Documentation and dissemination of the history of Denmark in Greenland and the Arctic

Introduction

The main purpose of this database of Greenlandic stories is to make the searching in written down oral stories easier. The approximately 2280 stories in the base I consider to represent their time in the different regions of Greenland, and it is my intention that the database will be extended with further collections by the help of the users. All stories, that are already translated into Danish, are only added as summaries and can not be used as source; you have to find the original source - preferably the original source in Greenlandic if it still exists.

The majority of the other stories, that means the handwritten and the few printed in Greenlandic, are translated into Danish. Senior lecturer Christian Berthelsen has translated most of the stories as well as Apollo Lynge, Grethe Lindenhann and Signe Åsblom have translated stories.

You will find missing parts of text in the translations. This is due to either unreadable handwriting, strange dialects or if the storyteller (which in some cases is the same person who has written down the story) did not grasp the whole story from beginning to end. In such cases you have to return to the original source, often the handwritten version, if you know how to read the Greenlandic language. If this is not the case, please note this insecurity in your text.

Birgitte Sonne

Download the instruction in English (pdf) here >

Søgning på Sanimuinnaq gav 27 resultater.

Aggus / Akkus seancer

Print
Dokument id:968
Registreringsår:1919
Publikationsår:1938
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Aggus / Akkus seancer
Publikationstitel:Knud Rasmussen's Posthumous Notes on the Life and Doings of the East Greenlanders in Olden Times
Tidsskrift:Meddr Grønland 109(1)
Omfang:side 122 - 125
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Ed. by H. Ostermann.

 

Det har ikke været muligt at identificere fortællingen i håndskrifterne. Stammer muligvis fra Chr. Rosings indsamlinger.

 

I Ostermanns arkiv, nr. A 301, Arktisk Institut findes Ostermanns kladde og maskinskrevne manus på dansk til denne udgave på engelsk.

 

Resumé:

 

Aggu / Akku havde to trommer en med og en uden håndtag, og desuden en smældeskive til håndfladen af såleskind med en hvid trommestik, der især mentes at lyse tiltrækkende på hjælpeånderne.

Skindenes placering foran åbningen til husgangen og siddeskindet beskrives. Ligeså Aggu's påklædning: kun underbukser, naatsit. Og hans siddestilling: skrædderstilling (han bindes ikke). (Derefter bliver beskrivelsen mere generel og ikke specielt hæftet på Aggu.) Tilhørerne starter med deres gentagne kiakkaka nu og da med et singipparput: vi lader ham synke ned. Åndemaneren hvisler vsii, vsii. Når skindet foran åbningen bevæger sig, synger han ajaa ja ja osv. Under stadige slag på smældeskiven (makkortaq) kommer trommen i bevægelse og op og ned ad hans rygsøjle flere gange, hvorved hans synskhed melder sig og han kan åbenbare hvem, der har begået tabubrud. Dernæst sænker han sig under gulvet med sit håje / hajee, håje, håje, og kommer tilbage et par gange, forsvinder igen ned og gør dermed plads for de indledende skræmmeånder, der kun råber deres eget navn: amo-o. Herefter er det hjælpeåndernes tur. De ankommer nedefra med samme lyde som åndemaneren. Når han kommer tilbage fortæller han om hvad han har set, måske en ranet sjæl, en sjæleraner el. lign. Måske synger han sangen: unaa-ja (ungaa ? babyvrælet), og mens alt falder til ro slukker han sit indre lys, der har sat ham i stand til at se, hvad der er skjult for andre.

 

Hist.: Aggu, der levede fra 1843 (ca.) til 1891. var en ældre, men stadig aktiv åndemaner under Gustav Holms overvintring i Ammassalik, 1884 - 1885.

 

Var.: Jens Rosing, 1963: Avko / Aggu, der tilføjer andre fortællinger om ham. Om hans besøg i dødsrigerne, i himlen og under havet, søg Rasmussen 1921 s. 72 og  1921 s. 78. Flere af Naaja's seancer er beskrevet i en del flere detaljer.

Søg også på Sanimuinnaq, hvis seance er en af de få, der er blevet overværet og beskrevet i detaljer af en dansker.

 

Kommentar: Bemærk de mange lyde, faste tilråb og udråb, der dels integrerede tilhørerne i seancen og dels markerede, hvad der nu skete i det næsten mørke rum.

Ammalilik og hendes familie

Print
Dokument id:2318
Registreringsår:1961
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Ammalilik og hendes familie
Publikationstitel:Hvis vi vågner til havblik
Tidsskrift:
Omfang:side 105-108
Lokalisering:Sermiligaaq: Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Resumé:

 

En af Nappartuku og Atsivaqs døtre, Ammalilik var mandegal. Var først gift med Amare, men hvem hun vist fik alle sine børn: Maratsi, Puukkaaqarteq, Kalia, Kaangitsukkaaq og Atsaajik. Derefter med den 18 år yngre Quarrajeeq, der gennembankede hende fordi hun var en sjuske med hans tøj og lå i med alle mænd. Som hævn fik hun Maratsi til at dræbe Quarrajeeq ved at tilhviske denne, at Quarrajeeq stræbte ham, Maratsi efter livet. Han fik overtalt Sanimuinnaq til at være med. De dræbte ham i 1881 med uhyggelige eftervirkninger for Sanimuinnaq (se ID 872). Ammalilik flyttede til sin datter Kalia, gift med Akku, men fik snart besnæret Akku. Kalia druknede sig. Akku efterlod Ammalilik i sneen under en hård slæderejse til Quarmiid, hvorfra en behjertet mand tog ud og hentede hende, med stærke forfrysninger. Et par måneder senere blev hun afhentet af Maratsi. Hun kom sig aldrig ordentligt over forfrysningerne og druknede sig 58 år gammel i 1888.

 

Var.: ID 872.

 

Hist. Historisk overlevering i slægten Napartuku og Atsivaq. Se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9.

De to fættere / Kamp mod fjordboerne

Print
Dokument id:1124
Registreringsår:1885
Publikationsår:1888
Arkiv navn:
Fortæller:Sanimuinnaq (Sanimuinak)
Nedskriver:Holm, G. F.
Mellem-person:Holm, G. F.
Indsamler:Holm, G. F.
Titel:De to fættere / Kamp mod fjordboerne
Publikationstitel:Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik
Tidsskrift:Meddr. Grønland 10(5)
Omfang:side 269 - 271, nr. 11
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 103 - 111.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 244 - 246.

Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 253 - 256.

 

Resumé: "De to fætre"

Den ene fætter udebliver i kajak. Den anden træffer ham inde i bunden

af fjorden og overtales til at følge med til fætterens nye hjem hos en

gammel fjordbo, dennes søn og datter. De fanger store sortsider,

beværter gæsten med tørkød, men da de slår alle fremmede ihjel, må

gæsten undslippe ved list. Iført sin fætters anorak når han langt bort

i kajak, inden fætteren røber, at han er stukket af. Under forfølgelsen

i konebåd overtar fætteren styreåren fra sin svigerfar, knækker den

tre gange, angribes af sin svoger, og da svigerfaderen lægger sig

imellem, har den flygtende fået tilstrækkeligt forspring. Med sine

fæller rejser han ind til fjordboerne, som de dræber med bue og pil,

men de skåner fætterens kone og kan ikke få ram på hans svigerfar, der

letter som en ravn. En forældreløs dreng, der er dværg og skeløjet får

ramt på ham med en skæv pil, der er lavet af en kødvender. De tager

fjordboens datter med hjem.

 

Var.: Episoden er hyppig i mange variationer i forbindelse med besøg hos fremmede, det være sig mennesker, kannibaler eller ånder.

 

Kommentar: Det står ikke ganske klart om disse fjordboere er en slags rigtige mennesker, blot fjendtlige, eller åndemennesker. Svigerfaderens evne til at forvandle sig til en ravn kunne tyde på det sidstnævnte.

Den forfulgte Angekok / angakkoq

Print
Dokument id:1137
Registreringsår:1884
Publikationsår:1888
Arkiv navn:
Fortæller:Sanimuinnaq (Sanimuinak)
Nedskriver:Holm, G. F.
Mellem-person:Holm, G. F.
Indsamler:Holm, G. F.
Titel:Den forfulgte Angekok / angakkoq
Publikationstitel:Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik
Tidsskrift:Meddr. Grønland 10(5)
Omfang:side 300 - 301, nr. 27
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 198 - 202.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 269 - 270.

Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 278 - 279.

 

Resumé: Det foregår i gamle dage: En åndemaner ror ind i en fjord, går

i land på et næs, ser to kajakker forfølge en edderfugl, der dykker.

