Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Det fortælles, at denne mand også havde hørt noget om

menneskeædere i Sydgrønland. Det var sagt om den mand fra

Nordgrønland, at han var en person man regnede for noget.

Han tog af sted og nåede langt mod syd uden at træffe mennesker. Sent på efteråret, da frosten var gået i jorden, kom han til et hus. Husets indvåner

bad ham standse der. Nordgrønlænderen slog sig ned og fik

denne mand som bopladsfælle. Han spurgte ham, om der i Sydgrønland

fandtes menneskeædere. Han svarede: "De bor lige syd for os. De spiste

de andre dér på stedet. Du må ikke besøge dem nu. Når isen ligger fast tar vi derhen på besøg." De boede i samme hus, og nordgrønlænderen fangede så mange sæler, at man skulle tro, at de var kommet op på land af sig selv. Oquia (? måske: quia, hans forrådskammer) nalugamiuk (han kendte det ikke).

Så blev det vinter og isen lagde sig. Nordgrønlænderen spurgte: "Hvornår skal vi besøge dem?" Det skulle vente lidt, svarede husfællen. Men nordgrønlænderen blev ved med at presse på. Så spurgte husfællen: "Hvor hurtigt løber du?"

"Jeg løber lige så hurtigt som alle landdyr." Husfællen mente, at så skulle han nok kunne klare sig.

En morgen sagde husfællen: "Nu skal vi på besøg." De tog af sted, og

undervejs sagde husfællen: "Du vil jo derhen. Når du kommer ind i

huset, må du kigge dig godt om. Hvis du ser menneskeknogler, der

ligger til gæring under sidebriksen, må du ikke blive forskrækket. Så

bliver du dræbt." Han fortsatte: "Inden du spiser noget, skal du sige:

"Jeg har glemt at tisse, inden jeg gik ind. Jeg må lige ud at tisse."

Når du kommer ud, skal du stikke i løb og flygte af alle kræfter

hjemover".

På den anden side af et lille næs fik de øje på et hus med

to vinduer. De gik derhen og ind i huset. Derinde fik nordgrønlænderen

øje på menneskehoveder, hvor noget af skægget endnu sad på, under

sidebriksen. Ved dét syn blev han meget forskrækket og sagde: " Jeg

har forresten glemt at tisse." Han gik ud og undervejs ned forlod alle

hans kræfter ham. Han skulle jo ellers flygte. Han var nået et godt

stykke ud på isen; så kiggede han sig tilbage og så, at husfællen løb

efter ham, og at de blev forfulgt af mange folk bevæbnet med knive.

Nordgrønlænderen blev helt lammet ved synet. Det opdagede husfællen

og skyndte sig hen til ham. Han indhentede ham og tog ham i hånden. Da

menneskeæderne var ved at nå dem, puttede sydgrønlænderen

nordgrønlænderen, som ellers så gerne ville opleve menneskeædere, ned

mellem isstykkerne ved stranden og lukkede åbningen med et stykke is.

Sydgrønlænderen kunne høre menneskeæderne sige: "Det var da ærgerligt,

at vi ikke dræbte ham, straks han kom ind." Han kunne høre, at de gik

og ledte efter ham. De fandt ham ikke og vendte tilbage til deres hus.

Nordgrønlænderen vendte tilbage til sydgrønlænderen og tog ham med

hjem. Han spurgte: "Vil du på besøg endnu en gang?" "Ja, det vil jeg

gerne," svarede den anden. Da de tog af sted dagen efter, sagde

husfællen: "Denne gang må du sørge for straks at komme ud, og

du skal flygte af alle kræfter."  Nu sørgede nordgrønlænderen for at

forsvinde hurtigt ud af huset. Han var lige kommet ud på isen, så

opdagede han, at de blev forfulgt. Husfællen indhentede ham og gemte

ham igen mellem isstykkerne. Husfællen kunne høre, at forfølgerne gik

forbi gemmestedet, og at de snakkede: "Det var en skam, at vi ikke

dræbte ham." De fandt ham ikke og vendte om. Da de kom hjem, sagde

sydgrønlænderen: " Lad os besøge dem i morgen endnu en gang."

