Introduktion
Formålet med denne base over grønlandske fortællinger er at lette søgningen i den nedskrevne mundtlige overlevering, der er så omfattende, at det kan tage pippet fra enhver begynder. Basens ca. 2280 fortællinger må være repræsentative for deres tid i de forskellige egne af Grønland, og det er min agt, at basen i fremtiden suppleres med manglende samlinger og spredte tryk ved interesserede brugeres hjælp. Alle fortællinger, der foreligger i dansk oversættelse på tryk er blot indskrevet i resumé, der naturligvis ikke kan bruges som kilder. Man må gå til kilden selv, den trykte oversættelse, helst også den grønlandske original hvis den findes.
Af de øvrige fortællinger, dvs. håndskrevne og nogle få der kun er trykt på grønlandsk, er flertallet indskrevet i oversættelse til dansk. Lektor emeritus Christian Berthelsen har foretaget de fleste og nu afdøde Apollo Lynge, Nuuk, en større antal, Grethe Lindenhann nogle få og Signe Åsblom ligeså. Der er huller i mange oversættelser, enten når håndskriften har været utydelig, særpræget dialekt har gjort sig gældende, eller nedskriveren, der kan være den samme som fortælleren, ikke har haft magt over forløbet. Igen er det sikrest at gå til kilden, som regel håndskriftet, forudsat man har de fornødne kundskaber i grønlandsk. Ellers må brugeren gøre opmærksom på manglerne og usikkerhederne i sin formidling.
Download søgemanual som pdf her.
Søgning:
Ajoqit tiguinnakkat
Dokument id: | 2117 |
Registreringsår: | 1963 |
Publikationsår: | 2001 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | S��rensen, Mathilte (Sørensen, Mathilde) |
Nedskriver: | Vebæk, Mâliâraq |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Ajoqit tiguinnakkat |
Publikationstitel: | Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001 |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 68 |
Lokalisering: | Nanortalik |
Note: | |
Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv. Ikke med i den danske udgave: Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001.
Denne fortælling er ikke med i: Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.
Oversættelse ved Signe Åsblom med forbehold for misforståede dialektale gloser:
Tilfældigt udpegede kateketer.
Haar (Hmm), h.. Det fortælles, at engang skete dette i én eller anden bygd - det var dengang, der var herrnhutter / herrnhuter - de havde ladet en ubetydelig lille ulærd mand blive kateket. Når han holdt gudstjeneste, lod han en rem hænge ned ved sin kones plads. Og når han begyndte gudstjenesten, tog han altså fat i denne rem. Og så trak han ellers i remmen. Da der nu var gudstjeneste, begyndte han igen at trække i remmen. Og mens han trak som bedst, forsvandt den; den var helt forsvundet. Han var nemlig kommet til at rive remmen midt over, så den forsvandt ned under briksen, ha, ha, ha... Da han så krøb ind under briksen, grinede kirkegængerne så overvældende, at de måtte gå ud. Den ene efter den anden gik ud, og til sidst var der ingen tilbage. Han holdt nemlig gudstjenesten i sit eget hus. Alle var gået ud, og kun hans kone var tilbage, og hun havde trukket sig længere tilbage på briksen! Og så satte hans ben sig pludselig i bevægelse, og han kom bakkende baglæns ud fra hulrummet under briksen. Og som han dog så ud, ha, ha, da han dukkede frem, hans hoved var fuldt af fjer! Ha, ha... han kiggede hen mod sine kirkegængere, men der var jo slet ingen, fordi de allesammen var gået, men så kiggede han på sin kone og sagde "Amen!" Ha, ha... Boas plejede også at fortælle om dengang, da de var taget til Sermilik for at fange ammassætter, og hvor de havde holdt gudstjeneste. Dengang var det nu afdøde Maqikasik, der var kateket, ha, ha... og midt under andagten knækkede tværbrættet under briksen, og kirkegængerne forsvandt allesammen ud af døren, allesammen var de væk, det eneste man så var kateketens store kamiksåler! Ha, ha... de grinede jo så utroligt. De myldrede simpelthen ud. Og hvordan mon kateketen opdagede, at kirkegængerne ikke længere var der. Ha, ha... Der var ikke én tilbage... alle var forsvundet! Ha, ha...
