Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 35, ss. 153 - 163.

Tekstnær oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II: nr. 6, ss. 17 - 22.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 77, ss. 404 - 410: Akutak and Inuinak.

Resumé: Akutaq og Inuinnaq besøger en mængde gifte brødre, der ikke

vil gifte deres eneste søster bort. Den mellemste af brødrene fører

ordet. Da de om aftenen klær sig af ses det, at A. er hvid som en hvidhval og

I. sort som en ravn. Søsteren har sengeklæder så smukke som

qallunaats. I. lægger sig hos hende, hun er mere end villig, og

brødrene opgiver at gøre ham noget. Men A. blir misundelig, og da han

bliver til grin, forhekser han søsteren: hun vil komme til at hade sin

mand. A. tar hjem næste morgen. I. sover altid længe om morgenen, men

når alligevel hjem med fangst inden sine svogre, og hans kone blir

mere og mere voldelig i sine kærtegn. Da hun giver sig til at gnave i

en slibesten, der stammer fra Tunulliarfik-fjeldet, forstår man, at

hun er blevet gal, og alle flygter over til en ø undtagen I., der dog

også må tage flugten derover næste dag. Den gale kone forfølger ham

gående over vandet og vender først om, da vandet rifles foran hende.

Hun ligger død i en nærliggende hule, da I. senere vender tilbage og

begraver hende. På Akutaqs boplads får en forældreløs dreng om

vinteren den ide at bytte sig til et par kamikker hos brødrene for en

lille hund. Han overnatter i det forladte hus, skræmmes af det gale

genfærd, gemmer sig i et isbjergs hule, slipper næste dag over til

øen og får af den mellemste bror to par gode støvler og en kniv med

smukt skaft. Også de andre brødre gir ham gaver, fordi han har

overnattet i det forladte spøgelseshus. Hunden vil brødrene ikke have.

Drengen sælger sine gaver og får sig således en kajak.

For kommentarer til Rinks version af originalteksten se Thisted og Thorning 1996:

nr. 35, s. 328 - 329.

Var.: Savinnguarniaq; Gravene er de dødes hus; Mannik; De mange brødres eneste søster, som blev gal; (delvis). De mange brødres eneste søster, som blev gal.

Iøvrigt et hyppigt motiv i forskellige fortællinger. Søg bl.a. på: ligfedt.

Hist.: Rink bemærker i en note , at denne Akutaq var søn af en

grønlænderinde med en hvalfangerkaptajn fra før Egedes tid. Kaptajnen

kaldtes Tunusuk (Nakken)/ Tinusuk. I slutepisoden har Rink i oversættelsen

rettet angajullersaata til "den mellemste". Det er også mest

naturligt, at det er denne, den stærkeste bror, der fører ordet i

slutningen, ligesom i begyndelsen, men der står altså "den ældste" i

originaloptegnelserne.

Fortællingen er fortalt til Hermion (? det er ikke til at læse) af

David, som atter har hørt den af en sydlænding, Nathan.

Se Hendriks fortælling om Tinusuk: Familien Paakasi.

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 52, ss. 278 - 286.

Oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II: nr. 10.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 79, ss. 414 - 418: Avatarsuak, who was baptised Nathan.

Resumé: Avatarsuaq, i dåben kaldet Natan / Nathan.

A. opdrages af sin farfar og navnefælle, fordi hans far er død.

Da han kommer til fornuft / bliver bevidst (d.v.s. i 3-4 års alderen, BS) regner han da også farfaderen for sin far. Denne gør A. til angerlartussiaq, idet

han forbyder A. nogensinde at slå hundene og blive vred på gamle

mennesker. Desuden mumler han en formular med hætten halvt nede, hver

gang han træner A. i kajak. Farfaderen dør, og A. har nu vinterboplads

dér, hvor sydlændinge kommer forbi på handelsrejser til Paamiut, der

dengang var den sydligst oprettede koloni. Da to sydlændinge ikke

kommer tilbage, mistænkes A. for at have dræbt dem, men morderen viser

sig at være en tupilak, idet den også angriber ham undervejs til

Paamiut på handelsrejse. Den taler til ham om at æde hans indvolde,

lejrer sig uflytteligt på bagenden af hans kajak, forstævnen hæver

sig, han bliver kraftesløs og kæntrer først til den ene og så til den

anden side, men begge gange støder åren mod noget hårdt, da han søger

at støde fra med den i det dybe vand (det hårde er sikkert hans døde

farfar, BS). Tupilakken styrer ham så i modsat retning af hans åretag,

og han ender dybt inde i en ubeboet fjord.

