Documentation and dissemination of the history of Denmark in Greenland and the Arctic

Introduction

The main purpose of this database of Greenlandic stories is to make the searching in written down oral stories easier. The approximately 2280 stories in the base I consider to represent their time in the different regions of Greenland, and it is my intention that the database will be extended with further collections by the help of the users. All stories, that are already translated into Danish, are only added as summaries and can not be used as source; you have to find the original source - preferably the original source in Greenlandic if it still exists.

The majority of the other stories, that means the handwritten and the few printed in Greenlandic, are translated into Danish. Senior lecturer Christian Berthelsen has translated most of the stories as well as Apollo Lynge, Grethe Lindenhann and Signe Åsblom have translated stories.

You will find missing parts of text in the translations. This is due to either unreadable handwriting, strange dialects or if the storyteller (which in some cases is the same person who has written down the story) did not grasp the whole story from beginning to end. In such cases you have to return to the original source, often the handwritten version, if you know how to read the Greenlandic language. If this is not the case, please note this insecurity in your text.

Birgitte Sonne

Download the instruction in English (pdf) here >

Søgning på Hendrik gav 145 resultater.

Aalaraat

Print
Dokument id:1743
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Aalaraat
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:ss. 209 - 210, nr. 46
Lokalisering:Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 46, ss. 245 - 247.

 

Uddrag i Rink 1866 - 71, II: s. 107 - 108, nr. 70.

 

Resumé af Rinks uddrag:

De ihjelskræmmende. Mange brødres eneste søster er en fantastisk hutig løber under renjagter i oplandet. Hun får ikke lov at gifte sig. Hun blir gravid, fremkalder en abort i ødemarken. (Et sådant hemmeligholdt aborteret foster kaldes en anngiaq). Snart efter under en renjagt med brødrene, hvor man trænger længere op i indlandet end vanligt, beordrer brødrene hende til at vaske renskind i en indlandssø.

Et storhåret og storøjet uhyre dukker op af vandet og skræmmer alle

ihjel. Det finder en angakkoq / åndemaner senere ud af.

 

For kommentarer til Rinks version af originalteksten se Thisted og Thorning

1996: nr. 46, s. 333.

 

Hist.: Søens inua vækker mindelser om østgrønlændernes

kæmpestore ferskvandsbjørn, der fortærer åndemanerlærlingen (søg på: søens troldbjørn), men har sikkert også lånt træk af kristendommens toornaarsuk (Djævelen). Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Toornaarsuk".

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Ajagutaarsuk Ulorpanalu / Ajagutaarsuk og Ulorpana / Ulorpannaq

Print
Dokument id:1803
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Ajagutaarsuk Ulorpanalu / Ajagutaarsuk og Ulorpana / Ulorpannaq
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:ss. 179 - 182, nr. 40
Lokalisering:Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

 

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 40, ss. 191 - 197.

 

Resumeret oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II: nr. 24, ss. 57 - 59.

Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 117, s. 456: An Old Man, who was always anxious to outdo other People.

 

Resumé af uddraget: To gamle ulkepilkere bor på hver sin boplads. Den

nordligst boende foreslår en kappestrid om hvem, der først får en søn,

dernæst om hvis søn, der blir den bedste fanger, og endelig om hvis

søn, der blir den største åndemaner / angakkoq.

Den nordligste ulkepilkers søn kaldes Ajagutaarsuk og den sydligstes Ulorpana.

U.s far lyver om, hvor dygtig U. faktisk er blevet til fangst for ikke at

tirre A.s far. Og U.s far råder sin søn til at øve sig til åndemaner i

en indtørret sø, fordi det gir større evner end at øve sig i

klippehuler. U., der følger rådet og fortæres / udsuges af en vandkalv i den indtørrede sø, opnår straks klarsyn og kan se A.,

der øver sig i en klippehule. Men da U.s far ser, at stengrunden blir

blød under U.s såler, ber han sønnen om straks at offentligøre sig som

åndemaner, da han ellers vil blive dræbt af sin store angakkoq-kraft.

U. holder øjeblikkeligt sin første seance og han flyver nordpå til

huset, hvor A. bor. Men A. kan end ikke mærke, at U. er ankommet på

åndeflugt, hvorfor U. må råbe ind efter bukser, som han får og tager

på. Nu kan han gå ind i huset, hvor konkurrencen finder sted. De

kappes først på hjælpånder, hvor U.s innersuit viser sig dygtigere

end A.s indlandsånder. Så trækker de armkrog, hvor U. vinder, og hans

innersuit vinder derefter over A.s indlandånder i armkrog. U.

inviterer til afsked A. på genvisit, men af skam dukker han aldrig op.

 

For kommentarer til Rinks version af originalteksten se Thisted og Thorning 1996:

nr. 40, s. 330.

 

Var.: Tvende Fættere; Ulorpannaq; Ipiutaarsuk.

 

Hist.: Måske sætter fortællingen en sydgrønlandsk åndemanertradition

op imod den midtvestgrønlandske, hvor lærlingen oftest øvede sig i

klippehuler (uddannelse til åndemaner. initiation). Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Akaak

Print
Dokument id:1767
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Akaak
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:ss. 284 - 285, nr. 70
Lokalisering:Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 70, ss. 352 - 354.

 

Uddrag i Rink 1866 - 71, II: s. 113 - 114, nr. 82.

 

Resumé af uddraget: Ipatinnguaq fra Salliat nær Nuuk bliver ven med en

af de mange brødre, der ikke vil bortgifte deres eneste søster, den smukke

Nalikkaaq.

Men I. får tilbuddet af sin nye ven, gifter sig med hende, og hun får

først en datter, Salak, og dernæst en søn, Akaak, som hun opdrager

til angerlartussiaq / bestemt til at vende hjem (kan søges).

Da denne drukner kommer han dog ikke hjem igen,

fordi de døbte på Kangeq har fundet hans lig siddende i kajakken. Da

Nalikkaaq hører om fundet jamrer hun højt, sørger sig fordærvet den

ganske sommer ovre ved Qaquk (Nipisat Sundet), dør og begraves. En tid

efter ser man hende nu og da sidde som en ørn på sin grav og hører

hende skrige som en måge.

 

For kommentarer til Rinks version af origanalteksten se Thisted og Thorning 1996;

nr. 70, s. 346.

 

Hist.: Kristen påvirkning: Dåben neutraliserer ganske virkningen af de

ritualer, som N. har udført for at gøre sin søn til en, der vil vende

hjem igen. For "angerlartussiaq" se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under "Piaaqqussiat".

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Akamalé / Akamalik

Print
Dokument id:1819
Registreringsår:1902
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Mathiassen, Andreas
Nedskriver:Mathiassen, Andreas
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Akamalé / Akamalik
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, I
Tidsskrift:
Omfang:side 122 - 133
Lokalisering:Nanortalik
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr. NKS 2130, 2', læg 8, s. 70 - 77.

 

Resumé:

Akamaliks omvendelse. Akamalik og hans ven fra Illorsuatsiat er

uadskillelige fra barneårene. Venskabet styrkes da begge bliver gift

og får børn. En anngiaq drukner A.s ældste søn. Anngiaq'en fratager A.

hans store fangstblære med to hvalrostænder som holdere og kæntrer

ham. A. overlever. Møder anngiaq'en igen uden at kæntre. A.s hjertensven

dør. A. begår hustruvold af sorg, indtil en nyfødt blir opkaldt efter

den døde ven. A. spiser en mængde mad som offer til den døde. Fortæller

historier uafbrudt i tre døgn og falder i en dødlignende søvn. Jesus

henter ham til himlen i drømme og han overvinder flere stenskred

undervejs. A. tager del i nogle himmelske dødes flænsning af en

hvalros. A. udelukkes fra en gudstjeneste deroppe, fordi han ikke kan passere

gennem "nåleøjet" i den lukkede dør til kirken, et hus på fire søjler.

Jesus viser først A. sine sår, dernæst A. hans eget legeme i ormædt

forrådnelse, og til sidst de døde, der kæmper sig op fra helvede som

orme og kryb. Jesus ligner sig ved de uskyldigt dræbte, som han har

taget til sig. Jesus ligner flænsningen af hvalrossen med A.s og hans

medsammensvornes drab på Usuligssuaq / Usulissuaq. J. råder A. til at

blive døbt. A. vågner og rejser med familie til herrnhuterne i Nuuk.

Døbes "Carl". Hans yngste søn kaldes "Lille Carl", men blir en stor

åndemaner med to koner. Besejrer de mange, der vil fratage ham den ene

kone. Vil ikke lade sig døbe. Drømmer at han formenes adgang til

himlen.

 

Var.: Akamalik; Akamelik; i Avangnâmioq årg. 1915 nr. 15-16(?), 21-22 og 34-38 findes Hendrik Storchs variant af Akamelik (endnu ikke registreret her på anden måde)

 

Hist.: Ifølge Rinks kommentar til en tidligere variant, har Crantz

omtalt en historisk begivenhed, der kunne ligge bag denne fortælling. Den fandt sted i 1743 (Rink 1866-71, I: 365).

I en variant fra omkr. 1960 i Sydgrønland renses Akamalik for anklagen for mordet på Usulissuaq. Søg på denne.

Fortællingen er en typisk omvendelseshistorie, med traditionelle og kristne forestillinger i skrækslagen blanding.

Akutarlu Inuinnarlu / Blandingen og det almindelige menneske

Print
Dokument id:1797
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Akutarlu Inuinnarlu / Blandingen og det almindelige menneske
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:ss. 158 - 162, nr. 35
Lokalisering:Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

 

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 35, ss. 153 - 163.

 

Tekstnær oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II: nr. 6, ss. 17 - 22.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 77, ss. 404 - 410: Akutak and Inuinak.

 

Resumé: Akutaq og Inuinnaq besøger en mængde gifte brødre, der ikke

vil gifte deres eneste søster bort. Den mellemste af brødrene fører

ordet. Da de om aftenen klær sig af ses det, at A. er hvid som en hvidhval og

I. sort som en ravn. Søsteren har sengeklæder så smukke som

qallunaats. I. lægger sig hos hende, hun er mere end villig, og

brødrene opgiver at gøre ham noget. Men A. blir misundelig, og da han

bliver til grin, forhekser han søsteren: hun vil komme til at hade sin

mand. A. tar hjem næste morgen. I. sover altid længe om morgenen, men

når alligevel hjem med fangst inden sine svogre, og hans kone blir

mere og mere voldelig i sine kærtegn. Da hun giver sig til at gnave i

en slibesten, der stammer fra Tunulliarfik-fjeldet, forstår man, at

hun er blevet gal, og alle flygter over til en ø undtagen I., der dog

også må tage flugten derover næste dag. Den gale kone forfølger ham

gående over vandet og vender først om, da vandet rifles foran hende.

Hun ligger død i en nærliggende hule, da I. senere vender tilbage og

begraver hende. På Akutaqs boplads får en forældreløs dreng om

vinteren den ide at bytte sig til et par kamikker hos brødrene for en

lille hund. Han overnatter i det forladte hus, skræmmes af det gale

genfærd, gemmer sig i et isbjergs hule, slipper næste dag over til

øen og får af den mellemste bror to par gode støvler og en kniv med

smukt skaft. Også de andre brødre gir ham gaver, fordi han har

overnattet i det forladte spøgelseshus. Hunden vil brødrene ikke have.

Drengen sælger sine gaver og får sig således en kajak.

 

For kommentarer til Rinks version af originalteksten se Thisted og Thorning 1996:

nr. 35, s. 328 - 329.

 

Var.: Savinnguarniaq; Gravene er de dødes hus; Mannik; De mange brødres eneste søster, som blev gal; (delvis). De mange brødres eneste søster, som blev gal.

Iøvrigt et hyppigt motiv i forskellige fortællinger. Søg bl.a. på: ligfedt.

 

Hist.: Rink bemærker i en note , at denne Akutaq var søn af en

grønlænderinde med en hvalfangerkaptajn fra før Egedes tid. Kaptajnen

kaldtes Tunusuk (Nakken)/ Tinusuk. I slutepisoden har Rink i oversættelsen

rettet angajullersaata til "den mellemste". Det er også mest

naturligt, at det er denne, den stærkeste bror, der fører ordet i

slutningen, ligesom i begyndelsen, men der står altså "den ældste" i

originaloptegnelserne.

Fortællingen er fortalt til Hermion (? det er ikke til at læse) af

David, som atter har hørt den af en sydlænding, Nathan.

 

Se Hendriks fortælling om Tinusuk: Familien Paakasi.

 

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Alaja

Print
Dokument id:1764
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Alaja
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:ss. 277 - 279, nr. 67
Lokalisering:Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 67, ss. 342 - 347.

 

Ret teksttro oversættelse i Rink 1866 - 71, II: s. 37 - 38, nr.

13: Om en Gjenganger.

 

Resumé: Om en genganger.

Den tæt befolkede ø, Pisuffik nord for Nuuk, blev pludselig folketom dengang en kvinde var blevet borte under en bærudflugt til fastlandet og hendes slægtninge

ville dræbe en af de andre kvinder, der havde været med. Man drog så

hver til sit, idet Alaja med to søskende, der var tilhængere af Imaneq,

flyttede til Napasoq (syd for Maniitsoq). Her udeblev engang en af

beboerne, Usukutoq, under rypejagt, og da han længe efter kom bleg og

gusten tilbage fortalte han om en drøm han havde haft derude. Han var

blevet fanget af de ækle boldspillende døde og ført mod himlen, hvor

andre døde i smukke hvide klæder havde fortalt ham, at efter døden

havnede de udøbte mellem de grimme boldspillende, men de døbte blev

ligesom de selv, ved godt huld og i smukke klæder. U. opfordrer da

alle til at blive døbt og kommer sig. Senere bliver Alajas mor syg og

dør sindssyg. Hun begraves og alle forlader huset. To rejsende

overnatter i det, man da den ene, der er kilitsissiaq, fordi har siddet på skødet af den historiske åndemaner / angakkoq Usugannguaq, har sanset fare og spærret husgangen med sin og fællens kajakker, kan genfærdet af den sindssyge ikke komme ind og skræmme dem.

 

For kommentarer til Rinks version af originalteksten se Thisted

og Thorning 1996: nr. 67, s. 345 - 346.

 

Hist.: Bemærk skellet mellem det traditionelle himmelrige, der har fået negative konnotationer og det kristne, meget positive. Se Sonne: Heaven Negotiated...", i Études/Inuit/Studies 2000. De boldspillende døde er Nordlyset.

 

Søg på: Usugannguaq der nævnes i flere fortællinger og har også sin egen fortælling. Ligeledes nævnes flere gange lærlingen han har haft som barn på skødet under sine seancer. Om Imaneq er der flere fortællinger.

 

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Aluk-manden

Print
Dokument id:43
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Aluk-manden
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 485 - 486
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, V, 4' nr. 208 ss. 1026 - 1028.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

"Taama allattunga, Aron", 1999, II: 485 - 486: Alummiunik.

 

Kort dansk resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II nr. 105, s. 122.

 

Kort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 135, s. 466: The Sunrise.

 

Resumé:

En mand på øen Aluk i det sydøstligste Grønland elsker sin boplads så højt, og især solopgangene ude i havhorisonten, at han aldrig forlader den om sommeren, hvor de andre familier tager på sommerfangster andre steder hen. Det fortsætter sommer efter sommer, kun om vinteren har de selskab. Den søn manden og hans kone får, og som opdrages til storfanger af sin far, længes efterhånden kraftigt efter at komme ud ligesom alle andre til andre egne og mennesker i sommertiden. Først da faderen er blevet så ældet, at han ikke længere bidrager med fangst af sæler til konebådsskind, vover sønnen sig frem med sit ønske. Faren bøjer hovedet og svarer ikke. Anden gang må han dog give sig. Den der skaffer skind til konebåden må bestemme vedrørende rejser. De rejser sammen med bopladsfællerne og når et stykke op langs vestkysten, da faren længes så meget hjem, fordi solen står så sent op over bjergene, at sønnen vender om. Under hele hjemrejsen sover den gamle dårligt om natten, og da de endelig når hjem til Aluk, får slået teltet op og sovet, går den gamle ud for at nyde sin elskede solopgang. Med et dybt suk falder han død om i solens første stråler.

 

Var.: Manden fra Aluk.

 

Hist: Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Amaqqunik takunnittut Kangersunermi Nuup eqqaani

Print
Dokument id:1754
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Amaqqunik takunnittut Kangersunermi Nuup eqqaani
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:ss. 252 - 253, nr. 57
Lokalisering:Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 57, ss. 307 - 310.

 

Resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II nr. 73, ss. 109 - 110.

 

Kort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 132, s. 464: The Amarok.

 

Resumé af uddraget:  Amaroq'erne. En mand, der vil fordrive sin sorg

følger med på renjagt, men oplever intet bemærkelsesværdigt.

En slægtning fortæller ham så om et vældigt brøl, som nogle renjægere

engang hørte ved Akulleq. Manden og slægtningen følges derop, træffer

et kuld amaroq ("ulve") unger, som manden trods slægtningens advarsel

slår ihjel. Slægtningen gemmer sig i en hule. Det gamle ulvepar, der

er store som konebåde på støtter kommer med hver sin ren i gabet (først hunnen, så hannen). Begge opdager drabet efter tur, og hannen farer hen til en indsø, haler et menneske op af den, slænger det på jorden og løber mod indlandet. Slægtningen i

hulen ser, at manden dør samtidig. Det ophalede menneske er dennes

sjæl, som amaroq'en har røvet som hævn. Egnen Akkulleq er derefter en

tid fri for amaroq'er.

 

For kommentarer til Rinks version af originalteksten se Thisted og Thorning 1996:

nr. 57, s. 340.

 

Hist.: Fortælleren har ikke kendt rigtige ulve. Det er betydningen af amaroq hos inuit i Canada, hvorfra grønlændernes forfædre har haft glosen med. Men overladt til fantasien har amaroq'en - som man ser - antaget helt uhyre dimensioner. Men dens karakter af renjæger er bevaret intakt.

 

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Amarsiniôq / Amaarsiniooq

Print
Dokument id:1817
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 409
Fortæller:Salomon
Nedskriver:? Olsen, Hendrik
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Amarsiniôq / Amaarsiniooq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:2 sider
Lokalisering:Qaarusuk / Bjørneøen: Nuuk / Godthåb
Note:

Renskrevet af Hendrik Olsen: NKS 3536, I, 4', læg 10.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Amaarsiniooq

En ældre blind kvinde var engang barnepige for et højt elsket barn, mens de øvrige husfæller deltog i en sangkamp på en anden boplads. Sent om aftenen gav barnet sig til at græde. Barnepigen søgte at få det til at holde op, men forgæves. Til sidst hulkede barnet uafbrudt (maniînalerpoq er formentlig det samme som manittorpoq, CB). Midt i det hele lød så en stemme, der ynkede barnet og sagde: "Nåh lille skat, kom du op i amaaten" (rygposen til små børn).

Barnepigen troede bestemt det var barnets mor, der kom for at tage barnet op i sin amaat, så hun hjalp til med at få barnet op i den. I det øjeblik barnet kom ned i amaaten, opdagede hun at det ikke var et menneske, men et væsen med en furet ryg. Væsenet stoppede barnet ned i sin amaat og bandt snøren til, så der ikke var mere at stille op, og straks var det på vej ud af huset med barnet. Først på det tidspunkt gik det op for barnepigen at det var Amaarsiniooq. Det var håbløst og hun kunne nu bare vente på, at forældrene kom tilbage. Da de kom, fortalte hun, at hun havde puttet barnet i Amaarssinooqs amaat i den tro at det var barnets mor.

       Man siger så, at forældrene gjorde alt hvad de kunne for at få barnet tilbage (fri oversættelse af sunauvfaligôq angajorqaivisa pileraluássagât, CB). Hver gang der var omslag i vejret og man kunne høre barnets gråd, gjorde forældrene sig endnu større anstrengelser for at få det tilbage, fordi de havde så ondt af deres lille skat. De søgte ihærdigt og fandt så en åndemaner, som kun beskæftigede sig med at udspørge ånder (qilaneq). Han gik ihærdigt til værks og med større og større iver, og til sidst kunne han love forældrene at de nok skulle få deres lille skat tilbage.

 

Var.: Var.: Tunerluk (to versioner); Angangujuk; Amaarsiniooq; Innersuanut mingaatittoq; Meddr. Grønland 109(1), ed. by H. Ostermann, 128; Matakatak; qilaamasoq.

 

Hist. En temmelig kort variant, der udelader hele det vanlige forløb, hvor det lykkes åndemaneren, der ofte er krøbling, at hente barnet tilbage.

Amerdlangitsunguamik / Amerlanngitsunnguamik / - ægtede de mange brødres eneste søster

Print
Dokument id:397
Registreringsår:? 18
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, V. 4'
Fortæller:Hendrik (Hintrik /Hindrik)
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Amerdlangitsunguamik / Amerlanngitsunnguamik / - ægtede de mange brødres eneste søster
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 1088 - 1090, nr. 224
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Referat/parafrase/næsten oversættelse ved Kirsten Thisted:

 

Om Amerlanngitsunnguaq

 

Amerlanngitsunnguaq fik de mange mænds eneste søster til kone, hendes hår lignede noget der brænder.

 

Han fik hende dengang, da solen var begyndt at stå lavt på himlen, og nu begyndte solen igen at komme højere op på himlen, men så travlt havde han med at kæle med hende, at han slet ikke havde haft tid til at komme ud i kajak i al den tid. Kajakken lå og var helt tørret ind, så skindet strammede om skelettet. Hans svogre havde fanget mange sæler om efteråret, og når de satte bryststykkerne ud, sagde de til ham: "Nu er det ikke så vanskeligt mere, nu er det ikke ganske umuligt mere!"

Men svogrenes svoger havde altså en vældig appetit!

 

Til sidst da dagene blev lange og vinteren for alvor satte ind, blev det dårligt vejr med skiftevis stærk nordenvind og snestorm. Det blev ved og ved. Da Amerlanngitsunnguaqs mange svogre ikke længere fangede noget, begyndte de at tære på deres forråd. Da de havde spist det hele, begyndte de at spise affald. Men til sidst var der heller ikke den mindste stump af det tilbage. Nu kom de ikke længere ud af huset, og alle de stakkels svogre lå bare og sov.

 

Til sidst holdt de mange svogre helt op med at stå op. Mens det stadigvis var nordenstorm og snevejr, gik Amerlanngitsunnguaq en morgen ud og kom ind med den ældste svogers kajakpels. Han havde jo ikke været ude i kajak siden sidste år da solen begyndte at stå lavt på himlen, og derfor regnede svogrene slet ikke med ham som fanger. Da han gjorde sig klar, og hans kone fulgte med ham ud, så føg det så stærkt, at det ikke var til at se. Da han skulle om bord i kajakken, holdt konen fast i spidsen, og først da han havde surret pelsen helt fast om mandehullet, skubbede hun kajakken ud. Nu ventede de så efter ham i snefoget, der slet ikke havde noget ophold.

 

Da Amerlanngitsunnguaq kom af sted og sejlede forbi de yderste øer i den kraftige nordenvind, kom solen højt op dernede sydpå, og da han kiggede sig omkring, kunne han se, at der var helt mørkt af snevejr derinde ved deres boplads, mens det herude hvor han var, var ganske dejligt vejr. Mens han lå på lur efter sæler, kom en remmesæl op lige nærved. Han roede hen og harpunerede den. Så gjorde han den klar til slæbning, og da han var færdig, roede han indad. Da han havde råbt Uaa! kom hans kone ned, og da hun kom ned, opdagede hun, at han havde en stor remmesæl på slæb. Hun skyndte sig op og råbte ind: "Nu skal I få både kød og spæk, Amerlanngitsunnguaq har fanget en stor remmesæl!"

De råbte så det kimede, alle svogrene.

 

Da han gik op derfra, sagde han, at hun skulle koge bryststykkerne. Da de var kogt, satte han dem ud og sagde: : "Nu er det ikke så vanskeligt mere, nu er det ikke ganske umuligt mere! Værs'god at spise bryststykker!"

 

De sagde ingenting. Det skulle vise sig, at han skulle blive ved med at sige dette.

[altså: han bliver ved med at fange)

 

Så begyndte de mange svogre efterhånden at stå op, nu hvor de igen var begyndt at spise, og de begyndte igen at gå ud. Engang da de vågnede om morgenen, og han var i færd med at ordne sin kajak, var der en der prøvede at tage kajakken fra ham. Han vendte sig og så, at det var den ældste af svogrene, der ville have fat i sin kajak. Da det jo ikke var hans egen, lod han ham bare tage den. Han gravede så hurtigt den næste svogers kajak op af sneen, og så tog han af sted sammen med den ældste svoger. Da de kom til fangstpladsen og lagde sig på lur efter sæler, sagde Amerlanngitsunnguaq til den anden: "Ro nu efter den!"

Men svogeren sagde: "Nej, ro du efter den!"

Idet svogeren regnede med, at han ville smide sin fangeblære / fangstblære ud, lagde han sig på tværs på havet. Den store svoger undrede sig, for han kunne ikke gøre den slags. Da han havde slået den ihjel, gjorde han den klar til bugsering.

 

Mens de nu igen lå på lur efter sæler, kom der en stor remmesæl op. Amerlanngitsunnguaq kiggede på den anden og sagde: "Du har ikke fanget noget endnu, ro efter den!"

Svogeren roede efter den og harpunerede den. Da han ikke kunne slå den ihjel, slog Amerlanngitsunnguaq den ihjel og sagde til ham: "Nu skal du bare tage ind og du må endelig ro efter vindsiden, dér hvor du skal lande! Jeg skal lige prøve, om jeg kan fange en til!"

 

Mens han nu igen lå på lur, kom der igen en stor remmesæl op, og han harpunerede den. Da han havde slået den ihjel og var færdig med at gøre den i stand, tog han ind, og kom så hjem til sidst. Han kom hjem og opdagede, at den anden ikke var kommet hjem endnu. Da de andre begyndte at blive bange, sagde han: "Det er fordi han har fanget en stor remmesæl!"

Og nu ventede og ventede de så på ham.

 

Til sidst blev det aften. Da vinduerne blev helt mørke, sagde Amerlanngitsunnguaq: "Nu har det varet alt for længe, uden at han er kommet hjem. Det kunne være, I skulle prøve at dække vinduerne til!"

Det viste sig, at han var en stor angakkoq / åndemaner, det vidste de slet ikke. Straks de havde været ude og dække vinduerne til og kom ind, slukkede de lampen, og der blev helt mørkt. Så var der pludselig nogen, der sagde derudefra: "Jeg kan ikke komme hjem, fordi min fjerde finger [ringfinger er væk."

De andre blev meget kede af det, da de hørte det. Det fortælles, at Amerlanngitsunnguaq angrede så meget, at han ikke var roet med sin store svoger, at han helt holdt op med at gå ud i kajak.

 

Der er den slut. Hintrik.

 

Var.: Amerlanngitsunnguaq; Sungersuusaq (Aron. En fortælling af en vidt udbredt type (á la Askeladen) om den sølle fyr, der først viser sine (næsten) overnaturlige kræfter, da alle andre må give op.

Den østgrønlandske fortælling (Kaarali) om en ræv som snu svigersøn er skåret over samme læst.

 

Hist.: Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

 

Kommentar: Den gentagne frase om at nu er kødet nemt nok at gå til er ment som en hån, først mod svogeren, der intet besvær har haft med at fange noget til det serverede måltid, senere som hans gensvar, da han er den eneste der fanger under hungersnøden.

Anaqqorsuaq

Print
Dokument id:1755
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Anaqqorsuaq
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:ss. 254 - 256, nr. 58
Lokalisering:Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 58, ss. 311 - 315.

 

Uddrag i Rink 1866 - 71, II: s. 110,  nr. 74.

Resumé af uddraget: Anaqqorsuaq, der blev født ufuldbårent ved

Pisissaarfik, drilles konstant under sin opvækst. Men træner sig stærk og skaffer sig respekt.

Renerne er forsvundet fra egnen ved Kapisillit, muligvis p.g.a. amaroq'er, som A. mener at se (tilsyneladende fem harer der ligger og soler sig) og flygter fra deroppe. 3 år senere tager han derop igen sammen med en enkelt kvinde, spiser lidt

renskarn med spæk, ser en stor hunren, nedlægger den og dier den. Derefter

kommer renerne tilbage til egnen. På sine gamle dage bliver A.

døbt og til sidst omkommer han i kajak.

 

For kommentarer til Rinks version af originalteksten se Thisted og Thorning

1996: nr. 58, s. 340.

 

Hist: Anaqqorsuaq er Mangilaqs barnebarn (se s. 311 - 315, nr. 16,

Singajuk), og er ligesom denne, der siden fik tilnavnet Tusilartoq,

født uden negle.

En historisk fortælling fra omkring 1800 på Nuuk-egnen. Angående

renbestandens svingninger o.a. søg på: "Ressourcers forsvinden og

komme" for andre fortællinger om sådanne iagttagelser.

 

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Anertorsuaq illorpassualik / Anertorsuaq med de mange fætre

Print
Dokument id:1741
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Anertorsuaq illorpassualik / Anertorsuaq med de mange fætre
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:ss. 196 - 204, nr. 44
Lokalisering:Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 44, ss. 219 - 236.

Uddrag i Rink 1866 - 71, II: s. 81 - 83, nr. 40.

 

Resumé af  Rinks uddrag:

Anertorsuaq har ingen søskende men bor sammen med

mange fætre. A. kommer uforsætligt til at dræbe en fætter under

flænsning (man deler ikke ordentligt, men rager til sig) og mens fætrene pønser på hævn, flygter han efter en tid

mod nord til grænsen for havisen, der aldrig smelter. For det er

vanskeligere at flygte sydpå, siges det. Hans kone føder en søn og to

døtre. Sønnen opdrages til stærk mand for at kunne modstå evt. hævn, og han fanger hvidhvaler sammen med sin ene søster langt ude på isen, hvor de hveranden nat overnatter i et snehus. En dag er hun borte. Broderen tager hjem, spiser ikke et

døgn, tager så ud og fanger en kæmpehare og en kæmperæv til

slædehunde og desuden en avaqqiaarsuk, som kan knuse sten med sine

tænder. Fra nu af kan alm. mennesker intet gøre ham, siger faderen.

Han kører til Akilineq på sin slæde, træffer sin søster gift med en

enøjet mand, som broderen viser sin overlegne styrke, da han trækker

tænderne ud af et hvalroshoved, som den enøjede forærer ham. Broderen

tager hjem. Den enøjede kommer på besøg på en slæde forspændt rener,

og svogeren imponerer ham endnu engang ved at fremkalde, fange og overmande en

rasende kiliffak ved en sort sten ved en revne i indlandsisen.

Sammen rejser de så sydpå med fangstblærer af hele oppustede sælskind.

Hernede dræber den stærke en befalingsmand på en boplads til alles

lettelse og fordi han har fornærmet den enøjede. Man fortæller

hinanden om stærke dyr, man har kunnet magte, og den stærke kan

imponere med det dyr, der knuser sten med tænderne. De rejser hjem

efter sommeren, og derfra tager den enøjede, formentlig sammen med sin kone, tilbage til Akilineq. Ham hører de aldrig mere til.

 

Var.: Dette er "moderne" variant af rejsen til Akilineq efter en forsvundet søster. Søg på: "Bjørn, knivhale og savryg." Og: Malarsivaq / Malarsuaq / Maledok / Manutooq.

 

Hist.: Fortællingen beskriver forestillinger om folk højt mod

nord, hvor man bor langt mere spredt end mod syd.

Fjendskabet med Akilineq-boerne i traditionelle fortællinger er

elimineret. Den enøjede bliver ikke dræbt under besøget, og han er ingen

kæmpe. Hans kone, der muligvis tager med, er ikke så kraftigt i fokus, måske fordi hendes bror har ialt to søstre (BS).

Bemærk at traditionens "stærke mand", der besejres af helten, hér er

en af koloniadministrationens "befalingsmænd".

 

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

 

For kommentarer til Rinks version af originalteksten, 1866-71, nr. 40, se

Thisted og Thorning 1996: nr. 44, s. 331 - 332.

Angakkorsiaq

Print
Dokument id:1906
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Angakkorsiaq
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 452 - 455
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 47 ss. 247 - 254.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

"Taama allattunga, Aron", 1999, II: 452 - 455: Angakkorsiaq; og i Thisted og Thorning: 'Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... / Måske nogen kunne fortælle ...', 1996: nr. 47, ss. 211 - 214, med dansk kommentar s. 333 - 334:

 

Dansk uddrag i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II: nr. 41,

ss. 83- 84.

Kort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 123, s. 459: Angakorsiak was very proud of his Angakok Wisdom.

Resumé af uddraget: En angakkoq / åndemaner ved navn Angakkorsiaq (Den mådelige åndemaner). A. vil kappes med andre angakkut, men bliver den lille langt oppe nordpå, hvor en

stærk angakkoq gør ham alle kunster efter og desuden gennemborer en

sten med sin harpun, så den bløder.

Angakkorsiaq dukker under vandet, kommer op som en ren af skam, går under, kommer op som sig selv igen og ror skyndsomst hjemad.

 

Var.: En åndemaner fra Sydgrønland; Pebersvenden, som rejste nordpå for at opsøge en berømt åndemaner;

 

Hist.: Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Angakkorsuit nuliariik / Ægtefællerne der begge var åndemanere

Print
Dokument id:1793
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Angakkorsuit nuliariik / Ægtefællerne der begge var åndemanere
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:ss. 138 - 140, nr. 31
Lokalisering:Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

 

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 31, ss. 118 - 123.

 

Oversat uddrag i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II: nr. 35,

ss. 76.

Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 121, s. 458 - 459: A Married Couple remained Childless on account og their both being Angakok.

 

Resumé af uddraget: Et gammelt ægtepar, der begge er åndemanere og

derfor barnløse, bor ganske alene. De rejser ud for at træffe

mennesker og møder i en fjord en kajakmand, der blir så forskrækket

at han lader sin fangst med bugserremmene i stikken. De gamle får

således et rigt forråd af fangsten. Senere rejser de ind i fjorden med

remmene til ejermandens boplads, hvor de modtages godt, beværtes flot,

og manden af de to holder til gengæld seance og helbreder en ung mand,

der er blever forhekset af sin moster. De to gamle blir misundelige på

husets mange drengebørn, men bringes til skamfuld tavshed, da de

hører at drengene alle er opkaldt efter andre, der er udeblevet i

kajak.

 

Thisted & Thorning 1996: 327: Teksten er stærkt beskåret, bla. også fordi hele

åndemaningsscenen / seancen er udeladt, under henvisning til Arons version, som

er trykt i 1. bind (Nr. 81).

 

Hist.: Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Angakkorsuit nuliariit / Ægtefællerne der begge var åndemanere

Print
Dokument id:1794
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Angakkorsuit nuliariit / Ægtefællerne der begge var åndemanere
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:ss. 141 - 143, nr. 32
Lokalisering:Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

 

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 32, ss. 123 - 128.

 

Blandet oversættelse og referat i Rink 1866 - 71, II: s. 56 - 57 nr. 23.

 

Resumé: De sidste åndemanere på Nuuk-egnen opregnes, men fortællingen

beretter kun om Unneqs bedrifter og de lokaliteter de er foregået ved.

Han bor i Qoornoq. Under en seance besøger han på åndeflugt folkene

ved Pisissaarfik og trues på hjemvejen af Aappilattoq-fjeldets ånd

Amaarsiniooq, der lyser og ligner en rovfugl i flugten. U. tar da

turen hjem under vandet, og under sin næste seance tilkalder han

Amaarsiniooq, der fortæller om Uumannaq-øens onde fjeldånd,

"Kilderen", som A. selv har slået ihjel, fordi den dræbte et menneske.

Således får man omsider både forklaringen på den mand man fandt død og

nøgen med iturevne klæder ved dette fjeld og sikkerhed for, at man

ikke længere behøver at frygt "Kilderen". Under en anden seance

fortæller U.s innersuaq, at han omsider har fundet sin lige blandt

dagslysets børn (rigtige mennesker). Det er en fanger fra Qaarusuk

(Bjørneøen), der kan klare sig i kajak i alt slags vejr og ror frem og

tilbage til Kangeq på alkefangst på samme dag. Således erfarer nu

denne mand, at han i det skjulte har følge af denne innersuaq og er

hans ligemand. Om samme mand fortæller man iøvrigt at han som den

eneste fisker enorme oppustede rødfisk på så dybt vand, at linen

fylder hele hans kajak. Derfor kalder man denne rødfisk for "Qaarusuks

storfangers fisk".

 

For kommentarer til Rinks version af originalteksten se Thisted og Thorning 1996:

nr. 32, s. 327.

 

Hist.: Historisk fortælling i traditionelt regi. "Kilderen" findes i forskellige mytiske skikkelser i andre grønlandske fortællinger og hos mange østeskimoer. Bl.a. medbragt fra Baffinland til Thule området.

 

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Angákorssuaq mardlungnik ernilik / Om en stor åndemaner, der havde to sønner

Print
Dokument id:1307
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 3536, I, 4'
Fortæller:Salomon (Sâlumût)
Nedskriver:Heilmann, Nette
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Angákorssuaq mardlungnik ernilik / Om en stor åndemaner, der havde to sønner
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:læg 17, side 7h - 16v
Lokalisering:Qaarusuk / Bjørneøen: Nuuk / Godthåb
Note:

Renskrevet af Hendrik Olsen: NKS 3536, I, 4', læg 11, s. 36 - ,

læg 12, s. 11.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

De var engang en stor åndemaner, der havde to sønner.

Han opfostrede den ældste af dem, og da han blev stor nok til at ro i

kajak byggede han en kajak til ham. Når han kom hjem fra fangst, bar

han sønnens kajak ned til vandet, og når han havde sat ror på den,

roede han sammen med ham for at træne ham. Da han var blevet fortrolig

med det, tog han ham med ud på fangst; og da han syntes, at han var

moden til at få kajakredskaber og var godt på vej til at blive fysisk

moden, gav han ham redskaber med, og han begyndte at fange godt og

kunne klare sig i al slags vejr. Da sønnen var nået så vidt, holdt

faderen op med at fange og levede alene af sønnens fangst. Faderen var

ikke længere bekymret for ham, når han var ude i blæsevejr, for han

kunne godt klare sig i stormvejr.

 

På samme boplads boede der er flok brødre. Når stormene rasede om

vinteren, og sønnen ville ud på fangst, havde han altid følgeskab af

den mellemste af brødre-flokken. Og når sønnen havde en at følges med

i stormvejr, var faderen aldrig bekymret for ham.

 

En meget stormfuld vinter, kort efter nytår, hvor det overvejende

blæste nordvest, nærmest vest, vågnede man en morgen og sikke det så

hvinede derude.

 

Da sønnen var stået op, gik han ned og kom tilbage med sin helpels. Og

straks stod faderen op, for stormen hvinede og peb. Han gik udenfor og

konstaterede at det stormede nordvest og gik derfor hen til

bopladsfællernes kajakker, hvor han opdagede, at ikke en eneste havde

gjort forberedelser til at tage ud. For en gangs skyld ville sønnens

faste ledsager åbenbart ikke med ud. Han skulle til at gå op igen;

men så så han, at sønnen var på vej ned for at tage afsted. Han stod

og ventede på ham, indtil han kom hen til sin kajak. Han fulgte ham

ned til stranden til affart og hjalp til med at skyde kajakken ud fra

stranden. Sønnen havde dårligt forladt stranden, før faderen ikke

længere kunne se ham på grund af snetykningen. Så gik han tilbage op

til sit hus.

 

De ventede længe på, at han skulle komme hjem; og det blev aften.

Under normale omstændigheder ville han på det tidspunkt være kommet

hjem. For at bane vejen for ham, gav åndemaneren ordre til at lamperne

skulle slukkes. Så begyndte han ellers at mane ånder.

Han fulgte ham fra det sted, hvor han startede. Han var roet og roet

udefter og var kommet til det nærmeste fangstområde. Han var blevet

der et stykke tid, men var så fortsat udefter, ud til det yderste

fangstområde, og da han havde været der et stykke tid var han begyndt at

ro indefter. Han havde kun roet ganske kort tid, da han kom ind i en

kajakmands rute, og da han ikke kunne komme fri, måtte han blive der,

og han fulgte så denne rute.

 

Den store åndemaner boede på solsiden af fjorden ved mundingen. I

bunden af fjorden var der en bræ. På kystens skyggeside var der stejle

fjeldvægge. Den store åndemaner fulgt nu kajakmandens rute. Ruten gik

i retning af hans egen boplads. Den fortsatte tæt forbi bopladsen og

drejede derfra over til fjordens skyggeside. Ruten gik videre og

videre direkte mod fjeldvæggen; og lige før den nåede fjeldvæggen, fik

han øje på nogle store vinduer. Mens han kiggede på dem, vekslede det

med lys og skygge i dem. Da dette lidt senere holdt op og kajakruten

også endte dér, kiggede han ind igennem vinduet og så, at hans søn sad

på gæstebriksen overfor hovedbriksen og hang med hovedet.

 

Mens han kiggede på ham, rejste han sig op. Så rejste mændene overfor

sig også op, gik hen, greb fat i ham, satte ham ned på hans plads og

gik fra ham. Sønnen havde kun siddet ganske kort tid, så brummede han

og rejste sig. Mændene gik igen hen og satte ham på plads. Efterhånden

brummede han og rejste sig op tiere og tiere. Så var det at han på et

tidspunkt, hvor han straks efter at de havde sat ham på plads, atter

brummede og rejste sig. Omgående greb mændene ham, som de nu havde

gjort adskillige gange; og han forsvandt imellem dem. Midt i alt dette

brummede han igen og skubbede sine angribere fra sig, så de spredtes

til alle sider. I dette øjeblik ville han være sprunget ud i gangen;

men han skulle skynde sig og valgte at springe ud gennem vinduet. Så

såre han ramte jorden, løb han ned til sin kajak, satte den i vandet,

kom ned i den; og idet han drejede kajakken udefter, gav han sig til

at ro af alle kræfter mod sin boplads. Åndemaneren fulgte ham så på

ruten hjemover.

 

Da han var nået et godt stykke fra land, tog et stort antal kajakker

afsted, med en støjen og larmen så det kunne høres.

De roede efter ham men kunne ikke indhente ham. Midt i det hele lagde

så to andre kajakker fra land. Det så ud, som om alle de mange

kajakker halede dem til sig. De skød en sådan fart, at de blot roede

forbi alle forfølgerne og videre efter den flygtende kajakmand, som om

denne halede dem ind til sig. I stedet for som ventet at ro direkte

hen til ham, roede de uden om, (vendte) og så tilbage mod den stejle

fjeldvæg. Da åndemanerens søn passerede deres rute, skiftede kajakken

(automatisk)) retning og havnede i ruten. Han forsøgte flere gange at

komme ud af den, ("sanioqqunniartoraluaramiuk") men det lod sig ikke

gøre, så til sidst holdt han op med at ro. For faderen så det ud, som

om sønnen befandt sig i en elv (altså: som om han drev med strømmen)

Videre gik det i retning af land, og kajakken løb op på stranden

nedenfor husene. De sagde til åndemanerens søn, at han skulle stige op

af kajakken. Han adlød og gik op til huset. Idet han kom ind sagde de:

"Ingen vil gøre dig fortræd. Vi vil bare optage dig her i huset. Bliv

du kun her uden frygt." Da åndemanerens søn forstod at der intet var

at stille op, indvilgede han bare.

 

Da åndemaneren havde hørt, hvad de sagde, holdt han op med at følge

sønnen, fordi han ikke ventede, at han ville blive behandlet dårligt

og nu vidste, hvor han befandt sig. Åndemaneren kunne nu ikke gøre

andet end at begynde opfostringen af sin yngste søn. Da han blev moden

til at få sig en kajak, sørgede han for, at han fik en. Han trænede

ham i kajakroning og da han blev i stand til at klare sig alene, skete

det et par gange, at han lod ham passe sig selv. Da nu den yngste søn

havde fået sin egen kajak, tænkte han hele tiden på sin storebror i håb om

at finde blot et enkelt af hans kajakredskaber. Han vidste ikke, hvor

han blev af den gang, han udeblev fra fangst. Når han var ude alene i

kajak, kiggede han altid efter en eller anden ting, der kunne stamme

fra ham. Efterhånden blev han længere og længere ude og kom først hjem

om aftenen.

 

En aften han kom hjem fra fangst, tænkte han at han næste morgen ville

ro ind i fjorden for det var det eneste område han manglede. Tidligt

næste morgen tog han afsted og roede direkte ind i fjorden. Han roede

og roede og kunne til sidst se bunden af fjorden; og han opdagede, at

der var en bræ i bunden, mens kysten (derinde?), der vendte imod syd,

solsiden, var en stejl fjeldvæg, og kysten, der vendte imod nord,

skyggesiden bestod af lutter stejle fjeldvægge. Netop da han tydeligt

kunne se bræen, der gik ned til havet, fik han øje på en stor

kajakmand imod bræen. Øjeblikkeligt gav han sig til at ro derhen. Da

han kom ganske nær, gik det op for ham, at manden helt tæt på, var

hans storebror. Han sagde: "Jeg har ledt efter dig længe, og endelig

lykkes det mig at træffe dig. Kom nu med hjem til os." Hans storebror

sagde, idet han pegede på noget under kajakstolen: "Jeg har mange

gange forsøgt at ro hjem, men så længe jeg har denne modbydelige

(tingest) hos mig, vil det ikke lykkes mig at komme hjem."

Lillebroderen kiggede på det, der var under kajakstolen; og han

syntes, at det lignede en ærmebeskytter, der var blevet udstoppet med

noget. Hans storebror tog den og sagde: "Nu skal du se, hvorfor det

ikke kan lade sig gøre at komme hjem." Han kastede den langt væk imod

vinden. Knap havde den ramt vandet, før den kom tilbage til sin plads

under kajakstolen. Næste gang vendte han kajakken rundt i retning af

sin tidligere boplads, greb væsenet under kajakstolen og kastede det

bort med vinden, så det ramte vandet længere borte end sidste gang.

Men knap havde det ramt vandet, så sprang det op og kom tilbage til

sin plads under kajakstolen; og i samme øjeblik drejede kajakken om

imod den store nordvendte fjeldvæg. Han drejede hovedet mod sin

lillebror og sagde: "Som du ser, er jeg ude af stand til at tage hjem,

så længe jeg har den der modbydelige tingest hos mig. Ser du, nu ved

du alt om det. Men kom hver dag og følg mig på fangst."

 

Herefter var de så sammen på fangst hver dag. Faderen forsynede sin

yngste søn med redskaber, da han mente, at han nu var moden til det.

Når han efter at have fået kajakredskaber var på fangst, kom han hjem

sent på aftenen uden at have fanget noget, og faderen vidste ikke hvor

han plejede at være på fangst.

 

En dag da lillebroderen som sædvanlig var på fangst sammen med sin

storebror, sagde denne ved afskeden: "Kom til mig i morgen tidligt!"

Næste dag ganske tidligt om morgenen roede lillebroderen ind i

fjorden, som storebroderen havde bedt ham om. Han roede og roede. Og

da han kunne se bræen, tænkte han, at han nok kom til området før

storebroderen, men da bræen kunne ses klarere, viste det sig, at

storebroderen allerede var fremme. Han roede derhen, og lige før han

var helt fremme satte storebroderen rask afsted for at harpunere en

sæl. Mens lillebroderen så til, harpunerede han den. Han roede nu helt

hen til ham og opdagede, at han allerede havde gjort sælen klar til

bugsering og blot ventet på ham. Idet han skubbede sælen hen til ham,

sagde han: "Denne skal være din første fangst. Fra nu af vil du kunne

fange sortsider." Lillebroderen var ellers ikke vant til at se sæler,

når han var på fangst med sin storebroder. Men næppe havde han fået

sælen af storebroderen og roet fra ham, før han fik øje på en

sortside, der lå ganske tryg. Straks harpunerede han den. Fra nu af

fangede han mange sæler, thi sælen, som storebroderen forærede ham,

fordi han ikke fangede nogen, tjente jo som begyndelsen til hans

kommende fangster.

 

Når han og storebroderen var på fangst sammen,skiltes de først fra

hinanden, når de havde fanget så meget, som de overhovedet kunne slæbe

hjem.

 

Når hvidhvalerne indfandt sig om efteråret havde åndemanerens yngste

søn lige fra begyndelsen haft særligt svært ved at fange nogen, fordi

han var alt for ivrig. Det var nemlig sådan, at når man var på lur

efter hvidhvalerne, begyndte de at hoppe op af vandet og flygte, før

man overhovedet var kommet på tæt hold. Det skete også nu og da, at

man, før man overhovedet så nogen, kunne høre noget, der lød som en

fløjten. Når man så kiggede ned i vandet, så man en hel masse

hvidhvaler der passerede forbi under vandet, fordi de var blevet

opskræmte. Derfor var det særligt svært for ham at fange nogen.

 

Engang hvidhvalerne havde indfundet sig, var han ude på fangst sammen

med sin storebror. Da de skiltes, sagde storebroren: "Kom i morgen

tidligt." Da tænkte lillebroren ene og alene på hvidhvalerne.

Da han var kommet hjem og var gået op til huset, tænkte han kun på det ene, at han i sin tid, da storebroderen havde foræret ham den

første fangst, blev i stand til at fange sortsider.

 

Hans bopladsfæller, brødreflokken, havde skam lagt mærke til, at han,

lige siden storebroderen var udeblevet fra fangst, ikke mere snakkede

om almindelige ting eller smilte. Men da han nu igen gik rundt og

fortalte historier og smilte, mente hans bopladsfæller, at han måske

var begyndt at gå på fangst sammen med sin storebror, for han tog jo

også af sted, før de vågnede om morgenen. Da han den her omhandlende

dag kom hjem, stod brødrene og trak frisk luft sammen, og de sagde til

hinanden: "Lad os hyre vores bopladsfælle, pebersvenden, til at holde

vagt over åndemanerens søn og få ham til at følge efter ham, når han

tager afsted, og se hvor han ror hen."

De sendte bud efter pebersvenden / ungkarlen, og da de havde snakket med ham, gav

han sig til at holde vagt over ham, for han var interesseret i at få

den lovede betaling. Han vågede og vågede. Umiddelbart efter det blev

lyst, (Der står egentlig: "Efter at det var blevet helt lyst."Men det

passer ikke rigtigt sammen med efterfølgende. C.B.) kom åndemanerens søn

ud.

 

Da han var kommet ud, holdt pebersvenden øje med ham fra gangen, hvor

han holdt sig skjult og kun lige stak hovedet frem. Han holdt øje med

ham længe. Da åndemanerens søn kom ud, gik han neden for huset, hvor

han stillede sig op og tissede; og efter at have set nøje på vejret,

begav han sig ned og ind under konebåden, der lå oppe på et stillads.

Han tog sin helpels frem. Pebersvenden troede ellers, at han ville

tage den med op til huset; men nu var han ifærd med at iføre sig den,

selvom det endnu ikke var blevet helt lyst.

 

Da pebersvenden så dette, skyndte han sig ind i huset, tog sin pels,

fik den på i en fart og så var han på vej ud af huset. Det første han

gjorde, da han kom ud, var at kigge efter åndemanerens søn. Denne var

på det tidspunkt allerede ved at runde det lille næs syd for bopladsen

og forsvinde bag det. Pebersvenden skyndte sig ned, bar sin kajak ned

til vandet og kom ned i den. Så satte han ellers efter ham. Da han

havde rundet det lille næs syd for bopladsen, kiggede han efter ham og

opdagede, at han var direkte på vej ind i fjorden. Han roede efter;

men denne havde så meget fart på at han tabte ham af syne; og han

gjorde hvad han kunne for at få øje på ham igen. Det forholdt sig

nemlig sådan, at den store åndemaners yngste søn næsten ikke havde

sovet om natten ved tanken om hvad storebroderen sagde; og da han var

blevet træt af at vente på, at det skulle blive lyst, stod han bare

op og tog afsted for at være på fangstområdet før sin storebror. Han

roede og roede ind i fjorden. Netop som han nåede midtvejs, begyndte

det at dages. Det blev lysere; og da han, inden det var blevet helt

lyst, var ved at være fremme ved deres sædvanlige fangstområde, tænkte

han, at han for en gangs skyld ville være der før sin storebror. Han

havde lige sagtnet farten, så hørte han sin storebror råbe om hjælp

fra et sted sønden for, før han overhovedet havde set noget til ham.

Straks kom han til at tænke på, at han i sin tid (først) begyndte at

fange sortsider, efter at storebroderen havde foræret ham den første

fangst. Han kiggede mod syd og fik øje på en kajakmand, der roede

forbi bræen; og han sås tydeligt, da han befandt sig ud for den hvide

sne på fjeldvæggen.

 

Kajakmanden roede rask til ud af fjorden, og da han nåede ud for den

mørke baggrund, tabte han ham af syne. Så gav han sig til at ro alt

hvad han kunne i retning af ham på tværs af hans rute. Han roede og

roede, og mens han endnu kiggede efter ham, hørte han pludseligt råb

om hjælp fra et sted, der lå længere ude i forhold til det, han

stilede imod. Han drejede kajakken mod lyden. Da han langt om længe

kunne se ham, lå han med sin fangstblære ved siden og var i færd med at

aflive sin fangst med lansen. Nu var han kommet næsten helt hen til

ham og opdagede til sin forbløffelse, at det var en stor hvidhval, han

var i færd med at aflive. Netop som han nåede helt hen til sin

storebror, stak denne sin lanse i dyret, som ikke dykkede ned igen. Så

blev han klar over, at den skulle være hans første fangst.

Men alt mens han kiggede på den, begyndte dyrets hale at slå

hurtigere; og idet forkroppen krummede sig mere og mere nedad,

forsvandt det ned i havet; og den viste sig ikke oppe mere. Da han

nærmede sig fangeblæren / fangstblære, virkede den helt tom for luft og også den

forsvandt ned i havet.

 

I det samme opdagede han, at hans storebror var kommet til at hælde så

meget til side, at hans krop faktisk lå på vandet; man så kun lidt af

kajakken; og storebroderen var ved at forsvinde, idet han samtidig

vrikkede lidt med åren. Mens lillebroderen kiggede på ham, forsvandt

han lige så stille ned; og til sidst var han helt borte.

 

Da pebersvenden mistede åndemanerens søn af syne, roede han videre

efter ham ud i det blå. Han var næsten midtvejs inde i fjorden, så

hørte han noget, som han blev meget glad for, nemlig et råb om hjælp,

der kom fra fjordens skyggeside. Det kunne kun komme fra ham, han

forfulgte. Han ændrede sin kurs og begyndte at ro efter lyden. Præcis

da han befandt sig midtvejs mellem fjordens nordlige og sydlige kyst,

så hørte han igen råbet om hjælp lidt vestligere end før. Han roede

hurtigt til for at komme til at se ham. Han opdagede, at der var to

kajakker, der havde harpuneret et dyr. Mens han roede hen til dem,

vendte han et øjeblik blikket fra dem; og så så han, at der kun var en

kajakmand; og denne roede hen imod ham.

 

Dengang åndemanerens yngste søn så sin storebror forsvinde ned i

havet, kiggede han rundt for at se, hvor han ville dukke op igen. Midt

i den søgen kom han til at kigge hen mod bræen, og han fik øje på en

kajakmand mod bræen. Han ændrede kurs og roede så i den retning, for

det kunne ikke være nogen anden. Da han kom tæt på virkede han

fremmed, men ved nøjere eftersyn genkendte han ham, som deres

bopladsfælle, pebersvenden, som han mindst af alt ventede ville være

her så tidligt om morgenen. Så gik det op for ham, at det var den

sølle pebersvend, der havde ødelagt det hele for dem. Han blev hidsig

og roede direkte hen til ham. I et harpunkasts afstand fra ham, greb

han sit kastetræ for at harpunere ham, men han tøvede og tøvede og

gled blot forbi ham, da han ikke syntes, han kunne være det bekendt.

Det var jo sådan, at hans storebror havde bedt ham komme for at forære

ham hans første fangst af hvidhvaler. Men netop da kom pebersvenden

til syne; og da han var kommet alt for tæt på, var storbroderen blevet

nede under vandet for ikke at blive set.

 

Det fortælles, at lillebroderen aldrig fik fanget nogen hvidhval, selv

om han var vild efter dem. Men brødreflokken på bopladsen fik opklaret

det, de gerne ville, idet de af pebersvenden hørte, at åndemanerens

søn plejede at være på fangst sammen med sin storebror.

 

Var.: Egentlig ikke. Men storebror er - som så mange andre i overleveringen - blevet taget af innersuit. Søg på dem.

 

Kommentar: Det ærmelignende væsen under den røvede storebrors kajakstol kunne minde om en anngiaq eller tupilak, men er måske blot noget ubestemmeligt, som innersuit holder ham fanget med.

Angakorssuarmik / Angakkorsuarmik

Print
Dokument id:1907
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Angakorssuarmik / Angakkorsuarmik
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:ss. 189 - 192, nr. 42
Lokalisering:Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

 

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 42, ss. 208 - 214.

 

Oversættelse i Rink: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, II: nr. 111.

 

Resumé: Den store åndemaner tager sin søn på skødet under en seance og

holder ham fast, indtil en dødning har fået lov at komme ind efter

ham.

Sønnen vågner fortumlet op i graven som et nyt menneske, har set graven lyse og har fået klarsyn over hele verden. Han ser også sin fars spor over til

Akilineq. Hans klæder kommer flyvende til ham. Faderen beder ham snart

holde seance. Han flyver ud gennem en lysning under taget og følger

sin fars spor, der standser før Akilineq. Men sønnen når helt frem,

vælger der forreste hus på bopladsen med tre vinduer, hvor kun en

stærøjet med sære snoede spåner foran sig, mærker ham komme. Han råber

på klæder, får dem, kommer ind og får forklaring på spånerne, der

klæber ved den stærøjede. De skyldes dødstabubrud. Gæsten opfordres

til at holde seance og påkalder sin Kivingaq (havbudsånden, BS), der

er et isbjerg med en flad side med sæler. Han beordrer kvinder og mænd

træde frem på gulvet parvis, men en pige, der har anngiaq bevirker, at

bjerget drejer rundt, vælter og knuser huset, mens angakkoq / åndemaner-sønnen

flygter ned gennem jorden og hjem. Den stærøjede kommer på hævnvisit

fem aftener i træk, men holdes på afstand af lys i husgangen og

piskning udenfor.

For kommentarer til Rinks version af originalteksten se Thisted og Thorning 1996:

nr. 42, s. 330.

 

Var.:  Tungujorlersaaq; Quertitsialik;

 

Hist: Det nyvundne klarsyn i graven lader sønnen se alle bopladserne

nordpå langs kysten. Det tyder på en sydgrønlandsk proveniens, hvor

man har kendskab til bopladserne nordpå fra rejser.

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

 

Kommentar: angakkoq - uddannelse; initiation; klarsyn; qaamaneq

Angakorssuarunit unámigame ajorssorpoq / Angakkorsuarunit unammigami

Print
Dokument id:396
Registreringsår:? 18
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, V. 4'
Fortæller:Hendrik (Hintrik /Hindrik)
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Angakorssuarunit unámigame ajorssorpoq / Angakkorsuarunit unammigami
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 1085 - 1087, nr. 223
Lokalisering:?
Note:

Denne håndskrift er meget ringere udgave af Hendriks: NKS 2488, IV, 4' nr. 47 ss. 247 - 254: id 1906.

Angnorârsoaq

Print
Dokument id:1808
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 413
Fortæller:Jørgensen, Sofie
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Angnorârsoaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:4 sider, nr. 51
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, side 372: "Annorârssuaq" /

"Storfangeren, der var lige dygtig til at..."

Renskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 424: "Annorârssuaq" (med sproglige rettelser og til vestgrønlandsk af Hendrik Olsen eller ?).

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Annoraarsuaq.

Annoraarsuaq var på fangst hele tiden. Han fangede både sæler og

mennesker. Han havde mange fjender; men ingen kunne hævne sig på ham,

for alle var bange for ham. Der var også en fanger, der havde tre

børn - to drenge og en pige. En dag faderen var ude på fangst vendte

han ikke tilbage. De vidste ikke, hvor han blev af. Men hans kone

havde hørt, at Annoraarsuaq havde dræbt ham. De græd bitterligt. En

dag kom lillesøsteren grædende ind. Moderen spurgte, hvorfor hun græd.

Hun svarede, at storebrødrene havde ramt hende med legetøjsspyd i

underlivet og i kroppen. Moderen ventede på, at sønnerne skulle komme

ind (isersilerpât - isersiilerpai).

Da de kom ind, spurgte hun dem: "Hvorfor skal I have jeres lillesøster

som skydeskive for jeres legetøjsspyd, når hun har ikke gjort jer

noget. Træn jer hellere stærke, for Annoraarsuaq har dræbt jeres far.

Altså, træn jeres kræfter."

Man siger, at det var som om de begyndte at græde, da deres mor sagde det til dem, og de to brødre begyndte at opøve deres kræfter.

                                       

De bosatte sig langt mod syd. Dernede voksede de op, og de blev voksne og gode dygtige fangere. Så sagde den yngste af brødrene: "Mon Annoraarsuaq er død. Skønt han ikke var død endnu (denne sætning skal måske oversættes: Han var endnu

ikke død på det tidspunkt). Hvorfor skal vi ikke ud og se efter ham?"

Da de på stedet hørte dette, begyndte Annnoraarsuaqs tilhængere

(idlersordluat - det er noget med at beskytte) at besøge

ham og sige, at beboerne i Kangeq gerne vil se/møde ham

(takuluavât ?). Annoraarsuaq plejede at bemærke:

"inûtínguasigkangma," (Du lod mig slippe med livet ?) idet han

samtidig holdt kniven ganske tæt ved vedkommende, som så forsvandt.

Brødrene fra Kangeq med familie ankom til stedet, mens Annoraarsuaq

var ude på fangst; og da de slog deres telt op, bemærkede man, at det

var meget større end Annoraarsuaqs. Annoraarsuaq kom hjem og så

fjendernes meget store telt. Fjenderne sagde: "Qatingiseq, Qatingiseq,

gå hen og sig, at han skal komme på besøg. Så kom Annoraarsuaq ind, idet

han skubbede teltforhænget til side med sin kniv. Så sagde kvinderne

fra Kangeq: "I dér (kákuaraîke - det må være sønnerne, hun mente), kom

ind med  noget, som han kan sidde på." De kom ind med en stor sten,

som nær havde ramt den besøgendes fødder, da den blev sat ned på

jorden. Kun ved at den besøgende trak fødderne til sig, undgik man at

ramme dem. De sagde til ham: "Hvad med at spise lidt syre (i

renskriften: Sællever med kokleare)?" Han fik lige et par mundfulde,

så holdt han op og gik ud.

 

Om natten, efter at man var faldet i søvn,

hørte moderen íkkut marlok (måske: moderen til de to) nogen støj. Hun

gik ud og så, at Annoraarsuaq var ved at tage overdelen af sit telt

ned så lydløst han overhovdet kunne. Hun kom ind igen i

teltet og sagde: "Hør I dér, Annoraarsuaq er ved at rejse fra jer

(eller: slippe fra jer). De skyndte sig at komme op og gav sig til at

stirre intenst på ham.

                                                     

Annoraarsuaq fik meget travlt. Da han blev færdig, fik han sine mange børn om bord i konebåden, og til sidst var han på vej ned til konebåden bærenede

sin kajak med bunden i vejret. Idet han tog et skridt for at komme

ombord på konebåden, skubbede brødrene fra Kangeq til ham, så han

faldt ned i vandet. Han blev under vandet længe. I virkeligheden

opholdt han sig under konebåden og lurede på dem. Han kom pludselig op

af vandet ved konebåden og forsøgte at stikke dem ned. Da de

to gik til angreb oppe fra, dykkede han ned igen og gav sig til at

gå/svømme omkring konebåden. Han blev efterhånden træt, og den yngste

af brødrene stak ham. Han dykkede, og da  han dukkede op igen,

stak den ældste ham. taunaqale tamalerput (måske: Sådan blev de ved

længe). Annoraarsuaq var efterhånden udmattet, og med flere stik

dræbte de ham. Så smed de alle børnene ud i vandet. Og de paterede

faderen. Ligesom de blev færdige med det viste der sig en kajakmand

frem omkring næsset (ordret: fra bag næsset) og sukkede voldsomt

(anesameqalune - anersaammerqaluni ?? Renskrift: Man hørte ham sukke,

så såre han kom op på land). Da han kom hen til dem, gav han sig til

at samle børnene op på land, idet han sagde: "Disse er værd at redde."

Han fik dem alle op på land. Han besøgte brødrene fra Kangeq. Det

viste sig, at denne gamle mand var på en tur for at fordrive tiden med

noget, fordi han havde mistet sin søn.

                   

Han havde siddet hos brødrene et stykke tid, så

sagde brødrene: "Vi har ellers fået en god fangst i dag."

Han bemærkede: " Hvad fik I så ? "

"Du kan gå derhen og se på det." Han gik ud og videre

ned til stranden. Da han så det, sagde han: "I har fanget en isbjørn."

De svarede: " Nej, det har vi ikke. Se på det." "I har fanget en

isbjørn," gentog den gamle. De svarede: "Nej, det har vi ikke. Nu skal

du se det." De tog det, der dækkede liget, af; og  han genkendte

Annoraarsuaq med det store skæg, som nu var fuldt af blod. Den gamle

mand måtte sætte sig ned "toqulersoq" (én, der er ved at dø. Måske:

Som om han var ved at dø? Renskriften: ...han blev stående og var ved

at blive dårlig), og han sagde: "Det var virkelig pænt af jer. I har

givet mig lejlighed til at fordrive tiden med noget."

Det fortælles, at brødrene fra Kangeq blev gamle uden at de behøvede

at bekymre sig om noget.

 

Hist.: Muligvis en historisk kerne.

Kangeq i Ammassalik området ligger sydøstligst på Kulusuk

Angusaq

Print
Dokument id:1760
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Angusaq
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:ss. 265 - 266, nr. 63
Lokalisering:Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 63, ss. 326 - 328.

 

Uddrag i Rink 1866 - 71, II: s. 112, nr. 78: Angussaq.

 

Resumé af uddraget: Angusaq fanger hvaler med forsk. ritualer ligesom

Qujaavaarsuk: Han har ravnefødder og -hoveder til fangstblæreamulet.

 

Han bruger altid renkød som fangstproviant i båden. Renerne nedlægger

han tidligt om morgenen inden man ror ud. Som søsætningeritual hælder

han havvand hen over forstavnen. Ravne-blæren får den harpunerede

kaskelothval til at søge mod land, ligesom de sødyr Q. nedlagde.

 

For kommentarer til Rinks version af originalteksten se Thisted og Thorning 1996: nr. 63, s. 342.

For oversættelse af de fleste Qujaavaarsuk varianter se Thisted 1993: "Som perler på en snor." PhD afhandling, Københavns Universitet.

 

Var.: Qujaavaarsuk.

 

Hist.: Fortællingen regnes for historisk med betegnelsen

oqalualaarut.

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Angutinguaq Arnanguardlo / Angutinnguaq Arnannguarlu

Print
Dokument id:398
Registreringsår:? 18
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, V. 4'
Fortæller:Hendrik (Hintrik /Hindrik)
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Angutinguaq Arnanguardlo / Angutinnguaq Arnannguarlu
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 1090 - 1092, nr. 225
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Oversættelse ved Kirsten Thisted:

 

En lille mand og en lille kvinde

 

Angutinnguaq og Arnannguaq huskede lang tid tilbage, at de havde været alene. Til sidst ville Angutinnguaq have den anden til kone. Hun indvilgede.

 

Nu de var mand og kone, blev konen gravid. Hun fødte en datter, og også den næste gang fødte hun en datter. Konen sagde til sin mand: "Lad os nøjes med at have dem til børn!"

 

Manden indvilgede, og siden blev hun ikke gravid.

 

Da de var blevet lidt større, så en aften de sad i fred og ro inde i huset, sprang en mandsling op over hustrinnet. Han greb fat i den ældste af døtrene. Faderen fulgte ellers efter ham, men han nåede ikke at se, hvor de blev af. Næste dag tog han slet ikke ud på fangst, fordi han hele dagen søgte efter hende. Da det blev aften, kunne han og hans kone intet usædvanligt se. Men pludselig sprang en mandsling op over hustrinnet. Han kom ind og greb deres datter og førte hende med sig ud. Faderen sprang ellers efter dem, men han nåede ikke at se, hvor de blev af. Nu ledte og ledte han efter dem hver eneste dag. Til sidst da han for længst burde have fundet dem, gav han op.

 

En aften han gik ud og kom rundt om det bageste hushjørne, opdagede han et lille vindue, som så ud som om det var lige ved at eksplodere, så lyst var det. Han gik hen til huset og kiggede ind og opdagede, at det var hans ældste datter, som sad derinde og syede, mens hendes snot nåede helt ned til sytøjet. Hendes sølle mand sad derinde og nåede ikke længere end til lampen med sin skulder. Mens han betragtede dem, sagde hans datter uden at have kigget op: "Jeg har set dig far, kom bare ind!"

Så gik han ind, og hendes mand var meget venlig og snakkesalig hele tiden. Han kiggede endda ind på konen og sagde: "Du deroppe, har du noget at putte i kogekarret?"

Konen sagde: "Jeg har ikke noget at koge!"

Idet han nu sagde: "Vent lidt!"Så kom han ind med lakseørreder, som glitrede i lyset. Så kogte hun dem og satte dem ud til sin far og spiste sammen med ham.

 

Da faderen skulle gå og ville have haft datteren med sig hjem, glemte han det, og datteren glemte også, at hun skulle følge med sin far ud. Det var så fordi, at han som havde fanget laksene, havde tryllet over dem, så de glemte det begge to!

 

Da han skulle til at gå ud, sagde han: "Vent lige lidt!"

Så gav han fire lakseørreder til ham. "Lad din kone spise dem!"

Han sagde tak og gik ud. Han lagde dem ved siden af husgangen og gik ind og sagde: "Du deroppe. Kog noget!"

Konen svarede: "Jeg har ikke noget at koge!"

Manden sagde: "Vent lige lidt!"

Og så kom han ind med to lakseørreder. Hun kogte dem alle sammen og ville spise dem, men fordi ophænget til gryden knækkede, så spiste hun dem alligevel ikke. [Det med at det er ophænget til gryden der knækker, er noget, Rink har skrevet over, jeg kan ikke helt gennemskue, hvad der står qissiat nardlusia hm.

 

Da det så blev næste dag, og han kom ud om aftenen og kom rundt om hushjørnet, opdagede han det lille vindue derhenne, der så ud som om det var ved at eksplodere af lys. Han kom derhen og kiggede ind ad vinduet og opdagede, at det var hans yngste datter, der sad derinde og syede, med snottet hængende helt ned til sit sytøj. Mens han betragtede hende, sagde hun: "Jeg har set dig far, kom bare ind!"

 

Hendes mand sad derinde og nåede ikke længere end til lampen med sin skulder. Denne mand var ikke så venlig. Til sidst sagde han: "Du deroppe, kog noget!"

Hun svarede: "Jeg har ikke noget at koge!"

"Vent lidt!"

Da han gik ud, kiggede faderen efter ham og så, at han kastede noget ud i en lille dam i nærheden af husindgangen, og det varede ikke længe, inden han halede noget op. Han så, at det var en stor helleflynder, han fik op, den baskede med halen. Da han kom ind med den, kogte konen den. Nu glemte de så igen alting. Det var så fordi, han gav dem noget, de fik glemsel af.

 

Da han skulle til at gå ud, gav de fisken til ham, idet de skar den tværs over. "Denne må din kone spise!"

Da han kom ind, sagde han til hende: "Her er noget fra din yngste datter!"

Hun kogte det og spiste det, og så glemte hun. Men da hun så døde af længsel efter sin ældste datter, fulgte hendes sølle mand lige efter. Så fik de deres lille hus som grav.

 

Der er den slut. Hintrik.

 

Var.: Ikke præcis. Talrige om unge kvinder, der bliver røvet af diverse landånder eller menneskeædere.

 

Hist.: Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

 

Kommentar: Ensomhed tiltrækker åndemennesker fra den anden verden. Det går an med relationer til dem som hjælpeånder. Men ikke som indgifte slægtninge. Da ender det galt. Enten holder ægteskabet ikke, eller også dør / afskærer mennesket sig fra sit menneskelige samfund.

Aqigssiaq / Aqissiaq / Rypekylling

Print
Dokument id:1425
Registreringsår:1903
Publikationsår:1924
Arkiv navn:
Fortæller:Martensen, Esaia (Martinssen, Isaja / Isaia)
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Aqigssiaq / Aqissiaq / Rypekylling
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, II
Tidsskrift:
Omfang:side 101 - 133
Lokalisering:Ny Hernhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Orig. håndskr.: NKS 2130, 2', læg 3, 42 sider: Oqalugtuaq Aqigssiamik, der er

Esaias egen nedskrift, mens s. 8 - 36 er nedskrevet / renskrevet af Hendrik Olsen, dernæst 1½ s. atter Esaia, så 1½ s. stikord nedskr. af Knud Rasmussen, hvorefter fortællingen afsluttes i maj 1921 af Esaias.

Robert Petersen forstår processen således: Esaias er ikke blevet færdig i første omgang, men da Rasmussen i travlhed med at færdigredigere Myter og Sagn fra Grønland inden afrejsen på 5. Thuleekspedition 1921, har han fået Esaias til at blive færdig (pers. medd.).

 

Trykt på grønlandsk i

Lynge, Kr. 1938 - 39, Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo, I: 79 - 133.

Søby, R. (red.) 1981 - 82, I: 23 - 42.

Kort resumé i Rasmussen, K. 1981: Inuit fortæller, II: 120 - 121.

 

Resumé:

Tid: I gamle dage. Sted: Ved Ilulissat / Jakobshavn.

En stor boplads har en åndemaner / angakkoq / angakok og en leder, der hver har et hold mænd under sig. Holdene spiller ofte bold, og da lederens hold som

regel vinder, bliver åndemaneren misundelig. Hans første forsøg på at

skade lederen korporligt mislykkes og i stedet tilbyder han lederen

sin datter til kone. Hun føder ham ialt tre sønner, hvoraf den ældste

udvikler sig mærkbart hurtigt og snart gør sit til, at hans fars hold

stedse vinder over hans bedstefars. I sin misundelse dræber

åndemaneren dette barnebarn. Barnets far gør sig sammen med sine to

sønner rede til at tage hævn, og morderen, der forventer hævnen,

bryder hul i sit tag, sætter sig under det med en spand vand som spejl

foran sig og en kniv på knæene, der stikker ham, hver gang han sænker

hovedet af søvnighed. Fjerde gang han falder i søvn, smider hævnerne

ham i kæde gennem husgangen, ud på møddingen og stikker ham ihjel.

Hele bopladsen stikker derefter i liget. Det parteres, og stykkerne

begraves langt fra hinanden i forskellige områder af landskabet. Af

frygt for blodhævn rejser lederen med familie i fire dage og tre

nætter mod øst, dvs. mod indlandet, og derefter mod syd i mange dage.

De bygger vinterhus, og da det er et godt fangststed, bliver de på

stedet sommeren over. Lederens kone føder om efteråret en søn, der får

navn efter bedstefaderen: Aqissiaq. Drengen vokser sig hurtigt stor og

bliver ved træning snart stærkere end sine brødre. Da hans kræfter

også overgår faderens, og denne bliver betænkelig, lokker han A. til

at rejse mod syd og prøve kræfter med en berømt mand, Ikersuarmiu med

egennavnet Qorrukutsuk, der er lille af vækst men ejer stor styrke. Q.

driver kun isfangst og fisker om vinteren hellefisk fra et snehus på

sydsiden af fjordisen. Q. gennemrystes pludselig af angst et par

gange, før han ser A. komme langt borte fra i hurtigt løb, først som

en ravn, så som en ræv og endelig som menneske. A. meddeler sit

ærinde, og de to løber om kap over isen til Q.s fjerne boplads,

tilbage til snehytten og tilbage til bopladsen igen. De er nøjagtig

lige hurtige. Q. inviterer hele bopladsen på fællesspisning. A.

placeres på gæstebriksen, der er dækket med skind af bjørneunger. De

skinner som kobber og messing. Q. ejer en mængde knive, som han deler

ud til måltidet. Derefter trækker han og A. krog. Q. vinder med højre

arm, men taber til A. med venstre. De står atter lige, og A.

underholder med sine meritter:

  1. Under en sultevinter øjner A. fra en bjergtop frostrøg fra to

våger bag hinanden, langt ude, hvor han næste dag sammen med sine

brødre fanger edderfugle i den nærmeste våge så langt ude, at de

yderste øer ikke er synlige. På tilbageturen over isen overfaldes de

af en snestorm, der river isen op, og de må springe over en bred

revne i land. Her må de søge ly hos ægte indlandsboere, der beværter

dem godt med tørret renkød. Husherren kaldes ud af en grydemand, en kæmpe med ildsted el. gryde på skulderen, der

vil have hans datter. Vejret klarer samtidigt op, og A. og hans brødre bryder op.

De orienterer sig i landskabet, og mens de går hjemad, ser de nu og

da tilbage på forløbet af den forrygende slåskamp mellem den ægte

indlandsbo og grydemanden. Indlandsboen dræber grydemanden, der er en

af de største indlandsboere.

  2. A. besteg engang egnens højeste fjeld. Herfra fortsætter han mod

syd og møder en grydemand på en høj fjeldkant ved en fjord. De to kappes i stenkast. Grydemanden overtaler A. til at kaste mod en fjern

kajakmand, der rammes og dør. A. angribes bagfra af grydemanden, men

kaster angriberen ned af klippevæggen i afgrunden. A. har da dræbt to

mænd på een dag. Det har han aldrig gjort før eller siden.

  3. A. bestiger atter et højt bjerg og træffer på vej ned to mænd, en

gammel og en ung, der stirrer ud over havet mod nord. Den unge har

hørt en fjern lyd af en pustende hval. Den gamle lokker den på A.s

opfordring ind med en lokkesang for gråfisk og kan forudsige, at den

vil dukke op langt fremme i en elv. A. løber derhen i forvejen, men

hvalen svømmer ud igen, fordi en mand under dødstabu har harpuneret

den fra elvens anden bred. Den gamle, der er nået frem med den unge,

bruger atter sin lokkesang. Hvalen kommer atter op ad elven, passerer

forbi og standser, hvor elven er udvidet til en sø. A. harpunerer den

til døde. Mange mennesker strømmer til flænsningen. Desværre har A.

glemt sin flænsekniv, men han når alligevel at løbe den lange vej hjem

efter den, vække sine brødre, og nå tilbage, inden folk har taget fat

på flænsningen. Han skærer halvdelen af hvalen af til sig selv,

overlader den anden halvdel til de andre, men må redde den gamle, der

er ved at blive kvalt i mængden, og skære fangstparter ud til ham. A.

og hans to brødre bærer den halve hval udelt hjem.

  4. A. går over land mod syd. På solsiden af en elv fra

Tasersiaq-søen ser han ovre på skyggesiden en mængde dværge, der

ligesom han får øje på en kæmpelaks i elven. Begge parter harpunerer

den samtidigt. A. stemmer hårdt imod en fjeldknold for at hale laksen

til sig. Men han besvimer, og dværgene har halet den over til sig, da

han vågner. Han sætter i løb omkring søen, må op og ned ad mange

kløfter på skyggesiden, men når frem, inden dværgene har fået taget

sig sammen til parteringen. A. skærer midterstykket ud til sig selv.

Det vejer lige så meget fem spraglede sæler. Han bærer det hjem, og

hans familie har mad til lange tider.

  Efter A.s fortælling befaler hans vært, Q. sine husfæller at hente

flere messinggyldne bjørneskind til A., for A. er ikke noget rigtigt

menneske, mener Q. Q. tør ikke straks lægge sig til at sove, og han

vågner også længe før A. for at holde øje med ham. Men Q. har intet at

frygte. Til afsked forærer han A. to barder og to narhvalstænder, og

A. inviterer Q. på genvisit, inden han løber bort over fjorden, langt

hurtigere, end da han løb om kap med Q. A. holder sig hele livet i

indlandet, fordi han i sin tid dræbte en kajakmand.

 

Var.: Aqissiaq.

 

Hist.: Fortællingen gør omhyggeligt rede for

mange ældre skikke, afspejler behovet for hvalbarder og introducerer

de nye metaller, kobber og messing, i bjørneskindenes farve.