Hist.: MS var 81 år i 1963. Hun fortæller således om sig selv s.67 i den grønlandske udgave: Sådan set har jeg ikke forladt Nanortalik, siden jeg blev født her. Et år overvintrede vi nede sydpå i Itilleq. Jeg er ganske enkelt blevet ved med at bo i Nanortalik lige til denne dag. Min afdøde bedstefar var kateket, ja, han var altså overkateket. Og netop her i dette hus blev jeg født. Og der var jo en hel søskende-flok... Og alle mine mange søskende blev også allesammen født her i dette hus, allesammen: Indaleeraq (Henrik Lund, vores store digter, MV), Jens, Juthidda, to ved navn Louis, da den første Louis døde, hed den næste også Louis. Min mor døde i 1919. Min far døde først, og det var i 1916. Så arvede du altså huset? Jeg arvede det. Da min fars helbred efterhånden blev dårligere, sagde han til mig: Dine søskende vil alle være bedre stillet end dig, derfor skal du arve dette hus sammen med de få ting, der hører til. Men da de døde, delte vi søskende naturligvis lidt mellem os. |
ãma erqarungnârissaisa ilagât / Nogle flere erindringer
Dokument id: | 1953 |
Registreringsår: | 1957 |
Publikationsår: | 1957 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Nielsen, Martin (Marteeraq) |
Nedskriver: | Nielsen, Martin (Marteeraq) |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | ãma erqarungnârissaisa ilagât / Nogle flere erindringer |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | Avangnâmioq |
Omfang: | s. 270 + 282 - 284 |
Lokalisering: | Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger: Upernavik |
Note: | |
Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne). Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq. En af de ting man plejede at fortælle om, var en engelsk (muligvis skotsk) skibbrudden. En sommer kom der to bådelag med engelske skibbrudne nordfra til Upernavik, og da skibet fra Danmark ikke var kommet endnu, fik kolonibestyreren dem til at blive i Upernavik, så de kunne tage hjem med skib. Nogle af disse englændere blev så anbragt i grønlandske huse, og min fars forældre havde så en englænder til plejesøn. Og det skal have været en af de fornemste. Da han boede hos dem, havde han vist dem sin kiste og vist hvad den indeholdt. En af disse ting var en kløvet hvalrostand, og han havde sagt, at han havde fået den af en af polareskimoerne. Og han havde kaldt den mand, af hvem han havde fået hvalrostanden for Kalutina (muligvis Qulutina, RP). Han havde fortalt, at de, efter at skibet var gået til bunds og de kom til polareskimoerne, at han havde boet hos dem, indtil han skulle sydpå igen. Og han boede hos Kalutina, og han talte meget godt om Kalutina og hans kone. Og denne hvalrostand, der var kløvet på langs, var kløvet med en slags sav, der kun havde to tænder. Og han havde så købt denne hvalrostand og denne sav, idet han havde betalt ham med forskellige redskaber. Og det var sandt, at denne sav, der var brugt til at kløve hvalrostanden med, kun havde to tænder. Han havde også vist skindtøj, som Kulutina's kone havde syet og forskellige ting, som hendes mand havde lavet. Og han havde også givet dem lidt forskelligt, og min far plejede at fortælle, at det var en meget god englænder de havde. Og en af de personer han fortalte om blandt de amerikanske skibbrudne, der kom nordfra, var Naparsissortâq / Napparsisortaaq (Den nye bødker). Det er deres betegnelse for Carl Petersen.
