Documentation and dissemination of the history of Denmark in Greenland and the Arctic

Introduction

The main purpose of this database of Greenlandic stories is to make the searching in written down oral stories easier. The approximately 2280 stories in the base I consider to represent their time in the different regions of Greenland, and it is my intention that the database will be extended with further collections by the help of the users. All stories, that are already translated into Danish, are only added as summaries and can not be used as source; you have to find the original source - preferably the original source in Greenlandic if it still exists.

The majority of the other stories, that means the handwritten and the few printed in Greenlandic, are translated into Danish. Senior lecturer Christian Berthelsen has translated most of the stories as well as Apollo Lynge, Grethe Lindenhann and Signe Åsblom have translated stories.

You will find missing parts of text in the translations. This is due to either unreadable handwriting, strange dialects or if the storyteller (which in some cases is the same person who has written down the story) did not grasp the whole story from beginning to end. In such cases you have to return to the original source, often the handwritten version, if you know how to read the Greenlandic language. If this is not the case, please note this insecurity in your text.

Birgitte Sonne

Download the instruction in English (pdf) here >

Søgning på Arnaaluk gav 32 resultater.

Den gamle jomfru

Print
Dokument id:1493
Registreringsår:1902
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Cecilie (Olsen, Cecilie )
Nedskriver:Olsen, Frederik / Fali (Fali)
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Den gamle jomfru
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, II
Tidsskrift:
Omfang:side 84 - 86
Lokalisering:Sisimiut / Holsteinsborg
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 7(19). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04.

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981-82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, II: 16 - 17: "Niviarsiatoqaq".

 

Resumé:

En gammeljomfru finder under et bærtogt en sommerfuglelarve, som hun i

hemmelighed opfostrer med blod fra sin næse. Husfællerne hører hende

ofte tale med det skjulte dyr, og en dag hun endelig står op fra

briksen og går på besøg, slår de den ihjel. Hun begræder længe tabet

af sit kæledyr, der var hendes eneste glæde.

 

Var.: "Dengang for længe, længe siden ..." af Arnaaluk og "Kvinden der opammede en orm" af Taateraaq; Søsteren som insisterede på at være gift med en orm; En fortælling om en brødreflok (Aron); Anguterpaanik Brødreflokken; Kvinden, der havde en orm til mand; The woman who nursed a worm nr. 45 A;

 

Hist.: Fali er Sissiis søn.

Fortællingen er en meget skrabet version af en gammel østeskimoisk myte, der i en variant tydeligt forklarer kvinders første menstruation og dermed frugtbarhed (derefter finder man ikke længere spædbørn, der kommer op af jorden som planter)

Den store ild

Print
Dokument id:1529
Registreringsår:1903
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Arnaaluk (Arnâluk)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Den store ild
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 63 - 64
Lokalisering:Avanersuaq / Thule
Note:

Orig. håndskrift har ikke kunnet identificeres.

Rasmussens renskrift.: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "Ingnerssuaq" / Innersuaq.

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905: 222 - 223.

 

Resumé:

De voksne holder trommedans i ét hus, mens børnene larmer alene i et

andet hus. Den forældreløse Kaassassuk går ud, råber ind, at en stor

ild kommer, og da ingen af børnene tror ham, gemmer han sig oppe på

tørrestativet. Ilden, der er en mand med en remmesæl som pisk, myrder

alle børnene. Da de voksne ikke tror K., opfordrer han dem til at

larme om aftenen. Ilden kommer, overhældes med kogende tran, skoldes

fordærvet og flygter. K. må derfor aldrig komme ind i huset, og lige

siden har man altid forbudt børnene at larme og skrige op.

 

Hist.: Vedr. indvandringen: Ulloriaq, Inuutersuaq: Beretningen om Qillarsuaq ... [Kbh. Det grønlandske Selskab 1985 (ikke registreret i denne base). Men søg på: Petersen, Robert, 2000: Om grønlandske slægtssagaer. Tidsskriftet Grønland, ss. 299 - 311.

Det er uklart hvem fortælleren egentlig er, den 60-årige kvinde

Arnaaluk (ifølge Rasmussen 1925), eller den unge mand Appalinnguaq (ifølge Rasmussen 1905, se ovf.). I håndskriftet (se ovf.), der er Rasmussens renskrift, står Appalinnguaq som fortælleren.

Arnaaluk er imidlertid også i Myter og Sagn, III anført som fortælleren til en Kaassassuk version, der indledes med myten om Den store ild. Til denne version har det ikke været muligt identificere noget håndskrift, med mindre det er den, som Rasmussen nedskrev under første thuleekspedition 1912-14, se ID 1552. Men kombinationen af Den store ild med den gængse Kaassassuk fortælling stammer sandsynligvis fra Baffinland, hvor Kaassassuk blev pisket til kræfter af månemanden, og har slået rod i Thule området, idet både Amaanalik / Amaunalik af baffinlandsk afstamning og Pualorsuaq hos Holtved også kombinerer dem. Søg iøvrigt på Kaassassuk Thule.

Dengang for længe, længe siden, da menneskene blev til

Print
Dokument id:1517
Registreringsår:1903
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Arnaaluk (Arnâluk)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Dengang for længe, længe siden, da menneskene blev til
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 47 - 48
Lokalisering:Agpat / Appat: Avanersuaq / Thule
Note:

Orig. håndskrift: KRKB 1, 5(14): Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04, nr. 31; Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: nr. 31, "sujuleqatigssuit ... / siuleqatissuit.

Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 31.

 

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905: 116 - 117.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 13 - 14: "Inuit píngoqangata taimanitoqarssuaq" / Inuit pinngoqanngata taamanitoqarsuaq.

Resumé:

Skønt inughuit / polar inuit ikke kan gemme ord i streger, ved man udmærket

fra de gamle og forfædrene, hvordan jorden og menneskene blev til.

   Jord og sten falder ned fra himlen, menneskene kommer ud af jorden

som sprællende babyer med lukkede øjne mellem pilekrat. De kan end

ikke kravle og får næring af jorden. En mand og en kone blir

uforklarligt store og blir gift. Hun syr barnedragter og finder

børn på jorden. Han laver seletøj og stamper hunde frem af jordtuer.

Jorden blir overbefolket, fordi ingen dør, men blir gamle,

ubevægelige og blinde. En stormflod drukner mange. To gamle koner

skændes om hvorvidt man fortsat skal leve uden død i mørke eller i

stedet have lys og død. Det sidste ønske blir virkelighed. Den første

døde stensættes, men vender tilbage og afvises, fordi man vil på

fangstrejse. Nu, hvor man kan flytte sig og rejse, behøver man ikke

længere spise jord. Der kommer sol, måne og stjerner på himlen, fordi

de døde stiger op og blir levende.

 

Var.: Myten er unik i sin sammensætning af små myter, der normalt fortælles hver for sig. De grønlandske finder man hovedsagelig refereret i Poul Egedes dagbøger: Se Meddr. Grønland, Bd. 120, 1939: sagregister: Mythe.

Hos de canadiske inuit fortalte man endnu omkr. 1900 tilsvarende myter - men ikke kombinerede til een fortælling. Se fx. Boas, Franz: 1964 [1888: The Central Eskimo, ed. by H. Collins. Univ. of Nebraska Press, og 1901 - 07: The Eskimo of Baffin Land and Hudson Bay, I-II, Bulletin of American Museum of Natural History, 15, New York.

 

Tolkning: Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Rigtige mennesker. Deres

oprindelse", "Død, lys og åndemanerens lys".

En fortælling om en brødreflok

Print
Dokument id:77
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:En fortælling om en brødreflok
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 377 - 379
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 131 ss. 671 - 674.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 377 - 379: Oqaluttuaq anguterpamik.

 

Dansk resumé i Rink 1866-71, II: nr. 58.

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972:158 - 160.

