Redaktør: Lynge, Kristoffer.

Håndskr.: NKS 3536, I, 4' læg 8, ss. 100 - 113.

Oversættelse ved Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom:

Beretningen om Aataarsuaqs mærkelige søn

Det fortælles at Aataarsuaq havde en stor brødreflok som fjender, og skønt han jagede dem efter bedste evne, magtede han ikke at komme dem på drabshold. Det fortælles videre at Aataarsuaq var eneste søn og at hans kone ikke kunne få børn. For nu bare at prøve begyndte Aataarsuaq at gå i seng med sin kone, og så var det som om hun begyndte at vente sig. Da han nu mærkede sig hendes tilstand, holdt han sig ikke længere tilbage fra hende. Hurtigt voksede hans kones mave, og da den med tiden blev meget stor, skulle hun føde. Da hun fødte, var det en stor prægtig dreng.

Faderen kunne dårligt vente, til fødselshjælpersken havde bundet navlestrengen, men så snart det var sket, tog han sin nyfødte søn, gik ud af huset og løb omgående ned til stranden, og han dyppede straks sin søn ned i en strandsø med hovedet først, indtil han knap kunne få luft. Han løb op med ham igen og nåede at komme ind i huset, mens han endnu trak vejret. Minsandten om ikke faderen gjorde sådan hver eneste dag. Når han vågnede om morgenen, tog han sin stakkels søn, der endnu sov, op fra hans leje og med ned på stranden. Altid dyppede han han med hovedet først ned i en strandsø. Lidt efter lidt kunne sønnen holde vejret under vandet, og da han begyndte at stolpre rundt, kunne han holde vejret under vandet lige så længe som en edderfugl. Nu blev faderen endnu ivrigere med at tage ham ned på stranden, straks han vågnede tidligt om morgenen. Efterhånden som han var blevet en lille purk, og faderen stak hans hoved ned under vandet i strandsøen, var det først efter lang tids venten og når der steg luftbobler op, at faderen gav ham mulighed for at ånde.

Da sønnen havde fået denne egenskab, var faderen engang på jagt og fangede en småspraglet sæl. Da han kom hjem sagde han til sin kone: "Du skal skære den sådan op, at du kun laver en åbning ved hjertet og krænger skindet af ligesom et skind, der skal bruges til fangstblære, og lade dets forluffer og bagluffer sidde på skindet." Hans kone skar sælen op, som hendes mand havde bedt hende gøre: hun lavede en åbning ved hjertet, krængede sælens krop ud af skindet, og da hun var færdig og gik ind, sagde hun til sin mand: " Nu er det klart og ligger derude." Manden lod skindet bringe ind og lod spækket grundigt skrabe af, og han udstoppede det gennem åbningen, så det struttede, og hængte så den udstoppede sæl op til tørring. Mens han ventede på at den tørrede, fortsatte han som han plejede med sin stakkels søn: så snart han stod op, gik han ned til stranden med han, og først efter at have ladet ham holde vejret længe under vandet, gik han tilbage til huset med ham.

En morgen da faderen vågnede så han, at skindet af den småspraglede sæl var blevet helt tørt, og så vækkede han sin stakkels søn som sædvanligt ret så brutalt: "Stå nu op, for du skal have din nye dragt på, lille du." Sønnen skyndte sig op, og da han var stået op greb han øjeblikkeligt fat i skindet af den småspraglede sæl. Da han gik ud med skindet på, gik han på den måde, at han satte sine fodspor ved siden af hinanden, og med sin far efter sig. Da han kom ud, gik han med det samme ned mod stranden. Da sønnen gik hurtigere og hurtigere ned mod stranden, kiggede faderen ind imellem hen på ham undervejs til sin kajak. Så plumpede sønnen i vandet. Faderen skyndte sig at bære sin kajak ned og satte sig i den. Så roede han hen til det sted, hvor sønnen var plumpet i vandet og kiggede derned. Men da han endnu ikke havde set sin søn, selv om han gennemsøgte havbunden, blev han til sidst ængstelig. Han angrede dybt og tænkte: "Hvor var det dog rigtig dumt af mig, at jeg lod ham gå i vandet, for nu er jeg skyld i min kære søns død. Han var helt opslugt af sine selvbebrejdelser, da han pluselig hørte et kalderåb og kiggede udefter, hvor han så, at sønnen langt derude havde stukket hovedet op af vandet. Så snart han fik øje på ham, vendte han kajakken og roede hen mod ham af alle kræfter. Sønnen så bare på ham uden tilsyneladende at tænke på at dykke. Da faderen efterhånden syntes det var synd for sønnnen, gjorde han sin blærepil, som han altid havde foran på kajakken, klar til kast, og sønnen blev ved med at kigge på ham. Og så netop som faderen gjorde en bevægelse for at kaste blærepilen efter ham, nåede han kun lige at høre sønnen bruge lufferne til at dykke med, og faderen ramte kun det sted, hvor sønnen havde været. Faderen tog sin blærepil op og fulgte uden den store lyst forsøgsvis sønnens kurs udefter. Han fulgte ruten længe, men stoppede til sidst op nu og da, og da sønnen havde været nede alt for længe, blev han til sidst urolig for ham. Så standsede han helt og gav sig i stedet til bare at spejde, men da han pludselig hørte hans kalderåb, kiggede han rundt og så, at han var dukket op langt, langt derude og bare lå og så på ham, og da han nu igen igen fik øje på ham, roede han hen mod ham af alle kræfter. Da han kom nærmere, ville han først kaste sin blærepil efter ham, men tænkte så: Jeg kan da prøve at komme helt hen til ham. Lige før han nåede ham bremsede han kajakken med åren og lagde hånden på sin søns hoved og sagde: "Lille du, det var dog utroligt så længe du kan blive under vandet, hvor er du dygtig til at blive under længe, svøm nu indefter, så hurtigt du kan, så følger jeg efter." Da faderen sagde det, hørte man kun et skvulp, da sønnen smuttede ned. Hans far vendte kajakken, satte af sted indefter af alle kræfter og holdt farten det bedste han kunne. Mens han stadig syntes, der var langt til land, hørte han sønnens kalderåb, og da han kiggede efter så han, at han var dukket op lige ved strandkanten. Så meget var han kommet forud. Da sønnen var så dygtig til at holde sig under vandet, overvejede faderen nu at bruge ham mod sine fjender.

Næste dag da Aataarsuaq var på fangst, fik han øje på de mellemste af den store brødreflok, der også var på fangst, og Aataarsuaq havde solen på sin rigtige side. Inden hans fjende opdagede ham, gemte han sig i solens genskin på vandet og begyndte at jage ham mod sin skyggeside. Umiddelbart før han fik sin fjende på så nært hold, at han kunne harpunere ham, brød denne ud fra solens genskin og begyndte at ro væk i stor fart. Aataarsuaq fulgte efter, og da de længe havde roet kraftigt til, stoppede den anden så småt op, og Aataarsuaq vendte nu forenden af sin kajak hen imod ham og opdagede, at han selv havde mistet fordelen ved solens genskin på havet, og at hans fjende nu vendte sin kajak imod ham. Aataarsuaq prøvede at flygte, men hans fjende halede hurtigt ind på ham bagfra, og Aataarsuaq blev dræbt. Da den mellemste af brødrene kom hjem fortalte han, at Aataarsuaq havde jagtet ham, mens han gemte sig i solens genskin på vandet, men at han selv havde dræbt ham, da han uforvarende var kommet ud af dette genskin, og at han nu ville opsøge hans familie og dræbe dem.

Det fortælles at Aataarsuaq havde en slægtning blandt brødreflokkens bopladsfæller, og da slægtningen hørte om deres planer, lod han som om, han intet havde hørt. Nu ventede han bare på at hans bopladsfæller skulle gå til ro for natten. Først da de allesammen var faldet i søvn, tog han over til sine slægtninge for at røbe sine bopladsfællers planer, og da han kom ind i deres hus sagde han: "Den mellemste af brødreflokken har i dag dræbt jeres eneste voksne mand i huset, og de har planer om at komme i morgen og udrydde jer allesammen." De blev naturligvis helt ulykkelige.

Næste morgen begyndte de at spejde ud af vinduet med jævne mellemrum. Da det blev op ad dagen, og da sønnens mor på et tidspunkt kiggede ud af vinduet, så hun, at kajakker var ved at runde næsset, og det var sandelig mange kajakker. Moderen trak sig tilbage til briksen og vækkede sin søn og sagde: "Din stakkel, hvordan kan du sove. En hel masse kajakmænd har rundet næsset for at udrydde os allesammen." Hendes kære søn rejste sig helt oplivet over ende, og da han var stået op, begyndte han at rode med skindet af den småspraglede sæl. Da han havde taget det på, bad han ivrigt sin mor om at skynde sig med at sy åbningen til. Da hun var færdig med det, skyndte han sig ud og så, at kajakmændene nu ikke var ret langt borte, og der var sandelig mange. Netop som han stillede sig op på taget af husgangen, var der én, der sagde: "Dér kommer han ud, fræk og frejdig, som om han ikke om lidt skulle have våben strittende ud over det hele." Aataarsuaq's søn lod som han ikke hørte det og begyndte at gå ned mod stranden for at tage imod kajakmændene. Da han begav sig ned hørte man igen et råb: "Han deroppe er jo kun et lille sølle barn, se, nu går han ned for at tage imod os, som om han om lidt ikke vil være spækket med fangstvåben; lad os se hvem der først får ram på ham og sårer ham." Og så begyndte de at ro om kap hen mod ham, og ingen af dem ville være den sidste. Derinde på land blev han, der gik dem i møde, mere og mere ivrig. Da de første kajakker var meget nær ved land, nåede han stranden og forsvandt ned i vandet. Alle kajakmændene satte nu farten yderligere op, mens de sagde: "Hvor mærkeligt! Han faldt i vandet!" Da de kom til stedet spejdede de ned i vandet mens de kommenterede: "Det var lige her, han faldt i, han må være dernede, søg nu efter ham." Da de allesammen gav sig til at lede, gemte Aataarsuaq's mærkelige søn sig langt inde i tangskoven. Han tog dem nu nøjere i øjesyn med kun det ene øje fri af tangen, og han så, at to af dem var meget dårligt udstyrede, at den ene var så skeløjet, at han kun kiggede på sin næserod, mens den andens øjne var så urolige, at de ligefrem blinkede som stjerner. Disse to havde overhovedet ingen fangstredskaber og kun en kølle fastklemt under tværremmene på kajakken, og de var begge helt opslugt af at kigge ned. Til sidst kunne han ikke nøjes med at kigge på dem, men fulgte så den skeløjede under kølen og dukkede op ved forenden på hans kajak, hvor han så, at han var helt væk i at stirre ned, mens øjnene skelede alt det, de kunne, og han ikke kunne sige andet end: "Det var dog mærkeligt, hvor bliver han af, man kan ellers tydeligt se hele bunden." Mens han sagde det, så han ham foran sig ud af øjenkrogen. Han greb sin store kølle, mens han råbte: "Hér er han jo!" Og da Aataarsuaq's søn forsvandt ned i vandet, var han lige ved at ramme ham i hovedet med køllen. Så skældte han ud på sig selv: "Jeg idiot, midt mens jeg er opslugt af at stirre ned, opdager jeg, at han længe har kigget på mig fra forenden af min kajak, og så når jeg ikke at ramme ham med køllen." Og nu havde han ikke øje for andet end forenden af sin kajak. Aataarsuaq's søn nåede rundt nedenom hans kajak, dukkede op ved dens lændestøtte og så, at den skeløjede kun havde øje for sin kajaks forende, hvor han var klar til at slå til.

Alle kajakmændene stimlede sammen ved den skeløjede, både forfra og bagfra, klar til at kaste harpunerne med kun dette ene for øje. Den skeløjede gav sig igen til at skælde ud på sig selv: "Nu ter han sig nok helt uventet, fordi vi alle er parat." Nu havde den skeløjede øjnene overalt og holdt sig parat til at slå enten forover eller bagover. Til at begynde med holdt Aataarsuaq's mærkelige søn bare øje med dem nedefra, men så svømmede han længere ud, dukkede op langt ude og så, hvor mange kajakmænd der holdt sig parat med løftede harpuner. Da han derudefra kaldte på dem, lød det: "Ih du forbarmende, dér er han jo, helt derude!" De kastede bare deres fangstredskaber fra sig og roede så om kap hen imod ham, og ingen af dem ønskede at være den sidste. De hurtigste kajakker nærmede sig. Han så bare på dem mens han ind imellem rejste sig lidt højere op af vandet. Én af kajakmændene havde nu sin blærepil klar til kast, men han blev bare ved med at kigge på dem. Og netop som manden gjorde en lille bevægelse for at kaste, lød der bare et lille svup! Han var allerede nået dybt ned, da mandens blærepil ramte det sted, hvor han lige havde været.

Nu begyndte Aataarsuaq's søn at lade dem forfølge sig udefter. Mens de søgte at følge hans rute under vandet, opdagede de hele tiden, at han var langt foran dem. De mange kajakmænd sagde uafbrudt: "Han opfører sig nu helt uventet, man skulle tro han fik åndenød, men han lader os forfølge sig i den forkerte retning." Nogle af dem trøstede de andre: "Vi kan ikke undgå at fange ham. Når først han får åndenød, skal han nok blive mere nærgående." Til sidst kom de langt ud på havet.

Da de var nået langt ud på havet, så de et isfjeld med glat overflade. Aataarsuaq's søn fortsatte stadig med at dykke og svømme og svømmede hen mod isfjeldet. Da de nærmede sig, forblev Aataarsuaq's søn længe neddykket. Næste gang de fik øje på ham, var han dukket op lige ved siden af isfjeldet. Mens de så til, begyndte han at klatre op på det. Så roede de om kap derhenad: "Se, nu hvor han har fået åndenød, prøver han at redde sig op på isfjeldet; nu kan vi ikke undgå at fange ham!"

Da Aataarsuaq's søn var klatret op på isfjeldet kunne man kun lige ane ham. Og da kajakmændene nåede det, omringede de det og føjede deres kajakker sammen med årerne stukket under hinandens tværremme, så han ikke havde noget vand at falde ned i. De lavede trin på isfjeldets side, og sikken masse mænd der nu klatrede op efter hinanden! Det fortælles, at det til alt held for Aataarsuaq's søn lykkedes ham at finde en løs klump is ovenpå isfjeldet, og den skubbede han hen til kanten, så den var lige til at skubbe ned. Først da issen på den første dukkede op over isfjeldets øverste kant, lod han klumpen falde. Og så begyndte alle de mange mænd at trimle ned langs isfjeldet, så isen bare skurrede. Da det skete, sagde de: "Hvis vi bliver sådan ved, bliver vi udryddet. Lad os flygte allesammen." Og med et rædselsråb tog de alle flugten og roede lynhurtigt væk, mens de nu og da kiggede sig tilbage. Først da de var kommet et godt stykke væk, lod Aataarsuaq's søn sig falde ned langs isfjeldets væg. Man kunne nu høre de mange mænd råbe: "Se nu, han har allerede ladet sig falde ned, og nu kan han ikke undgå at indhente os." Så kunne man kun høre vandets plasken fra pagajerne, da de satte farten yderligere op for at komme væk, og hvem skulle nu være forrest? Aataarsuaq's søn tænkte først på at begynde med de mærmeste, men ombestemte sig: "Det ser ud til, at de forreste så inderligt ønsker at redde sig." Han passerede de nærmeste, der var sakket agterud, en for en, selv om de så gerne ville nå op til de forreste. Og da han nåede frem til dem, tog han pagajen fra den forreste, så kajakken vendte bunden i vejret, og da begyndte dem bagved at skodde og flygte alt det, de kunne i alle retninger. Nu sagde de allesammen: "Sådan vil han gøre ved os allesammen, vi bliver udryddede." Og de roede endnu stærkere. Så begyndte Aataarsuaq's søn for alvor at rive deres årer fra dem og var snart i fuld gang med at udrydde de mange kajakmænd.

De to af kajakmændene, der kun havde en kølle som redskab på deres kajakker, den skeløjede og ham med de evindeligt flakkende øjne, fór endnu mere forvirrede rundt efterhånden som der blev færre og færre af deres mange kajakfæller. Hvor skulle de nu flygte hen? Når de fulgte efter deres kajakfæller, og de forreste blev frataget deres årer, skyndte de sig i en anden retning med ordene: "Vi fjolser ville selvfølgelig også være med, og det er da helt sikkert, at han også får fat på os. Hvor flovt at vi tog med, når vi kun har en kølle som våben, og så viser det sig tilmed at Aataarsuaq's søn ikke er til at hamle op med. Vi kunne have fortsat vores gode liv, men nu har vi forspildt det." " Ro nu ikke for langt væk, kom tættere herhen," sagde den skeløjede gang på gang til sin fælle. Til slut var de de eneste tilbage: "Vi har kun at beklage vores endeligt!" De lå nu tæt sammen, og når de vendte sig mod hinanden udbrød de: "Hvor er det dog skrækkeligt!" Da de to nu snakkede mere end godt var, og netop som den ene ville tage et åretag, havde Aataarsuaq's søn knap nok taget fat om spidsen af hans åre og holdt den mellem sin tommel- og pegefinger, før manden råbte: "Så, nu sker det, nu trækker han mig ned, kom skynd dig at støtte mig med åren, skynd dig!" Da den anden ville til at klemme sin åre fast under tværremmene på hans kajak, slap Aataarsuaq's søn sit tag, og det var med nød og næppe, han kunne rette sin kajak op, og med et gevaldigt suk sagde han: "Lad os nu bare holde sammen og sætte vores årer fast under hinandens tværremme." Og det gjorde de så med en sådan iver, at det rungede i kajakkerne. "Jeg tager ikke et åretag mere", sagde den ene til den anden, "og selv om vi driver ud på det åbne hav, hvis vi ikke ror, så skidt med det, for hvis pålandsvinden sætter ind, driver vi i land. Men hvornår kommer der en brise mod land? Den kan vi komme til at vente længe på. Du skeløjede, prøv om du kan padle med albuen, inden vi kommer alt for langt ud, jeg skal nok holde mig parat til at holde fast ved din kajakring." Netop som den skeløjede dyppede sin albue i vandet, tog Aataarsuaq's søn ham let om den, og den skeløjede skreg: "Du godeste, nu igen! Nu kan han ikke undgå at tippe mig rundt, træk i mig alt det du kan." Da den anden begyndte at hale i den skeløjede, slap Aataarsuaq's søn ham, og manden rettede sig op: "Åh, det var dog forfærdeligt, han var lige ved at rive armen af mig. Du har ikke prøvet noget endnu, prøv om du ikke kan padle med dit lange hår, jeg skal nok være parat til at hale i dig." Så fór det ud af ham med de evigt flakkende øjne: "Han vil da helt sikkert trække mig ned ved håret, for det er jo nemt at holde fat i." Den skeløjede sagde så: "Prøv nu bare, jeg skal nok være klar til at hale i dig, prøv nu." Da ham med de urolige øjne dyppede håret ned i vandet tog Aataarsuaq's søn fat om hårspidserne og holdt fast med sin tommel- og pegefinger. Manden skreg i vilden sky: "Så, nu er det altså alvor, nu trækker han mig ned!" Aataarsuaq's søn morede sig så kosteligt over dem, at han blev helt kraftesløs. Han slap taget i manden med de flakkende øjne, og da denne havde fået balancen igen, sukkede han dybt og udbrød: "Det nytter ikke at padle mere, jeg gør det ikke mere! Lad bare strømmen tage os med ud." Dér sad de så med hovederne højt løftede og armene over kors, og da de gav sig til at plapre i munden på hinanden, dukkede Aataarsuaq's søn op ved kajakkens forende ud for kastetræet, og bedst som de plaprede løs, råbte de begge to: "Jamen, dér er han jo, lige ved siden af!" De havde fået nok og nægtede pure at se på ham, og de løftede hovederne så højt og lænede sig så meget tilbage, at nakken lagde sig på dækket bag kajakringen.

Så var det Aataarsuaq's søn sagde: "Jeg vil ikke gøre jer noget. I kan løsne kajakkerne fra hinanden og ro hjem og fortælle jeres bopladsfæller, at ingen herefter skal komme herhen; for jeg er ikke bange for dem; og fortæl dem, at jeg hver gang vil udrydde dem, der kommer. Frigør I bare kajakkerne og ro hjem." Den vindøjede skelede først hen til ham og udbrød: "Vi risikerer jo bare, at du tager vores årer, så snart vi begynder at ro." Nu opfordrede de så på skift hinanden til at være den første til at ro. Det endte med, at det blev den skeløjede, der skulle tage det første åretag, og han sagde gang på gang til sin sidemand: "Hold dig parat til at sætte din åre fast under mine tværremme. Nå, lad os nu bare prøve." Og så strejfede han bare vandet med sin åre. Han vendte sig mod den anden med et slags smil og sagde så: "Det gik fint for mig. Prøv de nu med et åretag." Ham med de evigt flakkende øjne tog til genmæle: "Han har ladet dig være bare for at kunne lege med stakkels mig, hold dig nu parat til at fastgøre dig til mig, så vil jeg forsøge." Han tog et åretag, og det gik også fint. Efterhånden som de kom væk fra Aataarsuaq's søn roede de hurtigere og hurtigere, mens han råbte: "Fortæl dem at de aldrig mere skal gøre noget forsøg på at komme her for at udrydde os allesammen; jeg er ikke bange for dem og jeg skal dræbe hver og én."

Det fortælles at Aataarsuaq's søn kun lod de to med køllerne leve, og det fortælles også at Aataarsuaq's søn levede lige til sin naturlige død uden at være blevet såret af noget våben.

Her ender beretningen.

Var.: Svømme under vandet som en sæl.

Tolkning vedr. indledningen: Den traditionelle overbevisning, at fosteret kun vokser hvis det får næring fra faderens sæd, er åbenbart levende endnu på fortælletidspunktet.

mellem-person = indsamler N. L. Nielsen var udstedsbestyrer i Kangâmiut.

Oversættelse ved Apollo Lynge:

Det fortælles, at skikkene i Appamiut er således:

Når de forventede, at Strandens Ånd (Unneraarsuk) kom for at drikke vand, fyldte de to store vandpøser helt op med vand. Når Unneraarsuk så kom, drak den længe, og når den var færdig med at drikke, nikkede den flere gange og gik så ud igen, og det siges, at det var den måde, den takkede for vandet på. Det fortælles også, at Unnertaarsuk takkede ved at give mange mange sæler. De lod den komme for at drikke vand meget ofte. Desuden fik de én, der var glad for at tygge og sutte fedtet af fugleskind, for at affedte og blødgøre dem, til at komme og gøre dette med edderfugle- og andre fugleskind. Alle de mange skind blev bredt ud, og når de var blevet tørre, foretog deres åndmaner en rejse gennem luften ved åndemaning, og når han var færdig, sagde han: Tænd lys for den, og efter en lille stund lød der et bump, og ind kom væsenet, og dens ben lignede ladestokke, så sorte som de var. Når den kom ind, gjorde den tegn med armene, og folk begyndte at give den gaver. Når væsenet var gået ud igen med sin overflod af gaver, gik folk ud efter den: Når den gik op ad fjeldet og kom til en lille fjeldvæg, åbnede den fjeldet og smækkede så åbningen hårdt til efter at være gået ind, og væsnet viste sig ikke mere. Det fortælles også, at de lod væsenet gøre dette ret ofte. Og da Kavlunaitsâk (qallunaatsaaq) ville komme og dræbe så mange som muligt af befolkningen, og de alle flygtede til de andre bopladset længere ude i fjorden, kom de omtalte væsener ikke mere. Efter at de havde bosat sig i Ukiivinnguaq, blev der engang fundet en stor død hval. Da de gjorde sig klar til at tage af sted for at flænse den store døde hval, var der én af kvinderne i Quiagi (stednavn), der, efter at have taget sin amaat (bærepels til barn) på, stod og manglede noget at slukke lampen med, og så skar hun et stykke af sin mands fangeline og brugte den til at slukke lampen med. Det fortælles, at hun havde navnet efter dette: "Quijagi (morsom).

Her ender fortællingen

Skrevet af Salomon Bech, en af fangerne i Timerliit.

Kommentar: Kavlunaitsât er omtalt i den næste fortælling i det grønlandske håndskrift. Den er dog ikke sendt til oversættelse, fordi den kun består i en halv sides uafsluttet fortælling. På denne halve side kan man dog ikke nå at opfatte, hvad begrebet står for. Søg iøvrigt på qallunaatisaq / qallunaatsiat, som nedskriveren muligvis her har ment.

Den grønlandske fortællemåde "det fortælles at" kan ofte udelades i dansk oversættelse, fordi den på dansk bliver enerverende og alt for gentagende. På grønlandsk er den naturligt led i fortælleformen.

Oversat af Apollo Lynge, revideret af Signe Åsblom.

Trykt, med en lidt ændret ordlyd (tilsyneladende redigeret), i Atuagagdliutit 1935 nr. 13, ss. 111 - 112 + nr. 14 ss. 114 - 115: Âlánguaq.

Oversættelse ved Apollo Lynge:

Historien om Aalannguaq

Aalannguaq, der boede på vinterbopladsen Terraanaa lidt syd for Qipingasoq, plejede at overvintre sammen med sin sølle fætter. Om Aalannguaq fortælles at han var en meget dygtig fanger i al slags vejr, mens der var langt mellem fætterens fangster. Engang begyndte fætteren at overveje at flytte til et andet sted, selv om han blev så godt underholdt hos sin slægtning. Skønt han følte sig underlegen over for sin fætter, fortalte han ham at han ville overvintre i Poorusia på nordsiden af Atammik. Aalannguaq søgte at tale ham fra det, fordi han var hans fangstfælle i husholdet. Det lykkedes dog ikke og han måtte resignere.

Da fætteren havde bygget sit vinterhus i Poorusiaq gik der ikke lang tid mellem Aalannguaqs besøg, hvis der gik lidt (for) lang tid mellem fætterens besøg, og sådan havde de det med hinanden. Langt om længe begyndte der at komme nyis, og så holdt de da op med at besøge hinanden. Da Aalannguaq nu var alene, blev han endnu mere fangstivrig og bearbejdede og lagrede forråd til vinteren. Derudover havde han mange hele sortsider gjort klar for vinteren. Da kulden blev strengere kort efter vintersolhverv og sneen faldt hver dag, begyndte havisen langsomt at lukke til. Aalannguaq roede ud så længe han kunne, men til sidst var det ikke længere muligt at ro i kajak. Hver dag var der kraftigt snefald, og Aalannguaq var meget urolig for sin sølle fætter, for det tegnede til en meget streng vinter, og så så det sort ud for fætteren. Hver morgen de vågnede var vejret det samme som den foregående dag. Aalannguaq sagde da til sine husfæller: "Hvis vejret forsætter sådan, ser det sort ud, så lad os få bragt vores vinterforråd ind i huset, for sådan et vejr er ikke til at færdes ude i." De bragte da hele sortsider og den tørrede proviant ind i huset. Først prøvede de at færdes ude ind imellem, men til sidst måtte de holde sig inden døre, da vejret ikke var til at være ude i. Aalannguaq satte den længste teltstang op ved husindgangen og borede den ned ved døren, så den ikke kunne vælte.

Da de ikke længere gik udenfor, gik de ud i husangen når de vågnede om morgenen og lyttede til den store teltstang, og de hørte da stormens hylen og rasen og vidste, at det fortsat var voldsomt uvejr. Til sidst havde de næsten spist hele deres store forråd op. Hans kone søgte så vidt muligt at spare på reserverne, men da forrådet var det eneste der kunne holde dem varme, svandt det ret hurtigt ind. Til sidst måtte de nøjes med et par mundfulde om dagen. Da det kom så vidt, følte Aalannguaq at han ikke længere havde sine kræfters normale brug. En tid var han oppegående, men snart måtte han holde sengen. Til sidst var det konen alene der var på benene. Da hun ikke længere havde noget at dele ud af, var hun opsat på at høre hvordan vejret var, når hun vågnede om morgenen. Men når hun gik ud i husgangen hørte hun stadig stormens hylen. En dag så hun længe på sin mand inden hun gik ud i husgangen og lyttede til teltstangen. Endelig, omsider var der ikke en lyd at høre. Hurtigt gik hun ind i huset og søgte efter et redskab. Da hun havde bundet sin kamikstrækker og sin grydeslev sammen i forlængelse af hinanden gik hun ud og begyndte at udhule sneen ved siden af teltstangen. Efter lang tids besvær begyndte det så småt at lysne. Langsomt blev lyset stærkere og endelig blev der et hul ud til det fri, og det klare lys trængte ind. Langsomt gjorde hun hullet så stort at det passede til hendes hoved. Hun udvidede det endnu mere og gik ud hvor hun opdagede, at det var blevet fralandsvind og dejligt vejr, og ved havet var der begyndende ebbe. Fordi vandet var begyndt at falde var isstykkerne kommet op på højkant. Da hun ikke havde andre steder at gå hen, gik hun derned til stranden for at søger efter en smule tang mellem isstykkerne. Mens hun gik der og kiggede efter tang fik hun øje på en strandplet med noget der lignede tørv. En mængde strandryler var landet der og stod og pippede. Da hun fik dem til at flyve op flygtede de ikke, men fløj bare et lille stykke væk og kom så og landede igen, så de helt dækkede den lille strandplet. Da hun så det skyndte hun sig op i huset.

Den foregående sommer havde hun samlet pileurterødder for at være forberedt på alt. Hun tog nogle rødder og lavede hurtigt en snare, og efter at have taget et stykke skindreb gik hun igen ned til stranden og frygtede at fuglene nu skulle være væk. Men da hun kom derned var de der stadig. Hun fik dem til at flyve op, satte snaren op, og næppe var hun kommet af vejen, før de landede. Da hun trak i snaren fangede hun en af fuglene. Hurtigt aflivede hun den og skyndte sig op i huset. Da hun kom ind kaldte hun på sin mand: "Aalannguaq!" Manden svarede derindefra mens han bevægede sig lidt. "Jeg har fanget en flot strandryle!" sagde hun, og manden kom et et udbrud af glæde derindefra. Konen skyndte sig at plukke fuglen, og da hun skar den op lod hun blodet dryppe ned i en muslingeskal. Blodet fyldte lidt efter lidt hele muslingeskallen. Så holdt blodet endelig op med at dryppe. Konen slikkede en del af blodet op og gav sin stakkels mand resten at drikke. Nu skar hun strandrylen på langs i to dele, selv hovedet. Hun gav halvdelen til sin mand og spiste selv halvdelen. Da manden havde fået noget af blodet og halvdelen af strandrylen, fik han svedperler på næsen og begyndte at bevæge sig rykvist på brisken. Det siges, at han opførte sig som en gal. Efter et stykke tid faldt han dog til ro og begyndte nu at se nogenlunde normal ud og kunne sidde op. Næste dag fangede konen to flotte strandryler, og dem delte de. Nu kunne manden stå op og gå lidt rundt på gulvet. Da han var blevet i stand til at gå udenfor, gik han ud og opdagede, at det åbne vand var lige ved at nå op til deres boplads nordfra.

Nu hvor solen var kommet højt på himlen og dagene var blevet længere, ville han afprøve sig selv. Han tog sine fangstredskaber ind i huset og begyndte at reparere dem med den smule kræfter han havde. Da han havde ordnet dem var han tilfreds. En morgen vågnede de så op til smukt vejr med svag nordøstenvind. Aalannguaq gjorde sig klar og roede ud i kajakkem med sine fangstvåben. Mens konen så til fra land, forsvandt han ud af syne. Da Aalannguaq kom til sit fangstområde og holdt kajakken op mod vinden efter sit pejlemærke, varede det ikke længe før en blåside stak hovedet op af vandet for at ånde ikke så langt fra ham. Han nærmede sig sælen og kastede sin harpun efter den. Langt om længe lykkedes det at få den aflivet, og han begyndte at bugsere den hjemefter.        

Lige siden manden var forsvundet ud af syne havde konen spejdet efter ham. Da han nu kom i sigte så det ud som om han roede meget langsomt. Da han kom nærmere opdagede hun, at han havde en sæl på slæb, og så havde han jo fanget en flot blåside. Endelig havde de masser af mad, og fra da af begyndte han igen at komme hjem med fangst.

Da dagene var blevet lange og vejret godt og stabilt, tænkte Aalannguaq hele tiden på sin fætter. Han havde flere gange sagt at fætteren nok ikke havde klaret vinteren, fordi den havde været så streng. Men han havde endnu ikke kunnet få sig selv til at tage til fætterens vinterboplads for at rive huset ned over de døde.

En morgen vågnede han og sagde til sin kone: "I dag tager jeg over til de overvintrende ved Poorusia og river deres hus ned. De har sikkert ikke overlevet denne forfærdelig strenge vinter." Han havde ingen forventninger om at hans fætter havde kunnet overleve, fordi han var en dårligere fanger end han selv. Så tog han afsted. Da han kom til Poorusia og roede ind i vigen hvor han kunne se huset, kunne han ikke forstå at isen ved stranden neden for huset var så rød, at man skulle tro den var helt rød af blod. Da han kom nærmere opdagede han, at isen var aldeles gennemvædet af blod. Så fik han øje på og genkendte sin fætter, der kom ud af huset og spejdede udefter for derpå at gå ned for at tage imod ham. Fætteren blev meget glad da han genkendte sin slægtning derude på havet. Da fætteren kom ned til stranden og han selv kom i land sagde han: "Hvem havde ventet at se dig igen, og jeg som ellers var kommet for at rive huset ned over jer!" "Kom nu op i huset, jeg har noget at fortælle dig", sagde fætteren. Hurtigt fik han sin kajak op på land og sikret den, og så gik han op til huset, hvor han blev overrasket over så store mængder forråd de havde.

Da de kom ind i huset hengav de sig i glæden over gensynet, og Aalannguaq fortalte om det langvarige uvejr, og at hans kone havde reddet ham ved at fange en strandryle, da han var blevet sengeliggende. Han havde derfor ikke været i tvivl om at fætteren og hans husstand måtte være omkommet af sult, og derfor var han kommet for at rive huset ned. "Vi har næsten ikke oplevet uvejr hele vinteren", sagde fætteren, "men nord for Nasaasaq var der sort som natten. Der har været langt imellem kraftige snefald på vores boplads og slet ingen kraftige vinde. Tilfældigvis har jeg også i år haft meget let til fangst, og jeg har sjældent måttet nøjes med en enkelt sæl. Men da der nord for os hele tiden var dækket af skyer og snefog, var jeg meget urolig for jer." Efter at have glædet sig over gensynet der på stedet tog Aalannguaq hjemover sent om eftermiddagen. Ved hjemkomsten fortalte han sine husfæller at hans fætter havde det godt, og havde overvintret under meget gode kår.

Da sommeren kom arbejdede Aalannguaq og hans husstand alt det de kunne for at samle forråd til den kommende vinter. Og den sommer samlede de alt der kunne gemmes og opbevares til vinteren. Tørret sælblod begyndte de at lægge til side i sortsidemaver, men da de senere fandt ud af, at maverne ikke var gode nok, krængede de skindet af sortsider og opbevarede tørret sælblod i dem. Siden kom de ikke ud for så strenge sulteperioder som de oplevede den vinter.

Slut.

Hist.: Lyder autentisk

Oversættelse ved Apollo Lynge:

Om den store åndemaner

Der var engang en stor åndemaner, der kunne trodse al slags vejr og fange alskens fangstdyr. Han tog ikke på sælfangst andre steder end ude på havet. Engang han tog ud og netop havde gjort holdt på et fangststed, kunne man ikke mere se fjeldtoppene, og sneen begyndte at falde tæt i vindstille. Den store åndemaner manede for at få det til at klare op, men da det ikke lykkedes, begyndte han at ro ind mod land uden fast mål. Længe spejdede han efter land og blev til sidst noget urolig. Langt om længe så han land lige fremme og opdagede, at der på land kom to store mænd, den ene meget lys og med blåbærfarvede øjne, og den anden var så sort, at kun hans øjne lyste op i ansigtet.

Da den store åndemaner kom i land, kom de ham meget venligt i møde. Den meget mørke udbrød da: "Qaaluaq, karang, kom med op i mit hus." Da den store åndemaner begyndte at gå op mod huset, fulgte den store lyse med op som om invitationen gjaldt ham selv. Da værten selv først gik ind, fulgte de efter ham og så, at han og hans kone var alene. Da den store åndemaner sattes sig ned, satte den lyse sig lige op og ned af ham. Værten kiggede ind mod sin kone og sagde: "Qaaluaq, hent lændestykket af min allersidste fangst". Konen gik ud og kom tilbage med en frossent lændestykke af en sortside. Hun satte det frem og stak en kniv i den. Den store åndemaner havde stor lyst til det, og skulle lige til at tage sig for af retterne, da den store lyse ved siden af puffede til ham med albuen og sagde: "Qiioq, han er lige ved at bespise dig med lort." Den store åndemaner kastede et blik på den igen og så en sammenklemt menneskelort. Det viste sig at fordi det var en sidste afføring fra et menneske, umiddelbart før det døde, havde han gemt det i depotet og kaldte det 'min allersidste fangst'.

Anden gang sagde han til sin kone: "Kom med nogen andet mad". Konen gik ud og kom ind igen med en masse sortebær. Hun satte de mange bær, der endnu hang fast ved deres lyngplanter, frem. Endnu engang skulle han lige til at tage for sig, da sidemanden puffede til ham og sagde: "Qiioq, han har budt dig på tyndskid". Den store åndemaner kastede et blik på det igen og så, at det var tyndskid af sortebær. Da udbrød hans sidemand: "Qiioq, kom også på besøg hos mig".

Da han skulle til at gå ud sammen med ham, fulgte den første vært med, som om det var ham invitationen gjaldt. Han fulgte op til huset med sin vært, og den store åndemaner blev fyldt med undren, da han kom ind i huset. Da han bød ham at sidde og han satte sig, sagte værten til sin kone: "Qiioq, hent noget at spise". Konen gik ud og kom da ind igen med ørreder, og ih hvor så de lækre ud. Han skulle lige til at spise, da sidemanden, den store grønlænder, puffede til ham og sagde: "Qaaluaq, han er ved at bespise dig med ørreder". Den store åndemaner svarede bare: "Det er jo den slags vi plejer at spise". Da han havde spist ørred, sagde værten: "Qiioq, kom med noget andet at spise". Konen gik ud og kom tilbage med meget lækre blåbær, og han spiste sig mæt i blåbærrene. Mens han spiste, kiggede den store åndemaner sig betaget rundt i huset, for værten boede i et træhus. Da han kom ind havde han straks set en stor rund sten. Konen var efterhånden travlt optaget og åbnede det, som han troede var en stor sten, og så tændte hun ild og fyrede op inde i den, og snart hørte man ilden buldre. Da det var sket, tog hun også et stykke sten med en tud og et eller andet håndtag. Hun hældte vand i den og gik hen til det, der buldrede, åbnede det ovenpå og lagde stenen der. Kort efter at hun havde lagt den der, begyndte det at buldre endnu kraftigere og stenen begyndte nu og da at ryge. Så drejede hun noget rundt på en træboks, det knasede, og han mærkede nu, at det blev meget varmt inde i deres hus. Da det han troede var en sten begyndte at ryge hele tiden, tog hun den ting hun rørte rundt med og åbnede den; så fjernede hun toppen af det han mente var en sten, så fjernede hun noget træstykket ved at trække en skuffe ud og hældte indholdet i stenen, og da mærkede den store åndemaner en fremmed lugt, der duftede dejligt, og han anede ikke hvor den kom fra. Da det lod til at være kogt, tog hun det ned.

Den store åndemaner så faktisk også nogen mindre hvide sten ligge oven på hinanden på hylder på væggene. Da den store lyses kone tog dem ned lagde hun dem frem ved siden af den store åndemaner. Han syntes grangiveligt de lignede rav. Da hun havde hældt op, rejste den store lyse sig, tog et stykke rav i munden og hældte indholdet i det der faktisk var kopper med underkopper, hvorpå han begyndte at drikke af det og sagde: "Qiioq, tag for dig". Selvom den store åndemaner syntes det så ulækkert ud, hældte han noget op i underkoppen og tog hele munden fuld af de små sten. Og selvom han syntes de så ulækkert ud begyndte han at drikke, og så smagte det virkelig godt. Da han havde drukket to fulde kopper begyndte den store åndemaner ar føle sig rigtig udhvilet og tog til at svede over hele kroppen.

Nu hvor den store åndemaner rigtig havde fået mod på livet, tog hans vært et stort stykke tang, der havde en stor hvid bøjning i enden. Anden gang tog han et andet stykke tang frem, begyndte at skære noget af det og fylde det hvide stykke med det. Efter at have tændt den med ild og have suget på det, blev hans ånde hvid. Da blev den store åndemaner rigtigt overrasket. Da han havde åndet lidt med det, rakte han det til den store åndemaner. Da han så tog det, havde han knap suget på det, før han fik en hvid ånde. Men næppe havde den store åndemaner følt velvære ved det, før han følte sig underlig i hovedet. Han blev så småt svimmel, og det blev endnu værre, da han også fik en fornemmelse af at skulle kaste op, og så holdt han op med at suge af det, der gav hvid ånde. Han troede, han var blevet syg, men da det nu ikke blev værre, gik han udenfor og så, at vejret var klaret op, og han var kommet i land et godt stykke fra sin boplads.

Da han havde gjort sig klar og skulle afsted, gik hans værter ned til ham, og han bød dem farvel, da han stødte fra land. Da han begyndte at ro, var han kun nået et lille stykke væk, da han hørte ravne og mågeskrig. Han så sig tilbage og opdagede så, at han var stødt fra land på et sted, hvor der kun var et stejlt fjeld, og der var en måge og en ravn, der skiftevis fløj mod hinanden. Det gik da op for ham, at han havde besøgt en måge og en ravn i menneskeskikkelse.

Da den store åndemaner kom hjem og ikke kunne glemme det han fik at drikke, og sin oplevelse af at ånde hvidt, holdt han en åndemaning og fandt herunder ud af, at der syd for hans boplads ind i mellem kom en østgrønlænder (?) østerlænding til landet der handlede med sådanne ting. Det fortaltes, at den store åndemaner tog sydpå, da det blev sommer, og da østerlændingen kom til landet købte han mængder af kaffe og tobak, som han havde lært at kende af sine venner om vinteren. Herefter kunne man opleve den store åndemaner der åndede hvidt, efter at han havde drukket kaffe. Her ender historien.

Jakob Eugenius.

Var.: Talrige om besøg hos ravn, måge el. andre fugle - og dyr - i menneskeskikkelse, hvis mad er mere el. mindre delikat for mennesker. Søg på ravn; måge; terne; bjørne. Ravn og måge + Kúsungmâlingmik.

Hist: En "moderne" version, der associerer ravn og måge med hhv. grønlænder og europæer. Betydningen af "østerlænding" alias europæiske handelsskippere, der anløb Sydgrønland østfra, er værd at overveje. Måske hentydes der til dem, der en overgang omkr. 1700 lagde ind om nær Kap Farvel for at fylde op med drikkevand - og handle.

Oversættelse ved Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom:

Fortællingen om en stor brødreflok der drog nordpå.

Det fortælles, at en stor brødreflok tog afsted nordpå, og at de havde en søster med. De tog hjemmefra og rejste hele dagen, og da det var blevet aften, rundede de et lille næs og så mange telte inde i bunden af en lille bugt. Så snart deres konebåd viste sig, gjaldede det, at der var en konebåd på vej. Da de var på vej ind mod stranden, kom der mange mennesker ned til stranden. De lagde til ved stranden, og da alle var steget i land, tog de fat i deres konebåd, og efter at have trukket den lidt op på stranden, løftede de hele konebåden op i land uden at have tømt den for deres ting. De bar den op til et sted, hvor de kunne slå deres telt op. Først da de havde sat konebåden ned, tømte de den for deres ejendele.

Så snart de havde slået deres telt op, begyndte der at komme mange besøgende ind i teltet, og da de alle var kommet ind, var teltet propfuldt af folk. Brødrene lagde mærke til en ældre mand, der så lidt sølle ud, og det viste sig, at han var ungkarl. Efter et stykke tid begyndte de mange gæster at gå ud af teltet. Da alle efterhånden var gået, var der kun den ældre mand tilbage. Han havde altså bare ventet på, at de andre besøgende skulle gå, så han kunne sige til brødrene, at han meget gerne ville have deres eneste søster til kone. Noget efter at de andre var gået, sagde han så: "Jeg vil gerne have jeres eneste søster til kone; jeg har længe ønsket mig at få en kone, men kvinderne mener ikke, der er noget ved mig og vil ikke have mig." Efter de ord, gik brødrene med til det. Han var meget taknemmelig over, at de gik med til det. Fra da af havde han så brødrenes eneste søster til kone.

Brødrene overvejede først at overvintre på deres nye svogers boplads, men da de havde lyst til at søge efter et sted med mange flere fangstdyr, ville de fortsætte deres rejse nordover. Da de en morgen skulle af sted, var deres eneste søster meget opsat på at rejse med sine brødre. Fordi hun så gerne ville, fik hendes brødre ondt af hende og inviterede hendes mand til at rejse med. De drog af sted fra bopladsen, og søsterens mand var med. Efter at de havde rejst hele dagen, slog de lejr, da det var ved at blive aften. Da det var godt vejr den næste dag, fortsatte de nordover, og efter at have rejst hele dagen, slog de lejr. Dagen efter tog brødrene ud på kajakfangst. Hen på eftermiddagen kom de tilbage og havde alle fået fangst. Da de havde fundet ud af, at stedet var godt, begyndte de at bygge vinterhus på stedet. Da huset var færdigt, tog de ud på fangst til de yderste kyster. Mens de var dér, fangede de rigtig mange sæler. Til sidst holdt de endda op med at flå skindene af grønlandssælerne. Deres stakkels svoger havde ikke nogen kajak og havde kun som opgave at bære sine svogres fangstredskaber op. Efter en tid på denne fangstplads, og da de havde fanget grønlandssæler nok, begyndte de at fragte dem til deres vinterboplads, og så fyldte de en række kødgrave til vinteren.

Nu skulle de overvintre på dette sted, og det var tidligt om efteråret. Men så satte det ind med vedvarende dårligt vejr. Eftersom vejret var blevet dårligt, tog brødrene ikke ud på fangst. Da de nu gik hjemme uden at tage på fangst, begyndte de jævnligt, når deres stakkels svoger var ude af huset, at tale med hinanden: "Lad os dræbe vores usle svoger, han laver ikke andet end at spise." Engang da han var gået ud, begyndte de at tale om at dræbe ham. På vej ind i huset hørte han deres snak om at dræbe ham, og skyndte sig ind i huset, og straks han kom ind, sagde han: "Vent med at dræbe mig; det er ikke vinter endnu, og det er første gang I skal prøve at overvintre her nordpå." Da han sagde det, sagde hans svogre: "Det er bare noget, vi siger for sjov."

Med tiden begyndte sneen at falde, og der kom så meget sne, at alt det, der ragede op, forsvandt. Ja, der kom så meget sne, at deres hus blev helt sneet inde. Nu kunne de ikke længere komme ud af huset, og de blev allesammen liggende på briksen. Derefter var det kun deres sølle svoger, der med møje og besvær var i stand til at stå op.

En dag de vågnede, stod svogeren alene op, tog en teltstang og gik ud i husgangen. Husgangen var helt lukket til af sne, og han begyndte at udhule den med teltstangen. Derefter lavede han en smal åbning, og så masede han på for at komme ud. Da han efter megen møje kom ud, opdagede han, at det stadig sneede kraftigt. Så råbte han til de andre: "Det er dejligt at være ude i den friske luft."

Med de ord gik han ned mod konebåden, og derhenne tog han en af sine svogres vandskindspels og hans kajakåre og vendte tilbage til huset. Tilbage ved husgangen, begyndte han at rydde sneen ved husgangen med en kajakåre, og da han også havde ryddet sne ved vinduet, gik han ind i huset med vandskindspelsen i hånden. Da han kom ind, spurgte hans svogre ham: "Hvad vil du nu?" Deres sølle svoger svarede: "Jeg kommer ind med vandskindspelsen, fordi jeg vil søge efter spiselig tang til jer nede på stranden." Da han sagde det, udbrød hans mange svogre: "Nu da det er blevet vinter, er du vel i stand til at komme hjem med fangst." Det svarede han ikke på, men gik bare ud.

Da han gik ud og kom hen langs konebåden, løftede han en svogers kajak op og bar den i armen. Derefter roede han direkte udefter, og det var første gang han skulle på en sådan kajaktur. Han roede vestpå uden at standse og nåede den vestligste fangstplads hvor han opdagede, at nordvestenvinden var ved at trække indefter, men uden at standse fandt han sig et sted, hvorfra han kunne ligge på lur efter sæl. Han var dårligt standset op med stævnene op mod vinden, da en remmesæl dukkede op lige foran ham. Så roede han hurtigt hen imod den, og før sælen opdagede ham, harpunerede han den. Da han havde harpuneret den, og netop som den var begyndt at stramme fangstlinen, havde han allerede halet den hen til sin kajak ved linen. Han stak den ihjel med lansen, og så begyndte han at ro indefter med sælen på slæb. Han nåede hjem ved at lade sig bære på en enkelt dønning. Da han var kommet op af kajakken, slæbte han sin fangst op til huset og forsøgte at få den ind gennem husgangen.

Mens hans svogre ventede på at få spiselig tang, kom deres stakkels lille svoger ind i huset slæbende på en remmesæl. Da de så, hvad han slæbte på, skreg de af glæde ved synet af det, de skulle have at spise. Kvinderne, der blev opsat på at flænse en sådan fangst skyndte sig at slibe deres kvindeknive og kom ud på gulvet. Men tænk, de var så svage, at deres håndled knækkede sammen, når de forsøgte at flænse sælen. Da nu ingen af dem kunne klare sælen, måtte svogeren selv flænse den. Da han havde flænset den, gav han sine husfæller spækstykker at sutte og tygge på, og begyndte selv at koge mad. Da han havde kogt maden, gav han alle tilpas at spise uden at overdrive, og han selv spiste noget mere end de andre.

Næste dag tog han også af sted, før de andre var stået op. Da han var roet ud til den vestligste fangstplads og netop havde placeret sig med stævnen op mod vinden, dukkede en remmesæl op lige foran ham. Han roede hurtigt hen imod den, og først da han var ved at ro ind foran den, harpunerede han den, og han fik den halet ind til sig, før den nåede at stramme fangstlinen. Da han havde dræbt den med lansen, gjorde han den klar til slæb, og begyndte at ro op mod vinden. Så dukkede en anden sæl op af vandet lige foran ham, og da den kom op af vandet harpunerede han den. Han nåede også at få den halet ind til sig, inden den havde strammet fangstlinen: Da han havde gjort den klar til slæb, roede han hjemefter med to fangne sæler, og igen nåede han land ved at lade sig bære frem af een dønning.

Da han havde landet de to sæler, han havde på slæb, slæbte han dem op efter tur, og da han kom ind gennem husgangen med dem, råbte hans mange husfæller igen op af glæde. Denne gang flænsede husets kvinder sælerne, fordi de havde fået lidt flere kræfter.

Det fortælles, at deres stakkels lille svoger forsørgede dem hele foråret med sin fangst. Det fortælles også, at de tog sydpå igen, da det blev sommer, og at de siden aldrig tog nordpå igen.

Her ender fortællingen.

Var.: Sungersuusaq; Amerdlangitsunguamik. En fortælling af en vidt udbredt type (á la Askeladden) om den sølle fyr, der først viser sine (næsten) overnaturlige kræfter, da alle andre må give op.

Den østgrønlandske fortælling (Kaarali) om en ræv som snu svigersøn er skåret over samme læst.

Redaktør: Søby, R. M. og renskriver: Otto Sandgreen.

Orig. håndskrift: KRKB 1, 5(14): Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04; Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "arnagtartoq" / arnattartoq.

Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

Oversættelse ved Apollo Lynge:

Den, der drømte om de døde / Den der tog ophold i det ene hunvæsen efter det andet.

Det berettes om et menneske, at da han døde kunne han ikke længere huske hvem hans kvinde var.

Så blev han en hund og fik ofte mad fra husene, hvor han varmede sig og derefter stjal mad fra. Da folk blev trætte af ham, kastede de ting efter ham. Og da han så for alvor blev ramt, så han et voldsomt lysglimt. Så ville han ikke være hund mere.

       Han forvandlede sig så til et rensdyr. Men ikke til en ren, der var hurtig til bens. De (andre rensdyr) gav sig så til sidst til at lære ham op med den besked, at han skulle prøve at strejfe himlens navle med sine klove. Han begyndte så så småt at komme efter det. Han løb snart lige så hurtigt som sine fæller, og de lærte ham hvad han skulle spise, nemlig jordens lave vækster, rensdyrlav. Det spiste han så af og begyndte af få talg på kroppen.

       En stor ulv gav sig til jage rensdyret, der vadede ud i havet, hvor kajakmænd fangede det. De gemte dets kød i en kødgrav af sten. Her levede han så sin gravtilværelse. Da det blev vinter begyndte han at længes efter at blive afhentet, og da de hentede kødet blev han meget glad. De fjernede kødgravens dæksten og gav sig til at skære i det for at spise marven i dens ben. Da han kom ud af kødgraven blev han en ulv.

       Så begyndte hans liv som ulv. Heller ikke denne gang var han specielt hurtig til bens. Hans fæller var i gang med at æde af det de havde fanget, inden han nåede frem. Til sidst spurgte han dem: "Hvordan bærer I jer ad med at løbe så hurtigt?"

"Ved at sparke til kimingen med vores bagben."

       Så vandt han frem, kom foran og kunne indhente renerne.

       "Nu gider jeg ikke mere være ulv", og så blev han en hvalros. I starten kunne han kun svømme nær overfladen, så han blev meget sulten og efterhånden døden nær, fordi han ikke kunne dykke i dybet.

       Så fortalte de andre (større) dyr ham: "Du skal sparke mod himlens midte."

Han sparkede så kraftig mod himlens midte at han ramlede lige med hovedet mod havbunden. Men så vidste han ikke hvad den skulle spise. Muslinger, sagde de andre hvalrosser.

       Så spiste han ellers alt det den kunne. Til sidst, da havisen blev meget tyk, forlod de andre dyr ham, og han dykkede op og ned via sit åndehul.

       Senere blev han til en sæl. Da begyndte han at opdage mennesker, der var på åndehulsfangst. Han kunne nu se lapningerne på det menneskes kamiksåler, der var på åndehulsfangst. Han dukkede så kun en smule op (idet han kun holdt fast?) med sine forluffers lillefingre, og da han var en stor åndemaner / angakkoq gemte han sig gang på gang under storetåneglene på åndehulsfangerne.

       Men til sidst, engang han lige kiggede op, var det et menneske uden negl på storetåen, som fik øje på ham, harpunerede og fangede ham. Mennesket tog sælen med hjem og bragte den ind i huset.

       De gav sig til at flænse sælen. Da mennesket kastede dens lunger til side, fulgte han med og blev til et foster i fangerens kone. Derinde boede han så, det blev hans hus, med navlen som vindue og hendes kønsdele som husgang, og man siger at han havde sin vandbeholder oppe over husgangen.

        Mens han opholdt sig inde i mennesket rensede han gang på gang dets indre. Og mens han var derinde så han en stor hund, der gang på gang dukkede op i husgangen. Det var altså fordi de havde samleje.

       En anden gang fik han øje på en stor krabbe, og det vist sig at være kvindens amulet.

       Da flygtede han og kom til at vælte vandbeholderen, og det var jo fordi han nu endelig blev født.

Oversat af Apollo Lynge.

Var.: Navagiaq; "sjælevandring"; "navnevandring"; arnattatoq / Arnattatoq

Orig. håndskrift: KRKB, nr. 3.

Oversættelse af renskriften ved Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom:

Fortællingen om den gamle kone og hendes datter.

Det fortælles, at der i gamle dage boede en gammel kone og hendes datter på nordsiden af Inussuk lidt nord for Ilimanaq / Claushavn. De havde andre bopladsfæller, og de ernærede sig udelukkende ved bopladsfællernes fangst. Et forår lod alle bopladsfællerne dem tilbage alene på stedet for, at de skulle sulte ihjel. Da de efterlod dem, kunne datteren ikke gøre andet end at gå hen til bopladsfællernes forrådsgrave for at søge efter noget spiseligt. Da hun fandt noget, tog hun det med hjem for at koge det. Hun gik ned til stranden efter saltvand, og da hun ville øse noget op, kom der en haj ind til hende, og da den nu var kommet, blev hun bare stående. Så sagde hajen: "Jeg vil gerne være jeres fanger." Hun gik op for at give sin mor besked, og da moderen gik med til det, gik hun ned igen til hajen og sagde: "Jeg skulle sige, at du godt kan være vores fanger." Hajen gik op og kom ind i huset. Næste dag tog den på fangst og kom tilbage med en sæl, den havde fanget, og konen og datteren blev glade, for nu skulle de ikke sulte ihjel. Snart lagde de kød op fra fangsten, og da det var blevet til en hel del, sagde hajen: "Lad os tage over til den lille ø dernede og tørre kødet." "Jamen vi har ikke noget at ro derover i," sagde dens kvinder. "I har jo mig. Bring nu kødet ned til stranden," sagde hajen. Kvinderne bar kødet derned, og hajen gik i vandet, flød i vandskorpen og sagde, at de skulle læsse kød på dens ryg. Så fyldte kvinderne dens ryg op med kød, og hajen brage det over til øen uden at dykke, og det gjorde den flere gange. Da den havde bragt det hele over sagde den: "Jeg skal også fragte jer over." Først bragte den den gamle kone over og derefter datteren. Så tog de fat på at tørre kød, og først på det tidspunkt, hvor de havde en stor bunke kød, begyndte deres bopladsfæller at sige til hinanden: "Måske er den gamle kone og datteren allerede sultet ihjel, kom, lad os tage hen og se til dem." Så tog to kajakmænd af sted for at se til dem, og da de nærmede sig stedet så de, at de havde det godt. Da kajakmændene ankom tog kvinderne meget venligt imod dem og bad dem straks op på noget at spise, og de gik med op og spiste sig mætte. Kvinderne fortalte nu, at de ikke manglede noget, fordi en haj fangede for dem, og da kajakmændene kom hjem, fortalte de, at dem de havde tiltænkt sultedøden havde masser af mad, fordi de fik hjælp af en haj; bopladsfællerne tog nu hjem.

De to kvinder tog tilbage til fastlandet igen, og nu holdt bopladsfællerne meget af dem, fordi de blev klar over, at deres fanger kunne klare al slags vejr, selv en kraftig storm. Da det var ved at blive efterår, holdt hajen sig nu og da hjemme, fordi de nu havde kød nok til forråd. En aften hvor hajen var hjemme og lå og gassede sig på briksen mellem sine kvinder, blev den urolig og begyndte at kigge ud, selv om der var mørkt derude. Så ramte en pil den i siden, og det gjorde forfærdelig ondt, da den gamle kone prøvede at trække pilen ud, men da så datteren fik trukket den ud, gik hajen udenfor, og da kvinderne fulgte efter ham ud, så de at to inorutsit / inoruseq'er / landånder / indlandskæmper tog flugten. Så forfulgte hajen dem, nåede dem, slog dem omkuld med sin hale og dræbte dem begge. Derefter kom den hjem. Derefter fangede den godt hele vinteren.

Vinteren gik, foråret stundede til, og da foråret kom, ville bopladsfællerne slet ikke forlade dem, for nu havde de jo én til at fange for sig. De nød godt af hajens fangst, når det stormede kraftigt, og hele sommeren havde de overflod af mad. Da efteråret var på vej, blev hajen efterhånden trist til mode, og da kvinderne spurgte ham hvorfor, sagde han ikke et ord. Men da de blev ved at at spørge ham, svarede han: "Det siges, at kaskelotterne / kaskelothvalerne snart vil æde mig, og det er derfor jeg sørger af medlidenhed med jer." En dag han tog på fangst kom han ikke tilbage, for kaskelotterne havde ædt ham, og kvinderne sørgede inderligt, fordi de nu ikke længere havde en til at fange for sig, og da de derefter ingen maddepoter havde, led de meget og sultede langsomt ihjel.

Var. søg på: Hajfisken som forsørger.

Mest sandsynligt er fortælleren Niels Mikiassen identisk med Nis Mikias fra den danske menighed i Nuuk.

Oversættelse ved Apollo Lynge:

Indledning.

Det fortælles, at hedningene lavede tupilakker (tupilak) ved at sammensætte forskellige knogler. De satte knogler fra alle slags sæler sammen med knogler fra alle slags fugle. Så prøvede de at vække dem til live efter at have anbragt dem ved bredden af en elv. Når de blev levende, sagde de navnet på den person, de bar nag til, eller som var deres fjende, og som de gerne ville have dræbt, og de lod dem tage af sted, ikke for at fange, men for at dræbe. På den måde dræbte de ikke-kristne / udøbte deres stakkels medmennesker ved deres slette vaner.

Desuden øvede de sig i at blive åndemanere (åndemaner / angakkoq), så de kunne udøve trolddomskunster. De kunne udøve deres kunster, når et menneske blev sygt, for at det skulle blive rask. Når disse mennesker blev raske, betalte de åndemaneren med forskelligt de kunne skaffe. Sådanne åndemanere udnyttede deres uvaner og løj for deres medmennesker. Nogle af dem sagde, at de havde været et helt andet sted, og andre sagde, at de havde været på andre bopladser. Og andre havde en masse planer. Endvidere var der andre, der øvede deres kunst, når de kom ud for misfangst, ved at sige, at de tog ned til Havets Mor, hvor de fik forskellige ting af hende og stak deres stakkels fæller en masse løgne.

Men der fandtes også rigtige åndemanere, der blev hjulpet af Toornaarsuk (her vist i betydningen djævelen, den onde, AL.), da denne havde givet dem magt. Jeg har også selv hørt, hvor man opøvede sig til åndemaner, og hvor vi selv, tre personer, var med til at fremlokke en råben, som vi blev bange for og flygtede fra. Det var et sted i en stor sø.

Hist.: Vedr. toornaarsuk se: Sonne, Birgitte: Toornaarsuks forvandlinger. Religionssociologiske Perspektiver. Særnummer af Chaos, 1985: 117 - 136.

Bemærk fortællerens skelnen mellem ægte åndemanere med forbindelse til kristendommens djævel, og de andre, der bare lyver og bedrager.

s. 188v

De udøbtes vaner og overholdelse af taburegler / Nalusut ileqqut aamma allernik.

Det fortælles, at en mor fastede når hun havde født en dreng. Hun holdt næsten op med at spise, kun en enkelt bid om dagen og dertil drak hun meget lidt vand i en muslingeskal, og familien hentede kun vand, mens de andre endnu sov. For at drengen skulle få det let med fangstdyrene, udstyrede de ham med forskellige amuletter af forskellig ben eller sten, forskellige smågenstande, og da de troede så meget var de så heldige heldigvis at nyde godt af dem.

s. 188v: De forsøger også at opklare anngiaq / aama anngiarsiortarput.

Hvis en kvinde blev gravid uden for ægteskab og aborterede, når fosteret først lige var bgyndt at vokse i hendes mave, kunne hun fortie dette for sin familie og andre mennesker. Og åndemaneren / angakkoqen begyndte at mane ånder og forsøgte at afsløre det skjulte. Åndemaneren gik hele vejen rundt inde i huset og greb noget som han holdt ind mod sig og spiste noget af, og derefter kastede han resten mod denne kvinde. Genstanden ramte hende lige på issen og viste sig at være en stor klump blod. Denne kvinde blev så nødt til røbe sin hemmelighed om, at hun havde været gravid uden for ægteskab, og det fortælles da også, at kvinden derefter blev meget skamfuld, når hendes hemmelighed var blevet afsløret.

Kommentar: En del fortællinger i denne base: søg på anngiaq.

s. 188h.

Qilaamaannartut: Dem der brugte qilaneq-metoden.

En der kunne afsløre det skjulte gjorde således: Hans hoved blev bundet ind sammen med en genstand som man kunne bruge som en slags løftestang (en kammiut / støvlestrækker (ifølge andre fortællinger, AL)). Man forsøgte så at få hans hoved til at bevæge sig ved at løfte stangen flere gange. Når personerne så begyndte at kunne "se" skjulte forhold, blev det svært at bevæge hovedet. Så fortalte personen hvor man kunne finde det, som man søgte efter. Og når de så fandt genstanden, beundrede og priste de andre sådanne medier.

Kommentar: Kendt diviniationsteknik fra hele eskimoområdet. Om hovedet skal føles tungt eller let for at bekræfte en formodning, veksler fra sted til sted. Men det er usædvanligt at man, som her, udtrykkeligt nævner at metoden er et middel til at "se" det der er skjult for andre (angakkoqens mest karakteristiske evner ifølge alle eskimoer).

s. 188h.

Nerfallartuumasut : Dem der altid lægger sig på ryggen (med et dække over og arbejder sig op i trance. Se Kaaralis tegning i Tahlbitzer 1941 (The Ammassalik Eskimo, II, MoG bd. 40:710).

Nogle åndemanere / angakkoq / lå på ryggen når de manede ånder, og det fortælles at når de gjorde det kunne de finde ud af og finde frem til mange ting. Nogle ting kunne være taget med til et andet sted, så man ikke længere vidste hvor de var. Liggende på ryggen kunne åndemaneren så se genstandene fra det skjulte. På den måde fik de da nytte af sådanne personer til at opsøge genstande som var blevet væk for en.

Kommentar: Metoden brugtes også i Ammassalik-området, fx af Kaakaaq, ID. 1260, ID 1702, og ifølge Holm 1972: 127 af alle angakkut om sommeren (hvor mørkelægning dårligt lod sig gøre)

188h-189v

De brugte også amuletter

Forskellige almindelige ting som sten, ben, træ og bark brugtes som amuletter. Det fortælles også at de desuden brugte deres afdøde bedstemoder som amulet. Nogle havde deres amulet på halskanten af pelsen og fik hjælp af den hvis de mødte en fjende, der ville dræbe dem ude i kajak. Andre brugte amuletterne til at dræbe andre med som de mødte, og som ville øve vold eller det der var værre mod dem, og sådan blev de reddet fra deres (voldsmændenes) greb.

189v

Deres åndemanere plejede at gøre følgende:

Det fortælles, at de under åndemaning forsøgte at øge andres dygtighed til forskellige gøremål på forskellige måder: Nogle ville de gøre til bedre fangere ved at lade dem sluge en harpunspids, mens andre trak i dens fangstline. Når en armslængde blev trukket op, placerede de sig med den i en mørk krog og "fødte" den del som de stadig havde i maven, og derefter satte ejeren den på igen. Sådan blev denne mand bagefter i stand til at fange endnu flere sæler. Den åndemaner / angakkoq der plejede at gøre sådan hed Amitsukujooq (den lange, smalle), og det fortælles at han plejede at udføre forskellige kunststykker. Det fortælles også at han siddende på stranden fremsagde sit ijajaa, ijajaa, og på den måde fik de kroge til at vende tilbage som han havde mistet, da de sank.

Kommentar: Kunststykket med harpunspidsen forekommer i flere fortællinger, men altid med åndemaneren som den der sluger og "føder" (eller tisser) den (ud) igen.

s. 189

Det berettes også at de sang nidviser mod hinanden (ivertut).

De sang nidviser eller (rettere, de) mødtes til festlige sammenkomster. De ankom til en anden boplads enten med konebåd eller, hvis bopladsen lå på samme land som deres eget sted, gående over land. Når de kom frem sang de først nidviser mod dem ude fra bådene (eller uden for huset, ? BS), og først derefter gik de ind til dem i huset. Når de kom ind blev de modtaget meget godt og blev budt på dejlig mad. Først efter det hyggelige samvær gik de udenfor huset eller teltet og, når de havde fået modstanderen til sæde på jorden, tog de fat på sangkampen. Modstanderen lagde ud ledsaget af sin husstand med en sangdans til eget trommeakkompagnement og han sang den nidvise han havde digtet om sin modstander til lejligheden. Den førstes husstand samledes for sig, og det samme gjorde modstanderens husstand. Udfordreren havde opsamlet og sat melodi til sin sang om modstanders uheldige sider og egenskaber, som han havde hørt om og fundet frem til, og når han nu sang, måtte modstanderen vedkende sig sine svagheder. Når de nåede frem til de mindst flatterende sider, og modstanderen nægtede at vedkende sig sine "værste" sider, gik en anden ind i sangkampen og tog det på sig at vedkende sig selv disse sider.

Når udfordreren ikke havde flere nidviser, svarede den udfordrede på samme vis ved i sin sang at blotlægge de værste egenskaber hos sin modstander. Sådan, siges det, sang man hinanden på og overfusede hinanden. Mennesker, der således sang nidviser mod hinanden, kaldte man sangkampfæller.

Hist.: Stedfortræderen der påtager sig den udfordredes værste sider er en usædvanlig oplysning. Se ellers Inge Kleivan: Song Duels in West Greenland, Folk Vol. 13, 1971, og Jens Rosing: Kimilik, Kbh.: Gyldendal 1970.

189v-190v

Hedningenes forskellige slette vaner.

De prøvede sig hele tiden frem med nye metoder, hvad enten de prøvede at få flere dyr i havet eller på land eller at jage dem bort fra land eller hav. Det siges, at dengang den sydlige del af landet var meget rigt på rensdyr, mens den nordlige landsdel var fattig på dem, kunne nordgrønlænderne ikke gøre andet end at lave en lille slæde af træstiverne fra en grav og slæbe den nordover, hvorved  rensdyrene fulgte med og blev trukket nordover, og den sydlige landsdel blev tømt for rensdyr mens den nordlige blev meget rig på dem. Ja, man må undre sig over de forskellige ting hedningene foretog sig.

Hist.: Det står ikke ganske klart om grænsen mellem syd og nord er den mellem de to inspektorater (ved Sisimiut), eller en sydligere.

I 1700-tallet havde det sydligste Grønland og ligeså Nuuk-egnen rige bestande af rener. Senere forsvandt renerne totalt fra det sydligste Grønland.

Kommentar: Det er interessant at lokal-etniske forskelle bruges som forklaring på ændrede naturforhold.

Det afhænger i høj grad af situationen om dele fra en grav menes at tiltrække eller skræmme vildtet.

s. 190v

Også om morderes skikke

Når de havde begået et mord ude i kajak skar de den myrdede i stykker ved leddene og spiste en bid af den myrdedes lever for at den myrdede ikke skulle krybe ind i morderens krop. Når de undervejs hjem fangede en sæl, lagde de den op bag på kajakken med hovedet pegende agterud, og på den måde vidste bopladsfællerne at vedkommende havde begået et mord.

Når en kajakmand føst kom hjem efter mørkets frembrud var husfællerne nysgerrige efter at se, hvordan vedkommende ville komme ind i huset. Hvis han kom ind med bagdelen først over tærskelen fra husgangen, drak de af spæklampens brændetran for ikke at blive hjemsøgt af den myrdedes ånd. Så vidste husfællerne at de havde dræbt et menneske.

På denne måde dræbte hedningene deres stakkels medmennesker, ligesom dyrene gør det.

Kommentar: Ritualerne svarer til beskrivelser i andre kilder fra Vest- og Østgrønland. Om Mikiassen har læst sig til sin viden eller fået den gennem mundtlig overlevering, kan ikke afgøres.

I slutningen af teksten veksles der noget uklart mellem ental og flertal. Men det må være morderne der kommer baglæns ind og sikrer sig med indtagelse af lampe-tran.

Den bagvendte manér genkendes også fra østgrønlandske beskrivelser af en "hjemvendt" (fra at have været savnet i kajak i flere dage), en angerlartoq. Se spec. Victor.

Redaktør: Lynge, Kristoffer.

Håndskr.: NKS 3536, I, 4' læg 8, ss. 80 - 86.

Trykt første gang i Atuagagdliutit 1934 - 35, nr. 16, s. 124 + nr. 17, ss. 134 - 135 + nr. 18, ss. 139 - 140: Augpilagtoq.

Oversættelse ved Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom:

Beretningen om Aappilattoq

Dagene var ved at blive lidt længere med rigtigt frostvejr og sne hver dag, og vinden lagde sig. Først dækkede grødsneen havet og så frøs det til. Aappilattoq fortsatte med at ro i kajak så længe, det kunne lade sig gøre for isen. Da han holdt op med det, manglede de ikke mad, fordi de havde hans store reserver af grønlandssæler at leve af. Langt om længe blev dagene rigtig lange, og nu begyndte det at knibe med madreserverne, og Aappilattoq kunne ikke holde sig hjemme i ro. En morgen de vågnede ville han søge efter fangstdyr i den nordligere store fjord, og han tog af sted før daggry. Han fulgte fjorden langs den nordre kyst på solsiden, og da han nåede bunden af fjorden, fulgte han skyggesiden udefter, men uden at se et eneste dyr. Han kom hjem langt ud på aftenen, og den dag fik de så intet at spise. Næste morgen stod han endnu tidligere op. Den dag nåede han helt ind til bunden af den store sydligere fjor, Ameralikfjorden, og denne gang så han heller ikke et eneste dyr. Da han kom hjem og skulle til at aflive sin gamle hund, glædede han sig så meget til at spise, at han skar sig et stykke af hundens side, mens den endnu var levende, og fik sig sådan en forsmag på kødet. De spiste hunden, da den var blevet kogt. Næste morgen tog Aappilattoq nordpå, fordi han endnu ikke havde forsøgt sig på deres nordside. Da han nåede den nordlige kyst, fulgte han denne mod vest, og da han skulle til at runde et lille næs, mærkede han en stærk duft af kogt mad. Da han rundede næsset og så en lille vig, var der en masse huse. Beboerne dér så ikke ud til at lide af mangel på mad: Isfoden neden for husene var helt rød af blod. Da beboerne i de mange huse blev alarmeret, strømmede de ud og begyndte straks at kalde ham op og invitere ham ind i deres huse. Aappilattoq så en masse lomvietarme, der var smidt på deres møddinger, og da han spiste løs af dem, hørte man ikke andet end slubrelyde, og det selv om man sagde, at det var affald, og at han hellere måtte komme ind og få noget rigtigt at spise; men det var som om han intet sansede. Han kom først til besindelse, da de kaldte højlydt på ham. Da han var kommet ind i et hus, og de satte mad frem, kunne han kun spise lidt, fordi han allerede var blevet mæt af alle lomvietarmene. Da han skulle hjemad fra sit gæsteri på stedet, sagde de så: "Flyt nu hertil." Han kom derfra med al den mad han kunne bære. Da han var roet sydpå og kommet hjem, sagde han til sine husfæller: "Her sidder vi i nød og mangler mad. Lige nord for os bor der mange mennesker, og deroppe mangler de bestemt ingenting."

Næste dag gjorde de sig klar og flyttede op til dem, og da de var kommet til Kangeq manglede de ikke længere mad. De der havde lyst til at jage sæler, fangede sæler, og de der ville jage lomvier, fangede lomvier. De mærkede ikke engang, at dagene blev længere, da der aldrig manglede fangstdyr.

