Dokumentation og formidling af Danmarks historie i Grønland og Arktis

Introduktion

Formålet med denne base over grønlandske fortællinger er at lette søgningen i den nedskrevne mundtlige overlevering, der er så omfattende, at det kan tage pippet fra enhver begynder. Basens ca. 2280 fortællinger må være repræsentative for deres tid i de forskellige egne af Grønland, og det er min agt, at basen i fremtiden suppleres med manglende samlinger og spredte tryk ved interesserede brugeres hjælp. Alle fortællinger, der foreligger i dansk oversættelse på tryk er blot indskrevet i resumé, der naturligvis ikke kan bruges som kilder. Man må gå til kilden selv, den trykte oversættelse, helst også den grønlandske original hvis den findes.

Af de øvrige fortællinger, dvs. håndskrevne og nogle få der kun er trykt på grønlandsk, er flertallet indskrevet i oversættelse til dansk. Lektor emeritus Christian Berthelsen har foretaget de fleste og nu afdøde Apollo Lynge, Nuuk, en større antal, Grethe Lindenhann nogle få og Signe Åsblom ligeså. Der er huller i mange oversættelser, enten når håndskriften har været utydelig, særpræget dialekt har gjort sig gældende, eller nedskriveren, der kan være den samme som fortælleren, ikke har haft magt over forløbet. Igen er det sikrest at gå til kilden, som regel håndskriftet, forudsat man har de fornødne kundskaber i grønlandsk. Ellers må brugeren gøre opmærksom på manglerne og usikkerhederne i sin formidling.

Download søgemanual som pdf her.

Søgning på ? gav 609 resultater.

3. qivittoq fortælling. (Ingen titel)

Print
Dokument id:1011
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hfte 426
Fortæller:?
Nedskriver:Rosing, Christian ?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:3. qivittoq fortlling. (Ingen titel)
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:2 sider
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

(ingen overskrift).

Der var også en anden mand, der tog ud for at leve som qivittoq. Det

varede ikke så længe, før han mødte nogle qivittut (fjeldgængere).

De opfordrede ham til at tage hjem igen; men det ville han slet ikke.

Til sidst begyndte de qivittut, der opfordrede ham til at vende hjem

igen, at true ham med at skære ham i stykker. Men han kunne

umuligt overtales til at vende hjem. Der kom også en anden qivittoq og

opfordrede ham til at vende hjem. Det viste sig, at det var en

onkel (eller farbror) til ham. Men han ville ikke bøje sig, selv om

han blev truet med og på det kraftigste advaret imod alle de

fortrædeligheder, han ville komme ud for. En dag kom de andre igen og

forsøgte endnu en gang at få ham til at tage hjem. Men han ville

ikke, og de besluttede sig til at skære ham i stykker. Midt i det

hele kom onkelen og advarede dem imod at partere ham. Men de blev

vrede på hinanden (kamâtilitdlaramigdlo - kan også betyde at de kom op

at slås), og de gjorde alvor ud af at skære ham i stykker. Men onkelen

havde hans ånd (anernera - kan i Østgrønland også betyde: hans sjæl) hos sig

og passede på den. Da de var færdige med at skære ham i stykker, smed

de stykkerne bort allevegne og tilintetgjorde ham fuldstændig. Efter

at de, der skar ham i stykker, var gået, gav onkelen sig til at samle

stykkerne sammen. Han havde meget svært ved at finde den ene af hans

lillefingre, som viste sig at være blevet lagt i bunden af en udtørret indsø. Efter en længere eftersøgning fandt han den, og han satte stykkerne sammen

og kom i gang med at genoplive ham. Det tog lang tid med behandlingen, men

til sidst fik han ham til at trække vejret, og han blev levende.

Netop fordi han var blevet skåret i stykker og genoplivet

kom han hurtigt i stand til at klare alt; og de fortrædeligheder, han normalt ville komme ud for, slap han

for.

 

Kommentar: At blive parteret og sat sammen igen er en vanlig mytisk rite (reinkaranation) til at opnå angakkoq / åndemaner-evner. Spredningen af stykkerne var ritualet efter et mord, der skulle hindre den døde i at trænge ind i morderen.

Se: troldbjørn; Den store bjørn æder hende; Elvens hund; Ferskvandets bjørn, Søens bjørn. I kristent regi: Imaneq. Iisimmardik

?

Print
Dokument id:410
Registreringsår:1864
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, VI, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Ludvik, Simion Ole
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:?
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 195h - 198h
Lokalisering:?
Note:

Fotokopi og evt. oversættelse bortkommet. Velegnet til opdatering.

aammaasinngooq  ajoqi / Og så var der en kateket, der blev fjeldgænger...

Print
Dokument id:830
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hfte 426
Fortæller:?
Nedskriver:Rosing, Christian ?
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:aammaasinngooqajoqi / Og s var der en kateket, der blev fjeldgnger...
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:1 side
Lokalisering:Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen

 

(4. qivittoq - fortælling. Ingen overskrift)

Så fortælles der om en kateket, der drog af sted hjemmefra for at leve

som qivttoq, fordi det blev sagt, at barnet, konen fødte, ikke var hans, og en anden mand var far til barnet. En

gang, (efter at han var blevet ødelagt), og han var blevet i stand til

at flyve gennem luften, tog han hen til stedet, som han i sin tid

forlod, for at iagttage folk fra et lille fjeld. Det viste sig, at det

var om søndagen. Knap nok var han henne ved det lille fjeld, så

begyndte kirkeklokken at kime. Han kiggede på folk, der var på vej til

kirken. Lige neden for ham mellem de nærmeste store huse (igdlorssuit; nokherrnhuternes hus og kirke).

så han pludselig sin kone, der var på vej hen til kirken, med et

barn på armen. Da han havde kigget rigtigt på hende, blev han så vred,

at han mistede bevidstheden og ikke vidste, at han var fløjet væk gennem

luften. Langt om længe kom han til bevidsthed og opdagede, at han

befandt sig på et fjeld, der hed Kiinaalik, som lå langt væk. Han fløj

aldrig mere hen til stedet, hvorfra han i sin tid drog af sted; for

han var blevet rigtig vred.

 

Var.: ikke i denne bases samlinger.

Aapapâq

Print
Dokument id:831
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hfte 426
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Aapapq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:2 sider
Lokalisering:Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Ulæselig

Aapapâq / Aapapaaq

Print
Dokument id:810
Registreringsår:1919
Publikationsår:1921
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Jrgensen, Sofie
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Aapapq / Aapapaaq
Publikationstitel:Myter og Sagn, I
Tidsskrift:
Omfang:side 324 - 328
Lokalisering:Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Renskrift: KRH, kasse 52 nr. 2, hæfte 415, der er en stærkt revideret udgave af KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419: Aapapâq. Renskriveren er muligvis Peter Rosing, Chr. Rosings bror.

 

Resumé:

En storesøster og lillebror er plejebørn hos et ægtepar på bostedet

med det storelavvande, Tinuteqisaaq. Ægteparrets egne

børn ikke vil vokse. Da konen føder endnu et barn, en søn, beslutter

hun at sulte det, fordi de andre børn har fået for meget at spise.

Plejesøsteren stjæler sig til at give barnet både vand og lidt kød og

spæk. Barnet vokser lynhurtigt og æder en nat sin mor og det meste af

sin far. Husfællerne flygter over til nogle øer, der ligger tørre ved

lavvande. En gammel mand må blive i huset. Han lægger sig på

gæstebriksen med sin amulet, en vandøse, der gør ham usynlig, når han

koncentrerer sig om at ønske det. De to plejesøskende har gemt sig

uden for under konebåden på stativet. Uhyret snuser sig frem til dem,

råber på mad, men standses af pigens fremrakte ulu (kvindekniv), der

er hendes amulet, og af hendes ord: "Husk på, at det var mig, der gav

dig mad og drikke, når du sultede". Utysket vender om. Børnene flygter

mod indlandet. Utysket går ind og ud af huset og får heller ikke fat i

en gammel ungkarl ovre fra øen. Han kommer efter en glemt økse, som

ejeren har lovet ham sin smukke datter for. Ejeren bryder sit løfte.

Det må ungkarlen finde sig i. Utysket forfølger de flygtende børn.

Pigen sender sin ulu imod det med stærke ord, der flækker utysket fra

top til tå. De vandrer videre, kommer til et hus, hvor broderen blir

tørstig og overtaler sin søster til at hente sig noget vand. Hun må

skære en rem med bjørnetænder ned for at komme ind og hente vand. Hun

går ind igen uden sin ulu i det tilsyneladende tomme hus og kalder

beboeren frem. Det er en ånd med jernkløer, en koopajooq eller en

kukiffaajooq, som hun sparker ihjel med sin venstre kamik, hvor der

også er gemt en ulu. De to søskende flytter ind i det tomme hus, og

ingen har siden hørt noget til dem.

Var.: Spædbarnet som åd sine forældre. The infant which ate its parents; naalungiarsuk; Neqikitsuliaq; Nerrikitsuliaq; Barne-uhyret. Var.: Spædbarnet som åd sine forældre. Om sult og et forslugent spædbarn. Til episoden med koopajooq'en er der en del varianter.

 

 

Tolkning: For lidt og for meget fordærver alt. Dette er moralen bag

denne variant, hvor børn, der proppes med mad ikke vil vokse, og dem

der intet får, vokser uhyggeligt hurtigt og udvikler kannibalske

lyster.

Aataaq / Sermilimmi nannup nerisaa

Print
Dokument id:832
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1990
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:Rosing, Peter
Indsamler:Rosing, Peter
Titel:Aataaq / Sermilimmi nannup nerisaa
Publikationstitel:Angakkortalissuit
Tidsskrift:
Omfang:side 198 - 209
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

1. udgave: Otto Rosing: Angákortaligssuit, Godthåb 1957-61, II: 72 - 83.

 

Oversættelse ved Signe Åsblom:

"Aataaq (der blev ædt af en isbjørn i Sermilik)"

Det fortælles at Aataaq var en rigtig mand. Han var en stor mand med meget brede skuldre, og det var som om hans underkrop var for smal til ham og hans vældige hoved for stort til ham. Det var én man næppe ville kunne stille noget op imod, hvis han skulle give sig til at stange i en sangduel på nidviser. Det var nemlig også en kendt sag, at der ikke var nogen der kunne måle sig med ham blandt dem, der sang nidviser i Sermilik. Da Maratsi havde sunget nidviser mod ham, var han selvfølgelig også blevet grundigt til grin, fordi Aataaq havde besejret Maratsi helt og aldeles, både med hensyn til midvisernes indhold og ved sin fremførelse af dem.

       Aataaq var ikke kun legendarisk for sin kunnen i forbindelse med nidviser, men også fordi han var en stor åndemaner / angakkoq og heksekyndig / ilisiitsoq. Han var også god i sin rolle som mægtig mand. Han var den største godgører over for folk. Og fordi han var latterens sande mester, var det så dejligt at komme på besøg hos ham, at det kunne være svært at forlade ham igen. Desuden kunne han fortælle så mange historier. Han var Sermiliks store kloge mand. Igen en historie om et menneske, der var til glæde for sine medmennesker. Men det siges at han i det skjulte var et rigtig slet menneske, fordi han tog for store stykker af andres sælfangst for at lave tupilakker af dem. Han var et menneske som det var svært at gøre sig klog på. Når der var fare få færde hos kajakkerne eller på isen, var han uhyre hjælpsom. Men når nogen pludselig blev meget bange for et andet menneske, og når nogen fik besvær med at finde fangstdyr, følte Aataaq sig vældig godt tilpas. Det var svært rigtigt at forstå ham som menneske, fordi han var sådan.

       En dag tog han så til Qeqertarsuatsiaq for at overvintre, og der skulle han bo sammen med Siannialik og hans familie. Huset var ikke stort, og da de var flyttet ind, var der fire brikse til Aataaq, Aarluarsuk, Quunapii og Siannialik og hver deres familier.

       Da de var flyttet rigtigt ind, virkede det som om der boede en hele masse mennesker, selv om det var et lille hus. Det indtryk fik man fordi de brugte de mange aftener på sanglege. Desuden var alle i slægt med hinanden med undtagelse af Siannialik og hans familie. Aarluarsuks kone Tupaaja var Aataaqs storesøster, og Quunapii var Aarluarsuks søn. Når de ind imellem ikke sang, udpegede de én der kunne mane ånder. Aataaq var ofte åndemaner, og ved de lejligheder viste han dem mange forskellige ting. Mens solen gik længere og længere ned mod horisonten, kom hans påkaldelse af ånderne med alt kortere mellemrum, og han fik sandelig også øje på noget! Når han ind imellem gjorde ophold i åndemaningen, sukkede han dybt og inderligt.

       Dette så Aataaq under åndemaningen: Da han kom til sig selv under seancen og så nærmere på det han havde fået øje på, viste det sig at være noget der skinnede! Det var noget der kom til syne ud for Illuluarsuits kyst. Han tænkte: Det er nok en bjørn som jeg skal fange, en hjælpeånd er det næppe. Da han nu havde set den én gang, ventede han utålmodigt på igen at få øje på den. Når han med jævne mellemrum igen så den, havde den knap nok flyttet sig ud af stedet. Og han var meget utålmodig efter at finde ud af, hvad det egentlig var han havde set.

       En anden gang var han igen ved at at mane ånder, og eftersom han havde skyndt sig meget blev han forbavset, da han kom til sig selv og befandt sig udenskærs mellem Ammassalik og Sermilik. Han tænkte: Hvad i alverden er dét dernede, bare den nu ikke er blevet dirigeret om mod mig (hans egen tupilak) - men det kan da også være, at den omsider er på vej hen til den som den skal æde?

Efter på den måde at have spekuleret lidt frem og tilbage, havde han stadig ikke fundet ud af det og gav så tegn til den om at dreje i retning af Kulusuk. Og minsandten om den ikke allerede havde drejet rundt. Men han havde stadig ikke genkendt det han havde set. Dagen efter manede han igen ånder og kom så til sig selv - og det var dogt utroligt! Nu var den drejet i en forkert retning. Han tænkte bare: Gad vide hvorfor den har gjort det? Nu gav han for anden gang tegn til den, og da den jo havde prøvet det før, bøjede den nu selvfølgelig af mod Kulusuk. Da den var ved at dreje virkede den dog betænkelig, og det bekymrede ham. De følgende dage manede han også ånder, men det virkede ikke særlig godt, fordi den blev ved med at dreje i den forkerte retning, og da han nu selv var på vej i den retning, hvorfra solen står op, vidste han at han ikke ville komme til at opleve vinterens slutning, for han var ved at blive "én der vender ansigtet mod sig selv". På det tidspunkt skete der igen noget mærkeligt, for nu spiste noget usynligt indholdet af hans madpose ved at begynde fra sømkanten.

       Aataaq var enkemand; hans storessøster havde flere gange sagt at han skulle få sig en kone, men han svarede aldrig andet end: "Hvis jeg fik en kone ville hun bare lide til ingen verdens nytte, for mit liv er uforudsigeligt."

       Aataaq holdt op med at tænke på en fremtidig kone og koncentrerede sig udelukkende om ikke at tabe det sete af syne. Og samtidigt mistede han også lysten til at synge. Når han var ved at slutte sin åndemaning, sagde han gerne til sidst: "Den kommer altså nærmere og nærmere mod land." Og det mærkelige var, at han aldrig blev spurgt om noget og heller aldrig fik svar på noget.

       Langt om længe bleve dagene længere, for det var i begyndelsen af april. Beboerne i Qeqertarsuatsiaq begyndte af småsulte, fordi der ikke længere var nogen der overhovedet fangede noget. På det tidspunkt begyndte der at ske noget som husets beboere syntes var meget mærkeligt. Om aftenerne knirkede og knagede det så voldsomt i husgangen at det lød som om den skulle brase sammen. En snevejrsdag tog Siannialik afsted til Akorninnarmiut. Da han var taget afsted var der kun to duelige mænd tilbage. Aarluarsuk forsøgte godt nok at fungere som tredjemand, men ham kunne man kun sætte sin lid til med hensyn til trylleformularerne.

       Vejret var ikke så rart at være ude i, så folk holdt sig trygt og godt inden døre. Der var netop ved at falde ro over dem, da de blev meget opskræmte over at høre nogen råbe uden for, at der var en kæmpestor isbjørn. Det var så et barn, der var gået ud og havde fået øje på en stor isbjørn, der dukkede op derude i vest.

       De stakkels få mænd tog deres lanser for at have dem i beredskab som våben og gav sig til at forfølge bjørnen. Aarluarsuk fulgte efter dem så godt han kunne. De fik øje på bjørnen, der stod oprejst på en lille drivende isflage i dampen fra et isfjeld. De andre ventede først på Aarluarsuk, for når han kom måtte han kuune komme med en idé om hvad man skulle gøre. Han nåede helt udaset frem og spurgte: "Hvorfor har I ikke forsøgt at ramme og såre den?" Da han sagde det syntes de andre også, at den virkede noget særpræget og gav sig til at se nøjere på den. De så allesammen at den havde to store pletter. Aarluarsuk og hans søn var meget forbavsede og sagde: "Den er ligesom en hund; det kan da aldrig være en rigtig isbjørn! Når man kommer hen til en isbjørn opfører den sig da ikke på den måde. Denne her bevæger sig nøjagtigt som en hund."

       Aataaq stod ved siden af dem og virkede betænkelig og sagde: "Jeg er også bange for den." Samtidigt holdt Aarluarsuk sig årvågen og påpegede: "Se der, - når den gør sådan opfører den sig i hvert fald ikke som en isbjørn!" Da de andre så hen på den, gik den som en anden hund rundt om sig selv for at lægge sig ned. Aarluarsuk sagde: "Nu går jeg altså min vej; du er sandelig en køn isbjørn!" Da han begav sig hjemad fulgte de andre bare efter. Heller ikke da de fjernede sig fra den rørte deres forventede isbjørnefangst sig ud af stedet. Aarluarsuk og hans søn mente at det var en tupilak.

       Og således var der ingen der vidste, hvor den bagefter gik hen.

       Efter et par dage beyndte Aataaq en nat at græde. Hans storesøster hørte ham og følte den største medlidenhed med ham, fordi hun troede at han græd over sin afdøde kone. Omsider tav han, og så spurgte hun alligevel hvad han var ked af. Aataaq svarede: "Det siges at det der skal æde mig, allerede er ved at være tæt på." Da han havde sagt det græd han igen, og hans storesøster spurgte ham hvad det var, der skulle æde ham, men da han ikke svarede tav hun.

       På trejdedagen af dette forløb vågnede de igen om morgenen til et rædsomt vejr. Alle mændene havde taget deres støvler af og sad på briksen, og Aataaq sad

som den eneste på forbriksen med bar overkrop og syslede med sin lanse

og sagde: "Når der kommer en isbjørn skal jeg bruge den som våben."

       Sa hørte man at Aarluarsuk sagde til sin yngste søn: "Saajooq, hent lige noget sne." (Noget sne til at nedkøle drikkevandet med). Saajooq skyndte sig ud. Han tog noget sne og var på vej ind igen. Men hvad var det dog for noget stort der dukkede op helt tæt på husets sidevæg!" Så opdagede han at det var en stor isbjørn, der listede sig frem og var ved at nå hen til ham. Da han kom ind og fortalte om den, gjorde mændene sig klar og samtidig kunne man høre, at den begyndte at grave derude foran vinduet (der bestod af et lille stykke forhæng). Efter en tid derude foran vinduet begav den sig nedefter, og så gik mændene ud. Da isbjørnen så at mændene kom ud, vendte den sig om, rettede sine store ører mod dem og gav sig til at holde øje med dem. Men efter en rum tid vendte den sig fra dem.

       Aataaq sagde: "Kom så, gå nu hen efter den!" "Det er jo faktisk kun dig det drejer sig om." "Mig kan man ikke længere sætte sin lid til", svarede Aataaq nedslået.

       Isbjørnen gik ned på isen, og ganske langsomt begyndte den at gå vestpå, og selvfølgelig kunne dens forfølgere snart indhente den. Da de var ved at nå den, drejede isbjørnen bare af hen mod isfoden, og der standsede den.

       "Sikken bamse!" sagde Quunapii, og samtidig gik han roligt hen mod den og havde allerede løftet armen for at kaste lansen. Men han nåede overhovedet ikke at forsøge på at kaste, før isbjørnen kom farende hen mod ham så det det bare røg omkring den! Da den straks efter nåede ham, skubbede den ham omkuld så han rullede og trimlede afsted. Det var lige netop lykkedes ham at blive liggende stille på maven, da isbjørnen kom over ham. Og uden videre gav den sig til at bide i hans stakkels overkrop. Quunapii skreg som besat, og da de andre bjørnejægere også gav sig til at skrige op, forlod isbjørnen sit sårede bytte og brølede i vilden sky. Selv om bjørnen havde fjernet sig, rørte Quunapii sig ikke, for han var jo kvæstet.

       Aataaq gik hen mod bjørnen og sagde: "Og hvad tror du egentlig at du laver! Se nu bare på mig!" Og så skulle han netop til at kaste lansen i den. Men isbjørnen satte sig i bevægelse og drejede sig på tværs, og da han i samme øjeblik sendte lansen mod den, slyngedes lansen ind mellem dens ben. Da han nu havde forfejlet sit kast, vendte han rundt og flygtede det bedste han havde lært. Og bag ham kom isbjørnen brølende i en røgsky og løb efter ham for at få fat på ham. Man nåede ikke at blinke mange gange før den stakkels Aataaq befandt sig mellem bjørnens vældige forben. Den havde nemlig kun givet ham et enkelt dask og derefter stillet sig over ham. Siannialik så til og tænkte kun: Gad vide hvor på kroppen den først bider ham! Aataaq blev liggende på ryggen fordi han var forhindret i at vende sig om på maven. Den kæmpestore isbjørn åbnede sit gab så meget den kunne for at knase Aataaqs hoved mellem sine tænder. Det siges at det var den rene rædsel at se Aataaqs angst! Lige da han gjorde en afværgende bevægelse for at beskytte sit hoved, bed isbjørnen ham så ansigtshuden blev flået af. Og Aataaq skreg skingrende. Netop som de troede den ville slippe ham, rykkede den ham i armen for at flå et stykke af, og da den havde slugt det, bed den for anden gang til og ruskede godt for at flå en bid af.

       Mens den var i gang med det, gik Quunapiis kone hen til ham sammen med Aarluarsuk, selv om isbjørnen var ved at bide Aataaq ihjel kun et skuds afstand fra dem. Da de kom hen til Quunapii hjalp de ham op at stå og holdt ham i hænderne og førte ham afsted. Da de var kommet et stykke væk, gik isbjørnen igen til angreb på dem - mon den denne gang skulle få held til at slå ham helt ihjel? Hjælperne mente nu at der ikke længere var nogen redning, så de slap den stakkels mand som de havde ledt ved hånden, og flygtede selv. Isbjørnen interesserede sig overhovedet ikke for de flygtende men løb hen til Quunapii.

        På det tidspunkt var Aataaqs storesøster nået hen til ham. Og uden at se nærmere på hans sår sagde hun til sin lillebror, at han skulle flygte. Da han løftede sit hoved fik hun et rædselsvækkende syn: Helt oppe fra hårkanten var al hans ansigtshud revet af og hang neden for hagen. Det vil sige at huden var flået af helt oppefra og til langt neden for øjnene, og han var naturligvis smurt helt ind i blod. Hun fik ham op at stå og førte ham ved hånden, mens hun med den anden hånd støttede den løse ansigtshud. Det blev selvsagt en besværlig gang, for hendes lillebror kunne knap nok stå på benene. Mens hun uden tanke for andet kæmpede for sin bror, hørte hun Aarluarsuks let genkendelige stemme råbe: "Slip ham og

flygt!" Da hun så sig tilbage fik hun øje på isbjørnen, der kom farende bagfra for

at angribe, og den kom nærmere og mærmere og var nu knap ti skridt fra dem. Hunblev skrækslagen, vendte sig om, og slap så ham hun havde villet hjælpe, og så flygtede hun, så godt hun kunne. På det tidspunkt hvor isbjørnen allerede burde have nået hende, så hun sig tilbage uden at standse op. Og hun så at isbjørnen havde bidt fat om hendes bror på en måde, som var han lige så let som et stykke stof, og nu bar ham udefter. Hun kunne intet andet gøre end at vende grædende hjem.

       Da isbjørnen igen var kommet hen til Aataaq, var de andre allerede igen nået hen til Quunapii, og mens de hele tiden så sig tilbage førte de ham med sig indefter. Da de var gået et lille stykke tid, blev de indhentet af Aataaqs storesøster. Nu var de tre om at hjælpes ad, og derfor gik det meget lettere. Langsomt nåede de så endelig hjem. (Afstanden fra isbjørnen op til husene var nemlig omkring fire gange den afstand et gevær er indstillet til.) Da de bar Quunapii indenfor, fremsagde hans far Aarluarsuk en trylleformular for ham inden han fik taget tøjet af, fordi han ville have hans sår til at læges hurtigt. De lagde ham på briksen så han vendte udefter. Aarluarsuk kravlede op på briksen og skrævede midt over sin søn, mens han støttede på sine knæ, og sådan gik han i gang med sin formular:

 

       "Ija, ija! Der er noget der dækker mig,

       ija, ija! rypens kro dækker mig,

       ija, ija! fordi den dækkede mig, overvandt jeg det heldigvis,

       jeg overvandt det heldigvis, ija, ija!"

 

       Først da havde fremsagt formularen over ham på den måde lod han ham tage tøjet af overkroppen. Da opdagede de at han havde store sår på overkroppen, og når han trak vejret boblede det op, og det var meget tvivlsomt om han ville overleve.

       Da den store isbjørn var gået udefter med den stakkels Aataaq i gabet, varede det ikke længe før den standsede op og lagde ham ned, og så begyndte den at klæde ham af. Derefter gav den sig til at æde ham ved at tage en bid her og der. Og det siges at den vendte hovedet op mod huset hver gang den skulle synke. Da de forstod hvor farlig isbjørnen var, havde de ikke længere blandt sig nogen der kunne hjælpe. Inden det blev aften var der kun skelettet tilbage efter Aataaq. Da det blev aften prøvede de at lade være med at lytte efter isbjørnen, men det siges at de så bare kunne høre dens brølen for deres indre øre.

       I det tidlige morgengry døde Quunapii, fordi han pludselig begyndte at bløde kraftigt fra sin store sår. (Det viste sig at han havde drukket af en lille konservesdåse, som der havde været mælk i, og som folk havde haft med på deres vej sydover. Det havde taget kraften ud af trylleformularen.)

       De bar ikke den døde ud med det samme, for det lød som om den store isbjørn blev ved med at holde sig alt for tæt på. Først da det blev lyst, lagde de ham i hans grav. Da de var færdige med det, begyndte de at se nærmere på isbjørnens spor, og de opdagede at den flere gange var kommet helt hen til huset. Op ad dagen havde den stadig ikke flyttet sig fra sin spiseplads, og den blev ved med at brøle. Hele dagen blev den liggende, og med jævne mellemrum brølede den. Og når der kom nogen ud af huset, rejste den sig op. Omsider fik da dagen ende.

       Ud på natten kunne man høre isbjørnen komme brølende. Da det lød som om den var kommet helt hen til huset, fik dets arme beboere de værste anelser. Og nu gik den ganske rigtig hen til vinduet (der bestod af en smule forhæng) og begyndte at snuse til det, og da den forlod det, fik de stakkels mennesker en smule håb. De kunne høre hvordan den snusede sig frem og begav sig om bag huset. Og det eneste de sagde var: "Gad vide om den har tænkt sig at krvle op ovenpå huset." Så blev dens næselyd tydeligere, og nu kunne man høre at den virkelig begyndte at kravle op på taget. Da den kom derop, så knirkede og knagede det ellers i husets tværbjælker! Beboerne var rædselsslagne, for hvis den slog lidt på tværbjælkerne ville de knække og isbjørnen falde ned. Den slog dog ikke ud efter noget, men til gengæld kunne man nu tydeligt høre lyden af dens kløer, da den gav sig til at kradse i tagets overflade. Husets kvindelige overhoved hviskede: "Vær nu sød at gå ned!" Og minsandten om ikke den omgående kravlede ned. Og som man kunne vente begyndte den at lunte brummende og brølende rundt om huset. Hele den lange nat kunne man høre hvordan den holdt til omkring huset; og først da det begyndte at lysne forsvandt dens lyde efterhånden. Og da det blev lyst kunne de

se, at den igen havde lagt sig på sin vante plads. - Nu begyndte de virkelig at frygte for den kommende nat.

       "Siannialik, gå ned langs vores sydside og prøv om du ikke kan komme til at alarmere dem fra Akorninnaq, for nu virker det som om det blir alt for farligt i nat", sagde Aarluarsuk.

       Siannialik gjorde sig hurtigt klar og tog afsted langs østsiden af Qeqertarsuatsiaqs modsatte side. Så hurtigt han kunne krydsede han Sermiliks fjordmunding. Da han kom til Akorninnaq var det første han sagde: "Hvor er Umeerinneq?" (Umeerinneq var en gang rejst langt væk og havde så skaffet sig et gevær, og han var den eneste der ejede et gevær.) De adspurgte svarede: "Umeerinneq er taget op i nærheden af Immikkeertaajik for at jage sæler der soler sig på isen. Hvorfor spørger du efter ham?" "Fordi en isbjørn har ædt Aataaq så der ikke er mere tilbage af ham, og den slog også Quunapii ihjel. Derfor vil vi gerne at alle, der kan krybe og gå, kommer os til hælp." Så gav han sig til at skynde på dem, men de kunne ikke tage afsted før Umeerinneq var kommet tilbage. Da der ikke var andet for, gav de sig til at synge efter ham (kalde på ham) under briksen: "Umeerinneq skal komme hertil, Umeerinneq skal komme hertil!" Og så gjorde de sig klar til at tage afsted.

       Umeerinneq var i hemmelighed lidt af en åndemaner / angakkoq. Da han havde fanget to sæler der lå og solede sig på isen, følte han at der var noget galt og følte at han nåtte hjem i en fart. Han lod sit fangstbytte ligge og begyndte at løbe hjemefter, og snart var han hjemme. Hans første spørgsmål var: "Og hvad er der så sket?" Hans fæller fortalte ham det hele, og eftersom de allerede var parate, varede det ikke længe før de i en stor flok tog afsted med budbringeren. Akorninnaqs beboere havde nemlig også nået at alarmere de nærmeste vinterbopladser. På den måde kom Sermiliks fjordmunding virkelig til at vrimle af mennesker. I Akorninnaq var der kun en enkelt hundeslæde, og den kørte først da de gående havde krydset fjordmundingen; og hundene var fuldkommen vilde efter at komme ind på livet af en isbjørn.

        Nogle af beboerne i Qeqertarsuatsiaq havde holdt udkig, og da de kom ind sagde de: "Så, nu kommer de sandelig myldrende over fjorden." De havde kigget så meget efter de ventede at de endda helt havde glemt at holde øje med den store isbjørn. Da de kom i tanker om den og så sig om, opdagede de at den allerede var på vej udefter. Aarluarsuk sagde: "Den løber godt nok ikke afsted, men ... Har de ankommende ikke nogen hundeslæde med?" "Derhenne er en hundeslæde allerede på vej", svarede de. "Så kan hundene standse den," sagde den gamle.

       Dem fra Akorninnaq var nu kommet over fjorden og nærmede sig Qeqertarsuatsiaq, og så spurgte de Siannialik: "Hvor er isbjørnen egentlig?" Inden han nåede at svare spærrede Umeerinneq øjnene op og sagde: "Prøv at se dér! Den er allerede nået langt derud." Og da de andre kiggede derhen, så de langt derude bare noget der ind imellem glimtede brunligt!

       Da deres hundeslæde efterhånden var ved at nå frem, pegede de straks i den retning isbjørnen var gået, så slædeføreren kunne vide besked. Derude fik han sine hunde til at lystre og kastede sig så afsted udefter! Det eneste man så efter ham var en enorm sky af sne! Han havde åbenbart givet hundene jagtsignal. Derefter tabte de ham af syne derude.

       De gående begyndte at følge efter ud i det fjerne. Og det varede ikke længe før de kunne høre hundene hyle som tegn på, at de havde fået færten af isbjørnen. Og efter at have gået endnu et stykke tid kom de frem og så noget, der bestemt ikke var nogen lille isbjørn, og som desuden var godt gal! Hundene nappede den (de bed den lidt her og lidt der). Så snart den vendte sig lidt var de der, så den kom til kort. Den store bjørn kunne ikke komme nogen vegne; så snart den vendte sig fra dem bed de den, og når den vendte sig mod dem smuttede de fra den. Bjørnen drejede rundt og rundt og var meget ophidset. Men hundene var lykkelige og jagede den. Da de var kommet tæt på, undrede de sig allesammen over isbjørnens enorme størrelse. Og der var naturligvis ingen der forsøgte at bekæmpe den med en lanse.

       Da de alle var nået frem begyndte Umeerinneq, der havde geværet, at dirigere: "De fleste skal stå i udkanten. Den dér høj dernede er velegnet at flygte til; kommer jeg til at anskyde den skal I skynde jer at løbe derned! Og så er det kun godt, hvis der står nogle stykker i midten!"

       En hel flok stillede sig længst væk, blandt dem Qilerulik som siges at have været meget nærsynet. Den arme stakkel var meget bange og sagde til sine fæller: "Hvis den skulle finde på at vende sig mod os, må I straks sige det!" (han kunne

jo ikke se den.)

       Med retning fra land begyndte Umeerinneq frygtløst at nærme sig isbjørnen, og de mange mennesker stod uden den mindste lyd og så efter ham. (Og det var kun et lille gevær han havde.) Endelig sigtede han på den! - Inden han overhovedet nåede at skyde, havde isbjørnen pludselig vendt sig om så den stod med bagen mod skytten. - Derhenne skød han endelig, og isbjørnen var tydeligt plaget og brølede vildt. Og de mange mennesker stod rædselsslagne og så til.

       Da bjørnen havde sundet sig lidt over sin pine rejste den sig op og begav sig højlydt brølende hen mod de mange mennesker. "Så, nu kommer den virkelig hen imod os!" sagde de og stak i løb så det glimtede sort af mennesker mellem hver lille ujævnhed! Inden bjørnen overhovedet var nået derhen, var de allesammen stimlet sammen oppe på højen - med undtagelse af Qilerulik - ham havde de ladt i stikken da de stormede afsted mellem hinanden. Endelig var den arme Qilerulik ved at nærme sig de andre, mens han hev efter vejret, og han skyndte sig så meget, at han næsten følte det som om han løb med ryggen vandret langs jorden. Den nærsynede mand havde så travlt med at ville se hvor langt der var til højen, at han løb ind i en mur af is og faldt bagover. Staklen forsøgte at komme på benene i en fart og vendte sig om: Så så han omsider at den store bjørn var ved at nå ham. For sidste gang rejste han sig op og ville flygte for livet. Men han havde fuldstændig glemt at han var løbet ind i noget! Og så fandt han igen sig selv liggende på ryggen og tænkte: Ja, men så er jeg da omsider død! Hurtigt rejste han sig dog op og kiggede sig flere gange tilbage, men den store isbjørn var ingen steder at se! Hvor var den forsvundet hen? Han så til siden; og dér stod den helt stille på en arms afstand! Så råbte han hen i vejret: "Jamen du godeste, dér er den jo!" og så løb han alt det han orkede, i den modsatte retning. Mens han løb for livet råbte Umeerinneq efter ham: "Hold op med at flygte, kom og rør ved den, den er død forlængst!" Da han hørte det gik han hen til bjørnen og rørte ved den. Bjørnen var altså løbet rundt i dødskamp og havde slået dem med skræk, selv om den ikke havde til hensigt at angribe dem. Det var et rent tilfælde at den var løbet hen imod folk. På den måde sluttede Qileruliks store rædsel med et godt grin.

       Nu var isbjørnen endelig død og så gav de sig til at skære den op. Da de havde fået dens mægtige skind af, bad Umeerinneq dem være forsigtige med dens store mavesæk. Alligevel var de alt for ivrige kommet til at skære hul i den, og da der kom menneskerester ud af den, flyttede de bjørnen og parterede den færdig.

       Da de var færdige og skulle til at vende hjem, græd Aarluarsuk - selvfølgelig græd han over at denne isbjørn havde dræbt hans prægtige søn og hans gode svoger - og grædende gik han hen til Umeerinneq og tog ham i armen og sagde: "Umeerinneq, kære du, hvor er det dog godt at du ikke bare blev heroppe som os andre (fordi han var sejlet sydpå og havde skaffet sig et gevær). Sådan skal du blive ved med at rejse rundt. Og nu hvor jeg ikke længere har nogen at støtte mig til håber jeg, at du vil være min støtte, så skal du og dine leve til evig tid."

       Da Aarluarsuk var gået tilbage tog han hen for at undersøge Aataaqs krop. Der var kun skelettet tilbage, alt kød var væk. Og da der ikke var andet at gøre, lod han ham ligge og gik.

       Om foråret forlod beboerne Qeqertarsuatsiaq, og i de følgende år var der ingen der boede der.

       

       Dengang Aataaq manede ånder og gjorde tegn til den isbjørn han havde set, om at gå i retning af Kulusuk - da var Simmujooq længere sydpå samtidigt også i gang med at mane ånder. Så så han til sin overraskelse at Aataags og hans egen fælles tupilak var på vej mod syd og allerede var nået til Qasigissat. Han så sig om og opdagede, at Aataaq blev ved med at gøre tegn til den om at gå sydpå. Først efter at Aataaq havde gjort tegn til den, gjorde Simmujooq tegn til den om at gå i retning af Sermilik og han gav sine hjælpeånder besked om, at hvis den begyndte at dreje af, skulle de gøre tegn til den om at gå mod Sermilik. Aataaq var naturligvis meget overrasket over at isbjørnen vendte sig mere og mere i hans egen retning, for han havde ikke set at Simmujooq gjorde tegn. Selv var han nemlig ikke så god en åndemaner som denne.

       Da der var gået adskillige år, var der nogle der havde vinterboplads i Savanganaarsuk, og de have et meget stort hus. De havde det rigtig rart, fordi de var mange mennesker. Lige i begyndelsen af vinteren tog de mange mænd i huset på en rejse til det inderste af Sermilik; kun de yngre mænd blev hjemme og

naturligvis også kvinderne og børnene. Først på aftenen opfordrede de unge hinanden til at lytte efter noget, der kunne gå hen og blive uhyggeligt. For at finde på noget at fordrive tiden med ville de lege en lytteleg - hør! Hvad kan det dog være?

       De forberedte sig; og de hængte et stift afhåret sælskind og et skind med hår på op i gangen, der førte ind til rummet. Og så bandt de trommen så solidt fast, at hvis nogen forsøgte at komme ind, eller hvis noget blot rørte lidt ved tingene, ville det støje og give lyd. Da de var færdige begyndte de at slukke lysene og begyndte med de lys, der vendt mod solnedgangen.  Den ene af de unge befandt sig i opgangen, og da han var færdig med forberedelserne dér og var den sidste der var på vej ind i rummet, råbte han udefter: "Vi kalder på noget der kan komme og underholde os; er der nogen der lytter, så kom!" Og samtidig med at han flyttede ind i rummet trak han sine støvler / kamikker af og satte sig på briksen.

       Så begyndte de ellers at sige højlydt i kor:

       "Hør! Hør! Hør!"

       Når de tav, fordi de var ude af stand til at sige en lyd mere, lyttede de anspændt efter den mindste lille lyd. Men der kom aldrig nogen lyde, når de havde råbt deres  hør! hør! Da der ikke skete noget, gav de sig til at lege en sangleg. Og da den var ovre forsøgte de sig igen med lyttelegen. Men da der aldrig skete noget, sagde den af dem: "Lad os prøve med de viser som den mand brugte, der blev ædt af isbjørnen i Qeqertarsuatsiaq! Det siges at dem, der er blevet ædt af isbjørne, kan høre!" Allesammen gav deres samtykke. Og før de begyndte, prøvede de at kalde ham frem ved at kalde under briksen: "Aataaq, Aataaq! Nu har vi tænkt os at bruge dine viser. Kom herind. Samtidigt får du varmen!" Efter på den måde at have råbt nogle gange, stemte de i. Hver gang de var færdige med én vise, kaldte de igen nogle gange på hovedpersonen, men nej, intet skete. De snakkede frem og tilbage: "Lad os bare holde op, der er nok ikke nogen." "Vi holder op når vi har sunget hans vise til Maratsi," svarede én - og så tog de ellers fat:

 

       "Jeg hører stadig min modstanders vise

       og Maratsis digt

       og jeg vil digte

       om alle disse forsøg og viser

       dem jeg har ædt - de derhenne

       dem jeg har forsat i mørke - de herhenne - - "

 

       Og da de nåede dertil begyndte de ophængte skind i indgangen endelig at bevæge sig, og allesammen havde de trukket deres kamikker af og havde sat sig godt til rette på briksen, og de forsatte deres sang:

       

       " - - - jeg kan skamme dem ud!

       men jeg gør det ikke

       for de er mine redskaber

       de er min redning - - -"

 

       Og så hoppede trommen pludselig ned på gulvet, selv om den var så godt bundet fast, og kraftløst og langsomt begyndte den at vugge afsted.

       Folk i huset blev meget bange og kunne ikke fortsætte deres sang. Lydene fra skindene og trommen blev svagere og holdt så helt op. Derefter kunne man høre at han krøb ind i husgangen, og det lød oven i købet som om hans kamikker var gennemfrosne. Man kunne høre at han ganske langsomt var på vej ind. Da han kom til midten af husgangen begyndte skindet igen at bevæge sig, så rummet genlød af dets raslen, og lige inden han nåede til selve rummets indgang, standsede han. Så kunne man høre at han kom ind uden at tage det mindste hensyn til det skind, der var ophængt som dør ind til rummet. Straks han kom ind gav han sig til at brøle dybt fra sit inderste, og da han holdt op med det, trak han vejret voldsomt og højlydt gennem næsen for at rense den; og så begyndte han at småskrige, og man kunne høre at han også rystede temmelig meget. Nu var han da endelig kommet derind, og så sad de alle uden en lyd i fælles rædsel, da de hørte ham derhenne støtte sig til forbriksens endekant, så det bare knagede! De hørte ham sætte sig ned og derefter brøle, småskrige og snorke luften ind gennem næsen. Andre lyde var der ikke. De havde så vedholdende kaldt på noget spændende og gyseligt, og nu sad de, som man kunne vente, og var ved at gå til af rædsel. Unge mænd blev placeret på briksene med noget i hænderne som de kunne bruge som køller. Til sidst længtes de virkelig

efter at han skulle gå ud igen. Og da morgenlyset så småt begyndte at sive ind, smuttede han pludselig ud.

              Da han var forsvundet ud, tændte de lamperne; og de så at trommen virkelig var kommet ned, men ellers var der ikke noget der havde flyttet sig. Det siges at der derefter aldrig mere var nogen der forsøgte at tilkalde Aataaq. Det de havde oplevet var trods alt blevet dem for skræmmende.

 

Oversat af Signe Åsblom.

              

 

Hist. periode 1880 - 1892

 

Var.: Âtâq, ham, som bjørnen åd. Rosing, Jens 1963: 162 - 165.

agalasarnermik piliardlutik / angalasarnemik (?)  piliarlutik

Print
Dokument id:2272
Registreringsår:?
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB 1, 7(20). Dagbger fra den litterre Grnlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Nielsen, Lars ?
Nedskriver:Brandt, Ville
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:agalasarnermik piliardlutik / angalasarnemik (?)  piliarlutik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:4 ss. A6-strrelse
Lokalisering:Nivaaq: Aasiaat / Egedesminde ?
Note:

Rejserne hvor indsamler forråd til vinteren. Vedr. "pro": Adskillige stednavne nævnes, bl.a. Taseralik, som et af de steder man tar hen: efter ammassætter og helleflyndere.

 

Teksten er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Måske egnet til opdatering.

 

Hist.: Beskrivelse.

Agdlumaloqaoq nunap peqatânut agdluliartartoq

Print
Dokument id:1047
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hfte 414
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Agdlumaloqaoq nunap peqatnut agdluliartartoq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:1 side
Lokalisering:?
Note:

Fortællingen er skrevet i et ubehjælpsomt sprog, som oversætteren har

måttet opgive at tyde.

Agdlúnguaq / Allunnguaq

Print
Dokument id:1614
Registreringsår:1902
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Aqajak (Ambrosius)
Nedskriver:Rasmussen, Knud + ?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Agdlúnguaq / Allunnguaq
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grnland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 221 - 224
Lokalisering:Ujarasussuk: Qeqertarsuaq / Godhavn
Note:

Håndskr.: KRKB 1, 4(10), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Agdlúnguaq". Sidste del af fortællingen er nedskrevet af en ukendt person længere fremme i notesbogen.

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, II: 47 -

50: "Agdlúnguaq" / Allunnguaq.

 

Resumé:

Allunnguaq (det lille åndehul) er en elendig kajakfanger, der hånes af

sine fæller, men han er en god åndehulsfanger. En sommer får han

pludselig et så stort held med sin kajakfangst, at fællerne

misundeligt spår hans snarlige død. Han må snart have opbrugt sin

livskvote af sæler. Om efteråret blir der hungersnød. Kun A. har kræfter til at

fange. Han kommer nu og da hjem med en rype, som hans mor flænser og

deler ud til alle, som var det en sæl. Sneen falder tykt og A. må

længe holde sig inden døre. Så snart snevejret er stilnet af, går han

på fangst ved et åndehul, som han har mærket af med urin. I fem dage

får han i alt fem sæler ved hullet. Hans mor deler dem ud til alle.

A. forsøger sig igen, men uden held med rypejagten. Han ser dog

frostrøg langt ude på isen. Tidligt næste morgen går han derud efter

edderfugle, men han kommer hjem med en narhval. Bopladsens leder

Qilaasuaq tror ikke, at A. kan have dræbt en narhval, men æder straks

hele det stykke mattak, som drengen, der inviterer til fællesspisning,

har med til hans husstand. Alle kommer til kræfter og kan hjælpe A.

med fangsten. Således reddede den forhånede A. alle sine

bopladsfæller.

 

Var.: Den forældre- eller faderløse dreng, der initiativrigt redder alle fæller fra sultedøden er et almindeligt tema. Søg fx på: Iteqitilik; forældreløs ryper;

Aggus / Akkus seancer

Print
Dokument id:968
Registreringsår:1919
Publikationsår:1938
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Aggus / Akkus seancer
Publikationstitel:Knud Rasmussen's Posthumous Notes on the Life and Doings of the East Greenlanders in Olden Times
Tidsskrift:Meddr Grnland 109(1)
Omfang:side 122 - 125
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Ed. by H. Ostermann.

 

Det har ikke været muligt at identificere fortællingen i håndskrifterne. Stammer muligvis fra Chr. Rosings indsamlinger.

 

I Ostermanns arkiv, nr. A 301, Arktisk Institut findes Ostermanns kladde og maskinskrevne manus på dansk til denne udgave på engelsk.

 

Resumé:

 

Aggu / Akku havde to trommer en med og en uden håndtag, og desuden en smældeskive til håndfladen af såleskind med en hvid trommestik, der især mentes at lyse tiltrækkende på hjælpeånderne.

Skindenes placering foran åbningen til husgangen og siddeskindet beskrives. Ligeså Aggu's påklædning: kun underbukser, naatsit. Og hans siddestilling: skrædderstilling (han bindes ikke). (Derefter bliver beskrivelsen mere generel og ikke specielt hæftet på Aggu.) Tilhørerne starter med deres gentagne kiakkaka nu og da med et singipparput: vi lader ham synke ned. Åndemaneren hvisler vsii, vsii. Når skindet foran åbningen bevæger sig, synger han ajaa ja ja osv. Under stadige slag på smældeskiven (makkortaq) kommer trommen i bevægelse og op og ned ad hans rygsøjle flere gange, hvorved hans synskhed melder sig og han kan åbenbare hvem, der har begået tabubrud. Dernæst sænker han sig under gulvet med sit håje / hajee, håje, håje, og kommer tilbage et par gange, forsvinder igen ned og gør dermed plads for de indledende skræmmeånder, der kun råber deres eget navn: amo-o. Herefter er det hjælpeåndernes tur. De ankommer nedefra med samme lyde som åndemaneren. Når han kommer tilbage fortæller han om hvad han har set, måske en ranet sjæl, en sjæleraner el. lign. Måske synger han sangen: unaa-ja (ungaa ? babyvrælet), og mens alt falder til ro slukker han sit indre lys, der har sat ham i stand til at se, hvad der er skjult for andre.

 

Hist.: Aggu, der levede fra 1843 (ca.) til 1891. var en ældre, men stadig aktiv åndemaner under Gustav Holms overvintring i Ammassalik, 1884 - 1885.

 

Var.: Jens Rosing, 1963: Avko / Aggu, der tilføjer andre fortællinger om ham. Om hans besøg i dødsrigerne, i himlen og under havet, søg Rasmussen 1921 s. 72 og  1921 s. 78. Flere af Naaja's seancer er beskrevet i en del flere detaljer.

Søg også på Sanimuinnaq, hvis seance er en af de få, der er blevet overværet og beskrevet i detaljer af en dansker.

 

Kommentar: Bemærk de mange lyde, faste tilråb og udråb, der dels integrerede tilhørerne i seancen og dels markerede, hvad der nu skete i det næsten mørke rum.

ajagutôrssuk ulárpánalo  / Ajagutoorsuk ularpannalu / Ajagutaarsuk og Ularpanna

Print
Dokument id:392
Registreringsår:1867
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, V. 4'
Fortæller:? Elberg, A.
Nedskriver:? Elberg, A.
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:ajagutrssuk ulrpnalo  / Ajagutoorsuk ularpannalu / Ajagutaarsuk og Ularpanna
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 1050 - 1059, nr. 215
Lokalisering:?
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

To børn, Ajagutaarsuk og Ularpannaq, var gode venner og

elskede hinanden højt. Ularpannaq havde forældre og en stor familie,

men Ajagutaarsuk havde ingen familie; han havde kun sin mor. Når andre

børn legede eller spillede bold, var Ajagutaarsuk aldrig med, for han

var meget genert. Han og Ularpannaq fik kajak samtidig; og de begyndte

at tage ud på fangst, da de voksede til. De blev hurtigt dygtige

fangere. Men Ajagutaarsuk udviklede sig hurtigt til at blive dygtigst

i kajak og bedre til at fange sæler.

 

Ularpannaq foreslog engang Ajagutaarsuk, at de skulle kappes om, hvem der først fangede en sæl. De lå på lurestedet efter sæler (? Tamâni sule

qanialigsarqâq). Ajagutaarsuk fik to, og derefter fik Ularpannaq

fanget sin ene. Han harpunere og aflivede sælen og

tog den på slæb. Under hjemturen sagde Ularpannaq til sin kammerat:

"Lad os kappes om, hvem der først får sig en kone." Ajagutaarsuk

svarede ham: "Lad vær med at gifte dig. Hvis du får en kone

vil du ikke kunne elske mig så meget som før, og jeg har ingen

kæreste (eller: - og der er ingen, jeg kan gifte mig med)." Senere

under en fangsttur gentog Ularpannaq sit forslag om at kappes om, hvem

der først fik sig en kone. Ajagutaarsuk svarede: "Du må jo have en

kæreste, siden du vil kappes om, hvem der først får en kone, men

jeg har ingen." Da de kom  hjem - i løbet af aftenen - fik Ularpannaq

sig en kone.

 

Ajagutaarsuks mor sagde da: "Gift du dig også." Sønnen svarede: "Jeg

vil kun gifte mig med én, der ligesom jeg ikke har nogen familie."

Hans mor skyndte sig ud, og det varede ikke længe, så var hun tilbage

med en ung pige, som ingen ejede. Ajagutaarsuk giftede sig med pigen.

 

Da de en dag, før året var omme, var ude på fangst sammen, foreslog

Ularpannaq, at de skulle kappes om, hjem der først fik barn - men det

skulle være en dreng. Ajagutaarsuk grinte og svarede: "Du er jo nok

klar over, at din kone er gravid, siden du vil kappes om, hvem der

først får barn. Men jeg mener ikke, jeg er i stand til at være med, da

jeg ikke er sikker på, om min kone er gravid eller ej." Der

gik ikke lang tid, så fødte Ularpannaq`s kone en pige; og

Ajagutaarsuks kone fik en søn.

 

Nogen tid senere foreslog Ularpannaq under en kajaktur, at de skulle kappes om, hvem der først fik en søn. Igen skete det, at Ularpannaq fik en pige og Ajagutaarsuk en dreng. Da den anden blev misundelig fortalte Ajagutaarsuk grinende

sine bopladsfæller alt dette - at han først foreslog, at de skulle

kappes om, hvem der først fik en kone, hvem der først fangede en sæl,

og senere to gange, hvem der først fik en søn, og at Ularpannaq hver

gang havde tabt.

 

Engang de var ude på fangst sammen, sagde Ularpannaq

følgende til sin ven: "Lad og kappes om at blive den bedste

åndemaner." Ajagutaarsuk svarede: "Det har jeg slet ingen forstand

på. Jeg har ikke engang set nogen træne til åndemaner." Så opgav

de det. Hen på foråret, da isen var ved at forsvinde, satte Ularpannaq

sin konebåd i vandet og tog af sted nordpå for at bosætte sig på en

anden boplads sammen med hele sin familie. Da han var rejst,

havde Ajagutaarsuk ingen, han kunne tage ud på fangst sammen med. Han

tog alene ud på fangst; han kom til at fange endnu flere sæler og

udviklede sig til at blive endnu dygtigere i kajak.

 

En gang fik han besøg af to mænd, innersuit (ildfolk), for de var jo hans

amuletter (arnguarigamigit - amulethjælpere). Han besøgte dem også

selv, når han fik lyst. Han besøgte dem om aftenen og var sammen med

dem hele natten og lærte åndemaneri af dem. En dag da han gjorde sig

klar til at komme af sted, sagde hans mor til ham: "I dag er vejret

alt for dårligt, og det blæser for meget. Du skal gøre ligesom de

andre og tage din kajak ind og tørre den; for den er gennemvåd, fordi

du har brugt den for meget. Gå i stedet en tur over land og sæt

rævefælder. Det er på de tider, at skibene plejer at dukke op. De er

som regel ude efter dem (ræveskind), så du kan bruge dem som

handelsvarer."

 

Ajagutaarsuk tog ud en tur. Undervejs kom han til

en klippe med en meget stor sten med hul i midten, ovenpå. Han var lige nået derhen, så hørte han en stemme sige, at han skulle komme ned. Han modsatte sig ikke, men under nedstigningen kom han til at trille ned, og straks besvimede han. Da han igen kom til bevidsthed,  kæmpede han sig helt årvågen, og det gik op for ham, at han lå på den bare jord, splitternøgen.

