Introduktion
Formålet med denne base over grønlandske fortællinger er at lette søgningen i den nedskrevne mundtlige overlevering, der er så omfattende, at det kan tage pippet fra enhver begynder. Basens ca. 2280 fortællinger må være repræsentative for deres tid i de forskellige egne af Grønland, og det er min agt, at basen i fremtiden suppleres med manglende samlinger og spredte tryk ved interesserede brugeres hjælp. Alle fortællinger, der foreligger i dansk oversættelse på tryk er blot indskrevet i resumé, der naturligvis ikke kan bruges som kilder. Man må gå til kilden selv, den trykte oversættelse, helst også den grønlandske original hvis den findes.
Af de øvrige fortællinger, dvs. håndskrevne og nogle få der kun er trykt på grønlandsk, er flertallet indskrevet i oversættelse til dansk. Lektor emeritus Christian Berthelsen har foretaget de fleste og nu afdøde Apollo Lynge, Nuuk, en større antal, Grethe Lindenhann nogle få og Signe Åsblom ligeså. Der er huller i mange oversættelser, enten når håndskriften har været utydelig, særpræget dialekt har gjort sig gældende, eller nedskriveren, der kan være den samme som fortælleren, ikke har haft magt over forløbet. Igen er det sikrest at gå til kilden, som regel håndskriftet, forudsat man har de fornødne kundskaber i grønlandsk. Ellers må brugeren gøre opmærksom på manglerne og usikkerhederne i sin formidling.
Download søgemanual som pdf her.
Søgning:
Anoritôq
Dokument id: | 637 |
Registreringsår: | 1937 |
Publikationsår: | 1951 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Amaanalik (Amaunalik) |
Nedskriver: | Holtved, Erik |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Anoritôq |
Publikationstitel: | The Polar Eskimos, Language and Folklore I |
Tidsskrift: | Meddr Grønland 152(1) |
Omfang: | side 76 - 80, nr. 17 |
Lokalisering: | Avanersuaq / Thule |
Note: | |
Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.
Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side 28 - 30.
Resumé: Anoritooq's søn Angulligaamaaq plejede at kvase andre fangeres håndled, når de havde fanget noget. En dag tager han med andre fangere på en længere fangsttur. Da de om aftenen skal sove, fortæller de ham, hvordan de plejer at ligge: "Vi har kun det ene ben nede i bukserne, sådan plejer vi at sove." Angulligaamaaq lagde sig til at sove på denne måde, og om natten blev han dræbt med en harpun, som hans fangstfæller stødte ind i rumpen på ham. Da fangerne kom tilbage, fortalte de Anoritooq, at hendes søn var blevet dræbt. Anoritooq efterspurgte nu et levende isbjørnefoster, som hun også fik. Bjørnen blev af børnene kaldt for Angulligaamaaq. Efterhånden som bjørnen voksede blev den for voldsom for børnene at lege med. Bjørnen begyndte også at gå på fangst. Når den ikke fangede noget undgik den sine egne spor, hvorimod den fulgte disse når den fangede noget. Moderen advarede den mod hundene, som hun kaldte for bjørnens fætre/kusiner. Anoritooq sværtede bjørnens side og den gik af sted. Den fangede intet og opsøgte derfor andre bopladser, hvor den ville stjæle mad. Det forlød pludselig, at en sværtet bjørn var blevet nedlagt, og da Anoritooq hørte dette gik hun til fjelds og fremsagde: "Efter at have mistet éns bjørnebarn, må man kigge efter en bjørn, bjørn, bjørn." Hun vedblev at synge disse strofer og blev til sidst til en sten, hvor folk kom og ofrede spæk til hende, således er stenen nu helt tilsølet af spæk.
Var.: Holtved 1951 17A; Rasmussen 1925: 80 - 81; Anoritooq. Kvinden der opfostrede en bjørn. Kvinden, der havde en bjørn til plejebarn; Søg også på: bjørn, isbjørn. |
Avôvak
Dokument id: | 674 |
Registreringsår: | 1937 |
Publikationsår: | 1951 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Amaanalik (Amaunalik) |
Nedskriver: | Holtved, Erik |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Avôvak |
Publikationstitel: | The Polar Eskimos, Language and Folklore I |
Tidsskrift: | Meddr Grønland 152(1) |
Omfang: | side 282 - 284, nr. 97 |
Lokalisering: | Avanersuaq / Thule |
Note: | |
Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.
Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side 115.
Resumé: Avoovaq har med at forsvinde ud af sin lillebrors syne, når han (A.) sætter sig på møddingen. A. er usårlig pga sine barneklæder, som hans forældre giver ham på, når han bliver angrebet af sine fjender. Står han på sin barneble kan de intet gøre ham. Lillebroderen, der skildres som en bangebuks, flygter op på et enormt højt, stejlt bjerg, da fjenderne kommer. Og mens Avoovak klarer sig mod fjenderne og dermed redder også sine forældre, der har stået ham bi, må lillebroderen forblive på fjeldet og dø der. Det er for stejlt til at han kan komme ned igen.
Hist.: Amaanalik havde alle sine fortællinger fra sin bedstemor, en af indvandrerne fra Baffinland omkr. 1860 med oprindelig hjemstavn på øens sydøstlige kyst. Sammenkædningen af den første barnedragt og usynlighed refererer til den fødselsymbolik, der er fremherskende i det østgrønlandske pooq-kompleks. Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor. Der er ligeledes god overensstemmelse med forestillingerne om en sejrsskjortes beskyttende og usynliggørende egenskaber i Upernavik-distriktet: se Kuungaseq.
Var.: Forskellige fortællingers hovedperson bærer dette navn, Avoovak el. Avoovang. |
Boy hunting at frozen-up breathing-holes
Dokument id: | 705 |
Registreringsår: | 1937 |
Publikationsår: | 1951 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Amaanalik (Amaunalik) |
Nedskriver: | Holtved, Erik |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Boy hunting at frozen-up breathing-holes |
Publikationstitel: | The Polar Eskimos, Language and Folklore I |
Tidsskrift: | Meddr Grønland 152(1) |
Omfang: | side 313 - 315, nr. 128 |
Lokalisering: | Avanersuaq / Thule |
Note: | |
Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.
Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side 129 - 130.
Resumé: En dreng og hans enlige bedstemor får intet kød fra deres fæller. Da drengen begynder at fange og får fangst ved tilfrossent åndehul, fanger de andre intet, og kvinden hævner sig. End ikke hendes nære slægtninge får kød på anmodning.
Hist.: Moralsk fortælling |
Child which turned into a hare
Dokument id: | 1417 |
Registreringsår: | 1937 |
Publikationsår: | 1951 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Amaanalik (Amaunalik) |
Nedskriver: | Holtved, Erik |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Child which turned into a hare |
Publikationstitel: | The Polar Eskimos, Language and Folklore I |
Tidsskrift: | Meddr. Grønland 152(1) |
Omfang: | side 246 - 247, nr. 71 |
Lokalisering: | Avanersuaq / Thule |
Note: | |
Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.
Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side 99.
Resumé: Et lille barn samlede dun fra pilebuskene. Det var på den tid, da huse kunne flyve igennem luften, mens beboerne sov. Da han havde samlet en stor bunke, faldt et hus ned ved siden af ham. Han blev så forskrækket, at han blev forvandlet til en hare, efter som dunene var hvide hår fra en hare.
Kommentar: oprindelsesmyte |
Den store ild
Dokument id: | 1529 |
Registreringsår: | 1903 |
Publikationsår: | 1925 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Arnaaluk (Arnâluk) |
Nedskriver: | Rasmussen, Knud |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Den store ild |
Publikationstitel: | Myter og Sagn fra Grønland, III |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 63 - 64 |
Lokalisering: | Avanersuaq / Thule |
Note: | |
Orig. håndskrift har ikke kunnet identificeres. Rasmussens renskrift.: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "Ingnerssuaq" / Innersuaq. Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905: 222 - 223.
Resumé: De voksne holder trommedans i ét hus, mens børnene larmer alene i et andet hus. Den forældreløse Kaassassuk går ud, råber ind, at en stor ild kommer, og da ingen af børnene tror ham, gemmer han sig oppe på tørrestativet. Ilden, der er en mand med en remmesæl som pisk, myrder alle børnene. Da de voksne ikke tror K., opfordrer han dem til at larme om aftenen. Ilden kommer, overhældes med kogende tran, skoldes fordærvet og flygter. K. må derfor aldrig komme ind i huset, og lige siden har man altid forbudt børnene at larme og skrige op.
Hist.: Vedr. indvandringen: Ulloriaq, Inuutersuaq: Beretningen om Qillarsuaq ... [Kbh. Det grønlandske Selskab 1985 (ikke registreret i denne base). Men søg på: Petersen, Robert, 2000: Om grønlandske slægtssagaer. Tidsskriftet Grønland, ss. 299 - 311. Det er uklart hvem fortælleren egentlig er, den 60-årige kvinde Arnaaluk (ifølge Rasmussen 1925), eller den unge mand Appalinnguaq (ifølge Rasmussen 1905, se ovf.). I håndskriftet (se ovf.), der er Rasmussens renskrift, står Appalinnguaq som fortælleren. Arnaaluk er imidlertid også i Myter og Sagn, III anført som fortælleren til en Kaassassuk version, der indledes med myten om Den store ild. Til denne version har det ikke været muligt identificere noget håndskrift, med mindre det er den, som Rasmussen nedskrev under første thuleekspedition 1912-14, se ID 1552. Men kombinationen af Den store ild med den gængse Kaassassuk fortælling stammer sandsynligvis fra Baffinland, hvor Kaassassuk blev pisket til kræfter af månemanden, og har slået rod i Thule området, idet både Amaanalik / Amaunalik af baffinlandsk afstamning og Pualorsuaq hos Holtved også kombinerer dem. Søg iøvrigt på Kaassassuk Thule. |
Igimarasugsugssuaq
Dokument id: | 1377 |
Registreringsår: | 1937 |
Publikationsår: | 1951 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Amaanalik (Amaunalik) |
Nedskriver: | Holtved, Erik |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Igimarasugsugssuaq |
Publikationstitel: | The Polar Eskimos, Language and Folklore I |
Tidsskrift: | Meddr. Grønland 152(1) |
Omfang: | side 211 - 218, nr. 49 |
Lokalisering: | Avanersuaq / Thule |
Note: | |
Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.
Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side 83 - 86.
Resumé: Under en sulteperiode spiser Igimarasugsugssuaq / Iimarasussussuaq sine bopladsfæller. Han får sin kone til at koge dem. Selv spiser hun kun deres lus. Den sidste han spiser er konens lillebror. Hun græder, mens hun piller lus af ham, men siger, at det er røgen fra bålet, der får hendes øjne til at løbe i vand. Da der ikke er flere tilbage, vil manden spise sin kone. Hun går ud for at samle brænde til bålet, hun tager sin ulu med sig og flygter fra manden. Da hun kommer til en stor sten, sætter hun sig ned og fremsiger en trylleformular: "Vejr, sluk dig!" Hun satte sig ved læsiden af stenen. Det begyndte at blæse op og sne. Til sidst blev hun helt dækket af sne. Hjemme var manden ved at blive sulten. Da blæsten lagde sig, gik han ud for at lede efter sin kone. Han stak sin harpun ind i alle snedyngerne, som lå oppe ad stenene. Da han kom til den snedynge, som hans kone sad i, satte hun sin ulu op de steder, hvor hans harpun stak ind. Hun hørte ham sige: "Ha-ang, ha-ang, hvor er de nyrer som jeg skal spise!" Konen blev bange, da hun hørte dette, men hun havde narret manden.
Arnaqa, som konen hed, ventede et stykke tid, så begyndte hun at vandre. Hun så en rævefælde, med to ræve, hvoraf hun spiste den ene. Så så hun en slæde komme kørende. Folkene på slæden blev bange for hende, fordi de troede, at hun var et spøgelse. Hun råbte efter dem, og de kom tilbage og hentede hende. Hun boede nu hos dem og fortalte alt om Ig., og at han sikkert ville komme. Ganske rigtigt kom han forbi. Han var for tyk til at komme ind i huset, så de måtte fjerne en sten, for at han kunne komme ind. Han fortalte, at han havde nedlagt en hval, og at det var derfor, han var så tyk. De vidste naturligvis, at det var løgn. Han spiste kun det kød, han selv havde medbragt og kiggede sultent på et lille barn, idet han sagde, at det kunne være Arnaqas lille barn. Menneskene begyndte at opfatte, at han havde onde hensigter. De fortalte ham, at de plejede at synge trommesange bundne til loftsbjælken. Én efter én lod de sig binde, indtil det blev Ig.s tur. Da de havde bundet ham, begyndte de at synge: "Igimarasussussuaq med forråd af menneskekød, Igimarasussussuaq med forråd af menneskekød!" Da han hørte dette, blev han klar over, at Arnaqa var hos dem. De råbte: "Lad hende slå sin mand ihjel!" Arnaqa kom ud på gulvet, de gav hende en stor kniv, men hun kunne ikke stikke ham ihjel. En anden tog kniven og gjorde det af med ham. Da de havde gjort det, sagde Arnaqa. "I skal se, mit røvhul er fuld af lus!" Men de ville også slå hende ihjel, fordi de troede, at også hun havde spist mennesker. De slog hende ihjel. Da de bagefter skar hende op, så de, at hendes røvhul var fuld af lus, og at i hendes mave kun var resterne af nogle gamle såler. De ærgrede sig over, at de havde slået hende ihjel, da hun ellers ville have været den ældste kvinde i huset. De havde slået hende ihjel uden grund.
Var.: Igimarasussuk; Iimarasussuk; Igimarasussussuaq nr. 49 A |
Kâgssagssugpaluk / Kaassassuppaluk, den forældreløse, der blev til en stærk mand
Dokument id: | 1552 |
Registreringsår: | 1914 |
Publikationsår: | 1925 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Arnaaluk (Arnâluk) |
Nedskriver: | Rasmussen, Knud |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Kâgssagssugpaluk / Kaassassuppaluk, den forældreløse, der blev til en stærk mand |
Publikationstitel: | Myter og Sagn fra Grønland, III |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 88 - 93 |
Lokalisering: | North Star Bay: Avanersuaq / Thule |
Note: | |
Orig. håndskr.: KRKB, Knud Rasmussens Arkiv: Fra 1. Thuleekspedition 1912-14. Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.
Resumé: Børnene i et hus larmer, mens de voksne er til åndemaning i et andet hus. Kaassassuppaluk advarer børnene mod den store ild og ber om at blive løftet op på tørrestativet. Det sker; børnene larmer videre. Ind kommer den store ild med sin pisk af en hel remmesæl med lange klør. Den trækker børnene ud i husgangen og skolder dem ihjel. K. løber over med besked til de voksne, der beskylder ham for miseren. Han overtaler dem til selv at larme om aftenen. K. får ikke lov til at være inde. Man larmer, ilden kommer, og man hælder kogende tran ned over remmesælen. Ilden fortrækker. K. er herefter forvist til husgangen, hvor hans onde bedstemor prygler ham sammen med hundene, og når han søger varme på taget ved luften fra loftsventilen, trækker husherren Umerluttooq ham op i næseborene. Han får kun sej hvalroshud at spise. Han tygger det med en lille knivsten mellem tænderne. Knivstenen gemmer han i forhuden på sin penis. K.s anden bedstemor, hans mormor, er god mod ham og tørrer altid hans tøj. K. møder en kæmpe, der parterer sin fangst og K. råber til ham om et stykke. Kæmpen, der kun hører en svag ringen for ørerne, tror det er et dødt menneske og giver ham en lille offerbid. K. har evne til at forstørre stykket. Han spiser sig mæt og lægger med besvær den store rest i depot. Den er væk, da han kommer tilbage. Kæmpen, der har spist det, får ondt af K. og træner hans kræfter ved sammen med ham at rulle sten rundt. Da K. er ligeså stærk som kæmpen lover denne ham at sende tre bjørne som erstatning for det spiste kød. K. bliver stadig mishandlet hjemme. Om natten trækker han en indefrossen konebåd op af isen. Alle forbavses næste dag og U. siger hånende til K., at det nok er ham. Da bjørnene kommer, låner K. sin gode bedstemors korte støvler, dræber bjørnene, bærer dem hjem som var de harer og bygger sig et stort udendørs ildsted til kogningen. Først smider han dog sin onde bedstemoder i ilden, og beroliger sin gode bedstemor. Hende vil han intet ondt gøre. U. og de andre flygter, mens K. koger og spiser bjørnekød. K. finder U. ved kanten af en stejl skrænt, ryster ham med et greb i næseborene ud over skrænten, og ligger med alle hans koner. K. gengælder også alle andre fællers ondskab, hvorefter han rejser sydpå og får kajak, men blir dræbt, fordi han får for vane at klemme små børn ihjel.
Var.: Kaassassuk.
Hist.: Indledningen med fortællingen om Den store ild har også de to versioner, som Holtved fik af både Amaanalik og Pualorsuaq. Ligeså er Kaassassuk hovedpersonen i en kort version af Den store ild, "Innersuaq", som Rasmussen fik af Appalinnguaq fra Appat, Thule. Der var således i Thule en vis tradition for at associere Kaassassuk til den, der redder sig fra den store ild. Måske er det en påvirkning fra det sydøstlige Baffinland, hvor Amaanaliks fortællinger stammede fra. Her findes en version (hos Franz Boas), hvor det er månemanden (en stor ild?) der pisker kræfter i Kaassassuk. Rasmussen fik desuden en version uden indledningen med Den store ild. I det øvrige er den næsten identisk med Arnaaluks. Se Qilerneq, Kaassassuk.
