Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. el. evt. afskrift NKS 2488, II nr. 271 eksisterer ikke længere.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

Taama allattunga, Aron, 1999, I: 200: Oqaluttuaq arnaq tillitaq.

Trykt i ældre grønlandsk retskrivning i Rink: Kaladlit Oqaluktualliait, III, 1861: 88 - 90 med et dansk resumé ibid. s. 119.

Resumé:

En ung pige mister sin mor som halvvoksen og behandles så dårligt af sin nye stedmor, der stjæler alt det faderen giver hende, at pigen går hjemmefra (en slags qivittoq). En kæmpe, en tuneq, finder hende i indlandet, får årsagen til flugten at vide og inviterer hende med hjem, dvs. han bærer hende en del af vejen til det ene af to store huse, hvor han bor. Alle på stedet presser ansigterne mod ruderne for at se den lille kystbo på sidebriksen. Hans forlovede bor i det andet og kommer på besøg, hvor hun fortæller om en renkalv, hun har forfulgt. Den har endnu ikke mistet sine takker. Da så tuneq'en, der hedder Aningaanngujuk, henvender sig til den hjemførte kystbo, går hans forlovede straks ud. Anin. tager sin ny lille kone med til en slette, Ajakkitsoq, hvor han synger trommesang, så den lille kone bliver så søvnig, at han må tage hjem med hende. Alle er borte hjemmefra. Han lægger hende på gulvet, kaster en stor sten på hende så hun bløder og besvimer. Da hun vågner, beder hendes kæmpemand hende om straks at vaske alt blodet væk. Derefter bliver hun gravid, og hun føder, mens manden er på jagtudflugt. Hun tager imod ham med den nyfødte på armen, da han kommer hjem og han henrykkes. Hun er så smuk med perlehalsbånd, siger han om sin lille kone. Senere, på en ny jagtudflugt, styrter han i en spalte i indlandsisen og omkommer. Hans lille kone, der nu er enke, længes hjem, og hun skal bare rejse siger hendes svigerfar. Hendes far bliver meget glad, da hun kommer hjem.

Var.: Se Hist.

Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.

Hist.: Indlandskæmpens navn er en diminutiv af månemandens. Han hedder i myterne om ham og solen, Aningaaq. Det må da også være episoder af "Kvindens besøg på månen", som kateketen Albrecht Beck her fortæller en noget tåget version af. I stedet for indvoldsrøversken er det nu indlandskæmpen, der synger trommesang. Hermed indleder han en slags seance, hvor han delvis tager livet af kvinden og med et stenslag gør hende frugtbar. Dvs. han fremkalder hendes menstruation (det meget blod), mens hun sover på ryggen (det er det, månen gør i fortællingen om en mands besøg på månen), og da hun har renset sig efter blødningen bliver hun omsider gravid. Dette er formålet med 'Kvindens rejse til Månen.' Her sendes hun dog bare hjem, og som regel går det ilde med den søn hun føder, Månens barn. Runde, hvide sten siges i Østgrønland at være faldet ned fra himlen og have samme frugtbargørende virkning som sæd, hvis en kvinde placerer den i skridtet i sine bukser. Se: orsugiak.

Becks version glemmer ganske dette barn, som i traditionelt regi ikke ville kunne integreres blandt rigtige mennesker.

Hvad der for Beck selv får denne omdigtning af den gamle myte til at hænge sammen, forbliver dunkelt. Men den er dybt interessant netop som en ny komposition over et gammelt tema.

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. eksisterer ikke længere.

Afskrift af orig. håndskrift: NKS 2488, II, nr. 180 ss. 637 - 639.

Kort dansk resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 147,

ss. 335.

Endnu kortere på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 108, ss. 451: The Bird's Cliff.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove: Taama allattunga, Aron, 1999, I: 204: Oqaluttuaq inuk.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om Inuk.

Far og søn plejede at tage ud på fangst mod vest uden

for kysten. En dag de var ude, så de en kajak, en stor kajakmand, komme.

Da de så kajakmanden, tog de flugten og kajakmanden forfulgte og halede ind på dem. Så roede de hen til et stort isfjeld. Da de kom hen til

den laveste del af isfjeldet, huggede de trin og kom op på det. De halede kajak- kerne op på isfjeldet. De var lige nået derop, så kom kajakmanden og

var straks på vej op af kajakken.

Han var kommet op samme vej som de selv var kommet. Så stak

de ham med deres lanser i begge skuldre ('ersserssuisigut' - Rinks tilføjelse: skuldre. chr.b) og skubbede ham ned i vandet. Lige før han

forsvandt under vandet, vendte han ansigtet mod nord og mod syd i retning af

'silap isue' (Rinks tilføjelse: 'horisonten' - måske snarere:

verdenshjørnerne. CB. Nok snarere horisonten: himmelrummets ender, BS) og spyttede flere gange.

Hurtigt kom de ned i deres kajakker og roede indefter. De havde dårligt forladt isfjeldet, så groede der en tåge frem og den voksede hurtigt. Tågen blev tættere og tættere. De roede nu i det åbne hav og de kunne ikke finde frem til land. Langt om længe, da de var ved at sulte ihjel, fik de øje på land. De roede videre og så et hus.

Det fortælles, at faderen var en stor åndemaner / angakkoq. De gik i land neden for husene og gik op. Inde i huset var der sorte mennesker, der stod på gulvet i den ene ende af huset. I den anden ende lutter lyse mennesker. Da gæsterne kom ind, tog de sorte imod dem og bød dem sidde ned på sidebriksen. En af dem sagde:

"Skaf noget mad". En anden gik ud og lidt efter kom han ind igen, slæbende med

noget, som han næppe kunne bære. Han serverede det for dem. Sønnen

ville straks lange til maden, men faderen sagde: "Det her er lort" og han

fortsatte: "Den slags spiser vi ikke, for sådan er vores afføring" ('anarisa-

ratsigit'. Chr. B.). Så blev det båret ud og en af dem sagde: "Byd på nogle

ammassætter". Der blev sat noget mad frem og sønnen skulle til at lange til, så

sagde faderen til ham: "Det er grene" ('orpigarssuarnik - buskads. chr.b) og han

fortsatte: "Den slags bruger vi til brændsel, vi spiser dem ikke". Til sidst

blev den, der bød dem noget at spise, vred. Deres husfæller sagde til gæsterne:

"Kom herhen". Da de kom og satte sig ned, var der én, der tog noget under

briksen og han satte en laks frem for dem. Faderen sagde til sønnen: "Spis nu".

Efter at de var kommet i gang med at spise, sagde den, der gav dem noget at

spise: "Lad den sjove ('tivsinaq'. chr.b) komme ind. Smilet kommer frem, når

den klovnen indfinder sig". Straks trådte den morsomme ind med

de langhårede bukser snøret helt nede ('qardligssuit torssusôrujugssuit

ungernere samale'. chr.b - = hollandske bukser? bs). Da han så gæsten, sagde

han: "For lang tid siden har denne svedet mit næb og drejet det til siden - for

længe, længe siden." Den sorte, som ellers var blevet vred, gav sig til at grine og begyndte at fortælle: "Ititivissuaq og jeg var i går ude på fangst. Før

Ititivissuaq roede til for at kaste harpunen, roede jeg til og kom skam først, men så gik benkanterne på min åre løs.

Så gik gæsterne ud. De havde altså været på besøg hos ravne og måger i en klippehule. De havde troet, at klippehulen var et hus, at ravnene og

mågerne var mennesker, fordi de kunne forstå deres sprog. Den der blev kaldt Tivsinaq / Tissinaq, den sjove, viste sig at være en falk.

Da kajakmændene roede ud, fløj ravnene og mågerne ud fra klippen. Falken

fløj og netop som den for fuld styrke ville slå ned på en masse

edderfugle, der lå på vandet uden for stranden, fløj en ørn op og advarede

edderfugleflokken: "Kunngunnaarsuk er ved at slå ned på jer". Da nu alle de

mange edderfugle dykkede ned, vendte falken sig imod ørnen og sagde: "Nu har Ititivissuaq løjet igen".

Kungannaarsuk var falken (Kissaviarsuk. chr.b) og Ititivissuaq var ørnen

(Nattoralik. CB). Slut

     Albrecht Beck.

Var.: Talrige om besøg hos ravn, måge el. andre fugle i menneskeskikkelse, hvis mad er mere el. mindre delikat for mennesker. De fleste versioner er langt kortere og uden indslaget med den morsomme falk.

Oversættelse ved Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom:

At overvære trommedans

Jeg hører også, at når mennesker samles der hvor de går på hvalrosfangst, plejer de som en fast bestanddel af gensynet ved samlingen om sommeren at arrangere sanglege mellem Naajartalimmiut, Nuviarmilut, og Qeqertarmiut. Når de samles gør de det, at mange mennesker mødes midt på en lille slette og midt i gruppen af en masse mænd samles mange kvinder. Midterst placerer fem kvinder sig og een mand, der stiller sig over for disse kvinder. Disse fem kvinder, der står fremme, har vanter på af helt hvide skind, og de er meget spændende at følge, fordi de skifter pladser samtidig med at de rører hinanden, så de næsten ser ud som om de spiller orgel i den bare luft. Og manden kommer ikke helt hen til dem. Men kvindernes stemmer lyder som fluernes summen; det kan ikke sammenlignes med andet, nej ikke med nogen anden lyd. De mange mennesker uden om dem laver ikke andet end at nogen af dem lægger sten på jorden i udkanten af denne slette, og andre indhegner den lille slette, og når de er færdige med det, rejser de to telte inde på sletten. Der udøver de så de slette glæder, men jeg og englænderne kiggede bare på dem fra der, hvor vi stod for os selv. Der på sletten brødes de også, dvs. to af gangen mand mod mand hele raden rundt. Da naajartalimmiut blev sejrherrer, gav englænderne sig også til at udfordre hinanden, og da konkurrencen var slut, samledes alle og udstødte høje, flotte råb. Det er deres skik når de genser hinanden, fortæller man.