På vej hjemover hørte han sus i luften og kiggede bagud. Det var fugleskindspelsen, der kom svævende i luften. Han rakte armene frem, og straks havde han fugleskindspelsen på. Næste gang han hørte sus, var det bukserne, der kom, og også dem fik han på. Sidste gang  han hørte sus, var det kamikkerne, der dalede ned; også dem tog han på. Da han så kiggede nordover, så han Ularpannaq

komme flyvende. Ajagutaarsuk fik travlt med at komme hjemad. Han bar

sin kajak ned, roede ud og flygtede. Snart havde han fanget en sæl

og roede ind til land.

 

Da han kom hjem, lod han nogen sætte mad frem.

Det blev aften, det blev nat, og til sidst blev det morgen. Først

dagen efter om aftenen ankom Ularpannaq og indlogerede sig hos

Ajagutaarsuks. Da mændene havde indfundet sig til kødspisning og sat

sig ned, fortalte Ularpannaq: "Jeg var ellers ikke længe om at nå

hertil. Jeg tog af sted i dag hjemmefra, og nu er jeg her allerede."

Ajagutaarsuk sagde til ham: "Jeg var ude at gå en tur i går. Da så jeg

dig komme nordfra. Jeg regnede med, at du snart kom, og jeg var ude at

skaffe noget kød til dig. Alligevel var jeg lige ved at blive træt af at

vente på dig." Da tav Ularpannaq helt skamfuld. Han blev natten over og tog af sted dagen efter.

 

Straks efter fløj Ajagutaarsuk efter ham, og de ankom omtrent samtidigt. Da

han kom ind i huset, fik Ularpannaq travlt med at få sat mad frem; han

havde ikke regnet med, han kom så tidligt, hvorfor han ikke havde

gjort forberedelser. Efter at have spist om aftenen, foreslog

Ularpannaq, at de skulle kappes om, hvem der var den bedste til at

mane ånder. Han lod Ajagutaarsuk sætte sig ved sin side. Idet han

satte sig, kom tre store indlandsboere (tornit) ind. De var altså vennens (Ularpannaqs) hjælpeånder. En af dem tog en

lanse og sagde: "Jeg vil kaste lansen efter dig."  Han gjorde sig

klar og kastede lansen. Hurtigt sprang Ajagutaarsuk op og kom til at

hænge på en tværbjælke. Den anden indlandsbo tog lansen og kastede den

efter ham, men ramte ham ikke, idet han sprang ned på gulvet. Så

hørte man lyden af trin ude i gangen - nogen, der var på vej gennem husgangen.

Ind trådte en ildmand (innersuaq) med bælte på, der var lavet

af det hvide sortsidemaveskind. Han sagde: "Hvad gør de dog ved ham,

hos hvem jeg plejer at varme mig?" Han satte sig ved siden af

Ajagutaarsuk. I det samme hørte man lyden af trin, der var på vej ind.

Det var innersuaq nummer to med et bælte, der var lavet af

hvalrosskind. Idet han sagde: "Hvad gør de dog ved ham, hos hvem jeg

plejer at varme mig?", satte han sig ned på den anden side af

Ajagutaarsuk. Der hørtes endnu en gang trin ude i gangen på vej ind.

Ind trådte innersuaq nummer tre. Han sagde: "He! Hvad gør de dog ved

ham, hos hvem jeg plejer at varme mig? Tror de mon, vi ikke kan magte

dem?" Også han satte sig ned i nærheden af Ajagutaarsuk. Ajagutaarsuk

trådte frem for at trække armkrog med en af indlandsboerne.

Ajagutaarsuk rettede innersuaqs (det skulle nok have været tuneq - indlandsbo) arm ud, så senerne blev revet over og kødet blev

sønderrevet. Innersuit (ildmændene) spyttede på den tabendes arm og

åndede på den, så at den blev rask. Indlandsboerne blev vrede, greb

fat i innersuit og de kom op at slås. Ham med bæltet af hvid

sortsidemaveskind kastede sin modpart fra sig med en sådan kraft, at

det gav et mægtigt drøn (? ingaluagsínnarpoq - ingasappoq - er

voldsom). Endnu voldsommere lød det, da den anden med bælte af

hvalrosskind kastede sin modpart fra sig. Den tredie, der havde et

bælte af remmesælskind, kastede modparten hen ad gulvet, så lænden

knækkede. Så var de på vej ud med Ajagutaarsuk i spidsen. De kom ned i

deres kajakker og tog af sted hjemover. De tog Ajagutaarsuks kajak med

sig, da de vidste, at han ville få brug for den.

 

Senere besøgte Ajagutaarsuk innersuit adskillige gange for at tage ud på fangst

sammen med dem. Han blev så dygtig til at fange, at ingen på

bopladsen kunne måle sig med ham. Ularpannaq gik i den grad op i træningen til åndemaner, at han kun sjældent tog ud på fangst, og kom efterhånden til at lide mere og mere nød; til sidst ejede han hverken konebåd eller telt. Hvad mad angik blev han afhængig af andres hjælp. Han fik flere børn, men udelukkende piger. Derimod fik Ajagutaarsuk mange drenge; og det at gå på fangst lærte de hos deres far.

 

Var.: De tvende Fættere; Ulorpanna; Ipiutaarsuk; Nerngajorak;

 

Hist.: Ajagutaarsuks uddannelse til åndemaner (se også initiation) følger det østgrønlandske skema. I Østgrønland var den forestilling fremherskende, at hjælpeånder varmede sig i deres angakkoqs / åndemaners krop, når han holdt seance og selv i ånden var på rejse.

Forestillingen træffes sjældent i vestgrønlandske fortællinger.

Ajâjuruk

Print
Dokument id:2131
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB 1, 4(10), Dagbger fra den litterre Grnlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Brandt, Jan (Brandt, Jani)
Nedskriver:Rasmussen, Knud + ?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Ajjuruk
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:4 sider
Lokalisering:Aasiaat (?) / Egedesminde
Note:

Dette er en af de fortællinger jeg (BS) først har opdaget for sent. Velegnet til opdatering.

Ajijak

Print
Dokument id:1311
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:Rosing, Peter
Indsamler:Rosing, Peter
Titel:Ajijak
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 214 - 216
Lokalisering:Kngmn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, I: 123 - 126; angakkortalissuit, 1990: 121 - 124.

 

Resumé af Jens Rosings oversættelse: Ajijak er født til at blive åndemaner, fordi alle hans ældre

søskende er døde som små. Da han erfarer sin bestemmelse bestræber han

sig for altid at være årvågen og påpasselig. I hemmelighed får han

efterhånden mange hjælpeånder, der en midsommer gir ham besked om på samme

dag at fange to sortsider, en hun og en sort han af de sjældne.

Skindene skal beredes omhyggeligt til forhængsskind. A.s første

initiation, forløsningen, kommer en midvinter aften, hvor solen står lavest på sin bane og faderens ven fra

Utoqqarmiin er kommet til sangkamp. Initiationsånden nedefra,

Oortortoq / Oordortoq (en tejst), besætter ham, mundvigene bløder, han farer rundt i vildelse, og alle søger at undgå blodstænkene, fordi de ellers vil dø.

A. kommer til sig selv og åndepuster alt blodet væk; besættelsen

gentager sig endnu to aftener, hvor A. den sidste aften krænger sin

hovedhud af. Man skynder sig at slukke lamperne for det fæle syn, og

hører huden svuppe på plads igen.

 

Hist.: Ajijak / Ajija / Aja levede i første halvdel af 1800-tallet,

var gift med Naajas søster og boede i Sermiligaaq.

 

Tolkning: Søg på: forløsning el. blod / bløde / blødte o.l. for andre

fortællinger om denne initiation, der var typisk for de legendariske østgrønlandske åndemanere. Vedr. Oortortoq se J. Rosing 1963: 181

Ajijaks første åndebesværgelse

Print
Dokument id:1674
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:Rosing, Peter
Indsamler:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Titel:Ajijaks frste ndebesvrgelse
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 216 - 224
Lokalisering:Kngmn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, I: 126 - 136: tôrnerqârneq; angakkortalissuit, 1990: 124 - 129.

 

Resumé:

Kaaralis fortsættelse af "Ajijak". Sortsideskindene hænges kødside mod

kødside foran indgangshullet og A. tar plads på et sælskind foran det.

Faderen spør om han blot skal mane ånder eller vil på åndeflugt.  A.

indvilger i åndeflugten, der vil være bedst for ham, hvis han kan

gennemføre den. Hans mål er "det træløse land", en skybanke ved

himmelranden. Ajijak går ud og kommer ind med en harpunline til bindingen.

Faderen bagbinder hans arme og binder hovedet fast med

panden mod knæene. Det er meget smertefuldt.  A. væltes om på siden,

men da trommen et stykke tid har danset af sig selv på håndtaget,

kommer han atter på ret køl, trækkes af trommen i vejret, og flyver

tre gange rundt i en skrå elipse, inden han forsvinder ud dér, hvor

taget og muren mødes. Alle hans skræmmeånder farer rundt i rummet, men

afløses så af kæmpen Ipak (Inupak), der beretter om A.s åndeflugt,

mens den foregår. Han flyver mod syd og tror sig vel forbi de farlige

Qulummiin-ånder, men ryger øjeblikkeligt ind i deres hus, da han

skæver til siden efter det. Ånderne tæver løs på ham med kæppe og

lader sig ikke anfægte af A.s tilkaldte skræmmeånd. Sådan en har de

selv. Ingen af A.s andre hjælpeånder tør komme ind. Til slut kommer

hans dødningeånd, Angiiaarneqs store stærke mor, som Qulummiin-ånderne

forskrækket flygter op på briksen for. A. ser sit snit til at smutte

ud. Mens Ipak rapporterer om begivenhederne er han ligeså forskrækket

som faderen og de andre over den vending det har taget indtil A.

kommer fri. Derefter tager trommen til at vugge voldsomt og Ipak afløses af A.s andre hjælpeånder på skift, som tilhørerne får lov at beføle en for for en. De er som mennesker, blot enten

større eller mindre. A. ankommer med et vældigt lysglimt, mens alt i

huset brager og ryster. Da man løser knuderne på hans bindinger snor

de sig løs og farer med smæld som en piskesnert ind mod væggen. Trommen giver et sidste

brøl fra sig og tier. Da man får lamperne tændt, er A. oversået med

blå mærker.

   A. får under den næste seance en kærkommen anerkendelse som

åndemaner af en af egnens stærkeste og ældste åndemanere,

Uitsaleqanngitseq / Uitsaleqanngilaq / Uitsatiqanngitseq / Uitsataqanngitseq.

   En sommer under ammassætfangsten ved Qinngeq bliver A.s kone syg,

fordi hun har fået tilbageslag fra en tupilak, som hun har lavet. Hun

vil ikke gå til bekendelse og dermed blive rask. Da folk håner A.,

fordi han ikke kan helbrede hende, inviterer han til seance i fuldt

dagslys uden døre. Han lægger sin kone nøgen på et skind og mens han

selv liggende og vendt mod solopgangen lader en hjælpeånd besætte sig,

forsvinder alt kødet fra hans krop og vokser ud igen. Hjælpeånderne

bebrejder tilskuerne deres manglende tiltro til A.s evner. A. rejser

sig og parterer sin kones krop. Gentager så sin forvandling til skelet

og tilbage igen, hvorefter han i en brølende bjørns skikkelse

undersøger sin parterede kones forskellige dele og slikker lidt af

blodet op. For tredje gang lægger A. sig, forvandles til skelet og får

sit huld igen, hvorefter han om konen erklærer, at hun har pint sig

selv. Han puster alle stykkerne sammen igen, hun kommer til

bevidsthed, A. bliver sig selv og nu vil hans kone gerne gå til

bekendelse. Men det er for sent. Tre dage senere dør hun. Man

fortæller, at det var værre at se A. som skelet end at se konen blive

parteret. Mange tilskuere besvimede og måtte støttes, da man gik hjem.

Men den unge Aggu / Akku havde fået en oplevelse for livet.

 

Var.: Sandgreen 1987: 330 - 333. Se især KRH 425 nr. 33 med kommentar om at disse boldspillende ånder meget vel kan være nordlysets døde i himlen, søg: Qajaqanngitsoq angakkussartoq. Se også initiation, uddannelse

 

Hist.: Ajijak / Ajija / Aja levede i første halvdel af 1800-tallet,

var gift med Naajas søster og boede i Sermiligaaq. Aggu levede fra 1843 (ca.) til 1891.

Akimi piniarfillit / De, der havde fangstplads på den anden side af briksen

Print
Dokument id:1458
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hfte 415
Fortæller:?
Nedskriver:Jrgensen, Sofie
Mellem-person:Rosing, Peter ?
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Akimi piniarfillit / De, der havde fangstplads p den anden side af briksen
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:6 sider
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Dette er en reevideret renskrift af Orig. håndskr.: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419. Begge versioner er oversat i denne base.

 

Dansk resumé: Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 374.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Et ældre menneske havde et barnebarn, som var en pige.

Deres husfæller, som var fangere, sørgede for dem om vinteren og gav

dem mad, når de fangede noget.

I forsommeren tog husfællerne afsted og efterlod det ældre menneske og

barnebarnet alene på stedet. Hele sommeren bragte de dem mad, når de

fangede noget.

Så blev det vinter. Vinteren igennem var der ikke længere nogen, der

kom med mad. Mens de var der alene, begyndte de at sulte.

En morgen, da de vågnede vidste bedstemoderen ikke, hvad andet hun

skulle gøre, end at gå ned og fremsige formularer.

Nede ved isstykkerne ved stranden, fremsagde hun så en formular med

hænderne om pelshætten. Da hun havde fremsagt formularen, vendte hun

tilbage til huset, og inde i huset fjernede hun siddepladsen overfor

hovedbriksen og gravede i stedet et hul der.

 

Da hun var færdig mumlede hun en formular gentagne gange

og det var så det. Om aftenen lagde de sig til at sove.

Da de vågnede om morgenen og hørte en plaskende lyd derhennefra, bad

hun barnebarnet gå derhen. Med en kogegaffel i hånden gik barnebarnet

derhen, og imens sagde bedstemoderen: "Du må stikke det i øjet."

Barnebarnet fik øje på en tangloppe, der rullede rundt i udgravningen.

Hun ramte den efter bedste evne i øjet, og dér lå tangloppen død. De

tog den op og delte den imellem sig. De kunne godt have spist mere og

de gik i seng.

 

Næste morgen hørte de en plaskende lyd derhennefra, og barnebarnet gik

derhen og så, at det var en reje. Hun stak den i øjnene; og så var den

død. De delte den imellem sig, og slugte den i en enkelt

tyggebevægelse.

 

Da de vågnede næste morgen, hørte de noget støj derhennefra.

Barnebarnet gik derhen og så, at det var en krebs. Hun stak den i

øjnene; og så var den død. De delte den imellem sig, og de gik i seng

om aftenen.

 

Efter en god nats søvn vågnede de ved lyden af en fisk, der slog med

halen. Straks skyndede hun på sit barnebarn; og barnebarnet opdagede,

at det var en ulk. Hun dræbte den ved at stikke den i øjnene. De delte

den imellem sig; og efter to tyggebevægelser var den spist op. De gik

i seng, og næste morgen vågnede de ved lyden af noget, der sprællede;

og de så, at det var en stor haj. Barnebarnet var bange for den; men

den ældre sagde, at hun skulle stikke den i øjnene. Det gjorde hun, og

den døde straks endog uden spræl. Med denne store fangst blev de

rigtig mætte. Om aftenen blev de overvældet af søvnighed og faldt i

søvn, inden de endnu havde lagdt sig ordentligt til rette.

 

Næste morgen vågnede de ved lyden af kraftigt åndedræt. Barnebarnet

gik derhen og så, at det var en "tyndhåret" (fuldvoksen netside).

Hun stak den i øjene, og så var den død. Især dette kød smagte

dejligt. Og endelig fik de noget til overs, fordi de blev så mætte. De

gik i seng, og næste morgen vågnede de igen ved lyden af åndedræt

derhennefra. Barnebarnet gik derhen og så, at det var en sortside.

Hun stak den i øjet, og straks var den død. Om aftenen faldt de i søvn

under måltidet og vågnede som sædvanlig ved lyden af åndepust.

Barnebarnet gik derhen og så, at det var en spraglet sæl. Hun dræbte

den ved at stikke den i øjenene, og kødet smagte endnu bedre. Og da de

nu jævnligt fangede sæler, blev de nu og da trætte af kød.

Da de som sædvanlig havde sovet om natten, vågnede de igen om

morgenen ved lyden af åndedræt. Barnebarnet gik derhen og så, at det

var "nerimiartuaraq", en ung klapmyds. Så såre hun prikkede den i

øjene, var den død. Da da havde nydt godt af kødet og var gået i seng

og sovet om natten, vågnede de om morgenen ved lyden af kraftige

åndepust, kraftigere end dagen før. Barnebarnet gik derhen og så, at

det var en voksen klapmyds med en stor næseblære. Hun var noget

betænkelig ved at skulle i lag med den, men den ældre sagde, at hun

skulle stikke den i øjnene. Så såre hun stak den i øjnene, døde den.

Af denne fangst blev der så meget til overs, at de kunne gemme noget

til senere brug.

 

Da de gik i seng om aftenen, som de plejede, og vågnede næste morgen

ved, at det støjede derhennefra. Barnebarnet gik derhen og så, at der

var en remmesæl. Også den var hun noget betænkelig ved; men hun stak

den i øjnene, så den døde.

 

Da de havde spist, og det var blevet aften, gik de i seng og vågnede

næste morgen ved lyden af åndepust, som var de voldsomste, de endnu

havde hørt. Barnebarnet gik derhen og så, at det var en hvidhval. Igen

var hun noget bange for den, men stak den i øjet; så var den død.

Hvidhvalskød var en endnu større lækkerbidsken. De spiste godt med

mattak, og skindene af de sæler, de haved fanget, lavede de til

spækposer og fyldte dem med kød og spæk. Det blev aften før de var færdige med det arbejde. De gik i seng og vågnede næste morgen ved lyden af særdeles

kraftige åndepust. Barnebarnet sprang op for at se hvad det var. Det

var en hvalros, som hun egentlig var meget bange for. Men tilskyndet

af den ældre stak hun den i øjet, så den omgående blev dræbt.

Denne fangst gav også overflod af kød. Hele dagen følte de sig dejligt

mætte og gik i seng om aftenen. Næste morgen blev de vækket ved en

ejendommelig lyd, et kraftigt brøl. De opdagede, at det var en stor

isbjørn. Barnebarnet blev virkelig bange ved synet af den; men igen

fulgte hun det ældre menneskes råd og stak den i øjnene; så var den død.

Efter at have fanget alle de nævnte dyr, fortsatte de med at fange

alle slags dyr.

 

Fangerne, som de tidligere delte hus med, mente på et tidspunkt, at

den ældre og barnebarnet måtte være døde. En af fangerne tog derhen for

at undersøge, hvad der måtte være sket, om ikke andet så for blot at

se skeletterne, for de måtte jo være sultet ihjel.

Da han kunne se huset, opdagede han, at der kom røg ud af det. Han kom

helt hen til huset, gik derind og så, at de havde overflod af kød og

manglede ingenting. Han spurgte dem: "Hvor har I fået alt dette fra?"

Det ældre menneske svarede: "Der nedefra!" Da hun sagde dette, kiggede

manden på stedet overfor briksen, uden at få øje på noget. Fangerne

fik ved afrejsen en stor potion kød med.

Det fortælles, at det ælde menneske og barnebarnet den dag idag har

overflod af kød.

 

Var.: En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn; Nakataamilaarpara. Den forladte kvinde med plejedatter. En fortælling (om en haj der forsørgede forældreløse); De, der havde fangstplads på den anden side af briksen; Hajfisken som forsørger; Two deserted ones get meat from guests; Kunuanannguaq; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn.

 

Kommentar: Håndskriftet dateret af Rasmussen til 19. febr. 1920, men om det gælder Sofie Jørgensens egne nedskrifter i hæfte 419 eller renskrifterne i hæfte 415 er uvist. Sofie Jørgensen overvintrede i Danmark på gennemrejse til Qaqortoq i 1920. Hun må således være rejst fra Ammassalik sammen med Rasmussen i 1919.

Aleqaajik

Print
Dokument id:2326
Registreringsår:1961
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Aleqaajik
Publikationstitel:Hvis vi vgner til havblik
Tidsskrift:
Omfang:side 145-148
Lokalisering:Sermiligaaq: Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Resumé:

 

Et af Nappartuku og Atsivaqs børnebørn, Aleqaajik, havde nogle planer om et ægteskab for sig selv og sin søn, der heldigvis gik i vasken. Sønnen der allerede var gift, flyttede i vrede med sin kone, men vendte dog senere tilbage til sin mor. Selv dukkede hun op med voksne børn og en plejesøn ved kolonien i 1898, hvor det lykkedes hende at få arbejde som syerske, til stor fortrydelse for Missuarnianngas kone, Piseerajik, der ellers havde det monopol. Miss. generede Aleegajik så kraftigt at hun flyttede nordpå for vinteren. Næste forår kom hun igen og fik fornyet ansættelse. Flyttede ind, først hos plejesønnen, derefter hos en nygift søn, men ingen ville have hende. Efter endnu en tur nordpå blev hun atter ansat og denne gang døbt sammen med datteren Atsivaq og sønnen Tippa i 1901. De fik navnene: Katrine, Margrethe og Jens Emil. Alaqaajik / Katrine forblev sammen med børn og børnebørn ved kolonien, hvor hun gjorde sig uundværlig som skindbehandler og syerske. Hun var både Christian Kruuse og Thalbitzer til meget hjælp med sange o.l. Kruuse plantede nogle kvan ved et vandsted for hende. Hun passede det resten af sit liv.

 

Hist. Historisk overlevering i slægten Napartuku og Atsivaq. Se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9.

aliourtúkat / aliortukkat

Print
Dokument id:2260
Registreringsår:?
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB 1, 7(20). Dagbger fra den litterre Grnlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Brandt, Ville
Nedskriver:Rasmussen, Knud + ?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:aliourtúkat / aliortukkat
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:9 ss. A6-strrelse
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde ?
Note:

En fortælling om spøgelser. Ca. 1 side en tredjedel er nedskrevet af en anden, hvorefter Rasmussen tar over igen.

Fortællingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

 

Hist.: Spøgelseshistorier plejer at være historiske, dvs. oplevede.

Alorútaq / Aloruttaq / Den forældreløse barben og hans eventyr / Kampen mel lem bjørnen og hvalrossen / En tupilak-historie / En druknet mands jordomsejling

Print
Dokument id:1362
Registreringsår:1919
Publikationsår:1921
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:? og Andreassen, Kaarali
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Alorútaq / Aloruttaq / Den forldrelse barben og hans eventyr / Kampen mel lem bjrnen og hvalrossen / En tupilak-historie / En druknet mands jordomsejling
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grnland, I
Tidsskrift:
Omfang:side 123 - 131
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Orig. håndskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 426: "âlorutaq

angerdlatoq". Kaarali Andreassen har afsluttet nedskrivningen.

 

I 1920 har Knud Rasmussen fået trykt de to første dele af fortællingen i dansk oversættelse i "Skånejournalisternes Vårtidning", Maj. Rasmussen erklærer her, at fortællingen slutter efter episoden med bjørnen og hvalrossen. Det fremgår ikke af håndskriftet.

 

Resumé:  

Aloruttaq er en stakkels forældreløs dreng ved Kangaarsuk / Kangaartik nær

Kap Dan ( på Kulusuk ). Hans onde plejefar sulter ham, klæder ham slet

og gir ham intet legetøj. Når alle på bopladsen sulter, går man til

folkene i Siorartooq, hvor forrådet er rigeligt. A. må gå barfodet

gennem sneen, kommer sent frem, og forhindres af sin plejefar i at

spise sig mæt. Når der nu og da kommer folk fra Siorartooq / Siarngarteq med

kødgaver, er der et stykke med to ribben til A., men hans plejefar

skærer kødet fra og gir ham kun et enkelt, bart ribben. På den næste

tur til Siarngarteq opdager husherren derovre plejefaderens ondskab,

ber A. hjælpe sig med at bære resterne af måltidet over i kødgraven og

blir klar over, at A. ingen kamikker har. Han adopterer Aa. der får

det godt, vokser til, blir stedets bedste fanger og gifter sig. En

vinter, hvor alle sulter låner han sin plejefars slæde og bjørnehunde.

Ude på isen ser han en sovende hvalros, ved ikke hvordan han skal

klare den, men en isbjørn dræber den med en iskugle, som den

omhyggeligt har gnavet til af et stort isstykke.

A. pudser sine hunde på bjørnen og dræber den. Han tar skindet og en

klump kød med hjem. Snart kommer hele egens sultende bopladser til

ædegilde og får kødgaver. Blandt gæsterne er den onde plejefar. A.

minder ham om hans nærighed, gir ham to ribben fra hvalrossen, men

senere ligeså store kødgaver som de andre. Den onde plejefar laver

tupilak af ribbenene om sommeren. A. kan pludselig intet fange,

forudser sin snarlige død, men da han er en angerlartussiaq (bestemt

til at vende hjem igen), ber han sin kone hente hans redskaber eet for

eet, når de driver til lands efter hans død. Han møder tupilakken, der

er rød med et stort hundehoved. A. harpunerer den, men hans

fangstblære klistrer til kajakken, tupilakken snor linen om den ved

gang på gang at springe over den og svømme under den. Da tupilakken

har ædt hans ene side, kæntrer han og rejser verden rundt under havet i et år.

Hans kone henter hans ilanddrevne kajak og redskaber. Men A. kan

alligevel ikke komme i land. Tupilakken spærrer for ham.

A.'s kone, der er gravid, føder en søn der får navnet A., gøres til

angerlartussiaq, udvikler sig som sin far til storfanger, gifter sig

med sin mor, kæntres af tupilakken og rejser verden rundt. Tilbage

igen slipper han forbi tupilakken, som han senere dræber. Han kommer

ikke ud for flere ubehagelige hændelser.

 

Tolkning: Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor, og Sonne i Tidsskriftet Grønland årg. 2001.

Alûssaq / Aluussaq

Print
Dokument id:1590
Registreringsår:1903
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Alssaq / Aluussaq
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grnland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 156 - 157
Lokalisering:Avanersuaq / Thule
Note:

Håndskrift har ikke kunnet identificeres.

 

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905: 107 - 108.

 

Resumé:

Aluusaq elsker sin kone, der er god og smuk. Under en slædetur dumper

deres lille barn i vandet. Konen græder, men A. trøster hende med, at

sålænge de lever, vil de kunne få børn. Nedkørselsstedet til den

boplads, de stiler imod, er meget stejl. Konen får overbalance og

opstanderne gennemborer hendes bryster. A. ligger en sidste gang med

sin døde kone som afsked.

 

Hist.: Fortællingen virker autentisk.

ãma avdla / Den enlige mand ved Ilulissat

Print
Dokument id:162
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:ma avdla / Den enlige mand ved Ilulissat
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 156 - 157, nr. 54
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af orig. håndskr., renskrift el. afskrift, der muligvis ikke længere eksisterer.

 

Resumé i Rink 1866-71, I: nr. 151

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om fangeren fra Ilulissat (orig. uden overskrift).

I gamle dage, før Ilulissat (Jakobshavn) blev befolket, boede der på stedet et ægtepar. Da manden en dag var ude på fangst, så han en kajakmand, der var i færd med at gøre sin fangst klar til bugsering. Han undrede sig over at se en kajakmand, for der boede jo ingen andre fangere i området. Han roede hen til den fremmede, men denne fjernede sig og lod sin fangst, en fuldvoksen spraglet sæl, ligge. Manden fra Ilulissat bugserede sælen hjem.

En anden gang manden fra Ilulissat var ude på fangst, harpunerede han en hvidhval, men mistede sin fangstblære / fangeblære. En anden kajakmand, den sammme han mødte sidst, dræbte dyret og tilegnede sig det. Fangeren fra Ilulissat sagde til ham: "Giv mig hvidhvalen." Men den anden svarede: "Det var jo dig, der stjal en sæl fra mig sidste gang." Det endte alligevel med, at Ilulissat-manden fik sin hvidhval tilbage. Det blæste op, og den fremmede hjalp til med at slæbe hvidhvalen; men han forsvandt, lige før de nåede stranden.

 

En dag da fangerens (Ilulissat-mandens) kone arbejdede uden for huset med at

banke frossent spæk for at få trannet ud af det, så hun en stor hund. Hun gik

ind i huset og fortalte det til sin mand. Manden dræbte hunden.

Dagen efter hen på aftenen råbte en mand udefra: "Hvem har dræbt min hund? Kom herud." Sådan råbte han flere gange. Ilulissat-manden tog sin fugleskindspels på og gik ud bevæbnet med en kniv. Allerede før han kom ud af gangen, slog han på må og få efter ham med kniven. Den fremmede tog flugten. Ilulissat-manden

forfulgte ham og gjorde flere forsøg på at stikke ham. Den fremmede begyndte at

hæve sig op, mens Ilulissat-manden stadig gjorde forsøg på at stikke ham. Da

han ikke længere kunne se ham, vendte han tilbage til huset.

Da det blev forår, døde Ilulissat-manden.

 

Var.: Ilulissatboen; se også Manguaraq.

Kommentar: Fortællingen må være den samme som: Ilulissatboen, ID 163, el. NKS 2488, II, 4', nr. 63, der er oversat i sin helhed. Se kommentaren til denne

ãma avdla / Den gamle hos de underjordiske

Print
Dokument id:178
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:ma avdla / Den gamle hos de underjordiske
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 188, nr. 73
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af orig. håndskr. eller renskrift, der ikke længere eksisterer.

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

 

Den lille gamle mand hos ildfolket (Opr. overkrift: Endnu en fortælling).

 

Der boede mange mennesker sammen i et hus. Hver dag skete det, at en af dem udeblev fra fangst. Til sidst var der ikke flere mænd tilbage. Så sagde den lille gamle mand: "Jeg vil tage ud på fangst i morgen." Ud for en stejl klippe

dukkede der en sæl op. Han roede hurtigt derhen for at harpunere den, men inden han nåede frem, dykkede den. Det samme gentog sig flere gange.

Til sidst kom den lille gamle mand helt hen til klippen og gled ind under den.

Derinde var der et hus, hvor der boede et gammelt ægtepar helt alene. Manden tog

en tromme, d.v.s en gnidetromme, frem fra under briksen og begyndte at gnide på

den, idet han sagde: "Skal jeg mon ikke slå på vores gæst." Dette sagde han to

gange, men der skete ikke noget. Så tog gæsten gnidetrommen fra den gamle og

gned den, idet han sagde: "Skal jeg mon ikke slå på mine værtsfolk?" Straks kom

toornaarsuk, åndemanerens særlige hjælpeånd, frem under gnidetrommen, og gæsten

skyndte sig ud. Udefra kunne han høre manden hyle: "Nu er han oppe at slås med

mig. Nu dræber han mig." Så hørte han konen hyle: "Nu kommer han mod mig. Nu

dræber han mig." Det var den lille gamle mand, der vandt, og han tog tilbage til

sin boplads. I løbet af den efterfølgende dag kom alle de andre kajakmænd hjem

igen.

 

Hist.: Vedr. toornaarsuk se: Sonne, Birgitte: Toornaarsuks forvandlinger. "Religionssociologiske Perspektiver." Særnummer af Chaos, 1985: 117 - 136.

 

Kommentar: Gnidetrommen er muligvis den skindlap, makkorsaq, som man kender fra østgrønlandske angakkut / åndemanere. Den udspændes i håndfladen og gnides. Undertiden som optakt til en seance med rigtig tromme, undertiden som erstatning for en sådan. Søg på: smældeskive.

ãma avdla / Menneskeæderen

Print
Dokument id:185
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:ma avdla / Menneskederen
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 200 - 201, nr. 81
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af håndskr., der ikke eksisterer længere.

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

En fortælling om menneskeædere. (Orig. overskrift: Endnu en fortælling).

 

Der var engang to brødre. Den yngste roede i kajak til Paakitsoq. En netside

dukkede op, og han roede derhen for at harpunere den. Så mærkede han, at

kajakken stødte imod stranden med mange rullesten. Der kom en ældre mand hen

til ham og sagde: "Kom op til os." Da han kom ind i huset, dræbte de ham.

Storebroderen tog også på fangst og kom til samme sted. En ældre mand inviterede

ham op til huset og inden han gik op til huset, sørgede han for at placere

kajakken på stranden med forenden imod havet. Inde i huset var konen i gang med

at koge mad. Gæsten så en hånd hænge et sted, og det var lillebroderens hånd.

Der var en datter i huset. Om hende sagde moderen: "Hende dér spiser ikke

menneskekød." Pigen gjorde tegn med øjnene til gæsten, at han skulle forsvinde.

Han skyndte sig ud efterfulgt af konen, der råbte: "Vi er ved at glip af et

menneske." Manden dukkede op og skyndte sig ned til sin kajak og roede ud. Han

havde sin lanse med. Han roede efter den fremmede rundt om en isflage, hvor

fangerens datter opholdt sig. Den fremmede dræbte den ældre mand, mens hans kone

stod på stranden og sleb sin ulu. Den fremmede roede af sted med datteren fra

huset på kajakken.

 

Om foråret rejste de sydover og kom til en boplads, hvor de overvintrede.

Beboerne viste sig at være menneskeædere. En dag da sælen, han kom hjem med,

var ved at blive flænset, kom en ung mand og sagde: "maanna qamana" (nu skal du

ikke på fangst (?) Chr.B.)." Dagen efter, da han kom hjem fra fangst, sagde hans

kone til ham: "Den unge mand, der står derude, har flere gange sagt til mig:

"maanna qamana." I det samme hørte de klynken og gik ud. Dér lå så den unge mand

med en stor kniv stukket i maven. Manden løb ned til sin kajak efter sin lanse

og gav den unge mand det dræbende stik. Der blev sagt, at hans mor var ude at samle bær. Manden, der aflivede den unge mand, gik ud for at underrette hende.

Jeg har dræbt din søn - sagde han til hende. Moderen blev glad og sagde: "Så vil

jeg have (spise) den ene balle, så vil jeg have ballen."

 

Var.: Der er en del fortællinger om menneskeædere. Denne er noget uklar i sammenhængen. Bueskydning / Brødrene; De to fætre; Brødrene som forsvandt;

Qalulik / Kalulik. Qalulaajik. Kaluluk; Nerrersuujunnut pulartut; Kajakmændene der udeblev; Om slæderne, der altid bortkom; Fangerne der forsvandt; Amaakasia; Angortooq, storfangeren; Bortblevne mænd; Menneskeæderen

ãma avdla / Morderen Ikik / Morderen Pikik

Print
Dokument id:256
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Heilmann, Karl
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:ma avdla / Morderen Ikik / Morderen Pikik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 385 - 386, nr. 126
Lokalisering:Qeqertarsuatsiaat / Fiskensset
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 167.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

(En fortælling om store drabsmænd / mordere.) (Opr.: "Og en anden" (fortælling)).

Manden Pikik og hans søn der begge var stærke mænd.

En grønlandsk fortælling.

I game dage, før qallunaat (hvide mænd, danskere) kom til landet, boede der vest for Qeqertarsuatsiaat, på Inussuk, en mand, der havde fjender på samtlige bosteder - i nabolaget og sydpå. Han var en drabs-mand og han havde engang dræbt en mand, som han ikke kendte. Det var en mand, han så for første gang. Han dræbte ham bare og lod liget ligge. Senere dræbte han mandens eneste søn. Når den stærke mand og hans søn traf deres fjender under en fangsttur, dræbte de dem. De var dygtige til at fange mennesker og sæler. Når far og søn sammen var ude at ro i kajak, kiggede de udelukkende efter mennesker og sæler.

Efter at der havde bosat sig danskere i Qeqertarsuatsiaat, tog far og søn

dertil for at handle. De gik op til et af husene og derinde sad mange af deres

fjender, som var kommet sydfra. Far og søn sagde ikke et ord. De var spændt på,

om nogen ville angribe dem. Det viste sig, at deres fjender blev bange for dem -

især for sønnen, som var meget stærk. De rejste derfra igen, uden at fjenderne

foretog sig noget over for dem. Da de tog af sted, kastede de til måls med deres

ualmindeligt kraftige harpuner, hvis lige ikke fandtes nogen steder. Det gjorde

de for at gøre indtryk på deres fjender.

 

Hist.: Ikik / Pikik optræder kun i denne fortælling, der i sin yderst skematiske form lever op til overleveringens vanlige fjendebillede af mordere og lystmordere.

ãma avdla / Qajariaq

Print
Dokument id:186
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:ma avdla / Qajariaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 202, nr. 83
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af håndskr., der ikke eksisterer længere.

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om den skade, som kanofolket kunne volde. (Orig overskrift: Endnu

en fortælling.)

 

Far og søn havde deres vinterplads på Kitsissunnguit. En dag de

var ude på fangst, sagde faderen til sønnen: "Det siges, at hver gang kanofolket

kommer (qajariarsuaqaleraangami), så forsvinder sælerne." Da de var på vej hjem

og var nået til iskanten, sagde faderen: "Kan du se, der kommer en kajak uden bagstævn." De lå dér og ventede på det mærkelige fartøj. Da det nåede frem til

dem, dræbte de manden. Manden, de dræbte, havde spyttet på horisonten, så der

kom tåge; og de for vild. De roede og blev tørstige. De fangede fugle med deres

fuglepile og drak væsken fra fuglenes øjne. Da de nåede iskanten, sagde

faderen: "Jeg er meget træt. Lad os hugge trin i isen, så vi kan komme op."

De var nu på vej hjem sammen med faderens kone (? BS). Da de kom til deres kajakker, lod sønnen sin far komme i kajakken før han selv. Da sønnen kom i sin kajak, sagde han: "Det læs, man har bag på kajakken taber man altid i blæsevejr." Han roede af sted og lod hende blive. Ingen ved, hvorvidt han nåede hjem eller

ej.

 

Var.: søg på qajariaq, qajarissat, kanofolk

ãma avdla / Qivigtoq / Qivittoq

Print
Dokument id:253
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Motzfeldt, Peter
Mellem-person:Motzfeldt, Peter
Indsamler:Rink, H.
Titel:ma avdla / Qivigtoq / Qivittoq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 379 - 380, nr. 123
Lokalisering:Qaqortoq / Julianehb
Note:

Dette håndskrift må være en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores. Håndskriften ligner ikke Peter Motzfeldts, hvis man sammenligner med Rink 2488 V, 4' nr. 202, hvor PM selv har skrevet på dansk.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om Qilersiussaaq (Opr.: Og en anden).

Der var engang en stor søskendeflok, og der var kun én pige blandt dem. Brødrene var meget ømme om deres søster. Da hun end ikke kunne få lov til at gifte sig, lod hun sig besvangre og fødte et barn uden for ægteskab. Pigen, som hun fødte, gav hun navnet Qilersiussaaq. Hun ville gerne hen med barnet til sine farbrødre eller far, men det forbød hendes brødre. Da pigebarnet var begyndt at gå, fyldte hun sin taske med sytråd og såleskind og forlod sine brødre. Langt inde i landet byggede hun sig et hus. Hun lavede fælder ved at grave underjordiske huler. Når hun havde været ude at tilse sine fælder, kunne hun knap bære byrden hjem. Hun beklædte hele huset indvendig med ræveskind og lavede sig også puder og tæpper af ræveskind. Hun havde ræveskind nok.

 

En dag fik Qilersiussaaq den tanke at tage ud for at se til sine farbrødre. Da moderen var taget af sted, tog Qilersiussaaq også af sted og gav sig til at synge følgende: "Jeg tog af sted og jeg gik og gik og fik øje på brændende mos (der bruges til lampevæge - Chr.B.). Jeg sloges med den ene, jeg sloges med den anden og kastede ham bort, uden at jeg selv blev kastet bort. Jeg drog videre derfra og fik øje på to store svaner, der sloges. Jeg sloges længe  med den ene og kastede den bort, uden at jeg selv blev kastet bort. Jeg drog af sted derfra og fik øje på mange konebåde og folk, der flænsede hval. En af dem råbte: "Der har vi et menneske. Hvad hedder du?" "Jeg er Qilersiussaaq (Qilersiussamauvunga)." "Jeg skulle sige, at dine farbrødre har fanget en hval." Nu da jeg ser dem, dør jeg af længsel (kipippunga)." Ligesom hun sagde dette, blev hun til en stor sten og rullede ned.

 

Var.: Datteren som gik qivittoq; Om en qivittoq nr. 137;

 

Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.

ãma avdla / Saunikumasoq dræber plejefaderen

Print
Dokument id:177
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:ma avdla / Saunikumasoq drber plejefaderen
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 187, nr. 72
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af orig. håndskr. eller renskrift, der ikke længere eksisterer.

 

Ultrakort resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 72.

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om den forældreløse Saanimasoq / Saanikumasoq (Opr. overskrift: Den anden historie).

En gammel mand havde to døtre. Der var også en forældreløs ung

mand ved navn Saanimasoq, der havde en stedfar og en stedmor. Når stedfaderen

var ude på fangst, gav stedmoderen ham benstumper at spise. Når stedfaderen

kom hjem og fik noget at spise, sagde han gerne til Saanimasoq: "Mon du fik noget at spise?" Den unge mand sagde gerne: "Ja, jeg fik noget at spise," selv om

han kun havde fået benstumper. Stedfaderen troede på, hvad han sagde.

 

En dag da stedfaderen spurgte stedmoderen, om Saanimasoq havde fået noget at spise, løj stedmoderen overfor sin mand og sagde: "Han forsøgte i dag at dræbe mig." Da stedforældrene faldt i søvn om aftenen, flygtede den unge mand til et område, hvor der ingen mennesker boede, men det viste sig, at han havnede lige i armene på to gamle mennesker, hvor han kom til at bo. Da den forældreløse var ved at blive voksen, sagde den gamle mand til ham: "Gid du vil blive en stærk mand." Og han blev en stærk mand. Hans plejefar kiggede på ham. En aften gik han i seng

hos de to døtre og fik dem til koner. Det viste sig, at den gamle mand nødig

ville skille sig af med døtrene. Da Saanimasoq vågnede en morgen, sagde han, at

han ville tilbage til sin stedfar og stedmor. Selvom han blev frarådet af sine koner, tog han af sted, med konen siddende på skuldrene, til sin gamle boplads, der lå langt væk. Da han nåede frem til bopladsen, var stedmoderen alene hjemme og

lavede mad. Saanimasoq gik hen til hende, tog hende om begge arme og flækkede

hende midtover. Han gjorde det samme med sin stedfar, da han kom hjem fra

fangst. Da han havde dræbt dem begge to, vendte han tilbage til sin boplads.

 

Var.: Ikke i denne bases samlinger.

ãma avdla / Serquilissaq

Print
Dokument id:254
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Heilmann, Karl
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:ma avdla / Serquilissaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 380 - 381, nr. 124
Lokalisering:Qeqertarsuatsiaat / Fiskensset
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

Resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 162

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om Seeqquilisaq (Opr.: Og en anden).

Seqquilisaq boede nordpå. Da han mistede sin far, tænkte han, at han - nu da han var blevet alene - ville træne sig stærk. Han voksede og han trænede for at blive stærk. Han var mild og altid i godt humør. Han fik kajak og han plejede også at tage nogle ture over land. Til sin træning brugte han alt muligt, og han tog altid på kajakfangst og landjagt helt alene. Han blev voksen og en stærk mand.

 

Mens han endnu boede på den samme vinterboplads, hørte han, at visse

folk, der boede sydpå, ikke regnede ham for noget. Det fik ham til at

rejse sydover. Undervejs måtte han slå lejr flere gange. En gang, da han

roede omkring et næs, fik han på den anden side øje på en beboet boplads. Dér slog han sit telt op. En dag, hvor han ikke tog ud på fangst og

gik rundt ved teltet, så han en sølle kvinde komme ud af et af husene og

sætte i løb, idet hun råbte: "Det siges, at Seeqquilisaq er meget dygtig til at

skyde med bue og pil. Skyd mig." Seeqquilisaq kiggede blot på hende og foretog

sig ikke noget, da der ikke var nogen grund til at hidse sig op. Så gik hun ind

igen i huset. Men lidt efter kom hun ud igen - løbende og råbte: "Skyd mig, skyd

mig." Seeqquilisaq hentede sin bue inde fra teltet, og idet hun lige skulle til

at gå ind i huset, skød han efter hende og ramte hende lige midt i kroppen, så

hun blev spidet fast på husmuren. Det var første gang i sit liv, at han blev

hidsig og dræbte et menneske, men ingen i huset (ingen i hendes familie - Chr.B.) gjorde Seeqquilisaq noget. Med sin familie blev han på stedet et stykke tid, men senere vendte de tilbage til deres boplads. De døde, uden at nogen havde hævnet sig på dem.

 

Var.: Næppe.

 

Kommentar: Meningen må være den, at konen opfører sig for tumbet.

ãma avdla / Vennerne som bespiste hinanden ondt

Print
Dokument id:255
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Heilmann, Karl
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:ma avdla / Vennerne som bespiste hinanden ondt
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 381 - 385, nr. 125
Lokalisering:Qeqertarsuatsiaat / Fiskensset
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 9 ss. 70 - 73 har Rink sammenstykket ialt 3 varianter inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 6, ss. 119-123:

The Friends.)

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om to fætre. (Opr.: Endnu en anden).

Der var engang to mænd, der var hinandens elskede yndlingsfætre. De voksede op sammen og boede på samme vinterboplads. Om sommeren tog den ene af fætrene ind

i store fjord (måske stednavnet Kangerlussuaq. Chr.B.) på renjagt og den anden tog ophold på en ø, for at fange sæler. Fætteren på øen fik den ide at invitere fætteren og give ham noget råddent sælkød at spise. En dag tog han så hen til ham og inviterede ham. Da han havde afleveret sin invitation, vendte han hurtigt tilbage og smurte noget fedt fra et dødt menneske på det kød, han ville servere for ham. Han ville forgive ham (nerlernerlukkumallugo). Fætteren kom, og der blev serveret. Men han holdt hurtigt op med at spise, da det gik op for ham, at maden havde en fremmed lugt. Han tog hurtigt hjem igen med skumle tanker, men han lod sig ikke mærke med det over for fætteren.

Den forgivne fætter ville nu hævne sig på fætteren. Han bad kvinderne om at

tilberede et lækkert måltid, fordi han ville indbyde sin fætter til spisning. Så

kom fætteren på besøg og forinden havde den fætter, der inviterede ham, smurt

noget menneskefedt på det kød, der skulle serveres for ham. Fætteren spiste

med appetit. Den voksede under spisningen, og han spiste alt op uden at

opdage nogen fremmed lugt. Men under opholdet fik han mavepine og tog hjem.

Flere dage efter tog fætteren af sted for at se til fætteren med mavepine.

Da han roede omkring næsset og kunne se bopladsen, opdagede han fætterens

kajak, men ellers var der ingen mennesker at se. Han gik op til huset og

så gennem vinduet fætteren ligge på maven på briksen med hovedet hængende ned

henover kanten af briksen. "Hvordan har min kære fætter det?", spurgte fætteren

ved vinduet, endnu før den anden opdagede ham. I det samme sprang fætteren fra

briksen op og begyndte at forfølge ham, idet han sagde, at han ville spise ham,

for han var blevet sindssyg og havde spist alle de andre i huset. Det lykkedes

for ham at springe ud gennem vinduet (det er ikke ganske klart, om det er den

gale eller den raske fætter, der sprang ud. Chr. B.). Fætteren, der blev forfulgt,

skubbede sin kajak ud i vandet og idet han skulle til at stige ned i kajakken,

kiggede han op og så, at den gale fætter var på vej ned til ham. Han standsede

ved strandkanten og sagde: "Nu er jeg blevet rask. Der går ikke en dag, hvor jeg

ikke længes efter dig." Fætteren begyndte at ro ind, men opdagede i det samme, at den gale fætter rakte armene ud efter ham. Han blev bange for ham og roede væk. Han nåede hjem og fortalte de andre, at fætteren var blevet sindssyg og havde spist sine husfæller, og at han selv nær var blevet spist.

Dagen efter ville han af sted igen for at se til den gale fætter. Kvinderne

i huset advarede ham og sagde, at han risikerede at blive spist. Men han

svarede: "Der går ikke en dag, hvor jeg ikke længes efter ham". Kvinderne kunne

ikke få ham fra det. Da han gik i land under den gale fætters hus, trak han sin

kajak en smule op på land med forenden vendt imod vandet. Denne gang gik han ind

i huset og den gale fætter gav sig til at løbe efter ham inde i huset og talte

hele tiden om, at han længtes stærkt efter menneskekød. Den raske fætter var ved

at blive helt træt, da det lykkedes for ham at springe ud gennem vinduet. På vej

ned til sin kajak kiggede han tilbage og så, at den anden nu kom ud af huset og

løb ned til ham. Han sprang ned i sin kajak og roede ud. Han så tilbage og

opdagede, at den anden var på vej ud til ham gående på vandet. Da han nærmede

sig mere og mere, gav den raske fætter sig til at rokke med kajakken. Så hørte

han den anden råbe: "Nå da!" ("ilaalaartarpalummat" - svært at finde et passende

udtryk. Jeg mener, at man i Julianehåb området bruger "ilaalaa" som et udtryk

for, at man er bange) og kiggede tibage. Han så, at den gale fætter klarede de

små bølger, der dannedes af kajakkens rokken, ganske udmærket. Så gav han sig

til at rokke kraftigere med kajakken, idet han samtidig roede. Så hørte han den

gale fætter sige: "Jeg var nær faldet ned i en stor revne". Han kiggede tilbage

og så, at han hang med hovedet ned og ville rejse sig op igen. Det viste sig, at

han anså den stribe på vandet, der var dannet af strømmen, for at være en revne.

Forfølgeren sagde nu til ham: "Jeg er blevet rask. Der går ikke en dag, hvor jeg

ikke længes efter dig". Han begyndte at ro hen imod ham, men opdagede, at den

gale rakte armene ud efter ham. Så roede han lidt væk fra ham. Sådan begyndte han at drille ham, men blev alligevel bange for ham og roede væk. Da han kom hjem, fortalte han, at han nær var blevet spist. Kvinderne advarede ham mod at besøge fætteren.

Dagen efter tog han alligevel af sted for at se til den gale fætter. Da han

kom til fætterens boplads, trak han sin kajak en smule op på land med forenden vendt imod vandet. Han ledte efter fætteren inde i huset, men kunne ikke finde

ham. Han kom ud igen og kunne efter sporene se, at han var kommet ned (fra

taget? Chr.B.) bag huset. Derfra fulgte han sporene op til en stor klippehule og

fandt den gale fætter død i bunden af den. Han kom ud af hulen og dækkede

udgangen til med mange sten. Først da han havde sikret den, tog han hjem. Efter

den tid knyttede han ikke flere tætte venskaber.

 

Var.: kangerlumiorlungooq kitaamiorlu; Vennerne; Fætrene; Fætrene II; fjordbo kystbo; sindsyg / sindssyg / menneskefedt; ligfedt; bespiste ondt.

 

Kommentar: Vedr. årsagen til vennens pludselige ondsind se kommentaren til Arons variant, Bedstevennerne.

ãma naakkinartoq / Katerfarsuk / Katerparsuk

Print
Dokument id:160
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Steenholdt, L. N.
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:ma naakkinartoq / Katerfarsuk / Katerparsuk
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 152 - 153, nr. 52
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af Steenholdts renskrift el. afskrift: NKS 2488, VI, ss. 13h - 14. Orig. håndskr. eksisterer ikke længere.

 

Resumé i Rink 1866-71, I: nr. 145.

 

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 10 ss. 73 - 74 har Rink sammenstykket ialt 5 varianter inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 7, ss. 124 - 126:

Katerparsuk.)

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

 

Den forældreløse, der hævnede sig (Opr. overskrift: Også en stakkel).

En forældreløs, der ingen voksne havde til at hjælpe sig, var i færd med at

bygge sig en kajak. Han græd, fordi han havde svært ved at gøre det godt nok.

En ældre mand ville forskrække ham ved at liste sig frem til ham indhyllet i

et isbjørneskind. Den ældre mand gik helt hen til drengen uden at blive opdaget. Han pustede på drengen, som blev så forskrækket, at han flygtede grædende. Den

ældre mand grinede og sagde: "Jeg syntes egentlig, at det var synd for dig, men

jeg valgte alligevel at gøre dig bange i skikkelse af en isbjørn."

 

Drengen glemte det aldrig, og da han var blevet åndemaner / angakkoq, ville han hævne sig.

Engang da mændene var taget ud på fangst, så han på et skær, på den nordlige side

af bopladsen, en hvalros. Han fremsagde en trylleformular / serrat og fik på den måde hvalrossen til at krænge skindet af. Han iførte sig dette skind og svømmede ud til kajakmændene. Han fandt frem til den lille ældre mand, der i sin tid gjorde

ham bange, og dukkede op lige tæt ved ham. Han blev harpuneret af den lille

ældre mand. Han dykkede og trykkede luften ud af fangeblæren / fangstblæren, hvorefter han

svømmede hjem. Så roede han ud til kajakmændene. Disse undrede sig meget over,

at fangeblæren uden videre var forsvundet, efter at den lille ældre mand havde

harpuneret en hvalros. Den forældreløse roede hen til den lille ældre mand og

rakte ham hans fangstblære, som han fiskede op bagi kajakken. Han sagde: "Du gjorde mig i sin tid bange i skikkelse af en isbjørn, og nu har jeg

hævnet mig på dig i skikkelse af en hvalros." Da han roede bort, så han, at den

lille ældre mand tørrede en tåre bort.

Var.: Katerfarsuk; Qaaterfaarsuk; Qatigaarsuk

 

Kommentar: en meget yndet fortælling i Vestgrønland, der måske har en eller anden forbindelse til den østgrønlandske ritualmyte, hvor en angakkoq blir puulik vha. en isbjørn og en hvalros. Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

ama oqalugtuaq / Kvinder flygter til indlandet

Print
Dokument id:148
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:ama oqalugtuaq / Kvinder flygter til indlandet
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 101 - 103, nr. 39
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af orig. håndskr., renskrift el. afskrift, der ikke længere eksisterer.

 

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 43, ss. 149 - 151 har Rink sammenstykket denne variant med en af Amos Daniel. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 28, ss. 217 - 221: The Girl who fled to the Inlanders.

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

 

Kvinden, der drog bort, fordi hun knækkede sin storesøsters synål (Orig. uden overskrift).

En kvinde kom engang til at knække sin storesøsters synål. Hun blev så ked af dette, at hun drog bort hjemmefra for at leve som eneboer, qivittoq. Mens hun gik grædende af sted, var der én bagved, der grinede og sagde: "Der er én, der græder over noget." Da hun holdt med at græde, spurgte vedkommende: "Hvorfor græder du?" "Jeg knækkede min storesøsters synål; og min storesøster sagde, at jeg skulle gå hjemmefra," svarede pigen. Så sagde den anden: "Jeg har revet min storebroders snare over, og han sagde, at jeg skulle gå hjemmefra. Må jeg følges med dig?" Så gik de videre.