Engang da foråret nærmede sig, overvejede Aappilattoq først at tage på sælfangst, men da han tænkte sig om, tog han af sted på lomviejagt sammen med sin unge søn, der først for nylig var begyndt at ro i kajak. Da de sammen med mange andre kajakmænd fra Kangeq nåede ud til de mange lomvier og var kommet godt i gang med at fange dem, skræmte Kangeq-mændene en lomvie, så ingen af dem kunne ramme den. Hvem mon ville ende med at ramme den? Hver gang lomvien havde stukket hovedet i havet tog den en anden retning. Og når de kastede fuglepilen uden at ramme, padlede den rask af sted med fødderne og drejede rundt om sig selv, og den padlede hen imod Aappilattoq og søn. Da så Aappilattoq's søn fik held til at få den foran sig, lykkedes det ham at ramme den med fuglepilen. Da blev alle de andre kajakmænd helt tavse: ingen af dem sagde en lyd mere. Langsomt begyndte de at afskære Aappilattoq og hans søn vejen. Der var ikke længere nogen kajak nær dem, da kajakmændene dannede en stor rundkreds om dem i en stor radius, og langsomt,lavmælt og vredt brummende kredsede sig ind mod dem. Aappilattoq's søn flygtede hen til ham og ville kun være lige op og ned af ham, og Aappilattoq havde helt ondt af ham. Da kajakmændene aldeles havde omringet dem og helt sikkert ville dræbe dem, følte han efter det, han bar i pelskanten på sin hætte, og han fandt den og puttede den i munden. Først da den absolut ville ud af hans mund, spyttede han den ud og kastede den mod de mange kajakmænd, mens hans sagte hviskede et eller andet. Dårligt havde han sagt det, så begyndte alle kajakmændene at vende bunden i vejret efter tur, og da de væltede rundt fra de nærmeste af, var Aappilattoq og hans søn til sidst de eneste kajakmænd tilbage. Da hans amulet, en lille lemming, havde dræbt dem alle, sprang den hen til hans kajak og var oversmurt med blod. Han tog den, rensede den for blod og gemte den. Så var de blevet fjender med halvdelen af mændene på Kangeq, men da der ikke var anden udvej tog de hjem alene. Og nu hvor de var blevet fjender med deres bopladsfæller, holdt de sig på afstand.

Mens de spændt afventede hvad der ville ske, vågnede de op en dag, hvor kun stormens tordnende og susende lyde kunne høres. Da Aappilattoq gik ud så han, at stormen kom fra nordvest, og at havet gik i stærke dønninger. Op ad dagen hørte man én gå ind ad husgangen, og ind kom en stor dreng. Da han var inde sagde han: "Jeg skal sige, at Aappilattoq og hans søn skal komme på besøg i huset med de tre vinduer." Da han var gået, måtte Aappilattoq og hans søn gøre sig klar, og da de havde strammet alt, der kunne strammes, gik de ud. På vej hen mod huset de skulle ind i sagde Aappilattoq: "Når vi går ind, vil du se en trætallerken fyldt med lutter netsidelever, og det er, hvad vi skal spise. Når jeg kommer ind og går hen til den, tager jeg et stykke fra fadet og spiser det, mens jeg langsomt går rundt på gulvet. Sådan må du også gøre." De kom så ind i det store hus med de tre vinduer, hvor både endebriksen og vinduesbriksen var fyldt med mænd, og de så også en trætallerken midt på gulvet fyldt med lutter netsidelever. Straks Aappilattoq var inde, gik han hen til tallerkenen, tog et stykke og spiste det, mens han langsomt gik rundt på gulvet sammen med sin søn, der også spiste et stykke, og ingen i huset sagde noget. Lige da de kom ind så de faktisk en meget gammel mand, der lå på maven og kiggede udad, og hvis hoved var helt dækket af hvidt hår. Mens alle stadig tav, faldt et stort sykke af loftsbeklædningen af muldjord ned, så den helt dækkede trætallerkenen fuld af lever. Da det skete, og før nogen andre sagde noget, sagde den gamle mand, som den eneste i huset, efter at have kigget rundt på sine husfæller: "Sådan som sydlændingene er, bør man ikke efterstræbe dem, for de bliver ikke opdraget på helt almindelig vis. Når loftet, der er stivfrossent, falder ned helt af sig selv, risikerer I bare at blive dræbt allesammen. Hold nu op med at efterstræbe dem, for de sydlændinge kan ikke være opdraget som alle og enhver." Derefter var der ingen der sagde noget. Aappilattoq og hans søn fortsatte med at gå rundt på gulvet, men da ingen andre sagde noget, gik de til sidst ud af huset. Derefter ventede de forgæves på, at et eller andet ville ske, men til sidst stundede foråret til, og Aappilattoq gik i gang med at ordne redskaberne til sin konebåd.

En dag vågnede de til et strålende vejr. Da bopladsfællerne var taget på fangst, skyndte de sig at gøre deres husgeråd klar og tog af sted nordpå. Når de havde rejst hele dagen slog de først lejr langt ud på aftenen. Når det var godt vejr rejste de så længe, det var lyst, og de slog først lejr langt ud på aftenen. Det fortælles, at da Aappilattoq flygtede, fordi han havde fået for mange fjender, fandt han sig først en vinterboplads oppe ved Aasiaat, og det fortælles videre at Aappilattoq ikke siden blev udsat for fjendtligheder, men først døde, da han han var blevet gammel og tiden var inde til det.

Her slutter fortællingen.

Var.: Aappilattoq; Om Kanginnguaq; Aappilattoq nr. 167 (til dels); oqalugtuaq Augpilagtuârssuk; Aappilattoq Kristian; se også episoden med amuletten i fx Tiggaaq, Rejsen til Akilineq

Oversættelse ved Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom:

At overvære trommedans

Jeg hører også, at når mennesker samles der hvor de går på hvalrosfangst, plejer de som en fast bestanddel af gensynet ved samlingen om sommeren at arrangere sanglege mellem Naajartalimmiut, Nuviarmilut, og Qeqertarmiut. Når de samles gør de det, at mange mennesker mødes midt på en lille slette og midt i gruppen af en masse mænd samles mange kvinder. Midterst placerer fem kvinder sig og een mand, der stiller sig over for disse kvinder. Disse fem kvinder, der står fremme, har vanter på af helt hvide skind, og de er meget spændende at følge, fordi de skifter pladser samtidig med at de rører hinanden, så de næsten ser ud som om de spiller orgel i den bare luft. Og manden kommer ikke helt hen til dem. Men kvindernes stemmer lyder som fluernes summen; det kan ikke sammenlignes med andet, nej ikke med nogen anden lyd. De mange mennesker uden om dem laver ikke andet end at nogen af dem lægger sten på jorden i udkanten af denne slette, og andre indhegner den lille slette, og når de er færdige med det, rejser de to telte inde på sletten. Der udøver de så de slette glæder, men jeg og englænderne kiggede bare på dem fra der, hvor vi stod for os selv. Der på sletten brødes de også, dvs. to af gangen mand mod mand hele raden rundt. Da naajartalimmiut blev sejrherrer, gav englænderne sig også til at udfordre hinanden, og da konkurrencen var slut, samledes alle og udstødte høje, flotte råb. Det er deres skik når de genser hinanden, fortæller man.

Hist.: Adam Beck var i 1860'erne både med på en ekspedition til Baffinland med et par års ophold på Blacklead Island i Cumberland Sound som tolk, arbejdsformand og muligvis missionær, og på en af eftersøgningerne efter Franklin. Formentlig er det første strækning af den sidstnævnte, der skildres her. Kvinderne med de hvide vanter opfører åbenbart en dans, som de nynner til, måske som en slags indledning til samværet med hinanden, og tilsyneladende også med engelske hvalfangere.

Den fælles hvalrosfangst tyder på, at denne aasivik foregår i Thule-området, som også Becks foregående fortælling: Om en rejse nordpå, skildrer, og at gensynet indebærer en lampeslukningsleg.

se Petersen, Robert, 2000: Om grønlandske slægtssagaer. Tidsskriftet Grønland, ss. 299 - 311.

Knud Rasmussen har fejlagtigt anført Esaia som fortæller, men det kan ikke være andre end

Jaakuaraq Eugeniusen fra Nuuk / Godthåb: Håndskr. NKS 3536, I, 4', læg 8, ss. 1 - 13: oqalugtuaq qátâmik. Eller i dansk håndskrevet oversættelse (oversætteren kan ikke identificeres) i NKS 3536, II, 4', læg 18.

Trykt på grønlandsk i Lynge, Kr. Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo, II, 1939: 32 - 42.

Trykt første gang (ganske let redigeret), i Atuagagdliutit 1934 - 35, nr. 13, ss. 102 - 103 + nr. 14 ss. 108 - 109 + nr. 15, ss. 118 - 119 + nr. 16, ss. 123 - 124: Qátaq.

En oversættelse ved Apollo Lynge følger efter resuméet ndf.

Resumé:

Q. har flere sønner og en plejesøn, der alle fanger. Q. er en ivrigere

fanger end nogen anden, årvågen og altid i bevægelse efter

fangstmuligheder. En vinter, hvor havet er frosset til og isen kan

bære, men ingen våger er at øjne, bestiger han et bjerg og ser langt

ude i horisonten frostrøgen fra to våger, den ene bag den anden. Hans

sønner og plejesøn følger ham derud næste morgen. De fanger en mængde

edderfugle, vender næsen mod land og overfaldes af en fralandsstorm. De

driver til havs på en isflage, der blir stadig mindre. Q. trækker en

streg omkring deres tåspidser, hvorved isflagens afsmeltning standses.

Da de tørster, fremkalder han sødt drikkevand med et stød af sin tuk i

isen, drikker først og støder vandet tilbage, da alle har drukket. De

når Akilineq, springer i land, og da er isflagen blevet til blot en

skumklat. Langt inde i landet hører de en ravn skrige: dér må ligge en

boplads. De inviteres ind i det største hus og beværtes. Plejesønnen

spilder en dråbe vand på husherrens skinnende hvide pels. Denne lægger

et siddeskind på gulvet og alle undtagen husherren og gæsterne går ud på

taget. Han trækker arm med plejesønnen, der dør, da han får testiklerne

revet af. Husherren kommanderer liget hejst op gennemtaget med besked om

at gemme øjnene til ham selv. Q. giver nu

husherren samme behandling, efterligner hans stemme, og først da man

deroppe har parteret liget til fortæring, opdager man, at det er

husherren. Man lukker husgangen med sten, bryder huller i taget og

kaster urin og lanser ned mod de indespærrede. Q. ber om sin yderpels,

der hænger udenfor. Han får den, finder sin lemminge-amulet i kraven,

sutter den levende og sender den op på drab. Den vender blodig

tilbage, får fornyet liv i Q.s mund og dræber nu resten derude ved at

bore sig vej gennem dem fra rumpehul til mund. En piaaqqusiaq-klædt

dreng inviterer Q. og hans sønner over til et gammelt ægtepar, der er

blevet inden døre i et andet hus. Hér tømmer Q. en skål menneskehjerne

med lukkede øjne, tryller den fuld til hver af sønnerne, der også

tømmer den, og endelig til den gamle værtinde, der bliver sindssyg af den

stærke kost. Q. genopliver sin plejesøn, og de flygter alle ud til

kystklipperne, hvor Q. og hans sønner lader sig rutsje ned i havet. De

kommer alle op som bjørne i kraft af deres bjørneamuletter.

Plejesønnen tøver, men springer så og basker med armene. Han forvandles

til sin amulet, en snespurv. Undervejs hjem over havet hviler han sig

med mellemrum på bjørnenes hoveder. Hjemme på land ryster de sig og

forvandles tilbage til mennesker.

Oversættelse:

Fortællingen om Qattaaq

Det fortælles at Qattaaq var en meget aktiv fanger, selv om han var til års. Han kunne ikke holde sig hjemme, uanset hvordan vejret var. Selv om de unge i famlien holdt sig hjemme, tog den gamle ud på fangst, og han var aldrig til at nå om morgenen, for han vågnede altid meget tidligt. Sådan var han stadig, da der engang kom en hård vinter, og kulden blev stadig strengere. Da kulden begyndte, blev snefaldet til grødis, og islægget begyndte ude fra havet og trak stadig tættere mod land. Efterhånden var der mindre og mindre vand at ro i kajak i, og til sidst var der kun vand lige ud for deres boplads.

En morgen vågnede de og så, at hele havet var dækket af is, og da de ikke længere roede i kajak, blev den gamle endnu mere aktiv. Han undersøgte isen hver dag og gik ture i deres omegn, men han fandt ingen våger. Med tiden blev det godt vejr, og en morgen vågnede de til et pragtfuldt vejr uden skyer. Qattaaq stod op i den tidlige morgen, mens de unge endnu sov, og efter at have orienteret sig om vejret drog han ind i landet. Han udvalgte sig de højeste fjelde, som han besteg. Da han var kommet op på toppen beskuede han havområdet ud for sig, for om muligt at opdage noget, og han så nu derude i horisonten to tågeskyer, der lå ud for hinanden og som angav en tæt frosttåge. Han tog pejlemærker af deres beliggenhed og gik så ned fra fjeldet. Hjemme igen sagde han til de unge: "Her sidder vi og mangler fangstdyr; derude på havisen er der to tågeskyer der afgiver tæt forsttåge, og vågerne kan ikke bare være der af sig selv, men må holdes åbne af sødyr eller fugle; jeg vil prøve at se efter i morgen." Da han sagde dette blev hans børn ivrige efter fangst og begyndte at tage deres fangstredskaber ind i huset, og de brugte eftermiddagen til at gøre sig klar til fangst. Da det blev aften, gik de i seng. Om morgenen havde hans børn det som de lige var faldet i søvn, da de hørte puslelyde og kiggede ud og så, at deres far allerede var begyndt at gøre sig klar. De stod allesammen op, gjorde sig klar, og så tog de af sted.

De var af sted udefter længe før det blev dag, og da de efter en tid nåede ud til de yderste øer, begyndte dagen endelig at lysne. De blev ved at gå udefter, mens det blev lysere og lysere, og da de yderste landområder begyndte at løbe ud i et, fik de den nærmeste frosttåge i sigte. Da de mærmede sig den, så de at en masse edderfugle holdt vågen åben, og de gav sig til at fange dem med snare, så snart de var kommet hen til vågen, men netop som de frydede sig over fangsten, sagde deres far: "Se engang hvor meget I skal bære hjem," og de så at det var en større mængde. Så sagde faderen: "Nu må I holde op med at fange flere. Resten kan fanges en anden dag." Og det virkede som om de unge slet ikke havde lyst til at holde op. De fik alle et stort læs at bære på og gik så ind mod land. Og det fortælles, at Qattaaq havde for vane når han var på fangst, at han hele tiden var opmærksom på vejret og altid besigtigede alt, selv når det var godt vejr.

På et tidspunkt da han tog bestik af området ind mod land, opdagede han at de store fjelde, der lå længst inde i landet, var begyndt at fyge på grund af fralandsvind; han kiggede ofte på dem og så, at fygningen meget hurtigt bevægede sig udad. "Fralandsstormen vil komme over os, skynd jer indefter alt det I kan", sagde han til sine unge. Den gamle førte an i luntetrav uden ophør. Efterhånden som den kraftige snefygning nærmede sig, løb han hurtigere, og da fygningen nåede de yderste fjelde og den gamle stadig satte farten op, måtte han, når han kom for langt foran de unge, standse op og vente på dem. Han lagde end ikke sin store byrde ned, mens han ventede, og løb straks videre så snart de indhentede ham. Da der endnu, så vidt han kunne beregne, var langt til de yderste øer, stod den kraftige fygning ud fra fastlandet. Og da den nåede dem, følte det som var de kommet ind i tæt tåge. Nu var der ingen der sagde et muk, og de passede på ikke at komme væk fra hinanden. Mens de stadig var på vej indefter, så de ind imellem noget mørkt foran sig, og det var altid en stor revne, som de så sprang over. Da de så småt begyndte at regne med at være i nærheden af land, men uden den fjerneste sigtbarhed, og de samtidig hele tiden passede på hvor de trådte, mærkede de igen noget mørkt foran sig, og det var en meget bred revne. Den gamle sprang først over, og derefter sønnerne, men hans plejesøn nåede ikke at springe over. De forsøgte at finde et smallere sted, men da den store revne åbnede sig mere og mere, krummede den gamle sig sammen og sprang så tilbage, over til sin plejesøn. Da han var sprunget fulgte hans sønner efter, en efter en. De prøvede at finde et smallere sted til deres plejesøn, men revnen åbnede sig mere og mere. Nu hvor de intet kunne gøre, begyndte de at drive, mens den is de stod på blev mindre og mindre, og til sidst måtte de løbe for at holde balancen på isflagen på bølgeskråningerne.

Da de nu i denne situation var blevet ganske tavse, lød det pludselig fra den ældste søn: "Det siges at Qattaaq har megen visdom. Mon han vil lade os omkomme midt ude på havet." Det svarede den gamle overhovedet ikke på, men han tog sin tuk og stregede resten af isflagen ind i en stor rundkreds uden om dem, og så lagde han sin tuk tilbage. Der brækkede stykker af isflagen, men når de nåede hans afmærkning, brækkede de ikke længere af. Nu holdt de så til på en stor rund isflage, og da de var kommet så vidt, begyndte det at blive mere sigtbart igennem det vand, der blev pisket op af stormen. Da det blev klart i vejret kunne de ikke se land, for de var midt ude på havet. Da de intet kunne gøre, drev de videre på må og få. Efterhånden blev de meget tørstige, og igen var det jo den ældste søn, der sagde: "Det siges at Qattaaq har megen visdom, men han er ved at lade os tørste ihjel." Qattaaq sagde heller ikke denne gang noget, men han tog sin tuk, og han huggede til lige ned ved siden af sig. Da han trak sin tuk op, vældede det klare vand op. Men da sønnen bukkede sig for at drikke, for det ud af Qattaaq: "I må ikke drikke endnu, først når jeg har drukket må I drikke." Den gamle bukkede sig ned og drak længe og grundigt, og da han havde fået vejret igen og rejste sig, bød han dem at drikke. De smagte på vandet, og det smagte så vidunderligt, at det nærmest var sødligt. De de alle hver og een havde drukket nok og den sidste rejste sig, mens vandet stadig vældede op, tog Qattaaq sin tuk, vendte den om og stødte til. Og så kom der ikke mere vand op.

Langt om længe fik de land i sigte, og de begyndte at drive ind mod land. Da de var meget tæt på land, kiggede den gamle på de andre og sagde: "Når vi er drevet på land og den første træder i land, må han ikke se sig tilbage. Ingen af jer må se sig tilbage, når I er kommet i land. Først når jeg som den sidste er i land og siger til, må I se jer tilbage. De drev så ind mod land og strandede, og da hans sønner og plejesønnen var trådt i land, hørte de ham sige: "Se nu på jeres fartøj!" De vendte sig om og så, at det bare var en lille klat havskum, der lå ogvippede ved strandkanten.

Da de var kommet i land gik de vestover. Da de så ikke længere kunne se havet og gik igennem en længere slugt, kom en stor ravn skrigende til syne fra vest, og mens den skrigende fløj over dem, sagde den gamle: "Vi møder snart mennesker." Opmærksomt gik de videre mod vest, og så fik de øje på en hel del huse, som de gik ned til. Da de blev budt ind i det største af husene og kom ind, så de at det var fyldt med mennesker, og da de bød dem mad, spiste de. Plejesønnen blev meget tørstig, så sig om efter vand og opdagede så henne i den lange ende under en stor, kraftig mand på lampebriksen en vandbeholder af skind. Han gik derhen og ville til at drikke, da ham ved siden af begyndte at brumme. Han opdagede så at han var vred, fordi plejesønnen var kommet til at spilde en dråbe vand på hans ene kamik, og det fandt han uhumsk. Dengang de kom ind havde faktisk straks set, at hans tøj så meget nyt og ubrugt ud. Og mens de andre talte om vind og vejr, sagde den kraftige ikke en lyd; så brummede han igen, rejste sig, og efter at have rakt ind efter noget under briksen, trak han et stort vandskind frem og begyndte at klæde sig af. Imens gav så alle i huset sig til at strømme ud så kun Qattaaq-familien og den kraftige mand var alene tilbage.

Da han havde taget tøjet af og bredt vandskindet ud på gulvet, udbrød han: "Lad os trække armkrog!" Hans kraftige arm var bøjet, plejesønnen gik ud på gulvet til ham, og så begyndte de at trække krog. Den kraftige mand blev rød i hovedet, og plejesønnen begyndte at trække hans arm ind til sig. Netop som plejesønnen var ved at klemme hans kraftige arm ind mod sit bryst, strakte den kraftige pludselig sin tunge arm ud og langede direkte ud efter plejesønnens skræv. Han rykkede hans testikler ud ved roden, og plejesønnen rallede. Da han således havde dræbt ham, råbte han opefter: "Nu har jeg krammet på mine gæster, øjnene skal jeg ha', hit med en line!" Da han havde råbt blev en rem firet ned fra husets tag. Han bandt en løkke om halsen på den døde, som de med små skrig halede op oppe fra hustaget, og da de havde fået ham op, hørte man derefter ikke andet end skærende knivlyde. Men så hørte man een sige: "Vores husherre er så glad for øjne, lad mig skære øjnene ud til ham." Man kunne høre dem partere ham, og så blev der stille deroppe. For anden gang bøjede værten sin kraftige arm og sagde: "Lad os trække armkrog." Inden sønnerne nåede at træde frem, trådte Qattaaq ud på gulvet til ham. Han bøjede sin arm om hans arm, og inden Qattaaq var begyndt at anstrenge sig, var den anden godt svedt og blev dybrød i kinderne. Akkurat som den anden ville have gjort lod Qattaaq sin arm blive trukket ind mod brystet af modparten, og den anden blev meget ivrig efter at trække den ind. Og da først, da den anden ville trykke hans arm ind mod sit bryst, strakte han sin arm ud, og så langede han ud efter den kraftiges skræv, mens denne skreg af skræk, og endelig trak han hans testikler af og dræbte ham derved. Han spurgte sin ældste søn: "Hvad skal vi så gøre med ham?" "Råb op og prøv at efterligne hans stemme," svarede han. Så råbte han opad med falsetstemme: "Nu har jeg krammet på mine gæster, øjnene er til mig, hit med en line!" "Du lyder fuldstændig som ham," sagde sønnerne. Og i det samme blev en rem firet ned. Efter at have bundet en løkke om hans hals, trak de ham op med små råb. Da de havde fået ham op, hørte man ikke andet end lyden af knive mens de parterede ham. På et tidspunkt lød det så: "Vores husherre er så glad for øjne, lad mig skære øjnene ud til ham." Så, netop som de regnede med at han skulle være i gang med at skære den kraftiges øjne ud, hørte de manden skrige: "Vi er ved at partere vores husherre!" Og derefter blev der helt stille. De hørte nogle drøn henne fra husgangen, og da de blev mistænksomme kiggede de ud i husgangen og så, at de allerede var begyndt at fylde den op med sten, så man ikke kunne komme ud!

Da det blev deres situation, begyndte stedets beboere at lave åbninger i hustaget og derefter at tømme potter med gammel urin og lort ned gennem åbningerne, og når de så stak lænsere til sælfangst ned gennem åbningerne, var det med nød og næppe de undgik at blive ramt. De blev gennemblødte af gammel urin, og der blev stadig flere åbninger i hustaget. På det tidspunkt kom Qattaaq endelig i tanker om, at han havde en lemming i kantningen til pelshætten på sit udetøj som amulet (hjælpeånd). Med den tanke at de sikkert ikke ville adlyde ham, råbte han op til folkene: "Kom med mit udetøj, hvis I kan. Det hænger på stilladserne. Jeg vil bruge det som ligtøj!" ovenfra hørte man en af dem sige: "Han ber os om at få sit udetøj, der hænger ved stilladset, han vil bruge det som ligtøj." Straks stemmen havde lydt kastede de hans udetøj ned gennem en af åbningerne med bemærkningen: Lad tøjet blive hans redning." Da han havde taget tøjet, følte han efter i hættekanten, og jo, der var den. Han tog den, puttede den i munden, og først da den hele tiden forsøgte at smutte ud, spyttede han den ud, og idet han med sagte stemme sagde: "Nogle af dem", kastede han den derop. Han havde dårligt smidt den derop før de hørte nogen udbryde: "Han der falder om, og ham der falder også om!" Nu hørte man dem falde om en efter en, og til sidst blev der stille. Lidt efter faldt lemmingen ned oversmurt med blod. Han rensede den for blod og puttede den for anden gang i munden, og da den igen var blevet livlig, kastede han den opad med ordene: "Dem allesammen!" Det varede lidt, og da den lidt senere faldt ned, havde den næsten intet blod på sig. Han rensede den for blod og gemte den. De lyttede, men da der ikke var en lyd, prøvede de at komme op igennem en af åbningerne. Og da de kom op så de en masse døde mennesker ligesom grønlandssæler, der ligger pladask og soler sig på isen. De gik hen og undersøgte dem og så, at der ligesom kom lidt blod ud af deres mundvige.

De var dårligt kommet ind i et af husene og havde sat mad frem til sig selv, da en ung mand kom ind i skindtøj, hvor hårene i den ene side vendte opad og i den anden side nedad. Da han var inde rømmede han sig og sagde uden videre: "Nu er Apia deroppe blevet tosset, for hun sidder deroppe og laver sin søns hjerne til med hænder og fødder til gæstemad, og gæsterne skal komme på besøg!" Da han var gået formanede Qattaaq de unge mennesker: "Når vi kommer ind deroppe, vil I se et træfad fuldt af omrørt hjernemasse midt på gulvet. Når jeg så som den første træder ind fra opgangen går jeg hen til fadet, tager det op og begynder at slikke af det, mens jeg langsomt går rundt på gulvet med lukkede øjne, og først når jeg har slikket det helt rent, lægger jeg det tilbage på plads med bunden i vejret, og når det er gjort sætter jeg mig ned. En af jer tar det så, vender det om, og ser at indholdet ikke er rørt, og ligesom mig må I slikke det rent med lukkede øjne, mens I langsomt går rundt på gulvet med lukkede øjne, og når I har slikket det og stillet det tilbage på plads, sætter I jer samtidig med at I åbner øjnene." De gik ud for at gå op til det andet hus, og da de kiggede ind i huset ved trinet op fra husgangen så de, med Qattaaq som den første, at manden i huset sad bagved tranlampen, og at konen sad inden for på briksen. Hun sad langt inde på briksen med hånden under kinden, og de blev begge ved med at kigge udefter uden at sige noget. Nu så de da også, at der midt på gulvet stod et fad fyldt med rørt hjernemasse. Straks Qattaaq kom ind styrede han hen til fadet, tog det op og begyndte at slikke af det med lukkede øjne, mens han langsomt gik rundt på gulvet, og man hørte ikke andet end slubrelyde. De to, der havde budt på maden, kiggede ufravendt på Qattaaq. Han slikkede fadet helt rent, stillede det tilbage på plads, og først da han åbnede øjenene, satte han sig ned. En af hans sønner gik hen til fadet, og da han vendte det om, var indholdet urørt. Mens han lukkede øjnene og langsomt gik rundt på gulvet, slikkede han det rent, og idet han stillede det tilbage på plads, satte han sig ned. Da den sidste havde sat fadet tilbage og sat sig, så Qattaaq hen på værtinden og sagde: "Slik du nu fadet på samme måde!" Hun var mere end villig. Hun trådte ud på gulvet, gik hen til fadet, og da hun vendte det om, var indholdet urørt. Idet hun tog det op slikkede hun løs, mens hun hele tiden kiggede på sine gæster. Hun var dårlig begyndt, før hun begyndte at tale i vildelse og miste forstanden, og da hun styrtede sig hen over sin mand, flygtede Qattaaq og hans sønner i rædsel, så de stimlede sammen og spærrede husgangen for hinanden. Da de nåede ud, løb de allesammen af alle kræfter mod (havet i) øst.

Da de fik øje på det store hav, spurgte Qattaaq sin ældste søn: "Hvad har du som amulet?" Han svarede at han havde et lille stykke isbjørneskind som amulet. Han spurgte de andre, og de have alle et stykke isbjørneskind som amulet. Det fortælles, at han også havde vakt sin plejesøn til live, og han spurgte også ham: "Hvad har du så som amulet?" Han tav lidt og svarede så, at han havde en lille snespurv som amulet. "Stakkels dig, så bliver du nok spist af den dumme Apia," sagde Qattaaq. Da de ovenfra fik øje på et stort, glat klippestykke der førte ned i vandet og kom derhen, sagde Qattaaq: "Se nu på mig når jeg glider ned ad klippestykket, og prøv så at gøre som mig." Da han med tiltagende fart gled ned mod vandet, vendte han sig om på maven lige før han nåede vandet, og han kurede i havet med hovedet først. Der gik lidt tid, og så, ud for det sted han var dumpet ned, kom en stor isbjørn op, uden hår omkring snuden. Den strakte hovedet ret op og hældte vandet ud af sine store ører efter tur, og vendte så hovedet ind mod dem. Da han nu flød videre derude, kurede hans ældste søn nedad i fuld fart, og uden at bremse forsvandt han i vandet, og noget efter dukkede han op ved siden af sin gevaldige far og var blevet til en stor isbjørn. Da alle sønnerne efterhånden var nede i vandet, stod plejesønnen og gjorde mange forberedelser. Hver gang han så kom farende ned rettede han sig og op standsede lige før han nåede vandet. Så sagde de til ham derudefra: "Hvis du ikke glider ud i vandet bliver du bare spist af den dumme Apia. Hold op med at komme i tvivl. Når du er næsten nede ved vandet skal du strække dig opefter og prøve at flyve." Da de nu sagde sådan, fór han nedad med mere og mere fart på, og lige før han nåede vandet baskede han bare forsøgsvis med armene, og op fløj en lille snespurv; og da han fløj op dykkede de andre ned under vandet (så hurtigt) at han kun nåede at se alle deres mørke fodsåler. Oppe i luften fulgte plejesønnen de andre, og når han var lige ved at styrte i vandet af bare træthed, svømmede de store bjørne op i overfladen med hovedet oppe, og så satte plejesønnen sig bag et af bjørnenes store ører og hvilede sig. Først når han fløj op igen, dykkede isbjørnene.

Da de fik deres land i sigte og gik på land et lille stykke fra deres boplads, gik den første lidt ind på land, purrede op i sin pels og rystede den og så faldt en lille stump bjørneskind ned, som han tog op og gemte. Da alle de andre var kommet op på land og havde rystet deres pels, faldt der en lille stump bjørneskind ned. Deres plejesøn landede tæt ved, purrede op i sine fjer og rystede sin krop, og så faldt to snespurvevinger ned, som han tog op og gemte.

Efter at Qattaaq og hans sønner var drevet til havs i den kraftige fralandsstorm og der var gået flere dage, mistede de efterladte håbet om at se dem igen. Men til alles overraskelse kom de tilbage, sunde og raske. Det fortælles, at når de alle kom velbeholdne hjem var det udelukkende på grund af Qattaaqs store visdom.

Her ender fortællingen.

Var.: Qillarsuaq, Gamle Qattaaq, og en del flere. Søg på Akilineq

idet episoderne om den ufrivillige rejse til landet på den anden side havet, Akilineq, styrkeprøverne med kannibalerne derovre, og amuletten i halskraven har været meget populære.

Oversættelse ved Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom.

Om fætrene.

Der fortælles om to fætre, der aldrig kunne forlade hinanden. Når de var på rejse eller fangst, var de altid sammen. De fandt sammen, allerede da de var små, og de blev voksne og storfangere, og deres sammenhold forblev det samme.

På et tidspunkt fik de lyst til at få sig en kone efter, at de på skift havde opfordret hinanden til det. Noget senere fik den ene fætter sig da en kone. Da han fik sig en kone, fik den anden fætter lyst til at gøre som sin fætter, men hans familie rådede ham fra det. Han sagde: "Når min fætter kan få sig en kone, vil jeg også have mig en kone." Det fortælles, at disse fætre efterlignede

hinandens gøren og laden. Når den ene fætter gjorde noget, efterlignede den anden ham til punkt og prikke. Derfor forlod de selvfølgelig aldrig hinanden. Da den ene af fætrene havde fået sig en kone, begyndte han at opfordre den anden til også at få sig en kone, og han fortalte fætteren, hvor godt han havde det efter at have fået sig en kone. Da den anden nu havde opdaget sin fætters lykke, fik han sig også en kone.  Nu da de begge var blevet gift, blev de endnu tættere knyttet til hinanden.

Engang da de var taget på fangst, kom den ene fætter tilbage hen under aften. Derefter ventede de på, at den anden fætter skulle komme tilbage, men det blev aften, og han kom ikke, og hans fætter sov ikke den nat. Den næste dag ventede de også på ham, men han kom ikke tilbage. Den næste dag var fætteren så ked af det, at han var helt ude af sig selv.

En dag gik fætteren en tur i håb om bare at finde sin fætters fangstsager. Han gik og kom til et sted, hvorfra han fik øje på en stor bjørn, der lå sammenrullet, og pladsen omkring den var fuld af blod. Da han var sikker på, at den havde ædt hans fætter, blev han meget vred. Først tænkte han på at skjule sig for bjørnen, men så gjorde han den opmærksom på sin tilstedeværelse. Da den opdagede ham, kom den farende hen imod ham. Da fætteren så den komme, gav han sig til at vente på den. Først da bjørnen var lige ved at nå ham, greb han den om de vældige forpoter og slyngede den fra sig ned på jorden, så blodet flød fra den. Da han havde dræbt den, åbnede han dens mave og genkendte straks sin fætters hoved i dens mave. Da han havde genkendt sin fætter, blev han så vred, at han skar bjørnen i småstykker og smed delene rundt omkring. Da han var færdig med det, tog han hjem.

Næste dag tog han på vandretur igen. På et tidspunkt fik han øje på en stor ulv, der lå sammenkrøbet, og straks råbte han til den. Da ulven fik øje på mennesket, rejste den sig straks og viste tænder og fór hen imod ham. Da blev han stående og ventede på den. Da den kom nærmere snerrede den, og den var åbenbart meget sulten. Da den var ved at nå ham, gjorde den sig straks parat til at bide ham, men han kom den i forkøbet og greb den i forpoterne og slyngede den hen ad jorden, så blodet flød. Da han havde dræbt den, gjorde han som tidligere og skar den i småstykker og smed delene rundt omkring. Da han var færdig med ulven, tog han hjem igen, og da han kom hjem, sagde han heller ikke denne gang noget. Nu holdt fætteren helt op med at tage på kajakfangst og jagede udelukkende landpattedyr.

En dag tog han igen på vandretur. Så fik han øje på en kæmpestor orm, der lå på en stor brink. Da ormen fik øje på mennesket, satte den efter ham. Det fortælles, at dette menneske havde fyldt et skind af en grønlandssæl med mange pile, da han skulle af sted. Da ormen havde fået øje på ham, fulgte den efter ham. Så spændte han sin bue og skød den en pil efter den anden efter ormen, og efter mange pile dræbte han den. Da han havde dræbt den, skar han den op og så, at den indeni udelukkende bestod af talg. Så skar han et stykke af fra de bedste dele og tog en bid af det og opdagede at ormen smagte helt godt. Så spiste han af den og blev ved, til han følte sig helt mæt. Da han havde skåret et stykke af, som han kunne bære, begyndte han at gå hjemefter. Da han kom hjem, fortalte han først sin historie. Hans familie blev meget overrasket over den, fordi han ikke havde fortalt om sine tidligere fangster. Hans husfæller spiste nu en del af ormen, da de havde set den, og mens de spiste, sagde de, at den smagte godt, for sådan noget havde de aldrig spist før. Næste morgen tog de af sted for at hente talg. Da de nåede frem til ormen, blev de dybt forundrede over dens størrelse. De satte sig ned ved ormen og begyndte at spise. Da de havde spist og følte sig mætte, begyndte hjemturen. Mens de gik, kastede nogle af dem op, og det fortælles, at deres rute hjemover var dækket med opkast, og det siges også, at mange af dem fortsatte med at kaste op, da de var kommet hjem. Da de var gået i seng, var der om natten hele tiden nogen, der skulle ud og forrette sin nødtørft udenfor huset. Næste morgen fortalte de alle sammen, hvordan de havde måttet forrette deres nødtørft natten igennem, og så fik de sig en god latter. Det fortælles, at ormen varede vinteren over, og foråret begyndte endda at nærme sig, uden at ormen var blevet spist helt op.

En aften inde i huset, hørte de, at nogen var på vej ind gennem husgangen. Så kom der en stor mand ind, der svedte over det hele. Da han var kommet ind, spurgte de ham: "Hvad vil du?" "Det er ikke for ingenting, at jeg er kommet herhen, for jeg har brug for at få nerverne i ro." Husstandens mænd spurgte, hvordan det kunne være. Han fortalte, at da hans fætter ikke kom tilbage, rejste han alle mulige steder hen for at berolige sine nerver. Mændene spurgte: "Men hvor bor du egentlig?" Da han nævnte områdets navn, forstod de ham ikke. Da de ikke forstod ham, sagde han ikke mere. Hans vært sagde så: "Nu skal du høre, da min fætter var blevet ædt af en stor bjørn, kunne jeg heller ikke mere tage ud på kajakfangst. Om dagen var jeg kun på jagt efter landpattedyr, fordi landpattedyrene var blevet mine fjender." Så fortsatte han videre: "Fortæl nu noget." Da værten sagde det, begyndte manden at fortælle. Da han var igang, sagde værten til sin kone, at hun skulle koge mad. Mens hun satte mad over, fortalte gæsten løs. Værten sagde: "Spis nu først, så kan du fortælle, når du har spist." De serverede noget af ormen for ham på et aflangt træfad, så det var fyldt helt op, men så havde de stillet fadet, så det hældede mod vest, og da gæsten stirrede på det, begyndte han at lude mod udgangen og faldt så ned i husopgangen, mens han sagde sådan: "Sådan noget vil jeg helst ikke se, for fadet hælder mod vest." og samtidig faldt han ned i husopgangen, og straks efter hørtes kun hans fodtrin udenfor. Så skyndte hans vært sig at tage sin skindanorak på. Og da han gik ud, så han, at manden var ved at nå hen til strandkanten nedenfor huset. Det var sådan, at de havde en stejl affaldsplads. Og værten sprang nu ned på affaldsbunken og begyndte at følge efter gæsten. Mens han fulgte efter ham, gik gæsten ud på isen. Værten fulgte efter ham. Og til sidst kunne han ikke længere se kysten. Så fik de øje på en stor kajak ved iskanten, og så kom de til mange isskodser. Manden tog nu sin store kajak og begyndte at springe fra isskodse til isskodse, og forsvandt til sidst ud vestpå.

Det fortælles, at manden var en af vestkystens store kajakfangere. Det fortælles også, at værten ved sin hjemkomst fortalte, at det store menneske var meget hurtig til bens. Det siges også, at da værten var kommet hjem, varede det meget længe, inden han tog på kajakfangst igen, fordi han stadig gik på jagt efter landpattedyr. Først da han, som erstatning for sin fætter, syntes at have fanget tilstrækkeligt mange landpattedyr, holdt han op med det, og derefter jagede han ikke flere landpattedyr. Det siges, at han derefter fik fred i sindet.

Her slutter fortællingen.

Var.: ID 1431, 1782, 1788, 1977, og 2329, hvor varianterne sammenlignes. Kommentar: Gæsten der mister balancen og falder ned i husgangen, fordi fadet hælder, er ifølge varianterne et halvmenneske, en illukoq. Sammenstillingen af episoder er ualmindelig og ikke umiddelbart forståelig. Måske har adskillelsen af det uadskillelige fætterpar ledt tanken hen på noget halvt: kun jage til lands, og besøg af et halvmenneske som i de andre "fadet hælder jo!" -versioner. søg også på: fadet hælder;halvmenneske; illukoq; illuinnaq.

Kommentar: Gæsten der mister balancen og falder ned i husgangen, fordi fadet hælder, er ifølge varianterne et halvmenneske, en illukoq.

Sammenstillingen af episoder er ualmindelig og ikke umiddelbart forståelig. Måske har adskillelsen af det uadskillelige fætterpar ledt tanken hen på noget halvt: kun jage til lands, og besøg af et halvmenneske som i de andre "fadet hælder jo!" -versioner.

Orig. håndskrift: KRKB, nr. 3.

Oversættelse ved Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom:

Manden der smadrede gravmennesket.

For ikke så forfærdelig mange år siden havde en mand i Kitsissut (de vestlige øer) en eneste søn. Et sted på hans ø var der en grav, hvor der ind imellem kom nogen op og tilintetgjorde mennesker. En dag gik mandens søn en tur. Da han undervejs kom til graven, hvorfra et menneske undertiden havde det med at komme op, begyndte en af gravens sten at bevæge sig. Da de bevægede sig, steg gravmennesket op af graven. Skrækslagen ville manden flygte. Men så snart han stak i rend, dukkede gravmennesket op af den bare jord lige foran ham og gav sig straks til at slås med ham. Den unge mand forsøgte hele tiden at komme løs, og da det langt om længe lykkedes ham at komme væk, tog han hjem, men blev straks syg og fortalte, at gravmennesket havde slåsset med han og fordærvet ham. Til sidst stank han ligeså fælt som fluelarver og døde. Da han døde blev faderen rasende på gravmennesket, der havde det med at komme op af graven.

Så en dag ganske kort efter sønnens død gik han hen til den forbistrede grav. Lige før han nåede derhen, kom gravens menneske som sædvanlig op, og i samme øjeblik skjulte manden sig og tog den flade sten frem, som han ville bruge som kasteskyts. Da han trak stenen frem, kiggede han frem fra sit skjul og så, at gravmennesket ligesom lignede en fangstblære. Han gik frem, og lige før han nåede gravmennesket, kastede han af al kraft stenen på det, som straks forsvandt ned i jorden. Da han kom hen til graven, kiggede han ind i den. Da han ikke bemærkede noget særligt, undersøgte han den nøjere. I gamle dage begravede grønlænderne mennesker, når deres tid kom, i en allerede brugt grav, således at der kunne være flere i én og samme grav. Også i denne dumme grav lå der flere begravede mennesker. Da han undersøgte den nøje så han, at han havde kastet sin sten på et af kranierne, et afbleget et, og ramt det lige over ørebenet så stenen sad fast dér, og det var altså dette kranium, der plejede at dukke op og smadre folk. Det fortælles, at gravmennesket herefter ikke mere kom op og gjorde det af med folk. Og således fik faderen hævn for sin søn over gravens menneske.

Hist.: Sikken med at begrave flere i samme grav, efterhånden som de døde, er bekræftet af arkæologerne.

Orig. håndskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 426: Imarasugssuaq.

Andet håndskrift: NKS 3536 II, 4', læg 22: Igimâsugssuk / Igimmaasussuk

Knud Rasmussens oversættelse er stærkt udvidet og fortolkende.

Resumé:

I., der er stor, dygtig og bor langt fra andre mennesker, mister gang

på gang sin kone og får sig en ny. Den sidste han får, Misanna, tar

sin lillebror med til I.s hus. I. propper drengen med mad men nægter

ham drikkevand, for at han skal blive fed. I. begynder at springe ind

gennem husgangen, når han kommer hjem fra fangst. En dag springer han

direkte hen til drengen, stikker ham ihjel, parterer ham og befaler

sin kone at koge kødet. Hun tør ikke vise sin sorg, og da I. tvinger

hende til at forsyne sig af kødet, lader hun i smug sit stykke glide

ned bag halslinningen. Nu er det hende, der nægtes drikkevand. Hun

graver sig et hul bag skindtapetet, stopper sit tøj ud med tørv,

sætter dukken på briksen og beordrer den til at sige "av, av", når I.

stikker i den. Det går som ventet. I. opdager snyderiet, går ud for at

lede efter M., der flygter, da han er nået et stykke bort. Han sætter

efter hende. Hun forvandler sig til træ, der er hendes amulet. I.

stikker forgæves i træet med sin kniv og løber hjem efter en økse. M.

fortsætter, I. haler atter ind på hende, hvorefter hun forvandler sig

til sin anden amulet, en musling, og synker i havet. I. opgiver og går

hjem. M. fortsætter som menneske, gemmer sig i sin storebrors

rævefælde, hvor han finder hende og får alt at vide. I. kommer senere

sørgende på besøg. Ingen i huset tager del i sorgen. M.s storebror

synger en trommesang om, at I. bliver fed af at æde sine koner. M.,

der har gemt sig bag skindtapetet afslører sig og bekræfter broderens

påstand. I. flygter ned til den opstablede konebåd, hvor han har lagt

sin yderpels. Idet han tager den over hovedet og blotter lidt af sit

maveskind, skærer M. indvoldene ud af ham.

Var: Igimarasussuk; Iimarasussuk.

Tolkning: Bemærk forestillingen om at man blir fed, hvis man ikke drikker vand. Måske en almindelig eskimoisk dyd at begrænse sit vanddrikkeri. Kendt fra SV Alaska.

Manuskriptet er maskinskrevet. Det har ikke været muligt at identificere fortællingen i håndskrifterne.

Oversættelse ved Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom:

Innersivaq (innersuaq)

Pallianaa siges at have været så stærk, at der ikke var nogen, der kunne måle sig med ham, og han var søn af en gammel kone. Det virkede som om han var den eneste rigtige kajakmand! Når han tog på fangst, kom han tilbage inden dagen var omme, dvs. når han ikke havde flere bugserremme til sælerne.

       Hans mor var meget glad for ham, fordi han var så stærk, og hun ville så nødigt miste ham. En dag skete der alligevel det, at han var taget ud i kajak og det blev aften uden at han endnu var kommet hjem. Han udeblev i flere dage, men moderen græd endnu ikke over ham, for hun ville så nødig miste han, og hun håbede så inderligt, at han kom hjem igen. Men da hun langt om længe havde mistet håbet, begyndte hun at græde over ham. Kajakmænd, der var ude, hørte Pallianaas stemme, der græd, og lyden kom fra en stor, stejl fjeldvæg, der lå tæt ved hans boplads.

       Hans mor gik grædende ud, og hun gik i samme retning som den, han havde taget. Og mens hun græd råbte hun: "Kære, kære Pallianaa, hvor er du henne?"

       Man hørte, at sønnen begyndte at svare hende med et par ord, men så snart han begyndte at sige noget, lukkede nogen for hans mund. Men engang efter megen lang tid hørte man fra området ved den store fjeldvæg, at nogen råbte Pallianaa og bugserråbet: "Pallianaa bugserer noget stort!" Det hørte bopladsfællerne også.

       Det siges at Pallianaa var kommet til innersuit og levede videre som en af dem. Og man hørte ikke mere til Pallianaa efter han var blevet en af innersuit / ildfolkene / strandens underboere.

       Jeg slutter fortællingen her - jeg kender ikke mere af den.

Var.: Adskillige fortællinger handler om mennsker der bliver røvet af strand- eller landånder. En angakkoq / åndemaner med stærke hjælpeånder kan klare sig og kommer hjem igen. Almindelige mennesker er normalt fortabte.

Kommentar: Det er Pall.s bopladsfæller, innersuit, der råber om hans ankomst med storfangst.

Orig. håndskrift: KRKB, nr. 3.

Oversættelse af renskriften ved Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom.:

Det fortælles at for ikke så forfærdelig mange år siden var én af beboerne i Avannarliit (Nordre Huse ved Claushavn / Ilimanaq) en gammel kvinde med en eneste søn, og at denne søn, uden at bopladsfællerne vidste det, var en meget stærk mand. Engang da han var taget på fangst i nærheden af Eqi, var moderen på udkik efter ham foran husene på en lille fjeldknold, fordi han jo var hendes eneste forsørger. Det viste sig så, at bopladsfællerne troede, at denne gamle kone var en heks. Mens hun var på udkik efter sin søn, listede de sig ind på hende bagfra, og en af dem skubbede hende ud over den lille fjeldafsats hvor hun sad, så hun faldt ned og slog sig ihjel. Og ikke en af dem værdigede hende et blik, der hvor hun var faldet. Senere holdt man udkik efter sønnen, og der kom han så med kurs fra Eqi. Da han var på vej forbi ud for Avannarliits huse, råbte de til ham: "De har dræbt din lille mor ved at skubbe hende ned bagfra, og her ligger hun død!" Da sønnen hørte at hans mor var død, sagde han ikke en lyd og gik i land nedenfor stedet. Og da han var kommet i land, tog han sin mor og lavede en grav af meget store sten til hende ved siden af stedet, hvor hun døde. Han begravede hende et lille stykke ud for Avannarliits huse. Det er imponerende hvor stærke grønlændere kunne være i gamle dage. Det er imponerende at se, hvor store stenene er, og de er endda lagt dér af en enkelt mand. Men han hævnede sig ikke på drabsmanden for sin mors død.

Hist.: Måske er der tale om en større stensætning i lighed med den såkaldte "bjørnefælde" på Nuussuaq-halvøen, der i overleveringen undertiden bliver tilskrevet Kaassassuk.

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. el. evt. afskrift: NKS 2488, II, nr. 269 eksisterer ikke længere.

Trykt i ældre grønlandsk retskrivning i Rink: Kaladlit Oqaluktualliait, III, 1861: 81 - 83, nr. 15 med et dansk resumé ibid. s. 118.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

Taama allattunga, Aron, 1999, I: 214 - 216: Ipiutaarsuk Naparulu.

Oversættelse ved Apollo Lynge (se ndf.)

Ipiutaarsuk og Naparu.

Resumé:

Ipiutaarsuk og Naparutaq er venner, der bor hver sit sted, men (tilsyneladende) er de ofte på fangst sammen. En dag de er ude i kajak opfordrer Nap. sin ven til at de skal kappes. Først gælder det at få sig en kone, så en søn, så at blive angakkoq / angakok / åndemaner. Nap. forlanger sig blot en kone, Ip. tar en forældreløs pige som ingen har krav på. Nap.s kone får en datter, Ip.s en søn. Ip. kender intet til angakkoq-uddannelse, man da han følger sin svigermors råd om at gå indlands og bygge rævefælder - for ræve er bedre at få end ingenting - og finder en god dæksten, der skal graves fri, afsløres et hus med tre trappetrin. Han går forsøgsvis ned, blir angst, går op igen, men befales af en stemme til at gå helt ned. Da vil han få styrke som hele tre åndemanere. På det tredje trin besvimer han, vågner nøgen mens hans døde bedstemor behandler ham og hans døde bedstefar befaler ham at tage hjem. Hans hjælpeånd vil sende hans tøj tilbage, lover Bedste, da han gør indsigelser. Tøjet kommer flyvende: først kamikker, så bukser, så overpels / anorak. Næste dag fanger han en sortside og om aftenen holder han sin første seance med præsentation af sine hjælpeånder uden døre: en stor hvalros og senere tre kajakmænd (innersuit), som han følger med hjem på besøg. De gir ham narhvals- og hvalrostænder. Ingen af dem skal de være bange for, har Ip. beroliget sine fæller med. Nap. kommer på besøg, og Ip. (forud)ser Nap. komme i det fjerne allerede dagen før Nap. tager hjemmefra. Ip. tar så med Nap. til dennes nordligere boplads, hvor de konkurrerer om at vise de største angakkoq-evner. Nap. har tre indlandskæmper som hjælpeånder, der prøver at ramme Ip. med deres løsgjorte arme som kasteskyts. Ip. lader folk gå ud og se sine innersuit komme som tre ildlys, som ingen skal frygte, siger han. Hans (døde?) bedstemor dukker op ved dørtrinnet, hvor Nap. hjælpeånder dræber hende, til stor fortrydelse for Ip.s hjælpeånder, fordi det er hende de plejer at varme sig ved. Da de skilles tager Nap.s hjælpeånder ind i indlandet, mens Ip.s innersuit følger ham sydpå, og minsandten også hans døde bedstemor, der flyver hen over dem med sine lillefingre som vinger. Ip. får status af angakkoq'ernes herre i syd.

Oversættelse ved Apollo Lynge:

Det fortælles, at Ipiutaarsuk og Naparu var gode venner. Engang de var ude på fangst i kajak, sagde Naparu: "Lad os kappes om at være den første til at få sig en kone." Da de kom hjem, sagde Naparu: "Jeg vil have en kone." Naparu fik sig hurtigt en kone. Da Ipiutaarsuk aldrig havde været i nærheden af en kvinde før, giftede han sig med en faderløs pige, der ikke var blevet lovet bort til anden side. Da de engang var ude at ro i kajak, sagde Naparu: "Lad os kappes om at være den første til at få en søn." Da de kom hjem opdagede de, at Naparus kone havde fået veer. Og det blev aften uden at hun havde født. Næste dag roede de af sted i kajak, og da de kom hjem, fik de at vide, at Ipiutaarsuk´s kone havde fået en søn, og at Naparus kone havde fået en datter.

Da alle kajakmændene var ude at ro i kajak den næste dag, sendte Naparu bud: "Sig til Ipiutaarsuk, at han skal opøve sig til at blive åndemaner, og sig til ham, at jeg kommer på besøg, når dagene bliver korte." Da Ipiutaarsuk ikke vidste, hvordan man uddanner sig til åndemaner, sagde hans flinke svigermor til ham, at det måske nok kunne være lige meget, om han blev åndemaner, men hun rådede ham til at færdes inde på land og langs stranden, og ligeledes til at jage ræve og sætte rævefælder op.

Da han havde bygget sin rævefælde og nu søgte efter en faldlem til den, gravede han foran en stor firkantet stenblok langt ned i jorden. Så så han, at der gik tre trin nedefter, og at der var kulsort dernede. Han ville gå derned, men han blev bange og gik op igen. Så sagde en stemme et eller andet sted fra: "Ipiutaarsuk, gå nu ned, og du vil blive åndemaner med tre åndemaneres kundskaber." Så gik han ned og var ved at træde på det tredje trin, da han mistede bevidstheden. Efter lang tids bevidstløshed, var han ved at komme til sig selv og opdagede, at han var helt nøgen, og da han kiggede frem for sig, opdagede han, at hans bedstemor var der og kaldte ham tilbage til bevidsthed, og at hans bedstefar sagde bagfra til ham, at han skulle forsøge at komme hjem. Ipiutaarsuk sagde: "Jeg har intet tøj på." Bedstemoren svarede: "Din hjælpeånd har taget det; dit tøj vil følge efter dig."

Ipiutaarsuk gik ud for at tage hjem. Så kunne han pludselig høre en kraftig susen i luften, og da han kiggede sig tilbage, så han, at hans kamikker fulgte efter ham. Han lagde sig på ryggen på jorden og fik sine kamikker på. Mens han gik videre, hørte han en stærk susen igen, og da han kiggede efter lyden, så han, at hans skindpels fulgte efter ham; og da han rakte armene frem, fik han den på. Det fortælles, at dette gentog sig tre gange. Da han kom hjem, sagde han ikke noget. Næste gang han var på fangst, kom han hjem med en fuldvoksen sortside. Da han nu var kommet hjem, sagde han, at husets beboere skulle slukke lamperne, og så blev lamperne slukket.

Mens han var i gang med sin åndemaning, sagde han til husfællerne: "Prøv at gå uden for." Da de gik ud, kunne de ikke undgå at se en stor hvalros, der udstødte sine lyde; og da de kom ind igen, sagde de; at de havde set en stor hvalros. Han sagde til dem: "I skal ikke forsøge at harpunere den, for den er én af mine hjælpeånder."

Så sagde han for anden gang: "Prøv at gå uden for," og efter at have været ude, fortalte de, at der var tre kajakmænd på vej til deres boplads. Ipiutaarsuk sagde, at de var ganske fredelige. Da kajakmændene ankom, så husets beboere, at det var tre underjordiske mennesker. Da gæsterne tog af sted igen næste dag, tog Ipiutaarsuk med dem. Da de kom til deres boplads, gav de ham narhvaltænder og hvalrostænder, og da han kom hjem, bar han gaverne op til huset. Da han havde været inde og kom ud igen, så han, at Naparu var på vej sydover for at besøge ham. Da han havde set ham og vidste, at det ville vare et stykke tid, inden han nåede frem, tog han på fangst i kajak, og efter at han var hjemme igen med to nedlagte sortsider, nåede Naparu frem til bopladsen. Da han var kommet, spurgte de ham, hvornår han var taget af sted hjemmefra, og Naparu svarede, at han var taget hjemmefra, da det var blevet lyst om morgenen.

Naparus slægtninge sagde: "Vores husherre sagde allerede i går efter at have været ude, at du var på vej hertil," men Naparu sagde ikke noget. Da Naparu tog hjemefter, fulgtes Ipiutaarsuk med ham, og da de var kommet hjem til Naparus hus, spiste de først, og da det blev aften, begyndte de at mane ånder. Først kom der tre meget store mennesker, og det var Naparus hjælpeånder. Da de var kommet ind, begyndte de at hviske sammen, og da den ældste af dem lod som om han ville harpunere én af de andre, sprang denne fladt ud på gulvet for at undgå at blive ramt. Broderen hentede da sin arm (som han brugte som kastevåben) og satte den på igen. Da den næste skulle til at kaste noget efter ham, væltede han sig bagover, så broderen kastede lige over ham, og kun lige strejfede ham. Nu begyndte Ipiutaarsuk at tale med sine åndemanere (hjælpeånder?) og sagde: "Prøv at gå uden for," og da de kom uden for, så de tre brændende bål. Da de kom ind igen, sagde de, at der var tre bål på vej, hvortil Ipiutaarsuk svarede, at der ikke var noget at være bange for. Da Ipiutaarsuks rare gamle bedstemor dukkede op for enden af husgangen, tog Naparus hjælpeånder hende og dræbte hende. Ipiutaarsuks hjælpeånder kom ind og sagde: "Hvad vil de nu med det rare væsen, som vi søger at varme os hos?"

Efter at de havde været der et stykke tid, og Ipiutaarsuk ville vende hjem, fulgte hans hjælpeånder ham på vej. Naparus hjælpeånder drog af sted ind over land. Mens de var på vej, hørte de en kraftig susen, og da de kiggede op, så de, at Ipiutaarsuks bedstemor fulgte efter dem, idet hun brugte sine lillefingre som vinger. Ipiutaarsuk tog hjem, og da han kom hjem, blev han, dernede sydpå, den største af alle åndemanere.

Nedskrevet af Enok Boasen.

Var.: Tvende Fættere; Ulorpanna. Ulorpannaq.

Vedr. lærlingens initiation søg på: uddannelse til åndemaner og søens troldbjørn.

Hist.: En lidt kortfattet version af fortællinger om angakkoq-konkurrencer mellem folk fra syd og folk fra nord. Ved de store sommerstævner har der givet været angakkoq-konkurrencer, men selve fortællingen har næppe anden historisk kerne.

Moralsk fremhæves den gode angakkoq (Ip.) til fordel for den skræmmende og aggressive (Nap.) og parallelt hermed strand/havånder overfor landånder. Når den sejrende Ip. tilmed tildeles status af 'overangakkoq' ligger der heri en accept af fortidens angakokker.

       Fortælleren, en fanger, der var søn af kateket Albrecht Beck fra Sisimiut, synes ligesom faderen (se Akamelik) at have hørt en del fortællinger i de herrnhutiske grønlænderes versioner. Disse minder i mange vendinger om dem fra Østgrønland, hvor sikkert mange af herrnhuternes sydlændinges forfædre stammede fra. Det gælder fx forestillingen om at hjælpeånderne bliver afhængige af deres angakkoqs kropsvarme, de stærkt lysende innersuit med deres lette adgang til hvalrostænder, og tøjet der kommer flyvende stykvis til den nøgne angakkoq, da han er blevet initieret via besvimelsen. Udtrykket, at bruge sine lillefingre som vinger, forekommer i en sydgrønlandsk version af myten (Qujaavaarsuk) om angakkoq'ens, sydlændingen Tuttus Kones, rejse ned til Havkvinden, sødyrenes moder, som den døde bedstemors opholdssted dernede (i det undersøiske dødsrige) således (intertekstuelt) refererer til. Som Thisted kommenterer har Aron med sin tegning af tre stiger i hullet formentlig misforstået fortællerens lidt uklare formulering, der også kan betyde tre trin. De tre trin (opad eller nedad) forekommer hyppigst i østgrønlandske fortællinger(se fx fortællingen om Aggu / Akku, der rejser til himmels)

       Da Sisimiut var den nordligste koloni i den administrative landsdel, Sydgrønland, afspejles muligvis også et (lokalpatriotisk) modsætningsforhold mellem de to landsdele i denne som i talrige andre fortællinger fra landsdelen Sydgrønland.

Oversættelse ved Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom:

I gamle dage var der mange mennesker i Alluitsoq.

De mange mennesker boede sammen og blandt dem mange fangere. Til trods for at de var så mange, var de allesammen meget stærke fangere. Hos én familie boede en enke og hendes datter, og de blev forsørgede af denne familie, og det blev de i mange år.

En vinter gik det så henimod forår, og glade blev de; men så mærkede de at det efterhånden blev køligere. Så kom de op på mærkerne og begyndte at følge med i solens højde. De så og fornemmede at solhøjden blev lavere. Jo, den blev faktisk lavere. Nu blev de allesammen dybt foruroligede og skrækslagne, fordi solen igen varslede vinter. Da de følte sig helt sikre på at det var tilfældet, holdt de op med at spise af det forråd de havde samlet. Det de nu oplevede var, at de mange fjordes is uden isskruninger efterhånden bredte sig fra kysten langt vestpå, og at det blev klarere i vest. Da blev de skrækslagne og rådvilde. Til sidst snakkede de med hinanden om det og enedes om at spare på deres forråd. De drev så udelukkende isfangst, fordi de dengang i gamle dage også var meget vant til at drive fangst på fast is uden isskruninger (glatisfangst, BS). Til sidst kunne de heller ikke gøre det, fordi det ikke længere blev lyst. I den situation begyndte de at tære på deres forråd, der holdt meget længe men efterhånden svandt ind. De spinkede og sparede, men på et tidspunkt slap forrådet op. Nogle ganske få havde dog stadig noget. Men i den situation ville de ikke af med noget til deres bopladsfæller. Fællerne måtte betale dyrt for at få noget, og nogle af dem der havde noget til salg, kunne ikke engang få betaling for det. Til sidst begyndte de mange dygtige mænd at hentæres, og det blev stadig ikke lysere. Endelig en dag begyndte det en gang imellem at klare op nær ved stranden, efter at det havde været dårligt vejr i mange dage. Omsider kunne heller ikke kvinderne færdes omkring længere, selv om de var mange mennesker.

Da det begyndte at blive lyst opdagede de, at der var fast is uden isskruninger. Da de så det blev de meget ængstelige, for de havde jo ikke noget at spise. Alligevel genoptog de deres vante skikke og gav sig til at tale om, hvem der var den største åndemaner / angakkoq, der kunne drage langt ud og ned til havbunden. Der blev stor forvirring, og nogle af åndemanerne sagde, at de ikke var godt nok uddannede og andre, at de kunne jo spørge den der mor og datter, der var åndemanere. Og de spurgte dem: "Kan I heller ikke klare at rejse derned til havbunden?" De svarede ikke, fordi de var kvinder og fordi de følte sig lidt flove. Den næste formiddag gik, og det blev middag. Så var der bud fra enken og hendes husfæller: Betalingen skulle være et stykke tørret kød og et stykke spæk. Det tørrede kød skulle være smalt (i tykkelse) og to hænder bredt og en hånd lang, og ovenpå det skulle der ligge to mundfulde spæk. De tilskyndede så moderen og datteren (det kom de med ? BS). Moderen sagde: "Så giv mig det da." Da hun havde fået det, hviskede hun til sin datter, og datteren nikkede bekræftende. "Læg det under lampen," sagde datteren. "Hvis jeg ikke magter opaven, bliver det leveret tilbage". "Giv mig min skindpose, der ligger henne i hjørnet," sagde moderen. Datteren gav hende den, og da hun stak hånden ind i den tog hun et par kamikker ud, hvor pelsen var plukket af, kvindebukser af ringsælskind samt en anorak af skind, altsammen helt nyt. Datteren tog det hele på og skulle til at gå ud, da moderen sagde: "I kan godt kigge på hende, hvis I vil."

Da hun gik ud, gik de allesammen med. Hun gik ned til den helt jævne is med det tykke snelag. Der strøg hun iskanten med hånden fra tommelfingersiden. Selvfølgelig bevægede den sig ikke. Så strøg hun den for anden gang, og den knirkede lidt. Tredje gang åbnede isen sig faktisk en anelse, men lukkedes brat. Hun pustede på sine hænder og strøg isen for fjerde gang, og endelig åbnede den sig, og hun skulle lige til at smutte ned i åbningen, da den pludselig lukkede sig igen. Igen pustede hun på hånden og strøg isen, som nu åbnede sig på vid gab, og hun smuttede ned i åbningen, der hurtigt lukkede sig igen. Tilskuerne blev urolige og satte sig ned.

Denne unge pige begyndte så vandringen mod havets største dybde. Da hun nåede derned kom hun ind imellem mange dyr. Nogle af dem havde menneskeansigter med uhyggelige og frygtindgydende kroppe. Da hun så det, blev hun bange og stoppede ind imellem op. Men når hun så kom i tanke om sine bopladsfæller og sin mor, gik hun videre. Da hun kom langt, langt ud kunne hun se et kæmpestort hus. Da hun nærmede sig det fik hun øje på en stor hund, der lå på hustaget med det ene forben strakt fremefter, på nippet til styrte sig over hende. Hun blev bange, sagde noget for at berolige den, og dens ører faldt langsomt til ro og lagde sig ind til hovedet. Da den lagde sig ned, gik hun derhen. Da hun nærmede sig huset kunne hun høre én råbe op derinde, én der sagde: "Hvorfor kommer hende derude når hun er så ung og spæd, og hvad vil hun dog; hun kan da vist ikke ordne noget for mig, sådan et lille skvat." Trods denne frygtindgydende snak nærmede pigen sig åbningen til husgangen. Da hun kiggede derind opdagede hun en stor elv med en tordnende strøm. Hun prøvede at finde en passage. Det opdagede hun så midt i elven, en sti der ikke var bredere end en knivsryg, og faktisk var det den eneste vej ind. Da der så ikke var andet at gøre begav hun sig indad, til trods for at den gamle derinde besværede sig over hende. Kvinden virkede særdeles utilnærmelig, men alligevel nåede pigen endelig frem til opgangstrinnet. Derhenne kiggede hun lige ud, fordi kvinden lød så vred: Sin anorakhætte / amaat havde hun taget over hovedet, og pigen så, at der sad forskellige små tangdyr, tang og andre havbundsdyr klistret fast på hendes amaat. Hvad skulle hun gøre? Hun nåede lige at tænke på det, da kvinden derinde udbrød: "I forgårs rensede Utakkaaraq mig, men hvordan vil du kunne gøre det? Du er jo så spæd endnu. Alle store åndemanere har søgt at håndtere mine mærkværdigheder." Så sprang pigen frem og greb fat i kvindens hår, og begravede alle sine fingre i det helt op til armene. Da slyngede den gamle kvinde pigen udefter. Den unge pige var lige ved at miste grebet, men det hun havde filtret om sin ringfinger hjalp hende til at bevare grebet. Hun rejste sig og begravede igen sine fingre i håret. Da kvinden gav sig til at sænke hovedet gjorde pigen sig så hård som hun kunne, for ved siden af kvindens åbning fra husgangen havde hun set et mørkt, bundløst svælg, og så begyndte hun at mane ånder det bedste hun lavde lært. Kvinden forsøgte forgæves at slynge hende fra sig flere gange, fem gange, men alle sine anstrengelser til trods kunne hun (Havkvinden / Havets Moder) ikke klare pigebarnet. Pigen tog nu fat på at rense kvinden, først hendes ansigt rundt oppe fra toppen af hendes amaat og så helt ned til hendes ben. Hendes husgulv blev fyldt med skidt, og endelig trådte hun ned under hendes ben. Og mens kvinden stadig skældte hende ud, blev hun færdig med hele hendes gulv. Hun lod alt skidtet falde ud i den store elv ved at pøse elvvand på det. Endelig var alt skidtet i husgangen væk, og undervejs ind så hun, at både husgangen og gulvet var blevet rene. Kvinden derinde holdt da også op med at være vred, og derindefra lød nu kun taknemmelige ord. Da hun kom ind (igen) så hun, at det var en smuk kvinde. Og denne sagde: "Jeg kan ikke gengælde dig med andet end at du flytter sydsiden af min bette lampe udefter." Pigen tog fat i hendes kæmpe lampe af alle kræfter. Da hun fik lampen flyttet, åbnede det slusen, og hun så en et mylder af dyr og fugle, og til sidst var der ikke flere. Så sagde Havkvinden: "Flyt den også indefter." Alle de mange dyr begyndte at springe ud på gulvet; det var en utrolig mængde, der blev ved med at springe ud, men endelig holdt det op. Havets matrone sagde så: "Stil min lampe på plads." Pigen stillede lampen tilbage på dens plads, og Havets Moder sagde: "Hvad skal jeg dog give dig personligt? Tjaeh, og dog, du kan jo åbne for slusen på nordsiden af min lampe." Pigen lagde igen alle sine kræfter i og flyttede lampen, og der sprang et helt sort dyr ud. Den store kvinde sagde så: "Skynd dig at kradse den mellem øjnene, så du fjerner nogle af dens hår." Pigen kradsede den, og dyret forsvandt ud mod husgangen. Den store kvinde sagde: "Det er en spraglet sæl som er til dig, når du er hjemme igen. Når den bliver fanget, lader du dem dig bringe den. Når du så får den må du kigge på dens næserod, og der vil du se en rift. Og når du ser den skal du sige: "Den dér er tiltænkt mig, hende dernede, som jeg tog ned til, sagde at den skulle jeg have. Hvis fangeren ikke vil af med den, vil denne fanger aldrig mere fange sæl så længe han lever."

Så var det tid at forlade den dybt taknemmelige kæmpekvinde. Da hun var på vej ud sagde kvinden: "Jeg skal hjælpe dig fordi du har hjulpet mig så godt." Da hun havde sagt farvel skiltes de, og så gik hun endelig. Da hun kom i tanke om hunden på taget kiggede hun derop. Det var en meget underdanig hund hun så; som om den ville sige: "Tak fordi I har hjulpet mig så godt, jeg vil også hjælpe jer." Så gik hun da, men kom så i tanker om alle de uhyggelige skabninger; men hun så ikke nogen.

Den anden dag om aftenen, da der ikke længere kom nogen ud af huset, dukkede hun op i husgangen. Da de så hende undrede de sig meget, fordi isen jo havde lukket sig over hende ude på havet, og fordi et menneske, der kommer ud for den slags, ikke kan overleve det. Moderen blev inderligt taknemmelig. Hun gav hende det tørrede kød og spækket. Datteren tog det og spiste det sammen med moderen.

Lige siden pigen rejste til dybets matrone, havde én af mændene på bopladsen hver morgen råbt med høj stemme: "Og dette skulle være det hav og det vejr, der er bragt i orden; og hvilke ændringer er der så sket? I skal ikke tro enkens datter." Dette varede ved, til pigen kom tilbage. Da han næste morgen igen gik ud, lød det udefra: "Nææh, hvor fantastisk, dernede ved stranden er der hav." Isen var faktisk begyndt at åbne sig der, hvor pigen var gået ned. Den åbnede sig mere og mere, og snart var der fyldt med fugle. Den dumme mand, der havde råbt op, begyndte at gøre sin kajak klar. De andre frarådede ham det, men han var ligeglad. Det isfri stykke voksede hurtigt, og til sidst bad pigen de andre sige til manden, at han skulle vente med at ro ud til det blev isfrit. Men han roede ud, og selv om der var så mange fugle, fangede han ikke nogen.

Næste morgen gik de ud og så at det isfri hav dækkede et enormt område. Pigen sagde: "Hvis I fanger fugle, skulle jeg sige at jeg skal have dem alle, og hvis I fanger sæler, skal jeg også have dem allesammen. Først den næste fangst er jeres." Endelig stod de mange kajakker ud. Snart havde ingen af dem plads til mere fangst på deres kajakker, og de gav fangsten til enken. Den usle mand, der havde råbt op, gjorde som sine fæller og gav dem én alk og en selvdød fugl, som han havde fundet. Da det igen blev morgen, lå isen langt ude i syd, nord, og vest. Alle kajakmændene tog ud igen. De fangede mange sæler og gav dem til enken. Først senere fangede de til sig selv.

Endelig begyndte det pludselig at blive forår. Der var ikke mere is, og de roede nu omkring alle vegne som de plejede. Så hørte man at der ved Akuliaruseq var fanget en spraglet sæl. Pigen sagde: "I skal hente den, for det er bestemt, at jeg skal havde den. Hvis fangeren ikke vil af med den, vil han ikke mere fange sæl hele sit liv; men hvis han afleverer den, bliver han en meget stærk og mægtig mand. Kajakmændene hentede den straks, og da de kom med den havde den jo en rift mellem øjnene, og skindet var meget smukt. Dem der havde set sælen, hilste pigen overmåde venligt, og de sørgede for pigen og hendes mor så længe de levede. Den store dernede blev ikke senere søgt formildet og redt, men disse mennesker, mor og datter, blev elsket så længe de levede.

Var.: Rejsen til havkvinden. Havets mor. Qujaavaarsuk. De to små forældreløse. Nivikkaa. Isigaalaarsuk. Tuttus kone. Ikarlitsuarsuk; Miteq. Søg også på Havkvinden / havkvinden, Havets herskerinde, Sødyrenes moder / mor

Kommentar: Oversætteren har ofte brugt den i Østgrønland gængse betegnelse, havets moder, for kæmpekvinden / Havkvinden på havets bund. Nedskriveren veksler mellem ningioq (husmor, husholdets kvindelige overhoved, madmor), tassamasarsuaq (den store dernede) og sassumarsuaq (en store dernede)

Hist.: Måske en variant af: Den gang to vintre fulgte efter hinanden. Dvs. i 1816, da asken fra det enorme udbrud i vulkanen Tampora, Indonesien, 1815, skyggede så meget for solens stråler den følgende sommer, at store dele af den nordlige halvkugle ingen sommervarme fik. Dette kunne forklare solens forsvinden, bortset fra at det ikke kan have haft noget med solhøjden at gøre.

Redaktør: Lynge, Kristoffer.

Håndskr.: NKS 3536, I, 4', læg 14, ss 53 - 61: Kiviumik.

Trykt første gang i Atuagagdliutit 1935 - 36, nr. 9, ss. 69 - 70 + nr. 10, ss. 75 - 76: Kivio.

Oversættelse efter håndskriften ved Apollo Lynge:

Om Kiviu

Engang besluttede Kiiviu / Kivioq sig for at ro ud på det åbne hav. Da han havde fået den ide at ro ud på det åbne hav, betrak han sin kajak med to lag skindbetræk og begyndte at samle en masse udtjente kajakvanter. Da han syntes, at han havde fået samlet et rigeligt antal, så han en morgen på vejret og begyndte så at gøre sine forberedelser. Da han var færdig satte afsted ud fra land. Der var ikke en sky på himlen. Længe kunne han se landskabet, men til sidst kun fjeldtoppene. Han roede udefter, og mistede til sidst landet af syne. Længere ude kunne han nu forude se, at havoverfladen var fuldkommen fri og strakte sig hele vejen fra syd til nord. Han nærmede sig det røde område, og da han kom nærmere så han straks at det var en mængde havlus. Da det ikke var andet at gøre, roede han ind imellem dem. Da begyndte de at bide sig fast i hans kajak. Kiviu roede nu alt hvad han kunne for at komme fri af dyrene. De havde allerede ædt det yderste lag af hans kajak, så resterne af det faldt af. Da Kiviu nu ikke kunne gøre andet, begyndte han at smide de udtjente vanter ud til dem. Da han havde smidt den sidste vante ud var han endelig fri af havlusene.

