Dokumentation og formidling af Danmarks historie i Grønland og Arktis

Introduktion

Formålet med denne base over grønlandske fortællinger er at lette søgningen i den nedskrevne mundtlige overlevering, der er så omfattende, at det kan tage pippet fra enhver begynder. Basens ca. 2280 fortællinger må være repræsentative for deres tid i de forskellige egne af Grønland, og det er min agt, at basen i fremtiden suppleres med manglende samlinger og spredte tryk ved interesserede brugeres hjælp. Alle fortællinger, der foreligger i dansk oversættelse på tryk er blot indskrevet i resumé, der naturligvis ikke kan bruges som kilder. Man må gå til kilden selv, den trykte oversættelse, helst også den grønlandske original hvis den findes.

Af de øvrige fortællinger, dvs. håndskrevne og nogle få der kun er trykt på grønlandsk, er flertallet indskrevet i oversættelse til dansk. Lektor emeritus Christian Berthelsen har foretaget de fleste og nu afdøde Apollo Lynge, Nuuk, en større antal, Grethe Lindenhann nogle få og Signe Åsblom ligeså. Der er huller i mange oversættelser, enten når håndskriften har været utydelig, særpræget dialekt har gjort sig gældende, eller nedskriveren, der kan være den samme som fortælleren, ikke har haft magt over forløbet. Igen er det sikrest at gå til kilden, som regel håndskriftet, forudsat man har de fornødne kundskaber i grønlandsk. Ellers må brugeren gøre opmærksom på manglerne og usikkerhederne i sin formidling.

Download søgemanual som pdf her.

Søgning på Steenholdt, L. N. gav 9 resultater.

ãma naakkinartoq / Katerfarsuk / Katerparsuk

Print
Dokument id:160
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Steenholdt, L. N.
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:ãma naakkinartoq / Katerfarsuk / Katerparsuk
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 152 - 153, nr. 52
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af Steenholdts renskrift el. afskrift: NKS 2488, VI, ss. 13h - 14. Orig. håndskr. eksisterer ikke længere.

 

Resumé i Rink 1866-71, I: nr. 145.

 

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 10 ss. 73 - 74 har Rink sammenstykket ialt 5 varianter inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 7, ss. 124 - 126:

Katerparsuk.)

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

 

Den forældreløse, der hævnede sig (Opr. overskrift: Også en stakkel).

En forældreløs, der ingen voksne havde til at hjælpe sig, var i færd med at

bygge sig en kajak. Han græd, fordi han havde svært ved at gøre det godt nok.

En ældre mand ville forskrække ham ved at liste sig frem til ham indhyllet i

et isbjørneskind. Den ældre mand gik helt hen til drengen uden at blive opdaget. Han pustede på drengen, som blev så forskrækket, at han flygtede grædende. Den

ældre mand grinede og sagde: "Jeg syntes egentlig, at det var synd for dig, men

jeg valgte alligevel at gøre dig bange i skikkelse af en isbjørn."

 

Drengen glemte det aldrig, og da han var blevet åndemaner / angakkoq, ville han hævne sig.

Engang da mændene var taget ud på fangst, så han på et skær, på den nordlige side

af bopladsen, en hvalros. Han fremsagde en trylleformular / serrat og fik på den måde hvalrossen til at krænge skindet af. Han iførte sig dette skind og svømmede ud til kajakmændene. Han fandt frem til den lille ældre mand, der i sin tid gjorde

ham bange, og dukkede op lige tæt ved ham. Han blev harpuneret af den lille

ældre mand. Han dykkede og trykkede luften ud af fangeblæren / fangstblæren, hvorefter han

svømmede hjem. Så roede han ud til kajakmændene. Disse undrede sig meget over,

at fangeblæren uden videre var forsvundet, efter at den lille ældre mand havde

harpuneret en hvalros. Den forældreløse roede hen til den lille ældre mand og

rakte ham hans fangstblære, som han fiskede op bagi kajakken. Han sagde: "Du gjorde mig i sin tid bange i skikkelse af en isbjørn, og nu har jeg

hævnet mig på dig i skikkelse af en hvalros." Da han roede bort, så han, at den

lille ældre mand tørrede en tåre bort.

Var.: Katerfarsuk; Qaaterfaarsuk; Qatigaarsuk

 

Kommentar: en meget yndet fortælling i Vestgrønland, der måske har en eller anden forbindelse til den østgrønlandske ritualmyte, hvor en angakkoq blir puulik vha. en isbjørn og en hvalros. Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

Amarsissartoq

Print
Dokument id:158
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Steenholdt, L. N.
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:Amarsissartoq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 149 - 150, nr. 49
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af orig. håndskr., renskrift el. afskrift, der ikke

længere eksisterer.

 

Ultrakort resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 136.

 

Resumé i oversættelse fra håndskrift ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om barnerøveren med pose på ryggen. (Orig. uden

overskrift)

Der var engang et ægtepar, der boede helt alene. De havde flere

gange mistet et nyfødt barn. Om natten sov de med barnet imellem sig, men når

de vågnede om morgenen var barnet væk. De blev hver gang meget kede af det.

Engang var der en åndemaner / angakkoq / angakok, der manede ånder. Han opdagede, at der på en stor slette inde i landet lå et hus, hvor manden med posen på ryggen boede; og det var ham, der havde røvet ægteparrets børn. Åndemaneren gik til huset, men manden med en pose på ryggen var ikke hjemme. I huset fandt han babyer, der var hængt op i bundne fødder med hovedet ned. Brystet på dem var blevet blåt. Han tog den sidst bortførte baby med sig hjem. Forældrene blev meget glade.

 

Da åndemaneren en dag manede ånder, fortalte han, at han ikke kunne se huset.

Men da åndemaneren endnu engang manede ånder, førte manden med posen ham ud og

viste ham sit hus, som lå midt på indlandsisen. Han sagde til åndemaneren, at

han nu ville pine ham. Men åndemaneren kaldte på sine hjælpeånder - først

falken, der styrede lige imod manden med posen og ramte ham på panden, så han

var lige ved at blive dræbt. Åndemanerens anden hjælpeånd, den Skævmundede / Eqingasoq / Equngasoq (?), kom også og væltede manden med posen. Inden åndemaneren forlod manden med posen, fik han sagt til ham: "Du sagde ellers, at du ville pine mig." Manden med posen svarede: "Hvor er du dog ualmindeligt irriterende." Åndemaneren dræbte manden med posen, hvorefter han tog hjem. Efter dette fik ægteparret lov til at beholde deres børn.