Til alt held kommer en båd med kvinder roende inde fra fjordbunden,

hvor de har hentet tørrede ammasætter. De bliver bange for tupilakken,

men A. der helt har mistet kræfterne overtaler dem med løfter om

gaver til at hjælpe sig. Med støttebrætter lykkes det dem endelig at

skubbe tupilakken ned. De parterer den, kaster stykkerne dels i havet

og dels i gamle grave, og den dybt taknemmelige A. kommer senere med

gaver til dem. Det samme gør alle forbirejsende til Paamiut sidenhen.

Sejren over tupilakken giver A. klarsyn (sila), idet han nu kan se

åndemanernes ild-ånde og heksenes sorte underarme. På en senere rejse

til Paamiut efter krudt, bly og tobak generes A. undervejs over en

fjord af en masse kalvis og rammes to gange af store isskodser.

Sidste gang drukner han, er længe bevidstløs, men da han vågner

(formentlig ude ved havhorisonten, BS) rejser han med susende fart på

sit siddeskind, med venstre ben bøjet og med sin kajakpind som åre den

lange vej ind mod land. Hans bedsteforældre fører ham og advarer ham

mod at drikke af et isbjergs kildevæld ved de yderste øer.

Gør han det, kommer han aldrig hjem. Han lander dybt inde i fjorden

ved Kajutaqs boplads, hvor han modtages af ivrige hunde i

menneskeskikkelse, og inde i huset gennemfører beboerne 5-dages

ritualet for hans genoplivelse. Hans kajak med udstyr og købte varer

driver uskadte i land ved bopladsen. Han ror hjem og er nu blevet

endnu mere synsk end før. Ingen hekse kan længere lure og skade ham.

For kommentarer til Rinks version  af originalteksten se Thisted og Thorning 1996:

nr. 52, s. 336, hvor det bl.a. nævnes dels at begivenhederne er stedfæstet til Saarloq ud for Qaqortoq, og at det er Avatarsuaqs uddannelse / udvikling til fuldt færdig angakkoq / åndemaner, der her skildres.

Hist.: Begivenhederne kan fastsættes til tiden mellem

kolonierne Paamiuts og Qaqortoq/Julianehåbs oprettelse i hhv. 1742 og

1774.

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Tolkning: Dette er vist den eneste fortælling, hvor ritualerne

hvormed man kan gøre et barn til en angerlartussiaq beskrives. Se også: nalusut ileqqorsarsiornerinik, der ikke er en fortælling.

For "angerlartussiaq" se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): under "Piaaqqussiat".

Den mytiske initiation / uddannelse til angakkoq via overvindelsen af tupilakken og - især - rejsen til og fra havhorisonten er ikke helt almindelig i overleveringen, men nem at godtage ud fra verdensbilledet som helhed. Se især Aloruttaq (fra Ammassalik), hvor tilsvarende begivenheder bruges, omend i et andet dramatisk forløb.

Fortællingen om en anngiaq. Ikke oversat. Håndskriftet kan ses i kopi på Institut for Eskimologi, Birgitte Sonnes udvalg.

Velegnet til opdatering.

Kort dansk resumé i Rink: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, II: nr. 112.

Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 145, s. 470: The Shark as Provider.

Oversættelse ved Apollo Lynge:

Det fortælles at en stor flok brødre havde deres yndlingsboplads i nærheden af Paamiut. Deres hus var meget langt og i husgangens lille siderum havde de to forældreløse boende.

Man fortæller, at de begge var piger, og at de ikke fik anden mad end

den kogevandssuppe de fik foræret. Men det havde de små stakler så

bare at være tilfredse med. Engang vinteren var omme og sommeren

nærmede sig, brød man op og tog derhen, hvor man plejede at fange og

tørre ammassætter, men lod de forældreløse ene tilbage. Da de

(brødrene) skulle afsted gik de (pigerne) ellers ned til stranden med

deres sammenrullede soveskind, men alligevel lod de dem ikke komme

ombord (i konebåden). Ved affarten brast pigerne i gråd, fordi de nu

var alene og ingen havde til at hjælpe (og fange for) sig. På et

tidspunkt begyndte de så at søge efter føde på stranden, spiselig

tang og blåmuslinger. De ledte også efter ammassæthoveder i

forrådsskurene og andre småtterier.