Men de fortsætter, får øje på hans kajak, skubber den ud i vandet, og

åndemaneren husker i fortvivlelse på sin hjælpeånd, en kajakmand, der

skubber den ind til land igen. De to fremmede beslutter ikke at dræbe

åndemaneren og tar ham med hjem på besøg til deres boplads, hvor man

ugæstfrit starter forfølgelsen af ham i kajakker. Bag en isskodse går

han under isen og fremkalder regn fra en skyfri himmel. Forfølgerne

vender om. Han ror ud fra sit skjul og bliver igen forfulgt, men en

hjælpeånd, en ugle, flyver mod dem. De slår efter den med årerne,

kæntrer og drukner. To små kajakmænd skånes og sendes grædende

tilbage.

Kommentar: De fremmede er muligvis ånder af en eller anden race.

Den gamle ungkarl og Gobajak-barnet / koopajaaq

Print
Dokument id:1352
Registreringsår:1884
Publikationsår:1888
Arkiv navn:
Fortæller:Sanimuinnaq (Sanimuinak)
Nedskriver:Holm, G. F.
Mellem-person:Holm, G. F.
Indsamler:Holm, G. F.
Titel:Den gamle ungkarl og Gobajak-barnet / koopajaaq
Publikationstitel:Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik
Tidsskrift:Meddr. Grønland 10(5)
Omfang:side 321 - 322, nr. 41
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 267 - 270.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 287 - 288.

Eng.udg.: Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 294 - 295.

 

Resumé: En gammel ungkarl opfordres af sin stedfader til for en gangs

skyld at bruge sin kajak, der er groet helt til i grønt. Ungkarlen ror

ind i fjorden, fanger en edderfugl, spiser fedtet af den på et næs,

ser en højgravid kupajeeq-kvinde (nerrersooq, grovæderånd) grave

ivrigt i noget rødligt sand med sine negle af jern. Her skal hun føde,

og hun kigger efter sin mand, der er udeblevet på fangst. Ungkarlen

dræber hende, skærer barnet ud og vil bruge det som medhjælper.

Undervejs i kajakken river det ham ihjel fra ryggen og æder ham.

 

Var.: Koopajeeq / Kupajeeq / Kobajaq / grovædertrold

 

Hist.: Bemærk at kløerne er af jern, men den mytiske skikkelse er traditionel.

Drabet på Quarrajêq / Quarrajeeq

Print
Dokument id:1693
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Saajooq (Sâjôq / Maratsi, Odin)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Drabet på Quarrajêq / Quarrajeeq
Publikationstitel:Sagn og Saga
Tidsskrift:
Omfang:side 270 - 271
Lokalisering:Sermiligâq / Sermiligaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé: Fortsættelse af Saajooqs fortællinger om Maratsi.

 

Maratsi har et udmærket forhold til sin stedfar Quarrajeeq, men Aggu / Akku,

der vil have M.s mor, Ama til andenkone, fortæller både M. og Ama, at

Q. pønser på at dræbe M.  Ama opfordrer sin søn til at komme Q. i

forkøbet, og M. overtaler sin fætter, Sanimuinnaq til at hjælpe sig. S.

indvilger. M. og S. sniger sig i deres kajakker ind på Q., der er

færd med at ordne sin fangstblære. M. kaster, men for lavt. Q. flygter

med harpunspidsen i lænden og M.s fangstblære i linen efter sig. Langt

om længe lykkes det S. at komme på kastehold af Q. og ramme ham

i ryggen mellem skulderbladene. Q. blir så tung at M. og S. ikke kan

slæbe ham i land til den rituelle partering. De når kun at skære lidt

af skalpen af, inden liget synker. Fra nu af frygter de den dødes

hævn. Aggu gifter sig med Ama.

 

Var.: Rosing Jens, 1960: Îsímardik, Iisimmardik har en kortere version.

Ligeså Jens Rosing: Hvis vi vågner til havblik, Borgen, (om Nappartuko-familien - se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9) 1993: 67-68.

 

Hist.: Aggu levede ca. 1843 til 1891. Maratsi levede ca. 1854 til 1923 og var fætter til Sanimuinnaq og Narsingarteq.  Sanimuinnaq blev født omkring 1855 og forulykkede i 1892. Noget tyder på at Q. blev dræbt før 1885 (se not. til "Hvordan det gik Maratse", J. Rosing, 1963: 272 - 275). Saajooq/Odin Maratsi 1905-74, ældste barnebarn af Maratsi.

 

Vedr. mordritual, søg på det

Hvordan det gik Maratse / Maratsi

Print
Dokument id:1695
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Saajooq (Sâjôq / Maratsi, Odin)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Jens
Titel:Hvordan det gik Maratse / Maratsi
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 272 - 275
Lokalisering:Sermiligâq / Sermiligaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé:

Fortsættelse af Saajooqs fortællinger om Maratsi.

 

Sanimuinnaq og Maratsi har sammen dræbt Quarrajeeq, men ikke nået at

sikre sig mod den dødes hævn. Det lykkes den døde Q. at ombringe S.,

mens M. pludselig blir slået af rædsel. Han tør end ikke gå ud og

forrette sin nødtørft alene. M. får besøg af sin ven Kaakkajik, der også er

åndemaner / angakkoq og ved strygning af sin gnidesten erfarer, at Q. omsværmer

huset. M. gør klar til åndemaning, men lader sig skræmme af Q.s

stemme, der truer ham.  K. rejser hjem.  M. forsøger sig med endnu en

seance, der får samme forløb. Men tredje gang M. forsøger, får han

mandet sig op, går ud og råber på sine hjælpeånder, får alt ordnet til

en seance, går i gang og reagerer ikke på den dødes trusler. Han får i

fuldt lys trommen op at danse på sin ryg tre gange og opnår derved

sila (silanippoq), alverdens visdom, idet hans syn sprænges i lag. Man slukker

lamperne. M.s hjælpeånder er ankommet under gulvet. M. skændes selv

dernede med Q. De brydes. M.s dværg, Sorpik hvis "flimrende lysstribe"

ingen kan udholde at se på ret længe, angriber Q, bagfra. Man hører

Q.s gråd forsvinde i det fjerne. M.s toornaarsuk lader sit råb høre.

Lamperne tændes igen og Sorpik kan meddele at Q. nu er sprængt til en

blodklat derude, hvor himlen ender.

 

Hist.: Maratsi levede ca. 1854 til 1923 og var fætter til Sanimuinnaq

og Narsingarteq. Saajooq/Odin Maratsi 1905-74, ældste barnebarn af Maratsi.

Hvis den omtalte Kaakkajik er identisk med Naajas søn, der døde i 1885, er mordet på Quarrajeeq sket før dette tidspunkt.

 

Kommentar: bemærk Maratsis lagdelte tvesyn, da han får sila. Lagdelingen, overgangen til syn for den "anden" verden, asia, forkommer beskrevet hos flere historiske åndemanere fra Ammassalik området.

Iisímardik forlader Angmagssalik-distriktet

Print
Dokument id:998
Registreringsår:1921
Publikationsår:1960
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Rosing, Peter
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Peter ?
Titel:Iisímardik forlader Angmagssalik-distriktet
Publikationstitel:Rosing, Jens: Îsímardik / Iisimmardik / Ilisimmarteq, den store drabsmand. Det grønlandske Selskabs skrifter, XX, 1960
Tidsskrift:
Omfang:side 61 - 68
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Grønlandsk udgave: Otto Rosing: Angákortaligssuit, 1957-61, I: 42 - 70;

Angakkortalissuit, 1990: 45 - 52, "Ilisimmarteq".

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

 

Otto Rosing: Angakkortalissuit, 1990, side .

 

Resumé:

Iisimmadik forlader Ammassalik-distriktet.

Med sine to brødre, Narsingattak og Sanimuinnaq og deres familier drager Ii. med familie sydpå langs kysten. Undervejs hindrer Sanimuinnaq ved et tilfælde Ii. i at dræbe en mand ved navn Eeqilak. Senere skilles de tre brødre. Ii. bliver ved Illuluarsuk / Ittiluartik /Igdiluardik fjorden på bopladsen Sagdiariseq / (?), hvor han overvintrer med flere andre familier. Sanimuinnaq er tidligere stoppet op for overvintring ved Pikiideq / Pigität / (?), mens Narsinngattak, der vil til butikken ved Kap Farvel for at handle, overvintrer længere mod syd.

Under losningen af konebåden undgår Ii.s svigerfar på et hængende hår at få smadret hovedet af en teltstang, som Ii. svinger. Svigerfar forføjer sig til en anden boplads. De har ellers boet sammen i flere vintre.