 

Var.: Tunerluk (to versioner); ham som kun var qilaamasoq; Angangujuk; Amaarsiniooq; Innersuanut mingaatittoq; Meddr. Grønland 109(1), ed. by H. Ostermann, 128; Matakatak; Makataták; qilaamasoq. Oftest er det indlandsboere, kæmper, der stjæler barnet.

 

Kommentar: I enkelte fortællinger er rygpose-væsnet en mand som her. I de fleste er denne Amaarsiniooq en kvinde. Den tvekønnede symbolik i manden med en kvindes amaat er særlig uhyggevækkende i den grønlandske tradition: Indvoldsrøversken; Uersaq.

De gamle ægtefolk

Print
Dokument id:156
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Steenholdt, L. N.
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:De gamle ægtefolk
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 145 - 147, nr. 47
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Oversætteren har ikke været i stand til at læse denne afskrift af et orig.

håndskrift, der ikke har kunnet identificeres i NKS 2488, VI, hvor en del af originalerne fra Kraghs samling findes.

Forladte kvinder

Print
Dokument id:155
Registreringsår:1824
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Steenholdt, L. N.
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:Forladte kvinder
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 145, nr. 46
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Oversætteren har ikke været i stand til at læse denne afskrift af et orig.

håndskrift, der ikke har kunnet identificeres i NKS 2488, VI, hvor en del af originalerne fra Kraghs samling findes.

Formentlig er fortællingen den om to beslægtede kvinder, der enten tiltrækker fangstdyr i et hul i gulvet med vand inden døre, eller en forsørger fra dyreriget, fx en haj.

 

Var.: Den forladte kvinde med plejedatter. En fortælling (om en haj der forsørgede forældreløse); De, der havde fangstplads på den anden side af briksen; Hajfisken som forsørger; Two deserted ones get meat from guests; Kunuanannguaq; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn. Moder og datter, der drev fangst med en slibesten og...; En fortælling om enlige kvinder; De forladte børn, Kragh nr. 64;

Kanaks månerejse

Print
Dokument id:159
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Steenholdt, L. N.
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:Kanaks månerejse
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 150 - 151, nr. 50
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af orig. håndskr., renskrift el. afskrift, der ikke

længere eksisterer.

 

Version på dansk sammenstykket af 5 versioner inkl. denne i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 15, ss. 87 - 88.

Samme noget kortere på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 91, ss. 440 - 441: The Moon - Kanak.

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om Kanannguaq. (orig. uden overskrift)

Kanannguaq plejede at ro i kajak efter sine ældre brødre, når de var ude på fangst - til trods for, at brødrene ikke ville have det. En dag gemte brødrene derfor Kanannguaqs årer. Kanannguaq blev vred og tog af sted for at leve som fjeldgænger (qivittoq). Han fulgte de afdødes vej, hvor han hele tiden sank i. Mens han gik, blev han bange og var lige ved at vende om. Men han tænkte: "De har jo gemt mine årer, så der er ingen grund til at vende tilbage til dem." Han gik videre. Midt mens han gik hørte han nogen synge, og i det samme fik han øje på en masse mennesker - nogle var klart synlige og andre utydelige. Han gik hen og trykkede dem i hånden. Disse mennesker og Kanannguaq begyndte nu at hæve sig op. Da de nærmede sig himlen kiggede Kanannguaq tilbage og så, at et eller andet brændende fulgte efter ham. Det viste sig, at det var hans hjælpeånd, lampepinden. De for videre op til himlen. Så var der én, der råbte til dem: "Kom her hen, I er på den forkerte vej." Han, der råbte, viste sig at være månen. Kanannguaq kom ind til månen, og straks blev der hentet mad til ham fra hulen. Da kvinden, der kom ind med maden igen, var på vej ud, lagde han mærke til, at hendes bagkrop så afbleget ud (bemærkningen på dansk siger noget om benrad Chr.B.). Han grundede over, hvad dette mon skyldtes. Månen sagde, at det var fordi, hun havde så travlt med at tage sig af de forældreløse. Det viste sig, at det var solen.

Månen åbnede en lem ved vinduet, og dernede kunne Kanannguaq se mange vinterbopladser, som han syntes lå helt tæt ved hinanden. Der sov nogle på sidebriksen; og  bagest på briksen sov én stor ugift pige. Månemanden fjernede låget fra en stor tønde, der stod ved vinduet. I tønden var der blod og en fuglevinge. Månemanden  tog vingen og lod blodet dryppe. Da der blev længe mellem dråberne, lod han en dråbe falde på pigen på briksen. Hun mumlede et eller andet for sig selv, og hun begyndte at bløde (der er en glose, "saquvoq", som jeg ikke kender. Ifølge Rinks kommentar: "puttede fingeren i skrævet" Chr.B.).

 

Månemanden sagde til Kanannguaq: "Indvoldsrøversken vil prøve at berøve dig dine

indvolde, som hun plejer." Kort efter kom der så en

tallerken rokkende ind fra gangen, og bagefter kom indvoldsrøversken.

Indvoldsrøversken gav sig til at danse og grine. Hun gik hen til Kanannguaq. Men

da Kanannguaq begyndte at gnide lillefingerneglene imod knæhaserne - efter

månemandens anvisning - faldt indvoldsrøversken ned i husgangen; men hun lod

tallerkenen stå. Så hørte man indvoldsrøversken råbe: "Mine tjenere, kom med

tallerkenen," hvortil månemanden hånligt sagde, at hun selv måtte hente den. Lidt

efter råbte tjeneren: "Hun vil gerne have tallerkenen; ellers skal hun nok sørge for, at himlens søjler skrider fra hinanden."

Så tog Månemanden  tallerkenen og lavede mange hakker i den, hvorefter han kastede den ud i gangen sammen med hendes (indvoldsrøverskens?) ulu.

 

Månemanden sagde til Kanannguaq: "Nu skal du hjem." Så åbnede han lemmen ved vinduet og skubbede ham ud. Kanannguaq tabte bevidstheden, og han kom til sig selv ved, at bedstemoderen vækkede ham.

