Dokumentation og formidling af Danmarks historie i Grønland og Arktis

Introduktion

Formålet med denne base over grønlandske fortællinger er at lette søgningen i den nedskrevne mundtlige overlevering, der er så omfattende, at det kan tage pippet fra enhver begynder. Basens ca. 2280 fortællinger må være repræsentative for deres tid i de forskellige egne af Grønland, og det er min agt, at basen i fremtiden suppleres med manglende samlinger og spredte tryk ved interesserede brugeres hjælp. Alle fortællinger, der foreligger i dansk oversættelse på tryk er blot indskrevet i resumé, der naturligvis ikke kan bruges som kilder. Man må gå til kilden selv, den trykte oversættelse, helst også den grønlandske original hvis den findes.

Af de øvrige fortællinger, dvs. håndskrevne og nogle få der kun er trykt på grønlandsk, er flertallet indskrevet i oversættelse til dansk. Lektor emeritus Christian Berthelsen har foretaget de fleste og nu afdøde Apollo Lynge, Nuuk, en større antal, Grethe Lindenhann nogle få og Signe Åsblom ligeså. Der er huller i mange oversættelser, enten når håndskriften har været utydelig, særpræget dialekt har gjort sig gældende, eller nedskriveren, der kan være den samme som fortælleren, ikke har haft magt over forløbet. Igen er det sikrest at gå til kilden, som regel håndskriftet, forudsat man har de fornødne kundskaber i grønlandsk. Ellers må brugeren gøre opmærksom på manglerne og usikkerhederne i sin formidling.

Download søgemanual som pdf her.

Søgning på præsten i Upernavik gav 292 resultater.

"Jeg har rensdyret i mig"

Print
Dokument id:850
Registreringsår:1952
Publikationsår:1955
Arkiv navn:
Fortæller:Eevartaaraq (Eevartêraq)
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:"Jeg har rensdyret i mig"
Publikationstitel:Inegpait
Tidsskrift:Meddr Grønland 90(2)
Omfang:side 62
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Med sideløbende original på nordvestgrønlandsk: s. 63: uvanga tugtûvunga.

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 41 - 42.

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 46.

 

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

Resumé:

Det skyldes den skindstump af et renhovede, som Eevateeraq blev gnedet over det hele med som nyfødt, at han overlevede alle børnesygdomme - i modsætning til alle sine tidligere fødte søskende. Han opførte sig også som et rensdyr som barn og som ung kunne han løbe en renko op. Moderen gemte længe skindstumpen, og selv om den senere bortkom, fortsatte dens virkning længe.

 

Hist.: Historisk fortælling fra 1800-tallet.

a'nagkajegtoq / Sjælevandreren

Print
Dokument id:785
Registreringsår:1952
Publikationsår:1955
Arkiv navn:
Fortæller:Marteeraq (Martêraq)
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:a'nagkajegtoq / Sjælevandreren
Publikationstitel:Inegpait
Tidsskrift:Meddr Grønland 90(2)
Omfang:side 154
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Interlineær dansk oversættelse. (Et brudstykke).

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 44 (arnagkajugtoq)

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 49 (Arnakkajuttoq).

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

Resumé:

Et brudstykke af myten om sjælen, der tog bolig i det ene dyr efter det andet, fortæller at hos tejsterne får han aldrig sovet, hos renerne aldrig sovet om morgenen. De spiser frossent kød, men sælerne, som han senere bliver en af, leger på toppen af det høje græs. Under denne leg bliver han fanget ved et åndehul.

 

Var.: Sjælen der gennemvandrede alle dyr; Navagiaq; "sjælevandring"; "navnevandring"; arnattatoq / Arnattatoq.

 

Kommentar: Det er uklart hvorfor de planteædende rener spiser frossent kød og hvad det "høje græs" betyder. Måske ålegræs? Måske er det blot fordi 'sjælen' rejser i den "anden verden" hvor man undertiden forestiller sig at alt er omvendt.

Aadaaridaat / Aadaarutaa

Print
Dokument id:2031
Registreringsår:1980
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Simonsen, Josva
Nedskriver:Vebæk, Mâliâraq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Aadaaridaat / Aadaarutaa
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 22 - 29
Lokalisering:Narsarmijit / Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal: Nanortalik
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 25 - 31: "Aaddaaridaat".

 

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

 

Resumé

Josva Simonsen havde et godt kendskab til de indvandrede Aadaaridaat / Chr. / Kristian Poulsen og hans brødre, som han havde været fangstfælle med. Især da Aad. blev lidt gammel og sølle var han glad for at takke for mad og kaffe med sine fortællinger om sin åndemanertid før dåben. Og glad for dåben, der tillod ham at fortælle alt. Til JS fortalte Aad. den sande version, sagde Aad. Og JS genfortæller troligt lange passager af fortællingen i jeg-form:

Aad. hjælper en ældre, lam mand, der er u-åbenbaret åndemaner med at bære dennes kajak ned til og op fra vandet. Til gengæld belærer den gamle ham om at ro hen til nogle store huler i en kystklippe, hvis han vil være angakkoq / åndemaner, og desuden om senere endelig at stå offentlig frem som sådan, hvis han ikke vil lide samme skæbne som den gamle og blive lam. Aad. ror derhen, rømmer sig, ser en kæmpestor hund komme, lader den slikke og æde sig bagfra, vågner hel, men nøgen op og modtager sine flyvende klæder styk for styk undervejs tilbage. Han føler sig meget let og er blevet så fintmærkende at han kan høre dunede frø falde til jorden. Derefter får han forskellige hjælpeånder, som han lærer at man skal røre ved for at få dem. De opfordrer ham kraftigt til at stå offentligt frem, og hans brødre, der fornemmer at noget er i gære, lægger flere aftener et siddeskind frem, som Aad. til sidst sætter sig på og lader trommen gå. Hjælpeånderne ser glade til fra sprækkerne i gulvet. Derefter får Aad. flere hjælpeånder. De følger ham ofte på fangst og lærer ham at lukke øjnene når han vil se og harpunere sæler nede under vandet.

 

En dag bliver Aad. trukket viljeløst mod en konebåd med kajakker af innersuit, der vil have hans nyfangede remmesæl. Aad. modsætter sig, tilkalder sine hjælpeånder en for en. De kan intet stille op over for især en gammel innersuaq-kælling, der skælder og smælder. Så husker han sin bidske hjælpeånd, Kisertulik, et kajaklignende væsen med et enormt bidsk gab, som innersuit flygter for mens den skælder ud over at Aad. ikke huskede at tilkalde den først.

 

Den sidste ånd Aad. prøver at få fat i en tåget dag, er Jesus. Aad. med familie er nået til Nunattut på vej til Pamialluk for at handle, mange er blevet syge, nogle er døde og han søger en ny hjælpeånd til helbredelse af sin ene kone. Denne lysende ånd, Jesus, vil ikke berøres af en så ussel person og morder som Aad. Jesus viser Aad. det brændende helvede, hvor han vil havne hvis han ikke bliver døbt, og bagefter himlen. Aad. der har vægret sig mod dåben, farer hjem og beordrer straks flytning  til Narsaq Kujalleq, hvor hele rejseholdet bliver døbt. På præsten, Fr. Balles bud, må Aad. af med sin ene kone. Balle mener den yngste vil dø snart, men Aad. vælger hende, fordi hun er kønnest. Hun lever ikke længe, mens den fravalgte ældre bliver meget gammel.

 

Inden rejseholdet når frem, vil en lille hjælpeånd vide besked. Den ærgrer sig over Aad.s beslutning og erklærer, at hvis jorden virkelig går under skal den nok sætte den i stand igen.

 

Om Aad.s drab på medkonen Katsija fortæller Josva Am., at hun var så stor en angakkoq, at hun kunne indskrumpe sin store krop til helt at gemme sig bag husstolpen, da Aad. kom for at skyde hende.

 

Aad. fortalte gerne selv om sine mord i stor lettelse over at være blevet syndsforladt med dåben.

 

Hist.: Historisk fortælling. JS var 80 år i 1981. Allerede i 1904 fik Knud Rasmussen flere fortællinger om og af Aad. Se: Under Nordenvindens Svøbe, 1906. Om uddannelsen muligvis først under 6. Thuleekspedition i 1931. Dette forløb har Aad. også fortalt til flere af Mâliâraq Vebæks informanter: Søg på Aadaarutaa.

Aad. gennemlever en typisk omvendelsesproces med drømmesyner og trusler, hvis han ikke snarest lader sig døbe. Se især: Akamalik

 

Var.: Vedr. Aad.s uddannelse søg Rasmussen 1938 130 139 og Aadaarutaa. Vedr. Kisertulik, søg Kisermaaq. Vedr. mordet på Katsija, søg 'Ægteskabsdramaet i Lindenows Fjord', og 'Mordet på Katiaja'.

 

Kommentar: Det siges undertiden at en østgrønlandsk lærling skal have skaffet sig alle sine hjælpeånder, inden han afslører sig som åndemaner. Det har åbenbart ikke været en ufravigelig regel. Men hemmeligholdelse af oplevelserne under uddannelsen / søgningen var påbudt. I hvor høj grad man måtte fortælle om dem senere står ikke klart. Aad. blev åbenbart først fri til at fortælle løs efter dåben.

De forskellige gengivelser af Aad.s forskellige versioner af sit uddannelsesforløb giver et udmærket grundlag for analyser af variant-muligheder.

 

Vedr. uddannelse til åndemaner: søg også på initiation.

Aadaaridaats færd mod kristendommen / Aadaarutaa

Print
Dokument id:2033
Registreringsår:1963
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Tittusen, Amos
Nedskriver:Vebæk, Mâliâraq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Aadaaridaats færd mod kristendommen / Aadaarutaa
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 37 - 39
Lokalisering:Narsarmijit / Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal: Nanortalik
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 39 - 41: "Aaddaaridaap kuisikkiartornera kuisinneralu".

 

På dialekt og engelsk og lydside på CD-Rom:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33: ss. 108 + 110 + 112 (dialekt) og ss. 109 + 111 + 113 (engelsk).

 

Resumé: Trods brødrenes opfordringer har Aad. længe vægret sig mod at blive døbt. Til slut gir han sig imod sine hjælpeånders ønske. Den lille Inivaraq lover endda at rette op igen på verden, hvis den, som man havde hørt på rejser til Pamialluk, ville gå under. I Nunattut på den sydligste østkyst undervejs til missionen i Narsaq Kujalleq, bliver Aad.s kone dødeligt syg. Aad. føler sig magtesløs og ror ud for at finde en, der er stærkere end ham. Han møder en svævende Jesus i hvidt med strålende krone, der fortæller at konens sygdom er en prøvelse: Hvis Aad. vil fortælle alt om sit onde liv og åndemaneri til præsten, skal konen atter blive rask, tage imod ham når han kommer hjem, og Jesus skal desuden nok sørge for Aad.familiens udkomme. Han viser Aad. sine ar (ikikka, mine sår?), som først vil heles når verden er gået under og Dommedag overstået. Da Aad. vil tættere på Jesus for bedre at samtale, får han nej. Sådan en usling er ikke værdig dertil. Aad. lover anger, konen tar imod ham frisk og rask og han fortæller sine brødre om det spøgelse (tarngaaja) han har set. I Narsaq Kujalleq lærer de først Fadervor og så kan de blive døbt.

Amos Tittusen redegør til slut for visse familieforhold: AT's da afdøde kone, Helene, var datter af Aad.s første kone, der blev døbt Bolethe før hun døde (? lidt uklart). Aad. blev gift igen, med Matta fra Tuapamiut, og de fik sønnerne Barnabas og Efraim. Fortællerens barnebarn blev opkaldt efter Matta.

 

Hist.: Historisk fortælling. AT var 61 år i 1963. Stammede fra Illukasik. Aad. med familie var de sidste sydøstgrønlændere der emigrerede. De ankom i år 1900. Nunattut siges i fortællingen engang at have været udsted med handel.

Var.: Søg på Nunattut Jesus.

Agdlernerup maligagssainik uniuissut pitdlautait

Print
Dokument id:890
Registreringsår:1952
Publikationsår:1967
Arkiv navn:
Fortæller:Marteeraq (Martêraq)
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Agdlernerup maligagssainik uniuissut pitdlautait
Publikationstitel:Inugpât, Nuuk / Godthåb 1967
Tidsskrift:
Omfang:side 58 - 59
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 64 - 65.

 

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

Oversættelse ved Signe Åsblom:

Straffen for ikke at overholde taburegler.

 

Månemanden (qaamatip inua).

Denne "under-overskrift" er taget fra fortællingen på s.94 og placeret her, da de to fortællinger med meget små undtagelser er identiske, uden at det giver nogen som helst betydningsmæssig forskel. Derfor oversætter jeg ikke fortællingen "Månemanden" (Qaamatip inua) på s.94-95., for det siger sig selv, at den allerede oversættes her (Signe Åsblom).

 

 En åndemaner ledte efter sin forsvundne lillesøster, og en dag tog han også til månen på besøg i den anledning. Uden at han havde nævnt sin lillesøster, tog månemanden noget fra siderummet i sit hus og spurgte: Hvis er det? og viste det frem. Han genkendte det som sin søsters kvindeanorak, der var syet af spraglet sælskind. Og selv om han ikke kunne se sin lillesøster, forstod han, at månemanden havde taget hende. Månemanden havde været på hundeslæde og havde truffet hende undervejs, og så havde han skovlet hende op med sin øse.

   Hvis man mødte månemanden, når han kom kørende på sin hundeslæde, var han let at kende, fordi der var hår på hundenes skagler.

   Efter at have vist ham hans lillesøsters kvindeanorak af skind, viste han ham også, hvordan folk nede på jorden sov inde i huset. En af de sovende var en kvinde, der lå på ryggen og sov med spredte ben. Så sagde månemanden til ham: Du kan se, at denne kvinde ligger og sover med spredte ben. Det er fordi hun endnu ikke bløder. Nu skal du se mig få hende til at menstruere.

   Og efter at have dyppet sin pegefinger i blod, dryppede han ovenfra en enkelt dråbe blod ned i skridtet på hende. Og i søvne krummede hun sig sammen, fordi hun fik muskelsammentrækninger. Og da hun følte efter på sig selv, opdagede hun, at hendes hænder var helt blodige.

Og månemanden sagde: Det er sådan man får dem til at menstruere.

Efter at have vist ham dette, lod han ham også se ned på dem, der spillede bold. Og han kiggede på boldspillet. En af de stakkels spillere faldt hele tiden, lige inden han nåede hen til sine med-spillere. Og hver gang han faldt, forlod de andre ham. Månemanden spurgte ham: Hvad tror du, der sker med ham?

   Da åndemaneren sagde, at han ikke vidste det, sagde månemanden: Mens han levede på jorden, begyndte han at spille gribespil, mens han stadig skulle have overholdt tabureglerne, og derfor er han blevet sådan.

   Han så også en anden stakkels mand, der, hver gang han var ved at nå hen til sine medspillere i boldspillet, tog et skridt for at bringe orden i udførelsen af sine taburegler. Og hans medspillere blev ved med at løbe væk fra ham. Månemanden sagde: Mens han levede på jorden og skulle have overholdt tabureglerne, forbrød han sig mod dem (han spiste for tidligt af de tabuerede stykker sælkød), og derfor er han blevet sådan.  

(Her slutter også fortællingen om Månemanden på s.94-95).

-  -  -  -  -  

M. Uusaqqaq (som vi så godt kender gennem Knud Rasmussen) har jeg set nogle gange. Hans væsen var ikke, som det skulle være, og han var skeløjet, og hans underkrop var misdannet. Det fortælles, at det skyldes, at hans mor havde danset rundt, mens hun var gravid!

 

Var.: Besøg på Månen. Den stædige. Uterîtsoq / Uteriitsoq; Et par ægtefolk;

Manguaraq (flere); Kanaks månerejse. Nalikkatteeq. Ajijaks forløsning;

Manden, der besøgte månemanden; Alluunnguaq; Mangivaraqs månerejse; Åndemaneren der for til månen; Maqujuk.

 

Kommentar: De boldspillende mennesker befinder sig ikke på jorden, men i himmelrummet under månen. De kan kun være afdøde mennesker, der er kommet til dødsriget i himlen, hvor de spiller bold - oftest med et hvalroskranium - og dermed frembringer nordlys. At overtrådte tabuer giver "livsvarige" gener, især kropslige, i dødsrigerne, forkommer hyppigt i fortællinger om åndemaneres besøg dersteds og er muligvis en traditionel forklaring på de lidelser de kristne må udstå i det hinsidige for deres synder på jorden. Med deres særlige ekspertise i helbredelse kan dog visse angakkut, angakokker, åndemanere helbrede også de døde: se: Maratsi besøger de døde i underverdenen

Agdlineq ajertup akiniainera / Aldrig voksende mands (dværgens) hævn

Print
Dokument id:795
Registreringsår:1952
Publikationsår:1955
Arkiv navn:
Fortæller:Qupalorarsewk
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Agdlineq ajertup akiniainera / Aldrig voksende mands (dværgens) hævn
Publikationstitel:Inegpait
Tidsskrift:Meddr Grønland 90(2)
Omfang:side 180 - 183
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Interlineær dansk oversættelse.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

Resumé:

En dreng der ikke kan vokse og hans søster bor hos søsterens mand, en stor stærk fanger, der hver morgen, når han lader sig skubbe ud i sin kajak af dværge-svogeren, truer ham for sjov med sin lanse. Dværgen bliver til sidst så gal at han vil dræbe svogeren, siger han til sin søster, der spørger, hvordan han dog vil bære sig ad med det. Men det lykkes ham ved at bede svogeren vende kajakken modsat, gribe hans lanse og dræbe ham med den i skubbet.

      Overfor bor tre mænd, den dræbtes slægtninge. De vil hævne sig, erklærer søsteren. Men dværgen får også udryddet dem ved at låne sin søsters gamle amaat-pels / kvindepels og hendes gamle ulu, omskabe sig til en hvalros, lokke dem ud i kajakker, lade sig harpunere, skære harpunremmene over, dvs. fraskære fangstblærerne med uluen / kvindekniven og derefter tilkalde sin hjælpeånd, østenstormen, der får mændene til at vende om. Med uluen skærer han huller i deres kajakkeer. De drunker. Hjemme igen pakker han to harpunspidser ud af den gamle kvindepels, og han selv, forklares det, kan ikke vokse pga. af sin store angakkoq / åndemaner-kraft (angakkuneq).

 

Var.: Den vidt udbredte fortælling om mand eller drenge, der lærer at svømme under vandet og forvandle sig til hævnende sødyr er rygraden i denne version. Søg på: Svømme under vandet som en sæl.

 

Kommentar: Moralen er den, at de små bør man behandle ordentligt. De kan vise sig at have eller skaffe sig skjulte kræfter. I dette tilfælde hæmmer de ovenikøbet væksten.

agilinermi ukalutuvaq / Akilinermi oqaluttuaq

Print
Dokument id:2210
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB, 1, 5(15) Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Uutaaq (Odtaik)
Nedskriver:Olsen, Gaaba (Gaba / Gâba)
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:agilinermi ukalutuvaq / Akilinermi oqaluttuaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:ss. 28 - 29, A6 - størrelse
Lokalisering:Appat: Avanersuaq / Thule
Note:

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, men her er det Uutaaq, der gengiver en fortælling medbragt af indvandrerne fra Baffinland omkr. 1860. Han fortalte også for Knud Rasmussen, men tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt Gabas indsamlede fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Fortællingen hér handler om  Men håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

Hist.: Vedr. indvandringen: Ulloriaq, Inuutersuaq: Beretningen om Qillarsuaq ... [Kbh. Det grønlandske Selskab 1985 (ikke registreret). Men søg på: Petersen, Robert, 2000: Om grønlandske slægtssagaer. Tidsskriftet Grønland, ss. 299 - 311.

Alerseq's drøm

Print
Dokument id:773
Registreringsår:1952
Publikationsår:1955
Arkiv navn:
Fortæller:Aaggaataat (Aaggâtât)
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Alerseq's drøm
Publikationstitel:Inegpait
Tidsskrift:Meddr Grønland 90(2)
Omfang:side 142 - 143
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 62 (Sinagtut

erqûtut) Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 68 (Sinnattut eqquutut).

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

Resumé:

Fortællerens bedstefar f. 1854, der var barnebarn af Ineqinnavaat, forstod sig noget på trolddom (heksekunst, ilisiinneq?). Han drømte engang at han besøgte dværge, inorutsit. Deres telte vendte åbningen ind mod land (modsat menneskers telte) og de lovede ham en kødgrav fuld af sæler til vinter. Han fandt det angivne sted, spiste lidt af en sæl, gik hjem og vendte næste dag tilbage sammen med sin søn for at hente kød hjem. Men da lå kun den sæl han havde spist af tilbage. Han skulle have husket at spise af hver og en af dem. Så var de ikke forsvundet.

 

Hist.: Den grønlandske tekst nævner ikke glosen for 'trolddom'. Der er svært at vide hvordan drøm og virkelighed hænger sammen i denne fortælling.

ãma erqarungnârissaisa ilagât / Nogle flere erindringer

Print
Dokument id:1953
Registreringsår:1957
Publikationsår:1957
Arkiv navn:
Fortæller:Nielsen, Martin (Marteeraq)
Nedskriver:Nielsen, Martin (Marteeraq)
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:ãma erqarungnârissaisa ilagât / Nogle flere erindringer
Publikationstitel:
Tidsskrift:Avangnâmioq
Omfang:s. 270 + 282 - 284
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger: Upernavik
Note:

Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne).

Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq.

En af de ting man plejede at fortælle om, var en engelsk (muligvis

skotsk) skibbrudden. En sommer kom der to bådelag med engelske skibbrudne

nordfra til Upernavik, og da skibet fra Danmark ikke var kommet endnu, fik kolonibestyreren dem til at blive i Upernavik, så de kunne tage hjem med skib. Nogle af disse englændere blev så anbragt i grønlandske huse, og min fars forældre havde så en englænder til plejesøn. Og det skal have været en af de fornemste. Da han boede hos dem, havde han vist dem sin kiste og vist hvad den indeholdt. En af disse ting var en kløvet hvalrostand, og han havde sagt, at han havde fået den af en af polareskimoerne. Og han havde kaldt den mand, af hvem han havde fået hvalrostanden for Kalutina (muligvis Qulutina, RP). Han havde fortalt, at de, efter at skibet var gået til bunds og de kom til polareskimoerne, at han havde boet hos dem, indtil han skulle sydpå igen. Og han boede hos Kalutina, og han talte meget godt om Kalutina og hans kone. Og denne hvalrostand, der var kløvet på langs, var kløvet med en slags sav, der kun havde to tænder. Og han havde så købt denne hvalrostand og denne sav, idet han havde betalt ham med forskellige redskaber. Og det var sandt, at denne sav, der var brugt til at kløve hvalrostanden med, kun havde to tænder.

Han havde også vist skindtøj, som Kulutina's kone havde syet og forskellige ting, som hendes mand havde lavet. Og han havde også givet dem lidt forskelligt, og min far plejede at fortælle, at det var en meget god englænder de havde. Og en af de personer han fortalte om blandt de amerikanske skibbrudne, der kom nordfra, var Naparsissortâq / Napparsisortaaq (Den nye bødker). Det er deres betegnelse for Carl Petersen.

 

1957, ss. 282  284:

Denne Napparsisortaaq, Carl Petersen, var dansker og bødker i

Upernavik. Dengang var der kun danske koloniarbejdere i Upernavik. Og denne bødker var grønlandsk gift. En sommer var N. taget med amerikanerne, der skulle til Nordpolen. De sejlede, og ingen hørte mere til dem. Året efter var der stadig intet nyt. Og denne dansker, der var grønlandsk gift, var meget god mod grønlænderne og også mod børnene. Han havde et lystigt sind og legede med børnene, der var mægtig glade for ham. Og derfor havde børnene også savnet ham, da han udeblev. Og de havde stor medlidenhed med hans søn Poul, når de legede med ham, fordi der intet nyt var hørt, siden faderen var sejlet nordpå.

En dag henimod efteråret begyndte folk at råbe op. Og da man undersøgte

sagen, viste det sig, at der var flere både, der kom nordfra. Og det var

klart nok skibbrudne. De kom til land ved Iterdlánguaq / Iterlannguaq,

og folk gik derned.

Og da de var nået ned, begyndte de at råbe Napparsisortaaq..., fordi de

faktisk havde opgivet ham, og nu genså ham. Og da de råbte det, så løb bør-

nene ned for at hilse på N. Men til at begynde med kunne ingen genkende

ham, fordi disse nysankomne skibbrudne havde mægtige skæg, der nåede

helt ned til deres navle, og hår, der hang helt ned til skuldrene. Og bør-

nene var halvvejs bange far dem. Først dagen efter viste N. sig, klippet

og barberet, og først da kunne børnene hilse på ham, som de plejede.

Og disse amerikanere, som han sejlede med, var efterhånden blevet så vant

til grønlandsk mad, at de lige da de kom iland slog teltet op og begyndte

at koge bryststykker af remmesæl. Det var en remmesæl, som N. havde fanget.

Da de kom var de så tørstige, at de skyndte sig hen til tønderne. Og tappene på dem var efterhånden blevet snavsede. Men de de havde så travlt med at drikke at de fik skidtet ned i vandet. Det viste sig også, at de havde sejlet det sidste ret lange stykke vej, uden at komme iland. N. havde, efter at han var komme tilbage, fortalt sine bekendte om polareskimoerne, og det var en af de

ting min far plejede at fortælle.

Da de langt nordpå mistede skibet og måtte forlade det, prøvede de at

komme sydpå. Men da det var så sent på efteråret og havet var ved at blive

islagt, standsede de på en ø. Det viste sig, at der ikke var noget vildt på

denne ø. N. jagede for dem og havde regnet med at fange sæler,

når isen kom. Men da isen kom, gik det op for ham, at han kun kunne regne

med fangst en sjælden gang imellem. Og det han kunne fange var ræve. Kulden tog til og var meget stærk. Og eftersom han var den eneste der jagede, var han også den eneste der rejste rundt. Han satte høje fælder, og når han så havde fanget ræve, som ikke havde taget nogen skade, så undlod han sommetider at dræbe den, men bandt en besked på et stykke papir om dens hals og lod ræven gå igen. Således at ræven, hvis den blev fanget i den danske del af Grønland, kunne føre til at brevet blev læst, og så ville folk opdage, hvor de var henne. På den måde kunne folk så vide, hvor de skulle søge efter dem. Engang røgtede han rævefælderne, og den kolde blæst fik øjnene til at løbe i vand, som randt ned af kinden og frøs til. Han begyndte at varme dem, og begyndte at snakke med sig selv: 'Det er godt lille Poul, at du ikke kan se tåren, som er frossen på din fars kind.'

Midt på vinteren havde de ikke mere mad. Og når han så havde jaget for

gæves, og måtte tage tilbage uden fangst, og disse amerikanere havde tabt

humøret pga. sult, så begyndte N., der var en lystig fyr og kristen,

at opmuntre dem og tale om Gud, der vågede over de rejsende, og som var

klar over, hvor de var henne, især hvis de stolede på ham, fordi han var

almægtig og kunne hjælpe dem og befri dem fra deres lidelser. Og når han

havde talt til dem på den måde, så var det, selvom de var sultne, at de

begyndte at fortælle hinanden historier og snakke sammen, og så blev han mere rolig. Og derfor havde han hele tiden opmuntret dem indtil han traf eskimoer. Endelig en dag, mens han var ude på fangst, mødte han nogle eskimoer, som boede deroppe. Og til at begynde med sagde han ikke noget til sine kammerater om de folk han havde mødt, fordi han syntes det ville være farligt for eskimoerne, hvis han røbede deres eksistens overfor sine sultne kammerater. Men han følte sig styrket ved at træffe dem, fordi hvis disse ekimoer begyndte at fange meget, så ville han fortælle det til sine fæller. Og han var bange for, at hvis han fortalte det til sine kammerater på det tidspunkt, at de så ville

røve maden fra dem. Så han sagde til disse eskimoer, at de endelig ikke

måtte komme og besøge dem, før han sagde til. Og derfor begyndte han at

sælge lidt forskelligt til disse eskimoer, og når han så kom hjem med lidt

kød, så fortalte han sine kammerater, at han havde fanget noget. Og først

da han på denne måde havde fået sine kammerater over den værste sult, for-

talte han dem om de ekimoer han havde mødt, og at de så ville hente

dem henimod foråret med slæde, og at de også ville hente bådene til dem.

Deroppe var der en kvinde, der havde en søn, og N.'s fornavn var Carl,

og folkene kaldte ham for Kale. Og en af disse kvinder opkaldte sin søn efter den grønlandske form for Carl, Kale / Kaali.

 

I 1903-04, da Knud Rasmussen og hans fæller tog til polareskimoerne,

var der en grønlænder fra Upernavik distrikt, Gabriel Olsen med, og han overvintrede med dem. Og et af de mennesker han mødte deroppe, var en meget gammel mand, der hed Kâle / Kaali, og sandsynligvis N.'s søn. Og Gaba fortalte, at han, dengang han overvintrede deroppe, ikke havde truffet andre, der bar det navn.

      Nu har jeg altså fortalt nogle af disse historier, som min far plejede at fortælle og det sted, hvor jeg tilbragte min barndom. Itilliarsuk, forlod jeg da jeg blev konfirmeret, og jeg vil lige fortælle om forskellige hændelser der skete inden jeg blev voksen.

Dengang min far døde, boede syd for os min mors lillebror Jan Sørensen

ved Tugssâq / Tussaaq, og da vinteren var gået og næste år var kommet, kom han med umiak / konebåd efter os .........  (s. 284, ¾ spalte: en beretning om en ond tante).

 

Hist.: Søg på Carl Petersen, der spiller en rolle i flere beretninger. Bl.a. om den sidste indvandring fra Baffinland til Thule-området omkr. 1860.

Vedr. indvandringen: Ulloriaq, Inuutersuaq: Beretningen om Qillarsuaq ... [Kbh. Det grønlandske Selskab 1985 (ikke registreret). Men søg på: Petersen, Robert, 2000: Om grønlandske slægtssagaer. Tidsskriftet Grønland, ss. 299 - 311.

ãma oqalugtuaq avdla / Enken

Print
Dokument id:140
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Steenholdt, Wittus ?
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:ãma oqalugtuaq avdla / Enken
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 82 - 87, nr. 32
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af Steenholdts nedskrift eller afskrift:

NKS 2488, VI: 170h - 172v.

 

Resumé i Rink 1866-71, I, nr. 35: Enken.

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om en stærk mand, der dræbte manden med de mange koner (orig. uden overskrift).

En mand, der havde mistet en søn, og som var meget bedrøvet over det, rejste

sydover for at fordrive tiden. Alle steder, hvor han kom hen, forhørte han sig

om, hvorvidt der var et barn, der var opkaldt efter hans afdøde søn. Når han fik

et negativt svar, rejste han videre til et andet sted.

Endelig kom han til et sted, hvor der var et barn, der var opkaldt efter hans

afdøde søn. På denne boplads bosatte han sig. Han forærede barnet, der var

opkaldt efter hans søn, en kniv. Han plejede at invitere til spisning, når han

fangede en sæl. Da de engang under en spisning kom til at mangle en kniv, tog

han barnets kniv frem til almindelig benyttelse. Men da gæsterne gik, kunne han

ikke finde den nogen steder. Han efterlyste den flere gange, men uden resultat.

Så valgte han at skade de andre ved hekseri. Et af de unge mennesker blev syg og

tilstod tyveriet, inden han døde.

Efter dette fik manden at vide, at de andre på bopladsen ville hævne sig på ham

og dræbe ham. Han fik sin kone til at grave et hul under gulvet; og de sæler,

han fangede, blev puttet ned i dette hul. Til de andre i huset sagde han:

"Dræber de mig, vil det give sig til at sne."

En dag, da fangerne kom hjem fra fangst, var mandens børn som sædvanlig nede

ved stranden for at tage imod deres far. Men de fik at vide, at deres far var

blevet dræbt. De gik grædende op til huset, og i det samme begyndte det at sne;

og det blev ved hele vinteren, så ingen kunne tage ud på fangst. Bopladsfællerne

tiggede sig til lidt mad hos enken, så længe der var noget. Enken kendte en

vise, der kunne få det til at holde op med at sne. Den sang hun, da provianten

var ved at slippe op. Det var ikke muligt at komme ud af huset gennem døren

eller gennem vinduet, så de slap op gennem røghullet for at få konstateret, at

det var holdt op med at sne. Enken gik rundt til de andre huse og opdagede, at

alle var døde. Hun skar hovedet af dem alle sammen.

Enken kendte også en vise, der kunne få isen til at forsvinde. Da isen

forsvandt, kom der mange sæler. Enken sagde til deres mandlige husfælle: "Du skal

i første omgang kun fange én sæl, og den skal du give mig. Det samme skal du

gøre med den anden, tredje, fjerde og femte. Først derefter kan du begynde at

fange ubegrænset." Manden gjorde, som enken sagde. Denne enke døde i øvrigt på

grund af alt det trylleri, og hendes husfæller tog hendes drenge til sig.

 

Efter moderens død begyndte drengene at gå lange ture. De kom hjem med

sønderrevne anorakker. En dag udspionerede plejefaderen dem og opdagede, at

de legede med en isbjørn. Han så, at bjørnen løb efter den mindste af drengene.

Så løb den ældste af drengene efter bjørnen og tog den i halen. Nu løb bjørnen

efter den ældste. Lillebroderen løb efter bjørnen og tog den i halen. Sådan blev

de ved, og til sidst dræbte de bjørnen. Manden gik hjem og fortalte sin kone, at

drengene nu havde fanget en isbjørn, og at de kunne glæde sig til kødet. Men

drengene kom ikke hjem med noget kød. Dette gentog sig mange gange, og drengene

udviklede sig til at blive meget stærke. Den yngste var den stærkeste - så

stærk, at han bristede og døde.

Den ældste bror og plejeforældrene rejste sydover, og drengen blev voksen og

giftede sig. En dag kom de til en boplads med to huse. Det øverst beliggende var

meget langt og det nederste lille. Manden, der kom ud af det lille hus,

fortalte, at den stærke mand i det lange hus havde den skik, at hver gang der

kom gæster, tog han konen til sig og dræbte manden. Manden fra det lille hus

tilbød at ville følge ham op til det lange hus. Men først ville han se, hvor

stærk han var, og lod ham løfte et sortsideskind, der var fyldt med sten. Gæsten

bestod prøven. Manden lærte gæsten den sang, der skulle synges, og instruerede

ham i, hvordan han skulle bære sig ad med at undgå at blive ramt af modpartens

lanse. Sammen gik de op til det lange hus.

Inde i huset sad der en hel masse kvinder ved siden af hinanden. Det var den

stærke mands koner. Der blev sat mad frem til gæsten, og han spiste en hel

sortside. Den stærke mand bad konen om at komme med en tromme. Hun gav ham en

tromme af en anselig størrelse; men den stærke mand afviste den, idet han sagde,

at det kun var et stykke legetøj. Derefter gav konen ham en meget stor tromme.

Han begyndte at synge en vise, og værtens stedsønner sang med. Da de nåede

midtvejs i sangen, sagde stedsønnerne henvendt til gæsten: "Duk dig, duk dig!"

Gæsten dukkede sig, så kun hagepartiet var synligt. Den stærke mand hævede nu

lansen for at kaste den. I det samme hoppede gæsten, og lansen ramte væggen

under ham. Næste gang den stærke mand løftede lansen, lagde gæsten mærke til, at

hans øjne nærmest kiggede op. Derfor dukkede han sig og satte sig på hug, og lansen ramte væggen ovenover ham. Nu greb gæsten lansen, og den stærke mand

satte sig på gæstens plads. Gæsten istemte en vise, og da de var midtvejs i

den, sagde stedsønnerne: "Duk dig, duk dig!" Gæsten løftede lansen, kastede den og

ramte den stærke mand i hagen i det øjeblik han strakte sig op. Lansen gik tværs

igennem ham og satte sig fast på væggen. Gæsten var på vej ud, uden først at

have trukket lansen ud. Så greb hans kone ham bagfra. Udenfor stod den stærke

mands forbundsfælle og ville slås med gæsten. Gæsten kom til at træde forkert

og ramte en sten, så hans hæle flækkedes, men han undgik at blive væltet ned på

jorden. Han tog fat på modstanderen og trykkede ham så voldsomt, at blodet

piblede ud af munden på den stærke mands forbundsfælle.

De rejste videre og kom til en ny vinterplads. Engang han fangede en hval,

inviterede han til spisning udendørs på en klippeflade. Han lod hånden glide

henover klippefladen og sagde: "Ham, jeg sloges med, havde en pande så hård som

denne klippe."

 

Var.: Den sidste episode: Kunuk; Søg også på Kumal*;

 

Hist.: Ikke historisk. Episoderne er velkendte fra andre fortællinger og forestillingen om en rejse mod syd og fortsat mod syd fra en egn med isbjørne, og længere mod syd, hvaler, bør være udgået fra et sted nord for Upernavik.

Sammensætningen af episoder virker heller ikke umiddelbart forståelig.

 

Kommentar: Enken kan med sine formularer åbenbart klare det samme som en angakkoq / åndemaner, der rejser til havkvinden og via rensningen af hende får isen brudt op.

Amâmangîmik

Print
Dokument id:2250
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB 1, 6(18). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Møller, Kr.
Nedskriver:Møller, Kr.
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Amâmangîmik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:1 s. A6-størrelse
Lokalisering:Upernavik
Note:

Kr. Møller var kateket i Upernavik.

 

Ikke oversat

Velegnet til opdatering

 

En bussemand. Beslægtet med Amaarsiniooq ?

Ammússineq

Print
Dokument id:883
Registreringsår:1952
Publikationsår:1967
Arkiv navn:
Fortæller:Eqiunnguaq (Eqiúnguaq / Bendt /Pequusivik)
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Ammússineq
Publikationstitel:Inugpât, Nuuk / Godthåb 1967
Tidsskrift:
Omfang:side 49 - 50
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 54 - 55.

 

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

Oversættelse ved Signe Åsblom:

 At tiltrække sig.

 

Eqiunnguaq (Bendt). Når julen nærmede sig, satte Ersaatsoq ("den der er skæv i den ene side af ansigtet på grund af lammelse") sin datter Arnaviaq til at sy, mens han "vågede" over hende. Hun skulle sy med nålens spids ovenfra og ned *). Og når hun havde syet et stykke tid, sagde han til hende: Læg sytøjet og gå ud og gå rundt om huset i samme retning, som verden drejer (solret, sila malillugu). Og lige når hun var ved at gå ud, sagde han til hende, at hun skulle gå rigtigt ind af husindgangen, når hun skulle ind. Det var af frygt for, at hun skulle komme til at tiltrække en død person. Og først når hun havde lagt sit sytøj fra sig og var gået i seng, ville faderen lægge sig.

   Og så skete der alligevel det, at Arnaviaq, mod sin fars vidende, gav sig til at sy, mens han sov. Det var da Ersaatsoqs brorsbarn Angittalliks barn var død. Og det fortælles, at da hundene begyndte at hyle op, lagde hun sytøjet fra sig og gik ud. Det viste sig, at hund-ene gøede over noget ved gravene. Da faderen vågnede op af det og spurgte hende ud, nåede hun kun lige at sige, at hundene gøede af den person, der var blevet "gravlagt" (begravet) om dagen, før faderen klagende sprang op og fulgte med sin datter ud til graven. Det for-tælles, at da de nåede derhen, var den døde dukket op af graven og havde rettet sig op. Faderen sagde hårdt til sin datter: Det er dig, der er årsag til dette her, nu må du bringe det i orden! Da hun havde lagt den døde i graven igen, sådan som det skal gøres, forlod de gra-ven.

Derfor ville Arnaviaq aldrig nogensinde lade min mor sy om afte-nen. Det var hun blevet afskrækket fra.

 

*)HL: Når nålen bliver stukket i skindet, kommer den ud på den anden side. Og hvis man i lang tid syr på den måde, får denne handling en egen kraft til at få de døde, der er dækket til, til at komme frem fra deres grave. Dengang man havde taburegler, var det derfor aldeles forbudt at sy, når der lige havde været et dødsfald.

   Især nord for Upernavik har man troet på denne form for tiltræk-ning (af døde). Og nogle af de mennesker, som jeg talte med, var meget omhyggelige med ikke at forbryde sig mod denne taburegel.

 

Hist.: Historisk fortælling (ikke daterbar) om før-kristen forestilling, der også kendes fra Østgrønland og formentlig tidligere var gældende blandt de fleste inuit.

Amulet hentet fra en grav

Print
Dokument id:848
Registreringsår:1952
Publikationsår:1955
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Amulet hentet fra en grav
Publikationstitel:Inegpait
Tidsskrift:Meddr Grønland 90(2)
Omfang:side 56 + 58
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Med sideløbende original på nordvestgrønlandsk: s. 57 + 59: Ilivernit aarnewalik / aarnuaq.

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 38 - 39.

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 42 - 48.

 

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

Resumé: Pûve / Puuvi får som nyfødt af sin farmor, Liisa, en amulet fra en grav, der tillader ham ustraffet at begå tabubrud ved dødsfald. En dag han som lille purk går tur med sin storesøster, Itaakasik, og de kom til en gammel grav, tager han et spoleben dér til fuglepil, og dernæst et andet til en vis Usuusaq, som senere viser sig at være en lille dreng længere sydpå, der også har en amulet fra en grav.

       Under en epidemi-agtig sygdom går Puuvi helt fri som den eneste i familien. Han spiser alene uden døre ved et lille bål, og da storesøster en dag vil se til ham, opdager hun til sin rædsel at hans tallerken er et menneskekranium, hvor tænderne endnu sidder fast. Således skærmer drengen ubevidst sig selv mod sygdommen under indvirkning af sin amulet.

 

Hist.: Historisk beretning fra Upernavik-distriktet i 1800-tallet. De omtalte personer blev senere døbt.

Angajewdleq / Angajulleq / Den ældste

Print
Dokument id:792
Registreringsår:1952
Publikationsår:1955
Arkiv navn:
Fortæller:Qupalorarsewk
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Angajewdleq / Angajulleq / Den ældste
Publikationstitel:Inegpait
Tidsskrift:Meddr Grønland 90(2)
Omfang:side 167 - 173
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Interlineær dansk oversættelse

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 121 - 125

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 131 - 135.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

Resumé:

Da Ang. flyttede til Qattarmiut i den nordlige del af Upernavik-distriktet blev han budt på kaffe hos Ajassaatilik (hende med gaffelen). Skråen han havde lagt fra sig mens han drak, var væk bagefter. Alle søgte, også Ajass., men væk var den. Om sommeren, da Ang. roede fra bopladsen et langt stykke og så over et bredt sund så han højt oppe på en klippeskrænt en ren. Den forsvandt og viste sig flere gange. Det var en forvandlet kvinde, der sagde: "Jeg har ikke kun en gaffel men også en øse. Jeg har din skrå i hånden." Hvorefter Ang. hjælpeløst blev trukket mod land i sin kajak. Uden andet til hjælp længere (efter dåben) fremsagde han Fadervor, men to gange gik han i stå ved "i fristelse". Tredje gang huskede han det hele, det voldsomme træk i kajakken slappedes, og han roede hurtigst muligt hjem for straks at fortælle alt. Pludselig havde han glemt det hele, blev syg af voldsomme hævelser i ansigtet, men endelig kureret, da man ved at anbringe ryggen af en bog langs hans rygsøjle fik hans hukommelse tilbage, og han endelig kunne fortælle alt.

      Senere fik han endnu et anfald af sindsforvirring, der havde en spinkel association til rener. En tid efter at han atter var blevet rask fik han ondt af den enlige gamle heksekunstner og gav hende plads på sin vinduesbriks, hvor imidlertid hans skarveskindspels helt af sig selv fløj fra sin krog hen over til konen og faldt ned på hende. Hun døde og måtte transporteres til nærmeste kateket, uden kiste, men bundet og svøbt i skind. Undervejs satte slædemederne sig urokkeligt fast i isen. Man fulgte et gammelt råd med at gå solret omkring slæden og tisse i sine egne spor. Videre kom man, men flere gange løsnede så bindingerne sig og skulle bindes igen. Tredje gang truede Ang. den døde med, at nu ville han omsider hævne sig og sænke hende gennem isen, hvis hun ikke makkede ret. Det gjorde hun så og blev endelig begravet i Qattarmiut.

 

Hist.: Begivenhed fra 1800-tallet (?). Fortællingen berører nogle af de problemer mangelen på amuletter og serratit / tryllesange afstedkom i de første kristne årtier (missionen begyndte 1825, men uden gennemgribende ændringer de første mange årtier.)

 

Kommentar: Det antydes undervejs at det måske ikke var lutter næstekærlighed, der motiverede Ang.s indbydelse til Ass. om at flytte ind og blive forsørget af ham på hendes gamle dage.

      Bemærk at ikke blot Fadervor, men en trykt tekst (bogen) med blev opfattet som huskestof, ligesom de kristne læresætninger man skulle lære at læse og huske udenad. Derfor virker bogryggen befordrende på Ang.s hukommelse.

Angákoq niuvertarfingme

Print
Dokument id:899
Registreringsår:1952
Publikationsår:1967
Arkiv navn:
Fortæller:Marteeraq (Martêraq)
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Angákoq niuvertarfingme
Publikationstitel:Inugpât, Nuuk / Godthåb 1967
Tidsskrift:
Omfang:side 66
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 73.

 

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

Oversættelse ved Signe Åsblom:

 Åndemaneren i butikken.

 

Det fortælles også, at Itakillik engang var kommet ind i butikken i Aappilattoq for at handle. Han ville have 20 kvint *) kaffe, og da han kun gav købmanden en skilling, gav denne ham kun 20 kvint uden at fylde posen helt op. Da købmanden havde øst kaffen op i posen og skulle veje mængden af ved at hælde den op i beholderen (skæppen), sagde Itakillik: bli nu læt lætteræ! Han kunne nemlig ikke tale rent. Og så kan det nok være, at købmanden måtte fylde op. Hver gang han havde fyldt posen, hældte han den op i skæppebeholderen *). Og den stakkels købmand holdt øje med kvintene og prøvede at trykke godt ned i beholderen. Da skæppebeholderen var ved at være fuld, begyndte køb-manden at mumle arrigt. Da det udviklede sig på den måde, grinede Itakillik, og dermed lød der et bump fra skæppen, der endelig nåede ned. Og så kan det ellers være, at købmanden måtte øse kaffe op. Da han nåede op til modvægten, var der ikke meget kaffe tilbage.

 

*) 1 kvint = 5 gram

*) 1 skæppe = 17,4 liter.

 

Hist.: Historisk fortælling fra sidste halvdel af 1800 - tallet.

angákoq palasilo / angakkoq palasilu

Print
Dokument id:2135
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB 1, 4(10), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Aqajak
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:angákoq palasilo / angakkoq palasilu
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:nr. 121
Lokalisering:Ujarasussuk: Qeqertarsuaq / Disko
Note:

Dette er en af de fortællinger jeg (BS) først har opdaget ved projektets afslutning. Velegnet til opdatering.

Åndemaneren og præsten

Angákoq Sivpiaq / Sivfiaq

Print
Dokument id:902
Registreringsår:1952
Publikationsår:1967
Arkiv navn:
Fortæller:Eevateraq
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Angákoq Sivpiaq / Sivfiaq
Publikationstitel:Inugpât, Nuuk / Godthåb 1967
Tidsskrift:
Omfang:side 77
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 84- 85.

 

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

Oversættelse ved Signe Åsblom:

  Åndemaneren Siffiaq.

 

E. Åndemaneren Siffiaq kunne man absolut ikke gøre grin med. Og det siges, at han var til stor nytte med sin åndemaning. En dag var nogle nybegyndere ude at ro i kajak, og de kom hjem med en af dem, der var væltet rundt i sin kajak og var druknet. På det tidspunkt var ånde-maneren selv ude at ro i kajak.

   Eftersom han var død, begyndte de at svøbe ham ind i ligskindet. Og på det tidspunkt kom åndemaneren tilbage. Da de fortalte ham om, hvad der var sket, sagde han til dem, at de bare skulle lade den døde ligge og ikke lægge ham i graven.

   Åndemaneren var urolig og gik op til huset og bad andre om at bære hans kajak op. Da han kom ind, tog han sin kajakhelpels af og var på vej ud igen. Men da han nåede hen til husets kogerum, blev der sagt derindefra: Gå ikke hen til ham uden at have noget koldt eller tæt beklædning med dig!

   Det der mentes med det var, at han ikke ville kunne genoplive den døde uden at have den kajakhelpels på, som han havde haft på ude på havet. Så gik han ind igen og tog igen disse klædningsstykker på. Og han gik hen til den døde og bad folk om at gå, fordi han ville miste sin kraft, hvis der var andre til stede (det var fordi han stadig havde en trylleformular, som imidlertid ville miste sin kraft, hvis andre hørte den). Vendt mod morgengryets retning begyndte han at arbejde med den døde, mens han mumlede.

   Efter ganske kort tid var den døde vågnet op igen og havde sat sig op, og efter at have bedt dem bringe noget mad ind og give det til den genoplivede, var åndemaneren gået hjem. Da han kom ind, havde han sagt, at fordi han var nået hjem om morgenen, havde han bearbejdet ham om dagen, og havde han ikke nået det, mens det var lyst om dagen, havde han været tvunget til at vente med at gøre noget ved den døde til dagen efter, når det var ved at blive helt mørkt.

   På grund af disse handlinger viste åndemanerens landsmænd ham stor respekt.

 

Hist.: Historisk fortælling fra 1800 - tallet.

Kommentar: emneord: angakkoq, genoplivelse

Angákuarneq ilisiinnerdlo

Print
Dokument id:896
Registreringsår:1952
Publikationsår:1967
Arkiv navn:
Fortæller:Marteeraq (Martêraq)
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Angákuarneq ilisiinnerdlo
Publikationstitel:Inugpât, Nuuk / Godthåb 1967
Tidsskrift:
Omfang:side 64
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 70.

Samme: Hans Lynge 1955, s. 183 nr. 4 og s. 185 nr. 4.

 

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

Oversættelse ved Signe Åsblom:

 

Man siger at af to der lærte til åndemaner sagde den ene til den anden: Skal vi se hvem af os der blir den største heksekunstner / ilisiitsoq. (Dermed mente Marteeraq at alle, mænd som kvinder, kunne blive både angakkut (åndemanere) og ilisiitsut (heksekunstnere).

 

Kommentar: mange grønlændere af denne og forrige generation er overbeviste om, at hekse kun var kvinder. Såvel dette som andre udsagn viser at det også ofte var mænd, og at utilregnelige eller ældede åndemanere ofte blev beskyldt for hekseri.

Vedr. hekseri se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere).

Angákut kingugdlersât

Print
Dokument id:925
Registreringsår:1952
Publikationsår:1967
Arkiv navn:
Fortæller:Eqiunnguaq (Eqiúnguaq / Bendt /Pequusivik)
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Angákut kingugdlersât
Publikationstitel:Inugpât, Nuuk / Godthåb 1967
Tidsskrift:
Omfang:side 141 - 142
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 149 - 150.

 

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

Oversættelse ved Signe Åsblom:

De sidste åndemanere.

 

E. Da jeg var helt lille, fortalte man, at nu var den sidste åndemaner i Ippak død. Hans storebror Napasu døde først, da jeg var blevet vok-sen.

   Det fortælles, at da de om foråret flyttede ud af vinterboligerne ud til Qeqertaasat, var der to enker, der havde meget små børn, og den ældste dér på sommerstedet var fra Ippak. Og netop da isen var ved at bryde op, blev manden fra Ippak syg. De fornemmede, at hans tilstand hele tiden blev værre. Han blev svag og afkræftet men kunne dog stadig tale.

   Hans kone blev også syg, men hun sagde ingenting. Da de syntes, at den gamle fra Ippak forandrede sig, sagde de to unge enkers mor, at de skulle rejse til Kangersavatsiaat i en båd og bede hans storebror om at hente ham.

    Da de andre var rejst, var der kun kvinder tilbage på stedet. Og lige da de var taget afsted, blev han fuldkommen vanvittig. De gamle kvinder på stedet var Aaneeraq og Nukartaakassak.

   Jeg har hørt Aaneeraq fortælle således om, hvad der foregik: Selv fik hun ham til at falde til ro ved at læse for ham fra den Hellige Skrift. Han snakkede nemlig usammenhængende om alt muligt. Og han ville have, at man skulle rulle hans harpunrem ud, så han kunne få fat i noget varm mad gennem den yderste ende af denne. Da han fik det så-dan, forstod de, at han var åndemaner. Når han blev anderledes og larmede og lavede lyde, kom der fuldkommen enslydende gensvar over fra den anden side. Og hun mente, at hans hjælpeånd måske var på vej hen til ham. Men denne frygtelige stemme var så skrækkelig, at den ikke var til at høre på.

   Og når han ville til at gå ned til stranden (det virkede, som om han ville gå derned), var han så bange, at han ville have, at hans datter holdt om ham bagfra, og så gik han langs skrænten og fulgte den, ligesom han krøb ned under skrænten på stranden. Og efter at have gjort det, gik han rundt oppe på land bag teltene med fråde om munden.

Og når de kom hen mod ham, gik han et andet sted hen. Og når hun fulgte efter ham, begyndte han at råbe efter hende.

   Samtidig med at dette foregik, lod robåden vente på sig i tre dage, fordi det ikke var til at komme frem for storisen. Og mens de ventede på båden, opførte han sig på den måde uden overhovedet at sove.

   Så nåede de da frem nede fra Kangersuatsaaq for at hente hans lillebror. Men da de forsøgte at få ham ombord i robåden, ville han ikke med hjem. Han ville blive på land. Hans storebror bandt ham fast, som man gør med et barn i en båd, og fik ham ombord i båden, selvom han strittede imod.

   Og da de havde bragt ham til Kangersuatsaaq, nægtede han at gå op på land fra båden. Så hans storebror måtte igen kæmpe med ham for at få ham op. Da han nu var kommet til Kangersuatsaaq, døde han.

   Da de året efter var flyttet ud af vinterboligen og var flyttet ud til fangstpladsen, så de en stor fugl komme flyvende over fra den modsatte side. Da de så den komme flyvende hen over sig, troede de, at det var en stor måge. Og en fanger sagde: Der kommer en stor måge flyvende! Men da den kom nærmere og fløj nedad, mente de, at det måtte være en lille ride. Og mens den nærmede sig stranden, blev den mindre og mindre. Og da den nåede helt hen til stranden, var den ligesom en lille fisk, der kun lige kunne ses. Da den var nået helt hen til strandkanten, skyndte de sig derhen, men den var simpelthen forsvun-det. Den var som sunket i jorden. Og måske var det ganske enkelt en af hans hjælpeånder.

   Derefter prøvede de at slå telt op på dette sted nogle gange, men fordi det altid spøgte så frygteligt, blev det umuligt, så fremover boede de ikke længere i telt der.

 

Hist.: Fortælling med en historisk kerne.

Kommentar: Der er en del historiske fortællinger om sindssyge. Søg på sindssyge, og se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere).

Angit inîsiertoq / Manden, som lavede dukker

Print
Dokument id:794
Registreringsår:1952
Publikationsår:1955
Arkiv navn:
Fortæller:Qupalorarsewk
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Angit inîsiertoq / Manden, som lavede dukker
Publikationstitel:Inegpait
Tidsskrift:Meddr Grønland 90(2)
Omfang:side 178 - 179
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Interlineær dansk oversættelse

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 79

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 86 - 87.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

Resumé:

En gammel mand og hans lille datter bor i et lille hus som nabo til et stort hus med mange mænd og stor velstand. En tid giver de pigen noget mad med hjem, når hun kommer på besøg, men det slutter. Den gamle far skærer derefter to dukker og et spise-fad til at sætte mellem den. Han bringer det hele ud, kommer ind igen og ber sin datter med mellemrum se over til naboerne. Hun spejder ind af deres vindue og forskrækkes hver gang mere og mere: først spiser de deres affald under briksen, så brikseskindet og til slut hinanden. Den gamle og datteren lever siden højt på de selvfortærende onde mænds forråd.

 

Kommentar: en særdeles moralsk fortælling, hvor man identificerer sig med den, der udøver hekseriet.

Vedr. hekseri, ilisiinneq, se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere).

anguranarnãnguvoq / ?

Print
Dokument id:2199
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB, 1, 5(15) Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Maassannguaq (Maigssánguaq)
Nedskriver:Olsen, Gaaba (Gaba / Gâba)
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:anguranarnãnguvoq / ?
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:ss. 12 - 13, A6 - størrelse
Lokalisering:Appat: Avanersuaq / Thule
Note:

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

Angut arnamut arnagtoq

Print
Dokument id:882
Registreringsår:1952
Publikationsår:1967
Arkiv navn:
Fortæller:Timuutta
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Angut arnamut arnagtoq
Publikationstitel:Inugpât, Nuuk / Godthåb 1967
Tidsskrift:
Omfang:side 46 - 49
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 51ff.

 

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

Oversættelse ved Signe Åsblom:

Manden der blev som en død kvinde.

 

Timuutta: Jeg havde for vane at blive en anden udelukkende gennem mine drømme, og jeg lærte mennesker at kende, som jeg ellers ikke kendte, og som jeg heller aldrig havde mødt. En person blev jeg ved med at drømme om i over et år.

   Først drømte jeg, at jeg var en kvinde, og at jeg ikke havde nogen mand. Da vi skulle til at tage afsted i konebåd, var der to kvinder med udover Eva fra Aappilattoq, der var Palannguaqs søster. Vi tog afsted og kom så til Aappilattoq. På vejen tilbage lå vi vejrfast og kom ingen vegne på grund af vejret. Der var meget sne, og vi var for-frosne af kulde. Jeg tog en kvinde på skødet og blev ved med at klappe på hende for at prøve på at holde hende varm, men hun døde ganske enkelt af kulde. Da det blev lyst, fortsatte vi rejsen, hvor flere mænd sluttede sig til os, og vi kom frem til et beboet sted og havde taget den person med, der var frosset ihjel undervejs.

   Kort tid efter følte jeg, at jeg havde en mand. Og igennem drømmene forstod jeg, at Makkunnguaq var min mand. Jeg havde ikke set hans kone, for hun var død, da de var flyttet til Kullorsuaq (Djævelens Tommelfinger), men Makkunnguaq kendte jeg godt.

   Jeg fik et barn, og da barnet døde, fik jeg et andet, og det var Ole. Derefter har jeg også fået børnene Rasmus, Johanne og Agathe. Da jeg derefter igen blev gravid, var vi i Naajaat. Og en dag ankom Lud-vig, der var Makkunnguaqs bror. Det var, da vi skulle til at flytte til Kullorsuaq. Makkunnguaq havde givet nogle af sine hunde til Otto fra Aappilattoq, og det bebrejdede jeg ham, fordi jeg havde planlagt at børnene skulle have varmt tøj af de hundehvalpeskind, som han nu havde givet væk. Makkunnguaq sagde til mig, at hvis vi skulle leve sammen på en ordentlig måde, måtte vi være enige og også give gaver til andre mennesker.

   Da jeg nu var blevet sådan, som jeg var - og det forstod jeg først senere - viste det sig, at jeg havde haft nøjagtig den samme slags tøj på, som hun havde haft på netop denne dag. Jeg havde endda næsten givet hendes storesøster hjerteslag, fordi det viste sig, at det jeg fortalte var så helt i overensstemmelse med hendes opførsel, dengang da hun levede.

   Dengang jeg begyndte at drømme om hende, var jeg fanger og havde bestemte sælgarnspladser, og så skete det endda, at jeg ikke kunne finde frem til stederne, når jeg tog ud for at røgte garnene.

   I begyndelsen, hvor jeg lige var begyndt at drømme om hende, kom hun ind og lagde sig på maven ovenpå mig, mens jeg sov. Og det havde den virkning, at når jeg vågnede, var jeg blevet så afkølet, at jeg ikke kunne få varmen, selv om solen skinnede. Luften i mit synsfelt blev ligesom dirrende og helt lyst og klart.

   0g når jeg var ude at jage sæler, der soler sig på isen og krav-lede på knæ for at komme nærmere hen mod sælen, blev jeg fuldkommen forfrossen over knæene, hvor sneen kom ind over kanten på mine kvindekamikker, og når jeg så prøvede på at ramme sælen, smuttede den ned i vandet. Det var bestemt heller ikke let at ro i kajak. Og at være gravid og være på jagt og skulle skyde, det var virkelig svært, for det gjorde ondt.

   Da Makkunnguaq havde slået sig ned her (han ankom hertil den som-mer, hvor jeg om foråret var begyndt at drømme om kvinden), og jeg begyndte at fortælle ham om hende, lyttede han naturligvis grædende til mig. Når han sad og drak en varm drik, gav han mig et stykke sukker, som han havde i munden, eller han gav mig et stykke af det kød, som han sad og spiste af, for at få mig til at føle mig godt tilpas.

   Mens jeg var gravid, havde jeg mange smerter over lænden. Når jeg ville sætte mig godt tilrette, kunne jeg kun finde hvile ved at sidde sidelæns og støtte på albuen.

   Makkunnguaq ville gerne have Marianne (Maaliaanna) til kone. Hun var Makkorsuaqs kone, der boede her på stedet (det var før hun fik sin mand). Og hver gang jeg så hende, blev jeg meget vred. Når jeg var vågen, plejede mine hunde ikke at gø særlig meget, men når jeg faldt i søvn, "gøede" de sommetider så meget, at jeg oven i købet vågnede af det.

   Det var meget svært at sove, når man havde veer. Og når man gik, smertede det i skridtet.

   Jeg lærte endda de mennesker at kende i Aappilattoq, som jeg ellers slet ikke kendte, og jeg blev helt fortrolig med bygden Naajaat, som jeg aldrig havde været i. Og det skulle vise sig, at mit kendskab til bygden svarede fuldstændig til virkeligheden. Da jeg senere kom til Naajaat, hvor bygden var blevet nedlagt, kunne jeg med det samme ud-pege et af de gamle huse og sige, at der havde jeg boet. Og det gav de mig ret i.

   Kvinden, som jeg drømte om, sagde, at når "hun gik hen til mig", plejede hun ikke at gå ind af hoveddøren, men hun gik ind ved husets sokkel. Og når hun kom ind, så hun ud som en død.

   Jeg har kun set hende en enkelt gang i virkeligheden. En (anden?) gang havde vi inviteret dem, men da hendes fæller kom, var hun ikke med, fordi hun var gravid. Kun hendes familie kom. Derefter har jeg ikke truffet hende.

   Og hun sagde, at hvis jeg ikke fortalte om hende, ville jeg dø.

 

Herefter er det en anden fortæller, dvs. sikkert Hans Lynges egen kommentar:

   Måske forstod vi bedre denne mands optræden som kvinde, da han havde fortalt os om sine oplevelser. Når man hører fortællingen, forstår man, at han har haft en sygdom i flere år. Allerede inden han fyldte 50 år, lignede han en meget gammel mand, og på det tidspunkt kunne han ikke længere klare sig selv. Han havde hverken kajak eller hundespand. Hans store, sorte skæg var slet ikke grånet, og når man så ham, tænkte man derfor, at han lignede en mand, der var syg i hovedet uden dog at være farlig. Da han flyttede til Kullorsuaq og hørte, at der skulle komme en kateket, flygtede han med sine børn til en lille bygd, "fordi han havde ondt af børnene". Selv kunne han hverken læse eller skrive. Dér i denne lille bygd fik han det meget værre end før. Og da han flyttede til Nuussuaq / Kraulshavn, byggede han et lille, elendigt hus, der ikke var egnet til menneskebolig. Jeg så dette hus, da jeg kom dertil i 1949. Senere hjalp myndighederne ham, så han fik et nyt hus, der til dels var betalt af Røde Kors. Da han blev gammel, havde han det virkelig godt. Selv havde han ni børn, og alligevel fik han i sin fødedygtige alder også børn med Makkunnguaq, da han var hans kone. Det er helt ubegribeligt.

 

Hist.: Historiske begivenheder fra begyndelsen af 1900-tallet.

 

Kommentar: Det hændte ikke helt sjældent at drenge blev opdraget som piger eller omvendt. Men det store skæg tyder ikke på at Timuutta var en pige der var opdraget til fanger. Måske har han blot været homoseksuel og haft tilhørende fantasier og tilbøjeligheder.

Aníngewaq angákewk / Åndemaneren Aníngewaq

Print
Dokument id:790
Registreringsår:1952
Publikationsår:1955
Arkiv navn:
Fortæller:Kaalat (Kâlat)
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Aníngewaq angákewk / Åndemaneren Aníngewaq
Publikationstitel:Inegpait
Tidsskrift:Meddr Grønland 90(2)
Omfang:side 159 - 160
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Interlineær dansk oversættelse

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 126 (fra linie 4)

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 135 (Aninnguaq fra linie 4).

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

Resumé:

Kvinden Arnaqewt fiskede ulke ved isfoden og faldt ned og slog sig ihjel. Man tilkaldte i fortvivlelse Ineqinnavaats søn, Aninnguaq, der nok mener sig i stand til at genoplive en mand, men måske ikke en kvinde. Hans mor lover at stå ham bi, og det lykkes An. at få kvinden til live igen. Han giver hende brystbenet af en tejst som amulet og hun lever til en høj alder. Da hun dør brister hendes hoved. An. selv får som løn en ny kajak og en ny hund.

 

Var.: Se også Lynge, Hans, 1967, s. 66 - 67 (= 1991, s. 73 - 74.)

Hist.: Fortælling om begivenhed midt i 1800-tallet.

Anínguaq angumerâra

Print
Dokument id:901
Registreringsår:1952
Publikationsår:1967
Arkiv navn:
Fortæller:Svendsen, Elêna
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Anínguaq angumerâra
Publikationstitel:Inugpât, Nuuk / Godthåb 1967
Tidsskrift:
Omfang:side 67
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 74.

 

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

Oversættelse ved Signe Åsblom:

 

Elena / Elîna / Eliinna Svendsen (f.1887): Jeg nåede at møde Aninnguaq. Han var holdt op med at tage på fangst mange år forinden, og han var helt hvid. En sælskindsanorak og skindbukser var den eneste beklædning han havde, og selv om sommeren nægtede han at tage det af, uanset hvor varmt der var. Jeg tror han var meget gammel.

   Arnaqut, kvinden, der blev ramt af isstykket, var Ludvigs (Luutiviks) kone. Da hun kom til live igen, så hun noget: En stor port med en stor indskrift ovenfor. Hun sagde: Jeg var nær kommet et eller andet vidunderligt sted hen. Og det var Aninnguaq og hans mor Ineqinnavaaq, der reddede mig.

   Arnaqut levede uden skavanker i mange år, men da hun døde, og i det øjeblik hun holdt op med at trække vejret, blev hendes hoved væskende (gik i stykker).

 

Hist.: Fortælling om historisk begivenhed i sidste del af 1800-tallet. Ineqinnavaat, en kendt kvindelig åndemaner af blandet ry, er der en del fortællinger om. Søg på Ineqinnavaat.

 

Var.: Søg på Arnaqut

anuratuq / Anoritooq ?

Print
Dokument id:2193
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB, 1, 5(15) Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Maassannguaq (Maigssánguaq)
Nedskriver:Olsen, Gaaba (Gaba / Gâba)
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:anuratuq / Anoritooq ?
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:ss. 2 - 5, A6 - størrelse
Lokalisering:Appat: Avanersuaq / Thule
Note:

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet, var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Fortællingen hér handler om "Anoritooq", formentlig: kvinden der adopterede en bjørneunge. Men håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

 

Var.: Musatak; Anoritooq. Kvinden der opfostrede en bjørn. Kvinden, der havde en bjørn til plejebarn; Søg også på: bjørn, isbjørn.

Apulu får et knæk / Apulo navípoq

Print
Dokument id:1289
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Apulu får et knæk / Apulo navípoq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 444 - 450, nr. 54
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 203 - 208.

 

Resumé: Når åndemanere og heksekyndige modtog dåbsundervisning skulle

de fortælle præsten alt om deres tidligere liv og intet glemme. Det

gjorde Kukkujooq / Apulu og efter dåben ville han ikke længere kaldes

andet end Apulu, fordi han nu havde aflagt sit tidligere liv.

Apulu har været i Tasiilaq til fods for at handle. På hjemvejen

snubler han over nogle sten, smadrer sin vrist, må slæbe sig hjem og gå

til sengs, hvor han ligger hele efteråret. Smerterne i foden er

slemme, men en dag da foden blir følelsesløs, vikler han forbindingen

af og opdager i det boblende, betændte sår en del blåbærkviste, som

han fjerner en for en. Derefter læges såret, han blir rask, og da han

funderer over årsagen, forstår han med eet, at den er noget han mente

var for ubetydeligt at fortælle præsten. Som ung hørte han, at

oldefaderen Naaja fik stukket glødende blåbærkviste ned i halsen, der

skulle fjerne hans angst for ånderne, når han voksede til. Apulu var

meget bange for de ånder, han skulle møde, og spiste bare nogle

blåbærgrene, fordi han ikke havde ild ved hånden. Han mærkede ingen

virkning af dem, og de var så åbenbart blevet inde i ham, men havde

såret ham, da de ville ud.

A. havde som sagt været meget bange, da han søgte efter hjælpeånder. Men det var de fremtidige hjælpeånder også for ham. En af hans dværge havde rystet så

kraftigt af angst, at snippen på dens anorak ligefrem smeldede.

 

Hist.: Tid: Efter 1917. Apulu / Kukkujooqs persondata, søg på:

Sandgreen 1987: s. 263 - 264: "Drengen Piisui" (Kukkujooq).

 

Varianterne stemmer

ikke overens om det ritual, hvormed Naajas far blev gjort til

fremtidig åndemaner. Hos Sandgreen 1987: s. 72 - 74, får N. stukket

glødende mos ned i halsen. Men se også ibid. ss. 273 - 277, hvor

Kukkujooq rådgives om ritualet med blåbærrisene.

 

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Aqissêq

Print
Dokument id:2227
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB 1, 5(13). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Olsen, Gaaba (Gaba / Gâba)
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Aqissêq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:nr. 22, 4 linier. A6-størrelse
Lokalisering:Kuuk: Upernavik
Note:

Renskrevet el. nedskrevet (?) af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Det er usikkert om Gaba Olsen er fortælleren: Rasmussen har denne tekst, der er en sang, med mellem sine nordvestgrønlandske sange sidst i bind III af Myter og Sagn fra Grønland, 1925: 312. I indledningen skriver Rasmussen, at sangene blev nedskrevet i 1906 - 07 med gamle mænd og koner som informanter. En evt. original nedskrift ses ikke i arkiverne, men Møllers ren- el. nedskrift (?) er skønskrift og flere små fortællinger og sanglege har han illustreret med henrivende farvelagte miniaturer.

 

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

 

Kommentar: den forklarende tekst til overskriften lyder:

kalâdtdlit mêrartainut ilíkaruminarsagaq (hvad grønlænderne ønsker at lære deres børn). Det drejer sig om en rype på noget sne på slette oppe i indlandet. Øjenlågene er helt røde og ryggen brun, og mellem hans små endeballer et lille røvhul.

arnag marluk / arnat marluk

Print
Dokument id:2209
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB, 1, 5(15) Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Aasivat (Aisivang / Aisivat)
Nedskriver:Olsen, Gaaba (Gaba / Gâba)
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:arnag marluk / arnat marluk
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:ss. 27 - 28, A6 - størrelse
Lokalisering:Appat: Avanersuaq / Thule
Note:

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, men her er det Aasivat, der også fortalte for Knud Rasmussen. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt Gabas indsamlede fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Fortællingen hér handler om to kvinder. Men håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

Arnaliûssínguaq

Print
Dokument id:2226
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB 1, 5(13). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Olsen, Gaaba (Gaba / Gâba)
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Arnaliûssínguaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:nr. 21, ½. A6-størrelse
Lokalisering:Kuuk: Upernavik
Note:

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originalt håndskr. ses ikke i arkivet.

 

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

 

Kommentar: den forklarende tekst til overskriften lyder:

kalâdtdlit mêrartainut ilíkaruminarsagaq (hvad grønlænderne ønsker at lære deres børn). Teksten former sig som spørgsmål og svar vedr. Arnaliuusinnguaq, der holder til ude ved kimingen - velsagtens Havkvinden, og det foreslås at hun er Tiggaaqs, den unge grønlandssæls datter, eller det jagede sødyrs (merqiap) datter, den stakkels udskilte.

Arnamik suaussamik / suaasat

Print
Dokument id:2238
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB 1, 5(13). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Olsen, Gaaba (Gaba / Gâba)
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Arnamik suaussamik / suaasat
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:nr. 11, 8 ss. A6-størrelse
Lokalisering:Kuuk: Upernavik
Note:

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.

 

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

 

Hist.: Ikke en trad. fortælling. Nordisk folkeeventyr.

 

Var.: søg på suaasat

arnânag nukarig / arnaanaq nukariit ?

Print
Dokument id:2206
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB, 1, 5(15) Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Kala (Kaali)
Nedskriver:Olsen, Gaaba (Gaba / Gâba)
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:arnânag nukarig / arnaanaq nukariit ?
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:ss. 23 - 25, A6 - størrelse
Lokalisering:Appat: Avanersuaq / Thule
Note:

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, men her en vis Kaali, se ndf.

 

Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

 

Hist.: Denne Kaali er formentlig identisk med ham, der af Marteeraq i Kullorsuaq bliver omtalt som søn af - eller navnefælle til - Napparsisortaaq, bødker Carl Petersen fra Upernavik. Som fanger på en amerikansk Nordpols-ekspedition havde han overvintret efter skibets forlis sammen med mandskabeti Avanersuaq.

Arnangneq / Sjælevandring

Print
Dokument id:768
Registreringsår:1952
Publikationsår:1955
Arkiv navn:
Fortæller:Eevartaaraq (Eevartêraq)
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Arnangneq / Sjælevandring
Publikationstitel:Inegpait
Tidsskrift:Meddr Grønland 90(2)
Omfang:side 139
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 44 - 45.

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 49 - 50.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

Resumé:

Fortællerens kones mor, Perqewk (Peqquk) var som voksen udsat for arnangneq / arnanneq. Det var fortællerens faster og hendes mands barn, der var taget på besøg i hende. Barnet døde før det blev et år, og Peqquk drømte at hun var et spædbarn, der længtes så forfærdeligt efter "sine forældre" at hun hverken kunne spise eller drikke. Men hun var flov over at det var sket hende så gammel hun var, og først da hun var ved at dø og gik til bekendelse, fik hendes gamle mor givet besked til det døde barns forældre. De kom med vand og noget af deres egen mad. Peqquk drak og spiste med glæde, fik flere foræringer og kom sig endelig helt igen.

 

Hist.: Historisk fortælling fra ca. 1900.

 

Kommentar: Bogstaveligt betyder arnangneq snarest "det at søge sig en mor". Samme tankegang går igen i myten om Navagiaq og i navneopkaldelsen.

 

se: Navagiaq; "sjælevandring"; "navnevandring"; arnattatoq / Arnattatoq

Arnapis fortælling fra gamle dage (ingen titel i håndskriftet)

Print
Dokument id:443
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 3536, I, 4', læg 1
Fortæller:Ottosen, Peter
Nedskriver:Jeremiassen, Benjamin
Mellem-person:Nielsen, Frederik
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Arnapis fortælling fra gamle dage (ingen titel i håndskriftet)
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 1 - 14
Lokalisering:Nuugaatsiaq: Uummannaq
Note:

Vedr. mellem-person: Frederik Nielsen har renskrevet fortællingen på Knud Rasmussens foranledning, fremgår det at et vedlagt brev, dateret 29. 11. 1932.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Da jeg begyndte at huske, det var i 1869, havde jeg en

meget gammel bedstemor. Som det var almindeligt hos grønlandske børn,

sov jeg ved siden af hende om natten, og det gjorde jeg til den dag

hun døde. (1876).