 

Tolkning: Aqissiaq, der betyder "rypekylling", er født i indlandet og

bliver stærkere og hurtigere end sin familie, der er blevet en slags

indlandsboere. Strukturelt ligestilles han med ægte indlandsboere, der

kun jager rener og ikke er ham fjendtlige. Og ligesom A. overvinder

deres husherre en af de største indlandsboere, en grydemand. A.

ligestilles også i styrke og hurtighed med kystboen ved fjordmundingen

(Q. = Ikersuarmiu'en), som ikke har kajak, men kun driver isfangst. En

anden landrace, dværgene, og hvalfangerne ved elven, der vist er

almindelige mennesker, er ham langt underlegne. Men de ægte kystboere,

dvs. slægtninge til hans bedstefar og dem til kajakmanden, som

grydemanden lokker ham til at dræbe, frygter han. A. er m.a.o. hverken

et rigtigt menneske (kystbo) eller en ægte indlandsbo. Han er et

menneske født i indlandet med overmenneskelige kræfter til lands og

over is. Moralsk er A. et godt menneske, skønt potentielt så farlig

for sine egne, at hans far mener det nødvendigt at lade ham erkende

sin styrkes begrænsning i kappestrid med Q. A. afbalanceres da først i

forhold til Q. og dernæst til den ægte indlandsbo, der begge er gode.

Grydemanden er ond og besejres. Og A.s morfar, som han har navn efter,

blir ond af misundelse og starter den blodhævn, som A. genoptager

under grydemandens onde indflydelse. Men blodhævnen udvikler sig ikke

yderligere, fordi A. aldrig siden vover sig ned til kysten.

Aqissiaqs sønnesøn

Print
Dokument id:48
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Aqissiaqs sønnesøn
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 447 - 451
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 41 ss. 197 - 208.

 

Uddrag i Rink 1866-71, II, nr. 39.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

"Taama allattunga, Aron", 1999, II: 447 - 451: Aqissiap ernuta; og i Thisted og Thorning: 'Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... / Måske nogen kunne fortælle ...', 1996: nr. 41, ss. 183 - 188 med denne danske kommentar s. 330:

 

Resumé af uddraget: En storfanger ved Ilulissat hører, at han har en

nevø/fætter langt sydpå. Han rejser derned, træffer en sølle fattig

mand, der inviterer ham til at overvintre og lader sig bespise af

gæstens sælfangster, sålænge der er efterårssæler.

Derefter tager den fattige fat med sin gamle kajak og fanger om

vinteren rigeligt, mens nordlændingen intet får. Ligeså om foråret,

hvor sydlændingen ror langt af led til en fjord på krybefangst og kommer

hjem med fangst samme dag. Han ror samme sted hen næste dag, hvor han

træffer Aqissiaqs hurtigtløbende sønnesøn, der dog er helt kraftesløs

af spækmangel. Han får noget forærende af sydlændingen, fanger

derefter selv tre sæler, giver sydlændingen noget og fortæller ham om

sine oplevelser. Han har engang fanget en kæmpe fedt-orm ( ligesom

Aq.) Han takker igen for spækket, som han er kommet til kræfter af og

løber indlands med en fart som en flyvende ravn. Dette fortæller

sydlændingen til nordlændingen, da han kommer hjem.

 

Var.: Ikke egentlig i denne bases samlinger. Men der er lånt træk fra Aqissiaq.

 

Hist. Opfattelse af nordlændinge kontra sydlændinge, der - modsat nordlændinge - også kan fange i åbent vand om vinteren og må langt ind nær indlandsisen på uuttoq-fangst i fjerne, islagte fjorde om foråret. Så langt sydpå mener man åbenbart at Aqissiaqs familie nåede, da de rejste fra nord mod syd i indlandet.

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Aqqiuaraq

Print
Dokument id:1758
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Aqqiuaraq
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:ss. 260 - 262, nr. 61
Lokalisering:Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 61, ss. 319 - 323.

 

Uddrag i Rink 1866 - 71, II: s. 111, nr. 76.

Resumé af uddraget: Den lille, stærke og behændige Aqqiuaraq klarer et

fjendtligt angreb i kajak. Sammen med sin eneste søster, der er uhyre

stærk, skræmmer A. de fjender, der stræber ham efter livet.

Med flere rener hver som byrde viser de blot fjenderne, der venter i

dalen nedenfor, deres overlegne kræfter. A. lever livet igennem

usåret. Søsteren døbes Lydia hos herrnhuterne, der ansætter hende som

kiffaq p.g.a. hendes kræfter. Ingen kan overgå hende i fysisk styrke.

Det viser sig under transporten af et drivådsel af en kaskelothval,

hvor læreren Store-Johannes og købmanden skændes om, hvor den skal

hen.

 

For kommentarer til Rinks version af originalteksten se Thisted og Thorning 1996:

nr. 61, s. 341.

 

Hist.: Historisk fortælling fra Nuuk / Godthåb.

 

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Arfimit Nádluralimidlo / Nalluralimillu

Print
Dokument id:1318
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 413
Fortæller:Jørgensen, Sofie
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Arfimit Nádluralimidlo / Nalluralimillu
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:4 sider, nr. 50
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé i Rasmussen, Knud: Myter og Sagn, I: s. 363 - 364: "To

søstre, der giftede sig ... ". Renskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte

424: "Nukarît arfermik nagtoralingmigdlo" (med sproglige rettelser og til vestgrønlandsk af Hendrik Olsen eller ?).

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

To piger, der blev gift med en hval og en ørn.

 

To søstre bestilte ikke andet end at lege far og mor og børn. Det

gjorde de oven for deres hus. En dag da de legede, manglede de mænd

at gifte sig med; for der var ingen drenge. Den ene af pigerne

sagde: "Jeg vil gifte mig med den deroppe" - det var en ørn. Idet hun

sagde det, dykkede oppe fra og tog pigen med. Den anden pige

sagde: "Jeg vil gifte mig med den her" - det var et kranium af en

hval. Hvalen tog pigen. Hun fik altså en hval til mand.

Når den ældstes mand, ørnen, var på jagt, vendte den tilbage med en

hvalros i den ene klo og en hvidhval i den anden samt en isbjørn

i næbbet. Sådan gik det hver gang, og når den var på vej hjem, droppede

den den ene af fangsterne ned til sin svigerfar. Svigerfaderen havde

på den måde gavn af ørnen.

Den yngste af pigerne led meget, fordi hun skulle lyske sin sølle mand.

Hun bestilte ikke andet end at lede efter lus på sin mand. Hver dag

længtes forældrene efter deres piger. De sagde til den ene af pigerne,

mens manden var ude på jagt: "Hvorfor tar du ikke sener

af en hvidhval, så du kan fire dig ned?" Jo, det ville pigen så gøre.

Hun begyndte at samle sener. Da hun mente, at hun havde nok

af dem bandt hun en sten i enden af de sener (hun havde bundet

sammen), og firede dem ned. Der manglede kun ganske lidt, før de kunne

nå ned til jorden. Hun føjede noget til og syede dem sammen. Så var

hun klar. Mens manden var på jagt, firede hun sig ned og tog  hjem

til deres telt. De holdt øje med, hvornår manden ville vise sig.

Svigerfaderen og en forældreløs dreng lavede hver for sig en bue

maluartasauit (?).

Da ørnen kom hjem og opdagede, at konen ikke var der, droppede den

fangsten og fløj videre til svigerfaderens telt. Da ørnen befandt

sig over teltet, sagde manden til den: "ningânísânguakitat (vis dig

som en god svigersøn) og spred vingerne, så armhulen bliver synlig."

Ørnen gjorde, som det blev sagt, og de sendte mange pile afsted; men

den var ikke til at dræbe. Pilene satte sig fast mellem fjerene og så

ud som synåle. Så havde de ikke flere pile. Kun den forældreløse havde

nogle pile. Midt i det hele sendte den forældreløse en pil afsted og

ramte ørnen i armhulen, så den blev dræbt. Han ramte netop det mest

sårbare sted, og det blev ørnens banesår (lidt fint: tuqua erqordlugo -

ramte døden). Så havde de ikke flere bekymringer med denne svigersøn.

 

Nu begyndte de at overveje, hvordan de kunne få fat i den anden datter.

Faderen byggede sig en meget hurtiggående konebåd. Da han blev

færdig, prøvede han den. De fulgte en flyvende tejst og kom frem lige

så hurtigt som den. De prøvede også at følge med en flyvende

edderfugl; men edderfuglen fløj hurtigere. Han byggede konebåden om og

gjorde den endnu mere hurtiggående, så den kom til at glide lige så

hurtigt som en flyvende edderfugl. De varskoede datteren, idet de

sagde til hende: "Du skal komme hjem. Vi vil hente dig med en konebåd.

Du skal sige til din mand: Jeg trænger til at tisse," îjaripatit

(formentlig: når han siger ja) skal du binde en line på snippen på din

pels og gå ud. Så skal du binde linen fast til en sten." Det var

datteren med på. Konebåden kom, og datteren sagde til sin

mand:

"Jeg trænger sådan til at besørge." "Gør det på min

håndflade," sagde manden. "Jeg trænger sådan til at tisse," sagde

pigen. "Tis ind i min mund," sagde hvalen. Men pigen fortsatte: "Jeg

må altså gå udenfor. Du kan binde en line på snippen af min pels. På

vej ud nåede hun kun nedgangen til gangen, så rykkede han i linen. Han

rykkede også i linen, da hun var kommet ned i gangen. Da hun kom ud,

bandt hun linen til en sten; og hun løb ned og kom om bord i

konebåden. Så roede de af sted. Hvalen begyndte at rykke i linen. Da

hun ikke viste sig, lod den sig falde ned fra briksen og kom ud. Den

gav sig til at rulle ned til vandet. Fra konebåden blev det bemærket:

"Se, nu kom den ud." Så fik de fart på. Hvalen kom ned i vandet

timikalerkær." Mattak-dyret satte farten op, og den halede ind på

konebåden. Den kom ganske nær. Så sagde faderen til sin datter: "Tag

kamikkerne af, og smid dem ud." Hvalen fik kamikkerne mellem tænderne

og gav sig til at bakse med dem. Den blev til sidst irriteret på dem

og lod dem være, og den halede igen ind på konebåden.

"Smid din pels ud," sagde faderen til pigen.

Hvalen kastede sig over den, men blev træt af at bakse med den.

Endnu en gang halede hvalen ind på konebåden.

"Smid dine skindbukser ud," sagde faderen. Det gjorde pigen. Hvalen baksede

voldsomt med dem. Som før blev hvalen træt af det, den havde med

at gøre. Nu havde de ikke flere ting at smide ud, og hvalen satte

efter konebåden. Konebåden løb op på stranden, og sådan reddede de sig.

Også hvalen løb op på stranden og døde. Den blev til et

kranium. Der lå så hvalkraniet til forrådnelse - heldigvis.

 

Var.: Pigerne der blev gift med ... (det ene dyr er altid en hval, mens fuglen kan være ørn, el. måge, el. falk, og undertiden er der tre piger. Den sidste blir da gift med en dødning

âriagssuaq / Aariassuaq

Print
Dokument id:1815
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 409
Fortæller:Salomon
Nedskriver:? Olsen, Hendrik
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:âriagssuaq / Aariassuaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:16 sider
Lokalisering:Qaarusuk / Bjørneøen: Nuuk / Godthåb
Note:

Renskrevet af Hendrik Olsen: NKS 3536, I, 4', læg 10-11.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Aariassuaq

Det fortælles om fætrene Aariassuaq og Quaaveersuaq, at de elskede hinanden meget højt og begge var dygtige kajakfangere. De boede i hver sit hus og var begge store åndemanere. Når det blev midvinter og mørkt, manede de ånder på skift.

 

Når de roede ud på fangst fulgtes de hele vejen ud til fangstpladsen. Her skiltes de, men aldrig i større afstand end den man skulle tilbagelægge for at komme tæt nok på til at harpunere en sæl. Når de havde fået fangst, roede de hen til hinanden og tog hjem. Når de kom hjem var de igen sammen, og de gik først hver til sit, når de skulle i seng.

 

En aften de som sædvanlig havde hygget sig med hinanden og det var blevet sent, blev Aariassuaq ret fåmælt. Fætteren Quaaveersuaq spurgte: "Hvorfor er du så tavs?" Aariassuaq svarede: "Hvorfor bor vi dog i hver sit hus? Det er derfor jeg siger så lidt. Jeg ville være gladest hvis vi boede i samme hus, så vi kunne være sammen hele tiden." Fætter Quaaveersuaq svarede: "Den tanke har jeg også haft. Lad os bygge os et hus til sommer, hvor vi kan bo sammen, om alt går vel." Fætteren blev meget glad, da han hørte ham sige det. De blev endnu tættere knyttet til hinanden under fangstturene.

 

Da vinteren var omme og det var blevet sommer, byggede de sig et fælles hus, og nu forlod de aldrig mere hinanden. Kun når de kom til deres fangstområde skiltes de, men ikke i større afstand end den man skulle tilbagelægge for at komme tæt nok på til at harpunere en sæl. Når de kom hjem om aftenen hyggede de sig med hinanden lige til de gik i seng. Om morgenen, når de vågnede, fortsatte de med at hygge sig, og de afbrød ikke samværet før de gik i seng. De gik så meget op i det, at de en overgang opgav deres åndemaneraktiviteter.

 

En aften blev Aariassuaq noget tavs. Så spurgte Quaaveersuaq: "Hvorfor siger du så lidt?" Aariassuaq svarede: "Hvorfor er vi egentlig holdt op med at mane ånder efter at vi kommet til at bo i samme hus?" "Det har jeg også tænkt på. Ja, vi er holdt helt op med at mane ånder efter at vi er kommet til at bo i samme hus. Hvis du har lyst må du endelig mane ånder", sagde Quaaveersuaq. Fætter Aariassuaq blev pludselig helt opsat på det. Da det blev sen aften, beordrede han lamperne slukket. Da så hele husstanden havde sat sig til rette, gav han sig til at mane ånder. Når Aariassuaq manede ånder rejste han altid over til Akilineq, fordi man dér fik meget nyt at vide og gerne oplevede noget, man kunne fortælle

videre. Som altid fløj han (først) rundt inde i huset med sine lillefingre som vinger for at kunne smutte ud gennem enden af tugssaq (formodentlig loftsbjælken, CB). På et tidspunkt da så enden af tugssaq åbnede sig, smuttede han ud. Han mærkede et vindpust, da han kom ud i det fri. Han kiggede sig lige omkring, men så satte han kursen mod Akilineq som han plejede. Han fløj udefter, fløj og fløj. Da han havde lagt den yderste kyst bag og vendte sig om, opdagede han at han stadig befandt sig tæt ved kysten, og at konturerne i landskabet endnu tydeligt kunne skelnes. Han blev dybt forundret, for han havde aldrig før fløjet så langsomt. Så fløj han videre mens han brugte både lillefingrene og ringfingrene som vinger. Da han regnede med at han nu var kommet så langt væk, at han ikke længere kunne se kysten, vendte han sig om og så, at de høje fjelde endnu kunne ses som sæler, der holder sig flydende i vandskorpen. Han undrede sig over, at det gik så langsomt. Så fløj han ellers videre udefter. Langt om længe blev landet på den anden side synligt. Nu nærmede han sig noget, der lignede en tågebanke, og han fløj bare videre, men så gik det nedad. Han så sig omkring og opdagede, at han snart ville tørne imod et stort isstykke. Han søgte at hæve sig igen, og det lykkedes. Da han mente, at nu var han kommet højt nok op, satte han igen kursen mod det der lignede en tågebanke. Men han havde kun fløjet ganske kort tid i den retning, da han for anden gang begyndte at tabe højde. Han kiggede sig omkring og opdagede, at han endnu engang skulle til at ramle ind i isen. Han hævede blikket, og straks begyndte han at stige. Da han havde fløjet et stykke tid var han endelig ved at nå sit mål. Men tågebanken, som han plejede at komme op over, lå denne gang meget højere. Da han opdagede det, satte han ekstra fart på. Han prøvede at komme op ad den som han plejede, men så begyndte han at tabe højde, og han prøvede længe at holde sig fast med neglene, men til sidst faldt han. Først fjernede han sig, og fløj så for anden gang op mod den af alle kræfter. Han prøvede igen at komme op over den, men det gik bare endnu værre. Igen prøvede han at klamre sig til den, men han faldt ned. Han overvejede ellers at prøve en tredje gang, men da det var ved at blive lyst, vendte han næsen hjemad. Han undrede sig meget, for det var aldrig sket ham før.

 

Fætter Quaaveersuaq kom til at vente længe på den åndeflyvende Aariassuaq. Til sidst var det ved at blive morgen, og han var da aldrig før blevet væk så længe. Han var ved at blive helt utålmodig, da Aariassuaq dumpede ned lige før solopgang. I samme øjeblik han faldt ned, tændte de lamperne, og de så ham sidde på gæstebriksen over for selve briksen med bøjet hoved og blikket i gulvet, mens snottet hang ham fra næsen helt ned til gulvet. Fætter Quaaveersuaq spurte hvorfor han havde været så længe væk, og Aariassuaq svarede: "Det var mærkeligt. Jeg har aldrig oplevet noget lignende i al den tid jeg har været på åndeflugt. Hver gang jeg er fløjet gennem luften er jeg taget over til Akilineq, fordi man altid oplever noget dér, man kan fortælle om, og fordi der altid er noget nyt at høre. Men denne gang var det ikke muligt at komme op over det, der ligner en tågebanke. Jeg gjorde to forsøg, men begge gange måtte jeg gøre det modsatte af det jeg gerne ville. Jeg måtte vende om, fordi jeg risikerede at det nåede at blive lyst, hvis jeg skulle gøre flere forsøg. Jeg aner ikke hvad grunden kan være." Da han havde sagt det bemærkede fætter Quaaveersuaq: "Det gælder én af os - du eller jeg vil dø i nær fremtid."

 

Nu var de igen sammen. De forlod aldrig hinanden og var kun optaget af at tage ud på fangst.

 

Vinteren gik og det blev forår, og da klapmydstrækket kom, helligede de sig helt jagten på dem. Til sidst kom den tid, hvor man så dem sjældnere. Så en dag de som sædvanlig var ude på fangst, skiltes de i en afstand som den man skulle tilbagelægge for at komme tæt nok på en sæl for at kunne harpunere den. Da de havde ligget stille et stykke tid, kiggede Quaaveersuaq hen hvor fætteren var og så, at han var ved at ro hurtigt i retning mod skyggesiden for at harpunere en sæl. Han kiggede på, mens han i fuld fart roede ind på sælen og harpunerede den. Det var altid sådan, at når den ene harpunerede en sæl, så roede den anden hen til ham og var med til at dræbe den med lansen. Nu roede så Quaaveersuaq hen til Aariassuaq, og han så at fangstblæren blev trukket ned men standsede, da vandet nåede blærens forluffer (eller der hvor de havde siddet, CB). Inden han nåede derhen, gav Aariassuaq sig til at hale linen ind, og da han nåede helt frem, inden man kunne se sælen, spurgte han: "Hvad har du fanget?" "Jeg har harpuneret en af dem fra forårstrækket", sagde Aariassuaq. Så kom dyret op, og det var en stor sortside med et smukt sort snudeparti. Han roede væk fra ham, da han var færdig med at ordne den til bugsering. Han var kun lige roet væk, da han så en snude stikke op af vandskorpen - sådan bare en anelse. Quaaveersuaq roede hurtigt derhenad. Fætter Aariassuaq havde et øjeblik vendt hovedet væk fra Quaaveersuaq, og da han så vendte sig om, opdagede han at Quaaveersuaq roede rask fremad (qajasualitdlartoq. Renskriften har: qajaagssualitdlartoq, ?? CB), og mens han kiggede på ham, harpunerede han sælen. Fangstblæren drev hen mod sælen (tungaanut ornigukkami) og standsede da vandet nåede op til lufferne. Han roede hen til ham og nåede frem, inden han havde trukket sælen op. Han spurgte: "Hvad har du fanget?" Fætteren svarede: "Jeg har harpuneret en af dem fra forårstrækket." Da han fik den op, (inatdlune, nok ingatdlune, dvs.: viste det sig at den havde et endnu smukkere snudeparti, CB). Aariassuaq sagde:" Jeg har ikke tænkt mig at fange to sæler, for jeg glæder mig sådan til at spise kødet af den jeg har fanget. Tænk at få halvkogt kød af en af dem fra forårstrækket!" "Jeg har heller ikke tænkt mig at fange to", sagde Quaaveersuaq. Så de vendte næsen hjemad.

 

Da de lagde til, overlod Aariassuaq sin fangst til sine husfæller og sagde: "Kødet af min fangst skal serveres halvkogt. Jeg glæder mig sådan til at spise kødet af en af dem fra forårstrækket halvkogt." Hans husfæller tog sig af flænsningen og satte kødet over. Inden de var færdige, havde man kogt kødet af Quaaveersuaqs fangst, så han inviterede sin fætter og sammen spiste de kød. Netop som de var færdige, gav Aariassuaqs husfæller besked om at kødet af hans fangst var kogt. De forlod Quaaveersuaqs telt og gik ind i Aariassuaqs, og de tog fat på maden som om de ikke havde fået noget at spise for et øjeblik siden. Først da de var blevet stopmætte holdt de inde. Som altid fortalte de historier, og midt mens de underholdt sig med hinanden sagde Aariassuaq: "Inde i fjorden hvor vi plejer at øse ammassætter op, er der sikkert en hel del saæler fra forårstrækket, for der er jo allerede kommet nogen her. Det er jo også ved denne tid ammassætterne plejer at komme." "Ja," sagde Quaaveersuaq, "lad os pakke i morgen. Så kan vi rejse derind i overmorgen."

 

Næste dag tog de ud på fangst, for de havde tænkt sig at ordne de ting de skulle have med, når de kom hjem. Men da de kom tilbage, havde husfællerne alt parat, og da de derfor ikke havde noget at give sig til om aftenen, underholdt de sig som sædvanlig med hinanden. Da de vågnede næste morgen gjorde de sig klar og tog ind i fjorden. Det var en ret dyb fjord. Normalt nåede de ammassætpladsen inden solen gik ned, når de tog hjemmefra tidligt om morgenen. Men denne gang måtte de slå lejr undervejs, fordi de i dagens løb havde rastet flere gange for at lave mad. Først næste morgen tidlig var de fremme ved ammassætpladsen.

       De havde egentlig tænkt sig at ro ud til deres fangstområde i løbet af dagen for at se, om der var sæler, men da de følte sig så mætte af alt det de havde spist, blev det ikke til noget. Det blev aften uden at de nåede at komme ud. Næste dag tog de så ud og fangede hver en sæl. Aariassuaq sagde: "Heller ikke denne gang har jeg tænkt mig at fange to sæler. Jeg vil hjem til lejren og igen nyde halvkogt kød af en sæl fra forårstrækket mens jeg sidder vendt mod solens første varme stråler." "Jeg er enig", svarede fætter Quaaveersuaq. Og så roede de hjem sammen som de plejede. Da de kom hjem inviterede de hinanden og fik som altid kogt kød. De gav sig god tid til maden og nød at sidde med ansigtet mod solen der strålede varmere og varmere. Egentlig ville de have været på fangst igen, men de blev så mætte at dagen gik, uden de kom ud. Næste dag tog de på fangst og kom som sædvanlig hjem med den ene sæl efter den anden. Som altid fangede de sæler hver eneste dag og fik kød nok til tørring til vinterforråd, og da springtiden var ved at være på retur, kom ammassætterne ellers helt ind til stranden for at gyde så det kogte og sydede. Så glemte de alt om fangst og begyndte at øse ammassætter. Da de havde samlet nok til vinterforråd, sagde Quaaveersuaq til fætter Aariassuaq: "Nu har jeg vist ammassætter nok til at fylde sækkene til de tørrede, så nu vil jeg ikke fange flere." Fætteren erklærede sig enig: "Jeg har også samlet nok." Fra nu af gik tiden med at tørre kød og ammassætter. Da alt var tørt stoppede de ammassætterne i sækkene, og hele fangsten kunne skam lige netop være i sækkene. Så gik tiden med at bundte det tørrede kød. Da der kun var kød tilbage til et sidste bundt, og Aariassuaq bøjede sig ned for at binde det, fik han pludselig så voldsomme sting i siden, at han ikke engang kunne klare at gøre det, men måtte gå hen til fætter Quaaveersuaq, der kunne høre ham komme og vendte sig om efter ham. Aariassuaq gav et lille skrig fra sig hver gang han tog et skridt. "Hvad er der i vejen med dig?" spurgte han. "Jeg var ved at binde det næstsidste bundt, da jeg fik så voldsomme smerter i siden, at jeg ikke kunne gøre det færdigt og måtte lade det ligge." Da sagde fætter Quaaveersuaq: "Kom du ikke i tanke om noget jeg har sagt? Det var dengang i vinter, hvor det under åndemaningen ikke lykkedes dig at komme op over det, der lignede en tågebanke. Da sagde jeg, at det ville gå ud over (? pileqigit, CB) en af os to, og at en af os ville dø ingen længe. Nu er det ved at gå ud over (?) dig." Med møje og besvær fik fætteren så sagt: "Det er nok bare mig der synes det er ubehageligt uden at det i virkeligheden er det, for jeg har aldrig været ude for den slags før (lidt usikkert om det faktisk er sygdommen, der er tale om: agtuiuíkama / attuiuikkama burde så snarere have været atuiuikkama (af atorpaa), CB). Jeg skal ikke dø." Da sagde Quaaveersuaq: "Du kan ikke arbejde i den tilstand. Gå nu hjem, så skal jeg nok gøre det færdigt." Han gik over mod sit telt, og hans små skrig lød hele vejen. Da fætteren forlængst var klar over, hvor dårligt han havde det, bandt han det tørrede kød sammen i en fart, og så snart han var færdig med det sidste bundt gik han hen til fætterens telt. Da han var fremme ved indgangen var fætterens skrig allerede blevet svagere. Han gik ind til ham og bøjede hovedet ned over ham og hørte et enkelt åndedrag. Han ventede på at han skulle trække vejret igen, men det gjorde han ikke.

 

Fætteren kunne bare stå og se til, og der var ikke andet at gøre end at lave en grav til ham. Da han var færdig lagde han ham i graven og dækkede den forsvarligt til med sten. Nu skulle han egentlig af sted tilbage, men han blev der. Hans husfæller ville også gerne af sted, men de kunne ikke få ham med, fordi han ikke kunne rive sig løs fra sin fætter.

 

Til sidst var sommeren gået og efteråret stundede til. Nyisen begyndte at lægge sig (originalen har 'islæg', renskriften 'nyis', CB) dér, hvor de havde øst ammassætter op. Husfællerne blev urolige for at isen skulle spærre dem vejen hjem, så de tilskyndede hinanden til at sige til ham, at de heller måtte ud af fjorden nu, fordi der allerede havde dannet sig islæg. En af dem sagde så til ham: "Lad os ro ud af fjorden nu, for isen er allerede begyndt at lægge sig. Kommer vi ikke af sted blir vi spærret inde af isen." Og til deres overraskelse svarede han: "Ja, lad os bare tage ud af fjorden."

 

Næste Morgen tog de så ud af fjorden. Da de kom tilbage til deres vinterboplads, kom Quaaveersuaq så ganske forfærdeligt til at savne fætter Aariassuaq. Hen mod aften kunne han ikke få ham ud af tankerne, og om aftenen blev det endnu værre fordi han huskede, hvordan de plejede at hygge sig sammen hver eneste aften. Han sov ikke om natten, og da det blev morgen kunne han stadig ikke få ham ud af tankerne. Han tog ikke på fangst, men efterhånden som solen flyttede sig højere op på himlen, kunne han ikke længere styre sin lyst til at tage hen til fætteren. Da han havde gjort sig klar gik han ned for at tage af sted. Han roede fra land og roede så straks af alle kræfter ind i fjorden, hvor han allerede ved middagstid lagde til neden for graven. Han steg ud af kajakken, gik op til graven og satte sig oven på den, for der var intet andet at se og intet andet at gøre end at tudbrøle. Midt i det hele kom han så i tanker om, at han jo var åndemaner. Og mens han sad dér istemte han (? appissinnarpoq: en slags formular han messede, CB): "Hør Aariassuaq, hør Aariassuaq! Din herlige fætter Quaaveersuaq siger noget for at få dig til at stå op. Stå op!" Da han havde sagt det lyttede han, så ørerne strittede. Men hvor meget han end lyttede, var der naturligvis intet at høre. Igen sagde han: "Hør Aariassuaq, hør Aariassuaq! Din herlige fætter Quaaveersuaq siger noget for at få dig til at stå op. Stå op!" Han lyttede, og nu kunne han høre at der var en flue i nærheden. Dens summen blev langsomt højere og højere. Den blev så høj at mosset på klipperne sprang til alle sider. Han, der ellers prøvede at få den døde til at rejse sig, sprang op og nedad i løb. Han nåede ned til sin kajak, krøb i den og roede straks ud. Han så sig tilbage og så, at fætteren var kommet ned til stranden og stod der lige ud for ham. Han betragtede ham udefra, og mens han så på ham, sagde fætteren: "Du ved jo, at vi ikke kan undvære hinanden. Kom her hen. Jeg har det godt nok." Og straks roede fætteren ind mod ham. Han lagde til neden for, og netop som han skulle op af kajakken, kastede han lige et blik på ham og opdagede, at han så ud som om han pønsede på noget, så derfor stødte han fra land på flugt udefter. I det øjeblik han ville flygte nåede den anden at få fat i kajakspidsen, mens han sagde: "Nu æder jeg dig!" Han stred og baksede af alle kræfter for at få kajakken fri af hans greb, og endelig lykkedes det. Han roede ud af fjorden uden at se sig

tilbage, og siden tænkte han aldrig mere på fætter Aariassuaq, fordi han nær havde ædt ham.

 

Var.: Aariassuaq.

 

Kommentar: Der ligger gerne en moralsk advarsel gemt i fortællinger om to mænd, der blir så nære venner (aldrig kvinder - de blir ikke venner på den måde i fortællingerne). Så tæt må man ikke knytte sig til hinanden. I Aariassuaq går det både ud over angakkoq / åndemaner-evnerne og jagtiveren. Man hygger sig og nyder livet til overmål.

 

Hist.: Tågebankerne på vej til Akilineq minder stærkt om de østgrønlandske billede af ruten til det nederste dødsrige og videre ud til Havkvinden (Sandgreen 52 Den alvorstunge vinter). Det kan hænge sammen med at overleveringen har en østgrønlandsk baggrund, der er kommet med immigranter til herrnhutstationen Uummannaq inde i Godthåbsfjorden. Det kunne være mindelser om en sådan rejse fra Øst- til Vestgrønland, der er overleveret i fortællingen "Anaqorsuaq", som Leopoldus Ringsted fortalte i KNR / Grønlands Radio i 1959. Den er transskriberet, oversat og analyseret i Arnaq Groves speciale: Fortællinger fra Godthåbsegnen, RUC 1995 (ikke publiceret). Leopoldus Ringsted voksede op ved herrnhutstationen Uummannaq.

Arnaanannguaq panissialik / Arnaanannguaq og hendes plejedatter

Print
Dokument id:1747
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Arnaanannguaq panissialik / Arnaanannguaq og hendes plejedatter
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:ss. 224 - 229, nr. 50
Lokalisering:Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 50, ss. 266 - 273.

 

Tekstnær oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II: nr. 25, ss. 59 - 64.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 81, ss. 420 - 423: The Deserted Woman and her foster-daughter.

 

Resumé: Den forladte kvinde med plejedatter.

 

En enlig kvinde med en plejedatter efterlades på sommerpladsen, da fællerne rejser til vinterhuset.

De klarer sig vinteren over med alle indvoldene af en sæl de finder på

møddingen. Om foråret ladet kvinden plejedatteren grave et hul under

forbriksen, fylde det med saltvand, hvorefter hun selv bruger en

formular, der hver dag trækker et nyt dyr op i vandet: en ulk, en

stenbider, en edderfugl, en fjordsæl, en sortside, et marsvin (nisi),

en narhval og sidst en hvidhval. Alle dyrene slås successivt ihjel med

en amulet af en gammel slibesten. Kvinden og plejedatteren lever

således i overflod, da en gammel slægtning kommer for at se, om de er

døde af sult. Han beværtes godt og får rigelige kødgaver med hjem. Men

fra nu af virker kvindens formular ikke længere: Dyrene er blevet

fornærmet over, at hun har foræret noget af kødet til andre.

Slægtningen kommer tilbage og henter kvinderne hjem til sin boplads.

 

Var.: En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn; Nakataamilaarpara. Den forladte kvinde med plejedatter. En fortælling (om en haj der forsørgede forældreløse); De, der havde fangstplads på den anden side af briksen; Hajfisken som forsørger; Two deserted ones get meat from guests; Kunuanannguaq; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn. Moder og datter, der drev fangst med en slibesten og...; De forladte børn, Kragh nr. 64;

 

Hist.: Traditionelt styrkede det forholdet til fangstdyrene, hvis man

var gavmild med deres kød og i fortællinger hvor nødstedte får

hjælp af dyr eller ånder, må de gerne dele ud af deres gaver. Men fællerne kan ikke hente kødgaver hos giverne (dyrene/ånderne). Prøver de, forsvinder giverne aldeles.

Vigtigt i denne fortælling er det muligvis, at kvinderne med deres

kødgaver har forpligtet slægtningen på hans slægtskabsbånd.

 

For kommentarer til Rinks version af originalteksten se Thisted og Thorning 1996:

nr. 50, s. 335.

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Arnaq qingmimik uvinitoq / Arnaq qimmimik uinittoq

Print
Dokument id:1317
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 413
Fortæller:Jørgensen, Sofie
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Arnaq qingmimik uvinitoq / Arnaq qimmimik uinittoq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:2 sider, nr. 45
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, side 363.

Renskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 424 "Arnaq qingmimik..." (med sproglige rettelser og til vestgrønlandsk af Hendrik Olsen eller ?).

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Kvinden, der giftede sig med en hund.

 

Et forældrepar (angaorkaungok - angajoqqaanngooq ? men renskriften

siger angakkoq, åndemaner)  havde en datter. De havde opfordret hende

til at gifte sig; men det ville hun ikke. Hendes far sagde til hende:

"Når du ikke vil giftes, kan du få en hund til mand." Sådan sagde

han til hende, da de gik i seng om aftenen. De lagde mærke til, at en

hund kredsede om hende, og at den lå oven på hendes kiste/ plads på

briksen. Da de vågnede dagen efter, sagde de: "Pigens hund viger ikke fra hende." Det blev atter aften, og de gik i seng.Pigen vågnede og kunne ikke forstå, at der lå en eller anden langhåret

bagved hende. Det gik op for hende, at det var hendes hund. Så tog

hun hunden til mand. Dette forhold fortsatte længe, og hun

vænnede sig til det. Hun blev gravid, og hun fødte seks hundehvalpe.

Hun opdrog dem; og da de blev rigtig livlige, blev de hendes far og mor for

meget. Hun/han sagde til datteren: "Vores dumme børnebørn er ikke til at holde ud. Tag hellere over med dem til den lille ø."

 

De sejlede over til øen og (børnene) boede så dér

sammen med moderen og faderen. Morfaderen bragte dem mad,

og de voksede sig ret store. Men da morfaderen sjældnere og

sjældnere kom med mad begyndte hunden at komme over og hente mad fra bedsteforældrene. Når hunden kom, fyldte svigerfaderen posen af et par gamle

bukser med mad.

Så sagde svigerfaderen: "Jeg skal sørge for, at vores svigersøn drukner." Svigersønnen kom, som den plejede.

Svigerfaderen fyldte posen med sten og lagde noget kød ovenpå stenene.

Svigersønnen syntes nok, at posen var tung. Den tog af sted og var nær

ved at gå til bunds. Så fremsagde den en formular, og på

den måde nåede den frem til øen.

Men den tur blev aldrig gentaget. Konen havde rigtig ondt af sin mand.

"Jeres stakkels far var nærved at drukne," sagde hun til sine unger. "Derfor - når jeres morfar kommer herud, og I går ned og tar imod ham ved stranden

og slikke hans kajak, så slik ham med." Det skulle de nok.

 

Morfaderen kom igen med noget mad. Børnebørnene gik ned for at tage

imod ham. De gav sig til at slikke hans kajak fra en ende af. Da

en af ungerne kom til at bide morfaderen, sluttede de andre sig til og

bed ham ihjel.

 

Moderen tænkte nu på, hvilket arbejde ungerne skulle have.

Hun tog to af dem og satte dem ned i en gammel kamiksål.

Hun skubbede kamiksålen ud fra stranden, idet hun sagde: "Jeres far er

jo ikke nogen fanger, men I skal blive fangere." De drog af sted og

blev til inuit, grønlandske fangere. Hun kastede endnu to unger fra

sig i en kamiksål (porkidlugit), idet hun sagde: "Jeres sølle far magter ikke

at gøre modstand (eller: kæmpe / forsvare sig). I må

gøre modstand." Så blev de til eqqillit, hundemennesker, der

er aggressive. Til det tredje hold, de to sidste, sagde

hun: "Jeres sølle far kan slet ikke lave noget med

hænderne. I skal være tømrere." Så skubbede hun dem fra land. De blev

til qallunaat (hvide mænd), der var dygtige til alt håndværk. Fra da af

opstod der kalaallit, eqqillit og qallunaat.

 

Var.: Kvinden og hunden; Kvinden der blev gift med en hund. Hunden der tog en kvinde til kone; Tartuneqi; Tartitsinnaaq; Kvinden, som fik en hund til mand.

 

Hist.: Det er normalt kun i de yngste versioner at også inuit selv nedstammer fra kvinden og hunden. Se "Fortolkningsmuligheder": Holdningsændringer: "Qallunaat" og "Kvinden og hunden ..." og Gustav Holms og Thalbitzers versioner fra Ammassalik.

Arnarpajôq / Arnarpaajooq

Print
Dokument id:485
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 3536, I, 4'
Fortæller:Salomon (Sâlumût)
Nedskriver:Heilmann, Nette
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Arnarpajôq / Arnarpaajooq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:læg 17, side 41v - 43v
Lokalisering:Qaarusuk / Bjørneøen: Nuuk / Godthåb
Note:

Renskrevet af Hendrik Olsen: NKS 3536, I, 4', læg 13, ss. 11-14.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Det fortælles om Arnarpajooq, at hun var blevet liderlig med en kaptajn.

Det var i gamle dage, i de første år der kom skib. Hun sov om dagen og

var vågen om natten. Når hun stod op om aftenen ved solnedgang,

troede hun minsandten, at solen var ved at stå op, og mens hun ventede

på, at den skulle komme højere på himlen, gik den skam ned. Sådan var

det bare. Så fik kaptajnen den idé at hun skulle med ham hjem. Hun sagde

ja og blev endog meget ivrig efter at komme med.

Kaptajnen nævnte dagen for afrejsen, og hun passede desmere på ikke at

fjerne sig fra ham. Så kom dagen hvor skibet skulle sejle, og der

blev nævnt et bestemt klokkeslet. Lige før det nævnte klokkeslet,

spurgte kaptajnen Arnarpajooq, om hun havde nogle ting hun skulle have

med, for så måtte hun hellere hente dem.

 

Hun kom i tanke om en taske, som hun nødig ville skille sig af med. Så

den sagde hun til kaptajnen, at hun ville hente. Hun blev roet i land

i en jolle. Så snart de nåede til land, løb hun hurtigt hen mod deres

hus. Den dag varmede solen kraftigt, hun havde i længere tid ikke

fået sovet ordentligt. Hun blev sløv af varmen, og da hun idet samme

kom til en jordhøj, lagde hun sig på maven på den og faldt i dyb søvn.

Hun sov længe og vågnede forskrækket, da hun kom i tanke om, at hun

var på vej hjem for at hente noget. Hun kom på benene og løb alt

hvad hun kunne. Hun kom ind i huset, tog sin taske og var på vej

tilbage. Hun gik og gik og kom til det sted, hvorfra man kunne se

skibets ankerplads. Men skibet var der ikke.

 

Hun spejdede ud mod horisonten og dér, hvor himmel og jord mødes, fik

hun øje på noget på størrelse med et fingerbøl. Det var skibet, der var

ved at være ude at sigte. Hun kunne intet stille op, og hun blev så

ærgerlig over ikke at være kommet med skibet, at hun brast i en

langvarig gråd. Hun græd og græd; og da skibet var ude af sigte, fik

hun gennem fingrene øje på en ung kvinde på vej hen til hende med et

barn i hver hånd, og et tredje på ryggen. Da kvinden var fremme, sagde

hun: "Hvad er du mon så ked af?" Hun svarede: "Du kan sikkert ikke hjælpe

mig med det, jeg er ked af." Den anden sagde: "Man kan jo altid

få at vide hvad det er!" A. sagde: "Jeg er bedrøvet over, at et skib,

hvis kaptajn gerne ville have haft mig med, er sejlet uden mig, fordi

jeg kom til at falde i søvn, da jeg var på vej hjem for at hente min

taske." Kvinden sagde: "Kom du og besøg mig, så skal jeg fortælle dig en

historie." Hun fulgtes med kvinden og gik mod syd.

 

De stilede imod en stor fjeldvæg, hvor de fortsatte op til nogle

afsatser, og da hun kiggede sig omkring, fik hun øje på et lille hus

på en afsats. De gik derhen og ind i huset.

Ved nærmere eftersyn opdagede hun, at underlaget på briksen bestod af

græs og at bjælkerne var af elletræ. Kvinden satte børnene på briksen

og gav sig til at feje gulvet. Idet hun skulle til at smide skidtet

fra gulvet ud i gangen, begyndte hun at fortælle:

 

"Det forholder sig sådan, at vore forfædre var de første, der undersøgte det, da

vandet begyndte at falde efter en stor oversvømmelse i gamle dage."

Lige i det øjeblik da hun smed skidtet fra gulvet ud gennem

indgangen, gav det sig til at buldre uden for. Kvinden greb skyndsomt

sine børn og undevejs ud sagde hun: "Så er den store ild, den store

Asiungasungaaq, styrtet ned (måske en kampesten, der styrter ned. BS.)

Lad os komme ud!"

Hun ville efter dem ud, men så blev husgangen spærret. Mens hun

stirrede på den, begyndte den at åbne sig, og hun sprang ud og slap

udenfor, uden at støde imod noget.

 

Da hun var ude, kunne hun slet ikke se den store fjeldvæg for den

voldsomme røg, og sikke det stank af sten. Der var ikke andet at gøre

end at komme væk fra fjeldvæggen, for hun så ikke noget til dem, hun

var fulgt efter. Hun gik udefter, væk fra fjeldvæggen. Da hun havde

fjernet sig et langt stykke og den voldsomme røg var ved at forsvinde,

hørte hun en ravn skrige, og kiggede i retning af lyden. Hun så da,

at fire ravne fulgte hende langs den store fjeldvæg.

Da hun så dem, kiggede hun også efter det lille hus, hvor hun havde

været på besøg, og omtrent dér, hvor huset skulle ligge, sås bare en

ravnerede. Tænk hun havde været på besøg hos en ravn i

menneskeskikkelse. I ærgrelse over, at hun ikke fik hørt ravnens

fortælling til ende, glemte hun alt det om, at hun skulle have været

med skibet til et fremmed land.

 

Var.: Arnarpaajooq. Vedr. bulderet se Aqajarormiorsiorpua. Den store ild kommer oftest fra havet som en selvstændig skikkelse. Se dog også Kreutzmann om denne skikkelse, som han kalder Toornaarsuk, ID 237. Besøg hos fugle i menneskeskikkelse er en hyppig fortælling, men denne hos ravnene er usædvanlig.

 

Hist. og kommentar: Det står mig ikke umiddelbart klart hvorfor netop ravne-fortællingen bliver kvindens trøst. Men jeg ser associationer til 1, at ravne i mytisk tid var hvide (ligesom qallunaat. Undertiden associeres modsætningen grønlænder versus qallunaaq til ravn versus måge, søg: Angákorssuarmik)og 2, at ravne her præsenteres som de første til at undersøge landet efter stormfloden (= fuglen der bringer Noah bud om land): Ravnenes land er Grønland, hvor de bliver om vinteren, og hvor grønlændere, tolker jeg, siden stormfloden hører hjemme. Det skræmmende bulder og den smalle passage ud (Symplegade) indebærer en slags nyfødsel til denne verden, hvor ravne ligner ravne og man ikke lader sig forlede af uvirkelige fantasier. Pigen glemmer det hele ligesom børn, der har mødt ånder, glemmer dem, når de kommer blandt mennesker. Søg fx på: Kaakaaq Den store bjørn æder hende.

Arnarsarsuaq

Print
Dokument id:1742
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Arnarsarsuaq
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:ss. 205 - 208, nr. 45
Lokalisering:Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 45, ss. 236 - 245.

 

Oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II: nr. 8, ss. 25 - 28.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 78, ss. 410 - 413: Arnarsarsuak, the Kivigtok Woman.

 

Resumé af Rinks tekstnære oversættelse:

Om en qivittoq. Arnarsarsuaq er eneste søster til mange brødre

der ikke vil gifte hende bort. Hun bliver gravid, hånes af husets

kvinder og går hjemmefra, hvor hun føder et foster, der bliver

hængende ved hende. Da hendes brødre derhjemme er døde (formentlig

dræbt af deres anngiaqsøster ifølge Rinks note ndf.)

flytter et par plejesøskende som A. tidligere tog sig af, ud til en

øde ø, hvor plejebroderen får den ide, at synge A.s kælevise. Hun

kommer straks til stede helt inde fra indlandet og søger at berolige

dem med, at hun nu endelig er renset for sin anngiaq (et foster født i

dølgsmål). Lidt efter lidt får hun overbevist dem om sin godhed og

flid, og plejebroderen gifter sig med hende. Plejesøsteren bliver

bange da A. skal føde sit første barn. Barnet er da også en bjørn,

men intet ondt sker. A. får endnu en bjørneunge, og da bjørnene er

blevet voksne flytter husstanden hen til andre mennesker, hvor

bjørnene bliver bange og må beroliges af faderen, der forklarer dem,

at de jo også er mennesker. Ligeså må han forklare bopladsen, at

bjørnene jo blot er hans børn og derfor ikke skal jages. Bjørnene

gifter sig på stedet, fanger til alle, når vejret hindrer andre i at

fange, og da familien flytter tilbage til øen, flytter flere fra

bopladsen med dem.

 

For kommentarer til Rinks version af originalteksten se Thisted og Thorning 1996:

nr. 45, s.332 - 333.

 

Hist.: Hér er der sket et kraftigt brud med traditionen, hvor dyr

generelt aldrig kan integreres til fulde i menneskers samfund. Ganske

vist afskærer familien sig igen fra andre mennesker og flytter tilbage

til deres ø, men flere fra de nye slægtninges (bjørnenes koners)

boplads flytter med. Traditionelt har inuit altid identificeret sig

mere med bjørne end andre dyr, men denne komplette identifikation, der

i sidste ende formidles af de nærige brødre, men også af søsterens

"renselse" som qivittoq, er overraskende. Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): " En bjørnemyte",

og Sonne 1996: Genuine Humans and "Others". Cultural and Social Research in Greenland 95/96. Essays in Honour of Robert Petersen. Ilisimatusarfik/Atuakkiorfik.

 

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Atakisakut Atîkadlo / Familien Atakisaq og Atiikaaq

Print
Dokument id:1807
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 413
Fortæller:?
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Atakisakut Atîkadlo / Familien Atakisaq og Atiikaaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:2 sider, nr. 49
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Renskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 424: "Attakisagkut

Attiikkâtdlo", som er taget til hjælp ved uklare punkter i denne

oversættelse (Reskriften er med sproglige rettelser og til vestgrønlandsk af Hendrik Olsen eller ?).

Også oversat af Knud Rasmussen i Inuit fortæller, III, 1981: 157 - 158: Agtakisaq og Agtikaq.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

I Pikiulleq boede der to fangere, der var vældigt gode venner. En

morgen, da de vågnede, blæste der en meget kraftig piteraq / fralandsvind inde fra isen. De snakkede sammen, og den ene sagde: " Hvad med at tage ud i kajak (bare for sjov)." Det ville den anden godt. De ville ro om kap imod vinden og

se, hvem der kunne ro hurtigst.

De tog afsted; og de roede et lille stykke tid imod vinden, så kæntrede Atiikaaq. Atakisaq roede hen til ham. Da var han kommet op af kajakken. Han fik ham op bag på kajakken, og han havde det godt. Han spurgte ham flere gange: " Fryser du ? "

" Nej," svarede han. Så fik de en brådsø over sig. Det forekom

Atakisaq, at kajakken blev lettere. Han kiggede bagud og opdagede, at

han havde tabt ham; og han viste sig ikke mere. Atakisaq kunne ikke

se, hvad vej han skulle ro; men han kunne høre vrælet af et spædbarn,

og det roede han efter. På den måde viste Atiikaaq ham vejen. Han kom

hjem velbeholden. Atakisaq havde mistet sin ejaqqataq (Atakisaq

ijarkatârsisimadluni). Så forstod Atakisaq, at hans ven engang ville

vende tilbage.

Det viste sig, at Atiikaaq, efter at han var død, havde rejst jorden

rundt 'ikiaanarsiordlune' (ikiaq er en tarmskindsanorak, som han formentlig har på BS).

Så ville han tage hjem, da dødsdagen indtraf. En aften, hvor vejret var dejligt, og hvor det var måneskin,

gik to kællinger ud for at forrette deres nødtørft. Midt i det hele så

de en stor skygge. Det gik op for dem, at det var et stort menneske

med 'kuiorarâtilika' synlige seler. De blev så bange, at de rejste sig

op uden at have tørret sig og løb ind i huset. De sagde : " Udenfor så

vi et stort menneske, som fløj. " De var lige kommet ind, da det store

menneske var på vej ind baglæns og satte sig på trinnet op til rummet

med ryggen til. De sagde: " Tag ham!"  Han havde sin 'nûtâkut'

( I renskriften hedder det "kapussiviit", og det er to tværremme på

kajakken foran mandehullet, under hvilke kajakmanden stikker sine åre

ind for at undgå at kæntre.) med "òrkutigiga"(?). En af dem gav hans

"nutâukut" videre til en anden; og denne lagde "nutâukut" ned på et

sted ved siden af sig. (egentlig: i nærheden af sig) Atiikaaq, der sad

med ryggen til holdt den om livet. Da de lagde " nûtakita" på et sted,

der var rent,"ajornâginarpat:?"

 Så gik dette menneske, der sad, ud af huset, " Hê, hî, hvor lagde du

den?" spurgte en. ( Det står der ikke.) Der blev svaret: " Jeg lagde

den på et sted, hvor det var rent. Fordi jeg lagde det på et sted,

hvor det var rent, gik han ud." Så gled (sârdlivor) hans 'nûtaukut' af

sted, så den var lige ved at tage (tigusasaunavdlune). Atikisa blev så

ved med at flyve, fordi han ikke længere havde sin 'nûtâke' at holde

sig til Han kunne ikke længere nå frem til menneskene, kun til

dødsriget 'ârtatine'.

Den tredje dag forsøgte han også at komme ind med linen omkring

ansigtet ( eller: ansigtet dækket med linen). Det viste sig, at han ville

forskrække dem til døde. Han ville hævne sig på dem, og forskrække dem

til døde, fordi de gjorde noget forkert for et par dage siden ved at

jage ham ud. Åndemaneren manede ånder og jog ham ud til dødsriget.

Siden hørte de ikke mere til ham.

 

Var.: ingen i denne bases samlinger. Aloruttaq kommer nærmest. Men der er en del fortællinger om sådanne hjemkomne. Søg på angerlartoq; angerlartussiaq

Ateqilaaq Sannerummioq / Ateqilaaq fra Sannerut

Print
Dokument id:1785
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Ateqilaaq Sannerummioq / Ateqilaaq fra Sannerut
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:ss. 114 - 116, nr. 23
Lokalisering:Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

 

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 23, ss. 82 - 86.

 

Ikke med i Rink 1866 - 71, II.

 

Resumé ved Kirsten Thisted, ibid. s.323 - 324:

Historien foregår dengang Paamiut var det eneste sted sydpå

med kolonibestyrer og butik. Ateqilaaq bor længere mod syd, men hver

gang han skal købe krudt, bly og tobak tager han nordover.

 

Ellers holder han sig selvforsynende, det er kun disse varer han tager

afsted efter. Men på sin vej slår han altid ene eller anden ihjel. En

dag er således lille Korfik ude i kajak og fiske ulke sammen med sin

gamle bedstefar. Ateqilaaq kommer forbi og slår bedstefaderen ihjel,

og Korfik kan intet stille op. I årene der følger pønser han nu

udelukkende på hævn. Korfik laver sig en solid harpunspids af ribbenet

af en pukkelhval, med tanke på Ateqilaaq. Da man hører, at Ateqilaaq

er løbet tør for tobak, lægger Korfik sig på lur sammen med sine

brødre, men da en stor netside kommer op, kan Korfik ikke nære sig for

at harpunere den. På den måde bruger han første gang den nye

harpunspids på en sæl, ikke på sin fjende, og i ærgrelse kaster han

sælen bort. Endelig dukker så to kajakker op nordfra, den ene er

Ateqilaaq, men han lugter lunten og ror uden om. Den anden,

Agortunnguaq, faderen til Hansine, som var mor til den afdøde kateket

i Qoornoq, fortsætter, og de advarer ham om, hvad de har i sinde, men

gør ham også forståligt, at de kun er ude efter folk som har begået

uret (Underforstået: han har altså ikke selv noget at frygte).

De får sig en snus sammen, og så optager de ellers forfølgelsen af

Ateqilaaq. Ateqilaaq ror for sit liv, men Korfik indhenter ham, og

brødrene får deres hævn. Da de skal til at trække ham ud af kajakken,

så de kan komme til at spise hans lever, kommer der krudt og bly med

ud af mandehullet. Og enden af et stykke tobak. Korfik får sine mindre

brødre til at tage fat i enden og hive den ud, de hiver og hiver og

trækker baglæns langt op på stranden, men tobakken bliver ved og ved -

Ateqilaaq har nemlig købt en hel rulle. Ved det syn kan de ikke lade

være med at smile. Ateqilaaq var en stor åndemaner, og han har

forudsagt til sine koner, at hvis hans tromme kløves, er det fordi han

er død. Den dag hvor Ateqilaaq er på indkøbstur, kløves pludselig den

store tromme, uden at nogen har rørt den, og derfor ved konerne

allerede besked, inden Agortunnguaq kommer og fortæller det.

 

Hist.: En historisk fortælling, der formentlig er fortalt af

øjenvidnet til hævndrabet på Ateqilaaq og overleveret i hans familie

ved Qoornoq. Datering: Mellem 1742 og 1774.

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Avatarsuaq, kuisimassoq Natanimik ateqartoq

Print
Dokument id:1749
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Avatarsuaq, kuisimassoq Natanimik ateqartoq
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:ss. 233 - 237, nr. 52
Lokalisering:Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 52, ss. 278 - 286.

 

Oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II: nr. 10.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 79, ss. 414 - 418: Avatarsuak, who was baptised Nathan.

 

Resumé: Avatarsuaq, i dåben kaldet Natan / Nathan.

A. opdrages af sin farfar og navnefælle, fordi hans far er død.

Da han kommer til fornuft / bliver bevidst (d.v.s. i 3-4 års alderen, BS) regner han da også farfaderen for sin far. Denne gør A. til angerlartussiaq, idet

han forbyder A. nogensinde at slå hundene og blive vred på gamle

mennesker. Desuden mumler han en formular med hætten halvt nede, hver

gang han træner A. i kajak. Farfaderen dør, og A. har nu vinterboplads

dér, hvor sydlændinge kommer forbi på handelsrejser til Paamiut, der

dengang var den sydligst oprettede koloni. Da to sydlændinge ikke

kommer tilbage, mistænkes A. for at have dræbt dem, men morderen viser

sig at være en tupilak, idet den også angriber ham undervejs til

Paamiut på handelsrejse. Den taler til ham om at æde hans indvolde,

lejrer sig uflytteligt på bagenden af hans kajak, forstævnen hæver

sig, han bliver kraftesløs og kæntrer først til den ene og så til den

anden side, men begge gange støder åren mod noget hårdt, da han søger

at støde fra med den i det dybe vand (det hårde er sikkert hans døde

farfar, BS). Tupilakken styrer ham så i modsat retning af hans åretag,

og han ender dybt inde i en ubeboet fjord.

Til alt held kommer en båd med kvinder roende inde fra fjordbunden,

hvor de har hentet tørrede ammasætter. De bliver bange for tupilakken,

men A. der helt har mistet kræfterne overtaler dem med løfter om

gaver til at hjælpe sig. Med støttebrætter lykkes det dem endelig at

skubbe tupilakken ned. De parterer den, kaster stykkerne dels i havet

og dels i gamle grave, og den dybt taknemmelige A. kommer senere med

gaver til dem. Det samme gør alle forbirejsende til Paamiut sidenhen.

Sejren over tupilakken giver A. klarsyn (sila), idet han nu kan se

åndemanernes ild-ånde og heksenes sorte underarme. På en senere rejse

til Paamiut efter krudt, bly og tobak generes A. undervejs over en

fjord af en masse kalvis og rammes to gange af store isskodser.

Sidste gang drukner han, er længe bevidstløs, men da han vågner

(formentlig ude ved havhorisonten, BS) rejser han med susende fart på

sit siddeskind, med venstre ben bøjet og med sin kajakpind som åre den

lange vej ind mod land. Hans bedsteforældre fører ham og advarer ham

mod at drikke af et isbjergs kildevæld ved de yderste øer.

Gør han det, kommer han aldrig hjem. Han lander dybt inde i fjorden

ved Kajutaqs boplads, hvor han modtages af ivrige hunde i

menneskeskikkelse, og inde i huset gennemfører beboerne 5-dages

ritualet for hans genoplivelse. Hans kajak med udstyr og købte varer

driver uskadte i land ved bopladsen. Han ror hjem og er nu blevet

endnu mere synsk end før. Ingen hekse kan længere lure og skade ham.

 

For kommentarer til Rinks version  af originalteksten se Thisted og Thorning 1996:

nr. 52, s. 336, hvor det bl.a. nævnes dels at begivenhederne er stedfæstet til Saarloq ud for Qaqortoq, og at det er Avatarsuaqs uddannelse / udvikling til fuldt færdig angakkoq / åndemaner, der her skildres.

 

Hist.: Begivenhederne kan fastsættes til tiden mellem

kolonierne Paamiuts og Qaqortoq/Julianehåbs oprettelse i hhv. 1742 og

1774.

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

 

Tolkning: Dette er vist den eneste fortælling, hvor ritualerne

hvormed man kan gøre et barn til en angerlartussiaq beskrives. Se også: nalusut ileqqorsarsiornerinik, der ikke er en fortælling.

For "angerlartussiaq" se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): under "Piaaqqussiat".

 

Den mytiske initiation / uddannelse til angakkoq via overvindelsen af tupilakken og - især - rejsen til og fra havhorisonten er ikke helt almindelig i overleveringen, men nem at godtage ud fra verdensbilledet som helhed. Se især Aloruttaq (fra Ammassalik), hvor tilsvarende begivenheder bruges, omend i et andet dramatisk forløb.

Bjørn, "Knivhale" og "Savryg"

Print
Dokument id:1385
Registreringsår:1919
Publikationsår:1921
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Bjørn, "Knivhale" og "Savryg"
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, I
Tidsskrift:
Omfang:side 318 - 322
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Orig. håndskr. KRH 52,2, hæfte 419. Renskrift:  KRH 52,2, hæfte 415.

 

Resumé:

Bror og søster er plejebørn og har det godt. Under et bærtogt bliver

søsteren røvet af en kæmpe med eet ben og eet øje. Den fører hende mod

havet. Drengen sørger dybt, kan ikke glemme sin søster. Under

opvæksten skaffer han sig hjælpeånder og træner sine kræfter.

Udvokset spørger han sin plejemor om, hvilke dyr man bruger som

trækdyr. Man kender ikke til hunde på stedet. Hun svarer "harer". Han

fanger harer, men finder dem ikke udholdende nok. På samme vis går det

med ræve, som plejemor næste gang anbefaler. Tredje gang er det en

bjørn. Den skal trænes til slædekørsel, men viser sig ellers udholdende nok. Den

fjerde er et dyr med knivhale, der lever mellem og af hensmuldrende

sten. Det femte et dyr med en opret sav på ryggen (Savryg), der lever i dybe

revner i indlandsisen. Trækdyrene er aggresive mod hinanden, men efter

nogen tids tilvænning går de fint i spand. Broderen rejser ud over det

tilfrosne hav, langt ud til en ø, hvor søsteren lever som kæmpens

kone. Kæmpen er på fangst. Den sørger godt for sin kone, der ikke

ønsker, at broderen skal slå den ihjel. Hun lader sig dog overtale,

fordi broderen siger, at han vil savne hende for meget, når han kommer

hjem. Kæmpen kommer, ser dyrene, kommer ond i sulet ind i huset, men

bliver venlig, da han hører, at gæsten er hans svoger. Denne inviterer

dem med hjem, skønt kæmpen er utryg ved hans trækdyr. "Dem kan du løbe

fra," siger broderen. Det kan kæmpen da også, men han må lægge sig i

værtsfolkenes hus med hovedet inde i rummet, fordi han er for stor til

at komme ind. På broderens befaling angriber bjørnen kæmpens bagdel.

Det føles som lus. Det klør værre og værre, kæmpen klær sig af, og

Savryg skærer hans mave over, mens Knivhale stikker ham allevegne i

den nøgne krop. Broder og søster forbliver sammen hele livet.

 

Var.: oqaluttuaq utoqqannguanik kangerlummut; Broderen som genfandt sin søster i Akilineq; Anertorsuaq; Hendrik Illoriinnik; Johanneserujuk Akilineq søster; Manden, som for over til landet på den anden side. Fortælling om Ungilattaqi;

 

Hist.: Jernet er ikke traditionelt, og man har muligvis hørt om drager

eller øgler, som sydgrønlænderne kan have set billeder af.

Broderen som genfandt sin søster i Akilineq

Print
Dokument id:113
Registreringsår:1860
Publikationsår:1997
Arkiv navn:
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Broderen som genfandt sin søster i Akilineq
Publikationstitel:Fortællinger & akvareller
Tidsskrift:
Omfang:102 - 107
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 19h - 22v (slutning mangler. Ses i afskriften)

 

Publiceret transskription af orig. håndskr.:

Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 103 - 107: Akilinermi aleqaminik.

 

Afskrift ved seminarieelev: NKS 2488, II, '4, nr. 216.

 

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 25, ss. 110 - 114 har Rink fortrinsvis oversat denne variant men tilføjet en kommentar om tre andre varianter. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 37, pp. 248 - 255: The Brother who went to Akilinek in search of his Sister.

 

Resumé:

Et ældre ægtepar har to døtre og en søn som den mellemste. Faderen, der er noget indsluttet, lægger op, da sønnen er voksen og kan forsørge familien. Denne har gerne sin storesøster med som følgesvend på land, når han er ude i kajak. En vinterdag hvor de spadserer sammen på isen og han jager en hare til fods, forsvinder søsteren. Der er kun udadgående slædespor at øjne. Broderen får sin fars hjælp til at bygge en slæde og skaffer sig efter tur nogle frygtindgydende slædehunde, der skal tæmmes en del for at kunne enes sammen som trækdyr: en isbjørn, en ulv (et fantasidyr i Vestgrønland) og en kæmpeorm. Isbjørnen er den mindst udholdende og må på længere ture hvile ud på slæden. Men da den er den eneste, der ville kunne klare at få slæden over en bred revne i isen, beholder broderen den som trækdyr. Han kommer til Akilineq over isen, finder sin storesøster med barn i et stort hus og bliver venner med hendes mand, der efter nogen nølen indvilger i, at de skal komme på genvisit. De nærmer sig en dag, men vender om, måske fordi lillesøsteren derhjemme, ellevild af glæde, springer frem og tilbage over konebåden på stativet udenfor. Broderen sender sin kæmpeorm efter dem. Den kommer tilbage med blod om munden og har næppe sparet nogen af de bortdragne.

 

Var.: Var.: Ely Fontain nr. 213; Kristian Hendrik 1860 nr. 4; Peter Justus 1999 207; Bjørn, Knivhale og Savryg.

 

Tolkning: En temmelig grum version af denne fortælling, der bl.a. også kendes fra Østgrønland. Oftest er det kun svogeren og dennes og søsterens barn, der bliver dræbt af ormen eller et andet monstrøst trækdyr, da søsteren kommer helt hjem på besøg med sin 'fremmede' mand og deres blandingsbarn. Dette skel mellem "os" (inuit) og "andre" (Akilineq-boerne, de fremmede) hersker altså ikke i Kreutzmanns version.

 

Kæmpeormen, er en hyppig mytisk skikkelse i grønlandsk fortælletradition. Se bl.a. Aqissiaq.

Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34.

De hvide mænd, der blev dræbt på den glatte is

Print
Dokument id:402
Registreringsår:
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:De hvide mænd, der blev dræbt på den glatte is
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, I
Tidsskrift:
Omfang:side 103 - 105
Lokalisering:Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Det har ikke været muligt at identificere fortællingen i håndskrifterne.

 

Resumé:

 

En sydgrønlænder har netop fanget to hvidhvaler om efteråret, hvor

isen har lagt sig i en bred bræmme langs kysten. To piger, der skal

hente vand efter måltidet, ser spejlbilledet af rødmossede fremmede

(nordboere) på vandsøens is. De løber hjem med nyheden. Manden synger

over sin kone og nyfødte barn og får hende væk gennem vinduet, men

hans mor er såret dødeligt af de fremmede, inden han får hende ud. En

del andre indvånere har selv reddet sig i skjul. De fremmede morer sig

med at trække den døde mor rundt ved hårtoppen, og sønnen, der blir

rasende, beordrer to unge piger at løbe over isen ud mod iskanten. De

fremmede sætter efter dem, men glider og falder ustandseligt, og

manden dræber dem en for en med to lanser, inden pigerne er nået ud

til iskanten. Efter den episode lærer europæerne sig at lave skøjter.

 

Var.: Qavdlunaitsanik; en version: Sagnet om Qavdlunâtsiait (med en "Moses-fortælling" om en hvid dreng i tilgift) er også nået Thule-området. Måske med Hans Hendrik?

 

Hist.: De hvide fremmede plejer at være nordboere.

Om den usikre historiske baggrund for nordbofortællingerne se

Inge Kleivan 1982, og Thisted 2001: on Narrative Explanations. Scandianvian Studies vol 73(3): 253-295, der også refererer Jette Arneborgs undersøgelser..

De skibbrudne

Print
Dokument id:47
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:De skibbrudne
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 441 - 443
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 19 ss. 64 - 66.

 

Dansk oversættelse i Rink 1866-71, II,

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

"Taama allattunga, Aron", 1999, II: 441 - 443: Umiiarnernik; og i

Thisted og Thorning: 'Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... / Måske nogen kunne fortælle ...', 1996: nr. 19, s.s. 101 - 102, med denne danske kommentar s. 321:

 

Resumé: Fortællingen indledes med, hvordan nogle kajakmænd engang opdagede et skibbrudent skib ude fra Cook-øerne. Næste dag finder man besætningen. I starten er man noget bange for de hvide mænd, men da de

viser sig at være flinke folk, lader man dem flytte ind hos sig på Kangeq.

Nu får de fremmede så ved tegn Kangeq-boerne betydet, at de skal tage

ud til skibet og bjærge hvad de kan. Herefter følger så fortællingens

hovedepisode: Med blandt bjærgningsfolkene er Jehorsuaq, "Den store Jehu". Nede i kaptajnens kahyt har han travlt med at trække skuffer

ud, og han finder en hel masse klædestof. Nu prøver han så dettes

beskaffenhed ved at prøve at suge luft igennem det, og da han finder

det alt for åbent, lader han det bare være. Men så i en anden skuffe

finder han en masse aviser. De er tætte, så dem tager han med.

Bagefter lader han sin kone sy sig en anorak, men beklageligvis giver

det sig til at regne den dag, anorakken er færdig, og han første gang

har den på!

Hist.: Ifølge K. Thisted s. 443: "På samme opslag en farvekopi af Arons illustration, hvor man tydeligt kan se, at anorakken er af avispapir, og ikke som hos Signe Rink af Poul Egedes grønlandske grammatik (jf. Signe Rinks påskrift på billedet gengivet i Jørgen Meldgaard: Aron. En af de mærkværdigste Billedsamlinger i Verden. Nationalmuseet 1982: 74). Man kan også se, at Aron forestiller sig, at historien foregår i begyndelsen af 1700-tallet, der står vistnok 1708 på den ene skulder, længe før Poul Egedes grammatik."

 

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Dem fra Kitsissorsuit og dem fra Kitsissunnguit

Print
Dokument id:1744
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Dem fra Kitsissorsuit og dem fra Kitsissunnguit
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 456 - 459
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 49 ss. 258 - 266.

Uddrag i Rink 1866-71, II, nr. 42.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

"Taama allattunga, Aron", 1999, II: 456 - 459: Kitsissorsuarmiullu Kitsissunnguarmiullu; og i Thisted og Thorning: 'Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... / Måske nogen kunne fortælle ...', 1996: nr. 49 ss. 218 - 223, med dansk kommentar s. 334 - 335:

 

Resumé af originalen ved K. Thisted:

Fortællingen starter med,

hvordan man venter forgæves i Kitsisunnguit på fem hundeslæder, der

har været på besøg i Kitsissorsuit. Så tager tre slæder hen for at

finde ud af, hvad der er sket. De kommer heller ikke tilbage. Til

sidst kommer den stærke fra Kitsissorsuit med besked om at gæsterne er blevet dræbt af en angakkoq / åndemaner. Man er lige ved

at slå budbringeren ihjel, men indser så, at han har gjort bopladsen en

tjeneste ved at komme. Nu er der så en i Kitsissunnquit, hvis

lillebror er blandt de dræbte. Denne mand oplærer sin plejesøn til at

blive en superdygtig bueskytte. Træningen foregår tildels ved tvang,

idet plejefaderen opsætter kraniet af en lille stenpikker og lover

drengen al landsens ulykker, hvis han ikke rammer nakkehullet, fra en

afstand hvor det bare ses som en mørk prik. Da plejesønnen har opnået

den ønskede præcision, laver plejefaderen ham pile fra den venstre

side af en barnløs kvindes tørrehæk. En morgen vågner drengen ved, at

plejefaderen rusker ham i håret og spørger, om det er skik for folk,

der har fjender, at sove til så langt ud på morgenen -

(standardformulering i hævnepisoder).

Så kører man afsted og når i strålende sol Kitsissorsuit, hvor de

mange indbyggere (Ifølge navnene er denne boplads større end den anden)

er ude og nyde vejret. Man råber, at der kommer slæder, og indtil

videre er alt normalt, men så pludselig er hundene ikke til at drive

videre. De er forheksede. Nu kommer så fra det nordligste hus en mand,

som ligner en proviantsæk, så tyk er han. Og konen er lige så tyk. Og

bagefter følger en masse børn. Nu lukker manden først alle børnene

inde i en stor sten, for at have dem i sikkerhed. Konen forsvinder ind

i et udhus, mens manden alene stiger op på et fjeld, hvorfra han

kommer susende ned, med det venstre ben bøjet og en fart "som en falk

efter sit bytte". Da han nærmer sig slæderne, bliver det helt umuligt

at ramme ham med pilene, fordi han har et tryllemiddel til at krympe

sig sammen, så hagen er det eneste, det stikker frem på ham. På den

måde får han ram på den første slæde, idet kusken skyder forbi, og han

kapper hovedet af ham med et spjæt med foden, da han suser forbi.

Anden gang er det manden med plejesønnen, der står for tur.

Plejesønnen sidder på skødet hos plejefaderen, der indprenter ham, at

han skal sigte lige på hagen, og også betyder ham, at alle vil blive

dræbt, hvis han rammer fejl. Heldigvis ser drengen straks, at hagen

han sigter på synes større end nakkehullet i stenpikkerkraniet, han er

vant til at ramme, og han rammer plet. Derefter sætter alle mændene

deres pile i ham (selv om han er dræbt på stedet, for at dele ansvaret

for mordet), parterer ham og spreder stykkerne for alle vinde (det gængse mordritual). Da de er færdige med det, går der nogen tid med at finde konen, men til sidst bliver også hun dræbt, og man beslutter også at gøre kort proces

med børnene, for ikke at skulle frygte dem sidenhen. En fra bopladsen

kender tryllesangen, som får stenen til at lukke op og i, børnene dræbes, og bagefter bliver stenen almindelig legeplads for alle stedets børn. Og det gode

forhold mellem de to bopladser genoprettes.

 

Hist.: Det er uvist om fortællingen skulle afspejle en tidligere tvist mellem de to bopladser. Men det er en "moderne" fortælling om fortids hekseri, hvis skadevirkninger er blevet forstærket i retrospekt.

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Den "store" Piffaarik

Print
Dokument id:1752
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Den "store" Piffaarik
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 466 - 467
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 71 ss. 354 - 358.

 

Uddrag i Rink 1866 - 71, II: s. 114, nr. 83.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

"Taama allattunga, Aron", 1999, II: 466 - 467: Piffaarissuaq; og i Thisted og Thorning: 'Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... / Måske nogen kunne fortælle ...', 1996: nr. 71, ss. 286 - 288, med dansk kommentar s. 346 - 347.

 

Resumé af uddraget: Piffaarik, søn af Ulajuk (Ulaajoq ?), er kåd og

uforskammet. Han fornærmer købmandens danske medhjælper,

Napparsisunnguaq, der er lille af vækst og genert, men, viser det sig så, uhyre

stærk.

Han viser det stilfærdigt på købmandens opfordring. P. lærer herved at

opføre sig fornuftigt.

 

Da Rinks uddrag er mangelfuldt må Kirsten Thisteds kommentar tilføjes i resumé:

I den originale optegnelse er der i optakten gjort meget mere ud af den lille danskers generthed, især overfor piger. Napparsisunnguaq betyder "den lille bødker". Inden kampen med Piffaarik prøver alle at brydes med Napp. og man opfordrer også sydlændingenes stærkeste mand, Mamarsuaq, til at stå frem. Han vil ikke (denne episode udeladt af Rinks uddrag). Men ved solnedgang brydes de, afsides på en lille slette. De to er hinandens ligemænd og stopper. Tidligere har Napp. kvæstet en af sine modkæmpere, der dør af indre blødninger. Det opfattes som et hændeligt uheld. Napp. taler inuit-sproget. Til slut irettesættes Piffaarik

 

Hist.:  En historisk fortælling fra Nuuk-egnen, og formentlig fra

første halvdel af 1800-tallet.

 

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Den lille plejesøn hvis plejemor blev parteret

Print
Dokument id:44
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Hindrik
Mellem-person:Aron
Indsamler:Rink, H.
Titel:Den lille plejesøn hvis plejemor blev parteret
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 487 - 493
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, V, 4' nr. 219 ss. 1071 - 1078.

 

Mellem-person: Aron (renskriver) reår 1868.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

"Taama allattunga, Aron", 1999, II: 487 - 493: Ernisiannguaq aggukkamik arnarsialik.

 

Resumé:

En forældreløs dreng er plejesøn hos en gammel kone på en boplads med en familie med mange brødre og en stærk mand og hans kone. En dag bliver den mellemste bror syg og dør. Man mistænker den affældige gamle for at have hekset ham syg. Derfor dræber og parterer man hende en dag drengen er ude for at snare ryper. Den stærke, der har ondt af drengen, fortæller ham om drabet, adopterer ham, giver ham plejemoderens skamben som amulet, og opdrager ham til at styrke sine kræfter, fordi han har så mange fjender. Drengen, hvis ansigt bliver hårdt af sorg, bliver nu hver morgen hevet ud af sengen ved hårene og træner sig på stadig større sten. Da plejefaderen første gang afprøver hans kræfter, er de endnu så uudviklede, at han stikker drengen et par lussinger med opfordring til at gøre noget mere ved det. Anden gang vinder drengen, og plejefaderen stikker ham et par lussinger af lutter fornøjelse.

Plejesønnen leger aldrig med de andre, han ter sig som en svagelig en, men når han kigger på de mange brødres sønners lege, ser en af dem sit snit til at skubbe ham omkuld og smutte væk. Det sker gang på gang. Så når han at se den skyldige, indfanger ham, svinger ham rundt og sender ham ud i luften. Drengen forbløder da han falder. Da de mange brødre kommer hjem fra fangst og vil hævne drabet, splintres deres lansespidser en for en mod hans krop, fordi skambenet sætter hårdt mod hårdt. De maser sig stadig på og irriteret griber plejesønnen den ene efter den anden i hætten, svinger ham rundt og kaster ham mod jorden i døden. Plejefaderen beordrer ham til at holde inde, før han har udryddet dem alle.

Plejesønnen har nu helt mistet appetitten, men da hans plejemor kræser for ham med livretten, frossen lever, spiser han lidt, og han smiler for første gang siden den gamle plejemors partering, da man fortæller, at alle bopladsfæller er flygtet.

Plejesønnen får kajak af sin plejefar, øver sig, bliver ferm, og da han ude til havs møder en af sine gamle fjender, bliver han ikke genkendt, fordi denne ikke kan forestille sig, at plejesønnen har kajak. Fjenden inviterer ham med hjem til en enorm boplads, hvor alle fjender og deres slægtninge har samlet sig for senere at hævne sig på ham. Plejesønnen dræber kajakmanden ret ude for bopladsen og ror hjem. Plejefaderen, der hurtig forstår at plejesønnen igen har dræbt, ror hen til fjenderne og tilbyder dem at lokke plejesønnen med op nordpå, hvor der er store fangstdyr. Han slipper uskadt tilbage, og plejesønnen lader sig nemt lokke. De ror en god strækning, inden de kommer til mennesker i nord. Heroppe nedlægger plejesønnen store dyr, hvidhvaler, hvalrosser, endog en af de farlige røde hanhvalrosser, som ingen andre tør give sig i kast med. Hver af hans førstefangster parteres og deles ud til alle, så der kun bliver en lille stump til ham selv. Da plejeforældrene opfordrer ham til at gifte sig, kommer han minsandten slæbende med en gammeljomfru, der dog når at føde ham en datter. Plejesønnen er overbevist om, at hun må være hans genfødte første plejemor.

Han længes nu hjem. De tar tilbage sydpå, men ingen angriber dem. Resten af deres liv lever de i fred.

 

Var.: Rink 1866 (1866-71, I) nr. 78. Plejesønnen; ernersiamik;

 

Hist.: En udbredt fortælling, hvoraf en del episoder også genfindes i Qujaavaarsuk.

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Den urene kvinde, der besøgte bjørnene i menneskeskikkelse.

Print
Dokument id:1806
Registreringsår:1919
Publikationsår:1921
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:Rosing, Peter ?
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Den urene kvinde, der besøgte bjørnene i menneskeskikkelse.
Publikationstitel:Myter og sagn, I
Tidsskrift:
Omfang:side 134 - 137
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Orig. håndskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 413: árnaq

paqúnartoq".

Renskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 424: " Arnaq

paqínartoq" (med sproglige rettelser og til vestgrønlandsk af Hendrik Olsen eller ?).

 

Resumé: En gift kvinde under tabu drømmer, at hun går langt ud over

isen til et festligt oplyst hus, hvor store, bredskuldrede mænd og

kvinder bor sammen med en endnu kraftigere mand, hvis hoved næsten

går i eet med skuldrene, og en lille smækker, mørk og smidig mand. Det

er isbjørne og deres to svogre, en hvalros og en blåræv. Bjørnene

forhører sig om de kan købe sålelæder hos mennesker. Det kan de godt,

svarer kvinden, og alle blir ivrige for at komme afsted, da blåræven

advarer dem mod menneskers ækle vaner:  De sliber deres knive, de fede

kvinder sidder med bar overkrop og trækker perler på snor og går

barbenede ud på gulvet. De unge bjørne taber lysten og ræven

fremturer: Og det stinker af lort mellem deres huse. En gammel

hanbjørn håner ræven for dens feje mod og sarte næse. Han vil godt

lade sig dræbe af mennesker for såleskind og viser kvinden sin

knækkede tand som kendemærke. Kvinden tar hjem ad den brede vej, vågner

op til alles lettelse, fordi de tror hende død p.g.a. hendes lange

søvn, og da hun er under tabu (mod bl.a. at nævne "bjørn"), fortæller

hun sin mand med fagter om bjørnens komme.

