Dokumentation og formidling af Danmarks historie i Grønland og Arktis

Ny udstilling: 'Når efterladte genstande åbner historien - Ekspeditioner til Grønlands nordkyst 1853-1935'

Ny udstilling åbner onsdag d. 14/12/2022!

'Når efterladte genstande åbner historien - Ekspeditioner til Grønlands nordkyst 1853-1935'. Udstillingen er baseret på Peter R. Dawes nyudgivne bog, 'Expedition Relics from High Arctic Greenland', som du også kan købe hos Arktisk Institut.

102 genstande, hele eller fragmenter, efterladt på 19 ekspeditioner mellem 1853 og 1935, danner grundlaget for denne udstilling. Genstandene er siden 1960’erne indsamlet i det nordligste Grønland, fra Melville Bugten i vest til Peary Land i øst, af forskere – primært geologer og især Peter Dawes – der som få har bevæget sig rundt i alle hjørner og kroge af disse ellers ofte øde og utilgængelige landskaber.

Om genstandene er et rustent søm eller tøndebånd, eller Pearys snekniv, Beaumonts snesav eller Wulffs cinematograf åbner genstandene op for og bringer os helt tæt på historien om disse mange ekspeditioner og livet på dem.

I udstillingen, baseret på Peter Dawes netop udkomne bog ’Expedition Relics from High Arctic Greenland’, fortælles om et udvalg af de mange ekspeditioner og genstande.

Da en del af genstandene er fundet i området, der nu er Nationalparken i Grønland, og desuden er en del af Grønlands historie, overdrages samlingen efter udstillingen til Grønlands Nationalmuseum og Arkiv i Nuuk.

Udstillingen, der er gratis, kan ses i receptionen i Det Arktiske Hus, Strandgade 102, KBH K og er åben mandag-torsdag kl. 9-16 og fredag kl. 9-15 frem til medio marts 2023. Ring 'Arktisk Institut' på døren for at komme ind.

For yderligere information kontaktes Arktisk Institut

+45 3231 5055