Mens hun levede, bad jeg hende altid, når jeg om aftenen skulle til at

sove, fortælle mig historien om vore forfædre. Så fortalte hun alt det

hun havde "set" og "hørt". Oprindelig var hun hedning; og hun blev

først døbt som gammel. Derfor hed hun efter de udøbtes skik Arnapi. Og

først ved dåben fik hun navnet Karen. Hendes mand var også hedning og

hed Isaqqila. Denne kvinde havde en historie om noget hun selv havde

set og aldrig kunne glemme; nemlig da hendes far blev dræbt af

bopladsfællerne. Hun fortalte følgende:

 

Umiddelbart efter at Uummannaq

var blevet koloniseret, tog hendes far fra Karraq / Karrat til Uummannaq for at

handle. Han fulgtes med nogen; men de kørte hver sin hundeslæde.

Datteren (Arnapi) var på det tidspunkt en ungmø. Faderen hed Neruaq / Neruaaq;

og hans ledsager på turen hed Aje. Da de skulle afsted, advarede

Neruaqs kone dem faktisk, fordi de havde hørt noget om, at de, der

boede øst for dem, pønsede på at dræbe Neruaq; men Neruaq sagde:" Jeg

ved det godt." Så tog de afsted. Da de kom til Uummannaq, handlede de,

hvorefter de tog hjemad.

 

Undervejs passerede de den beboede ø Salleq, og da de befandt sig

nedenfor husene, tog husets beboere venligt imod dem og bad dem komme

op til huset. Neruaq gik op og så, da han gik ind i huset, at beboerne

var lutter mænd, uden kvinder. Og da forstod han, at de pønsede

på at dræbe ham. Først gav de ham noget kød at spise, og han spiste

sig mæt. Da han var færdig gik han ud med sin ledsager for at tage

hjem. Han gjorde hundene klar; og da han var færdig, kørte han afsted,

uden at nogen gjorde ham fortræd. En af Qeqertaqbeboerne, Itassiaq,

satte i løb efter ham. Da han nåede ham, fik han fat på opstanderne og

væltede slæden. Øjeblikkelig løb de andre hen til ham. Tænk; Itassiaq

medbragte en stor kniv, som han ville dræbe ham med. Itassiaq forsøgte

straks at stikke kniven i hjertekulen. Men den efterstræbte greb

kniven omkring æggen, og idet manden, der ville dræbe ham, trak kniven

til sig, blev samtlige sener i hånden skåret over. Og så snart der

ikke var flere hele sener tilbage dræbte de ham. Derefter blev hans lig

(efter datidens hedenske skik) skåret i stykker (egentl: skåret i

stykker til at komme i gryden. CB)

 

Dengang de skulle til at dræbe ham, iagttog en af kvinderne dem gennem

tarmskindsruden og sagde: "Se, nu overfalder de ham; nu slæber de ham

hen ad jorden." Men så trak de andre kvinder hende til sig i et ryk.

Denne kvinde var Matilu. Da de begyndte at partere den dræbte, sagde en

af dem: "Han har lige spist en hel masse. Se efter om mavesækken er

fuld." De sprættede maven op og så efter, men mavesækken var helt tom.

Hvor mon maveindholdet var blevet af? Når grønlændernes forfædre begik

et mord ("sujugdlit"- de første ell: oprindelige), spiste drabsmanden

gerne et stykke af den dræbtes lever. Og efter denne skik fik Neruaaqs

banemand dengang et stykke af den dræbtes lever at spise. Men når de

ikke ønskede at spise af leveren, drak de blodet af den dræbte.

Dengang blev dele af Neruaqs sønderlemmede legeme smidt ned

i klippespalter. Da alt dette var gjort, tog den dræbtes ledsager,

Aje, afsted nordover, uskadt, men uden den dræbte. Da Aje ville til

at tage den dræbtes indkøbte varer med sig, udvalgte drabsmændene sig

det, der fyldte mest og tog det. Det var faktisk salt.

De, som Neruaaq havde forladt, længtes efter, at han skulle komme

hjem. Navnene på dem, der ventede på hans ankomst, var følgende:

Qiviulik og Attati, to brødre, der var sønner af Neruaaq.  

 

Der gik en tid, og endelig en dag kom to slæder til syne. Lige før de nåede til

land, forsvandt de bag et lille isfjeld. Men kun en af slæderne

dukkede frem. Det var ledsageren der kom hjem, og han fortalte, at

Qeqertarmiut havde dræbt hans rejsefælle. Han medbragte bare de ting,

den dræbte havde købt. Og det var hvad fortælleren Arnapik omtalte som

det værste - nemlig: at de havde håbet forgæves, og at kun de ting,

faderen havde købt, var komme med hjem til dem.

 

I de mange år efter denne hændelse voksede Neruaaqs sønner, Quviulik og Attati op, og i al hemmelighed trænede de til stærke mænd. Så et forår kom en af

Qegertaqboerne til Karrat på besøg; og hans slæde var den som

Neruaaq havde brugt, dengang han var på indkøbsrejse. Som vanlig

ventede de jo til om aftenen, før de gik i seng. Da de vågnede næste

morgen, var gæstens slæde væk. Formodentlig havde Neruaaqs ældste

datter Unaralak genkendt faderens slæde og stukket den ned gennem en

revne i isen midt om natten, da folk var faldet til ro (sov trygt og

godt).

 

Der gik flere år. Så kom to unge mennesker på besøg hos Neruaaqs kone

og opfordrede hende til at hævne sin mand ved at dræbe en slægtning

til drabsmanden, som boede på deres boplads, idet de lovede at hjælpe

hende. Efterhånden blev Neruaaqs kone opsat på at hævne sin mand. Da

det blev forår og solens varme indbød til af flytte i telt, rejste

folk deres telte, hvor de inderste lag af teltene bestod af netsideskind,

og forhængene var lavet af tarmskind fra remmesæler. En dag så

Neruaaqs enke den kvinde hun agtede at dræbe, sidde ved teltets

forhæng, vendt imod solen og lede efter lus i sin skindstrømpe, som

hun havde vendt vrangen ud af. Så fik hun den idé, at hun ville liste

sig ind på hende og angribe hende bagfra. Den efterstræbte opdagede

hende altså ikke, også fordi hun var helt væk i at lede efter lus. Da

Neruaaqs enke kom derhen, tog hun hende op om begge skuldre; og hun

kiggede flere gange hen på de unge mennesker, der havde lovet at

hjælpe hende, og som netop opholdt sig ude i det fri; men de kom ikke

derhen. Da de ikke kom, satte hun sit bare knæ mellem skuldrene og

rykkede begge skuldrene op; og så så man ellers noget rødt, da blodet

strømmede ud af fjendens (kvindens ) mund.

 

N. havde to sønner, nemlig Qiviulik og Attati. De voksede op og blev

dygtige fangere. Mens de endnu boede på Karrat, og var blevet dygtige

fangere, tog de til Saqqaa, og da var de allerede døbt. Efter islægget

var iskanten nu, hvor det var ved at blive forår og isen var revnet,

rykket meget tættere på huset, og fra iskanten fangede de hvidhvaler.

Da solen nu stod højt på himlen og varmede, rejste de teltet og

flyttede derud. I teltet lige østen for dem boede "Etaqquttuu".

En dag midt i den tid, hvor de fangede mange hvidhvaler, lød råbet:

"Umiarsuit!" Det viste sig, at det var et engelsk hvalfangerskib.

Qiviuliks blev meget glade, for de havde gode erfaringer med at handle

med dem. De tjente godt på at sælge kvindernes ringe syting til dem.

Q.s og hans husfællers udbytte bestod af jernkram, synåle og

bomuldstøj fra skibet.

 

Det fortælles, at der dengang var mange hvaler i bugten ved Illorsuit.

Dette vidste englænderne fra Qiviuliks; og de fangede mange hvaler.

Den dag det engelske skib sejlede, indtraf der en anden begivenhed.

En hvid hund fra Qarmusaq kom på besøg i husene på Saqqaa. Da hunden

skulle til at løbe hjem, gjorde Q. følgende ved den: De bandt det

tørklæde, de havde fået fra englænderne om hundens hoved og sendte

den hjem til Itaqquttooqs boplads. Det viste sig, at hunden tilhørte

Qarmusaqboernes overhoveds datter. Disse elskede nemlig datteren

højt, fordi hun var deres ("makeqqiut" = Den førstfødte datter efter

afdød datter). Men så snart hunden med tørklædet nåede bopladsen,

dræbte stedets overhoved den, og sagde til sin kone, at hun omgående

skulle tørre skindet. På det tidspunkt havde Q. og hans lillebror

mistet deres mor, og støttede sig alene til deres storesøster

Unaralak.

 

Da dette hundeskind var blevet tørt, skar pigens mor det i passende

strimler til "skindbroderi" på forsiden af bukserne. Det var så

dengang Unaralak fik foræret materiale til skindbroderi. Det hun fik, syede

hun på og gik med det. Men hun havde dårlig fået dette skindbroderi,

før hun blev lam i underkroppen, fik besvær med vandladningen, og hun

kom til at ryste voldsomt.

 

Man sagde om Qarmusarmiuts overhoved, at han havde meget dårlige

vaner. Da Unaralak havde fået skindbroderi foran på bukserne begyndte

hun at gå forlæns og baglæns som en hund, det var Itaqquttooq, der fik

hende til det.

 

Dengang var Naqerloq også beboet. Her boede Qasiaq med sin ældste

datter ved navn Iserajooq, der var ugift. Denne fik også afskårne

stykker af hundskind forærende. På det tidspunkt havde Qasiaq allerede

hørt, at U. var blevet lam i underkroppen, efter at have fået et

stykke af dette skind foran på bukserne. Derfor fik Qasiaq fat i disse

strimler, der var beregnet til at sy foran på bukserne, inden datteren

tog dem til sig, og med disse gik hun op på Naqerloq (Det må vel være

et fjeld). Hun blev væk længe; og da hun kom tilbage, var hun

tomhændet. Ved hjemkomsten sagde hun ikke et ord. Først da hun skulle

i seng om aftenen, sagde hun: "Efter at have drejet rundt med dem,

smed jeg dem væk!" Qarmusaqboerne hørte senere, at hun (hvem? Qasiaq

eller Itaqqutooq?) var blevet lam i underkroppen.

Det viste sig, at det var et tilbageslag på grund af hendes mærkelige

og skøre adfærd.

 

I begyndelsen af denne historie hørte vi, var den ene af de to, der tog

til byen for at handle, Neruaaq, blevet dræbt.

Neruaaqs kones mor (svigermor) havde to brødre, der hed Kunuk og Evii.

Med tiden blev Evii gift og fik en søn. Da denne lille søn begyndte at

kunne gå, fastgjorde de, som det var skik hos de udøbte, en perle på

remmen til hans nye kamikker. Da han blev så stor, at han kunne løbe

rundt, var det tydeligt, at han ville blive en hurtig løber. Når folk

undrede sig og roste hans hurtighed i løb, sagde faderen: "Når perlen

først begynder at rulle, holder den ikke op lige med det samme!" For

han havde jo givet ham en perle som amulet / aarnuaq / aarnguaq på kamikremmen. Det gik stærkt, når faderen kørte hundeslæde. Han havde trænet hundene til

hurtigløb i boldlege ("arsannguarnissaminnut").

Da sønnen blev stor nok, fulgtes han med faderen på hans slædeture. Når

faderen hoppede af slæden for at varme sig, sørgede han for hurtigt

at gribe fat i opstænderne, mens sønnen sad på slæden foran

opstænderne med begge armene trukket ud af anorakærmerne, og når det

passede ham, hoppede han af på slædens venstre side med begge arme ud

af ærmerne. Så løb han op foran hundene, men ærmerne på anorakken

fungerede som vinger. Når dette skete, sakkede faderen, som ellers

havde gode hunde, agterud for ham. Faderen syntes, at sønnen lignede

en ravn, der fløj lavt hen over jorden. Disse mennesker boede i

Karrat.

Så fik sønnen sin egen kajak og begyndte at tage ud på fangst sammen

med sin far. Dengang var der i området omkring Karrat en hel masse

rener, og når de under en kajaktur fik øje på rener inde på land,

plejede faderen at sige til sin søn: "Gå i land og fang dem alle

sammen!" Så gik sønnen i land og drev renerne ned imod vandet. Når de

så var på vej ud i vandet, gav han dem, hvor mange de end var, et slag

over lænden den ene efter den anden. Så dræbte faderen dem med sin

lanse. Og når de kom hjem, sagde han: " Vi var så heldige at træffe

svømmende rener, som vi fangede mange af." På den måde skjulte han

hele tiden hvor rapfodet sønnen var, for hvis bopladsfællerne fik at

vide, at sønnen drev renerne imod vandet, ville de blive misundelige

og dræbe ham, for efter deres grimme skik ville de jage ham. Mens

faderen endnu holdt de andre uvidende om hans hurtighed, begyndte

sønnen at jage ræve til fods. Engang løb han efter en ræv og sparkede

den ihjel. Derimod varede det et godt stykke tid, før det lykkedes ham

at løbe en hare op og fange den.

 

En vinter, da vandet som sædvanlig frøs til, var han sammen med en

anden ung mand på sælfangst i en isvåge, det var dengang i gamle dage,

da man i Karrat udelukkende fangede sæler i våger med harpun. Under jagten

faldt hurtigløberen i vandet. Imens lå Eviis storebror på briksen

derhjemme med hovedet imod bagvæggen og nynnede og sang velfornøjet.

Da den store hurtigløber var kommet op af vandet, gav han sig til at

løbe ligeså hurtigt som vanligt ind mod land. Men da det var meget

koldt, blev hans tøj straks så stift af kulde, at han ikke længere

kunne gå. Den anden unge mand tog ham på ryggen og begav sig ind mod

land. Til at begynde med gik det godt nok, men inden han nåede hjem,

blev han så tung, at han ikke kunne klare ham. Det undrede han sig

over og kiggede tilbage. Og han så, at Eviis bror, som på det

tidspunkt lå på briksen med hovedet imod bagvæggen, holdt igen på ham.

Så fjernede han ham med gevalt og tog igen sin ledsager på ryggen. Men

snart efter blev han så tung, at han ikke længere kunne klare ham. Han

kiggede tilbage og opdagede, at Eviis bror endnu engang holdt igen på

sin brorsøn. Han fjernede ham og tog igen sin ledsager op på ryggen.

Så holdt Eviis bror ham igen tilbage, så ledsageren ikke kunne klare

ham. Da så hurtigløberen mistede bevidstheden, lod han ham ligge og

løb straks direkte mod husene for at få fat i en slæde. Han gik ind i

huset og så ham, der holdt igen på brorsønnen ligge på briksen med

hovedet imod bagvæggen, som han hele tiden havde gjort, uden tøj på.

Han råbte hånligt til ham, fordi han netop havde set ham holde igen på

den, som han selv forsøgte at redde. Han forstod nu, at han end ikke

havde været uden for en dør. Og hans grimme tilbøjelighed / uskik havde

minsandten effekt. Da de med en slæde ville hente ham, der var faldet

i vandet og blevet efterladt, var han naturligvis død, da de nåede ham.

 

Da de var kommet til land, begravede de ham på et sted inden for et

lille næs. Folk idag kalder denne grav "ipinilissuaq", stedet med den

store druknede. Dengang var det så, at Evii rejste væk fra Karrat og

dets beboere, som han aldrig genså.

 

Da isen havde lagt sig om vinteren, tog en hel masse mennesker til

boldspil i Karrat. Mange slæder fra alle pladser (omkring). Hvergang

der kom en slæde, spurgte Eviis stakkels bror: "Hvem var det der kom?"

Alle de mange ankomne med slæderne fik råt frossent kød at spise.

Endelig kom også Evii for at deltage i boldspillet mod sin storebror.

Det var første gang, at han satte sin fod på Karrat siden

brodersønnens død. Ved hans ankomst spurgte hans stakkels bror som

sædvanlig: "Hvem var det der kom?" Da han hørte, at det var Evii,

sagde den stakkels bror: "Hvorfor skal Evii også deltage?" Det sagde

han nok med gru (i stemmen), fordi Evii havde dræbt hans gevaldige

søn, hurtigløberen.

 

Da alle slæderen var ankommet, skulle boldspillet begynde. Alle fra de

forskellige bopladser, placerede deres slæder sådan, at de hver især

vendte imod den boplads, hvor de kom fra. Deres bold var skindet af en

gammel ringsæl, stoppet med sand. De kom ud på isen, og boldspillet gik

i gang, både kvinder som mænd tog del, ligesom Evii og hans stakkels

storebror også var med. Så var det, at en af deltagerne løb hen med

bolden til en slæde, der var gjort klar (til at bortføre bolden).

Nogle af de andre forfulgte ham, nåede ham og skubbede ham omkuld.

Mens man var optaget af bolden, hørte man folk skrige. De opdagede, at

Evii og hans stakkels storebror var kommet op at slås, og at storebror

havde væltet Evii. Tænk. Eviis storebror havde gemt en hakke i ærmet,

af den slags til frossent kød, og at han prøvede at dræbe Evii med den,

uden at det dog ville lykkes. Nogle løb hen og greb fat i den stakkels

storebror.

 

De tog hakken fra ham og gav Evii den; og Evii stødte hakken imod hans

hoved og dræbte ham. Da han havde dræbt ham, græd han over ham og

sagde: "Du som altid var så dejlig, at lytte til!" Han havde nemlig

alle dage lyttet til hans sang. Herefter koncentrerede man sig igen om

bolden. De gik virkelig op i legen med deres bold. Når en bortførte

bolden, løb de (andre) efter ham, og når de indhentede ham tog de

bolden fra ham og forsøgte alt hvad de kunne at føre den hen til

deres egen slæde for at køre bort med den. Lykkedes det bortføreren at

nå frem til sin slæde uden at blive indhentet af sin forfølgere, kørte

han bort med bolden. Når han så nåede velbeholden frem til sin

boplads, løftede han bolden op fra slæden og løb afsted med den hen

til sit hus. Når han nåede huset, kastede han den ind igennem vinduet,

hvis "rude" af en remmesæl tarm, blev smadret. Det gjorde han, selv om

den, altså skindet af den gamle ringsæl stopfyldt med sand var meget

tung. Når dette skete, blev der stor glæde i hele husstanden over, at

en af deres egne havde vundet.

 

Det var dog ikke altid, at boldens indhold bare var sand. Når der var

råd, puttede man også ting, som i gamle dage var almindelige hos

grønlændere, - sener af hvidfisk, som man blot havde skåret over,

smukke skind, pelsbræmmer til hætten, renskind, spæk, - alt den slags.

Derfor var bolde stærkt eftertragtede.

 

I gamle dage, da der ikke var så mange rener i Nordgrønland, skulle et

skind til bræmme til en kvindepels have været meget dyr. Når så bolden

befandt sig inde i huset, inviterede vinderen om aftenen sine

bopladsfæller til sang- og dansefest. De morede sig herligt under

disse sang- og dansefester. Kvinderne smuttede hyppigt udenfor for at finde

en mandlig (seksual) partner og søgte til mørkere steder, hvor de

kunne sværme sammen. Der deltog ingen børn i disse sang- og

dansefester. Børnene blev samlet i et af husene, og man satte et par

yngre mennesker til at passe dem.

Vinderen i den her omtalte boldkamp indbød til sang- og dansefest, da

han nåede hjem til sin boplads.

 

En af deltagerne i festen havde efterladt sine børn i huset og havde,

som skik var, sat et par yngre mennesker til at passe dem. Da et af

børnene blev ked af, at forældrene ikke var kommet hjem endnu, lavede

barnepigen et stykke legetøj, et gribespil, af et skulderblad fra en

hund. De gav sig til at lege gribespil. Når den ene ikke ramte hullet,

gik legetøjet over til den næste. Da turen kom til en af de mindre

børn, ramte dette barn hullet hver gang. Midt i det hele mærkede de,

at husets fundament begyndte at rokke. Samtidig fik en af de

tilstedeværende øje på, at vindues ruden begyndte at bule (ud/ind). Et

af børnene tog gribespillet fra spilleren, kastede det imod vinduet og

ramte ruden, der bulede. Rudens flagren slukkede alle lamperne,

børnene flygtede til fodenden af briksen. Det ældste af børnene

hentede ild fra et af husene for at tænde lamperne.

Da lamperne var tændt, gav de sig igen til at lege. Igen fik det

yngste barn gribespillet og ramte hver gang, og i takt med

gribespillets bevægelser, begyndte huset atter at rokke.

Ude fra gangen viste sig nu en kæmpe med amaat og ryggen til. Så kom

den op på trinnet (opgang fra gangen) stadig med ryggen til, så man

ikke kunne se ansigtet.

Da den begyndte at dreje kroppen til venstre og ansigtet snart ville

blive synligt, flygtede de mindste børn hen til fodenden af briksen.

Da greb den ældste af barnepigerne en ulu (kvindekniv), og inden

kæmpen endnu havde vist sit ansigt, hakkede hun den forfra i

ansigtet og sparkede til den, så den atter faldt ned i gangen.

Da de voksne, som denne aften havde endt deres sang- og dansefest og

var kommet hjem, sagde de: "De, der gør sådan "ajáusissarput" (kender

ikke udtrykket)."

Det var fortællingen fra gamle dage om Neruaaq og hans familie, som Neruaaqs datter Anapi fortalte den.

 

Var.: Vedr. fortællingen om den halvdøde dreng / unge mand, der slæbes ind over isen, men standses af en der mumler serrat / formular inde i huset, blev også fortalt i Upernavik distriktet / området, søg på: To brødre, Pupooq, den ældste og Iweq .. Der er således også et vist navnesammenfald mellem Evii og Iweq.

 

Hist.: Historiske fortællinger. Efterspillet, sang- og dansefesten hos vinderen af boldspillet, hvor man åbenbart også havde ret til indholdet af bolden, har jeg ikke truffet beskrevet i andre kilder. Men det lyder ikke spor usandsynligt (BS).

Kvinder der tager korporligt blodhævn - ikke forsøgsvis ved hekseri - er sjældent rapporteret i historiske kilder eller fortællinger.

arnaq aipa / arnaq aappa

Print
Dokument id:2197
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB, 1, 5(15) Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Maassannguaq (Maigssánguaq)
Nedskriver:Olsen, Gaaba (Gaba / Gâba)
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:arnaq aipa / arnaq aappa
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:ss. 9, A6 - størrelse
Lokalisering:Appat: Avanersuaq / Thule
Note:

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Fortællingen hér er uafsluttet og håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

arnaq inorôrtoq

Print
Dokument id:2233
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB 1, 5(13). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Olsen, Gaaba (Gaba / Gâba)
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:arnaq inorôrtoq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:nr. 28, ½ s. A6-størrelse
Lokalisering:Kuuk: Upernavik
Note:

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.

 

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

 

Kommentar: om isklumpen fra en sø i kvindeskikkelse

Arnarquagssãq / Arnaqquassaaq

Print
Dokument id:2231
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB 1, 5(13). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Olsen, Gaaba (Gaba / Gâba)
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Arnarquagssãq / Arnaqquassaaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:nr. 26, 2 ss. A6-størrelse
Lokalisering:Kuuk: Upernavik
Note:

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.

 

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

 

Kommentar: Tre små fortællinger, hvoraf en handler om en værre kælling (næppe Havkvinden, der til tider kaldes sådan), der fremkalder tåge, da hun lægger på knæ ved et vandløb og drikker af det kolde vand (Var.: Tågens oprindelse. Hvordan tågen blev til. The body-snatcher troll 42; 42 A.. Koopajeeq III. Ligrøveren. Søg også på: tågen; Tågen.). I den anden sprøjter en kvinde vand på sine udtørrede kønsdele (asâssak avdlângaqinernersoq). Den tredje handler om en fanger ude til havs der bliver trængende og må skide i buskerne. En ret malende beskrivelse, også af hans tøjvask med enden bar, mens alle fangerne passerer undervejs hjem fra dagens fangst.

arnat ilat / arnat ilaat

Print
Dokument id:2196
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB, 1, 5(15) Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Maassannguaq (Maigssánguaq)
Nedskriver:Olsen, Gaaba (Gaba / Gâba)
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:arnat ilat / arnat ilaat
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:ss. 8 - 9, A6 - størrelse
Lokalisering:Appat: Avanersuaq / Thule
Note:

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

arnatartuq agpat / arnatartoq appat

Print
Dokument id:2201
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB, 1, 5(15) Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Maassannguaq (Maigssánguaq)
Nedskriver:Olsen, Gaaba (Gaba / Gâba)
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:arnatartuq agpat / arnatartoq appat
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:ss. 14 - 18, A6 - størrelse
Lokalisering:Appat: Avanersuaq / Thule
Note:

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Fortællingen hér handler om  Men håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

arnatartuq avûvaq / arnatartoq Avoovak

Print
Dokument id:2220
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB, 1, 5(15) Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Ulloriaq
Nedskriver:Olsen, Gaaba (Gaba / Gâba)
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:arnatartuq avûvaq / arnatartoq Avoovak
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 47 - 51, A6 - størrelse
Lokalisering:Innaanganeq / Kap York: Avanersuaq / Thule
Note:

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Af denne fortæller har han kun fået en fortælling. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt Gabas fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen. Fx har han brug Uusaqqaqs version af denne Avoovak myte.

 

Fortællingen hér handler om manden, hvis sjæl eller liv tog ophold i det ene dyr efter det andet. Men håndskrift, stavning og dialektpræget gør iøvrigt teksten vanskelig at tyde.

 

Var.: Avoovaq. Nvagiaq. Sjælevandring. søg på: sjæl dyr.

Arnaussâq

Print
Dokument id:914
Registreringsår:1952
Publikationsår:1967
Arkiv navn:
Fortæller:Marteeraq (Martêraq)
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Arnaussâq
Publikationstitel:Inugpât, Nuuk / Godthåb 1967
Tidsskrift:
Omfang:side 91
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 99.

 

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

Oversættelse ved Signe Åsblom:

  Den feminine mand.

 

M. Denne mand opførte sig fulstændig som en kvinde, og når de unge kvinder havde brug for hjælp med noget, som for eksempel med syning, henvendte de sig til ham, fordi han kunne hjælpe dem ved at forklare, hvad de skulle gøre ved tilskæring af skind til kvindepelse eller kvindeanorakker af sælskind. Og når de manglede skind til skindbroderi eller flettet senetråd, henvendte de sig bare til Arnaasaq.

   Det fortælles, at når Arnaasaq tog sin pose op og ledte efter det, som de manglede, kunne han altid finde det til dem, fordi han altid sørgede for at have noget i reserve.

   Og når han sov om natten, rørte han aldrig de unge kvinder, selv om de sov lige ved siden af ham. Men han kunne ikke altid lade de unge mænd være i fred, hvis de sov i nærheden af ham. Efter at han var død, blev det efter et godt stykke tid skik blandt især de yngre fangere, at de, når de var på vej på fangst og gerne ville have et godt udbytte, vendte sig i retning mod hans grav og gjorde samlejebevægelser og råbte til ham: Arnaasaq, vi kommer for at have samleje med dig! Og så hændte det at de fik held med jagten.

   Det siges, at Arnaasaqs grav befinder sig i Ueerteq, nord for Tasiusaq.

 

Hist.: Historisk begivenhed fra 1800-tallet.

 

Kommentar: Seksualitet og fangst var tæt forbundne. En almindelig tanke var den, at kvinder tiltrækker fangstdyr. Ligeså at døde mennesker kan skaffe de levende fangst. Her er det så en død homoseksuel mand, som man lokker for, for at han skal skaffe dem fangstdyr. Der er meget få fortællinger om homoseksuelle mænd og lesbiske kvinder. Det siger intet om, hvor mange der procentvis var eller om hvordan man så på den slags. Denne fortælling her er jo ganske munter.

Ãrqiamik / Aaqqiamik

Print
Dokument id:2237
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB 1, 5(13). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Olsen, Gaaba (Gaba / Gâba)
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Ãrqiamik / Aaqqiamik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:nr. 9, 2 ss. A6-størrelse
Lokalisering:Kuuk: Upernavik
Note:

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.

 

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

 

Var.: Aaqqioq ?

arsarneq / arsaanneq, boldspil med hundeslæde

Print
Dokument id:5
Registreringsår:1952
Publikationsår:1955
Arkiv navn:
Fortæller:Eevartaaraq (Eevartêraq)
Nedskriver:
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:arsarneq / arsaanneq, boldspil med hundeslæde
Publikationstitel:Inegpait
Tidsskrift:Meddr Grønland 90(2)
Omfang:side 133
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 158 - 159: Qimugsimik arssáutut, fortalt af Martêraq.

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991.

 

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

Fortælling der knytter sig til underholdende udfoldelser.

 

Resumé:

Det ene hold søgte at køre den sandfyldte sælskindspose så langt væk, at det blev mest muligt besværligt for det andet hold at bringe bolden hjem igen.

En deltager forsynede engang sine hunde med så brede seler, at han kørte fra alle med bolden, også sit eget hold, så længe mod nord at ingen til sidst turde følge ham. Man gættede på, at han var nået fra Kingittoq ved Upernavik 350 km. nord på til Kullorsuaq.

 

Hist.: Formentlig en historisk hændelse. I vestgrønlandske fortællinger fra den sydlige kyststrækning placerer man gerne boldspil af denne slags langt nordpå - også langt nordligere end grænsen for kørsel med hundeslæder (Sisimiut). Måske var denne leg mellem bopladser mere udbredt i det nordlige Grønland - i det mindste i 1800-tallet.

asarneq til fods

Print
Dokument id:4
Registreringsår:1952
Publikationsår:1955
Arkiv navn:
Fortæller:Eevartaaraq (Eevartêraq)
Nedskriver:
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:asarneq til fods
Publikationstitel:Inegpait
Tidsskrift:Meddr Grønland 90(2)
Omfang:side 133 - 134
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

Fortælling der knytter sig til underholdende udfoldelser.

 

Resumé:

En ung mand, der er barn af en ugift søster til mange brødre, bliver opdraget til overdreven nøjsomhed af sine morbrødre, der åbenbart ikke føler sig forpligtede til at forsørge og oplære ham. Han forbliver lille og spinkel, men under en boldkamp, hvor det gjaldt om at løbe hjem med bolden fra et sted lige langt fra alle deltagernes bopladser, ber han sit hold om den særdeles tunge bold og løber fra alle de andre. Kun en ung pige, med armen ude af det ene ærme, følger ham med lethed, og til hende kaster han bolden, lige før de når hjem. Dér holder hans bedstemor bolden op til sit bryst, som om hun ammer den. Det er for at han herefter altid skal længes hjem, siger hun.

 

Hist.: Beskrivelsen af boldspillet stemmer med andre kilders. Men om selve fortællingen er historisk er usikkert.

 

Kommentar: Denne leg eller konkurrence skal altså ikke forveksles med fodbold. Man kaster med med bolden og løber med den. Til fods betyder: i modsætning til boldspil med slæde, se denne

At holde op mens legen er god.

Print
Dokument id:7
Registreringsår:1952
Publikationsår:1955
Arkiv navn:
Fortæller:Iisaaq (ÃŽsâq)
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:At holde op mens legen er god.
Publikationstitel:Inegpait
Tidsskrift:Meddr Grønland 90(2)
Omfang:side 132
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Fortælling der knytter sig til underholdende udfoldelser.

Resumé:

Legen med snorefigurer, ajaraaneq ?, må ikke overdrives, siges det. Det var faktisk hændt engang nær Aappilattoq på efterårsfangst. Om natten, da fortællerens morbror var ude og tisse, så han et helt uhyre stort isbjerg ligge lige ud for kysten. Alle hviskede af frygt, kvinderne turde ikke hente saltvand til kogning nede ved det. Heldigvis var det væk næste morgen. Kun et lille isbjerg sås. Derfor advarede man altid mod at overdrive både ajaraaneq og ajagaq-legen (kastespillet, pind i hul, ajagarneq).

Hist. : begivenheden med det store isbjerg må have fundet sted i begyndelsen af 1900-tallet.

Kommentar: Man kunne frygte, at isbjerget ville kælve med en flodbølge så enorm, at den ville skylle alt på kysten med sig i havet. Larm ville kunne få den til at kælve.

I arktisk Canada var der tabu mod at spille begge spil på hver sin side af vintersolhverv; Se MacDonald, John: The Arctic Sky. Nunavut Research Institute 1998: 123 - 124, med noter.

atungait / atungaat ?

Print
Dokument id:2217
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB, 1, 5(15) Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Maassannguaq (Maigssánguaq)
Nedskriver:Olsen, Gaaba (Gaba / Gâba)
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:atungait / atungaat ?
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 40 - 43, A6 - størrelse
Lokalisering:Appat: Avanersuaq / Thule
Note:

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Fortællingen hér handler vel om Atungaat. Men håndskrift, stavning og dialektpræget gør iøvrigt teksten vanskelig at tyde.

Augpilagtume angákorssuaq

Print
Dokument id:898
Registreringsår:1952
Publikationsår:1967
Arkiv navn:
Fortæller:Marteeraq (Martêraq)
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Augpilagtume angákorssuaq
Publikationstitel:Inugpât, Nuuk / Godthåb 1967
Tidsskrift:
Omfang:side 65 - 66
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 72.

 

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

Oversættelse ved Signe Åsblom:

 Den store åndemaner i Aappilattoq.

 

Dengang Itakillik boede i Saveerneq, var en af hans husfæller rejst på besøg i Aappilattoq og havde taget sin kone og et par børn med.

   Saveerneq var almindeligvis et strømskåret område, og ofte var det umuligt at bruge nogle af hundeslædevejene. Da det var på tide, at denne hundeslæde skulle ankomme fra Aappilattoq til Saveerneq, var det blevet umuligt at lægge til nedenfor huset, hvor man ellers plejede at komme op. Stedets ældste, Itakillik, der havde holdt øje med stedet og ventet på, at de skulle komme, sendte nogle derned for at råbe til dem, at de skulle lægge til et andet sted, og de opdagede, at man ikke længere kunne bruge slædesporet, og at isen nu drev afsted med dem. De løb efter dem og råbte efter dem for at få dem til at lægge til et an-det sted, men slæden faldt ned, og disse mennesker kom ind under isen.

   Da de skulle til at græde over de døde, forbød Itakillik dem det, fordi han først ville være alene på det sted, hvor de faldt i vandet, og først hvis der ikke var noget at gøre, skulle de græde over de døde. Han lod alle sine fæller gå op til huset for selv at være alene ved ulykkesstedet.

   Da Itakillik var blevet alene dernede, kunne de høre ham sige noget, og Saveerneqs fjeld, Inussugaarsuks fjeld og Akunnaarsuks fjeld, der ellers lå langt fra hinanden og ikke kunne give ekko, begyndte så at svare utydeligt igen, når han sagde noget. Hver gang de kunne høre Itakillik sige noget, hørte de fjeldene svare ham. Da han råbte til sine fæller, at de forulykkede var reddet, kom de og så, at han havde fået dem allesammen op. Og ingen af dem havde lidt overlast. Han forbød dem at tale om det skete, fordi flere af dem allerede var døbt. Derfor tav de. Og først senere begyndte de at fortælle om det, der var sket.

 

   (Da Itakillik blev døbt, fik han navnet Samson. Han døde i 1872, og dengang mente de, at han var omkring 62 år gammel).

 

Hist.: se ovf.

Avôvak

Print
Dokument id:674
Registreringsår:1937
Publikationsår:1951
Arkiv navn:
Fortæller:Amaanalik (Amaunalik)
Nedskriver:Holtved, Erik
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Avôvak
Publikationstitel:The Polar Eskimos, Language and Folklore I
Tidsskrift:Meddr Grønland 152(1)
Omfang:side 282 - 284, nr. 97
Lokalisering:Avanersuaq / Thule
Note:

Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.

 

Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side 115.

 

Resumé: Avoovaq har med at forsvinde ud af sin lillebrors syne, når han (A.) sætter sig på møddingen. A. er usårlig pga sine barneklæder, som hans forældre giver ham på, når han bliver angrebet af sine fjender. Står han på sin barneble kan de intet gøre ham. Lillebroderen, der skildres som en bangebuks, flygter op på et enormt højt, stejlt bjerg, da fjenderne kommer. Og mens Avoovak klarer sig mod fjenderne og dermed redder også sine forældre, der har stået ham bi, må lillebroderen forblive på fjeldet og dø der. Det er for stejlt til at han kan komme ned igen.

 

Hist.: Amaanalik havde alle sine fortællinger fra sin bedstemor, en af indvandrerne fra Baffinland omkr. 1860 med oprindelig hjemstavn på øens sydøstlige kyst.

Sammenkædningen af den første barnedragt og usynlighed refererer til den fødselsymbolik, der er fremherskende i det østgrønlandske pooq-kompleks. Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor. Der er ligeledes god overensstemmelse med forestillingerne om en sejrsskjortes beskyttende og usynliggørende egenskaber i Upernavik-distriktet: se Kuungaseq.

 

 

Var.: Forskellige fortællingers hovedperson bærer dette navn, Avoovak el. Avoovang. 

Awalaks profetier

Print
Dokument id:868
Registreringsår:1952
Publikationsår:1955
Arkiv navn:
Fortæller:Sâlat
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Awalaks profetier
Publikationstitel:Inegpait
Tidsskrift:Meddr Grønland 90(2)
Omfang:side 102 + 104
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Med sideløbende original på nordvestgrønlandsk: s. 103 + 105: Awalâp syuligtêwtai.

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 73 - 74.

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 81 - 82.

 

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

Resumé:

Fortællerens bedstefar, Awalaq / Avalak var åndemaner og giftede sig med Akewiaq / Akuia med et dårligt rygte. Det kunne hun gøre til skamme, sagde han, ved at føde ham seks drenge og en pige. Hvilket hun så gjorde omkr. midten af 1800-tallet.

Awalak blev en anden gang bedt om at hjælpe fortællerens forældre under en børnesygdom, der havde ramt deres to døtre og eneste søn. Awalak gav moderen mulighed for at vælge en af dem, som han kunne få til at overleve. Under det pres valgte hun den ældste, drengen, hvorefter Awalak gjorde og sagde som om han overførte drengens sygdom til pigerne. De døde, drengen overlevede.

Da moderen igen blev gravid, sagde Awalak, at hvis det blev en pige med en klonegl på storetåen skulle hun hedde Angajagdleq. Hvilket skete.

 

Var.: Marteeraqs egen nedskrevne version: Avangnâmioq 1955: Avalak.

 

Hist. Historisk fortælling fra begyndelsen af 1900-tallet.

Kommentar: Der findes en længere fortælling om Angajagdleq / Angajalleq. Søg på denne. Vedr. navngivning se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere).

Beretning fra Upernavik

Print
Dokument id:2175
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB 1, 4(10): Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Beretning fra Upernavik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:
Lokalisering:Upernavik
Note:

Ikke oversat.

Måske velegnet til opdatering.

Berøring med europæere ikke heldig

Print
Dokument id:779
Registreringsår:1952
Publikationsår:1955
Arkiv navn:
Fortæller:Juuntaat (Jûntât)
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Berøring med europæere ikke heldig
Publikationstitel:Inegpait
Tidsskrift:Meddr Grønland 90(2)
Omfang:side 146
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 19 (genfortalt af H.Lynge)

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 21.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

Resumé:

Fordi Juuntaat var af blandet herkomst og hans plejefar Makkorsuaq mente, at det var skadelig for hans fangst at komme i berøring med ublandede europæere, blev Juuntaat allerede som 14-årig sat til at klare al handel med europæerne.

Hans Lynge giver derefter en karakteristik af blandingsfamilien, der var stolte af deres danske afstamning, havde stor selvfølelse og var næsten mere konservativt grønlandske end alle andre.

 

Hist.: Historisk.

Boksning med de bare næver

Print
Dokument id:3
Registreringsår:1952
Publikationsår:1955
Arkiv navn:
Fortæller:Eevartaaraq (Eevartêraq)
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Boksning med de bare næver
Publikationstitel:Inegpait
Tidsskrift:Meddr Grønland 90(2)
Omfang:side 134 - 136
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 157 - 158 (forkortet version fortalt af Martêraq: tigdluûneq / tilluunneq).

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

Fortælling der knytter sig til underholdende udfoldelser.

 

Resumé:

Som et eksempel på arrangerede boksekampe fortælles der om en, som Kujangiwdlik (Ineqinnavaats far) inviterede til. Den stærke ældre kone, Nakewaq's to sønner, som hun havde fået til at træne sig stærke, deltog: Qungaseq (Kunngaseq ?) og Agpángewaq (Appannguaq). Boksekampe indledtes med kvindernes afsyngning af kendte nidviser og styrkeprøver. Selve mandeboksningen bestod i, at den ene tævede løs på den andens rygvendte skuldre. Qungaseq fik således smadret den ene skulder på Kujangillik, der havde styrke nok til at bede om endnu et slag. Qungaseq svarede med kun et svagt slag, hvorefter Kujangillik kunne trække sig tilbage med æren i behold. Derefter udfordrede Kujangilliks gamle svigerfar Qungaseq. Qungaseq slog  også denne gang meget let, hvorefter den gamle brød alle regler og lynhurtigt kradsede Qungaseq til blods med sine negle. Han løb fra stedet og latteren tog brodden af situationen, hvor Qungaseq's hidsige gemyt kunne have givet sig uheldige udslag. Denne sang i stedet et pralevers om sin lille kraftige venstre. Næste dag havde Kujangillik armen i bind, men udtrykte ikke vrede over Qungaseq, der undskyldende spurgte til hans tilstand. Men Kujangillik inviterede igen senere til boksekamp, og da rygtet gik, at han denne gang ville slå med en sten i næven, undskyldte Qungaseq sig med, at raske mænd ikke slår på invalider (der har fået skulderen smadret).

 

Hist. Historisk beretning fra første halvdel af 1800-tallet.

Brødrene, der opsøgte menneskenes grænse mod nord / besøg hos bjørne

Print
Dokument id:1388
Registreringsår:1902
Publikationsår:1924
Arkiv navn:
Fortæller:Ujuuloralak (Ojûloralak / Ojuuloralak)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Brødrene, der opsøgte menneskenes grænse mod nord / besøg hos bjørne
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, II
Tidsskrift:
Omfang:side 11 - 12
Lokalisering:Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Håndskr.: KRKB 1, 1(1), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: qatángutitgît qavait avangnamukartut avangnâne inuit kidlinge pâsiniardlugit".Resumé:

 

To brødre rejser nordpå for at finde menneskenes grænse. Nord for den

nordligste boplads overvintrer de hos et gammelt ægtepar, deres datter

og svigersøn. Men brødrene får intet at spise og sover på

svigersønnens opfordring hele vinteren. Han er en blåræv, der opsnuser

hvalodsler til sin svigerfamilie, og de er bjørne. Det opdager

brødrene, da de er vågnet op og rejser hjem.

 

Hist.: Fortællingen kan næppe bruges som argument for perioder uden bosættelse i det nordligste (Thule)/ nordvestlige (nordl. Upernavik område)

Børnelammelsesoffer helbredt

Print
Dokument id:838
Registreringsår:1952
Publikationsår:1955
Arkiv navn:
Fortæller:Marteeraq (Martêraq)
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Børnelammelsesoffer helbredt
Publikationstitel:Inegpait
Tidsskrift:Meddr Grønland 90(2)
Omfang:side 40 + 42
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Med sideløbende tekst på nordvestgrønlandsk: s. 41 + 43: Nukigdlârnermit

náparsimasewq ajerungnaersitaq.

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 107.

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 116.

 

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

Resumé:

Mange i samtiden ville ikke anerkende Ineqinnavaat som åndemaner / angakkoq, fordi hun mentes at have skadet flere end hun havde gavnet. Men hun fik engang helbredt sin veninde for resterne af en børnelammelse ved massage og en serrat / tryllesang / magisk sang. Mawsaligtoq hed veninden, der var gift med en dansk handelsleder. Han modsatte sig konens ønske om at prøve helbredelse hos In., og hun måtte vente til en dag han var borte på laksefangst. Datteren fandt det dengang ikke mærkeligt, at moderen pludselig blev rask. Først som voksen kom hun til at beundre In. for helbredelsen.

 

Hist. In. var en kvindelig åndemaner / angakkoq i 1800-tallets Upernavik-distrikt. Der går mange fortællinger om hende: Søg på Ineqinnavaat.

ca. 30 fortællinger fra Kap York indsamlet og nedskrevet af Gaba Ollisen /Olsen

Print
Dokument id:2188
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB 1, 5(15), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Olsen, Gabriel
Nedskriver:Olsen, Gabriel
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:ca. 30 fortællinger fra Kap York indsamlet og nedskrevet af Gaba Ollisen /Olsen
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:52 sider
Lokalisering:Kuuk: Upernavik
Note:

Kommentarer: Fra oktober 1903 til tilbagerejsen i 1904 har Gaba (ekspeditionsdeltager) nedskrevet fortællinger. Flest fortalt af Maassannguaq i Appat, som Rasmussen i Myter og Sagn fra Grønland, III karakteriseret som en mand på ca. 30 år. Gabas andre fortællere er Uutaaq, Taateraaq, Aasivak, Sorminnguaq (?).

Dernæst følger ordlister dateret 1903 til 22 sept. 1904 (måske 22 sept. 1903 til afrejsen i 1904?) og til slut et par korte fortællinger uden angivelse af fortæller.

Såvel skrift som stavemåde kræver megen tålmodighed og tid. Men efter bedste skøn har Rasmussen ikke brugt Gabas samling til noget.

Her er en opgave for den sprogkyndige, dialektkyndige og nysgerrige.

I hvor høj grad indholdet er givende afhænger ganske af synsvinklen man lægger på teksterne.

 

(Gaba Olsen har desuden fortalt (muligvis nedskrevet) 28 fortællinger af egen tradition fra Upernavik - området, der i smukkeste renskrift (sandsynligvis Kr. Møller) er let læselige. Søg på: Olsen, Gabriel.)

 

Fundet alt for sent. Ikke oversat. "Velegnet" til opdatering for den tålmodige

Da trommestrid endnu var populær

Print
Dokument id:2
Registreringsår:1952
Publikationsår:1955
Arkiv navn:
Fortæller:Marteeraq (Martêraq)
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:Lynge, Hans
Titel:Da trommestrid endnu var populær
Publikationstitel:Inegpait
Tidsskrift:Meddr Grønland 90(2)
Omfang:side 129
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 151 - 152: ivngerutit.

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

Fortælling der knytter sig til underholdende udfoldelser.

 

Resumé:

Aângewaleq / Aanngualeq ? var nær veninde med Mawsaligtoq / Massalittoq ?, der var blevet døbt, for at hun kunne gifte sig med tjenestemanden Philip Petersen. Trods dåben fungerede hun dog stadig som åndemaner / angakkoq, og hun dyrkede ofte trommesang med sin veninde. Denne, Aanngewaleq, blev så udfordret til trommestrid af manden Itakewdlik / Itakerlik ?, og skønt hun vægrede sig ved at synge mod en mand, pressede han hende til at give efter. Han hånede hende for at omgås de danske og være veninde med en, der var gift med en dansker. Hvorefter Aanngewaleq svarede i sin sang, at han måtte have udfordret hende, fordi han ville fri til hende i den tro, at hun var en ganske anden end den ubetydelige kvinde, hun faktisk var. Publikum jublede over dette udsøgte svar.

Selve trommesangen er inkluderet i teksten.

 

Hist.: Mawsalittoq / Mavsaligtoq blev gift med Petersen i 1839.

De hvide mænds mislykkede røveri

Print
Dokument id:1575
Registreringsår:1914
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Masaatsiaq (Masaitsiaq)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:De hvide mænds mislykkede røveri
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 139 - 141
Lokalisering:Avanersuaq / Thule
Note:

Håndskr.: KRKB, Knud Rasmussens Arkiv, 1. Thuleekspedition 1912 /1913/14), 3. notesbog. Nedskrevet på dansk.

 

Resumé:

Under Kanes ekspedition frøs skibet inde, og den del af dens medlemmer

med Hayes og tolken Carl Petersen som ledere søgte ned mod Upernavik i

åbne både i sommeren 1854. De må vende om og overvintre nær Tasiusaq,

hvor forbikørende slæder giver dem mad. Tre mænd, der har nedlagt en

bjørn, gemmer deres bytte af vejen, inden de går op til de hvide, der

dog ved, at de har fanget. De overnatter på de hvides vis i mørke, kan

ikke finde deres klæder, da de vågner og må i de besynderligste klæder

sætte efter de hvide, der også har stjålet deres slæder og hunde, men

ikke forstår sig på slædekørsel. Bjørnejægernes latter, da de når frem

til de hvide, afværger Hayes' forsøg på at skyde dem, og de

transporterer de hvide tilbage til det indefrosne skib.

   Rasmussen referer derefter tolken Carl Petersens beretning om

episoden, og tilføjer Arnaruluks afslutning, der priser de hvide

lykkelige, fordi deres tyveri mislykkedes. Ellers var disse slette

slædekørere døde af sult undervejs.

 

Hist.: Historisk beretning.

De vidste ikke, vi var i nærheden

Print
Dokument id:764
Registreringsår:1952
Publikationsår:1955
Arkiv navn:
Fortæller:Marteeraq (Martêraq)
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:De vidste ikke, vi var i nærheden
Publikationstitel:Inegpait
Tidsskrift:Meddr Grønland 90(2)
Omfang:side 114
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

Resumé:

En begivenhed, der tydede på at der i nærheden af Kullorsuaq boede folk man ikke kendte, var følgende: under hvalrosfangst i kajak havde man hørt nødråb længere inde i fjorden, og derinde så man et harpuneret dyr med fangstblæren efter sig. Men man så aldrig fangeren, der mentes at have råbt på sine egne fæller og være forsvundet ved synet af kajakkerne fra Kullorsuaq.

 

Hist.: En skrøne til forklaring af en ikke daterbar historisk hændelse.

Den alvorstunge vinter / Ukioq ilungersornartulik

Print
Dokument id:1287
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Den alvorstunge vinter / Ukioq ilungersornartulik
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 427 - 437, nr. 52
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 188 - 196.

 

Resumé: Kort før sin død fortæller Kukkujooq Sandgreen om den vinter,

hvor han afskar sig selv fra nogensinde at rejse til Havkvinden / havets moder og

mistede lysten til både at holde sin første seance og hævne sin far.

K. havde fået en uimodståelig trang til at se sin far, der blev myrdet

mens K. endnu var lille. De ville nok kunne genkende hinanden dernede

i dødsriget, for K. og hans far havde vel et eller andet fælles

legemligt træk. Det blev K. klar over engang, da han skulle puste liv

i sin nyfødte halvbror og nær havde ladet drengen dø, fordi den spæde

drengs næse var en tro kopi af sin fars, Imaakkas næse. K. hadede

nemlig sin stedfar I. Kukkujooq overvandt dog sin vrede og fik liv i

drengen.

K.s hjælpeånder fandt, at besøget i dødsriget var en dårlig

ide, fordi han dermed villle afskære ethvert senere forsøg på at gå

længere ud under havet til Havkvinden / Sødyrenes mor. Desuden burde han også først holde sin første seance. Men K.s trang til at se sin far er for stor,

selv om han ikke kan forstå årsagen til denne trang. En dag under en

kajaktur i dejligt vejr kommer trangen voldsomt over ham, og da han

hører sang (åndesang) fra toppen af en høj bratning ved havet, går han

i land, klatrer derop, hvor hjælpeånden stryger ham over øjnene.

Udsynet over de bittesmå isbjerge ned i havet fortoner sig og giver

efter en sløret overgang plads for et nyt udsyn over tre tågebanker

bag hinanden med mørke imellem sig. Ånden forklarer, at det første

mellemrum er vejen ned til dødsriget, det andet til Havkvinden, og at

kun åndemanere, der har holdt seance, kan følge den nemmere vej langs

havbunden. K. vil ned til sin far. Ånden træder sammen med ham eet

skridt ud til det første mellemrum. Det er væmmeligt blødt, men i et

enormt stormsus får K. fast grund under fødderne på en lille høj med

udsigt til en stor boplads. Alle mænd er ude på fangst. Han krydser

sig vej mellem husene ned til stranden, hvor han trækker en kajakmand

på land. Denne er hans far, der smiler, men intet siger. Da K. så

siger, at han er kommet for at se ham, viser faderen ham sit banesår i

ryggen og ber ham fortælle hjemme, at han endnu så nogenlunde er

ligesom dengang han blev myrdet. K. tager tilbage til skrænten, hans

normale syn vender tilbage og ombord i sin kajak igen, undrer han sig

over, at faderen intet sagde om den hævn, som K. skal tage. Måske det

så ikke var nødvendigt?

Vinteren bliver strengere end normalt. Sulten truer, og skønt K.

adskillige gange prøver at rejse ned til Havkvinden for at få

sødyrene frigjort, kan hverken han eller hans hjælpeånder overskride

den grænse han satte med sit besøg i dødsriget. Nu opgiver han også

helt at holde sin første seance.

 

Hist.: Tid: Ca. 1910 - 1915. Piisui / Kukkujooqs persondata, søg på:

Sandgreen 1987: s. 263 - 264: "Drengen Piisui". Det er næppe sandt, at

K. aldrig holdt seancer. Han har blot ikke villet indrømme det over

for præsten Otto Sandgreen. Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Åndemanerens

afbalancering...". Men tilsyneladende gennemgik han aldrig den afgørende mytiskeinitiation, fortæringen ved søens troldbjørn eller -hund, der skulle være forudsætningen for at kunne klare alle en åndemaners rejse-opgaver. Kukkujooq kunne dog flyve. Det havde han lært af en gås. Men flyve til dødsriget kunne man næppe. Han må vist følge de de dødes besværlige vej (se Kanak).

 

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Kommentar: Søg Rejsen til havkvinden, der er talrige varianter.

Det er altid en risikabel sag at tage hævn, for en selv og ens nærmeste, der kunne rammes af gengæld (omend serier af gengældelser var yderst sjældne: Sonne 1982: "The Ideology and Practice of Bloodfeud ...", Études/Inuit/Studies.). Den fremskredne mission, der forbød drab, har også været en hæmsko for Kukkujooq. Incitatmentet må være blevet svækket.

Den fattige bedstemor

Print
Dokument id:843
Registreringsår:1952
Publikationsår:1955
Arkiv navn:
Fortæller:Eliinna
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Den fattige bedstemor
Publikationstitel:Inegpait
Tidsskrift:Meddr Grønland 90(2)
Omfang:side 46 + 48
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Efter kirkebøgerne og Eliinna's, Martêraq's og Qupalorârsewk's oplysninger.

Med sideløbende tekst på nordvestgrønlandsk: s. 47 + 49: ânaq pîtsoq.

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 109 - 111.

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 118 - 120.

 

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

Resumé:

Man kan undre sig over, at Ineqinnavaat forblev fattig til det sidste, for alle hendes børn blev udmærket gift (alle ægtfæller nævnes) og kunne have sørget for hende. Hans Lynge mener, at man - især fordi man nu var døbt - frygtede hendes kunster som åndemaner og ilisiitsoq / heksekunstner. Men hun havde glæde af børnebørnene. Engang i fjeldet fortalte hun dem at tre sten ude i søen var kajakker i færd med at harpunere en hvalros. Børnene grinede, det var bare sten. Hun strøg dem så over øjnene, og nu kunne de se det hun så. Især var hun meget for den ældste datters børn: Íngili, Signe og Alersaq. Sammen med dem fandt hun engang midt ude i fjeldet, da Inngili havde klaget over sult, et stort frisk duftende stykke rugbrød, som de delte.

Iingili, der som lille altid sov hos sin bedstemor, kunne fortælle at hun sommetider fik rysteanfald og blev helt borte. Engang skulle hun under et sådant anfald være set så langt mod syd som i Kingitteq (man har åbenbart ment hun evnede åndeflugt, BS).

 

Hist. In. var en kvindelig åndemaner / angakkoq i 1800-tallets Upernavik-distrikt. Der går mange fortællinger om hende: Søg på Ineqinnavaat.

Den fattige mor

Print
Dokument id:842
Registreringsår:1952
Publikationsår:1955
Arkiv navn:
Fortæller:Eliinna
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Den fattige mor
Publikationstitel:Inegpait
Tidsskrift:Meddr Grønland 90(2)
Omfang:side 44
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Med sideløbende tekst på nordvestgrønlandsk: s. 45: anânaq pîtsoq.

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 109.

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 118.

 

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

Resumé: Efter mandens død i 1841 flyttede Ineqinnavaat med sine børn til Upernavik, gik til dåbsundervisning, imponerede alle med sin evne til at lære udenad, hvorefter hun selv og de fem børn blev døbt. Selv fik hun navnet Johanne Benigne. (børnenes navne står også nævnt)

  In. bliver ikke rigere med årene, hendes anseelse vokser heller ikke, måske fordi hun er kvindelig åndemaner / angakkoq, og hun synes at have være genstand for en del beskyldninger for hekseri. En dag lykkes det hende, øjensynligt ud af den blå luft, at skaffe sin yngste søn et stykke brød med smør, som han har plaget længe om at få. Hvordan kan ingen forklare.

 

Hist. In. var en kvindelig åndemaner / angakkoq i 1800-tallets Upernavik-distrikt. Der går mange fortællinger om hende: Søg på Ineqinnavaat.

Den giftesyge ravn

Print
Dokument id:1542
Registreringsår:1903
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Aasivak (Aisivak)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Den giftesyge ravn
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 72 - 73
Lokalisering:Agpat / Appat: Avanersuaq / Thule
Note:

Håndskrift: KRKB, 3: Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04.

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905:179 - 180.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 33 - 34: "Tuluarssuaq nuliartârumassorssuaq" / Tulugarsuaq nuliartaarumassorsuaq.

 

Resumé:

En spurv sørger over tabet af sin mand, der fangede orm til hende.

Ravnen frier til hende, men hun afviser ham pga. hans høje pande,

brede tindinger, lange skæg, store næb og den føde han kan skaffe, der

blot er skarn. Ravnen frier da til to vildgæs, der advarer ham mod

deres trækrutes strabadser over havet, hvor ravnen ikke kan hvile sig.

Ravnen mener, at han bare kan holde sig svævende i luften. Da han

undervejs blir træt, ber han sine to koner lægge sig tæt sammen på

vandet, da de andre gæs flyver videre. Da ravnen drukner blir dens

sjæl til små "havravne" (vingesnegle).

 

Var.: Ravnen, som friede til spurven; Sangkamp i dyreverdenen.

 

Hist.: Sammenstillingen af de fælleseskimoiske fortællinger om ravnens

(eller andre Fugles) frieri til spurveenken og om hans ægteskab med

vildgæs er ikke almindelig (se Lantis 1946: 293 - 294; Kleivan 1962). Men

den forekommer både hér i Avanersuaq / Thule og i Upernavik-distriktet (se

Rasmussen 1981, Inuit Fortæller II: 94 - 95). Navnet på den sorte vingesnegl,

"havets ravn", brugtes også i Sydvest- og i Østgrønland. Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Toornaarsuk".

Den store indlandsbo, der bortførte konebåden

Print
Dokument id:1617
Registreringsår:1902
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Uusaqqaq (Uusarqaq)
Mellem-person:?
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Den store indlandsbo, der bortførte konebåden
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 230 - 231
Lokalisering:Tasiusaq: Upernavik
Note:

Orig. håndskrift: KRKB, nr. 3: Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04.

Renskrift: NKS 3536, IV, 4', læg 9.

Grl.titel: Tûnerssuaq (inorrujugssuaq)

 

Resumé:

En tuneq er ude i kajak, hvor han øser en konebåd med besætning op i

sin hule hånd. Den vil han bruge som amulet. Hjemme stiller han båden

op på tørrehækken over lampen. Om natten firer besætningen konebåden

og sig selv ned den lange og besværlige vej ud i husgangen, hvor de må

skjule sig, da det blir lyst. Næste nat lykkes det dem, at nå ud, ned

til vandet og hjem.

 

Var.: The giant and the dwarf; Giant scoops up ...; Den store indlandsbo, der bortførte konebåden; Umiartuaqátáutunik; En anden type: Kamikinnaq / Kamikinnarajik;

En beroligelsesvise

Print
Dokument id:862
Registreringsår:1952
Publikationsår:1955
Arkiv navn:
Fortæller:Eevartaaraq (Eevartêraq)
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:En beroligelsesvise
Publikationstitel:Inegpait
Tidsskrift:Meddr Grønland 90(2)
Omfang:side 86 + 88
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Tospoproget udg.: Nordvestgrønlandsk: s. 87 + 89: serqat maningêwt (serrat), og

dansk.

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 72.

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 79 - 80.

 

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Genfortalt efter Iserdleq.

 

Resumé:

En dag alle mændene fra to nu nedlagte bopladser, Saattit og Isua, var på besøg på en tredje boplads, kom en hvalros helt ind til Isua. En enke dér opfordrede sin søn, en nybegynder i kajak, til at harpunere den med løfte om, at hun nok skulle berolige den. Med en serrat bad hun den først tage sit tynde skind på. Sønnen tog mod til sig og harpunerede den. Dernæst sang hun, at hun ville styrte afsted (efter hjælp) som en ravn, fór afsted, kom tilbage før fangstblæren var kommet op igen, og snart kom mændene hjem og hjalp drengen med at få hvalrossen dræbt.

 

Hist. Muligvis en historisk fortælling med usikker datering.

Kommentar: Det er en flot førstefangst som den faderløse dreng her får retten til.

En dreng, der var med sin far på fangst

Print
Dokument id:763
Registreringsår:1952
Publikationsår:1955
Arkiv navn:
Fortæller:Marteeraq (Martêraq)
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:En dreng, der var med sin far på fangst
Publikationstitel:Inegpait
Tidsskrift:Meddr Grønland 90(2)
Omfang:side 113
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

Resumé:

En dreng der var med sin far på fangst.

Marteeraq fortæller, at et par små barnevanter som han og hans søn engang fandt i tåge ved et stort åndehul, utvetydigt viste at der boede ukendte folk i nærheden.

 

Hist.: Vanternes ejer har åbenbart ikke kunnet identificeres blandt folk man kendte.

En fortælling om tyve

Print
Dokument id:58
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:En fortælling om tyve
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 317 - 318
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 111 ss. 595 - 597.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 317 - 318: Oqalualaarut tillitunik.

 

Kort resumé i Rink 1866-71, II: nr. 99.

 

Resumé:

Engang for længe siden, dvs. dengang den første præst (Hans Egede) slog sig ned på Håbets Ø (Illuerunnerit), havde mange af de omkringboende grønlændere forbrudt sig mod præsten og nu tilmed, da kolonien flyttedes til Nuuk (i 1728), stjålet efterladte brædder på øen. Man hørte nys om en hævnaktion, og folk fra mange bopladser samledes i Salliat ved mundingen af Sassivik, hvis åndemaner man mente kunne klare angrebet. Det lykkedes ham ved at sætte sig foran forsamlingen med den lille døbte dreng på skødet, som han plejede at have på skødet under sine seancer, og synge sin tryllesang eller formular, der havde med qallunakker / qallunaat / europæere at gøre. Hvis den virkede, sagde ham, ville de alle få næseblod, når de steg i land.

 

En stor båd med en masse tjenestefolk fra kolonien lagde til land, men hver og en, der steg i land, bøjede hovedet og fik næseblod. De lagde våbnene fra sig, gik på besøg i husene og trætte af blodtabet sov de dér til hen på eftermiddagen, mens grønlænderne gennemvædede deres bøsser i saltvand og lagde dem tilbage. Danskerne gjorde dog ikke forsøg på at bruge våbnene, men drog ligeså stille tilbage igen til Nuuk.

 

Var.: næseblod-temaet er brugt i en anden fortælling om qallunaat af Jens Kreutzmann: Den qallunak-usynlige.

 

Hist.: Hvilken begivenhed der ligger til grund for denne veldaterede fortælling er vanskelig at gætte. Måske det hele kompagni straffefanger under kaptajn Pårs' ledelse, der ankom i 1728, men vist alle døde af skørbug om vinteren. Året efter blev det militære forsvar af kolonien opgivet.

En fristelse

Print
Dokument id:972
Registreringsår:1904
Publikationsår:1906
Arkiv navn:
Fortæller:Nikoline (Majuvartariaq)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:En fristelse
Publikationstitel:Under Nordenvindens Svøbe
Tidsskrift:
Omfang:side 189 - 194
Lokalisering:Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal: Nanortalik
Note:

Eng. udg.: H. Ostermann: Meddr Grønland, bd. 109, nr. 1, 1938, s.140 - 143.

Resumé:

Nikoline / Majivartariaq / mjuartariaq er ikke begejstret for at opfylde Knud Rasmussens ønske om at fortælle om sit tidligere udøbte liv på sydøstkysten. Hun vil helst glemme det hele, især trommesangene, som hun har oplevet stadig har et kraftig tag i hende. Det skete da en konebåd kom på handelsrejse fra hendes gamle hjemegn og dens åndemaner  med følge sang de kendte trommesange. Nikoline flygter, men da hun får at vide, at det ikke er syndigt at lytte til dem, og atter slutter sig til tilhørerne, oplever hun hvordan hun straks rykkes tilbage til hele tiden før dåben derhjemme. Hun vil glemme det hele, for det er et bedre liv som kristen. Især det at hun efter døden skal se sine kære igen. Søsteren, der døde som døbt, savner hun allermest.

       Da hun er flyttet med familie til Frederiksdal og går til dåbsforberedelse, kan hun intet lære. Hun tror det er hendes hang til trommesange, som til stadighed står hende i hovedet, der er årsagen. Men da det ikke hjælper at bekende det for præsten, og han spørger om hun ikke kan komme i tanker om andet, dukker det endelig op: som halvstor pige prøvede en gammel åndemaner at få hende som lærling. Hun og en veninde legede "skyggeleg", dvs. for rundt efter hinanden i et tomt, mørkt hus og skiftevis udråbte hinanden til skygger (en type af ånder, der somme tider identificeres med dværge, sommetider med spøgelser el. dødninge, BS). Da kom den gamle ind, hånede dem og inviterede dem til at opleve noget virkelig spændende. I et mørkt hjørne gned han en sten mod en anden, rundt og rundt venstre om, "imod det onde" (se kommentar ndf.), og fremmanede derved adskillige hjælpeånder, der lod sig høre både oppe og nede. Derefter lovede han den skrækslagne Nikoline at tage hende med op til en sø, hvor en kæmpehund ville dukke op af vandet og æde dem begge led for led og bagefter kaste dem op igen. Den var uhyggelig, men man skulle ikke være bange. Nikoline skulle ikke nyde noget. Allerede dengang havde hun en idé om engang at blive døbt. Hun får ellers endnu en invitation til en åndermanerkarriere, da en uhyggelig kraftig stemme kalder på hende fra en stensætning en dag hun er ude at plukke bær. Men hun blir rædselslagen og skal ikke nyde noget.

      Da hun har fortalt alt dette til præsten, kan hun pludselig lære det hele.

 

Hist.: Sydøstgrønlandsk selvbiografi fortalt i 1904.

 

Kommentar: Gnidningen med stenen skal normalt foregå med verdens gang (sila malillugu), dvs. med solen, el. solret (med uret). Hvorfor man mener at den bevægelse går mod venstre, skal jeg ikke kunne sige.

      Bemærk understregningen af, at man som døbt får mulighed for at gense sine kære efter døden. Det burde man strengt taget også kunne ifølge de før-kristne forestillinger om dødsrigerne, et i himlen og et under havet. Måske har forestillingen om at komme tilbage til det jordiske liv via navngivningen af en nyfødt været mere fremherskende end den logiske slutning om gensynet. Se Sonne 2000: "Heaven negotiated..." Etudes / Inuit / Studies. og GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere).

 

Var.: Der er talrige versioner af fortællingen om Ferskvandets isbjørn eller hund, der fortærer lærlingen. Se fx : Den store bjørn æder hende. Den lille elv med det store dyr.

... søens troldbjørn. Søens uhyre. Mislykket uddannelse. Teemiartissaq. Rasmussen 1938: 110: Åndemaners selvbiografi.

Det interessante ved to - tre versioner er dog, at læremesteren demonstrerer forløbet eller i Nikolines tilfælde tilbyder at de sammen kan lade sig æde og kaste op igen.

Forløbet var en initiation til at kunne tiltrække hjælpeånder ved det indre lys den installerede i lærlingen. Førløbet symboliserer en død og genfødsel over samme model som et fangstdyr, der blev dræbt, kødet fortæret, og knoglerne kastet i havet til en ny reinkarnation.

Søens bjørn eller hund har tilmed falliske konnotationer: den rejser sig, stiller sin sult, og kaster op. Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

 

Vedr. uddannelse til åndemaner: søg også på initiation

En haj som hjælpeånd

Print
Dokument id:759
Registreringsår:1952
Publikationsår:1955
Arkiv navn:
Fortæller:Eevarteeraq (Êvartêraq / Iivarteeraq /Sámisît)
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:En haj som hjælpeånd
Publikationstitel:Inegpait
Tidsskrift:Meddr Grønland 90(2)
Omfang:side 110
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

Resumé:

Kiinnguit, åndemaner / angakkoq havde en overgang uheld med fangsten og blev, da han ville undersøge hvorfor, taget til fange af de underjordiske (sikkert innersuit), der bandt hans kajak fast til deres. Men da han tilkaldte sin hjælpeånd, hajen, slap de ham af skræk. Hajen forfulgte dem og gjorde det muligvis af med dem. Og K. forstod at hans uheld i fangsten stammede fra åndernes forsøg på at røve ham. De havde gjort ham afskyelig (qinnganartoq: til at rynke på næsen af, vredes over) med deres interesse for ham.

 

Hist.: En af de mange fortællinger om den historiske Kiinnguit fra 1800-tallet.

En skinsyg hjælpeånd

Print
Dokument id:841
Registreringsår:1952
Publikationsår:1955
Arkiv navn:
Fortæller:Eliinna
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:En skinsyg hjælpeånd
Publikationstitel:Inegpait
Tidsskrift:Meddr Grønland 90(2)
Omfang:side 42 + 44
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Med sideløbende tekst på nordvestgrønlandsk: s. 43 + 45: Tôrnaq sangiagtewq.

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 108.

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 117 - 118.

 

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

Resumé: I 1841, da Ineqinnavaats og Uumaakasiks yngste af fem børn er blevet 4-5 år gammel, får In. lyst til at færdiguddanne sig til stor åndemaner / angakkoq. Hun har afbrudt forløbet pga. af de mange børnefødsler. Hun skal ligge med sin europæiske hjælpeånd i en klippehule i fem døgn. Hendes mand modsætter sig med den undskyldning, at fem døgn er for længe, når hun endnu har et brystbarn (der altså er 4-5 år gl.) Kort efter får Uumaakasik under en renjagt et løsrevet klippestykke i hovedet og dør. Det var den europæiske hjælpeånds hævn, mente man. Familien, der i forvejen var ringe stillet med Uumaakasik som en mådelig forsørger, bliver nu vitterlig fattig.

 

Hist. In. var en kvindelig åndemaner / angakkoq i 1800-tallets Upernavik-distrikt. Der går mange fortællinger om hende: Søg på Ineqinnavaat.

 

Se også en anden tolkning af begivenheden: Lynge 1955, s. 84.

En tupilak / Et dyr, der var skabt af et menneske

Print
Dokument id:776
Registreringsår:1952
Publikationsår:1955
Arkiv navn:
Fortæller:Peqiisiwik (Peqîsiwik)
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:En tupilak / Et dyr, der var skabt af et menneske
Publikationstitel:Inegpait
Tidsskrift:Meddr Grønland 90(2)
Omfang:side 143 - 145
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 52 - 53

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 57 - 58 (disse to henvisninger minder om

sidste halvdel af fortællingen, men fortælleren er her Peqîsiwik's bror,

Sukataussaq).

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

Resumé:

Fortælleren, Juuntat (hvis fafar var en matros fra et forlist skib og hed Villads Petersen) fortalte om sin far Aalut, at denne tidligt blev kajaksvimmel og måtte holde sig langs kysten, hvor bunden var synlig. En dag han blev lokket noget længere ud af nogle edderfugle fik han pludselig en besynderlig skræk for at se en kone, Qulusuk, fra sin boplads, der altid havde været god ved ham. Men han fik ret. Hun viste sig nøgen med udslået hår under hans kajak. Med nød og næppe kom han hjem og garderede sig på sin næste kajaktur med tre kammerater. Han fik en stor gammel fjordsæl, som de med besvær bragte til land for at hente den senere. Den var svundet noget ind, da de ville hente den, havde knyster overalt, blev grimmere undervejs til bopladsen og her blev den smidt for hundene. Aalut havde overladt det til en af vennerne at bugsere den hjem, og senere mente han dette misfoster var en tupilak lavet af Qulusuk, som man engang havde grebet i at danse med tromme ved sit barnebarns grav. En højst lasteværdig opførsel.

 

Hist.: Kajaksvimmelhed giver sig udslag i de uhyggeligste oplevelser. Begivenheden fandt sted omkr. 1900.

Kommentar: Hekseri: se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere).

En åndemanerlærling fortæller om, hvad han har set

Print
Dokument id:985
Registreringsår:1904
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 405: "Angmagssalikkernes Religiøse Forestillinger"
Fortæller:?
Nedskriver:Rosing, Christian
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:En åndemanerlærling fortæller om, hvad han har set
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 23 - 25
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Oversat af K. Rasmussen fra Chr. Rosings "Tunuamiut", 1906, ss.

27-28. Karl Rosings oversættelse: "Østgrønlænderne", 1946, ss.

41-42, red. W. Thalbitzer. Det grønlandske Selskabs Skrifter, 15.

 

Resumé af Karl Rosings oversættelse:

 

Søens uhyre

En anonym angakkoq / åndemaner (X) fortæller Chr. Rosing, hvordan han som optakt til sin læretid (formentlig) følges med en åndemaner til en sø, hvor denne gør X usynlig ved at lægge et blad ved hans side og sætter en stenbiders sugeskive fast under hans kamiksål, for at han ikke skal løbe væk. Åndemaneren får så ved gnidning af sten mod sten søen i bevægelse og en kæmpebjørn til at stige op. Den nærmer sig, slynger åndemaneren afsted to gange og tredje gang ned til søen, hvorefter den bærer ham op til gnidestedet og æder ham alt kødet fra knoglerne. En rum tid senere har han atter fået kød på kroppen, og hans klæder, som bjørnen har flået af, kalder ham til live med et kiakkakka, hvorefter de kommer flyvende tilbage til ham.

      Formålet med fortæringen, forklares det, er at sætte åndemaneren i stand til at rejse ned i jordens indre, at give ham ny viden og at gøre ham ufarlig at nærme sig for dyr (i menneskeskikkelse), der skal blive hans hjælpeånder. Bjørnen bliver ikke hans hjælpeånd, og det siges (også?), at hjælpeånder er de mennesker, der faldt ned da jorden revnede i tidernes morgen. Dvs. innersuit.

 

Hist.: Det er oplevelser helt i overensstemmelse med østgrønlandsk tradition, som X her fortæller om. Uhyret kan være en isbjørn, eller en hund (også i Upernavik-distriktet, se: Sjælen tvinges til søs.), og altid er den et ferskvandsvæsen.

 

Var.: Den store bjørn æder hende. Den lille elv med det store dyr. Angakkoq-uddannelse.  '... søens troldbjørn'. Søens uhyre. Mislykket uddannelse. Tiimiartissaq. Rasmussen 1938. 110: Åndemaners selvbiografi.

 

Kommentar: Oftere siges det, at fortæringen skal forsyne lærlingen med et indre lys, der vil virke tiltrækkende på fremtidige hjælpeånder, og at det kun kan ses af dem og af andre åndemanere.

Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): Åndemanerens lys.

 

Vedr. uddannelse til åndemaner: søg også på initiation

Et kig ind i oldtiden

Print
Dokument id:871
Registreringsår:1952
Publikationsår:1955
Arkiv navn:
Fortæller:Eevartaaraq (Eevartêraq)
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Et kig ind i oldtiden
Publikationstitel:Inegpait
Tidsskrift:Meddr Grønland 90(2)
Omfang:side 108 - 109
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 137 - 139.

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 147 - 148.

 

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

Resumé:

Ved Søndre Upernavik havde der tidligere boet folk i store fælleshuse. De flyttede sydpå. Blandt dem der senere bosatte sig i S. Up. (flere navne nævnes) traf en af dem engang en af de tidligere beboere i Uummannaq. Han fortalte om en af deres åndemanere / angakkut dengang, Itarsiwaq / Itarsuaq, at han engang spurgte sin kone hvorfor en kvinde med et barn på skødet længere henne på briksen så så sort ud. Det spørgsmål stillede så hans kone, hvorefter kvinden med barnet rejste sig, kylede barnet ud i husgangen, råbte hvad hun skulle stille op med det og smed sig på briksen, hvor hun bevægede sig som under et samleje. Det er Ilakasiks barn, sagde hun flere gange (en af de gifte mænd i huset). Itarsuaq gik udenfor, hvor minsandten Månen og hjælpeånden Inegtôq stod og skændtes. Månen var vred fordi kvinden tilhørte ham og nu ville han dræbe hende, men Inuttooq ville forhindre det. Kvinden, der var blevet sindssyg (perlerortoq), sagde: Hvilken dejlig serrat / tryllesang. Da Itarsuaq kom ind igen erklærede han, at det var et held hendes elsker ikke var hjemme. Da var også han blevet sindssyg. Men nu hvor alting var opklaret, blev den sindssyge kvinde rask.

 

Hist.: Historisk fortælling fra ca. 1775 - 1780.

Kommentar: Hjælpeånden, Inuttooq, eller Inupaaq, Kæmpen kendes fra hele Grønland tilføjer Hans Lynge. Den optræder i det mindste i flere tekster fra Østgrønland, BS).

Perlerortoq, sultesyg, ville, mente man, give sig udslag i lyst til at æde sine nærmeste. Søg på: sindssyg / sindsyg.

Et mundhelds tilblivelse

Print
Dokument id:784
Registreringsår:1952
Publikationsår:1955
Arkiv navn:
Fortæller:Marteeraq (Martêraq)
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Et mundhelds tilblivelse
Publikationstitel:Inegpait
Tidsskrift:Meddr Grønland 90(2)
Omfang:side 152 - 153
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Interlineær dansk oversættelse

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 137 (aviutitsineq)

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 146 - 147.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

Resumé:

"Træd nærmere, spis alt hvad du kan, drik alt hvad du kan, og giv mig til gengæld noget frisk kød." Det er hvad man skal sige, når det ringer for ørerne, og vendingen stammer fra engang en åndemaner overhørte nogle samtaler mellem to døde, en bedstemor og hendes barnebarn. Den lille sulter og får det råd at lade levende menneskers trommehinder svinge, hvis de spiser uden at give den døde mad. Det gør den lille, men da det ringer for husets ældste kones ører beordrer hun blot den brændende lampe båret ud. Da den lille kommer tilbage med uforrettet sag, går bedstemoderen i lag med de samme mennesker, og det ender med at den ældste kone i huset dør af øresmerter. Siden har man så (formentlig på åndemanerens opfordring) fremsagt vendingen når det ringer for ørerne.

 

Hist.: Forestillingen om at ringen for ørerne er de dødes henvendelse om mad kendes fra det meste af Grønland. Se fx Malarsivaq. Forventningen om at den døde gengælder mad- og drikofre med god fangst er fælleseskimoisk.

Et ondt menneske

Print
Dokument id:778
Registreringsår:1952
Publikationsår:1955
Arkiv navn:
Fortæller:Juuntaat (Jûntât)
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Et ondt menneske
Publikationstitel:Inegpait
Tidsskrift:Meddr Grønland 90(2)
Omfang:side 145 - 146
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 81, l. 5 - sidste

linie. Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 88, l. 5 - side 89.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

Resumé:

Fortællerens plejefar, Makkorsuaq, var en vinter blevet for gammel til at fange, han søn, Simon, var blevet sløj, så familien overlevede på de ulke, som fortælleren fangede gennem den tykke havis.

Senere forstod man, at en vis Marmaré, efter hvis far Simon var opkaldt, havde hekset over ham, fordi hun så ofte tiggede tobak af ham, at han erklærede at han ikke længere ville være hendes far. Fornærmet havde hun taget familiens hundelænker, bundet sælskind i begge ender og lagt dem i en gammel grav.

      Samme Marmaré havde et dårligt ry. Da hun sammen med sin unormale datter var blev overladt til at sulte af sin egen svigersøn, der ikke kunne udstå hende, ville hun skære sig stumper af konebådens skind for at spise det. Men den var forsynet med ravneklør som forsvarsamuletter og M. for tilbage i huset, så angst at hendes øjne glødede.

      Frederik, sønnen til en mand, Pulu, der forbarmede sig over de to og tog dem i hus, så et uhyre suse forbi, da de to kvinder var rejst. Det var nok noget af Marm., der var blevet hængende og nu endelig forlod dem.

 

Hist.: Begivenheder fra omkr. 1900.

Kommentar: Ifølge navneskikkene ville Simon, skønt sikkert yngre end Marm. men opkaldt efter hende far, også være hendes far.

Vedr. hekseri, ilisiinneq, se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere).

Europæere som hjælpeånder

Print
Dokument id:870
Registreringsår:1952
Publikationsår:1955
Arkiv navn:
Fortæller:Marteeraq (Martêraq)
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Europæere som hjælpeånder
Publikationstitel:Inegpait
Tidsskrift:Meddr Grønland 90(2)
Omfang:side 107 - 108
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 64 - 65.

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 70 - 71.

 

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

Resumé:

Fortælleren har sikkert været Kiinnguits datter, Nuliannguaq. Hendes far havde arvet Siwpiaqs / Sippiaqs to europæiske hjælpeånder, som han engang lod vise sig langs slædevejen, hvor han kørte efter en mand, der havde brudt sit løfte om at give Kiinnguit en hundehvalp. Løftebryderen blev betænkelig, holdt stille, spurgte Kiinnguit hvad det var, da denne nåede frem, og han svarede at det bare drejede sig om den lovede hundehvalp. Straks løste manden den største hvalp, en velvoksen krabat af sit spand og gav den til K. der herefter sagtens kunne følge trop. De to ånder blev stående og kiggede efter dem. Den ene holdt et våben i hånden, en sten, der kunne gløde og som engang, da den blev kastet mod en heks, afslørede hendes onde forehavende. Det kurerede hende ved fra siden at se de to ånders ejer dengang, Sippiaq / Sivpiaq, i øjnene (for dermed at forhekse ham, BS).

 

Hist.: Historisk fortælling fra slutningen af 1800 og begyndelsen af 1900-tallet.

Kommentar: Det er ganske forbavsende hvor populære europæere, i første omgang formentlig skotske hvalfangere fra slutningen af 1700-tallet, var som hjælpeånder i Upernavik-distriktet.

Famine à Isertok / Sult i Isertoq

Print
Dokument id:1940
Registreringsår:1937
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Junta
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Famine à Isertok / Sult i Isertoq
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 127 - 130
Lokalisering:Tiderida / Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

Denne sultevinter beskrives som dobbelt, dvs. som to vintre uden sommer imellem. Blandt de talrige beboere af fælleshuset nær Isertoq i Iitsalik er der Taqqisima (far til Victors ven, Kristian) med kone og Igeko / Eqeeqqoq / Kunnak med kone og barn. Sulten hærger. Den første døde begraves ikke, men lægges som en slags nødforråd uden for husgangen. Da der absolut ikke er mere at spise foreslår Eqeeqqoq at man spiser liget. Alle vil være med. Han er kyndig i de ritualer der skal fjerne faren ved kannibalismen. Bl.a. lader han den døde overvære fortæringen idet hovdet skæres af og placeres ved siden af. Halsen skære i så mange skiver som der er mennesker i huset. Hver sluger een. Ligesom præsten der uddeler nadveren griner fortælleren. Derefter kaster alle sig over det magre lig og skærer stumper af det som koges over brændeild og fortæres. Ingen kunne få dem fra det, mener fortælleren. Hunde kan man kyse væk med stokke fra maden, men ikke mennesker!

       En af beboerne er en stor, tyk mand, der ligesom en kvinde både har syet sit tøj og passet sin lampe. Han frygter at de vil forgribe sig på ham. Han sover altid med kniv.

       Da den næste mand dør, har man håb om, at foråret er nær med fangst, og man begraver ham derfor under isen i havstokken. Men sulten fortsætter og man får ham derfor efter lang tids søgen hevet på land igen til fortæring. Denne gang er det Taqqisima der udfører afværgeritualet og førstebidden alle skal spise er denne gang anus (sjælen(e)s ud- og indgang) skåret op i tynde skiver, som hans kone først koger (på et brændebål i den største lampe). Da resten af kødet er kogt og hovdet griner som en dødning, besvimer Taqqisima's kone.

Den fede Nangidak / Nanngiteq (?) frygter stadig for sit liv, men det blir Akernidi's søn der blir ofret. Faderen, der ikke mener sønnen har langt igen, strangulerer ham selv som man gør ved en hund. Hans kone vil dog ikke hverken tilberede eller spise af kødet.

       Hermed er trængslerne ikke slut. Man fortærer yderligere to, men det vil Junta ikke fortælle om.

 

Hist.: Junta tidsfæster dobbeltvinteren til "før danskerne kom", dvs. før Konebådsekspeditionen 1884-85. Victor (eller Robert-Lamblin) daterer derfor hændelserne til 1881 - 1883.

Se yderligere: Victor Ajatok 118 Hist.

For at få stormen til at lægge sig

Print
Dokument id:863
Registreringsår:1952
Publikationsår:1955
Arkiv navn:
Fortæller:Eevartaaraq (Eevartêraq)
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:For at få stormen til at lægge sig
Publikationstitel:Inegpait
Tidsskrift:Meddr Grønland 90(2)
Omfang:side 88 + 90
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Tospoproget udg.: Nordvestgrønlandsk: s. 89 + 91: serqwdlewne anerimik

qatsersaisewq (serrat), og dansk.

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 37 - 38.

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 41 - 42.

 

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Genfortalt ifølge Uvigdlawaq's fortælling

 

Resumé:

Uvigdlawaq fortalte til Hans Lynges fortæller, Evateeraq, hvordan engang alle de voksne fangere var kommet hjem, mens de unge endnu var ude og en af dem, Uillagaqs søn, havde harpuneret en gammel snu hvidhval, der var vanskelig at nedlægge, nær et skarvefjeld. De råbte om bistand. Ui. vendte om ved stranden, da han hørte om råbet, og det var netop som en snestorm brød løs. Snart gik åndemaneren Ikerpaq ud  i stormen, besteg en rokkesten, fremsagde en serrat / tryllesang med høj røst, men som ingen kunne høre et forståeligt ord af. "Der smed man den serrat væk", sagde han bagefter. Straks efter lagde stormen sig, og de unge nåede velbeholdne hjem med hvidhvalen, som Ui. havde dræbt med et så kraftigt kast af sin lanse, at flere af dens ribben var brækkede.

 

Hist. Historisk fortælling fra midten af 1800-tallet.

Kommentar: Serratit blev gerne fremsagt med meget lav stemme. Hvis andre hørte en serrat, mistede den sin virkeevne. I Ikerpaq's tilfælde åbenbart også, selv om ingen kunne høre, hvad han sang. Men han har sikkert skrålet den for at øge virkningen. At han bruger rokkestenen som ståsted også interessant. En kampesten, der som denne kunne rokkes af et barn, symboliserede silas (vejrets og verdens) let påvirkelige balancegang.

Vedr. serratit og balance se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere).

Forskellige lege, skikke og forestillinger

Print
Dokument id:2255
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB 1, 6(18). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Møller, Kr.
Nedskriver:Møller, Kr.
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Forskellige lege, skikke og forestillinger
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:8 s. A6-størrelse
Lokalisering:Upernavik
Note:

Kr. Møller var kateket i Upernavik.

Teksternes titler (i ny retskrivning): issittaajaartut; sattartut; kuinassaarisortoq; ilivermik; usunnangiusaq; arsartunik; kaannermik.

Ikke oversat

 

www.hum.ku.dk/eskimo/sonnesbase2004.html 

Forskellige typiske udtalelser

Print
Dokument id:788
Registreringsår:1952
Publikationsår:1955
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Forskellige typiske udtalelser
Publikationstitel:Inegpait
Tidsskrift:Meddr Grønland 90(2)
Omfang:side 185 - 187
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Med original på nordvestgrønlandsk: s. 183 - 185: Kalâtdlisut Oqardluautit.

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 159 - 160.

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 167 - 169.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

En rodekasse af 28 forskellige mindre hændelser, vendinger, skikke, tabuer o.l.

Frygt for baghold

Print
Dokument id:845
Registreringsår:1952
Publikationsår:1955
Arkiv navn:
Fortæller:Qupalorârsuk
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Frygt for baghold
Publikationstitel:Inegpait
Tidsskrift:Meddr Grønland 90(2)
Omfang:side 48 + 50
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Med sideløbende original på nordvestgrønlandsk: s. 49 + 51:

Nungutsiartortugssanut ersineq.

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 111 - 112.

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 120 - 121.

 

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

Resumé: Nungutsiartortussat betyder "frygt for at blive udslettet ved et bagholdsangreb", og nye lyde, som fx. den af en motorbåd, kunne sagtens vække skræk for et sådant angreb. Hans Lynge nævner flere eksempler her og der fra vestkysten, men i Ineginnavaats tilfælde drejede det sig om en motorbåd, som hun beslutter angribe med sin berømte danske hjælpeånd, da man endnu kun hørte den nærme sig. Hun erklærede at ville lade hjælpeånden skyde båden med en kanon, noget ingen i hendes omgivelser vidste hvad var. I sidste øjeblik fik hun dog den lykkelige tanke, at det kunne være venner, der nærmede sig så støjende. Man hørte dem snart tættere på tale muntert grønlandsk sammen. Det var kolonibestyreren med mandskab på et af sine sjældne besøg i Aappilattoq. Ineqinnavaat, der var ven med alle danske, blev inviteret til embedsbolingen hus, beskænket med mange gaver, som hun rørt sagde tak for. Mest takkede hun dog for, at de havde talt så højrøstet sammen undervejs ind og dermed undgået at blive udslettet hver og een.

 

Hist. In. var en kvindelig åndemaner / angakkoq i 1800-tallets Upernavik-distrikt. Der går mange fortællinger om hende: Søg på Ineqinnavaat.

Gamle Víte taler

Print
Dokument id:786
Registreringsår:1952
Publikationsår:1955
Arkiv navn:
Fortæller:Vitti (Víte)
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Gamle Víte taler
Publikationstitel:Inegpait
Tidsskrift:Meddr Grønland 90(2)
Omfang:side 155 - 156
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 61 - 62.

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 67.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

Resumé:

Vitte var en hjemkommen (fra dødsriget, angerlartoq), dvs. opkaldt efter en søsken, der var død som lille. Du lever stik imod alle reglerne, sagde man af den grund til ham, for at intet ondt skulle ramme ham.

Vittes far døde af ligfald, fordi han engang havde grædt under åben himmel. Den elskelige morbror, Mamarsuaq, tog ham og moderen i hus, men der var talrige ritualer og tabuer der skulle overholdes. Ingen rypefjer eller bare ben måtte komme i nærheden af en sæl, der lå på gulvet til flænsning. Rypefjer skulle kastes væk bag om huset.

Vinterhusets husgang blev indviet til sælerne med saltvand, når man flyttede i hus.

Saltvand måtte aldrig øses op med en gryde. Det kunne straffes "dernedefra" af den lunefulde Havkvinde, havets inua / menneske.

Under kajakfangst måtte ingen inde fra huset kigge ud gennem vinduet, og ingen kvinde løsne eller sætte sit hår. Under bjørnejagt måtte ingen skrabe skind, og en bjørn fanget af en kvinde (? eller en hunbjørn blev fanget) fik den ofre af perler og strimler af såleskind.

 

Hist.: Slutningen af 1800-tallet.

 

Kommentar: Havkvinden, imap inua ifølge den grønlandske tekst, synes at have været relativt vigtig i Upernavik-distriktet.

Gamle Víte taler

Print
Dokument id:787
Registreringsår:1952
Publikationsår:1955
Arkiv navn:
Fortæller:Vitti (Víte)
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Gamle Víte taler
Publikationstitel:Inegpait
Tidsskrift:Meddr Grønland 90(2)
Omfang:side 156
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 61 - 62.

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 67.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

Vittes far fik ligfald og døde, fordi, mente man, han havde grædt uden døre. Selv var Vitte / Vitti en angerlartoq, en hjemkommen, dvs. en ældre søsken, der var død og kommet hjem fra dødsriget. Derfor sagde man altid til Vitte: Du lever modsat reglerne.

       Vittis morbror, Mamarsuaq, en rar mand tog dem i hus og han var af den gamle skole med mange tabuer der skulle overholdes. Der nævnes adskillige, heriblandt at det var forbudt at øse saltvand op med en fedtstensgryde, fordi det kunne irritere den lunefulde havkvinde / Havkvinden / Havets Mor / Moder.

Giîngivit / Giinngivit / Kiîngivit / Kiinnguit, den store åndemane

Print
Dokument id:1956
Registreringsår:1955
Publikationsår:1955
Arkiv navn:
Fortæller:Nielsen, Martin (Marteeraq)
Nedskriver:Nielsen, Martin (Marteeraq)
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Giîngivit / Giinngivit / Kiîngivit / Kiinnguit, den store åndemane
Publikationstitel:
Tidsskrift:Avangnâmioq
Omfang:ss. 238 - 240 + 256 - 257
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger: Upernavik
Note:

Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne).

Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq.

 

Oversættelse:

Denne åndemaner havde lært hos åndemaneren Sigfiaq / Siffiaq. Da Kiinngivit var blevet åndemaner, havde Sigfiaq / Siffiaq sagt, at når han døde, skulle Giinngivit arve de to danske hjælpeånder, han havde.

Og da Siffiaq døde, arvede Giinngivit disse to danske hjælpeånder.

Siffiaq var i den grad åndemaner, at han ikke kunne dø. Så til sidst

druknede han sig ihjel. Siffiaq havde fået sin søn til at fange for

sig, men nogle, der var misundelige, dræbte ham, og faderen sørgede

i den grad, at han blev på briksen. Ingen anede noget, da han sad i den

inderste krog. Og der kom folk, som det senere viste sig, ville have

dræbt han. De to mænd kom på besøg, efter at de havde talt indbyrdes,

om at de ville dråbe Siffiaq. Da de kom ind, var det umuligt at se, at

de havde våben med sig, og ingen af Siffiaq's husfæller fik mistanke.

Men de havde regnet med, at de, når de gik, ville tage Siffiaq med sig

og dræbe ham udenfor huset, fordi han nu, hvor han havde mistet sin søn,

ikke havde nogen til at forsvare sig. Mens de lod som ingenting, hørte man pludselig en dansker tale fra krogen, et sted ovenover Siffiaq.

Og Sigfiaq hang med hovedet, som om han ikke hørte noget. Husfællerne

vidste, at den danske hjælpeånd ikke ville sige noget for ingenting, så

en af husfællerne spurgte Siffiaq: 'Hvad snakker han for? Det er aldrig for ingenting, han taler. - Det varede noget, inden Siffiaq svarede: Det er måske fordi han så gerne ville leve lidt endnu, at han taler om en hund, der skal aflives, d.v.s. at han kaldte sig selv for en hund. Da han havde sagt det, kiggede de to mænd, der var kommet for at dræbe ham, på hinanden uden at sige noget. Og de gik ud af huset.

En dag, mens Siffiaq sad der i krogen, og der ikke var nogen, der kiggede på ham, tog han en kniv og snittede sig i struben, så at han faldt død om. Og husfællerne kiggede forskrækkede på ham. Men så var det, at man fra snittet i struben, hørte en dansker tale. Og da man havde hørt det, heledes såret i struben, hvorefter Siffiaq begyndte at trække vejret igen. Og således reddede den danske hjælpeånd ham.

Efter den tid tog Siffiaq ud i kajak under det påskud, at han skulle fiske. Men da han var nået udenfor de andres synsfelt, kæntrede han og forblev der, indtil han druknede. Det er muligt, at hans danske hjælpeånd ikke kunne svømme.

Man siger, at Siffiaqs grav ligger på Usugtussoq / Usuttusoq, på en del af Qagsserssuaq / Qassersuaq øen ved siden af, hvor folk fra Sisuarssuit / Sisuarsuit samlede bær. Ved enden af Sisuarssuit er der et næs, hvor bærsamlerne slog telt op, som man kaldte for Usuttussoq. Og dér er der en gammel grav lige ved en bratning. Og man siger, at det er denne åndemaner, Siffiaq's grav.

Da Siffiaq døde, arvede den store åndemaner Giinngivit de to danske hjælpe-

ånder, som han havde fået lovet. Nu hørtes, når Giinngivit holdt åndemaning / seance, de to danskeres stemmer, som uafbrudt snakkede med hinanden under hele åndemaningen. Giinngivit blev altid godmodigt drillet af en af deres bopladsfæller og somme tider også for hans egenskaber som åndemaner. Han tog det imidlertid aldrig ilde op, fordi han aldrig blev irriteret over godlidende drilleri.

En dag, da de var ude, var den anden med, der drillede åndemaneren, og han sagde, at de skulle se, hvem af dem, der først kunne fange en sæl. Åndemaneren var ikke nogen god fanger, og det var ikke hver dag, han fangede en sæl.

Og han sagde, at det kunne han ikke, fordi den anden var en god fanger, mens han selv var en middelmådig. Og så sagde han, at vennen skulle prøve at vædde med en anden. Men vennen svarede, at hvis han selv var åndemaner, så ville han ikke have vanskeligheder ved at fange sæl. Og så sagde Giinngivit:

'Ja, prøv nu om du kan fange en sæl før jeg kan', og som sædvanlig sagde han det med et smil. Næste dag tog de afsted i kajak. Og da de kun havde været væk i kort tid, kom åndemaneren tilbage med en sæl på slæb. Men vennen, som havde indgået væddemålet, kunne nu ikke fange nogen. Der gik så lang tid, inden han fangede noget, at han fik mistanke om, at det var åndemaneren, der havde fjernet hans jagtlykke. Og da han så beskyldte åndemaneren for det, så grinte åndemaneren og sagde: 'Ja,nu kan vi jo se, om du kan fange en sæl før mig. Du er jo en dygtig fanger.' Og sådan drillede åndemaneren sin ven.

Men så skete det en dag, at vennen fangede en sæl. Og da det først var sket

fangede han atter sæler, som han plejede.

Der var også en af deres bopladsfaller, Itertajâq / Itertajaaq, som var ungkarl, og han havde hørt, at der mellem Kiinngivit's hjælpeånder var en kvindelig hjælpeånd. Og åndemaneren plejede også ofte at drille ham, og i denne forbindelse navnede han tit, at denne var ungkarl. Men pebersvenden svarede igen og drillede ham med hans åndemaner-egenskaber og bad ham om at vise sig

hans kvindelige hjælpeånd, hvis det altså var sandt, at han havde en kvin-

delig hjalpeånd. Og da han selv var ungkarl, og derfor ikke var bundet tii nogen kvinde, så ville han give hende tilfredsstillelse. Og åndemaneren plejede at grine ad hans drillerier. Så var det en dag, da Itertajaaq var ude i kajak og roede langs med stranden. Og mens han roede, opdagede han en lækker kvinde inde på kysten. Og da han så det, kom han ganske automatisk ind til stranden. Han kom ud af sin kajak, trak den op på land, og gik op. Og da han nåede hende, var det en kvinde i ualmindeligt fint tøj. Hun havde en pels af spraglet sælskind. Hun smilede Itertajaaq ind i ansigtet, men sagde ikke noget. Itertajaaq fik en sådan lyst til hende, at han sprang efter hende for at tage hende. Men i samme bevægelse greb kvinden ham om begge håndled, og hun var meget stærk. Itertajaaq prøvede at trække sine arme til sig, men det kunne han ikke, for kvinden, der hele tiden smilede, havde et meget fast greb om hans håndled. Og selv om han prøvede at komme løs, kunne han ikke rokke sig af stedet. Da der var gået et stykke tid, lykkedes det dog Itertajaaq at befri sig for grebet, og han løb ned til sin kajak. Og inden kvinden tog ham igen, kom han i kajakken og stødte fra stranden. Så tog han et par kraftige åretag for at slippe væk fra hende, men han opdagede, at han ikke kom ud af stedet. Og da han kiggede ind mod land, blev kvinden ved med at stirre på ham. Pludselig kom han

dog igang, og kunne ro fra stedet. Og han skyndte sig hjem. Da han kom

hjem, lod han som ingenting, og han roede ganske langsomt. Han steg i land, hvor han plejede at stige i land og anbragte kajakken på den sædvanlige plads. Da han gik op, kom han forbi åndemaneren, der sad uden for sit telt og lavede et eller andet. Og da han gik forbi, kiggede han på åndemaneren uden at sige noget, og han så, at åndemaneren uden at sige noget grinte af ham. Og Itertajaaq sagde ikke andet end: 'Dit utyske.' Og Giinngivit / Kiingivit grinede så uden at svare ham.

Engang lovede en af deres bopladsfaller Giinngivit en hund, når hans ældste tæve havde fået hvalpe og hvis det blev gode hvalpe. Hans tæve fik hvalpe, men da det var gode hvalpe, som voksede meget hurtigt, syn-

tes han alligevel, at de var for gode til åndemaneren. Så han beholdt

dem. Og da åndemaneren nævnte det for ham, sagde han, at de voksede så godt

at han hellere ville beholde dem. Åndemaneren sagde ikke noget. Og hval-

pene blev store. Og da de var udvoksede, nævnte åndemaneren det igen, fordi den anden jo havde lovet ham en af hvalpene.

Men den anden syntes nu, at de trods alt var ham for værdifulde. Og

selv om han havde givet ham det løfte, ville han alligevel ikke give ham

den. Samme vinter skulle den mand, der havde lovet åndemaneren en hvalp,

med slæde fra Tasiussaq / Tasiusaq til Augpilagtoq / Aappilattoq på besøg.

Og han spurgte så Giinngivit om han kunne tænke sig at køre med. Og de kørte derfor begge to afsted. Dengang var der ingen beboede pladser mellem Aappilattoq og Tasiusaq. De to slæder kørte således at Giinngivit var bagest. Og da de var ved at nærme sig Qagsserssuaq / Qassersuaq, kørte den anden et stykke foran åndemaneren. Og han kom ret tæt på et lille næs ved dan nordlige munding af Qasserssuaq og han kiggede tilfældigt på næsset og så, at der var to mennesker. Han kiggede så på sin kammerat, der blot kørte frem, og så satte han hen imod de to mænd. De to mænd stod på isfoden, og da han var kommet dem ret nær, opdage-

de han, at det var to danskere. Og så kom han i tanke om, at man sagde, at Kiinngivit, åndemaneren, havde to hjælpeånder, der var danske. Han standsede

for at vente på Kiinngivit, og da Kiinngivit nåede op til ham, sagde han: 'Gad vide, hvad de to der taler om.' Så sagde åndemaneren, at de sikkert talte om den hund, som den anden havde lovet ham. Han havde næppe sagt det, før den anden svarede med høj røst: 'Nu skal jeg give dig en. Nu skal jeg give dig en.' Og han løb hen til sine hunde og løsnede den ældste hundehvalp fra slæden og gav den til åndemaneren. Og nu da åndemaneren havde fået en stor hundehvalp til sine andre hunde, kunne han køre sammen med sin kammerat uden at sakke bagud.

 

1955: 256 - 257

Dengang var der jo flere åndemanere, der var mege vennesæle, og selv om nogle havde det med at drille dem, plejede de alligevel at fortælle om de mærkelige ting, de gerne oplevede sammen med dem. Og på den måde fortalte Itertajãnguaq / Itertajaannguaq om sin store lyst. Også om dengang han opdagede, at han ikke kunne klare den store kvinde, således at han med nød og næppe kom fri af hendes garn, det fortalte han selv. Og den anden fortalte om, hvad han med egne øjne havde set: To danskere dér, hvor der ingen danskere skulle være. Han har flere gange senere fortalt om det, og nu har jeg altså fortalt om dem.

Giinngivit døde som en gammel mand efter at han var blevet døbt og havde fået navnet Tobias.

      Men den slags historier drejer sig ikke alene om åndemanerne, for andre undrede sig over tryllesange, der tilhørte folk, der egentlig ikke var åndemanere.

Og når de syntes, at disse tryllesange havde haft en virkning, så fortalte

de det. Men sangene var ikke hverdagssange og blev kun sunget ved passende lejligheder. Og sangene var sammensat af gamle ord, som tilhørerne ikke med det samme kunne forstå. Og først når man havde øvet sig og gentaget dem, kunne man lære dem.                    

      Da Amitsualaaq døde levede min farfar, Tuutigaaq, også i Inugsuk / Inussuk, så ham omtaler jeg også i denne forbindelse. Og da det blev forår, mens han boede der, så fulgte han med folk ud til fangststedet. Han kom til Putugua, og det var i uuttoq-tiden / krybefangst-tiden, men det varede noget, inden han kunne fange noget. Når han nærmede sig en opkrøbet sæl, og han var i passende afstand, kom der gerne en ravn, der fløj over stedet og henimod sælen, der derfor hoppede ned i åndehullet. Og da det gentog sig hver gang han var på fangst, kunne han ikke komme hjem med sæl i lang tid. Og selv om han egentlig ikke havde smerter nogle steder, mærkede han en dag, at han var ligesom afkræftet. Det tog til med denne afkræftelse, og til sidst kunne han ikke tage på uuttoq-fangst. Og så lånte han sine hunde ud til en af de unge. Selv stillede han sig på næsset nede ved Putugua, fordi der her var åbent vand, og der ventede han på sæler, bevæbnet med en riffel. Det blev jo opsøgt af sæler, selv om det ikke var ret

mange. Så en dag, da uuttoq-jægerne var taget ud, sad han der og ventede på sæler sent på formiddagen. Da kom en af de gamle fra fangststedet,

Taka, det var den frygtløse mand, der var gået hen til den sindssyges grav.

      Han kom hen til ham, og uden at spørge ham, sagde han så: 'Jeg har mistanke om, at det ikke er din egen skyld, at du har det sådan, cg jeg prøver at gætte, uden at vide noget rigtigt, men sådan noget skal man betale for. Så hvis du har noget, så giv du mig til det.' Tuutigaaq lovede at give Taka en rulle tobak, som han havde i sin kiste. Og da Taka havde fået det løfte, stillede han sig ret op og ned bagved den siddende Tuutigaaq, og først vendt mod nord, fremsagde han en trylleformular. Og da han var færdig vendte han sig mod syd og gentog tryll1eformularen. Da han havde sunget, sagde han ikke mere, men gik ind i teltet. Og Tuutigaaq tænkte på ordene i tryllesangen. Taka havde jo sagt, at den skulle rettes mod noget, som han ville ramme. Men da han fremsagde formularen, lød det ikke som om det var rettet mod nogen bestemt, og der var enkelte ord, han kunne huske, og han mente, de lød sådan:

'niarqugkut ikiligssamik siggungnigdlo augssualingnik / niaqqukkut ikilissamik siggunnillu aassulinnik / Således at der kommer sår på hovedet og blodbesudlede læber.'

Da Tuutigaaq gik hjem om aftenen, fortalte han en af de unge, hvad han havde oplevet, men fik ham til at love, at han ikke ville sige det til andre.

Der skete ikke noget den næste dag. Men den tredje dag om aftenen, efter

uuttoq-fangerne var kommet hjem, opdagede de en hundeslæde, der var på vej fra Upernavik. Da han kom, fortalte han, at mens Inequngnavãt / Inequnnavaat og hendes familie, der stammede fra Augpilagtoq / Aappilattoq, var på fangstpladsen ud for Søndre Upernavik på Kingatak øen, var hendes mand gået med deres søn på rensdyrjagt, og at der for to dage siden var faldet en sten ud af en klippe, der havde ramt manden i hovedet, hvorved det knustes, så at han døde med det samme. Og der var sendt bud til Upernavik dagen før, og nu bragte han nyheden videre. Og man sagde, at stenen ikke var kommet fra en stejl klippeside, men af den bare klippegrund. Man sagde også, at den kvindelige åndemaner Inequnnavaat / Ineqinnavaat havde en ravn til hjælpeånd. Og efter den tid skete det mærkværdigvis, at Tuutigaaq fik det bedre. Og endnu inden isen var helt forsvundet, blev han helt rask.

 

Kommentar: Vedr. citatet fra trylleformularen på grønlandsk står der på tryk augssialingnik, men da det ikke giver rigtig mening, har Robert Petersen rettet det til augssualingnik i overensstemmelse med versionen hos Hans Lynge 1967: Inugpait.

 

Var.: Hans Lynge: søg på Kiinnguit, Tuusingaaq, og Siffiaq (de forskellige fortællinger, registrerede hver for sig

Gud ankommer / Gûte tikípoq

Print
Dokument id:1277
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Gud ankommer / Gûte tikípoq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 351 - 359, nr. 42
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 122 - 129.

 

Resumé: Sandgreen skildrer det velsignelsesrige liv på sommerpladsen

Aammat i Sermilik-fjordens bund. Der fanges sæler, der tørres kød,

ordnes skind, laves blodpølse, altsammen til vinterforråd. Vejret er

strålende, kvinderne sludrer, mændene fortæller hinanden

jagtoplevelser og fortællinger, de store drenge kappes, og piger og

drenge leger "livet", dvs. "far-mor-og-børn" i konturer af hus, kajak

og konebåd, som de har "tegnet" med små hvide sten, der lyser mod den

mørke jord. Man taler lidt om præsten, der er kommet til Tasiilaq, men

skal være svær at forstå, og om handelsbestyreren, som de fleste har

handlet med. Man har hørt, at præsten vil komme på besøg, og da man

venter Maratsi til sangkamp, håber man, at præsten vil komme senere.

Deres konebåde ankommer dog samtidigt, besætningerne går på rundvisit og

bespises alle steder, og præsten, der hurtigt blir mæt, prøver at

belære Qaartuq og hans familie om Gud. Q. finder det lidt svært at tro

på nogen, som ingen har set, og som tilmed er kommet til Aammat med

præsten uden at blive set. Præsten forklarer, at det er Guds ord, der

er kommet. Han vil se sangkampen næste morgen for at erfare om den er

syndig og går tidlig i seng. De øvrige samles til sangfest i et telt,

hvor varmen stiger, og man bruger den som undskyldning for at slukke

lamperne og hengive sig til lampeslukningslegen. Da en af præstens

roersker sladrer næste morgen, opgiver han at overvære sangkampen og

tager bedrøvet af sted med det samme.

 

Hist.: Datering til slutningen af 1800-tallet.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Habakummik / Om Habakuk

Print
Dokument id:1781
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Berthelsen Iver
Nedskriver:Rink H. J.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Habakummik / Om Habakuk
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:s. 54 - 57, nr. 4 og s. 62 (uden nr., efter nr. 7)
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

 

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 4, ss. 9 - 13 og s. 19.

Ikke medtaget i Rink 1866-71, II (bla. fordi Rink allerede i bind I

havde gengivet Jens Kreutzmanns version). En episode mere til denne

fortælling er tilføjet efter nr. 7.

 

Mads Lidegaard har citeret Inge Kleivans oversættelse af Iver Berthelsens beretning i små afsnit i "Profeterne i Evighedsfjorden", Tidsskriftet Grønland 1986: s. 220 - 221, s. 209 - 210, s. 208, s. 211, s. 233 og s. 216. (I sin litteraturliste henviser Lidegaard her til Rink NKS 2488, II; men det er IV. BS)

 

Resumé af Inge Kleivans oversættelse:

Fortælleren, Iver Berthelsen, er søn af overkateket Frederik Berthelsen, hvis storebror, Josef, er kateket i Evighedsfjorden. Habakuk og hans kone, Maria, bliver døbt som voksne. Maria bliver jaloux over en affære Habakuk har med en anden og begynder at gøre mærkelige ting. Habakuk tar sig ikke af det, men da hun bliver "falsk profet" (får syner, BS) slutter han sig til hende. Det samme gør husfæller og andre, da de to begynder at gøre undere. Josef er også til falds og Ivers far, der er i Sukkertoppen, hvor han hører om bevægelsen. Han føler sig også tiltrukket indtil han får post fra Josef og læser, at tilhængerne har det med skiftevis at græde og le helt vildt. Den slags har hans far, Ivers bedstefar, Palasinnguaq, netop advaret Frederik imod da han for år tilbage viede Frederik til kateket, for en sådan opførsel var tegn på "falsk profeti". Han skriver gang på gang til sin bror, Josef, om ikke at tro dem - og tar kopi af sine breve.

       Et brev fra Josef beretter ligeledes om hvordan Habakuk får luft for sin tro ved at befale alle at lade deres bøsser og, når han under et varsel om verdens undergang vender øjnene mod himlen, afskyde alle deres bøsser. På et tidspunkt tar han alle bestemmelser om, hvornår man skal fange, og når han har udsendt to fangere, der kommer hjem med fangst, spiser han alt hvad han vil. Men det lykkes Ivers dengang ganske unge morbror at fange sin første fangst med redskaber han kan låne af de voksne, når Habakuk har forbudt dem at fange.

       Bevægelsen ebber ud i 1789 og herom fortæller Iver så meget han nu har hørt: Hans far, Frederik Berthelsen / Naparutaq og distriktets præst besøger i to omgange Habakuk og Maria Magdalena i Evighedsfjorden, mens tilhængerne endnu bor der i større tal. Frederik Bethelsen fortæller præsten hvad han skal sige og hvornår, så efter en tid da Maria omsider ser direkte på præsten, spørger han hende: hvornår skal verden gå i stykker? Hun bider sig stum i læben. Ved det gentagne spørgsmål skyder hun skylden på en vis Elias (se ndf.). Men da hun såbenægter en længere række anklager for det hun har sagt og gjort, som den velinformerede Frederik B. fremsætter, bekræfter tilstedeværende mænd disse anklagers rigtighed. Fr. B. og præsten tilskynder folk til at komme tilbage til Maniitsoq, men det lykkes først næste forår ved det andet besøg. I mellemtiden har Iver hørt fra sin mor, der dengang var meget ung tilhænger, at man engang så himlen åbne sig og hørte salmesang oppe fra Umiussaq fjeldet i nærheden. Den salmehusker moderen udenad da hun efter ægteskabet med Frederik hører den under gudstjenesten.

       Frederiks kopier af alle de brevene til Josef læses af Missionskollegiet, der forfremmer Frederik til præst for hans helt korrekte og glædelige handlekraft i bekæmpelsen af det såkaldte "sværmeri".

 

Thisted og Thorning 1996: s. 62.  

En anden profet, Elias fra Appamiut, prædiker at alle døbte er døbt i Tornaarsuks blod. Han slutter sig til Habakuks bevægelse men får besøg af Frederik Berthelsen der foreholder ham det falske i hans ord: de døbte er døbt i Kristi blod. Til sidst falder Elias i så voldsom gråd, at Frederik Berthelsen får ondt af ham og holder inde. Men Elias' kone ber ham fortsætte, fordi hun er vred over sin mands tilslutning til Habakuk.

 

Var.: Habakuk

 

Thisteds kommentar: Fortælleren I.B. beretter om den berømte Habakuk-bevægelse,

således som han har hørt det fortalt af sin familie, der både på mødrene og fædrene side er førstehånds vidner til begivenhederne. I særdeleshed spiller faderen en væsentlig rolle. Såvel i denne version som i Jens Kreutzmanns er det nemlig ham, der med sine skarpe ord sætter de falske profeter til vægs, og dermed afslører deres bedrag for tilhængerne, hvorefter bevægelsen ebber ud.

 

Kommentar: Elias gør klart oprør imod missionærernes bedreviden med deres annektering af Toornaarsuk som betegnelse for Djævelen. Med sin udskiftning af Jesus med denne grønlandske skikkelse er der næppe tale om en egentlig Satankult i moderne forstand. Snarere om det vi i dag ville kalde et etno-politisk el. etno-religiøst oprør. Om toornaarsuk / toornaarsuit i førkristen religion, se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere).

"Sværmeriet" kalde i fagsproget: profetbevægelse.

Hans Egede Oqalukbalarata

Print
Dokument id:399
Registreringsår:?
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, V. 4'
Fortæller:Egede, Hans
Nedskriver:Egede, Hans
Mellem-person:Rink, H.
Indsamler:Rink, H.
Titel:Hans Egede Oqalukbalarata
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 1151 - 1161, nr. 227
Lokalisering:?
Note:

Oversættelse ved dels Chr. Berthelsen, dels Anna Berge (AB) på engelsk og videre til dansk ved Birgitte Sonne.

 

Hans Egedes fortælling

Det første jeg kan huske / første gang jeg kom til bevidsthed om mig selv (ilisimaqqarpunga) var de i færd med at svøbe min ærede bedstemor i ligtøj. Hendes hoved / hår var helt hvidt, da de dækkede hendes ansigt til. Egentlig undrede jeg mig bare over, at hun var besvimet, men hun var altså død. Og bagefter glemte jeg hende / det på en måde. Alligevel var jeg trist fordi jeg savnede hende. Det sagde de om mig, selv om jeg ikke rigtig kan huske hende. Så bagefter huskede jeg det lissom ikke. Så husker jeg (som det næste) en konebåd, og at være på sommerophold, efter sigende sammen med Rassersuaq og hans familie og at lære alle deres navne. Dem husker jeg helt klart. Jeg kan endnu høre den store råbe med høj røst oppefra: Var det ikke mig der nedlagde en stor renkalv? Og de gik ham i møde, de gik op til ham. Mens vi var fulde af forventning om den lækre talg vi skulle spise, kom de, og så havde han bare fået en lille bitte renkalv. Så det var nok den første ren han havde set. Men derefter begyndte han at jage rener.

 

På det tidspunkt da vi havde tilbragt sommeren (i telte) sammen og (senere) da det blev tøvejr (?), husker jeg et par gange, hvor jeg sagde at mit ben var brækket når jeg begyndte at blive træt. Og når jeg så faldt, lagde min far mig op, ovenpå sin byrde, selv om jeg løj af træthed. Det bagefter husker jeg lissom ikke. Men det jeg så husker var, at det var begyndt at blive mørkt, mens vi lå i lejr. Det må have været ved den tid, hvor vi kom ud (af fjorden) til Qaarsunnguit. Vi nåede til Uummannaarsuk i tide til at overvintre der, på samme boplads som immigranter / tilflyttere fra Sydgrønland. Det var Qingakkarsuaqs og Ittujuuqs. Dengang fangede man faktisk hvaler om vinteren og spiste mattak, men selv så jeg nu ingen hvaler.

 

Da vejret blev mildere, rejste vi sydpå og mod syd kom vi til Saqqaq. Men alle steder hvor vi teltede var der allerede sydgrønlændere. Jeg fulgte altid med mine forældre, når de gik på besøg. Ja, det skortede sandelig ikke på gamle folk. De af mændene der havde levet længst var disse: Kaasipassuaq, Maajaru og Ottorsuaq. Når Kaasipassuaq var inde trak han aldrig sine bukser op over lænderne, altid hang bukserne om hælene på ham. Jeg ved ikke hvorfor - måske fordi han var en gammel mand - ligemeget, hans fortællinger var uforglemmelige.

 

Og da vi tog derfra sejlede vi så til Itilleq. Der blev vi foråret over, hele foråret denne gang. Fra da det begyndte at tø / sneen blev hård (?) forlod vi ikke Itilleq.

 

Efterhånden som vi kom ind i fjorden gik det stik sydpå. Da vi denne gang roede derind fortsatte vi ikke hele vejen, men overnattede først, fordi min mor var syg.

På det tidspunkt teltede vi sammen med familierne Puuvi og Evald. Da vi så sejlede ud til Kangaamiut og slog lejr, stod et af husene dér tomt, fordi dets (vanlige vinter-) beboere var begyndt at overvintre i Amerloq. Derfor begyndte vi overvintringen dér alene mens vi satte huset i stand igen, fordi det endnu ikke var gjort.

 

Så ankom en umiak / konebåd med folk, som tilhørte Iigooq (? et navn eller blot ender har en umiak, en umialik? AB) De prøvede at få os til at overvintre med dem. De nævnte en vis grønlænder nordfra, Antonia, som skulle have slået sig ned i Timerleq. Da huset næste dag var færdigt (til indflytning) tog de ud i umiak på bærtogt, og min mor og jeg blev hjemme og passede på teltet. Min mor skrabede skind, og mens jeg legede ved siden af hende, hørtes en lyd helt tydeligt uden for. "Gå ud og se!", sagde min mor. Da jeg kom ud, var der denne umiak fuld af folk og en enkelt ledsagende kajak, der drejede ind i fjorden lidt syd for os.

Jeg vendte rundt, om mod teltåbningen og agerede umiak. Da min mor kom ud sagde hun: "De skyder fordi de ikke tror her er nogen, gør et eller andet så du blir set!" Mens jeg løb rundt og rundt oppe på hustaget for at blive set, og de hele tiden roede nærmere i deres umiak, og jeg hele tiden råbte 'umiak' over mod dem, begyndte de at gå i opløsning, og da endog den ledsagende kajakmand gik i stykker, så vi ikke andet end små stykker is. Det var mit livs første oplevelse af noget uforklarligt: For vi kunne ikke se det klart.

 

Senere kom der drivtræ flydende, flere og flere stykker, mange takkede stykker, store stykker. Og det var så bådens forstævn de fandt, men de fandt aldrig de øvrige dele, for der var kun tre kajakmænd til at fange (? på fortællerens boplads - og de kunne ikke nå så vidt omkring, BS ?).

 

Da vinteren kom, rygtedes det, at Antonia der havde slået sig ned i Timerleq, var en der virkelig havde noget at fortælle. Så de hentede ham i kajak, bandt hans kajak til deres egne. Han ændrede aldrig på sine historier. Jeg lyttede snart helt opslugt til dem. Han havde altså været helt nordpå til Upernavik. Han sagde også at han var kommet med umiak til Sigguk (Svartenhuk), hvor edderfuglene fælder, i den store sø.

 

På den tid vågnede jeg en morgen, da vores tre kajakmænd var taget til Maniitsoq (på indkøb) og næsten måtte give op på grund af den megen is. Da var det så, at Abraham havde bedt om at de måtte få en handelsassistent til bopladsen.

 

Ved den tid hvor vejret mildnedes, og vi kom ud af fjorden vi havde været i og skulle bo i Kangaamiut var der nogen der råbte 'umiak'! Nogle der var ude efter drivtræ / flydetræ kastede anker, og dem der havde kvinder med på rejsen gik i land, hvor de sladrede om, at vi skulle få en handelsassistent. Da blev folk ellers glade, og en umiak med folk der skulle overvintre (i Kangaamiut) ankom med Amos og hans familie og Niels Berthelsen, der skulle være vores kateket.

 

Da det blev vinter, kom der folk fra Timerliit for at sælge lidt spæk. Og engang kom en umiak der havde en meget gammel kone med, Maliit hed hun. Om hende blev det sagt, at hun for at vise sin glæde over at se mine forældre igen fortalte dem om sine første barndomsminder.

 

Det første hun blev bevidst om / kunne huske sagde hun, var da de første danske kom til Kangaamiut. Hun var faderløs, da hun begyndte at kunne huske, og huskede derfor kun sin mor. Moderen var allerede døbt, sagde hun, og da hun havde lagt mærke til, at den kære præst altid gik frem og tilbage med hænderne i siden, og mente det måtte skyldes det hans faste tro, og så at det gjorde moderen også, øjensynlig fordi hun også var troende, så vænnede Maliit sig også til, når hun fjernede sig fra folk, at gå med hænderne i siden for at få tro / blive troende. Efterhånden blev hun dog klar over, at både præsten og hendes mor åbenbart gik sådan fordi de havde smerter over hoften, mens hun havde efterlignet dem fordi hun altså mente det skyldtes den tro de havde.

 

Mens Maliit voksede til, havde hun fortalt, så hun, at flere og flere blev døbt idet de samledes til overvintring i Kangaamiut, fordi de ville lære mere og mere så de kunne blive døbt. Også Amaalissuaqs kom og slog sig ned for vinteren for atomvende sig, for Amaalissuaq, der ellers var angakok / shaman / angakkoq, ville opgive åndemaneriet. Han var gået til præsten, havde græd, fortalt om sit slette levned lige fra dengang han begyndte at oplære sig til åndemaner. Da han først var begyndt havde fortalte han løs til den lille præst, men da han så havde fortalt hele sin livshistorie, havde han bedt præsten om at gøre noget (til gengæld) fordi han ønskede at blive undervist og blive døbt sammen med hele sin familie. Og man sagde, at Amaalissuaq virkelig var utrolig lærenem. Da isen i vinterens løb for alvor lå fast, og de lod kajakkeren ligge og gik over isen (på fangst), og Amaalissuaq havde haft sin kajak med ude og lagt den på isen (?) - for når kajakmændene kom hjem blev kajakkerne bare lagt her - så satte midt om natten pludselig en heftig storm ind og brød isen op, hvorved mange kajakker gik tabt. Kun nogle få havde deres kajakker endnu, havde hun fortalt, og da nyisen var væk satte det ind med tø flere gange. Og da de der havde mistet deres kajakker måtte købe på kredit fik det så småt de følger, at dåbskandidaterne døde / forsvandt en efter en (usikkert, AB). Amaalissuaq var en af dem der døde og han skulle på dødslejet have sagt at han var taknemmelig for at intet havde fået ham til at glemme det han havde lært. For nu skulle han dø.

 

Senere, da Maliit var blevet en ung pige, ankom hvalfangere en fuldmånenat og lagde til kaj. De overvintrede i Kangaamiut, fordi vinteren faktisk tog til, da de kom, men om foråret sejlede de ud igen.

 

Denne Maliit boede også mange vintre i Appamiut, men senere da hun var her med nogen (sin mand) fra Uummannaq, Napasoqs Uummannaq, byggede de hus i Appamiut. Hun fortalte at engang efter indflytningen hvor hun arbejdede alene med det

(istandsættelsen), var der noget som en skibsstævn ved siden af hende. Hun vendte sig mod det og så en kvinde, der vendte ryggen til og gik (da hun var blevet set - usikkert, AB). Maliit skulle så bare have set hende gå mod syd, hvor hun forsvandt ud af syne ved et gammelt kødskur. Da Maliit kom hen til sine slægtninge, viste det sig, sagdes det, at en ung pige for lang tid siden var død og begravet på det sted mod syd.

 

Senere engang, da de overvintrede og delte hus med en meget gammel, begyndende dement mand som eftrhånden fast logerende, forklarede han, at han som barn delte briks med en ugift kvindelig angakkoq / shaman / åndemaner. En nat vågnede han så pludselig ved, at nogen sad op og pegede på gulvet, og han så to helt ens ting, sagde han, skindposer. Mens han rædselsslagen dukkede ned under sit tæppe, sagde hun: "Du skal ikke være bange for mit legetøj, og når du vågner nævner du dem ikke med eet ord." Også en anden gang vågnede han op af noget. Da havde hun en skygge / skyggeånd (tarrarsuaq) uden for.

 

Og den gamle mand tog også fat på en historie om sin mor. For når de andre var taget på renjagt / rensdyrjagt og de (mor og småbørn) var ladt ene tilbage, så, når maden var ved at slippe op, gav hun sig til at råbe højt, flere gange, om at få mad. Netop som hun råbte voldsomt højt, så de en tungt lastet kajak nærme sig. Hun sagde til børnene: "Det er jeres farbror der kommer. Gå ned og tag imod ham." Børnene gik mod ham. Og da han landede, var det bare et stort klippestykke som de havde troet var en kajak. Børnene gik op og når de sagde det til deres mor, råbte hun atter løs: "Anden gang / mad, mad" (aapatassaanik, dvs. åndesprogets ord for mad, BS. AB mener det er "Anden gang"). Snart strømmede folk op på siden af hende, en hel flok efterhånden, sagde han. En af dem gav hende tørret rensdyrkød. Og en af dem, en ung, ugift pige, der dukkede op med store muslinger der hang fast på hendes kamiksåler, sagde: Jeg kom nordfra, fra klipperne. Hende Kuppalisuaq, som, fordi de fjernede mig derfra med magt, ikke taler meget / ikke bryder mig om den slags mad." Men efter sigende spiste hun aldrig tørret kød midt på dagen. Kun om natten, og da hun begyndte at spise vækkede hun sin datter, som skulle se på at hun spiste det. Og så snart hun spiste af det, begyndte hendes mund at gå kaput, værre og værre, lige til hun døde af sindssyge.

 

Men da nu deres husfælle (den gamle mand) døde, sagde Maliit, så en dag, to dage efter at de havde begravet ham, hvor Maliit havde spændt det ene efter det andet skind ud til tørre, en hel masse, og havde samlet dem sammen igen om aftenen, da de var tørre, båret dem ned til båden og lagt dem under den, og så gik tilbage midt på stien, da stod han, som de havde begravet for to dage siden lige dér, hvor hun ikke kunne komme uden om ham. Ellers var hun straks flygtet, men nu gik hun så bare hen mod ham. Tættere på vendte hun nærmest ryggen til ham og kunne næsten røre ved ham mens hun kantede sig forbi. Hun var så bange, fortalte hun, først så bange, at hun skammede sig for at sige det, da hun kom ind i huset. Så sagde hendes husfælle:

"Maliit, hvad er der galt?"

"Vi har set et spøgelse!" hviskede hun.

 

Fra Appamiut flyttede de til Isortoqs Uummannaq, hvor Maliit snart efter fødte en datter, som de jo blev lykkelige for. Så snart vejret mildnedes, rejste de nordpå langs kysten og slog sig ned for vinteren i Ilulissat. Da de var kommet dertil, blev hun overrasket over alle de hvaler de dér fangede i våger / polynier. Stedet hvor de begyndte overvintringen og havde hus hed Allisoqqat, sagde hun. Om vinteren en dag, mens hendes mand var taget på ulkefangst, gik hun ned og nogen skød hende i benet. Det var skam den mellemste søn hvis kugle under ravnejagt havde ramt og var prellet af på hende.

 

Da det for alvor blev vinter, sagde hun, da det rigtig frøs, tog folk frit omkring, og hun var ude (på isen) og for første gang se dem fange hellefisk. En masse fiskere, der byggede snehytter. Hvor var det dog fornøjeligt. Men, sagde hun, lidt senere, da familien tog på besøgsrejse nordpå, synes de også selv at de ville lidt på besøg med hundeslæde. Men da de så først måtte købe en spant til opstænder på slæden, forlangte de (sælgerne) alt for meget, og de kom igen og igen, altså dem der ville sælge træet.

 

De folk de besøgte var gode fangere. Da aftenen faldt på, var det tydeligvis mændene man hørte, for de snakkede ikke om andet en fodbold og slædekørsel.

Første gang de kom ind på besøg fik de øje på et trist barn der sad alene lige over for dem. Da de så undrende på ham sagde værtsfolkene (?). Det er fordi han ikke ved hvad der er sket hans forsørger (adoptivfar), som gik ud over isen men ikke kom tilbage (usikker oversættelse, BS). Efter besøget gik de hjem og besøgte dem aldrig igen, fordi, havde Maliit sagt, de folk bedrev hekseri, og hun brød sig virkelig ikke om dem, når de snakkede om den slags, fordi præsten havde lært dem, at det skulle de ikke lytte til.

 

Da foråret for alvor kom, havde hun fortalt, se dog! så begyndte de at fange masser af hvid- eller narhvaler. Da de så roede ud på sommerophold tog de med dem til Nuugaarsunnguaq. Da de der syede amaat til sælskindsanorakkerne, syede Maliit også en fin en til søndagsbrug, men da hun var førdig og havde lagt den op på fisketørrestativet og var gået ind et øjeblik, så, da hun kom igen, havde hundene minsandten ædt den rub og stub. Der var også et år med dårlig fangst, hvor de gerne satte talerkenfulde med mad ud til hundene. Men da Maliit havde sat en tallerken ud, og hundene slikkede den, kunne hun ikke få fat i den, for der var bare ikke længere nogen tallerken.

 

De var en lille familie, sagde Maliit. Engang hun var alene, fordi kajakmændene var taget ud, lød det pludselig som teltforhænget blev åbnet, og da hun drejede hovdet, kom der en stor kvinde ind, som hun aldrig før havde set. Det var altså Qillaq som kom ind og sagde at hun skulle tigge om noget med ben i til nogen / en anden. Maliit var i færd med at flænse skind til inderkamikker, og normalt var Qillaq virkelig meget rar. Under besøget sagde Qillaq så til sin værtinde: "Gå lige ud!" Maliit tog sine kamikker og gik ud, og da hun havde været ude lidt og kom ind igen, rettede Qillaq der stod og flænsede sig op. Noget overrasket satte Maliit sig, men straks efter sagde Qillaq: "Maliit du skulle skamme dig!" Og så gik Maliit ud igen. Hun gik nok ud, men da hun kom ind (igen) og Qillaq rettede sig op fra sin flænsning, så Maliit, at hun stak lidt til side. Da Qillaq skulle gå efter besøget, gav Maliit hende det hun havde bedt om, og hun gik. Om natten da Maliit var gået i seng, pillaqaarani (?) vågnede hun op ved en stemme indefra. Hun havde fået næseblod så kraftigt som fra en spand der strømmer over med vand. Mens hun prøvede at komme i tøjet, kom Qillaq hen imod hende med afskårne stumper fra hendes kamikker og kødstumper i hænderne. Hun skar noget ud mens hun nærmede sig. - Hun brød sig ikke om at fortælle den historie, men til sidst gjorde hun det. - Da Maliit vågnede havde hun fået en ny (pitaariallarluni ??), og nogen, hun havde set komme ind, sagde: "Man siger, at Qillaq knækkede helt sammen da hun i nat faldt ned fra briksekanten. Dernede fik hun så næseblod!" Maliit fik det lidt efter lidt bedre, mens Qilaaq fik det værre og værre. Hun døde så sørgeligt.

 

Da det blev sommer, tog de sydpå, igen til Isortoqs Uummanaq, hvor de blev (?). Så nu er jeg færdig med mine Maliit - historier.

 

Men så mine forfædre, de rejste jo (som alle andre) her og der, og da min far første gang rejste med (sin) umiak boede han på Kangeq og det var mod land, sydover bare til Nuuk. Men da der var så megen is dér, kunne de ikke komme langt nordpå og måtte overvintre i Napasoq og først senere tilbragte de vinteren i Amerloq. Da de havde overvintret dér i nord tilbragte de sommeren i Isortoq. Mens de var der, ankom en umiak nordfra som slog lejr, en båd fuld af folk fra Ilimanaq sagdes det. Den ny bådejer var Kussukusuk, lillebror til Tiliisaq, en kvinde fra deres rejseselskab (fra?) Amerloq. De skulle være rige på gods men var frygtelig sultne da de slog lejr. Abraham selv og Soorunnguaq var familieoverhoveder, aataartunnguarooq ?OBS? så når de havde jaget og fået mange rensdyr og roede lidt ud fangede de straks noget og bugserede det til land. Det var fordi, sagde man, at Kussukusuks var så sultne fordi de stort set intet havde fanget da de kom hjem fra fangst og rejste af sted ?OBS?

 

Og min far, Abrahan fortalte historier, som jeg altid lyttede til. Hans mors historier, altså min ærede bedstemors, Tigaaqs yngste datter. Denne Tigaaq, siger man, startede med at jage med bue og pil og fangede ofte, men så snart hvalfangerne kom, købte han sig en bøsse.(Med den) tog han hævn over sine fjender og rejste så nordpå til Pisuffik. Min bedstemor, der stadig var udøbt, ja det var de faktisk alle i familien, hed Tartoq men Tapitta da hun blev døbt. Men denne Tigaaq, sagde man, døde i Nuussuaq uden at være blevet døbt. Hans døtre blev gift i Ilulissat, og da Tigaaqs søn, Amaalissuaq, blev døbt, fik han navnet Abraham, altså ham, der skriftede grædende for præsten op til dåben. Og min store bedstefar, Egede, sagde at han var født i Nuuk.

 

Da danskerne kom til Kangaamiut, flyttede Egedes familie til Kangaamiut med kun een fanger, for Egede fangede endnu ikke. Så, siges det, kom deres enlige fanger ikke hjem, og senere rygtedes det, at en af dem der sejlede langs kysten havde dræbt ham. Derefter havde de kun danskerne ilaqileqarpaat: at holde sig til / omgås / havde de kun dansk tøj at gå i (flere muligheder, AB). Da deres fanger udeblev og de faldt i sorg over ham, blev en af kvinderne, der jo også sultede, sindssyg. Men så giftede deres købmand / kolonibestyrer / handelsbestyrer / -assistent sig med Egedes ældre søstser. Og på den tid hun fik et barn, var Egede vagtmand / stod Egede brandvagt (på udkig efter hvaler, BS) og gik ikke tidligt i seng. Mange mænd stod uden for vinduerne. Så en nat da en mand som vanligt stod uden for huset, fulgte han (Egede) efter ham, men netop som han næsten nåede ham på stranden, kunne Egede pludselig ikke længere se ham, for dertil og ikke længere lod han sig se (muligvis underforstået en innersuaq, ildmand, en af strandens underboere, BS).

 

Efterhånden kom der flere og flere folk (til Kangaamiut). Da mængden tog til, giftede Egede sig. Han tog Tapitta, de fik en datter, og en sommer hørte de, at handelsbestyreren skulle flytte til Qaqortoq. Først nu skulle Qaqortoq have danskere (koloniseres). Deres kolonibestyrer (i Kngaamiut) skulle altså rejse, men Egede ville med. Derfor fulgte han ham i to konebåde, sydpå og på stedet tæt på Qaqortoq hvor de lagde til land, var der to forsamlinger af / grupper telte. Og tænk, en af grupperne var altså efterkommere af ham, der havde myrdet deres eneste fanger. Så rygtet gik jo, at Egede var kommet sydpå for at hævne mordet. Egede gik så op og ind i et af teltene, hvor så en mand kom ind, rystende over det hele, og da han havde sat sig sagde han, at de havde hørt, at Egede var kommet sydpå for at tage hævn, og at det var hamselv der var morderens efterkommer. Men Egede sagde, at det bestemt ikke var hans hensigt, for efter at de var blevet døbt, brød de sig ikke om at dræbe nogen. Da de efter et kort ophold i land  skulle af sted igen, kom morderens efterkommer ned med en ledsagende kajak og nogle paddelårer ned som en gave til Egede (kajakmand eller kun en kajak ?).

De sejlede derfra og var på udkig efter et egnet sted til Qaqortoqs store huse. Da kolonibestyreren havde fundet beboeligt land, måtte de jo vente på skibene. Så, endnu før de var blevet utålmodige kom skibene, og Egede roede ud til skibet med posten (som skibet skulle have med, BS). Straks de havde lagt til land begyndte de omgående at bygge husene.

 

Dengang Egede ankom i syd syntes han ikke, at der var så mange mennesker i området. Men da skibene lagde til, fortælles det, blev han for alvor klar over, hvor mange der var. De strømmede til i mængder, og man hørte ikke andet end snak om enten tobak eller nåle, for de var vilde efter små jernstykker. Det var næsten heller ikke til at sove med alle de tilrejsende mennesker, sagde man, så kolonibestyreren bad dem holde trommedans ved elvens bred. Nåda, hvor blev de henrykte, og de holdt trommedans ved elven . Nu var det jo sådan, at når folk samledes i store mængder, handlede de med alle mulige småting, lampevæger, tørrede småulke, for dog ikke at komme helt tomhændede hjem. Når kolonibestyreren så havde købt ganske ligegyldige sager, smed han dem ud, når sælgeren var gået. På det sted så Egede også en kajakmand komme, der var så gammel at han ikke kunne holde sig på ret køl. Han havde en ung kajakmand med som ledsager, der understøttede ham med sin åre, når han var ved at kæntre. Alligevel havde han en lille tørret mavesæk som last, sagde man (en slags redningsboble? Chr. B. En pooq-amulet mod kæntring? BS), og han kom fordi han aldrig havde set en dansker før.

 

Når skibene dengang skulle ud fra land, bad de en person (kendtmand) sejle med. Det blev så Oqaqqu, den forældreløse, Qaqqats plejesøn, der denne gang sejlede med. Egede så ham tage bort som kendtmand, væk fra sine egne, trist og grædende dér i agterstavnen. Tilmed sagde han: "hvor trist at Qaqqat ikke forbød mig at rejse over vandet / stakkels Qaqqat bad mig (ellers) ikke rejse over vandet (krydse havet)."

 

Da han var sejlet og det var efterår, var nogle kajakker kommet på besøg, og deres shaman sagde, at Oqaqqu var blevet dræbt af nogle soldater. Vinteren gik og sommeren kom, og endelig kom skibene, og der var minsandten Oqaqqu i fin jakke, flot blød hat, og han var blevet døbt. Han havde fået navn efter kongen, Christian og var vist blevet rig. Snart efter at han var kommet i land søgte han en der kunne vaske hans tøj. En af handelsmedhjælperne var sat til at vaske noget, og da Oqaqqu bad ham hente noget sæbe (qaqorsaat - hvidtemiddel), kom han med et stort stykke skrivekridt / tavlekridt. Da Oqaqqu sagde, at det var jo kridt, sagde han: "jamen, hvad er så sæbe for noget?"

 

Oqaqqu gik øjeblikkeligt i gang med at få sig en ny umiak, som han efter sigende ville betale rundhåndet.

 

Mens Egede var dernede i syd, fangede Sakkak en pukkelhval som var blevet harpuneret mange gange (af andre et andet sted? med en masse harpuner i? BS), og vinteren før han rejste nordpå havde Egede en grov karl som bofælle, der havde mange fortællinger. Om denne fortaltes det, at han een gang havde følt sig ordentlig mæt. Det var i blåbærsæsonen, hvor han var ude efter bær og da han nåede ud for sit bærsted og gik op, var det så blåt som aldrig før. Han gik derop, men fordi det var så besværligt at bukke sig helt ned og plukke og spise, og stedet var så skønt, lagde han sig ned, plukkede løs og guflede i sig. Og hver gang der ikke var flere, rullede han bare en omgang ned. Han var faktisk nået et godt stykke nedad, da han begyndte at mærke sin mave og tænkte: "måske har jeg endelig en gang forspist mig." Han kiggede lige på sin skygge og blev klar over, at hans fødder pegede nedad, hvorefter han rullede bagover og tog fat på at plukke og spise igen. Da hans mave endnu længere nede begyndte at gøre ondt og han atter ville se sin skygge, stødte han imod den (?? fordi han var nået helt ned ad bakken ? BS) og da havde han utroligvis fået nok! Mens han langsomt gik ned og kom til sin kajak, måtte han både skide og kaste op. Han kom til hægterne, men så tog han (dog) hjem.

 

I den tidlige vinter, hvor Egede havde fanget to spættede sæler, spiste den grove karl til han revnede. For så snart Egede havde sat maden frem, kom den grove med sin lille kiste og satte sig på den ved siden af Egede, og mens skindet kogte færdigt, åd han uafbrudt. Ud på aftenen revnede han (??) og blev syg. Langt om længe kom han sig.

 

Da vejret blev mildere, rejste Egede nordpå. Sent på efteråret nåede de Paamiut og overvintrede foreløbig dér, men da vejret blev mildere, tog de videre nordpå og kom til Kangaamiut. Mens de overvintrede i Kangaamiut, døde Egedes datter af længsel efter sin bedstefar / faster (?). Og så snart det blev mildere, tog Egede bare nordpå og blev et år i Ilulissat. Da den tredje vinter begyndte, og en slæde ankom nordfra, så Egede et ægtepar klædt fra top til tå i rensdyrskind. De kom kun for at få krudt og bly. Tobaksrygning kendte han ikke. Fordi hans hunde var så fortræffelige, ville bestyreren faktisk gerne udveksle dem for sine hunde plus en halv 'form' / stang (?) bly og en stor dåsefuld krudt. Men da gæsten ville til at tage imod det udbrød han: "Milde himmel, jeg elsker dem jo så højt!" og opgav handelen. Så det endte med at han rejste uden at have fået noget.

 

Og man siger, at snart efter så Egede Uteriitsoq komme, ham der hed Uteriitsoq, en enorm mand, meget sort, en værre ædedolk. Han fortalte anekdoter fra sin tur langs kysten nordpå, helt op til det frosne Polarhav / Ishavet. Undervejs dertil havde han mødt en gruppe mennesker der gik med åbenstående hætte (?), og det var med vilje, sagde de, fordi månen så på dem (og så ville blive bange, Chr. B.). De slog lejr og overnattede hos disse mange folk, og da de vågnede op om morgenen, var der en af de to ækle mænd, der gik ind og ud (det lyder underligt, BS) og gav ham et ordentlig skub med hånden bagfra (Chr. Berthelsen har: Da de overnattede hos disse mennesker, skete det, at en af dem der gik først ud om morgenen, blev overlistet og skubbet bagfra af en af de fastboende). Han var lige ved at gøre gengæld med et skub med hånden, da det viste sig, at det var deres skik når de så nogen for første gang. Han rejste fra disse folk videre mod nord til den faste is og fulgte iskanten og måtte slå lejr på den bare is. Og netop da var der mange hvidhvaler / narhvaler, så da de skulle slå lejr, fangede han en hval og så brugte de dens mattak som 'gulvtæppe' (ifølge Chr. B. AB's forslag er uforståeligt). Da de tog derfra lod de alt kødet ligge. Ved Ishavet, fortalte han, havde de lagt til ved en ø. Der var kun et enkelt hus med stødtænder (i stedet for træstøtter? BS) af hvalros og narhval og masser af fangstredskaber af narhvaltænder uden for huset. Inde i huset kunne han se hvad folk havde spist, et hoved, men ikke fra hvilket dyr, og der var ingen mennesker at se. Derfra vendte han tilbage sydpå.

 

Og Egede selv tog tilbage sydpå, da vejret bedredes, fordi han begyndte ikke kunne få Kangaamiut ud af hovedet. Men man siger, at skønt der i nord var masser af fangstdyr, var det nok på grund af den megen is, at han tog tilbage til Kangaamiut.

 

Mens Egede var i Qaqortoq fik han set en angakkoq / angakok / shaman / åndemaner, da de der overvintrede i nabolaget inviterede ham, og han gik derhen sammen med en anden. Tidligt om aftenen mens de endnu var på besøg, var det man sagde: Vores åndemaner herude vil bede om / skaffe en mand fangstdyr i aften (dvs. holde en seance)!" Snart efter råbte de højt uden for husene: "Man skal komme og lytte!" Da de kom hen til Egede, lod han sig ikke bevæge (til at gå med). Da de (værterne) havde været længe borte, sagde Egede til sin ledsager: "Der er vist ikke det den åndemaner ikke ved (han har meget at fortælle). Måske vi skulle gå hen og prøve at blive bemærket udefra." Da de gik ud, og da ingen bemærkede dem, sagde Egede: "Lad os hente en fangstsblære fra under umiakken / konebåden og lægge den i indgangen fra husgangen. Så opdager de os måske." De tog en, bar den op og lagde den i indgangen. De lyttede lidt til dem, men da de intet forstod, gik de tilbage og ventede på deres værter. Omsider, først hen på natten kom de. Nå, og de sagde: "Da det sluttede, og en af dem gik ud, kom han til at træde på den dér fangstblære. Da han bøjede sig efter den, og den viste sig at tilhøre den, der skulle skaffes fangstdyr til, sagde de andre, at han var vel nok heldig (Ifølge Chr. B. og Arnaq Grove. Jeg har fravalgt AB's tolkning, nemlig at det er angakokkens blære). Næste dag tog de hjem og senere hørte de, at den der skulle skaffes sæler til intet havde fanget den ganske vinter.

 

Egede rejste altså nordfra sydpå, dvs. han blev nu fastboende i Kangaamiut. Det var så da han kom til Kangaamiut at han fik en ny datter, Klara hed hun. Og senere fik en han en søn, der fik navnet Abraham. De kom altså til at opleve Habakuks vranglære. Abraham oplevede det godt nok, men forstod ikke et pluk af det. Dengang de begyndte, kom kajakpostmanden og fortalte, at folk var blevet dybt troende, for nu kunne de gense alle deres døde. De brast alle i voldsom gråd, og engang mens Klara var barn og ikke kunne græde som habakukkerne, gik hun ud i gangen sammen med en anden og sagde: "Måske kommer vi til at græde, hvis vi knalder hovederne sammen." Det gjorde de så, men græde kunne de ikke. Når kajakmændene kom hjem tog de straks afsted for at blive troende. Egede fulgte dem snart ind i fjorden (Kangerlussuatsiaq / Evighedsfjorden), men han blev skeptisk / kritiserede dem og brød sig ikke om deres skikke. Så han tog bare tilbage, han tog til Kangaamiut.

Habakuk lod så sige, at Egedes familie var onde, fordi de ikke ville troe, og at de nu kun havde brystet oven vande i den store elv (?? var de ved at gå til bunds i overført betydning? BS). Deres kvindelige hjælpere var ellers begyndt at tro, men Egede søgte at modvirke det ved at læse op for dem af den tykke bog.

 

Abraham var for lille til at kunne huske overflytningen af danskerne fra Kangaamiut til Maniitsoq. Dvs. da han blev bevidst (om sig selv) / stor nok til at kunne huske, stod en del af husets / kolonibygningens skorsten der endnu, og da han for alvor blev bevidst ankom to kajakmænd der fortalte, at man i Maniitsoq havde fanget to hvaler og inviterede Egede til at komme. Han kom på besøg med umiak men vendte hurtigt tilbage.

 

Egede havde en fortælling om danskerne, da de stadig var i Kangaamiut, at kajakpostmændene roede fra Kangaamiut til Nuuk/ for at købe knive (Rinks notat)/ engang var drevet til havs (AB).

 

Fra det tidspunkt han var blev sig helt bevidst hørte Abraham, at hans morbror plejede at komme på besøg fra Nuuk / at hans morbror (angni) fra Nuuk plejede at invitere på besøg. Så da de var på besøg tog de til Nuuk (ikke ret klart, BS. Chr. B. mener at det er Abrahams far der blir inviteret til Nuuk), så han vist adskillige gamle mænd, som skam var Egedes fætre på besøg. Så da de tog af sted, fulgte Egede dem ind i Nuuks fjord og blev der om foråret for at samle fedtsten. Det var første gang han havde set folk arbejde i fedtsten. Nogle lavede lamper, andre gryder til at hænge over lampen (muligvis stavefejl i håndskrift: qullissiut i stedet for qulissiut (gryde)). Hver gang en ting var færdig, fik de en lille mand til at se på / syne den. Efter det ophold tog de ud ad fjorden til Qooqu / Qooqqut (?). Dér tog en umiak afsted for at få fat i en qivittoq / fjeldgænger, der havde taget en kær gammel ugift kone med. De havde skam allerede bygget et hus, men et par fangere, der var ude efter spættede sæler havde fundet det. I Qooqqut ventede de bare til de kom med dem (fjeldgængerne), og da de havde set dem tog de nordpå til Kangaamiut. Da vejret efter overvintringen dér blev mildere, tog de til Amerloq efter fedtsten. Efter Amerloq tog de tilbage til fjorden bag Itilleq og slog lejr hos dem, der havde tilbragt foråret der, nemlig familierne Egede og Larsisuaq. Mens de lagde til land var der en der sagde: "Abraham! Ham glemmer man ikke! Han fortæller altid løgnehistorier!" Abraham troede det var ham de mente, men det var altså en navnefælle. Denne lod vente på sig, men endelig om aftenen dukkede han op, med ganske langsomme åretag. De var netop ved at begynde på en gang trommedans, da han altså lige pludselig kom. Og da han havde fanget både en stor remmesæl og en fuldvoksen spættet sæl, ville de først lige sikre sig fangstparter, selv om de (også) ville danse. Da remmesælsfangeren havde spist kom han ellers ud, tilsølet i blod, for han kom ud til trommedans i kjole og hvidt / skødejakke / blodig skjorte (mange gæt hos AB's hjælpere. Rinks note: kjole med skød). Det var de andre der sagde, at han løj.