Et stykke tid efter sagde den mandlige ledsager: "Det varer ikke så længe, så vil vi kunnne få øje på et hvilested." Ganske rigtigt! De fik øje på en stor klippe. Klippen og dens revner var dækket til med skidt og møg. På klippen var der en hel masse børn. Ledsageren sagde: "Jeg vil råbe kungujooq til dem." Først hørte børnene ikke råbet. Men da han gentagne gange havde råbt: "Jeg er kungujooq," råbte børnene tilbage: "Kom ned til os." Der var to huse på stedet. De gik ind i det ene hus. Der var kun kvinder hjemme. Mændene var ude på fangst. Der blev budt på mad, og da den fremmede pige havde spist, skjulte kvinden i huset hende ved fodenden af briksen. Hun ønskede, at hendes søn skulle have hende til kone. Blandt beboerne i huset var der en galning, der med rene ord fik besked på ikke at sige noget til bopladsfællerne.

 

Hen på aftenen hørte de buldren udenfor. Lidt efter trådte en høj mand ind i

huset - helt våd af sved. "Her lugter af menneske - en kystbo," sagde han. Men da

moderen sagde, at der ingen fremmede var i huset, sagde han ikke mere. Det

buldrede igen udenfor; og ind trådte en mand, som viste sig at være den yngste

søn. Også han sagde, at der lugtede af kystbo; men moderen beroligede ham. Han

satte sig på gæstebriksen og begyndte at spise. Men moderen bad ham sætte sig på

briksen ved siden af sig; og hun fortalte ham, at hun havde skaffet ham en pige,

en kystbo, til kone. Sønnen lagde sig på briksen, som om han ville hvile sig, og

greb kvinden, som skulle være hans kone. Hans storebroder gjorde vrøvl og sagde,

at det jo var ham, der kunne lugte hende før sin lillebror. Men moderen mindede

ham om, at han i forvejen havde en kone.

 

Galningen / den tossede fik endnu engang besked på, at hun ikke måtte sige noget om kystboen.Men det første hun gjorde, da hun kom ud, var at komme med noget sløret snak om den smukke svigerdatter i huset. Straks kom folk og kiggede ind ad vinduet og åbnede husets tag for at få et glimt af dem fremmede pige.

 

Der var to piger på stedet, som godt kunne tænke sig at blive gift med denne

yngste søn. De udbredte sig om, at de var i stand til at løbe en renkalv op. De

var misundelige på kystboen og sagde, at hun slet ikke kunne løbe hurtigt. Så

gik kystboens mand ud; da han kom ind igen, havde han kamikker med, der var

fyldt med orme og lignende. Han gav sin kone kamikkerne på. Snart var der ikke

meget kød tilbage på benene. Så tog han hende med ud. Han begyndte at løbe med

hende, idet han sagde, at hun hele tiden skulle kigge på hans hæle. De løb sammen - først op og derefter ned; og hun løb hele tiden bagved så tæt på ham,

at hun somme tider trådte ham i hælene.

 

Det forlød nu, at der skulle holdes sangfest. Nogle kravlede op på en stor sten

og begyndte at lave bevægelser med armene, som om de roede. Så dansede man

trommedans. Det viste sig, at en kusine til kystboen også var tilstede. De græd

af glæde, da de mødtes. De blev enige om at vende tilbage til kysten. En morgen

tog de af sted. Undervejs dræbte de deres børn.

 

Var.: oqaluttuaq qatanngutigiinnik Arnasuaasaq; NKS 2488, VI, ss. 141h - 144v; The Girl who fled to the Inlanders; Kvinderne, som blev gift med erqigdlit; De to brødre; Pouia; Puvia; Sorarsinaq toqusoq; Makkutooq;

Desuden en del andre om ægteskaber mellem rigtige mennesker og åndevæsner eller dyr i menneskeskikkelse.

 

Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.

 

Hist.: Thalbitzer 1923: nr. 282, ss. 531 - 532, bringer fra Uummannaq i 1904 Martin Mörchs version af en sang om en indlandsdværg, der ruller ned ad en klippeside, muligvis pga af en lavine. Den ender med udråbet Kong, kong, kong, o-oh. Sådanne dværge kunne genvinde tabt ungdom ved en sådan rulning ialt fem gange. Rulningen hed inutsannaarneq. En pan-eskimoisk forestilling, der muligvis hænger sammen med et gammelt livsfornyende ritual. I Østgrønland kaldte man en forlæns kolbøtte for en 'sol', der jo tar fat på ny efter et års forløb (Victor & Robert Lamblin 1989-93, I: 208f. Og i en oprindelsesmyte til menneskers død fra Nunivak satte ravnen således en brat stopper for menneskers evne til ligesom minken at opnå ungdom igen ved at rulle ned ad en skrænt (Lantis, 1946:297). De kunne også klappe sig større, op til menneskestørrelse. Samme forestilling kendes fra både Østgrønland (søg på dværge), og arktisk Canada: Saladin d'Anglure, B. 1986, Études/Inuit/Studies, Supplementary Issue. Se også GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): Dværge.

Ifølge Thalbitzer (ibid.) har Rink overvejet om det tilsyneladende ikke-eskimoiske kung, kung ... skulle være iroquesisk. Under alle omstændigheder har de seneste udgravninger af sen Dorset i Thule-området, hvor dorset kan have truffet de først indvandrede thule-kulturs inuit (Appelt & Gulløv: Dansk Polarcenter Publication No. 7, 1999; Appelt, Berglund & Gulløv: Dansk Polarcenter Publication No. 8, 2000), givet fornyet næring til spekulationer over fortællingernes forskellige indlandsboeres mulige sammenhæng med dorset-folk.

ãma oqalugtuaq avdla / Enken

Print
Dokument id:140
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Steenholdt, Wittus ?
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:ma oqalugtuaq avdla / Enken
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 82 - 87, nr. 32
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af Steenholdts nedskrift eller afskrift:

NKS 2488, VI: 170h - 172v.

 

Resumé i Rink 1866-71, I, nr. 35: Enken.

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om en stærk mand, der dræbte manden med de mange koner (orig. uden overskrift).

En mand, der havde mistet en søn, og som var meget bedrøvet over det, rejste

sydover for at fordrive tiden. Alle steder, hvor han kom hen, forhørte han sig

om, hvorvidt der var et barn, der var opkaldt efter hans afdøde søn. Når han fik

et negativt svar, rejste han videre til et andet sted.

Endelig kom han til et sted, hvor der var et barn, der var opkaldt efter hans

afdøde søn. På denne boplads bosatte han sig. Han forærede barnet, der var

opkaldt efter hans søn, en kniv. Han plejede at invitere til spisning, når han

fangede en sæl. Da de engang under en spisning kom til at mangle en kniv, tog

han barnets kniv frem til almindelig benyttelse. Men da gæsterne gik, kunne han

ikke finde den nogen steder. Han efterlyste den flere gange, men uden resultat.

Så valgte han at skade de andre ved hekseri. Et af de unge mennesker blev syg og

tilstod tyveriet, inden han døde.

Efter dette fik manden at vide, at de andre på bopladsen ville hævne sig på ham

og dræbe ham. Han fik sin kone til at grave et hul under gulvet; og de sæler,

han fangede, blev puttet ned i dette hul. Til de andre i huset sagde han:

"Dræber de mig, vil det give sig til at sne."

En dag, da fangerne kom hjem fra fangst, var mandens børn som sædvanlig nede

ved stranden for at tage imod deres far. Men de fik at vide, at deres far var

blevet dræbt. De gik grædende op til huset, og i det samme begyndte det at sne;

og det blev ved hele vinteren, så ingen kunne tage ud på fangst. Bopladsfællerne

tiggede sig til lidt mad hos enken, så længe der var noget. Enken kendte en

vise, der kunne få det til at holde op med at sne. Den sang hun, da provianten

var ved at slippe op. Det var ikke muligt at komme ud af huset gennem døren

eller gennem vinduet, så de slap op gennem røghullet for at få konstateret, at

det var holdt op med at sne. Enken gik rundt til de andre huse og opdagede, at

alle var døde. Hun skar hovedet af dem alle sammen.

Enken kendte også en vise, der kunne få isen til at forsvinde. Da isen

forsvandt, kom der mange sæler. Enken sagde til deres mandlige husfælle: "Du skal

i første omgang kun fange én sæl, og den skal du give mig. Det samme skal du

gøre med den anden, tredje, fjerde og femte. Først derefter kan du begynde at

fange ubegrænset." Manden gjorde, som enken sagde. Denne enke døde i øvrigt på

grund af alt det trylleri, og hendes husfæller tog hendes drenge til sig.

 

Efter moderens død begyndte drengene at gå lange ture. De kom hjem med

sønderrevne anorakker. En dag udspionerede plejefaderen dem og opdagede, at

de legede med en isbjørn. Han så, at bjørnen løb efter den mindste af drengene.

Så løb den ældste af drengene efter bjørnen og tog den i halen. Nu løb bjørnen

efter den ældste. Lillebroderen løb efter bjørnen og tog den i halen. Sådan blev

de ved, og til sidst dræbte de bjørnen. Manden gik hjem og fortalte sin kone, at

drengene nu havde fanget en isbjørn, og at de kunne glæde sig til kødet. Men

drengene kom ikke hjem med noget kød. Dette gentog sig mange gange, og drengene

udviklede sig til at blive meget stærke. Den yngste var den stærkeste - så

stærk, at han bristede og døde.

Den ældste bror og plejeforældrene rejste sydover, og drengen blev voksen og

giftede sig. En dag kom de til en boplads med to huse. Det øverst beliggende var

meget langt og det nederste lille. Manden, der kom ud af det lille hus,

fortalte, at den stærke mand i det lange hus havde den skik, at hver gang der

kom gæster, tog han konen til sig og dræbte manden. Manden fra det lille hus

tilbød at ville følge ham op til det lange hus. Men først ville han se, hvor

stærk han var, og lod ham løfte et sortsideskind, der var fyldt med sten. Gæsten

bestod prøven. Manden lærte gæsten den sang, der skulle synges, og instruerede

ham i, hvordan han skulle bære sig ad med at undgå at blive ramt af modpartens

lanse. Sammen gik de op til det lange hus.

Inde i huset sad der en hel masse kvinder ved siden af hinanden. Det var den

stærke mands koner. Der blev sat mad frem til gæsten, og han spiste en hel

sortside. Den stærke mand bad konen om at komme med en tromme. Hun gav ham en

tromme af en anselig størrelse; men den stærke mand afviste den, idet han sagde,

at det kun var et stykke legetøj. Derefter gav konen ham en meget stor tromme.

Han begyndte at synge en vise, og værtens stedsønner sang med. Da de nåede

midtvejs i sangen, sagde stedsønnerne henvendt til gæsten: "Duk dig, duk dig!"

Gæsten dukkede sig, så kun hagepartiet var synligt. Den stærke mand hævede nu

lansen for at kaste den. I det samme hoppede gæsten, og lansen ramte væggen

under ham. Næste gang den stærke mand løftede lansen, lagde gæsten mærke til, at

hans øjne nærmest kiggede op. Derfor dukkede han sig og satte sig på hug, og lansen ramte væggen ovenover ham. Nu greb gæsten lansen, og den stærke mand

satte sig på gæstens plads. Gæsten istemte en vise, og da de var midtvejs i

den, sagde stedsønnerne: "Duk dig, duk dig!" Gæsten løftede lansen, kastede den og

ramte den stærke mand i hagen i det øjeblik han strakte sig op. Lansen gik tværs

igennem ham og satte sig fast på væggen. Gæsten var på vej ud, uden først at

have trukket lansen ud. Så greb hans kone ham bagfra. Udenfor stod den stærke

mands forbundsfælle og ville slås med gæsten. Gæsten kom til at træde forkert

og ramte en sten, så hans hæle flækkedes, men han undgik at blive væltet ned på

jorden. Han tog fat på modstanderen og trykkede ham så voldsomt, at blodet

piblede ud af munden på den stærke mands forbundsfælle.

De rejste videre og kom til en ny vinterplads. Engang han fangede en hval,

inviterede han til spisning udendørs på en klippeflade. Han lod hånden glide

henover klippefladen og sagde: "Ham, jeg sloges med, havde en pande så hård som

denne klippe."

 

Var.: Den sidste episode: Kunuk; Søg også på Kumal*;

 

Hist.: Ikke historisk. Episoderne er velkendte fra andre fortællinger og forestillingen om en rejse mod syd og fortsat mod syd fra en egn med isbjørne, og længere mod syd, hvaler, bør være udgået fra et sted nord for Upernavik.

Sammensætningen af episoder virker heller ikke umiddelbart forståelig.

 

Kommentar: Enken kan med sine formularer åbenbart klare det samme som en angakkoq / åndemaner, der rejser til havkvinden og via rensningen af hende får isen brudt op.

ãmalo ugpernerdlungneq imaluûnit paqumisungneq / aammalu uppernaerlunneq imaluunit paqumisunneq

Print
Dokument id:2173
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB 1, 3(8): Dagbger fra den litterre Grnlandsekspedition 1902-04
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:malo ugpernerdlungneq imalunit paqumisungneq / aammalu uppernaerlunneq imaluunit paqumisunneq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:
Lokalisering:?
Note:

Mere overtro eller tabuer. Samme nedskriver som til ugpernerdlungneq imaluûnit paqumisungneq / uppernaerlunneq imaluunit paqumisunneq.

Ikke oversat.

Beskrivelser, næppe fortællinger.

Amarsiniôq / Amaarsiniooq

Print
Dokument id:1817
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hfte 409
Fortæller:Salomon
Nedskriver:? Olsen, Hendrik
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Amarsiniq / Amaarsiniooq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:2 sider
Lokalisering:Qaarusuk / Bjrneen: Nuuk / Godthb
Note:

Renskrevet af Hendrik Olsen: NKS 3536, I, 4', læg 10.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Amaarsiniooq

En ældre blind kvinde var engang barnepige for et højt elsket barn, mens de øvrige husfæller deltog i en sangkamp på en anden boplads. Sent om aftenen gav barnet sig til at græde. Barnepigen søgte at få det til at holde op, men forgæves. Til sidst hulkede barnet uafbrudt (maniînalerpoq er formentlig det samme som manittorpoq, CB). Midt i det hele lød så en stemme, der ynkede barnet og sagde: "Nåh lille skat, kom du op i amaaten" (rygposen til små børn).

Barnepigen troede bestemt det var barnets mor, der kom for at tage barnet op i sin amaat, så hun hjalp til med at få barnet op i den. I det øjeblik barnet kom ned i amaaten, opdagede hun at det ikke var et menneske, men et væsen med en furet ryg. Væsenet stoppede barnet ned i sin amaat og bandt snøren til, så der ikke var mere at stille op, og straks var det på vej ud af huset med barnet. Først på det tidspunkt gik det op for barnepigen at det var Amaarsiniooq. Det var håbløst og hun kunne nu bare vente på, at forældrene kom tilbage. Da de kom, fortalte hun, at hun havde puttet barnet i Amaarssinooqs amaat i den tro at det var barnets mor.

       Man siger så, at forældrene gjorde alt hvad de kunne for at få barnet tilbage (fri oversættelse af sunauvfaligôq angajorqaivisa pileraluássagât, CB). Hver gang der var omslag i vejret og man kunne høre barnets gråd, gjorde forældrene sig endnu større anstrengelser for at få det tilbage, fordi de havde så ondt af deres lille skat. De søgte ihærdigt og fandt så en åndemaner, som kun beskæftigede sig med at udspørge ånder (qilaneq). Han gik ihærdigt til værks og med større og større iver, og til sidst kunne han love forældrene at de nok skulle få deres lille skat tilbage.

 

Var.: Var.: Tunerluk (to versioner); Angangujuk; Amaarsiniooq; Innersuanut mingaatittoq; Meddr. Grønland 109(1), ed. by H. Ostermann, 128; Matakatak; qilaamasoq.

 

Hist. En temmelig kort variant, der udelader hele det vanlige forløb, hvor det lykkes åndemaneren, der ofte er krøbling, at hente barnet tilbage.

Amârsiniôq / Amaarsiniooq, troldkvinden, der bortfører børn i en rygpose

Print
Dokument id:1398
Registreringsår:1902
Publikationsår:1924
Arkiv navn:
Fortæller:Matiinarujuk (Matînarujuk)
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Amrsiniq / Amaarsiniooq, troldkvinden, der bortfrer brn i en rygpose
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grnland, II
Tidsskrift:
Omfang:side 85 - 90
Lokalisering:Nuuk / Godthb
Note:

Håndskr.: KRKB 1, 1(3), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04:  "Amârsiniôq".

Trykt på vestgrønlandsk i:

Lynge, Kr. 1938 - 39, Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo, I: 64 - 70.

Søby, R. (red.) 1981 - 82, I: 75 - 80.

Kort resumé i Rasmussen, K. 1981 (Inuit Fortæller), II: 124.

 

Resumé:

En storfanger og hans kone får en datter, som deres ældste datter

passer. Barnet græder meget. En aften hun har fået det til at sove og

vendt sig mod andre gøremål, opdager hun, at barnet er forsvundet.

Forældrene vil slå hende ihjel. Hun foreslår at hente en åndemaner på

nabopladsen mod syd. Han hentes, får ingen mad, befales at holde

seance, før det er mørkt, kan intet opdage, og jages hjem midt om

natten. Da han kommer hjem, blir alle opbragte over den behandling,

han har fået, og man foreslår, at skulle de komme igen efter nogen,

kan de få stedets gamle ungkarl med. Det sker. Ungkarlen er lam i

begge hofter. Heller ikke han får noget mad og må holde seance, før

det mørkner. Men han ser barnet oppe hos Amaarsiniooq på

indlandsisens østligste nuntak. Faderen bugserer ungkarlen ind i

bunden af fjorden, hvorfra ungkarlen let til bens vandrer alene op

til barnerøverskens hus. Det har ingen indgang, men det damper

voldsomt op af loftsventilen. Ungkarlen synger en serrat / formular / trylleformular, der får

hende til at lægge barnet fra sig på briksen og falde i en dyb søvn.

Han henter barnet og flygter. A. vågner og indhenter ham som en falk.

Hun putter dem begge i sin store amaat. Ungkarlen husker, at han

har en stenkaster som hjælpeånd. Denne kommer til stede og angriber

uden effekt A. Endnu en hjælpeånd tilkaldes. Det er en falk, der

sammen med stenkasteren tar pippet fra A. Hun løsner sin amaat,

ungkarlen smider barnet ud, hopper selv ud og flygter med det ned

til kysten, hvor faderen venter. Faderen overtar barnet, ror hjem, og

ungkarlen følger først efter, da han ser faderen vel fremme. Barnet

græder stadig utrøsteligt. Ungkarlen holder en ny seance og ser dets

sjæl efterladt deroppe i A.s hus. Han henter sjælen, lægger den ved

barnets side, og næste dag er de blevet til eet. Han får som tak

storfangerens datter og blir forsørget resten af sine dage.

 

Var.: Tunerluk (to versioner); ham som kun var qilaamasoq; Angangujuk; Amaarsiniooq; Amarsissartoq; Innersuanut mingaatittoq; Meddr. Grønland 109(1), ed. by H. Ostermann, 128; Matakatak; Makataták. Oftest er det indlandsboere, kæmper, der stjæler barnet.

Amarsissartoq

Print
Dokument id:158
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Steenholdt, L. N.
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:Amarsissartoq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 149 - 150, nr. 49
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af orig. håndskr., renskrift el. afskrift, der ikke

længere eksisterer.

 

Ultrakort resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 136.

 

Resumé i oversættelse fra håndskrift ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om barnerøveren med pose på ryggen. (Orig. uden

overskrift)

Der var engang et ægtepar, der boede helt alene. De havde flere

gange mistet et nyfødt barn. Om natten sov de med barnet imellem sig, men når

de vågnede om morgenen var barnet væk. De blev hver gang meget kede af det.

Engang var der en åndemaner / angakkoq / angakok, der manede ånder. Han opdagede, at der på en stor slette inde i landet lå et hus, hvor manden med posen på ryggen boede; og det var ham, der havde røvet ægteparrets børn. Åndemaneren gik til huset, men manden med en pose på ryggen var ikke hjemme. I huset fandt han babyer, der var hængt op i bundne fødder med hovedet ned. Brystet på dem var blevet blåt. Han tog den sidst bortførte baby med sig hjem. Forældrene blev meget glade.

 

Da åndemaneren en dag manede ånder, fortalte han, at han ikke kunne se huset.

Men da åndemaneren endnu engang manede ånder, førte manden med posen ham ud og

viste ham sit hus, som lå midt på indlandsisen. Han sagde til åndemaneren, at

han nu ville pine ham. Men åndemaneren kaldte på sine hjælpeånder - først

falken, der styrede lige imod manden med posen og ramte ham på panden, så han

var lige ved at blive dræbt. Åndemanerens anden hjælpeånd, den Skævmundede / Eqingasoq / Equngasoq (?), kom også og væltede manden med posen. Inden åndemaneren forlod manden med posen, fik han sagt til ham: "Du sagde ellers, at du ville pine mig." Manden med posen svarede: "Hvor er du dog ualmindeligt irriterende." Åndemaneren dræbte manden med posen, hvorefter han tog hjem. Efter dette fik ægteparret lov til at beholde deres børn.

 

Var.: Tunerluk (to versioner); ham som kun var qilaamasoq; Angangujuk; Amaarsiniooq; Innersuanut mingaatittoq; Meddr. Grønland 109(1), ed. by H. Ostermann, 128; Matakatak; Makataták; qilaamasoq. Oftest er det indlandsboere, kæmper, der stjæler barnet.

 

Kommentar: I enkelte fortællinger er rygpose-væsnet en mand som her. I de fleste er denne Amaarsiniooq en kvinde. Den tvekønnede symbolik i manden med en kvindes amaat er særlig uhyggevækkende i den grønlandske tradition: Indvoldsrøversken; Uersaq.

Amerdlúnguarmiunik / Om Amerlunnguaqboerne

Print
Dokument id:1030
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2130, 2', lg 9 nr. 14
Fortæller:?
Nedskriver:Kreutzmann, Kresten
Mellem-person:Nielsen, N. L.
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Amerdlúnguarmiunik / Om Amerlunnguaqboerne
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 18 - 19
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

mellem-person = indsamler N. L. Nielsen var udstedsbestyrer i Kangâmiut.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

I Amerlunnguaq var der en fanger, hvis far var kommet op

i årene. En aften, da faderen vågnede midt i sin søvn, var sønnen der

ikke.

De ledte forgæves efter ham og troede til sidst, at han var død.

Men pludselig næste morgen (eller: om morgenen) så man ham på vej

hjem fra Simiutaq. De spurgte, hvor han havde været; og han sagde, at

han havde været i Kangerlussuatsiaaq. Han havde skam fået sig en

kæreste. Når han tog afsted om aftenen, roede han tilbage til

Amerlunnguaq i løbet af natten.

På et tidspunkt, da der ikke længere var sortsider at fange i

området syd for Simiutaq, var han på fangst ved mundingen af

Kangerlussuaq, hvor der var kraftig frosttåge. Her mødte han en

kajakmand, hvis kajak var forsynet med beslag af hvalrostænder, endog

på bunden. Han kunne ikke lide denne kajakmand, hvorfor han, da han om

foråret rejste sydover, forhørte sig om ham. Men ingen vidste, hvem

han var, og han mente så at det måtte være et spøgelse.

En vinterdag kom han hjem fra fangst med en sæl. Han var i færd med at

spise, da nogle fra husstanden kom ind og fortalte, at der var blevet

observeret en sæl lige ud for bopladsen.

Han afbrød måltidet og sagde: "Jeg kan spise, når jeg kommer hjem."

Han gik ud, kom ned i sin kajak og roede ud. Sælen dukkede op lige i

nærheden af ham. Han roede hurtigt hen og harpunerede den. Men

i det samme kæntrede kajakken. De ventede, at han skulle rejse sig op,

men det gjorde han ikke.

De roede ud til ham i konebåd og fik rejst kajakken op, men han var

allerede død.

Efter at han var blevet begravet, skulle faderen have noget et spise,

men han sagde: "Det er sandt, han sagde jo, at han ville spise, når

han kom hjem." Han sagde dette, hver gang han skulle spise. Til sidst

døde han af sult.

 

Var.: Ikke i denne bases samlinger.

 

Hist.: Muligvis autentisk

Ammalilik og hendes familie

Print
Dokument id:2318
Registreringsår:1961
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Ammalilik og hendes familie
Publikationstitel:Hvis vi vgner til havblik
Tidsskrift:
Omfang:side 105-108
Lokalisering:Sermiligaaq: Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Resumé:

 

En af Nappartuku og Atsivaqs døtre, Ammalilik var mandegal. Var først gift med Amare, men hvem hun vist fik alle sine børn: Maratsi, Puukkaaqarteq, Kalia, Kaangitsukkaaq og Atsaajik. Derefter med den 18 år yngre Quarrajeeq, der gennembankede hende fordi hun var en sjuske med hans tøj og lå i med alle mænd. Som hævn fik hun Maratsi til at dræbe Quarrajeeq ved at tilhviske denne, at Quarrajeeq stræbte ham, Maratsi efter livet. Han fik overtalt Sanimuinnaq til at være med. De dræbte ham i 1881 med uhyggelige eftervirkninger for Sanimuinnaq (se ID 872). Ammalilik flyttede til sin datter Kalia, gift med Akku, men fik snart besnæret Akku. Kalia druknede sig. Akku efterlod Ammalilik i sneen under en hård slæderejse til Quarmiid, hvorfra en behjertet mand tog ud og hentede hende, med stærke forfrysninger. Et par måneder senere blev hun afhentet af Maratsi. Hun kom sig aldrig ordentligt over forfrysningerne og druknede sig 58 år gammel i 1888.

 

Var.: ID 872.

 

Hist. Historisk overlevering i slægten Napartuku og Atsivaq. Se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9.

Amulet fra ravnerede mod dårlig fordøjelse

Print
Dokument id:973
Registreringsår:1904
Publikationsår:1938
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Amulet fra ravnerede mod drlig fordjelse
Publikationstitel:Knud Rasmussen's Posthumous Notes on the Life and Doings of the East Greenlanders in Olden Times
Tidsskrift:Meddr Grnland 109(1)
Omfang:side 146
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Ed. by H. Ostermann.

Orig. håndskr. har ikke kunnet identificeres.

I Ostermanns arkiv, nr. A 301, Arktisk Institut findes Ostermanns kladde og maskinskrevne manus på dansk til denne udgave på engelsk.

 

Resumé:

Et spædbarn dør af tyndskid, da det mades med kød, fordi dets mor bliver syg og ikke kan amme. Faderen søger længe og finder en ravnerede langs kysten, hvorfra han tager et par grene med hjem som amulet til den næste søn, der fødes. Denne får hele livet en god fordøjelse.

 

Hist.: Kan være en historisk fortælling, men først og fremmest har den tjent som kommunikation af viden. Man mente åbenbart at ravneunger kunne tåle at spise alt deres forældre bragte dem.

Amulet hentet fra en grav

Print
Dokument id:848
Registreringsår:1952
Publikationsår:1955
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Amulet hentet fra en grav
Publikationstitel:Inegpait
Tidsskrift:Meddr Grnland 90(2)
Omfang:side 56 + 58
Lokalisering:Kullorsuaq / Djvelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Med sideløbende original på nordvestgrønlandsk: s. 57 + 59: Ilivernit aarnewalik / aarnuaq.

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 38 - 39.

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 42 - 48.

 

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

Resumé: Pûve / Puuvi får som nyfødt af sin farmor, Liisa, en amulet fra en grav, der tillader ham ustraffet at begå tabubrud ved dødsfald. En dag han som lille purk går tur med sin storesøster, Itaakasik, og de kom til en gammel grav, tager han et spoleben dér til fuglepil, og dernæst et andet til en vis Usuusaq, som senere viser sig at være en lille dreng længere sydpå, der også har en amulet fra en grav.

       Under en epidemi-agtig sygdom går Puuvi helt fri som den eneste i familien. Han spiser alene uden døre ved et lille bål, og da storesøster en dag vil se til ham, opdager hun til sin rædsel at hans tallerken er et menneskekranium, hvor tænderne endnu sidder fast. Således skærmer drengen ubevidst sig selv mod sygdommen under indvirkning af sin amulet.

 

Hist.: Historisk beretning fra Upernavik-distriktet i 1800-tallet. De omtalte personer blev senere døbt.

Anako / Anaku / Det aflagte ekskrement / Den store æder

Print
Dokument id:1464
Registreringsår:
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Matiinarujuk (Matînarujuk)
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Anako / Anaku / Det aflagte ekskrement / Den store der
Publikationstitel:Inuit fortller. Grnlandske sagn og myter, II
Tidsskrift:
Omfang:side 11 - 13
Lokalisering:Nuuk / Godthb
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

 

Kort dansk resumé ibid. s. 124

 

Håndskr.: KRKB 1, 1(3), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "anakumik"

 

Trykt på grønlandsk i:

 

Søby, R. (red.) 1981-82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, I: 80 - 82: Anaqo nerrersôrssuaq.

 

Resumé:

 

Anaku / Anaqu (?)("den aflagte lort") er en dygtig fanger, som nu og da spiser

 

kolossalt meget. Således kommer han på samme dag hjem med en stor

 

renbuk og en sortside, mens kvinderne plukker bær. På hans bud

 

tilbereder de halvdelen af hvert af dyrene og blodsuppe med spæksyltede

 

bær. Han spiser det hele ganske alene og drikker en hel tønde vand.

 

Senere tager han på besøg på Kangeq, inviteres fra hus til hus og

 

spiser sig overdådig mæt i lutter alke. Den oplevelse fortæller han

 

siden ofte om.

 

Hist. "Storæderen" der ofte hedder noget med "lort", er en traditionel

 

sagnskikkelse, hvis appetit sikkert tjener til illustration af den

 

storslåede alkefangst ved Kangeq.

Anarteq, der blev til en laks

Print
Dokument id:1390
Registreringsår:1902
Publikationsår:1924
Arkiv navn:
Fortæller:Igna
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Anarteq, der blev til en laks
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grnland, II
Tidsskrift:
Omfang:side 15 - 16
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthb
Note:

Fortælleren er ikke Igna. Se Juua, Anarteq.

Resumé:

Anarteq (Skiderik) er eneste søn og har mange søstre, som han og

faderen tar med på renjagt. De klapper renerne fra baglandet ned i en

sø, hvor A. jager dem i kajak. En kalv, som han leger med, sparker

bagud og kæntrer kajakken. A. kommer ud af den, med når ikke land før

en laks fortærer ham nedefra. Han forvandles til en laks og vandrer

med laksene. Dem gamle far må genoptage fangsten, som var han en ung

mand. Flere år senere rejser han op til renjagten med døtrene. Han

mindes sønnen og græder. Denne griber som laks fat i hans styreåre.

Faderen trækker åren op. Det måtte være A., siger han. Efter nogen

tøven stikker han åren ned igen, A. griber fat i den, faderen hæver

den langsomt, og A. forvandles atter til et menneske og sin families

forsørger.

 

Var.: Anarteq; Anartoq

Angakasiat, som opfostrede sin søstersøn til at hævne sin fader

Print
Dokument id:1370
Registreringsår:1919
Publikationsår:1921
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Angakasiat, som opfostrede sin sstersn til at hvne sin fader
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grnland, I
Tidsskrift:
Omfang:side 296 - 299
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Orig. håndskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 426: "Angakasiat".

 

Resumé: Angakasiat / Angakasiaq ("Den kære morbror")

A. bor i hus med sin søster og svoger og deres lille søn i Illutalik

ved Sermilik. Svogeren blir dræbt af to fremmede. A. træner sin nevø's

kræfter, dels ved at lade ham bære stadig større sæler fra stranden op

til huset og dels ved at brydes med ham. Nevøen blir stærkere end sin

morbror og tiden er snart inde til hævn under et sangstævne hos morderne.

Mens sangen står på, sidder nevøen mellem sin fars to mordere. Han

klemmer ubemærket den ene ihjel, mens morbroderen holder tilskuernes

opmærksomhed fangen med et muntert nummer: Under trommesangen

forsvinder han ned i jorden, dukker frem fra brikserummet med

skrabespæk, mamit, på hovedet. Da tilskuerne opdager drabet, flygter

de ud. Morbroderen ber dem standse og se. De ser nevøen flække den

dræbte fra skridt til top.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Angakasiat. ("Deres kære onkel" / Den kære morbror)

Angakasiat boede hos sin storesøster og hendes mand, der havde en

dreng. De boede alene på stedet. Da storesøsterens mand en dag var på

vej hjem fra fangst med en sæl på slæb over isen, var der nogle

mennesker, der tog ud til ham og dræbte ham. Drabsmændene var fra

Armaat ved Illutalik. Manden, der blev dræbt, og Angakasiat, boede i

Savaranarteq. Drabsmændene lod manden, de dræbte, ligge, men tog

fangsten med hjem. Så gik den dræbtes kone ud til sin mand på isen med

sit barn på ryggen. Hun kom hen til den dræbte, tog barnet ud at

rygposen og lod faderen kysse barnet flere gange. Bedrøvet gik hun

tilbage til land. Angakasiat blev urolig ved at bo på stedet og

flygtede til Itillersuaq. Herfra tog han ud på fangst til Tasiusaq

over land med kajakken på hovedet. Når han havde fanget en sæl, tog

han den op på ryggen og kajakken oven på og vendte tilbage til huset.

Nevøen voksede op; og selv om han endnu var lille og ikke var stor

nok, tog Angakasiat ham med over land, når  han skulle på fangst.

Drengen fulgte efter sin onkel grædende af træthed. Efterhånden blev

han i stand til at følge med onkelen uden at græde. Når drengen

indhentede ham, plejede onkelen at lægge sin fangst op på ryggen af

ham. Drengen begyndte igen at græde af træthed. Angakasia lod bare

drengen græde. Således trænede onkelen ham til at blive stærk. Når

onkelen var kommet  hjem, og når det var blevet mørkt - på en

efterårsaften - plejede nevøen at dukke op. Man kunne høre ham græde

af træthed på grund af sælen, han havde på ryggen. Med tiden blev han

i stand til med sæl på ryggen at gå hurtigere end sin onkel. Når

onkelen havde fanget en sæl, plejede han at få nevøen til at bære

sælen og kajakken; han selv gik efter nevøen grædende om natten.

Han kunne ikke gå så hurtigt som nevøen. Til sidst kunne han ikke

længere klare nevøen i brydning eller når de trak armkrog.

Så tog han (vel nok: de) over til fjenderne, der boede i

Savaranaarsuk. Angakasia optrådte i trommedans. Nevøen tog tøjet af

overkroppen og satte sig på pladsen modsat briksen med sine to

fjender på hver sin side og holdt dem med armene omkring livet (?).

Angakasiat gav sig til at danse trommedans for at få de andre til at

grine. Alle gav sig til at stirre på ham, idet de grinte, sang og

råbte. Så forsvandt han ned gennem gulvet. Han viste sig igen fra

pladsen under lampebriksen med en hætte over  hovedet bestående af en

kogt geléagtig spækmasse. De andre brød ud i latter og hujede, idet de

pegede på ham. Mens de endnu grinte, blev der peget i retning af den

sydlige ende af det anselige rum, der var fuldt af mennesker.

"Ha, ha, ha, ha, se dem derhenne (i den sydlige retning). Se dem

derhenne (i den sydlige retning)." Alle vendte blikket derhen. Nevøen

havde holdt så kraftigt om sine fjender, at de var døde. Der

piblede blod frem fra deres mundvige. Han holdt armene omkring

dem, for at de ikke skulle falde om. Så hørte man buldren fordi

samtlige i huset tog flugten ud. Nevøen gik ud medførende den

ene af dem, han havde dræbt. Folk var i færd med at flygte op ad en

skråning. Angakasia henledte de flygtendes opmærksomhed på sin nevø.

Alle vendte sig imod nevøen; og de så, at han stod og holdt den ene af

sine dræbte fjender omkring vristen. Han holdt ham på den måde med

hovedet imod jorden. Han flækkede ham og hævnede sig således på sin

fars mordere. Så tog Angakasia tilbage til deres hus. Det blev en

grundig hævn.

 

Hist. Fortællingen kan udmærket rumme en historisk kerne.

Angakokens åndeflugt til indlandsboerne / angakkoq / åndemaner

Print
Dokument id:145
Registreringsår:1823
Publikationsår:1866
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Clementsen, Tobias
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:Angakokens ndeflugt til indlandsboerne / angakkoq / ndemaner
Publikationstitel:Eskimoiske Eventyr og Sagn, I
Tidsskrift:
Omfang:ss. 161 - 162  nr. 50
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Orig. håndskr. NKS 2488, VI, ss. 141h - 144v.

Seminarieelevs afskrift: NKS 2488, II, nr. 36 ss. 97 - 100.

 

Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 93, ss. 443: An Angakok Flight.

 

Resumé:

Oqataqs far er en stor angakkoq, der på opfordring holder seance, hvor han med storetåen i et hul i en koblerem (kobberem = sælskindsrem) og den anden ende bundet om hovedet flyver til indlandet. Her besøger han en masse kvinder, hvis fælles mand er husstolpen, der er helt glat. Den hælder faretruende, når han gør tilnærmelser til en af kvinderne eller bare han lægger sig på briksen.

På sin næste tur til indlandet kommer han på besøg hos inorutsit, bjergfolk, der spiller bold med ham, til de lægger ham halvdød op på tørrestativet. Han tilkalder sin hjælpeånd, en hund, og da den kommer gøende, smider de skrækslagne deres børn ned i husgangen, og åndemaneren slipper ud. På en tredje tur til indlandet kommer han ind i et hus, hvor hans længst forsvundne søster er gift med den største af mændene, der har funktionen som husældste. Denne er lidt genert i starten, men lader så mad sætte frem. Som tegn på at han som åndemaner har været der, får han af søsteren en stump renskind med hjem, som han kan vise sine fæller.

 

Var.: The Girl who fled to the Inlanders; Kvinderne, som blev gift med erqigdlit; De to brødre; Pouia; Puvia; Sorarsinaq toqusoq; Makkutooq; søg på Akilineq. Desuden en del andre om ægteskaber mellem rigtige mennesker og åndevæsner eller dyr i menneskeskikkelse.

Episoden med de enlige kvinder og husstolpen er ret udbredt i mytiske rejseberetninger som fx Kivioq / Givioq.

Ånderne, men hyppigst himmelånder - formentlig nordlysene - der spiller bold med åndemaneren, forekommer ret ofte, også i Østgrønland, se: Qajaqanngitsoq angakkussartoq.

 

Kommentar: Det siges ikke, hvilke slags ånder søsteren er havnet hos.

Bindingen af åndemaneren til åndeflugt minder mere om en qilaneq-kombination end den vanlige med hænderne på ryggen og panden mod knæene.

Angákoq qinerdlersoq / En åndemaner, der var på eftersøgning

Print
Dokument id:1028
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2130, 2', lg 9, nr. 12
Fortæller:?
Nedskriver:Kreutzmann, Kresten
Mellem-person:Nielsen, N. L.
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Angkoq qinerdlersoq / En ndemaner, der var p eftersgning
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 15 - 17
Lokalisering:Kangaamiur: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

mellem-person = indsamler N. L. Nielsen var udstedsbestyrer i Kangâmiut.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

I gamle dage troede man at åndemanere kunne flyve gennem

luften. Der var engang en åndemaner, der havde en søster. Hver sommer

tog han ind i fjorden til den samme sommerplads.

En sommer var han som vanligt derinde. En dag han tog på renjagt lod

han sin lillesøster, som han ellers plejede at tage med, blive hjemme.

Da han kom hjem, var lillesøsteren væk. Han ventede og ventede, mere

og mere foruroliget; og han tog ikke længere på rensdyrjagt, men blev

hjemme og ventede. Da ingen kunne finde hende, sagde han: "Når det

igen bliver mørkt om aftenen, vil jeg lede efter hende."

En aften sagde han: "Jeg vil flyve ud og lede efter hende.

Sluk lamperne." Da man havde slukket lamperne, begyndte han at lave

støj. Midt i det hele forsvandt støjen. Han blev til ild og fløj ind i

fjorden. Da han befandt sig over sin vanlige sommerplads, tog han

omgivelserne i øjesyn og opdagede et stort, kraftigt oplyst hus. Han

dalede ned og krøb ind i gangen. På vej ind kunne han høre en livlig

snakken inde i huset. Han gik ind og så en hel masse indlandsboere,

der holdt aftenhygge sammen i dette store hus.

Længe så han sig omkring; men han genkendte ingen, og han var nødt til

at sætte sig i et hjørne ved døren. Beboerne holdt op med at snakke.

En, der stod midt på gulvet, sagde: "Vi har jo en gæst. Tag jeres

skindtøfler på." Straks fik alle travlt med at rode efter noget under

briksen. Så tog de deres skindtøfler på, hvorefter de placerede sig

langshusets væg ("igdlup sanerânut"?) stående overfor hinanden. En af

indlandsboerne, der ellers var blevet siddende, rejste sig nu op og

gik hen til den sølle åndemaner. Han tog et fast tag om åndemanerens skuldre

og trykkede ham ned i knæ. Derefter sparkede han ham over til manden

overfor/nærmest døren. Svævende i luften tænkte åndemaneren, at nu

ramte han gulvet, men han blev sparket over til en anden, der stod

overfor; og svævende i luften blev den sølle åndemaner sparket længere

og længere ind i huset, alt i mens han gav sig til at kalde på sine

hjælpeånder. Men så snart de viste sig ved indgangen, smed den store

indlandsbo dem ud igen. På det tidspunkt så åndemaneren, at han blødte,

og han fik den ide at spille død. Da han gjorde det, greb manden,

der smed hjælpånderne ud, ham og

kastede ham ind under forbriksen med ordene: "Lad os partere ham,

når han er blevet kold." Ved de ord blev åndemaneren ængstelig og

gennemgik endnu engang sine hjælpånder. Så huskede han sin stærke

indlandsbo. Ham kaldte han så på, bare ud i det blå; men se, han

sprang øjeblikkelig ind i rummet. Udsmideren gik hen til ham, men så

var det skam hjælpeånden der greb fat i indlandsboens skuldre og

trykkede ham ned og satte knæene mod hans bryst. Han tvang ham ned på

gulvet, og man så noget rødt. Så greb hjælpeånden åndemaneren, der lå

under forbriksen og trak ham med ud af huset.

Da kom åndemaneren i tanke om, at han også havde en "nasaertartoq" (én,

der plejer at slå hætten ned)(det kaldte man ræve i gamle dage). I det

samme så han, at "nasaertartoq" var på vej ind med hætten slået ned.

Han slog det ud af hovedet og gik ud (hvem?).

 

De ventede efterhånden utålmodigt på deres åndemaner. Netop som

åndemaneren havde forladt det (indlandsboernes hus), kunne man høre

 

De ventede efterhånden utålmodigt på deres åndemaner / angakkoq. Netop som

åndemaneren havde forladt det (indlandsboernes hus), kunne man høre

hans jamren over smerterne. Idet man fik lamperne tændt, så man ham

sidde/ligge der stærkt lidende. De vidste ikke, hvordan det var sket, fordi han

intet havde fortalt.

Han blev liggende i tre dage, og den fjerde dag fik han dem til at

slukke lamperne. Som sædvanlig forsvandt han ud som ild. Han fløj

atter indefter. Da han nåede området svævede han henover det;  men er

var ikke noget lys at se, hvorfor han fløj væk igen.

Under sin videre færd fik han øje på et (andet) stort, stærkt oplyst

hus. Han kom ind og genkendte sin lillesøster, som havde fået en

indlandsbo til mand, og sad dér. Hun blev virkelig glad for at se ham

og gik ud efter mad. Da han nu havde set hende, forlod han atter

rummet.

Nu var det ved den tid tilhørerne kunne vente deres åndemaner tilbage,

og de kunne høre at han var glad. Først da lyset var blevet tændt,

fortalte han om dengang, da han blev sparket rundt. Han tog ikke mere

ud for at se til hende, for nu var han ikke længere bekymret for

hende.

 

Var.: Til den sidste episode: Angakokens åndeflugt til indlandsboerne; Et fangstmiddel til tupilakker; Qajaqanngitsoq angakkussartoq; Ajijaks forløsning og første himmelflugt;

 

Kombinationen er usædvanlig af de to episoder, Broderen der uddanner sig til angakkoq for at opspore sin forsvundne søster / bror, og De fjendtlige ånder der spiller bold med åndemaneren under åndeflugt.

 

Hist.: Sidstnævnte beskriver et ældre angakkoq-ritual, der også kendes fra canadiske inuit, hvoraf det fremgår at boldspillerne er nordlysene, dvs. de døde der er havnet himlens dødsrige, hvor de fremkalder nordlys med deres boldspil.

angákorssuaq umiariarqajartitoq / Angakkorsuaq umiariarqajartitoq

Print
Dokument id:385
Registreringsår:1868
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, V. 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Luutivik (Lûtivik / Ludvig)
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:angkorssuaq umiariarqajartitoq / Angakkorsuaq umiariarqajartitoq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 1011 - 1012, nr. 204
Lokalisering:Nuuk / Godthb
Note:

En stor angakkoq / åndemaner som nær var blevet taget af kanofolk / umiarissat.

Fortællingen er næsten enslydende med samme fortællers nr. 109 (NKS 2488, IV, 4'), id 1944. Se denne.

Angákup kuisingnera / Om åndemaneren, der blev døbt

Print
Dokument id:1029
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2130, 2', lg 9, nr. 13
Fortæller:?
Nedskriver:Kreutzmann, Kresten
Mellem-person:Nielsen, N. L.
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Angkup kuisingnera / Om ndemaneren, der blev dbt
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 17 - 18
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Mellem-person = indsamler N. L. Nielsen var udstedsbestyrer i Kangâmiut.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Engang kom sydlændinge til Kangaamiut på deres vej

nordover og slog lejr syd for de sydligst beliggende huse nedenfor

gravstederne.

Det var på det tidspunkt, hvor der kun var få døbte i Kangaamiut.

Da nogle fra rejseselskabet skulle hen og overvære

aftengudstjenesten, ville åndemaneren bestemt ikke med. I stedet

lagde han sig med hovedet imod teltets bagende. Mens han lå der,

faldt han i en dyb søvn. Da åbnedes teltets bagende; og han så, at et

stærkt lys hævede sig over dem, der ikke var døbte. Mens han kiggede

på det, hørte han folk bryde ud i salmesang; og det kom nærmere. Han blev

bange; og jo nærmere sangen kom, desto mere bange blev han.

Da de syngende begyndte at fjerne sig igen, brød andre ud i verdslig

sang ude fra det åbne hav. Efterhånden kom sangen nærmere, og han

ønskede, at den skulle forstumme. Og endelig fjernede den sig igen, og

salmesangen fra øst kom nærmere, og pludselig, da den var kommet

ganske nær, vågnede han. Og straks gik han hen til de andre i kirken.

Han gik hen til kateketen, lod ham belære sig og var nu på vej til at

blive troende. Han rejste tilbage sydover og overvintrede på et sted,

hvor der var en kateket, og efter at have fået undervisning, blev han

døbt.

 

Hist.: Virker autentisk

Angîârneq / Angiiaarneq / "Skarnet", der hævnede drabet på sin broder med en tupilak og siden yppede sangkamp med folk fra Simiutaq

Print
Dokument id:1371
Registreringsår:1919
Publikationsår:1921
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Angrneq / Angiiaarneq / "Skarnet", der hvnede drabet p sin broder med en tupilak og siden yppede sangkamp med folk fra Simiutaq
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grnland, I
Tidsskrift:
Omfang:side 299 - 304
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 404, nr. 59.

Resumé:

 

A. og hans lillebror bor ved Pusisaqqaq nær Sermiligaaqs munding. Når

den ene om foråret tar på ammassætfangst, blir den anden hjemme og

fanger sæler. Lillebror blir dræbt af folk fra Utoqqarmiut lidt

længere ude i Sermiligaaqs munding. A. vil hævne sig. Han søger

forgæves hjælp ved sin bedstefars grav, men får bekræftende svar ved

sin bedstemors grav. Hun har medlidenhed med ham. Han bruger hendes

kamik fra graven til en tupilak, desuden et stykke skind fra en af

sine fjenders hengemte sæler og hovedet af en af deres unge nyfangede

sæler. Han laver tupilakken på vanlig vis, gir den besked om, hvem den skal

dræbe, følger selv efter til Utoqqormiut, og er på nippet til selv at

harpunere den. Hans fjender druknes en efter en af tupilakken, når de

harpunerer den. Den dræber også alle stedets kvinder, idet de under

bærtogt hænger fast i en busk ved det ene øresmykke og sulter ihjel.

Senere kommer der bud til A. om, at den ældste af Simiutaq-brødrene

har digtet en nidvise om ham. A. digter en modvise. Nidsyngerne

ankommer til A.s boplads. Man prøver kræfter i armkrog og brydning. A.

taber, men hans mor, der er stærkere end de stærkeste mænd, klarer dem

alle. Som afslutning på sin nidvise smadrer A.s modstander i foragt

A.s tromme. A.s stærke og voldsomt skeløjede svigersøn opfordrer A.

til at gøre gengæld. De tar til sangkamp ved Simiutaq, hvor den

skeløjede efter A.s sang udfordrende tar sig af hævnen. Han danser

maskedans med den ældste broders tromme, smadrer den, tar husets

særdeles kostbare tromme, hvis ramme er lavet af narhvaltand, danser,

trykker den ned over sit hoved og smadrer rammen totalt. Han

fortsætter den komiske dans, idet han klapper rytmen med hænderne

foran trommens ejer, men denne tør ikke tage mod udfordringen. A.

bliver ikke sidem udsat for hævn.

 

Hist.: Fortællingen virker stort set autentisk.

Angiiaarneq "Skiderikken" laver tupilak

Print
Dokument id:2310
Registreringsår:1961
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Angiiaarneq "Skiderikken" laver tupilak
Publikationstitel:Hvis vi vgner til havblik
Tidsskrift:
Omfang:side 22 - 25
Lokalisering:Sermiligaaq: Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Resumé:

 

Nappartuku og Atsivaqs sønnesøn Angiiaarneq vil med en tupilak hævne sin lillebror, som en flok brødre fra Utorqarmiin har jaget ind i en grotte under isfoden, hvor han drukner da vandet stiger. Tildet formål skal han bruge diverse vigtige ting: bl.a. noget fra et lig, et gammelt skabet skind af en remmesæl og et kranium af en toårig remmesæl. Han forsøger sig først uden held ved sin fætter, Ajijaks grav. Dernæst ved bedstemor Atsivaq. Hun reagerer bekræftende på hans henvendelse. Han tager hendes ene kamik. Skind og kranium finder han på fjendernes boplads. Han binder det hele sammen til et dyr, som han, med anorakken omvendt på, blæser liv i gennem dets næse og får til at vokse ved at lade det sutte sæd af sin penis. Når den er blevet stor som en sæl, dykker den et par gange ned (i elven, formentlig) og svømmer ud mod fjorden. Ang. ærgrer sig over ikke at have givet den besked, men den vener om og spørger om sit ærinde. Jo, at ombringe alle fjenderne. Ang. tager selv på besøg hos sine fjender hvor han med tilfredshed oplever at den ene bror efter den anden blive trukket i druknedøden af tupilakken, som de harpunerer i den tro at det er en remmesæl. Også søstrene omkommer, under bærpukning, hvor deres lange øresmykker hænger fast i lyngen.

 

Sit øgenavn Skiderikken, fik Angiiaarneq da han engang flere gange havde inviteret på festmad uden at servere noget. Tredje gang hentede gæsterne selv gæstemaden ind.

Den viste sig at være fuld af Angiiaarneq 's lort.

 

Hist. Historisk overlevering i slægten Napartuku og Atsivaq. Se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9.

 

Var.: Søg på tupil

Angitingivaq

Print
Dokument id:2317
Registreringsår:1961
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Angitingivaq
Publikationstitel:Hvis vi vgner til havblik
Tidsskrift:
Omfang:side 102-104
Lokalisering:Sermiligaaq: Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Resumé:

 

En af Nappartuku og Atsivaqs sønner, Angitingivak (ca. 1828 - 1894))var en dag i 1845 ude i kajak med Kaaduarnaq. I det fjerne så de noget rage op. Det viste sig at være et forladt skib. De klatrede ombord og reddede sig en del jern. Da de næste dag kom for at hente mere, var skibet væk. På et andet tidspunkt blev Ang. overfaldet af en bjørn. Den flænsede hans tøj og rev hans kæbe itu. Da han blev kastet bagover på sin lille slæde, lykkedes det ham få fat på sin lille stok med en beskeden jernspids, lægge sig på maven, dække hovedet og så, da bjørnen faldt over ham, jage spidsen i dyret. Det døde. Hundene blev spændt for bjørnen, den lille slæde bagefter, og siddende på bjørnen kom Ang. tilbage til bopladsen. Han var slemt forbidt og fik varige ar.

 

Hist. Historisk overlevering i slægten Napartuku og Atsivaq. Se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9.

Angmalorssuaq, Den bredskuldrede

Print
Dokument id:1893
Registreringsår:1902
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Mathiassen, Andreas
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Angmalorssuaq, Den bredskuldrede
Publikationstitel:Inuit fortller. Grnlandske sagn og myter, I
Tidsskrift:
Omfang:ss. 133 - 137
Lokalisering:Nanortalik
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Orig. håndskrift: NKS 2130, 2', læg 8, ss. 15 - 18: Oqalugtuaq / Angmalôrssuaq.

 

Resume:

Ammalorsuaq

A.s husstand består af lutter kvinder på bopladsen, Nuugaarsuk øst for Alluitsoq / Lichtenau. Både han og kvinderne er overordentlig flittige til fangst, ammassætfangst og tilberedning af forråd. På det tidspunkt er der endnu rener i Sydgrønland. Årets fangstturnus bekskrives detaljeret. Når A. kommer hjem med rigelig fangst tager han straks ud igen på torskefangst. Om vinteren lægger isen sig langt ud til havs. A. fanger hver dag to rødfisk gennem isen til supplering af forrådet, der er omfattende. Den strenge kulde giver A.s mor den tanke, at to vintre vil følge efter hinanden uden sommer. Hun ser tegnet på det: det ser ud som om de sner fra solen. De overlever mere end et år på forrådet, og da det blir forår efter den anden vinter, smelter isen så vidt inde ved land at man kan øse ammassætter op, men man må tørre dem på udbredte skind på den sneklædte jord. A. transporterer konebåd, kajak og en del forråd ud til iskanten på slæde fulgt af hele sin husstand. Iskanten befinder sig helt ude ved Akuliaruseq. Her jager udmarvede kajakmænd en stor klapmyds, en han, som kun A. har kræfter til at nedlægge. Skønt hans mor er forsigtig og kun deler små fangstparter ud, dør nogle af mændene af maden fordi de længe intet har spist. Lidt efter lidt får de overlevende større og større portioner og overlever. De reddes. Tilbage igen på bopladsen samler man sommeren igennem endog alt det spæk man kan i poser sammen med suppen fra gryderne, til forråd. Næste forår blir normalt og man må hælde alt spækket og suppen ud som ubrugeligt.

