Resumé:

Et af Nappartuku og Atsivaqs børnebørn, Aleqaajik, havde nogle planer om et ægteskab for sig selv og sin søn, der heldigvis gik i vasken. Sønnen der allerede var gift, flyttede i vrede med sin kone, men vendte dog senere tilbage til sin mor. Selv dukkede hun op med voksne børn og en plejesøn ved kolonien i 1898, hvor det lykkedes hende at få arbejde som syerske, til stor fortrydelse for Missuarnianngas kone, Piseerajik, der ellers havde det monopol. Miss. generede Aleegajik så kraftigt at hun flyttede nordpå for vinteren. Næste forår kom hun igen og fik fornyet ansættelse. Flyttede ind, først hos plejesønnen, derefter hos en nygift søn, men ingen ville have hende. Efter endnu en tur nordpå blev hun atter ansat og denne gang døbt sammen med datteren Atsivaq og sønnen Tippa i 1901. De fik navnene: Katrine, Margrethe og Jens Emil. Alaqaajik / Katrine forblev sammen med børn og børnebørn ved kolonien, hvor hun gjorde sig uundværlig som skindbehandler og syerske. Hun var både Christian Kruuse og Thalbitzer til meget hjælp med sange o.l. Kruuse plantede nogle kvan ved et vandsted for hende. Hun passede det resten af sit liv.

Hist. Historisk overlevering i slægten Napartuku og Atsivaq. Se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9.

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side  155 - 156.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Oversættelse ved Signe Åsblom:

 Den første Lynge *)

M. Dengang englænderne og vores danskere virkelig kom op at slås mod hinanden og allesammen blev påbudt at rejse hjem, besluttede et par af de første danskere, Den Store Bødker (Napparsisoq) Christian Lynge og Kunitsi (Halsøe), at blive deroppe i nord. Og det siges at kongen havde sagt noget til dem, for det var dengang området omkring Uperna-vik var frygtet af danskerne. Og de havde placeret danskere der, der ikke var bange for at sige noget til andre danskere. Denne Lynge havde en stor buet næse, og det har hans efterkommere efter ham.

   Lynges kone hed Dorthea.

   Deres børn: Ole Larsen Lynge (Kuungasoq) f. 1835.

   Deres datter Utukkaaq (Den Gamle) (Margrethe) døde i Upernavik, da hun var 99 år gammel. Jeg har selv truffet hende. Deres far var ikke underkuet, og derfor var de det heller ikke. M.

   Kuungasoq kom til at hedde sådan efter en mand, som Ilalik, Minannguaq og Angajulleq dræbte. Han havde meget fine hunde og fangede ofte hvalrosser. Han døde i Kingittoq og havde fem sønner og tre døtre. Hans yngste søn var Ilingasukassak (Den Lille Krølhårede), Thomas.

   Utukkaaq, Margrethe Petersen døde i 1913, 80 år gammel. Hendes mand var en grønlandsk fanger, og hun havde fem sønner men ingen datter. Hendes mand var Ikisoq (Andreas Petersen).

   To af Lynges sønner, Lauritz Henrik og Christian Gabriel, faldt i 1856 gennem isen og druknede samtidigt.

   Kuungasoqs søn Mathias (Makeqqi) boede i Tussaaq, og da jeg første gang var ude på langtur, så jeg hans kone, Karen Lynge, der var blevet en meget gammmel dame. H.L.

   Vi har rigtigt mange slægtninge oppe nordpå.

*) Christian Hansen Lynge, død 1872, da han var 74 år gammel.

Hist.: Lynge-slægten i Upernavik distriktet.

Mellem-person: indsamler, N. L. Nielsen var udstedsbestyrer i Kangâmiut.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

I gamle dage, da der kun boede få mennesker i Kangaamiut, var der en fanger, der havde et enebarn, en pige, som var hans kæledægge.

Dengang var der hist og her døbte grønlændere, og pigen hed således

Margrethe. Når hun om aftenen begyndte at græde, søgte de at få hende

til at tie ved at forskrække hende: "Nu må du holde op. Hvis ikke,

kommer der en stor "slikker" og slikker dig. Øjnene på dem, der bliver

slikket, lukker sig, så de ikke kan se noget." Hun tav gerne når hun

fik den historie fortalt.

Engang tog M. som sædvanlig til at græde sent på aftenen, da alle

husfællerne var gået i seng. Da husfællerne jo havde lagt sig til at

sove, tyssede forældrene på hende; men de faldt i

søvn, mens hun endnu græd. Midt i det hele blev hun meget bange og

holdt af skræk op med at græde. Så hørte hun smasken ind igennem

gangen. Det lød som én, der slikkede noget. Hun måtte tørre tårerne

ustandseligt. Så såre hun havde tørret øjnene, begyndte tårerne igen at

pible frem.

Efterhånden som lyden kom nærmere, kunne hun ikke længere holde det ud

for angst. Hun prøvede forgæves at vække de andre.

Da hun hørte nogle komme ind, drejede hun hovedet i retning af lyden

og så et stort skrækindjagende menneske. Det havde en meget stor krop

og ganske tynde ben. Dets store tunge kom skiftevis ud og forsvandt

ind i munden igen. Det gav hver gang et smæld så kraftigt at det burde

have vækket de sovende.