 

Egede som de havde hørt om / ville komme, var nu endelig kommet på besøg. Nå, om vinteren fortalte han historier, om hvordan han var blevet udsat for hekseri: "Villads ville jo ellers have forhekset mig. Jeg havde det rigtig ubehageligt. Hver gang jeg prøvede at sove, hvad var det? nogen prøvede at røre ved mig. Da han så virkelig rørte ved mig, fik jeg det bedre. Men det siges, at før Egede var i bedring, tog de sydpå, og derefter har jeg ikke hørt mere om, at han rejste. Men (jeg har hørt) at han snart efter ikke kom sig, at Egede døde. Og lille Abraham var ikke engang begyndt at lære kajakroning.

 

Men jeg har også hørt Lisette fortælle: Bestyrerens afløser kom, han hed Jens, var grønlandsk gift, og en af hans folk hed Pele. Om denne sagde man, at han ikke kunne få orgasme og var slem til at stjæle. En dag mens Lisette og andre endnu var børn var de ude at gå med Pele. Pele gik lidt væk fra pigerne og trak sin penis frem, som han så viste pigerne, og nøj, hvor den skinnede! Da de så nærmere efter, havde han jo givet den fingerringe på fra bund til top! Et par af de unge piger spurgte: Hvor har du dem fra?" Pele sagde: "De er en gave fra bestyreren." Pigerne tog sig ikke noget særligt af det. Mens de spadserede videre gav Pele sig også til at spise brød med tykt smør på, og de spurgte: "Og hvor har du så det fra?" "Nåeh, det er en gave fra bestyreren." Da børnene kom hjem og fortalte om det, fik man mistanke og begyndte at lede, for også bestyreren var begyndt at savne ting og sager. En fandt et par brødforme i vindfanget, en anden et par halværmer proppet med smør under en umiak, og da en søgte i nærheden fandt han brød! Altså hans tyvekoster fra butikken alle til hobe. Da de forstod det, tævede de ham først og sendte ham så til Timerliit. Nå ja, da de slog ham, havde han skidt tyndt i bukserne, sagde man.

 

Da de store huse (kolonibygningerne) blev flyttet til Maniitsoq, og da så i Maniitsoq det store hus' loft brændte, blev bestyreren helt sodet til / sat fra bestillingen (ifølge Chr. B.). Jeg hørte Lars Berthelsen fortælle om det. Han var barn dengang og legede ved huset, mens handelsassistenten / handelsbetjenten og danskerne og tjenestedrengen var inde i butikken, da så drengen tændte ild med et fyrtøj, og gnisterne sat ild til det. Lars fortalte det sådan, at mens de legede, eksploderede det, så børnene faldt om og blev indhyllet i tyk røg. Store stykker træ landede ved siden af dem, og folk så vildt forskrækkede ud / råbene gjaldede i den vilde forvirring (Chr. B.). Da børnene kom til hægterne, kom de på benene og flygtede. Den stakkels tjenestedreng blev dræbt. Men handelsassistenten var efter sigende ok. Så dengang bestyreren ville forlænge den kirke de var ved at bygge, måtte de have skorstenen renset for sod / blev han sat fra bestillingen (Chr. B. - Ingen af forslagene giver umiddelbart mening, BS). Langt senere, da Abrahan var begyndt at fange fik han at vide, at en ældre assistent var kommet til landet og at det skulle være ham der havde antændt ilden. Han skulle være handelsbestyrer, og man sagde, at han var meget omhyggelig med sit arbejde, for han var aldrig kommet over den forskrækkelse han havde fået (fra "Langt senere ... og hertil: mest Chr. B., fordi ABs oversættelse ikke giver mening).

 

Da Abraham var i sine bedste år som fanger, var der ingen rensdyr. De tog gerne ind i fjorden, og de bedste jægere fik fem rener. Efterhånden lod dog flere og flere rensdyr sig se. En sommer de sejlede ind i fjorden var der så godt med rener, at efteråret var begyndt, da de tog ud af fjorden.

 

Så blev folk syge og mange døde. Tidligt i foråret hvor kajakposten skulle komme fra Amerloq, kom der ingen, og da der kom postmand fra Maniitsoq, hørte de at alle amerloq'erne var døde.

 

Derefter var det så, at renbestanden voksede, men da var Appamiut affolket, fordi de var flyttet til Amerloq. Og der var også tilflyttere til Amerloq sydfra og fra Napasoq. Det var så på den tid Abraham overvintrede i Amerloq for at deltage i hvalfangsten. Her døjede de om vinteren efter sigende igen med sult, fordi de kun fangede en enkelt hvalros og ingen grønlandssæler. Så snart det blev mildere, tog Napasok-folkene hjem, og det samme gjorde Abraham til Kangaamiut, hvor han blev.

Det vil sige han tog på renjagt, for nu var der ved at være mange rensdyr.

 

På det tidspunkt da Abraham fik egen konebåd, kom der ingen skibe til Grønland med varer. Dengang var han om foråret i Napasoq, og skønt han vidste, at der ingen varer var at købe, ville han alligevel med umiak / konebåd prøve at sælge noget spæk. Selv havde Abraham endnu en smule krudt, men da der jo ingen varer var til salg, købte han en vandbeholder til opblødning af kartofler (??) kokossaussangovak (??) af assistenten, men af bødkeren et lille stykke bly / tin. Han smeltede det og fik tre kugler ud af det. Det var hvad han købte, og da der ikke var mere at gøre / få dér, rejste han videre til Nuuk. Undervejs til Nuuk brugte han sine støbte kugler og nedlagde tre fuldvoksne rensdyr. Da han kom til Nuuk gav han køllerne til herrnhuterne i Noorliit og da han (til gengæld) fik et lille stykke bly smeltede han det og fik fem kugler ud af det. Og da præsten bad ham tage ind efter elletræ (rød el / evt. pil) rejste han med umiak ind efter det. Undervejs til Ameralik, hvor de kunne samle elletræ, tog Abraham på renjagt i flere dage og fik fem rensdyr. Da de var færdige med at samle elletræ var båden stopfuld. Da han kom tilbage, betalte præsten dem med tobak, så meget som en halv pegefingers længde til hver af roerskerne, men til Abraham en hel pegefingers længde. Hvor var det skønt!

Da han havde fået disse ting og ville nordpå igen, måtte de overvintre i Napasoq, fordi de ikke kunne komme videre pga. pakisen. Men om foråret hørte de, at der var kommet skonnerter til Maniitsoq, det sagde kajakposten. Og så tog de derop. Også inspektøren fra Nuuk og Nordgrønlands inspektør. De tog alle til Maniitsoq. Abraham købte ammunition og tobak og tog videre til Kangaamiut. Men senere, uvist hvor meget senere, da der kom skib til Amerloq, rejste alle Kangaamiuts kajakmænd til handselsstationen i Amerloq, og denne gang havde de købt / kunnet købe masser af ammunition og tobak. Så snart de var hjemme igen roede de ind i fjorden, og som sædvanlig når de tog derind fik de straks rener. Kun fuldvoksne bukke, for der var ingen små at se. Da de kom ud af fjorden igen tog de på overvintring i Amerloq.

 

Efter vinteren, da sommeren kom, tilbragte han sommeren sammen med folk fra Nordgrønland. Dem fik han til at fortælle historier.

 

Man sagde om den midterste af mange søskende, at han var helt til grin, fordi han påstod at han var læge. Han havde lært af de engelske læger (fra hvalfangerskibene), sagde han, om et apparat til åreladning. De var ikke vrede på ham. Da engang en begynder i kajak kæntrede lidt og kom på land, gik 'lægen' straks igang med at årelade ham, selv om han ikke fejlede det mindste. Ligeså da Judithe, en af dem fra Amerloq, blev syg, skulle han jo straks tage hendes puls, og da han slap hendes arm sagde han: "Du er ilde faren, du skal dø, din puls er ligesom mærkelig." Men hun døde nu først som meget gammel. Og efter hun var kommet sig, ville denne nar af en 'læge' have hende og tage hende med magt (men forgæves, BS). De (hendes?) mange søskende var store bjørnejægere, og den ældste fik engang tre bjørne (en hunbjørn med to unger, CB) på een gang.

 

Da de kom ud af fjorden (tilbage fra sommerpladsen, CB) roede Abraham nordpå med post. Da de forlod Sisimiut i retning mod Aasiaat traf de på folk, først en, så to umiakker / konebåde og ved mundingen af Amusivik to huse, Qoqqulissuuts og Unnussaqs huse. Man siger det var alle de mennesker han mødte / kun mennesker mødte han (?). Men da han nåede Aasiaat om natten, slog roerne lejr, og da de fandt det for mørkt til at trække den nyligt betrukne umiak op (på stativ? CB), og den bare blev liggende på land om natten, åd hundene betrækket, og også stenene, der holdt deres sovested (telt) på plads, havde de spredt og var nu i gang med at æde (teltskindet) med.

 

Så snart skibene kom i havn, tog de/han tilbage igen (til Sisimiut).

 

Han overvintrede i Uummannaarsuk, hvor nogle udøbte sydlændinge bosatte sig.

 

Et medlem af Nammijas familie, som var blind undrede ham meget, for han var meget god til at skære i ben og træ. Alle fangerne var håndværkere (AB) (Han lavede redskaber til alle fangerne, CB). Når han skar årer, kunne han lave dem lige ved blot at føle på dem. Også handelsassistenten fik ham til at bygge sig en båd, med køl, og til sin glædelige overraskelse fik han den også ud at sejle.

 

Det var hvad min far fortalte, men jeg husker ikke rigtig rækkefølgen, for det var ene og alene Hans Egede selv, der fortalte om de ting han havde set, da jeg begyndte at blive stor.

 

På vej ind i fjorden slog vi lejr i 'Kaitessovarsuk' (?), hvor der var to telte. I det ene telt boede Noas fra Qeqertarsuatsiaq og i det andet Assakaks. Om Noa fortælles det at han ofte fik fangst. I den korte tid vi var der, fik han to store, fuldvoksne rensdyr. Da han havde serveret sit rensdyr, og man begyndte at spise, og der så dukkede en stor sortside op lige ud for lejren, tog han straks ud og harpunerede den. Men den anden, Assakak - han var døbt Lars, men folk kaldte ham altid Assakak - var jeg inde hos sammen med hans børn. Og der hos Assakaks var der hans store kniv, en meget stor kniv, skinnende blank. Da Assakak og hans kone var gået ud, spurgte jeg børnene, hvor han havde fået den fra. Det var én der vist var fundet, svarede de. Jeg spurgte så, hvorfor den var så skinnende blank. Fordi Lars hele tiden sleb den, svarede de. Men hans anden kniv af hajtænder skulle jeg lige til at bruge som redekam, da Lars pludselig uventet kom ind og sagde: "Den slags gør ondt, for den har skrabe(nde tænder), og i gamle dage da en laksefisker med en sådan kniv blev fanget og siddende ført bort af en stor indlandsdværg (inoruseq), gav han sig af skræk til at save i dens hånd, og snart kastede den væmmelige fyr ham fra sig.

 

Men denne Assakak hørte jo ikke til de ivrigste jægere. Engang på renjagt og selv om der var masser af rener, klumrede han rigtig i det. Han lavede sig et skydeskjul og gav sig bare til at vente. Han skød ikke, selv om renerne var store / mange (?). Da de andre havde ventet og ventet på, at han skulle skyde, gik de så hen til ham og så, at han var i færd med stille og roligt at rense sin bøsse og bøsselås og at han, uden at kunne se området uden for skærmen, satte delene på plads. Da de så kom hjem, lod hans slægtninge ham forstå, at han hellere måtte lade sin søn bruge bøssen. Omsider sagde så Assakak noget: "Så travlt man har med den bøsse. I morgen tager jeg ud til kysten." Næste morgen tog Assakak så af sted på flere dages renjagt. Længe var han væk og kom faktisk hjem med en renbuk. Man siger, at da fedtet på suppen i gryden var stivnet næste morgen, og han ville ud og tisse for at komme tidligt af sted, havde han fedtet med i hånden og søbede det i sig mens han tissede.

Hendes alderdom

Print
Dokument id:846
Registreringsår:1952
Publikationsår:1955
Arkiv navn:
Fortæller:Eliinna
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Hendes alderdom
Publikationstitel:Inegpait
Tidsskrift:Meddr Grønland 90(2)
Omfang:side 50 + 52
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Med sideløbende original på nordvestgrønlandsk: s. 51 + 53: Utorqángornera.

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 112 - 113.

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 121 - 122.

 

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

Resumé:

Kun to af Ineqinnavaats børn overlevede hende da hun døde ca. 1880, 76 år gammel. Hun var da affældig, var begyndt at gå i barndom og ganske forfærdelig fattig. Da hun et forår brød det rådne tag ned på sit hus og skulle skaffe sig nyt træ til at reparere det med, gik hun til fjelds og fik af sin europæiske hjælpeånd en granstamme, som hun med stort besvær slæbte hjemad. Men hun faldt, tabte den, og da hun ville ta den igen, var den forvandlet til et langt vissent marehalm. Som gammel samlede hun muslingeskaller og fandt sig ikke i at nogen af resterne fra hendes mad, knogler og den slags, blev smidt væk. Hun var altid god mod de børn, der besøgte hende, og hvis kolde fødder hun varmede på sit maveskind.

 

Kommentar: Fortællingen om åndemaneren, der af en hjælpeånd får en stor ønsket genstand, ofte en teltstang el. lign., der i den almindelige, synlige verden så viser sig meget skuffende blot at være en vissen plantedel, er almindelig udbredt. Den hæftes uden besvær på en åndemaner, mytisk eller historisk. Se fx Kaakaaq.

 

Hist. In. var en kvindelig åndemaner / angakkoq i 1800-tallets Upernavik-distrikt. Der går mange fortællinger om hende: Søg på Ineqinnavaat.

Hunde med amuletter

Print
Dokument id:756
Registreringsår:1952
Publikationsår:1955
Arkiv navn:
Fortæller:Nuliannguaq (Nuliángewaq)
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Hunde med amuletter
Publikationstitel:Inegpait
Tidsskrift:Meddr Grønland 90(2)
Omfang:side 76
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Med sideløbende original på nordvestgrønlandsk, s. 77: qingmit ârnawagdlit /

(aarnuaq).

Martêraq har genfortalt Nuliannguaqs fortælling og muligvis også givet depersonoplysninger om Siimuk, der står som indledning.

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 39 - 40.

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, s. 44.

 

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

Resumé:

Åndemaneren / angakkoqen Kîingewit / Kiinnguit var så uheldig engang han netop havde forladt huset gennem røghullet på åndeflugt at blive standset af hundenes gøen og lande på enderne af en konebåds rælinger oppe på et højt stillads. Man måtte hjælpe ham ned. Hundenes gøen havde lydt som: Han lander, han lander. Hundene viste sig da også at have en blå blomst, oqaasat, den tungelignende (saxifraga?) som amuletter.

 

Hist.: Historisk fortælling fra midten af 1800-tallet. Den oprindelige fortæller var Kiinnguits datter. Han lod sig døbe som 46-årig, men fortsatte sin praksis som angakkoq. Han havde overtaget to danske hjælpeånder fra Sivpiak / Siwpiaq da denne døde (H. Lynge 1955: 18 - 19).

 

Kommentar: Måske er årsagen til åndemanerens afbrudte åndeflugt enten det, at planter ikke kan bevæge sig omkring, eller blot det at disse ligner tunger og har givet hundene mæle.

Iøvrigt mente Martêraq følgende om hunde:

at når grønlandske hunde går rundt om sig selv og tramper på jorden før de lægger sig ned, stammer det fra deres fjerne oprindelse på stepper med højt græs. Hans Lynge 1955, s. 111.

Hvad der skete forud for og ved Ilasiaqs fødsel

Print
Dokument id:855
Registreringsår:1952
Publikationsår:1955
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Hvad der skete forud for og ved Ilasiaqs fødsel
Publikationstitel:Inegpait
Tidsskrift:Meddr Grønland 90(2)
Omfang:side 72 + 74
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Med sideløbende original på nordvestgrønlandsk, s. 73 + 75: Ilasiap inúngornerata sujornatigut kingornatigutdlo pisimassut.

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 67 - 68.

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 74 - 75.

 

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

Resumé:

Sukasik og hans kone, Juuliaannersuaq havde mistet det ene barn efter det andet som små, men blev så hjulpet af kateketen og åndemaneren / angakkoq Simon (f. ca. 1770). Han anbefalede Juul. at gå ned til stranden om morgenen, samle et eller andet op, lægge det i forsnippen på sin anorak, bære det hjem som et skattet væsen og sige til husfællerne: Jeg har netop fundet en dejlig dreng. Og de skulle være instruerede i at byde den lille velkommen. Juul. blev da gravid, fødte en søn, som Sukasik bestemte skulle hedde Ilasiaq (plejesøn) og han overlevede, også fordi Juul. overholdt Simons påbud: Hun måtte aldrig drikke friskt vand og skulle altid smide sønnens aflagte klæder i havet. Det fortsatte Ilasiaq iøvrigt med resten af sit liv. Kateketen og angakokken Sîmuk bragt også den nyfødte en amulet, en panserulk, til hans fremtidige kajak.

 

Hist.: Historisk fortælling fra 1800-tallet.

Tolkning: Man hører oftere at åndemanere kunne skaffe børn fra Månen end fra Havkvinden. Men måske er det fordi Juul. ikke er steril. Det er blot børnene hun føder, der skal styrkes til at leve.

Der er muligvis en ide-sammenhæng mellem havkvinden eller dødsriget i dybet og tabuet mod at drikke andet end smeltet is. Rindende vand hører landet til og måske mente man at alle de døde søskende var den samme person, der havde hjemme i dødsriget under havet. Valget af navn til drengen tyder på, at man forsøgte at komme uden om denne lidet livsduelige person. Panserulken er klart associeret til havet, idet det er en dybhavsfisk.

Hvad min mor havde hørt af sin bedstemor Lîsârneq

Print
Dokument id:1954
Registreringsår:1955
Publikationsår:1955
Arkiv navn:
Fortæller:Nielsen, Martin (Marteeraq)
Nedskriver:Nielsen, Martin (Marteeraq)
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Hvad min mor havde hørt af sin bedstemor Lîsârneq
Publikationstitel:
Tidsskrift:Avangnâmioq
Omfang:ss. 257 - 259
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger: Upernavik
Note:

Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne).

Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq.

 

Oversættelse:

Min mor voksede op ved Upernavik i Qagtarmiut / Qattarmiut, hvor hendes forældre havde et hus, og hendes mor, hendes far og farbror delte et hus, og bedstemoderen var husets kvindelige overhoved.

Børnebørnene kunne meget godt lide bedstemoderen og havde stor tillid til

hende. Og det af børnebørnene, som den gamle kvinde holdt mest af, var en af hendes yngste søns drenge, om hun kaldte for Ûmãnguaq / Uumaannguaq.

Engang hændte det, at Uumaannguaq, der ventede på at hans far skulle vende tilbage fra en tur til Augpilagtoq / Aappilattoq, stod og kiggede ud af tarmskindsruden. Han trådte forkert og faldt ned i husgangen og stødte hovedet og døde. De tog ham ind, han trak ikke vejret, og de prøvede at få ham til at trække vejret igen. Men da de ikke kunne klare det og gik ind, så sprang det kvindelige overhoved ud til drengen. Da hun var kommet til sit yndlingsbarnebarn, tog hun ham op og sagde. Da jeg var udøbt, havde jeg mange tryllesange. Efter at jeg var blevet døbt sang jeg alle mine tryllesange og smed dem således fra mig. For jeg ville ikke synge dem mere. Men der er en, som jeg ikke har smidt fra mig. Jeg har ikke sunget og jeg kan ikke sige, at jeg har kasseret den. Nu vil jeg prøve at synge den, og når jeg har sunget den, vil jeg aldrig mere synge den, men smide den væk. Den virkede altid på døde, der var druknet på havet, og som var bragt op på landjorden. Selvom drengen er forulykket på landjorden, vil jeg synge den. Og hun tog den døde dreng bagfra på skødet og tog ham om livet. Og så satte hun sig vendt mod solsiden. Da hun

havde ordnet det på den måde, så kom min mor og hendes kusine, for de kunne

jo altid komme til deres bedstemor. Og de gik hen til hende og støttede deres hænder på hendes skuldre. Men hun skubbede til dem og sagde: 'I skal ikke lære den. Gå væk.' Og da de var gået væk, begyndte hun at synge. Det var som en sang eller en salme. Den havde en melodi, der ikke var alt for langsom, og heller ikke for hurtig. Og hun nævnte alle ordene. Og da hun havde sunget den, så gentog hun det. Og da hun kom til næstsidste stavelse i det sidste ord, begyndte barnets fingre at bøje sig, uden at barnet ellers bevægede sig. Og da hun havde udtalt den sidste stavelse, begyndte han at trække vejret. På den måde kom han til live igen, og min morfar havde allerede trukket sig ind på briksen, da barnet havde stødt hovedet. Han var jo kommet i bare kamikker uden sokker. Og han syntes, at det måtte vare uheldigt for drengen. Der gik jo lang tid inden han trak vejret igen.

Tre dage gik. Og hver gang det lille barn fik noget at spise, kastede han det op. Men efter at de tre dage var gået, blev han som han plejede at være.

Efter at drengen var kommet til sig selv, talte min mor ofte med sin kusine om deres bedstemor, og de spurgte hinanden, om nogen af dem havde lart nogle af de ord. Men så var der ingen af dem, der kunne huske andet end det ene ord, Morgengry. Senere da nogen talte om genoplivelsen af drengen, havde min mors bedstefar sagt, at denne sangs ord passede til Qattarmiut boplads, fordi husene i Qattarmiut vendte mod morgengry. Og at det ligesom havde hjulpet til den heldige virkning. Men når man sang den sang for folk, der var druknet i havet og var trukket op, så ville den altid virke. - Det er i grunden mærkeligt at hun kunne sige sådan noget så skråsikkert, når hun vidste, at hendes børnebørn stolede på hendes ord.

Engang havde de sommerfangstplads ved Ikerasánguaq / Ikerasannguaq og havde så telt ved Qarmat. De havde jo en umiak. Der hørte kun tre kajakker til. Det var min mors farbror og hans plejesøn. De plejede at følges i kajak. Og min morbror roede så i kajak for sig selv.

Engang var det, mens de var ude i kajak, at min mor og hendes kusine, der plejede at lege ved en gammel hedningegrav, hørte noget fra graven. De var kun børn, så de blev forskrækkede. Og da de flygtede, faldt Uumaannguaq og slog sit knæ og græd meget. Og da de kom ind i teltet, tog bedstemoderen ham på skødet og så efter, om han havde slået hul på sit knæ. Og da hun sagde, at der ikke var kommet hul på knæet, tog hun lidt senetråd og flettede det sammen med nogle andre og tog et stykke plante, som hun bøjede i midten, og den bandt hun i midten og stak den øverst på kamikken, og gik så ud af teltet uden at

sige noget. Hun var ude nogen tid, og da hun kom ind, sagde hun til sine børnebørn, der endnu var inde i teltet: 'I kan igen lege, der hvor I legede før.

Det var et menneske, der blev lagt i graven, før han døde. Og derfor plejede han at give sig til kende, for hvem der ikke kendte historien. Men han vil ikke give sig til kende mere for jer. Sisuungutsippara - jeg har ladet ham glide nedad.' Selv om de ikke rigtig forstod, hvad det var hun mente med det, så havde de så megen tillid til bedstemoderen, at de gik ud og begyndte at lege igen.

Bedst som de legede, var der en af dem der pegede og undrede sig over, at alle kajakkerne roede for fuld fart hjem. Da de kom nærmere, råbte de: 'Hvordan har I det?' Og de råbte tilbage, at de havde det godt.  Og de andre jublede højlydt.  Og da de var kommet hjem, fortalte de, at de fra et sted ved teltene havde hørt en stemme som af en person, der ligesom var ved at drukne. Personen havde hylet og kaldt efter hjælp. Og så troede de, at det var en fra teltene, der var ved at omkomme. Så de roede alt hvad de kunne tilbage, fordi den

lyd fra personen, der var ved at omkomme i havet, netop kom som fra et sted ved teltene. Det er mærkværdigt, hvor meget vore forfædre kunne lave af mærkelige ting. Og mange af kvinderne har også haft evner, der ikke har været til at kimse af.

Det var nogle af de mærkelige ting, som min mor har fortalt var i forbindelse med hendes bedstemor. Det var nærmest for at vise, hvilke slags folk, der har levet her, første gang missionærerne kom til Upernavik. Hvis man skal karakterisere disse mennesker, så vil det ifølge det, jeg har fortalt, være forkert at kalde dem for uvidende.

Vore forfædre kendte meget til, hvorledes de skulle leve, og til hvilke regler, de skulle følge og mange andre ting. Men man kan godt betegne dem som uvidende, nemlig uvidende om Gud.

Hele den nordlige del af Vest-Grønland var jo beboet af vore forfædre. Kysten og en masse øer var fulde af en masse hustomter, hvoraf nogle var meget gamle.

Og selv i Melville-bugten er der mange hustomter. Og på øen Kiatagssuaq / Kiatassuaq i nærheden af Kuvdlorssuaq / Kullorsuaq kan man se rensdyrspærringer, som vore forfædre har lavet, og som endnu er hele. Dengang har der åbenbart været masser af rensdyr der. Blandt vore forfædre var der også stærke mænd. Og nogle af de ting, vi stadigvæk kan se her i Nord-Grønland er naaanngisat. (hinkesten. Den slags er lavet på steder, hvor man samledes og kunne kappes med hinanden. De findes forskellige steder og er meget morsomme at kigge på. Ved siden af disse hinkesten finder man aflange sten, og det fortælles, at man tog sådanne to sten under armene, hvorefter man hinkede fra sten til sten. Og den bedste fik en belønning for sin dygtighed.)

En ting vi også finder her i det nordlige Vest-Grønland, er de store qorfiit, (de store natpotter). Det er jættegryder. Jeg synes snarere at det er menneskeværk, og ikke skabt af vinden. Der er flere steder, hvor man kan finde sådan nogle. De findes gerne på en solid klippe og gerne i en trekant, hvor de ligger tæt ved hinanden. Mellemrummet mellem dem er gerne omkring 3 tommer. De rummer nok det samme som en mellemstor gryde. De er gerne en lille smule snævrere ved den øverste kant, men bunden buer så nedad, så den er dybest i midten. Så de minder meget om den indre del af jerngryder. Sommerregnen fylder dem gerne helt. Men når man tømmer dem for vand, kan man se,hvordan formen er. Alle dem jeg har set, er ens i form, og det er gerne ved den tredjes kant at man finder nogle ujævnheder, mens de to andre er helt lydefri og nærmest minder om natpotter.

Vest for Augpilagtoq / Aappilattoq ved Tungneq / Tunneq finder man en sådan, og nord for Tasiussaq / Tasiusaq er der også et par steder. Øst for Kigtorsaq / Kittorsaq og indenfor Ituvsâlik / Itussaalik ved Tuperssuarssuit/ Tupersuarsuit og nord for Kraulshavn / Nuussuaq er der en lille ø Upernaviarssuk / Upernaviarsuk, og når man ser på den, må man slutte, at det er menneskeligt værk, men hvis man ikke har gode redskaber til stenbehandling, må det være meget vanskeligt at lave dem, fordi de altid er lavet i solid klippe med jævn overflade. De er mærkværdige.                                          

Jeg der skriver denne artikel er blevet en gammel nand og er godt og vel 71 år. Jeg skriver disse få historier, og nøjes med at fortalte dem

der handler om dengang, da Upernavik blev en koloni. Det er hovedsagelig

for at vise Upernaviks egen befolkning, hvordan deres forfædre har levet.

Jeg vil herigennem vise vore forfædres hedningeskikke, og hvordan de ordnede deres afdøde til gravlæggelse, hvordan de klædte dem og hvor man førte dem ud af huset. Det er muligt, at der ikke er flere, der er interesseret i det, og artiklen vil også bevirke, at nogle i Upernavik vil blive opmærksom på, om den husstolpe af sten, som ligger på passet på vejen fra den gamle skibshavn. For denne sten har jo også været brugt til andet end at være stolpe i et hus (se ndf. BS).

Denne Umiarssuaqarfik / Umiarsuaqarfik, gamle skibshavn, kaldes således,fordi de første skibe som kom med varer til Upernavik, ankrede op der. Og først på et ret sent tidspunkt kom skibene ind til Ukuardluk / Ukuarluk, den nuvarende skibshavn. Jeg har helt fra min barndom altid nydt at høre om, hvad der fortaltes om vore forfædre, og hvis det skulle findes værdigt til trykning, så kan I altid læse det.

 

Kuvdlorssuarme / Kullorsuarmi aprilimi 1955.

Martin Nielsen.

 

Kommentar: Det kan lyde besynderligt, at bedstemoderen blot ved at synge alle sine tryllesange, kasserer dem. De blev slidt ved brug, mente man, men de mistede kun deres fremtidige virkninger, hvis man sang dem offentligt, højt, så alle kunne høre dem. Måske er det så det hun har gjort.

Se: Ikerpaq der stilnede stormen.

 

Meddelelser om Grønland Bd.60. p.471 f.n.:

Også bugten på nordsiden af øen er en kortere tid benyttet som

skibshavn, og denne kaldes endnu i daglig tale "gamle skibshavn".

Fra ca. 1880 benyttedes imidlertid udelukkende den nuværende skibs-

havn.

Den såkaldte Bangs havn på sydøstkysten af Upernivik / Upernavik øen ved

fuglehullet en en meget sjælden gang benyttet af sejlskibe, når

sydvesten skønnedes at være for hård til at man turde gå ind i den

rigtige skibshavn. I de senere år benyttes den dog aldrig mere.

Der findes en mindre varde til mærkning af stedet. Skibene for-

tøjes ved sten i land.

Hvalen og kæmpemågen

Print
Dokument id:1602
Registreringsår:1902
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Uusaqqaq (Uusarqaq)
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Hvalen og kæmpemågen
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 194 - 196
Lokalisering:Tasiusaq: Upernavik
Note:

Orig. håndskrift: KRKB, nr. 3: Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04. Renskrift: NKS 3536, IV, 4', læg 9.

Grl.titel: Atinginguaq. (mêránguit pinguartut)

 

Resumé:

To små piger, der leger "far, mor og børn", vælger sig et hvalkranium

og et mågekranium som mand. Begge kranierne blir levende og fører

pigerne langt bort. Hvalen binder en rem i pigen, når hun skal ud og

besørge. En dag kommer en kajakmand på besøg. Pigen ber ham sige

hjemme, at man skal hente hende. De kommer, hun hopper i konebåden,

hvor en gammel, kyndig kone synger om det man gør, da hvalen sætter

efter båden. De kaster pigens tøjstykker ud: Kamik, strømper, bukser,

inderklædning - og hvalen der bakser med tøjstykkerne sinkes hver gang.

Båden når til land og hvalen forvandles på land til stenen "aferusuaq" (den hvallignende) i nærheden af Prøven/Kangersuatsiaq.

På fuglefjeldet, hvor mågen lever, øjner dens kone en kajak, der får besked med hjem om at hente hende. Hun har flettet en line af sener fra mågens fangstdyr, og firer sig ned til konebåden, hvor en kyndig gammel kone synger. Med sangen ber

hun en ravn, der engang fløj langt, langt bort, om at føje dem, der

græder, sammen igen. De når hjem. Straks efter kommer kæmpemågen, der

vil flyve bort med hele teltet, men overtales til at sætte sig på en

sten og brede sine vinger ud for at vise sin svogerglæde. Den blir

skudt med pile i armhulerne, men pigen vil intet spise, da man holder

festmåltid på den.

 

Var.: Pigerne der blev gift med ... (det ene dyr er altid en hval, mens fuglen kan være ørn, el. måge, el. falk, og undertiden er der tre piger. Den sidste blir da gift med en dødning

 

Hist.: Fortællingen kendes også fra inuit i arktisk Canada.

 

Tolkning: Ravnesangen virker kun delvis plausibel i sammenhængen.

Hvor der var evig vinter

Print
Dokument id:760
Registreringsår:1952
Publikationsår:1955
Arkiv navn:
Fortæller:Marteeraq (Martêraq)
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Hvor der var evig vinter
Publikationstitel:Inegpait
Tidsskrift:Meddr Grønland 90(2)
Omfang:side 111
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

Hvor der var evig vinter

Som tegn på at der et (ikke nærmere betegnet) sted er uafbrudt vinter fortælles det om en mand, der tog på langfart til dette sted og spurgte folk der, hvor man havde fanget en nyfanget sæl, at fangeren pegede på en dreng og sagde: ved dennes (afdøde) navnefælles åndehul. Det havde m.a.o. stået åbent mindst lige længe som drengen var gammel.

 

Hist.: Formentlig et frasagn om det koldere Thule-område i nord.

Igdlorssuarne tupilak kingugdleq

Print
Dokument id:888
Registreringsår:1952
Publikationsår:1967
Arkiv navn:
Fortæller:Eqiunnguaq (Eqiúnguaq / Bendt /Pequusivik)
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Igdlorssuarne tupilak kingugdleq
Publikationstitel:Inugpât, Nuuk / Godthåb 1967
Tidsskrift:
Omfang:side 53 - 55
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side  59 - 60.

 

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

Oversættelse ved Signe Åsblom:

Den sidste tupilak i Illorsuit (bygd på Ubekendt Ejland).

 

E. Martin Mørch var kateket i bygden Illorsuit, der hører ind under Uummannaq kommune. Da kan kom på besøg hos sin bror Tobias Mørch i Upernavik, var jeg tolv år gammel, og dengang hørte jeg ham fortælle historier. Da han var blevet en ældre gråsprængt mand, kom han en gang sammen med Usaangassuaq og Iisaakassak, der kom med post, og overnattede hos os i vores hus i Kangaarsuk, hvortil vi var taget hen på jagt. Han fortalte, at dengang han var ung, plejede han at tage på jagt i kajak sammen med storfangeren Aarsuatsiaq, der boede i Illorsuit. Og denne tog ham ikke med for at lære ham op men derimod for at have ham med som hjælp til bugsering af fangsten. For når han havde fanget noget, overlod han fangsten til ham, så han kunne tage dyret på slæb, og så efterlod han ham og roede videre for at jage videre.

   Det fortælles, at denne fanger altid fangede noget; og det var naturligvis på den tid, hvor der var mængder af sæler at fange. En dag roede de på jagt i kajak mod øst. De nærmede sig fjeldet Qinngusaaq, der ligger øst for Illorsuit, og da de kom nærmere til land, kunne de høre en ræv gø dér højt oppefra, og de kunne høre, at den løb nedad mod havet.

   Da den nærmede sig vandet, begyndte den at lave lyde som mange forskellige slags dyr. Til sidst begyndte den ene af mændene at føle sig utryg ved, at den lavede alle mulige lyde, da den kom nærmede ned til vandet. Selv var han så bange, at han knap kunne bære det længere.

   Så sagde hans fælle: Den kan jo ikke gøre noget. Lad os nu bare se! Og med det samme roede han hen i retningen af den. Og da han ikke syntes, at han kunne lade storfangeren ro alene, fulgte han efter ham. Men selv om de kunne høre dyret være helt tæt på sig, hvor det skreg på stranden, kunne de overhovedet ikke se det.

   Til sidst hørte de noget ude fra vandet: aar, aar, ee!, der på den måde gjorde opmærksom på sig selv. De så sig om og fik øje på en stor sæl, der trygt lå i vandskorpen! Storfangeren kastede harpunen efter den, men sælen var for langt væk. Og igen lød det: aar, aar, ee! Så snart den skreg sådan, roede fangeren hurtigt frem for at kunne harpunere den, og så kastede han harpunen. Han havde vistnok ramt sælen, men den var ikke til at se. Og med et: Øv, hvor er den dog irriterende! trak han harpunremmen til sig og lukkede vanten om harpunspidsen efter at have spyttet i vanten. Da sælen igen dukkede op tæt ved ham, roede han hen mod den og kastede harpunen mod den, og denne gang dræbte han den. Og naturligvis sank den med det samme. Storfangeren kaldte på ham, og da han kom derhen, var han langsomt ved at trække den op. Og det var tydeligt, at han ikke var særlig tryg ved situationen, og at det var derfor, han bevidst var så lang tid om at trække den op. Og sikke dog en elendig stakkel af en sæl. Det fortæl-les, at dens luffer sad omvendt på, og den var så mager, at det så ud, som om fangerens pilespids var limet til siden på den. Og dens skind lignede mest af alt et gammelt kasseret brikseskind. En del af det havde en smule hår på, men resten var helt bart.

   Så vendte de da hjemad med sælen på slæb. Da de nærmede sig bygden og kom tæt hen forbi to ældre fiskere, sagde den ene af dem: Nå, det er da første gang Aarsuatsiaq kommer hjem uden fangst.

   Aarsuatsiaq svarede: Nejda, men denne gang har jeg fanget en tupilak. Og den gamle svarede: Du har godt nok mistet forstanden! Pas på, for han er ved at blive tosset! Og det fortælles, at da de kom op af kajakkerne, kom der en masse mennesker ned på stranden for at se på sælen. Efter at have samlet en hel flok hunde, smed de sælen hen til dem, men selv om de flænsede i den med tænderne, fik de den ikke revet i stykker. Da hundene nu ikke kunne klare sælen, tog de den fra dem og skar den i stykker. Og så fandt de ud af, at der hverken var kød eller spæk på den, og hele dens indre bestod nærmest af en slags rødder. Dens knogler var et sammensurium af alle slags dyrs knogler. Og den havde formodentlig også menneskeknogler, for da den svømmede ud i havet, fik den stemme som et menneske. Man skulle have troet, at den ikke ville kunne leve. Det siges, at den nok ikke var beregnet på fangeren, og at det nok var derfor, at den ikke gjorde ham noget.

Måske var det den sidste tupilak i Illorsuaq og omegn.

 

Hist.: Fortælling om historisk begivenhed omkr. 1900.

Ilagît pitdlaissarnerat

Print
Dokument id:928
Registreringsår:1952
Publikationsår:1967
Arkiv navn:
Fortæller:Eliasen, Markus
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Ilagît pitdlaissarnerat
Publikationstitel:Inugpât, Nuuk / Godthåb 1967
Tidsskrift:
Omfang:side 148
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 156 - 157.

 

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

Oversættelse ved Signe Åsblom:

 Menighedens straffe.

 

   Markus Eliasen: Dengang det efter sigende ikke var almindeligt, at der fødtes børn udenfor ægteskab, fik min faster Inequnarneq (Den Sødeste), der var Pangoqs datter, et barn udenfor ægteskab. Med et tørklæde på hovedet og håret flettet prøvede hun på at få dem til at tro på sin forklaring. Og når bopladsens mænd tog på fangst, begyndte hun nu at få deres kvinder til at flette håret.

   Da hun så blev kendt som forkynder af vranglære *), og da alle i Tasiusaq var begyndt at tro på hendes lære, kom præsten i Upernavik (T.Mørch) og hentede hende. Dengang i gamle dage brugtes disse straffe: Man klippede deres hår og hejsede dem op i en mast og pryg-lede dem.

   Men senere rettede hun sig igen. Og efter at hun fik sig en mand, levede hun i fred i mange år.

 

*) Udfra noget, som jeg tilfældigt har hørt fra andre, skyldes den slemme straf hun fik, ikke kun, at hun ikke ville gå med hårtop. Men da hun fødte udenfor ægteskab, begyndte hun at tro, at det var et resultat af, at den Hellige Ånd havde været over hende og gjort hende gravid, så hun nu var blevet mor til Frelseren. Peter Freuchen har i sin bog "Solfjæld" bearbejdet historien til en fortælling.

 

Hist.: Historisk beretning. Falder ind under begrebet, profetbevægelser. Se Kleivan, Inge 1986 i Arctic Anthropology vol. 23 og 1999: Inuit Kultur og Samfund, red. Jørgen Lorentzen et al., Systime.

Ilaqutarît igdlersortât

Print
Dokument id:886
Registreringsår:1952
Publikationsår:1967
Arkiv navn:
Fortæller:Eqiunnguaq (Eqiúnguaq / Bendt /Pequusivik)
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Ilaqutarît igdlersortât
Publikationstitel:Inugpât, Nuuk / Godthåb 1967
Tidsskrift:
Omfang:side 52
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 57.

 

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

Oversættelse ved Signe Åsblom:

  Familiens beskytter.

 

Eqiunnguaq (Bendt). Det fortælles, at en kvinde dræbte Massaluttoqs mor. På sine gamle dage var hun blevet svagelig. Og en gang hvor de var ude at plukke bær, havde hun skjult sin kvindekniv i bæreposen på sin amaat (bærepelsens plads til barnet). Og hun dræbte hende ganske enkelt ved at hugge hende med kvindekniven.

   Massaluttoq (der blev døbt Caroline Jakobine) var derfor ikke helt almindeligt opdraget. Hun havde en isbjørn som amulet. Og den omfat-tede hele familien. Den var både et varsel om ulykker og en beskytter. Hver gang der var ved at ske noget, også når nogen skulle dø, viste den sig. Og da Massaluttoq var ved at dø i Aappilattoq, fortælles det, at man kunne høre den langt derude på isen. Hele natten brølede den, og først ud på morgenstunden, da hun holdt op med at trække vejret, tav den.

   Og nu er Lena, én af hendes slægtninge, syg, og har det ikke særlig godt.

 

   (Én af de dage mens jeg var der, døde hun om natten. Da vi kort tid efter gik forbi dér, var der helt friske, store isbjørnespor lige udenfor hendes vinduer. Isbjørnen var gået over fjeldet. Det var svært at se, mens det var mørkt, men det var tydeligt, at den var fulgt efter os, kort tid efter at vi havde gået der, for da jeg gik der første gang, var der ingen spor. Det var ærgerligt, for det havde været interessant at se en tupilak-isbjørn. H.L.)

 

Hist. Historisk fortælling, måske fra slutningen af 1800-tallet.

 

Kommentar: Amulet eller tupilak? Forestillingerne smelter ligesom sammen her.

Ilasiaq kunne hente hjælp dernedefra

Print
Dokument id:856
Registreringsår:1952
Publikationsår:1955
Arkiv navn:
Fortæller:Eevartaaraq (Eevartêraq)
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Ilasiaq kunne hente hjælp dernedefra
Publikationstitel:Inegpait
Tidsskrift:Meddr Grønland 90(2)
Omfang:side 74 + 76
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Genfortalt efter Sákaliarse.

Med sideløbende original på nordvestgrønlandsk, s. 75 + 77: Ilasiaq samánga / samannga .....

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 68 - 69.

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 75.

 

Evateeraq genfortæller Sákaliarse's (Sakarias) fortælling.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

Resumé:

Ilasiaq var Sakkaliarsis storebror, der engang reddede ham i sidste øjblik, da han var kæntret i kajak. En kort overgang, mens S. var ved bevidsthed bad Il. ham se på en genstand som et stort stykke drivtræ med børster. Sak. kom til sig selv på stranden, hvor Il. havde tændt et bål, men intet sagde. Sak. var overbevist om, at Il., der stammede dernedefra (Havkvindens område, se s. 72 - 74: Ilasiaqs fødsel), havde tryllet tingesten op dernedefra, hvor han kunne hente  hjælp og således givet sin lillebror førstehjælp.

 

Hist.: Historisk fortælling fra midten af 1800-tallet. Sakkaliarsi f. 1830 var yngste søn af Sukasik. Træstykket med børster, sikkert en skrubbe af en slags, kunne stamme fra en af de britiske / skotske hvalfangerne fra den periode.

 

 

 

iliarsúnguaq ipitsersagaq / iliarsunnguaq

Print
Dokument id:2223
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB 1, 5(13). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Olsen, Gaaba (Gaba / Gâba)
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:iliarsúnguaq ipitsersagaq / iliarsunnguaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:nr. 3, 4 ss. A6-størrelse
Lokalisering:Kuuk: Upernavik
Note:

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.

 

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

Ineqinawáikut kuisíkiartornerat

Print
Dokument id:754
Registreringsår:1952
Publikationsår:1955
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Ineqinawáikut kuisíkiartornerat
Publikationstitel:Inegpait
Tidsskrift:Meddr Grønland 90(2)
Omfang:side 45
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Med sideløbende original på nordvestgrønlandsk: s. 44: Familien går til dåben.

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 108 - 109

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 118.

 

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

Resumé: Året efter mandens død i 1841 blev Ineqinavaat og børnene døbt. Hun forbavsede alle ved at kunne dåbsteksterne udenad og blev døbt Johanne Benigne. Også børnenes dåbsnavne nævnes.

 

Hist.: Historisk

Ineqínawait

Print
Dokument id:791
Registreringsår:1952
Publikationsår:1955
Arkiv navn:
Fortæller:Qupaloraarsewk (Qupalorârsewk / Jens Adamsen)
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Ineqínawait
Publikationstitel:Inegpait
Tidsskrift:Meddr Grønland 90(2)
Omfang:side 161 - 167
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Interlineær dansk oversættelse

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 113 (Jens Adamsen.

"tássane..") er som side 163: "tatjane..." - 164: "toqunine angewdlingo..."

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 123.

 

Kommentar: Dette er den fulde nedskrevne tekst til Qupaloraarsuaqs fortællinger om Ineqinnavaat, hvoraf Hans Lynge har brugt de to ss. 48 - 52 om hendes alderdom og efterladenskaber. Flere af de øvrige versioner af fortællingerne om Ineqinnavaat, ss. 36 - 47, har andre fortællere.

 

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

Resumé: In. og hendes bror har en fattig barndom, men vokser alligevel til. Broderen dør tidligt. Hun uddannes af en åndemaner til heksekunstner / ilisiitsoq. Hun gifter sig, og da hendes mand dør bliver hun fattig selv om hendes ældste datter har giftet sig godt. Hun hjælper ikke sin mor.

Det nævnes at kolonibestyrer Hilberg med mellemrum kommer til Aapilattoq, hvor In. bor, og måske skal det underforstås at det er af ham hun får noget vellugtende rødt medicin. Med denne helbreder hun sin betændte øreflip. Ifølge eget udsagn har hun fået medicinen af sin europæiske hjælpeånd.

       En aften begynder denne hjælpeånd at tale ned gennem røghullet. Husfællerne vil vide hvad han siger. Jo, at han vil give In. en kugle, som hun kan udrydde alle mennesker med. De ber hende ikke tage imod den, hvorfor hun siger nejtak.

       Engang skal hun reparere sit tag, og da en af tagbjælkerne knækker prøver hun at skaffe sig en granstamme hos sin europæiske hjælpeånd. Undervejs hjem med den snubler hun og taber den, men da hun vil samle den op igen, er den forvandlet til blot et stift græsstrå. Hun må da reparere taget temmelig ubehjælpsomt.

       Den gamle kone, Quppaasaq, bliver hjemløs og flytter ind hos In. Qup. har fast arbejde som dunrenser for udliggeren ved en kampesten nær In.s hus. Der er også et røgeapparat til renkød på stenen. En morgen, da Up. vil på arbejde og stopper sig en pibe, tigger In. om lidt tobak, men får afslag: Hun der intet arbejde har burde slet ikke ryge! In. ønsker over hende at hun må blive stum. Hvilket sker kort efter, da Up. med fagter synes at gøre folk begribeligt, at hun har set noget (uhyggeligt) dukke frem fra stenen. Up. forbliver døvstum resten af livet.

       In. går efter brænde med sit barnebarn ind i landet til en sø, hvor barnebarnet ser en mærkelig krusning på vandet. Det er blot kajakker, siger In. Men det benægter barnebarnet, indtil Bedste har klemt fingeren mod først sit eget og så barnebarnets øje. Da ser også barnebarnet store kajakker med noget tungt på slæb.

       Børnebørnene fabler om en mulig krig, der skal udrydde dem alle, og for at berolige dem leger In. en lille leg med dem ved en kampesten, som det lykkes hende at gemme sig så grundigt bag, snart her, snart der, at børnebørnene mener hun er aldeles forsvundet. Jeg var inde i stenen, siger In. da hun er kommet til syne igen. Sådan vil hun også kunne gemme sig hvis der blir krig.

       Et efterår ude en mørk aften ser de en ild, der tændes og slukkes langt ude, og da alle fangerne er kommet hjem, blir man atter bange for en udryddelseskrig. Dette er fortællingen om dengang In. undlod at udrydde Hilberg med mandskab i samme version som ss. 48 - 51 i H. Lynge 1955.

       In.s barnebarn Inngili / Inger arver In.s uldne topbånd, som fortællersken har set hende bruge til at udglatte et oprørt hav (samme fortælling samme version som ss. 52 og 53 i H. Lynge 1955.)

 

Hist. In. var en kvindelig åndemaner / angakkoq i 1800-tallets Upernavik-distrikt. Der går mange fortællinger om hende: Søg på Ineqinnavaat.

Ineqínawait. Hendes kald

Print
Dokument id:836
Registreringsår:1952
Publikationsår:1955
Arkiv navn:
Fortæller:Eliinna
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Ineqínawait. Hendes kald
Publikationstitel:Inegpait
Tidsskrift:Meddr Grønland 90(2)
Omfang:side 36 + 38 + 40
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Genfortalt af Hans Lynge. Med sideløbende tekst på nordvestgrønlandsk: s. 37 + 39 + 41: Angákúngornera.

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 105 - 106.

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 114 - 115.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

Resumé:

Ineqinavaat, Den lille søde, var et øgenavn. Hun var ingen skønhed med en udpræget opstoppernæse og hun blev drillet voldsomt af andre børn. Som faderløs ville hun gerne vide, hvem faderen var, men for moderen var navnet endnu tabu. En dag får In. så en åbenbaring på et sted hun ellers kender ud og ind. Hun ser pludselig et hus med en stor affaldsdynge af ben og skaller uden for. Hun overvejer om hun skal gå ind. Det er ånder, der inviterer hende til at blive åndemaner / angakkoq, ved hun. Men hun kan også lade være, og det sker der ikke noget ved. Hun går dog ind. Der er to kvinder med hårtop og to mænd med skæg (europæere) plus en lille, nøgen dreng, som blir lykkelig over at In. gerne vil lege med ham. Han er opkaldt efter en ven, de engang kendte, og som de spørger In. om: Kujangewdlik / Kujangillik. Da In. senere spørger sin mor om hvem denne Kujangillik egentlig var, brister moderen i gråd: Det var In.s far.

På et langt senere tidspunkt, da hun var døbt, har In. sammen med en veninde på en kampesten indhugget et stort billede af de ånder, som hendes far havde haft som venner. Hans Lynge tegnede billedet af.

 

Hist.: En af mange fortællinger om den store kvindelige åndemaner, Ineqinnavaat i Upernavik-distriktet, der blev født omkr. 1800 og døde som 76-årig.

 

Tolkning: Der var tabu mod at nævne den dødes navn, indtil han/hun var blevet opkaldt. Opkaldelsen viser sig så at være sket ifølge In. vision, hvor hendes fars navnefælle selvfølgelig er ellevild med hende. In. arver således ikke blot sin fars ånde-venner, men får også sig selv rehabiliteret med den fader, som de pågældende ånder har sat så meget pris på, at de har opkaldt et barn efter ham. Tilmed er barnets biologiske far åbenbart en europæisk. Selv får In. senere en europæer som hjælpeånd.

Ineqínawaits efterladenskaber

Print
Dokument id:847
Registreringsår:1952
Publikationsår:1955
Arkiv navn:
Fortæller:Qupalorârsuk
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Ineqínawaits efterladenskaber
Publikationstitel:Inegpait
Tidsskrift:Meddr Grønland 90(2)
Omfang:side 52
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Med sideløbende original på nordvestgrønlandsk: s. 53: Ineqinawaip

kingornússagssiai.

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 113.

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 122 - 123.

 

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

Resumé:

 

Barnebarnet Inngili er den eneste, der arver noget efter sin ludfattige bedstemor, Ineginnavaat. Det er et topbånd af uld, og fortælleren har engang set hende standse et oprørt havs bølgegang med det. Hun dyppede det i brændingen, der gik uden om hende, og snart var der havblik.

Inngili får også på dødslejet en tand af sin bedstemor. Men der følger ingen brugsanvisning med. Bedstemoderen dør stilfærdigt, og Inngili smider tanden bort.

 

Hist. In. var en kvindelig åndemaner / angakkoq i 1800-tallets Upernavik-distrikt. Der går mange fortællinger om hende: Søg på Ineqinnavaat.

Side 54 har Hans Lynge ført hendes slægtstavle frem til efterkommere, der levede endnu omkr. 1950.

Ineqínawaits første undergerning

Print
Dokument id:837
Registreringsår:1952
Publikationsår:1955
Arkiv navn:
Fortæller:Marteeraq (Martêraq)
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Ineqínawaits første undergerning
Publikationstitel:Inegpait
Tidsskrift:Meddr Grønland 90(2)
Omfang:side 40
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Med sideløbende tekst på nordvestgrønlandsk: s. 41: Ineqinawaip angákîsernernga syugdleq.

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 106 - 107.

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 115 - 116.

 

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

Resumé: Ineqinnavaat fik som ung en hudlap så stor som et terneæg på den ene øreflip og blev kraftig drillet. En dag erklærede hun at ville besøge sin europæiske hjælpeånd (i det ubeboede). Hun blev længe borte og kom hjem uden hudlap med blot et lille hvidt ar tilbage.

 

Hist. In. var en kvindelig åndemaner / angakkoq i 1800-tallets Upernavik-distrikt. Der går mange fortællinger om hende: Søg på Ineqinnavaat.

ingen titel

Print
Dokument id:2254
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB 1, 6(18). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Møller, Kr.
Nedskriver:Møller, Kr.
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:ingen titel
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:1 s. A6-størrelse
Lokalisering:Upernavik
Note:

Kr. Møller var kateket i Upernavik.

 

Beretningen afsluttes med en lille sang, hvor man råber hurra.

Ikke oversat

Velegnet til opdatering

Inorersup qavâp sínagtugâ / Akamalik

Print
Dokument id:277
Registreringsår:1862
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Kragh, J. M. P.
Mellem-person:Kragh, J. M. P.
Indsamler:Rink, H.
Titel:Inorersup qavâp sínagtugâ / Akamalik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 491 - 494, nr. 147
Lokalisering:Upernavik
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke eksisterer længere.

Afkortet oversættelse af en blanding af denne og en anden variant i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 105, ss. 282 - 292.

Samme noget kortere på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 86, ss. 434 - 437: The Dream and Conversion of Akamalik.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

En drøm, som drabsmanden fra sydlandet havde.

En drabsmand havde den vane, at han dræbte nogen, hver gang han var ude at ro i kajak - uden at der var nogen anledning dertil. Hvor mange han havde dræbt, kunne ses på tatoveringer på hans pande. Tatoveringsmærkerne fyldte næsten to rækker i panden.

Da fætteren døde, var han så bedrøvet, at han ikke kunne sove om natten

Endelig faldt han i søvn og drømte følgende: Der viste sig en kvinde, som råbte

til ham, at man havde fanget en hvalros. Da hun sagde dette, gav han sig til at

gøre klar ('saniarsulerpoq' - jeg kender ikke ordet. Oversættelsen er et gæt).

Han kom ud og fulgte efter kvinden. Nogle gange forsvandt hun bag et fjeld og,

hver gang hun viste sig igen, var afstanden mellem ham og kvinden altid den

samme. Engang så han hende kravle op på en stejl fjeldvæg. Han tænkte: "Måske

vil jeg ikke kunne klare dette." Han gik derhen. Han tog blot et par skridt, så

var han oppe på fjeldet. Han gik videre - stadigvæk efter kvinden, der somme

tider var ude af syne bag et fjeld, og hver gang han så hende igen, var afstanden

mellem ham og kvinden altid den samme. En gang så han hende kravle op på en

meget høj fjeldvæg. Han tænkte: "Måske vil jeg ikke kunne klare dette." Han gik

derhen og tog et par skridt. Så var han oppe på fjeldet. Han gik videre.

Afstanden mellem ham og kvinden var fortsat den samme. Endelig kunne han, da

han kom op på fjeldets top, se stranden nedenfor. En masse mennesker var i færd

med at hale noget op. Han gik derned, og en af dem sagde til ham, idet han pegede

på én: "Her er et menneske, som du har dræbt." Han skammede sig, og han

bebrejdede sig selv, da han så den person, han havde dræbt. Han gik videre,

stadig efter kvinden, og afstanden imellem dem var stadig den samme. Hun forsvandt

og viste sig igen. En gang så han hende gå op ad en stor trappe. Der var stor

afstand mellem trinene på trappen. Han gik hen til trappen og tænkte, at han

måske ikke ville kunne klare at gå op ad dem. Han trådte kun få trin, så var han

oppe. Han gik videre efter kvinden, som skiftevis forsvandt og viste sig.

Afstanden mellem dem var fortsat den samme. Næste gang han så hende, var hun ved

at komme op af en stor kløft, hvor der brændte ild. Han kiggede på ilden,

der flammede op, og netop da der slog en flamme op, kom kvinden op af kløften.

Han tænkte, at han måske ikke ville kunne klare denne kløft. Han ventede på en

passende lejlighed, og da flammen blev lidt mindre, gjorde han et forsøg, og det

lykkedes. Han så et menneske, der nær var faldet ned i kløften, og som klamrede

sig til kanten ('nipíngajôrtoq' - nipinngavoq: er klistret fast - Chr. B.). Dér

ovenpå, hvor han befandt sig, var det meget lysere. Han så mange mennesker, der

gik hver for sig eller i flokke - enker og ægtepar, unge og spædbørn, samt børn,

der var født i dølgsmål ('alugsugutit' går jeg ud fra er det samme som alussugaq

- Chr. B.), alle sammen med mærker - piger, unge mænd og alle andre, fra de

yngste til de ældste havde deres eget mærke. I nærheden af dem så han én, der

var så lys som solen. Han var på vej til de mange mennesker, da en fra venstre

side bad ham om at standse. Han standsede. Han blev stående der, selv om han

meget gerne ville gå hen til dem. Han skammede sig og bebrejdede sig selv. Ham,

der var så lys som solen, havde meget smukke klæder, en meget lang klædning, som

havde skiftende belysning. Knapperne skinnede sådan, at man ikke kunne se

direkte på dem. Hans store snørebånd var endnu mere skinnende. Da han kom til

manden, lukkede han en bog op. Han kiggede i bogen og så sig selv. Hele hans

levned var fortalt og forklaret i denne bog. Han blev meget skamfuld. Nu forlod

han dette emne og fortalte, at manden der klamrede sig til kløftens kant, og som

nær var faldet ned i kløften, var en åndemaner sydfra. Manden fortalte, at han

var frelseren, og han viste ham noget, han havde på sin side og på sine hænder.

Hans hænder og fødder var gennemhullede og fra hans side kom der lidt blod og

vand. Han sagde til ham: "Når I slås indbyrdes med våben, gør det ondt i dette

sår." Mens han endnu talte, viste han ham noget ved at pege på noget i sydlig

retning. Da han vendte hovedet i den retning, så han nogle, der skulle være

engle - to væsener med vinger. De kom med et menneske, der var dødt. De satte

det ned på en slette. Han (der kaldte sig frelseren) gik derhen. Den døde lå med

foldede hænder. Han rakte sin venstre ringfinger til den døde, og den døde rakte

sine hænder op efter den. Han gav ham vejr (måske bedre: han pustede liv i ham -

Chr. B.), som når man pustede et stykke tarm op. Derefter hjalp han ham op, og da

han rejste sig op, gik han hen til de mange mennesker, der var glade.

Han kiggede til den anden side og så noget, der lignede en sol, som var

helt skinnende. Han (der kaldte sig frelseren) sagde: "Almindelige mennesker kan

ikke komme derhen." Han gjorde tegn til det. Der gik en kort tid. Så kom der

noget, der var rundt, frem - hoppende. Da det rullede hen til ham, flyttede han

sig ikke og da den revnede, fyldtes luften med noget sødt. Drabsmanden spurgte

hvad dette var for noget og den anden sagde: "Det var en frugt (eller et bær -

Chr. B.), der eksploderede ved dig." Han gjorde tegn endnu engang, og der kom igen

noget (rundt frem) - samme slags som før. Da det rullede imod drabsmanden, sagde

den anden, at han skulle flygte. Han spurgte ham, hvorfor han skulle flygte og

om, hvad det var for noget. Den anden sagde: "Den store jord 'naugalugtuaqaoq'

(det kan jeg ikke få mening ud af. Eller skulle der mon have stået:

'qaoralugtuaqaoq' - Der er fare for, at jorden kan eksplodere? - Chr. B.).

     De mange mennesker sang smukt, men de små, der var født i dølgsmål

('alúsugutínguit' - de, der er født i dølgsmål? Chr. B.), der drejede rundt med

jorden, sang smukkest (gik i kreds medsols? BS).

Han (der kaldte sig frelseren) sagde til drabsmanden, at han skulle hjem,

fordi han endnu ikke var død. Han ville ellers nødig forlade alle de glade

mennesker. Han var ved at belave sig på at gå, men var bange for at gå forbi den

store kløft. Så skubbede han til ham - det viste sig, at han blot ville prøve ham.

Det gik pludselig op for ham, at han var kommet på den anden side af kløften.

Derfra gav han sig til at gå ned, og da han kom tilbage til sin fælle, vågnede

han, og det var den sjette dag (eller: efter at have sovet i seks døgn? - Chr. B.). Han undrede sig meget over sin drøm, og havde lyst til at høre nærmere om

Frelseren. Han fik lyst til at få undervisning. Han begyndte at gå til

undervisning. Og da han i løbet af kort tid havde lært noget, ønskede han at dø. Han var indstillet på helt at opgive sit syndige liv. Da han vågnede efter den

lange søvn, var han længe generet af det skarpe lys. Han ønskede at dø, og det

gjorde han. Det fortælles, at han var årsag til, at nogle af sydlændingene blev

troende.

Før han blev troende, vidste han hverken om bøger eller om Frelseren. Det

var først efter at han havde drømt, at han lærte om disse, og at han blev døbt.

Slut.

 

Var.: Akamalik; Akamelik; i Avangnâmioq årg. 1915 nr. 15-16(?), 21-22 og 34-38 findes Hendrik Storchs variant af Akamelik (endnu ikke registreret her på anden måde)

 

Hist.: se varianterne.

inorutsimnik

Print
Dokument id:2228
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB 1, 5(13). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Olsen, Gaaba (Gaba / Gâba)
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:inorutsimnik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:nr. 23, 1½ ss. A6-størrelse
Lokalisering:Kuuk: Upernavik
Note:

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.

 

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

inuarpik / ?

Print
Dokument id:2205
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB, 1, 5(15) Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Maassannguaq (Maigssánguaq)
Nedskriver:Olsen, Gaaba (Gaba / Gâba)
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:inuarpik / ?
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 23
Lokalisering:Appat: Avanersuaq / Thule
Note:

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

inugpatsuvaq inumik avalajalik/ inupassuaq inumik avalaaleq ?

Print
Dokument id:2192
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB, 1, 5(15) Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Maassannguaq (Maigssánguaq)
Nedskriver:Olsen, Gaaba (Gaba / Gâba)
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:inugpatsuvaq inumik avalajalik/ inupassuaq inumik avalaaleq ?
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 1
Lokalisering:Appat: Avanersuaq / Thule
Note:

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Fortællingen hér handler om en kæmpe, inupassuaq, men håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

inuk nanunijalugtuq / nanuniarluttoq ?

Print
Dokument id:2212
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB, 1, 5(15) Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Maassannguaq (Maigssánguaq)
Nedskriver:Olsen, Gaaba (Gaba / Gâba)
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:inuk nanunijalugtuq / nanuniarluttoq ?
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 33, A6 - størrelse
Lokalisering:Appat: Avanersuaq / Thule
Note:

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Fortællingen hér handler vist om en dårlig bjørnejæger. Men håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

inuk tarrasugsuvarmik / inuk

Print
Dokument id:2208
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB, 1, 5(15) Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Maassannguaq (Maigssánguaq)
Nedskriver:Olsen, Gaaba (Gaba / Gâba)
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:inuk tarrasugsuvarmik / inuk
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:ss. 7 - 8, A6 - størrelse
Lokalisering:Appat: Avanersuaq / Thule
Note:

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

inuk tuqusangidturkuvaq pituravigmilutik / toqosanngilloqqu .. pitoravimmi ... ?

Print
Dokument id:2215
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB, 1, 5(15) Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Maassannguaq (Maigssánguaq)
Nedskriver:Olsen, Gaaba (Gaba / Gâba)
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:inuk tuqusangidturkuvaq pituravigmilutik / toqosanngilloqqu .. pitoravimmi ... ?
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 37 - 38, A6 - størrelse
Lokalisering:Appat: Avanersuaq / Thule
Note:

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

inutamik ?

Print
Dokument id:2194
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB, 1, 5(15) Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Maassannguaq (Maigssánguaq)
Nedskriver:Olsen, Gaaba (Gaba / Gâba)
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:inutamik ?
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:ss. 5 - 6, A6 - størrelse
Lokalisering:Appat: Avanersuaq / Thule
Note:

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

inutanig arnânaq / inutamik arnaanaq ?

Print
Dokument id:2195
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB, 1, 5(15) Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Maassannguaq (Maigssánguaq)
Nedskriver:Olsen, Gaaba (Gaba / Gâba)
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:inutanig arnânaq / inutamik arnaanaq ?
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:ss. 6 - 7, A6 - størrelse
Lokalisering:Appat: Avanersuaq / Thule
Note:

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet, var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

Iparáutamik ârnualik

Print
Dokument id:879
Registreringsår:1952
Publikationsår:1967
Arkiv navn:
Fortæller:Marteeraq (Martêraq)
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Iparáutamik ârnualik
Publikationstitel:Inugpât, Nuuk / Godthåb 1967
Tidsskrift:
Omfang:side 40
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 44 - 45.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

Oversættelse:

iparaatamik aarnualik.   Med en pisk som amulet.

 

Oversættelse ved Signe Åsblom:

 

  M. (Da fortællingen om Kallaq er lang og desuden skal fortælles senere, er den her kun i et lille uddrag). Kallaq plejede at få de døde ud ved at slæbe dem ud. Og en dag slæbte hun igen en død ud, og helt uventet hørte hun, at der dernedefra tydeligt og klart flere gange blev sagt: Hej, du derinde, hjælp mig op! Hun kiggede i hus-gangen, men der var ikke nogen at se. Så tog hun kamikker på og gik ud, og da det fortælles, at månen skinnede helt vidunderligt, havde hun ikke øje for andet end den skinnende overflade. Hun var kommet helt derud, hvor man smed gammelt affald hen, og hvor var det dog langt væk. Måske havde piskens snert trukket ham til sig.

   M. Den person, der på et tidspunkt (kom på slæde og) ville (hente og)hjælpe hende, kunne ikke komme over på grund af højvandet. Derfor vendte han om og tog hjem men sagde, at han ville komme tilbage dagen efter. Da det igen blev lav-vande, og man igen kunne komme over, gik Kallaq mod Aappilattoq for at søge redning der, ved at følge slædesporene fra sin boplads på Qeqertaq. Og det fortælles, at hun ikke engang nåede så langt som til Sarpaq, før hun ikke længere kunne mærke jorden under sine fødder. Det eneste hun fornemmede var den hvislende lyd i sine ører. Det siges, at hun måske var kommet op at køre på sin pisk. Hun havde nemlig en pisk (som amulet). De, der kom for at redde hende, havde kun været indenfor et øjeblik, da de hørte hende komme, og da de gik ud til hende, var hun netop nået frem. *)

 

*) Fortællingen om Kallaq findes i sin helhed på s. 97 (i Lynge 1967)

Var.: søg på Kallaq.

Kommentar: Det er også pisken, der måske har trukket den døde ind i husgangen.

H. Lynge har udtaget denne begivenhed for at illustrere virkninger af personlige amuletter / aarnussat. Kallaq var en kvindelig åndemaner / angakkoq / angakok / shaman.

Itakugdluk / Itakulluk, den store åndemaner

Print
Dokument id:1957
Registreringsår:1955
Publikationsår:1955
Arkiv navn:
Fortæller:Nielsen, Martin (Marteeraq)
Nedskriver:Nielsen, Martin (Marteeraq)
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Itakugdluk / Itakulluk, den store åndemaner
Publikationstitel:
Tidsskrift:Avangnâmioq
Omfang:ss. 224 - 225
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger: Upernavik
Note:

Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne).

Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq.

 

Oversættelse:

Efter at der var kommet kristne i Augpilagtoq / Aappilattoq og Upernavik, og efter at der også var nogle døbte i Aappilattoq, boede der nogle folk syd for Aappilattoq ved Savêrneq / Saveerneq. Og den ældste blandt dem var åndemaneren Itakugdluk / Itakulluk. Hen på vinteren var der en mand fra Saveernoq, der tog på slæde-besøg med sin kone og et barn. Og mens de var væk, åd strømmen af isen ud for Saveerneq, og man kunne ikke køre over isen nedenunder husene. Man holdt udkig efter den besøgende, for at man kunne give ham besked. Men et kort øjeblik var de optaget af noget andet. Og da de opdagede ham, var han allerede kommet ud på det farlige sted. Og lige idet de råbte til ham, faldt slæden igennem isen. Og mens man forsøgte at komme over til dem, tog strømmen dem, og de forsvandt under isen.

De nåede hen til det sted, hvor de var faldet igennem, men de fandt ingen.

Blandt dem var Itakulluk, den store åndemaner, og han sagde til dem, der

begyndte at græde over dem, at de ikke skulle. Han sagde, at de skulle

gå op i huset, fordi han ville prøve alene. Og de skulle først komme, når

han råbte om hjælp. De adlød ham og gik op i huset. Itakulluk var ale-

ne, mens de andre holdt udkig. Da han var blevet alene, kunne man høre

ham tale. De, der var udenfor huset, kunne høre talen, men ikke forstå,

hvad han sagde. Og da han begyndte at tale, så begyndte - skønt det var

vindstille og meget fint vejr  Saveerneqs fjelde og Akinas fjelde over-

for Saveerneq og fjeldene overfor Inugsugârssoq / Inussugaarsoq syd for Saveerneq at tale med, når Itakulluk havde talt, og når han tav stille, begyndte fjeldene at tale med hinanden. Midt i det hele råbte Itakulluk, at de skulle komme og hjælpe ham. De gik ned til ham og opdagede, at han havde trukket dem op alle sammen, og at ingen af dem var druknede. De klarede sig og undrede sig meget over hændelsen, men Itakulluk sagde, at de ikke skulle sige noget til nogen. Først da der var gået nogle år, fortalte tilskuerne, hvad der var sket.

 

Da der var kommet udliggere ved Aappilattoq, og Itakulluk levede der, var han vældig glad for kaffe. Engang, da der skulle handles, kom Itakulluk også og ville købe kaffe. Han gav ganske få skilling til udliggeren og sagde, at han gerne ville have meget kaffe. Udlæggeren lagde ganske få kvint på vægten, og nu stod Itakulluk ret. Udliggeren tog så en pot og skulle lige til at hælde ind i skæppen, da Itakulluk begyndte at tale til kaffen, idet han sagde: ukililerdluse, ukililerdluse (bliv lette, bliv lette). Og potten blev tømt uden at de få kvint blev løftet. Udliggeren fyldte en pot igen. 0g da han skulle hælde den i, sagde Itakulluk igen: 'ukililerlusi, ukililerlusi.' Og potten blev

tømt igen uden at løfte kvinterne. Udliggeren lagde fingeren på skæppen

og trykkede ned. Og naturligvis vippede den. Men lige så snart han løftede

fingeren, sank kvinterne. Og nu skældte udliggeren Itakulluk ud.

Itakulluk grinede lidt og vendte ryggen til. Og da han gjorde det,

svingede vægten til den anden side. Og nu begyndte udliggeren at tømme posen for kaffe. Og da han var færdig, var der kun lidt bundfald i posen. Itakulluk sagde smilende tak til udliggeren, og uden at vårdige de andre undrende tilskuere et blik, gik han ud.

Det fortælles, at Itakulluk døde i Aappilattoq som en meget gammel mand.

Iverneq inerterqutaulermat

Print
Dokument id:929
Registreringsår:1952
Publikationsår:1967
Arkiv navn:
Fortæller:Eqiunnguaq (Eqiúnguaq / Bendt /Pequusivik)
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Iverneq inerterqutaulermat
Publikationstitel:Inugpât, Nuuk / Godthåb 1967
Tidsskrift:
Omfang:side 149
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 157 - 158.

 

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

Oversættelse ved Signe Åsblom:

Dengang det blev forbudt at synge nidviser.

 

E. Da Liikkeersuaq, der var fra Sioraq, ikke kunne føde, kom Kiinngivik og manede ånder over hende, så hun kunne føde. En gang da de var i Kangersuatsaaq, kunne man en aften høre nidviser. Da de altså viste sig at være i færd med at synge nidviser, kom deres kateket hen til dem. Det var dengang da Ijasilaat var kateket, og hun var gift med den bygdebestyrer, som grønlænderne kaldte Sanasoq (Tømreren).

   Det fortælles, at hun stillede sig ved husindgangen, og derinde havde de det så varmt, at de havde taget vinduet ud, og de var i fuld gang derinde, hvor huset var propfyldt af mennesker. Paninnguaq var i færd med at synge over denne Liikkersuaq og mane ånder for at få hende til at føde.

   Noget fra Paninnguaqs vise lød som følger:

 

   Måske når hun hører

   når vores lille leder *) hører!

   mon i så ikke længere får disse ting

   kaffe, der dufter

   sukker, der smelter

   og så disse brød'er.

 

   Aldrig tidligere var deres kateket blevet så bedrøvet. Og hun havde sagt: Nå, det er sådan de er! Når præsten kommer, vil jeg endelig for-tælle noget.

   Og det fortælles, at da præsten det år kom til Sioraq, ville han ikke lade dem gå til alters. Men denne Paninnguaqs datter blev ved med at græde så meget af misundelse, at han lod hende deltage.

 

*) Her mente hun deres kateket. En af straffene var nemlig: Når vinteren blev slem og sulten begyndte at melde sig, måtte de ikke få den offentlige hjælp.

 

Hist.: Historisk beretning om problemer under overgangen til kristendom

ivnanaganirmi avikipalune ? /

Print
Dokument id:2216
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB, 1, 5(15) Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Maassannguaq (Maigssánguaq)
Nedskriver:Olsen, Gaaba (Gaba / Gâba)
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:ivnanaganirmi avikipalune ? /
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 38 - 40, A6 - størrelse
Lokalisering:Appat: Avanersuaq / Thule
Note:

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Fortællingen hér handler om  Men håndskrift, stavning og dialektpræget gør iøvrigt teksten vanskelig at tyde.

