på den forældreløse, og

han spurgte så: "Hvad vil du dog her?" På hans spørgsmål reagerede

hans fader: "Når du får sultfornemmelser, prøver du at finde noget,

som du kan dulme dem med. Ham her er kommet herhen for at finde noget,

som han kan dulme sulten med!" Da hans far sagde sådan, gav sønnen sig

udenvidere tilfreds, satte sig ned og sagde til sin mor: "Man bliver

så sulten(qaannaqalunilu)."

 

Moderen gik ud og kom tilbage med en stor kødfuld luffe af hvidhval.

Hendes søn spiste det hele og sagde igen: "Man bliver så sulten!"

Moderen gik ud igen og kom tilbage med en stor underarm af en hvalros.

Også den spiste sønnen op. Moderen gik ud endnu engang og kom tilbage

med en stor isbjørnekølle. Hun kogte den, og da den var færdig,

serverede hun den for sin søn. Sønnen spiste den, og da han blev

færdig, gik de i seng.

Efter at have sovet en stund vågnede den forældreløse, og sønnen, der

var vågen, sagde: "Det er midt om natten. Sov du bare videre!" De sov

alle sammen og vågnede om morgenen.

Da den forældreløse om morgenen skulle hjem, sagde den store

indlandsbo: "Giv ham noget mad med hjem." De fik travlt; og de gav den

forældreløse en halv hvalros og en halv hvidhval. Da den forældreløse

så nøjere på dem, sagde han: "Jeg kan ikke klare at bære dem hjem."

Den store søn sagde så: "Nå, jamen så skal jeg bære dem."

Idet han tog den halve hvidhval og den halve hvalros op på ryggen,

sagde han til den forældeløse: "Følg mig bare i fodsporene. Jeg skal nok bære dem." Da han med de ord gik afsted, varede det kun et øjeblik, før han var ude af syne.

Den forældreløse søgte at gå i hans fodspor, men det var en længere

vandring mellem hvert af de enkelte fodspor.

 

Mens han stadig var undervejs, mødte han indlandsboens søn, som

allerede var på vej tilbage. Han spurgte han: "Hvor er mine kødgaver?"

Sønnen svarede. "Du skal bare følge mine spor, jeg har dækket dem til

med sne." Den forældeløse indvendte så: "Isbjørne har sikkert allerede

spist dem." Men den store søn sagde: "Isbjørnene kan ikke få fat i dem,

for jeg har trampet sneen over det til!"

Den lille forældreløse gik videre og kom til provianten, som var

blevet trampet til. Øverst var der is, så det, der var under, ikke var

synligt. Der var kun en åbning dér, hvor han kunne få fat i noget. Den

lille forældreløse tog noget af det med hjem.

Da han kom ind i huset, blev de andre overraskede og spurgte: "Hvor

har du fået det fra dit pjok?" Den forældeløse sagde: "Det er noget

jeg har fundet, som ravnene var fløjet væk med."

Den forældreløse hentede noget fra depotet med mellemrum. Og således

reddede han husfællerne fra sultedøden.

 

Var.: Mange, En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn; Nakataamilaarpara. Den forladte kvinde med plejedatter. En fortælling (om en haj der forsørgede forældreløse); De, der havde fangstplads på den anden side af briksen; Hajfisken som forsørger; Two deserted ones get meat from guests; Kunuanannguaq; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn.

 

Kommentar: Håndskriftet dateret af Rasmussen til 19. febr. 1920, men om det gælder Sofie Jørgensens egne nedskrifter i hæfte 419 eller renskrifterne i hæfte 415 er uvist. Sofie Jørgensen overvintrede i Danmark på gennemrejse til Qaqortoq i 1920. Hun må således være rejst fra Ammassalik sammen med Rasmussen i 1919.

Naujas / Naajas andet besøg hos falkene

Print
Dokument id:1669
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Kukkujooq (Pîsue / Piisui / Qaajammat, Apulu)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Jens
Titel:Naujas / Naajas andet besøg hos falkene
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 207 - 208
Lokalisering:Tîleqilâq / Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé:

Sommeren efter sit besøg hos falkeånderne (se J. Rosing 1963: 204 -

207), gentager N. besøget, bliver vel modtaget, og alle undrer sig

over så stor han er blevet. Han får repareret et hul i sin kamik af to

monstrøse åndepiger, et rødt og et sort uhyre, der holder til under

briksen. På hjemvejen løber eller rettere flyver N. om kap med sine to

hjælpeånder. Denne gang forsøger de ikke at fange ham. Piisui / Kukkujooq

slutter med at gøre rede for fortællingens overlevering fra Naaja til sin søn,

og fra denne til sin søn, der var P.s far. Han blev dræbt mens P. var

spæd, men nåede at fortælle den til P.s mor, der har fortalt den til

ham.

 

Hist.: Naaja levede i første halvdel af 1800-tallet. Piisuis far

Kajammat blev myrdet i 1890.

Naujas / Naajas første hjælpeånder

Print
Dokument id:1668
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Kukkujooq (Pîsue / Piisui / Qaajammat, Apulu)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Jens
Titel:Naujas / Naajas første hjælpeånder
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 205 - 207
Lokalisering:Tîleqilâq / Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé:

Naajas far ber ham lægge en udtørret (læder)spand i en pyt ved ebbe og

fylde sten i den. N. adlyder, men fylder blot spanden med en lille

sten og nogle isstykker. Næste dag er spanden væk. Faderen forklarer

hvorfor, og N. går beskæmmet over belæringen langsomt hjemmefra langs fjorden indefter, hvor han møder to ånder. De ved, at han er skamfuld, fordi "hans indre synger", og de inviterer ham hjem på besøg. Nær åndernes usynlige hus lagdeles

N.s syn, hvorefter det afklares. Nu kan han se husgangen. Inde på

briksen sidder en temmelig stor kvinde, Itiva, og fletter senetråd.

Hun forhører sig om N. og hans ærinde. Han er vandret ud for at prøve

sine evner, svarer hans to ånder. Hun giver ham mad, først noget, der

ligner et rypebryst, og senere da hendes mand Kikkeeq er vendt hjem

fra jagt, et kogt rævelår. Han skal spise det hele op, hvis de to

ånder skal blive hans hjælpeånder. Da endnu en af husfællerne er på

vej hjem, skal N. afsted fulgt af to ånder, der puster på ham og gir

ham fart så han flyver til sidst. N. vil se husfællen, der nærmer sig

gennem lavningerne. Men denne flygter for ham.

De to hjælpeånder tager ham i hænderne og sender ham afsted, flyvende ned ad fjeldet, slipper ham så. Endnu engang er han tæt på den flygtende ånd, der pludselig forsvinder. Ved hans forældres vaskested sender hjælpeånderne ham

i et kast helt frem og lige ind i husgangen, så den brager. N. når uskadt ind, og har intet at fortælle sine forbavsede forældre om årsagen til tummelen.

Hvis de to ånder havde fanget ham på det sidste stykke, havde de

forvandlet sig til ondsindede fjeldånder i stedet for hjælpeånder. De

er to falke i menneskeskikkelse.

 

Var.: Sandgreen 1987: 77 - 90: "Naaja bliver fornærmet".

 

Hist.: Naaja levede i første halvdel af 1800-tallet. Da tidspunktet

for begivenheden er om sommeren, er det lidt mærkeligt, at forældrene

bor i hus i stedet for i telt. Sml. versionerne hos Sandgreen, hvor

ånderne er dværge, hvor N. intet må spise, hvor han og de to ånder

flygter for ånden, der nærmer sig gennem hulninger i terrænnet, og

hvor N.s familie på det tidspunkt bor i telt.

 

Tolkning: Der er små forskelle på denne version og den, som Sandgreen fik, hvor det er den sidst ankomne ånd, der er ondskabsfuld, vil se Naaja, og forfølger ham og de to hjælpeånder (se ovf.). Interessant i den version, Rosing har fået, er den rumlige kosmologi: Her tegnes klart flere skel mellem den normalt synlige og den "anden" verden: Først efter et lagdelt dobbeltsyn / tvesyn kan Naaja se åndernes hus og senere danner bostedets vaskeplads grænsen mellem det beboede og det mennesketomme "asia": Hvis hans to hjælpeånder var kommet over den grænse, var de blevet ondsindede og aggressive. Under en seance kan de komme helt ind i huset, men da er rummet rituelt omskabt til at kunne huse de "andre" med sin mørkelægning. Og de fleste hjælpeånder kommer da også op gennem gulvet - ikke ind gennem husgangen. I en del østgrønlandske fortællinger danner stedet op mod indlandet, hvor man ikke længere kan se / ses fra teltene, grænsen til asia, hvor man kan være heldig at træffe hjælpeånder.

Naujas / Naajas åndeflugt til det store tidevands land

Print
Dokument id:1666
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:Rosing, Peter
Indsamler:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Titel:Naujas / Naajas åndeflugt til det store tidevands land
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 199 - 202
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 92 - 95; angakkortalissuit, 1990: 215 - 218: "Tinitarfissualiarneq" frem til og med "...Qaammaatilillaraatik Naajaaq nunaminut tikippoq."

 

Resumé:

Naaja, der bor ved Innardivaq / Innartivaq / Innarsuaq et stykke inde i Sermilik,

inviterer til en seance, hvor han vil rejse til det store tidevands

land (Vestkysten). Han bagbindes, får tejstevinger stukket i

armhulerne, han væltes om på siden, lamperne slukkes og trommen kommer

i gang af sig selv. Tre gange danser den op på hans skuldre og giver

både den bagbundne N. "viden" (sila) og evnen til at rejse sig op i siddende

stilling. Derefter placerer den sig på hans storetå, fører ham tre

gange rundt i en skrå elipse inde i huset, og han farer ud dér, hvor

tag og mur mødes. Mod syd langs kysten flyver han så i en regn af

gnister med sine hjælpeånder. På toppen af et højt lagdelt fjeld i

smukke farver standser de, uvisse om den videre vej frem. Naaja vil vende om og foreslår, at de kan prøve en anden gang, men han belæres af sin hjælpeånd, Ardiaq, om, at i så fald sætter ahn sin grænser her. Men så har N.s

toornaarsuk med de store ører været nede på stranden for at lytte

sig frem og med et ryk i højre øre angiver den at vejen til vestkysten

er farbar. De når, stadig langs kysten, frem til et enormt fælleshus

med mange familiebåse, hvor hveranden er stærkt oplyst, fordi

familiefaderen er åndemaner. I den vestlige ende af briksen leger

mange mænd en leg, nordortaun / nortortaat / norlortaat (?), hvor de

med en tilspidset narhvalstand søger at ramme et af de tre huller i en

hjørnetand af en klapmyds, og denne tand hænger midt imellem en klynge

af hjørnetænder fra bjørne. N. glider nedenunder alle åndemanerne på

stribe, men kun den åndemaner, der sidder i den næstyderste bås mod

øst og spiser mattak, reagerer. Han erklærer, at det føles ligesom i

gamle dage, da åndemanere blandt mennesker hvervede dem som

hjælpeånder. N. stiger op gennem gulvet, giver sig til kende, og

åndemaneren rejser sammen med en yngre åndemaner på udvekslingsbesøg

til Innarsuaq / Innartivaq. De blir således N.s hjælpeånder. N. opfordres til at

afprøve kastelegen, rammer det øverste hul, og har derved fået

sikkerhed for, at han skal leve hele sit liv til ende. På hjemvejen

møder N. og hans følge de to vestkystånder på vej tilbage i susende

fart.(Fortsættes i: Hvad der sker i fælleshuset, mens Nauja er på åndeflugt til

det store tidevands land)

 

Hist.: Angakkoq'en Naaja levede i første halvdel af 1800-tallet. Om toornaarsuk i

Østgrønland, se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Toornaarsuk".

Flere steder langs vestkysten drev man tidevandsfangst med afspærring: ved Qaquk (Nipisat Sundet overfor Nuuk); Appamiut; Prøven (i NV Grønland). Qaquk var det givtigste sted.

 

Var. Rosing, J. 1963: 212 - 213: "Naajas åndeflugt til Tinitarseerpik

...". Sandgreen 1987: 201 - 204: "Innartuaqboens himmelrejse".

Vedr. udvekslingen med hjælpeånder, se også den vestgrønlandske fortælling: Ipisannguaq.

Naujas / Naajas åndeflugt til Tinitarsêrpik / Tinitarseerpik, det store tidevands land

Print
Dokument id:1673
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Kukkujooq (Pîsue / Piisui / Qaajammat, Apulu)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Jens
Titel:Naujas / Naajas åndeflugt til Tinitarsêrpik / Tinitarseerpik, det store tidevands land
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 212 - 213
Lokalisering:Tîleqilâq / Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:


Resumé:
N. rejser under en seance med talrige tilhørere afsted mod det store
tidevands land (Vestkysten) med sine to stærkeste hjælpeånder, den
gamle dværg, Artiaq og kæmpen Nuukattiq. De følger kysten mod syd,
standser på toppen af et lagdelt fjeld i flotte farver for at
orientere sig, men da ingen af hjælpeånderne kender vejen og N.
foreslår at de vender om, afslår hjælpeånderne det, fordi N. dermed
vil have sat grænsen for sine åndeflugter mod syd ved dette lagdelte
fjeld. Men Toornaardik / Toornaarsuk nede ved fjeldets fod finder vej
ved at lytte med sine kæmpestore ører og flyver i spidsen til
tidevandets land, hvor man fanger narhvaler og hvidhvaler i
faldgruber, som man graver ud i stranden ved ebbe. N. vil straks ind i
det hus, de kommer til, men A. holder ham tilbage. Under huset
afprøver de dets åndemaneres følsomhed ved at glide hen under dem. I
hveranden briksebås er der en åndemaner, der oplyser båsen. Kun én af
dem, der spiser indmad af hvidhval, reagerer med råbet: "Det er som
dengang, åndemanere opsøgte os til hjælpeånder".
   N. og hans følge trænger sig op i husrummet, hvor to ånder straks
flyver på udvekslingsbesøg hjemme hos N. De blir hans hjælpeånder. Man
løser hans remme, der flyver alene hjem til N.s far, der tar det som
et dårligt tegn. Men N. klarer sig, skønt han føler sig fanget uden
bånd. Han har held til at ramme et af hullerne i en hvalroskindtand,
der hænger skjult mellem en masse bjørnekindtænder. Det betyder at han
skal leve sin tid til ende. Dernæst raner han sjælen fra to unge mænd,
og flyver hjem med sit følge. De to åndemænd sygner hen med indfalden
brystkasse og dør.

Var.: Rosing, J. 1963: 199 - 202: "Naajas åndeflugt til det store
tidevands land ...". Sandgreen 1987: 201 - 204: "Innartuaqboens
himmelrejse".

Hist.: Naaja levede i første halvdel af 1800-tallet. Stedet med det
store tidevand kunne være et af flere steder langs vestkysten, hvor man drev man tidevandsfangst med afspærring: ved Qaquk (Nipisat Sundet overfor Nuuk); Appamiut; Prøven (i NV Grønland, hvortil sydlændinges rejser næppe nåede op). Qaquk var det givtigste sted. Den ældste kilde til østgrønlændernes rejser til og op langs vestkysten er fra 1724 i Hans Egedes dagbog (1925, Meddr. Grønland).
Fortællingen afspejler østgrønlandske
forestillinger om vestgrønlandske innersuit, der ikke længere kan
tjene som hjælpeånder, fordi vestgrønlænderne er døbte. I Vestgrønland
er stedet for tidevandsfangsten også placeret mod vest, i Akilineq
(varianter af "Kivioq").

Toornaarsuks tilstedeværelse ved klippens fod virker påfaldende, fordi
Naaja kun medtager to andre navngivne ånder. I Sandgreens variant
1987: 201 - 204 optræder ingen Toornaarsuk, mens denne ånd har en
begrundet placering i Kaaralis variant: J. Rosing 1963: 199 - 202- Om
Toornaarsuk i Østgrønland se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Toornaarsuk".

Tolkning: Lyset i åndemanernes briksebåse er naturligvis synlige for
åndemaneren N. og hans hjælpeånder.

Nogle af Kaakaaqs meriter / Kâkâp pissarnerisa ilait

Print
Dokument id:1261
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Nogle af Kaakaaqs meriter / Kâkâp pissarnerisa ilait
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 289 - 292, nr. 26
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967 s. 69 - 71.

 

Resumé: Kaakaaq laver ialt tre tupilakker, de to dog ikke for at

dræbe. De skal kun skade hendes fjender. En af dem retter hun mod sin

svigersøn, fordi hun finder ham slap og doven.

Til den ene tupilak bruger hun hovedet af en sortside og nogle dele

af en sæl. Til den anden en ravn og noget af en sæl. Dernæst beskrives

i generelle vendinger, hvordan man får liv i en tupilak med en

formular. Tupilakken tiltales som ens pattebarn, der skal passere over

landtangen, dvs. tupilakmagerens ben. Når den er blevet levende og

kommet over "tangen" slutter sangen: "Så kom den over!"

K. laver som sagt tupilakker, men hun vil ikke stå offentligt frem som

åndemaner, skønt hendes hjælpeånder presser på. Hun søger stadig nye

ånder. En dag går hun i indlandet i trance med fremstrakte håndflader.

En vipstjert lander på dem. Hun river den i stumper uden at spilde den

mindste dråbe blod, sætter den sammen igen, puster den levende og

sender den op at flyve. Den vender tilbage med ordene: "Så kan du

begynde at mane ånder." K. vil stadig ikke. Fuglen truer hende da med,

at hun vil blive blind.

 

Hist.: For K.s persondata, søg på: J. Rosing 1963: s. 281 - 285:

"Kâkâq".

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Tolkning: Vipstjerten forlener K. med den egenskab hun gik glip af, da

hun ikke fik pooq. Nu er hun derfor initieret til at holde sin første

seance. For "pooq" se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

 

Kaakaaqs uvilje mod at stå offentligt frem som åndemaner skal både

forklare hendes senere blindhed og heksekyndige tupilakmageri.

Optakter til at stå offentlig frem som færdig angakkoq / åndemaner associeres ofte til blod. Hér til blod der ikke må spildes. Søg på: forløsning; blod; o.l.

Nordboerne

Print
Dokument id:566
Registreringsår:1936
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Iaqqa (Iarqa)
Nedskriver:Rosing, Otto
Mellem-person:Rosing, Jens
Indsamler:Rosing, Otto
Titel:Nordboerne
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 39 - 40
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Resumé:

 

Ved Kuummiit / Kuummiut boede engang flere end tre hvide mænd, der tog

konen af et eskimoisk ægtepar, de havde som tjenere, til fælleskone.

Befolkningen satte derfor ild på deres hus med et par forheksede

kvindehusbukser som lunte. Kun to hvide mænd undslap. De øvrige

brændte op.

     I en variant satte man ild til huset, fordi de hvides ildrøg

skræmte fangstdyrene bort.

     I en anden variant, der stedfæstes til Kulusuk, sker det fordi

man ikke kan have sine forråd i fred for de hvides tyverier.

     En sang nævner den frygt de hvide vækker. De har tilmed ingen kød

på læggene.

 

Var.: søg på: nordbo. Men kun afbrændingen af huset er fast element i de vestgrønlandske varianter.

 

Hist.: Der har næppe nogensinde været nordboere i Ammassalik-området.

Beviset for fortællingens sandhed ser østgrønlænderne i de trækul, som

man ofte finder de to steder. Man har hørt nordbohistorier fra

Sydvestgrønland via sydøstgrønlænderne. Om disse fortællinger se

Kleivan 1982. Og Thisted 2001: on Narrative Explanations. Scandianvian Studies vol 73(3): 253-295, der også refererer Jette Arneborgs undersøgelser.

Nukarît mardluk nakuarssuit arfangniat tigdlingniaraluarait / Nukariit marluk nakuarsuit arfanniat tillinniaraluaraat

Print
Dokument id:545
Registreringsår:1902
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Brandt, Jan
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Nukarît mardluk nakuarssuit arfangniat tigdlingniaraluarait / Nukariit marluk nakuarsuit arfanniat tillinniaraluaraat
Publikationstitel:Oqalugtuat oqalualâtdlo, II
Tidsskrift:
Omfang:side 33 - 34
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Redaktør: Søby, R. M. Renskrevet af Otto Sandgreen.

 

Håndskr.: KRKB 1, 7(19). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04.

 

Oversættelse ved Birgitte Sonne. Revideret af Stig Bjørnum:

 

To stærke brødre, som nogle hvalfangere havde prøvet at stjæle

 

Man fortæller om to stærke brødre, at de tog ud til et skib, der lå for anker et stykke ude. De blev gæstfrit modtaget da de var kommet op af kajakken (oppe på dækket), og kaptajnen inviterede dem med ind sin agterkahyt. Han lod dem kigge sig omkring, skænkede op for dem og fik dem i godt humør. Man siger, at kun kaptajnen og hvalflænseren lige fra de var kommet derind blev ganske særligt venlige og hele tiden skænkede op for dem. Og derinde kunne de udefra høre en farlig larm af hamren og banken. Til sidst blev kaptajnen og flænseren helt overstrømmende. Da de syntes de til overmål havde fået mere end nok, sagde den ene af dem at han ville ud, men så kunne han ikke få døren op. De ville ud sagde han til kaptajnen. Men denne og flænseren sagde nej. Så gik de sammen til angreb for at smadre døren, men da greb nogen dem bagfra. Sikken slåskamp! Den ene greb ham bag sig, trak ham frem og klaskede ham ned så han ikke rørte sig mere. Den anden abede efter og gjorde ligeså. Så maste de skuldrene mod døren så den splintredes, skønt de ellers havde spærret og sikret den med spigre, og de kom ud. Derude blev de overfaldet af styrmanden og en anden grimrian. Så drejede de rundt og i en håndevending kylede de dem lige i døden. Da flygtede hele sværmen af matroser ud på fordækket.

 

De befalede en af matroserne, en styrmand, at dreje roret og styre mod land. Ikke tale om han ville. Da var det først de så, at deres kajakker hang og dinglede oppe i masterne.

 

      

 

Den ene greb den sølle styrmand og dræbte ham. Så styrede han selv skibet mod land. Da de nåede frem, beordrede de ankeret kastet helt henne ved stranden og deres kajakker hejset ned. Så snart de havde dem fat, kappede de skibets styrke, dvs. vanten fra den øverste mast (? mastetoppen ?) til agterstavnen, og sådan, siger man, berøvede de skibet dets kraft; men selv roede de ind til fastlandet.

 

      

 

Da skibet var sejlet ud, hørte man aldrig siden noget til det. De havde gjort ende på de øverstbefalende.

 

      De nåede nok aldrig frem?

 

Var.: Røverskibet. Pukkitsulik; Brandt 33 34; Piratskibet.

Nunakitseq, boplads ved Kulusuk

Print
Dokument id:1650
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:?. Ajaateq
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:Rosing, Peter
Indsamler:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Titel:Nunakitseq, boplads ved Kulusuk
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 119 - 124
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 29 - 35; angakkortalissuit, 1990: 154 - 161: "Nunakitseq (Kulusup eqqaani)"

 

Resumé:

I Nunakitseq nær Kulusuk overvintrer i sultevinteren følgende fangere med familie: Aggu / Akku, Pattorngooq, Uggunaqqisimaleq, Ippatikajik. Kun Aggus søsterdatter

Ajaateq overlever på selve bopladsen, mens Aggu, hans førstekone, søn

og datter klarer sig ved at flytte til Sitsingalik. Stormvejr hindrer

fangst det meste af vinteren, hvor Aggu, som den eneste, fanger en

bjørn, og siden - i marts - endnu én, som udpeges af hans hjælpeånd i

kort afstand fra huset. De første dødsfald indtræffer i maj, da Aggu

og et par andre har stjålet af Sannersaqs forråd ved Suunaajik, og

alle undtagen Aggu blir mere eller mindre syge af maden. Aggu tar

derefter alene til Sitsingalik, og da han får besked om, at hans

andenkone har født en søn, sender han bud tilbage om, at hun skal

forlade husstanden. Hun går ud, knuser barnets hoved mod en klippe og

får møjsommeligt slæbt sig ned til vandet, hvor hun drukner sig i

tidevandsrevnen. Kort efter henter Aggu sin førstekone og datter til

Sitsingalik, men efterlader søsterdatteren Ajaateq. Hun overlever på

det skind, hun når at slæbe ind, inden et uvejr bryder løs. Alle

husfællerne dør, og hun vænner sig efter et par søvnløse nætter

til disse dødes snorken, pusten og knasen lus om natten. Hun fanger

tre snespurve, falder i en dødlignende søvn, og hører derfor ikke

Aggus råb, da han kommer for at se efter overlevende. Senere kommer

Aalik forbi, ser et levende menneske, vover sig op til huset, og

forstår at det magre væsen er Ajaateq. Han beordrer hende til at vaske

sig og til ikke at sove mellem de døde næste nat, hvorefter Aggu

kommer og henter hende. Efter den første mundfuld rigtige mad sover

hun i et døgn og må ruskes vågen. Lidt efter lidt kommer hun til

kræfter igen. Mistænkt for kannibalisme under sulteperioden, indrømmer hun beredvilligt og der sker hende ikke mere af den grund. Hun slutter sin fortælling med ordene: "Ja, dengang vi sultede, da sultede vi, så det kunne forslå noget."

 

Var.: Ajaattoq Victor.

 

Hist.: Historisk fortælling om sultevinteren 1880 - 81. Denne datering stemmer dog ikke overens med andre. Se kommentaren til: Ajaattoq Victor.

Nunakitseq, boplads ved Sermiligâq / Sermiligaaq

Print
Dokument id:1646
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:Rosing, Peter
Indsamler:Rosing, Peter
Titel:Nunakitseq, boplads ved Sermiligâq / Sermiligaaq
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 108 - 112
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 16 - 20; angakkortalissuit, 1990: 143 - 147: "Nunakitsit (Sermiligaami)".

 

Resumé:

På øen Nunakitseq/Nunakitsit i Sermiligaaq-fjorden overvintrer i sultevinteren disse familier: Quarrajeeq, Maratsi, Aqqi/Aqqii, Issiavikiseq,

Kukku, Uuttuaq, Siannialik og Umitteeq. Man finder en del sortebær

under sneen ved vinterens begyndelse. Noget senere er der fangst i en

kort periode, hvor skrueis gir plads for åbent vand. Derefter en lang

periode med sult. Forgæves søger man at overtale Maratsi til at holde

åndemaning. Hans bror, Kukku stjæler, afsløres ved qilaneq og tilstår.

De to brødres hunde kommer i klammeri, hvorefter Maratsi forgriber sig

på en af Kukkus hunde uden dog at dræbe den, mens K. slår en af M.s

hunde i smadder og myndigt dæmper M.s lyst til at hævne sig ved

hekseri. M.s stedsøn og yngste barn dør af sult, og da hans kone føder

en søn, beordrer han den nyfødte sat ud. Selv skærer han sig med

mellemrum stumper af konebådens skind, som han spiser uden at dele med

sin familie. Issiavakitseq redder dem alle på slutningen af vinteren

ved åndehulsfangst, som andre også efterhånden har fået kræfter til at

deltage i. Siannialik, der tidligere har hånet I. for hans

fangstevner, modtager flov hans kødgaver. I april kommer Kilimii og

Simmujooq på besøg og får mad i nogle dage.

 

Hist.: Sultevinter. Historisk fortælling om sultevinteren 1880 - 81. Denne datering stemmer dog ikke overens med andre. Se kommentaren til: Ajaattoq Victor.

Om kvinden, der var så smuk, at havet altid lå spejlblankt ud for hendes boplads

Print
Dokument id:1374
Registreringsår:1919
Publikationsår:1921
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:Rosing, Peter ?
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Om kvinden, der var så smuk, at havet altid lå spejlblankt ud for hendes boplads
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, I
Tidsskrift:
Omfang:side 307 - 310
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Orig. håndskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 413, nr. 35: "Arnaq

pínigarame sava ...". Renskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 424:

"Arnaq píningârame sâvna ..." / "Arnaq pinningaarami ..." (med sproglige rettelser og til vestgrønlandsk af Hendrik Olsen eller Peter Rosing ?).

 

Resume:

En storfangers kone er så smuk, at havet ligger spejlblankt ud for

bopladsen, når hun er ude, og kruses en smule, når hun er inde. En dag

han kommer hjem er havet i oprør, og han tar straks ud i konebåd

roende med styreåren for at lede efter hende. To gange undervejs bydes

han på rå spæksyltet lever med syre af en kæmpe han forhører sig hos,

spiser blot en mundfuld og får en dreng med til at ro. Han finder

havet blankt ud for en teltplads, hvor lederen, der har stjålet hans

kone, lader sit telt bevogte af mange mænd. Manden slår sit telt op

ved siden af, men ser aldrig konen. Han gør sig rejseklar, tigger sig

adgang til blot at røre konens hånd, og trækker hende med gennem

vogterne til båden. Konerøveren afskyder en pil, der ikke rammer,

vender sig for at hente en ny pil og blir ramt af ægtemandens pil.

Denne dræber også hans hund, tar ligene med i båden, skyder en sæl med

bue og pil undervejs, og viser den frem hver gang nogen vil høre, om

han har dræbt konerøveren? Nej, han har kun dræbt sælen. Liget af

manden parterer han og sænker delene undervejs. Siden lever han

uforstyrret med sin skønne kone.

 

Var.: ikke i denne bases tekstsamlinger.

Omsider får de en søn / Kîsame ernertârput

Print
Dokument id:1255
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Omsider får de en søn / Kîsame ernertârput
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 269 - 270, nr. 20
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 52 - 53.

 

Resumé: Kaakaaq, der har fået to døtre med Imaakka, samler en dag

muslinger ved Isortoq. Hun har en fornemmelse af, at hun vil se noget,

der kan sikre hende og hendes efterkommere mod andres hævnkrav. Hun

får øje på en vingesnegl, som hun gemmer til sin næste fødsel, en søn.

Hun fæstner vingesneglen til den nyfødte med det formål, at han vil

forvandle sig til en vingesnegl, hvis nogen efterstræber ham på havet.

Imaakka forlader hende ikke, da han endelig har fået en søn.

 

Hist.: Tid: ca. 1900. For K.s persondata søg på: J. Rosing 1963: 281 -

285: "Kâkâq".

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Kommentar: I adskillige østgrønlandske biografiske tekster kaldes en vingesnegl, hvid eller sort, som hjælpeånd for en toornaarsuk. Se denne.

Oqalugpalârsiáka angajorqâvnit avdlanitdlo (fortsættelse: besøg af hvalfangere)

Print
Dokument id:1948
Registreringsår:1957
Publikationsår:1957
Arkiv navn:
Fortæller:Nielsen, Martin (Marteeraq)
Nedskriver:Nielsen, Martin (Marteeraq)
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Oqalugpalârsiáka angajorqâvnit avdlanitdlo (fortsættelse: besøg af hvalfangere)
Publikationstitel:
Tidsskrift:Avangnâmioq
Omfang:ss. 142 - 143
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger: Upernavik
Note:

Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne).

Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq.

Oversættelse:

Fortællinger jeg har hørt af mine forældre og andre (fortsættelse). (Fortællinger om hvalfangere).

Dengang boede Usunnguaq 's bror, Tiggak, ved Kingigtoq / Kingittoq, der ligger lige nord for Upernavik, som hvert forår blev besøgt af hvalfangere. Og der fik de så mange gode ting i bytte.

      En af Kingittoqboerne, en gammel mand, var Tiggaks gode ven, og morskab, og de snakkede næsten altid med hinanden. Denne gamle mand, der hed Otto kaldtes af sine bopladsfæller for Taannakuluk. Taan. havde en særlig ven blandt kaptajnerne, og det pralede han med overfor Tigg. og sagde til Tigg., at han skulle prøve at få sig en ven blandt kaptajnerne. Og denne kaptajn blev af eskimoerne kaldt Vaakka (muligvis Walker, RP). Når V. ankom, kom Taan. ombord på besøg hos kaptajnen og kom ud lidt påvirket og blev kaptajn for en dag. Og så gik han sammen med kaptajnen til de forskellige matroser, der havde forskelligt arbejde og så gav han dem en befaling, og for at more ham, udførte matroserne hans befalinger så hurtigt som han sagde dem. Og Tiggak lod som om han var misundelig på Tannakuluk, fordi han kunne gøre sådan.

Engang da Vaakka var kommet og Taann. blev den store mand ombord, gik Tiggaaq hen til ham og sagde, at han ville give ham noget at lugte af sin tarmåbning.

Taann. prøvede at flygte, men Tigg. tog fat i ham, så han ikke kunne vride sig løs. Og da han stak fingeren ind under bukserne, vendte Tann. ansigtet bort, og masede på for at komme løs. Men Tigg. klemte hans ben mellem sine ben, og så stak han sin finger op i næsen på ham og slap ham så løs. Og så fik matroserne noget at le af og de skraldgrinede allesammen. Og V. lod som om han skældte ud, men ind imellem lo han og pegede på Tigg. og sagde: No good. Det var sjovt den gang at Tiggak viste hvor stærk han var, og Taan. fortalte senere, at han prøvede at komme løs, men at han havde følt sig som et lille barn. Og han måtte så opgive at anstrenge sig. Og denne Taan. var blevet Vaakkas ven, fordi dengang Vaakka kom som barn, havde Taann. givet ham et par vanter af vandskind.

En anden, en tidligere kaptajn Vaakka, der havde mistet sin kone, kom med sin 9-årige søn, idet han syntes, at det ikke ville være videre godt for barnet at blive sendt på kostskole. Denne lille Vaakka havde, eftersom han var barn, ikke noget at gi', og han ville også gerne have noget, men måtte nøjes med at misunde de andre, fordi han ikke havde noget at tilbyde. Og Taannakuluk lod så sin kone lave et par vanter af vandskind, og han lavede så en ters af narhvaltand, og han

gav det så til Vaakka, idet han sagde, at det skulle han ikke betale noget for.

Da de rejste glemte han det. Som gammel mand boede han ved Kingittoq, og et forår kom der et hvalfangerskib til Kingittoq, og blandt dem, der kom ud til skibet var Taan. Den nye kaptajn Vaakka så Taan. og genkendte ham, selv om Taan. ikke kunne huske noget. Og så nævnte han, hvor han havde set Tann. Da Taan. stadig ikke kunne huske det, så viste kaptajnen med hånden hvor stor han var,

og fortalte, at han havde givet ham et par vanter. Og så kunne Taan. pludselig huske, at det var sket et sted nord for Tasiussaq / Tasiusaq. Efter den tid fik Taan. mange venner blandt hvalfangerne lige til han døde, og hvalfangerne kaldte ham John Otto.

 

Hist.: autentisk

oqalugtuaq ãma avdla / Merngajorak / Nerngajoraq / Sangiak / Sangiaaq

Print
Dokument id:114
Registreringsår:1824
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Kragh, Peder
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq ãma avdla / Merngajorak / Nerngajoraq / Sangiak / Sangiaaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 12 - 13, nr. 5
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, formentlig af Kraghs nedskrift eller renskrift: NKS 2488, VI, ss. 78 - 79.

 

Afkortet oversættelse af en blanding af denne og en del af en anden variant i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 6, ss. 65 - 67.

Samme noget kortere på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 87, ss. 437 - 438: Sangiak, or Nerngajorak.

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

"Fortællingen om Merngajoraaq":

En mand havde en kone, der ikke kunne få børn. En dag han var ude i kajak fandt han en orm og tog den med hjem. Han bad sin kone om at vende ryggen til, hvor-

efter han kastede ormen og ramte hende på lænden, og ormen krøb ind i

hende. Inden længe blev hun gravid og fødte en dreng, der fik navnet

Merngajoraaq. Merngajoraaq og hans far besøgte engang en boplads med mange mennesker. En dag de var ude på fangst, så Merngajoraaq en kajakmand, der be-

tjente sig af to sæt kajakredskaber. Han kastede to harpuner på én gang og fik

to sæler. Merngajoraaq ville ikke stå tilbage for ham og fangede to sæler på én

gang med ét harpunkast. (Harpunen gik igennem den ene og satte sig fast i den

anden sæl). Manden med det dobbelte sæt kajakredskaber var meget populær, og

Merngajoraaq havde planer om at dræbe ham. Faderen var også sikker på, at Mern-

gajoraaq nok skulle klare sig, for en dag Merngajoraaq var ud i kraftigt stormvejr, var faderen på udkig efter ham og så ham gå på vandet med sin kajak med læs på hovedet.

 

En dag var Merngajoraaq ude at ro i kajak sammen med manden med det

dobbelte sæt redskaber og fik på den måde lejlighed til at dræbe ham. Dette

fortalte han den dræbtes bopladsfæller, der blev meget vrede og ville hævne sig. I smug skar de huller i hans kajak, og bevæbnet med knive omringede de

hans telt. Merngajoraaq smuttede ud gennem en lille åbning, gik ned

til sin kajak og sejlede ud. "Nu synker han", sagde de andre. Men det

gjorde han ikke, for han havde stoppet hullerne i kajakken med sten.

Da han nåede hjem og løftede kajakken, raslede stenene ned, så det

larmede.

 

Var.: Første episode bruges altid i Qujaavaarsuk; Selve fangsten af ormen og konens befrugtning med den fortælles også om Nappartuku, forfaderen til en talstærk slægt i Sermilagaaq fjorden: Jens Rosing: Hvis vi vågner til havblik. Borgen 1993: 12-16.

 

Kommentar: Merng. er en slags angakkoq / åndemaner med sine evner til at gå på vandet og holde kajakken oven vande trods dens huller stoppede med sten. Hans oprindelse fra havets orm må være årsagen.

oqalugtuaq avdla / Ernisuitsoq / Qûjavarssuk / Den ufrugtbare

Print
Dokument id:1069
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Dahl, Jakob (Dahl, Jacob)
Nedskriver:
Mellem-person:Kjær, J.
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq avdla / Ernisuitsoq / Qûjavarssuk / Den ufrugtbare
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 628 - 632, nr. 178
Lokalisering:Sisimiut / Holsteinsborg
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 19 ss. 93 - 96 har Rink sammenstykket 3 varianter. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 13, ss. 148 - 154: The Barren Wife.)

 

For en anden oversættelse til dansk se Thisted: "Som perler på en snor...". PhD-afhandling, Kbh. Univ. 1993, Tekstsamling, s. 33 - 35: En anden historie.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

En anden fortælling (Qujaavaarsuk).

 

Der var engang en lille ældre mand, der havde mange sønner. Han behøvede ikke længere at tage ud på fangst. ('qajar- torneq ajulerdlune' betyder egentlig ordret, at han ikke længere kunne tage ud på fangst. chr.b). På stedet var der også en gift kvinde, der ikke kunne få børn. Manden var vild efter, at de skulle have et barn, så han sagde til sin kone, at hun, når den lille ældre mand var taget ud for at fiske ulke, skulle stille sig på stranden lige ud for ham. Hun stillede sig på stranden lige ud for ham, men da han ikke lagde mærke til hende ('ilagsíngímane' - ordret: da han ikke hilste på hende. chr.b), gik hun hjem. Manden spurgte hende: "Har han ikke lagt mærke til dig?" Konen svarede, at den lille ældre mand ikke havde lagt mærke til hende. Manden sagde, at hun, næste gang den lille ældre mand var ude at fiske ulke, skulle stille sig på stranden lige ud for ham. Heller ikke denne gang lagde den lille ældre mand mærke til hende, og hun gik bare hjem. Manden spurgte hende: "Har han ikke lægt mærke til dig?" Det havde han ikke bekræftede konen. Så sagde manden at hun skulle prøve en tredje gang.

 

Da den lill ældre mand nu så hende tænkte han: Mon kvinden derinde vil mig noget, siden hun flere gange har stillet sig op lige ud for mig? Han roede ind, gik i land og spurgte hende: "Hvorfor følger du altid efter mig langs stranden?" "Min mand har sagt at jeg skulle stille mig på stranden lige ud for dig, fordi han så gerne vil have et barn. Derfor er jeg gået herhen hvor du er." Så havde den lille ældre mand samleje med hende, hvorefter de tog hjem.

 

Da der var gået en tid blev kvinden gravid. En dag fik den lille ældre mand at vide, at hun skulle til at føde. Så gik han hen til sin bedstemors

grav og fjernede en halshvirvel. Han lagde halshvirvlen på en oval tallerken.

Han iførte sig sin helpels og roede mod vest uden for kysten. Her fangede han en

stor skarv og roede hjem. Da han kom hjem, blev denne skarv lagt på en tallerken

(eller måske: tallerkenen. CB) og bragt til kvinden, som havde svært ved at

føde. Der blev sagt til hende, at hun skulle spise fuglen og begynde

fra enden af tallerkenen. Så endelig fødte hun og det blev en dreng. Drengen fik

navnet Qujaavaarsuk.

 

Drengen fik skarven (skelettet ?) og halshvirvlen som amuletter.

Hans stedfar elskede ham meget højt og da han var blevet ret stor fik han bygget en kajak til ham. Han tog ham ud på fangst og en dag harpunerede drengen en sæl og faderen fik drengens første fangst ubeskåret. Med tiden blev Qujaavaarsuk en meget dygtigfanger og fangede meget for sine brødre. Til sidst blev brødrene misundelige på ham og de gav sig til at lave en tupilak. Da tupilakken var blevet levende,

begyndte de at kigge efter deres bror for at gå på jagt efter ham - når han var

ude på fangst og når han kom hjem. Den store skarv, som sad ved siden af ham,

hakkede tallerkenen med sit næb. En halshvirvel af et menneske spærrede dem vejen. Da de ikke kunne fange ham, kredsede tupilakken

omkring hans hus, når han kom hjem, men hver gang var den store skarv foran ham

og hakkede. Til sidst måtte de opgive at dræbe ham.

 

Engang hørte Qujaavaarsuk, at man i Amerloq (Sisimiut/ Holsteinsborg)

plejede at fange hvaler. Han tog til Amerloq med faderen og moderen som roere

for at skaffe sig noget fiskesnøre (af hvalbarde, BS). De roede nordpå og nåede til Paaraarsuk,hvor de kom til at bo hos en mand, som også hed Qujaavaarsuk. Her overvintrede de.

 

En dag råbte stedets leder ind i huset: "Nu kan man snart vente hvaler. Lad

os tage ud og fange noget, vi kan bruge til fangstblærer". De lavede sig til

og tog af sted. Lederen roede mod vest uden for kysten.

Qujaavaarsuk tog til Qipingasoq og der fangede han en spraglet sæl

('qasigiatsiaq' - Sch.L: småspraglet sæl. chr.b). Han tog hjem igen. Meget snart efter at han var kommet hjem, så kom lederen hjem med en

stor remmesæl. De krængede skindet af sælerne. Qujaavaarsuk råbte ind i lederens

hus og bad ham om at komme og se den fangstblære, han havde lavet (det kan også

opfattes: at se det skind, han skulle lave en fangstblære af. CB). Da lederen

kom ud og så fangstblæren sagde han: "Det er tvivlsomt, om den kan ses

på havet, når hvalen dykker (Det er nok det, der menes, men

'erssiserquvdlugo' kender jeg ikke. CB). Så bad han Qujaavaarsuk komme og se

sin fangstblære. Qujaavaarsuk gik derhen og fangstblæren lignede en båd, der lå

med bunden i vejret.

 

Da de blev færdige med fangstblærerne, tog de ud for at gå på jagt efter

sovende hvaler. Moderen sagde til Qujaavaarsuk: "Jeg måtte helt ned til stranden

for at blive gravid med dig (det er vist det der er meningen. CB), så du må hellere kigge efter hvalen i nærheden af stranden".

 

Næste morgen tog de afsted. Da de kom ud af Paaraarsuk, tog lederen mod vest. Lige udenfor Paaraarsuk, hvor Qujaavaarsuk befandt sig, dukkede hvalen op. Han roede hurtigt til og harpunerede den. Fangstblæren forsvandt ned i havet. Han råbte om hjælp.

Lederen råbte: "Hvorhen, hvorhen?" Qujaavaarsuk svarede ham: "Til stranden, til

stranden". Lederen råbte: "En hval, der er stukket vil aldrig flygte til

stranden". Lederen roede længere ud for at være dér, hvor han forventede hvalen

ville dukke op. Så så de hvalen dukke op lige ved stranden. Her råbte

Qujaavaarsuk at han skulle komme hen. Han kom og de stak løs i den for at aflive den. De dræbte den, efter at hvalen havde flyttet sig til

området lige uden for Paaraarsuk.

 

Qujaavaarsuk advarede sine roere mod at spise af hvalen. Men hans ledsagere gav sig straks til at spise, selvom han advarede dem. Qujaavaarsuk skar et stykke mattak og kød og sendte dem ind til sin mor med en kajak. Moderen kogte disse og da de kom hjem, lagde hun dem på en tallerken og tog dem ind i huset. I den ene hånd havde hun et stykke halshvirvel af en skarv og et menneske og i den anden hånd mattak og kød og dem delte hun til roerne. Da de havde spist halsstykkerne, begyndte de at spise det almindelige, nemlig mattakken og kødet. Efterhånden blev alle bopladsfællernes munde stive. Sådan var de hele vinteren.

 

Sommeren efter at han havde fanget hvalen ville han tilbage til sin boplads. Han lastede konebåden med hvalbarder, så den kom til at ligge dybt i havet. De tog af sted tilbage til deres boplads, for at moderen til sin tid kunne blive begravet dér.

     De nåede tilbage til Alluitsoq og han uddelte hvalbarder til sine mange

brødre. Han vendte aldrig tilbage til Amerloq. Slut.

     Jâkob Dahl

Var.: Qujaavaarsuk. Jakob Dahl synes at have misforstået enkelte passager og givet dem sine egne, ikke helt indlysende tolkninger. Selve fangsten af ormen og konens befrugtning med den fortælles også om Nappartuku, forfaderen til en talstærk slægt i Sermilagaaq fjorden: Jens Rosing: Hvis vi vågner til havblik. Borgen 1993: 12-16.

 

Hist.: Hvalfangsten nær Sisimiut, ved Amerloq, tiltrak mange sydlændinge i hvalfangst- og tidlig kolonitid. Efter en epidemi i 1800 flyttede mange sydgrønlændere hertil, især fra Paamiut.

oqalugtuaq Ipisánguamik / Ipisánguaq

Print
Dokument id:1073
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Amos (Ammon)
Nedskriver:Nissen
Mellem-person:Nissen
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Ipisánguamik / Ipisánguaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 650 - 653, nr. 185
Lokalisering:Nunarsuit: Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

Kortfattet oversættelse i Rink 1866-71, I: 175-176.

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 242 - 244: Ipisannguaq. Transskriberet til nugrønlandsk i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 242 - 244: Oqaluttuaq Ipisannguamik.

 

Fyldig oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 56, som den anden af to "mærkværdige" fortællinger om angakkut, ss. 175 - 176.

Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 45, The Angakok's Flight to Akilineq, som den anden af 3 fortællinger under denne overskrift, s. 274 - 276.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om Ipisannguaq.

Han, som ikke skulle være angakkoq / åndemaner ('angakûvsãngitsúnguaq' / bestemt til at være åndemaner / et åndemaneremne), begyndte at beskæftige sig med åndemaning.