Hist.: Adam Beck var i 1860'erne både med på en ekspedition til Baffinland med et par års ophold på Blacklead Island i Cumberland Sound som tolk, arbejdsformand og muligvis missionær, og på en af eftersøgningerne efter Franklin. Formentlig er det første strækning af den sidstnævnte, der skildres her. Kvinderne med de hvide vanter opfører åbenbart en dans, som de nynner til, måske som en slags indledning til samværet med hinanden, og tilsyneladende også med engelske hvalfangere.

Den fælles hvalrosfangst tyder på, at denne aasivik foregår i Thule-området, som også Becks foregående fortælling: Om en rejse nordpå, skildrer, og at gensynet indebærer en lampeslukningsleg.

se Petersen, Robert, 2000: Om grønlandske slægtssagaer. Tidsskriftet Grønland, ss. 299 - 311.

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. el. evt. afskrift: NKS 2488, II, nr. 269 eksisterer ikke længere.

Trykt i ældre grønlandsk retskrivning i Rink: Kaladlit Oqaluktualliait, III, 1861: 81 - 83, nr. 15 med et dansk resumé ibid. s. 118.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

Taama allattunga, Aron, 1999, I: 214 - 216: Ipiutaarsuk Naparulu.

Oversættelse ved Apollo Lynge (se ndf.)

Ipiutaarsuk og Naparu.

Resumé:

Ipiutaarsuk og Naparutaq er venner, der bor hver sit sted, men (tilsyneladende) er de ofte på fangst sammen. En dag de er ude i kajak opfordrer Nap. sin ven til at de skal kappes. Først gælder det at få sig en kone, så en søn, så at blive angakkoq / angakok / åndemaner. Nap. forlanger sig blot en kone, Ip. tar en forældreløs pige som ingen har krav på. Nap.s kone får en datter, Ip.s en søn. Ip. kender intet til angakkoq-uddannelse, man da han følger sin svigermors råd om at gå indlands og bygge rævefælder - for ræve er bedre at få end ingenting - og finder en god dæksten, der skal graves fri, afsløres et hus med tre trappetrin. Han går forsøgsvis ned, blir angst, går op igen, men befales af en stemme til at gå helt ned. Da vil han få styrke som hele tre åndemanere. På det tredje trin besvimer han, vågner nøgen mens hans døde bedstemor behandler ham og hans døde bedstefar befaler ham at tage hjem. Hans hjælpeånd vil sende hans tøj tilbage, lover Bedste, da han gør indsigelser. Tøjet kommer flyvende: først kamikker, så bukser, så overpels / anorak. Næste dag fanger han en sortside og om aftenen holder han sin første seance med præsentation af sine hjælpeånder uden døre: en stor hvalros og senere tre kajakmænd (innersuit), som han følger med hjem på besøg. De gir ham narhvals- og hvalrostænder. Ingen af dem skal de være bange for, har Ip. beroliget sine fæller med. Nap. kommer på besøg, og Ip. (forud)ser Nap. komme i det fjerne allerede dagen før Nap. tager hjemmefra. Ip. tar så med Nap. til dennes nordligere boplads, hvor de konkurrerer om at vise de største angakkoq-evner. Nap. har tre indlandskæmper som hjælpeånder, der prøver at ramme Ip. med deres løsgjorte arme som kasteskyts. Ip. lader folk gå ud og se sine innersuit komme som tre ildlys, som ingen skal frygte, siger han. Hans (døde?) bedstemor dukker op ved dørtrinnet, hvor Nap. hjælpeånder dræber hende, til stor fortrydelse for Ip.s hjælpeånder, fordi det er hende de plejer at varme sig ved. Da de skilles tager Nap.s hjælpeånder ind i indlandet, mens Ip.s innersuit følger ham sydpå, og minsandten også hans døde bedstemor, der flyver hen over dem med sine lillefingre som vinger. Ip. får status af angakkoq'ernes herre i syd.

Oversættelse ved Apollo Lynge:

Det fortælles, at Ipiutaarsuk og Naparu var gode venner. Engang de var ude på fangst i kajak, sagde Naparu: "Lad os kappes om at være den første til at få sig en kone." Da de kom hjem, sagde Naparu: "Jeg vil have en kone." Naparu fik sig hurtigt en kone. Da Ipiutaarsuk aldrig havde været i nærheden af en kvinde før, giftede han sig med en faderløs pige, der ikke var blevet lovet bort til anden side. Da de engang var ude at ro i kajak, sagde Naparu: "Lad os kappes om at være den første til at få en søn." Da de kom hjem opdagede de, at Naparus kone havde fået veer. Og det blev aften uden at hun havde født. Næste dag roede de af sted i kajak, og da de kom hjem, fik de at vide, at Ipiutaarsuk´s kone havde fået en søn, og at Naparus kone havde fået en datter.

Da alle kajakmændene var ude at ro i kajak den næste dag, sendte Naparu bud: "Sig til Ipiutaarsuk, at han skal opøve sig til at blive åndemaner, og sig til ham, at jeg kommer på besøg, når dagene bliver korte." Da Ipiutaarsuk ikke vidste, hvordan man uddanner sig til åndemaner, sagde hans flinke svigermor til ham, at det måske nok kunne være lige meget, om han blev åndemaner, men hun rådede ham til at færdes inde på land og langs stranden, og ligeledes til at jage ræve og sætte rævefælder op.

Da han havde bygget sin rævefælde og nu søgte efter en faldlem til den, gravede han foran en stor firkantet stenblok langt ned i jorden. Så så han, at der gik tre trin nedefter, og at der var kulsort dernede. Han ville gå derned, men han blev bange og gik op igen. Så sagde en stemme et eller andet sted fra: "Ipiutaarsuk, gå nu ned, og du vil blive åndemaner med tre åndemaneres kundskaber." Så gik han ned og var ved at træde på det tredje trin, da han mistede bevidstheden. Efter lang tids bevidstløshed, var han ved at komme til sig selv og opdagede, at han var helt nøgen, og da han kiggede frem for sig, opdagede han, at hans bedstemor var der og kaldte ham tilbage til bevidsthed, og at hans bedstefar sagde bagfra til ham, at han skulle forsøge at komme hjem. Ipiutaarsuk sagde: "Jeg har intet tøj på." Bedstemoren svarede: "Din hjælpeånd har taget det; dit tøj vil følge efter dig."

Ipiutaarsuk gik ud for at tage hjem. Så kunne han pludselig høre en kraftig susen i luften, og da han kiggede sig tilbage, så han, at hans kamikker fulgte efter ham. Han lagde sig på ryggen på jorden og fik sine kamikker på. Mens han gik videre, hørte han en stærk susen igen, og da han kiggede efter lyden, så han, at hans skindpels fulgte efter ham; og da han rakte armene frem, fik han den på. Det fortælles, at dette gentog sig tre gange. Da han kom hjem, sagde han ikke noget. Næste gang han var på fangst, kom han hjem med en fuldvoksen sortside. Da han nu var kommet hjem, sagde han, at husets beboere skulle slukke lamperne, og så blev lamperne slukket.

Mens han var i gang med sin åndemaning, sagde han til husfællerne: "Prøv at gå uden for." Da de gik ud, kunne de ikke undgå at se en stor hvalros, der udstødte sine lyde; og da de kom ind igen, sagde de; at de havde set en stor hvalros. Han sagde til dem: "I skal ikke forsøge at harpunere den, for den er én af mine hjælpeånder."

Så sagde han for anden gang: "Prøv at gå uden for," og efter at have været ude, fortalte de, at der var tre kajakmænd på vej til deres boplads. Ipiutaarsuk sagde, at de var ganske fredelige. Da kajakmændene ankom, så husets beboere, at det var tre underjordiske mennesker. Da gæsterne tog af sted igen næste dag, tog Ipiutaarsuk med dem. Da de kom til deres boplads, gav de ham narhvaltænder og hvalrostænder, og da han kom hjem, bar han gaverne op til huset. Da han havde været inde og kom ud igen, så han, at Naparu var på vej sydover for at besøge ham. Da han havde set ham og vidste, at det ville vare et stykke tid, inden han nåede frem, tog han på fangst i kajak, og efter at han var hjemme igen med to nedlagte sortsider, nåede Naparu frem til bopladsen. Da han var kommet, spurgte de ham, hvornår han var taget af sted hjemmefra, og Naparu svarede, at han var taget hjemmefra, da det var blevet lyst om morgenen.

Naparus slægtninge sagde: "Vores husherre sagde allerede i går efter at have været ude, at du var på vej hertil," men Naparu sagde ikke noget. Da Naparu tog hjemefter, fulgtes Ipiutaarsuk med ham, og da de var kommet hjem til Naparus hus, spiste de først, og da det blev aften, begyndte de at mane ånder. Først kom der tre meget store mennesker, og det var Naparus hjælpeånder. Da de var kommet ind, begyndte de at hviske sammen, og da den ældste af dem lod som om han ville harpunere én af de andre, sprang denne fladt ud på gulvet for at undgå at blive ramt. Broderen hentede da sin arm (som han brugte som kastevåben) og satte den på igen. Da den næste skulle til at kaste noget efter ham, væltede han sig bagover, så broderen kastede lige over ham, og kun lige strejfede ham. Nu begyndte Ipiutaarsuk at tale med sine åndemanere (hjælpeånder?) og sagde: "Prøv at gå uden for," og da de kom uden for, så de tre brændende bål. Da de kom ind igen, sagde de, at der var tre bål på vej, hvortil Ipiutaarsuk svarede, at der ikke var noget at være bange for. Da Ipiutaarsuks rare gamle bedstemor dukkede op for enden af husgangen, tog Naparus hjælpeånder hende og dræbte hende. Ipiutaarsuks hjælpeånder kom ind og sagde: "Hvad vil de nu med det rare væsen, som vi søger at varme os hos?"

