Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 13, s. 34 - 35.

Kort resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II: nr. 30, ss. 71.

Resumé: En stor angakkoq / åndemaner kan se sælerne i dybden (gennem sin kajakstol) og får derfor altid fangst.

En dag indsamler han æg fra en skalleslugers rede og

fanger på hjemvejen en sæl, som han straks ved hjemkomsten lader

kvinderne partere og koge bryststykkerne af. Han glemmer æggene i

kajakken, hvor skalleslugeren således kan hente dem igen, men den

beklager sig alligevel til åndemaneren i et drømmesyn, der lammer åndemaneren:

"Vi skulle netop til at opkalde vores børn,

som vi endnu ikke vidste om de blev drenge eller piger, efter vores

svigersøn." Pludselig husker han æggene, føler sig lettet, og går ned efter æggene, der er væk. Derefter fratager fuglen åndemaneren hans evner til at se

sælerne i dybden og dermed til storfangst.

Var.: Oqaluttuaq angakkorsuarmik nr. 162 (meget længere)

Detaljeret dansk resumé i Rink 1866-71, II: s. 68 - 69, nr. 28.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 83, pp. 427 - 428: Atalianguak.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted og Thorning: 'Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... / Måske nogen kunne fortælle ...', 1996: nr. 8, ss. 64 - 65, med dansk kommentar s. 317:

Resumé af Rink:

Ataliannguaq er ungkarl og holder til hos en masse brødre, der er hans fætre. En dag han er ude på ammassætfangst ser hen en smuk ung kvinde med stor hårtop, som han får til kone og lever med afsondret fra sine tidligere fæller. Men da han møder en af dem i kajak og forgæves har søgt at skjule sin kone i konebåden, må han vise sin kone frem. Om vinteren bor de sammen med fætrene. En af dem kommer trods advarsler hele to gange til at bemærke noget om den unge kones ramme lugt. Da springer hun bort som ræv, og Atal. finder hende i en oplyst hule, hvor han ved at puste på begge indgange (? BS) slipper ind og bliver sunget i søvn af bagvæggens mange forskellige insekter, der næste forår summer omkring ham, da han endelig vågner igen. Hans tilbageholdte urin bliver til en hel elv da han tisser. Siden lever han uden kone hos fætrene.

Var.: Ataliannguaq; Manden, som giftede sig med en ræv; Manden, som tog en ræv til kone; Manden, der tog en ræv til kone; Pebersvenden, som giftede sig med en ræv; Manden, der blev gift med en ræv; The fox-wife; Ræv til hustru; The fox-wife and the penis of the lake.

Kommentar: Dyr som mennesker lader sig ikke integrere i menneskers samfund. Dette er en kortfattet version af denne myte om dyr og insekter der går i hi.

Orig. håndskr. skal man lede efter i Thalbitzer samlingen på Det kgl. Bibliotek.

Resumé:

Engang en mand var ude på jagt og så et hus, hvor han gik ind, blev han gæst hos to mænd, den ene hvid, den anden sort. Efter tur ber de deres tjener, Qi'oqe (qiioqi ? en slags søfugl på østgrønlandsk ifølge Thalb.) hente mad til gæsten. Den hvide mand siger at den sorte således vil servere et afføringsmiddel, som den sorte selv siger er lændestykket af den sidste hunsæl han har fanget. Den hvide mands servering består af en lille ørred. Den slags vil gæsten gerne spise (men åbenbart ikke den sorte mands mad, BS). Den sorte mand blir gal, og den hvide sender med Qi'oqe bud efter 'den morsomme' (tivsinaq), der har en forskrækkelig latter og en ulk hængende mellem benene. Denne siger, at da han nyligt var ude med en vis Itivis'uaq fik han revner i årebladet.

Nu går gæsten og da han ser sig tilbage er den sorte mand en ravn, den hvide en måge, den morsomme en falk, og Qi'oqe en qi'oqe.

Var.: Søg på måge, ravn.

Kommentar: en udbredt fortælling, der understreger hvor uspiselig ravnens mad ofte er (hyppigst består serveringen af afføring) modsat mågens lækre fisk. Den morsomme minder stærkt om indvoldsrøversken med sin ulk mellem benene og sin forfærdelige latter. Men her er det altså en falk, der skal sætte det lille selskab i humør igen. Meget kunne tyde på at fortællingen i denne form hér viser tilbage til et underholdende ritual, muligvis med masker, i lighed med de østgrønlandske uajeertut. Ganske mange varianter har falken med og ofte omtalt som den morsomme.

