Rigsombuddet i Grønland
Rigsombuddet i Grønland
Rigsombudsmanden i Grønland er en institution under Statsministeriet.
Rigsombudsmanden i Grønland er rigets øverste repræsentant i Grønland og bindeleddet mellem selvstyret og rigsmyndighederne. Grønlands selvstyre kan opfordre rigsombudsmanden til at deltage i forhandlinger. Endvidere skal rigsombudsmanden snarest muligt underrettes af Grønlands selvstyre om vedtagne retsforskrifter, der udstedes af selvstyret.
Endvidere er rigsombudsmanden formand for Den Grønlandske Fond.
Historik
Indtil 1950 bestod centraladministrationen i Grønland af to landsfogeder samt to landsråd i henholdsvis Nord- og Sydgrønland. Efter Grønlandskommissionens betænkning om Politiske og Administrative forhold blev der indført en ny ordning med kun et fælles grønlandsk landsråd samt en landshøvding. Det første møde for det fælles grønlandske landsråd fandt sted den 26. september 1951 i Nuuk med landshøvding P. H. Lundsteen som formand.
Centralledelsen i Grønland blev herefter henlagt til landshøvdingen. Der forelå ikke i lovgivning eller andre steder en samlet opregning over landshøvdingens opgaver. Udover at være landsdelens overøvrighed og landsrådets formand havde landshøvdingen funktioner indenfor en række sagsområder, f.eks. vedrørende landsrådets og kommunalbestyrelsernes forvaltning, bolig- og erhvervsstøtte, personale- og lønspørgsmål samt vedrørende administrationen af de forskellige institutioner (sundhedsvæsen, skolevæsen, radiofoni m.v.).
Ved indførelsen af Grønlands hjemmestyre 1. maj 1979, jf. hjemmestyreloven, indtrådte Rigsombudsmanden med de ændringer, der fulgte af hjemmestyreloven, i de funktioner, der hidtil var varetaget af landshøvdingen over Grønland, jf. hjemmestyreloven § 20, stk. 2. Rigsombudsmandens funktion er uændret efter indførelse af selvstyre i Grønland 21. juni 2009.
E-mail: [email protected]
Landsfogedarkiv
Landsfogedarkivet fra Landsfogeden i Sydgrønland dækker primært perioden 1933 til 1953. Arkivet er et såkaldt passivt arkiv, og der tilgår derfor ikke nye arkivalier. Størstedelen af Landsfogeden i Nordgrønlands arkiv gik tabt ved Hans Hedtofts forlis i 1959.
Landshøvdingearkiv
Landshøvdingearkivet dækker primært perioden 1953-1979. Arkivet er et såkaldt passivt arkiv, og der tilgår derfor ikke nye arkivalier.
Rigsombudsmandsarkiv
Rigsombudsmandsarkivet er et såkaldt aktivt arkiv, hvor der stadig tilgår arkivmateriale. Det består primært af sagsbehandling og korrespondance fra Rigsombuddets arbejde, og dækker perioden fra 1979 og fremefter.
Arkivalier hos Rigsarkivet i Danmark
Af historiske grunde henhører en del af arkivmaterialet for Landshøvdingen over Grønland til Rigsarkivet i Danmark. Materialet kan findes på sa.dk; bl.a. under følgende arkivskabere:
- Rigsombuddet i Grønland / Landshøvdingen over Grønland (1955-2015)
- Lassen, Hans J. (1947-1979)
- Niels Otto Christensen, embedsarkiv (delvist deponeret hos Arktisk Institut) (1947-2003).

Grønlandsregistranten er dansksproget, fordi den helt overvejende del af de arkivalier, der er tale om, er formuleret på dansk. I særlige tilfælde oversættes meddelelser til grønlandsk, men indtil videre vil sekretariatet desværre ikke være i stand til at kommunikere på grønlandsk.
Spørgsmål til det generelle indhold i Grønlandsregistranten kan rettes til arkivet på [email protected]. Ret desuden gerne henvendelse, hvis der er kendskab til en relevant aktør, der ikke fremgår af Grønlandsregistranten. Spørgsmål vedr. specifikke oplysninger om samlinger eller arkivalier rettes direkte til den pågældende aktør.

(+45) 3231 5052

registrant@ arktisk.dk