Vedr. indvandringen: Ulloriaq, Inuutersuaq: Beretningen om Qillarsuaq ... [Kbh. Det grønlandske Selskab 1985 (ikke registreret). Men søg på: Petersen, Robert, 2000: Om grønlandske slægtssagaer. Tidsskriftet Grønland, ss. 299 - 311.
Det er uvist om det er Rasmussens mangelfulde nedskrift, der gør, at fortællingen virker kluntet. Holtveds senere version er mere retfrem. I varianten hos Rasmussen bemærker man at K. til slut flytter sydpå. Det kunne tyde på at man mente at fortællingen stammede sydfra. Men som det fremgår af kildeudredningen ovf. er der en del grus i maskineriet. |
Kâgssagssuk / Kaassassuk
Dokument id: | 660 |
Registreringsår: | 1937 |
Publikationsår: | 1951 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Amaanalik (Amaunalik) |
Nedskriver: | Holtved, Erik |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Kâgssagssuk / Kaassassuk |
Publikationstitel: | The Polar Eskimos, Language and Folklore I |
Tidsskrift: | Meddr Grønland 152(1) |
Omfang: | side 120 - 134, nr. 34 |
Lokalisering: | Avanersuaq / Thule |
Note: | |
Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.
Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side 47 - 52.
Resumé: Kâgssagssuk var en forældreløs dreng, som boede i et hus med andre mennesker. En aften skulle de voksne ud for at høre trommesang. Børnene skulle være alene hjemme. Alle børnene begyndte at skændes, kun Kaassassuk gik udenfor. Der så han pludelig den store ild, som kom nærmere. Han gik ind i huset og sagde:" I må være stille, fordi den store ild kommer. Børnene blev ved med at skændes. Oppe under loftet lå et bjørneskind til tørre. Da børnene ikke ville høre efter sagde han til dem:" Løft mig op til tørrerammen." Det gjorde de, og den store ild kom nærmere. Som pisk havde den en kæmpe remmesæl med store klør. Da pisken kom ind, flygtede børnene op på platformen, men den fik fat i dem, og smed dem ud til den store ild. Den brændte dem og åd dem. Da der ikke var flere tilbage, prikkede pisken lidt til tørrerammen, men dog uden at skade Kâgssagssuk. Den forsvandt igen, efterladende Kaassassuk alene. Da de voksne kom tilbage, spurgte de ham:" Hvor er dine kammerater?" Han svarede:" Den store ild har dræbt dem." " Han lyver!" var deres svar. Umerdlortorssuaq / Umerlortorsuaq tog ham i næsen og sagde: "Se den lille løgner, han har dræbt dem, sådan en usling!" De viste deres afsky for ham, men sagde :" Lad os prøve at råbe, så kan vi se hvilken usling han er." Henne ved vinduet var de begyndt at koge en stor gryde med sælolie, Kaassassuk blev sendt udenfor. Da olien var kogt, begyndte de voksne inde i huset at råbe. Kaassassuk råbte til dem: "Se den store ild kommer!" Menneskene prøvede at sende ham ind i ilden, med han blev ved at råbe. Nu var ilden tæt på, men de ville ikke lade ham komme ind, han måtte lukke sig ind i forrådskammeret. Nu kunne de se den store ild, og den store remmesæl var på vej ind i huset. Inde i huset stod to gamle kvinder parat til at skære gryden med kogende olie ned, for at skolde den store remmesæl, der kom til syne. Da det var gjort, fortrak den store ild, fordi den nu havde mistet sin hale. Remmesælen lå nu skoldet i huset indgang, så de var nødt til at kravle over den, for at komme ud. Udenfor så de, at Kaassassuk stadig var i live. Umerdlortoq løftede ham op i næseborene, og lod ham falde. På vej ud af huset satte en gammel kone sig ned på remmesælen, idet hun skoldede sine kønsorganer. Da hun havde gjort dette, løb hun ned til stranden, hvor hun skar dem af og kastede dem i havet, idet hun sagde: "Tag dem til muslinger, muslinger smager godt." På den måde blev de til muslinger. Umerdlortoq kunne nu ikke tåle synet af Kaassassuk, hvergang han så ham løftede han ham op i næseborene, som nu var store som skorstensrør (eng: funnel). Kaassassuk boede sammen med hundene i hus-passagen. Når hans bedste- mor skulle urin-spanden, plejede hun at slå ham. Når han sad i nærheden af huset lufthul, for at få varmen, tog Umerdlortoq en pind for at jage ham væk. Når Umerdlortoq / Umerlortoq gav sine hunde mad, gav han nogle gange et stykke hvalroshud til Kaassassuk, der spiste det, selvom han ikke havde nogle tænder. Umerlortoq kunne ikke forstå det, og selv om han undersøgte Kaassassuk grundigt, fandt han ikke nogen kniv. Kaassassuk gemte en kniv under forhuden på sin penis. Den eneste der var god imod ham, var hans anden bedstemor, hun gemte ham bag sin ryg på sovebriksen, når de andre drillede ham for meget. Vejret blev mildere, og hans bedstemor sagde til ham, at han skulle gå en tur, for at få varmen. Han gik en lang tur men kom tilbage. Han sov i hus-passagen, og den anden bedstemor slog ham så, det gjorde meget ondt. En dag han var ude at gå, så han en mand, som stod og flænsede noget kød. Kâgssagssuk spurgte manden, om han måtte få noget kød. Manden hørte det og sagde:"Der er noget der synger i mit øre, her har du noget at spise." Så forsvandt han. Der hvor han havde stået lå et stort stykke kød. Kaassassuk spiste så meget han kunne og gemte resten. Så gik han hjem, for at sove i hus-passagen med hundene. Hans onde bedstemor tømte urinspanden og bankede ham endnu mere voldsomt. Næste dag gik han ud for at finde det gemte stykke kød. Han kunne ikke finde det, og han begyndte at græde, fordi han var meget sulten. En mand kom hen til ham og spurgte hvorfor han græd. " Jeg havde noget her, men nogen har taget det," svarede han. Manden prøvede at trøste ham. Han sagde:" Det er mig der har taget det, fordi jeg troede, at der var nogle, der havde smidt det ud. Lad os lege lidt for at få varmen." Manden begyndte at rulle en stor sten, og sagde til Kaassassuk, at han skulle gøre det samme. Han prøvede, men kunne ikke rokke den, han begyndte at græde. Manden sagde:" Lad vær med at græde, gør dig umage og prøv en gang til!" Men Kaassassuk kunne stadig ikke rokke den. Manden blev ved at opmuntre Kaassassuk, indtil han fik en af stenene til at rulle. Så sagde manden til ham:" Nu er du blevet stærk af at se, at du kan få alle stenene til at rulle. Gå blot hjem, på din vej vil jeg lade tre bjørne komme tilsyne." Da han kom hjem, sov alle. Umerdlortoq / Umerlortoq havde en kone-båd, som var lukket inde af isen. Kaassassuk gik ned for at hive den op, og ødelagde den derved. Derefter gik han ned og lagde sig i hus-passagen for at sove. Den onde bedstemor tømte urinspanden og smed ham ud, så han faldt og slog sig. Umerdlortoq hev ham op i næseborene, som nu var helt opsvulmede, og smed ham ned på jorden. Da så han, at hans båd var helt ødelagdt, og han sagde:" Hvem har ødelagdt min båd?" Og han tog igen fat i Kaassassuk, og lod ham falde til jorden. De blev ved med at behandle ham dårligt. Den eneste der ikke gjorde det, var hans bedstemor, som lod ham sidde inde, mens hans tøj blev tørt. En dag han sad og ventede på at hans tøj skulle blive tørt, hørte han stemmer udenfor:" Der kommer tre bjørne!" Umerlortoq sagde for sjov:" Hvor er Kaassassuk!" Kaassassuk havde ingen kamikker at tage på, men hans bedstemor gav ham nogle, så han kunne gå ud. Han gik lige hen til de tre bjørne, dræbte de to bjørne-unger og vred hals om på den store bjørn. Derefter løftede han dem alle tre hjem på en gang. Nu blev Umerdlortoq bange. Kaassassuk lavede et stort bål, da han var kommet hjem. Umerdlortoq gjorde sig klar til at tage afsted, men Kaassassuk sagde til ham:" Bliv og spis noget bjørnekød." Umerlortoq hørte ikke efter og tog afsted. De andre kogte en kæmpe kød-gryde, så de spiste alt det de kunne. Kaassassuk var blevet et rigtigt menneske. Han tog sin onde bedstemor og brændte hende, til der kun var mave tilbage. Da den gode bedstemor så dette, ville hun løbe væk, men Kaassassuk sagde, at han ikke ville gøre hende noget. Derefter boede de sammen. Kaassassuk gav hende et nyt bjørne-skind. Kaassassuk begyndte at lede efter Umerlortoq, og han så dem oppe på en høj skrænt. Han gik derop, og tog Umerlortoq i næseborene og lod ham hænge ud over skrænten, indtil hans næsebor var helt ødelagte. Derefter voldtog han de to koner og sagde til Umerlortoq: "Se dine to koner, dem som ingen måtte røre!" Umerlortoq kunne ikke se noget pga. sin ødelagdte næse. Kaassassuk gik hjem. Kaassassuk havde en fætter som hed Sorqârdluk / Soqqaarluk. Han var meget god til at kløve med en ismejsel. Dette hørte en mand som hed Umigtuaq, som havde to hvalrosser froset fast i is-foden. En dag kom Kaassassuk og Soqqaarluk på besøg hos Umigtuaq / Umittuaq. Da de kom ind sagde han:" Hvor er det synd at vi ikke har noget at spise, der ligger ganske vist noget hernede, men det er frosset fast." Så gik de to fætre ned for at få hvalrosserne løs. De prøvede længe men kunne ikke få dem løs. Til sidst sagde Kaassassuk at Umittuaq skulle hjælpe til, det gjorde han og de fik hvalrosserne løs. Umittuaq blev lidt skadet da de arbejdede. Sorqârdluk / Soqqaarluk parterede hvalrosserne. Umigtuaq havde nu set hvor stærke de var. De blev der et stykke tid. Kaassassuk boede sammen med sin bedstemor, og han havde bedt hende om at finde en kone til ham. Alle ville gerne have ham til svigersøn. Men han giftede sig med en forældreløs. Til sidst begyndte Kaassassuk at opføre tromme-sange, han sang:
"Når de ligger derovre, når de ligger derovre, hvor mange er mine koner, hvor mange er mine koner, når de ligger derovre, når de ligger derovre, hvor mange er mine koner, hvor mange er mine koner."
Sådan sang han, fordi alle ville have ham til svigersøn, fordi han var så stærk.
Var.: Den store ild; Kaassassuk.
Kommentar: Sammensætningen af Den store ild med Kaassassuk er forholdsvis sjælden. Se de øvrige varianter. |
Kivioq
Dokument id: | 657 |
Registreringsår: | 1937 |
Publikationsår: | 1951 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Amaanalik (Amaunalik) |
Nedskriver: | Holtved, Erik |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Kivioq |
Publikationstitel: | The Polar Eskimos, Language and Folklore I |
Tidsskrift: | Meddr Grønland 152(1) |
Omfang: | side 104 - 117, nr. 33 |
Lokalisering: | Avanersuaq / Thule |
Note: | |
Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.
Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side 41 - 45.
Resumé: En lille dreng boede hos sin bedstemor. Han gik ofte på besøg, men han fik altid sit tøj revet i stykker. Hans bedstemor reparerede altid hans tøj. De eneste der ikke ødelagde tøjet, var Kivioq og en anden kammerat. Tilsidst havde han ikke noget tøj at tage på. Bedstemoren, som efterhånden var træt af at reparere hans tøj, sagde at når han var nede ved havet, skulle han opføre sig som et sælmonster. Drengen opførte sig som et sælmonster, og lokkede på den måde de andre drenge langt ud på havet. Da drengens bedstemor så det, gik hun ned til havet og sagde: "Hvor er mit vejr- hvor er mit vejr ?" Med det samme rejste en orkan sig, og alle drengene, pånær Kivioq, kæntrede i deres kajakker. Langsomt lagde vinden sig. Kivioq fik øje på en kyst langt borte. På land fik han øje på en kvinde, som prøvede at få en gryde i kog, idet hun brugte et skulderblad fra en hval som læhegn. Kivioq betragtede kvinden. Læhegnet blev ved med at vælte i vinden. Kvinden sagde: "Manden vil ikke have en der vælter hele tiden."
Kvinden levede ved en kyst, hvor der ofte drev ådsler ind. Kivioq viste sig for hende, og hun blev meget glad. Hun sagde:" Jeg bor her alene og hedder Niaqutsiaq - ved Qilangatsiaq drev jeg engang ud på en isflage." Hun boede i et telt. Inde fra teltet hørtes en sang: "Qang, qang, qang- dyr fanget, fanget, fanget der oppe fra, der nede fra harpunering." Kivioq gik ind i teltet. Indenfor var kun kvindens barn. Men under en lampe lå en dukke, som var en del af kvindens halskæde. Det var denne dukke som sang for at trøste barnet. Så snart Kivioq var gået ud, begyndte dukken at synge den samme sang igen.
Kivioq blev hos kvinden, og de fik mange børn. Det skete ofte, at dyr strandede på kysten, når det var lav-vande. Af disse dyr levede de. Kvinden sagde til børnene:" Formèr jer, så vi hurtigt bliver mange!" Selv om de var brødre og søstre, havde de samleje med hinanden, og blev hurtigt endnu flere mennesker.
Kivioq begyndte at længes hjem, derfor tog han sin kajak, og roede i lang tid. Endelig hørte han en kalden inde fra land:" Kom og tag noget ud af mit øje- kom og tag noget ud af mit øje!" Han gik i land, for at se hvad det var.
Det eneste han kunne se, var det forreste lille lalleben fra en sæl, der var tilgroet med lyng. Da han havde set det, roede han atter ud i sin kajak. Han havde roet et stykke tid, da han atter hørte stemmen kalde. Igen roede han ind til kysten, og så kun lallebenet. Uden at røre det, gik han tilbage til kajakken, og roede ud igen. Tredie gang han hørte kaldet, gik han hen og så nærmere på lallebenet. Han fjernede lyngen fra lallebenet, og nu blev det stille. Det havde råbt, fordi det var helt groet til.
Endelig kunne han ro videre, tilsidst fik han øje på et hus. Han stod ud af kajakken, og gik op til huset, hvor han fandt en kvinde. Kvinden var villig til at tørre hans kamikker. Mens kamikkerne blev tørret, lagde Kivioq sig på sovebriksen. Kvinden havde en kniv som hale. Kivioq lod som om han sov, da kvinden kravlede oven på ham. Lig idet hun skulle til at sætte sig på ham, rullede han til siden. Mens kvinden klagede sig, tog han hurtigt sine kamikker, og roede bort derfra.
Mens han roede, mødte han nogle nysgerrige mennesker, som sad på siden af hans kajak. De gik ovenpå havet, nogle med bukserne hevet op, og nogle med bukserne hængende nede i vandet. Hver gang de satte sig op på hans kajak, var han lige ved at kæntre. Tilsidst lod de ham være, og han roede videre. Et andet sted mødte han en stor mængde mennesker. De tog hans sælblære og begyndte at spille bold med den. De roede på siden af ham, han var bange for, at de ikke ville give ham blæren igen. Det gjorde de, og han roede hurtigt væk.
Han havde sejlet længe, da han endelig så et menneske. Oppe fra land sagde en mand til ham:" Kom, kom og kig på skrænten, alle de smukke ting. Kom lad os gå hen og se alle de smukke ting, som er henne ved skrænten!" De gik begge hen til skrænten. Da Kivioq følte, at manden ville skubbe ham ned, skubbede Kivioq manden ned i stedet for. Ned for enden af skrænten lå en mængde menneskeknogler, fra alle de mennesker, som manden havde skubbet ned. Kivioq roede videre.
Efter et stykke tid så han et telt inde på land. Han gik hen til teltet og kiggede ind i det. En kvinde sad der og skrabede skind. Mens han betragtede hende, skar hun pludselig det ene øjenbryn af og puttede det i munden. Det begyndte at dryppe på skindet. Da Kivioq så det, skyndte han sig ned til sin kajak. Kvinden kom til syne og hun sagde: "Jeg kunne godt tænke mig at skære ham der i stykker!" Da hun sagde det, var Kivioq lige ved at kæntre. Men han vendte sig om med sin harpun, som om han ville kaste den og sagde:" Og må jeg gøre gengæld." Kvinden satte sig ned og smadrede sin ulo. Da hun havde gjort det, tog Kivioq afsted.
Efter at have roet et stykke tid, så Kivioq et stort telt med forrum. Inde i teltet var Erqautdlôq / Eqqaallooq og hendes datter. Her boede de godt, og Kivioq flyttede ind hos dem. Ude i forrummet lå en stor pilegren med stor knaster. Kivioq tog datteren til kone. Pilegrenen rystede, fordi den var jaluox. Den havde haft moren og datteren til koner, idet de brugte knasterne som penis. Hvergang de havde kastet den i havet, var den altid kommet med bytte. På den måde havde den forsørget dem. Da Kivioq havde taget datteren til kone, begyndte han at gå på jagt i sin kajak. Når han kom tilbage med en sæl, kom Eqqaallooqs datter og bar byttet op på sine skuldre.
