Orig. håndskrift: KRKB 1, 5(14): Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04; Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "Iseraq"Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

Nedskriften er Taateraqs genfortælling af Qussunnguaqs version.

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania:Gyldendal, 1905: 206.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 56: "Iseraq".

Resumé: Iseraq har kun ét ben af et hvalrosribben, men kan fange ræve

i løb. Han stjæler altid fra folks kødgrave og holder først op, da en

mand har skjult sig i en kødgrav og hugger hans ene hånd af.

Var.: Papikkaalaq; Ivalimaaq; Iseraq; De tyvagtige dværge;

Kommentar: iseraq: I vestgrønlandsk overlevering en dværg med øjne der blinker på langs.

Orig. håndskrift: KRKB 1, 5(14): Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04; Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "Kivioq" / Givioq.

Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905: 220 - 222.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 67 - 69: "Kivioq" / Givioq.

Resumé: En kvinde, hvis mand nylig er blevet myrdet, føder en søn, som

hun opdrager til at svømme som en remmesæl.  Han hævner sin far ved at lokke kajakmændene ud i rum sø, men mister så vejret og råber "ungaa" som en baby / spædbarn.

Da bryder en storm løs og kun nogle få kajakker redder sig bag et isbjerg.

En af dem er Kivioq, der med en ledsager ror baglæns mod land ved en tejsts hjælp. Han træffer en kvinde, som han gifter sig med, men snart tar han videre og møder

andre mennesker. Dem forlader han, fordi de leger med hans fangst-

blære. Han træffer derefter kvinden, Eqaalloq med en træmand og

datter. Han gifter sig med datteren og går på hvidhvals- og

hvalfangst med træmanden. E. dræber sin datter af misundelse og

trækker i hendes hud, men A. foragter hende, rejser bort og kommer

hjem, hvor hans kone har giftet sig med en anden. A må derefter tage

til takke med sidebriksen.

Var.: Svømme under vandet som en sæl. Kivioq.

Kommentar: Rasmussen har ikke forstået sætningen til fremkaldelse af storm, som er veldokumenteret for inuit i arktisk Canada: silaga nauk / naak ungaa: mit vejr, hvor, babyvræl, dvs. han påkalder det vejr, der var ved hans fødsel (Saladin d'Anglure i Ètudes Inuit Studies vol 14(1-2), 1990:95).

Tolkning: Sammenstillingen af fortællingerne om drengen, der opdrages

til svømmende hævner og den om Kivioq er typisk for de canadiske inuits varianter (Oosten 2002 i Anthropologie et Societée) - og i den

foreliggende form ikke helt vellykket. Barnet, der med sit ungaa-skrig

fremkalder storm, danner overgangen til Kivioq, men forsvinder

derefter sporløst ud af fortællingen. Ungaa skriget er genkommende i varianterne fra Avanersuaq, sikkert under påvirkning fra de baffilandske indvandrere omkr. 1860.Kivioqs ledsager hører man heller intet videre om.

Orig. håndskrift har ikke kunnet identificeres;

Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "Qitdlarssuaq".

Den afsluttende fortælling om forvandlingen til bjørn er ikke fortalt af Panippak men af Qissunnguaq fra Netsilivik. Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04, nr. 56: "Qitdlarssuaq nanúngoqangat".

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905:23 - 25.

Resumé:

Fortællersken er barnebarn af Qillarsuaq, de omkr. 1860 indvandrede

baffinlænderes leder der senere rejste bort med en del af dem

igen. Hun nåede at se ham inden afrejsen, fordi hun på det tidspunkt

havde fået forstand / blevet bevidst om sig selv og var begyndt at kunne skelne det ene menneske fra det andet. Hans pande var høj og hans hår ligeså tyndt som hvide mænds. Alle var bange for Q., "den store åndemaner uden modstandere".

   Engang i Baffinland er Q. på renjagt med en fælle. En storm

overfalder dem og de når til et hus med to kvinder, hvoraf den ene er

en fremmed. Q.s fælle får lyst til den fremmede, lægger sig hos hende

og dør. Den anden kvinde læser Q.s tanker og erklærer, at ham kan de

intet gøre, fordi han er ild. Da han tænker på at tage derfra, puster

hun liv i hans fælle og beværter dem begge. En pludselig storm sender

dem afsted i løb til et tomt hus, hvis beboere kommer tilbage og

springer frem og tilbage over hustaget. Q. skræmmer dem bort ved at

tisse på gulvet. Næste dag flygter Q. og hans fælle hjem.

Q. er på bjørnejagt med en forældreløs, da isen bryder op og de føres

ud på havet. Q. befaler den forældreløse at lukke øjnene, og afsted

går det i susende fart. Da den forældreløse åbner det ene øje på klem,

ser han Q. trave foran slæden i bjørneskikkelse og havet fryse til is

under hans fødder. Den ene mede går gennem isen og den forældreløse

lukker skyndsomt øjnene igen. De når i land, Q. er atter menneske og

havet bag dem er skummende sø.

Hist.: Den historiske Q. var faktisk åndemaner og ledede en indvandring til Thule området omkr. 1860. Lyset el. ilden, qaammaneq, i en åndemaners indre er en udbredt eskimoisk forestillingen.

Vedr. indvandringen: Ulloriaq, Inuutersuaq: Beretningen om Qillarsuaq ... [Kbh. Det grønlandske Selskab 1985 (ikke registreret). Men søg på: Petersen, Robert, 2000: Om grønlandske slægtssagaer. Tidsskriftet Grønland, ss. 299 - 311.

Orig. håndskrift har ikke kunnet identificeres.

Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04, nr. 54: "Merquligssuagkut ánorâqángitsorssuagkut" / meqqulissuakkut annoraaqannitsorsuakkut.

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905:232 - 233.

Resumé:

Qillaq / Qillarsuaq, der var de (omkr. 1860 til Thuleområdet) indvandrede baffinlænderes leder, driver engang med en ledsager ovre i sit eget land til havs på en isflage og lander i et andet land, hvor de må leve af ryper. De undgår først en boplads, hvor

mennesker opfører sig, som om de venter fjender. Dernæst ser de nøgne

mennesker med fjer på kroppen. Ledsageren nærmer sig dem, bliver dræbt

og flænset. De rejser en vind for bedre at kunne lugte Q. Han rejser

en snestorm, som de alle omkommer i. Q. kommer velbeholden hjem.

Hist.: Immigranterne fra Baffinland nåede omkr. 1860 til Thuleområdet, hvor nogle forblev og blandede sig med befolkningen. Ingen indianere boede på Baffinland. Frasagn om dem kan være blandet op med forestillinger om eqqillit med hundes lugtesans.

Vedr. indvandringen: Ulloriaq, Inuutersuaq: Beretningen om Qillarsuaq ... [Kbh. Det grønlandske Selskab 1985 (ikke registreret). Men søg på: Petersen, Robert, 2000: Om grønlandske slægtssagaer. Tidsskriftet Grønland, ss. 299 - 311.

Andet håndskrift: har ikke kunnet identificeres; Dette er måske en renskrift.

Ikke oversat, opdaget for sent i forløbet. Med lidt flere ord afviger den dog ikke meget fra den version, der blev fortalt Rasmussen af Aisivak og som han foretrak at publicere: id 1524. Måske fordi den - i modsætning til Qissunnguaqs version - slutter med en bemærkning om, at åndemaneren må ned til hende, når sødyrene udebliver.

Var.: søg på Havkvinden / havkvinde / sødyrenes mor / Havets Mor o.l.