En dag snakkede de så om at følge efter de andre over land. Da de

havde snakket færdig drog de derfra for at se, om de kunne komme på

sporet af deres husfæller. Da det blev aften inden de nåede frem,

måtte de overnatte ude i det fri. Da det næste morgen blev lyst drog

de videre på må og få, fordi de ikke anede hvor de (brødrene) havde

deres sommerlejr, og da kom til en stor klint stoppede de op, fordi

der var så smukt. Her holdt de et langt hvil, og da de på et tidspunkt

kiggede mod mord, så de med eet en haj der var krøbet op på et stort

stykke sandstrand. Da sagde den ældste til sin lillesøster: "Måske

skulle vi gå over til den." Men lige da hun sagde det, ville

lillesøsteren ikke med. Længe søgte storesøsteren tålmodigt at

overtale hende, og til sidst sagde hun ja. Da de gik ned mod den og

næsten var fremme sagde storesøsteren: "Gid den ville hjælpe os!"

Straks rullede hajen sig ned og ud i vandet. Da de nu så den svømme ud

standsede de op, og denne her haj standsede også op. Da de så den

blive på samme sted, gik de igen ned mod den og standsede så på

stranden lige ud for hajen. Da de havde stået der en tid, sagde hajen

lige dér minsandten noget: "Kom nu og sæt jer op på mig." De gik hen

og satte sig op, og så svømmede hajen direkte ud fra land. "Mon den

fortsætter ud til havs med os?" tænkte de imens. Da sagde hajen

mærkeligt nok: "Nej, jeg det har jeg ikke i sinde, jeg vil tværtimod

hjælpe jer." Udad gik det, helt ud til den yderste ø (i skærgården).

Da de omsider nåede den, sagde hajen: "Byg nu et hus der er stort nok

til jer og med en plads til mig ved endebriksen." Med de ord svømmede

han ret ud til havs. De to arme forældreløse gav sig så til at bygge

sig et sted at være, og hen på eftermmiddagen gled hajen op på

stranden med en sortside / grølandssæl i gabet. De gik ned og slæbte

så sælen op uden for deres endnu ufærdige hus. Så overvintrede de

ellers dér med hajen som fangstmand. Da det blev forår sagde hajen til

sine protegéer: "På samme måde som sidst skal jeg nu bringe jer hen et

sted hvor I kan fange og tørre ammassætter."

Da brødreflokken kom tilbage til bopladsen var de forældreløse væk.

Men så engang da den ældste bror var ude i kajak og nærmede sig den

yderste ø, som jo var ubeboet, så han til sin forundring et menneske

oppe på toppen af øen.  Han roede derhenad og da han nåede frem,

jamen så var disse søskende jo gamle bekendte. Nu gæstede han dem så,

og tænk engang, de led stor nød (derhjemme), og hans brødre var så

afkræftede, at de ikke længere var i stand til at ro ud i kajak! Hajen

kom hjem med fangst uden at ane at de havde gæster, men så sagde

søstrene at brødreflokkens ældste var på besøg. Han spurgte dem så

hvordan de andre havde det, og da de fortalte at de led stor nød og

sultede forfærdeligt, bevægede hajen op til huset og sagde til

brødreflokkens ældste: "Sådan som I har hånet dem, skal jeg nok vide

at gengælde jer til gavns." Og da gæsten skulle hjem sendte de forråd

med og gav ham besked om, at han for eftertiden måtte besøge dem

ligeså tit han ville. Man siger, at brødrene ene og alene kom gennem

vinteren på mad fra de forældreløse. Således var det de forældreløse,

der kom til at hjælpe (brødreflokken). Da (de to søstre) havde været

på ammassætfangst overvintrede de på stedet, og de forlod det aldrig

siden.

Her slutter fortællingen.

Var.: Den forladte kvinde med plejedatter. En fortælling (om en haj der forsørgede forældreløse); De, der havde fangstplads på den anden side af briksen; Hajfisken som forsørger; Den lille gamle med den store datter;

Two deserted ones get meat from guests; Kunuanannguaq; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn. Moder og datter, der drev fangst med en slibesten og...; En fortælling om enlige kvinder; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn; De forladte børn, Kragh nr. 64;

Oversættelse er opgivet, fordi teksten er temmelig usammenhængende.

Ifølge Rinks kommentar s. 444 er teksten sammenstykket af andre sagn og udtværet, tildels med ganske ugrønlandske vendinger og begreber.

Der er dog temmelig mange fortællinger der virker således sammenstykkede uden derfor at miste autencitet, BS).

Oversættelse:

Fortællingen om en ungkarl.

Oversat af Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom.

