Håndskr.: KRKB 1, 1(1), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: qatángutitgît qavait avangnamukartut avangnâne inuit kidlinge pâsiniardlugit".Resumé:

To brødre rejser nordpå for at finde menneskenes grænse. Nord for den

nordligste boplads overvintrer de hos et gammelt ægtepar, deres datter

og svigersøn. Men brødrene får intet at spise og sover på

svigersønnens opfordring hele vinteren. Han er en blåræv, der opsnuser

hvalodsler til sin svigerfamilie, og de er bjørne. Det opdager

brødrene, da de er vågnet op og rejser hjem.

Hist.: Fortællingen kan næppe bruges som argument for perioder uden bosættelse i det nordligste (Thule)/ nordvestlige (nordl. Upernavik område)

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 1(1), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "anguterpait arnartatuagdlit".

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981-82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, I: 183 - 185: "Anguterpait arnartatuât pivdlerulersoq" / Anguterpaat arnartatuaat pillerulersoq".

Resumé:

Da brødrene gang på gang nægter deres søster at blive gift, blir hun

sindssyg og vil æde dem. Brødrene flygter ud til øerne, men den

mellemste bror, der holder meget af hende, tar gang på gang tilbage,

hvor han hver gang er på nippet til at blive ædt. Hun kan endog gå på

vandet og forfølge ham i kajak, men mister balancen, når hans åre

laver en krusning på vandfladen. En forældreløs dreng sydpå får af sin

plejemor besked på at gå op til brødrene og sælge dem en lille hund

for såleskind og en kniv. Undervejs overnatter han i brødrenes

forladte hus, følger deres spor næste dag, og ser under en sten en

kvinde med sprængte øjne. I taknemlighed over at drengen har stensat

den døde, får han en masse tilskåret såleskind, knive og løfte om at

kunne komme igen nårsomhelst han mangler noget. Drengen blir voksen,

fanger og forsørger sin plejemor.

Var.: Savinnguarniaq; Gravene er de dødes hus; Mannik;

Tolkning: Slutningen om den forældreløse er speciel for denne variant,

og drengen kan uden sine mandlige slægtninge udvikle sig til fanger

vha. brødrenes gaver, der specificeres: Såleskind og knive, der

symboliserer hhv. mobilitet og fangstevne.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr. har ikke kunnet identificeres. Nedskrift på dansk findes i KRKB: NKS 3536, 4', IIIb: "Det gamle ægtepar som mistede deres lille pige."

Trykt på grønlandsk i Søby (red.): Oqalugtuat oqalualâtdlo, I, 1981: 195 - 196: Utorqánguit nuliarîk panínguat támartoq / Utoqqannguit nuliariik

paninnguat tammartoq.

Resumé:

Familien overvintrer alene. Pigen blir borte, da hun er ude efter sne

til vandsmeltning. Hendes far og bror følger et slædespor og finder

hende i et enligt hus, hvor manden senere kommer hjem med en hvidhval

og tar godt imod sin svigerfar og svoger. Han giver dem store kødgaver

med hjem og lover at komme på besøg med sin kone i bedre vejr. Da

hendes far og bror ser dem komme langt ude, springer de af glæde over

deres konebåd. Svigersønnen, der tror, de springer af vrede, gør

omkring, og faderen sender sin tupilak efter ham. Man hører aldrig

siden til dem.

Var.: Fortælling om små ældre mennesker, der rejste ind i fjorden. Søg også for et lidt andet forløb på: Akilineq svoger

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 1(3), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "Kalorte Qipalugdlugdlo".

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981-82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, I: 189 - 190: "Kalorte Qipalugdlugdlo" / Kalorti Qipalullullu.

Resumé:

Kalorti og Qipalulluk er bedstevenner. K., der ofte tar på renjagt og

giver Q. af sin fangst, har mange sønner. Q., der holder sig til

kysten og gør gengæld med sine sælfangster, har kun én søn. Denne blir

dræbt af K.s sønner under kajakfangst, og Q. opdrager den søn, som den

dræbtes kone føder, til en ufejlbarlig bueskytte fra spæd. Med alderen

kan han endog gøre sin ryg så hård mod afskudte pile, at de splintres. Da

han har fået sit førstebytte, en vipstjært, lader Q. ham skyde gennem

det afpillede hoveds nakkehul. Q. opfordrer drengen til at udfordre

K.s sønner på bue og pil. De kommer løbende ud, alle deres pile

splintres på drengens ryg, og han dræber alle undtagen to, som K. kan

beholde som sine "fiskepjalter". Q. får efter hævnen fred i sindet.

Var.: Egentlig ikke i denne bases samlinger; men tilsvarende hævnmotiver er hyppige i forskellige fortællinger.

Det gamle ægtepar der overvintrede alene med en søn og en datter.

Ikke oversat.

Velegnet til opdatering.