 

Resumé:

Skønt en stor flok voksne brødre både har koner og andre kvinder i husstanden, vil de ikke gifte deres eneste søster bort. De holder for meget af hende, hun er så god til at passe alle husets børn og alt arbejde i huset. Frier efter frier bliver sendt på porten, til sidst også en som søsteren mere end godt kunne tænke sig. Men da han ikke kan flytte ind, fordi han selv kun har søstre og må forsørge dem og sine forældre, kan heller ikke det blive til noget. Da så søsteren nedtrykt en dag hører svigerinderne beklage sig over, at hun ikke passer deres børn ordentligt, går hun hjemmefra og bliver qivittoq, fjeldgænger. Med sig har hun bragt en lille orm, der vokser til, fanger til hende, gifter sig med hende og får en lille efterkommer, inden det lykkes brødrene, under en mislykket renjagt til indlandet (formentlig har kæmpeormen gjort kål på det meste af bestanden derinde, BS), at finde huset og deres søster. De slår kæmpeormen ihjel ved at lade den forfølge dem over en masse pilespidser, som de har stukket i jorden i en lange linie. Den bevæger sig hastigt fremad som en målerlarve, der når brødrene, i det øjeblik de alle besvimer af udmattelse og ormen udånder af blodtab. Den viser sig at bestå af lutter talg.

Søsteren fortvivler fordi ormen var hende sådan en god mand, men må tage hjem til brødrene med sit diende ormebarn, som de foregiver at elske for des nemmere at få fat i det og slå det ihjel. Atter fortvivler søsteren, men brødrene mener, at hvis den ormebaby slægtede faderen på, ville utysket blive til fare for dem alle. Hun gør sit bedste for at overkomme sorgen, men brødrene bliver alligevel bekymrede for hende og lader hende gifte sig.

 

Var.: Søsteren som insisterede på at være gift med en orm; Anguterpaanik Brødreflokken; Kvinden, som tog en stor orm til mand, dengang ormene havde ansigt som mennesker; Kvinden, der havde en orm til mand; Søsteren som insisterede på at være gift med en orm; Anguterpaanik Brødreflokken;

Kendt også fra inuit i Canada og via indvandringen fra Baffinland omkr. 1860 i Thule-området: søg på Brønlund Tiisikoorsuarmik; 'Dengang for længe, længe siden ...' af Arnaaluk og 'Kvinden der opammede en orm' af Taateraaq;  The woman who nursed a worm nr. 45 + 45 A; Kvinden der opfostrede en orm; Tissikoorsuaq (?).

 

Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.

Hist.: Slutningen på fortællingen er overordentlig blid sammenlignet med de øvrige (mere traditionelle) versioner

En ufrugtbar kone der gifter sig med Malenen (?) / Månen

Print
Dokument id:407
Registreringsår:1864
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, VI, 4'
Fortæller:Gamle Sahra
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:En ufrugtbar kone der gifter sig med Malenen (?) / Månen
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 179v
Lokalisering:Sydøstgrønland
Note:

Version på dansk sammenstykket af 2 versioner inkl. denne i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 15, ss. 88 - 89.

Samme noget kortere på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 91, ss. 440 - 441: The Barren Wife.

 

Nedskrevet af Rink på dansk:

En mand, der havde en kone som var ufrugtbar, slog sin kone hver dag på ansigtet så at hun gik med blåt øje hver dag. Tilsidst skammede hun sig for disse brændemærker. En vinter, da alt (var) usædvanligt belagt med is, tænkte hun: "Siden jeg ikke kan skaffe min mand børn, måske jeg kan tilfredsstille ham med at hente vand." En aften i den stjerneklare himmel og månen skinnede klart, gik hun at hente vand; og da hun skulle til at øse i spanden (ud? brugte kajakskind) hørte hun sagte raslen af ?, hun troede det var vinden, og hun blev med at øse. Så siger en nær ved siden af hende: "Vil du følge med til "Malenen" (Rink: almindelig benævnelse for månen). Hun vendte sig om og så en ? (slæde?). Uden at betænke sig kom hun op og drog med ham op til Månen osv. (Resten af historien er fortalt ??).

 

Var.: Arnaaluk 50 - 52; Sahra 179v; The man in the moon and the entrail-snatcher; Kvinden hos Qaumatip inua;

Den resterende del af fortællingen ovf. kan læses i flere versioner: I dem alle bliver konen gravid med månen og sendes tilbage til jorden, hvor hun føder en søn. Månen hævder sin faderret til barnet. Undertiden lykkes det som i den version Rink referer i 1866-71, I, nr. 15, men ofte lykkes det ham ikke, fordi moderen bryder hans tabu mod at spise af sin mands fangster. Da dør både hun og sønnen. Sønnen kan også udvikle sig til asocial krakiler, som i "Månens barn" i Gustav Holms samling. Kun i Thule-området har man en rent positiv opfattelse af fortællingen, idet sønnen udvikler sig til en stor jæger (Holtved nr. 4; Rasmussen 1921-25, III: 50 - 52)

 

Kommentarer: Rinks håndskrift er til tider temmelig utydelig.

Ofte er det solen, der benævnes Malina i betydningen, den der følger efter. Men på sin vis er det rimeligt, at navnet i stedet gælder månen, der ifølge myten forfølger solen.

Hvorledes narhvalen blev til

Print
Dokument id:1544
Registreringsår:1903
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Arnaaluk (Arnâluk)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Hvorledes narhvalen blev til
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 77 - 79
Lokalisering:Agpat / Appat: Avanersuaq / Thule
Note:

Orig. håndskrift: KRKB 1, 5(14): Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04; Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "Uluâ" / Uluaa."Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

 

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905:185 - 187.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 39 - 41: "Uluâ" / Uluaa.

 

Resumé:

Bopladsen rejser på fangst og efterlader en blind mand, hans mor og

lillesøster. Moderen hjælper ham til at nedlægge en bjørn gennem

vinduet og påstår, at han ikke dræbte den. Hun giver ham intet af

kødet, kun musliger. Men lillesøsteren gemmer noget af bjørnekødet til

ham under halslinningen. Han ber hende føre sig op til en sø, hvor en

lom giver ham synet tilbage, idet den dykker to gange med ham så længe

under vandet, at han næsten taber vejret. Hjemme igen ser han

bjørneskindet. Moderen lyver fortsat om det, men vil tækkes sønnen og

tar med ham på hvidhvalsfangst, hvor hun med harpunlinen om livet

tjener som modvægt mod det harpunerede dyr. En lille hvidhval klarer

hun. Sønnen harpunerer så et stort eksemplar, der trækker hende ud i

havet, hvor hun råber på sin ulu, snor sit hår til en lang tand og

forvandles til den første narhval. Bror og søster drager ud i verden.

Mennesker med store klør fortærer lillesøsteren, hvis knogler broderen

tar på ryggen og bærer (som i en amaat ?), til hun bliver levende igen. De slår sig endeligt ned hos andre mennesker, der ikke har rumpehul. En gammel

kvinde vil stikke sig et hul i rumpen og dør. Storebroderens rumpeløse

kone må føde ved kejsersnit.

 

Var.: Tutigaq; Rink II 62; Uluaa; Holtved nr. 37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III nr. 330. Lyberth 1924 tappiitsoq. Den blinde; Narhvalens oprindelse;

 

Hist.: En fælles inuit-myte øst for isblokeringen i Nordvestpassagen,

hvor indvandrerne fra Nordalaska i 1100-tallet for første gang mødte

narhvaler.

 

Tolkning: Strukturelt svarer den unge mands blindhed til narhvalens

sorte farve. Han blir seende ved neddykning i en sø med en lom; den

onde moder forvandles til en sort hval ved neddykning i havet med en

hvidhval, som hun er bundet til ved harpunlinens "navlestreng".

 

English version: Rasmussen, Knud: A Record, The People of the Polar North, 1908: 162-172.

Indlandsboerne ved Etah

Print
Dokument id:1566
Registreringsår:1903
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Arnaaluk (Arnâluk)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Indlandsboerne ved Etah
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 115 - 116
Lokalisering:Agpat / Appat: Avanersuaq / Thule
Note:

Orig. håndskrift har ikke kunnet identificeres; Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "tunerssuit îtame" / tunersuit Iitame.

Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905: 239 - 240. Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 80: "Tunerssuit Iitame" / Tunersuit Iitami. (Etah)

 

Resumé:

Mens indlandsboerne endnu bor i deres jordhule ved den store sø øst

for Itah, dør en af deres gamle koner af skræk over en af menneskenes

hunde. De flytter længere ind i landet. Man graver i deres husrest og

finder en narhvalstand. De er ikke farlige, men sky og meget bange for

hunde. Den indlandsbo, der giftede sig med Suakak fik blodsprængninger

i øjnene, da han så hendes brødres hunde. Indlandsboerne bliver

hurtigløbere, når de lader orme i en pose af remmesælsskind suge

blodet ud af deres ben. Fortællerens far har engang ved Itah fundet et

søkongeskind fuldt af orm, som indlandsboerne havde glemt, da de

flyttede længere ind i landet.