Han løber ud, bjørnen kommer, han dræber den, alle får del i dens kød,

og dens hoved anbringes i tre dage foran mandens plads på briksen. På

hovedet lægges gaver, bl.a. det lovede såleskind. Når bjørne bliver dræbt af mennesker er det næsten altid bjørnen selv der lader sig dræbe, fordi den ønsker sig gaver for sin hud og sit kød. Efter tre dage reinkarneres dens sjæl og den tager gaverne med hjem. Man giver gerne bjørne sålelæder, fordi de går så meget.

 

Var.: Den urene kvinde, der besøgte bjørnene i menneskeskikkelse; Kvinden, som besøgte bjørnene i menneskeham; Om et besøg hos bjørne i menneskeskikkelse; Bjørnene i menneskeham; Plejaderne. Bjørnene som fangede hvidhvaler;

 

Kommentar: Ritualet opfattes som en udveksling, som bjørnen har taget initiativet til: den får de gaver den ønsker (isbjørnen kaldes på åndesprog: den vandrende: pisuttuartoq) til gengæld for dens krop.

En historie om folk fra Qilanngaq

Print
Dokument id:142
Registreringsår:1868
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:En historie om folk fra Qilanngaq
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 476 - 479
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, V, 4' nr. 201 ss. 1003 - 1007.

Kort dansk resumé i Rink: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, II: nr. 103.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

"Taama allattunga, Aron", 1999, II: 476 - 479: Oqalualaarut Qilanngarmiunik.

 

Resumé:

Stormanden Makorsi på bopladsen Qilanngaq nær Qeqertarsuatsiaat / Fiskenæsset har mange børn, alle sønner, med sine tre koner, hvoraf han dog altid bare sender den tredje, Kumak, som han ikke elsker, på ammassætfangst i forsommeren. Her føder hun hans første datter, hvorefter hun bliver hans yndlingshustru og hentes hjem til bopladsen, mens førstekonen må udfylde hendes plads på ammassætpladsen. Datteren vokser til, bliver smuk og meget arbejdsom, og storebrødrene elsker hende højt. Men hun bliver ramt af hekseri, idet to vandkalve er puttet i hendes drikkevand. De æder hende op indefra og fortsætter tilmed fortæringen efter hendes død i graven, hvorfra de spadserer ned i vandet igen.

En dag kommer tre af bopladsens mænd ikke hjem fra fangst. Man mener, at et piratskib har snuppet dem.

Engang er Makorsi med alle sønner, svigersøn og andre mænd fra bopladsen på fangst, hvor de overraskes af en fralandsstorm. Kun Makorsi er behændig nok til at ride stormen af. Det beskrives i detaljer hvordan. Men for at redde sig selv må han skære sine tværremme over, først for, så bag, fordi hans svigersøn er faldet ud af sin kajak og hager sig fast i dem. En meget gammel mand i laser og en elendig kajak klarer sig dog også igennem. Herefter fanger Makorsi endnu ivrigere end før for at forsørge de mange kvinder, både drægtige sæler, som han rammer i snuden og store hansæler.

En aften han er faldet i søvn straks efter hjemkomsten, prøver en stor, tatoveret arm fra under briksen at trække ham ned under den. Makorsi stritter imod, men må til sidst vække sin kone, der skærer fingrene af uhyret. Det er Amaarsinniooq.

Fortælleren Hendrik tilføjer, at det var dengang stormen tog de mange kajakmænd og befolkningen i Qilaanngaq, der havde mistet alle deres mænd, måtte spredes.

 

Hist.: Delvis historisk fortælling bygget over den storm Hendrik omtaler til slut. Svær at tidsfæste idet Makorsi, hvis det var hans dåbsnavn, næppe har haft lov til at holde tre koner. Men det kan enten være en afdød mands dåbsnavn, han har fået, eller også er han selv blevet døbt i en høj alder.

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

       

Kommentar: Episoden med svigersønnen, som Makorsi skærer sig fri fra, falder ikke ordentlig på plads i fortællingen, idet Makorsis eneste datter jo er død. Den kan være tilføjet af kompositoriske grunde, idet en stor begivenhed forudskikkes af en i mindre format: Afskæringen af svigersønnen forudskikker afskæringen af Amaarsinniooq. Og de tre mænds udebliven forudskikker de mange kajakmænds undergang i stormen.

Amaarsinniooq røver oftest kun små børn, men kan også træffes som voksen-

røver.

Igdlorigssuarnik / Illoriissuarnik / Om de store fætre

Print
Dokument id:1782
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Igdlorigssuarnik / Illoriissuarnik / Om de store fætre
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:s. 103 - 104, nr. 20
Lokalisering:Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

 

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 20, ss. 60 - 69.

 

Ret fuldstændig oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II: nr. 31, ss. 71 - 72.

Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 119, s. 457: The Iglokok.

 

Resumé: Den dygtigste fanger af to fætre, der er ude sammen, fanges og

flåes af en tupilak-bjørn, som den anden fætter så dræber med fem

pile. Han begraver den døde, sørger og går af sorg ikke på fangst hele

vinteren.

En dag træffer han en sort amaroq ("ulv"), dræber den, flænser sig et

fedtglinsende sidestykke, som han tar med hjem og lader ligge uden

for. Om aftenen kommer et halvmenneske (på langs), en illukoq på besøg. Denne har

længe vandret omkring, fordi den har mistet sin bror. Derefter

underholder den med fortællinger, og værten lader sin kone koge og

servere amaroq-kødet. Men gæsten siger at "fadet hælder", flygter ud

og videre ud over isen med stor behændighed på sit ene ben, helt ud

til sin kajak, og ror bort.

 

For kommentarer til Rinks version af originalteksten se Thisted og Thorning 1996:

nr. 20.

 

Var.: ID 103, 1431, 1788, 1977, og 2329, hvor varianterne sammenlignes.

Kommentar: Den er gal med gæstens balance. For en tolkning af traditionens hældende fad, se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Det hele menneske." Hverken amaroq'en, et uhyre i Grønland og ikke mindst på Hendriks tid, og tupilakken, optræder i andre varianter. Bemærk at en ideal social balance - mellem to fætre / jagtkammerater bliver brudt som optakt. Søg også på: fadet hælder;halvmenneske; illukoq; illuinnaq.

Hist.: Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik.

 

 

Igdlorît II / Illoriit

Print
Dokument id:417
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 3536, I, 4'
Fortæller:Salomon (Sãlumût)
Nedskriver:Heilmann, Nette
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Igdlorît II / Illoriit
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:læg 17, side 47h - 48v
Lokalisering:Qaarusuk / Bjørneøen: Nuuk / Godthåb
Note:

En fortælling med samme titel, fortæller og nedskriver findes i samme læg ss. 1 - 7.

Renskrift: NKS 3536, I, 4', læg 11 af Hendrik Olsen.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

To fætre elskede hinanden så højt, at de aldrig rejste

bort fra hinanden. Den ene samlede vinterforråd af, hvad fjorden

("kangia" egentlig: den østlige (indre) del af landet.Chr.B.), og den anden

af, hvad kysten ("kitaa", den vestlige del. Chr. B.) kunne give.

Manden, der samlede vinterforråd inde i fjorden, kunne bedst lide

gæret helleflynder fra kysten, mens manden, der samlede forråd ved

kysten, bedst kunne lide velhængt, "halvtørt"(?) rensdyrkød. Kystboen

fandt efterhånden, at det, fætteren fangede, smagte bedst. Han blev

misundelig og begyndte at overveje, hvordan han kunne skade ham. Han

smurte det, som fætteren bedst kunne lide, med menneskefedt. Da

fætteren kom hjem inde fra fjorden, inviterede kystfætteren ham og

ville forgive ham med det, der var smurt med menneskefedt, men nogen

puffede til ham, og han så, at det var hans hjælpeånd; hjælpeånden

sagde, at han skulle vende helleflynderen om og spise af den anden

side. Så inviterede han til gengæld fætteren til spisning. Han gav ham

tørret renkød smurt med menneskefedt, for at han skulle blive sindssyg.

Denne åd hele sin husstand, og fætteren rejste væk sammen med sin.

Alligevel kom han til at længes efter sin fætter og tog hen til

bopladsen for at se til ham. Han var nær ved at blive ædt, og han tog

ikke mere derhen for at se til ham. Sådan hævnede han sig, fordi det

var fætteren der begyndte, da han søgte at forgive ham.

 

Var.: kangerlumiorlungooq kitaamiorlu; Vennerne; Fætrene; Fætrene II; fjordbo kystbo; sindssyg / ligfedt / menneskefedt; bespiste ondt.

 

Kommentar: Vedr. årsagen til vennens pludselige ondsind se kommentaren til Arons variant, Bedstevennerne.

Igdlorît II / Illoriit II / Fætrene II

Print
Dokument id:1306
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 3536, I, 4'
Fortæller:Salomon (Sâlumût)
Nedskriver:Heilmann, Nette
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Igdlorît II / Illoriit II / Fætrene II
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:læg 17, side 1h - 7v
Lokalisering:Qaarusuk / Bjørneøen: Nuuk / Godthåb
Note:

Renskrevet af Hendrik Olsen: NKS 3536, I, 4', læg 11 ss. 25-35.

Tilsyneladende fortalt to gange af Salomon til Nette Heilmann. Se registreringen: NKS 3536 I,4', læg 17, s. 47h - 48v.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Fætrene som gav hinanden fedt fra et lig / ligfedt at spise

 

Der var engang to fætre som elskede hinanden højt. De forlod aldrig hinanden, fordi de boede på samme sted. Men det forholdt sig sådan, at den ene om sommeren tog på rensdyrjagt for at samle vinterforråd af det der kunne fås inde i fjorden ("i de østlige egne", CB.). Den anden samlede vinterforråd af det kysten ("vestegnen", CB.) bød på. Først tørrede han fisk og sidst sælkød. Manden der rejste ind fjorden for at samle forråd, tørrede først ammassætter, og når det var gjort tog han længere ind i fjorden og tørrede rensdyrkød til forråd.

       Det bedste som fætteren, kystboen, vidste, når han (fjordfangeren) kom ud af fjorden med det forråd han havde samlet, var en "veldrænet" rensdyrkølle som ikke længere var så frisk. Og det forråd som fætteren, der havde været inde fjorden, bedst kunne lide fra kysten, var en helleflynder der var gået i gæring.

       Så blev det vinter igen og endnu en gang tilbragte de vinteren sammen og spiste af de tørrede ammassætter der var samlet inde i fjorden, og som kystboen især godt kunne lide. Og om foråret rejste de fra hinanden - den ene ind i fjorden for at samle forråd af hvad jorden bød på, og den anden ud til kysten for at samle forråd. Kystboen fangede først fisk til forråd, lagde en helleflynder til gæring, og sluttede med at tørre sælkød. Da han blev færdig og det var ved at være den tid hvor fætteren plejede at komme tilbage inde fra fjorden, tog han tilbage til vinterbopladsen og gav sig til at vente på ham.

 

Da fætteren ikke viste sig den dag han ventede ham, blev han utålmodig, og han blev besat af en frygtelig tanke. Han blev misundelig på ham, fordi det forråd han samlede altid var lækrere end hans eget. Han overvejede hvordan han skulle få ham dræbt, og han fik den tanke at det måske var en idé at smøre noget menneskefedt på den mad han skulle spise. Han gik hen til gravene og udvalgte sig et af de nyeste lig, hvorfra han fjernede lidt fedt som han smurte på oversiden af den mad fætteren skulle spise. Netop som han havde smurt fedtet på maden kom de tilbage inde fra fjorden. Han gik ud og tog imod dem og så, at de havde meget mad med. Da de var færdige med at bringe lasten i land, bad han fætteren op til sig i huset. Denne fætter var åndemaner, fortælles det. Så snart han kom ind blev der sat mad frem - den mad, han helst ville have, nemlig en gæret helleflynder med en kniv, der var stukket ned oven i den. Da han syntes det var så lækkert, tog han kniven og ville lige til at skære et stykke af den; så kunne han lugte den; og pludselig var der én der puffede til hans ben. Han skelede ned til benet og opdagede at det var hans equngasoq ("den skæve / skævmundede" hjælpeånd), der var ganske tæt på. Han sad afventende og lyttede. Så sagde den: "Du skal vende den om og spise af den anden side." Så opgav han at skære videre og vendte flynderen om, hvorefter han spiste løs, og han holdt først op da han blev mæt. Fætteren holdt øje med ham, men der var intet at mærke på ham, da han forlod huset for at gå hjem.

 

Han var sur over at fætteren gjorde forsøg på at skade ham, og nu ville han hævne sig. Han vidste, at den mad fætteren bød på var smurt med fedt fra et lig fra en grav; og det samme gjorde så han med den mad, han ville servere for ham. Han sendte bud efter fætteren, og inden han indfandt sig, tog han kødet han ville servere for ham og vendte det om, så den side han smurte med menneskefedt kom til at ligge nederst, fordi fætteren godt kunne finde på at vende det om ligesom han selv havde gjort. Så stak han kniven oven i det.

 

Fætteren kom og satte sig, og idet han tog kniven vendte han kødet om så den nederste side kom til at ligge øverst. Han gik i gang med at fortælle, men efter et par mundfulde blev han mere og mere tavs. Da han forblev tavs, skønt fætteren flere gange søgte at få ham til at sige noget, blev han bange for ham og gik ud. Han gik ned og sagde til sine husfæller (? der var uden for ?): "Min fætter forsøgte at forgive mig med noget jeg kunne blive sindssyg af, og nu har jeg hævnet mig på ham. Jeg forlod huset, da han ikke længere ville sige noget. Gør jer klar til at komme herfra."

 

De tog afsted og slog lejr på en lille ø, der lå ud for deres boplads. Men allerede efter nogle få dage dér længtes manden efter sin fætter. En morgen tog han hen for at se til ham. Han lagde til neden for hans hus men så ingen mennesker. Han steg op af kajakken og anbragte den med forenden udefter. Han gik op til huset og fremme ved det kiggede han ind gennem vinduet. Husstanden var der ikke, og fætteren lå på ryggen på briksen med hovedet hængende i en kraftig bøjning ud over kanten og kiggede på ham. Inden fætteren fik sagt noget, spurgte han ham udefra: "Hvad gør du dér?" Han svarede: "Jeg laver ingenting. Kom inden for. Du ved jo at vi ikke kan undvære hinanden en eneste dag, når vi er kommet tilbage til vinterbopladsen." Han gik så ind og fremme ved indgangen til rummet, hvor han blev synlig derindefra, opdagede han at fætterens ansigt så forfærdeligt ud. Forskrækket blev han stående. Da han blev stående sagde fætteren: "Jeg har det godt nok. Kom herhen." Og i det samme bevægede han sig, tog et par skridt i retning af indgangen og spærrede den. Så gav han sig til at jagte ham mens han sagde: "Jeg har spist alle i huset, og jeg vil også æde dig." Så fortsatte forfølgelsen. På et tidspunkt befandt han (den forfulgte) sig ud for åbningen til gangen. Han lod som om han ville flygte over mod bagenden af briksen for at undgå ham, og idet fætteren gjorde en bevægelse for at spærre ham den vej, sprang han ud. Han landede midt i gangen, men sprang hurtigt videre. Han løb af alle kræfter ned mod sin kajak. Straks han nåede den skubbede han den ud, hoppede ned i den og roede ud så hurtigt han kunne. Da han mente han var kommet langt nok væk, kiggede han sig tilbage og så at fætteren stod ved strandkanten og kiggede på ham. Så roede han ellers hjem for ikke at blive ædt.

 

Da der var gået tre dage kom han igen til at længes efter fætteren og ville tage hen og se til ham. De andre frarådede det, fordi han risikerede at blive ædt. Men han tog af sted. Han gik i land neden for huset og gik derop. Han kiggede ind gennem vinduet og så, at han lå dér med hovedet hængende ud over briksekanten og kiggede på ham. Han så elendig og helt sort ud i ansigtet. Da fætteren havde kigget en tid på ham sagde han (derinde): "Jeg længes sådan efter dig. Kom herind." "Jeg tør ikke komme nærmere, for dit ansigt ser så forfærdeligt ud", svarede han. "Hvad skulle der være i vejen med mig? Jeg har det godt nok. Kom nu ind. Du ved jo at vi ikke kan undvære hinanden en eneste dag, når vi er kommet tilbage til vores vinterboplads." Da han sagde sådan, gik fætteren indefter, men ligesom ved sidste besøg blev han stående ved opgangen. Da han blev stående dér, sagde fætteren: "Hør her, jeg er blevet rask. Kom nu herhen." Han kom så op fra gangen, og efter bare eet skridt ind i rummet, bevægede fætteren sig og sprang hen og spærrede indgangen. Og så gav han sig ellers til at jagte ham mens han sagde: "Jeg har ædt alle i huset, og jeg vil også æde dig." Han blev virkelig bange, flygtede rundt, og huset virkede alt for småt sådan som den ene forfulgte den anden. På et tidspunkt lod han som om han ville undgå ham ved at flygte hen mod briksens bagende, og netop som fætteren gjorde en bevægelse for at spærre ham den vej, sprang han ud i gangen, ramte jorden en enkelt gang, videre ud i det fri, og så i løb ned mod kajakken. Da han nåede den, skubbede han den ud i vandet, kom ombord, og roede udad af alle kræfter. Nu måtte han da være nået langt nok væk fra ham. Han så sig tilbage og opdagede så til sin rædsel, at fætteren var ved at få fat i kajakkens bagende. Så gav han sig ellers til at ro stærkt og samtidig rokke frem og tilbage, så bølgeskvulp forplantede sig ud fra kajakken. Da de nåede fætteren, lød det uafbrudt fra ham: "taa, taa, taa (hvad er nu det?)" Han kiggede om på ham og så, at han skiftevis var på nippet til at falde enten bagover eller forover, når bølgeskvulpene nåede ham. Han sagtnede farten og så væk et øjeblik. Så hørte han ham sige "aajaa" (snarere "ajjaa, CB), kiggede derhen og så, at han ikke længere magtede at holde hovedet oppe. Han sagde: "Jeg er vist ved at falde ned i en stor kløft." Han vendte kajakken mod ham og roede uden om ham hen til det sted, som fætteren kaldte en stor kløft. Og der viste det sig, at det fætteren regnede for en stor kløft var et sted, hvor to strømme mødes (immap kiluusaa, CB). Da han havde set det roede han hjem, fordi han ikke havde lyst til at blive ædt. Ved hjemkomsten fortalte han det til sine husfæller, der sagde at han ikke oftere måtte tage på besøg hos fætteren.

 

Han tog så ikke hen til ham, men efter tre dage fik han (igen) lyst til at se, hvordan fætteren havde det. Han tog derhen, selv om de andre i huset frarådede det. Det var efterår og der var faldet lidt sne. Han steg som sædvanlig op fra kajakken nedenfor fætterens hus og gik op. Han kiggede ind gennem vinduet, men der var ingen fætter. Så ledte han efter ham alle vegne, selv i mellemrummet bag de skind, der var hængt op på væggen; men han var der ikke. Men nu fik han mistanke om noget og gik ud gennem gangen og gav sig til at kigge efter spor i den nyfaldne sne. Han kunne se, at fætteren var kommet ud og var gået opad. Så fulgte han sporene, vel vidende at der oven for bopladsen fandtes en klippehule under en stor sten, hvor dårligt vejr aldrig nåede ind. Den var fætteren stilet imod. Han fulgte sporene videre og kunne se, at han var krøbet derind. Da han var kommet så langt blev han aligevel betænkelig, for der var helt mørkt i bunden af den store hule, og man kunne aldrig vide, hvad der kunne ske (Qanoq ítoq atúsatdlugo naluganiule).

       

Han gjorde sig sine overvejelser. Han og fætteren plejede jo ikke at kunne undvære hinanden en eneste dag, når de var kommet tilbage til vinterbopladsen. Han tøvede, men så var han på vej ind i hulen. Længere inde blev det helt mørkt. Han måtte bare føle sig frem, og langt inde mærkede han, at han rørte ved sin fætters fødder. Han blev så forskrækket, at han var lige ved at skrige. Han lyttede for at høre, om han trak vejret, men det lod det ikke til. Så ruskede han ham i fødderne; men uden reaktion. Så følte han hele vejen opefter på hans krop og til sidst på hans ansigt, der var koldest. Han undersøgte om han trak vejret, men det var der ingen tegn på. Så gik det op for ham, at han var død. Fætteren var altså, da han blev klar over at han var døden nær, gået op til den store klippehule for at få den som sin grav, fordi han vidste at det dårlige vejr aldrig nåede derind.

 

Han var altså sin fætters morder. Det havde bestemt ikke været hans mening, men det var jo fætteren, der først havde fundet på at ville skade ham, blot uden held.

 

Var.: Vennerne; Fætrene; fjordbo  kystbo; sindssyg / ligfedt / menneskefedt; bespiste ondt.

 

Kommentar: Vedr. årsagen til vennens pludselige ondsind se kommentaren til Arons variant, Bedstevennerne.

Ikaarissani nunalinnik / Om en der boede i Ikaarisat

Print
Dokument id:1787
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Ikaarissani nunalinnik / Om en der boede i Ikaarisat
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:ss. 120 - 123, nr. 25
Lokalisering:Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

 

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 25, ss. 91 - 96.

 

Uddrag i Rink 1866 - 71, II: s. 85 - 86, nr. 43.

Resumé af uddraget: En mand bosætter sig  på Ikaarissat ved mundingen

af Godthåbsfjorden. Hans plejesøn er synsk. En dag manden ror ind i

fjorden for at finde adspredelse advares han ved Qassigiannguit mod at

fortsætte længere ind, fordi der derinde bor en drabsmand. Manden ror

videre og blir dræbt derinde af en kæmpe. Plejesønnen, der er begynder

i kajakroning, ror efter tre dage derindad, hører ved Qassigiannguit at

plejefaderen må være blevet dræbt, fortsætter, møder kæmpen, der

inviterer ham i land på bærplukning, da han ikke kan ramme drengen med

sin fuglepil. Kæmpen spiser spæk til bærrene og vil dræbe drengen, da

han sluger den sidste stump. Men drengen, der kun har en kniv på

størrelse med et søm, finder en indtørret sø, synker i jorden og ridser

kæmpen i fodsålerne, da denne følger efter. Drengen dukker op, dræber

kæmpen og derefter alle kæmpens husfæller. Han giver besked ved

Qassigiannguit på hjemvejen.

 

Var.: U. Rosing nr. 321.

 

Hist.: Fortællingen er formentlig bragt med indvandrere til Nuuk-egnen

fra Sydøstkysten (Demografi, Flytninger), idet en næsten enslydende variant i Rinks samlinger

stammer derfra (Rinks anm.). Se Var.

 

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

iliarssúnguit aqigsserniáinartúnguit / Iliarsunnguit aqisserniaanartunnguit

Print
Dokument id:395
Registreringsår:1868
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, V. 4'
Fortæller:Hendrik (Hintrik /Hindrik)
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:iliarssúnguit aqigsserniáinartúnguit / Iliarsunnguit aqisserniaanartunnguit
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 1080 - 1082, nr. 221
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Resumé / parafrase (replikkerne er direkte oversat) ved Kirsten Thisted:

 

Små forældreløse, der kun levede af at gå på rypejagt

Nogle små forældreløse levede på en boplads med mange mænd. De små gik hele tiden på rypejagt, og de fik rigtig mange ryper. Når de kom hjem, kappedes hele bopladsen for at få del i udbyttet. Men pludselig var der ikke flere ryper. De små gik af sted endnu længere væk til steder, hvor de aldrig havde været før, men stadig fandt de ingen ryper. Nu manglede bopladsfællerne den gode smag af ryper, de før havde været vant til.

 

Engang de tog ud på rypejagt, gik de næsten hele dagen uden at se noget. Men så ved den tid, hvor de måtte forvente, at mørket ville falde på, inden de nåede hjem, fik de udsyn over en stor slugt. Dernede i bunden så de noget, som ikke så ud til at være en sten. Da de kom nærmere derned, gik det op for dem, at det var et hus  her hvor man ikke skulle forvente, at der var noget hus. De gik derhenimod og kom nærmere. Da de så nøjere på det, opdagede de et udluftningshul oven på huset. De kravlede op og kiggede ned gennem hullet og opdagede en lille dreng, som sad midt på gulvet og legede kajakmand  han brugte en kammiut / støvlestrækker som åre og et bræt som kajak.

 

Da de havde kigget på ham en tid, spyttede den ene af dem ned, så det sagde Sjask ved siden af ham! Han blev forskrækket og kiggede op, men de skyndte sig at rykke væk, så han ikke så dem.

 

En tid efter kiggede de ned igen og så, at han var faldet til ro og havde genoptaget sin leg. Den anden samlede sit spyt og spyttede derned. Og lige som han var ved at tage et åretag, ramte spyttet hans pagaj, så det sagde Sjask!

 

Nu gik de ind og fandt ham henne i hjørnet ved den bageste væg, grædende. Da de kom ind, sagde de til ham: "Du er alene du lille, det er derfor vi er kommet for at være sammen med dig, kom nu bare ud!"

De tog nu huset nærmere i øjesyn og opdagede, at alle væggene var betrukket med rensdyrskind og oven på dem igen ræveskind, hvide og blå. Den som boede alene her, måtte være en meget dygtig fanger. De spurgte drengen: "Bor du her helt alene?"

Så svarede han: "Nej min mor tog af sted tidligt i morges, og hun er ikke kommet hjem endnu!"

 

Hen på eftermiddagen begyndte han med mindre og mindre mellemrum at kigge ud. Engang han kiggede ud, sagde han: "Nu kommer hun tilsyne dernede fra syd, som sædvanlig!"

Da de kiggede ud, opdagede de, at hun havde en stor byrde på ryggen. Da hun kom nærmere, kunne de se, at det var alt sammen ræve. Det gav et ordentligt bump, da hun lagde byrden fra sig derude ved siden af husgangen. Man kunne høre hende på vej ind, og så kom hun ind: en ung, meget smuk kvinde.

Hun sagde: "Efter at jeg tog af sted i morges og lod den lille stakkel alene, så har I været sammen med ham  har de ikke fået noget at spise endnu?"

Hendes lille søn sagde: "Nej, de har ikke spist endnu!"

Så gik hun ud og kom tilbage med tørret rensdyr og rævekød som var helt hvidplettet (af talg). Da hun satte det ud, begyndte de at spise. De havde godt nok aldrig prøvet at spise tørret rævekød, men det prøvede de så nu, og det gav en knirkende lyd, når man tyggede det.

 

Da de havde spist, begyndte sønnen at hviske noget til sin mor. Moderen sagde: "Han vil så gerne have jeres ene sæt pile, hvis I altså ikke alt for nødig vil af med dem!"

De gav ham dem, og han blev meget glad. Så sagde moderen: "Når I tager af sted i morgen, skal jeg nok betale dem. Nu må I først sove i fred og ro!"

Da de havde sovet og skulle til at tage af sted om morgenen, fulgte moderen dem ud. Da de kom hen til det ene udhus, så de, at det var fyldt til loftet med renskind og ræveskind. Efter at de havde fået renskind, kom de hen til det andet udhus og opdagede, at det var fyldt til loftet med tørret rensdyrkød og rævekød. Med dette betalte hun dem, idet hun fyldte alt det der kunne være ind i skindene. Deres byrder blev så tunge, at de næsten ikke kunne bære dem.

 

Da de skulle til at gå af sted, sagde hun: "Herefter må der ikke komme nogen for at  sælge pile!"

 

Mens nu bopladsfællerne var begyndt at blive urolige for dem, så på den anden dag efter at de var gået, begyndte man at råbe om nogen, der kom med noget på ryggen. Der blev stor opstandelse, for de troede, at de kom med en masse ryper. Men hvad var det dog, de havde på ryggen? Til sidst kunne de se, at det var skind som var rullet sammen om noget, og da de nåede frem, opdagede de, at det var tørret kød af ren og ræv, som var rullet ind i skindene. De spurgte dem: "Hvor har I dog fået det fra?"

De sagde: "En lille dreng, som var søn af en, der ikke var noget almindeligt menneske, har fået det ene sæt af vores små pile, og dette er betalingen!"

 

Så sagde en af dem: "Lad også os tage hen for at sælge pile!"

 

"Da vi skulle af sted, sagde hun: "Der må ikke siden komme nogen for at sælge pile!"

 

De andre var imidlertid blevet grådige efter al denne mad, og selv om de forældreløse ikke ville, turde de ikke andet og gik med alligevel. De gik af sted, og til sidst kunne de se hendes boplads. Men det var som om der slet ingenting var! Ikke det mindste stykke mur var der, der hvor hendes hus havde været, bare et svag ujævnhed efter det. De to forældreløse sagde: "Deroppe var der ellers to udhuse!"

Så gik de derop, men der var heller ikke andet end en svag ujævnhed.

 

Da de så ikke kunne finde ud af, hvor hun var gået hen, gik de bare hjem. Da de kom hjem, tog de to forældreløse aldrig siden så langt bort på rypejagt.

 

Slut. Hintrik.

 

Teksten er underskrevet af Hendrik, men håndskriften er Arons.

 

Var.: Juua fortæller denne næsten enslydende: De små forældreløse, side 162 - 164)

 

Hist.: Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Iliarssúnguit qatángutigît anagiat / Iliarsunnguit qatanngutigiit / De forældreløse

Print
Dokument id:484
Registreringsår:?
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 3536, I, 4'
Fortæller:Martensen, Esaia (Martinssen, Isaja / Isaia)
Nedskriver:Olsen, Hendrik
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Iliarssúnguit qatángutigît anagiat / Iliarsunnguit qatanngutigiit / De forældreløse
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:læg 15, side 36 - læg 16 side 8
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

En anden - uafsluttet - renskrift af Hendrik Olsen se: NKS, 3536, I, læg 21, s. 1 - 4.

 

Oversættelse i resumé: Grethe Lindenhann:

 

Oppe nordpå i nærheden af Amerloq lå der engang nogle huse, som blev benyttet til overvintring. Blandt husene var der et større hus. I den sydlige ende af huset boede den største fanger med sin familie. Han vidste en masse om forskellige ting, selvom han ikke var åndemaner.

En dag mens børnene voksede op, blev han syg. Han havde aldrig fejlet noget, så hans kone og børn var ikke særlig bekymrede og tænkte, at han nok snart blev rask igen. Men han blev mere og mere dårlig, og han døde snart efter.

Efter hans død blev enken boende i huset. Hun sørgede meget, og det blev starten på hendes sygdom, og hun døde ret hurtigt efter sin mands død.

Efter faderens død var de to søskende ikke i nød for husly, men da moderen døde, blev de husvilde. Og først efter begge forældres død, blev de behandlet som forældreløse. De blev flyttet til en forbriks på den modsatte side af sovebriksen. Og mens der blev redt op til dem ovre på forbriksen, flyttede deres familie ind på forældrenes plads. Da de var forældreløse, sørgede den store familie for at de så vidt muligt ikke manglede noget. På dødslejet havde faderen givet drengen, som var ældst, en amulet. Selvom faderen ikke var åndemaner, vidste han meget.

 

Kort tid efter at de var blevet forældreløse, blev det en meget hård vinter. Trods dette sørgede bofællerne for, at de fik, hvad de havde brug for. Men da vejret stadig ikke blev bedre, kneb det efterhånden med vinterforrådet. Der blev mindre og mindre, og så fik de kun så lidt, at de lige kunne overleve. Da de så begyndte at sulte, sagde storebroderen til sin lillesøster: "Hvis det dårlige vejr fortsætter, bliver vores mange bofællers forråd tømt. Og hvis vi bliver her, sulter de os ihjel."

 

Mens tiden føltes lang, vågnede de een af dagene. Snefygningen havde lagt sig lidt, og det hele var skinnende hvidt. Hele området var tillagt med is, og så blev det endelig bedre vejr. Storebroderen havde en rejseplan, men han vovede ikke at fortælle søsteren om den endnu, så han måtte vente. De havde hørt, at der lidt syd for hvor de boede, boede en stærk og dygtig fanger, der plejede at overvintre alene med sin familie hvert år. De havde også hørt, at der endnu længere væk derfra skulle ligge en hel del huse.

Det gode vejr fortsatte og dagene blev længere. En dag sagde broderen til sin lillesøster: "Hvis vi bliver boende her, og hvis vi stadig ikke får mad nok hver dag bliver vi svagere." Den stærke fangers hus var ikke lige i nærheden, og hvis man skulle derhen over isen ville det tage en hel dag. Han sagde endnu engang til sin lillesøster: "Inden du bliver svagere, bliver vi nødt til at redde os selv og tage over til den stærke mand." De pakkede deres ting, og gjorde sig klar, og så tog de sydpå over isen.

 

De tog afsted sydpå og undervejs fik de ingen mad. Hen på eftermiddagen havde de stadig ikke fået noget at spise, og da hans lillesøster var ved at blive træt, sagde han til hende: "Måske er du blevet træt, men hvis vi går så langsomt når vi ikke frem før midnat. Jeg skal prøve at bære dig, så går det måske lidt hurtigere." Storebroderen havde båret alt deres skindtøj, og da de havde gjort ophold en tid, sagde han til sin lillesøster: "Vi skal gøre sådan, at skindtøjet som jeg har båret indtil nu, skal du have på ryggen, og så bærer jeg både dig og tøjet." Selvfølgelig gjorde lillesøsteren hvad han sagde. Og på den måde gik det hurtigere. Når han så selv blev træt, holdt de en pause, og så var lillesøsteren udhvilet og kunne selv gå et stykke vej. Så tog storebroderen skindtøjet op på ryggen igen, og de fortsatte vandringen.

 

Sent på eftermiddagen nærmede de sig den stærkes vinterplads, og da tusmørket faldt på, nåede de endelig stedet. Da de kom derhen, var der ikke et menneske at se. Hans konebåd var der, kun hans kajak var væk. I nærheden af huset ved indgangen fik de øje på hans forråd, sikken en masse! Imens de stod uden for huset og ventede på, at nogen skulle komme ud, kiggede de på al den mad, som man uden videre kunne tage uden at få lov. Da de havde stået ved indgangen at stykke tid, sagde han til sin lillesøster: "Det er blevet sent, så vi må hellere gå ind og se efter." Da de kom ind, så de en masse ting og sager som stod urørt. Under bænken var der også en masse mad, som også var urørt, enormt meget. Storebroderen var meget fornuftig. Uden at tøve begyndte han at gå rundt i huset og undersøge alting. Selvom skindene var efterladt, var de meget tyndslidte. Han så også, at alle lamperne var væltet, og så sagde han til sin lillesøster: "Det er snart mørkt herinde, og vi har stadig ikke fået noget at spise. Nu har vi stået så længe og set på al den mad. Nu byder vi os selv på noget at spise." Så bad han hende sætte sig på den bageste bænk. Han så et fad, der var lavet af et sammenbøjet stykke hvalbarde isat træbund. I fadet var der kød, han satte det foran sin lillesøster og sagde: "Det kan være det samme! Vi kan lige så godt sætte os overfor hinanden og spise indtil vi bliver mætte. Og når ejermændene kommer hjem og begynder at skælde ud, skal jeg nok forklare hvorfor." Og så bød han sin lillesøster den store tallerken med masser af sælkød. De sad overfor hinanden og spiste, og da de var færdige, satte han tallerkenen på plads og sagde til sin lillesøster: "Det bliver snart mørkt derude, og vi ved ikke rigtig hvilken vej, vi skal gå. Vi kan lige så godt sove her, og hvis vejret i morgen er lige så godt som i dag, kan vi sikkert nå frem alligevel. Dette hus er så uvirkeligt. Alting er blevet brugt, og så al den mad, som ikke er rørt. Virker det ikke lidt uhyggeligt? Vi har ikke noget lys i aften, så vi kan ligeså godt pakke vores skind ud, mens vi kan se, og begynde at rede op til natten, og så går vi bare i seng når det bliver mørkt. Hvis det er godt vejr i morgen, kan vi gå videre sydpå." Og så lagde han skindtøjet op på den nordlige forbriks hvor de skulle være og begyndte at rede op. De ville ikke rede op på sovebriksen, der måtte de nok ikke sove (undskylder). Da han var færdig med at rede op, gik han over til sin lillesøster og satte sig ved siden af hende.

 

Mens der stadig var lidt lys, hørte de pludselig nogen, der sagde: "Er der mennesker derinde?" Men stemmen fik ikke noget svar, og så spurgte den igen denne gang lidt højere: " Er der nogen derinde?" Hvorefter personen gik hen mod indgangen, og de hørte hvordan dens skindtøj knirkede. Nu satte storebroren sig nærmere sin lillesøster og hviskede til hende: "Jeg har hele tiden mærket, at der er noget forkert her, med maden og de tyndslidte skind. Det er vist ikke til at spøge med." De hørte, at personen hoppede ned i indgangen, skindtøjet knirkede voldsomt, og inden vedkommende nåede at sige noget tredje gang, tog storebroderen sin lillesøster i hånden for at beskytte hende og føre hende til den sydligste del af husgangen. Nu var personen ved at komme ind. Storebroren tænkte på sin far, som havde givet ham en amulet, og dengang havde han også fået et stykke hundeskind. De to søskende kunne stadig høre knirken af skindtøj, og de ville væk fra vinduet, hvor lyset skinnede ind, men der var ingen steder at flytte hen. De listede over til den inderste del af husgangen, hvor storebroren satte sin lilleøster bagest mod væggen, og han selv stillede sig foran hende. Nu kom personen til syne ved indgangen, med albuerne som støtte og slæbende på noget skind. Denne trådte op fra opgangen, og gik frem på gulvet. Pludselig udbrød denne: "Jeg havde ellers forventet at se lys i vores hus, men nej hvor er her mørkt." Ved hjælp af lysskæret fra vinduet kunne børnene se, at personen kom længere ind i huset, og så kravlede vedkommende op på sovebriksen. Da personen kom op på sovebriksen, begyndte denne at gnide på skindene og fortsatte med det helt til den anden ende af briksen, og det lød meget voldsomt. Da personen var færdig med sovebriksen, hørte de igen knirken af skind, for nu gav denne væggene en omgang. Da han så var færdig med det, holdt personen en pause, og lidt efter kunne de høre, at denne var ved at krybe ned på gulvet. Personen rodede først lidt under bænken, og så var denne på vej mod den sydlige ende af gangen. Da den nåede derned, drejede den rundt igen. Hvis personen fik øje på børnene, ville den ikke lade dem overleve. Da personen nærmede sig, kom drengen i tanke om den amulet, han havde fået af sin far. Drengen tog hundeskindet frem, og lokkede personen hen til sig.

 

Da drengen havde lokket personen hen, var hun næsten kommet så tæt på, at man kunne se hende i lysskæret fra vinduet, og drengen begyndte at studere hende. Pludselig stoppede personen og sagde: "Jeg ved ikke om her er nogen, men det må være nok nu." Idet hun sagde dette, kom hun så tæt på, at hun næsten rørte ved drengen. Børnene kunne stadig se hende i lysskæret ved vinduet, da hun sagde: "Når jeg kommer ind i morgen, stiller jeg med et grimt (stygt) ansigt".

 

Da personen var kommet ud af husgangen, kom der et blåligt lysskær fra vinduet. Da drengen endelig turde røre sig fra stedet, kikkede han ud af vinduet. Han så noget der lignede ild, og det så ud som om der faldt ild af personen, da hun forsvandt om bag huset, og herefter så de hende ikke mere. Da de kikkede over på briksen, hvor de skulle have sovet, opdagede de, at deres skindtøj var fuldstændig slidt.

 

Senere gik storebroren udenfor, og da var det ved at blive dag. Da han kom ind igen, sagde han til sin søster: "Vi bliver ikke her når det bliver mørkt, nu tager vi afsted hen til hans sydlige naboer." Da de var færdige med at pakke deres skindtøj, tog de afsted mod hans sydlige naboer, hvor der var flere huse. Men der var så lang vej, og de vandrede indtil solen var ved at gå ned.

Indimellem måtte han bære sin lillesøster på ryggen, når hun blev træt, og nu var de næsten nået frem til deres mål. De nærmede sig nogle huse, og de kunne se en masse mennesker. Da beboerne havde opdaget, at der kom fremmede, kom de allesammen ud af husene. Da børnene nåede helt frem til husene, kunne de se, at der var en overflod af kød, hele iskanten var rød af blod. Da børnene var fremmede, blev de spurgt om alt muligt. Og børnene fortalte, at de før havde boet i deres eget hjem, som var deres vinterplads. Her havde de boet i et stort hus med mange bofæller, men da deres forældre døde, fik børnene næsten ingen mad af bofællerne, og derfor var de flygtet hertil. Da bopladsbeboerne havde hørt dem fortælle alt det, ville de allesammen invitere børnene ind at spise, og hen imod aften kunne de næsten ikke spise mere.

 

De var lige kommet ind et nyt sted og var begyndt at spise, da der kom en ganske ung pige ind. Hun stillede sig midt i husgangen og sagde: "Hvis de besøgende har lyst, kan de komme over til os og få aftenen til at gå." Da hun havde sagt det, vidste de forældreløse ikke, hvad de skulle svare. Men så sagde de andre som var til stede: "Vi er godt nok kede af at I skal gå, men nu I er inviteret, kan I bare gå med, så kan hun vise jer vejen."

 

Da de kom ud, var deres vejviser allerede på vej derhen. De fulgte efter hende og kom til et ret stort hus med to vinduer. Da de nåede indgangen til huset, sagde hun: "Lad os gå ind." Idet hun sagde det, gik hun selv ind. Storebroderen lod søsteren gå forrest, og da de kom ind kunne de mærke varmen. De blev bedt om at sidde ned, og så blev der igen serveret mad. Da de havde spist blev de siddende et stykke tid, for de vidste endnu ikke, hvor de kunne få husly.

 

Dengang de kom ind i huset, havde de set, at der var to mandfolk i familien. Den ene var svært bygget, men den anden var mere spinkel. Der var ikke andre mænd i huset. Den spinkle havde vægplads i den fjerneste ende af huset, og den fyldige havde vægplads i den nærmeste ende. Ham der havde vægplads i den nordlige del af rummet fortalte historier uafbrudt. Den anden sagde ikke et ord, og det var som om, han ikke havde nogen bestemt kvinde til at sidde ved sin lampe.

 

Da børnene hen på aftenen havde været der en tid, og da den spinkle mand holdt en pause med sine fortællinger, rejste den kraftige mand sig og gik hen til broderen, og han kom så tæt på, at drengen kunne mærke hans kropsvarme: "Undervejs fra jeres vinterboplads og på vej herhen så I da nogen huse?" spurgte manden, og drengen svarede: "Jo, i går sent på eftermiddagen kom vi til et hus, og der var ikke andre huse på stedet." Og manden spurgte videre: "Har I overnattet i huset?" "Ja" svarede drengen, "for vi ville ikke gå videre om natten." Da manden hørte, at de havde overnattet i huset, sagde han: "Så har i overnattet i vores gamle hus, dér kunne vi ikke få fred mere. Da det hele var blevet så uvirkeligt, kunne vi ikke holde ud at bo der længere, og så flyttede vi alle derfra. Og der har I overnattet, I må være meget modige. Nu skal I få husly her, og så vil jeg sørge for jer i fremtiden."

 

De forældreløse børn fik således et nyt hjem, men langt senere, da de var blevet lidt ældre, begyndte drengen at spørge om, hvad der mon foregik i det mærkelige hus, hvor de havde overnattet, og efterhånden fik han en forklaring. Han havde ikke vidst, at den stærke fangers kone var gået fra forstanden og senere var død. Efter hendes død blev familien der kun een enkelt nat. Og da de havde ikke lukket et øje hele natten, flygtede de hertil. Selvom han ikke havde hørt dette fra plejefaderen, hørte han det igennem andre.

Plejefaderen gav dem en opdragelse som sine egne, men da de blev voksne døde han. Men de forældreløse børn blev boende der, indtil de selv blev gamle. De døde altså samme sted som deres plejefar.

 

Var.: Mannik (en episode).

 

Kommentar: Dette er en ualmindelig lang fortælling over et velkendt tema i nedskrift, der måske nærmer sig en mundtlig fremstilling i længden.

Iliarsunnguit nukariinnguit / To små forældreløse brødre

Print
Dokument id:1748
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Iliarsunnguit nukariinnguit / To små forældreløse brødre
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:ss. 230 - 232, nr. 51
Lokalisering:Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 51, ss. 273 - 278.

 

Uddrag i Rink 1866 - 71, II: s. 109, nr. 72.

Resumé af uddraget: To forældreløse drenge, der er bange for deres plagsomme

plejemor, som de aldrig giver noget af deres fangst af ryper, går til indlandsboerne, tornit, da hun til stadihed skælder dem ud. Tornit beværter dem med et kæmpebær (syndens frugt?).

Den ældste dreng får deres tosse som fremtidig hjælpeånd og bruger den

senere med effekt mod en stor angakkoqs / åndemaners genfærd.

 

For kommentarer til Rinks version af originalteksten se Thisted og Thorning 1996:

nr. 51, s. 335 - 336, hvor det bl.a. nævnes, at nogle angakkut - ifølge Rinks note - havde sådanne en tosse som hjælpeånd, fordi den kunne bruge som forsvar mod fjender: Den krængede hovedhuden af, og fjenderne blev rædselsslagne.

 

Hist.: Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Illoriinnik (angullu arnarlu) / En fætter og en kusine

Print
Dokument id:1784
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Illoriinnik (angullu arnarlu) / En fætter og en kusine
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:s. 108 - 113, nr. 22
Lokalisering:Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

 

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 22, ss. 72 - 82.

 

Ufuldstængig oversættelse i Rink 1866 - 71, II: s. 15 -17, nr. 5.

 

Resumé: Fætter og kusine er altid sammen, indtil de bliver større,

hvorefter han kun følger hende hveranden dag på renjagt. Hun røves på

solsiden af et bjerg, mens han går rundt om det langs skyggesiden.

Han sørger dybt og opsøger på forældrenes opfordring gamle mennesker i

nabobygden, der kan fortælle (noget, der kan adsprede hans sorg). Hér

fortæller en gammel mand om et bjerg med flad top, hvor han engang så

stribede klodyr-unger (kukisuk) lege og deres mor fange en snespurv i

luften. Og han fortæller om slædetræ, der skal være det hårde røde,

ikke det hvide (bløde). Til adspredelse af sin sorg skaffer fætteren

sig først en kæmperæv og en skallet bjørn som trækdyr, dernæst rødt

træ til en slæde, og om vinteren indfanger han klodyr-moderen, der

netop har fanget en rype i luften. Dernæst køre han med slæden ud til

en våge i isen med edderfugle og sæler, fortsætter ad et spor til

Akilineq, hvor han træffer sin søster med barn i rygposen og hendes

kæmpemand, der beroliges, da han hører det er hans svoger. Kæmpen lover

at komme på genvisit, da fætteren næste dag tar hjem igen. Kæmpen med

kusine og barn kommer, men han tør ikke gå ud af huset af angst for

trækdyrene. Han må ligge på gulvet pga. sin størrelse, og fætteren

beordrer sine to trækdyr og klodyret at overfalde ham. Også barnet

dræbes. Derefter er fætter og kusine sammen resten af deres liv.

 

For kommentarer til Rinks vesion af originalteksten se Thisted og Thorning 1996:

nr. 22, s. 322 - 323.

 

Var.: søg på: knivhale og savryg.

 

Hist.: Kristent islæt: K. Thisted mener, at fortælleren Hendrik misbilliger

fætterens drab på kusinens barn med kæmpen. Det havde han næppe gjort

i førkristen tid, for i de traditionelle fortællinger om ægteskab

mellem en rigtig menneskekvinde og en "fremmedartet", der får børn

sammen, får barnet kun lov at leve, hvis det er en dreng, der bliver den

genforenede menneskefamilies eneste forsørger, eller hvis han er

opkaldt efter en menneskeslægtning. BS: I andre varianter er det endog en bror og en søster der til slut atter kan leve sammen. Hendrik har tilsyneladende også fundet den relation alt for tæt (hvilket både den og fætter-kusine relationen var, også traditionelt - hvis man mener de levede sammen som mand og kone).

 

Stribede klodyr må være nye fantasidyr, der formentlig har gengivelser af tigre (tiger) som model. Samuel Kleinschmidt beskrev fremmede vilde dyr på grønlandsk i 1863 (ûmassunik), men først fra 1868, og især i 1869 kunne man se flotte billeder af disse dyr i Atuagagdliutit. Hendriks fortælling er fra 1867, hvorfor det formentlig kun er beskrivelsen af dyrene han kan trække på.

 

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Illoriissuarnik / Om to fætre

Print
Dokument id:1790
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Illoriissuarnik / Om to fætre
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:ss. 127 - 129, nr. 28
Lokalisering:Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

 

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 28, ss. 102 - 106.

 

Tekstnær oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II: nr. 3, s. 11 - 13.

Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 112, ss. 453: The Cousins.

 

Resumé: To fætre bor på hver sin side af en fjord. Ham på solsiden får

besøg af fætterens tjenestepige ovre fra skygesiden, der fortæller at

umiarissat (konebåds- eller kano-ånder) har udryddet hele husstanden,

mens hun var ude at besørge.

Sol-side fætteren vil straks dræbe hende, men hun overtaler ham dog

til først at holde en seance, hvor han får syn for sagen og ser

umiaisssats spor over vandet. Næste aften tager han på åndeflugt

derhen, hører dem tale om også at udryddde hans husstand på solsiden,

råber på bukser, får et par, kommer ind og opfordres til at skaffe

fangst. Han indvilger, men advarer dem om, at så blir det med stor

kraft. Han tilkalder sin Tuulik oppe fra indlandsisen, og da denne

lander på det nærmeste bjerg lysner det for vinduerne og stenene i

huset ryster. Beboerne mener, han vil bringe fordærv, men fætteren

(til beboerne, ikke til hjælpånden, som Rink har skrevet), at han

plejer at gå ud og møde sin hjælpeånd. Det er i orden. Han går ud,

fortæller ånden at beboerne har dræbt alle dem, som den plejer at

komme hos (under seancer), og den rasende ånd stikker ild i huset med

sit stikkereskab og dræber alle, mens fætteren flyver hjem til sit.

Kort efter får han besøg af sin equngasoq, der også har været med og

muntret sig med at stikke to gange i en kvinde med barn i rygposen.

 

Var.: Troldbåden, der hævnede og blev hævnet; Nukariinnik; Broderens hævn over kanofolket; Søg videre på kanofolk, qajarissat, umiarissat.

 

Hist.: Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

 

Tolkning: Thisted og Thorning 1996: 326: Umiarissat er ifølge Rinks noter enten mænd, der af misundelse dræber heldige fangere, eller sæler, der i

menneskeskikkelse og i både af kalvis hævner for mange drab på deres

artsfæller.

BS: Den særlige Tuulik med stikkeredskabet har stor lighed

med Månen som mytisk skikkelse i Østgrønland, hvor han både bringer

fangst og om foråret kan komme på hævntogt og smadre huset med sin

store stav, Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Månen..."

Innussaarsummik avammukartumik / Inuussaarsuk som rejste til havs

Print
Dokument id:1796
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Innussaarsummik avammukartumik / Inuussaarsuk som rejste til havs
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:ss. 146 - 151, nr. 34
Lokalisering:Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

 

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 34, ss. 131 - 142.

 

Uddrag i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II: nr. 37, ss. 77 - 79.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 84, ss. 428 - 430: A Visit to the Giants.

 

Resumé: Besøg hos kæmpemenneskene. Inuussaarsuk er forældreløs, mishandles af plejefaderen, overtales to gange af plejemoderen til at låne hans ekstra kajak for først at fiske ulke og så at hente kvan til hende. Anden gang mister han plejefaderens kajakpels, tør ikke komme hjem og flygter han ud forbi de yderste øer. Herude planter han sin ene amulet, en kvanstilk, på en stykke drivis, beordrer den at stå ret (det må ikke blæse op). Han møder ligesom Kivioq de træædende havlus, de kannibalske kvinder (her med sort røg op af skorstenen), den ene med knivhalen, der knækker da han har skærmet sig med sin anden amulet, en slibesten skjult på brystet. Dernæst den rare mor med datter og hvid røg op af skorstenen. De lærer ham tidevandsfangst af sæler og helleflynder ved lavvande. Han sniger sig dog væk og sydpå til en stor fjord, hvor han i midten af mundingen ser et skær. Det viser sig at være en kæmpe i kajak. Denne tar ham med hjem som amulet til sine datter. Da I. om natten får lyst til mad og må kravle hen over kæmpedatteren, bider han hende i lårene for at vække og komme over hende (en lystig sexet scene), og hun er nær ved at knuse ham som en lus. Derefter forstørrer kæmpen ham og gir sin datter ham som mand. Han tar en tur hjem for at hævne sig på plejefaderen, men finder huset styrtet sammen over de døde plejeforældre.

 

Alle originalens episoder er kortet ned, ligesom henvisningen til Kivioq i Rink 1866-71, I, nr. 21 (fortalt af Peter Motzfeldt)

 

Var. til Kivioq og Kamikinnaq.

Hist.: Tilsyneladende er den østgrønlandske Kamikinnaq blevet

omplantet til det vestgrønlandske mytiske verdensbillede ved hjælp af

den indledende Kivioq-fortælling. I Østgrønland bor kæmpen på Akilineq,

der hér er en ø langt ude bag synsranden. Vestgrønlændernes

Akilineq-boere er nok store, men ikke enorme kæmper. Omplantningen bekræftes af, at fortællingen, ifølge Hendriks kommentar, stammer fra en vis Daniel fra det sydligste Grønland, hvor mange sydøstgrønlandske immigranter i 1800-tallet bosatte sig.

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Inorersup qavâp sínagtugâ / Akamalik

Print
Dokument id:277
Registreringsår:1862
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Kragh, J. M. P.
Mellem-person:Kragh, J. M. P.
Indsamler:Rink, H.
Titel:Inorersup qavâp sínagtugâ / Akamalik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 491 - 494, nr. 147
Lokalisering:Upernavik
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke eksisterer længere.

Afkortet oversættelse af en blanding af denne og en anden variant i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 105, ss. 282 - 292.

Samme noget kortere på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 86, ss. 434 - 437: The Dream and Conversion of Akamalik.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

En drøm, som drabsmanden fra sydlandet havde.

En drabsmand havde den vane, at han dræbte nogen, hver gang han var ude at ro i kajak - uden at der var nogen anledning dertil. Hvor mange han havde dræbt, kunne ses på tatoveringer på hans pande. Tatoveringsmærkerne fyldte næsten to rækker i panden.

Da fætteren døde, var han så bedrøvet, at han ikke kunne sove om natten

Endelig faldt han i søvn og drømte følgende: Der viste sig en kvinde, som råbte

til ham, at man havde fanget en hvalros. Da hun sagde dette, gav han sig til at

gøre klar ('saniarsulerpoq' - jeg kender ikke ordet. Oversættelsen er et gæt).

Han kom ud og fulgte efter kvinden. Nogle gange forsvandt hun bag et fjeld og,

hver gang hun viste sig igen, var afstanden mellem ham og kvinden altid den

samme. Engang så han hende kravle op på en stejl fjeldvæg. Han tænkte: "Måske

vil jeg ikke kunne klare dette." Han gik derhen. Han tog blot et par skridt, så

var han oppe på fjeldet. Han gik videre - stadigvæk efter kvinden, der somme

tider var ude af syne bag et fjeld, og hver gang han så hende igen, var afstanden

mellem ham og kvinden altid den samme. En gang så han hende kravle op på en

meget høj fjeldvæg. Han tænkte: "Måske vil jeg ikke kunne klare dette." Han gik

derhen og tog et par skridt. Så var han oppe på fjeldet. Han gik videre.

Afstanden mellem ham og kvinden var fortsat den samme. Endelig kunne han, da

han kom op på fjeldets top, se stranden nedenfor. En masse mennesker var i færd

med at hale noget op. Han gik derned, og en af dem sagde til ham, idet han pegede

på én: "Her er et menneske, som du har dræbt." Han skammede sig, og han

bebrejdede sig selv, da han så den person, han havde dræbt. Han gik videre,

stadig efter kvinden, og afstanden imellem dem var stadig den samme. Hun forsvandt

og viste sig igen. En gang så han hende gå op ad en stor trappe. Der var stor

afstand mellem trinene på trappen. Han gik hen til trappen og tænkte, at han

måske ikke ville kunne klare at gå op ad dem. Han trådte kun få trin, så var han

oppe. Han gik videre efter kvinden, som skiftevis forsvandt og viste sig.

Afstanden mellem dem var fortsat den samme. Næste gang han så hende, var hun ved

at komme op af en stor kløft, hvor der brændte ild. Han kiggede på ilden,

der flammede op, og netop da der slog en flamme op, kom kvinden op af kløften.

Han tænkte, at han måske ikke ville kunne klare denne kløft. Han ventede på en

passende lejlighed, og da flammen blev lidt mindre, gjorde han et forsøg, og det

lykkedes. Han så et menneske, der nær var faldet ned i kløften, og som klamrede

sig til kanten ('nipíngajôrtoq' - nipinngavoq: er klistret fast - Chr. B.). Dér

ovenpå, hvor han befandt sig, var det meget lysere. Han så mange mennesker, der

gik hver for sig eller i flokke - enker og ægtepar, unge og spædbørn, samt børn,

der var født i dølgsmål ('alugsugutit' går jeg ud fra er det samme som alussugaq

- Chr. B.), alle sammen med mærker - piger, unge mænd og alle andre, fra de

yngste til de ældste havde deres eget mærke. I nærheden af dem så han én, der

var så lys som solen. Han var på vej til de mange mennesker, da en fra venstre

side bad ham om at standse. Han standsede. Han blev stående der, selv om han

meget gerne ville gå hen til dem. Han skammede sig og bebrejdede sig selv. Ham,

der var så lys som solen, havde meget smukke klæder, en meget lang klædning, som

havde skiftende belysning. Knapperne skinnede sådan, at man ikke kunne se

direkte på dem. Hans store snørebånd var endnu mere skinnende. Da han kom til

manden, lukkede han en bog op. Han kiggede i bogen og så sig selv. Hele hans

levned var fortalt og forklaret i denne bog. Han blev meget skamfuld. Nu forlod

han dette emne og fortalte, at manden der klamrede sig til kløftens kant, og som

nær var faldet ned i kløften, var en åndemaner sydfra. Manden fortalte, at han

var frelseren, og han viste ham noget, han havde på sin side og på sine hænder.

Hans hænder og fødder var gennemhullede og fra hans side kom der lidt blod og

vand. Han sagde til ham: "Når I slås indbyrdes med våben, gør det ondt i dette

sår." Mens han endnu talte, viste han ham noget ved at pege på noget i sydlig

retning. Da han vendte hovedet i den retning, så han nogle, der skulle være

engle - to væsener med vinger. De kom med et menneske, der var dødt. De satte

det ned på en slette. Han (der kaldte sig frelseren) gik derhen. Den døde lå med

foldede hænder. Han rakte sin venstre ringfinger til den døde, og den døde rakte

sine hænder op efter den. Han gav ham vejr (måske bedre: han pustede liv i ham -

Chr. B.), som når man pustede et stykke tarm op. Derefter hjalp han ham op, og da

han rejste sig op, gik han hen til de mange mennesker, der var glade.

Han kiggede til den anden side og så noget, der lignede en sol, som var

helt skinnende. Han (der kaldte sig frelseren) sagde: "Almindelige mennesker kan

ikke komme derhen." Han gjorde tegn til det. Der gik en kort tid. Så kom der

noget, der var rundt, frem - hoppende. Da det rullede hen til ham, flyttede han

sig ikke og da den revnede, fyldtes luften med noget sødt. Drabsmanden spurgte

hvad dette var for noget og den anden sagde: "Det var en frugt (eller et bær -

Chr. B.), der eksploderede ved dig." Han gjorde tegn endnu engang, og der kom igen

noget (rundt frem) - samme slags som før. Da det rullede imod drabsmanden, sagde

den anden, at han skulle flygte. Han spurgte ham, hvorfor han skulle flygte og

om, hvad det var for noget. Den anden sagde: "Den store jord 'naugalugtuaqaoq'

(det kan jeg ikke få mening ud af. Eller skulle der mon have stået:

'qaoralugtuaqaoq' - Der er fare for, at jorden kan eksplodere? - Chr. B.).

     De mange mennesker sang smukt, men de små, der var født i dølgsmål

('alúsugutínguit' - de, der er født i dølgsmål? Chr. B.), der drejede rundt med

jorden, sang smukkest (gik i kreds medsols? BS).

Han (der kaldte sig frelseren) sagde til drabsmanden, at han skulle hjem,

fordi han endnu ikke var død. Han ville ellers nødig forlade alle de glade

mennesker. Han var ved at belave sig på at gå, men var bange for at gå forbi den

store kløft. Så skubbede han til ham - det viste sig, at han blot ville prøve ham.

Det gik pludselig op for ham, at han var kommet på den anden side af kløften.

Derfra gav han sig til at gå ned, og da han kom tilbage til sin fælle, vågnede

han, og det var den sjette dag (eller: efter at have sovet i seks døgn? - Chr. B.). Han undrede sig meget over sin drøm, og havde lyst til at høre nærmere om

Frelseren. Han fik lyst til at få undervisning. Han begyndte at gå til

undervisning. Og da han i løbet af kort tid havde lært noget, ønskede han at dø. Han var indstillet på helt at opgive sit syndige liv. Da han vågnede efter den

lange søvn, var han længe generet af det skarpe lys. Han ønskede at dø, og det

gjorde han. Det fortælles, at han var årsag til, at nogle af sydlændingene blev

troende.

Før han blev troende, vidste han hverken om bøger eller om Frelseren. Det

var først efter at han havde drømt, at han lærte om disse, og at han blev døbt.

Slut.

 

Var.: Akamalik; Akamelik; i Avangnâmioq årg. 1915 nr. 15-16(?), 21-22 og 34-38 findes Hendrik Storchs variant af Akamelik (endnu ikke registreret her på anden måde)

 

Hist.: se varianterne.

Ipigssûtilik / Ipissuutilik / Manden, der holdt sit ord

Print
Dokument id:824
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 413
Fortæller:?
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Ipigssûtilik / Ipissuutilik / Manden, der holdt sit ord
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:4 sider, nr. 34
Lokalisering:Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Se også KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 424: "Ipigsûtilik", renskrevet med sproglige rettelser og til vestgrønlandsk af Hendrik Olsen eller ?.

 

Resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, side 373 - 374: "Ipigssûtilik" / Manden

med den skarpe kniv...".

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Manden med den skarpe kniv.

I Upernivik overvintrede der engang en fanger, der næppe havde sin lige i hidsighed. Enhver, han blev vred på, dræbte han. Engang

tilbragte han sommeren i Amitsuarsuk / Amitsivartik? sammen med nogle andre, og han begyndte at tage ud på fangst. Når en af de fangere, der var med,

placerede sig i vindsiden og skræmte den sæl, jagtede,

dræbte han ham. Han var en dygtig fanger. En gang han kom hjem med en

sæl, sagde han til sin kone: "Sørg for at tørre skindet af min sæl her i en fart, for det skal være min ataseq (? yderpels)."

Det skulle hans kone nok.

 

En dag, mens manden var ude på fangst,

behandlede hun skind. Der var så mange at hun glemte at

behandle det skind, som han havde bedt hende ordne. Hun kom i

tanke om det, før han kom hjem, og gik hen til det sted, hvor det lå.

Da var hårene ved at løsne sig fra skindet. Det blev hun meget

forskrækket over. Hun tænkte, at manden sikkert ville dræbe hende, når

han kom hjem. Hun gav sig til at kigge på sælskindene for at finde et,

der lignede det. Endelig fandt hun ét, der næsten var mage til det.

Pletterne var en smule forskellige, men det var blevet harpuneret

nøjagtigt samme sted. Det skind gemte hun, til manden kom hjem. Men

skindet, som manden skulle have haft til yderpels, men hvis hår havde

løsnet sig, gemte hun nedenfor køkkenmøddingen, dér hvor deres tidligere bopladsfæller havde teltplads.

 

Lidt senere kom manden hjem. Da han havde været hjemme lidt, sagde han:

"Jeg går lige hen og ser til vores tidligere bopladsfællers teltplads."

Straks gik han derhen, mens hans kone var parterede sælen.

Så hørte hun ham sige:

"Mine tidligere bopladsfæller fangede ellers ikke sæler så tit. Alligevel

ligger der her et skind og rådner." Da blev hans

kone meget forskrækket. Hun hørte ham sige igen: "Det ligner

fuldstændig skindet til min yderpels - selv det sted,

harpunen har ramt." Konen svarede: "Skindet til din yderpels er allerede tørt og ligger i teltets vindfang (ifølge originalen. Afskriften har: uden for teltet).

 

Hendes mand ville se det. Konen gav ham nogle skind, der var rullet

sammen. Han ledte efter skindet, men fandt det ikke. Hun gav ham endnu

en rulle, men heller ikke blandt dem fandt han det. Han fandt det i

den tredje rulle og sagde: "Men pletterne er anderledes." Konen

svarede: "Se efter dér, hvor harpunen  har ramt. Det er nøjagtig det

samme." Manden sagde: "Det er rigtigt, det var dér, harpunen ramte."

Nu var han endelig beroliget.

 

Den samme fanger havde en kniv, en sort

sten. Når han skulle ud på fangst, lagde han den under sit brikseskind

- dér, hvor man plejede at sætte sig ned; og  han plejede at sige:

"Den, der knækker kniven vil blive dræbt."

Nogen tid efter at de var vendt tilbage til deres boplads, Upernivik,

skete det, at konen, mens manden var ude på fangst, kom til at sætte

sig ned på briksen, uden at tænke på, at kniven lå under

brikseskindet, med det resultat, at kniven knækkede. Det betød, at hun

skulle dø. Men hun tænkte sig om og klistrede den knækkede kniv sammen,

så den blev hel. Hun lagde den dér, hvor manden plejede at sætte sig

ned. Da manden kom hjem, satte han sig ned dér uden at tænke på

kniven. Men da der i det samme hørtes et lille knæk, kom han i tanker

om det og sagde: "Så, nu knækkede jeg min skarpe kniv." Idet han sagde

dette tog han kniven og dræbte sig selv.

 

Var.: Sandgreen 1987 Hans kone ødelægger noget.

Isigarsigaq / Isigaarsigaaq

Print
Dokument id:1801
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Isigarsigaq / Isigaarsigaaq
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:ss. 169 - 171, nr. 38
Lokalisering:Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

 

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 38, ss. 172 - 178.

 

Tekstnær oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II: nr. 26, ss. 64 - 69.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 82, ss. 424 - 427: Isigarsigak.

 

Resumé: Isigaarsigaaq drager langt nordpå. Han må overvintre undervejs

og kommer så til nordlændinge, der i både betrukket med to lag skind

tager til Akilineq om sommeren på renjagt. Folk derovre er flinke, man

holder sangfest, og I.s bror, der gifter sig med en lokal pige, blir

derovre, mens I. tar hjem igen. Da broderen vinker farvel i sin

skinnende hvide renpels, husker I. at de skal dele deres fælles

amulet, et stykke trækul, og ror tilbage med halvdelen. Hjemme igen

lever I. livskraftigt videre og blir uhyre gammel. Han taber først sin

spændstighed som tipoldefar. Da kan han kun efterligne en tejsts

stemme. I hans velmagtsdage var det en isloms stemme. Fra I. stammer

slægtskabet med Akilineq-boerne.

 

Var.: Dette en usædvanlig variant af fortællinger om rejser til Akilineq. SeNinnittaq; Iseraasoraq; Isigaarseraq; Qattaaq med lemmingamuletten; og:

 

Hist.: Man har åbenbart hørt, at Akilineq-boerne er

grønlændernes stammefrænder i modsætning til traditionens mytiske

kannibaler derovre. Men at slægtskabet går tilbage til forfædrenes

indvandring til Grønland, har man åbenbart ikke hørt. Narratologisk begrunder man undertiden sådan ny viden om fortiden i personer, der blir uhyre gamle, og derfor har oplevet disse begivenheder i fortiden. Historisk tænkemåde kunne man kalde det.

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

isortup ûmánâne angákorssuarmik / Isortup uumannaani angakkorsuarmik

Print
Dokument id:370
Registreringsår:1867
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, V. 4'
Fortæller:Luutivik (Lûtivik / Ludvig)
Nedskriver:Luutivik (Lûtivik / Ludvig)
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:isortup ûmánâne angákorssuarmik / Isortup uumannaani angakkorsuarmik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 729 - 736, nr. 149
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Fortællingen er ikke trykt på dansk, heller ikke i uddrag, men en meget tekstnær engelsk oversættelse er trykt i

Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 45, The Angakok's Flight to Akilineq, som den sidste af 3 fortællinger under denne overskrift, s. 276-278.)

 

Resumé ved Kirsten Thisted:

 

Om en stor åndemaner på Isortoqfjordens Uummannaq

 

En åndemaner / angakkoq, der har vinterboplads på Isortoqfjordens Uummannaq, har gerne sin lille søn på skødet når han under en seance besøger Akilineq. Mens drengen nu er skødebarn besøger han en gammel grav, hvis knogler samler sig sammen af sig selv, og efter denne forskrækkelse er han blevet en endnu større åndemaner end sin far. Men først da sønnen er blevet voksen tilskynder faderen ham til at mane ånder. Under denne første seance udfordrer faderen sønnens kræfter og prøver at spærre ham vejen, men sønnen slipper fra ham og hullet lukker sig med et brag, så faderen bumper imod. 'Og så fløj han ikke mere!'

       Sønnen følger nu faderens spor. Han når til det sted hvor faderen har måtte opgive at komme videre, slipper selv forbi stedet og når et stort fremmed land og kommer til et hus med tre vinduer. Han kigger ind, og der sidder en mand, der har stær, men som den eneste opdager netop han gæsten derude. Gæsten beder om bukser og kommer ind på besøg. De beder ham prøve at skaffe fangst og han begynder at mane ånder. Et isfjeld helt sort af sæler driver indad, med overfladen med sælerne hældende ind mod land. Værterne begynder at gå ud på gulvet, først ægtefæller, så ugifte piger og mænd. Da en ung, ængstelig pige træder ud med en kinguleraq (kinguneralik ?, en anngiaq, barn født i dølgsmål, BS), drejer isbjerget den stejle side ind mod land. Gæsten, den unge åndemaner, vil sige det, men generer sig, og isfjeldet vælter ind over huset, mens han selv lige når at synke ned i jorden. Han får bagefter sine angakkoq-remme på (til åndeflugten) igen og flyver hjem, og de tænder lys helt ud i husgangen. Så ankommer den stærblinde og siger at han også vældig gerne vil prøve at skaffe dem fangst, 'bare et øjeblik'. Men de pisker løs og i fem nætter holder de ham på afstand på den måde. Bagefter afholdt den unge åndemaner sig fra at prøve at skaffe fangst.

 

Var.: Hejlmann: Quertitsialik; Inuit Fortæller I: Tunujorlersaq og Utakkaq; Hendrik: Angakkorsuarmik.

 

Kommentar: Uddannelse til åndemaner, se også initiation. Selve ritualet, hvor først ægtepar og så unge mennesker træder ud på gulvet minder om nytårsfester ledet af angakkut med konebytning hos inuit i Canada. Se fx Kleivan, Inge 1960: Mitârtut, Meddr. Grønland.

Åndemanere kan se, det der er skjult for andre. Det kan være tilstrækkeligt bare at lukker øjnene (Se Aadaarutaa). Er en åndemaner blind ser han rent logisk ikke andet end 'den anden verden'. Derfor er han den eneste der ser den ankomne angakkoq.

Jooruti, qavanngarnitsat / Sydlændingen Joorusi

Print
Dokument id:1763
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Jooruti, qavanngarnitsat / Sydlændingen Joorusi
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:ss. 275 - 276, nr. 66
Lokalisering:Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 66, ss. 338 - 342.

 

Uddrag i Rink 1866 - 71, II: s. 113, nr. 81.

 

Resumé ved KTh: Jooruti mister sin far, som er blevet slået ihjel på

ammasat-fangstpladsen af sine fjender.

Konen og børnene flygter i konebåden, men midt ude på farvandet ser de

en masse kajakmænd komme imod sig fra nord, og lidt efter også en

masse kajakmænd fra syd. Da dem fra nord kommer nærmere, ser de at det

er deres fjender. Det varer ikke længe, inden fjenderne er over dem og

giver sig til at stikke hul i båden med deres lanser. J. flygter ind

mellem benene på sin mor, og alle græder og skriger. Så ror imidlertid

kajakkerne fra syd til af alle kræfter, og det viser sig, at det er

deres slægtninge. Nu slås de to hold kajakmænd, og til sidst får de

sidstankomne overtaget og får den synkende konebåd bjærget i land.

Da J. bliver voksen, bliver han en stærk mand og tager sig en kone

blandt fjendernes efterkommere. Konens lillebror er en fræk,

halvtosset fyr, almindelig kendt for sin tyvagtighed. I J.s husstand

bor endvidere hans elskede fætter, som er svagelig. Så en aften hvor

en masse kajakmænd er på besøg på pladsen, kommer svogeren ind med en

stor kobberem (kobbe = sæl)og et siddeskind af en isbjørneunge. Hårene skinner og

blinker i lyset, så smukt er skindet.

Svogeren har selvfølgelig stjålet tingene fra gæsterne, det er man

klar over med samme. J. sidder og snitter på en tand og gør i første

omgang ikke noget, men så går fætteren hen og vil tage tingene, og den

anden kaster sig øjeblikkelig over ham. Svogeren får selvfølgelig

straks overtaget og kaster den anden til jorden med et ordentligt

klask. Nu har den anden ikke noget tøj på overkroppen, og gulvet er

fedtet og beskidt, så snart ser den stakkels fætter ynkelig ud. Da

svogeren giver sig til at gøre nar af ham, begynder J. imidlertid at

svede, så det drypper fra hans hage. Uheldigvis tager svogeren ingen

notits af faresignalerne, og det ender med at J. går hen og løfter ham

op og snurrer ham rundt og smider ham hen mod hustrinnet. Herfra

trimler han videre ud i husgangen og dør øjeblikkelig af sine

kvæstelser. J. går ud og begraver ham i en stor ur i nærheden, og da

han kommer ind igen, er han helt rød på maven (hvoraf vi kan udlede,

at der næppe har været tale om nogen særlig blid behandling ved den

begravelse). Konen græder, men får besked på at tie, hvis hun ikke vil

være nr. 2. På den måde får J. sin hævn.

 

Hist.: Formentlig historisk.

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Kaannarsuarmik

Print
Dokument id:1737
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Kaannarsuarmik
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:ss. 50 - 51, nr. 2
Lokalisering:Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 2, ss. 4 - 7.

 

Resumé af uddraget: Den historiske K. hjalp engang Qitoraq / Kittoraq og fik en

fin bugserrem til gengæld. Sammen med sin kone reddede K. også engang

sine mange svogre fra hungersnød. En aften græder en lille dreng

utrøsteligt og bæres udenfor af sin faster. Herude ser hun en

anginiartoq, en hjemvendt (fra at være druknet i kajak, angerlartussiaq) der kommer til land med sin fangstblære over hovedet.

Drengen har grædt, fordi han er den historiske angakkoq / angakok / åndemaner Usugannguaq's klarsynsmiddel (sarliaq) og derfor har set den hjemvendte i et syn.

 

K. Thisteds kommentar: Uddrag i Rink 1866 - 71, II: nr. 65, s. 106.

Især den første episode, sultevinteren hvor Kaannarsuaq / Kaannassuaq redder sine svogre fra sultedøden, er mere udbygget i den originale optegnelse. Forøvrigt er originaloptegnelsen selv noget refererende i

stilen; Hendrik har siden gentaget fortællingen, og da får den lov at

brede sig meget mere. Den optegnelse har Rink desværre afbrudt, da det

gik op for ham, at fortællingen allerede var optegnet én gang; se

mellem nr. 65 og 66 i NKS, 2488, IV, 4'.

 

Var.: Kaannassuaq. Kaannassuaqs sultevinter: NKS 3536, II, 4', læg 23.

 

Hist.: En historisk fortælling: Kaannarsuaq var fortællerens

mors farfar og Qitoraq / Kittoraq hans mormors farfar. K. var Usugannguaqs

samtidige.

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

 

Kommentar: klarsyn er åndemanerens evne til at se ud over de normale grænser for tid og rum. Vedr. fangstblæren over hovedet, søg på pooq. Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

 

Tolkning: En dreng som klarsynsmiddel: Det må være en lærling som åndemaneren muligvis har haft på skødet under seancerne. Et middel til at få klarsyn er i Østgrønland at blive spist af søens troldbjørn. Ifølge vestgrønlandske fortællinger kunne det opnås ved en gammel grav, søg: NKS 2488 II 203 206 nr. 84. Anginiartoq: Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Piaaqqusiat..."

Kalerarmioq illualu / Kalerarmioq og hans fætter

Print
Dokument id:1746
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Kalerarmioq illualu / Kalerarmioq og hans fætter
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:ss. 215 - 217, nr. 48
Lokalisering:Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 48, ss. 254 - 258.

 

Oversættelse i Rink 1866 - 71, II: s. 28 - 29, nr. 9.

 

Resumé: Om en anginiartoq;(en hjemvendt - efter druknedød; søg på: angerlartussiaq).

 

Kalerarmioq rejser nordpå med sin nevø.

Denne kan ikke vende i kajak og får derfor af sin onkel en kajakpels,

der kan snøres til og pustes op. Under en narhvalfangst sammen med

mange andre overfaldes de af den voldsomme søndenvind, som man ikke

kender sydpå, hvor K. kommer fra. Alle undtagen K. omkommer ved et

isfjeld, der styrter sammen og som K. har advaret dem imod. Nevøen,

der er en angerlartussiaq (ved et ritual i barndommen bestemt til at vende hjem)

bevæger sig under vandet under onklens kajak

ind mod land, hvor moderen, der klogeligt har afholdt sig fra at græde

(det ville forhindre sønnens tilbagekomst), udfører en slags qilaneq

(hovedløftning med rem, der formentlig skal hjælpe til at trække

sønnen i land, BS), hvorefter hun trækker ham op fra husgangen med sit

løse hår. Sønnen er vendt tilbage til livet, og hans onkel K. klarer

frisag over for de mange druknedes slægtninge, idet han jo havde

advaret mod isbjerget. Om foråret rejser han hjem med familien og

tager aldrig nordpå igen.

 

For kommentarer til Rinks version af originalteksten se Thisted og Thorning 1996:

nr. 48, s. 334.

 

Hist.: Den kajakpels, som nevøen får minder stærkt om en springpels,

der tidligere brugtes til hvalfangst. Mytisk er den her forbundet med

forestillinger om "puulik". Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor. For "angerlartussiaq" se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): under "Piaaqqussiat"

 

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Kangiusarmioq pingaartorsuaq / Den stærke fra Kangiusaq

Print
Dokument id:1756
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Kangiusarmioq pingaartorsuaq / Den stærke fra Kangiusaq
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:ss. 257, nr. 59
Lokalisering:Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 59, ss. 315 - 316.

 

Kort dansk resumé i Rink: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, II: nr. 75, ss. 110 - 111.

Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 147, s. 471: The Ocean-spider.

 

Resumé af uddraget: Havedderkoppen. Den er stor, frygtindgydende,

rødlig. En dygtig kajakroer fra Kangiusaq ved Nuuk ser den nede på

havbunden med åbent gab og undslipper med en fart,

der løfter hele den forreste halvdel af hans kajak op af vandet. Bag

sig ser han kæmpeedderkoppen løfte sig op af vandet som et skær og

synke ned igen.

 

For kommentarer til Rinks version af originalteksten se Thisted og Thorning 1996: nr. 59, s.340 - 341.

 

Hist.: En historisk fortælling fra Nuuk-området.

 

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Karrani nukariit pingasut / De trebrødre fra Karrat

Print
Dokument id:1757
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Karrani nukariit pingasut / De trebrødre fra Karrat
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:ss. 258 - 259, nr. 60
Lokalisering:Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 60, ss. 316 - 319.

Tekstnær oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II: nr. 12, ss. 35 - 36.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 80, ss. 418 - 420: About the Men from the Firth visiting the People at the open Sea-shore.

 

Resumé: Om fjordboerne der besøgte Kangeq.

To brødre fra Karrat i Godthåbsfjorden tager af lyst til alkekød til Kangeq, hvor man narrer gæsterne til at lande kajakkerne ved et stejlt forbjerg med brådsøer.