Jomfru Maria fra Tasiusaq

Print
Dokument id:934
Registreringsår:1903
Publikationsår:1906
Arkiv navn:
Fortæller:pr�sten i Upernavik
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Jomfru Maria fra Tasiusaq
Publikationstitel:Under Nordenvindens Svøbe
Tidsskrift:
Omfang:side 38 - 43
Lokalisering:Tasiusaq: Upernavik
Note:

Rasmussens notater på dansk: KRKB 1, 3(8), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "En uhyggelig tildragelse".

(NB: ikke nedskrevet af Knud Rasmussen men på dansk af ?)

 

Rasmussen fik i 1903 af præsten i Upernavik en del dagbogsnotater og andre oplysninger om en ung kvinde, Jonasine Anine Amalie i Tasiusaq, som i 1875 havde aborteret ude i fjeldet, men modtaget visioner af dette barn, der identificerede sig som Jesus. I breve til præsten meddelte hun, at dette barn havde sagt at dets mor skulle have penge (fra forstanderskabets kolonikasse) ellers ville Gud lade jord og himmel forgå og fratage danskerne sæden fra deres marker. Der skulle skydes tre gange med kanonen og præsten formanes til at tro det sagte.

       Som indledning til en formaning til kateketeleverne om at tro barnets ord snarere end præstens, fortæller kvinden om hvorledes Jesus ikke ønsker at mennesker skal fortabes og pines til evig tid.

       Alle i Tasiusaq fatter tiltro til hende og hun overtaler kvinderne til at aflægge deres top og anlægge fletninger for dermed at afsværge deres dåb.

       Da forstanderskabet i sin behandling af sagen erkender at hun ikke havde været sindssyg og at det ikke drejer sig om en fødsel i dølgsmål, men blot om en dårlig begravet abort, men dog at hun har forført folk i Tasiusaq, overgiver de sagen til højeste instans, inspektøren, der dømmer Jonasine til udelukkelse fra kirke og butik, stokkeslag og afskæring af sin top. Det skal dog ikke foregå uden for under hejst flag, men inden døre i værkstedet.

 

       Knud Rasmussen der allerede en gang har mødt denne Maria, en gammel fattig enke, træffer hende igen og opfylder hendes ønske om en stor skrå.

 

Hist.: Se analysen af denne plus andre kilder til denne historiske begivenhed i Kleivan, Inge 1986: Jomfru Maria fra Tasiusaq. Arctic Anthropology, Vol. 23(1-2); og Kleivan i Lorentzen J. et al.(red.): Inuit Kultur og Samfund, Århus: Systime 1999.

Kâgssagssuk / Kaassassuk

Print
Dokument id:2221
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB 1, 5(13). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Olsen, Gaaba (Gaba / Gâba)
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kâgssagssuk / Kaassassuk
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:nr. 1, 7 ss. A6-størrelse
Lokalisering:Kuuk: Upernavik
Note:

Renskrevet af Kr. Møller,

 

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.

 

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

Kâkâq / Kaakaaq / Kakak / Kaga

Print
Dokument id:1699
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Rosing, Jens
Nedskriver:
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Jens
Titel:Kâkâq / Kaakaaq / Kakak / Kaga
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 281 - 285
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé:

Jens Rosing fortæller om to besøg hos Kaakaaq, da han var femten år og

Kaakaaq ca. 75. Første gang er det vinter, han er sammen med sin far,

præsten Otto Rosing, og K. overvintrer på bopladsen Sermiligaaq. Hun

er blind, men passer sin lampe med sikre hænder. Man siger, hun har et

indre øje. Hun er helt indtørret, kun skind og ben, men glat i huden,

og hun beføler Jens over hele ansigtet for at "se" ham. De gaver hun

får af præsten, skrå, tobak og sæbe, gir anledning til en lille

ceremoni. Først vasker hun ansigt, hænder og underarme. Dernæst former

hun en lang cigar af skråen, der skæres itu og blandes med tobakken,

hvorefter hun ryger den i sin pibe og til slut putter den rygende skrå

i munden. Hun kommer i trance, synger og siger uforståelige ord, og

falder til sidst i søvn. Næste gang er i august, hvor K. er med sine

gifte børn på sommerfangst i Sermilik-fjorden. Hun har sit eget telt,

hvor Jens besøger hende alene. Hun genkender ham ikke, men gentager

vaske- og rygeceremonien med hans medbragte gaver og går atter i

trance. Mens hun gnider håndfladerne mod hinanden lyder der pludselig

et sus af fløjtende vinger over teltet og noget efter skrig af ravne.

K. blir øjeblikkelig klar i hovedet igen, snakker med Jens og

fremsiger en formular, der skal give ham en god hjemrejse. Hun takker

for gaverne og falder i søvn. Jens forlader hende.

 

Hist.: Kaakaaq (f. ca. 1865, døbt Karen / kara / Kaga 1917, død 1942).

Gift med Naajas sønnesøn, åndemaneren Kajammat (f. ca. 1863, myrdet

1890), og derefter med åndemaneren Imaakka (ca. 1875 - 1915).

Kalâtdlit itsaq ugperissáinik. nalingínarnik, ilerquínigdlo, mãnalo agdlât maungnartartunik, malungnardluángitsumikgdle

Print
Dokument id:2165
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB Dagbøger 1, 6(18): Fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kalâtdlit itsaq ugperissáinik. nalingínarnik, ilerquínigdlo, mãnalo agdlât maungnartartunik, malungnardluángitsumikgdle
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:10 sider (A6)
Lokalisering:Tasiusaq: Upernavik
Note:

Skriften ligner meget Jørgen Brønlunds, men lidt mere omstændelig. Måske en renskrift. En anden mulighed er kateket, Tobias Heilmann, der også kan være fortælleren.

Teksten er en beskrivelse af grønlændernes før-kristne forstillinger i Upernavik distriktet. Bl.a. om angakkut / åndemanere.

 

Ikke oversat.

Måske egnet til opdatering.

Kalâtdlit oqalugtuât kagdlermik / Kalaallit oqaluttuaat kallermik

Print
Dokument id:2244
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB 1, 5(13). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Olsen, Gaaba (Gaba / Gâba)
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kalâtdlit oqalugtuât kagdlermik / Kalaallit oqaluttuaat kallermik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:nr. 18, 2 ss. A6-størrelse
Lokalisering:Kuuk: Upernavik
Note:

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.

 

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

 

Var.: Torden-ånderne; Torden; Tordenens oprindelse; The thunder spirits.

Kalâtdlit piniausînik / Kalaallit piniaasiinik

Print
Dokument id:2164
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB Dagbøger 1, 6(18): Fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kalâtdlit piniausînik / Kalaallit piniaasiinik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:16 sider (A6)
Lokalisering:Tasiusaq: Upernavik
Note:

Skriften ligner meget Jørgen Brønlunds, men lidt mere omstændelig. Måske en renskrift. En anden mulighed er kateket, Tobias Heilmann, der også kan være fortælleren.

Teksten er en beskrivelse af grønlændernes fangst - muligvis i Upernavik distriktet.

 

Ikke oversat.

Måske egnet til opdatering.

Kampestenen, som hunde ikke kunne lide

Print
Dokument id:774
Registreringsår:1952
Publikationsår:1955
Arkiv navn:
Fortæller:Iisaaq (Iisâq)
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Kampestenen, som hunde ikke kunne lide
Publikationstitel:Inegpait
Tidsskrift:Meddr Grønland 90(2)
Omfang:side 143
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

Resumé:

Kampestenen på øen Kídersaq virkede altid ophidsende på hunde. Måske havde en åndemaner benyttet den til et eller andet formål.

 

Hist.: Historisk.

Kavdlaq / Kallaq

Print
Dokument id:2163
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB Dagbøger 1, 6(18): Fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kavdlaq / Kallaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:8 sider (A6)
Lokalisering:Tasiusaq: Upernavik
Note:

Skriften ligner meget Jørgen Brønlunds, men lidt mere omstændelig. Måske en renskrift. En anden mulighed er kateket, Tobias Heilmann, der også kan være fortælleren.

Teksten er en af mange beretninger om Kallaq's overvinting alene efter den store epidemi i 1814, der gjorde ende på alle hendes bopladsfæller og talrige andre i Upernavik distriktet.

 

Ikke oversat.

Egnet til opdatering

 

Var.: Kallaq

Kawdlaq / En ung kvinde, som overlevede pesten. Begivenheder omkring den store epidemi

Print
Dokument id:839
Registreringsår:1952
Publikationsår:1955
Arkiv navn:
Fortæller:Marteeraq (Martêraq)
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Kawdlaq / En ung kvinde, som overlevede pesten. Begivenheder omkring den store epidemi
Publikationstitel:Inegpait
Tidsskrift:Meddr Grønland 90(2)
Omfang:side 24 + 26 + 28 (3 sider)
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Med sideløbende original på nordvestgrønlandsk: s. 25 + 27 + 29: Kawdlaq / Arnaq inûsugtoq toqorarnerssuarme amiákûssoq. Toqorarnerssûp nalâne pisimassut.

 

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 97 - 99

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 106 - 108.

 

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

Ifølge Matêraqs moder, Itâkasiks beretning:

 

Resumé: En slem epidemi, måske slutningen af 1700-tallet, lægger en sommer mange bosteder øde i Upernavik-distriktet. Det er lykkedes åndemaneren / angakkoq Qupanew / Qupaneq med familie at undfly sydpå, og de overintrer i Aappilattoq, hvor familien udæsker spændingen ved at opfordre Qup. til at fortælle om tupilak-bjørnen, nanniaq. Den kommer straks til stede, selv om han fortæller med lav stemme. Man ser tarmskindsruden bule indad og to store, skinnende isbjørnetænder i bulen. Qup. beordrer sin søn, Qingmiewt / Qimmiut at gå ud og se efter. Han nøler, men går så ud, og da er der intet at se.

En anden aften under Qup.s fortællinger falder noget tungt ned på taget og bevæger sig hen til ventilen, som Qup. har forsynet med en hvirvelknogle af en hval, der kan lukkes udefra med en træprop. Væsenet fjerner proppen, puster damp ned gennem hullet tre gange, propper til igen, og så lyder det som en fugl der letter. Måske har en åndemaner villet undersøge, hvordan de havde det, mener man. Sandsynligvis Tuluwaq / Tulugaq / Ravnen fra Kídersaq / Kittersaq ?

Da frosten sætter ind rejser Qup. med sin søn ud for at finde overlevende. Nær Qeqertaq råber han fra isfoden op til øens hus, der er mørkelagt, og til sin overraskelse blir der svaret af en ung pige, Kallaq, der har overlevet ene menneske. Højvande hindrer Qup. i at hente hende ned på slæden, han lover at komme tilbage senere, men Kallaq syr sig i månelyset et par bukser af noget gammelt skind og vandrer afsted så snart ebben kommer i slædesporet. Undervejs slipper hun med fødderne og flyver over sundet til Sarpaq / Sarfaq. Det er hendes hjælpeånd, piskesnerten, der har været til hjælp. Hun når udmattet frem kort efter Qup.s hjemkomst, og hun får ikke lov at komme ind, før Qup. har sunget en serrat / tryllesang over hende, hun er blevet vasket, og har fået nyt tøj på. Kallaq kan ikke sove tre nætter i træk. Qup. synger igen over hende, hvorefter hun sover to døgn i træk, vågner frisk og kan berette om sine trængsler. (Se "Kawlaqs egen fortælling").

 

Hist.: Hans Lynge mener ibid. s. 15 at kunne tidsfæste epidemien til ca. 1790, men det er nok snarere den kendte i 1814.

 

De to episoder med tupilak-bjørnen og besøget af en åndemaner på åndeflugt, kan have været iscenesat af Qupaneq, der som åndemaner må have kunnet et og andet trick. Sønnen, der sendes ud for at se bjørnen, blev født 1789.

Kawdlaqs egen fortælling

Print
Dokument id:840
Registreringsår:1952
Publikationsår:1955
Arkiv navn:
Fortæller:Marteeraq (Martêraq)
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Kawdlaqs egen fortælling
Publikationstitel:Inegpait
Tidsskrift:Meddr Grønland 90(2)
Omfang:side 28 + 30
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Med sideløbende original på nordvestgrønlandsk: s. 29 + 31: Kawdlap nangmineq

oqalugtuâ.

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 101 - 102.

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 110.

 

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

Resumé:

Folk dør en for en under epidemien i huset på Qeqertaq, og Kallaq slæber ligene udenfor. Den sidste overlevende har dog tryglet hende om at blive slæbt udenfor inden døden indtrådte. Hun gør det, men han dukker hørligt op i husgangen igen. Heldigvis sørger hendes piskesmæld-ånd for at få ham smidt ud og et godt stykke forbi møddingen. Selv har Kallaq dog dræbt en overlevende, en lille pige, som hævn for dennes faders mord på en af hendes (Kallaqs) slægtninge.

Dette fortæller hun først, da hun går til dåbsforberedelse. I dåben får hun navnet Bolette.

 

Marteeraq afslutter herefter fortællingen: Kallaq lider ingen nød i sin ensomhed, da alle husfæller er døde af epidemien. Der er forråd af mange narhvaler og hun har ild i lampen. Den slukkes dog af hundene en dag hun er gået nordpå for at lede efter andre overlevende, men er blevet standset af en stor revne i isen. Hun må så klare sig uden lys. Tørret sælkød er der meget af, men hun blir for tørstig af at spise det (og har velsagtens sparsomt med drikkevand, fordi hun ikke kan smelte sne ved lampen, ? BS). Således befinder hun sig da Qupaneq finder hende (se "Kawdlaq. En ung kvinde ...").

 

Hist. Historisk fortælling, der er fortalt af Kallaq selv og overleveret via Oqimaitseq. Epidemien har muligvis været den forløber for den kendte, der rasede i 1814 i Upernavik-distriktet.

Kâlat, der var 80, da H. Lynge var i felten i 1951, kendte Bolettes søn og sønnesøn og kunne fortælle, at huset, hvor hun overlevede havde været tæt beboet. Flere navne blandt beboerne nævnes.

Kigdlingnarârsúnguaq / Killinnaraarsunnguaq

Print
Dokument id:2222
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB 1, 5(13). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Olsen, Gaaba (Gaba / Gâba)
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kigdlingnarârsúnguaq / Killinnaraarsunnguaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:nr. 2, 2½ ss. A6-størrelse
Lokalisering:Kuuk: Upernavik
Note:

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

 

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.

 

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

 

Var.: Killinaraarsuk.

Kivítunik / qivittunik / om fjeldgængere / qivittut

Print
Dokument id:2232
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB 1, 5(13). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Olsen, Gaaba (Gaba / Gâba)
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kivítunik / qivittunik / om fjeldgængere / qivittut
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:nr. 27, 3½ ss. A6-størrelse
Lokalisering:Kuuk: Upernavik
Note:

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.

 

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

kuma...?

Print
Dokument id:2200
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB, 1, 5(15) Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Maassannguaq (Maigssánguaq)
Nedskriver:Olsen, Gaaba (Gaba / Gâba)
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:kuma...?
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:ss. 13 - 14, nr. 10, A6 - størrelse
Lokalisering:Appat: Avanersuaq / Thule
Note:

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

kumangnik / kumannik

Print
Dokument id:2248
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB 1, 6(18). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Møller, Kr.
Nedskriver:Møller, Kr.
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:kumangnik / kumannik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:1 s. A6-størrelse
Lokalisering:Upernavik
Note:

Kr. Møller var kateket i Upernavik.

 

Ikke oversat

Velegnet til opdatering

 

Tilsyneladende den lille fortælling om et par lus, der taler sammen og den ene kommer en tur gennem menneskets tarmsystem. Den dukker helt rødskoldet ud af rumpehullet.

 

Bemærk ligheden med fortællingen om drengen, der blir slugt af en kæmpebjørn, får skåret sig ud, skaldet og rødskoldet over det hele.

kumangnik quvdligíssanigdlo / kumannik qullugissanillu

Print
Dokument id:2252
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB 1, 6(18). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Møller, Kr.
Nedskriver:Møller, Kr.
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:kumangnik quvdligíssanigdlo / kumannik qullugissanillu
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:1 s. A6-størrelse
Lokalisering:Upernavik
Note:

Kr. Møller var kateket i Upernavik.

"Lusene og larverne".

Meget fint illustreret af Kr. Møller.

 

Ikke oversat

Velegnet til opdatering

 

Var.: Lusens og ormens kapløb ..

kumaq

Print
Dokument id:2202
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB, 1, 5(15) Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Maassannguaq (Maigssánguaq)
Nedskriver:Olsen, Gaaba (Gaba / Gâba)
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:kumaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:ss. 18 - 19, A6 - størrelse
Lokalisering:Appat: Avanersuaq / Thule
Note:

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

Kûngaseq / Kuungaseq

Print
Dokument id:852
Registreringsår:1952
Publikationsår:1955
Arkiv navn:
Fortæller:Marteeraq (Martêraq)
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Kûngaseq / Kuungaseq
Publikationstitel:Inegpait
Tidsskrift:Meddr Grønland 90(2)
Omfang:side 64
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Med sideløbende original på nordvestgrønlandsk: s. 65: Kûngaseq.

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 42.

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 47.

 

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

Resumé: Kûngaseq, der var søn af den danske bødker, Christian Lynge, og opkaldt efter dennes ven, det sidste mord-offer i distriktet, havde sin pooq, sejrsskjorte, som amulet. Den beskyttede ham engang en isbjørn havde angrebet og væltet ham omkuld. Han gemte sig i posen, fortalte han bagefter sin søn, der var med, som forklaring på, at bjørnen pludselig standsede op, kiggede sig forvirret omkring og luntede væk. Sejrsskjorten havde gjort ham usynlig.

 

Hist.: Historisk fortælling fra 1800-tallet. Kuungaseq var født 1835.

Tolkning: Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor. Om K.s pooq fik Hans Lynge endnu en fortælling: se s. 64

Kûngaseqs pôq lavede ulykker

Print
Dokument id:853
Registreringsår:1952
Publikationsår:1955
Arkiv navn:
Fortæller:Marteeraq (Martêraq)
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Kûngaseqs pôq lavede ulykker
Publikationstitel:Inegpait
Tidsskrift:Meddr Grønland 90(2)
Omfang:side 64
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Med sideløbende original på nordvestgrønlandsk: s. 65: Kûngasip pûa

ajequtausimangoq.

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 43 - 44.

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 48.

 

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

Marteeraq genfortæller Kuungaseqs egen fortælling om dengang han havde plaget sig til at låne Nulooqs kajak i bytte for sin egen plus noget ekstra, men helt havde glemt, at hans sejrsskjorte - amulet, hans pooq lå i kajakkens bagstavn. Nulooq var ikke døbt, så den virkede voldsomt på ham. Han roede rundt i alle mulige retninger, blev helt vild med at ro ud selv om det så ud som om, sagde folk, at han befandt sig i en pose (pooq). Få dage efter døde Nulooq, og da først huskede den døbte Kuungaseq sin pooq og blev skamfuld.

 

Kommentar: En pooq som amulet kan gøre en usynlig for dyr og ånder. Men fordi en amulet ikke kan bruges af andre end sin ejer, virker den helt modsat på Nulooq, der ganske mister orienteringen og sin forstand. søg puulik og se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

Kunngip ernere pingasit / Three King's Sons

Print
Dokument id:2288
Registreringsår:1981
Publikationsår:2006
Arkiv navn:
Fortæller:Davidsen, Esikias
Nedskriver:Vebæk, Mâliâraq
Mellem-person:
Indsamler:Vebæk, Mâliâraq
Titel:Kunngip ernere pingasit / Three King's Sons
Publikationstitel:The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu
Tidsskrift:Meddelelser om Grønland, Man & Society 33
Omfang:ss. 132 - 133
Lokalisering:Narsarmijit / Narsaq Kujalleq / Frederiksdal
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Dobbeltsproget lingvistisk udgave på dialekt og engelsk inkl. CD-Rom med de tilhørende båndoptagelser.

 

Resumé: En europæisk fortælling i grønlandsk gengivelse.

En konge, der har tre sønner, opfylder den yngstes ønske om at lære til tyv. Da han er vel udlært, stiller kongen ham en - tror han - umulig opgave, at røve selveste præsten. Sønnen / prinsen ringer ivrigt med kirkeklokken om natten, præsten vågner, hører prinsens budskab, at nu er det tid for enhver der vil til himmels. Præsten kryber i den sæk, som prinsen tilbyder. Prinsen binder den og slæber bylten af sted over stenet jord. Præsten beklager sig: han mente vejen til himlen var behagelig. "Kun for de sande troende," svarer prinsen. Derefter afleverer han præsten i sækken til sin far, kongen.

 

Hist.: Esikias Davidsen var 75 år i 1981, hvor han boede i Tasiusaq. Men tidligere boede han i Narsarmijit / Narsaq Kujalleq / Frederiksdal og Illukasik.

Den i Grønland tidligt populære Store Klaus og Lille Klaus har muligvis sat sig spor i denne fortælling

Kuuitsi truer Christian Rosing på livet

Print
Dokument id:2313
Registreringsår:1944
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Rosing, Christian
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Kuuitsi truer Christian Rosing på livet
Publikationstitel:Hvis vi vågner til havblik
Tidsskrift:
Omfang:side 58 - 62
Lokalisering:Sermiligaaq: Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Resumé:

 

Kuuitsi, efterkommer af Nappartuku og Atsivaq, var bange for præsten Christian Rosings overnaturlige evner. Engang, da Rosings sønner sammen med kammerater under en umiaq-rejse morede sig med at "skyde" duer ved at pege på dem, ville Chr. Rosing for sjov vise dem, hvordan man gjorde. Han pegede på en gammel flyvende due, der straks slog vingerne sammen og faldt død ned på vandet (den viste sig senere at være uspiselig sej og blev givet til hundene). Det satte respekt i folk, ikke mindst fordi denne præst havde det med at pege, når han prædikede. Man flyttede sig uroligt til siderne. Han mente sig at have et udmærket forhold til Kuuitsi, der ikke desto mindre engang kom padlende lige imod ham med rejst lanse. Rosing bevarede roen, og Kuuitsi tabte modet. Laurits Ningavaat fortalte så i 1961 Jens Rosing om årsagen: Rüttel havde i sin tid to gange behandlet Kuuitsi for bjørnebid med alm. salver og uden trolderi. Han var helt ufarlig. Men det var Chr. Rosing med fingeren ikke. Med sådan en finger, fortalte man, kunne man pege et menneske ned i et mørkt svælg af onde drømme. Derfor havde Kuuitsi besluttet at skaffe folk af med den farlige præst (hvis sønner ovenikøbet havde pralet af, at deres bedstefar havde været angakok). Jens spurgte Laurits hvad han ville have gjort i Chr. Rosings sted. Peget på Kuuitsi så han var faldet om af skræk, svarede Laurits grinende.

 

Hist. Chr. Rosing afløste Rüttel i 1904. Historisk overlevering om medlemmer af slægten Napartuku og Atsivaq. Se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9.

Kvinden, der blev besvangret med et mellemfodsben

Print
Dokument id:1637
Registreringsår:1902
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Uusaqqaq (Uusarqaq)
Mellem-person:?
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kvinden, der blev besvangret med et mellemfodsben
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 305 - 306
Lokalisering:Tasiusaq: Upernavik
Note:

Orig. håndskrift: KRKB, nr. 3: Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04.

Renskrift: NKS 3536, IV, 4', læg 9.

Grl.titel: Inuk kipatsugssuarmik (serkup inuisa kangitdlît ilât

najungassoq) nârtuligarssuaq.

 

Resumé:

Ved en åndemaners hekseri blir en kvinde gravid med et mellemfodsben,

der ved fødslen æder fødselshjælpersken og forfølger de andre, der

flygter i en konebåd. Da de senere kommer tilbage ser de et lille

menneske mellem en masse glubske hunde. De flygter igen, og ved næste

besøg æder hundene det lille menneske, som om de skammer sig over det.

 

Hist.: Begivenheden dateres til svundne tider og lokaliseres til

Tussaaq-øen i Upernavik-distriktet.

Kvinden, der giftede sig med en hund

Print
Dokument id:1606
Registreringsår:1902
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Nielsen, Jonasine
Mellem-person:?
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kvinden, der giftede sig med en hund
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 200
Lokalisering:Saattoq: Upernavik
Note:

Orig. håndskr.: KRKB 3: Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04, Eskimoiske sagn.

Renskrift: NKS 3536, IV, 4', læg 9

Grl.titel: Arnaq qingmimik uvinigtoq / qimmimik uinittoq.

 

Resumé: En ung pige, der vrager alle mænd, får på sin mors bud en hund

til mand og bringes senere alene over til en ø, hvor hun føder

hundehvalpe. Moderen får pludselig medlidenhed med datteren og binder nogle sten

til hunden, der drukner på vej over til pigen. Hendes far bringer kød

over til øen. En dag befaler hun sine hvalpe rive ham ihjel og æde

ham. Det gør de, hvorpå hun sender dem ud over havet på en kamiksål med

ordene: "I skal leve således, at I aldrig kommer til at mangle noget!"

De blir stamfædre til alle de hvide.

 

Var.: Kvinden og hunden; Kvinden der blev gift med en hund. Hunden der tog en kvinde til kone; Tartuneqi; Tartitsinnaaq; Kvinden, som fik en hund til mand.

 

Hist.: Se "Fortolkningsmuligheder": Holdningsændringer: "Qallunaat" og "Kvinden og hunden ...".

Kvinden, der opfostrede en orm

Print
Dokument id:1604
Registreringsår:1902
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Uusaqqaq (Uusarqaq)
Mellem-person:Nielsen, Jonasine ?
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kvinden, der opfostrede en orm
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 198 - 199
Lokalisering:Tasiusaq: Upernavik
Note:

Orig. håndskrift: KRKB, nr. 3: Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04. Renskrift: NKS 3536, IV, 4', læg 9.

Grl.titel: Arnaq kuvdlugíssamik nâlungiartârtoq / kullugissamik naalungiartaartoq.

 

Resumé:

En barnløs kvinde, hvis mand blir træt af hende, går ud for at finde

et barn. Hun finder først en bi, men opgiver den, og dernæst en orm,

som hun lader die af sit blod og skjuler i et halværme under briksen.

Den siger sivse-e-e, når hun kalder den frem. En dag hun er ude slår

husfællerne den ihjel, og blodet flyder ud i husgangen. Kvinden sørger

over tabet, som var den et rigtigt barn.

 

Oversættelse ved Apollo Lynge af renskriften:

Kvinden som adopterede en orm.

En af kvinderne, som ikke selv havde nogen børn, tog en orm til sig som sit spædbarn. Da hun således havde fået et spædbarn, begyndte hun at amme det, og hun lod den endda drikke sit blod. Efterhånden blev ormen så stor, at den blev lige så stor som hendes bryst og mave, og så gav hun den en stor kamik at være i. Engang da hun lagde den på briksen efter at have ammet den og gik ud, blev en af husfællerne bange for den og lagde den ind under briksen. Da hun kom tilbage, søgte hun efter den og tog den. Når plejemoderen sagde kærlige ord til den store orm, lyste dens øjne af glæde. Engang da plejemoderen igen var på besøg og husfællerne var bange for ormen, tog de den med ud og kastede den væk med en sådan kraft, at blodet sprøjtede ud! Den var jo ved at tømme sin plejemoder for blod.

 

Jonasine Nielsen, Saattoq.

 

Var.: "Dengang for længe, længe siden ..." af Arnaaluk og "Kvinden der opammede en orm" af Taateraaq; Søsteren som insisterede på at være gift med en orm; En fortælling om en brødreflok (Aron); Anguterpaanik Brødreflokken; Kvinden, der havde en orm til mand; The woman who nursed a worm nr. 45 + 45 A; Kvinden der opfostrede en orm; Tiisikoorsuarmik (Tiisi er et onomatopoetikon på lyden: sissii el. tsissii).

 

Kommentar: Det er uklart om Jonasine Nielsen er fortæller eller renskriver, men renskriften er tydeligvis en forkortet udgave af originalen.

 

Tolkning: Skulle symbolikken med blodet, der flyder ud i husgangen

(alias menstruationsblod), ske fyldest, burde kvinden herefter blive

frugtbar.

Kævdlæq / Kallaq

Print
Dokument id:789
Registreringsår:1952
Publikationsår:1955
Arkiv navn:
Fortæller:Kaalat (Kâlat)
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Kævdlæq / Kallaq
Publikationstitel:Inegpait
Tidsskrift:Meddr Grønland 90(2)
Omfang:side 157 - 159
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Interlineær dansk oversættelse

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 99 (fra næstsidste

linie) - 101. Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 108 (fra 5. sidste

linie) - 110.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

Resumé:

Kallaq bor i et meget stort hus ved Qeqertaq, hvor først en, så den ene efter den anden af de talrige beboere bliver syg og dør. Da Kallaq har slæbt den sidste døde ud og givet ham til sine hunde, indretter hun sig i et hjørne, og da frosten kommer holder hun øje med isen gennem vinduet. Dér kommer neden for huset to slæder fra Aappilattoq. Hun går ud og råber, at hun er den eneste overlevende, men kan ikke komme med slæderne pga. højvande. Kuskene lover at hente hende senere, men hun sætter snart efter dem til fods (i slædesporet) og når deres hus på meget kort tid. Hun bliver bedt om at smide alt sit tøj væk inden hun får lov til at komme ind - for ikke at vække (ånders) vrede (fx Sila? el. Månen?, BS). Inde i huset får hun anvist plads under briksen, hvor i forvejen en masse mænd har deres pladser. Her får hun en mand, som hun senere forlader, da "Den store enøjede" bliver enkemand og inviterer hende op til sig. Den forladte mand dør snart af sorg.

 

Hist.: Historisk fortælling fra den store epidemi i 1814. Var.: Kallaq. Versionen her har Hans Lynge trykt i overensstemmelse med udtalen i fortællerskens særprægede dialekt, der taltes på Tussaaq.

 

Kommentar: qinnganarpoq, til at vredes over / rynke på næsen over, er Sila's (især i betydningen vejrets) reaktion på tabubrud i Vestgrønland og Månens i Østgrønland.

Lîsas vise

Print
Dokument id:859
Registreringsår:1952
Publikationsår:1955
Arkiv navn:
Fortæller:Marteeraq (Martêraq)
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Lîsas vise
Publikationstitel:Inegpait
Tidsskrift:Meddr Grønland 90(2)
Omfang:side 82
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Tospoproget udg.: Nordvestgrønlandsk: s. 83: Lîsap serratâ / (serrat), og dansk.

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 35 - 36.

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 39.

 

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

Lîsas vise s. 82

Resumé:

Fortælleren Marteeraqs oldemor, Liisa, f. ca. 1800, fortalte at hun een gang havde sunge serrat, tryllesang, med det formål at helbrede en af sine sønner, da han som lille led af en lammelse i det ene ben. Lammelsen skyldtes hekseri, var man blevet enige om, og serrat'en sendte hekseriet tilbage til afsenderen. Denne viste sig senere at være Oqimaatsoq / Oqimaitsoq (eller en i hendes familie: hendes far var angakkoq / åndemaner, BS ?), hvis velnærede datter døde i løbet af en nat. De opholdt sig tre dagsrejser borte, og en af husfællerne havde tilmed hørt sangen sunget af en klar kvindestemme, da han var ude et smut. Liisas søn kom sig hurtigt efter.

 

Var.: Marteeraqs egen nedskrevne version, søg på Lisa.

 

Hist. Historisk fortælling fra begyndelsen af 1800-tallet.

Kommentar: Vedr. hekseri se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere).

Lusen og ormen

Print
Dokument id:1515
Registreringsår:1903
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Gaba
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Lusen og ormen
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, II
Tidsskrift:
Omfang:side 94
Lokalisering:Kuuk: Upernavik
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Orig. håndskrift: KRKB 1, 5(14): Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04 (hvor Gaba har fortalt sin (mors) version fra Kuuk til Rasmussen)

Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "inuíngôq kumeqángíkatdlartut" / inuinngooq kumeqanngikkallartut,  hvor Rasmussen har renskrevet

den med dansk oversættelse til sammenligning med hans renskrift og oversættelse af Arnaaluks version fra Thule, Avanersuaq.

Rasmussen skriver i KRKB, Optegnelser fra 1. Thule eksp. 1912 - 14, d. 19.2.1914: Gid man kunde få Gabas Moder herned som gæst? Og lade hende fortælle sammen med Arnâluk.(herned? Arnaaluk boede i Thule, Gabas mor på Kuuk: Upernavik)

 

Resumé:

Før mennesker fik lus, beslutter lusen og ormen at ro om kap til

mennesker. Lusen kommer først, fordi ormens åretold knækker lige før

den skulle nå først til målet. Den graver sig ned i jorden.

 

Var.: Søg på: Lusen

 

Tolkning: Lus betyder "liv", orme (især maddiker) betyder "død".

Lynge sujugdleq

Print
Dokument id:927
Registreringsår:1952
Publikationsår:1967
Arkiv navn:
Fortæller:Marteeraq (Martêraq)
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Lynge sujugdleq
Publikationstitel:Inugpât, Nuuk / Godthåb 1967
Tidsskrift:
Omfang:side  147 - 148
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side  155 - 156.

 

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

Oversættelse ved Signe Åsblom:

 Den første Lynge *)

 

M. Dengang englænderne og vores danskere virkelig kom op at slås mod hinanden og allesammen blev påbudt at rejse hjem, besluttede et par af de første danskere, Den Store Bødker (Napparsisoq) Christian Lynge og Kunitsi (Halsøe), at blive deroppe i nord. Og det siges at kongen havde sagt noget til dem, for det var dengang området omkring Uperna-vik var frygtet af danskerne. Og de havde placeret danskere der, der ikke var bange for at sige noget til andre danskere. Denne Lynge havde en stor buet næse, og det har hans efterkommere efter ham.

   Lynges kone hed Dorthea.

   Deres børn: Ole Larsen Lynge (Kuungasoq) f. 1835.

   

   Deres datter Utukkaaq (Den Gamle) (Margrethe) døde i Upernavik, da hun var 99 år gammel. Jeg har selv truffet hende. Deres far var ikke underkuet, og derfor var de det heller ikke. M.

   Kuungasoq kom til at hedde sådan efter en mand, som Ilalik, Minannguaq og Angajulleq dræbte. Han havde meget fine hunde og fangede ofte hvalrosser. Han døde i Kingittoq og havde fem sønner og tre døtre. Hans yngste søn var Ilingasukassak (Den Lille Krølhårede), Thomas.

   Utukkaaq, Margrethe Petersen døde i 1913, 80 år gammel. Hendes mand var en grønlandsk fanger, og hun havde fem sønner men ingen datter. Hendes mand var Ikisoq (Andreas Petersen).

   To af Lynges sønner, Lauritz Henrik og Christian Gabriel, faldt i 1856 gennem isen og druknede samtidigt.

   Kuungasoqs søn Mathias (Makeqqi) boede i Tussaaq, og da jeg første gang var ude på langtur, så jeg hans kone, Karen Lynge, der var blevet en meget gammmel dame. H.L.

   Vi har rigtigt mange slægtninge oppe nordpå.

 

*) Christian Hansen Lynge, død 1872, da han var 74 år gammel.

 

Hist.: Lynge-slægten i Upernavik distriktet.

Majerarsineq / Lokkere

Print
Dokument id:775
Registreringsår:1952
Publikationsår:1955
Arkiv navn:
Fortæller:Eevartaaraq (Eevartêraq)
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Majerarsineq / Lokkere
Publikationstitel:Inegpait
Tidsskrift:Meddr Grønland 90(2)
Omfang:side 143
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 91 (majorarsineq)

Ny retskrivning:  Nuuk 1991, side 100 (Majorarsineq).

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

Resumé:

Fortællerens bedstefar, Nulialik hørte engang ude i kajak sortsider lege og hoste højlydt, og altså således var de nemme at komme på fangsthold. Men lydene flyttede sig, først hen til kysten, dernæst op på land, og N. blev pludselig bange for at blive lokket i fordærv af dem, hvorfor han sporenstregs roede hjemad og end ikke turde tage turen uden om næsset, men bar kajakken over det til fods.

 

Hist.: Historisk oplevelse.

Mákorssuaq aammalo

Print
Dokument id:913
Registreringsår:1952
Publikationsår:1967
Arkiv navn:
Fortæller:Juuntaat (Jûntât)
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Mákorssuaq aammalo
Publikationstitel:Inugpât, Nuuk / Godthåb 1967
Tidsskrift:
Omfang:side 89 - 90
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 97 - 98.

 

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

Oversættelse ved Signe Åsblom:

 Makkorsuaq igen.

 

Juuntaat (Jonatan). Han var meget omhyggelig med sine fangstvåben. Han ville under ingen omstændigheder bruge døde menneskers våben. På den anden side ville han altid gerne prøve noget nyt, og derfor havde han engang lånt en kajak, som en død mand havde ejet, og den roede han rundt i, fordi han gerne ville se, hvad der kunne ske ved det. Og det kan nok være, at han nær havde fået sin sag for, da han stødte på en rigtig aggressiv hvalros. Alle hans bopladsfæller så til, mens han var oppe at slås med den rasende hvalros. Den svømmende ind under kajakken og klemte sammen om den, så man kun kunne se dens luffer, og så ødelagde den kajakken. Da den nu havde ødelagt hans kajak, fik han fat i sin harpunrem og svømmede væk fra den. Takket være fangstblæren kunne han holde sig ovenvande. Og hans søn roede ud til ham og fik ham op.

   Iisaaq fortalte således om begivenheden:

   Han havde købt kajakken af Bidstrups far. Og mens han roede i den, kom de op på linje med hvalrossen, så de så den nede i vandet, lige før den så dem. Og lige før han ville vende om, råbte han til sin søn: Så, nu får den øje på os! Og han var stadig ved at vende om, da hval-rossen nåede ham og fejede hen ad kajakken uden at lave hul i den. Da den dukkede op for anden gang, tog den om kajakken med sin luffe, så kajakkens stævn blev trukket ned i vandet og vippede rundt. Da kajak-ken vippede op igen, fløj fangstblæren hen over den og landede på den anden side. Hvalrossen dukkede op på siden af kajakken med fronten mod den. Makkorsuaqs søn skreg til den af sine lungers fulde kraft om at holde op. Og hvalrossen forsvandt bare ned under vandoverfladen uden at gøre mere ved ham. Han mente, at kajakken var årsagen til det, der skete. Fordi fangstdyrene lagde mærke til, at det var døde menneskers ting.

 

Hist.: Historisk begivenhed, der angår tabuer ved død. Tidligt 1900-tal?

Mâlia makerqîtaugame

Print
Dokument id:881
Registreringsår:1952
Publikationsår:1967
Arkiv navn:
Fortæller:Danielsen, Frederik
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Mâlia makerqîtaugame
Publikationstitel:Inugpât, Nuuk / Godthåb
Tidsskrift:
Omfang:side 45 - 46
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 50.

 

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

Oversættelse ved Signe Åsblom:

 

Dengang Maalia levede for en anden.

 

Frederik Danielsen. Jeg lod min datter Maalia (f.1939) få navn efter min afdøde søster Maalia. Da hun var to år gammel og først lige var begyndt at tale, var det meget mærkeligt at høre hende fortælle om dengang hendes storesøster Karoline (f.1936) skulle fødes. Hendes mor havde på det tidspunkt en anden samlever, og hun var ved at få veer og havde været ude at stå på ski ude i fjeldet. Hun var faldet og havde slået sig og havde grædt i stride strømme. Dengang havde den nu afdøde Maalia været med ude at stå på ski og havde bekræftet historien. Det viste sig altså, at min datter som toårig havde "iklædt" sig sin faster. Især fordi hun fik fuldstændigt samme stemme som sin faster, da hun fortalte historien.

Oversat af Signe Åsblom.

 

Hist.: Historisk begivenhed fra 1941.

Kommentar: Et markant eksempel på reinkarnation ved opkaldelse, der var en helt almindelig forestilling hos alle inuit.

Maligagssat avdlat

Print
Dokument id:893
Registreringsår:1952
Publikationsår:1967
Arkiv navn:
Fortæller:Frederik
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Maligagssat avdlat
Publikationstitel:Inugpât, Nuuk / Godthåb 1967
Tidsskrift:
Omfang:side 60
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 66.

 

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

Oversættelse ved Signe Åsblom:

 Andre påbud.

 

Frederik (f.1911). Når min morfar Usukkaatsersuaq (Makkorsuaq) havde nedlagt en isbjørn, lagde han disse ting inde i huset: et drilbor, et lille stykke såleskind og en lille klump spæk. Og når det drejede sig om en hunisbjørn, lagde han også et fingerbøl og en nål midt inde i huset.

   Og når han havde nedlagt en isbjørn og ankom med den, tog han ikke trækselerne af sine hunde. Og han tillod ikke, at bundfaldet fra tran-lampens spæk blev kastet ud udenfor huset, fordi hundene skulle dø af det, hvis de åd det. Jeg ved, at to hunde døde, fordi Nukarsuaq havde hældt noget ud udenfor, som de så havde ædt.

 

Hist.: Visse gamle mennesker overholdt åbenbart de gamle tabuer endnu langt ind i 1900-tallets første halvdel i Upernavik-distriktet. De nævnte genstande i første afsnit er gaver til hhv. en han- og en hunbjørns "sjæl" eller "liv", som bjørnen kunne bruge i sin næste bjørne-reinkarnation. Bjørne var de dyr der lignede mennesker mest.

Manden, som blev gift med en skallesluger

Print
Dokument id:1605
Registreringsår:1902
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Nielsen, Jonasine
Mellem-person:?
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Manden, som blev gift med en skallesluger
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 199 - 200
Lokalisering:Saattoq: Upernavik
Note:

Orig. håndskr.: KRKB, 3: Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04, Eskimoiske sagn.

Renskrift: NKS 3536, IV, 4', læg 9.

Grl.titel: "Inuk ulangnerussamik (pâq) nuliartârtoq".

 

Resumé:

En mand ser en flok kvinder bade nøgne i en sø. De stiger op af

vandet, tager deres tøj på og flyver bort som skalleslugere. En af dem

kan ikke finde sit tøj. Manden gifter sig med hende, og de lever

lykkeligt sammen alle deres dage.

 

Var.: Manden kone vildgæssene. Rink 1866-71 16. Rink 1866-71 18; gift med skallesluger.

En fælleseskimoisk myte. Kleivan, Inge, 1962: The Swan Maiden Myth among the Eskimos. Acta Arctica, Fasc. XIII, Kbh.: Munksgård, nævner dem alle.

 

Hist.: Varianten her bryder den traditionelle "lov" om, at dyr ikke kan

integreres i menneskers samfund. Se de andre varianter og Kleivan

1962.

Manden, som giftede sig med en ræv

Print
Dokument id:1607
Registreringsår:1902
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Uusaqqaq (Uusarqaq)
Mellem-person:?
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Manden, som giftede sig med en ræv
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 201
Lokalisering:Tasiusaq: Upernavik
Note:

Orig. håndskrift: KRKB, nr. 3.: Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04.

Renskrift: NKS 3536, IV, 4', læg 9.

Grl.titel: Inuk teriangniamik nuliartârtoq.

 

Resumé:

En mand forelsker sig i og gifter sig med en ræv, fordi den er så smuk

med sin store top. En dag beklager han sig over hendes lugt og hun

flygter bort som ræv. Manden følger efter, den smutter ind i en

klipperevne og lader sig ikke lokke ud igen. Senere er den helt

forsvundet.

 

Var.: Ataliannguaq; Manden, som tog en ræv til kone; Manden, der tog en ræv til kone; Pebersvenden, som giftede sig med en ræv; Manden, der blev gift med en ræv; The fox-wife; Ræv til hustru; The fox-wife and the penis of the lake.

 

Hist.: Der er ikke blevet meget kød tilbage på den variant.

Manêtsormio / Maniitsormiu inuarsorsuaq

Print
Dokument id:371
Registreringsår:1866
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, V. 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Kragh J. M. P.
Mellem-person:Kragh J. M. P.
Indsamler:Rink, H.
Titel:Manêtsormio / Maniitsormiu inuarsorsuaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 761 - 768, nr. 154
Lokalisering:Upernavik
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Drabsmanden fra Maniitsoq (Dette Maniitsoq ligger ved Prøven).

 

Den store Maniitsoq'er, der havde fem sønner, havde sit faste

vinterhus i Maniitsoq. Han sagde til sine sønner: "Bare kom i

gang (kâkâ)! Når I er ude på fangst, skal I kigge efter andre

kajakmænd, og I må fortælle mig, når I har begået drab." De kiggede

efter andre kajakmænd, og de dræbte alle dem, de traf. Engang de kom

hjem sagde de: "Endnu en gang har vi dræbt en mand." "I må tage jeres

overtøj af på teltets skyggeside."

 

En dag traf to fangere fra

Kangersuatsiaaq (Prøven), en af brødrene, den yngste i flokken, som

var roet væk fra de andre. På det tidspunkt var en af brødrenes kone

på udkig og lagde mærke til, at der kun var to kajakker tilbage af de

tre, som hun oprindeligt så. Det viste sig, at den ene var blevet

dræbt. Denne kvinde, som var på udkig, sagde til sin søn, som ellers

ville fortælle det videre: "Du må ikke fortælle det videre. De vil

udrydde dem, fordi de har dræbt så mange." Det viste sig at Punngujooq

og Sioraq havde dræbt den næstyngste af brødrene. Efter drabet tog de

til Maniitsoq på besøg. Da de nåede frem til Maniitsoq, var alle de

ældre brødre kommet hjem fra fangst. Kun den af brødrene, som de havde

dræbt, var ikke kommer hjem. Da det var blevet mørkt, blev brødrene

bekymrede for deres lillebror. Den ældste af brødrene, Aataarsuatsiaq,

var en stor åndemaner. Til ham sagde Sioraq: "Da lillebror gerne er

længe om at komme hjem mattagssaminik (den mattak, som han skulle

have) nausarqardliorungnãrqauq (?). Det var jo ellers Sioraq selv,

der dræbte ham." Så gik åndemaneren ud og vendte tilbage med en rem.

De snørede ham sammen med denne rem, fordi han skulle på åndeflugt for

at lede efter lillebroderen. Han var længe væk. Så ramte han jorden

igen. De spurgte ham: "Har du set nogen?" "Ja, niviukippoq (? han er

hos fluerne)", svarede han. Han satte sig på briksen og gav sig til at

græde, og hans yngre brødre græd med. Og de to gæster qangali

qijakavsakse, nå da hvor de tudede med - og lod som ingenting. I

virkeligheden lod den ene bare, som om han græd. Den anden, som græd

virkelig, kom til at røre ved ham, der lod som om han græd,

arqiksorniariardlune (? mens han var ved at komme til hægterne).

Ham, der græd på skrømt, begyndte at råbe hai! hai!, da den anden

rørte ved ham (??).

 

Da de, efter at have sovet hos brødrene, tog af sted om

morgenen, fik de sig et godt grin sammen. Denne Aataarsuatsiaq havde

en svoger - en lillebror til konen ved navn Ikersaq, som endnu ikke

var blevet voksen (suli mikisunnguaq), og som boede i Naqerloq. En

dag, da han længtes stærkt efter sin søster, kom han fra Naqerloq for

at besøge hende og for at få lidt mad, fordi de sultede; og det skete,

mens disse drabsmænd var ude på åndehulsfangst. Da han kom ind,

sagde søsteren til ham: "Skynd dig væk, for de slår dig ihjel, så

snart de ser dig. Du skal qammasungniaissoutit (?) meget stærkt. Du

får nok åndenød, men det går nok over." Han var nået omtrent

midtvejs over fjorden, så så han en slæde komme vestfra. Han var

nået længere mod øst, da han opdagede, at slæden forfulgte ham.

Det var åbenbart Aataarsuatsiaq, altså svogeren. Da de

nærmede sig husene, og han kunne ses fra land, vendte forfølgeren om.

 

Fra da af begyndte Ikersaq at træne sine kræfter; og han fik sig en

kajak. Han blev så stærk, at han kunne stikke hul med tommelfingeren

igennem et stykke mattak (hvalhud).

 

Ikersaq, Punngujooq og Sioraq dræbte nu den ene efter den anden af

drabsmændene. Af de fire, der var tilbage, dræbte de tre, så der var

kun den ældste, Aataarsuatsiaq, tilbage. Han var til gengæld en stor

åndemaner. Efter at han var blevet alene tilbage, forelskede han sig i

en anden mands kone. Da isen var gået om foråret, begyndte han at

komme på besøg hos sin kæreste, der boede på en anden boplads. De

kunne ikke nægte ham at tage en anden mands kone, fordi han var meget stærk;

og de var bange for ham.

 

Engang da han skulle af sted for at besøge

sin kæreste, ville svogeren ledsage ham. Undervejs til bopladsen, hvor

kæresten boede, sagde Aataatsuatsiaq: "Lad os lige gå i land." Da de

var gået i land, sagde Aataarsuatsiaq (ningaurssua - ningaaq -

svigersøn. Aataarsuatsiaq var svigersøn til konens bror - på

grønlandsk): "Lad os drikke lidt." De gav sig til at drikke hver på

sin side af vandhullet. Pludselig opdagede svogeren, at Aataarsuatsiaq

havde rejst sig op. Omgående rejste svogeren sig op. Så sagde

Aataarsuatsiaq: "Lad os skide sammen." Han stillede

sig op over for ham og satte sig på hug, men umiddelbart efter rejste

han sig op igen. Svogeren gjorde det samme. Minsandten om ikke

Aataarsuatsiaq ville dræbe svogeren med list. De gik ned, kom

ned i deres kajakker, og tog sydover til deres bestemmelsessted, hvor

der boede mange mennesker.

 

Fremme ved de mange telte, gik Aataarsuatsiaq ind i kærestens telt, men Ikersaq gik ind (i et af) de mange telte. Aataarsuatsiaq gik i seng, men ikke Ikarsaq, for han ville skam dræbe sin store svoger. Han gik rundt til de mange telte og

sagde til folk der, at de ikke skulle sove. På et tidspunkt, hvor

svogeren forventeligt ville vågne, gik Ikersaq hen til hans kajak og

skar noget af hans kajakbetræk bort og brækkede spidserne af hans

kastevåben, hvorefter han gik op til teltet igen. Han havde været i

teltet et stykke tid, så kom svogeren ud og gik ned mod sin kajak.

Ikersaq kom også ud og fulgte efter ham. Han indhentede ham inden han

var fremme ved kajakken. Så nåede svogeren kajakken. Han kiggede ind i

den og sagde: "Jeg har glemt min halvpels." Men i virkeligheden lå

halvpelsen i kajakken. Han var nu på vej op for at hente en kniv, han

kunne bruge som våben. På det tidspunkt kiggede hele teltpladsen på

dem. Ikersaq fulgte efter sin store svoger, greb ham bagfra og låste

hans arme. Hans greb var så kraftigt, at han brækkede hans ribben.

Idet Ikersaq greb ham, sagde svogeren til ham: "Aja, aja." Ikersaq

spændte endnu kraftigere om ham, løftede ham og satte ham (benene)

hårdt ned på jorden tengersinnagit (? så han ikke kunne flyve væk).

Qollaudlugo (hen over ham) sapingaitluariadlardlune (?), var han

straks oppe igen. Folk strømmede ud af de mange telte. En af dem kom

foran de andre med en stor kniv i hånden. Da denne ville stikke ham

ned, greb Ikersaq Aataarsuatsiaq og førte ham hen imod manden med

kniven. Idet manden førte kniven imod ham (Aataarsuatsiaq), skubbede

han (Ikersaq?) ham (Aataarsuatsiaq) frem, med det resultet, at han

(Ikersaq) der holdt ham (Aataarsuatsiaq), blev ramt på maven og fik en

lille hudafskrabning. I virkeligheden ville manden med kniven stikke

dem begge ned (tamangnik), fordi han ville beskytte nogen

(? serniksavdlune), men sårede den forkerte, da den anden sank i knæ.

Nu begyndte folk at skære ham i ansigtet, idet de samtidig spurgte

ham: "Gør det ondt?" Han svarede: "Ha! Ha!" - Et forsøg på at sige ja.

 

Da han døde af blodtab, skar de hans tøj i stykker; og de skar også

liget i flere stykker. De dækkede stykkerne til med sten undtagen hans

store arm, som Ikersaq ville tage med hjem til sin boplads, for at

vise den frem for folk. Han havde den med oven på kajakken, da han tog

af sted. Den nåede fra den forreste tværrem på kajakken til

ningaurmiovinut (?). Da Aataarsuatsiaqs far fik at vide, at sønnen var

blevet dræbt, blev han vred og placerede sig i en klippehule ved

vandet. De kajakmænd, der passerede hulen, dræbte han. En dag roede en

kajakmand fra Naqerleq forbi hulen med en sæl på slæb. Aataarsuatsiaqs far kastede harpunen efter ham; men harpunen nåede ikke så langt. Han

sagde: "Nu bliver jeg endelig afsløret." Denne kajakmand, som han

havde kastet sin harpun efter, tænkte, at han ville dræbe ham næste dag, når han havde undersøgt (misilikamiuk) hans måde at

ro på. Dagen efter roede han derhen og placerede sig ved indgangen til

hulen, hvor manden var. Han harpunerede ham, og harpunen gik igennem

ham, så han blev dræbt på stedet. Da han kom hjem, sagde han: "Der er

ikke mere grund til at være bange. I kan roligt tage ud på fangst,

hvorhen I vil.

(Rinks kommentar: Fortælleren var afdøde...(?)...kinguit (?) Angadloq

(?). Upernavik Distriktet. Han boede ved Prøven da han fortalte

historien).

 

Der er flere steder, hvor det er svært at tyde enkelte ord samt

formuleringen. Der er meget ubehjælpsomt fortalt. En variant af

fortællingen har jeg oversat ved tidligere lejlighed.

Chr. B.

 

Var.: Ataarsuatsiaq / Aataarsuatsiaq;

 

Hist.: Muligvis en historisk kerne, men noget uklar. Se de øvrige varianter.

Manîtsormio inorersorssuaq / Atarsuatsiaq

Print
Dokument id:276
Registreringsår:1862
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Kragh, J. M. P.
Mellem-person:Kragh, J. M. P.
Indsamler:Rink, H.
Titel:Manîtsormio inorersorssuaq / Atarsuatsiaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 486 - 491, nr. 146
Lokalisering:Upernavik
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke eksisterer længere.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Drabsmanden fra Maniitsoq.  

En mand fra Maniitsoq havde fem sønner. Maniitsoq var deres faste vinterboplads. Manden sagde til sine sønner: "Når I er ude på fangst, skal I kigge efter kajakmænd, og når I har begået drab, skal I fortælle mig det." De kiggede altid efter kajakker og dræbte alle dem de mødte. En dag kom de hjem og sagde: "Nu har vi igen begået et drab. Tag tøjet af på skyggesiden af teltet (meget ejendommeligt - Chr. B.)."

En dag mødte de to mænd fra Kangersuatsiaq (eller Prøven på dansk - Chr. B.).

En af de fem brødre, den yngste af dem, var roet væk fra de andre. Konen til en

af de fem brødre var på udkig og så, at der var tre kajakker. Så var der kun to.

Det viste sig, at den tredje kajakmand var blevet dræbt. Sønnen til den kone,

der var på udkig, ville fortælle det til de andre. Men moderen forbød ham det,

idet hun sagde: "Du må ikke sige noget, ellers vil de blive udryddet, for de

dræbte så mange mennesker." Det viste sig, at Punngujooq og Sioraq havde dræbt

den næstyngste af de fem brødre. De konstaterede, at alle brødrene var kommet

hjem undtagen den ene, som de havde dræbt. Noget efter mørket var faldet på,

og den yngre broder stadig ikke var kommet hjem, blev man bekymrede. Den ældste

af brødrene, Ataarsuaq, var en stor åndemaner og Sioraq sagde til ham: "Da

lillebroderen som sædvanlig bliver længe væk, er han ikke længere .....

('navsârqardliorungnaeqooq' kender jeg ikke - Chr. B.) mattak." Det sagde Sioraq,

som havde dræbt lillebroderen. Åndemaneren gik ud og kom tilbage med sin line.

De bandt ham med denne line, da han skulle til at foretage en rejse gennem

luften for at lede efter sin lillebror. Da han igen landede, efter at have været

væk længe, spurgte man ham: "Har du set noget?" Han svarede: "Ja, niviorqigpoq

('niviorpoq' - ruger - niviorpaa - holder sig over det, svæver over det, fuglen

over sin rede - Chr. B.)." Åndemaneren satte sig på briksen og græd. Hans yngre

brødre græd med. De to besøgende græd også med - den ene lod, som om han græd og

den anden græd oprigtigt. Han, der græd oprigtigt, ville rette sig op og han kom

derved til at strejfe ham, der lod som om han græd. Han begyndte at sige: "Hai!

Hai!". Drabsmændene tog af sted næste morgen, og de morede sig meget over deres

adfærd.

Ataarsuatsiaq havde en svoger, konens lillebror, ved navn Ikersaq, som

endnu var lille. Denne svoger boede i Naqerloq. Engang kom han på besøg hos sin

søster, som han længtes meget efter. Han ville benytte lejligheden til at få

noget at spise, da de på det tidspunkt sultede på deres boplads. Han kom til

stedet, mens drabsmændene var på åndehulsfangst. Da han gik ind i huset, sagde

storesøsteren til ham: "Tag straks af sted igen. De vil dræbe dig, når de ser

dig. Du skal ........ ('kamavsungniásautit' kender jeg ikke. Ordbogêraq:

kamassuppoq - er vred, arrig - Chr. B.) alt hvad du kan. Du vil måske få åndenød,

men det skal nok gå over". Han tog af sted. Han var kommet midvejs over fjorden,

da han så en slæde komme vestfra. Han var kommet nærmere til land på den anden

side af fjorden, da den anden slæde tog retning imod ham. Det viste sig, at det

var hans svoger. men han vendte om, da Ikersaq nærmede sig huset (måske:

bopladsen - Chr. B.), og da han var klar over, at han var blevet opdaget.

Ikersaq fik fortalt, at svogeren havde fulgt efter ham for at dræbe ham.

Han begyndte at træne sine muskler, for at blive stærk. Han fik sig en kajak.

Han blev så stærk, at han var i stand til at lave et hul i mattak ved at trykke

tommelfingeren igennem den.

Ikersaq, Punngujooq og Sioraq bekæmpede i fælleskab disse drabsmænd, som i

mellemtiden var blevet reduceret til fire. De dræbte de tre, så kun

Ataarsuatsiaq, den ældste, var tilbage. Han var jo tilmed en stor åndemaner.

Efter at Ataarsuatsiaq var blevet alene, begyndte han at stræbe efter at

få en anden mands kone. Kvinden boede på en anden boplads. Om foråret efter isen

var gået, tog han en gang imellem til bopladsen, hvor kæresten boede. Man turde

ikke nægte ham at få kvinden, da han var meget stærk og havde en stor magt. En

gang ville svogeren ledsage ham på en kajaktur. Da de kom til et sted uden for

bopladsen, sagde Ataarsuatsiaq: "Lad os gå i land." Det gjorde de og

Ataarsuatsiaq sagde: "Lad os drikke vand sammen." Det skulle de gøre ved at

stille sig over for hinanden. Svogeren opdagede midt i det hele, at

Ataarsuatsiaq rejste sig op og straks rejste svogeren sig også op. Derefter

sagde Ataarsuaq: "Lad os sammen forrette vor nødtørft." De stillede sig over for

hinanden og skulle forrette deres nødtørft. Så snart svogeren satte sig på hug,

rejste Ataarsuatsiaq sig op. Svogeren gjorde det samme. Det viste sig, at han

brugte list i et forsøg på at dræbe svogeren. De gik ned igen til deres kajakker

og roede af sted. De roede mod syd til en boplads, hvor der boede mange

mennesker, og hvor der var mange telte. De kom til stedet og Ataarsuatsiaq gik

ind i teltet, hvor kvinden han tilstræbte, boede. Ikersaq kom også til bopladsen

med mange telte. Ataarsuatsiaq gik i seng, men Ikersaq gik ikke i seng. Det

viste sig, at han ville prøve at dræbe Ataarsuatsiaq, Ikersaq havde i forvejen

sagt til beboerne i de mange telte, at de ikke måtte sove. På det tidspunkt,

hvor man kunne forvente, at Ataarusatsiaq ville vågne, gik Ikersaq ned til hans

kajak og skar noget af betrækket. Han knækkede spidsen af lansen og

harpunspidsen og gik tilbage til sit telt.

Ikersaq havde været inde i teltet et stykke tid, så gik Ataarsuatsiaq ud af

teltet. Da han var på vej ned til sin kajak, fulgte Ikersaq ham og nåede ham,

ligesom han kom til kajakken. Ataarsuatsiaq kiggede ind i sin kajak og sagde:

"Jeg har glemt min halvpels." Denne halvpels lå i virkeligheden i hans kajak, men han begyndte at gå op til teltet. Det viste sig, at han ville hente en kniv,

som han ville bruge som våben. På det tidspunkt iagttog samtlige beoere de to

mænd gennem teltåbningerne. Ikersaq fulgte efter Ataarsuatsiaq og greb ham

bagfra uden om begge armene. Han gjorde det så kraftigt, at han knækkede hans

ribben. Idet svogeren greb ham, sagde Ataarusatsiaq: "Ajaa, ajaa." Han tog

rigtig fat i ham og løftede ham .........................('niue (hans ben)

torqorpai tangersinagit' kan jeg ikke få mening ud af - Chr. B.). Han spjættede

med benene i luften over den anden. Så stod han igen på jorden (denne

oversættelse er meget usikker - Chr. B.). Mange mennesker kom ud fra de mange

telte. En af dem var kommet foran med en stor kniv. Da han ville stikke ham

(Ataarsuatsiaq), gik han, der bar ham, frem imod manden. Han stak ham med

kniven, idet han blev skubbet imod ham. Til gengæld fik han, der bar ham, sit

maveskind skrabet - men ganske lidt. Det viste sig, at manden med kniven

egentlig havde til hensigt at stikke dem begge to for at beskytte andre

('sernigssaivdlune' kan jeg ikke få tilfredsstillende mening ud af i denne

forbindelse - Chr. B.). Han sårede ikke den anden. Da Ataarsuatsiaq sank i knæ,

gav folk sig til at skære i hans ansigt med kniv, idet de sagde: "Gør det ondt?

Gør det ondt?" Han svarede kun: "Ha, ha." Det var et forsøg på at sige ja.

Manden døde af blodtab. De tog hans tøj på overkroppen af ved at rive det i

stykker, og de skar kroppen i stykker. De dækkede liget til med sten. Dog tog

Ikersaq hans ene store arm med sig til sin boplads for at vise den for folk som

bevis på, at Ataarsuatsiaq var blevet dræbt. Da han tog af sted havde han armen

på kajakken. Den havde en længde fra den forreste tværrem på kajakken til

'ningârmiuinut' (udtrykket kender jeg ikke - Chr. B.)

Da faderen (Ataarsuatsiaqs far) fik at vide, at sønnen var blevet dræbt,

blev han vred. Han placerede sig i en stor klippehule ved havet. Kajakmænd, der

passerede klippehulen, dræbte han. En dag var der en kajakmand fra Naqerloq, der

passerede klippehulen med en sæl på slæb. Ataarsuatsiaqs far forfulgte ham, men

nåede ham ikke. Idet han standsede, sagde han: "Nu bliver der fortalt om mig."

Kajakmanden fra Naqerloq tænkte, at han ville dræbe ham dagen efter - nu da han

havde erfaret hans måde at ro på (underforstået at han ikke roede så hurtigt -

Chr. B.). Dagen efter roede han derhen og konstaterede, at han var inde i

klippehulen. Han roede derind og gennemborede ham med sin harpun, så han døde.

Da han vendte tilbage til bopladsen, sagde han: "Nu har I ikke længere nogen, I

behøver at være bange for. I kan færdes, hvor I vil."

 

Var.: Ataarsuatsiaq / Aataarsuatsiaq

Maqio

Print
Dokument id:922
Registreringsår:1952
Publikationsår:1967
Arkiv navn:
Fortæller:Marteeraq (Martêraq)
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Maqio
Publikationstitel:Inugpât, Nuuk / Godthåb 1967
Tidsskrift:
Omfang:side 132 - 134
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 141 - 143.

 

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

Oversættelse ved Signe Åsblom:

 Maqiu.

 

M. Det fortælles, at Maqiu var ude at ro i kajak, og en aften blev det så hurtigt mørkt, at han sakkede agterud på sin vej hjem. Og da han ikke længere kunne have nogen forventning om, at der var andre kajak-mænd i nærheden, hørte han pludselig: Nå gamle, har du ikke fanget noget?

   Da der blev sagt sådan, så han sig om og opdagede, at mange kajakker dukkede op omkring ham. Hurtigt blev han helt omringet, og så holdt han op med at ro, og de tog ham til fange.

   Så førte de ham med sig mod land. Han havde hørt, at der skulle findes ildfolk (innersuit) nedenfor strandkanten, så da de nærmede sig stranden, holdt han øje med den, og som han havde ventet, fik han nu øje på det, som han havde hørt om: Der var åbninger i strandkanten.

   Han kom i tanke om, at han også havde hørt, at man ikke kunne redde sig, hvis man kom ind i disse spalter, men at man kunne klare sig, hvis man kom over revnerne og kom ind, hvor der var fast grund.

   Han fandt en åbning og kom ind gennem den. Og det viste sig, at han lagde til nedenfor et vældigt hus. Og da der nu kom folk ned for at tage imod dem, stod de ud af deres kajakker.

   De sagde til ham, at han skulle gå op til huset, og så lod han ganske enkelt kajakken være og gik op sammen med nogle andre. Og da de bad ham om at gå ind i huset, opdagede han, at de løftede hans kajak op på et stillads, der var så højt, at han selv næppe ville kunne nå derop.

   Så var han altså kommet ind, og de løftede ham op på briksens fod-ende, og der sad han og forventede, at de skulle slå ham ihjel. Man da de ikke virkede, som om de havde tænkt sig at dræbe ham, gav han sig til at se nøjere på disse mennesker, der viste sig at være uden næser. Og mens han kiggede på dem, ville en af dem til at fjerne hans næse. Da han bare blev siddende, skar manden hans næse af. Og da manden havde strøget hen over ham med sine hænder, blødte han ikke engang.

   Han så hen på den modsatte side, og der sad en af disse store mennesker med ryggen vendt mod ham uden at vende hovedet mod ham. Og så sagde denne store mand: Nå, også i dag! Og da han vendte sit hoved: Sikken et ansigt han havde! Det viste sig, at han var så skamfuld over sit ansigt, at han derfor havde siddet og ikke villet vende sig om.

   Og inden der skete noget andet, kaldte han nu på sine hjælpeånder.

Husets folk begyndte at lægge mærke til det, og deres tænder begyndte at klapre, og de forsøgte at bruge deres amuletters kraft, mens de sagde: Sådan noget kan vi godt klare!

   Men lidt efter lidt tav de. Til sidst kaldte han på den hjælpeånd, der kunne gå i folks blodårer. Så begyndte de igen at klapre tænder og sige: Sådan noget kan vi godt klare! Så følte han, at de bare blev ved, fordi de ikke kunne stoppe ham. Og da han opdagede, at de ikke længere lagde mærke til ham, bevægede han sig fremad, og da han trådte ned på gulvet, og de ikke kiggede på ham, begyndte han at gå ud.

   Da han nu var på vej ud, hørte han dem pludselig råbe op, og da han lige kiggede sig tilbage, så han, at hans hjælpeånd nu dukkede op og havde ladet sine øjne falde ud deroppe på briksens fodende, hvor han selv havde siddet. Så gik han ud. Og det første han tænkte på var kajakken. Da han kiggede derned, så han, at den allerede var sat ned i vandet. Så løb han derned og skyndte sig at komme ned i den og skubbede sig fra land.

   Så snart han var kommet fra land, fik han en sur smag i munden. Og han tog sin kajakåre, og efter at have gjort den klar, flygtede han. Han roede kun med den ene ende af åren og roede udefter og følte igen denne sure smag i munden. Da han prøvede at se efter, hvad det var, havde hans næse allerede sat sig fast igen. Og på den måde kom alt kajaktilbehøret tilbage til ham af sig selv.

   Og det fortælles, at han først nåede hjem midt om natten, hvor der ikke engang var nogen, der opdagede, at han kom hjem. De opdagede ham først, da han stod midt på gulvet. Den hvide kajakanorak var ikke til at kende for skidt. For selv om han ikke havde nogen kone, plejede han ikke at være beskidt.

   Et stykke tid efter dette, ville de sy nye såler på hans kamikker, og da de begyndte at skære sømmen op på den ene kamik, fik han virkelig ondt i næsen, og de opdagede, at man kunne se arret efter det sted, hvor hans næse havde været fjernet. Da der ikke var andet at gøre, måtte de bare sy sømmen på hans kamik sammen igen. Først senere kunne de så skifte sålerne på hans kamikker ud med nye.

 

Var.: Kuvitsina hos innersuit; Ujúnguaq, åndemaneren fra Tuapait; Qattaaq; Sydlændingen Ulaajuk; Taatsiarsuaq; Vennerne 256v nr. 350;

 

Hist.: En traditionel myte om besøg hos innersuit, de næseløse, som de benævnes overalt i Grønland.

Kommentar: Ideen om en hjælpeånd der kan gå i folks blodårer findes ikke i andre fortællinger.

Bemærk den tætte association mellem kamiksåler og næsen (åndedrættet), eller måske rettere såret. Da først kroppen er ganske hel, kan man åbenbart godt skære de gamle såler af kamikkerne. Vedr. andre bibetydninger af kamikker se: Sonne, Tidsskriftet Grønland 2001.

Martêraq fortsætter sin fortælling / Martêrqap oqalugtuane ima nangigpâ

Print
Dokument id:833
Registreringsår:1952
Publikationsår:1955
Arkiv navn:
Fortæller:Marteeraq (Martêraq)
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Martêraq fortsætter sin fortælling / Martêrqap oqalugtuane ima nangigpâ
Publikationstitel:Inegpait
Tidsskrift:Meddr Grønland 90(2)
Omfang:side 30 - 31
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 102 - 103.

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 110 - 111.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

Det er Marteeraqs fortsættelse af fortællingen om Kawdlaq / Kallaq (se denne).

Resumé: Kallaq lider ingen nød som den eneste overlevende på stedet efter epidemien. Der er masser af kød i forrådsskuret, og hun går lange ture, da isen kan bære, for at finde andre overlevende. En revne i isen hindrer hende at nå frem til Kittersaq / Kídersaq, hvor Tuluvaq / Tulugaq skulle overvintre. En dag har hundene været inde i huset under hendes fravær og væltet lampen. Herefter må hun leve ved månens lys alene og af frosset kød, fordi det tørrede gjorde hende alt for tørstig. Senere kom Qupnew / Qupaneq og hentede hende.

Matiinarsuaq

Print
Dokument id:1745
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Matiinarsuaq
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 460 - 462
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 54 ss. 290 - 295.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

"Taama allattunga, Aron", 1999, II: 460 - 462: Matiinarsuaq; og i Thisted og Thorning: 'Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... / Måske nogen kunne fortælle ...', 1996: nr. 54, ss. 241 - 244, med dansk kommentar s. 337 - 338:

Resumé ved K. Thisted:

Der var i Itillinnguaq, lidt øst for Kuanninnguit, en mand som ikke var døbt.

Hver gang Matiinarsuaq kom til Nuuk, forsøgte præsten i Avannarliit (den danske

mission) at få ham til at omvende sig, og når han kom til Noorliit

(Hernnhut-dalen) var det det samme dér. Først når han blev døbt,

ville hans sjæl kunne finde frelse, hed det sig. Den udøbte sagde, at

han vidste slet ikke, hvad det var missionærerne talte om, det eneste

han vidste var, at angakokkerne / åndemanerne plejede at tale om, at der skulle være så dejligt under jorden, de levede i overflod dér. Det bragte

missionærerne stor sorg at høre ham tale på den måde. Så engang

henunder påske får den udøbte imidlertid problemer med sine døtre - de

har nemlig hørt om, hvor dejlige oplevelser de unge piger har derinde

i Nuuk. De beslutter at flygte næste dag, når faderen er ude i kajak.

Moderen jamrer om, at faderen slår hende ihjel, men det gider de ikke

høre på. Den stakkels moder går så dér og er ikke blot

rædselsslagen for, hvad der vil ske, når manden kommer hjem, men er

også bekymret for pigerne, fordi det er ved at være forår, og sneen er

blød mange steder.

Manden kommer, men slår hende alligevel ikke ihjel, fordi det skulle

vise sig, at "mod sin vilje skulle han omvendes på den rigtige måde."

Nogle dag efter at døtrene er gået, kommer en kajakmand. Forsigtigt

meddeler han, at der forleden i Nuuk har været en stor festdag, og at

pigerne var med. Selv faderen bliver åbenbart lettet, for han takker

budbringeren og byder ham op og indenfor. Og da gæsten skal til og afsted, sender

han både mad og tøj med ham til pigerne. Om foråret beslutter han så at

forlade Itillinnguaq, sin foretrukne vinterboplads - han vil ud til

sine døtre. Konen tror ikke sine egne ører. Men de bosætter sig i

Noorliit, faderen bliver døbt og får navnet Matiina og er allerede det

følgende år selv kateket og gør sig umage med at berette om sin

frelsers lidelser. Nu plejer så M. altid at tage ind til Qoqqut alene,

og han overnatter i en lille hule. Pludselig en aften lige efter at

han har lagt sig, kan han ikke røre sig. Så ser han to små lys, der

viser sig at være to mennesker i store hvide anorakker, begge to med

salmebøger i hænderne, den ene med røde sider, den anden med blå.

Da skikkelserne nærmer sig, hører han, at de synger en smuk salme. Da

de færdige med den, kommer skikkelserne svævende hen til ham. Den ene

har et blåt bånd om halsen, den anden et rødt. Ham med det blå bånd

siger, at de er kommet for at forklare ham noget. Han spørger også, om

han ikke kan kende ham, og M. glipper med øjnene til ja. Skikkelsen

beretter nu, at han inden han mistede sin krop var Porkapuusi / Poqqapuusi (?). Hans ledsager hedder Kristian Renatus. Sidstnævnte har endnu sin krop, mens

den talende selv kun er sjæl, deraf den røde farve. K.R. er en

sandfærdig ung mand fra Fiskenæsset, som fortæller om sin frelsers

smerte og død. Derfor er hans tøj så smukt og skinnende hvidt. Tøjet

er kendetegn, siger han. Så begynder de på en ny salme, anorakkerne

knitrer, de fjerner sig baglæns og bliver atter to lys. Endnu inden de

er forsvundet bliver M. atter i stand til at røre sig og sætter sig op

og betragter dem en lang tid. Selv om han kun har fået et enkelt

lille rensdyr, tager han straks hjem. Han fortalte siden flere gange

om sin forunderlige oplevelse.

 

Hist.: Et af de talrige drømmesyner fra den tidlige missionstid.

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Maujût

Print
Dokument id:905
Registreringsår:1952
Publikationsår:1967
Arkiv navn:
Fortæller:Juuntaat (Jûntât)
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Maujût
Publikationstitel:Inugpât, Nuuk / Godthåb 1967
Tidsskrift:
Omfang:side 82
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 89 - 90.

 

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

Oversættelse ved Signe Åsblom:

 

Noget at afskrække med.

