Orig. håndskrift: KRKB, nr. 3.

Oversættelse af renskriften ved Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom:

Fortællingen om den gamle kone og hendes datter.

Det fortælles, at der i gamle dage boede en gammel kone og hendes datter på nordsiden af Inussuk lidt nord for Ilimanaq / Claushavn. De havde andre bopladsfæller, og de ernærede sig udelukkende ved bopladsfællernes fangst. Et forår lod alle bopladsfællerne dem tilbage alene på stedet for, at de skulle sulte ihjel. Da de efterlod dem, kunne datteren ikke gøre andet end at gå hen til bopladsfællernes forrådsgrave for at søge efter noget spiseligt. Da hun fandt noget, tog hun det med hjem for at koge det. Hun gik ned til stranden efter saltvand, og da hun ville øse noget op, kom der en haj ind til hende, og da den nu var kommet, blev hun bare stående. Så sagde hajen: "Jeg vil gerne være jeres fanger." Hun gik op for at give sin mor besked, og da moderen gik med til det, gik hun ned igen til hajen og sagde: "Jeg skulle sige, at du godt kan være vores fanger." Hajen gik op og kom ind i huset. Næste dag tog den på fangst og kom tilbage med en sæl, den havde fanget, og konen og datteren blev glade, for nu skulle de ikke sulte ihjel. Snart lagde de kød op fra fangsten, og da det var blevet til en hel del, sagde hajen: "Lad os tage over til den lille ø dernede og tørre kødet." "Jamen vi har ikke noget at ro derover i," sagde dens kvinder. "I har jo mig. Bring nu kødet ned til stranden," sagde hajen. Kvinderne bar kødet derned, og hajen gik i vandet, flød i vandskorpen og sagde, at de skulle læsse kød på dens ryg. Så fyldte kvinderne dens ryg op med kød, og hajen brage det over til øen uden at dykke, og det gjorde den flere gange. Da den havde bragt det hele over sagde den: "Jeg skal også fragte jer over." Først bragte den den gamle kone over og derefter datteren. Så tog de fat på at tørre kød, og først på det tidspunkt, hvor de havde en stor bunke kød, begyndte deres bopladsfæller at sige til hinanden: "Måske er den gamle kone og datteren allerede sultet ihjel, kom, lad os tage hen og se til dem." Så tog to kajakmænd af sted for at se til dem, og da de nærmede sig stedet så de, at de havde det godt. Da kajakmændene ankom tog kvinderne meget venligt imod dem og bad dem straks op på noget at spise, og de gik med op og spiste sig mætte. Kvinderne fortalte nu, at de ikke manglede noget, fordi en haj fangede for dem, og da kajakmændene kom hjem, fortalte de, at dem de havde tiltænkt sultedøden havde masser af mad, fordi de fik hjælp af en haj; bopladsfællerne tog nu hjem.

De to kvinder tog tilbage til fastlandet igen, og nu holdt bopladsfællerne meget af dem, fordi de blev klar over, at deres fanger kunne klare al slags vejr, selv en kraftig storm. Da det var ved at blive efterår, holdt hajen sig nu og da hjemme, fordi de nu havde kød nok til forråd. En aften hvor hajen var hjemme og lå og gassede sig på briksen mellem sine kvinder, blev den urolig og begyndte at kigge ud, selv om der var mørkt derude. Så ramte en pil den i siden, og det gjorde forfærdelig ondt, da den gamle kone prøvede at trække pilen ud, men da så datteren fik trukket den ud, gik hajen udenfor, og da kvinderne fulgte efter ham ud, så de at to inorutsit / inoruseq'er / landånder / indlandskæmper tog flugten. Så forfulgte hajen dem, nåede dem, slog dem omkuld med sin hale og dræbte dem begge. Derefter kom den hjem. Derefter fangede den godt hele vinteren.

