Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 25 - 31: "Aaddaaridaat".

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

Resumé

Josva Simonsen havde et godt kendskab til de indvandrede Aadaaridaat / Chr. / Kristian Poulsen og hans brødre, som han havde været fangstfælle med. Især da Aad. blev lidt gammel og sølle var han glad for at takke for mad og kaffe med sine fortællinger om sin åndemanertid før dåben. Og glad for dåben, der tillod ham at fortælle alt. Til JS fortalte Aad. den sande version, sagde Aad. Og JS genfortæller troligt lange passager af fortællingen i jeg-form:

Aad. hjælper en ældre, lam mand, der er u-åbenbaret åndemaner med at bære dennes kajak ned til og op fra vandet. Til gengæld belærer den gamle ham om at ro hen til nogle store huler i en kystklippe, hvis han vil være angakkoq / åndemaner, og desuden om senere endelig at stå offentlig frem som sådan, hvis han ikke vil lide samme skæbne som den gamle og blive lam. Aad. ror derhen, rømmer sig, ser en kæmpestor hund komme, lader den slikke og æde sig bagfra, vågner hel, men nøgen op og modtager sine flyvende klæder styk for styk undervejs tilbage. Han føler sig meget let og er blevet så fintmærkende at han kan høre dunede frø falde til jorden. Derefter får han forskellige hjælpeånder, som han lærer at man skal røre ved for at få dem. De opfordrer ham kraftigt til at stå offentligt frem, og hans brødre, der fornemmer at noget er i gære, lægger flere aftener et siddeskind frem, som Aad. til sidst sætter sig på og lader trommen gå. Hjælpeånderne ser glade til fra sprækkerne i gulvet. Derefter får Aad. flere hjælpeånder. De følger ham ofte på fangst og lærer ham at lukke øjnene når han vil se og harpunere sæler nede under vandet.

En dag bliver Aad. trukket viljeløst mod en konebåd med kajakker af innersuit, der vil have hans nyfangede remmesæl. Aad. modsætter sig, tilkalder sine hjælpeånder en for en. De kan intet stille op over for især en gammel innersuaq-kælling, der skælder og smælder. Så husker han sin bidske hjælpeånd, Kisertulik, et kajaklignende væsen med et enormt bidsk gab, som innersuit flygter for mens den skælder ud over at Aad. ikke huskede at tilkalde den først.

Den sidste ånd Aad. prøver at få fat i en tåget dag, er Jesus. Aad. med familie er nået til Nunattut på vej til Pamialluk for at handle, mange er blevet syge, nogle er døde og han søger en ny hjælpeånd til helbredelse af sin ene kone. Denne lysende ånd, Jesus, vil ikke berøres af en så ussel person og morder som Aad. Jesus viser Aad. det brændende helvede, hvor han vil havne hvis han ikke bliver døbt, og bagefter himlen. Aad. der har vægret sig mod dåben, farer hjem og beordrer straks flytning  til Narsaq Kujalleq, hvor hele rejseholdet bliver døbt. På præsten, Fr. Balles bud, må Aad. af med sin ene kone. Balle mener den yngste vil dø snart, men Aad. vælger hende, fordi hun er kønnest. Hun lever ikke længe, mens den fravalgte ældre bliver meget gammel.

Inden rejseholdet når frem, vil en lille hjælpeånd vide besked. Den ærgrer sig over Aad.s beslutning og erklærer, at hvis jorden virkelig går under skal den nok sætte den i stand igen.

Om Aad.s drab på medkonen Katsija fortæller Josva Am., at hun var så stor en angakkoq, at hun kunne indskrumpe sin store krop til helt at gemme sig bag husstolpen, da Aad. kom for at skyde hende.

Aad. fortalte gerne selv om sine mord i stor lettelse over at være blevet syndsforladt med dåben.

Hist.: Historisk fortælling. JS var 80 år i 1981. Allerede i 1904 fik Knud Rasmussen flere fortællinger om og af Aad. Se: Under Nordenvindens Svøbe, 1906. Om uddannelsen muligvis først under 6. Thuleekspedition i 1931. Dette forløb har Aad. også fortalt til flere af Mâliâraq Vebæks informanter: Søg på Aadaarutaa.