 

Juuntaat (Jonatan). Når Makkorsuaq lagde noget fra sig, havde han ikke noget imod, at det blev taget, og det gjorde ham heller ikke noget, at vi tog noget og flyttede det til et andet sted. Men han ville absolut ikke have, at nogen rørte ved noget i hans køddepot. Når han havde lavet sig et køddepot, og alle stenene var lagt til rette, så stedet var færdigt, spyttede han ned i denne kødgrav. Så tog han en overarms-knogle og gjorde den ene ende helt glat med en fil og indgraverede små huller, der lignede øjne og malede dem derefter med sod. Når han var færdig med den, lagde han den ned i køddepotet. Han sagde, at når man havde gjort sådan, ville ræve eller isbjørne aldrig røre disse depo-ter. Ind imellem skete det, at en og anden isbjørn befandt sig ved en af disse stensatte depoter, og sommetider kunne de lægge sig på kød-graven og rulle sig sammen og sove, endda i temmelig lang tid. Men de ødelagde aldrig noget.

 

   Iisaaq fortalte om ham:

   Man sagde om min farbror Makku, at han havde noget, som afskrækkede andre. Når han lagde noget i køddepotet, ville hverken is-bjørne eller andre dyr æde det. Jeg ved, at hans bedstemor gav ham et par gamle kvindebukser, som han kunne bruge til afskrækkelse, og det var en af hendes egne kvindebukser. Når dyr kom for at få fat på noget af fangsten i kødgraven, vendte de den ryggen, så snart de kom derhen.

 

Hist.: Historisk fortælling

Minalaaq

Print
Dokument id:8
Registreringsår:1952
Publikationsår:1967
Arkiv navn:
Fortæller:Abrahamsen, Otto
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Minalaaq
Publikationstitel:Inugpât, Nuuk / Godthåb 1967
Tidsskrift:
Omfang:side 116
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 126 - 127.

 

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

Oversættelse ved Signe Åsblom:

 

Da min bedstefar Minalaaq boede i Saveerneq med sine tre børn Siina og Inger og sønnen Aabalaanguaq (Lille Abraham), som den mandlige forsørger, fik de sjældent kød at spise. Og det tænkte han på, da han en dag var ude at fiske. Så fik han helt ondt af dem og fik sin hjælpeånd til at hente sin bedstefar Ussuk, som han så nedlagde som bytte. Og først senere, da han ikke havde langt igen og skulle dø, fortalte han, at han havde fået ondt af sine børn og havde forvandlet sin bedstefar til en remmesæl og ladet dem spise den. Min bedstemor, der således havde spist noget fortryllet, plejede at sige, at hun fejlede noget indeni (at hun havde et dårligt indre). Og det siges, at fordi Minalaaq havde dræbt et menneske, blev han sindssyg, inden han døde.

 

Hist.: Otto Abrahamsen, f. 1897.

Historisk fortælling fra 1800-tallet:

Minalaaq blev født 1827, og hans far hed Ikkiitsoq, og hans mor hed Kigasi. Ikkiitsoqs far hed Ussuernersuaq. Minalaaq døde, da han var 61 år gammel. Og ud for hans navn på fortegnelsen over mennesker, står der, at han døde af hjernebetændelse.

Minalaaq

Print
Dokument id:9
Registreringsår:1952
Publikationsår:1967
Arkiv navn:
Fortæller:Abrahamsen, Jens
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Minalaaq
Publikationstitel:Inugpât, Nuuk / Godthåb 1967
Tidsskrift:
Omfang:side 116 - 118
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991.

 

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

Oversættelse ved Signe Åsblom:

 

Det fortælles, at Minalaaq fra Aappilattoq rejste ved at skubbe slæden foran sig, og han havde sin kone på slæden og skubbede den foran sig. Syd for Aappilattoq rundede han Nuuk (Næsset) og forsvandt ud af syne. Og når han temmelig sent om aftenen kom tilbage, havde han allerede været i Upernavik (25 km), og det forbavsede dem, at han altid var så hurtig.

Så flyttede han en dag til Aappik. Dér var der et enkelt hus, men der boede mange mennesker. Minalaaq havde to døtre, og der på stedet boede der flere unge mænd. Da der ikke var andre gamle mennesker dér, var der ikke megen morskab, og da de vidste, at han var åndemaner, opfordrede de ham til at lave lidt gys. Dem der var mest opsat på det, sagde til ham, at de ville give ham, hvad han ønskede hvis han ville, hvad enten det drejede sig om tobak eller kaffe. Til sidst virkede det, som om han gav efter.

Så skulle han da til at skabe gys, og først lod han sine tilskuere gå ud. Selv gik han også ud efter dem. Og naturligvis beholdt han sit tøj på. Så begyndte han at jagte dem rundt om huset, og når de flygtede fra ham, nærmede han sig dem fra den modsatte side. Og de var ikke engang nået hele vejen rundt om huset, da der skete noget med ham. Han sagde, at de skulle komme og se ham, og da de kom hen imod ham, så de, at han havde tabt sin underkæbe. Da han havde vist dem det, gik han væk fra huset. Ovenfor huset lå der en mindre stenblok. Og så opdagede de, at han stod på hovedet oppe på denne sten og kun støttede på stenen med sit hoved. På det tidspunkt løb de allesammen indenfor, med undtagelse af hans søn. Han var nemlig den eneste, der ikke var bange for ham. Så holdt han op og kom ind.

Det fortælles, at en af fangerne en dag var ude i kajak og havde sin kridtpibe med. Og ude på havet, langt fra bopladsen, tabte han den, så den sank. Om aftenen var Minalaaq ude at gå, og da han kom ind, havde han kridtpiben med. Og han gav den til ejermanden.

Det var sommer. Bopladsens folk gjorde sig klar til at flytte ind i bunden af fjorden på jagt. Men lige på det tidspunkt blev Minalaaq syg, og hans søn blev sammen med sin kone alene om at skulle tage sig af ham. Da der ikke var andet at gøre, besluttede de sig for at tage til Aappilattoq med ham. Da de ankom dertil, lod de ham flytte ind hos hans svoger. Der fik han det hele tiden værre med sit hoved og blev sindssyg. Efter at han blev sindssyg, begyndte han at fortælle om de mennesker, som han havde prøvet på at skabe ulykker for. Og han fortalte, at når det ikke var lykkedes for ham, viste det sig, at de havde haft amuletter. Da han havde prøvet på at få ram på en af dem, var våbnet bare gået tværs igennem ham uden at gøre ham det mindste. Og den anden havde været endnu sværere at få ram på. Han fortalte også, at han havde prøvet på at dræbe disse to mennesker ved at lave en skrækkelig kvinde og bruge hende som redskab til at dræbe dem med ved trolddom / magi, men hun vendte sig istedet mod ham selv, så han blev syg af det.

 

Hist.: Historisk fortælling fra 1800-tallet:

Minalaaq blev født 1827, og hans far hed Ikkiitsoq, og hans mor hed Kigasi. Ikkiitsoqs far hed Ussuernersuaq. Minalaaq døde, da han var 61 år gammel. Og udfor hans navn på fortegnelsen over mennesker, står der, at han døde af hjernebetændelse.

 

Kommentar: Det var en almindelig forestilling at tilbageslag fra (mislykket) hekseri gjorde "heksen"; sindssyg. Forestillingen kunne naturligvis virke som en social kontrol med hekseri, men det forholdt sig nok snarere sådan, at tilfælde af sindssyge eller demens blev tolket / diagnosticeret som tilbageslag af hekseri.

Minalaaq

Print
Dokument id:10
Registreringsår:1952
Publikationsår:1967
Arkiv navn:
Fortæller:Hansen, Poul (Nukaaraq)
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Minalaaq
Publikationstitel:Inugpât, Nuuk / Godthåb 1967
Tidsskrift:
Omfang:side 118 - 121
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Oversættelse ved Signe Åsblom:

Det fortælles, at Ittunnguaq i begyndelsen boede i Inussugaarsuk. En gang da det blev vinter, havde han forvandlet / lavet sig om til en hvalros og var taget til Saveerneq. Da han nåede frem og befandt sig nedenfor bopladsen, dukkede han op af vandet og havde først sikret sig, at der ikke var nogen, der var ude i kajak. Da det viste sig, at ingen af kajakkerne var i brug, gav han sig til at dukke op og dykke ned flere gange i vandet nedenfor husene. Da fangerne så det, kom der fart på dem, fordi de gerne ville fange ham. Heller ikke den store åndemaner Minalaaq havde været ude i kajak den dag.

Den omtalte Ittunnguaq var også selv åndemaner, og han havde sat sig for at få ram på den bedste af fangerne. Da han nu lå og blev ved med at dukke op af vandet, satte de deres kajakker i vandet, men Minalaaq havde allerede forstået, at det ikke var nogen rigtig hvalros, fordi den ikke havde nogen stødtænder.

Da den første kastede sin lanse, brækkede hvalrossen den omgående. Og eftersom Minalaaq stod for tur, måtte han med det samme kaste sin lanse efter den. Og da den dukkede ud af vandet igen, kastede han lansen efter den. Da Ittunnguaq blev ramt af lansen, kunne han pludselig ikke se noget. Og så måtte han omstændeligt vende hjemad, og langt om længe nåede han da også hjem. Så satte han sig for at komme på besøg i Saveerneq den næste dag.

Da han ankom på besøg, fortalte de ham om denne hvalros. Men han sagde overhovedet ingenting til historien. Da han ikke sagde noget, og det var aften, besluttede Minalaaq sig for, at sætte ham på prøve for at finde ud af, om han var åndemaner. Sådan som det var skik og brug skulle Ittunnguaq, nu da det jo var aften, være den, der lavede gys og skræk. Og så kan det ellers være, at han prøvede på at gøre dem bange. Han sagde til de andre, at de skulle følge efter ham, når han havde lukket døren. Så gik han ud og lukkede døren, og de fulgte efter. De ledte efter ham, men han var helt forsvundet. Da de ikke kunne finde ham nogen steder, blev de stående på stedet, og pludselig kaldte han på dem oppefra, og så begyndte han at skræmme dem derfra. Nu begyndte han at mane ånder, og så forvandlede han noget urin i sneen til en vild hund og begyndte at bide den til døde. Da han havde gjort det, tænkte Minalaaq, at han måtte være en dygtigere åndemaner end ham selv.

Mens man kunne høre, at han var i færd med sine gyserkunster uden for, var der en, der åbnede døren, og dér lå han bøjet sammen nedenfor indgangen til rummet fra gangen. Og samtidigt med at denne mand ivrigt pegede på den sammenkrummede åndemaner på gulvet, opdagede de, at man kunne se hele Ittunnguaqs ansigt gennem kighullet i vinduets tarmskindsrude. Det var et lillebitte ansigt, der lige passede i størrelse til kighullet. Og det til trods for, at man samtidigt kunne høre hans kraftige stemme udenfor og også se ham der nedenfor indgangen på gulvet. Det viste sig, at han først nu ville mane ånder frem.

Og netop mens han var godt i gang med sine skræmmekunster, holdt han op. Det viste sig nemlig, at han havde opdaget, at folk fra Aappilattoq ville tage hen til Qaarsukassak, hvor hans lillesøster boede, for at slå hende ihjel, fordi de troede, at hun var en heks. Så holdt han op med sine skræmmerier og begyndte at gøre sig klar til at tage afsted. Og dagen efter tog han så til Aappilattoq, dels for at finde ud af, om de var taget hen for at slå hende ihjel og desuden for at handle.

Da han nåede frem, var de, der ville af sted for at slå hende ihjel, allerede taget af sted om dagen. Da han ikke bare sådan uden videre kunne vende om, ventede han hos Inger og hendes familie, mens hun lavede kaffe. Og først da han havde drukket tilstrækkelig meget kaffe og var godt tilpas, tog han af sted. Og fordi han brugte sin hjælpeånd, spækhuggeren, til at se for sig, var sukkerknalden i hans mund ikke engang smeltet endnu, da han nåede frem til sin boplads. Da han ikke kunne bruge kajakken, var han tvunget til at gå over land, selv om det var efterår. Han gik og gik og nåede frem til Qaarsukassak, da de mænd, der ville dræbe hans lillesøster, først lige var nået frem og var gået indendørs for at slappe lidt af.

Da han kiggede ind gennem vinduet, så han, at hans lillesøster forsøgte at flygte ved at krybe ned under fodenden på briksen. Han fik så ondt af hende, at han skreg: Najaluk, jeg er kommet! Da hun hørte sin storebrors stemme, hoppede hun ud på gulvet. Og så sprang hendes storebror samtidigt ind i huset, og han havde armene ude af ærmerne på sin sælskindsanorak og havde sin lanse i den ene hånd. Da han kom ind, flygtede de, der var kommet for at dræbe hende og lod ganske enkelt deres offer være. Ittunnguaq sagde til sin lillesøster, at fremover skulle hun ikke være bange, hvis der kom nogen for at dræbe hende, mens han ikke selv var der, for nu ville hans hjælpeånd holde øje med hende. Og da hun ikke kunne gå med ham over land, efterlod han hende der og tog af sted.

Da han kom hjem, besluttede han sig for at forsøge på at få ram på Minalaaqs kone Najannguaq. Han ville finde et tidspunkt at træffe hende på. Og en morgen, da han vågnede, regnede han med, at hendes mand nok allerede var taget afsted, og så tog han hen for at besøge hende. Da han kom derhen og kom ind, gav han hende et stykke tørret kød, som han havde haft med. Da Najannguaq jo ikke havde nogen mistanker om noget, spiste hun det tørrede kød, og så tog Ittunnguaq hjem igen.

Dagen efter kom der er løber for at fortælle, at de ikke kunne klare Najannguaq. Så tog de derop. Ittunnguaq havde fået en sten som amulet (se om amuletter på s.38 og om sten som amulet på s.142 i Lynge, Hans 1967), og nu strøg han hænderne på stenen og fulgte efter de andre, der tog derop. Da han var kommet derop og gik ind, så han, at hun kæmpede som et vildt dyr for at slippe fri fra dem, der holdt hende. Så rørte han ved hendes krop. Og da han gjorde det, faldt hun afkræftet sammen, og da hun endnu ikke kunne dø, befalede han dem midlertidigt at lægge hende på en ø.

Så bragte de hende til Uingasoq i en konebåd. Da de havde ført hende dertil, lagde de sten op omkring hende, selv om hun stadig var levende. Da de havde lagt sten omkring og ovenpå hende, forlod de hende, selv om man kunne høre hendes skrig (de sindssyges skrig)! der gav genlyd fra Tasiusaqs fjelde, der lå på den anden side, hvor der dog slet ikke var nogen mennesker. Det var derfor man kaldte sådanne steder for: "Dem der står i forbindelse med hinanden". Og så vendte de hjem og tog til Inussugaarsuk.

Da der blev fast is, besluttede Minalaaq sig for at hente sine såleskind. Han tog afsted og kom til Saveerneq. Men da han ville gå ind af husets indgang, var han så bange, at han ikke kunne krybe igennem, selv om han var åndemaner. Da han ikke kunne komme ind, pissede han langs bagvæggen, som det var skik og brug for, at svække kraften, og da han kom ind, lå alt bohavet i husgangen. Sådan noget kaldte man "påvirkede og skræmt af hjælpeånder".

Da han havde taget sine såleskind, vendte han tilbage til Inussugaarsuk. Og efter at have været der et stykke tid, rejste han til Aappilattoq. Mens han var på besøg hos andre mennesker og var taget på besøg i Aappik, var der en fra Qassersuaq, der besluttede sig for at få ram på ham. Og fordi denne person ville have fat i ham, rejste han ingen steder. Han blev altså der og lå i fjeldet på udkig dagen lang. Da han kom ned igen, sagde han, at en stakkel fra Qassersuaq havde været i slagsmål med en hvalros, mens han selv så på det. Og det til trods for, at man ikke kunne se Qassersuaq derfra. Det viste sig så, at han havde lavet sig selv om til en hvalros og havde været i kamp med manden.

Da de havde fået øje på en stor hvalros, var de roet hen mod den, og den ene mand, Aalaati, havde været den første til at kæmpe mod den. Så var den dukket ned i vandet igen. Den anden mand ville også kæmpe mod den, men lige før han nåede den, vendte han om uden at gøre den noget. Han fortalte senere, at netop da han næsten var fremme, opdagede han, at det var en haj. Og da der ikke var andet at gøre, roede han bare væk fra den. Det var nemlig en haj, og på grund af nogen, der havde hajen som amulet, lod det sig ikke gøre at prøve på at fange den. Han vendte altså om og tog hjem. Og Minalaaq, der havde været oppe på et udkigsted, kom ned og fortalte dem, at han havde stået og set den person, som den store hvalros havde kæmpet imod. Bagefter vendte han tilbage til Aappilattoq.

Efter at have været hjemme et stykke tid, mente han ikke, at hans værter gav ham tilstrækkeligt at spise. Og selv om han godt vidste, at man ikke skulle stjæle hos Aataarsuaq og hans familie, fordi de havde flettede senetråde som amuletter (se om disse på s.69), var han dog så ked af det, at han spiste af den skindramme, som en af deres kvinder brugte til at udspile afbleget sælskind med. Og det gjorde han, selv om han vidste, at det kunne komme til at skade ham. Da de fandt ud af, at de var blevet bestjålet, foldede deres ældste den flettede senetråd ud for at finde ud af, hvem der havde stjålet fra dem. Og det kom ikke uventet, at Minalaaq nu blev sindssyg. Og først på det tidspunkt fortalte han, at han havde været så ked af, at de gav ham for lidt at spise, at han derfor havde gjort det for helt bevidst at skade sig selv.

Da Minalaaq blev sindssyg, kunne beboerne i Aappilattoq ikke længere tage nogen steder hen. Alle mændene måtte nemlig tage sig af ham. Når nogle kom ind og tog over, gik andre trætte til ro. Og langt om længe døde han endelig. Og selv om hans bopladsfæller ikke ønskede, at det skulle være sådan, var de dog lykkelige over hans død, fordi de havde været tvunget til at blive på stedet. Desuden havde de allesammen været så bange for ham. Da han var ved at dø, havde hans svoger (fortællerens bedstefar) Itaalak råbende spredt den glade nyhed om hans forestående død: Endelig er han da ved at dø!

Da han døde, var hans datter Siina bare godt tilfreds, for de var efterhånden udgået for alt. Og efter hans død, havde han flere gange spøgt overfor hende. Han havde endda villet give hende noget af sin egen mad, men det ville datteren ikke tage imod, for hun vidste, at en afdød ikke kunne gøre sådan noget.

 

Minalaaq blev født 1827, og hans far hed Ikkiitsoq, og hans mor hed Kigasi. Ikkiitsoqs far hed Ussuernersuaq. Minalaaq døde, da han var 61 år gammel. Og udfor hans navn på fortegnelsen over mennesker, står der, at han døde af hjernebetændelse.

 

Var.: Der verserede flere fortællinger om Minalaaqs sindssyge og død. Søg på Minalaaq.

 

Hist.: se ovf. Nukaaraq (Poul Hansen) f.1931.

Minalâq / Minalaaq

Print
Dokument id:920
Registreringsår:1952
Publikationsår:1967
Arkiv navn:
Fortæller:Svendsen, Eliinna, Abrahamsen, Otto, Abrahamsen, Jens
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Minalâq / Minalaaq
Publikationstitel:Inugpât, Nuuk / Godthåb 1967
Tidsskrift:
Omfang:side 116
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 125.

Øvrige fortællere, søg på: Otto Abrahamsen; Jens Adamsen; Poul Hansen, Nukaaraq

 

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

Oversættelse ved Signe Åsblom:

 

Minalaaq.

 

Eliina Svendsen. Det fortælles, at Ussuks barnebarn Minalaaq først fik sig en kone, da han var blevet en gammel ungkarl. Hver gang de sagde til ham, at han burde få sig en kone, plejede han at svare: Kan kvinder dykke ned? Han tvivlede nemlig slet ikke på svaret. Han fik Ineqinnavaaqs datter Najannguaq til kone. Eftersom Minalaaq ikke havde nogen hunde, kom han, da han boede i Aappilattoq, på besøg til Upernavik med sin kone ved at have hende på slæden og skubbe den foran sig.

 

Hist.: Historisk fortælling fra 1800-tallet.    Minalaaq blev født 1827, og hans far hed Ikkiitsoq, og hans mor hed Kigasi. Ikkiitsoqs far hed Ussuernersuaq. Minalaaq døde, da han var 61 år gammel. Og udfor hans navn på fortegnelsen over mennesker, står der, at han døde af hjernebetændelse.

 

Kommentar: Uklart hvad der menes med spørgsmålet om kvinder kan dykke ned. Måske drejer det sig om, hvorvidt kvindelige angakkut / kvindelig angakkoq / åndemaner kan rejse til Havkvinden.

Misarpatdlaqewt / smaskeren

Print
Dokument id:758
Registreringsår:1952
Publikationsår:1955
Arkiv navn:
Fortæller:Marteeraq (Martêraq)
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Misarpatdlaqewt / smaskeren
Publikationstitel:Inegpait
Tidsskrift:Meddr Grønland 90(2)
Omfang:side 107
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

Resumé:

Åndemaneren, angakkoq'en Kiinnguits datter, Nuliannguaq fortalte Marteeraq, at hendes far havde en "smasker" som hjælpeånd. Den havde det med at gnaske som et rovdyr i kødet omkring hans navle. Nul. var nær død af skræk engang hun efter en seance blev opfordret til at se gnaskesåret omkring sin fars navle. Men næste morgen så hun, at han var hel og fin som før.

 

Hist. Historisk fortælling fra begyndelsen af 1900-tallet.

Kommentar: Det var et ganske almindeligt åndemanertrick at lade som om man tildelte sig selv sår, eller blev såret af en hjælpeånd, for derefter med en håndbevægelse at fjerne det igen.

Vedr. hjælpeånds fortæring af åndemaner, søg på initiation, uddannelse til åndemaner, navle, og ferskvandets hund el. bjørn.

Morderen Mangilarsuaq

Print
Dokument id:193
Registreringsår:1858
Publikationsår:1866
Arkiv navn:
Fortæller:Kristian
Nedskriver:Kristian
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Morderen Mangilarsuaq
Publikationstitel:Eskimoiske Eventyr og Sagn, I
Tidsskrift:
Omfang:ss. 287 - 288, nr. 104
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Afskrift af orig. håndskr. (der ikke længere findes): NKS, 2488, II, 4', nr. 88.

 

Resumé:

To sydlændinge, Aavak og Navak rejser nordpå og efterlader deres gamle, som skal på ammassætfangst. Denne myrdes af Mangilarsuaq, der efterhånden får mange mord på samvittigheden: Han skærer sig et mærke under tindingen efter hvert mord, og efterhånden er han begyndt på række nr. to fra tindingen ned til hagen. Hævnerne gør fælles sag med præsten i Paamiut, idet Mang., når han kommer først, skal i forhør hos præsten, hvorefter de udøbte kan dræbe Mang. Denne ankommer og skjuler intet for præsten, men da han udenfor forfølges af mange mænd, tyer han til sine slægtninge efter våben. Disse er i forvejen gemt af vejen, Mang. skydes og han sætter i eet spring over to konebåde med en kajak imellem sig, hvorefter han falder død om. Navak med familie får også senere gjort det af med Mang.´s yngre brødre, der er nået at flygte, men også er begyndt at myrde løs. Derefter lever man i fred uden angst for flere mord.

 

Hist.: Sikkert en fortælling med en historisk kerne. Lars Dalager fortæller tilsvarende fra sin tid som handelsbestyrer i Paamiut i 1750'erne, hvorledes han medvirker til planlægningen af et hævnmord på en massemorder (Dalager 1915, Det grønlandske Selskabs Skrifter, II). Måske er det samme begivenhed, der i overleveringen har fået præsten som medspiller, med tilladelse til, af de udøbte, at befri egnen for denne omvandrende livsfare.

Månen og solen

Print
Dokument id:1595
Registreringsår:1902
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Uusaqqaq (Uusarqaq)
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Månen og solen
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 167 - 168
Lokalisering:Tasiusaq: Upernavik
Note:

Orig. håndskrift: KRKB, nr. 3. Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04. Renskrift: NKS 3536, IV, 4', læg 9.

Grl.titel: Kàumat sekinerdlo.

 

Resumé:

En ung pige får efter gentagne samlejer i et mørkt hus mistanke om, at

elskeren er hendes bror. Hun mærker ham med sod i ansigtet, genkender

ham i lyset, og skærer sit ene bryst af med ordene: "Du synes at holde

meget af mig. Tag dette og spis det!" Hun tænder ild i noget tranvædet

lampemos, deler det med sin bror, og begge stiger til vejrs. Men

broderens flamme slukkes til glød. De blir til Månen og Solen.

 

Var.: Talrige: Solen og Månen; Månen og Solen.

Nadtiliviq nirugkak / Netsilivik nerukkaq?

Print
Dokument id:2218
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB, 1, 5(15) Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Taateraaq (Tâterâq)
Nedskriver:Olsen, Gaaba (Gaba / Gâba)
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Nadtiliviq nirugkak / Netsilivik nerukkaq?
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 44 - 45, A6 - størrelse
Lokalisering:Appat : Avanersuaq / Thule
Note:

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Hér er det den lamme Taateraaq, der også var en af Rasmussens fortællere. Tilsyneladende har Rasmussen dog ikke brugt Gabas fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

najagiînguit / najagiinguit

Print
Dokument id:2239
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB 1, 5(13). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Olsen, Gaaba (Gaba / Gâba)
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:najagiînguit / najagiinguit
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:nr. 12, 1½ ss. A6-størrelse
Lokalisering:Kuuk: Upernavik
Note:

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.

Handler ifølge Rasmussens notat om børn, der sættes ud på en klippe (og blir til måger? naajaqiinguit ?)

 

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

nalingiarsuk / naalungiarsuk

Print
Dokument id:2204
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB, 1, 5(15) Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Maassannguaq (Maigssánguaq)
Nedskriver:Olsen, Gaaba (Gaba / Gâba)
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:nalingiarsuk / naalungiarsuk
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:ss. 22 - 23, A6 - størrelse
Lokalisering:Appat: Avanersuaq / Thule
Note:

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Fortællingen hér handler om spædbarnet der åd sine forældre. Men håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

 

Var.: Spædbarnet som åd sine forældre. The infant which ate its parents; naalungiarsuk; Neqikitsuliaq; Aapapaaq; Nerrikitsuliaq; Barne-uhyret.

Nangmak / Nammak, den store slyngekaster

Print
Dokument id:1630
Registreringsår:1823
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:
Mellem-person:Kragh, P.
Indsamler:Rink, H.
Titel:Nangmak / Nammak, den store slyngekaster
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 283 - 289
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

NB: Omformuleret af Rasmussen efter kaladlit oqalluktualliait.

Håndskr. eksisterer ikke længere.

Resumé:

Mens Nammak er lille, dræber man først hans far, derefter hans mor, og

N. adopteres af en mand, der ustandselig ophidser ham med

løgnehistorier. Gang på gang vækker han N. og truer ham med, at

fjenderne kommer for at dræbe ham. Plejefaderen giver ham ingen kajak

med den besked, at han alligevel vil blive dræbt. Men han giver ham en

lille slynge, som N. øver sig med, mens han i hemmelighed træner sine

kræfter. Han kommer ofte hjem med harer og ryper til sine

plejeforældre. N. røber sine kræfter, da han en dag ber plejefaderen

om en langt stærkere slynge, og plejefaderen holder op med at ærte ham

til hævnen. Og dog. Da N. om sommeren har fået en hel remmesæl af

plejefaderen til at lave en ordentlig slynge af, vækker plejefaderen

ham igen gang på gang, og nu med en løgn om, at nu rejser hans fjender bort. Da

det endelig sker, er N. længe om at komme op og ud. Han sænker de to

første konebåde for udgående med et slyngekastet klippestykke, men den

tredje undslipper, bosætter sig nordpå og formerer sig. N. gifter sig,

får en søn, oplærer ham i kajakroning og lader ham som voksen føre sig

nordpå til fjenderne, der bor i Karrat nord for Ilulissat (og nord for

Uummannaq?, BS). Da N. og søn inviteres ind på mad, spiser N.

kolossalt meget og viser ikke desto mindre sine overlegne kræfter i

forskellige styrkeprøver, hvor ingen kommer noget til. De overvintrer

uden mén og ingen angriber dem heller, da de rejser derfra om foråret.

De bosætter sig ved Meqquitsoq (sv. for Upernavik?, BS).

 

Hist.: Rasmussen har nyoversat denne fortælling fra Rink 1859 - 63,

IV: 40 - 54, men har bortvalgt fortællerens afsluttende kommentar om,

at mange i førkristen tid øvede deres kræfter af "ond samvittighed"

(rugende hævngerrighed). Nu er der ikke flere stærke mænd.

Nániaq / Tupilak

Print
Dokument id:884
Registreringsår:1952
Publikationsår:1967
Arkiv navn:
Fortæller:Marteeraq (Martêraq)
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Nániaq / Tupilak
Publikationstitel:Inugpât, Nuuk / Godthåb 1967
Tidsskrift:
Omfang:side 50 - 51
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 55 - 56.

 

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

Oversættelse ved Signe Åsblom:

Tupilak-isbjørnen.

 

M. Man mener, at der har været sådan én i Kittorsaq / Kídersaq. Det var dengang man var meget glade for at konkurrere i boldspil. Da de engang skulle spille bold, var det på et andet sted. Anisoqs kone var gravid og skulle snart føde, så han lod hende blive hjemme og tog afsted med de andre til spillestedet. Da de skulle afsted, lod de en gammel kvinde og den gravide kvinde blive hjemme at passe børnene.

   Da de havde spillet bold et stykke tid, vendte de hjemad igen. Og da de nærmede sig deres bygd, kørte Anisoq i forvejen, fordi han var bekymret for sin kone. Og det fortælles, at da han nærmede sig husene, så han et eller andet sort nedenfor sit eget hus, og derfor skyndte han sig direkte derhen, og da han nåede frem, opdagede han, at det var hans kone, der lå og var død med sit foster ved siden af sig. Hendes lange hår lå ud over dem og var ved at fryse fast på dem. Han opdagede, at en stor isbjørn havde dræbt hende, for man kunne se dens store spor på stedet. Da han kom op til husene, så han, at isbjørnen havde dræbt alle de efterladte børn et efter et og kun ladet den gamle kone leve.

   Da de spurgte hende om det, fortalte hun, at den store isbjørn var kommet og havde givet sig til at dræbe alle de mange børn. Og da isbjørnen ville til at tage hendes børnebørn fra hende, havde hun tilbudt den at i stedet for dem tage hende og slå hende ihjel. Men det var forgæves, for den ville kun have børnene.

   Så begyndte de at tale om, at denne isbjørn ikke var nogen almindelig isbjørn. Den havde jo ikke ædt nogen af alle dem, som den havde dræbt, og den havde heller ikke ædt noget inde i huset. Det var ikke til at vide, hvad det var, isbjørnen skulle forestille, og måske var det en tupilak, der på den måde dræbte alle menneskene med undtagelse af et af dem.

 

Hist.: Usikkert om det er en historisk fortælling.

Kommentar: Søg fortsættelsen på Hans Lynge 1967: 79, Tiltrækkeren 2

Napasormiut tunnulimmik toqunartortikkamik nerillutik nunguttut / Napasoq-boerne som blev udryddet, da de spiste en forgiftet blåhval

Print
Dokument id:1804
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Berthelsen Iver
Nedskriver:Rink H. J.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Napasormiut tunnulimmik toqunartortikkamik nerillutik nunguttut / Napasoq-boerne som blev udryddet, da de spiste en forgiftet blåhval
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:s. 50 - 51, nr. 7
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

 

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 7, ss. 16 - 19.

Ikke medtaget i Rink 1866-71.

 

K. Thisteds resumé: Thisted og Thorning 1996 s. 316 - 317:

Historien foregår i tiden omkring koloniseringen, da nogen var døbt og nogen endnu ikke. Napasoq-boerne var endnu udøbte, men villige til at antage kristendommen. Der blev sendt missionærer ud til dem, og efter at de var blevet undervist hele vinteren, ville præsten så om foråret ud og døbe dem, og fortællerens far skulle med, selv om det var midt i ammassæt-tiden. Ankommet til stedet opdagede de, at folk havde splittet sig op i to grupper, og det var præsten ikke tilfreds med, han ønskede at døbe dem allesammen på een gang. Midt i det hele bliver det storm, og folk begynder at tale om en blødende blåhval, der er blevet set. Nu har ingen tanke for andet end hval, og præsten rejser tilbage til Maniitsoq. Faderen vil gerne tilbage til sine ammasætter, men præsten holder på ham. Så kommer der mattak til byen, og også præsten og fortællerens far spiser af den. Folk tager af sted i konebåd ud til flænsepladsen, men nu begynder bådene at komme tilbage igen, med folk i en elendig forfatning. Hvalen har været forgiftet, og folk dør. Præsten beordrer fortællerens far til at hente sine åreladningsredskaber, og sønnen årelader de syge. Alle dem som bliver åreladt kommer sig. Beklageligvis er der jo altså nu ikke nogen præst eller kateket ude hos dem i Napasoq, og derfor dør de allesammen, selv om de ellers var parate til dåben. Hvalfangerne måtte have stukket hvalen med noget gift, og præsten og fortællerens far var de eneste, som spiste af den uden at blive syge.

 

Hist.: Fortællerens far var kateketen Fredrik Berthelsen,

f. ca. 1750, ordineret som missionær 1815, død i 1828.

 

Ifølge H. C. Gulløv, Arctic Anthropology Vol. 23, 1986, boede der i 1768 to slags folk i Pisuffik, dem nordfra og de andre fra Kangeq (hvortil åndemaneren Imaneq) hørte. Da Pisuffik snart efter affolkedes, drog dem fra nord til Napasoq og dem fra syd til Nuuk. Der er åbenbart et (muligvis opdigtet) modsætningsforhold mellem de to folkegrupper. Der er kommet til udtryk Arons fortælling: En historie om nogen som blev overrasket af storm.

 

Kreutzmann tidsfæster sin fortælling om Kornelius, 1997:91 - 94 (søg) til tiden efter at hollænderne var holdt op med at læsse mattak af til grønlænderne nær Narsarmiut. Det ligger ca. 100 km nord for Napasoq. Måske har der været et aflæsningssted også nærmere Napasoq.

nârrâjînik / naarraajiinik

Print
Dokument id:2249
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB 1, 6(18). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Møller, Kr.
Nedskriver:Møller, Kr.
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:nârrâjînik / naarraajiinik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:1 s. A6-størrelse
Lokalisering:Upernavik
Note:

Kr. Møller var kateket i Upernavik.

 

Ikke oversat

Velegnet til opdatering

Nâsârnerit avdlat

Print
Dokument id:911
Registreringsår:1952
Publikationsår:1967
Arkiv navn:
Fortæller:Eqiunnguaq (Eqiúnguaq / Bendt /Pequusivik)
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Nâsârnerit avdlat
Publikationstitel:Inugpât, Nuuk / Godthåb 1967
Tidsskrift:
Omfang:side 88
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 96 - 97.

 

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

Oversættelse ved Signe Åsblom:

 Andre ulykkesvarsler.

 

E. Det fortælles, at der kan ske det, at man kaster harpunen efter en hvidhval, der sover i vandskorpen, og at hele dens overflade så trækker sig sammen i små trækninger, og så bliver de alle bekymrede. For det betyder, at én af fangerne skal dø. Og det slår aldrig fejl.

   Det samme gælder, hvis der er blod i isbjørnens spor, selv om den ikke har ædt noget. Så er det enten sporfinderen selv eller én af hans slægtninge, der skal dø.

   Også når man jager et rensdyr og er ved at snige sig ind på det. Hvis det bare forsvinder i et område, hvor det simpelthen ikke skulle kunne skjule sig, er det tegn på, at nogen skal dø.

   Jeg har selv oplevet, at det med isbjørnen er gået i opfyldelse.

Jeg og Daaniarsuaq, Usaanngassiiks søn, der nu bor i Kuuk, var om efteråret taget på rypejagt, og så fik vi øje på nogle store isbjørne-spor, der muligvis stammede fra aftenen forinden. Ind imellem isbjørnesporene var der ret mange bloddryp. Og selv om vi fulgte sporene et godt stykke vej, var der hele vejen dryppet blod mellem sporene. Da vi kom tilbage og fortalte om det, syntes de gamle, at det virkelig var uhyggeligt. For de sagde, at nu skulle én af os dø, enten en slægtning eller en søskende.

   Og det var oven i købet så tilfældigt. Den vinter gik det mod forår, da min vens storebror faldt i vandet og forsvandt. Og de gamle sagde: Det var ikke så mærkeligt, at der var blod i isbjørnens spor.

   Og når man bliver gammel, bliver det sådan, at det sidste man fanger, hvad enten det er isbjørn eller remmesæl, ikke har nogen galde.

    Suulussuaq (Store Søren) fra Qaarusulik kom en dag hjem og havde fanget en hvalros, og han sagde: Ja, så har jeg fanget min sidste hvalros, for den har ingen galde. Og de ledte efter galden uden at kunne finde den. Han døde senere uden at have fanget flere hvalrosser.

 

Hist.: Historiske hændelser fra ca. 1900

navaranasi tunik / Navaraanaq tuneq

Print
Dokument id:2211
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB, 1, 5(15) Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Uutaaq (Odtaik)
Nedskriver:Olsen, Gaaba (Gaba / Gâba)
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:navaranasi tunik / Navaraanaq tuneq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:ss. 29 - 32, A6 - størrelse
Lokalisering:Appat: Avanersuaq / Thule
Note:

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, men her er det Uutaaq, der gengiver en fortælling, der muligvis er medbragt af indvandrerne fra Baffinland omkr. 1860. Uutaaq fortalte også for Knud Rasmussen, men tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt Gabas indsamlede fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen. Fx er det Taateraaqs version af Navaraanaq der er trykt i han Myter og Sagn fra Grønland, III, 1925.

Fortællingen hér handler om forrædersken Navaraanaq (en fortælling der også er brugt til at forklare det sagnomspundne fjendskab mellem grønlændere og nordboere). Desværre gør håndskrift, stavning og dialektpræget teksten hér vanskelig at tyde.

 

Hist.: Vedr. indvandringen: Ulloriaq, Inuutersuaq: Beretningen om Qillarsuaq ... [Kbh. Det grønlandske Selskab 1985 (ikke registreret). Men søg på: Petersen, Robert, 2000: Om grønlandske slægtssagaer. Tidsskriftet Grønland, ss. 299 - 311.

Nekrolog over Makkorsuaq

Print
Dokument id:1945
Registreringsår:1924
Publikationsår:1924
Arkiv navn:
Fortæller:Hansen, Hans
Nedskriver:Hansen, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Nekrolog over Makkorsuaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:Avangnâmioq
Omfang:ss. 79 - 80
Lokalisering:Upernavik
Note:

Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne).

Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq.

 

Nekrolog over en af de storfangere, der levede i norddistriktet,

Mákorssuaq / Makkorsuaq.

Den mand, jeg vil skrive om, kaldtes af grønlænderne Makkorsuaq eller

Ugsukâtsoq / Ussukaatsoq. Han er modstykket til A., der forrige vinter

blev beskrevet i Atuagagdliutit. A. var en stor kajakroer, men Makkorsuaq var en stor slædekører. Johan Mathias Markus Johansen biev født 24. maj 1857 på bopladsen Aapi Aappi, nordøst for Upernavik. Og der blev han også fanger sammen med sine brødre. Jeg ved ikke hvor mange. Hans storebror som var berømt i Nordgrønland for sin dygtighed som fanger, Simon Simonsen, kaldet Ittui eller Ítuarssuaq / Ittuarsuaq. Hans navn er kendt af en masse mennesker. De var ellers rigtige brødre med begge forældre far og mor sammen, men når den ene har efternavnet Simonsen og den anden Johansen, skyldes det, at grønlænderne dengang ikke havde nogen efternavne. Og da præsterne gav dem efternavne, havde de givet dem deres dåbsnavne som efternavne. Simon blev Simonsen og Johan blev Johansen. Jeg kan endnu ikke fortælle noget om Ittui, for selv om jeg meget gerne ville have truffet ham, døde han inden jeg så ham, men det kan være, at jeg senere kan få oplysninger om ham og skrive om ham.

Ituarssuaq og Makkorsuaq var prægtige mænd, nogle af de sidste tilbage-

blevne, som flyttede fra sted til sted alt efter fangstforholdene uden at tænke på butikken. Og i tillid til deres egen dygtighed søgte de fangstdyrene og de havde naturligvis ofte heldet med sig.

I deres bedste tid som fangere, boede der næsten ingen mennesker nord

for Tasiusaq. Dengang var nordgrænsen for den beboede del noget varie-

rende. Folk ville ikke flytte særligt langt fra den lille butik ved Tasi-

usaq, men så flyttede de to store mænd nordpå. Og da andre folk, der ellers

boede i nærheden af Tasiusaq fik lyst til at komme med, kom der en masse

bopladser længere nordpå, således at de til sidst stødte op til Melville

bugten, idet der ikke var så meget land der mere. Og årsagen til denne

nordgående vandring er de to brødre, som ikke syntes at have kendt noget

til farerne i Grønlands natur, og som for en masse andre fangere åbnede

fangstmulighederne. Dengang var der en masse fangstdyr ved Aappi, især

narhvaler. Men hvordan kan det så være, at Makkorsuaq og hans bror, der ikke led nød der, ønskede at forlade stedet?  Hvis man ikke kendte Makkorsuaq og hans bror og man heller ikke har hørt om dem, kunne man fristes til at spørge således. Men det uendelige slædeføre og lysten til isbjørnefangster og narhvalfangster havde tiltrukket disse to store mænd.

Ittui var berømt for sin dygtighed som fanger og sin omhu med sine sager, men selvom han havde gode hunde, kunne han ikke måle sig med sin lillebror på det felt. Måske vil nogle af læserne, især sydgrønlænderne tro at slædekørsel eller dygtighed til slædekørsel er lettere end dygtighed i kajak. Men det er ikke tilfældet. Slædekørsel er ikke leg. Og der er forskel på det at kunne køre med slæde og det at være dygtig hundekusk. Alle og enhver kan lære at køre slæde, selv sydgrønlændere der er flyttet herop, men kun de færreste kan kaldes dygtige slædekørere, og over dem alle ra-gede Makkorsuaq siges der.

Den mægtige is og de bjørne der færdes på disse kanter havde besatte

denne mands tanke og fik ham til at flytte rundt til forskellige steder,

så at han uden bopladsfæller søgte at bo på steder uden plantevækst,

uden andre fangere til at ledsage sig. Det var før hans søn begyndte at

jage selv. Og han levede i modet (??) i disse barske omgivelser. Han havde med sit hundespand løbet en masse bjørne op og han døde på et sted han fandt så smukt den 8. marts 1923.

Det var ved Ikermiut, lidt syd for Kap Holm, som den nordligste beboer

i Upv. distrikt. Makkorsuaq havde også opfostret flere forældreløse

drenge, og han havde gjort dem til fangere, således at de kunne hjælpe sig

selv. Men når jeg nu roser ham for hans hunde, så tænker jeg mens jeg

skriver, at han sandsynligvis ville råde mig fra at skrive om ham. Lige

som store stærke mænd fra fortællingerne, prøvede han ikke at vise sig.

Den gamle grønlandske tankegang er også Makkorsuaq's. Han ønskede ikke

at blive rost, men tanken om et frit liv, hvor han kunne køre slæde af

hjertets lyst på den fine is mellem isfjelde, det var den følelse, der

drev ham. Og på den måde lignede han en masse grønlændere, som for andre

kun er blevet fortællinger.

Da jeg så Makkorsuaq, var han en gammel mand, men alligevel beværtede

han os med en bjørn, som han selv havde skudt. Jeg så hvor mange optrukne

sæler der lå syd for hans boplads, og da jeg sagde til ham, at det måtte

være dejligt at bo der, sagde han, at her er ingen fangstpladser. Du skal engang se min fangstplads, min fangstlejr om foråret, der er der for alvor optrukne sæler, og der kan man køre i slæde hvor som helst. Og det var sandt. Hans forårsfangstlejr lå i nærheden af Djævelens Tommelfinger / Kullorsuaq, og efter grønlandske begreber flød det med mælk og honning. Jeg er en af dem, der kun har hørt om Makkorsuaq hunde og hans behandling af sine hunde. Jeg har aldrig set ham køre for fuld fart, og jeg er ikke i tvivl om at det kun er meget få, han har vist, hvor  meget han kunne. Han var jo over alle slædekørere. Jeg har derimod set ham køre ganske langsomt, og hans hunde så ud som om de trak af alle kræfter. Sådan siger jo

også folk der har forstand på hundekørsel, at sådan skal det være.

Når grønlænderne kørte slæde, skånede de deres hunde. Det var jo

ikke legetøj. Man kunne aldrig vide, hvornår man kunne komme ud for fare,

objekter eller folk der var kommet i nød, således at man måtte køre til.

Og den der virkelig kunne køre slæde viste først da, hvor meget han

kunne, og kørte alt hvad han kunne. Og det man hører blandt slædekørere

piskesmæld, kamikken og lyden af sch.. høres, og hemmelige signaler er

ikke bare fortællinger. Det er åndepust fra norden, som nu er ved at

forsvinde ligesom åndemanere, hekse og tryllesange. Kun sådanne, der vir-

kelig er til nytte, er blevet tilbage, og de vil bestå, så længe grøn-

lænderen og hunden trækker vejret. Over alle disse slædekørere er Mak.

Man hører gang på gang, at grønlænderne kan lide at køre om kap med

hinanden, og det er sandt. Når dygtige slædekørere fulgtes ad, kunne

de godt finde på at se, hvem der kunne køre hurtigst. Engang, fortælles

det, skulle en masse slæder til Tasiusaq om foråret. Der var ingen kate-

keter for de nordligst boende og de ville så ned til Tasiusaq for at

holde påske der. Og så skulle de også prøve, hvem der kunne køre hur-

tigst og hvem der kom sidst. Man hørte piskesmæld, knald

og latter hele tiden og den bedste af dem var som altid blandt

de sidste, og han kørte forholdsvis langsomt. Hans hunde så ud som om de ydede alt hvad de kunne og han havde sin kone med på slæden. Men på en eller anden måde så hundene ud som om de blev forskrækket. De satte fuld

fart frem, så at de fejede sneen op til en hel røg efter sig. Så kørte

han forbi den ene slæde efter den anden. Han fortsatte med den fart og

da han passerede den forreste af dem kiggede han på ham og sagde:

Sådan er den ældste, det er Makkorsuaq.

Engang har jeg læst i Atuagagdliutit at nogen har sagt, at fortællingerne

om vore forfædres handlinger var noget vi overdrev. At sige således

er forkert. De stærke mænd, som man idag kan fortælle om, er ikke fanta-

sifostre, men de er grønlændere, som ikke var gjort blødsødne af butiks-

kost. De boede på øer, som var udsat for store bølger og ligeledes kunne

man på nunatakker ved isbræerne finde hustomter, der ligesom fortæller

at her hviler benene efter stærke mænd. Disse mænd ventede ikke på hjælp

fra Danmark, men de kæmpede tappert mod naturens magter, og vi skylder

dem ære. Mon det er de sidste blandt disse mænd vi har i brødrene Ittui

og Makkorsuaq. Man plejer at mindes store mænd. Og jeg tænker på no-

get som kunne bruges som minde, som et smukt minde, hvis det blot ikke

lyder grimt for mange grønlændres ører. Djævelens Tommelfinger i Mel-

villebugten er en smuk mindesten. I mange år har den været vidne til

den store slædekører, som man måtte beundre. Og hvis solen ikke havde

slettet sporene på isen, så ville de fortælle os den bedste af nordgrøn-

lænderens drømme, om isbjørn og om manden der havde held til at fange

bjørne.

 

Hist.: De nærmeste årgange af Atuagagdliutit (1922-1924) nævner ingen person med A., der kunne være Makkorsuaqs modsætning.

 

Også Hans Lynge fik fortællinger af Makkorsuaq af Marteeraq. Søg på Makkorsuaq.

Neriussâq

Print
Dokument id:909
Registreringsår:1952
Publikationsår:1967
Arkiv navn:
Fortæller:Marteeraq (Martêraq)
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Neriussâq
Publikationstitel:Inugpât, Nuuk / Godthåb 1967
Tidsskrift:
Omfang:side 87
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 95.

 

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

Oversættelse ved Signe Åsblom:

Regnbuen.

 

   Nogle skibbrudne amerikanere havde dræbt en stor dansker, og ham havde de begravet i Sisuuasut. Ham plejede folk senere at sætte deres lid til. For når de senere hørte dansk tale fra Sisuuasoq, plejede der tilfældigvis at komme skibe med danskere.

 

Hist.: Historisk hændelse fra hvalfangertiden: 1800-tallet

Emneord: hvalfangere, qallunaat, europæere

Kommentar: Overskriften, Regnbuen, forklares ikke

Ninnittaq

Print
Dokument id:357
Registreringsår:1863
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Ninnittaq
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 288 - 292
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, II, 4' nr. 232 ss. 877 - 897.

 

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 21 - 31.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove: "Taama allattunga, Aron", 1999, II: 288 - 292: Oqaluttuaq Ninnitamik.

 

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 55 ss. 166 - 172 har Rink sammenstykket denne + en anden variant. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 36, pp. 238 - 247.

 

Resumé:

Ninnittaq rejser nordpå, op til nord for Upernavik, med sine børnebørn. Her lider de ingen nød i mange år, hvor børnebørnene bliver store, gifter sig og selv får børn. Men da en hård vinteren sætter ind, tar den ungdommelige og alerte Nin. affære. Han drager en meget tidlig morgen afsted til et højt fjeld, klatrer til tops og ser en tågeformation langt ude på isen. Det er sent før han når hjem, men næste morgen tidlig vandrer han ud til den våge fuld af sæler, som frosttågen signalerede, fanger en lille netside og kommer meget sent hjem, hvor børnebørnene forbliver på briksen og tigger om tyggebidder. Næste morgen tager Nin. dog igen alene ud og kommer hjem med en større sæl. Denne gang tager børnebørnene deres kamikker på (og går ud på gulvet til maden? BS).

       

Næste morgen må Nin. atter alene afsted. Dagens fangst er en endnu større sæl, og denne gang er børnebørnene begyndt at ordne deres fangstredskaber. De er da endelig styrkede og klar til at tage med bedstefar på fangst ude ved vågen næste morgen, hvor han advarer dem mod at fange større sæler end de kan bære hjem. Han når dog hjem længe før børnebørnene med deres langt lettere byrder. Nin. har ude ved vågen set slædespor, som han næste dag, da han er alene ude igen, følger langt mod nord (nok snarere ud fra land over isen, BS). Bjergene bagude i land forsvinder bag horisonten, han kommer til et nyt land, som han vandrer hen over til den anden side med et lille hus, hvor han går på besøg hos en kvinde med to døtre. De gir ham ingen mad. Men da husets mand kommer hjem med fangst og har prøvet kræfter i armkrog med Nin. (der lader den fremmede vinde), får han masser af mad og tilmed begge døtre som koner for natten. De to unge kvinder har fra det øjeblik faderen kom hjem, renset de skinnende hvide tarme fra hans dagsfangst og syet ham en tarmskindspels på ingen tid.

       

Næste dag følges Nin. med sin svigerfar på fangst ud til en stor våge, hvor svigerfar advarer Nin. mod at fange for meget pga. den lange vej tilbage. Men Nin. fanger ligesom sv.far en stor og en lille netside og han kommer hjem længe, længe efter sin svigerfar, der ikke længere synes så godt om Nin. pga. af hans langsomhed. Den er også skyld i, at tarmene i Nin.'s fangst er blevet kolde og slatne og ikke længere egner sig til den tarmskindsanorak han har sat næsen op efter.

       

Næste dags fangst foregår på samme måde, men undervejs tilbage får Nin. den idé ikke længere at følge nøjagtig i sin svigerfars spor. Og da han træder i sit eget går det så rask af sted, at han når hjem længe før sin svigerfar, får sig en nysyet tarmskindsanorak af de endnu varme og fedtglinsende tarme, som de unge koner syr på ingen tid, og svigerfaderen, der blir lykkelig over Nin.s åbenbare hurtighed, udbryder: Nu kan vi ikke undgå at vinde. Nin. forstår det først langt senere, da de har kappedes to gange med en anden boplads i boldspil.

       

Tidspunktet for boldspillet aflæses af månens stilling, svigerfar laver et boldtræ til dem hver af skulderblade af hvalros og kvinderne syr dem alle nyt tøj. Det tar de på i en fart, da nabopladsens folk viser sig om det nærmeste næs, og boldspillet kan snart begynde. Nin. har fået tydelig besked på hvordan han skal bære sig ad, når familiens medlemmer slår bolden fra den ene til den anden, men han beslutter sig for at kludre i det. Modstanderne vinder og kaster sig tilmed over Nin, trykker ham ned, fylder hans tøj med sne, og svigerfar må redde ham ud af bunken af mænd.

       

Snart er det Nin. og hans svigerfamilies tur til at spille på udebane hos vinderne, og denne gang retter Nin. sig efter instrukserne, og slår egenhændigt og gang på gang bolden så højt op og afsted, at han snart er forsvundet over bakkekammen med den og hjemad. Svigerfar jubler og hoverer.

       

Efterhånden længes Nin. tilbage til sine børnebørn, som måske ikke engang har klaret den hårde vinter, trods fangsten lige inden han tog afsted. Hver nat øver han sig på at springe ud fra briksen uden at nogen gør det mindste tegn til at vågne. Da det endelig en nat lykkes, springer han fra sted til sted, og ned under konebåden, hvor han har gemt et stramtsiddende sæt tøj, som han har ladet sine koner sy. Han tar det på og springer stadig rundt ud på isen, ind i land og i rundkredse, for at sporene skal vildlede evt. forfølgere. Til slut fylder han sit gamle tøj med lyng, stiller dukken op som en isfanger i en nybygget snehytte og gemmer sig, indtil forfølgerne har tosset rundt i hans spor, harpuneret dukken i hytten og er forsvundet igen. Da vandrer Nin. i eet stræk hjem til børnebørnene, der har det godt, og ligeså disses børn og børnebørn, hvorefter de alle tar tilbage til deres gamle boplads i syd. Hér lever Nin. videre til han dør som en helt indtørret olding.

 

Var.: Ninnittaq; Isigaaseraaq; Iseraasoraq

 

Hist.: Ikke en historisk fortælling. Men den afspejler en vis viden om N V Grønland (nord for Upernavik). Det fremgår ikke helt klart om den fremmede svigerfamilie bor i Akilineq (= Baffinland), det nordligste NV Grønland, eller Thule-området. Ifølge Rinks oversættelse efter to versioner, denne og Kristoffers i 1866-71, I, s. 167 fører slædesporene Ninnittaq ret ud til havs og over til Akilineq.

Nogle få hændelser / Pissaetut ilaminíngue

Print
Dokument id:1280
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Nogle få hændelser / Pissaetut ilaminíngue
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 376 - 385, nr. 45
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 143 - 151

 

Resumé: Kukkujooq har det med at blive træt og miste humøret.

Missionen er kommet, men det kommer ikke rigtig ham ved. Han er vel

blot blevet træt af den daglige trommerum. En af de begivenheder, der

for alvor gør ham mismodig, er den tortur man i fælleshuset udsætter

en ung, febersyg pige for med den begrundelse, at hun skulle have

lavet tupilak mod sin egen far. Rygtet er sat i omløb af en ældre

kvinde, som hun har vundet over i kastespil / ajagarneq. Den unge pige blir syg

straks efter, og skønt ingen i begyndelsen tror på beskyldningen, får

den tag i flere og flere. Moderen plager hende om at gå til

bekendelse. Så faderen. Endelig, da de andre hælder gammel urin i

ansigtet på hende, tilstår hun. Men K. kan høre at det ikke er sandt.

Under en senere tur til Tasiilaq kommer den unge pige ikke med

tilbage. Hun har fortalt præsten sin skrækkelige historie, er kommet i

pleje hos andre og modtager nu dåbsundervisning. Da præsten kommer på

besøg får han hendes forældres tilsagn om, at hun må blive og blive

døbt. Under besøget inviteres præsten indenfor hos Umeerineq, der

gerne vil undervises og døbes, men mister modet, fordi han i så fald

ikke må beholde begge sine koner. Derefter holder præsten gudstjeneste

med sine roersker. Kukkujooq synes bedst om deres salmesang og mener

også, at han vil kunne klare at lære og huske de svar, som roerskerne

giver præsten på hans spørgsmål. Men endnu falder det ham ikke ind, at

dåben skulle være noget for ham.

 

Hist.: Tiden burde være inden for pastor Rüttels periode fra 1894 -

1904, men i 1894 var Kukkujooq kun 8 år og han var næppe hverken

blevet gift eller træt af den daglige trommerum allerede som 18 årig i

1904. Sandgreen har byttet rundt på fortællingernes kronologi i

overensstemmelse med sit eget budskab om kristen næstekærlighed.

Om Piisui / Kukkujooqs persondata, søg på: Sandgreen 1987: s. 263 -

264: "Drengen Piisui".

 

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Norrarmik ârnualik / aarnualik

Print
Dokument id:880
Registreringsår:1952
Publikationsår:1967
Arkiv navn:
Fortæller:Marteeraq (Martêraq)
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Norrarmik ârnualik / aarnualik
Publikationstitel:Inugpât, Nuuk / Godthåb 1967
Tidsskrift:
Omfang:side 41
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 45.

 

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

Oversættelse ved Signe Åsblom:

 

Den unge pige, der havde en renkalv som amulet.

 

Marteeraq: Lisa / Liisa fortalte, at hun var taget med sin far på hundeslæde til en anden bygd, hvor han skulle til boldkamp. Selv havde hun fået en renkalv som amulet. Og dér stod hun så og kiggede på, mens der blev kæmpet om bolden. Når bolden var blevet taget op på en af hundeslæderne, strøg den afsted med de andre slæder efter sig. Og den, der nåede hen til slæden, tog bolden og kørte afsted med den. En af de andre unge kvinder kom hen til hende og sagde, at en af mændene, som hun nævnte navnet på, havde sagt, at når hun kom til deres bygd, havde han bestemt sig for at få hende til at blive der. Det var dengang man fik sig en kone ved at bortføre hende og tage hende med sig hjem.

  Lisa fortalte, at hun ikke følte sig tiltrukket af den nævnte mand. Hun begyndte så at holde øje med, hvornår hendes far skulle køre. Og så opdagede hun, at hendes fars fæller minsandten havde fået fat i bolden og overgivet den til hendes far, som så kørte afsted. Han plejede nemlig at fare afsted og samtidigt fortælle, hvad han ville gøre. Og da alle hundeslæderne nu fulgte efter ham, kiggede hun først bare efter dem, men så blev hun urolig over, at faderen kørte, og så begyndte hun at løbe efter ham. Hun løb tæt forbi faderens forfølgere, og da hun nåede hen til ham, satte hun sig uden videre op på slæden uden overhovedet at støtte sig til slædens opstandere.

   Om dem der havde deres sejrsskjorter (pooq) som amuletter - se s.42.

 

Hist.: Historisk begivenhed fra begyndelsen af 1800-tallet.

 

Kommentar: Det var m.a.o. reners evne til at løbe hurtigt der satte hende i stand til at løbe faderens slæde op og uden anstrengelser blot sætte sig på den.

Nukagpiatorqamik / Nukappiartoqqamik / Den gamle ungkarl

Print
Dokument id:2230
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB 1, 5(13). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Olsen, Gaaba (Gaba / Gâba)
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Nukagpiatorqamik / Nukappiartoqqamik / Den gamle ungkarl
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:nr. 25, 3 ss. A6-størrelse
Lokalisering:Kuuk: Upernavik
Note:

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.

 

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

 

Kommentar: Ser ud til at være en variant af  rejsen til Havkvinden / Havets Mor / Sødyrenes Moder.

Nukápiatorqamik

Print
Dokument id:2235
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB 1, 5(13). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Olsen, Gaaba (Gaba / Gâba)
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Nukápiatorqamik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:nr. 7, 1½ ss. A6-størrelse
Lokalisering:Kuuk: Upernavik
Note:

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.

 

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

 

Var.: Søg på ungkarl, pebersvend

Nulôq / Nulooq kuisimanngitsoq (hedningen)

Print
Dokument id:1960
Registreringsår:1955
Publikationsår:1955
Arkiv navn:
Fortæller:Nielsen, Martin (Marteeraq)
Nedskriver:Nielsen, Martin (Marteeraq)
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Nulôq / Nulooq kuisimanngitsoq (hedningen)
Publikationstitel:
Tidsskrift:Avangnâmioq
Omfang:ss. 191 - 192 + 199
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger: Upernavik
Note:

Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne).

Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq.

 

Oversættelse:        

 

På den tid, hvor der var kommet danskere til Upernavik, var der også en

i Upernaviks omegn, son hed Nulooq. Vi hører første gang om Nulooq i anled-

ning af en stor farsot / epidemi, da han boede nord for Tasiussaq / Tasiusaq, nord for Upernavik

Da hans kone og alle andre døde ved forårstide, forlod han sin lille, endnu raske datter i teltet og rejste alene bort. Hans efterkommere fortalte ind imellem om dengang han forlod sin lille datter. Han rejste fra Mernoq, men i andre fortællinger var det ikke fra Mernoq han rejste, men fra en ø bagved Mernoq, hvor de havde fangstplads. Og når man siger det, så skyldes det nogle fund, der blev gjort længe efter.

Efter at Nulooq var flygtet sydpå, kom der igen folk til Tasiusaq, og folk, der kom på fangsttogt derfra til Itivdlitsaq / Itillitsaaq, bagved Mernoq, fandt et telt, som så ud til at være forladt uden videre, helt faldet sammen og sandsynligvis var blevet forladt på Nulooq's tid. Rævene havde ædt noget af teltskindet, men skelettet, stagerne og andre forskellige ting var der.

Og man fandt et kvindehoved med indtørret hår på endnu. I den inderste

del af teltet fandt man en kobbergryde fra engelske hvalfangere oven for et ildsted, men hullet p.g.a. ir.

Bagest i teltet fandt man, i en hule, en lerskål, der var fyldt med store perler. Og ved siden af tørklæder, der var foldet sammen flere gange og i den grad møre, at de faldt fra hinanden, der hvor de var bukket sammen. Men det sås endnu tydeligt, at de stammede fra engelske hvalfangere.

Man fandt også flere andre forskellige ting, som ganske givet var for-

ladt, som de var. Og man havde så regnet med, at de ting, man fandt, var Nulooq's efterladenskaber, fordi Nulooq i sin beretning havde nævnt teltet og gryden, som syntes at passe med hinanden.

Dengang da Nulooq's kone døde, og deres lille datter endnu var rask, og de boede i et telt alene, roede han først med sin datter foran på kajakdækket, idet han prøvede at finde mennesker længere sydpå. Men datteren var så småt begyndt at gå og kunne derfor ikke transporteres i kajak, hvorfor han var vendt tilbage til teltet og havde bragt hende op i teltet, som han havde forladt. Så havde han kogt æg til sin datter, havde pillet dem og sat vand ved siden af, så at hun kunne drikke af det, trak han brysterne af hendes døde mor uden på tøjet (for at barnet kunne die) og gik væk fra teltet efter at have lukket det til, hvorefter han roede sydpå.

Undervejs sydpå roede han ind til forskellige bopladser, hvor han kendte

nogen. Men de var alle affolkede. Nogle steder så han kun hundene.

Han havde slægtninge ved Aappi, og dem regnede han med at kunne træffe, men han fandt kun deres hunde. Og han fandt først mennesker, da han kom syd for Augpilagtoq / Aappilattoq på øen Tartûsaq / Tartuusaq. Det var hans egne slægtninge.

Da han kom dertil, sagde han ikke noget om, at han havde forladt sin datter.

Og der giftede han sig igen, og hun blev gravid og fik en datter, og Nulooq blev glad og kaldte sin nye datter Ilarssôqaut / Ilarsooqaat. Først da Ilarsooqaat var begyndt at gå rundt på gulvet, fortalte han den hændelse, som jeg lige har fortalt, og det var først da Ilarsoqaat var begyndt at gå og således havde nået den alder, da han forlod sin første datter af samme navn. Dengang Nulooq boede ved Aappi, fortalte man, at han hen imod efteråret plejede at fange en masse hvidhvaler.

      Mens Nulooq boede der, så plejede han at se, hvor stærk vinden var neden for huset ved at gå rundt om en stor sten. Der var en stor sten neden for deres hus, som de brugte som stativ. For hvad de skulle have op på højkant lagde de på stenen. Når han kom ud om morgenen, gik han først til den store sten, så udenom den, og så om mod vinden på den anden side. Og hvis han ikke rigtigt kunne komme rundt og havde svært ved at stå fast, så gik han op i huset og roede ikke ud den dag. Men når han kunne gå rundt om stenen uden at standse, så gik han op i huset og gjorde sig klar til en tur. Og hvordan vejret end var, roede han ud i kajak. Og det var altid midt ud i fjorden. Og når det blev mørkt om hvidhval på slæb.aftenen, kom Nulooq tilbage med en hvidhval på slæb.

Ved den tid, hvor Nulooq var i sin bedste fanger-alder, var der en af deres bopladsfæller, en nærsynet fanger, der ligesom det går for nogle fangere, næsten aldrig havde fanget noget. Da denne mand begyndte at kredse om Nulooq, så havde Nulooq sagt, at de kunne følges ad. Så kunne han da altid få fangstpart. Og på den måde fulgtes han med denne svagtsynede. Og et efterår, da der var kommet hvidfisk, roede de ud i kajak. Og mens de roede ved siden af hinanden, kom der en hvidhval, der lagde sig til at sove. Da Nulooq ikke selv savnede hvidhvaler, sagde han til kammeraten, at han skulle ro til og harpunere

den. Han blev lidt betænkelig, men roede til. Men netop som han løftede harpunen til kast, satte hvidhvalen af, og han ramte den i rygfinnen. Han kastede så sin harpunblære / fangstblære, og da hvidhvalen trak den under vandet, syntes Nulooq, at nu ville han få en god og morsom dag. Så begyndte han at ro efter hvidhvalen. Så sagde Nulooq bagud til den anden: "Hvor skal jeg ro hen efter din fangeblære?" Den anden tav lidt men sagde så: "Du skal ikke ro for langt. Men prøv at blive her i nærheden, for jeg har brugt min tryllesang over harpunblæren." Og det var sandt nok, for da han roede forbi ham, havde han hørt ham ligesom mumle noget.

Efter Nulooq fik det svar, at den anden havde brugt en tryllesang på harpunblæren, så blev den siddende der. Og Nulooq havde jo fra sine forfædre hørt, at nogen fangere havde tryllesange over deres harpunblærer. Og disse plejede aldrig at miste deres harpunblærer / fangstblærer. Hvidhvalen, der jo var blevet ramt, var under vandet i al den tid, den plejer at kunne tåle. Så kom den op med har-

punblæren igen. Nulooq roede til og harpunerede den. Og de dræbte den med lanserne. Og nu fik Nulooq lyst til at få den tryllesang. Han plejede

jo at ro i kajak alene, og normalt kom han sjældent hjem med kun et enkelt bytte. Og nu fulgtes han altså med denne mand, der ikke var helt almindelig og som havde en tryllesang til sin harpunblære. Senere havde Nulooq så købt trylleformularen og havde betalt meget for den. Men manden havde sagt ti1 Nulooq, at han selv hellere end gerne ville forære Nulooq den, men at

tryllesange kun måtte overgives til andre mod betaling. Og derfor krævede

han betaling. På den måde kan man sælge en tryllesang. Men den, der har solgt den, kan så ikke bruge den mere. Og selv om han prøvede, ville den ikke have nogen virkning for ham igen. Nu var tryllesangen altså blevet Nulooq's, og efter at han havde fået denne tryllesang, mistede han ikke flere harpunblærer. Når han fulgtes med andre, og han skulle harpunere, så brugte han ikke tryllesangen, fordi han regnede med, at de andre nok skulle få den bragt hjem. Først når han igen var alene, brugte han den.

Nulooq boede i Aappi, da hans søn var blevet så stor, at de begyndte at følges i kajak. Men så døde sønnen, og Nulooq holdt sørgedage, hvorfor han ikke fulgtes med folk til festligheder. Da skete det, efter at sønnen var død, at en af deres bopladsfæller fik en søn, som de opkaldte efter Nulooq's søn. Nulooq var vældig glad for sin søns navnebror, og da drengen var begyndt at gå og at lege, skulle folk til nidsangsfest fra Augpilagtoq / Aappilattoq til Kingigtoq / Kingittoq, lidt nord for Upernavik, hvor de ordentlig skulle feste. Og så begyndte de at opfordre Nulooq til at tage med.

Da hans søns navnebror skulle med, sagde han ja, og tog med.

Da de havde været i Kingittoq, og Nulooq havde moret sig med de andre,

begav de sig på hjemturen. Og da folk fra Kingittoq fulgte dem på vej på slæ-

de, så var der jo en masse slæder. Og forrest af alle var Nulooq's søns navnebrors forældres, Avalak og hans kones slæde, og Nulooq var en af de sidste.

Så begyndte folk at pege på, at Avalak lod drengen hænge lidt uden for slæ-

den og løbe lidt med, idet han holdt ham ved skulderen,  og lod ham røre

lidt ved isen, således at han løb lidt på den. Og så løftede han ham op igen.

Og da han fik ham op på slæden igen, begyndte slæderne at råbe:

Asâssarqe / Asaasaqqi, at ynglingen havde løbet for første gang. Men Nulooq var blevet så gammel, at han ikke reagerede, og Asaasaqqi var nu glad på vej hjem fra en en udflugtsdag.

Da Nulooq blev klar over, at det var ham, de prøvede at opmuntre, blev han også glad. Han begyndte at køre forbi andre slæder, og så råbte de til ham:

"Hvad er det Nulooq laver. Måske vil han også løbe lidt." Nulooq var jo kendt for at kunne løbe hurtigt. Først da Nulooq var kommet forbi alle de andre, kiggede han sig tilbage. Og så stak han højre fod ud af slæden, hvorefter han slog på sin kamik med piskeskaftet. Det var et særligt signal til hundene.

Hans hunde satte farten op, så der var snestøv omkring opstænderne, halvvejs op, og så sprang han af slæden, løb ud til siden og sprang tilbage på slæden, og ud igen, uden at røre ved opstænderne. Og mens alle kiggede, kørte han fra dem. Han var en bemærkelsesværdig hurtigløber.

 

s. 199:

Nulooq's datter plejede at fortælle om ham, at han også havde et andet hus, som han rejste til om vinteren på fangst. Det var et hus, Qulisivik kaldte han det, på en af de yderste øer og hvorfra han gik på kiggefangst. Et sådant hus havde tørvemur, men ikke noget tag, og de måtte først skovle sneen væk derfra, sætte tarmskindsrude, bjælker og andet træværk i loftet, hvorefter de dækkede det hele til foroven med teltskindene. Og ovenpå teltskindene bredte de græs og ovenpå græsset hård sne i et ikke alt for tykt lag, idet de tætnede det med løs sne i sammenføjningeme. Et hus, der var tildækket på denne måde, kaldte de qulisivik. Og når man først var kommet derind midt om vinteren, virkede de kolde og uhygge- lige, fordi der var så megen sne derinde, men når de så havde tændt lamperne, og sneen tøede op, og det blev varmere derinde, så var der altid hygge.

 

Nulooq døde i en høj alder i Aappilattoq inden han blev døbt. Den sommer,

han skulle dø, havde Kûngassoq / Kuungasoq fra Kingittoq byttet sig til Nulooq's kajak. Nulooq havde jo en kajak endnu, som han syntes var lavet ualmindelig pænt. Idet han også gav ham noget andet ved siden af. Da Kuungasoq havde byttet sig til Nulooq's kajak med sin egen, tog han sine andre kajakredskaber fra kajakken. Men han havde glemt,at han havde en sejrskjorte som amulet i kajakken. Og uden at fjerne den, havde han givet kajakken til Nulooq. Kuungasoq, der selv var døbt, havde egentlig ikke rigtig tiltro til sin amulet, men hans bedstemor havde ønsket det således, og derfor havde han sin sejrskjorte i sin kajak. Men han glemte, at Nulooq, der var udøbt, muligvis kunne blive på-

virket af det. Nulooq havde taget Kuungasoq's kajak til sig uden at ane noget om sejrskjorten. Og så mistede han sin forstand. Han blev ved med at ro i kajak og beklagede sig ikke over nogen smerte, og han kom selv til Qattarmiut i Upernavik udfor stranden. Men da man sagde til ham, at han skulle gå i land og op i husene, kom han ikke i land, men roede tilbage til Aappilattoq. Da de andre opdagede, at Nulooq var ved at blive svagere, gemte de hans kajak, men han blev ikke anderledes. Han blev liggende hjemme og døde inden længe uden rigtig at komme til fornuft. Han virkede, som om han ikke vidste, hvor han skulle hen.

Kuungasoq, som selv havde haft denne sejrskjorte, fortalte mig, at det var ham, der havde pakket Nuloq ind. Han sagde det i kutagtoq-sprog (Gl. Upernavik dialekt  med svækkede uvulærer). Og Nulooq's barnebarn Ittui fortalte mig engang, at han som barn selv havde set sin bedstefar blive begravet på hedningevis, fordi han ikke var døbt, i Aappilattoq (faktisk Aappi). De holdt jo meget af deres bedstefar.

Man fortalte følgende om, hvordan liget blev gjort i stand: Det var sommer men de gav ham sælskindsbukser, vinterkamikker af håret sælskind og dunpels af fugleskind på. Og så vinterskind, der havde yderskind af netside-pels og som var kantet om hoved og ærmer med sort hundeskind. Og de gav ham også en hætte af hundeskind med ørerne siddende på, og som var lavet, så den sad rundt om fugleskindspelsen. Men armene førte de strakte, nedad langs kroppen.

Og han lignede mest af alt en dukke, der var klædt på.

 

Var.: Hans Lynge 1967: Nulôq.

 

Hist.: Kirkebogen og de andre kilder stemmer ikke overens mht. tidspunktet for og årsag til Nuulogs død. I kirkebogen står december 1858 og 'af alderdom', men notatet blev først indført i bogen i maj 1959. De øvrige kilder siger at det var sommer og at liget var iført rejseklæder til vinterbrug. Ifølge RP, der også nævner Hendrik Olsen som kilde (publ.?)

Nulôq, født henad slutningen af det attende århundrede

Print
Dokument id:835
Registreringsår:1952
Publikationsår:1955
Arkiv navn:
Fortæller:Pâvia + Marteeraq
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Nulôq, født henad slutningen af det attende århundrede
Publikationstitel:Inegpait
Tidsskrift:Meddr Grønland 90(2)
Omfang:side 32 + 34
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Med sideløbende original på nordvestgrønlandsk: s. 33 + 35: Nulôq 1700 nâlerneráne inûssoq.

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 103 - 104.

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 112 - 113.

 

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

Resumé: Nulooq, der bor i det hus, hvor Kallaq (se denne) som den eneste blev reddet af Qupaneq, flygter så snart rygtet om epidemien når Qeqertaq. Inden da har han haft to koner, en ældre med en voksen søn, og en yngre, der i den grad klager sig af misundelse over første-konen, at Nulooq sparker hendes mund til blods med sin nyforsålede kamik. Den ældste kone, der nyligt har født ham en datter, dør af epidemien med barnet ved brystet. Nulooq koger nogle alkeæg, lægger dem tæt ved den endnu diende datter, flygter alene sydpå til Aapi, hvor han gifter sig med Arnarsawaitsiaq og bliver stamfar til en stor familie. Han tænker aldrig siden på det efterladte barn. Så vidt Paavia, Nuuloqs oldebarn. Marteeraq fortsætter:

Nulooq var en lederskikkelse og en mesterlig kajakbygger. Han afprøvede altid etstormvejrs styrke ved at gå rundt om en kampesten, og klarede han det uden at måtte ned på alle fire, kunne han godt tage ud i kajak. Om selve stenen fortælles, at den blev skyllet i havet af en flodbølge, der opstod da et kæmpestort isfjeld kælvede.