Det fortælles, at en ungkarl sjældent kunne fange sæler. Da han aldrig havde heldet med sig på sælfangst, begyndte han at nøjes med at fiske ulke. En vinter fiskede han som sædvanligt ulke, men han kunne aldrig fange nogen. En morgen, hvor det var meget fint vejr, fik han mere og mere lyst til at tage på sælfangst, og han tog af sted. Da han kom til stedet, hvor han ville ligge på lur efter sæler, kom en masse grønlandssæler op af vandet ud for ham. Først tænkte han på at liste sig hurtigt ind på dem, men han nøjedes med at se på dem efter at have tænkt: "Næste gang de dukker op, kan jeg liste mig ind på dem."Han fortsatte med at ligge på lur efter dem, og da han til sidst syntes, at de havde været længe væk, dukkede sælerne op igen. Da de kom op, listede han sig hurtigt ind på dem. Så harpunerede han en fuldvoksen grønlandssæl, og det blev hans førstegangsfangst.

Det fortælles, at ungkarlen havde en mor, der var blevet en gammel kone. Da hendes søn tog af sted i kajak, ventede hun som sædvanlig ikke nogen fangst fra hans side. Så da børnene begyndte at snakke løs om, at ungkarlen havde sæl på slæb, modsagde ungkarlens mor selvfølgelig børnene. Børnene sagde, at nu kom ungkarlen nærmere, og da han nærmede sig land, råbte moderen ud til ham: "Er det din egen fangst?" Og selvfølgelig svarede hendes søn, at det var hans fangst. Inde på stranden gav hans mor sig så til at danse takkedans for sønnens førstefangst af en grønlandssæl. Da moderen havde tørret skindet, gemte hun det i sit forrådshus. Da ungkarlen derefter gentagne gange var på fangst, fangede han ingenting.

Engang om sommeren tog han på fangst syd for deres boplads. Da han kom til sine bopladsfæller, der lå og ventede på sæler, fik han sig en snak med dem og forlod dem så. Da hans bopladsfæller var taget hjem og han var blevet alene, hørte han pludselig en skrigen. Da han kiggede mod syd, så han, at en konebåd var ved at nå hen til ham, mens de ombordværende sang en tryllevise / serrat. Først tænkte han på at flygte, fordi de kunne sejle ind i ham, men så tænkte han, at han nok kunne tåle det, hvis de ramte ham. Men da de fortsat havde kurs direkte mod ham og var lige ved at nå ham, flygtede han. Da han havde roet et stykke, tænkte han: "Måske har de ugifte piger med om bord, så nu ror jeg alligevel hen til dem." Så vendte han kajakken og begyndte at ro hen til dem. Det fortælles, at tryllesangen som konebådens besætning sang, lød således: "Dette er visen (som ejes) af beboerne i et lille hus inde i landet. Dette er beboerne i et lille hus inde i landet. Lad os lette op i luften. Lad os stige til vejrs." Ungkarlen nærmede sig konebåden og opdagede, at de havde en ugift pige mellem sig, og da han fik lyst til hende, tog han fat i rælingen og prøvede nu på at give hende et kys. Straks greb en kvinde fat i hans hænder og bandt ham fast til konebåden. Da hun havde gjort det, satte hun sig ned og begyndte igen at synge med: "Dette er visen af beboerne i et lille hus inde i landet. Dette er beboerne i et lille hus inde i landet. Lad os lette op i luften. Lad os stige til vejrs." Og da konen sang med lettede konebåden. De svævede ind mod land og så hen over de høje fjelde mod indlandet. Da de havde svævet et stykke tid, fik de øje på en stor sø. De svævede hen imod den og landede på søen, og da de kiggede ind mod søbredden, fik de øje på mange telte og slog lejr sammen med dem.

Fra da af begyndte ungkarlens mor at vente på at han skulle komme hjem, for hun vidste, at hun havde opdraget ham til at kunne finde vej hjem efter en ulykke (angerlartussiaq), men da han stadig ikke kom hjem, sørgede moderen så meget over ham, at hun holdt op med at gå ud. Det fortælles, at de folk, der hørte til denne konebåd, var taget på rensdyrjagt.