En dag Kivioq havde været ude på fangst, kom hans kone som sædvanlig ned for at bære byttet op. Denne gang snublede hun, og Kivioq forstod at Eqqaallooq havde dræbt sin datter og trukket hendes hud ud over sin egen krop. Hun gik tilbage til teltet. Da Kivioq kom op til hende spurgte han:" Hvor er din datter ?" Eqqaallooq svarede:" Hun er ude og samle bær." Men Kivioq vidste at det var løgn, og han sagde til hende:" Gå hen og tag min harpunline, den ligger i indgangen." Hun svarede:" Jeg tror ikke at jeg kan nå den, heller ikke hvis jeg står på tæer." Kivioq kunne se, at hun havde forsøgt at få liv i sin datter, men uden at det var lykkedes. Han rejste videre.
Tilsidst kom han til sit hjem-land. Han roede hen til bopladsen, hvor han kunne se sine gamle kammerater. De begyndte at råbe:" Kajak!" Kivioqs kone hørte det og sagde:" Årerne ser helt røde ud, som om det var Kivioq der kom."
Kivioq var nu på bopladsen, og han spurgte sin kone: "Mens mine knogler har været druknet, har du da været gift?" Det havde hun, fordi hun havde troet, at han var druknet.
Var.: Kivioq / Givioq
Hist.: påkaldelsen i begyndelsen "Hvor er mit vejr" er et ritual, som inuit i Canada ofte brugte: det er det vejr, der var på ens fødselstidspunkt, man således kalder frem. Se også: A woman fetches birth-hour of deceased.
Kommentar: tidevandsfangst.
Dette er iøvrigt en usædvanlig fyldig version af Kivioq |
Little Auk's song
Dokument id: | 1412 |
Registreringsår: | 1937 |
Publikationsår: | 1951 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Amaanalik (Amaunalik) |
Nedskriver: | Holtved, Erik |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Little Auk's song |
Publikationstitel: | The Polar Eskimos, Language and Folklore I |
Tidsskrift: | Meddr. Grønland 152(1) |
Omfang: | side 240 - 241, nr. 66 |
Lokalisering: | Avanersuaq / Thule |
Note: | |
Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.
Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side 96.
Resumé: Nogle mennesker i en umiaq hørte en lille alk. Den sad med sin unge. De var på vej væk. Menneskene hørte den synge:
"Men denne havbugt, men denne store havmåge, hâjâ-aha, hâ- hâ-a hâ-â, ha hâ eæ ha-ahâ, hâæ!"
Den store havmåge var slem til at æde sine børn, de små alke. |
Man sells a knife to wolves
Dokument id: | 665 |
Registreringsår: | 1937 |
Publikationsår: | 1951 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Amaanalik (Amaunalik) |
Nedskriver: | Holtved, Erik |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Man sells a knife to wolves |
Publikationstitel: | The Polar Eskimos, Language and Folklore I |
Tidsskrift: | Meddr Grønland 152(1) |
Omfang: | side 182 - 184, nr. 41 |
Lokalisering: | Avanersuaq / Thule |
Note: | |
Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.
Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side 71 - 72.
Resumé: Det fortælles, at en mand var ude at gå og havde en kniv med. Efter at have gået længe så han to huse. I det ene kunne man høre mennesker larme, i det andet var der stille. Idet han ville gå ind i det stille hus, lød der en snerren der inde fra. Det var en ulv i menneskeskikkelse. Da han viste den sin kniv, holdt den straks op med at snerre og bød ham inden for. Lidt efter hørte ulven sine unger komme hjem, og den sagde til manden, at han måtte gemme sig bag vægskindet. En unge kom ind. Den sagde, at den kunne lugte mennesker. Moder-ulven benægtede det. Så gik ungen ud igen.
Ulve-kvindens mand var på jagt, så manden blev der et stykke tid. Da ulve-manden kom hjem med et stort rensdyr på ryggen sagde han, at der lugtede af menneske. Ulve-kvinden sagde: "Det ben som du var lige ved at spise, har foræret os en kniv." Det stoppede ulve-manden, selv om den følte sig meget fristet. Manden blev hos dem en tid, men en dag sagde ulven, at han måtte tage afsted, mens børnene sov. De gav ham mad med til turen, et stort rensdyr, i bytte for kniven. Ulve-kvinden fulgt ham et stykke på vej, hun gik i hans fodspor, for at udslette dem. Hun sagde til ham, at han ikke måtte lade nogen besøge dem, fordi børnene ville æde dem. Det lovede han og tog hjem.
Da han kom hjem til sine fæller, spurgte de ham, hvor han havde fået rensdyret fra. Han svarede: "Jeg mødte ulve i menneskeskikkelse, byttede min kniv med rensdyret. Men de sagde, at hvis nogen nogensinde igen besøgte dem, at de ville æde dem." Trods hans ord var der en som gik ud for at følge hans spor. På den måde kom han til huset, hvor der lød tale. Han gik ind med sin kniv foran sig. Ulvene hev ham ind og åd ham. Han kom aldrig tilbage.
Var.: Et kendt tema: besøg hos dyr eller ånder i menneskeskikkelse resulterer ofte i gaver eller tjenester med forbud om at besøget gentages af gæstens fæller. fx: Kartulukkunnut pulartut; De små forældreløse; Man sells a knife to wolves 41 A; Pissarsiorniasagit; Den eenøjede indlandsbo på Kingitsoq-fjældet. |
Man visits bears
Dokument id: | 1188 |
Registreringsår: | 1937 |
Publikationsår: | 1951 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Amaanalik (Amaunalik) |
Nedskriver: | Holtved, Erik |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Man visits bears |
Publikationstitel: | The Polar Eskimos, Language and Folklore I |
Tidsskrift: | Meddr. Grønland 152 (1) |
Omfang: | side 180 - 182, nr. 40 |
Lokalisering: | Avanersuaq / Thule |
Note: | |
Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.
Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side 70.
Resumé: Et menneske, som havde sine jagt-redskaber med sig, kom til at bo hos nogle bjørne i menneskeskikkelse. Mennesket legede ofte med en ung bjørn. Efter noget tid begyndte den gamle han-bjørn at sige: "Min arm er ved at blive tynd!" Den unge bjørn forklarede: "Det er fordi, at han vil æde dig, at han siger det. Næste gang vi er udenfor, må du prøve at slippe væk." Det gentog sig. En dag løb mennesket væk, så hurtigt han kunne. Den unge bjørn gik i hans fodspor, for at udslette dem. Han stoppede op et øjeblik og hørte da én ånde tungt, det var den gamle bjørn, der var lige ved at indhente ham. Han tog sin pels af. Placerede sin harpun, med hoved og line bundet til den og hængte pelsen på den, så løb han så meget han kunne. Han hørte nogle slag og et brag. For at være sikker løb han, indtil han nåede mennesker. Han fortalte dem om sit eventyr. Næste dag gik de ud for at se efter bjørnen. Ganske rigtigt, den havde angrebet den beklædte harpun, derved harpuneret sig selv og var død.
Var.: Den urene kvinde, der besøgte bjørnene i menneskeskikkelse; Kvinden, som besøgte bjørnene i menneskeham; Plejaderne. Om et besøg hos bjørne i menneskeskikkelse; Bjørnene i menneskeham; Bjørnene, der fangede hvidhvaler ved en våge;.
Kommentar: Fortællinger om besøg hos bjørne i menneskeskikkelse løber sjældent fredeligt af i Thule området. |
Nâlagssartoq / "Venus"
Dokument id: | 623 |
Registreringsår: | 1937 |
Publikationsår: | 1951 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Amaanalik (Amaunalik) |
Nedskriver: | Holtved, Erik |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Nâlagssartoq / "Venus" |
Publikationstitel: | The Polar Eskimos, Language and Folklore I |
Tidsskrift: | Meddr Grønland 152(1) |
Omfang: | side 56 - 58, nr. 7 |
Lokalisering: | Avanersuaq / Thule |
Note: | |
Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser. Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side 19 - 20.
Resumé: Den store Nâlagssartoq / Naalassartoq ventede på sæler ved åndehullerne, da nogle børn legede i en klipperevne ved Agpalersôq. Nâlagssartoq skælder ud over larmen, men de fortsætter. Til sidst lader han dem fange i klipperevnen. Een undslipper og fortæller resten af bopladsen, hvad der er sket. De sætter alle af sted for at dræbe Nâlagssartoq, men han stiger tilvejrs og bliver til stjernen Venus. Børnene i klipperevnen kan de lige akkurat høre, og fra oven kan de sænke vand ned til dem. Til slut dør de dog alle af sult.
Var.: En vidt udbredt myte, også i Arktisk Canada. I nogle versioner som her stiger den gamle til himmels som en stjerne, se MacDonald 1998: The Arctic Sky. Den gamle pebersvend, der indesluttede de legende børn i en klippe; Nuerniagarnakasik; Inurudsiak / Hævn på Erkilik'erne; En sørgelig fortælling. |
Navaranâpaluk (Amerikansk variant)
Dokument id: | 1438 |
Registreringsår: | 1937 |
Publikationsår: | 1951 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Amaanalik (Amaunalik) |
Nedskriver: | Holtved, Erik |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Navaranâpaluk (Amerikansk variant) |
Publikationstitel: | The Polar Eskimos, Language and Folklore I |
Tidsskrift: | Meddr. Grønland 152(1) |
Omfang: | side 256 - 261, nr. 80 |
Lokalisering: | Avanersuaq / Thule |
Note: | |
Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.
Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side 103 - 105.
Resumé: Navaranaapaluk blev taget til kone af en inuk. Tit gik hun hjemmefra med sine vanter på fødderne som kamikker. Når hun havde været væk længe, kom hun tilbage til manden. Han borede hende i knæet, indtil han nåede ind til knoglen. Hun græd meget, og når det gjorde allermest ondt, sagde hun: "Hvor mange brødre er det du har? Usângat, deres far, Qulîngat, deres far, Paumin, Pausángin, Mingumin, Mingusángin, Tarqulik Tarqugssâq, Mâjô, Qatitúnaq!" Når hun havde remset dem alle op, plejede hendes mand at sige, at hun bare kunne hente dem. Efter et stykke tid gik hun igen bort med vanterne som kamikker. Da hun kom tilbage slog hendes mand hende igen og sagde, at hun skulle hente sine brødre. En dag mændene var ude på jagt, kom hendes brødre. De så, at der kun var kvinder hjemme og begyndte at dræbe dem på må og få. Nogle af dem prøvede at skjule sig, en dækkede sig med det skind hun var ved at skrabe, en gemte sig under noget hundemad og en tændte ild til noget affald, som stank så meget, at de opgav at slå hende ihjel. Da brødrene var færdige med at dræbe, stak de pæle i de døde og satte dem udenfor indgangen, inden de tog afsted. De, som havde gemt sig, blev i deres skjul. Da mændene kom hjem, så de, at mange var døde. Mændene sagde til de tre kvinder, der var undsluppet, at de skulle lave buestrenge af sener. De ville selv lave buer og pile. De fik travlt, fordi de ville i krig. Da de var færdige, gav de sig til at mane ånder, for at se hvor indlandsboerne holdt til. Navaranaapaluk og hendes fæller ventede nu på dem. Efter at have manet ånder tog de afsted. De så to gamle kvinder. Den ene sagde til den anden: "Jeg har drømt, at to lus var oppe og slås. På det tidspunkt hvor mennesker var på krigsstien, drømte jeg også om to lus, der var oppe at slås. Lad os hellere øve os i hoved-løftning (qilaneq)." De fik travlt med at komme hjem til deres fæller. Mændene fulgte dem, idet de passede på ikke at blive set. Efter et stykke tid så de et stort telt med mennesker i, som lavede hoved-løftning. En hund begyndte at gø af mændene, men den ældste af indlandsboerne sagde: "Tâliaq, ti stille!" De var så optaget af hoved-løftningen, at de ikke hørte mændene nærme sig. Mændene var nu helt henne ved indgangen, og de begyndte at skyde alle som var derinde. De skød dog ikke kvinderne, fordi de ville ha dem til koner. De skød, indtil de havde skudt alle mændene. De tog nu de andre kvinder til koner. Navaranaapaluk sagde: "Hvem vil ha mig til kone?" Der var ingen der ville have hende, fordi det var hendes skyld, at der var så mange døde. Men så kom to mænd og sagde, at de ville have hende til kone. De tog hende i hendes arme og begyndte at løbe, så hurtigt de kunne. Hun kunne ikke følge med, og blev derfor slæbt hen over stok og sten. Til sidst huggede de hendes arme af, kvinderne begyndte at synge: "Navaranâ, hun er sandlig blev flænset, med arme af blod, løber hun afsted, hopper hun afsted." Blodet, som sprøjtede ud af hende, lignede arme.
Var.: Navaranaaq. Var.: Navaranâpaluk nr. 79 + 79 A. Opremsningen af brødre, se: Sytten brødre.
Hist.: En af de fælles inuit fortællinger som sydvestgrønlænderne brugte til at skildre forholdet til nordboerne, der efter sigende udviklede sig til krig og nordboernes undergang. Det er usikkert om den påstand er gyldig. Se Inge Kleivan 1982. Og Thisted 2001: on Narrative Explanations. Scandianvian Studies vol 73(3): 253-295, der også refererer Jette Arneborgs undersøgelser. |
Navaranâpaluk (Thule variant)
Dokument id: | 1436 |
Registreringsår: | 1937 |
Publikationsår: | 1951 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Amaanalik (Amaunalik) |
Nedskriver: | Holtved, Erik |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Navaranâpaluk (Thule variant) |
Publikationstitel: | The Polar Eskimos, Language and Folklore I |
Tidsskrift: | Meddr. Grønland 152(1) |
Omfang: | side 252 - 255, nr. 79 |
Lokalisering: | Avanersuaq / Thule |
Note: | |
Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.
Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side 102 - 103.
Resumé: Neruvkaq giftede sig med en indlandsboer, som hed Navaranaapaluk. Han havde for vane at bore hende i knæet med et stort bor. Når det skete løb hun hjemmefra, idet hun tog vanter på fødderne i stedet for kamikker. Hun plejede at komme tilbage efter et stykke tid. Hver gang han havde boret hende i knæet, spurgte han: "Hvor mange brødre er det du har? Paumin, Pausangin, Mingusagin, Tarqulik, Tarqugssâq, Mâjuk, Qatitúnak! Hent bare dine brødre!" Når han havde sagt det, ville hun ikke gøre det, hun løb bare væk med vanterne på fødderne. Efter at det var sket adskillige gange, løb hun væk og blev væk. Der gik nogen tid. Da de havde boet i Natsilivik i nogen tid, råbte Neruvkaqs / Nerukkaqs lillebror til ham: "Nerukkaq! Der er nogle mænd der prøver at rive huset ned. Det var Navaranâqs / Navaranaaqs brødre, som var kommet for at overfalde Nerukkaq. Nerukkaq tog sin hund med sig ind i huset og gav den sin anorak på. Udenfor prøvede brødrene at ødelægge huset. En fik sin fod igennem taget, og Nerukkaq skar den af. Nerukkaq sendte sin hund, som havde hans anorak på, ud af vinduet. Brødrene slog den ihjel med det samme. Neruvkaq løb ud af huset og op til en stor sten. Han trådte så hårdt, at man kunne se hans fodspor. Der oppe kunne de ikke nå ham, og han dræbte dem en efter en. Da der kun var få af dem tilbage, forsvandt de. På den måde fik han udryddet Navaranaapaluks brødre.
Var.: Navaranâpaluk nr. 79 A. Navaranâpaluk (Amerikansk variant). Opremsningen af brødre, se: Sytten brødre. |
Nerrivik / The Sea-woman
Dokument id: | 626 |
Registreringsår: | 1937 |
Publikationsår: | 1951 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Amaanalik (Amaunalik) |
Nedskriver: | Holtved, Erik |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Nerrivik / The Sea-woman |
Publikationstitel: | The Polar Eskimos, Language and Folklore I |
Tidsskrift: | Meddr Grønland 152(1) |
Omfang: | side 60 - 63, nr. 9 |
Lokalisering: | Avanersuaq / Thule |
Note: | |
Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser. Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side 21 - 23.
Resumé: En mallemuk / stormfugl tog sig en kone blandt menneskene og bosatte sig på en ø. Mallemukken fangede til kvinden, men kun små fjordsæler. Hans øjne var så grimme, at han var nød til at bære "briller", hver gang hun skulle se på ham. Een dag kom han dog hjem uden briller, og hun brød sammen i gråd ved synet. Først når mallemukken var taget af sted igen holdt hun op med at græde. Kvindens familie kom for at tage hende tilbage. Mallemukken opdagede det - og satte efter deres konebåd. Den fløj så tæt forbi konebåden, at båden var lige ved at kæntre. De blev nervøse og på faderens befaling smed de kvinden overbord. Hun fik fat i rælingen, men faderen slog hende over fingrene med åren, så de røg af. Dette gentog sig to gange, og til sidst havde hun mistet det hele af begge hænder. Familien efterlod hende og roede hjem. Derhjemme lagde faderen sig, ved lavvande, på stranden, fordi hans datter var omkommet til søs. Han blev opslugt af havet, da vandet steg. Far og datter fandt sig nu et hus i havet. Datteren havde ingen fingre, fordi de var blevet lavet om til fangstdyr, både sæler og remmesæler; derfor kunne hun hverken sætte sit hår eller gøre rent i huset.
Hver gang det bliver småt med fangstdyr, må en angakkoq besøge faderen for at ordne hårknolden på hans datter og gøre rent i hendes hus. Faderen ligger dagen lang på sovebriksen med et soveskind over sig, fordi han lagde sig til at sove på stranden. Når en angakkoq / åndemaner / angakok / shaman har udført sin pligt hos dem, lader faderen, på datterens befaling, fangstdyrene slippe ud fra hans soveskind. Hvis angakkut er almindelige mennesker - der har lavet åndemaning - men som dog ikke bliver gamle, kravler de ind under faderens soveskind, hvor de bliver kildet af ham. Når de lukkes ud igen er de blevet meget grimme. Men de rigtige angakkut (pullallit) - dem der bliver gamle - de besøger Havkvinden, binder hendes hår og gør rent i huset og beder hende derefter om at sende fangstdyr.