Da Nulooqs førstefødte med Arnarsawaitsiaq, en søn, skal døbes på andres opfordring, skal han hedde Christian Lynge efter den danske bødker, afgør Nulooq. Bødkeren og Halsøe (Kunigte) var blevet i Upernavik, da alle danskere rejste hjem (formentlig pga. krigen 1807 - 1814, BS). Da Nulooq dør i 1856 som udøbt, viser man ham den sidste ære ved, midt om sommeren, at begrave ham i hans bedste pelsværk med hue, vanter og kamikker. Ifølge kirkebogen døde han af alderdomssvækkelse. Folk på stedet havde en anden forklaring: søg Lynge 1955 s. 64.

 

Hist.: Historisk fortælling fra første halvdel af 1800-tallet. Det har sikkert moret Hans Lynge at kunne følge en gren af slægten helt tilbage til en navngivning af en ublandet inuk / eskimo. Det var således ikke altid at introduktionen af danske slægtsnavne blandt grølændere skyldtes blandede ægteskaber. Se fx Hans Egedes fortælling.

Nunap mánia og Qorqoriaq

Print
Dokument id:772
Registreringsår:1952
Publikationsår:1955
Arkiv navn:
Fortæller:Eevartaaraq (Eevartêraq)
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Nunap mánia og Qorqoriaq
Publikationstitel:Inegpait
Tidsskrift:Meddr Grønland 90(2)
Omfang:side 141 - 142
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 55 - 56.

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 61.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

Resumé:

Uhyret, der opstår af "jordens æg", vokser endeløst. Ligner en bjørn med seks ben. Den lever oftest ved flodbredder af sæler og andre sødyr og har et kolossalt fedtlag, der minder om bjørnens. Men den er selv et slags sødyr, der kun kommer op for at ånde ved nymåne. Fortællerens morbror havde en gang set en flok sværdfisk angribe og til slut overmande et sådant uhyre. Hele havet flød af fedt, hvoraf en gammel kajakmand næste dag fyldte sig fire tønder.

Ægget, jordens æg, skulle ikke være større end et æg af en tretåget måge, og der klæbede jord ved, fordi det havde rødder, hvorved det skulle nære sig ved jorden.

 

Hist.: Svært at vide hvilken begivenhed, der har givet anledning til fortællingen om sværdfiskene, der vist er sjældne så højt mod nord. Hans Lynge har ikke trykt den grønlandske tekst, men formentlig er snarere tale om hajer.

 

Kommentar: bemærk ægget, der har rødder som en plante og derfor kan minde om mennesker i mytisk tid, da de levede af jorden og fødtes af jorden: Dengang for længe, længe siden ... Thule.

Nunaqatigît / nunaqatigiit

Print
Dokument id:325
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 3536, IV, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Uusaqqaq (Uusarqaq)
Mellem-person:?
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Nunaqatigît / nunaqatigiit
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:læg 9, 2 sider
Lokalisering:Tasiusaq : Upernavik
Note:

Orig. håndskrift: KRKB, nr. 3.

 

Oversættelse af renskriften ved Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom.:

 

Bopladsfællerne

I gamle dage var der på et sted to husstande som bopladsfæller. Da det blev vinter holdt den ene husstand engang den anden for nar ved at råbe: "Nogen kommer for at udrydde os.!" Og nogen i den anden husstand gemte deres yndlingsbørn bag skindtapetet, mens andre ville drukne deres yndlingsbørn i urinbaljerne, fordi de syntes, at det var synd for dem, hvis de skulle blive såret. Da de således havde været panikslagne og forvirrede, og da den anden husstand havde haft deres morskab over dette, forsøgte de at falde til ro. Den husstand, der havde været til grin, sagde så: "Når de har glemt det hele, gør vi gengæld."

 

Da de en anden vinter havde glemt det, der var sket, kom en af dem, der havde været til grin i tanke om episoden og sagde: "Vi har jo forresten noget at hævne!" De tog så en af den anden husstands kajakker, lagde den med forstavnen ind mod land for at foregive, at det var en omkommen, der forsøgte at komme hjem (en angerlartussiaq, angerlartoq, BS), således at han kunne vækkes til live igen, og de sagde til ham i kajakken: "Du skal ind imellem lave kajaklyde." De andre gemte sig, fordi der ikke var nogen sne. Da kajaklydene så småt kunne høres, kom der en ud af det andet hus, og da der kom flere kajaklyde, gik han ind i huset igen. Da han var inde, gled der skygger forbi vinduet, og endelig kom der mange mennesker ud af huset. Herude gav de sig til at lytte. Da man hørte kajaklyde, sagde en af dem: "Der er en der vil hjem!" Da de kom nærmere så de, at kajakmanden vendte fronten indefter. Deres åndemaner / angakkoq sagde så: "Gå rundt om ham." De gik rundt om ham og åndemaneren sagde: "Bær ham op." Så løftede de ham ud og bar ham op, mens de pøsede saltvand på for- og bagstavnen af kajakken. De var lige ved at nå husgangen, da åndemaneren sagde: "Bring ham ind med kajak og det hele!" Da den forreste af kajakbærerne begyndte at gå ind i husgangen sagde åndemaneren: "Mon ikke kajakåren stiller sig på tværs." Netop som han sagde det, satte åren sig på tværs af husgangen. Da pagajen hos dem, der vil hjem, ikke plejer at sætte sig på tværs, og da den første, der gik ind, begyndte at trække i kajakken, undrede en anden sig over kajakkens udseende. Kajakkens ejer havde endnu ikke opdaget noget. Da han var gået lidt væk fra den sagde han: "Den ligner Minnasaqs kajak." Da var det så Minnasaq udbrød: "Det er jo min kajak!" Så slog den anden husstand en høj latter op, og på den måde fik de deres hævn. Da de nu selv havde været til grin, gengældte de ikke selv episoden.

 

Kommentar: En, der vil hjem, en angerlartussiaq / angerlartoq, var et menneske, der ikke havde levet sit liv til ende og ville vende hjem efter at være druknet eller forulykket. Sagnene beskriver undertiden (som her) ritualer, der skulle sikre genoplivelsen af en sådan "hjemvendt". Se også: nalusut ileqqorsarsiornerinik; og søg på: angerlartussiaq.

 

Hist.: Virker autentisk

Nûp iluane Kangersunermiut píssusîsa ilángue tusarqajagkáka ãma agdlagpáka / Kangersunermiut / Nogle af de skikke i Godthåbsfjorden i Kangersuneq, som jeg har hørt om og skrevet ned

Print
Dokument id:356
Registreringsår:1863
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Poulsen, Johannes
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Nûp iluane Kangersunermiut píssusîsa ilángue tusarqajagkáka ãma agdlagpáka / Kangersunermiut / Nogle af de skikke i Godthåbsfjorden i Kangersuneq, som jeg har hørt om og skrevet ned
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 793 - 796, nr. 215
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Trykt med sideløbende dansk oversættelse i Rink 1859 - 63, IV: Kaladlit Okalluktualliait / Oqalluktualliait / Grønlandske Folkesagn, ss. 92 - 98, nr. 11:

Nûp iluvane kangersunermiut pissusîsa ilangue tusarkajakaka aamma

agdlaniarpaka / Nuup iluani Kangersunermiut pissusiisa ilanngui

tusaqqaja (kaka) aamma allanniarpaka / Noget om beboerne af

Kangersuneq i Nuuk-området, deres bedrifter, som jeg har hørt og

nedskrevet.

Den danske oversættelse genoptrykt i Rink 1866-71, I: nr. 112 ss. 307 309.

 

Resumé: Tidligere overvintrede man på bopladser i fjorden nær

Kangersuneq og besøgte hinanden til sangkampe i fineste skrud, som nu

til jul.

Engang da folk fra Nunaruluks Illunnguaq tog hjem efter at have vundet

over dem i Karra's Illunnguaq, sendte det førstnævnte steds åndemaner

noget skadevoldende efter gæsterne, som deres åndemaner / angakok straks mærkede

komme og på fællernes opfordring sendte tilbage. Det mærkede

afsenderen og prøvede forgæves at få det til at vende om. Derfor

siges kvanerne på stedet, hvor alle følgelig døde, at være skadelige.

Qoornoq kom på lignende vis at hedde Iliverpassuit, "De mange grave".

Før eller efter disse begivenhedet boede egnens største åndemaner i

Karra, der dengang var beboet i flere vintre, fordi det var et godt

fangststed. Men man havde vænnet sig til at bruge bøsser, og engang

man var løbet tør for ammunition, skiftedes man til at skyde med en

enkelt bøsse.

 

Åndemaneren imponerede en dag fællerne ved at varsle at noget

mærkeligt ville ske. Det viser sig at være en isbjørn, der kommer til

syne og derpå flyver op i luften som en ørn. Engang samme åndemaner er

i Nuuk og præsten vil omvende ham, svarer han præsten på spørgsmålet

om, hvordan verden er, at den er som et æg. Præsten bekræfter det, men

åndemaneren vil ikke omvende sig. Da han senere mærker, at landet ved

stranden svinder ind og han selv er på nippet til at falde (forover), vil han

pludselig gerne omvendes. Man viser ham en bog, men da han end ikke

kender bogstavet A, og derfor heller ikke frelseren, kan han ikke

døbes. Da han endelig en dag udånder, buldrer åndedrættet nede i

jorden, farer op igen og genopliver ham. Det gentager sig, og en vis

Qilalugaarajuk / Kilalugaarajuk ber sin søn om at hente åndemanerens kajaksædeskind,

der er skindet af et hundehoved. Det lægger man over åndemanerens mund

næste gang han udånder, og åndedrættet kan ikke genoplive ham. De

udøbte mente, at ham var så magtfuld en åndemaner, at han kom næst i

rækken efter Toornaarsuk, der derfor ikke ville stege og spise ham

ligesom andre udøbte. "Ja, de udøbte havde jo andre skikke, fordi de

ikke havde overvældende megen fornuft", slutter Johannes.

 

Oversættelse af afskriften ved Chr. Berthelsen:

I gamle dage overvintrede folk i Kangersuneq familievis

på bopladser, der lå tæt ved hinanden, nogle i Nunarliup Illunngui

(Nuuluks små huse), nogle i Karrata Illunngui (Karrats små huse), igen

nogle i Karrat, andre i Nuugaarsuk og igen andre i Qoornoq. Der var

også andre der overvintrede i nærheden. Når de skulle have fest, syede

de festtøj, ligesom til jul. Festen kaldtes nidvisesangfest eller

dansefest.

 

Engang kom der nogle til beboerne i Nunaruluup Illunngui for at

fornøje sig ved at synge nidviser imod hinanden. Da det var slut

tog de hjem. Beboerne i Nunaruluk tabte og var fornærmede. Deres

åndemaner sendte en ulykkesånd ("sivfigai": sine hofter" ? efter dem;

og de blev dræbt allesammen (snarere: for at dræbe dem alle). Åndemaneren hos

dem der tog afsted kendte deres omegn ganske godt. Han fandt hurtigt

ud af, at en ulykke ("perlûp") var sendt efter dem (eller: fulgte dem).

Han sagde til sine rejsefæller: ("sujoraníngôq": forfra, "kingudlermik": sidste

gang, "nungutserâtit": ventede til, de blev udryddet). De andre sagde

straks til ham, at han skulle se at få den til at vende om. Han gjorde

et forsøg forfra ("sujorônit") for at få den til at vende om, og den

vendte om. Men vedkommende, der først sendte den afsted, var også

opmærksom på dette. Han forsøgte også at få den til at vende om, men

det lykkedes ikke. Den nåede bopladsen, og i løbet af ganske kort

tid  blev beboerne i Illunnguit ved Nunaruluk udryddet. Derfor får man

dårlig mave af st spise de kvaner, der vokser dér. Man sagde, at det

var fordi der var menneskesaft i dem.

 

Engang var Qoornoqboerne i Nuugaarsuk for at synge nidviser. Efter

at have haft det rart sammen, tog Qoornoqboerne afsted og var på vej

hjem. Nuugaarsukboerne var blevet fornærmede, og deres ånemaner fik

det til at blæse op. Lige før Qoornoqboerne nåede hjem, blæste

nordøstenstorm op, så alle konebådene forliste, og alle ombord omkom.

Da ligene drev i land, begravede man dem. Stedet kom til at hedde

Iliverpassuit (de mange grave).

 

Enten før eller efter den foran omtalte begivenhed, var der i Karrat

en stor åndemaner, hvis lige ikke kendtes blandt åndemanere i Nuuks

omegn. Sådan sagde man. Det blev fortalt, at når de overvintrede i

Karrat / Karra, dengang der var mange sæler at fange i Ilulialik, og man kom i

nød for ammunition til patroner, skiftedes de til at bruge ét og samme

gevær, et gevær, som altid ramte. Der var jo ellers mange fangstdyr.

Der var på stedet en spion, og en morgen da åndemaneren vågnede, sagde

han: "Idag vil der vise sig noget usædvanligt. Nej, hvor er jeg spændt."

Knap nok var det blevet dag, så så man en stor isbjørn komme fra

landtangen bagom det store Innajuattoq (en fjeld-ø). De foretog sig

ikke noget og lod den blot komme nærmere. Den kom op på et lille næs lidt

nord for dem. Da den stod ovenpå en sten og rystede sig, blev den til

en stor ørn og fløj væk. Det var skam den, der ellers skulle have

bragt dem i ulykke, sagde man.

 

Da åndemaneren på stedet engang kom til Nuuk, opfordrede missionæren

ham om at omvende sig til kristendommen; men åndemaneren ville ikke.

Præsten sagde til ham: "Du er jo en stor åndemaner; sig mig, hvordan

verden ser ud?" Åndemaneren svarede: "den er ligesom et æg!" Dertil

bemærkede missionæren: "Der kan du bare se, den er ligesom et æg. Tag

og omvend dig!" Åndemaneren kunne ikke formås til at omvende sig. Han

troede ikke på hvad missionæren sagde. Han havde stor selvtillid; for

han kendte hele omegnen, fordi han var en stor åndemaner.

Men tiden følte åndemaneren, at jorden omkring ham blev mindre. Han

sagde til sine fæller, at jorden omkring ham blev mindre: Men endnu

ville han ikke omvende sig. Så standsede han og sagde, at han var ved

at falde ned, og at han straks ville omvende sig og lade sig døbe. Da

viste man ham en lille bog, og bad ham om at læse. Men han kendte ikke et eneste bogstav. Derfor kunne han ikke døbes. Så skete det, at han holdt op med at trække vejret. Et stykke tid efter hørte man et brøl nede fra dybet. Da dette blev forenet med den døde, blev han levende igen. Efter at være kommet i live døde han

igen. Straks efter hørte man igen et brøl. Han blev levende igen. Han

døde flere gange og blev levende igen. Da han, efter at han skiftevis

havde været levende og død, ikke længere kunne dø, bad en af mændene

ved navn Qilalugarujuk (storhvidhval) sin søn om at hente et

skind til at sidde på i kajakken. Sønnen hentede det, og det var

skindet af et hundehoved. Engang han igen holdt op med at trække

vejret dækkede sønnen ham til med dette hundehoved-skind.

Og selvom brølet blev forenet med manden, blev han ikke levende igen.

Han døde for alvor.

 

Nogle af hedningene fortalte om denne store

åndemaner, at han var næst efter Toornaarsuk, for han var en stor

åndemaner. Der blev fortalt, at Toornaarsuk ikke ville stege ham, fordi han

var øm over ham. De plejede at spise nogle af disse som stegte.

(Hedningene havde andre skikke fordi de ikke var klogere. Når

menneskene glemte ham/den/det (Gud?) var de kun glade for Toornaarsuks

væsen; og de vendte sig bort fra den alvidende skaber og stolede kun

på sig selv.)

 

Hist.: Tidspunktet for de sidste begivenheder må være tidlig kolonitid.

Vedr. toornaarsuk se: Sonne, Birgitte: Toornaarsuks forvandlinger. Religionssociologiske Perspektiver. Særnummer af Chaos, 1985: 117 - 136.

 

Tolkning: Toornaarsuk bruges her som betegnelse for kristendommens

Djævel. Forestillingen om verden som et æg findes også hos andre

inuit. Åndemanerens fornemmelse af at landet blir mindre, der får ham

til at vakle og næsten falde, henviser til den traditionelle

forestilling om verden, der kan tippe rundt. Se GTV(= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under "Verdens

balancegang". Ligeledes er "hunden" som vagthund eller overgangsled

mellem liv og død en traditionel forestilling.

oaqlugtuaq Atârssuatsiâmik

Print
Dokument id:281
Registreringsår:1861
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Ekausak, Jonas
Nedskriver:Eliasen, Abraham
Mellem-person:Hansen, Einar
Indsamler:Rink, H.
Titel:oaqlugtuaq Atârssuatsiâmik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 516 - 524, nr. 153
Lokalisering:Niakornak / Niaqornat: Uummannaq
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Trykt med sideløbende dansk oversættelse i Rink 1859 - 1863, IV: Kaladlit Okalluktualliait / Oqalluktualliait / Grønlandske Folkesagn, s. 72 - 86, nr. 9: Attarsoattamik Ataarsuatsiamik / Om Attaarsuatsiaq (Attarsoattak).

 

Den danske oversættelse (med mindre afvigelser) er også trykt i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 97.

Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 98, ss. 446: Atarsuatsiak.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om Ataarsuatsiaaq / Aataarsuatsiaq.

 

Blandt de mennesker, der boede i den nordligste del af landet, i Kangersuatsiaq, herskede der i gamle dage fjendskab. Især Aataarsuatsiaq og hans fire brødre var kendte som drabsmænd. Når de så en enlig kajakmand fra deres bygd, dræbte de ham. Dette vidste deres bopladsfæller ikke, for når en fanger udeblev, troede de altid, at pågældende var omkommet under fangsten. De vidste ikke, at Aataarsuatsiaq og hans brødre havde dræbt dem. Det skete, at bopladsfællerne forhørte sig hos Aataarsuatsiaq og hans brødre, om de havde set noget til den savnede fanger. Så lod de ham, der var kommet for at forhøre sig, vente, til kødet var kogt. Når kødet var kogt, bød de ham at spise med, idet de sagde: "Det er en sæl fra den nærmeste omegn!" (ímap qatdliup puisâ'. Jeg ved ikke, hvad 'qatdleq' betyder. Jeg ved ikke, om det har noget med 'qanittoq' (den ligger nær) at gøre. Det er et gæt - Chr. B.). Det viste sig, at det var en sæl, der var fanget af den, de havde dræbt.

Engang, før de vidste noget om disse drab, var en af bopladsfællerne ude

på fangst og var på vej hjem med en sortside på slæb. Forude så han en

kajakmand, der roede ind mod land. Han forsvandt bag et næs ved Kangersuatsiaq.

Han blev lidt urolig. På den anden side af næsset var der en stor klippehule,

som var så dyb, at det var mørkt inde i den. Fangeren kiggede derind. Han mente,

han kunne skimte noget hvidt, som lignede det, man plejede at have uden om den

forreste ende af kajakken. Ved nærmere undersøgelse viste det sig, at der var en

kajak derinde. Kajakmanden med en sæl på slæb roede bort fra klippehulen, fordi

han var urolig. Efter at han var kommet et godt stykke fra klippehulen, kiggede

han sig tilbage og så, at en kajakmand fulgte efter ham. Fangeren med sælen på

slæb gav sig til at ro hurtigt. Han opdagede, at den anden kajakmand halede ind

på ham. Han begyndte at ro endnu hurtigere, og nu fik han et forspring, selvom

han havde en sæl på slæb. Da forfølgeren blev klar over, at han ikke kunne

indhente ham, standsede han og drejede kajakken på tværs. Fangeren der blev

forfulgt, standsede ligeledes, han råbte til den anden: "Kom bare herhen."

Forfølgeren nøjedes med at vende hovedet imod ham og roede bort. På den måde fik

de kendskab til, at Aataarsuatsiaq måtte være drabsmand, uden at de dog

forvissede sig helt derom.

Engang var en af bopladsfællerne på besøg hos Aataarsuatsiaqs. Han kom med

hentydning om, at disse havde dræbt en af hans ældre familiemedlemmer ('sujulimi ilât - ordret: én af forfædrene til ham (selv), men det kan det vel næppe være? Men det er altså usikkert). Denne gæst kom til at bo hos dem og blev

gift med deres eneste søster. Han kom altså ind i familien, fordi kvinden

elskede ham. Han selv lod, som om han elskede dem. Han ville have bekræftet, at

de var drabsmænd. Så blev det efterår, og da hvidhvalssæsonen kom, begyndte hans

svogre, at komme hjem med hvidhvaler, men svigersønnen fangede ikke hvidhvaler.

Husherren, Aataarsuatsiaq, byggede kajakker til de andre i huset. Når han

overgav den nybyggede kajak til sin egen familie, skete det uden bemærkninger.

Men i forbindelse med overgivelsen af den nybyggede kajak til svigersønnen sagde

han: "En, der aldrig har fanget en hvidhval - én, som aldrig har dræbt et

menneske." Svigersønnen blev efterhånden vred på de andre i huset. Men det var

svært for ham at få lejlighed til at dræbe nogen af dem, fordi han endnu ikke

havde truffet nogen af dem alene. En dag, da Aataarsuatsiaq skubbede

svigersønnen (i kajak) ud i vandet, sagde han, som han plejede: "En som aldrig

fangede hvidhval - én som aldrig har dræbt et menneske!" Endelig traf han på

denne tur en af svogrene, der var alene. Han drev ham lidt længere væk og

harpunerede ham. Efter drabet flygtede han hjem til sin boplads uden at vende

tilbage til konens familie. Igennem ham fik man bekræftet, at Aataarsuatsiaq og

hans brødre var drabsmænd. Denne mand havde også opdaget, at drabsmændene havde

tatoveringer på panden, hvoraf der kunne aflæses, hvor mange drab hver enkelt

havde begået. På Aataarsuatsiaqs pande var der en hel række tatoveringsmærker.

Da de andre i bygden blev klar over dette, blev de fjender med

Aataarsuatsiaq og hans brødre. Mændene på bopladsen, Sioraq og andre, ventede

kun på en passende lejlighed til at dræbe dem. Hvis de traf en af dem, var de

besluttet på at dræbe ham. En gang, da de befandt sig i nærheden af deres

boplads, mødte de endelig en af dem. De omringede ham for at dræbe ham. Til at

begynde med var han svær at få ram på, da han hele tiden forsøgte at ro væk fra

dem. Men efterhånden fik de ham til at blive på stedet og sagde til ham: "Vi er

glade for at se dig igen, du skal ikke være urolig." ('taima isumalioqinak' - du

må ikke tænke sådan - Chr. B.). Da de begyndte at tale sådan til ham, holdt ham op

med at skæve så meget til dem. Nu drejede han blot hovedet langsomt skiftevis til

den ene og den anden side. Idet han drejede hovedet til den ene side, løftede Sioraq sin harpun for at kaste den imod ham. Denne nåede lige at opdage det og lod kroppen falde bagover, idet han gjorde dette, kastede Sioraq harpunen og ramte ham i rygraden ved halsen og knækkede det sted på harpunen, hvor man plejede at sætte

tommelfingeren, når man skulle kaste den (her noget uklart - Chr. B.). Han døde med det samme. Derpå tog de til Aataarsuatsiaqs boplads for at aflægge ham besøg.

Hos Aataarsuaqsiaqs blev man bekymret, da lillebroderen, ved gæsternes ankomst,

endnu ikke var vendt tilbage fra fangst, og da det var ved at blive aften.

Gæsterne sagde: "Aataarsuatsiaq er holdt op med at medbringe núkaminit

mâlagssaminik/ eller: mâtagssaminik (det kan jeg ikke få mening ud af - Chr. B.).

Det sagde de, selvom de havde dræbt lillebroderen. Det blev nat og lillebroderen

var stadig ikke kommet hjem. Man gav sig til at græde over ham. Den ene af

gæsterne græd med, men den anden, Sioraq, lod kun, som om han græd. Han så sig om

mellem fingrene og kiggede efter noget, han kunne bruge som våben. Ude i gangen

så han en temmelig lang narhvalstand (eller hvalrostand), og han ville i givet

fald bruge den som våben. Da de holdt op med at græde, bad de Sioraqs ledsager

om at mane ånder og finde ud af, hvad der var sket med lillebroderen. Da lamperne

slukkedes, gav denne sig til at mane ånder. Det viste sig, at han med vilje

undgik sin vej ('arqúnigôq uniorniariardlugo' - den rute, ad hvilken de kom?

Ch. B.). Han blev længe væk, så lod han, som om han gik ind i huset igen. Man

hørte ham sige: "Der er ikke længere nogen grund til at være bekymret for ham.

'Niviukípoq, (jeg kender ikke ordet - Chr. B.), han er kommet til Innersuit

('Ildfolket' - væsener fra den grønlandske folketro)." Nu ville en af

værtsfolkene afløse ham. Han begyndte at mane ånder. Under seancen lod han, som

om han forlod huset. Der gik lang tid, så lod han, som om han kom tilbage, og han

sagde: "Der er ikke længere nogen grund til at bekymre sig. 'Niviukípoq' (jeg

ved ikke, hvad det betyder)." Det viste sig, at han havde fulgt den samme vej som

den første, der manede ånder, og derfor ikke havde set den dræbte. Efter at

gæsterne var rejst, manede de endnu engang ånder og fandt ud af, at deres gæster

havde dræbt ham.

Efter denne hændelse byggede Aataarsuatsiaq, der havde fjender, et hus på

en af øerne vest for Upernavik, i området, hvor man drev sælfangst på isen. Hans

hensigt var at dræbe dem, der var på sælfangst. Da sæsonen for sælfangst fra is

var inde om efteråret, tog folk ud til området, hvor Aataarsuatsiaq boede. En af

dem, der var med, var den forældreløse Ikersaq, som drev sælfangst fra is allerede som barn. Han plejede at sove hos Aataarsuatsiaqs. En morgen, på det

tidspunkt han ventedes, sagde Aatarsuatsiaq: "Når Ikersaq kommer, vil jeg dræbe

ham!" Det sagde han, mens kvinderne hørte på det. En dag kom Ikersaq til stedet.

En af kvinderne gik ud til ham og sagde: "Når Aataarsuatsiaq kommer hjem, vil han

dræbe dig. Det er på de tider, han plejer at komme hjem. Løb af sted, du skal

ikke kvæles!"('ipísángilatit' - ipivoq, drukner, kvæles - eller: miste vejr?

Chr. B.). Ikersaq løb af sted med sin istuk i hånden. Han kiggede bagud engang

imellem. Han nærmede sig land uden at være blevet dræbt. Han nåede frem til

sin boplads. Kvinderne turde ikke fortie noget for Aataarustsiaq. Da han kom

hjem, og da han skulle til at tage sit overtøj af, sagde de til ham: "Ikeraq er lige taget af sted herfra." Så tog Aataarsuatsiaq sit overtøj på igen og gav sig til at forfølge Ikersaq for at dræbe ham. Han så imidlertid ikke noget til Ikersaq, og da han syntes, at han var ved at være for tæt på fastlandet, vendte han om.

Ikersaq voksede op og trænede til at blive en stærk mand med henblik på at

hævne sig på Aataarsuatsiaq, og han fik sig en kone. Efter at han var blevet

en stærk mand, ville han en dag tage til den boplads, hvor Aataarsuatsiaqs

elskerinde boede, for der at træffe Aataarsuatsiaq, når han kom for at ligge hos

elskerinden. De, der holdt med Ikersaq (her står egentlig: 'asassaisa', de, der

elsker Ikersaq), fulgte efter i konebåd. Det var om sommeren, og de kom til at bo

på bopladsen, hvor Aataarusatsiaqs elskerinde boede. Aataarsuatsiaq, som ikke

anede noget om disse ting, ville tage af sted for at besøge elskerinden. Han

ville have en ung mand med fra bopladsen. Den unge mand strittede imidlertid

imod at følges med Aataarsuatsiaq, som så skældte ham ud. En onkel til denne

unge mand opfordrede denne til at følges med Aataarsuatsiaq, idet han selv ville

følge efter i al hemmelighed. (meningen: uden at blive set af Aataarsuatsiaq).

Da de tog af sted dagen efter, fulgte onkelen dem, og han sørgede for, at ingen

af dem så ham, for han var sikker på, at Aataarsuatsiaq havde til hensigt at

dræbe den unge mand. De nærmede sig bopladsen, hvor de skulle hen, og onkelen var

ikke blevet set, fordi han roede langs kysten. Så hørte han Aatarsuatsiaq sige

(til sin ledsager): "Lad os gå i land og få noget at drikke." De gik i land

samtidigt. Da Aataarsuatsiaq var i færd med at komme op af kajakken tog han en

kniv, som han havde i kajakken og stak den ind mellem yder- og inderkamikken. De

gik op til en lille sø. De stillede sig overfor hinanden, ansigt mod ansigt og

drak vand. De rejste sig hurtigt op igen. Så sagde Aataarsuatsiaq: "Lad os

besørge vor nødtørft." De stillede sig over for hinanden og trak bukserne ned.

De havde lige sat sig på hug, så rejste Aataarsuatsiaq sig. Det gjorde også den

unge mand, der ledsagde ham. Alt dette iagttog onkelen, der sad i sin kajak og

holdt hånden på klippen (underforstået: parat til at gå i land). Da onklen

nåede til et lille næs, så Aataarsuatsiaq ham og sagde: "Der har vi en

kajakmand." Han sagde så til den unge mand: "Lad os gå ned." Da de kom ned til

deres kajakker sagde Aataarsuatsiaq: "Lad os bytte kajakker." Og de byttede

kajakker. Aataarsuatsiaq kom nu ned i den unge mands kajak, og onkelen til den

unge mand placerede sig straks på den rigtige side af Aataarsuatsiaq med den

hensigt at harpunere ham. Men han kunne ikke komme til det, da Aataarsuatsiaq jo

var i nevøens kajak. (Det fremgår ikke klart hvorfor onkelen ikke kunne harpunere

Aataarsuatsiaq, når han var i nevøens kajak. Det antyder næsten, at onkelen

ikke vidste, at de byttede kajakker - Chr. B. (Måske pga. kajakamuletterne? BS).

Det endte så med, at Aataarsuatsiaq nåede frem til den boplads, hvortil han var

taget hen, for at ligge hos sin elskerinde.

Da Aataarsuatsiaq kom til bopladsen, samlede Ikersaq udelukkende mænd

sammen i sit telt. Andre besøgte gæsten Aataarsuatsiaq. Fra Ikersaqs telt holdt

man gennem huller i skindteltet øje med, om Aataarsuatsiaq ville finde på at

tage af sted midt om natten. Efter at Aataarsuatsiaq var gået i seng, gik de

ned til konebåden og brækkede Aataarsuatsiaqs kajakredskaber i stykker og gemte

alle spidse ting, der var i konebåden, bort. Og i Aataarsuatsiaqs kajak lavede de

to store runde huller lige der, hvor han plejede at sidde. Så gik de tilbage til

Ikersaqs telt, og derfra holdt de øje med Aatarsuatsiaqs telt. Da solen var ved

at komme højere op på himlen, kom Aataarsuatsiaq ud af teltet med sin pels på,

klar til at tage af sted. Samtidig kom Ikersaq ud og lod, som om han var meget

søvnig. De nåede konebåden samtidig. Aataarsuatsiaq lod som om han ikke lagde

mærke til sine redskaber, der var brækket i stykker. Og i det han rejste

kajakken op, kiggede han ind i kajakken og så de store huller. Han sagde: "Haa,

jeg har glemt min halvpels." Nu gik han i retning af sit telt. Så snart

Aataarsuatsiaq vendte ryggen til, ordnede ('natsilugssaminit ârqeriardlune -

måske: rettede på sin pels - Chr. B.) Ikersaq sin sælskindspels og greb ham bagfra

uden om armene, så disse satte sig fast i hans ribben. Idet Ikersaq greb ham,

sagde Aataarsuatsiaq: "Lad os nu se. Lad os nu se." I dette øjeblik strømmede der

mange mænd ud af Ikersaqs telt og løb i retning af Aataarsuatsiaq. Da mændene

var ved at komme hen til dem, drejede Ikersaq Aataarsuatsiaq sådan, at hans

ansigt vendte imod mændene, mens Aatarsuatsiaq sagde: "Lad os nu se! Lad os nu

se!" ('atago' svært at oversætte. Det kan måske i denne forbindelse betyde: Vent

nu lidt, eller: Hold nu op). En af mændene trådte frem med en kniv i hånden.

Lige før han kom helt hen til dem, skubbede Ikersaq Aataarsuatsiaq bagfra imod

manden, og manden stak Aataarsuatsiaq i hjerteregionen. Aataarsuatsiaq sank i

knæ. Nogle ville dræbe ham med det samme, men andre ville ikke have at han

skulle dræbes, idet de sagde: "Spørg ham først ud om alle de mennesker han har

dræbt." Når han svarede bekræftende på et spørgsmål, skar mændene ham med kniv i

kinderne og sagde: "Skær I blot i ham, gør det ondt?" (Aqûmiînararaoq,

taimaitdlune aqûmisârtoq ('aqûmivoq' kan jeg ikke få mening ud af. Det kunne

tænkes, at det har med aquippoq, sætter sig på hug, at gøre?? Chr. B.). Hans

elskerinde kom ud af teltet med en kniv og en ulu i hånden. Dem ville hun give

sin elsker, så han kunne bruge dem som våben. Da folk så hende, råbte de:

"Qarnît, qarnît." (svært at finde ud af - Chr. B.). Du vil nok finde på at hævne

dig 'iserartartumik' ('iserartarpoq'- svømmer med hovedet over vandskorpen (om

en fugl). Mon der skulle have stået: isertortunik, hemmeligt? Chr. B.). Hun standsede og sagde: "Hvis vi var andre, ville ham dernede dræbe ham

('avdlâgútagoq' avdla, en anden. avdlauvoq, er anderledes, er en anden. Men

mærkelig forbindelse - Chr. B.). Lad dette blot ske (taimaitdliuna' - eller: Lad

det blot være sådan? Chr. B.)." Så dræbte de Aataarsuatsiaq. De hævnede sig på ham, fordi han var en stor drabsmand 'sujugdliuvdlune' ('sujugdliuvdlune' - som den første. Måske betyder det: at han dræbte uden grund? Chr. B.). Da de havde dræbt ham, parterede de ham led for led. Slut.

 

Var.: Var.: Ataarsuatsiaq / Aataarsuatsiaq

Om at gemme sig for sygdommen

Print
Dokument id:861
Registreringsår:1952
Publikationsår:1955
Arkiv navn:
Fortæller:Marteeraq (Martêraq)
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Om at gemme sig for sygdommen
Publikationstitel:Inegpait
Tidsskrift:Meddr Grønland 90(2)
Omfang:side 86
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Tospoproget udg.: Nordvestgrønlandsk: s. 87: nápáumut torqordlune, og dansk.

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 74 - 75.

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 82.

 

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Om at gemme sig for sygdommen s. 86

Resumé:

Fra Oqimaatseq havde Marteeraq følgende historie om åndemaneren / angakkoq'en Qupanewq / Qupaneq, at han ved rygtet om en omsiggribende epidemi straks flygtede indenskærs sydpå, fordi han havde hørt at den slags smittede nordefter. Hver gang man slog lejr sang han en serrat / tryllevise og ligeledes en, når teltet blev taget ned om morgenen. Således "gemte han sig for sygdommen". Familien var den eneste overlevende og de byggede hus for vinteren i Aappilattoq.

 

Hist. Historisk fortælling fra begyndelsen af 1800-tallet. En epidemi hærgede i 1814, men den kan have haft en forløber sidst i 1700-tallet.

Oqaloalaurgrottet avannamorqarnermik / Oqaluarutit avannamukarnermik

Print
Dokument id:404
Registreringsår:1867
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, VI, 4'
Fortæller:Beck, Adam
Nedskriver:Beck, Adam
Mellem-person:Rink, H.
Indsamler:Rink, H.
Titel:Oqaloalaurgrottet avannamorqarnermik / Oqaluarutit avannamukarnermik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 177v - 177h
Lokalisering:Sisimiut / Holsteinsborg
Note:

Oversættelse ved Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom:

 

Om en rejse Nordpå.

 

Deroppe nordpå nord for Upernavik på sydsiden af en stor bugt og ude på det åbne hav er der en stor klippe, der kaldes Norsersorfik (stedet hvor man bruger en fuglepil?). Når man får øje på stedet udefra, ligner det en stor klippe, der sejler for fulde sejl. Englænderne kalder det Devil´s Thump, men på vores sprog kaldes det Toornaarsuup Kullorsua (Djævelens Tommelfinger). Men det første sted hvor man lander på solsiden af denne bredning kaldes Kittorsalik, som vi også kalder Qipisup Nunaa. Stedets beboere er oprindeligt grønlændere.

 

En af dem, som I måske har hørt om, blev fanget af en af de fremmede og taget med til England; denne grønlænder, som på grønlandsk hedder Qalasik (Qalaarfik?), kom, efter at have lært engelsk, til at hedde Rasmus. Denne fortæller først om John Franklin´s forlis, men uden at han selv har set det, men at andre mennesker har set det, og at de har fortalt om, hvad de har været ude for i vores land. Disse folk der kom, har fortalt om det, men han selv ikke har nogen viden om det land, disse henviser til. Han har ikke set det land, men kun hørt om det.

 

(Er det følgende Rasmus´ fortælling der gengives? BS). Men vi rejser her fra Grønland sammen med ni skibe, der hedder Rasalot, Sistin Brin, Saugbat Mornings og to hjuldampere. Vi er med skonnerten, med en der hedder John Roers (Ross?) som kaptajn og sammen med to andre skibe, Lesli(e) Franklin med Beeni som kaptajn og skibet Sorria med Fokser som kaptajn.

 

I et andet land der hedder Sistin Pim (Sixteen?) nord for vores land. Dette land har ikke tørve- eller mosejord, da der ikke findes jord her, det eneste man kan se her er sten. Der er masser af dyr at se i havet. Man kan se ringsæler og hvalrosser og isbjørne, men man kan ikke se noget som helst andet, selvom der er sildepiskere?

 

På selve landet er der ganske vist ryper at se og ind imellem også harer. Jeg færdes ganske vist på land, endda helt derhen hvor landene skilles. Og man kan også se Akilineq (Ellesmere Land?).

 

Efter at have været på rejse i fire år og efter at have udnyttet alle rejseformer, nåede jeg dog ikke at se den sydlige del af vores land, da det ligger så langt væk.

 

Hist.: Hist.: Adam Beck var i 1860'erne både med på en ekspedition til Baffinland med et par års ophold på Blacklead Island i Cumberland Sound som tolk, arbejdsformand og muligvis missionær, og på en af eftersøgningerne efter Franklin. Formentlig er det første strækning af den sidstnævnte rejse, der skildres her.

Se Petersen, Robert, 2000: Om grønlandske slægtssagaer. Tidsskriftet Grønland, ss. 299 - 311, med henvisninger til Becks (staves hos Petersen: Bech) skildringer i Atuagagdliutit 1865 og 1867.

Oqalualârut / oqlualaarut

Print
Dokument id:2162
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB Dagbøger 1, 6(18): Fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Uusaqqaq (Uusarqaq)
Nedskriver:Uusaqqaq (Uusarqaq)
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Oqalualârut / oqlualaarut
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:8 sider (A6)
Lokalisering:Tasiusaq: Upernavik
Note:

Skriften ligner meget Jørgen Brønlunds, men lidt mere omstændelig. Måske en renskrift.

 

Teksten er Tobias Heilmanns selvbiografi. Fra fødslen i 1873 til dato (1903). Han blev født og voksede op på Kangeq mens beboerne endnu hørte under herrnhuterne. Moderen var jordemoder, faderen, Salomon Hejlmann fanger. Beskrivelsen vidner om mange flytninger)

 

Ikke oversat.

Egnet til opdatering

Oqalugpalârsiáka angajorqâvnit avdlanitdlo

Print
Dokument id:1951
Registreringsår:1957
Publikationsår:1957
Arkiv navn:
Fortæller:Nielsen, Martin (Marteeraq)
Nedskriver:Nielsen, Martin (Marteeraq)
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Oqalugpalârsiáka angajorqâvnit avdlanitdlo
Publikationstitel:
Tidsskrift:Avangnâmioq
Omfang:ss. 127 - 129
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger: Upernavik
Note:

Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne).

Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq.

 

Oversættelse:

Fortællinger jeg har hørt af mine forældre og andre.

 

Folk på bopladser i Upernavik distrikt, især på de bopladser

der lå nærmest ved havet og folk fra selve Upernavik, traf jævnligt hval-

fangerne og havde en hel del fortællinger om hvalfangerne.

Men blandt disse blev der blandt de ældre folk husket personer, som hav-

de deltaget i ekspeditioner nord på, både englændere og amerikanere. Og jeg

kan stadig huske en del navne, som man har fortalt mig om.

Min farfar, Tûtingâq / Tuutingaaq / Tuutsingaaq, havde en sommer deltaget i en ekspedition nordpå. Han havde ganske vist ingen morsomme historier fra dengang, men noget af det, han har fortalt til min far, lyder således:

Efter at de var sejlet fra Upernavik, gik der nogen tid, og så kunne de se landet på den anden side af havet. De sejlede ikke særligt langt fra kysten. Og da de var kommet langt nordpå (sikkert vestpå, eftersom de må have kysten på højre side, RP), kom de forbi en dyb fjord, og

den inderste del af fjorden var islagt endnu. Og dér opdagede de

tre skibe, som havde lagt til ved iskanten og havde haget sig fast til isen med isanker. Da de så dem, sejlede de derhen. Da de kom nærmere kom

matroserne op i masterne, og på hans skib klatrede matroserne også op i

masterne. Og så skete det at de på en gang råbte hurra tre gange, idet de

svingede deres huer og hatte over hovderne. Og det lød meget

kraftigt og blev modtaget godt af de folk de mødte. Og inde på land, på

et fladt stykke, kunne de se en lille bygning.

Efter at de havde været der, sagde kaptajnen til Tuutsingaaq, at nu skulle de sydpå, og de skulle så anløbe et sted, hvor de havde depot af levnedsmidler, som lå på en del af det samme land.

En dag efter at de havde sejlet gennem isen, kunne de se et mægtigt

næs, og kaptajnen sagde, at de havde depotet der. Da de kom derhen, gik de op for at hente en af tønderne. Men en af dem var blevet åbnet, og tønder med mel og ærter og andre ting var blevet åbnet. Og eftersom det nyligt havde været dårligt vejr, var det ved at blive vådt. Kaptajnen var blevet meget vred, da han så det, fordi eskimoerne havde gjort det, men de traf ingen i nærheden. Alligevel tog de det ombord, idet de kunne bruge det til foder til de dyr, de havde med ombord.

Da de sejlede derfra, satte kaptajnen noget fast på masten. Det var noget, hvormed han ville straffe de skyldige eskimoer. Og han sagde til Tuutsingaaq,  at når de traf eskimoer, skulle han spørge dem, om det var dem, der havde gjort det. Tuutsingaaq, blev meget forskrækket, da han hørte det og håbede faktisk at de ikke ville træffe nogen, men dagen efter henimod aften opdagede de fire kajakker, der roede i nærheden af dem (imod dem, RP),og Tuutsingaaq var ikke særlig glad for at skulle træffe dem. Skibet standsede, og da de var ved at lægge til, lod kaptajnen en båd hejse ned. Og kaptajnen sagde til Tuutsingaaq, at han skulle gå ned i båden og spørge om det var disse eskimoer. Han kaldte på dem, og da de lagde til ved båden, spurgte han dem, om de havde fået fangst og sådan forskelligt. Og så bevægede den ældste af dem sig hen for at røre ved Tuutsingaaq.

Tuutsingaaq blev siddende, og da denne eskimo fra den anden side af havet rørte ved hans nøgleben, sagde han: 'Ih, inukkuluk.' (Ih han er jo eskimo).

Da de havde opdaget, at Tuutsingaaq var eskimo, begyndte han at fortælle om forskelligt, men han spurgte ikke noget om depotet, der var blevet åbnet.

Og så spurgte kaptajnen om hvad de havde sagt, og så løj han for kaptaj-

nen og sagde, at eskimoerne ikke plejede at komme til dette sted, fordi

de kun kom i nærheden på sælfangst. Det kunne ganske vist godt have været

netop disse eskimoer, der havde åbnet disse tønder, men han spurgte dem

ikke og fortalte dem bare forskelligt, fordi han syntes, det ville være

synd for dem at få sådan en straf.

Da Tuutsingaaq fortalte det til kaptajnen, blev han formildet og sagde at han skulle byde disse eskimoer ombord, så de kunne få noget at spise.

Da de skulle ombord på båden, kæntrede den yngste af kajakmændene, men

Tuutsingaaq hev ham ombord, og de kom ombord på skibet, og Tuutsingaaqville så give ham noget tørt tøj på, så hans eget tøj kunne blive tørret. Og så kom koksmat hen med et glas spiritus af en eller anden art, som den frysende unge mand skulle drikke for at få varme. Da han virkelig frøs, prøvede Tuutsingaaq at give ham det at drikke, men han syntes at det lugtede så underligt, at han ikke ville drikke det. Og Tuutsingaaq sagde forgæves til ham, at han ville få

varmen, når han havde drukket det. Så drak han lidt af det, for at vise

ham, at der ikke var noget galt i, og så lagde han armen om hans hals og

lod ham drikke det hele. Og han beroligede de andre med, at de ikke skulle være bange, for han ville ikke tage skade. Mens de spiste, fik den unge mand varme i kroppen og begyndte at blive snakkesalig og at le meget.

Og så holdt hans kammerater også op med at være bange for ham, og lod Tuutsingaaq snakke med dem om alt muligt. Da de skulle ro igen gav kaptajnen dem forskellige småting, knive, søm, synåle og andre ting, og på den måde skiltes de i god stemning.

På tilbageturen sejlede de forbi Upernavik, og kaptajnen anløb så Godhavn

for at bringe Tuutsingaaq iland, idet han næste år kunne sejle med et skib der skulle bringe gods til Upernavik.

 

Mens han opholdt sig i Godhavn / Qeqertarsuaq, var han ofte om efteråret ude i kajak og fik ofte bytte. Engang han havde fagnet en narhval, stod man og flænsede den under husene. Til stede var en faderløs pige ved navn Tabita. Han havde ondt af hende, fordi han kun havde døtre. Da Tabita kom, skar han halvdelen af halefinnen af og gav stykket til Tabita med ordene: 'Tag du kun dette med hjem. Det er til dig!' Pigen huskede det med taknemmelighed. Først næste sommer tog Tuutsingaaq tilbage til kone og børn med et skib, der skulle bringe varer til Upernavik, og genså da dem alle sunde og raske.

En del år senere, efter Tuutsingaaqs død, kom der til Upernavik en ny kolonibestyrer. Hans kone var grønlænder og hed Tabita. Ved ankomsten spurgte Tabita efter Tuutsingaaq, og da hun hørte at han var død, spurgte hun efter hans børn. Min far svarede: 'Jeg er søn af den du spørger efter; mine andre søskende er piger; men de bor ikke her.' Da Tabita hørte det sagde hun at hun aldrig ville glemme, at denne mand havde været god mod hende ved flere lejligheder under sit ophold i Qeqertarsuaq. Men én ting huskede hun især, og det var da denne mand havde givet hende en halefinne af en narhval.

Min far havde meget godt at sige om Tabita fra dengang de boede i Upernavik, og han talte flere gange om at han savnede dem meget da de rejste.

 

Hist.: Robert Petersen har den hypotese, at de inuit som Tuutsingaaq mødte var Qillarsuaq, der indvandrede fra Baffinland til Thule-området omkr. 1860. Således har Carl Petersen i 1860 (publ.?) nævnt, at Tuut. var med Kapt. Inglefield på eftersøgning efter Franklin i 1853. Da så Carl Petersen senere mødte Qillarsuaq og denne hørte at CP var fra Upernavik, spurgte Qill. efter Tuutsingaaq.

Dette tidligere møde med Tuuts. rimer smukt med et syn Qill. sagde han havde haft, af folk i sælskindsklæder. Det omtales kun i den grønlandske udgave af Knud Rasmussens beskrivelse af indvandringen fra Baffinland til Thule: Avángnarnisalerssârutit, 1909. Desuden vides det fra Adam Bech / Beck, der fra 1861 og et par år frem var formand ved hvalfangerstationen på Blacklead Island (Cumberland Sound, Baffinland) og talte med mange inuit, at Oqi, der med familie var med på første etape, men ikke gennemførte rejsen til Thule, faktisk havde advaret sin gruppe mod at plyndre et depot man fandt undervejs, fordi europæerne, der havde udlagt det, ville blive vrede. Men man adlød ham ikke. Det kunne således være det samme depot. Beck's beretning stod i Atuagagdliutit, 1865, hvor man altså første gang fik nys om immigrationen, omend ikke om den gren af den der under Qillarsuaqs ledelse blev gennemført.

 

Vedr. indvandringen: Ulloriaq, Inuutersuaq: Beretningen om Qillarsuaq ... [Kbh. Det grønlandske Selskab 1985 (ikke registreret). Men søg på: Petersen, Robert, 2000: Om grønlandske slægtssagaer. Tidsskriftet Grønland, ss. 299 - 311. Og i samme tidsskrift 2003:261 - 296: Meqqusaaq og hans møde med inughuit.

 

Vedr. stammefællerne på Baffinland, Akilineq, var der allerede i de første numre af Atuagagdliutit (start 1861) beretninger om dem, som har ændret de ældre fortællingers opfattelse af Akilineq-boerne som ondskabsfulde kannibaler. Men allerede sidst i 1740'erne havde nogle grønlændere fra Ny Herrnhut været en tur i Herrnhut i Sachsen og på hjemrejsen på besøg i herrnhutiske menigheder i Georgia og Pennsylvania (Lidegaard 1999, Tidsskriftet Grønland: 201-203). Desuden fik man breve fra missionen blandt inuit i Labrador, der startede omkring 1770.

 

Hos Ostermann (publ.?) har Robert Petersen læst at Tabita, med navnene Tabitha Martha Sophie Broberg var gift med Jens Karsten Nielsen Thygesen. Han kom til Godhavn / Qeqertarsuaq i 1867, hvor Tabita var født i 1833. Han var kolonibestyer i Upernavik 1874-1879 (på orlov i 1878). Tabita har været ca. 20 år, da Tuutsingaaq opholdt sig på stedet.

Søg på Carl Petersen for flere oplysninger om CP.

 

Der er mange historiske og slægtshistoriske oplysninger at hente i Robert Petersens værk om fangstsamfundene i Upernavik og Ammassalik distrikter. Den er under udgivelse, på engelsk, i Meddelelser om Grønland.

Oqalugpalârsiáka angajorqâvnit avdlanitdlo (fortsættelse)

Print
Dokument id:1949
Registreringsår:1957
Publikationsår:1957
Arkiv navn:
Fortæller:Nielsen, Martin (Marteeraq)
Nedskriver:Nielsen, Martin (Marteeraq)
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Oqalugpalârsiáka angajorqâvnit avdlanitdlo (fortsættelse)
Publikationstitel:
Tidsskrift:Avangnâmioq
Omfang:ss. 141 - 142
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger: Upernavik
Note:

Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne).

Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq.

 

Oversættelse:

Fortællinger jeg har hørt af mine forældre og andre (fortsættelse).

 

Man gav også Nappalik skylden for at Suersaq (Hans Hendrik) i Upv. næsten var blevet dræbt af amerikanerne. Denne dansker skulle have haft let til at blive misundelig og han havde med en løgn fortalt amerikanerne, at Suersaq havde dræbt en astronom, som i virkeligheden døde ved at falde gennem isen. Og de var lige ved at dræbe S. for det.

Dengang boede mine forældre ved Upernavik, og Suersaq og hans familie kom med amerikanerne. Skibet lå ved skibshavnen og der var ikke

noget mistænkeligt. Men så hen på formiddagen kom grønlænderen (Ukuarluk) løbende og fortalte, at amerikanerne ville dræbe S. Hans kone var hos kolonibestyreren. Og dengang virkede en læge som kolonibestyrer. Så snart

han hørte det, løb både mænd og kvinder nordpå og S.' kone gik ud af

kolonibestyrerens hus og løb, så hun løb forbi flere mænd, og hendes hættesnor lå næsten vandret i luften. Hun var meget hurtigt løbende.       Mine forældre kaldte Suersaq, Hans Hendrik, for Aalaa. En af de første der kom til stedet var Kolonibestyreren. Han var tyk med en vældig mave, så ingen havde regnet med at han kunne løbe hurtigt, men det viste sig, at han kunne løbe fra de fleste. Så man kunne ikke lade være med at beundre ham for det. Det viste sig, at da Avate opdagede, at de ville dræbe ham, kom han ombord i en båd og begyndte at ro imod land.   Men så tog de andre en anden båd og indhentede ham, bragte ham tilbage på skibet og halede ham op i masten, hvor de bandt

ham fast. Så nåede koloniarbejderne og kolonibestyreren frem i rette tid og kom ombord. Og grønlænderen kom så ned. Kaptajnen stod nedenunder med bøssen rettet mod ham. Og lige så snart kolonibestyreren kom ombord, gik han lige hen til kaptajnen alt imens han skældte ham ud. Og koloniarbejderne fulgte lige efter bestyreren. Skældende tog så kolonibestyreren bøssen fra kaptajnen, og han vendte bøssen bort fra menneskene, og trak på aftrækkeren. Det viste sig at den var skarpladt. Og da det gik op for ham, smed han bøssen på dækket,

og den trillede som et stykke træ. Kaptajnen flygtede til sin kahyt men bestyreren fulgte ham skældende og smældende. Og da han gik derind, stillede koloniarbejderne sig udenfor. Og da kolonibestyreren kom ud, sagde han, at S. skulle bringes ned og løsnes. Og da han var blevet bragt ned, roede kolonibestyreren sammen med dem og S. og hans kone iland og fik dem til at standse ved Upernavik. Jeg ved ikke om man har lagt noget til den historie. Men det kommer heller ikke mig ved, jeg fortæller den, som jeg har fået den.

Dengang var de fleste koloniarbejdere meget venlige mod grønlænderne, og nogle af dem var grønlandsk gift. Og adskillige af grønlænderne i Upernavik havde hvert forår søgt hvalfangerne, og efterhånden forstod de meget af, hvad hvalfangerne sagde. Denne Naffalik / Nappalik, som skulle have været skyld i, at Aalaati (Suersaq, Hans Hendrik) næsten blev dræbt, blev udstedsbestyrer ved Tasiussaq / Tasiusaq og en streng vinter, da folk ikke kunne fange sæler i en periode, gik de til butikken og købte spæk, som de suttede på. Da N. opdagede dette, lukkede han for udhandlingen af spæk, idet han kun lod dem købe hajlever. Og når nogen kom hjem med fangst og solgte spæk, betalte han dem hverken i penge eller skind, men lod dem bare nævne, hvad de ville have i varer. Det kunne befolkningen ikke lide, og de sagde det til ham uden at det hjalp. Og indimellem kunne de mærke, at han gav dem for lidt, så de skændtes med ham. Til sidst kunne de ikke tage ham mere, idet det var første gang, at en dansk udligger behandlede dem på den måde. Blandt folk i Tasiusaq var der to, sådan var det nu engang, to

der på gammel vis havde øvet deres kræfter for at blive hævnere. Det var brødrene Usunnguaq og Ernersuannguaq. Nappaliks bror var dengang der ved Tasiusaq, idet han var kommet for at besøge sin bror. Ernersuannguaq var blandt kunderne i butikken. Han havde lagt de varer, han havde købt på anorakkens opadbøjede kant, og da han skulle ud kom han uheldigvis til at træde Nappaliks hund på foden, så den hylede. På vej ud af butikken, hørte han skridt bagfra og opdagede, at N. var lige ved at slå ham med et stykke træ, som blev brugt til at måle tobak med (rulletobak). Da han indhentede ham, og ligesom han kiggede på ham, slog han ham på kroppen med det stykke træ. Da han fik det slag, kunne han ikke holde sig i tømme længere. Han slap hvad han havde i anorakkanten, tog N. om livet og løftede ham straks op fra jorden. Og efter nogle skridt, kastede han ham mod jorden, så det kunne høres som noget tungt og luftfyldt. Da han havde kastet ham fór han over ham. N. prøvede at vride sig og prøvede at bokse ham væk. Men Ernersuannguaq låste hans arme fast. Og så råbte N. til sin bror, at han skulle komme ham til hjælp. Usunnguaq var blevet en gammel mand, og han så til. Nappaliks bror løb til og skubbede meget ublidt til Usunnguaq. Og da det skete, tog Us. ham om livet og låste ham fast. Han prøvede at rive sig løs, men da han ikke kunne røre sig, standsede han. Da han ikke kunne komme, slap Ernersuannguaq N., og det viste sig senere, at han havde brækket to eller tre ribben. Da N. gik hjem, holdt han sengen over en uge.

Da historien nåede Upernavik, kom myndighederne fra Upernavik og

undersøgte sagen, og det gik op for dem allesammen, at det var Nappaliks egen skyld. Og efter den tid måtte Nappalik forlade Upernavik og hele egnen, og han kom heller siden tilbage.

Brødrene Usunnguaq og Tiggak var to fangere, og deres far, Kuungasoq, var blevet dræbt. De havde øvet deres kræfter til hævn, men da de var blevet kristne, opgav de at tage blodhævn, men ind imellem fandt de anledning til at bruge deres kræfter. Og dengang Usunnguaq fastlåste Nappaliks bror, der var kommet for at hjælpe sin bror, fortalte en af tilskuerne således: Hvor stærk havde U. ikke været, da han var i sin bedste alder. Han (Nappaliks bror) var en meget kraftig dansker, men da han mærkede, at en stærk mand havde grebet om ham, standsede han og sagde at han ikke var vred. Og så sagde U. at han selvfølgelig heller ikke var vred, men han slap ham først, da broderen gik fri.

 

Hist.: Beretning om Usunnguaqs bror: søg Usunnguaq.

Oqalugpalârsiáka angajorqâvnit avdlanitdlo (fortsættelse)

Print
Dokument id:1950
Registreringsår:1957
Publikationsår:1957
Arkiv navn:
Fortæller:Nielsen, Martin (Marteeraq)
Nedskriver:Nielsen, Martin (Marteeraq)
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Oqalugpalârsiáka angajorqâvnit avdlanitdlo (fortsættelse)
Publikationstitel:
Tidsskrift:Avangnâmioq
Omfang:ss. 129 + 141
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger: Upernavik
Note:

Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne).

Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq.

 

Oversættelse:

Fortællinger jeg har hørt af mine forældre og andre (fortsættelse).

Der var også andre, der drog med ekspeditioner nordpå, og min mor fortal-

om noget hun havde hørt og om nogle hun selv kendte. Det var Isannguiit

og Iaaraaq og så Uumaaq. Om den sidste fortalte man, at han var blevet qivittoq / fjeldgænger.

Selv om de ikke klart havde fortalt om deres overvintring, havde

min mor alligevel hørt, hvad Iaaraaq fortalte, og sammen med de tre deltog også en dansk koloniarbejder, som man kaldte Nappalik. Han hed Jensen.

Iaaraaq havde givet denne dansker skylden for at Uumaaq gik fra dem.

Denne dansker var forskellig fra andre danskere, fordi han ikke var særlig venlig mod grønlænderne, og han prøvede at udnytte dem. Og da ekspeditionsfolkene opdagede, at denne dansker prøvede at udnytte grønlænderne og kaptajnen opdagede, at Uum. var udmærket til at lave forskelligt snittearbejde af hvalrostænder, gav han ham ikke mere andre opgaver, men lod ham udelukkende snitte i hvalrostænder. Og N. var blevet misundelig og så havde han ret ondskabsfuldt drillet Uum. med at kaptajnen havde sagt, at en af eskimoerne skulle dræbes, og at man så ville lægge hans lig i vand, så tanglopperne kunne æde alt kødet. Og så ville de tage skelettet med tilbage til deres land. Og denne Uum. var meget bange for tanglopper, og det vidste N., og derfor drillede han ham ved således at lyve for ham.

Og det viste sig, at Uum. troede ham. Og efter at han havde fortalt N.'s ord videre til de andre grønlændere, gik han bort i nedtrykt sindstilstand. Ingen så ham tage af sted, og da det gik op for dem, at han var draget bort, prøvede de at finde ham, men de fandt ham ikke.

s.141:

Efter den tid kom der en koloniarbejder fra Godhavn til Upernavik. Han blev styrmand på fragtbåden og han hed Josef Ville Da han var kommet

til Upernavik, havde han deltaget i en sommerekspedition nordpå, og hos polareskimoerne havde han truffet en ung mand der hed Uumaaq. Og polareskimoerne havde fortalt Josef, at han var opkaldt efter en i Upernavik, en grønlænder, som var kommet med amerikanerne og som døde.       Efter at Uum. var forsvundet fandt en af polarskimoerne ham i en husgang. Han var da frosset ihjel.

Hvad denne Josef fortalte om den fortælling fra polareskimoerne, passede udmærket til hvad I. fortalte om deres tur.

 

Hist.: Søg Nappalik for flere beretninger om ham.

Oqalugpalârsiáka angajorqâvnit avdlanitdlo (fortsættelse: besøg af hvalfangere)

Print
Dokument id:1947
Registreringsår:1957
Publikationsår:1957
Arkiv navn:
Fortæller:Nielsen, Martin (Marteeraq)
Nedskriver:Nielsen, Martin (Marteeraq)
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Oqalugpalârsiáka angajorqâvnit avdlanitdlo (fortsættelse: besøg af hvalfangere)
Publikationstitel:
Tidsskrift:Avangnâmioq
Omfang:ss. 152 - 153 + 171 - 173
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger: Upernavik
Note:

Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne).

Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq.

 

Oversættelse:

Fortællinger jeg har hørt af mine forældre og andre (fortsættelse). (Fortællinger om hvalfangere).

 

Dengang da grønlænderne havde samvær med hvalfangerne var der enkelte i Upernavik distrikt, der blev rost for deres kendskab til hvalfangernes sprog. Det var Iterfik og Nôrdleq / Noorleq. Det var to brødre. Iterfik der egentlig hed Søren var min morfar, og hans lillebror Noorleq, hed egentlig Pele. De havde en søster, da deres far døde. De boede hos deres mor efter at faderen døde og fik forskelligt at lave hos deres bopladsfæller. Og ind imellem fik de forskellige ting i betaling. Og et forår da hvalfangerne kom til Upernavik, skulle en umiaq / umiak ud til hvalfangerne for at handle, og de spurgte de to brødre, om de ville med som roere. Det var de vældig glade for,

for selv om det netop var det de gerne ville, kunne de ikke tillade sig selv at spørge først, om de måtte komme med. Da de var kommet ud til skibet, kom de andre ombord med forskelligt de havde at faldbyde. Og de to brødre blev ombord i umiaq'en og ventede på deres kammerater, idet de ikke turde gå ombord i skibet uden at blive opfordret til det. Så kom der en hvalfanger deroppe og da han så børnene sagde han noget til dem, idet han pegede på sin mund. Da de ikke forstod ham, kiggede de smilende op på ham. Og da han forsvandt igen, sagde de: 'Gad vide hvad det var han sagde.'

      Lidt efter kom en af deres kammerater ombord igen i umiaq'en og skulle anbringe forskellige ting, han havde fået i bytte. Så kom hvalfangeren igen og gentog åbenbart, hvad han havde sagt, men

som børnene stadig ikke forstod, og den der var med sagde: ' Nik til ham

så han forstår, at I siger ja. Han spørger om I vil have noget at spise.'

De gav et nik til svar. Så forsvandt han igen og viste sig igen med en pakke.

Og da han gav dem den, åbnede de den og opdagede, at det var brød og forskellige grisespækstykker og en del dåsemad. Og der sad de to brødre så i umiaq'en og spiste. Så sagde N. til sin storebror: Det er godt, at den tredje af os forstår, hvad hvalfangerne siger. Og så sagde storebroderen, at de skulle huske hvad hvalfangerne sagde, så de kunne forstå det senere. Denne hændelse kunne N. ikke glemme, og heller ikke hvad hans storebror havde sagt, og da I. sagde det, var hans øjne helt blanke, så glad var han for de gaver, de havde fået. Og på den måde kunne han regne ud, at broderen ønskede, at han skulle prøve at lære det ukendte sprog.

Efter at de to brødre var blevet voksne og havde giftet

sig, kom et skib der var på ekspedition nordpå. Og da det kom til Upernavik, bad de N. om at tage med. Han sagde ganske vist ja, men broderen sagde nej, og mente at det var bedst hvis N. blev i Upernavik. N. var ked af det fordi han selv havde sagt ja, men broderen tog kolonibestyreren med til skibet for at have med ham som støtte og havde så talt med kaptajnen. I. var betænkelig ved at sende sin bror, fordi broderen var en god fanger, bedre end han selv, så han havde meget nytte af hans fangst. De delte hus, og broderen hjalp ham meget med spæk og kød. Og dengang kunne man ikke regne med butikken som støttemiddel for mad, og man kunne ikke købe spæk til opvarmning af husene fra butikken. Ikke dengang. Og kun hvis der var noget til rest af butikkens beholdning, efter at de danske havde købt deres, kunne grønlænderne købe noget.

Kaptajnen prøvede forgæves at tale I. fra hans påstand, og til sidst sagde

han: Det er som at tale med en kælling fra junglen. Hun får også altid sin

vilje. Og på den måde standsede I. sin bror i at tage med nordpå.

Min mor fortalte mig, hvor dygtig hendes farbror var til at tale med

hvalfangerne. I 1864 da Danmark og Tyskland var i krig regnede man ikke

med at der ville komme skib til Upernavik, og netop som man ventede hvalfangerskib, blev det tåge, så man ikke kunne se ret meget (ret langt).

En dag henimod aften lettede tågen lidt og så pegede man på en båd, der

blev roet mod land og som ikke var så forfærdelig langt fra Upernavik. Man

mente det var skibbrudne. Da de nærmede sig, gik det op for dem, at det

var hvalfangere, og dengang var Tobias Mørch kateket i Upernavik, -  før

han blev præsteviet - og hans svigerfar råbte til ham: "Kateket, hvis der er nogen af dem, der taler dansk, så spørg, hvordan det går med krigen."

Mørch gik ned mod stranden, langsomt, og N. stod udenfor sin husgang og

kiggede mod båden, der ikke var så langt fra kysten, men alligevel et stykke ude. Så gik det op for folk, at N. råbte til skibet på engelsk, og da en af hvalfangerne svarede tilbage, oversatte N. hans svar: Krigen blev standset i løbet af vinteren og vi har breve med fra Danmark. Og så begyndte grønlænderne at råbe, og alle grønlænderne og danskerne løb frem og tilbage, og de hørte, at der ville komme skib med fragt. Det viste sig, at hvalfangerskibet havde ligget stille og ventet på at tågen skulle lette, og da den lettede lidt, havde kaptajnen sendt en båd ind med breve til kolonibestyreren. Og så roede en masse umiaq'er ud til skibet i bevidsthed om, at der ville komme et skib i løbet af sommeren.

Og amerikanerne holdt meget af N., fordi han talte engelsk. Det fortalte

min mor også om, nemlig, at når amerikanerne anløb Upernavik, så besøgte flere af dem N. Og der var engang, da et skib var sejlet fra Upernavik og skulle ligge stille ved Godhavn, kom der to både med skibbrudne nordfra efter at de var sejlet. Da de var kommet, sendte kaptajnen Josef med fragtbåden sydpå. Efter at han var sejlet blev Nôrdleq / Noorleq syg og døde på tredjedagen. Josef havde indhentet skibet i Godhavn og vendte med dem tilbage til Upernavik. Og da N. skulle begraves og man havde båret hans kiste ind i kirken, kom amerikanerne til kirken, og nogle af dem havde ikke engang siddeplads og knælede ved kisten. Og det skulle have været et meget betagende syn, og også et trøstende syn for familien. Efter at præsten havde talt gik hans (N.'s) sønner og slægtninge hen til kisten for at bære den. Men nogle af amerikanerne sagde til præsten, at de gerne ville vise den afdøde, der talte så godt engelsk, taknemmelighed ved at

bære kisten til kirkegården. De sagde at præsten skulle gå i forvejen,

så de kunne følge efter ham. Og da de (familien) sagde ja, blev hans kiste båret af amerikanerne til kirkegården.

(171  173:)

Jeg har selv set tre af N.'s sønner, og en af dem fortalte i rosende vendinger om sin fars kendskab til engelsk. Således var der engang kommet skib til Upernavik, og de havde lagt til ved iskanten ved Sarqârssuk / Saqqaarsuk. Mens byttehandelen var igang, kom der vind fra syd, som begyndte at bryde isen op, og skibet blev så liggende, åbenbart fordi det ikke kunne komme ud for isflagerne. Og pludselig begyndte en af hvalfangerne at råbe ind mod land, men ingen sva-

de ham, da de ikke kunne forstå ham. N.s søn var barn dengang, og han blev stående nogen tid, men så kom han i tanke om, at det var meget sjældent, at hans

far ikke kunne forstå, hvad der blev sagt på engelsk. Nu var faderen hjemme, og så løb han hjem efter ham. Da han hørte om det, gik han ned mod skibet, og da de så ham råbte de igen. Og da han råbte, spurgte N. de ældre mænd, idet han pegede på en lille vig ind til en lille dal,

Sarqârssuk / Saqqaarsuk: 'Jeg skulle spørge, hvor mange favne denne vig er. Kan skibet ligge der?' Og den gamle sagde, at den var meget dyb og svarede, at skibet sagtens kunne ligge der.  Så svarede han igen på det sprog, og så blev skibet placeret der, og på den måde kunne de handle med dem i længere tid.

 

Engang kom der skibbrudne  til Upernavik og ventede på skibslejlighed dér. Og ham Sakæus, N.'s 3. søn var ude at lege sent på aftenen, da en af

hvalfangerne kom hen og talte til dem og gestikulerede. Men da de

ikke kunne forstå, hvad han sagde, sagde Sakæus, at han ville følge ham hen

til sin far, for faderen skulle nok forstå ham. Han gik hjem, og da de kom ind, da sov hans forældre. Og han vækkede sin far og sagde, at de ikke kunne forstå, hvad denne hvalfanger sagde. Og så sagde faderen, at der var en kvinde, der havde vasket denne hvalfangers tøj, og hvis hun var færdig med vasketøjet, ville han gerne have det tilbage. Og hvis vi kunne finde hvem det var, skulle hun give os tøjet, og så ville han betale hende for det.

Da vi gik ud, prøvede vi at finde ud af hvem det var og fandt hende til

sidst og bragte vasketøjet til denne hvalfanger. Og så fik vi noget brød

som betaling og skulle også bringe noget til den, der havde vasket tøjet.

Og så fik de også brød på den måde, mens de legede.

Før hvalfangerskibene fik maskine, blev de sommetider i temmelig lang

tid på et sted, mens de ventede på gunstig vind. Og på den måde kunne folk,

der kunne huske, lære meget af deres sprog. Min mor fortalte også om briter, der kom for at begrave en afdød. Det var en officer, som de viste den sidste ære. Det var meget fint vejr med blikstille hav og solskin. Alle skibets ni både blev bemandet, dog én kun med en rorgænger og der stillede man så kisten. Den placerede de bagest, og de andre 8 der var fuldt bemandede, forbandt de med et slæbetov til hinanden. Netop som de begyndte at ro mod land, begyndte de at synge. Og det skulle have været en meget smuk sang. Da de kom i land og bar kisten op til kirkegården, fulgte mange mennesker efter dem fordi de gerne ville se hvordan briterne sagde deres døde farvel. Og man kunne se mange af de voksne med tårer i øjnene ved at se disse hvalfangeres farvel til en af deres egne. Sådan fortalte min mor om hvordan hvalfangerne engang kom med en af

deres egne, som var død, men hun sagde ikke noget om, hvornår det var.

 

Dengang var der kun danske koloniarbejdere i Upernavik, nogle af dem havde grønlandske koner, og man gav disse koloniarbejdere tilnavne, ligesom man gjorde det med grønlænderne, og når de nævnte de forskellige lød det meget sjovt.  Mange af disse danske koloniarbejdere, som var gift grønlandsk, drev isfangst, men kun nogle af dem havde hunde. Mange af dem gik ud til fods både for at hænge garn ud og røgte det samt på uuttoq-fangst.

Og min far fortalte, at nogle store drenge havde fået den vane, at når en af disse koloniarbejdere var på fangst og ikke var kommet endnu, så holdt man udkig efter ham. Og når man så ham komme, gik man ham i møde. Og sommetider havde han flere sæler på slæb. Og så hjalp man ham med at trække sælen eller bære noget af det han havde. Og så fik de betaling for det. Sommetider et stykke rugbrød og sommetider et stykke af sælen, af baglallen, leveren og stykke spæk. Det var jo fordi de havde set grønlænderne gøre således, at de også brugte disse skikke.

Og en af de ting, som min mor fortalte med glæde, var når danskerne fra Upernavik og omegn gik i kirke Skærtorsdag. Og der kom også flere grønlændere fra omegnen med slæde, både gamle og unge. Og min mor boede ved Qattarmiut dengang og fortalte, at det var meget morsomt dengang, når de kom.

Dengang skulle folk, der gik til alters, fremsige noget, idet de skulle sige sakramentets ord udenad. Og min mor snakkede både om min bedstemor, som hun kaldte for Lîsâq / Liisaaq / Lisa, sin farmor, som havde en masse trylleviser dengang hun var udøbt, og om en gammel kone fra Augpilagtoq / Aappilattoq, Nalúnge / Nalunngi, og hun roste dem begge for deres gode hukommelse, fordi de dengang, for at sikre sig at de kunne huske hele sakramentet, fremsagde alle dets ord udenad og på den måde, at de spurgte hinanden og svarede hinanden. Min mor gentog ikke det hele, men fortalte, at dengang på et tidspunkt da bedstemoderen spurgte den anden, svarede hun med et gammeldags udtryk: ....(nalorqúsungnartítarâtigut ajortuliagkavtínik pîarsimassunik). Og min mor gengav disse ord for os børn efter ordlyden i den gamle katekismus. Dengang var Tobias Mørch kateket i Upernavik, senere blev han præsteviet.

Han var ganske ung. Og på præstens befaling havde han hørt de altersøgende

i deres kundskaber, og efter at have hørt dem, sagde han: 'Et af de børn jeg underviste, Martin, havde en god hukommelse.' Det var nok fordi han slægtede sin mor på. Hans mor havde kunnet sige meget, hvis hun havde fået undervisning fra sin barndom. Det var min farmor og Amârtúnguaq / Amaartunnguaq. Og min mor havde også engang set en gammel mand, Minannguaq, blandt de altersøgende fra Augpilagtoq / Aappilattoq. Han havde i sin før-kristne tid engang dræbt en mand og var derfor forment alterets sakramente. Og mens andre glædede sig til altergangen, gik han alene tilbage til Aappilattoq, og da var han meget ynkværdig. Og det var til trods for at han både som kristen ønskede at deltage i altergangen, og fordi drabet var begået, mens han var hedning. Det lader til at en del af kirkens tjenere dengang var for strenge. Det er som om de har tvivlet på disse Jesu ord: 'Jeg er kommet for at kalde på syndere, ikke de retfærdige, for at synderne skal blive omvendt.' Jeg synes, at så streng en kurs var til skade. Man har i vore forfædres første kristne tid været alt for høje herrer, og det til trods for at de ønskede at være blandt de kristnede, der nu havde lært noget om kristendommen, og dermed ønskede at aflægge deres slette skikke og deres hedenskab. Det er muligt at missionærernes strenghed skyldtes tendenser hos de nye kristnede til at vende tilbage til gamle skikke. Og så det, at hvis det blev regnet for ubetydelige småting af missionærerne, kunne det måske få nogen til at tvivle på at det var det rigtige.

