Kommentarer: Fra oktober 1903 til tilbagerejsen i 1904 har Gaba (ekspeditionsdeltager) nedskrevet fortællinger. Flest fortalt af Maassannguaq i Appat, som Rasmussen i Myter og Sagn fra Grønland, III karakteriseret som en mand på ca. 30 år. Gabas andre fortællere er Uutaaq, Taateraaq, Aasivak, Sorminnguaq (?).

Dernæst følger ordlister dateret 1903 til 22 sept. 1904 (måske 22 sept. 1903 til afrejsen i 1904?) og til slut et par korte fortællinger uden angivelse af fortæller.

Såvel skrift som stavemåde kræver megen tålmodighed og tid. Men efter bedste skøn har Rasmussen ikke brugt Gabas samling til noget.

Her er en opgave for den sprogkyndige, dialektkyndige og nysgerrige.

I hvor høj grad indholdet er givende afhænger ganske af synsvinklen man lægger på teksterne.

(Gaba Olsen har desuden fortalt (muligvis nedskrevet) 28 fortællinger af egen tradition fra Upernavik - området, der i smukkeste renskrift (sandsynligvis Kr. Møller) er let læselige. Søg på: Olsen, Gabriel.)

Fundet alt for sent. Ikke oversat. "Velegnet" til opdatering for den tålmodige

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 7(19). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981-82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, II: 16 - 17: "Niviarsiatoqaq".

Resumé:

En gammeljomfru finder under et bærtogt en sommerfuglelarve, som hun i

hemmelighed opfostrer med blod fra sin næse. Husfællerne hører hende

ofte tale med det skjulte dyr, og en dag hun endelig står op fra

briksen og går på besøg, slår de den ihjel. Hun begræder længe tabet

af sit kæledyr, der var hendes eneste glæde.

Var.: "Dengang for længe, længe siden ..." af Arnaaluk og "Kvinden der opammede en orm" af Taateraaq; Søsteren som insisterede på at være gift med en orm; En fortælling om en brødreflok (Aron); Anguterpaanik Brødreflokken; Kvinden, der havde en orm til mand; The woman who nursed a worm nr. 45 A;

Hist.: Fali er Sissiis søn.

Fortællingen er en meget skrabet version af en gammel østeskimoisk myte, der i en variant tydeligt forklarer kvinders første menstruation og dermed frugtbarhed (derefter finder man ikke længere spædbørn, der kommer op af jorden som planter)

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 131 ss. 671 - 674.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 377 - 379: Oqaluttuaq anguterpamik.

Dansk resumé i Rink 1866-71, II: nr. 58.

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972:158 - 160.

Resumé:

Skønt en stor flok voksne brødre både har koner og andre kvinder i husstanden, vil de ikke gifte deres eneste søster bort. De holder for meget af hende, hun er så god til at passe alle husets børn og alt arbejde i huset. Frier efter frier bliver sendt på porten, til sidst også en som søsteren mere end godt kunne tænke sig. Men da han ikke kan flytte ind, fordi han selv kun har søstre og må forsørge dem og sine forældre, kan heller ikke det blive til noget. Da så søsteren nedtrykt en dag hører svigerinderne beklage sig over, at hun ikke passer deres børn ordentligt, går hun hjemmefra og bliver qivittoq, fjeldgænger. Med sig har hun bragt en lille orm, der vokser til, fanger til hende, gifter sig med hende og får en lille efterkommer, inden det lykkes brødrene, under en mislykket renjagt til indlandet (formentlig har kæmpeormen gjort kål på det meste af bestanden derinde, BS), at finde huset og deres søster. De slår kæmpeormen ihjel ved at lade den forfølge dem over en masse pilespidser, som de har stukket i jorden i en lange linie. Den bevæger sig hastigt fremad som en målerlarve, der når brødrene, i det øjeblik de alle besvimer af udmattelse og ormen udånder af blodtab. Den viser sig at bestå af lutter talg.

Søsteren fortvivler fordi ormen var hende sådan en god mand, men må tage hjem til brødrene med sit diende ormebarn, som de foregiver at elske for des nemmere at få fat i det og slå det ihjel. Atter fortvivler søsteren, men brødrene mener, at hvis den ormebaby slægtede faderen på, ville utysket blive til fare for dem alle. Hun gør sit bedste for at overkomme sorgen, men brødrene bliver alligevel bekymrede for hende og lader hende gifte sig.