De klarer det, inviteres rundt hos alle, og forundringen over disse

fjordboeres evner bliver ikke mindre, da de fortæller om deres tredie

broder, der er endnu behændigere end de selv. De inviteres med på

alkejagt og kommer hjem med stort bytte.

 

For kommentarer til Rinks version af originaltekst se Thisted og Thorning 1996: nr.

60, s. 341.

 

Hist.: Adskillige historiske fortællinger omtaler alkefangst ved

Kangeq, som folk fra fjordkomplekset deltog i.

 

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Kigssaviarssuk / Kissaviarsuk / Kissaviaarsuk / Falken

Print
Dokument id:1440
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 409
Fortæller:Salomon
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kigssaviarssuk / Kissaviarsuk / Kissaviaarsuk / Falken
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:8 sider
Lokalisering:Qaarusuk / Bjørneøen: Nuuk / Godthåb
Note:

Renskrevet af Hendrik Olsen: NKS 3536, I, 4', læg 10, ss. 15 - 20.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Falken.

Det fortælles at sydlændingene i gamle dage tog ind i fjorden på renjagt, og altid ind i en bestemt fjord, som var deres yndlingsmål. Dem de plejede at tage ind i fjorden med, havde deres vinterboplads ved fjordmundingen.

 

En gang tog en konebåd nordover til fjorden, men de var så længe om at nå frem, at det var ved at blive efterår og næsten for sent til at bygge hus. Derfor tog de ikke ind i fjorden for at slutte sig til dem de plejede at følges med, og gav sig i stedet til at bygge hus. Og da de var færdige flyttede de ind.

 

Da sydlændingen ikke vidste hvordan forholdene var der på stedet om vinteren, tog han på fangst ud for kysten, og han fangede den ene sæl efter den anden. Sådan blev han ved, mens de ventede på at den familie de var kommet op for at besøge skulle komme tilbage inde fra fjorden.

 

De ventede længe. Til sidst kom sneen, og nu var der sikkert is inde i bunden af fjorden og næppe sandsynligt at de (derinde), hvis de ellers havde det godt, ville kunne komme igennem isen ud af fjorden. De ventede og ventede, og til sidst kom vinteren.

 

Vinteren gik og foråret kom. Og på et tidspunkt hvor renernes pels plejede at være bedst, tog han ind i fjorden for at gå på renjagt og søge efter de andre. De tog af sted og roede ind i fjorden. Da de kunne se det sted, hvor de plejede at være om sommeren, stod teltet der. De spejdede længe efter mennesker. Til sidst kunne de også se konebåden, men stadig ingen mennesker. Da de lagde til neden for uden at have set mennesker, råbte de "konebåde" flere gange. Men ingen viste sig. Den første, der kom i land fra konebåden, løb op og kiggede ind i teltet. Alt lå på deres vante pladser, men der var ingen mennesker og heller ingen friske knogler. De kunne ikke fatte hvor beboerne var blevet af. Husstandens mand gik også op og undersøgte teltet. Der ville have været friske knogler, hvis de havde overvintret dér. Han kom så til den slutning, at de ikke var nået tilbage til teltet efter en renjagt, og han sagde til sine husfæller: "Nu er det aften. I morgen vil jeg lede efter dem lige fra morgenstunden, for jeg er ikke tryg ved at tage ud på flere dages jagt når man aldrig ved, om der skulle være kommet fremmede dyr i vores jagtområde."

 

Da de havde sovet tog deres fanger næste dag af sted alene. Han begav sig ind i landet hvor han fik øje på den store sø ved den rute de plejede at gå. Mens han gik langs skyggesiden af søen, granskede han den stejle fjeldvæg ved bunden af søen og opdagede noget, der forekom ham mærkeligt. Imellem stendyngerne så han nogen blege ting. Han fik mistanke og gik nærmere. Da han kom længere hen opdagede han en stor fuglerede lige oven for de blege sager. Nu blev hans mistanke bestyrket, og han gik hen til de hvide sager mens han samtidig så sig godt om til alle sider. Jo sandelig, det var en hel masse menneskeknogler, og da den store redes fugle ikke var der, slog det ham, at hvis der var unger, var de voksne fugle sikkert ude for at skaffe føde til dem. Han nærmede sig reden gennem en lille kløft. Helt tæt på opdagede han at kæmpereden nærmest lignede en stor nunatak / nunataq (nok snarere en stor jordtue, CB). I reden var der falkeunger så store som renkalve, der endnu ikke har fået skind på geviret. Tænk, det var altså unger! Han havde kun ét at gøre: han spejdede rundt engang, tog sin bue og skød ungerne ihjel. Han skyndte sig ned og ville egentlig hjemover, men da han så hvor lang tilbagevejen var, blev han bange for at de voksne fugle ville komme, inden han nåede hjem. I stedet begyndte han så at mave sig op ad fjeldvæggen. Oppe på toppen fik han øje på en kampesten med en stor hule neden under. Den egnede sig godt til skjulested, fandt han, og krøb derind. Herfra havde han udsyn til alle sider. Længe spejdede han rundt, og engang han kiggede nordover fik han øje på noget, der lignede en hel skyformation! Den nærmede sig hurtigt og blev snart meget tydeligere. Mens han så på at den nærmede sig, udstødte den et voldsomt

skrig, der lød som kiik-keeq! Den gled frem med udstrakte vinger og lyttede. Men da der ikke kom noget svar, skreg den igen kiik-keeq! I det samme så han, at den havde en stor renbuk på tværs i næbbet som mad til sine unger. Da der ikke kom noget svar, lod den renbukken falde og styrede direkte mod ungerne. Den nåede reden og opdagede, at de var døde. Så fløj den højere og højere op. Da den befandt sig lige oven over ham, fik den vist øje på ham, for nu dalede den ned og sikke vingerne susede! Så kravlede han ellers længere ind i hulen, helt ind i bunden, for lige før han var krøbet ind, havde han lagt mærke til at kampestenen var bredest i bunden af hulen. Fuglen var nær ved at placere sig ved indgangen, men så fløj den op, og det var tydeligt at den landede på stenen, for sikke den gyngede. Som han nu sad dér i hulen kunne han kun høre lyden af det, der ramte stenen. Nå, det var altså fuglen der hakkede i den. Han fik en stigende fornemmelse af at et eller andet ville ske, da han så stenskærver springe omkring. Han krøb hen til åbningen og da han forsigtigt kiggede ud, havde fuglen hugget sig så dybt ned i stenen, at dens hoved var skjult. Han bevarede hovedet koldt og kiggede til fuglen med jævne mellemrum, og da både dens hoved og overkrop efterhånden var nede i hullet hele tiden, smuttede han ud af hulen og gav sig øjeblikkelig til at løbe den vej han var kommet, nord om den store sø, og alt mens han var sikker på, at fuglen ikke ville lade ham leve, når den først havde hugget sig igennem stenen ned til hulen. Han løb og løb, og da han var ret nær på den vestlige ende af den store sø, så han sig tilbage og opdagede, at fuglen netop havde rejst sig fra at have hugget sig hul gennem stenen. Den spejdede rundt et par gange og fløj nu med ret kurs mod ham så vingerne susede. Han vendte rundt og løb alt det han kunne. Han var ellers ingen langsom løber, men han var dårlig sat afsted, da han med et kig tilbage så, at fuglen var ved at indhente ham. Han kunne ikke finde på andet end at flå tøjet af overkroppen, smide sig i den fordybning han var så heldig at finde, og dække sig til med tøjet. Næppe havde han smidt sig, så mærkede han et vindpust, og straks var fuglen oppe, højt til vejrs, men bare med hans tøj, og hen til sin rede. Han kom på benene og spurtede afsted, endnu hurtigere. Han løb og løb, og med et blik tilbage opdagede han, at fuglen for anden gang fløj efter ham, fordi den havde undersøgt tøjet og ikke fundet nogen mand. Da den igen var tæt på, tog han bukserne af, smed sig i en fordybning og dækkede sig til med dem. Denne gang frygtede han at den ville tage ham med. Han mærkede et vindpust, og så var den oppe og væk, med bare bukserne. Nu skulle han kunne nå deres telt. Lige før han tabte den store falks rede af syne bag en bakketop og så sig tilbage, så han at fuglen igen var på vej mod ham, og nu havde han ikke flere tøjstykker at dække sig med. Han løb af alle kræfter mod teltet, og inden fuglen nåede ham kunne han se det. Den var nu helt inde på livet af ham og han råbte til sine husfæller: "Skrig, skrig alt hvad I kan!" De kiggede derop og så deres forsørger løbe i fuldt firspring, splitternøgen, og oven over ham dukkede en kæmpefugl op med sine enorme gribeklør parat til at snuppe ham. De buuh'ede ad den dernede fra lejren, og han skreg så højt han kunne - nåda hvor det gjaldede! Da fór fuglen til vejrs, højt, højt op, og da den deroppefra til deres store overraskelse fløj væk, kiggede han ikke længere efter den.

       Det var med nød og næppe sydlændingen havde reddet sig, og straks han nu var hjemme, sagde han til sine husfæller: "Gør klar til afrejse!" De gjorde sig klar og tog afsted. De nåede derhen hvor de havde overvintret, men da sydlændingen nu vidste, at han ikke længere ville kunne gå på renjagt der hvor de ellers plejede, drog han (videre) tilbage mod syd. Undervejs sydover fortalte han hvad der var sket til dem, der ellers var på vej nordpå for at tage ind i fjorden, og sagde at de aldrig nogensinde måtte ro derind. Han vidste af egen erfaring, at skulle nogen finde på at ta derind, ville de ikke slippe levende fra det. Da han nåede hjem til sin boplads, fortalte han alle, der ellers plejede at tage op i den fjord, om det der var sket, og advarede dem mod rejsen derop og ind i fjorden. Jo, han forstod så sandelig, hvorfor den mand, som de ellers altid tog ind i fjorden sammen med, var udeblevet. For det var jo fuglen, som havde dræbt dem allesammen.

       Sydlændingen kom aldrig siden på renjagt.

Var.: Iserfik; Fortælling om en falk;

 

Hist: Det står ikke klart hvor langt nordpå denne sydlænding havde en jagtkammerat. i 1700-tallets midte var det i Nuuk-fjordenes bagland, at de forbirejsende sydlændinge yndede at gå på renjagt - ifølge Dalager 1915, Det grønlandske Selskabs Skrifter, II.

Kujatâne angákoq / Kujataani angakkoq / En åndemaner fra Sydgrønland

Print
Dokument id:1894
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 3536, I, 4'
Fortæller:Salomon (Sâlumût)
Nedskriver:Heilmann, Nette
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kujatâne angákoq / Kujataani angakkoq / En åndemaner fra Sydgrønland
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:læg 17, side 43h - 47h
Lokalisering:Qaarusuk / Bjørneøen: Nuuk / Godthåb
Note:

Renskrevet af Hendrik Olsen: NKS 3536, I, 4', læg 13.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

En sydgrønlandsk åndemaner / angakok / shaman havde hørt, at der nordpå på

Kangeq boede en åndemaner, som ingen andre åndemanere kunne måle sig

med, hvad hans store viden angik. Da han havde hørt det, tog han

afsted nordover ganske tidligt om foråret for at kappes med ham. Når

han undervejs traf mennesker, spurgte han gerne om, hvor langt der var

til manden, som han var rejst op for at kappes med. De sagde så:

"Ham når du ikke frem til foreløbig."

Når de havde overnattet et sted, fortsatte de dagen efter. Til sidst

frøs jordsmonnet.

 

En dag de traf folk, som de som sædvanlig spurgte om hvor langt der

var til Kangeq, sagde de, at de efter en hel dagrejse ville kunne nå

frem. De overnattede og tog dagen efter videre nordover. Turen

fortsatte, og da de var roet over fjordmundingen til den anden side,

traf de mennesker og spurgte som sædvanlig, hvor Kangeq med

åndemaneren, som han ville udfordre var henne. Først var der tavshed,

men så sagde en af mændene: "Ikke lige nu. Det kan vi gøre en dag det

er godt vejr."

 

Åndemaneren fra Sydgrønland ventede og ventede. Når det endog var godt

vejr, tog manden, han ville kappes med, ud på fangst. En morgen

vågnede de så til et ualmindeligt dejligt vejr. Det var stille vejr,

men der var store dønninger. For manden, han ville kappes med, ville

jo vente til en dag med store bølger.

Man var ved at skulle på fangst, da åndemaneren på Kangeq lod

sige, at ingen måtte tage ud. Lidt efter blev der råbt ind

til manden, der var kommet for at kappes, at de skulle op til det

øverst beliggende hus for at kappes.

 

Han gik derop og da han kom ind så han en masse mennesker derinde. De

havde endog besat hele briksekanten. Iih, sikke en masse mænd! Han

satte sig yderst på briksen under vinduet. Da han satte sig, rejste

en mand sig fra sin plads ved stolpen. Han kiggede op og tog en stor

kniv fra bjælken. En anden mand trak et stort vandskind frem fra et sted

under briksen og bredte det ud på gulvet; og en mand, der viste sig at

være deres åndemaner, satte sig ned på skindet, mens han tog tøjet af

overkroppen, så han sad med bar overkrop. Så gav han sig til at skære

den venstre arm af, og blodet strømmede ud! Da han havde fjernet den

helt, faldt han livløs om og blev liggende. De andre foretog sig ikke

andet end at stirre på ham, for han var jo åndemaner. Midt i det hele

gav det et sæt i ham, og han satte sig op, og der var intet blod at se

("suname aussâ" måske kan det også betyde, at han var helt bleg?). Han

tog sin arm og begyndte at sætte den på igen. Han fik den på plads,

pustede på sin hånd og strøg hen over såret, og det efterlod end ikke

et ar på armen. Derefter drak han sit blod til sidste dråbe, og han

blev helt sig selv igen. Efter dette råbte mændene: "Nu er turen

kommet til hans kollega, der siges at være en ligeså stor åndemaner

som ham." Da dette råb umuligt kunne være møntet på andre end

udfordreren, rejste han sig op og tog den andens plads.

Han tog tøjet af overkroppen. Alle de mange

mennesker i huset fulgte afklædningen i stilhed. I bar overkrop

begyndte han så at skære sin venstre arm af. Ved siden af ham samlede

der sig efterhåndes en lille blank sø af blod. Da han havde fjernet

armen helt, faldt han livløs om og blev liggende.

De andre gav sig til at stirre på ham. Pludselig gav det et sæt i ham,

og han satte sig op. Han så afkræftet ud (sallaappoq) og var meget

bleg ( egentl: der var intet blod at se.) Da han havde siddet et

stykke tid, tog han sin arm og gav sig til at sætte den på plads.

Operationen lykkedes, han pustede på sin hånd, strøg hen over såret;

og det efterlod end ikke et ar. Til sidst drak han så sit blod til

allersidste dråbe og blev helt sig selv igen. Da han havde sat sig

tilbage på sin plads, rejste åndemanerkollegaen sig, han kiggede op

efter noget og gik hen til en line, der hang ned. Han tog den og gav

sig til at puste på den dertil fastgjorte harpunspids, der teede sig,

som om den var blevet levende, og krøb ind i hans mund. Straks rejste

et par mænd sig, førte den ene ende af linen over loftbjælken, og

halede i den. Da linen strammedes, hævede den udfordrede åndemaner

sig, og mændene ved linen rykkede i den med det resultat, at

åndemaneren faldt ned. Han gik så hen mod indgangsåbningen, og da han

nåede urinbaljen, gav han sig til at tisse.

Efterhånden som vandet begyndte at løbe kraftigere, (Egtl:

"nakimaleriannguarluni" / var blevet tøvende. Jeg har oversat det udfra

glosen "nakerpoq" (strømmer stærkt) som man netop bruger om vand, der

løber ud; det er mere sandsynligt. Chr. B.), faldt den store

harpunspids ned og satte sig omgående fast (på bunden af baljen).

Derefter gik han tilbage og satte sig på sin plads. Næppe havde han

sat sig så råbte de mange mænd:" Nu er turen kommet til hans kollega,

der siges at være ligeså stor en åndemaner som han." Da råbet ikke

kunne være møntet på andre end ham selv, rejste udfordreren sig. Han

kiggede omkring og fik øje på en stor spydspids, der sad fast i en

loftbjælke. Han stillede sig under den og pustede på den. Da den så

teede sig, som om den var blevet levende, tog han den; og i det

øjeblik han pressede den imod munden, gled den ind. Han blev stående

er stykke tid, men så gik han hen til urinbaljen og gav sig til at

tisse længe. Efterhånden som strålen tog til (se bemærkningen ovenfor)

faldt den store spydspids ned og satte sig dirrende i bunden af

baljen. Derefter satte han sig tilbage på sin plads.

Øjeblikkelig rejste den udfordrede sig op, kiggede sig rundt og

begyndte så at tage sit (ude) tøj på, og færdig påklædt gik han ud. De

mange mænd fulgte efter med udfordreren som den sidste. Han så, at

den udfordrede allerede var roet ud i kajak, og at han havde taget

sine redskaber med. Da han kom hen til sin kajak og undersøgte den, og

da han havde set at den udfordrede var taget af sted uden lanse og

blot med almindelige redskaber, hvor han havde sat harpunspidsen

på harpunens forskaft, gjorde han det samme. (Disse iagttagelser er

noget uklare i den grønlandske tekst. Chr. B.).

Han bar sin kajak ned,

kom ned i den, og idet han roede ud, hørte han lyden af roende kajakmænd der

roede bag sig. Et stort følge. De roede længe udefter.

Udfordreren anede intet om, hvad den anden ville jage. De roede i

retning af et lille skær; og da de var kommet på den afstand af det,

hvor man normalt sætter farten op for at harpunere det dyr, man jager,

begyndte den udfordrede at ro rask til uden at man kunne se, det dyr

han ville harpunere (Noget uklart i teksten).

Men han roede direkte imod det lille skær, der skiftevis forsvandt,

når dønningen slog op over det, og blev synligt igen, når der dannedes

en fordybning mellem to bølger. Da var det at den udfordrede lod sig

føre af en dønning helt hen til skæret; og idet vandet begyndte at

falde fra, hævede han harpunen til kast direkte mod skæret. Så dukkede

en akernannguaq (?) op med front direkte imod ham. Han kastede, ramte det

præcist, og blodet sprøjtede op. Øjeblikkelig rykkede han linen til

sig med harpunspids og det hele. Han rullede linen sammen og roede

tilbage til de andre.

 

Så såre han kom derhen råbte de mange mænd:" Nu

er turen kommet til kollegaen, der siges at være en ligeså stor

åndemaner som han." Råbet var ene og alene møntet på ham. Først

bakkede han en smule; og så roede han rask henimod det (formentlig

skæret). Da han var tæt på og i færd med at gøre klar til harpunering,

råbte de andre:" Kom så, skynd dig nu." Nu havde han harpunen klar, og

med er kraftigt kast ramte han præcist den lille akerna----?, og da

hans store harpun ramte akernannguaq'en (?) hvinede det gennem luften

i alle retninger.

 

Straks hujede og hånede de mange kajakmænd ham, så det rungede i

luften. Hans store harpun splintredes totalt undtagen harpunspidsen og

forskaftet("ilimaq" kender jeg ikke, kun "ilimmaasaq". Her gætter jeg

på, ar der menes "igemaq" forskaftet. Iøvrigt er det uklart, hvad der

egentligt skete, -f.eks. om harpunspidsen og forskaftet også

splintredes.Chr.B.) Udfordrerens kajak drejede lidt til siden, og han

begyndte at rulle sin line sammen, idet han indimellem tørrede en

tåre. Da alle de andre roede imod land, fulgte han efter, ganske

langsomt. De andre kiggede engang imellem bagud efter ham. Engang de

kiggede tilbage var kajakken kæntret. De kiggede bare på ham (uden at

foretage sig noget), for han var jo åndemaner. Men: I det øjeblik

kajakken, der ellers havde bevæget sig lidt, pludselig lå helt stille,

hørte man nogen sige:" Se den store renbuk heroppe". Ovre på den store

ø sås nu en gevaldig renbuk med et mægtigt gevir. De fik fart på mod

land. Så gav bukken sig til at gå ned mod dem, og da den nåede

stranden, sprang den i vandet, så det sprøjtede til alle sider.

Den forsvandt ned i vandet og viste sig ikke mere. De fandt, at der

var noget mystisk ved det, og kiggede på kajakken, Pludselig bevægede

den sig og rejste sig på ret køl igen, og han var ganske uskadt.

Egentlig gik det jo udfordreren (ligeså galt) som alle andre, der

ville kappes med nogen. Men det blev alligevel ham der vandt, da han

viste sig i en renbuks skikkelse.

 

Var.: Angakkorsiaq; Pebersvenden, som rejste nordpå for at opsøge en berømt åndemaner;

Kunuk

Print
Dokument id:1426
Registreringsår:1857
Publikationsår:1924
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kunuk
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, II
Tidsskrift:
Omfang:side 134 - 153
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

OBS: Rasmussens oversættelse hér bygger på Jaakuaraqs version, hvor slutningen er erstattet med den i Arons version (Thisted 1993:91 - 93).

Håndskriftet til Arons version eksisterer ikke længere.

 

Heller ikke Jaakuaraqs egen nedskrift lader sig finde, men den er trykt i Atuagagdliutit, 1934 - 1935, nr. 18 - nr. 22. Og en renskrift, formentlig foretaget af Hendrik Olsen, findes i KRH, kasse 52, 2, hæfte 419. Den afviger noget fra den trykte version, men den trykte og afskriften har klart samme forlæg.

 

Arons version er trykt på grønlandsk med sideløbende dansk oversættelse i Rink 1959 - 63, I, nr. 7,

og på grønlandsk i Kr. Lynge 1938 - 39, Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo, II.

 

For en senere oversættelse til dansk se Thisted: "Som perler på en snor...". PhD-afhandling, Kbh. Univ. 1993, Tekstsamling, s. 1-13.

Genoptrykt i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 106 - 114: Den lille forældreløse Kunuk.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 106 - 114: Oqaluttuaq Kunummik iliarsunnguamik.

 

Resumé:

Kunuk og hans lillebror er forældreløse men vellidte på bopladsen, hvor

de går alle til hånde med stor iver. En dag de henter vand, ser de

spejlbilleder af såkaldte "løbere" i søens vand. Husfællerne tror dem

ikke. Heller ikke anden gang de har været ved søen. Brødrene gemmer

derfor deres lillesøster i husgangens kogerum, dækker hende med

savsmuld / træspåner og hægter sig selv op i bjælkerne under hustaget. Løberne

udrydder alle husfællerne og stikker søsteren et par gange gennem

savsmuldet. K. og hans lillebror flygter ind over land med den sårede

søster, der dør og begraves ved "Hjertefjeldet". De går videre, opøver

deres kræfter undervejs og lillebror blir snart stærkere en K. De går

tværs over en tilfrosset sø frem til havet, hvor en mængde remmesæler

er krøbet op på isen. De fanger og fylder en skyggefuld kløft med dem.

Et godt stykke længere fremme ser de i skjul en mængde kajakmænd på

hvalrosfangst, og at ingen kaster harpunerer, før en mand i hvid

halvpels har ramt et dyr. Det bugseres ind, parteres, og alle får

rigelige fangstparter undtagen en gammel mand, der kun får et tyndt

ribbensstykke og et stykke indvold af en underarms længde. Kajakkerne

ror mod vest langs med kysten til deres teltlejr, hvor K. og lillebror

planter lederens harpun med blære dybt i jorden ved lejrens vandsted.

Langt op ad næste dag i flot fangstvejr kalder lederen til fangst, men

kan ikke finde sin harpun. Ingen ror ud, før en kvinde finder den, og

man har været nødt til at grave den fri.

Om aftenen går brødrene ind i den gamles telt. De får hans to døtre til koner. Den gamle er selv flygtet for løberne, og hans søn er blevet dræbt af bopladsens leder. K., der udfordres af lederen, pisker en udstoppet hare i stumper og

stykker, skønt lederen har forbudt det. Lederen pisker ham. Men K.

gør sig hård, lederen flygter, K. indhenter ham, og han pisker huden

af hans ansigt. Mens ansigtet læger tar ingen på fangst. K. får sin

svigerfars kajak, øver sig og blir ferm. Han tar med på fangst og

drister sig til at nedlægge en hvalros, før lederen har ramt den.

Denne får af K. samme fangstpart som tidligere K.s gamle svigerfar.

Langt henne på foråret hentes depotet af remmesæler i kløften.

Lillebror styrer sin svigerfars konebåd. Lederens mor ror forrest i

hans konebåd, mens lederen og K. ledsager dem i kajak. K. morer sig

med at kaste sin harpun højt hen over begge både. Lederen forsøger det

samme, men spidder sin mor ved hætten til forstavnen, så hun falder

bagover. Lillebror ser Hjertefjeldet, gribes af sorg, men undertrykker

den og sprænges i sit indre. Da K. sørger og trænger til adspredelse,

nedlægger han en af de aggressive røde hvalrosser. Dernæst fortæller

hans svigerfar ham om Ungilattaqi oppe nordpå. U. røver alle mænds

koner og dræber deres mænd. K. og hans kone rejser derop på slæde, går

ind i et hus med lutter mænd, der er stedsønner af U. De støtter ham i

trommestriden mod U., hvor U. efter sin sang to gange kaster sin kniv

mod K., der gør sig bittelille. Første gang springer han op, idet U.

kaster, og næste gang springer han ind i skridtet på U. K.s

medsammensvorne tar kniven fra U., gir den til K. og synger en vise

for K., der derefter kaster og spidder U. til vinduesbriksen. Stor

tumult følger. K.s kone, som U. straks røvede, får tag i K. bagfra.

Hun er barbenet. På vej fra huset gribes han bagfra af U.s hjælper,

ham med bagdel både bagpå og forpå. K. brydes længe med den

"dobbeltrøvede" på glatis, løfter ham op og smadrer ham på isen foran

tilskuerne. En anden stærk mand, der forsøger sig med K. på et sted

med mange spidse, frosne hundelorte, lider samme skæbne, og en tredje

mand med ben så lange som en konebåd flækker K. hoften på mod en

stendynge. Folk takker begejstrede. K. blir bedt om at kigge ind til

den døende U., der ligger på en pude af sine mange koners underbukser

og indsnuser duften af sine yndlingskoners underbukser, der ligger

over hans ansigt. K. smiler da for første gang. Hans sidste

adspredelse blir en vågefangst på narhvaler i en våge ved denne

nordlige boplads. Derefter tar han hjem og falder til ro.

 

Var.: Kunuk

 

Hist.: "Løberne" (arpattut) bruges på fortælletidspunktet ofte om

nordboerne, men kan ligeså vel blot betegne "indlandsboerne".

Kvinden, som tog en stor orm til mand, dengang ormene havde ansigt som mennesker

Print
Dokument id:1314
Registreringsår:1919
Publikationsår:1921
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:Rosing, Peter ?
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kvinden, som tog en stor orm til mand, dengang ormene havde ansigt som mennesker
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, I
Tidsskrift:
Omfang:side 148 - 150
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Renskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 424: "Arnaq

qugdlugíssamik..." (med sproglige rettelser og til vestgrønlandsk af Hendrik Olsen eller ?)og Original: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 413.

 

Resumé: En kvinde på vandring ind i landet jages ind i et lille hus af

en kæmpeorm med menneskeansigt. Den truer hende til ægteskab, sørger

godt for hende, og da hun får ormetvillinger, foreslår han et besøg

hos hendes forældre ved kysten. Hun rejser på hans ryg. Han gemmer sig

i en klipperevne, mens hun går ind til sine forældre, der finder

ormebørnene med menneskeansigter i amaaten søde. De insisterer på at

tage dem op. Moderen besvimer af skræk ved synet, trækkes til live

igen ved håret, og forældrene vil nu se hendes mand. Han vil æde dem.

Konen fortæller, at det er hans svigerforældre. Han nærer sig, men

snor sig i rasende fart hjem med konen på ryggen. Endnu idag kan man

se et lille ansigt på mange orme fra dengang, de havde

menneskeansigter.

 

Var.: Søsteren som insisterede på at være gift med en orm; En fortælling om en brødreflok (Aron); Anguterpaanik Brødreflokken; Kvinden, der havde en orm til mand

Langbuks

Print
Dokument id:1465
Registreringsår:
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Matiinarujuk (Matînarujuk)
Nedskriver:Olsen, Hendrik ?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Langbuks
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, II
Tidsskrift:
Omfang:side 13 - 19
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 4(12), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: Qardlíkârssungmik"

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981-82: Oqalugtuat oqalualâtdlo, I: 106 - 112: "Qardlíkârssuk" / Qarlikkaarsuk.

 

Resumé:

Langbuks er en spøjs ungkarl, der hver aften underholder mange brødre,

en enke og hendes datter i deres hus, hvor han bor. Stedets åndemaner

inviterer altid kun ægtepar til seance i et andet hus. Langbuks er

genert og siger aldrig noget til enken og datteren, når de sådanne

aftner er alene, men taler ivrigt med brødrene når de kommer tilbage.

En sådan aften ønsker pigen ham til mand. Moderen siger det højt to

gange, inden ungkarlen svarer. Han får hende straks, begynder at fange

sæler i massevis, stiger i brødrenes agtelse, og næste gang der kaldes

til seance går han og konen med for første gang. L. er spændt, men

åndemaneren røver hans kone. Ved næste seance håner han L., der tredie

gang svarer igen og får et stiksår i siden. Blodet strømmer ud, og han

skynder sig hjem, lader enken finde og gennemvæde hans allerførste

klædedragt, der standser blodet, da han får smøget den på. L.

udfordrer snart åndemaneren til kamp på bue og pil, og hver gang denne

skal skyde gør L. sig først lille (han forsvinder ned i jorden).

Derefter kommer han op og springer behændigt frem og tilbage, når

åndemaneren skyder. Med en lillebitte bue og to bittesmå pile dræber

L. åndemaneren (som er på vej ind i husgangen), tager sin kone tilbage

og de to lever sammen til de blir gamle.

 

Var.: Isigaaligaarsuk; Langbuks; Dele af Kunuk; Ungilattaqi; Kalerarmiu og Suusua

Mamingaq

Print
Dokument id:1753
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Mamingaq
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:ss. 248 - 251, nr. 56
Lokalisering:Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 56, ss. 301 - 306.

 

Uddrag i Rink 1866 - 71, II: s. 108 - 109, nr. 71.

Resumé af uddraget: Maningaq (sic.) fra Kangeq vil altid udhavs på fangst,

hvorfor den ængstelige far flytter længere og længere ind i

Godthåbsfjorden med ham.

 

Der følger flere småbegivenheder om M.s kunnen og manglende evner:

Han redder engang en fangstfælle i kraftig storm. Han gifter sig og får to

sønner, der døbes Lars og Esaias ved kolonien, og det er Esaias, der efter faderens råd effektivt bedækker åndemaneren fra Karra's ansigt med et hundeskind,

da denne ikke kan dø, men hele tiden lever op igen. Engang afprøver M.

i smug sine fangstevner i forhold til Urukasis fra Qilangaat, og M. må

se sig overvundet. Hans sønner er store hvidhvalsfangere, men en

vinter går Esaias glip af hvalerne, fordi en vis Monika har forhekset

ham. Lars går senere qivittoq, og folk mener senere at have set ham i

blå anorak og lærredsbukser.

 

For kommentarer til Rinks version af originalteksten se Thisted og Thorning

1996: nr. 56, s. 339 - 340.

 

Hist.: Familiehistorie fra den første missionstid på Nuuk-egnen.

 

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Manden, der for til Akilineq for at hente sin søster

Print
Dokument id:1890
Registreringsår:1902
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Johanneserujuk
Nedskriver:Lynge, B.
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Manden, der for til Akilineq for at hente sin søster
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, I
Tidsskrift:
Omfang:side 202 - 206
Lokalisering:Nanortalik
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskrift: NKS 2130, 2', læg 8, s.  67 - 69: "Najamik aigdlerdlune Akiliniliartoq"

 

Resumé:

Ved Sermiligaarsuk bor et ægtepar og mandens søster alene. Da søsteren

bliver røvet af en mand på slæde, skaffer hendes bror sig trækdyr: Et

vildt dyr med klør på ryggen (kukiffaajooq, foreslår fortælleren.

Oversætteren mener det er en jærv.), og en gammel bjørn. Begge tæmmes

og fodres med hhv. landdyr og sødyr. Han kører over isen til Akilineq,

fortsætter langs kysten ad slædespor og ser sin søster komme ud af et

hus. Hun holder af sin mand nu, men tillader sin bror at dræbe ham.

Manden, der kun har ét øje, er en dygtig fanger, og han kaster med

lethed isbjørnen op i luften, men dyret med klør på ryggen smider ham

til vejrs og dræber ham med sine klør. Broderen rejser hjemad med sin

søster, mens "indianerne" hyler i misundelse efter dem.

 

Var.: oqaluttuaq utoqqannguanik kangerlummut; Broderen som genfandt sin søster i Akilineq; Anertorsuaq; Hendrik Illoriinnik; Johanneserujuk Akilineq søster; Manden, som for over til landet på den anden side. Fortælling om Ungilattaqi;

 

Hist.: Om slædekørsel over is har man vel hørt fra nord eller øst.

Akilineqboerne opfattes åbenbart ikke som stammefrænder.

Manden, som for over til landet på den anden side

Print
Dokument id:1010
Registreringsår:1904
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Salulannguaq (Salulánguaq)
Nedskriver:?
Mellem-person:Rasmussen, Knud
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Manden, som for over til landet på den anden side
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, III
Tidsskrift:
Omfang:Side 129 - 132
Lokalisering:Igdlukasik / Illukasik: Nanortalik
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 3(8), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Akiliniliartoq". (NB: ikke nedskrevet af Knud Rasmussen men på grønlandsk af ?)

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 86 - 89: "akiliniliartoq".

 

Resumé: En mand dør fra kone, datter og en lille søn. De bor alene.

Pigen klarer det for dem under hungesnød ved at samle tang. Under en

storm fra sydvest blir hun taget af en mand, der dukker op fra havet.

Lillebror ser det. Han og moderen sørger. Han vokser til, blir en stor

jæger og begynder at lede efter stærke trækdyr: To bjørne, der er for

langsomme, blåræve, som  han dræber, fordi de er for langsomme, og et

utyske fra indlandsisen med langt hår og i ryggen bladet af en ulu

med æggen opad. Efter en hård kamp undertvinger han sig dyret og lover

at adoptere og fodre det, hvis det vil tjene ham og ikke røre hans

mor. Den dræber og spiser hans to bjørne. Med uhyret som slædehund

rejser han over havet, binder den ved den fremmede kyst med løfte om

fortsat slægtskab, hvis den ikke flygter, går selv tværs over landet,

hvor han finder sin søster med mand og svigerforældre. De modtager ham

godt. Svogeren fanger narhvaler. Søster og svoger tager med hendes

lillebror  hjem på besøg. Bærer en masse kød over land til

"hundefoder" og sætter på slæden tilbage over isen. Svogeren beværtes

rigeligt med bær og tørkød. På ordre fra lillebror dræber uhyret

svogeren næste morgen, da han kommer ud af husgangen. "Således opnåede

manden (lillebror) hvad han ville og var fra nu af glad."

 

Var.: oqaluttuaq utoqqannguanik kangerlummut; Broderen som genfandt sin søster i Akilineq; Anertorsuaq; Hendrik Illoriinnik; Johanneserujuk Akilineq søster.

Mangorssûp / Mangorsuup ernera Manguaraq

Print
Dokument id:387
Registreringsår:1867
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, V. 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Luutivik (Lûtivik / Ludvig)
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Mangorssûp / Mangorsuup ernera Manguaraq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 1029 - 1033, nr. 209
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Fortællingen afviger, ifølge Kirsten Thisted, næsten ikke fra NKS 2488, IV, nr. 72, fortalt af Hendrik. Se id 1769.

Manguaraq

Print
Dokument id:1769
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Manguaraq
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:ss. 289 - 294, nr. 72
Lokalisering:Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 72, ss. 358 - 368.

 

Oversættelse i Rink 1866-71, II: s. 40- 45, nr. 16.

Samme noget kortere på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 91, ss. 441 - 442: Manguarak.

 

Resumé:

Manguaraq, der er søn af Mangusuaq, trodser sin fars forbud

mod under sassat (vågefangst af indespærrede sødyr) at fange Månens

hvidhval, der har en sort plet på siden.

Han glemmer forbudet af lutter jagtiver og fortæller det skamfuldt til

faderen, der ved, at Månen enten vil røve sønnens sjæl eller dræbe ham

i kamp. Om aftenen kommer Månen i egen person, kalder M. udenfor og de

starter en pralekamp på alle de dyr de hver især har nedlagt lige fra den

allerførste snespurv. Men da M. fortæller om sin første

qeeraq-flynder (en havkat), må Månen tilstå, at han lige siden han som

lille så den første havkat blive halet ombord, har næret en sand

rædsel for dem. Overvundet inviterer Månen ham med hjem på besøg,

tager den villige M. med på slæden, og de farer langt ud på isen,

stiger til vejrs til et højt land, hvor turen går gennem en dal og

forbi Indvoldsrøverskens mørke bjerg. Månen advarer M. mod at smile,

når hun kommer ud med sit fad og sin ulu, danser, og synger poor,

poor, poor. Hun dukker op, Månen pisker hende væk, hun bliver ved at

forfølge slæden, får atter pisk, men dukker alligevel op i Månens hus

skubbende sit fad foran sig og grinende. Månen sender hende ud, hun

kommer igen, men nu sparker Månen fadet i hovedet på hende og hun

fjerner sig.

M., der har holdt masken, får ros af Månen, der lader Solen hente mad

til dem. M. ser hendes kødløse ryg, da hun forsvinder ind i sit

aflukke igen. Månen fortæller hvordan han og Solen kom på himlen (Rink

henviser blot til en af varianterne af denne oprindelsesmyte), og M. er om

natten længe om at falde i søvn. Da han endelig vågner, sidder Månen

og snitter sig et skaft af en hvalrostand. Månen fjerner en sten, der

dækker et hul i gulvet, hvorigennem M. ser alle bopladserne ligge helt

tæt. Månen lader det sne med benspånerne og beder M. huske sine fæller

på dødstabuerne, der skal vare fem dage. Nu vil M. hjem for at

berolige sine forældre. Månen havde gerne beholdt ham længere, men

kører ham hjem, og Indvoldsrøversken viser sig ikke af sorg over

Månens skældud.

 

Var.: Besøg på Månen. Den stædige. Uterîtsoq / Uteriitsoq; Et par ægtefolk;

Manguaraq (flere); Kanaks månerejse. Nalikkatteeq. Ajijaks forløsning;

Manden, der besøgte månemanden; Alluunnguaq; Mangivaraqs månerejse; Åndemaneren der for til månen; Maqujuk.

 

For kommentarer til Rinks version af originalteksten se Thisted og Thorning 1996:

nr. 72, s. 347.

 

Hist.: Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Manik / Mannik

Print
Dokument id:1802
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Manik / Mannik
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:ss. 173 - 178, nr. 39
Lokalisering:Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

 

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 39, ss. 180 - 191.

 

Fyldig oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II: nr. 7, ss. 22 - 25.

Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 113, s. 454: Manik.

 

Resumé af uddraget: Den gamle ungkarl Mannik er storfanger og bor

alene med sin mor, der ofte forgæves opfordrer ham til at gifte sig.

En dag ber han dog moderen gøre konebåden klar med to årer og røver i

hast datteren i nabohuset, hvis husherre er meget nærig med sin

datter. Hun gør først stor modstand, men tager så fat om åren.

Undervejts nordpå røver M. en kvinde fra hver boplads for at øge sit

antal af roersker og kan efterhånden tilbagelægge to dagsrejser på en

dag. Langt mod nord blir der stadig tyndere befolket. Da frosten

sætter ind i en øde egn, beordrer M. kvinderne at bygge hus og fanger

selv så mange sæler til vinterforråd, at noget må deponeres på en

nærliggende ø. Det blir ganske rigtig også en lang, mørk vinter, hvor

der er god brug for det store forråd til de mange kvinder. Da isen

dækker havet og M. har medbragt en hund med hvalpe, øver han sig i

slædekørsel, hvorefter han en dag tar på langfart nordefter. Der er

stadig ubeboet, og da han ser et enligt lysende hus, sætter han straks

kursen derhen. Det er dog tomt, skønt lampen brænder. Han tar sin

ældste hund med ind. Om natten begynder den og hundene udenfor at

hyle. Han gemmer sig i hast med hunden i kogerummet, hører et genfærd

slæber sig forbi i husgangen, springer ud og spænder hundene for, men

de er som lammede. Han pisker dem så de hyler, hvorefter de sætter

afsted i en sådan fart, at han må opgive at styre dem. Efter en

langvarig kørsel har hundene igen ført ham til spøgelseshuset, hvor de

springer over husgangen hen til en stensat grav (genfærdets), hvor de

hævner sig ved at trampe på den. Videre går det så i rasende fart

nordpå til en oplyst boplads, hvor han modtages med jubel. Man er i

gang med en sangfest. M. blir rigeligt beværtet, men da værterne synes

der mangler et par retter, lader de først een, så en anden pige fiske

hhv. en kæmpe helleflynder og en stor pose bær op af husgangen med

hver sit topbåmd. M. undrer sig såre. Ved afrejsen spør en mand, om han

skulle ha' set et tomt hus undervejs. Jo, Mannik har overnattet der.

Manden blir glad. Han havde måttet forlade det, fordi hans kone blev

sindssyg. Hun var altså genfærdet. Mannik afslår dog alle de gaver, som

manden vil give ham i taknemmelighed over atter at have gjort huset

beboeligt. Næste dag rejser M. tilbage til kvinderne, der allerede har

opgivet ham.

Og om foråret rejser de hjem, idet M. undevejs leverer alle de røvede

kvinder tilbage og kun beholder storfangerens datter som sin kone.

 

Var.: Savinnguarniaq; Gravene er de dødes hus; Mannik; De mange brødres eneste søster, som blev gal;

 

For kommenterer til Rinks version af originalteksten se Thisted og Thorning 1996:

nr. 39, s. 329 - 330.

 

Hist.: Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Mánik / Mannik ("Ægget")

Print
Dokument id:1397
Registreringsår:1902
Publikationsår:1924
Arkiv navn:
Fortæller:Joelsen, Ignatius
Nedskriver:Olsen, Ignatius
Mellem-person:Olsen, Hendrik
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Mánik / Mannik ("Ægget")
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, II
Tidsskrift:
Omfang:side 73 - 85
Lokalisering:Ny Hernhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Fortælleren er af Knud Rasmussen fejlagtigt identificeret som Esaia Martensen.

Orig. håndskrift: NKS 3536, II, 4', læg 21, hvor Ignatius Joelsen er nedskriver.

Ifølge renskriften NKS 3536, I, 4', læg 16 og Kr. Lynge, Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo, I,

1938 er fortælleren Ignatius Joelsen og renskriveren Hendrik Olsen.

Resumé:

 

Tidspunktet er meget gamle dage. M. er ugift, storfanger, meget stærk,

bor ved Napasortuut på Nuuks nordland, og har kun sin mor til at ro

konebåden. Hun opfordrer ham til at gifte sig. Næste forår i marts

står han en tidlig morgen op, bringer sine teltstænger op på udsigten,

skraber dem rene og vil ikke med på fangst, da alle andre tar ud. Da

de er ude af syne, vækker han sin dybt sovende mor, laster i hast

konebåden til forårsrejse, kommer ind igen og befaler moderen at rulle

alle deres skind sammen. De skal straks afsted. Nede i båden ser hun

to årer og glæder sig over, at sønnen vil hjælpe hende med at ro. Hun

ser ham gå ind i mange brødres hus. Han kommer slæbende ud med deres

eneste søster, en stor kvinde, under venstre arm, bærer hende ned i

båden, støder fra, og må kalde hende til orden, fordi hun raser, så

båden er ved at kæntre. De ror i stor hast nordpå, passerer boplads

efter boplads og sent om aftenen slår de lejr. Derhjemme vil den

mellemste af brødrene, der er ugift og har sin søster til hjælp,

afsted efter hende. De andre brødre må slå følge, men da man på

nabopladsen fortæller, hvor tidligt Manniks båd er passeret i stor

hast, ror brødrene hjem, og udsætter rejsen til næste dag. Så langt

mod nord, at Mannik mener sig sikker for brødrene, overnatter man på

en stor gæstevenlig boplads. Ganske tidligt næste morgen røver M. en

af deres kvinder, en fed dame, med ned i båden, der er klar til

afrejse. Også hun skaber sig og må kaldes til orden og årerne. Dette

gentager sig så ofte, at M. må bygge endnu en båd til sine mange

koner. Hen på efteråret slår M. med sine mange koner sig ned for

vinteren langt mod nord ved en lille naturhavn i et stort forbjerg

uden skærgård. Man må bygge to huse. Mannik bor i det nederste med sin

førstekone og flere andre. I det øverste bor lutter kvinder. Han

fanger fortræffeligt. Ingen lider nød, og M. har megen gammen af alle

sine villige koner. Om vinteren, da isen kan bære, rejser han ind i

fjorden, der er så dyb, at det bliver aften, inden han når bunden. Han

ser et hus så oplyst, at det ligner en boble på nippet til at briste.

Der er ingen hjemme, men han finder halvråddent kød under briksen til

sig selv og sine hunde. Den ældste hund har han taget med ind. Om

natten begynder både den og hundene udenfor at gø. Den gamle hund ser

ufravendt på ham og tar så flugten ud af huset. M. hører fodtrin

knirke, en byrde falder ned ved vinduerne og en stemme siger: "Et kært

lille menneske har taget plads i et hus, som ellers ikke længere

bebos. Det er mig, der har udryddet alle dets beboere". M. styrter ud

og gemmer sig i kogerummet. Genfærdet slæber sine ligskind efter sig

gennem husgangen. Straks det er passeret springer M. ud, op på slæden

og af sted. Han søger tilflugt i en hule i et isfjeld og lader sig

ikke lokke ud af genfærdets snak om, at nu fejler hun ikke noget mere.

I morgenlysningen forsvinder det. Han når frem til en stor boplads,

bliver budt ind i det nederste hus, hvor en mand fra et større hus

overfor henter ham. Manden er klædt i omvendt tøj (som en piaaqqusiaq,

BS). Huset har to husgange. Der skal serveres mad for gæsten. En stor

kvinde med en vældig hårtop i den nordlige ende, tar sit topbånd af,

og fisker først et bundt tørret kød, dernæst en enorm pose spæk op af

den nordre husgang. En lille kvinde med stor hårtop fisker tørret laks

og en stor levende helleflynder op af den søndre indgang med sit

topbånd. Helleflynderen koges og det er det bedste, M. nogensinde har

smagt. En af mændene forhører sig, om M. har set spøgelseshuset. Jo,

han har sovet der. Genfærdet viser sig at være mændenes mor, der var

blevet sindssyg. Nu er huset beboeligt igen. M. får som tak en mængde

gaver og røver selv to kvinder med hjem næste morgen. Den ene er den

lille mørke, der kan skaffe ham helleflyndere.

 

Brødrene, der er rejst

ud efter deres søster, ankommer til bopladsen syd for forbjerget, hvor

de hører om M. og hele hans menageri. De beslutter, at kun den ugifte

bror og en gammel ungkarl skal rejse op til M. De blir vel modtagne,

søsteren er glad for at se sin bror, og ungkarlen får lov at muntre

sig med alle konerne i det øvre hus uden mænd i hele to nætter i træk.

Han er ganske udmattet af mangel på søvn, men mere end glad og

tilfreds, han får tilmed nyt tøj af M. og begge gæster et læs af

gaver. De tar tilbage til brødrene, der tror dem døde, bliver glade,

og opgiver at få deres søster igen. Men ungkarlen bliver frataget alle

sine gaver. M. bliver boende ved sit forbjerg resten af sit liv.

 

Var.: Til dels: Pukkitsulik. Vedr. genfærdet af den sindssyge: Savinnguarniaq; Gravene er de dødes hus; De mange brødres eneste søster, som blev gal;

 

Kommentar: I Hendriks ældre variant ID 1802, rejser Mannik selv tilbage sydpå og afleverer alle sine røvede koner undervejs, bortset fra den første, som han beholder. I Ignatius variant bliver Mannik boende livet ud i nord, mens man ikke hører noget om, hvorvidt de mange koner gør det samme.

 

Tolkning: Det mandsparadis M. skaber sig i nord (hvor?), skyldes hans

gode kræfter, dygtighed i fangst, hurtighed og årvågenhed.

Manutôq / Manutooq, hvis døtre drev til Akilineq på en isflage

Print
Dokument id:1441
Registreringsår:1902
Publikationsår:1924
Arkiv navn:
Fortæller:Matiinarujuk (Matînarujuk)
Nedskriver:Olsen, Hendrik ?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Manutôq / Manutooq, hvis døtre drev til Akilineq på en isflage
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, II
Tidsskrift:
Omfang:side 185 - 193
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Håndskr.: KRKB 1, 4(12), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04:  "Manutûmik".Trykt på vestgrønlandsk i:

Lynge, Kr. 1938 - 39, Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo, II: 42 - 52.

Søby, R. (red.) 1981 - 82, I: 113 - 122: "Manutôq" / Manutooq.

 

Kort resumé i Rasmussen, K. 1981 (Inuit Fortæller), II: 125 - 126.

 

Resumé:

Manutooq (ham med det store pelshagestykke) fanger altid rigeligt med sæler

til forråd, fordi han kun har to døtre og ingen sønner til hjælp i

fangsten. Døtrene hjælper ham dog som klappere under to dages renjagt

hver eftersommer, hvor han også nedlægger mange dyr. På en af disse

jagter efterlader han døtrene på land og befaler sin kone at ro hjem

til fjordmundingen uden dem. Døtrene ser konebåden forsvinde, men får

så øje på en isflage ved stranden, skønt det slet ikke er årstiden for

isflager. Storesøster skal springe først ud på den. De flyder hjemad

på flagen, men blæses så ud over havet af en pludselig fralandsvind.

Storesøster hindrer isflagen i at blive mindre med sit topbånd, som

hun fæstner omkring den. De når Akilineq, hvor storesøster springer

først i land. Da de ser sig tilbage er isflagen blevet til skum. På

stranden ligger en mængde narhvalstænder, som lillesøster samler med

tanke på sin far. Men storesøster forbyder hende at tænke mere på den

onde far. De fortsætter over land til den modsatte kyst, hvor de

bliver gift med to brødre. Lillesøster får en søn og hører tilfældigt,

at hendes søsters mand vil dræbe sin kone, fordi hun ingen børn har

fået. Søstrene flygter med sønnen, finder atter en isflage og driver

hjem, hvor forældrene modtager dem med glæde, som om de har glemt

deres ugerning mod døtrene. Da M. hører om narhvalstænderne, rejser de

alle en tur til Akilineq og indsamler en mængde tænder. Lillesøsters

søn udvikler sig til storfanger og forsørger hele familien.

 

Var.: Malarsivaq; Malaasi; Maledok; søgning på Akilineq giver foruden denne type også en del andre typer af fortællinger.

 

Kommentar vedr. fo (nedskriver) står følgende citat i dette hefte (KRKB 1, 4(12), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04:

Matiinarujuk: "... skrive, nej jeg har aldrig lært at tale med fingrene."

 

Hist.: Det traditionelle skel mellem rigtige mennesker og fremmede (hér Akilineq-boerne) er blevet udvisket. Dette skel hindrede generelt, at fremmedes og rigtige menneskers samfund kunne integreres i hinanden. Det sker i Manutooq til dels, da sønnen af Akilineq-boen forbliver i live og bliver sin mors families forsørger. I andre versioner af fortællingen (Malarsivaq, Malaasi, Maledok) dør søstrenes afkom under deres rejse tilbage til hjemmet. Holdningen til fremmede er åbenbart ved at ændre sig.

 

Tolkning: Skønt det er normalt, at giftemodne døtre må hjemmefra,

virker det lidt utraditionelt at M. skaffer sig af med sine døtre. Men

han ender med at få den medhjælp og fremtidige forsørger, som han

savner. Tilmed har dattersønnen ingen forpligtelser over for sin fars

familie. Den yngste datter bærer ikke nag til sin far, samler de

tænder, han senere henter, og får den ønskede søn. Men døtrenes

udflugt til Akilineq var aldrig lykkedes uden storesøsterens

kundskaber. De associeres til hendes barnløshed og vrede på sin far.

Må han være ond, for at enden kan blive god?

Matiinarsuaq

Print
Dokument id:1745
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Matiinarsuaq
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 460 - 462
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 54 ss. 290 - 295.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

"Taama allattunga, Aron", 1999, II: 460 - 462: Matiinarsuaq; og i Thisted og Thorning: 'Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... / Måske nogen kunne fortælle ...', 1996: nr. 54, ss. 241 - 244, med dansk kommentar s. 337 - 338:

Resumé ved K. Thisted:

Der var i Itillinnguaq, lidt øst for Kuanninnguit, en mand som ikke var døbt.

Hver gang Matiinarsuaq kom til Nuuk, forsøgte præsten i Avannarliit (den danske

mission) at få ham til at omvende sig, og når han kom til Noorliit

(Hernnhut-dalen) var det det samme dér. Først når han blev døbt,

ville hans sjæl kunne finde frelse, hed det sig. Den udøbte sagde, at

han vidste slet ikke, hvad det var missionærerne talte om, det eneste

han vidste var, at angakokkerne / åndemanerne plejede at tale om, at der skulle være så dejligt under jorden, de levede i overflod dér. Det bragte

missionærerne stor sorg at høre ham tale på den måde. Så engang

henunder påske får den udøbte imidlertid problemer med sine døtre - de

har nemlig hørt om, hvor dejlige oplevelser de unge piger har derinde

i Nuuk. De beslutter at flygte næste dag, når faderen er ude i kajak.

Moderen jamrer om, at faderen slår hende ihjel, men det gider de ikke

høre på. Den stakkels moder går så dér og er ikke blot

rædselsslagen for, hvad der vil ske, når manden kommer hjem, men er

også bekymret for pigerne, fordi det er ved at være forår, og sneen er

blød mange steder.

Manden kommer, men slår hende alligevel ikke ihjel, fordi det skulle

vise sig, at "mod sin vilje skulle han omvendes på den rigtige måde."

Nogle dag efter at døtrene er gået, kommer en kajakmand. Forsigtigt

meddeler han, at der forleden i Nuuk har været en stor festdag, og at

pigerne var med. Selv faderen bliver åbenbart lettet, for han takker

budbringeren og byder ham op og indenfor. Og da gæsten skal til og afsted, sender

han både mad og tøj med ham til pigerne. Om foråret beslutter han så at

forlade Itillinnguaq, sin foretrukne vinterboplads - han vil ud til

sine døtre. Konen tror ikke sine egne ører. Men de bosætter sig i

Noorliit, faderen bliver døbt og får navnet Matiina og er allerede det

følgende år selv kateket og gør sig umage med at berette om sin

frelsers lidelser. Nu plejer så M. altid at tage ind til Qoqqut alene,

og han overnatter i en lille hule. Pludselig en aften lige efter at

han har lagt sig, kan han ikke røre sig. Så ser han to små lys, der

viser sig at være to mennesker i store hvide anorakker, begge to med

salmebøger i hænderne, den ene med røde sider, den anden med blå.

Da skikkelserne nærmer sig, hører han, at de synger en smuk salme. Da

de færdige med den, kommer skikkelserne svævende hen til ham. Den ene

har et blåt bånd om halsen, den anden et rødt. Ham med det blå bånd

siger, at de er kommet for at forklare ham noget. Han spørger også, om

han ikke kan kende ham, og M. glipper med øjnene til ja. Skikkelsen

beretter nu, at han inden han mistede sin krop var Porkapuusi / Poqqapuusi (?). Hans ledsager hedder Kristian Renatus. Sidstnævnte har endnu sin krop, mens

den talende selv kun er sjæl, deraf den røde farve. K.R. er en

sandfærdig ung mand fra Fiskenæsset, som fortæller om sin frelsers

smerte og død. Derfor er hans tøj så smukt og skinnende hvidt. Tøjet

er kendetegn, siger han. Så begynder de på en ny salme, anorakkerne

knitrer, de fjerner sig baglæns og bliver atter to lys. Endnu inden de

er forsvundet bliver M. atter i stand til at røre sig og sætter sig op

og betragter dem en lang tid. Selv om han kun har fået et enkelt

lille rensdyr, tager han straks hjem. Han fortalte siden flere gange

om sin forunderlige oplevelse.

 

Hist.: Et af de talrige drømmesyner fra den tidlige missionstid.

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Milortuaraq

Print
Dokument id:1751
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Milortuaraq
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 463 - 465
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 55 ss. 295 - 300.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

"Taama allattunga, Aron", 1999, II: 463 - 465: Milortuaraq; og i Thisted og Thorning: 'Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... / Måske nogen kunne fortælle ...', 1996: nr. 55 ss. 245 - 247 med dansk kommentar og resumé s. 338 - 339:

 

Resumé ved Kirsten Thisted i Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... s. 338-339:

 

Miliortuaraq var kun ganske lille, da hans far døde, han havde ingen søskende.

Om efteråret samler moderen en hel sækfuld bær og byder den til for

den, som vil bygge hendes søn en kajak. På den måde får M. sig en

kajak, selv om han ikke har nogen far. Næste forår får moderen

kajakken, sig selv og sønnen færget over til et sted, hvor der er godt

med stenbidere, og så bliver sønnen sendt på stenbiderfangst. Når han

kommer hjem øver moderen ham i kajakvending. "Ingen mand, men jeg, som

er en kvinde, har øvet dig!" siger hun, da han er fuldt uddannet. Og

derefter opfordrer hun ham til at blive noget ud over det sædvanlige,

ikke blot en mand, der lige klarer dagen og vejen. En senere episode

belærer dog M. om, at man på den anden side ikke skal være overmodig.

Da M. er blevet voksen og en stærk mand, har han sin foretrukne

overvintringsplads ved Attorsuit. Hver gang nogen kommer for at kappes

med ham, opgiver de på forhånd, når de ser hvilke bølger M. klarer at

tage ud på fangst i. Og når bølgerne engang imellem er så høje, at det

er umuligt at tage ud fra stranden, så kaster konen ham simpelthen ud

fra toppen af en høj skrænt.

       Ved den tid har M. for skik at tage ind

og holde sommer ved indlandsisen. Engang han er på vej ud af fjorden

slår han lejr ved herrnhuterne, men missionærerne bryder sig ikke om

at de udøbte blander sig med de døbte. En af missionærerne Johannes,

får øje på M.s to store bidske hunde og vil skyde dem. M. protesterer,

fordi de står forsvarligt bundet, men missionæren vil skyde dem

alligevel. Nu går så M. imellem missionæren og hundene, og

missionæren smider bøssen og griber fat i manden. Folk strømmer til

for at overvære brydekampen. Man regner med, at M. nok snart vil blive

kastet til jorden, for missionæren er en stor kraftig qallunaaq, men

det går lige omvendt. Missionæren kommer op igen og tager fat i M.,

men da han for tredie gang skal til at tage fat i ham, siger M.: "Jeg

er ikke døbt, og tager du fat i mig igen, slår jeg dig ihjel!". Så

opgiver missionæren, fordi han har fået respekt for den anden, selv om

han ikke er nær så stor. Bagefter kommer en af kateketerne og kalder M.

op til Johannes. Missionæren sidder med ryggen til og skriver, da M.

kommer ind. Så lægger han det han skriver og vender sig og ser på den

anden og siger:"Hvad mener du?" "Jeg har ingen mening," svarer M.

Hvorpå missionæren rejser sig, tager hans hånd og siger "Jeg tilgiver

dig !". M. takker og går sin vej med et stort stykke tobak og et stort

stykke brød, som pris for brydekampen.

Sidenhen blev M. døbt og fik navnet Thomas. Så blev han syg, og da han

havde været ude sidste gang, sagde han, at det urolige hav på

vindsiden af de yderste øer nu ikke så mere til ham. Fortælleren ender

med at konstatere, at M. endte sine dage på en god måde. Og slutter

med at fortælle, at han selv har mødt M.s barnebarn, Katrine-Lisbet,

som døde for ret lang tid siden.

 

Var.: Milortuaraq;

 

Hist.: Fortællingen virker helt autentisk og kan vel tidsfæstes til

ca. 1800. Bemærk at drab endnu frit kan begås af udøbte i kamp. Dette træk er undgået i den overordentlig lange variant fortalt af Esaia Martinssen en generation senere. En variant af Jaakuaraq er desværre ikke nået med i som oversættelse i denne base.

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Naartooq

Print
Dokument id:1762
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Naartooq
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:ss. 270 - 271, nr. 65
Lokalisering:Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 65, ss. 333 - 336.

 

Uddrag i Rink 1866 - 71, II: s. 112 - 113, nr. 80: Nartouk.

 

Resumé af uddraget: Naartooq (Tykmave) var en storfanger ved Paamiut for ikke så

mange år siden. Først dræber han en misundelig mand i selvforsvar,

dernæst bliver han lystmorder,

men rådes så fornuftigt af en anden mand og kommer til fornuft. Hører

engang, da han sover i en klippehule under renjagt, en buldrende

stemme. Han kalder sine døde bedsteforældre til hjælp, beder den

buldrende komme ind, men stemmen fjerner sig. Måske var det

toornaarsuk. N. var meget tyk, havde kun døtre og han sluttede hver

aften måltidet med en pose bær, som han spændte om maven og spiste af.

 

For kommentarer til Rinks version af originalteksten se Thisted og Thorning 1996:

nr. 65, s. 343.

 

Var.: The glutton Narajê / Narajii. Faktisk ikke en variant, men opbindingen af maven er også denne grovæders vane.

 

Hist.: Ifølge fortælleren Hendrik var Naartooq oldefar til den

Hendrik samtidige, Jørgen ved Narsaq.

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Najagiinnguit / Søskendeparret / En dreng og hans lillesøster

Print
Dokument id:812
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415
Fortæller:?
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:Rosing, Peter ?
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Najagiinnguit / Søskendeparret / En dreng og hans lillesøster
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:7 sider
Lokalisering:Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Dette er en stærkt revideret renskrift (af Peter Rosing ?) af KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419, nr. 96 - begge versioner er oversat i denne base.

 

 

Resumé se: Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 318 - 322,

"Bjørn, knivhale og savryg."

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Det fortælles, at en fanger havde to plejebørn, der var

søskende (en dreng og hans lillesøster).

En gang om efteråret, da bærrene modnedes, begyndte søskendeparret at

tage ud på bærtogt for a samle bær til vinterforråd.

En dag var søskendeparret ude for at plukke bær. Da de var på vej

hjem, fik de øje på et kæmpe menneske, med kun et øje og et ben. Da

han begyndte at forfølge dem, flygtede de. Men kæmpen halede mere og

mere ind på dem; og de søgte efter en kløft, hvor de kunne gemme sig.

Da de fandt en kløft, gemte de sig der med lillesøsteren nederst.

Kæmpen nåede frem og opdagede dem; og han tog storebroderen op og

anbragte ham ved siden af sig; og idet han tog lillesøsteren, sagde

han: "Hende der vil jeg tage til kone," og herefter drog han afsted

udefter sammen med pigen.

Da storebroderen havde grædt tilstrækkeligt længe over tabet af

lillesøsteren, tog han hjem og fortalte det til sine forældre.

De sørgede over tabet af pigen og de kunne ikke finde hende.

Storebrodrene kunne under sin opvækst ikke glemme sin lillesøster; og

han gjorde hvad han kunne for at blive åndemaner og styrke sine

kræfter.

Da han var blevet voksen, spurgte han sin plejemor: "Hvad mon man

bruger som slædehunde?" (Det fortaltes, at de ikke kendte noget til

hunde.) Plejemoderen svarede: "Jeg har hørt, at man bruger harer som

slædehunde." Da plejesønnen hørte dette, drog han ind i landet for at

finde harer til slædehunde.

Da han havde samlet tilstrækkeligt mange harer, tog han hjem, byggede

sig en slæde og tog ud på en slædetur.

Da han var nået meget langt hjemmefra og vendte hjemad, blev harerne

trætte; derfor dræbte han dem alle sammen, da han kom hjem, hvorefter

han spurgte sin plejemor: "Hvad mon man bruger som slædehunde?"

Plejemoderen svarede: "Jeg har hørt, at man bruger ræve som

slædehunde." Efter at have fået dette at vide tog plejesønnen ud for

at samlet sig nogle ræve.

Da han havde samlet tilstrækkeligt mange, tog han hjem. Han lavede

seler til dem alle sammen, hvorefter han tog dem ud på en køretur.

Han kørte langt bort og på tilbage-turen, umiddelbart før de nåede

hjem, blev hundene trætte. Ved ankomsten dræbte han dem alle sammen

og spurgte sin plejemor: "Hvad mon man bruger som slædehunde?"

Plejemoderen svarede: "Jeg har hørt, at men bruger isbjørne." Dagen

efter tog han ud for at skaffe sig en isbjørn som slædehund.

Han gik ind i landet og fik øje på en stor isbjørn. Han gik hen og tog

den, gav den mundkurv på og bandt det ene forben fast til halsen. Så

førte han den med sig hjem.

Efter at have trænet den, fik han lyst til at prøve den,og ha tog

afsted på slæde.

Han kørte meget langt væk; og han kom tilbage, uden at "slædehunden"

blev træt; og han roste dens gode egneskaber som "slædehund".

Efter at have kørt med den et stykke tid spurgte han: "Hvad mon man

bruger til slædehunde?" Plejemoderen svarede: "Jeg har hørt, man

bruger nogle dyr med jernhale som hunde. Og det er noget med, at de

holder til mellem rådne sten." Da han hørte dette, klargjorde han

mundkurv og skagle og drog ind i landet.

Han var kommet langt ind i landet, da han imellem de rådne sten fik

øje på et dyr med jernhale, der tyggede en rådden sten, så det

knasede. Han gik hen til dyret. Da han nærmede sig drejede det sig

hele tiden med halen vendt imod ham, for at slå ham med halen. Han

gik hen til det for at tage det, give det mundkurv på og binde

skaglen fast. Bundet førte han det hjem.

I starten kom isbjørnen og dyret op at slås, men han trænede dem; og da

de havde vænnet sig til hinanden, tog han afsted på en slædetur.

Han kørte langt, langt væk; og han kom tilbage, uden at trækdyrene

blev trætte. Han var meget tilfreds med sine "hunde", men han ville

gerne have endnu én. Derfor spurgte han sin plejefar: "Hvad mon man

bruger som slædehunde?" Plejefaderen svarede. "Jeg har hørt noget om,

at man bruger dyr med en sav på ryggen som slædehund."

Han spurgte ham, hvor disse dyr plejede at holde til. Plejefaderen

svarede: "Jeg har hørt, at de skulle holde til i revner i en

snedrive." Dagen efter tog han ud for at lede efter sådan et dyr.

Han nåede en snedrive og fik i en revne øje på et dyr med en sav på

ryggen. Da han kom derhen, ville det save ham med sin sav; men han tog

det, gav det mundkurv på og førte det med ned til kysten.

Til at begynde med kom dyret op at slås med isbjørnen og dyret med

jernehalen, med efter at have trænet dem færdigt, tog han ud på en

meget lang tur, og da han vendte tilbage, uden at "hundene" var blevet

trætte, erklærede han sig tilfreds med antallet af hunde.

Samme dag om aftenen manede han ånder. Han ledte efter søsterens

fodspor og fandt dem; og dagen efter tog han afsted i søsterens spor.

Han kørte stærkt, direkte udefter og efter lang tid fik han forude

øje på en stor ø. Lige før de nåede frem, fik han øje på nogle store

spor, og han genkendte dem som spor af den, der bortførte hans

lillesøster dengang de var børn.

Han fulgte nu disse spor og fik endnu mere fart på. Han fortsatte og

standsede neden for kæmpens hus, hvor han tøjrede hundene, og gik op

og ind i huset.

Lillesøsteren, som han genkendte helt og holdent, var alene hjemme,

idet manden var ude på fangst.

Da han havde været inde i huset et stykke tid, sagde han til

lillesøsteren: "Lad mig dræbe din store mand, ikke?" Lillesøsteren

svarede: "Min mand elsker mig højt, og han sørger for, at jeg ikke

kommer til at mangle noget af det, jeg behøver. Du må ikke dræbe ham."

Storebroderen sagde så: "Når jeg kommer hjem uden at have dræbt ham,

er det mig, der må dø af savn over dig!" Dertil sagde søsteren: "Hvis

det er sådan fat, må du hellere dræbe min store mand."

Mens alt dette skete, var hendes store mand på vej hjem indefter. Da

han nærmede sig huset, opdagede han, at der holdt en slæde nedenfor.

Han løb i en fart ind i deres hus og stod pludselig ansigt til ansigt

med den besøgende. Mens han stod der og stirrede intenst på gæsten,

sagde hans kone: "Det er min storebror, som var sammen med mig

dengang, du tog mig." Da tog han godt imod

storebroderen.

 

Under samtalen inviterede storebroderen sin svoger hjem

på besøg. "Nej, jeg er bange for dine hunde," sagde svogeren.

"Du skal ikke værebange for mine hunde. De kan ikke løbe lige så hurtigt som du." Det fik svogeren til at sige ja til besøget.

 

Da de tog afsted tidligt næste morgen, sagde storebroderen: "Du skal

løbe foran hundene." Som storebroderen sagde, gav svogeren sig til at

løbe hurtigt foran slæden. Og hundene satte efter ham i fuldt

firspring. Hvergang "hundene" var lige ved at indhente ham, satte han

i et spring, så "hundene" igen kom bagefter. Sådan spurtede de hele

tiden, helt frem til storebroderens hus.

Søskendeparret (der står egentlig kun: de andre) gik ind i huset, mens

svogeren blev udenfor, da husgangen var for snæver til, at han kunne

komme igennem.

Storebroderen sagde til ham: "Vi lægger nogle skind på gulvet ude i

gangen. Læg dig ned på maven, og lad alene dit hoved komme ind i rummet

på besøg."

Det gik han med til og havde sit hoved på besøg. Allerede

før han krøb ind i gangen, havde storebroderen ladet de andre vide, at

han ville dræbe ham, mens han lå i gangen.

Da kæmpen var inde i gangen, gik storebroderen hen til sine "store

hunde" og sagde til isbjørnen: "Du skal angribe hans balder, alt hvad

du kan," til dyret med saven på ryggen: "Du skal save ham i

maven," og til dyret med jernhalen: "Du skal tæve hans store

krop."

Sålede instruerede gik hans "store hunde" til angreb på kæmpen.

Da isbjørnen bed ham i balderne, sagde han: "Det er en lus, der bider

mig!" Han var ved at skubbe sig bagud af gangen, fordi det gjorde mere og mere ondt;

så savede dyret med en sav på ryggen ham i maven, så indvoldene

væltede ud.

Det lykkede ham at komme udenfor; og idet han rejste sig op, faldt

indvoldene ned; og han faldt død om.

Da han var død, begravede storebroderen ham og aflivede sine "store

hunde".

Det fortælles, at da han havde dræbt svogeren, fik han søsteren tilbage,

og at de bor sammen den dag idag.

 

Var.: Kreutzmann: søster Akilineq; knivhale; trækdyr; oqaluttuaq utoqqannguanik kangerlummut; Broderen som genfandt sin søster i Akilineq; Anertorsuaq; Hendrik Illoriinnik; Johanneserujuk akilineq søster; Fortælling om Ungilattaqi;

 

Kommentar: Håndskriftet dateret af Rasmussen til 19. febr. 1920, men om det gælder Sofie Jørgensens egne nedskrifter i hæfte 419 eller renskrifterne i hæfte 415 er uvist. Sofie Jørgensen overvintrede i Danmark på gennemrejse til Qaqortoq i 1920. Hun må således være rejst fra Ammassalik sammen med Rasmussen i 1919.

Najagînguvít / Najagiinnguit / Søskendeparret

Print
Dokument id:811
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419
Fortæller:Jørgensen, Sofie
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Najagînguvít / Najagiinnguit / Søskendeparret
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:7 sider, nr. 96
Lokalisering:Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Se også stærkt revideret renskrift af samme fortælling i KRH, kasse 52,

nr. 2, hæfte 415 (af Peter Rosing ?) - begge versioner er oversat i denne base.

Resumé:, se: Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s.

318 - 322, "Bjørn, knivhale og savryg".

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Om én, der brugte en isbjørn, et dyr med jernhale og og et med sav på ryggen som slædehund.

To forældreløse, der var i pleje hos et ægtepar, plejede om efteråret

at samle bær til vinterforråd.

Da det blev vinter, tog drengen og hans lillesøster af sted for at

hente bær fra deres forråd. Undervejs fik de øje på et stort menneske.

De gav sig til at flygte. Denne kæmpe begyndte også at løbe

og hale ind på dem. De var klar over, at han ville indhente dem, hvis

de fortsatte, så de kiggede hele tiden efter en klipperevne og fandt

også en. De anbragte sig i revnen; og drengen sørgede for, at

lillesøsteren kom til at ligge nederst. Kæmpen kom hen til

dem; og de opdagede, at han var meget stor, og at det kun havde et

øje, der fyldte hele ansigtets bredde.

Kæmpen greb storebroderen i ryggen, løftede ham og satte

ham igen ned på jorden. Han tog så lillesøsteren og sagde: "Hende dér

skal være min kone!" Med hende drog han afsted direkte vestover.

Storebroderen græd meget.

Han gik hjem og fortalte det til sine plejeforældre.

Han voksede op og savnede sin lillesøster. Han blev som voksen en

dygtig fanger, og han fik mange kræfter. Han blev også åndemaner.

En dag spurgte han sin plejefar: "Må jeg anskaffe mig hunde?" Han

svarede: "Værsgo, anskaf dig hunde!"

Plejesønnen sagde ikke mere. En dag sagde han igen: ("Taume

kisimangalikiaq qingmeqartariaqarpa?" Renskriften: "Hvad bruger man

som hunde?" ? C.B) Plejefaren svarede: "Jeg har hørt, at ræve skal

være gode som hunde."

Dagen efter tog plejesønnen afsted for at samle ræve sammen. Han fik

samlet fem ræve sammen("manioranut" ?). Igen næste dag fangede han

fem. Så havde han ialt ti. Han lavede seler til dem og prøvede dem.

De løb nok hurtigt, men de blev trætte. Da han kom hjem, sagde han:

"Mine nye hunde kan ikke bruges. Hvilket dyr er mon de eneste der er velegnede

som hunde?" (usikker oversættelse). Han svarede: "Jeg har hørt, at

isbjørne skal være velegnede."

Han lavede en hunde-mundkurv og noget til at binde bjørnen med og tog

afsted for at søge efter en isbjørn. Han fik øje på en stor isbjørn og

fangede den. Han gav den mundkurv på og bandt slæbetøjet ("taligûtísâ

norqardlugulo") fast. Han gik ned med den og afprøvede den. Den løb

hurtigt. Han var spændt på, om den blev træt. Selvom den blev træt,

gik den ikke så langsomt.

Da han kom hjem, sagde han til plejefaderen: "Måske skal jeg også ha

en anden. Den her er for så vidt god nok, men den bliver træt."

Plejefaderen sagde: "Man har hørt, at dyr med en hale af jern skal

være gode." Plejesønnen svarede: "Hvor mon de plejer at opholde sig."

Plejefaderen svarede: "Man har hørt, at de opholder sig

mellem/i/blandt (?) rådne sten!"

Så lavede den unge mand en mundkurv og noget til at spænde med,

hvorefter han tog afsted. han gik og gik og kom til en rådden sten

(klippe). Han så noget sort ("tarqisoq") som havde en hale af jern.

Da han ville tage dyret, var der som om, at dets hale var nærgående.

Han var bange for det, så han bandt slæbetøjet fast til dets hale.

Så drog han afsted med det. Han prøvede det. Det løb meget hurtigt, og

det blev ikke træt.

Han sagde igen til plejefaderen: "Jeg bør nok afskaffe mig endnu én,

så de bliver tre." Plejefaderen sagde: "Jeg har hørt noget om et dyr,

der havde en sav på ryggen." Plejesønnen spurgte: "Hvor mon det bor

henne?" "Jeg har hørt at det bor i klippehuler eller lignende," sagde

plejefaderen.

Så tog plejesønnen afsted og begyndte at lede efter det.

I en klippehule fik han øje på ét med en sav ("igîdlinerqangérqisartoq"

det skal vist være: "ikkiillineqanngeqqissaatoq"), som aldrig bliver sløv. Dyret var farligt og ville angribe. Dog fangede han det,

tøjrede det og gik ned med det. Det blev så tre hunde. Han prøvede den

og de var vældig gode. Han ville så hente sin lillesøster.

Om aftenen manede han ånder og så, at vejen til lillesøsteren gik

direkte mod vest (nok øst, ud over havet - ifølge retningsbetegnelsernes betydning i Østgrønland, BS), uden at man kunne se enden på den.

Dagen efter tog han afsted.

Han fulgte vejen til lillesøsteren, og den var til og med tydelig. Han

kørte hurtigt; og snart fik han øje på en stor ø og nogle spor; og han

genkendte dem som spor af kæmpen; de var så store som børn.

Da han begyndte at følge disse spor, steg farten.

Det varede ikke længe, så var de nået frem neden for huset. Han

ordnede sine hunde og gik ind.

Han genkendte sin lillesøster og spurgte hende: "Bor du her?" "Ja!"

svarede hun. "Hvor er så den store mand?" spurgte han. "Han er ude på

kajakfangst!" svarede hun. Han sagde: "Hvad med, at jeg dræbte ham?"

Hun svarede: "Nej, du må ikke dræbe ham. Han behandler mig godt. Han

sørger for, at jeg hverken sulter eller kommer til at mangle tøj

Så du ikke dræbe ham." " Og jeg skal ikke komme derop?" siger

han. "Nej, det kan ikke lade sig gøre," siger hun. Han blev mere og

mere ivrig og sagde: "Hvis jeg ikke dræber din mand, må jeg selv dø."

Da han sagde dét, indvilgede hun bare.

Lillesøsteren sagde til sin storebror: "Gem dine hunde. Han vil dræbe

dem, hvis han ser dem." Han svarede: "Det kan ikke lade sig gøre."

Idet samme sagde hun, at han var ved at komme hjem.

Da kæmpen på vej hjem så disse hunde, gav han sig

til at løbe, alt hvad han kunne hen til dem. Hundene rejste

sig og begyndte at løbe efter ham, så han havde svært ved at slippe

fra dem (Det er vist meningen. C.B) Da han kom ind i huset stirrede

han på gæsten. Konen sagde til sin mand. "Det er din svoger."

("â ínargíkaluaq tigugakit ijarqátit tâno": noget med, at han dengang

tog ham og slap ham igen.)

Det store menneske tog godt imod sin svoger; og svogeren sagde til

ham: "Du skulle tage og besøge os." "Nej, jeg er bange for dine hunde."

Han svarede: "Du skal ikke være bange for dem, for de kan ikke løbe så

hurtigt, som du kan." Så tog de afsted. Storebroderen bar

lillesøsteren på ryggen; mens den store svoger løb foran. De nåede

frem til plejeforældrenes hus. Lillesøsteren gik ind på besøg.

Den store svigersøn var for stor til at komme ind i huset. Så sagde

svogerne til ham: "Du kan jo bare lade dit hoved komme ind i huset på

besøg (eller: Hvorfor ikke blot lade dit hoved komme på besøg). Vi

lægger skind på gulvet i gangen." "Lad gå," svarede han.

Kæmpens svoger havde i forvejen underrettet de andre om sit

forehavende. Så gik han hen til hundene. Han sagde til isbjørnen: "Du

skal angribe ham i bagdelene." Han sagde til dyret med sav på ryggen:

"Du skal save ham i maven." Og til dyret med jernhalen sagde han: "Du

skal piske ham med din hale." herefter løste han alle dyrene. Alle tre

gik hen til kæmpen - ét til den ene side ét til den anden side. Så

gik isbjørnen til angreb på hans bagdel. "Nå! en lus bider mig i min bagdel, det klør meget," sagde kæmpen.

Da isbjørnen havde indledt sit angreb, savede dyret med saven ham i maven.

Så snart han begyndte at røre på sig pryglede dyret med jernhalen ham.

Da det store menneske slap ud af gangen og rejste sig op, faldt alle

hans indvolde ud, så han faldt om og døde.

Herefter slagtede storebroderen alle sine hunde, for nu havde han

brugt dem over for den store svoger. Og han kom igen til at bo sammen

med sin lillesøster.