Men blandt de danske koloniarbejdere, som jeg før omtalte, blandt dem der

havde grønlandske koner, har jeg selv set børn fra disse ægteskaber, der var ved at blive gamle, da jeg fik min forstand. Jeg har også nævnt, at en af disse danskes søn, Alexander Halsøe Tassaq blev han kaldt  ham hørte jeg fortælle engang mens jeg var barn. Han fortalte, at han talte dansk til danskerne, fordi hans far var dansker. Men at det engang nær havde ført til at han blev dræbt. Dét var engang da han fulgte med amerikanske skibbrudne, der sejlede i to både fra Upernavik til Prøven, idet han var med som kendtmand, og de havde nær dræbt ham. Efter den tid holdt han op med tale dansk. (Muligvis betyder Qavdlunatut her udover dansk også europæisk).

Han var blevet bange for de hvide. De skibbrudnes skipper var på

det tidspunkt allerede taget med andre sydpå til Prøven, og Tassaq skulle

så sejle med styrmanden, idet de skulle sejle med to både fra Upernavik og ville tage indenskærsruten, dvs. de sejlede indenom øerne. Det

viste sig senere, at i den ene båd var der 9 jødiske brødre, som havde en

anden til styrmand. Mens de roede der, begyndte de på den anden båd at

slås med deres styrmand, og fra den anden båd, hvor Tassaq var med, prøvede

de ikke engang at komme hen og skille dem fra hinanden. De var sandsyn-

ligvis bange for dem. Til sidst trykkede de den mand de sloges med

mod bunden af båden og slog ham sådan og sparkede til ham med deres træ-

sko, at man hørte ham bede til himlens beboere. Og da de begyndte på

det, skyndte den styrmand, som Tassaq sejlede med, at styre sin båd mod land og gav med øjnene tegn til Tassaq om at han skulle flygte iland. Nu var offeret blevet tavs, og Tassaq så, at da en af brødrene begyndte at øse bundvandet op, var det blandet med blod. Den båd, hvor T. var med, var nærmest land, og da styrmanden ønskede at redde han, gav han igen tegn til at han skulle flygte i land. Da de var kommet lige udenfor stranden, sprang T., der jo kunne svømme, ind mod land. Og en af matroserne prøvede at få fat i ham med bådshagen, men styrmanden, der skældte ham ud, råbte til ham, og han opgav forsøget. Og styrmanden drejede så båden udefter, og han kom således iland, da der ingen folk var i nærheden. Det var det, at T. sikkert ville fortælle om det han han havde set, og da amerikanerne var bange for at han ville sigedet, ville de have dræbt ham. Men styrmanden havde så reddet ham. Det hacde T. i hvert tilfælde selv hørt dem tale om. Da den angrebne tav stille, var der en der øsede blodblandet vand ud af båden. Der var et stejlt stykke dér, hvor T. nåede land, og han så da båden, hvor mordet blev begået, vende mod land og styre i retning mod ham. Og da han var kommet et godt stykke videre, så han ikke længere kunne se stranden han var kommet fra, forsvandt båden ind mod land. Og så rullede han en stor sten ned i den retning for at give dem en forskrækkelse, idet han ville forhindre dem i at komme i land. Han havde jo mistanke om, at de så ville prøve at forfølge ham over land. Da T. var blevet fri, og da han vidste i hvilken retning Prøven lå, gik han til fods til et sted uden for øen, idet han derfra ville give signal til kajakfangere. Han søgte efter en hule, hvor han kunne holde til, og da han havde tilbragt tre dage der, kom der to kajakker fra Prøven

på udkig efter ham. Og de traf ham og reddede ham. Det viste

sig, at da de to både var kommet til Prøven, var ingen folk i Prøven klar

over, at der havde været en grønlænder med. Men en af amerikanerne,

der i hemmelighed og øjensynlig var godt ængstelig, gav tegn til de

voksne om, at han havde noget at sige, og mange af de voksne kunne jo forstå engelsk. Og da han fortalte, at der var en grønlænder, de havde efterladt efter at han var kommet i land, søgte de straks efter ham og traf ham, inden han begyndte at sulte. Amerikanerne havde begravet den dræbte på land inden de nåede Prøven, og det sted hvor amerikanerne havde begravet liget, kalder man Sisujasoq (Stedet der er tilbøjeligt til jordskred), og grunden til det er, at der jævnligt sker jordskred der. Idet man regnede med, at der lå en hvid mand der, havde de gamle prøvet at tage varsel af det.

Når rejsende om sommeren enten i kajak eller på bærtogt, kom i nærheden

af graven om sommeren og hørte nogen tale engelsk, så ville det aldrig

slå fejl, at der kom skib til Prøven den dag. Alexander (Tassaq) var

blevet bange for at træffe de andre i Prøven, og han undgik dem så. Men

folk havde dog en dag set, at kaptajnen og styrmanden talte med åbenbart

den ældste af brødrene ude i det fri, og det var især kaptajnen der talte

til ham. Og da kaptajnen begyndte at tale uafbrudt, samtidig med at han

pegede op mod himmelen, holdt den anden op med at svare igen og begyndte

at græde, og så gik styrmanden fra dem. Han havde åbenbart fortalt om,

hvad disse brødre havde gjort. Året efter havde T. hørt, at de brødre, da

de var kommet til Amerika, var blevet lukket ind i et mørkt sted. Dengang

da han sov i en hule overfor Prøvens ø, så han i sin drøm to gamle mænd,

der sad på hver sin side af hulens åbning, idet de vendte ryggen til ham.

Og i al den tid han var i den hule, drømte han hver gang han sov om de to

voksne. Den ene var grønlænder den anden europæer. Og da han var kommet til et beboet sted holdt han op med at drømme om det. Og han syntes således, at det sikkert var hans bedstefædres sjæle. Han havde selv aldrig set sine bedstefædre, hverken sin farfar eller morfar.

I min barndom har jeg jævnligt set Tassaq, da han boeåe ved Tasiussaq / Tasiusaq, og jeg så ham både sommer og vinter. Han kom jævnligt på besøg hos sin gifte datter (?), som boede ved vores boplads. Og dengang var kateketen i Tasiusaq også en hvis far var

dansk koloniarbejder i Upernavik. Mine forældre kaldte hans far for

Nakungasoq (den skeløjede). Han hed Olsvig. Det var meget klart at han og T. havde boet sammen i deres barndom, fordi de havde meget at fortælle når de traf hinanden, og de havde mange sjove ting at fortælle. Denne kateket Niels Olsvig døde i Augpilagtoq / Aappilattoq som udstedsbestyrer efter at jeg var blevet voksen. Andre Tasiusaq-boere fortalte at engang om vintereren, da de var ude på det vante udkigssted, begyndte de at tale om, at fangeren Enok, som var gift med T.'s storesøster, og som var taget til Upernavik, nok ville komme tilbage. Og T. sagde: 'Åh, bare Enok kommer med en flaske brændevin. Og Olsvig, der stod ved siden af sagde: 'Så ville han nok slå dig i hovedet med sin store nøgle.' Og så sagde den anden med et grin: 'Hvis han slår mig i hovedet, så kaster jeg ham i jorden.' Og når de traf hinanden, så snakkede de på den måde med hinanden. Niels Olsvig var storfanger til trods for at han var kateket. Og han har fortalt mig, at engang han var kateket i Tasiussaq fangede en ung, fuldvoksen netside-han. Og han havde aldrig set magen til stor netsidehan. Det var ved et sted indenfor Tasiusaq, de kaldte for Tasinngortoq (Den indelukkede sø), men nu har isen trukket sig tilbage, så nu er den ikke mere indelukket. Alene da han solgte spækket fra den sæl, fik han 9 kr og 40 øre. Det var 235 pund, så efter målene idag, ville det være 117 kg. Og læserne kan så selv regne ud hvor meget spæk til nedsaltning kostede pr. kg.

Og her slutter jeg så de fortællinger, jeg har fået fortalt. Der kunne

måske være mere, men jeg sender en hilsen til læserne.

 

Kuvdlorssuaq Maj 1957.

 

Martin Nielsen.

 

Hist.: Ifølge prof. em. Robert Petersen er Marteeraqs oplysninger om Tassaqs slægtninge næppe korrekte. Enok var gift med hans søster, og Tuuaaqs far hed Kornelius og ikke Aviu.

Når Marteeraq desuden omtaler Tuuaaq som Paangus yngste søn, er han på vildspor, idet Tuuaaqs efterkommere hed Eliassen, dvs. at et af dennes navne var Elias. Men Paangus yngste søn havde ikke Elias blandt sine navne.

Oqalugpalârsiáka angajorqâvnit avdlanitdlo (fortsættelse: besøg af hvalfangere)

Print
Dokument id:1948
Registreringsår:1957
Publikationsår:1957
Arkiv navn:
Fortæller:Nielsen, Martin (Marteeraq)
Nedskriver:Nielsen, Martin (Marteeraq)
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Oqalugpalârsiáka angajorqâvnit avdlanitdlo (fortsættelse: besøg af hvalfangere)
Publikationstitel:
Tidsskrift:Avangnâmioq
Omfang:ss. 142 - 143
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger: Upernavik
Note:

Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne).

Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq.

Oversættelse:

Fortællinger jeg har hørt af mine forældre og andre (fortsættelse). (Fortællinger om hvalfangere).

Dengang boede Usunnguaq 's bror, Tiggak, ved Kingigtoq / Kingittoq, der ligger lige nord for Upernavik, som hvert forår blev besøgt af hvalfangere. Og der fik de så mange gode ting i bytte.

      En af Kingittoqboerne, en gammel mand, var Tiggaks gode ven, og morskab, og de snakkede næsten altid med hinanden. Denne gamle mand, der hed Otto kaldtes af sine bopladsfæller for Taannakuluk. Taan. havde en særlig ven blandt kaptajnerne, og det pralede han med overfor Tigg. og sagde til Tigg., at han skulle prøve at få sig en ven blandt kaptajnerne. Og denne kaptajn blev af eskimoerne kaldt Vaakka (muligvis Walker, RP). Når V. ankom, kom Taan. ombord på besøg hos kaptajnen og kom ud lidt påvirket og blev kaptajn for en dag. Og så gik han sammen med kaptajnen til de forskellige matroser, der havde forskelligt arbejde og så gav han dem en befaling, og for at more ham, udførte matroserne hans befalinger så hurtigt som han sagde dem. Og Tiggak lod som om han var misundelig på Tannakuluk, fordi han kunne gøre sådan.

Engang da Vaakka var kommet og Taann. blev den store mand ombord, gik Tiggaaq hen til ham og sagde, at han ville give ham noget at lugte af sin tarmåbning.

Taann. prøvede at flygte, men Tigg. tog fat i ham, så han ikke kunne vride sig løs. Og da han stak fingeren ind under bukserne, vendte Tann. ansigtet bort, og masede på for at komme løs. Men Tigg. klemte hans ben mellem sine ben, og så stak han sin finger op i næsen på ham og slap ham så løs. Og så fik matroserne noget at le af og de skraldgrinede allesammen. Og V. lod som om han skældte ud, men ind imellem lo han og pegede på Tigg. og sagde: No good. Det var sjovt den gang at Tiggak viste hvor stærk han var, og Taan. fortalte senere, at han prøvede at komme løs, men at han havde følt sig som et lille barn. Og han måtte så opgive at anstrenge sig. Og denne Taan. var blevet Vaakkas ven, fordi dengang Vaakka kom som barn, havde Taann. givet ham et par vanter af vandskind.

En anden, en tidligere kaptajn Vaakka, der havde mistet sin kone, kom med sin 9-årige søn, idet han syntes, at det ikke ville være videre godt for barnet at blive sendt på kostskole. Denne lille Vaakka havde, eftersom han var barn, ikke noget at gi', og han ville også gerne have noget, men måtte nøjes med at misunde de andre, fordi han ikke havde noget at tilbyde. Og Taannakuluk lod så sin kone lave et par vanter af vandskind, og han lavede så en ters af narhvaltand, og han

gav det så til Vaakka, idet han sagde, at det skulle han ikke betale noget for.

Da de rejste glemte han det. Som gammel mand boede han ved Kingittoq, og et forår kom der et hvalfangerskib til Kingittoq, og blandt dem, der kom ud til skibet var Taan. Den nye kaptajn Vaakka så Taan. og genkendte ham, selv om Taan. ikke kunne huske noget. Og så nævnte han, hvor han havde set Tann. Da Taan. stadig ikke kunne huske det, så viste kaptajnen med hånden hvor stor han var,

og fortalte, at han havde givet ham et par vanter. Og så kunne Taan. pludselig huske, at det var sket et sted nord for Tasiussaq / Tasiusaq. Efter den tid fik Taan. mange venner blandt hvalfangerne lige til han døde, og hvalfangerne kaldte ham John Otto.

 

Hist.: autentisk

oqalugtuánguaq ilumôrtûgaluaq Iliarssúnguamik / Kagssagssuk

Print
Dokument id:278
Registreringsår:1862
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Kragh, J. M. P.
Mellem-person:Kragh, J. M. P.
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuánguaq ilumôrtûgaluaq Iliarssúnguamik / Kagssagssuk
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 495 - 501, nr. 148
Lokalisering:Upernavik
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der muligvis er identisk med ID134 (I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 1 ss. 45 - 51 har Rink sammenstykket ialt 9 varianter inkl. denne og nogle fra Labrador. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 1, pp. 93 - 99: Kagsagsuk.)

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

En fortælling om en forældreløs - egentlig en sandfærdig historie.

I gamle dage, før man gik over til kristendommen, var folk meget ubarmhjertige.

Gud ske tak og lov at der ikke længere sker den slags i vort land. Den person, som

her skal skildres, har oplevet følgende i sin barndom:

     Der levede en forældreløs dreng blandt mange ubarmhjertige mandfolk. Han

hed Kaassassuk. Han havde en lille fattig kælling som plejemor. De to fattige

boede ikke i selve huset. De boede i en hule, der var bygget ud for husets gang.

Kaassassuk sov ikke i denne hule, men ude i gangen mellem hundene, fordi hundene

gav varme.

     Når mændene om morgenen var på vej ud af gangen, slog de hundene, og de slog

også Kaassassuk, som lå mellem hundene. Kaassassuk jamrede og sagde: "Nakkaa,

nakkaa, nakkaa, nakkaa." Der blev gjort så meget nar af ham, så han gjorde også

nar sig selv ved at efterligne hundenes hyl: "Nakkaa, nakkaa." Sådan har man

fortalt om de vilkår, han levede under. Når mændene holdt fest, spiste de

frossent kød og hvalroshud, som var meget sejt. Kaassassuk stod og betragtede

dem ude fra gangen. En af mændene plejede at trække ham op fra gangen ved at

stikke fingrene i hans næsebor. Vi kan forestille os, hvor smertefuldt det kunne

være. Dette resulterede i at hans næsebor blev meget store. Kun en enkelt mand

ynkedes over ham. Han løftede ham op ved at tage ham i tøjet på ryggen. De gav

ham det hårde frosne kød, som han måtte flænse med tænderne, for den fattige

dreng ejede naturligvis ikke nogen kniv. Til sidst måtte den forældreløse stakkel

rode i møddingen efter et stykke jern. Han fandt en stump jern, som han

fastgjorde mellem tænderne. Ved hjælp af den nye kniv, som sad mellem tænderne,

kom Kaassassuk til at spise hurtigere. Det opdagede mændene hurtigt og sagde til

Kaassassuk: "Du er begyndt at spise alt for hurtigt. Mon ikke du har fået en

kniv?" Kaassassuk benægtede dette og sagde: "Jeg har ikke nogen kniv." Men

mændene ledte efter en kniv hos ham og fandt til sidst det stykke jern, der sad

mellem tænderne. De pillede det ud og smed det væk. Kaassassuk forsøgte sig flere gange med at sætte en stump jern mellem tænderne, men hver gang blev det

opdaget.

I løbet af vinteren var Kaassassuk vokset en smule, og han blev meget træt

af at blive gjort nar af hele tiden. Så begyndte han at gå ture til et stort

fjeld. Mens han gik, råbte han uden bestemt mål: "Bare man kunne blive meget

stærk, bare man kunne blive meget stærk!" Dette var et ønske hos ham

Mens han råbte sådan, så han et stort dyr, som lignede en stor ulv, nærme

sig. Kaassassuk gav sig til at flygte, men det store dyr indhentede ham, og han

viklede sin store hale omkring ham og slyngede ham bort. Han rullede rundt, da

han ramte jorden. Idet dyret slyngede ham bort, hørtes der raslen eller noget,

der klingede, det var de små knogler fra en sæls baglalle. Det store dyr kaldtes

kraftens herre. Da drengen blev slynget bort, rullede han rundt langt væk, uden

at kunne stå oprejst, og der faldt små knogler fra ham. Endnu en gang viklede

dyret sin store hale omkring ham og slyngede ham bort, og det lød, som om han kom

af med samtlige små knogler. Da dyret viklede sin hale omkring ham og slyngede

ham bort, tog det nogen tid, før han faldt (eller: væltede), og der var ingen små

knogler at se. Da dette store ulvelignende dyr slyngede ham bort, faldt (eller

væltede) han ikke, men hoppede blot rundt. Det store dyr slyngede ham bort flere

gange, uden at kunne få ham til at falde (eller: vælte). Så sagde dyret til ham:

"Nu er du blevet en stærk mand, hvis lige ikke findes." Kaassassuk gik hjem til

husgangen, hvor han holdt til mellem hundene. Han blev fortsat mishandlet af

mændene.

En aften da folk inde i huset var faldet i søvn, var Kaassassuk på vej ud

gennem gangen. Han stødte ryggen imod det frosne loft og smadrede det. Om

morgenen opdagede mændene, at gangens solide tag var smadret. De undrede sig

meget over, at nogen havde kunnet gøre det. Flere unge mænd forsøgte gennem

deres falske opførsel at få folk til at tro, at det var dem, der havde gjort det

- de troede slet ikke, at Kaassassuk kunne have gjort det. Det smadrede tag blev

istandsat, selv om det var frossent og var meget svært at have med at gøre.

En anden gang om aftenen, mens folk sov, gik Kaassassuk ud og ned til

det sted, hvor flere konebåde var fastgjort på jorden, for at de ikke skulle

blive blæst væk af vinterstormen. Kaassassuk gik hen til disse fastlåste

konebåde, som tilmed var frosset fast på jorden. Kaassassuk greb underlaget og

løsnede det. Så løftede han konebådene på én gang og lagde dem på plads igen,

således at de nu vendte i modsat retning. Om morgenen gik der et stykke tid,

før mændene opdagede, hvad der var sket. Da de blev klar over, at konebådene var

blevet løsnet og vendt i modsat retning, undrede de sig meget over det.

Igen forsøgte de unge gennem deres falske opførsel at få folk til at tro, at det

var dem, der havde gjort det, for ingen tænkte på Kaassassuk i denne

forbindelse. Dagen efter, mens de andre sov, gik Kaassassuk ned til konebådene

og lagde dem atter på deres oprindelige pladser. Mændene undrede sig meget over,

hvad der var sket. Ingen tænkte på, at den lille forældreløse kunne gøre den

slags.

En dag viste der sig tre isbjørne på isen ud for det sted, hvor de

ubarmhjertige mennesker boede. De mange mænd løb ud til isbjørnene. Drengen

Kaassassuk fik travlt. Han manglede en anorak (eller: en pels). Imod sædvane

gave han sig til at snakke: "........ ('silardleqângorarme' er jeg ikke i stand

til at få mening ud af - Chr. B. / 'tænk, hvis man kunne komme ud!' - B. S.)". Hans lille plejemor gav ham sine kamikker og sin pels. Nærmest for at gøre nar af ham, sagde hun til ham: "Skaf mig så skind til brikseskind og til et tæppe." Kaassassuk iførte sig sin plejemors kamikker og pels (det grønlandske ord er svært at læse. Men det må være pels) og gik ud. Han gav sig til at løbe så hurtigt, at snipperne på pelsen blev slynget bagtil. Kaassassuk løb forbi de mange piger, som var ude for at se hvad der foregik. De hujede og grinede meget af Kaassassuk: "Hvad vil han dog, Kaassassuk, ha, ha, ha," sagde de. Kaassassuk løb ud på isen, mens de sådan gjorde nar af ham. Han løb til og forbi den sidste af mændene, idet han sagde: "Spis du bare sælmaver her ('aqajarortuarit' - meget usikker oversættelse - Chr. B.)." Han løb forbi den næste og skældte ham ud: "Spis du bare mavens nederste del her." Han løb forbi den ene efter den anden og skældte dem ud, idet han gav dem tilnavne efter de retter, som han godt kunne tænke sig at spise. Først nu opdagede mændene, hvor hovmodig Kaassassuk var. Nu var han kommet forbi dem alle sammen og var begyndt at løbe direkte efter de flygtende isbjørne. Han kunne uden vanskelighed løbe dem ind, og han drev dem i retning af et stort isfjeld, mens mændene så til. Uden noget våben gik han helt hen til disse glubske dyr. Han greb bjørnemoderen i det ene ben, som om den var en ræv eller en hare. Han trak den i benet og dræbte den ved at slynge den imod isen.

Han greb alle de tre bjørne i benet og trak dem til sig, hvorefter han slyngede

dem imod isen og dræbte dem. Så satte han sig ned på isen og ventede på, at

mændene skulle komme til ham. Mændene kom og optrådte yderst ydmygt over for

Kaassassuk. Han gav mændene den ene isbjørn. De to andre bar han hjem - den ene

på skulderen og den anden under armen. Han gav dem til sin plejemor, idet han

sagde: "Nu har jeg skaffet dig skind til brikseskind og til et tæppe." De mange

mænd, der forsøgte at få de andre til at tro, at det var dem, der havde optrådt

som stærke mænd, skammede sig, og mændene optrådte ydmygt over for Kaassassuk,

som de før gjorde nar af. Da Kaassassuk gik ind i hulen, hvor han og

plejemoderen boede, råbte mændene: "Her er et par kamikker til ham og her er et

par bukser til Kaassassuk." Pigerne kappedes om at være den første, der sagde:

"Jeg vil sy et par kamikker til Kaassassuk", og andre: "Jeg vil sy et par bukser

til Kaassassuk." Igen andre kappedes om at være den første, der tilbød sin

datter til kone for ham. De sagde til ham: "Kaassassuk, tag og gift dig." Men

Kaassassuk ville ikke have andre end datteren af den mand, der plejede at være

god imod ham, nemlig Qaqissunnguaq, som var kønnere end de andre. Hende tog han

til kone. Men dem, der plejede at gøre nar af ham, gjorde han meget bange og

straffede dem lidt indimellem. Han sagde til dem: "Ham dér har været slem imod

mig. Også ham dér har været voldsom imod mig." Sådan demonstrerede han sin magt.

Kaassassuk optrådte meget hensynsløst, og han rejste hele tiden sydover og

nordover. Kaassassuk optrådte hensynsløst næsten i hele vort land. Derfor er

hans bedrifter velkendte på den lange kyst. Det er vist noget, der er sket

virkeligt. Jeg har selv flere gange set hans hus på Saqqarliit i nærheden af

Aasiaat. Resterne af Kaassassuks hus kan endnu også ses et sted, som kaldes

Nuussuaq. Her har han haft bjørnefælder, ligesom man har rævefælder. Man har

fortalt, at han i fælderne havde fanget bjørne - disse vilde dyr -, som vi i dag

fanger ræve i fælder. Vi plejer at tage dem i benene (der står egentlig:

'niungassuisigut'- på ribbene. Det må være en skrivefejl - Chr. B.) og trække dem

ud, hvorefter vi dræber dem ved at slynge dem imod jorden. Sådan har Kaassassuk

gjort med de store bjørne, som han fangede i fælderne. Han tog dem i benene og

trak dem ud, hvorefter han slyngede dem imod klippen, som man gør med ræve.

oqalugtuaq / Den blinde som genvandt synet / Tutigaq

Print
Dokument id:167
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Steenholdt, L. N.
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq / Den blinde som genvandt synet / Tutigaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 168 - 172, nr. 60
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift.

 

Orig. håndskr. findes ikke længere.

 

Afskrift ved Steenholdt: NKS 2488, VI, ss. 40h - 43h.

 

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 2, ss. 51 - 54 har Rink sammenstykket ialt 8 varianter inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 2, ss. 99-105:

 

The Blind Man who recovered his Sight.)

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om Tutigaq. (Orig. uden overskrift)

 

Tutigaq og hans mor og hans

 

lillesøster tilbragte sommeren på Doqqat / Toqqat ved Aakuusaq, på en ø nord for

 

Upernavik. Der var mange telte på stedet, og Assuttuatsiaq (dette er vist et

 

personnavn, der kun forekommer én gang. Det kan også blot betyde "temmelig

 

meget/mange" chr.b.) var en dygtig fanger og fangede tit remmesæler. En dag var

 

Tutigaq i færd med at strække en rem, der skulle blive til en line. Men hans mor havde altså hekset over denne rem for at skade dens ejer. En blære fra remmen bristede, og vandet derfra sprøjtede og ramte begge hans øjne, så han

 

ikke længere kunne se det han lavede. Han vågnede dagen efter og var blind. Da

 

andre skulle tilbage til vinterbopladserne om efteråret, følte han sig uværdig

 

til at følges med dem. Han byggede sig et vinterhus på det sted, hvor de havde

 

tilbragt sommeren.

 

De tre boede der alene og levede bare af muslinger. Moderen gav Tutigaq

 

muslinger i en lille grydeske. Da de korte dage kom, sagde Tutigaq til sin

 

søster: Nu hvor dagene er blevet korte, går dyrene rundt alle vegne. Vil du

 

hente mine pile, der ligger i konebåden? Det gjorde søsteren, og Tutigaq gjorde

 

pilene klar og når han sov om natten, havde han dem liggende hos sig. En aften

 

skete det, at en stor isbjørn stak hovedet ind gennem vinduet. Tutigaq sagde til

 

sin søster: Giv mig mine pile, (buen er ikke nævnt chr. b.) og sørg for, at de

 

peger direkte imod bjørnens øjne. Det gjorde søsteren, og han sendte pilen af

 

sted uden at kunne se bjørnen. Der hørtes et brag, da han ramte bjørnen, og

 

Tutigaq sagde: Jeg har ramt dyret med min pil. Nej, sagde moderen, han

 

havde ramt ved siden af; men Tutigaq kunne høre, at dyret faldt om.

 

Det var måneskin, og moderen spurgte sin datter, om hun ville med ud og samle muslinger. Moderen havde sin ulu med. På vej ud af huset fortalte søsteren sin bror, at han havde ramt bjørnen. De flænsede bjørnen og kogte kød og muslinger ude i kogerummet i gangen. Da de kom ind med maden, sagde Tutigaq: Hvor kommer den dejlige duft fra? Moderen svarede, at duften skyldtes, at hun havde tilsat noget dryptran fra lampen til muslingerne. Da de havde spist, faldt moderen i søvn af mæthed. Så kom søsteren med noget bjørnekød til broderen og sagde, at han skulle spise det i smug. Hun forsynede broderen med kød, når moderen ikke så det, indtil der ikke var mere tilbage.

 

Da det blev forår, bad Tutigaq sin søster føre sig ind i landet. De kom til

 

en stor sø. Broderen satte sig ved søens bred, og søsteren gik fra ham. En

 

morgen hørte Tutigaq stemmer sydfra. Stemmerne nærmede sig

 

og nåede henover ham. Så var der én, der sagde: Hernede er der en, der

 

ikke kan se. Kig herop, og luk øjnene op. Det gjorde Tutigaq og mærkede noget

 

varmt i øjnene. Stemmen fortsatte: Nu må de ikke åbne øjnene. Da støjen fra

 

vingerne var ved at forsvinde, lukkede han øjnene op et øjeblik og nåede lige at

 

se, at et stort menneske var ved at hæve sig op fra den fjerneste ende af søen.

 

Så lukkede han øjnene igen. Da han næste gang slog øjnene op, kunne han se alt,

 

han var blevet fuldt seende. Han ventede på sin søster, og endelig viste hun

 

sig. Hun gik med hovedet dybt puttet ned i kraven. Han råbte: Lad være med at

 

gå sådan, min kære, jeg skal nok skaffe dig skind til en ny pels. Søsteren blev

 

meget glad, da hun opdagede, at han var blevet seende.

 

Da de nærmede sig huset, så Tutigaq et bjørneskind ligge på et stillads ved

 

huset. Moderen blev glad for at se dem. På Tutigaqs spørgsmål om, hvor

 

bjørneskindet stammede fra, svarede moderen, at det var ét, som nogle havde

 

efterladt et eller andet sted, og som hun havde taget med hjem.

 

Det var blevet forår, og Tutigaq var begyndt at fange hvidhvaler fra iskanten,

 

Han havde altid sin søster med. Han bandt linen omkring livet på hende. Når han

 

så havde harpuneret et dyr, trak de det op på isen i fællesskab. En dag spurgte

 

Tutigaq sin søster: Hænger du meget ved din mor? Søsteren svarede, at det gjorde

 

hun ikke. Så sagde Tutigaq, at han den efterfølgende dag ville have sin mor med (som hjælper).

 

Dagen efter tog moderen med ud til iskanten. Tutigaq bandt linen omkring livet

 

på hende. Moderen sagde til sønnen, at han skulle sørge for at harpunere det

 

mindste af dyrene. Der dukkede en hvidhval med en unge op. Imod moderens ønske

 

harpunerede sønnen den voksne hval, idet han sagde: Der tog jeg fejl. - Moderen

 

gjorde sig klar til at stå imod rykket fra hvidhvalen, men hun blev trukket ned

 

i havet. Hvalen og moderen blev under vandet et godt stykke tid. Så dukkede de

 

op - først hvalen og så moderen, der sagde: Min ulu. - Hun skar sit hår af med

 

ulu'en. På den måde blev narhvaler til. Tutigaqs mor blev til en narhval, og

 

håret blev til narhvalstanden. Hun havde en amaat (rygpose) af spraglet

 

sælskind. Denne amaat blev til mattak (hvalhud). Det fortælles, at de spraglede

 

sæler stammer derfra (en ejendommelig bemærkning chr.b.)

 

Da Tutigaq og søsteren var blevet moderløse rejste de ind i landet for at leve i

 

ensomhed som qivittut. Under vandringen blev søsteren tørstig. I det samme så de

 

et hus, og søsteren gik derhen, mens Tutigaq sad og ventede på hende. Da han

 

havde ventet tilstrækkelig længe på hende, gik han ind i huset og opdagede, at

 

hun var død. Han tog liget med sig og vandrede videre. Han mærkede, at der kom

 

liv i hende og satte hende ned på jorden. Hun blev helt rask igen. - Næste gang

 

de så et hus, gik de hen til det. Der er ingen mennesker at se i huset. Men

 

lamperne var tændt, og der var kød i gryden; og en tallerken, der lå foran

 

lampen, blev fyldt med mad fra gryden. Det viste sig, at de var kommet til

 

tarrajarsuit (skyggevæsener). Her fik Tutigaq sig en kone og søsteren en mand.

 

Men engang de var gået i seng, og Tutigaq skulle nærme sig sin kone, mærkede han

 

noget slimagtigt. Det viste sig, at hans kone var bristet.

 

De tog af sted igen. De så et hus med masser af kød omkring. Det viste sig, at

 

huset var beboet af mennesker, der havde tarmåbning i hånden. De levede kun af

 

suppe, idet de lod kødet komme ud igen. Når én havde besørget sin nødtørft uden

 

for huset og var gået ind igen, hentede de andre ekskrementet. De kyssede det og

 

brugte det som noget, der spredte gode dufte. Her fik Tutigaq sig en kone og

 

søsteren en mand. Tutigaqs fik et barn, der havde normal endetarmsåbning.

 

Bedstemoderen blev så glad, at hun stak sig med en ajassaat, en gaffel, dér hvor

 

endetarmsåbningen normalt skulle være. Hun døde af det.

 

Derfra tog de to søskende tilbage til deres boplads. Tutigaq var blevet en stor

 

åndemaner. En dag da han manede ånder, så han ild længere mod syd. Det viste

 

sig, at det var en anden åndemaner, der manede ånder. Tutigaq tog derhen, og da

 

han kom ind i huset, sagde han: Ved I hvem jeg er? - Ingen vidste, hvem han var.

 

Så fortalte han, at det var ham, der brugte sin mor som fangstblære. De tændte

 

lyset, og Tutigaq berettede om sin mor og om sin qivittoqtilværelse.

 

Dagen efter ved aftenstid tog Tutigaq af sted hjemover sammen med den anden

 

åndemaner, som skulle på besøg hos ham. Ved morgenstunden nåede de

 

vinterbopladsen. Der lod Tutigaq den anden åndemaner blive, mens han selv rejste

 

videre og var hjemme dagen efter. Den anden åndemaner blev på vinterpladsen natten over, for han var ikke nogen dygtig åndemaner. Derimod blev Tutigaq en

 

stor åndemaner. Han kunne rejse fra Aakuusaq til Amerloq på én nat.

 

Var.: Søg på: blind / blinde; Tutigaq; Rink II 62; Uluaa; Holtved nr. 37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III nr. 330. Lyberth 1924 tappiitsoq. Narhvalens oprindelse; Hvorledes narhvalen blev til;

 

Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.

 

Kommentar: Forløbet virker uklart - som om fortælleren el. nedskriveren ikke selv har forstået sammenhængene. Se de andre versioner.

 

This handwritten text is a copy made by a student teacher. The original handwritten text no longer exists. Copied by Steenholdt: NKS 2488, VI, pp. 40h-43h.

 

In Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr.2, pp.51-54, Rink pieces together a total of 8 variants, including this one. The same “mixture” is found in the English translation in Rink, H. 1875 (reprinted in 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 2, pp. 99-105: The Blind Man who regained his Sight.)

 

Detailed summary translated by Chr. Berthelsen:

 

The tale of Tutigaq (The original had no title.)

 

Tutigaq and his mother and his little sister spent the summer at Doqqat/Toqqat near Aakuusaq, on an island to the north of Upernavik. There were many tents at the site and Assuttuatsiaq (this seems to be the name of a person, which only occurs once. It may also simply mean “rather a lot” chr.b.) was a skilled hunter who often caught bearded seals. One day, Tutigaq was stretching a thong, which was to be used as a harpoon line. However, his mother had put a spell on the thong so that it would harm whoever owned it. A blister on the thong burst and the water from it squirted out into both of his eyes so he could no longer see what he was doing. The next day he woke up blind. In the fall, when the others were leaving to go to the winter settlement, he considered himself unworthy to accompany them. He built himself a winter house in the same spot where they had spent the summer.

 

The three of them lived alone and survived on mussels alone. The mother gave Tutigaq mussels in a little ladle. As the days got shorter, Tutigaq said to his sister, “Now that the days are getting shorter, the animals are wandering around all over the place. Would you please fetch my arrows from the woman's boat?” His sister did as he asked and Tutigaq prepared the arrows and kept them by his side when he slept at night. One evening, it came to pass that a large polar bear poked its head through the window. Tutigaq said to his sister, “Give me my arrows, (the bow is not mentioned  chr.b) and make sure that they are aimed directly at the bear's eyes. His sister did his bidding and he fired the arrow without being able to see the bear. There was a thud as he hit the bear. Tutigaq said, “I have shot the bear with my arrow.” “No,” said his mother and claimed that he had missed, but Tutigaq could hear the bear falling to the ground.

 

In the moonlight the mother asked her daughter if she would like to accompany her on a trip to collect mussels. The mother took her ulu with her. On the way out of the house the sister told her brother that he had indeed hit the bear. They flensed the bear and boiled the meat and the mussels out in the cooking chamber in the passageway. When they came inside with the food, Tutigaq asked, “Where is that wonderful aroma coming from?” His mother replied by saying that the smell was due to the lamp oil which she had added to the mussels. When they had eaten, the mother fell asleep because she was so full. Then the sister came to give her brother some bear meat and said that he should eat it in secret. She supplied her brother with meat when her mother was not looking, until there was none left.

 

When the spring came, Tutigaq asked his sister to lead him inland. They came to a large lake. The brother sat down on the lake's edge and his sister left him there. One morning, Tutigaq heard voices which came from the south. The voices came closer and then were directly above him. Then one of them said, “Down there is one who cannot see. Look up here and open your eyes.” Tutigaq did this and felt something warm in his eyes. The voice continued, “Now you may not open your eyes. When the sound of wings had all but faded, he opened his eyes and could just about see a huge person heaving himself out of the far end of the lake. Then he shut his eyes again. The next time he opened his eyes he could see everything. He had fully regained his sight. He waited for his sister and at last she appeared. She was walking with her head buried deep in her collar. He shouted to her, “Don't walk like that, my dear! I will get you a skin for a new fur coat.” His sister was very happy when she discovered that he could see.

 

As they approached the house, Tutigaq could see the bear skin laid out on a scaffold by the house. Their mother was very pleased to see them. In response to Tutigaq's question about where the bear skin had come from, she said that someone or other had left it lying around and that she had brought it home with her.

 

It was spring and Tutigaq had begun to catch beluga whales from the ice edge. He always took his sister with him. He tied the line around her waist. Then when he had harpooned an animal, they dragged it out of the water together. One day Tutigaq asked his sister, “Are you very fond of your mother?” His sister replied by saying that she was not. Then Tutigaq said that he would take his mother along to help him the following day.

 

The next day, the mother accompanied him to the ice edge. Tutigaq tied the line around her waist.  The mother said to her son that he should be sure to harpoon the smallest animal.  A narwhal with young came along. Against his mother's wishes, the son harpooned the adult whale, while saying, “I made a mistake.”  The mother braced herself to resist the pull of the whale but she was dragged down into the sea. The whale and the mother remained under water for quite some time.  Then they resurfaced  first the whale and then the mother, who said, “My ulu.” She cut off her hair with the ulu. That is how the narwhal came to be. Tutigaq's mother became a narwhal and her hair became the tusk. She was wearing an amaat (anorak/parka with a large hood for carrying the baby) made of harbor seal skin. This amaat became the muktuk (mattak / whale skin). It is said that that is where the harbor seals come from (a strange remark  chr.b.).

 

As Tutigaq and his sister were now motherless, they travelled inland to live as qivittut (hermits). While they were wandering, the sister became thirsty. Just then, they saw a

 

house.The sister went towards it while Tutigaq sat down to wait for her. When he had waited long enough for her, he went into the house himself and discovered that she was dead. He took her corpse and kept walking. He felt that the life had returned to her body and put her down on the ground. She was completely well again. The next time they saw a house, they both went inside. There was no one to be seen in the house but the lamps were lit and there was meat in the pot. A plate, which lay in front of the lamp, was filled with food from the pot. It appeared that they had come to the tarrajarsuit (shadow beings). Tutigaq found himself a wife there and his sister found a husband. But once they had gone to bed and Tutigaq got closer to his wife, he felt something slimy. His wife appeared to have burst.

 

They left once again. They saw a house with plenty of meat around it. They found out that the house was inhabited by people whose bowel opening was situated in their palms. They survived on soup, as they allowed meat to simply pass through them. As soon as one of them had relieved himself outside the house and gone inside again, the others fetched the excrement. They kissed it and used it as something which gave off a delicious smell.  Tutigaq found himself a wife there and his sister found herself a husband. Tutigaq's wife had a child, who had a normal bowel opening. The grandmother was so happy that she stabbed herself with an ajassaat (fork) where her bowel opening ought to have been. She died as a result of this..

 

From there, the two siblings returned to their settlement. Tutigaq had become a powerful shaman. One day when he was conjuring up spirits, he saw a fire far away to the south. It turned out to be another shaman who was also raising conjuring up, Tutigaq went there and when he got to the house, he said, “Do you know who I am?” Nobody knew who he was. So he told them that it was he who had used his mother as a hunting bladder. They lit the lamp and Tutigaq told the tale of his mother and of his life as a qivittoq (hermit).

 

The next day in the evening, Tutigaq travelled home along with the other shaman, who was to come and visit him. In the early hours of the morning they reached the winter settlement. Tutigaq left the other shaman there, while he travelled on and arrived home the next day. The other shaman remained in the winter settlement over night, because he was not a powerful shaman. Tutigaq, on the other hand, became a very powerful shaman. He was able to travel from Aakuusaq to Amerloq in one night.

 

Var.: Search for blind/blinde; Tutigaq, Aron 365; Rink II 62; Ulluaa; Holtved no.37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III no. 330. Lyberth 1924 tapiitsoq. The origins of the narwhal; How the narwhal came to be.

 

Comment: The sequence of events seems somewhat unclear  as though the storyteller or the person who wrote it down has not understood the context. See the other versions.

 

Transl. by Lucy Ellis.

 

By courtesy of Craig Mishler. See: Diving Down: Ritual Healing in the Tale of the

 

Blind Man and the Loon by Craig Mishler, Vadzaih Unlimited, 3910 McMahon Avenue

 

Anchorage, AK 99516, [email protected]

Oqalugtuaq qavdlunáitsânik / En fortælling om nordboerne

Print
Dokument id:1046
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2130, 2', læg 9 nr. 2
Fortæller:Bech, Salomon
Nedskriver:Kreutzmann, Kresten
Mellem-person:Nielsen, N. L.
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Oqalugtuaq qavdlunáitsânik / En fortælling om nordboerne
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 3 - 4
Lokalisering:Timerliit: Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Jeg har hørt følgende: Da de / nordboerne havde bosat sig

i nærheden af Appamiut, boede de i tørvehytter. Mens de boede dér, døde deres høvding. De førte ham til et sted oven for en indsnævring

(qôrnoq, måske et stednavn: Qoornoq) og begravede ham med hans

ejendele ved en stor opretstående sten.

Flere mennesker var siden gået derop for at se graven, men inden de

nåede derop, døde nogle af blodtab. Ingen har hørt, om nogen

nogensinde nåede hen til graven. Der skal ligge mange grave på vej op

til den store sten. De er ikke nordbograve, men grave af dem, der var

på vej derop for at se graven.

Efter tørvehytterne blev stedet kaldt Illuinnaat (fordi de boede i

huse ligesom grønlændernes). Men stedet blev også kaldt Qorfik

(natpotte).

Efter høvdingens død bosatte de sig lægere mod vest, på et sted øst

for Appamiut, der hed Itissat (sikkert Itisaat, overgangssted mellem

to fjorde) eller Qallunaatsiaat (nordboerne).

Det fortælles, at de på det sted gik op og badede oven på en stor hvælvet

forhøjning. Her var der nemlig lavet fordybninger i klippen, der havde

form som et menneske, og hér lå de og tørrede efter badet.

Jeg, som fortæller denne historie, har set alt dette som barn to gange.

Men jeg ved ikke, hvor mange de var. Når de boede dér, solgte de perler

til beboerne i Qeqertarsuaq, Upernavik og Qarliingajooq.

De boede der længe, siger man. Men jeg har aldrig hørt, hvor de så

flyttede hen.

Om sommeren plejede de at tage på udflugt til et sted i nærheden af

Kingittut; omkring Kingittut er der nemlig mange teltpladser, der godt

kunne stamme fra dengang.

Gik man ad en strækning hen til husruinen lød det hult, som om man

trampede på en båd, der lå med bunden i vejret.

 

Hist.: Ruiner og grave der har givet anledning til spekulationer. Om beboerne i sin tid måske var europæere må arkæologer be- el. afkræfte.

oqalupalârutit quinartut nâtsúnguit / oqapulaarutit quinaartut naatsunnguit

Print
Dokument id:2247
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB 1, 6(18). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Møller, Kr.
Nedskriver:Møller, Kr.
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:oqalupalârutit quinartut nâtsúnguit / oqapulaarutit quinaartut naatsunnguit
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:3 ss. A6-størrelse
Lokalisering:Upernavik
Note:

Kr. Møller var kateket i Upernavik.

 

To små anekdoter, den første om en samtale mellem David / Usuukassaq fra Thule og en anden om hvor de udøbte stammer fra. David var med på tilbagevejen fra den litterære ekspedition (se ovf.). Møller overhører samtalen, der må være meget morsom - for ham.

Ikke oversat

 

Den anden anekdote foregår i Ilulissat dengang i anden halvdel af 1800-tallet, da der endnu var kateket - seminarium dér.

Heller ikke oversat.

 

Nok egnet til opdatering.

Oqimaitseq

Print
Dokument id:858
Registreringsår:1952
Publikationsår:1955
Arkiv navn:
Fortæller:Marteeraq (Martêraq)
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Oqimaitseq
Publikationstitel:Inegpait
Tidsskrift:Meddr Grønland 90(2)
Omfang:side 78 + 80
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Tospoproget udg.: Nordvestgrønlandsk: s. 79 + 81: Oqimaitseq, og dansk.

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 73.

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 80.

 

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

Resumé:

Oqimaatseqs kone var meget mørk i huden og det skyldtes, fortalte hun, en sort hundehvalp som hendes mor havde ladet glide fra halsen under tøjet ned over hendes mave, da hun første gang var gravid. Det skulle give hende en let fødsel, og hun fødte faktisk sine børn så let som ingenting, selv om hun kun var et stort barn ved den første fødsel. Moderen var bekymret pga. datterens unge alder og havde forgæves prøvet at modsætte sig hendes ægteskab med en angakkoq / åndemaner. Det var dog kun det første barn der blev sort af hvalpen.

Ornigtagagssiortoq 2

Print
Dokument id:904
Registreringsår:1952
Publikationsår:1967
Arkiv navn:
Fortæller:Jensen, Isak
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Ornigtagagssiortoq 2
Publikationstitel:Inugpât, Nuuk / Godthåb 1967
Tidsskrift:
Omfang:side 79 - 80
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 87 - 88.

 

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

Oversættelse ved Signe Åsblom:

 Tiltrækkeren 2.

 

Isak Jensen f. 1898. Der er en tilføjelse til fortællingen om tupilak-isbjørnen (søg på 'tupilak-isbjørnen' Hans Lynge 1967, s.50).

   En isbjørn havde dræbt mange børn, og selv om de havde ledt efter den, kunne de ikke finde den, fordi dens spor var forsvundet. Det fortælles, at en af deres bopladsfæller var en mand, der havde elendige hunde. Da dem der havde været ude at søge efter isbjørnen kom tomhændede hjem, slap denne mand sine hunde løs. Han lod hundene komme ind, og så gik de ud igen, og så løb de en omgang rundt om huset, og derefter satte de afsted opad. Da de havde været ude af syne et stykke tid, begyndte de at hyle op. Så gik han derop efter dem. Da han nåede derop og kunne se dem, viste det sig, at der stod en fuldvoksen ren-buk. De sendte manden med de dårlige hunde hen for at lade ham dræbe byttet med sin lanse. Han var endda venstrehåndet. Så stødte han lansen ind i den og dræbte den. Da de kom tilbage med dyret, opdagede de, at det dyr, som de lige havde anset for at være en renbuk, nu lignede en førerhund. Så forstod de, at den isbjørn de søgte efter måtte være en tupilak. Men nu vidste de ikke, hvem der havde lavet tupilakken. Da de ikke kunne finde ud af det, satte åndemanerne sig sammen og lavede en dukke, som folk skulle føle sig tiltrukket af. Og når den, der havde lavet tupilak-isbjørnen, kom hen til den, ville den kigge på ham.

   Da de var færdige med den, satte de den, hvor den skulle være, og så begyndte folk ellers at gå hen til den. Da alle havde været henne ved dukken, var der kun en gammel, dårligt gående mand tilbage. De opfordrede ham til at gå hen til dukken, men han svarede: Hvordan sku' jæ osse ku være sån én! Han ville altså ikke. Men så gik han allige-vel, og lige da han var ved at nå hen til den, kiggede den på ham. Så forstod de, at det var ham, der havde lavet tupilakken, og så slog de den sølle, gamle mand ihjel.

 

   Senere fik Anisoq sig en anden kone, og de fik et barn. Mens konen bar rundt på sit barn i posen på sin bærepels, tog han hende med på rejse derned på besøg. De havde ikke været længe undervejs, før de så store isbjørnespor, som de begyndte at følge. Han lod sin kone stå af hundeslæden, fordi han selv ville jage isbjørnen. Da han var kommet et godt stykke væk fra sin kone, begyndte isbjørnesporet at dreje rundt og tilbage i retning mod hans kone. Så fik han bange anelser og blev uhyggeligt til mode, fordi hans første kone var blevet dræbt af tupi-lak-isbjørnen. Han satte sine hunde i forventning med et: aaj! Og endelig nåede han så langt frem, at han kunne se hende stå der sammen med isbjørnen. Den stod og snusede til underdelen af bærepelsens bære-del bag på hendes ryg, og så skubbede den til den med snuden. Det viste sig, at han havde en kraftig trylleformular, der kunne gøre den svag. Og det lykkedes ham at slå den ihjel og få den som bytte.

 

Hist.: Usikkert om det er en historisk fortælling.

Kommentar: bemærk at der er flere åndemanere / angakkut om at afsløre tupilakmageren.

Pângo ilaqutailo

Print
Dokument id:1946
Registreringsår:1949
Publikationsår:1949
Arkiv navn:
Fortæller:Nielsen, Martin (Marteeraq)
Nedskriver:Nielsen, Martin (Marteeraq)
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Pângo ilaqutailo
Publikationstitel:
Tidsskrift:Avangnâmioq
Omfang:ss. 113 - 116 + 127 - 128
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger: Upernavik
Note:

Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne).

Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq.

 

Oversættelse:

 

Pângo / Paangu og hans slægt.

Jeg vil lige fortælle om et par gamle mennesker, jeg kender fra min

barndom. Og derfor vil jeg først lige fortælle om, hvor jeg til

bragte min barndom. Da jeg fik min forstand boede vi i Upernavik norddistrikt lidt nord for udstedet Tasiussaq / Tasiusaq på en boplads der kaldes Itivdliarsuk / Itilliarsuk.

Dengang boede vi sammen med Paangu og hans kone, der var meget gamle, og

deres børn. De to gamle, der var holdt op med at tage nogensteder hen (rejse), havde i den tid, jeg kan huske, 8 børn. 4 sønner og 4 døtre. Alle sønner var fangere og havde hver deres hus. Og de to gamle boede hos deres yngste søn. Når Paangu ville besøge en af de andre børn bar man ham på ryggen, men åbenbart var hans kone noget yngre, for hende førte man ved hånden.

De to gamle havde været hedninger før, og var først blevet døbt som

voksne. Efter dåben var de holdt op med at følge vore forfædres tro eller

tabuskikke, og man kunne ikke høre dem tale om sådan noget. De havde

fuldstændig opgivet forfædrenes skikke, og vi hørte heller ikke noget fra

deres børn om forfædreskikke, og jeg har ikke noget at fortælle i den ret-

ning.

Da Paangu endnu var udøbt, hed han Avio / Aviu, og da han blev døbt fik han navnet Gabriel. Men dengang jeg kan huske, var man begyndt at kalde ham Paangu. Og man havde givet ham det tilnavn, fordi han havde boet på øen Paangutsit lidt nord for Tasiusaq. P. havde været en ualmindelig dygtig fanger i sin ungdom, og hans sønner var også storfangere. Hans sønner var egentlig 5, men den ældste døde som ganske ung, da han sammen med en af sine yngre brødre var på jagt og blev ramt af vådeskud. Han døde endnu inden jeg blev født. Jeg ved ikke om Paangu havde morsomme historier, men i min barndom var jeg ikke særligt interesseret i, hvad han kunne have at fortælle.

Så derfor er ikke meget jeg kan huske om ham, men jeg kan alligevel for-

tælle to historier som han har fortalt til min far, og de lyder som følger:

Paangu kunne regne sig selv for en medskyldig i mord, idet han som barn

og før de blev døbt havde set nogen blive dræbt. Det var sansynligvis i 1812 (jvfr. Avangnâmioq 1932 nr. 7. Kolonien Uummannaq s.59, hvor man omtaler drabet på Neruaq). Han havde set det drab blive begået på Saattut i Uummannaq distrikt. En mand kom på et tidspunkt fra en af deres nabobopladser på besøg hos sin gifte steddatter, der boede ved Saattut. Og da han skulle køre hjem, kom blandt andre mænd den mand som skulle dræbe ham hen til ham.

Han havde begge armene inden i pelsens krop. Det viste sig at han havde en stor kniv inde under pelsen, og den havde han i hånden. Den mand der skulle køre, havde hunde, der havde fået skåret deres trædepuder i forårssneen og gik dårligt. Da han skulle rejse, var der nogen af de tilstedeværende der trak lidt bagud i hans slæde. Og han fattede ikke mistanke, men gik hen til en af hundene, der skulle ordnes. Og da han gjorde det, trak morderen begge armene ind i ærmerne, så kniven blev synlig, og så løb han bagfra ind på manden, greb ham om livet, kastede ham på isen og kastede sig over ham. Og hans arme bevægede sig sådan, at man skulle tro han plukkede græs. Han stak ham i forskellige dele af kroppen, og under alle disse stik, skreg offeret i vilden sky.  Man ved ikke rigtigt i hvilken del af kroppen der blev stukket, men det var ikke til at glemme lige med det samme.

Da han var blevet dræbt, skar de ham over i to dele og efterlod ham på isen. Og han (Paangu) der var dreng, ventede sammen med en anden dreng til det var blevet aften, og om aftenen da de voksne var faldet i søvn, gik han hen til offeret for at se nøje på det. Og det der slog ham var, at bugmusklerne var så tykke. Det var den historie om det han så som hedning, og en anden fortælling fortalte han fra en tid efter at han var blevet kristen, døbt, og boede ved Paangutsit. Og den lyder således:

Som voksen og gift flyttede han nordpå og boede på en ø lidt udenfor Tasiusaq på Panguteq, idag kaldet Pângutsit / Paangutsit. Dengang, midt om vinteren, kørte han nordpå på bjørnejagt, idet han havde et hundespand på l0 hunde. For han plejede at finde det antal tilstrækkeligt. Efter at han var kommet et stykke nordpå, begyndte han at løbe et stykke ved siden af slæden. Og mens han gjorde det, begyndte hundene at få fært af noget længere fremme, og straks kunne han ikke indhente dem og springe på slæden. Da hans hunde var dresseret til bjørne jagt, var han klar over, at det var en isbjørn, de kunne lugte, og inden længe, løb han også på bjørnespor. På den strækning var sneen tykkere, og hundene begyndte at have besvær med bjørnesporene, fordi de trådte i dem. Og da de kørte noget langsommere, indhentede han dem og sprang på slæden. Sporet blev friskere,

og han var klar over, at bjørnen ikke var så langt væk. Til sidst begynd-

te han at løsne de hunde, som han plejede at tage ud, når han var i nærhe-

den af bjørn. På det tidspunkt var han ikke klar over, at det var en me-

get sulten isbjørn, han havde foran sig, og at den kun ventede på at der

skulle komme levende væsener i nærheden, så den kunne æde dem.

Da han havde løsnet hundene, fór de rask af sted uden tøven og uden at

tvivle på at han ville nedlægge bjørnen, løsnede han flere hunde. Da han

kunne se bjørnen, var han stadig ikke klar over hvordan det var fat og han løsnede derfor resten af hundene. Sådan plejede han jo at gøre. Først da han var kommet nærmere bjørnen, gik det op for ham, at han denne gang var kommet ud for en bjørn, der ikke tænkte på flugt. Da den første løsnede hund nåede op til  bjørnen, vendte  bjørnen  sig mod den og angreb den, dræbte den og begyndte at æde den. Og så skete det, at Paangus flintebøsse tilfældigvis ikke ville skyde, idet krudtet blot fusede af uden at knalde.

Bjørnen angreb nu hundene og løb også efter ham. Og da han ikke

kunne være til megen nytte, tænkte han nu på flugt. Og da han ikke kunne

få hundene væk fra bjørnen, og han kun havde en bøsse, der ikke kunne sky-

de, vendte han ryggen til og stak i løb hjemefter.

Efter at have løbet et stykke kiggede han sig tilbage, og da han

havde overbevist sig om at bjørnen ikke fulgte efter, fortsatte han med at løbe. Til sidst kunne han ikke mere se bjørnen og hundene. Og da han

var kommet mere end halvvejs til nogle små øer, som

kaldtes Sãtúnguit / Saattunnguit, lagde han sig på maven på isen med ansigtet mod det sted han kom fra og fik vejret. Og da han rejste sig derfra, løb han uden at standse hjemad og nåede hjem. Den strækning, som Paangu løb dengang på flugt var omkring 6-7 mil. Da ingen af hundene kom hjem, tog han afsted med nogle af husfællerne, for at se hvordan det stod til, og hvor bjørnen var taget hen. Da de var fremme i nærheden, så de at bjørnen ikke havde flyttet sig, og at resten af hundene stadig løb omkring den og gøede af den. Paangu havde først troet at det var en lille bjørn, sådan tænkte han på det, men nu kunne de se, at det var en kæmpe-bjørn. Den var nu mæt, og havde strakt sig, og nu kunne de altså se, at det var en kæmpestor bjørn.

Den havde dræbt 5 af hans hunde, og havde så ikke gjort noget ved de 5

andre. Og bjørnen så ud som om den havde rødlige hår om hovedet, men det

var blod. Da hans kammerater ville skyde på den, sagde Pângo, at han ville

være den første til at skyde, fordi bjørnen havde givet ham sådan en forskrækkelse dagen før. Og da de gav deres samtykke, skød han den

før de andre. Og da han skød, faldt bjørnen på stedet. Han havde ramt den lige i hjertet. Isbjørnen havde været meget sulten og var kæmpestor, og den havde ædt 5 hunde før den blev mæt.

Den første hund havde den ædt således, at der kun var hovedet og halen

tilbage, og selv knoglerne havde den tygget igennem. Men resten havde

den kun ædt kødet af og havde levnet knoglerne. Og da var den blevet

på stedet og var begyndt at fordøje, muligvis for at den derefter kunne

æde resten af hundene. Men de nåede frem inden og dræbte den. Da

Paangu tænkte på gårsdagens hændelser, kom han i tanke om, at bjørnen, da

den begyndte at løbe efter dem, ikke bare løb forbi slæderne men standsede ved den, og han så hvordan hans slædeskind blev forstyrret rodet rundt af den. Og da han så nærmere efter viste det sig, at den også havde ædt et stykke af hans slædeskind på det sted, hvor han plejede at sidde. Da bjørnen var ordnet, begyndte de at køre hjemefter til de tilbageblevne der var temmelig ængstelige. Og da de kom i nærheden af bopladsen, kørte en af husfællerne i forvejen for at give dem besked om at de havde skudt isbjørnen. Da han kørte op foran huset, traf han ingen mennesker. Og da han standsede foran huset, fik han lyst til at drille dem først. Han gik fra hundene, løb ind i huset, og da han stak hovedet fra husgangen ind i husrummet, råbte han: 'Isbjørnen har ædt alle de andre. Jeg er den eneste tilbage, og nu er jeg kommet tilbage.' Og så gik han ud i husgangen igen.

Og da han nåede ud til hundene, hørte han en mærkelig lyd. Og da han

lyttede, blev han ikke spor forbavset over at høre dem græde inde i huset.

Da ingen kom ud, gik han ind igen og prøvede at trøste dem, og sagde at

han bare drillede dem, for de havde jo skudt og dræbt bjørnen. Nogle af dem tav straks, men nogle af dem følte sig så trøstede, at de også måtte græde over det. Og resten af aftenen havde de en meget hyggelig og morsom aften. Og først dagen efter repeterede de gårsdagens begivenheder, og da fik de sig et billigt grin.

Det var de to fortællinger jeg kender af dem Paangu fortalte.

 

Da jeg fik min forstand, boede de to gamle sammen med deres børn. Og den

ældste af deres børnebørn var på det tidspunkt blevet gift. De to af

deres ældste sønner, Aron, der kaldtes Erssaatsoq, og Enok var storfangere, som jævnligt fangede isbjørne. Vi boede sammen med dem og jeg var jævnaldrende med Enoks yngste barn. Først da min far og Enok døde skiltes vi. Vi flyttede til Tuvssâq / Tussaaq, og når jeg så traf vore vore venner fra min barndom, sludrede vi løs og havde det hyggeligt med hinanden.

De to gamle, Paangu og hans kone, døde da jeg kunne huske godt. Og jeg

blev født i 1883 og Paangu døde sikkert i 1888 eller 89, og hans kone

synes jeg, jeg kan huske, døde 1891 eller 92. Det er meget muligt, at de

to gamle havde meget at fortælle, men da Paangu plejede at drille mig, og

hans kone plejede at tage mig i forsvar, var jeg i min barndom ikke me-

get for at være sammen med Paangu. Og på den måde hørte jeg ikke så mange

af hans fortællinger, og det har jeg tit senere været ked af.

Jeg har nævnt, at de ældste af hans sønner var storfangere. På den

tid plejede de om foråret at tage til fangstpladser på øer udenfor Itiv-

dliarssuk / Itilliarsuk, for dér jagede de narhvaler og tørrede kød. Erssaatsoq havde ikke på den tid store sønner, idet hans søn var en af hans yngste børn.

Og da hans ældste datter var ved at blive en stor pige og hun kunne hjælpe

ham meget, havde han vænnet hende til at køre med hundeslæde og fik megen

hjælp af hende, når han kørte ud til fangstpladsen, idet han lod hende

køre en anden slæde og på den måde fik hende til at bringe en del af

deres sager frem. Og hun jagede ulke og hellefisk for ham og var en ud-

mærket skytte, så hun ikke alene kom hjem med fugle, men somme tider

endog med sæler og var sin far en stor støtte. Sådan fortæller man det. Jeg

skal lige fortælle hvad jeg har hørt om denne kvinde.

Denne Erssaatsoq's datter, Elisabeth, vi kaldte hende for Arnaviaq, blev

engang hentet af sin far. De var på det tidspunkt nået frem til

fangstpladsen, og Erssaatsoq var kørt ud til iskanten og kom nu tilbage efter sin datter for at hun kunne hjælpe ham med at få kødet med hjem af en narhval, han havde skudt ved iskanten. Da de skulle køre i en anden

slæde, tog Arnaviaq sin lillebror med. Dengang var lillebroderen be-

gyndt at bruge bøsse, og da de kom til iskanten, begyndte de at flænse

narhvalen i mindre stykker. Netop som de var igang med flænsningen, så

de nogle hvidhvaler komme langs med iskanten imod dem, og faderen sagde

at de skulle tage bøsserne og flytte sig til et sted, hvor hvidhvalerne ville passere. Han havde jo to rifler. Da faderen sagde det, placerede de sig ved iskanten og ventede på hvidhvalerne. Og så kom de ud for dem, indenfor skudhold, og da de kom op, råbte faderen, at når de dukkede op næste gang, skulle de skyde på den nærmeste, den hvide. Og da de begyndte dukke op, og da den hval som faderen anviste dukkede op, skød Arnaviaq først og derefter lillebroderen. Og man skulle ikke tro, at hvidhvalen hørte deres skud, så hurtigt skød de, og den kom op med forluffen øverst.

Faderen havde sin kajak parat og kom i den. Han roede til og harpune-

rede dyret, og det gav ikke engang med et ryk i den. Den var jo dræbt i

forvejen. Da han bugserede den ind, blev de to, der skød den, vældig glade

og råbte op og "kyk'ede" (signalerede ved at råbe kyk). Og netop midt i glæden så de at der kom en slæde. Og de blev endnu mere glade ved at sidde og hygge sig og ind imellem løbe lidt frem og tilbage. Og midt i det var faderen gået hen mod slæden. Og da den standsede, råbte han: Arnaviaq har skudt en knald-hvid hvidhval. Hun har skudt den sammen med sin lillebror. Han var jo klar over at det var datteren der havde knaldet den

i første skud. Da faderen råbte således, begyndte Arnaviaq at skamme sig

over sig selv. Hvordan måtte det ikke være, når folk i nabolejrene hørte,

en kvinde havde skudt en hvidhval, og over hvor mærkværdigt det ville lyde.

Men da hun tænkte således, kom hun til at græde af undseelse, og se

om hun ikke havde været så glad for det lige forinden. Hun satte sig ned

på slæden og tudbrølede. Og ved siden af lå det, hun græd over, den knald-hvide hvidhval. Og naturligvis var hun allerede blevet glad igen, inden de kørte hjem,

fordi faderen og farbroderen havde talt trøstende til hende, og også fordi hun og lillebroderen var to om det. Senere, da hun giftede sig med en storfanger, holdt hun op med at gå på jagt, men da hun blev enke, begyndte hun igen at fange for sig selv, især ved kystfiskeri, og på den måde fik hun megen nytte af det hun havde vænnet sig til i sin ungdom. Men senere, da hun var blevet fødselshjælperske, holdt hun op med at tage på fangst, og hun døde efter at have opgivet fangsten. Denne Elisabeth, Arnaviaq, blev kort efter 1900  oplært i fødselshjælp af læge A. Berthelsen i Uummannaq og mange af Uummannaq-boerne vil endnu kunne huske hende.

Paangu's allerede nævnte ældste børn, Erssaatsoq og Enok, var storfangere, som ofte kom hjem med isbjørne. Dengang jeg (var blevet gammel nok til at, BS) kunne huske godt, faldt den ældste, Erssaatsoq, gennem isen, engang da de boede lidt indenfor Itivdliarssuk / Itilliarsuk ved Ikerasârssuk / Ikerasaarsuk. Han faldt gennem isen og druknede. Hans lillebror Enok boede vi sammen med indtil han døde, og jeg var jævnaldrende med hans yngste børn. Før jeg blev voksen døde Enok, men på det tidspunkt var hans ældste sønner blevet fangere. Og vi boede i nogen tid sammen med dem. Først da min far døde, skiltes vi, idet vi flyttede tit Tuvssâq / Tussaaq, da min mors lillebror hentede os.

I den første tid efter at vi skiltes fra dem, savnede vi dem meget,

for de var gode og venlige naboer. Men det viste sig, at den sommer vi

flyttede til Tussaaq, flyttede også Enoks børn til Nutaarmiut, som var

et beboet sted på den samme ø, hvor vi boede før. På det tidspunkt var

Enoks to ældste sønner gift og havde børn. Efter at vi skiltes, har jeg

ofte husket dem meget, og når vi traf hinanden et eller andet sted, talte

vi om gamle dage og om hvad der var sket i mellemtiden. Da jeg rejste

fra dem, var jeg konfirmeret, og da jeg i min barndom også havde fået

mangen godbid hos dem, ønskede jeg ikke blot at se dem, men også at hø-

re om dem. Og da jeg efter at jeg i Upernavik i 1906-08 havde læst til ka-

ket hos en præst og blev stationeret nordpå som kateketskoleuddannet kateket og flyttede nordpå, flyttede jeg til steder i nærheden af Paangu's slægts bopladser. Og jeg traf dem jævnligt, og jeg fulgte i det hele taget deres liv. Og så vil jeg lige fortælle om et par mærkværdige

ting, de havde været ude for.

Efter at jeg var flyttet nordpå igen og boede ved Saattoq, boede Enoks

tre sønner, alle fangere, endnu ved Nutarmiut, lidt indenfor os. Og så

hørte jeg en dag, at de engang om efteråret havde fanget en fuldvoksen hvalroshan med tre stødtænder. Jeg så desværre ikke selv kraniet

på denne hvalros. Jeg skulle have set den, men da de havde brug

for tænderne, havde de trukket dem ud, så jeg så dem ikke. De fortalte

at den midterste stødtand var lige så lang som de to andre, men var

noget smallere og mindede om en narhvaltand og var snoet på samme måde.

Det var kedeligt, at de der fangede den, ikke havde lagt den tilside,

så folk kunne have set den, for sådan en sjælden fangst ville være værd at

se.

 

(127 - 128:)

Kort efter, måske omkr. 1915, plejede vi at tage ind til to

huse, der lå indenfor Saattoq. Og der boede folk om efteråret og jagede

narhvaler derfra. Og vi kom derhen for at få fangstparter. De fangede

sommetider flere narhvaler om dagen, og vi kom der temmelig ofte.

Engang var jeg kommet med en anden til stedet for at vi kunne få fangst-

parter, og efter at vi havde sovet der og vågnede om morgenen, det var

endnu temmelig tidligt, gjorde vi os klar og begyndte at vente på lyset.

Men da kom narhvalerne, og da der ikke var andet at gøre, så tog vi ud i

kajakkerne, selvom det ikke var lyst endnu. En grålysning var netop

blevet mærkbar. Så vi roede tæt ved de forskellige isflager, idet vi

valgte hver sin isflage. Mens vi ventede der, hørte vi en narhval sove

lidt indenfor os. Og en af kajakkerne tog så i den retning. Kort efter

hørte man plask i vandet, og efter denne plasken, råbte han til os: Jeg

fik ellers harpunen i den. Det var jo mørkt endnu på det tidspunkt,

og hvis man harpunerede noget, ville det være meget tvivlsomt, om

man nogensinde ville gense harpunblæren, og derfor hørte man meget tvivl i

råbet fra den der harpunerede. Men vi roede i forskellige retninger i

håbet om at finde den. Og jeg var kommet i nærheden af en kajak, og de

viste sig at det var det sted, hvor den ville dukke op. Den kom op sam-

men med fangstblæren et sted mellem os, og vi plejer jo at prøve at ned-

lægge det ved hjælp af kasteredskaberne alene. Og på een gang sendte

vi lanserne i den. Og inden den var kommet ret langt, dræbte vi den.

Da vi begyndte at flænse den, gik det op for os, at den havde fostre.

Men det var tydeligt nok på det tidlige tidspunkt af drægtigheden, fordi

den ikke var særlig stor og var meget mørk endnu. I lystighed bugserede

vi den ind, idet vi ville kunne nå at flænse den tids nok til at

vi kunne komme ud igen i dagens løb. Da vi var kommet ind til kysten,

trak vi bare kajakkerne et stykke ind, og inden vi fik narhvalen helt

ind på land, kunne vi ikke trække den mere op, for den var meget tyk og tung.

Til sidst åbnede de bughulen, og den der stod nærmest ved fostret sagde:

'Jeg er den nærmeste ved fostret, så det skal jeg have.' Og da han havde

sagt det, åbnede han fosterhinden med et snit, og så trak han straks fo-

stret ud. Og så sagde han: Fosterhinden er så stor. Jeg vil lige se efter

om der skulle være flere. Efter at have sagt det, stak han hånden ind i

hullet i fosterhinden og sagde: 'Her er en til.' Og så trak han endnu

et foster ud. Og så råbte vi om tvillingefostre. Efter at have truk-

ket de to fostre ud, sagde han - det var ellers bare for sjov, sagde han senere - : 'Jeg vil lige prøve, om der ikke skulle være flere.' Med de ord stak han hånden ind i fosterhinden, og så sagde han meget

ophidset: 'Minsandten, der er også en lille halefinne!' Og så trak han endnu et lille foster ud. Naturligvis forsøgte han at finde flere fostre,

men naturligvis fandt han ikke noget. Selvom vi vidste, at der var blevet fanget forskellige dyr med tvillingefostre, så var det første gang vi hørte om et dyr med trillingefostre. Det er den eneste narhval jeg har set med trillingefostre. Men det må jo være rigtigt, at de kan få tre unger. Det største af de fostre jeg har set var lige så stor som en stor uvak, og de andre lidt mindre.

De næste en tomme mindre end den store, og den mindste igen en tomme

mindre. Den der fik fostret var også en af Paangu's efterkommere, hans

dattersøn. Han er (stadig fanger og ?) lever endnu, men han er nu gammel og svagelig og er holdt op med at jage. Men Enoks sønner, som jeg før har omtalt, der fangede en hvalros med tre stødtænder, er nu døde. Men flere af deres søstre er blevet meget gamle. Den af Enoks børn, der nok blev ældst, så jeg sidste gang, da hun var meget gammel. Hun hed Karen, men før jeg genså hende, døde hun 81 år gammel. Af Paangu's 8 børn, som levede i min barndom, døde allesamnen uden at nogen af dem blev særligt gamle.

Men hans børnebørn blev gamle og der er flere af dem der lever endnu

nord for Tasiussaq / Tasiusaq. Disse Paangu's slægtninge var de første, der befolkede stederne nord for Tasiusaq nord for Upernavik. Og det var især hans sønner, som, efter at have boet ved Tasiusaq, var blevet gift og begyndt at jage for sig selv, flyttede nord for Tasiusaq. Og det er dem, jeg kan huske. Før den tid havde vore forfædre ganske vist boet nord for Tasiusaq, men man siger at en epidemisk pest engang udryddede befolkningen. Og overalt nordpå blev bopladserne affolket. Det var sand-

synligvis i år 1700. Og derfor kan man stadig huske tidligere bopladser

der omkring. Mens jeg var barn, så jeg at en af vore bopladsfæller

fandt to narhvaltænder. Det var Enok's ældste søn, der døde mens jeg

endnu var barn. Engang da de om sommeren tog på sælfangst-togt nord

for Itivdliarssuk / Itilliarsuk, og det plejede de, så, efter ankomsten til stedet (fangstlejren), var han en dag ude i kajak. Og da han et sted så hustomter fra vore forfædre, gik han i land der. Han kiggede på hustomterne og gik rundt forskellige steder og skulle til at gå over et fladt stykke bagom en hus- tomt, et græsklædt stykke. Og da han trådte på noget, der ligesom åbnede sig og virkede anderledes, kiggede han nærmere efter og fandt to narhvaltænder, der var lagt tæt ved siden af hinanden. De var ganske ubeskadigede og spidserne var ikke engang brækket. Det sted kaldte man for Qutdlerqorssuaq / Qulleqqorsuaq, der er et navn fra gamle dage. Overfor det sted ligger Itilliarsuk, og da folk for første gang i vor tid kom dertil, havde man også fundet noget. Det har sikkert være fangstlejr for dem fra Qulleqqorsuaq.

 

Mens jeg var barn hørte jeg en gammel mand fortælle at han havde

været med det første hold, der kom til Itilliarsuk fra Tasiussaq / Tasiusaq på fangsttur. Han fortalte, at de havde fundet et telt, der bare var væltet om, og på jorden lå teltstængerne og forskellige genstande. Og de fandt også en kobbergryde, der lå på et ildsted af sten, og den havde ligget så længe, at det havde sat mærker. Og inde i hulen fandt de tørklæder, der var foldet sammen. Disse var ganske vist pæne at se på, men når man tog dem op faldt de fra hinanden i foldningerne. Og de fandt også en stor hvid skål, der var fyldt med glasperler. Dengang det var beboet, havde de jo haft kontakt med hvalfangerne, og de har sikkert også fået pesten fra hvalfangerne, og ved den følgende affolkning måtte disse sager være blevet efterladt. Vi kender jo historier om, at egnen der omkring var blevet affolket, fordi befolkningen døde af sygdom. Men uden for disse øer var der en ø, der hed Qeqertaq, hvor en mand var blevet alene tilbage, da alle hans bopladsfæller var døde. Ham traf man, og han var rask endnu på det tidspunkt, og jeg har flere gange set hans hustomt, der dengang endnu var ganske tydelig (Se fortællingen om Nulooq, BS).

Således har jeg nu fortalt om gamle folk jeg har set i min barn-

dom. Paangu og hans kone og deres familie. Selv om fortællingen er gan-

ske overfladisk. Men de ivrige læsere vil jo alligevel nok

læse det og finde det morsomt. Og måske vil forskellige personer,der-

selv har noget at fortælle, lade os høre andre historier.

Forskellige notater, der er tilføjet af  enten RP el. Keld Hansen:

 

Note fra Tidsskriftet Grønland, 1965 nr.l0, 2. oktober, side 356,

"Bjørlingmysteriet af dr. phil Dan Lauersen".

Sommeren 1891 foretog han alene en rejse langs Grønlands vestkyst

med den g