 

Var.: Qimuunnguujuk

 

Hist.: Suletevintrende ved Ammassalik i omkr. 1880 har muligvis også ramt Sydgrønland, med mindre begivenheden går helt tilbage til 1816, hvor Tamborasvulkanudbrud i Indonesien året før ifølge Jens Rosing ( Hvis vi vågner til havblik, 1993) forårsagede en langvarig temperatursænkning pga asken, der bl.a. føres til Grønland med højdevindenes retning. Dengang to vintre fulgte efter hinanden. Det kan også være erindringer om begivenhederne på østkysten, der er blevet omplantet til Alluitsoq, hvor herrnhuterne modtog mange indvandrede sydøstgrønlændere.

Angortôq / Angortooq, storfangeren

Print
Dokument id:753
Registreringsår:1919
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Angortq / Angortooq, storfangeren
Publikationstitel:Inuit fortller. Grnlandske sagn og myter, III
Tidsskrift:
Omfang:side 160 - 162
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskrift: KRH kasse 52, nr. 2, påbegyndt i hæfte 420 med fortsættelse i 404.

Nedskrevet af K. Rasmussen på dansk. Formentlig oversat efter et nedskrevet grønlandsk forlæg.

 

Resumé:

En mand, der så inderligt ønsker sig en søn, når højt op i årene inden det omsider lykkes. Han nærmest fodrer ham med serratit, trylleformularer, og hver gang han har givet ham en ny, indbyder han til gilde for at den skal gøre drengen stærk og ursårlig. En hel klapmyds er festmaden første gang Ang. skal have nyt tøj, og faderens udtalte ønske bliver, at drengens fangstevne skal vokse i samme forhold som en klapmyds til en nyfødt. Ønsket går i opfyldelse. Drengen nedlægger tidligt store dyr, altid kun de største. Af samme grund går han også til angreb på to gevaldige uhyrer, det sidste værre end det første, inde i dybe fjorde, hvor de har dræbt og fortæret kajakmænd i massevis gennem tiderne. Den første ligner en bjørn i overstørrelse. Den anden en kolossal fjordsæl. Den kan ikke komme på land, hvor alle Ang.s ledsagende kajakmænd redder sig op, mens Ang. blir så bange for uhyret, at han græder og flygter, forfulgt af monsteret. Det er så hurtigt at Ang.s kajak, der farer som en ravn over vandet, ser ud som den står stille. Monsteret går dog på grund og blir stikkende, hvorfor Ang. med det ene af sine redskaber efter det andet omsider får has på den. Da man flænser den vælter en masse æg ud, dvs. menneskehoveder. Desuden en del halverede kajakker. Alle medrejsende får store flænsebidder. Hermed er der ikke mere at fortælle om Ang., der således glider ud af historien.

 

Var.: Qalulik / Kalulik. Qalulaajik. Iøvrigt en del beslægtede fortællinger om kajakmænd der dræbes af et uhyre undervejs ind i en fjord: Nerrersuujunnut pulartut; Om slæderne, der altid bortkom; Kajakmændene der udeblev; Fangerne der forsvandt; Amaakasia; Angortooq, storfangeren; Bortblevne mænd; Brødrene som forsvandt;

Anguterpaanik / Om brødreflokken

Print
Dokument id:1852
Registreringsår:1863
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, III, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Lund, Jakob
Mellem-person:Lund, Jakob
Indsamler:Rink, H.
Titel:Anguterpaanik / Om brdreflokken
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 76h - 80v, nr. 329
Lokalisering:Qaqortoq / Julianehb
Note:

Ret udførlig oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 77.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales

and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 61, ss. 341 - 346: The Sons who avenged their Mother.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Hos en brødreflok var moderen den eneste kvinde i huset. På samme

boplads boede der et ældre ægtepar med mange døtre og kun én søn. De

var altid sammen. Når brødreflokken tog ud på fangstrejse og slog lejr

på den anden side af fjorden, fulgte det ældre par med og slog lejr

lige vest for. Det skete så, at brødreflokkens mor døde. De begravede

hende, og hver dag tog de hen til hendes grav og græd over hende. Da

der ikke længere var en kvinde i huset, måtte den yngste af brødrene

tage sig af det huslige. - De ældre brødre tog den ene dag ud på

fangst og den anden dag til moderens grav for dér at græde over hende

hele dagen. Sådan blev de ved.

 

En gang da brødreflokken tog ud til

deres fangstplads på den anden side af fjorden, som de plejede, fulgte

det ældre ægtepar med og slog lejr lige vest for. Næste morgen tog

brødrene ud på fangst. Dagen efter tog de hen til deres mors grav for at

græde over hende, og de kom først tilbage om aftenen. Om morgenen tog

de ud på fangst og kom hjem med fangst. Næste dag tog de hen til

graven for at græde, idet de overlod flænsningen af fangsten til deres

yngre brødre. Da de efter at have grædt skulle til at tage hjem, lagde

de mærke til, at stenene på moderens grav havde ændret plads.

 

Dagen efter, endnu før det blev morgen, tog de over til stedet, hvor

moderens grav lå. De gik i land og skjulte deres kajakker, hvorefter

de gav sig til at vente på, om der ville komme nogen. Da det var

blevet helt lyst, så de en kajakmand sætte over fjorden vesten for

deres boplads. Ved nærmere øjesyn viste det sig, at det var den ældre

mand fra deres boplads. Han steg i land nedenfor sit lille hus. Da

han gik op, troede de, at han ville gå ind i sit lille hus, men han

gik forbi huset og videre op til graven og gav sig til at rode i den.

Brødrene sagde til hinanden:" Det er altså ham, der har det med at rode i

graven. Lad os dræbe ham i morgen".

 

Da den ældre mand havde rodet i graven, gik han ned og roede over fjorden

til den anden bred.

Brødreflokken roede tilbage, og næste morgen gik de hen til den ældre

mands telt. Den ældste af brødrene gik ind, og de andre fulgte med.

Den ældre mand var endnu ikke stået op, og den ældste af brødrene

sagde:" Der er naturligvis en anledning til vort besøg. Vi er kommet,

fordi der er blevet rodet med stenene på graven".

Den ældre mand sagde:" Hvordan skulle jeg kunne finde på at rode i den, - jeg,

som er en gammel mand, og som ikke en gang tør komme i nærheden af et

ubeboet hus." Til det sagde den ældste af brødrene:" Det var ellers dig,

vi igår så rode i graven!" Og med de ord slæbte han ham udenfor og dræbte ham.

 

Den ældste af brødrene gik tilbage ind i teltet og tog hans ældste datter, idet han sagde:

"Lad hende være prisen for hvad faderen havde gjort !" Han tog hende til

kone."

Dagen efter tog de ældste af brødrene ud på fangst. De yngste

blev hjemme og holdt øje med deres svigerinde. Når hun gik ud, gik de

også ud, fordi de forventede, at hun kunne finde på at tage hjem. Den

ældste af brødrene havde efterhånden haft hende et godt stykke tid;

men han havde endnu ikke rørt hende. Han kunne ikke få hende til at

lægge sig. Hele natten sad hun. Så fik konen den idé at dræbe sin

mand. Når manden kon hjem fra fangst, lagde han altid sig kniv foran

lampen. En aften da alle sov dybt og hendes mand lå på ryggen ved

siden af hende, snørede hun alt hvad der kunne snøres sammen på sit

tøj; så tog hun mandens kniv, og beredte sig på at dræbe ham.

Men så tænkte hun:" Hvis jeg stikker ham, vil han sprælle

og vække de andre, og så vil de dræbe mig, når de ser, at det er mig der

har gjort det. De dræbte jo min stakkels far og tog mig. Nå, ligemeget

om jeg bliver dræbt." Idet hun tænkte sådan, stak hun ham i

halshulningen over brystbenet. Han rørte sig en smule, men døde. Uden

at trække kniven ud, gik hun ud og gav sig til at løbe vestover. Da

hun trådte ind hos sin bror sagde hun:" Gør jer straks klar til at

tage afsted. Jeg har dræbt den ældste af brødrene !" De fik snart

konebåden i vandet, bragte deres ting om bord og tog af sted.

Drabskvinden satte sig på den forreste tofte og sagde til sin bror:" I

hvilken retning skal vi følge kysten ?" Svaret var :" Nordover". Så

sagde kvinden igen:" Når de vågner, vil de følge kysten nordover og

indhente os." Så drejede styreren konebåden rundt mod syd.

Kvinden spurgte igen:" I hvilken retning vil du følge kysten ?" Han

svarede:" Sydover." Kvinden bemærkede til dette:" Nå de efter at have

fulgt kysten nordover, ikke finder os, vil de følge os sydover og

indhente os; drej konebåden udefter."

 

Nu havde konebåden retning bort fra land. Kvinden, der sad forrest,

tog et åretag; og åren knækkede. Hun tog åren fra den, der roede bag

hende, satte den i åregaflen og tog et åretag. Også den knækkede. Hun

knækkede alle årerne på denne måde. Så sagde hun til styreren:" Giv

mig din styreåre." Denne sagde:" Hvad skal jeg så bruge som styreåre?"

Hun sagde: "Brug din paddelåre til det." Styreren gav hende

sin styreåre og tog i stedet sin kajakåre. Kvinden satte åren i

åregaflen og tog et åretag; og åren holdt. Der blev så kun roet i den

ene side af konebåden; og det gik udad. Da de på den måde havde drevet

konebåden udefter, sagde den gamle mor, der havde ligget på maven midt

i konebåden:" Nu kan man se mørke krusninger på havet, og I lever

endnu." Da hendes børn kiggede fremover, sagde de: "Land forude!"

 

Da de nåede frem til landet, sagde moderen til sin søn,

styreren:" I hvilken retning vil du uden om landet." Sønnen svarede:"

Nordenom." Moderen fortsatte:" Du skal sejle sønden om det og følge

solens bane." Så tog de retningen sønden om og videre nordpå. Da de

havde sejlet uden om landet, fik de øje på et næs, hvor der lå et hus.

De var nu på vej derhen. Der kom en mand og et par kvinder ud af

huset. De nåede stranden, uden at der kom flere ud. De gik i land og

blev budt indenfor. Det viste sig, at famlilien bestod af lutter

kvinder og én mand, ligesom de selv. Da de havde siddet dér et stykke

tid, sagde værtsfolkene:" Bliv her hos os." De blev der og boede i

samme hus; og de var sammen hele tiden.

 

Da brødrene vågende, opdagede de, at den ældste var død, og at der sad en stor kniv i halshulningen over brystbenet. De stod op og skyndte sig hen til den  ældre mands familie. Men de var væk. De vendte tilbage til deres lejr og tog

straks afsted nordover for at lede efter de flygtende. Når de traf

folk, spurgte de efter dem; men ingen havde set noget til dem. De

nåede højt mod nord. Men da ingen vidste noget om dem, vendte de om og

tog sydover. De sejlede forbi deres boplads og videre mod syd. De

spurgte efter dem, hvor de kom hen; men ingen kunne oplyse noget om

dem. De kom langt mod syd, men de måtte vende om. Det var blevet

vinter, da de nåede tilbage til deres boplads; og de blev dér.

 

Den efterfølgende sommer tog de afsted vestover og roede norden om landet.

De kom til mange mennesker i Akilineq.

De spurgte om de mennesker de søgte. Men ingen vidste noget om dem. De

tog ophold her og opgav deres eftersøgning. Da de, der flygtede, havde

boet hos deres værter i nogen tid, tog værten den næstældste pige hos

gæsterne, til kone; og det mandlige medlem af dem der var flygtet,

giftede sig med en søster til værten. Denne blev gravid og fødte en

søn; og faderen gav drengen navn efter sin far der var blevet dræbt.

Bedstemoderen sagde:" Hent min lille taske." Da man kom med den, gav

hun sig til at tømme den for dens indhold. Nederst fandt hun en lille

slibesten, der havde tilhørt dværge. Den tog hun og begyndte at slibe

sit barnebarn, der var opkaldt efter manden, for at gøre ham hårdfør.

Hun sagde hele tiden: "Du skal blive lige så hård som den." Først da

han blev tør ("panermat"), holdt hun op. Hver gang barnet fik nyt tøj,

sleb hun ham med den og sagde hele tiden:" Du skal blive lige så hård

som den."

 

Da manden, der flygtede, havde fået mange børn, sagde han: " Er der mon ingen andre heromkring?" En af beboerne sagde:" Nordpå bor mange mennesker; men vi plejer ikke at opsøge dem, for vi kender dem ikke."

Manden, der flygtede, sagde et par gange:" Lad os tage op til dem."

Men værten ville ikke, når han nu ikke kendte dem.

Den anden blev ved med at ville have ham med, og til sidst

indvilgede han.

 

De tog nordpå sammen i én konebåd. Da de var kommet langt med nord, sagde værtsfolkene: "Nu vil vi snart kunne se husene." De sejlede udenom et næs,

og inde i bunden af en indsø / lagune (i bunden af noget, der lignede en "qagsse" / qassi) sås mange telte. De slog lejr ved udløbet til indsøen. Næste morgen gik den flygtende op på en høj. Derfra så han en mand, der var på vej ned til sin kajak (for at komme i den "ikiartulermat"). Den flygtende ordnede

sin kajak og roede ud; og han kom til at følges med den fremmede

kajakmand. Mens de roede ud sammen, dæmrede det for den flygtende,

at den anden var en af hans gamle bopladsfæller, den

næstyngste af brødreflokken. På vej ud til fangstområdet stillede

den flygtende den anden følgende spørgsmål:" Belv du født

her?". "Ja, jeg blev født her", svarede den fremmede.

"Blev du dig rigtig bevidst her?"

"Jeg blev i virkeligheden hverken født eller blev mig

bevidst her. Jeg blev født og blev mig bevidst et sted østpå. Vores ældste broder

var blevet dræbt af kvinden, han lige var blevet gift med. Det var for

at lede efter mordersken, vi kom hertil."

Den flygtende fortsatte:" Er du gift ?" "Ja, jeg er gift", sagde den anden.

Han spurgte igen:" Er alle de andre også gift?" "Ja, alle er gift

undtagen den yngste af vores brødre," svarede den fremmede.

Den flygtende spurgte:" Har du børn?" "Ja, jeg har to sønner", svarede

den anden. "Har dine brødre børn?" spurgte manden, der flygtede. Den

anden svarede: "Ja, de har også kun sønner."

 

Hjemme igen fangstturen uden fangst hørte flygtningen nogen snakke uden for teltet. Så trådte den ene mand

efter en anden ind i teltet. Det var brødreflokken. Den, der nu var

blevet den ældste af brødrene, efter at storebroderen var blevet

dræbt, satte sig ud for sin tidligere svigerinde og sagde:

"Disse fremmede er jo gamle kendinge." Dertil sagde den

eneste mand i søskendeflokken, ham der var flygtet: "Hvis vi, der er fremmede,

er gamle kendinge, så er sådanne fremmede som jer så sandelig også genkendelige."

 

Den ældste af brødreflokken sagde: "Skulle vi mon lade dem leve, når vi nu

endelig har truffet dem?" Deres fjende, drabskvinden, var i færd med

at flette senetråd. Så sagde den eneste mand i søskendeflokken: "En

kvinde plejer jo ikke at forsvare sig sig over for en mand." Samtidig rodede han efter noget under briksen og tog en stor sabel

(Rinks kommentar: Stor kniv) frem. Han gav den videre til ded der nu

var den ældste i brødreflokken, og sagde: "Dræb først ham dér,

der er opkaldt efter min sølle far, som I dræbte." Sønnen stod på

gulvet og den ældste af brødrene stak ham; men han var hård, og våbnet

gled væk over kroppen "quajarqisidlugo". Han kunne ikke få våbnet

ind i kroppen og han opdagede, at spidsen var knækket.

Han leverede sablen/kniven tilbage til manden, og de gik ud

allesammen. Søskendeflokkens eneste mand gik udenfor og så, at

brødreflokken var ved at bryde op. Det samme gjorde de selv, og de

tog af sted samtidigt. Brødreflokken sejlede over det åbne hav østover

("ikârput" - de sejlede fra Akilineq imod Grønland), mens deres

fjender sejlede sydover til det sted, hvor de bosatte sig. 'Der boede

de, indtil de døde.

 

Hist.: På fortælletidspunktet havde mange kendskab til, at der boede stammefrænder på Akilineq, og ikke kun barbariske menneskeædere som i de traditionelle fortællinger. Lidt fjendskab er der dog tilbage i denne fortælling. Men drabene udløse ingen endeløs hævnkæde. Man nøjes med en udligning.

Vedr. blodhævn se Sonne 1982: "The Ideology and Practice of Bloodfeud ...", Études/Inuit/Studies.

anguterpait arnartatu ãnik / anngiaq / oqalugtuaq anguterpangnik

Print
Dokument id:296
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Mller, Daniel
Mellem-person:Barfoed
Indsamler:Rink, H.
Titel:anguterpait arnartatu nik / anngiaq / oqalugtuaq anguterpangnik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 598 - 601, nr. 169
Lokalisering:Paamiut / Frederikshb
Note:

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 234 - 235.: Eneste søster blandt brødre.

Transskriberet til nugrønlandsk i Thisted, Thorning og Grove 1999:

"Taamma allattunga, Aron", I: 234 - 235.: Anguterpaat arnartatuaannik.

 

Afkortet oversættelse af en blanding af denne og to andre varianter i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 12, ss. 76 - 77.

Samme noget kortere på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 90, ss. 439: The Anghiak.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Den eneste pige i søskendeflokken.

 

Den eneste kvinde i søskendeflokken blev gravid uden at være gift. Da brødrene ikke syntes om det, drog hun bort. Undervejs aborterede hun. Hun lod barnet ligge på jorden og gik videre. Men barnet blev levende, ligesom hun gik fra det. Da barnet blev levende, søgte han efter et eller andet, han kunne bruge som kajak. Han fik et hundehoved til kajak. Med et spoleben (der står: 'inûp qugtorâta amilerânik' - ordret: menneskelårbens smalle del - Chr. B.), som åre roede han af sted og kom til stranden under bopladsens huse. Fra sit gemmested på det lille næs holdt han øje med husene (alákâmissârdlune') og ventede på, at det skulle blive aften. Da det blev aften, steg han ud af sin kajak og bar den op. Han lagde den under sin yngste morbrors kajak med bunden i vejret. Han sagde: "Gid jeg kunne die af min mors store bryster." Han anbragte sig ved vinduet og gik ind i huset gennem en åbning ved tarmskindsrudens kant ('erqutip kilúnguatigut' - et gæt bl.a. ved hjælp af de danske bemærkninger - Chr. B.). Han krøb ind under lampen. Derfra hoppede han og landede på moderens bryster, hvor han gav sig til at die. Da

moderen var ved at vågne, sprang han tilbage og kom under lampen. Ved daggry smuttede han ud gennem vinduet og placerede sig på den anden side af næsset og ventede på, at kajakkerne skulle tage af sted. Da de roede ud, fulgte han efter, idet han sagde: "Lad mig tage derud for at redde mig en flænsebid." Han nåede frem

til sine morbrødre, ligesom de var ved at placere sig for at vente på, at der

skulle dukke en sæl op. Han placerede sig lige bagved den yngste af morbrødrene.

Han (hvem? barnet eller morbroderen? Chr. B.) var lige standset, så dukkede der

en sæl op på hans skyggeside. Da morbroderen roede til for at komme nær sælen, fulgte han med, og i det han løftede armen for at kaste harpunen, greb han

fat i hans åre, så han kæntrede. Så tog han hans ene kamik af og gav ham nogle

boksestød i ansigtet, så han kom til at bløde. Brødrene nåede hurtigt frem til

ham, men da var han død.

 

Da brødrene skulle bringe deres døde broder

hjem, sagde barnet til sig selv: "Måske skulle jeg ro vestover og blive

qivittoq." Han var begyndt at ro vestover, men så kom han til at tænke på

moderens store bryster og vendte om mod land. Han lå ved det lille næs og

ventede på, at det skulle blive aften. Da det blev aften, bar han sin kajak op

og lagde den under den mellemste morbrors kajak, med bunden i vejret. Han gik

ind gennem vinduet og satte sig under lampen. Herfra sprang han op og

landede på moderens bryst. Han gav sig til at die. Da han havde fået nok, forlod

han moderen og satte sig under lampen. Ved daggry smuttede han ud gennem vinduet og afventede morbrødrenes affart. Han fulgte også

denne gang efter sine morbrødre, idet han sagde: "Lad mig tage derud for at

redde mig en flænsebid." Da han kunne se dem fra øst, var de lige standset - den

yngste længere mod øst. Barnet var lige kommet hen til ham, så dukkede der en

sæl op på hans skyggeside. Han roede til og løftede armen for at harpunere den.

Barnet måtte ro af alle kræfter for at nå ham. Han greb fat i hans årer og trak

dem til sig, så han kæntrede, hvorefter barnet tog den ene kamik af og gav ham

nogle boksestød i ansigtet, så han kom til at bløde. Hans bror kom hurtigt hen

til ham, men da var han død. Da broderen skulle til at bringe den døde lillebror

hjem, sagde barnet til sig selv: "Måske skulle jeg ro vestover og blive qivit-

toq." Han var begyndt at ro vestover, men så sagde han: "Derinde på land venter

min mors store bryster på mig." Så vendte han om og roede ind mod land.

 

Ved det lille næs lå han og ventede på, at det skulle blive aften. Da det blev aften, steg han ud af sin kajak. Han lagde kajakken under den ældste morbrors kajak, med bunden i vejret. Han gik op og krøb ind i huset gennem vinduet, og han tog plads under lampen. Derfra sprang han op og landede på moderens bryster. Han

gav sig til at die, indtil han havde fået nok. Derefter indtog han igen sin

plads under lampen. Ved daggry gik han ud, og på det lille næs ventede han på, at

morbroderen skulle tage af sted på fangst. Han sagde: "Lad mig tage derud for at

redde mig en flænsebid, når min morbror harpunerer en sæl." Han fulgte efter

ham og så, at han havde indtaget den plads, hvor han plejede at vente på sæler.

Han roede hen til ham fra syd fra solsiden. Der dukkede en sæl op. Farbroderen

(morbroderen?) roede hurtigt frem til sælen og barnet fulgte med. Idet han

løftede armen for at harpunere sælen, forsøgte han at trække ham til sig ved at

gribe fat i åren, men han magtede det ikke. Til sidst faldt farbroderens (?)

fangstblære ud i vandet. Han dræbte sælen. I det øjeblik han blev færdig med

sælen ('uningniariartoq' - i det øjeblik han standsede - Chr. B.) dukkede der en

anden sæl op på hans skyggeside. Barnet roede med, da farbroderen (?) roede

til. Og da han havde harpuneret den, forsøgte han at trække ham til sig ved at

gribe fat i åren. Heller ikke denne gang magtede han det. Morbroderen dræbte sælen og gjorde den klar til bugsering, hvorefter han begyndte at ro hjemad. Han

blev liggende stille bag ved ham, men så sagde han: "Derinde på land venter min

mors store bryster på mig." Så roede han efter morbroderen. Da han nåede ham,

begyndte han at skubbe den sæl, han havde på slæb, fremefter. Nu kunne de

se dem fra land, og de bad åndemaneren om at kigge på dem. Åndemaneren kiggede på

dem, og han sagde: "Dølgsmålsbarnet skubber den sæl, han har fanget, fremefter".

Først nu kunne de andre se anngiaq'en. Det var altså søsterens barn, der

havde dræbt de andre. Barnet var så lille, at man ikke kunne få øje på ham. Så

lille var han, at han brugte et hundehoved til kajak ved at krybe ind i

næseborene. Slut.

 

Forstanderskabsmedlemmet fra Paamiut, D. Möller.

 

Var.: mange, søg på: anngiaq

anguterpánik avungnartumik / anguterpannik avunnartumik

Print
Dokument id:39
Registreringsår:1867
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2488, IV, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Nicolaisen, John (Nikolaisen, John)
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:anguterpnik avungnartumik / anguterpannik avunnartumik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:ss. 491 - 495, nr. 93
Lokalisering:Nuuk / Godthb
Note:

Oversættelse ved Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom:

 

Fortællingen om en stor brødreflok der drog nordpå.

 

Det fortælles, at en stor brødreflok tog afsted nordpå, og at de havde en søster med. De tog hjemmefra og rejste hele dagen, og da det var blevet aften, rundede de et lille næs og så mange telte inde i bunden af en lille bugt. Så snart deres konebåd viste sig, gjaldede det, at der var en konebåd på vej. Da de var på vej ind mod stranden, kom der mange mennesker ned til stranden. De lagde til ved stranden, og da alle var steget i land, tog de fat i deres konebåd, og efter at have trukket den lidt op på stranden, løftede de hele konebåden op i land uden at have tømt den for deres ting. De bar den op til et sted, hvor de kunne slå deres telt op. Først da de havde sat konebåden ned, tømte de den for deres ejendele.

Så snart de havde slået deres telt op, begyndte der at komme mange besøgende ind i teltet, og da de alle var kommet ind, var teltet propfuldt af folk. Brødrene lagde mærke til en ældre mand, der så lidt sølle ud, og det viste sig, at han var ungkarl. Efter et stykke tid begyndte de mange gæster at gå ud af teltet. Da alle efterhånden var gået, var der kun den ældre mand tilbage. Han havde altså bare ventet på, at de andre besøgende skulle gå, så han kunne sige til brødrene, at han meget gerne ville have deres eneste søster til kone. Noget efter at de andre var gået, sagde han så: "Jeg vil gerne have jeres eneste søster til kone; jeg har længe ønsket mig at få en kone, men kvinderne mener ikke, der er noget ved mig og vil ikke have mig." Efter de ord, gik brødrene med til det. Han var meget taknemmelig over, at de gik med til det. Fra da af havde han så brødrenes eneste søster til kone.

Brødrene overvejede først at overvintre på deres nye svogers boplads, men da de havde lyst til at søge efter et sted med mange flere fangstdyr, ville de fortsætte deres rejse nordover. Da de en morgen skulle af sted, var deres eneste søster meget opsat på at rejse med sine brødre. Fordi hun så gerne ville, fik hendes brødre ondt af hende og inviterede hendes mand til at rejse med. De drog af sted fra bopladsen, og søsterens mand var med. Efter at de havde rejst hele dagen, slog de lejr, da det var ved at blive aften. Da det var godt vejr den næste dag, fortsatte de nordover, og efter at have rejst hele dagen, slog de lejr. Dagen efter tog brødrene ud på kajakfangst. Hen på eftermiddagen kom de tilbage og havde alle fået fangst. Da de havde fundet ud af, at stedet var godt, begyndte de at bygge vinterhus på stedet. Da huset var færdigt, tog de ud på fangst til de yderste kyster. Mens de var dér, fangede de rigtig mange sæler. Til sidst holdt de endda op med at flå skindene af grønlandssælerne. Deres stakkels svoger havde ikke nogen kajak og havde kun som opgave at bære sine svogres fangstredskaber op. Efter en tid på denne fangstplads, og da de havde fanget grønlandssæler nok, begyndte de at fragte dem til deres vinterboplads, og så fyldte de en række kødgrave til vinteren.

Nu skulle de overvintre på dette sted, og det var tidligt om efteråret. Men så satte det ind med vedvarende dårligt vejr. Eftersom vejret var blevet dårligt, tog brødrene ikke ud på fangst. Da de nu gik hjemme uden at tage på fangst, begyndte de jævnligt, når deres stakkels svoger var ude af huset, at tale med hinanden: "Lad os dræbe vores usle svoger, han laver ikke andet end at spise." Engang da han var gået ud, begyndte de at tale om at dræbe ham. På vej ind i huset hørte han deres snak om at dræbe ham, og skyndte sig ind i huset, og straks han kom ind, sagde han: "Vent med at dræbe mig; det er ikke vinter endnu, og det er første gang I skal prøve at overvintre her nordpå." Da han sagde det, sagde hans svogre: "Det er bare noget, vi siger for sjov."

Med tiden begyndte sneen at falde, og der kom så meget sne, at alt det, der ragede op, forsvandt. Ja, der kom så meget sne, at deres hus blev helt sneet inde. Nu kunne de ikke længere komme ud af huset, og de blev allesammen liggende på briksen. Derefter var det kun deres sølle svoger, der med møje og besvær var i stand til at stå op.

En dag de vågnede, stod svogeren alene op, tog en teltstang og gik ud i husgangen. Husgangen var helt lukket til af sne, og han begyndte at udhule den med teltstangen. Derefter lavede han en smal åbning, og så masede han på for at komme ud. Da han efter megen møje kom ud, opdagede han, at det stadig sneede kraftigt. Så råbte han til de andre: "Det er dejligt at være ude i den friske luft."

Med de ord gik han ned mod konebåden, og derhenne tog han en af sine svogres vandskindspels og hans kajakåre og vendte tilbage til huset. Tilbage ved husgangen, begyndte han at rydde sneen ved husgangen med en kajakåre, og da han også havde ryddet sne ved vinduet, gik han ind i huset med vandskindspelsen i hånden. Da han kom ind, spurgte hans svogre ham: "Hvad vil du nu?" Deres sølle svoger svarede: "Jeg kommer ind med vandskindspelsen, fordi jeg vil søge efter spiselig tang til jer nede på stranden." Da han sagde det, udbrød hans mange svogre: "Nu da det er blevet vinter, er du vel i stand til at komme hjem med fangst." Det svarede han ikke på, men gik bare ud.

 

Da han gik ud og kom hen langs konebåden, løftede han en svogers kajak op og bar den i armen. Derefter roede han direkte udefter, og det var første gang han skulle på en sådan kajaktur. Han roede vestpå uden at standse og nåede den vestligste fangstplads hvor han opdagede, at nordvestenvinden var ved at trække indefter, men uden at standse fandt han sig et sted, hvorfra han kunne ligge på lur efter sæl. Han var dårligt standset op med stævnene op mod vinden, da en remmesæl dukkede op lige foran ham. Så roede han hurtigt hen imod den, og før sælen opdagede ham, harpunerede han den. Da han havde harpuneret den, og netop som den var begyndt at stramme fangstlinen, havde han allerede halet den hen til sin kajak ved linen. Han stak den ihjel med lansen, og så begyndte han at ro indefter med sælen på slæb. Han nåede hjem ved at lade sig bære på en enkelt dønning. Da han var kommet op af kajakken, slæbte han sin fangst op til huset og forsøgte at få den ind gennem husgangen.

 

Mens hans svogre ventede på at få spiselig tang, kom deres stakkels lille svoger ind i huset slæbende på en remmesæl. Da de så, hvad han slæbte på, skreg de af glæde ved synet af det, de skulle have at spise. Kvinderne, der blev opsat på at flænse en sådan fangst skyndte sig at slibe deres kvindeknive og kom ud på gulvet. Men tænk, de var så svage, at deres håndled knækkede sammen, når de forsøgte at flænse sælen. Da nu ingen af dem kunne klare sælen, måtte svogeren selv flænse den. Da han havde flænset den, gav han sine husfæller spækstykker at sutte og tygge på, og begyndte selv at koge mad. Da han havde kogt maden, gav han alle tilpas at spise uden at overdrive, og han selv spiste noget mere end de andre.

 

Næste dag tog han også af sted, før de andre var stået op. Da han var roet ud til den vestligste fangstplads og netop havde placeret sig med stævnen op mod vinden, dukkede en remmesæl op lige foran ham. Han roede hurtigt hen imod den, og først da han var ved at ro ind foran den, harpunerede han den, og han fik den halet ind til sig, før den nåede at stramme fangstlinen. Da han havde dræbt den med lansen, gjorde han den klar til slæb, og begyndte at ro op mod vinden. Så dukkede en anden sæl op af vandet lige foran ham, og da den kom op af vandet harpunerede han den. Han nåede også at få den halet ind til sig, inden den havde strammet fangstlinen: Da han havde gjort den klar til slæb, roede han hjemefter med to fangne sæler, og igen nåede han land ved at lade sig bære frem af een dønning.

Da han havde landet de to sæler, han havde på slæb, slæbte han dem op efter tur, og da han kom ind gennem husgangen med dem, råbte hans mange husfæller igen op af glæde. Denne gang flænsede husets kvinder sælerne, fordi de havde fået lidt flere kræfter.

Det fortælles, at deres stakkels lille svoger forsørgede dem hele foråret med sin fangst. Det fortælles også, at de tog sydpå igen, da det blev sommer, og at de siden aldrig tog nordpå igen.

 

Her ender fortællingen.

 

Var.: Sungersuusaq; Amerdlangitsunguamik. En fortælling af en vidt udbredt type (á la Askeladden) om den sølle fyr, der først viser sine (næsten) overnaturlige kræfter, da alle andre må give op.

Den østgrønlandske fortælling (Kaarali) om en ræv som snu svigersøn er skåret over samme læst.

Aqajarormiorsiorpua

Print
Dokument id:807
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hfte 413, nr. 38
Fortæller:?
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Aqajarormiorsiorpua
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:6 sider
Lokalisering:Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921: s. 375: "Den store

åndemaner og hans eventyr ...".

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Aqajarormiorsiorpua

(En, der søger efter noget, der er i mavesækken).

Det fortælles, at Akivamineqs (akuamineq, partiet mellem ribbenene og

lænderne på et dyr) far var en stor åndemaner / angakok / angakkoq.  Han plejede ikke at holde åndemaning men blot at udspørge ånder. (Han sad gerne

med front imod bagvæggen med skind over sig). Han tilbragte gerne

foråret på en forårsfangstplads. En morgen tog han ud i kajak og roede

i retning af Orsulugiaq. Solen var ved at stå op, da han fik øje på

fem kajakmænd. Han roede så derhenad og tænkte, at det nok

var sydlændinge (? kavángarnitsat - er på østgrønlandsk

nordlændinge, BS), der var taget afsted meget tidligt om morgenen, eller

som havde været på fangst om natten. Men han syntes, at de så

ejendommelige ud, for når man så dem fra siden, var mundpartiet langt.

Det gik op for ham, at det var innersuits tartait (ildfolkenes

hjælpeånder). De nærmede sig, men inden de nåede ham, vendte de om og

roede bort. De havde hvide anorakker med rød halslinning. Det var

derfor, de var så frygtindgydende. Han kiggede på dem; og da

krusningen på vandfladen fra dem nåede hans kajak, begyndte den at skyde

fremefter af sig selv. Han forsøgte at bakke, men det nyttede ikke.

Kun når han vendte åren på langs (når han skoddede) gik det

langsommere.

Men han kom ikke tættere på de kajakker, som han fulgte efter. Så kom

han i tanker om sin hjælpeånd. Han kaldte på den. Han hørte lyden (her

bruges der flertal), og straks efter dukkede den op ved siden af

kajakkerne. Da de så den, sagde de: "Sådan én har vi (også)." Der kom

flere hjælpeånder, men de lod sig ikke påvirke af dem. Så kom han i

tanke om noget: "Det er sandt, jeg har også den skævmundede (en equngasoq

var den mægtigste af alle åndemaneres hjælpeånder). Han kaldte på

den; og langt om længe indfandt den sig. Da den kom sagde den: "Hvad

er der (? suame)?" "Disse her vil dræbe eller røve mig." Da roede equngasoq'en  hen til dem. Han roede blot forbi dem, og først derefter vendte den sig imod dem og afventede, at de skulle nå frem til ham. Da den første nåede frem, stak

equngasoq'en / Equngasoq sin åre ind under hans kajak, så han var ved at kæntre.

Sådan gjorde han ved dem alle. Da dette var sket, standsede åndemanerens

kajak. Hjælpeånden roede hen til

åndemaneren og sagde: "De er ikke ude efter at dræbe dig; derfor

gjorde jeg dem ikke noget." Umiddelbart efter fik equngasoq øje på en tejst og sagde: "Hvis de var ude efter at dræbe dig, ville jeg have gjort sådan:" Han roede

nærmere hen til den lille tejst, tog kastetræet til sit blærespyd med

den ene hånd og greb blærespyddet. Det ordnede sig til kast ganske af

sig selv, og equngasoq ramte tejsten med sit spyd. Han roede hen til

den og flåede fuglen i stykker. De konstaterede, at fuglen var blevet

ramt i hjertet. Så sagde equngasog: "Hvis disse kajakker virkelig var

ude efter dit liv, ville jeg have gjort sådan ved dem." Så forlod

hjælpeånden ham.

 

Senere på sommeren fik åndemaneren svært ved at fange

sæler. En dag han var ude på fangst, og han befandt sig ud for

Qasigissat, drejede kajakken og bevægede sig imod land.

Han forsøgte at bakke, men den var ikke til at standse. Nu var han

næsten ved land, uden at han havde opdaget noget. Netop som han skulle ramme stranden, bakkede han for alle tilfældes skyld

med det resultat, at kajakken lagde til ved stranden.

Han havde dårlig sat sine hænder på kajakken for at komme op af

den, så stod han allerede oppe. Så snart han rejste sig op, var

det, som om han blev skubbet frem af blæsten bagfra. Han måtte løbe afsted, og han løb temmelig længe. Da han var kommet over fjeldet,

fik han på den anden side af det øje på et stort menneske med så

langt hår på hovedet, at hun ikke længere kunne bære det. Han løb hen

til hende og stødte ind i hende. Åndemaneren spurgte den langhårede:

"Hvad laver du her?" Hun svarede: "Jeg har kaldt på dig, for at du

skal rede mit hår. Jeg kan ikke længere bære mit hår." Åndemaneren

spurgte hende: "Hvorfor er dit hår sådan?" Hun svarede: "Det er fordi

folk ikke har overholdt tabuerne, som de skulle (paqinnartut - tabu,

allertut - de, der skal overholde taburegler)." Da

gav åndemaneren sig til at rede hendes hår. Da han var færdig og

havde sat hendes hår i en top, spurgte kvinden: "Hvad skal jeg

give dig for det?" Åndemaneren svarede: "Jeg vil gerne have sæler i

betaling, for jeg har længe ikke kunnet fange noget." Så

svarede kvinden, hvis hår han havde redt: "Når du har fanget den

første sæl, skal du ikke prøve på at fange flere, lige meget om der er

mange af dem. Du skal kun fange den ene sæl. Næste gang du ser mange

sæler, må du ikke fange tre, men kun to. Først når du tager ud tredje

gang på fangst i kajak, må du fange flere sæler."

 

Da åndemaneren skulle hjemad sagde han: "Min kajak er sikkert drevet

ud." Den anden svarede: "Den er ikke drevet ud. Den er på sin plads."

Åndemaneren var nu på vej hjem og på den anden side af fjeldet så han,

at kajakken var på sin plads. Han kom ned i kajakken og roede af sted.

Undervejs fangede han en sæl; og fra nu af begyndte han at fange

sæler.

 

Da det var ved at blive vinter, tog han til Isortoq for at

overvintre dér. Vinteren var elendig, og der kom så meget sne,

at man dårligt kunne komme ud på fangst. En aften gik åndemaneren og

hans kone ud af huset. Straks efter kom åndemaneren  ind igen og

sagde: "Hvordan mon de unge vil klare sig (? inûsútut qanormáko

ivsarajíqisut)?

Aqajarorsiartoq er ved at bryde op lige her oppe fra baglandet."

Åndemanerens ældre bror, som slet ikke troede på den slags gik

udenfor. Han blev faktisk derude og lyttede en stund, men hørte

intet. På vej ind skubbede han til alt, hvad der overhovedet

kunne skubbes til. Han sagde: "Der er intet at være bange for." Lidt

efter gik åndemaneren ud. Han kom ind igen og sagde, at

Aqajarormiorsiortoq var på vej mod dem oppe fra baglandet. Undervejs ud hørte hans bror lyden og flygtede tilbage op på briksen og helt ind

mod bagvæggen. Åndemanderen gav sig til at ordne forskelligt inde

i huset. Han dækkede vinduerne til med sadlimasunik (? sadlimasut -

brædder). Han gav sig til at tromme ånder til og sagde:

"Mange af åndemanernes store hjælpeånder er ellers nået frem til

aqajarormiorsiortoq, men de tør af angst ikke træde hende for nær."

Åndemaneren fortæller også, at denne aqajarormiorsiortoq er en

kvinde. Overalt er hun af sten undtagen mundvigene, der er blødere.

Hun har en ulu, og når hun slår sin ulu mod noget, runger

det. Nu var hun næsten helt fremme. Man kunne høre amuletten fra

åndemanerens konebåd qaseeq (måge) lette, man kunne også høre, at den

hurtigt vendte tilbage. I det samme hørte man åndemanerens vigtigste

hjælpeånd (equngasoq) fløjte (aviorpoq - qarlorpoq - kvidre, synge,

fløjte) tre gange. Så kom den roende i kajak gennem sneen. Nu var

Aqajarormiorsiortoq kommet så nær, at åndemaneren sagde, at hun også

skulle kunne ses af andre, der ikke var åndemanere. Men de ville ikke

se hende, for de var bange. Equngasoq  gik hen til hende, kastede

blærespyddet og ramte hende gennem mundvigen ned i svælget.

Aqajarormiorsiorpunga greb blærespyddet og knækkede det.

Først da hun havde smadret det helt, lagde  hun det ned på jorden.

sordlo pudlakae (soordlo pullakkai - som med et pust) blev

blærespyddet helt igen og vendte tilbage til sin ejer. Sådan blev det

ved. Til sidst ãnalerpoq (?) og begyndte at gå tilbage. Der blev

sagt, at hun boede i en hule i indlandsisen. Åndemanerens

hjælpeånder rykkede nærmere og nærmere ind på hende, og

Aqajarormiorsiortoq gik langsommere og langsommere. Åndemaneren

holdt bare op med at tromme (mane ånder), for man behøvede ikke

længere at være bange for hende. Siden så man aldrig noget til hende.

 

Var.: af 1. episode: søg på innersuit (der trækker kajakmænd viljeløst til deres land)

af 2. episode: Rejsen til havkvinden. Havkvinden; Havets Mor; Qujaavaarsuk; Ikarlitsuarsuk

af 3. episode: Eqingaleq Naaja sten; Den straffende månemand; Karrak / Karraq; Ajijak 224 225;

 

Kommentar: Bemærk at vejen til Havkvinden her går gennem innersuits land og at deres tiltrækning er angakokkens "transportmiddel".

Aqigssiaq / Aqissiaq / Rypekylling

Print
Dokument id:1425
Registreringsår:1903
Publikationsår:1924
Arkiv navn:
Fortæller:Martensen, Esaia (Martinssen, Isaja / Isaia)
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Aqigssiaq / Aqissiaq / Rypekylling
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grnland, II
Tidsskrift:
Omfang:side 101 - 133
Lokalisering:Ny Hernhut: Nuuk / Godthb
Note:

Orig. håndskr.: NKS 2130, 2', læg 3, 42 sider: Oqalugtuaq Aqigssiamik, der er

Esaias egen nedskrift, mens s. 8 - 36 er nedskrevet / renskrevet af Hendrik Olsen, dernæst 1½ s. atter Esaia, så 1½ s. stikord nedskr. af Knud Rasmussen, hvorefter fortællingen afsluttes i maj 1921 af Esaias.

Robert Petersen forstår processen således: Esaias er ikke blevet færdig i første omgang, men da Rasmussen i travlhed med at færdigredigere Myter og Sagn fra Grønland inden afrejsen på 5. Thuleekspedition 1921, har han fået Esaias til at blive færdig (pers. medd.).

 

Trykt på grønlandsk i

Lynge, Kr. 1938 - 39, Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo, I: 79 - 133.

Søby, R. (red.) 1981 - 82, I: 23 - 42.

Kort resumé i Rasmussen, K. 1981: Inuit fortæller, II: 120 - 121.

 

Resumé:

Tid: I gamle dage. Sted: Ved Ilulissat / Jakobshavn.

En stor boplads har en åndemaner / angakkoq / angakok og en leder, der hver har et hold mænd under sig. Holdene spiller ofte bold, og da lederens hold som

regel vinder, bliver åndemaneren misundelig. Hans første forsøg på at

skade lederen korporligt mislykkes og i stedet tilbyder han lederen

sin datter til kone. Hun føder ham ialt tre sønner, hvoraf den ældste

udvikler sig mærkbart hurtigt og snart gør sit til, at hans fars hold

stedse vinder over hans bedstefars. I sin misundelse dræber

åndemaneren dette barnebarn. Barnets far gør sig sammen med sine to

sønner rede til at tage hævn, og morderen, der forventer hævnen,

bryder hul i sit tag, sætter sig under det med en spand vand som spejl

foran sig og en kniv på knæene, der stikker ham, hver gang han sænker

hovedet af søvnighed. Fjerde gang han falder i søvn, smider hævnerne

ham i kæde gennem husgangen, ud på møddingen og stikker ham ihjel.

Hele bopladsen stikker derefter i liget. Det parteres, og stykkerne

begraves langt fra hinanden i forskellige områder af landskabet. Af

frygt for blodhævn rejser lederen med familie i fire dage og tre

nætter mod øst, dvs. mod indlandet, og derefter mod syd i mange dage.

De bygger vinterhus, og da det er et godt fangststed, bliver de på

stedet sommeren over. Lederens kone føder om efteråret en søn, der får

navn efter bedstefaderen: Aqissiaq. Drengen vokser sig hurtigt stor og

bliver ved træning snart stærkere end sine brødre. Da hans kræfter

også overgår faderens, og denne bliver betænkelig, lokker han A. til

at rejse mod syd og prøve kræfter med en berømt mand, Ikersuarmiu med

egennavnet Qorrukutsuk, der er lille af vækst men ejer stor styrke. Q.

driver kun isfangst og fisker om vinteren hellefisk fra et snehus på

sydsiden af fjordisen. Q. gennemrystes pludselig af angst et par

gange, før han ser A. komme langt borte fra i hurtigt løb, først som

en ravn, så som en ræv og endelig som menneske. A. meddeler sit

ærinde, og de to løber om kap over isen til Q.s fjerne boplads,

tilbage til snehytten og tilbage til bopladsen igen. De er nøjagtig

lige hurtige. Q. inviterer hele bopladsen på fællesspisning. A.

placeres på gæstebriksen, der er dækket med skind af bjørneunger. De

skinner som kobber og messing. Q. ejer en mængde knive, som han deler

ud til måltidet. Derefter trækker han og A. krog. Q. vinder med højre

arm, men taber til A. med venstre. De står atter lige, og A.

underholder med sine meritter:

  1. Under en sultevinter øjner A. fra en bjergtop frostrøg fra to

våger bag hinanden, langt ude, hvor han næste dag sammen med sine

brødre fanger edderfugle i den nærmeste våge så langt ude, at de

yderste øer ikke er synlige. På tilbageturen over isen overfaldes de

af en snestorm, der river isen op, og de må springe over en bred

revne i land. Her må de søge ly hos ægte indlandsboere, der beværter

dem godt med tørret renkød. Husherren kaldes ud af en grydemand, en kæmpe med ildsted el. gryde på skulderen, der

vil have hans datter. Vejret klarer samtidigt op, og A. og hans brødre bryder op.

De orienterer sig i landskabet, og mens de går hjemad, ser de nu og

da tilbage på forløbet af den forrygende slåskamp mellem den ægte

indlandsbo og grydemanden. Indlandsboen dræber grydemanden, der er en

af de største indlandsboere.

  2. A. besteg engang egnens højeste fjeld. Herfra fortsætter han mod

syd og møder en grydemand på en høj fjeldkant ved en fjord. De to kappes i stenkast. Grydemanden overtaler A. til at kaste mod en fjern

kajakmand, der rammes og dør. A. angribes bagfra af grydemanden, men

kaster angriberen ned af klippevæggen i afgrunden. A. har da dræbt to

mænd på een dag. Det har han aldrig gjort før eller siden.

  3. A. bestiger atter et højt bjerg og træffer på vej ned to mænd, en

gammel og en ung, der stirrer ud over havet mod nord. Den unge har

hørt en fjern lyd af en pustende hval. Den gamle lokker den på A.s

opfordring ind med en lokkesang for gråfisk og kan forudsige, at den

vil dukke op langt fremme i en elv. A. løber derhen i forvejen, men

hvalen svømmer ud igen, fordi en mand under dødstabu har harpuneret

den fra elvens anden bred. Den gamle, der er nået frem med den unge,

bruger atter sin lokkesang. Hvalen kommer atter op ad elven, passerer

forbi og standser, hvor elven er udvidet til en sø. A. harpunerer den

til døde. Mange mennesker strømmer til flænsningen. Desværre har A.

glemt sin flænsekniv, men han når alligevel at løbe den lange vej hjem

efter den, vække sine brødre, og nå tilbage, inden folk har taget fat

på flænsningen. Han skærer halvdelen af hvalen af til sig selv,

overlader den anden halvdel til de andre, men må redde den gamle, der

er ved at blive kvalt i mængden, og skære fangstparter ud til ham. A.

og hans to brødre bærer den halve hval udelt hjem.

  4. A. går over land mod syd. På solsiden af en elv fra

Tasersiaq-søen ser han ovre på skyggesiden en mængde dværge, der

ligesom han får øje på en kæmpelaks i elven. Begge parter harpunerer

den samtidigt. A. stemmer hårdt imod en fjeldknold for at hale laksen

til sig. Men han besvimer, og dværgene har halet den over til sig, da

han vågner. Han sætter i løb omkring søen, må op og ned ad mange

kløfter på skyggesiden, men når frem, inden dværgene har fået taget

sig sammen til parteringen. A. skærer midterstykket ud til sig selv.

Det vejer lige så meget fem spraglede sæler. Han bærer det hjem, og

hans familie har mad til lange tider.

  Efter A.s fortælling befaler hans vært, Q. sine husfæller at hente

flere messinggyldne bjørneskind til A., for A. er ikke noget rigtigt

menneske, mener Q. Q. tør ikke straks lægge sig til at sove, og han

vågner også længe før A. for at holde øje med ham. Men Q. har intet at

frygte. Til afsked forærer han A. to barder og to narhvalstænder, og

A. inviterer Q. på genvisit, inden han løber bort over fjorden, langt

hurtigere, end da han løb om kap med Q. A. holder sig hele livet i

indlandet, fordi han i sin tid dræbte en kajakmand.

 

Var.: Aqissiaq.

 

Hist.: Fortællingen gør omhyggeligt rede for

mange ældre skikke, afspejler behovet for hvalbarder og introducerer

de nye metaller, kobber og messing, i bjørneskindenes farve.

 

Tolkning: Aqissiaq, der betyder "rypekylling", er født i indlandet og

bliver stærkere og hurtigere end sin familie, der er blevet en slags

indlandsboere. Strukturelt ligestilles han med ægte indlandsboere, der

kun jager rener og ikke er ham fjendtlige. Og ligesom A. overvinder

deres husherre en af de største indlandsboere, en grydemand. A.

ligestilles også i styrke og hurtighed med kystboen ved fjordmundingen

(Q. = Ikersuarmiu'en), som ikke har kajak, men kun driver isfangst. En

anden landrace, dværgene, og hvalfangerne ved elven, der vist er

almindelige mennesker, er ham langt underlegne. Men de ægte kystboere,

dvs. slægtninge til hans bedstefar og dem til kajakmanden, som

grydemanden lokker ham til at dræbe, frygter han. A. er m.a.o. hverken

et rigtigt menneske (kystbo) eller en ægte indlandsbo. Han er et

menneske født i indlandet med overmenneskelige kræfter til lands og

over is. Moralsk er A. et godt menneske, skønt potentielt så farlig

for sine egne, at hans far mener det nødvendigt at lade ham erkende

sin styrkes begrænsning i kappestrid med Q. A. afbalanceres da først i

forhold til Q. og dernæst til den ægte indlandsbo, der begge er gode.

Grydemanden er ond og besejres. Og A.s morfar, som han har navn efter,

blir ond af misundelse og starter den blodhævn, som A. genoptager

under grydemandens onde indflydelse. Men blodhævnen udvikler sig ikke

yderligere, fordi A. aldrig siden vover sig ned til kysten.

Aqissêq

Print
Dokument id:2227
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB 1, 5(13). Dagbger fra den litterre Grnlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Olsen, Gaaba (Gaba / Gâba)
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Aqissêq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:nr. 22, 4 linier. A6-strrelse
Lokalisering:Kuuk: Upernavik
Note:

Renskrevet el. nedskrevet (?) af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Det er usikkert om Gaba Olsen er fortælleren: Rasmussen har denne tekst, der er en sang, med mellem sine nordvestgrønlandske sange sidst i bind III af Myter og Sagn fra Grønland, 1925: 312. I indledningen skriver Rasmussen, at sangene blev nedskrevet i 1906 - 07 med gamle mænd og koner som informanter. En evt. original nedskrift ses ikke i arkiverne, men Møllers ren- el. nedskrift (?) er skønskrift og flere små fortællinger og sanglege har han illustreret med henrivende farvelagte miniaturer.

 

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

 

Kommentar: den forklarende tekst til overskriften lyder:

kalâdtdlit mêrartainut ilíkaruminarsagaq (hvad grønlænderne ønsker at lære deres børn). Det drejer sig om en rype på noget sne på slette oppe i indlandet. Øjenlågene er helt røde og ryggen brun, og mellem hans små endeballer et lille røvhul.

âriagssuaq / Aariassuaq

Print
Dokument id:1815
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hfte 409
Fortæller:Salomon
Nedskriver:? Olsen, Hendrik
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:riagssuaq / Aariassuaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:16 sider
Lokalisering:Qaarusuk / Bjrneen: Nuuk / Godthb
Note:

Renskrevet af Hendrik Olsen: NKS 3536, I, 4', læg 10-11.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Aariassuaq

Det fortælles om fætrene Aariassuaq og Quaaveersuaq, at de elskede hinanden meget højt og begge var dygtige kajakfangere. De boede i hver sit hus og var begge store åndemanere. Når det blev midvinter og mørkt, manede de ånder på skift.

 

Når de roede ud på fangst fulgtes de hele vejen ud til fangstpladsen. Her skiltes de, men aldrig i større afstand end den man skulle tilbagelægge for at komme tæt nok på til at harpunere en sæl. Når de havde fået fangst, roede de hen til hinanden og tog hjem. Når de kom hjem var de igen sammen, og de gik først hver til sit, når de skulle i seng.

