Orig. håndskrift har ikke kunnet identificeres;

Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04, nr. 59: "Angusinãnguaq" / Angusinaannguaq.

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905: 213 - 215.

Resumé:

Tid: Før sygdom / epidemi havde bortrevet så mange voksne, at ingen overlevende

vidste, hvordan man byggede kajak. Dengang var alle lande befolkede,

der var færre storme og man kom vidt omkring i kajak. Sted: Kangaarsuk

/ Cap Parry.

   Angusinaannguaq har en meget smuk kone, som alle misunder ham.

Under et edderfugle- og æggetogt efterlader man ham uden kajak på en ø,

men han er åndemaner, så han flyver hjem og går på besøg hos alle

konerne, hvor han modtager de hjemvendte. Senere dræber han en masse

af de fjendske og utilnærmelige folk på Carry-øerne, fordi de har

dræbt mange på hans boplads. I taknemlighed lader alle enkerne ham

snuse til deres kønsdele.

Hist.:  Begrundelsen for det faktum, at kajakker gik af brug kan ikke

verificeres. Forestillingen om en tidligere tættere befolkning, der

ofte kommer til udtryk i Thule-områdets sagn, kan være overleveret

gennem mange generationer, eller blot referere til tiden før

epidemierne. Endelig kan de indvandrede baffinlændere (ca. 1860), der lærte

inughuit / polareskimoerne at bygge kajak, have talt om tættere befolkninger på

deres hjemegn og undervejs nordpå.

Håndskrift har ikke kunnet identificeres (det gælder de fleste af Uusaqqaks fortællinger, der muligvis har været nedskrevet i et særligt hæfte).

Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905: 150 - 151.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 28: "Qalutaligssuaq".

Resumé:

Qalutalissuaq ("den med øserne") bor i havet og røver børn, der

skriger op. En forældreløs dreng med udslidte støvler kan ikke følge

med de andre flygtende børn. Med sin strittende storetå, som han siger

æder mennesker, skræmmer han Q.

Var.: Qalutalissuaq; Qalutalissuaq and the blind woman; Qalutalissuaq and the orphan.

Håndskrift har ikke kunnet identificeres (det gælder de fleste af Uusaqqaks fortællinger, der muligvis har været nedskrevet i et særligt hæfte).

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905: 151.

Resumé:

Qalutalissuaq røver et barn, der passes af en blind kone. Man ser

senere barnet lege ude på isen og fanger det ind med lasso. Men det

dør, fordi Q. af sorg har hekset sygdom over det.

Var.: Qalutalissuaq; Delvis: Tunerluk

Håndskrift har ikke kunnet identificeres (det gælder de fleste af Uusaqqaks fortællinger, der muligvis har været nedskrevet i et særligt hæfte).

Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905: 149 - 150.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 29: "Nunalugssûp tôrnârssupalua" / Nunalussuup toornaarsupalua.

Resumé:

To piger kommer under en tur ind i en menneskeæders hus, hvor den ene

pige graver en udgang i bagvæggen, mens den anden holder ånden hen

med snak og lokker den til at spise vinduesstenen som bevis på dens

altædende evner. Da de er nået hjem og har fortalt om ånden,

overfaldes den af mændene. De lader sig ikke bevæge af dens råb: "Lad

mig nu slippe - min tyktarm er af perler!" Man skærer perlerne ud, og

om natten smelter de og afgiver en fæl lugt.

Var.: The earth-spirit with large intestines of pearls.

Håndskrift har ikke kunnet identificeres (det gælder de fleste af Uusaqqaks fortællinger, der muligvis har været nedskrevet i et særligt hæfte).

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905: 178 - 179.