Efter at de havde været der et stykke tid, og Ipiutaarsuk ville vende hjem, fulgte hans hjælpeånder ham på vej. Naparus hjælpeånder drog af sted ind over land. Mens de var på vej, hørte de en kraftig susen, og da de kiggede op, så de, at Ipiutaarsuks bedstemor fulgte efter dem, idet hun brugte sine lillefingre som vinger. Ipiutaarsuk tog hjem, og da han kom hjem, blev han, dernede sydpå, den største af alle åndemanere.

Nedskrevet af Enok Boasen.

Var.: Tvende Fættere; Ulorpanna. Ulorpannaq.

Vedr. lærlingens initiation søg på: uddannelse til åndemaner og søens troldbjørn.

Hist.: En lidt kortfattet version af fortællinger om angakkoq-konkurrencer mellem folk fra syd og folk fra nord. Ved de store sommerstævner har der givet været angakkoq-konkurrencer, men selve fortællingen har næppe anden historisk kerne.

Moralsk fremhæves den gode angakkoq (Ip.) til fordel for den skræmmende og aggressive (Nap.) og parallelt hermed strand/havånder overfor landånder. Når den sejrende Ip. tilmed tildeles status af 'overangakkoq' ligger der heri en accept af fortidens angakokker.

       Fortælleren, en fanger, der var søn af kateket Albrecht Beck fra Sisimiut, synes ligesom faderen (se Akamelik) at have hørt en del fortællinger i de herrnhutiske grønlænderes versioner. Disse minder i mange vendinger om dem fra Østgrønland, hvor sikkert mange af herrnhuternes sydlændinges forfædre stammede fra. Det gælder fx forestillingen om at hjælpeånderne bliver afhængige af deres angakkoqs kropsvarme, de stærkt lysende innersuit med deres lette adgang til hvalrostænder, og tøjet der kommer flyvende stykvis til den nøgne angakkoq, da han er blevet initieret via besvimelsen. Udtrykket, at bruge sine lillefingre som vinger, forekommer i en sydgrønlandsk version af myten (Qujaavaarsuk) om angakkoq'ens, sydlændingen Tuttus Kones, rejse ned til Havkvinden, sødyrenes moder, som den døde bedstemors opholdssted dernede (i det undersøiske dødsrige) således (intertekstuelt) refererer til. Som Thisted kommenterer har Aron med sin tegning af tre stiger i hullet formentlig misforstået fortællerens lidt uklare formulering, der også kan betyde tre trin. De tre trin (opad eller nedad) forekommer hyppigst i østgrønlandske fortællinger(se fx fortællingen om Aggu / Akku, der rejser til himmels)

       Da Sisimiut var den nordligste koloni i den administrative landsdel, Sydgrønland, afspejles muligvis også et (lokalpatriotisk) modsætningsforhold mellem de to landsdele i denne som i talrige andre fortællinger fra landsdelen Sydgrønland.

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 134 ss. 679 - 686.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 384 - 388: Oqaluttuaq Iviangersuumik.

Dansk resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II: nr. 59, ss. 97 - 98.

Kort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 128, s. 462: The Inhabitants of Akilinek.

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 95 - 100.

Resumé:

Iviangersoq er sydlænding og en dygtig fanger, der elsker at spise og spiser enormt meget. Når han ikke kan bøje sig for sin tykke mave, placerer han fadet på maven og går rundt og spiser videre. Han rejser med sin familie nordpå til Kangeq med de mange fangstdyr og alke. Hans lillebror er endnu dygtigere, men han dør af et maveonde på vej videre nordpå. Ivi. nænner ikke at forlade graven og overvintrer uden at noget særligt sker. Næste forår går det videre mod nord. De træffer ingen mennesker, slår lejr, og Ivi. tager på recognoncering nordpå og ind i en fjord. Her fanger han sin første hvidhval, længere inde endnu een, og længst inde i fjordbunden træffer han mennesker i to huse. De er meget gæstfri, beværter ham rigeligt med tørret og kogt kød, og de to naboer insisterer på skift på, at han skal ligge med hver deres kone. Ivi. inviterer så begge familier med hjem, men da de ser, at han egenhændigt har slæbt først den ene store hvidhval, så den anden op over højvandsmærket, tør de ikke tage videre med ham.

Om vinteren må Ivi. opgive kajakken. Han vandrer langt ud over isen mod en våge, der holdes åben af netsider og har spor fra kanten, der fører videre mod vest. Dem følger Ivi. til landet på den anden side havet, hen over land og ned til et hus ved kysten på den anden side af landet. En mor med to døtre tager nølende imod ham hér, hvorimod faderen, der kommer hjem med fangst, bliver henrykt over besøget og beordrer mad sat frem til Ivi., der heller ikke her er kostforagter. Da de to trækker armkrog lader Ivi. sin vært vinde. Om natten tager Ivi. sig den frihed at lægge sig mellem de to unge døtre. De gør noget modstand men han er dem for stærk. Så er Ivi. blevet svigersøn i huset.

Næste dag følges han med svigerfaderen på fangst ved vågen, men sakker så langt agterud på hjemvejen, at de nykogte bryststykker af svigerfaderens fangst er blevet ulækkert kolde, og svigerfaderen selv er blevet temmelig misfornøjet med sin nye svigersøn. Men efter næste dags fangst lykkes det Ivi., i en stor bue uden om svigerfaderen, at nå hjem længe før denne og lade ham smage ulækkert kolde bryststykker. Ivi. bliver helt opslugt af livet med sin nye familie, men så får han hjemlængsel, siger pænt farvel og når hjem igen netop, som man har opgivet at se ham igen.

Ivi.´s søn er efterhånden blevet voksen og fanger. En dag langt ude på isen ved en bred, lang revne ser han på den anden side to unge mænd, den ene temmelig lille. Denne standses et par gange af den store i - med et gevaldigt tilløb - at nå over til Ivi.´s søn. De to parter finder ud af at de alle tre er sønner af Ivi., hvorefter de udveksler (ikke helt gennemsigtige) oplysninger om de fangstdyr, der findes på hver deres områder. Akilineq - boerne kender ikke ammassætter, viser det sig. Til gengæld har de mange harer. Hjemme igen fortæller Ivi.´s søn om mødet og revnen, der var for bred. Med årene får Ivi. så længsel efter sin hjemegn i syd, hvorefter familien tager hjem og ikke siden rejser nordpå.

Var.: Egentlig ikke, men en del beslægtede om besøg i Akilineq, der understreger et venskabeligt forhold frem for det traditionelt fjendtlige: Se Var.:  til Isigaarsigaaq.

Hist.: Kendskabet til at der bor stammefrænder (og ikke overleveringens kannibalske Akilineq - boere) på den anden side Davis Strædet er tilsyneladende overleveret ved netop denne fortælling (i tidligere varianter). Hans Egede rapporterer i Perlustrationen (1971,2:2) om dette kendskab med netop disse detaljer: en bred revne i isen langt ude mod vest, og at de to parter kun kan råbe til hinanden om forskelle i fauna på begge sider. Desuden at man forstår hinandens sprog, og at revnen trods alt ikke er bredere end at man fra hver side kan harpunere det samme dyr. Folk på Disko skulle disse oplevelser stamme fra. I andre fortællinger om dette slægtskab opfattes det ikke som oprindeligt, men som etableret af en stærk forfader, der - hvis fortællingen er af sydgrønlandsk proveniens - er rejst langt, langt nordpå, for at kunne komme over isen til den anden side. Herrnhuternes proselytter har kendt til stammefrænder derovre siden 1740'erne (Lidegaard 1999 i Tidsskriftet Grønland; og læsere af Atuagagdliutit siden Adam Becks beretninger derovrefra (Robert Petersen 2000 i Tidsskriftet Grønland

Håndskr. har ikke kunnet identificeres. Men da fortællingen er trykt, må etforlæg have eksisteret.

Manasse's missionær-drøm.

Resumé:

Manassi drømmer at en ældgammel mand med langt hvidt hår og skæg udpeger ham en stor mængde mennesker og giver ham både besked om at lede dem gennem livet og Bibelen, som skal være ledetråden. Der er lang vej derhen og da han leder dem, skal de til slut ad en snæver gennemgang, som kun de færreste klarer sig igennem. På den anden side står atter den gamle mand. Han roser Manasse for veludført arbejde.

Hist.: Ifølge Rasmussens kommentar havde Manasse's far været missionær i Cumberland Sound, dvs. i sidste halvdel af 1800-tallet, men var blevet fordrevet af de stedlige åndemanere. Var denne far Adam Beck? Søg på denne og Petersen, Robert 2000. Akkulturation / kulturmøde.

Dette håndskrift må være en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores. Håndskriften ligner ikke Peter Motzfeldts, hvis man sammenligner med Rink 2488 V, 4' nr. 202, hvor PM selv har skrevet på dansk.

Resumé af denne blandet med en variant af Albrecht Beck i Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 64, ss. 191 - 192.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 52, ss. 300 - 301.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Der var engang en ungkarl, som elskede at more sig

(eller: en lystig bror - men usikkert). Han var altid med, når man

sang og dansede.

Engang da man begyndte at synge og danse tog han afsted i kajak mod

øst ("tunummut"- egentlig: ind mod land, indad fjorden). Mens han

roede, -?- hørte han nogen synge. Han roede af fuld kraft i retning af

det sted, hvorfra sangen kom. Han blev helt overstadig af at lytte: "Hii, hii!!" Han blev henrykt. Han så en konebåd, og han

roede til. Han var kommet ganske tæt på, da konebåden ramte

vandet. Så holdt de op med at synge ("imaarrutigdlardlutigdlo -

ordret = så var der ikke mere indhold i konebåden - men jeg tror det er

en skrivefejl, CB). Da ungkarlen nåede til konebåden, havde han glemt deres

sang. Styreren sagde til ham: "Grib konebådens ræling," og de bandt

kajakken fast. De gav sig til at synge igen, og de hævede sig op -

sammen med ungkarlen. De var lige ved at lande på en klippevæg sammen

med ham; men så hævede de sig op igen, idet de sang: "Lad os hæve os

op, komme op til vejrs - ja måske, aa-aa-haa!" De landede ved siden af

huset. Så var ungkarlen gæst hos dem.