Han fortsatte udefter og begyndte at få land i sigte og på nærmere hold så han, at det var ret lavlandet. Henne ved landet begyndte han at ro langs kysten vestpå. Til sidst rundede han et lille næs og fik øje på et hus, og der kom røg op fra huset, men der var ingen mennesker. Da Kiviu lagde til nedenfor huset, tænkte han: Hvis huset er beboet, kommer der nok nogen ud. Ham gemte sig der og afventede, at nogen skulle komme ud. Efter en rum tid kom en ung pige ud for at lægge læstenene til rette. Efter at havde rettet dem til, gik hun ind i huset igen. Nogen tid efter, kom der en ældre kone ud for at tømme en natpotte. Da hun var gået ind, kom det ikke flere ud. Der var åbenbart ikke andre i huset, og Kiviu gik derop, og lige da han var på vej ind, kastede han et blik på de stykker der kogte i gryden og genkendte straks menneskehænder, der var krummet sammen som i krampe. Da han fortsatte og kom ind, var de to alene. Da han trådte op i indgangspartiet (fra gangen op i rummet) sagde hende, det viste sig at være moderen: "Nææh, der har vi en gæst, kom dog nærmere og sæt dig." Da han satte sig, tog hendes datter et fad og gik ud. En tid efter kom hun ind, og fadet var helt fyldt op. Hun satte fadet frem på gulvet og sagde:" Vær så god at tage fra, menneskekød samt menneskehænder og menneskefødder". Kiviu tav lidt længe og sagde så: "Såden noget er tabu for mig". Da sagde datteren, idet hun skulle til at tage fadet væk: "Hvad er han nu for en." Efter at have taget fadet væk, gik hun ud og kom tilbage med noget tørkost og satte det frem. Da hun havde rodet lidt under sin lampebriks tog hun en mavesæk frem. Hun begyndte at hælde noget af indeholdet ud i en trætallerken, og det var helt klart. Hun sagde: "Det er meget klart, fordi det er fedtet fra et barn". Kiviu blev stille lidt og sagde så: "Den slags er tabu for mig." Igen tog hun fadene væk og sagde: "Hvad er han for et menneske." Og hun satte ikke mere noget frem.

Kiviu beyndte nu at være opmærksom på, hvad der var i huset. Under deres sidebrikse opdagede han så menneskehoveder, som de havde til gæring, og Kiviu blev endnu mere årvågen. Kiviu fik ikke noget at spise til aften. Da de skulle i seng om aftenen, og Kiviu fik besked at lægge sig på sidebriksen, havde han sine anelser - Kiviu havde lært et og andet - og i skjul tog han sin gamle slibesten frem, og efter at have gnedet hele sin krop med den, lagde han sig på sidebriksen. Ikke så snart mor og datter havde lagt sig, begyndte de at snorke. Kiviu lod som om han sov. Så snart han snorkede på skrømt, tav datteren pludseligt. Han rørte sig ikke og fortsatte med snorkeriet. Så sprang datteren lydløst ned på gulvet. Da hun landede, lod Kiviu som om han var ved at vågne, og uden en lyd sprang hun tilbage, op på briksen og begyndte straks at snorke. Da Kiviu atter snorkede løs, blev datteren, der snorkede meget, helt stille. Da hun begyndte at lytte, og Kiviu lod som om han snorkede, sprang hun lydløst ned på gulvet. Kiviu fortsatte sin snorken uden at bevæge sig, og så stak datteren sin bagdel ud mod ham. Mens Kiviu så på hende, begyndte et stort kobberstykke at stikke frem fra hendes endetarm. Og så lød der pludselig en stor knækkelyd, da hun sprang op midt på livet af den liggende Kiviu. Hun nåede lige op på ham, før hun faldt ned på gulvet, trak vejret dybt ind og sagde: "Usorsis´s haleben er knækket, det der skaffede os rigelig mad blev knækket, hendes store kniv, hendes ulu, hendes store stikkevåben knækkede han." Kiviu skyndte sig at komme i tøjet og fór ud, mens moderen forfulgte ham. Han nåede sin kajak og kom ned i den, og lige da han kom ud i vandet, kom hun løbende til strandbredden med sin ulu i hånden, og mens hun lod, som om hun skar i noget mod hans side, sagde hun: "Gid jeg således kunne spise hans kinder," begyndte Kiviu krænge over mod hende. Ved at vrikke med sin pagaj lykkedes det lige Kiviu at rette sin kajak op. Nu blev Kiviu vred og forbitret og dér, ud for hende, vendte han sin kajak mod hende og sagde, mens han tog sin fuglepil: "Gid jeg kunne ramme hende sådan med min fuglepil". Og da hun begyndte at gå hen mod ham, jog han derudefra sin fuglepil i hende.

Efter at have dræbt dem begge to lod han dem ligge, og da han var kommet langt bort fra det sted, hvor han var begyndt at ro langs med landet vestpå, rundede han engang et lille næs, og endnu en gang lå der et enligt hus. Da han lagte til nedenfor huset, gemte han sig og ventede på, at nogen skulle komme ud. Noget senere kom en ung pige ud og rettede på læstenen til kogerummets røglem og gik ind igen, og der kom ikke flere ud. Endnu senere kom der en ældre kone ud, og da der ikke kom flere ud, gik han op til huset og forbavsedes over deres maddepoters omfang. Han gik hen mod indgangen og kom ind i huset, hvor han straks blev åbent og venligt modtaget. Datteren fik nu travlt og gik ud med et fad. Da hun kom ind igen viste det sig, at hun kom med kød af en lille sæl, der skinnede blåt, da hun satte det frem. Da Kiviu var blevet meget sulten, begyndte han at spise som en vanvittig. Da han tog fat, fortalte mor og datter ham: "Selv om vi ganske vist bor alene uden mandfolk, mangler vi ikke noget. Mødte du ingen mennesker på din vej? " "Jo", sagde Kiviu, "undervejs hertil var der en skrækkelig mor og hendes datter, som jeg dræbte begge to, fordi de lige var ved at dræbe mig." Ved de ord udbrød de: "Godt du dræbte dem. De uslinge fik dræbt alle vore mandfolk, så vi kvindfolk blev alene tilbage, men vi lider nu ikke nød. Du kan nok se disse mange bugserblærer. Når det bliver lavvande i havet, fæstner vi bugserblærer til mange sæler og så snart vi er færdige, og vandet igen begynder at stige, går vi op på land igen. Når vi er oppe og inde i huset igen, blæser det aldrig op med andet end mild pålandsvind. Når sælerne så er drevet til land, er det bare at slæbe dem i land." Kiviu følte sig helt hjemme hos dem.

Næste dag begyndte det at blive lavvande, og det blev ved. Mens havet var på vej ud af syne, kiggede datteren ud gennem ruden. Hun vendte sig og sagde, at det kun var halvvejs lavvande. Til sidst kunne man ikke længere se havet. Så kiggede hun igen ud og sagde da: "Det er nok nu", og de gjorde sig klar. Da Kiviu begyndte sine forberedelser for at følges med dem, spugte kvinderne ham: "Kan du løbe landdyrene op?" Kiviu sagde: "Nogle kan jeg lige løbe op, men andre har jeg svært ved at løbe op." Da sagde de: "Når der lyder et drøn langt borte fra, og vi sætter i løb, må du løbe alt hvad du kan."

Efter at ha' samlet en mængde bugserblærer gik de ned, og da de begyndte at gå ud, var der rigtig nok mange ting at se på den tørlagte havbund. Mens kvinderne satte bugserblærer / fangstblærer fast på en hel masse sæler, og Kiviu fulgtes med dem og satte bugserblærer fast, gik han lidt væk fra dem og fik øje på noget meget smukt uden at genkende det. Han skulle lige til at fæstne en blære til det fordi han syntes at det var så smukt, men så lød det fra kvinderne: "De der, sådanne lader vi være, det er en Unneraarsuk fra underverdenen." Han lod den være og fortsatte med sit forehavende og hørte egentlig nok et drøn langt borte fra. Og så lige med ét kom han til besindelse og kiggede efter kvinderne, der allerede var begyndt at løbe. Han satte i løb af alle efter dem. Han kunne ikke indhente kvinderne og da han på et tidspunkt så sig tilbage, var havet i hælene på ham så højt som en klint. Han blev vildt opskræmt og løb alt det han kunne, og mens havet var på nippet til at nå ham bagfra, nåede kvinderne op på land, og Kiviu fulgte efter, op på land mens vandet allerede slog ham om fødderne. Netop som de kom op på land, kom den milde pålandsvind. Så begyndte alle de dyr, de havde sat bugserblærer på, at drive i land, og de kunne nøjes med at slæbe dem op. Hver dag fangede de så mange sæler, at når man så deres maddepoter var det som om de havde flere mandfolk til at fange hos sig.

Mens Kiviu stadig boede hos dem, kunne han på et tidspunkt ikke længere få dem han forlod ud af tankerne. Engang sagde han så til kvinderne:" Jeg føler nu mig meget knyttet til jer, men da jeg har familie østpå, og jeg ikke længere kan glemme dem, vil jeg tage hjem til dem." Kvinderne kunne ellers dårligt forestille sig at undvære ham. Efter at Kiviu havde taget turen hjemover, roede han ikke mere vestpå.

Her ender historien.

Var.: Kivioq / Givioq

Kommentar: Kvinden med knivhalen må være en mytisk humlebi i kæmpestørrelse, som det fremgår af visse sagn fra inuit i Canada. Søg på bi og humlebi. Tidevandsfangst.

Unneraarsuk nævnes andetsteds som et havvæsen, der belønner offergaver med fangst. Søg på: Unneraarsuk

Trykt, med en lidt ændret ordlyd (tilsyneladende redigeret), i Atuagagdliutit 1935 - 36, nr. 12, ss. 97 - 98: Kugsungmâlik.

Oversættelse ved Apollo Lynge:

Om Kussummaalik (om ham der stadig har lidt tilbage).

Engang drog en stor åndmaner nordpå og ønskede undervejs at træffe andre mennesker. Det begynde at blive efterår, og endnu havde han ingen truffet. Da det ikke så ud til, at han skulle komme til at træffe andre mennesker, sagde han en dag til sin husstand: "Vi træffer nok ingen andre mennesker, så lad os finde en vinterboplads, inden det bliver for sent på efteråret." De søgte så efter et egnet område og slog lejr på et godt sted, hvor der var godt med fangstdyr, og der begynte de at bygge vinterhus. Når den store åndemaner tog ud i kajak harpunerede han sæler efter at have roet bare et lille stykke ud. Da deres hus var færdigt og åndemaneren kunne ro som han ville, roede han langt omkring fra morgen til aften for at træffe andre mennesker. Han regnede med at møde en anden kajak, hvis der var andre mennesker i deres nærmeste område. Da han stadigvæk ikke traf andre, svandt hans forventninger og han passede derefter alene sin fangst. Da han ikke vidste noget om vinteren der på stedet, samlede han så meget vinterforråd som muligt, og lidt efter lidt havde han fanget og samlet så meget, at det uden for huset så ud, som om dyrene selv var kommet up af havet og lagt sig foran huset. De traf ikke andre mennesker hele vinteren.

Men en dag roede åndemaneren igen ud og rundede et lille næs lidt nord for deres boplads, og der så han et stort hus med tre vinduer. Han blev meget forbavset, fordi han tidligere havde været rundt i hele området uden at møde andre mennesker. Han besluttede at lægge til nedenfor huset, da han nu endelig kunne komme til at møde andre mennesker. Der kom mange mennesker ud af det store hus og de kom løbende ned mod stranden. Da han lagde til hilste de ham hjerteligt: "Endelig træffer vi et andet menneske, skynd dig med op". Åndemanderen ordnede sin kajak, selvom de skyndede på ham. Da de var så hjertelige i deres velkomst, og skyndede så meget på ham, gjorde han sig i en fart færdig med sin kajak. Han gik så op sammen med dem og fulgte efter dem ind i huset, og straks slog husets varme imod ham. Da han kom ind, var de mange mænd meget venlige og hjertelige. De bød ham sætte sig ved husets langside og da han havde sat sig, begyndte de at sætte fade frem. Når et fad blev fjernet blev straks et andet sat frem. De mange mænd var så venlige og imødekommende, og deres munde var så bevægelige, at de lignede noget, der var blevet blødgjort.

Lige da Åndemaneren kom ind havde han lagt mærke til en meget kraftig mand midt på den store sovebriks; han var så kraftig at han lignede en stor rund og fed sild. Han sad lænet langt tilbage mod bagvæggen bagved sin store lampe, så meget bøs ud og hang med hovedet. Han sagde ikke et ord og stirrede ufravendt på ét punkt. Da fadene blev stillet tilbage, blev de mange mænd endnu venligere og endnu mere underholdende. Pludselig sagde en af dem:" Nu da vi endelig har fået en gæst, har vi ikke engang noget at byde på." De andre mænd begyndte også at sige: "Nu har vi endelig fået fremmend på besøg, har vi ikke længere noget at byde på".  Da dette efterhånden var blevet gentaget fra flere sider, begyndte den store mand, der sad i midten, at flytte sig frem. Da han begynte på det, blev de andre mænd endu mere snaksomme. Da så den store mand havde rodet lidt under briksen, trak han en stor tobaksvarmer op. Da blev de mange mænd endnu venligere: vi andre er desværre udgået for noget at byde på.

Næste gang den stor mand rodede under briksen, trak han en hel rulle tobak frem. Da hviskede sidemanden til åndemaneren: "Han vil dele snus ud til alle. Når han gør det, skal du huje og skrige ligesom os." Åndemaneren kiggede nu hele tiden på den store mand. Da han rullede tobakken ud, målte han først en underarmslængde ud, og anden gang han rullede den ud, målte han knap en underarmslængde og skar derefter næsten to armlængder af. Da han havde skåret tobakken over og i stykker, kom han al tobakken i sin tobaksvarmer. De mange mænd blev nu endnu mere snakkesalige. Efter at have kommet tobakken i tobaksvarmeren tog han af og til en prøve af den. Derefter rodede han igen under briksen og trak det store låg til kværnen frem, hvorefter han begynte at tage tobaksstykkene ud af tobaksvarmeren. Da han havde fyldt kværnen, begyndte han at kværne løs uden at sige noget, og stadig så han bøs ud i ansigtet. Jo mere han kværnede des venligere blev de mange mænd. "Desværre har vi andre ikke andet at byde på, nu hvor vi endelig har fået en gæst". Mens de kiggede på den store mand i midten, der kværnede, blev han da endelig færdig og begyndte at fylde sin ene hånd, og ind imellem pressede han det han havde i hånden. Sidemanden hviskede til åndemaneren. "Nu deler han snus rundt, og så må du huje og råbe til ham af alle kræfter ligesom os".

Mens åndemaneren så til fyldte den store mand sin ene hånd med sammenpresset snus og lukkede den med den anden hånd. Uden et ord trådte han ud på gulvet og sprang straks op. Så begyndte han at springe rundt og dele snus ud. Samtidigt råbte så alle de mange mennesker i huset: "Ham, der har lidt tilovers, deler lidt ud af det!" og langsomt steg råbet i styrke. Springende rundt delte han snus ud til alle de mange mennesker i huset efter tur, selv til åndemaneren. Og hele tiden blev der råbt:" Ham, der har lidt til overs, deler lidt ud af det!" Åndemaneren troede først, at han selv sad og bare hørte på, men det gik op for ham, at han uafbrudt råbte med af sine lungers fulde kraft. Da han havde sprunget rundt delt snus udtil alle i huset, satte han sig ned på sin plads, og pludselig overraskede han med et latterudbrud uden at ændre ansigtsudtrykket det mindste. Efter latterudbrudet rodede han rundt under briksen og trak på en rulle tobak frem. Så rullede han den ud og målte først en armslængde og anden gang en halv armslængde af. Efter at ha' skåret den af rakte han tobakken til åndemaneren, idet han sagde noget for første gang: Dette er din snus. Åndemaneren blev benovet over at få tobak. Efter at have været gæst der på stedet tog han hjem og fortalte sine bofæller om sin undren over, at han ikke tidligere havde opdaget, at der beode mennesker så nær ved deres boplads. Sener ville åndemaneren / angakkoq / angakok igen gæste sine værter, men da han rundede næsset ved de store hus med tre vinduer hvor han for ikke så længe siden havde været gæst, var der intet hus. Åndemaneren kunne ikke finde sine værter. Åndemaneren mente herefter at han uforvarende havde været gæst hos de underjordiske innersuit. Her ender historien.

Varl: Angákorssuarmik / Angakkorsuarmik

Hist: Innersuit havde ry for at kunne tilhandle sig flere og bedre varer end mennesker.

Orig. håndskrift: KRKB, nr. 3: Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04. Renskrift: NKS 3536, IV, 4', læg 9.

Grl.titel: Arnaq kuvdlugíssamik nâlungiartârtoq / kullugissamik naalungiartaartoq.

Resumé:

En barnløs kvinde, hvis mand blir træt af hende, går ud for at finde

et barn. Hun finder først en bi, men opgiver den, og dernæst en orm,

som hun lader die af sit blod og skjuler i et halværme under briksen.

Den siger sivse-e-e, når hun kalder den frem. En dag hun er ude slår

husfællerne den ihjel, og blodet flyder ud i husgangen. Kvinden sørger

over tabet, som var den et rigtigt barn.

Oversættelse ved Apollo Lynge af renskriften:

Kvinden som adopterede en orm.

En af kvinderne, som ikke selv havde nogen børn, tog en orm til sig som sit spædbarn. Da hun således havde fået et spædbarn, begyndte hun at amme det, og hun lod den endda drikke sit blod. Efterhånden blev ormen så stor, at den blev lige så stor som hendes bryst og mave, og så gav hun den en stor kamik at være i. Engang da hun lagde den på briksen efter at have ammet den og gik ud, blev en af husfællerne bange for den og lagde den ind under briksen. Da hun kom tilbage, søgte hun efter den og tog den. Når plejemoderen sagde kærlige ord til den store orm, lyste dens øjne af glæde. Engang da plejemoderen igen var på besøg og husfællerne var bange for ormen, tog de den med ud og kastede den væk med en sådan kraft, at blodet sprøjtede ud! Den var jo ved at tømme sin plejemoder for blod.

Jonasine Nielsen, Saattoq.

Var.: "Dengang for længe, længe siden ..." af Arnaaluk og "Kvinden der opammede en orm" af Taateraaq; Søsteren som insisterede på at være gift med en orm; En fortælling om en brødreflok (Aron); Anguterpaanik Brødreflokken; Kvinden, der havde en orm til mand; The woman who nursed a worm nr. 45 + 45 A; Kvinden der opfostrede en orm; Tiisikoorsuarmik (Tiisi er et onomatopoetikon på lyden: sissii el. tsissii).

Kommentar: Det er uklart om Jonasine Nielsen er fortæller eller renskriver, men renskriften er tydeligvis en forkortet udgave af originalen.

Tolkning: Skulle symbolikken med blodet, der flyder ud i husgangen

(alias menstruationsblod), ske fyldest, burde kvinden herefter blive

frugtbar.

Redaktør: Lynge, Kristoffer.

Håndskr.: NKS 3536, I, 4' læg 8, ss. 45 - 54.

Trykt første gang i Atuagagdliutit 1934 - 35 nr. 23, ss. 179 - 183: Erdlavêrsiniôq / Erlaveersiniooq / Indvoldsrøversken kalâtdlit ogalugtuatoqât.

Oversættelse ved Apollo Lynge efter orig. håndskr.:

Det berettes at Mangorsuaqs søn, Manguaraq, var meget stærk. Alskens fangstdyr kunne han hamle op med, og når narhvalerne kom, var det tydeligt, at det var dem, han var bedst til at fange. For når han nåede en flok narhvaler, udsøgte han sig uden videre den størst mulige.

Så engang narhvalerne var kommet, og han jo holdt helt op med at fange sortsider/grønlandssæler for udelukkende at fange narhvaler, så, en af de gange, der kom en flok, og han jo kiggede efter den største, fik han øje på en gevaldig een, der var helt hvid og virkede langt større end (normale) fuldvoksne hannarhvaler. Bag dens imponerende forluffer var der en kulsort plet. (Mon ikke det skulle være hvidhvaler ? BS) Den så ud som om den var limet på. Nu var det den eneste i hele flokken, han var ude efter. Så da den (Store) hele tiden var længere væk end de andre, og eftermiddagsolen begyndte at dale, måtte han lade sig nøje med at harpunere en almindelig narhval.

Hjemme igen og hen på aftenen sagde han omsider: "I dag var jeg faktisk meget opsat på fange en stor narhval med en stor kulsort plet på siden, men da det blev for sent om eftermiddagen, måtte jeg nøjes med at harpunere en almindelig narhval." Da udbrød hans far: "Godt det samme du ikke harpunerede den, for havde du gjort det, havde den fæle Månemand taget din sjæl. Man siger, det er Månemandens særlige fangstdyr. Så hvis du ser den igen, må du endelig ikke jagte den." Og da faderen ikke sagde andet, og sønnen intet svarede, gik de til ro for natten.

Næste morgen da Manguaraq tog ud på fangst og ikke kunne glemme det pragtfulde, han havde set dagen før, gav han sig begærligt til at lede efter den. Hver gang han så en flok narhvaler roede han derhen, men når han ikke så den store mellem dem, roede han væk igen. Men en skønne dag, da han kom på en stor flok og fik set nærmere på den, var den der. Den og ingen anden ville han fange, og da han på et tidspunkt kom på ret hold, sendte han harpunen i den. Han stødte lansen i den et par gange, og da den var død, riggede han den til til bugsering og vendte kursen hjemefter.  

Da sønnen kunne ses (derude), holdt hans strenge far fra tid til anden øje med ham, og hvor roede han dog langsomt, for selv når han havde en fuldvoksen hannarhval på sleb, plejede han ikke at ro så langsomt. På nærmere hold kunne faderen nu så småt se, at det han havde på slæb rakte langt bagud. Da han var tæt på, gik faderen ned til ham, og da han lagde til land, opdagede faderen den ækle plet, der lå over vandskorpen og lignede en tyk sodplet. Da sagde han truende: "Det er nok forgæves, jeg har advaret dig. Du har åbenbart fanget Månemandens private fangstdyr. Vent bare, du har selv været uden om det."

Da de havde parteret den store narhval, og den gamle far allerede ud på eftermiddagen lod alle lamper tænde, selv ude i husgangen, så man knap kunne ane skygger, forholdt man sig afventende. Da der omsider ud på aftenen var faldet ro over familien, og Manguaraq sad og arbejdede på en stor narhvalstand, han havde fisket op af kassen, og havde fået gulvlampem til at lyse godt på sit arbejde, gik det mod midnat derude, hvor månen uafladeligt gled om bag skyerne og kom til syne igen. Så blev det for alvor dyb nat. Så lød der knirken derude i den frosne sne, og en stemme råbte ved vinduet: "Et ækelt fjols har været så åndssvag at fange mit helt private fangstdyr, som ingen ellers nogensinde må fange; tror han virkelig han skal overleve det. Du derinde kom ud og slås!" Da Manguaraq overhovedet ikke svarede, lød det for anden gang ,men endnu kraftigere: "Ham, der har fanget mit private fangstdyr, som ingen nogensinde må fange, kan du så komme ud og slås!" Da sønnen (stadig) lod som ingenting, sagde hans vrede far: "Du har selv været ude om det, gå så ud til ham." Manguaraq slap sit håndarbejde, begyndte at gøre sig klar, og mens han snørrede alt, der kunne snøres, stramt til kroppen, kom der mere fut i ham, og beslutsomt gik han ud. Da han var gået ville hans gamle far bare lade ham være, men tænkte så, at han lige så godt kunne følge efter for i det mindste at samle stumperne af sin søns skelet sammen, og da han i hast havde gjort sig klar, var kommet ud og havde set sig omkring, så dér, lige uden for isfoden vendt mod land og støttet til sin ishakke (tuk), høh, sikken bamsebasse!

Inde på land havde Manguaraq også grebet sin tuk, var gået ud mod den anden og var kommet op på isfoden, og straks løftede kæmpen lige nedenfor sin tuk truende mod land og udbrød: "Dengang jeg var en lille knægt og havde fået en lille snespurv med et stenkast, milde himmel, hvor var jeg da rundtosset af stolthed!" Og med de ord gik han et par skridt frem, mens han stødte sin tuk i isen, så issplinterne sprang til alle sider. Når det var sagen, løftede Manguaraq sin tuk, og med armen løftet var det nu pludselig ham, der sagde: "Dengang jeg var en lille knægt og første gang fik ram på en vipstjert, milde himmel, hvor var jeg da rundtosset af stolthed!" Og med de ord gik han et par skridt frem, mens han stødte sin tuk i isen, så issplinterne sprang til alle sider. Ingen af dem ville stå tilbage for den anden, og mens de kom tættere og tættere på hinanden, remsede de alle de småfugle op de havde fået.

Da de var nået til ende med fuglene og skulle til fiskene, løftede Manguaraq sin tuk og sagde: "Dengang jeg, som lille dreng, var med ude i konebåd på fisketur, og man (jeg) hev en stor havkat indenbords, milde himmel, hvor var jeg da rundtosset af stolthed!"

Månemanden løftede godt nok sin arm til hug, men sagde yderst spagfærdigt: "Dengang jeg, som lille knægt, var med ude i konebåd og fiske og sad og fiskede i den ene side, var der en af vores fæller ovre i den anden side, der sagde: " Nu haler jeg en havkat op." Jeg lod snøre være snøre for at vende rundt og se det, og der kom den så op over vandet med opspærret gab. Tænk, jeg blev så forskrækket, at jeg flygtede helt hen i den anden ende af båden. Du har fanget noget, jeg aldrig har kunne klare. Kom nu og besøg mig, så følges vi." Nu var de nået helt ind på hinanden og fulgtes småsnakkende ind mod land. Og Mangorsuaq, der var gået ud for at redde stumperne af sin søns skelet, kunne bare stå der tilbage og glo.

Mens Manguaraq lyttede opmærksomt på sin meget underholdende ledsager, fik han på fornemmelsen, at han ikke længere havde fast grund under fødderne. Da han så efter, jamen så var han på vej væk fra hele landet dernede, og de steg tilvejrs svævende mellem himmel og jord. Til sidst forsvandt hele det store land ud af syne. Langt om længe fik de så et (andet) land i sigte. Og først da de skulle til at lande, plumpede det ud af månemanden: "Nu sker der jo nok et og andet ikke helt ufarligt undervejs. Et sted kommer det der dumme bjergs person (inua) hen på klods hold med sin fjottede træskål i hånden og det der elendige skår af en ulu inden i; og hun siger ikke andet end: 'Min store bukseskræv uden bund i begge ender og med små ulke lidt ud gennem hullerne, porporpoo!, og da må du end ikke indvendigt så meget som bare have lyst til at smile. Bare antydningen af et smil, så æder hun dine indvolde. Hvis du vil hjem igen, må du end ikke indvendigt have lyst til at smile."

Efter den advarsel landede de, og de fik øje på det dumme bjergmassiv, de skulle forbi. Så hørte de hendes stemme, skraldgrinende lige til vejret slap op, og så ordene: "Mit store bukseskræv uden bund i begge ender og med små ulke lidt ud mellem hullerne, porporpoo!" Så skraldgrinede hun igen, lige til hun ikke havde mere luft.

Hun nåede helt frem og fulgtes med dem, mens hun kredsede om dem, og da Manguaraq kiggede på hendes bukseskræv, var det gået helt op i sømmen og en tyk ulk (med en meget lille mund: puukullaq, AL) var ustandselig ved at komme ud af skrævet. Da Manguaraq sandelig gerne ville hjem igen, følte han ikke den mindste lyst til at smile, end ikke indvendigt. Hun holdt sig hos dem et stykke tid, men da hun ikke kunne påvirke dem, gik hun igen, og lidt efter lidt fortabte latteren sig i de fjerne.

Da hun var væk fik Manquaraq undervejs øje på et hus længere fremme. Da de nåede det, gik månemanden først ind, og da Manguaraq var fulgt efter, så han, at den ene side af rummet henlå i mørke og var helt afskærmet. Månemanden satte sig bag den nederste lampe, og da Manguaraq havde sat sig på endebriksen sagde Månemanden bare: "Den der har rejst langt, må vist være sulten. Kom med noget mad!" Men der var da ikke det mindste menneske at se!

Mens Manguaraq kiggede og kiggede rundt, så kom der en strålende smuk kvinde ud derinde fra det afskærmede sted, og han kunne slet ikke få øjnene fra hende. Men da hun bøjede sig ned mod husgangen, var hendes bagside luttet afbleget rygrad.

Hun blev længe ude, men så kom hun ellers ind med narhvalsmattak. Da hun bare havde lagt det fra sig, hun kom ind med, kom hun igen slæbende med lækre talgskinnende bugstykker af tørret ren, - lige til at sætte tænderne i - ikke mindst da hun lagde dejligt færdigkogt talg oven i. Da hun efterhånden havde serveret dem det hele, gik hun derind i skillerummet og viste sig ikke siden.

Manguaraq prøvede kun lige mattakken, for den slags kunne han selv skaffe sig, men det tørrede renkød, det svælgede han rigeligt i sammen med den dejlige kogte talg. Månemanden fortalte løst og fast, mens de spiste, og da de var færdige, begyndte Manguaraq rigtigt at høre efter, hvad spændende Månemanden havde at fortælle. Og da var det han fortalte: "I forgangne dage, da vi endnu levede ligesom jer nede på jorden, plejede vi unge, lutter unge, gerne at lege lampeslukningsleg inde i det store hus. Når så lamperne en for en blev tændt igen, sad vi der og hang med hovedet, og kunne ikke få os selv til at sige noget.  

Så var der jo engang, hvor vi netop skulle igang med lampeslukningslegen, og jeg blev lidt rigelig optaget af min lillesøster. Jeg var godt igang med nøje at bemærke mig hendes klæder, da man begyndte at slukke lamperne. Da det blev mørkt, jagtede jeg efter hende, for nu var det hende og ingen anden, jeg ville have. Men minsandten om ikke min lillesøster vidste, det var mig, og smurte mig med sod uden at jeg mærkede det. Da de så tændte lamperne, og vi sad der ganske mundlamme, var der pludselig een blandt os, der sagde helt højt og tydeligt: Der er da vist nogen, der har smurt Aningaasersuaq (Aningaasersuaq-aasit: den evig og altid opsatte Aningaaq, AL). Da det blev sagt, kiggede jeg bagom på min lillesøster, og da var hendes ansigt som dyppet i blod helt om bag ørerne, så flov blev hun. Lidt efter lidt skubbede hun sig helt frem til (ende)briksen (med lampen) og uden tanke for at sige noget, tog hun sit tøj på og rodede så efter noget inde under briksen. Hun trak en stor klump lampemos frem, dyppede den godt og grundigt i lampen, tændte den og ud gik hun. Jeg stod lidt og gloede, men da jeg så fik travlt med at komme i tøjet og dyppede en stor klump mos i lampen, gav jeg mig tid nok til at tænde den, men ikke nok, for da jeg allerede var langt bagud for min lillesøster og blev utålmodig, fik jeg den kun til at gløde. Jeg optog forfølgelsen, men endnu har jeg ikke nået hende. Det er så min lillesøster, der er solen." - Det fortælles endda, at de boede i samme hus!

Indtil da havde Manguaraq egentlig bare lyttet, men spurgte så: "Hvordan kan det så være, at solen er så strålende og dejlig varm, når den står op om morgenen, men når den så når det sted, hvor den går ned ikke lyser så kraftigt mere og bliver kold?" Til det svarede Månemanden så: "Jo, det ved jeg godt. For når solen lige er stået op, lyser den stærkt og varmer dejligt, fordi den endnu befinder sig over gode mennesker. Men når den når hen over det sted hvor den går ned, lyser den ikke længere så kraftigt og bliver kold, fordi den nu befinder sig over onde mennesker."

Så forstod Manguaraq det endelig. Stadig småsnakkende åbnede (Månemanden) sin kasse, tog en stor narhvalstand op, satte sig hen ved gulvlampen, som han ordnede, så den lyste godt på tanden, og gav sig så stille og roligt til at snitte i den, mens han gav flere historier til bedste. Netop som Manguaraq rigtigt hyggede sig og var lutter øren, lød der en hånlatter derude fra, lige hen langs husets forside. Det var hende derude, der ville have dem til at le af sit tossede skræv. Nu var hun inde i husgangen og skubbede sin fjottede skål ind, så den kurede langt ind over gulvet. Øjeblikkelig brummede Månemanden arrigt, og mens han råbte: "Hvordan er det, det fjols ter sig, når man nu endelig engang har fået gæster!", gik han hen og sparkede skålen ud, så hendes elendige ulu raslede og skramlede inde i den. Da gjaldede den fjogede bjergpersons hånlatter endnu højere, men lidt efter lidt fortabte den sig i det fjerne.

Da hun var væk, bunkede han (Månemanden) de efterhånden ikke så få snittespåner sammen, som han bare havde ladet falde ned ved siden af sig. Han tog bunken op og gik hen mod husgangen for åbenbart at smide dem ud, men i stedet bøjede han sig ned over gulvet og åbnede en lille lem på vid gab. Flere gange stirrede han med rynkede bryn ned gennem åbningen og kaldte så Manguaraq derhen. Han stillede sig hen ved siden af Månemanden, der bad ham kigge ned, og så kunne han ganske tydeligt se den hele jord med bopladserne, der lå så tæt, at det så ud som om husgangene kyssede hinanden. Da Månemanden havde ladet ham nyde synet en stund, lod han sine spåner dale ned, og da de spredtes i faldet, så man til sidst ikke længere kunne se jorden, lukkede han lemmen.

Netop som han havde sat sig rigtigt godt til rette, gik Månemanden    

igen hen og åbnede lemmen, og da han nøje havde taget det hele i øjesyn, kaldte han Manguaraq hen. Han stillede sig op ad Månemanden, kiggede ned og opdagede at jorden var synlig igen, men ligesom overtrukket med et tyndt hvidt lag, fordi der var faldet sne. Omsider sagde så hans store ven: "Hver gang jordboerne bare gør, hvad de vil og lader stå til, lader jeg sneen falde sådan. For når jeg har dækket det hele med sne, skal de nok besinde sig og tage det mere med ro.

Det var temmelig sent da de gik til ro, og da Manguaraq tidligt næste morgen gjorde sig klar og brød op, fulgte Månemanden ham på vej. Det fjottede kvindemenneske kom selvfølgelig igen for at få dem til at le.

Man fortæller, at da Månemanden drog af med sønnen, ventede Mangorsuaq ikke nogensinde at se ham igen. Men næste dag kom han hjem i god behold.

Man siger (også), at fordi Manguaraq havde fanget netop det Månemanden var oprigtigt bange for, tilgav han ham. Det er ikke godt at vide, hvad der ellers ville være sket: Om det faktisk var Manguaraq, der var blevet den lille (i duellen), eller måske Månemanden var blevet overvundet.

Her slutter fortællingen.

Var.: Besøg på Månen. Den stædige. Uterîtsoq / Uteriitsoq; Et par ægtefolk;

Manguaraq (flere); Kanaks månerejse. Nalikkatteeq. Ajijaks forløsning;

Manden, der besøgte månemanden; Alluunnguaq; Mangivaraqs månerejse; Åndemaneren der for til månen; Maqujuk.

Oversættelse ved Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom:

Maqujuk

Det fortælles at Maqujuk var en stor åndemaner / angakkoq. Engang han manede ånder, tog han på besøgsrejse til månen. Det var da de boede over for Nuusaq på et sted, der kaldes Igannaq. Da han tog af sted og var kommet højt op, faldt han ned igen, fordi hundene begyndte at hyle, og han faldt først ned på Igannaq-fjeldet, men blev kastet videre af faldets kraft og lige mod en konebåd, der lå oppe på et stativ, og ramte den lige på rælingens spidser. Dér blev han hængende og gyngede i sit tøj. Da seancens tilhørere syntes, der var gået for lang tid, tændte de lamperne og gik ud, og sikket syn: dér hang åndemaneren og gyngede på endestykkerne af konebåden. Han havde åbenbart over for de andre ladet som om, han ville til månen, men det eneste han havde kunnet finde på, var at hænge sig op i sit tøj i enderne på konenbådens rælinger.

En anden gang da han manede ånder, kom han til månen og var gæst dér. Mens han var på besøg, tog månemanden et lille stykke stødtand og sagde: "Nu skal du se." Da han så bearbejdede det lille stykke stødtand, begyndte det at sne kraftigt ned på jorden. Igen sagde han: "Og nu skal du bare se!" Han dyppede en finger i noget blod og lod en dråbe falde. En af de unge piger vågnede pludseligt af sin nattesøvn og følte efter i skridtet og så på sine hænder bagefter, og da var de fulde af blod. Mens Maqujuk kiggede på, kom en gammel kone ind, og det var så Matersi med en fjollet ulu, et fjottet smil, og en åndssvag trætallerken. Maqujuk kiggede nærmere på hende og opdagede, at hun var nøgen og fuld af ringorme på kinderne. Så begyndte hun at danse, mens hun hele tiden gentog: "Matersi er fyldt med ringorme på kinderne, ringorme på kinderne, ringorme på kinderne." Ind imellem slikkede hun sig i skridtet og endetarmen. Mens hun dansede, sagde hun ind imellem, uden der var antydning af et smil på Maqujuks angsigt: "Han smiler!" Faktisk ville hun flå hans tarme ud, hvis han smilede. Da hun længe havde danset forgæves, gik hun ud og efterlod sin fjollede kvindekniv og dumme tallerken; og da hun var gået ud, gjorde de æggen på hendes ulu sløv. Lidt efter blev der råbt udefra, at det var Matersi's tjenestepige, der gerne ville have hendes ulu og trætallerken. Månemanden sagde: "Sig at vi ikke vil udlevere dem." Hun blev længe væk og råbte så igen derude, og denne gang græd hun: "Hun mener for alvor, at hun vil have sin kvindekniv og trætallerken tilbage; nu har hun kradset mig så meget i ansigtet, at det er helt hudløst." Igen svarede han: "Sig, at vi ikke vil udlevere dem." Tredje gang var hun også væk længe, men så råbte hun grædende ind igen: "Hun ønsker virkelig at få sin kvindekniv og sin trætallerken tilbage, og hvis I ikke vil udlevere dem, vil hun skubbe himlens søjle løs af dens sokkel." Da kastede de den usle kvindekniv og trætallerken ud i husgangen, og derudefra kunne man høre Matersi's tjenestepiges jubel og at hun greb tingene i luften.

       Senere ville månemanden tage Maqujuk med på besøg hos Matersi, og da de var ved at gå, sagde han til ham: "Nu vil du få nogle mennesker at se, der er draget til månen, og som Matersi har trukket tarmene ud af." Da de kom ind hos Matersi,

så de mange mennesker, der sad krumbøjede med hænderne mod underlivet, og det viste sig, at de ventede på at få nye tarme.

       Det er dog forunderligt med åndemanernes løgnehistorier, de lyder jo virkelig som sande historier; hvis man nu trodser dem og siger, at de lyver, tænk hvor vrede de ville blive.

Var.: Besøg på Månen. Den stædige. Uterîtsoq / Uteriitsoq; Et par ægtefolk;

Manguaraq (flere); Kanaks månerejse. Nalikkatteeq. Ajijaks forløsning;

Manden, der besøgte månemanden; Alluunnguaq; Mangivaraqs månerejse; Åndemaneren der for til månen;

Hist.: Matersi er ikke noget udbredt navn for Indvoldsrøversken. Men det er hyppigt i rejsen til måne - versionerne, at hun truer med at vælte den søjle eller det bjerg som himmelkuplen hviler på. En parallel forestilling refereres af bl.a. Poul Egede 1971:87, 1939:62 at Indvoldsrøversken er identisk med Sila som vejrets person.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr. NKS 2130, 2', læg 7, nr. 33, s. 129 - 130: "Panigît" / Panigiit.

Vedr. reår: Ole Petersen sendte en anden samling nedskrifter (NKS 3536 I, 4', læg 5) til Rasmussen i 1907.

Resumé: En enke og hendes datter lades ene tilbage under en sultevinter. De

klarer sig en tid med deres eget forråd af bær og tørrede ammassætter.

Derefter får datteren ram på fugle og dyr med en slibesten bundet til

en flettet senetråd, som moderen har sunget over. Den rammer hver gang

og tiltrækker endog vildtet. De lever i overflod, mens de bortrejste

er kommet i nød, og da en af dem kommer på besøg, blir han godt

beværtet og får et læs af kødgaver med tilbage. De andre forbavses og

beslutter at dræbe de to kvinder for at leve af deres forråd. En for

en skræmmes de dog af enken, der ligger skjult i tang på stranden med

hovedet smurt ind i blod, og stikker det frem. En for en kæntrer

kajakmændene af skræk og drukner. Enken og hendes datter lever

derefter i fred og overflod.

Oversættelse af håndskriftet:

En enke med en datter kom til at bo et sted, hvor der var et stort familiehus med flere mænd. Eftersom moderen var enke fik de sælkød og sælspæk og om vinteren fugle af deres bopladsfæller. Langt om længe da hendes lille, søde datter var ved at blive voksen, begyndte bopladsfællernes mænd af blive trætte af at forsørge mor og datter, fordi fangerne, da det led mod den strengeste del af vinteren, ikke længere kunne fange så mange sæler. En dag gav deres mandlige bopladsfæller sig så til at tale sammen: "Denne mor og datter spiser bare af den mad vi kunne have haft i reserve. Lad os flytte sydpå, så har vi ingen andre til at tære på vores forråd." Så på et tidspunkt med mildt vejr om vinteren gjorde de sig klar til at flytte til den nærmeste naboboplads sydpå. Og selvfølgelig drog de afsted. Den stakkels enke og dermed også hendes datter blev ladt ene tilbage.

       I begyndelsen de var alene havde de noget at spise, fordi barnets mor endnu havde tørrede ammasætter og hengemte sortebær. Men først på det nye år, da de ikke havde flere ammasætter eller sortebær tilbage, begyndte de at føle sulten. Slet ingen havde de tilbage og måtte vel sulte ihjel. En morgen da datteren gik ned til stranden kom hun løbende tilbage til sin mor og sagde: "Mor, der neden for os er der en tejst!" "Gå ned og få ram på den. Jeg har en gammel flettet senetråd og en gammel slibesten. Du skal kaste efter den med denne gamle flettede sene og gamle slibesten."

       Datteren gik ud og kom tilbage med tejsten hun havde ramt. De kogte den over tranlampen og spiste den, og de blev meget mætte og varme. Også næste morgen fangede datteren noget, denne gang en edderfugl. Senere fangede hun en ringsæl og en spraglet sæl. Endelig begyndte hun at fange grønlandssæler med den gamle flettede sene og den gamle slibesten som kasteskyts. De beredte skindene af mange grønlandssæler fanget med disse våben. Mor og datter, der var blevet forladt i foragt, blev nu meget rige.

       Engang, da vinteren blev strengest, kom de mange mænd, der så nedladende havde forladt dem, ud for stor nød på grund af stormvejr og evindelig blæst. Da der en dag endelig var godt vejr sagde en af disse fangere: "Jeg tager hen og ser til dem vi har forladt, for de er nok sultet ihjel." På et tidspunkt så den stakkels mor og datter så en kajakmand komme sydfra. De sagde til hinanden: "Vi lever da endnu, men der er ingen tvivl om, at de vil dræbe os af misundelse, når de ser vores store kødreserver." Da han nærmede sig stranden gik de ham underdanigt i møde. Da han kom op til huset kogte de sælkød til ham. Og man kan roligt sige, at deres gæst, selv om han var en af dem, der havde ringeagtet dem, fik så meget sælkød at han var ved at revne. Da han skulle af sted gav de ham sælkød og spæk med til hans husstand. En af fangerne sagde: "I morgen tager jeg over og dræber dem, og så får vi deres store madreserver."

       Da deres gæst var draget af regnede moderen og datteren ikke længere med at leve den næste dag til ende. Moderen forklarede sin datter hvad hun ville gøre. Og næste dag kom der så en kajakmand til syne og han nærmede sig. Mens han endnu var langt væk, sagde moderen til datteren at hun skulle komme med ned til stranden. De da kom derned begyndte hendes snedige mor at vaske sit ansigt med strandsnegle, så hendes ansigtshud straks fik åbne rifter og blødte. Hun sagde til datteren: "Hvordan ser det ud?" "Nu ser du skrækindjagende ud," sagde datteren. Først da hun havde ladet sig dække til med tang bag ved det sted, hvor kajakmanden ville komme i land, bad hun datteren flygte op til deres hus. Da den, der kom for at dræbe dem, nåede stranden og kiggede indefter netop som han skulle i land, så han mellem tangen et meget blodigt ansigt, hvor huden hang i laser. Da han væltede om i kajakken af skræk, dræbte hun ham ved at holde ham under vand og drukne ham.

       Da den de havde sendt ikke kom tilbage, kom hans bopladsfæller én for én for at se efter ham, men konen brugte den samme fremgangsmåde over for dem alle, og på den måde reddede de deres liv fra dem, der ringeagtede dem, og som var kommet for at tage deres liv. De måtte så bare bøde med deres liv. Mor og datter levede da godt gennem den strenge vinter og frem til sommeren af deres forråd af de mange grønlandssæler, som den snedige datter havde fanget med den gamle flettede sene og den gamle slibesten som skyts.

Oversat af Apollo Lynge, revideret af Signe Åsblom.

Var.: En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn; Nakataamilaarpara. Den forladte kvinde med plejedatter. En fortælling (om en haj der forsørgede forældreløse); De, der havde fangstplads på den anden side af briksen; Hajfisken som forsørger; Two deserted ones get meat from guests; Kunuanannguaq; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn; De forladte børn, Kragh nr. 64;

Hist.: Ole Petersen skriver på håndskriftets side 1: Jeg er en 62-årig pensioneret kateket i Neria. Jeg har udarbejdet alle disse og skønt jeg kender flere har jegbegrænset mig for at nå det i tide. Desværre er der ingen datering.  

Tolkning: Kvinder tiltrækker vildtet.

Mest sandsynligt er fortælleren Niels Mikiassen identisk med Nis Mikias fra den danske menighed i Nuuk.

Oversættelse ved Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom:

De udøbtes mærkelige vaner.

(Niels Mikias' første tekst)

Dengang vore hedenske forfædre ikke var døbt havde de skikke der byggede på deres overtro, som fx: Når en kvinde fødte et drengebarn forberedte hun det til at blive en, der altid ville komme hjem igen efter fangst (en "angerlartussiaq"). Når drengen så voksede op og begyndte at jage i kajak ville han vende hjem inden fem dage, hvis han omkom i kajak, men hvis fangeren ikke var blevet modtaget af sin husstand inden den sjette dag, kom han aldrig hjem igen.

Fra fødslen af gjorde de som følger: når der skulle tømmes et urinkar, mens den spæde sov, tog de den lille op så han vågnede. Og når en kvinde bredte sit hår ud for at sætte det i top, tog de barnet op så det vågnede af sin søvn. Når barnet begyndte at kunne gå og var begyndt at færdes ude, formanede de det til hverken at lege med eller ænse hundene, og slet ikke bruge dem.

Og man siger om dem, der var opdraget under opvæksten til at vende hjem efter en ulykke, at de gjorde sådan: De brugte kajakkens siddeskind som kajak. Underkanten af deres helpels blev stram og de puttede deres hoved ind i deres fangstblære, hvorefter de søgte at komme hjem. Når de omkom på en kajaktur kom de til bevidsthed og så, at de befandt sig ude til havs. Når de kiggede ind mod land så de, at alle husindgangene vendte ud mod havet og så meget indbydende ud. Når de startede ind mod land og nogen tømte en urinpotte ud på møddingen, mens de nærmede sig, følte de det som om de næsten ikke længere kunne se landet. Og hvis en kvinde slog sit hår ud, men de var undervejs indefter, følte de straks at de befandt sig ude til havs. De gentog deres forsøg på at komme hjem, og når det lykkedes at komme til land midt om natten og de kom ind i et hus, hvor beboerne sov, gik de ud igen efter at have drukket alt vandet i vandbeholderen. Når så beboerne om morgenen så (at) vandbeholderen (var tom) sagde de: "En der prøver at komme hjem har været her." Hen under aften fyldte de vandspanden op og lagde isstykker i til afkøling af vandet for at gøre det mere fristende. Så gav de sig til at våge. (Dengang havde de ingen døre i husene) Vandspanden blev passet af to mænd som satte sig på hver side af den. Langt hen på natten kom så den person der forsøgte at vende hjem (angerlarniartoq). Han kom ind i huset mens han hele tiden sagde "kee" med hovedet inde i fangeblæren / fangstblæren, og dens tætningspropper af træ klaprede meget tydeligt.

Når personen kom ind, greb de to mænd på hver sin side af vandspanden fat i den hjemvendte og i første omgang gjorde de ikke andet end at få åbnet helpelsen og røre ved personens bare hud under pelsen. Når de havde rørt huden, standsede han op og blev helt kraftesløs. Derefter manede åndemaneren (angakkoq) ånder for at vække personen til live. Når han så var kommet til live og han ikke var en af deres slægtninge, lånte de ham en kajak til turen hjem til familien.

Den familie der havde opfostret nogen til at komme hjem igen ventede på vedkommende i hele 5 dage. Det fortælles at en sådan angerlartussiaq kom i land inden for de fem dage, men ikke først til deres egen boplads, og at han ikke blev bange for dem han nåede frem til. Først når de fem dage var gået, begyndte hans efterladte familie at sørge, fordi den bortkomne ikke ville komme hjem mere, nu tidsfristen var overskredet.

Desuden kunne de afholde sig fra bestemte ting når de fik en søn: De spiste kun een mundfuld mad hele dagen og drak dertil kun vand af en muslingeskal, og det var alt de fik at spise den ganske dag, og om morgenen inden solopgang hentede deres mødre vand. Sådan fulgte de deres slette skikke. Til sidst blev deres indvolde synlige mod lyset mellem deres knogler. De gjorde alt dette fordi de var hedninge (uvidende om Gud) og havde indgroede vaner med tro på hekse og troldkyndige og heksekyndige kvinder og åndemanere (angakkut) som herrer.

(piaaqqusiat) : Og enebørnene havde tøj hvor hårene på den ene side af skinddragten vendte nedad og den anden side opad, hvad mening det så end måtte ha'.

Kommentar: normalt: børn hvis tidligere søskende var døde som små.

Desuden havde de kilitsissiat, meddelere (en slags spioner), der var så modtagelige for varsler at de altid kunne føle, når et eller andet farligt var i anmarch; denne kunne så fortælle en intetanende person, at der kunne være noget farligt i vente.

Det fortælles at de fuldt og fast troede på deres åndemanere (angakkut), fordi disse på det bestemteste krævede det, og fordi de ikke var døbt og holdt fast ved deres tro og handlede som de gjorde ud fra deres overtro.

Vær venlig ikke at give dette til Atuagagdliutit.

Kommentar: Dette er en sjælden kilde til ritualer, hvormed et barn kunne gøres til en angerlartussiaq, en der er bestemt til at vende hjem (fra en drukning i kajak). Fortællingerne har mange eksempler på en sådan hjemvendt (angerlartoq), både fra Vest- og Østgrønland. Men kun: Avatarsuaq, kuisimassoq Natanimik ateqartoq forklarer hvordan man bliver gjort til en angerlartussiaq. I Niels Mikiassens tekst bliver den spæde åbenbart trænet i at overvære udhældning af urin og opsætning af hår (som der var tabu mod under fangst), for ikke at bukke helt under, hvis han under hjemfarten skulle blive mødt af sådanne handlinger. Aron har en flot serie akvareller af en sådan hjemkomst som illustration af fortællingen om Imaneq. Se fx Thisted 1999: 'Således skriver jeg, Aron', I: 175 - 178: imaneq.

Vedr. fangstblæren over hovedet se eksempel i "Fortolkningsmuligheder"; på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

Det er uvist om Nils Mikiassen har hentet sin viden fra fortællinger (jfr. Imaneq og Singajik / Singajuk) eller bygger på overleveret viden, der havde været praktiseret af samtidens eller forrige generations voksendøbte. Hans afsluttende bemærkning om at undgå offentliggørelse kunne tyde på det sidstnævnte: at han ikke vil bringe sine meddelere i fedtefadet.

-------

De udøbtes vaner og overholdelse af taburegler / Nalusut ileqqut aamma allernik.

Det fortælles, at en mor fastede når hun havde født en dreng. Hun holdt næsten op med at spise, kun en enkelt bid om dagen og dertil drak hun meget lidt vand i en muslingeskal, og familien hentede kun vand, mens de andre endnu sov. For at drengen skulle få det let med fangstdyrene, udstyrede de ham med forskellige amuletter af forskellig ben eller sten, forskellige smågenstande, og da de troede så meget var de så heldige heldigvis at nyde godt af dem.

Kommentar: søg på Marnilik Tusilartoq.

s. 188v: De forsøger også at opklare anngiaq / aama anngiarsiortarput.

Hvis en kvinde blev gravid uden for ægteskab og aborterede, når fosteret først lige var bgyndt at vokse i hendes mave, kunne hun fortie dette for sin familie og andre mennesker. Og åndemaneren / angakkoqen begyndte at mane ånder og forsøgte at afsløre det skjulte. Åndemaneren gik hele vejen rundt inde i huset og greb noget som han holdt ind mod sig og spiste noget af, og derefter kastede han resten mod denne kvinde. Genstanden ramte hende lige på issen og viste sig at være en stor klump blod. Denne kvinde blev så nødt til røbe sin hemmelighed om, at hun havde været gravid uden for ægteskab, og det fortælles da også, at kvinden derefter blev meget skamfuld, når hendes hemmelighed var blevet afsløret.

Notat: s. 188v (?)

Kommentar: søg på anngiaq

Oversættelse:

Pebersevenden / Ungkarlen

Det fortælles at en ungkarl der var ude i kajak engang rundede et lille næs, hvor han inde i en lille vig så en del kvindfolk fiske med snøre fra stranden. Da de fik øje på kajakmanden flygtede de allesammen indefter og forsvandt op ad skrænten. Ungkarlen roede hurtigt derind og skyndte sig op på land. Han søgte efter dem og fandt dem da i en klipperevne, hvor de pressede sig sammen med endeballerne øverst, og han søgte at røre ved dem men kunne ikke nå. Så gik han ned til sin kajak, hvor han tog sin spækskærer der var stukket ind i et stykke træ, og da han kom tilbage så han, at kvinderne stadig var på samme sted. Da han nu kunne nå ned, strøg han dem over endebalderne med sin spækskærer og slikkede den med mellemrum. Midt i det hele fik han den idé at lede efter deres tøj. Da han havde fundet det, så han efter det tøj der var syet med de fineste sting, og så tog han den kvinde der havde dét tøj til kone, og bragte hende med hjem. Da de havde været mand og kone et stykke tid, blev konen gravid og fik så en søn. Da hun anden gang blev gravid fik hun igen en søn. Da de voksede op og begyndte at kunne gå og tale og faderen var ude på fangst, sagde moderen gerne til dem, at de skulle gå ud og samle fældede fuglevingefjer. Hver gang deres far tog på fangst samlede de så gamle fuglevinger. Da moderen engang mente at de havde samlet nok, og da faderen var taget på fangst, begyndte hun at stikke de fældede fuglevinger fast i den ældste af drengene, og da hun havde klædt ham helt i fjerdragt, forskrækkede hun ham så han blev til en skallesluger og fløj op. Hun stak også fuglevinger i den yngste på samme måde og forskrækkede også ham, så også han blev til en skallesluger. Da han var fløjet, stak moderen fuglevinger fast i sig selv, og da hun var færdig skræmte hun sig selv og fløj så væk.

       Da den stolte fader kom hjem fra sin fangsttur fandt han hverken konen eller sine børn hjemme, og hvor meget han end søgte og ledte kunne han ikke finde dem. Engang kom han på en længere eftersøgning langt væk. Han nåede en stor elv, fulgte den opad, og da så han en stor mandsperson, der huggede brænde. Han nærmede sig ham bagfra og så, at når han huggede til, bevægede hans store testikler sig. Da han uset kom helt derhen så han, at når han huggede til, faldt det træstykke han havde hugget af ned i elven, hvor det straks blev forvandlet til en ørred, der tog strømmen nedefter. Manden fik nu øje på ungkarlen og spurgte: "Fra hvilken side kom du hen til mig? Bagfra?" "Jeg kom hen til dig forfra," svarede han. Anden gang spurgte manden med uventet hård stemme: "Fra hvilken side kom du hen til mig?" "Jeg kom hen til dig forfra," svarede han og spurgte ham så: "Har du ikke set tre mennesker?" "Jeg har ikke tre mennesker i tankerne," svarede han. "Har du dog ikke set tre mennesker, så vil jeg belønne dig: min nye, flotte huggert skal du få!" "Jeg har ikke set tre mennesker, og jeg har ikke nogen ny flot huggert i tankerne," svarede han. "Har du dog ikke set tre mennesker, så vil jeg belønne dig: min nye, flotte sav skal du få!" "Jeg har ikke set tre mennesker, og jeg har ikke nogen ny flot sav i tankerne," svarede han. Men ungkarlen blev ved: "Har du ikke set tre mennesker, så skal du få min nye, flotte økse." Da rømmede den store mand sig og sagde: "Min økse, min huggert er slidt helt op; du kan jo prøve at sætte dig bag på ørreden dér, og når du hører barnestemmer må du ikke straks åbne øjnene."

Ungkarlen satte sig så bag på ørreden. Da kæmpen huggede til, kunne han lugte og føle vand og blev nu ført ned ad strømmen og faldt ind imellem ned ad vandfaldene. Da han nåede elvmundingen hørte han høje barnestemmer: "Min far er kommet, min far er kommet!" Han hørte så moderen svare: "Nej, din far kan ikke komme efter os fra det sted, hvor vi forlod ham." Men barnestemmen fortsatte: "Min far er kommet hjem, min far er kommet hjem!" Da ungkarlen åbnede øjnene så han, at dem han søgte befandt sig ved elvmundingen. Moderen sagde så: "Jeg har glemt mit skrin bag ved stolpen." Hun havde altså glemt at tage sit skrin med sig, da hun tog af sted. Faktisk var det skalleslugere, der havde antaget menneskeskikkelse. Heldigvis fik ungkarlen dem tilbage.

Oversat af Apollo Lynge, revideret af Signe Åsblom.

Var.: Manden som tog en kone blandt vildgæssene. Manden gift med skallesluger.

En fælleseskimoisk myte. Kleivan, Inge, 1962: The Swan Maiden Myth among the Eskimos. Acta Arctica, Fasc. XIII, Kbh.: Munksgård, nævner dem alle.

Kommentar: Usædvanlig slutning. I de fleste versioner flyver fuglene bort til slut. Iøvrigt er ægteskaber mellem mennesker og dyr traditionelt ikke holdbare.

Orig. håndskrift: KRKB, nr. 3.

Oversættelse af renskriften ved Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom.:

Bopladsfællerne

I gamle dage var der på et sted to husstande som bopladsfæller. Da det blev vinter holdt den ene husstand engang den anden for nar ved at råbe: "Nogen kommer for at udrydde os.!" Og nogen i den anden husstand gemte deres yndlingsbørn bag skindtapetet, mens andre ville drukne deres yndlingsbørn i urinbaljerne, fordi de syntes, at det var synd for dem, hvis de skulle blive såret. Da de således havde været panikslagne og forvirrede, og da den anden husstand havde haft deres morskab over dette, forsøgte de at falde til ro. Den husstand, der havde været til grin, sagde så: "Når de har glemt det hele, gør vi gengæld."

Da de en anden vinter havde glemt det, der var sket, kom en af dem, der havde været til grin i tanke om episoden og sagde: "Vi har jo forresten noget at hævne!" De tog så en af den anden husstands kajakker, lagde den med forstavnen ind mod land for at foregive, at det var en omkommen, der forsøgte at komme hjem (en angerlartussiaq, angerlartoq, BS), således at han kunne vækkes til live igen, og de sagde til ham i kajakken: "Du skal ind imellem lave kajaklyde." De andre gemte sig, fordi der ikke var nogen sne. Da kajaklydene så småt kunne høres, kom der en ud af det andet hus, og da der kom flere kajaklyde, gik han ind i huset igen. Da han var inde, gled der skygger forbi vinduet, og endelig kom der mange mennesker ud af huset. Herude gav de sig til at lytte. Da man hørte kajaklyde, sagde en af dem: "Der er en der vil hjem!" Da de kom nærmere så de, at kajakmanden vendte fronten indefter. Deres åndemaner / angakkoq sagde så: "Gå rundt om ham." De gik rundt om ham og åndemaneren sagde: "Bær ham op." Så løftede de ham ud og bar ham op, mens de pøsede saltvand på for- og bagstavnen af kajakken. De var lige ved at nå husgangen, da åndemaneren sagde: "Bring ham ind med kajak og det hele!" Da den forreste af kajakbærerne begyndte at gå ind i husgangen sagde åndemaneren: "Mon ikke kajakåren stiller sig på tværs." Netop som han sagde det, satte åren sig på tværs af husgangen. Da pagajen hos dem, der vil hjem, ikke plejer at sætte sig på tværs, og da den første, der gik ind, begyndte at trække i kajakken, undrede en anden sig over kajakkens udseende. Kajakkens ejer havde endnu ikke opdaget noget. Da han var gået lidt væk fra den sagde han: "Den ligner Minnasaqs kajak." Da var det så Minnasaq udbrød: "Det er jo min kajak!" Så slog den anden husstand en høj latter op, og på den måde fik de deres hævn. Da de nu selv havde været til grin, gengældte de ikke selv episoden.

Kommentar: En, der vil hjem, en angerlartussiaq / angerlartoq, var et menneske, der ikke havde levet sit liv til ende og ville vende hjem efter at være druknet eller forulykket. Sagnene beskriver undertiden (som her) ritualer, der skulle sikre genoplivelsen af en sådan "hjemvendt". Se også: nalusut ileqqorsarsiornerinik; og søg på: angerlartussiaq.

Hist.: Virker autentisk

Oversættelse ved Apollo Lynge, revideret af Birgitte Sonne:

Om en stor brødreflok fortælles det, at deres eneste

søster var meget smuk og at hun alene syede alle brødrenes klæder. Om

sommeren når renernes pels var i bedste stand, drog de ind fjorden (på

renjagt). Når de så kom hjem fra fjorden bredte de alle renskindene ud

for at deres husmor (søster) kunne vælge, og da hun (altid)

valgte de smukkeste fik hun et forråd af alle de smukkeste.

En sommer på det tidspunkt da renernes skind var bedst, tog de jo så

ind i fjorden, og som sædvanlig lod de så deres søster

vælge sig de smukkeste skind til klæder, og da kom kvinderne op at

toppes om et skind, som en af deres koner, Asarpat, gerne ville ha',

og til sidst brast søsteren i gråd. Men da mændene tog ud på fangst gik hun sin

vej, langt, langt bort (qivittoq / fjeldgænger).

Da hun var kommet et betragteligt stykke ind i landet, tog hun fat på

at bygge hus, og mens hun var i færd med det fik hun øje på en lille

orm som hun tog op, begyndte at amme og lod vokse op. Men da den blev

blev stor nok tog hun den til ægtemand. Fra nu af, hvor hun fik en til

at fange til sig, havde hun alt hvad hun kunne ønske sig. Ved den

tid om sommeren hvor hendes brødre måtte være taget ind i fjorden,

tog hun ned til deres vanlige sommerplads. Da den dukkede frem så

hun, at de var der som de plejede. Men først da hun kunne regne med at

hendes brødre var taget ud på fangst, gik hun ned til

lejren. Da hun var fremme gik hun ind til sine svigerinder. Da hun kom

ind, så hendes svigerinder så, at deres mænds søster for første gang

havde en lille i sin amaat (ryghætte). Der sad hun så som deres gæst,

klædt i renskind fra top til tå. På et tidspunkt bad svigerinderne om

de ikke nok måtte se hendes førstefødte i amaaten, og da sagde hun, at

de først skulle skjule sig under deres sengeskind. Men da barnets

stemme hørtes, fik det dem til at kigge ud under skindene. Hun løsnede

remmen på sin bærepels og tog det op, og nu kunne svigerinderne se at

det var en stor orm. Af lutter forbavselse kom en af dem endda til at

lave et hul i sit sengeskind. Hun ammede det og da hun havde puttet

sit rygposevæsen tilbage i amaaten sagde hun uden anelse om at

svigerinderne havde kigget: "Så, nu er jeg færdig". Da besøget havde

varet længe nok og hun skulle til at gå, spurgte svigerinderne

hvor hun boede. Hun svarede at hun havde et hus midt på en stor slette

mellen to fjelde over for hinanden, at hun havde en stor orm til mand,

og ikke manglede noget. Og så gik hun.

Da mændene var kommet hjem, fortalte konerne at de i dag havde haft

besøg af søsteren. Hvor boede hun da? spurgte mændene. Jo, hun havde

et hus på en stor slette midt mellem to fjelde over for hinanden, at

hun havde en stor orm til mand og ikke manglede noget. Da mændene

hørte dette, siger man, gik de straks igang med at lave pile, rullede

dem sammen i sortsideskind og drog af mod stedet. Da de et godt stykke

inde i landet øjnede to store fjelde over for hinanden og gik

derhenad, fik de øje på et lille hus midt på en stor slette og gjorde

så holdt for at vente til det blev aften.

Aftenen kom og de gik hen til huset, hvor de kiggede ind gennem ruden

og så deres søster derinde med sin mand, der havde rullet

sig sammen om hende. De blev stående derude for at undersøge

forholdene derinde og fandt så ud af, at manden måtte være kommet ind

(gennem et hul i jorden) tæt ved det lille hus og derefter havde

slynget sig rundt om sin kone. De vedtog at gøre et forsøg på at dræbe

deres fæle svoger, og de placerede deres pile langs den rute de ville

flygte ad. Men da det så småt lysnede bankede de let på vinduets

øverste tværpind. Da blev ormen dem vár, satte afsted ud, og da den

så småt dukkede op i sit smuthul med bagenden først, sendte de pile i

den fra begge sider. Først da den var helt ude begyndte de at flygte,

mens de jo stadig sendte pile i den, og snart var pilene ved at

slippe op. Atasik qesuûngârâtalo qesatub samanga majûtipa taimatûminga

qasûb nungûtamik pesilugulo qimaluni (? noget med at en af dem bliver

svedt, føler varmen stige op i sig nedefra og afskyder den sidste

pil), og så besvimede han. Da han så småt var ved at komme til sig

selv huskede han: "Det er da også sandt, jeg flygter jo!" Men først da

han fik kræfter til det kom han på benene og satte i løb, men snart så

han sig tilbage og kunne ikke se, at ormen forfulgte ham. Nej, den lå

skam hvor den var, stendød.

Nu fik de så deres søster tilbage, og man siger at de dræbte hendes

barn.

Da søsteren var kommet hjem brast hun i gråd lige op i ansigtet på

sine brødre (? angatitaminut), mens hun søgte at få orden på sine

tanker.

Her slutter historien.

(Stavemåden er ofte uigennemskuelig, hvorfor oversættelsen er temmelig

usikker. BS.)

Var.: Søsteren som insisterede på at være gift med en orm; En fortælling om en brødreflok (Aron); Kvinden, som tog en stor orm til mand, dengang ormene havde ansigt som mennesker; Kvinden, der havde en orm til mand.

Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.

Oversættelse ved Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom:

Om en rejse Nordpå.

Deroppe nordpå nord for Upernavik på sydsiden af en stor bugt og ude på det åbne hav er der en stor klippe, der kaldes Norsersorfik (stedet hvor man bruger en fuglepil?). Når man får øje på stedet udefra, ligner det en stor klippe, der sejler for fulde sejl. Englænderne kalder det Devil´s Thump, men på vores sprog kaldes det Toornaarsuup Kullorsua (Djævelens Tommelfinger). Men det første sted hvor man lander på solsiden af denne bredning kaldes Kittorsalik, som vi også kalder Qipisup Nunaa. Stedets beboere er oprindeligt grønlændere.

En af dem, som I måske har hørt om, blev fanget af en af de fremmede og taget med til England; denne grønlænder, som på grønlandsk hedder Qalasik (Qalaarfik?), kom, efter at have lært engelsk, til at hedde Rasmus. Denne fortæller først om John Franklin´s forlis, men uden at han selv har set det, men at andre mennesker har set det, og at de har fortalt om, hvad de har været ude for i vores land. Disse folk der kom, har fortalt om det, men han selv ikke har nogen viden om det land, disse henviser til. Han har ikke set det land, men kun hørt om det.

(Er det følgende Rasmus´ fortælling der gengives? BS). Men vi rejser her fra Grønland sammen med ni skibe, der hedder Rasalot, Sistin Brin, Saugbat Mornings og to hjuldampere. Vi er med skonnerten, med en der hedder John Roers (Ross?) som kaptajn og sammen med to andre skibe, Lesli(e) Franklin med Beeni som kaptajn og skibet Sorria med Fokser som kaptajn.

I et andet land der hedder Sistin Pim (Sixteen?) nord for vores land. Dette land har ikke tørve- eller mosejord, da der ikke findes jord her, det eneste man kan se her er sten. Der er masser af dyr at se i havet. Man kan se ringsæler og hvalrosser og isbjørne, men man kan ikke se noget som helst andet, selvom der er sildepiskere?

På selve landet er der ganske vist ryper at se og ind imellem også harer. Jeg færdes ganske vist på land, endda helt derhen hvor landene skilles. Og man kan også se Akilineq (Ellesmere Land?).

Efter at have været på rejse i fire år og efter at have udnyttet alle rejseformer, nåede jeg dog ikke at se den sydlige del af vores land, da det ligger så langt væk.

Hist.: Hist.: Adam Beck var i 1860'erne både med på en ekspedition til Baffinland med et par års ophold på Blacklead Island i Cumberland Sound som tolk, arbejdsformand og muligvis missionær, og på en af eftersøgningerne efter Franklin. Formentlig er det første strækning af den sidstnævnte rejse, der skildres her.

Se Petersen, Robert, 2000: Om grønlandske slægtssagaer. Tidsskriftet Grønland, ss. 299 - 311, med henvisninger til Becks (staves hos Petersen: Bech) skildringer i Atuagagdliutit 1865 og 1867.

Oversættelse:

Kaannassuaqs sultevinter.

Efter at Kaannassuaq selv var blevet fanger havde han een gang oplevet at lide nød:

Sidst på sommeren samlede familien som sædvanlig rigeligt med vinterforråd. Efteråret gik sin vante gang, og snart gik tiden mod årets korteste dag. Så begyndte nordenvind med snetykninger at blive det fremherskende vejr, og derefter blev nordenvinden af en ikke ringe styrke ved med at blæse. På grund af denne vind blev det jo efterhånden koldere og koldere. Da dagene nu blev så meget kortere, kom der meget frosttåge og havets lyde lød som torden. Selvfølgelig kunne Kaannassuaq og hans brødre ikke holde sig hjemme, når der endnu ikke var så mange isskodser, men da de nåede til årets korteste dage og vestisen begyndte at brække i stykker, holdt de op med at tage på kajakfangst, fordi vejret ikke mere klarede op. De begyndte nu at leve af deres ellers så rigelige forråd. Men da de nu udelukkende levede af det og det ikke blev suppleret med anden fangst, svandt det mere og mere ind. Når de gik i seng om aftenen og næste morgen vågnede, så de at vejret stadig var det samme, stærk frosttåge og snestorm. Til sidst blev de da klar over at resten af deres vinterforråd ikke ville kunne slå til. Og nu svandt resten af vinterforrådet hurtigt ind. De havde nået vintersolhvervsperioden, hvor dagene skulle blive længere, og da Kaannassuaq nu så, hvor lidt de havde tilbage af forrådet - som han ikke kunne supplere på grund af alle de isskosser som hindrede adgangen til det åbne hav - begyndte de at rationere, uden at der var nok til at dække det daglige behov, i lige store dele til både tjenestefolkene og selve familien. Snart mærkede de at de fik for lidt at spise, og at de nu virkelig led nød. Deres fysiske tilstand begyndte at ændre sig, selv om de stadig fik lidt at spise. Ved vintersolhverv havde de dagen før fået noget at spise, men da de vågnede den næste morgen havde de intet, og det var første gang nogensinde, at de prøvede slet ikke at få noget at spise. På andendagen uden mad gik tiden til hen på eftermiddagen, og så sagde Kaannassuaq som den eneste i huset - alle de andre stemmer i det store hus var forstummet: "Jeg var ellers begyndt at tro at jeg, efter at jeg selv begyndte som fanger, aldrig skulle opleve så stor nød og fattigdom. Nu er det den anden dags eftermiddag hvor vi ikke har fået noget at spise. Det eneste vi kan gøre er at koge noget af det aflagte skindbetræk til konebåden, for vi har ikke andet, vi kan spise." Da han havde sagt det, begyndte husfællerne at koge skindet. Selv om de derefter kogte disse skind og spiste dem uden sælspæk til, blev de allesammen uden undtagelse ændret rent fysisk, selv Kaannassuaqs krop blev forandret.

       En aften hvor de nu havde nået denne tilstand gik de i seng. Og da de vågnede af søvnen næste morgen, stod op og gik udenfor, opdagede de at selv om stormen var stilnet noget af, var der stadig stærk frosttåge og snefygninger. Da han gik op til fjeldtoppen oven for huset og begyndte at studere omgivelserne, opdagede han at der nord for Angisoq var lidt åbent vand, hvor havisen var brækket over. Da han så det, kiggede han østpå og så, at der lidt vest for Attorsuit og øst for Avalleq var tæt og klar frosttåge og at havisen flere steder var brækket over bag ved Avalleq. Men uden for denne grænse var der intet mørkt at se.

       Da han kom ned begyndte han at gøre sig klar. Da han var færdig med at klargøre sin kajak tog han sin helpels, som lå under konebåden. Han kom ind i huset med helpelsen, og da Kaannassuaq ikke havde for vane at fortie noget, sagde han: "Ikke kun for sjov men dog for at få dagen til at føles kortere, vil jeg tage ud i kajak, hvis revnerne i havisen ikke helt forhindrer mig i det. Der er klar tæt frosttåge øst for Avalleq, hvor grænsen for havisens revner åbenbart går, og derfra og vestover er der intet mørkt at se." Med de ord gik han ud for anden gang. Da han kom ud overvejde han først kun at tage sit fuglespyd med, men tænkte så: "Jeg kan da tage mine våben med, det er ikke umuligt af afise dem til havs." Da han var klar gik han ind i huset og trak sin helpels på, hvorefter han gik ud for at tage af sted. Det fortælles, at da Kaannassuaq tog af sted, ville han ikke nordpå. Han tog østpå og ventede hele tiden at støde på isbrækninger, mens han støt roede ind i den tætte frosttåge. Da han kom ind i den begyndte han at ro efter det sted, hvor han regnede med at Ikkarlup Tunua (Havet øst for Skæret) skulle ligge. Endnu inden han efter sin beregning skulle være i området, og endnu inden han var stødt på afbrækket havis, stødte han på store lomvie-flokke. Da udsynet var meget ringe, og selv om han var meget fristet af de mange lomvie-flokke, tænkte han: "Da det vist er ved denne tid at dagene bliver længere må jeg hellere først se mig om efter en sæl, og først bagefter give mig i kast med de mange lomvie-flokke." I den tanke fortsatte han mod vinden, og skønt sigtbarheden var meget ringe, holdt han udkig i sin vindside, og da fik han en stor flok havmåger i sigte. Da han så den store mågeflok lige i det øjeblik hvor det klarede lidt op, roede han hen mod den. Næsten fremme ved den store mågeflok så han i havet under dem en masse unge grønlandssæler, der ikke dykkede i dybet men kredsede rundt oppe i vandskorpen. Han mente ikke han gav lyd da han så dem, men så hørte han sig selv sige: "Her går vi og længes efter sælspæk, og så viser det sig at der stadig er sælspæk at få i et område af havet." Med de ord roede han ind på deres læside for at de ikke skulle vejre ham og dykke længere ned. Da han var fremme på læsiden af dem roede han nærmere og kom så ind imellem dem. Han havde længtes så voldsomt efter at se en sådan stor flok, at han ikke engang udså sig en stor en, men straks harpunerede den første den bedste. Da han gjorde den klar til bugsering overvejede han at fange en til, men så tænkte han på hvor meget hans brødre og husstand måtte glæde sig over den slags, og så roede han med vinden hjemefter. Da han kom hjem med sælen, spiste hans brødre og hans husstand sig mætte i sælspæk og sælkød i flere omgange og følte endelig, at de havde fået rigtig solid mad.

