Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores. I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 61 ss.184 - 188 har Rink sammenstykket denne med en anden variant. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 50, ss. 291 - 297.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen: Om Qasiassaq.

Det fortælles om Qasiassaq, at han boede i Tuapammiut, i et langt hus sammen med andre familier. Han kom aldrig hjem med fangst fra sine kajakture, selvom hans kone Killassuk havde tallerkener af sælskulderblade. Når manden var ude på fangst, gik hun ustandselig ud og ind i forventning om, at han ville komme hjem med fangst. Alle de andre på stedet kom hjem med fangst undtagen Qasiassaq. Qasiassaq havde reddet sig skulderbladene, når han spiste af andres fangst (uklart udtrykt - Chr. B.). Engang Qasiassaq var ude i kajak, så han noget sort oven på et isstykke. Han roede derhenad og opdagede, da han var kommet tilstrækkeligt tæt på, at det var en netside. Sælen rejste sig ikke på højkant, og han roede til for at harpunere den, men han lagde sin harpun på plads igen, og idet han roede en smule baglæns, sagde han: "Det er en sæl, der er såret. Jeg kan forfølge den og tage den, når den ikke længere kan trække vejret." Idet han sagde dette, råbte han, og sælen forsvandt fra isskodsen. Lidt efter dukkede den op lige ved siden af kajakkens forspids. Han råbte igen og sælen forsvandt under vandet. Da den var meget tam og ikke fjernede sig fra ham, gav han sig til at forfølge den. Men nu begyndte den at dukke op længere væk fra ham. Efterhånden fjernede den sig mere og mere, så han fik den ikke. Idet Qasiassaq roede bort fra den, sagde han: "Det er svært at få fangst, kom nu kun hen til mig." En anden dag, Qasiassaq var ude at ro i kajak, så han noget sort oven på et stykke is. Da han kom nærmere, opdagede han, at det var en netside. Den rejste sig ikke, og han roede stærkt henimod den for at harpunere den. Han løftede harpunen, men lagde den på plads igen, og idet han roede en smule baglæns, sagde han: "Det er en sæl, der er såret. Jeg vil forfølge den og tage den op, når den ikke længere kan trække vejret." Da han råbte, gled den ned i vandet, den dukkede op igen lige tæt ved kajakkens forspids. Han råbte igen, men den var så tam, at den hele tiden holdt sig i nærheden af kajakken. En anden gang han råbte, forsvandt den og dukkede op længere væk. Han roede efter den, men gav op, da den efterhånden fjernede sig langt væk. Han roede væk mens han lokkede: "Det er svært at få fangst, kom nu kun hen til mig." En dag da det var godt vejr og klar himmel, var fangerne ude på fangst. Qasiassaq lå yderst og var på lur efter en sæl. Han så, at en af dem, der lå nærmere ved land, harpunere en sæl. De andre kajakker roede hen til ham, der havde harpuneret, men Qasiassaq blev liggende samme sted og kiggede. Fangeren med sælen, bugserede sin fangst ind mod land. Qasiassaq så manden tøjre sælen til land og ro ud igen. Så begyndte Qasiassaq at ro udefter, væk fra de andre. Da han ikke længere kunne se dem, roede han hen til den sæl, der var tøjret ('siláinaK nimerdlugo' - jeg kender ikke udtrykket - Chr. B.). Han løsnede fortøjningen og tog den med på slæb indefter (hjemover). Der var mange benbeslag af hvalrostand på den line, sælen var fortøjet med. Qasiassaq kiggede hele tiden tilbage på den sæl, han bugserede. Han var så glad, for det var første gang, han prøvede at bugsere en sæl. Qasiassaqs kone kom kun sjældent ind i huset under mandens fravær, for hun håbede så inderligt, at han fangede. En gang, hun kom ud af huset, hørte de andre hende sige: "Der kommer en kajak." De andre kom også ud og så kajakken. Qasiassaqs kone, der kiggede ud med hånden over øjnene, sagde: "Det ligner den kære Qasiassaq. Han ror 'únákingallune'('únákingardlune eller ánákingardlune - jeg kender