 

Var.: oqaluttuaq utoqqannguanik kangerlummut; Broderen som genfandt sin søster i Akilineq; Anertorsuaq; Hendrik Illoriinnik; Johanneserujuk Akilineq søster; Manden, som for over til landet på den anden side. Fortælling om Ungilattaqi;

Nakkannguaq

Print
Dokument id:1759
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Nakkannguaq
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:ss. 263 - 264, nr. 62
Lokalisering:Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 62, ss. 324 - 326.

 

Uddrag i Rink 1866 - 71, II: s. 111, nr. 77.

Resumé af uddraget: Nakkannguaq er en mageløs storfanger, der engang

harpunerer en kæmpesælhund. Den er håret, ser ellers ud som ungen af

en fjordsæl, og den farer med line og fangstblære så langt til havs,

at N. sammen med flere andre fangere må opgive den.

En anden gang finder han en fangstblære så stor som et skær ude til

havs, flere andre hjælper ham med transporten, som de dog må opgive

p.g.a. nordenstorm. Man slutter sig til, at både sælen og fangstblæren

må være fra kæmpernes land på Akilineq.

 

For kommentarer til Rinks version af originalteksten se Thisted og Thorning 1996:

nr. 62, s. 341.

 

Hist.: Opfattelserne af Akilineqboerne ændrer sig med tiden i overleveringen: (søg på: Akilineq). Forestillingen om dem som kæmper er dog typisk østgrønlandsk. Dvs. her har vi endnu et spor bagud i tid fra herrnhuternes grønlændere til Østgrønland. "Demografi. Flytninger".

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Nerdlimik nulialek angut nuliásarútoq / Nerlimik nulialik angut nuliassaruttoq

Print
Dokument id:1315
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 413
Fortæller:Jørgensen, Sofie
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Nerdlimik nulialek angut nuliásarútoq / Nerlimik nulialik angut nuliassaruttoq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:3 sider, nr. 46
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 364.

Renskrift KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 424: "Angut nerdlermik nulialik" (med sproglige rettelser og til vestgrønlandsk af Hendrik Olsen eller ?)

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Manden, der giftede sig med en gås / Manden, der ikke kunne finde sig en kone.

 

En søn af et ægtepar manglede en kvinde at gifte sig med. Han kunne

slet ikke finde sig en kvinde. En gang tog han en tur ind i landet.

Han fik øje på en stor sø; og han hørte nogle stemmer. Han gik hen til

søen og opdagede, at der var en hel masse kvinder, smukke kvinder. Han

begyndte at gå ned til dem. Inden de så ham, nåede  han frem til deres

tøj, og han gav sig til at undersøge det, for at finde frem til det

med de mindste sting; han flængede tøjet, idet han rev meget små

flænger i det, der var syet med mindre sting; mens han rev større

flænger i det, der var syet med store sting; og det sidste, der så ud,

som om der ikke var syet ét sting, rev han næsten helt itu, hvorefter

 han ville lade sig se. Da han viste sig, fik kvinderne travlt med at

trække i tøjet. Så snart de var kommet i tøjet, fløj de. Det viste

sig, at det var gæs. Den ene, hvis tøj var blevet revet næsten helt

itu, kunne ikke flyve bort. Manden tog hende til sig og

gik ned med hende til sin mor, til hvem han afleverede hende, idet han

sagde: "Her har du din kommende svigerdatter." Han giftede sig med

pigen, som var arbejdsom (sanatôk), og nadlugane (snart/ el. hun fik

ondt i maven fødte hun) to børn, som ikke var tvillinger. Da de

blev større, blev de i stand til at

græde (qiasalerput) (for at få noget) (det er formentlig meningen CB)

græs og sand. Bedstemoderen sagde: "Nej, ikke græs og sand.

Gå hen til jeres far, der spiser mattak, og spis noget af det."

Moderen blev vred over dette. (Fra da af) tog  hun bort om morgenen og

vendte først tilbage om aftenen. Det viste sig, at hun samlede vinger

sammen. Da hun havde samlet tilstrækkeligt mange sammen, satte hun

vinger på børnene og på sig selv og fløj bort ind i landet nærmest med

vinden i ryggen.

 

Da manden kom hjem fra fangst, var konen (og børnene)

(sådan skal det nok forstås CB) der ikke. Han ledte efter dem alle

vegne. Da han ikke fandt dem, tog han ind i landet. Han fik øje på et

stort menneske, der huggede (brænde) (det må det vel være CB) med en

økse. Splinterne fór afsted og blev til dyr - bjørne, sæler, fisk og

alle mulige andre dyr. Han spurgte manden, der huggede: "Har du heller

ikke set sãlerqitiga (min .....?, formentlig kone), som er

forsvundet. Jeg ved ikke, hvor hun er gået hen." Han svarede: "I går

fløj der tre - den forreste størst og den bagerste mindst - over os.

De fløj videre nærmest i retning af det indre af landet og nærmest

med vinden i ryggen takuat (? se) qanorme (? hvordan mon)."

Han sagde: "Følg du dem." Og da han tog sin store økse, lod han

ham sætte sig ned på pátûtaunut (kender ikke ordet. K.R.'s resumé: en afhugget

spån) og sagde: "Du må ikke åbne øjnene. Undervejs vil du flyve over

en masse mennesker. Men du må ikke slå øjnene op." Og det gik sådan

til: Han fløj over nogle, der snakkede. Da han havde fløjet over dem,

slog han øjnene op, men begyndte at dale. Så lukkede han øjnene

igen amiganginík (? helt), og det blev normalt igen. Så hørte  han

igen nogle snakke sammen - kun to. Han slog øjnene op og så, at det

var hans elskede børn. Han standsede her og sagde: "Du skal sige til

din mor, at far er kommet." Det ene (gik ind og sagde) (det er

formentlig meningen CB): " Mor, far er kommet." Moderen svarede: "Du

har ingen far. Vi rejste fra din far suvirudlugo ãutat ãrudlugo

(? suerullugu - fratog ham alt, aâuutat aârudlugo - berøvede ham alt).

Gå ud igen." Da de kom ud, sagde de: "Vi skulle sige, at vi ingen far

 har, og at vi rejste fra ham aâuudlatâ(ru)dlugo (?) suvirudlugo

(fratage  ham alt)." (Han svarede): "Nej, sig til din mor, at din far

er kommet." (Drengen gik ind igen og sagde): "Mor, jeg skal sige, at

min far er kommet." (Moderen svarede): "Nej, I  har ingen far. Hvis

det er jeres far, så lad ham komme indenfor." Han gik ind og så sin

kone. Hans kone gav sig til at lyske ham. Sikke han sov !  Da han

vågnede, var det blevet sommer. Det viste sig, at hans kone og børn

var taget af sted, mens han sov.

Her kangungilak (kom han ikke videre?) døde han.

 

Var.: Søg på Swan

Nerrersûjût / Nerrersuujuut / Grovædertroldene

Print
Dokument id:1365
Registreringsår:1919
Publikationsår:1921
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Nerrersûjût / Nerrersuujuut / Grovædertroldene
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, I
Tidsskrift:
Omfang:side 262 - 269
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik?
Note:

Formentlig den samme fortælling, der optræder i kort resumé ibid. s. 370.

 

Håndskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 404, nr. 62: Nerrusûjûmik

uvilik. Samme fortælling med samme ordlyd findes også med anden skrift, formentlig Hendrik Olsens, i NKS 3536, I, 4', læg 11, s. 15 - 25. NKS 3536, I, 4', læg 9 - 11 er af Rasmussen anført som fortællinger fra Godthåb, Nuuk, hvorfor det er usikkert om "Grovædertroldene" faktisk er fra Ammassalik.

Thalbitzers Koopajeeq / Kupajeeq - varianter fra Ammassalik handler om de samme mytiske skikkelser.

 

Resumé:

En bror og en søster er plejebørn hos et ægtepar, hvor de har det

godt. En dag blir søsteren borte under en udflugt efter bær. Hun er

forsvundet. Den sørgende bror beslutter sig til at blive åndemaner og

får snart så mange evner, at han kan se hendes spor, hendes vej, op i

landet mod en stor fjord. Han vil lede efter hende, når han blir

større. Han vokser til, får kone og barn, og da forsvinder en gravid

kvinde fra bopladsen. Hendes spor kan han ikke se, fordi hun må være

blevet dræbt. Om efteråret meddeler han, at han vil tage ud og lede

efter sin søster i den retning, hvor bjørnene ikke kommer trækkende.

Da solen er vendt og lyset er kommet tilbage, kører han afsted på sin

slæde. På et højt bjerg ved den store fjord får han øje på to huse.

Hans søster kommer ud af det ene. Han ønsker hende hen til sig, hører

at hun er gift blandt grovædere og spør, om han må besøge hende. Hun

skal først spørge sin mand, som de andre er bange for. Manden kommer

med hende ud til broderen og inviterer ham med hjem. Mange naboer

kommer for at se den fremmede og blir jaget bort af svogeren, hvis de

er for nærgående. En mand med beskidt ansigt kommer gang på gang ind

og sætter sig stadig nærmere åndemaneren, hvis svoger overtaler ham

til at tage imod sin kniv og gøre det af med den beskidte, der vil

æde den fremmede. Åndemaneren dræber ham. Liget blir hentet af den

dræbtes kone, der glad erklærer, at nu kan hendes børn få sig et godt

måltid. Næste morgen, da broderen rejser, opfordres han til at komme

tilbage med kone og barn. Det gør han. Gæsterne kan ikke spise af

maden, der er menneskekød. Svogeren beværter dem da med en halv

sortside. De inviteres til spisning i nabohuset. Åndemanerens kone

vil nødigt efterlade sit lille barn, men to svigerinder lover at

passe godt på det. I nabohuset serveres det hengemte lig af den

gravide kvinde, der forsvandt. De unge piger får indvoldene, man

suger øjne og næse ud og kaster sig over resten som hunde. Broderen

og hans kone skal ikke nyde noget. Hun ængstes for sit barn, som

hendes svigerinder ganske rigtigt har dræbt og kogt. Svogeren smider

sine søstre ud. De skal ikke få lov at spise barnet, der begraves.

Svogeren frygter nu, at han ikke kan forsvare sine gæster og

overskærer sammen med sin svoger surringerne på alle bopladsens

slæder. Åndemaneren og hans kone rejser, og da de

er nået langt ud, råber svogeren, at de ikke længere kan nås.

Grovæderne springer på deres slæder, der en for en falder sammen ned

ad en skråning mod fjorden. Een slæde er blevet overset. Ejeren haler

ind på de flygtende. Åndemaneren dræber hans hunde en for en.

Grovæderen fortsætter til fods, griber fat i opstænderne på

åndemanerens slæde og får først den ene hånd hugget af, så den anden.

Han stopper straks hænderne i munden. De andre grovædere når også frem

til fods. De vil se hans sår. De er snart lægte forsvarer han sig med,

men blir dræbt. Låret tages med hjem til konen, der glad fortærer det,

da hun hører, at det er hendes mands ene lår.

 

Var.: Malarsivaq. Søg iøvrigt på menneskeædere, menneskekød.

 

Kommentar: understregningerne af disse åndemenneskers kannibalisme er usædvanligt tykke - og derfor morsomme / ækle - i denne version.

Nukápiatoqaq / Nukappiatoqaq / Pebersvenden

Print
Dokument id:345
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 3536, I, 4'
Fortæller:Salomon (Sâlumût)
Nedskriver:Heilmann, Nette
Mellem-person:Olsen, Hendrik
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Nukápiatoqaq / Nukappiatoqaq / Pebersvenden
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:læg 17, side 16h - 21h
Lokalisering:Qaarusuk / Bjørneøen: Nuuk / Godthåb
Note:

Renskrevet igen af Hendrik Olsen: NKS 3536, I, 4', læg 12, ss. 12 - 21.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Det fortælles om en pebersvend / ungkarl, at han havde svært ved

at fange noget. Når han var ude på fangst, fik han aldrig noget. Når

han ikke var ude i kajak, gik han gerne en tur lige i nærheden af

bopladsen. Når han hørte løssluppen snak eller skrig, gik han gerne

hen for at se, hvad det var for noget; og det var gerne en flok piger,

der i leg bar hinanden på ryggen ("amaartuartut"). Han sneg sig ind på

dem, men så snart de så et glimt af ham, flygtede de, så der ikke var

en eneste at se. Så ventede han til om aftenen. Når pigerne kom ud for

at trække frisk luft, kom han ud og sneg sig ind på dem via de

mørkeste steder. Så snart pigerne fik et glimt af ham, sagde de: "Nu

kommer pebersvenden!" og flygtede, så man kunne høre larmen af de

mange såler, der ramte jorden. Det var altså lige så svært for ham at

få fat i piger som at fange sæler.

 

En dag tog han som sædvanlig ud på

fangst, selv om han aldrig fangede noget. Han nåede et lille næs

syd for bopladsen og roede udefter. Han havde fjernet sig temmelig

langt derfra, da han fik øje på en fugl, der fløj indefter, idet den

nøje fulgte dønningerne.

Han syntes, at den så meget ejendommelig ud, så han iagttog den længe.

Den kom ganske tæt på; og den så stadig lige så besynderlig ud.

Den fløj forbi ham ind imod land ret norden om det lille næs, han var

roet ud fra, og forsvandt ind i den lille fjord. Han tænkte, at den

måske ville komme op på land, så han kiggede hen over næsset; men den

viste sig ikke. Den var så fremmedeartet, at han fik lyst til at få

opklaret, hvad det var for en, og han roede ind imod land. Han nåede

sit udgangspunkt, det lille næs, og fortsatte kystlangs på dets

skyggeside for at finde fuglen. Han nåede ind i bunden af den lille

fjord og roede mod nord langs med rullestenene, og endelig fik han øje

på fuglen, der sad på vandet med fronten udad ved enden af

rullestens-stranden. Han stagede sig frem langs stranden, hvor han nu

og da stødte fra med sin åre. Lige før han nåede den, lagde han ved

nøjere eftersyn mærke til, at den ligesom stirrede på noget nede

under sig. Da han så befandt sig mellem stranden og fuglen, stødte han

fra og gled næsten helt hen til den. Han så nærmere på det, der var

under fuglen, og blev dybt forundret, da han så en ulk stikke så meget

frem under en tangplante, at hovedet til og med øjenene og begge

lænderne var synlige.

 

Mens han kiggede på fuglen, fik han sig en ny stor overraskelse, for

fuglen gav sig til at snakke: "Hør du store ulk, med de store pletter

på huden, du, som ligner blæretang, og har grimme store lænder." I det samme

gav ulken sig til at bevæge sine finner, og svømmede højere og højere

op, indtil den stak hovedet op lige foran fuglen; og den sagde: "Din

dumme qaqulluk (malemuk/stormfugl), som lugter, som rent ud stinker!"

Pebersvenden blev overrasket, da han således fik opklaret fuglens

navn, som han ikke kendte. Tænk fuglen hed qaqulluk! Den sagde så

endnu engang, mens den rokkede med hovedet: "Hør, du store ulk med de

store pletter på huden, du som ligner blæretang og har grimme store lænder."

Straks bevægede ulken sig opad, og idet den stak hovedet op, sagde

den: "Din dumme qaqulluk, som lugter, som rent ud stinker!" Med de

ord, var den igen på vej ned. Ret som den var nede på sin plads, sagde

fuglen: "Se, hvor stopmæt den er dernede, tyk og propmæt." Da fuglen

sagde dette, for ulken, som lige var kommet tilbage til sin plads,

igen op og stak hovedet op endnu tættere på for en kort bemærkning,

idet den sagde i endnu hurtigere tempo: "Din dumme qaqulluk, som

lugter," hvorefter den for ned og lignede en rund tingest, da den krøb

ind mellem de tætteste tangplanter. Derefter viste den sig ikke mere.

Så kunne fuglen ovenover ikke komme videre. Den rokkede med hovedet og

udbrød særdeles overraskende: "Satan, "ulikîvfte" (renskriveren

oversætter: Hold kæft!). Med de ord fløj den op og samme vej ud,

indtil den forsvandt.

 

Pebersvenden blev dybt forundret. Han var jo egentlig ude på fangst.

Men dels vidste han af erfaring, at han nok alligevel ikke fik

fanget noget, og dels glædede han sig så meget til at fortælle det,

han havde oplevet, at han i stedet begav sig hjemad.

 

Da han var roet forbi det lille næs og lidt længere ud, hørte han lyden af et

dyrs åndedræt. Det var skam en sortside. Han drejede kajakken om imod

sælen, roede til og harpunerede den. Han fik fangeblæren / fangstblæren ud. Den drev ud

til sælen og blev trukket med ned i vandet, men den standsede, da

vandet nåede op til lufferne (måske lufferne på en fangstblære af et

helt sælskind!). Han tænkte: Jeg elendige skabning. Når jeg nu for en

gangs skyld har harpuneret en sæl, så har den revet sig løs."

Mens han sad og kiggede på fangeblæren, viste der sig noget rødligt

ved dens side. Han stirrede på det, og se! En sortside flød op til

overfladen. Han roede derhen og gjorde den klar til bugsering. Da han

ikke havde bugsereredskaber med, bandt han den fast til tværremmene på

kajakken. Han blev færdig og var lige begyndt at ro, så dukkede der

en stor kridhvid hunsæl op lige foran ham og blev ganske trygt

liggende. Han skyndte sig at løsne remmen til den sæl, han

bugserede. Han gav sig til at ro hurtigt frem til sælen, selv om den

sandsynligvis var dykket ned på det tidspunkt. Så gjorde han sig klar

til at kaste harpunen; og idet sælen hævede sig lidt med front imod

ham, kastede han harpunen og ramte den i hjerteregionen. Da sælen

hældede kroppen bagover, kom blodet til syne. Han fik fangstblæren

ud. Den drev ud til sælen; og da vandet var nået op til lufferne,

standsede den. Mens han kiggede på den, kom sælen op på overfladen

lige på den anden side af blæren. På den måde fangede han to

sæler, og han tog dem på slæb og roede hjem.

 

Han roede uden om det lille næs lidt syd for bopladsen og ind i retning

af husene. Han var netop forbi næsset, da drenge, der var ude at lege,

fik øje på en kajakmand, der havde noget så tungt på slæb, at han knap

nok kunne komme frem. De prøvede at finde ud af, hvem det var. Og

efter nærmere granskning forstod de, at det var pebersvenden. Det var

første gang, de så ham komme hjem med sæl på slæb, så de råbte, som man

plejer: "Pebersvenden er på vej ind med noget på slæb, pebersvenden er

på vej ind med noget på slæb!" Det, at der blev råbt så kært om ham (Der står

ordret: Det, at der blev kælet for ham), fik ham til at gøre sig

ekstra umage for at demonstrere, at han havde noget på slæb. Kort før

han nåede stranden, kom en pige ud af et af husene nærmest stranden.

Da hun havde stået og kigget på pebersvenden gik hun ind igen.

Umiddelbart efter, kom så den ene pige efter den anden ud af husene.

De stimlede sammen. Og lige før han nåede stranden, lød det ganske

tydeligt fra en af dem, at den, der rørte ham først, ville have ham

til mand. Da de satte i løb ned til ham, kunne man høre lyden af alle

de mange såler, der ramte jorden. Pebersvenden holdt hovedet koldt og

sagtnede farten.

 

Da de nåede stranden, gik den første ud i vandet, den næste fulgte

efter. Til sidst flød de på vandet. Den første af pigerne greb

kajakspidsen og trak den til sig. Den næste der flød på vandet, tog

fat i den første af pigerne og rørte ved pebersvenden. De fik ham til

land, og da han havde løsnet sine fangster, gik han i land, bar sin

kajak op, satte den ned og sagde til pigerne: "Kog nu kødet og hav det

parat, til fangerne kommer hjem." Netoop som de blev færdige med at

koge kødet, begyndte fangerne at komme hjem fra fangst. Først da alle

var tilbage, inviterede han dem til spisning. Den ene mand efter

den anden indfandt sig, og alle, der kom ind, sagde tak, mens han

fortalte om, hvordan fuglen og ulken skændtes. Mændene morede sig

herligt over det.

 

Da de havde spist og mændene var gået hjem, tilbragte han aftenen

hjemme og hyggede sig.

 

Det var lige blevet mørkt, da det støjede fra et sted ude ved

husgangen. (Senere om) aftenen, da han fandt, at det passede sig snart at gå

i seng, gik han ud for at tisse, og ude ved husgangen stødte han på en

flok piger. Han gik hen til køkkenmøddingen, og skulle lige til at tisse, da

pigerne trak derhenad straks var henne hos ham; nogle gik endog forbi

ham og stillede sig foran ham. Så måtte han knappe bukseklappen og

vende sig mod dem. Og det var dem, der plejede at flygte fra ham!

Nu kappedes de om, at komme til at stå nærmest. "Jeg stakkels skrog,

nu er de endelig blevet fremkommelige." Han gav sig til at

vælge og vrage, og midt i det hele kom han til at tænke på, at han

havde hørt, at han skulle vælge sig den pige med de smukkeste

kamikker. Han så dem efter og opdagede, at dem, man ellers syntes godt

om, gik deres kamikker skæve ved at jokke langt oppe ad skaftet på

dem. Dem kasserede han, og da han kiggede efter andre, fandt han én,

hvis kamikker sad nøjagtigt som de skulle. Hende tog han og gik straks

af sted med hende mod indgangen.

 

Han skulle netop til at gå ind med hende, da han kom i tanke om, at

han i dag havde fanget to sortsider, og at man også plejede at have en

medhustru. Da han igen begyndte at gå hen til pigerne, kom de ham i

møde.

 

Da de nåede ham, valgte han og vragede og udvalgte sig endelig en

særdeles smuk kvinde, som var godt i stand, og hvis kamikker sad

endnu bedre. Hun var alle tiders. Han gik hen til den første. Og han

lagde armene omkring dem begge to og tog dem ind i huset. For en gangs

skyld skulle han nu tilbringe aftenen i selskab og var indstillet på

at blive oppe noget længere. Han bød pigerne sætte sig på briksen og

satte sig selv over for. Men han sad der ikke længe, før den ene pige

sagde noget om at gøre sengetøjet klar til natten. Det var for meget,

syntes han, og svarede hende ikke. Men da de tiere og tiere kom med

hentydninger til at gøre klar til natten, gav han dem lov. De gjorde så

klar til natten og gik i seng.

 

Da så han, at de havde gjort plads til ham imellem sig. Pebersvenden,

som jo var enlig, og som ikke var vant til at ligge krop ved krop med

andre, kunne ikke falde i søvn, fordi han havde deres kroppe op ad sin

til begge sider, og så var de oven i købet varme.

Omsider sagde en af pigerne: "Lad os puste lampen ud." Hun pustede den

ud og det blev bælgmørkt.

 

Nu var det sådan, at pebersvenden ikke kunne tåle at stirre ind i

mørke ("taartaq isigissallugu sapertaramiuk" vil måske blot sige: Han

kunne ikke li' mørke). Han lagde sig på ryggen og gav sig til at kigge

over på vinduerne. Så puffede den ene af pigerne til ham; og straks

vendte han sig imod hende og omfavnede hende. Han havde lige omfavnet

hende, så puffede den anden pige til ham, for at han skulle vende sig

imod hende.

Natten gik hurtigt for pebersvenden, fordi han hele tiden skulle vende

sig til den ene og den anden side, uden at han dog fik noget ud af det

("suatdlaganilo"). Fra da af begyndte han at fange hele tiden, og det

gør han stadigvæk.

 

Var.: kanajukkannaammik;

 

Kommentar: En usædvanligt overdådig pebersvende-fortælling. Det er karakteristisk for inuit allevegne, at "åbenbaringer" som denne, hvor dyr eller fugle viser deres menneskelighed, er tegn på at man står sig godt med naturen el. den anden verden, og derfor fanger godt. Det kan også føre til angakkoq / åndemaner-evner - eller til døden: se note til: kanajukkannaammik

Nulôq / Nulooq kuisimanngitsoq (hedningen)

Print
Dokument id:1960
Registreringsår:1955
Publikationsår:1955
Arkiv navn:
Fortæller:Nielsen, Martin (Marteeraq)
Nedskriver:Nielsen, Martin (Marteeraq)
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Nulôq / Nulooq kuisimanngitsoq (hedningen)
Publikationstitel:
Tidsskrift:Avangnâmioq
Omfang:ss. 191 - 192 + 199
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger: Upernavik
Note:

Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne).

Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq.

 

Oversættelse:        

 

På den tid, hvor der var kommet danskere til Upernavik, var der også en

i Upernaviks omegn, son hed Nulooq. Vi hører første gang om Nulooq i anled-

ning af en stor farsot / epidemi, da han boede nord for Tasiussaq / Tasiusaq, nord for Upernavik

Da hans kone og alle andre døde ved forårstide, forlod han sin lille, endnu raske datter i teltet og rejste alene bort. Hans efterkommere fortalte ind imellem om dengang han forlod sin lille datter. Han rejste fra Mernoq, men i andre fortællinger var det ikke fra Mernoq han rejste, men fra en ø bagved Mernoq, hvor de havde fangstplads. Og når man siger det, så skyldes det nogle fund, der blev gjort længe efter.

Efter at Nulooq var flygtet sydpå, kom der igen folk til Tasiusaq, og folk, der kom på fangsttogt derfra til Itivdlitsaq / Itillitsaaq, bagved Mernoq, fandt et telt, som så ud til at være forladt uden videre, helt faldet sammen og sandsynligvis var blevet forladt på Nulooq's tid. Rævene havde ædt noget af teltskindet, men skelettet, stagerne og andre forskellige ting var der.

Og man fandt et kvindehoved med indtørret hår på endnu. I den inderste

del af teltet fandt man en kobbergryde fra engelske hvalfangere oven for et ildsted, men hullet p.g.a. ir.

Bagest i teltet fandt man, i en hule, en lerskål, der var fyldt med store perler. Og ved siden af tørklæder, der var foldet sammen flere gange og i den grad møre, at de faldt fra hinanden, der hvor de var bukket sammen. Men det sås endnu tydeligt, at de stammede fra engelske hvalfangere.

Man fandt også flere andre forskellige ting, som ganske givet var for-

ladt, som de var. Og man havde så regnet med, at de ting, man fandt, var Nulooq's efterladenskaber, fordi Nulooq i sin beretning havde nævnt teltet og gryden, som syntes at passe med hinanden.

Dengang da Nulooq's kone døde, og deres lille datter endnu var rask, og de boede i et telt alene, roede han først med sin datter foran på kajakdækket, idet han prøvede at finde mennesker længere sydpå. Men datteren var så småt begyndt at gå og kunne derfor ikke transporteres i kajak, hvorfor han var vendt tilbage til teltet og havde bragt hende op i teltet, som han havde forladt. Så havde han kogt æg til sin datter, havde pillet dem og sat vand ved siden af, så at hun kunne drikke af det, trak han brysterne af hendes døde mor uden på tøjet (for at barnet kunne die) og gik væk fra teltet efter at have lukket det til, hvorefter han roede sydpå.

Undervejs sydpå roede han ind til forskellige bopladser, hvor han kendte

nogen. Men de var alle affolkede. Nogle steder så han kun hundene.

Han havde slægtninge ved Aappi, og dem regnede han med at kunne træffe, men han fandt kun deres hunde. Og han fandt først mennesker, da han kom syd for Augpilagtoq / Aappilattoq på øen Tartûsaq / Tartuusaq. Det var hans egne slægtninge.

Da han kom dertil, sagde han ikke noget om, at han havde forladt sin datter.

Og der giftede han sig igen, og hun blev gravid og fik en datter, og Nulooq blev glad og kaldte sin nye datter Ilarssôqaut / Ilarsooqaat. Først da Ilarsooqaat var begyndt at gå rundt på gulvet, fortalte han den hændelse, som jeg lige har fortalt, og det var først da Ilarsoqaat var begyndt at gå og således havde nået den alder, da han forlod sin første datter af samme navn. Dengang Nulooq boede ved Aappi, fortalte man, at han hen imod efteråret plejede at fange en masse hvidhvaler.

      Mens Nulooq boede der, så plejede han at se, hvor stærk vinden var neden for huset ved at gå rundt om en stor sten. Der var en stor sten neden for deres hus, som de brugte som stativ. For hvad de skulle have op på højkant lagde de på stenen. Når han kom ud om morgenen, gik han først til den store sten, så udenom den, og så om mod vinden på den anden side. Og hvis han ikke rigtigt kunne komme rundt og havde svært ved at stå fast, så gik han op i huset og roede ikke ud den dag. Men når han kunne gå rundt om stenen uden at standse, så gik han op i huset og gjorde sig klar til en tur. Og hvordan vejret end var, roede han ud i kajak. Og det var altid midt ud i fjorden. Og når det blev mørkt om hvidhval på slæb.aftenen, kom Nulooq tilbage med en hvidhval på slæb.

Ved den tid, hvor Nulooq var i sin bedste fanger-alder, var der en af deres bopladsfæller, en nærsynet fanger, der ligesom det går for nogle fangere, næsten aldrig havde fanget noget. Da denne mand begyndte at kredse om Nulooq, så havde Nulooq sagt, at de kunne følges ad. Så kunne han da altid få fangstpart. Og på den måde fulgtes han med denne svagtsynede. Og et efterår, da der var kommet hvidfisk, roede de ud i kajak. Og mens de roede ved siden af hinanden, kom der en hvidhval, der lagde sig til at sove. Da Nulooq ikke selv savnede hvidhvaler, sagde han til kammeraten, at han skulle ro til og harpunere

den. Han blev lidt betænkelig, men roede til. Men netop som han løftede harpunen til kast, satte hvidhvalen af, og han ramte den i rygfinnen. Han kastede så sin harpunblære / fangstblære, og da hvidhvalen trak den under vandet, syntes Nulooq, at nu ville han få en god og morsom dag. Så begyndte han at ro efter hvidhvalen. Så sagde Nulooq bagud til den anden: "Hvor skal jeg ro hen efter din fangeblære?" Den anden tav lidt men sagde så: "Du skal ikke ro for langt. Men prøv at blive her i nærheden, for jeg har brugt min tryllesang over harpunblæren." Og det var sandt nok, for da han roede forbi ham, havde han hørt ham ligesom mumle noget.

Efter Nulooq fik det svar, at den anden havde brugt en tryllesang på harpunblæren, så blev den siddende der. Og Nulooq havde jo fra sine forfædre hørt, at nogen fangere havde tryllesange over deres harpunblærer. Og disse plejede aldrig at miste deres harpunblærer / fangstblærer. Hvidhvalen, der jo var blevet ramt, var under vandet i al den tid, den plejer at kunne tåle. Så kom den op med har-

punblæren igen. Nulooq roede til og harpunerede den. Og de dræbte den med lanserne. Og nu fik Nulooq lyst til at få den tryllesang. Han plejede

jo at ro i kajak alene, og normalt kom han sjældent hjem med kun et enkelt bytte. Og nu fulgtes han altså med denne mand, der ikke var helt almindelig og som havde en tryllesang til sin harpunblære. Senere havde Nulooq så købt trylleformularen og havde betalt meget for den. Men manden havde sagt ti1 Nulooq, at han selv hellere end gerne ville forære Nulooq den, men at

tryllesange kun måtte overgives til andre mod betaling. Og derfor krævede

han betaling. På den måde kan man sælge en tryllesang. Men den, der har solgt den, kan så ikke bruge den mere. Og selv om han prøvede, ville den ikke have nogen virkning for ham igen. Nu var tryllesangen altså blevet Nulooq's, og efter at han havde fået denne tryllesang, mistede han ikke flere harpunblærer. Når han fulgtes med andre, og han skulle harpunere, så brugte han ikke tryllesangen, fordi han regnede med, at de andre nok skulle få den bragt hjem. Først når han igen var alene, brugte han den.

Nulooq boede i Aappi, da hans søn var blevet så stor, at de begyndte at følges i kajak. Men så døde sønnen, og Nulooq holdt sørgedage, hvorfor han ikke fulgtes med folk til festligheder. Da skete det, efter at sønnen var død, at en af deres bopladsfæller fik en søn, som de opkaldte efter Nulooq's søn. Nulooq var vældig glad for sin søns navnebror, og da drengen var begyndt at gå og at lege, skulle folk til nidsangsfest fra Augpilagtoq / Aappilattoq til Kingigtoq / Kingittoq, lidt nord for Upernavik, hvor de ordentlig skulle feste. Og så begyndte de at opfordre Nulooq til at tage med.

Da hans søns navnebror skulle med, sagde han ja, og tog med.

Da de havde været i Kingittoq, og Nulooq havde moret sig med de andre,

begav de sig på hjemturen. Og da folk fra Kingittoq fulgte dem på vej på slæ-

de, så var der jo en masse slæder. Og forrest af alle var Nulooq's søns navnebrors forældres, Avalak og hans kones slæde, og Nulooq var en af de sidste.

Så begyndte folk at pege på, at Avalak lod drengen hænge lidt uden for slæ-

den og løbe lidt med, idet han holdt ham ved skulderen,  og lod ham røre

lidt ved isen, således at han løb lidt på den. Og så løftede han ham op igen.

Og da han fik ham op på slæden igen, begyndte slæderne at råbe:

Asâssarqe / Asaasaqqi, at ynglingen havde løbet for første gang. Men Nulooq var blevet så gammel, at han ikke reagerede, og Asaasaqqi var nu glad på vej hjem fra en en udflugtsdag.

Da Nulooq blev klar over, at det var ham, de prøvede at opmuntre, blev han også glad. Han begyndte at køre forbi andre slæder, og så råbte de til ham:

"Hvad er det Nulooq laver. Måske vil han også løbe lidt." Nulooq var jo kendt for at kunne løbe hurtigt. Først da Nulooq var kommet forbi alle de andre, kiggede han sig tilbage. Og så stak han højre fod ud af slæden, hvorefter han slog på sin kamik med piskeskaftet. Det var et særligt signal til hundene.

Hans hunde satte farten op, så der var snestøv omkring opstænderne, halvvejs op, og så sprang han af slæden, løb ud til siden og sprang tilbage på slæden, og ud igen, uden at røre ved opstænderne. Og mens alle kiggede, kørte han fra dem. Han var en bemærkelsesværdig hurtigløber.

 

s. 199:

Nulooq's datter plejede at fortælle om ham, at han også havde et andet hus, som han rejste til om vinteren på fangst. Det var et hus, Qulisivik kaldte han det, på en af de yderste øer og hvorfra han gik på kiggefangst. Et sådant hus havde tørvemur, men ikke noget tag, og de måtte først skovle sneen væk derfra, sætte tarmskindsrude, bjælker og andet træværk i loftet, hvorefter de dækkede det hele til foroven med teltskindene. Og ovenpå teltskindene bredte de græs og ovenpå græsset hård sne i et ikke alt for tykt lag, idet de tætnede det med løs sne i sammenføjningeme. Et hus, der var tildækket på denne måde, kaldte de qulisivik. Og når man først var kommet derind midt om vinteren, virkede de kolde og uhygge- lige, fordi der var så megen sne derinde, men når de så havde tændt lamperne, og sneen tøede op, og det blev varmere derinde, så var der altid hygge.

 

Nulooq døde i en høj alder i Aappilattoq inden han blev døbt. Den sommer,

han skulle dø, havde Kûngassoq / Kuungasoq fra Kingittoq byttet sig til Nulooq's kajak. Nulooq havde jo en kajak endnu, som han syntes var lavet ualmindelig pænt. Idet han også gav ham noget andet ved siden af. Da Kuungasoq havde byttet sig til Nulooq's kajak med sin egen, tog han sine andre kajakredskaber fra kajakken. Men han havde glemt,at han havde en sejrskjorte som amulet i kajakken. Og uden at fjerne den, havde han givet kajakken til Nulooq. Kuungasoq, der selv var døbt, havde egentlig ikke rigtig tiltro til sin amulet, men hans bedstemor havde ønsket det således, og derfor havde han sin sejrskjorte i sin kajak. Men han glemte, at Nulooq, der var udøbt, muligvis kunne blive på-

virket af det. Nulooq havde taget Kuungasoq's kajak til sig uden at ane noget om sejrskjorten. Og så mistede han sin forstand. Han blev ved med at ro i kajak og beklagede sig ikke over nogen smerte, og han kom selv til Qattarmiut i Upernavik udfor stranden. Men da man sagde til ham, at han skulle gå i land og op i husene, kom han ikke i land, men roede tilbage til Aappilattoq. Da de andre opdagede, at Nulooq var ved at blive svagere, gemte de hans kajak, men han blev ikke anderledes. Han blev liggende hjemme og døde inden længe uden rigtig at komme til fornuft. Han virkede, som om han ikke vidste, hvor han skulle hen.

Kuungasoq, som selv havde haft denne sejrskjorte, fortalte mig, at det var ham, der havde pakket Nuloq ind. Han sagde det i kutagtoq-sprog (Gl. Upernavik dialekt  med svækkede uvulærer). Og Nulooq's barnebarn Ittui fortalte mig engang, at han som barn selv havde set sin bedstefar blive begravet på hedningevis, fordi han ikke var døbt, i Aappilattoq (faktisk Aappi). De holdt jo meget af deres bedstefar.

Man fortalte følgende om, hvordan liget blev gjort i stand: Det var sommer men de gav ham sælskindsbukser, vinterkamikker af håret sælskind og dunpels af fugleskind på. Og så vinterskind, der havde yderskind af netside-pels og som var kantet om hoved og ærmer med sort hundeskind. Og de gav ham også en hætte af hundeskind med ørerne siddende på, og som var lavet, så den sad rundt om fugleskindspelsen. Men armene førte de strakte, nedad langs kroppen.

Og han lignede mest af alt en dukke, der var klædt på.

 

Var.: Hans Lynge 1967: Nulôq.

 

Hist.: Kirkebogen og de andre kilder stemmer ikke overens mht. tidspunktet for og årsag til Nuulogs død. I kirkebogen står december 1858 og 'af alderdom', men notatet blev først indført i bogen i maj 1959. De øvrige kilder siger at det var sommer og at liget var iført rejseklæder til vinterbrug. Ifølge RP, der også nævner Hendrik Olsen som kilde (publ.?)

Okalluktoak Akamalimik / Fortællingen om Akamalik

Print
Dokument id:491
Registreringsår:?
Publikationsår:1859
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Beck, Albrecht
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Okalluktoak Akamalimik / Fortællingen om Akamalik
Publikationstitel:Kaladlit Okalluktualliait / Oqalluktualliait / Grønlandske Folkesagn, I
Tidsskrift:
Omfang:11 sider, nr. 6
Lokalisering:Amerloq: Sisimiut / Holsteinsborg
Note:

Sideløbende dansk oversættelse, der næsten enslydende også er

trykt i Rink 1866-71, I, nr. 105.

 

Originalt håndskrift eksisterer ikke længere.

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: 'Således skriver jeg, Aron', I: 190 - 193: Akamalik. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: 'Taamma allattunga, Aron', I: 190 - 193: Oqaluttuaq Akamalimmik.

 

Afkortet oversættelse af en blanding af denne og en anden variant i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 105, ss. 282 - 292.

Samme noget kortere på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 86, ss. 434 - 437: The Dream and Conversion of Akamalik.  

 

Resumé: Akamaliks elskede fætter dør, og da hans kone ingen børn

kan få, der kunne navngives efter fætteren, sårer han hende med sin kniv i vrede.

Da en kvinde på en anden boplads får en søn, der opkaldes efter

fætteren, bliver A. så glad at han ikke sover i fem døgn. Da han

endelig den sjette nat sover, drømmer han:

 

En kvinde beder ham komme med sig til Ussulikso / Ussulissuaq, der har fanget en hvalrosunge, for at få en flænsepart. Denne U. har A. engang været med til at myrde.

Kvinden fører ham over en slette så stor som et hav, der skråner opad

hvor det blir stadig lysere, mens sten i mængde kommer rullende

nedad som en elv. Det lykkes ham at komme op over stenene efter kvinden

til en ny slette, hvor de døde leger med et hvalroshoved. A. vil gerne

blive hos dem, men kvinden fører ham videre i raske spring op ad tre

trin til en ny slette med en sø, hvor smukt klædte mennesker flænser en

hvalros ved bredden. Blandt dem genser han U. og disse døde kan læse

hans tanker. De bliver kaldt til gudstjenste, vasker sig, og A. følger

med. Han må nølende springe over en endeløs sort stribe fra nord til

syd, og dernæst en afgrund, hvor der brænder en stor ild. Han får

anvist en plads lidt borte fra forsamlingen, fordi han ikke er døbt.

Jesus holder gudstjenste ved et alter, der flyder med sød mælk.

Menigheden drejer i en række efter størrelse med solens gang. Jesus

nævner salmenummeret, og alle slår op i salmebogen. De synger

flerstemmigt, mens A. ser op mod lyset og blændes af en stor ild, der

bevæger sig og tabes af syne. Jesus læser teksten, menigheden svarer

syngende. Jesus siger fadervor og der sluttes med en salme.

A. gemmer alle ordene i sit hjerte. Jesus tager så A. i forhør og

bebrejder ham både hans hustruvold og medvirken i drabet på U. Skønt

U. og andre myrdede personer var hedninge tog Jesus dem til sig, fordi

de ligesom han blev uskyldigt dræbt. Jesus fortæller så først om

korsfæstelsen og viser A. sine sår, der stadig volder ham smerter og

skal forblive åbne til dommedag, dernæst om sin jordiske mor og

himmelske far, og udpeger faderen som det lys, som A, troede var

solen. Jesu legeme er kun sjæl og uden mangler, siger Jesus, ligesom

A.s legeme kun er sjæl men med mangler. Jesu legeme skinner som solen.

Jesus tager A. med hen til afgrunden med den store ildmand,

'dømmestedet', og spørger A. om der er djævle, toornaarsuit, nede på

jorden. "Ja", svarer A., "der er mange og nogle har flettede og hullede

huer på." "Nej!" præciserer Jesus, "der er kun én djævel" og peger på

det fæle menneske nede i afgrunden. Hvis A. ikke vil havne der, skal

han tage til Nuuk og melde sig enten hos herrnhuterne eller den danske

mission.

A., der nu skal tilbage, frygter afgrunden, men blot han følger Jesus,

hindrer intet ham i at komme over den. Hjemme igen væmmes A. ved sit

maddikefyldte legeme, der raver rundt i sindssyge. Han må dog ind i

det, besvimer, og kommer til bevidsthed og fornuft igen. Han angrer

sit ryggesløse liv, rejser til Nuuk, søger til herrnhuterne og

forstår, at hans drømmesyn stemmer overens med deres lære. Han bliver

en sand kristen.

 

Var.: Akamalik; Akamelik; i Avangnâmioq årg. 1915 nr. 15-16(?), 21-22 og 34-38 findes Hendrik Storchs variant af Akamelik (endnu ikke registreret her på anden måde)

 

Hist.: Historisk fortælling. Skønt den er indsendt fra Sisimiut,

stammer den fra Sydgrønland, hvorfra Akamalik / Akamelik er rejst til

Nuuk. Ifølge Rink 1866-71, I: 365 skulle det være sket i 1743. Det er en formodning. Ifølge en beretning fra Sydgrønland, hvor drabet på Ujooq (måske identisk med Ujulissuaq) fandt sted, var netop Akamalik ikke indblandet: ID 2039.

Herrnhuternes lære, der lagde vægt på Jesu sår og lidelser, kan nemt

være bragt med hjem af sydlændinge, der undevejs på deres handelsrejser har gjort ophold hos herrnhuternes døbte sydlændinge.

Fortælleren nævner, at han har hørt fortællingen af en vis Tobiannguaq

i 1835.

Vedr. "toornaarsuk" se: Sonne, Birgitte: Toornaarsuks forvandlinger. Religionssociologiske Perspektiver. Særnummer af Chaos, 1985: 117 - 136.+ GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere). Bemærk at Djævelen, toornaarsuk, også kaldes 'Den store ild' ligesom i Kreutzmanns version af fortællingen om 'Den store ild', en traditionel mytisk skikkelse.

Okalugtuak Ungilagtakimik / Fortælling om Ungilattaqi

Print
Dokument id:494
Registreringsår:?
Publikationsår:1860
Arkiv navn:
Fortæller:Kristian Hendrik
Nedskriver:Kristian Hendrik
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Okalugtuak Ungilagtakimik / Fortælling om Ungilattaqi
Publikationstitel:Kaladlit Okalluktualliait / Oqalluktualliait / Grønlandske Folkesagn, II
Tidsskrift:
Omfang:12 sider, nr. 4
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Sideløbende dansk oversættelse.

Orig. håndskrift, Rink NKS 2488, II, nr. 251, eksisterer ikke

længere.

Trykt i gammel retskrivning i Kr. Lynges "Kalâtdlit qalugtuait oqualâvilo", II, nr. 13.

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 157 - 161: Ungilattaqi. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 157 - 161: Oqaluttuaq Ungilattaqi.

 

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 25, ss. 110 - 114 har Rink en oversættelse af en Akilineq-fortælling af Kreutzmanns med tilføjet en kommentar om Kristian Hendriks og to andre varianter. Måske er Kristian Hendriks denne Ungilattaqi-fortælling.

Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 37, pp. 248 - 255: The Brother who went to Akilinek in search of his Sister.

 

Resumé: En storfanger har to sønner, den ene uægte med sin kones

søster. Han opdrager dem til dygtige fangere og på hans opfordring

træner de til stærke mænd. Han formaner dem gang på gang til aldrig at

begå mord. Selv er han heller ingen morder.

 

De to sønner rejser langt

nordpå for at prøve at fange hvidhvaler, bliver taget i hus på en

venlig boplads, og driver isfangst med slæde, da hele havet fryser

til. En dag kommer en ældste bror ikke hjem fra fangst. Lillebror

søger og sørger, skaffer sig en bjørn og en aafaffaq (et dyr med korte

ben og et horn på næsen eller ryggen) som slædehunde, tæmmer dem, og

drager over isen mod vest, hvor han opdager broderens slædespor sammen

med et andet slædespor ved kanten af noget åbent vand.

 

Næste dag rejser han med sin kone helt over til Akilineq, kører i land

gennem en dal, og videre op ad en skrænt, hvor de først ser havis på

den anden side af øen eller tangen og dernæst et stort hus, som de

modtages venligt i. Men værtinden er lumsk. Hun trommesynger og kaster

en blodig kniv efter gæsten, der forstår at dukke sig og springe op

i kastet to gange. Hendes mand kommer gående hjemad med en hvalros og

dens unge, og gæsten afværger alle yderligere angreb ved at gå ham i

møde og dræbe ham ved isfoden.

 

Den dødes hustru, der er Ungilattaqis datter inviterer det besøgende

ægtepar med sydpå til sin far. Hun går ind i sin fars hus med fem

store vinduer. Gæsterne nærmer sig det nederste hus, hvorfra folk

flygter af skræk for hans slædehunde. De overtales dog til at fodre

dem, tager gæsterne i hus og advarer gæsterne imod Ungilattaqi.

Her afbryder Rink oversættelsen, fordi resten af teksten så nogenlunde

følger en tilsvarende, som Aron har nedskrevet om helten Kunuks kamp

med Ungilattaqi og dennes hjælpere. Men hele teksten er dog trykt på

grønlandsk.

 

Var.: til episoden med de mærkelige slædehunde: "Bjørn, knivhale og savryg"

og til rejsen til Akilineq: Kreutzmann 1997 102 107; Ely Fontain nr. 213; Peter Justus 1999 207. Der er i øvrigt talrige fortællinger om rejser til Akilineq

 

Hist.: Kristen påvirkning: Kristian Hendrik var herrnhutisk kateket og

Arons far, men åbenbart en del frommere end Aron. Det viser sig bl.a.:

1. Kr H.s gentagne moraliseren om ikke at myrde nogen.

2. Placeringen af den onde Ungilattaqi i Akilineq, hvortil vejen minder stærkt om den de døde fulgte til det traditionelle undersøiske dødsrige. Dette blev

af missionærerne identificeret med helvede, hvor Havkvinden / havets mor boede. Hun blev identificeret med djævlens oldemor eller datter, og det kan være

derfor at Ungilattaqi i Kr.H.s version er blevet tilskrevet den onde

datter, der har gjort det af med heltens storebror. Denne må så være

den uægte søn, som heltens far har fået med sin kones søster, dvs. et

illegalt barn i kristen forstand. Det begrunder,

at han ikke kan klare Djævlens datter. Denne datter siger iøvrigt til

afsked med den sejrrige gæst: "Du har både dræbt min store / væmmelige

mand og min store / væmmelige far." Se, det er en rigtig helt, der har

overvundet både djævlen og dennes svigersøn.

3. Gæsten inviteres som vanligt i Ungilattaqi- fortællingen til at se ham dø. Men det morsomme billede af Un. med sine koners duftende underbukser over næsen har

Kr.H. fundet det mest passende at udelade.

Om kvinden, der var så smuk, at havet altid lå spejlblankt ud for hendes boplads

Print
Dokument id:1374
Registreringsår:1919
Publikationsår:1921
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:Rosing, Peter ?
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Om kvinden, der var så smuk, at havet altid lå spejlblankt ud for hendes boplads
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, I
Tidsskrift:
Omfang:side 307 - 310
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Orig. håndskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 413, nr. 35: "Arnaq

pínigarame sava ...". Renskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 424:

"Arnaq píningârame sâvna ..." / "Arnaq pinningaarami ..." (med sproglige rettelser og til vestgrønlandsk af Hendrik Olsen eller Peter Rosing ?).

 

Resume:

En storfangers kone er så smuk, at havet ligger spejlblankt ud for

bopladsen, når hun er ude, og kruses en smule, når hun er inde. En dag

han kommer hjem er havet i oprør, og han tar straks ud i konebåd

roende med styreåren for at lede efter hende. To gange undervejs bydes

han på rå spæksyltet lever med syre af en kæmpe han forhører sig hos,

spiser blot en mundfuld og får en dreng med til at ro. Han finder

havet blankt ud for en teltplads, hvor lederen, der har stjålet hans

kone, lader sit telt bevogte af mange mænd. Manden slår sit telt op

ved siden af, men ser aldrig konen. Han gør sig rejseklar, tigger sig

adgang til blot at røre konens hånd, og trækker hende med gennem

vogterne til båden. Konerøveren afskyder en pil, der ikke rammer,

vender sig for at hente en ny pil og blir ramt af ægtemandens pil.

Denne dræber også hans hund, tar ligene med i båden, skyder en sæl med

bue og pil undervejs, og viser den frem hver gang nogen vil høre, om

han har dræbt konerøveren? Nej, han har kun dræbt sælen. Liget af

manden parterer han og sænker delene undervejs. Siden lever han

uforstyrret med sin skønne kone.

 

Var.: ikke i denne bases tekstsamlinger.

Om venner

Print
Dokument id:1770
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Om venner
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 473 - 475
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 10 ss. 28 - 31.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

"Taama allattunga, Aron", 1999, II: 473 - 475: Ikinngutigiinnik; og i Thisted og Thorning: 'Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... / Måske nogen kunne fortælle ...', 1996: nr. 10 ss. 69 - 71, med dansk kommentar s. 317 - 318, men her er fortælleren angivet som Sigismund, som det fremgår af håndskriftet. Thisted korrigerer da i 1999, I: 75, vedr. Sigismund, at placeringen af denne fortælling under Hendrik / Hintrik nok er forkert, selv om Hendrik kunne have fortalt en version ganske mage til.

 

Resumé: En mand som boede ude ved kysten, Quloroq, var venner med en

som boede inde i fjorden, Isiguat. Kystboen gemte altid noget af sin

fangst, så han kunne beværte fjordboen, og ligeledes samlede fjordboen

et et forråd at beværte kystboen med, når han kom og besøgte ham.

Et efterår overtaler kystboen sin ven til at overvintre. Nu er så

fjordboen med ude i kajak og er noget fremmed overfor det hele. Bl.a.

er han vældig forbavset, da kystboen fanger en stor hval. Alligevel

tænker fjordboen ved sig selv, at vinden herude da vist ikke er så

kraftig; fjordvinden er meget værre, mener han. Så kommer imidlertid

en dag en rigtig nordvestenstorm, og fjordboen får revideret sin

opfattelse. Efter mange strabadser lykkes det at komme i land, men da

har fjordboen fået knust sin ene testikel. Kystboen siger, at han må

da endelig komme med ham ud i kajak en anden gang, og fjordboen lover

det, men dette blev den første og eneste gang, han overvintrede ude

ved kysten.

 

Var.: Quloroq.

 

Hist.: Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Oqalualâq / Kânagssûp ajorssarnera

Print
Dokument id:876
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 3536, II, 4', læg 23
Fortæller:Martensen, Esaia (Martinssen, Isaja / Isaia)
Nedskriver:Olsen, Hendrik
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Oqalualâq / Kânagssûp ajorssarnera
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:19 sider: s. 17a + 2 - 16
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Oversættelse:

 

Kaannassuaqs sultevinter.

Efter at Kaannassuaq selv var blevet fanger havde han een gang oplevet at lide nød:

Sidst på sommeren samlede familien som sædvanlig rigeligt med vinterforråd. Efteråret gik sin vante gang, og snart gik tiden mod årets korteste dag. Så begyndte nordenvind med snetykninger at blive det fremherskende vejr, og derefter blev nordenvinden af en ikke ringe styrke ved med at blæse. På grund af denne vind blev det jo efterhånden koldere og koldere. Da dagene nu blev så meget kortere, kom der meget frosttåge og havets lyde lød som torden. Selvfølgelig kunne Kaannassuaq og hans brødre ikke holde sig hjemme, når der endnu ikke var så mange isskodser, men da de nåede til årets korteste dage og vestisen begyndte at brække i stykker, holdt de op med at tage på kajakfangst, fordi vejret ikke mere klarede op. De begyndte nu at leve af deres ellers så rigelige forråd. Men da de nu udelukkende levede af det og det ikke blev suppleret med anden fangst, svandt det mere og mere ind. Når de gik i seng om aftenen og næste morgen vågnede, så de at vejret stadig var det samme, stærk frosttåge og snestorm. Til sidst blev de da klar over at resten af deres vinterforråd ikke ville kunne slå til. Og nu svandt resten af vinterforrådet hurtigt ind. De havde nået vintersolhvervsperioden, hvor dagene skulle blive længere, og da Kaannassuaq nu så, hvor lidt de havde tilbage af forrådet - som han ikke kunne supplere på grund af alle de isskosser som hindrede adgangen til det åbne hav - begyndte de at rationere, uden at der var nok til at dække det daglige behov, i lige store dele til både tjenestefolkene og selve familien. Snart mærkede de at de fik for lidt at spise, og at de nu virkelig led nød. Deres fysiske tilstand begyndte at ændre sig, selv om de stadig fik lidt at spise. Ved vintersolhverv havde de dagen før fået noget at spise, men da de vågnede den næste morgen havde de intet, og det var første gang nogensinde, at de prøvede slet ikke at få noget at spise. På andendagen uden mad gik tiden til hen på eftermiddagen, og så sagde Kaannassuaq som den eneste i huset - alle de andre stemmer i det store hus var forstummet: "Jeg var ellers begyndt at tro at jeg, efter at jeg selv begyndte som fanger, aldrig skulle opleve så stor nød og fattigdom. Nu er det den anden dags eftermiddag hvor vi ikke har fået noget at spise. Det eneste vi kan gøre er at koge noget af det aflagte skindbetræk til konebåden, for vi har ikke andet, vi kan spise." Da han havde sagt det, begyndte husfællerne at koge skindet. Selv om de derefter kogte disse skind og spiste dem uden sælspæk til, blev de allesammen uden undtagelse ændret rent fysisk, selv Kaannassuaqs krop blev forandret.

       En aften hvor de nu havde nået denne tilstand gik de i seng. Og da de vågnede af søvnen næste morgen, stod op og gik udenfor, opdagede de at selv om stormen var stilnet noget af, var der stadig stærk frosttåge og snefygninger. Da han gik op til fjeldtoppen oven for huset og begyndte at studere omgivelserne, opdagede han at der nord for Angisoq var lidt åbent vand, hvor havisen var brækket over. Da han så det, kiggede han østpå og så, at der lidt vest for Attorsuit og øst for Avalleq var tæt og klar frosttåge og at havisen flere steder var brækket over bag ved Avalleq. Men uden for denne grænse var der intet mørkt at se.

       Da han kom ned begyndte han at gøre sig klar. Da han var færdig med at klargøre sin kajak tog han sin helpels, som lå under konebåden. Han kom ind i huset med helpelsen, og da Kaannassuaq ikke havde for vane at fortie noget, sagde han: "Ikke kun for sjov men dog for at få dagen til at føles kortere, vil jeg tage ud i kajak, hvis revnerne i havisen ikke helt forhindrer mig i det. Der er klar tæt frosttåge øst for Avalleq, hvor grænsen for havisens revner åbenbart går, og derfra og vestover er der intet mørkt at se." Med de ord gik han ud for anden gang. Da han kom ud overvejde han først kun at tage sit fuglespyd med, men tænkte så: "Jeg kan da tage mine våben med, det er ikke umuligt af afise dem til havs." Da han var klar gik han ind i huset og trak sin helpels på, hvorefter han gik ud for at tage af sted. Det fortælles, at da Kaannassuaq tog af sted, ville han ikke nordpå. Han tog østpå og ventede hele tiden at støde på isbrækninger, mens han støt roede ind i den tætte frosttåge. Da han kom ind i den begyndte han at ro efter det sted, hvor han regnede med at Ikkarlup Tunua (Havet øst for Skæret) skulle ligge. Endnu inden han efter sin beregning skulle være i området, og endnu inden han var stødt på afbrækket havis, stødte han på store lomvie-flokke. Da udsynet var meget ringe, og selv om han var meget fristet af de mange lomvie-flokke, tænkte han: "Da det vist er ved denne tid at dagene bliver længere må jeg hellere først se mig om efter en sæl, og først bagefter give mig i kast med de mange lomvie-flokke." I den tanke fortsatte han mod vinden, og skønt sigtbarheden var meget ringe, holdt han udkig i sin vindside, og da fik han en stor flok havmåger i sigte. Da han så den store mågeflok lige i det øjeblik hvor det klarede lidt op, roede han hen mod den. Næsten fremme ved den store mågeflok så han i havet under dem en masse unge grønlandssæler, der ikke dykkede i dybet men kredsede rundt oppe i vandskorpen. Han mente ikke han gav lyd da han så dem, men så hørte han sig selv sige: "Her går vi og længes efter sælspæk, og så viser det sig at der stadig er sælspæk at få i et område af havet." Med de ord roede han ind på deres læside for at de ikke skulle vejre ham og dykke længere ned. Da han var fremme på læsiden af dem roede han nærmere og kom så ind imellem dem. Han havde længtes så voldsomt efter at se en sådan stor flok, at han ikke engang udså sig en stor en, men straks harpunerede den første den bedste. Da han gjorde den klar til bugsering overvejede han at fange en til, men så tænkte han på hvor meget hans brødre og husstand måtte glæde sig over den slags, og så roede han med vinden hjemefter. Da han kom hjem med sælen, spiste hans brødre og hans husstand sig mætte i sælspæk og sælkød i flere omgange og følte endelig, at de havde fået rigtig solid mad.

       Da de vågnede af nattesøvnen tog Kaannassuaq af sted endnu tidligere end dagen før, da han allerede i går havde set fangstmulighederne. Stormen var endnu ikke stilnet af. Det var stadig nordenstorm og stærk frosttåge, men han roede løs for at få øje på den store mågeflok. Så fik han igen øje på den, og da flokken måtte være den samme som dagen før, roede han derhen så snart han fik den i sigte.

       Han havde nu dem der boede i Illorpaat i tankerne, for når det var så streng en vinter her, måtte det være det samme andre steder, også fordi han endnu ikke heller her anden gang han var ude havde set nogen anden kajak. Da han nåede frem til den store flok unge grønlandssæler udsøgte han sig denne gang en af de største og harpunerede en, hvis sorte pletter var blevet meget store. Da han havde harpuneret den, dræbte han den med et enkelt kast med lansen. Da han havde dræbt den halede han den ind og begyndte at gøre den klar til bugsering, uden at ænse sine omgivelser det mindste.

       Tilfældet ville at netop den morgen gik Kittoraq / Qitoraq da han var vågnet og brødrene nu var sengeliggende, ud og opdagede, at stormen var lidt østligere end dagen før. Først da det var blevet lyst gik han hen til en lille høj lidt mod nord. Oppe på højen kiggede han udefter og så, at der var tæt frosttåge med afgrænsning til Itissaalik og Kangaatsaaq (stednavne lidt nord for Kangeq ved Nuuk, AL), og uden en eneste hvid plet imellem. Da han kom ned tog han sin helpels med ind i huset og begyndte at tø den op. Da hans brødre var holdt op med at kigge ud fra briksen, sagde Kittoraq: "Ikke for sjov, nej, slet ikke for sjov vil jeg prøve min kajak, og nu hvor iskanten strækker sig fra Itissaalik vil jeg ro langs denne kant." Da han var tilfreds med opblødningen af sin helpels ville han tage den på, men gik i stedet ud, fordi han var i vildrede. Han ville først fange noget med sit fuglespyd langs iskanten, men han ville også prøve at tage sine våben med i kajakken, da det var muligt at afise dem til havs. Han tænkte så, at han ville forsøge sig med at ro længere ud på havet, hvis han da ikke blev hindret af afbrækket havis undervejs. Han gik ind, trak i sin helpels og gik ud for at tage af sted. Han tog sin kajak på ryggen med bunden i vejret og begyndte at gå syd om Itissaalik hen imod iskanten. Han var faktisk urolig med hensyn til isen, som han følte sig usikker på. Da han så startede ud over den, så han at der vist ingen tynde steder var, og at både skrueisen og den plane is forekom lige fast. Da han nu vidste at isen var sikker, begyndte han at gå til for at holde varmen, og netop som han så småt følte en vis udmattelse, fordi han ikke havde brugt sine muskler længe, nåede han iskanten. Der slog han så den nederste del af sin helpels ud, satte kajakken ned på vandet og kravlede ned i den. Så startede udefter således at han regnede med at få Qaarajuttoq i sigte søndenfra. Da han nu kom til sydsiden af Qaarajuttoq uden at være stødt på drivstykker af havis, tænkte han: "Dette udløb af fjorden bliver ikke islagt, uanset hvor meget isen lægger til." Så vendte han ryggen til Qaarajuttoq, og da den forsvandt i den stærke frosttåge, roede han nu over bæltet mod det sted, hvor han regnede med at Qaarajuttuarsuk lå. Så snart han var fri af Qaarajuttoq og ude i bæltet, kom han ud på tværs i nordenstormen og tænkte: "Hvis jeg endnu havde min fulde kraft, ville det bare være lykken, for der er ingen tvivl om at der derovre bag Ikkarlu (Skæret) som sædvanlig vil være mange unge grønlandssæler, der på skift dukker op af vandet." Mens han tænkte sådan funderede han også videre: "Jeg kan endnu få en sæl på harpunhold, men mine kræfter slår nok ikke til, fordi jeg så længe ikke har brugt dem; så mon ikke man skulle prøve at komme forbi Qaarajuttuarsuk og videre ud." Det gik nu hurtigt, og snart var Qaarajuttuarsuk ude af sigte. Tilfældet ville så, at det netop var på samme tidspunkt Kaannassuaq havde harpuneret en sæl og var i gang med at klargøre den til bugsering uden at ænse sine omgiverlser. Og Kittoraq var netop på vej til stedet. Da Kittoraq var roet udefter regnede han efterhånden med at være ved Ikkarlup Tunua. Han skød stadigvæk en god fart og opdagede nu, at han var lige ved at ro ind i noget. Han så efter og opdagede at der på kajakmandens læside så ud til at være mindre vind, og at manden vist var beskæftiget med noget. Han kiggede nærmere på ham og genkendte ham så straks og så, at han med ryggen til var ved at gøre en sæl klar til bugsering. Da han havde set at han var ved at gøre en sæl klar til bugsering uden at ænse ham, og da han ikke ville overraske ham for meget, roede han om til hans læside og kaldte så på ham. Og først nu kiggede den anden kajakmand på ham, og da han så på ham, sagde Kittoraq: "der kan man se, i noget af havet er der endnu spækmad at få, og imens er den strenge vinter ved at overmande os sølle mænd." Til det sagde Kaannassuaq: "Hvis du længes så meget efter spæk, så spis en flænsebid først." Han trak nu sin sæl op foran sig og gav sig til at skære et bugstykke ud. Han skar et stort stykke ud, næsten lige ned til den bageste bugserrem, og da han havde skåret et bredt stykke af bugen, kastede han det over til Kittoraq. Da denne havde fået fat i det og taget en første mundfuld, syntes han at det nærmest smagte som sne, og at han slet ikke kunne lugte spækket; først med den anden mundfuld mærkede han spæksmagen. Da han nu kilede sin flænsebid ned ved sine kajaktværremme, sagde Kaannassuaq til ham: "Når man er kommet så langt ud i armod er man endnu mere opsat på at fange noget. Jeg skal nok følge dig. Ro nu op mod vinden; derhenne på vores vindside og når vi får øje på en stor mågeflok, er der mange unge grønlandssæler. Den tabte jeg af syne for lidt siden - men du skal bare se, dér er der unge grønlandssæler at fange, og de boltrer sig oppe uden at dykke i dybden." Han lagde så ud sammen med ham. Da de var kommet lidt nord for det sted, hvor Kaannassuaq klargjorde sin sæl til bugsering, fik de øje på den store mågeflok og så nu de mange sæler, der kredsede rundt uden at dykke i dybden, og hvor var der dog mange!" Da han så hvordan de teede sig, sagde Kittoraq til Kaannassuaq: "Det er de sæler du jager, prøv nu først at fange din anden sæl." "Du virker som du er sulten efter spæk," svarede Kaannassuaq, "nej, når du har harpuneret en, så skal jeg prøve at fange min anden sæl." Da han sagde det satte Kittoraq farten op mod sælerne, og da han roede hen til dem og var kommet ind imellem dem, udsøgte han sig ikke engang én af de større, og da han havde kastet sin fangstblære af kajakken, kiggede han sig tilbage og så, at Kaannassuaq var begyndt at ro hen imod ham. Kittoraq havde harpuneret sælen så godt, at den kun trak i fangstlinen en enkelt gang og døde netop som Kaannassuaq kom hen til ham, og Kittoraq sagde: "Førhen var det ofte at man fangede sådanne sæler, den er vist død nu." Da sagde Kaannassuaq: "Du har allerede dræbt den, ro bare hen og gør den klar til bugsering." Da det var vanskeligt at ligge side om side og støtte hinanden med pagajerne, sagde Kaannassuaq til Kittoraq da denne begyndte at ro hen til sin fangstblære: "Jeg kigger på dig fra læsiden." Kittoraq roede helt hen til sin fangstblære og da han var fremme begyndte han at hale sin fangst ind, og endelig fik han den hen på siden. Så lavede han et hul i sælen, hvor den forreste af bugserremmene skulle fastgøres. På det tidspunkt var strømmen i farvandet i Ikkarlup Tunua for udadgående og det gik mod ebbe, og ind imellem kunne der komme ret lange bølger. Da han skulle til at lave det første af bugserhullerne på den øverste del af sælens bryst hørte han Kaannassuaqs prajeråb dér fra læsiden, og han kiggede derhen og så, at Kaannassuaq ivrigt pegede mod vindsiden, og nu hørte Kittoraq bølgens tordnen, kiggede mod vindsiden og så, at en stor bølge allerede var ved at slå ind over ham. Han skyndte sig at binde sin sæl fast til nærmeste tværrem foran sig og rullede fangstlinen rundt om sin harpunholder. Så kom bølgen over ham, og da den dækkede ham kunne den anden lige i begyndelsen skimte ham, men da bølgen for alvor faldt over ham, mistede den anden kajakken af syne. Han beregnede hvor længe hans fælle kunne holde vejret under vandet, og da bølgen var ved at rulle væk, sprang hans fangstblære op af vandet langt henne i læsiden, og netop som den sprang op og bølgen var ved at rulle væk, dukkede kajakmanden velbeholden og retvendt op af vandet. Han roede for anden gang hen til sin fangstblære, tog fat i den og begyndte igen at rulle sin fangstline ind og fik sælen ind ved sin side. Da han havde fået den ind og han igen var gået i gang med at lave det forreste hul til bugserremmen i den øverste del af sælens overkrop, prajede den anden ham igen. Han så sig tilbage og opdagede at denne igen pegede med åren mod vindsiden, og han kiggede den vej. Da så han at en endnu længere og større bølge end den forrige var på vej ind over ham. Da bølgens størrelse imponerede ham, rullede han nu sin bugserrems line rundt om sin harpunholder og forberedte sig af al evne til mødet med bølgen. Da han mærkede at den kom ind over ham, følte han ikke længere at han holdt på noget. Nu mistede hans fælle ham af syne. Han beregnede igen hvor længe den anden kunne holde vejret under vandet, og da bølgen var ved at rulle væk, sprang hans fangstblære op af vandet i læsiden, og straks efter dukkede kajakmanden op langt henne i vindsiden, på ret køl og velbeholden. Han gjorde nu sin pagaj fri af tværremmene og skoddede væk fra sin fangstblære. Da han var kommet væk fra den, roede Kaannassuaq hen til ham, og da han var fremme udbrød Kittoraq: "Sådan måtte det jo gå; jeg er endnu ikke så stærk som normalt, så jeg bliver vel aldrig færdig med at gøre den klar til bugsering. Gør du den klar for mig." "Det kan jeg da prøve; så kan du jo passe på min fangst imens." Kaannassuaq trak nu sin sæl fri af sine kajak og roede hen til Kittoraq. Han roede hen til fangstblæren, halede fangsten ind og begyndte at gøre den klar til bugsering. Da han var færdig trak han den op mod læsiden for at tilkalde Kittoraq. Da Kittoraq havde halet Kaannassuaqs fangst væk fra sig og taget sin egen fangst for at fastgøre bugserremmen til sin kajak, kiggede han på sin kajakfælle og sagde: "Da jeg længtes så meget efter sælspæk var du den første, der gav mig noget spæk at spise, nu er det din tur til at få en flænsebid." Han skar nu næsten hele brystsiden af sælen og rakte den til sin kajakfælle. Da han havde givet ham den sagde Kaannassuaq: "Sælerne er nemme at fange, fordi de ikke har noget til at holde vagt; du må hellere fange én til inden du ror østpå." Til det svarede han: "Det ville jeg også helst, hvis det ikke var fordi jeg under de andre den sæl så meget. Det er vist lige op over for mine stakkels brødre, så jeg må hellere tage hjem for at nå dem i live."

       Da Kittoraq var roet østover landede han der, hvor han var taget af sted fra, og han bar sin kajak over land og slæbte sin fangst, og selvfølgelig så han ikke et menneske da han kom hjem. Han kom nu ind gennem husgangen uden at have kaldt nogen til, og da han dukkede op i indgangen til rummet med sælen og kom ind med den, råbte og skreg hans husstand og hans brødre af glæde. Og allerede dagen efter var Kittoraq igen derude og kom hjem med to sæler.

       Da de havde sovet og vågnede næste morgen, gik Kittoraq ud og så, at den tætte frosttåge og snefygningen derude ikke længere var så kraftig, og at det var blevet helt fint vejr. Da han selv og hans brødre nu alle var begyndt at tage på fangst mærkede de ikke længere noget til fattigdom eller anden form for afsavn. Da den tid kom hvor man kunen regne med at klapmydsen trak nærmere ved land og Kittoraq skulle på fangst derude, tog han sin helpels på og skulle til at gå ud, og så tog han et sæt bugserremme, hvor benbesætningen var af hvalrostand, op under armen. Anden gang han rakte armen ind efter noget under sin briks tog han et stykke isbjørneskind frem, der var rigelig stort til siddeskind i kajakken. Da han havde rullet bugsersættet og isbjørneskindet sammen gik han ud uden at sige noget. Da han havde bragt det ned lagde han først isbjørneskindet i agterenden og derefter bugsersættet yderst. Da han havde stukket sagerne ind, satte han af sted derudefter. Han nåede Avalleq uden endnu at have set nogen kajak, men han fortsatte vestpå. Endelig fik han øje på en anselig kajak, og han genkendte så Kaannassuaq, der lå stille på vandet. Da han kom hen til ham, så han at han allerede havde en klapmyds med meget store pletter på slæb, og Kaannassuaq sagde: "Her dukker sæler op ind imellem, men de dukker bare op lidt længere væk." Da han sagde det roede Kittoraq tættere på Kaannassuaq. Så stak han pagajen ind inder tværremmen på hans lændestykke. Da han havde stukket åren derind, løsnede han sin kajakpels fra kajakringen og begyndte ligeså stille og roligt at rode rundt efter noget inde i sin kajak og tog så et sæt bugserremme med besætninger af lutter hvalrostand, og han lagde dem ovenpå sin kajakstol. Da han anden gang helt roligt rodede rundt inde i sin kajak trak han et stykke isbjørneskind frem, der var rigeligt stort til et siddeskind. Da han havde taget skindet frem, tog han bugsersættet op, rullede tingene løseligt sammen og gav dem til Kaannassuaq, og først nu sagde han noget: "I vinters, hvor jeg længtes så meget efter sælspæk, var du den første, der gav mig sælspæk at spise. Det kan være du slet ikke mangler den her slags, men jeg vil nu med disse ting sige dig tak for det første sælspæk jeg spiste og bringe balance i vores forhold igen." Selvfølgelig følte Kaannassuaq at gaven var for stor, men da han ikke kunne gøre andet, tog han imod den og takkede ham. Da de havde talt med hinanden og skiltes, fangede de hver en klapmyds, og inden Kaannassuaq havde fanget sin anden klapmyds, tog Kittoraq af sted.

       Den vinter der var så streng var den eneste gang, hvor Kaannassuaq og Kittoraq i hele deres fangerliv oplevede en sultevinter og følte fattigdommens svøbe, og siden oplevede de alrig en sådan armodig vinter.

 

Oversat af Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom.

 

Var.: Kaannarsuaq, Kaannassuaq

 

Hist.: Fortællingen er autentisk. En tidligere version fortalt af Kaannassuaqs oldebarn, Hendrik (NKS 2488, IV, nr. 2), findes oversat i uddrag i Rink 1866-71, II: nr. 65. Se også Thisted & Thorning 1996: nr. 2.

Oqalualâq Milortuarqamik / Fortællingen om Milortuaraq

Print
Dokument id:346
Registreringsår:?
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 3536, I, 4'
Fortæller:Martensen, Esaia (Martinssen, Isaja / Isaia)
Nedskriver:Olsen, Hendrik
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Oqalualâq Milortuarqamik / Fortællingen om Milortuaraq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:læg 17, side 23h - 36h
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Renskrevet af Hendrik Olsen i NKS 3536, I, 4', læg 12 -13.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Det første Milortuaraq kunne huske var fra dengang han

boede i Kangaatsiaq (lidt nord for Kangeq), og han kunne huske, at han

ikke vidste, om han havde søskende.

Han så sin far blive syg, det havde han aldrig oplevet før. Men han

blev syg hen imod midsommer. I lang tid så han ham ligge, for hver

gang han kom ind efter at have været ude at lege, så han ham ligge

der. Han huskede også, at han så ham dø på et tidspunkt, hvor solen

var beyndt at varme godt. Og da faderen var en dygtig fanger, havde de

en konebåd.

Om foråret da man skulle afsted, men endnu ikke var rejst, sagde

moderen, fordi hun jo ikke bare kunne blive på stedet:

"Jeg er ikke glad for, at vi, som nu ingen forsørger har, skal bo her

alene, når alle vores bopladsfæller - der var tre huse på stedet - er

rejst. Nogle tager ud til Kitsissut i konebåd, og når man ser folk fra

Kangeq ro her forbi, ved man, at de skal til Qaquk." Hun fortsatte:

"Lad os bare, nu vi ingen forsørger har, tage derhen på

stenbiderfangst. Dem behøver man ikke kajak til at fange. Det kan man

godt fra en konebåd".

Næste dag, hvor vejret var godt tog de afsted til Qaquk.

Da nåede frem og slog lejr på Qaqqivik, hvor de altid havde boet

dengang, manden endnu levede. Hver gang det var fint stille vejr, tog

de selvfølgelig afsted i konebåd til et sted lidt længere mod nord

efter stenbidere, og skønt de ingen forsørger havde, samlede de sig på

den måde alligevel et ikke ringe antal stenbiderer til vinterforråd.

Et par gange under deres ophold i Qaquk kom der en hel masse

hvidhvaler ind i strædet, og selv om de ingen mandlig forsørger havde

længere, fik hun tørret masser af kød til vinterforråd, fordi

bopladsfællerne fra forskellige lejre bragte dem rigelige kød- og

spækgaver. Somme tider fyldte hun også hele spækposer med lutter

kødgaver. Det blev hendes vane at tage til Qaquk hvert forår, fordi

hun blev klar over, at bopladsfællerne meget gerne ville hjælp hende.

De brugte deres konebåd i to år til dette formål, men så måtte de af

med den, fordi betrækket ikke længere duede. Så tog bopladsfællerne

dem med til stedet, hvor hun plejede at samle vinterforråd.

 

I mellemtiden var M. ellers blevet moden til at få sig en kajak, men

moderen havde ingen midler til at skaffe ham en. Nu ville hun

prøve at skaffe midler ved at arbejde for andre, for hun var meget

flittig. Skønt M. faktisk var moden til at få en kajak, var det helt

udelukket, for da alle hans mandlige slægtninge var døde,

havde han ingen til at bygge sig en kajak. Og da hans mor

misfornøjet overvejede det, ville hun altså skaffe ham en kajak ved de

midler, hun kunne få ved at arbejde for andre.

Kajakskelettet var faktisk færdigt i den tidlige sommer, men så skulle

bopladsfællerne tilbage til deres boplads Kangaatsiaq. Den manglede

altså betræk, da de kom til Kangaatsiaq med den. Først nogen tid efter

tilbagekomsten til Kangaatsiaq, fik de den betrukket. Moderen måtte

holde i kajakspidsen, når han øvede sig i den. Da det blev efterår og

vandet blev for koldt at vade i, måtte de opgive øvelserne; og moderen

gemte M.s kajak under en af bopladsfællernes konebåd.

Da de så skulle have konebådene op på stilladserne, måtte hun tage den

ud, og da konebåden var oppe anbragte hun kajakken sådan, at den

hvilede på undersiden af tofterne og tænkte derefter ikke mere på den.

 

Det var ved at blive forår efter den lange vinter, og deres

bopladsfæller gjorde sig som vanlig klar til at tage til Qaquk. Ved

afrejsen plejede en af bopladsfællerne at tilbyde hende plads i

konebåden. Hun kunne altså stadig komme til Qaquk for at samle

vinterforråd, selv om hun selv ingen konebåd længere ejede.

Som vi allerede har hørt, fik hun lavet en kajak til sin søn, og i

Kangaatsiaq begyndte hun at lære ham at bruge den, mens hun holdt i

kajakspidsen, men måtte holde op på grund af kulden og gemme kajakken

under konebåden.

 

Selvfølgelig tilbød bopladsfællerne hende plads, og da de allerede var

parat, gik de bare ombord. Hun tog også sønnens kajak med, for den

ville hun nødig efterlade. Familien der havde dem som passagerer,

havde fast lejrplads i Pamialluk. Da de havde bragt deres ting i land, tog de videre til M.s og hans mors lejrplads for at landsætte dem, hvorefter de tog tilbage til deres lejrplads, Pamialluk.

 

Når solen ved midsommertide begyndte at varme godt, og når vandet på

solsiden af Qaqqajunnaq, hvor der var lerbund, begyndte at falde,

iførte moderen sig sine inderbukser og bar M.s kajak ned. Når han så

var kommet ned i den, skubbede hun den ud i vandet over lerbunden og

vadede selv ud. Længere ude med kajakken, når hun mente, at sønnen

ikke længere risikerede at støde imod bunden, begyndte hun at trille

kajakken rundt. Hun blev derude længe og gik først ind med ham, når

det blev hende for koldt. Sådan trænede moderen sønnen i kajak. Og

først da han efterhånden kunne klare alt, holdt hun op med at holde i

kajakspidsen. Allerede mens de endnu var i Qaquk, kunne moderen nøjes

med at iagttage sønnen inde fra land. (Her har jeg brugt noget fra

renskriften, der er mere logisk, Chr.B.)