Resumé:

Der var engang en mand der var ude på jagt. Han fik øje på et hus. Da

han gik i huset, så han en sort mand på den ene side og en hvid mand

på den anden side. De havde en tjener, den sorte mand sagde til

tjeneren, at han skulle hente noget kød. Tjeneren gik, og den hvide

mand sagde: "Han giver dig et afføringsmiddel(en klump lort? BS), det er lænden af den sidste hun-sæl han har fanget." Da tjeneren kom ind, sagde den sorte

mand: "Han vil give dig en lille ørred." Gæsten ville gerne have den,

fordi han var vant til at spise den slags. Den sorte mand blev sur, og

sagde til tjeneren, at han skulle hente den sjove. Tjeneren gik ud for

at hente den sjove. Da den sjove var på vej, kunne man høre hans

latter. Den sjove kom ind, et provokerende væsen med opstopper næse og

en hav-skorpion imellem benene. Han sagde: "Idag har It?tivissuaq og

jeg været ude at ro efter en sæl, så bladet på min åre har fået nogle

sprækker." Manden der havde været ude på jagt gik ud, og da han vendte

sig om, så han en ravn, en måge, en Qvoqe (?) og en falk på toppen af et

bjerg. Da forstod han at de havde vist sig for ham i

menneske-skikkelse.

Var.: Talrige om besøg hos ravn, måge el. andre fugle - og dyr - i menneskeskikkelse, hvis mad er mere el. mindre delikat for mennesker. Søg på ravn; måge; terne; bjørne. De fleste versioner er langt kortere og uden indslaget med den morsomme falk.

Hist.: Netop episoden med den morsomme falk kunne tyde på at myten gengiver en leg eller et ritual, måske lig uaajeertut, morsomme rituelle optrin, der opførtes med masker i Ammassalik området - især ved nytår, men også ved andre sammenkomster. Søg på: uaajeertut

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 12, s. 34.

Kort resumé i Rink 1866-71, II: s. 106, nr. 66. Den håndskrevne

original er meget kortfattet, men dog ret udførlig mht. den

foruroligende lyd, ligesom historien også er krydret med et par

enkelte replikker.

Resumé: En udhavs-tupilak. Det var dengang man købte skydevåben af

hvalfangerne. Stedet, nær Paamiut. En kajakmand har hørt en farlig

boblelyd i vandet. Man spærrer med affald i strandkanten, og tupilakken,

der har fremkaldt boblelyden, dukker op i måneskinnet med lyde af

forskellige dyr og fugle, skydes og fortaber sig til udhavet.

Kommentar: en tupilak er sammensat af knogler fra forskellige dyr og fugle, hvis lyde den kan sige og - sommetider - skikkelser den kan antage på skift. Se Kamillaannguaq.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Det fortælles, at denne mand også havde hørt noget om

menneskeædere i Sydgrønland. Det var sagt om den mand fra

Nordgrønland, at han var en person man regnede for noget.

Han tog af sted og nåede langt mod syd uden at træffe mennesker. Sent på efteråret, da frosten var gået i jorden, kom han til et hus. Husets indvåner

bad ham standse der. Nordgrønlænderen slog sig ned og fik

denne mand som bopladsfælle. Han spurgte ham, om der i Sydgrønland

fandtes menneskeædere. Han svarede: "De bor lige syd for os. De spiste

de andre dér på stedet. Du må ikke besøge dem nu. Når isen ligger fast tar vi derhen på besøg." De boede i samme hus, og nordgrønlænderen fangede så mange sæler, at man skulle tro, at de var kommet op på land af sig selv. Oquia (? måske: quia, hans forrådskammer) nalugamiuk (han kendte det ikke).

Så blev det vinter og isen lagde sig. Nordgrønlænderen spurgte: "Hvornår skal vi besøge dem?" Det skulle vente lidt, svarede husfællen. Men nordgrønlænderen blev ved med at presse på. Så spurgte husfællen: "Hvor hurtigt løber du?"

"Jeg løber lige så hurtigt som alle landdyr." Husfællen mente, at så skulle han nok kunne klare sig.

En morgen sagde husfællen: "Nu skal vi på besøg." De tog af sted, og

undervejs sagde husfællen: "Du vil jo derhen. Når du kommer ind i

huset, må du kigge dig godt om. Hvis du ser menneskeknogler, der

ligger til gæring under sidebriksen, må du ikke blive forskrækket. Så

bliver du dræbt." Han fortsatte: "Inden du spiser noget, skal du sige:

"Jeg har glemt at tisse, inden jeg gik ind. Jeg må lige ud at tisse."

Når du kommer ud, skal du stikke i løb og flygte af alle kræfter

hjemover".

