Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 85 - 90; angakkortalissuit, 1990: 209 - 214: "Simmujuup Piitakkaallu toqutaanerat"

Resumé:

Tid: 1893. Tiardukku er så småt begyndt at fange, da hans far, dør af

sygdom. Med sine fire yngre søskende må Tiardukku flytte til deres ældste

søster, Kukkarnaaq, der er gift med Simmujooq. Simmujooq og Missuarniannga er

gode venner, men Piilakkaan ophidser Missuarniannga til at være med til at dræbe

Simmujooq, som P. påstår har dræbt Missuarnianngas yngste barn ved hekseri. Ajukutooq kan

fortælle hvem, der har begået mordet, og Tiardukku får selve handlingen

bekræftet, da han finder Simmujooqs hoved nedgravet i sandet ved

stranden. Drabsmændene har udført drabsritualer på det. Ajukutooq

hjælper Tiardukku med at gravsætte det på land. Tiardukku besøger næste dag

Naaqqortooq. Naaqqortooq advarer ham mod Piilakkaan, der frygter Tiardukkus hævn og uden tvivl vil ombringe ham. Tiardukku og hans søskende flygter til Maratsis teltsted i Ammassalik-fjorden, hvor de tages i hus og får hans beskyttelse. Tiardukku møder dog Piilakkaan under fangst og trues, men P. opgiver, da en anden

kajakmand dukker op. P. fortæller, at han tar til Agdereq / Ateqi / Attereq,

hvor familierne Naaqqortooq, Pukaaqarteq, Amattanneq og Ajukutooq for

tiden bor. Piilakkaans følgesvend, Ningavaan, kommer ikke Tiardukku på nært hold. Tiardukku gir besked om Piilakkaan til alle Ateqis fangere efterhånden som de vender tilbage fra fangst og følges ind med den sidste. Mændene er enige om

at dræbe Piilakkaan. Ajukutooq går først alene ind i det telt, hvor Piilakkaanbefinder sig og kæmper med ham. De andre støder til og slæber ham bevidstløs ud

med flere knivstik i ryggen, hvorefter han får en kugle for panden.

Fællesdrabet på Piilakkaan skyldes, at han har dræbt hele fire mænd og flere

af dem endog uden grund.

   Kaarali Andreassen har fortalt Otto Rosing om, hvordan hans

(Kaaralis) far Missuarniannga om efteråret blev truet af brødrene

Tiardukku, Kuuitsi og Peqilaq for sin medvirken i drabet på Simmujooq.

Ved en fejltagelse dræber de som varsel om deres hævn en hund, der

tilhører Missuarnianngas bopladsfælle, Kalia. Missuarniannga går direkte til Kuuitsi og hans brødre, men har ikke i sinde at hævne sig. Brødrene opgiver da hævnen over Missuarniannga.

Hist.: Historisk fortælling fra 1800-tallets slutning.

Oversat af K. Rasmussen fra Chr. Rosing: "Tunuamiut",  1906, ss.

24-25. Karl Rosings oversættelse: "Østgrønlænderne", 1946, ss.

38-39, red. W. Thalbitzer. Det grønlandske Selskabs Skrifter, 15.

Resumé af Karl Rosings oversættelse:

(Chr. Rosing nævner ikke, at åndemaneren er Ajukutooq)

Han er søn af en angakkoq (Akku), der blev bundet, forsynet med tejstevinger og således kunne foretage åndeflugt, men så vidt har han aldrig drevet det selv.

I sorg over at miste sin mor, der efter skilsmissen efterlader ham hos hans far, begynder NN sin oplæring ved at finde og derefter gnide en sort sten mod en hvid sten i lange tider. Første dag oplever han intet, anden dag hører han blot en kraftig lyd, men senere bliver han mødt af en dødning, en qarlimaateq, der kaster ham omkuld så han besvimer. Under hver helbredelsesseance lader NN sit åndedræt falde ned og dødningen krybe ind i sig, hvorefter landet åbner sig for NN, der kan se alle den syges sjæle: 'vi er ikke skabt som I (de kristne med kun een sjæl, BS), for vi består af mange små blærer og har derfor mange sjæle'. Når de falder ud af kroppen falder de durk ned gennem jorden og ud på den anden side, hvor åndemaneren må hente dem tilbage. Selv fortæller han ofte en del historier når dødningen er inde i ham. Når hans åndedræt kommer tilbage er seancen forbi.