Aad. gennemlever en typisk omvendelsesproces med drømmesyner og trusler, hvis han ikke snarest lader sig døbe. Se især: Akamalik

Var.: Vedr. Aad.s uddannelse søg Rasmussen 1938 130 139 og Aadaarutaa. Vedr. Kisertulik, søg Kisermaaq. Vedr. mordet på Katsija, søg 'Ægteskabsdramaet i Lindenows Fjord', og 'Mordet på Katiaja'.

Kommentar: Det siges undertiden at en østgrønlandsk lærling skal have skaffet sig alle sine hjælpeånder, inden han afslører sig som åndemaner. Det har åbenbart ikke været en ufravigelig regel. Men hemmeligholdelse af oplevelserne under uddannelsen / søgningen var påbudt. I hvor høj grad man måtte fortælle om dem senere står ikke klart. Aad. blev åbenbart først fri til at fortælle løs efter dåben.

De forskellige gengivelser af Aad.s forskellige versioner af sit uddannelsesforløb giver et udmærket grundlag for analyser af variant-muligheder.

Vedr. uddannelse til åndemaner: søg også på initiation.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af orig. håndskr., renskrift el. afskrift, der ikke længere eksisterer.

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 43, ss. 149 - 151 har Rink sammenstykket denne variant med en af Amos Daniel. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 28, ss. 217 - 221: The Girl who fled to the Inlanders.

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

Kvinden, der drog bort, fordi hun knækkede sin storesøsters synål (Orig. uden overskrift).

En kvinde kom engang til at knække sin storesøsters synål. Hun blev så ked af dette, at hun drog bort hjemmefra for at leve som eneboer, qivittoq. Mens hun gik grædende af sted, var der én bagved, der grinede og sagde: "Der er én, der græder over noget." Da hun holdt med at græde, spurgte vedkommende: "Hvorfor græder du?" "Jeg knækkede min storesøsters synål; og min storesøster sagde, at jeg skulle gå hjemmefra," svarede pigen. Så sagde den anden: "Jeg har revet min storebroders snare over, og han sagde, at jeg skulle gå hjemmefra. Må jeg følges med dig?" Så gik de videre.

Et stykke tid efter sagde den mandlige ledsager: "Det varer ikke så længe, så vil vi kunnne få øje på et hvilested." Ganske rigtigt! De fik øje på en stor klippe. Klippen og dens revner var dækket til med skidt og møg. På klippen var der en hel masse børn. Ledsageren sagde: "Jeg vil råbe kungujooq til dem." Først hørte børnene ikke råbet. Men da han gentagne gange havde råbt: "Jeg er kungujooq," råbte børnene tilbage: "Kom ned til os." Der var to huse på stedet. De gik ind i det ene hus. Der var kun kvinder hjemme. Mændene var ude på fangst. Der blev budt på mad, og da den fremmede pige havde spist, skjulte kvinden i huset hende ved fodenden af briksen. Hun ønskede, at hendes søn skulle have hende til kone. Blandt beboerne i huset var der en galning, der med rene ord fik besked på ikke at sige noget til bopladsfællerne.

Hen på aftenen hørte de buldren udenfor. Lidt efter trådte en høj mand ind i

huset - helt våd af sved. "Her lugter af menneske - en kystbo," sagde han. Men da

moderen sagde, at der ingen fremmede var i huset, sagde han ikke mere. Det

buldrede igen udenfor; og ind trådte en mand, som viste sig at være den yngste

søn. Også han sagde, at der lugtede af kystbo; men moderen beroligede ham. Han

satte sig på gæstebriksen og begyndte at spise. Men moderen bad ham sætte sig på

briksen ved siden af sig; og hun fortalte ham, at hun havde skaffet ham en pige,

en kystbo, til kone. Sønnen lagde sig på briksen, som om han ville hvile sig, og

greb kvinden, som skulle være hans kone. Hans storebroder gjorde vrøvl og sagde,

at det jo var ham, der kunne lugte hende før sin lillebror. Men moderen mindede

ham om, at han i forvejen havde en kone.

Galningen / den tossede fik endnu engang besked på, at hun ikke måtte sige noget om kystboen.Men det første hun gjorde, da hun kom ud, var at komme med noget sløret snak om den smukke svigerdatter i huset. Straks kom folk og kiggede ind ad vinduet og åbnede husets tag for at få et glimt af dem fremmede pige.