 

Da M. var blevet i stand til at klare alt, kom han en dag hjem med mere

end en sæl. Hen på aftenen sagde han til sin mor: "Idag, hen

imod eftermiddag, var jeg på vej østover, og ud for Attorsuit tænkt

jeg," - og nu direkte til sin mor der lyttede "tænkte jeg på om du mon

ville finde det iorden - altså om man ikke skulle bygge sig et hus

der, for når man har mere end én sæl på slæb og samtidig er uheldig

med strømmen, bliver man forsinket og kommer først hjem langt ud på

eftermiddagen." Til det svarede hans mor: "Du er jo kommet så vidt, at

du er begyndt at tage ud på fangst, når vejret ikke ser alt for

truende ud. Hvis du vil, så gør vi det."

 

På det tidspunkt havde M. anskaffet sig alt - også konebåd. Da nu

moderen var med på hans idé, vendte han sig mod hende og sagde: "Nu

det er blevet vinter, er det ikke længere så godt at bygge hus. Men

når vi forhåbentlig raske og sunde er kommet igennem den lange vinter,

så lad os se at få bygget et hus der."

 

Efter vinteren var det ved at blive forår. De tog til Qaquk, som de

plejede. Da de havde samlet vinterforråd i Qaquk, bragte de den første

portion til Attorsuit i stedet for til deres boplads. Endnu var de

ikke begyndt at bygge hus. Dagen efter de var kommet med den første portion forråd, en smuk dag, vendte de foreløbig tilbage til deres vinterboplads. Der var jo ting at ordne i forbindelse med det hus de skulle forlade.

De fjernede taget og tog kun enkelte af de bedste tværbjælker med. De

tog endvidere alle deres ting med og slog sig ned ved Attorsuit, og i ro

og mag rejste de så for første gang deres telt ved Attorsuit.

 

Da Milortuaraqs kun var en lille husstand, fik de for travlt til at

han kunne tage ud på fangst, da de begyndte at bygge hus.

Da de var færdige med det nye hus og havde lagt tag, gik de

igang med at bygge forrådshus og blev hurtigt færdige. Så først da det

hele var blevet færdigt, tog M. ud på fangst.

 

M. var usikker på hvordan det skulle gå, nu de for allerførste gang

skulle overvintre på Attorsuit. Derfor var han stærkt optaget af

fangsten, og da han nu ikke havde så lang vej at slæbe fangsten,

nøjedes han ikke med at fange en enkelt af gangen. Allerede før det

blev småt med fangstdyrene, have han fanget en masse sæler og samlet

dem på et sted. Og havde han været i tvivl om, hvorvidt de ville kunne

klare den kommende vinter, var han det ikke længere.

Alligevel blev han ved med at fange sæler, eftersom der stadig var

rigelig af dem.

 

Kort før midsommer blev der gradvis færre sortsider. Og da han i et

par dage havde måtte nøjes med at fange små sæler, var han klar over,

at sortsiderne havde skiftet opholdssted til et ydre fangstområde,

hvor han så nu og da tog ud for at jage sortsider. Så det var

minsandten længe de blev i Attoruit det år, skønt han ikke havde anet

om han overhovedet skulle slå til.

 

Når M. en sjælden gang sov længe om morgenen, plejede hans mor at

vække ham - især om efteråret, når det buldrede der ude. Hun tog ham

altid kraftigt ved tindingerne og rystede ham og sagde til ham: "Mon

man virkelig kan sove, når havet er så voldsomt i oprør." M. vågnede

med et sæt, men bebrejdede ellers ikke sin mor. Når han havde fået

sine kamikker på, sagde hun igen: "Den, der trænes af en mand, ville

sikkert ikke kunne finde på at sove i sådan et bulder." Dette sagde

hun til sit eget forsvar, og når det oprørte hav var på sit højeste og

højvandet gjorde det umuligt at tage afsted fra stranden nedenfor,

havde hun mere en een gang skubbet kajakken med sønnen i fra siden ned

ad den stejle fjeldvæg på skyggesiden af deres boplads. Dette gjorde

hun dog ikke, når det var lavvande.

 

Da M. var kommet i fuld træning, protesterede han aldrig, når moderen

skulle skubbe ham ud, fordi han vidste at han ikke i egentligste

forstand bare ville forsvinde (ned i havet).

 

Moderen blev gammel, mens sønnen endnu var ugift. En aften vendte hun

sig fra briksen ud/mod sin søn og sagde: "Hør, du ved jo at jeg er

blevet meget gammel. Et menneske kan ikke bare leve alene, men må før

eller siden have en til at hjælpe sig. Når du kommer hjem med flere

sæler på én gang, må jeg sommetider opgive at få dem færdigt behandlet af

smerter i lænden." Og da moderen således havde givet ham anledning til

det begyndte M. at tænke på at gifte sig.

 

Han udvalgte og giftede sig med en af de største kvinder i Imerissoq.

M. selv var lav af vækst ligesom sin far. De var gift i flere år uden

at få børn, og de forblev barnløse, for det viste sig, at han havde

giftet sig med en kvinde, der ikke kunne få børn.

 

M. boede endnu i Attorsuit, da han var godt på vej til at blive gammel

På det tidspunkt hvor han ældedes, var herrnhutternes døbte i Nuuk (eller: i

Noorliit) ikke så få. Deres qallunaaq (deres tyske missionær) hed Juaansersuaq.

 

Mens de endnu boede i Attorsuit og på et tidspnkt, hvor alt det, de

havde tilberedt til vinterforråd, var blevet godt tørt-, gik konen om

eftermiddagen udenfor, men kom ind igen og sagde: "Der er kommet en

kajakmand neden for huset - hvorfra ved jeg ikke, måske fra en af

bopladserne!" Det var ikke så tit, de fik besøg.

Da M. havde taget anorak på og gik ud af teltet, befandt kajakmanden

sig allerede tæt ved det sted, hvor han selv plejede at lægge til, men

M. kunne ikke kende ham. Han gik ned, og da den fremmede var kommet

ganske tæt på, kunne han se, at det var kateketen fra Saqqarliit

(missionstationen kaldte man enten Noorliit eller Saqqaliit), og idet

han lagde til, sagde M: "Det er umindelige tider siden, du sidst har

været her!" ("qangaqanga tamaannaravit"). Med de ord bad han så gæsten

stige op af kajakken. Denne sagde udefra vandet: "Jeg kan ikke komme i

land, for man har bedt mig skynde mig. Og jeg må benytte mig af den

indgående strøm nu, hvor vandet stiger. Men jeg skulle sige, at du var

velkommen til midsommerfesten på søndag, hvis du har lyst!"

(Det fortælles, at M. var blevet døbt dengang med navnet Jaaku. Det

var et godt stykke tid efter, moderen var død.)

 

Ved de ord svarede M. indefra land: "Det var en tør visit. Kom

nu i land og få lidt at spise." Han tøvede, men steg så op af kajakken

og gik op til det store telt. M. havde noget godt at byde på og satte

det hele frem. Gæsten spiste kun en kort stund. Så holdt han op og

sagde: "Jeg ville elleres meget gerne være gæst hos jer, men jeg skal

ind flere steder. Jeg er jo sendebud, og Kangeq var det første

sted, jeg anløb. (Dengang var der allerede mange døbte på Kangeq).

Herfra skal jeg også anløbe Imerssaq og Tulugartalik." Så sagde

M.: "Vi kan vist ikke tage østover allerede i morgen. Vi har

alle disse ting, som netop er blevet helt tørre, og selvom det er fint

vejr nu, kan det jo hurtigt blive dårligt vejr. Vi skal først samle

dem sammen i morgen, så det blir først i overmorgen vi ta'r derind."

Efter den besked rejste gæsten sig og gik. Han kom ned i

kajakken, lagde fra land, og idet han sagde farvel, sagde han til M.

derudefra: "Hold dig nu ikke tilbage, kom endelig!"

M. råbte tilbage: "Som sagt, det blir i overmorgen, hvis det

ellers er fint vejr." Da han havde fået ham afsted, gik han op og

sagde til både sin store kone og husstanden: "Det er ikke så lidt vi

har at samle sammen. Begynd hellere med noget af det nu, ellers

risikerer vi ikke at blive færdige i morgen."

 

De samlede det tørrede sager på et sted, og da de blev trætte hen på

eftermiddagen sagde M. til både sin husstand og sin kone: "En stor del

af arbejdet er allerede klaret. Imorgen kan vi blive færdige med resten,

længe før dagen er omme. Hold bare op nu!" Det gjorde de naturligvis.

Dagen efter begyndte de tidligt om morgenen for at kunne tage afsted

østover og benytte sig af det stigende vands om eftermiddagen; og det

var tilmed springflod.

 

Det, der var tilbage fra dagen før og som ikke var så voldsomt meget,

fik de færdigt mens solen steg til middagshøjde, og da de blev

færdige, sagde M.: "Vejret er fint og hvis vi ikke skal få alt for

meget besvær med at ro, må I gøre jer klar til at ta' til Nuuk nu, hvor

vi kan udnytte tidvandet."

 

Så fik de ellers travlt med at gøre sig klar til afrejsen til Nuuk. De

skulle kun have lidt af deres ting med. Da de havde lastet konebåden,

vendte M. sig mod sin kone, der stod ledig på stranden, fordi der ikke

var flere ting at bringe om bord, og sagde: "Hør, hvad skal vi gøre med

den store hund?" M. havde nemlig en stor hanhund. Den stammede fra

dengang i Kangaatsiaq, hvor M. var begyndt at vokse og blive aktiv. En

af bopladsfællernes hund havde fået hvalpe, og hans mor havde købt en

hvalp for midler, som hun fik ved at arbejde for andre, fordi hun

mente, at sønnen godt kunne tænke sig sådan en hund. Lige siden havde

M. haft denne hund, som nu var blevet gammel. De var jo barnløse, så

de betragtede hunden som et barn. Han sagde (som sagt til sin kone):

"Hvad skal vi gøre med den store hund?" og han fortsatte: "For vi har

jo hørt, at missionærerne ikke vil se en hund (ved stationen). Straks

sagde hans kone til sin mand ovre i konebåden: "Det er synd, hvis vi

skal lade den blive her, den er jo vores eneste underholdning. Lad os

bare tage den med." Naturligvis lod de den komme ombord.

 

Hunden havde levet så længe, at den nærmest kunne tale

("oqanngisungaannartoq") og forstå hvad der blev sagt til den.

M. sørgede så godt for sin hund, at han, når de flyttede fra huset

ud i teltet, lavede et leje med sengetøj til den i bagenden af teltet.

 

Da de var færdige med forberedelserne tog de afsted til Nuuk. Vandet

var allerede godt igang med at stige, og fra Isullinnguaq roede de mod

solsiden (af Nordlandet?), og endnu før de nåede det, satte de kursen

direkte mod Nuuk, fordi det var så bekvemt at have strømmen med. De

nærmede sig det sted, hvor de skulle lægge til og befandt sig nu ud

for stranden med rullesten. M. kiggede ind mod land og så, at der var

en utrolig masse telte. Hver eneste plet, der kunne egne sig som

teltplads, var optaget. Det var realiteterne, men da M. fandt, at

sydstranden med rullesten var for langt væk, sagde han til sine

roere (eller: roersker): "Egentlig skulle vi videre til stenstranden,

der ligger længst væk. Men det vil give meget renderi frem og tilbage.

Lad os bare lægge til her. Det skal nok gå, nu det er midt om

sommeren."

 

De roede hen til den nordlige ende af stranden med rullestenene. Da de

var ved at lægge til, kom der en hel masse mennesker ned. M. plejede

at fortælle om deres ankomst til Nuuk til gudstjensten, at det for ham

udefra så ud, som om der ikke var en eneste ledig plet tilbage, hvor

man kunne sætte sin fod - så mange mennesker var der.

Da de var færdige med at ordne konebåden, gav M. sig til at lede efter

et sted, hvor de kunne slå deres telt op. Alt i nærheden af stranden

var optaget. Den eneste mulige teltplads, lå lidt nord for

missionærens have. Egentlig var han betænkelig ved det nære naboskab

til missinærens bolig, men der var ingen vej udenom, så her måtte han

slå teltet op med front imod missionærens hus.

 

Så såre de var færdige, kom den ene invitation efter den anden fra de

mange telte, og det kan nok være at Milortunnguaqs gik på besøg.

Første gang de skulle forlade teltet, sagde han til een i sin

husstand: "I skal nok få lejlighed til at gå på besøg, så meget I

lyster, men i denne omgang må en af jer blive her i teltet og holde

øje med, at den store hund ikke farer rundt ved missionærens hus."

Dengang de havde fået rejst teltet, havde de nemlig indrettet et leje

til den store hund i den ene ende og forsynet det med sengetøj. Inden

hun gik, sagde M.s kone soms ædvanlig nogle formanende ord til hunden,

akkurat som man gør det til et menneske; for det var jo ligeved, at

hunden også kunne sige noget. De var på besøg i telte, der lå

sydligere og kom først tilbage til deres eget først på eftermiddagen.

Hele eftermiddagen lod de teltet stå åbent uden at rulle forhænget

ned, for det var så varmt. De blev opppe længe, for det var så længe

siden, de sidst havde været i Nuuk, og de faldt først i søvn, da solen

var gået ned.

 

Da de vågnede næste dag, tog M. hen til den danske koloni

(Avannarliit) for at handle. Da var det blevet så sent på formiddagen,

at solen var kommet forbi Kingittorsuaq (Hjortetakken). Inden han gik

ind sagde han til sin kone: "Den store hund kan jo godt finde på at gå

ud af sig selv, uden nogen kalder den ud. Hold øje med, at den ikke kommer i

nærheden af missionærens hus!" Hun sagde naturligvis ja, hvorefter han

tog afsted til Avannarliit. Han blev budt indenfor af så mange, at han

først kom tilbage hen på eftermiddagen ("uallutileraani"). Han havde

fået så meget dansk mad i Avannarliit, at han fik svie i brystet,

hvorfor han spiste noget kød straks han kom hjem.

 

M. var nu blevet færdig med at spise. Forhænget for teltindgangen var

ikke rullet ned, for vejret var dejligt og meget varmt. Inde i det

åbne telt sad M. på en kasse med ryggen til missionærboligen. Han

havde hverken set eller spurgt efter den sore hund, da han trådte ind

i teltet. Men så var det, at hans kone, midt i det hele sagde: "Se,

hvad er det Juaansersuaq vil? Han løber vist efter noget med en stok i

hånden!" Så fortsatte hun: "Nu kan jeg se den store hund komme farende

i vild flugt. Da den store hund var løbet ned, så man ikke mere til

missionæren. Den kom ind i teltet, og M. sagde nogle bebrejdende ord

til sin kone. Men som sædvanlig blev affæren hurtigt overstået og roen

genoprettet.

 

Da den store hund kom ind, irettesatte M. den for en gangs skyld,

akkurat som man talte til et menneske. Og dette fik jo

hunden til at blive føjelig og lydig. Solen var så småt ved at gå ned

i nord, da M., som havde været ude at trække frisk luft, kom ind og

sagde: "Jeg bliver ved med at have en sur smag i munden af den danske

mad, selv om jeg har spist kød flere gange midt på dagen." Så

fortsatte han: "Nu skal jeg spise igen." Så trak han et stort

hvalbarde fad med kogt kød frem fra et sted under en lampebriksligende

indretning og tog sin kniv. Mens han roligt trak fadet frem, stak han

sin kniv ned i et stykke slag (?"Itsiangufâritdlunigôq"). Han havde

lige taget en mundfuld, så sagde konen, der var vendt mod

missionærens hus: "Se, nu kan jeg se J. komme frem ude om hjørnet af

haven, og nu går han ned med en bøsse i hånden!" M. selv så ikke til

den side, hvor missionæren var, fordi han var i færd med at tygge.

Mens han endnu tyggede, sagde hans kone: "Nu går han skråt hen over

vejen og direkte hen mod os." Idet hun sagde det, skubbede han fadet

ind på plads og lagde kniven i det. Han slugte det, han havde fået i

munden, vendt sig en halv omgang og så, at missionæren var kommet tæt

på med bøssen i hånden; den lignede en stor teltstang.

Da missionæren var kommet helt tæt på, rejste M. sig op og trådte i

det samme ud over teltes "dørtærskel"; udenfor kiggede han på hans

ansigt og genkendte ham straks, det var ikke noget venligt ansigt, rødt

over det hele, og ikke spor smilende. "Måske," sådan indledte han,

"ville din stor hund have ædt alle vores høns, hvis jeg ikke havde set

den gennem vinduet." Han fortsatte straks med betydelig hævet

stemme: "Mon ikke du har hørt," og endnu højere: "at der ikke

måtte tages hunde med til Noorliit, fordi medlemmerne af menigheden ikke

må holde hund?" Så fortsatte han direkte: "Ergo, da hunde er forbudt

i vores bygd, er jeg kommet for at dræbe den."

M. svarede ikke lige med det samme, han pegede ind i teltet på hunden,

der lå rullet sammen på sit leje med sengetøj i den anden side af

teltet, stillede sig unden hans ansigt, denne store qallunaaq, der jo

var meget højere end han selv og sagde op til ham: "Denne hund er ikke

udstyret med forstand og den kan ikke tænke som et menneske. Derfor

løber den efter jeres høns, fordi det var første gang den så den slags, og fordi den ikke opfattede dem som mennesker." Da svarede J. så højt, som han overhovedet kunne, mens han blev rød i hele hovedet: "Har du nogensinde hørt om en missionær, der har dræbt et menneske?" Med de ord smed han sin store bøsse og tog M.

omkring begge overarme, så det stak og smertede. Han blev meget

forskrækket, fordi denne qallunaaq var kæmpestor. M. var straks

sikker på at den anden ville vælte ham, da han greb ham omkring

armene. Og endnu mens denne qallunaaq holdt ham fast om armene,

besluttede han at gøre sit yderste for ikke at blive væltet. Han

tænkte: "Dette er et angreb imod en forsvarsløs person." I det samme

opdagede han, at modpartens armhuler var ret åbne, og med en

kraftanstrengelse gjorde han et forsøg på at tage ham om livet. Det

lykkedes, og han ønskede inderligt, at hans hænder ville nå hinanden

bag ham. Mens han hold fast i jakken, tænkte han: "Skulle man mon

prøve at løfte ham!" Han gjorde et ihærdigt forsøg og mærkede, at han

slap jorden. Han løftede ham endnu højere; og efter at have

kigget sig omkring, ville han kaste ham varsomt fra sig, i den for ham

mest bekvemme retning, nemlig til venstre. Men han havde åbenbart

gjort det voldsommere end tænkt, for da kroppen ramte jorden, bumpede

den videre hen ad jorden, så han kom til at ligge på ryggen. Men næsten

omgående stødte han fra, rejste sig og vendte sig imod ham med neglene

fremme, idet han råbte: "Nå, så du er blevet vred?" M. ville egentlig

have svaret ham blidt. Men uforvarende kom han til at råbe højt og

tydeligt: "Du blev vred før mig!" Da tog missionæren ham endnu engang

omkring overarmene. Denne gang reagerede M. omgående og tog ham

omkring livet som før. Han vidste fra forrige gang, hvor let han var,

og i det samme han løftede ham, kastede han ham over ad havemuren til,

men varsommere dennegang, fordi han havde set så ynkelig ud forrige

gang. Kroppen hoppede kun en enkelt gang hen ad jorden, og så såre han

standsede, stødte han sig op og spurgte, ganske overraskende, for

anden gang: "Blev du vred?" Han svarede ham blot som før: "Du blev

vred før mig. Først nu er jeg også blevet vred." Da gik missionæren,

forbi den stakkels grønlænder, hen til sin bøsse. Han samlede den op,

og uden et blik på M. begav han sig med særdeles raske skridt op

til sit hus. De stirrede på ham, da han gik op. De så ham åbne døren

og gå ind, og i det samme hørte de en dør smække med en sådan kraft,

at det gav ekko i hele området omkring næsset; og han viste sig ikke

mere.

 

M. vendte sig mod sin kone, der stod bag ved ham, og sagde: "Så skulle

vi to gange over den brede fjordmunding helt forgæves (jeg mener, det

skal forstås sådan. Ch.B.), for han vil sikkert be os rejse. Det er

også lige meget, om han faktisk ber os rejse nu, hvor det er lyst hele

døgnet og vi kan rejse om natten." De ventede længe på, at han skulle

sende besked. Solen var efterhånden på vej over Qeqertasussuk, men

endnu var der ikke kommet nogen.

 

M. der sad inde i det åbne telt med ryggen til missionærboligen, hørte

pludselig konen sige: "Se, nu kommer J.s kiffaq helt målbevidst

herhen." Han nærmede sig, og han nåede ikke engang helt frem, før han

sagde til ham og tilmed brugte hans danske navn: "M. bedes komme hen

til J.!" Uden flere ord vendte han sig om og gik. Lige før

budet/kiffaq'en nåede hjørnet af haven, sagde konen til manden: "Han

vil sikkert be os rejse herfra."

 

Da kiffaqen var gået ind i missionærens hus, skulle M. af sted. Han

sammenlignede sig selv med en ting, der var udbudt til salg, men som

ikke var for god, - så minderværdig følte han sig. Han sagde til sin

kone: "Der bliver meget et ordne, begynd bare at gøre klar. Vi kommer

til at rejse i nat."

 

Da han begav sig op til huset, tænkt han: "Ligegyldigt hvor voldsomt

han optræder over for mig, vil jeg denne gang forholde mig helt

passiv. Lad ham bare gøre med mig hvad han vil, det er helt rimeligt."

Han nåede frem til den yderste dør ved køkkenindgangen. Langsomt

åbnede han døren. Han så ikke en eneste qallunaaq. Han trådte ind og

ville lukke yderdøren forsigtigt efter sig, men det blev med et stort

brag, fordi han allerede nu var blevet forvirret. Da han havde lukket

døren, blev han stående. Han stod stille og lyttede, f.eks. efter

skrabelyde af sand. Da han havde stået længe nok uden at have hørt det

mindste, overvejede han at gå igen. Endelig hørte han så lyden af en

stol, der blev flyttet ("issiaatarpallariaqiinnartoq"). Døren fra

vindfanget ind til stuen var lukket. Samtidig med lyden af stolen,

hørtes der også derindefra en dør, der blev lukket. I det samme gik

døren til vindfanget op på klem ("makitalaarluni"), men ikke så man

kunne kigge ind(?). Han stod med bøjet hoved. Så hørte han døren til

vindfanget blive åbnet og lyden af skridt, der nærmede sig. Han kunne

kun se et par store fødder. Da han (de) kom ganske nær, standsede han

(de). M. skulle jo under alle omstændigheder kigge op og se, hvem det

var, så det gjorde han. Han så en stor fremstrakt hånd tæt på, og så

såre M. rakte hånden frem, blev den trykket, så det gjorde ondt helt

ind i marven. Og endelig sagde manden: "Jeg hørte godt du kom. Det var

ikke dig der blev vred, men mig der først blev vred. Jeg måtte først

slå min vrede ud af hovedet, og da jeg havde gjort det, gik jeg ud til

dig. Så fortsatte han: " Vent et øjeblik!" Han gik ind og direkte hen

og ind i spisekammeret. Kort efter kom han tilbage i køkkenet fra

spisekammeret med et stort rugbrød og et langt stykke rulletobak. Han

gik hen til M. med disse sager, gav ham dem og sagde så: "Jeg kom til

at blive vred, uden at du var det. Sagerne her skal være bevis på, at

jeg har slået det ud af hovedet. Hvis du kan lide Nuuk, må I gerne,

hvis I har lyst, blive her flere dage, efter at I har været med til

gudstjenesten!" Og M. sagde: "Jeg ville meget gerne blive i Nuuk

efter gudstjenesten. Men da de mange ting, vi har samlet til

vinterforråd, ligger ude i det fri, må vi vestover, så snart vi har

været til gudstjeneste." Missionæren nøjedes ikke med at sige farvel

til ham. Da han var på vej ud, tog han ham i hånden, og længe holdt

han hans hånd i sine hænder.

 

Da M. efter gudstjenesten rejste vestover og ankom til Attorsuit, til

alt det sammenbunkede vinterforråd skilte han kødstykkerne fra

hinanden og bragte stille og roligt alt det tørrede kød ind i forråds-

skuret. Og så først kunne han komme ud på de ture, han havde lyst til.

Skønt M. havde fast boplads i Attorsuit, bosatte han sig som ældre i

Nuuk og døde efter sigende i Saqqarliit.

 

Var.: Milortuaraq

 

Hist.: Autentisk fortællling. Vedr. Qaquk hvor mange samledes til stenbiderfangst i sæsonen, var det også dér man, ligesom i Qivioq, kunne hente sig strandede sødyr ved lavvande. Stedet var også kendt i Østgrønland fra rejser eller rygter: søg på: Qaquk.

Oqalualâq Unnermik / Historien om Unneq

Print
Dokument id:482
Registreringsår:?
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 3536, I, 4'
Fortæller:Martensen, Esaia (Martinssen, Isaja / Isaia)
Nedskriver:Olsen, Hendrik
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Oqalualâq Unnermik / Historien om Unneq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:læg 15, side 1 - 18
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

En anden renskrift af Hendrik Olsen: NKS, 3536 I, læg 21.

Oversættelse i resumé ved Grethe Lindenhann:

Ved den tid, da åndemanerne var blevet ganske få på Kangeq ved Nuuk, var Unneq en af de sidste. Han var en god åndemaner, og dog kaldte nogen ham "Den pralende åndemaner"

Han boede fast på Kangeq, og hans hus lå ved den lille vigs solside. Skønt hans åndemaner-evne egentlig ikke var tilstrækkelig, fik man ham af mangel på bedre åndemanere til at påkalde ånderne. Bopladsfællerne eller andre henvendte sig til ham, når der var et eller andet, de måtte have opklaret. Når han fandt en løsning, blev han altid godt betalt. Som den eneste, folk henvendte sig til, syntes han af og til, at det gik lidt ofte på med at påkalde ånder. Men han undslog sig aldrig, fordi han fik det godt betalt, og da dette var hvad man lagde mærke til ved hans åndemaneri, kaldte både fællerne og andre ham 'Den pralende åndemaner'.

I denne periode begyndte mange at Kangeqs mange indbyggere at lade sig døbe. Også en driftig fanger med en stor husstand lod sig døbe. Hans hus lå på solsiden af vigen, lidt syd for såkaldte Atilleq.

Engang efter en tur til Nuuk sagde han om aftenen til sine husfæller: "Da jeg kom til Nuuk, kom den ene af de tre europæere ned til mig og sagde, at hvis jeg oprigtigt ville, og I ville - jeg sagde, at jeg havde en stor husstand - omvendes, kunne vi komme til Nuuk og blive døbt, når vinteren er omme." Han fortalte så om sit svar: "Jeg er villig til at tage til Nuuk, men kun for en kortere tids ophold." Han fortsatte: "Det var så mine ord. Man han sagde altså, at også I kunne komme til Nuuk efter vinteren." Nogle af dem fik stor lyst, men andre var betænkelige, hvorfor manden tilføjede: "Det ville være bedst, om vi alle havde lyst!" De betænkelige lod han være, skønt han tvivlede på dem, men sin vilje ændrede han ikke.

Om vinteren med de korte dage begyndte Unneq på eget initiativ at påkalde ånder, så snart der var gået nogen tid, hvor folk ikke havde opfordret ham til det. Straks de døde hørte om det, gik de hen for at håne ham. Selv ville de ikke gå ind i hans hus, men opfordrede de udøbte til at gå ind og høre på. De bad de udøbte nøje at lægge mærke til, hvad han gjorde og sagde. Når tiden kom, gik folk på besøg. På et passende tidspunkt om aftenen bad Unneq om at få vinduerne dækket til og begyndte at påkalde ånder. Når der ikke længere slap lys ud af vinduerme, kunne folk i nabolaget se, at han var igang. Et par af de nydøbte gik så hen for at stå uden for hans hus. Hver gang de nåede hen til den lille skrænt Atikilleq lidt syd for huset, sagde Unneq: "Så, nu hænger mit skindforhæng helt stille uden at bevæge sig mere. Det store lys er altså nået til Atikilleq. Han kunne mærke de døbte som et stort lys, når de kun var nået til Atikerleq. Og så kaldte de ham "Den pralende åndemaner!"

Fangeren, som blev opfordret til at lade sig døbe, tog til Herrnhutdalen med sin husstand og gik hele sommeren til dåbsforberedelse. De blev alle døbt, og manden fik navnet Kristian.

Om efteråret vendte de tilbage til Kangeq. Manden havde den ulykke, at der skete noget med hans familie, når en af hans ejendele blev væk og ikke var til at finde. Hver gang døde enten et af hans børn eller en nær slægtning.

En vinterdag kom han hjem fra fangst og sagde, selvom hans vanter ikke var slidt: "Jeg har ikke fået nye vanter, siden vi kom hjem fra Nuuk. Skær skind til, og læg det i blød i havvand et øjeblik, tag det op og sy vanter til mig. Jeg vil have nye i morgen, da de andre er for våde." Straks skar konen skind ud, lagde dem i blød, tog dem op og tog mål til vanter og skar skindet til. Da hun fik hjælp til den anden vante, var de færdige inden det blev mørkt. Manden tog dem og bad om at få bragt nyt havvand op. Han fyldte de nye vanter med det og lagde dem under lampen. Senere tog han dem op, tømte dem for vand og gled dem bløde og myge. Derpå trak han dem over hver sin ende på et stykke træ og lagde dem igen under lampen, så de var klar til brug næste dag.

Om aftenen gik de i seng til vanlig tid. Næste morgen tog Kristian kamikker på og gik udenfor. Vejret var smukt, og der blæste en blid nordøstenvind. Han tog sin vandpels, der var anbragt under konebåden og gik ind med den for at blødgøre den. Da han var klar til at tage den på, følte han efter sine vanter under lampen, men fik ikke fat i dem. Han så nøjere efter, men så kun det tomme træstykke. Lampen brændte endnu, og han tog noget tørv, der var dyppet i tran, tændte det og så efter endnu engang. Hans første ord den morgen var: "Det er da underligt, mine nye vanter, som jeg stak i træstykket i aftes, er der ikke." Konen og husstanden undersøgte alt inde i huset. Da dagslyset kom, ledte de også uden for huset, men forgæves.

Da alle opgav at lede mere, sagde manden: "Når mine ting bliver væk, varsler det altid ulykke blandt mine nærmeste. I dag tager jeg ikke afsted, før de er fundet." Manden blev hjemme, og det blev over middag, mens de stadig ledte, men forgæves.

Om eftermiddagen sagde Kristian: "Nu sker der altså noget med mig. Jeg har frigjort mig fra den gamle tro og omvendt mig, men da der er sket noget uforklarligt, får jeg ondt i sinde." Derefter sagde han til en af sine folk: "Gå hen til Unneq og fortæl ham hvad der er sket. Hvis han kan finde mine nye vanter, vil jeg give ham tre sortsideskind, spæk af en halv sortside og noget kød." Budet gik i det svindende dagslys, og da hun kom ind i Unneqs hus, fandt hun huset mørkt og uden ild.

Unneq sad og skar i træ ved enden af briksen og bad budet om at sætte sig på briksen. Men denne undskyldte sig og fortalte, hvad der var sket. Unneq tænkte sig om et øjeblik og sagde så, at han ville gå derhen om aftenen, når tiden var passende. Budet gik hjem og sagde hvad Unneq havde svaret.

Dagen var lang for de ventende. Da man i vinduerne kunne se dagslyset svinde, sagde Kristian til en af sine folk: "Tiden er inde, gå hen og sig, at vi dækker vinduerne til, hvis han synes, det er for lyst."

Da budet kom hen til Unneq, sad han på briksen med hovedet mod væggen, men satte sig til rette for enden af briksen uden at sige noget. Budet fremkom med sit ærinde, men Unneq sad længe med bøjet hoved uden at svare. Endelig svarede han: "Sig, at jeg kommer i al beskedenhed." Budet gik hjem og gav svaret videre.

Manden var tilfreds med svaret, men sagde til sin kone: "Han er en elendig åndemaner, men I kan da i det mindste ordne det sted, hvor han kan sidde." Konen lagde noget til rette på langsiden af briksen. Lidt efter kunne de høre nogen gå ned i husgangen og troede, at det var en anden, men da vedkommende var meget langsom, blev de sikre på at det var Unneq. Han kravlede op og fik af manden udpeget det sted, han skulle sidde, hvorpå manden sagde: "Jeg er ellers gået fra den gamle tro. Men jeg sendte bud efter dig, fordi der altid sker noget med min familie, når noget bliver væk for mig." Gæsten forblev tavs, og værten fortsatte: "Hvis du synes, det er for lyst, dækker vi vinduerne til." Endelig sagde Unneq: "Det havde været bedre, hvis det foregik senere på aftenen, men dæk bare vinduerne til." Selvfølgelig skyndte husstanden sig ud for at dække vinduerne til. Derefter spurgte Unneq: "Har I en spand?" Manden svarede: "Spanden står derhenne." På Unneqs spørgsmål om der var noget i den, svarede værten, at den selvfølgelig var fyldt med vand. Unneq befalede da, at de skulle hælde vandet ud, tørre spanden omhyggeligt og stille den midt på gulvet. Spanden var et kogekar af messing, som var købt af hvalfangere. Den blev så tømt og stillet midt på gulvet.

Unneq gik hen til spanden og begyndte at betragte den, alt imens folk så på ham uden en lyd. Efter at have undersøgt den sagde Unneq: "Fyld den til randen med havvand!" Husstanden tog nogle vandbeholdere af skind og begyndte at fylde spanden. Da den sidste beholder fyldte spanden op uden at tømmes helt, sagde Unneq til dem, at de ikke skulle smide resten ud, og gik hen til spanden og begyndte at betragte den igen, alt imens han hældede hovedet fra side til side. Derpå sagde han, at der skulle hældes lidt mere i spanden. Mens det blev gjort, holdt han selv øje med det og sagde stop, da han syntes, at der var nok i. Uden at sætte sig, sagde han: "I skal tage et lille stykke skind, ikke fra et landdyr, men sælskind og lægge det ved siden af spanden, så jeg kan sidde på det." Manden ønskede ikke, at nogen skulle tro, at konen manglede noget, og sagde derfor til hende: "Hvis du har det, han ønsker, kan du give ham det at sidde på." Konen gav sin mand et sælskind, som han bredte ud ved siden af spanden. Unneq sagde: "Når jeg gør således, kan jeg træffe at være heldig." Han satte sig og gav besked om at slukke alle lamperne, begyndende fra nordenden af huset. Mens lamperne blev slukket, spurgte manden Unneq, om han mente, at der kom tilskuere. Unneq svarede, at det ikke var nødvendigt, da der var folk nok tilstede. Imidlertid var alle lamperne slukket på nær gulvlampen. Unneq satte sig med spanden mellem benene, løftede det ene ben, vendte sig om og slukkede lampen, hvorefter alt blev mørkt. Unneq, som havde sat sig til rette igen, var ført tavs et stykke tid. Så begyndte han at mumle højt og gav sig til at slå på spanden med begge hænder. Den metalliske klang steg efterhånden til en ringen i hele huset. Derefter blev klangen svagere og finere for helt at holde op, samtidig med at Unneq holdt op med at slå på spanden og gav besked om at tænde lamperne. Gulvlampen blev tændt, og de kunne se ham bøje sig over spanden og betragte den uden at rejse sig eller se tilbage. Lidt efter rejste han sig, satte sig på sin plads og sagde til manden: "Dyp en hel ny og ubrugt tørv i tran, tænd den og kig under gulvlampen!" Manden tændte noget tørv og ventede på, at den skulle begynde at lyse. Unneq kiggede. Med hans øjne i nakken bøjede manden sig ned og lyste under gulvlampen. Hans vanter var stukket ind på hver sin ende af træstykket! Han sagde da til sin husstand: "Det er mærkeligt, se selv efter!" Alle gik hen og så, at vanterne var der og trak sig tilbage. Manden sagde igen: "I ved selv, at vi alle har ledt med lys og lygte inde i huset og undersøgt alt udenfor, da det blev lyst." Han pustede vægen ud, satte sig ved sin kones lampe og sagde til Unneq: "Vi vil ikke invitere dig for ingenting. Du skal ikke gå, før du har spist." Unneq svarede: "Jeg afholder mig fra at spise et stykke tid efter sådan en gerning." Og da han rejste sig, sagde Kristian til ham: "Vi troede, du blev her lidt." Unneq svarede, at han ikke plejede at sidde længe efter sådan en gerning og var på vej ud.

Værten sagde da: "I morgen, når det er blevet lyst, bringer min husstand tre sortsideskind, det halve af spækket fra en sortside og kød nok til jer. Når det er brugt, kan jeg hjælpe lidt med, hvad du må mangle." Unneq sagde tak, men på vej hen til husgangen kom han med et udbrud, standsede og sagde til værten: "Det var jeg lige ved at glemme. De nye vanter skal du ikke bruge i morgen, men vente endnu en dag." Derpå bød han godnat og gik.

Som sagt lod Kristian den lovede betaling bringe hen den næste dag, endda i flere omgange. Efter den tid kom Unneq ikke på besøg hos den familie.

Unneq døde af alderdom på sin faste boplads Kangeq. Før hans død kunne hans bopladsfæller mærke, at hans trolddomskraft / angakkoq / åndemaner-kraft ebbede ud. Dette forklarede de med, at endnu flere var blevet døbt.

Var.: Unneq

Hist.: Historisk fortælling fra den periode, hvor nogle af beboerne (sydlændinge)på Kangeq, herrnhuternes proselytter, endnu ikke var døbt.

Oqalugpalârsiáka angajorqâvnit avdlanitdlo (fortsættelse)

Print
Dokument id:1949
Registreringsår:1957
Publikationsår:1957
Arkiv navn:
Fortæller:Nielsen, Martin (Marteeraq)
Nedskriver:Nielsen, Martin (Marteeraq)
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Oqalugpalârsiáka angajorqâvnit avdlanitdlo (fortsættelse)
Publikationstitel:
Tidsskrift:Avangnâmioq
Omfang:ss. 141 - 142
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger: Upernavik
Note:

Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne).

Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq.

 

Oversættelse:

Fortællinger jeg har hørt af mine forældre og andre (fortsættelse).

 

Man gav også Nappalik skylden for at Suersaq (Hans Hendrik) i Upv. næsten var blevet dræbt af amerikanerne. Denne dansker skulle have haft let til at blive misundelig og han havde med en løgn fortalt amerikanerne, at Suersaq havde dræbt en astronom, som i virkeligheden døde ved at falde gennem isen. Og de var lige ved at dræbe S. for det.

Dengang boede mine forældre ved Upernavik, og Suersaq og hans familie kom med amerikanerne. Skibet lå ved skibshavnen og der var ikke

noget mistænkeligt. Men så hen på formiddagen kom grønlænderen (Ukuarluk) løbende og fortalte, at amerikanerne ville dræbe S. Hans kone var hos kolonibestyreren. Og dengang virkede en læge som kolonibestyrer. Så snart

han hørte det, løb både mænd og kvinder nordpå og S.' kone gik ud af

kolonibestyrerens hus og løb, så hun løb forbi flere mænd, og hendes hættesnor lå næsten vandret i luften. Hun var meget hurtigt løbende.       Mine forældre kaldte Suersaq, Hans Hendrik, for Aalaa. En af de første der kom til stedet var Kolonibestyreren. Han var tyk med en vældig mave, så ingen havde regnet med at han kunne løbe hurtigt, men det viste sig, at han kunne løbe fra de fleste. Så man kunne ikke lade være med at beundre ham for det. Det viste sig, at da Avate opdagede, at de ville dræbe ham, kom han ombord i en båd og begyndte at ro imod land.   Men så tog de andre en anden båd og indhentede ham, bragte ham tilbage på skibet og halede ham op i masten, hvor de bandt

ham fast. Så nåede koloniarbejderne og kolonibestyreren frem i rette tid og kom ombord. Og grønlænderen kom så ned. Kaptajnen stod nedenunder med bøssen rettet mod ham. Og lige så snart kolonibestyreren kom ombord, gik han lige hen til kaptajnen alt imens han skældte ham ud. Og koloniarbejderne fulgte lige efter bestyreren. Skældende tog så kolonibestyreren bøssen fra kaptajnen, og han vendte bøssen bort fra menneskene, og trak på aftrækkeren. Det viste sig at den var skarpladt. Og da det gik op for ham, smed han bøssen på dækket,

og den trillede som et stykke træ. Kaptajnen flygtede til sin kahyt men bestyreren fulgte ham skældende og smældende. Og da han gik derind, stillede koloniarbejderne sig udenfor. Og da kolonibestyreren kom ud, sagde han, at S. skulle bringes ned og løsnes. Og da han var blevet bragt ned, roede kolonibestyreren sammen med dem og S. og hans kone iland og fik dem til at standse ved Upernavik. Jeg ved ikke om man har lagt noget til den historie. Men det kommer heller ikke mig ved, jeg fortæller den, som jeg har fået den.

Dengang var de fleste koloniarbejdere meget venlige mod grønlænderne, og nogle af dem var grønlandsk gift. Og adskillige af grønlænderne i Upernavik havde hvert forår søgt hvalfangerne, og efterhånden forstod de meget af, hvad hvalfangerne sagde. Denne Naffalik / Nappalik, som skulle have været skyld i, at Aalaati (Suersaq, Hans Hendrik) næsten blev dræbt, blev udstedsbestyrer ved Tasiussaq / Tasiusaq og en streng vinter, da folk ikke kunne fange sæler i en periode, gik de til butikken og købte spæk, som de suttede på. Da N. opdagede dette, lukkede han for udhandlingen af spæk, idet han kun lod dem købe hajlever. Og når nogen kom hjem med fangst og solgte spæk, betalte han dem hverken i penge eller skind, men lod dem bare nævne, hvad de ville have i varer. Det kunne befolkningen ikke lide, og de sagde det til ham uden at det hjalp. Og indimellem kunne de mærke, at han gav dem for lidt, så de skændtes med ham. Til sidst kunne de ikke tage ham mere, idet det var første gang, at en dansk udligger behandlede dem på den måde. Blandt folk i Tasiusaq var der to, sådan var det nu engang, to

der på gammel vis havde øvet deres kræfter for at blive hævnere. Det var brødrene Usunnguaq og Ernersuannguaq. Nappaliks bror var dengang der ved Tasiusaq, idet han var kommet for at besøge sin bror. Ernersuannguaq var blandt kunderne i butikken. Han havde lagt de varer, han havde købt på anorakkens opadbøjede kant, og da han skulle ud kom han uheldigvis til at træde Nappaliks hund på foden, så den hylede. På vej ud af butikken, hørte han skridt bagfra og opdagede, at N. var lige ved at slå ham med et stykke træ, som blev brugt til at måle tobak med (rulletobak). Da han indhentede ham, og ligesom han kiggede på ham, slog han ham på kroppen med det stykke træ. Da han fik det slag, kunne han ikke holde sig i tømme længere. Han slap hvad han havde i anorakkanten, tog N. om livet og løftede ham straks op fra jorden. Og efter nogle skridt, kastede han ham mod jorden, så det kunne høres som noget tungt og luftfyldt. Da han havde kastet ham fór han over ham. N. prøvede at vride sig og prøvede at bokse ham væk. Men Ernersuannguaq låste hans arme fast. Og så råbte N. til sin bror, at han skulle komme ham til hjælp. Usunnguaq var blevet en gammel mand, og han så til. Nappaliks bror løb til og skubbede meget ublidt til Usunnguaq. Og da det skete, tog Us. ham om livet og låste ham fast. Han prøvede at rive sig løs, men da han ikke kunne røre sig, standsede han. Da han ikke kunne komme, slap Ernersuannguaq N., og det viste sig senere, at han havde brækket to eller tre ribben. Da N. gik hjem, holdt han sengen over en uge.

Da historien nåede Upernavik, kom myndighederne fra Upernavik og

undersøgte sagen, og det gik op for dem allesammen, at det var Nappaliks egen skyld. Og efter den tid måtte Nappalik forlade Upernavik og hele egnen, og han kom heller siden tilbage.

Brødrene Usunnguaq og Tiggak var to fangere, og deres far, Kuungasoq, var blevet dræbt. De havde øvet deres kræfter til hævn, men da de var blevet kristne, opgav de at tage blodhævn, men ind imellem fandt de anledning til at bruge deres kræfter. Og dengang Usunnguaq fastlåste Nappaliks bror, der var kommet for at hjælpe sin bror, fortalte en af tilskuerne således: Hvor stærk havde U. ikke været, da han var i sin bedste alder. Han (Nappaliks bror) var en meget kraftig dansker, men da han mærkede, at en stærk mand havde grebet om ham, standsede han og sagde at han ikke var vred. Og så sagde U. at han selvfølgelig heller ikke var vred, men han slap ham først, da broderen gik fri.

 

Hist.: Beretning om Usunnguaqs bror: søg Usunnguaq.

Oqalugtuaq / Kâgssagssûp mêraunerata ilânik / Oqaluttuaq / Kaassassuup meeraanerata ilaanik

Print
Dokument id:1734
Registreringsår:1907
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 3536, I, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Petersen, Ole
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Oqalugtuaq / Kâgssagssûp mêraunerata ilânik / Oqaluttuaq / Kaassassuup meeraanerata ilaanik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:læg 5, side 5h - 7h
Lokalisering:Neria: Paamiut / Frederikshåb
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

En fortælling (en episode fra Kaassassuks barndom)

 

Engang sent på efteråret tog bopladsens fangere ud på sælfangst. Ude ved et sydligt beliggende næs viste der sig sent om eftermiddagen en mængde kajakker. Råb fra disse kajakmænd kunne efterhånden høres på bopladsen; og det gik op for folk, at de råbte noget om en hval. Bopladsens kvinder og børn gav sig til at huje af glæde.

 

Da kajakkerne lagde til var de jo så læsset med masser af mattak. De fortalte at de havde fundet en stor død hvalunge, som var helt frisk.

 

Først gik mændene op til husene og fik noget at spise, og så begyndte de at klargøre deres redskaber til flænsning af hvalen.

 

Mens de gjorde konebådene klar, sagde kvinderne til Kaassasuk: "Du er den ældste af børnene. Vi tager spædbørnene med, men du må passe de lidt større børn. Vi skal kun være væk en enkelt nat og kommer tilbage i morgen. Vi betaler dig med et stort stykke kød fra hvalens kindparti, og du får masser af mattak / hvalhud at spise."

 

Da Kaassassuk fik lovning på den belønning blev han glad og sagde ja.

 

De voksne fik konebådene i vandet og tog syngende afsted. Og sådan forsvandt de med sang bag det lille næs.

 

I et af husene boede der en gammel kælling, der var plaget af gigt. Hun blev efterladt alene i sit hus.

 

Kaassassuk boede i sine plejeforældres hus, og her samlede han om aftenen alle de børn han skulle passe; han var jo den ældste og var derfor blevet sat til at passe de andre.

 

Sent om aftenen sagde Kaassassuk til de børn han passede: "Lad os lege åndemaner!" Men det ville børnene ikke være med til, fordi de ville blive meget bange, når han begyndte at mane ånderne frem. Men Kaassassuk var blevet stædig og ville absolut lege åndemaner. Til sidst sagde de mindst frygtsomme drenge: "Du holder jo ikke op før du får din vilje; leg du bare åndemaner."

 

Kaassassuk ville jo så gerne, så han blev meget ivrig og sagde til dem: "Jeg skal prøve at lokke Ingnasugssuk (? innasussuk, væsenet fra klippevæggen, CB) herhen. Prøv nu ikke at blive alt for bange."

 

Med de ord slukkede han den ene lampe efter den anden i det store hus, så slet ingen lamper længere var tændt. Efter at have slukket lamperne begyndte Kaassassuk at sige en masse lyde for at tilkalde Innasussuk.

 

Syd for bopladsen var der efter sigende en stor stejl klippevæg. Åndemaneren (her: Kaassassuk) pegede, og derude begyndte Innasussuk at nærme sig. Da den kom nærmere kastede den et kraftigt lys på tarmskindsvinduet. Det kom ind i huset, og der lød jamren fra de børn han passede, men så tav de.

 

Da Innasussuk var gået ud af huset tændte åndemaner Kaassassuk lamperne og opdagede til sin skræk, at alle de børn han var sat til at passe, var døde af skræk, og at deres øjne hang ud af øjenhulerne på stilke.

 

Det var ikke mærkeligt at Kaassassuk nu så frem til forældrenes ankomst med angst og bæven. Da han var den eneste levende og iøvrigt var meget bange, begyndte han igen at mane ånder for at genoplive børnene. Da han igen tændte lamperne, var børnene levende og alt var som det plejede at være.

 

Kaassassuk sagde til dem: "I siger ikke noget til jeres forældre når de kommer hjem!" Han "puttede" alle børnene, og sikke aftenen var fløjet afsted. Den følgende dag hen ad aftermiddagen lød der sang i syd. Konebådene nærmede sig, og man så at bådene var lastet i den grad, at årerne dårligt kunne løftes op over vandfladen.

 

Som lovet fik Kaassassuk ved konebådens hjemkomst et stykke fra hvalen kindparti og noget mattak. Men da Kaassassuk efter sigende ikke havde nogen kniv og heller ingen ordentlige tænder, og de stykker jern som han fastgjorde i tandkødet, hele tiden faldt ud, nærmest sugede han stykket fra hvalens kindparti efterhånden som spækket blev flydende.

 

Om aftenen, den dag flænseholdet kom tilbage, var der nogle af de mest forkælede børn, der hviskede til deres mødre: "I går aftes var Kaassassuk åndemaner, og han gjorde os meget bange. Vores øjne hang kun fast i øjenhulerne ved stilken. Nej, hvor havde vi det sjovt!"

 

Det viste sig at en af mændene havde opfanget sin datters hviskende beretning til moderen. Han udspurgte datteren og fik hende til at fortælle ham hele historien. Nogle af mændene ville sammen tage Kaassassuk under behandling og sagde til ham: "Vi har fundet ud af hvordan du har behandlet vores børn igår. Nu har du bare at få en "ivnasugssuk" til at komme her i aften. Vi voksne kommer ikke til at dø af skræk. Hvis du ikke vil, slår vi dig ihjel.

 

Kaassassuk ville naturligvis gerne beholde livet, og da han om aftenen skulle til at mane ånder, sagde han til kvinderne: "I skal først og fremmest have noget stegt spæk klar. Det skal jeg bruge til at fange en hjælpeånd (toornaq) med." Kvinderne gav sig naturligvis til at stege / smelte spæk. Da han skulle til at mane ånder, fik han nogle til at hænge et aflagt konebådsbetræk op under loftet ude i husgangen, så det kom til at danne en pose; og denne blev fyldt med det stegte spæk.

 

Da alt var klart gav han sig til at mane ånder. Som ventet var "Ingnasugssuk" nu på vej til huset. Kaassassuk sørgede for at en mand blev anbragt øverst på den indvendige mur ude i gangen, og han sagde til manden: "Når hjælpeånden er nået til indgangen, skal du sørge for at skære båndene over til det skind, der er fyldt med det stegte spæk. Når så det stegte spæk er hældt over hjælpeånden (toornaq), har jeg den."

 

Da hjælpeånden var krøbet ind i gangen, skar manden båndene til det aflagte konebådsbetræk over, og da indholdet væltede ned over den, knitrede det. Lyset blev tændt og man så, at det lignede mørkebrunt og sejt dryptran.

 

"Når I skal ud gennem gangen må I kun træde på sidevæggene", sagde Kaassassuk. Så begyndte de ellers at strømme ud ved kun at sætter fødderne på sidevæggene; og de kom alle ud uden at falde ned på hjælpeånden. Men blandt de tilstedeværende var der den gamle gigtplagede kælling. Nogen råbte ind til hende: "Kom så ud, din stakkel!" Hun trådte på sidevæggene undervejs ud, men da hun befandt sig over hjælpeånden gled hun, og faldt ned. Mændene forsøgte at trække hende op i hænderne oppefra ved at fjerne noget af taget. Hendes bagdel var helt dækket af noget dryptranagtigt, der var elastisk, og det var umuligt at få det af hende. De måtte hente et stort flænseredskab og skære et stykke af hjælpeånden væk uden om hendes bagdel for at få hende løs. Derefter fik de hende anbragt på børnenes glidebane for at hun ved at glide kunne slide hjælpeånden væk. I stedet fik hun åbne sår på bagen og døde af blodtab.

 

De andre på stedet blev bange for Kaassassuk, fordi han havde lært sig alt, men han endnu nærmest var et barn.

 

Var.: Den store ild.

 

Hist.: Denne version af "Den store ild" har udskiftet denne (Innersuaq) med en innasussuk, der formentlig er "den stejle fjeldvæg(s væsen)", hvor ånden har hjemme. Det var også i sådanne fjeldvægge at ildfolk, innersuit, havde adgang til deres land under stranden. Innersuaq, den store ild, blev undertiden associeret til Djævelen (se Jens Kreutzmanns version), og måske er det derfor spækket bliver stegt i stedet for blot smeltet og kogt som i ældre versioner (i helvede bliver man stegt). I Thuleområdet fortalte man også versioner af Innersuaq med Kaaassassuk som aktør, men ikke i rollen som åndemaner / angakok (søg: Kaassassuk store ild). Præcis hvilken forbindelse der er mellem disse og den sydgrønlandske version, der ganske afviger fra de andre grønlandske Kaassassuk fortællinger, er vanskeligt at afgøre. I 1907, fortælletidspunktet, havde polareskimoerne ganske vist haft besøg af både Hans Hendrik fra Sydgrønland (i 5 år) og Den litterære ekspedition med Knud Rasmussen. Kateketer bragte muligvis fortællinger fra en egn til en anden, men Thule området fik først missionær i 1909.

oqalugtuaq / oqaluttuaq

Print
Dokument id:2180
Registreringsår:1901
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB 1, 5(13), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Aqajak (Ambrosius)
Nedskriver:Olsen, Hendrik ?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:oqalugtuaq / oqaluttuaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:16 sider
Lokalisering:Ujarasussuk: Qeqertarsuaq / Godhavn
Note:

Aqajaks fulde navn: Ambrosius Jørgen Andreassen.

 

Fundet for sent. Ikke oversat. Velegnet til opdatering

Oqalugtuaq angagkorssuarmik / oqaluttuaq angakkorsuarmik

Print
Dokument id:476
Registreringsår:1916
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 3536, I, 4'
Fortæller:Eugeniusen, Jaakkuaraq (Eugenius / Eugeniusen, Jãkuaraq)
Nedskriver:Jaakuaraq
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Oqalugtuaq angagkorssuarmik / oqaluttuaq angakkorsuarmik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:læg 8, side 95 - 100
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Rasmussen, Knud: Inuit fortæller, II, red. Regitze Søby, 1981: 100 - 104: "Den store åndemaner, hvis søn blev dræbt af en qajariaq", synes at være Rasmussens egen oversættelse af denne version,

eller muligvis af afskriften (?) (ved Hendrik Olsen ?), NKS 3536, I, læg 14, ss. 17 - 24: angákorssuarmik qajariaq. Eller NKS 3536 II, læg 18, ss. 1 - 7: håndskrevet oversættelse til dansk af ?.

 

Oversættelse ved Apollo Lynge; revideret af Signe Åsblom:

 

Historien om en stor åndemaner / angakkoq

 

Det fortælles at en stor åndemaner havde stort held i fangst, og at han kunne færdes i al slags vejr, og det siges også at han aldrig tog på fangst andre steder end til udhavet i vest. Når han havde fanget to fuldvoksne grønlandssæler, tog han dem op på kajakken, den ene forpå og den anden bagpå, og så begyndte han at notere sig dønningerne. Når en dønning var særlig stor og han placerede sig på den rigtige side af den, blev han skubbet frem af denne samme dønning helt hjem i et stræk, og han kom så hjem med to fuldvoksne grønlandssæler ovenpå sin kajak allerede mens dagen var på sin fulde højde.

 

Det fortælles, at han aldrig boede sammen med andre mennesker og ikke selv havde nogen børn. Engang lagde han mærke til, at det var som om hans kone var blevet gravid, og nogen tid efter fandt han ud af, at det var hun virkelig. Nu var det som om hendes mand bar hende på sine hænder, fordi de hidtil ikke havde fået nogen børn. Tiden gik og konen skulle føde, og da hun nedkom med en søn, blev faderen lykkelig. Da han begyndte at vokse til, besluttede faderen sig for at opdrage ham på en særlig måde. Han tillod ham aldrig at sove længe om morgenen, men bød ham stå tidligt op. Allerede mens han var lille byggede faderen en kajak til ham. Og inden hans krop var udviklet tog faderen ham med ud på det åbne hav på fangst. Med tiden blev han ligesom sin far og i stand til at klare alle storme. Når de havde fanget to fuldvoksne grønlandssæler og anbragt dem på kajakken, tog de hjemover ved at lade sig skubbe frem af en enkelt dønning. Da sønnen aldrig mere sakkede det mindste bagud, fulgtes faderen ikke længere med ham på fangst. Når sønnen tog på fangst ude på det åbne hav, kom han altid hjem med to grønlandssæler på sin kajak.

 

Engang da han var taget på fangst og de afventede hans hjemkomst, blev det aften uden at han var kommet hjem. Næste dag gjorde hans far sig klar og tog afsted stik vest ud på havet for at søge efter sin søn og måske finde bare et af hans fangstredskaber. Han fortsatte udefter, og da de yderste landområder sås som en sammenhængende stribe, blev der vestfra råbt: "Hvor er han?" Han fortsatte udefter få at få øje på vedkommende, og så kom en stor qajariaq til syne derude med kurs nordpå. Mellem åretagene bøjede qajariaqmanden sit ansigt ned mod kajakken over knæene, og når han efter en rum tid igen rejste sig, tog han et åretag og råbte: "Hvor er han?", og bøjede sig igen ned over sin kajak. I hast fór han nordover, og den store åndemaner placerede sig bag ham og satte efter ham. Når han rejste kroppen så han sig ikke tilbage, men bøjede sig ned igen lidt efter. Den store åndemaner var lige ved at indhente ham bagfra, da han rejste sig med ordene: "Hvor er han?" og igen bøjede sig ned, og så gjorde den store åndemaner ophidset sin harpun klar og sendte den lige i hans rygrad. Da han havde dræbt ham og rejste hans kajak op for at trække sin harpun ud, så han straks at han havde underkroppen af hans søn klemt fast under tværremmene på kajakken. Han tog sin søns underkrop, lod bare sit offer være og begav sig videre vestpå.

 

Da han ikke længere kunne se den dræbte, lød råbet: "Hvor er han?" igen ude vestfra. Han roede videre for at få øje på denne, og da han fik ham i syne så han, at denne også var på vej nordover. Efter at have placeret sig bag ham og begyndt at jagte ham, harpunerede han også ham. Da han var død og væltet rundt, rejste han ham op og så, at han havde hans søns arme fastklemt under sine kajaktværrremme.  Han tog dem, og uden at værdige den dræbte et blik fortsatte han videre vestpå.

 

Da han ikke længere kunne se den sidste dræbte hørte han igen råbet: "Hvor er han?" ude vestfra. Da han fik øje på denne så han, at han i endnu større fart stilede nordover og råbte: "hvor er han?" med en meget dyb stemme, og det viste sig senere at være de andres far. Den store åndemaner placerede sig bag ham og gav sig til at forfølge ham. Denne gang var han længe om at komme ind på livet af qajariaqen. Da han var lige ved at nå ham, rejste denne sig selvfølgelig op, tog et åretag og råbte: "Hvor er han?" og så bøjede han sig igen ned mod forenden af sin kajak, og i det samme skyndte den store åndemaner at forbinde sin kajak med hans ved tværremmene med sin pagaj. Manden blev så forskrækket at han skrigende vendte sig mod ham. Uden et ord løsnede den store åndermaner sin vandskindspels fra mandehullet, tog sin snustobaksdåse og bød den anden en pris. Nu kunne den store åndemaner ikke uden videre ro væk fra den anden og fulgtes så med ham. Så så han at manden havde hans søns krop liggende under kajakstolen til fangstlinen. Den store åndemaner generede sig for at sige noget og fortsatte sammen med ham.

 

På et tidspunkt sagde så den anden: "Jeg spejder efter de kære to." Det var altså denne fæle mands sønner, som den store åndemaner havde dræbt. Umærkeligt sørgede den store åndemaner for, at den anden begyndte at styre hen mod den sidste, han havde dræbt. Netop som han regnede med at de nærmede sig, vejrede den anden pludselig østefter og pegede: "Der østpå kan man kun se hans kajak." De roede derhen, og da faderen rejste ham op så han, at han havde et stort sår. Inden manden nåede at sige noget, sagde den store åndemaner: "Kan du ikke vække ham til live igen?" "Jo, jeg kan vække ham til live", svarede den anden. Han sagde noget uforståeligt noget til sin søn mens han puslede med forskelligt ved ham. Efter en tid lykkedes det ham så at vække sin søn til live. De roede videre med mandens søn som tredjemand, og nu sagde de to's far: "Nu er det kun om vi kan finde hans lillebror." Med forsæt søgte den store åndemaner at følge samme rute som han var kommet. Da han regnede med at være i nærheden af den anden kajak, udbrød faderen: "Der østpå flyder kun hans kajak." Da de nåede derhen rejste de ham op og så, at han havde et stort sår. Som før sagde den store åndemaner inden faderen nåede at sige noget: "Kan du ikke vække ham til live?" "Jo, jeg kan vække ham til live", sage den anden også denne gang. Som før begyndte faderen at tale uforståeligt mens han puslede ved sønnen, og denne kom så også til live. Alle fire satte de så kursen nordover, fordi den store åndemaner generede sig for at forlade dem.

 

Mens de roede fik de øje på et mellemstort isfjeld. Da de nærmede sig, sagde den store åndemaner til sin vældige kajakfælle: "Kan du ikke også vække ham under din kajakstol til live?" "Jo, jeg kan også vække ham til live igen!" "Kom så, væk ham til live hvis du virkelig kan." Han rakte ham sin søns underkrop og arme. Den anden puslede med hans søn alt mens han talte uforståeligt, og åndemanerens søn kom til live. Men nu havde de ingen kajak til ham. Bare for at prøve sagde den store åndemaner til faderen: "Hvis du kunne gå med til det, kunne jeg lade ham tage hjemturen i en af dine sønners kajak, og så kan I vente på isfjeldet her. Når han er kommet i land kan jeg bringe kajakken tilbage til jer. De andre efterkom hans anmodning og gik fra kajakkerne op på isfjeldet, og så tilbød faderen at den store åndemaners søn kunne låne en af sønnernes kajak. Den store åndemaner tog sammen med sin søn hjemad mod land, og da de hjemme gik i land viste det sig, at sønnens underkrop var helt død. Det siges at dette skete, fordi han lånte en qajariaqs kajak, og at hans underkrop derved døde af skræk. Den store åndemaner tog nu den store kajak på slæb ud på havet, og da han fik øje på isfjeldet så han, at de stadig ventede på ham. Da han havde afleveret den store kajak, gik de andre ombord i kajakkerne og satte afsted nordover, og den store åndemaner tog afsked med dem og roede hjem.

 

Det fortælles således at den store åndemaner ganske vist fik sin søn tilbage, men at denne ikke længere kunne færdes på land, fordi hans underkrop var død.

Her slutter fortællingen.

 

Var.: søg på qajariaq, qajarissat, kanofolk;

 

Tolkning: Qajariaqerne er en slags sælmennesker, hvis sælunderkrop ikke egner sig synderligt til at færdes på land.

oqalugtuaq igdlorînik / Oqaluttuaq illoriinik

Print
Dokument id:309
Registreringsår:1867
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, V. 4'
Fortæller:Luutivik (Lûtivik / Ludvig)
Nedskriver:Luutivik (Lûtivik / Ludvig)
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq igdlorînik / Oqaluttuaq illoriinik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 740 - 749, nr. 151
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Fyldigt resumé ved Kirsten Thisted:

 

En historie om to fætre.

 

En nordlænding hører at han nede sydpå har en fætter, som skal være en stærk og betydningsfuld mand (pingaartorsuaq). Han tager af sted for at kappes med ham og når endelig frem. Ved første blik bliver han nu skuffet over fætteren, der ser lille og ussel ud, men da det er sent på efteråret, flytter han ind i huset hos ham. Nu kommer så efterårstrækket og nordlændingen fanger og fanger, men ser aldrig fætteren gå i kajak. Han bliver mere og mere irriteret. En dag tager fætteren imidlertid pludselig med, og han må undre sig over så hurtig han er, og så tæt på fangsten (dyrene tiltrækkes af ham, BS.)! Næste dag sover fætteren længe igen. Det er altså kun når han har lyst til at fange en sæl, at han så bare tager ud og gør det.

 

Om vinteren bliver der islagt, og de kan ikke længere tage ud i kajak. Nordlændingen bliver ordknap. Så siger fætteren, at der er masser af fangst at hente nede i den 3. fjord syd for dem. Meget tidligt tager nordlændingen så af sted, men når først til den anden fjord, da solen er kommet så langt i vest, at han må vende om. Langt op ad dagen den næste dag tager så sydlændingen af sted og kommer hjem med to store fjordsæler på slæb hen under aften.

 

Sådan bliver fætteren (sydlændingen) ved og fanger nu til ham, således som han (nordlændingen) forsørgede ham i efteråret. Nordlændingen lader være med at sige noget om, at han egentlig kom for at kappes, og selv om den anden siger at han endelig må komme igen, kommer han aldrig siden igen.

 

Var.: Den nærmeste variant er Hendrik 41: Aqissiaqs sønnesøn, med et par ekstra Aqissiaq - episoder. Se også: Kreutzmann: Den lille svoger og Rasmussen I: Kvinden som giftede sig med en ræv.

oqalugtuaq itsaq kalátdlit qavdlunaitsianik takorqârnerínik / Qavd- lunatsiait / qallunaatsiaat

Print
Dokument id:244
Registreringsår:1859
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Kristian Hendrik
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq itsaq kalátdlit qavdlunaitsianik takorqârnerínik / Qavd- lunatsiait / qallunaatsiaat
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 333 - 337, nr. 114
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Rink har sammenstykket en version af 6 varianter inkl. denne i: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, I: nr. 67 og 68, hhv. ss. 198 - 205 og 205 - 206.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 54(1) og 54(2), hhv. ss. 308 - 317 og 317 - 319: Stories about the Ancient Kavdlunait, 1: Ungortok, 2.: The First Meeting of the Kaladlit ... ".

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om grønlændernes første møde med nordboerne.

 

Fra et sted syd for Nuuk tog en konebåd afsted nordover. Det var i gamle dage, hvor der ikke boede så mange mennesker i Grønland. I Nuuk traf de ingen mennesker. Der var høje skrænter ovenover stranden med de mange rullesten, og der var mange sortebær / revlinger på skrænterne. Herfra tog de ind i fjorden til Kangersuneq. Øst for Qoornoq i bunden af Kangiusaq (? BS) fik de øje på et stort hus. Da de kom derhen, opdagede de, at beboerne ikke var grønlændere. De var qallunaat (hvide mænd). De var faktisk nordboere. Nordboerne var glade for at få besøg, for det var første gang, de så grønlændere. Men grønlænderne var bange for dem, selv om disse elskede dem. De brød snart op og tog af sted igen, selv om nordboerne opfordrede dem til at blive. De roede videre til Kangersuneq og så, at der boede mange nordboere på Ilulialik, Ujarassuit, Ivisaartuut og Nunatarsuaq, men så snart de havde set det sejlede de hurtigt videre - ud af fjorden. Når de på deres rejse mødte andre grønlændere, der boede længere væk - for der var ikke så mange mennesker i området - fortalte de om nordboerne. Rygtet om de mange nordboere i Nuuk-området fik flere konebåde til at tage ind i fjorden. De endte med at bo sammen med nordboerne, da de opdagede, at de var venlige og elskværdige. Siden kom der flere konebåde til. Nyheden om, at grønlænderne og nordboerne levede fordrageligt sammen, fik mange til at bosætte sig i området. Grønlænderne opdagede, at der også var nordboere såvel i Kapisillit som i Ameralik.

 

Det fortælles, at en nordbo og en grønlænder i Kapisillit blev meget gode

venner. Grønlændere og nordboere kunne efterhånden forstå hinanden, og nordboerne

i Ujarassuit fik en grønlandsk pige ved navn Navaranaaq til kiffak og kom til

at holde meget af hende. De to venner i Kapisillit, nordboen og grønlænderen,

var altid sammen og kappedes om, hvem der der skød længst og ramte bedst med bue og pil. Det var dengang da bue og pil var den eneste form for skydevåben.

 

Nordboerne og inuit morede sig over, at de to venner var så

lige. Deres pile ramte altid målet ved siden af hinanden. En dag da de skød om

kap i overværelse af nordboere og inuit, sagde nordboen til sin grønlandske ven:

"Lad os gå op på det høje fjeld og skyde til måls efter et skind af en

fuldvoksen renbuk uspilet på jorden på en ø under fjeldet. Den, der

rammer ved siden af, skal skubbes ned ad den stejle skrænt." Da nordboen sagde

sådan, svarede grønlænderen: "Det vil jeg ikke gå med til. Vi er venner og ingen

af os skal dø." Men nordboen blev ved og mere og mere ivrig, selv om hans

grønlandske ven advarede ham. Til sidst sagde de andre nordboere til

grønlænderen: "Pyt med det, lad ham dog blive skubbet ned ad den stejle skrænt,

når han så gerne vil." Sådan sagde de om deres landsmand, fordi han var så

stædig. Til trods for grønlænderens protest var de nu på vej op til fjeldet

fulgt af mange grønlændere og nordboere, mens andre var i lag med at spile

skindet af en fuldvoksen renbuk på en lille ø under fjeldet. Nordboen var den

første, der skød. Ham ramte ikke skindet. Grønlænderen sendte nu sin pil af sted

og ramte skindet lige i midten. Det blev sådan, som nordboen ville have det. Han

blev skubbet ned af den stejle fjeldvæg i overværelse af hans landsmænd, som

ikke gjorde noget for at hindre det, når det nu var det han ville. Det ødelagde heller ikke det fordragelige forhold mellem nordboerne og grønlænderne.

Det store fjeld, hvor nordboen og grønlænderen skød om kap, gav grønlænderne

navnet Pisissaarfik - stedet, hvor nordboen og grønlænderen kappedes på bue

og pil.

 

Efter denne begivenhed var der fortsat fred og fordragelighed. Navarannaaq, som var kiffaq hos en nordbofamilie på Ujarassuit i Kangersuneq, fik for vane at sige til dem: "Grønlænderne er vrede på jer." Og til sine landsmænd sagde

hun: "Nordboerne vil komme for at udrydde jer." Hun løj jo, for der var

fordragelighed mellem dem. Til sidst fattede nordboerne dog tiltro til, hvad Navaranaaq sagde, og blev vrede. Engang mens mændene fra Kussangasorsuaq ved mundingen af den fjord, hvor Ujarassuit var beliggende lå, var på rensdyrjagt, tog nordboerne herhen for at udrydde dem. Mens de myrdede løs i teltene, slap der to kvinder ud, den ene med sit barn i rygposen - det første barn, hun havde fået lov til at beholde, for de forrige døde altid som spæde. Nordboerne gav sig til at forfølge de to kvinder. Den ene fik held til at krybe ind i en klipperevne, og

kvinden med barnet på ryggen sprang op på en stor sten, lige før nordboerne nåede

hende. Forfølgelsen fortsatte. Flere gange forsøgte de forgæves at ramme hende

med øksen, netop som hun sprang op på en stor sten. Til sidst blev hun træt

og de dræbte hende og barnet.

 

Da nordboerne var taget af sted, vendte kvinden fra klipperevnen tilbage

til teltene og blev klar over, at alle de andre var blevet dræbt. Mændene kom hjem

fra rensdyrjagten og så, at kun én var tilbage af deres kvinder. Især var

manden til kvinden med barnet i rygposen meget vred. Han rejste rundt blandt sine

landsmænd efter én, der var dygtig til trylleformularer / serratit. Endelig

fandt han en. Ham fik han til at bo hos sig og gav sig til at bygge en ganske

almindelig konebåd, som han ville bruge, når han skulle hævne sig på nordboerne.

Den blev betrukket med hvidt frostbleget sælskind og med noget mørkt

indimellem. Derefter fremsagde den dygtige mand formularer over den. Da betrækket blev tørt, var den på prøvetur med mennesker i. Set fra land lignede konebåden noget snavset kalvis, noget hvidt og mørkt indimellem hinanden. Ikke et menneske var at se, selvom der var mange ombord. Folk i konebåden kunne gennem små

kighuller hist og her på siden se alt udenfor.

 

Så råbte konebådsbyggeren ud til dem indefra land: "Lad den gå i stykker og vælte

rundt." Den væltede rundt og gik i stykker nøjagtigt som et (kælvende) isfjeld

af hvide og mørke isstykker. Da disse stykker drev i land, gik folk i land

forskellige steder. Konebådsbyggeren gjorde et eller andet ved den, og den blev

igen til en båd. Med disse egenskaber fandt man båden velegnet til det planlagte angreb på nordboerne.

 

De tog ind til Ujarassuit og for at overliste nordboerne. De fandt alle

husene tomme. Det viste sig, at de havde anet uråd og var rejst til Ameralik for

dér at slå sig ned i samlet flok - sammen med de andre nordboere fra Ivisartut,

Nunatarsuaq og Kapisillit. Da manden til kvinden med barnet i rygposen fik dette

at vide, tog han sammen med alle de andre af sted til Ameralik. Netop som de kom

ind i Ameralik og befandt sig vest for det sted, hvor nordboerne havde samlet

sig, begyndte det at blæse ind ad fjorden. I deres specialbyggede konebåd,

hvor manden, der var dygtig til trylleformularer, også var med, var de

nu på vej ind til nordboerne. Desuden tog et ret stort antal mennesker vejen

over land. Nu viste husene sig - store huse, der var malet eller betrukket

sorte. I gamle dage var amernerutit (betræk) betegnelse for farver. Først efter

denne kamp mellem grønlændere og nordboere fik fjorden navnet Ameralik.

 

Den blide fjordvind førte konebåden ind mod land. Da den nærmede sig

kysten, kunne de fra båden se, at folk skiftedes til at holde udkig. De gik hele tiden ind og ud af huset. En af dem kiggede meget grundigt over mod

konebåden med hånden over øjnene og råbte ind: "Nu kommer grønlænderne." Folk

styrtede ud, og man hørte en af dem sige ganske tydeligt: "Det er ikke en konebåd,

det er et isfjeld." Efter den bemærkning sagde konebådsbyggeren:

"Lad den gå i stykker og vælte rundt." Den væltede rundt og gik i stykker som et

isfjeld - i hvide og mørke isstykker. Da de drev til land, sagde de til

trylleformulareksperten, at han skulle fremsige en formular, der bevirkede, at ingen kom ud af huset. Da der ikke længere kom nordboere ud,

fyldte de gangen med kvas og en af dem hentede ild fra et hus, der lå længere

mod vest og som hed Nuriarsiaq (det kan også være navnet på stedet). Så stak de ild til kvaset. De kunne se, at nordboerne inde i huset brugte kraniet af kvinden med barnet i rygposen som et spil ved at dreje det rundt omkring en pind, som de

havde stukket op i kraniets bageste del. Hendes mand blev rasende da han så det.

 

Først da flammerne nåede ind i stuen, blev nordboerne klar over, hvad der

skete. Alle, der forsøgte at komme ud, blev dræbt af pile. Manden til

kvinden med barnet i rygposen kiggede efter nordboernes fører. Endelig så han

Uunngortoq springe ud gennem vinduet med sin lille søn under armen, og han

satte efter ham. Han var lige ved at indhente ham, da de passerede en

sø. Da smed nordboen drengen, han havde med, ud i søen, efter at have givet ham

knus og kys, hvorefter forfølgeren sakkede agterud, så at han ikke fik dræbt

nordboen. Men alle de øvrige nordboer blev udryddet. Uunngortoq var den eneste,

der slap levende fra det. Da de kom tilbage til bopladsen, løb de rundt

med Navaranaaq slæbende efter sig, idet de med mellemrum spurgte hende, om hun nu

var glad. Mens de endnu slæbte hende, døde hun af blodtab.

 

Var.: Søg på Uunngortoq; Navaranaaq

 

Hist.: Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik. Betegnelsen qallunaatsiat, de ondsindede qallunaat, findes kun i overskriften og to gange i teksten, der er en seminarieelevs afskrift af den nu tabte original. Ellers bruges den mere neutrale betegnelse qallunaat i hele teksten. Som betegnelse for grønlænderne bruges inuit og kun nu og da kalaallit. Om skellet mellem betegnelserne qallunaat (hvide, europæere) og qallunaatsiat, der på et tidspunkt i kolonitiden blev den gængse betegnelse for nordboerne, se "Fortolkningsmuligheder" i Vejledningen under De hvide.

oqalugtuaq utorqánguanik kangerdlungmut pulassunik / oqaluttuaq utoqqannguanik kangerlummut ... / Fortælling om små ældre mennesker, der rejste ind i fjorden

Print
Dokument id:354
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Fontain, Sivert Ely
Nedskriver:Fontain, Sivert Ely
Mellem-person:Kjær, J.
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq utorqánguanik kangerdlungmut pulassunik / oqaluttuaq utoqqannguanik kangerlummut ... / Fortælling om små ældre mennesker, der rejste ind i fjorden
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 783 - 788, nr. 213
Lokalisering:Sisimiut / Holsteinsborg
Note:

Dette håndskrift må være en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 25, ss. 110 - 114 har Rink fortinsvis oversat Kreutzmanns variant men tilføjet en kommentar om Fontains og to andre varianter. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 37, pp. 248 - 255: The Brother who went to Akilinek in search of his Sister.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Der fortælles om et ældre ægtepar, der rejste ind i

fjorden. De have en søn og to døtre. Den ældste datter var blevet

voksen, mens den yngste ikke var fuldt voksen endnu.

Da de havde slået lejr og taget konebåden op på land, tog de afsted på

renjagt. De så en stor flok rensdyr på en slette, og storebroderen

sagde til sin lillesøster: "Jeg bliver her, hvis du vil gå ud og drive

dem herhen. Lillesøsteren tog afsted og forsvandt straks bag en

fjeldryg. Broderen gik hen og kiggede ud over det område, hvor hun

skulle være. Han så ikke noget til hende, og han ledte efter hende

uden at finde hende. Den ældste af lillesøstrene var og blev borte.

Storebroderen gik grædende hjem og var bange for at fortælle

det til forældrene. Da han kom hjem, udspurgte forældrene ham, men de

gjorde ham ikke noget. Storebroderen ledte efter sin lillesøster hver

dag, og efterhånden var det ved at blive efterår.

Så gav de sig til at bygge et hus dér, hvor de havde sat konebåden op

på land, for at overvintre inde i fjorden. Der kom islæg, og hver

morgen tog storebroderen afsted, men han fandt end ikke den mindste ting,

som kunne stamme fra lillesøsteren.

       

En morgen tog han afsted, mens det endnu var mørkt, og det blev mørkt, inden han kom hjem. Så hørte man støj udenfor, og forældrene sagde til deres datter: "Nu

er din bror kommet hjem. Gå ud og se efter!" Datteren gik ud, men

flygtede omgående tilbage ind i huset, idet hun sagde: "Min storebror

er kommet hjem med et ellet andet stort, som jeg ikke ved, hvad er."

I det samme kom storebroren med sveden haglende af sig. Faderen

spurgte: "Hvad er det for noget småtteri du kommer med?"("súnguaq-una": hvad er det for en lille én). "En lille isbjørn!" Faderen så, at det var

en stor isbjørn, som var hårløs i ansigtet.

 

Da sønnen havde spist, gik de i søvn allesammen. Da forældrene vågnede, var sønnen taget afsted. Han blev ude hele dagen. Først på natten hørte de støj.

Forældrene sagde til deres datter: "Din storebror er kommet hjem, gå

ud og se efter." Hun gik ud, men flygtede straks ind igen, idet hun

sagde: "Min storebror er kommet hjem med et eller andet enormt." Idet

samme kom broderen ind, og faderen spurgte: "Hvad kommer du med?"

Sønnen svarede: "En lille mammut!" Faderen så at det var et aldeles

frygtindgydende dyr. Alle dets ben var bundet; det var ligeledes

bundet omkring snuden.