 

Kommentar: søg også på: Suakak. Fortællingerne tyder på, at indlandets ånderacer i Thule området ikke var så talrige som i Østgrønland. I Thule er det eqqillit, der har hundenaturer og indlandsboere, der er bange for hunde.

 

Tolkning: Fortælleren meddeler alt han ved om indlandsboerne ved

Itah.

Kâgssagssugpaluk / Kaassassuppaluk, den forældreløse, der blev til en stærk mand

Print
Dokument id:1552
Registreringsår:1914
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Arnaaluk (Arnâluk)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kâgssagssugpaluk / Kaassassuppaluk, den forældreløse, der blev til en stærk mand
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 88 - 93
Lokalisering:North Star Bay: Avanersuaq / Thule
Note:

Orig. håndskr.: KRKB, Knud Rasmussens Arkiv: Fra 1. Thuleekspedition 1912-14.

Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

 

Resumé:

Børnene i et hus larmer, mens de voksne er til åndemaning i et andet

hus. Kaassassuppaluk advarer børnene mod den store ild og ber om at blive løftet op på tørrestativet. Det sker; børnene larmer videre. Ind kommer den

store ild med sin pisk af en hel remmesæl med lange klør. Den trækker

børnene ud i husgangen og skolder dem ihjel. K. løber over med besked

til de voksne, der beskylder ham for miseren. Han overtaler dem til

selv at larme om aftenen. K. får ikke lov til at være inde. Man

larmer, ilden kommer, og man hælder kogende tran ned over remmesælen.

Ilden fortrækker. K. er herefter forvist til husgangen, hvor hans onde

bedstemor prygler ham sammen med hundene, og når han søger varme på

taget ved luften fra loftsventilen, trækker husherren Umerluttooq ham

op i næseborene. Han får kun sej hvalroshud at spise. Han tygger det

med en lille knivsten mellem tænderne. Knivstenen gemmer han i

forhuden på sin penis. K.s anden bedstemor, hans mormor, er god mod

ham og tørrer altid hans tøj. K. møder en kæmpe, der parterer sin

fangst og K. råber til ham om et stykke. Kæmpen, der kun hører en svag

ringen for ørerne, tror det er et dødt menneske og giver ham en lille

offerbid. K. har evne til at forstørre stykket. Han spiser sig mæt

og lægger med besvær den store rest i depot. Den er væk, da han kommer

tilbage. Kæmpen, der har spist det, får ondt af K. og træner hans

kræfter ved sammen med ham at rulle sten rundt. Da K. er ligeså stærk

som kæmpen lover denne ham at sende tre bjørne som erstatning for det

spiste kød. K. bliver stadig mishandlet hjemme. Om natten trækker han

en indefrossen konebåd op af isen. Alle forbavses næste dag og U.

siger hånende til K., at det nok er ham. Da bjørnene kommer, låner K.

sin gode bedstemors korte støvler, dræber bjørnene, bærer dem hjem som

var de harer og bygger sig et stort udendørs ildsted til kogningen.

Først smider han dog sin onde bedstemoder i ilden, og beroliger sin

gode bedstemor. Hende vil han intet ondt gøre. U. og de andre flygter,

mens K. koger og spiser bjørnekød. K. finder U. ved kanten af en stejl

skrænt, ryster ham med et greb i næseborene ud over skrænten, og

ligger med alle hans koner. K. gengælder også alle andre fællers

ondskab, hvorefter han rejser sydpå og får kajak, men blir dræbt,

fordi han får for vane at klemme små børn ihjel.

 

Var.: Kaassassuk.

 

Hist.: Indledningen med fortællingen om Den store ild har også de to versioner, som Holtved fik af både Amaanalik og Pualorsuaq. Ligeså er Kaassassuk hovedpersonen i en kort version af Den store ild, "Innersuaq", som Rasmussen fik af Appalinnguaq fra Appat, Thule. Der var således i Thule en vis tradition for at associere Kaassassuk til den, der redder sig fra den store ild. Måske er det en påvirkning fra det sydøstlige Baffinland, hvor Amaanaliks fortællinger stammede fra. Her findes en version (hos Franz Boas), hvor det er månemanden (en stor ild?) der pisker kræfter i Kaassassuk.

Rasmussen fik desuden en version uden indledningen med Den store ild. I det øvrige  er den næsten identisk med Arnaaluks. Se Qilerneq, Kaassassuk.

 

Vedr. indvandringen: Ulloriaq, Inuutersuaq: Beretningen om Qillarsuaq ... [Kbh. Det grønlandske Selskab 1985 (ikke registreret). Men søg på: Petersen, Robert, 2000: Om grønlandske slægtssagaer. Tidsskriftet Grønland, ss. 299 - 311.

 

Det er uvist om det er Rasmussens mangelfulde nedskrift, der

gør, at fortællingen virker kluntet. Holtveds senere version er mere

retfrem. I varianten hos Rasmussen bemærker man at K. til slut flytter sydpå.

Det kunne tyde på at man mente at fortællingen stammede sydfra. Men som det fremgår af kildeudredningen ovf. er der en del grus i maskineriet.

Kâgssagssuk / Kaassassuk

Print
Dokument id:1060
Registreringsår:1903
Publikationsår:1982
Arkiv navn:
Fortæller:Simigaq
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:Søby, Regitze M.
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Kâgssagssuk / Kaassassuk
Publikationstitel:Oqalugtuat oqalualâtdlo, IV
Tidsskrift:
Omfang:side 71 - 73
Lokalisering:Agpat / Appat: Avanersuaq / Thule
Note:

Genfortalt efter Qilerneq, Kangerlussuaq

Redaktør: Søby, R. M. Renskrift: Otto Sandgreen.

Orig. håndskrift: KRKB 1, 5(14): Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04;

Ifølge Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "Kâvssavssuk" / Kaassassuk, viser det sig at være Simigaq fra Appat der har genfortalt Qilerneqs fortælling.

 

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905: 226 - 229. Der er Qilerneq anført som fortælleren.

 

Resumé:

Kaassassuk vokser op som forældreløs mellem hundene i husgangen. Ved loftsventilen på taget prøver han at få del i varmen, der strømmer ud. Hans farmor er ondskabsfuld, han mormor rar. Hun tørrer gerne hans kamikker. Umerlutoorsuaq, Den "bredsnudede" er hans værste plageånd, der hiver ham op og indenfor fra husgangen ved næseborene. Sej hvalroshud får han tilbudt, men kan ikke tygge det af mangel på de tænder, som man morer sig med at trække ud.

En dag under en gåtur møder han en kæmpe, der flænser et stort dyr. Kaas. ber om en bid. Kæmpen ser ham ikke, men slænger ham alligevel en stor klump, som K. bygger et stendepot til. Men næste dag er kødet væk. Han græder. Kæmpen kommer, tilstår at han har taget kødet, - vidste ikke hvis det var - og prøver nu at få K. i humør ved at kappes med ham i at få kampesten til at snurre rundt. K. magter det slet ikke, men efter mange forsøg lykkes det ham. Kæmpen lover ham snarligt kød, tre isbjørne. Tilbage ved huset afprøver K. sine nyvundne kræfter. Han river sin plageånds umiaq af stilladset. Denne bliver noget bekymret ved synet næste dag.

De tre bjørne er set uden for bopladsen. K. hvis kamikker er til tørre, låner et par små indendørs kamikker af sin fætter og spurter af sted så sneen fyger om ham. Han nedlægger med lethed bjørnemor med to unger og bærer dem hjem uden besvær. Han tænder ild under en vældig gryde til kødet og smider sin onde bedstemor på bålet, hvor hun brænder op. Den gode vil flygte men standses af Kaass. Hende vil han intet ondt. Umerlutoorsuaq er flygtet væk med sine koner og sit telt, hvor han prøver at holde sig vågen til evt. kamp med Kaass. Um. er dog faldet i søvn, da Kaass. kommer på hævntogt, griber Um. i næseborene, ryster ham kraftigt ud over en skrænt så næseborene revner, og stjæler derefter hans koner efter at have nedbrudt hans telt. Um. dør af sine næsesår.

Med tiden bliver Kaass. dog lystmorderisk farlig for sine omgivelser og dræbes.

 

Var.: Kaassassuk.

