Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 96 - 100; angakkortalissuit, 1990: 219 - 223: Uden overskrift. Begynder således: "Angakkorsuarmik taasagaat Sarfap ..."

Resumé af Jens Rosings oversættelse:

I Sermilik-fjorden lever to åndemanere / angakkoq'er / angakokker, der kappes om at være den

største. Sejrherren kaldes herefter Angakkertuaq (den store åndemaner)

og den anden Angakkeq (åndemaneren). Denne søger af misundelse at rane

den stores sjæl, men forgæves. Den store gør gengæld af frygt for, at

Angakkeq i stedet skal røve sjælene fra hans børn. Den stores sjæleran

lykkes. Derefter har han intet at frygte og foretager ofte åndeflugter

ud over fjordmundingen, hvor man ser ham flyve forbi. Et efterår

rejser han imidlertid den modsatte vej ind over indlandsisen til en

boplads inde i en fjord, hvor han fra et fjeld ser folk drive nogle

små bjørnelignende dyr med tynde ben ned mod bopladsen. Han vender

uset tilbage, men om foråret, der ellers er et ugunstigt tidspunkt for

åndeflugter, flyver han fulgt af gnistrende hjælpeånder derover igen,

fortsætter ud til en anden boplads ved fjordmundingen og blir vidne

til en vældig fangst af hvidhvaler. Skumsprøjtet er så voldsomt at

dyrene flyver langt op på stranden. Man opdager ham oppe på fjeldet,

hvorefter han skynder sig tilbage.

   Akkernilik, der fortalte det til Kaarali Andreassen, havde ikke

flere fortællinger om Den store Åndemaner. Men Kaarali selv får som

seminarieelev 1910 - 14 bekræftet fortællingen af Luutivik inde i

Godthåbsfjorden K: fortæller L. historierne om angakertuaq, hvorefter

L. bleg af undren kvitterer med sine: Et efterår, da herrnhuterne

driver deres geder hjem, standser de af forskrækkelse over en ildkugle

med gnistrende hale både for og bag, og kuglen kan i et glimt

identificeres som en sammenkrummet mand (i åndeflugtstilling, BS).

Også fortællingen om hvidhvalsfangsten kan bekræftes. Under den ser

man en mand oppe på Nattoralinnguit, en fjeldknold i nærheden af

Qaquk.

   L. og A. er lige stumme af forbavselse.

Hist.: Lysfænomenet peger på Halleys komet, der var synlig i 1758, i

1834 og i 1910. Men herrnhuterne oprettede først Uummannaq i Godthåbsfjorden

i 1861 og rejste i 1900. Østgrønlænderne kan have hørt om herrnhuternes geder

(der ligner små bjørne med tynde ben) via sydøstgrønlænderne siden

midten af 1700-tallet..

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 19h - 22v (slutning mangler. Ses i afskriften)

Publiceret transskription af orig. håndskr.:

Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 103 - 107: Akilinermi aleqaminik.

Afskrift ved seminarieelev: NKS 2488, II, '4, nr. 216.

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 25, ss. 110 - 114 har Rink fortrinsvis oversat denne variant men tilføjet en kommentar om tre andre varianter. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 37, pp. 248 - 255: The Brother who went to Akilinek in search of his Sister.

Resumé:

Et ældre ægtepar har to døtre og en søn som den mellemste. Faderen, der er noget indsluttet, lægger op, da sønnen er voksen og kan forsørge familien. Denne har gerne sin storesøster med som følgesvend på land, når han er ude i kajak. En vinterdag hvor de spadserer sammen på isen og han jager en hare til fods, forsvinder søsteren. Der er kun udadgående slædespor at øjne. Broderen får sin fars hjælp til at bygge en slæde og skaffer sig efter tur nogle frygtindgydende slædehunde, der skal tæmmes en del for at kunne enes sammen som trækdyr: en isbjørn, en ulv (et fantasidyr i Vestgrønland) og en kæmpeorm. Isbjørnen er den mindst udholdende og må på længere ture hvile ud på slæden. Men da den er den eneste, der ville kunne klare at få slæden over en bred revne i isen, beholder broderen den som trækdyr. Han kommer til Akilineq over isen, finder sin storesøster med barn i et stort hus og bliver venner med hendes mand, der efter nogen nølen indvilger i, at de skal komme på genvisit. De nærmer sig en dag, men vender om, måske fordi lillesøsteren derhjemme, ellevild af glæde, springer frem og tilbage over konebåden på stativet udenfor. Broderen sender sin kæmpeorm efter dem. Den kommer tilbage med blod om munden og har næppe sparet nogen af de bortdragne.

