Dokumentation og formidling af Danmarks historie i Grønland og Arktis

Introduktion

Formålet med denne base over grønlandske fortællinger er at lette søgningen i den nedskrevne mundtlige overlevering, der er så omfattende, at det kan tage pippet fra enhver begynder. Basens ca. 2280 fortællinger må være repræsentative for deres tid i de forskellige egne af Grønland, og det er min agt, at basen i fremtiden suppleres med manglende samlinger og spredte tryk ved interesserede brugeres hjælp. Alle fortællinger, der foreligger i dansk oversættelse på tryk er blot indskrevet i resumé, der naturligvis ikke kan bruges som kilder. Man må gå til kilden selv, den trykte oversættelse, helst også den grønlandske original hvis den findes.

Af de øvrige fortællinger, dvs. håndskrevne og nogle få der kun er trykt på grønlandsk, er flertallet indskrevet i oversættelse til dansk. Lektor emeritus Christian Berthelsen har foretaget de fleste og nu afdøde Apollo Lynge, Nuuk, en større antal, Grethe Lindenhann nogle få og Signe Åsblom ligeså. Der er huller i mange oversættelser, enten når håndskriften har været utydelig, særpræget dialekt har gjort sig gældende, eller nedskriveren, der kan være den samme som fortælleren, ikke har haft magt over forløbet. Igen er det sikrest at gå til kilden, som regel håndskriftet, forudsat man har de fornødne kundskaber i grønlandsk. Ellers må brugeren gøre opmærksom på manglerne og usikkerhederne i sin formidling.

Download søgemanual som pdf her.

Søgning på ? Elberg, A. gav 3 resultater.

ajagutôrssuk ulárpánalo  / Ajagutoorsuk ularpannalu / Ajagutaarsuk og Ularpanna

Print
Dokument id:392
Registreringsår:1867
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, V. 4'
Fortæller:? Elberg, A.
Nedskriver:? Elberg, A.
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:ajagutôrssuk ulárpánalo  / Ajagutoorsuk ularpannalu / Ajagutaarsuk og Ularpanna
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 1050 - 1059, nr. 215
Lokalisering:?
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

To børn, Ajagutaarsuk og Ularpannaq, var gode venner og

elskede hinanden højt. Ularpannaq havde forældre og en stor familie,

men Ajagutaarsuk havde ingen familie; han havde kun sin mor. Når andre

børn legede eller spillede bold, var Ajagutaarsuk aldrig med, for han

var meget genert. Han og Ularpannaq fik kajak samtidig; og de begyndte

at tage ud på fangst, da de voksede til. De blev hurtigt dygtige

fangere. Men Ajagutaarsuk udviklede sig hurtigt til at blive dygtigst

i kajak og bedre til at fange sæler.

 

Ularpannaq foreslog engang Ajagutaarsuk, at de skulle kappes om, hvem der først fangede en sæl. De lå på lurestedet efter sæler (? Tamâni sule

qanialigsarqâq). Ajagutaarsuk fik to, og derefter fik Ularpannaq

fanget sin ene. Han harpunere og aflivede sælen og

tog den på slæb. Under hjemturen sagde Ularpannaq til sin kammerat:

"Lad os kappes om, hvem der først får sig en kone." Ajagutaarsuk

svarede ham: "Lad vær med at gifte dig. Hvis du får en kone

vil du ikke kunne elske mig så meget som før, og jeg har ingen

kæreste (eller: - og der er ingen, jeg kan gifte mig med)." Senere

under en fangsttur gentog Ularpannaq sit forslag om at kappes om, hvem

der først fik sig en kone. Ajagutaarsuk svarede: "Du må jo have en

kæreste, siden du vil kappes om, hvem der først får en kone, men

jeg har ingen." Da de kom  hjem - i løbet af aftenen - fik Ularpannaq

sig en kone.

 

Ajagutaarsuks mor sagde da: "Gift du dig også." Sønnen svarede: "Jeg

vil kun gifte mig med én, der ligesom jeg ikke har nogen familie."

Hans mor skyndte sig ud, og det varede ikke længe, så var hun tilbage

med en ung pige, som ingen ejede. Ajagutaarsuk giftede sig med pigen.