ikke udtrykket. Der er ifølge Rinks kommentar, som jeg ikke kan læse - Chr. B.). I skal nok få jeres andel, I skal også nok få noget spæk." Da Qasiassaq kom hjem, spurgte hans kone: "Hør Qasiassaq! Hvorfra stammer linen til bugsertøjet?" Manden svarede: "Det var så dejligt vejr, da jeg kom ud tidligt i morges. Jeg fik lyst til at fange en sæl og jeg tog det bugsereredskab med, som jeg længe har gemt." Hans kone kvitterede med et glædesudbrud (îmiînaarpoq - îmivok, kommer med et glædesudbrud - lidt mærkelig anvendelse. Gl. bem. siger: 'siger åh' - Chr. B.). Konen flænsede sælen, og der blev kun hovedet, bagkroppen og skindet tilbage, resten og herunder spækket, forærede hun væk. Qasiassaqs kone fortalte alle, der kom hjem fra fangst, og kvinder, der kom hjem fra tur, at hendes mand havde fanget en sæl. En af fangerne blev længere ude end de andre. Mens man ventede på ham, satte Qasiassaq sig op på briksen længst imod bagvæggen. Manden kom hjem sent på aftenen. Da han kom ind i huset, sagde han: "Qasiassaq, hvor er mine bugserremme?" ('agdlunârtáka' - egentlig: 'linetøj' - Chr. B.) "Her har du dem", sagde hans kone og tilføjede: "Har du løjet?" Han svarede: "I morges, mens jeg var på lur efter sæler, så jeg en kajakmand harpunere en sæl. De andre roede hen til ham, men jeg gjorde det ikke. Da han havde bugseret den til land, fik jeg fat i den." Konen sagde: "Hvor er det flovt, når Qasiassaq laver den slags." Han bøh'ede hende med et: "Paq", så hun var ved at lette af bare forskrækkelse. En dag Qasiassaq var ude at ro i kajak, så han oven på en isflage noget sort af store dimensioner. Han roede hen til isflagen og opdagede, at det var en stor sten. Han så hen til de andre og gav sig til at ro kraftigt mod isflagen som, når man skal harpunere en sæl. Lige før han forsvandt bag isflagen, løftede han harpunen. Han steg op på isflagen, skyndte sig at binde sin line omkring stenen og smed den ud i vandet, så det skummede. Derefter kom han igen ned i sin kajak og roede frem, så de andre kunne se ham. Så gav han sig til at råbe om assistance (til fangsten, BS). Da de andre kom hen til ham, var hans fangstblære væk. Qasiassaq sagde: "I kan lede efter den. Jeg vil ro ind for at fortælle om den glædelige nyhed." Og med de ord satte han indefter af alle kræfter. Som sædvanlig kom Qasiassaqs kone ud (for at kigge efter ham) og hun råbte: "Der kommer en kajak." I det samme vendte kajakken siden til bopladsen og begyndte at råbe om hjælp. Qasiassaqs kone råbte ind i huset: "Hør I derinde. Kajakmanden råber om hjælp." Da de andre var kommet ud, skyggede hun med hånden for øjnene og kiggede ud. Hun sagde: "Kajakmanden ligner den kære Qasiassaq, der 'ánakingardlune' (se mine bemærkninger tidligere - Chr. B.)." Så hørte man nogen sige: "Jeg harpunerede en stor hvalros og har mistet fangstblæren. Jeg er roet hjem for at fortælle om den gode nyhed." Konen løb ind i huset og slog håndtaget af sin ulu (kvindekniv) i stykker. Hun sagde: "Det bliver dejligt at få et nyt håndtag til min ulu, nye beslag på gryden (beslag med huller, hvorigennem føres remme til at hænge gryden op med - Chr. B.) og et nyt stok til at rynke kamiksåler med (kammiut) fra tænderne på den hvalros, som Qasiassaq har fanget." Qasiassaq blev hjemme, og hans kone fortalte alle de nybegyndere i kajakroning, der kom hjem fra tur, om hvalrossen, som Qasiassaq havde fanget (og som de andre ville komme hjem med). Hun fortalte den samme nyhed til kvinder, der vendte tilbage fra en lille tur. En af fangerne blev ude længe og Qasiassaq satte sig længst tilbage på briksen, så kun hans hæle sås. Sent på aftenen kom fangeren hjem, og idet han kom ind i huset, sagde han: "Qasiassaq, her er dine fangstblærer." Det viste sig, at hans fangstblærer bestod af sælmaver, der var forbundet med hinanden. Idet han afleverede dem, sagde han: "Den store