1957, ss. 282 284: Denne Napparsisortaaq, Carl Petersen, var dansker og bødker i Upernavik. Dengang var der kun danske koloniarbejdere i Upernavik. Og denne bødker var grønlandsk gift. En sommer var N. taget med amerikanerne, der skulle til Nordpolen. De sejlede, og ingen hørte mere til dem. Året efter var der stadig intet nyt. Og denne dansker, der var grønlandsk gift, var meget god mod grønlænderne og også mod børnene. Han havde et lystigt sind og legede med børnene, der var mægtig glade for ham. Og derfor havde børnene også savnet ham, da han udeblev. Og de havde stor medlidenhed med hans søn Poul, når de legede med ham, fordi der intet nyt var hørt, siden faderen var sejlet nordpå. En dag henimod efteråret begyndte folk at råbe op. Og da man undersøgte sagen, viste det sig, at der var flere både, der kom nordfra. Og det var klart nok skibbrudne. De kom til land ved Iterdlánguaq / Iterlannguaq, og folk gik derned. Og da de var nået ned, begyndte de at råbe Napparsisortaaq..., fordi de faktisk havde opgivet ham, og nu genså ham. Og da de råbte det, så løb bør- nene ned for at hilse på N. Men til at begynde med kunne ingen genkende ham, fordi disse nysankomne skibbrudne havde mægtige skæg, der nåede helt ned til deres navle, og hår, der hang helt ned til skuldrene. Og bør- nene var halvvejs bange far dem. Først dagen efter viste N. sig, klippet og barberet, og først da kunne børnene hilse på ham, som de plejede. Og disse amerikanere, som han sejlede med, var efterhånden blevet så vant til grønlandsk mad, at de lige da de kom iland slog teltet op og begyndte at koge bryststykker af remmesæl. Det var en remmesæl, som N. havde fanget. Da de kom var de så tørstige, at de skyndte sig hen til tønderne. Og tappene på dem var efterhånden blevet snavsede. Men de de havde så travlt med at drikke at de fik skidtet ned i vandet. Det viste sig også, at de havde sejlet det sidste ret lange stykke vej, uden at komme iland. N. havde, efter at han var komme tilbage, fortalt sine bekendte om polareskimoerne, og det var en af de ting min far plejede at fortælle. Da de langt nordpå mistede skibet og måtte forlade det, prøvede de at komme sydpå. Men da det var så sent på efteråret og havet var ved at blive islagt, standsede de på en ø. Det viste sig, at der ikke var noget vildt på denne ø. N. jagede for dem og havde regnet med at fange sæler, når isen kom. Men da isen kom, gik det op for ham, at han kun kunne regne med fangst en sjælden gang imellem. Og det han kunne fange var ræve. Kulden tog til og var meget stærk. Og eftersom han var den eneste der jagede, var han også den eneste der rejste rundt. Han satte høje fælder, og når han så havde fanget ræve, som ikke havde taget nogen skade, så undlod han sommetider at dræbe den, men bandt en besked på et stykke papir om dens hals og lod ræven gå igen. Således at ræven, hvis den blev fanget i den danske del af Grønland, kunne føre til at brevet blev læst, og så ville folk opdage, hvor de var henne. På den måde kunne folk så vide, hvor de skulle søge efter dem. Engang røgtede han rævefælderne, og den kolde blæst fik øjnene til at løbe i vand, som randt ned af kinden og frøs til. Han begyndte at varme dem, og begyndte at snakke med sig selv: 'Det er godt lille Poul, at du ikke kan se tåren, som er frossen på din fars kind.' Midt på vinteren havde de ikke mere mad. Og når han så havde jaget for gæves, og måtte tage tilbage uden fangst, og disse amerikanere havde tabt humøret pga. sult, så begyndte N., der var en lystig fyr og kristen, at opmuntre dem og tale om Gud, der vågede over de rejsende, og som var klar over, hvor de var henne, især hvis de stolede på ham, fordi han var almægtig og kunne hjælpe dem og befri dem fra deres lidelser. Og når han havde talt til dem på den måde, så var det, selvom de var sultne, at de begyndte at fortælle hinanden historier og snakke sammen, og så blev han mere rolig. Og derfor havde han hele tiden opmuntret dem indtil han traf eskimoer. Endelig en dag, mens han var ude på fangst, mødte han nogle eskimoer, som boede deroppe. Og til at begynde med sagde han ikke noget til sine kammerater om de folk han havde mødt, fordi han syntes det ville være farligt for eskimoerne, hvis han røbede deres eksistens overfor sine sultne kammerater. Men han følte sig styrket ved at træffe dem, fordi hvis disse ekimoer begyndte at fange meget, så ville han fortælle det til sine fæller. Og han var bange for, at hvis han fortalte det til sine kammerater på det tidspunkt, at de så ville røve maden fra dem. Så han sagde til disse eskimoer, at de endelig ikke måtte komme og besøge dem, før han sagde til. Og derfor begyndte han at sælge lidt forskelligt til disse eskimoer, og når han så kom hjem med lidt kød, så fortalte han sine kammerater, at han havde fanget noget. Og først da han på denne måde havde fået sine kammerater over den værste sult, for- talte han dem om de ekimoer han havde mødt, og at de så ville hente dem henimod foråret med slæde, og at de også ville hente bådene til dem. Deroppe var der en kvinde, der havde en søn, og N.'s fornavn var Carl, og folkene kaldte ham for Kale. Og en af disse kvinder opkaldte sin søn efter den grønlandske form for Carl, Kale / Kaali.