Var.: Søsteren som insisterede på at være gift med en orm; Anguterpaanik Brødreflokken; Kvinden, som tog en stor orm til mand, dengang ormene havde ansigt som mennesker; Kvinden, der havde en orm til mand; Søsteren som insisterede på at være gift med en orm; Anguterpaanik Brødreflokken;

Kendt også fra inuit i Canada og via indvandringen fra Baffinland omkr. 1860 i Thule-området: søg på Brønlund Tiisikoorsuarmik; 'Dengang for længe, længe siden ...' af Arnaaluk og 'Kvinden der opammede en orm' af Taateraaq;  The woman who nursed a worm nr. 45 + 45 A; Kvinden der opfostrede en orm; Tissikoorsuaq (?).

Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.

Hist.: Slutningen på fortællingen er overordentlig blid sammenlignet med de øvrige (mere traditionelle) versioner

Orig. håndskrift: KRKB 1, 5(14): Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04; Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "Narrajîna" / Narrajiina.

Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905: 206.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 55 - 56: "Narrajîna" / Narrajiina.

Resumé: Manden, der er en stor renjæger, spiser ustandseligt og så

meget, at han må grave et hul til sin mave ved hvert måltid. Han giver

aldrig andre noget.

Var.: The glutton Narajê

Orig. håndskrift: KRKB 1, 5(14): Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04; Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "Tunerssuaq nangmagtorssuaq" / Tunersuaq nammattorsuaq.

Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

Maassannguaqs har her genfortalt Taateraqs version.

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905:234 - 235.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 76 - 77: "Tunerssuaq nangmagtorssuaq" / Tunersuaq nammattorsuaq.

Resumé:

To renjægere følger efter en indlandsbo, der har fanget en remmesæl.

Hans husgang er et hul i jorden. Da hans kone flænser sælen og de ser,

at hendes kønsdele ligner en hunds, brister de i latter. Indlandsboen

og hans kone, der ved qilaneq (hovedløftning) har forstået, at lyden

kommer fra "de buebærende" (mennesker), sender lammelse over dem.

Renjægerne slæber sig besværet væk. Lammelsen fortager sig efterhånden

og de løber hjem.

Kommentar: I Thule områdets fortællinger er de hundelignende indlandsboere, eqqillit (ent. eqqilik) især associeret til hundes kønsliv.

Orig. håndskrift: KRKB, nr. 3: Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04. Renskrift: NKS 3536, IV, 4', læg 9.

Grl.titel: Arnaq kuvdlugíssamik nâlungiartârtoq / kullugissamik naalungiartaartoq.

Resumé:

En barnløs kvinde, hvis mand blir træt af hende, går ud for at finde

et barn. Hun finder først en bi, men opgiver den, og dernæst en orm,

som hun lader die af sit blod og skjuler i et halværme under briksen.

Den siger sivse-e-e, når hun kalder den frem. En dag hun er ude slår

husfællerne den ihjel, og blodet flyder ud i husgangen. Kvinden sørger

over tabet, som var den et rigtigt barn.

Oversættelse ved Apollo Lynge af renskriften:

Kvinden som adopterede en orm.

En af kvinderne, som ikke selv havde nogen børn, tog en orm til sig som sit spædbarn. Da hun således havde fået et spædbarn, begyndte hun at amme det, og hun lod den endda drikke sit blod. Efterhånden blev ormen så stor, at den blev lige så stor som hendes bryst og mave, og så gav hun den en stor kamik at være i. Engang da hun lagde den på briksen efter at have ammet den og gik ud, blev en af husfællerne bange for den og lagde den ind under briksen. Da hun kom tilbage, søgte hun efter den og tog den. Når plejemoderen sagde kærlige ord til den store orm, lyste dens øjne af glæde. Engang da plejemoderen igen var på besøg og husfællerne var bange for ormen, tog de den med ud og kastede den væk med en sådan kraft, at blodet sprøjtede ud! Den var jo ved at tømme sin plejemoder for blod.

Jonasine Nielsen, Saattoq.