En dag sagde han: "Min mor er sikkert blevet dybt urolig for mig: jeg må hellere tage hjem."

Men i mellentiden havde han glemt sangen. De andre sagde: "Vi skal nok

synge dig afsted." Ungkarlen kom i sin kajak midt inde i landet, og de

sang: "Lad os hæve os op, lad os hæve os op. Komme op til vejrs - måske

aa-haa!" Ungkarlen hævede sig op i luften og tænkte: "Jeg må endelig

ikke glemme sangen!" Han landede på toppen af et højt fjeld, på det

sted, hvor de tidligere landede. Kajakkens forende rejste sig mere og

mere op, som om han var ved at falde bagover. Han havde glemt sangen, og

han styrtede ned mod en stor stendynge. Kort før han ramte

den, stemte han i: "Måske aa - nej, det er en anden sang.

Kannaajaa, nej, det er heller ikke den." Så begyndte han at græde,

idet han sagde: "Hvordan er det dog sangen lyder!" Så kom han i tanke om

den, da han befandt sig ikke så langt fra stendyngen. Han istemte:

"Lad os hæve os op, lad os hæve os op. Komme op til vejrs - aa-aa-haa!"

Han ramte jorden med kajakkens stævntømmer, men steg til vejrs igen.

Hans mor råbte: "Der er ungkarlen på vej hjem uden at ro, han bruger blot sin

åre til at styre med." Moderen så ham nærme sig husgangens åbning.

Man kiggede efter ham gennem gangen. Nu var han på vej ind, siddende i

sin kajak. Moderen rakte ud efter ham; og mens hun stod med

fremstrakte arme, ramte han hende med kajakspidsen og dræbte hende.

Var.: Den flyvende kajakmand.

kommentar: almindeligvis bryder denne gamle ungarl sig overhovedet ikke om sang og plejer at gå sin vej når der synges. I denne version, hvor han elsker sang, virker det da også lidt besynderligt, at han netop tager ud i kajak, når der synges.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

Kort dansk resumé i Rink: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, II: nr. 106.

Resumé ved Kirsten Thisted:

To brødre som blev skilt.

To brødre vokser op sammen og holder af hinanden. De er altid sammen. Den mindste har en hund han holder meget af. Engang storebroren sidder på gulvet og arbejder bliver den ved at skubbe til ham, og til sidst er han lige ved at skære sig. Så slår han den med redskabet, og lillebroderen skælder ham frygteligt ud. Om natten tager storebroren af sted, men hans kone når at komme med på slæden. De kører helt over til Akilineq, hvor de flytter ind hos en mand hvis kone er højgravid. Som dagene går får denne mand travlt med at hugge og snitte en køllelignende genstand. Det er til hans kone når hun skal føde. Da konen skal føde støder hun sig tre gange mod det store stykke træ.

Mens de stadig bor dér bliver også gæstens kone gravid. Mens hun føder viger værtens to kiffaq'er / tjenestepiger ikke fra hende. Hun føder en søn, og da de opdager hans lille numsehul sætter først den ene, så den anden sig på en fuglepil for selv at få sådanne huller. De dør af det, begge to. Til sidst længes gæsten så meget efter sit hjem at han ikke mere er sig selv. Værten siger at han bare skal tage hjem. Det gør han og hjemme finder han sin lillebror sund og rask. Han forlader ham aldrig siden.

Var. Søg: Aron 62, der har samme overraskende blide slutning på et Akilineq-besøg.

Hyppig episode i Den blinde som genvandt synet; Narhvalens oprindelse.

Hist.: Man har tydeligvis fået en del viden om stammefrænder og andre ordentlige folk ovre på den anden side havet, Akilineq, dvs. Baffinlands østkyst (Søg på Beck). Skønt de her virker noget primitive i fødselshjælpsvaner og uden rumpehul, er de ikke - som traditionens Akilineq-boere - fjendtlige. Nærmest nogle rare tosser.

Fortælling til en sang, se: Thalbitzer, ibid, s. 234 - 235. (2 versioner).

Resumé:

Det er en efterkommer af Bibelens syndige Adam og hans familie, en kvinde, der uddanner sig i kajakfangst og fanger en grønlandssæl helt ude på det ydre fangstfelt. Hun håner sin søn og mener sig at være en bedre fanger end ham og derfor berettiget til at bortføre sin kommende svigerdatter. Med hende lever hun som sælfanger og mand. Sønnen finder huset, bliver af konen opfordret til at gemme sig bag skindtapetet og herfra ser han sin mor komme hjem, dampende af sved i mandstøj, med mandsamuletter på brystet og en penis af en kajakspids. Hun har samleje med sin svigerdatter, der jamrer sig af smerte. Derefter parteres den hjembragte sæl, kødstykker koges og i dampen, der animerer moderen til at padle i kajak (hun svæver vist rundt som i en kajak i luften båret oppe af dampen, BS) og synge sin sang om den grønlandssæl hun har fanget langt udenskærs. Sønnen dræber sin mor, hvorefter han beundrer hendes smukke fangstgrej med fine harpunspidser af hvalrostand. Men lidt senere er det bare tørre kvan / angelika stængler, som moderen havde forvandlet vha. sine angakkoq - evner / åndemaner / angakok. Han dræber så også sin kone, fordi han ikke kan udholde hverken at forlade eller jage hende bort, og han begraver mor og kone oven på hinanden i en stensætning.

Var. Ukuamaaq.

Versionerne A og B: søg: Thalbitzer 1923: 234 - 235.

Versionen 260 DX (s. 515) er blot fortælleren, Molättes kortfattede forklaring til sin version af Ukuamaaqs sang. Molätte er oprindelig fra Timmiarmiut, Sydøstgrønland.

Hist.: Fortælleren, Kuannia, der er voksendøbt kristen, opfatter tydeligvis den lesbiske svigermors handlinger som dybt syndige. Det ses både af hendes direkte nedstamning fra arvesyndens indstifter, Adam med familie, og af hendes status af angakkoq, der hørte djævelen og hans værk til i missionærernes fortolkning. Fordi hun er angakkoq kan hun både forvandle sig til mand, ligesom indlandskæmper bruge damp (lig tåge) som transportmiddel i stedet for kajak, og ligesom de fleste landånder forvandle tørrede planter til redskaber (Det er et almindeligt træk ved de gaver som mennesker får af ånder, at de i den synlige verden forvandler sig til visne planter). Thalbitzer (1923: 211 - 212) mener at fortællerens association til syndefaldet skyldes østrønlandske misopfattelser af visse vestgrønlandske ord i sen førkristen tid.

Vedrørende seksuel ejendomsret, piger opdraget som drenge til fangst og drenge til kvindearbejde se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): Kønsrelationer.

Oversættelse ved Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom:

Om en rejse Nordpå.

Deroppe nordpå nord for Upernavik på sydsiden af en stor bugt og ude på det åbne hav er der en stor klippe, der kaldes Norsersorfik (stedet hvor man bruger en fuglepil?). Når man får øje på stedet udefra, ligner det en stor klippe, der sejler for fulde sejl. Englænderne kalder det Devil´s Thump, men på vores sprog kaldes det Toornaarsuup Kullorsua (Djævelens Tommelfinger). Men det første sted hvor man lander på solsiden af denne bredning kaldes Kittorsalik, som vi også kalder Qipisup Nunaa. Stedets beboere er oprindeligt grønlændere.

En af dem, som I måske har hørt om, blev fanget af en af de fremmede og taget med til England; denne grønlænder, som på grønlandsk hedder Qalasik (Qalaarfik?), kom, efter at have lært engelsk, til at hedde Rasmus. Denne fortæller først om John Franklin´s forlis, men uden at han selv har set det, men at andre mennesker har set det, og at de har fortalt om, hvad de har været ude for i vores land. Disse folk der kom, har fortalt om det, men han selv ikke har nogen viden om det land, disse henviser til. Han har ikke set det land, men kun hørt om det.

(Er det følgende Rasmus´ fortælling der gengives? BS). Men vi rejser her fra Grønland sammen med ni skibe, der hedder Rasalot, Sistin Brin, Saugbat Mornings og to hjuldampere. Vi er med skonnerten, med en der hedder John Roers (Ross?) som kaptajn og sammen med to andre skibe, Lesli(e) Franklin med Beeni som kaptajn og skibet Sorria med Fokser som kaptajn.

I et andet land der hedder Sistin Pim (Sixteen?) nord for vores land. Dette land har ikke tørve- eller mosejord, da der ikke findes jord her, det eneste man kan se her er sten. Der er masser af dyr at se i havet. Man kan se ringsæler og hvalrosser og isbjørne, men man kan ikke se noget som helst andet, selvom der er sildepiskere?

På selve landet er der ganske vist ryper at se og ind imellem også harer. Jeg færdes ganske vist på land, endda helt derhen hvor landene skilles. Og man kan også se Akilineq (Ellesmere Land?).

Efter at have været på rejse i fire år og efter at have udnyttet alle rejseformer, nåede jeg dog ikke at se den sydlige del af vores land, da det ligger så langt væk.

Hist.: Hist.: Adam Beck var i 1860'erne både med på en ekspedition til Baffinland med et par års ophold på Blacklead Island i Cumberland Sound som tolk, arbejdsformand og muligvis missionær, og på en af eftersøgningerne efter Franklin. Formentlig er det første strækning af den sidstnævnte rejse, der skildres her.

Se Petersen, Robert, 2000: Om grønlandske slægtssagaer. Tidsskriftet Grønland, ss. 299 - 311, med henvisninger til Becks (staves hos Petersen: Bech) skildringer i Atuagagdliutit 1865 og 1867.

Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne).

Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq.

Oversættelse:

Fortællinger jeg har hørt af mine forældre og andre.

Folk på bopladser i Upernavik distrikt, især på de bopladser

der lå nærmest ved havet og folk fra selve Upernavik, traf jævnligt hval-

fangerne og havde en hel del fortællinger om hvalfangerne.