sten var godt nok bundet fast med en line, men den var gået løs." Hans kone sagde: "Qasiassaq, har du nu løjet igen?" Han svarede: "Ja, jeg løj. Mens jeg lå på lur efter sæler imorges, fik jeg øje på noget sort på en isflage. Jeg roede hen til isflagen og opdagede, at det var en stor sten. Jeg løj og sagde, at det var en hvalros." Konen sagde til ham: "Hvor er det flovt, når Qasiassaq lyver." Qasiassaq bøh'ede: "Paq," så hun var lige ved at lette af bare forskrækkelse. En gang var Qasiassaq ude i kajak og opdagede ved land nogle områder med sand, hvor der lå en hel masse isstykker. Han roede derhen og gik i land. To kvinder, der var ude at samle bær, iagttog ham ovenfra. Qasiassaq gav sig til at fylde kajakken med isstumper. Da han havde gjort det, trampede han ned på den i stumper og stykker ('nungutdluínardlugo' - så der ikke var mere tilbage - Chr. B.). Da den var smadret, gik han ud i vandet med sine pjaltede klæder på. Han forsøgte at svømme med kun hovedet over vandoverfladen. Da han kom op igen, 'tunume ilaitkârarpai' (tunu er bagside - ilait, nogle - qaarpaa, knalder det, også: smadre. Jeg har svært ved at få mening ud af det. Men jeg vil tro, at der er blærer på ryggen) ved at slå dem med sten (knaldede han løs på sin ryg med sten, BS?). Og han stak isstumper ind under tøjet. Så tog han af sted hjemover. Han kom ned i sin kajak (dette forstår jeg heller ikke, for kajakken var jo smadret? Chr. B.), som lå dybt i vandet. Da Qasiassaqs kone som sædvanlig kom ud af huset, råbte hun: "Hør I derinde, der er en lille kajak på vej ind ('imâKale' kan jeg ikke få mening ud af - Chr. B.). Hendes husfæller kom ud og Qasiassaqs kone skyggede med hånden for øjnene og kiggede. Så sagde hun: "Kajakmanden ligner den kære Qasiassaq, men armene hænger langt nede." Nu kunne man se (der står egentlig: høre - Chr. B.), at Qasiassaq rystede af kulde og høre ham tale: "Nogle isstykker fra et kælvende isfjeld ramte mig ('iluliarpoq', blev ramt af isstykker fra kælvende isfjeld - ifølge Rinks kommentar lyder det sandsynligt. Jeg kender ikke ordet i den betydning, og det står ikke i ordbogen - Chr. B.)." Hans kone løb ned til ham, idet hun sagde: "Den lille Qasiassaq er blevet ramt af et isstykke fra et kælvende isfjeld." Hun kunne ikke få fat i hans kajak fra land. Qasiassaqs kajak begyndte at fare i alle mulige retninger og han blev ved med at sige: "Jeg blev ramt af isstykker fra et kælvende isfjeld, og jeg længes efter at komme hjem." Da hans kone ikke kunne få fat i kajakken, sagde hun: "Nu vil jeg tage lutter nyt tøj på og komme tilbage." Hun kom tilbage og sagde: "Jeg skal få dig til at ramme stranden her, hvor jeg står" (usikker - Chr. B.). Men når han begyndte at ryste af kulde, flyttede hun sig.- Langt om længe fik hun fat i kajakkens forspids og sagde: "Endelig fik jeg fat i den kære Qasiassaq." Da hun fik ham op af kajakken, faldt der isstumper ud af indersiden af tøjet. Da de kom op til huset jamrede Qasiassaq sig, for det gjorde ondt der, hvor han havde knaldet (punkteret - Chr. B.) blærerne (usikkert - Chr. B.). Fangere, der kom hjem fra fangst og andre, der havde været ude en tur, fik af Qasiassaqs kone fortalt historien om, at Qasiassaq havde været i fare, fordi han var blevet ramt af isstykker fra et kælvende isfjeld, og at han kun var nået hjem med nød og næppe (usikkert - 'angerlaarsummallu - Chr. B.). To kvinder, der kom hjem fra en tur sent på aftenen, fik også historien fortalt, men de sagde: "Det må være ham, som vi imorges så fylde sin kajak med isstumper på det store sanstrand under den store klint. Ja, han lignede Qasiassaq." Så sagde han kone: "Har du løjet, Qasiassaq?" Han svarede: "Ja, jeg løj som sædvanlig. Jeg var som sædvanlig ude på fangst imorges. Så så jeg en masse isstumper på en stor strækning med sand. Det var disse, som fik mig til at lyve - som