Han var nået halvvejs til jorden ("nunamut qiteqqussimalluni" kan også betyde:

sad i jorden op til livet). Han rejste sig op og gik hjem. Han var blevet en

stor åndemaner.

(Om benradskvinden siger Rinks kommentar i margin, at hun var månemandens søster - Chr.B.)

 

Var.: Besøg på Månen. Den stædige. Uterîtsoq / Uteriitsoq; Et par ægtefolk;

Manguaraq (flere); Kanaks månerejse. Nalikkatteeq. Ajijaks forløsning;

Manden, der besøgte månemanden; Alluunnguaq; Mangivaraqs månerejse; Åndemaneren der for til månen; Maqujuk.

 

Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.

 

Kommentar: Uddannelse eller initiation til åndemaner / angakok / angakkoq.

Sammenlign med Rinks sammenstykkede version: Den rummer afvigende elementer fra Sahras østgrønlandske version, der ikke lader sig opspore i samlingerne. Hér er det bl.a. nordlyset, dvs. de boldspillende døde i himlen, der vifter Kanannguaq op til månen. Og denne blæser sne ud gennem et rør, som han tar op fra kamikskaftet. Bemærk også Indvoldsrøverskens trussel om at vælte himmelstøtterne, dvs. at lade himlen falde ned

Kigutikkamik

Print
Dokument id:513
Registreringsår:1823
Publikationsår:1863
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Steenholdt, Wittus
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:Kigutikkamik
Publikationstitel:Kaladlit Okalluktualliait / Oqalluktualliait / Grønlandske Folkesagn, IV
Tidsskrift:
Omfang:side 2 - 24, nr. 1
Lokalisering:Aasiaat / Egedsminde
Note:

med sideløbende dansk oversættelse ss. 2 - 25.

 

Håndskr.: NKS, 2488, II, 4', ss. 206 - 215, nr. 85 er en afskrift af orig. håndskr. der ikke eksisterer længere.  1. afskrift ved Steenholdt: NKS 2488, VI, ss. 26h - 34v: inuit oqalugtuât agdlagsimassoq.

 

Den danske oversættelse også trykt i Rink 1866-71, I: nr. 94.

 

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 71, ss. 376 - 385: Kigutigak carried off by the Whalers.

 

Rasmussens leverer en ny oversættelse, formentlig af ovennævnte trykte grønlandske tekst i:

Rasmussen, Knud: Inuit fortæller, II, red. Regitze Søby, 1981: 110 - 119: Kigutikaq. Det maskinskrevne manuskript til sidstnævnte finde i KRH, kasse 51 nr. 21.

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 272 - 272. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: 'Taamma allattunga', Aron, I: 272 - 276: Kigutikkaaq.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Inuits fortælling, der er blevet skrevet ned.

I gamle dage kom fangerne til Ameralik-fjorden, hvor der fandt en livlig handel sted mellem inuit og hvalfangerne. En mand ved navn Kigutikkaaq handlede med hvalfangere og købte nogle smukke ting og samtidig blev han advaret imod at handle med bestemte hvalfangere, om hvilke der blev sagt, at de ikke var rigtig kloge. -

Kigutikkaaqs storebror blev jaloux. Kigutikkaaq samlede også nogle bytteobjekter

sammen og fulgte sin bror. Han opdagede, at broderen styrede direkte imod de

hvalfangere, der havde ord for ikke at være rigtig kloge. De blev hevet op

på skibets dæk, og umiddelbart efter hev skibet ankeret op og sejlede.

 

Ved Kap Farvel var de ude for et kraftigt stormvejr. Da de store bølger

skyllede over skibet, stod Kigutikkaaq på dækket og holdt fast på rælingen, mens

matroserne søgte ly under dækket. En del af rælingen blev smadret undtagen det

stykke, som Kigutikkaaq holdt fast på. Det blev stille vejr og de sejlede uden

at kunne se land. Der kom igen et kraftigt stormvejr og havet blev oprørt. Da en

stor bølge truede med at skylle over skibet, fik matroserne Kigutikkaaq trukket

ned under dækket. Nu nærmede de sig hjemstedet, men ventede med at gå i havn

til midnatstid, fordi de var bange for, at folk skulle opdage noget (det er

uklart, hvad de konkret var bange for - måske det, at de havde "indfødte" med -

Chr.B.). Da de kastede anker, råbtes der fra land: Nu er handelsskibet kommet.

 

Lysene tændtes i de mange huse, men de gik først i land dagen efter. Folk

havde efterhånden fået at vide, at der var et par "indfødte" med. De stod tæt op

ad hinanden og lignede en myggesværm. Skipperen sagde til Kigutikkaaq og hans

bror, at de, når de gik i land, skulle gå lige bag ved ham og "hele tiden kigge

på hans hæle". Hvis de ikke gjorde det, ville de fare vild. Da båden lagde til,

var det umuligt for dem at gå i land. En soldat måtte bane vej for dem. Da de

nåede frem til skipperens hus, opdagede denne, at kun den ene af de to

inuit var fulgt med. Kigutikkaaqs storebror var faret vild; men det viste sig

senere, at han havde været så heldig at komme til at følges med en stor herre.

 

Kigutikkaaq og skipperen kom ind i huset og fandt skipperens kone sur og

gnaven. Det viste sig, at hun var jaloux. Skipperen tog en lille dukke op fra

lommen og lagde den på bordet. Så var hun ikke vred mere. Kigutikkaaq ville på

wc, men da han kom ud af huset, stod to hvide mænd på hver sin side af døren,

klar til at hugge ham ned med sværd. Han gik ind igen og sagde det til skipperen. Skipperen forsynede ham med et reb med en knude på enden og sagde, at

han, så snart han gik ud, skulle slå løs på dem med dette reb, uden først at

have orienteret sig om, hvor de stod. Det gjorde Kigutikkaaq. Da han var på vej

ind igen fra wc'et, så han to mænd stå udenfor med forbinding over øjnene. Det

viste sig, at han have smadret øjnene ved at slå dem med rebet. Skipperen var

godt tilfreds med det, han havde gjort.