       Da de vågnede af nattesøvnen tog Kaannassuaq af sted endnu tidligere end dagen før, da han allerede i går havde set fangstmulighederne. Stormen var endnu ikke stilnet af. Det var stadig nordenstorm og stærk frosttåge, men han roede løs for at få øje på den store mågeflok. Så fik han igen øje på den, og da flokken måtte være den samme som dagen før, roede han derhen så snart han fik den i sigte.

       Han havde nu dem der boede i Illorpaat i tankerne, for når det var så streng en vinter her, måtte det være det samme andre steder, også fordi han endnu ikke heller her anden gang han var ude havde set nogen anden kajak. Da han nåede frem til den store flok unge grønlandssæler udsøgte han sig denne gang en af de største og harpunerede en, hvis sorte pletter var blevet meget store. Da han havde harpuneret den, dræbte han den med et enkelt kast med lansen. Da han havde dræbt den halede han den ind og begyndte at gøre den klar til bugsering, uden at ænse sine omgivelser det mindste.

       Tilfældet ville at netop den morgen gik Kittoraq / Qitoraq da han var vågnet og brødrene nu var sengeliggende, ud og opdagede, at stormen var lidt østligere end dagen før. Først da det var blevet lyst gik han hen til en lille høj lidt mod nord. Oppe på højen kiggede han udefter og så, at der var tæt frosttåge med afgrænsning til Itissaalik og Kangaatsaaq (stednavne lidt nord for Kangeq ved Nuuk, AL), og uden en eneste hvid plet imellem. Da han kom ned tog han sin helpels med ind i huset og begyndte at tø den op. Da hans brødre var holdt op med at kigge ud fra briksen, sagde Kittoraq: "Ikke for sjov, nej, slet ikke for sjov vil jeg prøve min kajak, og nu hvor iskanten strækker sig fra Itissaalik vil jeg ro langs denne kant." Da han var tilfreds med opblødningen af sin helpels ville han tage den på, men gik i stedet ud, fordi han var i vildrede. Han ville først fange noget med sit fuglespyd langs iskanten, men han ville også prøve at tage sine våben med i kajakken, da det var muligt at afise dem til havs. Han tænkte så, at han ville forsøge sig med at ro længere ud på havet, hvis han da ikke blev hindret af afbrækket havis undervejs. Han gik ind, trak i sin helpels og gik ud for at tage af sted. Han tog sin kajak på ryggen med bunden i vejret og begyndte at gå syd om Itissaalik hen imod iskanten. Han var faktisk urolig med hensyn til isen, som han følte sig usikker på. Da han så startede ud over den, så han at der vist ingen tynde steder var, og at både skrueisen og den plane is forekom lige fast. Da han nu vidste at isen var sikker, begyndte han at gå til for at holde varmen, og netop som han så småt følte en vis udmattelse, fordi han ikke havde brugt sine muskler længe, nåede han iskanten. Der slog han så den nederste del af sin helpels ud, satte kajakken ned på vandet og kravlede ned i den. Så startede udefter således at han regnede med at få Qaarajuttoq i sigte søndenfra. Da han nu kom til sydsiden af Qaarajuttoq uden at være stødt på drivstykker af havis, tænkte han: "Dette udløb af fjorden bliver ikke islagt, uanset hvor meget isen lægger til." Så vendte han ryggen til Qaarajuttoq, og da den forsvandt i den stærke frosttåge, roede han nu over bæltet mod det sted, hvor han regnede med at Qaarajuttuarsuk lå. Så snart han var fri af Qaarajuttoq og ude i bæltet, kom han ud på tværs i nordenstormen og tænkte: "Hvis jeg endnu havde min fulde kraft, ville det bare være lykken, for der er ingen tvivl om at der derovre bag Ikkarlu (Skæret) som sædvanlig vil være mange unge grønlandssæler, der på skift dukker op af vandet." Mens han tænkte sådan funderede han også videre: "Jeg kan endnu få en sæl på harpunhold, men mine kræfter slår nok ikke til, fordi jeg så længe ikke har brugt dem; så mon ikke man skulle prøve at komme forbi Qaarajuttuarsuk og videre ud." Det gik nu hurtigt, og snart var Qaarajuttuarsuk ude af sigte. Tilfældet ville så, at det netop var på samme tidspunkt Kaannassuaq havde harpuneret en sæl og var i gang med at klargøre den til bugsering uden at ænse sine omgiverlser. Og Kittoraq var netop på vej til stedet. Da Kittoraq var roet udefter regnede han efterhånden med at være ved Ikkarlup Tunua. Han skød stadigvæk en god fart og opdagede nu, at han var lige ved at ro ind i noget. Han så efter og opdagede at der på kajakmandens læside så ud til at være mindre vind, og at manden vist var beskæftiget med noget. Han kiggede nærmere på ham og genkendte ham så straks og så, at han med ryggen til var ved at gøre en sæl klar til bugsering. Da han havde set at han var ved at gøre en sæl klar til bugsering uden at ænse ham, og da han ikke ville overraske ham for meget, roede han om til hans læside og kaldte så på ham. Og først nu kiggede den anden kajakmand på ham, og da han så på ham, sagde Kittoraq: "der kan man se, i noget af havet er der endnu spækmad at få, og imens er den strenge vinter ved at overmande os sølle mænd." Til det sagde Kaannassuaq: "Hvis du længes så meget efter spæk, så spis en flænsebid først." Han trak nu sin sæl op foran sig og gav sig til at skære et bugstykke ud. Han skar et stort stykke ud, næsten lige ned til den bageste bugserrem, og da han havde skåret et bredt stykke af bugen, kastede han det over til Kittoraq. Da denne havde fået fat i det og taget en første mundfuld, syntes han at det nærmest smagte som sne, og at han slet ikke kunne lugte spækket; først med den anden mundfuld mærkede han spæksmagen. Da han nu kilede sin flænsebid ned ved sine kajaktværremme, sagde Kaannassuaq til ham: "Når man er kommet så langt ud i armod er man endnu mere opsat på at fange noget. Jeg skal nok følge dig. Ro nu op mod vinden; derhenne på vores vindside og når vi får øje på en stor mågeflok, er der mange unge grønlandssæler. Den tabte jeg af syne for lidt siden - men du skal bare se, dér er der unge grønlandssæler at fange, og de boltrer sig oppe uden at dykke i dybden." Han lagde så ud sammen med ham. Da de var kommet lidt nord for det sted, hvor Kaannassuaq klargjorde sin sæl til bugsering, fik de øje på den store mågeflok og så nu de mange sæler, der kredsede rundt uden at dykke i dybden, og hvor var der dog mange!" Da han så hvordan de teede sig, sagde Kittoraq til Kaannassuaq: "Det er de sæler du jager, prøv nu først at fange din anden sæl." "Du virker som du er sulten efter spæk," svarede Kaannassuaq, "nej, når du har harpuneret en, så skal jeg prøve at fange min anden sæl." Da han sagde det satte Kittoraq farten op mod sælerne, og da han roede hen til dem og var kommet ind imellem dem, udsøgte han sig ikke engang én af de større, og da han havde kastet sin fangstblære af kajakken, kiggede han sig tilbage og så, at Kaannassuaq var begyndt at ro hen imod ham. Kittoraq havde harpuneret sælen så godt, at den kun trak i fangstlinen en enkelt gang og døde netop som Kaannassuaq kom hen til ham, og Kittoraq sagde: "Førhen var det ofte at man fangede sådanne sæler, den er vist død nu." Da sagde Kaannassuaq: "Du har allerede dræbt den, ro bare hen og gør den klar til bugsering." Da det var vanskeligt at ligge side om side og støtte hinanden med pagajerne, sagde Kaannassuaq til Kittoraq da denne begyndte at ro hen til sin fangstblære: "Jeg kigger på dig fra læsiden." Kittoraq roede helt hen til sin fangstblære og da han var fremme begyndte han at hale sin fangst ind, og endelig fik han den hen på siden. Så lavede han et hul i sælen, hvor den forreste af bugserremmene skulle fastgøres. På det tidspunkt var strømmen i farvandet i Ikkarlup Tunua for udadgående og det gik mod ebbe, og ind imellem kunne der komme ret lange bølger. Da han skulle til at lave det første af bugserhullerne på den øverste del af sælens bryst hørte han Kaannassuaqs prajeråb dér fra læsiden, og han kiggede derhen og så, at Kaannassuaq ivrigt pegede mod vindsiden, og nu hørte Kittoraq bølgens tordnen, kiggede mod vindsiden og så, at en stor bølge allerede var ved at slå ind over ham. Han skyndte sig at binde sin sæl fast til nærmeste tværrem foran sig og rullede fangstlinen rundt om sin harpunholder. Så kom bølgen over ham, og da den dækkede ham kunne den anden lige i begyndelsen skimte ham, men da bølgen for alvor faldt over ham, mistede den anden kajakken af syne. Han beregnede hvor længe hans fælle kunne holde vejret under vandet, og da bølgen var ved at rulle væk, sprang hans fangstblære op af vandet langt henne i læsiden, og netop som den sprang op og bølgen var ved at rulle væk, dukkede kajakmanden velbeholden og retvendt op af vandet. Han roede for anden gang hen til sin fangstblære, tog fat i den og begyndte igen at rulle sin fangstline ind og fik sælen ind ved sin side. Da han havde fået den ind og han igen var gået i gang med at lave det forreste hul til bugserremmen i den øverste del af sælens overkrop, prajede den anden ham igen. Han så sig tilbage og opdagede at denne igen pegede med åren mod vindsiden, og han kiggede den vej. Da så han at en endnu længere og større bølge end den forrige var på vej ind over ham. Da bølgens størrelse imponerede ham, rullede han nu sin bugserrems line rundt om sin harpunholder og forberedte sig af al evne til mødet med bølgen. Da han mærkede at den kom ind over ham, følte han ikke længere at han holdt på noget. Nu mistede hans fælle ham af syne. Han beregnede igen hvor længe den anden kunne holde vejret under vandet, og da bølgen var ved at rulle væk, sprang hans fangstblære op af vandet i læsiden, og straks efter dukkede kajakmanden op langt henne i vindsiden, på ret køl og velbeholden. Han gjorde nu sin pagaj fri af tværremmene og skoddede væk fra sin fangstblære. Da han var kommet væk fra den, roede Kaannassuaq hen til ham, og da han var fremme udbrød Kittoraq: "Sådan måtte det jo gå; jeg er endnu ikke så stærk som normalt, så jeg bliver vel aldrig færdig med at gøre den klar til bugsering. Gør du den klar for mig." "Det kan jeg da prøve; så kan du jo passe på min fangst imens." Kaannassuaq trak nu sin sæl fri af sine kajak og roede hen til Kittoraq. Han roede hen til fangstblæren, halede fangsten ind og begyndte at gøre den klar til bugsering. Da han var færdig trak han den op mod læsiden for at tilkalde Kittoraq. Da Kittoraq havde halet Kaannassuaqs fangst væk fra sig og taget sin egen fangst for at fastgøre bugserremmen til sin kajak, kiggede han på sin kajakfælle og sagde: "Da jeg længtes så meget efter sælspæk var du den første, der gav mig noget spæk at spise, nu er det din tur til at få en flænsebid." Han skar nu næsten hele brystsiden af sælen og rakte den til sin kajakfælle. Da han havde givet ham den sagde Kaannassuaq: "Sælerne er nemme at fange, fordi de ikke har noget til at holde vagt; du må hellere fange én til inden du ror østpå." Til det svarede han: "Det ville jeg også helst, hvis det ikke var fordi jeg under de andre den sæl så meget. Det er vist lige op over for mine stakkels brødre, så jeg må hellere tage hjem for at nå dem i live."

       Da Kittoraq var roet østover landede han der, hvor han var taget af sted fra, og han bar sin kajak over land og slæbte sin fangst, og selvfølgelig så han ikke et menneske da han kom hjem. Han kom nu ind gennem husgangen uden at have kaldt nogen til, og da han dukkede op i indgangen til rummet med sælen og kom ind med den, råbte og skreg hans husstand og hans brødre af glæde. Og allerede dagen efter var Kittoraq igen derude og kom hjem med to sæler.

       Da de havde sovet og vågnede næste morgen, gik Kittoraq ud og så, at den tætte frosttåge og snefygningen derude ikke længere var så kraftig, og at det var blevet helt fint vejr. Da han selv og hans brødre nu alle var begyndt at tage på fangst mærkede de ikke længere noget til fattigdom eller anden form for afsavn. Da den tid kom hvor man kunen regne med at klapmydsen trak nærmere ved land og Kittoraq skulle på fangst derude, tog han sin helpels på og skulle til at gå ud, og så tog han et sæt bugserremme, hvor benbesætningen var af hvalrostand, op under armen. Anden gang han rakte armen ind efter noget under sin briks tog han et stykke isbjørneskind frem, der var rigelig stort til siddeskind i kajakken. Da han havde rullet bugsersættet og isbjørneskindet sammen gik han ud uden at sige noget. Da han havde bragt det ned lagde han først isbjørneskindet i agterenden og derefter bugsersættet yderst. Da han havde stukket sagerne ind, satte han af sted derudefter. Han nåede Avalleq uden endnu at have set nogen kajak, men han fortsatte vestpå. Endelig fik han øje på en anselig kajak, og han genkendte så Kaannassuaq, der lå stille på vandet. Da han kom hen til ham, så han at han allerede havde en klapmyds med meget store pletter på slæb, og Kaannassuaq sagde: "Her dukker sæler op ind imellem, men de dukker bare op lidt længere væk." Da han sagde det roede Kittoraq tættere på Kaannassuaq. Så stak han pagajen ind inder tværremmen på hans lændestykke. Da han havde stukket åren derind, løsnede han sin kajakpels fra kajakringen og begyndte ligeså stille og roligt at rode rundt efter noget inde i sin kajak og tog så et sæt bugserremme med besætninger af lutter hvalrostand, og han lagde dem ovenpå sin kajakstol. Da han anden gang helt roligt rodede rundt inde i sin kajak trak han et stykke isbjørneskind frem, der var rigeligt stort til et siddeskind. Da han havde taget skindet frem, tog han bugsersættet op, rullede tingene løseligt sammen og gav dem til Kaannassuaq, og først nu sagde han noget: "I vinters, hvor jeg længtes så meget efter sælspæk, var du den første, der gav mig sælspæk at spise. Det kan være du slet ikke mangler den her slags, men jeg vil nu med disse ting sige dig tak for det første sælspæk jeg spiste og bringe balance i vores forhold igen." Selvfølgelig følte Kaannassuaq at gaven var for stor, men da han ikke kunne gøre andet, tog han imod den og takkede ham. Da de havde talt med hinanden og skiltes, fangede de hver en klapmyds, og inden Kaannassuaq havde fanget sin anden klapmyds, tog Kittoraq af sted.

       Den vinter der var så streng var den eneste gang, hvor Kaannassuaq og Kittoraq i hele deres fangerliv oplevede en sultevinter og følte fattigdommens svøbe, og siden oplevede de alrig en sådan armodig vinter.

Oversat af Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom.

Var.: Kaannarsuaq, Kaannassuaq

Hist.: Fortællingen er autentisk. En tidligere version fortalt af Kaannassuaqs oldebarn, Hendrik (NKS 2488, IV, nr. 2), findes oversat i uddrag i Rink 1866-71, II: nr. 65. Se også Thisted & Thorning 1996: nr. 2.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:  

En fortælling, der ikke er så gammmel, om en stærk

mand, som var morder, hed Pameeq, og boede syd for Paamiut.

Apolos / Apollos mor var øjenvidne, da hans fjender hævnede sig på ham og

dræbte ham.

At Pameeq, kraftkarlen, drabsmanden og åndemaneren, der boede syd

for Paamiut, virkelig dræbte så mange, vidste hans familie ikke. Når

en slægtning eller bopladsfælle udeblev fra fangst, begravede de ham

i den tro, at han var omkommet under fangstturen. Så skete det,

at en ældre mand engang var ude i kajak; og da han roede uden om en

klippehule, så han, at der var en kajakmand inde i klippehulen. Han

blev urolig og roede til. Det samme gjorde kajakmanden inde fra hulen,

og halede hurtigt ind på den ældre mand. Den ældre mand roede udefter

for på den måde at blive synlig for folk fra teltene hurtigst muligt.

Han var klar over, at den anden hurtigt ville indhente ham, hvis han

roede langs med kysten. Så snart den ældre mand var kommet så langt

ud, at han kunne ses fra teltpladsen, roede forfølgeren tilbage imod

land. På den måde blev de klar over, at det var denne mand fra

klippehulen, der dræbte deres bopladsfæller, der udeblev fra

fangstture.

De var ikke i stand til uden videre at hævne sig på ham,

da han var meget stærk. De inviterede ham på besøg, selv om de

ikke rigtig troede, han ville komme. Men minsandten om ikke han

indfandt sig med en ledsager ved navn Nattoralik. Så snart Pameeq var

kommet op af kajakken og var gået op til teltene, rev de hans

kajakbetræk i stykker. De mange mænd på stedet fulgte ham på hans

runde fra telt til telt, for han var så hurtig til bens, at de ikke

kunne indhente ham, hvis han nåede at flygte. Han besøgte det ene telt

efter det andet og blev budt på rigelig mad alle steder. I det sidste

telt, han besøgte, boede forældrene til Apolos mor. Der var i teltet

fire sønner. Den ældste hed Kalajaaq, den næste Uppaq, den mellemste

Akkaluuk, den yngste Ilutak; og deres søster hed Arpaleraaq. Da Pameeq

kom ind i teltet, spurgte han, hvor Kalajaaq var. De svarede, at han

var gået i seng, fordi han var så søvnig (isinigoq ajuleramigit - det

kan også betyde, at han havde dårlige øjne). I virkeligheden opholdt

Kalajaaq sig under den omvendte konebåd, og sleb på sin kniv, som

skulle bruges til at dræbe Pameeq med. Da Apolos mor kom ind i

teltet, så hun en stor mand sidde et stykke væk fra indgangen

(? angmarfiungitsup tungâne - angmarfik må formentlig betyde: indgang

- stedet, hvor der åbnes). Det viste sig, at Pameeq anede uråd og

svedte voldsomt; hans tøj klistrede til kroppen, så han sad og lettede på

tøjet på skuldrene med mellemrum. Hans ledsager, Nattoralik, ville af sted, mens Pameeq var inde i teltet; og han opfordrede de

andre til at dræbe Pameeq.

Endelig kom Pameeq ud af teltet for at tage af sted; men i det samme stillede mændene sig omkring ham. Pameeq sagde: "I må også komme og besøge os." Uppak sagde: "Jeg er bange for at vejret bliver dårligt, sådan som det store fjeld Kaannaat ser ud."

I det samme greb Uppak ham omkring livet og sagde: "Det sker somme

tider med dette fjeld" (? Qagkátiorsuaq ilaine). Da Pameeq mærkede, at

nogen greb ham, førte han hånden bagud og forsøgte at skære mandens

testikler af (? sivqardlugo). De greb ham i arme og ben og løftede

ham. Kalajaaq kom til og stak ham i underlivet med sin kniv, så han

tabte kræfterne; og han blev dræbt. Søsteren Arpaleraaq sagde til

dem, at de ikke måtte partere liget i nærheden af teltet, men flytte

det væk fra teltpladsen. De gik hen til en nærliggende slette og

parterede liget der. Senere hældte de dryptran fra lampen på de

steder, hvor der var dryppet blod fra manden, for at han ikke skulle

vende tilbage. De parterede liget i flere dele. Først skar de hovedet af ved halsen og derefter resten midt over. Hovedet satte de fast på

jorden med en pløk - vendt imod øst, hvorfra dagningen plejer at vise

sig. Apolos mor overværede parteringen af liget. Nogle af stykkerne

lagde de i en gammel grav. Hans kajak og noget af kroppen sænkede de

ned i en stor elv; og senere knuste de hovedet omhyggeligt. Da alt

dette var blevet gjort, tog de hen til hans kone for at meddele hende,

hvad der var sket. Da de kom til hendes hus (telt?), råbte de ind: "Vi

skal meddele, at Pameeq er blevet dræbt af sine fjender." Hun var i

færd med at sy sålerne på de kamikker, han skulle have på, når han

kom hjem. Hun blev så forskrækket, at hun stak sig med nålen i

håndfladen. Om aftenen forsøgte Pameeq at dukke op af jorden lidt vest

for teltet, for at vende tilbage. De hældte noget dryptran ned over

ham, så han forsvandt. Fra da af vendte alle kajakmænd, der var på

fangst, velbeholdne hjem. Det var jo Pameeq, der havde dræbt de andre.

Var.: Pameeq

Hist.: Historisk fortælling om hævn over en berygtet morder

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

En fortælling om en frier, som også (ligesom Pameeq, BS) stammede fra et sted

syd for Paamiut.

De havde hjemme syd for Paamiut på vinterbopladser, som lå ikke så

langt fra hinanden. Der var tre brødre. Den ældste hed Kiipuk, den

mellemste Kattarsuk og den yngste Tiitarik. På en anden boplads boede

en flot kvinde, en slægtning, som var datter af en lille ældre mand.

Kattarsuk syntes godt om hende. En dag, mens hendes bopladsfæller

var ude på fangst, tog han hen til hendes boplads sammen med sine

brødre for at fri til hende. De tog hende med hjem til deres boplads.

Da mændene kom hjem fra fangst, opdagede de, at kvinden var blevet

bortført. Faderen ville ikke af med sin kære datter. Derfor tog man af

sted, for at hente hende. Kattarsuks moder så kajakmændene komme, og

hun råbte til Kiipuk: "Kiipuk, det er vel ikke fordi du ikke plejer at beskytte

mig" (? imaingitsoq sernigileraraarma). Kiipuk tog af sted og roede derhenad, hvor broderen havde slået sit telt op. Nær ved stranden satte han fra med hånden foran kajakringen og sprang i land. Han ventede lige til kajakken gled

til land. Så gik han op til teltet, hvor de var oppe at slås. Det

fortælles, at Kiipuk gik ind i teltet sârdluínauvdlune (Rink: iklædt

tarmskind), og straks væltede teltet, og de trak kvinden ud gennem

bagvæggen. Hun forsøgte at gå, men sank sammen, da hendes ben var

kræftesløse på grund af det tryk, de havde været udsat for. Langt om længe rejste

Kiipuk sig op, og det undertøj (tarmskindstøjet?), han havde på, var

revet i stykker. Kiipuk kunne ikke klare de mænd, der havde

hentet kvinden (tilbage ?). Han puffede kraftigt til kvindens far uden dog at

vælte ham. En af dem, der nødig ville af med kvinden, skubbede

kraftigt til Kiipuk, så han væltede og forsøgte at støde ham med

knæet, men strejfede ham blot. De tog kvinden med tilbage; og Kattarsuk,

som nu havde mistet sin kæreste, gik rundt og samlede stumperne af

teltforhæng sammen.

Det fortælles, at der ikke skete noget med kvinden. De havde også haft visse forventninger om, at Kattarsuaqs

mor, som var meget gammel, skulle foretage sig et eller andet. Senere

hen friede en anden mand, altså ikke Kattarsuk til kvinden, mens

mændene på bopladsen var ude på fangst. Men de ville nødig undvære

hende, så de hentede hende dagen efter; de røvede hende fra manden og

bragte hende hjem på kajak med benene puttet ind i en kajakpels.

Siden begyndte det at gå ned ad bakke med kvindens helbred, så hun

gik helt i stykker og døde. Moderen til den (sidste), der friede, var

meget gammel. Hun havde skrabet noget fra det sted, hvor kvinden lå,

med sin gamle ulu (kvindekniv); og det havde hun fået styrke af, hun

havde taget kraften fra kvinden (? kimeqartivkâ). Slut.

Hist.: Muligvis historisk. Mange andre fortællinger om hekseri.

Rasmussen, Knud: Inuit fortæller, II, red. Regitze Søby, 1981: 100 - 104: "Den store åndemaner, hvis søn blev dræbt af en qajariaq", synes at være Rasmussens egen oversættelse af denne version,

eller muligvis af afskriften (?) (ved Hendrik Olsen ?), NKS 3536, I, læg 14, ss. 17 - 24: angákorssuarmik qajariaq. Eller NKS 3536 II, læg 18, ss. 1 - 7: håndskrevet oversættelse til dansk af ?.

Oversættelse ved Apollo Lynge; revideret af Signe Åsblom:

Historien om en stor åndemaner / angakkoq

Det fortælles at en stor åndemaner havde stort held i fangst, og at han kunne færdes i al slags vejr, og det siges også at han aldrig tog på fangst andre steder end til udhavet i vest. Når han havde fanget to fuldvoksne grønlandssæler, tog han dem op på kajakken, den ene forpå og den anden bagpå, og så begyndte han at notere sig dønningerne. Når en dønning var særlig stor og han placerede sig på den rigtige side af den, blev han skubbet frem af denne samme dønning helt hjem i et stræk, og han kom så hjem med to fuldvoksne grønlandssæler ovenpå sin kajak allerede mens dagen var på sin fulde højde.

Det fortælles, at han aldrig boede sammen med andre mennesker og ikke selv havde nogen børn. Engang lagde han mærke til, at det var som om hans kone var blevet gravid, og nogen tid efter fandt han ud af, at det var hun virkelig. Nu var det som om hendes mand bar hende på sine hænder, fordi de hidtil ikke havde fået nogen børn. Tiden gik og konen skulle føde, og da hun nedkom med en søn, blev faderen lykkelig. Da han begyndte at vokse til, besluttede faderen sig for at opdrage ham på en særlig måde. Han tillod ham aldrig at sove længe om morgenen, men bød ham stå tidligt op. Allerede mens han var lille byggede faderen en kajak til ham. Og inden hans krop var udviklet tog faderen ham med ud på det åbne hav på fangst. Med tiden blev han ligesom sin far og i stand til at klare alle storme. Når de havde fanget to fuldvoksne grønlandssæler og anbragt dem på kajakken, tog de hjemover ved at lade sig skubbe frem af en enkelt dønning. Da sønnen aldrig mere sakkede det mindste bagud, fulgtes faderen ikke længere med ham på fangst. Når sønnen tog på fangst ude på det åbne hav, kom han altid hjem med to grønlandssæler på sin kajak.

Engang da han var taget på fangst og de afventede hans hjemkomst, blev det aften uden at han var kommet hjem. Næste dag gjorde hans far sig klar og tog afsted stik vest ud på havet for at søge efter sin søn og måske finde bare et af hans fangstredskaber. Han fortsatte udefter, og da de yderste landområder sås som en sammenhængende stribe, blev der vestfra råbt: "Hvor er han?" Han fortsatte udefter få at få øje på vedkommende, og så kom en stor qajariaq til syne derude med kurs nordpå. Mellem åretagene bøjede qajariaqmanden sit ansigt ned mod kajakken over knæene, og når han efter en rum tid igen rejste sig, tog han et åretag og råbte: "Hvor er han?", og bøjede sig igen ned over sin kajak. I hast fór han nordover, og den store åndemaner placerede sig bag ham og satte efter ham. Når han rejste kroppen så han sig ikke tilbage, men bøjede sig ned igen lidt efter. Den store åndemaner var lige ved at indhente ham bagfra, da han rejste sig med ordene: "Hvor er han?" og igen bøjede sig ned, og så gjorde den store åndemaner ophidset sin harpun klar og sendte den lige i hans rygrad. Da han havde dræbt ham og rejste hans kajak op for at trække sin harpun ud, så han straks at han havde underkroppen af hans søn klemt fast under tværremmene på kajakken. Han tog sin søns underkrop, lod bare sit offer være og begav sig videre vestpå.

Da han ikke længere kunne se den dræbte, lød råbet: "Hvor er han?" igen ude vestfra. Han roede videre for at få øje på denne, og da han fik ham i syne så han, at denne også var på vej nordover. Efter at have placeret sig bag ham og begyndt at jagte ham, harpunerede han også ham. Da han var død og væltet rundt, rejste han ham op og så, at han havde hans søns arme fastklemt under sine kajaktværrremme.  Han tog dem, og uden at værdige den dræbte et blik fortsatte han videre vestpå.

Da han ikke længere kunne se den sidste dræbte hørte han igen råbet: "Hvor er han?" ude vestfra. Da han fik øje på denne så han, at han i endnu større fart stilede nordover og råbte: "hvor er han?" med en meget dyb stemme, og det viste sig senere at være de andres far. Den store åndemaner placerede sig bag ham og gav sig til at forfølge ham. Denne gang var han længe om at komme ind på livet af qajariaqen. Da han var lige ved at nå ham, rejste denne sig selvfølgelig op, tog et åretag og råbte: "Hvor er han?" og så bøjede han sig igen ned mod forenden af sin kajak, og i det samme skyndte den store åndemaner at forbinde sin kajak med hans ved tværremmene med sin pagaj. Manden blev så forskrækket at han skrigende vendte sig mod ham. Uden et ord løsnede den store åndermaner sin vandskindspels fra mandehullet, tog sin snustobaksdåse og bød den anden en pris. Nu kunne den store åndemaner ikke uden videre ro væk fra den anden og fulgtes så med ham. Så så han at manden havde hans søns krop liggende under kajakstolen til fangstlinen. Den store åndemaner generede sig for at sige noget og fortsatte sammen med ham.

På et tidspunkt sagde så den anden: "Jeg spejder efter de kære to." Det var altså denne fæle mands sønner, som den store åndemaner havde dræbt. Umærkeligt sørgede den store åndemaner for, at den anden begyndte at styre hen mod den sidste, han havde dræbt. Netop som han regnede med at de nærmede sig, vejrede den anden pludselig østefter og pegede: "Der østpå kan man kun se hans kajak." De roede derhen, og da faderen rejste ham op så han, at han havde et stort sår. Inden manden nåede at sige noget, sagde den store åndemaner: "Kan du ikke vække ham til live igen?" "Jo, jeg kan vække ham til live", svarede den anden. Han sagde noget uforståeligt noget til sin søn mens han puslede med forskelligt ved ham. Efter en tid lykkedes det ham så at vække sin søn til live. De roede videre med mandens søn som tredjemand, og nu sagde de to's far: "Nu er det kun om vi kan finde hans lillebror." Med forsæt søgte den store åndemaner at følge samme rute som han var kommet. Da han regnede med at være i nærheden af den anden kajak, udbrød faderen: "Der østpå flyder kun hans kajak." Da de nåede derhen rejste de ham op og så, at han havde et stort sår. Som før sagde den store åndemaner inden faderen nåede at sige noget: "Kan du ikke vække ham til live?" "Jo, jeg kan vække ham til live", sage den anden også denne gang. Som før begyndte faderen at tale uforståeligt mens han puslede ved sønnen, og denne kom så også til live. Alle fire satte de så kursen nordover, fordi den store åndemaner generede sig for at forlade dem.

Mens de roede fik de øje på et mellemstort isfjeld. Da de nærmede sig, sagde den store åndemaner til sin vældige kajakfælle: "Kan du ikke også vække ham under din kajakstol til live?" "Jo, jeg kan også vække ham til live igen!" "Kom så, væk ham til live hvis du virkelig kan." Han rakte ham sin søns underkrop og arme. Den anden puslede med hans søn alt mens han talte uforståeligt, og åndemanerens søn kom til live. Men nu havde de ingen kajak til ham. Bare for at prøve sagde den store åndemaner til faderen: "Hvis du kunne gå med til det, kunne jeg lade ham tage hjemturen i en af dine sønners kajak, og så kan I vente på isfjeldet her. Når han er kommet i land kan jeg bringe kajakken tilbage til jer. De andre efterkom hans anmodning og gik fra kajakkerne op på isfjeldet, og så tilbød faderen at den store åndemaners søn kunne låne en af sønnernes kajak. Den store åndemaner tog sammen med sin søn hjemad mod land, og da de hjemme gik i land viste det sig, at sønnens underkrop var helt død. Det siges at dette skete, fordi han lånte en qajariaqs kajak, og at hans underkrop derved døde af skræk. Den store åndemaner tog nu den store kajak på slæb ud på havet, og da han fik øje på isfjeldet så han, at de stadig ventede på ham. Da han havde afleveret den store kajak, gik de andre ombord i kajakkerne og satte afsted nordover, og den store åndemaner tog afsked med dem og roede hjem.

Det fortælles således at den store åndemaner ganske vist fik sin søn tilbage, men at denne ikke længere kunne færdes på land, fordi hans underkrop var død.

Her slutter fortællingen.

Var.: søg på qajariaq, qajarissat, kanofolk;

Tolkning: Qajariaqerne er en slags sælmennesker, hvis sælunderkrop ikke egner sig synderligt til at færdes på land.

Oversættelse ved Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom:

Fortællingen om brødrene og deres eneste søster Seeqqunnguaq.

Det fortælles om en stor brødreflok, at de havde en eneste søster, der hed Seeqqunnguaq, og at de havde en vinterboplads på den yderste ø. Det fortælles også, at de tog ind i bunden af den store fjord om sommeren. Og når de opholdt sig inde i bunden af fjorden, plejede de at tage ind i landet og afskære renerne deres vej og jage dem ud i en stor sø. Når de havde jaget en stor flok rensdyr sammen, og de svømmede ud på den store sø, tog brødrene i kajak ud i søen og dræbte renerne med deres fuglepile. Når de tog af sted for at jage rener, tog Seeqqunnguaq altid med.

Engang da det blev sommer, tog de som sædvanlig ind i bunden af fjorden for at jage rener. Da de kom til deres vanlige jagtområde, fik de øje på en stor flok rensdyr og begyndte at afskære den vejen. Mens de var i gang med at afskære dyrene deres vej og var begyndt at nærme sig den store sø, opdagede de, at renerne var begyndt at slippe væk ved det sted, hvor Seeqqunnguaq var placeret. Det skulle vise sig, at Seeqqunnguaq var blevet gravid uden for ægteskabet med Månemanden / månen, og at hun på grund af graviditeten var blevet langsommere til bens. Hendes mange brødre spurgte hende, hvorfor hun var langsom, men Seeqqunnguaq ville ikke sige noget. Da hun ikke ville sige noget, besluttede hendes brødre at dræbe hende. Så blev Seeqqunnguaq nødt til at sige, at hun var blevet gravid ved Månemanden. Da hun nu fortalte sin hemmelighed, undlod brødrene med nød og næppe at dræbe deres søster. De tog så hjem derfra, uden at nogen af dem havde fået et eneste rensdyr. Da de kom hjem, tog de ikke af sted igen for at drive rensdyr sammen.

En dag da Seeqqunnguaq kom hjem efter en gåtur, var hun usædvanlig stille og trist. Det viste sig, at hun i området uden for teltet havde født et barn på størrelse med en tommelfinger, og at hun havde dækket sit nyfødte barn til med mos. En morgen tog hun hen for at se til det for tidligt fødte barn i den tro, at det nu var dødt, fordi hun ikke havde set det, siden hun forlod det. Da hun kom til stedet, hvor hun havde dækket barnet til, tog hun mosset væk, fordi hun troede det var dødt, men det levede endnu. Hun begyndte at amme det på stedet, og efter at have ammet det, lagde hun det tilbage og dækkede det til igen; og så gik hun tilbage. Da hun gik nedefter, kiggede hendes lille søn efter hende for at se, hvor hun ville gå ind. Mens han så efter hende, gik Seeqqunnguaq ind i et telt. Da hun var gået ind, tænkte hendes lille søn: "Måske skulle man forsøge at gå derned." Efter at have tænkt over det, begyndte han at gå nedefter. Mens han gik nedad, rullede han ind imellem hen ad jorden. Det fortælles, at fordi hendes afkom var så lille, var det kun hans forstand, der virkelig var vokset. Endelig nåede han teltet. Da han var kommet så langt, begyndte han at lede efter teltåbningen, og da han endelig fandt den, gik han ind mellem teltlagene og kiggede ind gennem et hul i teltets forhæng og så, at hans mor var lige ved at gå i seng, mens alle de andre allerede var faldet i søvn. Han tænkte ellers på at gå ind til sin mor, men fordi han var genert overfor hende, ventede han udenfor, til hun var faldet i søvn. Et stykke tid efter hørte han hendes sovelyde. Da hun begyndte at snorke, prøvede han på at falde ind gennem hullet i teltforhænget, og endelig lykkedes det ham. Så gik han hen til sin mor, bøjede sig ind over hendes bryst og begyndte at die. Han drak og drak og holdt først op, da han var mæt, og idet han bed sin mor i brystvorten, lod han sig falde ned på gulvet. Da moderen følte smerten på sit bryst, vågnede hun med et skrig. Da brødrene hørte hendes skrig, spurgte de: "Hvad er der?" "Å! Jeg var lige ved at tro, at et menneske bed mig i brystvorten." Da de havde talt lidt sammen og var faldet i søvn igen, forsøgte drengen at komme ud af teltet, og da han var komme ud, gemte han sig bagved mellem teltringens sten. Der ventede han til det blev nat. Og så gik han ind i teltet igen, diede sin mor igen, og da han var mæt, gik han ud og gemte sig bag teltet mellem teltringens sten. Nu blev han på stedet og gjorde det samme hver aften: Han drak mælk hos sin mor; og endelig fik han sul på kroppen.

En aften da han havde listet sig hen til forteltet for at gå ind og die hos sin mor, hørte han, at de derinde endnu ikke var gået i seng men endnu talte sammen: "En dag når det er godt vejr, må vi tage tilbage til vores vinterboplads, for det er ved at blive efterår." Da han hørte dem tale sammen om det, tænkte han: "Hvis jeg skal overvintre alene her, sulter eller fryser jeg ihjel, men måske kan jeg finde mig en kajak." Da han derefter gik ud gennem teltåbningen, begyndte han at lede efter en kajak på deres affaldsbunke. Mens han søgte, fik han øje på et afbleget hundekranium. Da han fandt det, slæbte han det ned til stranden. Han satte det i vandet, men da det begyndte at fyldes med vand, tog han det op igen. Da han havde fået det op, og ikke rigtigt viste hvad han skulle gøre, tænkte han: "Måske skulle jeg tætne det med jord." Så søgte han efter jord. Da han fandt noget blødt muldjord, løsnede han noget af den og smurte hundehovedet med det. Først da det så ud, som om det var blevet tæt over det hele, satte han for anden gang kraniet i vandet. Han ventede for at se, om der skulle sive vand ind i det, men da det ikke skete, tog han det op på land igen. Da han havde taget hundehovedet op, begyndte han at lede efter en kajakåre, og mens han søgte, fik han øje på knogler fra et menneskeskelet. Da de forekom velegnede, tog han smalbenet til kajakåre, bragte sin kajak ned og satte den i vandet. Da han var kommet ind i den gennem halsåbningen, begyndte han at ro. Da han havde roet lidt rundt, kom han tilbage, tog sin kajak op og lagde den mellem sine mange morbrødres kajakker. Da han havde lagt sin kajak på plads, gik han op og gemte sig som sædvanligt mellem teltringens sten bagtil.

Mens han var der, blev det morgen, og husets beboere fik travlt med at gøre sig klar til at komme af sted. Mens de havde travlt, begyndte han at gøre sin kajak klar. Først troede han, at han skulle blive set af de andre, men da det ikke skete, endte det med, at han til sidst gik rundt mellem brødrene, der var ude i det fri. Efter et stykke tid bar de deres konebåde ned til vandet. Lige fra de begyndte at gå ned med den, gik han ved siden af dem. Når de kom til at skubbe til ham, faldt han om på jorden. På et tidspunkt ville de omsider af sted. Da så de andre fik travlt med at gøre sig rejseklar, gik Seeqqunnguaq op for at se til sin søn, men han var ikke, hvor hun havde forladt ham, og så gik hun ned igen. Da hun gik ned og fik øje på sine husfæller, var de lige ved at støde fra land. I rask løb nåede hun lige at komme om bord, inden de stødte fra land.

Da alle de mange morbrødre skulle til at tage af sted, gik Seeqqunnguaq´s søn ned med sin kajak og satte den i vandet. Mens han ventede på, at alle hans morbrødre skulle tage af sted, regnede han med at blive set, men ingen opdagede ham, og endelig kom han så af sted. Mens han roede der mellem kajakkerne, kunne han dårligt nok følge med, når de roede hurtigt, men til sidst indhentede han dem dog. Mens han på et tidspunkt roede lige ved siden af kajakkerne, blev han strejfet af en af kajakmændenes årer og kæntrede. Først bevægede han sig ikke, men så tænkte han: "Hvis jeg bliver liggende sådan, dør jeg; måske skulle jeg prøve at rejse mig i min kajak." Så ordnede han sit åregreb, og det lykkedes ham hurtigt at rejse sig. Da han havde rejst sig kiggede han efter konebåden og kajakkerne og så, at de var kommet langt foran, og han satte efter dem. Da han nåede dem, begyndte han at spekulere på, hvordan han skulle hævne sig over, at de havde fået ham til at kæntre: "Måske skulle jeg forsøge at få dem til at kæntre." Da han havde fået den idé, roede han hen til én af dem og forsøgte at få fat i hans åre. Da han på et tidspunkt tog et åretag, greb han fat i åren og trak ham ned ved den, og fik ham straks til at kæntre. Da kajakmanden kæntrede, forsøgte han at rejse sig, men nevøen trykkede hele tiden hans kajak ned, og til sidst druknede han og lå helt stille. Da de andre nåede hen til ham og vendte hans kajak op, så de, at han allerede var druknet. Det fortælles, at han på den måde druknede alle sine mange morbrødre. Da han havde dræbt alle kajakmændene, begyndte han at ro ind mod land samtidig med at han råbte på vind! Og selv om han selv kom til at ro hårdt til i den hårde vind, kom han dog i land. På den måde hævnede han sig på sine morbrødre, der havde været lige ved at dræbe hans moder.

Her ender fortællingen.  

Var.: søg på: anngiaq

Oversættelse ved Apollo Lynge:

Fortællingen om Aataaliannguaq

Det fortælles, at Aataaliannguaq og Aataaliarsuaq var hjertevenner, fordi de, som man siger, aldrig forlod hinanden. Det siges at Aataaliannguaq var ungkarl. Han boede på Kangeq og tog ene og alene til Qooqqut, når han skulle på ammassætfangst. Engang han så regnede med at (det var ved den tid da) ammassætterne skulle til at gyde, tog han af sted for at fange ammassætter. Han var alene i sin konebåd, hvor han ene mand roede med to årer, fordi han aldrig tog andre med. Da han kom til Qooqqut var ammassætterne begyndt at gyde og han begyndte at øse ammassætter op med ketsjernettet uden at sanse noget andet. Først da han mente at han hvade fanget nok, holdt han op. Han bragte fangsten op på land og lagde fiskene ud til tørring, og først da begyndte han at tænke på kajakfangst. I ventetiden mens ammassætterne tørrede fangede han mange sæler. Når han kom tilbage og havde flænset sin rigelige fangst, skar han kød ud til tørring, mens han (samtidig) kogte kød og ind imellem skrabede skindene af sin fangst, for han var øvet i al slags arbejde. Han var så småt tilfreds med ammassætternes tørring og havde allerede vendt dem, mens han stadig fangede mange sæler.

En dag han kom hjem fra fangst og havde slæbt sin fangst op, gik han op til sit telt, hvor han så så at hans kogested ved indgangen røg og at der endnu var gløder. Fuld af undren gik han hen til sin gryde, og dér var nykogt sælkød som stadig dampede. Da han gik ind i teltet så han, at skindet af en fuldvoksen grønlandssæl lå færdigskrabet og at et andet var efterladt halvfærdigt. Han kiggede på sin vandspand og så, at den var helt fuld. Han undrede sig endnu mere. Så tog han begge sælskindene og smed dem i havet, smed indholdet af vandspanden ud, og endelig smed han de allerede kogte kødstykker fra sin gryde ud i havet. Først da han selv havde hentet vand og kogt sin mad, spiste han.

Da han havde sovet tog han næste dag ud på fangst. Først ville han midt ud på fjorden, men tænkte så: "Måske er der et menneske, der vil opnå forbindelse med mig og færdes i nærheden af mig." Da han nu havde besluttet sig for at undersøge hvad det var der foregik, gik han først i land da han var kommet til et sted, hvorfra han ikke kunne se sit telt. Og da han havde bragt sin kajak et stykke op fra strandkanten begyndte han at undersøge sine omgivelser. Lidt længere hen på morgenen fik han øje på en lille sort prik oven over et område med små røde blomster (stednavn ved Qooqqut, AL). Han stirrede på den og opdagede at den undervejs ned (fra oplandet) passerede visse steder ligeså hurtigt som en trækvind. Han holdt intenst og uafbrudt øje med den, men så forsvandt den bag noget, uden at han havde fundet ud af hvad det var. Men efter et øjeblik kom den til syne igen, og nu mente han at den lignede et menneske. Den stod stille et stykke tid, og da den fortsatte nedad var det som om den fløj lavt hen over jorden, men så forsvandt den igen bag noget, uden at han fandt ud af hvad det var, men da den dukkede op igen, kunne han se at det var en kvinde. Hun standsede op, så sig omkring og tog så retning mod hans telt. Han mistede hende atter af syne, men så lagde han sig helt faldt ned på jorden indtil hun måtte dukke frem igen. Da hun kom til syne så han at det var en rigtig kvinde! Bred og fyldig om hofterne, smal om livet og med en hårtop som en hel lille pude, - alt nåede han at se ved hende. Da hun gik hen mod hans telt efter at have set sig omkring, troede han at han bare tænkte, men greb sig så i at have istemt: "Bredhoftet og smallivet, og med en flot hårtop." Da han var færdig med visen og stødte fra, stoppede han brat, og han bebrejdede sig selv: Jeg fjols, når jeg for en gangs skyld ser en kvinde, lader jeg hende høre at jeg er her." Nu ville han ikke videre, og selv om han lå fladt på maven holdt han øje med alt, fordi han troede at hun ville gå op i landet igen. Hun gik dog endnu hurtigere hen mod hans telt og ind i det, men hun kom straks ud igen for at hente saltvand. Da hun var gået ind igen, begyndte det at ryge fra hans kogested ved indgangen. Da hun havde været nede efter kød til kogning, hentede hun vand. Anden gang hun gik ned, kom hun op med store sælskind og tog dem med ind i teltet, og så kom hun ikke ud igen. Han blev ved med at kigge på sit telt, men da hun stadigvæk ikke kom ud, skyndte han sig ned i sin kajak og roede hjem af alle kræfter.

Da han kom i land neden for sit telt og bevægede sig op til det lige så stille han kunne, nåede han op foran indgangen, før hun var kommet ud igen. Da han så ville ind i teltet, lød det som om noget kradsede på skind da hun krøb ind mellem teltets skindlag. Man kunne se hendes fødder stikke ud, og da han kom derind sagde han: "Jeg har allerede set dig, kom du bare ud." Da hun kom ud kunne han se, at det sandelig var en rigtig kvinde. Brede og fyldige hofter, smal om livet og en hårtop som en hel lille pude.

Da Aataaliannguaq nu for første gang så en kvinde efter sit hoved, holdt han op med at tage på fangst og tænkte ikke på andet end flirt og kærtegn. Efter flere dage med det sagde så hans kone: "Jeg forlader dig ikke, for jeg kan ikke længere undvære dig. Tag nu ud på fangst en gang imellem."

En morgen hun så flere gange havde bedt ham tage på fangst, roede han da afsted og ville først hen et sted, hvor han ikke kunne se sit telt, men han roede alligevel ikke længere væk, end at han kunne holde øje med det, og han så sig hele tiden tilbage for at se om hans kone skulle gå ud. Han harpunerede kun to sæler og roede så indefter, og da hans kone kom ned til ham, følte Aataaliannguaq at han havde været lige ved at dø af længsel.

Nu genoptog han sin fangst og fangede snart rigtig mange sæler. En skønne dag var deres ammassætfangst blevet tør. Da de havde pakket dem ind og bundet det tørrede kød sammen, sagde konen: "Årerne til din konebåd er for spinkle. Lav nu nogen solide årer til mig." Aataaliannguaq lavede da årer til hende, som ikke var sådan at knække. Da alt nu var i orden, begyndte de en morgen da de var vågnet at gøre sig rejseklar. Da de havde lastet deres konebåd, sad Aataaliannguaq i agterenden og så sin kone gøre sine årestropper klar, og så, da konen tog et åretag, faldt han bagover. Han famlede efter noget at holde fast i og nåede lige at få fat i rælingen. Han sagde: " Vent lige lidt med at ro, jeg skal først gøre mig fast." Han klemte sine fødder fast inde bag sidelægterne og lænede sig kraftigt forover, og da nu konen begyndte at ro til med en åre på hver side af konebåden, var det som om de gled ned ad bakke, ud af fjorden, fordi det gik så hurtigt.

Ved den tid Aataaliarsuaq så småt kunne vente sin hjertensvens hjemkomst tog han ikke længere andre steder hen end ud for Uigorlequtaa. En dag han var på fangst og spejdede mod øst, skønt det endnu kun var op ad formiddagen, fik han skam øje på en konebåd, der roede over til nordsiden af fjorden mod Paattorfik og derpå videre nord for Qeqertat. Det kunne ikke være andre end Aataaliannguaq, for for han roede ad den rute han normalt fulgte. Da Aataaliarsuaq havde set konebåden, roede han hen imod den af alle kræfter. Mens han hurtigt nærmede sig og så nærmere efter, opdagede han at der både var en rorgænger og en anden der roede. Og da Aataaliannguaq aldrig plejede at have nogen med, satte han farten yderligere op. Aataaliannguaqs kone vejrede mod vest og pegede: "Derude er der en kajak." Hun trak årerne ind og krøb ind mellem teltovertræksskindene mellem deres last, og det eneste man hørte var en skraben af negle mod skind. Hendes mand spejdede, men så ingenting og sagde: "Der er ingen kajakmand, ro nu igen." "Nej, der er en kajakmand derude." Da han ikke kunne overbevise hende lod han sin styreåre være og bandt åreremmene om sine egne årer, fordi hans kones årer var ham for tunge. Han begyndte langsomt at ro mens han nu og da kiggede over mod vest, og nogen tid senere kom en kajakmand til syne der roede godt til. Han genkendte nu sin hjertensven, og da denne var kommet tæt på, spurgte han: "Hvor er din rorgønger?" Han tav en tid, men svarede så: "Hvilke andre mennesker skulle der være end mig? Jeg kommer som altid helt alene ovre fra øst." Da kom Aataaliarsuaq helt hen til dem, tog fat i rælingen og kiggede rundt inde i konebåden, og så pegede han: "Der er jo en kvindes fødder mellem jeres gods!" Manden sagde: "Han har allerede set dig, kom du bare frem." Så vrikkede hun sig ud, og det var sandelig en rigtig kvinde: Bredhoftet, smallivet og med en hårtop som en hel lille pude. Da hun tog fat i sine svære årer og begyndte at ro, roede Aataaliarsuaq så hurtigt han kunne for at komme foran, men han kunne ikke komme fri af dem, fordi de havde en sådan fart på, at de ikke var til at hægte af. Først da de næsten var fremme ved Kangeq lykkedes det ham endelig at komme foran.

Da han rundede pynten og kunne se Kangeq råbte han af sine lungers fulde kraft: "Aataaliannguaq har fået sin en kone!" Kangeqboerne tog nyheden som sig hør og bør! Aataaliannguaq ankom med en kone, og man syntes det var så herligt, at der ikke var det hus hun ikke blev inviteret ind i, og de roste hende, fordi hun var så dygtig og hurtig til sit arbejde. Men hun spiste nødigt kogt mad og foretrak råt kød. Ofte så de hende på stranden, hvor hun spiste rå ulke. Alligevel spurgte de hende ikke ud om det, for hun kunne klare al slags arbejde og blev færdig med det næsten før hun var begyndt.

Sådan gik tiden, sommeren gik og det begyndte at blive efterår. Om efteråret, hvor fangerne nu kom hjem med mange sæler, havde de det en aften rigtig varmt og hyggeligt i deres hus. Da sagde en af deres mindre drenge, der legede kajakmand på gulvet: "Hvordan kan det være at vores store hus begynder at lugte af rævehule, når det bliver rigtig varmt herinde?" Da drengen havde sagt det, kom Aataaliannguaq til at kigge på sin kone og så, at hun rødmede som én man har kastet blod på så det løb helt om bagved ørerne. Hun lagde sit sytøj, trådte ud på gulvet og gik ud. Da hun var gået sagde de til drengen: "Sådan noget må du ikke sige igen, for vi har én hos os, der ikke er rigtigt menneske." "Jeg skal aldrig sige sådan igen," svarede drengen. De ventede længe, og så kom hun endelig ind igen.

Senere, da efteråret var gået og dagene virkelig var blevet korte, legede drengen som saædvanlig kajakmand på gulvet, og netop som alle tav hørte de ham pludselig sige: "Hvordan kan det være at vores store hus begynder at lugte af rævehule, når det bliver rigtig varmt herinde?" De gjorde fagter til ham for at få ham til at tie stille, men da havde han jo allerede sagt det. Aataaliannguaq kiggede på sin kone og så at hun kastede sytøjet fra sig, trådte ud på gulvet, tog sin pels på og skyndte sig ud, og netop da hun nåede udgangen kunne man se, hvordan hendes store hale snoede sig. Hendes mand skyndte sig i tøjet, og da han fulgte efter hende ud så han, at hun gik stik op mod øst. Han fulgte hendes spor, der i den ene side var menneskespor og i den anden side rævespor. Omsider var han nået tværs over øen mod øst, fordi hun var gået over Qaquk (tidligere Nepisat-sundet, AL.). Hun var gået ud på sundisen ved Paarmaligaatsiaat og i land igen ved Qaqussuisortunnguaq.

Langt ud på aftenen, da han var kommet ind i landet ved Saarloq, fik han øje på en lille lysplet længere fremme, og da han kom derhenad så han et lille hus. Han kiggede ind af vinduet og så sin kone sidde og sy bag sin lampe. Udefra sagde han: "Kom ud, jeg er kommet for at hente dig." Hans kone svarede: "Kom du herind." Da han var kommet ind satte han sig for enden af lampebriksen og så huset an, og da opdagede han en mængde smådyr, der bevægede sig rundt på væggene. Konen flyttede sig og sagde: "Lad mig lyske dig!" Hun lod ham ligge hen over sine lår mens hun lyskede ham, og så sagde hun: "Bier, edderkopper, fluer, myg, hvepse, skarnfluer og alle jer af denne familie, syng nu en vuggesang for Aataaliannguaq." Da brummede de først lidt, men så stemte de i og sang rigtig højt: "Sov, Aataaliannguaq, og vågn igen til sommer." Aataaliannguaq følte sig snart meget søvnig, og så snart de holdt op med at synge, sagde konen: "Orme maddiker og alle I andre bløddyr, syng nu så smukt I kan en vuggevise for Aataaliannguaq." Ormene og maddikerne og flere af deres artsfæller samledes nu på eet sted, og efter lidt brummen sang de flerstemmigt: "Sov, Aataaliannguaq, og vågn igen til midsommer." Mens Aataaliannguaq lyttede til deres vidunderlige sang faldt han i søvn.

Aataalinannguaq vågnede fra en dyb søvn meget tissetrængt og fordi der var en kraftig summen af fluer. Hans kone var væk, og da han kiggede på hendes vinduer kunne man ikke se dem for fluer. Da han kiggede ud af vinduet var der overhovedet ingen sne, og da han kom ud var alt blevet grønt. Det var højsommer, og han var faldet i søvn før vintersolhverv. Udenfor tissede han så længe at han urin blev til en stor elv. Imens så han sig tilbage på det han var kommet ud af, og det var altså en rævehule han havde været gæst i. Det fortælles at hans urin undervejs havde skyllet en familie og deres konebåd væk, da de havde holdt rast på vej ind i fjorden.

Aataaliannguaq tænkte på at tage hjem, men af lutter skam gik han ud i sin urinflod og blev til en ørred. Han søgte at slutte sig til ørrederne, men da de havde det med at bide, tog han med strømmen ud mod havet. Da han dér søgte efter venner og mødte en lille netside, blev han ven med den. Han gjorde sit bedste for at blive gode venner med den, men da den var vild med at kradse og han ikke længere kunne affinde sig med det, blev han til en spraglet sæl, da han mødte en spraglet sæl. Men da den var endnu gladere for at kradse, forlod han den. Da han så mødte en sortside blev han ven med den og blev en sortside, og da den var så mild og kærlig og ikke ville ham noget ondt, blev han rigtig gode venner med den, og de forlod aldrig hinanden. Når det var stille i vejret og de mente de kunne risikere at møde kajakmænd, sov den ene mens den anden holdt vagt. Hvis den der holdt vagt så fik øje på en kajakmand, dykkede den og prikkede nedefra lidt til den anden, der så skyndte sig at dykke. På den måde var de altid opmærksomme på omgivelserne. Når det var stormvejr og de ikke forventede at træffe kajakmænd, sov de begge samtidigt.

Engang det stormede og de ikke ventede at møde kajakmænd, var de begge faldet søvn på en og samme gang. Mens de sov følte Aataaliannguaq pludselig en sviende smerte, og da han forsøgte at komme væk i en fart, blev han straks holdt fast. Han søgte op til overfladen, og da han var oppe så han én han bestemt ikke havde ventet at se, og genkendte med det samme sin gamle hjertensven Aataaliarsuaq, der havde harpuneret ham. Da han stak ham med lansen lod han, som om han døde. Aataaliarsuaq rullede sin fangstline sammen og gjorde Aataaliannguaq klar til bugsering, og da han ville sætte den forreste slæbeline fast, kildede det så meget at Aataaliannguaq krummede sig sammen og til tider var lige ved at fnise. Men endelig blev han da færdig med at gøre ham klar. Aataaliarsuaq havde ham på slæb hjemover, og da han landede ham neden for sit hus og hans kone kom ned, kunne han nu se helt ind i hendes indre, og det var fyldt med is, fordi hun aldrig havde kunnet få børn. Han var ved bevidsthed da de slæbte ham op og begyndte at flænse ham. Først da de havde skåret alle hans led over besvimede han. Han havde været bevidstløs længe, da han vågnede op og fandt ud af, at han var inde i et lille hus fyldt med is. Da han følte sig utilpas ved at være sådan et sted, begyndte han at muge ud. Netop som han skulle til at smide det affald han havde samlet ud af husgangen, så han et par store hænder fyldt med tatoveringer parat til at snuppe ham. Så flygtede han. Da han flygtede, sagde nogen uden for: "Den var der ellers lige, men den trak sig tilbage." Derefter stirrede han hele tiden på indgangen, men da der ikke igen dukkede noget op, ville han for anden gang smide sit affald ud gennem indgangen. Og denne gang kom der hænder, som man ikke behøvede at være bange for, og han fulgte bare med og blev grebet. Da hænderne havde trukket ham ud så han, at han var kommet ind i et andet hus, og det var altså konen, der havde født ham. Da fødselshjælperen havde taget ham sagde hun: "Det var vel nok en stor fin dreng." Ved de ord kiggede Aataaliannguaq op og så nu sin gamle hjertensven, der bøjede sit hoved, som om noget tungt var blevet lagt ovenpå ham, og efter en rum tavshed rettede han sig op og sagde: "Lad ham være navnefælle med ham den ulykkelige, der forsvandt, lad os kalde ham Aataaliannguaq." Aataaliannguaq var blevet født for anden gang. Og da det var deres førstefødte elskede de ham selvfølgelig højt, og hver gang han klarede noget for første gang, holdt de fest for ham.

Da Aataaliangguaq var blevet en lille dreng, gik hans barnepige en dag gik ude og holdt ham i hånden, mens han legede med en lille drengeharpun. Som vanligt rundede faderen nu næsset med en sæl på slæb, og hans lille søn gik henrykt ned til ham. Da faderen rakte linen i sælen indefter, genkendte Aataaliannguaq straks sin sæl-ven. Det var den faderen havde fanget, en sortside med en enkelt kulsort plet på halsen. Straks Aataaliannguaq så det brast han i gråd, og han var utrøstelig hvor meget de end prøvede at få ham til at holde op. Flere gange spurgte de barnepigen om han havde slået sig, men hun svarede hver gang, at det vidste hun ikke af. Det blev aften og han blev ved at græde, så han også holdt familien vågen hele natten med sin gråd, og om morgenen græd han stadig. Da der ikke var andet at gøre måtte faderen skaffe ham en åndemaner til at finde ud af årsagen, og da åndemaneren kom med det samme, sagde de: " Vi skal nok betale dig rigtig godt, bare du finder ud af, hvorfor han græder så meget." Da åndemaneren var opsat på sin belønning manede han ånder alt det han kunne og sagde snart: "Det er fordi han græder over sin ven som er blevet fanget, en sortside med hen helt sort plet på halsen." Da åndemaneren havde forklaret det, holdt Aataaliannguaq straks op med at græde. Det fortælles at Aataaliannguaq levede lige til sine gamle dage efter at han var blevet født for anden gang.

Her slutter fortællingen.

Oversat af Apollo Lynge.

Var.: Aataaliannguaq / Den lille eftergjorte sortside; gift med en ræv + Navagiaq; denne sammensætning forekommer i den del varianter: Ræv til hustru, forvandling til sæl; Maqu;

Kommentar: udrensningen af kvindens indre is: den "smelter" til blod ved fødslen. Menstruation opfattes på samme måde: Den mandbare kvinde er varm indvendig

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift. Orig. håndskr. findes ikke.

Steenholdts afskrift: Rink NKS 2488, VI, ss.43h - 44h.

Kortfattet oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 51.

Kortfattet engelsk resumé i

Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 46, s. 278 - 279, dvs. den første fortælling af tre under overskriften: The Kayakers in Captivity with the Malignant Ignersuit.

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

Det fortælles, at Kuvitsina tog ud af fjorden, og

mens konebådene fortsatte udefter, roede han væk fra dem i sin kajak.

Mens han fortsatte langs stranden, kom han så til en lille stejl

klippevæg, og den åbnede sig helt af sig selv. Da den var åben,

smuttede han indenfor, og så var han skam kommet ind til innersuit

(ildfolk under stranden). Ham Kuvitsina var efter sigende åndemaner.

Da han var kommet ind, greb innersuit ham, og sådan røvede de ham og

tog hans kajak og rev den i stumper og stykker. De førte Kuvitsina op

og med ind i huset, og da han var inde, satte de ham på

vinduesbriksen. Mens han nu sad der begyndte en af innersuit, deres

gamle madmor, at skærpe sin grimme ulu / kvindekniv, og næppe var hun

færdig før hun gik over til ham. Henne ved Kuvitsina, der (ellers) var

åndemaner, skar hun hans dejlige næse af, hvorefter hun med uluen stak

den afskårne næse op i sit fæle skræv og lod den lugte sig. Da fik

Kuvitsina en anden forstand / sila, fordi hun strøg hans næse gennem sit

skræv, og hun surrede den så fast til husstolpen.

Endelig langt om længe kom han da i tanker om, at han kunne få hjælp

af sine hjælpeånder, og ganske vist kom de ind efter tur, men dem der

havde røvet ham ænsede dem ikke og var aldeles ligeglade med hans

hjælpeånder. Da han ikke havde flere af den slags hjælpeånder,

tilkaldte han andre der (også) var innersuit, men boede i nærheden af

hans boplads. Og snart kunne han høre dem, den ene, som hed Nipinngasoq

(hans klæbende fælle), og den anden, som hed Napataraq, og de kom for at

forsvare Kuvitsina. Den anden, der var yngre end den ældre

Nipinngasoq, kom ind først. Straks han var inde sagde han: "Hvad er

det I gør ved  Kuvitsina?" Rasende greb han en kniv og skar det der

var bundet til husstolpen ned (? usikkert), mens han tilmed kaldte

denne åndemaner ved et af hans andre navne: Akammak, og skar så den

lange surring over. Da han nu havde beskyttet (?) Kuvitsina ved at

kalde ham Akammak, sagde han, mens han gav ham hans amulet (? den

overskårne læderrem): "Kuvitsina, gå så ud."

Kuvitsina fór ud, og Napataraq havde befriet ham endnu før Nipinngasoq

var kommet, og Kuvitsina gik ned til stranden, hvor han fandt sin

smadrede kajak, mens han deroppe dræbte den ene af sine artsfæller

efter den anden. Kuvitsina pustede sin kajak hel igen og roede væk, ud

i det fri. Denne (Naparatak) sagde nu til sine artsfæller, disse

grimme innersuit: "De der bor oppe på jorden må man ikke røve." Og han

formanede dem: "I skal frygte disse mennesker. For dem vi ikke kan

klare og frygter, nemlig de store hvaler, dem kan de fange med

fangstblærer, og dem er vi bange for."

Kuvitsina nåede derfra allerede før, Nipinngasoq var nået helt frem, og

han satte kursen hjemover, uden næse. Midt mens han roede hjemad kom

en kraftig susen efter ham, og tænk, det var hans herlige næse, og den

satte sig fast helt af sig selv, men i farten temmelig skævt, og sådan

blev den siddende. Og så nåede han da hjem til sin boplads.

Her slutter historien.

Oversat af Apollo Lynge.

Var.: Maqio; Ujúnguaq, åndemaneren fra Tuapait; Qattaaq; Sydlændingen Ulaajuk; Taatsiarsuaq; Vennerne 256v nr. 350;

Kort dansk resumé i Rink: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, II: nr. 112.

Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 145, s. 470: The Shark as Provider.

Oversættelse ved Apollo Lynge:

Det fortælles at en stor flok brødre havde deres yndlingsboplads i nærheden af Paamiut. Deres hus var meget langt og i husgangens lille siderum havde de to forældreløse boende.

Man fortæller, at de begge var piger, og at de ikke fik anden mad end

den kogevandssuppe de fik foræret. Men det havde de små stakler så

bare at være tilfredse med. Engang vinteren var omme og sommeren

nærmede sig, brød man op og tog derhen, hvor man plejede at fange og

tørre ammassætter, men lod de forældreløse ene tilbage. Da de

(brødrene) skulle afsted gik de (pigerne) ellers ned til stranden med

deres sammenrullede soveskind, men alligevel lod de dem ikke komme

ombord (i konebåden). Ved affarten brast pigerne i gråd, fordi de nu

var alene og ingen havde til at hjælpe (og fange for) sig. På et

tidspunkt begyndte de så at søge efter føde på stranden, spiselig

tang og blåmuslinger. De ledte også efter ammassæthoveder i

forrådsskurene og andre småtterier.

En dag snakkede de så om at følge efter de andre over land. Da de

havde snakket færdig drog de derfra for at se, om de kunne komme på

sporet af deres husfæller. Da det blev aften inden de nåede frem,

måtte de overnatte ude i det fri. Da det næste morgen blev lyst drog

de videre på må og få, fordi de ikke anede hvor de (brødrene) havde

deres sommerlejr, og da kom til en stor klint stoppede de op, fordi

der var så smukt. Her holdt de et langt hvil, og da de på et tidspunkt

kiggede mod mord, så de med eet en haj der var krøbet op på et stort

stykke sandstrand. Da sagde den ældste til sin lillesøster: "Måske

skulle vi gå over til den." Men lige da hun sagde det, ville

lillesøsteren ikke med. Længe søgte storesøsteren tålmodigt at

overtale hende, og til sidst sagde hun ja. Da de gik ned mod den og

næsten var fremme sagde storesøsteren: "Gid den ville hjælpe os!"

Straks rullede hajen sig ned og ud i vandet. Da de nu så den svømme ud

standsede de op, og denne her haj standsede også op. Da de så den

blive på samme sted, gik de igen ned mod den og standsede så på

stranden lige ud for hajen. Da de havde stået der en tid, sagde hajen

lige dér minsandten noget: "Kom nu og sæt jer op på mig." De gik hen

og satte sig op, og så svømmede hajen direkte ud fra land. "Mon den

fortsætter ud til havs med os?" tænkte de imens. Da sagde hajen

mærkeligt nok: "Nej, jeg det har jeg ikke i sinde, jeg vil tværtimod

hjælpe jer." Udad gik det, helt ud til den yderste ø (i skærgården).

Da de omsider nåede den, sagde hajen: "Byg nu et hus der er stort nok

til jer og med en plads til mig ved endebriksen." Med de ord svømmede

han ret ud til havs. De to arme forældreløse gav sig så til at bygge

sig et sted at være, og hen på eftermmiddagen gled hajen op på

stranden med en sortside / grølandssæl i gabet. De gik ned og slæbte

så sælen op uden for deres endnu ufærdige hus. Så overvintrede de

ellers dér med hajen som fangstmand. Da det blev forår sagde hajen til

sine protegéer: "På samme måde som sidst skal jeg nu bringe jer hen et

sted hvor I kan fange og tørre ammassætter."

Da brødreflokken kom tilbage til bopladsen var de forældreløse væk.

Men så engang da den ældste bror var ude i kajak og nærmede sig den

yderste ø, som jo var ubeboet, så han til sin forundring et menneske

oppe på toppen af øen.  Han roede derhenad og da han nåede frem,

jamen så var disse søskende jo gamle bekendte. Nu gæstede han dem så,

og tænk engang, de led stor nød (derhjemme), og hans brødre var så

afkræftede, at de ikke længere var i stand til at ro ud i kajak! Hajen

kom hjem med fangst uden at ane at de havde gæster, men så sagde

søstrene at brødreflokkens ældste var på besøg. Han spurgte dem så

hvordan de andre havde det, og da de fortalte at de led stor nød og

sultede forfærdeligt, bevægede hajen op til huset og sagde til

brødreflokkens ældste: "Sådan som I har hånet dem, skal jeg nok vide

at gengælde jer til gavns." Og da gæsten skulle hjem sendte de forråd

med og gav ham besked om, at han for eftertiden måtte besøge dem

ligeså tit han ville. Man siger, at brødrene ene og alene kom gennem

vinteren på mad fra de forældreløse. Således var det de forældreløse,

der kom til at hjælpe (brødreflokken). Da (de to søstre) havde været

på ammassætfangst overvintrede de på stedet, og de forlod det aldrig

siden.

Her slutter fortællingen.

Var.: Den forladte kvinde med plejedatter. En fortælling (om en haj der forsørgede forældreløse); De, der havde fangstplads på den anden side af briksen; Hajfisken som forsørger; Den lille gamle med den store datter;

Two deserted ones get meat from guests; Kunuanannguaq; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn. Moder og datter, der drev fangst med en slibesten og...; En fortælling om enlige kvinder; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn; De forladte børn, Kragh nr. 64;

Dette håndskrift må være en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores. Håndskriften ligner ikke Peter Motzfeldts, hvis man sammenligner med Rink 2488 V, 4' nr. 202, hvor PM selv har skrevet på dansk.

Ultrakort resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 137.

Oversættelse ved Apollo Lynge:

Fortællingen om Ilupaarusiarsuk

Engang ville Ilupaarusiarsuk have sin datter til kone og gå i seng med hende. Men datteren ville selvfølgelig ikke, og faderen drog bort for at blive fjeldgænger / qivittoq. Han gik og gik, langt ind i indlandet. Langt derinde så han på et tidspunkt ovenfra to kæmper, der endnu var på lang afstand. Han dukkede i skjul og nærmede sig dem mens han holdt sig skjult. Da han mente, han var tæt nok på, kiggede han ned og sørgede for kun at vise det halve af ansigtet oppe over en lille kløft. Mens han så kiggede på dem, så den ene af dem op og sagde: "Da Ilupaarusiarsuk forgæves har søgt at få sin datter til kone, er han deroppe som fjeldgænger." Da han sagde dette, drog Ilupaarusiarsuk videre, væk fra dem til et andet sted, også for at komme væk derfra.

Da han var kommet langt væk fra dem så han to små mennesker ovenfra, to små dværge / inuarullikkat. Endnu engang begyndte han at mærme sig dem uset. Han var så heldig at finde en lille kløft og ville kigge efter for at se dem, og igen med kun det halve af ansigtet over kløften. Han så efter, og jo, dernede var de med ryggen til ham. Den ene af lilleputterne så et kort øjeblik på ham, vendte sig bort igen, og sagde så: "Da Ilupaarusiarsuk forgæves har søgt at få sin datter til kone, siges det, at han er deroppe som fjeldgænger." Lidt senere sagde han så: "Du er godt i gang med at forpeste vores dejlige jagtområde med ækle lugte, gå hjem dit fjols." Godt skræmt kunne Iluparusiarsuk så ikke andet end vende hjem.

Her slutter fortællingen.

Var.: Ingen i denne bases samlinger.

Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.

Hist.: Moralen er gældende i traditionel som nyere tid, men det er nyt, at ånderne spiller dens vogtere som her.

Oversættelse ved Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom

Fortællingen om Kanajukkaaq

Det fortælles om en ungkarl / pebersvend at han var en svækling: når han var på fangst med sine kammerater, harpunerede de andre mange sæler mens staklen var ude hele dagen uden så meget som at kaste sin harpun. Når alle kammeraterne kom hjem med fangst, var han den eneste der kom tomhændet hjem, fordi han aldrig var hurtig nok til at kaste. Når han endelig kom de sæler på nært hold, der lå i vanskorpen og sov, og han ville nærme sig dem, dykkede de, fordi de kun var oppe ved overfladen i ganske kort tid, og så nåede han aldrig at kaste sin harpun. Når de kom hjem og hans kammerater samledes og begyndte at snakke om deres fangster, havde ungkarlen aldrig noget at fortælle, fordi han jo aldrig kastede sin harpun. Og når de andre ungkarle gik tur om aftenen sammen med de unge piger, blev ungkarlen misundelig og ville også være med. Men så snart han nærmede sig de unge piger, flygtede de hver og en så der til sidst ikke var et eneste menneske i nærheden, og han tænkte: "Hvorfor er det mon så umuligt at nærme sig de unge piger; fangstdyr var de jo ikke. Skamfuld gik han så hjem og tilbragte aftenen alene i sit usle hus.