Var.: Var.: Ely Fontain nr. 213; Kristian Hendrik 1860 nr. 4; Peter Justus 1999 207; Bjørn, Knivhale og Savryg.

Tolkning: En temmelig grum version af denne fortælling, der bl.a. også kendes fra Østgrønland. Oftest er det kun svogeren og dennes og søsterens barn, der bliver dræbt af ormen eller et andet monstrøst trækdyr, da søsteren kommer helt hjem på besøg med sin 'fremmede' mand og deres blandingsbarn. Dette skel mellem "os" (inuit) og "andre" (Akilineq-boerne, de fremmede) hersker altså ikke i Kreutzmanns version.

Kæmpeormen, er en hyppig mytisk skikkelse i grønlandsk fortælletradition. Se bl.a. Aqissiaq.

Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34.

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: Rink NKS 2488, VII: 9h - 10v, som er Kreutzmanns 2.

gennemskrivning af fortællingen.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning af Arnaq Grove i: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 92 - 95: Kunniiliusi ilisiinnerminik eqqugaasoq.

Afskrift af seminarieelev: NKS 2488, II, nr. 207.

H. Rinks oversættelse af afskrift: Rink, H.: Eskimoiske Eventyr og Sagn, I-II, 1866-71, I: nr. 110.

Resumé:

Kornelius, der af grønlænderne kaldtes Kornalius / Kunnaaliusi, lærer til åndemaner / angakkoq i Narsarmiut og har fået store evner, fordi han har ladet højvandet overskylle sig. Han kan dog endnu ikke flyve. Pussi, som misunder ham, fratager ham evnerne ved at feje gulvet med en skarvevinge, og fremstår selv som angakkoq. I ærgrelse øver Kornelius sig i hekseri, som han afprøver ved at skære et rundt hul ved hjertet i den døbte Petrus' halvpels og hans siddeskind. Petrus opdager det og varsler tilbageslag af hekseriet. I lang tid mister Petrus gang på gang sine harpunerede sæler, som Kornelius´ søn finder døde. Petrus erklærer at de tilhører Kornelius´ søn.

En vinterdag kommer Kornelius´ søn ikke hjem fra kajakturen. Kornelius sørger længe og dybt - det gjorde man dengang. Han bliver ældre og sørger stadig. Under en hvalrosfangst lykkes det så Petrus at rive Kornelius ud af sorgen ved at skubbe hans kajak frem mod en rejst hvalros, netop som Kornelius har harpuneret den. Kornelius skynder sig fra den og brister i latter. Han ved ikke rigtig, hvordan han skal takke Petrus for at have brudt hans melankoli. Han kommer i bedre humør herefter.

En dag holder alle kajakmændene kvinderne for nar ved at sætte en fangstblære på en isskodse, der ganske ligner en hvidhval, bugsere den til land og råbe eeq! (vi har fanget, kom!). Kvinderne hævner sig, idet Kornelius´ mor, Ingiluk, spiller døende og rejser sig leende, da alle er forsamlede om hende. Kornelius skælder dem gevaldigt ud.

Var.: Ingen i denne bases samlinger.

Hist.: En historisk fortælling. Kreutzmann tidsfæster begivenhederne til kort efter hvalfangerne (hollænderne?) holdt op med at aflæsse mattak fra hvalerne ved Uummannaq nær Narsarmiut, mødested for handel med hvalfangerne. Heller ikke alle er endnu døbte. Dvs. fra midten til sidste halvdel af 1700-tallet. Læs iøvrigt Kirsten Thisteds oplysende Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34.

Tolkning: Skarven er bl. a. associeret til kajakløse mænd, der kun kan fiske, og som amulet til forsvar mod tupilakker. Ovf. egner den sig åbenbart til bestjæling af angakkoq-evner.