Kommentar: Uddannelse til åndemaner. Initiation.

Af denne skildring fremgår det, at jorden opfattes som en tyk skive. Det kan have været den herskende forestilling i hele Grønland, før missionærernes kugle med helvede dybest nede i jordens skød fik forrang. Da de fleste tekster / kildesteder til underverdenen er formidlet gennem europæiske hovder, der ikke længere opfatter jorden som en pandekage, er det svært at få et klart billede af grønlændernes underverden (Se Sonne 2000: Heaven Negotiated .. Ètudes/Inuit/Studies 24(2). Informationer fra eskimoer ( yupiit ) i S.V.Alaska siger klart, at jorden er en skive (Fienup-Riordan, 1994: Boundaries and passages : rules and ritual in Yup'ik Eskimo oral tradition. Norman : University of Oklahoma Press.)

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

Resumé:

Junta var dreng og boede i sin fars telt sammen med Pidaka / Pílâkân / Pîlíkât / Piilikkaat / Piitakkaat / Pillakkaan, og i pladsens andet telt var det Maratsis og Ajukutooqs hushold. Pidaka havde dræbt Simujooq i baghold ude i kajak, ladet liget føre bort af strømmen. Da medfangerne kom hjem og fortalte om mordet, besvimede Simujoqs kone. Maratsi friede til hende senere og hendes betingelse for samliv var, at han dræbte Pidaka som hævn over Simujooq. Hævnmordet fandt sted i Juntas fars telt, hvor Maratsi og Ajukutooq overfaldt Pidaka. Alle tre sloges. Børnene gemte sig rystende af skræk under skindene, Juntas mor, der var ved at flænse en sæl besvimede på hovedet ned i dens åbnede mave. De kæmpende tumlede ud, hvor Pidaka blev dræbt, transporteret bundet langs Maratsis kajak ud til en ø, sønderlemmet dér og stykkerne spredt allevegne, for at den dødes sjæl ikke skulle kunne samle sig sammen til hævn.

Den følgende sommer fandt Junta og nogle kammerater mens de legede på en nærliggende ø, hovdet af Pidika inde i en fangstblære, der flød omkring i en sø.

Var.: se Hist. ndf.

Hist.: Drabet på Pidika, der selv havde flere mord på samvittigheden er bl. a. bekræftet hos Jens Rosing, Sagn og Saga fra Angmagssalik, 1963: 152 - 153 (Pílákân), og medregnet i de 9 mord i alt, der blev begået fra 1884 til 1893 (Holm & Petersen 1921: Medd. Grønland 61:618). Se også Sonne 1982, Études Inuit Studies, Vol 6.

Kommentar: Personnavne er ikke altid genkendelige i Victors stavemåde.

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, I: 97 - 105; angakkortalissuit, 1990: 97 - 104.

Resumé:

Aggus hævn over Ilinngivakkeeq ("Avkos hævn"), som Missuarniannga

overværede, gjorde dybt indtryk på ham. Som åndemaner var han dybt

seriøs, søgte nye veje og fortolkninger, men blev aldrig så stor en

åndemaner som sin svigerfar Aggu / Akku. Til gengæld var M. meget dygtig til

fangst og håndværk og hans kone en pertentlig syerske. Familien var

derfor rig og velklædt.

   M.s ældste søn Kaakkajik, døbt Kaarali Andreassen, var otte i 1898,

da M. holdt den ene af de to seancer, der næsten tog livet af ham. Ved

dens afslutning sender hans hjælpeånd, Tunivia sin skræmmende Ajumaaq

mod M. med et hvinende sus. M. besvimer, trommen tier, længe tror man

ham død. En af hjælpeånderne forsikrer dog om, at han stadig er i

live, og endelig lykkes det den at besjæle M.s legeme, der atter

kommer til live. Tunivia ville hævne sig på M., der havde røbet, at

den ville røve et menneske.