Der var to piger på stedet, som godt kunne tænke sig at blive gift med denne

yngste søn. De udbredte sig om, at de var i stand til at løbe en renkalv op. De

var misundelige på kystboen og sagde, at hun slet ikke kunne løbe hurtigt. Så

gik kystboens mand ud; da han kom ind igen, havde han kamikker med, der var

fyldt med orme og lignende. Han gav sin kone kamikkerne på. Snart var der ikke

meget kød tilbage på benene. Så tog han hende med ud. Han begyndte at løbe med

hende, idet han sagde, at hun hele tiden skulle kigge på hans hæle. De løb sammen - først op og derefter ned; og hun løb hele tiden bagved så tæt på ham,

at hun somme tider trådte ham i hælene.

Det forlød nu, at der skulle holdes sangfest. Nogle kravlede op på en stor sten

og begyndte at lave bevægelser med armene, som om de roede. Så dansede man

trommedans. Det viste sig, at en kusine til kystboen også var tilstede. De græd

af glæde, da de mødtes. De blev enige om at vende tilbage til kysten. En morgen

tog de af sted. Undervejs dræbte de deres børn.

Var.: oqaluttuaq qatanngutigiinnik Arnasuaasaq; NKS 2488, VI, ss. 141h - 144v; The Girl who fled to the Inlanders; Kvinderne, som blev gift med erqigdlit; De to brødre; Pouia; Puvia; Sorarsinaq toqusoq; Makkutooq;

Desuden en del andre om ægteskaber mellem rigtige mennesker og åndevæsner eller dyr i menneskeskikkelse.

Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.

Hist.: Thalbitzer 1923: nr. 282, ss. 531 - 532, bringer fra Uummannaq i 1904 Martin Mörchs version af en sang om en indlandsdværg, der ruller ned ad en klippeside, muligvis pga af en lavine. Den ender med udråbet Kong, kong, kong, o-oh. Sådanne dværge kunne genvinde tabt ungdom ved en sådan rulning ialt fem gange. Rulningen hed inutsannaarneq. En pan-eskimoisk forestilling, der muligvis hænger sammen med et gammelt livsfornyende ritual. I Østgrønland kaldte man en forlæns kolbøtte for en 'sol', der jo tar fat på ny efter et års forløb (Victor & Robert Lamblin 1989-93, I: 208f. Og i en oprindelsesmyte til menneskers død fra Nunivak satte ravnen således en brat stopper for menneskers evne til ligesom minken at opnå ungdom igen ved at rulle ned ad en skrænt (Lantis, 1946:297). De kunne også klappe sig større, op til menneskestørrelse. Samme forestilling kendes fra både Østgrønland (søg på dværge), og arktisk Canada: Saladin d'Anglure, B. 1986, Études/Inuit/Studies, Supplementary Issue. Se også GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): Dværge.

Ifølge Thalbitzer (ibid.) har Rink overvejet om det tilsyneladende ikke-eskimoiske kung, kung ... skulle være iroquesisk. Under alle omstændigheder har de seneste udgravninger af sen Dorset i Thule-området, hvor dorset kan have truffet de først indvandrede thule-kulturs inuit (Appelt & Gulløv: Dansk Polarcenter Publication No. 7, 1999; Appelt, Berglund & Gulløv: Dansk Polarcenter Publication No. 8, 2000), givet fornyet næring til spekulationer over fortællingernes forskellige indlandsboeres mulige sammenhæng med dorset-folk.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift. Orig. håndskr. findes ikke.

Steenholdts afskrift findes i NKS 2488, VI: 9v - 11h.

Trykt med sideløbende dansk oversættelse i Rink 1859-63, IV: Kaladlit Oqaluktualliait / Grønlandske Folkesagn, ss. 24 - 33, hvorfra Knud Rasmussen har brugt den i en friere oversættelse i:

Rasmussen, Knud: Myter og Sagn fra Grønland, III: 246 - 249: Fjælddværgen Sêrsoq / Seersoq.

Tilsvarende oversættelse i Rink: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, I: nr. 116.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 76, ss. 400 - 404: Inuarutligak - whose Christian name was Peter Rantholl.

Nyligt oversat i Thisted 1999: Således skriver jeg, Aron, I: 267 - 268. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: Taamma allattunga, Aron, I: 267 - 268: Peter Ranthol - kuissutaa taaguutaa, inuarulligaq ima oqluttuarpoq.

