Dokumentation og formidling af Danmarks historie i Grønland og Arktis

Introduktion

Formålet med denne base over grønlandske fortællinger er at lette søgningen i den nedskrevne mundtlige overlevering, der er så omfattende, at det kan tage pippet fra enhver begynder. Basens ca. 2280 fortællinger må være repræsentative for deres tid i de forskellige egne af Grønland, og det er min agt, at basen i fremtiden suppleres med manglende samlinger og spredte tryk ved interesserede brugeres hjælp. Alle fortællinger, der foreligger i dansk oversættelse på tryk er blot indskrevet i resumé, der naturligvis ikke kan bruges som kilder. Man må gå til kilden selv, den trykte oversættelse, helst også den grønlandske original hvis den findes.

Af de øvrige fortællinger, dvs. håndskrevne og nogle få der kun er trykt på grønlandsk, er flertallet indskrevet i oversættelse til dansk. Lektor emeritus Christian Berthelsen har foretaget de fleste og nu afdøde Apollo Lynge, Nuuk, en større antal, Grethe Lindenhann nogle få og Signe Åsblom ligeså. Der er huller i mange oversættelser, enten når håndskriften har været utydelig, særpræget dialekt har gjort sig gældende, eller nedskriveren, der kan være den samme som fortælleren, ikke har haft magt over forløbet. Igen er det sikrest at gå til kilden, som regel håndskriftet, forudsat man har de fornødne kundskaber i grønlandsk. Ellers må brugeren gøre opmærksom på manglerne og usikkerhederne i sin formidling.

Download søgemanual som pdf her.

Søgning på Uusaqqaq gav 13 resultater.

Agdlernerup maligagssainik uniuissut pitdlautait

Print
Dokument id:890
Registreringsår:1952
Publikationsår:1967
Arkiv navn:
Fortæller:Marteeraq (Martêraq)
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Agdlernerup maligagssainik uniuissut pitdlautait
Publikationstitel:Inugpât, Nuuk / Godthåb 1967
Tidsskrift:
Omfang:side 58 - 59
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 64 - 65.

 

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

Oversættelse ved Signe Åsblom:

Straffen for ikke at overholde taburegler.

 

Månemanden (qaamatip inua).

Denne "under-overskrift" er taget fra fortællingen på s.94 og placeret her, da de to fortællinger med meget små undtagelser er identiske, uden at det giver nogen som helst betydningsmæssig forskel. Derfor oversætter jeg ikke fortællingen "Månemanden" (Qaamatip inua) på s.94-95., for det siger sig selv, at den allerede oversættes her (Signe Åsblom).

 

 En åndemaner ledte efter sin forsvundne lillesøster, og en dag tog han også til månen på besøg i den anledning. Uden at han havde nævnt sin lillesøster, tog månemanden noget fra siderummet i sit hus og spurgte: Hvis er det? og viste det frem. Han genkendte det som sin søsters kvindeanorak, der var syet af spraglet sælskind. Og selv om han ikke kunne se sin lillesøster, forstod han, at månemanden havde taget hende. Månemanden havde været på hundeslæde og havde truffet hende undervejs, og så havde han skovlet hende op med sin øse.

   Hvis man mødte månemanden, når han kom kørende på sin hundeslæde, var han let at kende, fordi der var hår på hundenes skagler.

   Efter at have vist ham hans lillesøsters kvindeanorak af skind, viste han ham også, hvordan folk nede på jorden sov inde i huset. En af de sovende var en kvinde, der lå på ryggen og sov med spredte ben. Så sagde månemanden til ham: Du kan se, at denne kvinde ligger og sover med spredte ben. Det er fordi hun endnu ikke bløder. Nu skal du se mig få hende til at menstruere.

   Og efter at have dyppet sin pegefinger i blod, dryppede han ovenfra en enkelt dråbe blod ned i skridtet på hende. Og i søvne krummede hun sig sammen, fordi hun fik muskelsammentrækninger. Og da hun følte efter på sig selv, opdagede hun, at hendes hænder var helt blodige.

Og månemanden sagde: Det er sådan man får dem til at menstruere.

Efter at have vist ham dette, lod han ham også se ned på dem, der spillede bold. Og han kiggede på boldspillet. En af de stakkels spillere faldt hele tiden, lige inden han nåede hen til sine med-spillere. Og hver gang han faldt, forlod de andre ham. Månemanden spurgte ham: Hvad tror du, der sker med ham?