En morgen vågnede han op til strålende vejr og alt forekom i den skønneste orden. Først gjorde han sin kajak klar til fangst, men så tænkte han: "Når jeg er 'på fangst' får jeg alligevel aldrig noget, så jeg må hellere tage ud og søge efter drivtømmer." Han tog så sydpå for at finde drivtømmer. Han så kun efter drivtømmer langs strandbredden og ledte længe efter bare et enkelt lille stykke og kom derved langt sydpå. Det var sært, tænkte han, at det skulle være så svært at finde nogle dumme stykker træ, som jo ikke engang kan ånde, så nu ville han sikkert igen komme til kort. På et tidspunkt kom han til en nordvendt strandbred med rullesten og et lavt aflangt næs, der pegede mod nordvest og fladede ud mod yderste ende, og på nordsiden var der endnu et stykke med rullesten, hvor man højst sandsynligt kunne finde drivtømmer. Derefter nærmede han sig den yderste del af næsset uden endnu at have set så meget som bare en træstump. Mens han uafbrudt kiggede indefter så han så ud af øjenkrogene noget. Så så han at det var en stor fugl, der kom flyvende mod ham ude fra havet. Den fløj ganske lavt hen over vandet og fulgte nøje alle havets små dønninger, og efter nogle hurtige vingeslag gik den pludselig over til langsomme slag. Han så den flyve forbi det store næs lidt ude over vandet og forsvinde om bag land. Han startede rundt om næsset for at se den, og da han efterhånden så småt fik øje på den, havde den sat sig på en lille klippe ved strandkanten og kiggede uafbrudt på havet ret ud for sig, mens den hældede hovedet først til den ene side og så til den anden side. Da han selv kiggede ret ud over havet, så han at det var helt lavvandet med en ganske jævn bund og spredt voksende tangplanter. Så fik han øje på en stor ulk, der langsomt svømmede indefter over den flade bund. Nu begyndte den endda at dukke op af vandet, og da den på et tidspunkt stak hovedet op over vandet udbrød den: "Se, en ussel, stinkende, ja, ækelt stinkende stormfugl!" Fuglen inde på land udbrød så: "Du ulk dernede, du plettede dernede, der æder lort og derfor er så bredbuget, se, hvor ser den dog mæt ud!" Da det var sagt, nåede man kun lige at se ulkens hale, for den piskede ind mellem tangen. Fuglen inde på land lettede og fløj så ud over havet mod nordvest samme vej den var kommet, og den forsvandt hvor den var kommet til syne.

Da han forgæves havde ledt efter drivtømmer tænkte han: "Lad mig bare tage hjem, for nu har jeg da noget at fortælle."  Da han stævnede ud fra det flade næs for at tage hjem, havde han som vanligt sin harpun klar for alle tilfældes skyld, og samtidig tænkte han meget på episoden, som han glædede sig vildt til at fortælle om. Derfor skyndte han sig af sted, og mens han kiggede fremad så han længe fremme en stor stortside, der lå og hyggede sig i vandskorpen. Han tænkte atden sikkert havde været længe oppe i overfladen uden at han selvfølgelig havde lagt mærke til den. Nærmere på fik han sin harpun klar til kast længe inden den havde tænkt på at dykke. Og da han nu for første gang i sit liv skulle til at kaste harpunen efter en sæl, tænkte han: "Hvor mon jeg skal prøve at ramme den? Når jeg selv falder omkuld plejer jeg at få ondt over det hele, og måske får sælen (også) ondt i hele kroppen, så mon jeg ikke bare skal harpunere den dér hvor jeg nu kommer til at ramme den?" Han harpunerede den lige over vandlinien, og endelig havde han da kastet sin fangstblære for noget fornuftigt. Da han nu for en gangs skyld havde harpuneret en sæl, lykkedes det ham (såmænd også) at aflive den. Så rullede han sin fangstline sammen og trak sælen hen til sig. Han gjorde sine slæberemme klar til bugsering af sin herlige fangst. Så stak han hul gennem sælens flotte forluffer og skulle lige til at gøre hageslæbelinen klar, da han kom i tanker om at han forresten havde set, at de andre slæbte sæler med hovedet forrest. Så slap han lufferne og fastgjorde i stedet linen under sælens hage, og lidt efter var han endelig parat og satte hurtigt af sted nordover, fordi han glædede sig så kolossalt til at fortælle sin historie.

Mens han stred sig fremad med sit tunge slæb, kiggede han fremefter, og dér så han så endnu en stor grønlandssæl, der tog det endnu mere roligt i vandskorpen end den første. Han gjorde sig fri af den store han havde på slæb og tænkte: "Jeg har ganske sikkert overset denne store sæl." Han nærmede sig med harpunen parat. Så tænkte han: "Den første fik jeg da selv om jeg ramte den et tilfældigt sted." Og så ramte han denne på den del af kroppen der var oppe over vandet. Han havde nu fanget to sæler og holdt helt op med at se sig om, fordi han nu havde sæler nok og glædede sig sådan til at fortælle sin historie. Så han asede bare af sted med de tunge sæler på slæb.

Da han skulle til at runde næsset hjemme ved sin boplads og ønskede at der ikke ville være nogen ude, kom han næsset rundt og så nogle børn, der legede med drengeharpuner. Den ene af dem fik øje på ham, og da han havde kigget lidt råbte han: "Der kommer en med noget på slæb! Ungkarlen har en sæl på slæb!" Og sikken høj stemme han havde! Straks begyndte folk at strømme ud af husene! Da de nu kom farende ud, rettede ungkarlen sig op for at se så flot ud som muligt, så flot at han dårligt rørte vandet med den ene ende af kajakåren. De ugifte piger stimlede sammen et sted, og da man kunne høre deres latter derhenne, gjorde ungkarlen så meget for at tage sig godt ud, at han knap nok åbnede øjnene. Da han nærmede sig strandkanten, satte de unge piger i løb derned mens de råbte: "Den der rører ham først får ham!" Ungkarlen gjorde sig endnu mere til og kunne ikke engang se noget frem for sig af lutter stolthed. Han havde knap nået stranden og løsgjort det han havde på slæb, før de vadede ud for at være den første til at røre ham. Han var nu så stolt at han ikke engang kunne se ind på land. Da han stod ud af sin kajak, bar den op, lagde den ned og skulle til at ordne den for at lægge den op (på stativet), prikkede nogen til ham bagfra. Med et blik tilbage så han en ugift kvinde op og ned af sig, der rullede med øjnene så det hvide vendte udad og opad for derved at vise vej op i fjeldet. Men da han havde kigget på hende vendte han sig væk og nøjedes med at tænke: "Og det er dem man ellers ikke engang kan nærme sig." Han blev stående samme sted en tid, men da der kom flere og flere der ville have ham til at se på sig, flygtede han hjem.

Han var kun lige kommet hjem da der blev råbt ind af vinduet: "Ungkarl, vi har gjort spækket klart som du skal indhandle, gå hen til handelsboden, så skal vi nok bære det." Da han kom ud så han, at mange ugifte piger trængtes for at komme først til at bære hans spæk hen til handelsboden. Da han havde fået spækket vejet og solgt og skulle handle, spurgte handesforvalteren efter at have lagt hans penge frem: "Hvad skal du købe?" Ungkarlen, der var uvant med at handle, var tavs et stykke tid men sagde så: "Jeg skal have kaffe." Handelsforvalteren spurgte: "Hvor meget skal du købe for?" Ungkarlen tænkte og kom i tanker om at han havde hørt andre købe hele pakker af gangen og sagde så, at han skullle have en hel pakke kaffe, en hel pakke sukker, en hel pakke gryn, en kasse cigarer, en hel rulle pibetobak og en hel pakke svesker. Da han havde varer i hele pakker og ikke kunne finde på mere, var der ikke mere han kunne bruge resten af sine mange indtjente penge på, og så sagde han: "Jeg har ikke mere at bruge pengene på, I må få dem." Men da handelsforvalteren bad ham selv tage pengene, flygtede han ud.

Netop som han kom ud sagde de ugifte piger igen noget til ham: "Ungkarl, du skal da ikke selv bære dine varer hjem, det skal vi nok gøre for dig." Ungkarlen bar kun sine cigarer mens han havde andre til at trille sine varer hjem for sig.

Da han var kommet hjem lånte han alle sine bopladsfællers gryder, og den dag var der vel nok mange der kogte suppe, mens andre lavede kaffe og andre igen stødte tobak til snus. Da maden var kogt og alle havde spist sig stopmætte, drak de kaffe, og dem der ville ryge (pibe) røg, mens andre røg cigarer og nogle tog sig en pris snus. Og uden for blev svesker kastet i grams til børnene. Da alle gik hjem efter dette herlige gilde, gik ungkarlen ud for at tisse. Næppe var han begyndt at tisse ved sit vindue før han følte sig trængt bagfra, og da han kiggede bagud så han en ugift pige lige bag sig. Da han så på hende gjorde hun tegn med øjnene opefter. Skønt pigen hev i ham, lykkedes det til sidst ungkarlen at slippe løs og ind i sit hus uden at være blevet helt færdig med sit tisseri. Ja, han flygtede mens hun prøvede at følge efter, og da han var sluppet ind var han bange for at gå ud igen. Han ville ellers gerne hen til de andre ungkarle, fordi han nu for en gangs skyld havde noget at fortælle, men det var ikke til at komme ud, og til sidst blev det tusmørke. Da han endelig gik ud for at nå det inden det blev helt mørkt, så han de andre ungkarle forsamlede et sted, hvor de fortalte hinanden om dagens ture og fangster. Netop som han var startet hen mod dem, blev han pludselig grebet bagfra i hver side, og det var igen de ugifte piger. Han tænkte: "Og det var dem der førhen altid flygtede!" Han brugte nu begge sine albuer så pigerne trimlede omkuld omkring ham. Så stak han af i løb og nåede endelig hen til sine kammerater.

Han var ganske vist ude i det fri nu, men han måtte hele tiden gemme sig, så til sidst tog han hjem. Da de ugifte piger blev ham for nærgående, udvalgte han sig én blandt dem og fik sig en kone. Fra da af havde han altid held i fangst. Det fortælles, at ungkarlen fik fangstheld og en kone, som han selv havde valgt, efter at han havde hørt en stormfugl og en ulk overfuse hinanden.

Her slutter historien.

Var.: Salomon Pebersvenden;

Kommentar: at få indblik i dyrenes privatliv og forstå deres sprog, kan tydes derhen, at omverdenens levende væsner har tillid til en. Det giver sig da udslag i gode fangster og - dermed - at man blir attraktiv for kvinderne. I andre fortællinger giver det angakkoq / åndemaner-evner at høre - især - fugle tale. Men man kan også dø - undertiden af skræk - over det: oqalugtuaq Nakasungnaq; Tømrerens tre døtre; En historie om en talende alk; Apparluk;

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om Kuukajak og Naajarsuaq.

Naajarsuaq og Kuukajak havde hver deres foretrukne sted til

vinterforråd / -depot / -proviant. En gang skete det, at Naajarsuaq fandt på at gemme sit vinterforråd i Kuukajaks foretrukne sted, uden at han vidste

noget om det. Da Kuukajak så vendte tilbage fra sit sommerophold inde i

fjorden og ville gemme noget i sit sædvanlige opbevaringssted,

havde Naajarsuaq fyldt det med sit. Kuukajak blev rasende, og

tænkte straks på at dræbe ham.

En dag roede han ud til hans vanlige fangstområde. Her så han ham ligge på lur efter sæler. Kuukajak roede imod ham fra solsiden; og imens gav Naajarsuaq

sig til at ro kraftigt på tværs af solretningen (seqineq naivdlugo).

Inden Kuukajak kom ud af solfeltet, standsede han. Endnu en gang roede

Naajarsuaq af sted. Men Kuukajak forblev i solfeltet. Endelig kom han

så tæt ind på ham fra solsiden, at han kunne harpunere og dræbe ham på

stedet. Da han kom hjem, fortalte han familien, at han havde dræbt

Naajarsuaq. På det tidspunkt fødte Naajarsuaqs enke en søn, som fik

navnet Naajarsuaq efter faderen.

Så tog familien nordpå. Deroppe i nord voksede Naajarsuaq op og blev en dygtig fanger og samtidig meget stærk. Da hans slægtninge blev klar over hvor stærk han var, opfordrede de ham til at tage sydover - måske var Kuukajak død i

mellemtiden. Da de nåede den egn, hvor Kuukajak boede, forhørte de

sig om ham, og fik at vide, at han stadig levede. Man fortalte, at

han kun levede af at fiske.

Når slægtninge besøgte Naajarsuaq fik de et stykke hvalbarde med hjem. Kuukajak tænkte, at Naajarsuaq måske ikke længere huskede, at han havde dræbt hans far. Han besluttede sig til at besøge ham i håb om, at han ville forære ham et stykke

hvalbarde til en fiskesnøre. Han rejste på besøg og blev modtaget godt

af Naajarsuaq, så snart han lagde til ved stranden. Kuukajak tænkte:

"Så har han altså glemt, at jeg har dræbt hans far." Inde i huset gav

de ham noget at spise. Kuukajak opfattede det som et yderligere bevis

på, at drabet på hans far var blevet glemt. Han ventede i håb om, at

Naajarsuaq ville forære ham et stykke hvalbarde. Til sidst tænkte han,

at han måske først ville give ham noget ved afrejsen. Da han var på

vej ud af huset, tog Naajarsuaq sin harpunrem. Kuukajak gik ned til

sin kajak og gjorde sig klar til at komme af sted, idet han af og til

skævede op imod huset. Netop som han roede ud kom Naajarsuaq ud af

huset med sin store harpunline i hånden. Så kunne Kuukajak ikke se ham

længere. En af de gange, han kiggede tilbage, så han ham komme frem.

Kuukajak satte tempoet op. Han ventede hele tiden, at

Naajarsuaq allerede havde placeret sig på den rigtige side af kajakken. Endelig, lige før han nåede stranden, harpunerede Naajarsuaq ham og

hævnede sig på den måde på faderens morder. Herefter fik Naajarsuaq ro

i sindet. Slut.

Var.: Mågen og sneglen; Kuukajak og Naajarsuaq; Naajarsuaq og Horaajuk; Naajarsuaq og Kuukajak (flere).

Oversættelse ved af Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom.

Fortællingen om Kumallaasinnguaq.

Det fortælles at Kumallaasinnguaq og Asalooq var fætre, holdt meget af hinanden og aldrig forlod hinanden. Den ene kom altid hen og hentede den anden, når han skulle på fangst. Det siges at Kumallaasinnguaq var storfanger, mens Asalooq var en ukyndig fanger, der ind imellem ikke kunne klare sine fangstdyr. Engang kom Kumallaasinnguaq af sted alene. Da han hen på eftermiddagen kom tilbage opdagede han, at han fætter alligevel var taget af sted. Han ventede nu på at fætteren skulle komme tilbage, men da det blev aften og fætteren endnu ikke var kommet hjem, blev Kumallaasinnguaq oppe hele natten.

Kumallaasinnguaq begyndte så at søge efter sin fætter i håb om bare at finde hans fangstredskaber. Han holdt op med at fange og roede alle mulige steder hen i kajak.

Engang da han roede ind i en stor fjord og var kommet et stykke ind i den, så han en kajakmand stævne ind ad fjorden. Da han roede hen til ham, var det én han slet ikke kendte. Han havde en fuldvoksen spraglet sæl på slæb, men ingen kajakfangstredskaber og han så, at han kun havde en stor bue fastklemt på sine tværremme. Da Kumallaasinnguaq var kommet hen til ham indbød kajakmmanden ham til at tage med hjem på besøg, og Kumallaasinnguaq slog følge med ham. Da de gik i land i bunden af fjorden, ville Kumallaasinnguaq bære sin kajak et lille stykke op fra stranden. Så sagde kajakmanden: "Mine dumme bopladsfæller kan være temmelig ubehagelige på nærmere hold, så du må anbringe din kajak så den allerede ligger parat med forenden ud mod fjorden. Kumallaasinnguaq tænkte: "Det lyder ikke særligt betryggende." Kajakmanden gjorde sin fangst af en fuldvoksen spraglet sæl klar til at bære på ryggen og spurgte så Kumallaasinnguaq: "Kan du løbe lige så hurtigt som landdyrene?" Kumallaasinnguaq tav lidt men sagde så: "Nogle af dem kan jeg følge med hvis jeg anstrenger mig, mens jeg har det sværere med andre." Den anden tog så sin spraglede sæl på ryggen og stak i rend opefter, og det siges, at bunden af den store fjord endte ved en meget høj ås. Da de var nået et stykke op ad åsen fik Kumallaasinnguaq svært ved at følge med, selv om den anden bar en fuldvoksen spraglet sæl på ryggen, og han selv ingenting bar. Da de var kommet op på toppen af den store ås, sagde den anden: "Mine dumme bopladsfæller kan være temmelig ubehagelige på nærmere hold, så lad os vente til de falder i søvn." De tilbragte aftenen dér for at vente til et senere tidspunkt. En stykke hen på aftenen ville den anden så se til sine bopladsfæller. Da de kom hen på solsiden af den store ås, kunne de nu se en masse telte ved bredden af en stor sø. Da de gik ned, så de ikke et eneste menneske. Da de gik ind i teltet hos værten, opdagede Kumallaasinnguaq, at værten og hans kone boede alene dér. Der holdt de så hyggeaften mens værten fortalte historier. Da de havde lyttet til ham gik de sent om aftenen til ro. Mens Kumallaasinnguaq lå i sin bedste søvn kunne han pludselig høre den anden sige: "Mine dumme bopladsfæller kan være temmelig ubehagelige på nærmere hold, skynd dig hjem inden de vågner." Da Kumallaasinnguaq skyndte sig op og skulle til at gå ud, sagde den anden: "Når jeg regner med at du er nået ned til din kajak, vil jeg ryste mine store bukser!"

Da Kumallaasinnguaq kom ud af teltet, fór han afsted, alt hvad han kunne, fordi han var meget utryg ved de der bopladsfæller i så mange telte. Han nåede toppen af åsen og begyndte at løbe ned ad den anden side, da han midtvejs nede hørte to kraftige skrald. Kumallaasinnguaq blev endnu mere nervøs og løb nedad af alle kræfter. Da han nærmede sig sin kajak oven fra, begyndte de at dukke op oven over ham, og du godeste for en masse mennesker! Han nåede sin kajak, da forfølgerne var lige i hælene på ham, kom ned i den og stævnede så ud. Da han lagde ud, stillede de sig op inde på land, og snart kunne man kun høre noget der ramte vandet med et skarpt smæld. Nu ramte pilene vandet som en byge af regn. Han var endnu uskadt, da der blev længere mellem pilene. Da de ikke længere kunne nå ham med deres pile, blev de bare stående nede ved stranden, og da Kumallaasinnguaq fik set nærmere på dem udefra, så han at det var væsener med overkroppe som mennesker og bagkroppe som dyr (eqqillit). Da de ikke fangede Kumallaasinnguaq og han nåede hjem, kunne han ikke få det ud af hovedet som han havde set.

Engang da han var på kajaktur stødte han på drivtømmer af rødved, der så ud til at kunne bruges til en bue. Han tog det med hjem. Senere stødte han også på et stort stykke drivtræ af let træ, og da han også tog det på slæb, kom han også hjem med det. Af det første træ han havdet fundet lavede han en bue, og da han var færdig med den, begyndte han at kløve det andet stykke og gik i gang med at lave en masse pile. Han begyndte at fylde et uopskåret skind af en fuldvoksen grønlandssæl med sine pile. Da det var helt fyldt op og han således var færdig med det han ville lave, vågnede de en morgen til det dejligste vejr. Da han havde gjort sin kajak klar, tog han skindet af grønlandssælen, der var fyldt med pile, bag på kajakken og klemte buen fast under tværremmene. Derefter roede han indefter i den store fjord. Da han havde nået bunden, sørgede han først for at hans kajak vendte forenden udefter, og da han havde taget sin bue og sine pile på ryggen, gik han op ad åsen. Da han kom til toppen ventede han først til det blev aften. Da han regnede med at de var gået til ro, brød han op og gik hen for at se lejren. Da han fik øje på den og ikke så et eneste menneske, gik han derned. Lidt ud for teltene lå der en lille sø med en ø. Og med udgangspunkt inde ved den lille sø, stak han sine pile ned i jorden i et antal, der svarede til hvor mange gange han regnede med at affyre pile. Da han havde stukket pilene i jorden, tog han skindet af grønlandssælen med resten af pilene på ryggen og sprang så ud til den lille ø med dem. Da han havde lagt dem på den lille ø, sprang han tilbage ind på land, og da han begyndte at gå opad for at kalde på beboerne og derfor var meget opmærksom på omgivelserne, mærkede han en lille bevægelse. Han undersøgte det nærmere og så, at det var et menneske, der gik meget foroverbøjet. Staks han så det, gik han hen imod det. Nærmere på og ved nærmere eftersyn forekom det ham at det lignede Asalooq: Han så efter og så genkendte han ham. Det var hans sølle fætter Asalooq, der gik foroverbøjet. Da han kom hen til ham sagde Kumallaasinnguaq: "Hvor har du været, jeg har ledt efter dig i nu mange dage, men vidste dårligt nok hvor jeg skulle søge. Jeg er helt holdt op med at tage på fangst, og nu er jeg kommet helt her hen. Jeg har søgt efter dig i håb om dog at kunne finde et af dine fangstredskaber." Da udbrød Asalooq: "Jeg har forsøgt at jage alle dem der bor her." "Du vil bare være i vejen, gå derned og lad mig springe over til den lille ø derude med dig," sagde Kumallaasinnguaq. Kumallaasinnguaq lod Asalooq gribe om sig bagfra og sprang så ud til den lille ø med ham. Der formanede han ham så: "Jeg tager tilbage og kalder på beboerne. Du bliver her!"

Efter at være sprunget tilbage tog han først hen til den mand, som han havde været på besøg hos tidligere. Med buen spændt lindede han lidt på teltforhænget og så, at han og hans kone lå ved siden af hinanden i dyb søvn, og manden havde sit hoved hængende ud over briksekanten. Kumallaasinnguaq ramte ham med pilen lige i struben, og da konen begyndte at skrige og stå op, skød han hende med en pil og sprang hen til sine andre pile. Deres bopladsfæller blev alarmerede og begyndte at strømme ud af teltene, og Kumallaasinnguaq var nu travlt optaget af at afskyde sine pile, og langsomt fik han mere og mere travlt, da der kom flere og flere at skyde på. Han tog så den pil, han havde stukket i jorden tæt ved søen, skød den af og krummede sig så sammen og sprang ud til den lille ø. Han sagde til sin sølle fætter "Duk dig bag mig, og lad være med at kigge hen over mig." Kumallaasinnguaq vendte sig ind mod land og krummede sig sammen med sin sølle fætter bag sig. Beboerne stillede sig op inde ved søbredden, og der var så mange at søens overflade genspejlede lutter ansigter. Der kom en sværm af pile - som en byge af regn. Mens Kumallaasinnguaq endnu ikke var blevet ramt, begyndte blodet at flyde fra hans kind, og det skyldtes hans pilefjers lette strøg hen over kinden. Det viste sig, at beboernes kvinder var de dygtigste til at skyde med bue. De tog pilene ovenud af deres tøj foran, og straks var de parat med spændt bue. Efter fortsat at have afskudt en tæt sværm pile, blev der lidt længere mellem dem, og de var altså ved at udgå for dem. Da så pilene landede med lange mellemrum tænkte Asalooq: måske jeg lige skulle kigge lidt. Da der længe ikke var dukket nogen pil op, kiggede Asalooq en anelse hen over sin store fætters skulder, og han blev omgående ramt lige midt mellem øjnene og faldt bagover. Fætteren nøjedes med lige at kigge bagud og straks frem igen. Da de allesammen gav sig til at flygte mod deres telte før han overhovedet var blevet ramt, tog Kumallaasinnguaq sine pile på ryggen og sprang ind på land og begyndte at forfølge dem, mens han skød sine pile af. Han dræbte dem en efter en, og da han havde dræbt dem allesammen, vendte han tilbage og gik ned, og da han sprang over til den lille ø så han, at hans stakkels fætter lå død med en pil i sig. Han trak pilen ud, rystede ham og sage "Hør du, hvad bestiller du, en mand taler til dig, stå op!" Jamen så satte fætteren sig op. Han tog ham med hjem, og Kumallaasinnguaq kom altså hjem med sin sølle fætter, selv om hans familie havde opgivet ham. Nu var der ikke længere tale om, at Kumallaasinnguaq ville lade sin fætter alene, og han kom altid forbi for at hente ham, når han skulle på fangst.

En morgen han skulle på fangst og kom forbi efter ham, sagde han at den dag ville han ikke, og så tog Kumallaasinnguaq ud alene. Da han var taget af sted og det var blevet op ad dagen, og mens Asalooq stadig var inde i huset, blev der råbt "isbjørn" uden for. Da Asalooq kom ud så han, at kajakmændene begyndte at ro ud. Først kiggede han bare efter dem, men da han tænkte at han kunne redde sig en fangstpart, tog han af sted uden nogen form for sikkerhedsudstyr, fordi det var helt vindstille. Det viste sig at det var en isbjørn så olm, at man ikke kunne komme ind på den. Så snart en kajakmand begyndte at nærme sig den, gik den til angreb som en søkonge, der padler rask frem med fødderne, og dens labber lavede voldsome svuplyde i vandet. Så måtte alle kajakmændene lade sig nøje med at skodde et stykke på afstand. Da det var umuligt at kaste et våben mod isbjørnen og ingen kajakmænd kunne nærme sig den, roede Asalooq hen til en af kajakmændene i nærheden og sagde lavt: "Nu lader Kumallaasi derude vente på sig, gid han havde været her nu." Da han sagde det, udbrød den anden: "Dit ærkefjols, når en isbjørn ter sig på den måde, kan en kajakmand ikke gøre den noget." Og imens paskede han havvand over ham med kajakåren. Asalooq blev så gennemblødt, da han pralede med sin fætter, at vandet dryppede fra ham, og der var ikke et tørt sted tilbage på ham. Asalooq spejdede udefter, fordi Kumallaasinnguaq altid kun tog fangst ude til havs. Igen nærmede den uheldige Asalooq sig en af sine kajakfæller og sagde stilfærdigt: "Kumallaasinnguaq lader vente på sig," og straks udbrød den anden: "Dit ærkefjols, når en isbjørn ter sig på den måde, kan en kajakmand ikke gøre den noget." Og imens pjaskede han så meget vand på ham, at hans kajak kom til at ligge temmelig dybt, fordi han ikke engang havde halvpels på. Nu var der ikke eet tørt sted på Asalooq, men han havde alligevel ikke lyst til at ro i land. Ind imellem kiggede han ud mod vest. Det siges, at når Kumallaasinnguaq roede ind mod land, kom hans kajak ikke til syne før man kunne se hans pagaj. Da Asalooq igen spejdede mod vest, dukkede glimt af Kumallaasinnguaqs pagaj frem i det fjerne. Asalooq spejdede efter ham ind imellem, og Kumallaasinnguaq blev hurtigt tydeligere, og først da man tydeligt kunne se hans pagaj, råbte Asalooq af al kraft: "Isbjørn!" Da Asalooq havde råbt "Isbjørn!", stansede Kumallaasinnguaqs pagaj, som om han begyndte at lytte. Og så råbe Asalooq igen "isbjørn!" til ham af al kraft. Efter at være stoppet op et øjeblik, begyndte Kumallaasinnguaq at ro indefter så hans pagaj lignede et roterende slibestenshjul, og det var som om han kom susende indefter over is. Da han nærmede sig de mange kajakmænd, flyttede de sig, så der blev en åbning i deres rundkreds. Og da isbjørnen fik øje på Kumallaasinnguaq, der kom ind forbi kredsen af kajakmænd, rejste den sig op i vandet og gik til angreb på ham; og Kumallaasinnguaq roede endnu hurtigere direkte mod isbjørnen. Og da han skulle til at krydse isbjørnens bane, kastede han sin harpun mod den, og den store isbjørn væltede stendød om til den ene side.

Da Kumallaasinnguaq begyndte at gøre sin store fangst klar til slæb, samledes de mange kajakmænd og føjede sig sammen med pagajerne stukket ind under hinandens tværremme, så de blev en lang række. Asalooq spejdede efter ham, der havde strintet vand på ham og fandt ham lige i nærheden. Han nærmede sig, og da han var henne ved siden af ham, gjorde han sin pagaj klar til at strinte vand på ham og sagde: "Da Kumallaasinnguaq nu engang er som han er, bliver man ind imellem misundelig på ham og vil gerne nedgøre ham; Kumallaasinnguaq har dræbt alle de mange væsener med menneskeoverkrop og dyreunderkrop (eqqillit)." Så hævede han sin pagaj og skulle lige til at strinte vand på den anden, men da han så hvor bange manden var, opgav han efter stor overvindelse sit forehavende. Det siges, at Asalooq derefter aldrig mere forsvandt, og her ender beretningen.

Var.: Søg på Kumal*; Asalooq; Kumallaat.

Kommentar: en usædvanlig godt fortalt variant

Resumé i Rink, 1868-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II, nr. 89, s. 116.

Oversættelse ved Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom.

Fortællingen om en ungkarl.

Det fortælles om en ungkarl at han var en meget dygtig fanger, der næsten altid fik sæler når han var ude på fangst. Engang han havde været ude i kajak kom han som sædvanlig hjem med fangst. Da sagde hans mandlige bopladsfæller til ham: "Du fanger næsten altid sæler, så få dig dog en kone." Med den opmuntring fik ungkarlen lyst til at få sig en kone. Og først overvejede han at få sig en kone blandt bopladsfællerne, men han var ikke tilfreds med nogen af dem. Det fortælles så, at der nord for dem boede en brødreflok der havde en eneste søster. Hende fik han nu lyst til at få til kone, og en dag tog de afsted i konebåd for at hente denne søster hjem som kone til ham. Mens de roede så de længere fremme en stor kajakmand, der lå på lur efter sæler. Og midt mens de nærmede sig, roede denne stoute kajakmand rask afsted med ryggen til konebåden. Ungkarlen var styrmand, og da den store kajakmand roede væk, løftede han sin styreåre og råbte for at få ham til at komme. De havde ikke ventet at kajakmanden ville standse, men han holdt op med at ro og vendte siden til. Så vinkede ungkarlen med styreåren for at få ham hen til konebåden. Da den stoute kajakmand så roede hen mod dem, sagde ungkarlen til sine rorsfolk: "Skynd jer, ro hen til ham, skynd jer!" Så roede de til af alle kræfter hen mod kajakmanden. Da denne næsten var fremme, sagtnede de farten, og da han nåede helt frem uden at have sagt noget, sagde ungkarlen: "Du er en af brødrene?" "Ja, jeg er den mellemste", svarede han. Så rykkede ungkarlen sig frem og sagde: "Jeg kommer som frier til jeres eneste søster." "Hvor meget du end vil ha hende til kone og tilbød at betale med en helt ny konebåd og et helt nyt telt, vil vi alligevil ikke give dig hende, for hun er vores eneste kvinde."

Da ungkarlen fik den besked mistede han modet, og da kajakmanden vendte dem ryggen og begyndte at ro væk, sagde han til sine rorsfolk: "Lad os bare vende hjem." Da konebåden kom til syne, kom alle de tilbageblevne ned for at se ungkarlens nye kone. Men roerskerne fortalte at ungkarlen ikke havde fået sig nogen kone. Da ungkarlen nu var skuffet og vred tog han ikke mere på frierfærd.

Når ungkarlen tog ud på sælfangst fangede han altid. Men en dag i fint vejr, hvor han var taget ud for at lure sæler og var nået hen til sit planlagte fangststed og lige var begyndt at kigge efter sæler, følte han en ubændig tørst. Han blev mere og mere tørstig og gav sig derfor til at ro ind mod land af alle kræfter. Næsten fremme så han vand fosse ned fra en lille stejl klippe. Han skyndte sig at lægge til land. Det var højvande, siges det, og han bøjede sig ned over den fossende elv. Han drak og drak og først da han havde slukket tørsten helt ville han rejse sig op, men det lod sig ikke gøre, for hans læber hang fast til stedet. Så opgav han alle videre forsøg på at rejse sig. Nu begyndte vandet at falde ved ebbe. Til sidst hang han bare i luften ved sine fastklæbende læber. Mens han hang der, faldt vandet helt ned pga. ebben, og hans læber blev strakt mere og mere og blev meget lange. Endelig begyndte vandet at stige igen, og først da tidevandet nåede ham, slap han løs igen. Da han endelig kom fri måtte han tage hjem uden fangst, fordi han havde brugt hele dagen på at være klistret fast til en sten. Det fortælles, at han derefter altid vendte hjem til sin boplads for at drikke vand, når han blev slået af tørst ude i kajak.

Kommentar: Hos inuit var der ofte tabuer mod at drikke vand, for meget, eller på forkerte tidspunkter. Hér mener man måske at det er farligt at sammenblande fangst til havs med vanddrikning på ubeboet land.

Sammenhængen mellem den skuffede frier og hans oplevelse med vandet forekommer mig (BS) dunkel.

Oversættelse:

Fortællingen om en ungkarl.

Oversat af Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom.

Det fortælles, at en ungkarl sjældent kunne fange sæler. Da han aldrig havde heldet med sig på sælfangst, begyndte han at nøjes med at fiske ulke. En vinter fiskede han som sædvanligt ulke, men han kunne aldrig fange nogen. En morgen, hvor det var meget fint vejr, fik han mere og mere lyst til at tage på sælfangst, og han tog af sted. Da han kom til stedet, hvor han ville ligge på lur efter sæler, kom en masse grønlandssæler op af vandet ud for ham. Først tænkte han på at liste sig hurtigt ind på dem, men han nøjedes med at se på dem efter at have tænkt: "Næste gang de dukker op, kan jeg liste mig ind på dem."Han fortsatte med at ligge på lur efter dem, og da han til sidst syntes, at de havde været længe væk, dukkede sælerne op igen. Da de kom op, listede han sig hurtigt ind på dem. Så harpunerede han en fuldvoksen grønlandssæl, og det blev hans førstegangsfangst.

Det fortælles, at ungkarlen havde en mor, der var blevet en gammel kone. Da hendes søn tog af sted i kajak, ventede hun som sædvanlig ikke nogen fangst fra hans side. Så da børnene begyndte at snakke løs om, at ungkarlen havde sæl på slæb, modsagde ungkarlens mor selvfølgelig børnene. Børnene sagde, at nu kom ungkarlen nærmere, og da han nærmede sig land, råbte moderen ud til ham: "Er det din egen fangst?" Og selvfølgelig svarede hendes søn, at det var hans fangst. Inde på stranden gav hans mor sig så til at danse takkedans for sønnens førstefangst af en grønlandssæl. Da moderen havde tørret skindet, gemte hun det i sit forrådshus. Da ungkarlen derefter gentagne gange var på fangst, fangede han ingenting.

Engang om sommeren tog han på fangst syd for deres boplads. Da han kom til sine bopladsfæller, der lå og ventede på sæler, fik han sig en snak med dem og forlod dem så. Da hans bopladsfæller var taget hjem og han var blevet alene, hørte han pludselig en skrigen. Da han kiggede mod syd, så han, at en konebåd var ved at nå hen til ham, mens de ombordværende sang en tryllevise / serrat. Først tænkte han på at flygte, fordi de kunne sejle ind i ham, men så tænkte han, at han nok kunne tåle det, hvis de ramte ham. Men da de fortsat havde kurs direkte mod ham og var lige ved at nå ham, flygtede han. Da han havde roet et stykke, tænkte han: "Måske har de ugifte piger med om bord, så nu ror jeg alligevel hen til dem." Så vendte han kajakken og begyndte at ro hen til dem. Det fortælles, at tryllesangen som konebådens besætning sang, lød således: "Dette er visen (som ejes) af beboerne i et lille hus inde i landet. Dette er beboerne i et lille hus inde i landet. Lad os lette op i luften. Lad os stige til vejrs." Ungkarlen nærmede sig konebåden og opdagede, at de havde en ugift pige mellem sig, og da han fik lyst til hende, tog han fat i rælingen og prøvede nu på at give hende et kys. Straks greb en kvinde fat i hans hænder og bandt ham fast til konebåden. Da hun havde gjort det, satte hun sig ned og begyndte igen at synge med: "Dette er visen af beboerne i et lille hus inde i landet. Dette er beboerne i et lille hus inde i landet. Lad os lette op i luften. Lad os stige til vejrs." Og da konen sang med lettede konebåden. De svævede ind mod land og så hen over de høje fjelde mod indlandet. Da de havde svævet et stykke tid, fik de øje på en stor sø. De svævede hen imod den og landede på søen, og da de kiggede ind mod søbredden, fik de øje på mange telte og slog lejr sammen med dem.

Fra da af begyndte ungkarlens mor at vente på at han skulle komme hjem, for hun vidste, at hun havde opdraget ham til at kunne finde vej hjem efter en ulykke (angerlartussiaq), men da han stadig ikke kom hjem, sørgede moderen så meget over ham, at hun holdt op med at gå ud. Det fortælles, at de folk, der hørte til denne konebåd, var taget på rensdyrjagt.

Da ungkarlen ville vende hjem igen, spurgte konebådens ældste ham: "Du husker vel den vise, vi sang forleden?" Ungkarlen svarede: "Jeg kan huske en del af den, men jeg har glemt begyndelsen." Konebådens styrmand fortalte ham så: "Når du tager af sted herfra og kommer til søbredden, skal du synge således: "Dette er visen af beboerne i et lille hus inde i landet. Dette er beboerne i et lille hus inde i landet. Lad os lette op i luften. Lad os stige til vejrs." Da styrmanden havde sagt det, fyldte ungkarlen sin kajak med rensdyrskind og tog af sted. Da han havde roet lidt, kom han til en anden bred, men nu havde han glemt det, der var så vigtigt for ham at huske. Ind imellem spurgte han sig selv: "Hvordan var det nu, lad mig dog komme i tanke om det", sagde han gentagne gange til sig selv. På et tidspunkt kunne han pludselig huske visen og begyndte at synge den: "Dette er visen af beboerne i et lille hus inde i landet. Dette er beboerne i et lille hus inde i landet. Lad os lette op i luften. Lad os stige til vejrs", og i det samme lettede ungkarlen. Derfra svævede han så mod sin boplads i vest. Engang glemte han pludselig visens tekst, mens han svævede over en høj afgrund. Da han dalede ned, landede han lige på afgrundens kant. Mens han sad der, begyndte han at spekulere og spurgte igen sig selv: "Hvordan var det nu, lad mig dog komme i tanke om det." Mens han talte sådan til sig selv, var han lige ved at styrte på hovedet ned og fik en lammende varm fornemmelse. Mens han hang der over det stejle fjeld, sagde han til sig selv: Hvordan var det nu, lad mig dog komme i tanke om det". Og så kom han pludselig i tanke om sangen: "Dette er visen af beboerne i et lille hus inde i landet. Dette er beboerne i et lille hus inde i landet. Lad os lette op i luften. Lad os stige til vejrs." Så lettede han og begyndte at svæve mod vest og hen mod sin boplads.

Fra den dag da ungkarlen forsvandt, havde hans mor ikke været ude, men da hun en dag for første gang var ude, hørte hun råben. Hun kiggede mod vest og så, at ungkarlen var på vej tilbage. Da hun havde genkendt ham, sagde hun til børnene: "Nu er ungkarlen på vej tilbage, sørg nu for, at hundene ikke begynder at hyle." Da hun havde sagt det, gik hun op til sit forrådshus og tog skindet af sønnens store fangst. Så gik hun ned til stranden med skindet for at ungkarlen kunne løbe sin kajak op på det. Nu ventede hun på, at ungkarlen kom, og først da han var lige ved at nå stranden, bredte hun skindet af hans fangst ud over rullestenene. Da ungkarlen kom nærmere, gled han forbi sin mor og fortsatte op mod sit hus, og moderen måtte nøjes med at kigge på ham. Da ungkarlen fortsatte, kunne han ikke stoppe og fortsatte ind i husgangen. Det siges, at dette skete så hurtigt, at ungkarlen døde af det. Da moderen gik op til ham og gik ind i huset til ham, så hun, at han lå død med hovedet ved siden af sig. Det viste sig, at han var stødt mod bagvæggen af huset, og at han ved tilbageslaget fik slynget hovedet ud mod husgangen, og derved blev hovedet revet fra kroppen, og dette blev udgangen på ungkarlens liv.

Og herved slutter fortællingen N. S.

Var.: Den flyvende kajakmand (ganske mange versioner, BS).

Kort resumé i Rink 1866-71, II: nr. 88.

Resumé: En gammel ungkarl dræber under rævesøvn om natten den kannibalske moder til tre døtre, som han så gifter sig med. De får alle tre en søn næsten samtidigt, og de bliver gode fangere.

Oversat af Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom:

Fortællingen om ungkarlen.

Det fortælles, at en ungkarl tog af sted på en kajaktur. På sin vej rundede han engang et lille næs og så et lille hus, hvor det røg fra kogestedet. Da han så det ryge, roede han hen for at gå i land neden for huset. Han roede derhen og lagde til land. Og først tænkte han på ikke at gå i land, men gjorde det så alligevel til sidst. Da han var stået ud af kajakken, gik han op. Så opdagede han en masse afblegede menneskeknogler foran vinduet. Da han så dette knogleaffald, blev han meget urolig og gemte sig bagved kogestedet. Mens han gemte sig dér, fik han lyst til at kigge ind til kogerummet. Da han forsigtigt kiggede ind, så han en kvinde koge menneskekød. Nogle af kogestykkerne var menneskehænder, og da han så dem, blev han meget bange og gemte sig igen. Og nu var han bange for at gå ned til sin kajak igen, fordi han mente, at de nok ikke ville lade ham leve, hvis de opdagede ham. Så blev han siddende på sit gemmested. Op ad dagen kom der en kvinde ud. Han ønskede øjblikkeligt, at hun ville gå et andet sted hen, men hun begyndte at gå hen imod ham. Da kvinden så et menneske, sagde hun: "ii, ii, hvorfor ligger du gode mandfolk der på den bare jord? Kom dog ind og få noget at spise." Ungkarlen svarede: "Jeg har meget travlt, og er nået hertil uden at ville overnatte, for jeg er urolig for min husstand, de er kvindfolk allesammen, og derfor kan jeg ikke være borte fra dem for længe, nej, jeg vil ikke ind." Da han ikke ville, sagde kvinden: "Du kan da lige komme ind og smage vores mad." Da hun fortsatte på den måde, og han ikke kunne overvinde hendes stædighed, gik han ind i huset. Da han kom ind, så han, at alle de aflange træfade var fyldt med kogt menneskekød. Og han kunne ikke lugte andet end halvsveden kogelugt.

Da ungkarlen kom ind, sagde de: "Sæt dig lidt længere tilbage herinde. Du er så velkommen, sådan som du kommer og besøger os, der er lutter kvindfolk." Det fortælles, at der var tre unge kvinder, og at en meget gammel kvinde sad langt tilbage på briksen. Det viste sig, at den gamle var blind, og at hun var de tre unge kvinders mor: Alt dette kogte menneskekød var den gamle kvindes madreserver. Og det blev klart, at de tre kvinder ikke spiste menneskekød. Det gamle menneske sagde så: "Giv ham noget af det bedste han plejer at spise." Og de satte kød af grønlandssæl frem for ham. Da han begyndte at spise, sagde den usle gamle kvinde: "Bær mig nu frem, jeg vil hen og lugte til det han spiser." Da hun sagde det, svarede hendes døtre: "Ja, gå hen og lugt til det han spiser." Faktisk ville det gamle menneske dræbe ham, hvis det han spiste ikke var menneskekød. Da hun nærmede sig for, at lugte til det han spiste, byttede hendes børn det ud med menneskekød og gav ham det. Da den gamle kvinde havde genkendt menneskekødet på lugten, sagde hun: "Genkender du ikke det kød du spiser?" "Nej jeg ved selvfølgelig ikke hvad jeg spiser." Den blinde gamling sagde: "Det du spiser er kødet fra en ung klapmyds." Det blev ungkarlen meget overrasket over, for han var ganske klar over, at det var menneskekød, han havde på sit fad.

Da de tre kvinder hen under aften bad ham følge med ud, gik han med.

Derude fortalte de ham, at deres gamle mor aldrig lod deres gæster leve. De sagde også, at hun sin vane tro ville vente til ungkarlen var faldet i søvn: "Og som altid vil hun så dræbe dig, når du er faldet i søvn. Vi har flere gange villet dræbe hende, men vi er bange for at gøre det. Når du i aften vil lægge dig til at sove, må du tage din harpun med, hvis du har en. Hvis du skal sove på vinduesbriksen, må du sørge for at sove sammen med din harpun. Du vil se, at i nat vil hun komme svævende over dig. Så snart hun gør det, må du stikke din harpun i maven på hende." Pebersvenden hørte godt efter det kvinderne havde sagt, og da han havde lovet at gøre, som de sagde, gik han ind. Da han var kommet ind, spurgte den blinde gamling ham: "Hvorfor blev du så længe væk?"

Ungkarlen svarede: "Det er så pragtfuldt vejr derude, så jeg var ude og nyde det." Den blinde gamle kone sagde: "Jeg blev helt urolig for dig, for vores andre gæster plejer ikke at opføre sig sådan.""Jamen jeg har andre vaner, og når det er så pragtfuldt udenfor, kan jeg ikke holde mig inde ret længe af gangen", fortsatte ungkarlen. Da svarede den gamle kone: "Mænd med den slags vaner plejer at være gode mænd, for det er de fangstivriges vane."

Henimod aften gik ungkarlen udenfor og ned til sin kajk. Da han var nede ved den tog han kun sin harpun og gik op til huset. Tilbage i huset så han, at den gamle var faldet i dyb søvn. Og da han have sin harpun med ind, sagde kvinderne: "Dræb hende mens hun sover!" "Det kan jeg ikke få mig til, når hun sover. Men hvis hun vil til at dræbe mig, vil jeg svare igen og dræbe hende." Det svar stillede kvinderne sig helt tilfredse med.

Om aftenen gik de i seng. Da ungkarlen skulle til at lægge sig, sagde kvinderne: "Hold dig nu vågen, for hun lader aldrig vores gæster leve. Når vi en sjælden gang får gæster, og de falder i søvn, lader hun dem aldrig leve." Efter den samtale gik de i seng, og ungkarlen havde sin store harpun på rede hånd. Han søgte at falde i søvn, men blev lysvågen og opgav så enhver tanke om at sove. Midt om natten var han forberedt på alt, og så begyndte han at lade som om han snorkede. Da han så foregav at snorke og hørte små skrig fra briksen åbnede han det ene øje og kiggede op, hvor han så, at den gamle allerede var henne over ham mens hun skreg: "Sov du gæst, sov så du aldrig vågner mere, for dit kød er så lækkert!" Da hun sagde sådan, greb ungkarlen sin store harpun og jog den i hende af al kraft. Det lød som væske der skvulpede over, og hun faldt straks ned på gulvet. Da hun var dumpet ned stod ungkarlen op og trak sin harpun ud, som stadig sad i den gamle kone, og da han nu stak hende igen og denne gang fra siden, lød det som om han stak i noget luftfyldt (hun punkterede?, BS). Da der stadig var lidt liv i hende, gav ungkarlen hende dødsstødet og derefter sagde han til den døde: "Da du prøvede at dræbe mig, fik jeg da heldigvis dræbt dig som hævn."

Det var nu sådan, at alle den gamles tre døtre var smukke kvinder, og nu tænkte ungkarlen på at gifte sig med én af dem. Den gamle, som han havde dræbt, lod han bare ligge og selv lagde han sig så til at sove. Da han vågnede, så han, at de tre kvinder sov endnu. Da blev ungkarlen utålmodig efter, at de skulle vågne. Det gjorde de så endelig, og så sagde han: "Da jeres gamle prøvede at dræbe mig, dræbte jeg hende i stedet." Nu blev de tre kvinder dybt taknemmelige, og de sagde til ungkarlen, at han skulle slå sig ned hos dem. Med de ord kom de ham i forkøbet, for han var faktisk blevet rigtig forelsket i dem, og straks tog han dem alle tre til koner på en og samme gang. Én aften sov han med den ene af kvinderne, den anden aften med den anden, og den tredje aften med den tredje, og det siges, at på den måde var han gift med dem. Når han tog ud i kajak kom han altid hjem med sæl, sommetider med to sæler og andre gange med tre.

En dag sagde ungkarlen: "Jeg tror at min familie efterhånden er blevet alt for urolige for mig, så jeg vil tage over og se til dem." Så en dag tog han af sted for at se til sin familie, som han havde efterladt på sin gamle boplads. Da han rundede næsset, så han, at de stadig var der. Da børnene, der var ude, så en kajakmand, råbte de: "Nu kommer ungkarlen!" Så kom folk ellers ud af husene for at se ham. Faktisk havde de opgivet ham af frygt for, at han var omkommet.

Da han var kommet i land, spurgte de: "Hvor har du dog været henne?" "Jeg havnede på besøg et sted, hvor jeg mødte en meget ugæstfri vært," svarede han.

"Hvordan det?" spurgte de. "Jo, da min vært, en blind gammel kone forsøgte at dræbe mig, kom jeg hende i forkøbet og dræbte hende. Nu er jeg gift med alle hendes tre døtre." Da sagde hans gamle bopladsfæller: "Og det var ham, der aldrig havde held med noget, men det har han sandelig fået nu."

Da ungkarlen kom op til huset, fortalte han rigtig sin historie. Om aftenen gik de så i seng. Og meget tidligt næste morgen tog ungkarlen af sted igen. Undervejs hjem jagede han sæler, fangede to og roede hjem. Det viste sig, at hans koner var blevet ængstelige, fordi de troede, at han var taget hjem til sin familie for altid. Så nu da han var kommet hjem, var de meget taknemmelige. De flænsede så de sæler, han havde fanget, og så gik de op til huset.

På et tidspunkt blev alle de tre kvinder gravide, og de fødte alle tre samtidigt hver en søn. Nu følte ungkarlen sig rigtig heldig og taknemmelig med hele tre drenge til at forsørge sig på sine ældre dage. Og drengene voksede op sammen. Når ungkarlen havde alle tre sønner hos sig på een gang, bar han en på hver arm og havde den tredje mellem sine lår. Efter deres fødsel tog ungkarlen også over til sin familie for at fortælle om sine tre nyfødte sønner.

Da drengene blev halvvoksne, og ungkarlen ville lave dem hver en kajak, tog han ud for at finde drivtræ. Undervejs i kajakken fik han øje på et meget stort stykke drivtømmer, og da han havde bundet det fast med sine bugserremme, trak han det hjemad. Mens han slæbte af sted med det og opdagede, at der var rigtig mange grønlandssæler, der stak hovedet op af vandet for at ånde, lod han sit slæb være for at fange sæl. Da han havde fanget to, roede han hjemover med både det store stykke drivtømmer og de to grønlandssæler på slæb. Da han nåede deres boplads så han, at hans drenge ventede på ham på stranden. Og han råbte til dem, mens han lagde til: "Nu har jeg endelig fået træ til jeres kajakker." Så blev drengene henrykte. Ungkarlen stod ud af sin kajak og lod den bare være, fordi drengene nok skulle bære den op. Det var blevet sådan, at når ungkarlen kom hjem fra kajaktur, tænkte han ikke mere på kajakken, for den tog drengene sig af. De bar den op og gjorde den klar til næste tur.

Det fortælles, at ungkarlen nu gik i gang med at bygge sine tre drenges kajakker samtidigt. Nu og da tog han en dag på fangst, men ellers byggede han påkajakkerne. Så blev han færdig med dem alle tre på en og samme tid. Da skeletterne således var færdige, ventede han kun på, at de skulle betrækkes med skind. Han sagde til sine koner: "Nu er jeg færdig med skelettet til kajakkerne, så lad os nu få betrukket dem. De gik i gang med dem alle tre på een gang, og i løbet af en enkelt dag blev hans koner færdige med arbejdet. Nu ventede hans sønner så på, at kajakkerne skulle blive tørre. Da de så var tørre, tog ungkarlen drengene med ud på små ture ud for stranden. Han trænede dem i kajakroningens svære kunst og langsomt blev de mere og mere øvede. Med tiden blev de i stand til at ro ud på det åbne hav sammen med deres far. En dag da ungkarlen kom hjem fra fangst, sagde han til børnene: "Nu kan I få våben, for nu er I dygtige nok til at ro kajak." Ungkarlen blev så hjemme og lavede våben til sine sønner, lige til han var færdig med dem. Næste dag udstyrede han alle tre med våben til kajakfangsten. Mens de roede af sted, prøvede drengene deres nye våben flere gange, og når der dukkede sæler op foran dem, kastede de deres våben efter dem, det bedste de havde lært. Kun ungkarlen fik ram på to sæler, og de vendte tilbage til deres boplads. Mens de roede ind, talte deres mødre lykkelige om, hvor stakkels små kræ de havde været ved fødslen, og at det ikke var til at tro, at de nu kunne så meget. Da de kom hjem, slæbte de ungkarlens fangst op og flænsede den, og derefter gik de op til huset. Da mødrene kom ind, fortalte deres børn rigtig løs om, hvordan de havde harpuneret grønlandssæler uden dog at kunne dræbe dem, og deres mødre frydede sig over alt det de fortalte.

En dag, da de var ude på fangstpladsen, fangede ungkarlens børn en sæl hver, inden han selv nåede at harpunere en, så det blev drengene, der kom først. Da sagde han: "Minsandten om ikke I er blevet bedre fangere end mig!" Børnene blev henrykte, fordi de nu mente, at de nu var blevet bedre fangere end deres far. Da han havde harpuneret og dræbt en sæl, tog de alle hjem. Nu var der ingen ende på idyllen. Ungkarlen var på vej hjem med sine børn, og alle havde en sæl på slæb. Da de hjemad fik øje på deres hus, så de en kvinde uden for det, og da hun så, at sønnerne havde sæl på slæb, råbte hun ind til de andre: "Vores børn er på vej hjem med hver sin sæl på slæb sammen med deres far." Da skyndte de sig ud af huset og så, at alle deres sønner havde sæl på slæb sammen med deres far, og de sagde: "Hvis de selv har fanget de sæler, skal vi rigtig fejre det." Men den tredje kvinde sagde: "Det er nu nok deres far der har ladet dem slæbe sæler, han har fanget." "Det ville han aldrig gøre, når nu de er nybegyndere", indvendte de andre.

Kajakmændene roede til land og lagde til. Så råbte ungkarlen op til kvinderne: "Alle mine herlige sønner har fanget sæl, de har alle harpuneret en før, jeg selv kunne nå at ramme nogen." Nu blev kvinderne først rigtig glade. De ville ikke engang flænse ungkarlens fangst før sønnernes, da de havde slæbt fangsten op. For det måtte være sønnernes førstefangster, der skulle flænses først. Om aftenen holdt ungkarlen så fest med hele sin husstand uden andre tilstedeværende, og han sagde: "Jeg må hen og se til min familie." For nu var det en del år siden, han havde hørt noget til dem.

Næste morgen tog han så af sted med et læs kød fra sine sønners fangst på sin kajak for at se til sin familie, og han var noget urolig for, at de måske ikke længere var på samme boplads. Men da han fik øje på den, så han, at de stadig boede der. Da de så ham, sagde børnene: "Ungkarlen, som vi troede død, kommer!" De ældre troede først ikke på det, børnene sagde, men da de kom ud, så de ungkarlen komme roende med et læs kød på kajakken. Da så ungkarlen lagde til, sagde han: "Jeg er kommet for at se til jer, fordi jeg savnede jer. Her er kød fra mine store børns førstefangster; bær det nu op og sæt det over, så I kan få det kogt i en fart." Da familien nu hørte, at ungkarlens børn allerede var blevet fangere, blev de dybt forbavsede.

Da ungkarlen gik op og ind i huset, så han, at der var kommet nye til i husstanden. Og da han næste dag skulle hjemover, inviterede han sin familie med hjem på besøg. Så tog de af sted sammen, og da de nåede ungkarlens hus, så de, at det glinsede af sælblod uden for det. Da sagde ungkarlen: "Mine herlige sønner har nok fanget sæl igen, for sikke det glinser af blod omkring huset." Så sagde nogen i følget: "Du har vel nok fået dygtige forsørgere i dine store sønner." Ved de ord smilede ungkarlen over hele hovedet af lutter stolthed. Derefter roede de til land. Mens de lagde til, kom kvinderne ned til dem, og ungkarlen sagde: "Her en masse af mine slægtninge kommet for at se mine sønner." Da blev hans koner meget forbavsede, og da gæsterne var stået ud af kajakkerne sagde konerne: "Kom nu op og indenfor." Da gæsterne nåede op til huset, så de, at ungkarlen levede i overflod, for de fik øje på den store bunke kød omkring huset, og de havde allerede set, at der var bunker af kød nede på stranden. Da ungkarlen var taget af sted på besøg, havde hans sønner nemlig været på kajakfangst, og alle havde de fanget sæler, og da blev ungkarlen alligevel forbavset. Og kvinderne fortsatte: "Drengene glædede sig så meget til fangsten, at de allerede tog ud i morges, mens det var mørkt endnu."

Mens de var på stedet, blev det eftermiddag, og så kom der tre kajakmænd til syne. De så længe på dem, og til sidst så de, at de alle havde sæl på slæb. Gæsterne blev endnu mere forundrede. Da ungkarlens sønner kom nærmere, sagde de til hinanden: "Vi er da ikke så mange, se alle de mænd der oppe ved vores lille hus!" Den tredje sagde: "Det er nok vores fars familie." Så roede de mod land og lagde til. Straks sagde ungkarlen: "Jeres mange slægtninge er kommet for at se jer. Skynd jer op af kajakken og op til huset." Så de skyndte sig op af kajakkerne og op til huset. Det fortælles, at da de var kommet derop, gav de hver af deres slægtninge et knus. Og slægtningene blev yderligere overraskede, fordi det var første gang, de så sønnerne.

Da de nu havde mødt deres familie, var ungkarlens sønner vældig glade. Efter en festlig aften gik de i seng, og da de vågende af nattesøvnen så de, at det lysnede derude. Og da sønnerne skulle ud på fangst, sagde slægtningene at de gerne ville med. Så de tog af sted allesammen. Fremme på fangstpladsen harpunerede de allesammen sæler, nogle to, nogle tre, og dem der ville nøjes med én, fangede bare én.

Da alle havde fået fangst, begyndte hjemturen. De roede afsted og fik efterhånden huset i sigte. En af kvinderne, der var ude, fik øje på de mange kajakmænd, der dukkede op. Ved nærmere eftersyn så hun, at de alle havde sæl på slæb. Så råbte hun til de andre: "Kom ud og se alle de mange kajakmænd, der kommer!" Da de kom ud, så de, at alle de mange kajakmænd næsten var fremme, og de landede allesammen sæler. Da de var gået op, spiste de allesammen sælkød, og først da hver og en var stopmætte, holdt de op med at spise. Om aftenen gik de så i seng, og gæsterne tog af sted næste morgen, da de var vågnet. Da gæsterne var kommet hjem, havde de sandelig noget at fortælle.

Det fortælles, at ungkarlen blev en meget gammel mand, der ikke længere kunne tage på fangst. Det fortælles også, at hans dygtige sønner forsørgede ham med deres fangst, lige til han døde af alderdom.

Her ender fortællingen.

Var.: Ingen i denne bases samlinger bortset fra den indledende episode, se: Kivioq; Konen med jernhalen.

Kommentar: Det må være ønskedrømmen over alle for enhver ikke alt for duelig fanger. Det er dog sjældent, at en fortælling har så lidt andet at overraske med.

Oversat af Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom:

Fortællingen om et ægtepar.

Det fortælles, at dette par var gift med hinanden og havde en meget, meget lille søn. Det viste sig, at sønnen var dværg, men selvom sønnen slet ikke kunne vokse, var han til gengæld meget klogere, og samtidig viste det sig, at hans tarme vendte den gale vej, nemlig opad. Hans stakkels forældre troede først, at drengen ikke var rigtigt klog, men det viste sig senere, at han var klogere end forældrene. Samtidig var han dog fuld af tossestreger. Når hans tosserier blev for slemme, gav hans moder ham klø, men passede på, at kløene ikke blev livsfarlige for drengen. Når moderen havde slået drengen, græd han så meget, at han ikke kunne græde mere, og så blev han så træt, at han faldt i søvn. Forældrene troede, at han skulle være blevet klogere af skade når han vågnede, men så plejede han at lave numre, der var endnu værre end før. Det siges, at drengen således fik klø hver dag af sin mor. Drengen havde derfor ondt i sin stakkels krop af alle kløene.

Man fortæller, at familien havde tre små hunde, og boede på en boplads, hvor de andre familier ikke havde nogen hunde. En gang fik drengen lyst til at tage væk med deres tredje lille hund. Da drengen fik lyst til det, nægtede hans kære forældre ham det og forbød ham at rejse væk med hunden. De blev ved med at forbyde ham det, men da drengen blev stædigt ved, gav de til sidst efter. De sagde så til ham: "Hvis nogen beder om at få hunden, må du ikke give den væk." Da han så lovede, at han ikke ville give den til andre, lod de ham tage af sted med hunden.

Da de stakkels fattiges dværgesøn var skridtet af, stoppede han op, da han ikke længere kunne se husene. Da han havde været der lidt, kom der en smuk pige, der fortalte, at det var første gang hun så en hund. Hun blev meget glad for hunden og bad drengen om at måtte få den. Det skulle vise sig, at denne pige var den eneste kvinde i en stor brødreflok. Dværgen spurgte så: "Hvad vil du betale mig for hunden?" Pigen svarede: "Jeg vil betale dig med kødet fra en hel grønlandssæl." Det fortælles, at denne pige gik sammen med en anden pige. Den frække dværg svarede: "Hvis du trækker din særk ned (op?) helt til navlen, får du hunden." Man sagde, at pigen, der var eneste pige i en stor søskendeflok, var meget genert. Hun svarede, at hun ikke ville. Den anden pige sagde til hende: "Han er så lille, at han ikke fatter noget. Det betyder ikke noget, og han vil sikkert ikke fortælle noget til andre om det; det er da dejligt at få en hund, så gør du bare som han siger." Pigen var først tvivlrådig, men så trak hun sin særk op og viste sin navle. Da dværgen havde set den, gav han deres lille hund til pigen.

Hans forældre ventede så længe på deres søn, at de knap nok vidste, hvad de skulle gøre. Endelig kom han, men han havde ingenting med sig. Da han kom ind, spurgte de ham: "Hvor er vores lille hund?" "Jeg har givet den til den eneste pige i en stor søskendeflok." Han nåede knap nok at svare, før hans dumme mor gav ham så mange klø, at hun var ved at tage livet af ham. Sønnen faldt derefter i søvn med store smerter. Han vågnede og havde ondt i hele sin stakkels krop.

Det fortælles, at når deres bopladsfæller fangede sæler og kom med gaver, levede dette sølle ægtepar i velstand, og det siges også, at ægtemanden ikke tog på kajakfangst, og derfor havde de ikke andet at spise. Kun når deres bopladsfæller fangede noget og gav dem noget, havde de mad og selvfølgelig var de ved at omkomme af sult ind imellem. Desuden havde de denne søn, der ikke var meget bevendt, fordi han ikke kunne vokse.

Engang sagde det sølle ægtepars søn til sin moder: "Må jeg tage vores anden hund med ud på en vandretur?" Det nægtede hun på det bestemteste, og hun gav ham en masse klø som sædvanligt. Da moderen havde slået ham, og han var træt af at græde, faldt staklen i søvn af træthed. Da han vågnede, sagde han, at han havde ondt over hele sin stakkels krop. Så sagde moderen: "Du duer ikke til noget som helst og kan overhovedet heller ikke vokse, så det gør ikke noget, at du har ondt," og som sædvanlig begyndte hun igen at slå ham. Da hun igen havde givet ham klø, faldt han som sædvanlig i søvn. Da han vågnede sagde han: "Lad mig få lov til at gå en tur med vores lille hund for at forkorte min dag." Først ville moderen ikke give ham lov, men så fik hun ondt af ham og fortrød sin stejlhed. Så gav hun ham hunden og sagde samtidig: "Hvis du giver hunden til en anden, giver jeg dig alle tiders klø, når du kommer tilbage." Sønnen drog så af med hunden.

Da drengen begyndte på sin vandretur, og da han ikke længere kunne se husene, fik søskendeflokkens eneste søster på sin sædvanlige gåtur øje på drengen, der fulgtes med en hund. Hun ville utrolig gerne eje hunden, og hun gik hen til drengen og ville som før købe hunden af ham for kødet af en hel grønlandssæl. Den laban til en dreng, der aldrig kunne vokse, sagde: "Min mor vil ikke give den væk til nogen anden, og kun jeg kan have hunden. Hvis jeg giver hunden væk, giver hun mig alle tiders klø." Den eneste pige i søskendeflokken sagde så: "Det er jeg ligeglad med, og det er bedre, at du skaffer jer mad, lad mig dog få den." Den frække dreng, der aldrig blev voksen, var kommet i vildrede men sagde så: "Du kan først få den, hvis jeg må se dig helt op til lysken." Da brødreflokkens søster nægtede at gøre det, sagde hendes veninde: "Drengen har ikke begreb om nogen ting, vis du ham bare din lyske." Brødreflokkens søster trak sine bukser ned om lysken og viste sig for drengen. Da han havde set hendes lyske, gav han hende den lille hund.

Drengen gik hjem, og da han kom ind, sagde han: "Brødreflokkens søster har fået vores lille hund, og hun siger, at hun vil betale for den med sælkød." Hans mor skreg op og gav drengen så mange klø, at han knap nok overlevede det. Drengen græd så meget, at han næsten ikke kunne mere, og til sidst faldt han i søvn. Da han vågnede efter sin søvn, viste det sig, at han var døende. Det fortælles, at hans krop var så hævet, at han døde. Så lykkedes det da til sidst for den usle mor at få ram på sin eneste lille søn.

Her ender fortællingen.

Oversat af Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom.

Var.: Ingen i denne bases samlinger.

Kommentar: Forestillingen om de mange tæv virker besynderlig i en grønlandsk sammenhæng. Knægten er da heller ikke nogen almindelig dreng, men en dværg, der tydeligvis ikke bliver større af alle kløene.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af

Orig. håndskr.: Rink NKS 2488, VII: 1h - 7v er Kreutzmanns anden version, som er oversat af Kirsten Thisted i: Kreutzmann, Jens: Fortællinger & akvareller. Red.Kirsten Thisted. Atuakkiorfik 1997: 79 - 87: Den falske profet Habakuk.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning af Arnaq Grove i: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 79 - 88: Aapakuk pruffitioqqusersoq.

Samme version er afskrevet af seminarieelever i Rink 2488, II, nr. 205

Oversættelse af afskriften: NKS 2488, II, nr. 107, ved Apollo Lynge og Signe Åsblom:

Fortællingen om profeten Habakuk.

Det fortælles, at for en del år siden, ikke helt i gamle dage, levede profeten Habakuk som falsk profet i Kangerlussuatsiaaq (Evighedsfjorden), hvor han havde fået sin egen og de omkringliggende bopladser til at sig.

En vinter og en sommer var det særlig godt. Et år kom de til deres vinterboplads i Kangerlussuatsiaaq, hvor de skulle overvintre. De fangede mange hvidhvaler, og en dag gav børnene sig til at øve sig i harpunkast. De kastede deres harpuner efter rygstykket på en hval, hvorpå der endnu var et lag spæk. Et af børnene havde sin legetøjsharpun og brugte en spids, der var beregnet til en fuglepil.

På et tidspunkt gik Habakuks datter bagom hvalrygstykket, og så kastede en af drengene sin harpun, men da harpunen prellede af på rygstykket, fortsatte den og ramte Habakuks datter i næsen. Da drengene ikke selv var i stand til at trække legetøjsharpunen af, fjernede Habakuk den selv. Kort efter forblødte pigen og døde. Samme år mistede Habakuk endnu et barn og sørgede dybt.

Habakuks kone hed Maria Magdalena, og begge sørgede fortsat, dog uden at der var noget særligt at mærke på dem.

Da det blev sommer, rejste de ind i Søndre Strømfjord for at jage rensdyr. Efter at de var taget ind i fjorden og havde taget ophold ved Eqalummiut, tog Habakuk sig en elskerinde. Derefter tog de på rensdyrjagt, hvor Habakuk tog sin elskerinde med, men lod sin hustru blive hjemme. Der var mange mennesker på denne renjagt, og på et tidspunkt standsede de ved et sted, der kaldes Tungujortut (det blå område). Og da de var på vej op ad Tungujortut, havde Habakuk og hans jagtfæller endnu ikke set nogen rener. Og så begyndte de at snakke sammen om, at de ville lade som om, de så nogen rensdyr. De tog små stykker af blåbærbuske og satte små stykker af Avaalaqiaq (lille Buskart) som rentakker og ben og satte så små stykker af denne buskart som toppe på deres vandrestokke.

Men Habakuks kone, der var blevet efterladt alene hjemme, var blevet grebet af skinsyge / jalousi, og da hun oven i købet var blevet efterladt af sin eneste kusine, var hun blevet endnu mere ked af det. Da hun var faldet i søvn, drømte hun, at et menneske talte til hende uden for teltet: "Maria Magdalena! Tror du, at skabningerne bare kan opføre sig som det passer dem, at de bare har fået buskene som gave". Videre fortalte stemmen, hvor tankeløst renjægerne opførte sig. Da stemmen havde sagt det, vågnede hun pludselig. Renjægerne havde været væk i lang tid, og da de var kommet tilbage og igen var samlet, gik Maria Magdalena hen og fortalte dem om sin drøm; alle mændene følte sig mærkelig ramt og vendte sig imod hende og de medgav, at de havde gjort det for at lade som om de havde set rensdyr. Så gik sommeren, uden at der skete noget mærkeligt.

Da de om efteråret tog ud på kysten, fortalte Habakuk sin kone, at han havde taget sig en elskerinde. Hans kone blev skinsyg og vred. Om natten sagde hun til sin mand: "Når jeg kommer hjem, vil jeg tage mig en danskersnude som elsker". Da hun havde sagt det, rejste hun sig for at gå udenfor, men Habakuk var blevet helt afmægtig og kunne ikke røre sig mere. Maria Magdalena gik udenfor uden tøj på; og dér så hun lidt øst for sig to mennesker på en lille høj, og straks genkendte hun dem som to forlængst afdøde: Ole og hans kone. Der var helt lyst derovre i øst, og det var som om, der var to veje. Da hun havde set, hvor lyst det var, gik hun straks hen imod dem. Spøgelset, hun således så, forsøgte at stoppe hende ved at sige: "Stop, alle dine åbninger er krænget ud, og du ser forfærdelig skræmmende ud." Og det fortsatte: "Maria Magdalena, da du var ved at blive voksen, var dit hjerte så smukt, men nu ligner du en, der er bundet og bastet, kan du overhovedet lade din krop blive berørt af én, der ikke er din broder eller søster?": Da de havde talt således til hende, kunne Maria Magdalena slet ikke komme i tanke om nogen. Hendes spøgelser sagde: "For lidt siden sagde du, at du ville tage dig en grimme dansk elsker, når du var rejst ud af fjorden". Så kom hun i tanke om det og vendte om for at gå ind i teltet igen, og Habakuk var ikke længere afmægtig og rejste sig op.

De sejlede ud af fjorden og kom hjem til Kangerlussuatsiaaq. Og kort tid efter var de flyttet ind i deres huse om efteråret, men Habakuk og hans kone sørgede stadig. Om aftenen plejede Milak og Barselaj at fortælle historier, når de holdt sig vågne længe. En aften, da de var sent oppe, holdt de vagt til langt ud på natten. De gik udenfor, og så fik de øje på to store skyformationer oven over Umiussaq, den ene meget mørk og den anden helt hvid, og nu hørte de en stor forsamling synge salmer. Folkene inde i huset kunne nu også høre salmesangen. Så lod der et bump fra enden af husgangen og fra hustaget, og Maria Magdalena skyndte sig at stå op, og da hun satte sig ovenpå forbriksen, begyndte hun straks at ryste stærkt over hele kroppen. Når jeg kommer hertil i fortællingen, kan jeg ikke længere fortsætte den i den oprindelige rækkefølge, men jeg nedfælder det, vi hører fra tid til anden, og det er ikke så få ting, de derefter har begået i denne fortælling.

Dengang de først blev troende, var det først kun folk i Kangerlussuatsiaq (Evighedsfjorden) og Kanngaaq, der var med hele den første vinter, men da det blev forår, sendte de bud med kajakker til folk i Maniitsoq og Ikkamiut, der derefter også blev tilhængere. Men hen imod vinteren det år, skete der det, at Habakuks elskerinde blev gravid. Og så begyndte de at snakke om, at hun var blevet gravid ved Helligånden, og hvis det blev en dreng, ville det være en ny Kristus. Kvinden fik veer, og da hun fødte var det en stor sund pige.

Folk var blevet troende, og nu forbød de troldkvinder. Det fortælles, at de havde straffet én, som de troede var en troldkvinde ved at knuse hendes hænder ved at banke dem med sten, og derefter kastede de hende i havet, så hun druknede. Det fortælles også, at de ind i mellem gik til begravelsespladsen med Habakuk og hans kone som ledere, og så tog de hinanden i hænderne og gik rundt om gravene: ind imellem kunne de så standse og omfavne hinanden og kysse hinanden. De forsamledes også, når Habakuk begyndte på sine forhør af folk, hvor de så fortalte og gjorde rede for, hvordan de var, eller hvordan de havde det.

Habakuk kunne så pege på en tilfældig person og fortælle, at vedkommende var blevet mere synlig for Gud, og det plejede at være en, han havde sympati for. Og kvinderne behandlede han på en særlig måde. Når han lod dem betro sig deres synder, foregik det i et hjørne af briksen, hvor han brugte en sælskindsdyne som forhæng. Imens sad hans fællers koner på rad og række på briksen. Når han så dukkede op fra det store forhæng, kiggede han rundt blandt kvinderne og med fagter kaldte han på en, han fandt særlig smuk, hvorefter han forsvandt om bag det store forhæng, hvor hendes syndsbekendelser fandt sted, og hvor han samtidig havde seksuelt samkvem med kvinderne. Det fortælles, at mændene ind i mellem kom til foretræde enkeltvis hos Habakuk, hvor de så kom med spørgsmålet: "Hvordan er jeg?" Habakuk gjorde så rede for, hvordan deres tilstand var. Engang var Habakuks bror Joel kommet til foretræde for ham. Han læspede og kunne ikke tale rent og spurgte på sin måde: "Hvordan er jeg?" Habakuk svarede ham: "Det var bedre at skære din tunge af". Og så faldt broderen sammen i gråd.

Det fortælles, at Habakuk engang kom med en gåde, hvor han spurgte: "Hvad er det, der ligner en lille blære?" Et af folkene gættede: "En fangstblære". Habakuk sagde: "Nai, Nai, Nai." En anden sagde så: "En bugserblære". "Nai, Nai, Nai." En sagde så: "Øjnene på en krabbe.". "Nai, Nai, Nai." En anden sagde: "En prut." Habakuk svarede: "Ja, Ja, Ja";.

Det fortælles videre, at når de ind imellem samledes, tabte Habakuk helt vejret og sad med himmelvendte øjne. Når han kom i denne situation, begyndte hans fæller at sige: "Åh, nej, nu går det virkelig galt". Og de fortsatte: "Vent, vent, vi vil være her et stykke tid endnu". Det sagde de, fordi de troede, at verden ville gå under, når han vendte det hvide ud af øjnene. Det fortælles også, at de ind i mellem under deres forsamlinger begyndte at græde alle sammen, og midt under gråden, kunne de pludselig skifte over til latteranfald.

Det fortælles også, at når en kajakmand havde været ude på fangst, bragte han altid sin sælfangst til Habakuk, og når en kajakmand forgæves havde kastet sin harpun efter sælen, brast han i gråd, for så ville han få en kraftig irettesættelse af Habakuk.

Da jeg ikke kan huske mere, slutter jeg bare her, men det kan jo være, at der findes en anden, som endnu husker historierne. Det vil vise sig når mennesker samles. I opdager nok, at folk, der er gode til at huske, nok vil huske de sjovere dele af historierne.