 

Da de en dag, før året var omme, var ude på fangst sammen, foreslog

Ularpannaq, at de skulle kappes om, hjem der først fik barn - men det

skulle være en dreng. Ajagutaarsuk grinte og svarede: "Du er jo nok

klar over, at din kone er gravid, siden du vil kappes om, hvem der

først får barn. Men jeg mener ikke, jeg er i stand til at være med, da

jeg ikke er sikker på, om min kone er gravid eller ej." Der

gik ikke lang tid, så fødte Ularpannaq`s kone en pige; og

Ajagutaarsuks kone fik en søn.

 

Nogen tid senere foreslog Ularpannaq under en kajaktur, at de skulle kappes om, hvem der først fik en søn. Igen skete det, at Ularpannaq fik en pige og Ajagutaarsuk en dreng. Da den anden blev misundelig fortalte Ajagutaarsuk grinende

sine bopladsfæller alt dette - at han først foreslog, at de skulle

kappes om, hvem der først fik en kone, hvem der først fangede en sæl,

og senere to gange, hvem der først fik en søn, og at Ularpannaq hver

gang havde tabt.

 

Engang de var ude på fangst sammen, sagde Ularpannaq

følgende til sin ven: "Lad og kappes om at blive den bedste

åndemaner." Ajagutaarsuk svarede: "Det har jeg slet ingen forstand

på. Jeg har ikke engang set nogen træne til åndemaner." Så opgav

de det. Hen på foråret, da isen var ved at forsvinde, satte Ularpannaq

sin konebåd i vandet og tog af sted nordpå for at bosætte sig på en

anden boplads sammen med hele sin familie. Da han var rejst,

havde Ajagutaarsuk ingen, han kunne tage ud på fangst sammen med. Han

tog alene ud på fangst; han kom til at fange endnu flere sæler og

udviklede sig til at blive endnu dygtigere i kajak.

 

En gang fik han besøg af to mænd, innersuit (ildfolk), for de var jo hans

amuletter (arnguarigamigit - amulethjælpere). Han besøgte dem også

selv, når han fik lyst. Han besøgte dem om aftenen og var sammen med

dem hele natten og lærte åndemaneri af dem. En dag da han gjorde sig

klar til at komme af sted, sagde hans mor til ham: "I dag er vejret

alt for dårligt, og det blæser for meget. Du skal gøre ligesom de

andre og tage din kajak ind og tørre den; for den er gennemvåd, fordi

du har brugt den for meget. Gå i stedet en tur over land og sæt

rævefælder. Det er på de tider, at skibene plejer at dukke op. De er

som regel ude efter dem (ræveskind), så du kan bruge dem som

handelsvarer."

 

Ajagutaarsuk tog ud en tur. Undervejs kom han til

en klippe med en meget stor sten med hul i midten, ovenpå. Han var lige nået derhen, så hørte han en stemme sige, at han skulle komme ned. Han modsatte sig ikke, men under nedstigningen kom han til at trille ned, og straks besvimede han. Da han igen kom til bevidsthed,  kæmpede han sig helt årvågen, og det gik op for ham, at han lå på den bare jord, splitternøgen.

På vej hjemover hørte han sus i luften og kiggede bagud. Det var fugleskindspelsen, der kom svævende i luften. Han rakte armene frem, og straks havde han fugleskindspelsen på. Næste gang han hørte sus, var det bukserne, der kom, og også dem fik han på. Sidste gang  han hørte sus, var det kamikkerne, der dalede ned; også dem tog han på. Da han så kiggede nordover, så han Ularpannaq

komme flyvende. Ajagutaarsuk fik travlt med at komme hjemad. Han bar

sin kajak ned, roede ud og flygtede. Snart havde han fanget en sæl

og roede ind til land.

 

Da han kom hjem, lod han nogen sætte mad frem.

Det blev aften, det blev nat, og til sidst blev det morgen. Først

dagen efter om aftenen ankom Ularpannaq og indlogerede sig hos

Ajagutaarsuks. Da mændene havde indfundet sig til kødspisning og sat

sig ned, fortalte Ularpannaq: "Jeg var ellers ikke længe om at nå

hertil. Jeg tog af sted i dag hjemmefra, og nu er jeg her allerede."

Ajagutaarsuk sagde til ham: "Jeg var ude at gå en tur i går. Da så jeg

dig komme nordfra. Jeg regnede med, at du snart kom, og jeg var ude at

skaffe noget kød til dig. Alligevel var jeg lige ved at blive træt af at

vente på dig." Da tav Ularpannaq helt skamfuld. Han blev natten over og tog af sted dagen efter.