 

En dag var Kigutikkaaq på rypejagt og mødte en hvid mand, der ville dræbe

ham. Kigutikkaaq reagerede omgående og dræbte manden, gravede et hul i jorden og

begravede ham i hullet. Det fortalte han ikke skipperen. Det samme

gentog sig dagen efter, da han igen var på rypejagt. Tredie dag var der igen

en hvid mand, der ville dræbe ham; men i sidste øjeblik gik det op for

Kigutikkaaq, at det var hans bror. Han genkendte ham på hans måde at tale på.

Det blev et meget hjerteligt gensyn. De græd af glæde. Da de havde grædt,

snakkede de sammen. Kigutikkaaqs bror fortalte, at han var faret vild dengang de

gik i land og han var kommet til at følges med en stor herre. Hos ham boede han

nu og havde det godt. Han manglede intet. - Kigutikkaaq fortalte storebroderen,

at han i et par tilfælde var kommet til at dræbe en hvid mand, der ellers ville

dræbe ham og at han aldrig havde fortalt dette til nogen. Storebroderen

tilstod, at han havde gjort nøjagtigt det samme. De blev enige om at mødes

igen. - Da de mødtes senere, talte de om, at de efterhånden havde samlet sig en

hel del penge. Kigutikkaaq fik den idé at få undersøgt, om de tilsammen ikke

havde tilstrækkelig mange penge til at kunne købe et skib.

 

Da Kigutikkaaq kom hjem, fik han skipperen til at undersøge dette forhold

nærmere. Ifølge skipperen var der penge nok. De fik købt materialer til et skib

og fik en skibstømrer til at tage sig af byggeriet. Nu manglede der kun master.

Skipperen fortalte, at der sydpå voksede røn, som han selv plejede at bruge til

master. Kigutikkaaq ville rejse derned for at fælde træer til master. Skipperen

sagde til ham: Når du skal til at fælde træer, må du se dig godt omkring. Så

snart du ser, at træerne begynder at bevæge sig, må du flygte. Hvis du ikke

ønsker at flygte for langt væk, kan du gå hen til den store klippevæg, der

ligger i den nordlige retning. Her bor der nogle mennesker.

 

Kigutikkaaq tog af sted og han udvalgte sig de mest lige stammer og

begyndte at save. Han var i gang med at save stamme nr. to, da han opdagede

træerne bevæge sig og et eller andet nærme sig. Han lod sin økse og sav ligge og

løb bort. Da han kom ud af skoven, opdagede han, at et stort dyr løb efter ham.

Der var langt til det sted, hvor han boede; derfor løb han hen til den store

klippevæg og nåede den med dyret lige i hælene. Døren gik op af sig selv og

lukkede sig, da han var kommet ind. Det gav et mægtigt brag, da dyret stødte

voldsomt mod døren udefra i et forsøg på at bryde ind. Det viste sig, at der

boede lutter kvinder inde i den store klippe. Kigutikkaaq blev ganske

liderlig og ville ikke væk derfra.

 

Omsider belavede Kigutikkaaq sig på at vende tilbage - med lommerne fulde

af kostbarheder, som han havde fået af de kvinder, han havde været i seng med.

Men først måtte han gøre sig færdig med det træ, han var i færd med at fælde.

Han ville også gerne have sit værktøj med hjem. - Skipperen blev overrasket ved

at se ham igen. Han havde ellers opgivet ham, fordi han troede, han var blevet

ædt af dyret. Kigutikkaaq fortalte skipperen, at han havde været hos de dejlige

kvinder. Skipperen bekræftede, at kvinderne altid var venlige og at man blev

liderlig, når man var på besøg hos dem.

 

Træet til masterne blev hentet og skibet blev gjort færdigt og blev sat i

vandet. Det blev lastet fuldt af Kigutikkaaqs og hans storebroders ting. De to

brødre ville selv sejle skibet og kun have en kok med som tredie mand. Så blev

Kigutikkaaqs storebroder pludselig syg og døde. Kigutikkaaqs sorg var stor. Han

tændte ild i skibet, så det brændte med alt, der var i det. Så blev det sænket

ned i havet.

 

Da han kom hjem til skipperen, sagde denne: Som du dog fortvivler. Lad os gå en tur sammen, så at du kan komme over din sorg.

 

De tog afsted og kom til en stor sø, som de sejlede over i en jolle. Endnu en stor sø sejlede de over og gik til en by midt i landet, hvor de fandt et spisested. De

var lige kommet i gang med at spise, da det blev meddelt, at handelsskibene var

ved at tage af sted. Omgående forlod Kigutikkaaq stedet og løb af sted. Han

fulgte den samme rute, som da de gik ud. Han roede over søerne og nåede lige at

komme om bord på skibet, før det sejlede. Skipperen, som han fulgtes med, fulgte

efter Kigutikkaaq og nåede frem, lige som skibet sejlede. Han råbte til dem på

skibet, at de skulle holde øje med Kigutikkaaq, når de kom til Inuit Nunaat

(menneskenes land).

 

De sejlede og nåede Kap Farvel-området. Da ville Kigutikkaaq ikke længere

af tøjet for ikke at risikere at miste de ting af jern, som han havde i lommen.

 

Det viste sig, at Kigutikkaaqs familie var blevet drillet en del, efter at

han og hans storebror var blevet røvet af hvalfangerne. Man havde flere gange

narret familien ved at råbe, at brødrene var kommet tilbage. Flere gange var de

blevet skuffet.

 

Da de nåede kysten genkendte Kigutikkaaq landet og han opfordrede skibets

besætning til at gå på rypejegt. De gik ind i landet og de holdt hele tiden øje

med Kigutikkaaq, fordi de var bange for, at han skulle stikke af, men da

Kigutikkaaq forsikrede dem, at han ikke ville løbe væk, gik de af og til fra

ham. Det benyttede Kigutikkaaq sig af og gemte sig i en fordybning. Han kunne

høre dem snakke, da de gik forbi hans gemmested. De bebrejdede sig selv,

at de havde ladet ham gå alene og trodset kaptajnens ordre. - Kigutikkaaq gik

videre. Han skulle ned af et meget stejlt fjeld. På et tidspunkt befandt han sig

i en meget vanskelig situation, hvor han hverken kunne komme ned eller kravle op

igen. Så tømte han sine lommer og lagde tingene på en lille klippeafsats.