Resumé:

En barselskvinde, der beklager sig over lusebid, ser en kæmpelus med

opspilet gab på sin skulder og dør af skræk. Lige siden har man

forbudt barselskvinder at nævne lusen ved navn og beklage sig over

kløen. Men lus kan også være bange for mennesker. En lusekone, der

bor med sin mand mellem en rensdyr hår, advarer ham mod at få sin føde

hos mennesker. Han frygter dog kun at blive knipset ihjel. Bliver han

spist, kommer han jo ud igen gennem rumpen. Han har heldet med sig og

kommer ganske rødskoldet hjem. Fortællingen stammer fra Avovang /

Avoovak (se denne, BS), der tog ophold i alle slags dyr og blev

genfødt som menneske.

Var.: Kumaat (Ammassalik); Lus; kumak (Thule), der alle er noget mangelfulde i modsætning til denne.

Håndskrift har ikke kunnet identificeres.

Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905:146 - 147.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 26 - 27: "Ârtuk agdlertángissoq" / aartuk allertanngisoq.

Resumé:

Artuk, der netop har mistet sin kone, bryder alle sine tabuer i trods:

Hugger frossent kød over med en økse; banker sin inderpels fri for lus

ude på isen; drikker vand, som solen har smeltet på et isfjeld. En dag

får frygten dog overhånd. Han må binde sin søn til slædeopstanderne

for at få selskab på isfangst. Man finder senere manden sønderrevet af

ånderne, mens den fastspændte dreng urørt er død af skræk.

Hist.: Muligvis et dødsfald, der krævede en forklaring.

Håndskrift: KRKB, 3: Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04.

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905: 148 - 149.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 30: "Tutûatue" / Tutuuatui.

Resumé:

Denne ånd, Tutuuatui, er altid beskidt og håret er fuldt af tørret lort.

Den lokker en lille legende pige, Avigaq, med hendes legetøj ind i sit

hus, hvor den dræber hende med en nål gennem øret. En anden lille pige

lader den gå, fordi hun har sin fars støvler og sin mors pels på. Han

viser hende den dræbte pige under briksen. Således fik man

fortællingen om Tutuuatui.

Tolkning: Bemærk køns- og kropssymbolikken, hvor faderens støvler

(bevægelighed, fangst og befrugtning) og moderens pels (opfostring ved

bryst og i rygpose) kompletterer hinanden. Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) om kropssymboler / legemsdeles symbolbetydninger.

Håndskrift har ikke kunnet identificeres (det gælder de fleste af Uusaqqaks fortællinger, der muligvis har været nedskrevet i et særligt hæfte).

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905: 148.

Resumé:

Alt muligt, der har navn, havde i gamle dage hver sin ånd. De var

usynlige som menneskesjæle, og lod sig kun se af ensomme mennesker,

som de talte med i menneskeskikkelse. Et hul i jorden var indgangen

til et af deres huse.

Hist.: De ting, der specificeres, er dele af huset: Husgangen osv. Men

fortællerens eksempler er møddingånden, Havets Qalutalissuaq,

jordånden og skindtapetets ånd. De er i denne registrant registreret

efter hver sin overskrift hos Rasmussen (ibid. ss. 64 - 68).

Fortælleren, der aldrig selv har set dem, mener at de tidligere

eksisterede, fordi de gamle fortalte om dem (ibid. s. 68). De fleste

er typiske skræmmefortællinger for børn.

Tolkning: Forestillingerne svarer stort set til de traditionelle om

inuat (flertal af inua). Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "tarneq, inua, ..."

Håndskrift har ikke kunnet identificeres;

Håndskrift med samme fortælling men med Inaluk anført som fortæller og kortere:

KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04, nr. 63: "Mord".

Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905:144 - 145.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 23 - 25: "Pautusôrssuaq".

Resumé:

Paatusoorsuaq holder mere af sin onkels kone end af sin egen, og de to

mænd har et konebytningsforhold. En dag onklen vil rejse bort med sin

kone, slår P. ham ihjel. P.s kone, der ser det, flygter hjem til sine

forældre. Undervejs ser hun indlandsboere med deres løse hætter i det

fjerne. P. lever så en tid med onklens kone, men hun dør af skræk, da

hun føder et misfoster med skæg. Hun hævner sig senere på P., først i

sin ræveamulets skikkelse, hvor hun bider sig fast i hans pelsflig,

men senere i bjørneskikkelse, hvor hun splitter ham led for led.