Men blandt disse blev der blandt de ældre folk husket personer, som hav-

de deltaget i ekspeditioner nord på, både englændere og amerikanere. Og jeg

kan stadig huske en del navne, som man har fortalt mig om.

Min farfar, Tûtingâq / Tuutingaaq / Tuutsingaaq, havde en sommer deltaget i en ekspedition nordpå. Han havde ganske vist ingen morsomme historier fra dengang, men noget af det, han har fortalt til min far, lyder således:

Efter at de var sejlet fra Upernavik, gik der nogen tid, og så kunne de se landet på den anden side af havet. De sejlede ikke særligt langt fra kysten. Og da de var kommet langt nordpå (sikkert vestpå, eftersom de må have kysten på højre side, RP), kom de forbi en dyb fjord, og

den inderste del af fjorden var islagt endnu. Og dér opdagede de

tre skibe, som havde lagt til ved iskanten og havde haget sig fast til isen med isanker. Da de så dem, sejlede de derhen. Da de kom nærmere kom

matroserne op i masterne, og på hans skib klatrede matroserne også op i

masterne. Og så skete det at de på en gang råbte hurra tre gange, idet de

svingede deres huer og hatte over hovderne. Og det lød meget

kraftigt og blev modtaget godt af de folk de mødte. Og inde på land, på

et fladt stykke, kunne de se en lille bygning.

Efter at de havde været der, sagde kaptajnen til Tuutsingaaq, at nu skulle de sydpå, og de skulle så anløbe et sted, hvor de havde depot af levnedsmidler, som lå på en del af det samme land.

En dag efter at de havde sejlet gennem isen, kunne de se et mægtigt

næs, og kaptajnen sagde, at de havde depotet der. Da de kom derhen, gik de op for at hente en af tønderne. Men en af dem var blevet åbnet, og tønder med mel og ærter og andre ting var blevet åbnet. Og eftersom det nyligt havde været dårligt vejr, var det ved at blive vådt. Kaptajnen var blevet meget vred, da han så det, fordi eskimoerne havde gjort det, men de traf ingen i nærheden. Alligevel tog de det ombord, idet de kunne bruge det til foder til de dyr, de havde med ombord.

Da de sejlede derfra, satte kaptajnen noget fast på masten. Det var noget, hvormed han ville straffe de skyldige eskimoer. Og han sagde til Tuutsingaaq,  at når de traf eskimoer, skulle han spørge dem, om det var dem, der havde gjort det. Tuutsingaaq, blev meget forskrækket, da han hørte det og håbede faktisk at de ikke ville træffe nogen, men dagen efter henimod aften opdagede de fire kajakker, der roede i nærheden af dem (imod dem, RP),og Tuutsingaaq var ikke særlig glad for at skulle træffe dem. Skibet standsede, og da de var ved at lægge til, lod kaptajnen en båd hejse ned. Og kaptajnen sagde til Tuutsingaaq, at han skulle gå ned i båden og spørge om det var disse eskimoer. Han kaldte på dem, og da de lagde til ved båden, spurgte han dem, om de havde fået fangst og sådan forskelligt. Og så bevægede den ældste af dem sig hen for at røre ved Tuutsingaaq.

Tuutsingaaq blev siddende, og da denne eskimo fra den anden side af havet rørte ved hans nøgleben, sagde han: 'Ih, inukkuluk.' (Ih han er jo eskimo).

Da de havde opdaget, at Tuutsingaaq var eskimo, begyndte han at fortælle om forskelligt, men han spurgte ikke noget om depotet, der var blevet åbnet.

Og så spurgte kaptajnen om hvad de havde sagt, og så løj han for kaptaj-

nen og sagde, at eskimoerne ikke plejede at komme til dette sted, fordi

de kun kom i nærheden på sælfangst. Det kunne ganske vist godt have været

netop disse eskimoer, der havde åbnet disse tønder, men han spurgte dem

ikke og fortalte dem bare forskelligt, fordi han syntes, det ville være

synd for dem at få sådan en straf.

Da Tuutsingaaq fortalte det til kaptajnen, blev han formildet og sagde at han skulle byde disse eskimoer ombord, så de kunne få noget at spise.

Da de skulle ombord på båden, kæntrede den yngste af kajakmændene, men

Tuutsingaaq hev ham ombord, og de kom ombord på skibet, og Tuutsingaaqville så give ham noget tørt tøj på, så hans eget tøj kunne blive tørret. Og så kom koksmat hen med et glas spiritus af en eller anden art, som den frysende unge mand skulle drikke for at få varme. Da han virkelig frøs, prøvede Tuutsingaaq at give ham det at drikke, men han syntes at det lugtede så underligt, at han ikke ville drikke det. Og Tuutsingaaq sagde forgæves til ham, at han ville få

varmen, når han havde drukket det. Så drak han lidt af det, for at vise

ham, at der ikke var noget galt i, og så lagde han armen om hans hals og

lod ham drikke det hele. Og han beroligede de andre med, at de ikke skulle være bange, for han ville ikke tage skade. Mens de spiste, fik den unge mand varme i kroppen og begyndte at blive snakkesalig og at le meget.

Og så holdt hans kammerater også op med at være bange for ham, og lod Tuutsingaaq snakke med dem om alt muligt. Da de skulle ro igen gav kaptajnen dem forskellige småting, knive, søm, synåle og andre ting, og på den måde skiltes de i god stemning.

På tilbageturen sejlede de forbi Upernavik, og kaptajnen anløb så Godhavn

for at bringe Tuutsingaaq iland, idet han næste år kunne sejle med et skib der skulle bringe gods til Upernavik.

Mens han opholdt sig i Godhavn / Qeqertarsuaq, var han ofte om efteråret ude i kajak og fik ofte bytte. Engang han havde fagnet en narhval, stod man og flænsede den under husene. Til stede var en faderløs pige ved navn Tabita. Han havde ondt af hende, fordi han kun havde døtre. Da Tabita kom, skar han halvdelen af halefinnen af og gav stykket til Tabita med ordene: 'Tag du kun dette med hjem. Det er til dig!' Pigen huskede det med taknemmelighed. Først næste sommer tog Tuutsingaaq tilbage til kone og børn med et skib, der skulle bringe varer til Upernavik, og genså da dem alle sunde og raske.

En del år senere, efter Tuutsingaaqs død, kom der til Upernavik en ny kolonibestyrer. Hans kone var grønlænder og hed Tabita. Ved ankomsten spurgte Tabita efter Tuutsingaaq, og da hun hørte at han var død, spurgte hun efter hans børn. Min far svarede: 'Jeg er søn af den du spørger efter; mine andre søskende er piger; men de bor ikke her.' Da Tabita hørte det sagde hun at hun aldrig ville glemme, at denne mand havde været god mod hende ved flere lejligheder under sit ophold i Qeqertarsuaq. Men én ting huskede hun især, og det var da denne mand havde givet hende en halefinne af en narhval.

Min far havde meget godt at sige om Tabita fra dengang de boede i Upernavik, og han talte flere gange om at han savnede dem meget da de rejste.

Hist.: Robert Petersen har den hypotese, at de inuit som Tuutsingaaq mødte var Qillarsuaq, der indvandrede fra Baffinland til Thule-området omkr. 1860. Således har Carl Petersen i 1860 (publ.?) nævnt, at Tuut. var med Kapt. Inglefield på eftersøgning efter Franklin i 1853. Da så Carl Petersen senere mødte Qillarsuaq og denne hørte at CP var fra Upernavik, spurgte Qill. efter Tuutsingaaq.

Dette tidligere møde med Tuuts. rimer smukt med et syn Qill. sagde han havde haft, af folk i sælskindsklæder. Det omtales kun i den grønlandske udgave af Knud Rasmussens beskrivelse af indvandringen fra Baffinland til Thule: Avángnarnisalerssârutit, 1909. Desuden vides det fra Adam Bech / Beck, der fra 1861 og et par år frem var formand ved hvalfangerstationen på Blacklead Island (Cumberland Sound, Baffinland) og talte med mange inuit, at Oqi, der med familie var med på første etape, men ikke gennemførte rejsen til Thule, faktisk havde advaret sin gruppe mod at plyndre et depot man fandt undervejs, fordi europæerne, der havde udlagt det, ville blive vrede. Men man adlød ham ikke. Det kunne således være det samme depot. Beck's beretning stod i Atuagagdliutit, 1865, hvor man altså første gang fik nys om immigrationen, omend ikke om den gren af den der under Qillarsuaqs ledelse blev gennemført.

Vedr. indvandringen: Ulloriaq, Inuutersuaq: Beretningen om Qillarsuaq ... [Kbh. Det grønlandske Selskab 1985 (ikke registreret). Men søg på: Petersen, Robert, 2000: Om grønlandske slægtssagaer. Tidsskriftet Grønland, ss. 299 - 311. Og i samme tidsskrift 2003:261 - 296: Meqqusaaq og hans møde med inughuit.

Vedr. stammefællerne på Baffinland, Akilineq, var der allerede i de første numre af Atuagagdliutit (start 1861) beretninger om dem, som har ændret de ældre fortællingers opfattelse af Akilineq-boerne som ondskabsfulde kannibaler. Men allerede sidst i 1740'erne havde nogle grønlændere fra Ny Herrnhut været en tur i Herrnhut i Sachsen og på hjemrejsen på besøg i herrnhutiske menigheder i Georgia og Pennsylvania (Lidegaard 1999, Tidsskriftet Grønland: 201-203). Desuden fik man breve fra missionen blandt inuit i Labrador, der startede omkring 1770.

Hos Ostermann (publ.?) har Robert Petersen læst at Tabita, med navnene Tabitha Martha Sophie Broberg var gift med Jens Karsten Nielsen Thygesen. Han kom til Godhavn / Qeqertarsuaq i 1867, hvor Tabita var født i 1833. Han var kolonibestyer i Upernavik 1874-1879 (på orlov i 1878). Tabita har været ca. 20 år, da Tuutsingaaq opholdt sig på stedet.

Søg på Carl Petersen for flere oplysninger om CP.