 Engang, han manede ånder, sagde han: "Hvor mon det befinder sig, som mine forfædre (kan også være: forgængere. CB) talte om, hvor der

på den nordlige side af et hus var et stort blodigt sværd". En gang han manede

ånder og fløj gennem luften og 'sila saqilerpâ' (rejse verden rundt - ifølge Rinks tilføjelse, CB). Da han kom hjem sagde han ikke noget om det. Næste gang det blev mørkt, manede han igen ånder og tog vestover til Akilineq. Han så et hus og på den nordlige side så han et stort blodigt sværd. Han landede bag huset, hvor han afførte sig sit flyveredskab (? autdlatine - måske remmene man bindes med til åndeflugt, BS) og stillede sig ved husgangen. Et menneske kom og kiggede på ham. Dets øjne lignede øjnene på et sæl- eller hvalfoster. De var dunkle og uklare. Mennesket gik ind igen uden at se ham. En anden kom ud og kiggede på ham. Hans øjne lignede sortebær. "Kom indenfor!" sagde han. Han gik ind. Undervejs ind sagde mennesket: "Du træffer det rigtige tidspunkt. De skal lige til at spise." Åndemaneren sagde: "Min familie vil nok som de plejer ikke tro mig. Måske skulle jeg have en stedfortræder!" "Jeg kunne jo godt være din stedfortræder", sagde mennesket, "men jeg bevæger mig så langsomt." Så bandt de ham og han hævede sig op i rummet og kom ud gennem husgangen, og han så lutter stjerner blinke; men den anden morede sig sammen med dem i huset hele natten. Da det var ved at blive morgen sagde han: "Natten er ved at være forbi, jeg må hellere se at komme hjem." Så tog han af sted østover. Forude så han en stor flamme, og det så ud som om der var mange kajakker omkring den (el. ifølge Rinks tilføjelse: så hele egnen blev oplyst). Da de (åndemaneren og hans stedfortræder) passerede hinanden, nåede de lige at smile stort, og så var de forbi hinanden.

 

Om aftenen bandt de ham igen, og han tog igen af sted til Akilineq. Manden fra Akilineq sagde: "Man kan høre hans stemme østfra." Så blev også han bundet, og han (stedfortræderen) tog af sted østover. De passerede hinanden og smilede stort til hinanden. Men åndemaneren fra Akilineq endnu opholdt i huset (hos Ipisannguaqs fæller) sagde han: "Nu kan man høre hans stemme." Så blev han bundet, og da de passerede hinanden sendte de hinanden et stort smil.

 

Da Ipisannguaq dagen efter var ude i kajak, hørte han dem der boede nord for dem sige: "Ipisannguaq, som ikke skulle være åndemaner, har fået en stedfortræder fra Akilineq. Lad os tage hen og overvære hans åndemaning!" Da Ipisannguaq kom hjem sagde han: "I dag hørte jeg mændene fra Qassimiut sig, at de ville komme og overvære Ipisannguaqs åndemaning, han som ellers ikke skulle være åndemaner." De gik i seng, og da han dagen efter skulle ud på fangst, sagde han: "Hold øje med Allaangusuarannguaqs lille næs i dag!" Og hver gang de dagen igennem gik ud, kiggede de på Allaangusuarannguaqs lille næs, men der var ikke noget særligt at se. Men da en af dem lidt før eftermiddag gik ud så han den ene kajak efter den anden og den ene konebåd efter den anden komme frem fra det lille næs. En hel flåde af kajakker og konebåde blev det til. Da sagde en af dem: "De kommer jo til at stå som sild i en tønde!" En anden tog så sin gode gamle støvletrækker (kammiut) frem og strakte huset ud så det blev større. Alle de ankomne vrimlede ind, men rummet blev ikke fyldt helt op. Ipisannguaq kom hjem fra fangst, og om aftenen gjorde han sig klar til at mane ånder. Han blev bundet, kom ud af huset, og så var han på vej vestover til Akilineq. Og åndemaneren fra Akilineq kom til hans hus som stedfortræder. Hele natten morede de sig sammen med åndemaneren fra Akilineq. Da det var ved at være morgen sagde åndemaneren fra Akilineq: "Nu kan man høre hans stemme!" Forude så Ipisannguaq den der gevaldig store flamme, og omkring den mange andre flammer.

 

Da de, der var kommet for at overvære åndemaning, var taget hjem, rejste Ipisannguaq på besøg til Qassimiut. Om aftenen sagde en af dem til ham: "De kære fangere har i længere tid kun fanget een om dagen. Du plejer ellers at skaffe noget til veje". Han sagde: "Men hver gang skaffer jeg lidt (? CB har ikke villet oversætte disse linier, fordi afskriveren åbenbart er kommet til at skrive pilersar... i stedet for pilersor... (forsyner med/skaffer), BS). En af dem sagde: "Kom nu, prøv nu at skaffe noget." Han begyndte (? BS) og fik uden for huset øje på en dejlig ung pige (? BS). Han gav sig så til at mane ånder, og mens det stod på fik han et godt nok enormt isbjerg til at bevæge sig hen imod sig. Da det nærmede sig, gik der (ligefrem?) en stærk strøm langs med det. Så begyndte kvinderne at træde frem på gulvet, men netop den dejlige unge kvinde, som han ønskede at se, trådte ikke frem. Da hun så var på vej ud på gulvet, så han at det var en med et nyt topbånd. Han kiggede ud, og da var den stejle side af isbjerget var ved at vende sig ind over land. Han forsvandt lynsnart ned i jorden.

 

Ipasannguaq skyndte sig nu hjem og faldt ned i huset gennem taget og sagde: "Skynd jer at tænde lys. Jeg har dræbt dem alle i Qassimiut." Netop som man fik tænkt, så man at Qasimiutternes åndemaner var neden for husene, og hans snakkede om at hævne sig: "Lad også mig mane ånder!" Men ovenfra slog de sten ned på ham, så han sank længere og længere ned. Og til sidst kunne de ikke længere høre hans stemme.

 

Dagen efter roede Ipisannguaq ud i kajak og hen til husene (i Qassimiut). Han gik i land og så sig omkring. Der var ikke sten på sten tilbage. Det store isbjerg, der væltede og kælvede, havde sat vandet i oprør, og bølgerne havde knust husene og trukket hver eneste sten med ud i vandet.

 

Det var den store unge pige, viste det sig, der havde født et barn i dølgsmål (anngiaq). Derfor fik hun udryddet alle de andre. Slut.

Skrevet af Amos (? Ammon, ifølge Rink 1866-71,I:361)

 

Var.: Troldbåden, der hævnede og blev hævnet; Quertitsialik; Tungujorlersaaq;

Ipisánguaq; Kragh nr. 84;

 

Vedr. udveksling med hjælpeånder, der kan underholde åndemanerens tilhørere mens han selv er i det fremmede land, er det en fast episode i østgrønlændernes fortællinger om angakkoq-rejser til det store tidevands land: J. Rosing 1963: 199 - 202; 212 - 213; Innartuaqboens himmelrejse.

 

Hist.: Rink har tilføjet den kommentar i afskriften (håndskriftet), at Rasmus Berthelsen tidligere har hørt fortællingen, og derfor er den ikke lokal - dvs. fra Qaqortoq-distriktet. Det er der kun få fortællinger der er, selv om de historiske selvfølgelig har haft en lokal oprindelse. Muligvis har en ulykke forårsaget af et kælvende isbjerg i Qassimiut givet anledning til at begrunde det skete med denne fortælling, der kendes i flere versioner, hvor det blot er i Akilineq ulykken sker. I Amos' (eller Ammons) version hér, hersker der derimod lutter positive relationer mellem de to parter, grønlænderne og Akilineq-boerne. Det kan skyldes det kendskab man har fået til stammefrænder i Labrador, hvor et par af herrnhuternes grønlændere havde været på besøg hos brødremeningheden derovre.

Adam Becks beretninger om Akilineq fra selvsyn i Atuagagdliutit, blev først trykt nogle år efter ovenstående fortællings nedskrift. Søg på Petersen, Robert, 2000

Oqalugtuaq Kujâvarssungmik / Qujaavaarsummik / Qujaavaarsuk

Print
Dokument id:340
Registreringsår:1916
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 3536, I, 4'
Fortæller:Eugeniusen, Jaakkuaraq (Eugenius / Eugeniusen, Jãkuaraq)
Nedskriver:Jaakuaraq
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Oqalugtuaq Kujâvarssungmik / Qujaavaarsummik / Qujaavaarsuk
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:læg 8, side 13 - 45
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Oversat og kommenteret af Thisted, Kirsten: Som perler på en snor. PhD afhandling ved Institut for Nordisk Filologi, Kbh.s Univ. Håndskr.: 1993, 1-2.

 

Resumé:

En gammel mand, der kun fisker, bor inden for det område, hvor egnens stærke mand og dygtige fanger også bor med sin kone. Hun kan ingen børn få, hvorfor hendes mand opfordrer hende til at vise sig i sin bedste stads for den gamle, mens han fisker. Hun klæder sig i fint tøj med rød anorak, går ned til vandet, kalder adskillige gange og vinker til den gamle. Men han kan ikke tro det er ham hun vinker ad. Da hendes stærke mand kommer hjem med to store sortsider på slæb, spørger han den gamle om han har været hos konen, og siger at han skulle have fået den ene sæl, hvis han havde. Den gamle ærgrer sig og er helt anderledes på mærkerne, da den stærkes kone i endnu finere tøj (hendes mand mente hun ikke havde været fin nok dagen før) med bl. a. en blå anorak viser sig inde på land. Denne gang ror han ind til hende, og han får den ene af den stærkes storsæler som tak, da denne kommer tilbage med fangst. Den gamle vækker røre på sin boplads med sin udsædvanlige fangst. Men da han lader som om han selv har fanget den og folk, der blir inviteret på nykogte bryststykker ikke udfritter ham, er det først da den stærke inviterer den gamle og hans kone til at komme til hans hus, at den gamles kone forstår sammenhængen. Rasende slår hun ham så hans ene øje falder ud. Han raver rundt, finder endelig øjet, men får det sat omvendt i så det hvide vender ud. De flytter dog ind hos den stærke og hans efterhånden højgravide kone. Den gamles kone blir temmelig forlegen over så fine husfæller, men de får nu et liv i luksus. Da fødslen nærmer sig ber den gamle den stærke om at finde først, et skarveskelet og senere, en forvitret sten solen aldrig har skinnet på med et hul i til spæk (lampesten). Med stort besvær og fare for sit liv lykkes det ham at finde og bemægtige sig begge dele.

 

Da barnet blir født opfordrer den stærke den gamle, der er faderen, til at navngive barnet. Efter nogen vægring kalder han ham Qujaavaarsuk efter en der engang sultede ihjel ved Amerloq. Derefter anbringer den gamle skarven uden for ved vinduet med et afkogt ben i næbbet og fylder spæk i hul-stenen, som han tænder og holder brændende med spæk.

       

Mens drengen vokser til tiltrækker han småfuglene, som han snart kan nedlægge med stenkast. På samme vis går det med sælerne, så snart han får kajak, og harpun med en lille blære. Quj. blir hurtigt storfanger, rygtet om ham når vidt omkring, hvorfor to gamle fiskere under en sulteperiode søger hen til hans boplads. De bliver særdeles gæstfrit modtaget og rigeligt beværtet, først med nyrestykker, så med nykogt kød, der er helt mørt, og endelig med friskkogt kød, da Quj. vender hjem med fangst. De får ny skind at sove i og overlæsses med kødgaver da de tar hjem i deres kajakker. Den ene gamle er alligevel sur over beværtningen pga. det nyrestykke han havde svært ved at tygge. Han vil lave tupilak mod Quj. Den anden søger forgæves at få ham fra det, og da tupilakken er blevet levende, først i forskellige fugleskikkelser og siden som en stor netside, sender dens skaber den mod Quj. Men denne forsvinder gang på gang for øjnene af tupilakken, der beslutter at angribe Quj. inde i hans hus. Men da den vil op på den flade strand, er denne pludselig fyldt med klipper, der i stykker rasler ned og smadrer tupilakkens ribben. Dette gentager sig. Og da det endelig lykkes den at komme op til huset går en stor fugl til angreb på den og hugger først det ene og siden det andet øje ud på tupilakken. Denne beslutter lidende og sultedøden nær at vende sig mod sin skaber. Denne sidder med lukkede øjne mod sollyset og synger om at tupilakken skal æde indvoldene på Quj. Vandet blir rødt, tupilakken har ædt sin skabers indvolde. Den rejser ud til havs, hvor den blir en stor-tupilak.

 

En vinter da frosten er blevet så hård og langvarig at havet fryser til helt ind til isfoden er det slut med Quj.s fangst. Trist og beskæmmet ber han sin mor henvende sig til Tuttu og hendes mand om at fjerne isen. Moderen går derhen med en halv sortside og en halv side spæk, som hun lokkende lader glide først ned gennem husgangen. Det blir Tuttu, der kalder til åndemaning. Hun ser to lysflammer ude i horisonten. Det er en hvalros og en isbjørn der nærmer sig, mens de hhv. hugger og klasker isen i stykker. Isbjørnen kommer ind, suger hende til sig med sit store åndedræt, bider hende i skridtet, kaster hende ud til hvalrossen, der spidder hende i skridtet og kaster hende videre ud osv.. Langt ude kommer hun til bevidsthed på et isbjerg omgivet af åbent hav. En kajakmand i en yderst smal kajak (Equngasoq) får hende med. Det kniber med ligevægten, men snart går det susende ud over havet til en stejl klippe, hvor det lykkes Tuttu at komme op på en afsats og videre til Havkvindens hus. Indgangen er smal som en knivryg over en brusende elv. Hun får besked af en stemme om at bruge sin lillefingre som vinger, adlyder og når ind til den fæle, uglede og møgbeskidte kvinde, der straks kaster sig over hende, men trættes dog efter en længere kamp. Tuttu reder og renser hende og huset. I taknemmelighed lader Havkvinden hende flytte sin lampe. Det myldrer ud med alke og senere alskens sæler. Tuttu skal kradse de sæler mellem øjnene, som hun synes om, at hendes mand senere skal fange. Hjemme igen med rifter i ansigtet efter slåskampen med Havkvinden giver Tuttu dem Havkvindens besked om, at de intet må fange de første fem dage, og det de fanger den 6. dag skal de give hende. Isen er forsvundet, alke og sæler boltrer sig, en enkelt fanger lader sig friste, men fanger hverken fugl eller sæl. Den 6. dag tager alle ud. Tuttu får førstefangsten af både alke og sæler, og hendes mand fanger de sæler hun har mærket. Men derefter fanger han ikke flere.

 

En aften Quj. hører fra de gamle at han er opkaldt efter en oppe ved Amerloq, bliver han opsat på at møde sine slægtninge deroppe. Han rejser med hele sin husstand hele sommeren nordpå og frosten har fået så godt fat, da de når Amerloq, at det er blevet for sent at bygge hus. Så han tager gerne mod et tilbud fra en gammel mand og hans kone om at flytte ind hos dem. Folk på stedet fisker kun på denne årstid. Men Quj., der jo tiltrækker fangstdyr, fanger snart et par sortsider. Stedets stærke mand og storfanger får ikke held med sig før længere hen på efteråret.

 

En aften råber nogen uden for vinduet om Quj. vil kappes (med den stærke) om først at skaffe sig en sæl til fangstblære til hvalfangst. Den gamle fortæller ham hvilken slags sæl, og det lykkes allerede næste dag Quj. at fange en sådan, længe før den stærke. Næste opfordring til kappestrid gælder hvalfangst, hvor det først gælder om at høre den første hvals ånde, der buldrer. Atter hører Quj. den først en sen aften. Til selve hvalfangsten har den stærke fået alle de unge mænd med i sin konebåd, og Quj. må nøjes med de gamle. Han udfører et underligt ritual med konebåden, som han lader glide lodret i vandet ad en klippeside, for derefter at tømme den og endelig lade sine roere ro ud. Gang på gang nærmer hvalen sig hans konebåd, længere og længere ind mod stranden, også efter at den er såret, mens den stærke hver gang kommer for sent fordi han tror, at den ville søge ud mod det åbne hav. Den stærke bryder til slut Quj.s forbud mod at nogen andre end hans mor må spise først af hans førstefangst, og det går galt. Den stærke spytter og fråder og jamrer. Man må vente længe på Quj's mor, der kommer krumbøjet med sin ulu på ryggen og får sin bid mens hun siger noget smukt om hans førstefangst.

 

Var.: Rejsen til havkvinden. Qujaavaarsuk. Selve fangsten af ormen og konens befrugtning med den fortælles også om Nappartuku, forfaderen til en talstærk slægt i Sermilagaaq fjorden: Jens Rosing: Hvis vi vågner til havblik. Borgen 1993: 12-16.

 

Hist.: Sydlændinges rejser nordpå.

Kommentar: Bemærk den gentagne rolle lys, øjne og blindhed spiller i forløbet.

Det er iøvrigt en meget morsom, komedieagtig version, hvor fortidens skræk for tupilakker aldeles synes overvundet.

Transporten ved isbjørn og hvalros peger på den østgrønlandske angakkoq / åndemaner-grad: puulik. Initiation; Genoplivelse. Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

oqalugtuaq qáqalingmiumik qeqertatsiarmiumigdlo

Print
Dokument id:1074
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Amos
Nedskriver:Amos (Ammon)
Mellem-person:Nissen
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq qáqalingmiumik qeqertatsiarmiumigdlo
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 654 - 658, nr. 186
Lokalisering:Nunarsuit: Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 248 - 251: Qaqqalik-boen og Qeqertatsiaq-boen. Transskriberet til nugrønlandsk i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 248 - 251: Oqaluttuaq Qaqqalimmiumik.

 

Afkortet oversættelse af en blanding af episoden med havormen fra denne og en anden variant i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 6, ss. 65 - 67.

Samme noget kortere på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 87, ss. 437 - 438: Sangiak, or Nerngajorak.  

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

En fortælling om én fra Qaqqalik og om en anden fra Qeqertatsiaq.

 

Beboerne på Qaqqaligaatsiaq og på Qeqertatsiaq var meget gode venner. Når de mødtes på deres kajakture, skiltes de igen som gode venner. Engang da de mødtes på en af deres kajakture, foreslog manden fra Qeqertatsiaq vennen, at de skulle kappes om at være den første, der fik et barn. Da vennen kom hjem, inviterede han en gammel mand og fortalte ham dette. Den gamle mand sagde: "Imorgen må du ro langt uden for kysten, ud i det åbne hav. Når du hører nogen vræle som et spædbarn, må du ro hen til den. Hvis det viser sig at være en stor orm ('sangiâ  chr.b), skal du tage den og putte den ned i åbningen af din kajak. Når du nærmer dig stranden på bopladsen, skal du råbe op til din kone og bede hende om at komme ned".

     Næste morgen tog ham af sted og roede ud på det store hav. Mens han roede

derude langt fra kysten, hørte han nogen vræle som et barn. Lyden kom sydfra. Da

han nærmede sig området, hvorfra vrælet kom, kiggede han sig omkring og han så

en krusning på havet. Han roede derhen og så en stor orm. Det var den, der

vrælede som et barn. Han løsnede den nederste kant af helpelsen fra kajakringen

og puttede ormen ned i åbningen. Da ormen blev varm begyndte den at sno sig, som

om den borede sig ind i noget ('putôrissoq'). Han roede hurtigt ind imod land og

lige før han nåede land, råbte han til sin kone: "Kom herned!" Da hun kom, sagde

han til hende: "Vend vend ryggen til stranden og blot din søde lænd". Hun gik hen til ham og blottede sin lænd. Han løsnede kanten af helpelsen fra kajakringen og lagde den store orm over lænden på hende. Så forsvandt den ind i hende ('tauva peqángilaq iluanut puvdlune'). Konen blev gravid og hun fødte et drengebarn. Da sønnen blev lidt større, lavede faderen en lille bue til ham. Da han prøvede at skyde med buen, ramte han et stykke tørv i husets mur. En dag så drengen en snespurv og han skød efter den og ramte den, så den døde. Han tog den med ind til sin mor og far. Han kom ud igen og så en stor flok snespurve. Han skød efter en af dem, men pilen ramte samtidig alle de andre. Hans far byggede en kajak til ham og roede ud sammen med ham. Nogle gange roede han et stykke fra ham. Når han så kiggede tilbage, var der gerne mange sæler omkring ham. Engang de kom hjem fra en rotur, sagde drengen: "Måske skal jeg have mig en fangstblære". Hans far lavede en

fangstblære og fangstredskaber til ham. En morgen tog de ud på fangst. Han far

roede et stykke fra ham og lod ham være alene. Han så, at to sæler var dukket op

i nærheden af ham. Drengen, som var begynder i kajakroning, roede hen til dem og

harpunerede den ene, men det viste sig, at han havde ramt dem begge på én gang,

så han fik to sæler. Hans far bugserede begge sæler hjem. Da den lille begynder

i kajakroning blev søvnig, anbragte han ham under kajakstolen (et stativ foran

manden, hvor linen ligger rullet sammen) og lod ham sove.  

       Vennen på Qeqertatsiaq vidste endnu ikke noget om sønnen. Denne lille nybegynder i fangererhvervet harpunerede en hel stime sæler på én gang og hans far måtte under store anstrengelser bugsere alle de sæler hjem. Han inviterede vennen fra Qeqertatsiaq på besøg. Da denne ankom til Qaqqaligaatsiaq og var på

vej op til hans hus, skjulte han den lille dreng. Da vennen kom ind i huset, gav

han ham masser af mad (eller: mange forskellige slags retter. CB) at spise og

vennen sagde: "Jeg er blevet meget mæt". Så lod manden fra Qaqqaligaatsiaq

sønnen komme frem og sagde: "Vi kappedes om, hvem af os der ville være den

første til at få en søn. Her er den kære søn, jeg har fået og det, du fik at

spise, var noget, han havde fanget". Den anden sagde ikke noget, men det viste

sig, at han var blevet fornærmet (eller: var blevet ked af det. CB).

     Da vennen vendte hjem søgte han efter noget, der kunne blive til hans barn.

På stranden fandt han en søpølse... den tog han med op til sin kone, så hun

kunne få et barn, som det var sket med vennens kone (sådan kan det vist

opfattes. CB). Da barnet blev født, var der ingen pulsslag, i hvert fald kun

forsvindende svage pulsslag. Han var ikke i stand til at komme ud at fange. Når

de under en rejse så spækhuggere, lod han sig falde ned i vandet ud over

konebådens ræling, men han kunne ikke fange dem. Han plejede også at svømme

efter almindelige sæler, men han kunne ikke fange nogen. Da han ikke var i stand

til at komme tilbage til konebåden, svømmede han til et lille næs. Han blev så

fundet på den anden side af næsset - stærkt forkommen. En dag de var ude på konebådsrejse, så de en flok spækhuggere. Da sønnen ville hen til spækhuggerne, advarede forældrene ham og sagde, at han risikerede at blive ædt af dem. Men han ville ikke høre efter og lod sig falde ned i vandet ud over konebådens ræling. På et tidspunkt, hvor man kunne regne ud, han ville være nået til spækhuggerflokken, begyndte disse at krydse frem og tilbage mellem hinanden.

Konebåden skulle til at stoppe, men da de ikke havde set noget til ham, tog de -

som de plejede - hen til det lille næs for at se efter, om han skulle være dér.

Efter at spækhuggerne havde forladt stedet, hvor de åd, roede faderen derhen.

Han fandt kun hans lunge, som flød på vandet. Spækhuggerne havde ædt ham.

 

Qaqqaligaatsiaq-boerens søn sagde til sin far: "Mine kammerater kan vel

nok sagtens. Deres kajakker er forsynet med beslag af hvalrostænder (det kan

også være narhvalstænder. chr.b). Lad os rejse nordpå". Faderen sagde til ham:

"Ja, lad os skynde os at komme af sted nordover". Under turen nordpå købte

sønnen en masse (hvalros)tænder. De nåede højt mod nord, så var de på vej

sydover igen. De mødte to kajakmænd. Deres kajakker var forsynet med beslag af

hvalrostænder. Kajakmændene tog flugten. Sønnen sagde: "De to

velhavende kajakmænd vil jeg dræbe". Faderen forsøgte at tale ham fra det, men

sønnen, denne Sangiaaq (eller: som hed Sangiaaq. chr.b), sagde: "Jeg vil nu

dræbe dem". Så roede han hen til dem og harpunerede den nærmeste, men dræbte

også den anden samtidig ved samme harpunkast. Han fjernede beslagene ('pequtai')

fra kajakkerne og tog dem til sig. Da han kom tilbage til konebåden sagde han:

"De efterladte vil kigge forgæves efter dem. Jeg vil tage hen og

underrette dem". Faderen sagde til ham: "Du risikerer bare at blive dræbt". Men

han sagde: "Jeg vil nu tage hen til dem og give dem besked". Da han kom ud for

teltene, sagde han: "I skal ikke søge efter de to kajakmænd, jeg har dræbt dem".

De svarede: "Gå nu i land og besøg os". Han gik i land og gik ind i teltet Så

såre han gik ind, opdagede han, at alle de mange mænd havde spærret udgangen.

Han så, at de havde knive i hænderne. Inden de fik dræbt ham, kiggede han rundt

og så en lille åbning ved teltstangen. Han sprang ud gennem denne lille åbning.

De havde skåret hans kajakbetræk med kniv, så de sagde: "Stakkels lille

kajakmand, han vil nok gå til bunds (svært at finde den rigtige oversættelse.

chr.b). De kiggede på ham, men han forsvandt bag næsset (uden at synke).

Mens han roede bort, kiggede han efter sin kniv, men den var der ikke. Så vendte

han om og gik i land, før han nåede det beboede sted. Han gik hen til dem over

land. En af dem sagde: "Ham dér, han har sandelig fået sig en smuk kniv". Han

nærmede sig dem, så sprang han hen til dem og tog kniven fra dem. De kunne ikke

gøre ham noget. De kiggede bare på ham. Ingen af de mange mænd kunne gøre

Sangiaaq fortræd. Han slap bort fra dem og nåede hjem til sin boplads. Slut

     Skrevet af Amos fra Nunarsuit

 

Var.: Episoden med havormen danner ofte optakt til Qujaavaarsuk. Nerngajorak; Ipiutaarsuk og Naparutaq; Ajagutaarsuk og Ularpanna. Selve fangsten af ormen og konens befrugtning med den fortælles også om Nappartuku, forfaderen til en talstærk slægt i Sermilagaaq fjorden: Jens Rosing: Hvis vi vågner til havblik. Borgen 1993: 12-16.

oqalugtuaq qavane / Ernisuitsoq / Qujâvârssuk / Den ufrugtbare

Print
Dokument id:258
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Johannes
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq qavane / Ernisuitsoq / Qujâvârssuk / Den ufrugtbare
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 389 - 400, nr. 128
Lokalisering:Karusuk / Qaarusuk: Nuuk / Godthåb
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 19 ss. 93 - 96 har Rink sammenstykket 3 varianter. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 13, ss. 148 - 154: The Barren Wife.)

 

For en anden oversættelse til dansk se Thisted: "Som perler på en snor...". PhD-afhandling, Kbh. Univ. 1993, Tekstsamling, s. 27 - 32: En fortælling sydfra.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

En fortælling, der stammer fra folk, der bor sydpå.

 

Det fortælles, at Eqqersooqs datter (der står 'pamiua' dens hale, men mon ikke det er en skrivefejl? Chr.B.) var nygift, og at hun ikke kunne få børn. En dag da manden kom hjem fra fangst, sagde han til hende: "Du kan jo ikke blive gravid. Imorgen, når den lille ældre mand er kommet hen til sin fiskeplads for at fiske ulke, skal du stille dig på stranden lige ud for ham. Og med dit nye tøj på". Dagen efter var den lille ældre mand ude efter ulke. Kvinden stillede sig på stranden ud for ham. Hun havde sit nye tøj på. Men den lille ældre mand gik ikke hen til hende, da han var bange for hendes mand. Kvinden gik hjem igen, før den ældre mand roede hjem. Kvindens mand roede hen til ham og spurgte: "Har du ikke set nogen?" Han svarede: "Hun er lige gået hjem". Manden spurgte: "Har du ikke været hos hende?" Den ældre mand sagde nej. Manden fortsatte: "Hvis du vil det, vil jeg fremover forære dig halvdelen af min fangst (der står: aipai. Chr.B.).

Dagen efter fiskede den lille ældre mand igen ulke. Kvinden stillede sig

igen på stranden ud for ham. Han roede hen til hende og gik i land. Han havde

samleje med hende, og da han roede ud igen, nåede hendes mand hen og

spurgte: "Har du ikke set nogen?". Den ældre mand sagde: "Jo, hun er

lige taget hjem", sagde den ældre. Manden løsnede den ene af de to sæler, han havde fanget, fra bugsereredskabet og gav manden den. Således fik den ældre mand en fangst. Denne lille ældre mand plejede ellers at fiske ulke dér, hvor trylleformularen kom op på overladen ('serratip qaffersarfianut' - usikker oversættelse). Men han kom der ikke mere.

En dag sagde manden til sin kone: "Da du ikke kan blive gravid, tar jeg

imorgen ud på en almindelig kajaktur - ikke på fangst. Når du om eftermiddagen ser, at jeg er på vej ind, skal du gå ned til stranden iført nyt tøj over

det hele. Når du er kommet ned til stranden, skal du blotte din lænd, men du må

ikke vende hovedet imod mig. - Da hun vågnede næste morgen, var manden taget af

sted. Hen på eftermiddagen så hun, at han var på vej ind og roede sådan til, at

det sprøjtede fra begge ender af paddelåren. Hun gik ned i sit nye tøj, og da hun nåede mandens anløbssted, blottede hun lænden. Netop som han

lagde til, lagde konen mærke til, at der var et eller andet, der ligesom ville

komme ud af mandehullet. Det var faktisk en orm fra udhavet. Manden fjernede det, der dækkede mandehullet foran og kastede ormen,

så den ramte hans kone. Kvinden vendte ikke hovedet imod manden, for han sagde

jo, hun ikke måtte. Om aftenen mærkede konen, at hun var blevet gravid. Dagen

efter lod manden den lille ældre mand flytte til deres hus. Den ældre

sagde til manden: "Din kone vil få en dreng. Når du imorgen er ude i

kajak, skal du kigge efter en amulet til drengen på steder, hvor skarvene plejer at sidde". Dagen efter fik manden fat på en skarv. Da han kom hjem, sagde den ældre: "Du skal også skaffe en sten. Det skal være en sort sten, der har en

fordybning i midten - en sten, som solen aldrig har skinnet på". Sådan en

skaffede manden også. Den ældre mand sagde videre: "Du skal også fremskaffe et

tindingeben fra hans bedstemors hoved, hendes øverste halshvirvel og hendes

skamben". Han havde fået fat i alle de ting, da hans kone fødte et drengebarn.

Stenen lagde de ved fødderne, så at han kunne støtte fødderne imod den. Skarven

placerede de oven over vinduet.

Den lille ældre mand gav drengen navnet Qujaavaarsuk. De sørgede for at

opdrage ham under opvæksten. Drengen fik en kajak, mens han endnu var meget

lille. Da de fik ham til at prøve kajakken på vandet, kom små sæler og lagde

deres luffer på den lille kajak. Drengen var opkaldt efter én af den ældre mands

slægtninge fra Paaraarsuk, som døde af sult. Da Qujaavaarsuk blev i stand til

at kaste sin harpun med en sådan kraft, at harpunspidsen kunne trænge igennem

sælens skind, forsynede de ham med redskaber. Far og søn tog ud på fangst. Mens

faderen roede kraftigt til for at harpunere en sæl, kiggede han tilbage og så,

at Qujaavaarsuk kastede harpunen efter en sæl, og at han også kastede

fangstblæren ud. Faderen roede hen til ham. Det viste sig, at det var en

sælstime, han kastede sin harpun efter. Han fangede hele stimen med ét kast.

Qujaavaarsuk var ude på fangst hver dag.

Da Qujaavaarsuk var blevet voksen, rejste han nordover til Paaraarsuk, hvor

manden, han blev opkaldt efter, døde af sult. I Paaraarsuk kom han til bo sammen

med en gammel mand. En ung mand, som boede på stedet, plejede at kappes med

Qujaavarsuk, men han kunne ikke klare ham. Efter at det var blevet

vinter, spurgte den unge mand Qujaavaarsuk, om de skulle kappes om at være den

første, der opdagede den store hvals ånde. Qujaavaarsuk vidste ikke, hvad dette

gik ud på. Da han spurgte den gamle mand, sagde denne: "Man kan altid opdage

hvalens ånde ved dens buldrende og klingende (savikkaarpoq) lyd. Hver dag under

fangstturene lyttede han efter sådanne lyde. En morgen sagde den gamle mand:

"Det er netop i dag hvalerne plejer at vise sig, når de er tidlig på den". Under

fangstturen havde Qujaavaarsuk antennerne ude, men han hørte ingen lyde. Han kom

hjem om aftenen, som han plejede, og havde fanget godt. Om natten vågnede han

ved, at han skulle tisse. Han gik udenfor. Så hørte han lyden af luft, der blev

pustet ud (ordret: vejrtrækning) fra et sted uden for kysten, Han afbrød

vandladningen. Lyden nærmede sig, men flyttede sig ikke længere, da den nåede

mundingen af fjorden (eller indsejlingen). Han gik ind i huset og sagde: "Der er

en lyd af vejrtrækning, som jeg ikke ved, hvad er." Den gamle gik udenfor, og da

han kom ind igen, sagde han: "Den store hval er kommet nær kysten - præcis den

samme dag som den plejer." Qujaavaarsuk faldt i søvn igen, og inden han vågnede

om morgenen, råbte den unge mand ind: "Qujaavaarsuk, du har ikke bemærket hvalens

vejrtrækning." Den gamle svarede ham: "Qujaavaarsuk vidste det allerede i går.

Han er lige faldet i søvn." Den unge mand blev helt forvirret ('soorlu qanoq

ilisoq' - usikker oversættelse), men sagde: "Qujaavaarsuk skal vi kappes om at

være den første, der skaffer en fangstblære til brug ved hvalfangsten." Dagen

efter, da de var på fangst ikke langt fra land, fik Qujaavaarsuk to spraglede

sæler, mens den anden først fik én spraglet sæl en dag senere. De lavede sig

hver sin fangstblære samtidigt og tog ud på hvalfangst i konebåd. Den unge mand

fra Paaraarsuk havde rigeligt med roere, mens Qujaavaarsuk måtte tage nogle børn

som roere. Da Qujaavaarsuk sejlede ud, råbte den anden til ham: "Den store hval,

der søger føde, vil næppe dukke op nær ved land. Kom længere herud."

Qujaavaarsuk blev på samme sted. Den store hval blev længe under vandet, men

dukkede op tæt ved Qujaavaaarsuks konebåd. De roede nærmere til den og

Qujaavaarsuk harpunerede den. Det var ikke så mærkeligt, at fangstblæren

forsvandt under vandet, for den var kun lavet af det halve skind af en spraglet

sæl. Den anden råbte udefra: "Den store hval, der nu er såret, vil næppe flytte

sig længere ind mod kysten. Ro længere ud." Qujaavaarsuk sagde til sine roere,

at de skulle standse. Den anden råbte igen: "Den vil dukke op længere ude."

Dertil svarede Qujaavaarsuk: "De dyr, som jeg jager, flytter sig altid længere

ind i retning af mit lille hus." Hvalen dukkede også op længere ind mod land som

en ammassak, der spjættede i dødskamp. Så fik Qujavaarsuk fanget hvalen.

Qujaavaarsuk, som ellers boede på det sted, hvor manden, han blev opkaldt efter,

døde af sult, havde rigeligt af forråd.

Nu ville Qujaavaarsuk rejse syd på. Den gamle mand sagde til ham: "Kom her

igen". Qujaavaarsuk vendte tilbage til sin boplads, og siden rejste han ikke

nordpå. Da den gamle mand døde, tog han broderen, som også var gammel, til sig.

Efter at den gamle mand var kommet til at bo hos Qujaavaarsuk, begyndte

vinteren at sætte ind. På den nedre vinterboplads boede der et ægtepar. Manden

hed Tuttu og konen Tuttorsuaq. Det fortælles, at Tuttorsuaq engang, mens de

endnu var unge, var draget ud for at leve i ensomhed, som qivittoq. Tuttu havde

ledt efter hende, men han fandt hende ikke. Engang han var ude at ro i kajak

bag Tunilliarfik / Tunulliarfik, fik han øje på en sæl, og han begyndte at samle hver eneste

vingefjer, han så, op og sætte dem sammen i forlængelse af hinanden, indtil

kæden blev så lang / tung, at han næppe kunne slynge den op på ryggen. Nu mente

han, at længden nogenlunde ville svare til dybden af vandet. (Dette er

formuleret meget uklart på grønlandsk, så jeg er yderst usikker. Chr.B.).

Det var ved denne tid, at vinteren satte ind, og folk led nød på alle

bopladser. Men ved denne tid fangede Qujaavaarsuk meget. På det tidspunkt havde

Tuttu endnu ikke fundet sin kone. Det åbne vand blev mindre og mindre.

Qujaavaarsuk fangede mere og mere for at sikre sig tilstrækkeligt stort forråd.

Han fangede til sidst kun i vågerne. Han havde altid sin mor med. Når

Qujaavaarsuk havde harpuneret en sæl, trak moderen den op på isen. De dygtigste

fangere på vinterbopladsen fangede nogle gange to sæler og andre kun én ad

gangen. Åbningen i vågen blev så lille, at Qujaavaarsuks kajak ikke engang kunne

dreje til sidst, men han fangede stadigvæk nogle sæler. Da han en dag satte

kajakken ned i vågen for at fange sæler, dækkede kajakken hele åbningen. Han

vendte hjem og satte sig ned på sidebriksen med hovedet nede mellem benene. Han

sad der uden at sige et eneste ord.

Nu forlader vi foreløbig Qujaavaarsuk og går over til Tuttu. Endnu mens

Tuttu ledte efter sin kone, kom der is over det hele. Tuttu gik over isen til

det sted, hvor han så en sæl (aataarsuaq) eller dér, hvor sælen dukkede op for

at trække vejret. Han ville fiske rødfisk. Han lavede et stort hul i isen og

begyndte at fire snøren ned. Da han startede, var solen ved at stige op bag

Tunulliarfik. Solen forsvandt bag et stort fjeld, og den kom frem igen på den

anden side, inden snøren nåede bunden. Først lige før middag nåede den

bunden. Så såre han hev snøren en smule op, kom der bid. Han halede op og da

solen stod i nordvest, fik han fangsten op - en stor rødfisk. Han opgav at fire

snøren ned en gang til, for det ville blive aften, før den nåede bunden. I

stedet for rullede han snøren sammen. Derefter lavede han en bæresele, der i sin

længde passede til, at båndet kunne være på panden (der er lidt fantasi med i

denne oversættelse). Han tog så af sted hjem over med fangsten på ryggen. Mens

han vandrede over en ø med søer, hørte han brusen og kiggede tilbage. Han så, at

isen brækkede, og at stykkerne blev presset i den retning, han gik. Han gav sig

til at flygte for fuld kraft, men stødte imod et eller andet, så han besvimede.

Han kom til sig selv igen ved, at kinden smertede. Han rejste sig op og så, at

isen lå fast. Han tog rødfisken på ryggen og gik videre. Hans hæle blødte lidt.

Han gik sønden om en lille høj, og han kunne fra det sted, hvor han stod, se en

stor Meqqusaalik (et låddent væsen. - Jeg kender ikke dette væsen - Chr.B.). Han

blev bange for det og gik i stedet for norden om højen. Der fik han øje på en

endnu større Meqqusaalik. Han kom i tanke om noget, han havde hørt. Det var

noget med, at man plejede at rive Meqqusaalik i stykker. Han lagde rødfisken ned

på jorden og gik hen til Meqqusaalik og begyndte at slås med den. Den blev

mindre og mindre og var til sidst kun på størrelse med en tommelfinger. Så

holdt Tuttu op med at rive den i stykker. Tuttu følte, at han var blevet

åndemaner. Da Tuttu kom hjem med rødfisken, kunne han tænde lamperne igen (ved

hjælp af rødfiskens fedt - Chr.B.). Alle de andre i huset var så afkræftede, at de

blev liggende på briksen.

Tuttu tog af sted for at lede efter sin kone. Han tog et stykke mad med til

hende. Han kunne følge sin kones spor langt ind i landet og kom til sidst til

hendes hus, som han iagttog ovenfra. Han lod sig falde ned i det og opdagede, at

hans kone skjulte sig dybt nede i jorden. Han begyndte at formilde hende.

Det tog sin tid. Han fik hende med hjem og fik hende til kone igen. De blev

begge store åndemanere og blev meget gamle. De andre i huset havde ikke

noget at leve af, og nogle døde af sult.

Tuttu kom også til Qujaavaarsuk. Qujaavaarsuk sagde til sin (sølle) mor:

"Giv Tuttu og hans kone halvdelen af spækket fra en drægtig sæl og nyrestykket

som en art betaling, for at de skulle mane ånder for at få isen til at forsvinde"

Moderen fyldte en stor pose med disse ting og bragte den til Tuttu og hans kone

og hun sagde: "Det er alvorligt ment med disse foræringer, halvdelen af spækket

fra en drægtig sæl og et stort nyrestykke. Det er for, at I skal få isen til at

forsvinde". Tuttu puffede til sin kone og sagde: "Det er kraftig mad, som man

nødig vil gå glip af. Tuttorsuaq sagde (til Qujaavaarsuks mor): "Du er så let

til bens. Gå ud til alle vinterbopladserne. Men du skal først give dem noget at

spise hos jer, før du sender dem hertil". Qujavaarsuks mor løb rundt til

vinterpladserne. Når ordet mad blev nævnt, gik de straks ud, men nogle døde

allerede ved udgangen - så afkræftede var de af sult. Andre døde, lige før de

nåede til Qujaavaarsuk hus. Qujaavaarsuks mors store gryde kogte mad uden pause

('tunuarneq ajortoq': bliver sat tilbage). Han syntes, at det var så synd for

disse mennesker. Da alle havde fået noget at spise, gik de hen til Tuttus for at

overvære Tuttus kone mane ånder. Lyset blev slukket, og hun satte sig på gulvet

og sagde: "Hele natten må ingen hverken røre sig eller blinke med øjnene", hun

fortsatte: "Først når ravnene begynder at skrige, vil jeg fare af sted gennem

luften!". De var vågne hele natten. Men da ravnene begyndte at skrige, begyndte

hun at løfte sig op langt nede fra jorden. Lyset blev tændt, og man så, at hendes

ansigt var fuldt af sår fra krads, så man knap nok kunne genkende hende. Hun

sagde: "Først når alle de sår er blevet lægt, vil der ske noget!". Hun sagde

videre: "Når der lyder et knald, vil I på havet udenfor se noget, der ligner en

myggesværm. Men I må ikke tage ud på fangst i kajak, før der er gået fem dage.

Først den sjette dag skal I tage ud. Hvis I tager ud på fangst, inden der er

gået fem dage, vil I ikke fange noget. Der vil være mange alke og sæler". Folk

gik hjem.

Isstykkerne var drevet længere ud, så vandet blev isfrit, og derude sås alke

som en myggesværm. Qujaavaarsuk, som skulle være den første, der tog ud, kunne

ikke vente, til de fem dage var gået. Han tog ud på fangst, men fik hverken alke

eller sæler. Dagen efter tog de af sted alle sammen. De fangede meget og

halvdelen gav de ud som betaling. Neden for Tuttus hus lå så mange gaver, at det

så ud som om dyrene var kommet op på land af sig selv.

Qujaavaarsuk fangede nu endnu mere. Den lille ældre mand (det er uklart,

hvilken lille ældre mand, der her er tale om. Er det mon Qujaavaarsuks

biologiske far eller broderen til den gamle fra Paaraarsuk?) boede stadig hos

Qujaavaarsuks. En dag, da de kom hjem fra fangst, kogte moderen de lækreste dele

af den friske fangst, da det kød, hun skulle have kogt, var frossent (hele denne

sætning er ret svær at forstå - Chr.B.). Qujaavaarsuk lagde mærke til, at den

lille ældre mand spiste det store skulderblad, begyndende fra bruskdelene og

videre til indersiden. Qujaavaarsuk sagde: "Man siger, at ens kære fangstdyr vil

slippe op, når de spises fra brusken og indefter." Den lille ældre mand blev

fornærmet. Han fik den ide, at lave en tupilak, som skulle blive Qujaavaarsuks

banemand. Han skabte et dyr ved at samle mange benstykker sammen og det foregik

dér, hvor trylleformularen kommer op ('serratip qappisaa' direkte oversat -

mærkeligt - Chr.B.). Han plejede at fiske ulke der. Han pustede liv i dyret (eller

han gjorde dyret levende). Han snakkede til den og nævnte alle sælnavne. Engang

dukkede den op som en spraglet sæl. Han nævnte også alle fuglenavne. Den dukkede

op som en islom. Det var den ældre mand tilfreds med. Han sagde til den: "Du

skal hen til det område, hvor Qujaavaarsuk plejer at ligge og vente på

fangstdyr. Tupilakken svømmede ud for at lede efter Qujaavaarsuk. Hver gang den

så ham, var han ved at bære kajakken op, mens andre slæbte hans fangst op.

Tupilakken blev forundret. Han ledte efter ham igen dagen efter, men heller ikke

denne gang fandt den ham. Den tænkte: "Imorgen vil jeg undlade at dykke ned."

Det gjorde den, men stadigvæk så den ikke noget til Qujaavaarsuk. Tupilakken

blev vred og tænkte: "Imorgen vil jeg komme op på land lige under hans hus og

forskrække ham til døde." Da den dagen efter dukkede op neden for hans hus i

skikkelse af en islom, skreg den, og den så at Qujaavaarsuk kom ud af huset, og at

han kiggede ud over havet, uden at kunne få øje på den. For den var virkelig

godt lavet. Tupilakken så Qujaavaarsuk gå ned for at tage af sted, men så

forsvandt han igen for ham. Til sidst blev tupilakken meget sulten og den

tænkte: "Vent til imorgen." Dagen efter dukkede den op neden for Qujaavaarsuks

hus i skikkelse af en spraglet sæl, og  de så Qujaavaarsuk gå uden for sit hus, men heller ikke denne gang så Qujaavaarsuk den. Tupilakken ledte efter Qujaavaarsuk ved hele tiden at have hovedet over vandoverfladen (eller: uden at dykke ned). Igen så den, at han bar sin kajak op, og at de andre slæbte hans fangst op. Den tænkte: "Imorgen vil jeg komme op til ham og forskrække ham til døde". Dagen efter dukkede den op neden for hans hus, men så en sort klippevæg, hvor der ingen steder var, hvor man kunne komme op. Den tænkte: "Så går jeg op under jorden". Så forsøgte den at komme op under sidebriksens tværbrædt, men uden

held. Den kom op bag ved huset. Den ville se, hvad der var oven på huset. Så fik

den øje på en stor fugl med lange fjer sidde oven over vinduet. Den blev meget

forbavset. Den skulle lige til at kigge nærmere på den, da den mærkede en stærk

svie. Det var islommen, der bed tupilakken på kinden. Med megen besvær lykkedes

det for tupilakken at komme ned. Tupilakken kunne ikke klare sig imod

Qujaavaarsuks amulet og blev meget sulten, den tænkte: "Hvorfor har han lavet

mig, det elendige menneske". Dagen efter ledte tupilakken igen efter

Qujaavaarsuk uden at finde ham. Istedet for svømmede den til stedet, hvor

manden, som havde lavet den, fiskede ulke, og gik til angreb. Med stor fart ramte

den kajakken nedefra på det sted, hvor manden sad. Kajakken kæntrede og efter at

have spist mandens indvolde, ledte den endnu engang efter Qujaavaarsuk. Da den

ikke kunne finde ham, svømmede den udenskærs og blev derude som qivittoq. Den

kom aldrig tilbage til kysten. Men der blev ikke øvet vold imod Qujaavaarsuk.