sædvanlig." Hans kone sagde: "Hvor er det flovt, når Qasiassaq gør den slags." Qasiassaq bøh'ede: "Paq," så hun var lige ved at lette af bare forskrækkelse. Da Qasiassaq ikke længere havde en kajak, forærede konens bror ham den ene af sine to kajakkker. Nu rådede Qasiassaq igen over en kajak. Engang besøgte Qasiassaq sin svigerfar. Han bar sin kajak op og da han kom ind i huset, sagde han: "I har ikke meget lampelys, så vil du ikke koge dette sølle hundehoved?" Svigerfaderen sagde, idet han pegede på sin søn: "Den stakkel er som altid så sulten, så lad os koge det. Vi har jo ikke andet." Svigerfaderen var grædefærdig. Qasiassaq bemærkede frækt: "I går ordnede min mor og jeg vores proviant i to køddepoter, som var fyldt op. Vi flyttede om på hele sæler, således at de øverste kom længere ned og de nederste kom til at ligge øverst. Jeg er endnu øm i armmusklerne." Svigerfaderen sagde: "Dengang Qasiassaq blev forældreløs, var der ingen, der tænkte, at han ville blive så velstillet." I det samme begyndte svigerfaderen at græde og Qasiassaq græd med ham. Men det hele var jo humbug fra Qasiassaqs side. Da Qasiassaq dagen efter skulle af sted, sagde han til sin unge svoger: "Du kan følges med mig. Så kan du få noget mad med hjem." Svigerfaderen sagde til sin søn: "Din kære svoger vil gerne have dig med hjem, så du kan bringe noget med hjem til os. Følg's du med ham." Da de kom til bopladsen, bar Qasiassaq sin kajak og sin line op. Inde i huset skrabede han bundfaldet af sin kones lampe og tog det ud for at bruge det som madding til ravne, som han ville fange i snaren. Han havde knap nok placeret sig ved vinduet, da han sagde: "Der var to - nå, den anden slap væk." Han gik ud, og da han kom ind igen, sagde han til sin kone, at den (ravnen) skulle koges omgående. Hans kone kom igang med at koge den ('aitdlugo' - kender jeg ikke). Den unge svoger kom også ind i huset og blev bespist af andre beboere i (fælles)huset. Søsterens mand gav ham ingenting. Han troede ellers det var ham, der skulle byde ham noget at spise, når det nu var ham, der havde inviterede ham, så han kunne få noget mad med hjem. Han fik ikke noget mad med fra Qasiassaq og hans kone, da han næste dag skulle af sted, men de andre beboere gav ham noget mad med hjem. Da han kom tilbage, spurgte moderen: "Er den mad fra Qasiassaqs?" Han svarede: "Nej, det var fra andre beboere i huset. Jeg fik ikke noget mad fra Qasiassaqs." Moderen spurgte igen: "Fik du noget at spise hos Qasiassaqs?" Han svarede: "Jeg fik kun ravn at spise." Da sønnen sagde dette, skældte moderen ud på sin svigersøn, der ikke var til stede, ud, fordi han havde løjet så groft. En gang rejste Qasiassaq på besøg hos nogle i Appatsivik, som lå øst for deres boplads. Han gik ind i huset og opdagede, at de sørgede over et dødsfald. Han spurgte en af dem i huset, hvad der var årsag til deres sorg. Denne svarede: "De sørger over, at de har mistet deres lille datter". Han spurgte igen: "Hvad hed den lille pige?" Den anden svarede: "Hun hed Nipisaan- nguujuk." Qasiassaq hævede sin stemme og sagde: "Vi derhjemme har opkaldt vores datter efter den afdøde. Vi kalder hende altid Nipisaannguaq." De sørgende sagde: "Det var vel nok pænt af dig at opkalde jeres datter efter den afdøde." Da de begyndte at græde, holdt Qasiassaq sine hænder for ansigtet, og lod som om han græd, idet han kiggede rundt mellem fingrene. Da de havde grædt, gav de Qasiassaq noget godt at spise som tak for, at han havde opkaldt sin datter efter den afdøde. Qasiassaq løj som sædvanlig, for hans kone kunne ikke få børn. Qasiassaq skulle af sted næste dag, og de der havde mistet deres datter, sagde: "Her er nogle perler, og her er hendes tallerken, de skal tilbage til den, der er opkaldt efter hende. Her er også nogle sælunderarmsben, som man skal lade barnet smage." Da Qasiassaq skulle af sted med disse