 

Nu var han tæt ved teltene og en af dem, der kom ud af teltet, genkendte

ham og råbte: Nu er Kigutikkaaq dér. Da folk kom hen til ham, spurgte han dem på

udenlandsk: Hvor er min familie? De forstod ham ikke og han gentog sit spørgsmål

på inuit-sproget; og han gik til teltet, hvor hans kone skulle bo. Han så en

gammel ungkarl komme ud af teltet. Kvinderne fortalte, at den gamle ungkarl

havde sørget godt for dem, og at de var meget taknemlige for hans hjælp. Nu

forlod han altså teltet, fordi han var bange for, at Kigutikkaaq blev jaloux.

Kigutikkaaq råbte på ham og bad ham komme ind i teltet. Han ville først ikke,

fordi han var bange for, at Kigutikkaaq skulle banke ham. Til sidst kom han.

Kigutikkaaq tog en kniv og et søm op af lommen og lod ham vælge det, han helst ville have. Ungkarlen valgte sømmet frem for en kniv med et smukt skaft, fordi,

som han sagde, man kunne få flere ting ud af et søm.

Nangmamik / Nammamik / Om Nammak

Print
Dokument id:516
Registreringsår:1823
Publikationsår:1863
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:Nangmamik / Nammamik / Om Nammak
Publikationstitel:Kaladlit Okalluktualliait / Oqalluktualliait / Grønlandske Folkesagn, IV
Tidsskrift:
Omfang:side 40 - 54, nr. 5
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Sideløbende dansk oversættelse, der let forkortet og uden den

afsluttende morale også er trykt i

Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 38, ss. 137 - 141.

Og på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 25, ss. 202 - 207: Namak.

 

Orig. håndskrift eksisterer ikke længere. To afskrifter i hhv. Rink NKS

2488, II, nr. 55 af en seminarieelev og i Rink NKS, 2488,  VI, ss. 36h - 40v

af Wittus Steenholdt.

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: Således skriver jeg, Aron, I: 264 - 266. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: Taamma allattunga, Aron, I: 264 - 266: Naammaaq.

 

Resumé: Begge Nammaks / Naamaaks forældre myrdes af bopladsfællerne, mens han

endnu er lille. En mand adopterer ham og opdrager ham til hævn ved

gang på gang at vække ham med stor larm og sige, at nu vil fjenderne

også dræbe ham. Da N. efterhånden erfarer, at det er løgn, vækker

plejefaderen ham på samme vis med ordene: "Den Nammak, hvor er han

glemsom, nylig har de dræbt hans forældre, og straks glemmer han det!"

Han mener heller ikke det lønner sig at træne N. i kajak. Men N. får en

slynge, som han lærer at mestre og nedlægger harer og ryper med. Han

vokser til, sover kun om dagen og aldrig om natten. Og han får stedse

større kræfter, som han skjuler for alle.

 

En dag fortæller plejefaderen N., at N.s fjender vil rejse bort om

foråret. N. ber om en større slynge og får af plejefaderen tilbudt en

nyfanget remmesæl. Af den skærer han sig en slynge i en størrelse,

der aftvinger plejefaderen respekt. Denne lyver ikke mere, men det

tror N. stadig, da plejefaderen en dag vækker ham og siger, at nu er

fjenderne ved at rejse. Men da N. selv kan høre støjen, går han med

tomme anorakærmer (tegn på fredelige hensigter) og slyngen gemt på

brystet ud til en stenhob,

hvorfra han skyder hele tre afrejsende konebåde i sænk med store sten.

En fjerde konebåd flygter nordpå. Det forlyder at besætningen har

formeret sig, og N., der bliver gift og får en søn, træner denne op

til en dygtig kajakfanger, der både bliver gift og får konebåd. I

den rejser hele familien nordpå til Kangeq ved Ilulissat, hvor den

slår sig ned på fjendernes boplads, men ikke plejer omgang med dem.

N. og søn inviteres dog ind en dag i stormvejr, bydes på mad, som N.

tar dygtigt for sig af. Man opfordrer til forskellige kraftprøver. Den

forspiste N. vinder hver gang, og ingen rører ham, skønt sønnen

allerede er gået, da han alene forlader fjenderne. N. rejser uskadt

med familien hjem, hvor de lever i fred til deres dages ende.

 

Også oversat af K. Rasmussen, søg på: Nammak

 

Hist.: I en efterskrift meddeles det, at N. efter datidens opfattelse

aldrig var blevet stærk og havde klaret sig uden sin plejefars grove

behandling. Men nu plages folk ikke længere af ond samvittighed, og

derfor er der ingen stærke mænd længere. Nutidens moralske forfald!

Okalugtuak Angutisugssungmik / Oqaluttuaq Angutisussummik / Fortællingen om Angutisussuk

Print
Dokument id:521
Registreringsår:1823
Publikationsår:1863
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:Okalugtuak Angutisugssungmik / Oqaluttuaq Angutisussummik / Fortællingen om Angutisussuk
Publikationstitel:Kaladlit Okalluktualliait / Oqalluktualliait / Grønlandske Folkesagn, IV
Tidsskrift:
Omfang:side 98 - 108, nr. 13
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Sideløbende dansk oversættelse, der næsten enslydende også er trykt i

Rink 1866 - 71, I, nr. 31.

Orig. håndskrift eksisterer ikke længere.

To afskrifter i hhv. Rink 2488 VI, ss. 113v - 115v af Wittus

Steenholdt og Rink NKS 2488, II, nr. 13 af seminarieelev.

 

(Fyldigt dansk oversættelse i Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 31 ss. 124 - 127. Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 22, ss. 189 - 192: Angutisugsuk)  

 

Resumé:

Angutisussuk er den ældste af tre brødre og så dygtig en

fanger, at folk under en hungersnød søger tilflugt hos brødrene.

Herover fortørnes A.s hustru, der en nærig. Den ene af de to gamle

mænd blandt gæsterne bliver fornærmet og hekser ufred i huset over

konens brikseplads om sommeren, da huset er forladt. Næste vinter

sætter A. sin kone og medhustru op imod hinanden. Konen får overtaget,

medhustruen blir misundelig og gør ophævelser, og da A. tæver hende

(hun er nemlig barnløs) begynder hans yngste søn at græde. Drengens

farbror, der er hans navnefælle, blander sig og får lårbenet brækket

af A. Nu træder tredje bror til sammen med en af A.s brodersønner, og

de jager A. på porten. Han tar kun medhustruen med, bygger hus lidt

nord for stedet og da han blir en stadig trussel mod den lårbrudne

bror, skiftes den raske bror og brodersønnen til at blive hjemme fra

fangst. Da de erfarer, at A. vitterlig vil sin skadede bror til livs,

allierer man sig med naboerne, der kommer, skjuler deres kajakker, og

i fællesskab får man med besvær bugt med A., der troede banen klar.