Han døde som en gammel mand.

 

Var.: Qujaavaarsuk. Selve fangsten af ormen og konens befrugtning med den fortælles også om Nappartuku, forfaderen til en talstærk slægt i Sermilagaaq fjorden: Jens Rosing: Hvis vi vågner til havblik. Borgen 1993: 12-16.

oqalugtuaq ugpernángitsoq kalâtdlit oqalugtuât / Kvinden som mand

Print
Dokument id:164
Registreringsår:1826
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Zackarias
Nedskriver:Steenholdt, Wittus
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq ugpernángitsoq kalâtdlit oqalugtuât / Kvinden som mand
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 164 - 165, nr. 57
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, formentlig af Steenholdts renskrift: NKS 2488, VI, ss. 5v - 5h.

 

Sammenstykket oversættelse af denne og en anden variant i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 39.

Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 92, ss. 442 - 443: The Woman who wanted to be a man.

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

 

En fortælling man ikke kan tro på.

En grønlandsk fortælling d. 13. oktober 1826.

En kvinde, der havde en søn, sagde engang: "Gid man kunne få den

eneste pige i den store søskendeflok til svigerdatter - til en yndlings-

svigerdatter, som man hele tiden kunne kigge på."  

Sønnen fik den eneste pige i den store søskendeflok til kone. En dag, da han kom hjem fra fangst med en sæl, var hverken konen eller datteren hjemme. De var taget bort. Han tog ud for at lede efter dem. Så fik han øje på et lille hus. Derinde fandt han sin kone, men moderen var der ikke. Han fik sin kone til at lave sig et skjul overfor briksen. Hen på aftenen larmede det udenfor. Det var moderen. Hun råbte på sin svigerdatter, der straks gik ud og kom ind igen trækkende en netside efter sig. Moderen bad svigerdatteren åbne sælens mave. Det gjorde hun, og varmen inde fra sælen dampede ud hen over gulvet. Moderen satte sig på gulvet og begyndte at agere kajakmand med en kammiut (et redskab til blødgøring af kamikker) som åre. Hun opdagede ikke, at sønnen var der.

 

Dagen efter tog moderen igen af sted på fangst, og det samme gentog sig. Men

denne gang tog moderen en tromme frem og dansede for at varme sig - som hun

sagde. Hun sang følgende: "Jeg fik en søn, og det viste sig, at jeg ville

fratage ham hans kone. Jeg kunne godt anskaffe mig en penis." Da hun var færdig

med at danse, agerede hun igen kajakmand. Hun var flere gange lige ved at støde

imod væggen, og hun styrede direkte imod sønnen. Da hun kom ganske tæt til ham,

forskrækkede han hende. Hun udbrød: "Å, hvor er jeg træt." Hun blev så

afkræftet, at hun faldt om på gulvet og tabte en stor penis, forspidsen af

kajakken, ned på gulvet. Sønnen dræbte både sin mor og sin kone, hvorefter han

tog hjem.

 

Var.: Ukuamaaq

 

Kommentar: Om kajakkens kropssymbolik i Canada se Thérien, Michèle: Le Corps inuit. Paris: SELAF/PUB, 1987. Jens Rosing har et sted (Tidsskriftet Grønland ?) en artikel om kajaksymbolik i Grønland.

Vedr. fortællingens omvendte kønsrelationer, se kommentarer til nogle af de andre versioner.

Oqalugtuaq Uteriîtimik

Print
Dokument id:350
Registreringsår:?
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 3536, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Oqalugtuaq Uteriîtimik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:læg 19, s. 25 - 36
Lokalisering:Sydgrønland / Vestgrønland
Note:

Oversættelse ved Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom:

 

Fortællingen om Uteriitseq (den stædige)

Engang i meget gamle dage var der ham Uteriitseq, der var meget stædig, og det fortælles at de ikke kunne få børn. Deres børn døde straks ved fødslen. Derfor, siger man, var konen altid under fødselstabu (pujortârtuingamartarpoq, hun "dampede" BS; "hun var noget svagelig" AL), og selv om de kunne havet fået adskillige børn fik de ikke et eneste. Da konen nu havde det sådan kunne hun ikke så godt arbejde uden for, og selv om manden var en stærk og meget dygtig sælfanger, havde man det indtryk at de ikke var noget særligt, fordi konen altid var svagelig (? under tabu, BS). Engang kom manden hjem fra fangst og det viste sig at der var kommet et hul i hans kajak. Han gik op og da han kom ind sagde han: "Min kajak kan ikke bruges fordi der er kommet et hul i den, gå ned og sy den." "Kom til fornuft," svarede konen, "du ved jo hvordan det er med mig." "Skynd dig derned; hvis ikke radbrækker jeg dig," sagde Uteriitseq. "Bring den op og om bag huset", sagde konen. "Den blir liggende dernede," sagde manden. Da konen ikke kunne klare sig overfor ham tog hun et stykke flettet senetråd og gik ud sammen med ham. "Hvor ligger din kajak," spurgte hun så. "Dernede på stranden", svarede han.

"Hvorfor lader du den ligge dernede?"

"Kan du da ikke klare vejen?"

"Du ved jo, at det går galt for mig, når jeg nærmer mig stranden."

"Skynd dig nu at sy den, så jeg kan komme ud resten af dagen," sagde manden og skubbede til hende. Så begyndte hun at sy den. Hun stak nålen ind, og da hun trak senetråden op, var det som om der kom en lille lyd. Da hun anden gang trak senetråden op, tog den til at knurre kraftigt. Tredje gang begyndte den at brøle, og så holdt hun op med at sy. Det var med ryggen til havet hun havde syet, og netop som hun holdt op, udbrød manden: "Se nu der!" Og konen kiggede bagud og så en stor hund, der var dukket op af havet og på vej op på land. Manden blev bare stående, men konen sagde: "Det var derfor jeg ikke ville, for dem under tabu må ikke arbejde på stranden." "Dumme bæst, fredsforstyrrer, tror det jeg vil lade det leve!" sagde manden, tog sin harpun, gik hen til hunden, stak den flere gange og dræbte den. "Sy så videre," sagde han til konen, "sy videre!" Da hun igen begyndte at sy kom der ingen lyde fra senetråden, og hun gik op da hun var færdig.

 

Da han så skulle gøre sig klar til sin kajaktur, lød det udefra: "Ii, det begynder at tordne og lyne!" Og de fik ellers en kraftig torden at mærke. Så tog Uteriitseq alligevel ikke ud i kajak, for han blev bange og sagde, at han først ville se vejret an, og de gik ind. Nu kunne man høre folk snakke uden for: "Se deroppe, et stort menneske, indhyllet i en sky; det er på vej ned." Så gik Uteriitseq ud, og da han kiggede efter, så han at det store menneske allerede var næsten nede. Straks efter landede mennesket og spurgte: "Hvem har dræbt min hund, der lever i vandet?" (? iserartera, BS). "Det er mig der har dræbt den, fordi den forstyrrede min kone i at sy," svarede Uteriitseq.

"Så dræber jeg dig, fordi du har dræbt min hund, der lever i vandet!"

Og så greb den store modpart Uteriitseq og begyndte at brydes med ham. Mens de sloges kastede Uteriitseq den anden omkuld og klemte ham ned ovenfra.

"Slip mig nu!"

"Hvis du stadig vil slås, slipper jeg dig ikke!"

"Skal vejret da aldrig lysne mere?"

"Lad det bare aldrig blive lyst mere."

"Skal det da aldrig blive lavvande / ebbe?"

"Lad det blot aldrig blive lavvande mere!"

"Skal sælerne da aldrig mere få unger?"

Da forstod Uteriitseq med eet at der ville blive færre sæler, hvis de ingen unger fik mere, og på den måde blive sværere at få fangst. Så slap han ham. Den anden smed alle sine hunde op i luften, sprang op til sin slæde deroppe og drog afsted. Uteriitseq sagde: "Jeg kommer op og besøger dig."

"Du kan aldrig komme til mig sålænge du lever i din krop; kun de dødes sjæle kommer til mig."

"Jeg kommer op og besøger dig!"

"Hvis du endelig vil på besøg skal du ikke følge solsiden af fjeldknolden undervejs!" Og så forsvandt kæmpemennesket.

       

Straks næste morgen gik Uteriitseq i gang med at lave sig en slæde af sine briksebrædder. Da han hen på eftermiddagen blev færdig, sagde han til sin kone: "Vask mine kære hunde." Konen vaskede dem så. Næste morgen skulle han så afsted på besøg. Han bragte sine hunde og sin slæde til det sted, hvor gårsdagens gæst havde befundet sig, og han begyndte at kaste sine hunde op i luften. Han blev ved, om og om igen, men de faldt hele tiden ned. Til sidst blev det aften.

Han forsøgte igen næste dag, og igen blev det aften. Sådan gik det i fire dage. Da han så smed dem til vejrs den femte dag, blev de endelig deroppe. Han smed så sin slæde til vejrs, men først den femte dag blev slæden deroppe. Han steg op på slæden og startede opefter. Langt om længe, da hans forgængers rute begyndte at flade ud, fik han endelig den omtalte fjeldknold i sigte. Han funderede over hvorfor manden mon havde forbudt ham at køre på solsiden af knolden. Med vilje satte han så kursen mod solsiden. Han så ingen mennesker, men da han nåede solsiden hørte han latter længere fremme. Han fik øje på en kvinde, der ikke kunne være skønnere, med håret snoet op fra panden og bundet sammen helt ude i hårenden. Han forstod nu, at kvinden hele tiden sang og dansede trommedans med sin tallerken som tromme og sin kvindekniv / ulu som trommestik, og at hver gang hun var færdig med en vise, slog hun en inderlig latter op sluttede den med ordene: "Hvem mon ville kigge ind i mit skræv, hvor der både er sengebriks og gehæng!" (qusoraq: benkugle i kamikrem, AL. Hun er tvekønnet med både skræv og "kugler", BS) Uteriitseq gik hen mod hende, og kvinden kom så også nærmere. Da hun kom stadig nærmere blev Uteriitseq bange og slog til hendes tallerken med sit piskeskaft, så den gik i stykker, og han slog også på hendes ulu med piskeskaftet så håndtaget revnede. Da hun så brast i gråd, forlod han hende.

       

Undervejs videre fik Uteriitseq endelig et hus i sigte. Han nåede derhen og standsede først op ved husgangen, men gik så ind og så at han var kommet til den mand han mødte forleden. Idet han satte sig sagde han: "Jeg troede ikke jeg kunne, men nu er jeg altså kommet til dig." "Han trænger til noget mad", sagde den anden lige ud i rummet. Straks blev der serveret mad på gulvet. "Så du hvem der satte maden på gulvet?" spurgte den anden.

"Nej"

"Næste gang må du være vågen."

"Han trænger til noget mad," sagde han igen.

Uteriitseq kiggede nøje efter og så ikke nogen komme ind, men bemærkede noget hvidt forsvinde ud. Den anden spurgte:

"Så du så noget?"

"Jeg lagde mærke til noget hvidt."

"Nu er hun også blevet gammel og ikke længere så dygtig. Det er min søster, der hedder Solen. Det er nemlig sådan at hendes bagside er blegnet, for hun vil så gerne være så længe om tingene, at hun sætter sig og bliver siddende når vinteren nærmer sig, af medlidenhed med de mennesker, der vil få det hårdt. Når hun rejser sig, prøver hun at gå videre. Men nu er hun blevet så gammel at hun bevæger sig langsomt lige til det bliver forår. Jeg hedder Månen, og vi er storebror og lillesøster hende derude og jeg." Månen blev siddende på sin plads men ind imellem kiggede han ned gennem en stor åbning ved siden af sig. Uteriitseq spurgte: "Hvad laver du egentlig?"

"Jeg kigger ind imellem ned på min fangstplads."

Uteriitseq gik hen til ham og kiggede ned: der var et hav med en stærk strøm og inde på land var der et hus. Foran huset var der en stor våge, og hvor hvalrosser, hvid- og narhvaler og sæl ligesom ikke ville dykke.

"Der vil jeg hen!" sagde Uteriitseq.

"Hvis du tar derhen vil du ældes og ikke kunne mere."

"Jeg skal hen til det sted!" sagde Uteriitseq bare.

"Når I ter jer sådan bliver jeg meget utilfreds med jer", sagde Månen da han havde kigget ned. Uteriitseq kiggede ned og fik øje på sit hus, og bopladserne, der ellers lå langt fra hinanden, så ud som de var rykket tæt sammen. Mens han kiggede, kom der en ud, og man kunne næsten ikke se mennesket for røg (tabu-dis, BS) og det begyndte at hænge noget op på solsiden. Da Månen kom af med lidt af sit vand faldt en masse grumset vædske ned. Da det skete begyndte menneskene at vimse rundt og opføre sig som nordlys og bragte det, de havde hængt op, ind i husene. "Når I ter jer sådan, gør I mig godt sur. Så når du kommer hjem må du advare din kone mod at opføre sig sådan igen." "Ja, jeg skal nok adlyde dig, men jeg vil ikke advare hende så længe vejen herop er farbar," sagde Uteriitseq. Så sagde Månen, at han skulle tage hjem og tilføjede: "tag disse to stødtænder med som bevis på din historie. Hvis du er en rigtig åndemaner / angakkoq, vil du bringe dem heldigt hjem." Uteriitseq stak dem ind i sine bukser og så drog han af.

       

Dengang Uteriitseq rejste blev hans kone urolig for om han nogensinde kom tilbage. Men så sagde deres bopladsfæller: "Nu kommer Uteriitseq hjem." Da han nærmede sig jorden ville de to stødtænder ud af hans bukser, så det gjorde helt ondt. Så sagde han til sin kone: "Skynd dig at røre ved mig." Da konen rørte ved ham, ville stødtænderne ikke længere forlade ham. Om morgenen efter hjemkomsten tog han ikke ud i kajak men begyndte at flække et stort stykke træ for at lave en konebåd. Konen sagde: "Man savner virkelig frisk kød, tag nu ud i kajak," men han sagde bare: "Jeg skynder mig alt hvad jeg kan for at blive færdig i en fart." Han skyndte sig at få båden færdig. Så roede han ud i kajak og samlede skind til at at betrække konebåden med. Da den var betrukket og var blevet tør, skaffede han sig roersker og drog mod nord.

       

Når det blev vinter standsede han, og om foråret forsatte han, og således gik der fem år. Under sin rejse skiftede han sine roersker ud med ny, når de gamle ikke duede til mere. Da det sjette år var gået og de havde slået lejr, spurgte han de mennesker de var nået frem til: "Har I ikke hørt om et hav, der er fyldt med fangstdyr?" "Vi er ganske vist dem der bor yderst, men vi har aldrig hørt noget, så bliv I bare her, " svarede de. "Nej, vi overvintrer her i området, vi skal bare et stykke længere hen," sagde Uteriitseq. Så drog de videre, og da de slog lejr efter et stykke tid, tog Uteriitseq op på det højeste fjeld. Da han nåede fjeldtoppen så han mod nord noget, der lignede fast havis, hvor åbent vand ikke kunne ses, og havis hvor der var en våge, og denne havis forekom oversået med blodpletter, og inde på bredden var der et godt stykke land. Han gik ned og fortsatte næste morgen til stedet. Noget senere rundede de et næs, og inde i bunden af den lille bugt lå der et enkelt hus. Han genkendte stedet som det han havde set, da han var på besøg hos Månen. Da de nåede stranden var folk meget taknemmelige, fordi de nu havde fået bopladsfæller, og dér foran vågen var der så mange fangstdyr, at de ikke syntes at dykke. Uteriitseq sagde til sine nye husfæller, at man ikke kunne komme i nød med så mange fangstdyr. "Alligevel sker det," sagde de, "at vi bliver forhindret i at tage på fangst." Uteriitseq spurge hvad der forhindrede dem, og de svarede: "Når Månen er på fangst bliver vi hjemme i flere dage. Når Månen er på fangst bliver vi inde i huset og forretter vores nødtørft inde og skal have mad i reserve til alle dagene. Faktisk tager Månen på fangst i overmorgen. Det sker nemlig når han ikke længere kan ses (på himlen)."

       

De gik så i gang med deres forberedelser: De fjernede sælskindene hele fra sælkroppene og fyldte dem med vand, og næste morgen talte de om, at nu begyndte Månen at stige ned. Uteriitseq kiggede ud af ruden, og dér landede Månen på havisen. De kiggede ud af vinduet og fra nu af holdt de øje med ham. Han harpunerede en narhval, og anden gang harpunerede han en hvalros. Uteriitseq sagde: "Nu trænger jeg til at skide."

"Du må skide inde i huset," sagde de andre, "ellers kan Månen stikke dig med sin tuk."

"Jeg skider aldrig inde i huset; jeg stiller mig bare bag ved husgangen."

"Han får øje på dig."

¨"Jeg gemmer mig, spænder mine kamikker og spænder livremmen ind."

Da han ikke ville give sig, tav de. Han havde taget en kniv med ud, viste det sig. En husfælle kiggede ud gennem ruden og så at han var ved at nå ud på havisen, og så ville Månen dræbe ham, når den så ham. Så hørte man ham sige: "Jeg kommer for at få part i din store fangst." Månen svarede: "Hvis du får part i byttet kan jeg ikke længere stige til vejrs."

"Da vi i forgårs kom hertil, havde vi ikke noget frisk kød." Og videre hørte man ham sige: "Du sagde, at jeg ikke kunne komme herhen, men nu er jeg her, og derfor skal jeg have part i din fangst." Han gik så hen til fangsten og flækkede begge dyr i to dele (på langs). Den anden kiggede bare på ham.

       

Månen føjede flere dyr til sin fangst og læssede dem på sin slæde. Derefter kastede han den flere gange op i luften, men han kunne ikke få den til at blive der. Så sagde Månen: "Det var derfor jeg ikke ønskede at der skulle tages part af min fangst." Mens han stadig talte, tog Uteriitseq hans harpun og fangstline,harpunerede en narhval og sagde: "Nu får du fangstpart af denne her", og flækkede den. Månen begyndte at stige, og Uteriitseq vendte sig mod huset og råbte: "Hvad er I bange for? Hent nu noget af fangstparten." De modigste kom da ud, og nu kunne Månen ikke komme til vejrs. Først den femte dag kom han endelig op.

"Hvad har I ellers bøvl med?"

"Indvoldsrøversken, det utyske som gør, at vi bliver færre og færre; vi var ellers mange i det her hus, og vent bare, hun kommer nok i morgen." De gik så i gang med at skide. Og se, næste morgen kunne de høre en skraldende latter. "Hvis I vil leve, så lad være med at grine!" sagde husfællerne. Så viste Indvoldsrøversken sig i husgangen og begyndte at danse trommedans med sin tallerken som tromme og sin ulu / kvindekniv som trommestik, og til sidst sagde hun: "Hvem mon vil kigge på mit skræv med sengebriks og gehæng", og med sin inderligste skraldelatter skubbede hun sin tallerken hen ad gulvet. Da Uteriitseq kiggede på sine fæller opdagede han, at de allesammen havde trukket bukserne ned og pillede ved deres skræv, at mænd og kvinder forsøgte at holde latteren borte ved at pille i de dele, som de ellers skulle skamme sig over. Da Uteriitseq så dem sådan, slog han en latter op og sagde til Erlaveersiniooq / Indvoldsrøversken: "Kom bare an." Da hun skulle til at tage fat i ham, brækkede han begge hendes håndled, flækkede hendes tallerken og stak den ind i hendes armhule, slog skaftet på hendes kvindekniv i stykker og stak den ind i den anden armhule. Da gik hun grædende ud.

       

Sikke taknemmelige husfællerne blev, og de sagde: "Der var en af os nær blevet dræbt og havde fået tarmene skåret ud." Uteriitseq spurgte: "Er alle jeres vanskeligheder nu væk?"

"Der er én som ikke er kommet endnu. En isdækket isbjørn / isgroet bjørn kommer i overmorgen, og den er vi allermest bange for."

       

De gjorde nu deres forberedelser og sørgede for reserver af mad og vand. De dækkede vinduerne og husgangen med tynde lag. Det var endnu dag, og de begyndte at kigge ud gennem vinduet. På et tidspunkt sagde de: "Nu kan den ses derude i nord." Da Uteriitseq kiggede ud så han kun noget stort, nærmest udvisket noget nordude og vestpå. Han spurgte sine fæller, hvor den var. De pegede og sagde: "Nu kan man se dens ben." Han kiggede nøjere efter og så den så nærme sig, og det viste sig at det var den han havde troet var tåge. Den kom nærmere og stillede sig ved vågen. Så lagde den sig ned ved vågen og fangede sødyr. Så sagde Uteriitseq: "Jeg skal skide." "Denne her er livsfarlig, skid inde i huset."

"Jeg kan ikke skide inde i huset, jeg vil gøre det bag ved husgangen."

"Hvis den ser dig, lader den dig ikke leve."

"Jeg gør hvad jeg kan for at den ikke skal se mig; måske I skulle binde min krop, ben og arme ind i skindremme, så den ikke ser mig."

Så bandt de ham ind. Da de var færdige gik han ud, og det viste sig at han havde taget sin kniv med ud. De kiggede ud af ruden og troede han stadig ikke var gået ud, men så sagde de: "Der er han nede, næsten fremme ved havisen." Mens de kiggede på ham, trak bjørnen vejret indad, og det var som om han blev suget hen imod den. Da så bjørnen åndede ud igen, skridtede han atter ud. Dette gentog sig flere gange, og da den engang trak vejret indad, satte Uteriitseq i løb hen mod bjørnen og forsvandt så helt. Nogle af husets beboere stod ved ruderne og sagde: "Nu har den ædt ham." Uteriitseq fik til at begynde med åndenød, men det holdt op. Han var nu inde i bjørnen, og han mærkede at børnen var hul og meget slimet indeni. Han begyndte at skære i alt hvad han rørte ved. Han ventede lidt på at få vejret, og skar så igen løs. På et tidspunkt skar han i noget stort, rundt og hårdt, og så kom der en voldsom bevægelse i bjørnen. Langt om længe holdt bevægelsen op. Da den standsede følte han sig for med hænderne og opdagede, at det var dens nederste ribben. Han forsøgte at skære sig ud mellem dem, og endelig nåede han frem til dens skind. Han nåede videre frem til noget hårdt, og da han hakkede i det fik han endelig hul ud til det fri. Så fik han luft! Da han havde trukket vejret kilede han sig frem og kom ud den vej. Han mærkede at hans hoved føltes bart og koldt og da han følte efter var han pilskaldet. Håret var faldet af inde i bjørnen. Han holdt sig på hovedet med hånden og begyndte at løbe op mod huset. Hans husfæller sagde så: "Der kommer jo Uteriitseq heropad." Tættere på råbte han så højt han kunne: "Så har jeg dræbt den store bjørn, men jeg har tabt alt mit hår på grund af heden inde i bjørnen!" Så kom alle husfællerne ud og sagde: "Nu, takket være ham, er der ikke længere noget der hindrer vores fangst. Så blev det vinter. Den store bjørn rakte som forråd til to vintre.

 

Efter at Uteriitseq og hans husstand havde overvintret to gange tog han til orde: "Min stakkels kone skulle gerne gense sin familie i live, og nu er hun gammel, og jeg vil gerne afslutte mit liv der, hvor jeg er født." Så skaffede de sig roersker og rejste hjemefter. De kom så tilbage til deres hjemegn igen efter seks års rejse sydover. De blev gamle i deres hjemegn og foretog stadig deres fangstrejser, men ikke lang tid efter holdt de næsten op, og snart endte de deres dage på deres gamle boplads.

 

Var.: Besøg på Månen. Den stædige. Uterîtsoq / Uteriitsoq; Et par ægtefolk;

Manguaraq (flere); Kanaks månerejse. Nalikkatteeq. Ajijaks forløsning;

Manden, der besøgte månemanden; Alluunnguaq; Mangivaraqs månerejse; Åndemaneren der for til månen; Maqujuk.

 

Hist.: Varianten tæt beslægtet med et par andre om Den stædige fra Sydgrønland.

I denne version bliver der for alvor gjort op med en del af det prækoloniale verdensbillede. Ulrik Rosing har tidligere nedskrevet en anden fra Sydgrønland til Rink, hvor der ligeledes sættes kraftig ind mod den tidligere så frygtede Måne og alt hans væsen. Men ikke så gennemgribende som her. Udrydde Månen kan Uteriitseq selvfølgelig ikke (versionen fastholder, at dagslys, tidevand og sælernes fertilitet er afhængige af Månen), men det lykkes på alle andre måder at tæmme ham.

Denne version kunne tyde på, at Indvoldsrøversken var en rituel skikkelse, der - måske under uaajeertut - maskedanse - satte humør i folk til en efterfølgendelampeslukningesleg. Jens Rosing i tidsskriftet Grønland 1957 har samme idé ud fra den maskedans med Nalikkatteeq/Indvoldsrøversken han overværede som barn.

Bemærkningen om solen, der "sidder", når det bliver vinter, tyder på at fortællingen er fra Østgrønland. Forestillingen om Solen, der ikke flytter sig nogle døgn ved midvinter, kendes også fra andre inuit. At hun standser op af medlidenhed med folk, der vil lide nød om vinteren (i en anden version har hun travlt med at tage sig af de forældreløse), er muligvis en ny tolkning af forestillingen om sidde-dagene.

Bemærkelsesværdig er også Uteriitsoqs indsnøring i remme inden mødet med bjørnen. En lignende indsnøret skikkelse er afbildet i en beskrivelse af Sedna / Havkvind-kulten i Baffinland. Se Boas, Franz: The Eskimo of Baffin Land and Hudson Bay, I. Bulletin of the American Museum of Natural History, Vol. XV, 1901: 142.

Oqérsinamit qingmilik / Oqersinamit qimmilik

Print
Dokument id:1460
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419
Fortæller:Jørgensen, Sofie
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Oqérsinamit qingmilik / Oqersinamit qimmilik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:3 sider, nr. 98
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Se også stærkt revideret renskrift (ved Peter Rosing ?) af samme fortælling i KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415: "Oqitsornanik qingmilik". Begge versioner er oversat i denne base.

 

Indholdet svarer til resuméet af: Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, side 364 - 365 : "Manden, som kørte med Blåræve".

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Man fortæller, at en mand havde en plejemoder, der var

heks. Manden havde ingen hunde. Derfor var de til grin for dem, der

boede nord for deres boplads, og de gjorde nar af ham.

Dette generede ikke plejesønnen; men plejemoderen syntes ikke om det.

Hun sagde til ham: "Tag nu og anskaf dig hunde." javel, sagde plejesønnen og fortsatte: "("tâma kisilikiat qingernisarpát?"

renskrift: Hvilke dyr egner sig bedst til at have som "slædehunde")

Plejemoderen sagde: "Jeg har hørt, at blåræve skal være gode som

slædehunde." "Hvor mon man finder dem?" Hun svarede: "Jeg har hørt, at

de skal findes bag fjeldet." Plejesønnen tog ud for at lede efter dem,

men vendte tilbage uden at have fundet nogen.

Dagen efter var han igen ude, men fandt ingen, Det fortalte han

sin plejemor. Så gav plejemoderen følgende vejledning: "Du skal

placere dig på den nordlige side af det store fjeld af samme navn

(fjeldet hedder formentlig Qaqqarsuaq.) og fremsige trylleord. Så vil

rævene vise sig for den sydlige side af fjeldet."

Plejesønnen var med og tog hen til det sted, som plejemoderen havde

anvist. Han gik i gang med en formular.

Næppe var han færdig, så myldrede der ræve frem - først kom der én, så

fulgte der en hel masse andre, indtil der var ti i alt.

Han førte dem ned og ville afprøve dem. Det viste sig, at de løb meget

hurtigt. Han begyndte at bruge dem til bjørnejagt.

 

En dag tog han på slæde hen til dem, der plejede at gøre nar af ham.

Da han kom, gav de sig til at skraldgrine af hans hunde. Han besøgte

dem og blev modtaget godt; og de gav ham noget godt at spise. Så

skulle han af sted. De sagde. "Hvad om vi løb foran dine hunde?" "Å,

mine hunde duer ikke. De kan ikke klare sig. For mine hunde er

("pikaerqât" forheksede?)" Tænk, de gjorde nar af ham. Så tog gæsten

afsted. Han kørte kun langsomt. De skraldgrinede af ham. Så

sagde han til sine hunde: "Afsted, rask!" Så fik de ellers fart på -

som om de fløj gennem luften. De kørte forbi alle dem, der løb foran,

og dræbte mange af dem.

Da han kom hjem, fortalte han det til sin plejemor. Plejemoderen

sagde: "Nu har de fået det, de selv var ude om." Så sagde

plejesønnen til sine hunde: "Nu kan I godt tage tilbage, hvor i kom

fra."

Dermed var den tid, hvor plejesønnen tog på slæderejser også til ende.

Siden har ingen hørt noget om ham.

 

Var.: Speciel version af fortællinger om en mand, der skaffer sig vilde dyr - rigtige og fantasidyr - som slædehunde (ræve, isbjørne, kiliffak, knivryg o.l.

Overvintringen ved Ingmíkêrteq / Immikkeerteq

Print
Dokument id:1660
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Punngujooq (Púngujôq)
Nedskriver:Rosing, Peter
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Peter ?
Titel:Overvintringen ved Ingmíkêrteq / Immikkeerteq
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 156 - 157
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 109 - 110; angakkortalissuit, 1990: 230 - 231: "Immikkeertimi ukiineat"

 

Resumé:

Fortsættelse af "Pungujooqs skæbne".

   Punngujooq, hendes bror og mor overvintrer hos Missuarniannga på

Immikkeertoq, hvor hendes bror dør, og hendes mor i tynde bomuldsklær

dør under forsøget på at lempe liget ned i isrevnen. P. kan ikke få

nogen til at hjælpe sig, fordi ingen ønsker at komme under dødstabuer.

 

Hist.: Historisk fortælling fra 1800-tallets slutning.

Overvintringen ved Nunakitsâjik / Nunakitsaajik

Print
Dokument id:1661
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Punngujooq (Púngujôq)
Nedskriver:Rosing, Peter
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Overvintringen ved Nunakitsâjik / Nunakitsaajik
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 157 - 161
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 110 - 117; angakkortalissuit, 1990: 231 - 238: "Nunakitserajinni ukiinerat"

 

Resumé: Fortsættelse af "Punngujooqs skæbne".

   Om sommeren efter overvintringen ved Immikkeerteq, oplever

Punngujooq, der stadig bor hos Missuarniannga, drabet  på Piilakkaan / Piitakkaat i Ateqi / Attereq. M. tar så med familie til Nunakitseq for at overvintre. Det

efterår ankommer et skib, som man frygter vil hævne sig ifølge

overleverede myter om nordboerne. Men søfolkene, der overvintrer, blir

P.s redning, idet hun er blevet smidt ud af M. Aleqaajik har nemlig

tilbudt den pjaltede P. husly, men fortryder, de P. ankommer, fordi

A.s mand, Kilimii, er blevet syg. Da P. vender tilbage til M. er han

fornærmet over hendes bortgang og smider hende ud. Nu tilbyder Maratsi

på samme boplads hende husly, men hans svigermor vil ikke vide af

hende og smider hende ud. To unge søstre indretter så godt de kan et

hus til P. og gir hende lidt at spise, som hundene bryder ind og æder.

Senere kommer hundene ind og varmer hende, fordi hun har bedt sine

døde forældre om hjælp. En ung mand, Quvtuiaq, bringer hende lidt kød

og spæk. Kunnak fra Sermilik kommer efter hende, fordi han engang har

haft hende som roerske i syd. Men han opgir, da han ser hendes

tilstand og gir hende intet spiseligt. Quvtuiaq / Quttuiaq (?) overtaler hende om

foråret til at sætte sig ud i den varme sol, hvor de overvintrede

søfolk opdager hende og hjælper hende. Af den mad de jævnligt gir

hende, lægger hun det meste hen til forråd. Inden bopladsen spredes på

sommerfangst, flikker nogle halvstore børn et sølle telt sammen til

hende. Da det blæser bort i en storm, tages hun ombord på skibet, og

kaptajnen, der berejser distriktet i motorbåd, får omsider overtalt

Missuarniannga til at tage hende i hus igen. Tre dage efter skibets

afrejse kommer et nyt, der anlægger kolonien Ammassalik / Tasiilaq.

   P., der overvintrer hos M., er nær ved at omkomme under en af hans

seancer, fordi hun har mistet en del af sine tæer og ikke kan følge

med, da M. annoncerer, at månemandens hund kommer og alle flygter. Hun

anbringes under en konebåd uden for, men reddes af kvinde, der

fornærmet er vendt alene tilbage fra nabopladsen, fordi ingen har

givet hende del i festmåltidet dér. Om sommeren behandles P.s fødder

af Johan Petersen og missionær, pastor Rüttel, og hun flytter til kolonien, hvor hun overdrages arbejdet med at berede de indhandlede bjørneskind. Hun

bliver undervist, døbt, får navnet Magdalene, adopterer en pige og en

dreng, gifter sig med drengen, Abel, da han blir voksen, og da

Magdalene dør, gifter han sig og får børn med sin plejesøster, Malene.

 

Hist.: Skibet, der overvintrede fra 1893 - 94, var norsk, hed Ino.,

Kaptajnen, P. Michelsen, har gjort en god handel med de skind, som

østgrønlænderne havde gemt til handelen ved kolonien det næste år.

Historisk fortælling fra 1800-tallets slutning.

Pamiagdik og hans rejsefæller

Print
Dokument id:1638
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:Rosing, Peter
Indsamler:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Titel:Pamiagdik og hans rejsefæller
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 80 - 83
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Orig. håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 100 - 103; angakkortalissuit, 1990: 223 - 226: "Pamiallukkut".

 

Resumé:

Fortsættelse af "Nápartuko". Pamiallik er en af Nappartukus sønner,

der leder rejsen nordpå til Kialeeq efter N.s død. P. er dybt

nedbøjet, fordi Angakkeq fra Innardivaq (Åndemaneren fra Innarsuaq / Innartivaq

i Sermilik-fjorden) har hånet P. for hans ringe åndemanerevner. Men P.

viser sine store evner under rejsen. Da han ikke kommer tilbage med

sit følge den næste sommer, rejser hans svoger, Qeerseeq, med husstand

nordpå og finder P. nord for Kialeeq, hvor han netop har mistet et

barn. I glæde over besøget bryder P. en mængde afsine dødstabuer og

brillierer med først at rejse og dernæst dæmpe en storm, der åbner

havet for en rigdom af fangstdyr. Næsten hele sommerens indsamlede

forråd sluges dog af havet under et uvejr. Man har til hele vinteren

kun nogle få sæler, som en kvinde ved navn Kersagaq alene har været så

forsynlig at redde op i tide. Ingen har villet hjælpe hende. P. gør

forgæves sit yderste for at finde fangstdyr ved åndemaning. Han har

mistet magten over sine ånder ved sit tabubrud. Da en af Kersagaqs

store, stærke sønner bebrejder ham valget af boplads, tager P. livet

af både denne og K.s mand. Mange sulter ihjel. De overlevende spiser

de døde. Da P.s svoger Qeerseeq dør, skræmmer han som genfærd

livet af P. og dennes søn. P.s ældste bror Sigdisikajik (Angii) når

frem næste sommer, og da er kun Kersagaq og to af hendes sønner i

live. Nu vrimler det igen med fangstdyr.

 

Hist.: En historisk fortælling fra 1700-tallets slutning, mener Jens Rosing her. Men i en senere publikation (Hvis vi vågner til havblik, 1993, Ikke registreret i denne base) er dateringen slutningen af 1800-tallet. Det kunne passe med sultevinteren men forekommer noget sent, hvis

åndemaneren Angakkeq fra Innersuaq enten er Naaja (der blev kaldt Innartuaqboen / Innartivaqboen eller den lidt ældre åndemaner / angakkoq Aaqqii i Sandgreen 1987, I. Om Angakkeq se: J. Rosing 1963: 195 - 196: "Angákersuaq".

Den store ...".

Paperqia / Papeqqia, Kâkâqs / Kaakaaqs første hjælpeånd

Print
Dokument id:1701
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Kukkujooq (Pîsue / Piisui / Qaajammat, Apulu)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Jens
Titel:Paperqia / Papeqqia, Kâkâqs / Kaakaaqs første hjælpeånd
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 286 - 288
Lokalisering:Tîleqilâq / Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé:

Kaakaaq er endnu en lille pige, da hun en morgen vågner og

opdager at hendes mor og bror er borte. Hun vil ud efter dem og går

trods en tantes forbud. Grædende møder hun en stor, fremmed mand, der

har medlidenhed med hende. De udveksler navne, og han hedder Papeqqia.

K. vil gerne med ham hjem på besøg, han indvilger, de går op mod hans hjem i en fjeldside, hvor K.s syn lagdeles og hun ser husgangen.

 P. bor sammen med sin mor, der af P.s udtalelser forstår, at K. er

en, der prøver at vandre på vidderne (jage hjælpeånder i ødemarken, "... asikkut saqileruvit ... ifølge Sandgreen 1967,II:28).

P.s mor fortæller, at hendes mand nylig er død (hans udgang blev

spærret), kan læse K.s tanker og beordrer P. at følge hende hjem, da

hun vil gå. Da teltene blir synlige, går P. tre gange rundt om K.,

inden de skilles. K. vil fortælle om P. derhjemme, men glemmer alt,

når hun er sammen med andre.

 

Var.: Sandgreen 1987: 237 - 242: "På kvan-stedet".

 

Hist.: Persondata søg på: J. Rosing 1963: 281 - 285: "Kâkâq".

 

Tolkning: Om åndemanerlærlinges svigtende hukommelse se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Åndemanerens afbalancering af ...". Bemærk Kaakaaqs tvesyn, lagdelingen på overgangen til synet for den "anden" verden.

Papíkaulak / Papikkaalak / Papikkaalaq / Store Halefjer

Print
Dokument id:1452
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419
Fortæller:Jørgensen, Sofie
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Papíkaulak / Papikkaalak / Papikkaalaq / Store Halefjer
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:2 sider, nr. 90
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Se også revideret renskrift (ved Peter Rosing ?) i KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415. Begge versioner er oversat i denne base.

 

Dansk resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 368.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Man opdagede, at der forsvandt noget tørret forråd, som

var gemt under konebåden. Så bad de deres åndemaner om at holde vagt.

Han kravlede ind under konebåden. Mens han opholdt sig der, hørte han

nogen sige følgende: "Du, Pipakkaalaq, stjæl noget." Papikkaalaq kom

op ved at træde på de andre. Man kunne høre ham føle sig for med

hænderne. Så sagde han: "Her er spisestedet (nerisarfik)." Så greb

åndemaneren ham om håndledene. Papikkaalaq skreg og sagde: "Han har

taget mig, den slemme!" De andre flygtede, og Papikkaalaq skreg:

"Huu!" Da dette skete, gav han sig til at (kernimatilerpoq: gøre sig

tung?). Da åndemaneren slap sit greb, faldt han. Da han ramte jorden

(tukunganutârajiglune?) - satte sig endelig op. Han rejste sig, løb

hjem, og åndemaneren fulgte efter ham.

 

Han kom til hans hus, hvis indgangsparti bestod af et buskads. Inde

fra huset hørtes en øredøvenede snakken: "Oppe på jordoverfladen skete det for Papikkaalaq, at han blev pågrebet af et umenneskeligt

væsen."

 

En af dem, han hed Atiilaak, blev opfordret til at mane ånder.

En anden sagde: "Lad Puttaat, den blanke tromme (Qilât qigdlertoq,

eller: du kan udspørge trommen ved qilaneq / åndespåning), mane ånder."

Så begyndte han at mane ånder, og udspørge sine hjælpeånder sådan: "Er

Papikkaalaq blevet pågrebet på jorden af et umenneskeligt væsen?"

Idet han spurgte sådan, lod det til, at han havde med noget tungt at

gøre (artugaqugmigsagpoq, dvs. trommen svarer ja, når den bliver

tung). Da han sagde dette, bemærkede Papikkaalaq: "Det er rigtigt, at

jeg på jordoverfladen blev pågrebet af et umenneskeligt væsen."

Efter at han havde sagt dette, gik åndemaneren derfra og hjem.

Herefter forsvandt der ikke mere fra forrådet under konebåden.

Papikkaalaq var blevet klog af skade.

 

Var.: Papikkaalaq; Ivalimaaq; Iseraq; De tyvagtige dværge;

Papíkaulak / Papikkaalaq / Store Halefjer

Print
Dokument id:1461
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415
Fortæller:?
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:Rosing, Peter ?
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Papíkaulak / Papikkaalaq / Store Halefjer
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:2 sider
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Revideret renskrift (ved Peter Rosing ?) af Orig. håndskr.: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419. Begge versioner er oversat i denne base.

 

Dansk resumé: Knud

Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 368.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Engang kom en fanger med familie til et sted, hvor de

ville overvintre.

Da det blev efterår og det blev koldt, brugte de ikke konebåden mere;

og de stillede den op på et stillads. Så anbragte de deres tørrede

vinterproviant under konebåden.

Efter sneen var faldet, opdagede de mere end én gang, at der var

blevet fjernet nogle af deres tørrede ting. Da dette var sket flere

gange, bad de deres åndemaner holde vagt om natten.

 

En nat holdt åndemaneren så vagt. På et tidspunkt, hvor natten var ved at

gå over i gry, hørte han nogen sige: "Papikkaalaq, kravl derop, som du

plejer. Det er altid kun dig, der kravler derop." De skubbede ham op

nedefra. Idet han kom op, råbte han ned: "Her har vi ("nerissarfik")

et sted hvor man spiser." Nogle råbte op til ham: "Ikke det! Tag noget

andet!" Mens han var i færd med at tage noget andet, greb åndemaneren

ham om begge håndled. Idet han blev grebet, gav han sig til at skrige:

"Iâ - hô! Han har taget mig!" I det øjeblik han råbte dette, flygtede

samtlige dværge (derude).

Da de andre var forsvundet, gav Papikkaalaq sig til at puste i

åndmanerens hænder. Så snart han pustede, magtede åndenmaneren ikke

længere at holde ham. Da han faldt ned, faldt åndmaneren også ned.

Åndemaneren ledte efter Papikkaalaq, men han kunne ikke finde ham

nogen steder. Han fulgte sporene, der førte direkte hen til en høj,

stejl klippevæg.

Stående undenfor klippevæggen, hørte han øredøvende snak indefra.

Han hørte en af dem sige: "Papikkallaq blev taget af en, som slet ikke

er overflade-boer (åndesprog for et rigtigt menneske, BS). Hvem skal

udspørge ånder?"

 

En af dem sagde: "Det skal ham derhenne, der hedder Aliilak." En anden

svarede ham: "Nej det er ikke ham, der skal udspørge. Det skal være

ham derhenne! Pútâr - qítât - qítartêq!" Så begyndte han at udspørge

ånder ("qilavoq" / qilaneq / åndefiskning / åndespåning).

 

Da han begyndte, spurgte han sin hjælpeånd, om Papikkaalaq virkelig var

blevet taget af én, der ikke var rigtig jordboer.

Idet han spurgte, eeh! så kunne han slet ikke klare det længere. Da

han bukkede under, sagde Papikkaalaq: "Det er rigtigt, at jeg blev

taget af én, der ikke var nogen rigtig jordboer."

Efter de ord gik åndemaneren hjem. Fra da af forsvandt der ikke mere

tørret kød fra depotet under konebåden, for heldigvis havde

Papikkaalaq fået sig en forskrækkelse.

 

Var.: Papikkaalaq; Ivalimaaq; Iseraq; De tyvagtige dværge;

 

Kommentar: Dværgene, der bor i jordhuler, kalder åbenbart sig selv for jorboere og mennesker for overfladeboere. Disse kalder sig selv og af de fleste andre ånder for kystboere, især i Østgrønland.

 

Håndskriftet dateret af Rasmussen til 19. febr. 1920, men om det gælder Sofie Jørgensens egne nedskrifter i hæfte 419 eller renskrifterne i hæfte 415 er uvist. Sofie Jørgensen overvintrede i Danmark på gennemrejse til Qaqortoq i 1920. Hun må således være rejst fra Ammassalik sammen med Rasmussen i 1919.

Paqqi, ham med forsiden / Sâralik Parqe

Print
Dokument id:1272
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:Kajammat, Juuserfi
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Paqqi, ham med forsiden / Sâralik Parqe
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 333 - 340, nr. 37
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 106 - 112.

 

Resumé: Fortsættelse af "Et fangstmiddel til tupilakker", nr. 36.

 

K. følger gåsens anvisninger og lander uden mén sammen med gåsen på et

smukt tværstribet fjeld langt mod nord. Han kalder på en ånd,

ligemeget hvilken, og ser så et menneske sidde i nærheden og klappe ned

ved sin side. Med de vanlige høflighedsformularer indledes

bekendtskabet. Ånden fortæller at han bor langt mod nord ved Amaa, men

ikke kaldes Amaaboer. Han hedder Paqqi ligesom sine fæller, fordi de

kaldes "dem med forsiden". Den er lyserød som gennemskinnet blod, mens

ryggen er hvid og oversået med pletter. Han synger mens han taler,

fordi man deroppe i nord* synger så meget. Han ved, hvordan man fanger

tupilakker, som man skal søge efter allevegne, idet man begynder inde

i huset, derefter under sten uden for huset, dernæst ved en sø i

indlandet og slutteligt ved havet. Sangen man afslører tupilakken med,

får dens skjul (en kasse, hvorefter sangen gentages og skjulestedet er hhv. gulvet, stenen, søen, havet) til at flytte

sig, og nævner hvem, der skal fange og dræbe den. K. skal afprøve

sangen ved en elv, harpunere tupilakken, når den dukker op, og trække

den på land. Da kan han fange en tupilak, og hvis det blir alvor skal

Paqqi nok komme til hjælp. K. flyver tilbage med gåsen til søen. Gåsen

flyver bort, K. går straks langs elven ned efter sin harpun, går

tilbage, afprøver sangen, der har effekt, harpunerer tupilakken og med

opbydelsen af alle sine kræfter får han den lidt efter lidt trukket op

på land. Henrykt syngende vender han hjem.