Var.: "Dengang for længe, længe siden ..." af Arnaaluk og "Kvinden der opammede en orm" af Taateraaq; Søsteren som insisterede på at være gift med en orm; En fortælling om en brødreflok (Aron); Anguterpaanik Brødreflokken; Kvinden, der havde en orm til mand; The woman who nursed a worm nr. 45 + 45 A; Kvinden der opfostrede en orm; Tiisikoorsuarmik (Tiisi er et onomatopoetikon på lyden: sissii el. tsissii).

Kommentar: Det er uklart om Jonasine Nielsen er fortæller eller renskriver, men renskriften er tydeligvis en forkortet udgave af originalen.

Tolkning: Skulle symbolikken med blodet, der flyder ud i husgangen

(alias menstruationsblod), ske fyldest, burde kvinden herefter blive

frugtbar.

Orig. håndskrift: KRKB 1, 5(14): Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04; Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "Arnaq nâlungiartârtoq ..." / Arnaq naalungiartaartoq ...

Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905:190.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 43 - 44: "Arnaq quvdlugíssamik nâlungiartârtoq" / Arnaq qullugissamik naalungiartaartoq.

Resumé:

En barnløs kvinde finder en orm i en tue, ammer den op og klæder den

i et skindærme. Den vokser sig uhyre stor, mens kvinden magrer hen. En

dag hun er ude, dræber hendes mor den. Hundene slikker blodet, der

strømmer ud af den. Kvinden sørger dybt.

Var.: "Dengang for længe, længe siden ..." af Arnaaluk; Søsteren som insisterede på at være gift med en orm; En fortælling om en brødreflok (Aron); Anguterpaanik Brødreflokken; Kvinden, der havde en orm til mand; The woman who nursed a worm nr. 45 A; Kvinden der opfostrede en orm;

Orig. håndskrift: KRKB 1, 5(14): Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04; Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "âgssigssuaq" / Aassissuaq.

Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905:189 - 190.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 43: "âgssigssuaq" / Aassissuaq.

Resumé:

En kvinde opfostrer en larve til uhyre størrelse. Den æder et barn på

bopladsen og blir dræbt.

Var.: "Dengang for længe, længe siden ..." af Arnaaluk og "Kvinden der opammede en orm" af Taateraaq; Søsteren som insisterede på at være gift med en orm; En fortælling om en brødreflok (Aron); Anguterpaanik Brødreflokken; Kvinden, der havde en orm til mand; The woman who nursed a worm nr. 45 A; Kvinden der opfostrede en orm; The woman who nursed a worm;

Orig. håndskrift: KRKB 1, 5(14): Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04;

Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "Neruvkaq" / Nerukkaq.

Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905:240 - 241.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 81 - 82: "Neruvkaq" / Nerukkaq.

Resumé:

Nerukkaq er gift med en tuneq-kvinde, Navarnaaq (Navaranaaq), der er

eneste søster til mange brødre, hvis navne alle remses op. Nerukkaq er

en plageånd. Han borer ofte sin kone i benene. Hun truer med sine

brødres hævn og løber hjem til dem. Brødrene kommer, men Nerukkaq har

stærke forsvarsmidler (sit barnetøj oversyet med hvalrostand), en mor,

der kan gøre ham stærk og pile med modhager. Brødrene flygter helt

ned til Kap Melville, og Navarnaaq lever skrækslagen resten af sit

liv i et hul, som hun graver under briksen. Den sladderhank!

Hist.: Om tuneq, fl. tornit: Se Kleivan 1996: Inuit Oral Traditions about Tunit in Greenland. The Paleo-Eskimo Cultures. New Perspectives in Greenlandic Archaeology. Ed. by Bjarne Grønnow and John Pind. Cphg.: Danish Polar Center.

Orig. håndskrift: KRKB 1, 5(14): Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04; Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: inûvngôq tinínerme takulerpai..."

Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905:181 - 183.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 34 - 36: "Inuk nerdlermik nuliartârtoq" / Inuk nerlermik nuliartaartoq.