 

En aften de som sædvanlig havde hygget sig med hinanden og det var blevet sent, blev Aariassuaq ret fåmælt. Fætteren Quaaveersuaq spurgte: "Hvorfor er du så tavs?" Aariassuaq svarede: "Hvorfor bor vi dog i hver sit hus? Det er derfor jeg siger så lidt. Jeg ville være gladest hvis vi boede i samme hus, så vi kunne være sammen hele tiden." Fætter Quaaveersuaq svarede: "Den tanke har jeg også haft. Lad os bygge os et hus til sommer, hvor vi kan bo sammen, om alt går vel." Fætteren blev meget glad, da han hørte ham sige det. De blev endnu tættere knyttet til hinanden under fangstturene.

 

Da vinteren var omme og det var blevet sommer, byggede de sig et fælles hus, og nu forlod de aldrig mere hinanden. Kun når de kom til deres fangstområde skiltes de, men ikke i større afstand end den man skulle tilbagelægge for at komme tæt nok på til at harpunere en sæl. Når de kom hjem om aftenen hyggede de sig med hinanden lige til de gik i seng. Om morgenen, når de vågnede, fortsatte de med at hygge sig, og de afbrød ikke samværet før de gik i seng. De gik så meget op i det, at de en overgang opgav deres åndemaneraktiviteter.

 

En aften blev Aariassuaq noget tavs. Så spurgte Quaaveersuaq: "Hvorfor siger du så lidt?" Aariassuaq svarede: "Hvorfor er vi egentlig holdt op med at mane ånder efter at vi kommet til at bo i samme hus?" "Det har jeg også tænkt på. Ja, vi er holdt helt op med at mane ånder efter at vi er kommet til at bo i samme hus. Hvis du har lyst må du endelig mane ånder", sagde Quaaveersuaq. Fætter Aariassuaq blev pludselig helt opsat på det. Da det blev sen aften, beordrede han lamperne slukket. Da så hele husstanden havde sat sig til rette, gav han sig til at mane ånder. Når Aariassuaq manede ånder rejste han altid over til Akilineq, fordi man dér fik meget nyt at vide og gerne oplevede noget, man kunne fortælle

videre. Som altid fløj han (først) rundt inde i huset med sine lillefingre som vinger for at kunne smutte ud gennem enden af tugssaq (formodentlig loftsbjælken, CB). På et tidspunkt da så enden af tugssaq åbnede sig, smuttede han ud. Han mærkede et vindpust, da han kom ud i det fri. Han kiggede sig lige omkring, men så satte han kursen mod Akilineq som han plejede. Han fløj udefter, fløj og fløj. Da han havde lagt den yderste kyst bag og vendte sig om, opdagede han at han stadig befandt sig tæt ved kysten, og at konturerne i landskabet endnu tydeligt kunne skelnes. Han blev dybt forundret, for han havde aldrig før fløjet så langsomt. Så fløj han videre mens han brugte både lillefingrene og ringfingrene som vinger. Da han regnede med at han nu var kommet så langt væk, at han ikke længere kunne se kysten, vendte han sig om og så, at de høje fjelde endnu kunne ses som sæler, der holder sig flydende i vandskorpen. Han undrede sig over, at det gik så langsomt. Så fløj han ellers videre udefter. Langt om længe blev landet på den anden side synligt. Nu nærmede han sig noget, der lignede en tågebanke, og han fløj bare videre, men så gik det nedad. Han så sig omkring og opdagede, at han snart ville tørne imod et stort isstykke. Han søgte at hæve sig igen, og det lykkedes. Da han mente, at nu var han kommet højt nok op, satte han igen kursen mod det der lignede en tågebanke. Men han havde kun fløjet ganske kort tid i den retning, da han for anden gang begyndte at tabe højde. Han kiggede sig omkring og opdagede, at han endnu engang skulle til at ramle ind i isen. Han hævede blikket, og straks begyndte han at stige. Da han havde fløjet et stykke tid var han endelig ved at nå sit mål. Men tågebanken, som han plejede at komme op over, lå denne gang meget højere. Da han opdagede det, satte han ekstra fart på. Han prøvede at komme op ad den som han plejede, men så begyndte han at tabe højde, og han prøvede længe at holde sig fast med neglene, men til sidst faldt han. Først fjernede han sig, og fløj så for anden gang op mod den af alle kræfter. Han prøvede igen at komme op over den, men det gik bare endnu værre. Igen prøvede han at klamre sig til den, men han faldt ned. Han overvejede ellers at prøve en tredje gang, men da det var ved at blive lyst, vendte han næsen hjemad. Han undrede sig meget, for det var aldrig sket ham før.

 

Fætter Quaaveersuaq kom til at vente længe på den åndeflyvende Aariassuaq. Til sidst var det ved at blive morgen, og han var da aldrig før blevet væk så længe. Han var ved at blive helt utålmodig, da Aariassuaq dumpede ned lige før solopgang. I samme øjeblik han faldt ned, tændte de lamperne, og de så ham sidde på gæstebriksen over for selve briksen med bøjet hoved og blikket i gulvet, mens snottet hang ham fra næsen helt ned til gulvet. Fætter Quaaveersuaq spurte hvorfor han havde været så længe væk, og Aariassuaq svarede: "Det var mærkeligt. Jeg har aldrig oplevet noget lignende i al den tid jeg har været på åndeflugt. Hver gang jeg er fløjet gennem luften er jeg taget over til Akilineq, fordi man altid oplever noget dér, man kan fortælle om, og fordi der altid er noget nyt at høre. Men denne gang var det ikke muligt at komme op over det, der ligner en tågebanke. Jeg gjorde to forsøg, men begge gange måtte jeg gøre det modsatte af det jeg gerne ville. Jeg måtte vende om, fordi jeg risikerede at det nåede at blive lyst, hvis jeg skulle gøre flere forsøg. Jeg aner ikke hvad grunden kan være." Da han havde sagt det bemærkede fætter Quaaveersuaq: "Det gælder én af os - du eller jeg vil dø i nær fremtid."

 

Nu var de igen sammen. De forlod aldrig hinanden og var kun optaget af at tage ud på fangst.

 

Vinteren gik og det blev forår, og da klapmydstrækket kom, helligede de sig helt jagten på dem. Til sidst kom den tid, hvor man så dem sjældnere. Så en dag de som sædvanlig var ude på fangst, skiltes de i en afstand som den man skulle tilbagelægge for at komme tæt nok på en sæl for at kunne harpunere den. Da de havde ligget stille et stykke tid, kiggede Quaaveersuaq hen hvor fætteren var og så, at han var ved at ro hurtigt i retning mod skyggesiden for at harpunere en sæl. Han kiggede på, mens han i fuld fart roede ind på sælen og harpunerede den. Det var altid sådan, at når den ene harpunerede en sæl, så roede den anden hen til ham og var med til at dræbe den med lansen. Nu roede så Quaaveersuaq hen til Aariassuaq, og han så at fangstblæren blev trukket ned men standsede, da vandet nåede blærens forluffer (eller der hvor de havde siddet, CB). Inden han nåede derhen, gav Aariassuaq sig til at hale linen ind, og da han nåede helt frem, inden man kunne se sælen, spurgte han: "Hvad har du fanget?" "Jeg har harpuneret en af dem fra forårstrækket", sagde Aariassuaq. Så kom dyret op, og det var en stor sortside med et smukt sort snudeparti. Han roede væk fra ham, da han var færdig med at ordne den til bugsering. Han var kun lige roet væk, da han så en snude stikke op af vandskorpen - sådan bare en anelse. Quaaveersuaq roede hurtigt derhenad. Fætter Aariassuaq havde et øjeblik vendt hovedet væk fra Quaaveersuaq, og da han så vendte sig om, opdagede han at Quaaveersuaq roede rask fremad (qajasualitdlartoq. Renskriften har: qajaagssualitdlartoq, ?? CB), og mens han kiggede på ham, harpunerede han sælen. Fangstblæren drev hen mod sælen (tungaanut ornigukkami) og standsede da vandet nåede op til lufferne. Han roede hen til ham og nåede frem, inden han havde trukket sælen op. Han spurgte: "Hvad har du fanget?" Fætteren svarede: "Jeg har harpuneret en af dem fra forårstrækket." Da han fik den op, (inatdlune, nok ingatdlune, dvs.: viste det sig at den havde et endnu smukkere snudeparti, CB). Aariassuaq sagde:" Jeg har ikke tænkt mig at fange to sæler, for jeg glæder mig sådan til at spise kødet af den jeg har fanget. Tænk at få halvkogt kød af en af dem fra forårstrækket!" "Jeg har heller ikke tænkt mig at fange to", sagde Quaaveersuaq. Så de vendte næsen hjemad.

 

Da de lagde til, overlod Aariassuaq sin fangst til sine husfæller og sagde: "Kødet af min fangst skal serveres halvkogt. Jeg glæder mig sådan til at spise kødet af en af dem fra forårstrækket halvkogt." Hans husfæller tog sig af flænsningen og satte kødet over. Inden de var færdige, havde man kogt kødet af Quaaveersuaqs fangst, så han inviterede sin fætter og sammen spiste de kød. Netop som de var færdige, gav Aariassuaqs husfæller besked om at kødet af hans fangst var kogt. De forlod Quaaveersuaqs telt og gik ind i Aariassuaqs, og de tog fat på maden som om de ikke havde fået noget at spise for et øjeblik siden. Først da de var blevet stopmætte holdt de inde. Som altid fortalte de historier, og midt mens de underholdt sig med hinanden sagde Aariassuaq: "Inde i fjorden hvor vi plejer at øse ammassætter op, er der sikkert en hel del saæler fra forårstrækket, for der er jo allerede kommet nogen her. Det er jo også ved denne tid ammassætterne plejer at komme." "Ja," sagde Quaaveersuaq, "lad os pakke i morgen. Så kan vi rejse derind i overmorgen."

 

Næste dag tog de ud på fangst, for de havde tænkt sig at ordne de ting de skulle have med, når de kom hjem. Men da de kom tilbage, havde husfællerne alt parat, og da de derfor ikke havde noget at give sig til om aftenen, underholdt de sig som sædvanlig med hinanden. Da de vågnede næste morgen gjorde de sig klar og tog ind i fjorden. Det var en ret dyb fjord. Normalt nåede de ammassætpladsen inden solen gik ned, når de tog hjemmefra tidligt om morgenen. Men denne gang måtte de slå lejr undervejs, fordi de i dagens løb havde rastet flere gange for at lave mad. Først næste morgen tidlig var de fremme ved ammassætpladsen.

       De havde egentlig tænkt sig at ro ud til deres fangstområde i løbet af dagen for at se, om der var sæler, men da de følte sig så mætte af alt det de havde spist, blev det ikke til noget. Det blev aften uden at de nåede at komme ud. Næste dag tog de så ud og fangede hver en sæl. Aariassuaq sagde: "Heller ikke denne gang har jeg tænkt mig at fange to sæler. Jeg vil hjem til lejren og igen nyde halvkogt kød af en sæl fra forårstrækket mens jeg sidder vendt mod solens første varme stråler." "Jeg er enig", svarede fætter Quaaveersuaq. Og så roede de hjem sammen som de plejede. Da de kom hjem inviterede de hinanden og fik som altid kogt kød. De gav sig god tid til maden og nød at sidde med ansigtet mod solen der strålede varmere og varmere. Egentlig ville de have været på fangst igen, men de blev så mætte at dagen gik, uden de kom ud. Næste dag tog de på fangst og kom som sædvanlig hjem med den ene sæl efter den anden. Som altid fangede de sæler hver eneste dag og fik kød nok til tørring til vinterforråd, og da springtiden var ved at være på retur, kom ammassætterne ellers helt ind til stranden for at gyde så det kogte og sydede. Så glemte de alt om fangst og begyndte at øse ammassætter. Da de havde samlet nok til vinterforråd, sagde Quaaveersuaq til fætter Aariassuaq: "Nu har jeg vist ammassætter nok til at fylde sækkene til de tørrede, så nu vil jeg ikke fange flere." Fætteren erklærede sig enig: "Jeg har også samlet nok." Fra nu af gik tiden med at tørre kød og ammassætter. Da alt var tørt stoppede de ammassætterne i sækkene, og hele fangsten kunne skam lige netop være i sækkene. Så gik tiden med at bundte det tørrede kød. Da der kun var kød tilbage til et sidste bundt, og Aariassuaq bøjede sig ned for at binde det, fik han pludselig så voldsomme sting i siden, at han ikke engang kunne klare at gøre det, men måtte gå hen til fætter Quaaveersuaq, der kunne høre ham komme og vendte sig om efter ham. Aariassuaq gav et lille skrig fra sig hver gang han tog et skridt. "Hvad er der i vejen med dig?" spurgte han. "Jeg var ved at binde det næstsidste bundt, da jeg fik så voldsomme smerter i siden, at jeg ikke kunne gøre det færdigt og måtte lade det ligge." Da sagde fætter Quaaveersuaq: "Kom du ikke i tanke om noget jeg har sagt? Det var dengang i vinter, hvor det under åndemaningen ikke lykkedes dig at komme op over det, der lignede en tågebanke. Da sagde jeg, at det ville gå ud over (? pileqigit, CB) en af os to, og at en af os ville dø ingen længe. Nu er det ved at gå ud over (?) dig." Med møje og besvær fik fætteren så sagt: "Det er nok bare mig der synes det er ubehageligt uden at det i virkeligheden er det, for jeg har aldrig været ude for den slags før (lidt usikkert om det faktisk er sygdommen, der er tale om: agtuiuíkama / attuiuikkama burde så snarere have været atuiuikkama (af atorpaa), CB). Jeg skal ikke dø." Da sagde Quaaveersuaq: "Du kan ikke arbejde i den tilstand. Gå nu hjem, så skal jeg nok gøre det færdigt." Han gik over mod sit telt, og hans små skrig lød hele vejen. Da fætteren forlængst var klar over, hvor dårligt han havde det, bandt han det tørrede kød sammen i en fart, og så snart han var færdig med det sidste bundt gik han hen til fætterens telt. Da han var fremme ved indgangen var fætterens skrig allerede blevet svagere. Han gik ind til ham og bøjede hovedet ned over ham og hørte et enkelt åndedrag. Han ventede på at han skulle trække vejret igen, men det gjorde han ikke.

 

Fætteren kunne bare stå og se til, og der var ikke andet at gøre end at lave en grav til ham. Da han var færdig lagde han ham i graven og dækkede den forsvarligt til med sten. Nu skulle han egentlig af sted tilbage, men han blev der. Hans husfæller ville også gerne af sted, men de kunne ikke få ham med, fordi han ikke kunne rive sig løs fra sin fætter.

 

Til sidst var sommeren gået og efteråret stundede til. Nyisen begyndte at lægge sig (originalen har 'islæg', renskriften 'nyis', CB) dér, hvor de havde øst ammassætter op. Husfællerne blev urolige for at isen skulle spærre dem vejen hjem, så de tilskyndede hinanden til at sige til ham, at de heller måtte ud af fjorden nu, fordi der allerede havde dannet sig islæg. En af dem sagde så til ham: "Lad os ro ud af fjorden nu, for isen er allerede begyndt at lægge sig. Kommer vi ikke af sted blir vi spærret inde af isen." Og til deres overraskelse svarede han: "Ja, lad os bare tage ud af fjorden."

 

Næste Morgen tog de så ud af fjorden. Da de kom tilbage til deres vinterboplads, kom Quaaveersuaq så ganske forfærdeligt til at savne fætter Aariassuaq. Hen mod aften kunne han ikke få ham ud af tankerne, og om aftenen blev det endnu værre fordi han huskede, hvordan de plejede at hygge sig sammen hver eneste aften. Han sov ikke om natten, og da det blev morgen kunne han stadig ikke få ham ud af tankerne. Han tog ikke på fangst, men efterhånden som solen flyttede sig højere op på himlen, kunne han ikke længere styre sin lyst til at tage hen til fætteren. Da han havde gjort sig klar gik han ned for at tage af sted. Han roede fra land og roede så straks af alle kræfter ind i fjorden, hvor han allerede ved middagstid lagde til neden for graven. Han steg ud af kajakken, gik op til graven og satte sig oven på den, for der var intet andet at se og intet andet at gøre end at tudbrøle. Midt i det hele kom han så i tanker om, at han jo var åndemaner. Og mens han sad dér istemte han (? appissinnarpoq: en slags formular han messede, CB): "Hør Aariassuaq, hør Aariassuaq! Din herlige fætter Quaaveersuaq siger noget for at få dig til at stå op. Stå op!" Da han havde sagt det lyttede han, så ørerne strittede. Men hvor meget han end lyttede, var der naturligvis intet at høre. Igen sagde han: "Hør Aariassuaq, hør Aariassuaq! Din herlige fætter Quaaveersuaq siger noget for at få dig til at stå op. Stå op!" Han lyttede, og nu kunne han høre at der var en flue i nærheden. Dens summen blev langsomt højere og højere. Den blev så høj at mosset på klipperne sprang til alle sider. Han, der ellers prøvede at få den døde til at rejse sig, sprang op og nedad i løb. Han nåede ned til sin kajak, krøb i den og roede straks ud. Han så sig tilbage og så, at fætteren var kommet ned til stranden og stod der lige ud for ham. Han betragtede ham udefra, og mens han så på ham, sagde fætteren: "Du ved jo, at vi ikke kan undvære hinanden. Kom her hen. Jeg har det godt nok." Og straks roede fætteren ind mod ham. Han lagde til neden for, og netop som han skulle op af kajakken, kastede han lige et blik på ham og opdagede, at han så ud som om han pønsede på noget, så derfor stødte han fra land på flugt udefter. I det øjeblik han ville flygte nåede den anden at få fat i kajakspidsen, mens han sagde: "Nu æder jeg dig!" Han stred og baksede af alle kræfter for at få kajakken fri af hans greb, og endelig lykkedes det. Han roede ud af fjorden uden at se sig

tilbage, og siden tænkte han aldrig mere på fætter Aariassuaq, fordi han nær havde ædt ham.

 

Var.: Aariassuaq.

 

Kommentar: Der ligger gerne en moralsk advarsel gemt i fortællinger om to mænd, der blir så nære venner (aldrig kvinder - de blir ikke venner på den måde i fortællingerne). Så tæt må man ikke knytte sig til hinanden. I Aariassuaq går det både ud over angakkoq / åndemaner-evnerne og jagtiveren. Man hygger sig og nyder livet til overmål.

 

Hist.: Tågebankerne på vej til Akilineq minder stærkt om de østgrønlandske billede af ruten til det nederste dødsrige og videre ud til Havkvinden (Sandgreen 52 Den alvorstunge vinter). Det kan hænge sammen med at overleveringen har en østgrønlandsk baggrund, der er kommet med immigranter til herrnhutstationen Uummannaq inde i Godthåbsfjorden. Det kunne være mindelser om en sådan rejse fra Øst- til Vestgrønland, der er overleveret i fortællingen "Anaqorsuaq", som Leopoldus Ringsted fortalte i KNR / Grønlands Radio i 1959. Den er transskriberet, oversat og analyseret i Arnaq Groves speciale: Fortællinger fra Godthåbsegnen, RUC 1995 (ikke publiceret). Leopoldus Ringsted voksede op ved herrnhutstationen Uummannaq.

Arnaliûssínguaq

Print
Dokument id:2226
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB 1, 5(13). Dagbger fra den litterre Grnlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Olsen, Gaaba (Gaba / Gâba)
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Arnalissnguaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:nr. 21, . A6-strrelse
Lokalisering:Kuuk: Upernavik
Note:

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originalt håndskr. ses ikke i arkivet.

 

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

 

Kommentar: den forklarende tekst til overskriften lyder:

kalâdtdlit mêrartainut ilíkaruminarsagaq (hvad grønlænderne ønsker at lære deres børn). Teksten former sig som spørgsmål og svar vedr. Arnaliuusinnguaq, der holder til ude ved kimingen - velsagtens Havkvinden, og det foreslås at hun er Tiggaaqs, den unge grønlandssæls datter, eller det jagede sødyrs (merqiap) datter, den stakkels udskilte.

Arnamik suaussamik / suaasat

Print
Dokument id:2238
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB 1, 5(13). Dagbger fra den litterre Grnlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Olsen, Gaaba (Gaba / Gâba)
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Arnamik suaussamik / suaasat
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:nr. 11, 8 ss. A6-strrelse
Lokalisering:Kuuk: Upernavik
Note:

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.

 

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

 

Hist.: Ikke en trad. fortælling. Nordisk folkeeventyr.

 

Var.: søg på suaasat

arnaq inorôrtoq

Print
Dokument id:2233
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB 1, 5(13). Dagbger fra den litterre Grnlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Olsen, Gaaba (Gaba / Gâba)
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:arnaq inorrtoq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:nr. 28, s. A6-strrelse
Lokalisering:Kuuk: Upernavik
Note:

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.

 

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

 

Kommentar: om isklumpen fra en sø i kvindeskikkelse

Arnaq pivdlerortorssuaq / Arnaq pillerortorsuaq / Den vanvittige kvinde

Print
Dokument id:1903
Registreringsår:1902
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Aqajak (Ambrosius)
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Arnaq pivdlerortorssuaq / Arnaq pillerortorsuaq / Den vanvittige kvinde
Publikationstitel:Oqalugtuat oqalualtdlo, II
Tidsskrift:
Omfang:side 57 - 59
Lokalisering:Ujarasussuk: Qeqertarsuaq / Godhavn
Note:

Redaktør: Søby, R. M. Renskrift: Otto Sandgreen.

 

Håndskr.: KRKB 1, 4(10), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Qavanigugume Arnaq Pivdlerugtorssuaq".

 

Oversættelse ved Signe Åsblom:

 

Det fortælles, at der sydpå boede en kvinde, der var gået fra forstanden. Kvindens mand elskede hende højt. Og da hun fødte og begyndte at sprøjte mælk op i hovedet på sig selv, fordi hun var gået fra forstanden, måtte de mange fangere og de andre kvinder tage sig af hende.

 

Da bandt hende fast med en stor rem, fordi hun blev værre og værre, og til sidst måtte de flygte ud til en ø ud for deres kyst.

 

Dagene gik, og til sidst kunne hendes mand ikke klare det længere, og han besluttede sig til at tage ind og se til hende. Han ledte efter en ledsager og ville belønne denne med sin nye konebåd. Da andre ikke ville, fik han en gammel ungkarl som ledsager. Da de havde roet ind til land, bad han sin ledsager vende kajakken, så den vendte ud mod havet. Kvindens mand gik i land og mærkede, at det dunkede i jorden. Da han kom derop, var hans kone alene i huset, og i smug kiggede han på hende.

 

"Jeg har skam set dig, kom ind!" Så gik han ind. De satte sig til at kigge intenst på hinanden. Langt om længe lagde han mærke til, at hans kone ville til at angribe ham. Så flygtede han ud. I løb kom han ned til sin kajak, og da han var kommet ned i den, roede han afsted.

 

Hun fulgte efter sin mand, men da hun ikke nåede ham, sprang hun uden videre ud i vandet. Da hendes mand nåede ud til strømstedet, vendte han sig mod land. Og først da hun nåede tilbage til stranden, roede han hjem. Den gamle ungkarl blev helt afskrækket af forskrækkelsen.

 

Dagene gik, og manden længtes frygteligt efter sin kone. Han ville igen tage ind og se til hende og søgte en ledsager, som han ville belønne med sit store nye telt og oven i købet også med det skind, som man lægger ovenpå skindteltet. Igen blev den gamle ungkarl hans ledsager. Og manden lod ungkarlen blive ude ved det yderste strømsted. Selv roede han ind til land og steg ud af kajakken. Jorden dunkede stadig derinde. Så snart hun så ham, løb hun efter ham. Hendes mand flygtede alt hvad remmer og tøj kunne holde, og han begyndte allerede at ro, mens han kravlede ned i kajakken.

 

Den gamle ungkarl fik sig virkelig en forskrækkelse. Og da kvinden heller ikke denne gang kunne nå sin mand, fulgte hun efter ham. Da han kom ud til det yderste strømsted, så det ud, som om hun ville følge efter, men så vendte hun om. Hendes mand kiggede som sædvanligt efter hende, og først da hun gik på på land, roede han hjem.

 

Da den gamle ungkarl nåede hjem, var han helt afskrækket, og han sagde, at kvinden snart ville tage sig over til øen.

 

"Hvad skal vi gøre, når vi ikke har andre steder at flygte hen?"

 

Dagene gik, og igen fik kvindens mand ondt af hende. Han ville tage hen og se til hende og søgte igen efter en ledsager, som han nu ville belønne med sin nye, fine kajak, og oveni skulle han også få kajakredskaberne. Og igen blev den gamle ungkarl hans ledsager. Da de roede ind mod land, lod han igen sin ledsager vente ude ved strømstedet. Og det dunkede stadig i jorden, da han gik i land. Han ledte i alle husene, men der var ikke nogen. Da han ikke fandt hende, gik han for en sikkerheds skyld op til de gamle grave for at se efter dér.

 

Det fortælles, at hun havde flået hovedet af et menneske og nu spiste af hjernen, mens hun holdt fast i hovedhåret. Og uden at gøre hende opmærksom på sin tilstedeværelse tog han nu bare hjem. Igen gik dagene, og han længtes, så han måtte tage hen og se til hende.

 

Heller ikke denne gang var der andre, der ville ledsage ham, så den gamle ungkarl blev igen hans ledsager. Og igen lod han ham blive ude ved strømstedet og tog selv ind for at lede efter hende. Igen kiggede han ind af vinduerne på de mange huse, men hun var forsvundet. Langt om længe fik han til sin overraskelse øje på hende, hvor hun sad på en lille klippeafsats. Hendes hovedhud var revnet på midten så den hang ned til hver side som et halstørklæde! Og hendes øjne hang kun fast i synsnerverne!

 

Nogle store krager fulgte dem, og da de fløj over hende, og hun så på den, faldt den første ned. Da den anden kom hen til hende, og hun så på den, faldt den også ned. Det siges, at kragerne blev så frygteligt forskrækkede, at de døde, for det var virkeligt et grufuldt syn. Uden at give sig til kende overfor hende, vendte hendes mand bare hjem.

 

Igen gik dagene, og han kunne ikke klare det længere. Han tog igen den samme ledsager, som han havde haft med før, og igen lod han ham vente ved strømstedet. Da han selv kom i land, mærkede han, at det ikke længere dunkede i jorden, og så forstod han, at hun var død. Han ledte efter hende og fandt hende ved en stor kløft, hvor man plejede at kaste dræbte mennesker ned. Han råbte til sin stakkels ledsager. Og da denne råbte, at han ville hente hjælp, kom der snart mange mænd i kajak. Da de kom hen til ham, lod de hende ganske enkelt falde ned i kløften, og de måtte have vanter på, fordi hun var så opløst, at det var umuligt at tage fat på hende.

 

Det fortælles, at dem, der boede dér, aldrig mere kom ud for, at nogen gik fra forstanden.

Arnarquagssâmik panianigdlo oqalugtuaq / arnaqquassaaq

Print
Dokument id:328
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 3536, IV, 4'
Fortæller:Silarsi (Silarse)
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Arnarquagssmik panianigdlo oqalugtuaq / arnaqquassaaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:lg 9, 3 sider
Lokalisering:Ilimanaq / Claushavn: Qasigiannguit / Christianshb
Note:

Orig. håndskrift: KRKB, nr. 3.

Oversættelse af renskriften ved Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom:

 

Fortællingen om den gamle kone og hendes datter.

 

Det fortælles, at der i gamle dage boede en gammel kone og hendes datter på nordsiden af Inussuk lidt nord for Ilimanaq / Claushavn. De havde andre bopladsfæller, og de ernærede sig udelukkende ved bopladsfællernes fangst. Et forår lod alle bopladsfællerne dem tilbage alene på stedet for, at de skulle sulte ihjel. Da de efterlod dem, kunne datteren ikke gøre andet end at gå hen til bopladsfællernes forrådsgrave for at søge efter noget spiseligt. Da hun fandt noget, tog hun det med hjem for at koge det. Hun gik ned til stranden efter saltvand, og da hun ville øse noget op, kom der en haj ind til hende, og da den nu var kommet, blev hun bare stående. Så sagde hajen: "Jeg vil gerne være jeres fanger." Hun gik op for at give sin mor besked, og da moderen gik med til det, gik hun ned igen til hajen og sagde: "Jeg skulle sige, at du godt kan være vores fanger." Hajen gik op og kom ind i huset. Næste dag tog den på fangst og kom tilbage med en sæl, den havde fanget, og konen og datteren blev glade, for nu skulle de ikke sulte ihjel. Snart lagde de kød op fra fangsten, og da det var blevet til en hel del, sagde hajen: "Lad os tage over til den lille ø dernede og tørre kødet." "Jamen vi har ikke noget at ro derover i," sagde dens kvinder. "I har jo mig. Bring nu kødet ned til stranden," sagde hajen. Kvinderne bar kødet derned, og hajen gik i vandet, flød i vandskorpen og sagde, at de skulle læsse kød på dens ryg. Så fyldte kvinderne dens ryg op med kød, og hajen brage det over til øen uden at dykke, og det gjorde den flere gange. Da den havde bragt det hele over sagde den: "Jeg skal også fragte jer over." Først bragte den den gamle kone over og derefter datteren. Så tog de fat på at tørre kød, og først på det tidspunkt, hvor de havde en stor bunke kød, begyndte deres bopladsfæller at sige til hinanden: "Måske er den gamle kone og datteren allerede sultet ihjel, kom, lad os tage hen og se til dem." Så tog to kajakmænd af sted for at se til dem, og da de nærmede sig stedet så de, at de havde det godt. Da kajakmændene ankom tog kvinderne meget venligt imod dem og bad dem straks op på noget at spise, og de gik med op og spiste sig mætte. Kvinderne fortalte nu, at de ikke manglede noget, fordi en haj fangede for dem, og da kajakmændene kom hjem, fortalte de, at dem de havde tiltænkt sultedøden havde masser af mad, fordi de fik hjælp af en haj; bopladsfællerne tog nu hjem.

       

De to kvinder tog tilbage til fastlandet igen, og nu holdt bopladsfællerne meget af dem, fordi de blev klar over, at deres fanger kunne klare al slags vejr, selv en kraftig storm. Da det var ved at blive efterår, holdt hajen sig nu og da hjemme, fordi de nu havde kød nok til forråd. En aften hvor hajen var hjemme og lå og gassede sig på briksen mellem sine kvinder, blev den urolig og begyndte at kigge ud, selv om der var mørkt derude. Så ramte en pil den i siden, og det gjorde forfærdelig ondt, da den gamle kone prøvede at trække pilen ud, men da så datteren fik trukket den ud, gik hajen udenfor, og da kvinderne fulgte efter ham ud, så de at to inorutsit / inoruseq'er / landånder / indlandskæmper tog flugten. Så forfulgte hajen dem, nåede dem, slog dem omkuld med sin hale og dræbte dem begge. Derefter kom den hjem. Derefter fangede den godt hele vinteren.

 

Vinteren gik, foråret stundede til, og da foråret kom, ville bopladsfællerne slet ikke forlade dem, for nu havde de jo én til at fange for sig. De nød godt af hajens fangst, når det stormede kraftigt, og hele sommeren havde de overflod af mad. Da efteråret var på vej, blev hajen efterhånden trist til mode, og da kvinderne spurgte ham hvorfor, sagde han ikke et ord. Men da de blev ved at at spørge ham, svarede han: "Det siges, at kaskelotterne / kaskelothvalerne snart vil æde mig, og det er derfor jeg sørger af medlidenhed med jer." En dag han tog på fangst kom han ikke tilbage, for kaskelotterne havde ædt ham, og kvinderne sørgede inderligt, fordi de nu ikke længere havde en til at fange for sig, og da de derefter ingen maddepoter havde, led de meget og sultede langsomt ihjel.

 

Var. søg på: Hajfisken som forsørger.

Arnarquagssâq

Print
Dokument id:1462
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hfte 415
Fortæller:?
Nedskriver:Jrgensen, Sofie
Mellem-person:Rosing, Peter ?
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Arnarquagssq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:3 sider
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

revideret renskrift (ved Peter Rosing ?) af Orig. håndskr. i KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419, nr. 97. Begge versioner er oversat i denne base.

 

Dansk resumé: Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 374: "Den

røde Dødskælling".

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Der var engang en fanger, som ustandselig mistede koner.

Når han havde mistet en kone, tog han sig en ny, så snart tiden, hvor

han var bundet at taburegler, var overstået.

Engang bosatte han sig på Akorninnaq (i den store Sermilikfjord). Han

kom til at bo i samme hus som en åndemaner. (Eller: Han fik en

åndemaner til at bo hos sig).

 

Engang mens de boede der, gik åndemanerene i seng og kom til at ligge

med hovedet ned, og han blev altvidende ("kugssarpoq", ligger med

hovedet ned. Men det er muligt, at ordet på østgrønlandsk kun betyder:

han blev altvidende?? C.B.)

 

Da han havde ligget med hovedet ned en stund (eller: omvendt med hovedet i fodenden af briksen, BS), fik han på den lille ø ud for dem øje på

en kælling, hvis tøj var rødligt over det hele, og hvis hårtop var

meget lille.

 

Hun nærmede sig og gik ind i huset og gav sig til at undersøge de

sovende. Hun gik hen til de mange unge mennesker, der sov på

sovebriksen(?) og undersøgte dem. Hun gik imellem dem og passede meget

på ikke at komme til at berøre dem; og mens hun gik mellem hundene,

der lå på gulvet, undersøgte hun dem, der lå på briksen; og hun sagde:

"Jeg plejer at trække kamikkerne af i den nordlige ende og sætte mig

på briksen; mon jeg skal trække dem af i den sydlige ende og sætte mig

på briksen?" Idet hun sagde dette, råbte åndemaneren op, og straks

flygtede hun ud. Lige netop da hun forsvandt, gik det op for

åndemaneren, at det var hende, der dræbte fangerens koner.

Da kællingen gik ud, vendte hun tilbage til den lille ø, hvorfra hun

var kommet tilsyne, og forsvandt.

Nu vidste de, hvordan det hang sammen; og så snart de vågnede, gav de

sig til at blande dryptran med vand og hældte blandingen ud overalt rundt

om i huset til værn imod det, der gjorde dem bange.

Da de var gået i seng om aftenen, så åndemaneren, som lå med hovedet

ned(eller: som var blevet altvidene), at kællingen kom til syne fra

den lille ø sammen med sin mand. Pelsbræmmen omkring mandens

anorakhætte var så snavset, at man ikke kunne se, at den var af bjørne-

skind.

Så sagde manden til konen: "Gør nu alt du kan for at få rørt ved

hende. Hvis du ikke magter det, skal jeg nok røre ved

hende, så hun dør."

 

Da de nåede husgangen, krøb konen ind; men hun rejste sig op, fandt

hun sig selv stående bag ved huset. Manden fulgte hende ind, og da han

skulle til at træde ind over dørtrinnet, trådte han istedet ud gennem

husets bagvæg. De prøvede endnu engang; men det gik endnu værre. De

prøvede mange gange at komme ind, men forstod slet ikke, hvorfor det

ikke kunne lade sig gøre. Tænk, hver gang gik de under huset, fordi

der var hældt en blanding af dryptran og vand uden om huset.

Da det ikke ville lykkes dem at komme ind, sagde de blot: "Skidt med

det, lad denne af fangerens koner være den eneste, som overlever

("amiákûínardle", kan vist i dette tilfælde oversættes sådan, C.B.).

Vi kan ikke dræbe hende. Hvis vi bliver ved, risikerer vi blot at

bringe os selv i ulykke." Med de ord vendte de tilbage til den lille

ø.

Til alt held for fangeren mistede han nu ikke flere koner; og han

kunne fortsætte livet med den samme kone.

 

Var.: Egentlig ikke. Men der er en del fortællinger om dræbende eller røvende ånder, der må afsløres og uskadeliggøres af en åndemaner.

 

Kommentar: Spæk regnedes for et godt middel til at skræmme ånder på flugt. Hvordan man har fået det blandet op med vand, som spækket (også) skyr, gad man gerne vide.

Man lå normalt med hovdet ud mod rummet. Bag fodenden var der i visse

fortællinger et sort, altopslugende svælg; oftest smutter ondtvoldende ånder oghekse ud og ind den vej.

 

Håndskriftet dateret af Rasmussen til 19. febr. 1920, men om det gælder Sofie Jørgensens egne nedskrifter i hæfte 419 eller renskrifterne i hæfte 415 er uvist. Sofie Jørgensen overvintrede i Danmark på gennemrejse til Qaqortoq i 1920. Hun må således være rejst fra Ammassalik sammen med Rasmussen i 1919.

Arnarquagssãq / Arnaqquassaaq

Print
Dokument id:2231
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB 1, 5(13). Dagbger fra den litterre Grnlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Olsen, Gaaba (Gaba / Gâba)
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Arnarquagssq / Arnaqquassaaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:nr. 26, 2 ss. A6-strrelse
Lokalisering:Kuuk: Upernavik
Note:

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.

 

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

 

Kommentar: Tre små fortællinger, hvoraf en handler om en værre kælling (næppe Havkvinden, der til tider kaldes sådan), der fremkalder tåge, da hun lægger på knæ ved et vandløb og drikker af det kolde vand (Var.: Tågens oprindelse. Hvordan tågen blev til. The body-snatcher troll 42; 42 A.. Koopajeeq III. Ligrøveren. Søg også på: tågen; Tågen.). I den anden sprøjter en kvinde vand på sine udtørrede kønsdele (asâssak avdlângaqinernersoq). Den tredje handler om en fanger ude til havs der bliver trængende og må skide i buskerne. En ret malende beskrivelse, også af hans tøjvask med enden bar, mens alle fangerne passerer undervejs hjem fra dagens fangst.

Arnasuaussaq / Arnasuaasaq

Print
Dokument id:1616
Registreringsår:1902
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Silas
Nedskriver:?
Mellem-person:?
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Arnasuaussaq / Arnasuaasaq
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grnland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 228 - 230
Lokalisering:Ilimanaq / Claushavn: Ilulissat / Jakobshavn
Note:

Orig. håndskrift: KRKB, nr. 3: Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04.

Renskrift: NKS  4',3536, IV, læg 9.

Grl.titel: Arnasuassamik oqalugtuaq.

 

Resumé:

Arnasuaasaq er så doven, at hendes husfæller opfordrer hende til at gå

qivittoq. Hun går. I oplandet fortæller hun en indlandsbo, at hun er

sendt hjemmefra, fordi hun knækkede sin søsters synål. Det samme er

sket for ham, da han knækkede sin brors kniv. De slår følge mod

indlandet, hviler sig undervejs ved to hvilesteder, børnenes og de

voksnes. Det er sten dækket af et tykt lag smuds. Nær husene råber han

"kung-kung-kuu" for at vække opmærksomhed. Han går indenfor alene og A.

blir snart inviteret ind og godt modtaget som svigerdatter. Om

aftenen skal der holdes åndemaning, men det forpurres af den kvinde,

som A.s mand skulle have været gift med. I stedet holder man sangfest,

hvor indlandsboerne synger en smædevise om kystboerne. A. blir hos

indlandsboerne, der priser hendes skønhed og dyder i deres gebrokne

sprog.

 

Var.: Arnarsuaasaq

 

Hist.: bemærk at begge qivittut havner hos indlandsboere og optages i deres samfund. Traditionelt blir en enlig ung mand, kvinde el. barn gift med / røvet af enten innersuit eller indlandsboere. De omtales ikke som qivittut. I yngre - ogsånutidige? - qivittoq-fortællinger danner qivittut evt. selv samfund, eller de lever askilte i yderste ensomhed (som modstykke til det sociale liv hjemme blandt rigtige mennesker). Formentlig er det kristendommens afvisning af åndernes berettigede eksistens, der har renset indlandet for dem og givet plads for langt flere qivittoq-fortællinger - som forklaring, dels på personers forsvinden, påfaktiske tilfælde af fjeldgængeri, og på underlige oplevelser i naturen.

 

Tolkning: Den dovne A:, der lyver om sin dovenskab, får kronede dage

hos de rige indlandsboere, der trods deres (misundelige?) foragt for mennesker

(kystboere), finder disses kvinder meget smukke.

arqaluarînguamik / aqqaluariinnguamik

Print
Dokument id:1974
Registreringsår:1867
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, IV, 4'
Fortæller:(?)
Nedskriver:Olsen, Elias
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:arqaluarnguamik / aqqaluariinnguamik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:ss. 467 - 470, nr. 88
Lokalisering:?
Note:

Om en storesøster og lillebror.

Indgår som en del af Rink 1866-71, II: nr. 109, om barneuhyret, der åd sin mor og siden sin far. Meget lig Tungavik / Tunngavik, Hendriks version, som har været Rinks forlæg for den nævnte nr. 109. Søg på Tungavik.

 

Oversættelse af Elias Olsens version mangler.

ârqâteqajuitsõrsuaq / aaqqaateqakuitsoorsuaq

Print
Dokument id:2265
Registreringsår:?
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB 1, 7(20). Dagbger fra den litterre Grnlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Brandt, Ville ?
Nedskriver:Brandt, Ville
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:rqteqajuitsõrsuaq / aaqqaateqakuitsoorsuaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:1 s. A6-strrelse
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde ?
Note:

Teksten er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Måske egnet til opdatering.

Ãrqiamik / Aaqqiamik

Print
Dokument id:2237
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB 1, 5(13). Dagbger fra den litterre Grnlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Olsen, Gaaba (Gaba / Gâba)
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:rqiamik / Aaqqiamik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:nr. 9, 2 ss. A6-strrelse
Lokalisering:Kuuk: Upernavik
Note:

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.

 

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

 

Var.: Aaqqioq ?

Arsungme inorersut soraerutanik / Arsummi inorersut soraarutanik Om de sidste massemordere ved Arsuk

Print
Dokument id:509
Registreringsår:?
Publikationsår:1861
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Jeremias
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Arsungme inorersut soraerutanik / Arsummi inorersut soraarutanik Om de sidste massemordere ved Arsuk
Publikationstitel:Kaladlit Okalluktualliait / Oqalluktualliait / Grnlandske Folkesagn, III
Tidsskrift:
Omfang:side 77 - 79, nr. 13
Lokalisering:Qeqertarsuaq / Storen: Paamiut / Frederikshb
Note:

Kort dansk resumé s. 116 - 117.

Orig. håndskrift Rink NKS 2488, nr. 267 eksisterer ikke længere.

Ret tekstnær oversættelse i Rink 1866-71, I, nr. 115.

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 228 - 229: De sidste mordere i Arsuk. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 228 - 229: Arsummi inorersut soraarutanik.

 

Resumé:

Fillip fra Arsuk er sammen med Gideon og dennes lille søn på

edderfuglefangst i kajak, da Pameeq og en anden støder til. P. ber

Gideon ro foran sig og mens alle er optaget af jagten, harpunerer og

dræber P. Gideon bagfra. Dennes søn flygter grædende, P. vil dræbe ham

med, men Fillip hindrer det og erklærer sig i stedet for P.s fjende.

Ved hjemkomsten blir F. noget betænkelig ved sit løfte, men der kommer

hjælp fra Kangaarsuk, hvorfra de tre brødre kommer på ammassatfangst

ved Arsuk, og da Pameeq tilfældigt kommer på besøg lykkes det de tre

ved henholdenhed og list at få overmandet og dræbt ham. Han parteres,

delene spredes til forskelleige steder og hovedet sættes på en stage

til skræk og advarsel for alle. Det var det sidste drab ved Arsuk på

den tid, hvor endnu ikke alle var blevet døbte ved Arsuk.

 

Var.: Søg på Pameeq

 

Hist.: Historisk fortælling fra missionstiden. Blodhævn. Traditionelt mordritual.

Asalôq og Kumagdláuse / Asalooq og Kumallaasi

Print
Dokument id:1615
Registreringsår:1902
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Silas
Nedskriver:?
Mellem-person:?
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Asalq og Kumagdluse / Asalooq og Kumallaasi
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grnland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 225 - 227
Lokalisering:Ilimanaq / Claushavn: Ilulissat / Jakobshavn
Note:

Orig. håndskrift: KRKB, nr. 3: Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04.

Renskrift: NKS 3536, IV, 4', læg 9.

Grl.titel: Asalûmik Kumatdlausimigdlo.

 

Resumé:

Asalooq og Kumallaasi er fætre, der holder meget af hinanden. A. er en

dygtig fanger. Han gir altid de lækre skulderblade af sine fangster

til K., der aldrig fanger. De andre fangere blir misundelige og

fortæller K., at A. i virkeligheden foragter K. Trist til mode vil K.

gå qivittoq, men A. forpurrer det med en bekræftelse af deres venskab.

Næste gang fællerne bagtaler A., gør K. alvor af sin plan. Da A.

kommer hjem fra fangst, sætter han efter K., som han efterhånden tror

er blevet dræbt af eqqillit. A. beslutter at dræbe alle eqqillit som

hævn. Skønt han finder K., udrydder de sammen alle disse

hundemennesker, hvis pile preller af på A., der har sin sejrsskjorte

på fra fødslen og dækker over K. Derefter lytter K. aldrig mere til

bopladsfællernes onde snak.

 

Var.: Mange: Søg på Kumal*;

Asalûmik Kumagdlâsimigdlo / Asalooq Kumallaasi

Print
Dokument id:154
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:Asalmik Kumagdlsimigdlo / Asalooq Kumallaasi
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 114 - 116, nr. 45
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af

Håndskr.: NKS 2488, VI, ss. 157v - 158v.

 

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 4 ss. 56 - 61 har Rink sammenstykket ialt 5 varianter inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 4, ss. 109 - 115:

Kumagdlat and Asalok.

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om Assaluut og Kumallaasi.

Assaluut var fætter til brødrene Kumallaasi og Meeraq. På vinterbopladsen boede de i samme hus. Engang ved forårstide fik Assaluuts kiffak / kiffaq den idé, at lyve Assaluut noget på. Kiffakken gik hen til brødrene Kumallaasi og Meeraq og fortalte, at Assaluut ville dræbe dem. De to brødre sov meget dårligt om natten; og straks om morgenen gav de sig til at gøre klar til at forlade bopladsen. De fortalte Assaluut, at de tog ud til deres forårsplads, og den intetanende Assaluut lovede, at han ville komme senere.

 

I stedet for at tage nordover til forårspladsen rejste Kumallaasi og Meeraq

sydover. Alle de kajakmænd de mødte, fortalte de, at de var på flugt fra deres

eneste fætter, der ville dræbe dem. De roede dag og nat. Efterhånden kom de så

langt væk hjemmefra, at de ikke mente, a

 

t eventuelle forfølgere ville kunne

indhente dem. Så slog de lejr et sted under et højt fjeld. Her mødte de en mand,

som netop havde rejst skelettet til en ny konebåd. Ved siden af lå en dynge

muslingeskaller, som var hans redskaber. De fik fortalt, at der længere inde i

landet boede mange eqqillit (indlandsånder).

 

De tog af sted til disse mennesker med en masse pile i poser af sortsideskind.

De bad en af de lokale om at fiske ulke til dem (brødrenes familier), der

blev ladt tilbage. Kumallaasi havde en pil, der kunne styres af en gåsefjer, der

var sat på enden. De nåede op på toppen af fjeldet. På den anden

side af fjeldet så en stor sø og en masser af telte omkring søen.

Da det blev aften, så de, at der blev livlig trafik af mænd ind og ud af

teltene. De holdt altså konebytning.

Kumallaasi og hans ledsagere listede henimod lejren medbringende nogle af de

pile, som de opbevarede på en lille ø. Så sagde Meeraq: "Der er én uden hår på

hovedet; han ligner Assaluut." Da denne holdt sin bue godt spændt,

spændte de andre også deres buer. Men nu genkendte de hinanden, og brødrene

fortalte Assaluut, at hans kiffak havde sagt, at Assaluut ville dræbe

dem. Assaluut fortalte så, at han havde dræbt sin kiffak.

 

De listede videre frem til en konebåd, der lå med bunden i vejret og kiggede

ind. Her lå en mand og blev madet med talg af sin kone. De skød dem. De flygtede

til det område, der var beliggende over for øen. Der blev også skudt fra

fjendens side, og Meeraq blev ramt i kinden, men Assaluut helede såret. Nu

havde de brugt alle deres pile - bortset fra Kumallaasi, der nu skød en pil af,

idet han sagde: "Nu skal I lytte til lyden af denne pil." Da pilen blev skudt af,

sagde den som en gås, og da den var ved at ramme målet, sagde den qaqqaqqaa. De

dræbte dem alle undtagen en lille mand og en lille kvinde i et af teltene.

 

De drog af og tog både ulu'er (kvindeknive) og knive med sig. Da de kom hjem til

deres boplads, viste det sig, at nogle af bopladsfællerne havde løjet over for

dem, de havde ladt tilbage og fortalt, at de, der var taget ud til eqqillit, var på vej hjem. De dræbte dem, der havde løjet. De havde ellers indbudt Assaluut til at besøge dem; men han ville ikke, fordi han var bange for at blive

dræbt. De inviterede ham endnu engang. Så kom han. De gav ham en kniv og en

ulu, fordi han havde fisket ulke til dem, der var blevet hjemme. Han var blevet

færdig med den konebåd, han byggede, og om foråret tog han nordover. Han kom til

sine fætre og blev hos dem.

 

Var.: Adskillige, søg på Kumal*

 

Kommentar: Slutningen er noget uklar. Meningen er at bopladsfællerne håner de tilbageblevne, fordi deres mænd er så længe om at komme tilbage, at man må gå ud fra, at de er døde: De er på vej hjem, siger man foragteligt. Det er næppe Assaluut men ulkepilkeren der inviteres og får en af knivene, fordi han har sørget for de tilbageblevne. I de øvrige versioner har han taget en ægtemands rolle i den tro, at mændene var blevet dræbt af eqqillit, der regnes for nogle af de allerfarligste indlandsånder. Derfor tør ulkepilkeren ikke møde de hjemkomne af angst for deres hævn. Men de er taknemmelige.

Asiak / Asiaq / Manden, der forårsager regn

Print
Dokument id:1361
Registreringsår:1884
Publikationsår:1888
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Hanseeraq (Hansêrak)
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Asiak / Asiaq / Manden, der forrsager regn
Publikationstitel:Sagn og Fortllinger fra Angmagsalik
Tidsskrift:Meddr. Grnland 10(5)
Omfang:side 329, nr. 47
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskr.: Uddrag fra Johannes Hansens / Hansêraqs / Hanseeraqs dagbog, Thalbitzer, W. 1933.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 293.

Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 300 - 301.

 

Resumé:

Asiaq og hans kone lever i himlen af madvarer, som de fisker op fra

folks depoter nede på jorden. Ønsker man regn rejser en åndemaner til

himmels og ber Asiaq lade sin mand tisse i en stump bjørneskind, som

hun ryster ud over jorden.

 

Var.: Asiaq

 

Kommentar: Ifølge andre varianter er det konen der hedder Asiaq.

Asiaq, der hersker over vejret og vindene

Print
Dokument id:1355
Registreringsår:1919
Publikationsår:1921
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Asiaq, der hersker over vejret og vindene
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grnland, I
Tidsskrift:
Omfang:side 99 - 104
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 404, nr. 60.

 

Resumé:

Et ægtepars eneste søn der er opkaldt efter sin afdøde mor- eller farbror

passes af sin blinde bedstemor, afdødes mor, mens moderen er ude i et ærinde. Drengen græder, bedstemoderen ber hans mor komme og tage ham i sin amaat. Nogen kommer ind. For sent opdager mormoderen, at hun har lagt barnet i amaaten på

een, der har hul i ryggen. Det er Asiaq, vejrets og vindenes

herskerinde, der siden tidernes morgen har været på farten efter en

ægtemand og derfor altid har sørget for godt rejsevejr. Med sin mand,

som hun hurtigt får til at vokse sig stor, bosætter hun sig i et hus

inde ved indlandsisen. Derefter blir vejret jævnt hen dårligt.

Mange, mange år senere, da sneen en vinter længe har skjult

åndehullerne og folk sulter, opfordres åndemaneren Ajak (Ajijak ?) til

at skaffe regn hos Asiaq. Han holder en seance, får trommen til at gå

af sig selv (et godt tegn på hans evner), udstyres med tejstevinger og

flyver afsted, efter at man har stukket en finger ind i hans rumpehul

for at lette hans sjæl rejsen. Asiaq hører ingen komme. Ajaks

lattermilde hjælpeånd, en dværg, kigger ind i hendes hus gennem

taghullet og brister i latter, fordi alt i hendes hus er omvendt, også

Asiaqs egne ansigtstræk og hårtoppen, der vender modsat det normale.

Asiaq hører grinet, får travlt med at klappe sin store mand, der har

amuletremme om armene, ned i størrelse til et spædbarn bagest på

briksen. Gæsterne kommer ind, og hun byder dem på mad, som hun fisker

op fra menneskers depoter med en kajakvante bundet til en sæk af

sælluffeskind. Således får dværgen spæksyltede planter, Ajaks

innersuit mattak og hans indlandboere tørret kød, dvs. alle deres

vante mad. Asiaq finder et stykke bjørneskind frem. Der drysser sne

fra det. Nej, ikke det, siger gæsterne. Hun tar et andet, der drypper

af vand. Ja, det skal det være. Hun hæver sig til vejrs og ryster det

to gange, og gæsterne standser hende i at ryste det en tredje gang.

For hver ryst vil det nemlig regne en hel måned. Gæsterne flyver hjem.

Derhjemme sner det stadig. Man tror ikke Ajak. Men snart begynder

det at regne, en sydvest blæser havet frit. Det regner i to måneder,

og fangsten er god.

 

Var.: Asiaq.

 

Tolkning: se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under "Sila"

Atakisakut Atîkadlo / Familien Atakisaq og Atiikaaq

Print
Dokument id:1807
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hfte 413
Fortæller:?
Nedskriver:Jrgensen, Sofie
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Atakisakut Atkadlo / Familien Atakisaq og Atiikaaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:2 sider, nr. 49
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Renskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 424: "Attakisagkut

Attiikkâtdlo", som er taget til hjælp ved uklare punkter i denne

oversættelse (Reskriften er med sproglige rettelser og til vestgrønlandsk af Hendrik Olsen eller ?).

Også oversat af Knud Rasmussen i Inuit fortæller, III, 1981: 157 - 158: Agtakisaq og Agtikaq.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

I Pikiulleq boede der to fangere, der var vældigt gode venner. En

morgen, da de vågnede, blæste der en meget kraftig piteraq / fralandsvind inde fra isen. De snakkede sammen, og den ene sagde: " Hvad med at tage ud i kajak (bare for sjov)." Det ville den anden godt. De ville ro om kap imod vinden og

se, hvem der kunne ro hurtigst.

De tog afsted; og de roede et lille stykke tid imod vinden, så kæntrede Atiikaaq. Atakisaq roede hen til ham. Da var han kommet op af kajakken. Han fik ham op bag på kajakken, og han havde det godt. Han spurgte ham flere gange: " Fryser du ? "

" Nej," svarede han. Så fik de en brådsø over sig. Det forekom

Atakisaq, at kajakken blev lettere. Han kiggede bagud og opdagede, at

han havde tabt ham; og han viste sig ikke mere. Atakisaq kunne ikke

se, hvad vej han skulle ro; men han kunne høre vrælet af et spædbarn,

og det roede han efter. På den måde viste Atiikaaq ham vejen. Han kom

hjem velbeholden. Atakisaq havde mistet sin ejaqqataq (Atakisaq

ijarkatârsisimadluni). Så forstod Atakisaq, at hans ven engang ville

vende tilbage.