På den anden side af et lille næs fik de øje på et hus med

to vinduer. De gik derhen og ind i huset. Derinde fik nordgrønlænderen

øje på menneskehoveder, hvor noget af skægget endnu sad på, under

sidebriksen. Ved dét syn blev han meget forskrækket og sagde: " Jeg

har forresten glemt at tisse." Han gik ud og undervejs ned forlod alle

hans kræfter ham. Han skulle jo ellers flygte. Han var nået et godt

stykke ud på isen; så kiggede han sig tilbage og så, at husfællen løb

efter ham, og at de blev forfulgt af mange folk bevæbnet med knive.

Nordgrønlænderen blev helt lammet ved synet. Det opdagede husfællen

og skyndte sig hen til ham. Han indhentede ham og tog ham i hånden. Da

menneskeæderne var ved at nå dem, puttede sydgrønlænderen

nordgrønlænderen, som ellers så gerne ville opleve menneskeædere, ned

mellem isstykkerne ved stranden og lukkede åbningen med et stykke is.

Sydgrønlænderen kunne høre menneskeæderne sige: "Det var da ærgerligt,

at vi ikke dræbte ham, straks han kom ind." Han kunne høre, at de gik

og ledte efter ham. De fandt ham ikke og vendte tilbage til deres hus.

Nordgrønlænderen vendte tilbage til sydgrønlænderen og tog ham med

hjem. Han spurgte: "Vil du på besøg endnu en gang?" "Ja, det vil jeg

gerne," svarede den anden. Da de tog af sted dagen efter, sagde

husfællen: "Denne gang må du sørge for straks at komme ud, og

du skal flygte af alle kræfter."  Nu sørgede nordgrønlænderen for at

forsvinde hurtigt ud af huset. Han var lige kommet ud på isen, så

opdagede han, at de blev forfulgt. Husfællen indhentede ham og gemte

ham igen mellem isstykkerne. Husfællen kunne høre, at forfølgerne gik

forbi gemmestedet, og at de snakkede: "Det var en skam, at vi ikke

dræbte ham." De fandt ham ikke og vendte om. Da de kom hjem, sagde

sydgrønlænderen: " Lad os besøge dem i morgen endnu en gang."

Nordgrønlænderen svarede: "Jeg skal ikke på flere besøg." Han boede

hos sin vært vinteren over. Da han om foråret skulle rejse tilbage

nordover, sagde værten: "Kom igen en anden gang." Nordgrønlænderen

svarede: "Det skal jeg nok." Men han rejste aldrig syd på mere.

Var.: Søg på kannibaler; menneskeædere

Hist.: Mistroen til ukendte fjernt boende mennesker i Grønland, giver sig oftest udtryk i forestillinger om kannibalisme. Det afhænger tilsyneladende af fortællerens proveniens om de kannibalske folk bor langt syd eller langt nord for "heltens" eget hjemstavn.

Nordgrønland er formentlig landsdelen nord for Sisimiut.

Kommentar: Denne variant er sløjt fortalt / gengivet i sammenligning med de fleste andre af samme slags.

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 10 ss. 73 - 74 har Rink sammenstykket ialt 5 varianter inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 7, ss. 124 - 126:

Katerparsuk.)

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Katerfarsuaq boede sammen med en stor brødreflok. Han

byggede sig en kajak og var ved at betrække den. Det foregik et sted

neden for husene. En af mændene så på ham og syntes, det var synd for

ham; og mens Katerfarsuaq puslede med kajakken, nærmede han sig

bagfra, spillede isbjørn, og helt tæt på forskrækkede han ham.

Katerfarsuaq vendte rundt, opdagede hvad det var og flygtede grædende

bort. Manden, der forskrækkede ham, kom til at grine sådan, at han

blev helt mat. Han fulgte efter Katerfarsuaq ind i huset og sagde:

"Da jeg så dig bygge kajak fik jeg ondt af dig.

Men tværtimod det jeg skulle gøre gjorde jeg dig bange."

Katerfarsuaq, der var en stor åndemaner, kom til at bære

nag. Han gjorde sin kajak færdig og kom  i gang med at fange. En

dag tog han først ud, da de andre var taget af sted. Han gik i land på

den yderste ø. Han bar sin kajak op og gav sig til at lokke

sit store hylster (pooq) til sig. Han havde en hanhvalros som hylster. Så

dukkede der én op lige ud for ham. Det lignede en sildepisker, der

pustede luften ud / der ikke trak vejret, så stor var den. Så snart den

løb op på stranden, kom Katerfarsuaq ned i hylsteret. Så svømmede han udefter, idet han skiftevis dykkede ned og dukkede op.