   Da åndemaneren sagde, at han ikke vidste det, sagde månemanden: Mens han levede på jorden, begyndte han at spille gribespil, mens han stadig skulle have overholdt tabureglerne, og derfor er han blevet sådan.

   Han så også en anden stakkels mand, der, hver gang han var ved at nå hen til sine medspillere i boldspillet, tog et skridt for at bringe orden i udførelsen af sine taburegler. Og hans medspillere blev ved med at løbe væk fra ham. Månemanden sagde: Mens han levede på jorden og skulle have overholdt tabureglerne, forbrød han sig mod dem (han spiste for tidligt af de tabuerede stykker sælkød), og derfor er han blevet sådan.  

(Her slutter også fortællingen om Månemanden på s.94-95).

-  -  -  -  -  

M. Uusaqqaq (som vi så godt kender gennem Knud Rasmussen) har jeg set nogle gange. Hans væsen var ikke, som det skulle være, og han var skeløjet, og hans underkrop var misdannet. Det fortælles, at det skyldes, at hans mor havde danset rundt, mens hun var gravid!

 

Var.: Besøg på Månen. Den stædige. Uterîtsoq / Uteriitsoq; Et par ægtefolk;

Manguaraq (flere); Kanaks månerejse. Nalikkatteeq. Ajijaks forløsning;

Manden, der besøgte månemanden; Alluunnguaq; Mangivaraqs månerejse; Åndemaneren der for til månen; Maqujuk.

 

Kommentar: De boldspillende mennesker befinder sig ikke på jorden, men i himmelrummet under månen. De kan kun være afdøde mennesker, der er kommet til dødsriget i himlen, hvor de spiller bold - oftest med et hvalroskranium - og dermed frembringer nordlys. At overtrådte tabuer giver "livsvarige" gener, især kropslige, i dødsrigerne, forkommer hyppigt i fortællinger om åndemaneres besøg dersteds og er muligvis en traditionel forklaring på de lidelser de kristne må udstå i det hinsidige for deres synder på jorden. Med deres særlige ekspertise i helbredelse kan dog visse angakkut, angakokker, åndemanere helbrede også de døde: se: Maratsi besøger de døde i underverdenen

Den store indlandsbo, der bortførte konebåden

Print
Dokument id:1617
Registreringsår:1902
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Uusaqqaq (Uusarqaq)
Mellem-person:?
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Den store indlandsbo, der bortførte konebåden
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 230 - 231
Lokalisering:Tasiusaq: Upernavik
Note:

Orig. håndskrift: KRKB, nr. 3: Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04.

Renskrift: NKS 3536, IV, 4', læg 9.

Grl.titel: Tûnerssuaq (inorrujugssuaq)

 

Resumé:

En tuneq er ude i kajak, hvor han øser en konebåd med besætning op i

sin hule hånd. Den vil han bruge som amulet. Hjemme stiller han båden

op på tørrehækken over lampen. Om natten firer besætningen konebåden

og sig selv ned den lange og besværlige vej ud i husgangen, hvor de må

skjule sig, da det blir lyst. Næste nat lykkes det dem, at nå ud, ned

til vandet og hjem.

 

Var.: The giant and the dwarf; Giant scoops up ...; Den store indlandsbo, der bortførte konebåden; Umiartuaqátáutunik; En anden type: Kamikinnaq / Kamikinnarajik;

Hvalen og kæmpemågen

Print
Dokument id:1602
Registreringsår:1902
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Uusaqqaq (Uusarqaq)
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Hvalen og kæmpemågen
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 194 - 196
Lokalisering:Tasiusaq: Upernavik
Note:

Orig. håndskrift: KRKB, nr. 3: Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04. Renskrift: NKS 3536, IV, 4', læg 9.

Grl.titel: Atinginguaq. (mêránguit pinguartut)

 

Resumé:

To små piger, der leger "far, mor og børn", vælger sig et hvalkranium

og et mågekranium som mand. Begge kranierne blir levende og fører

pigerne langt bort. Hvalen binder en rem i pigen, når hun skal ud og

besørge. En dag kommer en kajakmand på besøg. Pigen ber ham sige

hjemme, at man skal hente hende. De kommer, hun hopper i konebåden,

hvor en gammel, kyndig kone synger om det man gør, da hvalen sætter

efter båden. De kaster pigens tøjstykker ud: Kamik, strømper, bukser,

inderklædning - og hvalen der bakser med tøjstykkerne sinkes hver gang.