 

Straks efter fløj Ajagutaarsuk efter ham, og de ankom omtrent samtidigt. Da

han kom ind i huset, fik Ularpannaq travlt med at få sat mad frem; han

havde ikke regnet med, han kom så tidligt, hvorfor han ikke havde

gjort forberedelser. Efter at have spist om aftenen, foreslog

Ularpannaq, at de skulle kappes om, hvem der var den bedste til at

mane ånder. Han lod Ajagutaarsuk sætte sig ved sin side. Idet han

satte sig, kom tre store indlandsboere (tornit) ind. De var altså vennens (Ularpannaqs) hjælpeånder. En af dem tog en

lanse og sagde: "Jeg vil kaste lansen efter dig."  Han gjorde sig

klar og kastede lansen. Hurtigt sprang Ajagutaarsuk op og kom til at

hænge på en tværbjælke. Den anden indlandsbo tog lansen og kastede den

efter ham, men ramte ham ikke, idet han sprang ned på gulvet. Så

hørte man lyden af trin ude i gangen - nogen, der var på vej gennem husgangen.

Ind trådte en ildmand (innersuaq) med bælte på, der var lavet

af det hvide sortsidemaveskind. Han sagde: "Hvad gør de dog ved ham,

hos hvem jeg plejer at varme mig?" Han satte sig ved siden af

Ajagutaarsuk. I det samme hørte man lyden af trin, der var på vej ind.

Det var innersuaq nummer to med et bælte, der var lavet af

hvalrosskind. Idet han sagde: "Hvad gør de dog ved ham, hos hvem jeg

plejer at varme mig?", satte han sig ned på den anden side af

Ajagutaarsuk. Der hørtes endnu en gang trin ude i gangen på vej ind.

Ind trådte innersuaq nummer tre. Han sagde: "He! Hvad gør de dog ved

ham, hos hvem jeg plejer at varme mig? Tror de mon, vi ikke kan magte

dem?" Også han satte sig ned i nærheden af Ajagutaarsuk. Ajagutaarsuk

trådte frem for at trække armkrog med en af indlandsboerne.

Ajagutaarsuk rettede innersuaqs (det skulle nok have været tuneq - indlandsbo) arm ud, så senerne blev revet over og kødet blev

sønderrevet. Innersuit (ildmændene) spyttede på den tabendes arm og

åndede på den, så at den blev rask. Indlandsboerne blev vrede, greb

fat i innersuit og de kom op at slås. Ham med bæltet af hvid

sortsidemaveskind kastede sin modpart fra sig med en sådan kraft, at

det gav et mægtigt drøn (? ingaluagsínnarpoq - ingasappoq - er

voldsom). Endnu voldsommere lød det, da den anden med bælte af

hvalrosskind kastede sin modpart fra sig. Den tredie, der havde et

bælte af remmesælskind, kastede modparten hen ad gulvet, så lænden

knækkede. Så var de på vej ud med Ajagutaarsuk i spidsen. De kom ned i

deres kajakker og tog af sted hjemover. De tog Ajagutaarsuks kajak med

sig, da de vidste, at han ville få brug for den.

 

Senere besøgte Ajagutaarsuk innersuit adskillige gange for at tage ud på fangst

sammen med dem. Han blev så dygtig til at fange, at ingen på

bopladsen kunne måle sig med ham. Ularpannaq gik i den grad op i træningen til åndemaner, at han kun sjældent tog ud på fangst, og kom efterhånden til at lide mere og mere nød; til sidst ejede han hverken konebåd eller telt. Hvad mad angik blev han afhængig af andres hjælp. Han fik flere børn, men udelukkende piger. Derimod fik Ajagutaarsuk mange drenge; og det at gå på fangst lærte de hos deres far.

 

Var.: De tvende Fættere; Ulorpanna; Ipiutaarsuk; Nerngajorak;

 

Hist.: Ajagutaarsuks uddannelse til åndemaner (se også initiation) følger det østgrønlandske skema. I Østgrønland var den forestilling fremherskende, at hjælpeånder varmede sig i deres angakkoqs / åndemaners krop, når han holdt seance og selv i ånden var på rejse.

Forestillingen træffes sjældent i vestgrønlandske fortællinger.