Ii. får sig en anden-kone, der smisker og sladrer om første-konen, Akkitsikujooq, på måder, der hidser Ii. op til at overså hende med knivstik. Hendes far, der kommer på besøg, blir lamslået, siger nejtak til mad og tar straks afsted. Det holder han ikke til at se på. Han kommer aldrig siden på besøg.

 

Næsten invalideret af sine mange sår beslutter Akkitsukujooq at drukne sig. En enke i huset får hende overtalt til at forsøge flugt til bopladsen Qimisaaq, hvor hun dybt udmattet når frem og må nøjes med sidebriksen, da man frygter at Ii. vil hævne sig på den, der af barmhjertighed inviterer hende ind på hovedbriksen.

Tredjedagen dukker Ii. op, og det lykkes ham at få hende med hjem til de grædende børn, der blir jublende glade. Og Ii. holder sig for en tid til Akkitsukujooq.

 

På bopladsen har man indbudt til sangfest, hvor Ii. er en bærende kraft, og to gæster, den unge Quppersima / Quppersimaan og hans lillebror bliver helt henne i sangen. Det foruroliger Qupp.s  kone, der efter mange tilråb advarer ham om, at han er Ii.s næste drabsemne. Al sang forstummer, Ii. stirrer gennemborende på Qupp.s kone, og gæsterne tager hjem.

 

Efter midvinter tager Ii.s dårlige humør til igen. Husfællerne frygter ham, hans hidsige væsen, og den storkniv han altid har med og stikker ind i stolpen ved sin briksebås. En dag mistænkes han for at have dræbt en af husfællernes unge søn ude på havet, men denne kommer dog til alles lettelse blot meget sent hjem, fordi bugseringen af en stor remmesæl har sinket ham. Men alle er til stadighed på vagt. Og en nat hvor Ii. tilsyneladende i søvne sniger sig langs bagvæggen med bevæbnet med sin kniv, lykkes det - kun i kraft af hendes gode nerver og mod - en af kvinderne at berolige Ii. og stryge ham så længe over ryggen, at han vågner, kommer til sig selv, og forskrækkes over hvad han har været i gang med. Herefter blir han ganske blid over for sine husfæller. Kun første-konen må lider under hans blodtørst.

 

Da dagene blir lange og en dag tager Ii. alene ud i kajak og kommer først hjem langt ud på natten. Det viser sig senere, at han har dræbt Quppersimaan og dennes lillebror. Ii.s andenkones bror, Issiavik, var sammen med dem, og han trodser Ii.s forbud mod at røbe dobbeltmordet, der snart rygtes overalt.

 

Var.: Søg på Iisimmardik. Jens Rosing har også genfortalt alle beretninger om Iisimmardik i Hvis vi vågner til havblik, Borgen, (om Nappartuko-familien - se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9) 1993: 73 - 100.

 

Hist. periode: 1880 - 1892

Imerasugsuk / Iimarasussuk / Igimarasussuk

Print
Dokument id:413
Registreringsår:1885
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, VIII, 4'
Fortæller:Sanimuinnaq (Sanemouinak)
Nedskriver:Holm, G. F.
Mellem-person:Holm, G. F.
Indsamler:Rink, H.
Titel:Imerasugsuk / Iimarasussuk / Igimarasussuk
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 24 - 30, nr. 4
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Versionen er ikke publiceret, men Holm har indskudt dele af den i Uutuaqs version, der er trykt i Holm 1888.

 

Oversættelse ved Johan Petersen:

Imerasugsuk havde aldrig koner længe, fordi han altid slog dem ihjel og spiste dem og deres børn. For at hans koner skulle blive fede fik de aldrig lov at drikke vand. Endelig fik han en kone som hed Misane / Misana. Hun havde to brødre. Denne (Misane) forbød han også at drikke vand, for at hun skulle blive fed. Han var en stor fanger og gik ofte i kajak, og når han gik ud, gik hans kone ud i husgangen og bortslikkede vandet, som drev ned igennem den. Med kniven i den ene hånd følte han ofte på hendes lår og legeme, om hun snart blev fed nok.

En dag da Im. var ude i kajak besluttede hun sig til at flygte for ham. Hun gravede en stor sten ud af bagmuren i huset og lavede bag denne en hulning, som kunne skjules af stenen. Derefter fyldte hun sin anorak med lampemos og lagde den på sin plads på briksen så at den vendte ryggen ud efter. Da hun mente, at manden snart kom hjem skjulte hun sig i hullet. Manden kom snart efter, gik lige ind i huset med kniven i hånden og hen til briksen. Han stak nu kniven flere gange i den fyldte anorak som jamrede sig ligesom et menneske. Han opdagede snart sin fejltagelse og sagde: "Hvoraf kan det komme at den skriger som et menneske. Jeg skulle ikke have ventet så længe med at dræbe hende." Han gik nu husvæggen rundt og sparkede til stenene, men opdagede intet. Han gik ud for at søge efter sin kone, og i mellemtiden benyttede hun lejligheden til at flygte for at søge hen til sin broder. Da hun var kommet et stykke på vejen, hørte hun at manden var efter hende. Efter at være kommet forbi et næs, sagde hun: "Jeg har jo træ til amulet, jeg vil blive til træ!" Hun kastede sig ned og blev staks til træ. Da manden kom derhen til, stak han flere gange med sin kniv i træet, det gjorde lidt ondt; men skadede hende ikke. "Jeg skulle have taget min økse med," sagde manden, "nu må jeg gå hjem efter den." Da han var gået, flygtede hun videre. Kort tid efter mærkede hun, at manden var lige efter hende igen. Hun flygtede så ned til stranden, hvor det var lavvande, kastede sig ned og sagde: "Jeg har jo tang til amulet, jeg vil blive til tang." Da manden kom derhen kunne han ikke finde sin kone; han sagde da: "Nu vil jeg vente til højvande for at hun kan drukne." Efter højvande gik han hjem, og hun flygtede til sin broder. Da hun kom tæt til broderens hus, blev hun bange for at manden forfulgte hende, hun løb derfor op på en ravnefælde og lod sig falde ned gennem åbningen. Da broderen så hende spurgte han hvorfor hun var kommet derhen? Hvortil hun svarede: "Im. vil slå mig ihjel og forfølger mig." Hun blev nu ført ind i teltet.

Kort tid efter kom Im., som anstillede sig meget bedrøvet, og sagde, at hans kone var død. Han satte sig ned, holdt hånden for øjnene og lod som om han græd. Efter at broderen havde blødet sin tromme, begyndte han at synge: "Im. som spiser sine koner og børn!" "Im. som spiser sine koner og børn!" Im. nægtede at have spist koner og børn, men nu råbte hans kone bag fra teltet: "Du har ikke alene villet dræbe mig, men du har også slået min broder ihjel og spist ham." Im. svarede: "Du har spist den ene hånd!" "Nej", svaerede konen, "jeg spiste den ikke, jeg lod den falde ned gennem pelskraven."

Im. ville nu rejse, men de andre sagde, at han skulle blive. Konens broder hentede sin hundepisk og bandt en stor knude for enden og slog Im. over ryggen, således at huden revnede. Til slut var Im. død.

 

Var.: Igimarasussuk / Iimarasussuk

 

Kommentar: Konens ene bror er åbenbart fulgt med til Im. og er blevet spist, en episode, der er med i mange versioner. Om det er Sanimuinnaq eller Johan Petersen, der har udeladt den, er uvist.

Kunuk / Hævneren / Trommekamp med Ungilataki / Ungilattaqi / Drab af Nuerniakajik

Print
Dokument id:1062
Registreringsår:1884
Publikationsår:1888
Arkiv navn:
Fortæller:Sanimuinnaq (Sanimuinak)
Nedskriver:Holm, G. F.
Mellem-person:Holm, G. F.
Indsamler:Holm, G. F.
Titel:Kunuk / Hævneren / Trommekamp med Ungilataki / Ungilattaqi / Drab af Nuerniakajik
Publikationstitel:Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik
Tidsskrift:Meddr. Grønland 10(5)
Omfang:side 251 - 254, nr. 4
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 68 -78 med titlen "Ungilataké" / Ungilattaqi (suppleret med nogle få elementer fra Uutuak's fortælling, "Uiartek", ibid. s. 78 - 92).

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 227 - 231.

Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr Grønland 39(5): 239 - 242.

 

Resumé:

Der ligger to huse tæt ved hinanden. Nuerniakajik (Tejsten) slår

beboerne af nabohuset ihjel. Kun Kunuk / Kunnuk og hans lillebror overlever.

De rejser bort om natten. Næste dag ser de et barnløst ægtepar på

kiggefangst. Ægteparret løber om kap hen til dem. Konen rører først

ved Kunuk og får ham til plejesøn. Manden får lillebroderen. Vinteren

igennem øver drengene deres kræfter ved at hente tang og løfte store

sten.