 

Hist.: Piisui / Kukkujooqs persondata, søg på: Sandgreen 1987: s. 263

- 264: "Drengen Piisui".

*Det tværstribede fjeld er normalt stoppestedet for den åndemaner, der

flyver sydpå langs kysten for at komme over til vestkysten (J. Rosing

1963: s. 199 - 202; 212 - 213; Sandgreen 1987: s. 201 - 204). Åndens

lyse hud, fregner på ryggen og lyst til at synge kunne ligesom de

hvide kristne, også tyde på, at retningsangivelserne skal oversættes til de østgrønlandske, dvs. spejlvendt i forhold til de vestgrønlandske. Det er da langt

mod syd (i det kristnede Sydgrønland), at K. træffer P., der giver ham

magt over tupilakker.

 

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Písarsiorniasagit / Pissarsiorniasagit / Find noget (spiseligt)til ham

Print
Dokument id:1056
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419
Fortæller:?
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Písarsiorniasagit / Pissarsiorniasagit / Find noget (spiseligt)til ham
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:3 sider, nr. 100
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Se også revideret renskrift (ved Peter Rosing ?): KRH, kasse 52, nr. 2,

hæfte 415: "Pissarsiorniásagit" Dansk resumé: Knud Rasmussen: Myter

og Sagn fra Grønland, I, 368 - 369: "Sæt dog mad frem til ham." Begge versioner er oversat i denne base.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Dette fortælles om et par ældre mennesker at de ingen

forsørgere havde. De fik kødgaver af deres husfæller; men det blev hurtigt

spist op, da de selv ikke havde forsørger.

En dag da de sultede, gik manden ind i landet. Efter at han var kommet

langt ind, fik han midt i en snedrive øje på et stort område, der var

smeltet; og midt i dette var der en forhøjning. Der kom røg ud af

midten af forhøjningen. Nu kunne han se, at det var et virkeligt

dejligt lille hus ("-minaatsiaq"=lille, men med en bestemt udtale,

udråbstegn, m.m. kan det godt betyde stort). Han gik derhen ("amigarúmâsoq" ?) hvor han gik op iog ind i huset.

På briksen inde i huset sad der et meget stort menneske. Da det store

menneske så ham, sagde han: "Hvad skal du her? (eller: Hvad er dit

ærinde her)" Den anden svarede: "Ih, jeg blev så sulten, og jeg nødt til at søge efter et eller andet (spiseligt)!"

"Ih, sæt dig ned derhenne," (lød det fra det store menneske), og han

sagde til sin kone: "Find noget (spiseligt)til ham!" Konen gik ud og

blev væk længe. Så kom hun ind med en luffe af en hvidhval. Manden

sagde: "Værsgó, og spis!" Han spiste og holdt op, da han blev mæt

(uden at spise op).

 

Det blev aften, mens han endnu var på besøg. Hér

om aftenen lød der drøn oppe fra taget. Så var der én, der var på vej

ind i huset. Det viste sig, at det var deres søn. Ind kom en stor

mand; og da han så gæsten, sagde han: "Hvad skal du her?"

Han svarede: "Jeg blev sulten, og jeg kunne ikke gøre andet end at

søge efter et eller andet (spiseligt)." Så sagde faderen til sin søn:

"Hvad gør du selv, når du bliver sulten og ikke kan finde noget

spiseligt? Du begynder at søge efter et eller andet." Deres store søn

sagde igen: "Har I givet ham noget at spise?" Moderen svarede: "Ja,

men kun en luffe af en hvidhval." Sønnen sagde: "Kikaík (?)" Så gik

han selv ud og kom ind igen med en hel hvidhval. De fik sig et

ordentligt måltid.

 

Og de flænsede den. Hen på aftenen sagde de: "Læg dig og sov på

briksen i aften:" Han lagde sig på briksen.

Midt i sin gode søvn vågnede han ved, at han hørte nogen smaske.

Straks fór han forvirret op. De andre sagde: "Gå bare i seng, det er

bare os, der trækker spiseriet ud("pímersorpugut")." Han lagde sig så

bare igen. De kom til at sove længe. Og da de vågnede næste morgen,

belavede han sig på at tage afsted.

Faderen sagde til sin søn: "Tag og hjælp ham med at bære (ordret: Tag

og medbring..) den mad, han skal have med hjem. Så tog de afsted med

en hel hvidhval, og mere til på ryggen. De drog afsted.

Den store/sønnen sagde: "Sæt dig oven på mit læs." Han satte sig

op. Den store transporterede det altsammen og lagde det fra sig på

stranden, hvorefter han forlod ham. De ældre mennesker hentede så mad

derfra.

Siden har man ikke hørt mere om dem.

 

Var.: Oftest får gæsten påbud om ikke at fortælle andre om de gavmilde åndemennesker, og at ingen andre må prøve at hente gaver el. andre ydelser hos dem. Forbudet overtrædes og åndernes bolig er forsvundet for stedse. fx: Fangeren, der søgte ly hos ravnene; Juua De små forældreløse;

 

Kommentar: Denne slutning falder helt i tråd med åndemanerens relationer til sine hjælpeånder: ingen af hans slægtninge eller fæller kan dele hjælpeånder med ham. Relationerne til den anden verden er altid dyadiske, en til en.

Pissarsiorniasagit / Find noget spiseligt til ham

Print
Dokument id:1057
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:reaar[19191921
Fortæller:?
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Pissarsiorniasagit / Find noget spiseligt til ham
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:3 sider
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Revideret renskrift (ved Peter Rosing ?) af KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419, nr. 100. Begge versioner er oversat i denne base.

 

Dansk resumé: Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 368 - 369.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Der var engang et ældre ægtepar som ikke havde

forsørger.

De fik ganske vist tildelt en smule, når deres bopladsfæller fangede

godt. Men da de ikke havde andet, blev det spist op, så snart de fik

det ind i huset.

Engang da de kom til at sulte, gik manden ud af huset og begav sig ind

i landet for at søge efter noget

(spiseligt)("ujardlilúniarumardlune").

Da han var kommet langt ind i landet og nærmede sig indlandsisen, fik

han øje på en nunatak / nunataq midt i den bare is. På vej dertil lagde han

mærke til noget der røg midt i nunatakken. Da han kom nærmere,

opdagede han, at det var et stort hus. Han havde aldrig set så stort

et hus før. Det viste sig, at huset var beboet af en stor indlandsbo.

Først stod han stille udenfor; men så begyndte han at bevæge sig ind i

huset.

Da han trådte ind i rummet, så han to indlandsboer, et ægtepar, sidde

på briksen. Den store indlandsbo kiggede på ham og sagde. "Hvad vil du

her?" Den ældre mand sagde: "Vi sulter, og jeg er kommet herhen for at

finde noget spiseligt." Da bad den store indlandsbo ham sætte sig ned.

og han sagde til sin kone: "Find noget spiseligt til ham!" Konen

forsvandt og kom igen med en stor kødfuld luffe af en hvidhval. Den

ældre mand spiste, men blev mæt og kunne ikke spise op. Han sad dér og

ventede på, at det skulle blive aften.

Det var ved at blive sen aften ("únugdlualeriartoq"), da man hørte

drøn ude fra gangen. Man hørte én på vej ind, og så trådte en kæmpe af

en mand ind. Det viste sig at være indlandsboernes søn. Han

stirrede på gæsten og spurgte: "Hvad vil du her?" Den ældre mand sagde

til ham: "Vi sulter; og jeg er kommet herhen for at finde noget

spiseligt!" Det tog sønnen bare til efterretning. Han vendte sig mod

briksen og spurgte sin mor: "Har I givet ham noget at spise?" "Jo, han

har fået noget at spise, men han har ikke engang spist luffen af en

hvidhval op!" "Var det det hele?" Med de ord gik han ud og viste sig

igen med en hel hvidhval. Da han kom ind, spiste de den,

hvorefter de gav sig til at dele den op.

Da de var færdige, sagde de til gæsten: "Gå du i seng." Han rykkede

længere ind på briksen og lagde sig ned.

Han vågnede midt i sin søvn ved lyden af nogle, der spiste. han

kiggede ud og så, at de var midt i et måltid. De sagde til ham:

"Det er midt om natten, sov du bare videre, vi plejer at spise lidt

længere ved denne tid." Efter denne bemærkning (lagde han sig til

rette og) sov videre. Han sov længe og vågnede langt op ad dagen.

 

Da han skulle hjem; sagde indlandsboen til sine husfæller: "giv ham

noget mad med hjem." De gav ham en hel hvidhval og mange andre ting.

Da de tog afsted, bar indlandsboens store søn alt det, han selv skulle

have transporteret. De havde gået et godt stykke tid, da indlandsboens

store søn sagde: "Du går så langsomt. Kravl du op på det læs, jeg har

på ryggen." Han kravlede op; og så gav kæmpen sig ellers til at gå

hurtigt. Sådan gik han længe med ham.

Da de nåede kysten nær hans boplads, lagde kæmpen den mad, gæsten

havde fået med, ned på jorden og dækkede den med sten.

Den ældre mand tog kun ganske lidt med hjem. Han hentede lidt ad

gangen i den efterfølgende tid. Og det frelste dem fra sultedøden.

 

Var.: hæfte 419 nr. 100.

 

Kommentar: Håndskriftet dateret af Rasmussen til 19. febr. 1920, men om det gælder Sofie Jørgensens egne nedskrifter i hæfte 419 eller renskrifterne i hæfte 415 er uvist. Sofie Jørgensen overvintrede i Danmark på gennemrejse til Qaqortoq i 1920. Hun må således være rejst fra Ammassalik sammen med Rasmussen i 1919.

Púngujôqs /Punngujooqs skæbne

Print
Dokument id:1659
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Punngujooq (Púngujôq)
Nedskriver:Rosing, Peter
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Púngujôqs /Punngujooqs skæbne
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 155 - 156
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 107 - 109; angakkortalissuit, 1990: 229 - 230: "Punngujooq"

 

Genfortalt efter Pûngujôqs fortælling til Peter Rosing

Resumé:

Som barn er Punngujooq familiens kæledægge, der får de smukkeste skind

til klæder og lækker mad. Familien bor nær Kap Farvel, men følger

Gustav Holms konebådsekspedition til Uummannaq på den nordlige del af

sydøstkysten, hvor den slår sig ned. Noget senere dør Punngujooqs far og med

sin mor og brødre flytter hun til Ammassalik-distriktet, hvor moderen

blir gift og hele familien flytter atter til sydøstkysten. Manden

skiller sig snart fra moderen, tre af P.s brødre er døde, og moderen

flytter atter til Ammassalik med P. og den yngre bror. De bor hos

Aliitsaakkaan den følgende sommer og vinter, men lider stor nød i hans

hus ved Noortiit, hvor ingen gir dem klæder og mad. Næste forår,

sommer og vinter bor de hos Piilakkaan / Piitakkaat, der smider dem ud, da han tar

på sommerfangst. De hentes af Missuarniannga, hvis kone, Piseerajik

vil have hjælp til teltsyning. Hos M. får de mad og kommer sig.

 

Hist.: Historisk fortælling fra 1800-tallets slutning.

På kvan-stedet / Kuániliarfingme

Print
Dokument id:1243
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:På kvan-stedet / Kuániliarfingme
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 237 - 242, nr. 8
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 26 - 29.

 

Resumé: I den sene eftersommer, hvor kvanerne modnes, er øen

Qeqertarsuatsiaq et yndet samlingssted. Morgenen efter at Kaakaaqs

familie har slået lejr dér, vågner hun efter at moderen er taget på

kvan-togt. Hun græder, forstår ikke hvorfor hun ikke måtte komme med.

K. vil følge efter moderen. En slægtning, der prøver at holde hende

tilbage, har ikke held med sig. Da K. er kommet ud af syne fra teltene,

bliver hun opstemt og glad. Hun møder en stor mand (ånd) med skæg, der

hedder Papeqqia. Han kan se hvor langt hun er i sin uddannelse og

priser hende lykkelig, fordi hun ikke har "valgt vejen ovre på den

anden side". For der er folk slemme. Han inviterer hende hjem på

besøg, hun nøler, han siger at hvis hun vil jage i ødemarken (asikkut saqileruvit, søge hjælpeånder i den Anden verden, 1967,II:28) er et sådant besøg kun en forsmag.

Tæt på hans usynlige hus bølger det for hendes blik,

hvorefter hun klart ser husgangen. P.s mor inde i huset gentager P.s

ord om ikke at vælge den farlige vej på den anden side og fortæller

så, at hendes mand netop er død. Hun læser K.s tanker, da K. tænker på

at gå, og ber P. følge hende hjem. K. standser kort før teltene blir

synlige, for at P. skal vende om. P. ber hende komme igen på

tredjedagens morgen. Men K. går aldrig op til ham igen.

 

Var: J. Rosing 1963: s. 286 - 288.

 

Kommentar: Asikkut saqileruvit. Asia: denne verdens Anden Verden; saqivoq: åndesprog for at opsøge ånder. I almindeligt sprog betyder det at gå på fangst i kajak.

 

Hist.:Tid: 1870'erne. Persondata søg på: J. Rosing 1963: s. 281 - 285:

"Kâkâq".

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Vedr. uddannelse til åndemaner: søg også på initiation.

 

Kommentar: undertiden hævdes det at ånder ikke dør. Kaarali Andreassen lader en innersuaq, en ildånd, mene det. Det er næppe en generel forestilling. I det mindste er Papeqqias far åbenbart nyligt død.

Qâgssugssuaq / Qaassussuaq

Print
Dokument id:1061
Registreringsår:1903
Publikationsår:1982
Arkiv navn:
Fortæller:Arnaaluk (Arnâluk)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:Søby, Regitze M.
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Qâgssugssuaq / Qaassussuaq
Publikationstitel:Oqalugtuat oqalualâtdlo, IV
Tidsskrift:
Omfang:side 75
Lokalisering:Agpat / Appat: Avanersuaq / Thule
Note:

Redaktør: Søby, R. M. Renskrift: Otto Sandgreen.

Orig. håndskrift: KRKB 1, 5(14): Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04; Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "Qâgssuk" / Qaassuk / Qaasuk.

Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33 og NKS 3536, IV, 4', læg 10, 1 side: Qagssuk.

 

En ganske kort fortælling om den store Qaassuk, der vist vil have sin søn som medhustru, og prøver at lokke sønnen mens denne sover. Da sønnen ikke vil skammer Qaass. sig enormt.

Oversætteren har ikke turde binde an med teksten, som hun fandt besynderlig. Ovennævnte resumé er mit forsøg, BS.

Qajaqángitsoq angákugsartoq / Qajaqanngitsoq angakkussartoq

Print
Dokument id:1336
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 425
Fortæller:Andreassen, Johanne
Nedskriver:Andreassen, Johanne
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Qajaqángitsoq angákugsartoq / Qajaqanngitsoq angakkussartoq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 93 - 96, nr. 33
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Kort resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, side 367: "Manden uden

kajak, der ville være åndemaner"

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Den kajakløse der trænede til åndemaner.

Storebror havde flere gange opfordret sin lillebror til at bygge sig en kajak, men han ville ingen kajak have. Engang han endnu en gang slog fast at han ingen kajak ville have, sagde storebror: " Hvis du ikke vil ha' kajak kan du jo fordrive tiden med at søge (efter hjælpeånder)". Broren  sagde ikke noget.

 

Næste dag vandrede han ind i landet. Han fik øje på en dværg og gik hen til ham. "Hvorfor kommer du ikke og besøger os?" sagde dværgen. Han gik med. De kom til huset og gik ind. Hans nye hjælpeånd havde sin plads i den anden ende af rummet. Nu sad han dér på besøg. Hans nye hjælpeånd gav sig til at spænde snore (ikârsalerpâ) fra briksen til siddepladsen (iffimut = ingiffimut ? CB) ved den modsatte væg. Netop da han var færdig blev der sagt: "Vores husfælle er kommet hjem!" Denne kom ind og stirrede uafbrudt på gæsten. Han havde dårligt fået sat sig på sin plads på briksen før han gik hen til gæsten og tog ham i armen mellem det udspændte snoreværk. Og mens han greb ham i armen sagde dværgen (hjælpeånden): "Nu tar han dig!" Han greb ham (husfællen) om begge håndled og knækkede dem over. Grædende rejste han hjem til sine kone (? uklart, det var dog en husfælle?).

 

Dværgen løste de udspændte snore. Så gik han ud af huset og ned til deres land, som om han ikke havde noget at sige (? sôrdlo oqâsisaqangisoq, CB; der intet var at sige = intet var hændt, BS ?).

 

Det fortælles at hans storebror havde børn. En dag gik lillebroren igen ind i landet. Undervejs mødte han sin inuerutigâ (inuarulligaa, hans dværg) som sagde: "Hvorfor går vi ikke på besøg i de mange huse (pulâratangilarput)?" "Jeg tør ikke", sagde dens menneske / ejer / herre. "Der er ikke noget at være bange for. Kun de der bor i den østlige del (obs! måske den vestlige del - pga. spejlvendingen af "verdenshjørner" i Østgrønland) er skræmmende. Ikke dem i den vestlige del, slet ikke." Den anden (endnu en dværg eller lillebroren?) var enig (el. gik ind på det). De gik hen for at kigge ind i de mange huse i den østlige del (se ovf. om verdenshjørner). Der ville de ind. De (beboerne) begyndte at spille bold med hans stakkels hjælpeånd, så den fløj (fra den ene til den anden, BS). De slog til den mens den var i luften. Til sidst brækkede de dens ene ben i slaget. Det var lige ved at gå midt over. Den fik ondt af sin ejer og gik ind (nu er det åbenbart lillebroren der kastes bold med). Da den kom ind brækkede den samtlige inutâjivat (de boldspillende ånders) små håndled. Når den brækkede dem søgte de grædende tilflugt på deres briksepladser. Derefter fulgte han med sin hjælpeånd ud af huset. Den fløj hen over jorden og forsvandt på den anden side af en lille høj. Han gik hen for at se efter, og dér sad den og ventede på sin ejer. Han gik derhen og spurgte: "Hvordan går det med dit brækkede ben?" "Det er for længst rask!" Så fangede den en hel masse ryper til sin ejer som tog dem med hjem, fordi storebroren var så glad for ryper til mad. Denne bad sin kone hente dem (ind ). Næste dag fangede de også ryper som de spiste. Så inviterede han sin hjælpeånd på besøg. "Jeg tør ikke", sagde den. "Vi er ikke farlige. Der er kun mig, min storebror, hans kone og deres børn." Så invilgede hjælpeånden. Den gik ned (til kysten) og trådte ind i teltet. Da teltets ejers børn stirrede med stive øjne på den, sagde den: "Mon de egentlig ikke er bange for mig?" "Jo", sagde forældrene, "de er bange". "I skal da ikke være bange for mig", sagde den. Så tog den hjem igen.

 

For det fortælles at ejeren brugte den som sin eneste hjælpeånd - denne dværg. Den satte over store vandområder nårsomhelst den ville. Da dens ejer blev åndemaner / angakkoq / angakok havde han kun denne ene hjælpeånd. Alligevel var han en dygtig åndemaner.

Slut.

 

Var.: Episoden hvor ånder spiller bold med åndemaneren forekommer i et par østgrønlandske fortællinger om angakkut: Ajijak, Kukkujooq / Apulu. Søg på: J. Rosing 1963: s. 216 - 224; Sandgreen 320 - 333 nr. 36.

 

Hist.: Episoden skildrer et åndemanerritual, der øjensynligt går meget langt tilbage i tid og er beslægtet med forestillinger om nordlyset. De er døde mennesker, der er havnet i himlen, hvor de spiller bold - oftest med et hvalroskranium (eller - på øen Nunivak i Alaska - hvalros-mennesker der spiller bold med et menneskekranium, Lantis 1946: se ndf. ). Flere østgrønlandske fortællinger skildrer en seance, hvor åndemaneren under åndflugt havner hos luftånder, der spiller hårdhændet bold med ham. Ifølge fortællingen om en af dem (Sandgreen 1987, qulummiin) kommer hans binderemme farende ned i rummet som varsel om hvorvidt han overlever eller ej. Så sent som i 1990'erne har en ældre mand fra det sydvestligste Baffinland (Cape Dorset) i Arktisk Canada beskrevet et tilsvarende åndermanerritual og identificeret de boldspillende ånder med dagslysets folk, dvs. døde mennesker der er endt i himlen og som om natten bliver "boldspillerne", nordlysets folk: "They (the shamans) would be tied up with a harpoon line. It would be wound all around them. Once they started to bounce, people would know the angakkuq was being used as a ball by the ullurmiut, the people of the day. After he was used as a kickball, he would be levitated and the rope that had been used to bind him would fall down in a coil, and the angakkuq would then descend .... The rope used to fall down in a perfect ball. You could not locate the other end of the rope." (Oosten, Jarich , Frédérick Laugrand, Wim Rasing (Eds.)1999: 'Perspectives on Inuit Law'. Interviewing Inuit Elders, Vol. 2. Iqaluit:  Nunavut Arctic College, s. 125.) Og dette ritual kendtes også ved Iglulik i nord (en ø i Fox Bassin), hvor en anden ældre mand huskede at rebet undertiden forvandledes til små dyrefigurer. Især hvis det varslede mange rener i den kommende sæson (ibid.).

En fortælling fra Nunivak lader ligeledes en ung forældreløs gennemføre en sådan himmelrejse - sammen med hvalrosser - som giver ham shaman-evner og en lang line med krog til fangst af dyr på fjerne steder (Lantis 1946: The social culture of the Nunivak Eskimo: The poor boy and the northern lights).

       Forestillingen med eller uden ritual kan således senest dateres til Thule-kulturens udbredelse med afsæt i Nordalaska - Nordøstsibirien omkr. 1200 AD.

 

Kommentar: Fortællingens sprog er vanskeligt at oversætte. Den er nedskrevet af Kaarali Andreassens kone, Johanne, på en blanding af vest- og østgrønlandsk. Det er næppe hjælpeånden, men snarere åndemaner / angakkoq-initianden / lillebroren, der blir spillet bold med af himmelånderne. Uddannelse til åndemaner.

Qarrajêqs / Quarrajeeq sjæl hævner sig på Sanimuínaq / Sanimuinnaq

Print
Dokument id:1694
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Saajooq (Sâjôq / Maratsi, Odin)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Qarrajêqs / Quarrajeeq sjæl hævner sig på Sanimuínaq / Sanimuinnaq
Publikationstitel:Sagn og Saga
Tidsskrift:
Omfang:side 271 - 272
Lokalisering:Sermiligâq / Sermiligaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé:

Fortsættelse af Saajooqs fortællinger om Maratsi.

 

Sanimuinnaq og Maratsi har i fællesskab dræbt Quarrajeeq, men ikke nået at sikre sig imod den dødes hævn. M. flytter boplads og Q.s sjæl angriber S., der

gang på gang glemmer at kaste sin fangstblære ud, når han har

harpuneret et dyr. Det kæntrer ham. Tre gange reddes han af sin

fangstfælle, Maqi, men fjerde gang er S. alene og de andre kajakmænd

når først frem, da S. er halvdød. De søger at få ham til varme og

kræfter på en isflage, men må opgive. De lader S. glide ned i vandet

og gå til bunds.

 

Var.: Rosing Jens, 1960: Îsímardik, Iisimmardik har en kortere version.

Ligeså Jens Rosing: Hvis vi vågner til havblik, Borgen, (om Nappartuko-familien - se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9) 1993: 67-68.

 

Hist.: Sanimuinnaq blev født omkring 1855 og forulykkede i 1892. Noget

tyder på at Q. blev dræbt før 1885 (se not. til "Hvordan det gik

Maratse", Rosing, J. 1963: 272 - 275). Maratsi levede ca. 1854 til 1923 og var fætter til Sanimuinnaq og Narsingarteq. Saajooq/Odin Maratsi 1905-74, ældste barnebarn af Maratsi.

Qasiádak / Qasiaddaq / Qasiassaq, den store tåbe

Print
Dokument id:556
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Asiineq (Asîneq / Ningâvan / Ningaavan, Laurits)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Qasiádak / Qasiaddaq / Qasiassaq, den store tåbe
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 28 - 32
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Resumé:

 

Qasiassaq forstår sig ikke på sælfangst og hans kone er ufrugtbar. På

nabobopladsen dør et barn. Q. udhugger en trædukke, fortæller

forældrene at han har fået et barn og opkaldt det efter den døde. I

taknemmelighed forærer de ham mad og skind til den nye navnefælle, men

Q.s snyderi afsløres, da de kommer på besøg. Q.s kone tvivler om sin

mands forstand.

   Fire gange møder Q. i kajak et fangstdyr, der trygt byder sig til

fangst: En fjordsælsunge, en fuldvoksen remmesæl, en narhval og en

isbjørn. Q., der end ike kan genkende dem som fangstdyr, skræmmer dem

blot med sin åre, og han praler bagefter af sine mærkelige oplevelser

med disse dyr. Hans kone håner ham og blir vred. Endelig hamrer Q. sin

kajak i stykker med store isklumper, propper den med isklumper, lader

sig rulle ned ad en stejl klippe tre gange, slår sig halvt fordærvet

og ror langsomt og stønnende hjem, hvor han fortæller, at et isbjerg

kælvede over ham. Han opnår stor medfølelse, indtil to piger, der

under bærtogt har overværet hans tåbelige adfærd kommer hjem og

afslører ham. Q. kilder sin kone og pludrer løs: "Vololo -

bolo-lo-lo-lo!" Således undgår han sin kones skænd, men hun

opgiver ham herefter som komplet tåbelig.

 

Var.: Thalbitzer nr. 226 A: Qasiättak. Qasiádak. Qasigiaq el. Qasiassaq el. Qasiagssaq, fra hele vestkysten.

 

Tolkning: En fanger der ikke fanger de dyr, der ligefrem byder sig

frem, er en topmålt idiot.

Qatángutigît qavait avangnamukartut, avangnâne inuit kigdlinge pâsiniardlugit / Qatanngutigiit qavaat avannamukartut, avannaani inuit killingi paasiniarlugit

Print
Dokument id:1007
Registreringsår:1902
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Ujuuloralak (Ojûloralak/ Ojuuloralak)
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Qatángutigît qavait avangnamukartut, avangnâne inuit kigdlinge pâsiniardlugit / Qatanngutigiit qavaat avannamukartut, avannaani inuit killingi paasiniarlugit
Publikationstitel:Oqalugtuat oqalualâtdlo I
Tidsskrift:
Omfang:Side 188
Lokalisering:Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Redaktør: Søby, R. M. Renskrift: Otto Sandgreen.

Håndskr.: KRKB 1,1(1), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04.

 

Rasmussens oversættelse trykt i Myter og Sagn fra Grønland, II, 1924: 11-12: "Brødrene der opsøgte menneskenes grænse mod nord."

 

Resumé:

 

To brødre rejser nordpå for at finde menneskenes grænse. Nord for den

nordligste boplads overvintrer de hos et gammelt ægtepar, deres datter

og svigersøn. Men brødrene får intet at spise og sover på

svigersønnens opfordring hele vinteren. Han er blåræv, der opsnuser

hvalodsler til sin svigerfamilie, og de er bjørne. Det opdager

brødrene, da de er vågnet op og rejser hjem.

 

Oversættelse ved Signe Åsblom:

 

Om de sydgrønlandske søskende der tog mod nord for at finde ud af, hvor de nordligste mennesker boede.

 

Det fortælles at et søskendepar rejste nordpå, fordi de ville finde ud af, hvor langt nordpå der boede mennesker. De kom langt nordpå, men de fik at vide, at der boede mennesker endnu længere nord for dem.

En dag nåede de frem til et hus. Der spurgte de beboerne om der boede mennesker nord for dem, og det vidste de ikke. Da havet frøs til, begav de sig afsted på hundeslæde. De kørte længe, og det blev aften uden at de var nået frem til nogen. Det var blevet meget mørkt og et forfærdeligt vejr, da de rundede det lille næs og begyndte at kunne se noget lyse op. De var et lille hus med ét vindue. Da de gik op og kom ind, så de et meget gammelt ægtepar. Selv om de var kommet ind, var der ingen der sagde noget eller rørte på sig. Og uden at de havde fået noget at spise, blev det dyb nat.

Langt om længe hoppede en lille, helt sort mand ind ude fra indgangen til rummet fra gangen. Og da han var kommet ind sagde han: "Jeg har fundet en død hval, der er frosset fast i isen!"

Så stod de to gamle da endelig op og hoppede ud på gulvet og sagde: "Ovaa, ovaa! Vores kære svigersøn har sandelig skaffet os spæk. Det kan være at der endda kommer til at løbe spæk ud af enden på mig!"

Den unge mand sørgede for at de fik et sted at sove og sagde: "Sov nu bare uden at forvente noget ondt!"

       Så sov de, og da de vågnede nåede de ikke at træffe den lille mand, der havde fundet en død hval, for han var taget afsted. De gjorde sig klar til at tage afsted. Og da de kom ud og nåede hen til deres hunde, kom de til at se opad og opdagede en hunisbjørn med to unger, der stod og kiggede på dem.

       Det viste sig at de var isbjørne, der lignede mennesker. Og deres svigersøn var en ræv!

       Og det fortælles, at de mente at disse mennesker, som de havde overnattet hos om vinteren, var de nordligst boende mennesker. Så, da de igen var rejst sydpå tog de aldrig siden mod nord igen.

Her ender historien.

 

Oversat af Signe Åsblom. (først ved sidste revision opdagede BS, at det var Ujuuloralaks version der stod i Myter og Sagn, II, 1924.)

 

Var.: Mange fortællinger om sydlændinge / qavaat, der rejser nordpå. Og om menneskers besøg hos dyr i menneskeskikkelse. Søg fx på bjørne / isbjørne

 

Hist.: Modsat historiske fortællinger eller sagn om spor af menneskelig beboelse i Thule-området, hvor den rejsende bliver klar over, at folk deroppe mangler træ, holder denne fortælling sig til den anden type, hvor man ganske vist krydser den tlfrosne Melville-bugt (her i løbet af et døgn!), men ikke træffer spor af rigtige mennesker. Kun isbjørne (og her en ræv), der ligner mennesker. Tilstedeværelsen af en død hval kunne dog tyde på rygter om fremmed hvalfangst i nord.

Oftest er det ræve, der spiser isbjørnens levninger, men her er den nr. 1, fordi den er bedst til at opsnuse ådsler.

 

Kommentar: Der synes at være gået kludder i bjørnenes alder og antal. Først er det et gammelt ægtepar, til sidst en mor med to unger. Den sidstnævnte konstellation er ikke blot i bedre overensstemmelse med zoologien end det gamle ægtepar, men også en fast kenning i den grønlandske fortælletradition.

Qavdlunât kalâtdlinik nâpitsiniarneránik / Qallunaat kalaallinik naapitsiniarnerannik

Print
Dokument id:1897
Registreringsår:1902
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Alaafilli (Alâfitdle)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Qavdlunât kalâtdlinik nâpitsiniarneránik / Qallunaat kalaallinik naapitsiniarnerannik
Publikationstitel:Oqalugtuat oqalualâtdlo, I
Tidsskrift:
Omfang:side 201 - 203
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Redaktør: Søby, R. M. Renskrift: Otto Sandgreen.

Håndskr.: KRKB 1, 6(16). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04, hvor dog ikke Alaafilli men Kalistorfe, også Kangaamiut, er anført som fortælleren.

 

Oversættelse ved Signe Åsblom:

Om de hvide mænds møder med grønlænderne.

Vi har hørt om, at englænderne for meget længe siden tog på hvalfangst ved vores land. Den gang da der endnu ikke var hvide mennesker i vores land, opførte de sig ofte, som om de var i krig og sloges med grønlænderne, når de kom hertil. Men de kunne aldrig få vores fæller ned med nakken.

På grund af dette har grønlænderne helt op til vore dage konkurreret med englænderne. Men sådan har de ikke opført sig overfor danskerne, for de vidste, hvor meget danskerne holdt af dem.

Sådan var det især dengang englænderne plejede at komme og rode i gravene for at skaffe sig koner. Og der fortælles, at der engang var nogle mænd, der kun havde en enkelt kvinde blandt sig. Hende elskede de højt, og da hun døde, ville de skjule hendes krop, og derfor bar de den op på et højt, stejlt fjeld med mange stendynger og ville lægge det der.

Der var mange andre, der gjorde det samme, når de ville skjule deres døde kvinder godt.

Der fortælles, at der i Kangerlussuaq var et søskendepar - en dreng og hans lillesøster - der havde en mor. Da moderen døde, gik de op i fjeldet for at lægge hende der. Sønnen bar sin mor op ad den megeet stejle skråning. Lige da han var ved at nå helt op, faldt han og tabte hende. Den døde begyndte at rulle nedad. Børnene stod tilbage og så til, og det siges, at de ikke kunne gøre andet end at grine af det. Da de havde lagt hende i graven, gik de ned derfra. Og da de kom tilbage til deres boplads og grædende kom ind til deres slægtninge, sagde disse til dem: "Det er godt nok synd for Jer, at I har været oppe at begrave Jeres mor!"

Da de sagde sådan, grinede storebroderen og sagde: "Det var virkelig komisk, da hun rullede rundt." -

 

Det fortælles, at da engelske hvalfangerskibe engang var ved at sejle forbi ud for bopladsen, var der tre søskende, der roede hen til dem i deres kajakker. Da de kom derhen, fordi de ville handle med dem, blev englænderne vrede på grønlænderne og vendte sig truende mod dem. Grønlænderne ville forsvare sig og gav sig til at slås og slog englænderne omkuld. Når englænderne ind imellem blev kastet omkuld, var der nogle af dem, der ikke rejste sig igen. Og selv om englænderne holdt sammen og var meget vrede, tabte de stort. Og da de ikke ville lade kajakmændene komme i vandet, da de ville hjem, fik den ældste af brødrene sine yngre brødre til sæde i hver sin kajak oppe på rælingen og lod dem derefter falde ned i vandet. Og til sidst kravlede han også selv ned i sin kajak oppe på rælingen og lod sig falde ned i vandet. Sådan forlod de englænderne.

 

Ind imellem morede vi os meget over englænderne, når de dystede med os. Og selv om de var gode til at konkurrere om alt muligt, kunne de ikke slå os små grønlændere, selv om de måske af og til ikke regnede os for noget. De blev temmelig forbavsede. Det er jo sådan, at selv om store mennesker kan virke lovende, så mislykkes det for dem. Men de små, som man ellers ikke synes, man kan forvente sig noget af, de kan virkelig overraske.

En anden gang ville englænderne igen gå i havn i Kangaamiut, og så dystede jeg med dem, så de virkelig kom til kort, og vi morede os gevaldigt over dem.

Vi tog over for at besøge dem, og da vi kom ombord på skibet, havde vi ingen forudanelse om noget. En af grønlænderne kom til at skade en af englænderne, mens de trak krog med langfingeren, og så tog de andre englændere ham i forsvar. Som sædvanligt fandt de først frem til den stærkeste af dem, og så kom de ind i rummet til stævnen med ham og viste ham frem og ville have, at han skulle trække krog. Mens jeg stod dér og så på ham, pegede en af grønlænderne på mig. Og så begyndte allesammen at se på mig, selv om der ikke var nogen grund til, at det skulle være mig. Selv om jeg ikke var særlig stærk, trådte jeg alligevel frem. Det er jo også sådan, at når man ser sådan nogle, så vil man gerne klare sig bedre end dem. Da jeg trådte frem og så hen på dem, viste det sig, at de andre englændere holdt ham fast under armhulerne, så han ikke kunne rokkes ud af stedet.

Og så fik de mine fæller til at tage fat i mig. Men det syntes jeg ikke om, for jeg ville selv trække i ham, og derfor fik jeg mine fæller til at fjerne sig. Så gav vi os ellers til at trække krog. Jeg klemte min langfinger godt til om hans     langfinger og begyndte at trække. Og da jeg så, at hans store ansigt blev helt rødt, begyndte jeg at trække hårdere. Men selv om jeg endnu ikke trak særligt hårdt, rettede han uden videre sin arm ud.

Anden gang gjorde han det samme. Og da han ville gøre det samme for tredje gang, krummede jeg min langfinger godt til om hans langfinger. Og da jeg nu havde rigtigt godt fat om hans finger, ville han til at trække den til sig.

Da hans fæller så bad ham om at give op, fik vi os et godt grin.

En anden gang var der én der ville sælge en mand et par vanter, men han ville ikke have dem. Og så snart han vendte ryggen til, kastede han noget på ham, samtidig med at han fløjtede i vilden sky, som om der ikke var foregået noget, og med hænderne i lommerne forsvandt han ligeud.

Oversat af Signe Åsblom.

 

Hist.: historisk fortælling om samvær med engelske hvalfangere ved Kangaamiut i 1800-tallet.

At disse englændere ligefrem skulle have bedrevet sex med døde kvinder har jeg ikke truffet andre kilder til, BS

qêlanguamik / Qiilannguamik

Print
Dokument id:108
Registreringsår:1856
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, III, 4'
Fortæller:(?)
Nedskriver:Dorph, E.
Mellem-person:Rosing, Ulrich
Indsamler:Rink, H.
Titel:qêlanguamik / Qiilannguamik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:ss. 288h - 290h
Lokalisering:Pamialluk: Nanortalik
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Om Qiilannguaq

Det vides ikke hvor de boede. Deres datter blev gift med den eneste bror til flere søstre. Hun kunne ikke få børn, og det måtte hun høre for af sine svigerinder. Derfor tog hun et forældreløst spædbarn til sig som plejesøn. Hun var så glad for sit plejebarn at hun gik rundt med det allevegne og hun besøgte kun sjældent sin mor. Engang hun var hos moderen med barnet, sagde denne til sin datter: "Du har et drengebarn at tage vare på. Når nogen kommer hjem med fangst, skal du sørge for at tage ham med derhen af nysgerrighed." Hun fulgte moderens råd og tog drengen med når hun af nysgerrighed opsøgte dem, der havde fanget noget.

 

       Da hun engang som sædvanlig kom med drengen til én der kom hjem med fangst, blev denne sur og sagde: "Hør du, du skal ikke komme her og være nysgerrig med dit sølle plejebarn, for han kan bevirke at vi ikke længere kan fange noget (pujoringmassuk, oversat ifølge forklaring i parentes, CB.) Hun blev meget ked af det, men gik op uden at lade sig mærke med det. Hun var ikke længere som hun plejede, fordi man (åbenbart?, BS) væmmedes ved hendes plejebarn, som hun elskede så højt.

       En dag hun besøgte sin mor og denne mærkede hvor forandret hun var, spurgte hun hvad årsagen var, og datteren fortalte så at hun var gået ned med barnet til én, der kom hjem med fangst, men at hun var blevet ked af det, fordi de væmmedes ved plejebarnet, og derfor havde besluttet aldrig mere at tage barnet med ned til nogen, der kom hjem med fangst. Moderen fik ondt af hende og sagde: "Du kan jo ikke få børn. Giv barnet en af dine ting som vedhæng (som bevis på at barnet tilhørte hende?, eller som amulet?, CB, BS). Hun gjorde som moderen sagde.

       En anden gang hun var på vej til moderen hørte hun sine svigerinder snakke om, hvor underligt det var, at hun ikke kunne få børn, når manden nu elskede hende. Og derfor - da hun en dag hørte sine forældre tale om, at de til foråret ville rejse sydover blot for tidsfordriv, besluttede hun at tage med uden at fortælle sin mand det i forvejen.

       Forældrene havde sorg (det siges ikke hvorfor), og da det blev forår ville de af sted og begyndte at gøre sig klar. Datteren gjorde så også sine forberedelser for at komme med. Hendes svigerinder så det godt, men gjorde ikke noget ved det. De tog af sted, mens manden - uden at have opdaget det - var ude på fangst. Ret langt sydpå stødte så datterens mand til, hvorefter de fortsatte sydover og gjorde ophold, da de langt mod syd traf mennesker. Mens de var hos disse mennesker, som de regnede for sydlændinge, blev der en aften råbt "konebåd!". De gik ud og så en konebåd nærme sig og da man rigtig kunne se den, var den fuld af mennesker. Foran styrerens plads sad en lille ældre mand med en pels, der allevegne var kantet med bjørneskind: omkring halslinningen, om ærmerne og den nederste kant. Ved siden af sad en ung pige, der lige havde født et barn, som hun bar på ryggen. Det var jo hans datter. Konebåden nærmede sig stranden, og moderen til kvinden som ikke kunne få børn sagde til sin datter: "Du har en dreng at opforstre. Gå ned og hjælp den gamle mand i land." Hun gik ned og beredte sig på at tage imod ham, men kunne ikke finde ham. Hun kiggede bagud og så ham stå på land bagved dem og kigge udefter. Mens hun var på vej ned for at hjælpe ham i land, var han altså sprunget i land fra sin plads agterude. Han var vel nok adræt.

 

Da de var kommet i land blev de inviteret hen til dem, der var undervejs sydover. Den unge pige med barnet på ryggen fulgtes med den gamle. Tænk, han var så adræt at han ikke ældedes, selvom håret var lige så hvidt som bjørneskind. Han var ligeså adræt som en ung mand, og pigebarnet med rygposen (amaat) var hans datter. De sagdes at han havde giftet sig som ung, og at hans første kone døde af alderdom. Han fik sig så en ny kone, som også døde af alderdom. Sådan fortsatte det. Denne unge pige med barnet var datter af den femte kone, som også døde af alderdom. Da han havde fortalt dette, sagde værten at de ene og alene var taget sydover for at lytte til fortællere, og han tilføjede: "Du kommer sydfra, fortæl noget!" - Og den lille ældre mand fortalte: "Dengang jeg var ung og de første gange jeg sørgede over tabet af en ægtefælle - og det var på det tidspunkt jeg var hurtigst til bens - tog jeg sydover på hundeslæde over flere fjorde blot for få sorgen på afstand med noget underholdende. Nu er jeg på vej nordover udelukkende for at skaffe den kære her (det var datteren) úngujoq (?)." Værtsfolkene forstod ikke hvad han mente, og han forklarede det med fagter ved at tage fat i hårspidserne og ryste det. Det viste sig, at han mente perler til pynt i datterens hår.

 

Kvinden der ikke kunne få børn gav sig til at rode i sin taske. Nederst i tasken fandt hun en lille perle og gav ham den; til gengæld fik hun et stort remmesælskind til såler. Da han havde takket for perlen sagde han: "Skønt man ellers har fået nok vil man alligevel endnu engang købe en perle; det er ellers på den tid af året hvor man ikke længere er så vild efter at købe sådan en. To unge mænd, to fætre, gav engang hinanden flere stiksår bare for én hvid perles skyld. Den ene havde en tallerken med kant, og fætteren lavede en spand med kant. Det var bare en kvinde der ville have perlen. Den ene ville gerne knække perlen midt over (napiumagaluaraa, CB), men fætteren ville have den hele. De skændtes og stak hinanden ihjel (toqorâmiut - dræbte hinanden eller dræbte de andre ? CB)." Derefter sagde svigersønnen, en grim mand: "ukioq igdlueraluaruarmioq, ígssaûutingârnangitdlat. tassaqaaku nerivakka, tassaaaku neringilakka": I vinters mistede jeg godt nok mine fætre, men der er ingen grund til at spekulere mere over, om jeg mon spiste dem eller ikke spiste dem." (oversættelse foreslået af Signe Åsblom). Med de ord gik han ud.

 

Så fortalte den lille ældre mand om sin datter: "Da den lille elskede her fik veer i vinter men ikke kunne føde, var jeg bange for at hendes store mand skulle spise hende. Når han havde været ude og var kommet ind, gav han sig til at kysse hende på hendes kære lille hals. Så gik han ud igen, og når han så kom ind igen, fortsatte han med at kysse hende på halsen. Efterhånden var han næsten uafbrudt hos hende. Det var ikke langt fra at han åd et stykke af hende, men så fødte hun, og så holdt han op / var der ikke længere noget i vejen." I det samme kom manden ind, og den gamle tav.

 

De tilskyndede ham til at fortælle mere, og han fortalte så om sin tur sydover på hundeslæde. Det var dengang han tog af sted på hundeslæde stik sydpå. I bgyndelsen traf han mennesker her og der, men til sidst så han ikke flere, ikke engang ravne. Da han var kørt over flere fjorde, viste der sig nogle ravne, og han tænkte at han nok nærmerede sit et beboet område. Han så slædespor og begyndte for en sikkerheds skyld også at kigge efter steder, som han kunne bruge som tilflugtsteder. Han mærkede sig blålige isfjelde med hulrum, for han vidste jo ikke hvad der kunne ske hvis han kom til vildfremmede mennesker. Derfor mærkede han sig nøje isfjelde med hulrum.

 

Han kørte uden om et næs og så et meget langt hus. Han blev bange og var lige ved at vende om, men da han jo var ude for at finde adspredelse kørte han bare videre. Da han nåede inden for hørevidde råbte han til dem: "Mine hunde er blevet farlige fordi de er så sultne. Hvis I har noget hundefoder så læg noget frem!" Så slæbte de hele sæler frem foran huset, så pladsen blev mørkere og mørkere. Uden at sagtne farten nåede hundene frem til foderet. Deres herre steg af, og da de var færdige med at spise, bandt han dem til stilladset, og han blev budt indenfor.

Han kom ind i rummet der var så langt, at man ikke kunne øjne den anden ende (Det var derfor han blev bange, da han var på vej ind. Alle de mennesker der myldrede ud af dette ene hus var så mange at de lignede en hel myggesværm). Han tog plads på sidebriksen ud for indgangsåbningen, for der var indgang fra nordsiden. Da han havde været inde et stykke tid, kom der en mand og begyndte at spise sammen med ham. Han forhørte sig om hvorfor han var kommet og fik til svar, at det var for at få tiden til at gå (med noget andet). Da den anden var færdig med at spise sagde han: "Du vil have adspredelse, jamen så lad os gå hen til de andre dele af huset." De rejste sig og gik mod syd. Inden de nåede enden af rummet, satte de sig. Den anden satte sig ved siden af ham. Gæsten kiggede bagud og så en stor sæk ammassætter på briksen. Den anden sagde: "Hvad tror du det er for noget? Det er hovedet af et spædbarn. Barnet voksede ellers og havde det godt. Men nogle var misundelige. De forsynede ham med et hoved. Han kan ikke længere kan magte sit hoved og ikke røre sig, så han bliver liggende." Da de havde kigget på ham rejste de sig igen og flyttede sig længere mod syd. De satte sig ved enden af huset, og gæsten så sig omkring. Han kiggede til siden, hvor en stor ung mand sad foran vinduet med ansigtet udad og arbejdede på et eller andet redskab. Bag ham sad en anden stor ung mand med en tromme og sang. Værten sagde: "Hvorfor tror du at de to er placeret dér for sig selv? Jo, de hænger sammen ved lænden. Tror du det er en kvinde der har født dem? Nej, det er en mand, der har født dem. Nu er det ikke længere så interessant at kigge på dem. Men da de var små og lige var begyndt at gå, var det sjovt. For når den ene begyndte at gå til den ene side, holdt den anden igen bagfra, fordi den ene ville eet sted hen, mens den anden ville andetsteds hen."