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

En fortælling om dværgene (Orig. uden overskrift).

En mand med døbenavnet Peter Ranthol, som blev kaldt Inuarulligaq (en dværg), fortalte følgende:

For mange mange år siden boede Inuarulligaqs forfædre i Kap Farvel-området på

et sted, der hed Kutsersarfik. De boede tæt ved menneskene, som de ikke var sky

overfor. Men da en af dværgene blev dræbt af menneskene, flygtede de til et

sted, der ikke var beboet, og tog bolig i huler, som de gravede ned i jorden. De

hævnede sig på menneskene ved at dræbe en af dem, der var ude at gå en tur.

Dværgene søgte efter noget, de kunne bruge som våben. Endelig fandt de et

elletræ på sydsiden af Kutsersarfikfjeldet. Træet lignede et menneske, der lå på

knæ og støttede sig på jorden med hænderne, med ryggen skudt op. Af dette træs

rod begyndte de at lave våben. En del af roden, der var på størrelse med en

knyttet næve, var under jorden. Denne rod lignede kolben på en revolver. Men

spidsen, der dræbte - en sort sten med en rød sten ovenpå - var knækket.

Dværge overalt på jorden fik et sådant våben. Det kaldtes et "pegevåben". De gik

med dette "pegevåben" i hånden, for det kunne være farligt for nogle.

Inuarulligaq blev født dengang, da dværgene endnu var sky for menneskene.

Faderen hed Maleqqi. Den ældste af sønnerne hed Kinaviina, den næste Kuuk, den

tredje Asarfi, den fjerde Sersaq - altså ham, der fortalte historien. Deres

forfædre rejste nordover på et tidligt tidspunkt. Og på et meget senere

tidspunkt var andre taget nordpå over land. Vandringen varede flere år.

Om vinteren boede de i huler, der var gravet ned i jorden, og om foråret vandrede

de videre. På deres vandring mødte de væsener, der havde kroppe som menneskers

mens benene var som en hunds bagkrop. Bue og pile var deres våben. Disse

væsener, der kaldtes eqqillit, var skrækindjagende. Deres lugtesans var som

dyrenes, og de reagerede på lugte, der førtes med vinden. Under vandringen

fangede de et dyr med fem ben, som de kaldte kiliffak (mammut) eller atalik. De

dræbte dyret blot ved at "pege på" det. Skindet var tilstrækkeligt stort til at

beklæde alle væggene i et hus med. Når de havde spist kødet, voksede der igen

kød på knoglerne. Dette gentog sig fem gange, hvorefter de smed knoglerne væk.

Efter et år, tog de af sted igen. For at gøre de store afstande

mindre, trængte de landskabet sammen, idet de lagde sig

på knæ ved siden af hinanden, strakte armene frem hen over jorden og gjorde

bevægelser, som om de samlede noget sammen. Når der havde hobet sig så meget

landskab sammen, at de ikke længere kunne nå over det med armene, gik en af dem

over det sammenhobede landskab, og de andre fulgte efter ved at gå i den førstes

spor. Sådan gik det i flere år. En dag nåede de til bunden af Ikerasassuaq, hvor

der boede dværge og inorutsit (kæmper). Da isen lagde til, gik

de over til den anden side, hvor de indlogerede sig hos andre dværge. De rejste

videre og kom til det indre af Nuusaq. Og her blev de i mange år hos deres

slægtninge.

Dengang var der ingen evig sne/is på fjeldtoppene, og indlandsisen var ikke

nået til Ikerasassuaq. Først da de havde været i det indre af Nuusaq i mange år,

blev fjeldene og Ikerasassuaq dækket af is. Disse dværge havde to forskellige

anorakker. Den ene slags anorak var af den samme størrelse som den, menneskene

brugte, og den anden passede til dværgenes egen størrelse. Når de skulle

transportere noget stort over land, tog de deres store anorak på. Så klaskede de

på sig selv med hænderne og blev hurtigt så store som mennesker (sådan fortalte

en af de store dværge). Når de havde transporteret tingene, antog de igen deres

normale (dværge-)størrelse. Det med at gøre sig mindre foregik på den måde, at

de krøb ind i en klippehule med hovedet mod klippens loft. Så "aflusede" de

hinanden og antog igen dværgestørrelse.