Båden når til land og hvalen forvandles på land til stenen "aferusuaq" (den hvallignende) i nærheden af Prøven/Kangersuatsiaq.

På fuglefjeldet, hvor mågen lever, øjner dens kone en kajak, der får besked med hjem om at hente hende. Hun har flettet en line af sener fra mågens fangstdyr, og firer sig ned til konebåden, hvor en kyndig gammel kone synger. Med sangen ber

hun en ravn, der engang fløj langt, langt bort, om at føje dem, der

græder, sammen igen. De når hjem. Straks efter kommer kæmpemågen, der

vil flyve bort med hele teltet, men overtales til at sætte sig på en

sten og brede sine vinger ud for at vise sin svogerglæde. Den blir

skudt med pile i armhulerne, men pigen vil intet spise, da man holder

festmåltid på den.

 

Var.: Pigerne der blev gift med ... (det ene dyr er altid en hval, mens fuglen kan være ørn, el. måge, el. falk, og undertiden er der tre piger. Den sidste blir da gift med en dødning

 

Hist.: Fortællingen kendes også fra inuit i arktisk Canada.

 

Tolkning: Ravnesangen virker kun delvis plausibel i sammenhængen.

Kvinden, der blev besvangret med et mellemfodsben

Print
Dokument id:1637
Registreringsår:1902
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Uusaqqaq (Uusarqaq)
Mellem-person:?
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kvinden, der blev besvangret med et mellemfodsben
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 305 - 306
Lokalisering:Tasiusaq: Upernavik
Note:

Orig. håndskrift: KRKB, nr. 3: Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04.

Renskrift: NKS 3536, IV, 4', læg 9.

Grl.titel: Inuk kipatsugssuarmik (serkup inuisa kangitdlît ilât

najungassoq) nârtuligarssuaq.

 

Resumé:

Ved en åndemaners hekseri blir en kvinde gravid med et mellemfodsben,

der ved fødslen æder fødselshjælpersken og forfølger de andre, der

flygter i en konebåd. Da de senere kommer tilbage ser de et lille

menneske mellem en masse glubske hunde. De flygter igen, og ved næste

besøg æder hundene det lille menneske, som om de skammer sig over det.

 

Hist.: Begivenheden dateres til svundne tider og lokaliseres til

Tussaaq-øen i Upernavik-distriktet.

Kvinden, der opfostrede en orm

Print
Dokument id:1604
Registreringsår:1902
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Uusaqqaq (Uusarqaq)
Mellem-person:Nielsen, Jonasine ?
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kvinden, der opfostrede en orm
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 198 - 199
Lokalisering:Tasiusaq: Upernavik
Note:

Orig. håndskrift: KRKB, nr. 3: Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04. Renskrift: NKS 3536, IV, 4', læg 9.

Grl.titel: Arnaq kuvdlugíssamik nâlungiartârtoq / kullugissamik naalungiartaartoq.

 

Resumé:

En barnløs kvinde, hvis mand blir træt af hende, går ud for at finde

et barn. Hun finder først en bi, men opgiver den, og dernæst en orm,

som hun lader die af sit blod og skjuler i et halværme under briksen.

Den siger sivse-e-e, når hun kalder den frem. En dag hun er ude slår

husfællerne den ihjel, og blodet flyder ud i husgangen. Kvinden sørger

over tabet, som var den et rigtigt barn.

 

Oversættelse ved Apollo Lynge af renskriften:

Kvinden som adopterede en orm.

En af kvinderne, som ikke selv havde nogen børn, tog en orm til sig som sit spædbarn. Da hun således havde fået et spædbarn, begyndte hun at amme det, og hun lod den endda drikke sit blod. Efterhånden blev ormen så stor, at den blev lige så stor som hendes bryst og mave, og så gav hun den en stor kamik at være i. Engang da hun lagde den på briksen efter at have ammet den og gik ud, blev en af husfællerne bange for den og lagde den ind under briksen. Da hun kom tilbage, søgte hun efter den og tog den. Når plejemoderen sagde kærlige ord til den store orm, lyste dens øjne af glæde. Engang da plejemoderen igen var på besøg og husfællerne var bange for ormen, tog de den med ud og kastede den væk med en sådan kraft, at blodet sprøjtede ud! Den var jo ved at tømme sin plejemoder for blod.