Det viste sig, at Atiikaaq, efter at han var død, havde rejst jorden

rundt 'ikiaanarsiordlune' (ikiaq er en tarmskindsanorak, som han formentlig har på BS).

Så ville han tage hjem, da dødsdagen indtraf. En aften, hvor vejret var dejligt, og hvor det var måneskin,

gik to kællinger ud for at forrette deres nødtørft. Midt i det hele så

de en stor skygge. Det gik op for dem, at det var et stort menneske

med 'kuiorarâtilika' synlige seler. De blev så bange, at de rejste sig

op uden at have tørret sig og løb ind i huset. De sagde : " Udenfor så

vi et stort menneske, som fløj. " De var lige kommet ind, da det store

menneske var på vej ind baglæns og satte sig på trinnet op til rummet

med ryggen til. De sagde: " Tag ham!"  Han havde sin 'nûtâkut'

( I renskriften hedder det "kapussiviit", og det er to tværremme på

kajakken foran mandehullet, under hvilke kajakmanden stikker sine åre

ind for at undgå at kæntre.) med "òrkutigiga"(?). En af dem gav hans

"nutâukut" videre til en anden; og denne lagde "nutâukut" ned på et

sted ved siden af sig. (egentlig: i nærheden af sig) Atiikaaq, der sad

med ryggen til holdt den om livet. Da de lagde " nûtakita" på et sted,

der var rent,"ajornâginarpat:?"

 Så gik dette menneske, der sad, ud af huset, " Hê, hî, hvor lagde du

den?" spurgte en. ( Det står der ikke.) Der blev svaret: " Jeg lagde

den på et sted, hvor det var rent. Fordi jeg lagde det på et sted,

hvor det var rent, gik han ud." Så gled (sârdlivor) hans 'nûtaukut' af

sted, så den var lige ved at tage (tigusasaunavdlune). Atikisa blev så

ved med at flyve, fordi han ikke længere havde sin 'nûtâke' at holde

sig til Han kunne ikke længere nå frem til menneskene, kun til

dødsriget 'ârtatine'.

Den tredje dag forsøgte han også at komme ind med linen omkring

ansigtet ( eller: ansigtet dækket med linen). Det viste sig, at han ville

forskrække dem til døde. Han ville hævne sig på dem, og forskrække dem

til døde, fordi de gjorde noget forkert for et par dage siden ved at

jage ham ud. Åndemaneren manede ånder og jog ham ud til dødsriget.

Siden hørte de ikke mere til ham.

 

Var.: ingen i denne bases samlinger. Aloruttaq kommer nærmest. Men der er en del fortællinger om sådanne hjemkomne. Søg på angerlartoq; angerlartussiaq

Ataliarsuk / Aataaliaarsuk

Print
Dokument id:496
Registreringsår:?
Publikationsår:1860
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Motzfeldt, Peter
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Ataliarsuk / Aataaliaarsuk
Publikationstitel:Kaladlit Okalluktualliait / Oqalluktualliait / Grnlandske Folkesagn, II
Tidsskrift:
Omfang:2 sider, nr. 7
Lokalisering:Qaqortoq / Julianehb
Note:

Sideløbende dansk oversættelse hér og i Rink 1866-71, I, nr. 150.

Orig. håndskrift: Rink NKS 2488, III, nr. 254, eksisterer ikke

længere.

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 252: Aataaliarsuk Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 252: Aataaliarsuk.

Resumé:

Aataaliaarsuk kommer altid tomhændet hjem fra fangst. Bopladsfællerne

driller ofte hans tre små børn med, at deres far er på vej hjem med

fangst. De løber henrykte ind til deres mor syngende den gode nyhed i

det barnesprog de magter efter alder.

En dag alle fangerne er kommet hjem fra fangst tager A. hævn. Han

kommer hjem sidst og råber ude fra vandet at et røverskib er på vej,

men at han ikke kan flygte, fordi han ingen konebåd har. Alle

bopladsens familier haster bort i deres konebåde.

Næste dag forhører A. sig på nabopladserne, men hans fæller er flygtet

længere bort. Da tilvender A. sig deres telte og forråd, og den lille

familie lider nu ingen nød. A. føler sig tilfredstillet over den tort

han har lidt.

 

Resumé i Rink 1866-71, I: nr. 150.

Tolkning: Hovedpersonens navn, der i originalen ikke røber vokalernes

længde, har jeg gættet mig til, idet Aataaliaarsuk betyder "den lille

med forrådet af sortsider". Navnet forekommer også i andre fortællinger, der ikke er varianter af denne.

Atdlunguaq

Print
Dokument id:365
Registreringsår:? 18
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2488, III, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Mikiassen, Niels (Nis)
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Atdlunguaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 225h - 231h, nr. 347
Lokalisering:Narsaq: Nuuk / Godthb
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Det fortælles om Allunnguaq, at han var forældreløs og

havde plejeforældre. Plejefaderen plejede at sige til ham:

"Allunnguaq; du skal træne dig stærk; men kun i klipperevner."

Når Allunnguaq var ude at gå en tur, søgte han så

kun efter klipperevner.

 

Allunnguaq voksede op og blev meget stærk og dygtig til fangst. Ingen kunne måle sig med ham. De boede sammen med en stor søskendeflok - mange brødre og kun en søster. Flere dygtige fangere friede til hende. Når en frier greb hende (...for at bortføre hende), tog hun fat i ham, løftede ham op og smed ham hen til

indgangshullet.

 

Hun var så stærk, at ingen mand kunne klare hende. En dag skulle

Allunnguaq ud på fangst. Det var i en periode, hvor han fangede meget.

Ved afrejsen sagde han til sin plejemor; "Vil du i dag sy mig klæder

af lutter hvidt skind?" Hele den dag foretog plejemoderen

sig ikke med andet end at sy klæder af hvide skind. Da Allunnguaq kom

hjem om aftenen tog han sine hvide skindklæder på; og uden først at

have spist noget gik han ud. Han gik direkte hen til brødreflokkens

hus. Da Allunnguaq kom ind i huset, kiggede brødreflokkens søster lige

på ham, men vendte sig hurtigt bort fra ham, fordi hun var så sikker

på at kunne klare denne ret lille mand, eftersom hun havde bevist, at

hun magtede store stærke mænd. Så snart Allunnguaq greb hende, greb

hun også ham og ville løfte ham ved at spænde omkring hans balder; men

hun kunne ikke og opgav. Hun forsøgte endnu en gang, men hun

kunne ikke klare ham. Hun faldt efterhånden til ro, da Allunnguaq tog

hende rigtig til sig. Hun tog ham i øjesyn og opgav helt. Brødrene

rejste sig op; og eftersom de ikke kunne magte søsteren, opgav de alle

som én at gøre noget ved Allunnguaq. Forhåbentlig ville han næppe

finde på at pine hende. Sagen var foreløbig afgjort. Allunnguaq tog

hende med hjem. Hun gjorde ikke modstand, da han tog hende ind. Han

fik hende til kone.

 

En gang ved forårstide tog nogle sydlændinge på vej nordover ophold på

deres boplads. Blandt dem var der en meget stor mand. Allunnguaq havde planer om at bygge sig en konebåd. I den anden ende af rummet havde han en hel

masse skind til afhåring, som skulle bruges til betræk til

konebåden.

 

En aften var der en, der råbte udefra: "Allunnguaq, jeg

skal sige fra din store fælle (aiparsuarpingûk - aappaq, den anden

/ledsager / fælle, CB; (konebytnings)partner ? BS), at han kommer i morgen for at tage din kone." Næste morgen tog Allunnguaq ikke ud på fangst på grund af ham,

der ville komme og tage hans kone. Den morgen satte han sig bare til

at snitte noget til sine redskaber. Han forholdt sig afventende; og en

gang han kiggede ud gennem vinduet, så han manden komme. Allunnguaq,

der var iført klæder af hvidt skind, stillede sig ved indgangen med

ryggen til. Undervejs ind så den store sydlænding Allunnguaq stå ved

indgangen med ryggen til. Han skulle lige til at sagtne farten,

men så tænkte han, at han hellere ville skubbe ham bagfra, så han

ramte briksekanten og blev kvæstet. Derfor satte han farten op, sprang

på Allunnguaq og skubbede ham af alle kræfter. Allunnguaq flyttede

ikke engang sine fødder. Efter dette skub gik Allunnguaq langsomt og

roligt hen til sin plads på briksen. Han havde forstået, at hans kone

nok skulle kunne klare sydlændingen. Ligesom Allunnguaq satte sig, var

sydlændingen på vej hen til hans kone. Allunnguaq kiggede på ham et

øjeblik og vendte sig væk. Sydlændingen greb hans kone, og i

samme øjeblik lagde hun armene omkring ham. Som tidligere nævnt havde

Allunnguaq skind til afhåring i den anden ende af rummet. Denne proces

var i fuld gang, og skindene havde afgivet en hel masse tran.

Allunnguaqs kone tog den store mand under armen og med hen til

skindene. Allunnguaq så til og kunne nok regne ud, at det ville gå slemt

til. Allunnguaqs kone nåede hen til skindene; og med

sydlændingen under armen gravede hun ned mellem dem og lagde

sydlændingen ned, hvorefter hun dækkede ham til og forlod ham. Så så

man skindene begynde at løfte sig. Sydlændingen dukkede frem smurt ind

i tran over det hele. Han, som var så hvid, da han lige var kommet

ind. Han rejste sig op og forsvandt ud af huset.

 

Senere skete det, at

Allunnguaq stod og byggede en konebåd, mens hans lille søn legede i

nærheden og kastede spyd. Så hørte han drengen sige noget med

forandret stemme og så ham flygte. Han drejede om og opdagede en stor

bjørn stå lige ved siden af ham. Der var ikke tid til at flygte bort

med drengen, så han placerede drengen foran sig og vendte sig om.

Bjørnen rejste sig for at slå ham. Han vendte ryggen til bjørnen.

Bjørnen slog Allunnguaq, uden at der skete noget med ham, hvorimod

bjørnen faldt bagover, hvorefter Allunnguaq slap drengen og gik hen

til bjørnen. Han greb bjørnen og slyngede den imod jorden, så de store

hofteskåle blev revet over. Hans kone flåede bjørnen og kogte kødet;

og da kødet var kogt, gik hun ud og råbte ud i det blå: "Jeg skal be'

mændene om at komme og spise kød." Under måltidet sagde Allunnguaqs

kone: "I tror måske, at bjørnen var fanget med redskaber. Det er én, som Allunnguaq har dræbt ved at slynge den mod jorden. Da Allunnguaq i

sin tid friede til mig, strittede jeg imod. End ikke spjætte, kunne

jeg. Hverken mine fødder eller hoved kunne rokkes. Slut.

 

Var.: Allunnguaq. Arons version ligner denne meget.

Allunnguaq er et hyppigt navn på en initiativrig helt i forskellige fortællinger.

 

Kommentar: Det må i anden omgang være sydlændingen, der har helt hvide skindklæder på.

Aterfiumik / Om Aterfiu

Print
Dokument id:498
Registreringsår:?
Publikationsår:1861
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Kristian Renatus
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Aterfiumik / Om Aterfiu
Publikationstitel:Kaladlit Okalluktualliait / Oqalluktualliait / Grnlandske Folkesagn, III
Tidsskrift:
Omfang:side 10 - 16, nr. 2
Lokalisering:Qeqertarsuatsiaat / Fiskensset
Note:

Let forkortet oversættelse: ss. 102 - 106.

Orig. håndskrift Rink NKS 2488, nr. 256 eksisterer ikke længere.

Ret tekstnær oversættelse i Rink 1866 - 71, I, nr. 75.

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 217 - 220: Aterfiu. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 217 - 220: Aterfiumik.

 

Fyldig oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 75.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 59, ss. 333 - 337: Aterfio.

 

Resumé:

To enker bor på to nabopladser med hver sin lille søn. De to

bopladsers mange stærke mænd, der er drengenes slægtninge, lader dem

lide nød, og begge enker opdrager deres sønner, Aterfiu og Sukalasoq

til høflighed mod andre børn, for at de ikke skal få fjender.

Drengene vokser sig store og træner sig stærke uden at blive mordere

som andre stærke mænd. Bopladsfællerne giver dem kajakker, og de fanger

helst langt udenskærs, hvorfra de altid kommer hjem med fangst,

betænker alle faderløse med kød, og lægger endog forråd op til dem.

 

En dag Aterfiu er ude i kajak, sniger Sukalasoq, der bor på den nordlige

boplads, sig ind på ham, men A. når at kæntre og undgår S.s harpun.

A. siger intet hjemme før han næste gang er blevet angrebet af S. A.s

mor advarer ham, men da han tredje gang har undgået S.s harpun, dræber

han S. A. kommer hjem og vil flygte, men moderen overtaler ham til at

blive.

 

Da S.s slægtninge kommer på hævntogt, sætter A. sig med bar overkrop

og ryggen mod havet. Deres pile splintres mod hans ryg.

I den følgende nærkamp overvinder A. alle mændene og dræber alle deres

kvinder og børn. Nu har han ingen potentielle hævnere mere. A., der er

blever gift, opdrager sin søn Akerlik til stærk mand og en dygtig

kajakfanger, der under kajakvending kan holde sig lige så længe under

vandet som en sæl.

 

En dag far og søn er udenskærs, ser Aterfiu tegn til storm. De ror

indefter, stormen kommer, og da en kæmpebølge tårner sig op, dykker de

og ror til under vandet, mens bølgen brydes over dem. Akeralik, der nu

har fået en revne i sin såleskindspels (af remmesælskind), ror i forvejen mod land, så hurtigt som en falk.

 

Sydlændinge hører om den stærke Aterfiu og ankommer for at kappes med

ham. Da de ser den endnu større og stærkere Ateralik, nøler de, men

beslutter sig alligevel for styrkeprøven, der ender med, at alle

sydlændinge med koner og børn bliver dræbt. Far og søn angribes ikke

siden og dør uden at være sårede.

 

Var.: Tuneraq, den vældige kajakroer, omtaler samme strid mellem Aterfiu og Sukalasoq.

 

Tolkning: Sukalasoqs ubegrundede drabsforsøg på Aterfiu har muligvis

kun det kompositoriske sigte at fremhæve Aterfius uovervindelighed:

Først overmander han S., der ellers indtil da er fremstillet som hans

ligemand, dernæst udrydder han alle fjender fra nord (S.s hævnere), og

dernæst hjulpet af sin søn, alle de kappelystne sydlændinge. Dermed er

alle fjender i Aterfius verden dræbt, idet der jo kun bor mennesker i

nord og i syd. Men holdningen er ikke ens til de nærmere nord- og de

fjernere boende sydlændinge, idet der åbenbart skal større styrke (A.

plus hans endnu stærkere søn) til at klare sydlændinge.

Attuagarkut / Timersuarmik

Print
Dokument id:529
Registreringsår:1863
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2488, III, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Mikiassen, Niels (Nis)
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Attuagarkut / Timersuarmik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 216h - 224v, nr. 346
Lokalisering:Narsaq: Nuuk / Godthb
Note:

Fyldig oversættelse i Rink 1866 - 71 (1866-71), I, nr. 117, ss. 316 - 318.

 

Resumé: se nederst.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Noget til læsning / Fortælling om Timersuaq

 

Han boede i Alluitsoq (Lichtenau) og var medlem af den herrnhutiske

menighed. Han giftede sig med en af dem, der var kiffakker hos de

hvide (missionærene). Konen fødte flere børn, men de døde altid.

Manden, der meget gerne ville have børn, spekulerede i den grad, at

han til sidst kunne se det, der var skjult. Han kom til at vide noget

om andre mennesker, som han end ikke havde kunnet forestille sig

(sujuneqanngisani ?). Således fik han kendskab til, at hans lillebrors kone var sin mand utro. Det fortalte han sin lillebror, og lillebroderen pryglede sin kone og sendte hende bort, så hun kunne leve som fjeldgænger (qivittoq).

 

Da hun var gået sin vej, tog Timi ud for

at lede efter hende, for det var jo hans skyld, at hun var gået bort.

Han fandt hende hurtigt; men han kunne ikke få hende til at tage hjem.

Han var nødt til at følge hende. De tog af sted den 5. marts. Da det

blev dårligt vejr, og det begyndte at sne, satte de sig ved siden af

hinanden. De faldt i søvn, og da de vågnede, var de under sneen. De

rejste sig flere gange og rystede sneen af sig; men hver gang satte de

sig ned igen og sov videre. På den måde sov de i fem dage. Den sjette

dag vågnede de og var ikke længere søvnige. De tog af sted. De mødte

et og andet. Blandt andet tornit (indlandskæmper) og fjeldgængere. Så

mødte de to dværge - en gråhåret og en ung. Den gråhårede talte ikke,

men den unge var meget snakkesalig. Han begyndte at fortælle:

 

"I har hørt historien om kæmpen Aqissiaq. Da de havde trukket (hvalen ?) op,

ville han have sin fangstpart, og han løb af sted." Han pegede på det

område, hvor Aqissiaq løb. Mens han endnu fortalte, satte en

snespurv sig oven på en sten lige ud for dem. Dværgen rodede

efter noget i kamikkanten og trak en lille sort genstand frem.

Med den pegede han på snespurven, og den faldt død om. Han vendte sig

om til store Timi og sagde: "Hent den og kig på den." Timi undersøgte

den, men fandt ikke noget sår. Dværgen sagde: "Flå den og

åbn den." Timi kunne stadig ikke se noget særligt, men dværgen sagde:

"Se efter dens hjerte." Det gjorde Timi og opdagede i hjertet et

lille sår - som et stik af en knappenål. Timi tilbød at bytte

dværgens redskab med en bøsse; men dværgen sagde: "Jeg vil nødig af

med det." Det vil sige: "Jeg ville måske give dig det, hvis du ikke

skal tilbage til menigheden. Men du skal jo tilbage; og når du efter

at være vendt tilbage bliver gal, kan du nemt dræbe en med det; jeg

vil ikke gå med dårlig samvittighed af den grund." Så sagde dværgen

igen: "Tag og besøg os."

 

De fulgte efter dværgen og kom til huset,

der var skinnende rent. Timi plejede ellers ikke at genere sig for at

komme ind i hvide folks huse, men her generede han sig. Han kiggede ind i huset, men opgav at gå ind. De vandrede videre tværs over indlandsisen til

Østgrønland. Da de kom ned til kysten, så de to huse - det ene med

fire vinduer og det andet med et vindue. De gik hen til det store. De

undersøgte møddingen og fandt menneskeknogler. I møddingen til det

andet hus fandt de knogler af små sæler. De vidste ikke, hvordan disse

mennesker var - om de sammen spiste mennesker (?). Men de blev urolige

og vendte om over indlandsisen. De kom til et sted, hvor der var land

(nunalinut?). Så blev han søvnig - første gang, efter han (igen?) havde

sovet fem dage og fem nætter (i træk ?).

 

Han faldt i søvn og drømte,

at en rar lille europæisk mand kom hen til ham. I følgeskab med ham

begav han sig på vandring. Mens han gik dér og fulgte efter ham, gik

det op for ham, at de hævede sig op fra land. Undervejs så han nogen,

der sloges. Da de fjernede sig fra dem, så han nogen der vaskede

(irusisut). De gik videre, og han så et menneske, der sad ned. På

venstre side af ham var der en stor sæk / pose , der bulede ud her og

der. Ledsageren vendte sig imod ham og sagde: "Ved du, hvorfor det er

sådan? - og svarede så selv: "Det er fordi, han levede letsindigt,

mens han var på jorden, og det, han stjal, puttede han i sækken. Sådan vil

han vente på verdens undergang. De gik videre. Så fik han øje på en

mand i luften. Han sad på noget, der lignede et bræt, som vippede

voldsomt. Når brættet vippede til den ene side, var han lige ved at

falde af - og det samme, når vippen hældede til den anden side, og han

var meget snavset omkring munden. Den anden vendte sig imod ham og

spurgte: "Kan du klare, hvad dette betyder?" "Nej; svarede Timi;

og den anden fortsatte: "Det er Elias fra omegnen af Alluitsoq. Han

var medhjælper i kirken. Han blev tosset og beskyldte sin lille søn

for noget. Så bed han hans ringefinger af og spiste den, hvorefter han

dræbte drengen og puttede ham ind i en rævefælde. Derfor vil han være

sådan til verdens undergang. Da de gik derfra, kom de til et sted, som

lignede ler, og som bulede ud hist og her. Somme tider så de nogle

hænder stikke frem. Så hørte de nogen sige: "Det var en stor skam, at

jeg opførte mig så skidt, den gang jeg var på jorden." Den anden

vendte sig imod Timi og sagde: "Har du nogen mening om, hvordan dette

skal forstås?" Han svarede: "Nej." Den anden fortsatte: "Det er fordi

de har opført sig meget dårligt, mens de levede på jorden. Sådan

skal de befinde sig lige til jordens undergang." De forlod dem og fik

øje på en stor kløft med en masse mennesker, der tyggede på deres

tunger. Den anden sagde: "De har det sådan, fordi de har opført sig

skidt, mens de levede. De vil pines indtil verdens ende (utydeligt

skrevet CB)." De forlod dem og fik øje på et meget, meget stort hus.

De gik derind og befandt sig i et stort rum. Der var skrevet på

væggene hele vejen rundt. På venstre side var der skrevet med store

bogstaver og på højre side med meget små bogstaver. Ledsageren sagde:

"Har du nogen mening om, hvordan disse skal forstås?" Timi svarede:

"Nej." Så sagde den anden: "De store til venstre handler om de

ugudeliges gerninger. De små handler om de helliges gerninger." Med de

ord, bad han så Timi kigge ind gennem en snæver indgang. Han kiggede

ind og så nogle, der var skinnende hvide og andre, der nok var

hvide men mere grålige, med en anderledes ansigtskulør.

Ledsageren fortsatte: "Dem er der sørget alt for meget over (deres døde)

(aliagivadlâqat). Når du kommer tilbage til menigheden, skal du

sige, at de ikke må være for bedrøvede, for så skader de deres

døde (illanguatik pinerdlukusersortarpait ?)."

Nu var han på vej tilbage til sit legeme. Hans ledsager, en sølle

kone, ville forlade ham; men først tog hun hans puls. Når hun kunne

mærke pulsen på hans hoved, blev hun hos ham. Mens hun endnu

var hos ham, begyndte han at trække vejret. Langt om længe var han ved

at blive vågen. Timi ville gerne hjem, men det modsatte den stakkels

kone sig. Han forsøgte at overtale hende til det, men da hun fortsat

ikke ville, sagde han til hende, at han ville knuse hendes knogler,

hvis hun blev ved med at modsætte sig. Efter denne trussel gik de

hjemad og nåede tilbage d. 29. september. Kvinden gik som sagt

hjemmefra d. 5. marts. Da kvinden endnu engang gik sin vej, opgav Timi

at prøve på at få hende hjem igen.

Resumé af Rinks resumé: Timi ved Lichtenau bliver gift med en af qallunaats tjenestepiger, men da de børn hun får, alle dør som små, blir Timi halvgal, mister sin skygge, ligger i med sin broderkone, der tæves af sin mand og går qivittoq d. 4. marts. Timi følger efter, kan ikke overtale hende til at vende hjem, følges så med hende. Under et langvarigt snevejr sover og vågner de fem gange begravede i sne, og blir så helt årvågne. De møder andre qivittut, indlandsboere og så to bjergtrolde, en gammel, der ikke kan tale, og en ung, der er meddelsom. Han viser dem stedet, hvor Aqissiaq trak hvalen op i fjorden, og hvordan den lille sorte tingest, bjergtrolden har, kan dræbe en snespurv uden at efterlade andet end et nålestik i hjertet. Han vil ikke gi' T. våbnet, det kan blive for farligt, hvis T. blir tosset. Han inviterer dem hjem, hvor der er renere end i de hvides huse. T. går med kvinden over isen til Østgrønland, hvor eet hus har menneskeknogler i møddingen, et andet sælknogler, men af skræk for, at husene måske alligevel har spist mennesker sammen, vender de om og går tilbage, hvor Timi sover i fem døgn, bliver rigtig søvnig og drømmer, at en qallunaaq viser ham forskellige syndere, der afventer dommedag. Nogle slås; een har en pose med noget levende i (tyvegods); en er snavset i ansigtet og svæver på et brædt i luften (blev tosset, bed lillefingeren af sin søn, dræbte ham og puttede ham i en rævefælde); nogle sidder fast i noget ler (har syndet); nogle tygger på deres tunge (ditto); i et hus står onde gerninger skrevet på væggen med store bogstaver og gode med små ("skriften på væggen", BS), og gennem en snæver åbning ("nåleøjet", BS) ses hvide skikkelser. Men nogle er mørke i ansigtet af sorg, fordi deres efterladte græder for meget over dem. Timi vågner op, overtaler kvinden til at følge med hjem d. 29 september, men da hun senere igen går qivittoq, opgiver man hende.

 

Hist.: Historisk kerne: En noget mere prosaisk kortfattet version, dvs. dog kun om noget af baggrunden for Timi og broderkonens udflugt er meddelt af Motzfeldt: Om hexeri, Rink 202 1008.

 

Herrnhutisk påvirkning. De døde syndere pines indtil dommedag (og måske efter), og befinder sig i samme verden som ånderacerne. Bemærk de to overgange på fem dage og angsten for østgrønlændernes kannibalisme (Vestgrl. syn på Østgrl.). Vestgrønlænderes forestilling om østgrønlændere som menneskeædere er af ældre dato og dokumenteret i Egedernes dagbøger.

 

Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.

Audlarniutigadlugo / Aallarniutigallugu

Print
Dokument id:312
Registreringsår:1867
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, VI, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Mikiassen, Niels (Nis)
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Audlarniutigadlugo / Aallarniutigallugu
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 187h - 190v
Lokalisering:Nuuk / Godthb
Note:

Mest sandsynligt er fortælleren Niels Mikiassen identisk med Nis Mikias fra den danske menighed i Nuuk.

 

Oversættelse ved Apollo Lynge:

 

Indledning.

 

Det fortælles, at hedningene lavede tupilakker (tupilak) ved at sammensætte forskellige knogler. De satte knogler fra alle slags sæler sammen med knogler fra alle slags fugle. Så prøvede de at vække dem til live efter at have anbragt dem ved bredden af en elv. Når de blev levende, sagde de navnet på den person, de bar nag til, eller som var deres fjende, og som de gerne ville have dræbt, og de lod dem tage af sted, ikke for at fange, men for at dræbe. På den måde dræbte de ikke-kristne / udøbte deres stakkels medmennesker ved deres slette vaner.

Desuden øvede de sig i at blive åndemanere (åndemaner / angakkoq), så de kunne udøve trolddomskunster. De kunne udøve deres kunster, når et menneske blev sygt, for at det skulle blive rask. Når disse mennesker blev raske, betalte de åndemaneren med forskelligt de kunne skaffe. Sådanne åndemanere udnyttede deres uvaner og løj for deres medmennesker. Nogle af dem sagde, at de havde været et helt andet sted, og andre sagde, at de havde været på andre bopladser. Og andre havde en masse planer. Endvidere var der andre, der øvede deres kunst, når de kom ud for misfangst, ved at sige, at de tog ned til Havets Mor, hvor de fik forskellige ting af hende og stak deres stakkels fæller en masse løgne.

 

Men der fandtes også rigtige åndemanere, der blev hjulpet af Toornaarsuk (her vist i betydningen djævelen, den onde, AL.), da denne havde givet dem magt. Jeg har også selv hørt, hvor man opøvede sig til åndemaner, og hvor vi selv, tre personer, var med til at fremlokke en råben, som vi blev bange for og flygtede fra. Det var et sted i en stor sø.

 

Hist.: Vedr. toornaarsuk se: Sonne, Birgitte: Toornaarsuks forvandlinger. Religionssociologiske Perspektiver. Særnummer af Chaos, 1985: 117 - 136.

Bemærk fortællerens skelnen mellem ægte åndemanere med forbindelse til kristendommens djævel, og de andre, der bare lyver og bedrager.

 

s. 188v

De udøbtes vaner og overholdelse af taburegler / Nalusut ileqqut aamma allernik.

 

Det fortælles, at en mor fastede når hun havde født en dreng. Hun holdt næsten op med at spise, kun en enkelt bid om dagen og dertil drak hun meget lidt vand i en muslingeskal, og familien hentede kun vand, mens de andre endnu sov. For at drengen skulle få det let med fangstdyrene, udstyrede de ham med forskellige amuletter af forskellig ben eller sten, forskellige smågenstande, og da de troede så meget var de så heldige heldigvis at nyde godt af dem.

 

s. 188v: De forsøger også at opklare anngiaq / aama anngiarsiortarput.

 

Hvis en kvinde blev gravid uden for ægteskab og aborterede, når fosteret først lige var bgyndt at vokse i hendes mave, kunne hun fortie dette for sin familie og andre mennesker. Og åndemaneren / angakkoqen begyndte at mane ånder og forsøgte at afsløre det skjulte. Åndemaneren gik hele vejen rundt inde i huset og greb noget som han holdt ind mod sig og spiste noget af, og derefter kastede han resten mod denne kvinde. Genstanden ramte hende lige på issen og viste sig at være en stor klump blod. Denne kvinde blev så nødt til røbe sin hemmelighed om, at hun havde været gravid uden for ægteskab, og det fortælles da også, at kvinden derefter blev meget skamfuld, når hendes hemmelighed var blevet afsløret.

 

Kommentar: En del fortællinger i denne base: søg på anngiaq.

 

s. 188h.

Qilaamaannartut: Dem der brugte qilaneq-metoden.

En der kunne afsløre det skjulte gjorde således: Hans hoved blev bundet ind sammen med en genstand som man kunne bruge som en slags løftestang (en kammiut / støvlestrækker (ifølge andre fortællinger, AL)). Man forsøgte så at få hans hoved til at bevæge sig ved at løfte stangen flere gange. Når personerne så begyndte at kunne "se" skjulte forhold, blev det svært at bevæge hovedet. Så fortalte personen hvor man kunne finde det, som man søgte efter. Og når de så fandt genstanden, beundrede og priste de andre sådanne medier.

 

Kommentar: Kendt diviniationsteknik fra hele eskimoområdet. Om hovedet skal føles tungt eller let for at bekræfte en formodning, veksler fra sted til sted. Men det er usædvanligt at man, som her, udtrykkeligt nævner at metoden er et middel til at "se" det der er skjult for andre (angakkoqens mest karakteristiske evner ifølge alle eskimoer).

 

s. 188h.

Nerfallartuumasut : Dem der altid lægger sig på ryggen (med et dække over og arbejder sig op i trance. Se Kaaralis tegning i Tahlbitzer 1941 (The Ammassalik Eskimo, II, MoG bd. 40:710).

 

Nogle åndemanere / angakkoq / lå på ryggen når de manede ånder, og det fortælles at når de gjorde det kunne de finde ud af og finde frem til mange ting. Nogle ting kunne være taget med til et andet sted, så man ikke længere vidste hvor de var. Liggende på ryggen kunne åndemaneren så se genstandene fra det skjulte. På den måde fik de da nytte af sådanne personer til at opsøge genstande som var blevet væk for en.

 

Kommentar: Metoden brugtes også i Ammassalik-området, fx af Kaakaaq, ID. 1260, ID 1702, og ifølge Holm 1972: 127 af alle angakkut om sommeren (hvor mørkelægning dårligt lod sig gøre)

188h-189v

De brugte også amuletter

Forskellige almindelige ting som sten, ben, træ og bark brugtes som amuletter. Det fortælles også at de desuden brugte deres afdøde bedstemoder som amulet. Nogle havde deres amulet på halskanten af pelsen og fik hjælp af den hvis de mødte en fjende, der ville dræbe dem ude i kajak. Andre brugte amuletterne til at dræbe andre med som de mødte, og som ville øve vold eller det der var værre mod dem, og sådan blev de reddet fra deres (voldsmændenes) greb.

 

189v

Deres åndemanere plejede at gøre følgende:

Det fortælles, at de under åndemaning forsøgte at øge andres dygtighed til forskellige gøremål på forskellige måder: Nogle ville de gøre til bedre fangere ved at lade dem sluge en harpunspids, mens andre trak i dens fangstline. Når en armslængde blev trukket op, placerede de sig med den i en mørk krog og "fødte" den del som de stadig havde i maven, og derefter satte ejeren den på igen. Sådan blev denne mand bagefter i stand til at fange endnu flere sæler. Den åndemaner / angakkoq der plejede at gøre sådan hed Amitsukujooq (den lange, smalle), og det fortælles at han plejede at udføre forskellige kunststykker. Det fortælles også at han siddende på stranden fremsagde sit ijajaa, ijajaa, og på den måde fik de kroge til at vende tilbage som han havde mistet, da de sank.

 

Kommentar: Kunststykket med harpunspidsen forekommer i flere fortællinger, men altid med åndemaneren som den der sluger og "føder" (eller tisser) den (ud) igen.

 

s. 189

Det berettes også at de sang nidviser mod hinanden (ivertut).

De sang nidviser eller (rettere, de) mødtes til festlige sammenkomster. De ankom til en anden boplads enten med konebåd eller, hvis bopladsen lå på samme land som deres eget sted, gående over land. Når de kom frem sang de først nidviser mod dem ude fra bådene (eller uden for huset, ? BS), og først derefter gik de ind til dem i huset. Når de kom ind blev de modtaget meget godt og blev budt på dejlig mad. Først efter det hyggelige samvær gik de udenfor huset eller teltet og, når de havde fået modstanderen til sæde på jorden, tog de fat på sangkampen. Modstanderen lagde ud ledsaget af sin husstand med en sangdans til eget trommeakkompagnement og han sang den nidvise han havde digtet om sin modstander til lejligheden. Den førstes husstand samledes for sig, og det samme gjorde modstanderens husstand. Udfordreren havde opsamlet og sat melodi til sin sang om modstanders uheldige sider og egenskaber, som han havde hørt om og fundet frem til, og når han nu sang, måtte modstanderen vedkende sig sine svagheder. Når de nåede frem til de mindst flatterende sider, og modstanderen nægtede at vedkende sig sine "værste" sider, gik en anden ind i sangkampen og tog det på sig at vedkende sig selv disse sider.

 

Når udfordreren ikke havde flere nidviser, svarede den udfordrede på samme vis ved i sin sang at blotlægge de værste egenskaber hos sin modstander. Sådan, siges det, sang man hinanden på og overfusede hinanden. Mennesker, der således sang nidviser mod hinanden, kaldte man sangkampfæller.

 

Hist.: Stedfortræderen der påtager sig den udfordredes værste sider er en usædvanlig oplysning. Se ellers Inge Kleivan: Song Duels in West Greenland, Folk Vol. 13, 1971, og Jens Rosing: Kimilik, Kbh.: Gyldendal 1970.

 

189v-190v

Hedningenes forskellige slette vaner.

De prøvede sig hele tiden frem med nye metoder, hvad enten de prøvede at få flere dyr i havet eller på land eller at jage dem bort fra land eller hav. Det siges, at dengang den sydlige del af landet var meget rigt på rensdyr, mens den nordlige landsdel var fattig på dem, kunne nordgrønlænderne ikke gøre andet end at lave en lille slæde af træstiverne fra en grav og slæbe den nordover, hvorved  rensdyrene fulgte med og blev trukket nordover, og den sydlige landsdel blev tømt for rensdyr mens den nordlige blev meget rig på dem. Ja, man må undre sig over de forskellige ting hedningene foretog sig.

 

Hist.: Det står ikke ganske klart om grænsen mellem syd og nord er den mellem de to inspektorater (ved Sisimiut), eller en sydligere.

I 1700-tallet havde det sydligste Grønland og ligeså Nuuk-egnen rige bestande af rener. Senere forsvandt renerne totalt fra det sydligste Grønland.

 

Kommentar: Det er interessant at lokal-etniske forskelle bruges som forklaring på ændrede naturforhold.

Det afhænger i høj grad af situationen om dele fra en grav menes at tiltrække eller skræmme vildtet.

 

s. 190v

Også om morderes skikke

Når de havde begået et mord ude i kajak skar de den myrdede i stykker ved leddene og spiste en bid af den myrdedes lever for at den myrdede ikke skulle krybe ind i morderens krop. Når de undervejs hjem fangede en sæl, lagde de den op bag på kajakken med hovedet pegende agterud, og på den måde vidste bopladsfællerne at vedkommende havde begået et mord.

 

Når en kajakmand føst kom hjem efter mørkets frembrud var husfællerne nysgerrige efter at se, hvordan vedkommende ville komme ind i huset. Hvis han kom ind med bagdelen først over tærskelen fra husgangen, drak de af spæklampens brændetran for ikke at blive hjemsøgt af den myrdedes ånd. Så vidste husfællerne at de havde dræbt et menneske.

 

På denne måde dræbte hedningene deres stakkels medmennesker, ligesom dyrene gør det.

 

Kommentar: Ritualerne svarer til beskrivelser i andre kilder fra Vest- og Østgrønland. Om Mikiassen har læst sig til sin viden eller fået den gennem mundtlig overlevering, kan ikke afgøres.

I slutningen af teksten veksles der noget uklart mellem ental og flertal. Men det må være morderne der kommer baglæns ind og sikrer sig med indtagelse af lampe-tran.

 

Den bagvendte manér genkendes også fra østgrønlandske beskrivelser af en "hjemvendt" (fra at have været savnet i kajak i flere dage), en angerlartoq. Se spec. Victor.

Augpilagtok / Aappilattoq

Print
Dokument id:505
Registreringsår:?
Publikationsår:1861
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Kristian
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Augpilagtok / Aappilattoq
Publikationstitel:Kaladlit Okalluktualliait / Oqalluktualliait / Grnlandske Folkesagn, III
Tidsskrift:
Omfang:side 57 - 61, nr. 9
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthb
Note:

Yderst kort dansk resumé s. 112.

Håndskriftet Rink NKS 2488, nr. 263 eksisterer ikke længere.

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 173 - 174: Aappilattoq. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 173 - 174: Aappilattoq.

 

Dansk version sammenstykket af denne plus to andre varianter i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 84.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 68, ss. 366 - 370: Augpilagtok.

 

Resumé:

Sydlændingen Aappilattoq rejser nordpå med sin familie og må

overvintre på det tidligere beboede Ikaarissat syd for Nuuk. Vinteren

bliver hård, A.s rigelige forråd slipper op, og isen lægger sig helt

ind i fjordsystemet, hvor han forgæves vandrer vidt omkring på

isfangst. Han må tilsidst slagte sin lille søns hund, som han æder et

stykke af råt. Han giver sin søn en anden bid af hunden med formaning

om at sulten truer.

 

Næste dag vandrer han ud over havisen mod sydvest og kommer til

Kangeq, hvor der både er beboet og kajakmændene fanger alke, fordi der

er åbent vand på den anden side af øen. Han kaster sig over frosne

alkeindvolde på møddingen, inviteres så indenfor og beværtes med

rigtigt kød til han er ganske forspist.

 

Da isen er gået, flytter A. med familien til Kangeq, hvor han efter

sin gamle skik fanger godt. Hans søn vokser til og får kajak. I

alkesæsonen advarer han sin søn imod kajakmændene, fordi nogle af dem

er irritable, når de jager alke. A. og sønnen kommer fra hinanden

under jagten og pludselig hører dog A. en masse mænd snakke.

De har omringet sønnens lille kajak, men A. får ombragt dem alle ved

sin lemming - amulet, som han varmer op i munden og kaster mod dem. Af

angst for hævn flytter A. med familie nordpå om foråret til Atammat,

hvor sønnen vokser sig stor og dygtig. Han følges gerne med den

midterste bror af en brødreflok, og da denne tre gange har søgt at harpunere

A.s søn, der behændigt kæntrer, dræber sønnen ham. Derefter fanger han

en sæl, som han lægger omvendt på kajakken. A. forstår tegnet, men

ikke brødrene, der får forklaringen af A.s søn: Den ligger omvendt,

fordi den blev dræbt næst efter et menneske, og det var i selvforsvar.

Brødrene græder, inviterer nogen tid senerer A. og søn på mad, og

viser med kropsholdningen deres vrede, men da et stykke af taget

smuldrer ned i fadet med kød, forstår de at A. har usædvanlige evner.

Dem demonstrerer han så yderligere ved at skære sin søns mave op og

hele såret igen. A. har således levet op til sit ry som sydlænding, og

ingen gør dem siden noget ondt.

 

Var.: Aappilattoq; Om Kanginnguaq; Aappilattoq nr. 167 (til dels); Aappilattoq Jaakuaraq; oqalugtuaq Augpilagtuârssuk;

 

Hist.: Rink gør i sin note til fortællingen (1866-77, I) opmærksom på,

at dels er det uhyre sjældent at isen lægger sig i fjordene bag Nuuk,

og dels at de afstande A. tilbagelægger over isen i fjordsystemet

langt overstiger hvad mennesker normalt kan klare.

Auveq umimingmagdlo niuveqatigigsut

Print
Dokument id:1054
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hfte 414
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Auveq umimingmagdlo niuveqatigigsut
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:1 side
Lokalisering:?
Note:

Fortællingen er skrevet i et ubehjælpsomt sprog, som oversætteren har

måttet opgive at tyde.

Âvartarnersumik

Print
Dokument id:2156
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB Dagbger 1, 6(16): Fra den litterre Grnlandsekspedition 1902-04
Fortæller:?
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:vartarnersumik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:4 sider (A6)
Lokalisering:?
Note:

Selvbiografisk opremsning af jagtoplevelser fra 14 års alderen.

Ikke oversat.

Måske egnet til opdatering.

avdla / Anden fortælling om qivittut

Print
Dokument id:829
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hfte 426
Fortæller:?
Nedskriver:Rosing, Christian ?
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:avdla / Anden fortlling om qivittut
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:3 sider
Lokalisering:Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Anden qivittoq - fortælling.

Der var engang en mand, der var gift med en sur kvinde. Hun var altid

gnaven på sin mand. Når hun ordnede hans

kamikker, stak hun synåle i kamikhøet for at gøre det rigtig

smertefuldt for ham at gå. Langt om længe blev manden fornærmet og

tog bort for at leve som qivittoq. Men det varede ikke længe, så

fortrød han det bitterligt, og ville vende tilbage.

Der skete så det, at folk på en anden boplads begyndte at mærke

noget usædvanligt. Det spøgte. En aften sad en kvinde og syede, og da

de andre var gået i seng, ville hun ud for at besørge.

På vej ud hørte hun støj i retning af kogerummet, og

efter lyden at dømme forplantede støjen sig længere ind i gangen. Hun

vendte tilbage ind i huset og fik fat i en fakkel, hvorefter hun gik

ud igen for at finde ud af, hvad det var for noget. Hun fik øje på en

mand med ryggen til. Han havde bukser af sortsideskind, behængt med

istapper, og de så meget uhyggelige ud. Da hun så dette, gik hun

ind igen efter hjælp. Da kvinden kom ind, gav husherren sig

til at skælde hende ud og bebrejde hende, fordi hun vendte tilbage. I

det samme hørte man et vældigt rabalder. Det var manden, der var på

vej ud af husgangen og væltede bøsserne. Da det blev sommer, forsvandt der et dyr (nerssutâtâ, hans (hus)dyr),

der tilhørte manden, som skældte ud. Det var så qivittoq'en, der havde

hævnet sig på manden ved at spærre dyret inde i en klipperevne.

Det fortalte qivittoq'en senere, da han traf nogen. Han fortalte, at

han havde forsøgt at vende tilbage, inden han blev ødelagt; men nu,

var der ikke længere grund til at vende tilbage; han måtte arbejde på

at ødelægge sig selv. Flere gange mistede han bevidstheden af sult og

tørst og af at fryse så voldsomt. Til sidst vænnede han sig til det.

Han var nu i stand til at klare hvad som helst.

 

Hist.: Det lykkedes enkelte qivittut at vende tilbage: se fx. Saalla og andre qivittoq-historier.

Udskælderens dyr må have været tamdyr, får, måske eller geder eller køer, som herrnhuterne i det sydligste Grønland holdt i mindre tal. Fårehold blev først et grønlandsk erhverv fra 1915.

avdla oqalugtuaq

Print
Dokument id:184
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:avdla oqalugtuaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 199 - 200, nr. 80
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke eksisterer længere.

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

 

En fortælling om en rensdyrjæger. (Orig. overskrift: En anden historie).

En mand var ude på rensdyrjagt og gik opad en skråning. Han fik øje på nogle

sælknogler; en loppe sprang forbi ham. Han så også et hvalkranium. Da han gik

videre, hørte han nogen sige: "Kom indenfor." Inde i huset sad der imod

vinduespartiet lutter sorte og imod bagsiden lutter blå mennesker. En af dem ved vinduespartiet ville nu handle: "Vi vil gene købe maver af dem, I fanger,"

(Silaminattaqs maver/ bugskind). "Mener du maver af Silaminattaq?", "Ja, skind

(maver) af dyr."

En af dem inde i huset, en pige ved navn Maagina, lå på briksen og sov med

hovdet imod bagvæggen. En af dem sagde: "Maagina vil som sædvanlig sove." Det viste sig, at hun i søvne syede en lap på rensdyrjægerens kamiksål.

 

Var.: En temmelig uklar fortælling, hvor et rigigt menneske besøger visse dyr, som han aftaler en udveksling med. Se: Den urene kvinde, der besøgte bjørnene i menneskeskikkelse.

avdla oqalugtuaq / Meqqusalik / Meqqusaalik

Print
Dokument id:147
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:avdla oqalugtuaq / Meqqusalik / Meqqusaalik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 100, nr. 38
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af orig. håndskr., renskrift el. afskrift, der ikke

længere eksisterer.

 

Fyldig oversættelse af to sammenstykkede versioner i Rink: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, I, nr. 37 ss. 134 - 137. Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 24, ss. 197 - 202: The Reindeer-hunt of Merkisalik.

 

Oversættelse i resumé ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om Meqqusaalik (opr. uden overskrift).

Meqqusaalik rejste nordpå. Undervejs så han en konebåd sejle ud fra næsset ved

Uummannaq på vej til Akilineq (det nordøstlige Canada, Baffinland). Meqqusaalik slog følgeskab med dem. Da det begyndte at blæse, dykkede de Meqqusaalik ned og roede under vandet. Inden de nåede frem til bestemmelsesstedet, drejede de nordover. I Ikamiut var der mennesker med store maver, der udelukkende levede af suppe. Når de blev mætte, plejede de at sige: "En smule udenom." ("avuunakanneq" har jeg i denne forbindelse svært ved at finde mening ud af - Chr.B.)

 

Var.: Ikke i denne bases fortællinger.

I forskellige fortællinger optræder en Meqqusaalik el. Meqqisaalik som hovedperson, biperson el. et uhyre, der er stærkt behåret som navnet betyder.

 

Var.: til folket uden rumpehul: Nukariit avittut; Uluaa-boen; Den blinde, som fik sit syn igen nr. 8; Hvorledes narhvalen blev til; Tutigaq.

 

Kommentar: Denne fortælling er ligesom de foregående numre i Rink 2488, II, resumeret af CB på et tidspunkt, hvor vi endnu ikke havde valgt at bringe komplette oversættelser, BS. Måske er forløbet klarere i sin fulde ordlyd. Det er øjensynligt en rejsemyte til fjerne egne med underlige mennesker.

Avgup tigussavarqajarnera

Print
Dokument id:1811
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hfte 413
Fortæller:?
Nedskriver:Rosing, Christian
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Avgup tigussavarqajarnera
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:3 sider, nr. 55
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, side 375: "Dengang

åndemaneren Avggo ..."

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Dengang da Aggu / Akku nær var blevet taget.

Aggu fulgte engang en konebåd et stykke på vej nordover. Han ledsagede

dem til Avalineq. Først da han nåede til et bredt sund, forlod han dem

og tog af sted sydover. Han roede sydover i ro og mag uden at ane

uråd. Han var kommet ret langt sydover, da han opdagede, at der kom en

konebåd bagfra; det var noget, han ventede  mindst af alt. Han

sagtnede farten og ventede på den (âsît qasisêrtaugagssat

iluatigalugit - Måske: for det ville jo være rart med følgeskab). Han kiggede på

konebåden og fandt, at der var noget ejendommeligt ved, at de roede

så langsomt. Når de tog et åretag, varede det længe, før det næste

kom. Det gik også op for ham, at konebåden ikke lavede nogen krusning

på havoverfladen. Da han blev klar over, at det drejede sig om en

ikke helt almindelig konebåd, fik han travlt med at ro imod land; og

straks begyndte han at kalde på sine hjælpeånder. Mens han endnu

roede (imod land), kom to kajakmænd hen til ham. Da kajakmændene

opdagede ham, fik de fart på. Han nåede til land, lige

før de indhentede ham. Han skyndte sig at trække sin kajak op på

land, stillede den på tværs, lod sig falde ned bag ved den og lagde

sig ned. Alle hans hjælpeånder kom hen til ham. Konebåden havde en

styrer og tre roere; og midt i konebåden var der en tiggak (en

hansæl) qârarsiúminik isulersimasoq (?), som var skåret over, og som

ikke var gammel (eller: som var frisk).

 

Styreren undersøgte landsiden og trak båden imod stranden ved hjælp af

en bådshage for at gå i land og snuppe ham. Lige da

konebåden skulle til at lægge til, stillede Aggus hjælpeånd Ukuana sig

mellem konebåden og stranden; og straks fik han fat på konebådens

ræling (umiavdlo qulâ) og skubbede båden, så den gled langt ud.

Styreren fik hurtigt fat i bådshagen og ville trække båden imod land;

men hver gang skubbede Ukuana båden ud. Dette gentog sig mange gange,

og det tog lang tid, men Aggus hjælpeånder magtede ikke at få

båden væk. Aggu blev bange, og han kom i tanker om, at han også havde

en hjælpeånd, som hed Pamialaaq, der havde en nápalikitsoq (? en

falk, som hjælpeånd). Han gav sig til at lokke den til sig. Han

måtte vente længe; og han var ved at blive utålmodig, da den viste

sig sydfra fra den anden side af et lille næs. Aggu mente bestemt, at

det måtte være Pamialaaq. Han kunne genkende den ved dens måde at ro

på. Da han nærmede sig, fløj dens falk op fra kajakstolen. Den fløj lige hen

over vandoverfladen. Den så så lille ud, at den lignede en vandrefalk;

men den blev større, efterhånden som den nærmede sig konebåden, og den

blev til sidst ganske stor. Den fløj direkte imod konebåden forfra

for at angribe den. Den fløj op henover konebåden, uden at styreren

opdagede den; og den ramte styreren isuatigut (yderst ?) ganske svagt med

brystbenet, så han var lige ved at falde bagover i vandet. Med nød og næppe kom han på højkant igen. Og dårligt var han oppe, så ramte den ham bagfra; så han søgte tilflugt ned i konebåden (altså: fra den udsatte plads, hvor styreren sad, til midten af konebåden). Under disse forsøg på angreb gjorde styreren sig klar til modangreb. Han var klar til at slå fuglen, da den kom forfra; men idet

fuglen drejede vingerne på langs, ramte han den ikke. Da den kom

bagfra, forsøgte han at slå den bagud, men heller ikke denne gang

ramte han. Han gjorde mange ihærdige forsøg, men forgæves. Så sagde hjælpeånden, der ejede denne falk: "Jeg har ellers stukket ham, fordi jeg var så vred på ham (Aggu); men nu hjælper jeg ham fordi han trænger til hjælp."

 

Det lykkedes ikke styreren at få ram på fuglen; og idet han fik

konebåden fra land, sagde han: "Han er vist ikke noget helt

almindeligt menneske. Nu opgiver jeg." Så tog de af sted; og de roede

så hurtigt, at stævnen af konebåden kom til at ligge dybt i vandet.

Idet konebåden tog af sted, begyndte hjælpeånderne at

qasisertâlerpait (få nok af dem/tage hjem igen).

Men falken fulgte hele tiden konebåden tæt, mens man roede imod

syd. Da konebåden var nået omkring næsset,

hørte man nogen briste i gråd. Efterhånden som

båden kom længere væk, hørte man grådanfaldene tiere og tiere. Til

sidst kom båden så langt væk, at den ikke sås længere; hermed

forsvandt også gråden. Det viste sig, at falken

havde revet konebådens betræk i stykker.

 

Hist.: Aggu der levede ca. 1843 til 1891 var fra Sermiligaaq og Ammassaliks store åndemaner, mens Holms konebådsekspedition overvintrede der i 1884-85.

Der er en fortælling hos Jens Rosing 1963 om en seance, hvor en af Maratsis hjælpeånder er blevet sur og angriber ham: Maratsi bliver stukket af Iikádik / Iikattik. Måske det samme fortaltes om Aggu.

Avigiatsiâmik / Avigiatsiaamik / Forvandlet pige: sælhund

Print
Dokument id:388
Registreringsår:1867
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, V. 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Luutivik (Lûtivik / Ludvig)
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Avigiatsimik / Avigiatsiaamik / Forvandlet pige: slhund
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 1034 - 1036, nr. 210
Lokalisering:Nuuk / Godthb
Note:

Resumé ved Kirsten Thisted:

 

Aviatsiaq

Aviatsiannguaq går ned til havet for at slibe et eller andet. Pludselig lugter han havvandet meget stærkt, besvimer og er blevet en netside, da han kommer til sig selv. Da han bliver træt af at være netside bliver han en hval, og derefter en lille blåside. Mens han er sammen med sortsiderne, får han en god ven. Sammen driller de rigtig sælfangerne. Da Aviatsiannguaq til sidst også bliver træt af at være sortside, tager han hen og lader sig fange af den barnløse kvindes mand. Nu bliver han så genfødt dér, og det går som han ønsker, at han får sit gamle navn igen. Engang mens han er blevet stor nok til selv at gå omkring, kommer hans far hjem og har fanget hans gamle ven. Han græder og græder og åndemaneren / angakkoq'en finder forklaringen.

 

Var.: Navagiaq; "sjælevandring"; "navnevandring"; arnattatoq / Arnattatoq

Avko / Aggu

Print
Dokument id:1312
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:Rosing, Peter
Indsamler:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Titel:Avko / Aggu
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 239 - 244
Lokalisering:Kngmn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, I: 106 - 112; angakkortalissuit, 1990: 105 - 111.

 

Resumé af Jens Rosings oversættelse: Som seks-årig dør Aggu / Akku af næseblod, begraves og begrædes af

sine forældre. A. vågner op under gråden adskilt fra sit døde legeme

der ligger tre stentrin oppe i graven. Efter mange mislykkede forsøg,

fordi han kun kan trække vejret ind, men ikke puste ud, når han

endelig op i sin krop, vågner op, skriger og bliver udfriet af graven.