   Den anden seance finder sted i tiden mellem M.s kones og søns dåb i

1899 og hans egen i 1901. M. har manet ånder to aftener i træk og set

et stærkt lys nærme sig ude fra havet. Tredje aften når det frem som

skyggen af en bjørn med bulder, brag og rysten så de nye glasruder

sprænges, og M. falder livløs om. Denne gang tar det endnu længere

tid, før det lykkes M.s åndedræt at komme så vidt tilbage, at en af

hans hjælpeånder, en kæmpe, kan få liv i ham igen. I mellemtiden

fjerner M.s kone forhængsskindet, der lader fuldmånens lys trænge ind

og afsløre M.s ligblege krop, og angsten blir uudholdelig, da trommen

senere går i gang, for så at stoppe igen. Kæmpen tæver og puster på

M., mens lydene fra forhæng og tromme blir hørligere og stærkere.

Under gulvet høres M.s hjælpeånderne og den ledende stemme: ululo, ululoo. M.s stemme blir hørlig langt ude

fra fjordmundingen og nærmer sig - kæmpen går. Med besvær får M. sin

stemme (og åndedræt) ind i kroppen, sætter sig over ende med

overkroppen svingende frem og tilbage, rejser sig og vakler hen på

briksen, hvor han efter tre dage blir sig selv igen.

   M. melder sig derefter til dåb, blir døbt april 1901, fanger godt

den følgende sommer, men blir så syg i det ene ben og sengeliggende.

En af hans hjælpeånder har formodentlig hævnet sig. Kort efter

midvinter dør M.s kone Piseerajik under en dødfødsel. Sønnen K. gør

sit bedste for at holde modet oppe hos faderen, passer sin moders

lampe og læser sin ABD. En aften, da den syges far som så ofte før

besættes, ser K. et forfærdende spædbarn i briksens fodende. Det har

M. set i meget lang tid og han tilstår for sin svoger, Ajukutooq, at

det er en tupilak, der er vendt tilbage mod ham.  M. beslutter nu at

presse sit åndedræt ned og væk, dvs at dø. Han ligger bevidstløs i ca.

en halv time, hvorefter M. må opgive og bedrøvet lade sit åndedræt

komme tilbage.

   Hele forløbet af de to seancer og det mislykkede selvmord skildrer

hvordan M. må lide, mens han lidt efter lidt mister magten over sine

hjælpeånder.

Hist.: Missuarniannga, der blev døbt som voksen, levede fra ca. 1862 til 1910. Ilinngivakkeeq / Ilinnguakki / Ilinguaki (ca. 1830 - 1893) var en af Naajas sønner. Det samme var Kãvkajik / Kaakkajik / Kakasik (ca. 1835 - 1885), der var

M.s sangkampven og som M. opkaldte sin søn efter i 1890.

Tolkning: Adskillige historiske fortællinger beretter om de lidelser,

det kostede åndemanere at blive døbt og skille sig fra deres

hjælpeånder. Også Kukkujooq angribes således af et aggressivt

lysfænomen, der dog ikke rammer ham (Sandgreen 1987: nr. 53, s. 443 - 444).

I fortællingen om M. svarer ilddød og åndedrættets bortførelse ud over

havet under seancen ved en skyggebjørn til initiationerne ved såvel

ferskvandets bjørn til det "indre lys" som puulik. Det samme gør det råb, hvormed hjælpeånderne arriverer, da han er nået tilbage: ululo, ululoo. Det er sandsynligvis remmesælens parrings kald, mating call. Se også eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor og Sonne 2017: Worldviews of the Greenlanders, chap. 5.

Kommentar: Som man ser forstod Miss. sig på at lave tupilakker, dvs. heksekunst, ilisiinneq, samtidig med at han var angakkoq / åndemaner.