 

Jonasine Nielsen, Saattoq.

 

Var.: "Dengang for længe, længe siden ..." af Arnaaluk og "Kvinden der opammede en orm" af Taateraaq; Søsteren som insisterede på at være gift med en orm; En fortælling om en brødreflok (Aron); Anguterpaanik Brødreflokken; Kvinden, der havde en orm til mand; The woman who nursed a worm nr. 45 + 45 A; Kvinden der opfostrede en orm; Tiisikoorsuarmik (Tiisi er et onomatopoetikon på lyden: sissii el. tsissii).

 

Kommentar: Det er uklart om Jonasine Nielsen er fortæller eller renskriver, men renskriften er tydeligvis en forkortet udgave af originalen.

 

Tolkning: Skulle symbolikken med blodet, der flyder ud i husgangen

(alias menstruationsblod), ske fyldest, burde kvinden herefter blive

frugtbar.

Manden, som giftede sig med en ræv

Print
Dokument id:1607
Registreringsår:1902
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Uusaqqaq (Uusarqaq)
Mellem-person:?
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Manden, som giftede sig med en ræv
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 201
Lokalisering:Tasiusaq: Upernavik
Note:

Orig. håndskrift: KRKB, nr. 3.: Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04.

Renskrift: NKS 3536, IV, 4', læg 9.

Grl.titel: Inuk teriangniamik nuliartârtoq.

 

Resumé:

En mand forelsker sig i og gifter sig med en ræv, fordi den er så smuk

med sin store top. En dag beklager han sig over hendes lugt og hun

flygter bort som ræv. Manden følger efter, den smutter ind i en

klipperevne og lader sig ikke lokke ud igen. Senere er den helt

forsvundet.

 

Var.: Ataliannguaq; Manden, som tog en ræv til kone; Manden, der tog en ræv til kone; Pebersvenden, som giftede sig med en ræv; Manden, der blev gift med en ræv; The fox-wife; Ræv til hustru; The fox-wife and the penis of the lake.

 

Hist.: Der er ikke blevet meget kød tilbage på den variant.

Månen og solen

Print
Dokument id:1595
Registreringsår:1902
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Uusaqqaq (Uusarqaq)
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Månen og solen
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 167 - 168
Lokalisering:Tasiusaq: Upernavik
Note:

Orig. håndskrift: KRKB, nr. 3. Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04. Renskrift: NKS 3536, IV, 4', læg 9.

Grl.titel: Kàumat sekinerdlo.

 

Resumé:

En ung pige får efter gentagne samlejer i et mørkt hus mistanke om, at

elskeren er hendes bror. Hun mærker ham med sod i ansigtet, genkender

ham i lyset, og skærer sit ene bryst af med ordene: "Du synes at holde

meget af mig. Tag dette og spis det!" Hun tænder ild i noget tranvædet

lampemos, deler det med sin bror, og begge stiger til vejrs. Men

broderens flamme slukkes til glød. De blir til Månen og Solen.

 

Var.: Talrige: Solen og Månen; Månen og Solen.

Nunaqatigît / nunaqatigiit

Print
Dokument id:325
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 3536, IV, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Uusaqqaq (Uusarqaq)
Mellem-person:?
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Nunaqatigît / nunaqatigiit
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:læg 9, 2 sider
Lokalisering:Tasiusaq : Upernavik
Note:

Orig. håndskrift: KRKB, nr. 3.

 

Oversættelse af renskriften ved Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom.:

 

Bopladsfællerne

I gamle dage var der på et sted to husstande som bopladsfæller. Da det blev vinter holdt den ene husstand engang den anden for nar ved at råbe: "Nogen kommer for at udrydde os.!" Og nogen i den anden husstand gemte deres yndlingsbørn bag skindtapetet, mens andre ville drukne deres yndlingsbørn i urinbaljerne, fordi de syntes, at det var synd for dem, hvis de skulle blive såret. Da de således havde været panikslagne og forvirrede, og da den anden husstand havde haft deres morskab over dette, forsøgte de at falde til ro. Den husstand, der havde været til grin, sagde så: "Når de har glemt det hele, gør vi gengæld."