I 1903-04, da Knud Rasmussen og hans fæller tog til polareskimoerne, var der en grønlænder fra Upernavik distrikt, Gabriel Olsen med, og han overvintrede med dem. Og et af de mennesker han mødte deroppe, var en meget gammel mand, der hed Kâle / Kaali, og sandsynligvis N.'s søn. Og Gaba fortalte, at han, dengang han overvintrede deroppe, ikke havde truffet andre, der bar det navn. Nu har jeg altså fortalt nogle af disse historier, som min far plejede at fortælle og det sted, hvor jeg tilbragte min barndom. Itilliarsuk, forlod jeg da jeg blev konfirmeret, og jeg vil lige fortælle om forskellige hændelser der skete inden jeg blev voksen. Dengang min far døde, boede syd for os min mors lillebror Jan Sørensen ved Tugssâq / Tussaaq, og da vinteren var gået og næste år var kommet, kom han med umiak / konebåd efter os ......... (s. 284, ¾ spalte: en beretning om en ond tante).
Hist.: Søg på Carl Petersen, der spiller en rolle i flere beretninger. Bl.a. om den sidste indvandring fra Baffinland til Thule-området omkr. 1860. Vedr. indvandringen: Ulloriaq, Inuutersuaq: Beretningen om Qillarsuaq ... [Kbh. Det grønlandske Selskab 1985 (ikke registreret). Men søg på: Petersen, Robert, 2000: Om grønlandske slægtssagaer. Tidsskriftet Grønland, ss. 299 - 311. |
Mathilte Sørensen nangippoq / Mathilte Sørensen continues
Dokument id: | 2289 |
Registreringsår: | 1963 |
Publikationsår: | 2006 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | S��rensen, Mathilda (Sørensen, Mathilte) |
Nedskriver: | Vebæk, Mâliâraq |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Vebæk, Mâliâraq |
Titel: | Mathilte S��rensen nangippoq / Mathilte S��rensen continues |
Publikationstitel: | The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu |
Tidsskrift: | Meddelelser om Grønland, Man & Society 33 |
Omfang: | ss. 154 - 156 |
Lokalisering: | Nanortalik |
Note: | |
Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv. Dobbeltsproget lingvistisk udgave på dialekt og engelsk inkl. CD-Rom med de tilhørende båndoptagelser.
Resumé: En munter beretning om en mand, der blev så fuld af et enkelt glas øl om formiddagen, at rusen holdt sig den ganske dag med pudsige tildragelser.
Hist.: Mathilte Sørensen var 81 år i 1963. |
Qasapi og Uungortooq
Dokument id: | 2042 |
Registreringsår: | 1963 |
Publikationsår: | 2001 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | S��rensen, Mathilte (Sørensen, Mathilde) |
Nedskriver: | Vebæk, Mâliâraq |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Qasapi og Uungortooq |
Publikationstitel: | Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 64 - 65 |
Lokalisering: | Nanortalik |
Note: | |
Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv. Den grønlandske tekst er ikke trykt.
Denne fortælling er ikke med i: Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.
Resumé: Qasapi vil hævne sig på Uunngortoq, der vist bor ved Alii (Aluk?), men må vente til vejret blive helt skyfrit. Det er en forudsætning. Ligså må han skaffe sig en pil, som er skåret af en ufrugtbar kvindes tørrestativ. Det får han så, og da han afskyder pilen mod Uunngortoq, siger den kak-kak-kak et par gange inden den borer sig ind i hans håndled. Uung. falder om og Qasapi håner den ellers uovervindelige Uunng, mens pilen løsner sig mere og mere og Uunng. begynder at komme til sig selv. Hans tjener Olaf kommer også til. Qasapi blir så bange for sit liv og dræber dem begge.