Itdlernarmio / Illernarmiu

Print
Dokument id:391
Registreringsår:1867
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, V. 4'
Fortæller:? Elberg, A.
Nedskriver:? Elberg, A.
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Itdlernarmio / Illernarmiu
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 1044 - 1049, nr. 214
Lokalisering:?
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Illernaqboen.

På Illernaq boede en mand med sin kone og to døtre. Da han

var blevet gammel, tog han ikke længere på fangst, men fiskede.

Han skaffede sin familie den nødvendige føde ved at bytte sig frem

til kød, blod og spæk.

 

En vinter, mens han fiskede på isen,

holdt to netsider sig hele tiden i nærheden af ham. Han jagtede dem og

fik dem begge to. Da han kom hjem med dem, bad han sine døtre om at

hente noget saltvand. Det skulle ikke være vand fra mellem

isstykkerne, men fra iskanten, når det nu var så sjældent, han

fangede noget. Døtrene tog vandspanden og gik til iskanten. Da de var

på vej hjem med saltvandet, revnede isen, og revnen blev hurtigt så

bred, at de ikke kunne springe over den. De drev ud til havs. De

lavede en snehytte på isflagen, hvor de boede. De levede af at spise

kanten af vandspanden (vandspanden var af skind), og vand fik de af

sneen. Hen på foråret fik de øje på noget land. De drev i den retning

(savigfigalugo), og langt om længe stødte isflagen til land. De gik

straks i land og spiste sig mætte i bær og rosenrod, og de drak vand

fra elven. Herfra gik de over land, og undervejs så de en fjord, hvor

to kajakmænd var ude på sælfangst. I bunden af fjorden var der en

elv, der havde sit udspring i en stor sø. Ved elven sås telte, og der

kom røg op fra ildstedet ved teltene. De gik derhen; og lige før de

nåede frem sagde den ældste af pigerne til sin lillesøster: "Vi ved ikke, hvordan disse mennesker er. Lad mig gå hen til dem alene. Det gør ikke så meget

(susaneruvoq), om jeg bliver dræbt." Hun bad lillesøsteren lægge sig

mellem buskene. Storesøsteren gik hen til teltene og stillede

sig ved siden af ildstedet, hvor der blev lavet mad. Der stod en

kvinde ved ildstedet, men hun kunne ikke se storesøsteren. For at

blive set gik hun helt hen til gryden, tog kødvenderen op af gryden,

og lagde brænde på ildstedet. Kvinden, der lavede mad, så det ekstra

brænde og bemærkede: "Der en kommet brænde på ildstedet. Det er kun en

kvinde, der kan finde på den slags." Kvinden gik ind i teltet, uden at

se storesøsteren, der nu fjernede ildstedets vindskærm. Kvinden

gik ud igen og sagde vredt: "Røgen kan godt skræmme laksene; hvem har

gjort det?" Storesøsteren sagde: "Det var mig. Men du kan åbenbart

ikke se mig. Det er længe siden, jeg har smagt spæk, giv mig et

stykke." De kunne ikke se hende, men man lagde et stykke spæk til

hende. Så snart storesøsteren havde spist det, kunne de se hende. De

bad hende fortælle. De vidste ikke, at der var én til. Da hun

fortalte, at hun havde sin lillesøster med, kaldte de på hende. De

kunne ikke se hende, men gav hende et stykke spæk. Da hun havde spist det, kunne de se hende.

 

De to kajakmænd, der var på fangst, vendte hjem, begge med

sæl på slæb. De fik fortalt, hvad der var sket. De skyndte sig op. De

to mænd var brødre. Den ældste fik den ældste af pigerne til kone, og

den yngste bror den yngste (af pigerne). Inden efteråret havde mændene

fanget nok til at fylde konebåden (usigssatik naungmagtípait). De

vendte tilbage til deres vinterboplads, og da de var meget

sparsommelige kunne de hjælpe dem, der havde spist forrådet op og var

kommet i nød. Den ældste af pigerne blev gravid og fødte en dreng.

Den yngste pige kunne ikke få børn, hvorfor hendes mand ikke længere

rigtigt elskede hende og blev hende mindre venligt stemt. Den ældste

pige spurgte sin mand, hvorfor lillebroderen opførte sig sådan. Han

svarede, at lillebroderen ville dræbe sin kone, fordi hun ikke kunne

få børn - og skønt han havde prøvet at forbyde ham det, var det helt

forgæves. Storesøsteren sagde det til lillesøsteren og foreslog, at de

sammen skulle flygte hjem til deres boplads.