Lillebror dør. Kunnuk sørger dybt. Genoptager træningen af sine

kræfter. Får kajak, bliver en dygtig fanger og gifter sig med en smuk

pige.

Ungilatagí / Ungilattaqi udfordrer K., der aldrig har sunget, til

trommestrid for at slå K. ihjel og røve hans kone. Ung. har en

hjælper, den lille fede Ususungmiarssuuk / Ususummiarsuk, som han deler

koner med.

Inden afrejsen synger K.s plejemor over ham, for at gøre ham usårlig.

Hun råder ham til at dræbe en kvinde og en hund, hvis han får dræbt

Ung. Så snart K. i konebåd er fremme, røver U. hans kone som sin

fjerde kone. U.s husfæller bryder sig ikke om, at U. skal slå K.

ihjel. U. og K. stiller sig op i hver sin ende af huset. U. synger

først. Hans trommestav er en kniv, en pana (tveægget?, BS). U. synger

to sange og kaster efter K., der gør sig lille, springer til vejrs og

undgår at blive ramt. U. henter kniven, synger og kaster anden gang.

K., der nu har gjort sig stor, undgår kniven ved at gøre sig

lille. U. vil tage kniven igen, men K. snupper den, synger, gør en

pause, hvor tilhørerne opfordrer ham til at kaste, men han synger igen

og kaster så. U. vil gøre sig smal ved at vende siden til, men blir

ramt i struben. K.s kone trækker i sine kamikker (hun er befriet). K.

tar den smukkeste af U.s koner. U. siger: "Jeg har aldrig vendt mit

ansigt bort fra hende, når jeg har ligget med hende, og du må heller

ikke vende ansigtet fra hende."

På vej ud af husgangen blir K. flere gange puffet af Ususummiarsuk.

Udenfor brydes de. Da K. træder i et hul, hundene har gravet, og er

nær ved at falde, klemmer han Us. Us. synker sammmen og skriger:

"Kunuk, Kunuk, Kunuk har klemt mig, så blodet strømmer ud af

munden og ekskrementerne ud af bagen på mig!." Dermed dør Us.

 

Hjemme igen bliver K. bebrejdet af plejemoderen, fordi han ikke også har dræbt en

kvinde og en hund. Derefter dræber K. alle kajakmænd, han møder.

K. blir gammel, plejemoderen dør, og K. rejser ud for at hævne sig på

drabet af sin familie.

 

K. ber Tejstens fætter om at låne en kniv, en

pana. Denne nægter, men blir bange og gir sig. K. kan ikke finde

Tejsten. Først næste morgen ser han noget blankt oppe på en høj,

nemlig det tagskind Tejsten sover under. K. løfter skindet op med

kniven og stikker ganske langsomt Tejsten ihjæl for at pine ham mest

muligt. Til slut dræber K. alle Tejstens børn.

 

Var.: Kunuk; Uutuaqs to versioner er indskrevet under NKS 2488, VIII, nr. 12 og nr. 13. Sidstnævnte eksisterer dog kun som håndskrift i et uddrag.

 

Tolkning: Måske var Kunuk ikke blevet vanemorder, hvis han havde

opvejet drabet af Ung. med de drab af en kvinde og en hund, som hans

plejemor havde anbefalet. I stedet dræber han Us. med association til

"kvinde" (Us. er lille og fed), fordi han, K., næsten mister balancen

i et hundehul.

Maratse / Maratsi besøger de døde i himlen

Print
Dokument id:1698
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Saajooq (Sâjôq / Maratsi, Odin)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Jens
Titel:Maratse / Maratsi besøger de døde i himlen
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 280 - 281
Lokalisering:Sermiligâq / Sermiligaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé:  Fortsættelse af Saajooqs fortællinger om Maratsi.

   Maratsi flyver under en seance op til dødsriget i himlen, hvor en

mængde ravneunger vækker hans jagtiver. De er så fede af at æde lig.

Han møder to af sine yngre søskende, der er døde som små, men har

vokset sig store i himlen. Og dér er de havnet, fordi lillesøsteren blot blev smidt ud, da hun døde som spæd, og lillebroderen, fordi han blev begravet til lands. Man ber ham hilse hjemme og sige, at alt

skind skal flås af hunde, der dør. Børnene i himlen blir bange, hvis

hundene kommer derop med skind på snude og poter. Hjælpeånderne husker

ham på at komme hjem, inden det lysner. Senere, da M. er blevet døbt,

siger han altid om den rejse: "For jer kan det lyde som løgn og

opspind, men ikke desto mindre har jeg selv oplevet det."

 

Var.: I en senere publiceret version er Maratsi iført nyt tøj: tarmskindsanorak, smukke kamikker og naatsit (de vanlige smalle underbukser), og hans hår er samlet i en "hestehale" (J. Rosing: Hvis vi vågner til Havblik, 1993: 113).

 

Hist.: Maratsi levede ca. 1854 til 1923 og var fætter til Sanimuinnaq

og Narsingarteq. Saajooq/Odin Maratsi 1905-74, ældste barnebarn af Maratsi.

Kommentar: Almindeligvis forblev man som man var ved døden. I dødsriget hverken ældedes eller voksede man.

 

Tolkning: GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): Dødsriger; Sonne 2000, Études/Inuit/Studies 24(2): Heaven Negotiated ...: 65-67

Maratse / Maratsi besøger de døde i underverdenen

Print
Dokument id:1697
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Saajooq (Sâjôq / Maratsi, Odin)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Maratse / Maratsi besøger de døde i underverdenen
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 277 - 280
Lokalisering:Sermiligâq: Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Resumé: Fortsættelse af Saajooqs fortællinger om Maratsi.

 

Maratsi rejser under en seance ned til dødsriget under havet iført en

ny tarmskindsanorak og kamikker uden strømper. Med sig har han alle

sine hjælpeånder undtagen den lamkindede Immulaa, der holder seancens

tilhørere i ånde. Ved stranden sitrer isen, en revne åbner sig, de slipper igennem og møder en ånd, en tangloppe, der siger, at revnen brød igennem dens grav / bolig. Undervejs møder M. havets andre dyr i tur og orden: Efter

tangloppen en snegl, så en reje o.a. Ved Seernersinnguarsuaq,

landet på havbunden, hvor grundvandet er presset op og frosset,

sprænges mørket af lys. På vej over en stenet landstrimmel slides M.s

såler så kraftigt, at hans hjælpeånder må udskifte dem. Fra en fjeldknold

ser de rejsende teltlejren med de døde nedenfor. De døde forhører sig

om M. er kommet for at blive. Det er han ikke. Fremme i lejren skal M.

befri en masse mennesker under et skinddække for deres lidelser, der

stammer fra de efterladtes tabubrud.  M. får hjælp til det af sine

hjælpeånder. Derefter holdes der en munter sangfest, og en af de

døde råber med hovedet ude af sit telt: "Nu er jeg sammen med mine

kære slægtninge". Lidt for sig og mod nord står Poqqujuks telt, der

har usædvanligt lange teltstænger. Havet vrimler med sæler og det er

et dejligt land. Derhjemmme berømmer Immulaa sin herres fantastiske

evner. Trommen varsler M.s tilbagekomst, Immulaa farer rundt under

gulvfliserne, og endelig hører man M.s stemme op gennem gulvet.

Lamperne tændes og M. kan berette om sine oplevelser.

 

Hist.: Maratsi levede ca. 1854 til 1923 og var fætter til Sanimuinnaq

og Narsingarteq. Saajooq/Odin Maratsi 1905-74, ældste barnebarn af Maratsi.

Tolkning: GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): Dødsriger; Sonne 2000, Études/Inuit/Studies 24(2): Heaven Negotiated ...: 65-67

Maratse / Maratsi bliver stenet af sin tôrnârdik / Toornaarsuk

Print
Dokument id:1690
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Saajooq (Sâjôq / Maratsi, Odin)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Jens
Titel:Maratse / Maratsi bliver stenet af sin tôrnârdik / Toornaarsuk
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 265 - 266
Lokalisering:Sermiligâq / Sermiligaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé:

Fortsættelse af Saajooqs fortællinger om Maratsi.  

Angakkoq'en / åndemaneren Maratsi, der er blevet uvenner med sin største hjælpeånd, en toornaarsuk - vil formilde den,

ved at lade den smide sten efter sig. Han kalder til åndemaning / seance og toornaarsuk'en kaster i alt fire sten efter, men heldigvis forbi ham. Den sidste sten standses på M.s befaling af en af tilhørerne. Den er overgroet af tang

og rurer, sort og kæmpestor, skønt det eneste åbne vand her om

vinteren er den yderste smalle tidevandsrevne. Stenen kan endnu ses

ved Kangaartik, nær Kulusuk. De andre sten har efterladt tydelige

skurestriber i gulvstenene. M. stiger i agtelse.