A. er bestemt til at blive åndmaner og hans far forstår af hændelsen,

at A. vil blive en meget stor åndemaner.

A.s "forløsning" kommer på en af årets korteste dage. Hans kone

Porngartivan ser det, spør om han er blevet afsindig, og A. svarer. at

det blir han nok engang. Man er i færd med at lege blindebuk og A.

farer selv rundt i vildelse som en blind. Han råber massassamo til først den ældste mand, der råber det samme tilbage, så den næste osv. Dette forløsningsritual kaldes akiversaarineq, at svare opildnende. Pludselig sluger Akku så et knastørt lomvieskind og derefter et tørt, tilskåret stykke sålelæder (af remmesæl), en handling der kaldes niilerneq, helslugning.

Alt dette gentager sig tre aftener.

 

Da A. den tredje aften skal holde seance, vil han ikke lade sig binde, fordi han ikke er blevet forløst ved "ueerineq" (blødning fra mundvige og andre bløddele).

Han tilkalder sine ånder ved at slå en smældeskive (makkortaq) i hånden i

stedet for tromme og husets ældste, Kaattuarnaaq står ham bi med råb

og spørgsmål. Hjælpeånderne ankommer, men kommer endnu ikke ind.

Trommen danser for sig selv på gulvet og op på A.s ryg, hvorved han

får sila, alverdens viden. A. gennemfører derefter prøven på store

evner, idet han seks gange presser sit åndedræt ned under gulvet.

Derefter kommer hans amoo / Amuu-skræmmeånd ind, og derefter alle hans

skræmmeånder på skift. Dernæst ånden Ajaqqisaaq, der glæder sig over

at være kommet tilbage til bopladsen, hvor dens tidligere herre, hvis åndeflugter altid foregik i en regn af gnister, boede. Akku får sit åndedræt tilbage og opfordrer enhver vantro tilhører til at beføle Ajaq. , der viser sig at være meget stor. Aggu råber pludselig til en husfælle,

at denne skal trække en fedtring om sin kone, fordi Ajaq. vil dræbe

hende. Ajaq. ærgrer sig, dens herre ser da også alt. Ajaq. fortæller

så sin historie om hvordan den først skiftede fra en mindre lysende til en langt mere strålende herre, men kom for sent til at redde ham, da denne blev dræbt af to kajakmænd. Ajaq. dræbte til gengæld dem, og har

siden efterstræbt alle deres slægtninge. Husfællens kone, der skulle beskyttes med en fedtring omkring sig var en afdem. Dernæst præsenterer Akku alle sine øvrige hjælpeånder på skift:

Ukuana, Pamialaaq, Sukardik, Umarnaq, Unarmi og andre. Han får vejret op igen og er erklæret angakkoq. Seancen gentages (siges det) to gange til.

 

Var.: Bortset fra at Aggu ikke bløder følger hans initiation til den første seance, også kaldet "forløsning" i oversættelse, det ideale forløb i Ammassalik området for initiation til angakkoq / åndemaner.

 

Hist.: Aggu levede fra 1843 (ca.) til 1891. Foruden Ajaqqisaaq har han

sikret sig to af sit store idol, Ajijaks hjælpeånder: Umarnaq og

Unarmi.

 

Tolkning: Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Åndemanerens afbalancering.."; "Relationer mellem rigtige mennesker..."; og eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

 

Bemærk præsentationen af hjælpeånder, hvor tilhørerne tilmed får lov at føle på den ene af dem. Også Ajijak præsenterede sin hjælpeånder under sin første seance, tilmed synligt, omend synet gjorde tilskuerne omtågede. Måske har de der spillede ånder ved sådanne lejligheder båret masker. s. 242 taler de ankommende hjælpeånder åndesprog og bruger bl.a. vendingen narta makinginngami, som J. Rosing oversætter til "før dagens øje (stod op)". Den første glose skal staves naarta (som det også fremgår af originalen, hvor Otto Rosings oversættelse til daglig tale lyder: før dagen står op). naarta betyder ordret "dens mave", et åndeglose for sila, der især bruges om døgnets liminale overgange, tusmørke og daggry. Se Vejledningens eksempel på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

Avko / Aggu / Akku hævner sig

Print
Dokument id:1684
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:Rosing, Peter
Indsamler:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Titel:Avko / Aggu / Akku hvner sig
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 247 - 252
Lokalisering:Kngmn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, Angakortaligssuit, 1957 - 61, I:116 - 122: Avgo akiniartoq; angakkortalissuit, 1990: 114 - 120: Aggu akiniartoq.

 

Resumé:

Fortsættelse af Kaaralis fortæling om Aggu.

   I foråret 1880 mister Aggu den sidste af sine søskende, en

storebror, han var nært knyttet til. Midt under hans sorg kommer folk

fra Sermilik på besøg og udfordrer til sangkamp. Deriblandt

Ilinngivakkeeq, der udfordrer Aggu. A.s fæller mener, at det ikke er

nogen skam, om A. ikke tar imod udfordringen. Men Aggu stiller op,

lader sig håne for sin sorg og sine tab, som I. synger om, og A. må

endog modtage kindbenstød. A., der ikke har haft mulighed for at digte

en modvise, synger blot en afskedsvise. Men om efteråret tar han hævn.

Han kommer uanmeldt til I.s boplads og sangkampen begynder straks. A.

synger om sin sorg og håner folk som I., der hverken græder, har

følelser eller kan føle med andre. I.s bror, Pikkinaq kalder på sine

hjælpeånder, men den ånd, der pludselig svarer ude fra en ø, er A.s

hjælpeånd Ajaqqisaaq. Aggu går straks i trance, hans tarmskindsanorak

blafrer, men han kommer til sig selv igen, og ved slutordet i næste

vers røver Ajaq. og en anden af Aggus hjælpeånder sjælen fra I.s

andenkones to-årige barn. Det sidder i hendes amaat og begynder at

bløde ud af munden.  I. har ingen lyst til at synge mere.  A.

afslutter sin sang, ror derefter ud til øen, snakker med sine

hjælpeånder og er sig selv igen, da han kommer tilbage. Ved afrejsen

forstår han af I.s bror, Kaakkajik, der er den største åndemaner af

brødrene, at ingen vil hævne sig på A.  A. drager bort med fred i

sindet.

 

Hist.: Aggu levede ca. 1843 til 1891. Ilinngivakkeeq / Ilinnguakkii /

Ilinguaki (ca. 1830 - 1893) var en af Naajas sønner. Det samme  var

Kâvkajik / Kaakkajik / Kakasik (ca. 1835 - 1885).

Avko / Aggu / Akku lader sig bortføre

Print
Dokument id:1683
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:Rosing, Peter
Indsamler:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Titel:Avko / Aggu / Akku lader sig bortfre
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 245 - 247
Lokalisering:Kngmn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, Angákortaligssuit, Godhavn: Det grønlandske Forlag, 1957 - 61, I: 112 - 116: Avgo pôrtoq; angakkortalissuit, 1990: 111 - 114: Aggu poortoq.

 

Resumé: Fortsættelse af Kaaralis fortællinger om Aggu.

 

I 1879 - 80 overvintrer Aggu i Nortsiit / Nortiit, og på hans vante boplads,

Kangaartik diskuterer man om A. eller Maratsi er den største

åndemaner. De, der mener M. er den største, karakteriserer A.s

åndemaneri som barneleg.  A. sender bud. Han vil lade sig bortføre af

kæmpebjørnen og kæmpehvalrossen. Jo, man vil gerne komme og se A. lege

som barn.

   Under forberedelser afskærmes hovedbriksen og den østvendte

sidebriks med et rækværk af teltstænger, der beklædes med et med

kighuller gennemstukket skind. A. sætter sig og kalder sine ånder til

hjælp mod alle dem, der ikke tiltror ham større evner. Trommen tar til at

larme. A. beordrer straks lamperne slukket, hvorefter det ryster og

knager i alle stængerne. Pludselig blir alt stille. Efter en tid

fremkalder A. tre øredøvende brag med passende mellemrum. Kæmpebjørnen

ankommer i husindgangen, flænger forhængsskindet og er synlig i

fuldmåneskinnet. Aggu er væk, men slæbes så skrigende ud af bjørnen.

Nogle mænd, der erstatter skindene med nye, får fodsålerne tilsølet i

blod. En siger: "Nu leger Aggu ikke mere som barn." Trommen kaldes

i gang igen af tilskuerne. Hjælpeånden Ajaqqisaaq kommer, standser

lyden, fortæller at Aggu nærmer sig, og man hører stadig Aggus skrig

komme nærmere. Under gulvet lyder nu hans eneste ledsager,

toornaarsuks "ululuu, ululuu". Trommen går atter i gang,

skindtapeterne rasler i lufttrykket, Ajaq. meddeler Akkus ankomst med fryd. Det er lige som dens forrige, fantastiske herre. Så forsvinder Ajaq. og i en regn af gnister kommer Akku flyvende ind og rundt i rummet. Alle lyde forstummer. Aggu kommer til sig selv, spørger om det var ham selv eller kun hans ånde, der rejste.

Han har klaret turen, hans krop er blå af underløbet blod. Kun hans fodsåler er uskadte og han stiger i alles agtelse.

 

Var.: En ganske kort beskrivelse af denne historiske seance findes hos: Holm, Gustav: Ethnologisk Skizze / Skitse af Angmagsalikerne 1888: 133 (Meddr. Grønland X) = 1972: 132 (Konebådsekspeditionen, red. J. Meldgaard) og på engelsk i Holm 1918: 98f.

Med andre hovedpersoner, søg: Naaja puulik; Kaakaaq puulik; Georg puulik og Missuarniannga puulik.

 

Hist.: Akku levede fra ca. 1843 til 1891.

 

Tolkning: Aggu har klaret at blive en "puulik": Se Vejledningens eksempel på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

Avungnalerângarta / Avunnaleraangarta

Print
Dokument id:584
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hfte 426
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Avungnalerngarta / Avunnaleraangarta
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:1 side, nr. 81
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Når vi skulle nordpå / sydpå (?).

Vi plejede at have hende som roer, ingen andre, fordi hun var så god

til at ro. Hver gang hun tog et åretag, flyttede hun til toften

bagved. Når hun, siddende på den forreste tofte, tog et åretag,

flyttede hun til toften bagved. Når hun så tog det næste åretag,

flyttede hun igen til toften bagved, og næste gang til den sidste

tofte. Når hun så tog et åretag fra den sidste tofte, faldt hun ned i

vandet.

 

Kommentar: Måske en leg, der her beskrives.

Azia' / Asiaq

Print
Dokument id:2012
Registreringsår:1935
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Apulu ? (Abudu / Kajammat / Kâjangman / Kaajammat / Kukkujooq)
Nedskriver:Victor, Paul-mile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Azia' / Asiaq
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 389 - 390
Lokalisering:Tineteqilaq ?: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

Naaja's besøg hos Asiaq:

En mand i et hus beklager sig over sin skrigende baby, som han ønsker at andre vil tage sig af. En ung pige kommer og tar barnet med i sin amaat. Hun er hul i ryggen. Det må være Asiaq, regnens gudinde, finder man ud af.

Mange år senere kommer åndemaneren Naaja på besøg hos Asiaq for at få hende til at regne sneen bort, der dækker åndehullerne. Hos hende ser han en gammel mand med skæg, der skriger unngaa som en baby. Det må være barnet hun kidnappede. Selv sænker hun en pose i højre side af sin indgang ned mod jorden og trækker den op fuld af løvetand. Næste gang blir det i højre side og posen er fuld af narhvalkød snuppet fra køddepoter og skindsække på jorden.

Naaja ber hende sende regn. Hun ryster et isbjørneskind til sædet i en kajak en enkelt gang. Anden gang stopper Naaja hende i tide. Den ene gang giver regn i en hel måned.

 

Var.: Asiaq.

 

Hist.: Naaja var åndemaner i Sermilik-området i første halvdel af 1800-tallet. De fleste fortællinger om ham er samlet og udgivet af Otto Sandgreen 1987. Enkelte af Jens Rosing. Søg på Naaja.

Barselskvinden

Print
Dokument id:96
Registreringsår:1823
Publikationsår:1866
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:Kragh, P.
Indsamler:Rink, H.
Titel:Barselskvinden
Publikationstitel:Eskimoiske Eventyr og Sagn, I
Tidsskrift:
Omfang:ss. 123 - 124, nr. 30
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Orig. håndskr. eksisterer ikke længere.

Ældste afskrift af orig. håndskrift: NKS 2488, VI, ss. 84h - 85h.

 

Seminarieelevs afskrift af Peder Kraghs nedskrift eller afskrift: NKS 2488, II, nr. 1, ss. 1 - 4.

 

Engelsk oversættelse: Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 39, pp. 258 - 259: The Child Monster.

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

En kvinde føder et uhyre, der forfølger de rædselsslagne og flygtende beboere. Utysket dræber først sin mor, som den bringer ud med udslået hår, dernæst de øvrige beboere i to omgange. Tre forældreløse, en pige og to yngre drenge, undslipper dog, fordi de har gemt sig i forrådsskuret, som uhyret øjensynligt ikke kan trænge ind i. De flygter ind i landet og søger to gange ophold hos folk, der planlægger at dræbe dem, fordi de tror, at børnene selv har dræbt alle deres fæller. Begge gange undslipper børnene, og anden gang dræber pigen alle beboerne ved at slå sin brors kamik mod deres indgang. De møder en stor mand (kæmpe? el.qivittoq?) med et halvt rensdyr på nakken og følger med til hans hus, der er rigt beklædt med renskind indvendigt. Da de er blevet bespist med renkød siger pigen: Renkød smager dejligt - men hvad bliver det bedre af? - af at blandes med ryper.

Afsted, afsted efter dem! Børnene farer ud, hvor der høres vingeslag, og ind kommer de med mange ryper. Med samme ordveksel fanger de derefter først harer, så serlernat-unger (en fugleart?). Men da de vil i lag med store eller voksne serlernat, bliver den store mand betænkelig. De står ude på næsset og fanger sæler. Dem har han respekt for. De går derud, bliver bange og flygter, men den yngste bror bliver dræbt og ædt. Da nærmer pigen sig og dræber fuglen med sin kamik, skærer bugen op, sorterer sin brors ben ud fra indholdet af sælben, putter dem i en pose på ryggen, og undervejs hjem bliver lillebroderen levende igen.

 

Var.: søg på: anngiaq; se Rasmussen ndf.

 

Kommentar: En fortælling, der er vanskelig at tyde i Steenholdts håndskrift. Rink mener, at det kan være en børnefortælling. Det er muligt, men der findes en østgrønlandsk variant, der ikke specielt virker som en sådan:

Rasmussen 1921-25, I: Aapapaaq, ss. 324 - 328.

Bemærk rygposens genoplivende virkning. Den er en slags pooq, der i åndesproget betyder "moder"

Beretning fra Upernavik

Print
Dokument id:2175
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB 1, 4(10): Dagbger fra den litterre Grnlandsekspedition 1902-04
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Beretning fra Upernavik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:
Lokalisering:Upernavik
Note:

Ikke oversat.

Måske velegnet til opdatering.

Bjørn, "Knivhale" og "Savryg"

Print
Dokument id:1385
Registreringsår:1919
Publikationsår:1921
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Bjrn, "Knivhale" og "Savryg"
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grnland, I
Tidsskrift:
Omfang:side 318 - 322
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Orig. håndskr. KRH 52,2, hæfte 419. Renskrift:  KRH 52,2, hæfte 415.

 

Resumé:

Bror og søster er plejebørn og har det godt. Under et bærtogt bliver

søsteren røvet af en kæmpe med eet ben og eet øje. Den fører hende mod

havet. Drengen sørger dybt, kan ikke glemme sin søster. Under

opvæksten skaffer han sig hjælpeånder og træner sine kræfter.

Udvokset spørger han sin plejemor om, hvilke dyr man bruger som

trækdyr. Man kender ikke til hunde på stedet. Hun svarer "harer". Han

fanger harer, men finder dem ikke udholdende nok. På samme vis går det

med ræve, som plejemor næste gang anbefaler. Tredje gang er det en

bjørn. Den skal trænes til slædekørsel, men viser sig ellers udholdende nok. Den

fjerde er et dyr med knivhale, der lever mellem og af hensmuldrende

sten. Det femte et dyr med en opret sav på ryggen (Savryg), der lever i dybe

revner i indlandsisen. Trækdyrene er aggresive mod hinanden, men efter

nogen tids tilvænning går de fint i spand. Broderen rejser ud over det

tilfrosne hav, langt ud til en ø, hvor søsteren lever som kæmpens

kone. Kæmpen er på fangst. Den sørger godt for sin kone, der ikke

ønsker, at broderen skal slå den ihjel. Hun lader sig dog overtale,

fordi broderen siger, at han vil savne hende for meget, når han kommer

hjem. Kæmpen kommer, ser dyrene, kommer ond i sulet ind i huset, men

bliver venlig, da han hører, at gæsten er hans svoger. Denne inviterer

dem med hjem, skønt kæmpen er utryg ved hans trækdyr. "Dem kan du løbe

fra," siger broderen. Det kan kæmpen da også, men han må lægge sig i

værtsfolkenes hus med hovedet inde i rummet, fordi han er for stor til

at komme ind. På broderens befaling angriber bjørnen kæmpens bagdel.

Det føles som lus. Det klør værre og værre, kæmpen klær sig af, og

Savryg skærer hans mave over, mens Knivhale stikker ham allevegne i

den nøgne krop. Broder og søster forbliver sammen hele livet.

 

Var.: oqaluttuaq utoqqannguanik kangerlummut; Broderen som genfandt sin søster i Akilineq; Anertorsuaq; Hendrik Illoriinnik; Johanneserujuk Akilineq søster; Manden, som for over til landet på den anden side. Fortælling om Ungilattaqi;

 

Hist.: Jernet er ikke traditionelt, og man har muligvis hørt om drager

eller øgler, som sydgrønlænderne kan have set billeder af.

Bjørnene i menneskeham

Print
Dokument id:1603
Registreringsår:1902
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Silas
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Bjrnene i menneskeham
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grnland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 196 - 198
Lokalisering:Ilimanaq / Claushavn: Ilulissat / Jakobshavn
Note:

Orig. håndskrift: KRKB, nr. 3: Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04. Renskrift: NKS 3536, IV, 4', læg 9.

Grl.titel: Oqalugtuaq ilagssamik.

 

Resumé:

Ilassaq får lyst til at gifte sig med sin datter, der må føje ham, men

snart ser sit snit til at gå qivittoq. I lang tid lever hun kun af

bær, men en dag lister hun sig ind på en trygt gumlende rentyr og

kaster sig over den. Den styrter sig afsted med hende, mens hun får

skåret dens halspulsåre over. Hun fanger mange rener på denne vis og

får både varme skind og for en tid rigeligt med kød. En dag kommer to

mænd forbi og efterlader en halv sæl. Det er bjørne i

menneskeskikkelse, der har fået ondt af hende. Det sker flere gange.

En dag dukker hendes far op. Hun må med ham hjem, men lokker ham

senere på en tur ind i indlandet, hvor de kommer ind i et hus med en

ung søn og et gammelt ægtepar. I. har engang dræbt deres søn med en

pil. De er bjørne i menneskeskikkelse, og det gamle ægtepar dræber I.,

da han og datteren går derfra. Men sønnen har råbt til datteren:

"Dejlige kvinde, løb til side!" og da hun gør det, lades hun i fred og

går hjem.

 

Var.: Den urene kvinde, der besøgte bjørnene i menneskeskikkelse; Kvinden, som besøgte bjørnene i menneskeham; Om et besøg hos bjørne i menneskeskikkelse; Plejaderne; Bjørnene, der fangede hvidhvaler ved en våge;

 

Incest mellem far og datter er et sjældent tema. Men et hyppigt tema er forladte kvinder der klarer sig og får rigelig fangst ved dyrs eller ånders hjælp:

Den forladte kvinde med plejedatter. En fortælling (om en haj der forsørgede forældreløse); De, der havde fangstplads på den anden side af briksen; Hajfisken som forsørger; Two deserted ones get meat from guests; Kunuanannguaq; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn. Moder og datter, der drev fangst med en slibesten og...; En fortælling om enlige kvinder; De forladte børn, Kragh nr. 64;

De dødes land i himlen

Print
Dokument id:1818
Registreringsår:1919
Publikationsår:1921
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:De ddes land i himlen
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grnland, I
Tidsskrift:
Omfang:side 72 - 77
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Orig. håndskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 418. Nedskrevet af

Knud Rasmussen i notater på dansk.

 

Resumé:

Den berømte åndemaner, Aggu / Akku, har været de fleste steder på

åndeflugt, men endnu ikke i himlen, hvor han agter sig op under en

seance. Han ifører sig strømper, trommer, indtil

trommen går af sig selv, og tilkalder sine mange ånder, der taler med

forskellige stemmer. Samlet rejser de afsted men efterlader den gamle

Titigaq, en hjælpeånd, der er blevet lam i hofterne og har fået vredet

sin mund af led, engang han fløj for hurtigt mod luftpresset. Han

taler nu og da og sørger for, at intet ondt tilstøder tilhørerne, mens

åndemanereren er væk.

  Aggu med følge flyver ud til horisonten og kæmper sig med stort

besvær op ad tre høje trin, der flyder med blodet fra de døde. De skal

af med deres safter, dvs. al deres ondskab. Det tar et år og de må

kravle under et stort skind. Aggu modtages af sin far, der bedrøves

over, at hans kone og Aggu's lillebror blev kastet i havet (til det

nedre dødsrige), da de døde. Straks bryder dog faderen ud i sang og

forklarer den undrende Aggu, at man ikke tynges af sorg i himlen og

synger meget.

Han møder derefter sin lillesøster, som faderen i sin tid dræbte af

medlidenhed, fordi hun var født med sælører. Hun har i alle årene

samlet mange bær til Aggu nede på jorden. Aggu's far viser ham

skindet, som de døde kravler hen under som orme for at komme af med

deres safter. Kun de, der dør som børn, kommer hurtigt igennem. Aggu

tvivler på om faderen er rigtig død. Faderen lader ham tage sig om

håndleddet. A. mærker knoglerne, der forsvinder og klemmer så hårdt til

at faderen beder ham holde op, hvis han ikke skal dø igen.

Himmelboerne lever kun af bær og ravne. Her er ingen sæler. Men

ravnene, der smager godt, er lette og morsomme at fange. Nogle drenge

fanger dog ørreder i en elv, bortset fra de drenge, der ikke har fået

deres fangstgrej med i graven. A.s arvede hjælpeånd, Ajaqqisaaq, der

fra mange tidligere ture er velkendt med himlen viser rundt. A.

erfarer dernæst, at drikkevandet er iskoldt og dejligt. Og

himmelboerne fordriver tiden med lystige sangfester og sangkampe.

Blandt de syngende ser han en del folk fra fremmede lande i klæder,

han aldrig har set. Faderen sender ham afsted, inden det blir lyst, og

A. møder ingen vanskelige overgange på vejen hjem. Han fortæller sine

fæller om himlen.

 

Hist.: Aggu der levede ca. 1843 til 1891 og var endnu aktiv åndemaner mens Holm var i Ammassalik. Ifølge Rasmussens

notat i håndskriften skulle Aggu være Kaarali Andreassens far. Det var

han ikke. Han var Kaaralis fars onkel. Søg på Missuarniannga.

For en tolkning af kristen påvirkning og Aggu's evner se GTV: (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere), Sonne 2000; og eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

 

Rasmussens indledning til den trykte tekst antyder at Aggu tog på åndeflugt til himlen. Men det står ikke i nedskriften, og ingen af teksterne om Aggu tyder på, at han kunne flyve. Derimod mestrede han den såkaldte glideflugt hen over havets overflade. Den vej kunne han komme ud til horisonten og op ad de besværlige trin til himlen.

De dødes land i underverdenen

Print
Dokument id:1324
Registreringsår:1919
Publikationsår:1921
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:De ddes land i underverdenen
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grnland, I
Tidsskrift:
Omfang:side 78 - 81
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Orig. håndskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 418. Nedskrevet af

Knud Rasmussen på dansk.

 

Resumé: Aggu / Akku vil en tur ned til dødsriget under havet og får sig syet

sig skindstrømper og en tarmskindsanorak til rejsen. Hans arvede hjælpeånd,

Ajaqqisaaq, vil først ikke med, fordi A. aldrig kan komme helt ud til

Havkvinden / havets moder / sødyrenes mor, hvis han først besøger de døde.

 

Aggu overtaler sin hjælpeånd, Ajaqqisaaq, til at være med i følget af hjælpeånder. De går langs havbunden, hvor A. føler at han blir gennemblødt af finregn. De må ned af flere glatte skråninger frem til elven med tre spidse, glatte overgangssten, der

danner grænsen til underverdenens land. Aggu nøler, men sætter endelig

over som den sidste, da han ellers aldrig siden vil kunne overskride denne

grænse. Det fortæller Aj. Vejen fører videre op ad en stejl skrænt, der er

glat af de dødes safter, når de med besvær maser sig op mod dødsriget.

Her møder A. en afdød åndemaner med kun et øje (Karrak, Karraq / Uitsaleqanngitseq BS), der også

bebrejder A. at han ikke først er taget til Havkvinden og nu har sat

sin grænse ved dødsriget. A. undrer sig over en kajak på tværs over en

sortside. Men denne sæl har kæntret og druknet kajakmanden, fortæller

man. En anden sæl øver de nyankomne døde sig på at fange. Den lever op

igen hver gang den er dræbt.

   En masse døde er ved at gå i forrådnelse, fordi deres efterladte

sørger for meget over dem. A. hører pustene fra alle slags sødyr ude i

de dødes hav, men kan ikke se dem, fordi han endnu ikke er død. Da A.

skal hjem inden daggry bliver han spurgt om, hvor han helst vil være, i

himlens sletteland eller i kystlandet under vandet. Han afprøver så

drikkevandet. Det er lunkent. Himlens iskolde vand er bedre. Men

bliver han bisat i havstokken, vil han frit kunne skifte mellem de to

steder efter sin død. Han møder ingen vanskelige overgange på

hjemvejen, og fortæller sine fæller om sine oplevelser.

 

Hist.: Aggu, der levede fra 1843 (ca.) til 1891, var endnu aktiv åndemaner mens Holm var i Ammassalik.

Kommentar: Søg Rejsen til havkvinden, der er talrige varianter.  

For en fortolkning af kristen påvirkning og Aggu's evner se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under "Dødsriger"; eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor; Sonne: Heaven Negotiated...", i Études/Inuit/Studies 2000, hvor det søges påvist, at grønlænderne før kristendommen havde temmelig vage forestillinger om dødsrigerne, især det himmelske, fordi de mest så hen til efter døden at blive opkaldt, dvs. genfødt.

De forladte børn

Print
Dokument id:166
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:De forladte brn
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 176 - 177, nr. 64
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af orig. håndskr., renskrift el. afskrift, der ikke længere eksisterer.

 

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 44, ss. 151 - 153 har Rink holdt sig til Kreutzmanns variant og tilføjet afvigelser herfra i denne plus to andre versioner (hvoraf en af Amos Daniel, der ikke har kunnet identificeres). Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 29, ss. 221 - 224: The Orphans.

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

 

To små forældreløse (opr. uden overskrift).

Da beboerne på en boplads tog af sted efterlod de to forældreløse - en dreng og en pige - på stedet, idet de syntes, at det var for stor en belastning at have de to på kost. De to forældreløse indrettede sig i et hjørne i huset. Deres indretning lignede nærmest det, der bliver lavet af en hund, der skal føde. Som forråd samlede de noget blæretang, som de lagde i forrådskammeret.

 

Da de to forældreløse kun havde ganske lidt spæk tilbage, skete det, at

storesøsteren hørte det støje uden for om natten. Hun vækkede sin lillebror, der

kom ud for at se, hvad der foregik derude. Han fandt en død rype oven på

husgangen. Da rypen var spist, hørte storesøsteren igen støj udenfor. Denne gang

var det en edderfugl, der var blevet lagt ovenpå husgangen. Støjen gentog sig med

mellemrum, og der var gevinst hver gang - en netside, en sortside, en remmesæl og

til sidst en hvidhval.

 

Om foråret kom de tidligere beboere tilbage, og de blev meget overrasket over at se, at de to forældreløse fortsat var i live. De spurgte, hvordan de havde båret sig ad med at få noget at spise. De fortalte, at de udelukkende levede af blæretang.

Det troede de ikke på og begyndte at undersøge forrådskammeret. De rodede nede i

bunken af blæretang, men fandt ikke andet. Hvis de havde gravet lidt

længere ned, havde de fundet mattak fra hvidhvalen. De tog af sted igen.

 

Var. Kragh nr. 61. Kreutzmann 1997 195 198. En uidentificerbar version af Amos Daniel.

Episoderne med fangstgaver "udefra" eller fangst i huset er iøvrigt meget udbredte og findes både som selvstændige fortællinger om børn og kvinder, der efterlades uden forsørger, og dele af andre fortællinger:

En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn; Nakataamilaarpara. Den forladte kvinde med plejedatter. En fortælling (om en haj der forsørgede forældreløse); De, der havde fangstplads på den anden side af briksen; Hajfisken som forsørger; Two deserted ones get meat from guests; Kunuanannguaq; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn. Moder og datter, der drev fangst med en slibesten og...; En fortælling om enlige kvinder; De forladte børn, Kragh nr. 64;

De første mennesker

Print
Dokument id:960
Registreringsår:1919
Publikationsår:1921
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:De frste mennesker
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grnland, I
Tidsskrift:
Omfang:side 71 - 72
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Håndskrift: KRH kasse 52 nr. 2, hæfte 405.

Engelsk udgave: H. Ostermann: Meddr. Grønland, bd. 109, nr. 1, 1938, s. 72 - 73. Se også denne.

 

Resumé: I urtiden lever mennesker et udødeligt liv i himlen. En mand styrter ned og avler en datter med jorden. Han gifter sig med datteren og deres børn bliver mange. Ved et stort jordskælv, der slår revner i jorden, styrter mange mennesker ned og lever videre under jorden som innersuit, ildfolkene. Mennesker, der forstår sig på det skjulte, kan komme ned til dem gennem havstokken. De lever i et stort land ligesom mennesker i huse, fanger på havet, men mangler næse. Almindelige mennesker glemmer let at komme hjem igen, hvis de kommer til ildfolket. Åndemanere har dem som hjælpeånder, der beskytter dem på havet i storm og giver dem fangst.

       Alle ammassalikerne stammer fra nogle få familier, der reddede sig op på et stort, fladt bjerg, Qerrorsuit, da en stormflod overskyllede landet. Engang vil stormfloden komme igen. Og engang vil alt ferskvand udtørre. Mange mennesker kommer efter døden til himlen, hvor de fremkalder nordlys, når de spiller bold.

 

Hist. Rasmussen har næppe selv indsamlet alle disse udsagn, som han har bl.a. har taget fra sine notater til Religiøse forestillinger i Østgrønland. Hans andre kilder er formentlig Chr. Rosings Tunuamiut, som han læste i Tasiilaq / Ammassalik, Hans Egedes Perlustration og Gustav Holms Ethnologiske Skizze fra Konebådsekspeditionen (1972).

De gamle ægtefolk

Print
Dokument id:156
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Steenholdt, L. N.
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:De gamle gtefolk
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 145 - 147, nr. 47
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Oversætteren har ikke været i stand til at læse denne afskrift af et orig.

håndskrift, der ikke har kunnet identificeres i NKS 2488, VI, hvor en del af originalerne fra Kraghs samling findes.

De hvide mænd, der blev dræbt på den glatte is

Print
Dokument id:402
Registreringsår:
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:De hvide mnd, der blev drbt p den glatte is
Publikationstitel:Inuit fortller. Grnlandske sagn og myter, I
Tidsskrift:
Omfang:side 103 - 105
Lokalisering:Qaqortoq / Julianehb
Note:

Det har ikke været muligt at identificere fortællingen i håndskrifterne.

 

Resumé:

 

En sydgrønlænder har netop fanget to hvidhvaler om efteråret, hvor

isen har lagt sig i en bred bræmme langs kysten. To piger, der skal

hente vand efter måltidet, ser spejlbilledet af rødmossede fremmede

(nordboere) på vandsøens is. De løber hjem med nyheden. Manden synger

over sin kone og nyfødte barn og får hende væk gennem vinduet, men

hans mor er såret dødeligt af de fremmede, inden han får hende ud. En

del andre indvånere har selv reddet sig i skjul. De fremmede morer sig

med at trække den døde mor rundt ved hårtoppen, og sønnen, der blir

rasende, beordrer to unge piger at løbe over isen ud mod iskanten. De

fremmede sætter efter dem, men glider og falder ustandseligt, og

manden dræber dem en for en med to lanser, inden pigerne er nået ud

til iskanten. Efter den episode lærer europæerne sig at lave skøjter.

 

Var.: Qavdlunaitsanik; en version: Sagnet om Qavdlunâtsiait (med en "Moses-fortælling" om en hvid dreng i tilgift) er også nået Thule-området. Måske med Hans Hendrik?

 

Hist.: De hvide fremmede plejer at være nordboere.

Om den usikre historiske baggrund for nordbofortællingerne se

Inge Kleivan 1982, og Thisted 2001: on Narrative Explanations. Scandianvian Studies vol 73(3): 253-295, der også refererer Jette Arneborgs undersøgelser..

De to piger

Print
Dokument id:157
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:De to piger
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 147 - 148, nr. 48
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af orig. håndskr., renskrift el. afskrift, der ikke

længere eksisterer.

 

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 11 ss. 75 har Rink sammenstykket 2 varianter, denne plus en fra Labrador (ikke registeret i denne base). Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 8, ss. 126 - 128: A Tale about two Girls.)

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

To piger, der legede (Orig. uden overskrift).

En stor måge fløj hen over to piger, der legede. Den ene af pigerne sagde: "Den store måge er min mand." Den anden pige sagde: "Du kan vel nok sagtens." I det samme dukkede der en stor hval op lige ud for dem. Den pige, der ikke havde fået en mand, sagde: "Det er min mand." Sådan gik det til, at den store måge bortførte den ene af pigerne, og at den store hval dykkede ned i havet med den anden pige efter at have stoppet alle åbningerne til.

 

Den store måge satte pigen af på en afsats på et stejlt fjeld. Hvalen førte den

anden pige ud til en ø.

 

Pigen, der fik den store måge til mand, samlede sener, der var på vingerne af de

fugle, den store måge fangede, bandt dem sammen og flettede dem. Mens den

store måge var væk, firede hun senefletningen ned og konstaterede, at den nåede

helt ned til vandet. En dag så hun en kajakmand neden for afsatsen. Hun bad ham

sige til dem derhjemme, at de skulle hente hende. Det gjorde de, mens hendes

mand var ude at jage. Da den store måge kom hjem og opdagede, at pigen ikke var

der, fløj den til bopladsen og dalede ned hen over huset, hvor pigen boede. Den

blev ramt af en pil og blev dræbt.

 

Pigen, der blev gift med hvalen, så engang en kajakmand og bad ham sige til dem

derhjemme, at de skulle bygge en hurtiggående konebåd og hente hende. Hvalen

plejede at binde en line til hende, og den plejede at rykke i den, når den kom

hjem. Pigen bestilte ikke andet end at lyske hvalen. En dag blev pigen hentet,

mens hvalen var ude. Hvalen kom hjem og rykkede i linen, som den plejede; men

da der ikke blev reageret, gav den sig til at forfølge konebåden. Da hvalen var

kommet ganske tæt ved konebåden, trak pigen sin yderpels af og smed den ud til

hvalen, der gav sig til at bakse med den, og på den måde fik konebåden et

forspring. Næste gang hvalen nærmede sig, kastede pigen sin inderpels ud; og

næste gang igen kastede hun sine bukser ud. Konebåden og hvalen nåede stranden

samtidig. Den store hval løb op på stranden og blev til en sten.

 

Var.: Pigerne der blev gift med ... (det ene dyr er altid en hval, mens fuglen kan være ørn, el. måge, el. falk, og undertiden er der tre piger. Den sidste blir da gift med en dødning.

 

Hist.: Fælles østeskimoisk myte

De to små forældreløse, der reddede deres bopladsfæller

Print
Dokument id:1649
Registreringsår:?
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Ludvig
Nedskriver:Rasmussen, Knud?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:De to sm forldrelse, der reddede deres bopladsfller
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grnland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 183 - 193
Lokalisering:Ilimanaq / Claushavn: Ilulissat / Jakobshavn
Note:

Håndskrift har ikke kunnet identificeres.

 

Resumé:

Sted: Bopladsen ved Narsaq i Diskobugten. Storesøster og lillebror er

forældreløse i et stort, tæt beboet hus, hvor kun én fanger under

dem lidt mad. En vinter under hungersnød forsøger bopladsens to

største åndemanere i samarbejde at skaffe fangst uden held. Pigen

håner dem og befaler lamperne tændt. Man skælder hende ud og tæver

hende. Hun græder og ber om et helt kajakskind, der skal bredes ud på

gulvet. Med storetåen i et af tværremshullerne på skindet snurrer hun

rundt, borer sig ned i jorden, kommer snurrende op ved stranden og

forsvinder ned i revnen med åbent vand ved stranden. Lillebror følger

hende på samme vis. Ad havbunden drager de langt, langt nordpå, må

springe over "havets navle", en malstrøm med tre store isstykker,

der nu og da glider fra hinanden. De må balancere på en vej tynd som

en knivsæg over en skummende elv ind gennem husgangen til den vrede

Havkvinde / havets moder / Sassuma Arnaa. De renser hendes hår for jord

og smuds, og hendes mund,

næse og øjne for tøjstumper. Til tak flytter hun sin lampe, og fra

lampeskålen strømmer sødyrene ud i elven. Storesøster trækker hår ud

af ryggen på de to første. På tilbagevejen er der ingen hindringer og

de snurrer gennem jorden ind under og op i huset, hvor de med besked fra havkvinden / havets moder

forbyder folk at fange mere end én sæl hver de første fem dage. Om natten river

en storm isen op, og havet ligger blankt næste dag. Alle overholder

fangsttabuet og pigen får skindet af de to sæler, som hun har fjernet

hår fra, til bukseskind.

   Bopladsen inviteres til åndemaner-konkurrence nord for Uummannaq,

hvor den generte lillebror, der er en klodset trommesanger, brillierer

overfor den lokale åndemaner. Denne blir ikke blot ynkeligt til grin,

da han ligesom drengen vil omskabe sig til en ren og blot kommer

kravlende på alle fire. Han er også på nippet til at drukne, da han i

den sidste styrkeprøve vil gøre drengen den kunst efter at glide på

vandet. Morale: Man skal aldrig ringeagte de små.

 

Var.: ID 467. Rejsen til havkvinden. Havets mor. Qujaavaarsuk. Nivikkaa. Isigaalaarsuk. Tuttus kone Ikarlitsuarsuk; Miteq. Søg også på Havkvinden / havkvinden, Havets herskerinde, Sødyrenes moder / mor.

 

Hist.: Konkurrencer mellem angakkut / åndemanere er sikkert ofte foregået, måske som her via en invitation, eller ved sommerens aasiviit. Det har formentlig drejet sig om at kappes på imponerende tricks som hér, mindre måske om helbredelser o.l.

 

Kommentar: Vedr. åndemaneres evner søg på: glideflugt (der ofte forekommer i forbindelse med rejsen til Havkvinden).

De to søstre, der kunne løbe, så håret stod ud fra deres hoveder som flammer fra et bål

Print
Dokument id:1373
Registreringsår:1919
Publikationsår:1921
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:De to sstre, der kunne lbe, s hret stod ud fra deres hoveder som flammer fra et bl
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grnland, I
Tidsskrift:
Omfang:side 310 - 312
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Orig. håndskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 413, nr. 40:

Oqaluvtovaq qingmeq pikivalik.

Resume:

De to søstre holder meget af at løbe ind over land, så håret står dem

som flammer ud fra hovedet. Ofte river de små sandurter, Nujaasat ("de

ligner hår") op og vasker deres fine net af rodtrævler i søen. Af dem

laver de sig flettede hårtoppe. En hund med hårtop dukker op og løber

hele tiden foran dem ind i et hus, hvor den lægger sig i husgangen og

spærrer den. Den ældste søster synger den i dyb søvn og slipper over

den, og da lillesøster ved et uheld træder på dens øre, ler den kun.

De flygter mod kysten, anråber en konebåd, der netop er lagt fra land

og springer ud i den. Hunden standser ved den forladte teltplads og

ifører sig alle mulige lattervækkende kvindeklæder. Man slår sig ned

på en ø, pigerne fortsætter deres leg med rodtrævler, og tiltrækker

denne gang en kæmpeorm, der lægger sig over de flygtende i konebåden.

De kæntre alle og drukner.

 

Tolkning: Det fremgår ikke klart af denne variant, om hunden er

androgyn. Men både den og kæmpeormen, der er associeret til død, tiltrækkes øjensynligt af pigernes ild- og rodhår. Deres leg er

formentlig yderligere "omvendt" og farlig, fordi de leger voksne

kvinder med hårtop af plantens stationære  "ben". En voksen kvinde er i forestillingsverdenen associeret til stillesidning, ikke til løb.

De to ungkarle og pigerne

Print
Dokument id:137
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:De to ungkarle og pigerne
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 72, nr. 29
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af en formentlig renskrift: NKS 2488, VI: 136v.

Orig. håndskr. eksisterer ikke længere.

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

En fortælling om en ungkarl og en gammel pebersvend (orig. uden overskrift).

Der var engang en stor ungkarl og en gammel pebersvend, som var gode venner

og roede i kajak sammen. En dag, de var ude i kajak, så de på den anden side af

et næs to huse - det øverste et langt hus og det nederste et kort hus. Da de gik i land, blev de modtaget af beboeren af det korte hus, der beværtede dem.

Bagefter gik de op til det lange hus, som viste sig at være beboet af lutter kvinder. Da de havde været der et stykke tid, trak alle pigerne bukserne

ned og angreb de to mænd. De væltede dem ned på gulvet og begyndte at glide

henover dem på den bare ende. Det lykkedes den store ungkarl at befri sig for

deres greb og skubbe dem væk fra sig. Da så han, at den gamle pebersvend var ved

at kvæles af pigerne, der skiftevis gled henover hans næse. Han trak ham udenfor

og rensede ham for alt det skidt, som pigerne havde påført ham. Han rettede sig

efterhånden. De gik ned til deres kajakker og vendte tilbage bevæbnet med lan-

ser. De gik ind i huset, men der var ikke et eneste menneske at se. Så opdagede

de, at en af gulvets stenfliser var løs i den ene ende. Det viste sig, at

pigerne havde skjulested under gulvet. De dræbte dem alle sammen med deres

lanser. Det blev pebersvendens sidste kajaktur på disse kanter.

Den bomstærke Atsivaq

Print
Dokument id:2309
Registreringsår:1961
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Den bomstrke Atsivaq
Publikationstitel:Hvis vi vgner til havblik
Tidsskrift:
Omfang:side 20 - 22
Lokalisering:Sermiligaaq: Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Resumé:

 

Nappartukus kone, Atsivaq, født ca. 1805, død ca. 1880, formoder til en stor slægt i Sermiligaaq var berømt for sine fysiske styrke. Selv i sin høje alder kunne hun imponere unge pralende mænd ved at løfte en hel uflænset grønlandssæl op over hovedet. Tre unge mænd søgte senere at prøve kræfter med hende. De trak krog. Men trods sin høje alder overmandede hun dem alle tre efter tur. Når hun havde trukket en til sig, holdt hun hans hoved fast mellem lårene og næsen op i sit skridt. Henrykt latter.

 

Hist.: Historisk fortælling. Hun optræder senere som frelsende hjælpeånd for Ajijak, en efterkommer i slægten, da han er ved at dø under de boldspillende himmelånder (nordlyset) spillen stokke bold med ham. Søg: Ajijak.

Se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9.

Den enlige mand ved Ilulissat

Print
Dokument id:169
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:Den enlige mand ved Ilulissat
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 174 - 175, nr. 63
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af orig. håndskr. eller renskrift, der ikke længere eksisterer.

 

Version på dansk sammenstykket af 5 versioner inkl. denne i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 15, ss. 87 - 88.

Samme noget kortere på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 91, ss. 440 - 441: The Moon - Kanak.

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

 

En Ilulissatbo (orig. uden overskrift).

Der boede en fanger i Ilulissat med sin kone og sine børn. En dag han var ude på fangst, så han en kajakmand, der var ved at gøre sin fangst klar til bugsering. Fangeren fra Ilulissat roede han til ham, men den fremmede flygtede. Den fremmede viste sig at være en fanger af ildfolket / innersuit. Ilulissatboen tog sælen, som den fremmede lod ligge, med hjem.

 

En anden dag var Ilulissatboen ude på fangst og harpunerede en hvidhval. Han

ville ro hen og dræbe hvalen med sin lanse. Så så han en kajakmand ro hen til

hvalen, harpunere og dræbe den med lansen. Ilulissatboen ville have hvalen,

som han jo havde harpuneret (først); men manden fra ildfolket fastholdt, at det var hans, eftersom det var ham, der dræbte den. Og det var tydeligvis en hævnakt

imod Ilulissatboen, der tog hans sæl med hjem. Det endte alligevel med, at

ildmanden / innersuaq gav sig. Han hjalp oven i købet Ilulissatboen med at slæbe

hvalen ind, men han forsvandt, lige før de nåede stranden.

 

En dag da Ilulissatboens kone var udenfor huset, så hun en stor hund. Hun gik

ind i huset og fortalte det til sin mand. Manden gik ud og dræbte hunden med sin

kniv. Dagen efter henimod aften var der én der råbte udefra og bad Ilulissatboen komme udenfor. Manden vidste med det samme, at det måtte være månemanden. Da

månemanden havde råbt flere gange, råbte manden ud: "Du derude, du irriterer mig."

Da månemanden råbte endnu engang, iførte Ilulissatboen sig sin pels, der var

lavet af fugleskind, og gik ud bevæbnet med en kniv. Allerede før han kom ud af

gangen, slog han på må og få efter månemanden for at stikke ham med kniven. Da

han kom ud af gangen, gik han hen til ham og forsøgte at stikke ham. Til sidst

begyndte månemanden at flygte, mens Ilulissatboen fortsat gjorde forsøg på at

stikke ham. Det blev han ved med, indtil han hævede sig op og forsvandt.

 

Året efter ved samme tid døde Ilulissatboen.

 

Var.: Den enlige mand ved Ilulissat; Manguaraq.

Kommentar: Fortællingens sidste episode kendes fra fx Manguaraq, der dræbte et af Månens fangstdyr og / eller hans hund, overvandt ham i slås- eller pralekamp og af den slagne månemand blev inviteret på besøg på månen. Han kommer tilbage i god behold. Den enlige Ilulissatmand inviteres ikke til månen og får øjensynligt taget sit liv af månemanden som hævn for sin sejr over innersuaq'en. Men det må være to fortællinger, der ikke helt sømløst er sat sammen. Ildfolkene, innersuit, der tiltrækker fangstdyr og er storfangere, lever ikke som Månen i himlen men under stranden, hvor innersuaq'en da også forsvinder fra Ilulissatmanden. Kampen med månemanden, der næsten kun kendes fra syd- og østgrønlandske versioner (søg: Manguaraq), etablerer en direkte forbindelse mellem innersuit og månemanden, der ikke er almindelig, men heller ikke urimelig, for så vidt som både ildfolk og måne lyser i mørke og trækker hhv. sødyr (og enlige kajakmænd) og havet (tidevandet) til sig med magnetisk styrke.

Den ensomme, der boede østen for Niaqornakasik og kunne drive fangst med sin fuglepil

Print
Dokument id:1881
Registreringsår:1902
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Mathiassen, Andreas
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Den ensomme, der boede sten for Niaqornakasik og kunne drive fangst med sin fuglepil
Publikationstitel:Inuit fortller. Grnlandske sagn og myter, I
Tidsskrift:
Omfang:side 137 - 142
Lokalisering:Nanortalik
Note:

Orig. håndskr.: NKS 2130, 2', læg 8, ss. 9 - 14: Oqalualâq.

 

Resumé:

En mand øst for Niaqornakasik, der har lutter kvinder som

bopladsfæller, fanger godt, men kun med en fuglepil. En dag mister han

den i en sortside og kan ikke få sig en ny af mangel på rensdyrtakker.

Han hører at dyret er drevet i land ved Saarloq. Trods kvindernes

advarsler og ængstelser ror han i en stiv sydvest til Saarloq, hvor

der er mange mænd og blir dybt forlegen, fordi han kun er vant til

kvinder. Han ser sin fuglepil, tar mod til sig, ber om den, men må

først trække armkrog med en af mændene for at få den. Han overvinder

let manden og blir dybt flov over at ha knækket mandens langfinger af

ved leddet. Den følgende sommer blir knastør. Kvinderne, der gerne vil

glæde deres eneste forsørger med bær, må helt over passet ved

Tasermiut og Tupaats opland til Kangerluatsiaat, hvis store vandfald

er svundet ind til nogle få dråber. De henter kun ret få bær af

gangen, for at deres forsørger stadig kan få dem friske. Han begynder

efterhånden at undre sig over, at han aldrig træffer andre kajakmænd

ude, og tar først til Qarramiut, hvor alle er døde af gulsot, dernæst

til egnens andre bopladser, hvor der hvert sted er nogle få

overlevende. Senere, da disse er blevet raske henter han dem til sin

boplads, hvor de bliver.

 

Hist.: Dateres i fortællingen til: "Kort før kristendommen blev indført i Grønland."

Smitten er muligvis bragt med nordfra fra rejserne til

handelen med hvalfangerne i nord før 1721 (før kristendommen kom til

Grønland). Men på det tidspunkt skulle der endnu være rener i

Sydgrønland, og manden burde da have kunnet skaffe sig nye takker til

en fuglepil. Dette træk er formentlig ikke (historisk) væsentligt,

idet det primært tjener til at karakterisere hovedpersonen som stærk

mand og helt.

Den forældreløse Kâgssagssuk / Kaassassuk

Print
Dokument id:1395
Registreringsår:1902
Publikationsår:1924
Arkiv navn:
Fortæller:Jaakuaraq (Jãkuaraq)
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Den forldrelse Kgssagssuk / Kaassassuk
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grnland, II
Tidsskrift:
Omfang:side 34 - 52
Lokalisering:Nuuk / Godthb
Note:

Håndskr.: NKS 3536, I, 4' læg 8, ss. 113 - 133.

Håndskrevet dansk oversættelse ved ? : NKS 3536 II, 4', læg 27.

 

Grønlandsk udgave: Lynge, Kristoffer, red.: Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo, I, Nuuk 1938: 18 - 38.

 

Oversat og kommenteret af Thisted, Kirsten: "Som perler på en snor." PhD afhandling ved Institut for Nordisk Filologi, Kbh.s Univ. 1993. Oversættelsen i afhandlingens Tekstsamling, s. 130 - 142, følger Kristoffer Lynges let reviderede version med kommentarer vedr. afvigelserne fra såvel håndskriftet som fra Rasmussens oversættelse i Myter og Sagn fra Grønland, II, 1924.

Ndf. følger resuméer af oversættelserne hos såvel Rasmussen som Thisted.

 

Resumé af oversættelsen i Rasmussen 1924:

Stedet er Qooqqut, kløfterne nord for Kangeq ved Nuuk (?). Alle K.s ældre

søskende er døde som små, og da forældrene heller ikke tror K. vil

leve, giver de ham navnet Kaassassuk. Forældrene blir syge og dør. Den

bedste fanger i huset adopterer ham, men overlader ham til et andet

ægtepar, fordi K. skider for meget og ikke vil vokse. Det er som om

han skal af med al sin moders mælk. Da K. har været adopteret af alle

familierne efter tur, smider man ham ud i husgangen, hvor en

gammeljomfru i kogerummet adopterer ham. Når K. vil ind i husrummet

til fællesmåltid, trækker man ham op ved næseborene og gir ham et

enkelt ribben med meget lidt kød på. Blir han hurtigt færdig og vil ta

et nyt stykke, undersøger man hans mund, og er der kommet en tand,

trækker man den ud. En enkelt mand i huset har medlidenhed med ham og

gir ham en lille kniv at spise med. K. plages også af sine

jævnældrende legekammerater, endog af de unge piger, der kaster ham

omkuld og fylder hans næsebor med lort. Leger de andre drenge med

deres små harpuner og K.s ven har lavet en sådan til ham, knækker

drengene den. Vennen opfordrer K. til at vandre op bag Qooqqut til

Talorsuit og kalde kraftens herre i øst. Drengene og de unge piger

falder over ham, da han går afsted. Da de forlader ham, brækker han

sig for at rense mund og næse. Undervejs prøver K. forgæves at trække

små, tynde pile op med rode. Kraftens herre, der kommer, ligner et

landdyr med menneskeansigt. Han lader K. gribe fat i sin tykke pels og

slynger ham i kolbøtter hen ad jorden. En masse legetøj falder ud af

K. De var årsagen til, at han ikke kunne vokse. Kraftens herre

gentager behandlingen een gang og to gange næste dag. Færre og færre

stykker legetøj falder ud, K. får vældige kræfter, og sidste gang slår

K. ingen kolbøtter, men kan holde balancen hoppende hen ad jorden.

Ånden befaler ham at holde sine kræfter skjult og lover ham to

lejligheder til at afsløre dem. Første gang er ingen fuld afsløring.

Mændene er kommet hjem med en enorm stamme af drivtømmer, som de må

lade ligge i stranden til næste morgen. K. henter den om natten,

rammer den i jorden bag huset med hældning mod det. Den vælter. K. når

at gribe den, rammer den påny i jorden, og denne gang med hældning

bort fra huset. Den falder med et brag om natten. Næste morgen tror

man, at stammen er drevet bort, men finder den så og undrer sig. Hvem

har mon gjort det? Alle de stærkeste mænd nægter. Næste lejlighed

kommer med tre bjørne, en han, en hun og en unge på et isbjerg i

nærheden. Ingen tør nærme sig. K. låner sin plejemors kamikker. For

sjov ber hun tilgengæld om skind til under- og overdyne. Da K. blir

angrebet af hannen, gør han sig hård, griber den ved benet, og slynger

den mod jorden. På samme måde med hunnen og ungen. Hans ven får ungen,

plejemoderen de andres skind til sengetøj. Hun parterer dem og

inviterer til fællesspisning.