Derinde i det indre af Nuusaq blev den yngste af Maleqqis børn købt af en

åndemaner, hvis kone ikke kunne få børn. Prisen var tre hvalfangerknive, et

stykke af et isbjørneskind og et stykke hvalbarde, der var skåret til

fiskesnøre. Maleqqi beholdt selv bjørneskindstykket og hvalbarden. Han

overlod knivene til de tre sønner.

Når dværgene blev gamle, foryngede de sig ved, at lade sig falde ned ad en stejl

fjeldvæg. Så blev de hurtige til bens som unge mennesker. En sådan foryngelse

kunne gentages fem gange. Så var det også slut. Dødsfald blandt unge dværge var sjældent. De enkelte tilfælde skyldtes sneskred ved forårstid.

Faderen havde altså taget ham med hjem og holdt ham skjult bag ved huset. Da det

blev aften, gik han ind og krøb ind i sin mor, og han forblev dér - endog i hele

babystadiet.

(Der er en del uklarheder i fortællingen. Det allersidste afsnit er mærkværdigt

- Chr.B.)

Var.: Delvis: søg på: pegevåben; Avatarsuaq, kuisimassoq Natanimik ateqartoq;

Hist.: Thalbitzer 1923: nr. 282, ss. 531 - 532, bringer fra Uummannaq i 1904 Martin Mörchs version af en sang om en indlandsdværg, der ruller ned ad en klippeside, muligvis pga. af en lavine. Den ender med udråbet Kong, kong, kong, o-oh. Sådanne dværge kunne genvinde tabt ungdom ved en sådan rulning ialt fem gange. En pan-eskimoisk forestilling, der muligvis hænger sammen med et gammelt livsfornyende ritual. De kunne også klappe sig større, op til menneskestørrelse. Samme forestilling kendes fra både Østgrønland (søg på dværge), og arktisk Canada: Saladin d'Anglure, B. 1986, Études/Inuit/Studies, Supplementary Issue. Se også GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): Dværge.

Ifølge Thalbitzer (ibid.) har Rink overvejet om det tilsyneladende ikke-eksimoiske kung, kung ... skulle være iroquesisk.

Thalbitzer ser også en anden forbindelse mellem Ranthols inuarulligaq-far, Malerqe / Maleqqi og nogle versioner af en sang, hvor navnet forekommer og associeres til det højeste nord i Grønland: een fra Uummannaq i 1901, Martin Mörch, og to fra Østgrønland i 1905 - 1906 (Thalbitzer: 532 - 533, 219 - 220: 'The seal's daughter').

Under alle omstændigheder har de seneste udgravninger af sen Dorset i Thule-området, hvor dorset kan have truffet de først indvandrede thule-kulturs inuit (Appelt & Gulløv: Dansk Polarcenter Publication No. 7, 1999; Appelt, Berglund & Gulløv: Dansk Polarcenter Publication No. 8, 2000), givet fornyet næring til spekulationer over fortællingernes forskellige indlandsboeres mulige sammenhæng med dorset-folk.

Kommentar: Den sidste sætning oversættes af Kirsten Thisted til: "og han var inde i sin mor - lige indtil spædbarnstadiet." Både hun og Chr. B. har her holdt sig til sesminarieelevens afskrift : ilersimavoq. I den trykte udgave (Kal. Oq. IV) står der ilisimavoq, hvorfor Rink oversætter til: "... han havde bevidsthed, mens han var i moders liv, og som et lille barn endog." Steenholdts afskrift har ligeledes ilisimavoq. Thisted nævner denne anden mulighed, der giver god, måske bedre mening, fordi barnet herved har kunnet fortælle om sin tidligere tilværelse som dværg.

Bemærk iøvrigt, at det ikke er en ligetil adoption fra dværge til mennesker. Dværgen skal igennem hele den menneskeskelige fosterudvikling, hvor han (ifølge en udbredt forestilling) næres af sin faders sæd, for at blive et rigtigt menneske. Mennesker og ånder kan ikke blande samfund. BS

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Manguaraq havde hørt at der var narhvaler nordpå. Han

rejste og rejste og fandt et overvintringssted højt oppe i nord.

Folk på overvintringsstedet sagde, at hvis han så en

hunnarhval med to unger ( pînajorqat- er betegnelsen for en hunbjørn

med to unger), måtte han ikke jage dem, fordi de var månens fangstdyr.