Var.: Rejsen til havkvinden. Nivikkaa; Havets mor. Qujaavaarsuk. De to små forældreløse. Isigaalaarsuk. Tuttus kone; Ikarlitsuarsuk; Miteq. Søg også på Havkvinden / havkvinden, Havets herskerinde, Sødyrenes moder / mor.
Kommentar: Bemærk faderens behandling af de mindre angakkut / åndemanere. De blir kildet omtrent til døde. Faderen i baffinlandske versioner er ligeledes en "kilder" / "Kilderen". Det svarer til indvoldsrøverskens / Indvoldsrøverens dans og sang, der vækker en dødsensfarlig latter. I en enkelt version er det åndemanersken, Ikkarlituarsuk, der kilder Havkvinden i humør, mens Salomon har fortalt om en helt selvstændig ånd, der kilder folks kød i laser: Quinassaariniooq. Søg iøvrigt på kildede, der gir en del hits på "sjælevandrings" fortællingen |
Nutik / The crack
Dokument id: | 647 |
Registreringsår: | 1937 |
Publikationsår: | 1951 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Amaanalik (Amaunalik) |
Nedskriver: | Holtved, Erik |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Nutik / The crack |
Publikationstitel: | The Polar Eskimos, Language and Folklore I |
Tidsskrift: | Meddr Grønland 152(1) |
Omfang: | side 94 - 96, nr. 24 |
Lokalisering: | Avanersuaq / Thule |
Note: | |
Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.
Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side 36 - 37.
Resumé: Sprækken / Nutik giftede sig med et menneske. Sprækken var stor-fanger. Han var altid på jagt. Når han kom hjem fra jagt, spiste han og lagde sig derefter til at sove. Derfor var der ingen der vidste hvordan han så ud. Hans kone blev gravid. En dag kom konens mor på besøg. Hun spurgte datteren: "Hvad er det manden i huset plejer at spise, er det sin egen afføring han spiser ?" Derefter spurgte hun: "Er det sin urin han plejer at drikke ?" Den Store Sprække skammede sig, fordi hans ansigt ikke var andet end sprækker. Da hans svigermor havde talt sådan, sagde han til sin kone: "Jeg hører ikke til blandt mennesker, lad mig gå, hvor er mine vanter?" Hans kone gav ham dem. Han gik, fordi han skammede sig. Han kom ikke tilbage, og konen måtte klare sig selv. "Det ser ud til, at han ikke kommer tilbage," sagde svigermoren. Efter et stykke tid fødte konen en søn. Han blev også en stor fanger, der aldrig kom hjem uden bytte. Han var søn af Den Store Sprække.
Var.: Nutik; Isfjældets mand |
Old woman as baby of stone-beings
Dokument id: | 1381 |
Registreringsår: | 1937 |
Publikationsår: | 1951 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Amaanalik (Amaunalik) |
Nedskriver: | Holtved, Erik |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Old woman as baby of stone-beings |
Publikationstitel: | The Polar Eskimos, Language and Folklore I |
Tidsskrift: | Meddr. Grønland 152(1) |
Omfang: | side 221 - 222, nr. 52 |
Lokalisering: | Avanersuaq / Thule |
Note: | |
Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.
Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side 87 - 88.
Resumé: En gammel kone var ude at gå tur. To sten, der var forvandlet til mennesker greb fat i hende og tog hende med hjem. Da de var hjemme, tog de tøjet af hende og begyndte at kærtegne hende. Når de tog på rensdyrjagt, sørgede de for, at hun ikke kunne nå sit tøj. Hun kunne ikke komme udenfor uden sin pelsanorak. Hendes næse var ved at blive til sten. Hun var meget bekymret over det. En dag spurgte hun, om hun ikke nok måtte få sit tøj, og at hun nok skulle blive der. Hun fik sit tøj, og lige så snart de var ude af syne, løb hun så hurtigt hun kunne. Hun havde gået længe, da hun hørt dem komme. De sloges, det lød som sten der ramte hinanden. Stenkvinden sagde, at hun ikke længere kunne se den gamle kones fodspor. Så slog de hinanden igen. De gamle kone nåede hjem til sin familie. Hendes næse var blevet til sten.
Var.: Old woman as baby of stone-beings nr. 52 A. |
Qalutaligssuaq / Qalutalissuaq and the orphan
Dokument id: | 643 |
Registreringsår: | 1937 |
Publikationsår: | 1951 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Amaanalik (Amaunalik) |
Nedskriver: | Holtved, Erik |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Qalutaligssuaq / Qalutalissuaq and the orphan |
Publikationstitel: | The Polar Eskimos, Language and Folklore I |
Tidsskrift: | Meddr Grønland 152(1) |
Omfang: | side 88 - 90, nr. 20 |
Lokalisering: | Avanersuaq / Thule |
Note: | |
Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.
Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side 34
Resumé:
Børnene plejede at lege nede ved kysten. Med dem legede også
en lille forældreløs dreng. Der var ikke andre mennesker ved kysten.
Idet de legede kom Qalutaligssuaq hen imod dem. Børnene løb hastigt
bort, efterladende den forældreløse. De prøvede at hjælpe ham, men
da der var hul på hans kamikker, så hans tæer stak ud, kunne han
ikke følge dem. Da Qalutaligssuaq kom hen til ham, sad han ned og
bevægede sine storetæer som stak ud af kamikkerne. Qalutaligssuaq
spurgte: " Hvad spiser dine fødder ? " Han svarede : " De spiser
mennesker." Da hun hørte dette skyndte hun sig bort. Ordene : "De
vil fange dig !" fik hende til at løbe endnu hurtigere, lige ud i
havet. Hun prøvede forgæves at putte den forældreløse ned i sin
amaat. Da Qalutaligssuaq var dykket ned i havet igen, gik den
forældreløse blot hjem.
Var.: Qalutalissuaq |
Qerersorssuaq / The white-haired old woman
Dokument id: | 1376 |
Registreringsår: | 1937 |
Publikationsår: | 1951 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Amaanalik (Amaunalik) |
Nedskriver: | Holtved, Erik |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Qerersorssuaq / The white-haired old woman |
Publikationstitel: | The Polar Eskimos, Language and Folklore I |
Tidsskrift: | Meddr. Grønland 152(1) |
Omfang: | side 207 - 210, nr. 48 |
Lokalisering: | Avanersuaq / Thule |
Note: | |
Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.
Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side 81 - 83.
Resumé: En mand og en kone sloges med hinanden, indtil konen en dag løb hjemmefra med et lille barn i amaaten. Hun så et stort dobbelt-hus. Hun gik derind, da hun så at der brændte et svagt lys. Hun tændte endnu et lys og begyndte at tørre sine kamikker. Hun hørte en voldsom hvæsen og fik øje på Qerersorsuaq, som greb efter sin store økse. Da konen så det, fik hun hurtigt sine kamikker på og løb ud af huset. Qer. løb efter hende. Under forfølgelsen tabte konen barnet, som sad i amaaten, Qer. huggede hovedet af barnet. Konen slap fra hende. Hjemme fortalte hun sin mand at Qe. havde dræbt barnet. Han troede, at konen selv havde dræbt barnet. Han gik dog med for at se om hun talte sandt. De så blodet og gik hen til huset hvor Qer. boede. Konen kiggede ind af vinduet og så Qer. ligge og sove. Manden gik ind tog øksen og huggede hende i stykker. Mens han gjorde det løftede Qer. hovedet lidt og sagde: "Mine bukser!" Da hun var slået ihjel, blev manden og konen der for en tid. De så deres barns hoved på en tallerken og kroppen var ved at blive kogt. Mens de stadig var i huset, hørte de stemmer udenfor, det var Qer.s børn, der kom hjem fra rensdyrjagt. De råbte, at de havde et nyt skind til sovebriksen med til hende. Den første gik ind i huset, idet han trådte ind fik han hovedet hugget af og trukket væk fra indgangen. En efter en blev de dræbt på den måde. En som trådte ind sagde: "Det ser ud som om, de tømmer deres urinspand." Det var blod, der var begyndt at sejle ud af gangen. De, som stod udenfor, indså nu, at nogle derinde ville dræbe dem, så de forlod stedet. Manden og konen kom nu ud og så rensdyrene. De tog dem på ryggen og gik hjem.
Var.: Den hvidhårede kælling
Kommentar: Det er uklart hvilken slags ånder, udover forementlig indlandsånder, der her er tale om. |
Qilugtûssat / The pleiades
Dokument id: | 621 |
Registreringsår: | 1937 |
Publikationsår: | 1951 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Amaanalik (Amaunalik) |
Nedskriver: | Holtved, Erik |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Qilugtûssat / The pleiades |
Publikationstitel: | The Polar Eskimos, Language and Folklore I |
Tidsskrift: | Meddr Grønland 152(1) |
Omfang: | side 50 - 53, nr. 6 |
Lokalisering: | Avanersuaq / Thule |
Note: | |
Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser. Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side 16-18.
Resumé: Et ægtepar plejer at slås, men til sidst bliver det konen for meget. Hun går til fjelds og kommer til en stor husgang. I husgangen hænger et bjørneskind, der får færten af hende. "Kom indenfor", lyder det fra huset. Derinde er en bjørn med to unger i menneskeskikkelse (det var dens pels, der hang i gangen). "Hold øje med mine to unger mens jeg henter mad", siger bjørnen og går ud. Den kommer tilbage med en sæl, som den flænser og deler ud. Kvinden skærer spækket fra, og ungerne får af bjørnen at vide, at de skal spise kød uden spæk som mennesker gør. Efter et stykke tid tager hun afsked med bjørnene og lover bjørnemor ikke at fortælle om dem til nogen mennesker, da ungerne endnu ikke er helt udvoksede. Hjemme hos sin mand sladrer hun alligevel, og han tager af sted for at dræbe bjørnene, mens hun gemmer sig under briksen. En stor bjørn kommer til huset og spørger efter "den sølle stakkel". Den finder hende, river hovedet af hende og smider kroppen på møddingen. Hovedet spiller den bold med, idet den forfølges af hunde. Endnu forfulgt af hundene, stiger den til vejrs og er på denne måde sammen med hundene blevet til Plejaderne / Syvstjernen. Da slæderne kommer hjem fra bjørnejagten, har de kun fundet de to unger. De er blevet dræbt af deres egen mor.
Var.: Den urene kvinde, der besøgte bjørnene i menneskeskikkelse; Kvinden, som besøgte bjørnene i menneskeham; Om et besøg hos bjørne i menneskeskikkelse; Bjørnene, der fangede hvidhvaler ved en våge. |
Qîtuarssuk
Dokument id: | 639 |
Registreringsår: | 1937 |
Publikationsår: | 1951 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Amaanalik (Amaunalik) |
Nedskriver: | Holtved, Erik |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Qîtuarssuk |
Publikationstitel: | The Polar Eskimos, Language and Folklore I |
Tidsskrift: | Meddr Grønland 152(1) |
Omfang: | side 81 - 84, nr. 18 |
Lokalisering: | Avanersuaq / Thule |
Note: | |
Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.
Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side 31 - 32.
Resumé: Qiituarsuk var en lille forældreløs dreng. En dag legede han "far og mor" med sine kammerater i et snehus. Han blev jaloux, da han ikke kunne få sig en kone som de andre. Da de igen og igen nægtede ham at få en kone, kravlede han til sidst op på et højt fjeld, hvorfra han fik en stor sten til at rulle ned og dræbe legekammeraterne. Bopladsens voksne kom nu efter ham med deres lanser, men han gemte sig inden i en stor sten, som de forgæves prøvede at skubbe ned. Inde fra stenen kunne man høre barnet græde: "Hvorfor har mine forældre aldrig hjulpet mig?" Til sidst blev drengen helt forvandlet til stenen Qiituarsuk.
Var.: Qiituarsuk. |
Suakak who married an inland-dweller
Dokument id: | 1717 |
Registreringsår: | 1935 |
Publikationsår: | 1951 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Amaanalik (Amaunalik) |
Nedskriver: | Holtved, Erik |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Suakak who married an inland-dweller |
Publikationstitel: | The Polar Eskimos, Language and Folklore I |
Tidsskrift: | Meddr. Grønland 152(1) |
Omfang: | side 261 - 265, nr. 81 |
Lokalisering: | Avanersuaq / Thule |
Note: | |
Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.
Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side 105 - 107.
Resumé: Det fortælles om Suakak, at hun som barn legede alene et stykke fra forældrenes telt. En indlandsbo bortførte hende for at tage hende til kone. Hendes forældre kunne ikke finde hende og opgav snart eftersøgningen. Indlandsboen tog Suakak med til sine fæller og beholdt hende der indtil hun blev voksen. Indlandsboerne havde for vane at lade orme og larver suge blod af deres børn, så de kunne blive lette til bens. De rullede børnene ind i et sælskind og bandt det, så det sluttede til om halsen, derefter blev de gravet ned tæt ved hus-indgangen, indtil alt blodet var suget ud af dem. Også Suakak fik denne behandling, og ganske rigtigt blev hun let til fods. Hun voksede sig større og blev indlandsboens kone. Indlandsboerne var hurtig-løbere og de kunne fange ræve ved at løbe dem op. En dag Suakak flåede ræve med sin svigermor, sagde hun, at hun var ved at blive uren. Svigermoren sagde, at hun blot skulle dække sit skridt og fortsætte med at flå ræven. Når rævene var flåede tog de testiklerne og knækkede dem imellem tænderne. De boede i et hus uden vinduer, sovebriks eller en lampeplatform. Lampen stod på jorden, og gryderne hang ikke i snore. Suakak kunne ikke lide det, og hun viste sin mand hvordan hun ville have det. Han byggede et hus til hende, hvor alt var, som hun ville have det. Svigermoren fandt det så mærkeligt, at hun ikke kunne falde i søvn. Hun kravlede ind under sovebriksen og gyngede gryden, til sidst blev hun søvnig. Det siges, at indlandsboere kan synke ned gennem jorden. Suakak fødte et barn og ville gerne hjem for at besøge sine forældre. Indlandsboen fulgte hende på vej og stoppede, da de kunne se forældrenes hus, idet han sagde, at han ville forsvinde ned i jorden, hvis han begyndte at savne hende. Suakak gik hen til to børn der legede og spurgte hvad de hed. Den ene hed Suakak efter en søster som var forsvundet. Suakak gik op til sine forældre med sit barn i amaaten. De blev meget glade for at se hende. Hun blev der så længe, at indlandsboen begyndte at forsvinde ned i jorden. Hun gik ud for at hente ham. Først ville han flygte, men blev taget ved hånden og ledt ned til forældrens telt. Da han så hundene ville han flygte igen, men blev ledt ind i teltet. Han var så bange at det blødte fra hans øjenkroge. Her boede de så. Eftersom Suakaks mand var indlandsbo, roede han aldrig ud i kajak, og Suakaks små søskende sang for hendes barn: "Lille indlandsbo, som aldrig ror i kajak!" Endelig en dag gik indlandsboen ned til stranden. Her fangede han en masse måger, idet han brugte sin finger som madding. Da han kom hjem suttede han på sin finger, fordi en af mågerne havde snuppet et stykke af huden. På den måde var de nødt til at spise en masse måger.
Kommentar: Det er usædvanligt at en integrering af et åndemenneske i en rigtig menneskefamilie lykkes, som det tilsyneladende gør i denne fortælling. Måske fordi fordi fortællersken er Amaunalik, som havde sine fortællinger fra sin baffinlandske bedstemor. I grønlandske fortællinger lykkes det sjældent at blande samfund med dyr eller ånder. |
Swinging child rushes out through the window
Dokument id: | 1383 |
Registreringsår: | 1937 |
Publikationsår: | 1951 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Amaanalik (Amaunalik) |
Nedskriver: | Holtved, Erik |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Swinging child rushes out through the window |
Publikationstitel: | The Polar Eskimos, Language and Folklore I |
Tidsskrift: | Meddr. Grønland 152(1) |
Omfang: | side 223 - 224, nr. 53 |
Lokalisering: | Avanersuaq / Thule |
Note: | |
Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.
Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side 88.
Resumé: Et lille barn sad på sovebriksen og gyngede, det ville ikke sove. Moren lod som om hun sov, barnet gyngede mere og mere. Til sidst gyngede det ud af vinduet. Moderen kunne ikke finde det, så hun gav op. |
The being that made string - figures out of his guts
Dokument id: | 649 |
Registreringsår: | 1937 |
Publikationsår: | 1951 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Amaanalik (Amaunalik) |
Nedskriver: | Holtved, Erik |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | The being that made string - figures out of his guts |
Publikationstitel: | The Polar Eskimos, Language and Folklore I |
Tidsskrift: | Meddr Grønland 152(1) |
Omfang: | side 96 - 97, nr. 25 |
Lokalisering: | Avanersuaq / Thule |
Note: | |
Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.
Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side 37 - 38.
Resumé: Et barn lavede intet andet end snorefigurer. En dag kom en mand, som lavede snorefigurer af sine indvolde. Han kendte mange forskellige snorefigurer. Han sagde til barnet:" Lad os se, hvem der først kan lave "rensdyret"?" Barnet var hurtigst. Så sagde manden:" "Lad os se hvem der først kan lave "ræven"!" Barnet var igen hurtigst. Manden, der lavede snorefigure ud af sine indvolde, indså at barnet var hurtigst, og lod det være i fred.