 

Da han havde forklaret hvad det var med de to, fortalte han videre:

"To mænd var gift med kvinder der ikke kunne få børn. Da de meget gerne ville have børn, ville den ene gøre den anden gravid, og det lykkedes; hvordan ved jeg ikke, måske ved trylleri. Da graviditeten var en kendsgerning, begyndte den anden at tage af sted på fangst tidligt om morgenen, før de andre vågnede, og komme hjem sent om aftenen uden at have fanget noget. Sådan forholdt det sig under hele den anden mands svangerskab. Endelig fik denne fødselsveer. Den anden var ikke taget på fangst men var i færd med at save et stykke træ igennem på langs og det holdt han så op med, da de to dele kun hang en anelse sammen. Manden der lå i veer kunne ikke føde. Selvfølgelig ikke, for han var jo en mand. Fostret faldt ned i hans testikler og kunne ikke komme ud. Den anden mand gik ud og kom med et stort halværme der var fyldt til randen med et eller andet. Han løsnede det og stak hånden ned. Da han trak den ud igen var den fuld af små blå dyr (smådyr som man finder på et fugtigt sted eller under stenfliser på forladte teltpladser. Vi kalder dem paassaasat (krudtlignende), for det ligner de (CB). Med denne håndfuld gned han testiklerne. Flere gange. Da flækkede testiklerne midt over, og ud kom to sammenhængende spædbørn. Så gned han igen testiklerne med disse smådyr, og de heledes. Sagen var jo den, at manden der savede holdt op pga. de arbejdstabuer der trådte i kraft, da den gravide fik veer. Og fordi der kun manglede en smule saveri før de to dele af træet gik fra hinanden, kom de to nyfødte til at hænge sammen. Hvis han bare havde flækket træet helt, ville de to spædbørn være kommet ud hver for sig; og de ville have haft hver et barn. De ville helst have skilt dem fra hinanden, da de kom ud sammenhængende; men de lod være af angst for, at de skule dø af blodtab.

 

Efter denne historie gik han tilbage til sidebriksen og satte sig. Briksen mod bagvæggen (timimini) var kvindernes afdeling. Han kunne høre dem hviske sammen: "Han er lækker ham det mørklødede menneske derhenne." Da han hørte det blev han urolig. Han havde ellers regnet med at ville overnatte. Det var jo blevet aften og han måtte ud for at forrette sin nødtørft. Nogle fulgte med ud, sikkert for at holde øje med ham, og lyset fra de mange vinduer kunne slet ikke ses for lutter nysgerrige, der ville kigge ud. taimãrqiarqai táuva sapîneriarqai (??, CB). Således ventede han på at de skulle falde til ro, og endelig kom der igen lys fra vinduerne, og der kom heller ikke længere så mange ud af huset. De de på den måde var ved at være faldet til ro, løsnede han hundenes tøjr og snakkede med dem. Han kom ind igen og lod som ingenting. Noget senere ville han igen ud under påskud af at måtte besørge. Ham der havde fulgt ham hele aftenen ville igen med, for han var åbenbart sat til at holde øje med ham. Så snart han kom ud, stimlede de atter sammen ved vinduerne. Men da han rejste sig (fra nødtørften), fjernede de sig efterhånden igen, og da han startede ind, forlod de alle vinduerne. Han lod den anden gå foran og fulgte ham ind i husgangen. Han lod som om han ville forsætte ind gennem gangen, men så vendte han om og sprang ud. Han var netop i sin mest letfodede alder. Han for hen til slæden, fik hundene i løb og sprang op på slæden. Et godt stykke ude på isen hørte han råben og snakken; og han kunne høre dem tage af sted efter ham, bevæbnede med harpuner mens de uafbrudt gentog: "Skal vi virkelig gå glip af dette lækre, mørklødede menneske? Hvor ærgerligt at vi nølede så længe med at dræbe ham!" Da halede ind på ham, og han styrede mod de isfjelde han havde mærket sig. Han krøb ind i en hulning med hundene efter sig. Og de dækkede indgangen, så man ikke kunne se hullet. Han hørte forfølgerne køre forbi, og han blev derinde og lyttede efter dem. Noget senere hørte han dem komme forbi den anden vej tilbage til bopladsen. Han hørte at de bebrejdede ham, der skulle holde øje med ham, at han ikke havde gjort det godt nok. Da de var forbi, kom han ud og afsted i en fart. Der viste sig ikke flere mennesker, og da han var nået langt bort over fjorden ventede han ikke at se flere. Han nåede hjem og kørte aldrig siden sydpå. Han havde fået nok. Da den gamle havde fortalt den historie, gik han ud.

 

Da konebåden med den lille ældre mand var rejst videre mod syd, gik manden nordfra rundt på besøg hos sine bopladsfæller. En dag kom han ind i et telt hvor en lille kone boede helt alene. Hendes underliv var vokset sammen med lårene, men hun var så arbejdsom at hun intet manglede. Væggene var dækket af hvidt skind, smykket med huden fra sneppefødder. Hendes tasker der var stillet op mod væggen var også pyntet med hud fra strandsneppefødder. Hun sagde: "I vinter gjorde jeg flere gange nar af mig selv, fordi der var så mange af mine bopladsfæller der havde bestilt anorakker til kajakbrug til syning hos mig, at jeg gerne sagde: Sikken masse sy-bestillinger. Jeg får da mere end nok at gøre hele tiden." Da manden skulle til at gå, tog hun en af sine tasker og forærede ham, og han sagde mange, mange tak. Til gengæld forærede han så hende en tinske, og hun sagde: "Den skal jeg gemme som en mindegave, og når jeg dør skal den være at finde mellem dækstenene over min grav."

 

Mens gæsterne nordfra endnu boede på stedet, tog kvinden der ikke kunne få børn endnu et barn til sig - en pige. Plejebørnene voksede sig store mens de var der, og drengen blev både stærk og en god fanger. Så fik deres plejeforældre lyst til at tage nordover. De startede tidligt om foråret op langs kysten, og det var blevet vinter, da de nåede Qeqertarsuaq / Godhavn. Derfor indlogerede de sig hos nogle i et langt hus. Lige ovenfor var der et andet langt hus, hvor der boede unge kvinder. Det var i gamle dage, hvor de unge piger boede for sig i et hus. Da de øvrige havde indlogeret sig i det nederste hus, kom plejedatteren til at bo i ungpigehuset. Nu hvor plejesønnen var kommet til at bo et andet sted nøjedes han ikke med blot at fange en enkelt sæl af gangen.

 

En morgen vågnede de i det dejligste vejr. De unge gjorde sig klar til en udflugt og havde en sæk med. De fremmede sydfra spurgte, hvad de skulle og hørte, at de skulle ud og samle kvanrødder. Kvinden der ikke kunne få børn sagde så til sine plejebørn at de skulle tage med. Så de gjorde sig klar og gik med. De fulgte bare efter de andre, som kendte vejen. På et sted med et tykt snelag fik de øje på noget der dampede. De gik derhen og så at dampen kom fra en varm kilde. Der var helt snefrit omkring den, og de gik ned, fyldte deres sække og gik hjem igen.

 

Midt om vinteren da kvinden der ikke kunne få børn engang behandlede skindene af plejesønnens sæler, opdagede hun at snudepartiet på et af dem var skåret over. Hun gik ind og sagde: "Jeg havde besvær nok med at opdrage min plejesøn i sin tid, men nu har jeg fået megen gavn af ham. Et af skindene fra hans sæler mangler snudepartiet. Gid den der har fjernet dette snudepati må få sit skræv ødelagt!" Efter de ord faldt hun til ro.

 

Inden året var omme skete det, at en dum kælling, de boede sammen med, begyndte at få ondt. Hun sagde ikke noget, men så blev hun fundet død. Og hun døde fordi hendes skræv var gået i smadder. Det var altså hende der havde skåret snudepartiet fra. Kvinden der ikke kunne få børn fik imidlertid så dårlig samvittighed over at hendes onde ord var gået i opfyldelse at hun ville tilbage til sin boplads, når det blev forår.

 

Da forpåret nærmede sig, fik hun at vide at en af mændene ville holde plejedatteren tilbage, når de andre forlod stedet. Derfor sagde hun til plejesønnen da han kom hjem fra fangst: "Du må gifte dig med din plejesøster." Da plejesønnen intet sagde, talte hun hårdt til ham: "Hvis du ikke tager hende til kone fordi du betragter hende som din søster, bliver hun holdt tilbage, når vi andre rejser. Jeg bliver nervøs hvis hun skal bliver her, hvor hun ingen familie har. Hun er ikke din søster. Hun stammer fra andre. Du skal tage hende til kone!" Sådan sagde hun, og da plejesønnen stadig intet svarede, tav hun. Da plejesønnen næste morgen var taget på fangst, kom plejedatteren og satte sig hos sin plejemor. Hun hang med hovedet, og plejemoren spurgte hende hvad der var galt. Hun svarede ikke, men plejemoren opdagede, at hun havde syet den nederste kant af sin sælskinsanorak fast til bukselinningen. "Hvorfor har du gjort det?" spurgte plejemoren. Fordi plejebroren prøvede at lægge sig hos hende, svarede hun. "Spræt den syning op", sagde plejemoren. "han er ikke din bror. Lad ham få dig til kone. Jeg ville blive dybt bekymret ved at lade dig blive her, når vi rejser. Du skal lade ham få dig til kone."

 

Plejesønnen fik så sin plejesøster til kone, og om foråret rejste de sydpå. De blev der hvor de tog ophold, og de begyndte at få børn, lutter pigebørn. Moderen, som altså kun havde piger, lavede dukker af sin ræveskinds-timmiaq (timmiaq, egtl. fugleskindspels) til sin yngste datter til hendes fornøjelse. Datteren der legede, at dukkerne var hendes børn sagde, at nu skulle de græde. Straks gav hendes dukkebørn af ræveskind sig til at klynke. Så blev de bange for dukkerne og slyngede dem i jorden, men ikke om det hjalp. Så rev de dem i stykker; men alle de større dele gav sig til at græde. Føst da de var revet i bitte små stykker tav de. Siden blev der ikke lavet dukker til dem; og de sagde til døtrene at de når de fik børn, aldrig skulle give dem dukker. Derfor voksede alle deres efterkommere op uden dukker. Forældrene, altså de to plejesøskende, gav også deres efterkommere det råd at gifte sig med fremmede.

 

Denne fortælling er åbenbart ikke så gammel. For man har hørt at dette ægtepar som var plejesøskende, blev døbt som meget gamle. De fik navnene Priskilla og Akillas (Akilles?) Dog døde de og alle deres børn på een gang af gulsot.

 

De havde fået de navne fordi den som døbte havde givet dem de navne.

 

Hist.: Fortællingen regnes for historisk, men er vanskelig at datere. Ungpigehuset som plejedatteren skal bo i, afspejler formentlig herrnhuternes kortvarige koropdeling i huse efter civilstand og køn. Påbegyndt omkr. 1760 og atter opgivet 1781/82.

Der var ingen herrnhutermission nord for Nuuk, og familiens rejseaktiviteter ville næppe have været billiget af herrnhuterne. Spørgsmålet er også hvor i Grønland vi er og kommer hen. Proveniensen nær Nanortalik i det sydligste Grønland lyder skæv: Her havde man ingen hundeslæder. Men med U. Rosing som afskriver kan der være tale om en fortæller, der er indvandret fra Sydøstgrønland. Dér rejste man dog heller ikke så langt med hundeslæde. Længere afstande langs kysten kunne kun tilbagelægges konebåd og kajak.

 

Kvinden med det sammenhængende underliv og lår har nedsat sig som syerske med et særligt speciale i kunsthåndværk (taskerne), som hun fremstiller til salg, fx til kolonister og ekspeditionsfolk.

 

Kilden til alle de legemlige skavanker kan muligvis findes i et dansk ugeblad el. magasin.  

 

Kommentar: Fortællingen advarer tydeligvis mod ægteskab mellem plejesøskende: de får kun døtre og dukkerne, der blir levende er også uheldsvangre.

Og hele fortællingen handler om legemlige skavanker der er associeret til fødsler og/eller sex: den ufrugtbare kone; de siamesiske tvillinger født af en mand, der er besvangret af en mand; kvinden med sammenvokset underliv og lår; plejedatterens hjemmelavede "kyskhedsbælte" og "incestuøse" ægteskab med sin plejebror, og deres datters dukkebarn der blir levende og må rives i bittesmå stykker for at dø. Fortællingens fokus på disse afvigelser kan meget vel være inspireret af herrnhuternes strengt håndhævede kønsmoral.

Qernertivardik

Print
Dokument id:1655
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:Rosing, Peter
Indsamler:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Titel:Qernertivardik
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 139 - 146
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 54 - 64; angakkortalissuit, 1990: 179 - 190: "Qernertuarsummiut"

 

Resumé:

Følgende fangere med familier besluttede at overvintre ved Qernertivartik: Milatteeq med sønnerne Addiartertoq og Angakkertaan. Ujoqqaaqq, Angisseq med

sønnerne Kunnitsi og Sanegujuk. Neeqanngitseq, Oqqisaaq. Men da

Neqanngitseeq er nærig med den remmesæl han fanger om efteråret,

flytter Milatteeq- og Ujoqqaaq-familien til Ikasaagivaq / Ikasaattivaq.

Noget senere flytter Kunnitsi, der er gift med Neqanngitseqs dater,

Aanganni, alene til Kingitsaajik. Isen lægger sig fast om øen, og da

solen vender, véd alle, at de skal dø. Angiseeq falder i søvn til

døden, da han har fortæret en kødgave fra en nyfanget sæl, som

Neeqanngitseq har givet ham i slutningen af januar. "Fang den igen",

siger A. til N., inden han spiser kødet. Neeqangitseqs kone, husets

ældste kvinde, Qilagassaq, beordrer A. slæbt ud af huset, inden han

udånder, fordi han ingen blodsslægtninge har til at tage sig af liget.

I februar begynder sultedøden at hærge. En af N.s og Q.s svigersønner

går til sin familie i Sermilik-fjorden, vender afkræftet tilbage med

et lille stykke spæk, som hans kone modtager ude på isen, hvor hendes

mand ber hende drukne sig gennem et hul i isen, som hun først skal

hugge ud. Da N. er stærkt afkræftet flytter Q. ham med magt over på

sidebriksen, hvor han dør, efter at et par besøgende forhindres i at

give ham en kniv til selvmord. Da Q. gang på gang taler om alt det kød

(menneskekød), hun skal koge, forlader svigerdatteren, Oqqisaaq

bopladsen alene, men hendes afkræftede mand Kajmiteq følger efter

hende. Derefter begynder Q. menneskeæderiet sammen med sin datter,

Aanganni. Kødet smager som bjørnekød. Også to små sønner spiser med,

men ikke Aangannis søster, der væmmes, dør og blir spist. Q. er en

gammel klog kone med mange formularer, som hun bruger på ligene for at

undgå hævnende gengangeri. Først spiser man Neeqanngitseq. Dernæst

henter Aanganni kødet af sit døde barn. Efterhånden er alle de døde

spist undtagen Angiseeq og hans kone, der ikke er blodsbeslægtede, og

hvis slægtninges hævn de kan frygte. Også denne frygt overvindes til

slut. Inden da kommer Missuarniannga i maj på besøg med noget kød og

får som gengave noget hemmelig viden om et middel til at beskytte sig

mod fjenders angreb. M. bruger det senere med held mod Kuuitsi og hans

brødre. Da Q. og Anganni kan flytte ud i et telt, har de længe ikke

haft flere at spise. De to små drenge er afkræftede, efterlades i

huset, dør og fortæres. De to kvinder overholder dog stadig deres

dødstabuer, som Q. må fjerne med formularer, da A. vil ned til

stranden efter muslinger. A. kommer tilbage med tang og en mængde

forskellige muslinger. Mens de ordner dem kommer Missuarniannga og

Peqitissaq med kødgaver, som de ikke vil have noget til gengæld for.

Langt om længe kommer endelig A.s mand, Kunnitsi efter dem og tar dem

med til ammassætpladsen Qinngeq, hvor Q. straks åbent bekender overfor

Neeqanngitseqs halvfætre, at hun har spist ham, og at hun forstod

hvorfor N. var morgenmand. Hans milt var nemlig meget lille.

Tilståelsen eliminerer slægtningenes hævnlyst. Nogle få år senere dør

alle Qinngeq-boerne af sygdom og Anganni så ud til at have døjet

frygtens gru på det sidste.

 

Hist.: Historisk fortælling om sultevintere 1880 - 81. Denne datering stemmer dog ikke overens med andre. Se kommentaren til: Ajaattoq Victor.

 

Kommentar: Kunnitsi er en af de familiefædre der lever op til tesen om, at i jægerkulturer er det de blodbeslægtede man er nærmere knyttet til en kone og børn. Kunnitsi svigter kone og børn og overlever hos blodsslægtninge. Men kun få gifte mænd opfører sig sådan denne sultevinter. Er det fordi de overvintrer sammen med deres brødre el. far? Det kræver en længere analyse af slægtsrelationer. Enkelte kvinder stikker også af til andre bopladser denne vinter. Se Oqqisaaq ovf. og i: Ikâsagdivaq / Ikaasatsivaq, hvor hun når frem.

Qilaatuaq / Qilaasuaq

Print
Dokument id:1099
Registreringsår:1905
Publikationsår:1923
Arkiv navn:
Fortæller:Missuarniannga (Mitsuarnianga / Mitsivarniannga / Andreas)
Nedskriver:Thalbitzer, William
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Qilaatuaq / Qilaasuaq
Publikationstitel:The Ammassalik Eskimo , Second Part
Tidsskrift:Meddr. Grønland 40(3)
Omfang:side 434 - 438 (3 sider), nr. 225 A
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Grønlandsk tekst, engelsk oversætelse ibid, s.435-440 (3 sider)

 

Resumé:

Qilaasuaq med søn, sønnekone og en stor, gevaldig svoger (eller svigersøn), der er på isfangst med hundeslæde, sendes til havs af en fralandsstorm på et isbjerg. De spiser først hundene, dernæst opfordres Qilaasuaq af først sin søn, så sin svoger til at bruge sin særlige viden. Q. indrømmer at han har nogen viden i forbindelse med en kroget vandøse, og han snitter to par dukker, en mand med kort hår og en gammel kone, og en mand med langt hår og en ung kone. Han udhuler et hul i isbjerget og lægger parrene der natten over, hvor de bytter koner. Hullet er da fyldt med vand, som sønnen straks drikker af, hvorefter ikke en dråbe er tilbage. Q. må lægge parrene i et nyt hul og næste dag skubbe den store svoger til side for at drikke først. Det er betingelsen for at vandet ikke slipper op efter første drikning. Senere indrømmer Q, at han har noget viden i forbindelse med den slags, der er bestemt til at komme tilbage, hvis de dør (drukner, dør i utide, angerlartussiaq). Han lader sig glide i havet og kommer op som en isbjørn. Han søn og svigerdatter gør ligeså. Svogeren nøler, men indvilger så og kommer op som en slags hvalros. Han må dog dykke tre gange for at opnå rigtig lighed med en hvalros. De svømmer mod Akilineq og nær på kommer folk strømmende for at jagte isbjørnene, der skynder sig i skjul og forvandler sig tilbage til mennesker. De inviteres venligt på mad, men bopladsens ældste, Meetaanaain / Mitaanaat (?) serverer menneskehjerne for dem. Q. kan tåle kosten, men M. blir sindssyg da han tvinger noget af den i hende. Hun går ud, hvor man parterer hende.

       Folk i huset hævner sig på Q.s svoger, der besvimer og skæres i stykker uden for. Q. og søn klarer sig i første omgang med en ræveamulet fra Q.s støvlebånd / kamikrem, men i næste omgang er det hans ravneamulet fra pelskraven på hans bjørneskindspels. Den trækker indvoldene ud på alle fjenderne undtagen en dreng, som Q. opfordrer til at være styrmand for dem næste dag. Drengen synger (til de døde?) om at blive til en tupilak eller en anngiaq, der kan hævne sig. Han sover over sig, følger efter båden, men Q. får bukket begge ender sammen på ham, så han taber bevidstheden og dør. De når velbeholdne hjem.

 

Var.: Thalb. nævner nogle få afvigelser fra denne version i en anden, som han indsamlede hos den dengang 15-årige Kaarali.

Se ellers: Qilâssuaq, Qiláituaq, Qiláussuaq, Qátsâq med lemmingamuletten, Qattaaq, Sungersuusaq, Sungersûssaq; Asalooq; Tiggaaq; Qilaasuaq og Allunnguaq.

 

Hist.: Fortællingens hovedperson er ikke identisk med den historiske Qilaasuaq fra Baffin Island, der med familie indvandrede til Thuleområdet omkr. 1860.

 

Kommentar: den 'krogede øse' må være en forkert oversættelse af ernguming nikisimatime (transskriberet fra lydskrift). I Saatooqs version, som Jens Rosing fik og oversatte, er nikisimadûn en konebytningsformular og ernguming (erngumik) må ganske enkelt være til (at skaffe) vand (op fra jorden).

Qilâduaq / Qilaatuaq / Qilaasuaq

Print
Dokument id:565
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Saajooq (Sâjôq / Saajooq / Maratsi, Odin)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Qilâduaq / Qilaatuaq / Qilaasuaq
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 53 - 57
Lokalisering:Sermiligâq / Sermiligaaq: Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Resumé:

 

Saajooq har fortællingen fra sin bedstefar, Maratsi.

     Qilaasuaq og hans søn går altid i bjørneskindsklæder, mens Q.s

svigersøn foretrækker klæder af sælskind. En dag under bjørnefangst på

havisen bryder en storm isen op. De redder sig op på et isbjerg,

driver til havs, og opfordret af sin søn bruger Q. noget af sin viden

på at skaffe dem drikkevand. Han udskærer to dukker, to ægtepar af slædens

tværtræ, som han med en formular lader bytte koner om natten, og næste

morgen kan han fremkalde drikkevand ved at hugge sin ismejsel i

isbjerget. Ritualet må gentages, fordi vandet straks slipper op, da

sønnen drikker først. Det er Q., der skal drikke først. Senere, og

uden anden mulighed for redning lader Q. sig glide ned i havet og

kommer op som en bjørn. Sønnen gør det samme, mens svigersønnen, der

bliver længe under vandet, kommer op som en stor hvalros. Hver gang de

undervejs passerer et større stykke is, svømmer hvalrossen under den,

mens bjørnene vandrer hen over den. De forbliver også bjørne, da de

vandrer over den faste is ved land, mens hvalrossen blir menneske igen

igen, så snart han kommer op på isen. De har nået Akiliardivaq

(Akiliaarsuk / Akiliarsuaq ?). Q. og hans søn må i hast afføre sig

deres dyrehamme bag en isskodse, fordi de fremmede, der tror de er

bjørne, vil dræbe dem. På bopladsen bliver de inviteret på

menneskehjerne hos den heksekyndige Mitaarnaan. Alle tre gæster spiser

en skål fuld uden at tage skade, men da Q. tvinger M. til at smage,

dør hun. En mand udfordrer dem til at trække armkrog. Svigersønnen er

den stærkeste men får sine testikler revet af, dør og trækkes med en

rem ud af husgangen til partering. Q. giver modstanderen samme bekomst

og sluger hans testikler. Da folk uden for huset opdager, at liget er

en af deres egne, bryder de huller i huset. Q. bruger sine to

amuletter, en rævetand og skægbørster af en ravn, som han efter tur

sender ud på drab. Alle fjenderne dør undtagen en forældreløs dreng,

der om foråret, da Q. og søn har levet højt på bopladsens

vinterforråd, får lovning på at styre deres konebåd hjem. Han synger

glad en sang om det, men narres og sender et hulkende skulderblad af

en dødning efter dem. Q. afværger hekseriet ved at trylle ud gennem

sit ærme. Q. og søn fortsætter hjemover.

 

Var.: Søg: Qilaasuaq eller Tiggaaq

 

Hist.: J. Rosing mener, at fortællingen skildrer mødet mellem dorset-

og thulekultur men præciserer ikke, om det er hvalros-svigersønnen

eller akilineq-boerne, der repræsenterer dorset-folk. Det er en vidt udbredt fortælling i hele Grønland.

 

Tolkning: Bemærk land / hav dichotomien i skildringen af bjørnenes og

hvalrossens vaner og forvandlinger. Om denne modsætning se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Den affinale reltion mellem isbjørn og hvalros".

Quelques histoires concernant Maratsi, l'angakeq / Nogle historier om angakkoqen / åndemaneren Maratsi

Print
Dokument id:1918
Registreringsår:1936
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Kara
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Quelques histoires concernant Maratsi, l'angakeq / Nogle historier om angakkoqen / åndemaneren Maratsi
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 60 - 63
Lokalisering:Kangerlussuatsiaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

Angakkoq'en, åndemaneren Maratsi var en navnkundig åndemaner, men især afholdt som fortæller. Man elskede at få besøg af ham som fortæller. Men man drillede ham fordi han var en dårlig fanger.

 

Det siger formentlig Kara, der om Maratsi fortæller, at hans mor, en rigtig hun-kvinde, havde giftet sig med en 20 år yngre mand, der således var jævnaldrende med M. Men da hun hverken passede sin lampe eller kerede sig om at koge kød til sin mand, tævede han hende. Derfor fik M. sin fætter, Sanimuinnaq med på at dræbe ham. Det lykkedes med hiv og sving en dag disse tre var ude i kajak. M. nåede kun at harpunere sin unge svigerfar gennem kajaktræet ind i bagdelen, mens Sanimuinnaq, der var en bedre roer, blev den der efter flere forgæves forsøg på at komme på kastehold, fik sin harpun i ryggen på den flygtende (med fangstblæren efter sig i harpunremmen som en harpuneret sæl). Sanimuinnaq fik sin harpunspids skåret ud, Maratsi måtte nøjes med at skære remmen af, offeret lod de vende rundt og drukne. San. kom til at hade M. og planlagde at dræbe ham, fordi hanselv (San.) havde været nødt til at dræbe uden at ville det. Herefter fik San. besvær med at huske at kaste sin fangstblære ud, når han havde harpuneret en sæl og på et tidspunkt blev han trukket ned af en sådan sæl og druknede. Det var den dødes hævn.

 

Derefter fortæller Kara om Maratsis mors, Angmalilik's / Ammalilik's sørgelige skæbne efter at hun var blevet gift med Aggu / Avgo / Akku, og dennes andenkone, der var Angm.s egen datter, havde druknet sig ved lavvande under isen. Hendes lig blev skyllet op ved højvande. I 1884 el. 1885 om vinteren drog Aggu med andre fra Sermiligaaq til Ammassalik for der at se konebådsekspeditionens folk. Men Angm. kunne ikke følge med, og da Aggu ikke ville tage hende på sin slæde for ikke at sinke hele rejseselskabet, blev hun efterladt, siddende i sneen. Næste dag fandt en slædefører hende og bragte hende til Kuummiit. Men lige siden var hun lam i benene og efter to vintre begyndte kødet at falde fra hendes ben. Hun havde endnu kunnet gøre sig nyttig ved i eftersommeren at blive placeret i lyngen og plukke bær, men da man næste sommer skulle til Qinngeq på ammassætfangst blev hun efterladt i et lille ly, som hendes søn, Maratsi havde bygget. Hun blev efterladt uden vådt og tørt og gav sig sin skæbne i vold.

 

Var.: se Hist. ndf.

 

Hist.: Historiske begivenheder fra sidste halvdel af 1800-tallet. Aggu levede ca. 1843 til 1891. Se også Karas anden fortælling om Ammaliliks datters selvmord, Victor 1993:45 - 47; og Sâjôqs / Saajooq beretning om drabet på Maratsis svigerfar hos Jens Rosing, Sagn og Saga fra Angmagssalik, 1963: 270 - 271, og hævnen, ibid. s. 271 - 272. Hér hedder svigerfaderen Quarrajêq og skildres som en ældre mand. Desuden siges Aggu at have intrigeret med løgne for at få fat i Ammalilik.

 

Kommentar: Personnavnene er ikke altid genkendelige i Victors stavemåde.

Qujâvârssuk / Qujaavaarsuk

Print
Dokument id:1445
Registreringsår:1902
Publikationsår:1924
Arkiv navn:
Fortæller:Juua (Jûa)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Qujâvârssuk / Qujaavaarsuk
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, II
Tidsskrift:
Omfang:side 216 - 233
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Håndskr.: KRKB 1, 1(1), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Qujâvârssuk".

Trykt på vestgrønlandsk i

Lynge, Kr. 1938 - 39, Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo, II: 76 - 94 og i

Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, I: 151 - 166: "Qujâvârssuk" / Qujaavaarsuk.

 

Komplet oversættelse til dansk: Thisted, K. 1993, "Som perler på en snor", Tekster: 78 - 95.

 

Resumé:

En storfanger ved Ikersuaq er barnløs og ber sin nabo, en gammel

ulkepilker om at ligge med sin kone mod for fremtiden at få

fangstparter. Selv henter han i kajak en havorm langt mod syd. Med den

pisker han nede ved strandkanten sin kone på den bare ryg. Det

kildrer. På den gamles anbefaling finder han to amuletter til sit

kommende barn, et renpillet skarveskelet på en høj klippehylde langt

mod syd, og en klump fedtsten som solen aldrig har skinnet på (og

derfor associeres til "nord", BS). Drengen, der fødes, skal den gamle

give navn. Han vælger navnet Q. efter en slægtning, der døde af sult

ved Amerloq. Drengen vokser til, den gamle laver kajak til ham, og da

han lader drengen afprøve den, tiltrækker den sæler. Den gamle laver

hans redskaber og ber storfangeren tage drengen med ud på fangst, hvor

han straks fanger en sortside, og siden fanger hver gang han er ude.

  Gæster strømmer til sydfra under hungersnød til den nu voksne Q.,

der altid har stort forråd. Blandt gæsterne er Tuttu og hans kone, der

er en større åndemaner / angakkoq / angakok end Tuttu. De kommer op at skændes, konen går qivittoq og T. må skaffe sig større evner, hvis han skal kunne få konen hjem igen. Det gør han ved isfangst af en kæmperødfisk med en

uhyre lang snøre af fuglefjer. Fisken får ham til at besvime på vej

hjem med den over en tilfrosset sø. Da han vågner og føler sig som en

større åndemaner, søger han flere gange at undgå et håret uhyre,

indtil han husker, at han ved at sønderrive det vil få evnen til at

rejse ned gennem jorden. Det gør han så. Under en seance finder han

sin kone, der flygter ned gennem jorden med ham i hælene og lader

sig bevæge til at følge med ham hjem.

  Vinteren strenges og to gamle mænd kommer på besøg hos Q. De

beværtes rigeligt og får kødgaver med hjem. Alligevel er den ene

blevet fornærmet på Q. og beslutter at lave en tupilak mod ham. Alle

våger lukkes og Q., der tilsyneladende kun tiltrækker sæler i kajak,

kan intet længere fange. Han ber sin mor bevæge Tuttus til - mod en stor

kødgave - at fjerne isen. T. beordrer sin kone at forsøge. Under en

seance ser hun to flammer nærme sig fra havhorisonten. En isbjørn kommer ind efter hende. Dens kraftige åndedræt sender hende frem og tilbage over gulvet. Den bærer hende ned til den anden 'flamme', en hvalros der venter i vandkanten. Derpå kastes hun ud over isen af bjørnen og hvalrossen, der skiftevis griber hende i kønsdelene og kaster hende videre. De forlader

hende kort før isen brydes op af en storm, hvor hun må redde sig op på

et isbjerg men transporteres videre af en "skæv" kajakmand til

havkvindens land. Da hun tørstig fristes til at drikke af noget vand, der trænger frem gennem  sneen, advares hun mod det af en stemme. Drikker hun vil hun aldrig nå hjem igen. Havkvindens kæmpehus bevogtes af en bidsk hund, og

husgangen er en beskidt elv med en passage så smal som en knivsæg. T.s

kone balancerer ind, slås med den vrede kæmpekvinde, reder og renser

hendes hår og får som tak lov til at flytte hendes lampe til siden,

først til den ene så til den anden side. Ud strømmer først alke, så

mennesker. De forvandles til sortsider i elven, der nu er ren og

strømmer den rette vej, udefter. Havkvinden / havets moder ber hende hilse hjemme og sige, at de ikke må tømme deres skarn udefter mod havet. Hjemme igen

uden hindringer undervejs lover T.s kone isens opbrud, når hendes sår

er lægte og derefter fangstforbud i fem dage. En tabubryder fanger

intet. De andre venter og giver Tuttus deres førstfangst.

  Den ondskabsfulde gamle mand opliver tupilakken og sender den over det nu isfri hav mod Q. Tupilakken lægger sig parat ved Q.'s kajak, men da denne om morgenen stiger i sin kajak, bliver han usynlig for tupilakken. Hele dagen leder den forgæves efter Q. Det samme gentager sig næste dag. Tredje dag prøver den at få fat i Q. på land. Den svømmer under vandet ind mod stranden hvor Q. står, men ramler lige imod en stejl klippevæg, der er skudt op i stedet for stranden. Næste dag sker der det samme, selv om den svømmer i overfladen. Denæst ramler et klippestykke ned ovenfra og smadrer dens ene ribben. Helt udsultet trænger den nu gennem jorden og op under husgangen, men da den ikke kan trænge op gennem gulvet fortsætter den om bag huset, skubber et par tørv til side for at komme ind, da så pludselig en stor fugl, der misundelsesværdigt er i færd med at spise, hakker tupilakken et stort sår ved øjet. Da mister tup. modet, svømmer hen til den gamle tupilakmager, angriber ham, æder hans indvolde, men skammer sig så over hvad de andre tupilakker måske vil sige og svømmer langt ud til havs, hvor den blir en stor-tupilak.

  Q. rejser med familie til Amerloq, hvor hans navnefælle døde af

sult, og hvor folk kun fanger helleflyndere. Men Q. tiltrækker

naturligvis sæler, som han fanger, og han vinder et væddemål foreslået

af bopladsens stærke mand om først at fange en spraglet sæl på et

bestemt sted længere mod nord. Skindet skal bruges til

hvalfangstblære. Q. hører om natten hvalernes åndepust før nogen

anden og nedlægger også en hval før den stærke, skønt Q. giver sig

god tid med at finde roersker og bliver i kystvandet, hvor han

tiltrækker hvalen, der harpuneres og ved næste opdukken havner på

stranden som var den blot en ammasæt. Q. befaler, at hans mor skal spise først af

hvalen, og den stærke, der trodser ham, får store sår i munden. Q.s

mor opfordrer nu forgæves sin søn til at gifte sig og udvælger ham en

grim pige med så velsignet en appetit, at intet af Q.s fangster siden

vil gå til spilde. Q. fanger endnu en hval og rejser hjem om foråret.

 

Var.: Rejsen til havkvinden. Havets mor. Qujaavaarsuk. De to små forældreløse. Nivikkaa. Isigaalaarsuk. Tuttus kone. Miteq. Søg også på Havkvinden / havkvinden, Havets herskerinde, Sødyrenes moder / mor. Selve fangsten af ormen og konens befrugtning med den fortælles også om Nappartuku, forfaderen til en talstærk slægt i Sermilagaaq fjorden: Jens Rosing: Hvis vi vågner til havblik. Borgen 1993: 12-16.

 

Hist.: Ang. Rasmussens brug og oversættelse af Juuas version se

Thisted 1993, kap 4.

Tuttu og hans kones åndemanerevner afspejler en

østgrønlandsk tradition, deres ophold i Sydgrønland, herrnhuternes

tiltrækning på syd- og sydøstgrønlændere (Lichtenau, Alluitsoq) i

fortiden, og Q.s rejse til hvalfangsten ved Amerloq nær Sisimiut afspejler sydlændingenes rejser derop i samme fortid (1700-årene) Se: Sonne 1986: Angakkut puullit i Grønland og Alaska. Vort Sprog - Vor Kultur, Atuakkiorfik ss. 143-155. Søg på pooq. Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

 

Tupilakker var skræmmende, ikke mindst fordi de var menneskeskabte af folk, der ville en det ondt. Her har kristendommens latterliggørelse af tidligere forestillinger forvandlet tupilakken til en stakkels nar, der tilmed ender med at få en helt nyopfundet titel af stor-tupilak, da den er gået qivittoq til det ydre hav.

 

Tolkning: Geografisk er fortællingens centrum Sydgrønland (Ikersuaq,

Tunulliarfissuaq, Saarloq), men strukturelt set er centrum placeret

midt mellem "syd" og "nord". Q.s biologiske far, ulkepilkeren, der

ikke kan fange, er associeret til sultedød i nord og gamle folks

ekstra viden, mens Q.s andet ophav, der henter havormen langt mod syd,

er associeret til storfangst. Q.s særlige tiltrækning på sødyr må

skyldes den ekstra befrugtning med denne havorm sydfra, som formentlig

også gør ham usynlig for tupilakken, når han er i kajak. De to amuletter fra henholdsvis syd og (med association til) nord er andre forsvarsmidler mod

tupilakken i en passage af fortællingen, som Rasmussen har udeladt (Se

Thisted op. cit.). Det er da også åndemaneren sydfra, T.s kone, der

fjerner den livstruende is og åbner for trækkene af alker og

sortsider sydfra. I nord er det Q.s egen tiltrækning på sødyrene, der

bringer dem ind i det kystnære vand, hvor de lokale kun kan fange

helleflynder. Da Q.s mor endelig heroppe i det "sultne nord" skaffer

ham en kone, der er grovæder, har Q. for alvor overvundet den skæbne,

der klæber ved hans navn.

  Ud fra fortællerens synsvinkel er strukturen interessant. Juua var

fra Kangeq, hvis befolkning stammede fra Sydgrønland eller muligvis

Sydøstgrønland. På den baggrund er det forståeligt, at Q., der er et

blandet afkom af syd og nord, får de evner og den hjælp langt sydfra,

hvormed han overkommer de livstruende egenskaber, der hæfter ved hans

nordlige navn og hans biologiske far. Kangeq-boerne har, også i kraft

af deres tilknytning til herrnhuterne, hellere identificeret sig med

den sydlige end den nordlige del af fortællingens geografiske område.

Rensdyr på Kulusuk-øen

Print
Dokument id:551
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Kunnitsi (Kúnitse)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Rensdyr på Kulusuk-øen
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 25 - 26
Lokalisering:Kulusuk: Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Resumé:

Overleveringen fortæller om rener og renjagt på Kulusuk i fortiden: En

stor sten kaldet Ujaajittukujik tjente som tilflugtsted for

renjægeren, når han havde nedlagt en hunren og blev angrebet af

hannen, der ville stange ham ihjel. Mens den løb rundt om stenen kunne

jægeren ramme den med sin lanse og trække den til sig med den rem, der

var fastgjort til lansen. En stor åndemaner / angakok og renjæger, der engang

blev stanget ihjel, ligger begravet ved stenen. Den bruges som

gnidesten af åndermanerlærlinge / angakkoqlærlinge, der således får en stærk dødning som skræmmeånd. Endelig har man en nidvise, der kontrasterer en pralende

nidsyngers ren- og sælfangster med de sølle muslinger og ulke, der gør

det ud for hans modstanders sælfangst.

 

Hist.: De aggressive renbukke minder mere om moskusokser end rener, og

der har næppe været rener i Ammassalik-området, da østgrønlænderne

indvandrede i 1500-tallet. Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "To økologiske

ændringer ... ".

Sahrap oqalualaruta / Sahras (slægts)historie

Print
Dokument id:1783
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Sahra
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Sahrap oqalualaruta / Sahras (slægts)historie
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:ss. 105 - 107, 152 - 154, 172, 306 - 307, nr. 21
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

 

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 21, ss. 69 - 72, 142 - 146, 166 - 170, 178 - 180, 385 - 386.

 

Ikke med i Rink 1866 - 71, II.

 

Komplet oversættelse i Thisted og Thorning 1996, Appendix 1, ss. 349 - 362.

 

Resumé:

Sahra gør først rede for sine slægtninge i fædrene linie bagud til og med sin tip-tipoldemor, Ajamak. Dennes søn Qippuk havde blandt sine mange børn sønnen Kuajak, og denne Kuajak havde tre sønner og seks døtre. Den ældste af døtrene var opdraget til kajakfanger og sønnerne hed Avammeq, Tunganeq og Aqajamuk. Denne Aqajamuk var Sahras farfar. Hendes far nævnes ikke ved navn i denne fortælling, der handler om et mord på hendes farfars søster - hende der var opdraget til kajakfanger - og en af dennes onkler / farbrødre. En ældre onkel / farbror, der var med ude på lurefangst i kajak, undslap - måske Aqqaluapaluk, der straks efter nævnes som deres (?) onkel / farbror og som hidkaldte en angakok / åndemaner. Denne opklarede at morderne var to kajakmænd, Sillik og Mamarani, og at disse, der var fortsat mod øst til Aluk, skulle overvintre ved Ittilleq syd for Pamialluk. Den følgende sommer foretog brødrene til den dræbte søster sig ikke noget, men sommeren efter fik de nys om at morderne skulle sydpå og satte efter dem til mordstedet, den sydligste ø. Undervejs myrdede Tunganeq (en af den dræbte kvindes brødre, se ovf.) i sin store vrede en ubeslægtet mand, Sangungasoq (formentlig ubeslægtet med morderne og derfor ikke en Tunganeq burde hævne drabet på, BS). Avammeq prøvede at forfølge konebåden (med mordernes familie på vej sydpå), men den var nået at undslippe.

       Derpå blev en efterkommer, Sapangaq fra Pamialluk, dræbt under en udflugt med fire sønner i telt efter kvan. (Den præcise slægtsforbindelse mellem Sahra og Sapangaq er ikke klar: "en af hendes onkler".) Morderen var Qallunaatsiaq fra nundingen af Tasermiut. En del kajakmænd der var sammen med morderen blev af denne bedt om at kaste deres fuglepile i liget (for dermed at blive medskyldige), men en nevø (? eller fætter?) til den dræbte vil ikke, og under mordtrusler nøjedes han med at kaste sit kastetræ på kajakken (formentlig den dræbtes kajak). Samme nevø / fætter underrettede Sapangaqs fire mindreårige sønner ved teltet og tog derefter til Pamialluk med nyheden, hvorfra man roede hen efter liget og teltet med drengene. Til at passe dem hentede man så i Niaqornaq længere sydpå: Kujapingaq, der var / blev (?) Sahras mor. Ingen af drengene havde endnu kajak og alle havde så ondt af dem. Ujooq, den ældste, fik en kajak af en vis Uitsiaq og hans lillebror en af Illorulleq.

       Alle fire brødre blev meget stærke under ustandselige anstrengelser. De opøvede kræfter i kajak og i konkurrencer, hvor den der tabte altid fik tæv med en særlig pisk af talgindfedtede remme af remmesælsskind / såleskind. Ujooq blev efterhånden den der klarede sig dårligst, skønt han var den ældste. Under en kraftprøve hvor det gjaldt om at lade en stor tung, ung pige træde ud fra briksen med bare fødder på deres hænder, var det kun Ujooq der kom en smule til kort.

Men vreden blev holdt i stadig kog hos dem alle, også hos Ujooq der altid lod den gå ud over sine fangster. Han rev omtrent hoved og lemmer af hver eneste af dem.

       Sahra fortsætter med Ujooq, der bosatte sig ved Nanortalik og udviklede sig til massemorder. Han lod sin unge andenkone tatovere sig et mærke for hvert mord langs hårkanten. En dag førstekonen så mærkerne og ville vide hvad det var, smed Ujooq hende ind mod væggen så hårdt at hun senere døde af det. En søn af den dræbte opfattede nu sin far som sin fjende og en storesøster åbenbart ligeså, for hun påtog sig opdragelsen af lillebroderen til hævner med opøvelse af kræfter og udvikling af hans vrede oppe i indlandet. Denne storesøster var bomstærk og ligeså hendes yngre søstre, og deres kræfter havde de opøvet fordi de havde hørt at deres far skulle myrdes (pga. af sine andre mord - formentligt. BS). Ingen turde gøre dem noget fordi de havde opøvet en fantastisk færdighed i slyngekast med sten.

Der opstod splid i familien imellem den dræbte første-kones stærke døtre og søn på den ene side og andenkonens tre sønner på den anden side. Faderen, Ujooq, medvirkede til at yppe kiv mellem dem (igen temmelig uklart hvem han hidser op mod hvem) og han endte med at blive så bange for sin stærke ældste datter og sønnen (begge med den dræbte førstekone), at han sørgede for aldrig at sige dem imod. Sønnen havde vist sit sindelag både ved gang på gang at knække harpunerne på faderens kajak og med en voldsom demonstration af sine kræfter egenhændigt at dræbe tre bjørne på en isskodse i faderens og mange andres påsyn. Vreden (den længe nærede og opdyrkede) havde givet ham kræfterne, og med en sådan vrede havde han intet at frygte, råbte han hånligt, mens han smed sine bjørne ned i vandet som fangstparter til først sin far og så de andre tilskuere. Derpå roede han bort uden fangstpart til sig selv.

       Om den ældste datter, den stærke storesøster, fortæller Sahra, at hun ikke ville finde sig i at en af hendes søstre var blevet gift med en fra Tasermiuts munding. Hun tog derhen, knækkede een mands underarm og dernæst Sialuk, sin søsters mands kajak, og tog sin søster med. Hun regnede Sialuk for en af sine fjender.

       Et forsøg på at skære flænger i disse stærke døtres umiaq / konebåd under en ammassætfangst til Alluitsoq, blev besvaret med en spæklampe som kasteskyts. Misdæderen flygtede af skræk. Døtrene formåede at afholde enhver hævner fra at antaste deres far, der, ligesom Sahras egen far og en vis kannibal, Ningalaaq, døde en naturlig død som udøbte. Det hørte Sahra da hun var kommet til Nuuk.

       BS: I næste sektion gør Sahra først meget klart rede for sin mødrene familie bagud (i mødrene linie) helt til tipoldemoderen, Uriun. Da hun dernæst skal berette om en piteraq / fralandsorkan der ramte en del af hendes onkler (måske hendes 8 morbrødre), går der kludder i det hele. Den der før var hendes bedstemor forveksles med den førnævnte oldemor. Denne siges så at være gift med Pilapilaaq, der før var tipoldemoderens mand. Der kan have været tale om opkaldelser i navngivning, der pludselig får førsterang i de nye identificeringer -  men det er komplet usikkert.

       Resumé af selve begivenheden: Kajakfangerne blev slået ud af kurs af piteraq'en (fralandsorkan), nåede frem til et isbjerg med en hule, der viste sig at være et skær midt ude i havet. De søgte derind og sov bøjet over kajakkerne. Næste dag viste det sig at de var i nærheden af Aappilattoq, dvs. inde i en fjord, og med en svækket nordenvind gik det rask sydpå. Men en kraftig nordgående strøm slog dem atter ud af kurs så de efter flere døgn kom udmagrede i land ved Alluitsup Paa (Sydprøven). Den yngste klarede det ikke. De andre måtte holde sig ude og spise ude pga. af stanken inden døre af gæret spæk. De havde været så længe borte, at de unge mænds mor havde nået at opkalde en søn efter sin mand, som hun havde troet død. Efter al sorgen græd og græd man af glæde da de vendte hjem.