 

Så skete det, at deres bopladsfæller skulle sydpå til sang- og dansefest på en anden boplads. De to søstre sagde, at de ikke ville med. Da de andre var taget af sted, pakkede de kød, spæk, såleskind og

senetråd fra forrådsrummet og rejste bort - den ældste med sit barn på

ryggen. De gik derhen, hvor de var landet året før. Her fandt de en

gennemhullet isflage og udså sig den til "båd". Lillesøsteren sprang

ud på den, og det gik godt. Storesøsteren sprang, men faldt i vandet.

Lillesøsteren sagde, at hun nok ikke ville kunne klare det, når hun

havde et barn på ryggen. Storesøsteren måtte så dræbe sin lille søn,

og hun begravede ham lige oven for stranden og dækkede graven til med

sten. Hun bavde kun hans lille hoved i sin amaat (rygpose). Så sprang

hun ud på isflagen uden besvær. De drev ud med en kraftig vestenvind,

der førte dem mod øst. Det gik betydeligt bedre end sidst, fordi de

ikke manglede mad. Så drev de til land. Lillesøsteren mente bestemt,

at hun kunne genkende landet, men storesøsteren var ikke enig. De

begav sig op ad et fjeld. Lillesøsteren påstod, at de flere gange

havde været på dette fjeld for at fange søkonger. Storesøsteren

syntes, at fjeldet var for hvidt og for stort til at hunne være det,

lillesøsteren mente. Da de kom op, fandt de den lille afsats, hvor

huset lå - stadigvæk oplyst. Henrykte skyndte sig derhen

og kiggede ind gennem vinduerne. De så, at begge forældrene

levede endnu. Deres mor lå midt på briksen med tæppe over sig og

hvilede; og faderen sad på sidebriksen. De hørte moderen grædende sige

til sin mand, at døtrene var drevet ud med isen, fordi han

havde forlangt, at de skulle hente vand fra iskanten. Manden var i

færd med at flette en fiskesnøre af sener og græs. Døtrene var nu på

vej ind, klædt i røde sælskindsbukser, sort vandskindsamaat og

renskindsanorak. Faderen kunne straks genkende dem. Moderen var i sin

alderdom kommet til at se så dårligt, at hun ikke kunne se dem, men

måtte føle på dem for at genkende dem. Hun følte på dét, den ældste af

døtrene havde i sin amaat, og faldt død (? erngînnarput) om.

 

De to søstre blev gift med andre, og storesøsteren fik flere børn, mens

den yngste fortsat var barnløs asangningnerat mitdligame (fordi deres

kærlighed var blevet mindre). De var blevet meget gamle, da de døde.

 

Var.: Delvis: Malarsivaq / Malarsuaq / Maledok / Manutooq; Malaise / Malaasi.

Søg på: Akilineq.

 

Hist.: Det er relativt fredelige personer der i denne version bor i Akilineq. Broderens ønske om at dræbe sin ufrugtbare kone kunne ligeså vel forekomme i en fortælling om rigtige mennesker (grønlændere), omend det er fast ingrediens i de versioner, hvor kvinder driver over havet til Akilineq på en isflage.

 

Grønlændernes kendskab til stammefrænder i Canada er udbredt midt i 1800-tallet (søg på Labrador), hvilket - foruden Akilineq-boernes fredelighed - synes at afspejles i buksernes røde farve. Ikke desto mindre holder man i denne version fast ved, at det ikke går an at blande slægt med Akilineq-boere, dvs. knytte varige slægtskabsbånd med dem. Endvidere placerer de rejsendes usynlighed også stadig Akilineq på "den anden side" i verdensbilledet. Se også Malaise / Malaasi, især et par sydgrønlandske varianter, hvor pigerne ved hjemkomsten er usynlige og blir mistaget for døde på besøg efter mad.