 

Da de en anden vinter havde glemt det, der var sket, kom en af dem, der havde været til grin i tanke om episoden og sagde: "Vi har jo forresten noget at hævne!" De tog så en af den anden husstands kajakker, lagde den med forstavnen ind mod land for at foregive, at det var en omkommen, der forsøgte at komme hjem (en angerlartussiaq, angerlartoq, BS), således at han kunne vækkes til live igen, og de sagde til ham i kajakken: "Du skal ind imellem lave kajaklyde." De andre gemte sig, fordi der ikke var nogen sne. Da kajaklydene så småt kunne høres, kom der en ud af det andet hus, og da der kom flere kajaklyde, gik han ind i huset igen. Da han var inde, gled der skygger forbi vinduet, og endelig kom der mange mennesker ud af huset. Herude gav de sig til at lytte. Da man hørte kajaklyde, sagde en af dem: "Der er en der vil hjem!" Da de kom nærmere så de, at kajakmanden vendte fronten indefter. Deres åndemaner / angakkoq sagde så: "Gå rundt om ham." De gik rundt om ham og åndemaneren sagde: "Bær ham op." Så løftede de ham ud og bar ham op, mens de pøsede saltvand på for- og bagstavnen af kajakken. De var lige ved at nå husgangen, da åndemaneren sagde: "Bring ham ind med kajak og det hele!" Da den forreste af kajakbærerne begyndte at gå ind i husgangen sagde åndemaneren: "Mon ikke kajakåren stiller sig på tværs." Netop som han sagde det, satte åren sig på tværs af husgangen. Da pagajen hos dem, der vil hjem, ikke plejer at sætte sig på tværs, og da den første, der gik ind, begyndte at trække i kajakken, undrede en anden sig over kajakkens udseende. Kajakkens ejer havde endnu ikke opdaget noget. Da han var gået lidt væk fra den sagde han: "Den ligner Minnasaqs kajak." Da var det så Minnasaq udbrød: "Det er jo min kajak!" Så slog den anden husstand en høj latter op, og på den måde fik de deres hævn. Da de nu selv havde været til grin, gengældte de ikke selv episoden.

 

Kommentar: En, der vil hjem, en angerlartussiaq / angerlartoq, var et menneske, der ikke havde levet sit liv til ende og ville vende hjem efter at være druknet eller forulykket. Sagnene beskriver undertiden (som her) ritualer, der skulle sikre genoplivelsen af en sådan "hjemvendt". Se også: nalusut ileqqorsarsiornerinik; og søg på: angerlartussiaq.

 

Hist.: Virker autentisk

Oqalualârut / oqlualaarut

Print
Dokument id:2162
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB Dagbøger 1, 6(18): Fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Uusaqqaq (Uusarqaq)
Nedskriver:Uusaqqaq (Uusarqaq)
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Oqalualârut / oqlualaarut
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:8 sider (A6)
Lokalisering:Tasiusaq: Upernavik
Note:

Skriften ligner meget Jørgen Brønlunds, men lidt mere omstændelig. Måske en renskrift.

 

Teksten er Tobias Heilmanns selvbiografi. Fra fødslen i 1873 til dato (1903). Han blev født og voksede op på Kangeq mens beboerne endnu hørte under herrnhuterne. Moderen var jordemoder, faderen, Salomon Hejlmann fanger. Beskrivelsen vidner om mange flytninger)

 

Ikke oversat.

Egnet til opdatering

Qasigiaq

Print
Dokument id:322
Registreringsår:1903
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Uusaqqaq (Uusarqaq)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Qasigiaq
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 161 - 162
Lokalisering:Avanersuaq / Thule
Note:

Håndskr. har ikke kunnet identificeres. En vanskeligt læselig version nedskrevet under den litterære ekspedition af Gaba Olsen, KRKB 1, 5(15), nr. 22, og fortalt af Maassannguaq, er muligvis den samme. Inge Kleivan giver det samme bud i sin artikel om Store Claus og Lille Claus i tidsskriftet Grønland 2005:

243 -275.

 

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905: 212 - 213.