Kommentar: Hos mange inuit var der tabu mod at lave snorefigurer på bestemte tider af året. Se: At holde op mens legen er god; og MacDonald, John: The Arctic Sky. Nunavut Research Institute 1998: 123 - 124, med noter. |
The blind boy and his sister / The genesis of the Narwhal
Dokument id: | 664 |
Registreringsår: | 1937 |
Publikationsår: | 1951 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Amaanalik (Amaunalik) |
Nedskriver: | Holtved, Erik |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | The blind boy and his sister / The genesis of the Narwhal |
Publikationstitel: | The Polar Eskimos, Language and Folklore I |
Tidsskrift: | Meddr Grønland 152(1) |
Omfang: | side 152 - 165, nr. 37 |
Lokalisering: | Avanersuaq / Thule |
Note: | |
Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.
Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side 59 - 64.
Resumé: En bedstemor bliver ladt alene med sine to børnebørn. Det ene af børnene er en blind dreng, det andet en lille pige. En dag kom en bjørn hen til deres hus. Den lugtede til vinduet. Da bedstemoren så dette, sagde hun til sin blinde barnebarn: "Prøv om du kan skyde den, jeg henter buen og sigter for dig." Der lød et kæmpe brag. Bedstemoren sagde, at han havde ramt væggen. Han vidste at hun løg, fordi han havde ramt bjørnen lige i brystet. Bedstemoren gik udenfor sammen med den lille pige. Hun sagde til hende: "Lad os trække bjørnen et andet sted hen, så kan vi spise den der. Din bror er blind, så han behøver ikke at spise så meget." De trak bjørnen væk, for at flænse den. Men bagefter sagde pige til sin storebror: "Du skød en bjørn, nu har vi nok at spise, bedstemor flænser den et andet sted, og jeg må ikke fortælle det til dig." På den måde behandlede bedstemoren ham. Bedstemoren og pigen begyndte at spise bjørnen. Idet de spiste lod pigen noget kød falde ind under sit tøj, og dette kød bragte hun til sin bror. Dette gjorde pigen, hver gang hun og bedstemoren spiste af bjørnen, fordi bedstemoren ikke ville give drengen noget at spise. Den blinde dreng var blevet tørstig. Han bad sin søster føre sig ned til søen. Det gjorde hun, men hun græd bitterligt. Nede ved søen sagde broren til hende, at hun skulle gå hjem igen, og at hun skulle stable sten i små bunker hele vejen hjem. Hun gik, stadig grædende, og gjorde som han havde sagt. Broren sad nu ved søens kyst, han var meget tørstig, men kunne ikke komme hen til vandet. Da hørte han en frygtelig hvislen, og en stor fugl kom hen til ham, den sagde: "Hold fast om min nakke!" Det gjorde drengen, og fuglen dykkede ned i søen, hvor de forblev i lang tid. Da de endelig kom op til overfladen, var drengen helt udmattet. Fuglen spurgte, hvordan han havde det. Drengen havde det fint. Fuglen sagde, at han skulle holde fast en gang til, så dykkede de igen. De dykkede længere og længere tid, og for hver gang de havde været nede, fik drengen mere og mere af sit syn tilbage. Drengen kunne nu se. Fuglen fløj, idet den sagde, at den ville sende ham noget, som han kunne spise.
Drengen fandt de stenbunker, som hans søster havde lavet, og han fulgte dem. Da han næsten var nået hjem, så han et bjørneskind et stykke fra huset. Bedstemoren og pigen var hjemme, og da han trådte ind, sagde han, at han havde set et bjørne-skind på vejen. Bedstemoren sagde, at det havde de fået af Peersorsuaq. Så blev de inde i huset, og der skete ikke noget særligt.
En dag fik han øje på nogle hvidhvaler, der svømmede lige ud for kysten. Han gjorde sin harpun klar, og lod lillesøsteren hold fast i harpun-linen. På den måde blev hun hans fangst-partner, og dermed fik hun ret til halestykket. Han harpunerede en hval med linen bundet til sin søster. Da bedstemoren så det, ville også hun bindes til harpun-linen, så hun også kunne få part i den næste hval, som drengen fangede. Drengen adlød, og på den måde blev også hun fangst-partner. Den næste hval han harpunerede var mor til de to hvaler, som han allerede havde fanget. Bedstemoren begyndte at trække linen ind, og selvom hun fik fat i sit barnebarns kamik, trak hvalen hende med ud.
Hvalen trak hende med ned under vandet. Hun råbte efter sin ulu, for at kunne skære linen over, men hvalen trak hende med. Hun blev forvandlet til en sort narhval-han med en lang stødtand.
De to børn blev ved huset, men begyndte at længes efter andre mennesker. De begyndte at vandre. De så en lille spurv, som var ved at føde, det var svært for den, fordi dens vagina var helt udtørret. Pigen spyttede på sine fingre og rørte ved spurven. Da den havde født, var de meget glade, de to spurve. De forærede børnene en hvid hund, et stort stykke træ og et stykke forarbejdet træ. Børnene tog tingene med sig, og gik videre.
De så et stort hus, og eftersom broren var ved at blive tørstig, spurgte han søsteren, om hun ville gå ind i huset, for at spørge om han kunne få noget at drikke. Pigen gik hen til indgangen til huset og spurgte: "Kan min bror få noget at drikke?" "Kom ind, kom ind!" lød det inde fra huset, hvor man kunne høre, at den ældste i huset bevægede sig imod hjørnet, fra den anden ende af sove-briksen. Pigen blev ved med at spørge om vand til sin bror, og den ældste i huset blev ved med at sige, at hun bare skulle komme ind. Til sidst gik pigen ind. Broren hørte hende skrige inde fra huset, og han gik ind efter hende. Idet han gik ind i huset, blokerede han indgangen, og han så klo-troldene slikke resterne fra hans lille-søsters knogler. Han blev så gal, at han tog det stykke træ, som han havde fået af spurvene, og jog det i maverne på troldene, så de alle faldt døde om. Han dræbte også en kvinde og et lille trolde-barn, som var faldet ned på gulvet. Han græd bitterligt, da han samlede knoglerne fra hans søster op i sin sælskindjakke. Han bandt dem på ryggen. Da han begyndte at gå, forvandlede hunden sig til en hunde-figur, det forarbejdede træ til et blad og træ-stykket til et græs-strå. Han gik, mens han hele tiden sang med søsterens knogler på ryggen. Da han havde gået et stykke tid, følte han at knoglerne blev tungere og han hørte søsterens stemme sige: "Store-bror, kunne jeg blive ordnet lidt?" Han satte knoglerne i orden, tog dem på ryggen og gik videre syngende og grædende. Dette gentog sig, og til sidst, da knoglerne var blevet for tunge at bære på, sagde hun: "Store-bror, kunne jeg komme ned og gå?" Broren sagde, at hun skulle vente. Til sidst fik hun sin vilje, og hun kom ned at gå. Hun blev meget hurtigt udmattet, så broren måtte bære hende igen. Hun plagede ham om at komme ned at gå, og så fik hun lov til det.
De gik og gik. Et sted så de en mængde runde stykker rensdyr-talg. De lugtede til dem, for at blive klar over om de faktisk lugtede af møg. Det var ekskrementer. Efter et stykke tid kom de til en stor flok mennesker. Da søsteren så dem, gemte hun sig bag broren. Menneskene spurgte, hvorfor hun gemte sig. Broren svarede, at det var fordi hun var blevet spist af mennesker. Menneskene forsikrede, at de ikke var menneske-ædere, og at de ikke behøvede at være bange. Menneskene var indlands-boere, og de havde ikke nogen anus. Når de spiste, blev deres ekskrementer til rensdyr-talg, som de havde i munden. De tissede ud af en tap i hånden. Hos disse indlands-beboere slog broren og søsteren sig ned. Søsteren giftede sig, og blev gravid. En indlands-beboer var også gravid. Da indlands-beboeren skulle til at føde, skar den ældste mand maven op og tog barnet ud, derefter voksede maven sammen igen. Da søsteren skulle føde, ville den ældste også skære hendes mave op, men broren sagde, at hun godt kunne føde selv. Et stykke tid efter fødte hun. En gammel kvinde opdagede, at barnet havde et anus, og hun sagde: "Se mit barnebarn har et anus, hvor er min kødpind, hvor er min kødpind?" Da hun havde fundet den, stak hun den op i sig, fordi hun ville have en anus. Der lød et brag, da det brast. På den måde døde hun, fordi hun ville have et anus, ligesom sit barnebarn.
Var.: Søg på: blind / blinde; Tutigaq; Rink II 62; Uluaa; Holtved nr. 37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III nr. 330. Lyberth 1924 tappiitsoq. Narhvalens oprindelse; Hvorledes narhvalen blev til; |
The body-snatcher troll / The origin of the fog
Dokument id: | 667 |
Registreringsår: | 1937 |
Publikationsår: | 1951 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Amaanalik (Amaunalik) |
Nedskriver: | Holtved, Erik |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | The body-snatcher troll / The origin of the fog |
Publikationstitel: | The Polar Eskimos, Language and Folklore I |
Tidsskrift: | Meddr Grønland 152(1) |
Omfang: | side 186 - 190, nr. 42 |
Lokalisering: | Avanersuaq / Thule |
Note: | |
Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.
Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side 72 - 74.
Resumé: Det fortælles at lig begyndte at forsvinde, og selvom at man bevogtede deres grave, lykkedes det ikke at finde ud af hvor de blev af. Da dette blev ved, skulle en levende mand spille død. Han blev begravet under en stor sten. Efter at have ligget der et stykke tid hørte han en stor indlandsboer, som stjal fra gravene. Det varede ikke længe før indlandsboen, tog manden ud af graven og vandrede afsted med ham på ryggen. Når indlandsboen blev træt, holdt han hvil og lagde manden ned på jorden, og hver gang han ville løfte ham op igen, holdt manden fast i nogle pile-kviste. Indlandsboen undrede sig noget over det. Det gentog sig et par gangen. Da indlandsboen kom hjem, smed han manden på sove-briksen, for at han skulle tø op. Konen gik ud for at hente olie til kogning. Imens sagde børnene: "De laller skal jeg spise, de knogler skal jeg lege med!" De så frem til måltidet. Da indlandsboen var faldet i søvn, begyndte manden at beglo de to børn, indtil de sagde: "Se, manden (eller: maden) har åbne øjne. Ham som vi skal spise har åbne øjne." Indlandsboen vågnede og sagde: "Hvordan kan han have åbne øjne! Han som hang fast i pile-kvistene på vejen, jeg har lige båret ham på ryggen." Manden fik nu også de to børn til at sove. Nu da de alle sov, og konen var ude, flygtede han. Men konen så ham og sagde, at han skulle blive og få noget at spise, men han skyndte sig derfra. Konen løb ind for at vække indlandsboen, men kom hurtigt ud igen og løb snart ind på manden. Manden fok øje på en lille bakke og sagde: "Bakke voks!" Den begyndte straks at vokse, så det var meget svært for konen at bestige den. Men hun klarede det og kom hurtigt nærmere. Så kom manden til en lille bæk, og han sagde til den: "Flod, bliv hurtig!" Floden begyndte at bruse voldsomt. Da konen kom til floden, kune hun ikke komme over den, og hun spurgte, hvordan han var kommet over den. Han svarede, at han havde drukket af den. Konen begyndte at drikke, og floden var næste tom, da manden sagde: "Dine skind-flapper stikker ned i vandet." Hun bøjede sig ned, og i det øjeblik flækkede hun og blev til tåge. Tågen omringede manden, hun er indlandsbo-konen i menneske-skikkelse.
Var.: Tågens oprindelse. Hvordan tågen blev til. The body-snatcher troll 42 A. Koopajeeq III. Ligrøveren. Søg også på: tågen; Tågen. |
The child which was transformed into a sparrow and the grandmother into a ptarmigan
Dokument id: | 1416 |
Registreringsår: | 1937 |
Publikationsår: | 1951 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Amaanalik (Amaunalik) |
Nedskriver: | Holtved, Erik |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | The child which was transformed into a sparrow and the grandmother into a ptarmigan |
Publikationstitel: | The Polar Eskimos, Language and Folklore I |
Tidsskrift: | Meddr. Grønland 152(1) |
Omfang: | side 244 - 246, nr. 70 |
Lokalisering: | Avanersuaq / Thule |
Note: | |
Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.
Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side 98 - 99.
Resumé: En kvinde og hendes barnebarn var blevet ladt alene tilbage. Hver aften plagede barnet om at få en historie, men bedstemoren havde ingen historier. Da dette gentog sig, blev hun tilsidst så træt af det, at hun skræmte ham. Han blev så bange, at han af bare skræk fløj ud igennem en vinduessprække. Han var blevet forvandlet til en spurv. Da kvinden vågnede så hun, at barnet var væk. Hun tog sin kødpind og lagde den ned i kamikkerne, så tog hun sin sypose rundt om nakken og gik afsted. Hun kaldte på sit barnebarn og græd så meget, at hendes øjenlåg blev slidt af ved randen. Til sidst brugte hun kødnålene til sener på skindet og syposen til mave. Det er fordi hun græd så meget, at fjeldrypen har røde rande om øjnene. Hun blev forvandlet til en fjeldrype, og hendes barnebarn blev forvandlet til en spurv.
Kommentar: oprindelsesmyte |
The deserted girls
Dokument id: | 710 |
Registreringsår: | 1937 |
Publikationsår: | 1951 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Amaanalik (Amaunalik) |
Nedskriver: | Holtved, Erik |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | The deserted girls |
Publikationstitel: | The Polar Eskimos, Language and Folklore I |
Tidsskrift: | Meddr Grønland 152(1) |
Omfang: | side 319 - 323, nr. 130 |
Lokalisering: | Avanersuaq / Thule |
Note: | |
Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.
Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side 132 - 133.
Resumé: Omvendt variant af den vestgrønlandske om de to søstre, der driver til Akilineq, hvor der er mange stødtænder, og bliver gift dér. Men i Amaanaliks variant bliver pigerne forladt af deres forældre, gift på deres egen landside, flygter ud på isen og driver over til den anden side, til deres forældre. De har også set de mange stødtænder, men har ikke kræfter til at hente dem.
Var.: Malaasi; Malarsivaq; Malarsuaq; Maledok; Manutooq.
Hist.: Næppe historisk. |
The drum-fight of the birds / The greedy owl
Dokument id: | 1409 |
Registreringsår: | 1937 |
Publikationsår: | 1951 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Amaanalik (Amaunalik) |
Nedskriver: | Holtved, Erik |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | The drum-fight of the birds / The greedy owl |
Publikationstitel: | The Polar Eskimos, Language and Folklore I |
Tidsskrift: | Meddr. Grønland 152(1) |
Omfang: | side 233 - 238, nr. 64 |
Lokalisering: | Avanersuaq / Thule |
Note: | |
Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.
Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side 93 - 95.
Resumé: En mand så nogle fugle i menneskeskikkelse, det var ravnene og dens familie, havmågerne, falkene, den arktiske måge (sabinemåge ?) og uglerne. De boede i huse. Manden gik ind for at besøge ravnene. Ravnene sagde til et af sine børn: "Gæsten får ikke noget at spise. Atinertôq, find noget der falder ned (lort)!" Lidt efter kom han tilbage med lorten. Ravnen begyndte at dele den, idet den slugte en masse. Den bød manden, men han ville ikke spise lorten. Ravnen sendte Atinertooq ud efter noget frisk kød. Atinertooq kom tilbage med et lille barn. Det ville manden heller ikke spise. Ravnen kunne ikke tilbyde ham andet. Ravnene og mågerne boede i et dobbelthus. Manden gik ind til mågerne. Her blev han budt laks og alke. Han spiste, til han ikke kunne mere. Da han var færdig med at spise, gik han ind til falkene. Falkene hentede alke fra deres kødgrav. Manden spiste mange af dem. Så besøgte han de arktiske måger. Der blev han kun i kort tid, fordi de kun havde lidt gylp at tilbyde ham. Han gik videre til uglerne. De havde heller ikke noget mad, men uglen sagde, idet den snørede sine kamikker: "Jeg vil fange to, jeg vil fange to!" Uglens kone sagde at en var nok, men den ville fange to. Den så to harer, som sad og spiste. Da den prøvede at fange begge to, splittedes dens skridt. Den kom hjem uden mad. Manden hørte nogen kalde og gik ind til ravnene og havmågerne. Her var alle fuglene samlet. Ravnen sang en trommesang:
"Dine fødder har store årer, de er helt røde, de er rød-brune. ajajâjâ-ing!"
Bagefter sang havmågen:
"Dine to kvinder har grimme rumper, fordi de er blevet revet med klør, ikêjajâing, ikêjajâing!"
ravnen var slem til at rive sine koners bagdele. Det var derfor, de var grimme. Derefter sang den arktiske måge / sabinemågen ?:
"Vejret derude, vejret derude, intet har det fanget!"
Den drillede falken, som nu begyndte at synge:
"Alle skal skynde sig til den stejle bjergside, alle skal nå der hen!"
På den måde sang de, og tilsidst forlod manden dem.
Var.: Talrige om besøg hos ravn, måge el. andre fugle - og dyr - i menneskeskikkelse, hvis mad er mere el. mindre delikat for mennesker. Søg på ravn; måge; terne; bjørne. Ravn og måge + Kúsungmâlingmik.
Hist.: Denne almindeligt udbredte fortælling kunne beskrive en leg eller en maskedans à la de østgrønlandske uaajeertut. |
The earth-spirit with large intestines of pearls
Dokument id: | 1291 |
Registreringsår: | 1937 |
Publikationsår: | 1951 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Amaanalik (Amaunalik) |
Nedskriver: | Holtved, Erik |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | The earth-spirit with large intestines of pearls |
Publikationstitel: | The Polar Eskimos, Language and Folklore I |
Tidsskrift: | Meddr. Grønland 152(1) |
Omfang: | side 193 - 198, nr. 43 |
Lokalisering: | Avanersuaq / Thule |
Note: | |
Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.
Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side 75 - 77.
Resumé: To små piger var ude at gå tur. Den ene af dem havde et barn i amaaten. På deres tur fandt de små dukker. Det lille barn i amaaten gav de underkæben af en sæl. Selv blev de ved med at finde dukker, som de samlede op. Mens de gik og samlede dukker op så de et menneske, der prøvede at tage sine støvler på. Da han havde fået dem på, gik han ind i huset og spærrede vejen for de to piger, som var fulgt efter ham. Eftersom de ikke kunne komme ud, så de sig om og fik øje på nogle store menneskehoveder, som hang og dryppede af råddenskab oppe fra loftet. Da pigerne fik øje på dem, sagde de: "Se hvor de drypper!" Manden slikkede det straks op. Pigerne vidste så, at han var menneskeæder. De sagde til ham: "Gnav i dørkarmen og luk ørerne, mens du vrider dig (som i trommedans) og se frem til at du skal spise os, når du er færdig med at danse!" Han gjorde, hvad pigerne sagde. Imens gravede de sig ud af huset, som blot var lavet af tørv, med underkæben, som barnet havde leget med. De blev ved med at opfordre ham, indtil de havde gravet færdigt og var kommet fri. De løb hurtigt hjem. De hørte ham komme ud af huset, idet han ærgrede sig over, at pigerne var sluppet fri. Da pigerne kom hjem fortalte de at de havde set en menneskeæder. Man holdt en seance / åndemaning for at finde ud af hvem han var. Det lykkedes ikke. De tog ud for at finde ham, idet de tog to gamle koner og de to piger med til at finde vej. De fandt hans hus, og de to gamle koner gik ind. Der sad han og prøvede at få sine støvler på. De to gamle koner kunne se, at det var svært for ham, og de sagde: "Hvad om nogen klippede dine negle, nu hvor der fanges flere hvaler?" "Ja, klip bare mine negle!" svarede han. Han tog sine støvler af, og da han havde gjort det, bandt de to gamle koner en line om hans fødder, som de andre trak i. På den måde kom han ud af huset. De trak ham efter sig, sled hans tøj og hud af kroppen, indtil blodet løb. Tilsidst kunne han ikke holde smerten ud, og han sagde: "Vent lidt, lad mig ordne mig lidt, mine indvolde er lavet af perler, min lever af kobber, jeg har en galde-blære af mørkt glas og en blære af hvidt glas!" Men de var ligeglade og trak ham rundt, indtil han døde. Da han var død, skar de ham op, og min sandten om ikke der var perler inden i ham. De tog alle de nye ejendele med hjem og hang dem op på væggen. Om natten da de sov, blev de vækket ved at noget dryppede på dem. Det var perlerne, der var blevet til indvolde igen. De syntes, at det var meget afskyeligt og smed dem ud.
Hist.: Fortællinger om indvolde af perler o.l. er fælleseskimoiske. Benperler havde man også før mulighederne for at erhverve sig europæiske sager begyndte med evt. handel med nordboere og derefter de første ekspeditioner. Kobber fremstillede indianere i arktisk Canada selv og handlede videre. Men glas har man ikke haft før kontakterne med de "hvide". |
The fire-eating being of the room under the sleeping platform
Dokument id: | 645 |
Registreringsår: | 1937 |
Publikationsår: | 1951 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Amaanalik (Amaunalik) |
Nedskriver: | Holtved, Erik |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | The fire-eating being of the room under the sleeping platform |
Publikationstitel: | The Polar Eskimos, Language and Folklore I |
Tidsskrift: | Meddr Grønland 152(1) |
Omfang: | side 92 - 93, nr. 22 |
Lokalisering: | Avanersuaq / Thule |
Note: | |
Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.
Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side 35 - 36.
Resumé: Det skete for en kvinde, som ellers altid havde nok spæk i lampen, at hver aften når hun lagde sig til at sove, gik lampen ud, selv vægen forsvandt. En dag hun var ude på besøg sagde hun til en dreng: "Gå lige hjem og se til min lampe, min væge forsvinder altid, lampen går ud." Drengen gik derover, idet han kom ind i huset, blev han overfaldet af et væsen. De sloges, men det lykkedes drengen at slippe ud. Hjemme igen, havde han fået 3 sod-mærker i lysken. Da kvinden kom hjem til sig selv, lagde hun sig på briksen og lod som om hun sov. Da så hun et lille væsen komme ud under sovebriksen, væsnet begyndte at spise ilden med sine 3 fingre. Da det var færdigt med at spise, sprang kvinden på det og rev alt dets tøj i stykker. Det begyndte at græde. Det lille briksevæsen havde en anorak af spurveskind. Det lille briksevæsen blev ved med at græde. Det holdt op med at æde ilden, efter at dets tøj var blevet revet i stykker.
Var.: ikke i denne bases samlinger |
The fox-wife and the penis of the lake
Dokument id: | 1716 |
Registreringsår: | 1937 |
Publikationsår: | 1951 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Amaanalik (Amaunalik) |
Nedskriver: | Holtved, Erik |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | The fox-wife and the penis of the lake |
Publikationstitel: | The Polar Eskimos, Language and Folklore I |
Tidsskrift: | Meddr. Grønland 152(1) |
Omfang: | side 166 - 172, nr. 38 |
Lokalisering: | Avanersuaq / Thule |
Note: | |
Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.
Interlinær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), s. 64 - 66.
Resumé: En mand og kone levede helt alene. Om sommeren tog manden ud i kajak i lang tid, konen blev alene tilbage. Hun begyndte at vandre. Det skete ofte, at hun ikke var hjemme, når manden kom hjem fra fangst, hun dukkede først op længe efter manden. Det stod på i nogen tid. En dag lod manden som om, han skulle på jagt, men gemte sig i stedet bag et næs, for derefter at følge efter sin kone. Ikke længe efter kom konen ud af huset, manden fulgte efter hende. Han sørgede for ikke at blive set. Han så sin kone gå ned til en sø, hvorefter hun begyndte at kalde: "Penis, penis, penis!" En stor penis kom op af søen og begyndte at have samleje med konen. Manden fik stor foragt for sin kone, skyndte sig hjem og roede bort. Han blev væk i lang tid. Da han kom hjem, var konen hjemme. Manden gik op til søen og kaldte på penisen. Da den dukkede frem, slog han den ihjel med en stav og bragte den hjem, hvor han serverede den for sin kone. Hun syntes, at det smagte godt og spurgte, hvad det var hun spiste. Han svarede, at det var hendes mands penis. Hun holdt straks op med at spise og lagde sig til at sove. Mens hun sov, samlede hendes mand forskellige dyr: Store orme, spyfluer, larver, fluer og mider. Alle disse dyr lagde han ind under sove-skindet til sin kone. Da de havde fortæret hende, satte han ild til det hele og tog ud i sin kajak. Han var nu helt alene. En dag han kom hjem fra fangst, så han, at der var kogt kød, og at hans kamikker var blevet syet. Dette gentog sig. Han ville se, hvem det var der gjorde dette, og gemte sig for at holde øje med teltet. Da så han en smuk kvinde med en stor hårtop. Han gik hen til teltet, men der var ikke nogen. En anden gang var han hurtig og fangede hende. Det var en ræv han havde fanget, halen var den store hår-top. Han tog hende til kone. Det blev vinter. De rejste i lang tid og mødte et par, men rejste videre for at møde flere mennesker. De mødte nu et gift par, en hare og en lort. Dem slog de sig ned sammen med. De lavede konebytning, så manden lå med haren, og ræven lå med lorten. Da de skulle til at sove, sagde ræven: "Puh, her lugter af lort!" Lorten svarede: "Puh, her lugter af ræv!" Da ræven hørte dette, løb den ud af et hul og forsvandt. På den måde var lorten skyld i, at manden mistede sin kone. Lorten blev en lort, og haren blev til en hare, og mennesket var helt alene. Han begyndte at følge rævekonens spor, der på den ene side var menneske-fodspor og på den anden sine ræve-spor. Han fulgte dem til en lille, mørk grotte. Han kaldte på hende. En flue i menneske-skikkelse kom ud og sagde: "Tag mig, bliver der sagt, tag mig!" Manden sagde nej, og fluen kravlede ind igen. Så kom en larve ud og sagde: "Tag mig, bliver der sagt, tag mig!" Manden sagde nej. Så kom en spy-flue og sagde det samme. Da manden gik ind i hulen, hvor en orm sagde: "Ham som har brændt mig, ham som har svitset mig, nung, lad os trække krog!" Det var alle de dyr, som havde fortæret hans kone. Efter at han havde sat ild til dem, var de blevet forvandlet til mennesker, og ræven boede hos dem. Det var hvad ormen sagde til ham.
Var.: Ataliannguaq; Manden, som giftede sig med en ræv; Manden, som tog en ræv til kone; Manden, der tog en ræv til kone; Pebersvenden, som giftede sig med en ræv; Manden, der blev gift med en ræv; The fox-wife; Ræv til hustru.
Kapisiaq som havde uheld med sine koner: har samme kombination af episoden med penis'en i søen og myten om manden der blev gift med en ræv. Den første episode forekommer undertiden i Kivioq. Se også: En pige der giftede sig med et udyr. |
The girl and the dog
Dokument id: | 628 |
Registreringsår: | 1937 |
Publikationsår: | 1951 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Amaanalik (Amaunalik) |
Nedskriver: | Holtved, Erik |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | The girl and the dog |
Publikationstitel: | The Polar Eskimos, Language and Folklore I |
Tidsskrift: | Meddr Grønland 152(1) |
Omfang: | side 64 - 69, nr. 11 |
Lokalisering: | Avanersuaq / Thule |
Note: | |
Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser. Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side 23 - 25.
Resumé: Datteren i huset vil ikke giftes. Hun har nok i sin hanhund. Faderen bliver sur og siger: Ok, hun vil ikke giftes, så lad hende få en hund til mand. Derefter kommer en frossen hundelort med tarm- skindspels ind i huset, men fortrækker hurtigt, da den er ved at tø. Hendes mand står bundet udenfor huset, den sprænger gang på gang de remme, som faren binder den med, og kommer således ind og kopulerer med hende. Til sidst blev det for meget for faderen - han tager et helt remmesælskind og fylder det med store sten, og hertil binder han nu hunden. Datteren bliver flyttet over på en ø. Hunden . formår alligevel at svømme over til øen, idet den ved trylleri får sælskindet med stenene til at flyde. Hunden sulter ihjel, pigen klarer sig. Hun føder en masse børn, både mennesker (inuit) og hunde. Hun oplærer dem til at dræbe deres bedstefar, der kommer med mad i kajak. Nu får de ikke længere mad. Børnene sætter hun to og to på kamiksåler og sender dem ud på havet med hver sin besked. To skal blive til ufarlige grønlandssæler, to til farlige ulve, to til farlige tornit og andre ufarlige qallunaat. Således sender hun alle af sted og er derefter alene tilbage, indtil hun dør af sult. Siden har man kaldt øen Qimmiuuneqarfik.
Var.: Kvinden og hunden. Kvinden der blev gift med en hund. Hunden der tog en kvinde til kone; Tartuneqi; Tartitsinnaaq; The girl and the dog; Kvinden, som fik en hund til mand. Hist.: "Fortolkningsmuligheder": Holdningsændringer: "Qallunaat" og "Kvinden og hunden ..." |
The girl who would not marry (variant A)
Dokument id: | 1299 |
Registreringsår: | 1937 |
Publikationsår: | 1951 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Amaanalik (Amaunalik) |
Nedskriver: | Holtved, Erik |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | The girl who would not marry (variant A) |
Publikationstitel: | The Polar Eskimos, Language and Folklore I |
Tidsskrift: | Meddr. Grønland 152(1) |
Omfang: | side 204, nr. 46 A |
Lokalisering: | Avanersuaq / Thule |
Note: | |
Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.
Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side 80, variant A.
Resumé: En mand ville gerne have en svigersøn, men hans datter nægtede at gifte sig. Derfor bandt han hende og hang hende med hovedet nedad
på en stejl klippevæg. Som hun hang der, begyndte hendes tøj at falde af, og hendes ryg at sidde fast til stenen. Hun begyndte at synge:
"Stenen, som hun sidder fast til, båd-folk derude, kom, lad os gifte os, hê-eng!"
På den måde sang hun.
Var.: The girl who would not marry nr. 46 |
The girls who married a whale and a sea-gull
Dokument id: | 1187 |
Registreringsår: | 1937 |
Publikationsår: | 1951 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Amaanalik (Amaunalik) |
Nedskriver: | Holtved, Erik |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | The girls who married a whale and a sea-gull |
Publikationstitel: | The Polar Eskimos, Language and Folklore I |
Tidsskrift: | Meddr. Grønland 152(1) |
Omfang: | side 174 - 179, nr. 39 |
Lokalisering: | Avanersuaq / Thule |
Note: | |
Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.
Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), s. 67 - 69.
Resumé: Tre små piger legede "gifte-leg" / far mor og børn. En ville giftes med en stor måge, en ville giftes med en hval-knogle og den sidste ville giftes med en grav / dødning?. Pigen som ville giftes med en grav krøb ind i en, den store måge fangede den anden pige, og bragte hende til sin rede; hval-knoglen tog den sidste og bragte hende ud på en ø. Hval-knoglen tog pigen til kone, og hun fik kun lov at gå ud, når hun var tøjret med tarme som bånd. En dag hun var udenfor så hun en båd med nogle af hendes fæller nærme sig. De var på vej ud for at hente hende hjem. Hvalen trak hende indenfor, men lidt efter gik hun ud igen. Hun kunne se, at båden kom nærmere. Hun bandt tarmene til en sten og flygtede ned til båden, som straks lagde fra land. Hvalen blev ved med at hive, men så skyndte den sig efter båden. Den kom hurtigt tæt på. De sagde, at pigen skulle smide sin vante ud i havet; det opholdt hvalen et lille stykke tid. Hvalen optog forfølgelsen, og pigen smed den anden vante i havet for at forsinke den. På denne måde smed pigen sin pelsanorak, underpels, kamikker, bukser og til sidst underbukserne. Konenbåden med fællerne reddede sig i land, og hvalen havde så meget fart på, at den strandede og igen blev til en hval-knogle. Pigen som var blevet taget af den store måge var nu blevet dens kone. Den fangede hvidhvaler til hende. Langt nede under hende gik hendes fæller, men hun kunne ikke kommer ned til dem. Hun begynde at samle senerne fra hvidhvalerne. Når mågen så var væk, tørrede hun dem og lagde dem sammen, for at de skulle kunne nå helt ned til hendes fæller. En dag var senen lang nok, og hun sagde til sin mand: "Fang en hvidhval som lever langt væk her fra!" Mågen tog afsted. Da den kom tilbage, var pigen tilbage hos sine fæller. Mågen fløj ned for at finde hende, den skreg: "Qüwio, qüwio, qüwio!" Den fløj ned til det hus hvor pigen boede. Hendes far stod udenfor og sagde til mågen: "Vis at du er en god svoger, og åben din armhule!" Mågen åbnede sin armhule, og i det øjeblik skød faderen og dræbte den. Mågen var så stor, at en af fællerne brugte dens hofteskål til hundehus.
Var.: Pigerne der blev gift med ... (det ene dyr er altid en hval, mens fuglen kan være ørn, el. måge, el. falk, og undertiden er der tre piger. Den sidste blir da gift med en dødning.
Hist.: Fælles østeskimoisk myte. |
The goose-wife
Dokument id: | 663 |
Registreringsår: | 1937 |
Publikationsår: | 1951 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Amaanalik (Amaunalik) |
Nedskriver: | Holtved, Erik |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | The goose-wife |
Publikationstitel: | The Polar Eskimos, Language and Folklore I |
Tidsskrift: | Meddr Grønland 152(1) |
Omfang: | side 140 - 152, nr. 36 |
Lokalisering: | Avanersuaq / Thule |
Note: | |
Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.
Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side 55 - 59.