 

Hist.: Maratsi levede fra ca. 1854 til 1923 og var fætter til

Sanimuinnaq og Narsingarteq. Saajooq/Odin Maratsi 1905-74, ældste barnebarn af Maratsi

Maratse / Maratsi bliver stukket af Iikádik / Iikattik

Print
Dokument id:1691
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Saajooq (Sâjôq / Maratsi, Odin)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Jens
Titel:Maratse / Maratsi bliver stukket af Iikádik / Iikattik
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 266 - 267
Lokalisering:Sermiligâq / Sermiligaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé: Fortsættelse af Saajooqs fortællinger om Maratsi.

 

Maratsis hjælpeånd Iikattik stikker ham to gange for at styrke M.s evner som

åndemaner. Første gang sidder M. lænet op ad briksens bagvæg og

underholder sine fæller. Pludselig skriger han, blodet vælter ud af

hans lænd, han heler det straks med en håndbevægelse, og hans kone

tørrer blodet væk. Anden gang sidder M. lænet op ad briksestolpen og

sludrer med sine fæller, mens andre synger viser i den anden ende af

huset. Denne gang går I.s stik fra ryggen tværs igennem, og blod og

lidt indvolde vælter ud af M.s bug. M. heler straks såret på ryggen,

de syngende genoptager sangen, men M. ligger længe syg, og skærer en

lille tør knast væk fra såret, da det heler. Usoqqu, der var vidne til

begivenheden, har fortalt, at dengang var man så vant til åndemaneres

voldsomheder, at man ikke tog sig af så små hændelser som disse. Men

de viste, at M. var en stor åndemaner. M. laver en lillebitte kniv til

hævn over I., men det lykkes ham aldrig at overraske I.

 

Hist.: Maratsi levede ca. 1854 til 1923 og var fætter til Sanimuinnaq

og Narsingarteq. Saajooq/Odin Maratsi 1905-74, ældste barnebarn af Maratsi

M.s sårheling var et ganske almindeligt

åndemanertrick. Ligeså at lade sig såre af en af ens hjælpeånder.

Maratse / Maratsi helbreder Iarqa / Iaqqa

Print
Dokument id:1696
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Saajooq (Sâjôq / Maratsi, Odin)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Maratse / Maratsi helbreder Iarqa / Iaqqa
Publikationstitel:Sagn og Saga
Tidsskrift:
Omfang:side 275 - 277
Lokalisering:Sermiligâq / Sermiligaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé: Fortsættelse af Saajooqs fortællinger om Maratsi.

 

Iaqqas far sender bud efter Maratsi om at helbrede hans datter for en

kraftig betændelse i lænden. M. bruger ikke tromme, men lægger sig på

briksen under et skinddække og gnider håndfladerne mod hinanden. Han

lader sig besætte af sin storbjørn, skærer hul i betændelsen, slikker

blod og materie op, suger resten ud, blir atter menneske og lader sig

besætte af en anden hjælpeånd, der heler såret med pustning. M. lader

derefter alle sine hjælpeånder besætte sig på skift og blir atter sig

selv. Klog af skade fra et tidligere forsøg på at helbrede en anden

patient, nægter M. at modtage nogen betaling, før I. er helt rask.

Ellers vil hun dø. Hun kommer sig langsomt, og da hun er så godt som

rask, forærer hendes far M. en snehvid hanhund og såleskind af en halv

remmesæl. Da hun er aldeles rask, får M. en kostelig savklinge af

jern. Som sig hør og bør praler M. ikke af helbredelsen. Den lykkedes

blot ved et tilfælde.

 

Var.: Rosing Jens, Hvis vi vågner til Havblik, 1993: 110-112

 

Hist.: Åndemaneren / angakkoq Maratsi levede ca. 1854 til 1923 og var fætter til Sanimuinnaq og Narsingarteq. Saajooq/Odin Maratsi 1905-74, ældste barnebarn af Maratsi.

Maratse / Maratsi stryger Ajijak op af graven

Print
Dokument id:1692
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Saajooq (Sâjôq / Maratsi, Odin)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Jens
Titel:Maratse / Maratsi stryger Ajijak op af graven
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 268 - 269
Lokalisering:Sermiligâq / Sermiligaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé:

Fortsættelse af Saajooqs fortællinger om Maratsi.

 

M. føler sig truet af sin fætter, den berygtede drabsmand Iisimmartik, og opsøger Ajijaks grav for at få nogle af dennes hjælpeånder til sit forsvar. M. stryger

langs gravens dæksten med en sten, inden himlen mørkner og samler

sig til en sort klump, der daler ned i stenen. M. stikker sit ærme ned

til A., der holder så godt fast, at ærmet rives over. A. fortæller M.,

hvor han kan finde hjælpeånden Ikilerpik og får M.s tilladelse til at

komme op og glide hen over M.s ben. M. får ikke fat i Ikilerpik, fordi

M.s bror, Puukaarteq allerede har sikret sig alle A.s tidligere

hjælpeånder. Men Iisimmartik gør heldigvis ikke alvor af sin lyst til

at dræbe M.

 

Hist.: Maratsi levede ca. 1854 til 1923 og var fætter til Sanimuinnaq

og Narsingarteq. Saajooq/Odin Maratsi 1905-74, ældste barnebarn af Maratsi

Maratse hævner sin far

Print
Dokument id:1689
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Saajooq (Sâjôq / Maratsi, Odin)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Jens
Titel:Maratse hævner sin far
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 265
Lokalisering:Sermiligâq / Sermiligaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé:

Fortsættelse af Saajooqs fortællinger om Maratsi. M. lader sin

hjælpeånd, dværgen Sorpik, drage langt bort til Uviak, der har ranet

M.s fars sjæl. M. kan se Sorpik gribe to af U.s små, lysende,

fuglelignende sjæle og rejse bort med dem. Kort efter dør U.

 

Hist.: Maratsi levede ca. 1854 til 1923 og var fætter til Sanimuinnaq

og Narsingarteq. Saajooq/Odin Maratsi 1905-74, ældste søn af Maratsi

Maratse lærer til åndemaner

Print
Dokument id:1686
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Saajooq (Sâjôq / Maratsi, Odin)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Maratse lærer til åndemaner
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik
Tidsskrift:
Omfang:side 260 - 263
Lokalisering:Sermiligâq / Sermiligaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé:

Åndemaneren Kitdermersertoq / Kittermersertoq ber Amari om at få

dennes unge søn, Maratsi i lære. Amari indvilger. K. tar M. med til

stranden, fylder en vante med havvand, bærer den langt ind i landet,

hælder vandet i en jættegryde, dækker den til med en flad sten og

gnider den med en gnidesten. En lille vingesnegl ses i vandet, da han

fjerner dækstenen, og den samme snegl i overstørrelse (på størrelse med ærmet på en tarmskindsanorak) med store øjne ser de derefter nede ved stranden. Den skal M. se tre gange, og ligeså alle de hjælpeånder, han senere erhverver sig. Fjerde gang viser de sig ikke for ham.  M. er så langt i sin udvikling, da hans far dør, at

han ved, at Uviak har sjæleranet hans far under en sangkamp.  M. sørger for at få ligeså mange heksemidler som hjælpeånder. Kommer den ene slags i overtal vil

han dø. M. øver sig to gange hemmeligt i at mane ånder. Første gang i

en klippehule nær toppen af et højt fjeld og anden gang i sin nu

afdøde læremesteres forladte hus. Det lykkes begge gange. Første gang

han får sin kajakstol, som han bruger som tromme, til at vugge og sit

siddeskind, som han bruger som forhæng, til at blafre. Anden gang

kommer i alt tre ånder, en kvinde, en ubeskrevet ånd og en mandlig ånd i en pels der var gulbrun af ælde. Alle tre er dødningeånder og de takker ham bagefter fordi de nu ved, hvem de skal komme til for at få varmen.

M. blir indviet af et uhyre til sin første seance. Han kalder det frem med stenkast i et vandfald i en elv,

der giver sig til at løbe opad. Uhyret har form som et telt, er blåt og det er slimet. Det kryber hen over ham. M. vågner op nede i strandkanten. Det gentages

endnu to gange.

 

Var.: Jens Rosing har genfortalt beretningen i Hvis vi vågner til havblik, Borgen, (om Nappartuko-familien - se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9.) 1993: 109-110.

 

Hist.: Maratsi levede ca. 1854 til 1923 og var fætter til Sanimuinnaq

og Narsingarteq. Saajooq/Odin Maratsi 1905-74, ældste søn af Maratsi.