 

Resumé:

 

Et stort handelsskib ankommer. Qasigiaq der er begærlig efter rigdom, slår sin mor ihjel, holder hendes øjne åbne med hvalrosskæg og ror ud til skibet, hvor folk taler til den døde, der ikke svarer. Hun er døv, forklarer Qas. og opfordrer dem til at give hende en lussing, hvis hun skal høre dem. Det gør de. Hun

falder om. "Nu har I dræbt hende," siger Qas. og græder. Matroserne

overlæsser ham med gaver for at gøre det godt igen. Han fortæller

brødrene, at han har fået gaver for sin døde mor. En af dem slår

straks alle sine børn ihjel og ror ud til skibet, hvor man jager ham

bort. En anden gang møder Qas. en hvid mand med en masse ejendele på sin

slæde. Qas., der kun har en tom pose på slæden, fortæller, at han skal

ned på bunden af en sø i nærheden og hente sine ejendele. Hans fæller

har nemlig i vrede puttet ham i en pose og kastet ham i søen, og dernede

har han fundet en masse skønne ting. Han blev rig, fordi han løj.

Fortællingen stammer fra dengang for længe siden, da der var mange

mennesker, og der var hvide mænd i Thule-området.

 

Var.: Pillingajak;

 

Hist.: "Store Klaus og Lille Klaus" blev en yndet fortælling i

Vestgrønland. Den ældste version er fra Aasiaat, 1820'erne.

Måske er den kommet med sydvestgrønlænderen Hans Hendrik til

Nordgrønland / Avanersuaq / Thule omkr. 1850. Det er interessant at den mytiske Qasigiaq (talrige versioner), der altid kommer galt af sted og blir hjælpeløst til grin i de klassiske versioner, nu er blevet den snu Klaus der med held snyder de hvide vha. løgne.

Se også Inge Kleivans omfattende og grundige artikel om Store Claus og Lille Claus i tidsskriftet Grønland 2005: 243 -275.

Quertitsialik

Print
Dokument id:1625
Registreringsår:1902
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Uusaqqaq (Uusarqaq)
Mellem-person:?
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Quertitsialik
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 267 - 268
Lokalisering:Tasiusaq: Upernavik
Note:

Orig. håndskrift: KRKB, nr. 3: Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04.

Renskrift: NKS 3536, IV, 4', læg 9.

Grl.titel: Kuertitsialíngúaq.

 

Resumé:

Quertitsialik ("den stærblinde") tar på åndeflugt til Akilineq, hvor

man ber ham skaffe sæler under hungersnød. Han tilkalder sin

hjælpeånd, et højt isbjerg, der luder ind over huset. En lodden, ond

ånd, der passerer forbi vinduet, får det til at vælte og smadrer hus

og alle derinde undtagen Q. og en lokal åndemaner, der kan flygte ned,

ud og op gennem jorden. Bedrøvet overnatter Q. i et andet hus, lader

sig næste dag binde til åndeflugt og flyver hjem, hvor han advarer

sine fæller mod at reagere på åndemaneren fra Akilineq, der sikkert

vil komme om aftenen. Det sker. Den fremmede tilbyder at skaffe

sæler, men møder kun tavshed og flyver hjem.

 

Var.:  Tungujorlersaaq; Angakkorsuarmik;

 

Hist.: Varianten er en vag gengivelse af de traditionelle, hvor den

lodne enten er en behåret akilineq-kvinde eller blot en kvinde, der

har begået tabubrud. Vedr. kendskab til det reale Akilineq / Baffinland, der ifølge Poul Egede kan ses i klart vejr fra bjergtoppene ved Christianshåb/Qasigiannguit, søg på: Akilineq

Sungersûssaq / Sungersuussaq

Print
Dokument id:1623
Registreringsår:1902
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Uusaqqaq (Uusarqaq)
Mellem-person:?
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Sungersûssaq / Sungersuussaq
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 259 - 263
Lokalisering:Tasiusaq: Upernavik
Note:

Orig. håndskrift: KRKB, nr. 3: Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04.

Renskrift: NKS 3536, IV, 4', læg 9.

 

Resumé:

Sungersuusaq bor hos sine mange svogre og har en elsket plejesøn. S.

jager med dem langt ude til havs, er årvågen og undersøger om

vinteren vind og vejr ved at hugge hul i isen og iagttage vandets

bevægelser. En dag varsler de uvejr, man skynder sig mod land, men

uvejret er snart over dem, og da isen bryder op med revner så store,

at plejesønnen ikke kan klare dem, driver de til havs. S. opfordres

gang på gang til at bruge sine kundskaber. Først forvandler han

havskum til en isskodse, som de springer over på. Derefter forklarer

han, hvordan de skal tisse bagover, for ikke at formindske isstykket.