 

Det var blevet sent, og da sønnen var blevet færdig (med at spise), gik

de i seng. Allerede da de vågnede tidligt om morgenen, var sønnen taget

afsted. Sent på aftenen var han endnu ikke kommet hjem. Så hørte man

støj. Forældrene sagde til datteren: "Din storebror er kommet hjem, gå

ud og se efter." Hun var kun ude et øjeblik, så flygtede hun ind, idet

hun sagde: "Hvad er det dog for noget kæmpe noget, min storebror har med hjem." I det samme kom storebroderen ind, stærkt svedende. "Hvad er du kommet hjem med?"  spurgte faderen. "En stor orm!" Faderen så, at det var et rædselsvækkende dyr.

Det var otte favne langt og meget bred.

 

De gik først i seng sent på natten. Da forældrene vågnede, var sønnen taget afsted. Han var væk hele dagen, og det var blevet nat, da man hørte noget støj. Forældrene sagde til datteren: "Din storebror er kommet hjem, gå ud og se efter!" Hun var kun ude et øjeblik, så flygtede hun ind, idet hun sagde: "Hvad er det

for noget stort, min storebror er kommet hjem med?" I det samme kom

storebroren ind stærkt svedende. Faderen spurte: "Hvad har du nu med hjem?" Sønnen svarede: "En lille ulv!" Faderen så den og blev skrækslagen, fordi den hele tiden brølede. Det var ved at dages, da de gik i seng og sov.

       

Dagen efter tog sønnen ikke

afsted. Han byggede slæde hele dagen. Han havde altså

fanget disse dyr for at bruge dem som trækdyr. Han blev færdig med

slæden og skulle prøve den dagen efter. Han spændte dyrene for og tog

afsted. Da han kom ud på isen, så føg det ellers med sne omkring slæden "qanga

pujúnquarssi". Isbjørnen blev hele tiden bare slæbt med, fordi den løb langsommere

end de andre dyr. Han var godt tilfreds, da han vendte tilbage til

huset.

 

Dagen efter var han på udkig fra de høje fjelde. Han så, at der

var is så langt øjet rakte. Der var intet til føden at se nogen steder. Da

han kom hjem, sagde han til sine forældre:" I skal ikke være bekymrede

for mig. I morgen kører jeg vestover til Akilineq for at træffe mennesker. Hvis jeg træffer mennesker, kommer jeg først hjem imorgen.

       

Næste morgen tidligt tog han af sted. Forældrene og hans lillesøster fulgte ham med øjnene, da han drog af. Da han kørte ud midt igennem fjorden,

var det som en fugl, der fløj meget hurtigt. Det varede ikke længe, så

var han ude af syne. Han fortsatte vestover, og endelig kom Akilineq

til syne.

 

Ikke så langt fra stranden stødte han på slædespor og masser af

menneskespor. Han lod sine trækdyr blive på stranden og gik uden om et

lille næs. Så så han en hel masse huse. Et af husene var placeret for

sig oven for de andre. Han tænkte på at gå der op. Han ventede indtil

der ikke mere var så meget rend ud og ind af husene. Da der ikke kom flere

mennesker ud, gik han op til huset. Derinde

sad hans søster og bar ovenikøbet et barn på ryggen.

 

Hans søster gav ham noget at spise og fortalte ham alt hvad der var sket under

rensdyrjagten. Søsteren sagde, at hendes mand ikke var kommet hjem fra

fangst endnu. En gang hun kiggede ud gennem vinduet, sagde hun:" Nu

kan man se ham komme." Storebroderen kiggede ud og så, at han nærmede

sig meget hurtigt (der står ordret: han blev synlig meget hurtigt.)

Da han kom nærmere, opdagede gæsten, at han havde fire unge

veludviklede renbukke som trækdyr. Da han kom hjem gik hans kone ud

og fortalte ham, at hun havde besøg af sin storebror.

Svogeren kom ind og var meget venlig; han sørgede godt for gæsten, og

han fortalte ham, at bopladsfællerne var store drabsmænd.

 

Midt om natten skar gæsten sammen med sin svoger de inderste remme til

fastgørelse af slædernes tværtræer over- med undtagelse af to slæder- viste det

sig senere. Da de blev færdige, gik de i seng. De vågnede tidligt om

morgenen, og gæsten skulle nu afsted. Svogeren fulgte ham ud, og da de stod på isfoden, råbte svogeren:" Gæsten er ved at

tage afsted." I de mange huses vinduer sås skygger bevæge sig. De kom

ud, spændte for slæderne og kørte afsted; men når de kom ud på isen,

faldt slæderne sammen. Da gæsten gav sig til løbe i retning af sine

store trækdyr, lagde svogeren mærke til, at hans fødder ligesom hele

tiden var oppe på skulderbladene. Han råbte: "Det er dog imponerende

at se, at et menneske kan løbe så hurtigt." To af slæderne halede ind

på ham, og de mange mennesker sagde hele tiden:" Lad os kappes om at

være den første, der sårer ham, mens han endnu trækker vejret." Gæsten

nåede hen til sine trækdyr og løsnede skaglen til den store orm. Nu

angreb ormen forfølgerne, og den dræbte dem alle uden undtagelse. Så

kunne gæsten tage afsted hjemover uden at han var blevet såret.

       

Den foregående dag havde han inviteret sin svoger og hans familie til at komme på besøg, da lillesøsteren længtes stærkt efter at se sin storesøster.

Da han kom hjem sagde han til sin lillesøster:" Derude vestpå bor din

søster og har et barn. Hun vil snart komme på besøg." Der gik nogle

dage; så så man en slæde nærme sig meget hurtigt vestfra. Da de var

kommet nær, begyndte lillesøsteren at glæde sig. Hun gav sig til at

hoppe over konebåden, der lå på stativ, i glæde over at hun snart

skulle gense sin storesøster. Hundeslæden var nu kommet ganske nær

bopladsen, men så standsede den. Det var faktisk fordi

de så nogen hoppe over konebåden. De vendte om og tog vejen

hjemover. Lillesøsteren blev fortvivlet. Hun blev syg og fik det jo længere jo værre. Hun døde til sidst. Siden hørte man ikke til slægtningene til Akilineq.

 

Var.: Kreutzmann 1997 102 107; Kristian Hendrik 1860 nr. 4; Peter Justus 1999 207; Bjørn, Knivhale og Savryg. Søg også på Akilineq.

 

Hist.: Dette er en af de hyppigste versioner, hvor Akilineq-boerne er fjendtlige folk. Andre versioner, der har anderledes gode meninger om stammefrænderne derovre, er sandsynligvis påvirkede at det faktiske kendskab man fik - velsagtens allerede fra sent i 1700-tallet - til folk i Baffinland og Labrador. Sidstnævnte sted havde herrnhuterne mission fra 1770.

oqalugtuaq utorqánguanik nuliaringnik / oqaluttuaq utoqqannguamik nuliariinnik

Print
Dokument id:1977
Registreringsår:1867
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, IV, 4'
Fortæller:(?)
Nedskriver:Nicolaisen, John (Nikolaisen, John)
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq utorqánguanik nuliaringnik / oqaluttuaq utoqqannguamik nuliariinnik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:ss. 564 - 566, nr. 101
Lokalisering:?
Note:

Om et ældre ægtepar.

Ikke oversat, men i korte træk handler den om et ensomt boende ægtepar, der mister deres dygtige søn under en fangsttur. I stedet må så den gamle far, der ellers havde lagt fangsten på hylden, tage fat igen. Hans fangst skildres og ligeså konens store glæde da han kommer hjem med fangst. Nu kan hun igen flænse og koge mad som da sønnen levede. Om aftenen får de besøg i deres ensomhed og glæder sig over underholdningen, men da kone sætter maden frem, udbryder gæsterne, at fadet jo hælder, hvorefter de i skræk flygter ud og væk. Manden kommer med besvær i noget tøj og kommer tids nok ud til at se gæsterne forsvinde op i himlen som stjerner, Siattut, Orions Bælte.

 

Var.: Rink 1866-71, II: nr. 32, s. 73. ID 103, 1431, 1782, 1788, og 2329, hvor varianterne sammenlignes.  Søg også på illukoq; fadet hælder.

 

Kommentar: Rink nævner ialt 3 varianter af denne fortælling, hvoraf den han har oversat er af Hendrik / Hintrik. Forgæves har Rink søgt at få det mærkelige udsagn om fadet der hælder forklaret. "Fad" hedder her illuvigaq, der betyder snehus, siger han. Illukok er en anden betegnelse, der betyder "halvmenneske" (der har det svært med balancen). Også på Kodiak var stjerner halv-mennesker (Fienup-Riordan: The Living Tradition of the Yup'ik masks. Seattle & London: University of Washington Press, 1996: 99.

Vedr. en tolkning af dette hældende fad se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): Det hele menneske, og eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

Orloqqajarsuaq

Print
Dokument id:1750
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Orloqqajarsuaq
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:ss. 238 - 240, nr. 53
Lokalisering:Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 53, ss. 286 - 296.

Oversættelse i Rink 1866 - 71, II: s. 33 - 35, nr. 11.

 

Resumé: Mens der endnu er mange rener i Sydgrønland, jager

Orloqqajarsuuaq rener sammen med sine fire brødre inde bag fjorden

Sermiligaarsuk mellem Arsuk og Paamiut. Men ingen vil bo sammen med

dem, fordi de jager med kniv i stedet for med bue og pil.

Knivjagten vil udrydde renerne, mener man. Da O.s fire brødre dør en

efter en, vil O. af sorg ikke mere ind i fjorden, men en dag, da han

alligevel tager derind, ser han et stort hvidt dyr, der svømmer

udefter men ikke opdager ham. Han tør dog ikke jage det, og de gamle

derhjemme mener, at det må være en unge af "isbræens bjørn" (afskallet

bræ-sne, der er blevet levende, en kæmpebjørn). En anden gang ser han inde i fjorden en kæmpehvalros, der på det snildeste jages af en skaldet

kæmpeisbjørn. Bjørnen dør dog i kampen med hvalrossen, og O., der

dræber den sårede hvalros, får således begge dyr. O. har senere, da

han flytter nordpå til Qaquk (Nipisat Sundet over for Nuuk), fortalt

sin historie til Isuungaq. O., der ikke vil døbes og dør udøbt, var en

af de sidste, der brugte knive som jagtvåben.

 

Var.: egentlig ikke, men kampen mellem bjørn og hvalros, hvorefter fangeren får begge dyr, forekommer i forskellige fortællinger. Se fx Aloruttaq. Kæmpeisbjørnen deler visse træk i overleveringen med Havets bjørn i Østgrønland.

 

Hist.: Hér afspejles rejserne fra Sydgrønland til hvalfangst og handel nordpå. En del fortællinger - også østgrønlandske - omtaler

personer i ældre tider med anderledes jagtredskaber end samtidens

gængse. I dette tilfælde skal det forklare renernes uddøen i

Sydgrønland.

 

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

 

For kommentarer til Rinks version af originalteksten se Thisted og Thorning 1996:

nr. 53, s. 336 - 337.

Paalineq

Print
Dokument id:1771
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Paalineq
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:ss. 302 - 305, nr. 74
Lokalisering:Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 74, ss. 378 - 384.

Uddrag i Rink 1866 - 71, II: s. 86, nr. 44.

 

Resumé af uddraget: Paalineq går hjemmefra til indlandsboerne af

jalousi, fordi hans kone ligger med en gammel ungkarl.

Lillebroderen, Qisuilaq vokser til, bliver angakkoq / åndemaner, ser hans spor,

rejser derind, kommer op gennem gulvet, men da ingen må høre, hvad de

to brødre snakker om, skjuler de sig i en sten. P. lover at komme på

besøg om foråret. Q. skal vente ham på isen i rent tøj, for ellers vil

indlandsboernes slædehunde / hunde ? sønderrive ham. P. kommer med fire

hunde for slæden, som han lader sønderrive den gamle ungkarl. Q. og

moderen  flytter med til indlandsboerne, hvor en tosset pige

efterstræber Q. indtil moderen omskaber en lort i Q.s skikkelse, som

kun tossen kan se. Hun favner lorten og bliver helt til grin. Hele familien

bliver resten af livet hos indlandsboerne.

 

Var.: ID 946; Paaleeq; Palineq / Paalineq; Puulineq; Paulineq

 

Hist.: Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

 

For kommentarer til Rinks version af originalteksten se Thisted og Thorning 1996:

nr. 74, s. 347 - 348, der bl.a. understreger humoren hele fortællingen igennem.

Pakasi og hans familie (Inuujuk)

Print
Dokument id:1765
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Pakasi og hans familie (Inuujuk)
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:ss. 280 - 282, nr. 68
Lokalisering:Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 68, ss. 347 - 350.

 

Oversættelse i Rink 1866 - 71, II: s. 38 - 39, nr. 14.

 

Resumé: Inuujuk, der har fået et livsforlængelsesmiddel af sim mor, er

som oldtussegammel blevet lille som en baby, må bæres i rygpose og

sanser intet længere.

Men hendes søn, den ældgamle Pakasi, kan fortælle om sin mors

ungdomsoplevelser, da denne familie af sydlændinge på rejse gør ophold

i Qaquk (Nipisat Sundet over for Nuuk). I moderens ungdom handlede man

årligt med en vis Tinusuk, som havde mange gode varer og var meget

afholdt. Det var gensidigt. En gang overvintrede han, fordi han ikke

havde udsolgt. Men på hjemvejen gik skibet under af overlast. Derefter

gik der mange år, inden der igen kom handelsmænd til Sydlandet. Det

var dengang hvalfangerne besejlede Nordlandet og endnu ingen qallunaat

boede i landet. Dagen efter fortællingen er Inuujuk død. Hendes bagdel

var endelig bristet. Landet over for Kanaat (?) hedder Inuujuk efter

hende.

 

For kommentarer til Rinks version af originalen se Thisted og Thorning 1996: nr.

68, s. 346.

 

Hist.: Beretningen om handelen med Tinusuk kan være sand, og går

i så fald går tilbage til før 1722, hvor sydlændinge på deres rejser

nordpå formentlig har hørt og forstået, at Hans Egede og Co. har

overvintret og tænkt sig at blive i landet. Frasagn om samme Tinusuk, el. Tunusuk er også bevaret i en anden fortælling fra Rinks samling. Se den.

På fortælleren Hendriks tid må denne handel da være foregået for

mindst 150 år siden, men Pakaasis beretning kan jo have været

overleveret gennem et par generationer, inden Hendrik har hørt den.

T. var i så fald en af de hollændere, der årligt drog på handelstogt til

Grønland. Se eksempel i "Fortolkningsmuliger": Demografi og flytninger:  "Europæernes handelsvarer".

 

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Pamêq / Pameeq

Print
Dokument id:1876
Registreringsår:?
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Hansen, Bodil
Nedskriver:Kristiansen, Abel
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Pamêq / Pameeq
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, I
Tidsskrift:
Omfang:side 79 - 83
Lokalisering:Arsuk: Ivittuut
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskrift: NKS 2130, 2', læg 6: 86 - 90.

 

Resumé:

Tid: I gamle dage, men efter missionens start ved Nuuk. Sted: Syd for

Ivittut.

Paammeq er en dygtig fanger, men også en slagsbror og massemorder. Han

harpunerer en kulsort sortside, hvis skind hans kone skal ha bukser

af, men han vikles ind i linen, trækkes ned af sælen og drukner. P. er

en angerlartussiaq og kommer ved sin døde bedstemors hjælp til

bevidsthed et helt andet sted ud for Kangersuaq (?). Han ror hjemad på

sit siddeskind, med besvimer og føres ud til havs, men længere ud end

før, fordi hans kone har løsnet sit hår. I næste forsøg ser han en rød

flamme af ildånder ved land, som han får lyst til at besøge. Men han

hindres heldigvis af sin amulet, en lampepind, der lyder som nogen

sætter ild på den. Han hindres dog også i at komme i land, fordi nogen

har hældt urin ud mod stranden. I tredie forsøg kommer han i land og

ind i husgangen, hvor to mænd kommer ud fra rummet og slås med ham. De

får rørt ved hans nøgne krop. Han besvimer, hans bedstemor vikler

fangelinen af ham, og han er udfriet fra døden. Lamperne tændes

samtidig og P. lever endnu to år, hvor han søger ensomhed, lægger sig

på lur og dræber alle enlige kajakmænd. En af dem får held til at

flygte fra P., der dermed er afsløret. Han blir dræbt under et besøg

på bopladsen, hvor alle undtagen en sneblind mand og en dreng ganske

vist er borte på ammassætfangst, men kaldes hjem i tide af drengen.

Man parterer liget af P., der er en stor åndemaner / angakkoq. Stykkerne spredes

over landskabet, men en kvindelig åndemaner får hans lillefinger at

sluge og hans ansigtshud, som hun tørrer. P. kommer delvis til live

igen, men opgiver, fordi han mangler sin lillefinger.

 

Var.: Pameeq.

 

Hist.: Historisk kerne. Fortællinger om angerlartussiat (GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) "Piaqqussuat...") tjener ofte til at levendegøre overgangen til kristendom. Se fx.

Akamilik / Akamelik og slutningen i eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor. I Avangnâmioq årg. 1915 nr. 15-16(?), 21-22 og 34-38 findes Hendrik Storchs variant af Akamelik (endnu ikke registreret her på anden måde)

Píne fortæller om sin Fader, Hans Hendrik

Print
Dokument id:2259
Registreringsår:?
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB 1, 7(20). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Bech, Peter
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Píne fortæller om sin Fader, Hans Hendrik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:15 ss. A6-størrelse
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde ?
Note:

Fortællingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

 

Hist.: Hans Hendrik / Henrik var med som tolk og jæger på flere polarekspeditioner. Se fx Lidegaard, Mads: Hans en eskimo. Kvh.: Nyt Nordisk Forlag, 1985.

I en indledning til beretninger fortæller Pinni / Peter at han blev født 1866 iAkilineq / Canada, og til slut i denne indledning : "inuvdluarit - agdlagtoq Peter Bech": Lev vel, den der har skrevet det, Peter Bech. Men håndskriften er Knud Rasmussens, både i denne indledning og hele beretningen igennem.

Det er en gåde jeg ikke nu og her kan løse, BS.

Piratskibet

Print
Dokument id:49
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Piratskibet
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 426 - 428
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 15 ss. 37 - 41.

 

Resumeret oversættelse i Rink 1866-71, II, nr. 4.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

"Taama allattunga, Aron", 1999, II: 426 - 428: Umiarsuapilunnik; og i Thisted og Thorning: 'Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... / Måske nogen kunne fortælle ...', 1996: nr. 15, ss. 77 - 80, med kommentarer s. 319: Røverskibet.

 

Resumé: Fem sydlændinge er på fangst ved Kilangaarsuit. En

bliver tilbage på fangststedet, da de fire ror videre og møder et

handelsskib med mange bøsser og sværd. De kommer ombord, ser våbnene og

når at flygte. Senere kommer de døbte Ignatius og Frederik ombord.

De spærres inde, men bryder døren op og slås med alle på dækket. Begge

slår hver sin qallunaaq / europæer halvt fordærvet, de øvrige giver op, hejser Ignatius´s og Frederiks kajakker ned fra råen og lader dem ro hjem. Nu kommer den

efterblevne, femte sydlænding forbi og bliver hejst op i kajakken,

men ved synet af våbnene vil han flygte. Det lykkes ham vha. sin

lakseamulet, der gør ham glat og ikke til at fastholde. De fire første undslupne sydlændinge bringer nyheden om røveriet af Ignatius og Frederik til Nuuk, hvor man straks bringer den videre til Ignatius´s far Moorsasi på Kangeq. Han ror straks af sted, synger sin qallunaaq-sang, men ser blot skibets master dykke ned bag horisonten. Men Ignatius og Frederik er jo sluppet væk takket være deres store fysiske styrke. Almindelige mænd havde ikke klaret frisag.

 

Var.: Pukkitsulik er skåret over samme læst, men som en farce. Ligeså: To stærke brødre.

 

Hist.: Tusilartoq / Moorsasi var fortællerens tipoldefar og søn af

Singajik / Singajuk. Selve  fortællingens historicitet er vanskelig at

bedømme. Se "Fortolkningsmuligheder", Holdningsændringer: "Qallunaat / De hvide".

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Qaannanik tammartunik / De vildfarne kajakker (oqalualaarut / en historie)

Print
Dokument id:1766
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Qaannanik tammartunik / De vildfarne kajakker (oqalualaarut / en historie)
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:ss. 282 - 283, nr. 69
Lokalisering:Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 69, ss. 350 - 352.

 

Oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II: nr. 15, ss. 39 - 40.

Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 114, s. 455: The Land of the Isarukitsok Bird.

 

Resumé:  Sydlændinge har fortalt om en ufrivillig tur over havet, hvor

de traf mange gejrfugle ved en høj klippe, der længere fremme skrånede

ned i et dejligt stenet land med mange træspåner fra qallunaat.

 

På hjemvejen traf de den store kæmpemåge, der heldigvis sov og ikke

bemærkede dem. Engang, nemlig dengang gejrfuglenes land endnu ikke var

sunket, var der gejrfugle helt op til Nuuk langs kysten.

 

For kommentarer til Rinks version af originalteksten se Thisted og Thorning 1996:

nr. 69, s. 346.

 

Hist.: Præsis hvor gejrfuglenes land skulle have ligget, fremgår ikke

klart af rejsebeskrivelsen, skønt den til forveksling ligner de

mytiske rejser til Akilineq. De sidste sikre forekomster af gejrfugle

i Grømland er dateret til 1815 og 1821. Langs vestkysten trak

ungfuglene endnu i 1700-tallet nordpå langt ude til havs fra september

til januar, og så langt mod nord som til Maniitsoq. Verdens sidste

gejrfugl blev nedlagt i 1844 ved New Foundland (Muus et al. 1981: Grønlands Fauna, s.308).

 

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Qaqortuliaq

Print
Dokument id:1768
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Qaqortuliaq
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 468 - 472
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 73 ss. 369 - 378.

 

Fyldig oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II: nr. 17.Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 115, s. 455: Kakortuliak.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

"Taama allattunga, Aron", 1999, II: 468 - 472: Qaqortuliaq; og i Thisted og Thorning: 'Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... / Måske nogen kunne fortælle ...', 1996: nr. 73 ss. 295 - 301, med dansk kommentar s. 347:

 

Resumé: Qaqortuliaq er storfanger, også af rener. Engang under en

renjagt, hvor en stor såret hanren flygter ud i en sø og dør midt ude,

svømmer Q. derud og binder et reb i dyret. Det trækkes ind, Q. får

halvdelen af talgen, som han putter i sin jagttaske. Senere, da han

går hjem alene, forvandler næsten al talgen sig atter til renen, mens

to ravne, der forfølger hinanden, forvandler sig til mennesker, og Q.

selv stiger til vejrs, fordi Månen har taget hans sjæl (renen var nok

et af Månens særlige dyr). Q. opdager at han kan regulere højden med

en lille rest talg i tasken og når hjem, hvor han ligger bevidstløs en

tid. Han vågner op meget syg, man kan ikke dø. Han har nu mistet sin

fangstevne, men kan tage på åndeflugt og er blevet synsk. Under en

åndeflugt besøger han nogle indlandsboere i et fint hus, hvor tømmeret

stammer fra et enormt stykke drivtømmer. Det har den yngste broder i

huset egenhændigt båret op fra kysten til indlandet. Samme broder

overvandt også engang en drabsmand blandt kystboerne og knækkede hans

lårben. Hans kone er faktisk en kystbo (en inuk, et menneske),

Ajaakinnguaqs tidligere kone,

som begik selvmord, fordi manden slog hendes børn. Men indlandsboen

genoplivede hende og tog hende til kone. Senere besøger Q. på

åndeflugt Aluk, hvor man tror han er Månen på isfangst.

Det bekræftes senere af tilrejsende fra Aluk.

 

Hist.: Der er meget store overensstemmelser mellem måneforestillinger

i Østgtrønland og dem, der kommer til orde i denne fortælling, bortset

fra, at man ikke kunne jage rener i Østgrønland. Se "Vejledningen"

under "Demografi. Flytninger".

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Qarmakitsoq (kujataamioq) / Sydboen Qarmakitsoq (oqalualaarut / en historie)

Print
Dokument id:1761
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Qarmakitsoq (kujataamioq) / Sydboen Qarmakitsoq (oqalualaarut / en historie)
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:ss. 267 - 269, nr. 64
Lokalisering:Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 64, ss. 329 - 333.

 

Uddrag i Rink 1866 - 71, II: s. 112, nr. 79.

 

Resumé af uddraget: Den ondskabsfulde Q., der lader sin svigermor

drukne, og dræber sin højgravide kone, spottes i sangkamp og mod egen forventning bliver den lille. Han efterstræber da nidsyngeren, Pinnersoq, men viser sig ogsåsvagere end Pinn. under fangst.

Først da den ondskabsfulde Q. har angrebet købmanden ved Paamiut, og

stationens stærke dansker har smidt ham en tur i havet, og er blevet reddet op i sidste øjeblik, bliver han mere fornuftig.

 

Hist.: Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

 

For kommentarer til Rinks version af originalteksten se Thisted og Thorning 1996:

nr. 64, s. 342 - 343.

Qasigiaq

Print
Dokument id:322
Registreringsår:1903
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Uusaqqaq (Uusarqaq)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Qasigiaq
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 161 - 162
Lokalisering:Avanersuaq / Thule
Note:

Håndskr. har ikke kunnet identificeres. En vanskeligt læselig version nedskrevet under den litterære ekspedition af Gaba Olsen, KRKB 1, 5(15), nr. 22, og fortalt af Maassannguaq, er muligvis den samme. Inge Kleivan giver det samme bud i sin artikel om Store Claus og Lille Claus i tidsskriftet Grønland 2005:

243 -275.

 

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905: 212 - 213.

 

Resumé:

 

Et stort handelsskib ankommer. Qasigiaq der er begærlig efter rigdom, slår sin mor ihjel, holder hendes øjne åbne med hvalrosskæg og ror ud til skibet, hvor folk taler til den døde, der ikke svarer. Hun er døv, forklarer Qas. og opfordrer dem til at give hende en lussing, hvis hun skal høre dem. Det gør de. Hun

falder om. "Nu har I dræbt hende," siger Qas. og græder. Matroserne

overlæsser ham med gaver for at gøre det godt igen. Han fortæller

brødrene, at han har fået gaver for sin døde mor. En af dem slår

straks alle sine børn ihjel og ror ud til skibet, hvor man jager ham

bort. En anden gang møder Qas. en hvid mand med en masse ejendele på sin

slæde. Qas., der kun har en tom pose på slæden, fortæller, at han skal

ned på bunden af en sø i nærheden og hente sine ejendele. Hans fæller

har nemlig i vrede puttet ham i en pose og kastet ham i søen, og dernede

har han fundet en masse skønne ting. Han blev rig, fordi han løj.

Fortællingen stammer fra dengang for længe siden, da der var mange

mennesker, og der var hvide mænd i Thule-området.

 

Var.: Pillingajak;

 

Hist.: "Store Klaus og Lille Klaus" blev en yndet fortælling i

Vestgrønland. Den ældste version er fra Aasiaat, 1820'erne.

Måske er den kommet med sydvestgrønlænderen Hans Hendrik til

Nordgrønland / Avanersuaq / Thule omkr. 1850. Det er interessant at den mytiske Qasigiaq (talrige versioner), der altid kommer galt af sted og blir hjælpeløst til grin i de klassiske versioner, nu er blevet den snu Klaus der med held snyder de hvide vha. løgne.

Se også Inge Kleivans omfattende og grundige artikel om Store Claus og Lille Claus i tidsskriftet Grønland 2005: 243 -275.

Qattaamik / Qattaaq

Print
Dokument id:1775
Registreringsår:1862
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Sigismund
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Qattaamik / Qattaaq
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:ss. 72 - 73 nr. 11
Lokalisering:Qoornoq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', s. 31 - 33, nr. 11.

 

Rink 1866-71, II, nr. 21, s. 51 - 53 er en tekstnær oversættelse.

 

Kortfattet engelsk resumé i

Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 46, s. 279 - 280, dvs. den midterste fortælling af tre under overskriften: The Kayakers in Captivity with the Malignant Ignersuit.

Resumé: Qataaq, der er åndemaner og aldrig bruger fangstblære, røves

af de fæle innersuit, da han trækkes ned under vandet af en lille

sæl. Innersuit skærer næsen af Q. og hænger ham op i en rem.

Q. tilkalder sine hjælpeånder, bl.a. sin Equngasoq, der dræbes, og tre

innersuit af den venlige type. De knaser fingerleddene på de fæle

innersuit og overvinder dem. Q. genopliver sin Equngasoq ved pustning,

og denne skaffer ham til gengæld hans næse tilbage på plads. Remmen,

som de fæle innersuit bandt Q. med, bruges senere i mindre stykker som

effektive amuletter til små drenge, der skal lære kajakfangst.

 

Var.: Kuvitsina hos innersuit; Maqio; Ujúnguaq, åndemaneren fra Tuapait; Sydlændingen Ulaajuk; Taatsiarsuaq; Vennerne 256v nr. 350;

 

Hist.: I en note forklarer Rink (1866-71, II: 188 og 1868) om de to forskellige slags innersuit:

de som bor øverst, ved højvandsmærket, og de som bor nederst, under

lavvandsmærket. Mens angakkut erhverver de øverste som hjælpånder, er

de nederste ondartede, det er dem som ingen næser har, og som derfor

har den kedelige vane også at skære næserne af menneskene. De røver

menneskene ned til sig og piner og plager dem og holder dem bla.

fangen ved at lade tanglopper æde kødet af deres ben, så de ikke kan

løbe deres vej. De øverste innersuit har næser, men deres øjne er

røde, som mågers. Det er kun angakkut de redder fra at omkomme i

kajak, når disse har dem som hjæælpeånder og tilkalder dem, når de er

i vanskeligheder, men også almindelige mennesker nyder godt af deres

hjælp, fordi de af og til hjælper med at såre en harpuneret sæl.

Bagefter kan man så se sår, der er mindre og slet ikke passer til

fangernes våben. Forklaringerne har Rink fra Hendrik; Rink bemærker,

at Hendrik selv har set dette på en fangen sæl. Innersuit hjælper

altså også de døbte, konkluderer Rink.

 

Forestillingerne om de to typer

innersuit skyldes muligvis kristen påvirkning (onde djævle nederst)

 

Også andre ånderacer end disse innersuit lader forskelligt kryb æde kødet af deres tilfangetagne menneskers ben. se fx: Kvinder flygter til indlandet nr. 39

Qilaneq

Print
Dokument id:889
Registreringsår:1952
Publikationsår:1967
Arkiv navn:
Fortæller:Marteeraq (Martêraq)
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Qilaneq
Publikationstitel:Inugpât, Nuuk / Godthåb 1967
Tidsskrift:
Omfang:side 56 - 57
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 61 - 62.

 

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

Oversættelse ved Signe Åsblom:

 Åndefiskning.

 

M. I Upernavik så min mor den sidste ikke-døbte person, der var blevet døbt, og det var Uilluaq, der blev døbt sammen med Mequ (Suersaqs / Hans Hendriks kone).

   Denne Uilluaq (som i 1864 blev døbt og fik navnet Martin Kragh) sagde inden sit ønske om at blive døbt, at han følte det, som om en vandflod var ved at indhente ham. Det fortælles, at han ønskede at blive døbt, efter at han var begyndt at føle det på den måde, da han altså var blevet meget gammel (da var han måske 60 år gammel, i hvert fald hvis man sammenligner og ser på folks navne). Men min mor fortalte, at hun ikke deltog i gudstjenesten, fordi hun skulle passe Mequs lille pige Pinnii, mens hendes mor blev døbt. (Da Mequ blev døbt, fik hun navnet Birgitte Juditte).

   Også Uilluaqs storebror var én af de usædvanlige mennesker. Jeg ved at han hed Simon.

   Det fortælles, at han tog sydpå til Uummannaq på hundeslæde, og i Uummannaq var der én af danskernes kiffakker, der hed Løvstrøm. Simon syntes, at det navn var så smukt, at han ikke kunne få det ud af hovedet igen, og da han kom tilbage, havde han fået en søn. Denne søn gav han navnet Løvstrøm, selv om de ikke selv var døbt. På den måde fik en stor del af Søndre Upernaviks (Upernavik Kujalleq) befolkning dette efternavn. Selv kunne han kunsten at udspørge ånder, og da der kom danskere til Upernavik, blev han døbt og blev kateket. Han var altså kateket, og så kom verdenskrigen, og danskerne forlod Upernavik, og så begyndte han igen med kunsten at udspørge ånder.

   Nogle mennesker fortæller også forbavsede om barnet, der kun ville sove hos sin bedstemor, og selv om han var sammen med andre mennesker, var han så glad for sin bedstemor, at han kun ville sove hos hende. En nat vågnede han ved, at hans bedstemor ikke var, som hun plejede. Han blev så forskrækket, at han prøvede at flygte, men hans næserod sad fast på briksekanten, så han kom ingen vegne. Det viste sig, at hans bedstemor brugte ham og udspurgte ånderne gennem ham, for at finde ud af, hvorfor nogle kajakmænd stadig ikke var vendt tilbage. Da han våg-nede sagde hans bedstemor til ham, at de havde det godt. Og noget senere vendte de uskadte hjem.

 

Hist.: Usikkert om begge fortællinger handler om Simon, som voksen kateket plus qilasoq, og som barn / eller et andet barn, der har fungeret fint som medium.

Fortællingernes begivenheder må nok tidsfæstes til første halvdel af 1800-tallet. Hans Hendrik (der havde boet 5 år i Thule-området) og Mequ kom til Upernavik-sistriktet i 1860, hvor de boede de næste ti år.

Qilâtua / Qilaatua

Print
Dokument id:1316
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 413
Fortæller:Jørgensen, Sofie
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Qilâtua / Qilaatua
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:2 sider, nr. 44
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Renskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 424 (med sproglige rettelser og til vestgrønlandsk af Hendrik Olsen eller ?).

Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 180-187: "Qiláituaq ..." er ikke

oversat efter denne variant eller renskriften.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Qilaatua. Qilaatua / Qilaatuaq / Qilaaduaq / Qilaasuaq havde fast opholdssted i Sermilgaaq.

Qilaatua var en dygtig fanger, og han tog på slæderejser langt ud over isen; og derfor fangede han mange isbjørne. På sine slæderejser medbragte han

en lænser og rem samt en sårpløk. En dag var han som sædvanlig

ude med slæde langt fra land og fangede en gammel isbjørn. Så

hørte han en brusen og opdagede at det var ved at blæse op. Han

måtte kravle op på et stort isfjeld. Andet var der ikke at gøre. På

isfjeldet byggede han (egentlig: de) sig en snehytte, og her levede

han af den isbjørn, han havde fanget, indtil der ikke var mere af

den. Da vinden lagde sig, gik han ud og opdagede, at isen var

forsvundet, og at isfjeldet var kángúngísok (?).

Det viste sig, at det lå på grund. Han blev på isfjeldet, og da han

havde spist alle sine hunde, havde han slet ikke mere at spise - kun

isbjørneskindet var tilbage. Så udtænkte han en plan íma kâtûtine

sanalerpât kaaliarísadlugo namatumik sanavât ikârutinik masilerdlugit

isuraledlugídlo.(Han ville lave et transportmiddel / en kajak til at sætte over det åbne vand af slædens træ, BS)

Da han blev færdig, ville han betrække det med bjørneskindet. Min

synål nautarsîne.

Han måtte flække linen for at få den gennem nåleøjet. Han havde aldrig

lavet noget så svært (fortalte han). Så lavede han en åre af slædens

støttetræ, og årebladet lavede han af slædeopstanderne, blot

ved at binde dem sammen. Han blev færdig med arbejdet og kom ud. Så

lavede han nogle trin på isen på den side af isfjeldet, hvor det var

lavere; da han kom ombord på fartøjet (kajakken) flød den ganske

udmærket, og han nåede velbeholden hjem. Da han nåede frem til

menneskene, fortalte han dem dette.

Han efterlod kajakken dér (hvor han landede) og lod den ligge der,

idet han sagde, at sårpløkkerne af ben herefter skulle være forsynet med et hul øverst oppe. Sådan blev det og er det den dag i dag.

 

Var.:  Qilaartuaq / Qilaarsuaq / Qilaarduaq, der kun i begyndelsen ligner Sofies fortælling.

 

Kommentar: Ikke ganske gennemskuelig, specielt ikke brugen af sårpløkken. Brugte han den som synål?

Qilerartuussuaq

Print
Dokument id:1786
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Qilerartuussuaq
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:ss. 117 - 119, nr. 24
Lokalisering:Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

 

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 24, ss. 86 - 91.

 

Uddrag i Rink 1866 - 71, II: s. 107, nr. 69.

Resumé af uddraget: Qilerartuussuaq ved Atammik praler for meget af at

kunne fange alskens sæler, men da han fanger en mystisk, meget langsnudet

een i øjet, blir han så bange, at hans bror må klare den for ham. Fortællerens bedstefar så engang resten af den i muldjorden ved tomten.

Q. rejser en del. Ved Ivianngit kappes han med Erisaatsiaq, men taber.

Sydpå ved Tuttuarsuk generer de mange reners trampen hans nattesøvn.

Han får dem til at forsvinde ved at stille en stang af den venstre del af en gammel steril kones tørrehæk, vendt mod nord, op på en varde. Får også Nanortaliks isbjørne til at forsvinde på samme vis. Som gammel ved Amerloq fornærmes han af en storfanger, der byder på kød af en spraglet sæl, idet denne siger: "I stakler, som

aldrig fanger spraglede, spis bryststykker!" Denne mister sin

fangstevne da Q. stikker kødstumper ind bag sine støvleremme, og

dermed forhekser ham.

 

For kommentarer til Rinks version af originalteksten se Thisted og Thorning 1996:

nr. 24.

 

Hist.: Fortællingen tjener bl.a. som forklaring på renernes (faktiske) forsvinden

i Sydgrønland.

 

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Qissuk, der fo'r syd på

Print
Dokument id:1568
Registreringsår:1903
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Nivikkana (Nivigkana)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Qissuk, der fo'r syd på
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 118 - 119
Lokalisering:Avanersuaq / Thule
Note:

Orig. håndskrift har ikke kunnet identificeres; Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "Qissuk" / Qisuk.

Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

 

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905:241 - 243.

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 82 - 83: "Qissuk".

 

Resumé:

Qissuk rejser med sin kone sydpå fra Kap York. Undervejs lærer de

nogle mennesker at fange på glatis. Længere mod syd bor de en tid hos

en enlig mand, der behandler dem som slægtninge. Af ham køber de

kødbakker af træ. Syd for ham bor de en tid hos fjendtlige folk, hvor

to kvinder i to sammenbyggede huse ofte holder sangkamp, nøgne og med

blot et bælte om livet. Deres hår flagrer, både mens de synger, og da

de trækker krog om den enes mand. Men den gifte kvinde, der er lille,

vinder over den store, hvis bukser består af hele fem ræveskind. Da Q.

og hans kone skal derfra, skærer de remmene over på alle bopladsens

slæder, undgår at overfodre deres egne hunde, og sørger for, at de får

tisset inden afrejsen. Een slæde, hvis remme kun er overskåret i den

ene side, forfølger Q, men standses af Q.s amulet: En hund, hvis ene

halvdel er skelet. Q. og hans kone når velbeholdne hjem.

 

Var.: Om Kassuk (ingen titel) fortalt af Hans Henrik / Hendrik, der var gift med en thule-inuk og boede i Thuleområdet i fem år. Se hans selvbiografi nedskrevet i 1877, oversat af Rink og trykt i Fra alle Lande, 1878: 286  - 287. Og beskrevet med uddrag i Lidegaard: Hans - en eskimo, Kbh. 1986.

 

Hist.: Fra Upernavik-distriktet fortæller man om enkelte flygtninge

nordpå (H. Lynge 1955). Der har sikkert også været nogen trafik den

anden vej, og måske efter træsager, som fortællingen antyder. Men dens

kraftige mytiske træk tyder ikke på, at inughuit / polareskimoerne hyppigt traf

sammen med nordvestgrønlænderne i tiden op til kolonisationen.

Quinagsâriniôq / Quinassariniooq / En, der havde den vane at kilde folk

Print
Dokument id:751
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 409
Fortæller:Salomon
Nedskriver:? Olsen, Hendrik
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Quinagsâriniôq / Quinassariniooq / En, der havde den vane at kilde folk
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:2 sider
Lokalisering:Qaarusuk / Bjørneøen: Nuuk / Godthåb
Note:

Renskrevet af Hendrik Olsen: NKS 3536, I, 4', læg 10.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Da en kajakmand fra Saarloq, der var taget til Nuuk,

var udeblevet, tog nogle ud for at lede efter ham. De fandt ham død bag

Maaluta, og armhulerne var revet op. Men de fandt ikke ud af, hvad der

var sket ham.

Senere roede en anden, ind i samme fjord for at komme ind på renjagt.

På vej hjem fra jagtturen og ikke så langt fra sin kajak, hørte han

nogen grine temmeligt langt borte. Efterhånden lød grinet højere og

nærmere og bevirkede, at manden langsomt mistede kræfterne og nåede

sin kajak i næsten helt afkræftet tilstand. Netop som der kom et nyt

latterudbrud, forsøgte han at løfte kajakken; men det magtede han

ikke, så han måtte tage den i den bagerste spids og skubbe den. Da han

nåede frem til vandet, kom han med største besvær ned i kajakken og

skubbede sig ud fra land. Idet samme kom der et højt latterudbrud, der

tydede på, at væsnet var kommet inden for synsvidde. Så tabte han sin

åre. Til alt held blæste det fra land, så han drev udefter. Da han

drejede hovedet imod land og så det, lignede det nærmest noget spæk,

der var smurt med blod. Senere fandt man ud af, at den kajakmand, der

var på vej til Nuuk, var blevet dræbt af dette (væsen). Og da det

åbenbart havde fået smag for at dræbe, ville det også godt have dræbt

jægeren.

Herefter advarede man folk mod at komme på dette sted uden ledsager,

og derfor kom dette sted til at hedde Quinassaariniooq, Kilderen.

 Det fortælles, at der i gamle dage også fandtes Quinassaariniooq i

Uummannaq (Det må være Uummannaq i Godthåbsfjorden. Chr. B.) Det

skete, at folk, der var på rypejagt, ikke kom tilbage. Man tog ud og

ledet efter dem; og når de fandt dem, så de, at de bløde steder på

kroppen var revet itu. Da dette fortsatte, var der til sidst ikke

længere nogen, der havde lyst til at gå ture. Tænk, at det var

Quinassaariniooq, der havde revet de bløde partier på kroppen itu.

 

Kommentar: Kilderen der ligefrem kilder folk så de dør af grin kendes som Havkvindens far i Thule området og S. Ø. Baffinland.

Qulorqumik / Quloqqumik

Print
Dokument id:348
Registreringsår:1916
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 3536, I, 4'
Fortæller:Eugeniusen, Jaakkuaraq (Eugenius / Eugeniusen, Jãkuaraq)
Nedskriver:Jaakuaraq
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Qulorqumik / Quloqqumik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:læg 8, side 135 - 143
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Trykt med en lidt anden ordlyd (enten redigeret eller nedskrevet igen af Jaakuaraq) i Atuagagdliutit 1935 - 36, nr. 7, ss. 51 - 54 + nr. 8, ss. 58 - 59: Quloroq.

 

Oversættelse ved Apollo Lynge, revideret af Signe Åsblom:

 

Fortællingen om Quloroq

I gamle dage, da der var mange fangstdyr omkring Kangeq, hørte Isiguaq om det rige Kangeq med den store mængde af fangstdyr. Da han ikke længere kunne nøjes med bare at vide det drog han i forsommeren med hele sin husstand til Kangeq for at overvintre.

 

De rejste og kom til Kangeq og så at der var et hus. Fra huset kom en meget kraftig mand ned til dem og bød dem meget hjerteligt velkommen. Det viste sig at være Quloroq, og han insisterede straks på at de skulle bo sammen med ham og ikke noget andet sted. "Man møder ikke mange andre mennesker her. Du skal ikke bygge dit eget hus for jeg vil være glad for at du bor sammen med mig," sagde han. Da Quloroq altså ikke ønskede at de skulle bo noget andet sted, og Isiguaq ikke kunne sige ham imod, flyttede de ind i Quloroq's hus.

 

Da Isiguaq nu var blevet bofast på Kangeq og opdagede fangstrigdommen, kunne han dårligt bestemme sig for hvilke fangstdyr han ville gå efter fra dag til dag. For eksempel var der masser af helleflyndere, og fordi Isiguaq kom inde fra fjorden var han særlig glad for nu at kunne spise dem. Der var (også) så talrige klapmydser og grønlandssæler at han kom i vildrede med hvad han skulle stile mod. Derefter gik tiden så hurtigt på grund af de rigelige mængder fangstdyr, at han knap nok opfattede / sansede sommeren. Da efteråret nærmede sig og sæltrækket begyndte, blev der endnu flere dyr at jage. Da grønlandssælerne begyndte at trække forbi i flokkevis, var det bare at trække fangsten i land. Når de havde fået sæler nok på slæb roede de hjemefter, og det virkede som om sælerne af sig selv kom op på stranden neden for huset. Hen på det sene efterår kom hvalerne nærmere kysten, og alle steder kunne man nu øjne skyer af deres blåst. Når de tog ud på fangst passerede pukkelhvaler og finhvaler forbi, og Quloroq lod som om han ikke så dem.

       

Langt hen på efteråret mens de endnu var fuldt optaget af al den fangst, vågnede de en morgen til en svag nordøstenvind og meget fint vejr. Da de var ved at gøre deres kajakker klar, så han sin husfælle montere en svær fangstline, som han ellers aldrig brugte, til sin harpun. Og denne gang tog han ikke fangstblæren med. Han bandt fangstlinen rundt om sin kajakring og trak linen ud under alle sine kajaktværremme. Heller ikke sin lanse tog han med, men nøjedes med en harpun og klemte en stor kajakkniv fast under sine tværremme. Han husfalle fattede ikke hvad de forberedelser skulle betyde, men spurgte ham ikke. De tog af sted sammen og var kommet forbi det lille skær, Ikkarlunnguaq, da de lidt syd for det store skær (Ikkarlussuaq) så en pukkelhval, der så vedholdende holdt sig oppe i vandskorpen, at den lignede et stort stykke træ. De roede derhenad og ville vel ind på den fra vindsiden, men hans husfælle roede bare direkte hen imod den. Quloroq roede hurtigere og hurtigere jo nærmere de kom hvalen, og da han var helt inde på den, sagtnede Isiguaq farten. Hvalen havde endnu ikke blæst ud, da Quloroq lagde an til kast, endda uden han havde sin fangstblære med. Han harpunerede den så hårdt på dens overside, at den kraftige harpun stod og vibrerede i hvalen. Den store hval udstødte nogle syngende lyde og viste stjerten. Den modige kajakmand blev trukket sidelæns hen mod den og videre ned under vandet. Så gav hans husfælle sig tålmodigt til at vente mens han langsomt roede udefter. Aftenen stundede til uden at Isiguaq havde forsøgt sig med noget fangstdyr, fordi han hele tiden var på udkig efter sin fælle. Og da det blev aften havde han ligesom ikke lyst til at tage hjem, fordi han havde så frygtelig ondt af den lille søn, der ville komme ned til stranden efter sin far og selvfølgelig spørge efter ham.

       

Da aftenen så småt faldt på var der dog ikke andet at gøre end at vende hjemad hvor meget han end følte det uoverkommeligt. Da han kom roende lige ved strandkanten og deres hus kom til syne, så han en kraftig mand der med ryggen til stille og roligt bearbejdede noget med en økse oppe på taget af husgangen. Da de

ikke havde andre bopladsfæller spekulerede Isiguaq på hvem, der mon var kommet på besøg. Endnu med det i tankerne fik han øje på en helt sort klipperyg på stranden neden for deres hus. Da han langsomt nærmede sig genkendte han sin husfælle, og efterhånden gik det op for ham hvad han så. At det var en pukkelhval der var ved at komme til syne i ebben. På det tidspunkt så Quloroq endelig på ham, slap det han huggede til og gik ned til ham. Da han var nået ned på stranden sagde Isiguaq: "Tidligere på dagen trak pukkelhvalen dig ned under vandet og hele resten af dagen har jeg kigget efter dig, men har overhovedet ikke set dig. Jeg kunne næsten ikke holde ud at ro hjem, fordi jeg havde så ondt af din lille søn, der ville spørge efter dig, hvis jeg kom alene tilbage, og kun med våben. Quloroq udstødte en kort latter og udbrød: "Det er nu min vane, at når jorden er blevet kold nok til at man kan fryse noget ned og hengemt mad ikke længere fordærves, sørger jeg for at fange en pukkelhval til frossent forråd. Tidligere på dagen så du, at jeg klemte en stor kajakkniv fast under mine tværremme. Så da hvalen trak mig ned under vandet, trak jeg mig tættere på den ved fangstlinen, og den trak mig så hen imod mit hus, mens jeg stak den ihjel, og den kom først op af vandet da den var død ud for mit hus."

 

Herefter havde de endnu rigere mængder af mad, og derudover adskillige hele grønlandssæler. Når de tog på fangst nøjedes de aldrig med kun at fange en enkelt, fordi de begge kunne klare sig i al slags vejr. Selv om Isiguaq var fjordbo, holdt et almindeligt stormvejr ham ikke hjemme, og mens de endnu havde rigeligt med fangst, begyndte dagene at blive længere, og der var også stadig masser af lomvier at fange. På det tidspunkt begyndte de fuldvoksne grønlandssæler så småt at trække længere ud. Så nøjedes de med at fange en enkelt grønlandssæl af gangen, og sortsider var der stadig rigeligt af.

       

En dag da Quloroq som sædvanlig kom hjem med en fuldvoksen grønlandssæl sagde han til sin kone: "Af skindet af min fangst i dag vil jeg have en uskrabet helpels. Konen lod så være med at skrabe skindet. Da hun var færdig med den, tog han og blødgjorde den grundigt ved at gnide den mellem hænderne, og så lagde han den under sin vinteroplagte konebåd, idet han klemte den fast bag sidelægterne og lod den blive dér. Isiguaq gjorde ikke straks som sin husfælle, men da han en dag kom hjem fra fangst med en fuldvoksen grønlandssæl sagde han til sin kone: "Skindet af min fangst skal bare skrabes en anelse." Hans kone syede ham så en ny helpels, der bare var skrabet ganske let. Da hun var færdig med den blødgjorde han den, og lagde den pænt sammnrullet under sin konebåd med den tanke, at han først ville bruge den når hans husfælle tog sin nye helpels på.

       

Tiden gik uden at de havde prøvet deres nye helpelse. Da dagene var blevet længere og deres fangst bestod af lutter sortsider, vågnede de en morgen til meget fint vejr med nordøstenbrise. Alt åndede fred og ingen fare. Quloroq gik ind under sin kondebåd og kom så ind i huset med sin nye uskrabede helpels, og Isiguaq kom også ind med sin nye helpels. Så sagde Quloroq: "Her går vi og mangler grønlandssæler, men længere derude på havet er der mange af dem. Nu har jeg tænkt mig at fange grønlandssæler." De tog deres nye helpelse på og satte af sted udefter, mens de undervejs bare roede mellem flokkevis af sortsider. Endelig kunne de se de yderste landområder som sammenhængende stykker land, men først var kun fjeldtoppene synlige. Ude i horisonten strakte isen sig hele vejen fra nord til syd; og da de kom nærmere så de noget mørkebrunt under disen, og så kunne de se at der var mængder af grønlandssæler, der aldrig dykkede særlig længe men bare kredsede rundt. Da de netop var ude for at fange noget harpunerede de begge hver to grønlandssæler og surrede dem fast bagpå og foran på kajakken. Da de så tog indefter, holdt Quloroq som sadvanlig udkig og han fik nu øje på enkelte skyer, der så småt voksede frem ude i vest og varslede nordenvind, og samtidig mærkede han, at havvandet begyndte at virke "blødere". Quloroq drejede hovedet mod sin fælle og sagde: "Skyerne vokser ikke op for sjov derude. Vi får snart en nordenstorm over os. Ro, ro indad alt hvad du kan." De havde kun roet kort tid da dønningerne begyndte at komme før nogen markbar vind. Stormskyerne drev så hurtigt at de var ved at nå hen over dem, og toppene af dønningerne begyndte at fyge før de selv mærkede vinden. Quloroq nærmede sig nu sin fælle og sagde: "Vi kan altid fange grønlandssæler end anden dag. Smid bare den du har foran dig på kajakken, det gør jeg også med min. Og så befriede han sig for sælen foran på kajakken. Nu havde hver een sæl tilbage bag på deres kajakker og fortsatte så hurtigt de kunne ind mod land, og ingen af dem sagde et ord.

       

Nu da stormskyen var henne over dem og der stadig ikke var nogen vind,

kunne stormens buldren så småt høres. Og nu kom vinden op mod dem, mens den formede vandet i bakker og dale. Da det var kommet så vidt nærmede Quloroq sig sin kajakfælle og sagde: "Vi kan altid fange grønlandssæler en anden dag, smid bare den du har på kajakken, det gør jeg." Idet han frigjorde den fra kajakken, kom stormen over dem som en stor tæt sky, og det var en vaskeægte nordenstorm. Men ingen af dem syntes at være i overhængende fare, og nu hvor de ikke længere havde noget oppe på kajakken fortsatte de støt mod land og holdt en rimelig god afstand til hinanden. På et tidspunkt hørte de gennem stormens tordenlyd en endnu kraftigere brølen, og det lød ligesom når et yderskind af et telt slæbes hen over ujævn stengrund. Med et blik over mod vindsiden så Quloroq, at en bølge uden ende fra øst til vest var på vej hen imod ham. Quloroq nærmede sig sin kajakfælle og mens han pegede med åren mod vinden råbte han: "Når sådan en bølge uden ende nærmer sig, kan man ikke flygte fra den. Nu skal du kigge på, mens jeg ror hen imod den, og bagefter skal du prøve at gøre ligesom mig." Derpå vendte han sig op mod vinden og begyndte at ro hen imod bølgen fra læsiden. Da han var kommet på et fuglepilkasts afstand fra bølgen klemte han sin sin kajakåre fast mellem sine kajaktværremme, tog et godt greb rundt om sin kajak og vendte bunden i vejret. Hans kajakfælle spejdede nu efter ham fra han læside, og langt om længe, netop da vandfoget på bølgens vindside var stilnet lidt af, stak hans kajakspids lidt op af vandet men forsvandt igen under vindskruningerne; efter lang tids venten endnu engang dukkede hans kajakspids op igen, og i det samme var han helt oppe med vinden mod sin højre side. Han ludede lidt mod højre med sin åre ude og roede derefter mod bølgen fra læsiden, så vandet sprøjtede omkring hans kajak da han gled over vandet på grund af medvinden. Fra hans læside kunne Isiguaq ikke gøre andet end at ro af alle kræfter mod bølgen, og da han satte sin åre fast mellem sine trværremme og ville til at vende kajakken, nåede bølgen lige at fange ham og komme over han, og så forsvandt kajakken. Quloroq spejdede nu efter sin kajakfælle, og da den store bølge efterhånden blev fladere på vindsiden, kom Isiguaqs kajakspids så småt til syne, og så dukkede kajakken op med bunden i vejret. Quloroq ventede lidt i den tro at han ikke ville bruge sin åre, men da han pludselig brugte den, var det som om han med hånden havde skubbet sig op fra bunden. Da Isiguaq havde rejst sig, flyttede han sig ikke af stedet og så ud som om han ikke havde det godt. Da Quloroq nåede hen til ham så han, at hans helpels af let skrabet skind fra en fuldvoksen grønlandssæl var revnet. Da Quloroq ikke kunne gøre andet, begyndte han at surre ham til rundt om overkroppen men opdagede, at Isiguaq sad og ømmede sig. "Hvorfor sidder du og bliver ved at ømme dig?" spurgte Quloroq. "Da bølgen var ved at komme over mig, stemte jeg den ene fod mod kajakkens sidelægte og kom derved til at sprænge min ene testikel." Og det var altså det han ømmede sig over.

 

På vej ind stødte de ikke på flere vanskeligheder og kom vel i land, men efter den tur tog de ikke senere så langt ud på havet på fangst.

       

Da de havde overvintret og det var blevet sommer tænkte Isiguaq først på igen at overvintre på stedet på grund af den rige fangst, som han ellers var så glad for, men da han tænkte at han nok ville ende med at miste begge sine testikler hvis han overvintrede endnu engang, fortælles det at han vendte tilbage til sin boplads.

       

Her ender beretningen.

 

Var.: Om venner 473 - 475

 

Hist.: Muligvis en historisk fortælling. Kangeq-områdets rigdom på fangst er legendarisk. Hertil kom mange sydlændinge, nogle fra sydøstkysten, og ligesom andre immigrerede sydlændinge sluttede de sig til herrnhuterne. Derfor genfinder man også ofte østgrønlandsk fortællestof i fortællingerne fra Kangeq, Noorliit (Ny Herrnhut)og Uummannaq - området (i Godthåbsfjorden). Varianten er fortalt af Hendrik fra Ny Herrnhut i 1860'erne.

Qutdliarssuk / Qulliarsuk

Print
Dokument id:1800
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Qutdliarssuk / Qulliarsuk
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:ss. 167 - 168, nr. 37
Lokalisering:Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning. Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 37, ss. 170 - 172.

 

Uddrag i Rink 1866 - 71, II: s. 79, nr. 38: ' Det fæle syn.'

Resumé af uddraget: Barnet Kutdliarsuk / Qulliarsuk vækker husfolkene

med skrig om natten. En stor stribet arm rækker en hund med blodige

øjne frem fra under briksen til barnet. Folk flygter, vender tilbage

efter tre år. Senere besøgende finder hele gulvet sejlende i blod (og

ingen mennesker).

 

For kommentarer til Rinks version af originalteksten se Thisted og Thorning 1996:

nr. 37, s. 329.

 

Hist.: Er den stribede en tiger? Samuel Kleinschmidt beskrev fremmede vilde dyr på grønlandsk i 1863 (ûmassunik), men først fra 1868, og især i 1869 kunne man se flotte billeder af disse dyr i Atuagagdliutit. Hendriks fortælling er fra 1867, hvorfor det formentlig kun er beskrivelsen af dyrene han kan trække på.

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Sagnet om Qavdlunâtsiait / Qallunaatsiaat

Print
Dokument id:321
Registreringsår:1903
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Masaatsiaq (Masaitsiaq)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Sagnet om Qavdlunâtsiait / Qallunaatsiaat
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 125 - 127
Lokalisering:Avanersuaq / Thule
Note:

Håndskr. har ikke kunnet identificeres.

 

Resumé:

Rasmussen meddeler først nogle forestillinger om de hvides oprindelse fra myten om kvinden, som blev gift med en hund. Dernæst om et skel mellem qallunaat, venlige hvide, og qallunaatsiaat, fjendtlige hvide, der i Sydvestgrønland er betegnelsen for nordboerne. I Thule-området kaldes de også nakasunnaatsut, "de kortlæggede". Om dem fortælles følgende sagn:

En nordbobåd er frosset fast i isen ud for øen, Northumberland. Inughuit, der opdager dem under hvalrosfangst, udrydder dem alle, fordi de står bedre fast på isen med deres fodposer af sælganeskind. De hjembringer en kasse, der viser sig at indeholde en dreng. Han vokser op sammen med en plejebror, bliver en ypperlig rævefanger, taler ved solnedgang ofte med længsel om mælk og søde spiser og forsvinder til slut. Man mener, han er fløjet hjem. Senere finder man noget af hans tøj ved Kap York.

 

Var.: The norse foster-son; Qavdlunaitsanik. De hvide mænd, der blev dræbt på den glatte is.

 

Hist.: Hans Hendrik fra Fiskenæsset, der midt i 1800-tallet boede fem år blandt inughuit i Thule-området, har muligvis fortalt en variant hjemmefra om nordboerne, der gled på den glatte is.

Sahrap oqalualaruta / Sahras (slægts)historie

Print
Dokument id:1783
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Sahra
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Sahrap oqalualaruta / Sahras (slægts)historie
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:ss. 105 - 107, 152 - 154, 172, 306 - 307, nr. 21
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

 

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 21, ss. 69 - 72, 142 - 146, 166 - 170, 178 - 180, 385 - 386.

 

Ikke med i Rink 1866 - 71, II.

 

Komplet oversættelse i Thisted og Thorning 1996, Appendix 1, ss. 349 - 362.

 

Resumé:

Sahra gør først rede for sine slægtninge i fædrene linie bagud til og med sin tip-tipoldemor, Ajamak. Dennes søn Qippuk havde blandt sine mange børn sønnen Kuajak, og denne Kuajak havde tre sønner og seks døtre. Den ældste af døtrene var opdraget til kajakfanger og sønnerne hed Avammeq, Tunganeq og Aqajamuk. Denne Aqajamuk var Sahras farfar. Hendes far nævnes ikke ved navn i denne fortælling, der handler om et mord på hendes farfars søster - hende der var opdraget til kajakfanger - og en af dennes onkler / farbrødre. En ældre onkel / farbror, der var med ude på lurefangst i kajak, undslap - måske Aqqaluapaluk, der straks efter nævnes som deres (?) onkel / farbror og som hidkaldte en angakok / åndemaner. Denne opklarede at morderne var to kajakmænd, Sillik og Mamarani, og at disse, der var fortsat mod øst til Aluk, skulle overvintre ved Ittilleq syd for Pamialluk. Den følgende sommer foretog brødrene til den dræbte søster sig ikke noget, men sommeren efter fik de nys om at morderne skulle sydpå og satte efter dem til mordstedet, den sydligste ø. Undervejs myrdede Tunganeq (en af den dræbte kvindes brødre, se ovf.) i sin store vrede en ubeslægtet mand, Sangungasoq (formentlig ubeslægtet med morderne og derfor ikke en Tunganeq burde hævne drabet på, BS). Avammeq prøvede at forfølge konebåden (med mordernes familie på vej sydpå), men den var nået at undslippe.

       Derpå blev en efterkommer, Sapangaq fra Pamialluk, dræbt under en udflugt med fire sønner i telt efter kvan. (Den præcise slægtsforbindelse mellem Sahra og Sapangaq er ikke klar: "en af hendes onkler".) Morderen var Qallunaatsiaq fra nundingen af Tasermiut. En del kajakmænd der var sammen med morderen blev af denne bedt om at kaste deres fuglepile i liget (for dermed at blive medskyldige), men en nevø (? eller fætter?) til den dræbte vil ikke, og under mordtrusler nøjedes han med at kaste sit kastetræ på kajakken (formentlig den dræbtes kajak). Samme nevø / fætter underrettede Sapangaqs fire mindreårige sønner ved teltet og tog derefter til Pamialluk med nyheden, hvorfra man roede hen efter liget og teltet med drengene. Til at passe dem hentede man så i Niaqornaq længere sydpå: Kujapingaq, der var / blev (?) Sahras mor. Ingen af drengene havde endnu kajak og alle havde så ondt af dem. Ujooq, den ældste, fik en kajak af en vis Uitsiaq og hans lillebror en af Illorulleq.

       Alle fire brødre blev meget stærke under ustandselige anstrengelser. De opøvede kræfter i kajak og i konkurrencer, hvor den der tabte altid fik tæv med en særlig pisk af talgindfedtede remme af remmesælsskind / såleskind. Ujooq blev efterhånden den der klarede sig dårligst, skønt han var den ældste. Under en kraftprøve hvor det gjaldt om at lade en stor tung, ung pige træde ud fra briksen med bare fødder på deres hænder, var det kun Ujooq der kom en smule til kort.

Men vreden blev holdt i stadig kog hos dem alle, også hos Ujooq der altid lod den gå ud over sine fangster. Han rev omtrent hoved og lemmer af hver eneste af dem.

       Sahra fortsætter med Ujooq, der bosatte sig ved Nanortalik og udviklede sig til massemorder. Han lod sin unge andenkone tatovere sig et mærke for hvert mord langs hårkanten. En dag førstekonen så mærkerne og ville vide hvad det var, smed Ujooq hende ind mod væggen så hårdt at hun senere døde af det. En søn af den dræbte opfattede nu sin far som sin fjende og en storesøster åbenbart ligeså, for hun påtog sig opdragelsen af lillebroderen til hævner med opøvelse af kræfter og udvikling af hans vrede oppe i indlandet. Denne storesøster var bomstærk og ligeså hendes yngre søstre, og deres kræfter havde de opøvet fordi de havde hørt at deres far skulle myrdes (pga. af sine andre mord - formentligt. BS). Ingen turde gøre dem noget fordi de havde opøvet en fantastisk færdighed i slyngekast med sten.

Der opstod splid i familien imellem den dræbte første-kones stærke døtre og søn på den ene side og andenkonens tre sønner på den anden side. Faderen, Ujooq, medvirkede til at yppe kiv mellem dem (igen temmelig uklart hvem han hidser op mod hvem) og han endte med at blive så bange for sin stærke ældste datter og sønnen (begge med den dræbte førstekone), at han sørgede for aldrig at sige dem imod. Sønnen havde vist sit sindelag både ved gang på gang at knække harpunerne på faderens kajak og med en voldsom demonstration af sine kræfter egenhændigt at dræbe tre bjørne på en isskodse i faderens og mange andres påsyn. Vreden (den længe nærede og opdyrkede) havde givet ham kræfterne, og med en sådan vrede havde han intet at frygte, råbte han hånligt, mens han smed sine bjørne ned i vandet som fangstparter til først sin far og så de andre tilskuere. Derpå roede han bort uden fangstpart til sig selv.

       Om den ældste datter, den stærke storesøster, fortæller Sahra, at hun ikke ville finde sig i at en af hendes søstre var blevet gift med en fra Tasermiuts munding. Hun tog derhen, knækkede een mands underarm og dernæst Sialuk, sin søsters mands kajak, og tog sin søster med. Hun regnede Sialuk for en af sine fjender.

       Et forsøg på at skære flænger i disse stærke døtres umiaq / konebåd under en ammassætfangst til Alluitsoq, blev besvaret med en spæklampe som kasteskyts. Misdæderen flygtede af skræk. Døtrene formåede at afholde enhver hævner fra at antaste deres far, der, ligesom Sahras egen far og en vis kannibal, Ningalaaq, døde en naturlig død som udøbte. Det hørte Sahra da hun var kommet til Nuuk.

       BS: I næste sektion gør Sahra først meget klart rede for sin mødrene familie bagud (i mødrene linie) helt til tipoldemoderen, Uriun. Da hun dernæst skal berette om en piteraq / fralandsorkan der ramte en del af hendes onkler (måske hendes 8 morbrødre), går der kludder i det hele. Den der før var hendes bedstemor forveksles med den førnævnte oldemor. Denne siges så at være gift med Pilapilaaq, der før var tipoldemoderens mand. Der kan have været tale om opkaldelser i navngivning, der pludselig får førsterang i de nye identificeringer -  men det er komplet usikkert.

       Resumé af selve begivenheden: Kajakfangerne blev slået ud af kurs af piteraq'en (fralandsorkan), nåede frem til et isbjerg med en hule, der viste sig at være et skær midt ude i havet. De søgte derind og sov bøjet over kajakkerne. Næste dag viste det sig at de var i nærheden af Aappilattoq, dvs. inde i en fjord, og med en svækket nordenvind gik det rask sydpå. Men en kraftig nordgående strøm slog dem atter ud af kurs så de efter flere døgn kom udmagrede i land ved Alluitsup Paa (Sydprøven). Den yngste klarede det ikke. De andre måtte holde sig ude og spise ude pga. af stanken inden døre af gæret spæk. De havde været så længe borte, at de unge mænds mor havde nået at opkalde en søn efter sin mand, som hun havde troet død. Efter al sorgen græd og græd man af glæde da de vendte hjem.

       En anden gang blev to af Sahras fætre sammen med en anden angrebet af en isbjørn, der dræbte den ene fætter og ledsageren, mens den yngste fætter nåede væk i kajak og hjem. Alle mændene var ude, roede i konebåd hen til stedet, men da de hørte mændenes fornøjede latter i det fjerne, skyndte de sig hjem uden at sige noget. Senere blev den dræbte ledsagers far så vred på sin kone over at hun havde givet sønnen lov til at tage med, at han skar hårtoppen af hende. Denne fødte senere en datter, der var behåret overalt undtagen på hænderne. Sahra havde selv set hende.

       Sahras mormors mange sønner med sin mand havde engang sammen med den ene søns sønner opsporet en isbjørnehule, hvor det lykkedes dem at få dræbt både bjørnen og dens unge. Men det satte skred i en lavine, der begravede alle dem, der flygtede mod nord, men dem der stak mod syd reddede sig. De fik dårlig samvittighed, brød sig ikke om at fortælle det til slægtningene og flygtede derfor videre sydpå. En kvindelig angakok / åndemaner / angakkoq i familien opklarede for de hjemmeværende hvor de savnede var blevet af. En af de overlevende var dog alligevel roet fra de andre nordpå, men en hvalros havde angrebet og flækket både ham og kajakken. Man fandt ham næste dag, hvorefter moderen blev sindssyg af sorg. Man måtte binde hende, hun spiste både jord og sten, og til sidst tog man livet af hende ved at hælde varm tran i hendes ører.

       Hendes ældste søn var blevet skør af at parre sig med en hund og han døde af skræk da hunden, der var hans kones, fødte en unge med menneskeben. Også hans ældste søn var skør med diarrhoe og ufrivillig vandladning. Rendte altid rundt med bukserne nede, og gæster der ikke hilste på ham, døde altid siden. En lillesøster havde han bidt i skulderen og ædt bidden. Slægtninge til de tossede havde giftet sig indbyrdes, brødre og søstre, og fået så mange børn at en nåede at drukne i urinbaljen inden man opdagede det. Tidspunktet var da Konrad Kleinschmidt var begyndt sin mission ved Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal (1824, BS) og han døbte dem alle.

       Sahra fortæller om sin morbror, der var angakkoq / åndemaner og både havde hende på skødet under åndemaning og med inde i den hule, angakok - øvelsesstedet, hvor lærlingen gned en sten rundt og rundt på en stor flad sten. Det fremkaldte en lyd der voksede fra en flues summen til et helt kor så man blev ganske lam og stum. Nu og da, når blodet strømmede ud fra morbroderens mund og ører, flygtede Sahra, men morbroderen fandt hende altid, og når han var kommet til sig selv, vaskede han sig i søen. Under hans åndemaninger om vinteren, hvor hans hjælpeånder kom ind, tændte man lamperne for at se innersuit. Mændene var klædt i tarmskind af remmesæl, kvinderne i tarmskindsanorak, deres næsehuller lignede rumpehuller af edderfugle. Sahra så selv engang en innersuaq der var blevet krøbling af et fald i kajak fra stranden. Han hed Nuinaaq, hans kone Seqquartoq.(Uddannelse til angakkoq; initiation; seance; præsentation af hjælpeånder; blod; bløder)

       Derefter refererer Rink at Sahra fortalte samme fortælling om sin morbror som Rink havde fået af Hendrik, hvor angakkoq'en Ulaajuk blev stjålet af innersuit og reddet af sin equngasoq / Equngasoq og talitaq. Dernæst om qilaneq (hovedløftning; åndespørgning) og visse tabuer som en helbredt patient måtte overholde.

       Næste dag fortæller Sahra om helbredelse af en patient, der led af sting (tuberkulose formentlig, BS), hvor angakokken / åndemaneren skar patienten til blods, drak blodet, pustede på såret, der heledes, hvorefter blodet stod angakkoq'en ud af hans ører og mund. En anden metode gik ud på at lade trommen stå og vippe på den syge, der var lagt på gulvet. En sådan helbredelse krævede flere og længere varende tabuer overholdt end den forrige. Mange havde dengang bud efter angakkoq'erne, som drog hjem med rige gaver på kajakken, selv om de ikke led nød.

       Forskellen på en toornaq og toornaarsuk. Der er mange toornat men kun een toornaarsuk, der er dobeltkønnet og ikke kan hverves som toornaq (hjælpeånd).

       

 

Kommentar 1: Her standser Rinks mere detaljerede notater. Sahra har, fremgår det af fortløbende noter, yderligere fortalt mange fortællinger fra det repertoire som Rink kendte fra både Hendrik og andre indsendere.

 

(Resuméet her er særdeles detaljeret, dels fordi der er uklarheder i teksten, dels fordi den rummer mange kortfattet fortalte begivenheder, og dels fordi en sådan biografi fra dette tidspunkt er usædvanlig og dybt fascinerende. BS)

 

Hist.: Om Sahra har Kirsten Thisted følgende data (s. 30): Hun blev født ca. 1805 på den sydlige østkyst, hvorfra familien flyttede til Lichtenfels og blev døbt dér i 1821. Sahra var på det tidspunkt forældreløs. Senere flyttede hun med en bror, dennes kone og to sønner til Ny Herrnhut i Nuuk, hvor hun vist aldrig blev gift men fik to uægte sønner, der til hendes store sorg døde. Selv døde hun i svære smerter af tuberkulose i 1868, dvs. året efter sine fortællinger til Rink.

 

Kommentar 2: Man bemærker at flere forløb nøje følger opskriften i fortællingerne: Den myrdedes sønner - og her endog døtre - træner sig stærke til enten at hævne sig eller for at undgå overgreb fra hævnere. Episoderne med den vrede søn, der knækker sin fars harpuner og dræber tre bjørne på en isskodse (hvoraf kun de to omtales som fangstparter) er som taget direkte fra fortællingen om Kaassassuk, der foruden et ganske tilsvarende drab på tre bjørne, altid fik sine legetøjsharpuner knækket af jævnaldrende drenge.

Tricks med blod og sårheling var der mange varianter af. Den her beskrevne, hvor blodet står ud af angakokkens mund og ører mens han farer tosset rundt, svarer ret nøje til lærlingens første initiation hos ammassalikkerne, som Jens Rosing i oversættelse kalder "forløsningen". Søg fx på Ajijak.

 

Vedr. lamperne der tændes når innersuit er på besøg under seancen, er det muligt at åndemaneren faktisk lod assistenter el. lærlinge spille sådanne udklædte og måske maskerede ånder. Fortællingen om Ajijak, der præsenterede sine første hjælpeånder i et tåget lys, tyder på det samme. Se: Ajijaks forløsning og første himmelflugt. fo: Sâjôq / Saajooq.

 

Vedr. toornaarsuk / Toornaarsuk er der yderst forskellige oplysninger. Mange østgrønlandske angakkut / åndemanere berettede før og efter koloniseringen om hver deres toornaarsuk som hjælpeånd. Sahras skildring tyder på træk fælles med den østgrønlandske Uersaq, en tvekønnet ånd, der kunne initiere angakkoq-lærlingen til at stå offentlig frem som åndemaner. Det kan også være benævnelsen på en tupilak, og på en hjælpeånd der beskytter åndemaneren mod anslag af en tupilak. Søg på uersaq / Uersaq.

En påvirkning fra missionærernes identifikation af toornaarsuk med Djævelen er også mere end sandsynlig. Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under toornaarsuk.

Selvbiografisk beretning

Print
Dokument id:2179
Registreringsår:1901
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB 1, 5(13), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Aqajak (Ambrosius)
Nedskriver:Olsen, Hendrik ?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Selvbiografisk beretning
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:10 sider
Lokalisering:Ujarasussuk: Qeqertarsuaq / Godhavn
Note:

Aqajaks fulde navn: Ambrosius Jørgen Andreassen.

I den første del en spøgelses - oplevelse bl.a.

Efterfølges af en fortælling, der er her i basen er registeret for sig.

Fundet for sent. Ikke oversat. Velegnet til opdatering

Síngajiks Slægtssaga / Singajiks slægtssaga

Print
Dokument id:1450
Registreringsår:1919
Publikationsår:1924
Arkiv navn:
Fortæller:Martensen, Esaia (Martinssen, Isaja / Isaia)
Nedskriver:Esaia + Olsen, Hendrik
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Síngajiks Slægtssaga / Singajiks slægtssaga
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, II
Tidsskrift:
Omfang:side 276 - 354
Lokalisering:Ny Hernhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Håndskr.: NKS, 3536, II, 4', læg 22, side 1 - 138 + læg 23, side 139 - 163 (Esaia og Hendrik Olsen har skiftevis skrevet fortællingen ned).

Renskrevet 1. gang af Hendrik Olsen i: NKS 3536, II, 4', læg 24 - 27.

Der findes tillige et Håndskr. i: KRKB 1, 4(12), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Síngajik", med Knud Rasmussen som nedskriver (foa)

 

Trykt på grønlandsk i Lynge, Kr. 1938 - 39, Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo, III: 32-123.

 

Resumé:

Singajik / Singajuk er ugift, fra Arsuk og flygter for blodhævn nordpå til Kangeq, hvis

rige fangster han har hørt om. Geografien beskrives meget omhyggeligt

det sidste stykke til øen som også senere for sommerrejser efter rener

og andet. S. modtages overmåde gæstfrit på øens sydside, og da frosten

allerede er gået i jorden inviteres han med følge i hus hos en mand,

der ikke har mange slægtninge. Han opfordrer senere S. til et besøg på

en boplads, Illupaat, nordvest for Kangeq, (på Håbets Ø), hvor man i

det store hus hos Qitoraq og hans mange brødre holder af at fordrive

vinteren med fortællinger og ynder besøg. Under opholdet dér bliver S.

inviteret rundt til alle og til slut til en ældre kone, der ynder

sydlændinge, elsker at høre deres dialekt og serverer sydlændinges mad

for ham: kød og skrabespæk, mamit. Hun har en datter, som S. forelsker

sig i og beslutter sig for at fri til på et senere besøg. Moderen gir

sit tilsagn på den betingelse, at S. flytter ind hos dem. Det gør han

så. Hans kone Marnilik blir gravid og føder for tidligt en søn under

et ophold langt inde i fjorden på renjagt. Han svøbes i

edderfugleskind, men er længe om at tage brystet og komme i vækst. Da

de unge piger spotter M. bag hendes ryg, fordi hun prøver at holde liv

i det lille skravl, gennemfører hun et ritual for at fremme dets

vækst. I fem dage faster hun, ber så S. ro den lange vej ud af fjorden

efter en saltvandssæl, som ingen andre må røre ved, og fra den spiser

hun de følgende dage et lille tyndt stykke ribbensbrusk, et stykke

tarm kortere end en overarm og lidt tynd blodsuppe af en muslingeskal.

Derefter trives sønnen. Omsider når familien tilbage til Illorpaat

længe efter de andre og i sidste øjeblik, inden isen lægger til. S.

tilbyder sin kone, at hun opkalder barnet, men M. mener det må være

S.s ret, der har avlet det. Han kalder det Tusilartoq (den døve) efter

sin far, der blev meget gammel. S. har lyst til at flytte tilbage til

Kangeq og får langt om længe sit ønske opfyldt, da M.s mor er død og

foråret kommer. Øen er tæt bebygget men S. finder plads på solsiden af

en vig på sydsiden. M. føder endnu en søn, som S. gør til en

angerlartussiaq. Tusilartoq får kajak, blir dygtig og udvokset,

hvorfor hans ældede mor opfordrer ham til at gifte sig. T. forholder

sig tavs og afventende, men en dag i en strid nordvest, hvor han kan

regne med, at Qitoraq og alle hans brødre ved Illorpaat holder sig

hjemme, ror han derop, ber om deres eneste søster og får deres

tilsagn. T. tager hende straks med hjem på kajakken i stormen, og på

hans brikseplads raser hun, indtil S. beroliger hende med, at de nok

skal være gode ved hende. Næste dag, da stormen er løjet af, kommer en

af hendes brødre for at høre, om hun er kommet vel gennem stormen med

T. T.s kone får efter knap to år en søn, som S. får lov til at opkalde

efter sin farbror, Aqajarorsuaq (stormave). Han udvikler sig prægtigt,

bliver fed og aldrig syg, men får børneormm og græder så utrøsteligt,

at T. af fortvivlelse over at skulle miste ham, skærer flænger i sin

kones fodsåler. Hun går om natten ned og drukner sig. Hendes brødre

får først besked flere dage senere, ikke af T. men af deres halvfætter

på T.s boplads. De blir nu T.s fjender for livet.

T. er med sine gamle forældre på renjagt ved Isortoq, hvor han, en dag

de ligger stille, tar ud på sælfangst og møder en fornemt udstyret

kajakmand, der hverken vil hilse eller indlade sig med T. T. opdager

at vandet omkring den fremmedes kajak er i kraftig bevægelse af hans

indre ophidselse, og T. når at myrde ham, inden han selv blir

harpuneret. T. ror hen til et egnet sted med liget og sænker det med

tunge sten i kajakken. T.s mor, der bliver klar over hans ugerning,

spør om han har spist af den dødes lever. Da T. siger nej, lader hun

ham drikke spildetran fra lampen af den store muslingeskal, som hans

ble blev skrabet med første gang, han havde tisset som spæd. Det vil

hindre den dødes sjæl i at trænge ind i ham. T. får herefter en

ubetvingelig lyst til at dræbe alle fremmede kajakmænd, han møder.