Her slutter fortællingen.

Var.: Søg på: Habakuk.

Hist.: En af beretningerne om Habakuk-bevægelsen. Se Lidegaaard, Tidsskriftet Grønland 1986 for en analyse af de forskellige beretningers indhold.

Kommentar: Den lidt dunkle episode med en rensdyr-figuren, der fremstilles under den lidet givende renjagt, peger på gammelkendt jagtmagi, som døbte ikke bør bedrive.

Kort resumé i Rink 1866-71, II: 90, nr. 50:

En kajakmand drager ud blot for at besøge folk. Han kommer til et hus, hvor en bjørn æder dræbte mennesker. Han dræber bjørnen. Kommer til et andet hus, hvor kvinderne er ene hjemme og truer ham med, at deres mænd vil dræbe ham. Hjemme igen fortæller han kun om det første hus, men af skam ikke om det andet. En anden gang besøger han to kvinder, der praler grundigt af deres mænds evner. Han forstår, at de lyver, og opgiver herefter at tage ud på besøg.

Oversat af Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom:

Fortællingen om en kajakmand der tog ud på besøg.

Der fortælles om en kajakmand, der tog på besøg. Da han havde roet et stykke væk fra sit hjemsted rundede han et lille næs og så et hus. Henne ved stranden neden for huset afventede han, at husets indvånere skulle komme ned, men da ingen kom gik han i land og op til huset. Da han kom derop så han, at jorden omkring huset var fuldt af blod. Han overvejede at gå ind i huset, men fordi han blev bange kiggede han ind ad vinduet og så en stor isbjørn spise af et menneske. Han ville først råbe efter den udefra, men da han ikke havde våben med gik han bare ned til sin kajak. Isbjørnen var åbenbart trængt ind til husets beboere, lutter enlige kvinder, og havde snart ædt dem allesammen. Nede ved sin kajak tog han sin lanse og sin harpun og gik op til huset. Deroppe var det hans første tanke at gå ind i huset men besluttede sig så for at lave en åbning i taget. Da han med megen møje havde lavet den åbning og omsider kunne kigge ned så han at bjørnen havde fået nok af det den havde spist af, og at den nu sad på hug ved siden af det halvspiste og ventede på at mætheden skulle fortage sig. Oppe på taget holdt manden sin lanse klar til at jage den i bjørnen, men da han var bange for at ramme forbi surrede han så sin lanse fast til harpunen. Da han var færdig ville han til at gøre forsøget med at få stukket den ned dernede, men inden han fik taget sig sammen til det, blev den store bjørn opmærksom på manden. Da den havde set ham begav den sig ud af huset. Da satte han sig hen oven over det sted, hvor den ville komme ud og afventede at den skulle dukke frem. Da bjørnen havde halsen ude jog han af al kraft lansen i dens hoved. Stikket strakte den til jorden og så gik manden ned og gav den nådestødet. Da han havde dræbt bjørnen begravede han de døde mennesker og forlod stedet.

Da han næsten var hjemme ved bopladsen slog det ham: "Nu har jeg været ude på besøg uden at få mulighed for at se dem jeg ville gæste. Jeg ror tilbage." Så begyndte han tilbagetuen. Denne gang roede han hen til en boplads der lå øst for den han netop havde været på. da han lagde til neden for huset, mon beboerne ned til ham og inviterede ham op. Da han kom ind så han, at husets indvendige vægge ikke var andet en tørv (uden sten imellem, eller uden skindtapet ?, BS). Efter en tid derinde sagde den kvinde der havde sin plads ved husets anden væg: "Det går nok som det plejer, at vore mænd ikke vil lade dig leve når de kommer hjem. Tag hellere hjem i en fart inden vores mænd kommer hjem." Da han fik den besked opgav han sit besøg og tog hjem, og hjemme igen fortalte han sine husfæller denne historie: "Da jeg i dag lagde til ved det første sted jeg ville besøge gik jeg op til huset, fordi der ikke kom nogen ned derfra. Da jeg så kom derop så jeg, at jorden rundt om huset svømmede med blod. Jeg tankte først på at gå ind, men da jeg blev bange og kiggede ind af vinduet så jeg en stor isbjørn i gang med at spise et menneske. Uden at gå ind i huset gik jeg ned til min kajak og tog min lanse og min harpun, og da jeg igen kom op til huset dræbte jeg bjørnen." Da han havde fortalt sin historie, roste hans husfæller ham i høje toner. Da han som jo havde været på besøg overvejede at fortælle om det andet sted han havde været, lod han være fordi han skammede sig for at fortælle om at han var flygtet. Derefter tog kajakmanden i lang tid ingen steder hen.

En morgen fik han lyst til at komme ud i kajak og tog af sted. Et sted lagde han sig stille på lur efter sæler, men så fik han den tanke at tage på besøg og roede ind mod land. Da han var kommet ind til kysten besluttede han sig for at opsøge mennesker. Langs kysten sydpå rundede han et lille næs og så et lille hus på den anden side af den lille vig. Straks roede han derhen, gik i land og op til huset. Da han gik ind så han to kvinder på briksen og to mænd på endebriksene. Da han havde været inde en tid, flyttede den ene kvinde et stykke ud på briksen og sagde, idet hun pegede på sin mand: "Ham der har fået en ny fuglepil. Da han lige havde fået den tog han ud for kysten for at prøve den. Første gang han kastede den, landede den uden for de vestligste kyststrøg. Da han havde fået fat i pilen igen og kastede den for anden gang, landede den i Akilineq, og han fortalte at han der så to kæmpemennesker slås." Da kvinden tav, rykkede den anden frem og sagde idet hun pegede på sin mand: "Men ham dér er dygtig til at spise sortebær med spæk til. Første gang han tog ud for at spise sortebær med spæk, tog han halvdelen af spækket fra en grønlandssæl med. Og da han kom tilbage havde han spist det hele. Næste gang han skulle afsted medbragte han spækket fra to hele grønlandssæler, og da han kom tilbage havde han spist det hele."

Kajakmanden der var ude på besøg tog hjem bagefter. Det var altså løgnhalse han havde været hos. Så havde han fået nok af at tage på besøg.

Var.: Episoden med den bær- og spækspisende storæder findes også i anden sammenhæng. Ligeså den hvor gæsten advares mod at blive dræbt af mændene når de kommer hjem. Undertiden er de bjørne i menneskeskikkelse. Måske har fortællingen om bjørnen inspireret fortælleren til at associere videre til det næste besøg.

Kommentar: Det fremgår ikke særlig klart hvad meningen med at fortælle denne historie har været. Den er både gruelig (isbjørnen) og latterlig (Gæsten der skammer sig og løgnehistorierne). En vis afstandtagen præger den. Men måske er den blot ikke særlig godt fortalt / nedskrevet.

Oversættelse ved Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom.

Fortællingen om en søskendeflok.

Det fortælles, at der var en stor søskendeflok med en enkelt pige, der hed Arnasuaasaq. Brødrene nægtede aldrig deres søster noget af det, hun ønskede sig. Det siges, at de havde boet på deres boplads i en længere årrække, men at de aldrig havde sagt noget til Arnasuaasaq i et hårdt tonefald. Engang, mens de stadig boede på deres boplads, tog de alle sammen på kajakfangst. Det var endnu ikke eftermiddag, da der kom en kajakmand med en sæl på slæb ind mod deres boplads. Det viste sig at være den ældste af brødreflokken. Da han lagde til land, lod han nogen råbe op til huset: "Bed Arnasuaasaq komme ned og slæbe en sæl op." Arnasuaasaq svarede dem, at hun ikke havde kamikker på. Da hun sagde det, gik sendebudet ned til broderen og sagde: "Arnasuaasaq har ikke kamikker på." Broderen gav besked op, og da han kom ind i huset, sagde han til Arnasuaasaq: "Jeg skulle sige til dig, at du skulle tage kamikker på." Arnasuaasaq svarede budet, at hun først ville sætte sin hårtop. Da budet gik ned igen, sagde han: "Hun vil først sætte sin hårtop." Broderen svarede: "Når hun ikke vil gå ned, vil jeg selv hente hende." Da broderen sagde det, gik budet op og sagde til Arnasuaasaq: "Din bror siger, at hvis du ikke vil komme ned, vil han selv hente dig." Arnasuaasaq svarede: "Gå ned og sig til ham, at jeg ikke gider." Da hun sagde det, gik han ned og sagde til broderen: "Hun siger, at hun ikke gider." Da broderen således forgæves havde forsøgt at tilkalde sin søster, gik han selv op. Da han kom ind, tog han Arnasuaasaq ved håret og kastede hende ud af huset. Og så spurgte han: "Hvorfor er du så doven?" Da hun aldrig var blevet behandlet sådan før, og det var første gang hun oplevede at blive behandlet på den måde af sin broder, begyndte hun at lægge en plan.

Hun ventede på, at det skulle blive aften, og langt om længe gik hun ind i forrådshuset og fyldte sin lille skindsæk helt op med tilskårne kamiksåler, og efter at have taget lidt proviant med, drog hun af (hun går qivittoq, BS). Mens hun gik, begyndte hun at græde, og samtidig stod månen op. Da månen stod op, blev hun endnu mere ked af det, fordi hun kom til at tænke på de månelyse nætter under renjagter i indlandet, som hun havde været med til. Stadig grædende gik hun videre, og da hun kom til et stort fladt klippestykke, satte hun sig på den. Mens hun sad der og tænkte på sin familie, græd hun endnu voldsommere. Mens hun græd og holdt sig for øjnene, så hun ud af øjenkrogene en stor skygge. Hun vendte ikke hovedet mod det, men da hun begyndte at høre lyden af skridt, vendte hun hovedet mod det og så, at et meget stort menneske var næsten fremme ved hende. Hun blev siddende og ventede på, at det skulle sige noget. Langt om længe spurgte det: "Er der noget i vejen med dig? Hvad laver du her?" Arnasuaasaq svarede: "Min ældste bror bad mig forsvinde, fordi jeg var doven." Den store mand sagde: Sikke et mærkeligt tilfælde, jeg blev også bedt om at forsvinde af min storebror, da jeg knækkede hans redskab til at blødgøre skindremme med, lad mig følges med dig." Det gik Arnasuaasaq med til, og sammen med ham gik hun videre. Mens de gik videre, begyndte Arnasuaasaq at græde hver gang, hun kom til at tænke på sine søskende.

Da hendes søskende kom hjem, begyndte de at spørge efter Arnasuaasaq, da hun ikke kom ned for at slæbe sæler op. Hvorfor mon hun ikke kom ned? Da de gik op til huset og kom ind, var Arnasuaasaq der ikke, og de så, at deres ældste bror allerede var kommet hjem. De spurgte ham, hvor Arnasuaasaq var. Han svarede: "Jeg smed hende ud, fordi hun var doven, så hun må være gået sin vej". Ved de ord blev brødrene meget vrede. Men det fortælles, at fordi de var bange for at sige deres ældste bror imod, kom de ikke med bebrejdelser. Da det blev aften og de gik i seng, sov brødrene ikke godt, fordi de havde så ondt af og tænkte så meget på Arnasuaasaq, der aldrig før var blevet behandlet sådan, fordi de allesammen elskede hende meget højt. Tidligt næste morgen søgte de alle efter hende, uden at finde hende. Da de ikke fandt hende, vendte de tilbage. Det fortælles, at brødrene ikke længere kunne tage på fangst, fordi de tænkte så meget på Arnasuaasaq.

I mellemtiden gik Arnasuaasaq og hendes store rejsefælle videre, og så sagde han, at han ville holde rest på den store hvileplads, og det gik Arnasuaasaq med til. Hendes store ledsager kaldte det stedet, hvor man samler kræfter, og det var altså deres betegnelse for en hvileplads. Det viste sig, at Arnasuaasaq´s ledsager var en af Tuneq-folket (tuneq / tornit). Da de gik hen mod hvilepladsen og kom derhen, så Arnasuaasaq, at det var et fladt og meget skinnende klippestykke. Da de kom derhen, hvilede de sig, og nede på bunden af skråningen opdagede de en mængde huse. Da de fik øje på dem, begyndte Arnasuaasaq´s ledsager at råbe: "Kungkungkungkungkulaa!" da han havde råbt dette, lød der svar. Tuneq-manden sagde så til Arnasuaasaq, at han gerne ville have hende med ned. Selv om Arnasuaasaq ikke havde lyst, gik hun dog ned med ham. Da de kom ind i et af husene, så Arnasuaasaq, at mændene var kæmpestore, og også deres kvinder. Da de havde slået sig ned der, hørte de nogen på vej ind, og da budet kom ind, sagde hun: "Jeg skulle indbyde vores nye svigerinde til at spise seqqortartut. Arnasuaasaq og hendes store ledsager gik ud sammen med budet og kom så ind i et meget stort hus. Det viste sig, at ledsageren var i familie med husets beboere. Da hun kom ind, bød de Arnasuaasaq at sætte sig. Da hun havde sat sig, satte de et stort træfad frem, der var helt fyldt med haretestikler, og så sagde de, at hun skulle spise. Arnasuaasaq sagde, at hun ikke spiste sådan noget. Da hun ikke ville, blev de ved med at opfordre hende til det, og selv om hun ikke kunne spise dem, lod hun som om, hun gik i lag med dem. Når hun tog et stykke, lod hun det falde ned i sin halsudskæring. Hun var godt i gang med dette, da de andre opdagede, hvad hun gjorde og sagde: "Hvordan er det vores nye svigerinde spiser haretestikler, hun lader dem falde ned i sin halsudskæring." Da så de andre bebrejdede hende, sagde hun: "Det er fordi, vi aldrig spiser sådan noget."

Efter et ophold på bopladsen, tog de to andre af sted, da det blev forår. Da de kom frem til det sted, som de havde udset sig til boplads, byggede de et hus. Da den store mand tog ud på jagtture efter at rensdyrene var kommet, tog han hver gang Arnasuaasaq med, selv om hun ikke havde lyst, fordi han var bange for, at hun skulle tage hjem til sin familie. Når hendes ledsager var på jagt, fangede han som regel harer og ryper. Mens de opholdt sig der, blev det sommer, og når den store tuneq-mand skulle på jagt, tog han altid Arnasuaasaq med. Når de fik øje på rensdyr, fulgte han dem og fik dem hver gang. Efterhånden blev Arnasuaasaq mere end rigeligt forsynet med rensdyr, som hendes ledsager havde nedlagt.

En dag begyndte hendes ledsager at tale om at ville lære Arnasuaasaq at løbe hurtigt, så hun kunne klare at være med i hans renjagter. Da Arnasuaasaq mente, at hun vist ikke kunne lære det og sagde, at hun ikke havde begreb om at løbe, svarede hendes ledsager: "Du skal se, hvor hurtigt jeg kan løbe, når jeg er på jagt. I vores land, har vi den tradition, at vi lærer kunsten at løbe allerede i barndommen, fordi vi er indlandsboere og aldrig er på havet. Som nybegyndere bliver vi godt nok trætte, men vi bliver hurtigt vant til at løbe; vi jager jo uden andre våben end vores ben og hænder. I morgen vil jeg lærer dig at løbe." Og den store tuneq-mand fortsatte: "Må jeg få dig til kone?" Arnasuaasaq ville ikke være hans kone, men da tuneq-manden ikke ville give op, endte det med, at Arnasuaasaq gik med til at være hans kone. Derefter var Arnasuaasaq tuneq-mandens kone.

Næste morgen tog de meget tidligt af sted. Snart sagde Arnasuaasaq´s nye mand: nu skal du se mig. Nu vil jeg løbe så hurtigt, jeg kan. Da hun lovede at holde øje med ham, begyndte han at løbe, og det var som at se en fugl i flugten. På et øjeblik var han ude af syne. Arnasuaasaq behøvede ikke at vente længe, før han dukkede op igen, og det var som at se en ravn, der flyver lavt hen over jorden. Da han kom tilbage, spurgte han sin nye kone Arnasuaasaq: "Løb jeg hurtigt?" Arnasuaasaq svarede: "Man kan sammenligne dig med en lille fugl, der flyver lavt hen over jorden." Nu blev tuneq-manden meget stolt, og han sagde: "Tag mig nu i hånden, så vil jeg løbe af sted med dig." Så greb Arnasuaasaq fat i sin store mands hænder. Tuneq-manden spurgte: "Har de rigtigt fat i mig?" Og Arnasuaasaq svarede ja. Straks begyndte Tuneq-manden at løbe rigtig stærkt, og Arnasuaasaq følte ikke andet end træk og susen, så hurtigt gik det. I begyndelsen af løbet kunne Arnasuaasaq ikke få jordfæste, men efterhånden som de var kommet godt i gang, blev Arnasuaasaq næsten i stand til at følge med i sin store mands tempo, men så holdt de op med at løbe. Hen imod aften fangede Arnasuaasaq´s store mand som sædvanlig rensdyr. Da de var på vej hjemover, havde de hver deres store læs at slæbe på. Da de kom hjem, kogte Arnasuaasaq kød, og da de havde spist, gik de i seng. Da de var kommet i seng, sagde Arnasuaasaq´s store mand: "I morgen vil jeg have dig med til, sammen med mig, at løbe rensdyr sammen og afskære dem vejen, og du skal gøre det, så godt du kan. Du afskærer renerne fra den ene side, og jeg afskærer dem vejen fra den anden side." Og så lagde de sig til at sove.

Næste morgen gjorde de sig klar meget tidligt og tog af sted. Mens de var på vej, sagde Arnasuaasaq´s store mand til hende: "Lad os løbe om kap." De startede, og i et stykke tid løb Arnasuaasaq lige så hurtigt som sin mand, men så sakkede hun agterud. Da hun kom bagud, standsede hendes store mand og sagde: "Du er endnu ikke så hurtig som jeg, i morgen vil jeg igen løbe med dig i hånden." Det lod Arnasuaasaq sig nøje med. Da de fik øje på rensdyr, sagde hendes store mand, at han ville afskære dem vejen. De drev rensdyrene sammen,  så de ikke kunne flygte. Da de nåede hen til dem, tog hendes store mand fat i de rensdyr, han så og smed dem hen ad jorden, så blodet sprøjtede. Da de havde fanget tilstrækkeligt mange, lavede de bæreremme til at kunne bære dyrene og begyndte at gå hjemover. Da de nåede hjem til deres hus, gik de ind. Og så spiste de godt og rigeligt af rensdyrkødet, indtil de havde fået nok, og Arnasuaasaq fik på fornemmelsen, at hun havde forspist sig i rensdyrtalgen.

Da de havde lagt den store mængde rensdyrkød, de havde båret, fra sig og ind i deres forrådshus og havde gjort alt klar, sagde hendes store mand: "Når du i morgen er blevet vant til at løbe..."

(fortsættes)

Fortællingen om søskendeflokken.

(fortsat)

Da de havde talt om at løbe om kap den næste dag, lagde de sig til at sove. Efter at have sovet stod de tidligt op den følgende dag, og Arnasuaasaq´s store tuneq-mand sagde: "Vi tager af sted fra morgenstunden af, for vi skal løbe om kap." Og den store tuneq-mand fortsatte: Når vi får øje på rensdyr, løber vi om kap." Det havde Arnasuaasaq ikke noget imod, og så tog de af sted. De gik og kom til et sted, hvor de regnede med at kunne støde på rensdyr, og der standsede de. Kort efter fik de øje på en masse rensdyr. Da de havde fået overblik over dem, sagde Arnasuaasaq´s store mand: "Lad os prøve at afskære dem vejen," og som sædvanlig havde Arnasuaasaq ikke noget at indvende. Tuneq-manden sagde så til Arnasuaasaq: "Du skal afskære dem vejen fra sydsiden af, og jeg skærer dem vejen fra nordsiden af." Arnasuaasaq føjede sig som sædvanlig, og de begav sig af sted. Arnasuaasaq gik mod syd, og hendes store mand gik mod nord. Først da de stod lige over for hinanden, begyndte de at løbe. Netop da de for alvor satte farten op, blev Arnasuaasaq pludselig træt og kunne ikke længere løbe så hurtigt, og samtidig nåede hendes mand hen til de mange rensdyr. Så tog han nogle af rensdyrene ved forbenene og smed dem hen ad jorden, så blodet sprøjtede, og efterhånden tyndede det gevaldigt ud i flokken med de mange rensdyr. Når nogle af rensdyrene stak af, forfulgte den store tuneq-mand dem, og det var som om, han bare halede dem ind med en line. Først da han var tilfreds med sin fangst, holdt han op. Arnasuaasaq stod der helt mat af træthed. Arnasuaasaq´s mand gik hen til hende og sagde: "Nu har du set, hvordan jeg afliver rensdyr. I vores område er det sådan, at vi allerede fra barnsben øver os i mange forskellige ting, også i løb og i at afskære rensdyrene vejen, det er sådan vi lever." Og han fortsatte: "Gør de sådan i jeres land?" Arnasuaasaq svarede: "Sådan er de ikke i vores land, men under deres opvækst oplæres de til andre fangstdyr. Når de begynder at øve sig i kajakroning, fanger de fugle med fuglepile. Deres voksne træner dem i kajakroning og i at vende rundt med kajakken. Når de voksne er tilfredse med nybegyndernes kunnen i kajakroning, udstyrer de dem med fangstredskaber, der kun bliver brugt til grønlandssæler, narhvaler, hvidhvaler, marsvin, hvalrosser og andre almindelige sæler." Den store mand blev dybt forundret over det Arnasuaasaq fortalte, for han havde ikke anet, at kystboerne levede sådan. Efter at de på den måde havde fortalt hinanden om lidt af hvert, begyndte de at flå de mange rensdyr. Da de var færdige, lavede de store bærebyrder af de mest velsmagende stykker og tog hjemover. Undervejs ville Arnasuaasaq´s store mand ind imellem løbe om kap med hende, men Arnasuaasaq havde ikke lyst, så de gik bare, mens de fortalte hinanden forskellige ting, og til sidst fik de deres hus i sigte.

Da de kom hjem, lagde de først deres byrder fra sig og gik ind i deres lille hus. Så spiste de af det kød, som de allerede havde kogt den foregående dag, men ikke havde spist af. Først da de var blevet mætte, holdt de op, og da det blev aften, gik de i seng. Da de havde sovet og vågnede, skulle Arnasuaasaq´s store mand til at tage af sted og ville have sin kone med, men det ville hun aldeles ikke. Arnasuaasaq sagde: "Nu er jeg blevet så udmattet, at jeg denne gang ikke vil tage med dig. I dag vil jeg i første omgang få orden på vores store kødbeholdning. Hendes store mand var ikke rolig med, at hans kone ikke ville med, fordi han tænkte, at hun ville flygte til sin familie, når han var taget af sted. Så han var derfor meget ængstelig ved at forlade hende og ville absolut have hende med, men hans kone sagde: "Tag du bare af sted, jeg fejler ikke andet, end at jeg har været så forfærdelig træt. Hvordan skulle jeg kunne vende tilbage til min familie, når jeg er så træt." Hendes mand søgte stadig at overtale hende, men til sidst måtte han opgive. Han sagde: "Lad nu være med at tage hjem til din familie, når jeg er taget af sted." Hans kone svarede så: "Hvorfor skulle jeg også gå hen til min familie." Da hendes store mand hørte hendes ord, tog han endelig af sted. Og da hun nu var blevet alene i deres lille hus, var det som om, hun for første gang tænkte på sin familie, og fik stor lyst til at se den, selvom de måske allerede havde glemt hende. Hun græd lidt og holdt så op igen og begyndte at arbejde med forskelligt. Hen imod aften, mens hun var inde i huset, lød det udefra som om der var en, der lagde sin bærebyrde fra sig. Hun sad helt stille, og så kom hendes store mand ind og kiggede sig grundigt omkring, fordi han var så bange for, at hans kone skulle være taget af sted. Da han fik øje på sin kone, blev han meget glad, fordi han havde været så urolig for, at hun skulle være taget af sted, selv om hun ikke ville gøre ham ondt. Da han var kommet ind og havde set sin kone derinde, sagde han: "Og jeg som troede, at du var taget tilbage til din familie." Arnasuaasaq svarede sin store mand: "Hvordan skulle jeg kunne tage hen til min familie uden at have fået lov af dig." Da hans kone havde sagt det, sagde hendes store mand: "Hvor er hun dog rar. Og lydig." Da det blev aften, gik de i seng og begyndte at tale sammen. "I morgen tager vi sammen af sted fra morgenstunden, og så fanger vi rensdyr ved at jage dem sammen." Da de havde lovet hinanden det, lagde de sig til at sove.

Næste morgen vågnede de så tidligt, at solen først lige var kommet over horisonten. Da de var stået op, gjorde de sig klar og tog af sted. Mens de gik, begyndte hendes store mand at tale om, at de måske skulle begynde at løbe om kap. Arnasuaasaq gik med til det, og da de kom til et stort jævnt område, hvor de skulle løbe om kap, begyndte de på én gang at løbe så hurtigt de kunne. Øjeblikkelig sakkede Arnasuaasaq´s store mand bagud, selvom det tidligere altid havde været Arnasuaasaq, der kom bagud, når de løb om kap. Nu var Arnasuaasaq blevet så hurtig til bens, at hun straks løb fra sin store mand. Da Arnasuaasaq nåede det sted, hvor de skulle standse, ventede hun på sin store mand. Da han nåede hende var han fuld af lovord. Arnasuaasaq sagde til sin store mand: "Det må faktisk være sådan, at kystboerne er mere lærenemme end jer." Da hans kone sagde dette, blev hendes store mand hende svar skyldig, fordi hun var blevet hurtigere end ham, endnu mens han lærte hende op. Så spurgte han: "Har du tidligere øvet dig i at løbe?" Arnasuaasaq svarede ham: "Jeg har ikke øvet mig, før du begyndte at lære mig det, og først nu har jeg lært, hvordan man skal løbe." Og hun fortsatte: "Du kan ikke løbe så hurtigt som mig, selv om jeg er en lille kvinde, måske skyldes det, at vores mandfolk er hurtigere til bens." Da Arnasuaasaq sagde det, svarede hendes store mand: "Det er forbavsende, at I er så hurtige, når I er så små." Til det varede Arnasuaasaq: "De er sådan, fordi de også går på rensdyrjagt i vores land; ganske vist øver de sig ikke i at løbe, men de er meget hurtige." Da Arnasuaasaq fortalte det, spurgte hendes store mand: "Men hvorfor er de så hurtige, når de ikke bliver trænet op i at løbe?" Arnasuaasaq svarede: "Det er fordi de iagttager hvordan rensdyrene løber, at de bliver hurtige." Det blev hendes store mand meget forbavset over at høre. Så gik de videre derfra. Mens de gik, fik de øje på en stor rensdyrflok, og da de havde set nærmere på den, spurgte Arnasuaasaq sin store mand, om de ikke skulle afskære dem vejen. Han svarede: "Du skal afskære den vejen sydfra, og jeg afskærer dem vejen nordfra." Derefter gik de i hver sin retning. Da de var nået hen til det sted de skulle begynde fra, gav de samtidig hinanden startsignalet "kee" og begyndte så at løbe så hurtigt de kunne. Endnu før Arnasuaasaq´s store mand var nået frem til rensdyrene, nåede Arnasuaasaq hen til den store flok, da hun var fremme greb hun nogle af dem og slængte dem hen ad jorden, så blodet sprøjtede. Da hun nåede frem til flokken, udsøgte hun sig de største og slyngede dem hen ad jorden, så blodet sprøjtede ud. Da mange af rensdyrene begyndte at flygte, sagde Arnasuaasaq til sin store mand, at han skulle sætte efter dem, men han troede ikke, at han kunne klare det, og så løb Arnasuaasaq efter dem, og da hun havde dræbt mange af dem, lod hun resten være. Da de havde samlet de mange dræbte rensdyr sammen, begyndte de at flå dem en for en. Da de var færdige, lavede de bærebyrder og begyndte hjemturen. Mens de gik, fortalte de hinanden forskellige ting. De nåede hjem, da solen stod i vest. Da de var hjemme, ville Arnasuaasaq´s store mand ikke engang gå ud af huset, fordi han var blevet så træt. Så gik Arnasuaasaq hen til sit store kødforråd og udsøgte sig de bedste stykker. Dem tog hun med hen til ildstedet og lavede mad. Da hun havde kogt tilstrækkeligt med kød, og det var kogt færdigt, spiste de, gik til sengs og faldt i søvn.

Som sædvanligt vågnede de af søvnen meget tidligt næste morgen. Så sagde Arnasuaasaq´s store mand til hende: "Skal du på rensdyrjagt med mig?" Arnasuaasaq svarede: "Tag du alene på rensdyrjagt, jeg vil ikke på rensdyrjagt, for jeg vil ordne vores store kødforråd." Hendes store mand svarede: "Jeg er bange for, at du tager hjem til din familie, når jeg er taget af sted." Arnasuaasaq svarede: "Hvorfor skulle jeg tage hjem til min familie? Jeg kunne ikke finde på at behandle dig på den måde." Efter de ord, tog han da af sted. Da han var væk, tog Arnasuaasaq sit store kødforråd ind i deres forrådshus, og da hun havde bragt det hele ind, blev forrådshuset helt fyldt op. Da hun var færdig med det, udsøgte hun sig de smukkeste rensdyrskind og rullede dem sammen. Mens hun rullede dem sammen, besluttede hun sig til at tage hjem til sin familie, når de nåede det tidspunkt på året, hvor hun forlod sin familie. Mens hun sad dér og mindedes sin familie, savnede hun dem mere og mere. Og mens hun rullede skind sammen, græd hun lidt ind imellem, men holdt så op. Da hun var færdig med at rulle skind sammen, gik hun ind i deres hus. Nogen tid senere lød der et stort bump udenfor. Så kom hendes mand ind i huset dryppende af sved og øjnene på stilke. Da han fik øje på sin kone, sagde han: "Hvor er hun rar, at hun elsker mig sådan; jeg troede ellers, at du allerede havde forladt mig."

Det fortælles, at da hendes store mand kom hjem, var det blevet rigtigt mørkt, og det var blevet efterår, mens de var der. Mens de stadig opholdt sig dér, begyndte det at sne kraftigt. Det sneede virkeligt meget, alt sneede til, og med al den sne kunne hendes store mand ikke tage på jagt. Nu levede de udelukkende af deres kødreserver. Mens de opholdt sig der, var der en aften en meget klar og smuk fuldmåne, og Arnasuaasaq blev grebet af voldsom hjemve. Hen på aftenen spurgte Arnasuaasaq´s store mand: "Vil du afluse mig?" Mens Arnasuaasaq ledte efter lus på ham, faldt han i søvn. Da han nu sov, lykkedes det hende med besvær at få skubbet hans store hoved til side. Så gik hun ind i deres forrådshus og tog de rensdyrskind, hun havde udvalgt sig som de smukkeste og begyndte at rulle dem sammen. En-to-tre fik hun dem rullet sammen, lavet sig en bærebylt af dem og stak så af sted, og det siges, at det var en meget smuk måneskinsaften. Undervejs hørte hun pludselig én råbe efter sig, og da hun kiggede sig tilbage, så hun, at han var lige ved at indhente hende. Da han nåede hende, spurgte han hende: "Hvorfor har du pludselig forladt mig for at tage hjem til din familie?" Arnasuaasaq svarede sin store mand: "Jeg er ikke på vej hjem til min familie. Vejret var så pragtfuldt, så jeg fulgte bare min tidligere vane med at gå en tur." Da hans kone sagde sådan, hørte hendes mand op med at bebrejde hende. Derfra gik de hjem til deres hus igen og gik ind, og så gik de i seng. Da de havde sovet og vågnede næste morgen, opførte Arnasuaasaq sig ikke som hun plejede, fordi hun længtes så meget hjem til sin familie. Da hendes mand kunne mærke, at hun var ulykkelig, spurgte han hende: "Hvad har du lyst til at spise?" Arnasuaasaq svarede ham: "Jeg har ikke lyst til at spise noget særligt." Hendes store mand spurgte hende igen: "Men hvad har du da lyst til? Har du lyst til at spise indmad?" Hans kone svarede: "Jeg har ikke lyst til at spise sådan noget." Hendes mand spurgte hende igen: "Har du lyst til at spise talg?" Arnasuaasaq svarede: "Jeg har ikke lyst til at spise talg." Igen spurgt han hende: "Har du lyst til at spise fedt?" Det havde hun heller ikke lyst til. Han nævnte alle mulige lækre ting, men hun havde ikke lyst til noget af det. Endelig spurgte han hende: "Vil du gerne tilbage til din familie?" Arnasuaasaq svarede: "Ja, jeg vil meget gerne hen til min familie." Hendes store mand sagde til hende: "Nej, ikke hen til din familie på kysten." Da hendes store mand sagde det, blev Arnasuaasaq virkelig ked af det og græd hele tiden. Da hun havde grædt længe, holdt hun op, fordi hendes store mand begyndte at trøste hende.

Da de nu blev dér på stedet og levede af deres madforråd, havde de efterhånden ikke meget tilbage af det. En aften bad den store mand sin kone om at afluse sig. Og mens hun ledte efter lus på ham, faldt han i søvn. Da han var faldet i søvn, fik hun lirket hans lange ben væk, der lå hen over hendes lår. Så gik hun ud og løb hurtigt ind i deres forrådshus, og efter at hun havde taget de skind, som hun tidligere havde gjort klar i en bylt, gik hun ud, tog bylten på ryggen og stak i løb. Hun løb uden at standse og kunne til sidst ikke se deres hus. Så kiggede hun sig tilbage, men kunne ikke se noget menneske. Så begyndte hun at løbe igen. Da hun havde løbet et stykke tid og var blevet træt, standsede hun op, og så kiggede hun sig tilbage, men hun kunne ikke se noget menneske. Da hun ikke så nogen, løb hun igen, og da  hun denne gang løb længere, standsede hun lige før hun kunne få øje på sin families hus. Så kiggede hun sig som sædvanlig tilbage, men så heller ikke nu noget menneske. Hun løb videre, og da hun nærmede sig huset, og snart skulle få øje på det, tænkte hun, at det nok ikke var der mere, men så fik hun øje på det. Huset var der stadig væk. Hun løb derhenad, og da hun kom derhen, standsede hun uden for huset, og stillede sig ved vinduet og kiggede ind og så, at de sov derinde endnu. Da hun så dem sove, gik hun ind. Hun troede, at de ville vågne af det, men ingen vågnede. Så begyndte hun at vente på, at én af dem skulle vågne, mens hun selv var ængstelig for, hvad der kunne ske, når hun nu var kommet til sin familie tidligt om natten. Mens hun sad der, blev hun meget forskrækket hver gang én af dem gav snorkelyde fra sig, og hver gang kiggede hun hen på vinduet. Hun blev mere og mere søvnig, mens hun sad der. En gang imellem mærkede hun, at hun var ved at vælte omkuld. Så blev hun til sidst så søvnig, at hun faldt i søvn. Så begyndte enkelte af familiemedlemmerne at vågne. Når de vågnede, så de sig ikke omkring, for de havde ikke den fjerneste anelse om, at der skulle være kommet nogen, og de havde opgivet ethvert håb om at se deres søster Arnasuaasaq igen.

Til sidst var de alle sammen vågnet. Så sagde et af børnene: "Hvad er det for noget; derovre ligger der en dame." De andre tog sig ikke af det, fordi de troede, at det bare var snak. De voksne talte med hinanden om børns fantasi og tog det ikke alvorligt. På et tidspunkt, da et af børnene blev for påtrængende, kiggede barnets fader derhen og genkendte til sin store forbavselse Arnasuaasaq. Så sagde han til de andre i husstanden: "Nu er Arnasuaasaq, vores kære lillesøster, den eneste pige blandt os, kommet tilbage." Da han sagde det, kiggede de andre også derhen og genkendte Arnasuaasaq med det samme. Da de så, at hun stadig sov, vækkede de hende. Arnasuaasaq vågnede, og de spurgte hende: "Kære hvor har du dog været?" Arnasuaasaq svarede dem: "Jeg har været inde i landet. Jeg er gift med en af de meget store tuneq-mænd. Mens han lå i sin dybe søvn, flygtede jeg og tog hjem til jer. Jeg er bange for, at han hurtigt vil søge efter mig, så skynd jer at sætte konebåden i vandet." Derefter gjorde de deres husgeråd klar, og da de var færdige, tog de af sted. Da de havde roet et stykke tid, slog de lejr på et andet sted. Det fortælles, at mændene var så glade for at se deres søster Arnasuaasaq, at de ikke tog ud på fangst, selv om det stadig var midt på dagen, da de slog lejr. Der på stedet slog de deres telt op og gik i seng, da det blev aften, og nu var Arnasuaasaq rolig. Hendes søskende sagde til hende: "Arnasuaasaq, fortæl nu hvad du har set og oplevet." Arnasuaasaq sagde til dem, at hun ville fortælle og begyndte: "Den gang jeg var taget af sted og var kommet væk fra vores sted, begyndte jeg at græde, mens jeg sad på et lille klippestykke. Så så jeg en stor skygge ud af øjenkrogen bagved mine hænder. Da jeg havde set ham, ventede jeg bare på, at han skulle sige noget. Til sidst spurgte han: "Hvad er der med dig?" Så fortalte jeg ham, hvorfor jeg var taget af sted. Den store mand sagde uden videre: "Jeg knækkede min storebrors redskab til at blødgøre skindremme med, og min bror sagde til mig, at jeg skulle forlade dem og derfor er jeg taget af sted. Og så sagde han, at han gerne ville følges med mig. Og derfor fulgtes jeg med ham. Vi gik over landet og kom til mange huse. Da vi var kommet ind i et hus, kaldte husets beboere mig for deres lille nye svigerinde. De satte mad frem for mig, der udelukkende bestod af ækle haretestikler. Selv om jeg ikke kan spise sådan noget, lod jeg som om, jeg spiste af det. Da vi var taget af sted derfra, kom vi tidligt om foråret til at sted, hvor vi ville bo, og byggede os et hus der. Da rensdyrene var kommet, fulgtes jeg med ham, når han var på rensdyrjagt, og han lærte mig at løbe. Vi fangede mange mange rensdyr. Da jeg første gang forsøgte at flygte, var det vinter, og han hentede mig tilbage. Men i går lykkedes det mig at tage hjem, da han var faldet i søvn." Da hun havde fortalt sin historie faldt hun i søvn.

Det fortælles, at de begyndte at bygge hus, da de vågnede, og da de var færdige med det, flyttede de ind i det. Det fortælles også, at Arnarsuaasaq ikke igen blev behandlet, som hun gjorde i begyndelsen.

Her ender historien.

Var.: NKS 2488, VI, ss. 141h - 144v; The Girl who fled to the Inlanders; Kvinderne, som blev gift med erqigdlit / eqqillit; De to brødre; Pouia; Puvia; Sorarsinaq toqusoq; Makkutooq; søg på Akilineq. Desuden en del andre om ægteskaber mellem rigtige mennesker og åndevæsner eller dyr i menneskeskikkelse.

Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.

Kommentar: En temmelig fredsommelig version, der fokuserer på kystboernes (menneskers) og indlandskæmpernes forskellige vaner. Bemærk den vægt der lægges på menneskers lærenemhed.

Denne version er ikke publiceret af Knud Rasmussen. I hans Inuit fortæller, II 1981: s. 30 - 32 er Rinks bredt resumerede version af Arons Qivaaqiarsuk trykt ord til andet. Se ID 69.

Oversættelse ved Apollo Lynge:

Fortællingen om Qivaaqiarsuk.

Det fortælles at Qivaaqiarsuk boede inde i fjorden men hørte at der ude ved Kangeq altid var mængder af fangstdyr. Længe holdt han det han havde hørt for sig selv, men så bestemte han sig omsider til at tage dertil og overvintre, og da det blev forår tog de til Kangeq for at overvintre. Da de nåede Kangeq var han kommet til et område netop så rigt på fangstdyr, som han havde hørt. Imponeret over det kunne han dårlig bestemme sig til hvad han skulle jage, mens han i husbygningsperioden hele tiden kom hjem med fangst. Desuden var der masser af helleflyndere og alt muligt andet at fange. Efterhånden som efteråret skred frem blev der kortere og kortere mellem grønlandssælerne, og Qivaagiarsuk landede flere og flere fangster.

       En dag var han ude sammen med mange kajakmænd fra Kangeq på deres fangstfelt. Det var en dag med mildt og meget smukt vejr, og de gjorde holdt dér hvor de ville ligge på lur efter fangstdyrene. Qivaaqiarsuk, der som altid var opmærksom på omgivelserne, spejdede rundt, og da så han at det var begyndt at fyge inde fra fjeldene af en fralandsstorm, og at fjeldene så helt lodne ud. Han blev ved med at holde øje med dem og så, at det efterhånden begyndte at fyge helt ude ved kysten. Han roede hen til en af sine kajakfæller og sagde: "Nu har vi snart stormen over os, for de store fjelde er begyndt at fyge af en fralandsstorm." Men den tiltalte sagde bare: "Stormen når næppe herud." Da han ikke sagde mere, forlod han ham bare. Netop som han fjernede sig, nærmede fygningen sig endnu hurtigere. Så nåede den ud til de yderste fjeld og lignede nu en stor sky. Han roede hen til en kajakfælle og sagde: Når fralandsviden ter sig sådan, er det ikke nogen blid vind der kommer. Nu falder stormen over os." Først nu blev hans kajakfæller opmærksomme og klar over faren. De samledes allesammen, bandt alt det fast der kunne fastgøres, og så var der ellers ingen der virkede tunge og langsomme da de alle gav sig til at vende rundt med kajakken for at gøre helpelsen blød og smidig. Og nu var kysten helt forsvundet i den forfærdelige fygning. De var kun lige begyndt at ro indefter da stormen var over dem, så alt blev usigtbart og de ikke længere kunne se land. Først fulgtes Qivaaqiarsuk med de andre kajakmænd, men da han syntes det gik for trægt fordi de var for langsomme, roede han i forvejen. Meget længe kunne han intet land se forude, og han var blevet helt utålmodig efter at få land i sigte, da han pludselig fik øje på land ret fremme. Han søgte længe at finde ud af hvor han var, men så begyndte det at lysne og han kunne slet ikke genkende de mange omkringliggende øer. Da så området i syd blev synligt og han fik set nærmere på det, genkendte han fjeldene ved Kangeq langt dernede sydpå. Han var faktisk nået til land ved øgruppen Satsissunnguit, fordi vinden havde bragt ham et godt stykke ud af kurs. Da han nu endelig genkendte omgivelserne og det klarede op hele vejen sydpå, roede han i den retning. Da han kom hjem så han, at alle de mange mænd fra Kangeq endnu ikke var kommet hjem, og de ventede og ventede, men det blev aften uden at nogen endnu var kommet hjem. Ikke en eneste af alle de mange kajakmænd fra bopladsen kom tilbage.

       Da Qivaaqiarsuk nu havde mange mennesker at forsørge tog han på fangst og harpunerede sæler efter antallet af kvinder i Kangeq. Når han mente han havde fanget nok vendte han hjem, og når han havde givet de mange Kangeq-enker hver en sæl at slæbe op, slog det lige til, og hver havde fået sin sæl at trække hjem. Således sørgede han for at ingen kom til at mangle noget.

       Mens han sådan sørgede for at alle fik hvad de havde brug for, blev det rigtig vinter. Så en dag var Qivaaqiarsuk for en gangs skyld ikke taget på fangst men beskæftiget med noget håndværk. Det var springtid og meget lavvandet netop på det tidspunkt. Netop da ebben var på sit laveste blev der råbt ind af vinduet:

"Man beder Qivaaqiarsuk om at ro os allesammen ud til det lille skær, for vi ville gerne ud og samle søl (spiselig rødalge)." Qivaaqiarsuk reagerede ikke på det. Efterhånden blev der råbt oftere og oftere. Da han så blev træt af råbene og de stadig ikke ville gi' sig, lagde han til sidst sit arbejde fra sig og kom ud. Og da han havde bragt sin kajak ned til vandet roede han kvinderne over til skæret (en for en). Da han havde fået dem over allesammen bar han sin kajak op, og da han var inde igen fortsatte han med sit håndværk. Nogen tid senere var havet begyndt at stige igen, og så blev der råbt: "Man beder Qivaaqiarsuk fragte os ind fordi vandet stiger." Han reagerede ikke og deres råb blev efterhånden mere og mere bønfaldende. Til sidst klamrede de sig fast til hinanden derude. Da højvandet nåede op over dem kunne man høre dem skrige, og da det yderligere steg, blev der endelig stille.

       Først da højvandet var nået op over dem gik han ned med sin kajak og roede ud til dem, og derude flød de rundt omkring i vandet. Det tog sin tid at få fragtet dem ind. Men da han havde fået dem op på land allesammen, sprættede han maven op på den mest fjantede af dem og skar mavesækken ud, tog den med hjem og pustede den op, og så hængte han den op til tørring. Hver morgen når han følte efter, fandt han den endnu ikke tør nok. Så en morgen da han var vågnet og følte efter, gav den en ganske svag trommelyd fra sig, for nu var den knastør.

       Han gjorde sin kajak klar, bandt spilopmagerens mavesæk fast på tværremmene på sin kajak og roede stik udefter. Da han var kommet lidt forbi det store skær fik han øje på netsider, der i en stor flok svømmede hastigt indefter uden at dykke. Da han var kommet ganske tæt ind på dem, satte han farten op og kom midt ind i flokken, hvor han slog løs på dem med spilopmagerskens mavesæk mens han sagde: "Kom aldrig mere ind (bliv aldrig ?) bag øerne i så stor en flok", og mens han stadig slog løs på dem kom han ud af midten og forbi flokken. Så bandt han igen mavesækken fast på tværremmene på sin kajak. Kort efter han var forbi flokken traf han på en stor flok sortsider, der svømmede indefter uden at dykke. Han satte igen farten op og kom ind midt i flokken, rev den tørrede mavesæk fra kajakkens tværremme og slog igen løs på dem med samme ord: "Kom aldrig mere ind bag øerne i så stor en flok." Igen nåede han forbi flokken uden at mavesækken gik i stykker. Han fortsatte med at ro udefter, og da han nu var forbi denne flok fik han øje på en endnu mørkere stime. Tæt på så han at det var en stor flok fuldvoksne grønlandssæler der svømmede indefter, og igen uden at dykke. Igen satte han farten op, slog også løs på dem og gentog sin frase: "Kom aldrig mere ind bag øerne i så stor en flok." Mens han fortsatte med at slå kom han midt tværs igennem flokken. Da mavesækken stadig holdt roede han videre udefter. Langt ude til havs fik han øje på et lille isbjerg som dønningerne løftede op og ned så det indimellem forsvandt i havet. Da han roede derhen og næsten var fremme, satte han farten op, og netop som det igen hævedes op af vandet, rev han den tørrede mavesæk af sine kajaktværremme, slog på isfjeldet af al kraft og kunne ikke høre andet end en ringen for ørerne. Han følte det som om han var ved at besvime. Det varede en rum tid før han genvandt bevidstheden og fik set på det han havde i hånden: Mavesækken var sprængt. Qivaaqiarsuk roede så mod land og kom hjem uden at have fanget noget. Senere forlød det at folk på de omkringliggende bopladser den dag havde oplevet at det spøgte med tordenagtige brag.

       Da Qivaaqiarsuk hele vinteren ikke havde truffet andre mænd ønskede han nu og da at få gæster, fordi han levede ene mand blandt kvinder. Da dagene tog til at længes var der så engang han først tænkte på at tage til havs, men i stedet bestemte sig til at tage på fangst syd for bopladsen. Han tog af sted og ville forbi Qeqertangusakkuluk på fangst. Vest for øen havder der siden efteråret ligget et stort isfjeld på grund. Han var nu lige ved at passere det store isfjeld da han ud af øjenkrogen fangede en lille sort plet i strømhvirvlen ved det store isfjeld. Han vendte øjnene derhen og så nu, at spidsen af en kajak var på vej op mens den drejede rundt i strømhvirvlen. Mens han kiggede på den dukkede der en kajakmand op af vandet, helt lysblond og med et stykke hvidhvalshud klemt fast under sine kajaktværremme. Da han var helt oppe, dukkede endnu en kajakspids op af vandet, mens Qivaaqiarsuk bare sad og så på. Op kom så en anden kajakmand, og han var helt igennem grønlænder. Kun hans øjne lyste op i ansigtet, og han havde et stort stykke mattak af en ung hvidhval klemt fast under sine kajaktværremme. Begge sagde at de var kommet for at besøge ham, og Qivaaqiarsuk blev meget taknemmelig over igen at træffe andre mænd. De fulgtes med ham hjem og selv om han bad dem blive natten over, tog de af sted hen på eftermiddagen.

De store stykker mattak som de var kommet med som gæstegaver, havde han ikke lysttil og spiste ikke af dem. Næste dag tog han på fangst, og da han var væk kom hans kone i tanker om dem og spiste noget af dem. Da Qivaaqiarsuk havde været ude på fangst og kom hjem, opdagede han at hans kone havde mistet forstanden i den grad at det var umuligt at styre hende. Kajakmændene var altså kommet med disse gæstegaver for at få Qivaaqiarsuk til at miste forstanden. Da konen døde uden at være blevet rask, siges det at Qivaaqiarsuk det følgende forår vendte tilbage til sin boplads inde i fjorden uden at have taget sig en ny kone.

Her ender fortællingen.

Oversat af Apollo Lynge, revideret af Signe Åsblom.

Var.: Qivaaqiarsuk.

Tolkning: Det forklares ikke hvorfor Q. forbyder de tre sælarter at komme ind i store flokke bag øen. I Arons variant sker det, fordi Q. på vej ud forbi øerne har svært ved at passere de tætte stimer. Hos Aron (se ID 69 med kommentarer) ender Qiv. med at dø af sult, fordi han har forbudt sælerne at komme i sådanne mængder. Måske skal det yderlige begrunde at mængden af fangstdyr ikke længere er så overdådig ved Kangeq som de gamle sagn fortæller. Det er forklaringen i Simon Nielsens version, der imidlertid lader Qiv. afhjælpe mangelen med de mange sæler han skaffer med den oppustede blære. Varianten blev fortalt i Grønlands Radio efter 2. verdenskrig og er analyseret af Arnaq Grove i hendes Ph.D. afhandling: Nedskrivning af nyere grønlandsk mundtlig fortælletradition. Upubl. Institut for Eskimologi, 2000.

Oversættelse ved Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom:

Fortællingen om Uteriitseq (den stædige)

Engang i meget gamle dage var der ham Uteriitseq, der var meget stædig, og det fortælles at de ikke kunne få børn. Deres børn døde straks ved fødslen. Derfor, siger man, var konen altid under fødselstabu (pujortârtuingamartarpoq, hun "dampede" BS; "hun var noget svagelig" AL), og selv om de kunne havet fået adskillige børn fik de ikke et eneste. Da konen nu havde det sådan kunne hun ikke så godt arbejde uden for, og selv om manden var en stærk og meget dygtig sælfanger, havde man det indtryk at de ikke var noget særligt, fordi konen altid var svagelig (? under tabu, BS). Engang kom manden hjem fra fangst og det viste sig at der var kommet et hul i hans kajak. Han gik op og da han kom ind sagde han: "Min kajak kan ikke bruges fordi der er kommet et hul i den, gå ned og sy den." "Kom til fornuft," svarede konen, "du ved jo hvordan det er med mig." "Skynd dig derned; hvis ikke radbrækker jeg dig," sagde Uteriitseq. "Bring den op og om bag huset", sagde konen. "Den blir liggende dernede," sagde manden. Da konen ikke kunne klare sig overfor ham tog hun et stykke flettet senetråd og gik ud sammen med ham. "Hvor ligger din kajak," spurgte hun så. "Dernede på stranden", svarede han.

"Hvorfor lader du den ligge dernede?"

"Kan du da ikke klare vejen?"

"Du ved jo, at det går galt for mig, når jeg nærmer mig stranden."

"Skynd dig nu at sy den, så jeg kan komme ud resten af dagen," sagde manden og skubbede til hende. Så begyndte hun at sy den. Hun stak nålen ind, og da hun trak senetråden op, var det som om der kom en lille lyd. Da hun anden gang trak senetråden op, tog den til at knurre kraftigt. Tredje gang begyndte den at brøle, og så holdt hun op med at sy. Det var med ryggen til havet hun havde syet, og netop som hun holdt op, udbrød manden: "Se nu der!" Og konen kiggede bagud og så en stor hund, der var dukket op af havet og på vej op på land. Manden blev bare stående, men konen sagde: "Det var derfor jeg ikke ville, for dem under tabu må ikke arbejde på stranden." "Dumme bæst, fredsforstyrrer, tror det jeg vil lade det leve!" sagde manden, tog sin harpun, gik hen til hunden, stak den flere gange og dræbte den. "Sy så videre," sagde han til konen, "sy videre!" Da hun igen begyndte at sy kom der ingen lyde fra senetråden, og hun gik op da hun var færdig.

Da han så skulle gøre sig klar til sin kajaktur, lød det udefra: "Ii, det begynder at tordne og lyne!" Og de fik ellers en kraftig torden at mærke. Så tog Uteriitseq alligevel ikke ud i kajak, for han blev bange og sagde, at han først ville se vejret an, og de gik ind. Nu kunne man høre folk snakke uden for: "Se deroppe, et stort menneske, indhyllet i en sky; det er på vej ned." Så gik Uteriitseq ud, og da han kiggede efter, så han at det store menneske allerede var næsten nede. Straks efter landede mennesket og spurgte: "Hvem har dræbt min hund, der lever i vandet?" (? iserartera, BS). "Det er mig der har dræbt den, fordi den forstyrrede min kone i at sy," svarede Uteriitseq.

"Så dræber jeg dig, fordi du har dræbt min hund, der lever i vandet!"

Og så greb den store modpart Uteriitseq og begyndte at brydes med ham. Mens de sloges kastede Uteriitseq den anden omkuld og klemte ham ned ovenfra.

"Slip mig nu!"

"Hvis du stadig vil slås, slipper jeg dig ikke!"

"Skal vejret da aldrig lysne mere?"

"Lad det bare aldrig blive lyst mere."

"Skal det da aldrig blive lavvande / ebbe?"

"Lad det blot aldrig blive lavvande mere!"

"Skal sælerne da aldrig mere få unger?"

Da forstod Uteriitseq med eet at der ville blive færre sæler, hvis de ingen unger fik mere, og på den måde blive sværere at få fangst. Så slap han ham. Den anden smed alle sine hunde op i luften, sprang op til sin slæde deroppe og drog afsted. Uteriitseq sagde: "Jeg kommer op og besøger dig."

"Du kan aldrig komme til mig sålænge du lever i din krop; kun de dødes sjæle kommer til mig."

"Jeg kommer op og besøger dig!"

"Hvis du endelig vil på besøg skal du ikke følge solsiden af fjeldknolden undervejs!" Og så forsvandt kæmpemennesket.

Straks næste morgen gik Uteriitseq i gang med at lave sig en slæde af sine briksebrædder. Da han hen på eftermiddagen blev færdig, sagde han til sin kone: "Vask mine kære hunde." Konen vaskede dem så. Næste morgen skulle han så afsted på besøg. Han bragte sine hunde og sin slæde til det sted, hvor gårsdagens gæst havde befundet sig, og han begyndte at kaste sine hunde op i luften. Han blev ved, om og om igen, men de faldt hele tiden ned. Til sidst blev det aften.

Han forsøgte igen næste dag, og igen blev det aften. Sådan gik det i fire dage. Da han så smed dem til vejrs den femte dag, blev de endelig deroppe. Han smed så sin slæde til vejrs, men først den femte dag blev slæden deroppe. Han steg op på slæden og startede opefter. Langt om længe, da hans forgængers rute begyndte at flade ud, fik han endelig den omtalte fjeldknold i sigte. Han funderede over hvorfor manden mon havde forbudt ham at køre på solsiden af knolden. Med vilje satte han så kursen mod solsiden. Han så ingen mennesker, men da han nåede solsiden hørte han latter længere fremme. Han fik øje på en kvinde, der ikke kunne være skønnere, med håret snoet op fra panden og bundet sammen helt ude i hårenden. Han forstod nu, at kvinden hele tiden sang og dansede trommedans med sin tallerken som tromme og sin kvindekniv / ulu som trommestik, og at hver gang hun var færdig med en vise, slog hun en inderlig latter op sluttede den med ordene: "Hvem mon ville kigge ind i mit skræv, hvor der både er sengebriks og gehæng!" (qusoraq: benkugle i kamikrem, AL. Hun er tvekønnet med både skræv og "kugler", BS) Uteriitseq gik hen mod hende, og kvinden kom så også nærmere. Da hun kom stadig nærmere blev Uteriitseq bange og slog til hendes tallerken med sit piskeskaft, så den gik i stykker, og han slog også på hendes ulu med piskeskaftet så håndtaget revnede. Da hun så brast i gråd, forlod han hende.

Undervejs videre fik Uteriitseq endelig et hus i sigte. Han nåede derhen og standsede først op ved husgangen, men gik så ind og så at han var kommet til den mand han mødte forleden. Idet han satte sig sagde han: "Jeg troede ikke jeg kunne, men nu er jeg altså kommet til dig." "Han trænger til noget mad", sagde den anden lige ud i rummet. Straks blev der serveret mad på gulvet. "Så du hvem der satte maden på gulvet?" spurgte den anden.

"Nej"

"Næste gang må du være vågen."

"Han trænger til noget mad," sagde han igen.

Uteriitseq kiggede nøje efter og så ikke nogen komme ind, men bemærkede noget hvidt forsvinde ud. Den anden spurgte:

"Så du så noget?"

"Jeg lagde mærke til noget hvidt."

"Nu er hun også blevet gammel og ikke længere så dygtig. Det er min søster, der hedder Solen. Det er nemlig sådan at hendes bagside er blegnet, for hun vil så gerne være så længe om tingene, at hun sætter sig og bliver siddende når vinteren nærmer sig, af medlidenhed med de mennesker, der vil få det hårdt. Når hun rejser sig, prøver hun at gå videre. Men nu er hun blevet så gammel at hun bevæger sig langsomt lige til det bliver forår. Jeg hedder Månen, og vi er storebror og lillesøster hende derude og jeg." Månen blev siddende på sin plads men ind imellem kiggede han ned gennem en stor åbning ved siden af sig. Uteriitseq spurgte: "Hvad laver du egentlig?"

"Jeg kigger ind imellem ned på min fangstplads."

Uteriitseq gik hen til ham og kiggede ned: der var et hav med en stærk strøm og inde på land var der et hus. Foran huset var der en stor våge, og hvor hvalrosser, hvid- og narhvaler og sæl ligesom ikke ville dykke.

"Der vil jeg hen!" sagde Uteriitseq.

"Hvis du tar derhen vil du ældes og ikke kunne mere."

"Jeg skal hen til det sted!" sagde Uteriitseq bare.

"Når I ter jer sådan bliver jeg meget utilfreds med jer", sagde Månen da han havde kigget ned. Uteriitseq kiggede ned og fik øje på sit hus, og bopladserne, der ellers lå langt fra hinanden, så ud som de var rykket tæt sammen. Mens han kiggede, kom der en ud, og man kunne næsten ikke se mennesket for røg (tabu-dis, BS) og det begyndte at hænge noget op på solsiden. Da Månen kom af med lidt af sit vand faldt en masse grumset vædske ned. Da det skete begyndte menneskene at vimse rundt og opføre sig som nordlys og bragte det, de havde hængt op, ind i husene. "Når I ter jer sådan, gør I mig godt sur. Så når du kommer hjem må du advare din kone mod at opføre sig sådan igen." "Ja, jeg skal nok adlyde dig, men jeg vil ikke advare hende så længe vejen herop er farbar," sagde Uteriitseq. Så sagde Månen, at han skulle tage hjem og tilføjede: "tag disse to stødtænder med som bevis på din historie. Hvis du er en rigtig åndemaner / angakkoq, vil du bringe dem heldigt hjem." Uteriitseq stak dem ind i sine bukser og så drog han af.

Dengang Uteriitseq rejste blev hans kone urolig for om han nogensinde kom tilbage. Men så sagde deres bopladsfæller: "Nu kommer Uteriitseq hjem." Da han nærmede sig jorden ville de to stødtænder ud af hans bukser, så det gjorde helt ondt. Så sagde han til sin kone: "Skynd dig at røre ved mig." Da konen rørte ved ham, ville stødtænderne ikke længere forlade ham. Om morgenen efter hjemkomsten tog han ikke ud i kajak men begyndte at flække et stort stykke træ for at lave en konebåd. Konen sagde: "Man savner virkelig frisk kød, tag nu ud i kajak," men han sagde bare: "Jeg skynder mig alt hvad jeg kan for at blive færdig i en fart." Han skyndte sig at få båden færdig. Så roede han ud i kajak og samlede skind til at at betrække konebåden med. Da den var betrukket og var blevet tør, skaffede han sig roersker og drog mod nord.

Når det blev vinter standsede han, og om foråret forsatte han, og således gik der fem år. Under sin rejse skiftede han sine roersker ud med ny, når de gamle ikke duede til mere. Da det sjette år var gået og de havde slået lejr, spurgte han de mennesker de var nået frem til: "Har I ikke hørt om et hav, der er fyldt med fangstdyr?" "Vi er ganske vist dem der bor yderst, men vi har aldrig hørt noget, så bliv I bare her, " svarede de. "Nej, vi overvintrer her i området, vi skal bare et stykke længere hen," sagde Uteriitseq. Så drog de videre, og da de slog lejr efter et stykke tid, tog Uteriitseq op på det højeste fjeld. Da han nåede fjeldtoppen så han mod nord noget, der lignede fast havis, hvor åbent vand ikke kunne ses, og havis hvor der var en våge, og denne havis forekom oversået med blodpletter, og inde på bredden var der et godt stykke land. Han gik ned og fortsatte næste morgen til stedet. Noget senere rundede de et næs, og inde i bunden af den lille bugt lå der et enkelt hus. Han genkendte stedet som det han havde set, da han var på besøg hos Månen. Da de nåede stranden var folk meget taknemmelige, fordi de nu havde fået bopladsfæller, og dér foran vågen var der så mange fangstdyr, at de ikke syntes at dykke. Uteriitseq sagde til sine nye husfæller, at man ikke kunne komme i nød med så mange fangstdyr. "Alligevel sker det," sagde de, "at vi bliver forhindret i at tage på fangst." Uteriitseq spurge hvad der forhindrede dem, og de svarede: "Når Månen er på fangst bliver vi hjemme i flere dage. Når Månen er på fangst bliver vi inde i huset og forretter vores nødtørft inde og skal have mad i reserve til alle dagene. Faktisk tager Månen på fangst i overmorgen. Det sker nemlig når han ikke længere kan ses (på himlen)."

De gik så i gang med deres forberedelser: De fjernede sælskindene hele fra sælkroppene og fyldte dem med vand, og næste morgen talte de om, at nu begyndte Månen at stige ned. Uteriitseq kiggede ud af ruden, og dér landede Månen på havisen. De kiggede ud af vinduet og fra nu af holdt de øje med ham. Han harpunerede en narhval, og anden gang harpunerede han en hvalros. Uteriitseq sagde: "Nu trænger jeg til at skide."

"Du må skide inde i huset," sagde de andre, "ellers kan Månen stikke dig med sin tuk."

"Jeg skider aldrig inde i huset; jeg stiller mig bare bag ved husgangen."

"Han får øje på dig."

¨"Jeg gemmer mig, spænder mine kamikker og spænder livremmen ind."

Da han ikke ville give sig, tav de. Han havde taget en kniv med ud, viste det sig. En husfælle kiggede ud gennem ruden og så at han var ved at nå ud på havisen, og så ville Månen dræbe ham, når den så ham. Så hørte man ham sige: "Jeg kommer for at få part i din store fangst." Månen svarede: "Hvis du får part i byttet kan jeg ikke længere stige til vejrs."

"Da vi i forgårs kom hertil, havde vi ikke noget frisk kød." Og videre hørte man ham sige: "Du sagde, at jeg ikke kunne komme herhen, men nu er jeg her, og derfor skal jeg have part i din fangst." Han gik så hen til fangsten og flækkede begge dyr i to dele (på langs). Den anden kiggede bare på ham.

Månen føjede flere dyr til sin fangst og læssede dem på sin slæde. Derefter kastede han den flere gange op i luften, men han kunne ikke få den til at blive der. Så sagde Månen: "Det var derfor jeg ikke ønskede at der skulle tages part af min fangst." Mens han stadig talte, tog Uteriitseq hans harpun og fangstline,harpunerede en narhval og sagde: "Nu får du fangstpart af denne her", og flækkede den. Månen begyndte at stige, og Uteriitseq vendte sig mod huset og råbte: "Hvad er I bange for? Hent nu noget af fangstparten." De modigste kom da ud, og nu kunne Månen ikke komme til vejrs. Først den femte dag kom han endelig op.

"Hvad har I ellers bøvl med?"

"Indvoldsrøversken, det utyske som gør, at vi bliver færre og færre; vi var ellers mange i det her hus, og vent bare, hun kommer nok i morgen." De gik så i gang med at skide. Og se, næste morgen kunne de høre en skraldende latter. "Hvis I vil leve, så lad være med at grine!" sagde husfællerne. Så viste Indvoldsrøversken sig i husgangen og begyndte at danse trommedans med sin tallerken som tromme og sin ulu / kvindekniv som trommestik, og til sidst sagde hun: "Hvem mon vil kigge på mit skræv med sengebriks og gehæng", og med sin inderligste skraldelatter skubbede hun sin tallerken hen ad gulvet. Da Uteriitseq kiggede på sine fæller opdagede han, at de allesammen havde trukket bukserne ned og pillede ved deres skræv, at mænd og kvinder forsøgte at holde latteren borte ved at pille i de dele, som de ellers skulle skamme sig over. Da Uteriitseq så dem sådan, slog han en latter op og sagde til Erlaveersiniooq / Indvoldsrøversken: "Kom bare an." Da hun skulle til at tage fat i ham, brækkede han begge hendes håndled, flækkede hendes tallerken og stak den ind i hendes armhule, slog skaftet på hendes kvindekniv i stykker og stak den ind i den anden armhule. Da gik hun grædende ud.

Sikke taknemmelige husfællerne blev, og de sagde: "Der var en af os nær blevet dræbt og havde fået tarmene skåret ud." Uteriitseq spurgte: "Er alle jeres vanskeligheder nu væk?"

"Der er én som ikke er kommet endnu. En isdækket isbjørn / isgroet bjørn kommer i overmorgen, og den er vi allermest bange for."

De gjorde nu deres forberedelser og sørgede for reserver af mad og vand. De dækkede vinduerne og husgangen med tynde lag. Det var endnu dag, og de begyndte at kigge ud gennem vinduet. På et tidspunkt sagde de: "Nu kan den ses derude i nord." Da Uteriitseq kiggede ud så han kun noget stort, nærmest udvisket noget nordude og vestpå. Han spurgte sine fæller, hvor den var. De pegede og sagde: "Nu kan man se dens ben." Han kiggede nøjere efter og så den så nærme sig, og det viste sig at det var den han havde troet var tåge. Den kom nærmere og stillede sig ved vågen. Så lagde den sig ned ved vågen og fangede sødyr. Så sagde Uteriitseq: "Jeg skal skide." "Denne her er livsfarlig, skid inde i huset."

"Jeg kan ikke skide inde i huset, jeg vil gøre det bag ved husgangen."

"Hvis den ser dig, lader den dig ikke leve."

"Jeg gør hvad jeg kan for at den ikke skal se mig; måske I skulle binde min krop, ben og arme ind i skindremme, så den ikke ser mig."

Så bandt de ham ind. Da de var færdige gik han ud, og det viste sig at han havde taget sin kniv med ud. De kiggede ud af ruden og troede han stadig ikke var gået ud, men så sagde de: "Der er han nede, næsten fremme ved havisen." Mens de kiggede på ham, trak bjørnen vejret indad, og det var som om han blev suget hen imod den. Da så bjørnen åndede ud igen, skridtede han atter ud. Dette gentog sig flere gange, og da den engang trak vejret indad, satte Uteriitseq i løb hen mod bjørnen og forsvandt så helt. Nogle af husets beboere stod ved ruderne og sagde: "Nu har den ædt ham." Uteriitseq fik til at begynde med åndenød, men det holdt op. Han var nu inde i bjørnen, og han mærkede at børnen var hul og meget slimet indeni. Han begyndte at skære i alt hvad han rørte ved. Han ventede lidt på at få vejret, og skar så igen løs. På et tidspunkt skar han i noget stort, rundt og hårdt, og så kom der en voldsom bevægelse i bjørnen. Langt om længe holdt bevægelsen op. Da den standsede følte han sig for med hænderne og opdagede, at det var dens nederste ribben. Han forsøgte at skære sig ud mellem dem, og endelig nåede han frem til dens skind. Han nåede videre frem til noget hårdt, og da han hakkede i det fik han endelig hul ud til det fri. Så fik han luft! Da han havde trukket vejret kilede han sig frem og kom ud den vej. Han mærkede at hans hoved føltes bart og koldt og da han følte efter var han pilskaldet. Håret var faldet af inde i bjørnen. Han holdt sig på hovedet med hånden og begyndte at løbe op mod huset. Hans husfæller sagde så: "Der kommer jo Uteriitseq heropad." Tættere på råbte han så højt han kunne: "Så har jeg dræbt den store bjørn, men jeg har tabt alt mit hår på grund af heden inde i bjørnen!" Så kom alle husfællerne ud og sagde: "Nu, takket være ham, er der ikke længere noget der hindrer vores fangst. Så blev det vinter. Den store bjørn rakte som forråd til to vintre.

Efter at Uteriitseq og hans husstand havde overvintret to gange tog han til orde: "Min stakkels kone skulle gerne gense sin familie i live, og nu er hun gammel, og jeg vil gerne afslutte mit liv der, hvor jeg er født." Så skaffede de sig roersker og rejste hjemefter. De kom så tilbage til deres hjemegn igen efter seks års rejse sydover. De blev gamle i deres hjemegn og foretog stadig deres fangstrejser, men ikke lang tid efter holdt de næsten op, og snart endte de deres dage på deres gamle boplads.

Var.: Besøg på Månen. Den stædige. Uterîtsoq / Uteriitsoq; Et par ægtefolk;

Manguaraq (flere); Kanaks månerejse. Nalikkatteeq. Ajijaks forløsning;

Manden, der besøgte månemanden; Alluunnguaq; Mangivaraqs månerejse; Åndemaneren der for til månen; Maqujuk.

Hist.: Varianten tæt beslægtet med et par andre om Den stædige fra Sydgrønland.

I denne version bliver der for alvor gjort op med en del af det prækoloniale verdensbillede. Ulrik Rosing har tidligere nedskrevet en anden fra Sydgrønland til Rink, hvor der ligeledes sættes kraftig ind mod den tidligere så frygtede Måne og alt hans væsen. Men ikke så gennemgribende som her. Udrydde Månen kan Uteriitseq selvfølgelig ikke (versionen fastholder, at dagslys, tidevand og sælernes fertilitet er afhængige af Månen), men det lykkes på alle andre måder at tæmme ham.

Denne version kunne tyde på, at Indvoldsrøversken var en rituel skikkelse, der - måske under uaajeertut - maskedanse - satte humør i folk til en efterfølgendelampeslukningesleg. Jens Rosing i tidsskriftet Grønland 1957 har samme idé ud fra den maskedans med Nalikkatteeq/Indvoldsrøversken han overværede som barn.

Bemærkningen om solen, der "sidder", når det bliver vinter, tyder på at fortællingen er fra Østgrønland. Forestillingen om Solen, der ikke flytter sig nogle døgn ved midvinter, kendes også fra andre inuit. At hun standser op af medlidenhed med folk, der vil lide nød om vinteren (i en anden version har hun travlt med at tage sig af de forældreløse), er muligvis en ny tolkning af forestillingen om sidde-dagene.

Bemærkelsesværdig er også Uteriitsoqs indsnøring i remme inden mødet med bjørnen. En lignende indsnøret skikkelse er afbildet i en beskrivelse af Sedna / Havkvind-kulten i Baffinland. Se Boas, Franz: The Eskimo of Baffin Land and Hudson Bay, I. Bulletin of the American Museum of Natural History, Vol. XV, 1901: 142.

Kort resumé i Rink 1866-71, II: 88-89, nr. 47.

Resumé: se nederst.

Oversættelse ved Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom:

Fortællingen om det gamle ægtepar.

Det fortælles om et ældre ægtepar, at de havde to børn, en dreng og en pige. De havde deres vinterboplads i en egn inde på fastlandet. Mens de boede der, blev deres børn voksne, og deres store søn begyndte at forsørge dem ved sin fangst. En sommer var sønnen en dag taget af sted på kajakfangst, og forældrene fik lyst til at tage ud til en ø, der lå ud for deres boplads. Da forældrene havde fortalt deres søn, at de ville tage af sted fra morgenstunden af, begyndte de at gøre sig klar, så snart sønnen var taget på fangst. Da de havde sat deres konebåd i vandet, lastede de den med alt deres husgeråd, og da de var kommet om bord, lod hendes dumme mand som om han tænkte sig om, og sagde til sin kære kone: "Vi er lige ved at glemme pløkkene til udspiling og fastnagling af skind." Så ville han selv hente dem og krævede, at hans store datter gik med. Hans lille kone var imod, at deres store datter skulle gå med, men hendes mand blev stædigt ved, og konen endte med at opgive og lod sin datter gå med. Så gik hendes dumme mand op til huset sammen med sin datter med det påskud, at han ville hente pløkkene. Da de kom ind i huset overfaldt faderen sin datter for at binde hende. Så bandt han hendes hænder sammen bag på hendes ryg og bandt hende fast til husets væg og gik ud af huset og efterlod hende med hovedet hængende nedad.

Da han kom ned til konebåden, blev konen ved med at spørge, men manden svarede hende ikke og ville bare tage af sted. De stødte fra land, og selvom konen helst ville vente på sin datter, ville manden bare tage af sted. Tænk, han ønskede sin datter død. Da konen måtte opgive at påvirke sin mand, begyndte hun at græde og  roede indefter, mens manden roede baglæns udefter. Da konen til sidst ikke kunne klare sig mod sin mand, holdt hun op med at ro og græd bare videre. Hendes mand brugte nu årerne på begge sider af konebåden og roede videre ud mod øen, selv om konen efterhånden var helt opløst af gråd, fordi hun sørgede så meget over at blive skilt fra sin datter.