Resumé: En kvinde og hendes barnebarn, en dreng, levede helt alene. Det var den sædvanlige historie: De var blevet efterladt af deres bofæller. Drengen voksede op og begyndte at gå ud, for at prøve om han kunne fange noget. Han kom langt omkring, og når han havde været væk et stykke tid vendt han tilbage til sin bedstemor. En dag han var ude at gå, så han nogle mennesker ved en lille sø. De havde lagdt deres tøj i en bunke, og løb nøgne rundt og legede. Han kravlede hen imod dem, helt ned til søen, hvor han satte sig på bunken med tøj. Da de så ham, gik de hen til ham, og han gav dem deres tøj èn for èn. Da de havde taget deres tøj på, gik de deres vej. De var gæs forvandlet til mennesker. De var alle børn i menneskelig skikkelse. Der var mange af dem, men tilsidst blev han færdig med dem. Der var kun to kvinder tilbage, den ene var kun et barn, den anden var lidt ældre. Dem gav han ikke deres tøj. Den yngste begyndte at græde, han fik medlidenhed med hende, og gav hende hendes tøj tilbage. Så tog hun afsted. Den anden tog han med hjem, og de begyndte at leve som mand og kone. Han gik på jagt, efterladende konen og bedstemoren. Han var nu gift med hende, og blev væk i længere tid. Tilsidst blev konen gravid, og hun fødte to æg, da hun jo var en gås. Disse to var nu deres børn. En dag hørte bedstemor, at æggene brast, og blev til to små mennesker. Deres far var stadig på jagt i lang tid ad gangen. Da børnene voksede sig større, skete det gang på gang, at de rev væg-skindene ned. Da det blev ved at ske, sagde den gamle kvinde: "Hvorfor river dine børn skindene ned fra væggene?" Moren svarede: "De samler småsten." Det var naturligt for dem at spise, og det fandt de bagved væg-skindene. Da de blev ældre, begyndte de at lege udenfor. De samlede mange fjer, som var drevet ind på stranden. Når de havde samlet en mængde, tog de dem indenfor. Til sidst spurgte den gamle kvinde deres mor: "Hvad er det dine børn samler?" Moren svarede: "De samler fjer til deres pile." På den måde løj hun overfor hende. De to børns far var stadig på jagt, og de begyndte at gå lange ture med deres mor. Engang, da manden var væk, forsvandt de. Da manden kom tilbage, spurgte han bedstemoren: "Hvor har de været et stykke tid?" Hun svarede: "De har været væk længe." "Jeg gå ud og leder efter dem, lav mig såler med mange lag," sagde han. Så lavede hun sålerne, mens hun græd, fordi han skulle rejse. Da kamik-sålerne var færdige, rejste han langt, langt væk. Da han gik afsted, kom han forbi to skabninger, der kun var store kroppe, som hev hinandens hår af. Dem havde gæssene tryllet frem, for at spærre ham vejen. De var lige foran ham, og han kunne ikke komme rundt om dem. Tilsidst lykkedes det alligevel, og han gik vidre. Da han havde gået et stykke tid,så han to skabninger, der kun bestod af lår. De var også lige foran ham, men han gik bare rundt om dem og fortsatte sin rejse. Efter et stykke tid så han en kæmpe lampe, som var så velforsynet med spæk, at den brændte med en klar flamme, også den stod lige foran ham, så han ikke kunne komme forbi. Da der ikke var nogen anden udvej, skrævede han over på det store stykke spæk, og på den måde kom han over. Så kom han til en stor koge-gryde, som kogte voldsomt, fyldt til randen med kogt kød. "Jeg spiser mennesker, bob, bob, bob," sagde den. Den stod også i vejen for ham, men han gik ned på et stykke kød og kom over. Han gik videre og mødte nogle store hundehvalpe, som ville bide ham. Han kunne ikke komme forbi dem, men ved at blive ved med at gå, lykkedes det ham at komme forbi. Derefter gik han videre. Til sidst så han et menneske, der stod og huggede med en økse. Han gik hen til ham. Han kunne se, at menneskets testikler hang så langt nede, at de næsten ramte jorden. Mennesket stod med ryggen til, idet han huggede løs på en pilegren, hvis spåner faldt i vandet, og blev forvandlet til ørreder. De tørre grene blev til røde ørreder. Han forstod at mennesket skammede sig, over at hans testikler hang ned til jorden. Han prøvede at komme om foran mennesket, ved at gå rundt i en stor bue omkring ham. Det lykkedes ham uden at blive set. Han gik lige hen til Qajungajugssuaq / Qajungajussuaq, som sagde til ham: " Hvor kom du fra?" " Jeg kom hen til dig forfra," var svaret. Qajungajussuaq hævdede, at han var kommet op til ham bagfra, og at han ville slå ham ihjel. Inden Qajungajussuaq nåede at slå ham ihjel, spurgte han om han havde set hans kvinder der havde været væk et stykke tid. Det havde Qajungajussuaq ikke, men selvom han lige havde villet myrde den anden, begyndte de sammen at lede efter kvinderne nede ved stranden. Da de var kommet ned til stranden, sagde Qajungajussuaq: "Nu skal du lukke dine øjne, og du må endelig ikke åbne dem." Det gjorde han, og Qajungajussuaq forvandlede sine testikler til en umiaq. I den sejlede de over det store hav. Da han hørte menneske-stemmer, var han lige ved at åbne øjnene, men Qajungajussuaq sagde til ham: "Hvis du åbner øjnene nu, slår jeg dig ihjel." De sejlede videre, lige hen imod menneske- stemmerne. De nåede kysten, og Qajungajussuaq sagde: "Nu må du åbne dine øjne." Det gjorde han. Der var en larm af mennesker, og en stor flok gæs i menneske-skikkelse, kom hen til dem på stranden. Her blev de et stykke tid. De to børn genkendte deres far, selvom han ikke genkendte dem, og de gik hjem til deres mor og sagde at deres far var kommet. Moren ville ikke tro dem, da de havde efterladt ham på den anden side af bugten. Men børnene insisterede, og til sidst sagde moren, at de skulle gå ned for at hente ham. Børnene løb ned til stranden, og sagde til deres far at han skulle komme med dem. De tog deres far ved hånden, og ledte ham hjem hvor de boede. Inde i huset sad moren og lyskede en fremmed, som var fra denne del af landet, og som hun havde giftet sig med. Han ville nu gå, men hans kone sagde til ham: "Din mave, husk din mave!" Da hun havde givet den til ham, gik han ud. Manden tog hende til kone igen, og boede med hende og deres to børn. I mellemtiden var hun blevet gravid, men han blev hos hende. Lidt efter lidt voksede kvinden, og da veerne begyndte, lod hun som om hun var død. Manden begravede hende i en stengrav, og var nu alene med de to børn. Udenfor hørte de et kæmpe brøl, det var gæssene, der var blevet forvandlet til mennesker. Børnene var begyndt at gå på besøg, og de ofte i de andre huse. En dag de kom hjem til deres far, så han at deres vanter var tørre, og han spurgte hvem der havde tørret dem. De svarede, at det var deres mor som havde tørret dem. Han spurgte dem igen: "Hvordan kan jeres mor gøre det, jeg har jo lige begravet hende under de store sten, hun er død og i vil aldrig få hende at se." Børnene insisterede på, at det var deres mor der havde tørret deres vanter, og de tog deres far hen for at se hende. De kom ind i et hus, og på side-briksen sad hans kone med Kitdlaqs tøj på. Han spurgte hende: "Hvem er du?" "Jeg er Kitdlaq / Killaq," svarede hun. Selvom at hun løj for ham, kunne han godt genkende hende, og derfor slog han hende i maven så hun døde. To store æg faldt ud af hende, fordi hun var gravid. Da han havde dræbt hende, begyndte gæssene at flyve bort, og til sidst var der ikke flere tilbage. Der kom et kæmpe brøl, da de lidt efter lidt fløj bort. Kun Qajungajussuaq blev tilbage, og han sagde til ham: "Jeg laver en lille pisk til dig. Sæt dig på det lille bjerg for de vil komme tilbage og hævne sig." Da han havde lavet pisken, gik han hen og satte sig. Qajungajussuaq sagde, at han ikke måtte falde i søvn.
De havde ikke siddet længe på bjerget, da en stor mørk sky nærmede sig. Det var gæssene, der var kommet tilbage. De omringede ham fuldstændigt, og han begyndte at piske dem, og dræbte mange af dem. Da han havde gjort det sagde Qajungajussuaq: "Du må endelig ikke falde i søvn, for der kommer flere." Det varede ikke længe, før en tyk tåge viste sig fra nord. Det var store skyer med fugle. De omringede ham, og han piskede dem, til jorden var dækket af dræbte fugle. Han fik ingen ro. Qajungajussuaq formanede ham om ikke at falde i søvn. Han kæmpede imod søvnen. Igen kom gæssene, og han slog en masse ihjel. Til sidst var der kun ganske få tilbage, som fløj væk. Da sagde Qajungajugssuaq, at nu var der ikke flere tilbage. Han havde vundet. Han og Qajungajussuaq blev boede på stedet.
Var.: En fælleseskimoisk myte. Kleivan, Inge, 1962: The Swan Maiden Myth among the Eskimos. Acta Arctica, Fasc. XIII, Kbh.: Munksgård, nævner dem alle.
Kommentar: Dette er en usædvandlig variant - især slutningen med gåsekonen der dræbes og fremkalder artsfællernes hævn |
The infant which ate its parents
Dokument id: | 1292 |
Registreringsår: | 1937 |
Publikationsår: | 1951 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Amaanalik (Amaunalik) |
Nedskriver: | Holtved, Erik |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | The infant which ate its parents |
Publikationstitel: | The Polar Eskimos, Language and Folklore I |
Tidsskrift: | Meddr. Grønland 152(1) |
Omfang: | side 198 - 199, nr. 44 |
Lokalisering: | Avanersuaq / Thule |
Note: | |
Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.
Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side 77.
Resumé: Et gift par fik et barn, men da de aldrig gav det mad, voksede det ikke. Det voksede ikke, fordi forældrene spiste alt det, som var forbudt. De boede i et dobbelt-hus, og en dag hvor forældrene sov, begyndte barnet at spise dem. Da det havde spist sine forældre, græd det og sagde: "Jeg har spist dem, fordi de ikke gav mig noget at spise!" Da de andre så det, flygtede de. En af de flygtende havde glemt sin kniv og udlovede sin datter til den, der ville hente den. En meldte sig og gik tilbage til huset. Her mødte han monsteret, idet det smuttede under ham i husgangen. Det sagde hele tiden: "Jeg har spist mine forældre, fordi de ikke gav mig noget mad!" Manden gik ind for at hente kniven og forlod derpå monsteret.
Var.: Spædbarnet som åd sine forældre. The infant which ate its parents nr. 44 A + 44 B; naalungiarsuk; Neqikitsuliaq; Aapapaaq; Nerrikitsuliaq; Barne-uhyret. |
The man in the moon and the entrail-snatcher
Dokument id: | 616 |
Registreringsår: | 1937 |
Publikationsår: | 1951 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Amaanalik (Amaunalik) |
Nedskriver: | Holtved, Erik |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | The man in the moon and the entrail-snatcher |
Publikationstitel: | The Polar Eskimos, Language and Folklore I |
Tidsskrift: | Meddr Grønland 152(1) |
Omfang: | side 31 - 40, nr. 4 |
Lokalisering: | Avanersuaq / Thule |
Note: | |
Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser. Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side 8 - 12.
Resumé: Et ægtepar er voldelige overfor hinanden, og da konen til sidst ikke kan holde det ud længere, går hun til fjelds, hvor hun sætter sig i det kraftige måneskin. Hun tilkalder månen, som derefter bliver mørkere. Under bulder og brag kommer månemanden ned på sin slæde. Han byder konen at sætte sig i de flotte slædeskind - de kører afsted - først over land, så over sne/is og til sidst igen over land og således kommer de til månemandens hus. På hans kødplatform levede de store fangstdyr. Han byder hende at gå indenfor i huset, men advarer hende mod sin lillesøster, der har for vane at afbrænde/afsvide fremmede. Inde i huset får hun øje på nogle stakler uden indvolde, og da månemanden senere kommer ind, advares hun mod hans egen fætter - indvoldsrøveren -, der har forvoldt disse indvoldsløses skade: Når indvoldsrøveren kommer, skal hun puste og samtidig sætte hænderne ind under skindfrakken, idet de bliver holdt således, at de ligner den bjørn. Således får hun besked på at gøre overfor Indvoldsrøveren / Indvoldsrøversken, hvis hun skulle være lige ved smile. Da indvoldsrøveren kommer på besøg medbringer han en stor kniv og et kødfad / træskål til indvolde. Han synger trommesang: "Mine små hunde, jeg skaffer mad til dem!" - mens hans kone fra vinduet råber: "Hun smiler, hun smiler." Til sidst er hun virkelig lige ved at smile, men gør da, som månemanden havde sagt. Indvoldsrøveren flygter og siger: "Man hørte den med spæk på (en bjørn)". Under flugten glemmer han sit kødfad, og får af månemanden at vide, at han selv må hente det. Indvoldsrøveren truer med at vælte et stort fjeld - og da må månemanden overgive sig og bringe fadet ud. Om natten på briksen har de svært ved at sove og månemandens eks-kone (lårbenet af en sæl) må smides væk - "og hvor var hun dog jaloux". Nogle gange får kvinden besøg af månemandens søster, som har mandekamikker på, og som bløder kraftigt fra bagsiden af lårene, fordi: "Jeres børn laver snore-figurer, mens solen skinner, på den tid af året, hvor den stiger på himlen." Gennem et hul bag månemandens lampe, kan man se ned på landskabet - og man kan endda se konens familie. En dag skræller månemanden løs på en hvalrostand, og lader til sidst stumperne falde ned gennem hullet. Hun ser gennem hullet sine børn, der leger, og manden, der passivt ser til. Kort efter bliver hun gravid og bringes af månemanden tilbage til sin familie. Månemanden forsyner hende med kød og spæk, og hun spiser således ikke af sin mands fangster, men kun af månemandens. Hun føder en stor dreng, der udvikler sig til en stor bjørnejæger.
Var.: Manguaraq; Besøg på Månen; Arnaaluk 50 - 52; Sahra 179v; Kvinden hos Qaumatip inua; En ufrugtbar kone der gifter sig med Malenen (?)
Kommentar: Bemærk indvoldsrøverens trussel om at vælte et stort bjerg. Samme trussel i østgrønlandske fortællinger går ud på at vælte støtten, der holder verden / himmelhvælvingen oppe. I Vestgrønland kunne man identificere indvoldsrøversken med Sila. Søg på Sila |
The mendacious raven and Piku's wife
Dokument id: | 1424 |
Registreringsår: | 1937 |
Publikationsår: | 1951 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Amaanalik (Amaunalik) |
Nedskriver: | Holtved, Erik |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | The mendacious raven and Piku's wife |
Publikationstitel: | The Polar Eskimos, Language and Folklore I |
Tidsskrift: | Meddr. Grønland 152(1) |
Omfang: | side 250 - 251, nr. 77 |
Lokalisering: | Avanersuaq / Thule |
Note: | |
Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.
Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side 101.
Resumé: Piku var på rensdyrjagt. Mens han var væk, havde hans kone kun rygraden fra en sæl at spise. Han var væk i lang tid. En dag så konen en ravn, og hun spurgte den, om hendes mand havde fanget noget. Ravnen svarede, at han havde fanget to rensdyr. Konen blev glad og gav sæl-rygraden til hundene. Da manden kom tilbage, viste det sig, at ravnen havde løjet for konen, manden havde slet ikke fanget noget. Hun måtte tage rygraden fra hundene og vaske den. |
The raven
Dokument id: | 1420 |
Registreringsår: | 1937 |
Publikationsår: | 1951 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Amaanalik (Amaunalik) |
Nedskriver: | Holtved, Erik |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | The raven |
Publikationstitel: | The Polar Eskimos, Language and Folklore I |
Tidsskrift: | Meddr. Grønland 152(1) |
Omfang: | side 248, nr. 74 |
Lokalisering: | Avanersuaq / Thule |
Note: | |
Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.
Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side 100.
Resumé: En mand så en ravn, som havde noget i næbbet. Han spurgte den hvad det var. Den svarede, at det var inderlåret fra et menneske. Manden spurgte, om han ikke kunne få noget af det. Men ravnen svarede: "Jeg vil sluge det, fordi jeg kan li det, fordi jeg og mine ravnebørn spiser blod, vi spiser blod!"
Var.: The raven, nr. 74 A.
Kommentar: alm. østeskimoisk association til ravnen: den spiser blodrigt kød. |
The raven and the falcon painting each other
Dokument id: | 1406 |
Registreringsår: | 1937 |
Publikationsår: | 1951 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Amaanalik (Amaunalik) |
Nedskriver: | Holtved, Erik |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | The raven and the falcon painting each other |
Publikationstitel: | The Polar Eskimos, Language and Folklore I |
Tidsskrift: | Meddr. Grønland 152(1) |
Omfang: | side 232, nr. 61 |
Lokalisering: | Avanersuaq / Thule |
Note: | |
Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.
Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side 92 - 93.
Resumé: To børn legede i telt-ringen. De fandt en drypskål fra en lampe. Det ene af børnene begyndte at male den anden, idet han dyppede en pind i skålen. En mand så dem og listede sig ind på dem. Han hørte, den ene sagde: "Lad mig gøre det." Den anden blev nu også malet, han sagde: "Lad mig hente mit sove-skind!" Manden var kommet nærmere og sprang op og forskrækkede de to børn. Det ene af børnene kom til at hælde skålens indhold ud over det andet barn, som sagde: "Qâ-qâ!" Mens han selv sagde: "Qêr-qêr!" Derfor kom ravnen til at sige: "Qâ-qâ-qâ!" Og falken til at sige: "Qêr-qêr-qêr!"
Var.: Fælleseskimoisk myte. Se Inge Kleivan 1971: Why is the Raven black? Acta Arctica. |
The raven who married the geese
Dokument id: | 1405 |
Registreringsår: | 1937 |
Publikationsår: | 1951 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Amaanalik (Amaunalik) |
Nedskriver: | Holtved, Erik |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | The raven who married the geese |
Publikationstitel: | The Polar Eskimos, Language and Folklore I |
Tidsskrift: | Meddr. Grønland 152(1) |
Omfang: | side 230 - 231, nr. 60 |
Lokalisering: | Avanersuaq / Thule |
Note: | |
Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.
Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side 92.
Resumé: En ravn var gift med to gæs. Da gæssene om efteråret ville flyve syd på, ville ravnen med dem. Ravnen ville bare sove på isbjergene, når gæssene sov på havet. Gæssene sagde, at der hvor de skulle hen, var der ikke nogle isbjerge. Så ville ravnen bare flyve højt op over havet, så kunne den sove der. Så fløj de syd-på. Når ravnen sov oppe i himlen, dalede den langsomt nedad, og lige inden den nåede havoverfladen, vågnede den. Det blev den snart træt af. Den ville sove oven på sine to koner, og det gjorde den. Men det ville gæssene ikke være med til. De svømmede til hver sin side, så ravnen landede i vandet. Den råbte på gæssene, men begyndte at forvandle sig til små ravne, pteropoder, vingesnegle. Den blev delt i mange dele, mens den stadig råbte: "Kom her, ryk sammen!"