Resumé:

En mand ser en flok vildgæs i menneskeskikkelse bade i en sø. De har

aflagt deres hamme. Han gemmer to af hammene, men lader den ene kvinde

få sin tilbage, fordi hun græder. Han gifter sig med den anden, der

får tvillinger, men længes hjem og samler vingefjer, som hun udstyrer

tvillingerne med og flyver bort med dem. Manden, der er åndemaner,

rejser ud efter dem og møder en del hindringer undervejs, som han

overvinder: To jordånder, der river hinanden i håret; to jordtue-

ånder, der tramper løs på hinanden; en gryde med kogende, lækkert

sælkød; jordens hunde, der er en flok skaldede hundehvalpe og en mand

med store testikler, Kajungajorsuaq / Qajungajorsuaq, der lader manden slippe forbi, fordi han klogeligt nærmer sig forfra. Han når frem til børn og kone.

Hendes nye mand, en gammel havlit, flygter. Af væmmelse over sin

eks-mand, der flytter ind, spiller hun død, stensættes, bryder ud af

graven og lyver om sin identitet. Manden harpunerer hende.

Bopladsfællerne flyver bort som vildgæs, og hver gang de kommer

tilbage på hævntogt, pisker manden dem ihjel med en stor pisk, som

han har fået af Kajungajorsuaq. Han lever længe højt på de mange fede

gæs.

Var.: søg på Rink 1866-71 18. Og på: gift med skallesluger.

En fælleseskimoisk myte. Kleivan, Inge, 1962: The Swan Maiden Myth among the Eskimos. Acta Arctica, Fasc. XIII, Kbh.: Munksgård, nævner dem alle.

Hist.: En usædvanlig variant af en fælles inuit-fortælling (Kleivan

1962), idet Kajungajorsuaq plejer at forvandle træspåner til laks med sin sæd, og

fordi hverken de mange hindringer eller den afsluttende hævn normalt

er med. Det kan bl.a. hænge sammen med, at polareskimoerne / inughuit / inuhuit ikke fangede laks, før de indvandrede baffinlændere omkr. 1860 lærte dem

det.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Hér er det den lamme Taateraaq, der også var en af Rasmussens fortællere. Tilsyneladende har Rasmussen dog ikke brugt Gabas fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

Orig. håndskrift: KRKB 1, 5(14): Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04;

Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "Navaranâpaluk" / Navaranaapaluk.

Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905: 60 - 62: Kvinden der løj.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 84 - 85: "Navaranâpaluk" / Navaranaapaluk.

Resumé:

Menneskeædere angriber og udrydder kvinderne i den stamme som deres

slægtning, Navaranaaq er giftet ind i, fordi hun har foregivet, at

hendes nye landsmænd mishandler hende. De gør gengæld og tar sig nye

koner blandt menneskeæderne. Men N. får afskåret begge sine arme af to

mænd, der løber afsted med hende. Hun løber videre en stund, hvor

blodstrålerne ligner arme. Snart falder hun om og dør af blodtab.

   Fortælleren har hørt fortællingen af de indvandrede Baffinlændere.

Var.: Navaranaapaluk; Navaranaaq.

Hist.: Vestgrønlænderne fortalte en variant, hvor nordboerne optræder

som fremmede. Om nordbomyter, se Kleivan 1982 i Tidsskriftet Grønland. Og Thisted 2001: on Narrative Explanations. Scandianvian Studies vol 73(3): 253-295, der også refererer Jette Arneborgs undersøgelser.

Håndskrift: KRKB, 3: Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04.

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905:202.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 52: "Qautipalûp pania ujarángoqissoq" / Qaatipaluup pania ujaranngoqissoq.

Resumé:

En gammel mand vil hente Qaatipaluks smukke datter til sin søn. Da Q.

afviser den gamle mand med, at han lugter, ønsker den gamle med sin

skarpe tunge, at Q.s datter må stivne til sten. Hun begynder at

stivne. Nu må den gamle godt få hende med. Men nu kan det være det

samme.

Orig. håndskrift: KRKB 1, 5(14): Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04; Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "nâlúngiarssuaq" / naalunngiarsuaq.

Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905: 210 - 211.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 60: "Nâlungiarssugssûp angajorqâne nerissorssûgai" / Naalungiarsussuup angorjoqqani.

Resumé:

Et diende spædbarn æder sin mor og tar derefter fat på sin far, mens

husfællerne flygter ud og op på en stor sten. En af dem har glemt sin

kniv og udlover sin datter til den, der vil hente den. En ungkarl

prøver, men tør ikke gå indenfor. Spædbarnet, der nu har vokset sig

stor, kommer endelig ud og skriger: "Mine forældre åd jeg, fordi de

ikke gav mig kød!" Det kravler hen over jorden, folk flygter hen i

konebåden og ror ud. Barnet kommer efter dem gående på vandet, men

vender om, da der kommer en spejlblank stribe, og råber: "Ak, en dyb

kløft!"