Engang, da han midt om vinteren var ude på fangst, fik han øje på en

hunnarhval med to unger. Han blev optændt af iver og harpunerede

den ene af de tre.

Da han kom hjem, inviterede han om aftenen mændene på stedet til

kødspisning. Efter at gæsterne havde været der et stykke tid, hørte

man udefra slag på vinduet, så kraftigt, at tørvesmuldet dryssende

ned. Så blev der råbt ind: "Hvem var det, der fangede en af dem, som

jeg ellers ynder at jage?" Der var tavshed; så udbrød en af mændene:

"Det var Manguaraq, der fangede det!" Så hørte man ham derude sige:

"Kom ud, lad os brydes!" Manguaraq gjorde sig hurtigt klar og kom

ud. Så begyndte de at brydes. De var ellers meget jævnbyrdige, indtil

M. kom til at gøre noget forkert og blev slynget i jorden; og

straks begyndte han at spytte blod. Det varede ikke længe, så døde han

af det.

M.s kone var på det tidspunkt højgravid og fødte en søn efter mandens

død. Hun gav barnet navnet Manguaraq, den, der var bestemt til at kæmpe imod

månen.

Hun opfostrede ham og gav ham en god opdragelse. Da han begyndte at

fange godt, fortalte hun ham, at hans far var blevet dræbt af månen,

fordi han jagede det dyr, som månen plejede at jage. Da han fik det at

vide, blev han meget opsat og ønskede kun at se en hunnarhval med to

unger.

Engang han var ude på fangst, så han en hunnarhval med to unger.

Han harpunerede en af dem. Da han kom hjem, inviterede han om aftenen

mændene til kødspisning. Kort efter at gæsterne var kommet, hørtes et

slag udefra vinduet- så kraftigt at tørvesmuldet dryssede ned. Man

hørte én sige: "Hvem var det, der fangede én af dem, som jeg ynder at

jage?" M. råbte selv ud: "Det er M., som er opdraget til at

bekæmpe månen, der fangede den. Lad os brydes udenfor!" Da M. kom

udenfor gav de sig til at brydes. Denne gang var det månen, der blev

slynget ud hele tiden; og til sidst blev han halvvejs kvæstet; og

han begyndte at spytte blod. Efter nederlaget talte månen med M. om,

at de hellere måtte være to om at jage hunnarhvalen og dens to unger;

og månen inviterede M. på besøg ved sidste fuldmåne (inden de lyse

nætter sætter ind); men månen sagde til M., at han at han skulle undgå

vejen over (mellem?) to høje fjelde, der lå overfor hinanden, hvor

indvoldsrøveren / indvoldsrøversken opholdt sig.

Da den næste fuldmåne indtraf, tog M. afsted for at besøge månen.

Før han kom til de høje fjelde, der lå overfor hinanden, fik han øje på

et sølle menneske, som dansede rundt (trommedans?) med ansigtet imod

sin store måne. M. styrtede nu hen imod mennesket. Han opdagede, at i

dets skridt hang en panserulk. Han gik hen og greb mennesket bagfra om

livet. I det øjeblik denne vendte sig imod ham, mistede M.

bevidstheden.

Da han kom til sig selv, opdagede han, at hans mave var trukket helt

ind, og at hans indvolde var væk. Han overvejede at vende om, men tog

alligevel videre til månen. Så snart han trådte ind i huset, vendte månen sig imod ham og sagde: "Aaj, du har ingen indvolde. Jeg havde jo

sagt til dig, at du ikke måtte passere imellem de høje fjelde." Han satte

noget mad frem der bestod af sure indvolde (qungulertorujussuit). Han

spiste dem og fik således sine indvolde tilbage.

Månen sagde til ham: "Nu skal du se, hvad jeg kan!"

Han fjernede en af sten fliserne på gulvet;  og straks kunne man se en

helt masse telte ovenfra. Det var helt klar himmel og fint vejr. Han

tog et stykke sort træ, som var hans pusterør. Idet han pustede

igennem det i forskellige retninger, begyndte en kulsort sky at nærme

sig vestfra. Det blev et frygteligt regnvejr, og så fik folk ellers

travlt med at få deres sager ind. Han fik øje på en kvinde, der syede

siddende ret langt inde på briksen. Så udbrød månen: "Hende dér plejer

jo at være fjendtlig sindet mod mig!" Han vendte pusterøret

imod hende og pustede. Kvinden fik travlt. Hun trådte ud fra briksen og begyndte

at kaste blod op. Da månen havde vist M. dette, satte han dækslet på

plads og lukkede for åbningen.