Vinteren gik, foråret stundede til, og da foråret kom, ville bopladsfællerne slet ikke forlade dem, for nu havde de jo én til at fange for sig. De nød godt af hajens fangst, når det stormede kraftigt, og hele sommeren havde de overflod af mad. Da efteråret var på vej, blev hajen efterhånden trist til mode, og da kvinderne spurgte ham hvorfor, sagde han ikke et ord. Men da de blev ved at at spørge ham, svarede han: "Det siges, at kaskelotterne / kaskelothvalerne snart vil æde mig, og det er derfor jeg sørger af medlidenhed med jer." En dag han tog på fangst kom han ikke tilbage, for kaskelotterne havde ædt ham, og kvinderne sørgede inderligt, fordi de nu ikke længere havde en til at fange for sig, og da de derefter ingen maddepoter havde, led de meget og sultede langsomt ihjel.

Var. søg på: Hajfisken som forsørger.

Orig. håndskrift: KRKB, nr. 3.

Oversættelse ved Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom:

Manden der smadrede gravmennesket.

For ikke så forfærdelig mange år siden havde en mand i Kitsissut (de vestlige øer) en eneste søn. Et sted på hans ø var der en grav, hvor der ind imellem kom nogen op og tilintetgjorde mennesker. En dag gik mandens søn en tur. Da han undervejs kom til graven, hvorfra et menneske undertiden havde det med at komme op, begyndte en af gravens sten at bevæge sig. Da de bevægede sig, steg gravmennesket op af graven. Skrækslagen ville manden flygte. Men så snart han stak i rend, dukkede gravmennesket op af den bare jord lige foran ham og gav sig straks til at slås med ham. Den unge mand forsøgte hele tiden at komme løs, og da det langt om længe lykkedes ham at komme væk, tog han hjem, men blev straks syg og fortalte, at gravmennesket havde slåsset med han og fordærvet ham. Til sidst stank han ligeså fælt som fluelarver og døde. Da han døde blev faderen rasende på gravmennesket, der havde det med at komme op af graven.

Så en dag ganske kort efter sønnens død gik han hen til den forbistrede grav. Lige før han nåede derhen, kom gravens menneske som sædvanlig op, og i samme øjeblik skjulte manden sig og tog den flade sten frem, som han ville bruge som kasteskyts. Da han trak stenen frem, kiggede han frem fra sit skjul og så, at gravmennesket ligesom lignede en fangstblære. Han gik frem, og lige før han nåede gravmennesket, kastede han af al kraft stenen på det, som straks forsvandt ned i jorden. Da han kom hen til graven, kiggede han ind i den. Da han ikke bemærkede noget særligt, undersøgte han den nøjere. I gamle dage begravede grønlænderne mennesker, når deres tid kom, i en allerede brugt grav, således at der kunne være flere i én og samme grav. Også i denne dumme grav lå der flere begravede mennesker. Da han undersøgte den nøje så han, at han havde kastet sin sten på et af kranierne, et afbleget et, og ramt det lige over ørebenet så stenen sad fast dér, og det var altså dette kranium, der plejede at dukke op og smadre folk. Det fortælles, at gravmennesket herefter ikke mere kom op og gjorde det af med folk. Og således fik faderen hævn for sin søn over gravens menneske.

Hist.: Sikken med at begrave flere i samme grav, efterhånden som de døde, er bekræftet af arkæologerne.

Orig. håndskrift: KRKB, nr. 3.

Oversættelse af renskriften ved Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom.:

Det fortælles at for ikke så forfærdelig mange år siden var én af beboerne i Avannarliit (Nordre Huse ved Claushavn / Ilimanaq) en gammel kvinde med en eneste søn, og at denne søn, uden at bopladsfællerne vidste det, var en meget stærk mand. Engang da han var taget på fangst i nærheden af Eqi, var moderen på udkik efter ham foran husene på en lille fjeldknold, fordi han jo var hendes eneste forsørger. Det viste sig så, at bopladsfællerne troede, at denne gamle kone var en heks. Mens hun var på udkik efter sin søn, listede de sig ind på hende bagfra, og en af dem skubbede hende ud over den lille fjeldafsats hvor hun sad, så hun faldt ned og slog sig ihjel. Og ikke en af dem værdigede hende et blik, der hvor hun var faldet. Senere holdt man udkik efter sønnen, og der kom han så med kurs fra Eqi. Da han var på vej forbi ud for Avannarliits huse, råbte de til ham: "De har dræbt din lille mor ved at skubbe hende ned bagfra, og her ligger hun død!" Da sønnen hørte at hans mor var død, sagde han ikke en lyd og gik i land nedenfor stedet. Og da han var kommet i land, tog han sin mor og lavede en grav af meget store sten til hende ved siden af stedet, hvor hun døde. Han begravede hende et lille stykke ud for Avannarliits huse. Det er imponerende hvor stærke grønlændere kunne være i gamle dage. Det er imponerende at se, hvor store stenene er, og de er endda lagt dér af en enkelt mand. Men han hævnede sig ikke på drabsmanden for sin mors død.