Petrus har tilsyneladende kun sin dåb som virkemiddel til hekseriets tilbagesendelse via de mistede dyr, som Kornelius´ søn meget symbolsk finder som ådsler, hvorefter han selv forulykker til havs. Det er da ikke Petrus' onde hensigt, der bevirker tilbageslaget, hvilket også ses af hans senere vennetjeneste over for den sørgende Kornelius.

Sideløbende dansk oversættelse, der let forkortet og uden den

afsluttende morale også er trykt i

Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 38, ss. 137 - 141.

Og på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 25, ss. 202 - 207: Namak.

Orig. håndskrift eksisterer ikke længere. To afskrifter i hhv. Rink NKS

2488, II, nr. 55 af en seminarieelev og i Rink NKS, 2488,  VI, ss. 36h - 40v

af Wittus Steenholdt.

Nyligt oversat i Thisted 1999: Således skriver jeg, Aron, I: 264 - 266. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: Taamma allattunga, Aron, I: 264 - 266: Naammaaq.

Resumé: Begge Nammaks / Naamaaks forældre myrdes af bopladsfællerne, mens han

endnu er lille. En mand adopterer ham og opdrager ham til hævn ved

gang på gang at vække ham med stor larm og sige, at nu vil fjenderne

også dræbe ham. Da N. efterhånden erfarer, at det er løgn, vækker

plejefaderen ham på samme vis med ordene: "Den Nammak, hvor er han

glemsom, nylig har de dræbt hans forældre, og straks glemmer han det!"

Han mener heller ikke det lønner sig at træne N. i kajak. Men N. får en

slynge, som han lærer at mestre og nedlægger harer og ryper med. Han

vokser til, sover kun om dagen og aldrig om natten. Og han får stedse

større kræfter, som han skjuler for alle.

En dag fortæller plejefaderen N., at N.s fjender vil rejse bort om

foråret. N. ber om en større slynge og får af plejefaderen tilbudt en

nyfanget remmesæl. Af den skærer han sig en slynge i en størrelse,

der aftvinger plejefaderen respekt. Denne lyver ikke mere, men det

tror N. stadig, da plejefaderen en dag vækker ham og siger, at nu er

fjenderne ved at rejse. Men da N. selv kan høre støjen, går han med

tomme anorakærmer (tegn på fredelige hensigter) og slyngen gemt på

brystet ud til en stenhob,

hvorfra han skyder hele tre afrejsende konebåde i sænk med store sten.

En fjerde konebåd flygter nordpå. Det forlyder at besætningen har

formeret sig, og N., der bliver gift og får en søn, træner denne op

til en dygtig kajakfanger, der både bliver gift og får konebåd. I

den rejser hele familien nordpå til Kangeq ved Ilulissat, hvor den

slår sig ned på fjendernes boplads, men ikke plejer omgang med dem.

N. og søn inviteres dog ind en dag i stormvejr, bydes på mad, som N.

tar dygtigt for sig af. Man opfordrer til forskellige kraftprøver. Den

forspiste N. vinder hver gang, og ingen rører ham, skønt sønnen

allerede er gået, da han alene forlader fjenderne. N. rejser uskadt

med familien hjem, hvor de lever i fred til deres dages ende.

Også oversat af K. Rasmussen, søg på: Nammak

Hist.: I en efterskrift meddeles det, at N. efter datidens opfattelse

aldrig var blevet stærk og havde klaret sig uden sin plejefars grove

behandling. Men nu plages folk ikke længere af ond samvittighed, og

derfor er der ingen stærke mænd længere. Nutidens moralske forfald!

Sideløbende dansk oversættelse, der næsten enslydende også er trykt i

Rink 1866 - 71, I, nr. 31.

Orig. håndskrift eksisterer ikke længere.

To afskrifter i hhv. Rink 2488 VI, ss. 113v - 115v af Wittus

Steenholdt og Rink NKS 2488, II, nr. 13 af seminarieelev.

