Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

Resumé:

Til indledning omtaler Kara Pudetas mor, en kvindelig angakkoq / åndemaner. Victor husker udmærket Pudeta (Bolette?) selv. Hun lå hen på briksen for slukkede lamper et helt år efter at hendes mand døde i efteråret 1934. Hendes 5 el. 6 børn levede ligeså i mørket, indespærrede, men fik dog nu og da noget kogt kød el. spæk fra Kulusuks fangere..

Men dengang europæerne (Konebådsekspeditionen) endnu ikke var nået frem, øvede Pudetas mor sin kunst i et stort fælleshus propfuldt af mennesker. Hendes hjælpeånder, tre menneskehænder, ramte på skift med sygdom og død, hvis man skrabede eller bankede med en hånd ligegyldigt hvor i huset. Hun havde allerede adskillige mord på samvittigheden.

Kara fortæller så videre om et (andet ?) stort fælleshus propfuldt at mennesker i Nunagitsek / Nunakitseq, hvor Aggu / Akku med familie overvintrede. Men sammen med sin ældste søn forlod han to koner og fire andre børn. Ikke langt derfra var et andet fælleshus i Akinnatsiaat. Hertil drog Pukararteq og Maratsi fra Sermiligaaq på i slæde om foråret i slutningen af sultevinteren. De ville se om Puks. kones yngre brødre, endnu ugifte (Pudokuto og Amitsukujo), havde overlevet. De nåede over fin is til Nortsit / Noortiit, hvor man endnu havde lidt lagret sæl og haj. Husherren Sakatsia måtte fortælle at der ingen overlevende var, hverken ved Akinnatsiaateller i Nunkakitsit. Så vendte de to rejsende tilbage.

Men om sommeren, da Pungujorto / Punngujortog i kajak fra en boplads nær Kuummiut / Kuummiit til Noortiit, men lagde ind ved Nunakitsit, var der alligevel et svar med svag stemme fra huset, da han råbte ind. Det var Ajatoq / Ajaateq. Lig flød overalt, der stank rædselsfuldt. Pung. kastede en lille spækklump ind, formanede hende til kun at spise yderst lidt straks og næste dag, og han lovede at man skulle komme efter hende. Han tog til Noortiit efter undervejs at have konstateret at der ingen overlevende var ved Akinnatsiaat. Han bad Sakatsia hente Ajaateq i umiaq og tog straks hjem igen til Quarmiit.

       Sakatsias konebåd nåede frem, men ingen ville hente Ajaateq, der måtte kravle på alle fire ud af huset og ned til båden, hvor Sakatsia bød hende vaske sig i havet inden hun fik lov at komme i båden. Fordi der sad en masse størknet blod på hendes hænder og på tøjet under armene, beskyldte man hende for at have spist menneskekød. Men hun nægtede hårdnakket. Hun var blevet beordret til at hjælpe en, der havde gjort, det med at skære kødstykker af. Da hun bagefter sad med hænderne oppe i armhuler af kulde, var noget af blodet tørret af dér. Senere, da man hentede tagbjælken, så man ganske rigtigt at der var skåret kødstykker af ligene.

Hun blev ordentlig vasket og kom langsomt til kræfter. Så først fortalte hun om hele forløbet, hvor hun havde overlevet ved at spise skind udblødt i vand, men havde haft svært ved at holde samværet med de mange døde i huset ud, fordi de om natten både rørte på sig og lød som om de trak vejret. På et tidspunkt havde hun talt med en fra Akaanis., der gik forbi og meddelte at endnu var hans bror levende dér, men at han selv agtede sig til sin onkel i Noortiit.

Der havde også været besøg af et væsen på fire, som hun smed sin ulu efter. Den fandt hun næste dag helt henne ved konebådsskelettet. Hun var ved at dø, da hun blev opdaget.

Var.: Rosing Ajaateq.