Endelig fik han øje på kajakker, der var på fangst. Han svømmede under

vandet og prøvede, om han kunne genkende ham, der i sin tid

forskrækkede ham. Endelig fandt han ham. Han sad med ryggen til solen på lur efter sæler. Katerfarsuaq dukkede op foran ham uden at puste luft ud / og trak pludselig slet ikke vejret (tavataimak aneruerkartdluingnaungitdlaq - absolut usikker oversættelse CB).

Da manden havde set Katerfarsuaq og gjorde klar

til at harpunere ham, gjorde Katerfarsuaq sin hud blød. Da manden harpunerede

ham, gjorde han en pludselig bevægelse og dykkede ned. Han dykkede ned

med hans fangstblære og lukkede luften ud af den, hvorefter han

svømmede ind. Han kom hen til sin kajak, trak sit hylster af, puttede linen og fangeblæren / fangstblæren ned i kajakken og roede ud til kajakkerne. De var alle optaget af at placere sig dér, hvor de ventede, at hvalrossen ville dukke op. De råbte til ham, at han også skulle lure på den. Ingen så noget til hvalrossen. Efterhånden tog

kajakkerne hjem, og nogle med en sæl.

Da der blev indbudt til fællesspisning for mændene, kom Katerfarsuaq med vilje som den sidste. Ude fra gangen kunne han høre ham (ham, der havde forskrækket ham) fortælle om hvalrossen. Så snart Katerfarsuaq kom ind i rummet, rakte han ham

fangstblæren og linen med ordene: "Kan du huske dengang du agerede isbjørn og forskrækkede mig? Så har jeg hævnet mig."

Da Katerfarsuaq gik hen for at sætte sig, vendte han sig og så, at han tørrede sine tårer. Da fik Katerfarsuaq ro i sindet.

Var.: Katerfarsuaq; Katerfarsuk; Qatigaarsuk; Svømme under vandet som en sæl: en anden fortælling, der også har undervandssvømning som tema.

Kommentar: Isbjørn og hvalros er i Østgrønland forbundet med det ritual, der gør en åndemaner til en puulik, en med pooq / pose / hylster. Der er muligvis et vist slægtskab med Katerfarsuaq fortællingen, der var udbredt på Vestkysten. Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor";, en livsmetafor.

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side  155 - 156.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Oversættelse ved Signe Åsblom:

 Den første Lynge *)

M. Dengang englænderne og vores danskere virkelig kom op at slås mod hinanden og allesammen blev påbudt at rejse hjem, besluttede et par af de første danskere, Den Store Bødker (Napparsisoq) Christian Lynge og Kunitsi (Halsøe), at blive deroppe i nord. Og det siges at kongen havde sagt noget til dem, for det var dengang området omkring Uperna-vik var frygtet af danskerne. Og de havde placeret danskere der, der ikke var bange for at sige noget til andre danskere. Denne Lynge havde en stor buet næse, og det har hans efterkommere efter ham.

   Lynges kone hed Dorthea.

   Deres børn: Ole Larsen Lynge (Kuungasoq) f. 1835.

   Deres datter Utukkaaq (Den Gamle) (Margrethe) døde i Upernavik, da hun var 99 år gammel. Jeg har selv truffet hende. Deres far var ikke underkuet, og derfor var de det heller ikke. M.

   Kuungasoq kom til at hedde sådan efter en mand, som Ilalik, Minannguaq og Angajulleq dræbte. Han havde meget fine hunde og fangede ofte hvalrosser. Han døde i Kingittoq og havde fem sønner og tre døtre. Hans yngste søn var Ilingasukassak (Den Lille Krølhårede), Thomas.

   Utukkaaq, Margrethe Petersen døde i 1913, 80 år gammel. Hendes mand var en grønlandsk fanger, og hun havde fem sønner men ingen datter. Hendes mand var Ikisoq (Andreas Petersen).

   To af Lynges sønner, Lauritz Henrik og Christian Gabriel, faldt i 1856 gennem isen og druknede samtidigt.

   Kuungasoqs søn Mathias (Makeqqi) boede i Tussaaq, og da jeg første gang var ude på langtur, så jeg hans kone, Karen Lynge, der var blevet en meget gammmel dame. H.L.

   Vi har rigtigt mange slægtninge oppe nordpå.

*) Christian Hansen Lynge, død 1872, da han var 74 år gammel.

Hist.: Lynge-slægten i Upernavik distriktet.

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 55 ss. 295 - 300.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

"Taama allattunga, Aron", 1999, II: 463 - 465: Milortuaraq; og i Thisted og Thorning: 'Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... / Måske nogen kunne fortælle ...', 1996: nr. 55 ss. 245 - 247 med dansk kommentar og resumé s. 338 - 339:

Resumé ved Kirsten Thisted i Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... s. 338-339:

Miliortuaraq var kun ganske lille, da hans far døde, han havde ingen søskende.

