Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

Resumé:

Som ung pige så Kara og Odine / Odin, der dengang endnu var hjælper (kiffaq) hos hendes forældre, en is-tupilak ved Umiivik, dvs. en stor, aflang isflage med et sælhoved, der med eet formedes i elven og bevægede sig mod huset. Hjemme igen holdt Odin øje med den uden for, hvor Qartowat (Sabine's bror fra Tasiilaq) kom ud med sin bøsse. Men tupilakken var væk, forsvundet ned i jorden under huset.

Hist.: Forklaring på en bemærkelsesværdig isdannelse i elven, i slutningen af 1800-tallet.

Kommentar: Pubi: der menes muligvis en pupik, en paddehat, dvs. af lignende form?

Håndskr. har ikke kunnet identificeres. Men da fortællingen er trykt, må forlægget have eksisteret.

Resumé:

Fortællersken mindes først Uasi's søn Usugssalik / Usussalik, der var en munter og klog ung mand, men blev myrdet sammen med sin lillebror af Iisimmardik / Ilisimartoq. En del år tidligere, mens Us. endnu var en lille dreng (ca. 1875-80), søgte tre mænd i fællesskab at myrde den store åndemaner / angakkoq / angakok, Uasi. Den angivne grund var at Uasi i spøg havde truet med at ville tage en ung pige, der var lovet til en ugift ung mand, som medhustru. Den egentlige årsag var dog misundelse over Uasis styrke. Desuden havde han ingen familie der kunne hævne ham. De tre lokkede ham under en handelsrejse sydpå til at forspise sig og udfordrede ham derefter til et kapløb op ad fjeldet, som Uasi vandt. Dernæst blev han ved afrejsen såret adskillige gange på vej ned i sin kajak, men han overlevede, dels ved at stryge sine sår hele med håndfladen, og dels ved at kalde en fiktiv kajakmand til hjælp. Morderne flygtede og Uasi fik faktisk hjælp fra et par kajakmænd, der snart efter kom til stede. Og snart efter hørte han om mordernes flugt til et handelssted på sydvestkysten. Fortællersken beskriver malende, hvorledes al den mad Uasi havde spist væltede ud af hans sår i lænd og mave, og dernæst hvordan han under den langvarige helbredelse blev helt deform af betændelse i underlivet.

Endelig bringer hun den formodning videre, at Uasi heksede ulykke over sine fjender, idet

       de handelsrejsende fra Ammassalik, fire konebådsbesætninger, undervejs videre mod syd blev smittet af en epidemisk sygdom fra et hjemvendende rejsehold fra sydøstkysten (hvor fortællersken var med og pga. samme epidemi mistede far, to brødre og to søstre). Mødestedet var Itilleq.

Fortællersken, Susanne, beskriver så de forskellige nye sygdomme man kunne pådrage sig på rejserne til Sydgrønland: forkølelser, fnat, og pest (uklart hvilken sygdom, BS). Af det rejsehold hun tilhørte kom kun tre meget tyndt bemandede konebåde af fire fuldt bemandede tilbage. Næste år vendte kun een konebåd af de fire fra Ammassalik tilbage fra  handelsstedet Pamialluk. Den tilhørte den ene forsøgsmorder, Qaratsuk (de to andre var åbenbart døde af sygdommen), der således på tilbagerejsen lagde til og kom på besøg i et telt, hvor også Uasi befandt sig. Teltets overhoved, Nuakaq spøgte og fjollede for at afværge hævnen og spurgte til sidst den sveddryppende og ophidsede Uasi direkte om han virkelig havde i sinde at dræbe gæsten. Uasi besindede sig og med en særdeles hånlig bemærkning til Qaratsuk forlod Uasi teltet og kom senere afklaret og rolig tilbage.

       Susanne fortæller dernæst hvor det ofte har ærgret hende at den gamle, rare Nakuaq fik forhindret, at hun kunne komme til at overvære Qaratsuk blive dræbt. Alle var kede af det.

De tre andre gamle voksendøbte sydøstgrønlandske kvinder, Rosine, Sabine og Bathseba, der sidder hos på Illukasiks kirkeloft, lufter ligeledes deres ærgrelse over det forpurrede hævndrab.

De er som byttebegærlige gribbe er Rasmussens skudsmål.

Hist.: Historisk fortælling fra sidste fjerdedel af 1800-tallet. Det burde være muligt nogenlunde at tidsfæste begivenhederne ud fra de mange oplyste navne og folketællingen i 1884 af sydøst- og østgrønlænderne fra Konebådsekspeditionen. Iisimmardik blev dræbt i 1890. Men ingen af de afgørende navne genfindes her, hvor disse personer enten kan være blevet kaldt noget andet, er døde, eller allerede er flyttet til Sydvestgrønland. Mordet på Usugssalik og hans lillebror omkr. 1890 er det eneste udgangspunkt. Us. var dengang en ung kajakmand, der åbenbart havde ansvaret for sin lillebrors færden hjemmefra i kajak. Sidstnævnte har da været 14-15 år, Us. selv måske 17-18 eller mere, og mordforsøget på Uasi skete da Us. endnu var lille. Derfor har jeg ment at kunne tidsfæste denne begivenhed til engang i perioden 1875-80.