Var.: The infant which ate its parents; naalungiarsuk; Neqikitsuliaq; Aapapaaq; Nerrikitsuliaq; Barne-uhyret.

Tolkning: Fortællingen virker ufuldstændig, eller som en gengivelse af

en variant, som fortælleren kun har fået i brudstykker. Forlægget kan

have været en vestgrønlandsk variant.

Fortællingen giver en advarsel mod ikke at det diende spædbarn få del i familiens eller moderens måltider. På Nuuk-egnen på i 1700-tallet rystede moderen en stump af sin mad hen over barnets mad med ordene: "Nu har du spist og gjort selskab med."

Orig. håndskrift: KRKB 1, 5(14): Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04; Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "Suagaq tunerssuarmik uvilik" / Suakaq tunersuarmik uilik.

Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905:235 - 237.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 77 - 78: "Suagaq tunerssuarmik uvilik" / Suakaq tunersuarmik uilik.

Resumé:

Suakak blir overtalt af en indlandsbo til ægteskab. Indlandsboens køddepoter er

fyldte, hans hule er en hule i jorden uden briks, kogekarrene står

bare på gulvet og hans eneste husfælle er en bedstemor. Mange

indlandsboere kommer på besøg. S. hænger kogekarrene op til deres

store fornøjelse. Da hun får et barn og længes hjem, følger manden

hende, men gemmer sig, da hun går ind i huset. S.s brødre må hente

ham. Når de tar ud sammen på fangst, følger svogeren blot ebbelinien

langs land og fanger en remmesæl. Skønt han ikke har kajak, kan han

hævde sig som fanger. Senere kommer han hjem med en mængde måger, som

han blot har vinket til sig med sin pegefinger. Hjemme igen i

indlandet fortæller han om de farlige uhyrer mennesker har. Det er

hundene.

Orig. håndskrift: KRKB 1, 5(14): Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04;

Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "Ukuamâq" / Ukuamaaq.

Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905: 202 - 203.

Den grønlandske udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 53: "Ukuamâq" / Ukuamaaq, er en version med næsten samme ordlyd genfortalt af Appalinnguaq efter Qilerneq's version. Qilerneqs proveniens er Kangerlusuaq, Thule.

Resumé:

Ukuamaaq piner sin kone, der løber hjemmefra. Hans mor sætter efter

hende, gifter sig med hende, fanger mange rener og bruger et rensdyrs

penis som penis. U. finder huset, mens hans mor er på jagt. Han

gemmer sig under dynen, da hun kommer, og brister i latter, da hun

taber sin penis i husgangen. Hun flygter af skam og kaster sig i et

nærliggende vandfald. U. tar sin kone med hjem og lever fortsat med

hende.

Var.: Ukuamaaq;

Kommentar: det bør nok være den lesbiske svigermor, der hedder Ukuamaaq.

Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.

Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side 78 - 79.

Resumé: Folk plejede at hente fosterbørn i udkanten af en stor sten.

Der var en, som forgæves havde forsøgt at få et fosterbarn.

Tilsidst tog hun en orm med hjem og lod som om, at det var hendes barn.

Hun plejede at holde den bag skind-væggen.

Når de andre sov, tog hun ormen frem og lod den die

sig, derefter lagde hun den i en skindsok bag ved skind-væggen.

Der boede også en gammel kone i huset. En dag tog hun vanter på, fordi

hun var bange for ormen, og tog den frem fra skind-væggen. Hun kastede

den ud i husgangen, hvor den døde, og hus-gangen blev fyldt med blod.

Da moderen kom hjem, så hun blodet og spurgte om, det var ormens blod.

Den gamle kone sagde, at hun havde gjort det, fordi ormen havde

drukket livet ud af hende. På den måde mistede hun sit

orme-barnebarn.

Var.: "Dengang for længe, længe siden ..." af Arnaaluk og "Kvinden der opammede en orm" af Taateraaq; Søsteren som insisterede på at være gift med en orm; En fortælling om en brødreflok (Aron); Anguterpaanik Brødreflokken; Kvinden, der havde en orm til mand; The woman who nursed a worm nr. 45 A; Kvinden der opfostrede en orm;

Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.

Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side 79.

Resumé: En kvinde kunne ikke få børn. Hun tog en orm til barn. Hun

lod det die sig, men blev selv helt udmarvet af det. Hun sagde:

"Tersímiaq, du skal være en lille Tersímiaq! / Tersimmiaq"

Kvindens mor så, at ormen sugede alt liv ud af datteren, så ud slog

ormen ihjel, mens datteren var ude.

Da datteren kom hjem, ledte hun efter ormen, men hendes mor sagde, at

hun havde dræbt den. Datteren græd længe over den.

Var.: "Dengang for længe, længe siden ..." af Arnaaluk og "Kvinden der opammede en orm" af Taateraaq; Søsteren som insisterede på at være gift med en orm; En fortælling om en brødreflok (Aron); Anguterpaanik Brødreflokken; Kvinden, der havde en orm til mand; The woman who nursed a worm nr. 45; Kvinden deropfostrede en orm;

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til sikker og fuldgyldig oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

Tiisikoorsuaq er i denne fortælling en kæmpe, der med en arm ind gennem vidnuet prøver at stjæle et spædbarn fra et ægtepar mens de sover. Manden får hugget armem af kæmpen, der, viser det sig, falder om og forbløder. Da kæmpens kone kommer og spørger efter ham, nægter ægteparret at have set noget til ham.

Renskriveren Møller har en anden fortælling om Tîsi. Den er uden overskrift og indflettet mellem sange, egne salmer, og en beskrivelse af et kongebesøg i 1903:

Håndskr.: KRKB 1, 6(18). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04.

Den handler om kvinder og piger, der går ud og finder børn på jorden, før de selv kan få børn. En af dem finder et væsen, som hun lader suge blod fra en vorte på sin krop (en brystvorte?) om natten. Utysket vokser sig stor og glinsende som en frossen klump kød. En af de andre opdager det en nat, og det ender med at man smider klumpen ud og lader den smelte i indgangen, der løber fuld af blod, mens dens "mor" er ude på bærtogt.

Jeg (BS) er ikke helt sikker på dette hastige referat i oversættelse, men det er tydeligvis en variant af Thule-inuits og de canadiske inuits fortælling om de første tider, da kvinderne fandt børn på jorden og en af dem af lutter lyst til at få børn i stedet tog en orm (larve eller puppe)til sig og diede den med sit blod. Den siger tsii, tsii, derfor navnet. Den diende orms forvandling til en glinsende frossen kødklump må være en reference til åndesproget hos canadiske inuit, hvor et foster hedder en geleret, koaguleret, 'frossen' klump blod, quac'iaq (Therrien, Michèle, Le corps inuit, SELAF 1987:128). Det er m.a.o. en myte om den første abort eller menstruation, der åbner for menneskers egen evne til biologisk at reproducere sig selv.

Alt tyder på at Møllers Tiisi skal spores til den (ikke helt tydelige / forståelige) version, som

Jørgen Brønlund fik under opholdet i Avanersuaq under den litterære Grønlandsekspedition. Det fremgår af den nylige udgivelse af hans dagbogsnotater:

"Jørgen Brønlund. Optegnelser fra en ekspedition 1902-04 / Ilisimasassarisiornermit allattukkat 1902-04." Det grønlandske Selskabs Skrifter XXXV, Kbh. 2002. Red.: Stig Bjørnum, Arnaq Grove og Einar Lund Jensen. ss. 72 - 73 og 112 - 114. (Orig. håndskr.: A 245, Arktisk Institut.)

Var.: "Dengang for længe, længe siden ..." af Arnaaluk og "Kvinden der opammede en orm" af Taateraaq; Søsteren som insisterede på at være gift med en orm; En fortælling om en brødreflok (Aron); Anguterpaanik Brødreflokken; Kvinden, der havde en orm til mand; The woman who nursed a worm nr. 45 + 45 A; Kvinden der opfostrede en orm; Tissikoorsuaq (?)

Kommentar: husets fødselssymbolik genkendes i ormen der smelter til blod i husgangen, dvs. menstruationsblod i kvindens vagina. Se GTV