Forløbet svarer stort set til det som andre

østgrønlandske angakkoq-lærlinge gennemgår: søg på: uddannelse til åndemaner og initiation.

Afbalanceringen af angakkoq-midler med heksemidler er et genkommende krav i de østgrønlandske kilder. Måske fordi det mere eller mindre er de samme personer, som kildernes nedskrivere har interviewet.

 

Tolkning: Det sidstnævnte uhyre i elven svarer til ferskvandets bjørn,

der oftest initierer lærlingen i østgrønlændernes fortællinger. Både

bjørnen og M.s teltlignende uhyre synes at konnotere penis og eller sort vingesnegl. Sidstnævnte var Maratsis initiationsånd. Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

Bemærk sammenligningen med den forstørrede vingesnegl og ærmet på en tarmskindsanorak. Den associerer metaforisk til den pooq, som en angakkoq puulik kunne gemme eller pakke sig ind under rejser til beskyttelse mod farlige ånder.

I udseende minder denne arm af en tarmskindsanorak mest om larven af en vandkalv, minngua, et rov-insekt (Brehm: Dyrenes Liv, III, 1907:298ff), der undertiden æder lærlingen ligesom Ferskvandets bjørn eller hund under den første initiation

 

Georg Quppersimaan har muligvis taget denne beretning til sig som sin egen. Søg på ham + vingesnegl.

Maratse maner ånder for sine bopladsfæller

Print
Dokument id:1687
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Saajooq (Sâjôq / Maratsi, Odin)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Jens
Titel:Maratse maner ånder for sine bopladsfæller
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 264 - 265
Lokalisering:Sermiligâq / Sermiligaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé: Fortsættelse af Saajooqs fortællinger om Maratsi.

Maratsi inviterer uden større ståhej sine bopladsfælder til sin saqqummerneq, offentlige initiation omkring årets korteste dag. Forhængsskindet hænges op foran indgangshullet, han sætter sig på sit siddeskind foran det, får det til at brage endnu mens lyset er tændt, og så snart det slukkes kalder han med tromning sine hjælpeånder. De præsenteres for publikum ved deres lyde, en kakofoni af stemmer. Derefter, samme vinter holdt Maratsi ofte seance på opfordring fra sine husfæller.

 

Hist.: Maratsi levede ca. 1854 til 1923 og var fætter til Sanimuinnaq

og Narsingarteq. Saajooq/Odin Maratsi 1905-74, barnebarn af Maratsi

Maratse maner ånder for sine bopladsfæller

Print
Dokument id:1688
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Saajooq (Sâjôq / Maratsi, Odin)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Jens
Titel:Maratse maner ånder for sine bopladsfæller
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 264 - 265
Lokalisering:Sermiligâq / Sermiligaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé: Fortsættelse af Saajooqs fortællinger om Maratsi.

M. holder sin første seance på årets korteste dag. Alt forløber vel og M.

præsenterer alle sine hjælpeånder ved deres forskellig stemmer og lyde.

 

Hist.: Maratsi levede ca. 1854 til 1923 og var fætter til Sanimuinnaq

og Narsingarteq. Saajooq/Odin Maratsi 1905-74, ældste barnebarn af Maratsi.

Vedr. disse første seancer søg: præsenterer / præsentation hjælpeånder og initiation.

Nukarpiartekak / Nukappiatoqaq / Den gamle ungkarls frieri

Print
Dokument id:570
Registreringsår:1884
Publikationsår:1888
Arkiv navn:
Fortæller:Sanimuinnaq (Sanimuinak)
Nedskriver:Holm, G. F.
Mellem-person:Holm, G. F.
Indsamler:Holm, G. F.
Titel:Nukarpiartekak / Nukappiatoqaq / Den gamle ungkarls frieri
Publikationstitel:Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik
Tidsskrift:Meddr Grønland 10(5)
Omfang:side 320 - 321, nr. 40
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Håndskr. (afskrift?): NKS 2488, VIII, 4', s. 263 - 267.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 286 - 287.

Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr Grønland 39:294.

Resumé:

En gammel ungkarl / pebersvend, der aldrig går ud i kajak, finder sin overgroede kajak frem, renser den og tar på besøg hos rare folk, hvor han forelsker sig dødeligt i den smukke datter. Hver gang hun smiler venligt til ham, rykker han hende lidt nærmere på briksen og besvimer. Da de til slut har samleje forsvinder han led for led ind i hende. Næste morgen tisser hun hans skeletdele ud.

Qarrajêqs / Quarrajeeq sjæl hævner sig på Sanimuínaq / Sanimuinnaq

Print
Dokument id:1694
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Saajooq (Sâjôq / Maratsi, Odin)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Qarrajêqs / Quarrajeeq sjæl hævner sig på Sanimuínaq / Sanimuinnaq
Publikationstitel:Sagn og Saga
Tidsskrift:
Omfang:side 271 - 272
Lokalisering:Sermiligâq / Sermiligaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé:

Fortsættelse af Saajooqs fortællinger om Maratsi.

 

Sanimuinnaq og Maratsi har i fællesskab dræbt Quarrajeeq, men ikke nået at sikre sig imod den dødes hævn. M. flytter boplads og Q.s sjæl angriber S., der

gang på gang glemmer at kaste sin fangstblære ud, når han har

harpuneret et dyr. Det kæntrer ham. Tre gange reddes han af sin

fangstfælle, Maqi, men fjerde gang er S. alene og de andre kajakmænd

når først frem, da S. er halvdød. De søger at få ham til varme og

kræfter på en isflage, men må opgive. De lader S. glide ned i vandet

og gå til bunds.

 

Var.: Rosing Jens, 1960: Îsímardik, Iisimmardik har en kortere version.

Ligeså Jens Rosing: Hvis vi vågner til havblik, Borgen, (om Nappartuko-familien - se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9) 1993: 67-68.

 

Hist.: Sanimuinnaq blev født omkring 1855 og forulykkede i 1892. Noget

tyder på at Q. blev dræbt før 1885 (se not. til "Hvordan det gik

Maratse", Rosing, J. 1963: 272 - 275). Maratsi levede ca. 1854 til 1923 og var fætter til Sanimuinnaq og Narsingarteq. Saajooq/Odin Maratsi 1905-74, ældste barnebarn af Maratsi.

Quelques histoires concernant Maratsi, l'angakeq / Nogle historier om angakkoqen / åndemaneren Maratsi

Print
Dokument id:1918
Registreringsår:1936
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Kara
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Quelques histoires concernant Maratsi, l'angakeq / Nogle historier om angakkoqen / åndemaneren Maratsi
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 60 - 63
Lokalisering:Kangerlussuatsiaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

Angakkoq'en, åndemaneren Maratsi var en navnkundig åndemaner, men især afholdt som fortæller. Man elskede at få besøg af ham som fortæller. Men man drillede ham fordi han var en dårlig fanger.

 

Det siger formentlig Kara, der om Maratsi fortæller, at hans mor, en rigtig hun-kvinde, havde giftet sig med en 20 år yngre mand, der således var jævnaldrende med M. Men da hun hverken passede sin lampe eller kerede sig om at koge kød til sin mand, tævede han hende. Derfor fik M. sin fætter, Sanimuinnaq med på at dræbe ham. Det lykkedes med hiv og sving en dag disse tre var ude i kajak. M. nåede kun at harpunere sin unge svigerfar gennem kajaktræet ind i bagdelen, mens Sanimuinnaq, der var en bedre roer, blev den der efter flere forgæves forsøg på at komme på kastehold, fik sin harpun i ryggen på den flygtende (med fangstblæren efter sig i harpunremmen som en harpuneret sæl). Sanimuinnaq fik sin harpunspids skåret ud, Maratsi måtte nøjes med at skære remmen af, offeret lod de vende rundt og drukne. San. kom til at hade M. og planlagde at dræbe ham, fordi hanselv (San.) havde været nødt til at dræbe uden at ville det. Herefter fik San. besvær med at huske at kaste sin fangstblære ud, når han havde harpuneret en sæl og på et tidspunkt blev han trukket ned af en sådan sæl og druknede. Det var den dødes hævn.

