Sideløbende dansk oversættelse.

Orig. håndskrift eksisterer ikke længere. Den har haft nr. 241 i NKS 2488, III.

Nyligt oversat i Thisted 1999: Således skriver jeg, Aron, I: 94 - 99: Uunngortoq. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: Taamma allattunga, Aron, I: 94 - 99: Oqaluttuaq Uunngortumik.

Rink har sammenstykket en version af 6 varianter inkl. denne i: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, I: nr. 67 ss. 198 - 205. Note s. 362. Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 54(1), ss. 308 - 317: Stories about the Ancient Kavdlunait, 1: Ungortok.

Resumé: En kajakmand fra Appatsivik (ø nord for Qaqortoq) ror sydpå

mod ammassætpladsen ved Qaqortoq for at afprøve sin nye fuglepil. På

stranden neden for et stort hus opfordrer en qallunaaq (europæer), der samler

muslinger, ham til at skyde sig. Grønlænderen nægter flere gange, og

først da nordboernes høvding Uunngortoq kommer til og støtter

opfordringen, sender grønlænderen sin dødbringende pil i manden. Uu.

erklærer grønlænderen uskyldig, og der hersker fred mellem nordboere

og grønlændere i flere år, indtil en anden grønlænder uopfordret

dræber en anden muslingesamlende nordbo på samme strand, og ikke

fortæller Uu. om det. Nordboerne dræber alle Appatsiviks grønlændere

undtagen to brødre, der flygter over isen. Uu. får dog indhentet

lillebroderen, der ikke kan holde balancen, fordi hans nye kamiksåler

er hullede. Uu. dræber ham, skærer hans arm af og viser den til

storebroderen med ordene: "Mon du, Kassapi / Qassapi, nogensinde så

længe du lever vil glemme denne din stakkels lillebror?"

Kassapi tager til sin svigerfamilie i Kangermiutsiaq syd for Qaqortoq,

hvor han får kajak, fanger mange sæler over et par år, bleger

skindene, og bruger dem som sejl på en udhulet træstamme med

kighuller, der kan lukkes med træpropper. Med sejlene sat ligner den

en isskodse, og når man trækker i rebene så sejlene falder til

forskellige sider, ligner den en isskodse, der vender rundt. Den

bemandes med folk inde i røret til at dirigere sejlene, og bugseres

hen til qallunnaaq'ernes / nordboernes hus. De kommer ud, narres af

blændværket, og går ind igen. Grønlænderne stopper husgangen med store

bunker kvas, som nordboerne trækker ind i huset næsten så hurtigt som

husgangen fyldes op med mere kvas. Qassapi borer ild, sætter ild til

kvaset, og alle nordboere brænder inde undtagen Uu., der flygter ind i

fjorden. I flere år forfølger Q. forgæves Uu., der vinter efter vinter

bosætter sig på disse steder: Igaliku, Alluitsoq - fjorden, Tasermiut

- fjorden (syd for Nanortalik) og fastlandet over for Aluk. Q.

overvintrer hver gang i nærheden, men får kun ram på Uu.s nye kone,

indtil han endelig ved Aluk får dræbt først Uu.s næste nye kone og

derefter Uu. Uu. får han dog kun ram på, fordi pilen er lavet af en

gammeljomfrus tørrehæk. Q. skærer Uu.s arm af, viser den til den

døende og bevidstløse Uu. og erklærer, at nu er den hævn sket fyldest,

som Uu. selv opfordrede til. Q. kan nu få fred i sit sind og i

taknemmelighed mod den gamle sydøstgrønlænder, som skaffede ham

materialet til pilen, tager K. ham med hjem og forsørger ham resten af

hans dage.

Fortælleren slutter med en udredning af skyldsspørgsmålet, der

frikender Uu., fordi en af hans mænd blev dræbt af en Appatsivik-bo

uden opfordring eller tilladelse.

Var.: Nordbo Peter Motzfeldt; Uunngortoq;

Hist.: Nordboere / Nordbo. Kun i den titel fortællingen har fået i 1999-udgaven bruger betegnelsen: qallunaatsiat om nordboerne. Samek selv holder sig til qallunaat. Vedr. nordbofortællingernes autenticitet se I. Kleivan 1982, Tidsskriftet Grønland. Og Thisted 2001: on Narrative Explanations. Scandianvian Studies vol 73(3): 253-295, der også refererer Jette Arneborgs undersøgelser.

Nedskriveren understreger, at dette er varianten, som man plejer at

fortælle den ved Qaqortoq.

Modellen for isskodse-skibet kunne måske være et skib, der er rejst ved snore i en flaske.

Skønt Q.s hævn synes retfærdig på traditionelle vilkår, latterliggøres

han, da han viser den bevidstløse og døende Uu. hans afskårne arm og

lover ham, at han (Uu.) resten af sit liv nok ikke vil glemme mordet

på Q.s lillebror.

Sydøstgrønlænderne ved Aluk, som sydgrønlænderne endnu på

fortælletidspunktet mødtes og handlede med, kaldes kanganitsiviit, "de

ægte østlændinge", men i oversættelsen "de ægte sydlændinge".

Østkysten nord for Aluk kaldes dengang som nu "tunua", (landets)

"bagside". Da folk her endnu er udøbte, er det selvfølgelig kun hos

dem, at Q. kan skaffe sig den nødvendige magiske hjælp i form af pilen

fra tørrehækken. Men denne delvise afstandtagen hindrer ikke Q. i at

vise taknemmelighed efter gammel skik og "adoptere" den gamle

sydøstgrønlænder.

Handelen ved Aluk har sikkert formidlet nordbofortællinger videre til

Ammassalik, hvor de også fortaltes før koloniseringen.