       Det interessante er ikke blot selve mordforsøget og de angivne begrundelser herfor, men også at østgrønlændere så tidligt og i så stort antal tog på handelsrejser helt til Pamialluk. Det modsiger i så fald R. Gessains og Joëlle Robert-Lamblins hypotese om, at det først var synet af Konebådsekspeditionens mange rare handelsvarer i 1884-85, der fik ammassalikkerne i større tal til at drage til sydvestkysten med de største udrejser i 1892 (Robert-Lamblin 1986, Meddr Grønland, Culture and Society, No. 10).

De hårdtslående epidemiers rasen svækker desuden en i grønlandske præstekredse gængs hypotese om, at østgrønlændernes kraftige befolkningsnedgang skyldtes omsiggribende blodhænvsfejder. Se også Sonne 1982: "The Ideology and Practice of lofBloodfeud ...", Études/Inuit/Studies.)

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 3(8), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Nerqikîtuliaq". (NB: ikke nedskrevet af Knud Rasmussen men på grønlandsk af ?)

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 82 - 86: "nerrikitsuliaq".

Resumé:

To søskende sættes til at passe Neqikitsuliaq og giver det

spæk fra lampen. Neqikitsuliaq kaster sig over sin mor og æder hendes

bryster. De to søskende løber ud og ned til konebåden på stativet,

hjælper hinanden op og gemmer sig under den. Neqikitsuliaq kommer

flere gange og råber: "Jeg har spist mine forældre, fordi de sultede

mig." De to undgår at blive ædt, fordi de minder ham om, at de har

givet ham lampespæk, når han sultede og tørstede. Neqikitsuliaq æder

alle husfællerne. De to søskende flygter, træffer en mand, der er

kommet for at hjælpe dem. Han er deres fars hjælpeånd. Slikker pigens

lille ulu større, fortæller hvordan hun skal true ad Neqikitsuliaq

med den, inviterer de to til sit hus højt, højt mod nord, og advarer

dem mod et hus med menneskeædere undervejs. Lillebror, der er tørstig

går ind til dem. Han blir ædt. Storesøster henter hans knogler, putter

dem i rygposen / amaat, han lever op igen, men da han halter, henter hun den

manglende knogle hos menneskeæderne. De når frem til hjælpeåndens hus,

hvor der også bor et fjendtligt ægtepar. Dem slår storesøsteren ihjel

med venstre side af sin venstre kamik. Hun har fået enorme kræfter og

hurtighed. Går på jagt langt borte med hjælpeånden efter store dyr

(måske moskusokser) og slæber store dyr hjem. Da lillebror vokser til

tar han over med samme kræfter som søsteren, og hun helliger sig

derefter huslige sysler.

Var.: Spædbarnet som åd sine forældre. Om sult og et forslugent spædbarn.

The infant which ate its parents; naalungiarsuk; Neqikitsuliaq; Aapapaaq; Nerrikitsuliaq; Barne-uhyret.

Hist.: Det er usædvanligt, at en afdød angakkoqs / åndemaners hjælpeånd

på eget initiativ kommer hans efterladte børn til undsætning. Og hele

fortællingen om de to søskendes flugtrejse nordpå til hjælpeåndens hus

er ikke med i de andre varianter af "Spædbarnet, der åd sine

forældre". Det er dog usikkert, hvilke historiske påvirkninger, der

evt. har gjort sig gældende.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 3(8), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04:"Qasiagssaq. (NB: ikke nedskrevet af Knud Rasmussen men på grønlandsk af ?)

Eng. udgave: Knud Rasmussen's Posthumous Notes on East Greenland Legends

myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, s.46 - 51, "Qasiagssaq, the great liar".

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 76 - 82: "Qasiagssaq" / Qasiassaq.

Resumé: Qasiassaq's kone hedder Qillussuk. Han sover dårligt om natten

og vækker altid sine fæller, når de skal på fangst. Selv fanger han

aldrig noget. Er træt af sig selv og beslutter at lyve sig noget på.

Stjæler en stor sortside, en anden har fanget. Harpunlinen sidder ved

med fine udskæringer af narhvalstand. Konen blir lykkelig, deler ud

til alle af sælen og beholder kun en smule selv. Ejeren kommer sent

hjem fra fangst, får nys om sin mistede sortsides skæbne og sender bud

efter sin bugserline. Qasiassaq's kone skammer sig og Qasiassaq siger

prraa for at forskrække hende.

En anden dag ror han i land et sted, tar bukserne af, smadrer sine

testikler med en sten, smadrer skelettet i sin kajak, fylder den og

sine bukser med isstumper. Hjemme fortæller han, at et isbjerg har

kælvet over ham. Men to kvinder har set det hele. Qasiassaq's kone

skammer sig osv.