Hun søgte efter noget at forsvare sig med. Hun kastede skidt og møj

("saningnik") imod ham; men hver gang kom det tilbage til hende.

Da mennesket kom nærmere og nærmere, tog hun flugten og kravlede

skrigende hen over de sovende; og da nogle af dem begyndte at vågne,

forsvandt han ud i gangen. Hun sagde det til dem.

Hendes far stod op, og han tog sin store nye økse, som han ellers

var meget øm over, og på vej ud gennem gangen slog han løs på klippen,

så det glimtede, og samtidig snakkede han uafbrudt.

Og så havde M. ellers fået nok af at græde om aftenen.

Var.: Ikke i denne bases samlinger. Heller ikke "slikkeren" optræder andre steder i basen her.

Resumé:

Et af Nappartuku og Atsivaqs børnebørn, Aleqaajik / Katrine der blev ansat ved kolonien, havde datteren, Atsivaq, der blev døbt Margrethe / Margarida  i 1901 og gift med Missuarnianngas tidligere plejesøn, døbt Jørgen. Som sin svigermor blev også han ansat ved kolonien, som tømrer. Da Margarida skulle føde sit første barn, og koloniens to fruer, Rüttel og Lund kom til hjælp med sakse i hånd, blev smidt ud. Katrine overholdt alle de gamle ritualer: slog håret ud, skar navlestrengen over med en muslingeskal, navngav barnet med en dråbe vand på sin guldebrand. Den faldt ned i munden på barnet mens Katrine holdt om dets guldebrand og fremsagde navnet: Sofie Marie. I 1914 døde både Katrine og Margarida, der netop havde født en dødfødt dreng af en influenza medbragt af forsyningsskibet Godthåb. Jørgen sad tilbage med Sofie og to yngre sønner, Henrik og Thomas. Imod Sofies vilje blev hun ikke gift men sendt på jordemoderuddannelse i DK. Hun distriktets første indfødte jordemoder og havde et fint samarbejde med den danske, Signe Vest. På et tidspunkt fik hun en datter med et eskpeditionsmedlem, ingen ved hvem. Datteren fik sin mormors navn, Margerida til hvem Sofie flyttede i 1966, dvs. til Kbh. Dødslejet på Rigshospitalet blev langvarigt. Hun beklagede sig over ikke at kunne blive hjulpet i døden på den før-kristne måde, med indsnøring af tøjet og anbragt i havstokken, hvor tidevandet tog den indsnørede. I den sidste tid fik hun besøg af mange af sine afdøde slægtninge, og også af Missuarniannga, der som Jørgens tidligere plejefar, mente at kunne rende familien på dørene. En værre plageånd. Men Sofie døde stille og fredeligt med datteren Margaridas hånd i sin, 3. april 1989.

Hist. Historisk overlevering i slægten Napartuku og Atsivaq. Se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9.

Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne).

Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq.

Oversættelse:

ss. 284 spalte 2, linie 12 fra neden - 285:

...... Ved Tugssâq / Tussaaq går isen ret hurtigt (tidligt) og min mor-

broder plejede at tage på fangstpladser hvert forår til et sted, hvor der

stadig var is. Og samtidig med at vi prøvede at træffe vore bopladsfæller

ved Kingigtoq / Kingittoq, var jeg med på udflugter i umiaq, når de roede ud for at træffe hvalfangere. Og da jeg som sædvanlig var roer på disse ture, var det altid sjovt, når vi kom til hvalfangerne. Engang kan jeg huske, at vi rejste til hvalfangerne sammen med to brødre, den ældste kaldte vi for Ilinga.

Når vi traf hvalfangerne, og mine rejsekammerater havde fået en masse, havde jeg stadig ikke solgt nogle tobakspunge, som jeg havde med for at

sælge. Da jeg gik lidt bort fra de andre, kom der en kæmpestor hvalfanger.

Han ville gerne se, hvad jeg havde i posen. Jeg viste ham, at det kun var tobakspunge. Det var egentlig kun skindrester, som min mor havde syet af.

Hun kendte jo noget til hvalfangernes smag, fordi hun havde deltaget i

turene til hvalfangerne. Og denne hvalfanger sagde, at de var gode, og ville gerne have dem selv, og han bad mig følge ham. Så gik jeg med ham hen til kahytten foran, og han sagde, at jeg straks kunne få en kop the og lovede mig noget at spise. Det viste sig, at det var en, som havde gode minder fra sin barndom, og derfor var han venlig imod mig, selv om jeg ikke havde mange ting at faldbyde. Han gav mig en kop the og bød mig noget at spise, og eftersom jeg var en fattig dreng, havde jeg jo ingen særlige sager.

Men han gav mig god betaling for dem af brød, the, kaffe, der var malet og noget der lignede tørret kød (måske skonrogger), tændstikker og porcelæn, piber og tørklæder.