Var.: Uunngortoq; Kassapi. Nordboere.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 1(1), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "Kivioq nulialik".

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981-82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, I: 190 - 192: "Kivioq".

Resumé:

Kivioq mister gang på gang i kajakken sin ene vante. Da hans kone blir

træt af at sy nye vanter, spiller hun død (og flytter til et andet

hus, BS), men da K.s lille datter flere gange er kommet hjem med

mattak fra en hval som gave fra sin mor, ser K. hende en dag gå forbi

udenfor. Han rejser bort, mens datteren sover. Undervejs over havet,

møder han først de træ-æedene, havets lus, som han slipper forbi ved at

vikle sin åre tæt ind i skindremme. Dernæst ror han tværs igennem

havets navle, der er en stor rund og dyb hvirvel, og videre gennem to

fjelde, der ustandselig åbner og lukker sig. De snupper hans bageste

kajakspids af. Nær land på den anden side af havet ser han et isbjerg,

der ustandselig kælver. Det viser sig at være en kæmpemåge, der netop

er nedlagt af en kæmpe. Senere møder han en kæmpe, der fisker

kæmpeulke. Når de slår med halen, får K. en brådsø over sig. Våd blir

han igen, da kæmpen tar K. med sig hjem, hvor han leger med ham i en

kæmpevandspand. Han flygter om natten og kommer til et hus med to

kvinder, en mor og datter. Han lærer hvordan man dér fanger utallige

strandede sortsider ved lavvande, og han dræber moderen, da hun i

misundelse har dræbt datteren for at få ham til mand. K. ror hjem uden

at møde hindringer og mødes nu af sin voksne søn som harpunér under

under en hvalfangst (i starten var det en datter, BS). K. forlyster

sig i de unges legehus, men holder op, da hans døde kone kommer og

beklager sig af misundelse. Da K.s søn og datter blir gift, lever han

lykkeligt hos dem.

Var.: Kivioq

Hist. Denne variant er i sammenligning med de andre på det nærmeste

overlæsset med episoder fra andre fortællinger, hvis

associationspotentialer fortælleren vist har vanskeligt ved at styre.

Begge dele hænger nok sammen med kristendommens sexualmoral, der

fremhæver temaet jalousi kraftigere i denne end i andre varianter.

Kommentar: tidevandsfangst

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 6(16). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04, nr. 46.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981-82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, I: 185 - 187: "Ernersiaq arpagtaussartoq Ilímanarmio" / Ernersiaq arpattaasartoq Ilimmanarmiu.

Resumé:

En plejesøn, der ofte er stik-i-rend-dreng for andre, ernærer sig og

sin plejemor med lønnen af mange tyggebidder / flænsebidder (der uddeles til alle

inden flænsningen). Da plejemoderen beklager sig over de mange såler,

han slider op, går han hjemmefra til et sted overfor Disko, hvor han

blir adopteret og trænet til både "stærk mand" og kajakfanger af sin

plejefar. Han blir gift med dennes søster, der bliver gravid, men

underlig og røber at hendes bror vil dræbe sin adoptivsøn. Han flygter

til Disko, bygger sig et hus af isstumper, placerer dér sin pels fyldt med

is, og sig selv ude på iskanten, hvor han ser plejefaderen komme og gå

til angreb på dukken fyldt med is. Han tager hjem til sin oprindelige

boplads, ber alle holde sangfest i alle husene, gemmer sig bag tapetet

i et af dem, og da plejefaderen kommer ind dér og skal deltage i

sangen, kommer plejesønnen frem, griber ham bagfra, udfordrer ham til

deres gamle styrkeprøve på at rette hinandens håndled ud, vinder,

dræber ham og sender liget hjem med slædehundene. Han gifter sig med

en hjemlig kvinde, får børn og forsørger dem.

Var.: Rink 1866 (1866-71, I) nr. 78. Plejesønnen; ernersiamik; Den lille plejesøn hvis plejemor blev parteret;

Hist.: Denne fortælling om plejesønnen, der må opfostres til stærk

mand og fanger af fremmede, forholder sig på en eller anden måde til

øen Disko, hvis befolkning havde dårligt ry på fastlandet. Det kan

være grunden til, at adskillige episoder fra fortællingen om

kannibalen Igimarasussuk bliver brugt til afvisning af plejesønnens

fremmede opdrager. Og fremmed må han være, når han åbenbart ikke

ønsker at komme i slægt med plejesønnen via sin søsters kommende barn.

Tolkning: Fortællingen benytter to traditionelle grundtemaer: Rigtige

mennesker og "fremmede" kan ikke integreres i hinandens samfund via

blodets bånd. Og: I den tætte relation mellem en bror og en søster,

redder broderen (her plejefaderen) oftest sin søster ud af ægteskabet

med en "fremmed". Havde hun i stedet været hans datter, var plejesønnen

næppe blevet angrebet af ham, plejefaren. Han var forblevet i det

fremmede og havde afskåret forbindelsen til sin hjemegn. Men som

fortællingens helt vinder han over sin kones bror (plejefaren) og blir via et nyt ægteskab og dets børn slutteligt fuldt integreret i sit eget samfund, hvor han

oprindeligt ingen slægtninge havde.