(Fyldigt dansk oversættelse i Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 31 ss. 124 - 127. Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 22, ss. 189 - 192: Angutisugsuk)  

Resumé:

Angutisussuk er den ældste af tre brødre og så dygtig en

fanger, at folk under en hungersnød søger tilflugt hos brødrene.

Herover fortørnes A.s hustru, der en nærig. Den ene af de to gamle

mænd blandt gæsterne bliver fornærmet og hekser ufred i huset over

konens brikseplads om sommeren, da huset er forladt. Næste vinter

sætter A. sin kone og medhustru op imod hinanden. Konen får overtaget,

medhustruen blir misundelig og gør ophævelser, og da A. tæver hende

(hun er nemlig barnløs) begynder hans yngste søn at græde. Drengens

farbror, der er hans navnefælle, blander sig og får lårbenet brækket

af A. Nu træder tredje bror til sammen med en af A.s brodersønner, og

de jager A. på porten. Han tar kun medhustruen med, bygger hus lidt

nord for stedet og da han blir en stadig trussel mod den lårbrudne

bror, skiftes den raske bror og brodersønnen til at blive hjemme fra

fangst. Da de erfarer, at A. vitterlig vil sin skadede bror til livs,

allierer man sig med naboerne, der kommer, skjuler deres kajakker, og

i fællesskab får man med besvær bugt med A., der troede banen klar.

Den lårbrudne bror giver på de andres opfordring A. det første stik og

vil i fortvivelse dræbe sig selv, da A. er død. Man får ham fra det

og dræber i stedet A.s medhustru, fordi hun synes at have været ophav til

hele elendigheden.

Hist.: En detaljeret fortælling, der kunne være historisk i sin kerne.

Men indledningens to gamle mænd og den enes hekseri i vrede over

ugæstfri behandling er en traditionel mytisk episode, der skal give den

egentlige forklaring på, at der opstår splid i huset.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Der var engang en lille ældre mand, der var alle tiders

til at prutte. De havde deres vinterboplads et sted på fastlandet.

Når bærtiden kom om sommeren, satte de mærke der, hvor der var flest,

fordi de om vinteren godt kunne få lyst til bær. Når de så om

vinteren, hvor sneen dækkede jorden, fik lyst til at spise bær

henvendte de sig til gamlingen. Denne gik hen til det sted, hvor der

var mange bær og slog en ordentlig prut, så al sne i området

forsvandt. Så guffede man ellers bær. Når han inde i huset trængte til

at slå én, sagde han til de andre: "Hold fast på  husstøtterne." Når

han så slog én, slyngede den benene i vejret på dem, der holdt fast på

støtterne.

Man siger, at mens de endnu var der (på vinterbopladsen)

fik de nys om at der i nærheden overvintrede nogen med en stor hund,

en hund, sagde man, der dræbte alle dem, der kom på besøg. Og næppe

havde prutmesteren hørt dette, førend han fik lyst til at besøge dem.

En dag i fint vejr rejste han på besøg, idet han undervejs samlede

sammen til et ordentligt brag. Han roede langs stranden for ikke at

blive opdaget af hunden, før han gik i land. Så snart han gik i land,

opdagede den store hund ham; og den familie, han ville besøge, råbte,

at han omgående skulle flygte - ellers ville han blive dræbt. Vist

ville han ej. Han stillede sig blot op med ryggen til hunden. Da den

nærmede sig, trak han bukserne ned og slog en ordentlig skid. Han vendte sig om, men der var ingen hund. Men mens han stod der, så han nogle knogler falde

ned på jorden. Tænk, det var hunden, der var blevet slynget til vejrs

da han pruttede.

Nu da hunden var dræbt, kom der mange gæster til

familien. Som tak for at ha' gjort det af med hunden, blev han

overøst med gaver fra alle i familien, der ejede hunden.