Om efteråret samler moderen en hel sækfuld bær og byder den til for

den, som vil bygge hendes søn en kajak. På den måde får M. sig en

kajak, selv om han ikke har nogen far. Næste forår får moderen

kajakken, sig selv og sønnen færget over til et sted, hvor der er godt

med stenbidere, og så bliver sønnen sendt på stenbiderfangst. Når han

kommer hjem øver moderen ham i kajakvending. "Ingen mand, men jeg, som

er en kvinde, har øvet dig!" siger hun, da han er fuldt uddannet. Og

derefter opfordrer hun ham til at blive noget ud over det sædvanlige,

ikke blot en mand, der lige klarer dagen og vejen. En senere episode

belærer dog M. om, at man på den anden side ikke skal være overmodig.

Da M. er blevet voksen og en stærk mand, har han sin foretrukne

overvintringsplads ved Attorsuit. Hver gang nogen kommer for at kappes

med ham, opgiver de på forhånd, når de ser hvilke bølger M. klarer at

tage ud på fangst i. Og når bølgerne engang imellem er så høje, at det

er umuligt at tage ud fra stranden, så kaster konen ham simpelthen ud

fra toppen af en høj skrænt.

       Ved den tid har M. for skik at tage ind

og holde sommer ved indlandsisen. Engang han er på vej ud af fjorden

slår han lejr ved herrnhuterne, men missionærerne bryder sig ikke om

at de udøbte blander sig med de døbte. En af missionærerne Johannes,

får øje på M.s to store bidske hunde og vil skyde dem. M. protesterer,

fordi de står forsvarligt bundet, men missionæren vil skyde dem

alligevel. Nu går så M. imellem missionæren og hundene, og

missionæren smider bøssen og griber fat i manden. Folk strømmer til

for at overvære brydekampen. Man regner med, at M. nok snart vil blive

kastet til jorden, for missionæren er en stor kraftig qallunaaq, men

det går lige omvendt. Missionæren kommer op igen og tager fat i M.,

men da han for tredie gang skal til at tage fat i ham, siger M.: "Jeg

er ikke døbt, og tager du fat i mig igen, slår jeg dig ihjel!". Så

opgiver missionæren, fordi han har fået respekt for den anden, selv om

han ikke er nær så stor. Bagefter kommer en af kateketerne og kalder M.

op til Johannes. Missionæren sidder med ryggen til og skriver, da M.

kommer ind. Så lægger han det han skriver og vender sig og ser på den

anden og siger:"Hvad mener du?" "Jeg har ingen mening," svarer M.

Hvorpå missionæren rejser sig, tager hans hånd og siger "Jeg tilgiver

dig !". M. takker og går sin vej med et stort stykke tobak og et stort

stykke brød, som pris for brydekampen.

Sidenhen blev M. døbt og fik navnet Thomas. Så blev han syg, og da han

havde været ude sidste gang, sagde han, at det urolige hav på

vindsiden af de yderste øer nu ikke så mere til ham. Fortælleren ender

med at konstatere, at M. endte sine dage på en god måde. Og slutter

med at fortælle, at han selv har mødt M.s barnebarn, Katrine-Lisbet,

som døde for ret lang tid siden.

Var.: Milortuaraq;

Hist.: Fortællingen virker helt autentisk og kan vel tidsfæstes til

ca. 1800. Bemærk at drab endnu frit kan begås af udøbte i kamp. Dette træk er undgået i den overordentlig lange variant fortalt af Esaia Martinssen en generation senere. En variant af Jaakuaraq er desværre ikke nået med i som oversættelse i denne base.

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Tilsyneladende en uafsluttet fortælling, der vanskeligt lader sig læse, og som

seminarieeleverne ikke har renskrevet

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., formentlig:

NKS, 2488, VI, 4': 102h - 103v.

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

"Menneskeæderne".

Der var engang tre brødre. Så skete det, at de to yngste udeblev fra en

fangsttur umiddelbart efter hinanden. En dag, da den ældste var ude på en

kajaktur, så han et lille hus inde på land. Han roede ind og gik op til

huset, efter at have placeret sin kajak på stranden med forenden imod

vandet. Inde i huset genkendte han straks sine brødres hoveder, der lå under

sidebriksen. Kællingen i huset beklagede sig over, at datteren ikke spiste

menneskekød. Datteren gjorde tegn med øjnene til gæsten, at han skulle forlade

huset. Gæsten blev bange og skyndte sig ned til sin kajak; og idet han kom ned i

kajakken, tog kællingens datter ham om livet; og lige da han roede ud, råbte

kællingen på sin mand, der var ude at ro i kajak. (Uafsluttet fortælling).