Resumé:

Puukaaqarteq, dattersøn af Napartuko og Atsivak, og lillebror til Maratsi, blev kaldt ved forskellige nanve, Aqqi, Seernaq og altså Puukaaqarteq. Han var slem til at rapse mad. En sultevinter, hvor det var lykkedes Maratsi under en seance at få isen til at forsvinde, og man derefter havde fanget godt, endte det alligevel med smalhals, fordi det var svundet betænkeligt i det hengemte spæk. Under en qilaneq-seance udpegede Maratsi Puukaaqarteq som tyven. Denne gik til bekendelse med den undskyldning at han så ofte uberettiget var blevet beskyldt for både det ene og det andet tyveri. Sammen med Maratsi og Ajukutooq var han med i drabet på Piitakaaq, da denne efterhånden havde fire mord på samvittigheden. Nogle var begået på mistanke om hekseri, bl.a. da Piitakaaqs kone døde af sygdom efter Ryder-eskpeditionen i 1892. Simujooq blev udset som den skyldige, også tildels i vennen Missuarnianngas kones nyfødte datters død. Piitakaaq og Missuarniannga dræbte så i fællig Simijooq, der efterlod sig flere ganske unge halvsvogre: Tiardukko, Kuuitse, Peqilaq og Iippik. Ifølge reglerne skulle de være med i hævnen. Det omfattende hævntogt fandt sted, da det ude på fangstfeltet rygtedes at Piitakaaq var taget på besøg hos en ven i Addereq. I samlet flok stævnede kajakkerne mod stedet, og det blev Ajukutooq, Maratsi og Puukaaqarteq, der forrettede drabet inde i teltet, mens resten ventede uden for. Da Piitakaaq faldt sammen fik han en kugle for panden med en riffel indkøbt af Umeerineq på handelstogt til Pamialluk i Sydgrønland.

Hist. Historisk overlevering i slægten Napartuku og Atsivaq. Se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9.

Se referat af Maratte's version, s. 397. Original tekst ibid, s.392 - 393.

Resumé: Kvinden der blev gift med en hund / Verdens tre folkeslags oprindelse.

En mands datter kan ikke holde på nogen mand. En af de gange hun er skilt tilbyder faderen hende sin hund til mand. Hunden løsnes af sit tøjr og ligger med kvinden, første dag i yderst i husgangen, næste dag længere inde i den, tredje dag på lampen foran briksen, og fjerde dag endelig på selve briksen. Dermed er hunden kvindens kone. Hun får det ene kuld børn efter det andet. Fordi de er så talrige forlader faderen hende. Hundefamilien sulter, hunden svømmer til sin svigerfaders sted og fylder et par bukser med kød, som den bringer de sultne børn. Anden gang fylder den bukserne halvt op med sten og resten med kød. Da den er nær ved at drukne under vægten redder den sig op og til land med en magisk sang / tryllesang, der hører til den amulet den har i kraven. Senere kommer børnenes bedstefar med kødgaver, men blir overslikket og ædt af sine børnebørn. Rasende sender moderen sine børn ud i verden på en skosål / kamiksål. Et hold sendes ud over havet med befaling om at blive gode håndværkere i modsætning til deres far, som ikke var det. De blir europæere, qallunaat. Det næste hold drager til indlandet med besked om at blive gode sælfangere i modsætning til deres far. De blir til indlandskæmper, timersit, der er gode sælfangere. Det sidste hold drager til det nordvestlige indland med besked om at blive gode hævnere, i modsætning til deres far, som ikke formåede at hævne sig. De bliver indlandets hundemennesker, eqqillit.

Var.: Kvinden og hunden. Kvinden der blev gift med en hund. Hunden der tog en kvinde til kone. Tartuneqi.

 Hist.: "Fortolkningsmuligheder": Holdningsændringer: "Qallunaat" og "Kvinden og hunden ..."

Kommentar: Som Thalbitzer rigtigt bemærker i en note, må det være hundens svigerfar, der fylder kød i bukserne og i anden omgang med stenfyld forgæves søger at drukne sin svigersøn med sten i posen. For tolkning af indlandskæmper og hundemennesker se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere).