 

Kommentar: Moralen er klar: mishandlede forældreløse kan opnå farlige kræfter fra dem i den anden verden, så store, at de aldrig for alvor kan socialiseres. I visse, oftest sene vestgrønlandske, versioner sker der en resocialisering. Men ikke i denne polareskimoiske version, der afviger fra andre varianter fra Thule området ved ikke at indledes med fortællingen om den store ild. Se Arnaaluk Kaassassuk.

Kigssaviarssugpagssuaq / Kissaviarsuppassuaq

Print
Dokument id:1058
Registreringsår:1903
Publikationsår:1982
Arkiv navn:
Fortæller:Arnaaluk (Arnâluk)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:Søby, Regitze M.
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Kigssaviarssugpagssuaq / Kissaviarsuppassuaq
Publikationstitel:Oqalugtuat oqalualâtdlo, IV
Tidsskrift:
Omfang:side 38 - 39
Lokalisering:Agpat / Appat: Avanersuaq / Thule
Note:

Fortælling fra Akilineq / Baffinland

Redaktør: Søby, R. M. Renskrift: Otto Sandgreen.

Håndskr.: KRKB 1, 4(10). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04.

Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "kigssaviarssugpagssuaq"/ Kissaviarsuppassuaq.

Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

 

Fortælling om en kæmpefalk, der fanger hvidhvaler og bærer dem flyvende i kløerne. Oversætteren har ikke turde binde an med teksten, der er spækket med dialektale gloser.

 

Hist.: En af de fortællinger, som indvandrerne fra Baffinland omkr. 1860 medbragte. Vedr. indvandringen: Ulloriaq, Inuutersuaq: Beretningen om Qillarsuaq ... [Kbh. Det grønlandske Selskab 1985 (ikke registreret) og søg på: Petersen, Robert, 2000: Om grønlandske slægtssagaer. Tidsskriftet Grønland, ss. 299 - 311.

kumak

Print
Dokument id:2277
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB 3, Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04
Fortæller:Arnaaluk (Arnâluk)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:kumak
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:½ s.
Lokalisering:Agpat / Appat: Avanersuaq / Thule
Note:

Orig. håndskrift: har ikke kunnet identificeres; Den registrerede er Rasmussens renskrift.

Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 32: "kumak".

 

Ikke oversat, men handler om en lus der ber sin kone om sine vanter. Den blir spist af et menneske og kommer rødskoldet ud. Muligvis skulle vanterne have taget af for varmen.

 

Var.: Lidt uforståelig version. Det samme gælder en østgrønlandsk version: Kumaat, hvor man ikke får slutningen om rødskoldningen med.

Kvinden hos Qaumatip inua / månens menneske

Print
Dokument id:179
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:Kvinden hos Qaumatip inua / månens menneske
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 189 - 190, nr. 74
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af orig. håndskr. eller renskrift, der ikke længere

eksisterer.

 

Version på dansk sammenstykket af 2 versioner inkl. denne i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 15, ss. 88 - 89.

Samme noget kortere på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 91, ss. 441: a Barren Wife.

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om månemanden (orig. uden overskrift).

 

En gift kvinde gik en gang alene, da en hundeslæde standsede ved hende. Manden på slæden sagde, at hun skulle sætte sig op på slæden. Det føltes, som om de var ved at stige til vejrs. Hun spyttede, og spyttet ramte jorden. ("tuppoq" - usikkert, hvordan det skal oversættes i denne forbindelse - Chr.B.) Nu føltes det, som om de ikke længere rørte ved jorden. Hun spyttede igen, men manden sagde til hende: "Nu må du holde op med at spytte." De kørte videre og kom ind i et slædespor (ganske vist står der "innersuit", ildfolket, men det må være et mægtigt slædespor - Chr.B.). Til sidst nåede de frem til et hus. Derinde lagde manden et stort remmesælsskind foran indgangen og sagde til kvinden, at hun skulle lægge sig ned på ryggen. Derpå lagde manden sig ned oven på hende. Så mistede hun bevidstheden. Da hun kom til sig selv igen, lå hun midt på remmesælsskindet.

Hun rejste sig og satte sig op på briksen. Manden, der sad ved vinduet med en

stor fuglevinge, kaldte på hende. Så trak han en stor lem til side og sagde til

hende, at hun skulle kigge ned. Hun kunne se en masse vinterpladser, hvor husene

lå tæt op ad hinanden. Manden ("angornarua", hendes samlever) bad hende kigge på

noget bestemt. Hun fik øje på en pige, der lå på ryggen og sov. Så lod manden en

dråbe fra den store vinge falde ned på hende. Efterhånden kom der længere pauser

mellem dråberne. Da pigen blev ramt af en dråbe, fór hun sammen og saqugami

(dansk kommentar: "puttede fingeren ind.."), og hun begyndte at bløde. Folk nede

på jorden var ved at sy skindtelte, nu da det var blevet forår. Hun så sin mand

gå med deres lille søn i hånden.

 

Samleveren sagde til hende: "Nu skal du tilbage til jorden. Så vil du føde et

drengebarn. Når du har født barnet, skal du gå udenfor, inden nogen andre går ud. Så vil du finde et par små ulke oven på husgangen. Det skal være dit

første måltid. Når drengen bliver større, må du også en morgen gå ud før de

andre. Så vil du finde en drengeharpun til at lege med. Når drengen pludselig

forsvinder, efter at han er blevet god til at kaste med harpun, må du ikke græde

over ham. Så vil han være hos mig, så han kan forsørge mig, når jeg bliver

gammel."

 

Hun var nu på vej ned, da hun blev bange, skubbede han hende. Hun mistede

bevidstheden. Da hun kom til sig selv, var hun nede på jorden. Hun gik hen til

dem, der syede skindtelte og gjorde alt for at blive set. Da hun ikke blev

opdaget, tog hun en synål fra en af dem, der syede. Vedkommende ledte efter

synålen og fandt den på en af kvindernes ben (eller: fandt den på hendes ben,

mest sandsynligt). Så kiggede hun på hende fra benene og opefter og genkendte

hende. Hun forsvandt, mens det endnu var vinter, og dukkede først op igen nu. Nu

gik hun hjem til sin mand. Hun blev gravid og fødte en dreng. Hun gik ud om

morgenen før de andre og fandt ulkene, som hun tog ind og spiste før noget

andet. Herefter spiste hun almindelig mad. Da drengen var blevet lidt større,

fandt hun en morgen en drengeharpun til at lege med. Da drengen var blevet

dygtig til at kaste med harpun, forsvandt han. Moderen græd ikke over tabet af

drengen, mens faderen sørgede. Månemanden fik drengen til sig.

 

Var.: Arnaaluk 50 - 52; Sahra 179v; The man in the moon and the entrail-snatcher; Månens barn; Besøg på Månen. (fortællinger hvor månens gæst en mand: søg på Manguaraq)

 

Hist.: Den traditionelle fortælling om kvinden, der bliver hentet på besøg hos månen og bliver besvangret. Men idéen om månen, der skal forsørges på sine gamle dage, er ny. I min tolkning er det netop fordi måne og sol ikke reproducerer sig -får børn deroppe i himlen, at de undgår menneskers kredsløb gennem død og

(navne-)reinkarnation at verdens fortsatte gang sikres.

Kvinden, der opfostrede en orm

Print
Dokument id:1604
Registreringsår:1902
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Uusaqqaq (Uusarqaq)
Mellem-person:Nielsen, Jonasine ?
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kvinden, der opfostrede en orm
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 198 - 199
Lokalisering:Tasiusaq: Upernavik
Note:

Orig. håndskrift: KRKB, nr. 3: Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04. Renskrift: NKS 3536, IV, 4', læg 9.

Grl.titel: Arnaq kuvdlugíssamik nâlungiartârtoq / kullugissamik naalungiartaartoq.

 

Resumé:

En barnløs kvinde, hvis mand blir træt af hende, går ud for at finde

et barn. Hun finder først en bi, men opgiver den, og dernæst en orm,

som hun lader die af sit blod og skjuler i et halværme under briksen.

Den siger sivse-e-e, når hun kalder den frem. En dag hun er ude slår

husfællerne den ihjel, og blodet flyder ud i husgangen. Kvinden sørger

over tabet, som var den et rigtigt barn.

 

Oversættelse ved Apollo Lynge af renskriften:

Kvinden som adopterede en orm.