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af orig. håndskr. NKS 2488, VI, ss. 104h - 105v.

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

"Fortællingen om Kissajusi".

Det fortælles, at Kissajusi havde en moder, der hed Seqquilisaq. Når

Kissajusi vågnede om morgenen, gik han op på et fjeld. Her bukkede han

sig ned mod jorden og råbte: "Vejret er fint til bueskydning." Så

plejede folk at komme ud og begynde at skyde på hinanden med bue og pil. Kissajusi var så med til at flænse de døde, og han og moderen og brødrene spiste kødet. En af bopladsfællerne blev sur på Kissajusi. Han gik meget tidligt om morgenen op på fjeldet og så på, hvad Kissajusi foretog sig; og da han under bueskydningen stod og bare kiggede på de andre, overrumplede han ham og dræbte ham, hvorefter han kastede liget ud til flænsning. Moderen vidste ikke, hvor Kissajusi blev af. Da hun om aftenen ledte efter ham i samtlige huse, fandt hun kun hans lem. Så sagde hun grædende: "Lad Kissajusis yngre brødre spise hans

snavsede lem." Hun tog det med hjem, og brødrene spiste det.

Seqquilisaq var meget vred på Kissajusis morder og udfordrede ham til bueskydning. Men Kissajusis morder blev så bange, at han græd. Moderen kogte

"qalaani" (kvindekønshår?) over tranlampen og lod sønnen spise det og suppen,

idet hun sagde, at han så ikke ville dø. Hun gav ham sener af en hvidhval (eller narhval) til amulet og sendte ham ud. Han gik sammen med Seqquilisaq ud til en slette. Seqquilisaq, som var meget stærk, smed sit ene halværme ud og sagde:

"Kom herhen, her skal vi kæmpe med bue og pil." Og kampen begyndte. (Uafsluttet

fortælling).

Kommentar: Seqquilisaq er navnet på forskellige hovedpersoner i andre fortællinger om blodhævn

Kort dansk resumé i Rink: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, II: nr. 102.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Morsomme historier.

Fortællingen handler om en sydlænding, der havde hørt om, at der

nordpå boede en stor drabsmand (? Inunesursaarmik - inorersorsuarnik -

drabsmand).

Ved forårstide tog han af sted nordpå. Der kunne gå tider, hvor han

ingen mennesker så. Når han kom til et beboet sted, slog han

teltet op. Så gik han på besøg i teltene, og han kiggede kun på

pigerne, og de smukkeste udtog han til roersker. Når han skulle af

sted, slæbte han dem ned til konebåden. Der sad de så midt i konebåden

og tudede. Så plejede han at sige: "Læg nu kræfterne i og ro. Det er jo ikke for evigt, du har forladt din familie. Du ser dem igen." Når hun så tog fat, gik det hurtigere nordpå.

Undervejs nordover fik de igen øje på en hel masse telte på den anden

side af et næs, og han drejede konebåden derhenad. Folk stod på

stranden og råbte: "Læg til her, I kan slå telt op her." Han kiggede

kun efter pigerne for at få roersker på sin vej nordover. Da han slog

lejr sjette gang, sagde han til folk: "Jeg har hørt, at der heroppe

skulle bo en menneskeæder. Jeg er rejst herop for at møde ham." De

sagde, at frosten var gået i jorden, og årstiden ikke egnede sig til

rejser. De tilbød, at han kunne slå teltet op på den anden side af

deres lejr. Men han ville videre. Igen slæbte han en pige ned til

konebåden, uden at bopladsen kunne hindre ham i det. Alle græd, når de

var kommet ombord i konebåden; og hver gang sagde han til dem, at de

ikke var rejst væk for altid, og at de ville se deres familie igen.

De roede hele dagen, og slog så lejr på et sted, hvor der ingen

mennesker var. Det mærkedes, at frosten satte kraftigere ind. Næste dag

roede de igen hele dagen og slog lejr på et sted med mange mennesker.

Sydlændingen sagde til dem, at han udelukkende var rejst nordpå for at

træffe drabsmanden. Folk på stedet, hvor han slog lejr, fortalte ham,

at der nord for deres lejr boede en stor drabsmand (eller:

menneskeæder). Alle, der besøgte ham, blev dræbt af ham eller af hans

hunde.