Der er mange historiske og slægtshistoriske oplysninger at hente i Robert Petersens værk om fangstsamfundene i Upernavik og Ammassalik distrikter. Den er under udgivelse, på engelsk, i Meddelelser om Grønland.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 196 - 197: Alluunnguaq. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 196 - 197: Oqaluttuaq Alluunnguaq.

Oversættelse, se nedenfor.

Resumé:

Allunnguaq er den eneste, der midt om vinteren er ude efter mad. Han kommer hjem med en rype, som hans kone deler ud mellem bopladsfællerne. Da den ikke slår til supplerer All. med noget af sit forråd. Næste dag ser han langt ude på isen noget sort. Hans kone ønsker ham farvel med ønsket om at han skal komme hjem med skind til dyne og underlag. Det sorte viser sig at være en våge med hvidhvaler. Han kommer hjem med to, konen deler den ene halve ud, og næste dag ude ved vågen bliver All. passet op af Månemanden, der beklager sig over at All. har fanget af hans private fangstdyr. De to slås, All. vinder, inviteres på besøg på månen med en advarsel om, at der lurer mange farer undervejs. All. må tre gange smide sine hunde op i luften før han kan flyve med dem. Ved en stejl skrænt efterlader han slæde og hunde og klatrer op til kanten, hvor straks en kvinde med en panserulk mellem benene trommedanser med sin egen skygge. Hun synger: Mit store skræv, poq, poq, poq. All. går hen og siger bøøh, men besvimer og vågner uden sine indvolde. Dem får dog Månemanden på plads igen ved at give ham noget (indvoldene?) at spise, lade ham besvime og vågne op igen.

       Næste måltid er et rensdyrhoved og kogt kød, der serveres af en kvinde hvis ryg blot er afblegede knogler. To gange kigger Månemanden så ned gennem et langt trærør og irriteres dybt, første gang over en mand, der hele tiden plukker græs, anden gang over en mand der ligger udendørs og sover på ryggen. Begge gange puster månen sne ud gennem røret så det dækker de skyldige. All. bliver ilde til mode og vil hjem. Han får et tørret isbjørneskind og en hvalrostand med hjem.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om Alluunnguaq.

Alluunnguaq rejste nordover. Han kom til et

sted, hvor han ville overvintre. Det blev vinter og der kom så meget

is, at der ikke var noget vand at se. En morgen gik Alluunnguaq en tur på

terrænet oven for huset. Han fangede en rype og drak dens blod. Han bar rypen

ned og fik sin kone til at dele den i små stykker og disse stykker delte han ud til sine bopladsfæller. Men der var ikke nok. Til dem, der var blevet snydt,

bragte han et lille stykke af det, der var blevet tilbage.  

En morgen var han på udkig og så mod vest noget, der var mørkt. Han gik ned og tog sin helpels ind i huset. Han kone sagde: "Alluunnguaq, hvad skal du?" Han svarede: "Jeg skal ud vestover til noget sort, som jeg har fået øje på". Da han var på vej ud, sagde hans kone: "Skaf mig noget brikseskind og noget, jeg kan bruge som tæppe."

     Han tog ud til det, han havde set. Han kom til stedet og her var

fuldt af hvidhvaler (eller: narhvaler. Eller både hvidhvaler og narhvaler.

CB.) Han fangede to og var nu på vej hjem. Da han kom hjem, fortalte han sine

bopladsfæller om de mange hvidhvaler og han råbte ind til sin kone og fortalte,

at han havde fanget to hvidhvaler. Konen sleb sin ulu og flækkede den ene

hvidhval. Den ene halvdel bragte han til sine bopladsfæller. Han sprang op i

rummet fra husgangen og sagde: "Som sædvanlig har Alluunnguaq skaffet jer noget

mad". Herefter hørtes klirren af knive.

De var opsat på at tage ud på fangst

dagen efter og natten faldt dem lang. Inden det blev lyst, tog Alluunnguaq af

sted. Da han nærmede sig målet, sagde månemanden til ham: "Hvorfor tager du ud

til mit fangstområde?" Månemanden og Alluunnguaq begyndte at slås. Hver gang blev

månemanden kastet væk. Månemanden sagde: "Jeg vil forære dig slæde og hunde, så

kan du besøge mig. Men du må være klar over at du vil møde farer på din vej". -

Da Alluunnguaq kom hjem, gav han sig til at lave en slæde og begyndte at øve sig

i at svæve i luften. Ved tredje forsøg kom han til vejrs. Mens han svævede,

fik han øje på en stejl klippevæg. Han tænkte: "Hvorfor mon han vil have jeg

skal komme til ham?" (jeg går ud fra, at det er månemanden, han tænker på. Eller

bliver han lokket af klippen? chr.b). Han efterlod hundene dér og gav sig til at

vandre op. Han kom op på fjeldet og så på den anden side en kælling, der dansede

med sin skygge som dansepartner. Han listede sig ind på hende og kom

til sidst helt hen til hende. Hun sagde hele tiden: "Mit store skræv. poq, poq, poq" / pooq. Hun havde en ulk, 'pugdlássuaq' / pullassuaq hængende i sit skræv. Da han var kommet helt hen til hende, forskrækkede han hende (uklart, men jeg har fortolket det derhen, at det var ham, der forskrækkede hende og ikke omvendt C.B.), men i det samme mistede han bevidstheden. Langt om længe kom han til bevidsthed og opdagede, at han var blevet berøvet sine indvolde. Han ville tilbage til sin slæde, men i stedet gik han ind hos månemanden. Månemanden sagde til ham: "Jeg havde jo sagt at du ville møde farer undervejs". Og han sagde videre: "Spis nu noget". Da han havde spist, lagde han sig ned på maven på sidebriksen og faldt i søvn. Da han vågnede, opdagede han, at han havde fået nye indvolde. Månemanden sagde:

"Giv ham noget at spise". Alluunnguaq kiggede sig omkring og så et menneske vise

sig en kort stund fra pladsen under briksen - et menneske, hvis ryg var af

afblegede knogler. Alluunnguaq spiste hovedet af et rensdyr og et stykke kogt

rensdyrtalg. Mens han spiste, tog han (månemanden) fra pladsen under briksen et stykke hult træ, et rør. Han flyttede et stykke af briksetræet til side og begyndte at kigge ned gennem røret. Han sagde: "Han er rigtig irriterende på den måde. Han sagde til Alluunnguaq, at han skulle se det. Det månemanden så var et

menneske, der spiste græs. Han lod noget hvidt slippe ud af rørets munding. Så blev det voldsomt snevejr og mennesket forsvandt. Næste gang månemanden stak hånden under briksen, kom han op med et stykke mattak af et marsvin, som han gav

Alluunnguaq at spise. Mens han guffede mattakken i sig, tog månemanden røret og

gav sig til at kigge ned. Så sagde han: "Han er rigtig irriterende på den måde." Han ville have, at Alluunnguaq skulle se det. Det han så, var, at han

(den føromtalte mand? CB) lå på ryggen i luften og sov. Så lod månemanden

noget sort slippe ud af rørets munding og mennesket forsvandt. Alluunnguaq blev

bange og ville ud. Månemanden tog et bjørneskind fra tørrestativet og gav ham

det og senere gav han ham en hvalrostand. Det fortælles, at han kom tilbage og

at han aldrig har taget til månemanden igen. Slut.

     Skrevet af Albrecht Beck

Var.: Besøg på Månen. Den stædige. Uterîtsoq / Uteriitsoq; Et par ægtefolk;

Manguaraq (flere); Kanaks månerejse. Nalikkatteeq. Ajijaks forløsning;

Manden, der besøgte månemanden; Alluunnguaq; Mangivaraqs månerejse; Åndemaneren der for til månen; Maqujuk.

Hist.: Denne version af "Besøg hos månemanden" afviger i mange detaljer fra flertallet og giver indtryk af en del associative forskydninger. Fx forekommer manden, der spiser græs, ikke i andre versioner, hvor det gerne er et menneske, der bryder et velkendt tabu og dermed fremkalder månens irritation. Det kunne hentyde til missionærernes dyrehold, som man måtte sørge for vinterfoder til. Man har dog også tidligere plukket græs - til kamikhø. Hvorfor det irriterer månen står mig (BS) ikke klart. Og mennesket, der ligger på ryggen i luften, plejer at være en ung pige, der ligger på ryggen på briksen, og hvis første menstruation månen fremkalder, så hun krymper sig i søvne. Endelig er månens gaver lidt specielle i Becks version. De associerer til pooq- eller angakkoq / åndemaner puulik forestillingerne, der er af østgrønlandsk oprindelse: Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

Allunnguaq (Det lille åndehul) er i øvrigt navnet på en hovedperson i mange, højst forskellige fortællinger.

Kommentar: Vedr. den magre komposition bør det dog bemærkes at sætningen om at skaffe skind til dyne og underlag, der oftest træffes i 'Kaassassuk', velsagtens opfyldes med det bjørneskind, som All. får foræret af månemanden.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

Kortfattet oversættelse i Rink 1866-71, I: 175-176.

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 242 - 244: Ipisannguaq. Transskriberet til nugrønlandsk i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 242 - 244: Oqaluttuaq Ipisannguamik.

Fyldig oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 56, som den anden af to "mærkværdige" fortællinger om angakkut, ss. 175 - 176.

Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 45, The Angakok's Flight to Akilineq, som den anden af 3 fortællinger under denne overskrift, s. 274 - 276.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om Ipisannguaq.

Han, som ikke skulle være angakkoq / åndemaner ('angakûvsãngitsúnguaq' / bestemt til at være åndemaner / et åndemaneremne), begyndte at beskæftige sig med åndemaning.