På en dejlig dag, nogen tid efter han havde dræbt hunden, fik han

lyst til at tage ud på fangst vestover. Han roede ud forbi de yderste

øer. Mens han ventede på, at en sæl skulle dukke op, trængte en prut

sig på for fuld kraft og han roede til, alt hvad han kunne, for at nå

til land i tide. Ganske tæt på land blev trangen så voldsom, at han

end ikke var i stand til at ro. Han lå stille et stykke tid. Men han

fandt ud af, at det blev det kun værre af, så han fortsatte helt ind

til land og op på stranden. Nu kunne han ikke længere holde luften

tilbage, og han slog en ordentlig én. Kajakken knækkede over, der hvor

han sad, og den bagerste halvdel røg til vejrs og forsvandt. Den

forreste del var havnet oppe på stranden; og i den redelighed reddede

han sig kun selv med nød og næppe i land. Mens han stod på stranden,

roede der et par kajakmænd forbi. Han råbte til dem, og de fik ham med

hjem. Derefter holdt han sig til landjorden, hvor han bare døde, uden nogensinde at få sig en kajak igen.

                    Skrevet af John  Nikolaisen (seminarieelev)

Var.: Søg på prutmester; Storfjærteren

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 Fortælling om en gammel ungkarl.

Ungkarlen Orlavaarsuk brød sig slet ikke om morskab ('quiatsâqaoq'. chr.b). Alligevel fik han en dag lyst

til være ligesom de andre og søgte efter en hjælpeånd. Hans kommende

hjælpeånd sagde: "Jeg er her". Hjælpeånden viste sig og lignede en

konebåds stævntømmer. Når den stak sin stav i jorden, gik der ild i den. Da Orlavaarsuk så hælpeånden, tog han flugten. Han nåede stranden og var ude af stand til at komme videre. Han gik ud i vandet, så det sprøjtede omkring hans skuldre('erssiginit' - ifølge Rinks kommentar: skuldre. chr.b). Han kom op på en lille ø.

Hjælpeånden sagde: "Jeg er sikker på, at ingen vil reagere næste gang lille

Orlavaarsuk ønsker sig en hjælpeånd". Derefter gav den sig til at gå indefter.

Orlavaarsuk vendte tilbage til fastlandet, han gik den samme vej som hjælpeånden

og lagde sig ned på ryggen dér, hvor hjælpeånden ville komme forbi. Han sagde

til den: "Stik mig, stik mig". Hjælpeånden gik forbi uden at stikke ham. Endnu

engang gik Orlavaarsuk hen og lagde sig ned på ryggen dér, hvor hjælpeånden ville gå forbi og sagde: "Stik mig, stik mig". Det ville hjælpeånden ikke og gik blot

forbi. Orlavaarsuk gik tilbage og nåede hjem meget sent på aftenen. Det fortælles,

at han siden aldrig har søgt efter en hjælpeånd (eller ordret: Det fortælles, at

han endnu i dag ikke har bedt om at få en hjælpeånd. CB). Slut

     Albrecht Bech

Var.: Rink 1859: Kaladlit oqalluktualliait I, nr. 3, ss. 37-40 -

samme nedskriver: Albrecht Bech, kateket ved Sisimiut, men temmelig forskellige

i ordlyd. se/søg: Rink 1866 - 71, nr. 63.

Hist.: Muligvis.

med sideløbende dansk oversættelse, der let forkortet og uden den

afsluttende morale også er trykt i Rink 1866-71, I, nr. 99.

Orig. håndskrift: Rink NKS 2488, VI, ss. 97h - 99h.

Steenholdts renskrift: ibid. ss. 50h - 53h.

Afskrift: Rink NKS 2488, II, nr. 7 af seminarieelev.

Resumé:

Pakitsoq er ungkarl, bygger en umiaq, konebåd, fanger en ræv og senere en sortside, og ber sin mor gemme skindene. Om foråret rejser han nordpå idet han på fire ophold undervejs hvert sted røver en kvinde med ned i båden som roerske. Den førstes far prøver at dræbe ham, men Pak. stiller sig op i sin tarmskindspels ved stranden med ryggen til havet og såvel harpun som lanse splintres mod hans ryg. Ved Ilulissat vil han have en bøsse for de to skind. Købmanden / kolonibestyreren vil ikke give så meget for dem. Heller ikke kaptajnen på et skib, der ligger for anker. Pak. insisterer, kaptajnen blir irriteret og beordrer matroserne at hive Pak. op i masten og skyde på ham. Kuglerne preller af, hvorefter han hejses ned og i kaptajnens kahyt får frit valg mellem bøsserne til salg og desuden krudt og kugler. Undervejs hjem afleverer han de tre piger på hver sit sted, men beholder den første, hvis far netop er død, da de ankommer. Pak. hævner sig ved at lægge ham i en hule og en stor flad sten ovenpå, så liget brister og blodet flyder ud.