Den lårbrudne bror giver på de andres opfordring A. det første stik og

vil i fortvivelse dræbe sig selv, da A. er død. Man får ham fra det

og dræber i stedet A.s medhustru, fordi hun synes at have været ophav til

hele elendigheden.

 

Hist.: En detaljeret fortælling, der kunne være historisk i sin kerne.

Men indledningens to gamle mænd og den enes hekseri i vrede over

ugæstfri behandling er en traditionel mytisk episode, der skal give den

egentlige forklaring på, at der opstår splid i huset.

oqalugtuaq / Den blinde som genvandt synet / Tutigaq

Print
Dokument id:167
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Steenholdt, L. N.
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq / Den blinde som genvandt synet / Tutigaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 168 - 172, nr. 60
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift.

 

Orig. håndskr. findes ikke længere.

 

Afskrift ved Steenholdt: NKS 2488, VI, ss. 40h - 43h.

 

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 2, ss. 51 - 54 har Rink sammenstykket ialt 8 varianter inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 2, ss. 99-105:

 

The Blind Man who recovered his Sight.)

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om Tutigaq. (Orig. uden overskrift)

 

Tutigaq og hans mor og hans

 

lillesøster tilbragte sommeren på Doqqat / Toqqat ved Aakuusaq, på en ø nord for

 

Upernavik. Der var mange telte på stedet, og Assuttuatsiaq (dette er vist et

 

personnavn, der kun forekommer én gang. Det kan også blot betyde "temmelig

 

meget/mange" chr.b.) var en dygtig fanger og fangede tit remmesæler. En dag var

 

Tutigaq i færd med at strække en rem, der skulle blive til en line. Men hans mor havde altså hekset over denne rem for at skade dens ejer. En blære fra remmen bristede, og vandet derfra sprøjtede og ramte begge hans øjne, så han

 

ikke længere kunne se det han lavede. Han vågnede dagen efter og var blind. Da

 

andre skulle tilbage til vinterbopladserne om efteråret, følte han sig uværdig

 

til at følges med dem. Han byggede sig et vinterhus på det sted, hvor de havde

 

tilbragt sommeren.

 

De tre boede der alene og levede bare af muslinger. Moderen gav Tutigaq

 

muslinger i en lille grydeske. Da de korte dage kom, sagde Tutigaq til sin

 

søster: Nu hvor dagene er blevet korte, går dyrene rundt alle vegne. Vil du

 

hente mine pile, der ligger i konebåden? Det gjorde søsteren, og Tutigaq gjorde

 

pilene klar og når han sov om natten, havde han dem liggende hos sig. En aften

 

skete det, at en stor isbjørn stak hovedet ind gennem vinduet. Tutigaq sagde til

 

sin søster: Giv mig mine pile, (buen er ikke nævnt chr. b.) og sørg for, at de

 

peger direkte imod bjørnens øjne. Det gjorde søsteren, og han sendte pilen af

 

sted uden at kunne se bjørnen. Der hørtes et brag, da han ramte bjørnen, og

 

Tutigaq sagde: Jeg har ramt dyret med min pil. Nej, sagde moderen, han

 

havde ramt ved siden af; men Tutigaq kunne høre, at dyret faldt om.

 

Det var måneskin, og moderen spurgte sin datter, om hun ville med ud og samle muslinger. Moderen havde sin ulu med. På vej ud af huset fortalte søsteren sin bror, at han havde ramt bjørnen. De flænsede bjørnen og kogte kød og muslinger ude i kogerummet i gangen. Da de kom ind med maden, sagde Tutigaq: Hvor kommer den dejlige duft fra? Moderen svarede, at duften skyldtes, at hun havde tilsat noget dryptran fra lampen til muslingerne. Da de havde spist, faldt moderen i søvn af mæthed. Så kom søsteren med noget bjørnekød til broderen og sagde, at han skulle spise det i smug. Hun forsynede broderen med kød, når moderen ikke så det, indtil der ikke var mere tilbage.

 

Da det blev forår, bad Tutigaq sin søster føre sig ind i landet. De kom til

 

en stor sø. Broderen satte sig ved søens bred, og søsteren gik fra ham. En

 

morgen hørte Tutigaq stemmer sydfra. Stemmerne nærmede sig

 

og nåede henover ham. Så var der én, der sagde: Hernede er der en, der

 

ikke kan se. Kig herop, og luk øjnene op. Det gjorde Tutigaq og mærkede noget

 

varmt i øjnene. Stemmen fortsatte: Nu må de ikke åbne øjnene. Da støjen fra

 

vingerne var ved at forsvinde, lukkede han øjnene op et øjeblik og nåede lige at

 

se, at et stort menneske var ved at hæve sig op fra den fjerneste ende af søen.

 

Så lukkede han øjnene igen. Da han næste gang slog øjnene op, kunne han se alt,

 

han var blevet fuldt seende. Han ventede på sin søster, og endelig viste hun

 

sig. Hun gik med hovedet dybt puttet ned i kraven. Han råbte: Lad være med at

 

gå sådan, min kære, jeg skal nok skaffe dig skind til en ny pels. Søsteren blev

 

meget glad, da hun opdagede, at han var blevet seende.

 

Da de nærmede sig huset, så Tutigaq et bjørneskind ligge på et stillads ved

 

huset. Moderen blev glad for at se dem. På Tutigaqs spørgsmål om, hvor

 

bjørneskindet stammede fra, svarede moderen, at det var ét, som nogle havde

 

efterladt et eller andet sted, og som hun havde taget med hjem.

 

Det var blevet forår, og Tutigaq var begyndt at fange hvidhvaler fra iskanten,

 

Han havde altid sin søster med. Han bandt linen omkring livet på hende. Når han

 

så havde harpuneret et dyr, trak de det op på isen i fællesskab. En dag spurgte

 

Tutigaq sin søster: Hænger du meget ved din mor? Søsteren svarede, at det gjorde

 

hun ikke. Så sagde Tutigaq, at han den efterfølgende dag ville have sin mor med (som hjælper).