 Engang, han manede ånder, sagde han: "Hvor mon det befinder sig, som mine forfædre (kan også være: forgængere. CB) talte om, hvor der

på den nordlige side af et hus var et stort blodigt sværd". En gang han manede

ånder og fløj gennem luften og 'sila saqilerpâ' (rejse verden rundt - ifølge Rinks tilføjelse, CB). Da han kom hjem sagde han ikke noget om det. Næste gang det blev mørkt, manede han igen ånder og tog vestover til Akilineq. Han så et hus og på den nordlige side så han et stort blodigt sværd. Han landede bag huset, hvor han afførte sig sit flyveredskab (? autdlatine - måske remmene man bindes med til åndeflugt, BS) og stillede sig ved husgangen. Et menneske kom og kiggede på ham. Dets øjne lignede øjnene på et sæl- eller hvalfoster. De var dunkle og uklare. Mennesket gik ind igen uden at se ham. En anden kom ud og kiggede på ham. Hans øjne lignede sortebær. "Kom indenfor!" sagde han. Han gik ind. Undervejs ind sagde mennesket: "Du træffer det rigtige tidspunkt. De skal lige til at spise." Åndemaneren sagde: "Min familie vil nok som de plejer ikke tro mig. Måske skulle jeg have en stedfortræder!" "Jeg kunne jo godt være din stedfortræder", sagde mennesket, "men jeg bevæger mig så langsomt." Så bandt de ham og han hævede sig op i rummet og kom ud gennem husgangen, og han så lutter stjerner blinke; men den anden morede sig sammen med dem i huset hele natten. Da det var ved at blive morgen sagde han: "Natten er ved at være forbi, jeg må hellere se at komme hjem." Så tog han af sted østover. Forude så han en stor flamme, og det så ud som om der var mange kajakker omkring den (el. ifølge Rinks tilføjelse: så hele egnen blev oplyst). Da de (åndemaneren og hans stedfortræder) passerede hinanden, nåede de lige at smile stort, og så var de forbi hinanden.

Om aftenen bandt de ham igen, og han tog igen af sted til Akilineq. Manden fra Akilineq sagde: "Man kan høre hans stemme østfra." Så blev også han bundet, og han (stedfortræderen) tog af sted østover. De passerede hinanden og smilede stort til hinanden. Men åndemaneren fra Akilineq endnu opholdt i huset (hos Ipisannguaqs fæller) sagde han: "Nu kan man høre hans stemme." Så blev han bundet, og da de passerede hinanden sendte de hinanden et stort smil.

Da Ipisannguaq dagen efter var ude i kajak, hørte han dem der boede nord for dem sige: "Ipisannguaq, som ikke skulle være åndemaner, har fået en stedfortræder fra Akilineq. Lad os tage hen og overvære hans åndemaning!" Da Ipisannguaq kom hjem sagde han: "I dag hørte jeg mændene fra Qassimiut sig, at de ville komme og overvære Ipisannguaqs åndemaning, han som ellers ikke skulle være åndemaner." De gik i seng, og da han dagen efter skulle ud på fangst, sagde han: "Hold øje med Allaangusuarannguaqs lille næs i dag!" Og hver gang de dagen igennem gik ud, kiggede de på Allaangusuarannguaqs lille næs, men der var ikke noget særligt at se. Men da en af dem lidt før eftermiddag gik ud så han den ene kajak efter den anden og den ene konebåd efter den anden komme frem fra det lille næs. En hel flåde af kajakker og konebåde blev det til. Da sagde en af dem: "De kommer jo til at stå som sild i en tønde!" En anden tog så sin gode gamle støvletrækker (kammiut) frem og strakte huset ud så det blev større. Alle de ankomne vrimlede ind, men rummet blev ikke fyldt helt op. Ipisannguaq kom hjem fra fangst, og om aftenen gjorde han sig klar til at mane ånder. Han blev bundet, kom ud af huset, og så var han på vej vestover til Akilineq. Og åndemaneren fra Akilineq kom til hans hus som stedfortræder. Hele natten morede de sig sammen med åndemaneren fra Akilineq. Da det var ved at være morgen sagde åndemaneren fra Akilineq: "Nu kan man høre hans stemme!" Forude så Ipisannguaq den der gevaldig store flamme, og omkring den mange andre flammer.

Da de, der var kommet for at overvære åndemaning, var taget hjem, rejste Ipisannguaq på besøg til Qassimiut. Om aftenen sagde en af dem til ham: "De kære fangere har i længere tid kun fanget een om dagen. Du plejer ellers at skaffe noget til veje". Han sagde: "Men hver gang skaffer jeg lidt (? CB har ikke villet oversætte disse linier, fordi afskriveren åbenbart er kommet til at skrive pilersar... i stedet for pilersor... (forsyner med/skaffer), BS). En af dem sagde: "Kom nu, prøv nu at skaffe noget." Han begyndte (? BS) og fik uden for huset øje på en dejlig ung pige (? BS). Han gav sig så til at mane ånder, og mens det stod på fik han et godt nok enormt isbjerg til at bevæge sig hen imod sig. Da det nærmede sig, gik der (ligefrem?) en stærk strøm langs med det. Så begyndte kvinderne at træde frem på gulvet, men netop den dejlige unge kvinde, som han ønskede at se, trådte ikke frem. Da hun så var på vej ud på gulvet, så han at det var en med et nyt topbånd. Han kiggede ud, og da var den stejle side af isbjerget var ved at vende sig ind over land. Han forsvandt lynsnart ned i jorden.

Ipasannguaq skyndte sig nu hjem og faldt ned i huset gennem taget og sagde: "Skynd jer at tænde lys. Jeg har dræbt dem alle i Qassimiut." Netop som man fik tænkt, så man at Qasimiutternes åndemaner var neden for husene, og hans snakkede om at hævne sig: "Lad også mig mane ånder!" Men ovenfra slog de sten ned på ham, så han sank længere og længere ned. Og til sidst kunne de ikke længere høre hans stemme.

Dagen efter roede Ipisannguaq ud i kajak og hen til husene (i Qassimiut). Han gik i land og så sig omkring. Der var ikke sten på sten tilbage. Det store isbjerg, der væltede og kælvede, havde sat vandet i oprør, og bølgerne havde knust husene og trukket hver eneste sten med ud i vandet.

Det var den store unge pige, viste det sig, der havde født et barn i dølgsmål (anngiaq). Derfor fik hun udryddet alle de andre. Slut.

Skrevet af Amos (? Ammon, ifølge Rink 1866-71,I:361)

Var.: Troldbåden, der hævnede og blev hævnet; Quertitsialik; Tungujorlersaaq;

Ipisánguaq; Kragh nr. 84;

Vedr. udveksling med hjælpeånder, der kan underholde åndemanerens tilhørere mens han selv er i det fremmede land, er det en fast episode i østgrønlændernes fortællinger om angakkoq-rejser til det store tidevands land: J. Rosing 1963: 199 - 202; 212 - 213; Innartuaqboens himmelrejse.

Hist.: Rink har tilføjet den kommentar i afskriften (håndskriftet), at Rasmus Berthelsen tidligere har hørt fortællingen, og derfor er den ikke lokal - dvs. fra Qaqortoq-distriktet. Det er der kun få fortællinger der er, selv om de historiske selvfølgelig har haft en lokal oprindelse. Muligvis har en ulykke forårsaget af et kælvende isbjerg i Qassimiut givet anledning til at begrunde det skete med denne fortælling, der kendes i flere versioner, hvor det blot er i Akilineq ulykken sker. I Amos' (eller Ammons) version hér, hersker der derimod lutter positive relationer mellem de to parter, grønlænderne og Akilineq-boerne. Det kan skyldes det kendskab man har fået til stammefrænder i Labrador, hvor et par af herrnhuternes grønlændere havde været på besøg hos brødremeningheden derovre.

Adam Becks beretninger om Akilineq fra selvsyn i Atuagagdliutit, blev først trykt nogle år efter ovenstående fortællings nedskrift. Søg på Petersen, Robert, 2000

Sideløbende dansk oversættelse, der let forkortet også er trykt

i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 63 ss. 190 - 191 og - endnu kortere -

på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 150, s. 172: Ordlavarsuk.)

Orig. håndskrift eksisterer ikke længere.

En kortere variant nedskrevet af A. Beck findes kun i afskrift. Se: Rink NKS 2488, II, nr. 184: oqalugtuaq Nukagpiatorqamik / oqaluttuaq nukappiatoqqamik.

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 205 - 206: En gammel ungkarl. Transskriberet til nugrønlandsk i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 205-206: Nukappiatoqaq.

Resumé:

En gammel ungkarl Orlavaarsuk interesserer sig ikke for åndemanere og deres

seancer, men får alligevel smag for dem, da han engang lader sig lokke

med til en seance og dér hører kvinderne synge med høj røst. Han går

en tur, råber gentagne gange på en fremtidig hjælpeånd, men

forskrækkes da en kæmpe med en lang stok og en hætte så stor som en

konebådsstævn mærmer sig. O. flygter ned til stranden og vader over

til en ø. Kæmpeånden, der ike magter at gå gennem vand, bliver skuffet

og lover ham, at han aldrig skal få nogen hjælpeånd, hvis han senere

skulle prøve på det. O. fortryder, skynder sig efter ånden, der går

bort mod indlandet, indhenter den og ber den røre ham med sin stok.

Men ånden er fortørnet, og O. ber aldrig siden om nogen hjælpeånd.

Var.: Nukappiatoqamik Orlavaarsuk (også af Albrecht Beck)

Hist.: Muligvis en historisk kerne. Kæmpeånden kaldes dels "den der

skulle skaffe (O.) en hjælpeånd" og dels "toornaarsuk", hvilket

stemmer overens med en ret udbredt vestgrønlandsk forestilling om, at

en toornaarsuk var den første ånd, der kom til en åndemanerlærling og

derefter skaffede ham hans hjælpeånder. Af udseende minder O.s

toornaarsuk om kæmpen Amaarsiniooq med den store hætte, der tjente som

bussemand og figurerer i flere andre fortællinger. På

fortælletidspunktet er missionærernes identifikation af toornaarsuk

med Djævelen blevet akcepteret af grønlænderne. Se: Sonne, Birgitte: Toornaarsuks forvandlinger. Religionssociologiske Perspektiver. Særnummer af Chaos, 1985: 117 - 136, og GTV(= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under "toornaarsuk".