 

Sammen med Aqajarorsuaq og en plejesøn ror T. på handelstogt ud til et

skib, der viser sig ikke at være noget handelsskib. Dets besætning vil

røve og bortføre dem. Kaptajnen prøver forgæves at drikke dem fulde,

og de tre kommer både ud af den aflåste kahyt, hvis anden dør er

spærret med tilsømmede brædder, og får overvundet alle matroser ved

deres kræfters hjælp. T. klarer de fleste konfrontationer alene, men

sønnen A. må klare smadringen af den tilsømmede dør. De får ikke blot

lov at ro uskadt bort, men hele besætningen råber også hurra for dem

fra rælingen.

 

Nogle år senere overfaldes T. på havet af en voldsom storm, hvis

forvarsler over egnens fjelde beskrives yderst detaljeret. Mens han

kæmper sig frem med en sortside på slæb, får han øje på en måge

omkranset af blikstille vand. Den synger en sang, som han lytter til

og lærer og afprøver med held: Efter et par vindpust blir der

blikstille omkring hans kajak. Under en senere pludselig storm søger

alle fangerne til det nærmeste land undtagen T., der med to store

sortsider på slæb tar turen ind om dem, råder dem til at blive, fordi

sådan en storm som regel stilner i løbet af en dag, og ror hjem, hvor

han sidder foran sin husgang og arbejder med noget træ, da de andre

vender hjem. Han foretager derefter ofte lange rejser, kommer vidt

omkring og får mange fjender. Nogle dog delvis uforskyldt, fordi

mangen en gammel mand eller kone forsøger sig på de fremmede steder

med hekseri mod hans kajak. Dens amuletter dræber dem.

På en af sine rejser nordpå driver T. en sommer fangst ved Ilulissat

/ Jakobshavn, hvor tiden løber fra ham. Han er nødt til at overvintre,

og beslutter sig til at gøre det på Qeqertarsuaq / Disko, som han

aldrig har set. På øens nordside, der er ubeboet, slår han sig ned et

egnet sted og er spændt på, om der er sæler. Der er rigeligt. Om

vinteren lærer han sig selv åndehulsfangst og om foråret

småhvalsfangst i isens revner. Da han vender hjem, opfordrer han alle,

der har lyst til at leve i overflod, at tage til Disko.

T.s søn Aqajarorsuaq, hvis farbror har taget sig af ham som en mor,

hører under sin opvækst om faderens ugerning mod moderen, der begik

selvmord. Farbroderen vil ikke bekræfte rygtet, men A. kan aldrig

siden glemme det.

T. gifter sig igen efter mange år som enkemand. En dag hans kone

lysker ham og opdager hele rækker af tatoveringer under hårranden,

spør hun, hvad det er og får et puf af T.s albue, der sender hende

bagover i døden. Hver tatovering betegner nemlig et mord, som T. har

begået.

A. får en dag af en gammel slægtning bekræftet, hvad han har hørt om

sin moders død. Han betragter herefter sin far som sin fjende og får

gang på gang en næsten ubetvingelig lyst til at dræbe ham, mens han

sover. Det lykkes ham dog hver gang at komme på bedre tanker.

T., hans mor og søn blir døbt hos herrnhuterne ved Nuuk / Godthåb. T.

får navnet Moses, A. navnet Ignatius og Marnilik døbes Engel.

A. plejer at jage rener om sommeren ved Kangersineq / Kangersuneq i

bunden af Godthåbsfjorden og kommer først hjem igen, når han har fået

det antal rener, han ønsker.

Hvert år på årets korteste dag plejer folk fra omegnen at samles til

fest på Kangeq i deres stiveste puds. Ingen må på denne dag gå på

fangst. Men T.s bror kan ikke modstå fristelsen, skønt T. advarer ham,

fordi hele skyer af alke passerer inden for synsvidde. Han udebliver,

og da han er en angerlartussiaq, venter man på ham i fem dage. Men da

han ikke vender hjem i det tidsrum, opgiver man ham.

Under en renjagt i bunden af Godthåbsfjorden får T. smerter. A. må

bryde op i utide. T.s smerter forværres, og han dør under hjemrejsen,

men bliver ved at gå igen, fordi man, efter T.s eget ønske mens han

levede, skal begrave ham i indviet jord, hvis han ikke skal skræmme

dem til døde. Den første nat kryber han op ad teltdugen og må pirkes

ned indefra af A., og de følgende dage må A. gang på gang slå ham

ihjel igen med åren, fordi T. rejser sig op i båden i sine ligskind.

Endelig når man Nuuk og får ham begravet på Guds Ager hos

herrnhuterne.

A. opgiver nogle år efter denne oplevelse sine renjagter til

Kangersineq. Da han genoptager dem og er på vej hjem, får han lyst til

at overvintre på fastlandet (Nordlandet) over for Nuuk. Da han sammen

med husholdets kvinder har udbedret en gammel hustomt, ror han den

korte vej til Nuuk, tilhandler sig hvid mands mad ved

herrnhutstationen og ror hen til kolonihavnen, hvor en mængde

sydlændinge skiftes til at invitere ham på mad. Han inviterer

til gengæld dem, der vil med hjem, på renkød. En ældre sydlænding

Alugulooq tager med og har mange fortællinger at underholde med. Til

slut fortæller han om dengang, man i hans hjem ved Arsuk fik besøg af

en angerlartussiaq og lod en, der forstod sig på qilaneq, prøve at få

ham til live igen. Det lykkes med et længere ritual, men da Alugulooqs

gamle bedstefar insisterer på at kende den fremmedes herkomst og

hører, at det er en af Singajiks efterkommere, beordrer han ham

dræbt, fordi S. var deres fjende. Efter lang tøven udfører sønnerne

den gamles ordre, og alle skal gøres medskyldige i drabet. Endog

smådrengene skal stikke i liget.

Aqajarorsuaq sveder ophidset ved denne beretning om mordet på sin farbror og navnefælle men behersker sig,

fordi han nu er døbt, og han takker fordi han endelig har fået klarhed på sin

elskede farbrors død og ber de fremmede sove roligt i hans hus om

natten. De flygter dog af skræk for hævn, mens alle sover.

A. har også arvet en anden fjende. Det er morbroderen Qitoraq, som han

ofte møder på havet. Da de er lige årvågne lykkes det aldrig den ene

at komme bag på den anden, og de byder blot hinanden høfligt på en

snus. En dag får A. heldet til at komme bag på Q. og kaster, men

rammer en sæl, der netop dukker op imellem dem. Q. vender sig

forskrækket om, men A. tilbyder fred, fordi de vist længe har gjort

hinanden tilstrækkeligt ondt og desuden er døbte. De blir venner for

resten af livet. Da A. skal dø, er der to ting, han især glæder sig

over: At han modstod fristelsen til at dræbe sin far, og at han var

blevet venner med Qitoraq.

 

Hist.: Ved hjælp af denne og en ældre variant har Gulløv og Kapel

(Folk: 1979/80) kunnet lokalisere og udgrave Singajiks første hustomt på

Håbets Ø nordvest for Kangeq. Fortælleren Esaia var tipoldebarn af

Aqajarorsuaq og A.s far, Hendrik, fortalte den første version til Rink

(ibid. og Knuth 1963). Om ændringer i opfattelsen af blodhævn fra

før-kristen til kristen tid Sonne 1982: "The Ideology and Practice of Bloodfeud ...", Études/Inuit/Studies.

Singajuk som kom sydfra

Print
Dokument id:50
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Singajuk som kom sydfra
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 429 - 437
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 16, ss. 42 - 49.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

"Taama allattunga, Aron", 1999, II: 429 - 437: Singajuk qavanngarnisaq; og i

Thisted og Thorning: 'Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... / Måske nogen kunne fortælle ...', 1996: nr. 16 ss. 81 - 88, og 94 - 100, med dansk kommentar s. 320.

 

Forkortet oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II: nr. 1.

Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 111, ss. 453: Singajuk and his Descendants.

 

Fuldstændig oversættelse i Rink 1866 - 71, II: s. 1 - 9, nr. 1.

Resumé: Sydlændingen Singajuk, der er kommet til Kangeq og blevet gift,

får med sin kone tre børn, der alle dør som små. Det fjerde, sønnen

Mangilaq, bliver født for tidligt, og en naboerske håner forældrene

for, at ville holde liv i det. Singajuk beordre da sin kone en længere faste

til fremme for sønnens overlevelse. Den virker, Mangilaq vokser til, får

kajak, som S. forsyner med kraftige amuletter. En gammel kone, der vil

forhekse kajakken, dør med hovedet inde i den. M. udvikler sig og

bliver både vismand og storfanger. En dag træffer han en flot ukendt

kajakmand, som han vil byde hjem på rensdyrtalg. Men da denne er

uvenlig og vil dræbe M., kommer M. ham i forkøbet og sænker senere

liget med kajakken ved en bratning nær Uummannaq (på Nuuk-egnen). M.s

mor beklager sig over, at M. ikke har husket at spise af den dødes

lever (som værn imod den dødes hævn) og lader ham som modgift drikke

tran fra en muslingeskal. Da man intet hører fra den dødes slægtninge,

må den myrdede have været en innersuaq. Derpå tydede også hans fangstblære og

klæder af skinnende hvidt skind og hans lyse øjne. De var ligeså lyse

som en qallunaaqs øjne. M´s mor får efterhånden endnu tre levedygtige

børn, to sønner og en datter. Senere træffer M. under en storm ude til

havs en måge, der lærer ham en sang til at stilne stormen med.

Den bruger han med held og bliver så ivrig en kajakroer, at han bliver

døv og derfor får øgenavnet Tusilartoq. Snart efter bliver han, på sin

mors opfordring, gift, men konen bliver syg, sygner hen og dør, og

Tusilartoq besøger hende ofte i graven, hvor hun med ham deler den mad,

folk har givet hende. Under et besøg giver hun ham et visdomsmiddel,

nemlig en muslingeskal med spildtran fra lampen. Han drikker det, ser

udgangen lukke sig, besvimer og vågner op ude ved siden af sin kajak.

Fra nu af besøger han ikke længere graven (han har fået de dødes

"klarsyn". BS) T. gifter sig igen og får sønnen Aqajaroq. T. tager

nu på rejse nordpå. Imens bliver en af hans to brødre dræbt derhjemme

under en alkejagt. Morderen er Qitoraq, der lader alle sine mandlige

slægtninge gøre sig til medskyldige. Først nu begynder T. at tænke på

drab. Han bliver dog skyldig i sin anden kones død, fordi han en aften,

da han ikke kan sove for sønnen Aqajaroqs gråd, beklager sig over det.

Fornærmet begår konen selvmord, og T. kommer til at afsky sin søn, der

senere bliver bange for sin far og tyr til sin farbror.

Denne drukner imidlertid under en alkefangst, hvor han er taget ud

alene, og da han er en angerlartussiaq, kommer han til live og i land

igen, men desværre hos sin fars fjender i Sydgrønland. De genopliver

ham, forhører sig om hans slægt og dræber ham. Dette får Aqajaroq

senere at vide af morderfamilien, der er på rejse til Nuuk, men ikke

ved at A. er den myrdedes nevø. A., der er døbt Ignatius, må tage sig

sammen for ikke at hævne sig. Han fortæller om slægtskabet og søger at

berolige sine gæster. Men de flygter om natten.

Ignatius får en dødelig byld på skulderen, men kommer sig. Og han

får sig sat i respekt hos sin gnavne far, engang denne under

sommerrejsen beklager sig over regnvejr. I. demonstrerer tavs sin

enorme fysiske styrke, hvorefter Tusilartoq holder bøtte med sine

beklagelser. T. bliver døbt Moorsasi, men kun af navn. Han kan heller

ikke dø rigtigt, hans åndedrag kan ikke fare opad, kun nedad med et

brøl, og han er ved at skræmme livet af sin familie, hver gang han

kommer til live igen. De får ham dog transporteret til Ny Herrnhut /

Nuuk / Godthåb og forsvarligt begravet i Guds Urtegård dér.

Man hører end ikke det mindste fløjt fra ham sidenhen. Senere ligger

Ignatius selv for døden af en byld på ryggen og takker af hjertet for,

at han ikke dræbte sin og faderens fjende, Qitoraq. Det havde han

engang været på nippet til, men havde i stedet harpuneret en sæl,

hvorefter Qitoraq var flygtet.

 

Var.: Singajik / Síngajik / Singajuk / Síngajuk

 

Hist.: Historisk fortælling, en saga om en af de mange sydlændinge, der kom til Kangeq, og hans efterkommere. Ved hjælp af denne og en yngre variant har Gulløv og Kapel, (Folk 1979/80), kunnet lokalisere og udgrave Singajiks første hustomt på

Håbets Ø nordvest for Kangeq. Se Esaias version.

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Om ændringer i opfattelsen af blodhævn fra

før-kristen til kristen tid se Sonne 1982: "The Ideology and Practice of Bloodfeud ...", Études/Inuit/Studies.

Storfangeren fra Aluk, hvis hjerte brast, da han så solen over sin boplads

Print
Dokument id:1393
Registreringsår:1902
Publikationsår:1924
Arkiv navn:
Fortæller:Matiinarujuk (Matînarujuk)
Nedskriver:Olsen, Hendrik ?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Storfangeren fra Aluk, hvis hjerte brast, da han så solen over sin boplads
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, II
Tidsskrift:
Omfang:side 23 - 25
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Håndskr.: KRKB 1, 1(3), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Alungmioq".

Trykt på vestgrønlandsk i

Lynge, Kr. 1938 - 39, Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo, I: 9 - 11.

Søby, R. (red.) 1981 - 82, I: 73 - 75: Alungmioq.

Kort dansk resumé i Rasmussen 1981 (Inuit fortæller), II: 124.

 

Resumé:

Han elsker sin boplads, Aluk, især solopgangen over havet. Sønnen vil

gerne som andre rejse nordpå (langs vestkysten), men den tanke er

faderen ubehagelig. Omsider får sønnen da ja, de rejser nordpå, hvor

sønnen finder landene smukkere og smukkere. Faderen længes hjem, især

fordi fjeldene spærrer for solopgangen. Da de endelig når hjem, sætter

faderen sig uden for i morgengryet og dør i solopgangen. Sønnen

begraver ham på en fjeldtop med havudsigt og forbliver selv i Aluk

resten af sit liv.

 

Var.: Manden fra Aluk.

 

Hist. + Tolkning: Fædrelandskærligheden til Grønland udtrykkes i nutiden ofte med henvisning til denne myte. Man kan dog undre sig over en sådan hjemmefødning blandt fortidens rejsevante grønlændere, og ikke mindst ved Aluk, det ene af de store samlingssteder, hvor syd- og sydøstgrønlændere mødtes frem til ca. 1860 både forsommer (klapmydstid) og eftersommer (alkejagt) til samvær, handel og anden udveksling. Solopgangen over havet ved Aluk sikkert har været en særlig oplevelse for tilrejsende grønlændere fra vestvendte kyster. Endelig kan de emigrerede sydøstgrønlændere, hvoraf nogle nåede til Nuuk området, også have tænkt med hjemlængsel på dette område, der ikke længere var beboet.

Storfangeren Navagiaq, hvis sjæl efter døden vandrede gennem alle dyr, indtil den atter tog bolig i et menneske

Print
Dokument id:1809
Registreringsår:1919
Publikationsår:1921
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:Rosing, Peter ?
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Storfangeren Navagiaq, hvis sjæl efter døden vandrede gennem alle dyr, indtil den atter tog bolig i et menneske
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, I
Tidsskrift:
Omfang:side 118 - 122
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Orig. håndskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 413: "Navangiaq

angússuaq". Renskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 424: "Navangiaq" (med sproglige rettelser og til vestgrønlandsk af Hendrik Olsen eller ?).

 

Resumé:

 

Navigiaq / Navagiaq fanger godt og er gavmild med sine fangster. Han

bliver syg, dør, men mister ikke bevidstheden, kommer til dødsriget,

hvor han længes tilbage til jorden og kryber derfor ind i sin hund.

Han er flov over, at hans kone må fodre ham. Når han helt er hund, ved

han ikke, hvad han gør. Han stjæler af sin kones køddepot, bliver

endnu mere flov, og da han tilmed får prygl, smutter han ud af hunden,

der straks dør. N. flytter ind i en ravn, kommer vidt omkring og kan

stjæle så meget, han lyster. Træt af dette liv flytter han over i et

græsstrå. Han behøver hverken at bevæge sig eller bestille noget, men

da efterårsvinden svinger ham, og han får hovedpine, flytter han over

i en stor hanlaks. Den følger de andre laks op til en sø, og de søger

dybere ned, da søen fryser til. I det tidlige forår synger de

trommesange ved elvens udløb fra søen, og da isen bryder op, svømmer

de ud i havet, hvor N. flytter over i en sortside. Én gang er han nær

ved at blive fanget, men lærer så af sine artsfæller at sætte hurtigt

af ved at sparke bagud mod horisonten mellem himmel og hav. Træt af

dette liv søger han over i en fjordsæl og nyder at se verden nede fra

gennem isen, da havet fryser til. Flere af hans artsfæller blir fanget

ved åndehullerne. N. opsøger sig et fjernt, gammelt åndehul for at

leve i fred, men en dag bliver han harpuneret af en fanger med en

amulet under foden, der gør fangeren usynlig for N. N. blir dræbt og

slæbes til huse. Det kildrer morsomt undervejs. Han flygter rundt i

sin krop for konens ulu, ser en masse tiltrækkende is inde i hende,

smutter fra halsen ind i hendes skød og renser isen ud. Det tar lang

tid, hvor kvinden er utilpas, men så blir hun rask og gravid. Det

ærgrer N., at hun altid sover så længe om morgenen. Han ville gerne ud

og se verden med de andre. Ved fødslen hævner han sig ved at blive

inde. Men et menneske med skæv mund kyser ham, og jordemoderen stikker

hånden ind og kalder ham ud af sit "hylster" (pooq, BS). Under

navngivningen græder han "ungaa" for hvert navn de nævner. Han samler

alle sine kræfter og siger Navagiaq. Han får da sit navn, vokser til

og blir storfanger (som før).

 

Var.: Navagiaq; "sjælevandring"; "navnevandring"; arnattatoq / Arnattatoq

 

Kommentar: Et ritual der skulle rense den fødende for is i livmoderen blev praktiseret indtil sen tid i Ammassalik området. (Joëlle Robert-Lamblin ¤.)

I denne fortælling fremkalder Navagiaq formentlig sin kommende mors første menstruation (isen blir til flydende blod på samme måde som forårsvarmen sender opbrudt smeltende vinteris ud af fjorden.)

 

Tolkning: Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under "sjæl".

Storfangeren Qátârssúnguaq / Qattaarsunnguaq og hans møde med de røde hvalrosser og kæmpebjørnen

Print
Dokument id:1448
Registreringsår:1902
Publikationsår:1924
Arkiv navn:
Fortæller:Martensen, Esaia (Martinssen, Isaja / Isaia)
Nedskriver:Olsen, Henrik
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Storfangeren Qátârssúnguaq / Qattaarsunnguaq og hans møde med de røde hvalrosser og kæmpebjørnen
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, II
Tidsskrift:
Omfang:side 261 - 268
Lokalisering:Ny Hernhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Håndskrift: NKS 3536, I, 4', læg 9: 1 - 14.

Renskrift ved Hendrik Olsen i NKS 3536, II, 4', læg 23, ss. 1 - 17: oqalugtuaq Qátârssúnguamik.

Trykt på grønlandsk i Lynge, Kr. 1938 - 39, Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo, III: 12 - 19.

Ligeledes på grønlandsk i Søby, R. (red.) 1981 - 82, I: 55 - 58, men med flere forklarende indskud end i den oprindelige ordlyd.

 

Kort resumé i Rasmussen, K. 1981, II: 122.

 

Resumé:

Qattaarsunnguaq har hjemme på øen Tulugartalik nær Paamiuts / Frederikshåbs

Isblink, hvor hans hustomt endnu kan ses. Q. besøger ofte i

nordenstorm sin ven i Qimmimiut. En dag møder Q. langt ude til havs

for første gang en af de røde hvalrosser, en han, der kommer ret imod

ham med rejst overkrop. Han harpunerer den, kajakvender, da den

angriber ham, og holder sig med hovedet nede i vandet en stund. Men

dyret har smadret bagenden, hvorfor Q. ror kraftigt til på toppen af

en bølge langt ind mod land. Han får i sidste øjeblik tag i et

klippeskær og rider ind med den næste bølge. Senere ser han endnu en

rød hvalros på fast is i fjorden. Den angribes af en isbjørn, der har

sneget sig ind på den med et isstykke foran sig, og de to dyr tar

efter en lang kamp under vand livet af hinanden. Q. får på den måde

begge dyr. Senere møder han den enorme sermilik-bjørn (isbræ-bjørn),

som han også afholder sig fra at angribe. Men han har derefter altid

disse spændende historier at fortælle.

 

Hist.: En mulig historisk fortælling. Virker delvis autentisk i grønlandsk

regi.

Sydlændingen Ulaajuk

Print
Dokument id:1779
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Sydlændingen Ulaajuk
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 438 - 440
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

 

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 17 ss. 50 - 54.

 

Let forkortet oversættelse i Rink 1866-71, II, nr. 22.

 

Ultrakort version uden slutning på engelsk i

Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 46, s. 280, dvs. den sidste fortælling af tre under overskriften: The Kayakers in Captivity with the Malignant Ignersuit.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

"Taama allattunga, Aron", 1999, II: 438 - 440: Ulaajoq qavanimioq; og i Thisted og Thorning: 'Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... / Måske nogen kunne fortælle ...', 1996: nr. 17, ss. 89 - 92, med kommentarer s. 320:

 

Resumé: Under en fangst forlades Ulaajoq / Ulaajuk af sin fætter Tupittannguaq,

da denne har fået fangst, og U. røves derefter af de onde innersuit,

der bor i et meget langt hus under et skær. U. får sin næse skåret af,

bliver hængt op under loftsbjælken, tilkalder blandt sine blandt sine

hjælpeånder først sin Equngasoq, der straks dræbes af innersuit, og

derefter sine egne innersuit, der hører til de "Øvre", dvs. gode

ildfolk under lavvandsmærket. De overmander de onde innersuit, fører

U. med sig ud, og U., der genopliver sin Equngasoq og får sin næse

tilbage af denne. Han kommer hjem med stærke smerter og modtages af

Tupittannguaq, der løsner remmen, som U. var blevet hængt op i under

loftet. U. sælger stykkker af remmen til kajakdrenge for god

betaling.

 

Var.: Kuvitsina hos innersuit; Maqio; Ujúnguaq, åndemaneren fra Tuapait; Qattaaq; Taatsiarsuaq;  Vennerne 256v nr. 350;

 

Hist.: Hendrik oplyser, at han har fortællingen fra Tupittannguaqs

søn, sydlændingen Conrad, der i på fortælletidspunktet er død. Kristen

påvirkning: Gode og onde innersiut: se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under "innersuit".

 

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Søskendebørn

Print
Dokument id:1077
Registreringsår:1858
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Justus, Peter
Nedskriver:Justus, Peter
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Søskendebørn
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, I
Tidsskrift:
Omfang:ss. 207 - 209
Lokalisering:Sisimiut / Holsteinsborg
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. el. afskrift af orig. håndskrift: NKS 2488, II, nr. 270 eksisterer ikke længere.

Trykt i ældre grønlandsk retskrivning i Rink: Kaladlit Oqaluktualliait, III, 1861: 84 - 88 med et dansk resumé ibid. s. 118 - 119.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

Taama allattunga, Aron, 1999, I: 207 - 209: Oqaluttuaq illunnaarinnik.

 

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 25, ss. 110 - 114 har Rink fortinsvis oversat Kreutzmanns variant men tilføjet en kommentar om Peter Justus' og to andre varianter. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 37, pp. 248 - 255: The Brother who went to Akilinek in search of his Sister.

 

Resumé:

En fætter og hans kusine går altid på rypejagt sammen og løber om kap over en fjeldkam. Hun kommer altid først. En dag er hun der ikke, da han når frem. Han leder og leder forgæves. En dag i indlandet får han i et hus af et gammelt ægtepar det råd at søge sig træ med knudrede årer til en slæde og dygtige trækdyr i en hule med flere etager ovenpå. Han får på den måde træ, en frygtindgydende bjørn, et dyr med klør på ryggen. Slæden laver han, men udyrene bruger han alligevel ikke, kun almindelige hunde. Han tager over havisen til Akilineq medbringende et lille kogekar. Undervejs møder han trælus, der straks fortærer et stykke træ han smider til dem. Men ikke et stykke skind, hvorfor han pakker slæden ind i skind og slipper forbi. Kogekarret forærer han sin kusine, da han finder hende ene hjemme i et hus derovre. Hendes mand med kun eet øje og temmelig meget bredere end mennesker kommer hjem fra jagt og sætter sig skrækslagen og angrebslysten bag konen på briksen. Hun beroliger ham med at fortælle om gaven, som hun siger deres barn har fået af sin onkel. Manden ber så om at få mad serveret og de spiser sammen. Manden spiser mest, og altid helt op af hver ret. De følges på jagt flere gange ud til en våge hvor fætteren får harpuneret en hvidhval så stor, at han når hjem længe efter den enøjede, der endda må hive dyret op over isfoden for ham. Da fætteren længes hjem lykkes det ham med besvær at få overtalte den enøjede til at tage med kone og søn på besøg. Ved ankomsten bliver bjørnen og klodyret så henrykte at de springer frem og tilbage over konebådsstativet, og den enøjede vender om af skræk. Endnu en gang lykkes det at berolige og overtale ham, men så er han for bred til at komme helt ind i huset. Kun med overkroppen kan han være på besøg. Fætteren giver sine udyr besked om at kradse og slå den enøjede fordærvet bagfra, når han kommer ud med ryggen først. Selv hjælper han til med lansen og han dræber også kusinens barn. Hun græder, men han forklarer at sådanne umennesker kan hun ikke være i familie med.

       Derefter følges de igen på rypejagt, men nu er kusinen ikke længere den hurtigste.

 

Var.: Kreutzmann 1997 102 107; Ely Fontain nr. 213; Kristian Hendrik 1860 nr. 4; Bjørn, Knivhale og Savryg.

 

Hist.: Det er helt i overensstemmelse med traditionen at folk, der ikke er rigtige mennesker, ikke kan integreres i rigtige mennesker samfund.

 

Kommentar: Det lille kogekar skal muligvis symbolisere, at fætteren vil have hende med hjem som kone, idet en brudgom undertiden gav sin brud en sådan gave. Ægteskab mellem fætter og kusine var ikke velset. Måske er det derfor man skal gætte sig til kogekarrets betydning. Kusinen dækker i så fald over betydningen med sin erklæring om, at det er en gave til den lille søn. Hendes langsomhed til slut tyder også på, at hun ægteskabet har svækket hende.

The girl and the dog

Print
Dokument id:629
Registreringsår:1936
Publikationsår:1951
Arkiv navn:
Fortæller:Arnaatsoq (Arnaitsoq)
Nedskriver:Holtved, Erik
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:The girl and the dog
Publikationstitel:The Polar Eskimos, Language and Folklore I
Tidsskrift:Meddr Grønland 152(1)
Omfang:side 69 - 70, nr. 11 A
Lokalisering:Avanersuaq / Thule
Note:

Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.

Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side 25 - 26.

 

Resumé: Et ægtepar har en datter, der ikke vil gifte sig. I vrede

derover lader faderen hende få en hund til mand. Hunden begynder

straks at hyle og vil ind til hende.

Faderen gør alt hvad han kan for at holde dem adskilt. Først bygger

han et stillads af hvalkæber, men dem bider hunden over. Dernæst

fylder han et helt remmesælskind med sten, binder hunden dertil og

sejler dattern ud på en ø. Hunden formår at få skindet med stenen til

at flyde oven på vandet, og kommer således ud til pigen. Her

kopulerer de igen. Et stykke tid efter føder pigen en masse børn: To

inuit, to qallunaat (hvide mænd), to qallunaatsiaat (nordboere), to

eqqillit (indianere) og to ulve. Pigens far kommer stadig med mad til

dem på øen. Pigen oplærer hundene og de dræber til sidst deres

bedstefar på opfordring af pigen. Pigen laver skindbåde af kamiksåler

og sender børnene ud på havet. Selv lever hun sammen med sin mand

(hunden) indtil de til sidst begge dør af sult.

 

Var.: Kvinden og hunden. Kvinden der blev gift med en hund. Hunden der tog en kvinde til kone; Tartuneqi; Tartitsinnaaq; The girl and the dog; Kvinden, som fik en hund til mand;

 

Hist.: ifølge Holtved skulle qallunaatsiaat betyde nordboere, dvs. fjendtlige hvide, som det gør i flere vestgrønlandske fortællinger. Men inuit i Thule, der tidligst er indvandret i 1700-tallet fra Kobber-Netsilik inuit området, har næppe selv haft dette betydningsskel mellem qallunaat og qallunaatsiaat. Det kan skyldes fortællinger, som Hans Hendrik (søg på ham) fra Fiskenæsset, Qeqertarsuatsiat, har underholdt med. Se også: "Fortolkningsmuligheder": Holdningsændringer: "Qallunaat" og "Kvinden og hunden ..."

Vedr. forekomster af qallunaatsiaat i fortællingerne se "Fortolkningsmuligheder": Holdningsændringer: "Qallunaat".

The liar Qasigiaq sells his dead mother

Print
Dokument id:1403
Registreringsår:1946
Publikationsår:1951
Arkiv navn:
Fortæller:Pualorsuaq (Pualorssuaq)
Nedskriver:Holtved, Erik
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:The liar Qasigiaq sells his dead mother
Publikationstitel:The Polar Eskimos, Language and Folklore I
Tidsskrift:Meddr. Grønland 152(1)
Omfang:side 227 - 228, nr. 56
Lokalisering:Avanersuaq / Thule
Note:

Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.

 

Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side 90

 

Resumé: Et skib viste sig, og menneskene flygtede i rædsel. Kun

Qasigiaq og hans mor tog ud til skibet. Qasigiaq havde myrdet sin mor

og bundet hende til slæden.

Da han nåede hen til de hvide mænd, sagde han: "Min mor er meget

tørstig, men da hun er døv, skal i blot slå hende." De hvide mænd gav

hende noget at drikke. Derefter gav de hende gaver og så slog de

hende.

Qasigiaq sagde, at de havde slået hende ihjel, og at han forlangte

gaver. De hvide gav ham en masse ting. Så tog han tilbage til sine

fæller.

En af dem blev misundelig på ham. Han sagde: "De hvide kan godt lide

døde mennesker. Jeg dræbte min mor og fik en masse ting. Dræb bare

dine børn!"

Fjolset dræbte sine børn. De som ingen børn havde, dræbte deres koner.

Men de hvide ville ikke have de døde. Qasigiaq havde løjet for dem.

 

Var.: Thalbitzer nr. 226 A: Qasiättak. Qasiádak. Qasigiaq el. Qasiassaq el. Qasiagssaq, fra hele vestkysten.

 

Hist.: Tydelig europæisk påvirkning: Store Klaus og Lille Klaus. Måske nået til Thule området med Hans Hendrik. Se også Inge Kleivans omfattende og grundige artikel om Store Claus og Lille Claus i tidsskriftet Grønland 2005: 243 -275.

The norse foster-son

Print
Dokument id:1730
Registreringsår:1946
Publikationsår:1951
Arkiv navn:
Fortæller:Pualorsuaq (Pualorssuaq)
Nedskriver:Holtved, Erik
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:The norse foster-son
Publikationstitel:The Polar Eskimos, Language and Folklore I
Tidsskrift:Meddr. Grønland 152(1)
Omfang:side 279 - 280, nr. 91
Lokalisering:Avanersuaq / Thule
Note:

Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.

 

Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side 113 - 114.

 

Resumé: Da nordboerne kom, var menneskene meget bange for dem. En af

forfædrene, Tavjunge, besluttede at han ville hænge dem op på en

fjeldvæg for derefter at dræbe dem med sin lanse. Nordboerne flygtede

og glemte deres lille barn. Tavjunge adopterede det lille barn. Når

himmelen blev rød, kunne man høre fostersønnen sige: "Jeg troede, at

jeg aldrig mere skulle have mælk og rensdyrtalg!"

Tavjunges kone fødte et barn. Hun var bange for at lade fostersønnen

holde det, fordi hun troede, at han ville dræbe det. Men fostersønnen

var glad og kærtegnede det nye barn. Han gik udenfor og dræbte en ravn,

blot ved at pege på den. Ravnene gav han til barnet, som legetøj.

 

Var.: Sagnet om Qavdlunâtsiait, Rasmussen.

 

Hist.: Meget usikkert at denne fortælling skulle afspejle samvær med nordboere i Thule-området. Polar-inuit kom formentlig først i Thule-området i 1700-tallet, efter nordboernes forsvinden fra Grønland. Måske stammer fortællingen fra Hans Hendrik fra Sydvestgrønland, der stod af fra Kane-ekspeditionen, giftede sig og boede fem år (1850-1855) i Thule-området.

Tulugartalimmiumik

Print
Dokument id:1780
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Tulugartalimmiumik
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:s. 93, nr. 18
Lokalisering:Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

 

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 18, ss. 54 - 55.

 

Uddrag i Rink 1866 - 71, II: s. 107, nr. 68.

 

Resumé af uddraget: Qataarsuaq ved Tukugartalik ser en hvalros kigge på

ham under armen og ved da, at den vil angribe. Det gør den og med flænget kajak får han fat i en skrænt, lader vandet løbe ud, mens bølgen falder, lader

sig dumpe ned og når hjem, inden kajakken atter fyldes af vand. Han tar aldrig siden på fangst udenskærs.

 

K. Thisteds kommentar: Thisted og Thorning 1996: 321.

 

Hist.: Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Tungavik / Tunngavik

Print
Dokument id:1908
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Tungavik / Tunngavik
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:ss. 193 - 195, nr. 43
Lokalisering:Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

 

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 43, ss. 214 - 219.

 

Let forkortet oversættelse i Rink: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, II: 125 - 126, nr. 109.

 

Resumé: Barneuhyret. Tunngavik vil ikke vokse, skal dysses i søvn af

sine plejesøskende, der passer ham, og han siger først noget som

to-årig, da han vil have den lever, som de to har fået af T.s mor som

babysitterløn til natten.

Han spiser den helt op, beklager sig over, at hans far engang har

slået ham med en narhvaltand, vokser enormt, æder sin mor, begynder

at æde sin far, og folk flygter. Den genner plejebørnene tilbage i

huset. Disse når dog ud og vil op på den sten, hvor folk er flygtet

op, og atter gennes de væk. De kryber op på en mindre sten, afværger

i første gang uhyret (husker det på deres gode gerninger mod det),

der vender sig mod de andre. Stenen hælder, folk falder ned, uhyret

æder dem alle og vender sig atter mod plejebørnene. Men pigen dræber

den med sin venstre kamik. Sammen skærer de to uhyret op, der er så

stopfyldt af mennesker, at deres forældre befinder sig helt ude ved

dets storetæer. Plejebørnene bliver senere samlet op af

forbipasserende.

 

For kommentarer til Rinks version af originalteksten se Thisted og Thorning 1996:

nr. 43, s. 330 - 331.

 

Hist: I de traditionelle varianter har spædbarnet ikke fået klø, men

er blevet sultet eller nægtet fast føde. Kolonisternes undren over, at

grønlandske børn ikke opdrages med klø har åbenbart gjort indtryk på

grønlænderne. Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere):" Opdragelse" og Sonne 1997: Kontrasten mellem Sila som mytisk skikkelse og opdragelsens ideal hos inuit i Canada og Grønland. Idealer i religion og religionsforskning. Red. Lene Buck et al. Museum Tusculanum:49-67.

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Uiarnianik / Om nogle som ville sejle udenom

Print
Dokument id:1789
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Uiarnianik / Om nogle som ville sejle udenom
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:ss. 124 - 126, nr. 27
Lokalisering:Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

 

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 27, ss. 97 - 101.

 

Uddrag  i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II: nr. 33,

ss. 73 - 74.

Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 120, s. 458: Iviangersook travelled all around the Coast of Greenland.

 

Resumé: Iviangersuk rejser landet rundt, først sydpå langs vestkysten

og rundt om Kap farvel til Aluk i sydøst, derfra langs østkysten nordpå til det

forestillede sund fra østkysten til Ilulissat, og sluttelig atter mod

syd langs vestkysten.

I nordøst fanger I.s bror en stor hvidhval, som han deponerer oppe på

en ø, hvorefter de træffer "blandinger" med lyse øjne. Disse

tilbyder deres koner til låns, men de rejsende afslår med en

bemærkning om, at den slags gør de ikke. De rejsende er stærkere end

"blandningerne" i vægtløftning, og blandingerne flygter for dem, da de

næste dag får forevist den store hvidhval, som I.s lillebror har

fanget. Undervejs sydpå fra Ilulissat dør I.s bror og begraves ved

Nuuk.

 

For kommentarer til Rinks version af originalteksten se Thisted og Thorning 1996:

nr. 27, s. 325 - 326.

 

Hist.: Hendrik oplyser, at han har fået historien fortalt af Christian / Kristian

Hendrik fra Kangeq, Arons far, som igen har hørt den af en mand, hvis

navn begynder med Ata- (resten er ikke til at læse.) (K.Th.). Forestillinger om efterkommere af nordboere på østkysten, går formentlig tilbage til kolonisternes første teori om, at Østerbygden måtte findes på østkysten. Den blev endelig elimineret med Konebådsekspeditionen i årene 1884/85.

Kristen påvirkning ses i afslaget på invitationen til

at låne koner, som man tilbød gæster det i førkristen tid.

 

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Ulâjuk

Print
Dokument id:878
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 3536, II, 4', læg 23
Fortæller:Martensen, Esaia (Martinssen, Isaja / Isaia)
Nedskriver:Olsen, Hendrik
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Ulâjuk
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:5 sider
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Første nedskrift (?) ved Hendrik Olsen: NKS 3536, I, 4', læg 10, side 4 - 10:

Ulâjuk.

 

Oversættelse ved Apollo Lynge af renskriften:

Ulaajuk

Det fortælles at Kangeq var blevet Ulaajuks yndlingsboplads. Og fordi Kangeq nu var hans gamle boplads og han ikke flyttede andre steder hen, tog han vanligvis til Kangerluarsuk når man kunne regne med, at ørrederne begyndte at søge op i elvene.

       Når så ørrederne kom op i elvene lod han fangsten flække til tørring, og når de flækkede ørreder var blevet tørre nok, begyndte han at binde dem sammen i bundter. Når han var færdig med bundtningen af tørrede ørreder tænkte han endnu ikke på at stå fjorden ud, for han var også inde i fjorden for samtidigt at få plukket sortebær / revlinger / krækkebær når de var blevet modne, og først når han havde ladet husfællerne plukke bær, så hans konebåd fik fuld last, stod han fjorden ud langt hen på efteråret.

       Engang imellem når det var det han ville, fordi hans husbjælker var blevet for gamle, tog han andre steder hen end til Kangerluarsuk, og det var nordover for at samle drivtømmer.

       Når han var kommet hjem fra Kangerluarsuk, men først når jorden lå dækket af sne, og man ikke længere forestillede sig at få serveret bær, inviterede han mænd på mad. Og hver gang satte han først tørrede ørreder frem og sagde så gerne sådan her når han serverede dem: "Spis jer nu godt mætte i ørreder fanget ikke så langt herfra!" Når de var færdige med de mange tørrede ørreder han havde sat frem, og når dem, de ikke havde kunnet spise, var blevet fjernet, satte han flere fade frem, hvoraf nogle var ret store, og de var fyldt med sortebær, og så hældte han flydende spæk over dem og sagde: "Spis jer nu rigtig mætte i sortebær plukket ikke så langt herfra!" Når han havde trakteret de mænd han havde inviteret med sortebær, og når de var færdige med at spise, var der altid noget tilbage af bærrene, fordi han altid satte flere fade frem til spisingen.

       Ulaajuk holdt meget af at fortælle, og man siger, at når han fik lyst til at fortælle, inviterede han mænd, og når han tog af sted på sin ørredefangst, begyndte hans mange bopladsfæller at snakke om alle de ørreder og alle de sortebær, som de glædede sig til at spise. Det var det Ulaajuk beskæftigede sig med hver sommer.

       Det fortælles at Ulaajuk var meget glad for at fortælle om de ting og hændelser, man kommer ud for og taler om i hverdagen, og derfor havde han altid besøg af nogle af mændene om aftenen. Når han så fortalte løs om forskellige hændelser og begivenheder, kunne han ind imellem lige stoppe op, og så fortsætte, og jeg har hørt følgende beretning - "Det fortælles, at verden engang skal gå under, og når den begynder at gå under", - ja, sådan sagde han til sine gæster, når han fik lyst til at give udtryk for sine tanker - så ville Ulaajuk selv tage en masse tørret kød med og klatre op på toppen af Hjortetakken og netop med en masse tørret kød og flydende spæk. Når han så var kommet op på toppen af Hjortetakken ville han spise tørkød mens han kiggede ned på sin mange medmennesker. Der var naturligvis ingen af hans mange gæster der gav ham ret, for de kendte ikke til sagen, og da han havde sagt det, udbredte han sig ikke videre om det sidenhen.

       Engang da de drog til Kangerluarsuk på ørredfangst, og da de havde fanget, tørret og sammenbundtet ørrederne, ventede de til sortebærrene var blevet modne, og da de havde plukket en mængde bær og efterhånden syntes der var nok, stod de omsider ud af fjorden sent på efteråret. Da de var kommet hjem og bærsæsonen var forbi, sagde han en aften til sine husfæller: "Aftenerne virker for lange når man ikke har nogen at tale med, gå nu ud og inviter nogle mandfolk på ørreder og sortebær, hvis de har lyst." Så gik hans husfælle ud og inviterede alle de mænd, der boede nordligst, for lige da hun gik ud havde Ulaajuk sagt: "Du inviterer først dem der bor nordligst; bagefter inviterer vi så dem der bor sydligst." Naturligvis kom de alle straks de var blevet inviteret. Da de alle var kommet sagde Ulaajuk til sin kone: "Vi har jo ikke andet at byde på, så tag en med ud og hent ørreder og sortebær!" Nu gik konen ud sammen med en anden, og da de kom ind igen havde de store bundter af ørreder og masser af sortebær med. Han satte det frem og sagde som han plejede: "Spis jer nu rigtig mætte i ørreder og sortebær, der er skaffet ikke så langt herfra!" Så spiste de mange mænd ellers løs af sortebærrene, men som sædvanlig nåede de ikke at spise alt der var sat frem. Først bagefter, da de havde spist, sagde Ulaajuk: "Det kan være I har glemt det. Men da jeg efterhånden tænker mere og mere på mig selv, har jeg gået og tænkt over det jeg sagde til jer, da I var på besøg for bare et par år siden, men siden har glemt." Ingen af gæsterne havde selvsagt noget at sige til det. I stedet kiggede de vedholdende på ham, og så fortsatte Ulaajuk: "For et par år siden inviterede jeg til spisning på ørreder og sortebær, og så fik jeg stor lyst til at give udtryk for mine tanker, og jeg er kommet i tanker om mine ord og noget, jeg aldrig har tænkt over før." Hans gæster sagde stadig ikke noget og kiggede fortsat på ham, og det blev de ved med da Ulaajuk sagde: "Jeg sagde noget om noget jeg havde hørt, og pludselig sagde jeg følgende uden at lægge noget særligt i det: Når verden begynder at gå under, vil jeg bestige Hjortetakken og medbringe masser af tørret kød og flydende spæk. Så vil jeg sætte mig til at kigge ned på mine mange medmennesker, mens jeg spiser masser af tørret kød dyppet i spæk. Dengang jeg sagde det forstod jeg ikke selv betydningen af det, men senere, da vi kom til Kangerluarsuk kom jeg i tanker om det og har siden ikke kunne glemme det." Og han fortsatte: "Mon ikke jeg derved selv har forudskikket mit endeligt?"

       Da vinteren var omme og det blev sommer, mente Ulaajuk at det var ved den tid hvor ørrederne ville søge op i elvene. Og som altid tog han på ørredfangst i Kangerluarsuk. Da han som vanlig havde fanget ørreder og fået plukket sortebær dér, og de næste dag skulle hjemefter, gik de i seng. Hen på aftenen blev Ulaajuk syg for første og eneste gang. Hans sygdom blev stadig værre hen imod morgenen, hvor hans kone og husfæller talte med hinanden: "Da han er vores eneste forsørger, vil det nok være det værste hvis der sker ham noget her i det øde. Vi må nok hellere prøve at få ham hjem til hans yndlingssted, Kangeq." De gjorde klar til rejsen og så roede de ud af fjorden. På vej ud ved Ivittarfik begyndte Ulaajuk at tale i vildelse. De var nået ud af fjordmundingen da han var begyndt på det, og så sagde hans kone: "Når et menneske er kommet i den tilstand han er i nu, er det ikke længere tilrådeligt at transportere det. Lad os slå lejr for ham her." De slog så lejr på et sted med en lille rullestensstrand. Da de havde rejst teltet, begyndte Ulaajuk at trække vejret ret uregelmæssigt, og så døde han. Da han var død sagde hans kone: "Vi har ikke for vane at transportere døde mennesker sammen med forråd af mad. Det er min mand her jeg tænker på. Der er jo plads allevegne, så lad os begrave ham her." De syede ham ind i ligskind og næste dag begravede de ham. Selvfølgelig drog de ikke videre samme dag, for konen ville ikke forlade sin mand. Først næste dag kom de hjem til Kangeq. Det fortælles, at det var Ulaajuks udsagn, der havde virket således ind på hans videre skæbne, at han fik sin grav på nordsiden af fjordmundingen under Hjortetakken. Det fortælles også, at landet dér tidligere hed noget andet, men derefter fik det den afdødes navn og blev kaldt Ulaajuk.

Var.: Ulaajuk

Hist.: Fortælling om historisk person. Om Ulaajuk går der en del fortællinger.

Ulitarlu Piguiarsuarlu / Ulitaq og Piguiarsuaq

Print
Dokument id:1792
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Ulitarlu Piguiarsuarlu / Ulitaq og Piguiarsuaq
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:ss. 135 - 137, nr. 30
Lokalisering:Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

 

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 30, ss. 114 - 118.

 

Uddrag i Rink 1866 - 71, II: s. 9 - 11, nr. 2.

 

Resumé: Ulitaq og Piguiarsuaq er brødre og bor Ilulissat. De hævner

mordet på deres lillebror og blir massemordere.

Endog en hel konebåd med kvinder, der har hentet kvan på Disko, skærer

de i sænk. De hører om dåbsmuligheder ved Nuuk og møder undervejs

Tusilartoq, som de ser dræbe en hvalros i eet kast med en harpunspids

af ben. Ham tør de ikke gøre noget. De optages hos herrnhuterne,

bekender alle deres mord, døbes, og klarer derved frisag. De lever

livet til ende uden at nogen har hævnet sig på dem.

 

Hist: Thisted og Thorning 1996: 326: Hendrik oplyser, at han har fortællingen fra en vis Silarsi, der var den ene af de to brødres barnebarn.

 

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Unneq, den sidste angakok i Qoornoq

Print
Dokument id:46
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Unneq, den sidste angakok i Qoornoq
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 444 - 446
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

 

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 32 ss. 128 - 131.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

"Taama allattunga, Aron", 1999, II: 444 - 446: Unneq angakkoq kingulleq - Nuup kangiani Qoonumi; og i

Thisted og Thorning: 'Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... / Måske nogen kunne fortælle ...', 1996: nr. 32, ss. 141 - 143, med dansk kommentar s. 327: se Resumé ndf.

 

Blandet oversættelse og referat i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II, nr. 23,

der også er trykt i Rasmussen, Knud 1981: Inuit Fortæller, II, ss. 32 - 34.

 

Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 116, s. 456: Kuinasarinook / quinassarinooq.

Resumé: De sidste åndemanere på Nuuk-egnen opregnes, men fortællingen

beretter kun om åndemaneren Unneqs bedrifter, og de lokaliteter de er foregået ved.

Han bor i Qoornoq. Under en seance besøger han på åndeflugt folkene

ved Pisissaarfik og trues på hjemvejen af Aappilattoq-fjeldets ånd

Amaarsiniooq, der lyser og ligner en rovfugl i flugten. Unneq tager da

turen hjem under vandet, og under sin næste seance tilkalder han

Amaarsiniooq, der fortæller om Uummannaq-øens onde fjeldånd,

"Kilderen", som Amaarsiniooq selv har slået ihjel, fordi den dræbte et menneske.

Således får man omsider både forklaringen på den mand man fandt død og

nøgen med iturevne klæder ved dette fjeld og sikkerhed for, at man

ikke længere behøver at frygte "Kilderen". Under en anden seance

fortæller Unneqs innersuaq, at han omsider har fundet sin lige blandt

dagslysets børn (rigtige mennesker). Det er en fanger fra Qaarusuk

(Bjørneøen), der kan klare sig i kajak i alt slags vejr og ror frem og

tilbage til Kangeq på alkefangst på samme dag. Således erfarer nu

denne mand, at han i det skjulte har følge af denne innersuaq og er

hans ligemand. Om samme mand fortæller man iøvrigt, at han er den

eneste, der fisker enorme oppustede rødfisk på så dybt vand, at linen

fylder hele hans kajak. Derfor kalder man denne rødfisk for "Qaarusuks

storfangers fisk".

 

For kommentarer til Rinks version af originalteksten se Thisted og Thorning 1996:

nr. 32, hvoraf det fremgår, at originalens sidste episode er udeladt i Rinks resumerende oversættelse. Rasmussens brug af Rink viser, at han (Rasm.) ikke har set det det originale håndskrift.

Episoden har ikke Unneq men den stærke fra Qaarusuk som hovedperson. Denne angribes ude i kajak af en berygtet lystmorder, en sydlænding. Men Qaarusuk-boen får overtaget og vipper angriberens kajak op og ned i vandet, indtil overkroppen skilles fra underkroppen. De øvrige sydlændinge er taknemmelige for at være sluppet af med ham.

 

Var.: Unneq

 

Hist.: Historisk fortælling i traditionelt regi.

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Upernawikfolk, som rejste op til Awanersawaq

Print
Dokument id:761
Registreringsår:1952
Publikationsår:1955
Arkiv navn:
Fortæller:Marteeraq (Martêraq)
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Upernawikfolk, som rejste op til Awanersawaq
Publikationstitel:Inegpait
Tidsskrift:Meddr Grønland 90(2)
Omfang:side 111 - 112
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 57 - 58 og 90

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 63 og 98 - 99.

 

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

Resumé:

Marteeraqs oldemor, Liisa (f. ca. 1800), fortalte om besøget af Suersaq (Hans Hendrik / Henrik) og hans polareskimoiske kone, Meqo / Mequ i Upernavik, at han/hun? bar hue inden døre fordi han/hun? netop havde mistet sin mor. Liisa havde da sagt, at før hun blev døbt overholdt hun også sådanne tabuer ved dødsfald. Hun fik så at vide at tabuet med at dække hovedet varede et helt år i Thule-området ligesom tidligere ved Up. Liisa serverede sælkød, som ægteparret nød, og på Liisas spørgsmål, om de kendte Tuluvaq, der var flygtet for epidemien nordpå, svarede Mequ at hun nedstammede fra ham. Han var nu ikke kommet med slæde, men med konebåd, og mens de i flere dage sejlede langs med indlandsisen havde de med mellemrum sænket sælhundetarme for at slippe frelst forbi.

Da epidemien kom, boede Tuluvaq med familie på Kittersaq / Kídersaq ud for Nuussuaq. Man vidste at der boede folk i Thule-området fra folk, der nu og da kom på besøg. Og det store fjeld, Tuttulissuaq midt langs Melvillebugten, kunne ses fra den nordligste del af Upernavik-distriktet i godt vejr.

 

Hist.: Et eller andet må være husket eller overleveret forkert. Hans Hendrik var absolut ikke udøbt. Han stammede fra Fiskenæsset og mens han fra 1855 - 1860 boede i Thule-distriktet, gjorde han sit bedste for at missionere blandt sin unge kones landsmænd. Fra 1860 boede han med Meqo og børn i Upernavik-distriktet i 10 år, indtil familien blev engageret som tolke i en (ny) ekspedition. Søg på Hans eller Hans Hendrik og Thule.

Usugannguamik

Print
Dokument id:1772
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Usugannguamik
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:ss. 47 - 52, nr. 1
Lokalisering:Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 1, ss. 1 - 4.

 

Ret tekstnær oversættelse i Rink: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, II: nr. 108, s.123 - 125.

 

Resumé: Usugannguaq bor på Kitsissut ved Nuuk og er en stor åndemaner / angakkoq.

Han rejser til sine seancer et særligt telt inde i huset, og hans

ånder er alle skræmmeånder:

1. Aqajannguaq fra Saarloq i Godthåbsfjorden.

Aq. gik qivittoq pga. sin plejefar, Tulimaak, hvis navn han altid råber på

under seancen for at hævne sig på alle med samme navn. Men to mænd, som Us. har ladet stille sig op på briksen, leger kispus med Aq. og narrer ham.

Dennes hund, der lyser som ild, bider huller i teltstænger og -skind.

2. U.s døde bedstemor,

der bydes indefor gennem husgangen. Når hun bliver for farlig jages

hun ned i jorden af U.s Equngasoq.

3. U.s Kivingaq fra den dybeste havbund,

der kaster smukke sten dernedefra mod U., hvis tilhørerne selv tager deres tabte mad op fra gulvet.

4. U.s orm Kullugiaq, som

han lader sig udsuge af, for derefter atter at få blod i kroppen.

U. betales ofte blot for sine seancer.

 

Hist.: Usugannguaq er en historisk person fra det sene

1700-tal.

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

 

Kommentar: Ritualer med blod, der vælter ud og forsvinder er fælleseskimoiske.

Indkastning af sten på gulvet forekommer et sted i Poul Egedes relationer, 1939:24f; 1971:28, og i en anden beskrivelse af en seance:  Maratsi bliver stenet af sin tôrnârdik / toornaarsuk; måske er ritualet beslægtet med et andet, der går ud på under seancen at standse den nedrullende kampesten, Aqajarormiorsiorpua, der truer med at knuse huset.

Utoqqannguanik / Om et par gamle mennesker

Print
Dokument id:1788
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Utoqqannguanik / Om et par gamle mennesker
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:ss. 123, nr. 26
Lokalisering:Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

 

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 26, ss. 96 - 97.

 

Oversættelse i Rink 1866 - 71, II: s. 73, nr. 32.

Resumé: Et gammelt ægtepar overvintrer alene. Manden fanger godt. En

dag får de besøg af fem mænd, hvoraf den ene er i stribet pels, og da

de skal bespises med friskkogt kød, skynder han hele tiden på sin kone

ved at skubbe hende i siden. Da kødet serveres siger gæsterne: "Fadet

hælder jo". Og de skynder sig ud, hvor de løber op ad en skråning og

stiger til vejrs som stjernebilledet "Qiluttussat", Plejaderne.

 

For kommentarer til Rinks version af originalteksten se Thisted og Thorning 1996:

nr. 26.

 

Var.: ID 103, 1431, 1782, 1977, og 2329, hvor varianterne sammenlignes.Søg også på: fadet hælder; halvmenneske; illukoq; illuinnaq: Ittuku.

 

Hist.: Hendrik er ret fascineret af stribede dyr, der dukker op i flere af hans fortællinger. Samuel Kleinschmidt beskrev fremmede vilde dyr på grønlandsk i 1863 (ûmassunik), men først fra 1868, og især i 1869 kunne man se flotte billeder af disse dyr i Atuagagdliutit. Hendriks fortælling er fra 1867, hvorfor det formentlig kun er beskrivelsen af dyrene han kan trække på.

 

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

 

Tolkning: For en tolkning af traditionens hældende fad, se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Det hele menneske." Balance.

Utoqqannguit erneranik / Den gamles søn

Print
Dokument id:1795
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Utoqqannguit erneranik / Den gamles søn
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:ss. 144 - 145, nr. 33
Lokalisering:Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

 

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 33, ss. 128 - 131.

 

Oversat uddrag i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II: nr. 36, s. 77.

Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 122, s. 459: An Old Man lost his only Son.

 

Resumé af uddraget: En gammel mand mister sin eneste søn og forsørger

under renjagt. Han begraver ham, går atter derind af sorg, møder en

indlandsbo der kommer "roende" i tågen og intet vil fortælle ham til

adspredelse af sorgen. Den gamle slår indlandsboen ihjel og nedsænker

ham i fjordvandet foran sønnens grav. Senere træffer hen den dræbtes

forældre derinde. De sørger. Manden mærker deres døde søn gøre sig

bemærket under vandet ved stranden, finder på en undskyldning, ror

derfra uden hastværk, sætter farten op, da han er ude af syne, og når

hjem; men han besøger ikke siden sin søns grav.

 

For kommentarer til Rinks version af originalteksten se Thisted og Thorning 1996:

nr. 33, s. 328.

 

Hist.: Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Utoqqannguup erneranik Anartumik / Anartoq, søn af en lille gammel mand

Print
Dokument id:1799
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Utoqqannguup erneranik Anartumik / Anartoq, søn af en lille gammel mand
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:ss. 163 - 164, nr. 36
Lokalisering:Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

 

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 36, ss. 163 - 166.

 

Oversættelse i Rink 1866 - 71, II: s. 67 - 68, nr. 27.

 

Resumé: Anartoq er så dygtig til at vende i kajak, at han ikke gider gøre det på vanlig vis. Han kan i stedet krybe ud af den under vandet, komme op efter luft, dykke og krybe ind i kajakken igen.

Under en renjagt sammen med sin far i dennes yndlingsfjord jager A. rener i kajak i en bagved liggende indlandssø. Her blir han gang på gang skubbet omkuld af en rentyr, som misundelige slægtninge har forhekset. Han klarer sig på ret køl igen flere gang med sit kunststykke, men til slut lykkes det rentyren at drukne ham. Han besvimer, vågner op og er nu optaget blandt laksene. Han sulter i begyndelsen, men de andre laks lærer ham en

formular, der kan forvandle små hvide sten til talg. Af dem lever han fedt og godt hele vinteren. Om foråret, da isen er smeltet så meget at laksenes ældste også kan kan komme ud af fjordmundingen, går han med laksene ud i havet og i sensommeren tilbage i faderens yndlingsfjord. Her er faderen taget ind, grædende i sorgen over sin mistede søn. På vej tilbage ud af fjorden A. bider i sin grædede fars åre. Faderen siger straks hans navn, og

at han vil bide sig godt fast. Men det gør A. først anden gang, hvor det

lykkes faderen at få ham op. A. er atter blevet menneske og sit gamle

jeg, fordi han er en angerlartussiaq - og, tilføjer Rink, fordi han sikkert havde en lakseham eller anden amulet af en laks.

 

Var.: Anarteq; Anartoq

 

For kommentarer til Rinks version af originalteksten se Thisted og Thorning 1996:

nr. 36, s. 329.

 

Hist.: Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

 

Tolkning: For "angerlartussiaq" søg det i basen, og se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under

"Piaaqqussiat".

 

De små hvide sten som laksene forvandler til talg er interessante, fordi de - især i østgrønlandsk sammenhæng - også associeres til fedtstof, spæk, til ildgnister og - i eet tilfælde - en flynder. Søg på orsugiak. Sjældne, små, kuglerunde sten tillagdes befrugtende virkning i Østgrønland. De var faldet fra himlen, nærmere betegnet fra (rummet) bagved qilaq, "himmelhvælvingen", ned i jordens skød. Lagde en barnløs kvinde en sådan sten i bukserne under kønsdelene og fremsagde en formular, der med ønskets styrke forvandlede det til et foster, blev hun gravid (Thalb. 1923: The Ammassalik Eskimo II, Medd. o. Grønland: 249, 273f).

Utorqánguaq / Utoqqannguaq

Print
Dokument id:1816
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 409
Fortæller:Salomon
Nedskriver:Heilmann, Nette
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Utorqánguaq / Utoqqannguaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:9 sider, uafsluttet
Lokalisering:Qaarusuk / Bjørneøen: Nuuk / Godthåb
Note:

Renskrevet af Hendrik Olsen: NKS 3536, I, 4', læg 11.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Den lille ældre mand.

Det fortælles om den lille ældre mand, at han lige fra sin ungdom boede på en vinterboplads helt for sig, og at han aldrig havde haft nogen bopladsfæller. Han var en dygtig fanger og led aldrig nød, heller ikke om vinteren, selv om han var ene om fange.

 

Så skete det, at hans kone blev gravid og fødte en søn, som de tog sig godt af. Da han blev så stor, at han kunne begynde at ro i kajak, trænede de ham, selv om han endnu var lille. Han blev fortrolig med at ro i kajak og begyndte at fange sæler. Efterhånden som han voksede til, blev han endnu stærkere, og til sidst blev han en stærk mand. Da var faderen ikke længere betænkelig ved at have ham som eneforsørger, og selv tog han så ikke længere ud på fangst. Men sønnen tog ud, uanset om vejret var stille eller stormede.

 

Sommeren var forbi og det blev vinter. Man var gået ind i det nye år, hvor der mest blæste en kraftig nordenvind. En aften, efter en dag med smukt vejr, gik de i seng og vågnede om morgenen til en kraftig brusen. Deres stærke søn stod op, gik ud og kom tilbage med sin helpels. Lillefar stod også op og gik udenfor. Nordvestenvinden var nået helt frem til kysten. Netop som lillefar var på vej ind i huset, kom den store søn ud for at tage på fangst.

 

Hjemme ventede de så på, at han skulle komme tilbage. De ventede og ventede, men han kom ikke. De kom til at savne ham forfærdeligt, hans forældre, mens de endnu nød godt af alle de sæler han havde fanget, og alle de ammassætter han havde samlet til vinterforråd. De plejede jo at tage på ammassætfangst ved den tid, hvor ammassætterne var kommet helt ind til stranden for at gyde, og når de havde gjort dem klar til vinterforråd, at gemme dem hen i deres depot.

 

En vinter, hvor det var begyndt at gå mod lysere tider, men hvor vinteren alligevel var på sit strengeste, vågnede de en morgen til en kraftig vind fra sydøst. Da vinden om aftenen var stilnet noget af, gik de i seng, og da de næste morgen vågnede, var der slet ingen blæst at høre. Lillemor stod op før sin mand og gik ud og blev klar over, at vinden havde lagt sig. Hun kiggede ned mod stranden, hvor hun opdagede en stor, sort klippe af form som en fjeldryg. Hun havde aldrig før set noget lignende på stranden. Det forekom hende helt fremmedartet. Da hun kom ind, sagde hun til sin mand: "Lige neden for ligger noget blankt noget, der ligner en fjeldryg. Jeg ved ikke hvad det er for noget." Da manden hørte det, gik han ud og opdagede, at der var drevet en hval ind neden for huset. Han gik derned, og da han havde set nærmere på den, gik han op igen. Han gik ind og sagde til sin kone: "Tag og slib alt vi har, der kan skære." Da alt var blevet skærpet, gik han ned og gav sig til at flænse hvalen. Da de så mente, at de havde fået kød nok og de også efter en lang dag var trætte, bar de kødstykkerne længere op på stranden. Da de nu på vej op til huset så sig tilbage, opdagede de, at det sted på hvalen, hvor de havde skåret kød ud, ikke synede af meget mere end udskæringen af en sål i et stykke såleskind. Og de fik rigeligt at gøre med at flænse. Endelig, efter omkring en måned, blev de færdige. Så tog de fat på at bære kød op, og de lagde stykkerne spredt på klippestykkerne, fordi de ikke ville have dem liggende under sneen, så de rådnede. Da de havde båret dem op, var de endelig færdige, og efterhånden som kødet blev frossent, spiste de det råt.

 

Der kom aldrig et menneske og besøgte dem. Så en aften de sad og hyggede sig, snakkede de om det: "Uden for har vi masser af mad, som vi ikke når at spise lige med det første, og der bor ellers mange mennesker i vores omegn. Bare dog nogen ville dukke op, som kunne spise løs af al den mad. Ja, og i gamle dage, det hører man da, fik vores forfædre besøg af dyr i menneskeskikkelse. Men den slags

besøg får man åbenbart ikke nu om stunder."

 

Da foråret kom og solen havde fået mere magt, gav de sig til at flække flænsestykkerne fra hvalen op og lægge dem til tørre på klipperne. Da de var tørre nok, bandt de dem sammen og lagde dem i deres depoter.

 

Sommeren gik og vinteren kom. En aften sad de som sædvanlig og hyggede sig og da det blev sent, hørte de pludselig nogen træde ned på taget bagfra. De stirrede på hinanden. Dernæst hørte de også nogen komme op på taget, så endnu en, og så lyden af endnu en, en med ganske lette trin. Nu hørte de trin i retning af husgangen, og så endelig en på vej ind i huset. De sad bare og stirrede mod indgangen. Og mens de sad der med stive blikke på indgangen, kom en ældre mand til syne med et gevaldigt skæg. Efter ham kom hans kone og efter hende en ung kvinde, de to sidste med bukser af renskind (siuraatuvinatiangut: Det har noget at gøre med sioraatsut, kvindebukser af renskind. Olsens renskrift har det ikke med, CB). Den sidste, der kom ind, var en meget lyshåret ung kvinde med ganske blå øjne, og tilmed havde hun en høj og fyldig hårtop.

 

Den lille ældre mand og hans kone tog meget gæstfrit imod dem. De bød dem sidde på gæstebriksen. Og de satte sig, den lyshårede yderst mod indgangen. Det var som om gæstebriksen var lavet til dem.

Den lille ældre mand sagde til sin kone: "Sæt noget tørkød frem til dem, det er måske noget de kan lide." Så snart konen satte maden frem, langede de til den; men ikke den lyshårede. Så sagde den mandlige gæst: "Hun er under tabu og må ikke spise den slags. Men hvis I har noget under brikseskindene, kan I servere noget af det for hende." De trak noget hø frem fra fodenden af briksen og lagde det på gulvet foran hende. Rystende af iver kastede hun sig over det og spiste løs. Da de havde spist, gav den mandlige gæst sig til at fortælle:

 

"Nu det er blevet vinter er vi jo begyndt at færdes overalt og komme til steder, hvor vi normalt ikke kommer. Da vi helt og holdent får vores føde fra jorden, lever vi i overflod om sommeren, når sneen er forsvundet. Når sneen er borte går vi og spiser hele tiden, og når vi er mætte lægger vi os på jorden og tygger drøv. Men nu der er kommet sne færdes vi overalt og søger efter steder, hvor der er mest føde at finde. Sommetider, når vi har gravet ned i sneen og er så uheldige ikke at finde noget spiseligt, har vi brugt vores klove helt forgæves. Vi kan ikke takke jer på anden måde end med dette råd: Hvis du til sommer skal på renjagt dér, hvor du plejede dengang du var ung, vil du i den sænkning, der er længst væk, se tre rener og en hare, - et renpar og en kalv samt en hare. Dem kan du fange." Med de ord rejste han sig og sagde: "Lad os gå inden det blir morgen."

 

Den lille ældre mand og hans kone kunne ellers godt have tænkt sig at gæsterne var blevet noget længere, men så lige pludselig gik de altså. Da de sidste var på vej ud, lagde han mærke til at rumpen var hvid. Straks de gik ud, tog den lille ældre mand sit overtøj på og fulgte efter. Han nåede lige at se en stor renbuk med sin ko forsvinde bag en høj oven for huset.

 

Da vinteren var omme og det var blevet højsommer, hvor renernes pels var bedst, tog den lille ældre mand af sted på renjagt. Og som gæsterne i vinter havde anbefalet ham, tog han derhen hvor han som ung jagede rener om sommeren. Det var i tre sænkninger, der lå i forlængelse af hinanden. De tog ind i fjorden, og da de kom til deres sommerplads, tog han ikke straks ud efter rener, fordi hans planer om det ikke passede med det tidspunkt af dagen. Næste morgen tog han tidligt af sted. Han gik gennem den første sænkning uden at se andet end meget gamle spor af dyr. I den mellemste sænkning var der flere spor, men ingen friske. Han havde stadig ikke set noget dyr, da han var på vej mod den yderst beliggende sænkning. Ad indfaldsvejen kom han så ind i området og gik nu på bunden af sænkningen. Dér fandt han friske spor af en renbuk og en renko og gav sig til at spore dem op. Midt i det hele opdagede han også friske spor af en hare i den sandede og lerede jord. Så gav han sig også til at spejde efter haren. Da han nåede den fjerneste ende af sænkningen, steg han op ad skråningen og startede udefter på solsiden. Da fik han i det samme øje på en stor renbuk, der langsomt bevægede sig op ad skråningen mens den småspiste. Han så nærmere efter og fik øje på koen, der gik og småspiste lige i nærheden af bukken. Han sneg sig fremad for at få dem fra et sted oven for dem. Men så fik han også øje på en lille hare, der endu mere uforstyrret (taqamivog) nussede rundt. Han gik væk fra den og listede sig ind på renerne. Helt inde på livet af dem spændte han buen og sendte pilen af sted. Da han havde skudt renerne, kiggede han efter haren og fandt den skam på samme sted som før. Han brugte sin sidste pil på den, tog den op og gik så hen til renerne. Han gik i gang med at flå dem, og da han var færdig tog han så meget

af kødet på ryggen som han kunne bære, og begav sig hjemover efter at have dækket resten af kødet til med sten. Dagen efter tog han sin kone med derud til kødet. De skar det i tynde skiver, tørrede det, og da det var tørt nok, tog de det på ryggen og gik ud til deres sommerlejr. Nu skulle han ikke mere på jagt, og de tog hjem til deres vinterboplads.

 

Den lille ældre mand var aldrig siden på renjagt. Det blev hans sidste fangst.

Man siger, at da disse rener, som han senere fangede, var på besøg, kaldte de sig Alloq, Arpaleraaq og Quaq. Og de var altså så taknemmelige for den mad, deres værter havde bespist dem med, at de gav sig selv for at gøre gengæld. (Hér slutter originalen, men renskriften fortsætter:) Det fortælles, at de to ældre mennesker blev meget gamle i deres lille hus på stadig samme vinterboplads, og at de døde samtidigt.

 

Var.: Der er talrige fortællinger om besøg af dyr i menneskeskikkelse - omvendt, af mennesker på besøg hos sådanne - mest fugle (ravn, måge fx), og af dyr mest bjørne.

 

Komentar: Der blir under ovennævnte besøg altid serveret mad, hvoraf noget er uspiseligt for gæsten / gæsterne. Men måltidet resulterer sjældent i gengældelse som hér. I den henseende falder fortællingen i tråd med de mange om uforsørgede stakler, der finder nyligt døde fangstdyr el. kan "trylle" dem frem, eller får hjælp af dyr el. ånder i menneskeskikkelse. Se fx: En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn; Nakataamilaarpara. Den forladte kvinde med plejedatter. En fortælling (om en haj der forsørgede forældreløse); De, der havde fangstplads på den anden side af briksen; Hajfisken som forsørger; Two deserted ones get meat from guests; Kunuanannguaq; De forladte børn, Kragh nr. 64;

Utorqanguaq panisualik / Utoqqannguaq panissualik / Den lille gamle med den store datter

Print
Dokument id:1791
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Utorqanguaq panisualik / Utoqqannguaq panissualik / Den lille gamle med den store datter
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:ss. 130 - 134, nr. 29
Lokalisering:Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

 

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 29, ss. 106 - 114.

 

Uddrag i Rink 1866 - 71, II: s. 74 - 76, nr. 34. Kvinden og

hajfiskens børn.

 

Resumé af uddraget:

Forældrene vil ikke tillade deres eneste datter at

gifte sig. Under foregivende af at tage på bærtogt ligger hun i med

en haj, føder ti hajunger og sætter dem ud i havet, hvor hajfar passer

dem og dagligt bringer hende en halv sæl. Hendes forældre blir gamle

og dør, mens ungerne vokser til og fanger til hende. Den ene, der

hedder Siutaaq, er meget hurtig og dygtig. Han bliver såret under en

tur nordpå til en dræbt hval, da han flænser sig et stykke til

moderen. Hun må langt sydpå efter et sårhelingsmiddel, en stump af en

urinbalje, som hun får af en kvinde dernede. Hun forbinder såret med

stumpen, omvikler det med hvalbarde, og lige siden har hajer lugtet

stærkt af urin. Sammen med de andre hajer hævner S. sig på den, der

sårede ham, blir dernæst en dristig fanger, men overmandes dog af en

kaskelothval, der bider halen og dernæst finnerne af kroppen. Da

mister S. bevidstheden.

 

For kommentarer til Rinks version af originalteksten se Thisted og Thorning 1996:

nr. 29, s. 326.

 

Var.: Haj som forsørger; Hajfisken som forsørger;

 

Hist.: Hendrik har hørt fortællingen af sin morfar, Isak, der døde

meget gammel.

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Vildgæssene, som gav den blinde synet

Print
Dokument id:1375
Registreringsår:1919
Publikationsår:1921
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:Rosing, Peter ?
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Vildgæssene, som gav den blinde synet
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, I
Tidsskrift:
Omfang:side 312 - 317
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Orig. håndskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 413: "Ninganilât

najagît kanganisaranilo". Renskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 424:

"Ningãnilât" (med sproglige rettelser og til vestgrønlandsk af Hendrik Olsen eller ?).

 

Resume:

En ung mand og hans lillesøster lever alene sammen med deres

bedstemor. Han fanger en hvid, ung remmesæl, som hans bedstemor vil ha

bukser af. Han har brug for remme og får sin vilje, men mens hun

bereder skindet befaler hun det at blinde ham, når han skærrer det ud.

Det sker. Næste forår hjælper hun ham med at nedlægge en stor

hanbjørn, der er kommet tæt på huset. Hun lyver om, at han har dræbt

den, mæsker sig i kødet og gir kun en smule til pigen, som hver gang

gemmer lidt til sin storebror. Han ber hende en dag føre sig ud på en

bjergtop og hente ham efter tre dage. Mange fugle flyver forbi, men en

flok på seks vildgæs slår sig ned hos ham, fortæller ham sandheden om

hans blindhed, og gør ham seende igen, idet de efter tur klatter på

hans øjne og tørrer skidtet væk med vingen igen. Da søsteren har hentet

ham, og bedstemoderen i huset spør til hans tilstand spiller han stadig

blind, men siger at han i en drøm har set den bov, det skind, og det

lår af bjørnen, som han netop har set på vej ind. Bedstemor mener, at

det må være bjørnen, der har forhekset ham. Han peger da på skinken

under briksen, afslører at han er seende og bliver tilbudt kødet. Det vil han ikke røre og går ud, hvor en flok hvidhvaler netop passerer.

Han fanger en af dem, men da bedstemor vil hjælpe ham med flænsningen,

afviser han hende med bedsked om, at hun selv må fange en. Det er hun

med på og får fangelinen om livet. Imod hendes ønske harpunerer han en

meget stor hanhval, der trækker hende ud i dybet. Hver gang den

kommer op, har hun halet sig længere ind på den og råber forgæves på

sin flænsekniv (ulu, til at skære remmen over med). Dyret forsvinder med

hende.

 

Tolkning: Mange varianter har drengens moder i bedstemoderens rolle.

Mens hvalen fører hende bort, appellerer hun da til drengens følelser

med råb om, at hun har givet ham die og fjernet hans afføring som

lille. Ofte forvandles hun derefter til en narhval. Bedstemoderen

repræsenterer ikke så tæt en relation til drengen, og hans hævn virker

derfor ikke så stødende.

 

Var.: Søg på: blind / blinde; Tutigaq; Rink II 62; Uluaa; Holtved nr. 37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III nr. 330. Lyberth 1924 tappiitsoq. Narhvalens oprindelse; Hvorledes narhvalen blev til;

 

not [Original handwritten text : KRH box 52, no. 2, notebook 413: najagît kanganisaranilo”. Transcript: KRH, box 52, no. 2, notebook 424: “Ningânilât” (With linguistic corrections to the West Greenlandic by Hendrik Olsen or ?)

 

Summary

 

A young man and his younger sister lived alone with their grandmother. He caught a young, white bearded seal which his grandmother wanted to use to make a pair of trousers. However, he needed straps and got his own way, but while she was preparing the skin, she commanded it to blind him when he cut it up. That is what happened. The next spring, she helped him to kill a large male bear, which had come close to the house. She lied about his killing the bear and gorged herself on the meat, giving just a little to the girl, who always saved some for her big brother. One day, he asked her to lead him up onto the top of a mountain and to come back for him after three days. A number of birds passed by, but a flock of six wild geese landed beside him and told him the truth about his blindness and gave him his sight back by doing droppings in his eyes and then wiping them with their wings, one after the other. When his sister came to fetch him, and their grandmother back at home asked how he was, he pretended that he was still blind, but said that he had dreamt of the shoulder, the skin and the leg from the bear, which he had actually seen on the way into the house. His grandmother believed that the bear must have bewitched him. Then he pointed to the leg which lay under the bed, revealed that he could see and was offered some meat. However he did not want to touch the meat and went outside where he saw a pod of beluga whales passing by.

He caught one of them, but when his grandmother offered to help him to flense it, he rejected her offer by saying that she had to catch one of her own. She was willing and tied the hunting line around her waist. Against her wishes, he harpooned a huge male beluga which dragged her out into the depths. Every time she surfaced she was a little closer to the whale and she cried out in vain for her ulu (to cut the line). The animal disappeared along with her.

 

Interpretation:

Many variants have the boy's mother in the role of the grandmother. In these variants the mother often appeals to the boy's feelings by shouting that she had breastfed him and cleaned up his faeces when he was a baby. She is often then transformed into a narwhal. The grandmother does not represent such a close relationship to the boy, and therefore his revenge does not seem so shocking.

 

Var.: Search for blind/blinde; Tutigaq, Aron 365; Rink II 62; Ulluaa; Holtved no.37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III no. 330. Lyberth 1924 tapiitsoq. The origins of the narwhal; how the narwhal came to be.

 

Transl. by Lucy Ellis.

By courtesy of Craig Mishler. See: Diving Down: Ritual Healing in the Tale of the

Blind Man and the Loon by Craig Mishler, Vadzaih Unlimited, 3910 McMahon Avenue

Anchorage, AK 99516, [email protected]

Ædedolken Allarneq

Print
Dokument id:45
Registreringsår:1868
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Ædedolken Allarneq
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 494 - 495
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, V, 4' nr. 220 ss. 1078 - 1079.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

"Taama allattunga, Aron", 1999, II: 494 - 495: Allarneq nerrersoorsuaq.

 

Dansk oversættelse i Rink 1866-71, II, nr. 107.

 

Resumé:

 

Allarneq er ude i kajak og kommer bag et forbjerg til et hus, som han lige vil se lidt an. Tre kvinder, den ene efter den anden, alle med grønt hårbånd og grønne kantebånd, kommer ud og slår indholdet af et fad ud på møddingen. Allarneq vover sig inden for. Han er godt sulten, men skønt kvinderne er venlige nok, kan de ikke give ham mad, førend deres 'madfar' er kommet hjem (de taler lidt fremmedartet). Allarneq bliver betænkelig og gemmer sig bag vægtapetet, hvorfra han ser en stor mand med kinder af kobber komme hjem og sætte alle tre koners store mængder mad til livs. Så kan han lugte Allarneq, der kommer frem og på mandens ordre får serveret enorme mængder tørrede og frosne sager med halve spæksider til af hver af de tre koner. Hver gang han er ved at give op, truer manden ham til at spise op. Ellers vil han slå ham med sine kobberkinder. Sidste gang Allarneq for alvor giver op, siger manden dog ikke noget. Han er nemlig henrykt over at have truffet sin lige i grovæderi.

Allarneq når hjem og går aldrig siden ud i kajak.

 

Hist.: Noget tyder på, at der gemmer sig et nordisk folkeeventyr i denne fortælling. Fx noget i retning af Guldlok og de tre bjørne.

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

"Greenlandic Myths & Stories" is compiled by Birgitte Sonne, born. 4. Jan 1936, MA in sociology of religion, retired in 2006 from Eskimology and Arctic Studies, Dep. of Cross-Cultural and Regional Studies, University of Copenhagen. She still carries out research. 

Contact: bbsonne81@remove-this.gmail.com.