       En anden gang blev to af Sahras fætre sammen med en anden angrebet af en isbjørn, der dræbte den ene fætter og ledsageren, mens den yngste fætter nåede væk i kajak og hjem. Alle mændene var ude, roede i konebåd hen til stedet, men da de hørte mændenes fornøjede latter i det fjerne, skyndte de sig hjem uden at sige noget. Senere blev den dræbte ledsagers far så vred på sin kone over at hun havde givet sønnen lov til at tage med, at han skar hårtoppen af hende. Denne fødte senere en datter, der var behåret overalt undtagen på hænderne. Sahra havde selv set hende.

       Sahras mormors mange sønner med sin mand havde engang sammen med den ene søns sønner opsporet en isbjørnehule, hvor det lykkedes dem at få dræbt både bjørnen og dens unge. Men det satte skred i en lavine, der begravede alle dem, der flygtede mod nord, men dem der stak mod syd reddede sig. De fik dårlig samvittighed, brød sig ikke om at fortælle det til slægtningene og flygtede derfor videre sydpå. En kvindelig angakok / åndemaner / angakkoq i familien opklarede for de hjemmeværende hvor de savnede var blevet af. En af de overlevende var dog alligevel roet fra de andre nordpå, men en hvalros havde angrebet og flækket både ham og kajakken. Man fandt ham næste dag, hvorefter moderen blev sindssyg af sorg. Man måtte binde hende, hun spiste både jord og sten, og til sidst tog man livet af hende ved at hælde varm tran i hendes ører.

       Hendes ældste søn var blevet skør af at parre sig med en hund og han døde af skræk da hunden, der var hans kones, fødte en unge med menneskeben. Også hans ældste søn var skør med diarrhoe og ufrivillig vandladning. Rendte altid rundt med bukserne nede, og gæster der ikke hilste på ham, døde altid siden. En lillesøster havde han bidt i skulderen og ædt bidden. Slægtninge til de tossede havde giftet sig indbyrdes, brødre og søstre, og fået så mange børn at en nåede at drukne i urinbaljen inden man opdagede det. Tidspunktet var da Konrad Kleinschmidt var begyndt sin mission ved Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal (1824, BS) og han døbte dem alle.

       Sahra fortæller om sin morbror, der var angakkoq / åndemaner og både havde hende på skødet under åndemaning og med inde i den hule, angakok - øvelsesstedet, hvor lærlingen gned en sten rundt og rundt på en stor flad sten. Det fremkaldte en lyd der voksede fra en flues summen til et helt kor så man blev ganske lam og stum. Nu og da, når blodet strømmede ud fra morbroderens mund og ører, flygtede Sahra, men morbroderen fandt hende altid, og når han var kommet til sig selv, vaskede han sig i søen. Under hans åndemaninger om vinteren, hvor hans hjælpeånder kom ind, tændte man lamperne for at se innersuit. Mændene var klædt i tarmskind af remmesæl, kvinderne i tarmskindsanorak, deres næsehuller lignede rumpehuller af edderfugle. Sahra så selv engang en innersuaq der var blevet krøbling af et fald i kajak fra stranden. Han hed Nuinaaq, hans kone Seqquartoq.(Uddannelse til angakkoq; initiation; seance; præsentation af hjælpeånder; blod; bløder)

       Derefter refererer Rink at Sahra fortalte samme fortælling om sin morbror som Rink havde fået af Hendrik, hvor angakkoq'en Ulaajuk blev stjålet af innersuit og reddet af sin equngasoq / Equngasoq og talitaq. Dernæst om qilaneq (hovedløftning; åndespørgning) og visse tabuer som en helbredt patient måtte overholde.

       Næste dag fortæller Sahra om helbredelse af en patient, der led af sting (tuberkulose formentlig, BS), hvor angakokken / åndemaneren skar patienten til blods, drak blodet, pustede på såret, der heledes, hvorefter blodet stod angakkoq'en ud af hans ører og mund. En anden metode gik ud på at lade trommen stå og vippe på den syge, der var lagt på gulvet. En sådan helbredelse krævede flere og længere varende tabuer overholdt end den forrige. Mange havde dengang bud efter angakkoq'erne, som drog hjem med rige gaver på kajakken, selv om de ikke led nød.

       Forskellen på en toornaq og toornaarsuk. Der er mange toornat men kun een toornaarsuk, der er dobeltkønnet og ikke kan hverves som toornaq (hjælpeånd).

       

 

Kommentar 1: Her standser Rinks mere detaljerede notater. Sahra har, fremgår det af fortløbende noter, yderligere fortalt mange fortællinger fra det repertoire som Rink kendte fra både Hendrik og andre indsendere.

 

(Resuméet her er særdeles detaljeret, dels fordi der er uklarheder i teksten, dels fordi den rummer mange kortfattet fortalte begivenheder, og dels fordi en sådan biografi fra dette tidspunkt er usædvanlig og dybt fascinerende. BS)

 

Hist.: Om Sahra har Kirsten Thisted følgende data (s. 30): Hun blev født ca. 1805 på den sydlige østkyst, hvorfra familien flyttede til Lichtenfels og blev døbt dér i 1821. Sahra var på det tidspunkt forældreløs. Senere flyttede hun med en bror, dennes kone og to sønner til Ny Herrnhut i Nuuk, hvor hun vist aldrig blev gift men fik to uægte sønner, der til hendes store sorg døde. Selv døde hun i svære smerter af tuberkulose i 1868, dvs. året efter sine fortællinger til Rink.

 

Kommentar 2: Man bemærker at flere forløb nøje følger opskriften i fortællingerne: Den myrdedes sønner - og her endog døtre - træner sig stærke til enten at hævne sig eller for at undgå overgreb fra hævnere. Episoderne med den vrede søn, der knækker sin fars harpuner og dræber tre bjørne på en isskodse (hvoraf kun de to omtales som fangstparter) er som taget direkte fra fortællingen om Kaassassuk, der foruden et ganske tilsvarende drab på tre bjørne, altid fik sine legetøjsharpuner knækket af jævnaldrende drenge.

Tricks med blod og sårheling var der mange varianter af. Den her beskrevne, hvor blodet står ud af angakokkens mund og ører mens han farer tosset rundt, svarer ret nøje til lærlingens første initiation hos ammassalikkerne, som Jens Rosing i oversættelse kalder "forløsningen". Søg fx på Ajijak.

 

Vedr. lamperne der tændes når innersuit er på besøg under seancen, er det muligt at åndemaneren faktisk lod assistenter el. lærlinge spille sådanne udklædte og måske maskerede ånder. Fortællingen om Ajijak, der præsenterede sine første hjælpeånder i et tåget lys, tyder på det samme. Se: Ajijaks forløsning og første himmelflugt. fo: Sâjôq / Saajooq.

 

Vedr. toornaarsuk / Toornaarsuk er der yderst forskellige oplysninger. Mange østgrønlandske angakkut / åndemanere berettede før og efter koloniseringen om hver deres toornaarsuk som hjælpeånd. Sahras skildring tyder på træk fælles med den østgrønlandske Uersaq, en tvekønnet ånd, der kunne initiere angakkoq-lærlingen til at stå offentlig frem som åndemaner. Det kan også være benævnelsen på en tupilak, og på en hjælpeånd der beskytter åndemaneren mod anslag af en tupilak. Søg på uersaq / Uersaq.

En påvirkning fra missionærernes identifikation af toornaarsuk med Djævelen er også mere end sandsynlig. Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under toornaarsuk.

Samtalen med de første hjælpeånder / Tôrnarqâminik oqaloqaterqartoq

Print
Dokument id:1240
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Samtalen med de første hjælpeånder / Tôrnarqâminik oqaloqaterqartoq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 229 - 231, nr. 5
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 19 - 20.

 

Resumé: Fortsættelse af "Kaakaaq begynder at søge", Sandgreen 1987: s.

224 - 228. Da Kaakaaq kommer hen til ånden, er han sammen med en anden ånd.

Denne anden udspørger hende om navn og familieforhold på åndesproget,

som han kan oversætte til menneskesprog. Kaakaaq identificerer sig over for ånderne som Aseriit. Selv hedder han Mitertikkaat

og har et vissent ben, der dog ikke forhindrer ham i at nå ud til

kysten, fange sæler, og tilbage til indlandet på samme dag. K.

fortæller senere om disse ånder, der jo lever i indlandet, at de minsandten lever af sælfangst, og at de to hjælpeånder blev hendes forsvar mod at blive

slået af angst under den fortsatte søgen.

 

Var.: J. Rosing 1963: s. 286 - 288.

 

Hist.: Tid: 1870'erne. Persondata søg på: J. Rosing 1963: s. 281 -

285: "Kâkâq". Da ånden under samtalen spør K. om hun har en far, siger

hun ja. Dette tyder på, at denne far (Nalakkaaq) endnu ikke er død.

Men Sandgreen vil helst forstå hendes udvikling til åndemaner som en

konsekvens af den skræk hun rammes af ved N.s død. Denne skræk vil hun

til livs ved at gøre sig frygtet som åndemaner. Vedrørende navnet fik en nyfødt flere. Det er uvist om Kaakaaq var opkaldt Aseriit efter en bestemt person, fx en afdød åndemaner, eller det blot et navn med særlig relation til åndesproget. Også Georg Quppersimaan havde et sådant navn.

 

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Tolkning: Om indlandsånder se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Dværge og kæmper".

Sangkamp mellem manden fra Simîtaq / Simiitaq og Angîârneq / Angiiaarneq

Print
Dokument id:1643
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Asiineq (Asîneq / Ningâvan / Ningaavan, Laurits)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Sangkamp mellem manden fra Simîtaq / Simiitaq og Angîârneq / Angiiaarneq
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 92 - 95
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé:

En slægtning til de brødre og søstre, som Angiiaarneq har dræbt,

beslutter sig for at dræbe ham. A., der har mistet sin kone og fået

sig en ny, har fået en bomstærk, skeløjet stedsøn med i ægteskabet.

S. udfordrer A. til sangkamp og kommer til Nunakitseq med stort følge.

Begge er store sangkæmpere, alt forløber muntert og S. inviterer A. på

genvisit. Få dage efter rejser A. med følge på slæde derhen uden sin

stedsøn, der imidlertid tilbagelægger strækningen til fods i hurtigt

tempo. Under sangkampen opmuntrer han A., som S. og hans fæller har

aftalt at dræbe. Da A. hører signalet til drab, rejser han sig, går ud

for at tisse, overfaldes på vej ned i husgangen, men slynger

angriberen fra sig med voldsom kraft. Ingen tør nu gå til angreb.

Straks efter sangkampen griber stedsønnen S.s tromme, træder en

skæmtedans ved navn uveqqaa / ueeqqa, presser trommen ned over hovedet og maser

håndtaget af hvalrosskind til smuler, så rammen af narhvalstand

sprænges i sammenføjningen. Han fortsætter dansen helt nede ved S.,

der blir forlegen, og A. rejser bort mens stedsønnen blir en stund

endnu. Da ingen angriber ham, løber stedsønnen hjemad, indhenter A.s

slæde, som han det sidste stykke hjem nu og da sætter sig op på. Kort

efter dør A.s kone, mens A. endnu er en habil fanger.

 

Hist.: Historisk fortælling fra 1700-tallet.

Sârqilerqortôq / Saaqqileqqortooq, manden med kæmpeharpunen

Print
Dokument id:563
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Evan (ûmâtsiakajik / Uumaatsiakajik / Uitsalikitseq / Ivan)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Sârqilerqortôq / Saaqqileqqortooq, manden med kæmpeharpunen
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 66 - 73
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiut / Kuummiit: Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Resumé:

 

Alekajik (en af Thalbitzers informanter i 1905-06? Eller en tidligere

navnefælle? BS) traf engang den aldrende Saaqqileqqortooq ("Ham med kæmpeharpunen") hvis lanse i hans yngre dage kun var lidt smallere end de tykkeste

teltstænger.

     Saaqqileqqortooq myrder som yngre en masse mænd. Bl.a. disse to:

en far til to døtre og en far til to sønner. Søstrene træner deres

kræfter til hævn, og da S. engang kommer forbi i kajak men ikke tør

tage mod disse granvoksne kvinders invitation, viser de ham fra land

deres kræfter ved at knuse hver en hjørnetand af en klapmyds til smul.

De to brødre flytter som voksne hen til S.s teltplads, hvor de efter

en tids samliv får dræbt S., da han vil snige sig til at rejse bort.

Skildringen er lang og nervepirrende. Derefter smider brødrene alle

S.s børnebørn i vandet, hvor en kajakmand kommer forbi og redder en

af dem med hjem. Denne dreng bliver som voksen en frygtet konerøver og

morder, der dræber et søskendepars far. Bror og søster blir voksne,

hun er meget smuk, og de gifter sig i hemmelighed med hinanden for des

bedre at kunne hævne deres far. De får tre børn. Da S.s barnebarn

røver søsteren, får broderen to tosser med som roere af konebåden over

til konerøverens teltplads. Undervejs fremkalder broderen en

fralandsstorm, der gir dem medvind. I konerøverens telt får han lov

til at tage sin kone i hænderne og omfavne hende, men da han lægger

sig med hende ude på gulvet, går konerøveren til angreb. Han blir dog

straks dræbt af broderens toornaarsuk, der skyder fra gulvet op mellem

konerøverens ben. Broderen dræber også ved åndepusten alle

konerøverens fæller, der forfølger de flygtende, og han skaffer sig

medbør undervejs hjem i konebåden.

 

Hist.: J. Rosing eller hans informanter mener, at fortællingen

skildrer mødet mellem dorset- og thulekultur. Det er formentlig S. med

den store lanse og hans overlevende barnebarn, der repræsenterer

dorset-kulturen.

Vedr. toornaarsuk se: Sonne, Birgitte: Toornaarsuks forvandlinger. Religionssociologiske Perspektiver. Særnummer af Chaos, 1985: 117 - 136, + GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere)

 

Tolkning: Ægteskab mellem to søskende er illegitimt, men hér styrker

det tydeligvis broderens evner som åndemaner. De er således associeret

til såvel myten om søskendeparret Solen og Månen som til Månen, der

gir åndemaneren hans "lys". Se GTV: Rigtige mennesker og de "fremmedartede"

Sipulôrnertôq / Sipuloornertooq

Print
Dokument id:586
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 408
Fortæller:?
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Sipulôrnertôq / Sipuloornertooq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 28 - 33, nr. 76
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Nedskrevet af Knud Rasmussen på vestgrønlandsk.

Resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, side 365,

"Storfjærteren."

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Sipulornertooq (Storfjærteren).

En mand, som ikke var nogen dygtig fanger, ville absolut giftes med en

pige, som han havde hørt så meget om. Denne pige var datter af Kunnga

og hans kone. En dag da han havde fanget en klapmyds, tørrede han

kødet. Med det tørrede kød på ryggen tog han af sted for at fri til

Kunngas datter. Han gik og gik. Så traf han en mand, som skød med

bue ud i det blå (siláinarmut - ud i den bare luft). Han spurgte ham,

hvad han lavede. "Lige fra de helt gamle dage har jeg

forsøgt at ramme flere med ét skud; men hidtil er det ikke lykkedes," svarede han.

Han fik øje på, hvad det var han skød efter. Det var de mindste af

myggene (umerdlorqortût - den med det store snudeparti). Ved siden af

ham lå der en stor bunke af dem, som han havde dræbt. "Vil du ikke

ledsage mig?" Jeg er på vej til Kunngas for at fri til datteren." Det

sagde han ja til, og de tog af sted.

 

Undervejs mødte de én, der

samlede planter. Han havde samlet sig en stor hoben planter - så høj

som et højt fjeld. Han spurgte ham, hvad han lavede. Han svarede:

"Fra de ældste tider har jeg samlet planter, og stadig jeg ikke fået

nok." Også ham opfordrede han til at tage med. Han sagde ja, og de tog af sted.

 

Da de havde været undervejs et stykke tid, hørte de nogle

drøn. Det gentog sig gang på gang, og til sidst fik de øje på et

menneske, som sad på hug med enden stikkende bagud og gang på gang

slog én. Han spurgte ham, hvad det gik ud på? Han svarede:

"Lige fra de ældste tider har jeg slået den ene prut efter den anden, men endnu

har jeg ikke gjort det tilstrækkeligt mange gange."

Han spurgte ham: "Vil du ikke følges med mig? Jeg er på vej til Kunngas for at fri til datteren." Han sagde ja, og de tog ham med videre.

 

De gik og gik og nåede til sidst Kunngas boplads. Her fik

frieren at vide, at han ville kunne få pigen til kone, såfremt han

under vandhentning sammen med pigen kunne løbe hurtigere end hende,

men at han ikke ville kunne få hende, hvis han løb langsommere end

hende. Da frieren fik dette at vide, kaldte han sine ledsagere til

sig og sagde: "Jeg kan ikke løbe om kap med pigen; jeg er for

langsom til bens. Er en af jer i stand til at løbe hurtigt?"

Sipulornertooq sagde: "Jeg er nogenlunde i stand til at løbe." Så

sagde hans herre: "Jeg vil lade, som om jeg er syg. Du løber sammen

med pigen. Når du vinder, skal jeg have pigen til kone." Det blev de

enige om.

 

Da de den næste dag meddelte dette, sagde han (Kunnga) til

Sipulornertooq: "Det er ikke dig der skal løbe sammen med hende. Det skal

frieren." Sipulornertooq svarede, at frieren var syg, og at han ville

træde i stedet for ham. Det gik de andre med til; og de fik hver en spand, som var

meget utæt i bunden. Så løb de af sted. Efter at have løbet længe kom

de til en stor elv. Da de skulle til at fylde deres spande med vand,

holdt Sipulornertooq nøje øje med pigen. Han lagde mærke til, at pigen

holdt spanden under vandet, der fossede ned; da spanden var fyldt,

strøg hun vandet med hånden uden at røre ved bunden. Så var spanden

ikke læk længere. Sipulornertooq lod også vandet fosse ned i spanden;

og da den var fyldt strøg han vandet med hånden uden at røre ved

bunden. Så var spanden ikke læk længere. Da Kunngas datter satte i

løb, fulgte Sipulornertooq efter hende og havde ingen problemer med

at følge med. Før de nåede hjem, (eller måske: før Sipulornertooq

nåede hende?) sagde Kunngas datter til Sipulornertooq: "Må jeg lyske

dig?" Han svarede ja, og de stillede deres spande på jorden, hvorefter

hun begyndte at lede efter lus. Sipulornertooq faldt i søvn og sov

længe. Han vågnede ved, at en pil ramte lige under den sten, som hans

hoved hvilede på. Han kiggede på spanden og opdagede,

at den var væltet. Det havde Kunngas datter gjort, da hun gik, og

vandet var rendt ud. Det viste sig, at bueskytten havde holdt udkig

efter ham, og da han opdagede, at han sov, havde han sendt en pil af

sted, så den ramte lige under hans hovedpude. Sipulornertooq tog sin

vandspand og vendte om. Han fyldte spanden med vand, hvorefter han gav

sig til at løbe, alt hvad han kunne. Han indhentede Kunngas datter,

før han nåede hjem; og han løb videre forbi hende og nåede hjem før

hende. Han vandt kapløbet.

 

Så fik angusúngíkátaaq (ham, der ikke nåede

hende?) Kunngas datter til kone. Under deres tur på vej hjem, blev

plantesamleren mismodig og tavs. Det viste sig, at han lyttede. Efter

at de var taget af sted, havde Kunnga nemlig fortrudt, at han havde

givet datteren bort. Derfor  havde han besluttet sig for, at samle

andre mænd på stedet og følge efter de bortdragende.

 

Da plantesamleren var blevet så mismodig, og de andre ville vide, hvad

der var i vejen, sagde han: "Nu taler de sammen om at komme efter

og dræbe os alle sammen." Det viste sig, at han havde lyttet til, hvad

der blev sagt. Bueskytten vendte sig imod de andre og sagde:

"Nu går de ud af huset, og nu er de på vej herhen for at dræbe os." Da

Sipulornertooq var kommet op på en lille høj og havde bøjet sig, gav

de sig til at slå ham på lænden for at fremkalde luft til fjært. Nu

viste alle forfølgerne sig, og så slog Sipulornertooq en

ordentlig én, så småsten, der lå på jorden fløj op; og selv de, der

kom for at angribe dem, blev slået omkuld og tumlede af sted i

koldbøtter.

De blev slynget ind i huset gennem vinduet - nogle til fodenden af

briksen, nogle ind under briksen og andre under sovestedet på den

modsatte side af briksen. De hidsede sig op; og da de skulle til at

tage af sted igen, satte de panat (sværd, eller måske: knive, tveæggede knive,

fangstredskaber eller lignende; snekniv, BS), som stivere til vinduerne, oven i

købet også udvendigt (? tilgitrede de vinduerne med knive o.lign.).

Da de tog af sted igen, så bueskytterne dem straks, selv om de ikke

var synlige. Sipulornertooq var i færd med at samle luft til fjært.

Efterhånden havde han samlet så meget sammen, at han knap nok kunne

blive på jorden, og han sagde: "Sig til, så snart de viser sig. Jeg er

ved at eksplodere." Så snart de viste sig, slog han en ordentlig én - så stærkt, at han selv hoppede en smule op fra jorden. Selv store sten

og de, der var kommet for at angribe dem, blev slynget op, og ved

faldet ramte de sablerne på forsiden af huset, og de blev dræbt alle

sammen.

 

De gik videre og kom til det sted, hvor Sipulornertooq boede. Nu tog

de afsked med ham; og ham, der fik Kunngas datter til kone, takkede

ham, fordi han havde hjulpet ham. De kom også til plantesamlerens

bosted. Også ham takkede han. Så kom de også til bueskyttens bosted,

og han takkede ham og sagde: "Jeg fik en god støtte af dig, fordi du

skød efter min pude." (Det var nu Sipulornertooqs pude CB).

Så tog han hjem til sin boplads sammen med sin kone. Siden har man

aldrig hørt til ham.

 

Hist.: Et nordisk folkeeventyr i grønlandsk klædedragt. Plantesamleren kunne være den eventyrfigur, der kan høre græsset gro. Storfjærteren el. prutmesteren er kendt fra andre grønlandske fortællinger, måske af gammel, måske af nyere dato.

Fortælleren har næppe været østgrønlænder, med mindre Kaarali Andreassen havde fisket den op under sit seminarieophold i Nuuk. Christian Rosing kan være fortælleren.

 

Nordiske kongeeventyr var meget populære i Vestgrønland. Søg på: De store konger.

Sivtsingaleq / Sitsingaleq

Print
Dokument id:1310
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:Rosing, Peter
Indsamler:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Titel:Sivtsingaleq / Sitsingaleq
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 126
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 35 - 36; angakkortalissuit, 1990: 161 - 162:

"Sitsingaleq".

 

Resumé: I Sitsingaleq overvintrer i sultevinteren følgende fangere med familier:

Imaalikutsuk, Akkernilik, Uguunaqqissumaleq, Angisaarmeeq, Ukuutsiaq.

Akkernilik forlader sin kone, søn og datter, der alle dør af sult, men

ellers overlever alle andre på bopladsen. Sønnen græder, da A. rejser bort

alene og han reagerer hverken, da sønnen sender bud, først om moderens

død og dernæst den besked, at A. ikke skal glæde sig over det barn,

der til sin tid vil blive opkaldt efter ham (sønnen der sender besked). Da A. i forsommeren kommer tilbage efter sine fangstredskaber, får han en moralsk opsang

af Sannersaq, der nu er flyttet Suunaajik i telt til Siitsingaleq / Sitsingaleq. A. får bondeanger, giver luft for den, tar sine redskaber og ror bort.

 

Hist.: Historisk fortælling om sultevinteren 1880 - 1881 Denne datering stemmer dog ikke overens med andre. Se kommentaren til: Ajaattoq Victor.

 

Kommentar: En antropologisk teori hævder at i jægerkulturer er blodsbeslægtede er nærmere knyttet til hinanden end til kone, børn og svigerfamilie. Men det er meget forskelligt hvordan familiefædre reagerer på sultåret i Ammassalik området. Nogle lader kone og børn i stikke og flytter til brødre el. anden nær familie; andre bliver og prøver bedst muligt at sørge for og dele med kone(r) og børn.

Det nytter altså ikke at generalisere ud fra et eller nogle få eksempler.

Slutning / Nânera

Print
Dokument id:1290
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Slutning / Nânera
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 451 - 455, nr. 55
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 208 - 211.

 

Resumé: Hér gengiver Sandgreen nogle mindre fortællinger dels om

Kaakaaq og dels om Kukkujooq, som han ikke har kunnet placere i det

sammenkomponerede forløb.

Kaakaaq møder en dag en snespurv i menneskeskikkelse, som ber hende

hjælpe sin kone, der er i barselsnød. K. vil nødig, fordi hun ikke er

åndemaner, men spurvemanden ved, at det må hun være, når hun er kommet

til denne (anden, normalt usynlige) verden. K. lægger sig under et dække på briksen, får øje på hindringen i fødselsvejen og fjerner den. Straks føder spurvekonen.

Som tak får hun et stort stykke af teltstangen og noget såleskind med

hjem. I det øjeblik hun - efter en overgang med bølgende tvesyn - ser teltene dernede med sit normale syn, forvandler teltstangen sig til et græsstrå og såleskindet sig til rosenrødder.

 

En dag Kukkujooq er på søgning efter ånder i indlandet, sløres hans

syn, hvorefter han ser dværge i ravnestørrelse i konebåd på en sø. De

synger om en forestående sangkamp, men da en af deres åndemanere / angakkut

begynder at mane ånder, fordi han har vejret K., forsvinder de for

K.s øjne.

 

Senere besøger Kukkujooq et hus med dværge og lærer navnene på flere af dem, der synes at være hjælpeånder man kender fra tildligere el. andre åndemaneres seancer: Quattialleeq, Eqeeqqia. Naqeqqia og Pukkutsuk. De er gæstfri men må på et tidspunkt sende ham bort, sikkert fordi en af deres fæller, en ondskabsfuld rad er på vej hjem (som i fortællingen om Naajas første besøg hos dværgene, BS)

 

Kaakaaq har fortalt om sit møde med en dværg, der sang om en heldig

fangst af en ræv. Den greb ræven i halen. Hun så den også fange en

sortside i elven med et reb af de fordampningsrande, der opstår i

søbredden, når sneen smelter. Den stikker sælen ihjel, får den på

land, lader alt blodet rende ud og går mod indlandet med den på

ryggen.

 

Var.: Til den første fortælling: J. Rosing 1963: s. 288 - 299.

 

Hist.: For Kaakaaqs persondata, søg på: J. Rosing 1963: s. 281 - 285:

"Kâkâq".

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Tolkning: Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Dværge og kæmper". Kaakaaqs syn af dværgens fangstmetoder er en bekræftelse af de gængse forestillinger om disse ånder.

Sommermisfangst og "den store hungersnød"

Print
Dokument id:1645
Registreringsår:1921-23
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:Rosing, Peter
Indsamler:Rosing, Peter
Titel:Sommermisfangst og "den store hungersnød"
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 107 - 108
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

 Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 15 - 16; angakkortalissuit, 1990: 142 - 143: "Kaannersuaq."

Resumé: 

 

I forsommeren 1880 (el. 1881, ? se kommentaren til: Ajaattoq Victor) svigter klapmydstrækket og der fanges næsten intet. Vejret er strålende men havet er dødt som en indlandssø. Radmagre spredes man på vinterbopladserne, men ikke for mange på hver. Således begyndte de tre sultevintre uden en sommer imellem.

 

Storfangst

Print
Dokument id:1644
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:Rosing, Peter
Indsamler:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Titel:Storfangst
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 101 - 107
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 7 - 14; angakkortalissuit, 1990: 137 - 142: "Arsisorsuupput", "Taamani qimusserpaaqimmata", "Misartaq Qutsuluup toqulerpaa".

 

Resumé:

Fra sommeren 1879 til foråret 1880 (se Hist. ndf.) er der rigeligt med både fangstdyr og bjørne. Man fanger, frådser og fester og specielt huskes enkelte

markante begivenheder fra det år: Aggu / Akku harpunerede en sildepisker i

nødværge, og den blev med besvær nedlagt af mange fangere i

samarbejde. Ved Noorsiit / Noortiit på Kulusuk opfandt man en ny

metode til vågefangst af sæler, idet man trommede de nysgerrige sæler

op i vågen, hvor de vuggede i takt til rytmen. Islægget var næsten

uden skruninger. Selv den stærkt nærsynede og derfor langsomt kørende

Qilerilik kunne komme frem. Men det var nu kun fordi bopladserne til

alt held lå stille! En sangkamp mellem Misartaq og Qutsuluk fik et

voldeligt forløb, idet den lille M. fik smadret næsen af den tårnhøje

Q.s kindbensstød. Men M. lagde også enorm kraft i sine kindbensstød,

der aldeles smadrede ansigtet på Q. I nidviserne bebrejdede de

hinanden tåbelige og omsorgsløse handlinger mod egne børn og nære

slægtninge.

 

Hist.: Sultevinter. Kaarali Andreassen har nedskrevet denne og de følgende

historiske fortællinger i Rosing 1963: 107 - 169, om hungervinterens

forløb på Ammassalik-distriktets bopladser. Kaaralis informanter er

sjældent oplyst, og det kan ikke afgøres, om de har oplysninger fra

andre eller selv har overvintret på de pågældende bopladser i

sultevinteren 1880 - 81. Denne datering stemmer dog ikke overens med andre. Se kommentaren til: Ajaattoq Victor.

Straks får de en søn / Qangale ernertârput

Print
Dokument id:1250
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Straks får de en søn / Qangale ernertârput
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 258 - 260, nr. 15
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 43 - 45.

 

Resumé: Kaakaaq får en søn noget før hun skulle efter at være flyttet

ind til (blevet gift med) Kajammat. Kajammat fatter dog ikke mistanke,

men har en amulet parat uden for husgangen, en lille levende

blæksprutte, som han stiller den nyfødtes fødder på, for at selv den

største åndemaner ikke skal kunne røve hans sjæl. Samtidig synger han

en tryllesang. Derefter bærer han ham ind, vasker ham over hele

kroppen med væske fra sælskind og erklærer, at mundvandet hos den, der

hader sønnen, vil blive som denne skindvæske. Men Kaakaaq har allerede

brugt sin viden fra sønnens biologiske far, Eqeqqoq, idet hun har bidt

sin nyfødte søns navlestreng over. Sådan gør hundene, og derfor vil

sønnen ligesom hundene vokse sig stor og flot. Sandgreen gør sig

herefter en del overvejelser over det hævnkrav, som forældrene har på

hinanden og nu forenes i deres fælles søn.

 

Hist.: Tid: 1885. Persondata søg på: J. Rosing 1963: s. 281 - 285:

"Kâkâq". Sandgreen mener ikke, at Kajammat var åndemaner. Det var han

ifølge Victor 1989 - 93, II: s. 409.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Kommentar: om denne publikations tema: blodhævn, se indledningen (ikke registreret i denne base) ved oversætteren, BS

sujugdlît / Siulliit

Print
Dokument id:1008
Registreringsår:?
Publikationsår:1982
Arkiv navn:
Fortæller:Maassannguaq (Maigssánguaq)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:sujugdlît / Siulliit
Publikationstitel:Oqalugtuat oqalualâtdlo IV
Tidsskrift:
Omfang:Side 50
Lokalisering:Agpat / Appat: Avanersuaq / Thule
Note:

Redaktør: Søby, R. M. Renskrift: Otto Sandgreen.

Orig. håndskrift: KRKB 1, 5(14): Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04; Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "sujugdlît" / Siulliit.

Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

Tegning af denne stjerne konstellation med et par kommentarer findes i KRKB, Dagbøger fra 1. Thuleekspedition 1912-14, 1(2).

 

En fortælling om nogle stjerners oprindelse, formentlig Arcturus og Muphrid, der opfattes som 'de første', dvs. foran Karlsvognen (Se MacDonald, John, The Arctic Sky 1998.)

Oversætteren har ikke turde binde an med teksten, der er spækket med dialektale gloser

Sûnâjik / Suunaajik

Print
Dokument id:1308
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:Rosing, Peter
Indsamler:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Titel:Sûnâjik / Suunaajik
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 125
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 37 - 38; angakkortalissuit, 1990: 162 - 163: "Siunaajik"

 

Resumé: I Suunaajik overvintrer i sultevinteren følgende fangere med familier:

Sannersaq, dennes søn Qannapik, og desuden Aalik, Qiaanaq, Maqeertuanngi.

Den gamle Sannersaq, der tidligere har oplevet en sultevinter, holder

myndigt hus med de få sæler man fanger i efterårets løb. To gange

bliver de bestjålet, første gang af Aggu / Akku og anden gang af folk ved

Akinnaatsiaat, der stjæler alt kødet af de to bjørneunger, som Aalik og

Qiaanaq netop har fanget. S. hævner øjeblikkeligt tyverierne med

hekseri. Ved Nunakitseq dør derfor næsten alle af det tørkød, som Aggu

har stjålet fra Sannersaq (se "Nunakitseq, en boplads på Kulusuk").

Ved Akinnaatsaan / Akinnaatsiaat / Akunaasiaq falder mange næsegrus forover, når de om foråret har varmet sig i solvarmen (Se "Akínâtsân"). Alle overlever

ved Suunaajik takket være Sannersaqs autoritet og fornuftige

dispositioner.

 

Hist.: Historisk fortælling om sultevinteren 1880 - 1881. Denne datering stemmer dog ikke overens med andre. Se kommentaren til: Ajaattoq Victor.

Suvdluitsoq / Sulluitsoq

Print
Dokument id:1451
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419
Fortæller:?
Nedskriver:Rosing, Christian
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Suvdluitsoq / Sulluitsoq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:5 sider
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Kort resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, side 366.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Sulluitsoq (Vingetang. el. rørtang. Da han var død, generede man sig

ved at nævne dette navn og kaldte ham istedet for Kapisassaq).

Sulluitsoq var fanger og temmelig høj af vækst. Han plejede at

overvintre i Ammassalikfjorden, men tilbragte forsommeren i nærheden

af Sermilik. Han var gift anden gang (hér havde man den skik, - især

i gamle dage, at mændene straks efter konens død tog sig en ny kone,

medmindre man havde to koner). Man fortæller om ham, at han var et

slet menneske, og at han var hidsig, fordi han var sur. Somme tider

var han grov overfor sin lille søn (stedsøn) og pinte ham, mens konen

var ude, eller (også) mens hun var inde.

Engang da han som sædvanlig var grov imod ham, klemte han

hans næse og trak den op, så den blev flået fra overlæben. Det var

ikke mærkeligt, at drengen havde store smerter. Den blødte uafbrudt,

og så længe, at drengen døde af blodtab. Mens det stod på, lå han på

maven med ansigtet imod puden. Han rejste sig ikke, og han hverken

svarede på spørgsmål eller vendte hovedet imod dem, der snakkede til

ham.

 

Denne Sulluitsoq var ikke blot sur, men opførte sig også slet med sine

lyster, idet han begærede sin lille datter, konens datter (sin

steddatter), og ville have hende til kone. Naturligvis blev den lille

kvinde bange for ham og ville slet ikke gå med til det. Resultatet

var, at hun blev pint og plaget af Sulluitsoq; og moderen var både ked

og plaget af det.

 

Den gang boede der i Sermilik en vis Aarluarsuk med sin søn, der var

fanger, og netop var begyndte at fange godt. Han friede til den

lille kvinde. Hun var lykkelig, for hun var meget bange for den

modbydelige stedfar; og moderen var godt tilfreds med, at datteren

ikke længere skulle lide.

 

Pigen blev gift med den unge mand. Hun kom til at bo i Sermilik og var

nu fri af sine lidelser, og hendes svigerforældre var meget glade for

hende.

 

Dengang tilbragte Sulluitsoq forsommeren på Nuukasik syd for Sermilik.

Aarlursuk og sønnen tilbragte forsommeren på Avalineq; og der boede

også andre på stedet.

 

Da begyndte Sulluitsoq at pine sin kone, for at hun skulle få datteren

tilbage; konen ville naturligvis ikke, men måtte alligevel give efter,

da han blev ved med at pine og plage hende.

 

Da det rygtedes til Avalineqbeboerne, at Sulluitsoq ville hente sin

lille datter, da tog Aarluarsuk ikke ud på fangst de følgende dage,

fordi han ventede, at der skulle komme nogen; men Sulluitsoq viste

sig ikke.

 

Så endelig en dag, da Aarluarsuk og hans søn tog på fangst og var

kommet et stykke ud, råbtes der, at der kom en konebåd. Det var

Sulluitsoqs der kom, men da de lagde til, gik han ikke i land. Han

sagde til sin kone: "Hent hende!" Konen gik i land og op til teltet,

hvor datteren boede. Datteren havde trukket sine kamikker af

(pequtaiardlune ?), da hun hørte noget om stedfaderen. Og moderen kom

ingen vegne med at tale godt for hende. Sulluitsoq ventede længe i

konebåden, men var nu ved at blive utålmodig. Han blev så utålmodig og

hidsig, at han gik i land og op til teltet. Han gik ind og sagde: "Skynd dig så!" og beordrede sin lille datter at gøre sig klar; men hun

ville ikke. Sulluitsoq inisterede stadig kraftigere, og da han så

truede med at dræbe hende, blev den lille datter bange, hun fik fat i

sine kamikker, tog dem på; og straks trak hendes modbydelige stedfar hende

ud på gulvet. Så fik han hende med ud. Stakkels pige. Hun blev skubbet

afsted. Så såre hun sagtnede farten, blev hun skubbet, så hun hoppede.

Da de nåede ned til konebåden, greb han hende og smed hende om bord.

Hun havnede midt i konebåden, og blev bare liggende.

Idet Sulluitsoq kom om bord, stødte han konebåden fra land; og de tog

afsted. Kort tid efter forsvandt de bag et næs.

 

Noget efter de var forsvundet bag næsset, blev der sagt, at Aarluarsuk

kom hjem. Sønnen var ellers kommet hjem før faderen; men han var bange

og turde ikke gøre modstand. Aarluarsuk gik op til sit telt, og lidt

efter at han var kommet op, hørte man ham råbe. Sig til Naqiikka, at

hun skal ud at ro!" Naqiikka ville ikke og sagde: "Hvorhen?"

"Man siger, at Aarluarsuk vil hente sin svigerdatter!" Selv om

Naqiikka ikke ville, fordi hun var bange, skyndede de uafbrudt på

hende; og da hun kom ud, var konebåden allerede bragt ned til vandet.

Da hun var kommet ombord, men inden de sejlede ud, steg Aarluarsuk i

land og gik hent til sin kajak. Nu var han på vej ned med sin

lanse og en kniv til at flænse med. Roerskerne spurgte ham: "Hvad skal

du bruge dem til?" Han svarede: "Til at registrere med

(nalunaarsuutissakka ? til at forklare / bekendtgøre mig med?, CB)"

Straks gav de sig til at ro, fordi han skyndede på dem.

De var meget bange; og da de kom så hurtigt frem, ville de sikkert snart indhente dem.

 

 

De roede og roede og rundede et næs, men de så ingen konebåd. De kunne

umuligt være nået i land på den anden side (ungataanut) - så hurtigt

kunne de ikke ro. De var væk. De var i vildrede, så sig rask omkring,

og selvfølgelig fik de øje på dem bagude ind imod land ud for stranden

hen imod landskyggen (qoqassap nalaani; qoqassaq er formentlig =

qoqaaq, CB).

 

De roede hen til dem. Da de nærmede sig, havde Aarluarsuk allerede

gjort lansen klar. Nu var de næsten fremme ved dem. Da de to konebåde

lå ganske nær hinanden, placerede Sulluitsoq (i kajak) sig imellem dem og holdt

dem fra hinanden med en hånd i hver, så han på denne måde forhindrede

dem i at lægge til hinanden. Aarluarsuk fik dog fat i den anden

konebåd med sin styreåre, og da den så var kommet tilstrækkelig nær,

entrede Aarluarsuk den anden konebåd. Han løftede sin svigerdatter op

fra midten af konebåden, holdt hende i sin favn som et lille barn og

flyttede hende over i sin konebåd.

Så slap Sulluitsoq grebet i sin konebåd, og prøvede på at få

Aarluarsuks konebåd til at kæntre. Når han trykkede på rælingen,

hældede den så meget til den ene side, at den var lige ved at tage

vand ind, for den havde jo ingen last. Når han så trak den op, hældede

den til den anden side. Så løftede rorsmanden sin styråre for at slå

ham, idet han sagde: "Slip den, og prøv ikke at tage fat igen.

Hvis du ikke slipper, slår jeg dig på dine lemmer (i dette tilfælde:

armene)." Endelig slap han taget. Aarluarsuks roersker, som havde

holdt sig nede i bunden af konebåden, dukkede herefter op.

Idet Sulluitsoq slap konebåden, fjernede han sin lanse og satte den i

kastetræet (eller: fjernede sin lanse fra kastetræet), hvorefter han

løftede sin arm til kast. Aarluasuk løftede ligeledes armen til kast

fra toften i konebåden; og han havde en kniv i den anden hånd. Begge

holdt armen oppe, klar til kast. Sulluitsoq sagde: "Kom så, giv mig

sår!" Aarluarsuk svarede: "Det var ikke mig, der først greb til våben.

Du var først. Så må du være den første til at såre mig; og så skal jeg

nok gøre gengæld!" De skiftede nu til at true hinanden

(kissuaqattaatilerput - kisuarpoq, er lige ved at slå). Hvornår mon

den ene ville sende lansen mod den anden? Sådan blev de ved længe.

Langt om længe lagde Sulluitsoq sin lanse, hvorefter han tog kursen

hen mod sin egen konebåd. Aarluarsuk og hans fæller tog hjem til deres

boplads - medbringende svigerdatteren. Sådan fik sønnen alligevel sin

kone tilbage.

 

Hist.: Virker autentisk.

 

Kommentar: Vingetang har været brugt som pusterør i Østgrønland, Emil Rosing pers. medd.

Taatsiarsuaq

Print
Dokument id:1853
Registreringsår:1863
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Taatsiarsuaq
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 303 - 305
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, II, 4' nr. 237 ss. 928 - 936.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

"Taama allattunga, Aron", 1999, II: 303 - 305: Oqaluttuaq Taatsiarsuarmik.

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 62 - 65

 

Dansk version sammenstykket af denne og en anden variant i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 81.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 69, ss. 370 - 372: The Angakok Ataitsak practicing his Art with the Benevolent Ingnersuit.

 

Resumé:

Taat. er storangakkoq / åndemaner. Han tar altid ud på fangst alene og aldrig langt ud fra bopladsen. Vil han have selskab tilkalder han sine hjælpeånder blandt innersuit og fanger sammen med dem.

En dag harpunerer han en stor sortside, der kæntrer ham så akavet at han må ud af kajakken for at komme oven vande. Først da han ryster af kulde husker han sine hjælpeånder, hvoraf een ankommer på et øjeblik og får ham vippet op på sin kajak. De andre støder til også deres bedste fanger, der sinkes af den fangst han har på slæb. Denne vender og tømmer hans kajak og tilbyder ham en dejlig mønstret sweater, som han nyligt sammen med en masse andet uldtøj har købt af de engelske hvalfangere. Innersuit bringer ham med hjemad, råber til dem inde på stranden at de medbringer ham, som de plejer at gå i læ hos. Vel i hus afklædes han alt sit tøj, farer pludselig nøgen rundt som en gal, får varmen, falder til ro og beværtes med alskens mad.

       Derefter ber man ham som åndemaner at finde ud af hvad der er i vejen med deres bedste erhverver, der ligger sygelig hen.

       Om aftenen holder Taat. så seance og ser mandens gamle tante tæt på den syge. Diagnosen er således stillet: hun er i færd med at forhekse ham. Under næste aftens åndemaning skal hun så fanges, dvs. harpuneres. Men først får Taat. hende til at snakke, og hun fortæller at hendes vrede mod den unge slægtning skyldes, at han tidligere har givet hende en rigelig kødgave efter rensdyrjagten, men sidste gang, hvor han endda både havde nedlagt ren og en stor hvidhval, fik hun intet. Taat. får nemt tilladelse af de andre til at dræbe hende og ber dem hjælpe med at holde harpunlinen efter kastet. Da hun ikke som håbet blotter sin front ved at læne sig bagover, men stikker hovdet ind under albuen, kan han ikke ramme hende ordentligt. Hun opdager hans hensigt, smutter væk, men bliver alligevel ramt i fodsålen. Taat. ber så om at man går hen og ser til tanten, der ganske rigtigt ligger død af blodtab fra såret i fodsålen.

       Taat. får talrige værdifulde taknemmelighedsgaver med hjem. Men undervejs vil de uafbrudt ud og væk fra kajakken og gaven af hvalrostænder stikker ham voldsomt. Han kommer dog hjem med det hele og hver gang så længe han fanger og han er ude slutter den unge innersuaq sig til ham og forærer ham et eller andet værdifuldt med hjem.

 

Var.: Ataatsiarsuaq; Ataatsiaq

 

Hist.: Det er en almindelig opfattelse i mange fortællinger om innersuit at de har meget gode handelsforbindelser med de europæiske hvalfangere.

       Fortællingens østgrønlandske baggrund virker iøjnefaldende:

hér er den almindelige forestilling om relationen mellem en åndemaner og hans hjælpeånder, at de varmer sig i hans indre (altså ikke blot søger læ hos ham) under seancen, når hans tarneq er på rejse og de på skift smutter ind i hans krop. Det samme gælder åndernes gavers uvilje mod at følge deres ny ejer. De vil hjem igen. Se fx Sandgreen 1987, Innartuaqboens himmelrejse.

Kommentar: Bemærk at Taatsiarsuk som optakt til sit ophold hos ånderne gennemgår en lille initiationsrite, hvor han nøgen mister besindelsen og farer rundt som gal. Forløbet minder stærkt om både den østgrønlandske lærlings opvågnen i nøgen frysende stand efter at have været ædt af isbjørnen eller kæmpehunden, og om hans "forløsning" i rasende omkringfaren: Se fx Sandgreen 1987, Den lille elv med det store dyr; og Jens Rosing 1963: Aggu / Akku.

Tartuname qingmeq ernilik / Tartunami qimmeq ernilik / Om hunden i Tartunaq, der havde en søn

Print
Dokument id:1901
Registreringsår:1902
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Aqajak (Ambrosius)
Nedskriver:Rasmussen, Knud + ?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Tartuname qingmeq ernilik / Tartunami qimmeq ernilik / Om hunden i Tartunaq, der havde en søn
Publikationstitel:Oqalugtuat oqalualâtdlo, II
Tidsskrift:
Omfang:side 46 - 47
Lokalisering:Ujarasussuk: Qeqertarsuaq / Godhavn
Note:

Redaktør: Søby, R. M. Renskrift: Otto Sandgreen.