Sydlændingen havde en hund, der havde nyfødte hvalpe. Han

glædede sig til det blev morgen. De tog af sted næste morgen, og på

den anden side af et stort næs, på solsiden, så de hans telt. Hans

store hund løb fjorden rundt og befandt sig nu på den side af fjorden,

hvor konebåden var. Sydlændingen blev bange og drejede konebåden bort

fra kysten. Udefra styrede han til stranden nedenfor drabsmandens

telt. Da de nærmede sig stranden, var den store hund på vej ud til

dem. Dens store herre holdt minsandten øje med dem gennem teltets

kanâsautigut (? teltets entré). Sydlændingen blev arrig, da han ikke

kunne lægge til. Han lagde styreåren i konebåden og smed sin meget

mindre hund over mod den store hund og ramte den i strubehovedet. Den

store forsøgte at bide den, men den kunne ikke. Så smed han dens

hvalpe over og ramte den på bagbenet ujalui Kangegerdlugit (? skar

senerne over). Hundehvalpene rev benene af den store hund, mens deres

mor rev struben op. Den faldt død om af blodtab. Så kunne konebåden

med sydlændingen lægge til. Manden holdt faktisk øje med ham fra

teltindgangen.

Da de havde bragt tingene op fra konebåden, slog de

teltet op. Sydlændingen, som var her for første gang, gik ikke ind i

sit telt foreløbig. Han satte sig uden for sit telt med ansigtet vendt mod

mandens telt og ville gøre Kaitagssarssuaq (kaatassarsuaq: noget, der

skal blive til en hammer ?) færdig; han var jo her for at se, hvordan

en menneskeæder så ud. Menneskeæderen kom ud af sit telt og gik hen imod ham. Sydlændingen tænkte: Nu kommer han nok for at dræbe

mig." Men han gik bare rundt om ham og op til sit telt igen. Lidt

efter kom hans kone ned og sagde. "Jeg skulle sige, at han gerne vil

låne dit redskab." Han gav konen kniven. Menneskeæderen gjorde ham iøvrigt ingenting. Da han (sydlændingen) næste morgen skulle

af sted, bad han sin sølle mor om at hente kniven - hende sendte han

op, fordi han bedre kunne undvære hende end de andre. Moderen kom

tilbage uden kniv:  "Han vil kun give dig den tilbage, hvis du sender den smukkeste af dine koner op efter den." Han sendte endnu en gang sin mor op efter kniven, men hun kom tomhændet tilbage. Sønnen blev vred og begyndte at stramme alt, der kunne strammes. Han var nu klar til at gå op. Hans mor

advarede ham, og bad ham lade kniven være. Nu skulle hun altså

op og samle sønnens knogler sammen, tænkte hun.

Sønnen kom op til menneskeæderens telt og hvilket telt! Han trak forhænget til side med sin pegefinger. Der sad han foran sydlændingens kone og belejrede

hende. Kniven havde han liggende ved siden af imod teltvæggen.

Sydlændingen kiggede i første omgang bare på ham, men så sagde han:

"Jeg er her efter min kniv." Han svarede: "Tag den selv."

Sydlændingen sagde: "Eller jeg er her efter min kone." "Tag

hende selv." Sydlændingen blev hidsig og rakte efter sin kone. I det

samme greb han ham og begyndte at slås med ham, bare for at prøve det.

Sydlændingen tænkte, at nu ville han smide drabsmanden ud, og det gjorde

han straks så teltforhænget flængede. Han tumlede rundt og kom til sidst på

benene igen. Sydlændingen kylede ham hen ad jorden i flere omgange

ned mod vandet. Netop som han skulle til at smide ham i vandet, råbte

hans mor, at han skulle lade være; for det viste sig ofte, at enlige

folk havde slægtninge (som kunne hævne sig). Han lyttede til sin mor

og lod menneskeæderen være i fred. Han opgav at smide ham i vandet. Så

snart han blev sluppet løs, løb han op til teltet som en trillende

kugle og en ulk, der smutter ind under en sten. Han gik ind i teltet

og blev derinde; for det var første gang han ikke havde kunnet klare

sig i en kamp. Sydlændingen kunne tage det helt roligt. Han

overvintrede på stedet og tog tilbage sydpå, da det blev forår. Hvert

sted, han slog lejr, afleverede han en roerske. Han kom hjem til sin

boplads og rejste aldrig mere nordpå.

Var.: Minder en del om Mannik. Iøvrigt talrige fortællinger om sydlændinge der rejser nordpå og udfører heltemodige gerninger. Fx dræber en kæmpestor isgroet bjørn.