Da ungkarlen ville vende hjem igen, spurgte konebådens ældste ham: "Du husker vel den vise, vi sang forleden?" Ungkarlen svarede: "Jeg kan huske en del af den, men jeg har glemt begyndelsen." Konebådens styrmand fortalte ham så: "Når du tager af sted herfra og kommer til søbredden, skal du synge således: "Dette er visen af beboerne i et lille hus inde i landet. Dette er beboerne i et lille hus inde i landet. Lad os lette op i luften. Lad os stige til vejrs." Da styrmanden havde sagt det, fyldte ungkarlen sin kajak med rensdyrskind og tog af sted. Da han havde roet lidt, kom han til en anden bred, men nu havde han glemt det, der var så vigtigt for ham at huske. Ind imellem spurgte han sig selv: "Hvordan var det nu, lad mig dog komme i tanke om det", sagde han gentagne gange til sig selv. På et tidspunkt kunne han pludselig huske visen og begyndte at synge den: "Dette er visen af beboerne i et lille hus inde i landet. Dette er beboerne i et lille hus inde i landet. Lad os lette op i luften. Lad os stige til vejrs", og i det samme lettede ungkarlen. Derfra svævede han så mod sin boplads i vest. Engang glemte han pludselig visens tekst, mens han svævede over en høj afgrund. Da han dalede ned, landede han lige på afgrundens kant. Mens han sad der, begyndte han at spekulere og spurgte igen sig selv: "Hvordan var det nu, lad mig dog komme i tanke om det." Mens han talte sådan til sig selv, var han lige ved at styrte på hovedet ned og fik en lammende varm fornemmelse. Mens han hang der over det stejle fjeld, sagde han til sig selv: Hvordan var det nu, lad mig dog komme i tanke om det". Og så kom han pludselig i tanke om sangen: "Dette er visen af beboerne i et lille hus inde i landet. Dette er beboerne i et lille hus inde i landet. Lad os lette op i luften. Lad os stige til vejrs." Så lettede han og begyndte at svæve mod vest og hen mod sin boplads.

Fra den dag da ungkarlen forsvandt, havde hans mor ikke været ude, men da hun en dag for første gang var ude, hørte hun råben. Hun kiggede mod vest og så, at ungkarlen var på vej tilbage. Da hun havde genkendt ham, sagde hun til børnene: "Nu er ungkarlen på vej tilbage, sørg nu for, at hundene ikke begynder at hyle." Da hun havde sagt det, gik hun op til sit forrådshus og tog skindet af sønnens store fangst. Så gik hun ned til stranden med skindet for at ungkarlen kunne løbe sin kajak op på det. Nu ventede hun på, at ungkarlen kom, og først da han var lige ved at nå stranden, bredte hun skindet af hans fangst ud over rullestenene. Da ungkarlen kom nærmere, gled han forbi sin mor og fortsatte op mod sit hus, og moderen måtte nøjes med at kigge på ham. Da ungkarlen fortsatte, kunne han ikke stoppe og fortsatte ind i husgangen. Det siges, at dette skete så hurtigt, at ungkarlen døde af det. Da moderen gik op til ham og gik ind i huset til ham, så hun, at han lå død med hovedet ved siden af sig. Det viste sig, at han var stødt mod bagvæggen af huset, og at han ved tilbageslaget fik slynget hovedet ud mod husgangen, og derved blev hovedet revet fra kroppen, og dette blev udgangen på ungkarlens liv.

Og herved slutter fortællingen N. S.

Var.: Den flyvende kajakmand (ganske mange versioner, BS).

Fortællingen om en ungkarl.

Oversættelse er opgivet, fordi teksten er temmelig usammenhængende

Fortællingen om en ungkarl.

Oversættelse er opgivet, fordi teksten er temmelig usammenhængende

Fortællingen om det barnløse øgtepar.

Oversættelse er opgivet, fordi teksten er temmelig usammenhængende

Fortællingen om en løgner der rejste nordpå.

Kort dansk resumé i Rink 1866-71, II: s. 115, nr. 85.

Sallukujoq.

Han rejser så langt nordpå, at det tar tre bådebetræk at nå derop. Her møder S. folk, der fanger røde hvalrosser og fisk, der kun har øjne på den ene side. Han opsluges af en isgroet bjørn og overlever ikke.

Var.: søg på isgroet bjørn, Qavanngarnisannguasik; En rigtig lille forældreløs Nakasunnaq.  

Kommentar: Afspejler sydgrønlandsk viden om fangst og fiskeri i Nordgrønland (nord for Sisimiut). Mange fortællinger om sydlændinge der rejser nordpå fremstiller helten som kolossalt stærk.

Andre gange lider helten nederlag. Fortællingens proveniens (syd el. nord) er sikkert afgørende for vurderingen af sydlændingen.

Fortællingen om en ungkarl.

Oversættelse er opgivet, fordi teksten er temmelig usammenhængende