M. tog hjem, og han gentog ikke siden besøget hos månen; for han fik

sig en ordentllig forskrækkelse, da han mistede sine indvolde.

Var.: Besøg på Månen. Den stædige. Uterîtsoq / Uteriitsoq; Et par ægtefolk;

Manguaraq (flere); Kanaks månerejse. Nalikkatteeq. Ajijaks forløsning;

Manden, der besøgte månemanden; Alluunnguaq; Mangivaraqs månerejse; Åndemaneren der for til månen; Maqujuk.

Hist.: En sen version hvor månens traditionelle funktion, at fremkalde kvinders første menstruation, har fået en helt ny tolkning i lyset af den omsiggribende tuberkulose, hvor man spyttede blod i stadig større mængder.

Andre historiske ændringer ses især i de syd- og sydøstgrønlandske versioner.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Det fortælles om en gammel ungkarl, at han en dag ude

i kajak i dejligt vejr hørte nogen synge i syd.

Han roede hen mod lyden. Han roede og roede og fik endelig øje på

en konebåd på vej ind i fjorden; og det var derfra lyden kom.

Han roede derhen og greb fat i rælingen. De roede og roede og kom til

bunden af fjorden. Her standsede de og sang følgende:

Sange er beboere,

i de små huse inde i landet, ii-jaa,

vi hæver os højt op mod øst.

Konebåden hævede sig op, mens ungkarlen stadig holdt fast i rælingen.

De fløj og fløj syngende over de høje fjelde; de landede på en stor

sø og ligesom kløvede overfladen. Ved søen slog de lejr; og ungkarlen

var nødt til at blive hos dem, da han ikke vidste, hvordan han skulle

komme (tilbage) imod vest.

Ungkarlens mor ventede længe forgæves på, at sønnen skulle komme

hjem fra sin kajaktur; han var sikkert omkommet.

Da ungkarlen havde været inde i landet i mange dage, begyndte han

at længes hjem. Han spurgte de andre: "Hvordan synger I, når I skal

vestover?" De gav ham følgende instruktion: "Når vi skal vestover,

synger vi følgende:

Sange er beboere,

i de små huse inde i landet, ii-jaa,

vi hæver os højt op mod vest.

Da ungkarlen havde lært denne sang, roede han vestpå. Han

roede og roede, og da han nåede til den vestlige ende af søen,

begyndte han at synge den behørige sang. Og det lykkedes ham at lette.

Han fløj og fløj men netop som han fik øje på et stort hav kunne han

ikke længere huske sin sang og faldt ned; og han landede lige på

kanten af et stejlt fjeld, hvor kajakken var i fare for at vippe

forover. Der sad han så, uden at kunne komme i tanke om sin sang -

ii-jaa, nu kilder det i maven, huu-aa. Hvordan var det, den lød

(erqimajuajâjâ, det er noget med: at komme i tanke om.)

Da han langt om længe huskede den, begyndte han at synge den. Det

lykkedes ham sandelig også at lette og starte flyvningen over det

store hav, idet han styrede kajakken med sin åre.

Der kom røre blandt folk og de sagde: "Se, ungkarlen deroppe i øst."

Da hans mor hørte det, sagde hun: "Sørg for at hundene ikke stikker i

at hyle. Efter sigende er det dét, man gør, når man vil have, at de

omkomne i kajak skal vende tilbage."

Moderen kom ud og kiggede nøje på ham; og så sagde hun: "Det ser ud,

som om det er ungkarlen, der er på vej hjem gennem luften uden at ro."

Syngende fortsatte ungkarlen og forsvandt ind i husgangen med kajak og

det hele.

De gik ind i huset og så, at kajakken var stødt imod vægen på

briksens fodende, og at kroppen var skåret midt over imod

kajakringen.

Hans tryllesang / serrat blev således hans endeligt.

"iliotartunik tokugssigtartivatdlâkasigkaluardlune ?".

Var.: Den flyvende kajakmand

Kommentar: Usikkert hvad fortælleren har forestillet sig ved det store hav, som ungkarlen flyver over på hjemvejen efter sin tur til indlandet. Han skal dog kun ud til kysten.