En af kvinderne, som ikke selv havde nogen børn, tog en orm til sig som sit spædbarn. Da hun således havde fået et spædbarn, begyndte hun at amme det, og hun lod den endda drikke sit blod. Efterhånden blev ormen så stor, at den blev lige så stor som hendes bryst og mave, og så gav hun den en stor kamik at være i. Engang da hun lagde den på briksen efter at have ammet den og gik ud, blev en af husfællerne bange for den og lagde den ind under briksen. Da hun kom tilbage, søgte hun efter den og tog den. Når plejemoderen sagde kærlige ord til den store orm, lyste dens øjne af glæde. Engang da plejemoderen igen var på besøg og husfællerne var bange for ormen, tog de den med ud og kastede den væk med en sådan kraft, at blodet sprøjtede ud! Den var jo ved at tømme sin plejemoder for blod.

 

Jonasine Nielsen, Saattoq.

 

Var.: "Dengang for længe, længe siden ..." af Arnaaluk og "Kvinden der opammede en orm" af Taateraaq; Søsteren som insisterede på at være gift med en orm; En fortælling om en brødreflok (Aron); Anguterpaanik Brødreflokken; Kvinden, der havde en orm til mand; The woman who nursed a worm nr. 45 + 45 A; Kvinden der opfostrede en orm; Tiisikoorsuarmik (Tiisi er et onomatopoetikon på lyden: sissii el. tsissii).

 

Kommentar: Det er uklart om Jonasine Nielsen er fortæller eller renskriver, men renskriften er tydeligvis en forkortet udgave af originalen.

 

Tolkning: Skulle symbolikken med blodet, der flyder ud i husgangen

(alias menstruationsblod), ske fyldest, burde kvinden herefter blive

frugtbar.

Kvinden, der syede klæder af ravneskind

Print
Dokument id:1585
Registreringsår:1903
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Arnaaluk (Arnâluk)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kvinden, der syede klæder af ravneskind
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 153
Lokalisering:Agpat / Appat: Avanersuaq / Thule
Note:

Orig. håndskrift har ikke kunnet identificeres; Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "tuluvkanik ánorâlik" / tulukkanik anoraalik.

Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

 

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905: 203 - 204.

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 53 - 54: "Tulugkanik ánorâlik" / Tulukkanik annoraalik.

 

Resumé:

En gravid enke efter en dræbt mand og en gravid hund efterlades alene

tilbage af fællerne. Hun og tæven føder samtidigt og hun tryller over

både sin søn og hvalpene, så de er fuldvoksne i løbet af et år. Hun

fanger mange ravne i snarer og syr tøj til sig og sønnen af skindene

med vingerne på. De rejser til mennesker og ber om tøj, men får kun

afvisende svar. Kvinden udfordrer dem og afværger alle deres pile ved

at svinge med rygposeremmen fra sønnens første tid, og sønnen dræber

alle de udfordrede med sine pile.

 

Var.: Egentlig ikke, men "Månens barn" fra Ammassalik virker beslægtet.

 

Tolkning: Det må være hundehvalpes hurtigere modning og muligvis

ravneskindene, der giver konen styrke til at trylle sin søn stor i en

fart.

Kvinden, som legede fjældånd / fjeldånd

Print
Dokument id:1587
Registreringsår:1903
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Arnaaluk (Arnâluk)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kvinden, som legede fjældånd / fjeldånd
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 154 - 155
Lokalisering:Agpat / Appat: Avanersuaq / Thule
Note:

Orig. håndskrift: KRKB 1, 5(14): Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04; Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "Angúnajuvatsaka" /Angunnajuattoqarsuaq.

Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

 

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905: 204 - 205.

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 55: "Angúnajuagtoqarssuaq" Angunnajuattoqarsuaq.

 

Resumé:

En kvinde, der mishandles af sin mand, flygter og gemmer sig hos

fremmede i et kødskur med åbning ind til husrummet. Hun har smurt

ansigtet ind i sod og taget sit tøj omvendt på, og æder sig nu en

mavepine til i renkød  og talg. Da hun må lette sig og stanken breder

sig i huset, lukker de op til skuret, ser hendes rædsomme udseende,

hører hende råbe: "Ajungujuvasaqa, apaapaa, isaasii", og de flygter.

Hun tar alt det renkød med hjem, hun kan bære. Man plejer at skræmme

grædende børn med hende.

 

Kommentar: Skikkelsen har sikkert været fremstillet til underholdning og advarsel. Se: uaajeertut

Kvinden, som opammede en orm

Print
Dokument id:1548
Registreringsår:1903
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Taateraaq (Tâterâq)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kvinden, som opammede en orm
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 82
Lokalisering:Agpat / Appat: Avanersuaq / Thule
Note:

Orig. håndskrift: KRKB 1, 5(14): Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04; Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "Arnaq nâlungiartârtoq ..." / Arnaq naalungiartaartoq ...

Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

 

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905:190.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 43 - 44: "Arnaq quvdlugíssamik nâlungiartârtoq" / Arnaq qullugissamik naalungiartaartoq.

 

Resumé:

En barnløs kvinde finder en orm i en tue, ammer den op og klæder den

i et skindærme. Den vokser sig uhyre stor, mens kvinden magrer hen. En

dag hun er ude, dræber hendes mor den. Hundene slikker blodet, der

strømmer ud af den. Kvinden sørger dybt.

 

Var.: "Dengang for længe, længe siden ..." af Arnaaluk; Søsteren som insisterede på at være gift med en orm; En fortælling om en brødreflok (Aron); Anguterpaanik Brødreflokken; Kvinden, der havde en orm til mand; The woman who nursed a worm nr. 45 A; Kvinden der opfostrede en orm;

Kvinden, som tog bjørnen til sig

Print
Dokument id:1545
Registreringsår:1903
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Arnaaluk (Arnâluk)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kvinden, som tog bjørnen til sig
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 80 - 81
Lokalisering:Agpat / Appat: Avanersuaq / Thule
Note:

Orig. håndskrift har ikke kunnet identificeres;

Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "Angutdligamâq, Anorituûp ernera" / Angulligamaaq, Anorituup ernera.

Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

 

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905:187 - 189.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 41 - 42: "Angutdligamâq, Anorituûp ernera" / Angulligamaaq, Anorituup ernera.

 

Resumé:

Fordi Angulligaamaaq er meget stærk, kan han tillade sig at leve af

andres fangster uden selv at fange. En dag tar han dog med ud på

isfangst, blir narret til at sove med bar rumpe og dræbt med en lanse

gennem rumpehullet. Hans enke ber jægerne om fostret af en bjørn, som

de nedlægger. Hun opfostrer ungen på talg; den fanger godt til hende,

men om vinteren, hvor den ikke kan fange, stjæler den af de andres

køddepoter. Hun advarer den mod dens fætre hundene. Den svarer at den

blot vil flygte med vinden i rumpen. Den blir dog dræbt. Kvinden får

dens pels som dyne, men af sorg stivner hun til den sten, der kan ses

ved Anoritoq / Anoritooq nord for Itah.

 

Var.: Musatak; Anoritooq. Kvinden der opfostrede en bjørn. Kvinden, der havde en bjørn til plejebarn; Søg også på: bjørn, isbjørn.

 

Tolkning: Episoderne med bjørnen er blot en gentagelse af dem med

Angulligaamaaq. "Livsvejen"s ind- og udgang, rumpehullet, er

variantens forbindende symbol. Om "livsvejen" se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere):

"Det hele menneske".

Kvinden, som vragede mænd

Print
Dokument id:1586
Registreringsår:1903
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Arnaaluk (Arnâluk)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kvinden, som vragede mænd
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 154
Lokalisering:Agpat / Appat: Avanersuaq / Thule
Note:

Orig. håndskrift: KRKB 1, 5(14): Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04; Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "Issíkârssuaq".

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905: 204.

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 54: "Issíkârssuaq" / Issikkaarsuaq.

 

Resumé:

Isikkaarsuaq vil ikke giftes. Hendes familie hænger hende op med

hovedet nedad i en stenhule. Hendes indvolde og legemsdele bytter

plads, og hun blir en uhyggelig fjeldånd, der skræmmer sine forældre

ihjel.

Larven

Print
Dokument id:1547
Registreringsår:1903
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Taateraaq (Tâterâq)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Larven
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 82
Lokalisering:Agpat / Appat: Avanersuaq / Thule
Note:

Orig. håndskrift: KRKB 1, 5(14): Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04; Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "âgssigssuaq" / Aassissuaq.

Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905:189 - 190.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 43: "âgssigssuaq" / Aassissuaq.

 

Resumé:

En kvinde opfostrer en larve til uhyre størrelse. Den æder et barn på

bopladsen og blir dræbt.

