Kommentarer: Fra oktober 1903 til tilbagerejsen i 1904 har Gaba (ekspeditionsdeltager) nedskrevet fortællinger. Flest fortalt af Maassannguaq i Appat, som Rasmussen i Myter og Sagn fra Grønland, III karakteriseret som en mand på ca. 30 år. Gabas andre fortællere er Uutaaq, Taateraaq, Aasivak, Sorminnguaq (?).

Dernæst følger ordlister dateret 1903 til 22 sept. 1904 (måske 22 sept. 1903 til afrejsen i 1904?) og til slut et par korte fortællinger uden angivelse af fortæller.

Såvel skrift som stavemåde kræver megen tålmodighed og tid. Men efter bedste skøn har Rasmussen ikke brugt Gabas samling til noget.

Her er en opgave for den sprogkyndige, dialektkyndige og nysgerrige.

I hvor høj grad indholdet er givende afhænger ganske af synsvinklen man lægger på teksterne.

(Gaba Olsen har desuden fortalt (muligvis nedskrevet) 28 fortællinger af egen tradition fra Upernavik - området, der i smukkeste renskrift (sandsynligvis Kr. Møller) er let læselige. Søg på: Olsen, Gabriel.)

Fundet alt for sent. Ikke oversat. "Velegnet" til opdatering for den tålmodige

Håndskrift: KRKB, 3: Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04.

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905:179 - 180.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 33 - 34: "Tuluarssuaq nuliartârumassorssuaq" / Tulugarsuaq nuliartaarumassorsuaq.

Resumé:

En spurv sørger over tabet af sin mand, der fangede orm til hende.

Ravnen frier til hende, men hun afviser ham pga. hans høje pande,

brede tindinger, lange skæg, store næb og den føde han kan skaffe, der

blot er skarn. Ravnen frier da til to vildgæs, der advarer ham mod

deres trækrutes strabadser over havet, hvor ravnen ikke kan hvile sig.

Ravnen mener, at han bare kan holde sig svævende i luften. Da han

undervejs blir træt, ber han sine to koner lægge sig tæt sammen på

vandet, da de andre gæs flyver videre. Da ravnen drukner blir dens

sjæl til små "havravne" (vingesnegle).

Var.: Ravnen, som friede til spurven; Sangkamp i dyreverdenen.

Hist.: Sammenstillingen af de fælleseskimoiske fortællinger om ravnens

(eller andre Fugles) frieri til spurveenken og om hans ægteskab med

vildgæs er ikke almindelig (se Lantis 1946: 293 - 294; Kleivan 1962). Men

den forekommer både hér i Avanersuaq / Thule og i Upernavik-distriktet (se

Rasmussen 1981, Inuit Fortæller II: 94 - 95). Navnet på den sorte vingesnegl,

"havets ravn", brugtes også i Sydvest- og i Østgrønland. Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Toornaarsuk".

Orig. håndskrift: KRKB 1, 5(14): Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04; Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "Qilugtûssat" / Qiluttuussat.

Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905: 197 - 198.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 48 - 49: "Qilugtûssat" / Qiluttuusat.

Resumé:

En kvinde aborterer, går hjemmefra og optages blandt rare bjørne i

menneskeskikkelse. Da hun tar hjem igen, ber den største bjørn hende

om intet at fortælle hjemme. Det gør hun alligevel, og da mændene har

nået bjørnen dræber den sine to unger og fortsætter til bopladsen,

hvor den dræber kvinden. Hundene forfølger den gøende, hvorefter de og

bjørnen letter og bliver til stjernekonstellationen, Store Bjørn (?)

(Qiluttuusat: Dem der ligner en flok gøende hunde om en bjørn: Syvstjernen; Plejaderne).

Hist.: Fælleseskimoisk oprindelsesmyte.

Resume:

En stormfugl der fik lyst til at gifte sig med et menneske, pyntede sig med briller af hvalrostand og en smuk netsidepels. I menneskeskikkelse fik han sig en kone og tog hende med hjem. De fisk han fangede til hende kaldte han unge netsider. Da han en dag tabte sine briller og konen så, hvor grim han var og brast i gråd, lo han blot af hende og  tog brillerne på igen. Hendes brødre kom på besøg. De savnede hende og tog hende med hjem, men en stormfuglen satte efter båden og rejste en storm så voldsom med sine vinger, at brødrene forstod årsagen og kastede deres søster overbord. Da hun klyngede sig til rælingen, huggede hendes bedstefar hånden af, og hun sank til bunds som herre over alle sødyr med navnet Nerrivik, Sulefadet. Når sælerne udebliver må åndemanerne ned og rede hendes hår, fordi hun uden hænder ikke kan selv. Som tak slipper hun havdyr ud til mennesker. Man kaldte hende Nerrivik, fordi hun skænker mennesker føde.                                                                                                                                                                                                              

Orig. håndskrift: KRKB, nr. 3, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04. Renskrift: NKS 3536, IV, 4'.

Oversættelse til grønlandsk: Søby R. (red.) og O. Sandgreen (overs.): Oqalugtuat oqalualâtdlo IV, 1982: 33.34

Var.: Havkvindens oprindelse

Orig. håndskrift: KRKB 1, 5(14): Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04; Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "Inupaluk savingmik pamiagdlulipaluk" / Inupaluk savimmik pamiallulipaluk.

Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905:201.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 51 - 52: "Inupaluk savingmik pamiagdlulipaluk" Inupaluk savimmik pamiallulipaluk.

Resumé:

Konen med jernhalen er menneskeæder og gennemborer mennesker, der kommer på besøg, ved at hoppe ned på dem med halen, når de sover. En gang lykkes det en

gæst at smide sig til side. Hun knækker sin hale. Han løber ned i sin

kajak, og konen, der følger efter, råber om sin lyst til at partere

ham med sin ulu. Manden er på nippet til at kæntre og råber tilbage om

sin lyst til at harpunere hende. Hun falder på halen. Derefter myrder

hun ikke flere mennesker.

Var.: Hyppig episode i Kivioq. Søg på: knivhale; jernhale; humlebi.

Håndskrift har ikke kunnet identificeres.

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905: 117 - 118.

Resumé:

I begyndelsen er der kun to mænd, der er åndemanere. Den ene

forvandler sig til kvinde, og de to får mange børn.

Hist.: Sikkert en gammel forestilling, måske tidligere en myte med lidt længere udtræk, i lighed med den illulik-inuit i Canada fortalte i 1920'erne til Knud Rasmussen (Rep. 5th Thule Eksp. 1929).