 

Håndskr.: KRKB 1, 4(10), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Tartuname qingmeq ernilik". Sidste del af fortællingen nedskrevet af en anden person.

 

Oversættelse ved Signe Åsblom:

 

Det fortælles om en hund, at den var med hvalpe og fødte en lille mand og en flok små hvalpe. Menneskene tog straks dette lille menneske for at få ham til at vokse sig større. Og meget hurtigt blev han meget stor. Da han var blevet stor, jagede han for dem og blev deres forsørger. Hans mor sov sammen med ham på forbriksen, og når han var taget ud på fangst, holdt hun udkig og gik aldrig ned, før han var kommet hjem. Når han kom hjem og skulle spise, spiste hun sammen med ham fra et fælles fad. Hendes søn kunne stirre på folk og sige: "Mine negle er som hundekløer. Jeres negle er gode!"

 

Når hendes søn havde været heldig at fange en hvidhval, bar hun stykkerne op i munden. Og når de skulle spise, lod de denne hund komme ind og spise sammen med dem. Og det siges, at hunden med tiden blev meget gammel.

 

En dag var de taget afsted, og hunden holdt udkig oppe på Perneqfjeldet. Jorden var fuldstændig isbelagt, og den gled ned og slog sig ihjel. Det fortælles, at denne hund blev lagt i graven deroppe, og de begravede den, som om det var et menneske.

 

Her ender fortællingen.

 

Oversat af Signe Åsblom.

 

Var.: Ingen (? BS). En meget speciel fortælling om menneske af dyreherkomst. Men tankegangen rimer udmærket med den vidt udbredte fortælling om "sjælen der tog bolig i det ene dyr efter det andet", hvor en af inkarnationerne (ofte den første) er i en hund.

 

Kommentar: Tartunaq ligger på sydsiden af Nuusuaq-halvøen overfor Ujarasussuk.

 

Hist.: Reelt kunne der være tale om en dreng opkaldt efter eller med samme navn som en afdød hundehvalp og med et meget nært forhold til dens mor.

 

 

 

 

Tilknytning til andre familier / Ilaqutarîngnut avdlanut atalerneq

Print
Dokument id:1237
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Tilknytning til andre familier / Ilaqutarîngnut avdlanut atalerneq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 219 - 221, nr. 2
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 11 - 12.

 

Resumé: Sandgreen opregner de fleste bopladser i Sermilik-fjorden og

sommerpladsen på øen Ammaat i fjordmundingen, hvor fjordboerne oftest

samledes (formentlig under sommerens sælfangst efter ammassatfangsten,

hvor øen Qinngu / Qinngeq i bunden af Ammassalik-fjorden var hele

egnens samlingsplads. BS.). Her træffer Naajas sønnesøn Kajammat (søn

af Kukkujooq) den unge pige Kaakaaq, der er datter af Nalakkaaq, og gifter sig med

hende. Da Naaja engang har ranet sjælen fra en af Nalakkaaqs

slægtninge i forrige generation, og Nalakkaaq selv bliver sjæleranet

af Naajas søn Ilinngivakkeeq (se Sandgreen 1987: s. 221 - 224), gør

Sandgreen sig en del spekulationer over, hvorfor de to unge har giftet

sig, når deres familier har hævnkrav på hinanden. Nalakkaaqs øvrige

børn er datteren Umeerineq og sønnerne Sinngertaat, Aaviakkuluk og

Aqipi.

 

Hist. Tid: sidste halvdel af 1800-tallet. Persondata søg på: J. Rosing

1963: s. 281 - 285: "Kâkâq". Sinngertaat. Åndemaner, f. 1854 (ca.),

selvmord 1907.

Tolkning: Sandgreen opfatter kravet om blodhævn som en naturlov, der

må sætte sig igennem før eller siden, men mister sin kraft med dåben.

Om blodhævnen som ideal og i praksis, se Sonne 1982.

 

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Kommentar: om denne publikations tema: blodhævn, se indledningen (ikke registreret i denne base) ved oversætteren, BS

Tupilak pissaussoq / Tupilak pissaassoq

Print
Dokument id:813
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415
Fortæller:?
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:Rosing, Peter ?
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Tupilak pissaussoq / Tupilak pissaassoq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:7 sider
Lokalisering:Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Dette er en udvidet renskrift (af Peter Rosing ?) af Sofie Jørgensens egen nedskrift i KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419, nr. 99 - begge versioner er oversat i denne base.

 

Dansk resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I,

1921, s. 373: "Ulykkesdyret, der blev fanget"

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Der var engang et ældre ægtepar, der boede i Umiivik

(i nærheden af Kap Dan), og som sørgede og fik tiden til at gå, fordi

deres eneste søn lige var død. Det eneste, de arvede efter sønnen, var

hans hund. De elskede den så højt, at de passede den, som var den et

menneske.

Det blev vinter, og havet frøs til. Da isen lå fast, kom en fanger fra

Nunakitsoq (også i nærheden af Kap Dan) og ville købe deres store hund.

Men den ældre mand sagde: "Vi kan ikke sælge den, for vi er så glade

for den modydelse, vi modtager fra vores husfæller, når de har lånt

den." Fangeren svarede: "Jeg vil betale dig en masse skind og en

spydspids." Da han blev ved, gav den ældre ham hunden.

Fangeren drog afsted med den, og da han ikke lod høre fra sig, måtte

den ældre mand vente så længe på betalingen, at han nær helt havde

opgivet den. Men så kom den, og den bestod af tre skind og en elendig

spydspids, der var helt rusten.

Da den ældre mand så betalingen blev han så skuffet og sagde til dem,

der bragte betalingen: "Sig ham, at jeg vil have hunden tilbage."

Flere dage efter modtog han en død hund. Han brast i gråd af

skuffelse. Der var ikke andet at gøre end at finde sig tålmodigt i

det, selv om han tænkte på det tab, han havde lidt ved at sælge sin

hund.

En dag hørte de, at Nunakitsormioqs, hundekøberens, lille søn var død.

Den ældre mand tog det blot til efterretning.

Da vinteren var forbi, og det var blevet forår, skulle Umiivikbeboerne

ud på fangstrejse.

Dagen før de skulle af sted, gjorde den ældre mand sig klar og tog

afsted i kajak. Han roede til Nunakitsoq, og da han kom i land, gik

han direkte hen til spædbarnets grav, åbnede den, tog liget og pakkede

det ind. Han gik ned med det, puttede det ned i sin kajak og roede

hjemover.

Da han kom hjem, sagde han til sin kone: "Pas godt på det." Konen tog

det og vaskede det; og da det blev helt rent, pakkede hun det

omhyggeligt ind og gik ned med det til konebåden; og det lignede en

ganske almindelig pakke. Så tog de afsted nordpå.

Undervejs kom de til en telt plads og slog lejr. Så gik den ælde mand

og hans kone ind i landet for at lave en tupilak ud af liget.

Da de mente, at de var kommet tilstrækkeligt langt ind i landet, gav

de sig til at omdanne liget til en tupilak: En fortand af den døde

hund satte de i overkæben som højre fortand og en fortand af en ræv

som venstre fortand. Underkæben forsynede de med en spraglet sæls

fortænder i begge sider. De arbejdede videre med tupilakken og gik ned

sent om aftenen; da var de endnu en smule i sorg.

De rejste videre den næste dag; og da de slog lejr, arbejdede d videre

med tupilakken. De arbejdede videre med den, hver gang de slog lejr; og

de blev endelig færdige med den, inden de nåede frem til

vinterbopladsen ("ukîvigssarfik" og "nunaqarfigssartik" er formentlig

de samme).

Da arbejdet med at gøre den levende lykkedes, spurgte spædbarnet dem:

"Hvor skal jeg hen?" "Du skal sydpå til dine forældre og dræbe alle de

børn, din mor føder, og som altså skulle være blevet dine søskende."

Da tupilakken var kommet afsted, nåede det ældre ægtepar frem til

deres vinterboplads. På det tidspunkt var tupilakken på vej sydover og

nåede frem til sine forældre.

 

Snart efter blev moderen gravid og fødte et barn. Barnet voksede og

blev stor nok til, at det kunne kigge ind under briksen.

En dag skete der et eller andet med det. Det brast i gråd, det blev

værre og værre, og til sidst døde det. Fra nu af døde hvert eneste

drengebarn, moderen fødte. Ingen af de børn, de fik, fik lov til at

leve.

 

I mellemtiden flyttede denne fanger til Qernertuaaaarsuit (ved

mundingen af Ammassalikfjorden). En dag på det nye sted var han ude på

fangst. Han hørte nogle synge længere inde mod land. Han så sig om og

fik øje på en flok konebåde og kajakker. Det viste sig at være nogle

længere østfra, på vej til sangfest hos dem, der boede længere mod

syd. Han kiggede på dem og tænkte: "Der er måske åndemanere iblandt

dem. Gad vide, om deres øverste åndemaner ikke ville kunne finde

ud af, hvorfor mine børn ikke får lov til at leve." Straks roede han hurtigt

hen imod dem.

 

Da han kom derhen, sagde en af mændene (idet de lagde mærke til, at

han var mismodig): "Lad os slå lejr i Qernertuarsuit. Så kan vi i

aften skiftes til at mane ånder." Efter de ord blev han helt klar

over, at der var åndemanere iblandt dem.

Da de kom til Qernertuarsuit, gav de mange åndemanere sig om aftenen

til at mane ånder. Samtlige åndemanere fik chancen, uden at nogle af

dem opdagede noget usædvanligt. Den eneste, der var tilbage, var

"Aqerlussaannalik" (Den, der kun er forsynet med en blykugle. C.B.

eller en "aqartivinnalik": kun forsynet med en kælevise. BS) De

opfordre ham nu til at mane ånder. Han ville først ikke, men

så trådte han frem og gav sig til at danse trommedans. Midt i det hele

("qanine tâtigdluarianguardlugo" idet han - ? - sin mund) kastede han

trommen fra sig. Trommen bevægede sig en tid, men standsede så. Han

gik hen og greb den; dansede ihærdigt, kastede trommen fra sig, og

denne gang standsede den ikke. Da trommen ikke standsede, beordrede

han lamperne slukket, hvorefter han gav sig til at mane ånder. Men

under åndemaningen bemærkede han ikke noget specielt, og da han

stoppede seancen, sagde han: "I morgen tager vi til land og maner

ånder!"

 

Da de vågnede næste morgen, sagde de. "Lad os tage til Umiivik og mane

ånder!" Under turen sagde Aqerlussaannalik til manden fra

Qernertuarsuit / Qernertivartivit ? : "Jeg mener, at jeg så dig med at spædbarn på skødet under min åndemaning." Den anden svarede: "Bare man kunne få det

bekræftet ("pâsigáine" eller. at få det oplyst)." "Ja," sagde

Aqerlussaannalik: "Bare man kunne få tag i det." De talte sammen under

turen. Og om aftenen i Umiivik gav de sig igen til at mane ånder, den

ene efter den anden.

Samtlige åndemanere manede ånder uden at opdage noget særligt.

Aqelussaannalik var den eneste, der ikke havde manet ånder, og de

opfordrede ham til det.

Straks sagde han: "Gør "den lille tabueredes" inderpels (af

remmesælstarm, der var renset for sener) og hans yderpels klar, så de

lige kan snøres til." Manden fra Qernertuarsuit spurgte: "Hvad skal du

bruge dem til?" Aqerlussaannalik svarede: "Jeg skal bruge dem, når jeg

skal prøve at finde ud af, om spædbarnet er her." Idet han sagde

dette, hængte man "den tabueredes" inderpels og yderpels oven over

indgangen til rummet; og på hver side af indgangen placerede man folk,

som skulle snøre både inder- og yderpels til.

Da pelsen var hængt op, gav han sig til at danse, som sædvanlig

"qanine taattitaleriardlugo". Han kastede trommen fra sig; og da den

ikke standsede, beordrede han lamperne slukket; så gav han sig til at

mane ånder.

Midt i det hele sagde han: "Det forekommer mig, at der er blevet mere

plads ("nerugtorsimâsdlartoq") under fangerens briksafdeling, fordi

der er en tupilak." Så gav man sig til at slå rundt alle vegne i

huset; men ingen gav lyd.

De havde ellers opgivet håbet om at finde noget, men for god ordens

skyld begyndte de at slå rundt under briksen, og idet nogen kom til

at strejfe stenen, hvorpå stolpen under fangerens briks var fastsat,

hørte man vrælen fra et spædbarn på vej hen til udgangen. Efter lyden

at dømme var det først på vej ud, og så hørte man, at det var på vej

ind igen, og idet det kom ind, krøb det ind i den dobbeltpels, hvis

indre og ydre var trukket over hinanden.

I det øjeblik det krøb ind, snørede de pelsen sammen, og alle gik til

angreb. Midt mens de slog løs på den, kom tupilakken til at bide nogen.

De sloges længe med tupilakken, men pludselig kunne de ikke finde den.

De tændte lamperne. De undesøgte yderpelsen for at se efter, om der

skulle være et hul, men det var der ikke. Men da de undersøgte

inderpelsen, opdagede de, at sømmen var gået op under armhulen, og at

tupilakken var sluppet ud dér. De syede det omhyggeligt sammen

og hængte pelsen op igen, og da Aqerlussaannalik derefter begyndte at

mane ånder, slukkede de lamperne.

Midt i mørket hørte man vrælen fra et spædbarn på vej ind gennem

gangen og endelig krøb ind i pelsen. I samme øjeblik snørede de pelsen

sammen; og selv om den bed indimellem, slog de den ihjel.

Lige da de havde dræbt tupilakken, forsøgte de at tænde lamperne; men

hver gang de tændte dem, blev ilden pustet ud af en eller anden, som de

ikke kunne se.

Det viste sig, at de to ældre mennesker havde pustet mod syd, da de

opdagede, at den tupilak, som de havde skabt, var blevet dræbt.

Da det endelig lykkede for dem at tænde lamperne, åbnede de for pelsen

og så det store spædbarn, der var dødt. De undersøgte det og opdagede,

at dets tænder ikke var ens.

Dagen efter tog Aqerlussaannalik med det døde spædbarn og bar det op til

Umiiviks høje fjeld. Deroppe brændte han det. Da tupilakken døde, blev

de klar over, at det var de ældre mennesker, der havde lavet den.

Det fortælles, at fangeren og hans kone herefter ikke mistede deres

børn.

 

Var.: En tupilek-fortælling, Holm.

 

Hist.: sammenholdt med den variant som Holm fik en snes år tidligere, virker fortælllingen tildels autentisk med rod i seancer på et samlingssted med flere tilstedeværende angakkut, der holder tupilak-jagt på skift. Fangstforløbet minder om den anngiaq-fangst som åndemanere i Vestgrønland undertiden foranstaltede på en af ammassætfangstpladserne om sommeren. Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): anngiaq.

 

Kommentar: Håndskriftet dateret af Rasmussen til 19. febr. 1920, men om det gælder Sofie Jørgensens egne nedskrifter i hæfte 419 eller renskrifterne i hæfte 415 er uvist. Sofie Jørgensen overvintrede i Danmark på gennemrejse til Qaqortoq i 1920. Hun må således være rejst fra Ammassalik sammen med Rasmussen i 1919.

Tupilak pissaussoq / Tupilak pissaassoq

Print
Dokument id:814
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419
Fortæller:?
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:Rosing, Peter ?
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Tupilak pissaussoq / Tupilak pissaassoq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:nr. 99
Lokalisering:Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

En revideret renskrift af samme fortælling findes i KRH, kasse 52, nr. 2,

hæfte 415 (af Peter Rosing ?) - begge versioner er oversat i denne base. -

 

Dansk resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I,

1921, s. 373: "Ulykkesdyret, der blev fanget"

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

I Umiivik boede der et ældre ægtepar, som fordrev tiden

med noget ("suilaaqisut"). Deres søn var død for få dage siden. Nu

havde de kun hans hund til selskab. Derfor elskede de den højt.

En dag kom en mand, der boede vest for dem. Han sagde: "Må jeg købe din

hund?" "Hvad vil du betale?" "Med mange skind og du får også min

pilespids." "Hvad så," svarede den gamle og fortsatte: "Men vi har

også gavn af den, fordi vores husfæller låner den og giver betaling

for lånet." "Jeg må há den hund, for jeg har ingen selv. Skidt med de

andre."

Den gamle havde ikke andet valg end at sige ja, og han gav ham hunden.

Den anden lovede, at betalingen ville blive bragt. Men de ældre

mennesker kom til at vente længe. De skind, som køberen talte om, kom

endelig. Det var tre skind og en dårlig pilespids. De blev skuffede,

men der var ikke noget at gøre.

Da der var gået nogle dage, kom der én med besked fra manden, der

købte hunden, at betalingen skulle returneres. Den stakkels gamle mand

afleverede dem, idet han sagde: "Så skal hunden også leveres tilbage."

Denne besked blev bragt videre til køberen, som så sendte hunden

tilbage. Efter nogen tids ventetid modtog den stakkels ældre mand en

død hund. Han følte sig dybt forurettet, og de græd meget; og han tænkte:

"Jeg har været frygtelig uheldig." Hen på foråret forlød det, at

hundekøberens barn var død.

De to ældre menneskers bofæller skulle langt nordpå (sydpå?), og de to skulle

også med. Dagen før de skulle rejse, tog den ældre mand et smut til

vinterbopladsen ("nunákísinut"), på et tidspunkt, hvor der ingen

mennesker var. Da han kom derhen, gik han i land og direkte hen til

denne fangers afdøde barns grav. Han fjernede dækstenene og tog

spædbarnet, gik ned og roede afsted med det.

Han gav sin kone spædbarnet og sagde: "Her er det, pak det ind."

Hans kone tog det og vaskede det grundigt; og da hun var færdig

pakkede hun det ind. Den blev så pæn og lignede noget uanseligt noget.

("sôrdlugôq sunánguaq," en hvilken som helst pakke).

Da de skulle afsted gav han den til sin kone, der lagde det ned i

konebåden, Så tog de afsted og lagde til land. Konen tog det op

fra konebåden; og hun og manden gik opad og ind i landet. De blev

borte længe. De var minsandten ved at ordne spædbarnet. I den ene side

af munden (i overkæben) satte de rævetænder og i den anden

hundetænder; og i underkæben tænder af en spraglet sæl. De blev væk

længe og gik først ned om aftenen, ("qangale ilâsa suliatik") stadig

lidt bedrøvede.

Da de skulle afsted, var det igen konen, der bar spædbarneliget ned.

Sådan skiftedes ("sernersarâput" ?) de (hele tiden) under hele rejsen.

De blev færdige, inden de nåede bestemmelsesstedet. Manden sagde: "Det

var godt, at vi blev færdige, inden vi nåede herhen." Da

havde han fået liv i den, sagde tupilakken: "Hvor skal jeg hen?" De

svarede: "Du skal hen til dine forældre; og du skal dræbe de spædbørn.

som din mor føder (ordret: de, der skulle have været dine søskende).

Tupilakken tog afsted, vrælende som et spædbarn.

Moderen (egentlig: faderens kone) blev gravid og fødte et barn, som

døde. Hvergang hun fødte et barn, døde det.

Forældrene overholdt tabuerne; og først når dette var overstået, tog

faderen igen på fangst, og snart skulle de igen overholde taburegler.

 

Engang fangeren var ude på fangst og var kommet temmelig langt væk fra

land, hørte han sang fra mange mennesker. Som man kunne vente det,

dukkede der en hel masse kajakmænd frem fra næsset. Det var folk fra

Kangeq, der skulle til sangkamp i Akerliit. Da de mødte denne

kajakmand, fik de rigtig ondt af ham og sagde: "Hvorfor ikke bare

tage til Qernertuarsuit?" For kajakmanden var fra Qernertuarsuit. Det

blev de enige om og tog afsted.

De mange åndemanere manede ånder efter tur. De blev færdige, de blev

færdige, uden at nogen hanvde opdaget noget usædvanligt. Kun

Aqarlussaannalik (Den, der kun er forsynet med en blykugle. C.B.

eller en "aqartivinnalik": kun forsynet med en kælevise. BS)

var tilbage. Da han blev opfordret, gav han sig til at mane ånder. Når han manede ånder, blev intet lys slukket.

 

Han blev ude på gulvet længe. Han balancerede kun på sin nakke og til

siden kun på ansigtspartiet ("pukusuínarminit atasalerpoq sanimudlu

siuniinnarminik asassalerdluni"). Han smed sin tromme så den fór

afsted. Han/fangeren ventede på, at den skulle sige noget; men der kom

ikke en lyd.

(Du som læser dette, skal vide, at jeg havde glemt følgende: Da

kajakmanden mødte alle de andre kajakker, tænkte han nemlig, at han

måske af disse kunne få en forklaring på sin situation, eller at dem

fremmeste af disse måske ville finde ud af, hvad der var i vejen med

dem. Det skal du, som læser dette, huske.)

Endnu engang ventede han på, at åndemaneren skulle sige noget, men

forgæves. Så tog disse mange mennesker hjem og sagde, at de den

efterfølgende dag ville komme igen for at mane ånder.

Da fangeren dagen efter traf Aqarlussaannalik, sagde han (Efter

formuleringen her er det, som om det er fangeren, der sagde; men

ifølge renskriften var det åndemaneren, der spurgte-): "Da jeg igår

manede ånder, mener jeg, at jeg så dig med et spædbarn på skødet."

Den anden svarede: "Gid man kunne se det, gid man kunne tage det." Den

anden / åndemaneren svarede: "Gid man kunne tro det og bede det komme. Den anden / fangeren sagde ikke noget. Så sagde alle de mange mennesker: "Hvorfor ikke tage til Umiivik og mane ånder der?"

 

Det gjorde de; og de gav sig til at mane ånder. Da de havde gjort det,

var kun Aqarlussaannalik tilbage. De opfordrede ham til at mane ånder.

Så sagde Aqerlussaannalik: "Kom med hans/hendes anorak, ham/hende der overholder

taburegler, den inderste og helpelsen, og bind dem forneden gennem

løbegangen." Da han sagde det, var det, som om de endelig vågnede op

af bar glæde. De spurgte ham: "Hvad vil du med dem?" Han svarede: "Da

jeg manede ånder igår, mente jeg at se et spædbarn, der sad på skødet.

Det vil jeg prøve at kalde det frem endnu engang." Dette forårsagede en

vældig glæde.

 

Aqerlussaannalik gav sig til at mane ånder endnu engang - som

sædvanlig uden at slukke lamperne. Men da trommen var standset og

forblev på samme sted, meddelte han, som man plejer, at lamperne

skulle slukkes. Lamperne blev slukket, og han gav sig til at mane

ånder. Så sagde han: "Det forekommer mig, at det må være en tupilak i

nærheden af briksen, og at der er blevet bedre plads; for familien

har jo mistet mange børn."

Alle i huset begyndte at slå rundt om sig. Men de fandt ikke noget. De havde

faktisk opgivet at finde noget; da de begyndte at slå under briksen og

kom til at ramme stenen, hvorpå stolpen til briksen var sat fast; så

hørte man noget, der var på vej ud vrælende som et spædbarn. Anorakken

og det dertil hørende hang over trinnet ude fra opgangen. Det/spædbarnet

gik ind i anorakken, og alle gik til angreb på anorakken; men se, det

store spædbarn, som de ellers passede omhyggeligt på, slap pludselig

ud. Det viste sig, at sømmen var gået op under armhulen i

tarmskindsanorakken; og derigennem var det sluppet ud, så man gik glip

af det.

Åndemaneren gav sig til at mane ånder igen. Det store spædbarn kom

igen ind i anorakken. Man gik til angreb endnu engang. Spædbarnet

sprællede og bed folk gennem anorakken. Man greb det og trak det ud af

anorakken. Ganske rigtigt, det var et stort, fælt spædbarn. De

undersøgte dets tænder. Så tog Aqerlussaannalik det og førte det op

til Umiiviks høje fjeld og satte det ned på fjeldets sideafsats

("tuiusaanut") under toppen.

Det fortælles, at fangeren og hans kone herefter ikke mistede flere

børn. Man har ikke siden hørt noget om dem.

Dermed var det også blevet kendt, at de to ældre mennesker havde lavet

denne tupilak for at hævne sig på fangeren for hans behandling af

hunden.

Så blev der sagt, at de nu kunne tænde lamperne. De forsøgt at tænde

dem; men ilden blev pustet ud. Det viste sig, at det var de to ældre

mennesker, der pustede den ud.

 

Var.: Der er en del forskellige, også historiske fortællinger om fangst af tupilakker.

Tupilak æder sin skaber

Print
Dokument id:981
Registreringsår:1904
Publikationsår:1938
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Tupilak æder sin skaber
Publikationstitel:Knud Rasmussen's Posthumous Notes on the Life and Doings of the East Greenlanders in Olden Times
Tidsskrift:Meddr Grønland 109(1)
Omfang:side 169 - 170
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Ed. by H. Ostermann.

Orig. håndskr. har ikke kunnet identificeres.

I Ostermanns arkiv, nr. A 301, Arktisk Institut findes Ostermanns kladde og maskinskrevne manus på dansk til denne udgave på engelsk.

 

Resumé: Tilbageslag af tupilak-bjørn.

En mand er en særdeles dygtig bjørnejæger og hvert år fylde han en lang stav med bjørnekranier.  Et år, hvor han har fyldt halvanden stav dukker en enorm bjørn op ude på isen. En af husets fangere løber derud, men bjørnen går straks til angreb og manden når kun lige at undslippe i et enormt spring op på isfoden. Det lykkes kun bjørnen at flå hele syningen op på mandens kamiksål. Dette viser klart, at det ikke er nogen almindelig bjørn.

      Dernæst nærmer den store bjørnejæger sig. Men også ham angriber bjørnen, og med større held. Den slæber ham ud på isen, holder ham fanget, og tager med mellemrum en stor luns af hans kød. Man hører ham højlydt skrige oh-oh derude.

      Denne bjørn, forklarer man, var en tupilak han selv havde lavet. Men den havde ramt tilbage på ham selv.

 

Hist.: En historisk fortælling.

Var.: Rosing, Otto: Ham bjørnen åd. Det er en langt mere detaljeret version. Men Kaarali Andreassen kan være fortælleren / nedskriveren af begge versioner.

Tupilangmik kingumítoq / Tupilammik kingumittoq

Print
Dokument id:816
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415
Fortæller:?
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:Rosing, Peter ?
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Tupilangmik kingumítoq / Tupilammik kingumittoq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:2 sider
Lokalisering:Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Dette er en revideret renskrift (ved Peter Rosing?) af det Orig. håndskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419, nr. 101. Begge versioner er oversat i denne base.

 

Dansk resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I,

1921, s. 372 - 373: "Fangeren, som havde en tupilak bag på kajakken"

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Man fortæller om en stor flok fangere, at de kom til

et sted hvor de ville overvintre. Så hændte det jævnligt, at en fanger

udeblev fra fangsttur i overvintringsområdet. Fangere, der tog ud på

fangst, kom ikke tilbage. Til sidst var der kun en fanger tilbage.

Da han en dag skulle ud på fangst, tænkte han: "Hvilke forholdsregler

kan jeg tage, når jeg tager ud på fangst?"

Disse overvejelser førte til, at han bad sin kone om at flette

senetråde. Da hun blev færdig, tog han den flettede semetråd med ned

til sin kajak og bandt den fast til sin harpun. Han steg ned i

kajakken og førte senetråden ind under halvpelsen op til skulderen og

fæstnede den dér, således at harpunen kunne bevæge sig, når han

bevægede skulderen.

Han roede langt ind i den store fjord; og lagde sig på lur efter

sæler. Da han kiggede hele vejen rundt, fik han øje på en kajakmand.

som roede ud fra et stejlt klippeområde. Han begyndte at ro henimod

ham; og da han kom nærmeere, opdagede han, at han havde noget

ubestemmeligt noget bag på kajakken; men som han nåede ganske tæt hen

til ham, gik det op for ham, at manden havde en tupilak bag på

kajakken. Straks han opdagede dette, bevægede han armen, og da var det

som om harpunen af egen kraft bevægede sig med stor larm. Samtidig

sagde fangeren: "Se bare, min dumme harpun bevæger sig, uden at jeg

har rørt ved den."

Idet han sagde dette, vendte tupilakken bag på kajakken hovedet imod

ham, men dukkede sig hurtigt igen. Tænk, den blev bange!

Hver gang tupilakken rejste hovedet, bevægede fangeren sin harpun; så

dukkede tupilakken sig igen. Engang den dukkede sig, roede fangeren

hurtigt frem og harpunerede den. I det øjeblik han harpunerede

tupilakken, roede kajakmanden skrigende i retning af den stejle

klippevæg for dér at lægge til land.

I mellemtiden stak fangeren den sølle tupilak flere gange med sin lanse

("tuukkartaaramiuk") så den sank ned, hvorefter han roede hjemover.

DA han kom hjem og fortalte det, forstod de endelig, at det var denne

sølle tupilak, der havde dræbt alle de mange fangere. Da tupilakken

var dræbt, var der ikke flere fangere, der udeblev fra fangst.

 

Var.: Der er en del forskellige, også historiske fortællinger om fangst af tupilakker.

 

Kommentar: Håndskriftet dateret af Rasmussen til 19. febr. 1920, men om det gælder Sofie Jørgensens egne nedskrifter i hæfte 419 eller renskrifterne i hæfte 415 er uvist. Sofie Jørgensen overvintrede i Danmark på gennemrejse til Qaqortoq i 1920. Hun må således være rejst fra Ammassalik sammen med Rasmussen i 1919.

Tupilangmik kingungmítoq / Tupilammik kingummittoq

Print
Dokument id:815
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419
Fortæller:Jørgensen, Sofie
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Tupilangmik kingungmítoq / Tupilammik kingummittoq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:3 sider, nr. 101
Lokalisering:Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Se også revideret udgave af samme fortælling i KRH, kasse 52,

nr. 2, hæfte 415 (af Peter Rosing ?) - begge versioner er oversat i denne base.

 

Resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921,

side 372 - 373: "Fangeren, som havde en Tupilak bag paa Kajakken".

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Den ene fanger efter den anden udeblev fra fangst.

Den eneste, der var tilbage, havde mistanke om, at der kunne være

følgende årsager. Måske havde de set en tupilak, eller en dødning ,

eller et søuhyre? Det var ikke godt at vide hvilken.

Da han skulle ud på fangst i kajak, lod han sin kone flette en

senetråd, som blev fastgjort på anorakken under skulderen. Herefter

blev den flettede senetråd ført ned under halvpelsen og bundet fast

til harpunen. Så tog han afsted.

Da han var nået lidt ud på vandet, så han en kajakmand ro ud fra

kysten. Da de nærmede sig hinanden, opdagede han, at den store

kajakmand var helt sort, og at han var så fæl, at det var svært at få

rigtigt indtryk af ham.

Idet kajakmanden drejede sig en smule på tværs, blev en tupilak, der lå

på maven, synlig på bagenden af kajakken. Fangeren roede helt hen til

kajakmanden og forstod, at det var tupilakken, der havde skræmt de

udeblevne til døde.

Nu da han var i selskab med den, rejste tupilakken sig jo halvvejs op.

Fangeren trak sin arm en smule til sig, og hans harpun var lige ved at

fare afsted af sig selv. Han sagde: "Se, min harpun var ved at fare

afsted af sig selv, da den du har bagpå kajakken forsøgte at rejse sig

op." Lynsnart dukkede tupilakken sig.

 

Noget senere forsøgte tupilakken igen at rejse sig, og idet

fangeren løftede armen en smule, var harpunen igen ved at fare afsted.

Og fangeren sagde: "Den var lige ved at fare afsted." Tupilakken smed

sig skyndsomt på maven. Manden med tupilakken bag på kajakken

befandt sig nu foran. Fangeren skar den flettede senetråd over og

harpunerede tupilakken, så den faldt ned fra kajakken. Fangeren, der

havde harpuneret den, fandt den for uhyggelig til at ville samle den

op, så han skar linen over og lod tupilakken synke. Kajakmanden, der

havde haft tupilakken bag på kajakken, roede nu grædende imod land.

Det viste sig, at denne kajakmand brugte tupilakken til at skræmme

fangerne ihjel, og at den spiste kødet af dem. Kajakmanden forsvandt i

retning af stranden.

Herefter kom fangerne velbeholdne hjem fra fangst, fordi manden nu

havde dræbt tupilakken. Siden hørte man ikke noget til dem.

 

Var.: Der er en del forskellige, også historiske fortællinger om fangst af tupilakker.

Tvende Fættere / fætre

Print
Dokument id:1828
Registreringsår:1860
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2488, III, 4'
Fortæller:Nikolai
Nedskriver:Rosing, U.
Mellem-person:Rosing, U.
Indsamler:Rink, H.
Titel:Tvende Fættere / fætre
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 56v - 57v, nr. 318
Lokalisering:Illutuaarsuk: Sydøstgrønland
Note:

Ultrakort dansk referat i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II nr. 121, s. 134.
Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 142, s. 468 - 469: Another Tale from East Greenland.

Renskrift tillempet nudansk stavemåde af Rosings nedskrift på ældre dansk (En
nedskrift på grønlandsk findes ikke):

Tvende fætre holdt af hinanden og levede sammen. En dag finder den ene på at sige til den anden: "Lad se hvem der af os to først tager sig en kone." Fætteren tav, men ikke desto mindre fik han just en kone først. Dernæst gentog den anden: "Hvem får den første søn." Denne fætter fik først een. Da de begge havde fået en søn kom atter spørgeren med dette: "Hvis søn mon der vil fange først." Fætteren tav hertil. En dag stod dennes kone udenfor huset og syslede. Hun havde taget sin søn (op) af amaaten og lagt ham på jorden. Denne rejste sig og gik henimod en flok spurve, der sad i nærheden. Moderen fortalte sin glæde til manden herover, og sagde denne: "Ja, i morgen skal du lade ham selv skøtte sig", og virkelig fik drengen nogle af småfuglene. Som han voksede op fik dregen en kajak og faderen fulgte med ham. Engang kom de til en stime sælhunde, de kom tæt til dem, men så dykker de under. Næste dag fik sønnen en rem og en lille blære og drog nu på fangst; "lænds nu", råbte faderen til sønnen, der så også fik en sælhund. Senere kom faderen atter til ham, efter selv at have været et andet sted henne, og så nu til sin forundring at sønnen på sin rem havde så mange netsider som der vel kunne være. Nu blev den anden fætter med famlie misundelig, hvorfor den dygtige søns fader forlod stedet med sine (sin familie) hen til et andet sted, som de så beboede. Den anden fætters søn, som endnu ikke havde fået sig en spurv og langt mindre kunnet fange, skaffede sig en hund tilveje og denne var meget bidsk. Ejeren af den, nemlig drengen, lod al føde som den skulle have, ligge på benene af et menneske-skelet. Undertiden når der kom besøgende til stedet, bed hunden dem og åd dem op.
    Engang ville sønnen med fætteren besøge familien, som ejede denne stygge hund. De vidste besked om dyrets griskhed, hvorfor de med forsigtighed nærmede sig fjæren. Sønnen rejste sig først af kajakken, men hunden blev liggende rolig på hustaget. Da steg han ud (og) gik foran, men trådte faderen senere foran sønnen; de var ikke langt fra huset førend hunden rejste sig, gik tudende hen imod dem, men blev sparket ihjel af den unge, der uformærket kom bag om den, just som den var ved at bide faderen. Sønnen tog til slut hunden og smed den hen på møddingen ud for huset efter først at have flænset eller flænget hunden i to dele med sine hænder. Inde i huset blev der lyttet om hunden bed, men trådte så de besøgende ind. Sidenefter opdagede ejeren at hunden, til hans store bedrøvelse lå død på møddingen. Vore besøgende, fader og søn, rejste da væk og kom ikke mere til famlilien, da de ikke var velkomne.

Var.; Ulorpanna; Ipiutaarsuk.

Hist.: En usædvanlig slutning på denne fortælling der i taditionelt regi som regel lader konkurrencen fortsætte med hvem der først blir angakkoq / åndemaner af de to drenge, for til slut at lade den beskedne mands søn vinde over den pralendes i en konkurrence på åndemaneri.
Det er karakteristisk for næsten alle de af U. Rosing nedskrevne fortællinger, at de undgår alt "hedensk" eller bekæmper det på frejdigste vis. Fortælleren, Nikolai / Nikolaj har indtil nu ikke kunnet identificeres.

Tømrerens tre døtre

Print
Dokument id:532
Registreringsår:?
Publikationsår:1976
Arkiv navn:
Fortæller:Filemonsen, Cecilie
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Tømrerens tre døtre
Publikationstitel:De store konger. Ni grønlandske eventyr. Holstebro 1976
Tidsskrift:
Omfang:side 9 - 14
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Oversat af Jens Rosing.

Resumé:

Tre søstre leger ved stranden, hvor de for sjov tager sig hver en mand i fantasien: kongen, hans mundskænk og hans bager. Kongen kalder dem til slottet, hvor legen blir virkelighed. Kongens lille kone føder en søn med en søster som fødselshjælperske. Denne skærer lillefingeren af den nyfødte, smører moderen om munden med blodet og fortæller kongen, at moderen har ædt sit barn om natten. Kongen tar sig ikke synderlig af det og moderen lader sig med tiden berolige. Drengen sættes ud i elven i en flettet kurv, der findes af en barnløst fyrstepar. De tar drengen til sig. På samme vis går det med de to næste børn, en søn og sidst, en datter. Men nu har kongen fået nok. Han beorderer sin kone klædt nøgen og hængt op i et træ, hvor alle kan spytte og snotte på hende. Hun holdes så i live på lidt dagligt vand og brød.

       

Hos fyrsteparret vokser børnene til. De hører om tre forunderlige ting: Et vand der glinser som kobber, en talende fugl, og et træ der synger salmer. Den ældste drager ud i verden for at se disse mirakuløse sager og får undervejs af en gammel kone i et ensomt hus visse råd om vejen, der er farlig og fører igennem en slagmark med ryttere, stenstøtter, folk der bander (og viser det sig senere, folk der vasker tøj lige til verdens ende). Truer de ham skal han lade som ingenting. Han når dem, hæver blot en arm til forsvar og forvandles til sten. Den næste søn går det på samme vis, hvorimod datteren, da hun partout vil af sted - og i mandstøj, klarer det. Undervejs til den gamle kone falder hun over en kæmpestor strandvasker, der er ved at forsvinde ned i sandet. Hun får ham hevet op, slæbt ind på land og begravet. Det er den gamle kones søn, viser det sig (kendemærket er et modermærke på halsen). Pigen får samme besked som brødrene, men i tilgift at hun skal tage noget af det kobberglinsende vand, den talende fugl (selv om den gør vrøvl) og dét syngende blad der har det den højeste diskant (endelig ikke en basstemme). Hun slipper igennem krigsmylderet, får fat i sagerne, genopliver alle stenstøtter på tilbagevejen, hvor brødrene så kan følge hende, og hjemme plantes grenen med bladet i jorden og vandes med det skinnende vand.

       

Kongen, der hører om de forunderlige sager, kommer så på besøg og får efter den talende fugls råd serveret en tynd suaasat med tre ædelstene i bunden. Han besværer sig over suppens ringe styrke, fisker en for en stenene op og gir udtryk for sin undren ved den sidste. De er ikke nær så forunderlige som hans egne tre børn, siger den talende fugl. Da forstår kongen at hans stakkels kones søstre er de skyldige. Han vil kun have et af børnene med hjem, for det er ikke ham der har opfostret dem. Hjemme tages hans stakkels kone ned af træet, hun må vaskes i adskillige hold vand for snottet der klæber til hende, og hun overlever ikke ret længe. I sin store sorg beordrer kongen at hendes søstre skal rulles i tønder med indvendige spigre, og man ruller dem op og ned af fjeldet lige til der kun er raslende knogler tilbage.

 

 

Hist.: Denne samling af danske folkeeventyr i grønlandsk genfortælling er fortalt af Cisi, der også fortalte fra den grønlandske overlevering. Ifølge Jens Rosings forord har hun hørt dem af sin mor og mormor og de stammer tilbage fra 1800-tallets midte, da alskens illustrerede udenlandske fortællinger og bibelhistorier blev publiceret i småbøger og i "avisen" Atuagagdliutit på Rinks trykkeri i Godthåb / Nuuk. Cisis fortællinger er taget med her for at vise hvor forskellige de er fra de egentlig grønlandske - trods tilpasningen til genkendelig grønlandsk kultur.

 

Bemærk den traditionelle grønlandske ramme: de tre piger der leger far mor og børn og udvælger sig hver sin mand i legen. I de grønlandske varianter er det en hval, en ørn (eller anden stor rovfugl) og undertiden en død mand. Også slutningen med de raslende knogler alluderer til samme fortælling, hvor hvalen, der forfølger sin flygtende kone ender som et skelet på stranden. Ellers er der tydelige bibelske allusioner til fortællingen om Moses (i sivkurven på Nilen), det Røde (kobberglinsende) Hav, hér alias "livets vand", og til Lots hustru der forstener. Træet hvis blade synger salmer som et helt kor er måske livets træ (planteblade og bogblade (fra salmebogen) hedder dog ikke det samme på grønlandsk), mens den talende fugl optræder i en anden europæisk fortælling, der øjensynligt har vundet indpas i fortælletraditionen: Søg på: alk tale; snespurv tale.

uden titel

Print
Dokument id:1988
Registreringsår:1935
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Tittortsajiik (Tiduzia)
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:uden titel
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 287
Lokalisering:Kulusuk: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

Cijeniadi / Sianiali, en dygtig jæger ved Kulusuk, blev udsat for hekseri af den gamle Kunudat (?), hvis søn, Napartuku / Nappartuku var en sløj fanger. Kun. ville skaffe sin søn Cij.s fangst og anbragte en lort i Cij.'s sæk med tørret sælblod. Da det blev opdaget mumlede Cij. en formular, serrat, både i rummet og i husgangen, der ville forbande den næste sæl man slæbte ind. Det blev en hengemt frossen sæl, og Kun. blev da også både syg og døde kort efter måltidet.

 

Hist. Historisk forklaring på et dødsfald. Der kan have været tale om et regulært forsøg på hekseri, og ikke kun en beskyldning.

Nappartuku er muligvis sønnesønnen af Nappartuku, der døde sindssyg. N.s far hed da ifølge Jens Rosing 1993: Qutsuluk

Uden titel / Møder med åndemennesker

Print
Dokument id:99
Registreringsår:1856
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, III, 4'
Fortæller:(?)
Nedskriver:Dorph, E.
Mellem-person:Rosing, Ulrich
Indsamler:Rink, H.
Titel:Uden titel / Møder med åndemennesker
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:ss. 293h - 295v
Lokalisering:Pamialluk: Nanortalik
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

(Møder med åndemennesker).

 

Itillinnguaq-boerne boede sammen i ét hus, og i et andet hus boede to søskende. De boede der gerne hele vinteren, og når foråret kom, blev de to alene tilbage på bopladsen.

 

Et forår rejste så deres bopladsfæller ud til øerne ved kysten. Det samme gjorde folk fra Alluitsoq / Lichtenau og Alluitsup Paa / Sydprøven, mens andre tog ind i fjorden på ammassætfangst. De to søskende blev alene tilbage på bopladsen fordi der ikke var plads til dem i nogen af konebådene. Da alle var rejst, gik de sydpå over Itillinnguaq til Atigiligaatsooq, idet de lod de ting de ikke ville få brug for ligge hjemme. De tog kun det nødvendigste med. Dér boede de så alene uden andre mennesker i hele den nærmeste omegn og de samlede alt det vinterforråd de kunne. Lillesøsteren fiskede fra stranden, og broderen var på fangst hver dag, men han fangede ikke en eneste sæl. Sommetider kom han hjem til deres lille telt før søsteren. Andre gange var søsteren kommet hjem før ham. Han blev ved med at tage ud få fangst, for han ville ikke fiske ulke, når søsteren jo fiskede fra stranden, og fordi han regnede en sæl for vigtigere, selv om han altså endnu ikke havde fanget en eneste.

 

En dag kom han som sædvanlig ud til sit fangstområde. Han vendte kajakken til den side, hvor der var skygge og ville stoppe op. Men pludselig drejede kajakspidsen med en voldsom bevægelse om mod land. Han prøvede at vende for at få solen i ryggen. Da det endelig lykkedes, drejede kajakken igen om mod land med et gevaldigt ryk. Han gjorde flere forsøg men uden held. Til sidst blev han træt og lod sig drive ind mod land med åren blot som styrepind. Kajakken styrede mod land lige vest for deres teltplads. Han kunne ikke gøre andet end at kigge sig omkring, og ret fremme fik han øje på en kvinde, som sad på stranden. Kajakken styrede direkte imod hende. Han tænkte umiddelbart på sin søster, der jo havde travlt med at fiske fra stranden. Måske havde hun brækket et ben og var blevet siddende på stranden. Kajakken gled ganske af sig selv ind mod hende, og med eet standsede den også ganske af sig selv. Det var ikke hans søster. Han kendte ikke den kvinde. Han lagde mærke til at hendes sælskindsanorak var så snavset, at hårene var klistret sammen, hendes øjenvipper var klistret bagover, hendes sølle hårtjavser klistrede til panden af snavs, hårene på hendes skindbukser var også klistret sammen, men hendes kamikker af hvidt skind og kanterne foroven var skinnende hvide, som om de aldrig havde været brugt. Hun sad og svingede med benene uden at se til hans side. Han kiggede på hende og ventede at hun skulle sige noget. Men det gjorde hun ikke. Endelig sagde hun dog noget uden at se på ham: "Hvorfor tager du altid ud på fangst dit lille skvat af et menneske. Hold dog op med det, du fanger jo ikke noget. Kan du se forspidsen på din kajak? Den mangler betræk!" (pooq) Han kiggede på kajakspidsen og så, at der var betræk på den. Han ville så godt kigge lidt nærmere på hende, men pludselig så han noget rødt, og kvinden forsvandt. Straks hun var væk opdagede han, at solen allerede var ved at forsvinde, og skønt han jo skulle have været på fangst måtte han tage hjem, for nu var det blevet aften.

 

Mens de stadig boede alene, vendte de der var på ammassaætfangst tilbage inde fra fjorden. Så kom de til at bo sammen med andre og var ikke længere ensomme. Da der nu var kommet flere på stedet, ville søsteren over til vinterbopladsen og hente sin gryde. I Itillinnguaq gik hun ind i huset, tog gryden og begav sig tilbage med gryden i favnen. Hun fulgte den vanlige sti og kom til en dynge rullesten på en lille slette. Så hørte hun nogle hundhvalpe gø. Hun kiggede rundt og så en kvinde bag en lampe lige foran sig på jorden. Hun kogte mad i en gryde i luften. Hendes mand lå på jorden ved siden af, og to drengebørn legede med at skræve frem og tilbage over ham. Lige foran dem var der nogle hundehvalpe. Hun kiggede på kvinden der kogte mad og på hullerne i den øverste kant af lampegryden, men den var ikke fastgjort i hullerne. Kvinden kogte mad i den bare luft. Hun kiggede så efter noget fra hullerne og opefter, men der var heller ikke noget at se. Hun kiggede på dem. De sagde ikke noget, og hun sagde ikke noget. Så tænkte hun: "Mon ikke det er dem som i vinter var på vej ind til os? Det var altså kun en tanke, for hun sagde det ikke højt. Men kvinden der kogte mad sagde pludselig: "Hee, vi plejede ikke at lægge vejen omkring jer. Mon ikke det snarere var Tunusuk? Tunusuks kone forsvandt i vinter; han ledte også efter hende på land for at se om hun var dér. Han har sikkert været på vej ind til jer. Tunusuk mistede sin kone i vinter, og han sørgede i den grad, at det hele gik fuldstændig i opløsning for ham; og han fik tilmed fnatsår." Og så gik det som altid: Luften fik stemme. Hun havde lyttet til hendes ord, og så snart kvinden tav, lød der en stemme, og de forsvandt i et nu for øjenene af hende.