 

Var.: "Dengang for længe, længe siden ..." af Arnaaluk og "Kvinden der opammede en orm" af Taateraaq; Søsteren som insisterede på at være gift med en orm; En fortælling om en brødreflok (Aron); Anguterpaanik Brødreflokken; Kvinden, der havde en orm til mand; The woman who nursed a worm nr. 45 A; Kvinden der opfostrede en orm; The woman who nursed a worm;

Lusen og ormen

Print
Dokument id:1515
Registreringsår:1903
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Gaba
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Lusen og ormen
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, II
Tidsskrift:
Omfang:side 94
Lokalisering:Kuuk: Upernavik
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Orig. håndskrift: KRKB 1, 5(14): Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04 (hvor Gaba har fortalt sin (mors) version fra Kuuk til Rasmussen)

Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "inuíngôq kumeqángíkatdlartut" / inuinngooq kumeqanngikkallartut,  hvor Rasmussen har renskrevet

den med dansk oversættelse til sammenligning med hans renskrift og oversættelse af Arnaaluks version fra Thule, Avanersuaq.

Rasmussen skriver i KRKB, Optegnelser fra 1. Thule eksp. 1912 - 14, d. 19.2.1914: Gid man kunde få Gabas Moder herned som gæst? Og lade hende fortælle sammen med Arnâluk.(herned? Arnaaluk boede i Thule, Gabas mor på Kuuk: Upernavik)

 

Resumé:

Før mennesker fik lus, beslutter lusen og ormen at ro om kap til

mennesker. Lusen kommer først, fordi ormens åretold knækker lige før

den skulle nå først til målet. Den graver sig ned i jorden.

 

Var.: Søg på: Lusen

 

Tolkning: Lus betyder "liv", orme (især maddiker) betyder "død".

Lusens og ormens kapløb til mennesket

Print
Dokument id:1538
Registreringsår:1903
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Arnaaluk (Arnâluk)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Lusens og ormens kapløb til mennesket
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 70
Lokalisering:Agpat / Appat: Avanersuaq / Thule
Note:

Orig. håndskrift: KRKB 1, 5(14): Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04; Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "inuit sujugdlît".

Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

 

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905: 177.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 32: "Kumak inungnut tikerqâtaujumassut" / Kumak qullugiarlu inunnut tikeqqaataajumassut.

 

Resumé:

Mennesker har endnu ikke fået lus, da ormen og lusen beslutter at løbe

om kap til et liggende menneske på jorden. Ormen falder og foretrækker

at blive jordens lus, fordi mennesket nok slet ikke smager godt. Lusen

kommer først og har siden haft mennesket som sit land og sin føde.

 

Var.: Søg på Lusen

Løgneren

Print
Dokument id:1593
Registreringsår:1903
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Arnaaluk (Arnâluk)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Løgneren
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 160 - 161
Lokalisering:Agpat / Appat: Avanersuaq / Thule
Note:

Orig. håndskrift har ikke kunnet identificeres; Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "Qasigiaq".

Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

 

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905: 211 - 212.

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 61: "Qasigiaq".

 

Resumé:

Qasigiaq er slem til at lyve. Engang en flok brødre på en naboboplads har mistet deres eneste søster, tager han af begærlighed efter rigdom derhen og fortæller, at han har opkaldt sit nyfødte barn efter hende. De forærer ham en mængde gaver med hjem, men da de senere kommer på besøg for at se navnefællen og Q.s kone forstår at han har narret dem, forklarer hun brødrene at Q. er slem til at lyve, og slår ham så voldsomt i ansigtet at hans øjne træder ud.

 

Var.: Dette er en meget kort version af Qasigiaq, der er en yndet fortælling med mange episoder overalt i det øvrige Grønland: Qasiättak. Qasiádak. Qasigiaq el. Qasiassaq el. Qasiagssaq.

Månemanden og indvoldsrøveren

Print
Dokument id:1520
Registreringsår:1903
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Arnaaluk (Arnâluk)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Månemanden og indvoldsrøveren
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 50 - 52
Lokalisering:Agpat / Appat: Avanersuaq / Thule
Note:

Orig. håndskrift har ikke kunnet identificeres;

Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "aningáukut" / aningaakut.

Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

 

Nedskriften er fortalt af Appalinnguaq som en genfortælling af Arnaaluks version.

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905: 195 - 197.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 47 - 48: "Aningãkut" / Aningaakkut.

 

Resumé:

Besøg på månen. En kvinde, der er blevet skåret i fodsålerne af sin

mand, kryber til fjelds, hvor månen tager hende som kone med til

himmels på sin slæde. Han har en sælknogle som kone, og vrager denne.

Han advarer konen mod både Solen, der svider hendes pelskant, da hun

skeler til hende, og mod indvoldsrøveren, der er Månens fætter. Han

kommer og danser, men da kvinden ikke smiler, må han gå igen med

uforrettet sag. I Månens hus sidder mange mennesker uden indvolde.

Kvinden ser sine børn nede på jorden, længes efter dem, og da Månen

har gjort hende gravid, sender han hende hjem. Han fortsætter med at

forsørge hende med harer, ræve og bjørne, som han sender ned fra

himlen, indtil en gammel kone ler ham ud. Fra kvindens besøg hos

Månen fik folk viden om måneboerne.

 

Var.: Holtved nr. 4; Sahra 179v; Arnaaluk 50 - 52; The man in the moon and the entrail-snatcher; Kvinden hos Qaumatip inua; En ufrugtbar kone der gifter sig med Malenen (?); Månens barn;

 

Tolkning: Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): Månen

Månens barn

Print
Dokument id:1128
Registreringsår:1884
Publikationsår:1888
Arkiv navn:
Fortæller:Uutuaq (Utuak)
Nedskriver:Holm, G. F.
Mellem-person:Holm, G. F.
Indsamler:Holm, G. F.
Titel:Månens barn
Publikationstitel:Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik
Tidsskrift:Meddr. Grønland 10(5)
Omfang:side 281 - 282, nr. 16
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 140 - 146.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II:253 - 255.

 

Eng.udg.: Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 263 - 264.

 

Resumé: En kone, hvis børn altid dør, voldtages undervejs efter vand

af Månen, der kommer på sin slæde. Hun besvimer under voldtægten og

vågner badet i blod på det vandskind, Månen har bredt ud til samlejet.

Månen beordrer hende til ikke at ligge med sin mand de første nætter

og ikke sy anorak til det barn, hun vil få. Den vil månen levere.

Hun holder sig fra sin mand i tre dage, og da hun føder, får familiens

ufrugtbare hund også en hvalp. Månen leverer anorakken, der er syet af

remmesælstarme, og desuden en hvalrosluffe og en bjørnebov, som barnet

skal spise.

Konen lærer sønnen at holde vejret under vand lige så længe som en

netside.

Drengen og hvalpen udvikler sig lige hurtigt. Månen forærer sin søn en

hundepisk, og drengen pisker sin hvalp ihjel med venstre hånd. Han

pisker også sine legekammerater. En af dem dør. Da dennes søskende

pønser på hævn, bygger drengens mor et vinterhus på en stejl klippeø.

Hævnerne ankommer i kajakker. Moderen giver sin søn hans første

klædedragt på, tarmskindsanorakken. Han smutter ud mellem kajakkerne,

svømmer udefter under vandet med kajakkerne efter sig. Langt ude,

hvor kystbjergene ikke længere kan skelnes fra hinanden, begynder

drengen at fryse, dykker ned til bunden, råber fra roden af noget

vingetang, og vinden begynder at suse. Han råber fra roden af noget

andet tang. Nu kommer nordøstenvinden. Det fyger fra toppen af det

højeste bjerg, Qalerajueq, på Kulusuk. Kajakmændene vender om. Nogle

af dem kæntrer, og drengen tar årerne fra de øvrige. Han kommer alene

hjem.

 

Var.: Svømme under vandet som en sæl.

Arnaaluk 50 - 52; Sahra 179v; The man in the moon and the entrail-snatcher; Kvinden hos Qaumatip inua; En ufrugtbar kone der gifter sig med Malenen (?);

 

Kommentar: Vingetang har været brugt som pusterør i Østgrønland, Emil Rosing pers. medd.