K. stiller sig afventende inderst i husgangen. Hans ven må trække ham

op ved næseborene. Alle er blevet hans venner. Han ber om vand at

drikke. To piger henter straks frisk vand. Han knuser dem begge ihjel

som tak og undskylder. Han vidste ikke, at de var så skøre. Prøver

sine kræfter på en stærk mand, der falder død om. Alle flygter til

bagvæggen. K. udrydder dem alle undtagen sin ven, dennes kone og sin

plejemor. Vennen lærer ham at ro i kajak. K. blir en dygtig kajakmand

og fanger, og han dræber alle fremmede kajakmænd, får den stærke Qaassuk / Qaasuk som fjende, men må alligevel søge ind hos ham i stormvejr. Q.

modtager ham venligt, men blir efterhånden ordknap af bekymring for

sin søn, der er ude på fangst. Denne er dog, fortæller man, ude i sin

slankeste kajak uden sideribber. Da sønnen kommer hjem med to

hvalrosser, bærer K. dem uden videre op. Sønnen antaster ham ikke. Om

aftenen binder han Q. og sønnen til husstolpen og ligger med Q.s

datter. Således blir han svigersøn i huset.

En del år senere hører K. om den stærke Usussusaermiarsunnguaq langt

mod nord og vil prøve kræfter med ham. Efter en lang rejse møder han

U., der  er lille og undselig at se til. Efter en hel dags kamp løfter

U. endelig K. op, snurrer ham rundt og kaster ham ud i søen. K.

dukker endelig op dækket af mudder og mos. På hjemvejen viser han folk

han møder en sort sten, klemmer den aflang og siger, at så stærk var

U. Selv sammenligner han sig med en hvid sten, som han klemmer til

smul. Siden tar K. aldrig ud for at udfordre andre mænd.

 

Resumé af Thisteds oversættelse:

Kaassassuks første tid som kæledægge hos sine forældre, hvis tidligere børn alle er døde, får en brat ende, da begge forældre blir syge og dør. Alle vil gerne adoptere ham, husets stærkeste mand får ham, men da Kaass. ikke kan holde plejemoderens mælk i sig og skider ganske forfærdeligt, smider manden ham ud. Par efter par prøver på samme vis en adoption, men må give op. En gammel kone, der bor i husgangens kogerum tager ham til sig som plejesøn.

       Kaass. pines og plages af både husfæller og jævnaldrende drenge og piger. Husfællerne trækker ham altid indenfor i husrummet ved hans næsebor til spisning og slår enhver ny tand ud af hans mund, hvis for han for hurtigt spiser sit kødstykke, en lille bid fra maven. Drengene knækker alle de drengeharpuner, som en mand, hans eneste velynder i huset, laver til ham. Pigerne vælter ham omkuld, trækker han bukser ned, tisser på ham og fylder hans store næsebor med lort.

       En gammel mand får medlidenhed med ham og råder ham til at gå op bag bostedet ved Qoqqut til Talorsuit - dalene inde østpå, kalde på Kraftens Herre og prøve ikke at blive alt for bange. Kaass. følger rådet, den tilkaldte er en kæmpehund med menneskeansigt (en slags kæmpe - eqqilik ? BS), der vikler ham ind i sin hale og slynger ham hen ad jorden, så han en overgang mister bevidstheden. En masse legetøj af sælknogler o.l. er slynget ud af ham: Derfor har han ikke kunnet vokse. Slyngningen gentages, og Kaass. føler sig meget lettere og stærkere, da han går ned. Han sparker sten i stumper og hiver pilebuske op med rode. Men han siger ikke noget og finder sig i stadige mishandlinger fra både husfæller og jævnaldrende. Da han anden gang atter blir slynget to gange af kæmpehunden og der ikke falder mere legetøj ud af ham, giver hunden ham besked om fortsat at holde kræfterne hemmelige, men at den vil sende ham et enormt stykke drivtømmer og senere tre isbjørne at vise kræfterne med.

       Drivtømmeret slæbes i land af mange kajakker og de må tøjre det ved stranden til næste dag, fordi opslæbningen er et for tidkrævende arbejde. Kaass. slæber det op om natten, rejser det bag huset, griber det da det er lige ved at vælte, lader hældningen gå væk fra huset, og da det balancerer går han ind. Hen på natten falder det alligevel om med et brag. Ingen vil næste dag vedkende sig at have bragt tømmeret op, som man derefter splitter op til alskens formål.

       Isbjørnene er en stor han med en stor hun og en unge, som er klatret op på et isbjerg uden for bopladsen. Kaass. låner sin plejemors kamikker, strammer alt sit tøj med remme, sætter i løb mod bjørnene så hurtigt, at han på det nærmeste tar benene på nakken (det grønlandske udtryk kunne være en slags oversættelse af det danske: at tage benene på nakken, BS.). Han hugger trin i isbjergets side, klatrer til vejrs, modstår slag fra bjørnene ved at vende ryggen til og gøre sig hård, griber først hannen om bagbenene og klasker den ihjel, dærnæst hunnen og til slut ungen, som han kaster ned til flænsning. De to voksne bjørne bærer han hjem til sin plejemor med besked om at her har hun til underlag og dyne. Hun blir stum af forbavselse.

       Kaass. inviteres ind til fællesspisning, ingen vil hive ham op ved næseborene, og hans velynder må klare det. Man kappes om at give ham den bedst mulige kniv (en foldekniv! som det første tilbud), og han langer til fadet også anden gang. Da han ber om vand blir to småpiger sendt af sted. De kommer lynhurtigt tilbage, han drikker og under dække af at ville takke den ene pige med et knus, klemmer han livet af hende. Det samme sker med den anden pige, dernæst med en muskuløs mand og efterhånden alle undtagen velynderen, dennes kone og den gamle plejemor. Med de tre lever han videre. Han udvælger sig en passende kajak, og en dag han øver sig i roning blir han revet ud af kurs i dårligt vejr. Han havner neden for Qaassuks hus, en af hans fjender, men blir alligevel godt modtaget, da han ikke har andre steder at søge ly for stormen. Qaassuk beværter og underholder sin gæst, blir så pludselig fåmælt af bekymring for sin søn, der endnu er ude, men beroliges ved at høre at sønnen er ude i den kajak der er lutter køl (?). Denne kommer hjem med to hvalrosser, en unge, som folk maser med at få op og en stor hun, som Kaass. ene mand hiver op. Qaassuks søn skuler til ham og søger senere at kommandere med ham. Kaass. skal hænge hans harpunline til tørre, beordrer han. Kaass. "kommer til" at rive den i stumper og stykker. Den var nok bare rådden må den slagne Qaassuks søn hellere indrømme. Ved sengetid tilbydes Kaass. plads på bjørneskind på sidebriksen, men da husets datter gør sig rede til at gå i seng, hiver Kaass. både far og søn ud på gulvet, binder dem til husstolpen og boller datteren. Derefter er han svigersøn i huset.

       Da Kaass. hører om en stærk mand langt mod nord, Ususaarmiarsunnguaq, rejser han op for at prøve kræfter med ham. Denne er meget undselig af ydre, men da han for alvor lægger kræfterne i efter en længere kamp, slynger han Kaass. ud i en nærliggende sø. Denne dukker op dækket med vandplanter til tilskuernes rungende latter. Kaass. forsvinder ind i sit telt, smutter næste dag og til illustration af hvordan tvekampen gik, fremviser Kaass. siden en sort sten, som han klemmer lidt flad - det var Ususaarmiarsunnguaq, og en hvid sten som han klemmer til smul: det var ham selv, Kaassassuk.

 

Var.: Kaassassuk

 

Hist.: Dette er en af de versioner, hvor Kaass., i modsætning til de tidligste varianter, resocialiseres ved til slut at møde sin overmand. Arons version 1½ generation tidligere har samme slutning.  

Vedr. hist. og tolkning af de vestgrønlandske Kaassassuk-varianter: se

Thisted 1993 og GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under "Sila".

 

Qoqqut med baglandets Talorsuit ligger inde i fjorden øst for Nuuk. Om dette land hedder Kangeq ligesom øen vest for Nuuk kan ikke ses af kortet.

 

Bemærk foldekniven, der er temmelig nymodens, "benene på nakken", der ikke er typisk grønlandsk, og et klart ukendskab til isbjørnes adfærd: Hannen danner ikke familie med hun og unger: Voksen og unger sammen vil altid være en mor med unger. Man har næppe mødt mange isbjørne ved Nuuk på Jaakuaraqs tid.

Den forældreløse Kâgtagtorajik / Kaattattorajik / Kaassassuk

Print
Dokument id:315
Registreringsår:1919
Publikationsår:1921
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Jrgensen, Sofie + Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Den forldrelse Kgtagtorajik / Kaattattorajik / Kaassassuk
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grnland, I
Tidsskrift:
Omfang:side 230 - 236
Lokalisering:Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Håndskr. KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419, nr. 93. Knud Rasmussen har nedskrevet en del af fortællingen på dansk, Sofie Jørgensen resten på en slags vestgrønlandsk.

 

Resumé:

 

Kaassassuk kan ikke vokse og leger altid en slags terningspil med

små sælknogler. Kun hans bedstemor og hans fars fætter, Nêrqulûta /

Neeqquluuta holder af ham. Når Kaassassuk efter legen med de andre børn

skal ind i det store hus til spisning, løfter man ham op i husgangen i

næseborene og ryster ham. Næsen er det eneste der vokser på ham. Han

får kun et lille stykke kød og uden kniv til at skærer bidderne af, må

han bruge neglene og bliver aldrig mæt.

En dag bliver han budt på suppe og kød af tre bjørne. Han får

knæskaller at sluge, som han formindsker, og skoldhed suppe at drikke,

som han afkøler med kraftfulde ord, som hans bedstemor har givet ham.

Senere giver hun ham en fingerlang kniv, skjuler den mellem hans

lange- og ringfinger, tryller over den, og Kaassassuk kan spise sig mæt

v.h.a. kniven, som ingen kan se, skønt de undersøger hans hånd.

Dernæst tager hans halvonkel ham med på fangst og giver ham halvparten

af en remmesæl, lægger den i et depot, som Kaassassuk kan hente mindre

stykker fra. Tredje gang han kommer til depotet, er kødet stjålet. Han

græder længe, mander sig op, og råber efter nogen, der kan puffe og

støde ham omkuld. En vældig kæmpe med tordenrøst kommer, puffer og

støder ham så han trimler rundt, og alskens legetøj falder ud fra hans

indre. Dette skrammel har nogen tryllet ind i ham og derved hindret

ham i at vokse. Kæmpen beder ham om at rokke ved en stor sten. Det

lykkes ham endeligt, hvorefter han går hjem og begynder at vokse,

liggende på briksen. Bedstemoderen må grave rummet bag briksen ud, for

at han kan være der. Når børnene kalder ham ud til leg, undskylder hun

ham, med at han er syg. De håner ham.

Man finder på stranden en drivtømmer-stamme så stor, at ingen kan slæbe

den op. Om natten tager Kaassassuk sin bedstemoders kamikker og anorak på

sin alt for store krop, henter træstammen og stiller den spærrende

foran husgangen. Næste morgen, hvor mændene ikke kan komme ud og

tisse, beder man hånligt Kaassassuk om at fjerne den. Det gør han næste nat.

Lang tid forløber. Så kommer tre bjørne så store, at ingen tør binde

an med dem. Kaas. tager atter sin bedstemoderes pjalter på og går ud.

"Tænk, så stor han er blevet!" bemærker man. Han sparker alle tre bjørne

ihjel, erklærer at af deres skind skal han have kamikker, bukser og

anorak. Ingen får fangstparter, men han inviterer alle på kød og suppe.

To mænd, der især har plaget ham, trækker han indenfor ved næseborene

og ryster dem, så de flænges. Andre giver han knæskaller at sluge og

skoldhed suppe at drikke. De dør. Han får ro i sit sind og drager

siden vidt omkring for at udfordre enhver navnkundig fanger og adræt

mand. Han bliver kendt og frygtet ved alle bopladser.

 

Var.: Kunuk / Kunnuk, Uiarteq, Kaassassuk; Uliivaatsiaq

Den forældreløse, som hævnede sig på syv fjender på een gang

Print
Dokument id:1367
Registreringsår:1919
Publikationsår:1921
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Jrgensen, Sofie
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Den forldrelse, som hvnede sig p syv fjender p een gang
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grnland, I
Tidsskrift:
Omfang:side 277 - 284
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Orig. håndskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 413: "Imingoq

7-rartoq".

 

Resumé:

En drengs far, der er enkemand ved Illutalik vest for Noortiit ved Kap

Dan, blir myrdet af fem brødre fra Kangaarsuk / Kangaartik øst for Kap Dan. Drengen blir adopteret af et barnløst ægtepar, og plejemoderen synger over

ham, for at han skal bliver en stor hævner. Drengen vokser til og

fanger ulke til sine plejeforældre. Hans plejefar blir dræbt af de fem

brødre. Nu har drengen nået grænsen for sin barndom, erklærer

plejemor, der opfordrer ham til at øve sine kræfter på tunge sten,

hvis han nogensinde skal få en fredfyldt mand- og alderdom. Drengen

blir stærk, flytter med plejemor til Noortiit og udvikler sig til en

dygtig sælfanger. En dag har han held til at overvære, at en bjørn

slår en hvalros bevidstløs med et stykke is og derefter banker den

ihjel med sine labber. Drengen nedlægger bjørnen. Hver gang han har

fanget sit første eksemplar af en dyreart, bærer plejemoderen ham på

sin ryg op til huset, for at hendes sange over ham skal virke. To

kajakmænd fra ammassætpladsen i Ammassalikfjorden kommer på besøg. De

beværtes rigeligt, får kødgaver med og besked om at overbringe en

invitation til alle på ammassatpladsen. Alle undtagen de fem brødre

kommer til ædegilde og får store kødgaver med hjem. De fem inviteres

igen. De kommer, beværtes og får så rigelige kødgaver med, at deres

kajakker dårlig kan ros. Drengen, der nu er en ung mand følger dem

venligt på vej, lægger sig bag dem og dræber lynsnart dem alle med

sine medbragte våben: to harpuner, to fuglepile og en lanse. To

kajakmænd kommer snart på hævnbesøg. Den unge mand skynder sig først

ind i huset, slår den første, der dukker op i indgangsåbningen,

fordærvet og derefter den næste. Derefter rejser han med sin plejemor

nordpå til Kialineq, videre forbi Qernerersuit til sønden for

Kangerlussuaq, hvor han nedlægger en mængde bjørne. Da isen lægger

sig, kører han til Kangerlussuaq, hvor det viser sig, at hans farbror

og dennes mange sønner bor i et stort hus med fire vinduer. Farbror

blir henrykt, opfordrer de unge til styrkeprøver og ber sin nevø ikke

være undselig, men fra starten vise sine kræfter. Han vinder over alle

sine fætre og siger forlegent, at det ikke er muskler men

plejemoderens sange, der har gjort ham stærk. Alle følger ham tilbage

til hans boplads syd for Kangerlussuaq på besøg, og da de rejser igen,

blir en tilbage af angst for at blive dræbt af plejemoderens sange.

Den unge mand ler beroligende og vedgår, at han er blevet stærk ved

simpel træning. Fætrene besøger ofte hinanden vinteren igennem. Om

foråret rejser den unge mand tilbage mod syd og frænderne rejser mod nord.

Ingen har siden hørt noget til dem.

 

Hist.: I ældre tid overvintrede Ammassalikkerne nu og da nordpå, bl.a.

i Kialineq og Kangerlussuaq, der ligger midtvejs mellem Ammassalik og

Scoresbysund / Ittoqqoortoormiit.

Den gamle kone, der besøgte de dødes land

Print
Dokument id:1594
Registreringsår:1902
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Silas
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Den gamle kone, der besgte de ddes land
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grnland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 165 - 167
Lokalisering:Ilimanaq / Claushavn: Qasigiannguit / Christianshb
Note:

Orig. håndskrift: KRKB, nr. 3, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04. Renskrift: NKS 3536, IV, 4', læg 9.

Grl.titel: Arnarquagssâmik mardlungnik ernilingmik.

 

Resumé:

En gammel kone, der har mistet begge sine sønner, græder i dagevis,

besvimer og stiger op til himlen. Vejen går gennem et hul i himlen,

forbi en roterende sten, og over en elv i de dødes husgang på en vej

så smal som en udspændt rem. Hendes døde bedstemor tar imod hende og

fortæller hende, hvad hun skal sige for ikke at blive i dødsriget.

Konen ser sine sønner med is langt op ad benene inde i huset. Hun

fjerner isen, der skyldes at hun har grædt så meget, Bedstemoderen

sender hende hjem i tide med et løfte om, at hun skal komme op til

sine sønner, når hun dør. På hjemvejen roterer stenen ikke længere og

i hullet møder hun en ung mands sjæl på vej op. Hun skubber den foran

sig ned og ind i dens hus. Den unge mand lever op og det samme gør hun

selv til husfællernes store overraskelse. Konen lever glad videre i

fortrøstning til genforeningen med sine sønner efter døden.

Hist.: Elven i husgangen hører traditionelt til Havkvindens hus i

underverdenen. Om ændringer i forestillinger om dødsrigerne se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): Dødsriger; og Sonne: Heaven Negotiated...", i Études/Inuit/Studies, 2000.

Den gamle pebersvend, der indesluttede de legende børn i en klippe

Print
Dokument id:1400
Registreringsår:1902
Publikationsår:1924
Arkiv navn:
Fortæller:Jaakuaraq (Jãkuaraq)
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Den gamle pebersvend, der indesluttede de legende brn i en klippe
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grnland, II
Tidsskrift:
Omfang:side 94 - 96
Lokalisering:Nuuk / Godthb
Note:

Orig. håndskr.: NKS 3536, I, 4', læg 14, side 8 - 12: Nukagpijatorqamik.

Håndskrevet oversættelse til dansk af ?: NKS 3536 II 4', læg 18.

Resumé:

 

Han lurer sæler i kajak. Ser en hel flok, kommer efter flere

forgæves forsøg tæt nok på dem, men de skræmmes bort af nogle unge

pigers hånsord. Pigerne leger med børnene inde på en stor, glat

klippe. Han beordrer klippen at folde sig sammen om de legende.

Forældrene må fire spæktran og suppe ned i muslingeskaller gennem en

revne til de indespærrede. Mod løfte om store gaver får han klippen

til at åbne sig igen. Løftet om gaverne holdes.

 

Var.: En vidt udbredt myte, også i Arktisk Canada. I nogle versioner stiger den gamle til himmels som en stjerne.

Venus; Inurudsiak / Hævn på Erkilik'erne; En sørgelig fortælling.

 

Hist.: Jaakuaraqs variant af denne fortælling er som ventet temmelig

blødsøden. I de ældre varianter overlever de indespærrede ikke. Om den

traditionelle opfattelse af at bruge muslingeskaller som som

spiseredskaber se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under "muslinger".

Den gamle pebersvend, som blev gift med en fiskeand / toppet skallesluger

Print
Dokument id:1389
Registreringsår:1902
Publikationsår:1924
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Den gamle pebersvend, som blev gift med en fiskeand / toppet skallesluger
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grnland, II
Tidsskrift:
Omfang:side 12 - 14
Lokalisering:Nuuk / Godthb
Note:

Håndskrevet oversættelse til dansk af ?: NKS 3536 II 4', læg 18.

 

Resumé:

En gammel ungkarl blir giftelysten og finder sig en dejlig kvinde med

røde støvler. Hun føder ham ialt to sønner, samler hemmeligt på

vingefjer, og under et bærtogt sætter hun fjerene på sønnernes arme og

kyser dem. De flyver op i forskrækkelse og forvandles til

skalleslugere, der flyver bort med deres mor. Under eftersøgningen

træffer ungkarlen en mand uden bagdel, der står foroverbøjet ved en

elv. Ungkarlen nærmer sig ham klogeligt forfra. Ellers var han blevet

dræbt, siger manden, der hugger træspåner. De forvandles til laks.

Forgæves tilbyder ungkarlen manden sin konebåd og dernæst sin kajak.

Men med tilbuddet om en ny økse giver han ungkarlen svømmeblæren af en

laks som transportmiddel ad elven. Han når frem til sine sønner, der

råber, at faderen kommer. Men deres mor, der tilbedes af en lille

mandsling med kort braknæse (en havlit) vil ikke vide af sin

menneske-mand og flyver bort med ungerne.

 

Var.: + Hist.: Manden gift med skallesluger; En fælleseskimoisk myte. Kleivan, Inge, 1962: The Swan Maiden Myth among the Eskimos. Acta Arctica, Fasc. XIII, Kbh.: Munksgård, nævner dem alle.

 

Tolkning: Havlittens braknæse kunne være en association til innersuits

næser.

Den gamle pebersvend, som blev ung og smuk, fordi han reddede en af de underjordiske

Print
Dokument id:1386
Registreringsår:1919
Publikationsår:1921
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Den gamle pebersvend, som blev ung og smuk, fordi han reddede en af de underjordiske
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grnland, I
Tidsskrift:
Omfang:side 322 - 324
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Orig. håndskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 426: "Nukagpiatoqaq".

Resumé:

 

En gammel, doven og beskidt ungkarl sover altid, når alle andre mænd

er på fangst. En dag tar han sig sammen, hiver sin overgroede kajak

frem og tar på fangst. Ude på havet ser han en kæntret kajakmand med

hovedet nedad. Ungkarlen redder ham. Det er en innersuaq / ildmand,

der til gengæld har forvandlet ungkarlen til en ung, smuk, ren og

vågen storfanger, da denne vågner næste morgen. Han fanger godt, de

unge piger viser interesse for ham, og han gifter sig med en af de

smukkeste. Skønt han intet må røbe om årsagen til sin forvandling, får

hun ham alligevel engang til at gøre det. Næppe har han fortalt det,

før han gaber og bliver den gamle som før. Hun gifter sig med en

anden.

Tolkning: se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under "innersuit"

 

Kommentar: balance

Den lille vildfarne pige, som mødte en ræv i menneskeskikkelse

Print
Dokument id:1609
Registreringsår:1902
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Silas
Nedskriver:?
Mellem-person:?
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Den lille vildfarne pige, som mdte en rv i menneskeskikkelse
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grnland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 205 - 207
Lokalisering:Ilimanaq / Claushavn: Ilulissat / Jakobshavn
Note:

Orig. håndskrift: KRKB, nr. 3: Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04.

Renskrift: NKS 3536, IV, 4', læg 9.

Grl.titel: Inuarqamik oqalugtuaq.

 

Resumé:

En pige leger altid med lutter drenge. En dag kommer en uforklarlig

trang over hende til at gå ind i landet. Uden hindringer når hun over

til østkysten, hvor hun stjæler af folks depoter og holder sig skjult.

Hun længes nu hjem, kommer tværs over landet uden hindringer og møder

en kvinde, der lokker hende ind i et lille hus til et bundt tørrede

ammassætter. En lem falder i. Det er en rævefælde og kvinden er en

ræv, som pigen slår ihjel og fortærer sammen med ammassætterne.

Fældens ejer blir rystende ræd, da han ser pigen. Han henter

forstærkning hjemme og man henter hende. Hendes mor er netop død, men

faderen blir lykkelig over at få sin datter tilbage. Blot holdt hun op

med at vokse fra det øjeblik, hun gik ind i landet, og hun blev aldrig

større.

 

Hist.: Menneskedværge (rigtige) fik nu og da lov at leve, således to

af Rinks nedskrivere. Men som tyv i Østgrønland har hun fået typiske

dværgevaner (se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Dværge ...").

Tolkning: Pigens legekammerater, der udelukkende er drenge, begrunder

i første omgang hendes skæbne. De strejfer mere om end piger. Mand:

mobilitet. Kvinde: Stillesidden.

Den lånte bibel

Print
Dokument id:540
Registreringsår:?
Publikationsår:1973
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:Kragh, J. P. M.
Indsamler:Rink, H. J.
Titel:Den lnte bibel
Publikationstitel:Okalluktuak okalluktuarkossiutitdlo sissamat / En fortlling og fire fabler, Tnder
Tidsskrift:
Omfang:4 sider
Lokalisering:Europa
Note:

OBS: Dette er en europæisk fortælling oversat til grønlandsk af J. M. P. Kragh.

Denne grønlandske oversættelse blev trykt første gang i 1860 på Rinks trykkeri i Nuuk. Den er gengivet reprografisk i 1973-udgaven: Bibile Attartugak, ss. 1 - 6.

Oversættelsen (tilbage) til dansk er foretaget af Frederik Nielsen.

 

Kort resumé: en historisk fortælling til opbyggelse om en engelsk knægt, der har sendt sin mor i graven med sin elendige opførsel, men som ved et tilfælde reddes af forfatterens mor, der inviterer det unge døgenigt med i kirke og låner ham en bibel. Ved tilbageleveringen har han skrevet en tak i den. Ved et senere træf i Taffelbay i Sydafrika mødes forfatteren og den reddede mand, der er blevet præsteuddannet og missionær i det fjerne. Han priser sig lykkelig, idet hans ven dengang, en vis Jacob Hill, der ikke ville med i kirke, blev hængt for sine forbrydelser.

 

Kommentar: Indholdet af denne fortælling, der sikkert har været læst af alle seminarieelever, har tilsyneladende ikke sat sig spor i den grønlandske overlevering.

Den modige Kapite

Print
Dokument id:273
Registreringsår:1863
Publikationsår:1866
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Poulsen, Johannes
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Den modige Kapite
Publikationstitel:Eskimoiske Eventyr og Sagn, I
Tidsskrift:
Omfang:ss. 269 - 270, nr. 96
Lokalisering:Nuuk / Godthb
Note:

Afskrift af orig. håndskr. (der ikke længere findes): NKS, 2488, II, 4', nr. 143.

 

Resumé:

 

Ud for Paamiut / Frederikshåb holder en kaskelothval til, som ingen tør prøve at fange, og som sender flygtende hajer helt op på stranden. Kapiti / Qapiti får sine to koner og en pige med som roersker, og han får lidt efter lidt has på hvalen ved dagligt at såre den i den side, hvor den kun har eet øje. En såret kaskelothval bliver nemlig på det sted, hvor den er blevet såret. Ventetiderne fordriver de på en ø i skærgården. Mange både hjælper med at slæbe den til Nallarmiut, hvor alle i både og springpelse skærer sig stykker af den. Kapiti kan dårligt komme frem og skærer i arrigskab flænger i en konebåd, der synker. Men ingen beklager sig, fordi han har fanget hvalen. Han får da også broderparten af den og forbyder desuden folk at tage tænderne. En af dem har tilegnet sig nogle af dem, Kapiti finder tyven, fratager ham det stjålne og giver ham intet, da han deler ud af dem til alle de andre mænd og drenge. Tænderne er meget værdifulde til kajakker (vel især til fæster på redskaberne? BS), og det siges, at noget af dette tandmateriale stadig er i brug. Fortælleren mener at spækket, hvis det blev solgt i dag, ville have givet Kapiti en vældig masse penge.

 

Hist.: Sikkert en historisk fortælling, som fortælleren må mene går tilbage til før kolonitiden, eller oprettelsen af kolonien Paamiut i 1752.

Visse karaktertræk nævnes som typiske for kaskelothvalen: den jager og dræber hajer (se fortællinger om en pige, en datter, der bliver gift med en haj, eller om hajen som forsørger for forældreløse børn). Den har kun eet øje (det andet er gemt under en hudfold (Muus et al. 1981)). Og den bliver på det sted, hvor den er blevet såret.

Den er fredet i dag. Dens tænder må ikke anvendes - selv ikke hvis man finder selvdøde kaskelothvaler.

Den onde broder

Print
Dokument id:1612
Registreringsår:1902
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Silas
Nedskriver:?
Mellem-person:?
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Den onde broder
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grnland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 213 - 216
Lokalisering:Ilimanaq / Claushavn: Ilulissat / Jakobshavn
Note:

Orig. håndskrift: KRKB, nr. 3: Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04.

Renskrift: NKS 3536, IV, 4', læg 9.

Grl.titel: Oqalugtuak qatângutigînik pingasumik.

 

Resumé:

Tid (mytisk): Før indlandsisen. To brødre og deres søster lever hos deres mor,

der bemægtiger sig alle de smukkeste skind til sine egne klæder. Den

ene bror, der er ond, får de andre med hjemmefra, for at søsteren kan

få smukke skind til klæder. De vandrer over landet til en teltplads på

østkysten, hvor de går ind i det nordligste telt. Her bor et ældre

ægtepar, der også stammer fra gæsternes sted på vestkysten. De har en

ung søn og en ung datter. Folk er meget venlige og det samme er

bopladsens høvding, hvis datter den unge østgrønlænders søn skal

giftes med. Han får dog lyst til brødrenes søster og foreslår dem til

gengæld at ægte sin søster. Den onde bror afslår. De går på besøg hos

bopladsens leder, hvor alle undtagen datteren sover. Hun syr lynhurtigt en

vandskindspels, mens de ser på, og lægger sig til at sove. Hendes

tilkommende er stolt over hendes færdighed. Den onde bror hånler:

"Sådan noget juks!" Den unge mand blir bedrøvet og foreslår endnu en

gang bytteægteskaberne, som den onde bror nu går med til på betingelse

af, at der aldrig blir sagt et ondt ord til hans søster. Hun når at få

to børn, inden manden en dag irettesætter hende - men venligt. Straks

blir den onde bror vred og vil væk. Søsteren vil nødigt, men er bange

for ham og må berolige sin svigermor, der aner deres planer, med en

løgn. En nat lister de bort. De skjuler sig for fællerne, der kommer

ud for at lede efter dem. Svigermoderen græder, søsteren brister også

i gråd, men den onde bror prygler hende og dræber hendes lille barn,

da det også begynder at græde. Undervjes hjem dør søsteren af sorg, og de

to brødre kommer hjem, hvor de fremover forsørger deres mor.

 

Var.: Ikke i denne bases samlinger.

 

Hist.: Synet på østgrønlænderne er overordentlig venligt. Sammenlign

med en anden variant fra Kangaamiut: "Fader og søn fra de yderste

øer" i Rasm. 1924 (1921 - 25, II).

Den store ildånd

Print
Dokument id:1599
Registreringsår:1902
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Silas
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Den store ildnd
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grnland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 176 - 178
Lokalisering:Ilimanaq / Claushavn: Ilulissat / Jakobshavn
Note:

Orig. håndskrift: KRKB, nr. 3. Renskrift: NKS 3536, IV, 4', læg 9.

Grl.titel: Igdlunik inugtôrssuarnik.

 

Resumé:

De mange børn i et stort hus larmer hele vinteren, uden at forældrene

kan få dysset dem til ro. Næste efterår begynder også de voksne at

larme og fortsætter hele vinteren trods både en gammel mands advarsel

og lampernes:  De begynder at ose. En aften går den gamle mand under

larmen uden for, ser den store ild komme og advarer de andre, der

farer forvirret rundt for at gemme sig. Et par gamle koner bevarer

fatningen. De koger tran over deres lamper og med den kogende tran

skoldes den store ild til døde i husgangen. Man må klatre hen under

dens tag for at komme ud. En gammel kone falder ned på ildånden,

slides løs af de andre, væmmes, og da hun vil slide berøringen af sine

bukser på en klippe, slider hun sine endebalder til blods. Alle

flygter i konebåden. Efter den historie véd man, at man ikke må larme,

når mørket falder på.

 

Var.: Den store ild.

Den store indlandsbo, der bortførte konebåden

Print
Dokument id:1617
Registreringsår:1902
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Uusaqqaq (Uusarqaq)
Mellem-person:?
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Den store indlandsbo, der bortfrte konebden
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grnland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 230 - 231
Lokalisering:Tasiusaq: Upernavik
Note:

Orig. håndskrift: KRKB, nr. 3: Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04.

Renskrift: NKS 3536, IV, 4', læg 9.

Grl.titel: Tûnerssuaq (inorrujugssuaq)

 

Resumé:

En tuneq er ude i kajak, hvor han øser en konebåd med besætning op i

sin hule hånd. Den vil han bruge som amulet. Hjemme stiller han båden

op på tørrehækken over lampen. Om natten firer besætningen konebåden

og sig selv ned den lange og besværlige vej ud i husgangen, hvor de må

skjule sig, da det blir lyst. Næste nat lykkes det dem, at nå ud, ned

til vandet og hjem.

 

Var.: The giant and the dwarf; Giant scoops up ...; Den store indlandsbo, der bortførte konebåden; Umiartuaqátáutunik; En anden type: Kamikinnaq / Kamikinnarajik;

Den store Ulîvaitsiaq / Uliivaatsiaq / Ulivaatsiaq, der straffede Kâgtagtuks / Kaattattuk's søn / Kaassassuks søn / "Skindstumpen"

Print
Dokument id:1014
Registreringsår:1919
Publikationsår:1921
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Den store Ulvaitsiaq / Uliivaatsiaq / Ulivaatsiaq, der straffede Kgtagtuks / Kaattattuk's sn / Kaassassuks sn / "Skindstumpen"
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grnland, I
Tidsskrift:
Omfang:side 187 - 194
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Håndskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 408, side 1 - 13, nr. 73,

"Ulîvaitsiaq"

 

Resumé:

Ul. er så stor som de yderste indlandsboere. Han er ikke gift,

bor hos sin gifte søster og har ingen kajak. Han fanger sæler i garn,

som han spænder ud i smalle sund. Han lader ofte kvinder, der vil

plukke bær, komme med i konebåde, når han skal se til sine garn. En

lille pige forsvinder under et af disse togter.

En dag får Ul. den idé, at hun må være hos kæmperne på indlandsisens

nunatak, hvor han engang har besøgt dem: Fem kæmper og deres søster.

Han lover at tage derind under en åndemaning, men udsætter rejsen

vinteren over, indtil dagene begynder at længes.

Han får syet sig en lang anorak, der går helt ned til fødderne, af

stift remmesælsskind, der kun er tygget blødt under armene og omkring

albuerne. Pigens forældre tager med. Undervejs flækker Ul. store sten

med sine bare næver og rykker sten op af leret med to fingre. Da

kæmpernes hus bliver synligt går Ul. selv derhen, ser gennem

loftsventilen kæmperne omkring søsteren, der har pigen på skødet i

fosterstilling. De spørger om hun er sulten, tørstig, vil forrette sin

nødtørft, eller længes efter sin familie. Hun svarer kun ja til det

sidste spørgsmål og får lovning på at komme hjem. Det er løgn. Ul. gør

tegn til pigens forældre. De kommer derhen og får besked på at følge

Ul. gennem husgangen, bliver stående i den ved indgangshullet, griber

pigen, når han kaster hende til dem, og flygte hjemad med hende.

Undervejs gennem husgangen spærrer den ene flade sten efter den anden

passagen. UL. puster på dem. De drejer sig som døre, der åbnes.

Indenfor åbningen hænger bjørnetænder på en udspændt snor. De vil

larme, hvis han går ind. Ul. springer ind med et sæt, flyver over til

kvinden, slår hende ihjel, kaster barnet ud til forældrene og over

faldes af kæmperne. En af dem tygger hans hætte blød og drejer den

rundt for at kvæle ham. Ul. har næsten mistet vejret, da han slår

kæmperne ihjel en for en med sine bare næver. Den sidste leger han med

og dræber ganske langsomt for at pine ham.

Da de gamle med datteren mellem sig i hver hånd ser Ul. komme, tror de

at han er en af kæmperne og styrter videre. Han indhenter dem og de

når hjem. Ul. får pigens fars kajak og redskaber, øver sig og bliver

snart en dygtig kajakmand.

 

En besøgende fortæller om Kaassassuks søn, der slår alle ihjel, der

besøger ham. Ul. ror derhen trods sine bopladsfællers advarsler.

Det nederste hus har to indgange, Kaas.' og hans søns. Ul. vælger

tilfældigt Kaas.' indgang. Kaas. tager venligt imod, underholder med

fortællinger og opfordrer indirekte Ul. til at rejse, da sønnen kan

ventes hjem fra fangst. Ul. bliver. Kaas. spørger da sin søns kone,

hvilken kajak dene er ude i. Hun svarer: "Den der først af alle blev

lavet til ham." "Så må du hellere skynde dig herfra," siger Kaas. til

Ul. Men Ul. bliver.

Da Kaas.' søn er på vej mod land med en hvalros på slæb, går Ul. ned

med hans kone om livet. Kaas.' søn bliver jaloux, ror rasende til

land, trækker fangsten op på et ujævnt sted og går op for at skifte

tøj. Ul. slæber hvalrossen hen til et endnu mere ujævnt sted og hiver

den på land, så dens nakkeskind rives op. Kaas.' søn kommer tilbage,

finder omsider hvalrossen, slæber der tilbage gennem vandet og trækker

den på land igen. Ul. går ind af Kaas.' husindgang. Dennes søn går ind

af den ene og ud af den anden. Det bliver han ved med. Griber endelig

et stort ophængt bensttykke med træskaft og retter flere slag imod

Ul., der hver gang parerer. Da Ul. får et ondt slag på sin ene hånd,

flår han våbenet til sig, presser Kaas.' søn ned, holder hans arme og

ben fastspændt mellem sine ben, og torterer ham i øjne og ansigt med

det spidse våben. Ul. går op til det andet hus, hvor han med mellemrum

sender en lille forældreløs dreng ned til Kaas. for at forhører sig om

sønnens tilstand. Først er denne helt ophovnet. Næste gang er han

svimmel og forvirret. Dernæst er han ved at udånde. Men sidste gang er

han ved at komme sig. Ul. rejser hjem, og Kaas.' søn opfører sig siden

som et skikkeligt menneske.

 

Var.: Det stjålne barn hentes hjem: Søg på Tunerluk;

Rasmussen, Knud 1921-25, I: 187-194. Den store Ulîvaitsiaq. Og 228-230: Manden som fangede sæler i garn ...

Søg iøvrigt på Ulivaatsiaq / Uliivaatsiaq / Ulîvaitsiaq.

 

Tolkning: Fødsel er symbolet, der spilles på, i beskrivelsen af

kæmpernes hus, hvis husgang er spærret flere steder, og hvor kæmpernes

søster foregiver, at pigen er hendes foster. Ul. baner fødselsvejen

for pigen, der som foster ikke har andre behov end at komme ud til sin

familie. Fødsel-symbolikken forbindes yderligere med det nærliggende

pooq-kompleks' symboler: Bjørn (tænderne på snor i kæmpernes hus),

remmesæl (Ul.s beskyttende dragt), hvalros (Kaas.' søns fangst),

molesteringen af hans øjne og ansigt, hans ophovning, svimmelhed,

aftagende åndedræt og endelig bedring i overgangen til et nyt,

fredsommeligt menneske.

 

Var.: se Kommentar ndf.

 

Hist: Thalbitzer mener at fortællingen afspejler kontakter mellem nordboere og østgrønlændere. Ulivaatsiaq skulle således svare til en sydgrønlandsk traditions Olauwaarsuaq (Oláfr på islandsk + -arsuaq el. -suaq), der var ven med Uunngortoq (Yngvarr, forelsår Thalb.) Fortællerens far, Missuarniannga mener, at østgrønlænderne i ældre tid endnu ingen kajakker havde, og først begyndte at få dem på Ulivaatsiaqs tid. Der er næppe tale om andet end spekulationer. Derimod er det muligt at net af hvalbarder tidligere har været brugt til sælfangst. Thalb. anfører her Porsild, Morten, Meddr. Grønland, 51, 1915:176-179. Thalb. bemærker iøvrigt, at en kølle af den størrelse, der må være

tale om, og som bruges til hvalrosser, sæler og måske mennesker, er

fundet på forladte bopladser længere nordpå, og beskrives i (The

Ammassalik Eskimo, I, 1909: 442, 105).

 

Kommentar: der er ingen umiddelbar forklaring på at disse fortællinger er blevet koblet sammen i Ammassalik. Begyndelsen var gjort før Konebådsekspeditionen.

Se: Kunuk; Uiarteq; Kaassassuk; Uliivaatsiaq

Den store åndemaner fra Sermiligâq / Sermiligaaq

Print
Dokument id:1368
Registreringsår:1919
Publikationsår:1921
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Den store ndemaner fra Sermiligq / Sermiligaaq
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grnland, I
Tidsskrift:
Omfang:side 285 - 290
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Orig. håndskr.: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 420. Nedskrevet (oversat ? renskrevet ?) af Rasmussen på dansk.

Resumé:
Denne store åndemaner (DSÅ) har hjælpeånder af alle slags, blev
ustandselig tilkaldt, når nogen var syg, og han var rig på værdifulde
perler, der prydede hans brede hårbånd. Han elskede Sermiligaaq
fjorden med dens rige bjørnejagt og sælfangst. En dag i kajak blir han
røvet af tre indlandskæmper, der bærer ham viljeløst og hulkende mod
indlandet. Han fatter sig, og tilkalder een for een sine hjælpeånder,
der intet nytter, fordi kæmperne har mange ånder af samme slags.
Således nytter hans toornaarsuk, mange hjælpeånders herre, ham heller ikke mod kæmpernes mængde af toornaarsuit / toornaarsuk'er, der dukker op af jorden
allevegne som sæler. DSÅ's dødningeånd har dog en forbigående hæmmende
virkning, for den har kæmperne ingen mage til. Heller ikke DSÅ's
bedstemors topbånd, som han lader piske dem i ansigtet uden at de dog i
længden lader sig genere af det. Man DSÅ's kæmpefalk får omsider has
på de tre kæmper, hvoraf den bageste, der bærer kajakens bagende, er
den svageste og flygter på alle fire. DSÅ's kajak er gået itu, og han
når hjem, uden man rigtig ved hvordan. Efter denne udflugt får DSÅ sin
tro og berømte hjælpeånd, Ajaqqisaaq.
Ved ammassætpladsen i bunden af Ammassalik fjorden, hvor mange samles
om foråret, bliver to venner, der er dybt misundelige på den berømte
og vennesæle DSÅ, enige om at dræbe ham. Det lykkes dem, men DSÅ viser
fire gange sin styrke, inden han dør. Han holder balancen både da den
ene fjende sender sin harpun tværs gennem hans krop bagfra, og den
anden sin harpun forfra, der spidder DSÅ's hænder til hans bryst.
Forinden har han ramt den første fjende med sin vingeharpun fra det
ene ærme til det andet, og harpunen nagler fjenden med udspilede arme
til kajakken. Da den anden fjende farer direkte på ham, forsvinder DSÅ
med en sang så dybt ned i sin kajak, at fjenden kun får skalpen af
ham, og DSÅ lader sig synke til bunds, for at fjenderne ikke skal
partere hans lig og sprede kropsdelene over land og i hav. Da
fjenderne og næsten alle deres slægtninge kort efter dør, må det være
DSÅ's udelte sjæl, der har hævnet sig. Hans tro Ajaqqissaq har været
vidne til mordet, men er kommet for sent til at redde sin herre. Den
er siden altid ude efter den eneste overlevende efter fjendernes
slægtninge, Uvinerersuaq, der kunne beskytte sig med sine talrige
amuletter.
Hist.: Fortællingen om mordet på DSÅ fortælles også af Ajaqqisaaq, som
Aggu / Akku arver. Se "Avko" / Aggu, Jens Rosing 1963: 239  - 244. Heller ikke
hér navngives Ajaqqisaaqs tidligere herre, men han var en historisk
person og måske identisk med Ajijak. Ajijak var fra Sermiligaaq og er
hovedpersonen i Kaarali Andreassens variant af fortællingen om
kæmperne, der bortførte den store åndemaner.

Tolkning: Bemærk at åndemanerens styrke bl.a. måles på hans evner til
at holde balancen og til at forblive på havets bund som død. Kæmpen,
der tar flugten på alle fire, er formentlig et landdyr i
menneskeskikkelse.

Den straffende månemand

Print
Dokument id:1353
Registreringsår:1919
Publikationsår:1921
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Den straffende mnemand
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grnland, I
Tidsskrift:
Omfang:side 90 - 95
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskr. har ikke kunnet identificeres. En ufuldendt del af fortællingen er nedskrevet på grønlandsk af Rasmussen i KRH 52,2 hæfte 418.

 

Resumé:

To kvinder ved Puilortusoq / Puulortuluk på Kulusuk føder samtidig hver sit

barn, mister det begge og vil ikke overholde nogen af dødstabuerne,

trods ihærdige formaninger fra deres fæller. Folk fra en fjern boplads

kommer til sangkamp, og alle undtagen to kvinder fra det overfor

liggende Sittungasormiut (?) stævner også til. Efter sangkampene holder en

åndemaner seance men kan ikke få sin tromme igang. Forhængene foran

indgangshul og vinduer og skindtapeterne tar til at blafre, Månen

kommer, alle styrter til kamp imod ham og jager ham ud af huset. Imens

kommer en åndemaner / angakok /angakkoq fra Nianakitsormiut (?) rejsende, gør ophold hos de to

tilbageblevne kvinder i Sittungasormiut, som han fortæller, at han kun med

opbydelsen af alle sine kræfter kunne ro dertil. Han havde nemlig set

Månemanden i bjørneskindsklæder ude på en ø undervejs. Han tar videre

til Puulortuluk, anbringer sit medbragte kød i kødgraven, men kan

efter mange forsøg ikke få dækstenen på plads. Den falder hele tiden ned.

Han ser folk komme ud af huset, søgende efter Månemanden, som de har

drevet på flugt. Han kan bekræfte at det var Månemanden.

Næste dag drager alle undtagen et ægtepar til sangkamp i

Sittungasormiut, også de to kvinder under tabu. De har endnu ikke taget

ved lære. Efter sangkampen holder man seance, og Månen kommer igen på

straffeekspedition. Man hører hans pisk knalde og alle hans hunde gø

på diverse fjeldtoppe. Han tar fat på at bryde huset ned fra bagvæggen

med sit lange spyd. Tørvesmuldet tar til at drysse. Alle hjælpeånderne

er bange. Omsider kommer en hjælpeånd langvejs fra, overmander Månen,

vil knække hans lange spyd, og Månen må true med, at tidevandet vil

ophøre og sælerne ophøre med at føde unger, hvis spyddet knækkes. Han

får det uskadt igen og flyver bort.

Imens har ægteparret tilbage i Puulortuluk reddet sig fra at få besøg

af Månens hunde: Manden har lagt sin lanse på tørrestativet, og

anbragt en hammer foran indgangshullet og en gammel lampeskål af træ

oven på husgangen. Hammeren hamrer og skålen snurrer rundt, da hundene

nærmer sig, men således hindres adgang.

 

Var.: Aqajarormiorsiorpua; En månefortælling; Karrak; Eqingaleq Naaja; Ajijak 224 225;

Vedr. andre sejrrige kampe med månemanden søg: Manguaraq med Var.

 

Tolkning: se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under "Månen".

Den stædige / Uterîtsoq / Uteriitsoq / Besøg hos månemanden

Print
Dokument id:596
Registreringsår:1904
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Susanne (Napa)
Nedskriver:?
Mellem-person:Rasmussen, Knud
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Den stdige / Utertsoq / Uteriitsoq / Besg hos mnemanden
Publikationstitel:Inuit fortller. Grnlandske sagn og myter, III
Tidsskrift:
Omfang:side 144 - 146
Lokalisering:Sydstgrnland
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

 

Håndskr.: KRKB 1, 4(11), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04:"Uterîtsoq". Nedskrevet på dansk af Knud Rasmussen.

Eng. udg: Knud Rasmussen's posthumous notes on East Greenland  legends and

myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, s. 58 - 60, "Uterîtsoq / The obstinate one".

 

Resumé: Den stædige ville ikke lade sin kone overholde sine tabuer

efter hendes barns død (de "uvidendes" skik, som fortællersken også før

dåben måtte følge). Han tvinger hende til at sy sin kajak ved

stranden. Månens hund dukker op af vandet for at straffe hende. Den

stædige slår den ihjel. Månen ankommer selv. Overvindes af den stædige,

der vil kvæle Månen. Månen ber for sit liv: Hvis du dræber mig, vil

der aldrig mere blive ebbe og flod. Sælerne vil ikke mere yngle. Det

vil aldrig mere blive dag. Den stædige giver slip af ulyst til at leve

videre i mørke. Månen genopliver sin hund, smider den og sine andre

hunde op i luften og rejser afsted på slæde gennem luften. Den

stædige får lyst til at besøge Månen, der siger ja og advarer ham mod

at køre langs solsiden af et højt fjeld deroppe. Den stædige må to

gange smide sine hunde i havet, for at de kan blive rene nok til at

kunne rejse gennem luften. Han vælger at køre langs solsiden af

fjeldet og får sine indvolde skåret ud af Indvoldsrøveren. Kørte så

bag om fjeldet til Månen, der henter hans indvolde, stopper dem i ham

igen, og viser ham sit udsyn gennem gulvet til jorden, hvor den

stædige ser sin kone bryde sit sorgtabu mod at flette senetråd. Hun

damper, og den stædige bliver vred på hende. Månen viser ham en mængde

levende hvalrosser i en grube under dørtrinnet, men ber ham styre sin

lyst mod at fange dem med et løfte om part i hans (Månens) egen nylige

fangst. Men den stædige er stærk og fanger to hvalrosser. Efter

hjemturen tvang den stædige aldrig mere sin kone til at arbejde under

sorg.

 

Var.: Besøg på Månen. Den stædige. Uterîtsoq / Uteriitsoq; Et par ægtefolk;

Manguaraq (flere); Kanaks månerejse. Nalikkatteeq. Ajijaks forløsning;

Manden, der besøgte månemanden; Alluunnguaq; Mangivaraqs månerejse; Åndemaneren der for til månen; Maqujuk.

 

Hist.: I denne version bliver der delvis gjort op med en del af det prækoloniale verdensbillede. Ulrik Rosing har tidligere nedskrevet en anden version fra Sydgrønland til Rink, hvor der ligeledes sættes kraftig ind mod den tidligere så frygtede Måne og alt hans væsen.

 

Den voksendøbte immigrant fra Sydkysten, Susanne, henviser

utvetydigt til før-kristen tid som den, hvor man levede i uvidenhed

(om kristendommen). Denne uvidenhed associeres ofte til mørke og kan

være grunden til, at Månen i denne variant identificeres med

dagslysets kilde. Hvalrosserne i gruben under dørtrinnet bryder ikke

med traditionen, men forekommer ikke i andre grønlandske varianter af

"Besøg hos Månemanden", og hvalrosserne hér kan afspejle den

udvidede betydning af Djævlen og den korsfæstede (dræbte) Jesus, som

hvalrossen nogle steder fik i tidlig kristen tid. Se fx. fortællingen om Imaneq,

Innersuaq (den store ild), og Akamelê (Akamalik). Månen som underviser

i tabuer er traditionel, og det er først da den stædige oppe fra, med

den "anden verden"s syn, ser sin kone dampe (dampen skræmmer dyrene

bort), at han forstår konsekvensen af tabubrud.

Den underjordiske, som kunne efterligne menneskers udseende i træ

Print
Dokument id:1356
Registreringsår:1919
Publikationsår:1921
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Rasmussen, Knud?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Den underjordiske, som kunne efterligne menneskers udseende i tr
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grnland, I
Tidsskrift:
Omfang:side 110 - 111
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskr. har ikke kunnet identificeres.

 

Resumé: En højt elsket søn af et ægtepar går, engang han er i kajkak langs

kysten, op i et stort hus, hvor en mand griber ham, gir ham nyt tøj

på, som kommer ned fra loftet, og gifter ham med sin datter. Datteren

bærer ham ud og dernæst ind gennem en husgang oven over den første til

at andet husrum. Han glemmer sin hjemlængsel og lever godt med sin

kone. Hans far vil finde ham, kommer til huset, går ind gennem den

nederste indgang, hører sin søns stemme, træffer den store mand, men

denne vil ikke lade ham se sønnen. Den store mand skærer ham et

billede af sønnen, som han kan få med hjem til minde. Faderen får

aldrig sin søn at se, og de, der har fanget ham er innersuit, de

eneste om hvem man ved, at de kan skære vellignende billeder af

mennesker.

 

Hist.: En traditionel fortælling med et muligt europæisk islæt, idet

missionærene - også Hanseeraq, da han missionerede i Ammasalik - viste

tegninger af bibelske scener frem i undervisningen. Ekspeditionen bad

endvidere østgrønlænderne skære billeder i træ af tupilakker og

kystlinjer. Innersuit var traditionelt særdeles snilde med deres

hænder.

De to indgange minder om de to indgange (en til sommer og en underjordisk til vinterbrug) i Alaskas qassi / mandshus / festhus.

Den uovervindelige Qâgssuk / Qaassuk / Qaasuk

Print
Dokument id:1442
Registreringsår:1902
Publikationsår:1924
Arkiv navn:
Fortæller:Martensen, Esaia (Martinssen, Isaja / Isaia)
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Den uovervindelige Qgssuk / Qaassuk / Qaasuk
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grnland, II
Tidsskrift:
Omfang:side 197 - 210
Lokalisering:Ny Hernhut: Nuuk / Godthb
Note:

Håndskr. har ikke kunnet identificeres. Maskinskrevet manus. på dansk: NKS 3536, IIIa, III; og i NKS 3536, IIIb: maskinskrevet manus., et på dansk og et på grønlandsk.

 

Trykt på vestgrønlandsk i

Lynge, Kr. 1938 - 39, Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo, II: 52 - 67.

Søby, R. (red.) Oqalugtuat oqalualâtdlo, 1981 - 82, I: 43 - 54.

Kort resumé i Rasmussen, K. 1981 (Inuit Fortæller), II: 121 - 122.

 

Resumé:

Qaassuks søn bor ved Ikamiut (nær Appat) hos sine mange svogre, der holder

meget af ham. Han fanger godt, er stærk, og klarer sig i al slags

vejr. En dag i optrækkende uvejr kommer han til alles lettelse endelig

hjem, men efter et kort skænderi med sin kone, sætter svogrene sig op

imod ham, og det ender med knivstikkeri. Hårdt såret og nøgen lykkes

det Q.s søn at slippe ud og løbe fra svogrene til Appat, hvor man med

glæde modtager og adopterer ham. Efter vinteren ændrer han væsen

(bruger ikke længere sine vaner). Man spørger ham om årsagen. Jo, han

ville så gerne besøge sin far oppe i Qassit nær Amerloq. Man

tilskynder ham til rejsen. Q. der på lang afstand ser sønnens ændrede

væsen, får beretningen om svogrenes mordforsøg, inden sønnen går i

land, og Q. vil prompte på hævntogt. De ror hastigt sydpå med en

stormvind i ryggen og når Ikamiut allerede om natten. Q. synger alle

beboerne i dyb søvn, haster ind, og har dræbt alle mændene, inden

sønnen når ind. Sammen dræber de alle kvinderne. Herefter myrder Q.

alle de kajakmænd, han møder.

"Dengang i gamle dage, da der var mange folk ved Amerloq", begynder

den næste fortælling om Q. og hans søn: en gammel og en ung kajakmand

fra Amerloq havner i en snestorm uheldigvis ved Q.s boplads. Men han

tar vel imod dem, beværter dem og underholder dem med fortællinger. Q.

ængstes dog for sin søn, der endnu er ude på fangst, men beroliges, da

han erfarer, at sønnen er ude i den kajak, der kun har køl og ingen

spanter. Sønnen kommer hjem med en hvalros, og da han undervejs ind

hører, at gæsterne er havnet der ufrivilligt, gør han dem heller intet

ondt. Næst