Bemærk: Relationen: plejesøn gift med plejefars søster er uhyre sjælden i den grønlandske overlevering.

Redaktør: Søby, R. M. Renskrift: Otto Sandgreen.

Håndskr.: KRKB 1,1(1), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04.

Rasmussens oversættelse trykt i Myter og Sagn fra Grønland, II, 1924: 11-12: "Brødrene der opsøgte menneskenes grænse mod nord."

Resumé:

To brødre rejser nordpå for at finde menneskenes grænse. Nord for den

nordligste boplads overvintrer de hos et gammelt ægtepar, deres datter

og svigersøn. Men brødrene får intet at spise og sover på

svigersønnens opfordring hele vinteren. Han er blåræv, der opsnuser

hvalodsler til sin svigerfamilie, og de er bjørne. Det opdager

brødrene, da de er vågnet op og rejser hjem.

Oversættelse ved Signe Åsblom:

Om de sydgrønlandske søskende der tog mod nord for at finde ud af, hvor de nordligste mennesker boede.

Det fortælles at et søskendepar rejste nordpå, fordi de ville finde ud af, hvor langt nordpå der boede mennesker. De kom langt nordpå, men de fik at vide, at der boede mennesker endnu længere nord for dem.

En dag nåede de frem til et hus. Der spurgte de beboerne om der boede mennesker nord for dem, og det vidste de ikke. Da havet frøs til, begav de sig afsted på hundeslæde. De kørte længe, og det blev aften uden at de var nået frem til nogen. Det var blevet meget mørkt og et forfærdeligt vejr, da de rundede det lille næs og begyndte at kunne se noget lyse op. De var et lille hus med ét vindue. Da de gik op og kom ind, så de et meget gammelt ægtepar. Selv om de var kommet ind, var der ingen der sagde noget eller rørte på sig. Og uden at de havde fået noget at spise, blev det dyb nat.

Langt om længe hoppede en lille, helt sort mand ind ude fra indgangen til rummet fra gangen. Og da han var kommet ind sagde han: "Jeg har fundet en død hval, der er frosset fast i isen!"

Så stod de to gamle da endelig op og hoppede ud på gulvet og sagde: "Ovaa, ovaa! Vores kære svigersøn har sandelig skaffet os spæk. Det kan være at der endda kommer til at løbe spæk ud af enden på mig!"

Den unge mand sørgede for at de fik et sted at sove og sagde: "Sov nu bare uden at forvente noget ondt!"

       Så sov de, og da de vågnede nåede de ikke at træffe den lille mand, der havde fundet en død hval, for han var taget afsted. De gjorde sig klar til at tage afsted. Og da de kom ud og nåede hen til deres hunde, kom de til at se opad og opdagede en hunisbjørn med to unger, der stod og kiggede på dem.

       Det viste sig at de var isbjørne, der lignede mennesker. Og deres svigersøn var en ræv!

       Og det fortælles, at de mente at disse mennesker, som de havde overnattet hos om vinteren, var de nordligst boende mennesker. Så, da de igen var rejst sydpå tog de aldrig siden mod nord igen.

Her ender historien.

Oversat af Signe Åsblom. (først ved sidste revision opdagede BS, at det var Ujuuloralaks version der stod i Myter og Sagn, II, 1924.)

Var.: Mange fortællinger om sydlændinge / qavaat, der rejser nordpå. Og om menneskers besøg hos dyr i menneskeskikkelse. Søg fx på bjørne / isbjørne

Hist.: Modsat historiske fortællinger eller sagn om spor af menneskelig beboelse i Thule-området, hvor den rejsende bliver klar over, at folk deroppe mangler træ, holder denne fortælling sig til den anden type, hvor man ganske vist krydser den tlfrosne Melville-bugt (her i løbet af et døgn!), men ikke træffer spor af rigtige mennesker. Kun isbjørne (og her en ræv), der ligner mennesker. Tilstedeværelsen af en død hval kunne dog tyde på rygter om fremmed hvalfangst i nord.

Oftest er det ræve, der spiser isbjørnens levninger, men her er den nr. 1, fordi den er bedst til at opsnuse ådsler.

Kommentar: Der synes at være gået kludder i bjørnenes alder og antal. Først er det et gammelt ægtepar, til sidst en mor med to unger. Den sidstnævnte konstellation er ikke blot i bedre overensstemmelse med zoologien end det gamle ægtepar, men også en fast kenning i den grønlandske fortælletradition.

Det gamle ægtepar der overvintrede alene med en søn og en datter.

Ikke oversat.

Velegnet til opdatering.

Kommentar: Bemærk total i nuliariik.