Hist.: Victor eller redaktricen Robert-Lamblin daterer sultevinteren til 1882 - 1883. Det samme gør - mindre præcist - Holm og Petersen 1921: 617: "... en halv snes år før koloniseringen (1894) .." i Medd. Grønland nr. 61. Allerede vinteren 1881 - 1882 var dog usædvanlig hård ifølge Mikkelsen 1934: De Østgrønlandske Eskimoers Historie Kbh.: Gyldendal, s. 45. Ibid. s. 46: Har Mikkelsen beregnet at 16% af Ammassalikkerne døde i løbet af årene 1881 - 1883. Jens Rosing 1963 nævner også en sultevinter på det tidspunkt.

Holm og Petersen er sandsynligvis den fælles kilde til flere af disse overensstemmelser. Men den sultevinter som de overleverede beretninger angår, daterer den første nedskriver, Kaarali Andreassen, til vinteren 1880 - 1881. Se Jens Rosing 1963, s. 108: Nunakitseq, boplads ved Kulusuk.

Iøvrigt stemmer denne og Victors versioner af fortællingen om Ajaateq fortræffeligt overens.

Årsagen til den tidligst kendte sultevinter i Grl. i beg. af 1800-tallet kan dateres til året efter udbruddet i vulkanen, Tambora, Indonesien, 1815 (den megen aske i stratosfæren skyggede for solen). Men den anden hårde periode i 1880'erne må have en anden årsag, idet det tredje store udbrud fra Krakatau-vulkanen først kom i 1883 (det andet var Galangau i 1822).

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 29 - 35; angakkortalissuit, 1990: 154 - 161: "Nunakitseq (Kulusup eqqaani)"

Resumé:

I Nunakitseq nær Kulusuk overvintrer i sultevinteren følgende fangere med familie: Aggu / Akku, Pattorngooq, Uggunaqqisimaleq, Ippatikajik. Kun Aggus søsterdatter

Ajaateq overlever på selve bopladsen, mens Aggu, hans førstekone, søn

og datter klarer sig ved at flytte til Sitsingalik. Stormvejr hindrer

fangst det meste af vinteren, hvor Aggu, som den eneste, fanger en

bjørn, og siden - i marts - endnu én, som udpeges af hans hjælpeånd i

kort afstand fra huset. De første dødsfald indtræffer i maj, da Aggu

og et par andre har stjålet af Sannersaqs forråd ved Suunaajik, og

alle undtagen Aggu blir mere eller mindre syge af maden. Aggu tar

derefter alene til Sitsingalik, og da han får besked om, at hans

andenkone har født en søn, sender han bud tilbage om, at hun skal

forlade husstanden. Hun går ud, knuser barnets hoved mod en klippe og

får møjsommeligt slæbt sig ned til vandet, hvor hun drukner sig i

tidevandsrevnen. Kort efter henter Aggu sin førstekone og datter til

Sitsingalik, men efterlader søsterdatteren Ajaateq. Hun overlever på

det skind, hun når at slæbe ind, inden et uvejr bryder løs. Alle

husfællerne dør, og hun vænner sig efter et par søvnløse nætter

til disse dødes snorken, pusten og knasen lus om natten. Hun fanger

tre snespurve, falder i en dødlignende søvn, og hører derfor ikke

Aggus råb, da han kommer for at se efter overlevende. Senere kommer

Aalik forbi, ser et levende menneske, vover sig op til huset, og

forstår at det magre væsen er Ajaateq. Han beordrer hende til at vaske

sig og til ikke at sove mellem de døde næste nat, hvorefter Aggu

kommer og henter hende. Efter den første mundfuld rigtige mad sover

hun i et døgn og må ruskes vågen. Lidt efter lidt kommer hun til

kræfter igen. Mistænkt for kannibalisme under sulteperioden, indrømmer hun beredvilligt og der sker hende ikke mere af den grund. Hun slutter sin fortælling med ordene: "Ja, dengang vi sultede, da sultede vi, så det kunne forslå noget."

Var.: Ajaattoq Victor.

Hist.: Historisk fortælling om sultevinteren 1880 - 81. Denne datering stemmer dog ikke overens med andre. Se kommentaren til: Ajaattoq Victor.