Hist.: Dette er en version af en af de grønlandske nordbofortællinger, hvor navnene måske er historiske. Ellers er der ikke megen tiltro til at fortællingerne afspejler begivenheder i nordbotiden. Se Inge Kleivan, Tidsskriftet Grønland 1982. Arneborg u.å.; 1993; og Thisted 2001: on Narrative Explanations. Scandianvian Studies vol 73(3): 253-295, der også refererer Jette Arneborgs undersøgelser.
MS var 81 år i 1963. Hun fortæller således om sig selv s.67 i den grønlandske udgave: Sådan set har jeg ikke forladt Nanortalik, siden jeg blev født her. Et år overvintrede vi nede sydpå i Itilleq. Jeg er ganske enkelt blevet ved med at bo i Nanortalik lige til denne dag. Min afdøde bedstefar var kateket, ja, han var altså overkateket. Og netop her i dette hus blev jeg født. Og der var jo en hel søskende-flok... Og alle mine mange søskende blev også allesammen født her i dette hus, allesammen: Indaleeraq (Henrik Lund, vores store digter, MV), Jens, Juthidda, to ved navn Louis, da den første Louis døde, hed den næste også Louis. Min mor døde i 1919. Min far døde først, og det var i 1916. Så arvede du altså huset? Jeg arvede det. Da min fars helbred efterhånden blev dårligere, sagde han til mig: Dine søskende vil alle være bedre stillet end dig, derfor skal du arve dette hus sammen med de få ting, der hører til. Men da de døde, delte vi søskende naturligvis lidt mellem os. |
Qasapi og Uunngortoq
Dokument id: | 2049 |
Registreringsår: | 1965 |
Publikationsår: | 2001 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Petersen, Therkel |
Nedskriver: | Vebæk, Mâliâraq |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Qasapi og Uunngortoq |
Publikationstitel: | Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 83 - 85 |
Lokalisering: | Ammassivik: Nanortalik |
Note: | |
Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv. Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 89 - 91: "Qasapi aamma Uunngortoq"
På dialekt og engelsk og lydside på CD-Rom: Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33: 172 + 174 + 176 (dialekt) og ulige sider: 173 + 175 + 177 (engelsk).
Resumé: TP har fortællingen fra sin bedstemor, Siverin fra Alluitsup Paa / Sydprøven, som havde været med som en af Holms roersker på konebådsekspeditionen. Blandt østgrønlændernes mange fortællinger, som hun senere genfortalte var der også nogle om nordboerne, men de var ikke korrekte / 'efter bogen'. TP mener dog at denne om Qasapi og Uunngortoq stort set er en østgrønlandsk version: Uunngortoq har dræbt Qasapi's kone, barn og bror, hvorfor Qas. vil hævne sig. Uung. skar endog den døde brors arm af og hånede Qas.: Den arm vil han huske hele livet! Qas. forfølger længe Uung. der ikke er til at ramme, fordi han uden for sit store hus kommer frem og forsvinder som en laks i en elv. For at få et middel til at ramme denne hvide mand søger Qas. råd hos en grænseløst ond kælling, der siger, at han skal dræbe hende, bide hendes klitoris af og bruge den som pilespids. Qas. indvilger omend nølende. Kællingen dør af blodtab og han begraver hende. Uung. går stadig frem og tilbage foran sit hus og peger på et tidspunkt op mod Qas' skjulested. Da han afskyder pilen bøjer den af med en kakkakkaq-lyd, og Qas. må løbe efter den. Uung. flygter modsat sit hus. Gang på gang bøjer pilen lydeligt af. Til slut rammer den Uung. i anklen. Denne falder døende om. Qas. skærer hans arm af og siger: 'Endelig skulle jeg gerne kunne glemme min brors store arm.' Men det er ikke sikkert Uung. hører det.
Hist.: TP var 58 år i 1965. Boede tidligere i Ilivermiut. Var oldebarn af østgrønlænderen Qutsuluk, en navnkundig storfanger og morder. TP's fortælling om denne er kun trykt på grønlandsk. Søg på Qutsuluk. Dette er en version af en af de grønlandske nordbofortællinger, hvor navnene måske er historiske. Ellers er der ikke megen tiltro til at fortællingerne afspejler begivenheder i nordbotiden. Se Inge Kleivan, Tidsskriftet Grønland 1982. Og Thisted 2001: on Narrative Explanations. Scandianvian Studies vol 73(3): 253-295, der også refererer Jette Arneborgs undersøgelser.