 

Derefter fortæller Kara om Maratsis mors, Angmalilik's / Ammalilik's sørgelige skæbne efter at hun var blevet gift med Aggu / Avgo / Akku, og dennes andenkone, der var Angm.s egen datter, havde druknet sig ved lavvande under isen. Hendes lig blev skyllet op ved højvande. I 1884 el. 1885 om vinteren drog Aggu med andre fra Sermiligaaq til Ammassalik for der at se konebådsekspeditionens folk. Men Angm. kunne ikke følge med, og da Aggu ikke ville tage hende på sin slæde for ikke at sinke hele rejseselskabet, blev hun efterladt, siddende i sneen. Næste dag fandt en slædefører hende og bragte hende til Kuummiit. Men lige siden var hun lam i benene og efter to vintre begyndte kødet at falde fra hendes ben. Hun havde endnu kunnet gøre sig nyttig ved i eftersommeren at blive placeret i lyngen og plukke bær, men da man næste sommer skulle til Qinngeq på ammassætfangst blev hun efterladt i et lille ly, som hendes søn, Maratsi havde bygget. Hun blev efterladt uden vådt og tørt og gav sig sin skæbne i vold.

 

Var.: se Hist. ndf.

 

Hist.: Historiske begivenheder fra sidste halvdel af 1800-tallet. Aggu levede ca. 1843 til 1891. Se også Karas anden fortælling om Ammaliliks datters selvmord, Victor 1993:45 - 47; og Sâjôqs / Saajooq beretning om drabet på Maratsis svigerfar hos Jens Rosing, Sagn og Saga fra Angmagssalik, 1963: 270 - 271, og hævnen, ibid. s. 271 - 272. Hér hedder svigerfaderen Quarrajêq og skildres som en ældre mand. Desuden siges Aggu at have intrigeret med løgne for at få fat i Ammalilik.

 

Kommentar: Personnavnene er ikke altid genkendelige i Victors stavemåde.

Sanimuinak's fortælling om, hvorledes han blev angekok / angakkoq / åndemaner

Print
Dokument id:575
Registreringsår:1884
Publikationsår:1888
Arkiv navn:
Fortæller:Sanimuinnaq (Sanimuinak)
Nedskriver:Holm, G. F.
Mellem-person:Holm, G. F.
Indsamler:Holm, G. F.
Titel:Sanimuinak's fortælling om, hvorledes han blev angekok / angakkoq / åndemaner
Publikationstitel:Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik
Tidsskrift:Meddr Grønland 10(5)
Omfang:side 326 - 329, nr. 46
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Håndskr. (afskrift?): NKS 2488, VIII, 4', s. 283 - 293.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 291 - 293.

Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr Grønland 39(5): 298 - 300.

 

Resumé: Sanimuinnaq beslutter at blive åndemaner, da hans mor slår ham

med opstanderen fra en lille slæde han har lavet. Gnidestedet, hvor

han gnider en sten solret mod en anden, er en fjeldrevne, der vender

mod solopgangen. En ånd taler til ham fra revnen. Af skræk mærker han

sine indvolde oppe i halsen og spiser siden ikke indvolde. Han

arbejder heller ikke mere i jern. Tredje gang ånden taler, ber den om

at komme op. Det er et krebsdyr, måske en krabbe i overstørrelse, der

blir hans første hjælpeånd. Næste forår gnider han igen og blir træt

af at gnide, men stenen snurrer af sig selv solret rundt. Ånden der

kaldes op af jorden er en dværg i hvid pels, med sorte arme, krøllet

hår og et træredskab til laksefangst. S. har fået sin anden hjælpeånd

og mister bevistheden. Den tredje hjælpeånd er en barneånd med spidst,

skaldet hoved. Den kommer op af en elv fra en indsø. Den fjerde ånd

kalder S. op af en indsø med stenkast. Det er ferskvandets bjørn, der

æder ham.

Han mister først bevistheden, da den æder hans hjerte. Han vågner

nøgen og hans klæder kommer flyvende efter ham, hvorefter han ser og

får tre elv-dværge, den ene med barn i amaaten. Senere forvandler tre

kajakker sig til tejster for hans øjne, og den narhval, de bugserer,

bliver til en torsk (uuaq), der synker til bunds. Dernæst får han to

skyggeånder, Kuiteq, der skriger "ungaa" som en nyfødt og Amortortoq.

Den skriger "amoo", stammer sydfra og taler europæisk. Endelig får han

endnu en skallet ånd med spidst hoved. Og han er engang sprunget op på

ryggen af toornaarsuk, der skjuler sit skridt med hænderne. S.

besvimer omtrent og kommer til sig selv liggende bag en stor sten.

 

Vedr. toornaarsuk står der i den håndskrevne oversættelse, at denne ånd holder med begge hænder om sit lem (penis), for at gøre det stift.

Håndskriften slutter med følgende beskrivelse af Sanimuinnaqs seancer (åndemaninger):

Når jeg gør mine tornaq-kunster bindes mine hænder sammen på ryggen; benene bindes sammen og hovedet med til dem. Jeg sidder på et vandskind og et andet sådant hænges for døråbningen. Når lamperne er slukkede, begynder trommen at gå rundt omkring hovedet, mens den trommer af sig selv. Skindet for døren rasler og bjørnen kommer brummende ind og spiser mig. Derefter kommer Amortortoq ind i huset, den traver omkring og brøler: "amo!" "amo!"

Alle der er i huset, kryber sammen i krogene for at undgå den, thi hvis den kommer til at røre ved dem, da blive de sorte og dø.

Jeg kan tale med ånden i et sprog som ingen andre forstår. Min ånd kan også føre mig ned under jorden og der kan jeg tale med andre ånder (innerssuit / innersuit)-

       Denne fortælling, dog i en langt bredere form, giver Sanimouinak / Sanimuinnaq tilbedste for familie og husfæller.

 

Hist.: S.' uddannelse til åndemaner / angakkoq afviger ikke fra andre lærlinges, bortset fra den normale antagelse, at den store bjørn, Søens Bjørn, troldbjørn ikke tjener som hjælpeånd, men kun som middel til at give lærlingen det indre lys (Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.). Bjørnens funktion som hjælpeånd under seancen synes desuden at være den, at den beskytter Sanimuinnaq mod skræmmeånden, Amortortoq, der taler europæisk og således røber europæisk påvirkning. jvf. iøvrigt fortællingen med

oplysninger om S.' ånder i Hanseeraqs dagbog, Thalbitzer, W. 1933, Det grønlandske Selskabs Skrifter, 8.

 

Vedr. uddannelse til åndemaner: søg også på initiation. Og vedr. toornaarsuk se: Sonne, Birgitte: Toornaarsuks forvandlinger. Religionssociologiske Perspektiver. Særnummer af Chaos, 1985: 117 - 136, + GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere)

Solen og månen

Print
Dokument id:1123
Registreringsår:1884
Publikationsår:1888
Arkiv navn:
Fortæller:Sanimuinnaq (Sanimuinak)
Nedskriver:Holm, G. F.
Mellem-person:Holm, G. F.
Indsamler:Holm, G. F.
Titel:Solen og månen
Publikationstitel:Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik
Tidsskrift:Meddr. Grønland 10(5)
Omfang:side 268, nr. 10
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 100 - 102.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 243.

Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 253.

 

Resume: "Solen og Månen"

Månen bor i hus med sin søster Solen i Ammassalik området. Han lægger

sig hos sin søster, når lampen slukkes om aftenen. En nat smører hun

sod på hans skulder, for at opdage, hvem han er. Da hun næste morgen

ser sodpletten, skærer hun sit ene bryst af og kaster det hen til ham

med ordene: "Siden du holder så meget af mig, så spis mig!" Hun tar

en pind med lampemos, stikker ild til den og stiger til vejrs. Månen

tænder ild i lampemos på sin isskraber, men ilden slukkes til glød, da

han stiger til vejrs efter hende. Med mellemrum puster han til

gløderne og gnisterne blir til stjerner. Undertiden må han ned til

jorden på sælfangst. Solen lyser og varmer godt, fordi lampemosset

endnu brændte, da hun nåede til himmels.

 

Var.: Fælles eskimoisk myte. Søg på Solen el. Sol; Solen og månen; Månen og solen; sun el. Sun.

Overkateket Hanseeraq fik en anden version, hvor stjernerne

opstår, da månen brænder sig på solen. Ifølge Hanseeraq kaldes Månen

Ijakak og Solen Sungula.

To søstre, som legede huslege

Print
Dokument id:1126
Registreringsår:1884
Publikationsår:1888
Arkiv navn:
Fortæller:Sanimuinnaq (Sanimuinak)
Nedskriver:Holm, G. F.
Mellem-person:Holm, G. F.
Indsamler:Holm, G. F.
Titel:To søstre, som legede huslege
Publikationstitel:Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik
Tidsskrift:Meddr. Grønland 10(5)
Omfang:side 276 - 278, nr. 14
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 125 - 133.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II: 249 - 251.

Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 259 - 261.