Nordgrønlænderen svarede: "Jeg skal ikke på flere besøg." Han boede

hos sin vært vinteren over. Da han om foråret skulle rejse tilbage

nordover, sagde værten: "Kom igen en anden gang." Nordgrønlænderen

svarede: "Det skal jeg nok." Men han rejste aldrig syd på mere.

Var.: Søg på kannibaler; menneskeædere

Hist.: Mistroen til ukendte fjernt boende mennesker i Grønland, giver sig oftest udtryk i forestillinger om kannibalisme. Det afhænger tilsyneladende af fortællerens proveniens om de kannibalske folk bor langt syd eller langt nord for "heltens" eget hjemstavn.

Nordgrønland er formentlig landsdelen nord for Sisimiut.

Kommentar: Denne variant er sløjt fortalt / gengivet i sammenligning med de fleste andre af samme slags.

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 10 ss. 73 - 74 har Rink sammenstykket ialt 5 varianter inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 7, ss. 124 - 126:

Katerparsuk.)

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Katerfarsuaq boede sammen med en stor brødreflok. Han

byggede sig en kajak og var ved at betrække den. Det foregik et sted

neden for husene. En af mændene så på ham og syntes, det var synd for

ham; og mens Katerfarsuaq puslede med kajakken, nærmede han sig

bagfra, spillede isbjørn, og helt tæt på forskrækkede han ham.

Katerfarsuaq vendte rundt, opdagede hvad det var og flygtede grædende

bort. Manden, der forskrækkede ham, kom til at grine sådan, at han

blev helt mat. Han fulgte efter Katerfarsuaq ind i huset og sagde:

"Da jeg så dig bygge kajak fik jeg ondt af dig.

Men tværtimod det jeg skulle gøre gjorde jeg dig bange."

Katerfarsuaq, der var en stor åndemaner, kom til at bære

nag. Han gjorde sin kajak færdig og kom  i gang med at fange. En

dag tog han først ud, da de andre var taget af sted. Han gik i land på

den yderste ø. Han bar sin kajak op og gav sig til at lokke

sit store hylster (pooq) til sig. Han havde en hanhvalros som hylster. Så

dukkede der én op lige ud for ham. Det lignede en sildepisker, der

pustede luften ud / der ikke trak vejret, så stor var den. Så snart den

løb op på stranden, kom Katerfarsuaq ned i hylsteret. Så svømmede han udefter, idet han skiftevis dykkede ned og dukkede op.

Endelig fik han øje på kajakker, der var på fangst. Han svømmede under

vandet og prøvede, om han kunne genkende ham, der i sin tid

forskrækkede ham. Endelig fandt han ham. Han sad med ryggen til solen på lur efter sæler. Katerfarsuaq dukkede op foran ham uden at puste luft ud / og trak pludselig slet ikke vejret (tavataimak aneruerkartdluingnaungitdlaq - absolut usikker oversættelse CB).

Da manden havde set Katerfarsuaq og gjorde klar

til at harpunere ham, gjorde Katerfarsuaq sin hud blød. Da manden harpunerede

ham, gjorde han en pludselig bevægelse og dykkede ned. Han dykkede ned

med hans fangstblære og lukkede luften ud af den, hvorefter han

svømmede ind. Han kom hen til sin kajak, trak sit hylster af, puttede linen og fangeblæren / fangstblæren ned i kajakken og roede ud til kajakkerne. De var alle optaget af at placere sig dér, hvor de ventede, at hvalrossen ville dukke op. De råbte til ham, at han også skulle lure på den. Ingen så noget til hvalrossen. Efterhånden tog

kajakkerne hjem, og nogle med en sæl.