Da Qasiassaq endelig er blevet rask ror han ud igen, finder et sted på

land en lang sten, binder sine to små fangstblærer af sælmaver til

den og sænker den i havet. Kajakmændene, der er ude, ser det hele. Han

gemmer sig lidt bag et isbjerg, kommer tilbage og opdager at

sælblærerne er væk, ror hjem og lover kvinderne nye uluskafter af

hvalrostand. Han har harpuneret en hvalros, som de andre fangere nok

skal bringe hjem. De kommer hjem med hans fangstblærer, der har løsnet

sig fra stenen. Qasiassaq's kone skammer sig osv.

Qasiassaq kommer en dag meget tæt på en spraglet sæl. Undlader at

harpunere den, for at skindet, som hans kone skal ha til bukser, ikke

skal få huller. Hvisler for at lamme sælen (det gør man ofte). Den

ligger helt stille. Han undlader igen at harpunere den, søger at få

den med hænderne, men den undslipper.

Qasiassaq hører om et ægtepar på en anden boplads, der har mistet

deres lille barn. Ror derover. De sørger over deres datter,

Nipisartanngivaq. Qasiassaq siger, at hans lille datter hedder det

samme. Forældrene giver ham den dødes kæreste ejendele, desuden en

gryde og mange kødgaver med hjem. Næste dag kommer de selv for at se

den lille nævnefælle, forstår af de andre sagens sammenhæng og

forlanger gaverne tilbage. Qasiassaq's kone skammer sig osv.

Qasiassaq's kones mor har et lille barn. Qasiassaq besøger svigermor,

der sulter. Han inviterer dem hjem, hvor han fanger en ravn på

møddingen til dem. De spiser ravnekød kogt i et skulderblad over en

lampe af et skulderblad. Svigermor og barn får derefter nok at spise i de

andre huse.

Qasiassaq annoncerer, at han har fanget en hval. Lokker de andre

kajakmænd på langfart fra næs til næs efter hvalen. Til slut  blir de

sure og slår ham ihjel.

Var.: Thalbitzer nr. 226 A: Qasiättak. Qasiádak. Qasigiaq el. Qasiassaq el. Qasiagssaq, fra hele vestkysten.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr. har ikke kunnet identificeres. Et maskinskrevet manuskript - på dansk findes i Ostermanns arkiv, nr. A 301, Arktisk Institut.

I den grønlandske udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III, er denne fortælling ikke med.

Første gang trykt i Rasmussen, Knud, 1906, Under Nordenvindens Svøbe, s. 182 - 185.

Eng. udg: Knud Rasmussen's posthumous notes on East Greenland legends and

myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, s. 140 - 142, "The qavdlunâqs who stole the jealous man's wife". qallunaat / qallunaaq.

Resumé 1:

Fortællingen forklarer, hvorfor der er en gennemgående tunnel i et

nærliggende fjeld, hvorfor der er så mange blandinger (af inuit og

hvide) på østkysten og hvorfor dialekten ved Anoritooq er så speciel.

Resumé 2: En mand tåler af jalousi ikke, at hans kone går nogen steder

og tøjrer hende i huset, når han er på fangst. Gang på gang mistænker

han hende alligevel for utroskab, stikker hende i lårene eller værre

endnu, klemmer små kødstykker af dem med en muslingeskal. Det sidste

klarer hun ikke, flygter ned til kysten og anråber de store qallunaat

om hjælp. De kommer på et skib - stort som et isfjeld - og tar hende

ombord. Manden får besked af sine fæller, ror ud til skibet, hejser

sig op ved et glemt, nedhængende reb, som de hvide skærer over, da han

er næsten oppe. De anbringer konen på toppen af et højt fjeld. Hun

overhører mandens bønner om at komme  ned, graver sig en lang hule

gennem fjeldet, hvor fortællersken, Sabine, har set ud på havet i den

ene ende og ud på landet i den anden. De hvide lover ham konen igen

hvis han i armgang kan gå ad et udspændt tov fra een fjeldtinde til en

anden. Da han er midtvejs ude sætter de tovet i kraftigere og

kraftigere svingninger. Han dumper ned i en dyb sø og drukner. Dette

var straffen for hans jalousi. De hvide gifter sig med hans kone.

Deraf blandingerne og den afvigende dialekt på østkysten.

Var.: Ingen i denne bases samlinger.

Hist.: De hvide på deres skibe kan referere så langt tilbage som til

1600-tallet, hvor de første hollandske handelsskippere gik i land ved Kap

Farvel efter drikkevand. En hypotese om norske fangeres mere eller

mindre ufrivillige besøg på de beboede dele af østkysten har også

været fremme til forklaring på visse østgrønlænderes blå øjne, lyse

hud, store  højde og skægvækst. Navnet Qallunaaq forekom flere gange i

Hanseeraqs folketælling af 1884. Det kan stamme fra handelsrejser til Syd-Sydvestgrønland. Ellers understreger fortællingen de

hvides ret til at straffe den hudløst skinsyge grønlænder.