 

Dagen efter tog moderen med ud til iskanten. Tutigaq bandt linen omkring livet

 

på hende. Moderen sagde til sønnen, at han skulle sørge for at harpunere det

 

mindste af dyrene. Der dukkede en hvidhval med en unge op. Imod moderens ønske

 

harpunerede sønnen den voksne hval, idet han sagde: Der tog jeg fejl. - Moderen

 

gjorde sig klar til at stå imod rykket fra hvidhvalen, men hun blev trukket ned

 

i havet. Hvalen og moderen blev under vandet et godt stykke tid. Så dukkede de

 

op - først hvalen og så moderen, der sagde: Min ulu. - Hun skar sit hår af med

 

ulu'en. På den måde blev narhvaler til. Tutigaqs mor blev til en narhval, og

 

håret blev til narhvalstanden. Hun havde en amaat (rygpose) af spraglet

 

sælskind. Denne amaat blev til mattak (hvalhud). Det fortælles, at de spraglede

 

sæler stammer derfra (en ejendommelig bemærkning chr.b.)

 

Da Tutigaq og søsteren var blevet moderløse rejste de ind i landet for at leve i

 

ensomhed som qivittut. Under vandringen blev søsteren tørstig. I det samme så de

 

et hus, og søsteren gik derhen, mens Tutigaq sad og ventede på hende. Da han

 

havde ventet tilstrækkelig længe på hende, gik han ind i huset og opdagede, at

 

hun var død. Han tog liget med sig og vandrede videre. Han mærkede, at der kom

 

liv i hende og satte hende ned på jorden. Hun blev helt rask igen. - Næste gang

 

de så et hus, gik de hen til det. Der er ingen mennesker at se i huset. Men

 

lamperne var tændt, og der var kød i gryden; og en tallerken, der lå foran

 

lampen, blev fyldt med mad fra gryden. Det viste sig, at de var kommet til

 

tarrajarsuit (skyggevæsener). Her fik Tutigaq sig en kone og søsteren en mand.

 

Men engang de var gået i seng, og Tutigaq skulle nærme sig sin kone, mærkede han

 

noget slimagtigt. Det viste sig, at hans kone var bristet.

 

De tog af sted igen. De så et hus med masser af kød omkring. Det viste sig, at

 

huset var beboet af mennesker, der havde tarmåbning i hånden. De levede kun af

 

suppe, idet de lod kødet komme ud igen. Når én havde besørget sin nødtørft uden

 

for huset og var gået ind igen, hentede de andre ekskrementet. De kyssede det og

 

brugte det som noget, der spredte gode dufte. Her fik Tutigaq sig en kone og

 

søsteren en mand. Tutigaqs fik et barn, der havde normal endetarmsåbning.

 

Bedstemoderen blev så glad, at hun stak sig med en ajassaat, en gaffel, dér hvor

 

endetarmsåbningen normalt skulle være. Hun døde af det.

 

Derfra tog de to søskende tilbage til deres boplads. Tutigaq var blevet en stor

 

åndemaner. En dag da han manede ånder, så han ild længere mod syd. Det viste

 

sig, at det var en anden åndemaner, der manede ånder. Tutigaq tog derhen, og da

 

han kom ind i huset, sagde han: Ved I hvem jeg er? - Ingen vidste, hvem han var.

 

Så fortalte han, at det var ham, der brugte sin mor som fangstblære. De tændte

 

lyset, og Tutigaq berettede om sin mor og om sin qivittoqtilværelse.

 

Dagen efter ved aftenstid tog Tutigaq af sted hjemover sammen med den anden

 

åndemaner, som skulle på besøg hos ham. Ved morgenstunden nåede de

 

vinterbopladsen. Der lod Tutigaq den anden åndemaner blive, mens han selv rejste

 

videre og var hjemme dagen efter. Den anden åndemaner blev på vinterpladsen natten over, for han var ikke nogen dygtig åndemaner. Derimod blev Tutigaq en

 

stor åndemaner. Han kunne rejse fra Aakuusaq til Amerloq på én nat.

 

Var.: Søg på: blind / blinde; Tutigaq; Rink II 62; Uluaa; Holtved nr. 37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III nr. 330. Lyberth 1924 tappiitsoq. Narhvalens oprindelse; Hvorledes narhvalen blev til;

 

Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.

 

Kommentar: Forløbet virker uklart - som om fortælleren el. nedskriveren ikke selv har forstået sammenhængene. Se de andre versioner.

 

This handwritten text is a copy made by a student teacher. The original handwritten text no longer exists. Copied by Steenholdt: NKS 2488, VI, pp. 40h-43h.

 

In Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr.2, pp.51-54, Rink pieces together a total of 8 variants, including this one. The same “mixture” is found in the English translation in Rink, H. 1875 (reprinted in 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 2, pp. 99-105: The Blind Man who regained his Sight.)

 

Detailed summary translated by Chr. Berthelsen:

 

The tale of Tutigaq (The original had no title.)

 

Tutigaq and his mother and his little sister spent the summer at Doqqat/Toqqat near Aakuusaq, on an island to the north of Upernavik. There were many tents at the site and Assuttuatsiaq (this seems to be the name of a person, which only occurs once. It may also simply mean “rather a lot” chr.b.) was a skilled hunter who often caught bearded seals. One day, Tutigaq was stretching a thong, which was to be used as a harpoon line. However, his mother had put a spell on the thong so that it would harm whoever owned it. A blister on the thong burst and the water from it squirted out into both of his eyes so he could no longer see what he was doing. The next day he woke up blind. In the fall, when the others were leaving to go to the winter settlement, he considered himself unworthy to accompany them. He built himself a winter house in the same spot where they had spent the summer.

 

The three of them lived alone and survived on mussels alone. The mother gave Tutigaq mussels in a little ladle. As the days got shorter, Tutigaq said to his sister, “Now that the days are getting shorter, the animals are wandering around all over the place. Would you please fetch my arrows from the woman's boat?” His sister did as he asked and Tutigaq prepared the arrows and kept them by his side when he slept at night. One evening, it came to pass that a large polar bear poked its head through the window. Tutigaq said to his sister, “Give me my arrows, (the bow is not mentioned  chr.b) and make sure that they are aimed directly at the bear's eyes. His sister did his bidding and he fired the arrow without being able to see the bear. There was a thud as he hit the bear. Tutigaq said, “I have shot the bear with my arrow.” “No,” said his mother and claimed that he had missed, but Tutigaq could hear the bear falling to the ground.