 

Da gik det med et op for hende at hun stadig stod med gryden i favnen og at solen var ved at gå ned. Dengang hun traf på dem var solen kun lige stået op.

 

Hjemme i lejren afventede de, at søsteren skulle komme tilbage med sin gryde; men nu var dagen ved at være omme, og de blev bekymrede og råbte på hende. Det var nemlig gået sådan til, at hun hele dagen havde stået og kigget på disse mennesker med gryden i favn uden at sanse hvor længe. Gad vidst om hun havde været på besøg hos agdliarmiut / alliarmiut.

 

Kommentar: alliarmiut ("underlagsboere") er muligvis dem Rink kalder alliarutsit, dvs. de nederste innersuit, der kan skildres som aggressive i nogle fortællinger. Snarere er det nok himmelboere, døde fra himlen, som østgrønlænderne mente kunne vende tilbage til jorden og drive fangst om sommeren. Deres gryderemme var fastgjort i himlen, mente man (J. Rosing 1963: Sagn og Saga fra Angmagssalik; Victor 1989-93, I).

Den beskidte åndekvinde, som broderen trækkes ind til land af, giver mindelser om Havkvinden, Havets mor, der ikke kan slippe fangstdyrene ud når hendes hår er klistret ind i snavs.  Hentydningen til kajakspidsen er vital, idet den er symbol for såvel penis som fangstevne. Den beskidte kvindes rene, hvide, ubrugte kamikker hentyder ligeledes til noget seksuelt. Måske skyldes drengens manglende fangstheld at han ganske enkelt er "jomfru".

 

Oversat af Chr. Berthelsen.

Uersaq / Uverssaq

Print
Dokument id:1286
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Uersaq / Uverssaq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 422 - 427, nr. 51
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 184 - 188.

 

Resumé: Efter sin mands Imaakkas død (se.ss. 397 - 400, "Imaakka

dør"), bliver Kaakaq helt blind og derfor venligere mod sin hadede

svigerdatter, hvis hjælp hun bliver afhængig af. Sønnen Kukkujooq

ændrer sig ikke synderligt. Missionen er endnu ikke noget for ham, han

tænker oftere og oftere på at hævne mordet på sin far, og

hjælpeånderne plager ham om at stå offentligt frem som færdig angakkoq / åndemaner. Dermed ville han kunne

gøre sig frygtet og lettere fuldbyrde hævnen. Han øver sig fra tid til

anden på at holde seance i en gammel husruin, hvor han en dag bliver

mødt af hermafrodit-ånden, den tvekønnede Uersaq, der blir hans hjælpeånd og truende opfordrer ham til at holde sin første seance. Han besvimer og vågner

nøgen, fordi U. har haft samleje med ham. Da K. stadig ikke vil afsløre

sig som åndemaner, møder han hende en aften den følgende vinter ude i

husgangen og kommer ligbleg ind. Alligevel holder han ingen seance.

 

Hist.: Tid. 1910'erne. Piisui / Kukkujooqs persondata, søg på:

Sandgreen 1987: s. 263 - 264: "Drengen Piisui". Det er næppe sandt, at

K. aldrig holdt seancer. Han har blot ikke villet indrømme det over

for præsten, Otto Sandgreen. Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Åndemanerens

afbalancering...".

 

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Kommentar: Den dobbeltkønnede skrækindjagende Uersaq var som naturfænomen en ånd, der - som her - kunne initiere angakkoq-lærlingen til at stå offentlig frem som åndemaner. Det kan også være benævnelsen på en tupilak, og på en hjælpeånd der beskytter åndemaneren mod anslag af en tupilak. Søg på: uersaq / Uersaq.

Umîvik / Umiivik

Print
Dokument id:1308
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:Rosing, Peter ?
Indsamler:Rosing, Otto ?
Titel:Umîvik / Umiivik
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 118 - 119
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 27 - 28; angakkortalissuit, 1990: 153 - 154: "Nunakitsermiut (Kulusup eqqaani).

 

Resumé: (Formentlig Umiivik nord for Kulusuk, BS).

Her overvintrer i 1880 - 1881 følgende fangere med deres familier:

Kilimii, Narsinngattak, Iisimmardik, Qutsuluk, Anginnuutaan,

Ningaavan.

Man fanger næsten intet, stjæler fra hinanden, overlever hovedsagelig

ved tyverier fra andre bopladser og til slut ved hajfangst i en våge,

som det tar en hel dag at hugge ud. Alle overlever, men om sommeren

dør tyven, Ilipaaq, som ønsket af Peqitissaq, idet Ilipaaq harpunerer

en aggressiv klapmyds, der trækker ham i dybet.

 

Hist.: Historisk fortælling om sultevinteren 1880 - 1881. Denne datering stemmer dog ikke overens med andre. Se kommentaren til: Ajaattoq Victor.

Umîviks befolkning

Print
Dokument id:872
Registreringsår:1921
Publikationsår:1960
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Rosing, Peter
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Jens
Titel:Umîviks befolkning
Publikationstitel:Rosing, Jens: Îsímardik / Iisimmardik / Ilisimmarteq, den store drabsmand. Det grønlandske Selskabs skrifter, XX, 1960
Tidsskrift:
Omfang:side 23 - 37
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Grønlandsk udgave: Otto Rosing: Angákortaligssuit, I, 1957: 9 - 22;

Angakkortalissuit, 1990: 15 - 27, "Umiiviup inui".

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

 

Resumé:

Umiiviks befolkning

Kaattuarnaaq og hans kone Nakatsilik har levet sammen hele livet med mange skænderier, og  fået fem døtre: Naanngisaq, Simigaq Makkak, Tappinngaajik og Sileqaavat, hvoraf Simigaq er den hidsigste og temmelig ondskabsfuld. Deres sønner er  Narsinngattak, Snimuinnaq og -  Iisimmardik, der betyder den galsindede, et øgenavn han fik efter sit første mord.

Simigaq bliver sent gift, men som førstegangs højgravid får hun en sommer, hvor hele familien er samlet til klapmydsfangst på øen Seerarteeq, sine søstre med på at besøge den rare, gamle Ingippik, der lever enligt med sin mand, lokke hende med til fjelds, og, skønt Ingippik netop i glæde over natursynet har sunget en smuk sang, overfalde hende. Søstrene river alle klæder af hende og tæver løs på hende. Da de forlader hende og hun chokeret kommer tilbage og fortæller sin mand om ugerningen, trøster han hende med at skammen nok vil ramme Simigaq. Og det sker. Hun får svært ved at nedkomme, hvorfor man for at fremme fødslen åbner bagsiden af teltet og derved tillader alle at glo nysgerrigt på  den fødendes blottede kønsdele.

Tappinngaajik, den fredeligste af søstrene, får en sommer franarret sin mand, den dygtige Qunii, af Simigaq, der under et besøg overtaler ham til at gifte sig med sin datter. Sammen med sin ny unge kone henter han endog alt sit og den fhv. kones forråd, hvorefter hun med sine to små børn bliver overladt til bopladsfællers nåde. Det er Maratsi, som senere tager hende til tredjekone, men endnu senere igen skiller sig ved hende.

Tappinngaajik pønser på at tage hævn over Qunii ved hekseri, og da hun tidligt om foråret hører at han er død af et voldsomt maveonde, synger hun vildt hele aftenen. Og om sommeren, hvor der bliver kaldt til trommedans og sangfest i Simigaqs telt, får Tap. efter en del opfordringer mod til at træde frem og synge sin "krænkevise". Sangen kredser om Qunii's grove svig over for såvel hende som sine børn. Derefter håner hun Simigaq og den sørgende unge enke, der sammen græder på briksen, mens alle andre larmende bifalder sangen.

 

Om Narsinngattak, den ældste af brødrene, fortælles det, at han var en dygtig fanger, en mådelig åndemaner / angakkoq, tyvagtig når det gjaldt madvarer under hungerperioder, hvorfor han gik under øgenavnet Anngeeru (tyven). Han var ellers vestillet, men sygeligt misundelig og hidsig, og om det fortælles tre begivenheder. Den ene er et væbnet skænderi med morbroderen om den bedste brikseplads en vinter, hvor de skulle dele hus. Der skete dog intet videre, fordi morbroderen gav sig. Den anden er en direkte opfordring til sønnen om at træne kræfterne så han kunne blive en trussel for sine medmennesker. Og den tredje begivenhed strakte sig over en del år, idet Nars. udfordrede hele distriktets bedste fanger Peqitissaq til sangkamp - af lutter misundelse, men måtte nøjes med en stedfortræder, fordi Peqitissaq aldrig indlod sig i sangkampe. En af stedfortræderens viser er bevaret og citeres, men ingen af Narsinngattaks. Men folk fandt hans udfordring naragtig.

 

Sanimuinnaq var kendt som hjælpsom og en dårligere fanger end åndemaner (han gennemførte den eneste seance, som europæere (Gustav Holm; Johannes Hansen (Hansêraq)) har i iagttaget og beskrevet i alle detaljer i Grønland). Var ikke så hidsig som Narsing.,  men det var ikke klogt at fornærme ham. Han hjalp Maratsi med at dræbe Maratsi's stedfar, Quarrajeeq, fordi Maratsi's mor var overbevist om, at Q. pønsede på at dræbe Maratsi.

 

S. er den der tager initiativet til at komme afsted ud i kajak, den dag den rette lejlighed byder sig, og

Maratsi taber endog modet, da det gælder. Det bliver så Saniumuinnaq, der må give Qu. dødsstødet. Med en hånlig bemærkning overlader han parteringen af liget til M., og begge to overholder visse sørgeskikke i tre dage: afmonterer ikke deres harpunspidser og beholder anoraqhætten trukket over hovdet. Folk frygter at de har myrdet den tredje bopladsfælle, der har været alene på fangst, men han dukker sernere op med en stor klapmyds, der har forsinket hans hjemkomst.

 

Da Maratsi ved en senere lejlighed lader sin hidsighed gå ud over en sølle forældreløs dreng, der sammen med Maratsi's søn har været nær ved at drukne, får han læst og påskrevet af Sanimuinnaq, der håner ham for hans ringe mod. Han skal ikke bilde sig ind at kunne være grusom mod andre, og nu er det slut med venskabet mellem de to.

 

Også ved en senere lejlighed, da Maratsi går amok på sommerpladsen, får Sanimuinnaq hånet ham tilstrækkeligt til at luften går af ballonen.

 

Også af Aataaq fra Sermilik-fjorden hånes han i en bevaret smædevise, for sit drab, som han end ikke havde mod og styrke til at udføre selv.

 

Hist. periode: 1880 - 1892

Jens Rosing har genfortalt flere af disse beretninger i Hvis vi vågner til havblik, Borgen, (om Nappartuko-familien - se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9) 1993: Simigaq: ss. 46-47, Tapinngaajik: ss. 69-72, Sanimuinnaq og Maratsis drab på Quarrajeeq: ss. 67-68. Sidstnævnte også ID 1693 og 1694.

Umîviks befolkning

Print
Dokument id:2017
Registreringsår:1921
Publikationsår:1960
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Rosing, Peter
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Jens
Titel:Umîviks befolkning
Publikationstitel:Rosing, Jens: Îsímardik / Iisimmardik / Ilisimmarteq, den store drabsmand. Det grønlandske Selskabs skrifter, XX, 1960
Tidsskrift:
Omfang:side 74 - 79 + 83 - 86
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Grønlandsk udgave: Otto Rosing: Angákortaligssuit, I, 1957: 56 - 61 + 63 - 65;

Angakkortalissuit, 1990: 58 - 62 + 64 - 66, "Umiiviup inui".

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

 

Resumé:

 

Nikki og tupilakbjørnen.

Nikki er en gevaldig bjørnejæger, der altid bor ved Akerninajik / Akernernajik (?) (Akinnaaq ifølge Victor) nær Kulusuk. Han er også berygtet som en heksekyndig der er slem til at rane andres bjørne. Engang har han været med til at dræbe Maamaanngerseqs lillebror, Qimmiardik, også pga en isbjørn han ville have. Maam. bor en vinter på en naboplads til Akerninajik sammen med sin nevø, der er opkaldt efter den dræbte lillebror. Nevøen, Nikki og andre fangere har sammen dræbt en bjørn, som Nikki slås med Qimmiardik om at få retten til. Maam. der nu er gammel kommer senere til og er nær ved at skide i bukserne af skræk, da han ser de to tørne sammen (en slags optakt til en gentagelse af mordet på lillebroderen af samme navn som nevøen). Men det lykkes den gamle at narre Nikki, idet han med hurtige snit parterer bjørnen og giver den påståede ejermand, Nikki, hovedet, halsen og indvoldene. De andre får alt kødet og fryder sig.

Maam.s kone blir bange, da hun hører om hovedet, som Nikki har fået: Det vil han bestemt lave en tupilak af. Ikke en, der vil skade dem, siger Maam., for bjørnens stive øjne stirrede ikke på ham.

 

Nikki laver ganske rigtigt en tupilak af hovedet, af tænder af en af Maam.s hunde, som Nikki dræber, og af den dræbte Qimmiardiks ene øje, som Nikki har tørret og gemt. Han opliver tupilakken og sender den mod Maam. med familie. Derefter får Nikki et ovenud held til at nedlægge bjørne, der villigt lader sig fange, og snart har han alle de kranier der skal til for at fylde en stang. Den bruger han hvert år som mål på det antal bjørne han helst ville nedlægge. Dette er første gang han får den fyldt til enden (et varsel om hans snarlige død, BS).

 

Så begynder nogen / noget at spise fra den bageste ende af Nikkis forråd af ammassætter i forrådsskuret. Det opfatter Nikki som et tegn på, at tupilakken har vendt sig mod ham selv. Hans kone ber ham gå til bekendelse, men han vil ikke.

Da forrådet af ammassætter er fortæret, dukker en enorm bjørn op nede på isen. Nikki's husfælle vil prøve at nedlægge den, men bjørnen går til angreb, og kun fordi husfællen er en formidabel løber når han i ét spring op over isfoden i tide. Nikki forsøger sig så med bjørnen, trods fællens advarsler. Og Nikki undslipper ikke. Bjørnen får tag i ham, flår tøjet af ham og flænser bid for bid af ham. Fællen fortæller hans kone om slagets gang, men hun mener at det har Nikki selv været ude om, fordi han ikke ville bekende sit tupilakmageri. Da bjørnen får knast rygraden på Nikki, dør han endelig. Derefter ligger bjørnen derude og brøler forskrækkeligt, men husfællen iagttager så hvorledes det ene lille fangstdyr efter det andet forlader bjørnens krop, og den ender med at svinde ind til ingenting.

 

I flere år er der absolut ingen der tør opkalde en nyfødt efter Nikki, men så gør Umerderqortooq og hans kone det med deres søn. Det er dog nær ved at gå galt på et tidspunkt, hvor man er inviteret til sangfest og Um. ikke er kommet hjem fra fangst endnu, da de tilrejsende kommer forbi og vil ha' hans kone og søn med. Um. har ellers aftalt med konen, at hun bare skal slutte sig til, men hun beslutter at vente til han kommer, og blir, netop som hun skal tilbage ind i huset, slået af skræk. Det gør Um. også, da han når hjem, og om natten får de besøg af Nikki som spøgelse, der er ved at skræmme livet af dem. Um. angriber spøgelsen med sin lanse, som hans bedstemor har tryllet over, og skælder spøgelset ud: Her har man opkaldt en søn efter ham, og så skaber han sig sådan! Spøgelset fortrækker, og den lille Nikki, som man ikke har kunnet vække, vågner op, og Um. spørge den lille Nikki om hvad der dog gik af ham.

Forklaringen er den, viser det sig, at den gamle Nikki var henrykt for sangfester og var blevet dybt fornærmet over, at han i sin navnefælles skikkelse, ikke var kommet med de rejsende til festen.

 

Var.: L'ours-tupilek / Bjørne-tupilak.

 

Hist.: Historisk. Det er hændt flere gange at bjørnejægere er bukket under, og man har gerne villet finde forklaringen i "tilbageslag" fra en tupilakbjørn (BS).

 

Kommentar: De forskellige dyr der forlader bjørnens lig viser, at det var en tupilak. En sådan laves bl.a. af knogler fra forskellige dyr.

Une autre histoire d'ours-tupilek / En anden historie om en bjørne-tupilak

Print
Dokument id:1926
Registreringsår:1936
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Kara
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Une autre histoire d'ours-tupilek / En anden historie om en bjørne-tupilak
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 84 - 88
Lokalisering:Kangerlussuatsiaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

I Qertewetsiak (Qêrtartivatsiaq ?, på Geodætisk Instituts målebordskort, Qeqertarsuatsiaq ifølge Jens Rosing, se Var. ndf.), (en ø over for Ammassalik - øen, ud for vestkysten af Sermiliks munding) er mange mennesker forsamlede i fælleshuset en aften med alle lamper tændt. Den endnu lille pige, Kulpora, ser, at hendes onkel bevæger sine ben og arme voldsomt og på et spørgsmål om han har ondt i knoglerne, siger, at det har han. Det betyder at en tupilakbjørn han har lavet har vendt sig imod hamselv.

Den ankommer så en aften, opdager en pige, der er sendt ned til vandet efter is og flygter op. Den snuser ved tarmskindsruden, og da den fjerner sig igen går Kulporas onkel og husets anden mand ud for at dræbe den. Men den er så kæmpestor at de vender om og flygter. Isbjørnen kommer efter dem, får flået pandehuden af den ene mand. Han flygter tilbage i huset, hvor han snart dør af blodtab. Bjørnen smækker dernæst kæberne om Kulporas onkel, bærer ham ud på isen, flår tøjet af ham med tænderne, lægger sig ved siden af den nøgne mand og æder ham op.

       Inde i huset gentager hans søster, der bare syr og syr: "Det gør ikke noget, det betyder ikke noget." Hun ved at hendes brors knoglesmerter betyder, at har fået sin egen tupilak på halsen.

       Da der nu kun er kvinder og børn tilbage i huset blir en af de større drenge sendt efter hjælp tværs over den islagte fjord til Sarpak / Sarpaq, hvor Umerinek / Umeerinneq bor og har en bøsse. Drengen løber hele vejen, fortæller i Sarpaq om ulykken men ber mændene vente med at nærme sig bjørnen før han har fået mænd fra andre bopladser med også. Det får han så fra de sydligere Ukivaj (?) og Ikkatteq. Alle drager i samlet trop over fjorden, Umeerinneq med sin bøsse, og en anden mand med to hunde. Da de angriber bjørnen, der ligger og fordøjer på maven, flygter den af skræk, men da den så blir såret af Umeerinneqs bøsse, vender den sig mod mændene, der flygter op på et isfjeld. En vis Qidingudu (Rotolupiks bedstefar) (Qileruluk ifølge Jens Rosing, se Var.: ndf.) får dog ikke ordentlig svunget sig op og glider ned igen. Men bjørnen er skræmt af de forfølgende hunde og af dem, der har sorte pletter på den ene side (?), farer lige forbi Qidingudu og blir endelig såret dødeligt i ryggen af Umeerinneqs næste skud.

       Bjørnen blir parteret anderledes end normalt, fordi det er en tupilakbjørn. Bedstemor til pigen, der så den først, får skindet, mens pigen selv får brystet, og jægerne underkroppen.

       Hvis tupilakmageren, den skyldige, ikke var gået ud til bjørnen, var den trængt ind til dem allesammen gennem vinduet (formentlig derfor søger søsteren at berolige alle med, at det ikke gør noget, at han er gået ud til bjørnen, BS).

       Som afslutning fortæller Kara om en smuk trommesang som denne tupilakmager, Kulporas onkel havde. En del år senere, da man fik lyst til at synge den, lød der pludselig hylen og bjørnebrummen under gulvplankerne.

 

Var.: Rosing, Sagn og Saga fra Angmagssalik, 1963: "Âtâq, ham, som bjørnen åd" / Aataaq.

 

Hist.: Historisk fortælling fra slutningen af 1800-tallet.

Fortællinger om tilbageslag fra tupilakbjørne tjente gerne som forklaring på angreb fra store dyr. Se tupilak / tupilakbjørn.

Une séance de chamanisme / en åndemanerseance

Print
Dokument id:1983
Registreringsår:1936
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Kara
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Une séance de chamanisme / en åndemanerseance
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 250
Lokalisering:Kangerlussuatsiaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

Efter de sædvanlige forberedelser, men specielt med nye kamikker til op over knæet, blir Maratsi noget uvillig, midt om vinteren bundet til åndeflugt og børnene beskyttet mod sjæletab med spækpropper i ører og rumpe. Otte hjælpeånder følger ham, fire på hver side. Een blir hjemme og fortæller hvad der sker.

Maratsi med følge, der leder ham, trænger ned gennem jorden og fortsætter længe til fods gennem blødt sand, hvor han synker i til midt på læggene, frem til en rød sø af blodet af de døde. Han vader igennem til en klint han må uden om og derfra ned i en dal, hvor han træffer sine døde slægtninge og mange andre. Han udfrier nogle fra deres lidelser, bl.a. en fra vanter som sælluffer og en anden af fælt snærende armbånd. Det tar lang tid og gør hørligt forfærdelig ondt. Dagen gryr da Maratsi når tilbage til de søvnige tilhørere, der dog ikke har turdet sove af angst for så at dø. Maratsis egen beretning stemmer nøje overens med hjælpeåndens, og som endnu klarere bevis er hans nye lange kamikker helt slidt med hullede såler og vådt sand under dem, hér midt om vinteren!

 

Var.: Rosing 1963: 277 - 280

 

Hist.: Historisk breretning om en åndemanerseance fra slutningen af 1800-tallet. Lidelserne i underverdenen, som Maratsi frelser de døde fra, kan være et nyt fænomen, påvirket af kristne ideer.

Se Sonne 2000.

Ungmøen Kaakaaq / Kâkâq niviarsiaq

Print
Dokument id:1247
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Ungmøen Kaakaaq / Kâkâq niviarsiaq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 250 - 253, nr. 12
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 36 - 38.

 

Resumé: Den unge Kaakaaq bliver efterstræbt af en af stedets gifte

mænd, der dog hindres af sin kone i at gøre hende noget. Rasende

går K. mod indlandet, hvor hun møder en flot fregnet fyr, der tilbyder at være en der kommer til hende, dvs. blive hendes fremtidige hjælpeånd. Det er en

ånd, hvis herre er død og den er derfor meget uligevægtig. Den hedder

Aannilaat og er straks parat til at hævne det voldtægtsforsøg, som K.

netop har været udsat for. Men K. siger, at det ikke betyder noget og

afværger dermed Aannilaats hævn. K. bliver dybt forelsket i Aannilaat,

der ber hende møde ham igen to dage senere.

 

Hist.: Tid: Ca. 1880. Persondata søg på: J. Rosing 1963: s. 281 -

285: "Kâkâq".

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Úpiînguaq / Uppiinnguaq bortfører Naujas fætter

Print
Dokument id:1670
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Kukkujooq (Pîsue / Piisui / Qaajammat, Apulu)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Jens
Titel:Úpiînguaq / Uppiinnguaq bortfører Naujas fætter
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 208 - 209
Lokalisering:Tîleqilâq / Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé:  Under en seance i en sulteperiode fortæller Uppiinnguaq (den kære Ugle), der er Naajas hjælpeånd blandt de største indlandskæmper, om sine storslåede fangster af unge remmesæler.

N.s fætter afbryder Upp. med en misundelig bemærkning, hvorefter Upp., der blir fornærmet, vil rane fætteren, men forhindres i det af N. Herefter viser Upp. sig

ikke længere for N. En dag N. og fætteren er på krybefangst et stykke

fra hinanden, lykkes det Upp. at røve fætteren. Senere besøger N. med

sine hjælpeånder, Artiaq (en ældgammel dværg) og Nuukattiq, fætteren,

der ligger bundet hos Upp. og falder i dyb sorg, da N. fortæller at hans

(N.s) forældre nyligt er døde. Fætteren blir svigersøn hos U., men

drukner sig ved at kaste sig ned fra en klippe. Hans kone overværer

det, men holder årsagen til sin mands forsvinden hemmelig.

 

Var.: Sandgreen 1987: 175 - 179: "Uppiinguaq skaffer sig en

svigersøn"; og 187 - 190: "Den unge mand går til sine fædre".

 

Hist.: Naaja levede i første halvdel af 1800-tallet. Det er snarere

fætterens forældre, der er døde og begrunder hans selvmord. Sml.

varianten hos Sandgreen.

 

Kommentar: Bemærk at nogle ånderacer, her timersit / kæmper i indlandet, også har deres angakkut / åndemanere med hjælpeånder. Sådanne ånde-åndemanere var særlig attraktive med de flere evner som deres hjælpeånder besad, men  - som man ser - også farligere hvis ånde-angakkoq'en og åndemaneren blev uvenner.

Úpînguaqs / Uppiinnguaqs Ajúmâq / Ajummaaq sjæleraner Nauja / Naaja

Print
Dokument id:1671
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Kukkujooq (Pîsue / Piisui / Qaajammat, Apulu)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Jens
Titel:Úpînguaqs / Uppiinnguaqs Ajúmâq / Ajummaaq sjæleraner Nauja / Naaja
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 209 - 210
Lokalisering:Tîleqilâq / Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé: Naaja prøver en ny pels uden døre og lægger den vendt på

vrangen under den omvendte konebåd på stativet. På vej tilbage

strejfes han af den hjælpeånd, kæmpen

Ajumaaq, som er  hjælpeånd hos hans tidligere hjælpeånd Uppiinnguaq, og N. falder livløs om ved husgangen. Man får ham ind i huset,

tilkalder hans hjælpeånder, der alle forgæves søger at få liv i ham.

Til slut får hans hjælpeånd, Artiaq, lidt liv i ham og tar derefter på

hævntogt mod Upp.  A. finder Upp.s Ajumaaq, der flygter tilbage til

grotten med "hånden" (Artiaq's hånd) efter sig - og derinde kvæler hånden den. Hånden er nu så ophidset, at Artiaq må kæle længe for den, før den falder til

ro.   A. flyver hjem og fortæller det til N. (Fortsættes i: Ardiaq stævner úpiînnguaq / Uppiinnguaq)

 

Var.: Sandgreen 1987: 179 - 187: "Den drabelige krig". Uppiinnguaq.

 

Hist.: Naaja levede i første halvdel af 1800-tallet.

Uppiinnguaq skaffer sig en svigersøn / Ugpinguaq ningaugssarsissoq

Print
Dokument id:1199
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Uppiinnguaq skaffer sig en svigersøn / Ugpinguaq ningaugssarsissoq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 175 - 179, nr. 38
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 132 - 135, nr. 38.

 

Resumé: Upp. (den kære ugle) er Naajas hjælpeånd blandt de midterste

indlandskæmper. Da Upp.s datter er blevet giftemoden lykkes det ham at

røve en ung mand i Naajas husstand. Den unge mand gør forgæves

modstand, og for at hindre ham i at vende tilbage, skærer Upp.s datter

ham korthåret.

Han vænner sig eftrhånden til sin store kone, de boller lystigt men så

ofte og længe, at den unge mand til sidst får mere end nok. Nu længes

han atter hjem.

Upp. skammer sig så meget over sit røveri, at han trods mange

opfordringer fra Naajas andre hjælpeånder holder sig borte fra sin

herres seancer. N. selv forstår ikke årsagen og gransker heller ikke

årsagen til den unge mands forsvinden, fordi han ikke er en nær

slægtning. Dennes eneste slægtning, en fætter på en anden boplads,

drukner i kajak den følgende sommer. Upp. fortæller dette til sin

svigersøn i den tro, at så vil han aldrig flygte hjem igen.

 

Var.: J. Rosing 1963: 208 - 209; Uppiinnguaq.

 

Hist.: Første halvdel af 1800-tallet.

 

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Vand og Sand

Print
Dokument id:538
Registreringsår:?
Publikationsår:1976
Arkiv navn:
Fortæller:Filemonsen, Cecilie
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Vand og Sand
Publikationstitel:De store konger. Ni grønlandske eventyr. Holstebro 1976
Tidsskrift:
Omfang:side 52 - 55
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Oversættelse: Jens Rosing.

 

Resumé:

En konge elsker sin datter så højt, at han ikke vil gifte hende bort og anbringer hende derfor på en øde ø, dog med mange tjenerinder. Han besøger hende jævnligt, men da hun bliver gravid ved at henrykkes over en yndig bæk med drivende pletter af sand, holder hun svangerskabet hemmeligt for faderen. Ligeså børnene hun føder, to enæggede tvillinger, Sand og Vand. De vokser til og hun sender dem ud i verden i en båd. Første nat de slår lejr komer en ulv, en løve og en bjørn. De  ber om mad og bliver husdyr, der kommer med i båden. Det samme gentager sig næste dag, hvorefter de to brødre skilles for at fortsætte over land med hver sit hold "husdyr" og et løfte om at vende tilbage til to pile, som de stikker i et træ: hvis en dråbe blod dirrer fra en pil, er dens ejer i nød. Vand går mod vest, kommer til et land, hvor han gifter sig med kongens datter, da kongen dør. Han bliver da konge, og han får to børn, der en dag han har været længe væk med sine husdyr og blevet betaget af en smuk falk, advarer ham mod hekse inde bag bjergkammen. En sådan heks kommer han til næste dag, forført derhen af den smukke falk. Hun ber om en lok af hver af hans smukke husdyr, hvorefter hun forvandler dem og Vand til sten.

       

Sand, der er gået mod øst, er ikke blevet konge, og han kommer i tanke om pilene. Han når derhen, bliver klar over at broderen er i fare, går mod vest, kommer til Vands kongerige og familie, der tror han er Vand, og om natten lægger han et sværd mellem sin svigerinde og sig selv. Hun sover ikke hele natten af skræk. Sand går ind i landet, ser falken, modtages af heksen ber om en lok af hans husdyrs pelse, men byder sine husdyr sønderrive hende. De lystrer, og da han i huset finder en lille flaske et eller andet og drypper dråber på nogle stenstøtter uden for huset, bliver både broderen og hans husdyr levende igen.

Vand og Sand fortæller hinanden om alt der er sket siden de skiltes, men da Sand siger, at han lagde et sværd mellem sig og Vands kone om natten, tror Vand ham ikke og hugger af jalusi sit sværd i ham. Sands husdyr hindrer hans blodtab ved at proppe deres tunge i på skift, lige til Vand kommer tilbage næste dag, overbevist af sin kone om, at det med sværdet var rigtig nok. Sand kommer sig, folk jubler over at der nu er to Vand'er, da de kommer tilbage. Senere beslutter de at besøge deres mor, der ikke længere kan kende forskel på dem. Hun finder det fortræffeligt at Sand ikke er blevet konge, for det skal han være, når hans morfar dør. Denne får så endelig kendskab til dattersønnerne. Husdyrene, der ikke har fået lov at komme med på turen, river hinanden ihjel af gensidig misundelse.

Hist.: Denne samling af danske folkeeventyr i grønlandsk genfortælling er fortalt af Síse, der også fortalte fra den grønlandske overlevering. Ifølge Jens Rosings forord har hun hørt dem af sin mor og mormor og de stammer tilbage fra 1800-tallets midte, da alskens illustrerede udenlandske fortællinger og bibelhistorier blev publiceret i småbøger og i "avisen" Atuagagdliutit på Rinks trykkeri i Godthåb / Nuuk. Sissis fortællinger er taget med her for at vise hvor forskellige de er fra de egentlig grønlandske - trods tilpasningen til genkendelig grønlandsk kultur.

       

Denne fortælling spiller på morsomste vis på: Kvinden der blev gift med en hund, oprindelsesmyten til europæere og indlandets hundemennesker, eqqillit.

Vengeance! Vengeance! / Hævn! hævn!

Print
Dokument id:1915
Registreringsår:1937
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Apulu (Abudu / Kajammat / Kâjangman / Kaajammat / Kukkujooq)
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Vengeance! Vengeance! / Hævn! hævn!
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 48 - 52
Lokalisering:Tiderida / Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

For mange år siden forsvinder den ene kajakmand efter den anden, sommer for sommer, inde i Sermilikfjorden. Tibidaj (Tippitaq) beslutter at rejse derind fra Ikkatteq, hvor han bor. Ved Iderta / Illertak / Ittertik længere inde i fjorden træffer han to meget venlige brødre, som han jager sammen med en tid, indtil den ene af brødrene hentyder til sønderlemmede lig, der er blevet spredt til lands og til vands. De to brødre griner og blinker til hinanden imens, og Tib., der forstår at de er morderne, undskylder sig med noget han har glemt nede i sin kajak, farer derned og flygter. Brødrene opdager ham først, da han er for langt ude. Tib. tar hjem, fortæller hvem morderne er, og alle beslutter at rejse på hævntogt. I Iderta er ingen hjemme. Man tar sydpå til Itsalik / Iitsalik nær Isertoq / Isortoq, hvor den ældste af brødrene er. Da han tar nordpå som styrmand i sin konebåd, følger alle efter både forfølgerne og de lokale. Nær Igasarteq / Ikaasatseq / Ikaasatsivaq (?) harpunerer Tib. ham mellem skulderbladene fra sin kajak. Den ramte springer i land, løber, men indhentes af en anden mand, der med et voldsomt slag slår ham ihjel.

       Bagefter fortæller man hele selskabet alt om de to brødre: den ældste var en hidsig, brutal og voldelig mand. Lillebror fredeligere, men bundet til storebror, og de to var altid sammen.

       En sommer nogle år senere kommer den yngste i umiaq / konebåd til sin brors morders sommerplads, hvor morderen sidder uden for teltet og snitter i noget hvalbarde og roligt ser hævneren nærme sig. Hævneren kræver ikke et menneske, dvs. drab for drab, men forlanger at få erstatning: først en hvalfangstharpun, dernæst dens lange rem med fem fangstblærer og til sidst en stor hanhund bundet til en sten. Han tar selv tingene en for en, broderens morder holder igen i den anden ende, men må hver gang give slip og bliver mere og mere bange. Noget lignende gentager sig næste år hos Tib., hvor den myrdedes bror drager af med både et flot isbjørneskind af en bjørn, som Tib. selv har skudt lige ved teltet, og Tib.s førerhund. Senere køber Tib. sig en formular / tryllesang / trylleformel, hvormed han forårsager hævnerens, den yngste brors, død. Man finder ham styrtet om, rullet ned til elven, hvor han ligger på maven med ansigtet i elven lige til ørerne.

 

Hist.: Indledningen er tydeligvis fra den traditionelle fortælling om de mange kajakmænd, der en for en forsvinder inde i en fjord (søg på: Qalulik / Kalulik; Kajakmændene der udeblev, Qalulaajik). Men selv om det er helt normalt at lokalisere gamle fortællinger til kendte egne, kunne der være historisk belæg for den specielle måde den yngste foretrækker at klare hævnen over broderen på. Mest interessant er i denne henseende omtalen og beskrivelsen af hvalfangstharpunen, idet den slags ikke har været i almindelig brug i Ammassalik efter midten af 1800-tallet, hvor hvalerne forsvandt (Rosing 1963: Sagn og Saga fra Angmagssalik, s. 99). Selve fortællingens form er helt i overensstemmelse med traditionen med markante gentagelser i al direkte tale.

 

Kommentar: Personnavnene og enkelte stednavne er ikke altid genkendelige i Victors stavemåde.

Vi deltager i bygning af et hus / Igdlulioqatauvugut

Print
Dokument id:1149
Registreringsår:1957
Publikationsår:1982
Arkiv navn:
Fortæller:Quppersimaan, Georg (Qúpersimân / Quppersimaan / Quppersimaa, Georg)
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Vi deltager i bygning af et hus / Igdlulioqatauvugut
Publikationstitel:Min eskimoiske fortid
Tidsskrift:
Omfang:s. 41 - 44
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Original: Taimane gûtimik nalussûgama, 1972: s. 43 - 46

 

Resumé:

Georg Qúpersimân / Georg Quppersimaan fortæller, at de efter at have overvintret i Íkàteq / Ikkatteq tog de sydover. G.Q. og hans mor var med Kúnaks / Kunnaks konebåd, og da de kom til Tovqutaq / Toqqutaq tog Kunnak G.Q.s mor til kone. Efter at have boet i et gammelt hus et stykke tid, byggede de et nyt, og senere da Sapangaqs og Nusugkalivats / Nusukkalivats familie ankom, udvidede de huset.

Husbyggeri var mest kvindearbejde. G.Q. fortæller, hvordan huset byggedes og hvad det bestod af. Georg nævner tillige et hus uden vinduer op ad en klippevæg, der er et kulthus, som de, der ville være de allerstørste angakokker benyttede. I den grønlandske tekst nævnes det, at det er dem der vil være angakkut puullit (ental, angakkoq puulik). Det er et hus, der er understøttet på særlig vis: ajangiaaliffik.

 

Kommentar: Saajooq fortalte i 1961 Jens Rosing (1963:180f) om et sådant kulthus, hvor man kunne sidde beskyttet og rådføre sig med toornaarsuk, der blev holdt ude af et par udstikkende 'horn', fordi den var for farlig at få indenfor.

 

Hist.: Selvbiografi, der er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbet, må man søge alle opslag på Quppersimaan.

Åndemaneren Aggu / Akku

Print
Dokument id:967
Registreringsår:1919
Publikationsår:1938
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Åndemaneren Aggu / Akku
Publikationstitel:Knud Rasmussen's Posthumous Notes on the Life and Doings of the East Greenlanders in Olden Times
Tidsskrift:Meddr Grønland 109(1)
Omfang:side 118 - 122
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Ed. by H. Ostermann.

 

Det har ikke været muligt at identificere fortællingen i håndskrifterne. Stammer muligvis fra Chr. Rosings indsamlinger.

 

Resumé:

Det fortælles om Aggu / Akku, at han som ganske lille fik besked af sin far om at rette sig efter sin bedstefars anvisninger på, hvordan han skulle udvikle sig til åndemaner / angakkoq. Det gør han så. En dag bestiger han et bjerg, får et slag på skulderen bagfra, mærker munden løbe fuld af blod og besvimer. Det er en dødning han på den måde har fået som sin første hjælpeånd.

            Hans næste hjælpeånd er en voksen dværg med skæg fra bjergene, hvis spejlbillede han får øje på ved siden af sit i en lille sø, hvor han leger med kajakker. De er lige store og dværgen fortæller ham, hvorledes han ikke skal frygte nogen af de ånder, der kommer til ham fordi han stråler af lys. Han skal altid bare røre ved dem. Denne dværg bliver en af hans nærmeste hjælpeånder.

            Derefter får Aggu en dag næseblod så kraftigt og så længe at han besvimer af blodtabet. Forældrene tror han er død og begraver ham i en gammel grav oven for huset, hvor de dagligt sidder og græder over ham den ganske dag. Aggu kommer delvis til sig selv uden for sin krop og betragter undrende hvordan hans anus udvider sig og trækker sig sammen. Han ser også en trappe med tre trin. Næste dag husker han noget hans far har sagt om, at sjælen vil tilbage i legemet når anus udvider sig, og at der vil være en sådan trappe som man først skal op ad. Med besvær og et hajee / håje, hajee, hajee (se kommentar ndf.), når han op på det første trin, dernæst nemt på de to næste, og da han atter er smuttet ind i sin krop, råber han til sine grædende forældre om at fjerne dækstenen. Lykkelige går de alle tre hjem sammen, og Aggu er nu sikret en stor fremtid som angakkoq efter sin død, begravelse og tilbagekomst.

            Når Aggu derefter tar ud i kajak fanger han altid en sæl og oplever altid noget ekstra. Han bliver ædt af søens troldbjørn (søens bjørn) tre gange (beskrives ikke her i nogen detaljer) som sig hør og bør, hvorefter det lykkes ham at få en innersuaq, som kommer til ham ude til havs i kajak, som hjælpeånd. Pamialaaq hedder den. Den ber Aggu om også at røre en kæmpefalk, der er Pam.s hjælpeånd og således også bliver Aggus. Ligeledes får han på en tur til Sermilik-fjorden (han hører selv hjemme i Sermiligaaq-fjorden) to innersuit, Unarnaq og dennes nevø, Unarmerajik, idet han skal berøre en tupilak som de to har fanget.

            Aggu søger hjælpeånder i mange år og får senere ry for sin særlige evne til at efterligne sine forskellige hjælpeånders stemmer.

 

Var.: Jens Rosing, 1963: Avko / Aggu / Akku, der tilføjer andre fortællinger om ham. Om hans besøg i dødsrigerne, i himlen og under havet, søg Rasmussen 1921 s. 72 og  1921 s. 78. For en beskrivelse af en af Aggus seancer søg Rasmussen 1938 s. 122 - 125.

Vedr. lærlingens uddannelse til åndemaner med dens søgning efter hjælpeånder er især fortællingerne om Naaja, Kaakaaq, Tiimiartissaq og Georg Qúpersimân rige på detajler.

 

Hist.: Aggu var en ældre, men stadig aktiv åndemaner under Gustav Holms overvintring i Ammassalik, 1884 - 1885. Han levede fra 1843 (ca.) til 1891.

 

Kommentar: Uddannelse til åndemaner, initiation. hajee, hajee, hajee (el. håje) er åndemanerens signallyd, når han forlader og når han vender tilbage til sin krop under seancen; eller hjælpeåndernes - med lette variationer i udtalen - når de ankommer og stiger fra under gulvet op i seancens rum.

Åndemanerlærlingen ædes af søens vandkalv, en hund

Print
Dokument id:988
Registreringsår:1904
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 405: "Angmagssalikkernes Religiøse Forestillinger"
Fortæller:Ajukutooq
Nedskriver:Rosing, Christian
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Åndemanerlærlingen ædes af søens vandkalv, en hund
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 19 - 23
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Oversat af K. Rasmussen fra Chr. Rosings "Tunuamiut", 1906, ss.

25-27. Karl Rosings oversættelse: "Østgrønlænderne", 1946, ss.

39-41, red. W. Thalbitzer, Det grønlandske Selskabs Skrifter, 15.

 

Resumé af Karl Rosings oversættelse:

(Chr. Rosing nævner ikke, at åndemaneren er Ajukutooq)

 

Ved en senere lejlighed (end ID 987) har Ajukutooq fortalt om dengang søens vandkalv, minngua, en vandkalv i skikkelse af en kæmpehund med stort ansigt og smal krop, dukker op af søen ved hans gnidning (med en krebseart), øver en tiltrækning på ham, så han er nær ved at vælte, svømmer gennem jorden frem til ham og sætter tænderne i hans ryg ved lænden. Tre gange kaster den ham bagud, bærer ham så ned til søen og slynger ham tilbage til gnidestedet, hvorefter han besvimer, da den begynder at æde ham. Han vækkes til bevidsthed af en stemme, der med et kiakkakaaq ber ham vågne, fordi han har sovet alt for længe. Efter nogen tid kommer han til kræfter og mens han nøgen vandrer hjemad, kommer hans tøj, styk for styk farende efter ham. Det føles uhyggeligt, siger han.

 

Hist.: Det er oplevelser helt i overensstemmelse med østgrønlandsk tradition, som Ajukutooq her fortæller om. Uhyret kan være en isbjørn, eller en hund (også i Upernavik-distriktet, se: Sjælen tvinges til søs), og altid er den et ferskvandsvæsen.

 

Var.: Den store bjørn æder hende. Den lille elv med det store dyr.

... søens troldbjørn. Søens uhyre. Mislykket uddannelse. Teemiartissaq. Rasmussen 1938: 110: Åndemaners selvbiografi.

 

Vedr. uddannelse til åndemaner: søg også på initiation

Åndemanerne ved Ivnardivaq / Innartivaq / Innarsuaq

Print
Dokument id:996
Registreringsår:1939
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Rosing, Otto
Nedskriver:Rosing, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Jens
Titel:Åndemanerne ved Ivnardivaq / Innartivaq / Innarsuaq
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 194 - 195
Lokalisering:Kulusuk: Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 90 - 92; angakkortalissuit, 1990: 214 - 215: "Innarsuarmiut".

 

Resumé: Otto Rosing fortæller om sit besøg ved Innartivaq / Innarsuaq

inde i Sermilik-fjorden i 1939, hvor man endnu bor i et af de store

fælleshuse. Husherren er Quninngi, og O.R. hæfter sig især ved de

to høje, smalle stenstøtter på hver side af indgangsåbningen. De

hedder "patdisan" / pattisat / pallisat / patitsit ("ligner sæler, der

ligger på maven"?), bærer den yderste tagbjælke, bruges til

fastbinding af remme, der skal blødgøres og til binding af sindssyge.

Q. fortæller om en stærk datter af en af stedets åndemanere / angakkoq / angakok, der i sorg over sit barns død bar disse store sten ned fra fjeldet bag

bopladsen.

 

Kommentar: disse sten bliver brugt både da Nalakkaaq bliver sindssyg og Nappartuku bliver sindssyg. Søg disse

Åndesyn

Print
Dokument id:935
Registreringsår:1902
Publikationsår:1906
Arkiv navn:
Fortæller:Moses
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Åndesyn
Publikationstitel:Under Nordenvindens Svøbe
Tidsskrift:
Omfang:side 47 - 48
Lokalisering:Ilimanaq / Claushavn: Ilulissat / Jakobshavn
Note:

Håndskr. har ikke kunnet identificeres. Men da fortællingen er trykt, må et forlæg have eksisteret.

 

Kapkørsel med fanden.

Resumé:

Otto's mor prøver forgæves at få ham fra at tilse sine sælgarn en højhellig nytårsaften. Men Otto er ikke bange, tar afsted på slæde, får en sæl, kører hjemad, men får så pludselig følgeskab ind fra venstre: en flyvende mand med eet løftet, bøjet ben, bøjet hoved, løftet arm, klædt i usyede skind og med støvler af flettet strå i et smukt mønster. Undertiden er væsenet ved at komme ind over Otto, men da denne når den runde bakke nær husene, pakker djævelskabet sig bort.

 

 Hist.: Historisk fortælling fra slutningen af 1800-tallet.

Databasen med myter og sagn er udarbejdet af Birgitte Sonne, f. 4. jan 1936, mag art i religionssociologi, pensioneret fra Afd. for Eskimologi, TORS, KU i 2006. Har forsket i og skrevet om grønlandske myter og sagn i en halv menneskealder - og gør det stadig. Kan nås med spørgsmål på bbsonne81@remove-this.gmail.com.