Var.: Søg på Uungortoq. TP's version er stemmer bedre overens med ¤ end med Mathilda / Mathilte Sørensens fra Nanortalik.
Kommentar: I andre versioner ser Qas. sin fjende gå frem og tilbage inde i sit store hus. Dvs. han kan nu og da ses i vinduet. |
Qimuunnguujuk
Dokument id: | 2043 |
Registreringsår: | 1963 |
Publikationsår: | 2001 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | S��rensen, Mathilte (Sørensen, Mathilde) |
Nedskriver: | Vebæk, Mâliâraq |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Qimuunnguujuk |
Publikationstitel: | Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 66 - 69 |
Lokalisering: | Nanortalik |
Note: | |
Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv. Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 70 - 73: "Unikkaartuaq. Qimuunnguujuk"
På dialekt og engelsk og lydside på CD-Rom: Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33: Lige sider: 148 - 154 (dialekt) og ulige sider: 149 - 155 (engelsk).
Resumé: Qimmuunnguujuk er en dygtig ung fanger, der bor inde i Lichtenau fjorden (Alluitsup Kangerlua) med sin mor i et hus for sig på en boplads med en stor flok brødres fælleshus. Moderen formaner altid Qim. til at holde øje med tegn på en kommende hård vinter: uklart havvand og is i planterne om sommeren. Det ser han så en sommer og fanger så meget han overhovedet kan overkomme til forråd. Brødrene, som han advarer om kommende trængsler, er ligeså skødesløse som altid. Da vinteren kommer må Qim. og hans mor efterhånden hjælpe brødrene af deres forråd, men da de en overgang sner inde og Qim. omsider får banet sig vej ud og over til brødrene, ligger de for døden af sult. Mange dør af den smule mad han bringer dem. De øvrige overlever heller ikke. Kun to søstre overlever og blir inviteret over at bo hos Qim. og hans mor. Den ene søster dør også. Tidlig om foråret tar tre overlevende med konebåd og en masse forråd på slæden over land til Nuugaarsuk og derfra roende til Alluitsoq / Lichtenau. Her de redder alle beboerne fra sultedøden med deres forråd og Qim.s fangst. Det er moderen, der forstår at rationere den uddelte mad, så folk kan tåle den og langsomt kan tåle mere. Om foråret hjælper Qim. ligeledes en flok fangere fra den nærliggende bygd, Akuliaruseq med at nedlægge en stor klapmyds, som de ikke har kræfter til at stikke ihjel. Han fordeler blodet og kødet mellem dem og dem i Alluitsoq, der nu for første gang igen får lidt fersk kød. Om sommeren gifter Qim. sig med de mange brødres overlevende søster, og til Alluitsoq-boernes sorg rejser de syd på og bosætter sig på de sydlige Kitsissut i skærgården. De får en søn, Qimmuunnguaq, og Qimmuunguujuks grav siges at ligge hér.
Var.: Angmalorssuaq, Den bredskuldrede;
Hist.: Historisk fortælling. MS var 81 år i 1963. Hun fortæller således om sig selv s.67 i den grønlandske udgave: Sådan set har jeg ikke forladt Nanortalik, siden jeg blev født her. Et år overvintrede vi nede sydpå i Itilleq. Jeg er ganske enkelt blevet ved med at bo i Nanortalik lige til denne dag. Min afdøde bedstefar var kateket, ja, han var altså overkateket. Og netop her i dette hus blev jeg født. Og der var jo en hel søskende-flok... Og alle mine mange søskende blev også allesammen født her i dette hus, allesammen: Indaleeraq (Henrik Lund, vores store digter, MV), Jens, Juthidda, to ved navn Louis, da den første Louis døde, hed den næste også Louis. Min mor døde i 1919. Min far døde først, og det var i 1916. Så arvede du altså huset? Jeg arvede det. Da min fars helbred efterhånden blev dårligere, sagde han til mig: Dine søskende vil alle være bedre stillet end dig, derfor skal du arve dette hus sammen med de få ting, der hører til. Men da de døde, delte vi søskende naturligvis lidt mellem os. |
Qivittoq / Fjeldgænger
Dokument id: | 2041 |
Registreringsår: | 1963 |
Publikationsår: | 2001 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | S��rensen, Mathilte (Sørensen, Mathilde) |
Nedskriver: | Vebæk, Mâliâraq |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Qivittoq / Fjeldgænger |
Publikationstitel: | Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 63 |
Lokalisering: | Nanortalik |
Note: | |
Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv. Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 68 - 69: "Qivittoq"
Denne fortælling er ikke med i: Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.