Da de kom ud til øen, lossede de deres husgeråd af konebåden og rejste deres telt. Der gik et stykke tid efter at de havde slået deres telt op, før sønnen dukkede op. Hen under aften nærmede deres søn sig øen. Da han skulle til at lægge til ved stranden, gik hans fader ned til ham, mens han lod som om, han var i meget godt humør, men det var altså for at få sønnen til at tænke på noget andet, fordi sønnen elskede sin lillesøster meget højt. Da sønnen var stået ud af kajakken, begyndte faderen at tale til ham om løst og fast. Da sønnen lagde mærke til, at hans lillesøster ikke kom ud af teltet, skyndte han sig at gøre sin kajak klar og gik op til teltet. Da han kom ind var lillesøsteren ikke derinde, men han spurgte dog ikke efter hende, da han troede, at hun var ude at gå en tur. Han spiste ikke engang først, men gik ud for at gennemvandre hele deres nye boplads for i den tro, at lillesøsteren var ude at gå en tur, ville han finde hende. Da han havde været overalt på øen og ikke havde set noget til hende, tænkte han: "Måske er jeg gået forbi hende, mens hun har været på vej hjem." Og så gik han hjem, og selv om han ikke havde set noget til hende, da han kom hjem, gik han bare i seng, da det blev aften; hans usle fader snakkede til gengæld hele tiden og fortalte historier for at få sønnen til at tænke på noget andet, fordi han selv ønskede at dræbe hans lillesøster. Da de vågnede, tog sønnen på kajaktur uden at have spurgt efter sin lillesøster, eftersom han tænkte, at hun var kommet hjem, efter at de var faldet i søvn, og at hun måske var taget af sted meget tidligt om morgenen, når hun nu var så glad for alt det nye på deres nye boplads. Derfor tog han bare af sted på kajaktur. Da han havde været ude og som sædvanlig kom tilbage med fangst, kom hans usle fader ned til ham og fortalte historier om løst og fast. Sønnen var kommet til at savne sin lillesøster meget, efter at han ikke havde set hende i to dage, og han skyndte sig op til teltet, men da hun ikke var i teltet, tog han igen af sted uden at have spist for at søge efter sin søster. Da han var gået rundt på deres ø, og ikke havde set noget til hende, sagde han efter at være kommet hjem, at han ville tage hjem til deres oprindelige boplads. Det modsatte hans usle fader sig på det kraftigste. Trods faderens kraftige protester var sønnen ligeglad og tog af sted. Da han kom frem neden for huset, gik han i land og op til huset. Da han kom ind fandt han sin elskede lillesøster bundet til husets tagtømmer med hovedet nedad. Da han fandt hende sådan, kunne han ikke løsne båndene, fordi de havde snoet sig så meget, at de sad uhjælpeligt fast. Han blev hos sin lillesøster og forlod hende først, da det begyndte at blive aften, og han ville tage over til hende den næste morgen igen. Da han kom hjem til øen, sagde han ikke noget, men gik i seng og faldt i søvn. Da han vågnede næste morgen, tog han noget kogt kød med som proviant og tog igen over til sin søster. Da han kom frem, gik han op til huset og ind til sin lillesøster og så, at hendes hår var udslået og gennemvædet af hendes blod, samtidig med at det dækkede hendes ansigt. Da han så hende sådan blev han lidt bange for hende, men han madede hende med det kød, han havde taget med, selvom hun forsøgte at bide i hans hænder. Efter at have været hos hende tog han hjem igen. Da han kom hjem, sagde han stadig ingenting. Næste morgen tog han igen over til søsteren. Da han kom dertil, sørgede han for, at forenden af hans kajak vendte udefter. Da han gik op til huset og kiggede ind af vinduet, så han ikke noget til sin lillesøster, og som det skulle vise sig, var hun kommet ned fra væggen og ventede på ham ved hushjørnet. Da han rundede hushjørnet, greb hun straks efter ham, og nu havde hun sat sit hår som en slags næb. Da han så hende sådan, flygtede han straks ned til sin kajak, og da han kom ned i den og stødte fra land, nåede lillesøsteren et par gange at få et let greb om hans kajakspids. Da hun ikke længere kunne nå ham, begyndte hun at gå skrigende ind over land. Da hun forsvandt ud af syne, tog han hjem.

Da han kom hjem sagde han, at han ville have nyt tøj, og hans moder syede tøj til ham. Hun syede hurtigt og havde snart tøjet færdigt. Da hun var færdig med det, sagde han, at han ville på kajaktur til bunden af fjorden. Da han sagde det, forbød forældrene ham at gøre det, men til sidst opgav de og lod ham tage af sted. Da han havde roet ind ad den store fjord, gik han i land i bunden af fjorden og sørgede for, at forenden af kajakken vendte udefter. Så tog han sit nye tøj på og begyndte at gå ind over land. Han gik østpå og måtte ind imellem gå op over fjeldtoppene, og da han var kommet godt ind i landet, begyndte han at råbe for at tilkalde sin storesøster. Da han første gang råbte og ikke fik svar, gik han længere ind i landet og råbte igen. Da han igen havde råbt, kom der denne gang et svarråb. Da svaret kom, råbte han, at vedkommende skulle komme hen til ham, og da der igen blev svaret, og det lød, som om en stemme begyndte at komme nærmere, løb han nedefter. Når han standsede op og råbte, kom svaret fra et sted, der var endnu tættere på. Og så begyndte han at løbe alt hvad han kunne, da hans nye tøj var meget tætsluttende og smidigt. Da han nærmede sig sin kajak, så han sig tilbage og opdagede, at hans søster havde vokset sig så stor som et stort telt. Da han så hende sådan, begyndte han for alvor at løbe, og da han kom ned til sin kajak, vadede søsteren ud i vandet og greb fat i hans kajak, men mistede straks grebet. Der sad han ude på vandet og så på sin søster, og da hun gik igen, tog han hjem.

Da han kom hjem, sagde han, at han ville bosætte sig i bunden af fjorden. Faderen adlød ham bare, fordi han så gerne ville formilde ham. Da de havde pakket deres sager, tog de af sted. De roede ind ad fjorden, nåede bunden og slog lejr. Da det var et meget godt område at slå lejr, var faderen meget tilfreds. Da de så havde bosat sig der, vågnede sønnen en morgen, hvor hans forældre endnu sov. Han tog sit nye skindtøj på og gik ned og sørgede for, at forenden på hans kajak vendte udefter, og så gik han som før ind over land. Da han havde gået et stykke tid og var kommet langt ind i landet, råbte han som tidligere højt. Da han havde råbt, fik han straks svar. Øjeblikkeligt tog han flugten, og da han havde løbet et stykke tid, standsede han op og råbte igen. Da han tav, fik han svar et sted ret tæt på, og så løb han videre, så hurtigt han kunne. Da han var lige ved at nå sin kajak, kom søsteren til syne og var blevet endnu større end før. Da broderen var kommet i sin kajak og var lagt fra land, kom søsteren ud til kysten ud for broderen, og han sagde til hende, at hun skulle æde sine usle forældre som hævn. Da han sagde det til hende, gik hun hen til teltet, men da teltåbningen var for lille til, at hun kunne komme ind i teltet den vej, gik hun om bag teltet og gravede sig ind under det. Straks trak hun sin usle fader ud og slugte ham med det samme. Bagefter slugte hun også sin moder. Til slut slugte hun også deres telt. Da hun havde spist det hele, gik hun hen til deres konebåd og stoppede den i munden. Da hun havde slugt den, kunne man dog se enderne af konebådens ræling stikke ud af munden på hende. Derefter løb hun skrigende ind over land.

Da hun var forsvundet af syne, roede broderen væk fra stedet. Det fortælles, at da han som hævn havde udslettet sine forældre, fik han fred i sindet og rejste væk for at bosætte sig et andet sted.

Her ender fortællingen.

Resumé:

Den mishandlede datter. En fader elsker sin søn, men efterlader sin datter ophængt i et reb med hovedet nedad på bopladsen trods moderens protester. Sønnen finder hende, men kan ikke skære hende ned. Kommer igen. Da er hun blevet et uhyre. Lokker sin forældre med ind i fjorden på lejr. Han kalder på hende, flygter, og lader hende sluge både forældrene og alt deres gods.

Var.: Savínguarniaq; Gravene er de dødes hus; Mannik; De mange brødres eneste søster, som blev gal;

Samme motiv, anden fortælling: kangerlumiorlungooq kitaamiorlu; Vennerne; Fætrene; Fætrene II; fjordbo kystbo; sindssyg / ligfedt / menneskefedt; bespiste ondt; Savinnguarniaq;

Kommentar: Vedr. årsagen til vennens pludselige ondsind se kommentaren til Arons variant, Bedstevennerne.

Oversættelse ved Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom:

Beretningen om den ældre mand.

Det fortælles om en ældre mand, at han havde en enkelt søn og en yndlingssommerplads. En sommer døde deres eneste søn, mens de opholdt sig på deres vanlige sommerplads. Det siges, at de ville have bragt deres afdøde søn hjem til deres vanlige vinterboplads, men de var blevet så få, at der ikke var folk nok til deres konebåd, så de måtte begrave deres søn på deres vanlige sommerboplads. De troede også, at de måtte overvintre på dette sted og begyndte derfor straks at bygge sig et vinterhus. Mens de stadig var i færd med at bygge deres hus, hørte deres slægtninge, at den ældre mand og hans kone kunne komme til at overvintre alene, og så fik familien medlidenhed med dem og tog hen efter dem i deres konebåd. Da de kom til deres sommerboplads, tog de dem med hjem til deres vinterboplads.

Det fortælles, at da de var kommet til deres vinterboplads, begyndte den ældre mand at besøge sin eneste søns gravplads for at klage sin nød. Det siges, at han til sidst besøgte stedet hver dag og ikke længere gad tage på fangst. Når han kom til sin søns grav, sad han ved siden af den og havde ingen fornemmelse af, hvordan dagen gik. Og når han pludselig så, at solen allerede var ved at gå ned, måtte han tage hjem.

En morgen vågnede de til en vindstille og skyfri dag, hvor himlen netop var klaret op, og det fortælles, at der kun var lidt skyer ude i vest. Så tog den ældre mand af sted på sælfangst. Da han havde passeret yderkysten undervejs vestpå, fik han øje på en stor sort genstand forude i horisonten. Så begyndte han at ro hen mod den. Da han var kommet den nærmere på hold, tænkte han, at det bestemt lignede et menneske. Endelig var han ved at nå den, men på grund af sin høje alder var han næsten nået derhen uden at genkende den. Først da han så en klapmyds bagved genstanden, genkendte han den som et stort menneske. Det viste sig at være en tuneq-mand, der var ude på sælfangst med en lille nedfalden sky som kajak, og da skyerne forsvandt, så han, at vandet var ved at nå ham til livet. Da han nåede hen til ham, spurgte han ham således: "Man har svært ved at få adspredt sine tanker, fortæl noget." Den tiltalte tav, og det var faktisk fordi den ældre mand var kommet ham i forkøbet, for han havde ellers tænkt sig at sige noget. I forventning om, at manden skulle sige noget, fulgte den ældre mand efter ham, og uden at tuneq-manden havde sagt noget, kom de et godt stykke ind mod land, og den ældre mand spekulerede over, hvilken retning tuneq-manden ville vælge. Til sidst opdagede han, at tuneq-manden havde retning mod hans søns gravplads. Mens han fulgte efter ham tænkte han: "Han er ikke meget for at sige noget, måske skulle man tage og harpunere ham." Så tænkte han videre: "Jeg kan harpunere ham, når han næsten er ved land." Da så tuneq-manden nærmede sig kysten, begyndte den ældre mand at vente på, at tuneq-manden skulle få et forspring; og da han havde fået et forspring, begyndte han at ro hurtigt hen mod ham, og han besluttede at harpunere ham lige mellem skulderbladene. Da han havde gjort sin harpun klar til kast, så han, at tuneq-manden var lige ved at kigge sig tilbage, og netop som han så sig tilbage, harpunerede han ham, så det straks boblede fra hans lunger og han begyndte at synke. Før han var sunket, tog den ældre mand fat i ham, og bugserede ham i land nedenfor sin søns gravplads. Først tænkte han på at lade ham ligge der, men kom meget i tvivl og besluttede sig for at sænke ham i vandet. Han hentede så sin fangstline fra sin kajak og bandt sænkesten om tuneq-mandens hals og sænkede ham, men tuneq-mandens storetå stak op af vandet. Han parterede også hans klapmydsfangst og sænkede den.

Da den ældre mand kom hjem, spurgte bopladsfællerne ham, hvor han havde været. Den ældre mand svarede: "Fremover tager jeg aldrig andre steder hen end til min søns grav, hvor jeg kan klage over tilværelsen." Bopladsfællerne lagde mærke til, at den ældre mand gik meget tidligt i seng om aftenen, men de sagde ikke noget. Da de andre havde sovet og vågnede, var den ældre mand der ikke længere, og det viste sig, at den ældre mand ikke havde kunnet falde i søvn, fordi han glædede sig så meget til den næste dag, og at han derfor var taget af sted uden at sove.

Da den ældre mand var taget af sted midt om natten, kom han som sædvanligt til sin søns gravplads og var som sædvanlig lige begyndt at jamre og klage, da han hørte en lyd bagved sig, og han kiggede sig tilbage og så, at en tuneq-mand var lige ved at nå hen til ham. Da den ældre mand så ham, spurgte han ham: "Hvad kommer du her efter?" Den store tuneq-mand svarede dertil: "Jeg søger efter min eneste søn, der tog på fangst i går og endnu ikke er kommet tilbage." Da han sagde det, var den gamle mand lige ved at sige: "Jeg har dræbt ham," - men han nåede lige at holde sine ord tilbage. Mens han var der sammen med tuneq-manden, begyndte denne at kigge udefter, mens han skyggede for sine øjne med hånden, og den ældre mand vendte hovedet væk fra ham. Så hørte han tuneq-manden udbryde: "Hvad er det derude, der dukker op og igen forsvinder fra havoverfladen?" Den ældre mand svarede: "Ja, hvad mon det kan være, måske skulle man tage derud og undersøge det." Tuneq-manden sagde: "Ja gør det, tag ud og find ud af det!" Så tog den ældre mand derud, og da han nåede derhen, hørte tuneq-manden ham sige: "Hør du dér, det er jo et menneske!" De store tuneq-mand svarede: Måske kunne du bugsere det ind:" Så trak den ældre mand med besvær mennesket op og begyndte at bugsere det ind. Da han var nået ind til land med det, genkendte den store tuneq-mand sin søn, og straks begyndte han at græde. Den ældre mand begyndte at græde sammen med ham, og da han havde grædt, sagde tuneq-manden: "Hvis jeg havde været alene, havde jeg aldrig fundet ham, kom nu med og få din belønning." Da han sagde, det, gik den ældre mand med til det. Så ordnede tuneq-manden sin bærebylt og begyndte at gå opad sammen med den ældre mand.

Det berettes, at den ældre mand på sine ældre dage kunne løbe alle slags landdyr op, og derfor regnede han med, at han kunne holde trit med den anden. Men tuneq-manden sagde: "Nu skal du løbe så hurtigt du kan." Derfra begyndte de at gå op ad et meget stort fjeld, men halvvejs oppe begyndte den ældre mand ofte at sakke bagud. Hver gang han kom bagud, løb tuneq-manden langsommere, og når den ældre mand nåede ham, sagde tuneq-manden til ham: "Så skynd dig dog lidt, ellers bliver det aften, inden vi når frem." Da de endelig var kommet over det store fjeld, fortsatte de støt ind mod indlandsisen. Da de endelig kom til indlandsisen, fortsatte de over den direkte østpå. Undervejs fik de længere fremme øje på en stor nunatak. Da de kom nærmere, så de et hus foran sig, der lå på vestsiden af den store nunatak. Da de nærmede sig huset, og der ikke kom mennesker ud, løb den store tuneq-mand endnu hurtigere, og den ældre mand sakkede hurtigt agterud. Kort efter at tuneq-manden var kommet ind i huset, kunne man høre tuneq-folkene begynde at græde og jamre sig. Den ældre mand tænkte først på at gå ind i huset, men så besluttede han sig for at blive stående udenfor. Der stod han endnu, da de bød ham indenfor. Det fortælles, at da den ældre mand var på vej ind gennem den store husgang, og regnede med bare at springe op på afsatsen til husrummet, men så rummets enormt høje afsats, standsede han, fordi han sikkert ikke ville kunne klare springet. Da han blev stående nedenfor afsatsen, tog tuneq-manden ham ved armen og hjalp ham op, og straks han var kommet ind, satte han mad frem for ham, lutter tørret rensdyrkød. Da den ældre mand havde spist nok og ville holde op, insisterede tuneq-folkene på, at han skulle spise sig rigeligt mæt, for de sagde, at hvis han ikke havde været til stede, ville deres fælle ikke være blevet fundet. Først da den ældre mand var stop mæt, holdt han op med at spise.

Da han holdt op med at spise, sagde én af tuneq-folkene: "Måske skulle jeg mane ånder bare for at prøve," og straks bad han om at få slukket lamperne, mens han satte sig i krogen ved afsatsen til husrummet. Så fik den ældre mand brug for et gemmested. Inden han havde fundet sådan et gemmested, bad åndemaneren om at få lamperne tændt. Så snart lamperne var blevet tændt, sagde han til den ældre mand: "Det er dig, der har gjort det, det er dig, der har dræbt ham." Den ældre mand tænkte først på at benægte det, men fik så den tanke, at hvis de kunne genoplive den dræbte, kunne han selv fortælle, at det var den ældre mand, der havde dræbt ham, og så sagde han: Ja, jeg har dræbt ham, fordi han nægtede at sige noget som helst." Da den ældre mand sagde det, sagde den dræbte mands fader: "Vent lidt, jeg vil først prøve på at genoplive ham." Så forsøgte de at genoplive den døde. Da de havde fået ham til live igen, spurgte de ham grundigt ud, om hvad der var sket. En af tuneq-mændene spurgte den dræbtes fader: "Hvordan vil du tage hævn over ham, der så usselt har dræbt din søn." Denne svarede ikke, men begyndte så at hviske til de andre. Da de havde hvisket sammen, gik to af mændene ud efter at have taget armbeskyttere med sig. Snart efter kom de tilbage med to fyldte armbeskyttere. Det viste sig, at de havde hentet tanglopper fra havet. Da de kom ind, trak de kamikkerne af den ældre mand og gav ham armbeskytterne på som kamikker og snørede dem tæt til for oven, hvorefter de hængte ham op på væggen bag ved briksen. Den ældre mand måtte blive der, da de havde hængt ham op. Mens han hang der, blev han tyndere og tyndere, fordi tanglopperne spiste af ham. Til sidst var han helt afmagret, og først da han næsten ikke havde mere kød tilbage, tog de ham ned. Da de havde taget ham ned, faldt han hele tiden til siden, når han forsøgte at træde på fødderne, fordi hans ben var helt døde. Så blev han dér på stedet for at samle lidt kræfter. Da han havde fået flere kræfter, startede han hjemturen, og han var adskillige dage om at nå sin kajak. Da han nåede den, tog han hjem til sin boplads.

Da den ældre mand udeblev så længe, troede hans familie, at han var kæntret og druknet. En dag rygtedes det så, at den ældre mand var komme tilbage. Det fortælles, at da den ældre mand var nået hjem, tog han ikke ud i kajak i et godt stykke tid. Senere da han regnede med, at den tuneq, han havde dræbt, havde glemt hændelsen, fik han lyst til at se sin søns gravplads. Så tog han af sted for at se sin søns gravplads. Da han var roet derhen og kom til stranden nedenfor sin søns gravplads og skulle op af sin kajak, rakte han armen indefter for at støtte sig, og tænk, så stak han sin arm lige ind i gabet på den tuneq, som han havde dræbt, og tuneq-manden bed den ældre mands arm af lige op til armhulen. Den dræbte var nemlig, for at tage hævn, kommet derhen og havde lagt sig på lur lige ved strandkanten. Således fik tuneq-manden sin hævn over den ældre mand, som på et tidspunkt havde taget hans liv.

Her slutter fortællingen.

Var.: Ingen i denne bases samlinger

Kommentar: John Nicolaisens fortællinger er ikke helt almindelige, men det er vanskeligt at klargøre hvordan og hvorfor.

Oversættelse ved Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom:

Oqilaattoqs søn

Engang drev Oqilaatsoqs søn til havs, da han på jagt ude på fastisen var gået op på udkig på et isfjeld, der drev væk fra fastisen. Mens han drev af sted på det lille isfjeld, stødte det til en isflage, som han så gik over på. Da han nu var afskåret fra den faste vinteris, byggede han en snehytte og krøb derind da det blev mørkt. Han var så småt ved at falde i søvn, da der udefra blev sagt: "Der ser du, sådan går det dig fordi du hårdnakket nægter at blive troende." Men der var ingen mennesker uden for. Denne vending var dengang deres yndlingsudtryk. Når de ville give udtryk for én eller anden hændelse, sagde de sådan til den, det drejede sig om. Han drev nu af sted på isflagen, og på et tidspunkt kom han til området ved Hareøen (lidt nord for Diskoøen). Mens han var væk, varmede hans mor, Oqilaattoq, hele tiden hans tøj og dryppede ind imellem lidt vand på det, mens husstanden græd over ham, fordi han ikke kom hjem. Selv ville hun ikke begræde ham før efter fem dage, for først efter fem dage, sagde hun, ville hun blive urolig for ham.

Hendes søn havde det stadig godt da det blev vindstille og nyisen begyndte at sætte sig. Da han prøvede nattens nyis opdagede han, at den godt kunne bære, og han begyndte at gå på den. Så begyndte han hjemturen. Han gik og gik, og på femte dagen gik én fra bopladsen ud med en urinpotte for at tømme den og så da en lille sort prik, der var nået frem til næsset ved et stort stykke åbent vand lidt øst for Nuussuaqs huse. Netop som den, der havde været ude med potten, kom ind i huset, kom også Oqilaattoqs søn ind, og da han kom ind sagde hans mor: "Plejesøn, kommer du hjem nu?" Hun plejede at kalde sin søn for sin plejesøn, fordi hun havde fået ham uden at vide, med hvem hun havde fået ham. Da han nu var kommet hjem, holdt hun endelig op med at varme hans tøj.

Hist.: Virker autentisk; de fem dage ventede man også på en angerlatussiaq. Den 6. opgav man og begyndte sorgen. Søg på angerlartussiaq.

Oversættelse ved Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom.

Fortællingen om manden der tog på vandring.

Det fortælles, at en mand engang tog ud på vandring. Mens han gik der uden mål og med fik han øje på et lille hus. Så gik han derhenad. Da han nåede derhen gik han ind og så at der boede mennesker, der var anderledes (ikke rigtige mennesker, BS). Da han så spurgte dem om deres navne, sagde den ene af dem, at han selv hed Pilikkilinnguaq (Manden med den lille blækklat). Derefter satte han mad frem for sin gæst og det var lutter rensdyrtalg.

Da de havde sat maden frem, blev gæsten meget overrasket, for han havde slet ikke forestillet sig, at de havde sådan noget, og så spiste han løs. Han holdt først op da han var helt mæt, selv om værterne opfordrede til at fortsætte. Da de endnu engang nødede ham, sagde han: "Jeg er helt mæt; jeg har aldrig før spist så meget, for den her mad smager vidunderligt." "Når du kommer hjem," sagde de så, "får du sikkert ikke den slags mad, så spis nu alt det du orker." Så tog han da fat igen, og først da der ikke var plads til mere mad, holdt han op.

Da han holdt op med at spise, sagde Pilikkilinnguaq: "Nu skal du være her et stykke tid". Da de sådan bød ham at blive, blev han der indtil han fik lov at tage hjem. Da det var ved at være tidspunktet for hans hjemrejse, begyndte hans værtsfolk straks at gøre det klart som han skulle have med hjem. Da de havde ordnet hans oppakning, og først da han havde været der de aftalte dage, gjorde de bæreselerne klar. Den oppakning de gav ham med hjem bestod af lutter rensdyrtalg, og de sagde: "Når du kommer hjem og nogen spør dig, hvor du har fået det her fra for selv at kunne komme på besøg, skal du sige: "Mine værter sagde, at ingen må spørge om, hvor jeg har fået det her fra for selv at kunne komme på besøg, for dem der får det at vide, kommer ikke til at overleve det." Efter den besked rejste han hjem. Og da han kom hjem, blev en masse mennesker forbavsede over det han havde fået med hjem og de stimlede sammen og ville straks selv afsted. Men han formanede dem og sagde: "Mine værtsfolk sagde, at hvis nogen spurgte for selv at kunne komme på besøg, kommer de ikke til at overleve det." Så holdt de op med at spørge og tog bare afsted.

Man siger, at han så gav til at vente på at bopladsfællerne skulle kommer tilbage, men da de stadigvæk ikke kom, tog han selv afsted for at søge efter dem. Da han havde gået et stykke tid fik han øje på et lille hus. Han kom derhen og søgte efter mennesker i det, men der var slet ingen. Da han ingen mennesker traf tog han hjem. Det fortælles også, at han efter sin hjemkomst flere gange var ude at lede efter dem eller prøvede at få noget at vide om dem. Men han hverken så dem eller hørte det mindste om dem.

Det siges også, at han på en vandretur engang så mange mennesker på en slette, hvor de stak deres lanser ned i den bare jord. Da han gik derhen så han, at når de stak med deres lanser i en stor jordtue, så man tydeligt de sorte aftegninger af en sortside på tuerne. Efter sigende sagde én af dem til vandringsmanden: "Harpunér den der store jordtue." Da han sendte harpunen i den store tue, så han en sortside med klare bukseaftegninger, men den slap fra ham. En af dem sagde så: "Ham her var lige ved at fange en sortside, men så mistede han sin harpunspids." Man siger, at de mange mennesker faktisk var vildgæs, der viste sig i menneskeskikkelse.

Kommentar: Det er uklart om den første episode har nogen egentlig sammenhæng med den sidste, og ligeledes hvad de talgspisende folk var for en slags fugle eller dyr. Vildgæs som sælfangere til lands er også temmelig enestående i overleveringen. Der er myter om mennesker, der i urtiden kommer op af jorden, eller gør en tue gravid, og i Thuleområdet om hunde, der kan stampes op af jordtuer. Men ikke om sødyr i det miljø. Muligvis har nogen set en lighed mellem en jordtues overflade og et bukseskind (af sortsider).

Oversættelse ved Apollo Lynge:

Paffik havde en kone, der var meget skinsyg. Bare han så meget som skævede til en anden kvinde, brækkede hun hans redskaber itu. Manden lavede nye redskaber hver dag. En dag var han som vanligt ude i kajak. Han roede og roede uden at få land i sigte. Han roede bare ud i det blå og fik så endelig land i sigte. Han lagde til, gik i land fik øje på et lille hus og gik op til det. Ind gennem vinduet så han at det var beboet af lutter kvinder, en masse kvinder. Han gik ind og ventede, at der ville blive sat mad frem; men han fik ikke noget at spise. Næh, de mange kvinder lagde sig oven på ham, så han næsten ikke kunne røre sig. Til sidst fik han nok af kvinder, og med noget besvære lykkedes det ham at slippe ud og komme til hægterne i en lille brise. Han tog hjem, og efter dette var konen ikke længere skinsyg.

Var.: Ikke i denne bases samlinger.

Oversættelse (ufuldstændigt håndskrift) ved Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom:

Fortællingen om Qaasuk

Da Qaassuks familie flyttede nordpå fra Qooqqut, og da hans søn undervejs blev svigersøn hos en stor brødreflok i Ikkamiut, hvor han skulle giftes med deres eneste søster, bosatte faderen sig ud for Amerloq på øen Qassit. Da Ikkamiut-boerne fik Qaassuks søn til svigersøn, mens faderen boede i Qassit, fik de stor nytte af ham, fordi han med lethed fangede alle slags fangstdyr og aldrig holdt sig hjemme uanset vejret. Derfor holdt hans mange svogre meget af ham og modsagde ham nærmest aldrig fordi de vidste, at han var en stærk og magtfuld person.

Da sommeren var gået og det var blevet sent om efteråret, og der ikke var langt til de korteste dage, var han ude en dag vejret ikke var det bedste. Han kom hjem lige før det blev helt mørkt og havde fået rigeligt med fangst. Da hans kone havde været ude at flænse fangsten og havde været længe om at blive færdig og gik op og kom ind i huset, sagde hendes mand nogle få bebrejdende ord til hende og tav derefter stille. Da begyndte den ældste af brødreflokken at overfuse ham med hårde ord, og da svogeren ind imellem svarede igen, blandede de andre brødre sig og begyndte også at sige hårde ord til deres svoger. Til at begynde med nøjedes de med at skælde ud på ham, men så overfaldt de ham korporligt. Deres stærke svoger skubbede gang på gang brødreflokken fra sig til alle sider, og kvinderne søgte tilflugt inderst på briksen.

Da de begyndte at vælte husstolperne, skubbede den stærke svoger dem igen væk fra sig og mærkede i det samme en svien i sit underliv, og det var faktisk en af svogrene der havde grebet en kniv og stukket ham i underlivet. Den stærke svoger pustede på sin håndflade og strøg sig hen over sit store sår, og bagefter kunne man ikke engang se et ar. Men langsomt kom der flere knive. Da hans blodtab efterhånden blev for stort ville han prøve lykken med at bruge husgangen. Men når han gjorde sig klar til at springe ud i den efter at have verfet dem fra sig, stillede andre sig i vejen for ham ... (her slutter håndskriftet)

Var.: Qaassuk / Qaasuk

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: NKS 3536, II, 4'læg 19, side 1 - 15: Qavángarnisánguasik

Nedskriveren er ikke Knud Rasmussen, men ?

Nyoversættelse ved Apollo Lynge: se ndf.

Resumé:

Qavanngarnisannguasik. Den lille sydlænding.

Som det fremgår af fortællingen er Q. lille, stærk, modig, gavmild

med sin fangst, antiautoritær, snakkesalig, lattermild og håner alle,

især nordlændinge og "stærke" mænd, der tror de er noget og er

uhøflige overfor fremmede gæster.

Hjemme i det sydligste Grønland hører han om en kæmpebjørn i nord, som

han vil prøve kræfter med. Rejser år efter år mod nord med

overvintringer undervejs, forhører sig om bjørnen, og langt mod nord

ved man endelig noget. Bjørnen bor endnu nordligere. På den nordligste

boplads bor to brødre, "Bredryg" og "Stornakke" med deres koner i hver

sit  hus. De er ugæstfri. Q. besøger først Bredryg og hører, at

bjørnen har ædt Stornakkes søn. Besøger Stornakke, der udfordrer ham

til at trække armkrog, men blir den lille. Q. får ham med ind over

land på hævntogt mod bjørnen. Placerer Stornakke øverst på en flad

fjeldtop. Fjeldet har flere afsatser, hvor Q. i spring anbringer store

sten fra fjeldets fod, hvorefter han alene og med en bittelille,

snavset kniv vandrer længere op mod indlandsisen. Kæmpebjørnen

ankommer fra nord. Q. ser kun dens åndedræt som en tyk rimtåge og

kalder uafbrudt på den. Lader den forfølge sig tilbage mod bjerget.

Indhentes flere gange af bjørnen, går ind i dens tåge, stikker

råbende og snakkende bjørnen med sin lille kniv, og får den til sidst

hen til bjerget, hvor han fra afsatserne kaster sten i hovedet på

den. Stornakke, der har en enorm lanse af narhvalstand med trekantet

od, gemmer sig rædselslagen. Da Q. er nået til tops slynger han den

overstore lanse i bjørnen med et dræbende kast. Giver bjørnen til

Stornakke, fordi den har ædt hans søn, men udskærer som bevis på sin

dåd fem af dens hår med fedt og kød helt ind til benet. Overvintrer på

de to brødres boplads og viser sin overlegenhed som kajakroer i al

slags vejr, endog i føhn-storme.

Begynder hjemrejsen næste forår. Hjemme på hans egen egn i

Sydgrønland har en "stærk mand" opkastet sig til herre over en

boplads, hvor alle andre sulter, fordi de ikke tør gå på fangst og den

stærke ikke deler ud af sin fangst. Q. bespiser dem først alle med kød

af sine egne medbragte fangster, tar derefter egenhændigt fangstpart

af to hvalrosser, som Den Stærke bringer hjem, og deler ud af dem.

Besøger Den Stærke med alle hans koner, opfordrer ham til at give sig

smagsprøve af hvalrosserne, henter den selv, et enormt kødstykke,

jager alle bopladsens gammeljomfruer og pebersvende inden for hos

Den Stærke og Q. deler selv ud af kødstykket. Næste dag udfordres han

til brydekamp af den stærke, der er på nippet til at tage livet af den

stadig snakkesalige Q. Men Q. får til slut overtaget, snurrer rundt

med den forvirrede og målløse Stærke, presser ham til blods og slynger

ham til døde mod en klippe. Bopladsfællerne udråber Q. til deres nye

herre, men han afstår og tilskynder dem som frie mennesker til at

fange som de vil og aldrig igen lade nogen bestemme over sig.

Oversættelse ved Apollo Lynge:

Qavanngarnisannguasik.

Sydlændingen, Qavanngarnisannguasik (den skikkelige sydlænding) som han hed, drog mod nord da han havde hørt om en vild og menneskeædende bjørn deroppe. Hvert forår brød han op og fortsatte længere og længere nordpå og gjorde først holdt, når vinteren stundede til. Og hver gang han traf mennesker sagde han uden omsvøb: "Har I hørt om en menneskeædende bjørn?" Sådan sagde han, og så først begyndte han at tale om dagligdags ting. Når foråret nærmede sig tog han igen afsted, og hver gang han så efter en lang vejs rejse gerne traf mennesker spurgte han uden omsvøb: "Har I ikke hørt om en menneskeædende bjørn?" Når folk så havde spurgt hinanden om det sagde de: "Nej, vi har ikke hørt noget, og bliv nu her."  Men han drog videre og gjorde først holdt, når vinteren stundede til. Mens han stadig var undervejs nordpå kom han engang hen mod foråret til mennesker langt, langt mod nord. Da han nærmede sig stranden, råbte han ind mod land: "Har I heller ikke hørt om en menneskeædende bjørn?" "Jo, bjørnen holder til ikke så langt nord herfor!" Da klappede han i hænderne og råbte: "Mange, mange tak!" Qavanngarnisannguasik sagde så: "Vi fortsætter hele natten op til bjørnen." Og de drog videre uden at gå i land.

       Det blev dag mens de stadig var undervejs. Hen over middag kom de til mundingen af en fjord, og da de havde roet et stykke tid, kom de til et næs, og ved en lille vig så de to huse, det ene længere oppe end det andet. Det viste sig at være to brødre, den ældste, der boede nederst, hed Qatingak, og den anden, øverst boende, hed Kassortooq. Der kom mennesker ud af husene, men de gik ind igen uden at sige noget. Da Qavanngarnisannguasik blev klar over deres manerer hånede han dem højlydt. Qavanngarnisaq bad så sine to koner skynde sig. De bragte husgerådet i land, rejste teltet og indrettede sig. Qavanngarnisaq løb op mod huset, det nederste hvor den ældste bror Qatingak boede. Da han kom ind så han, at også han havde to koner, og at han lå der mellem sine to koner. Da Qavanngarnisaq så ham sådan, råbte han af sine lungers fulde kraft og hånede ham med disse ord: "Man får besøg, men hilser ikke; jeg er på besøg nu, sæt dig op!" Da han havde sat sig over ende spurgte Qavanngarnisaq: "Har du ikke hørt om en menneskeædende bjørn?" Så svarede Qaatingak: "Det dumme bæst; min bror deroppe og jeg vil helst ikke høre om det." Qavanngarnisaq spurgte så: "Hvordan er den da?" Qaatingak svarede: "Faktisk har det bæst deroppe fanget og ædt min bror Kassortooqs søn." Qavanngarnisaq råbte så meget højt for at forskrække ham og sagde: "Ti stille og græd ikke mere, jeg tager derop på besøg og kommer senere tilbage til dig." Han gik ud og opad. Da han kom ind til Kassortooq så han, at også han havde to koner, og kun hans fodsåler var synlige mellem de to koner. Ved det syn råbte Qavanngarnisaq at han skulle sætte sig op. Da han så satte sig op, sagde Qavanngarnisanngivasik med sin vanlige stemmepragt: "Det eneste jeg vil høre noget om er den menneskeædende bjørn; fortæl nu noget om den. Det er ene og alene fordi jeg har hørt om den, at jeg er rejst så langt herop nordpå." Efter en rum tavshed svarede han: "Det dumme bæst deroppe har fanget min søn, der opsøgte den da han var nået så vidt at han kunne løbe alle landdyr op, men han blev dræbt på en stor vidtstrakt slette." Efter de ord tog han et stort sålelæderskind frem fra hulrummet under briksen. Og efter at have taget sit tøj af bad han Qavanngarnisanngivasik udfordre ham. De begyndte at trække armkrog og blev længe ved. Da Qavanngarnisaq mærkede at styrken i Kassortooqs armtræk ikke længere ændrede sig, trak han den andens arm til sig og slog ham på siden med håndfladen, eller stak ham en lussing; hans modstander vendte bare (den anden?) kinden til, holdt inde og gik hen og satte sig. Da han nu havde sat sig sagde Qavanngarnisanngivasik: "Nu er jeg godt søvnig, men i morgen følges jeg med dig derop," og så gik han ud af huset. Da han kom ned, gik han ind i sit telt. Han sagde til sine koner: "Lad os gå i seng." Og de lagde sig. I daggryet stod Qavanngarnisanngivasik op, fordi han havdet et meget lille søvnbehov, og så strammede han alt der kunne strammes i sit tøj. Da han var færdig med det, så han hen på sine koner og sagde: "Hvis den menneskædende bjørn fanger mig, kommer jeg ikke tilbage; hvis jeg dræber den, kommer jeg tilbage." Han gik ud og op til Kassortooqs hus. Da han kiggede ind af vinduet så han, at denne først var ved at stå op, og så skrålede han ind til ham. Da han bagefter kom derind spurgte han: "Har du nogen våben du kan bruge?" Den anden svarede: "Derude har jeg et, som jeg mente var egnet, da jeg var ung, du kan se på det." De gik ud og den anden gik op på hustaget og tog et stort stykke træ med en fæl stødtand i den ene ende, og i den anden en bred knivlignende spids. Qavanngarnisaq tog våbnet og sagde: Det må du tage med, for det er for stort til mig. Se nu hvad jeg synes er velegnet." Han viste ham sin kniv med bare et fast skaft så langt som en underarm og et knivsblad så langt som en pegefinger. Endelig begav de sig ind over land.

       Nogen tid senere kunne de se en stor fjord, hvis bund de kun lige kunne skimte. Kassortooq sagde: "I min ungdom mente jeg at de dér ville være gode at tage sin tilflugt til. Hans lille fælle kiggede op og så en høj brat fjeldside, hvor der var fire afsatser med toppen som den femte. Qavanngarnisanngivasik sagde: "Kassortooq, du bestiger toppen og bliver der." Da han begyndte at klatre op, gik den anden nedover. Da han nåede bunden så han dér på siden en masse sten. Han gik derhen og fyldte favnen med sten og sprang derfra med dem op på den nederste afsats. Han gik ned igen, fyldte igen favnen med sten og sprang op på den anden afsats, og sådan lagde han sten på alle afsatserne. Han kiggede efter sin fælle og så, at han stod der oppe på toppen og kiggede mod øst. Da han så ham stå sådan begav Qavanngarnisanngivasik sig så omsider mod øst ad den store slette, blot med sin simple kniv. Han viftede med kniven og sagde: "Se nu denne sølle, rygende, lortestinkende kniv, og den skal jeg bruge mod den menneskeædende bjørn." Han gik videre ad den store slette og kom til sidst langt østpå. Da han standsede så han på afstand ud som en fugl, så langt væk var han. Qavanngarnisanngivasik gav sig så for sjov til at råbe lige ud i luften. Da så han dér nord for fjordbunden en stor tågebanke på en nunataq på indlandsisen, der ligesom flyttede sig, men der var ingen krop at se under den; det lignede luftens tåge, men det var altså den menneskeædende bjørns ånde. Denne tåge nåede nu ud på den store slette, og endnu kunne man ikke se bjørnen. Så kunne Qavanngarnisanngivasik se den store bjørn under tågen. Da han nu havde set den, begyndte han at råbe "bjørn!" af fuld hals. Bjørnen hørte ikke noget endnu, og da den stadig intet hørte råbte han endnu højere: "Nanii nanii naiitaagittattaa tiilia pupujuu!" (Bjørn, bjørn, endelig en bjørn - resten er vrøvleord, måske fra en børne-lege-remse?). Endelig standsede den store bjørn. Qavanngarnisaq råbte: "Nanii nanii naiitaagittattaa tiilia pupujuu!" Så vendte den store bjørn sig endelig mod ham. Qavanngarnisaq løb nu tilbage alt hvad han kunne. Så nåede den store bjørn hen til ham. Han så sig tilbage, vendte sig mod den og forsvandt i den store tåge. Længe efte dukkede han frem og skreg: "Bjørnen er så stor, at dens ånde er som tyk, tyk tåge. Den er lige så hurtig som en kanin eller en mus." Han kiggede sig tilbage, og mens han råbte bjørn, gik han ind i tågen igen, lige før de nåede den store fjeldvæg. Han var meget længe væk, og langt om længe dukkede han frem af tågen igen, mens han stadig råbte bjørn og sagde: "Sådan en stor bjørn har jeg stukket med denne min sølle, rygende kniv, mens jeg sprang over den og under den; en kniv med et blad så langt som en pegefinger og skaftet så langt som en underarm." Han råbte op til sin fælle, der stod på toppen af det store fjeld: "Nu må du rose mig!" Og mens han stadig talte kiggede han sig tilbage og så, at bjørnen havde nået ham, og mens han stadig råbte bjørn, forsvandt han igen ind i tågen. Han blev meget længere derinde end forrige gang, og langt om længe dukkede han frem af tågen, netop som de nåede fjeldet. Han fælle kunne nu se, at den store slette var fyldt med blod.

Qavanngarnisanngivasik sprang så op på den nederste klippehylde. Da den store bjørn kom efter ham, tog han en stor sten og slyngede den mod bjørnen. Så sprang han op på den næste fjeldhylde. Da den store bjørn igen kom efter han, kastede han igen en enorm sten på den. Så sprang han op til den tredje afsats, og den store bjørn hvilede nu sine forlabber på på den nederste afsats. Mens han søgte efter en sten at kaste med, kiggede han på sin store fælle. Denne så ud som om han var lige ved at græde, mens han søgte efter en sten at kaste med og hele tiden skelede til den store bjørn. Den anden sprang nu op og puffede til ham, så han trillede et stykke. Qavanngarnisaq tog så en sten og vendte sig med den store bjørn og opdagede, at den var lige ved at komme op. Han smed stenen væk og tog sin fælles våben, den med den store stødtand på spidsen, og med den stak han den store bjørn i hjertekulen af al kraft. Den store bjørn væltede omkuld, og da den faldt ned ad fjeldsiden lød det som et isfjeld der kælver, og han glemte helt sin store fælle. Da den store bjørn var faldet ned på den store slette, kiggede hans store fælle ned efter den og så, at Qavanngarnisaq dernede strøg den med hånden over siden, mens han sagde: "Ii, ii, jeg har dræbt en menneskeædende bjørn, kom nu ned, du." Da han kom ned spurgte Qavanngarnisanngivasik: "Hvad gør vi med den? Godt nok har du spillet med musklerne, men i forhold til mig er du som et barn. Prøv aldrig mere at bruge kræfterne over for en mand som mig, men hvad skal vi gøre med den store bjørn? Jeg selv skal ikke nyde noget af kødet, fordi den har spist din kære søn. Jeg vil have bjørnehår som jeg kan vise frem når jeg kommer hjem, og jeg skal have det med både spæk og kød." Han skar nu fem bjørnehår af med det hele lige ind til knoglerne, og selv om det var så lidt, vejede det meget mere end en hel sæl. Hans store fælle fik også meget at bære på, og de begav sig hjemad.

       Da de kom hjem, råbte Qavanngarnisanngivasik til sine bopladsfæller, at de skulle skynde sig ud. Først da de kom ud allesammen, satte Qvanngarnisaq sig ned. Han begyndte at fortælle med høj stemme: "Da jeg begyndte at gå ad den store slette, var der ikke noget at se. Inden jeg nåede bunden af den, begyndte jeg gentagne gange at råbe "bjørn!" bare sådan ud i luften. Til sidst kom der en stor tåge for enden af sletten, og det var altså bæstets ånde, og jeg råbte endnu højere. Den store tåge standsede, og så råbte jeg enormt højt. Den begyndte så at komme hen mod mig. Jeg løb alt hvad jeg kunne vestover. Så, se nu på mig! Hvis I kigger væk kunne jeg finde på at slå jer. Så kom den hen til mig, og jeg begyndte at stikke den mens jeg sprang hen over den og ind under den, og havde den været så stor som en almindelig bjørn, havde jeg forlængst dræbt den. Jeg lagde mærke til, at den havde is på pelsen på begge sider, og derfor kunne jeg ikke dræbe den med denne elendige kniv. Jeg blev meget vred, og jeg var ved at blive kvalt af den ånde og af slettens tåge, og derfor løb jeg væk fra den. Det tog lang tid før den nåede mig igen, og jeg begyndte igen at stikke den mens jeg sprang hen over og ind under den, og efter et godt stykke tid var jeg igen ved at blive kvalt i tågen, og så flygtede jeg igen, men den var lige så hurtig som en kanin eller en mus."

       "Nu bliver jeg her fordi det allerede er vinter," og Qavanngarnisaqs overvintrede på stedet. Denne vinter oplevede Qatingak og Kassortooq at Qavanngarnisanngivasik også havde magt over stærke storme. Under disse storme fangede han den ene sæl efte den anden. Qavanngarnisaq begyndte at invitere brødrene hjem til sig, og han bød på friskt og nyfanget sælkød. Disse to brødre, der begge var storfangere, kunne efterhånden ikke hamle op med ham. Endelig nærmede foråret sig, og så begyndte Qavanngarnisanngivasik sine forberedelser, for nu ville han hjem. Da det endelig blev forår gav de sig til at ordne og stuve deres ejendele. De to brødre ville nødig skilles fra ham på grund af hans åbne væsen. Da vejret var godt skulle de endelig af sted, og efter at have sagt farvel, rejste de. Alle steder han traf mennesker fortalte han om bjørnen. Ind i mellem rejste han bare forbi folks bopladser, men når hans konebåd begyndte at lække gik han i land. Endelig kunne han på et tidspunkt skimte sit hjemegns fjelde. Han slog lejr hvor der var folk, og han fortalte som sædvanlig udtømmende om bjørnen, da han nu var kommet til sydlændinge som han selv: "Da den menneskeædende bjørn var på vej ud på sletten, lignede dens ånde tæt tåge, og den var så hurtig som en kanin eller en mus," og slutningen fortalte han meget malende. Da han tav, sagde de mennesker han opholdt sig hos: "Bliv nu bare her på stedet. Ham den unge hårdhjertede mand på din boplads, du ved, er blevet en stor og mægtig mand og har dræbt sine kajakfæller, og nu er det ham alene, der ejer farvandene og sælerne. Hans bopladsfæller tager ikke mere på sælfangst, og når han kommer hjem efter fangst og hører om én, der har været på fangst, dræber han ham straks ved hjemkomsten, så bliv du hellere her." Da hujede og skreg han med ordene: "Jeg standser ikke før jeg har betrådt mit fødested, og jeg vil sætte min fod dér i morgen." "Jamen, så farvel da," svarede de.

       De tog af sted, og efter at have rejst et godt stykke tid, kunne han endelig se sin boplads. Han roede derhen og de kom helt tæt på stranden uden at der kom mennesker ned. De var begyndt at losse, da enkelte mennesker begyndte at komme, og de var stille og sagde ingenting, og det var altså af frygt. Da konebåden var losset og de var færdige, gik de tilbage igen. Da de var færdige rejste de deres telte og flyttede ind. Han sagde så til sine koner: "Disse mennesker er alt for sultne, invitér dem herover allesammen, både kvinder og mænd." De kom hver og en, og da de var kommet ind, satte konen forskelligt mad frem, og der var både flænsebidder, letgærede bidder, frisk kød og tørret kød. Gæsterne sagde: "Vi kan ikke engang længere ro i kajak af angst for den mægtige mand. Han vil at han alene skal ro i kajak, og når nogen har været ude at ro, dræber han ham, når han kommer hjem. Når han ind imellem træffer dem på havet, dræber han dem fra sin kajak." Efter at gæsterne var gået og det blev eftermiddag sagde de: "Nu er han dukket op derude." Han kom til land og det viste sig, at han havde to hvalrosser på slæb. Hans koner kom ned, og da han havde ordnet sin kajak tog han fat i hvalrosserne og halede dem op, så kun baglufferne rørte vandet. De gik op og kom ikke ud igen.

       Qavanngarnisanngivasik tog nu på besøg. Da han kom ind i huset så han kun mandens fodsåler mellem hans koner. Qavanngarnisaq råbte så højt, at konerne blev helt forskrækkede. Han satte sig og sagde: "Jeg er kommet på besøg for at få fangstpart af din fangst, der ligger dernede." Da den anden ikke sagde noget, gik han ud. Han gik ned og tog fat i den ene hvalros, stillede den på hovedet, tog fat i baglufferne og rev den lige midt over med ordene: "Iihii, nu har jeg revet den midt over med de bare næver." Han tog også fat i den anden og rev de midt over. Han tog de to hvalroshalvdele ved lufferne og bar dem begge to på én gang op til sit telt og lagde dem ved siden af teltet og sagde: "Disse mennesker er alt for sultne, del kødet ud." Konerne delte begge hvalrosserne ud og begyndte selv at koge kød. Qavanngarnisanngivasik gik nu op til huset igen. Da han kom ind i huset så han stadig kun mandens fodsåler. Han råbte nu: "Værter plejer ikke at opføre sig sådan, kom nu, skynd jer, jeg længes stærkt efter flænsebidder af hvalrosserne." Da værten satte sig op hviskede han til sin kone. Han så manden hviske til konen. Hun tog så en tallerken og gik udenfor huset. Da hun kom ind igen lagde hun den på gulvet og satte sig ned. Qavanngarnisanngivasik så at der lå en lille flænsebid af en sølle ringsæl. Han råbte: "Det er ikke den slags jeg har manglet, mens jeg har været på farten; nu går jeg selv ned og skærer mig et stykke." Han gik ud. Lidt efter kom han tilbage med et stort flænsestykke og sagde: "Nu henter jeg de arme stakler, der ikke har nogen til at fange for sig." Så gik han ud. Han kom tilbage og gennede dem ind. Han satte sig og opdagede så, at en af dem var så bange at hun prøvede at skære en bid af mens hun krøb under teltforhænget. Qavanngarnisaq råbte for at forskrække hende, og væk var hun. Og han opdagede at der ikke var noget tilbage til ham. Igen gik han ned for at skære sig et stykke, og så kom han ind med et stort stykke. Han hentede også de gamle ungkarle der så kom ind, og igen råbte han sin vane tro til én af dem for at forskrække ham. Nu havde han budt alle kvinderne og mændene.  Qavanngarnisanngivasik søgte altid efter glæde i sit liv og derfor bød han dem allesammen på noget at spise. Da det endelig blev aften gik de til ro og sov. Mens Qavanngarnisanngivasik stadig sov lysnede det. Der blev råbt udefra, at Qavanngarnisanngivasik skulle skynde sig, før hans modstander ventede ham til brydekamp, og han vågnede forbavset og nedslået op. Da han var stået op gav han sig dog til at spænde og stramme alt sit tøj. Da han var færdig begyndte han at græde, fordi hans brydemodstander så så svær og kraftig ud. Han gik derop, skønt modstanderen ovenfra sagde, at han skulle løbe. Så fik han øje på folk, og nåda, hvor var der mange! Han kiggede sig omkring og så sin store modstander lige foran alle de mange mennesker, og hvor var han dog stor. Han begav sig alligevel derhen: "Godt nok er jeg meget lille, men brydes med ham skal jeg da, og se, hvor er han stor og kraftig." Så gik han hen hen til ham og lagde armene om han. Da han havde fat sagde han: "Iih, hvor han dog lugter af blod." Qavanngarnisanngivasik glædede sig så meget til brydningen, at han teede sig som en yngling, mens modstanderen lignede et stort klippestykke. De begyndte at brydes og Qavanngarnisaq blev løftet op. Da modstanderen løftede ham op sagde han: "Ii, nu løfter han mig op, så holder jeg op med at gøre modstand, ii, sikke hurtigt han svinger mig rundt, se nyisen derude." Tænk, han så isfjeldene ud i eet, så hurtigt blev han drejet rundt. Han sagde: "Mine to pusterør (seqqortartoq (sg.) seqqortartut (pl.): knaldhætte el. fænghætte; el. betegnelse for blærer el. lign. der blæses, tørret og senere kan baldres. Seqqortartoq (sg.), seqqortaatit (pl.) pusterør lavet af lange fugleknogler.) i morgen skal vi baldre dem." Mens han stadig talte opdagede han at han var ved at ramme en stor sten, og han krummede sig sammen og sprang hen ved siden af stenen og sagde: "Jamen, sikke jeg dog kan springe - lige hen ved siden af stenen." Og mens han pegede på sin grumme modstander, sagde han: "Se bare hvordan jeg uden videre kom over stenen." Den anden var meget vred: "Da han lagde armene om mig mærkede jeg en kraftig blodlugt." De begyndte igen at brydes. For nu at gøre gengæld løftede Qavanngarnisaq modstanderen op og svingede ham rundt i fuld fart. "Hvor mange maver har du fået til at sprænges i nyisen?" Den anden kunne ikke svare fordi Qavanngarnisaq svingede ham rundt. Han kastede sin modstander langt væk, og mens han så til, ramte modstanderen jorden langt henne. Denne havde næppe ramt jorden før Qavanngarnisaq i fuld fart løb hen, tog fat om sin modstander og sagde: "Nu mærker jeg blodlugten igen. Fordi han klemte mig alt for hårdt skal jeg til gengæld klemme ham; se nu folkens, se nu godt på den store, kraftige mand." Han klemte ham så hårdt, at blodet styrtede ud af hans næse og mund, og så faldt han om, og Q. gav ham en syngende lussing. Da flygtede alle de mange mennesker med disse ord: "Du skal være vores leder." Han svarede: "I er jo helt udsultne; rejs nu rundt og tag på jagt så meget I lyster." Han løb hen imod dem og greb en af den mægtige mands koner og sagde: "Hende her skal være min kone." Så genoptog de deres gamle levevis, og siden rejste Qavanngarnisanngivasik ikke nordpå igen.

Her slutter fortællingen.

Var.: Søg på sydlænding* nord*.

Den afsluttende brydekamp med Den Stærke er genkommende i

de fleste helte-fortællinger, fx Kunuk og flere Kaassassuk-versioner. Men Den Stærkes ulyst til at dele ud af sin fangst pointeres specielt i denne fortælling.

Hist.: Traditionel fortælling med mesterlig tegnet hovedperson. Afspejler sydlændingenes hyppige rejser nordpå, hvor fangst af større dyr skildres som noget tiltrækkende ved de nordligere kyststrøg i mange fortællinger.

Man fornemmer klart en etnocentrisk selvhævdelse fra sydgrønlandsk side over

for de nordlændinge, de har mødt på deres nordgående handels- og fangstrejser.

Hævdelsen af grønlændernes ret til selvbestemmelse i denne som i talrige andre versioner af episoden, hvor helten overvinder bopladsens tyran, kan være en reaktion mod koloniherrernes autoritet.

Kommentar: Fortælleren benytter skiftevis Qavanngarnisannguasik og Qavanngarnisanngivasik. Det første er Nuuk-dialekt, det sidste sydgrønlandsk.

Dette med pusterørene er uklart.

Manuskriptet er maskinskrevet og uafsluttet. Det har ikke været muligt at identificere fortællingen i håndskrifterne.

Oversættelse Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom.:

Sydlændinge der drog mod nord (uafsluttet)

Det fortælles at nogle sydlændinge tog nordpå. De drog af sted, og konen roede med begge årer. De fortsatte længe nordpå, og da de var kommet langt mod nord, slog de lejr. Dér sov de, og da de næste dag skulle af sted igen, trak den ældste en kvinde med sig, der ikke sagde meget. Da de drog videre, var de velfornøjede, fordi de nu helt tydeligt kom meget hurtigere frem.

       De drog videre, og endnu længere nordpå slog de sig så ned for vinteren. Da vinteren nærmerede sig tidligere end ventet dér, hvor de skulle af sted fra (ikke helt klart hvad meningen er, BS), trak den yngste bror en meget snakkesalig kvinde med sig, og da de drog videre var de endnu mere tilfredse, fordi de kom så hurtigt frem. De fortsatte endnu længere og langt, langt nordpå byggede de deres vinterboplads. Da det var langt hen på efteråret, fangede de mange sæler, fordi der var så manger sæler på stedet. Da de så havde sørget for mad til vinteren, lagde vinterisen sig.

       De boede dér på stedet uden at se andre mennesker, og mændene tog ikke længere ud på fangst. Sådan levede de, og den yngstes kone gik ud ind imellem, og engang hun havde været ude og kom ind igen, sagde hun: "Derhenne fra næsset dukker der hundeslæder op med mennesker på!"

       Da fik mændene ellers travlt med at få ydertøjet på. Da de gik ud, kunne de ikke se noget til slæderne, og så sagde hun, at hun bare havde narret dem.

       Det gjorde hun gang på gang, og en morgen da den ældste brors kone gik ud, kom hun hurtigt ind igen og sagde: "Derhenne fra næsset dukker der to hundeslæder op med mennesker på slæderne!" Og det var første gang hun viste en sådan iver.

       Da de gik ud så de, at der virkelig kom to hundeslæder. Da slædefolkene kom ind i huset, behandlede mændene dem meget venligt, fordi det var første gang de så andre mennesker (på stedet), og de bad dem tage alt ydertøjet af, og de trak kamikkerne af deres kvinder og lod dem trække sig ind til fodenden af sidebriksen mod husvæggen. Så blev der bragt en masse mad ind i huset. Mens mændene fortalte hinanden historier sagde de til deres kvinder, at de skulle bringe noget ind, som de kunne afkøle sig ved. Kvinderne bragt da to hele fuldvoksne sortsider ind og lagde dem med hovederne nedad mellem alt kødet. Da de var færdige med at spise og stadig fortalte hinanden historier, ville de havde dem med udenfor. Og hånd i hånd gik de udenfor.

       Deres koner begyndte at få mistanke og gav sig så småt til at græde, men man sagde til dem: "Hold op med at tude, vi vil være venner med dem!"

Da de kom ud, skiltes de fra hinanden, og straks løb der rødt blod ud fra dem de holdt i hånden. Da de kom ind, sagde de til de andres koner:

"Sov kun roligt, i morgen tidligt bringer vi jer hjem!"

       Da de havde sovet, tog de af sted næste morgen sammen med dem. De blev ved med at køre, og lige før de kom til et lille næs, sagde de til konerne:

"Når vi kommer rundt om næsset skal I råbe: "Disse mænd har dræbt vores ægtemænd!" Så da de rundede næsset og fik deres boplads i sigte, råbte de: "Disse mænd har dræbt vores ægtemænd!"

Da folk fik øje på dem, blev der stor tumult og opløb, fordi de alle ønskede at få noget at fortælle om dem, der havde opsøgt mennesker i syd. (.... fortsættelse mangler).

Oversættelse: Om én der forsøgte at stikke af fra de andre.

Oversat af Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom.

Det fortælles om en kajakmand, at han tog af sted for at stikke hjemmefra. Han rejste mod vest, for hvis han rejste østpå, kunne han risikere at møde sin familie igen. Han drog så vestpå, og mens han var på vej og var kommet langt mod vest, begyndte han igen at ro mod land, fordi han tænkte: Hvis jeg fortsat ror vestpå, vil skindbeklædningen på min kajak rådne og gå i stykker. Da han roede indefter, kom han tilbage til sin boplads.

Efter sin hjemkomst begyndte han at tage på fangst for at samle skind til sin kajak, som han ville betrække med tre lag skind. Da hårene på skindene havde løsnet sig, betrak han sin kajak første gang, og så ventede han på, at det nye betræk skulle tørre. Først da det var helt tørt, gned han det med sælspæk, og først da spækket var trængt helt ind i skindet, og det var blevet tørt, satte han nyt skind på kajakken oven på det første skindbetræk, og da det var blevet helt tørt, gned han det med spæk. Da spækket anden gang var trukket ind i skindet, betrak han kajakken for tredie gang. Da skindene var tørre, gned han dem igen med spæk, og nu ventede han på, at det skulle tørre, så han igen kunne komme af sted vestpå. Først da betrækkene var knastørre, tog han igen af sted for at komme væk fra de andre.

Da han var roet afsted, og det var tredie dags morgen, og han ikke rigtigt kom nogen vegne, fordi hans kajakbetræk var blevet for vådt, tog han betrækket af ved at snitte systingene op, og da han havde taget det øverste lag af, roede han nu noget hurtigere. Efter to dages roning, kom han igen ingen vegne, og så tog han det andet skind af, og kom igen noget hurtigere af sted. Da han roede videre, så han næste dag noget mørkt på vandet forude. Da han kom nærmere og så nøjere på det, så han, at det var land. Så begyndte han at ro hurtigere ind mod det. Han roede hurtigt og kom endelig i land. Da han var kommet i land, sov han først, og da han vågnede roede han sydefter langs kysten. Mens han roede af sted, så han på et tidspunkt en ravn langt fremme, og idet han fik øje på den, tænkte han: "Der vil altid være en ravn i nærheden at mennesker." Han roede videre, rundede et næs og fik øje på mange telte. Da han havde fået øje på dem og ville til at søge ind i land, fik de øje på ham og råbte: "Qajaaq! (En kajakmand!)" Da de begyndte at råbe, at der kom en kajakmand, roede han ind for at gå i land, og da han nærmede sig land, kom der mange mennesker for at tage imod ham. Da han var kommet op af sin kajak, gik de mange mennesker op og ind i teltene. Nu blev han stående på stedet et stykke tid, men da han var meget sulten, begyndte han at gå op. Da han på vejen op kom til deres affaldsdynger, så han nærmere på dem og opdagede, at der var menneskeknogler i deres møddinger. Da det gik op for ham, hvad det var, gik han ned igen og roede videre. Mens han fortsatte mod syd og havde roet et stykke tid, rundede han et lille næs og så igen mange telte. Da han havde set dem, roede han derindad for at gå i land. Han var næsten fremme, da alle menneskene kom ned for at tage imod ham, bortset fra en mand, der var beskæftiget med noget håndværk ved et telt. Da han var kommet op af kajakken, gik de mange mennesker, der var kommet ned for at tage imod ham, op igen og gik ind. Da de alle var gået ind, kom den mand ned, der var i gang med sit håndværk. Da han var nede bød han ham med op. Og han gik med og ind i deres hus, og dér i huset var der tre kvinder, og denne mand var deres (fælles) eneste mand i huset.

Da han havde været inde lidt, spurgte manden: "Hvor kommer du mon fra?" Han svarede ham: "Jeg kommer langt østfra, og jeg er nået hertil, fordi jeg er stukket af. "Da han sagde det, sagde manden i huset: "Jeg er også kommet fordi jeg stak af langt østfra; skynd jer nu at give ham noget at spise." Da han sagde det, gik hans kvinder ud. Da de havde været væk et stykke tid, kom de ind igen med mattak af narhval. Nu begyndte gæsten at spise, og han holdt først op, da han var godt mæt. Da han havde spist færdigt, gik kvinderne ud for anden gang, og så kom de ind med tørret rensdyrkød. Da de kom ind med det, begyndte gæsten at spise igen, og han holdt først op, da han var mæt.

Da han havde spist, begyndte manden i huset at fortælle: "Vores bopladsfæller lever af at spise deres bopladsfæller, og nu har de mindsket tallet af dem ved at spise dem. Hvis du har lyst til at bo her i huset, kan du sagtens gøre det; alle mine bopladsfæller er bange for mig." Da han var færdig med at fortælle, blev gæsten søvnig og lagde sig, og da han lagde sig, sagde manden: "Du kan roligt sove uden at være bange for noget." Da gæsten hørte det, sov han roligt denne nat. Den næste morgen vågnede han og tænkte først på at blive, men så fortsatte han alligevel sydpå. På sin vej sydover rundede han et lille næs og så et enkelt hus inde i bunden af en lille vig, og da han derfra roede hen imod det, lagde han til, inden der var kommet nogen ud af huset. Da han havde lagt til, stod han ud af sin kajak og gik op mod huset, og da han kom op til huset, så han, at der var ild i kogestedet, hvor kød var ved at koge. Da der stadig ikke kom nogen ud, væltede han gryden og flygtede om bag huset og afventede, at nogen skulle komme ud. Straks efter hørte han en komme ud og udbryde: "Det må være en mand, der har væltet den." Han hørte vedkommende ordne den og gå ind igen. Da denne var gået ind, gik han for anden gang hen til gryden, væltede den og flygtede. Han hørte nogen komme ud og sige: "Det må være en mand, der har væltet den." Han hørte vedkommende ordne på den, og da det var gjort, gik denne ind igen. Da han hørte personen gå ind, gik han hen og væltede gryden for tredje gang, men denne gang flygtede han ikke. Han blev stående ved husindgangen og ventede på, at nogen skulle komme ud. Så hørte han nogen komme ud i husgangen. Da vedkommende kom ud med den samme bemærkning, viste han sig bare. Da han havde vist sig, blev han budt indenfor. Og da han kom ind, så han, at væggene helt og holdent var beklædt med nye skind fra grønlandssæl, og at der under deres loft hang en masse bugserblærer. Da han så dem hænge der, spurgte han dem: "Hvad bruger I dem til?" De svarede: "Nu er det snart tiden, hvor det bliver meget lavvandet. Ved laveste ebbe er der så intet vand i vid omkreds, og både en masse grønlandssæler og en masse fisk kommer til at ligge på tør bund. Så sætter vi fangstblærer på dem."

Da det blev aften, sov han der. Næste morgen vågnede han og opdagede, at de tre kvinder han besøgte var væk. Da han gik ud, så han, at de var ved at sætte fangstblærer på fangstdyrene ude på den tørlagte havbund. Han skyndte sig ned og satte alene fangstblærer på helleflyndere. Mens han var igang med dette arbejde, sagde kvinderne til ham: "Når der lyder et drøn langt udefra, må du flygte med det samme." Mens han stadig satte fangstblærer på fiskene, hørte han et drøn, og han kiggede efter de andre og opdagede, at de næsten var ved land langt deroppe på flugt fra den tørlagte havbund. Da han nu så det frembrusende hav, stak han i rend, så hurtigt han kunne, og hele tiden var vandet på nippet til at indhente ham, men endelig nåede han ind på land. Han var dårligt kommet op på land, før havet bragede ind mod kysten og bragte alt, der var forsynet med fangstblærer ind mod land.

Det fortælles, at kajakmanden vendte tilbage til sin boplads efter at have været på besøg dér. Han var stukket af fra mennesker, men havde hele tiden været sammen med mennesker. Det fortælles også, at han derefter forsørgede sine husfæller ved fangst.

Her slutter fortællingen.

Var.: Kivioq

Hist.: Se også kommentarer til Akilineq-fortællinger

Trykt med en lidt anden ordlyd (enten redigeret eller nedskrevet igen af Jaakuaraq) i Atuagagdliutit 1935 - 36, nr. 7, ss. 51 - 54 + nr. 8, ss. 58 - 59: Quloroq.

Oversættelse ved Apollo Lynge, revideret af Signe Åsblom:

Fortællingen om Quloroq

I gamle dage, da der var mange fangstdyr omkring Kangeq, hørte Isiguaq om det rige Kangeq med den store mængde af fangstdyr. Da han ikke længere kunne nøjes med bare at vide det drog han i forsommeren med hele sin husstand til Kangeq for at overvintre.

De rejste og kom til Kangeq og så at der var et hus. Fra huset kom en meget kraftig mand ned til dem og bød dem meget hjerteligt velkommen. Det viste sig at være Quloroq, og han insisterede straks på at de skulle bo sammen med ham og ikke noget andet sted. "Man møder ikke mange andre mennesker her. Du skal ikke bygge dit eget hus for jeg vil være glad for at du bor sammen med mig," sagde han. Da Quloroq altså ikke ønskede at de skulle bo noget andet sted, og Isiguaq ikke kunne sige ham imod, flyttede de ind i Quloroq's hus.

Da Isiguaq nu var blevet bofast på Kangeq og opdagede fangstrigdommen, kunne han dårligt bestemme sig for hvilke fangstdyr han ville gå efter fra dag til dag. For eksempel var der masser af helleflyndere, og fordi Isiguaq kom inde fra fjorden var han særlig glad for nu at kunne spise dem. Der var (også) så talrige klapmydser og grønlandssæler at han kom i vildrede med hvad han skulle stile mod. Derefter gik tiden så hurtigt på grund af de rigelige mængder fangstdyr, at han knap nok opfattede / sansede sommeren. Da efteråret nærmede sig og sæltrækket begyndte, blev der endnu flere dyr at jage. Da grønlandssælerne begyndte at trække forbi i flokkevis, var det bare at trække fangsten i land. Når de havde fået sæler nok på slæb roede de hjemefter, og det virkede som om sælerne af sig selv kom op på stranden neden for huset. Hen på det sene efterår kom hvalerne nærmere kysten, og alle steder kunne man nu øjne skyer af deres blåst. Når de tog ud på fangst passerede pukkelhvaler og finhvaler forbi, og Quloroq lod som om han ikke så dem.

Langt hen på efteråret mens de endnu var fuldt optaget af al den fangst, vågnede de en morgen til en svag nordøstenvind og meget fint vejr. Da de var ved at gøre deres kajakker klar, så han sin husfælle montere en svær fangstline, som han ellers aldrig brugte, til sin harpun. Og denne gang tog han ikke fangstblæren med. Han bandt fangstlinen rundt om sin kajakring og trak linen ud under alle sine kajaktværremme. Heller ikke sin lanse tog han med, men nøjedes med en harpun og klemte en stor kajakkniv fast under sine tværremme. Han husfalle fattede ikke hvad de forberedelser skulle betyde, men spurgte ham ikke. De tog af sted sammen og var kommet forbi det lille skær, Ikkarlunnguaq, da de lidt syd for det store skær (Ikkarlussuaq) så en pukkelhval, der så vedholdende holdt sig oppe i vandskorpen, at den lignede et stort stykke træ. De roede derhenad og ville vel ind på den fra vindsiden, men hans husfælle roede bare direkte hen imod den. Quloroq roede hurtigere og hurtigere jo nærmere de kom hvalen, og da han var helt inde på den, sagtnede Isiguaq farten. Hvalen havde endnu ikke blæst ud, da Quloroq lagde an til kast, endda uden han havde sin fangstblære med. Han harpunerede den så hårdt på dens overside, at den kraftige harpun stod og vibrerede i hvalen. Den store hval udstødte nogle syngende lyde og viste stjerten. Den modige kajakmand blev trukket sidelæns hen mod den og videre ned under vandet. Så gav hans husfælle sig tålmodigt til at vente mens han langsomt roede udefter. Aftenen stundede til uden at Isiguaq havde forsøgt sig med noget fangstdyr, fordi han hele tiden var på udkig efter sin fælle. Og da det blev aften havde han ligesom ikke lyst til at tage hjem, fordi han havde så frygtelig ondt af den lille søn, der ville komme ned til stranden efter sin far og selvfølgelig spørge efter ham.

Da aftenen så småt faldt på var der dog ikke andet at gøre end at vende hjemad hvor meget han end følte det uoverkommeligt. Da han kom roende lige ved strandkanten og deres hus kom til syne, så han en kraftig mand der med ryggen til stille og roligt bearbejdede noget med en økse oppe på taget af husgangen. Da de

ikke havde andre bopladsfæller spekulerede Isiguaq på hvem, der mon var kommet på besøg. Endnu med det i tankerne fik han øje på en helt sort klipperyg på stranden neden for deres hus. Da han langsomt nærmede sig genkendte han sin husfælle, og efterhånden gik det op for ham hvad han så. At det var en pukkelhval der var ved at komme til syne i ebben. På det tidspunkt så Quloroq endelig på ham, slap det han huggede til og gik ned til ham. Da han var nået ned på stranden sagde Isiguaq: "Tidligere på dagen trak pukkelhvalen dig ned under vandet og hele resten af dagen har jeg kigget efter dig, men har overhovedet ikke set dig. Jeg kunne næsten ikke holde ud at ro hjem, fordi jeg havde så ondt af din lille søn, der ville spørge efter dig, hvis jeg kom alene tilbage, og kun med våben. Quloroq udstødte en kort latter og udbrød: "Det er nu min vane, at når jorden er blevet kold nok til at man kan fryse noget ned og hengemt mad ikke længere fordærves, sørger jeg for at fange en pukkelhval til frossent forråd. Tidligere på dagen så du, at jeg klemte en stor kajakkniv fast under mine tværremme. Så da hvalen trak mig ned under vandet, trak jeg mig tættere på den ved fangstlinen, og den trak mig så hen imod mit hus, mens jeg stak den ihjel, og den kom først op af vandet da den var død ud for mit hus."

Herefter havde de endnu rigere mængder af mad, og derudover adskillige hele grønlandssæler. Når de tog på fangst nøjedes de aldrig med kun at fange en enkelt, fordi de begge kunne klare sig i al slags vejr. Selv om Isiguaq var fjordbo, holdt et almindeligt stormvejr ham ikke hjemme, og mens de endnu havde rigeligt med fangst, begyndte dagene at blive længere, og der var også stadig masser af lomvier at fange. På det tidspunkt begyndte de fuldvoksne grønlandssæler så småt at trække længere ud. Så nøjedes de med at fange en enkelt grønlandssæl af gangen, og sortsider var der stadig rigeligt af.

En dag da Quloroq som sædvanlig kom hjem med en fuldvoksen grønlandssæl sagde han til sin kone: "Af skindet af min fangst i dag vil jeg have en uskrabet helpels. Konen lod så være med at skrabe skindet. Da hun var færdig med den, tog han og blødgjorde den grundigt ved at gnide den mellem hænderne, og så lagde han den under sin vinteroplagte konebåd, idet han klemte den fast bag sidelægterne og lod den blive dér. Isiguaq gjorde ikke straks som sin husfælle, men da han en dag kom hjem fra fangst med en fuldvoksen grønlandssæl sagde han til sin kone: "Skindet af min fangst skal bare skrabes en anelse." Hans kone syede ham så en ny helpels, der bare var skrabet ganske let. Da hun var færdig med den blødgjorde han den, og lagde den pænt sammnrullet under sin konebåd med den tanke, at han først ville bruge den når hans husfælle tog sin nye helpels på.

Tiden gik uden at de havde prøvet deres nye helpelse. Da dagene var blevet længere og deres fangst bestod af lutter sortsider, vågnede de en morgen til meget fint vejr med nordøstenbrise. Alt åndede fred og ingen fare. Quloroq gik ind under sin kondebåd og kom så ind i huset med sin nye uskrabede helpels, og Isiguaq kom også ind med sin nye helpels. Så sagde Quloroq: "Her går vi og mangler grønlandssæler, men længere derude på havet er der mange af dem. Nu har jeg tænkt mig at fange grønlandssæler." De tog deres nye helpelse på og satte af sted udefter, mens de undervejs bare roede mellem flokkevis af sortsider. Endelig kunne de se de yderste landområder som sammenhængende stykker land, men først var kun fjeldtoppene synlige. Ude i horisonten strakte isen sig hele vejen fra nord til syd; og da de kom nærmere så de noget mørkebrunt under disen, og så kunne de se at der var mængder af grønlandssæler, der aldrig dykkede særlig længe men bare kredsede rundt. Da de netop var ude for at fange noget harpunerede de begge hver to grønlandssæler og surrede dem fast bagpå og foran på kajakken. Da de så tog indefter, holdt Quloroq som sadvanlig udkig og han fik nu øje på enkelte skyer, der så småt voksede frem ude i vest og varslede nordenvind, og samtidig mærkede han, at havvandet begyndte at virke "blødere". Quloroq drejede hovedet mod sin fælle og sagde: "Skyerne vokser ikke op for sjov derude. Vi får snart en nordenstorm over os. Ro, ro indad alt hvad du kan." De havde kun roet kort tid da dønningerne begyndte at komme før nogen markbar vind. Stormskyerne drev så hurtigt at de var ved at nå hen over dem, og toppene af dønningerne begyndte at fyge før de selv mærkede vinden. Quloroq nærmede sig nu sin fælle og sagde: "Vi kan altid fange grønlandssæler end anden dag. Smid bare den du har foran dig på kajakken, det gør jeg også med min. Og så befriede han sig for sælen foran på kajakken. Nu havde hver een sæl tilbage bag på deres kajakker og fortsatte så hurtigt de kunne ind mod land, og ingen af dem sagde et ord.