For en analyse af denne fortælling se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under "Månen" og eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

Qâgssugssuaq / Qaassussuaq

Print
Dokument id:1061
Registreringsår:1903
Publikationsår:1982
Arkiv navn:
Fortæller:Arnaaluk (Arnâluk)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:Søby, Regitze M.
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Qâgssugssuaq / Qaassussuaq
Publikationstitel:Oqalugtuat oqalualâtdlo, IV
Tidsskrift:
Omfang:side 75
Lokalisering:Agpat / Appat: Avanersuaq / Thule
Note:

Redaktør: Søby, R. M. Renskrift: Otto Sandgreen.

Orig. håndskrift: KRKB 1, 5(14): Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04; Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "Qâgssuk" / Qaassuk / Qaasuk.

Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33 og NKS 3536, IV, 4', læg 10, 1 side: Qagssuk.

 

En ganske kort fortælling om den store Qaassuk, der vist vil have sin søn som medhustru, og prøver at lokke sønnen mens denne sover. Da sønnen ikke vil skammer Qaass. sig enormt.

Oversætteren har ikke turde binde an med teksten, som hun fandt besynderlig. Ovennævnte resumé er mit forsøg, BS.

Ravnen

Print
Dokument id:1516
Registreringsår:1903
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Gaba
Nedskriver:
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Ravnen
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, II
Tidsskrift:
Omfang:side 94 - 95
Lokalisering:Upernavik
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Orig. håndskrift: KRKB 1, 5(14): Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04 (hvor Gaba har fortalt sin (mors) version fra Kuuk til Rasmussen)

Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04, hvor Rasmussen har renskrevet den med dansk oversættelse til sammenligning med hans renskrift og oversættelse af Arnaaluks version fra Thule, Avanersuaq.

 

Rasmussen skriver i KRKB, Optegnelser fra 1. Thule eksp. 1912 - 14, d. 19.2.1914: Gid man kunde få Gabas Moder herned som gæst? Og lade hende fortælle sammen med Arnâluk.(herned? Arnaaluk boede i Thule, Gabas mor på Kuuk: Upernavik).

 

Resumé:

En spurv, der mister sin mand og beklager tabet i en sørgesang. Han var

så smuk i sin rødlige kajak, men blev harpuneret under et bærtogt. En

ravn frier til hende. Hun afviser ham for hans høje pande, lange fjer

og brede tindinger. Ravnen gifter sig i stedet med en måge, der flyver

bort mellem andre måger og indimellem hviler ud på isbjergene. Da de

slipper op ber ravnen mågerne lægge sig tæt sammen. Mens han hviler

sig på dem, flytter de sig, og han falder i vandet, mens han skriger,

at nu står vandet ham til armhulerne, og nu til mundvigene. Han synker

til bunds.

 

Var.: Sangkamp i dyreverdenen + Ravnen og gåsen; Ravnen, som tog en vildgås til kone; The raven who married the geese.

 

Hist.: Tendensen i yngre fortællinger til at sammensætte flest mulige

fortællinger om en bestemt mytisk skikkelse ses også her: Den om

ravnens frieri til spurveenken og den om hans ægteskab med trækfugle

(oftest gæs).

The man in the moon and the entrail-snatcher

Print
Dokument id:616
Registreringsår:1937
Publikationsår:1951
Arkiv navn:
Fortæller:Amaanalik (Amaunalik)
Nedskriver:Holtved, Erik
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:The man in the moon and the entrail-snatcher
Publikationstitel:The Polar Eskimos, Language and Folklore I
Tidsskrift:Meddr Grønland 152(1)
Omfang:side 31 - 40, nr. 4
Lokalisering:Avanersuaq / Thule
Note:

Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.

Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side 8 - 12.

 

Resumé: Et ægtepar er voldelige overfor hinanden, og da konen til

sidst ikke kan holde det ud længere, går hun til fjelds, hvor hun

sætter sig i det kraftige måneskin. Hun tilkalder månen, som derefter

bliver mørkere. Under bulder og brag kommer månemanden ned på sin

slæde. Han byder konen at sætte sig i de flotte slædeskind - de

kører afsted - først over land, så over sne/is og til sidst igen

over land og således kommer de til månemandens hus. På hans

kødplatform levede de store fangstdyr. Han byder hende at gå indenfor

i huset, men advarer hende mod sin lillesøster, der har for vane at

afbrænde/afsvide fremmede. Inde i huset får hun øje på nogle stakler

uden indvolde, og da månemanden senere kommer ind, advares hun mod

hans egen fætter - indvoldsrøveren -, der har forvoldt disse

indvoldsløses skade: Når indvoldsrøveren kommer, skal hun puste

og samtidig sætte hænderne ind under skindfrakken, idet de bliver

holdt således, at de ligner den bjørn. Således får hun besked på at

gøre overfor Indvoldsrøveren / Indvoldsrøversken, hvis hun skulle være lige ved smile. Da indvoldsrøveren kommer på besøg medbringer han en stor kniv og et

kødfad / træskål til indvolde. Han synger trommesang: "Mine små hunde, jeg

skaffer mad til dem!" - mens hans kone fra vinduet råber: "Hun smiler,

hun smiler." Til sidst er hun virkelig lige ved at smile, men gør

da, som månemanden havde sagt. Indvoldsrøveren flygter og siger:

"Man hørte den med spæk på (en bjørn)". Under flugten glemmer han

sit kødfad, og får af månemanden at vide, at han selv må hente det.

Indvoldsrøveren truer med at vælte et stort fjeld - og da må

månemanden overgive sig og bringe fadet ud. Om natten på briksen har

de svært ved at sove og månemandens eks-kone (lårbenet af en sæl) må

smides væk - "og hvor var hun dog jaloux". Nogle gange får kvinden

besøg af månemandens søster, som har mandekamikker på, og som bløder

kraftigt fra bagsiden af lårene, fordi: "Jeres børn laver

snore-figurer, mens solen skinner, på den tid af året, hvor den stiger

på himlen." Gennem et hul bag  månemandens lampe, kan man se ned på

landskabet - og man kan endda se konens familie. En dag skræller

månemanden løs på en hvalrostand, og lader til sidst stumperne falde

ned gennem hullet. Hun ser gennem hullet sine børn, der leger, og

manden, der passivt ser til. Kort efter bliver hun gravid og bringes

af månemanden tilbage til sin familie. Månemanden forsyner hende med

kød og spæk, og hun spiser således ikke af sin mands fangster, men kun

af månemandens. Hun føder en stor dreng, der udvikler sig til en stor bjørnejæger.

 

Var.: Manguaraq; Besøg på Månen; Arnaaluk 50 - 52; Sahra 179v; Kvinden hos Qaumatip inua; En ufrugtbar kone der gifter sig med Malenen (?)

 

Kommentar: Bemærk indvoldsrøverens trussel om at vælte et stort bjerg. Samme trussel i østgrønlandske fortællinger går ud på at vælte støtten, der holder verden / himmelhvælvingen oppe. I Vestgrønland kunne man identificere indvoldsrøversken med Sila. Søg på Sila

The woman who nursed a worm

Print
Dokument id:1296
Registreringsår:1937
Publikationsår:1951
Arkiv navn:
Fortæller:Inugarsuk (Inugarssuk)
Nedskriver:Holtved, Erik
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:The woman who nursed a worm
Publikationstitel:The Polar Eskimos, Language and Folklore I
Tidsskrift:Meddr. Grønland 152(1)
Omfang:side 201 - 202, nr. 45
Lokalisering:Avanersuaq / Thule
Note:

Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.

 

Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side 78 - 79.

 

Resumé: Folk plejede at hente fosterbørn i udkanten af en stor sten.

Der var en, som forgæves havde forsøgt at få et fosterbarn.

Tilsidst tog hun en orm med hjem og lod som om, at det var hendes barn.

Hun plejede at holde den bag skind-væggen.

Når de andre sov, tog hun ormen frem og lod den die

sig, derefter lagde hun den i en skindsok bag ved skind-væggen.

Der boede også en gammel kone i huset. En dag tog hun vanter på, fordi

hun var bange for ormen, og tog den frem fra skind-væggen. Hun kastede

den ud i husgangen, hvor den døde, og hus-gangen blev fyldt med blod.

Da moderen kom hjem, så hun blodet og spurgte om, det var ormens blod.

Den gamle kone sagde, at hun havde gjort det, fordi ormen havde

drukket livet ud af hende. På den måde mistede hun sit

orme-barnebarn.