Bemærk forestillingen om sange / tryllesange ? / serratit ? som beboere af små huse i indlandet.

Bemærk også associationen mellem en angerlartoq / angerlartussiaq og hunde, der også gælder beskrevne ritualer, hvormed man gør et barn til en, der vil vende hjem fra en drukneulykke. Søg på: angerlartussiaq.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Man fortæller om folk, der rejste nordpå for at få fat i

lidt jern, at de rejste en hel dag / dagen lang (?) med hundeslæde. Den eneste

slædehund, han (herfra bruges ental) havde, haltede.

Han kom til et lille hus. Omkring huset lå der sæler, hvis maver blot

var sprættet op; men der foregik ikke noget, og der var ingen

mennesker. Selvom huset var ubeboet, ville han overnatte dér, fordi

han var så træt. Ovenikøbet var det så heldigt, at lamperne brændte.

Han kogte et stykke kød fra de sæler, det lå i nærheden af huset og

lagde sine kamikker til tørre. Han tog sin hund med ind i huset og lod

den blive på gulvet ud for det sted han lå.

Han forsøgte forgæves at falde i søvn. Længe lå han uden at kunne

sove. Meget sent om aftenen begyndte hunden at gø af og til. Hundens

ører rejste sig mere og mere, og han selv blev mere og mere bange. Da

hundens gøen efterhånden blev vedvarende, greb han i hast sine

kamikker og tog dem på; og han kiggede ud gennem den lille åbning i

tarmskindsruden og så, at et menneske svøbt i ligskind var kommet

ganske nær. Så såre han så det, sprang han ned i gangen og anbragte

sig i kogerummet med hunden nærmest mennesket i ligskindet. Nu hørte

han det krybe ind i gangen og rømme sig, da det gik forbi kogerummet.

Mens det passerede kogerummet, holdt han sin hund om snuden, for at

den ikke skulle gø. Han selv turde knap nok trække vejret. Så såre

ligets store fødder var forbi kogerummet, flygtede han ud, alt hvad

han kunne.

Da han var kommet ud af gangen, så han sig tilbage og opdagede, at

alt var mørkt. Det viste sig, at dér, hvor han ville have overnattet,

var der en grav.

Han gik nu hen til sine hunde (det står i flertal, CB) og spændte den

(ental) for i største hast, hvorefter han kørte videre nordpå.

Efter at have kørt en tid fik han øje på et meget stort hus.

Denne gang sås der folk rundt om huset. Han kørte derhen og standsede

neden for huset. Han gik op til huset og ind. I huset boede tre

brødre, som var meget venlige, og de kom straks frem med noget mad til

ham. Da de spurgte, hvilket ærinde han havde, fortalte han at han

var på rejse for at skaffe sig noget jern. Og han fortalte følgende:

"Jeg havde den oplevelse, at jeg under min tur nordover, lige før det blev

aften, fik øje på et lille hus. Omkring huset lå der sæler, der ikke var

flænsede. Mens jeg tilbragte aftenen i huset, havde jeg nær fået

besøg af et menneske med ligskind om sig. Jeg skyndte mig ud af huset;

og da jeg så tilbage, opdagede jeg, at jeg havde været på besøg i en væmmelig grav."

Ved de ord lød det, som om værtsfolkene pudsede næse.

Han vendte ansigtet mod dem og opdagede, at de fra

den ældste til den yngste sad og tørrede tårer; idet han vendte

hovedet imod dem, sagde de: "Hvor var det pænt af dig - du, som er så

rejselysten - at du har holdt hende, som er så ensom, med selskab.

Da vores lillesøster blev sindssyg, begravede vi hende dernede sydpå."

De græd bitterligt alle tre. Da han skulle i seng om aftenen, gav de

ham sengetøj af lutter udsøgte bjørneskind; og han havde det

virkelig pragtfuldt.

Ved afrejsen næste dag forærede de ham så mange jernstykker, at de

fyldte hele slæden. På vej sydover kørte han i en stor bue uden om det

sted, hvor han havde set spøgelser. Han rejste aldrig mere nordover

for at skaffe sig jern.

Var.: Savinnguarniaq; Gravene er de dødes hus; Mannik; De mange brødres eneste søster, som blev gal;