Da der blev indbudt til fællesspisning for mændene, kom Katerfarsuaq med vilje som den sidste. Ude fra gangen kunne han høre ham (ham, der havde forskrækket ham) fortælle om hvalrossen. Så snart Katerfarsuaq kom ind i rummet, rakte han ham

fangstblæren og linen med ordene: "Kan du huske dengang du agerede isbjørn og forskrækkede mig? Så har jeg hævnet mig."

Da Katerfarsuaq gik hen for at sætte sig, vendte han sig og så, at han tørrede sine tårer. Da fik Katerfarsuaq ro i sindet.

Var.: Katerfarsuaq; Katerfarsuk; Qatigaarsuk; Svømme under vandet som en sæl: en anden fortælling, der også har undervandssvømning som tema.

Kommentar: Isbjørn og hvalros er i Østgrønland forbundet med det ritual, der gør en åndemaner til en puulik, en med pooq / pose / hylster. Der er muligvis et vist slægtskab med Katerfarsuaq fortællingen, der var udbredt på Vestkysten. Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor";, en livsmetafor.

Kort dansk resumé i Rink: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, II: nr. 102.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Morsomme historier.

Fortællingen handler om en sydlænding, der havde hørt om, at der

nordpå boede en stor drabsmand (? Inunesursaarmik - inorersorsuarnik -

drabsmand).

Ved forårstide tog han af sted nordpå. Der kunne gå tider, hvor han

ingen mennesker så. Når han kom til et beboet sted, slog han

teltet op. Så gik han på besøg i teltene, og han kiggede kun på

pigerne, og de smukkeste udtog han til roersker. Når han skulle af

sted, slæbte han dem ned til konebåden. Der sad de så midt i konebåden

og tudede. Så plejede han at sige: "Læg nu kræfterne i og ro. Det er jo ikke for evigt, du har forladt din familie. Du ser dem igen." Når hun så tog fat, gik det hurtigere nordpå.

Undervejs nordover fik de igen øje på en hel masse telte på den anden

side af et næs, og han drejede konebåden derhenad. Folk stod på

stranden og råbte: "Læg til her, I kan slå telt op her." Han kiggede

kun efter pigerne for at få roersker på sin vej nordover. Da han slog

lejr sjette gang, sagde han til folk: "Jeg har hørt, at der heroppe

skulle bo en menneskeæder. Jeg er rejst herop for at møde ham." De

sagde, at frosten var gået i jorden, og årstiden ikke egnede sig til

rejser. De tilbød, at han kunne slå teltet op på den anden side af

deres lejr. Men han ville videre. Igen slæbte han en pige ned til

konebåden, uden at bopladsen kunne hindre ham i det. Alle græd, når de

var kommet ombord i konebåden; og hver gang sagde han til dem, at de

ikke var rejst væk for altid, og at de ville se deres familie igen.

De roede hele dagen, og slog så lejr på et sted, hvor der ingen

mennesker var. Det mærkedes, at frosten satte kraftigere ind. Næste dag

roede de igen hele dagen og slog lejr på et sted med mange mennesker.

Sydlændingen sagde til dem, at han udelukkende var rejst nordpå for at

træffe drabsmanden. Folk på stedet, hvor han slog lejr, fortalte ham,

at der nord for deres lejr boede en stor drabsmand (eller:

menneskeæder). Alle, der besøgte ham, blev dræbt af ham eller af hans

hunde.

Sydlændingen havde en hund, der havde nyfødte hvalpe. Han

glædede sig til det blev morgen. De tog af sted næste morgen, og på

den anden side af et stort næs, på solsiden, så de hans telt. Hans

store hund løb fjorden rundt og befandt sig nu på den side af fjorden,

hvor konebåden var. Sydlændingen blev bange og drejede konebåden bort

fra kysten. Udefra styrede han til stranden nedenfor drabsmandens

telt. Da de nærmede sig stranden, var den store hund på vej ud til

dem. Dens store herre holdt minsandten øje med dem gennem teltets

kanâsautigut (? teltets entré). Sydlændingen blev arrig, da han ikke

kunne lægge til. Han lagde styreåren i konebåden og smed sin meget

mindre hund over mod den store hund og ramte den i strubehovedet. Den

store forsøgte at bide den, men den kunne ikke. Så smed han dens

hvalpe over og ramte den på bagbenet ujalui Kangegerdlugit (? skar

senerne over). Hundehvalpene rev benene af den store hund, mens deres

mor rev struben op. Den faldt død om af blodtab. Så kunne konebåden

med sydlændingen lægge til. Manden holdt faktisk øje med ham fra

teltindgangen.