 

Var.: "Dengang for længe, længe siden ..." af Arnaaluk og "Kvinden der opammede en orm" af Taateraaq; Søsteren som insisterede på at være gift med en orm; En fortælling om en brødreflok (Aron); Anguterpaanik Brødreflokken; Kvinden, der havde en orm til mand; The woman who nursed a worm nr. 45 A; Kvinden der opfostrede en orm;

The woman who nursed a worm

Print
Dokument id:1297
Registreringsår:1946
Publikationsår:1951
Arkiv navn:
Fortæller:Pualorsuaq (Pualorssuaq)
Nedskriver:Holtved, Erik
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:The woman who nursed a worm
Publikationstitel:The Polar Eskimos, Language and Folklore I
Tidsskrift:Meddr. Grønland 152(1)
Omfang:side 202 - 203, nr. 45 A
Lokalisering:Avanersuaq / Thule
Note:

Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.

 

Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side 79.

 

Resumé: En kvinde kunne ikke få børn. Hun tog en orm til barn. Hun

lod det die sig, men blev selv helt udmarvet af det. Hun sagde:

"Tersímiaq, du skal være en lille Tersímiaq! / Tersimmiaq"

Kvindens mor så, at ormen sugede alt liv ud af datteren, så ud slog

ormen ihjel, mens datteren var ude.

Da datteren kom hjem, ledte hun efter ormen, men hendes mor sagde, at

hun havde dræbt den. Datteren græd længe over den.

 

Var.: "Dengang for længe, længe siden ..." af Arnaaluk og "Kvinden der opammede en orm" af Taateraaq; Søsteren som insisterede på at være gift med en orm; En fortælling om en brødreflok (Aron); Anguterpaanik Brødreflokken; Kvinden, der havde en orm til mand; The woman who nursed a worm nr. 45; Kvinden deropfostrede en orm;

Tîsikôrssuarmik / Tiisikoorsuarmik

Print
Dokument id:2229
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB 1, 5(13). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Olsen, Gaaba (Gaba / Gâba)
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Tîsikôrssuarmik / Tiisikoorsuarmik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:nr. 24, 2 ss. A6-størrelse
Lokalisering:Kuuk: Upernavik
Note:

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.

 

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til sikker og fuldgyldig oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

 

Tiisikoorsuaq er i denne fortælling en kæmpe, der med en arm ind gennem vidnuet prøver at stjæle et spædbarn fra et ægtepar mens de sover. Manden får hugget armem af kæmpen, der, viser det sig, falder om og forbløder. Da kæmpens kone kommer og spørger efter ham, nægter ægteparret at have set noget til ham.

 

Renskriveren Møller har en anden fortælling om Tîsi. Den er uden overskrift og indflettet mellem sange, egne salmer, og en beskrivelse af et kongebesøg i 1903:

 

Håndskr.: KRKB 1, 6(18). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04.

 

Den handler om kvinder og piger, der går ud og finder børn på jorden, før de selv kan få børn. En af dem finder et væsen, som hun lader suge blod fra en vorte på sin krop (en brystvorte?) om natten. Utysket vokser sig stor og glinsende som en frossen klump kød. En af de andre opdager det en nat, og det ender med at man smider klumpen ud og lader den smelte i indgangen, der løber fuld af blod, mens dens "mor" er ude på bærtogt.

 

Jeg (BS) er ikke helt sikker på dette hastige referat i oversættelse, men det er tydeligvis en variant af Thule-inuits og de canadiske inuits fortælling om de første tider, da kvinderne fandt børn på jorden og en af dem af lutter lyst til at få børn i stedet tog en orm (larve eller puppe)til sig og diede den med sit blod. Den siger tsii, tsii, derfor navnet. Den diende orms forvandling til en glinsende frossen kødklump må være en reference til åndesproget hos canadiske inuit, hvor et foster hedder en geleret, koaguleret, 'frossen' klump blod, quac'iaq (Therrien, Michèle, Le corps inuit, SELAF 1987:128). Det er m.a.o. en myte om den første abort eller menstruation, der åbner for menneskers egen evne til biologisk at reproducere sig selv.

Alt tyder på at Møllers Tiisi skal spores til den (ikke helt tydelige / forståelige) version, som

Jørgen Brønlund fik under opholdet i Avanersuaq under den litterære Grønlandsekspedition. Det fremgår af den nylige udgivelse af hans dagbogsnotater:

 

"Jørgen Brønlund. Optegnelser fra en ekspedition 1902-04 / Ilisimasassarisiornermit allattukkat 1902-04." Det grønlandske Selskabs Skrifter XXXV, Kbh. 2002. Red.: Stig Bjørnum, Arnaq Grove og Einar Lund Jensen. ss. 72 - 73 og 112 - 114. (Orig. håndskr.: A 245, Arktisk Institut.)

 

Var.: "Dengang for længe, længe siden ..." af Arnaaluk og "Kvinden der opammede en orm" af Taateraaq; Søsteren som insisterede på at være gift med en orm; En fortælling om en brødreflok (Aron); Anguterpaanik Brødreflokken; Kvinden, der havde en orm til mand; The woman who nursed a worm nr. 45 + 45 A; Kvinden der opfostrede en orm; Tissikoorsuaq (?)

 

Kommentar: husets fødselssymbolik genkendes i ormen der smelter til blod i husgangen, dvs. menstruationsblod i kvindens vagina. Se GTV

Uglen, som var alt for grådig

Print
Dokument id:1541
Registreringsår:1903
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Arnaaluk (Arnâluk)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Uglen, som var alt for grådig
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 73 - 74
Lokalisering:Agpat / Appat: Avanersuaq / Thule
Note:

Orig. håndskrift: KRKB 1, 5(14): Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04; Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "Ugpigssuaq piumatôrssûgame ..."

Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

 

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905: 180 - 181.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 36 - 37: "Ugpigssuaq piumatôrssûgame akulâgssuane sipegalugit toqqissoq" / Uppissuaq piumatoorsuugami akulaassuani speqalugit toqoqissoq.

 

Resumé:

En mand besøger forskellige fugle, der bor sammen og vil beværte ham.

Ravnen tilbyder skarn og sit eget lort, som ingen vil spise. Mågen

fanger gråfisk og falken fanger edderfugle og søkonger, som mennesket

med glæde spiser. Men struntjægerens gylp vil heller ikke de andre

fugle spise, og uglen bliver revet over på langs, de den i sin

grådighed sætter kløerne i to harer, der løber ved siden af hinanden.

 

Var.: The greedy owl; Talrige om besøg hos ravn, måge el. andre fugle - og dyr - i menneskeskikkelse, hvis mad er mere el. mindre delikat for mennesker. Søg på ravn; måge; terne; bjørne. Ravn og måge + Kúsungmâlingmik.

 

Hist.: Denne almindeligt udbredte fortælling kunne beskrive en leg eller en maskedans à la de østgrønlandske uaajeertut.

Variant til "Torden-ånderne"

Print
Dokument id:1528
Registreringsår:1914
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Arnaaluk (Arnâluk)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Variant til "Torden-ånderne"
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 62 - 63
Lokalisering:North Star Bay / (Agpat / Appat?): Avanersuaq / Thule
Note:

Håndskr.: KRKB, Knud Rasmussens Arkiv, 1. Thuleekspedition 1912 /1913/14), 3. notesbog. Nedskrevet på vestgrønlandsk isprængt en del dansk.

 

Resumé:

To kvinder skændes om hvem, der skal tisse på et hundeskind for at

blødgøre det. De stiger til vejrs med en kraftig syd-vest og blir til

ånder. De kommer altid med storm og regn, og alt, der rager op,

gløder. Mændene skal lægge sig på briksen, men kvinderne må gå ud,

fordi tordenånderne er kvinder. Og kvinderne skal sørge for at lampen

ikke vælter. Ellers kommer tordenånderne ind gennem husgangen og

skræmmer alle til døde.

 

Var.: Torden-ånderne; Torden; Tordenens oprindelse; The thunder spirits.

 

Hist.: Da det aldrig tordner i Thule-området, Avanersuaq, må denne variant være en

inughuit udgave af de indvandrede baffinlænderes fortælling(er)

om tordenånderne og ritualer under torden. En anden version, er da også fortalt af den indvandrede Meqqusaaq.

"Greenlandic Myths & Stories" is compiled by Birgitte Sonne, born. 4. Jan 1936, MA in sociology of religion, retired in 2006 from Eskimology and Arctic Studies, Dep. of Cross-Cultural and Regional Studies, University of Copenhagen. She still carries out research. 

Contact: bbsonne81@remove-this.gmail.com.