Nu da stormskyen var henne over dem og der stadig ikke var nogen vind,

kunne stormens buldren så småt høres. Og nu kom vinden op mod dem, mens den formede vandet i bakker og dale. Da det var kommet så vidt nærmede Quloroq sig sin kajakfælle og sagde: "Vi kan altid fange grønlandssæler en anden dag, smid bare den du har på kajakken, det gør jeg." Idet han frigjorde den fra kajakken, kom stormen over dem som en stor tæt sky, og det var en vaskeægte nordenstorm. Men ingen af dem syntes at være i overhængende fare, og nu hvor de ikke længere havde noget oppe på kajakken fortsatte de støt mod land og holdt en rimelig god afstand til hinanden. På et tidspunkt hørte de gennem stormens tordenlyd en endnu kraftigere brølen, og det lød ligesom når et yderskind af et telt slæbes hen over ujævn stengrund. Med et blik over mod vindsiden så Quloroq, at en bølge uden ende fra øst til vest var på vej hen imod ham. Quloroq nærmede sig sin kajakfælle og mens han pegede med åren mod vinden råbte han: "Når sådan en bølge uden ende nærmer sig, kan man ikke flygte fra den. Nu skal du kigge på, mens jeg ror hen imod den, og bagefter skal du prøve at gøre ligesom mig." Derpå vendte han sig op mod vinden og begyndte at ro hen imod bølgen fra læsiden. Da han var kommet på et fuglepilkasts afstand fra bølgen klemte han sin sin kajakåre fast mellem sine kajaktværremme, tog et godt greb rundt om sin kajak og vendte bunden i vejret. Hans kajakfælle spejdede nu efter ham fra han læside, og langt om længe, netop da vandfoget på bølgens vindside var stilnet lidt af, stak hans kajakspids lidt op af vandet men forsvandt igen under vindskruningerne; efter lang tids venten endnu engang dukkede hans kajakspids op igen, og i det samme var han helt oppe med vinden mod sin højre side. Han ludede lidt mod højre med sin åre ude og roede derefter mod bølgen fra læsiden, så vandet sprøjtede omkring hans kajak da han gled over vandet på grund af medvinden. Fra hans læside kunne Isiguaq ikke gøre andet end at ro af alle kræfter mod bølgen, og da han satte sin åre fast mellem sine trværremme og ville til at vende kajakken, nåede bølgen lige at fange ham og komme over han, og så forsvandt kajakken. Quloroq spejdede nu efter sin kajakfælle, og da den store bølge efterhånden blev fladere på vindsiden, kom Isiguaqs kajakspids så småt til syne, og så dukkede kajakken op med bunden i vejret. Quloroq ventede lidt i den tro at han ikke ville bruge sin åre, men da han pludselig brugte den, var det som om han med hånden havde skubbet sig op fra bunden. Da Isiguaq havde rejst sig, flyttede han sig ikke af stedet og så ud som om han ikke havde det godt. Da Quloroq nåede hen til ham så han, at hans helpels af let skrabet skind fra en fuldvoksen grønlandssæl var revnet. Da Quloroq ikke kunne gøre andet, begyndte han at surre ham til rundt om overkroppen men opdagede, at Isiguaq sad og ømmede sig. "Hvorfor sidder du og bliver ved at ømme dig?" spurgte Quloroq. "Da bølgen var ved at komme over mig, stemte jeg den ene fod mod kajakkens sidelægte og kom derved til at sprænge min ene testikel." Og det var altså det han ømmede sig over.

På vej ind stødte de ikke på flere vanskeligheder og kom vel i land, men efter den tur tog de ikke senere så langt ud på havet på fangst.

Da de havde overvintret og det var blevet sommer tænkte Isiguaq først på igen at overvintre på stedet på grund af den rige fangst, som han ellers var så glad for, men da han tænkte at han nok ville ende med at miste begge sine testikler hvis han overvintrede endnu engang, fortælles det at han vendte tilbage til sin boplads.

Her ender beretningen.

Var.: Om venner 473 - 475

Hist.: Muligvis en historisk fortælling. Kangeq-områdets rigdom på fangst er legendarisk. Hertil kom mange sydlændinge, nogle fra sydøstkysten, og ligesom andre immigrerede sydlændinge sluttede de sig til herrnhuterne. Derfor genfinder man også ofte østgrønlandsk fortællestof i fortællingerne fra Kangeq, Noorliit (Ny Herrnhut)og Uummannaq - området (i Godthåbsfjorden). Varianten er fortalt af Hendrik fra Ny Herrnhut i 1860'erne.

Afskrift af NKS 3536, I, 4', læg 9, side 15 til læg 10, side 3: Tuagtúnguaq.

Oversættelse ved Apollo Lynge:

Tuattunnguaq

Det fortælles at Tuattunnguaq boede ikke for langt nordpå og heller ikke for langt sydpå. Det fortælles også at hans yndlingsboplads var på nordsiden af Kangerlussuaqs fjordmunding, at de var unge og endnu ingen børn havde (de var lige blevet mand og kone). Deres boplads hørte til det område, hvor isen normalt lagde sig. Tuattunnguaq var åndemaner, og skønt han let kunne hamle op med sine fangstdyr inden isen lagde sig, kom han først i sit rette element, når der var fast is og han begyndte sin åndehulsfangst. Da han var ene om at have sin yndlingsboplads på stedet, havde han ingen bopladsfæller.

       På et tidspunkt blev konen gravid. Da hun havde været svanger tiden ud, begyndte hendes mand at afvente hendes nedkomst. En dag sagde hun så, at hun havde fået veer. Da hun lagde sig var der jo ikke andre til at tage mod barnet, og han satte sig på briksen ved hendes fodende. Efter nogen tid fødte hun en dreng. Da Tuattunnguaq var enesøn og han ofte tænkte over det, havde han under konens graviditet ønsket, at det skulle blive en dreng. Da det blev en søn gjorde han alt for at drengen ikke skulle mangle noget.

       Sønnen voksede hurtigt op, og han var blevet en ret stor dreng - der var åbenbart lidt langt mellem konens graviditeter - da konen påny blev gravid og fødte endnu en dreng. Tuattunnguaq blev endnu mere taknemmelig nu han anden gang blev far til en dreng. Han lod nu sine sønner vokse op sammen, og da tiden kom hvor den ældste søn skulle have sin første kajak byggede han ham en. Da han havde bygget ham en kajak og lært ham at ro i den og efterhånden at gøre kastebevægelser fra kajakken, gav han ham en mamagoq - øvelsesharpun. Så snart han havde fået den, begyndte han at fange sæler. Først da han syntes at drengen var stor nok, lod han ham få en rigtig harpun med fangstline. Da drengen havde fået sit våben og frosten satte ind, gav han sig til at bygge ham en hundeslæde. Netop som han var færdig med den, begyndte havet så småt at fyse til. Da det nu var begyndt at fryse til, længtes han endnu mere efter at det rigtig skulle fryse til. Da isen så var ved at blive fast prøvede Tuattunnguaq med jævne mellemrum om den kunne bære, men hver gang mente han at den ikke var fast nok endnu. Da så frosten for alvor satte ind og Tuattunnguaq prøvede om den kunne bære, lød den overalt som rigtig fast is.

       Da Tuattunnguaq nu var tilfreds med isen sagde han en aften til sin søn: "Hvis nu vejret er rigtig godt i morgen, tager vi for første gang på isfangst, du og jeg." Da de havde sovet og vågnede gik Tuattunnguaq ud og så at det var meget fint vejr. Så gik han ind og sagde til sin søn: "Nu vil jeg i dag for første gang tage på isfangst med dig." Så gjorde de sig klar og tog af sted på hver sin slæde. Nu kørte han afsted sammen med sin søn. Efter en længere kørsel kom de til stedet, hvor han plejede at være på slædejagt dengang han var alene uden sin søn. Da de nåede et sted med mange åndehuller begyndte far og søn på skift at stikke sæler ihjel. De fyldte slæderne op med sæler, tiden fløj, først på eftermiddagen havde de slæderne fyldt, og så kørte ind mod land. Da de var kommet hjem følte Tuattunnguaq hvor hurtigt det var gået med at fange mere end nok, nu da han havde haft sønnen med sig.

       Vinteren gik og var snart til ende. Da den var omme byggede han en kajak til sin yngste søn. Da han havde fået sin kajak gav han sig til at øve ham op. Under træningen følte han, at drengen var endnu bedre til at begå sig i kajak end storebroderen. Da så også han mestrede kastebevægelser fra sin kajak, gav T. ham en øvelsesharpun. Da han nu havde fået den tog T. afsted i kajak sammen med ham og se om han ikke allerede nu, så snart han havde fået sin øvelsesharpun, tog hul på at fange sæler. Da han havde fanget en del, lod T. ham få en harpun med fangstblære. Da de nu var tre fangere i familien, mærkede Tuattunnguaqs ikke mere de strenge vintre.

       Det fortælles at selv om Tuattunnguaq var åndemaner holdt han ikke ofte seance. De var jo alene og der var ikke nogen til at komme og høre på. Han manede kun ånder når der var noget han skulle have opklaret.

       Han byggede også en hundeslæde til sin yngste søn. Når de alle tre var på kajakfangst og de alle tre fangede flere sæler, kunne Tuattunnguaq fornemme, at de havde fanget lidt rigeligt, men først når de alle begyndte på isfangsten, og når de alle havde fyldt slæderne op ved en isfangst, følte Tuattunnguaq virkelig at de havde fanget mere end rigeligt.

       Engang begyndte nyisen så at sætte sig, og da det derefter blev rigtigt frostvejr lagde isen sig på havet. Da havet var frosset til og Tuattunnguaq regnede med at isen var stærk nok, afprøvede han den. Når han ikke var tilfreds med isens tykkelse og fasthed sagde han ikke noget videre.

       En morgen da de vågnede, tog Tuattunnguaq ud for at afprøve isen, og han kom længere og længere ud på den; isen syntes at have den samme fasthed hele vejen udefter, og det virkede som om den var sikker overalt. Da han kom ud til de yderste øer uden at have stødt på usikre steder, vendte han hjemefter. Da han kom hjem og det blev aften og sønnerne havde spist, så han på dem og sagde: "Hvis det blir rigtig godt vejr i morgen tar vi den første tur på hundeslæde."

       Da de om morgenen tog af sted sammen kom de for første gang sammen med den yngste søn til det sted, hvor Tuattunnguaq plejede at fange noget sammen med sin ældste søn. Nu begyndte de på skift at harpunere og dræbe netsiderne. De læssede sælerne op på deres hundeslæder, og allerede først på eftermiddagen havde de alle fyldt deres slæder op. Så tog de ind mod land og kom hjem. Da de havde læsset af og lagt fangsten på rad og række - nu var de jo tre fangere - blev Tuattunnguaq overbevist om, at de for første gang havde fået sælfangst til overflod. Det skulle vise sig at sådan skulle det fortsætte.

       På et tidspunkt hvor vinterdagene så småt begyndte at blive længere, havde de været på isfangst og var kommet hjem, og da det blev aften og sønnerne havde spist, kiggede han på dem og sagde: "Jeg vil gerne fortælle jer hvad jeg tænker på." Og så sagde han til sine sønner: "Jeg har tænkt på at vi efterhånden har for meget, der bare vil rådne op inden sommeren, og da vi bare dræber dyr, der fortsat ville kunne leve, må vi hellere gøre som jeg nu siger," og idet han vendte ansigtet mod sin yngste søn sagde han: "Nu er jeg en ældre mand, og da jeg nu har så stor hjælp af jer, vil jeg ind imellem blive hjemme, men når jeg vil og har lyst, vil jeg ikke lade jer tage ud alene." Selvfølgelig gjorde sønnerne som faderen sagde. De tog så på fangst alene, og herefter levede de af de mange sæler sønnerne fangede, men da der var to sønner om fangsten, skrumpede forrådet ikke ind; tværtimod voksede det.

       Da de en aften kom hjem efter en slædetur, så han på sine sønner og sagde: "Længe var jeg urolig for jer når I var på fangst, men nu er jeg tryg ved jer: vore store maddepoter derude lever vi jo af, men da der stadig bliver mere af det, og der bliver for meget der vil rådne op, og vi dræber alt for mange dyr, der fortsat ville kunne leve, skal kun én af jer fremover ud på fangst efter frisk kød til os, og vi andre to kan så sysle med forskelligt mens den tredje er på fangst; før var jeg urolig for jer, når I var ude, men nu er jeg blevet tryg ved jer." Da Tuattunnguaq havde sagt det, adlød sønnerne ham selvfølgelig, og herefter tog sønnerne på fangst på skift. Når den ældste holdt sig hjemme, tog den yngste på fangst, og når den yngste holdt sig hjemme, tog den ældste på fangst.

       En aften da dagene var begyndt at længes var det den ældstes tur til at tage på fangst den næste dag, fordi den yngste havde været ude denne dag. Da han tog af sted blev han ved med at køre udefter. Da han kom til det yderste af deres fangstområder syntes han, at der var for få sæler dér, og skuffet forsatte han udefter. Så kom han langt uden for deres fangstområde og så at dér var masser af åndehuller. Da det var første gang han var ved disse mange åndehuller begyndte han straks at dræbe sæler. Da han havde fanget nogle få kiggede han ud over isen og så en slæde, der kom ude fra horisonten. Han kunne se at slæden kørte meget hurtigt. Da Tuattunnguaqs søn opdagede det holdt han årvågent øje med slæden, og da slædekusken derude åbenbart havde fået øje på ham, satte slæden derude farten op hen imod han. Første gang han fik øje på den syntes han nok, at den kørte hurtigt, men nu forekom det ham, at den kørte endnu hurtigere. Da slæden nærmede sig, så han, at det var den meget kraftig mand. Tuattunnguaqs søn blev stående ved sin slæde og betragtede ham, denne ude fra kommende. Nu kunne han mærke at den anden havde ondt i sinde. Da han mærkede det sagde han ikke noget, og tilfældet ville, at han havde taget sine nyforsålede kamikker på til turen, og så begyndte han at løbe rundt om sin slæde mens den ankomne forfulgte ham, og langsomt øgede han afstanden til forfølgeren. Men da nu Tuattunnguaqs søn havde nye kamiksåler gled han og faldt på enden, og da han faldt, nåede forfølgeren ham og dræbte ham. Da han havde dræbt ham skar han hans hoved af ved den øverste halshvirvel, og da han havde kappet hovedet af, skar han også hans venstre arm af og smed den på isen. Så kørte han tilbage i sit eget slædespor og tog kun hans krop og hoved med.

       Da han havde kørt udefter og nærmede sig landet i vest kom han til en åben revne i isen og her nedsænkede han Tuattunnguaqs søns krop, og da han havde gjort det tog han hjem med kun hans hoved.

       Da hans søn var kørt ud på fangst ventede Tuattunnguaq på hans tilbagekomst, men det blev aften og sønnen kom ikke tibage. Han ville gerne finde ud af grunden til det, men nu var det for langt ud på aftenen syntes han. Da de kom i seng sov de dårligt, fordi de sådan lyttede efter den ventede. Det fortælles at Tuatttunnguaq havde opfostret sin søn til altid at ville komme hjem, selv om han kom ud for en ulykke (en angerlartussiaq), og da det blev morgen var Tuattunnguaq meget stille og sagde ingenting. Dagen gik og Tuatttunnguaq sagde ikke et ord. Eftermiddagen gik, og da lyset i vinduesruden ikke længere var blåt, åbnede Tuattunnguaq omsider munden og sagde: "I kender mig, og jeg hengiver mig kun til åndemaneri, når der er noget jeg vil have opklaret, og nu er han blevet for længe væk. Han ville ikke være væk i så lang tid hvis det var en almindelig fangsttur, så der må være en årsag til hans udebliven," og da han havde sagt det fortsatte han: "Nu må I alligevel dække vinduet til!" En af hans husfæller gik da ud og dækkede vinduet til, og da hun kom ind igen, lagde Tuattunnguaq det han skulle sidde på midt på gulvet og gjorde alt klar, hvorefter de slukkede lamperne. Der hørtes en kort brusende lyd. Det fortælles, at når Tuattunnguaq manede ånder forlod han altid huset ved tagbjælken. Da han havde været husrummet rundt to gange havde han endnu ikke lagt mærke til noget. Men lige da han startede på sin trejde tur, åbnede han en revne ved siden af tagbjælken og smuttede ud. Han mærkede straks et sus og helt ude begyndte han at stige til vejrs. Da han var kommet langt nok op styrede han mod vest. Og så gav han sig til at kigge efter sin søns slædespor. Da han var kommet ud til det sted, hvor de yderste øer ligger, opdagede han sin søns slædespor under sig, og det mindede ham om en tarm, hvis indhold var presset ud. Nu blev han ved med at følge sporene udefter.

       Undervejs udefter så han sig for første og eneste gang tilbage og opdagede at han nu kun kunne se de enkelte fjelde hist og her, og at der tilsyneladende var store fjorde mellem landområderne, og stadig fortsatte sporet han fulgte udefter. Så fik han et andet stort land i sigte, og da han tog det nærmere i øjesyn opdagede han, at det var et fladt land uden fjelde, som han så nærmede sig og kom hen over. Da han var oven over det og fik set efter, opdagede han noget der lignede en højdeås foran sig. Nærmere på og oppe over den så han, at det var en højdeås der skrånede ud mod vest. Så begyndte han at dale ned. På vej ned tænkte Tuattunnguaq: "Hvis jeg forsøger at mærke noget mens jeg flyver, vil jeg nok ikke lægge mærke til noget; det vil nok være bedre om jeg kommer ned på jorden og dér forsøger at opdage noget." Som tænkt så gjort landede han, helt lydløst. Da han var landet gik han nedefter. Landet, der skrånede mod vest, lod til at være et godt land.

       Nu gav han sig så til at flyve ned mod jorden (ned over skrænten ?, BS), og da han var kommet et godt stykke ned, så han forude noget der vist nok var huse, men i tusmørket kunne han ikke rigtigt skelne dem. Tættere på opdagede han en række huse, der strakte sig mod nord. Da han havde sikret sig at det var huse, bgyndte han at kigge efter vinduer, men der var intet lys at se. Da tænkte han: "Jeg begynder med dem i syd, for det kan være at vinduerne vender mod vest. Der må være vinduer i de huse, og vinduerne må da sidde på ydersiden af husene!" Da han havde tænkt sådan styrede han derned. Netop som han dalede ned så han noget længere fremme, der grangiveligt lignede et hus. Da han var kommet derhen og fik set efter så han, at det var hvælvet som et hus. Da han ikke så nogen vinduer, fløj han undersøgende rundt om det. Nej, der var virkelig ingen vinduer og heller ingen husgang. Da han ikke forstod, hvad han så, fløj han hen til de sydligste huse for at undersøge dem udefra. Han kom hen til et af dem og rundede det syd om, men det var helt mørkt, skønt der var vinduer, og der var overhovedet intet genskin i dem. Da han forgæves havde undersøgt det, nærmede han sig så det næstsydligste hus. Henne ved det undersøgte han også det, men forgæves, for nok var der vinduer, men der var heller ikke her noget genskin. Da han havde undersøgt dem kiggede han mod nord og så, at der fra huset, der var den nærmest liggende nordlige nabo til det næste hus, kom der et kraftigt genskin, og at der fra husets vinduer kastedes genskin langt udefter. Tuattunnguaq tænkte da at der måtte være en årsag til at der var lys så langt ud på aftenen, og at de måtte have tændt lysene fordi de var i gang med at fejre noget. Han stoppede ikke engang ved det næste hus. Han fløj først lige hen mod vinduerne, men da han tænkte at der måske ville komme nogen ud, styrede han hen til et sted ved siden af vinduerne. Han kom nærmere og nærmere og da han var kommet helt derhen så han, at det var et anseligt hus med tre vinduer med store mellemrum. Så nærmede han sig vinduet og hørte nu noget han væmmedes ved, og han hørte at der blev grinet godt derinde. Da han stod derude og havde hørt den latter indefra, kiggede han forsøgsvis ind af det østligste vindue, men der var intet kighul. Først tænkte han så at han ikke turde kigge ind af deres udkigshul, fordi han kunne blive opdaget. Men da han så fandt ud af at de vist ikke lagde mærke til noget - adskillige huse var jo mørkelagte - kiggede Tuattungguaq ind af deres kighul og så nu, at der var masser af mennesker derinde. Ved nærmere eftersyn så han, at der sad mange mænd på sidebriksen, mens andre sad på gulvet. Han så efter hvad de lavede og opdagede, at de var i gang med et gribespil (ajagarneq), og når den der havde gribespillet lavede en serie, råbte de allesammen så højt af fryd, at det ringede for ørerne. Da han kiggede længere ind så han en masse kvindfolk, der sad på briksen, og da de allesammen var svedige i husvarmen, havde de alle klædt sig splitternøgne. Da Tuattunnguaq havde set hvad de lavede tænkte han, at når de allesammen var så svedte kunne det ikke undgås, at én eller anden på et tidspunkt måtte ud og afkøle sig. Derfor lænede han sig tilbage mod husmuren ved rudekanten af sælskind uden at varsko dem. Han stod der længe og omsider hørte han så én på vej ud af huset. Straks trykkede han sig endnu tættere ind mod muren. Den mand der var på vej ud, listede sig ikke frem, men sprang fra husgangen ud i det fri og begyndte straks at dampe af varme! Straks han kom ud gav han sig til at puste på sig selv og klappe sig op og ned af kroppen uden at ænse noget omkring sig. Tuattunnguaq gik nu frem imod han fra det sted, hvor han havde stået tilbagelænet. Han nærmede sig manden bagfra, inden denne havde set ham. Og da manden ikke vendte sig, kaldte T. sagte på ham. Manden hørte ham, snurrede rundt og stirrede på ham. Han sagde bare: "Vi har åbenbart fået gæster." Da sagde Tuattunnguaq uden at svare ham: "Lad os trække armkrog!" Straks gik manden ned fra husgangen og satte sig, hvorefter T. satte sig over for ham. Da de havde sat sig og manden viste sin store arm frem, bøjede Tuattunnguaq sin arm rundt om hans, og manden syntes meget ivrig efter at dyste. De gik så i gang og manden trak hårdere og hårdere. Efterhånden forekom det Tuattunnguaq at manden trak særdeles hårdt uden at hans greb blev svagere (eller stærkere). Så da mandens træk ikke blev stærkere og han lod til at trække af al kraft, strakte Tuattunnguaq pludselig sin arm ud, og så faldt manden pludselig tilbage med et bump, fordi han jo trak af al kraft. I det øjeblik manden landede på ryggen var Tuattunnguaq over ham og låste ham fast med venstrearmen, og da han havde gjort det rodede han efter mandens testikler. Han tog grundigt fat om dem lige ved roden og trak til, og manden trak vejret ind, men pustede ikke ud, og så lå han stille. Da han ikke mere rørte sig, lænede Tuattunnguaq sig for anden gang tilbage på det sted, hvor han havde stået før. Denne gang havde han kun lige lænet sig tilbage, da det lød som om der igen var én, der var på vej ud af huset. Nu kiggede han bare på udgangen, og så sprang der en mand ud der var endnu kraftigere end den første, så han var rund over det hele, og manden så sig heller ikke tilbage, men begyndte at puste på sig og klappe sig med hænderne. Tuattunnguaq gik også frem mod ham. Næsten derhenne kaldte han på ham. Han var vist kommet for tæt på manden, mente T., da manden så sig tilbage lige før Tuattunnguaq nåede ham, og manden sagde: "Vi har åbenbart fået gæster." Men straks sagde Tuattunnguaq: "Lad os trække armkrog!" Og han havde næppe sagt det før manden sprang ned fra stensætningen og satte sig på jorden. Da han havde sat sig og rakt sin stærke arm frem, satte Tuattunnguaq sig over for ham, og de begyndte at trække arm. De trak og trak, og manden bev ved med at trække hårdere og hårdere. Da Tuattunnguaq omsider syntes at mandens træk ikke ændrede sig, og Tuattunnguaq så pludselig strakte sin arm ud, faldt manden bagover med et stort smæld. Så rodede Tuattunnguaq efter hans testikler, og da han trak dem ud ved roden, trak mand vejret ind, men pustede ikke ud, og så lå han ubevægelig. Da Tuattungguaq rejste sig, lænede han sig igen tilbage på det sted, hvor han før havde stået. Der stod han så tilbagelænet og tænkte: "Når de sveder så meget, må der vel komme en tredje ud for at afkøle sig." Denne gang havde Tuattunnguaq kun lige lænet sig tilbage, da han tydeligt hørte nogen inde i huset sige: "Dem der er ude at køle sig af har været for længe væk, måske skulle I kigge efter dem." Da det blev sagt, kunne man inde fra huset høre at der var én på vej ud, og da han kom ud så Tuattungguaq, at det var en meget slank person, nærmest en ung knøs. Lige da han kom ud, gik Tuattunnguaq hen til ham og idet han nåede ham, men inden Tuattunnguaq sagde noget, fik den unge mand øje på de to, hvis testikler var blevet trukket ud, og så fik han ellers travlt med at komme ind i huset. Dårligt var han inde, før Tuattunnguaq hørte ham tale, og man kunne ikke tage fejl af, at én sagde - mens nogle i huset begyndte at begræde de to dræbte - at det ikke kunne være andre end gæsten, der havde dræbt dem. Da de sørgendes gråd stilnede af, hørtes nogen på vej ud af huset. Da denne så kom ud var det øjensynligt samme unge mand som før, og da han var ude kiggede han på Tuattunnguaq og sagde: "Gæsten må komme ind!" Med de ord gik han ind, og efter at have ventet lidt til den unge mand var helt inde, kravlede Tuattunnguaq ind i husgangen, og da han dukkede op i indgangshullet mærkede han selvfølgelig straks husets stærke varme, og sikke mange besøgende der var! Masser af mænd sad på sidebriksen og endda langs væggen modsat sidebriksen. Masser af kvinder sad tilbagetrukket på briksen og kiggede allesammen mod indgangen. Da Tuattunnguaq nu stod i indgangshullet fik han øje på husets ældste, der sad bag ved sin lampe med armene over kors. Denne sagde så: "Derovre plejer gæsterne at sidde," og pegede mod nord. Da han pegede derhen og Tuattunnguaq kiggede den vej så han, at der for nordenden af sidebriksen sad en meget kraftig mand bag en lampe, og den gamle bød ham sætte sig der. Da Tuattunnguaq havde sat sig begyndte de mange gæster at fortælle historier. T. fik nu nok at se og høre på. Mens én eller anden stadig talte, tog en anden fat, og man kunne ikke længere høre, at de lige havde mistet to af deres bopladsfæller.

       På et tidspunkt var der ikke rigtigt nogen der fortalte noget mere, og den ældste var nu den eneste der så berettede: "For et par dage siden skete det, at ham derovre var på hundeslædetur indefter," - og han pegede på manden ved siden af sig - "og han kom tilbage sent om eftermiddagen med hovedet af en ellers livskraftig ung mand. Fra da af begyndte alle at spille gribespil om hovedet hver aften, og de morede sig dejligt, og først langt hen på aftenen gik gæsterne hjem." Da den gamle sagde dette vidste T. at det var ham, der sad ved siden af den ældste, der havde dræbt hans søn. Straks efter den gamles ord begyndte de mange mænd at strømme ud, hver og en. Så gik kvinderne også ud, og da der ikke var flere kvinder tilbage gik det endelig op for T., der ellers stadig holdt øjnene åbne, at han var blevet alene med den ældste. Den gamle blev kun siddende en stund; så tog han sin skindpels og trak den på og gik ud. Da følte Tuattunnguaq at han var alene og ikke havde nogen at besøge.

       Da han havde siddet en tid alene, kunne man udefra først høre nogle høje drøn og siden fodtrin fra sydsiden, og da fodtrinene nåede hen til det sydligste vindue, blev der råbt udefra: "Gæsten bedes komme til fest i fælleshuset!" Da budet havde råbt dette lød der bare et drøn. Da der ikke var andre at sende bud efter, krøb Tuattunnguaq ud af husgangen og da han uden for ikke så nogen, gik han ned fra stensætningen og trådte frem for at kunne se i den retning, hvor budets fodtrin hørtes. Så så han at budet netop var nået forbi hushjørnet på vej opad. Han fulgte efter ham og så, at han forsvandt ved det helt runde hus, som han så åbenbart var gået ind i. Han gik hen til stedet, hvor budet forsvandt, og da han nåede derhen, så han at der var meget lys lige der, og det tjente altså som husgang og indgang til husrummet. Da T. bøjede sig ned og gik ind ad denne eneste åbning, forstod han hvorfor der var blevet mennesketomt inde i det store hus, for inde i huset sad der en bunke menneske. En masse mænd sad på en stor stensætning, der lignede en sidebriks og brugtes som sådan, og en masse kvinder havde trukket sig tilbage og sad på noget, der tjente som briks, og hvor var der dog mange kvinder! Mange fortalte løs og der var nok at høre på nu, hvor der for lidt siden, hvor han før var, ikke hørtes en lyd. Mens T. lyttede til dem og fandt adspredelse i det han hørte, begyndte folk igen at gå ud. Da de gik ud var der først ingen mænd tilbage i huset, men kun kvinder. Da han så åbnede øjnene gik det op for ham, at den sidste af kvinderne nu også gik ud. Igen var det den ældste, der blev alene tilbage. Og da han var den eneste tilbage rejste også han sig og gik ud.

       Da den ældste var ude opdagede T. at de nu lukkede den eneste åbning med et hvalskulderblad. Da de havde lukket den lød det som en masse sten, der blev hobet op, og det var altså indgangen de dængede til med en masse sten. Da de havde lagt den sidste store sten, lød det fra én derude: "Lad ham bare sulte og tørste ihjel derinde." Derefter gik der en stund uden lyde, men så kunne det høres, at de var begyndt at grave ovenpå huset. Efterhånden som gravelydene tog til, stak lanser ind gennem taget. De stak så til det de kunne nå i husrummet. Der blev flere og flere lanser, og endnu siddende blev han efterhånden nødt til at flytte sig rundt fra de vilkårligt stikkende lanser. Så gav han sig til at tænke: "Jeg bringer nok mig selv i ulykke med den rejselyst." Nu kom der endnu flere lanser, og så kom han da i tanker om det: "Jeg er jo åndemaner!" Og han kom i tanke om sin lemmingeamulet, som han plejede at have i pelsbræmmen om sin hætte. Han følte efter og mærkede, at den var der. Så tog han den i munden. Han havde dårligt puttet den i munden før den prøvede at smutte ud af hans mundvige. Så tog han den i hånden og med ordene: "Bare nogle af dem", kastede han den opefter. Han havde lige smidt den derop, da der med det samme var én oven over ham, der skreg: "Se, nu falder ham dér om," og så fortsatte han: "Ham der falder også om, hvad sker der dog med dem, også ham dér, og ham dér!" Og derefter kom det helt tydeligt: "Også jeg begynder at fa...". Han fuldendte ikke engang sætningen, og man hørte ham falde om. Da det hørtes at alle uden for begyndte at flygte, faldt hans lemming ned på hans skød, og den var indsmurt i blod. Han tørrede den hurtigt af og puttede den for anden gang i munden. Han havde knap puttet den ind før den endnu hurtigere en første gang var ved at smutte ud gennem hans mundvige, og netop som den var ved at smutte ud, kastede han den op i luften med ordene: "Dem allesammen!"

       Det varede nu en stund inden lemmingen kom tilbage, men så faldt den ned på hans skød helt indsmurt i blod! Han tog den og tørrede den omhyggeligt af og lagde den ind i pelsbræmmen om hætten igen. Da han havde puttet den derind, gik han hen til den eneste åbning i huset og så, at den var lukket aldeles til af hvalskulderbladet, og da han vidste at de havde dynget masser af sten ovenpå det efter at den ældste havde forladt huset, trådte Tuattunnguaq et par skridt tilbage og skubbede så så hårdt han kunne til hvalskulderbladet med skuldrene, men ikke så meget som lyden af en sten, der gav sig, kunne man høre; så han havde slet ikke rokket ved stendyngen. Da han ikke havde kunnet rokke ved tillukningen, tænkte han at nu forstod han da, hvorfor de havde sagt at de ville lade ham sulte og tørste ihjel derinde, men - han var jo åndemaner! Da han nu kom i tanker om det, gav han sig til at puste rundt om hvalskulderbladet, og da han havde pustet hele vejen rundt, trådte han et par skridt tilbage og skubbede så af al kraft til det med skulderen, og det gav et brag af rutsjende sten, da han med skulderen fik skubbet hvalskulderbladet udefter. Da han var kommet ud og kiggede hen mod huset, så han fra festhuset en menneskerække, der så ud som den var faldet i søvn på vejen. Da han havde set dem sådan fulgte han rækken nedefter, og nogle af dem lå ovenpå hinanden, og der blev flere og flere af dem undervejs til det store hus med de tre vinduer. Da han gennem husgangen var kommet ind i det store hus, så han en masse døde, og nogle havde nået at sætte sig på briksen, men var så bare faldet sidelæns om på stedet.

         Da Tuattunnguaq var kommet ind i huset tænkte han: "Hvis jeg nu overnatter her, bliver det hurtigt morgen, og det vil hindre mig i at tage hjem. Men jeg kan jo forsøge at komme hjem, for dette her er ikke noget behageligt syn -skidt med om morgenen når mig, jeg prøver alligevel at nå hjem." Da han havde tænkt alt det igennem, dækkede han vinduerne til. Han kom ind igen og slukkede så de mange lamper fra nordenden af. Da de var slukket ordnede han først det han skulle sidde på, mens han lod den nederste lampe være tændt, og da han havde ordnet sin siddeplads, slukkede han også den. Da han havde slukket lampen og knap var begyndt på sin åndemaning, hørtes straks en brusende lyd. Tuattungguaq begyndte at flyve rundt i det store hus med sine lillefingre som vinger. Han holdt hele tiden øje med det sted, hvor han plejede at smutte ud, når han var begyndt at flyve - enden af loftsbjælken, og nu åbnede den sig. Da han havde åbnet den og var nået derhen, fór han ud i ét sus, og ude steg han så højt til vejrs. Han havde meget langt at flyve derindad, og han tænkte en del på at morgenen kunne overraske ham - det var sådan, at han kunne flyve med lillefingrene alene, men når han syntes han skulle meget langt, supplerede han med sine ringfingre - og det gjorde han nu, og så fløj han for alvor indefter. Han fløj og fløj, og nu kunne han se de højeste af sit lands fjeldtoppe. Først var han i tvivl, men så var han sikker på at han ikke ville kunne nå hjem, før det blev morgen. Da han nærmede sig de yderste øer, begyndte det at dages.

       Da Tuattunnguaq dagen før var fløjet af sted via sin åndemaning, begyndte hans søn, hans husstand og hans kone at vente tålmodigt på hans tilbagekomst. Mens de ventede kunne man uden for begynde at se, at det nok snart ville blive morgen, og Tuattunnguaq var endnu ikke kommet tilbage. Men netop som morgenlyset var ved at bryde frem, hørte man at han faldt ned. Mens han faldt ned på sin plads beordrede han lamperne tændt.

       Tuattunnguaq, der var blevet tavs og indesluttet efter sin søns udebliven på en åndehulsfangst med hundeslæde, satte sig nu ned ved sin kones lampe, og han var nu både veltalende, vennesæl og helt sit gamle jeg. Men han fortalte ikke noget videre. Først da dagslyset havde nået sin fulde styrke, og efter på skift at have kigget på sin søn, sin kone og sin husstand, sagde Tuattunnguaq pludselig: "Da jeg nu har opklaret det, jeg ville finde årsagen til, var jeg først ikke tilfreds, men nu har jeg resigneret. Det var ikke så mærkeligt at han ikke kom tilbage, for det var faktisk én af beboerne på vestsiden af Akilineq, der havde dræbt ham." Og han fortsatte: "Mit sind kunne ikke falde til ro, men det er det nu. Jeg er nu kommet hjem vestfra efte at have tilintetgjort adskillige beboere i huse på vestsiden af Akilineq." Efter disse ord var Tuattunnguaq tilbage i sit gamle jeg og snakkede så om løst og fast. Det fortælles, at Tuattunnguaq ikke kunne forlade sin gamle og elskede boplads men blev der til han blev gammel og blev begravet der, da hans dage var talte. Det fortælles også, at hans søn ikke kunne forlade bopladsen, hvor faderen var begravet. Han forlod aldrig stedet, og også han blev begravet dér, da alderdommen også indhentede ham.

Var.: Tuattunnguaq.

Hist.: Den naturforvaltning, der kommer til udtryk her, hvor Tuattunnguaq bliver bekymret over overfloden af nedlagte dyr, afspejler muligvis en traditionel holdning: Det er forkert, dumt eller?, at lade dyr rådne, der ligeså godt kunne leve i stedet. Om den ældste søns fangstiver, der fører ham længere ud til et nyt fangstfelt, opfattes som umoralsk, kan heller ikke sikkert afgøres. Kun at denne iver - og så at han tilfældigvis har nyforsålede kamikker på - bliver årsagen til hans død. Under alle omstændigheder bindes fortællingen sammen af kontrasten mellem eventyr- eller rejselyst og det stedbundne liv på samme boplads.

Dansk resumé i Rink 1866-71, II, nr. 46.

Oversættelse: Fortællingen om ravnen, der ville være svoger.

Oversat af Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom.

Det fortælles, at en ravn fik lyst til at blive svoger hos en flok gæs i en periode, hvor det var ved at være efterår. Da gæssene hørte ravnen tale om at gifte sig med en af dem, søgte de at fraråde den det og spurgte den, hvordan den ville kunne følge dem, når de om efteråret skulle trække sydpå over de vestlige farvande. Men ravnen fastholdt sit ønske, og den sagde gerne: "Når I begynder at trække sydpå over de vestlige farvande, og når I lander på vandet for at hvile jer, vil jeg slå baglæns kolbøtte oven over jer, mens I hviler ud." Når den talte sådan, svarede gæssene: "Men vi flyver på træk i adskillige dage." Til det svarede ravnen: "Da vi har store vinger, når vi vidt omkring i løbet af en enkelt dag." Da ravnen blev ved med sin snak, ville gæssene efterhånden godt tage ravnen som svigersøn. Da ravnen nu blev gift med en gås, blev den meget vigtig.

Tiden var inde da gæssene ville sydpå, og ravnen ville stadig følges med dem. En dag gjorde de sig klar til at flve vestover, og ravnen begyndte at rejse sammen med dem mod vest. Da de havde fløjet mod vest i to dage, begyndte de endelig at flyve mod syd. Da de nu fløj på fjerdedagen, og gæssene endnu ikke var trætte, blev ravnen efterhånden træt. Da den næsten ikke kunne mere, sagde den til gæssene: "Tag nu et stop og lad mig få en hvilepause!" Gæssene svarede: "Du snakkede altid om, at du på en enkelt dag kunne nå vidt omkring." Da de svarede sådan, begyndte ravnen at fortryde, at den absolut havde villet være svoger. Selvom gæssene endnu ikke var trætte, fik de ondt af ravnen og ventede nu bare på at støde på et isfjeld, hvor ravnen kunne hvile ud. På et tidspunkt hvor ravnen var helt udaset, så de et stort isfjeld foran sig. Da de fik øje på det, satte de kursen derhen. Da de næsten var ved isbjerget, var ravnen begyndt at røre vandet med halefjerene og var lige ved at plumpe ned i vandet, men endelig lykkes det den stakkels ravn at lande på isbjerget. Såsnart den var landet, faldt den i søvn af bare træthed. Da gæssene, der lå på vandet ved siden af, blev trætte af at vente, begyndte de at tale sammen: "Den er så længe om at hvile sig, lad os bare efterlade den." En af dem sagde: "Vent lidt, jeg forsøger alligevel at vække den, hvis den ikke vil, kan vi bare efterlade den her." Så gik én af dem hen til ravnen, vækkede den og sagde: "Er du ikke udhvilet endnu? Vi er allerede udhvilede, og nu fortsætter vi rejsen." Ravnen ville ellers gerne sove videre, men den fortsatte alligevel med de andre.

Derfra rejste de så igen mod syd. Da de fløj videre, blev ravnen igen meget træt og denne gang efter kun to dages forløb. Når den sakkede bagud af træthed, fastholdt gæssene den det, den havde sagt, men ravnen svarede absolut ingenting. Som tiden gik, begyndte ravnen af og til at strejfe vandet, og efter kun at have strejfet vandet ind imellem, plumpede den endelig i vandet. Da den var faldet i vandet, landede gæssene på vandet ved siden af den, selvom de ikke var trætte. Da de var landet dér, begyndte de at bugsere den ind mod land, selv om de endnu ikke havde land i sigte. Mens de sådan svømmede af sted, havde den ind i mellem sit hoved længe under vandet, og så sagde den til gæssene: "Prøv lige at holde mit store hoved lidt oppe over vandet." Hvergang understøttede de så dens hovedskal og holdt derved dens hoved lidt oppe. Da de på den måde var nået et stykke ind mod land, ville gæssene alligevel efterlade ravnen. Da de fik lyst til det, sagde ravnen: "Jeg fik den store lyst til at være sammen med jer." Gæssene forlod så ravnen og fortsatte rejsen mod syd. Det fortælles, at ravnen druknede, da gæssene havde forladt den.

Her ender fortællingen.

Var.: Ravnen og gåsen; Ravnen, som tog en vildgås til kone; The raven who married the geese.

OBS: Denne fortælling afsluttes med fortællingen "Agpamiormiúngôq pissuse imáijuit."

Mellem-person = indsamleren N. L. Nielsen var udstedsbestyrer i Kangâmiut.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Ukiivinnguaqboerne havde deres boplads en smule længere ude ved kysten end Appamiut. Det var dejligt at besøge dem, da der herskede et dejligt og fordrageligt forhold beboerne imellem. Men de kunne jage en skræk i en, når de stillede sig op til forsvar for deres børn, hvis de mente, at de var blevet uretfærdigt behandlet. Kvinderne havde ikke andet på inde i huset end deres korte skindbukser (natit). Deres lamper brændte hele dagen, fordi der blev kogt mad til mændene, når de kom hjem. Over gulvlampen på tørrestativet lå der altid et stort isstykke med en spand under. Deres bedstemor og kvindelige overhoved hed Aqqiissuaq. Engang blev man inviteret til det nordligst beliggende hus; og da man kom, blev man budt på alkekød og frosne indvolde af måger. Da man begyndte at spise, sagde de: "Vi vil ikke fortælle dig om vores skikke. Det kan Aqqiissuaq gøre." Mens man var inde i huset, var der én, der pegede på noget. Man kiggede hen i den retning og så en mandsperson stå på indgangstrinnet og dreje rundt hele tiden. Da han gik ud, sagde en af dem: "Han skulle naturligvis se, hvad de fik at spise." Da man kom ind (til Aqqiissuaq?), spurgte de: "Hvad fik du at spise?" Man svarede: "Kød af alke og indvolde af måger." Manden var åbenbart spion. En aften legede børnene på gulvet og var uartige. Den gamle bedstemor bukkede sig sammen og begyndte at rømme sig. Midt i det hele begyndte så tarmskindsruden (umeramineq?) at bule indad. Da børnene skrækslagne flygtede længere ind i rummet, satte en kvinde en bar fod ned på gulvet, og straks sagde nogen "eeq", og trak tarmskindsrudens bule udad med et vældigt smæld. Den gamle bedstemor skældte kvinden ud for hendes dumhed i ærgrelse over, at det hun var i færd med glippede, nemlig at få den tilbage, der ville hjem (en angerlartussiaq). Det fortælles jo, at de var flygtet for løberne, disse Ukiivinnguaqboere, d.v.s. Quiagi-familien, folk fra Qeqertarsuaq, fra kystpladser ud for Upernavik og fra Tappiitsoq. Det fortælles, at Eva Livesens far var fra Appamiut. Der boede også mange mennesker både i Nutaarmiutoq i Upernavik. Deres døde begravede de på den store begravelsesplads Iliversuit. En mand fik alle sine ejendele med i graven, og selv en kvinde fik sine med. De afgnavede ben af en førstegangsfangst bragte deres åndemaner / angakkoq hen til det sted, hvor vordende åndemanere øvede sig og smed knogler ned ad det ganske høje fjeld, Kingittuatsiaq. Denne, deres åndemaner kaldte de Kiasikaaq (Stedet med det store skulderblad). Han boede i Nutaarmiut, og han plejede at holde åndemaning. Når han under seancen gik ud, fulgte de ham ud; og i det rødlige skær så de ham nærme sig det som ild med lemmer, der lignede trævler. Når han var helt fremme ved (himmelranden) og forsvandt, gik de ind igen, og der sad han på sin plads, oven i købet smilende. Han døde i Appamiut, en gang de var dér på fangst. De gravlagde ham. Men da der et stykke tid efter hørtes skrig fra graven, fik de bange anelser og flyttede ud til dem, der boede længere ude. Da de var flyttet der ud, sagde den døde uafbrudt: "Åh, så kom de ind. Åh så kom de ind!" Man siger, at de er ved at løbe efter dem. Kun dem fra Qarlingajuk (Qarliingajooq ?) flyttede ikke ud. Dem i Appat havde følgende skik: Når de forventede, at Unneraarsuk (Strandens bussemand) ville komme for at få noget at drikke, fyldte de alle store vandspande helt op til randen. Når Unneraarsuk kom, gav den sig til at drikke. Bagefter nikkede den gentagende gange, som tak, og gik ud. Man fortalte også, at den gav rigeligt igen i form af sæler. De lod den komme for at få vand. Den kunne også godt lide at tygge fugleskind og suge fedtet ud. De sørgede for, at der var edderfugleskind og andre fugleskind at tygge. Når de mange, der var til tørring, blev tørre, plejede åndemaneren at tage en tur gennem luften, og når han var færdig, sagde han: "Tænd lyset!" Der var pause et stykke tid, så kom der nogle mindre drøn, hvorefter der trådte et væsen ind. Dets ben lignede en ladestok (eller en skorstensfejerkost). Når det gav tegn med sin arm, gav de det en hel masse ting. Når det så forsvandt godt belæsset, fulgte de det ud. De iagttog det og så det gå op; og når det nåede frem til en lille fjeldvæg, åbnede de den, gik ind, lukkede det igen omhyggeligt og blev derinde. De lod det komme med korte mellemrum. De kaldte væsenet Angulaasseritooq, en der ivrigt ønskede sig fugleskind at tygge. Det fortælles, at de var flygtet til bopladsen længere ude, engang nordboerne var efter dem. Siden viste der sig ikke flere nordboere. Efter de havde bosat sig i Ukiivinnguaq, fandt man et hvalådsel og hele bopladsen skulle hen og flænse hvalen. Da var det, at en af kvinderne, Kuiagik, da hun havde fået sin amaat på, kom til at mangle ("qavssugaut", en livrem til amaaten?), hun måtte skære et stykke af mandens line og brugte det som "qavssugaut" Derfor kom hun til at hedde "lænden": "kuijagi" (?). Apollo Lynge der har oversat en næsten enslydende version mener navnet er Quijagi, dvs. "den morsomme" (se doc. 337).

Var.: Apollo Lynge har oversat de sidste afsnit lidt mere forståeligt: se ID 337.

Hist.: Teksten beretter om folk i Ukiivinnguaq, med vægt på flytninger dertil fra andre bopladser, rituelle skikke og særlige begivenheder. Pointen med spionens besøg i første afsnit om måltidet i det nordlige hus i Ukiivinnguaq er noget uklar. Ligeså hvem der er på besøg. Næste afsnit om bedstemoderens ritual, der skal kalde en angerlartussiaq hjem, består åbenbart i at hun med bøjet hovede mumler en formular / serrat, der får tarmskindsruden til at bule indefter; men forsøget, der skræmmer de støjende børn, standses af en kvinde, der sætter sin bare fod på gulvet (kvinder skulle trække i kamikker, når de gik ud fra briksen). Måske skulle forsøget samtidig skræmme børnene til ro. For flugten fra løberne, dvs. nordboerne (eller blot qallunaat), der gentages til slut, er der ikke uniddelbart noget historisk belæg. En udflytning fra Appat til Ukiivinnguaq får iøvrigt en anden begrundelse, nemlig i skrækken for den afdøde åndemaner fra Nutaarmiut, Kiasikaaq, der dør under et besøg i Appat, begraves dér og råber fra sin grav. Råbet er nok åndemanersprog, men hvem der kommer ind (i den modsatte dagligdags betydning: går ud) røbes ikke. Men om ham fortælles det, at han, da han var i live, lod knoglerne fra førstefangsterne falde ned ad en fjeldside nær angakkoq-lærlinges øvelsessted (angakkussarfik) og under sine seancer kunne forsvinde som brændende trævlemand ud over havet i skæret fra solens op-eller nedgang. Og dog modtog han folk med et smil, når de kom ind igen. Andre ritualer gik ud på at skaffe sig fangst ved at byde strandens bussemand på drikkevand og lade en mærkelig skikkelse, en fjeldbo af en slags med ben som ladestokke tygge fedtet af fugleskindfugleskind og modtage en mængde gaver. Den sidste beretning om kvinden, der i mangel af bedre måtte bruge et stykke af sin mands harpunrem til slukke lampen med, forstår jeg ikke. Ifølge Apollo Lynge (se doc. 337) fik hun af den grund tilnavnet "den morsomme". Måske har hun lavet sjov med den lyseslukning - som en animerende optakt til en lampeslukningsleg der skulle fejre fundt af hvalådslet? Endnu i dag husker gamle mennesker Unneraarsuk som en tidevandsånd, hvis stemme hørtes i tidevandet når isflagerne skurren mod hinanden (Prof. Robert Petersen, pers. medd.). I Apollo Lynges oversættelse, ID 337, står det klart, at Unneraarsuk og Angulaasseritooq er to foreskellige skikkelser.

Første nedskrift (?) ved Hendrik Olsen: NKS 3536, I, 4', læg 10, side 4 - 10:

Ulâjuk.

Oversættelse ved Apollo Lynge af renskriften:

Ulaajuk

Det fortælles at Kangeq var blevet Ulaajuks yndlingsboplads. Og fordi Kangeq nu var hans gamle boplads og han ikke flyttede andre steder hen, tog han vanligvis til Kangerluarsuk når man kunne regne med, at ørrederne begyndte at søge op i elvene.

       Når så ørrederne kom op i elvene lod han fangsten flække til tørring, og når de flækkede ørreder var blevet tørre nok, begyndte han at binde dem sammen i bundter. Når han var færdig med bundtningen af tørrede ørreder tænkte han endnu ikke på at stå fjorden ud, for han var også inde i fjorden for samtidigt at få plukket sortebær / revlinger / krækkebær når de var blevet modne, og først når han havde ladet husfællerne plukke bær, så hans konebåd fik fuld last, stod han fjorden ud langt hen på efteråret.

       Engang imellem når det var det han ville, fordi hans husbjælker var blevet for gamle, tog han andre steder hen end til Kangerluarsuk, og det var nordover for at samle drivtømmer.

       Når han var kommet hjem fra Kangerluarsuk, men først når jorden lå dækket af sne, og man ikke længere forestillede sig at få serveret bær, inviterede han mænd på mad. Og hver gang satte han først tørrede ørreder frem og sagde så gerne sådan her når han serverede dem: "Spis jer nu godt mætte i ørreder fanget ikke så langt herfra!" Når de var færdige med de mange tørrede ørreder han havde sat frem, og når dem, de ikke havde kunnet spise, var blevet fjernet, satte han flere fade frem, hvoraf nogle var ret store, og de var fyldt med sortebær, og så hældte han flydende spæk over dem og sagde: "Spis jer nu rigtig mætte i sortebær plukket ikke så langt herfra!" Når han havde trakteret de mænd han havde inviteret med sortebær, og når de var færdige med at spise, var der altid noget tilbage af bærrene, fordi han altid satte flere fade frem til spisingen.

       Ulaajuk holdt meget af at fortælle, og man siger, at når han fik lyst til at fortælle, inviterede han mænd, og når han tog af sted på sin ørredefangst, begyndte hans mange bopladsfæller at snakke om alle de ørreder og alle de sortebær, som de glædede sig til at spise. Det var det Ulaajuk beskæftigede sig med hver sommer.

       Det fortælles at Ulaajuk var meget glad for at fortælle om de ting og hændelser, man kommer ud for og taler om i hverdagen, og derfor havde han altid besøg af nogle af mændene om aftenen. Når han så fortalte løs om forskellige hændelser og begivenheder, kunne han ind imellem lige stoppe op, og så fortsætte, og jeg har hørt følgende beretning - "Det fortælles, at verden engang skal gå under, og når den begynder at gå under", - ja, sådan sagde han til sine gæster, når han fik lyst til at give udtryk for sine tanker - så ville Ulaajuk selv tage en masse tørret kød med og klatre op på toppen af Hjortetakken og netop med en masse tørret kød og flydende spæk. Når han så var kommet op på toppen af Hjortetakken ville han spise tørkød mens han kiggede ned på sin mange medmennesker. Der var naturligvis ingen af hans mange gæster der gav ham ret, for de kendte ikke til sagen, og da han havde sagt det, udbredte han sig ikke videre om det sidenhen.

       Engang da de drog til Kangerluarsuk på ørredfangst, og da de havde fanget, tørret og sammenbundtet ørrederne, ventede de til sortebærrene var blevet modne, og da de havde plukket en mængde bær og efterhånden syntes der var nok, stod de omsider ud af fjorden sent på efteråret. Da de var kommet hjem og bærsæsonen var forbi, sagde han en aften til sine husfæller: "Aftenerne virker for lange når man ikke har nogen at tale med, gå nu ud og inviter nogle mandfolk på ørreder og sortebær, hvis de har lyst." Så gik hans husfælle ud og inviterede alle de mænd, der boede nordligst, for lige da hun gik ud havde Ulaajuk sagt: "Du inviterer først dem der bor nordligst; bagefter inviterer vi så dem der bor sydligst." Naturligvis kom de alle straks de var blevet inviteret. Da de alle var kommet sagde Ulaajuk til sin kone: "Vi har jo ikke andet at byde på, så tag en med ud og hent ørreder og sortebær!" Nu gik konen ud sammen med en anden, og da de kom ind igen havde de store bundter af ørreder og masser af sortebær med. Han satte det frem og sagde som han plejede: "Spis jer nu rigtig mætte i ørreder og sortebær, der er skaffet ikke så langt herfra!" Så spiste de mange mænd ellers løs af sortebærrene, men som sædvanlig nåede de ikke at spise alt der var sat frem. Først bagefter, da de havde spist, sagde Ulaajuk: "Det kan være I har glemt det. Men da jeg efterhånden tænker mere og mere på mig selv, har jeg gået og tænkt over det jeg sagde til jer, da I var på besøg for bare et par år siden, men siden har glemt." Ingen af gæsterne havde selvsagt noget at sige til det. I stedet kiggede de vedholdende på ham, og så fortsatte Ulaajuk: "For et par år siden inviterede jeg til spisning på ørreder og sortebær, og så fik jeg stor lyst til at give udtryk for mine tanker, og jeg er kommet i tanker om mine ord og noget, jeg aldrig har tænkt over før." Hans gæster sagde stadig ikke noget og kiggede fortsat på ham, og det blev de ved med da Ulaajuk sagde: "Jeg sagde noget om noget jeg havde hørt, og pludselig sagde jeg følgende uden at lægge noget særligt i det: Når verden begynder at gå under, vil jeg bestige Hjortetakken og medbringe masser af tørret kød og flydende spæk. Så vil jeg sætte mig til at kigge ned på mine mange medmennesker, mens jeg spiser masser af tørret kød dyppet i spæk. Dengang jeg sagde det forstod jeg ikke selv betydningen af det, men senere, da vi kom til Kangerluarsuk kom jeg i tanker om det og har siden ikke kunne glemme det." Og han fortsatte: "Mon ikke jeg derved selv har forudskikket mit endeligt?"

       Da vinteren var omme og det blev sommer, mente Ulaajuk at det var ved den tid hvor ørrederne ville søge op i elvene. Og som altid tog han på ørredfangst i Kangerluarsuk. Da han som vanlig havde fanget ørreder og fået plukket sortebær dér, og de næste dag skulle hjemefter, gik de i seng. Hen på aftenen blev Ulaajuk syg for første og eneste gang. Hans sygdom blev stadig værre hen imod morgenen, hvor hans kone og husfæller talte med hinanden: "Da han er vores eneste forsørger, vil det nok være det værste hvis der sker ham noget her i det øde. Vi må nok hellere prøve at få ham hjem til hans yndlingssted, Kangeq." De gjorde klar til rejsen og så roede de ud af fjorden. På vej ud ved Ivittarfik begyndte Ulaajuk at tale i vildelse. De var nået ud af fjordmundingen da han var begyndt på det, og så sagde hans kone: "Når et menneske er kommet i den tilstand han er i nu, er det ikke længere tilrådeligt at transportere det. Lad os slå lejr for ham her." De slog så lejr på et sted med en lille rullestensstrand. Da de havde rejst teltet, begyndte Ulaajuk at trække vejret ret uregelmæssigt, og så døde han. Da han var død sagde hans kone: "Vi har ikke for vane at transportere døde mennesker sammen med forråd af mad. Det er min mand her jeg tænker på. Der er jo plads allevegne, så lad os begrave ham her." De syede ham ind i ligskind og næste dag begravede de ham. Selvfølgelig drog de ikke videre samme dag, for konen ville ikke forlade sin mand. Først næste dag kom de hjem til Kangeq. Det fortælles, at det var Ulaajuks udsagn, der havde virket således ind på hans videre skæbne, at han fik sin grav på nordsiden af fjordmundingen under Hjortetakken. Det fortælles også, at landet dér tidligere hed noget andet, men derefter fik det den afdødes navn og blev kaldt Ulaajuk.

Var.: Ulaajuk

Hist.: Fortælling om historisk person. Om Ulaajuk går der en del fortællinger.

Orig. håndskr.: KRKB 3: Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04, Eskimoiske sagn.

Oversat resumé: Uluaa

Engang ønskede en meget gammel kone, Uluaa sig en kone for at spille rollen som mand, og hun gjorde sin søn, der havde en kone, blind og tog hende til kone. Men da sønnen senere blev seende igen og opdagede, hvordan moderen var, brugte han moderen som fangstblære til en narhval (eller hvidhval ?) han harpunerede, og således blev moderen en narhval med en stor stødtand.

Oversættelse ved Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom.:

Det fortælles at Uluaa, en farlig gammel kone, der havde en søn, pludselig ønskede sig en kone. Da hun nu ønskede sig en sin svigerdatter til kone, gjorde hun sin søn blind og tog hans kone til kone. Men da hun jo var kvinde og således ikke udstyret med en penis, brugte hun sin lampepind som penis. Engang da sønnen allerede var blevet blind, fik de besøg af en stor isbjørn. Da den store bjørn kiggede ind af vinduet og stak sit store hoved ind gennem ruden, og hun selv som kvinde ikke var i stand til at bruge buen mod isbjørnen, gav hun den store bue til sønnen, så han kunne skyde bjørnen med buen. Da sønnen skød sin pil mod ruden, hørte han en lyd som når en pil rammer et dyr, og han hørte at isbjørnen brølede. Så råbte bueskytten op, fordi han huskede så klart. Da han råbte, sagde moderen spottende: "Du ramte ikke isbjørnen men rudens skindkant," og hun sagde det for at snyde sin søn og således blive den, der havde nedlagt isbjørnen. Senere da sønnen endelig var begyndt at gå udenfor, fløj en stor fugl hen over ham, og det viste sig at være en rødstrubet lom. Og da fuglen gav luftning til hans øjne, åbnede han dem og kunne igen se. Da han åbnede sine øjne så han, at moderen og hans kone var sammen på briksen, og at moderen havde samleje med hans kone med en lampepind som penis.

Da han var blevet seende igen og narhvalerne (el. hvidhvalerne?) en dag var kommet, sagde han til moderen, at han ville prøve at harpunere én, og at moderen skulle holde igen i fangstlinen. Moderen indvilgede i, at sønnen forsøgte at harpunere én, og at hun selv skulle holde igen i hans kraftige fangstline. Sønnen bandt fangstlinen om livet på hende, og efter at have bundet den harpunerede han den største af narhvalerne. Da sønnen havde harpuneret hvalen, begyndte moderen at trække i fangstlinen, og da gav sønnen hende et ordentlig skub bagfra. Så forsvandt moderen under vandet, og da hun dukkede op igen råbte hun: "Min ulu / kvindekniv!"  Næste gang hun dukkede op, råbte hun det samme, mens hun snoede sit hår rundt. Hun råbte sådan hver gang, hun dukkede op, og til sidst blev hun til en narhval med en stor stødtand. På den måde blev der mange narhvaler med store stødtænder!

Jeg har hørt fortællingen fortalt således, hver gang den er blevet fortalt.

Kommentar: Det må være hvidhvaler sønnen jager (hvid- og narhvaler hedder det samme), og moderen bliver således den første narhval med den snoede tand, som kun hannarhvaler har. Sammenblandingen af de to fortællinger, "Den blinde der fik synet igen" (Var.: Tutigaq; Rink II 62; Uluaa; Holtved nr. 37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III nr. 330. Lyberth 1924 tappiitsoq) og Ukuamaaq om den lesbiske svigermor, er ikke almindelig. Men den kan begrunde, at det er en kvinde, der forvandles til et handyr. Bemærk tillige, at hendes råb om sin ulu har smittet af på hendes navn. Normalt hedder hun Ukuammaaq, og fortællingen findes i mange versioner. Christian Poulsen, Aadaarutaa, fortalte Thalbitzer (se: 1923, 260 C), at denne kvindes unaturlige handling viste, at arvesynden var kommet ind i verden. Hun var en tidlig efterkommer af Adam og Eva, mente han.

Var.: Denne specielle sammenblanding af Ukuamaaq og Den blinde, der fik synet igen (Søg på: blind / blinde), blev også fortalt i Upernavik-distriktet: Uluâmieq. Narhvalens oprindelse; Hvorledes narhvalen blev til;

Hist.: Sammenblandingen af de to fortællinger i både Østgrønland og NV Grønland kunne gå tilbage til før det tidspunkt i 1400-tallet, da en vandring fra NØ Grønland nordom til NV Grønland fandt sted - ifølge arkæologer og lingvister. Se: Vort sprog - vor kultur, red. af Jørgen Rischel og Robert Petersen. Nuuk, Pilersuiffik 1986.

not [Original handwritten text: KRKB 3: Record from the Danish Literary Expedition to Greenland 1902-04, Eskimo legends.

Translated summary: Uluaa

Once there was a very old woman, Uluaa, who wanted to have a wife so that she, Uluua, could play the role of a husband. She blinded her son and took his wife as her own. However, when the son later regained his sight and found out what his mother was really like, he used his mother as a hunting bladder when he harpooned a beluga/narwhal. Thus his mother became a narwhal with a long tusk.

It is said that a dangerous old woman called Uluaa, who had a son, suddenly wished for a wife of her own. As she wanted her own daughter-in-law to be her wife, she blinded her son and took his wife as her own. However, as she was a woman and so did not have a penis, she used the wick trimmer* from her lamp as a penis. One day after her son had gone blind, they were visited by a large polar bear.  Because the great bear peered in and poked its head through the window; and because she, being a woman, was unable to use a bow against a polar bear, she gave the bow to her son so that he could use it to shoot the bear.  As he shot his arrow towards the window, the son heard a sound just like the sound made by an arrow hitting an animal, followed by a bellow from the bear. The marksman gave a cry because he could remember it so clearly. As he cried out, his mother said derisively, “You hit the leather edge of the window pane instead of the polar bear.” She said this in order to cheat her son so that she could claim to be the one who had brought down the bear.  Later, when the son had finally begun to go outside again, a huge bird, which turned out to be a red-throated diver [red-throated loon, flew right over him. Once the bird had aerated his eyes, he opened them and was once again able to see. As he opened his eyes, he saw that his mother and his wife were in bed together and that his mother was having intercourse with his wife, using the lamp's wick trimmer as a penis.

One day after he had regained his sight, the narwhals/belugas came along and he said to his mother that he would try to harpoon one of them. He said to her that she should hold on to the harpoon line. The mother agreed that her son should try to harpoon one and that she would attempt to resist the pull on the strong hunting line all by herself. Her son bound the hunting line round her waist and once he had tied it tight, he harpooned the largest of the whales. When the son had harpooned the whale, his mother began to pull hard on the harpoon line. Just then, her son shoved her hard from behind. Then the mother disappeared under the water, and when she resurfaced she cried, “My ulu!” The next time she surfaced, she cried out the same thing, while twisting and winding her hair. Each

time she appeared, she called out the same thing. This is how there came to be so many narwhals with long tusks!

I have always heard the story told in this way, whenever it is recounted.

Comment: The son must be out hunting belugas (belugas and narwhals have the same name in Greenlandic) and therefore the mother becomes the first narwhal to have a helix-shaped tusk, which only the males have. The combination of the two tales “The Blind Man who regains his Sight” (Var.: Search for blind/blinde; Tutigaq; Rink II 62; Ulluaa; Holtved no.37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III no. 330. Lyberth 1924 tapiitsoq) and Ukuamaaq, the lesbian stepmother, is not unusual. This could explain why it is a woman that is transformed into a male animal. It should also be noted that her cry for the ulu has rubbed off onto her name. She is usually known as Ukuammaaq, and there are many versions of this tale. Christian Poulsen, Andaarutaa, told Thalbitzer (see: 1923, 260 C) that this woman's unnatural actions were proof that original sin had come into the world. He believed that she was an early descendant of Adam and Eve.

Var.: This particular combination of Ukuamaaq and The Blind Man who regained his Sight (search for blind /blinde), was also told in the Upernavik district: Ulâmieq. The Origins of the Narwal; How the Narwhal came to be.

Hist.: The combination of the two tales in both East Greenland and NW Greenland could date back to before the period of time in the 1400's when (according to archaeologists and linguists) a northbound migration took place between North East Greenland and North West Greenland. See: Vort sprog & vor kultur, eds. Jørgen Rischel and Robert Petersen. Nuuk, Pilersuiffik 1986

Transl. by Lucy Ellis.

By courtesy of Craig Mishler. See: Diving Down: Ritual Healing in the Tale of the

Blind Man and the Loon by Craig Mishler, Vadzaih Unlimited, 3910 McMahon Avenue

Anchorage, AK 99516, [email protected]

*[Literally, "lamp stick" but this is actually the lamp trimmer. This "stick" or taqquti refers not to the seal oil lamp itself but to the lamp's wick trimmer, made of soapstone or wood, which was traditionally used by Inuit women to adjust the height of the flame in the stone lamp.  This trimmer, used by the mother as a sex toy, closely resembles an erect penis, while the stone lamp itself resembles female genital

Oversættelse ved Apollo Lynge:

Den gamle med yndlingsjagtområdet

Det fortælles om en gammel mand, at han havde et yndlingsjagtområde. Han tog aldrig andre steder hen end ind i landet til den store fjord syd for deres boplads. Han havde en eneste søn de hed Anartoq (skiderik). Når de kom til deres yndlingsjagtområde tørrede de rensdyrkød, indtil der var fuld last til konebåden. Når de skulle ud af fjorden, lastede de konebåden ved hjælp af stivere, der kunne støtte lasten. Den gamle og hans husstand havde aldrig bopladsfæller, men de oplevede aldrig noget særligt om vinteren, fordi de aldrig manglede noget.

Allerede i det tidlige forår begyndte den gamle ustandseligt at tale om sit yndlingsjagtområde, som om han talte om et andet menneske som han længtes efter. Han måtte ganske enkelt opleve at være på stedet hver sommer. Når det igen var tiden for det fine rensdyrskind, tog han igen afsted direkte til sit yndlingsområde.

Engang da tiden var kommet for indlandsturen tog de af sted ind ad fjorden. Da de var kommet ind til bunden af deres yndlingsfjord, begyndte de som sædvanlig at nedlægge mange rensdyr. Sædvanligvis var det sådan, at de i begyndelsen af deres sommerophold delte sig op, så den ene tog på rensdyjagt mens den anden blev hjemme. Deres sommerboplads var nemlig gennemgangssted for svømmende rensdyr, hvor dyrene skiftevis kom fra fjordens solside og fra skyggesiden.

Engang da et ungt rensdyr begynte at svømme over, roede Anartoq efter den i kajak. Lige da han nåede dyret, sparkede ungdyret ham så han kæntrede, mens kvinderne så til indefra land. Det var forgæves at kvinderne råbte, for den gamle var på rensdyrjagt. Langt om længe råbte han derudefra: "Nu er ørrederne begyndt at spise af min underkrop". Han råbte længe, men til sidst kunne de ikke længere se ham, og han tav. Naturligvis blev kvinderne ramt af stor sorg.

Da faderen kom tilbage tog han selvfølgelig straks ud til sønnens kajak. Da han havde lagt til land med sin hans kajak men uden sin søn, gik han ind i teltet og kom ikke ud igen. Han kom ikke ud i flere dage. Langt om længe begynte han igen at komme udenfor. De blev på deres sommerplads længe endnu. Så kom nattefrosten og jorden frøs til om natten. Efterhånden hvor husstanden ikke forventede, at han ville komme ud, vågende de en morgen, langt hen på efteråret, hvor han var begyndt på rejseforberedelserne. De tog af sted og kom til deres boplads, og det år tog de ikke andre steder hen.

Da de havde overvintret, og det bar mod forår, begynte husstanden at tale om den forestående sommertur, når den gamle var taget på fangst. De vidste, at den gamle ikke ville blive på bopladsen om sommeren. Da det blev forår, afventede husstanden at den gamle skulle sige til, men foråret igennem ventede de forgæves. De viste sig så, at den gamle ikke ville forlade vinterbopladsen den sommer; og siden blev det efterår. Sommeren efter ventede de igen besked fra deres leder, men han havde ingen planer, for hvorfor skulle han dog forlade sin vinterboplads.

Engang da det var blevet højsommer og tiden var inde til at skaffe sig de fine rensdyrskind, vågnede de en morgen med strålende vejr. Da husherren gik ud af huset og kom ind igen sagde han til sine husfæller, at de skulle forberede sig til rejsen. Da de endelig hørte deres leder igen tale om rejselyst, tog de oplivede fat på at gøre sig klar, for det var første gang efter sin søns død, at han ville forlade sin boplads. Under forberedelserne talte bofællerne med hinanden om, hvor han mon havde tænkt sig at tage hen. Da de færdige med forberedelserne stødte fra land tænkte de stadig over, hvor han ville hen. Og så begyndte han at styre hen mod sit yndlingsjagtområde. Da de fra fjordmundingen kunne se derind, styrede han ind, så at man kunne se hele fjorden i al sin skønhed.

De kom et godt stykke ind i fjorden, og den gamle styrede omhyggeligt. Så halede han pludselig roret op med den overraskende ytring: "Anartoq vil vist have fat i mit ror!". Et stykke tid holdt han roret oppe. Husstanden undrede sig meget over at deres husherre nævnte sin søn og igen stak roret i vandet. Kort efter fik han travlt der i agterstavnen og udbrød: "Så nu har Anartoq fået fat i mit ror". De så til mens han halede roret ind, og så halede han sin søn op i konebåden, og husfællerne undrede sig såre. Med sønnen ombord fortsatte de så ind ad fjorden. Sønnen begyndte så at fortælle: "Dengang da det dumme unge rensdyr sparkede mig, så jeg mistede min pagaj og kæntrede, blev jeg ved med at råbe, og så begyndte ørrederne at spise af min underkrop. Da de havde spist min underkrop kunne jeg mærke, at de var begyndt på min mave. Da de endelig nåede mit hjerte, mistede jeg bevistheden. Mens jeg stadig var bevidstløs, forstod jeg, at jeg var sammen med ørrederne. Lige siden har jeg hver sommer søgt efter jer, men måttet resignere når sommeren var forbi. Da jeg endelig så jer komme ind ad fjorden, blev jeg nærmest trukket hen til jer. Først fik jeg dårligt fat i roret af bare iver og blev meget skuffet. Anden gang fik jeg samme fart på som ørreder, og så nåede jeg dit ror og fik rigtig godt fat i det."

Da de nåede frem til deres sædvanlige sommerboplads, begyndte sønnen som sædvanlig at fange og dræbe mange rensdyr. De lagde ikke mærke til tiden men måtte dog til sidst tænke på, hvor meget de kunne have i konebåden. De tørrede kød uafbrudt og begyndte så til sidst at blive betænkelige ved, om de kunne have det hele med. En morgen vågnede de og begyndte så på rejseforberedelserne. Da de lastede deres konebåd trampede de renskindene sammen, for at de skulle fylde mindre. Mængden af tørret kød pakkede de pænt sammen ved at sætte opstandere i konebåden, og så roede de ud ad fjorden. Da den gamle havde fået sønnen tilbage, blev han forsørget af ham i mange år fremover.

Her ender historien.

Var.: Anarteq; Anartoq

Orig. håndskrift: KRKB, nr. 3.

Oversættelse af renskriften ved Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom:

Fortællingen om den rare gamle mand og hans søn (uafsluttet)

Det fortælles at der engang boede en rar gammel mand, der havde en eneste søn, og de havde mange bopladsfæller. Engang sagde de mange bopladsfæller til hinanden: "Lad os forlade den gamle mand og hans søn, så de kan sulte ihjel." I gamle dage var der nemlig visse mennesker, der ikke kunne have ondt af andre. Da det så blev forår, drog de alle af sted, og de lod den gamle og hans søn ene tilbage. Da bopladsfællerne forlod dem, kunne de ikke gøre andet end at gennemsøge fællernes maddepoter, og når de fandt noget spiseligt, spiste de det. Da de endelig havde spist alt, de kunne finde, blev den gamle tvunget til at bygge en kajak til sønnen, og den betrak han med sit tørrestativ, der var lavet at bopladsfællernes aflagte vinduesrammer af skind. Da han var færdig med den, gik han ned til stranden sammen med sønnen, og han lod ham sætte sig i kajakken og skubbede ham fra land. Så snart han kom lidt fra land, dukkede der noget op ud for ham, der lignede spæk, og sønnen roede hen til det. Da han kom derhen så han, at der var dukket en helt frisk halv krop af en netside op af vandet. Da han kom tilbage med den, blev den gamle og hans kone meget glade. Da han den næste dag igen tog af sted og dårligt var nået ud fra stranden, fandt han igen en halv sælkrop og tog den med hjem, og senere da han igen tog af sted kom han tilbage med en halv, helt frisk krop af en meget stor sæl. Og takket være det, led de gamle ikke mere nød. På et tidspunkt tænkte deres bopladsfæller: "Måske er de gamle allerede sultet ihjel, lad os tage hen og kigge til dem." Kajakmænd tog af sted og at se til dem, og da de nærmede sig bopladsen, så de at der var masser af proviant, og at de var fuldt optaget af at tørre sælkød. Da kajakmændene kom, bød de gamle dem venligt op og bespiste dem, og de vendte sunde og raske hjem igen. Det viste sig da, at .... (fortsættelse mangler)