Resumé: MS oplevede som yngre med hånden på entredørens håndtag at blive skudt efter med bøsse af en qivittoq / fjeldgænger. Inde i huset hørte hendes far skuddet og spurgte hvad det var. MS var sikker på at det var en bestemt qivittoq / fjeldgænger, der havde det med gang på gang at vende tilbage. En gang til sin søster på et kort besøg, en gang til sin kone, der jog ham ud, og til sine børn, der skreg af angst. Og flere gange til deres loft, hvor han rumsterede. Konen flyttede med sine børn af samme grund. Han havde også boet i Amitsoq og fået (eller stjålet) mad der. To andre qivittut var kendt på egnen, den ene med uhyggeligt store øjne.
Hist.: Historisk fortælling. Også Isak Hansen nævner at qivittut i al hemmelighed kan få mad af folk.
MS var 81 år i 1963. Hun fortæller således om sig selv s. 67 i den grønlandske udgave: Sådan set har jeg ikke forladt Nanortalik, siden jeg blev født her. Et år overvintrede vi nede sydpå i Itilleq. Jeg er ganske enkelt blevet ved med at bo i Nanortalik lige til denne dag. Min afdøde bedstefar var kateket, ja, han var altså overkateket. Og netop her i dette hus blev jeg født. Og der var jo en hel søskende-flok... Og alle mine mange søskende blev også allesammen født her i dette hus, allesammen: Indaleeraq (Henrik Lund, vores store digter, MV), Jens, Juthidda, to ved navn Louis, da den første Louis døde, hed den næste også Louis. Min mor døde i 1919. Min far døde først, og det var i 1916. Så arvede du altså huset? Jeg arvede det. Da min fars helbred efterhånden blev dårligere, sagde han til mig: Dine søskende vil alle være bedre stillet end dig, derfor skal du arve dette hus sammen med de få ting, der hører til. Men da de døde, delte vi søskende naturligvis lidt mellem os. |
Uumasut eqqumiitsut
Dokument id: | 2118 |
Registreringsår: | 1963 |
Publikationsår: | 2001 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | S��rensen, Mathilte (Sørensen, Mathilde) |
Nedskriver: | Vebæk, Mâliâraq |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Uumasut eqqumiitsut |
Publikationstitel: | Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001 |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 69 - 70 |
Lokalisering: | Nanortalik |
Note: | |
Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv. Ikke med i den danske udgave: Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001.
Denne fortælling er ikke med i: Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.
Oversættelse ved Signe Åsblom med forbehold for misforståede dialektale gloser:
Uumasut eqqumiitsut: mærkelige væsener.
Innersuit: ildfolket (væsener fra den grønlandske folketro). Jeg hørte Malia fortælle, at nogle ildfolk var til gudstjeneste i Illukasik, ja det sagde de altså. Hun sagde vist nok, at det skete i juletiden. Man fortæller, at disse ildfolk ikke har nogen næse, hi, hi...
s. 70: Iseqqat: Øjendværge.
Kaalinnguasik, som er Bertinnguasiks bedstefar, har engang boet her, og det siges, at han plejede at fortælle om dengang han var oppe at fiske ørreder i Tasermiut. Han havde trukket sine ørreder på sin fiskesnøre og bar dem på ryggen. Og da han mærkede, at noget blev ved med at trække i ham, så han sig tilbage og opdagede, at det var en iseqqat / iseraq, der trak i ham, hi, hi, hi... Disse iseqqat siges at have øjne der sidder meget tæt på hinanden og vender lodret. Ja, sådan fortælles det altså, at dværgvæsenerne ser ud, hi, hi, hi...
Hist.: MS var 81 år i 1963. Søster til digteren Henrik Lund. |
Databasen med myter og sagn er udarbejdet af Birgitte Sonne, f. 4. jan 1936, mag art i religionssociologi, pensioneret fra Afd. for Eskimologi, TORS, KU i 2006. Har forsket i og skrevet om grønlandske myter og sagn i en halv menneskealder - og gør det stadig. Kan nås med spørgsmål på bbsonne81@. gmail.com