Resumé:

Fortælleren sang for Thalbitzer en sang, som han fortalte var den, som Ukuamaaq sang, da hun havde taget sin svigerdatter til kone. I sangen siger hun, at hun har røvet sin søns kone fordi hun er blevet en stor fanger, der har fanget en stor grønlandssæl langt ude til havs.  

Thalbitzer nævner iøvrigt at Tättaqujuk også, næsten enslydende, sang sangen for ham i Ammassalik 1905 - 1906.

Var.: Ukuamaaq.

Kommentar: Bemærk begrundelsen for at tiltage sig retten til sønnens kone: svigermoderen er en større fanger end sønnen. Det er således ikke det lesbiske træk, der er fremhævet, omend man næppe fandt alliancen tiltalende. Kuannia i Sydgrønland mente i 1914, at Ukuamaaq måtte være den efterkommer af Adam og Eva der indførte arvesynden blandt grønlænderne (søg: Thalbitzer 260 C).

Orig. håndskr.: KRKB 3: Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04, Eskimoiske sagn.

Oversat resumé: Uluaa

Engang ønskede en meget gammel kone, Uluaa sig en kone for at spille rollen som mand, og hun gjorde sin søn, der havde en kone, blind og tog hende til kone. Men da sønnen senere blev seende igen og opdagede, hvordan moderen var, brugte han moderen som fangstblære til en narhval (eller hvidhval ?) han harpunerede, og således blev moderen en narhval med en stor stødtand.

Oversættelse ved Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom.:

Det fortælles at Uluaa, en farlig gammel kone, der havde en søn, pludselig ønskede sig en kone. Da hun nu ønskede sig en sin svigerdatter til kone, gjorde hun sin søn blind og tog hans kone til kone. Men da hun jo var kvinde og således ikke udstyret med en penis, brugte hun sin lampepind som penis. Engang da sønnen allerede var blevet blind, fik de besøg af en stor isbjørn. Da den store bjørn kiggede ind af vinduet og stak sit store hoved ind gennem ruden, og hun selv som kvinde ikke var i stand til at bruge buen mod isbjørnen, gav hun den store bue til sønnen, så han kunne skyde bjørnen med buen. Da sønnen skød sin pil mod ruden, hørte han en lyd som når en pil rammer et dyr, og han hørte at isbjørnen brølede. Så råbte bueskytten op, fordi han huskede så klart. Da han råbte, sagde moderen spottende: "Du ramte ikke isbjørnen men rudens skindkant," og hun sagde det for at snyde sin søn og således blive den, der havde nedlagt isbjørnen. Senere da sønnen endelig var begyndt at gå udenfor, fløj en stor fugl hen over ham, og det viste sig at være en rødstrubet lom. Og da fuglen gav luftning til hans øjne, åbnede han dem og kunne igen se. Da han åbnede sine øjne så han, at moderen og hans kone var sammen på briksen, og at moderen havde samleje med hans kone med en lampepind som penis.

Da han var blevet seende igen og narhvalerne (el. hvidhvalerne?) en dag var kommet, sagde han til moderen, at han ville prøve at harpunere én, og at moderen skulle holde igen i fangstlinen. Moderen indvilgede i, at sønnen forsøgte at harpunere én, og at hun selv skulle holde igen i hans kraftige fangstline. Sønnen bandt fangstlinen om livet på hende, og efter at have bundet den harpunerede han den største af narhvalerne. Da sønnen havde harpuneret hvalen, begyndte moderen at trække i fangstlinen, og da gav sønnen hende et ordentlig skub bagfra. Så forsvandt moderen under vandet, og da hun dukkede op igen råbte hun: "Min ulu / kvindekniv!"  Næste gang hun dukkede op, råbte hun det samme, mens hun snoede sit hår rundt. Hun råbte sådan hver gang, hun dukkede op, og til sidst blev hun til en narhval med en stor stødtand. På den måde blev der mange narhvaler med store stødtænder!

Jeg har hørt fortællingen fortalt således, hver gang den er blevet fortalt.

Kommentar: Det må være hvidhvaler sønnen jager (hvid- og narhvaler hedder det samme), og moderen bliver således den første narhval med den snoede tand, som kun hannarhvaler har. Sammenblandingen af de to fortællinger, "Den blinde der fik synet igen" (Var.: Tutigaq; Rink II 62; Uluaa; Holtved nr. 37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III nr. 330. Lyberth 1924 tappiitsoq) og Ukuamaaq om den lesbiske svigermor, er ikke almindelig. Men den kan begrunde, at det er en kvinde, der forvandles til et handyr. Bemærk tillige, at hendes råb om sin ulu har smittet af på hendes navn. Normalt hedder hun Ukuammaaq, og fortællingen findes i mange versioner. Christian Poulsen, Aadaarutaa, fortalte Thalbitzer (se: 1923, 260 C), at denne kvindes unaturlige handling viste, at arvesynden var kommet ind i verden. Hun var en tidlig efterkommer af Adam og Eva, mente han.

Var.: Denne specielle sammenblanding af Ukuamaaq og Den blinde, der fik synet igen (Søg på: blind / blinde), blev også fortalt i Upernavik-distriktet: Uluâmieq. Narhvalens oprindelse; Hvorledes narhvalen blev til;

Hist.: Sammenblandingen af de to fortællinger i både Østgrønland og NV Grønland kunne gå tilbage til før det tidspunkt i 1400-tallet, da en vandring fra NØ Grønland nordom til NV Grønland fandt sted - ifølge arkæologer og lingvister. Se: Vort sprog - vor kultur, red. af Jørgen Rischel og Robert Petersen. Nuuk, Pilersuiffik 1986.

not [Original handwritten text: KRKB 3: Record from the Danish Literary Expedition to Greenland 1902-04, Eskimo legends.

Translated summary: Uluaa

Once there was a very old woman, Uluaa, who wanted to have a wife so that she, Uluua, could play the role of a husband. She blinded her son and took his wife as her own. However, when the son later regained his sight and found out what his mother was really like, he used his mother as a hunting bladder when he harpooned a beluga/narwhal. Thus his mother became a narwhal with a long tusk.

It is said that a dangerous old woman called Uluaa, who had a son, suddenly wished for a wife of her own. As she wanted her own daughter-in-law to be her wife, she blinded her son and took his wife as her own. However, as she was a woman and so did not have a penis, she used the wick trimmer* from her lamp as a penis. One day after her son had gone blind, they were visited by a large polar bear.  Because the great bear peered in and poked its head through the window; and because she, being a woman, was unable to use a bow against a polar bear, she gave the bow to her son so that he could use it to shoot the bear.  As he shot his arrow towards the window, the son heard a sound just like the sound made by an arrow hitting an animal, followed by a bellow from the bear. The marksman gave a cry because he could remember it so clearly. As he cried out, his mother said derisively, “You hit the leather edge of the window pane instead of the polar bear.” She said this in order to cheat her son so that she could claim to be the one who had brought down the bear.  Later, when the son had finally begun to go outside again, a huge bird, which turned out to be a red-throated diver [red-throated loon, flew right over him. Once the bird had aerated his eyes, he opened them and was once again able to see. As he opened his eyes, he saw that his mother and his wife were in bed together and that his mother was having intercourse with his wife, using the lamp's wick trimmer as a penis.

One day after he had regained his sight, the narwhals/belugas came along and he said to his mother that he would try to harpoon one of them. He said to her that she should hold on to the harpoon line. The mother agreed that her son should try to harpoon one and that she would attempt to resist the pull on the strong hunting line all by herself. Her son bound the hunting line round her waist and once he had tied it tight, he harpooned the largest of the whales. When the son had harpooned the whale, his mother began to pull hard on the harpoon line. Just then, her son shoved her hard from behind. Then the mother disappeared under the water, and when she resurfaced she cried, “My ulu!” The next time she surfaced, she cried out the same thing, while twisting and winding her hair. Each

time she appeared, she called out the same thing. This is how there came to be so many narwhals with long tusks!

I have always heard the story told in this way, whenever it is recounted.

Comment: The son must be out hunting belugas (belugas and narwhals have the same name in Greenlandic) and therefore the mother becomes the first narwhal to have a helix-shaped tusk, which only the males have. The combination of the two tales “The Blind Man who regains his Sight” (Var.: Search for blind/blinde; Tutigaq; Rink II 62; Ulluaa; Holtved no.37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III no. 330. Lyberth 1924 tapiitsoq) and Ukuamaaq, the lesbian stepmother, is not unusual. This could explain why it is a woman that is transformed into a male animal. It should also be noted that her cry for the ulu has rubbed off onto her name. She is usually known as Ukuammaaq, and there are many versions of this tale. Christian Poulsen, Andaarutaa, told Thalbitzer (see: 1923, 260 C) that this woman's unnatural actions were proof that original sin had come into the world. He believed that she was an early descendant of Adam and Eve.

Var.: This particular combination of Ukuamaaq and The Blind Man who regained his Sight (search for blind /blinde), was also told in the Upernavik district: Ulâmieq. The Origins of the Narwal; How the Narwhal came to be.

Hist.: The combination of the two tales in both East Greenland and NW Greenland could date back to before the period of time in the 1400's when (according to archaeologists and linguists) a northbound migration took place between North East Greenland and North West Greenland. See: Vort sprog & vor kultur, eds. Jørgen Rischel and Robert Petersen. Nuuk, Pilersuiffik 1986

Transl. by Lucy Ellis.

By courtesy of Craig Mishler. See: Diving Down: Ritual Healing in the Tale of the

Blind Man and the Loon by Craig Mishler, Vadzaih Unlimited, 3910 McMahon Avenue

Anchorage, AK 99516, [email protected]

*[Literally, "lamp stick" but this is actually the lamp trimmer. This "stick" or taqquti refers not to the seal oil lamp itself but to the lamp's wick trimmer, made of soapstone or wood, which was traditionally used by Inuit women to adjust the height of the flame in the stone lamp.  This trimmer, used by the mother as a sex toy, closely resembles an erect penis, while the stone lamp itself resembles female genital