Det Danske Filminstitut
Det Danske Filminstituts filmarkiv bevarer og giver adgang til den danske filmarv. Vi modtager diverse filmsamlinger og pligtafleverede film, vi registrerer dem, vi klargør dem inden brug og vi sikrer dem for eftertiden – både analogt og digitalt.
Filmarkivet rummer cirka 47.000 filmtitler, alt lige fra de ældste stumfilm til de nyeste digitale spillefilm. Størsteparten af filmene befinder sig i magasinerne i Glostrup, mens den ældste del af samlingen opbevares i et særlig indrettet nitratarkiv for brandfarlige film.
Bevaring, restaurering, indsamling og formidling af film er en af Det Danske Filminstituts vigtigste opgaver.
Det her viste materiale er en delvis oversigt over filmværker og øvrige dokumentariske optagelser, der enten omhandler Grønland eller er produceret i Grønland, fra filminstituttets samlinger
Danmark på film
På vores streaming-site ’Danmark på film’ tilgængeliggør og formidler vi vores fælles, dokumentariske filmarv. En samlet søgning på emnefeltet Grønland findes her. Filmfotografen Jette Bangs film fra Grønland fra primært 1930’erne kan ses her.
Eksempler på temaer på sitet med Grønland som omdrejningspunkt:
Tidslinje: Grønlandsk historie i nyere tid
Det moderne Grønland på film
Dette tema indeholder blandt andet disse film:
- ”Udflytterne” (1972, Jørgen Roos)
- ”Umanak 75” (1976, Jørn Kjær Nielsen)
- ”Rosa og Susanne fra Nuuk” (1982, Bodil Cold-Ravnkilde)
Kongehuset i Grønland
Dette tema indeholder blandt andet disse film:
- ”En Rejse til Grønland” (1921)
- ”Med Kongeparret i Grønland” (1952)
- ”Nuuk 250 år” (1979, Jørgen Roos)
Historiske film fra Grønland
Dette tema indeholder blandt andet disse film:
- ”Levende Billeder tagne under den 2. Thule-Ekspedition til Grønlands Nordkyst 1917-18” (1918, Thorild Wulff)
- ”Kap Farvel – Angmagssalik, 6. Thuleekspedition (1931)
- ”Grønland i Sol” (1950, Hagen Hasselbalch)
Jørgen Roos
Dette tema indeholder blandt andet disse film:
- ”Sisimiut” (1966, Jørgen Roos)
- ”Ultima Thule” (1968, Jørgen Roos)
- ”For fremtiden” (1973, Jørgen Roos).
I biblioteket
Filminstituttets bibliotek råder over en række særsamlinger fra selskaber og personer. Heriblandt en mindre samling knyttet til dokumentaristen Jørgen Roos. En samlingsregistrant over denne findes herunder som pdf.
I filmarkivet
Det Danske Filminstituts filmarkiv rummer også mange værker og dokumentariske optagelser med Grønland som omdrejningspunkt, der endnu ikke er blevet digitaliseret eller gjort tilgængelige på Danmark på Film.
For spørgsmål eller henvendelser angående materialet, kontakt museumsinspektør Thomas C. Christensen ([email protected]) eller filmarkivar Jannie Dahl Astrup ([email protected]).

Grønlandsregistranten er dansksproget, fordi den helt overvejende del af de arkivalier, der er tale om, er formuleret på dansk. I særlige tilfælde oversættes meddelelser til grønlandsk, men indtil videre vil sekretariatet desværre ikke være i stand til at kommunikere på grønlandsk.
Spørgsmål til det generelle indhold i Grønlandsregistranten kan rettes til arkivet på [email protected]. Ret desuden gerne henvendelse, hvis der er kendskab til en relevant aktør, der ikke fremgår af Grønlandsregistranten. Spørgsmål vedr. specifikke oplysninger om samlinger eller arkivalier rettes direkte til den pågældende aktør.

(+45) 3231 5052

registrant@ arktisk.dk