Orig. håndskrift har ikke kunnet identificeres;

Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "Avûvak arnagtartoq" / Avuuvak arnattartoq.Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905: 122 - 125.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 15 - 19: "Avûvak arnagtartoq" / Avuuvak arnattartoq.

Resumé:

Avovang / Avoovak ved Kangerlussuaq (ved Inglefield Fjord, Thule) er usårlig, når han står på sin første klædedragt af et hundehalsskind. Hans fjenders våben efterlader blot ar, som knaster på et stykke træ. Hver gang fjenderne vil kaste ham ned fra et fjeld, forvandler han udseende, og de genkender ham ikke. Under hjemturen fra en slædetur sydpå efter træ får slædefølget lyst til hans kone. En vis Qaaputaaq får ram på hans øje ved et åndehul, hvor de andre skubber ham ned.

Hans kone bryder rasende alt det træ, man har tilhandlet sig i stumper og stykker. Som sæl dukker A. op og lokker slæderne ud på tyndis.

Senere lokker han dem som ræv ind i høj skrueis i vild fart. De fleste dør. Herefter bestemmer A. at lade sig føde af alle jordens dyr. I hver dyreskikkelse må han lære artsfællernes vaner og spisevaner. Han starter som hund, æder menneskeskarn og får mange prygl. Derefter lærer han som ren at sætte i hurtigløb ved at sparke op mod himlens rand, at spise mos og lav, og på flugt for en ulv, bliver han i en sø dræbt af en kajakmand, der lægger kødet i depot. Da man endelig spiser det og knuser marvbenene, bliver han en ulv, lærer at sparke op mod himlen med bagbenene i afsættet og kan nu løbe renerne op. Næste dyr er en hvalros, der når deres føde af små hvide muslinger på havbunden ved at sparke mod himlens midte. Som ravn mangler han aldrig føde, men fryser om benene. Til sidst bliver han sæl igen og fanges af en mand, der har klippet sin negl på storetåen, som A. ellers kunne have gemt sig under. Oppe i huset smutter A. ind i fangerens kone, da fangeren kaster sine vanter til hende. I moderhulens hus renser han ofte en masse blod ud og får en dag besøg af mandens "hund" / penis. Da han skal fødes, smutter han ud af skræk for en krabbe, der er konens amulet.

Var.: Navagiaq; "sjælevandring"; "navnevandring"; arnattatoq / Arnattatoq; Avovaq.

Hist.: se eksempel i "Fortolkningsmuligheder": Handelskontakter over Melville Bugten til inughuit.

Søgning: stikordet til alle basens inughuit fortællinger er: Avanersuaq.

Herre over alle sødyr. Hun kan ikke rede sit hår. Det må åndemaneren rejse ned og klare for hende. Som tak slipper hun sødyr ud til mennesker. Variant af "Havkvindens oprindelse".

Var.: ID 547, 2070, 2304.

Hist.: og tolkning: Se Sonne 1990, The Acculturative Role ... Meddr. Grønland nr. 13.

Håndskrift har ikke kunnet identificeres (det gælder de fleste af Uusaqqaks fortællinger, der muligvis har været nedskrevet i et særligt hæfte).

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905: 151 - 152.

Resumé:

Denne ånd harpunerer mennesker, når de sover på briksen. Hvis den

siger: "Kastet strejfede blot", sker der intet. Men hvis den siger.

"Min fangeline sprang!", fører det lille stik, man mærker, til døden.

Håndskrift har ikke kunnet identificeres (det gælder de fleste af Uusaqqaks fortællinger, der muligvis har været nedskrevet i et særligt hæfte).

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905: 151.

Resumé:

Når ingen trøster et forældreløst barn, der skriger, kommer en ånd eller dets døde mor og skræmmer folk ihjel.