Original: Taimane gûtimik nalussûgama, 1972: s. 18 - 27.

Resumé:

Efter eet forgæves flugtforsøg, hvor G.Q.'s stedfar, Kilimii stikker G.Q.'s mor dybt i låret, lykkes det hende og G.Q. at flygte over isen til Nunakitsut, hvor de får mad hos Quninngi-familien, og derfra videre. Moderen går alene over isen til Ikkatteq ved Sermilik, men først til Tasilaartik, hvor hun får sin svoger, G.Q.'s farbror, til skyndsomt at hente G.Q. Kort efter affarten ankommer Kilimii for at hente og drukne G.Q. i en revne i isen. G.Q. finder aldrig ud af hvorfor Kilimii hadede ham så inderligt. Moderen, der har været i Ikkatteq (formentlig bare for at høre om de kan bo der, BS) kommer tilbage, og de blir kørt et stykke af en af mændene på farbroderens boplads, hvorefter de går til Illumiut. Dér smager G.Q. i flere omgange dansk mad, men han kan ikke få det ned. De besøger også en dansk dame i et specielt udseende hus. Begge blir hentet undervejs af Kunnak, Imaakka og Taqqisima, som G.Q. omtaler som sin tids største åndemaner / angakkoq. Kunnak opfordrer den lille G.Q. til "at søge", når han kan begynde at gå omkring på egen hånd. Altså en opfordring til at uddanne sig ril åndemaner.

       I Ikkatteq har G.Q. mange slægtninge, viser det sig. Han får plads på briksen hos sin fætter, dvs. en stor dreng hvis fætter G.Q. var opkaldt efter (navngivning). Forældrene er Uvaanni og Piitakkaat, der på det tidspunkt allerede er blevet dræbt af Ajukutooq nær Kulusuk. Denne havde lokket Piitakkaat til Kulusuk, hvor han ellers aldrig kom, med en tryllesang, og efter nogen kamp lykkedes drabet. Da G.Q. senere er begyndt i kajak, opfordrer fætteren ham til at tage med til Kulusuk for at hævne sig på Ajukutooq, men G.Q. nægter af angst. Fætteren hævner sig så vidt G.Q. ved, aldrig.

Oversat af K. Rasmussen fra Chr. Rosings "Tunuamiut", 1906, ss.

25-27. Karl Rosings oversættelse: "Østgrønlænderne", 1946, ss.

39-41, red. W. Thalbitzer, Det grønlandske Selskabs Skrifter, 15.

Resumé af Karl Rosings oversættelse:

(Chr. Rosing nævner ikke, at åndemaneren er Ajukutooq)

Ved en senere lejlighed (end ID 987) har Ajukutooq fortalt om dengang søens vandkalv, minngua, en vandkalv i skikkelse af en kæmpehund med stort ansigt og smal krop, dukker op af søen ved hans gnidning (med en krebseart), øver en tiltrækning på ham, så han er nær ved at vælte, svømmer gennem jorden frem til ham og sætter tænderne i hans ryg ved lænden. Tre gange kaster den ham bagud, bærer ham så ned til søen og slynger ham tilbage til gnidestedet, hvorefter han besvimer, da den begynder at æde ham. Han vækkes til bevidsthed af en stemme, der med et kiakkakaaq ber ham vågne, fordi han har sovet alt for længe. Efter nogen tid kommer han til kræfter og mens han nøgen vandrer hjemad, kommer hans tøj, styk for styk farende efter ham. Det føles uhyggeligt, siger han.

Hist.: Det er oplevelser helt i overensstemmelse med østgrønlandsk tradition, som Ajukutooq her fortæller om. Uhyret kan være en isbjørn, eller en hund (også i Upernavik-distriktet, se: Sjælen tvinges til søs), og altid er den et ferskvandsvæsen.

Var.: Den store bjørn æder hende. Den lille elv med det store dyr.

... søens troldbjørn. Søens uhyre. Mislykket uddannelse. Teemiartissaq. Rasmussen 1938: 110: Åndemaners selvbiografi.

Vedr. uddannelse til åndemaner: søg også på initiation