Var.: Pukkitsulik / Púkitsulik; Røverskibet; Brandt 33 34; Piratskibet.

Hist.: Handel med hvalfangere, først hollandske (indtil 1777), siden britiske, foregik i vekslende omfang.

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 228 - 230: "Ajoqi qivissimagaluartoq" (desuden fortælles om rorgængeren Sibuluaraq og Ikuunia).

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

Resumé:

Saalla gik til fjelds / qivittoq pga. noget med en kvinde, og efter et par måneder i indlandet besluttede han sig til at blive rigtig qivittoq. Men en stemme fra oven bad ham kigge ned og se det sted, helvede, hvor han ville ende som død. Og lovede at han skulle blive kateket, hvis han gik hjem. En efterårsmorgen lå han så mellem folk fra Qassimiut i teltet, hvor de var taget ud på jagt på spraglede sæler. De havde ellers ledt efter ham hele sommeren. Saal. blev en ydmyg kateket, der formanede sine elever (bl.a. GJ) til aldrig at glemme den Helligånd.

Om to unavngivne qivittut fortalte man, at Jaakukasik havde mødt dem i fjeldet og truet dem med sin bøsse, nær Tasiilaq / Tasiusaq. De var ligeglade, men svarede heller ikke på hans spørgsmål.

      Selv kunne han også være blevet qivittoq, mener GJ, men da ville han højst have levet et halvt år måske. At qivittut lever evigt, som nogen mener, tror han slet ikke på. Alle er dødelige, kun ånden lever evigt.

Endelig ved GJ at fortælle om qivittoq'en Ikuunia, at denne fik tobak af Anguteeraq, som denne skulle lægge til ham på en sten. For Ik. mente han var blevet så ond, at ingen måtte røre ved ham. Hans tøj var godt og varmt af hare- og ræveskind. Hans kamikker af rodgrene. Han havde skæg i hele ansigtet og hans øjne var røde. Når han fløj tilbage til indlandsisen fra besøg ved kysten, kom der ild fra ham. Mange så det. Så det er nok sandt.

Tilføjelse til fortællingen om Saallat fra den grønlandske udg. Overs. Signe Åsblom:

s. 228. tassami eqquuppoq  ..

Det kom til at passe, han blev kateket. Ham Saallat, det var mens vi var børn at denne kateket døde, Salomonsen var det, han døde om efteråret mens vi var børn og gik i skole hos ham. Vi havde ingen seminarieelev dengang, og nogen kateket havde vi dengang heller ikke. Tuumannguakkuluks søn lærte os at læse, uuddannet var han, men han var vores læser. Og denne Saallat kom engang imellem dernedefra og holdt gudstjenesterne.

Styrmanden, det var Sibuluk, rorgængeren, Lille Sibuluk kaldte man ham, og der var også en suppleant for ham (Sibuluk). Jamen, de var ellers helt tæt på Qeqertarsuaaraq, den lå lige derovre i nærheden, men end ikke når han var med dér kunne han holde gudstjeneste. Det var altid ene og alene Lille Saallat der holdt den.

    Mens vi som børn gik  i skole, fortalte Saallat for os. Han fortalte os om alle mulige gode ting, ting at komme i hu, ting som man aldrig senere i livet skulle glemme: Han bad os aldrig glemme Hellligånden deroppe og altid have den i tankerne. For det var jo voldsomme oplevelser han havde haft; han var blevet rig på erfaringer. Han var kateket i mange år.

Tilføjelse til fortællingen om Jaakukasik fra den grønlandske udg. Overs. Signe Åsblom:

s. 229 - 230: Jaakukasip unikkaarisarpaa ...