Da de når et land fuldt af isbræer kommer de ind hos menneskeædere,

der myldrer ud af huset - undtagen en gammel mand. Han trækker armkrog

med den ældste svoger, river testiklerne af ham og befaler ham hejst

op gennem loftshullet i en line. S. giver den gamle samme behandling

og menneskeæderne på taget samme ordre ved efterligning af den gamles

stemme. Da de deroppe opdager, hvem de denne gang parterer, bryder de

hul i taget og hælder vand ned i strømme. S. ber om sin yderpels, der

hænger udenfor, og får den. I den finder han sin amulet, opliver den

i munden og sender den flere gange op på drab. De overlevende flygter,

S. og co. klatrer op, fortsætter straks mod en brat kystklippe, og S.

springer i havet. Han kommer op som bjørn. Svogrene gør ligeså, men

plejesønnen kun efter flere opfordringer, hvor S. beordrer ham at

baske med armene i springet. Han forvandles til en snespurv, der med

mellemrum hviler sig på bjørnens ører til de når deres eget land. De

går i land, ryster sig kraftigt og deres dyrehamme falder af.

 

Var.: Tiggaaq; Qilaasuaq; Amos Daniel 161 Alluunnguaq; Sungersuusaq; Qiláituaq, Qiláussuaq; Qátsâq; Qattaaq med lemmingamuletten; Asalooq; Qilaasuaq og Allunnguaq.

 

Søg også på Akilineq

idet episoderne om den ufrivillige rejse til landet på den anden side havet, Akilineq, styrkeprøverne med kannibalerne derovre, og amuletten i halskraven har været meget populære.

Åndemaneren, der fo'r til månen

Print
Dokument id:1596
Registreringsår:1902
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Uusaqqaq (Uusarqaq)
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Åndemaneren, der fo'r til månen
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 168 - 170
Lokalisering:Tasiusaq: Upernavik
Note:

Orig. håndskrift: KRKB, nr. 3: Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04. Renskrift: NKS 3536, IV, 4', læg 9.

Grl.titel: Ilímartârtoq.

 

Resumé:

I længst forsvundne tider fløj en åndemaner / angakok en tur til månen. Måne-

manden, der beværter ham godt, advarer ham mod at smile, når

indvolsrøversken snart vil komme og danse. Hendes skål med ulu'en i

kommer først snurrende hen over gulvet. Dernæst hun selv, hvis ansigt

under dansene først trækker sig på tværs, så på langs så langt, at hun

kan se sig selv i skridtet, og til sidst vokser kinderne helt ned til

bukselinningen. Åndemaneren holder masken, indvoldsrøversken må

fortrække og må tre gange sende bud efter sin madskål, inden hun med

trussel om at nedstyrte fjeldene får den. Hun var i sin tid med til at

rejse himmelstøtterne, og blot hun sparker til fjeldene, ruller store

sten nedad. Hendes hunde har små øjne, fordi de altid lever af

indvolde. Månen viser sin gæst, hvordan maden falder durk igennem de

døde, fordi de ingen indvolde har, og gennem hul i sit gulv viser han

gæsten en kvinde, der bryder et fødselstabu. Tabubryderen gør Månen

søvnløs. Han binder åndemaneren til åndeflugt, da denne vil hjem til

en død narhval, som Månen har udpeget til ham dernede.

 

Var.: Besøg på Månen. Den stædige. Uterîtsoq / Uteriitsoq; Et par ægtefolk;

Manguaraq (flere); Kanaks månerejse. Nalikkatteeq. Ajijaks forløsning;

Manden, der besøgte månemanden; Alluunnguaq; Mangivaraqs månerejse; Åndemaneren der for til månen; Maqujuk.

 

Tolkning: At indvoldsrøversken kan vælte bjergene, der holder himmelhvælvet oppe og dermed styrte verden i grus var også kendt i Østgrønland og Avanersuaq / Thule. Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Sila eller Silap inua".

Databasen med myter og sagn er udarbejdet af Birgitte Sonne, f. 4. jan 1936, mag art i religionssociologi, pensioneret fra Afd. for Eskimologi, TORS, KU i 2006. Har forsket i og skrevet om grønlandske myter og sagn i en halv menneskealder - og gør det stadig. Kan nås med spørgsmål på bbsonne81@remove-this.gmail.com.