Mens jeg var sammen med ham, kom de to brødre. Og nu genkendte denne hvalfanger dem, fordi han havde set dem, da han var barn. Da denne hvalfanger begyndte at tale til dem, gik der nogen tid, inden de to brødre kunne genkende ham. Men så kunne de også huske ham. Hvalfangeren fortalte, at han havde været ved Tugssâq / Tussaaq ombord på sejlskibet Margrethe med Penn som kaptajn. Og de var der i flere dage, og hver dag kom han iland. Han kunne  huske de to brødres navne, og med udmærket hukommelse huskede han også deres søstres navne og spurgte hvordan de havde det. Og han viste med hånden,

hvor stor han var dengang, og han var nok ca. 5 år gammel. Og da han sagde det, kunne Ilinga og hans bror huske, at de dengang var på forårsfangst ved Tussaaq. De var kommet fra Qaersorssuaq / Qaarsorsuaq, og hvert forår var deres forældre, Paikkut på forårsfangst ved Tussaaq, og de fortalte sådan om det:

Dengang kom der et hvalfangerskib, og der var sket det, at på et for sent tidspunkt, da de (på skibet) var kommet (et godt stykke) hjemmefra, havde det vist sig, at tre drenge havde skjult sig i lasten. Helt intetanende var skibets besætning taget afsted. Og først da det var blevet for sent at vende om, opdagede de, at de havde tre børn ombord. Da de ikke kunne vende om, beholdt de dem ombord. Og mens de ventede på gunstig vind ved Tussaaq, sendte de den lille dreng iland, for at han kunne lege med børnene. Men de to andre børn var større, og derfor måtte de hjælpe til ombord, og derfor fik de ikke lov til at komme i land.

Man fortalte, at denne hvalfangers forældre var blevet dræbt af banditter

(tyve), og så var drengen sendt et andet sted hen af sin værge. Og da

denne drengs handling kun skyldtes at han fulgte efter de andre, gjorde de ham ikke noget ondt, men prøvede at underholde ham så godt de kunne.

Og denne hvalfanger viste et billede af sin kone og to børn, og han bad dem endelig fortælle om ham til deres søskende.

Dengang da vi kom fra Itivdliarssuk / Itilliarsuk til Tussaaq,

så jeg i de næste ti år hvalfangere. Når man vænnede sig til dem,

var det meget sjovt at komme til dem. Efter at jeg havde vænnet mig til hvalfangerne, og så skibe, der lå stille, somme tider flere dage, så syntes jeg altid det var morsomt at se,hvordan de vækkede mandskabet. Og derfor plejede jeg at være i nærheden, inden de skulle vækkes. Når matroserne efter aftenens arbejde var kommet til køjs, gik en af agterfolkene (officererne) især Sipisiat (Sipitak / Sipitaaq) rundt. Han gik i hele skibets bredde frem og tilbage hele natten samtidig med at han ustandselig kiggede på klokken på kommandobroen.

Og kl.6 om morgenen skulle han vække de andre. Da jeg havde opdaget, at

de gjorde det på den måde, gik jeg gerne i forvejen i kabyssen for at

kunne se det. Og kl.6. gik Sipitak hen til klokken og slog to slag og igen to slag og atter to slag ialt tre gange, 2 slag af gangen, og til sidst eet slag.

Og vagterne i kabyssen talte kun hviskende sammen, men når de havde hørt

klokken slå, så begyndte den ene af dem at trampe i midten af kabyssen

og at råbe med en melodi alt hvad han kunne. Ikke blot råben, men med

ord. Han sprang rundt på gulvet og begyndte med Sipissinissuatsiaaq (?), og alt hvad han sagde havde melodi på. Jeg kunne opfatte enkelte ord sådan omtrent som klokken og uret, men selv om jeg ikke kunne opfatte de andre ord, fandt jeg det meget morsomt.

Hvert forår tog jeg med umiaq'erne fra Tussaaq til Kingigtoq / Kingittoq til hvalfangerne. Og hvalfangernes tale, især skotternes, som kom der, var noget rullende. Og hvis man kunne huske ordene, ville det ikke være så vanskeligt at lære, hvad de sagde. Men vi der var ret unge, sov næsten ikke i den tid der var skibe, og derfor kneb det til sidst med at huske noget.

Men alligevel, når hvalfangerne var rejst igen, prøvede vi unge mennesker

når vi mødte hinanden, at snakke skotsk. Det var meget morsomt.

Derfor skete det også, efter at jeg var begyndt at fange sæler, før jeg

forlod Tussaaq, at jeg altid fulgtes med umiaq'erne der skulle ud til hvalfangerne ved Kingittoq. Og efter at jeg havde fået en kajak, fulgtes jeg også altid med dem til hvalfangerne. Og vi savnede også i nogen grad hvalfangerne, da de holdt op med at komme.

Kommentar: Artiklen uafsluttet (Avangnâmioq udkom sidste gang i 1958, men der er ingen fortsættelse af hvalfangerhistorierne i det bind. Kun erindringer om sult, om et mærkeligt dyr og om  Månens ejendom ss. 31 35. Og noget af Upernaviks administrationshistorie ss. 181  182)

Hist.:

Fortællingen er rubriceret under Østgrønlandske fortællinger i håndskriftet.

Teksten er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.