Lille Jakob fortalte om sig selv dernede (i Sydgrønland), at da han var blevet forældreløs, ham Joorsuaraqs far, blev han optaget i deres familie, men selv sagde han, at der ikke var nogen der interesserede sig for ham, fordi han var forældreløs. Som barn havde han ikke ordentligt tøj, og derfor skete det om vinteren, midt i den koldeste vinter, når han var ude i kajak, at han var i bare anorak, og altså ikke havde andet på end anorakken. Det siges at det skyldtes, at han ikke selv mærkede kulde. Han sagde at han slet ikke mærkede kulden.

Engang mærkede han end ikke at en bjørn tog den fangst han havde på slæb. Som altid havde han kun sin anorak på, og han roede altid så stærkt, at sveden ligefrem drev af ham. Han var faldet i søvn, og måske lå han dér et eller andet sted med hovedet på en sten som pude, og dér lå han foroverbøjet over sin kajak. Han var altså faldet i søvn, og han sov virkelig så dybt som var han bevidstløs, og en isbjørn snusede til ham ... og at den var skrævet hen over ham, det havde nemlig heller ikke været særlig dybt, vandet ... Han mærkede altså slet ikke at den tog hans fangst fra ham.

Tilføjelse til fortællingen om Ikuunia fra den grønlandske udg. Overs. Signe Åsblom:

Ikuunia

Ikuunia var blevet fjeldgænger, han var virkelig blevet fjeldgænger. Da de ledte efter ham, fandt de kun hans kajak. Hans krop blev aldrig fundet. Anguteeraq gik engang en tur om vinteren, og så mødte han ham, og det viste sig, at Ikuunia havde prøvet på at overliste ham. Men fordi lyset dækkede Anguteeraq, kunne han ikke nå ham. Det fortælles, at så snart lyset forsvandt, kunne han se ham, og når han kom helt tæt på ham, dækkede lyset ham, så Ikuunia ikke kunne nå hen til ham. Han fortalte, at han havde mødt ham under en rypejagt.

   "Jeg havde godt nok tænkt mig at slå dig ihjel, men det er jo umuligt", havde Ikuunia sagt. "Det er jo umuligt at slå dig ihjel, når lyset dækker dig". Anguteeraq fortalte også, at han havde givet ham noget pibeudkrads (snus?). Ikuunia havde sagt, at han virkelig længtes efter noget tobak og gerne ville have noget snus/pibeudkrads. Og Anguteeraq fortalte, at han selv havde noget. Ikuunia havde sagt: "Læg det dér, så kommer jeg ikke hen til dig. Jeg kommer selv og tager det." Han havde allerede selv brugt af snustobakken... Han rev stykket over og tog det, som Anguteeraq havde givet ham lov til. Og han havde besluttet sig for at smide snusbeholderen ud. Ikuunia havde sagt: "Du har vist tænkt dig at smide snusbeholderen ud. Det skal du ikke. Selv om min hud er gået i stykker og væsker, er det slet ikke ensbetydende med, at jeg smitter."

   Men da han kom hjem, smed han naturligvis alligevel sin snusbeholder ud. Det var alt for væmmeligt.

   Det fortælles, at hans tøj var lavet af rødder, så det var altså bundet (ikke syet  ?) sammen.

Og det var meget varmt tøj, fordi det var lavet af bl.a. ræve- og hareskind. Og han stod og kiggede på ham, da han lettede. Ja, det fortælles, at han hævede sig op i luften med det ene ben bøjet, og dér startede hans motor altså, og der stod minsandten ild efter ham undervejs til Eqingasoq. Og så bar det af mod indlandsisen. Han fløj, og meget hurtigt forsvandt han ud af synsfeltet. Anguteeraq havde stået og set på det. Han fortalte, at Ikuunia var fløjet ind mod indlandsisen; det var nemlig dér, han boede.

Var. Søg på Saalla / Saallat og Ikuunia.

Hist.: GJ var 75 år i 1965.

Det er interessant at kristendommens "det onde" er blevet den særlige kraft ved qivittut, der er sort og kan smitte. Det går også som en fast vending igennem fortællingerne fra denne tids voksendøbte, at alm. mennesker udsender et hvidt lys, der hindrer qivittut i at røve deres nærmeste med sig ind i indlandet. Søg på qivittoq, hvidt, og sort.