Resumé:

Et af Nappartuku og Atsivaqs børnebørn, Aleqaajik / Katrine der blev ansat ved kolonien, havde datteren, Atsivaq, der blev døbt Margrethe / Margarida  i 1901 og gift med Missuarnianngas tidligere plejesøn, døbt Jørgen. Som sin svigermor blev også han ansat ved kolonien, som tømrer. Da Margarida skulle føde sit første barn, og koloniens to fruer, Rüttel og Lund kom til hjælp med sakse i hånd, blev smidt ud. Katrine overholdt alle de gamle ritualer: slog håret ud, skar navlestrengen over med en muslingeskal, navngav barnet med en dråbe vand på sin guldebrand. Den faldt ned i munden på barnet mens Katrine holdt om dets guldebrand og fremsagde navnet: Sofie Marie. I 1914 døde både Katrine og Margarida, der netop havde født en dødfødt dreng af en influenza medbragt af forsyningsskibet Godthåb. Jørgen sad tilbage med Sofie og to yngre sønner, Henrik og Thomas. Imod Sofies vilje blev hun ikke gift men sendt på jordemoderuddannelse i DK. Hun distriktets første indfødte jordemoder og havde et fint samarbejde med den danske, Signe Vest. På et tidspunkt fik hun en datter med et eskpeditionsmedlem, ingen ved hvem. Datteren fik sin mormors navn, Margerida til hvem Sofie flyttede i 1966, dvs. til Kbh. Dødslejet på Rigshospitalet blev langvarigt. Hun beklagede sig over ikke at kunne blive hjulpet i døden på den før-kristne måde, med indsnøring af tøjet og anbragt i havstokken, hvor tidevandet tog den indsnørede. I den sidste tid fik hun besøg af mange af sine afdøde slægtninge, og også af Missuarniannga, der som Jørgens tidligere plejefar, mente at kunne rende familien på dørene. En værre plageånd. Men Sofie døde stille og fredeligt med datteren Margaridas hånd i sin, 3. april 1989.

Hist. Historisk overlevering i slægten Napartuku og Atsivaq. Se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 9, ss. 25 - 28.

Rink 1866-71, II: s. 51 - 53, nr. 20.

Resumé af Rinks tekstnære oversættelse:

Den store Tasiusaqbo er åndemaner / angakkoq, men har endnu ikke

afsløret sig offentligt. Hans kone føder lutter døtre, men de

dør som små, og konen bebrejder ham, at det er fordi han altid nedlægger

renkalve. Fornærmet går han hjemmefra og møder en qivittoq / fjeldgænger, der

fortæller ham sin historie: Hans far beklagede sig engang over,

at han kun havde fået sønner. Fornærmet gik drengen hjemmefra,

mødte forskellige dyr i menneskeskikkelse og til sidst nogle

tornit (indlandskæmper), der gav ham fangstpart i en enorm

hanren. Han stegte kødet, spiste det og sov for første og

sidste gang. Nu var han fortabt. Han hørte verdens yderkanter

skælve, og han opfordrer T. til at vende hjem og blive frelst. T. vender

ganske forstyrret hjem, men får efterhånden fortalt om sin oplevelse

og bliver rask. Derefter går han aldrig mere på renjagt.

Hist.: Kristen påvirkning er tydelig på forestillingerne om

qivittut, der i traditionelle fortællinger oftest optages blandt

enten ånder eller fremmedartede mennesker, for senere kun at komme

tilbage på et enkelt besøg.

Nu er qivittut i kristen forståelse fortabte, og hér er endog dommedag nært

forestående.

Tasiusaq er et almindeligt stednavn, men det kan være bopladsen nær

Nanortalik, hvor man endnu i 1700-tallet jagede rener.

K. Thisteds kommentar til Rinks oversættelse:  En ret tekstnær oversættelse,

men efter møderne med hhv. harerne og rævene i menneskeskikkelse, står

der vistnok ikke, at de hoppede af sted, lystige at se til (Rinks

oversættelse), men noget i retning af "Så forstod man jo hvordan det

hang sammen!" (Silalli eqiiallannannguarsi! Så blev man pludselig rigtig vågen; qivittoq'ens fortællerkommentar).

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 14, s. 35 - 36.

Kort resumé i Rink 1866-71, II: s. 106, nr. 67.

Resumé af uddraget: En lille sort mand i kajakpels og med afklippet

hår siger til Tiffariki, der er på renjagt med sin tjenstepige Pusimaaq, at

mens hans bedstefar var baby / spædbarn, var der endnu mange alke, og nu vil der

snart komme mange a-a-alke. Det samme siger han om sæler. På vej ned af fjeldet revner Pusimaaqs bukser i varmen, må efterlades på fjeldet, og da T. når ned finder han sin kone døende.

Kommentar: Ressourcers forsvinden og komme; underforstået er Tiffariki utro med tjenestepigen, men ellers fremgår pointerne ikke krystalklart af uddraget. Teksten må læses på grønlandsk i ovennævnte trykte udgivelse