Det Grønlandske Hus i København
I hjertet af København har Kalaallit Illuutaat - Det Grønlandske Hus ligget i mere end 50 år. Huset har gennemgået mange forandringer, fysiske som indholdsmæssige igennem disse fire årtier. Der har altid været behov for mødepladser for grønlændere på kortere eller længere ophold i Danmark, både til alvor og fest. Dette var det første behov, der blev imødekommet for mere end 50 år siden. Huset er siden vokset i funktioner og mandskab i takt med et stigende behov for koordinering af opgaver i krydsfeltet Grønland - Danmark.
Grønlændernes Hus og Rådgivningskontoret Pooq blev etableret i 1974 som to selvstændige enheder. De to enheder blev i 1991 slået sammen under navnet Kalaallit Illuutaat (på dansk: Grønlændernes Hus) og i 2004 ændredes det danske navn til det nuværende: Det Grønlandske Hus i København.
I dag fungerer huset som kultur- og informationssted for et utal af gæster fra ind- og udland, uddannelsesvejledning af grønlandske studerende, tilbud om åben rådgivning og værested indenfor socialområdet, koordinering af bistandsværgerne i Danmark og danner samtidig rammen for de grønlandske foreninger på Sjælland. Huset er vokset fra 1,5 til 17-19 ansatte på de mere end 50 år, som er gået.
Arkivalier
Det Grønlandske Hus' arkivalier fra perioden 1963-1999, inkl. Rådgivningskontoret Pooq, blev i 2013 registreret og scannet. Størstedelen af de fysiske arkivalier opbevares i Det Grønlandske Hus i København; en lille del opbevares hos Arktisk Institut på Christianshavn. Der er desuden arkivalier fra Kalaallit Peqatigiit (PK) - Grønlænderforeningen, som blev etableret i 1939.

Grønlandsregistranten er dansksproget, fordi den helt overvejende del af de arkivalier, der er tale om, er formuleret på dansk. I særlige tilfælde oversættes meddelelser til grønlandsk, men indtil videre vil sekretariatet desværre ikke være i stand til at kommunikere på grønlandsk.
Spørgsmål til det generelle indhold i Grønlandsregistranten kan rettes til arkivet på [email protected]. Ret desuden gerne henvendelse, hvis der er kendskab til en relevant aktør, der ikke fremgår af Grønlandsregistranten. Spørgsmål vedr. specifikke oplysninger om samlinger eller arkivalier rettes direkte til den pågældende aktør.

(+45) 3231 5052

registrant@ arktisk.dk