Da de havde bragt tingene op fra konebåden, slog de

teltet op. Sydlændingen, som var her for første gang, gik ikke ind i

sit telt foreløbig. Han satte sig uden for sit telt med ansigtet vendt mod

mandens telt og ville gøre Kaitagssarssuaq (kaatassarsuaq: noget, der

skal blive til en hammer ?) færdig; han var jo her for at se, hvordan

en menneskeæder så ud. Menneskeæderen kom ud af sit telt og gik hen imod ham. Sydlændingen tænkte: Nu kommer han nok for at dræbe

mig." Men han gik bare rundt om ham og op til sit telt igen. Lidt

efter kom hans kone ned og sagde. "Jeg skulle sige, at han gerne vil

låne dit redskab." Han gav konen kniven. Menneskeæderen gjorde ham iøvrigt ingenting. Da han (sydlændingen) næste morgen skulle

af sted, bad han sin sølle mor om at hente kniven - hende sendte han

op, fordi han bedre kunne undvære hende end de andre. Moderen kom

tilbage uden kniv:  "Han vil kun give dig den tilbage, hvis du sender den smukkeste af dine koner op efter den." Han sendte endnu en gang sin mor op efter kniven, men hun kom tomhændet tilbage. Sønnen blev vred og begyndte at stramme alt, der kunne strammes. Han var nu klar til at gå op. Hans mor

advarede ham, og bad ham lade kniven være. Nu skulle hun altså

op og samle sønnens knogler sammen, tænkte hun.

Sønnen kom op til menneskeæderens telt og hvilket telt! Han trak forhænget til side med sin pegefinger. Der sad han foran sydlændingens kone og belejrede

hende. Kniven havde han liggende ved siden af imod teltvæggen.

Sydlændingen kiggede i første omgang bare på ham, men så sagde han:

"Jeg er her efter min kniv." Han svarede: "Tag den selv."

Sydlændingen sagde: "Eller jeg er her efter min kone." "Tag

hende selv." Sydlændingen blev hidsig og rakte efter sin kone. I det

samme greb han ham og begyndte at slås med ham, bare for at prøve det.

Sydlændingen tænkte, at nu ville han smide drabsmanden ud, og det gjorde

han straks så teltforhænget flængede. Han tumlede rundt og kom til sidst på

benene igen. Sydlændingen kylede ham hen ad jorden i flere omgange

ned mod vandet. Netop som han skulle til at smide ham i vandet, råbte

hans mor, at han skulle lade være; for det viste sig ofte, at enlige

folk havde slægtninge (som kunne hævne sig). Han lyttede til sin mor

og lod menneskeæderen være i fred. Han opgav at smide ham i vandet. Så

snart han blev sluppet løs, løb han op til teltet som en trillende

kugle og en ulk, der smutter ind under en sten. Han gik ind i teltet

og blev derinde; for det var første gang han ikke havde kunnet klare

sig i en kamp. Sydlændingen kunne tage det helt roligt. Han

overvintrede på stedet og tog tilbage sydpå, da det blev forår. Hvert

sted, han slog lejr, afleverede han en roerske. Han kom hjem til sin

boplads og rejste aldrig mere nordpå.

Var.: Minder en del om Mannik. Iøvrigt talrige fortællinger om sydlændinge der rejser nordpå og udfører heltemodige gerninger. Fx dræber en kæmpestor isgroet bjørn.