Var.: Tulugaq; Ravnen og gåsen; Ravnen, som tog en vildgås til kone. Hist.: Fælles tradition for Polar inuit og østgrønlændere: I Østgrønland bliver den sorte vingesnegl kaldt den lille ravn. Holm 1972 eller Thalbitzer 1946 (Hansêraqs dagbog)? |
The singing hare
Dokument id: | 1414 |
Registreringsår: | 1937 |
Publikationsår: | 1951 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Amaanalik (Amaunalik) |
Nedskriver: | Holtved, Erik |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | The singing hare |
Publikationstitel: | The Polar Eskimos, Language and Folklore I |
Tidsskrift: | Meddr. Grønland 152(1) |
Omfang: | side 242, nr. 68 |
Lokalisering: | Avanersuaq / Thule |
Note: | |
Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.
Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side 97.
Resumé: En mand, som var på harejagt, fik øje på nogle harer. Han satte efter dem, men de slap fra ham. Han kom til en flod, hvor harerne var kommet over, men selv kunne han ikke komme over. Harerne sang: "Fordi vi er gode til at gå, flygtede vi, og denne af floderne, den opsvulmede, som han ikke kunne komme over med det samme, den kom vi over!"
Da de havde sunget dette, kunne han ikke få fat i dem, og han lod dem gå. |
The singing reindeer
Dokument id: | 1415 |
Registreringsår: | 1937 |
Publikationsår: | 1951 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Amaanalik (Amaunalik) |
Nedskriver: | Holtved, Erik |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | The singing reindeer |
Publikationstitel: | The Polar Eskimos, Language and Folklore I |
Tidsskrift: | Meddr. Grønland 152(1) |
Omfang: | side 242 - 244, nr. 69 |
Lokalisering: | Avanersuaq / Thule |
Note: | |
Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.
Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side 97 - 98.
Resumé: Nogle folk i kajakker fik øje på en flok rensdyr. De gik i land og listede sig ind på dem. Rensdyrene lagde mærke til det, og de begyndte at synge:
"Her er der ingen mennesker, her er der ingen mennesker, lad det forblive sådan, lad ingen stemme høre, jâjajâ jajahâ ojajâ â-a, ojaja ja jæ jajææi!" Efter at de havde sunget dette, sprang de i vandet. Mændene efter dem i kajakker. Mændene dræbte mange rensdyr. En mand jagtede et meget stort rensdyr, men rensdyret sagde til ham, at det var meget magert, og at det ville gå til bunds hvis det døde. Så sprang det op over mandens kajak og flygtede op på et højt bjerg. Denne mand fangede ingen rensdyr. De andre trak de dyr på land, som de havde dræbt. Da de kogte kødet, var der en som ikke kunne spise op. Han gik ned til floden for at drikke. Da han kom tilbage, var det kød, som han havde spist, vokset ud igen. Han kunne blive ved med at spise, fordi kødet blev ved med at vokse ud.
Hist.: En fortælling der røber sin herkomst i arktisk Canada (her Baffinland), idet polar-inuit / polareskimoerne hverken jagede rener eller havde kajakker før de sidste indvandrere kom fra Baffinland omkr. 1860. I Thule-området var der heller ikke lejlighed til at jage renerne (der blev udryddet omkr. 1910) i søer el. floder i kajak som det var muligt mange steder i arktisk Canada. Amaanalik havde alle sine fortællinger fra sin indvandrede bedstemor. |
The snow-bunting's song of lamentation
Dokument id: | 1410 |
Registreringsår: | 1937 |
Publikationsår: | 1951 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Amaanalik (Amaunalik) |
Nedskriver: | Holtved, Erik |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | The snow-bunting's song of lamentation |
Publikationstitel: | The Polar Eskimos, Language and Folklore I |
Tidsskrift: | Meddr. Grønland 152(1) |
Omfang: | side 238 - 239, nr. 65 |
Lokalisering: | Avanersuaq / Thule |
Note: | |
Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.
Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side 95 - 96.
Resumé: Nogle folk, som var ude at ro, så et par snespurve, som var ved at fodre deres unger. En mand fra båden lavede en snare af sit hår, han fangede han-snespurven, hvorefter han tissede på ungerne og sejlede videre. Hun-snespurven blev vred over det skete og begyndte at synge, idet den sidste båd sejlede forbi:
"Min mand, min mand, min mand, fordi mennesker er mægtigere, fordi de er stærkere, med en hvalben-snare narrede ham, de har fanget ham. Qalumîna / Qalumiina har drukket urin, til han brast. Uden at nå en boplads, skal i slå lejr for natten."
Da menneskene havde slået lejr, begyndte det at blæse voldsomt op. De som havde fanget snespurven led skibbrud, fordi hun-snespurven havde kastet forbandelse over dem.
Var.: The snow-bunting's song of lamentation, nr. 65 A |
The sun and the moon
Dokument id: | 615 |
Registreringsår: | 1937 |
Publikationsår: | 1951 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Amaanalik (Amaunalik) |
Nedskriver: | Holtved, Erik |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | The sun and the moon |
Publikationstitel: | The Polar Eskimos, Language and Folklore I |
Tidsskrift: | Meddr Grønland 152(1) |
Omfang: | side 28 - 30, nr. 3 |
Lokalisering: | Avanersuaq / Thule |
Note: | |
Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser. Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resume bd. 152(2), side 7 - 8.
Resumé: Under lampeslukningsleg ligger en bror med sin lillesøster. Da hun opdager dette, føler hun sig ussel - og begge går de ud af huset, med et stykke brændende lampemos i hånden. De begynder at jagte hinanden rundt om huset. Broderen falder i et hul, hvor man har taget sneblokke til snehuset, og hans "fakkel" går ud, så kun en glød er tilbage. Han fortsætter forfølgelsen og bliver til månen. De begynder at stige tilvejrs i deres cirkelbane om huset - og da bliver søsteren til solen, endnu med den lysende og varmende "fakkel" i hånden. Men han forbliver den kolde måne. På denne måde steg de op.
Var.: Fælles eskimoisk myte. Søg på Solen el. Sol; sun el. Sun. Kommentar: GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): Månen og solen. |
The thunder spirits
Dokument id: | 619 |
Registreringsår: | 1937 |
Publikationsår: | 1951 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Amaanalik (Amaunalik) |
Nedskriver: | Holtved, Erik |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | The thunder spirits |
Publikationstitel: | The Polar Eskimos, Language and Folklore I |
Tidsskrift: | Meddr Grønland 152(1) |
Omfang: | side 40 - 48, nr. 5 |
Lokalisering: | Avanersuaq / Thule |
Note: | |
Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser. Interlineær eng. oversættelse.- Eng. resumé bd. 152(2), s. 12 - 16.
Resumé: En pige og hendes lillebror sendes af deres stedfar langt væk for at lege. Drengen vil helst vende hjem, men pigen svarer ham om og om med: "Har du glemt, hvad din far sagde?" Pigen fanger ryper med sten og giver bryststykkerne til lillebroren, som endnu diede sin mor. Hver gang drengen taler om at vende hjem, siger hun: "Hver gang jeg rammer ryper med sten, spiser jeg ikke kødet fra dens mave. Gå du hjem alene!" Drengen fremsætter ønsker om at blive forvandlet til dyr: sæl, hvalros, hvidhval, bjørn, ren, moskusokse, hare, ræv og remmesæl, men lige meget hjælper det. Til sidst ønsker han at blive til den store torden, og mens søsteren er tilstede synger han af al kraft: "Gid man kunne blive torden." Og til sidst bliver de virkelig til torden begge to, idet de placerer sig oven på et medbragt stykke hvidt skind og slår ild på den medbragte flint. Imens de tisser og slår ild stiger de opad. Regnen falder over landet og deres forældre begynder at udspørge ånder, for at finde børnene igen. Moderen græder: "Her er de bryster, du plejede at die." Situationen på bopladsen blev kaotisk, og til sidst høres børnene: "Pis på det, pis på det!" Folk prøver at få styr på børnene, men forgæves. De er således blevet til torden.
Var.: Torden-ånderne; torden; Tordenens oprindelse; |
The woman who played a mountain spirit
Dokument id: | 1384 |
Registreringsår: | 1937 |
Publikationsår: | 1951 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Amaanalik (Amaunalik) |
Nedskriver: | Holtved, Erik |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | The woman who played a mountain spirit |
Publikationstitel: | The Polar Eskimos, Language and Folklore I |
Tidsskrift: | Meddr. Grønland 152(1) |
Omfang: | side 224 - 225, nr. 54 |
Lokalisering: | Avanersuaq / Thule |
Note: | |
Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.
Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side 88 - 89.
Resumé: En mand og hans kone var oppe at slås. Til sidst gik konen hjemmefra. Hun vandrede rundt og fik øje på et hus. Hun gik derind og fandt ud af, at huset havde et forrådskammer fyldt med rensdyr-talg. Hun vendte vrangen ud på sin anorak og kamikker. Så hørte hun menneskene komme hjem. De kom ind, spiste og lagde sig til at sove. En af dem vågnede, fordi der lugtede af lort. Han tændte lys, for at se hvad det var. Der var noget, der pustede lampen ud. Dette gentog sig tre gange. Manden blev bange, og alle menneskene flygtede ud af huset uden tøj på. Inde fra huset lød der: "Apapâ, isâsê / Apapaa isaasii, skynd jer bort eller jeg kommer efter jer!" De flygtede skræmte bort, mens hun blev ved med at skræmme dem.
Kommentar: Måske en mørkeleg til almindelig morskab. |
Tutuatuik
Dokument id: | 641 |
Registreringsår: | 1937 |
Publikationsår: | 1951 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Amaanalik (Amaunalik) |
Nedskriver: | Holtved, Erik |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Tutuatuik |
Publikationstitel: | The Polar Eskimos, Language and Folklore I |
Tidsskrift: | Meddr Grønland 152(1) |
Omfang: | side 86 - 87, nr. 19 |
Lokalisering: | Avanersuaq / Thule |
Note: | |
Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.
Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side 33.
Resumé: En lille pige boede med sine bedsteforældre. Hun legede dag og nat med sine små dukker af hvalrostand. Bedstefaderen sov ikke og bedstemoderen sov, idet hun dog vågnede op en gang imellem. Til sidst hørte man en kalde uden for vinduet: "Tutuatuik, kom herud lidt, og tag dine dukker med dig!" Dertil sagde bedstemoderen: "Tag min inderpels og din bedstefars kamikker på!" Hun tog det på og gik ud. Udenfor mødte hun en kvinde, der tog hende med ned til sit hus ved møddingen. Det var denne kvinde, der plejede at dræbe børn og smide dem ned bag sovebiksen. Den lille pige undgik dette, da hun havde sine bedstforældres tøj på. "Jeg er bange for at de vil kigge efter dig, gå din vej," sagde kvinden til hende.
Var.: Fælleseskimoisk myte (også fortalt på Nelson Island, S.V. Alaska, Fienup-Riordan 1994:66.) Holtved 19A; Ikaleq og Qattaatsiaq |
Two deserted ones get meat from guests
Dokument id: | 708 |
Registreringsår: | 1937 |
Publikationsår: | 1951 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Amaanalik (Amaunalik) |
Nedskriver: | Holtved, Erik |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Two deserted ones get meat from guests |
Publikationstitel: | The Polar Eskimos, Language and Folklore I |
Tidsskrift: | Meddr Grønland 152(1) |
Omfang: | side 317 - 318, nr. 129 |
Lokalisering: | Avanersuaq / Thule |
Note: | |
Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.
Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side 131.
Resumé: Gammel kone og barnebarn (dreng) efterlades i dobbelthus. Fremmede med fangst overnatter i den anden del. Den gamle kone beordrer drengen til at liste ind om natten og spytte på fingeren og derefter berøre noget af deres kød. Det er renkød. Han berører to renkøller. Det bliver så tungt, at de fremmede ikke kan slæbe det med. "Lad dem bare få det, når de nu så gerne vil have det," siger de.
Var.: Kunuanannguaq En fortælling om enlige kvinder En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn.
Kommentar: Bemærk at drengen får lårene, der de fleste steder går til 1. fangstpartner. Hist.: Ingen afvisning af renkød som i mange polar-inuit fortællinger, fordi denne fortæller er Amaunalik, hvis bedstemor var indvandret baffinlænder. |
Two little dogs
Dokument id: | 1419 |
Registreringsår: | 1937 |
Publikationsår: | 1951 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Amaanalik (Amaunalik) |
Nedskriver: | Holtved, Erik |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Two little dogs |
Publikationstitel: | The Polar Eskimos, Language and Folklore I |
Tidsskrift: | Meddr. Grønland 152(1) |
Omfang: | side 247 - 248, nr. 73 |
Lokalisering: | Avanersuaq / Thule |
Note: | |
Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.
Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side 99 - 100.
Resumé: To små hunde lå i deres hundehus. Den ene havde en brækket pote, den anden havde langt hår. Den langhårede gik ind i husindgangen, og den med den brækkede pote sagde til den, at den skulle bede om noget at spise. Dens ejer hørte det og sagde: "Hvem er du?" "Jeg er Merqorssuanâq / Meqqorsuanaaq (den søde langhårede)!" Så gav han den noget at spise til dens ven, og den gik tilbage til hundehuset med maden. |
Ways of greeting
Dokument id: | 746 |
Registreringsår: | 1937 |
Publikationsår: | 1951 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Amaanalik (Amaunalik) |
Nedskriver: | Holtved, Erik |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Ways of greeting |
Publikationstitel: | The Polar Eskimos, Language and Folklore I |
Tidsskrift: | Meddr Grønland 152(1) |
Omfang: | side 365 - 366, nr. 177 |
Lokalisering: | Avanersuaq / Thule |
Note: | |
Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.
Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side 152 - 153.
Resumé: Når folk mødes siger den ene: "sainang (uforståeligt) sunâin (hvad er det?)". Den anden svarer: "asukiaq (tænk dog/sandelig)!" Møder man nogen under rejse, siger man: "Er det et menneske?" - "Jeg er et menneske."
Kommentar: Den sidstnævnte hilsen, inûxhuarunâi?, betyder ifølge en lille artikel i tidsskriftet Grønland, Årg. 2000: Hvordan har du det? Og svaret: "Jeg har det fint!". Forfatteren tilføjer at man aldrig ville finde på at identificere sig selv som ingughuaq, der i ordbogs-oversættelse ville betyde "Stort el. prægtigt menneske". Det er almindeligt for andre at kalde polar-inuit for inughuit, men det ville altså være utidig pral om de selv gjorde det. |
Woman puts question to raven and is turned into stone with her children
Dokument id: | 1423 |
Registreringsår: | 1937 |
Publikationsår: | 1951 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Amaanalik (Amaunalik) |
Nedskriver: | Holtved, Erik |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Woman puts question to raven and is turned into stone with her children |
Publikationstitel: | The Polar Eskimos, Language and Folklore I |
Tidsskrift: | Meddr. Grønland 152(1) |
Omfang: | side 249 - 250, nr. 76 |
Lokalisering: | Avanersuaq / Thule |
Note: | |
Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.
Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side 100 - 101.
Resumé: En kvinde, der havde to mænd, var altid gravid. En dag sad hun og ventede på, at hendes to mænd skulle komme hjem fra jagt. Da hun blev træt af at vente, gik hun ud for at se efter dem. Hun gik op af et bjerg med et barn i hver hånd og en i amaaten. Oppe på bjerget så hun en ravn og spurgte den, om den havde set hendes to mænd. Den svarede, at de var blevet dækket af is, og at hun bare skulle sætte sig ned. Kvinden blev siddende på stedet og blev forvandlet til sten. Bare fordi at ravnen havde sagt, at mændene var blevet dækket af is.
Kommentar: De mange fortællinger om ravne i Thule-området fremstiller oftest ravnen som løgner / snydetamp, undertiden med forvandlinger til følge. |
Women revenge themselves as bears
Dokument id: | 703 |
Registreringsår: | 1937 |
Publikationsår: | 1951 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Amaanalik (Amaunalik) |
Nedskriver: | Holtved, Erik |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Women revenge themselves as bears |
Publikationstitel: | The Polar Eskimos, Language and Folklore I |
Tidsskrift: | Meddr Grønland 152(1) |
Omfang: | side 309 - 312, nr. 126 |
Lokalisering: | Avanersuaq / Thule |
Note: | |
Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.
Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side 127 - 128.
Resumé: Moder og to døtre efterlades. Syr sig bjørneklæder af kasserede skind. Forvandler sig til bjørne, opsøger deres fæller, kan forvandle sig tilbage til mennesker, når de spørger om vej, når frem og dræber alle deres tidligere bopladsfæller. De adspurgte får mistanke, da de ser, at de bortdragendes spor er blandede menneske- og bjørnespor.
Hist.: Næppe historisk; kun som tænkt forklaring på bjørne, der har overfaldet og dræbt en boplads. Hævngerrige kvinder der forvandles til bjørne, når de iklæder sig bjørneskind er et udbredt motiv eskimomyter. |
Databasen med myter og sagn er udarbejdet af Birgitte Sonne, f. 4. jan 1936, mag art i religionssociologi, pensioneret fra Afd. for Eskimologi, TORS, KU i 2006. Har forsket i og skrevet om grønlandske myter og sagn i en halv menneskealder - og gør det stadig. Kan nås med spørgsmål på bbsonne81@. gmail.com