 

Resumé: Den ælste søster opfordrer sin søster til at gifte sig med et

hvalkranium. Selv vælger hun sig en ørn. Den bringer hende op til sin

rede, flyver på fangst, får hver gang tre narhvaler, som den

transporter hjem i klørene og næbbet. Den ene dropper den hos

svigerfamilien. Pigen fletter sig tykke remme af narhvalernes sener,

firer sig ned, får skrabet huden af benene undervejs og løber hjem.

Ørnen kommer med sin fangst, dropper den ene narhval, flyver til

reden, ser at pigen er borte, smider sin fangst, og flyver tilbage til

hendes hjem. Svigerfaderen ber den strække vingerne ud som tegn på at

den er en god svigersøn. Det sker. Han sender en pil mod dens bryst.

Pilen preller af, og ørnen river huset itu. Med sin bedstemors

kødvender som pil får svigerfaderen ramt på den.

  Faderen bygger en konebåd til afhentning af den anden datter, der

holdes fanget af sin hvalmand. Båden skal være lige så hurtig som en

edderfugl.

Den er langsommere og bygges om, så den kan ros hurtigerer frem end en

tejst kan flyve. Pigen ser båden komme og vil ud på naturens vegne.

"Du kan tisse i min mund" og "Du kan skide i min hånd", svarer hvalen.

Hun overtaler den til at binde en rem til sig, går ud, svarer at hun

kun lige er begyndt, når hvalen utålmodigt trækker i remmen, binder

den fast til en sten og hopper i konebåden, der ror udad. Hvalen

trækker forgæves i remmen, går ud, og sætter efter båden svømmende i

overfladen. Den haler ind på båden, men forsinkes hver gang pigen på

roernes opfordring kaster et klædningsstykke ud: Den ene kamik, den

anden, anorakken, og til sidst underbukserne, der lugter så dejligt,

at hvalen leger ekstra længe med dem. Båden og hvalen når stranden

samtidigt, og hvalen blir straks til skelet igen.

 

Var.: Pigerne der blev gift med ... (det ene dyr er altid en hval, mens fuglen kan være ørn, el. måge, kæmpemåge el. falk, og undertiden er der tre piger. Den sidste blir da gift med en dødning.

 

Hist.: Fælles østeskimoisk myte

Umîviks befolkning

Print
Dokument id:872
Registreringsår:1921
Publikationsår:1960
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Rosing, Peter
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Jens
Titel:Umîviks befolkning
Publikationstitel:Rosing, Jens: Îsímardik / Iisimmardik / Ilisimmarteq, den store drabsmand. Det grønlandske Selskabs skrifter, XX, 1960
Tidsskrift:
Omfang:side 23 - 37
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Grønlandsk udgave: Otto Rosing: Angákortaligssuit, I, 1957: 9 - 22;

Angakkortalissuit, 1990: 15 - 27, "Umiiviup inui".

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

 

Resumé:

Umiiviks befolkning

Kaattuarnaaq og hans kone Nakatsilik har levet sammen hele livet med mange skænderier, og  fået fem døtre: Naanngisaq, Simigaq Makkak, Tappinngaajik og Sileqaavat, hvoraf Simigaq er den hidsigste og temmelig ondskabsfuld. Deres sønner er  Narsinngattak, Snimuinnaq og -  Iisimmardik, der betyder den galsindede, et øgenavn han fik efter sit første mord.

Simigaq bliver sent gift, men som førstegangs højgravid får hun en sommer, hvor hele familien er samlet til klapmydsfangst på øen Seerarteeq, sine søstre med på at besøge den rare, gamle Ingippik, der lever enligt med sin mand, lokke hende med til fjelds, og, skønt Ingippik netop i glæde over natursynet har sunget en smuk sang, overfalde hende. Søstrene river alle klæder af hende og tæver løs på hende. Da de forlader hende og hun chokeret kommer tilbage og fortæller sin mand om ugerningen, trøster han hende med at skammen nok vil ramme Simigaq. Og det sker. Hun får svært ved at nedkomme, hvorfor man for at fremme fødslen åbner bagsiden af teltet og derved tillader alle at glo nysgerrigt på  den fødendes blottede kønsdele.

Tappinngaajik, den fredeligste af søstrene, får en sommer franarret sin mand, den dygtige Qunii, af Simigaq, der under et besøg overtaler ham til at gifte sig med sin datter. Sammen med sin ny unge kone henter han endog alt sit og den fhv. kones forråd, hvorefter hun med sine to små børn bliver overladt til bopladsfællers nåde. Det er Maratsi, som senere tager hende til tredjekone, men endnu senere igen skiller sig ved hende.

Tappinngaajik pønser på at tage hævn over Qunii ved hekseri, og da hun tidligt om foråret hører at han er død af et voldsomt maveonde, synger hun vildt hele aftenen. Og om sommeren, hvor der bliver kaldt til trommedans og sangfest i Simigaqs telt, får Tap. efter en del opfordringer mod til at træde frem og synge sin "krænkevise". Sangen kredser om Qunii's grove svig over for såvel hende som sine børn. Derefter håner hun Simigaq og den sørgende unge enke, der sammen græder på briksen, mens alle andre larmende bifalder sangen.

 

Om Narsinngattak, den ældste af brødrene, fortælles det, at han var en dygtig fanger, en mådelig åndemaner / angakkoq, tyvagtig når det gjaldt madvarer under hungerperioder, hvorfor han gik under øgenavnet Anngeeru (tyven). Han var ellers vestillet, men sygeligt misundelig og hidsig, og om det fortælles tre begivenheder. Den ene er et væbnet skænderi med morbroderen om den bedste brikseplads en vinter, hvor de skulle dele hus. Der skete dog intet videre, fordi morbroderen gav sig. Den anden er en direkte opfordring til sønnen om at træne kræfterne så han kunne blive en trussel for sine medmennesker. Og den tredje begivenhed strakte sig over en del år, idet Nars. udfordrede hele distriktets bedste fanger Peqitissaq til sangkamp - af lutter misundelse, men måtte nøjes med en stedfortræder, fordi Peqitissaq aldrig indlod sig i sangkampe. En af stedfortræderens viser er bevaret og citeres, men ingen af Narsinngattaks. Men folk fandt hans udfordring naragtig.

 

Sanimuinnaq var kendt som hjælpsom og en dårligere fanger end åndemaner (han gennemførte den eneste seance, som europæere (Gustav Holm; Johannes Hansen (Hansêraq)) har i iagttaget og beskrevet i alle detaljer i Grønland). Var ikke så hidsig som Narsing.,  men det var ikke klogt at fornærme ham. Han hjalp Maratsi med at dræbe Maratsi's stedfar, Quarrajeeq, fordi Maratsi's mor var overbevist om, at Q. pønsede på at dræbe Maratsi.

 

S. er den der tager initiativet til at komme afsted ud i kajak, den dag den rette lejlighed byder sig, og

Maratsi taber endog modet, da det gælder. Det bliver så Saniumuinnaq, der må give Qu. dødsstødet. Med en hånlig bemærkning overlader han parteringen af liget til M., og begge to overholder visse sørgeskikke i tre dage: afmonterer ikke deres harpunspidser og beholder anoraqhætten trukket over hovdet. Folk frygter at de har myrdet den tredje bopladsfælle, der har været alene på fangst, men han dukker sernere op med en stor klapmyds, der har forsinket hans hjemkomst.

 

Da Maratsi ved en senere lejlighed lader sin hidsighed gå ud over en sølle forældreløs dreng, der sammen med Maratsi's søn har været nær ved at drukne, får han læst og påskrevet af Sanimuinnaq, der håner ham for hans ringe mod. Han skal ikke bilde sig ind at kunne være grusom mod andre, og nu er det slut med venskabet mellem de to.

 

Også ved en senere lejlighed, da Maratsi går amok på sommerpladsen, får Sanimuinnaq hånet ham tilstrækkeligt til at luften går af ballonen.

 

Også af Aataaq fra Sermilik-fjorden hånes han i en bevaret smædevise, for sit drab, som han end ikke havde mod og styrke til at udføre selv.

 

Hist. periode: 1880 - 1892

Jens Rosing har genfortalt flere af disse beretninger i Hvis vi vågner til havblik, Borgen, (om Nappartuko-familien - se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9) 1993: Simigaq: ss. 46-47, Tapinngaajik: ss. 69-72, Sanimuinnaq og Maratsis drab på Quarrajeeq: ss. 67-68. Sidstnævnte også ID 1693 og 1694.

"Greenlandic Myths & Stories" is compiled by Birgitte Sonne, born. 4. Jan 1936, MA in sociology of religion, retired in 2006 from Eskimology and Arctic Studies, Dep. of Cross-Cultural and Regional Studies, University of Copenhagen. She still carries out research. 

Contact: bbsonne81@remove-this.gmail.com.