Maniitsup Katersugaasivia - Maniitsoq Museum
Maniitsoq Museum er et kulturhistorisk lokalmuseum, som også råder over en større kunstsamling. Museet er en af drivkræfterne i det lokale kulturliv og arbejder med formidling til både børn og voksne. Museet arrangerer aktiviteter og udstillinger og er et levende og spændende sted, som slår dørene op for sine gæster.
Maniitsoq Lokalmuseum er medlem af NUKAKA - sammenslutningen af lokalmuseer i Grønland.
Maniitsoq Museums historie – kort fortalt
- Den 25/10 1974 kunne den senere museumsleder Thomas Petrussen – på vegne af kommunens museumsudvalg i Maniitsoq – indbyde til reception i anledning af åbningen af Maniitsoq Museum på Imeqvej B-210, det tidligere kæmnerkontor. Før 1974 havde museumsudvalget i Maniitsoq bl.a. benyttet byens forsamlingshus som udstillingssted.
- Sin nuværende placering har Maniitsoq Museum haft siden den 12/1 1980. Tankerne om, at et areal i Kirkegårdsdalen – hvor Maniitsoq Museum i dag ligger – skulle reserveres til museumsområde, stammede imidlertid tilbage fra 1970.
- De 4 gamle kolonibygninger fra 1800-tallets anden halvdel, som i dag huser museet, måtte i 1970 nedrives på disses oprindelige placering på havnen i forbindelse med udvidelse af byens fiskeindustrianlæg. Efter ønske fra Kommunalbestyrelsen blev der udarbejdet et projekt til genopførelse af de 4 bygninger på et areal i Kirkegårdsdalen, idet man i Maniitsoq modsatte sig en anden tanke, der havde været rejst, nemlig at et par eller alle 4 bygninger skulle genopføres som en del af et slags frilandsmuseum ved landsmuseet i Nuuk.
- Således rejste to danske arkitekter, Peter Hee og Jørgen Jessen, i 1970 fra København til Maniitsoq for med henblik på senere genopstilling dels at opmåle og registrere, dels at overvåge nedtagningen og opmagasineringen af bygningerne B-16 (assistentbolig (stokværk)), B-25 (gl. butik og pakhus (bindingsværk)), B-28 (bødkerværksted (sten)) og B-56 (værkstedsbygning (sten)). Inden da havde Den Kongelige Grønlandske Handel (KGH) rømmet bygningerne.
- I Maniitsoq blev etableret ”Komiteen for genopførelse af de 4 gamle kolonibygninger i Sukkertoppen”, der siden arbejdede for at få bygningerne genrejst. Bygningerne blev samlet igen i slutningen af 1970’erne, hvor de blev genopført på Illunnguit i Kirkegårdsdalen. I begyndelsen af 1977 kunne de første af bygningerne igen tages i brug. Assistentboligen B-16 indrettedes til bolig, proviantboden B-25 indrettedes til bibliotek, det røde stenhus B-28 indrettedes til varmecentral m.v., mens det hvide stenhus B-56 indrettedes til lokalmuseum, der som nævnt blev indviet den 12/1 1980.
- Fra slutningen af 1980’erne fik museet dog problemer med at have plads til alle museumsgenstandene – skindtøj, kajakudstyr, orgler, kunstværker m.m. – og i årenes løb er alle 4 bygninger kommet til at huse Maniitsoq Museum. Den senest tilkommende bygning er B-25, der indtil 2010 lagde rum til byens bibliotek, som herefter flyttede til kommunekontorets lokaler. Alle 4 bygninger er i dag fredede.
- Maniitsoq Museum har haft flere prominente besøgende gennem årene. Bl.a. i 1993, hvor daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen med følge og landsstyreformand Lars Emil Johansen var på besøg. Senest har regentparret i 2015 fået en rundvisning på museet.
Samlinger
Maniitsoq Museum er et kulturhistorisk lokalmuseum, som også råder over en større kunstsamling. Museet er en af drivkræfterne i det lokale kulturliv og arbejder med formidling til både børn og voksne. Museet arrangerer aktiviteter og udstillinger og er et levende og spændende sted, som slår dørene op for sine gæster. Den kulturhistoriske samling spænder vidt og repræsenterer den gamle Maniitsoq Kommunes mangfoldighed. Især museets dragtsamling og samling af genstande fra Nyere tid er et nærmere studium værd, ligesom museets samling af interiør fra byens gamle kirke er en særlig oplevelse for museets gæster. Museets faste udstillinger består også af en flot kunstsamling, hvor lokale kunstneres værker og andre med tilknytning til Maniitsoq er repræsenteret. Bl.a. har museet flere af Gitz-Johansens værker i samlingen samt ”Rensdyrland” som er en udstilling omhandlende rensdyrjagt i fortid og nutid, hovedsageligt med udgangspunkt i området Angujârtorfiup Nunâ. Her har lokal viden og videnskabelige undersøgelser dannet rammerne om udstillingen.
Arkivalier
Samlingen indeholder både institutions, forenings- og privatarkiver. I arkivkataloget findes en oversigt over indholdet, som bl.a. består af breve, dagbøger, journaler, telegrammer, postkort, regnskabsmateriale, kontrabøger m.v.

Grønlandsregistranten er dansksproget, fordi den helt overvejende del af de arkivalier, der er tale om, er formuleret på dansk. I særlige tilfælde oversættes meddelelser til grønlandsk, men indtil videre vil sekretariatet desværre ikke være i stand til at kommunikere på grønlandsk.
Spørgsmål til det generelle indhold i Grønlandsregistranten kan rettes til arkivet på [email protected]. Ret desuden gerne henvendelse, hvis der er kendskab til en relevant aktør, der ikke fremgår af Grønlandsregistranten. Spørgsmål vedr. specifikke oplysninger om samlinger eller arkivalier rettes direkte til den pågældende aktør.

(+45) 3231 5052

registrant@ arktisk.dk