 

In the moonlight the mother asked her daughter if she would like to accompany her on a trip to collect mussels. The mother took her ulu with her. On the way out of the house the sister told her brother that he had indeed hit the bear. They flensed the bear and boiled the meat and the mussels out in the cooking chamber in the passageway. When they came inside with the food, Tutigaq asked, “Where is that wonderful aroma coming from?” His mother replied by saying that the smell was due to the lamp oil which she had added to the mussels. When they had eaten, the mother fell asleep because she was so full. Then the sister came to give her brother some bear meat and said that he should eat it in secret. She supplied her brother with meat when her mother was not looking, until there was none left.

 

When the spring came, Tutigaq asked his sister to lead him inland. They came to a large lake. The brother sat down on the lake's edge and his sister left him there. One morning, Tutigaq heard voices which came from the south. The voices came closer and then were directly above him. Then one of them said, “Down there is one who cannot see. Look up here and open your eyes.” Tutigaq did this and felt something warm in his eyes. The voice continued, “Now you may not open your eyes. When the sound of wings had all but faded, he opened his eyes and could just about see a huge person heaving himself out of the far end of the lake. Then he shut his eyes again. The next time he opened his eyes he could see everything. He had fully regained his sight. He waited for his sister and at last she appeared. She was walking with her head buried deep in her collar. He shouted to her, “Don't walk like that, my dear! I will get you a skin for a new fur coat.” His sister was very happy when she discovered that he could see.

 

As they approached the house, Tutigaq could see the bear skin laid out on a scaffold by the house. Their mother was very pleased to see them. In response to Tutigaq's question about where the bear skin had come from, she said that someone or other had left it lying around and that she had brought it home with her.

 

It was spring and Tutigaq had begun to catch beluga whales from the ice edge. He always took his sister with him. He tied the line around her waist. Then when he had harpooned an animal, they dragged it out of the water together. One day Tutigaq asked his sister, “Are you very fond of your mother?” His sister replied by saying that she was not. Then Tutigaq said that he would take his mother along to help him the following day.

 

The next day, the mother accompanied him to the ice edge. Tutigaq tied the line around her waist.  The mother said to her son that he should be sure to harpoon the smallest animal.  A narwhal with young came along. Against his mother's wishes, the son harpooned the adult whale, while saying, “I made a mistake.”  The mother braced herself to resist the pull of the whale but she was dragged down into the sea. The whale and the mother remained under water for quite some time.  Then they resurfaced  first the whale and then the mother, who said, “My ulu.” She cut off her hair with the ulu. That is how the narwhal came to be. Tutigaq's mother became a narwhal and her hair became the tusk. She was wearing an amaat (anorak/parka with a large hood for carrying the baby) made of harbor seal skin. This amaat became the muktuk (mattak / whale skin). It is said that that is where the harbor seals come from (a strange remark  chr.b.).

 

As Tutigaq and his sister were now motherless, they travelled inland to live as qivittut (hermits). While they were wandering, the sister became thirsty. Just then, they saw a

 

house.The sister went towards it while Tutigaq sat down to wait for her. When he had waited long enough for her, he went into the house himself and discovered that she was dead. He took her corpse and kept walking. He felt that the life had returned to her body and put her down on the ground. She was completely well again. The next time they saw a house, they both went inside. There was no one to be seen in the house but the lamps were lit and there was meat in the pot. A plate, which lay in front of the lamp, was filled with food from the pot. It appeared that they had come to the tarrajarsuit (shadow beings). Tutigaq found himself a wife there and his sister found a husband. But once they had gone to bed and Tutigaq got closer to his wife, he felt something slimy. His wife appeared to have burst.

 

They left once again. They saw a house with plenty of meat around it. They found out that the house was inhabited by people whose bowel opening was situated in their palms. They survived on soup, as they allowed meat to simply pass through them. As soon as one of them had relieved himself outside the house and gone inside again, the others fetched the excrement. They kissed it and used it as something which gave off a delicious smell.  Tutigaq found himself a wife there and his sister found herself a husband. Tutigaq's wife had a child, who had a normal bowel opening. The grandmother was so happy that she stabbed herself with an ajassaat (fork) where her bowel opening ought to have been. She died as a result of this..

 

From there, the two siblings returned to their settlement. Tutigaq had become a powerful shaman. One day when he was conjuring up spirits, he saw a fire far away to the south. It turned out to be another shaman who was also raising conjuring up, Tutigaq went there and when he got to the house, he said, “Do you know who I am?” Nobody knew who he was. So he told them that it was he who had used his mother as a hunting bladder. They lit the lamp and Tutigaq told the tale of his mother and of his life as a qivittoq (hermit).

 

The next day in the evening, Tutigaq travelled home along with the other shaman, who was to come and visit him. In the early hours of the morning they reached the winter settlement. Tutigaq left the other shaman there, while he travelled on and arrived home the next day. The other shaman remained in the winter settlement over night, because he was not a powerful shaman. Tutigaq, on the other hand, became a very powerful shaman. He was able to travel from Aakuusaq to Amerloq in one night.

 

Var.: Search for blind/blinde; Tutigaq, Aron 365; Rink II 62; Ulluaa; Holtved no.37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III no. 330. Lyberth 1924 tapiitsoq. The origins of the narwhal; How the narwhal came to be.

 

Comment: The sequence of events seems somewhat unclear  as though the storyteller or the person who wrote it down has not understood the context. See the other versions.

 

Transl. by Lucy Ellis.

 

By courtesy of Craig Mishler. See: Diving Down: Ritual Healing in the Tale of the

 

Blind Man and the Loon by Craig Mishler, Vadzaih Unlimited, 3910 McMahon Avenue

 

Anchorage, AK 99516, [email protected]

Databasen med myter og sagn er udarbejdet af Birgitte Sonne, f. 4. jan 1936, mag art i religionssociologi, pensioneret fra Afd. for Eskimologi, TORS, KU i 2006. Har forsket i og skrevet om grønlandske myter og sagn i en halv menneskealder - og gør det stadig. Kan nås med spørgsmål på bbsonne81@remove-this.gmail.com.