Hist.: Måske er der tale om en større stensætning i lighed med den såkaldte "bjørnefælde" på Nuussuaq-halvøen, der i overleveringen undertiden bliver tilskrevet Kaassassuk.

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 30, ss. 114 - 118.

Uddrag i Rink 1866 - 71, II: s. 9 - 11, nr. 2.

Resumé: Ulitaq og Piguiarsuaq er brødre og bor Ilulissat. De hævner

mordet på deres lillebror og blir massemordere.

Endog en hel konebåd med kvinder, der har hentet kvan på Disko, skærer

de i sænk. De hører om dåbsmuligheder ved Nuuk og møder undervejs

Tusilartoq, som de ser dræbe en hvalros i eet kast med en harpunspids

af ben. Ham tør de ikke gøre noget. De optages hos herrnhuterne,

bekender alle deres mord, døbes, og klarer derved frisag. De lever

livet til ende uden at nogen har hævnet sig på dem.

Hist: Thisted og Thorning 1996: 326: Hendrik oplyser, at han har fortællingen fra en vis Silarsi, der var den ene af de to brødres barnebarn.

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Orig. håndskrift: KRKB, nr. 3.

Oversættelse af renskriften ved Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom:

Fortællingen om den rare gamle mand og hans søn (uafsluttet)

Det fortælles at der engang boede en rar gammel mand, der havde en eneste søn, og de havde mange bopladsfæller. Engang sagde de mange bopladsfæller til hinanden: "Lad os forlade den gamle mand og hans søn, så de kan sulte ihjel." I gamle dage var der nemlig visse mennesker, der ikke kunne have ondt af andre. Da det så blev forår, drog de alle af sted, og de lod den gamle og hans søn ene tilbage. Da bopladsfællerne forlod dem, kunne de ikke gøre andet end at gennemsøge fællernes maddepoter, og når de fandt noget spiseligt, spiste de det. Da de endelig havde spist alt, de kunne finde, blev den gamle tvunget til at bygge en kajak til sønnen, og den betrak han med sit tørrestativ, der var lavet at bopladsfællernes aflagte vinduesrammer af skind. Da han var færdig med den, gik han ned til stranden sammen med sønnen, og han lod ham sætte sig i kajakken og skubbede ham fra land. Så snart han kom lidt fra land, dukkede der noget op ud for ham, der lignede spæk, og sønnen roede hen til det. Da han kom derhen så han, at der var dukket en helt frisk halv krop af en netside op af vandet. Da han kom tilbage med den, blev den gamle og hans kone meget glade. Da han den næste dag igen tog af sted og dårligt var nået ud fra stranden, fandt han igen en halv sælkrop og tog den med hjem, og senere da han igen tog af sted kom han tilbage med en halv, helt frisk krop af en meget stor sæl. Og takket være det, led de gamle ikke mere nød. På et tidspunkt tænkte deres bopladsfæller: "Måske er de gamle allerede sultet ihjel, lad os tage hen og kigge til dem." Kajakmænd tog af sted og at se til dem, og da de nærmede sig bopladsen, så de at der var masser af proviant, og at de var fuldt optaget af at tørre sælkød. Da kajakmændene kom, bød de gamle dem venligt op og bespiste dem, og de vendte sunde og raske hjem igen. Det viste sig da, at .... (fortsættelse mangler)