Utorqanguaq nulialo / Utoqqannguaq nulialu

Print
Dokument id:390
Registreringsår:1867
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, V. 4'
Fortæller:? Elberg, A.
Nedskriver:? Elberg, A.
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Utorqanguaq nulialo / Utoqqannguaq nulialu
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 1041 - 1043, nr. 213
Lokalisering:?
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Om den lille ældre mand og hans kone. (Trædukkebarnet)

 

Der var engang en lille ældre mand, der boede i et hus sammen med sin

kone og datter. Husstanden omfattede kun de tre. På bopladsen boede

også en forældreløs ung mand, der var en dygtig kajakroer og fanger.

Denne unge forældreløse havde en ven. De to var altid sammen - også

når de var på fangst. Vennen havde en søster. Hun og de andre piger på

stedet var varme på denne forældreløse unge mand; men han brød sig

ikke om dem, for han ville kun have datteren af den lille ældre

mand. En aften besøgte den forældreløse dem for at tale med dem om

deres datter. Han fik forældrenes ja til at gifte sig med

datteren. Han elskede hende højt. Hver dag kom han hjem med en sæl fra

sine fangstture.

 

Så skete det, at han ikke længere var så venlig

over for sin kone, når han kom hjem fra fangst. Når han kom ind i

huset, lagde han sig ned på briksen med hovedet imod bagvæggen, og han

snakkede ikke mere. Dette blev til en vane. Hans kone spurgte ham

ud og fik at vide, at søsteren til hans ven havde fortalt, at der var underligt, at hans kone ikke kunne få børn.

 

Da den lille gamle mand fik dette at vide, gjorde han det, at han hver morgen gik ud af huset og kom ind igen hen imod aften. Dagen lang var han i gang med at fremstille et eller andet; men ingen anede, hvad det var, han lavede.

 

En morgen, da svigersønnen var taget ud på fangst, kom den lille ældre

mand ind i huset med en trædukke, der lignede et spædbarn på

en prik. Han sagde til sin datter, at hun skulle gå i seng med et

klapmydseskind som brikseskind. Da dette var sket, bad den lille ældre

mand konen om at hente frisk blod. Hun kom ind med blodet, og han

lagde dukken, der lignede et spædbarn, ved siden af datteren og sagde

til hende, at hun skulle give det dyne på. Han bad konen om at hælde

blod på brikseskindet og datteren om at skrige. Så blev dukken

efterhånden levende og den blev til et spædbarn.

 

Nysgerrige bopladsfæller, der kom på besøg, fik ikke mistanke om noget; for de

kunne jo se, at der var blod på brikseskindet. Da pigens mand hen

under aften var på vej ind med den sædvanlige sæl på slæb, gik

svigerfaderen alene ned til ham. Da han lagde til, sagde

svigerfaderen: "Skønt vi slet ikke har mærket, at hun var gravid,

fødte hun skam pludselig en dreng i dag; og hun har det godt."

Ved den besked rørte svigersønnen dårlig kajakringen med åren, da

han sprang på i land, og uden at bryde sig om hverken kajak eller

fangst smed han bare åren fra sig og gik op. Han skyndte

sig op i huset, og blev i sin store glæde tilfreds og glad igen.

 

Sønnen voksede op (ilani ilagissârdlugit: som et medlem af familien).

Da han blev større og begyndte at være sammen med de andre børn, blev

han en gang budt på mad og suppe. Morfaderen havde ellers udtrykkeligt

forbudt ham at drikke suppe, og da han alligevel lod sig friste,

havde han dårligt smagt suppen, før han faldt om og blev til træ. Hele

familien græd af sorg, men hans lille bedstefar gav sig til at

fremsige trylleformularer. Mon ikke nabofamilien havde skadet ham ved

trylleri eller hekseri? Slut.

 

Kommentar: Trædukker der bliver eller gøres levende forekommer i forskellige kontekster. I Qasiassaq, den store løgner, magter han dog ikke at gøre den levende. Hvorfor trædukken hér ikke tåler suppe er ikke umiddelbart indlysende: Skal den forblive tør som træ?. Oftest møder man tabuer mod at drikke for meget vand. Fx i visse versioner af Igimarasussuk, hvor drikning af vand fører til magerhed.

Databasen med myter og sagn er udarbejdet af Birgitte Sonne, f. 4. jan 1936, mag art i religionssociologi, pensioneret fra Afd. for Eskimologi, TORS, KU i 2006. Har forsket i og skrevet om grønlandske myter og sagn i en halv menneskealder - og gør det stadig. Kan nås med spørgsmål på bbsonne81@remove-this.gmail.com.