ting, sagde en af mændene: "Sig til din boplads, at jeg har en gryde til at hænge over lampen, som jeg gerne vil bytte med en kajak." Qasiassaq svarede: "Lad mig få den, for jeg har en ny kajak derhjemme. Jeg har fedtet betrækket ind i nogen tid, men jeg har aldrig brugt den, fordi jeg synes den kæntrer så let." Den anden svarede: "Ja, tag den endelig." Da han havde fået gryden, tog Qasiassaq af sted hjemover. Qasiassaqs kone gik som sædvanlig ud (for at kigge efter manden) og hun råbte ind: "Hør I derinde, der kommer en kajakmand med megen last bag på." Hun skyggede med hånden for øjnene og sagde igen: "Kajakmanden ligner den stakkels Qasiassaq. Han ror med armene hævet højt (efter de danske bemærkninger: 'ánákingardlune' - Chr. B.)." Idet hun sagde dette, løb hun som altid ned til ham. Hun spurgte ham: "Hvor stammer alle de ting, du har bag på kajakken fra?" Manden svarede: "Der var forlist en konebåd og de har kastet alle de ting bort og efterladt dem på en isflage, derfra har jeg taget dem." Konen svarede: "Det er vel nok dejligt, at jeg får en ny gryde." Qasiassaq stak hånden ned bag i kajakken og tog en tallerken og perler frem. Hans kone blev henrykt. Hun gik op til huset og tog sin gryde, der hang over lampen, ned og smadrede den, og hun smed de sælskulderblade, de brugte som tallerkener, ud. Da manden kom ind i huset, havde hun allerede hængt hans medbragte gryde op, og hun var i færd med at pynte sig med perler. Da hun var færdig, rystede hun pelsflippen ('kinini', pelsflippen - efter de danske bem. - Jeg kender ikke udtrykket. - Men det kan også være 'kiinnani': sit ansigt? Chr. B.), for hun var så glad for perlerne. Næste morgenen meddelte de, der havde været udenfor, at mange kajakker var på vej ind. Da Qasiassaq hørte dette, satte han sig helt tilbage på briksen. Kajakkerne lagde til, og man hørte nogen sige: "Der er mad til Qasiassaqs (og hans kones) lille datter. Sig til dem, at de skal hente det." En af husfællerne sagde: "Qasiassaqs har ikke fået nogen datter." "Så sig til dem, at de skal bringe perler og tallerkener ned," blev der sagt nedefra. En af de fremmede sagde: "Spørg Qasiassaq, hvor kajakken, som jeg skal købe, er henne." En af Qasiassaqs husfæller sagde: "Qasiassaq har ikke fået nogen ny kajak." Manden svarede: "Så sig til ham, at han skal bringe gryden ned." Qasiassaqs kone måtte skære sine pelsflipper af, og hun måtte skære gryden ned fra opænget. Da de fremmede var taget af sted med alle disse ting, sagde Qasiassaqs kone: "Qasiassaq, har du nu løjet igen?" Qasiassaq svarede: "Ja, jeg har som sædvanlig løjet. Da jeg i går under mit besøg erfarede, at de havde mistet et barn, sagde jeg til dem, at vi havde fået et barn, og jeg fortalte, at jeg havde fået mig en ny kajak." Konen sagde: "Hvor er det flovt, når Qasiassaq laver den slags." Qasiassaq bøh'ede: "Paq," så hun var lige ved at lette af bare forskrækkelse. Engang var Qasiassaq ude at ro i kajak. Han blev længe ude og kom først hjem sent på aftenen. Han fortalte: "Jeg har fundet en død hval. I morgen kan I tage derhen i konebåd østover." Næste morgen tog de af sted allesammen. De spurgte Qasiassaq flere gange: "Hvor er den så henne?" "Derhenne østpå." Hver gang de nåede til det af Qasiassaq udpegede sted, var der ingen hval. Da han blev ved med at føre dem længere og længere væk, dræbte de ham endelig. Det blev enden på Qasiassaqs løgnehistorier. Slut. Var.: Thalbitzer nr. 226 A: Qasiättak. Qasiádak. Qasigiaq el. Qasiassaq el. Qasiagssaq, fra hele vestkysten. Hist.: En af overleveringens mest populære historier om løgneren der er så tåbelig at han ikke engang kan fange en sæl, der kommer helt hen for stille og roligt at lade sig fang

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

(ingen overskrift).

Der var også en anden mand, der tog ud for at leve som qivittoq. Det

varede ikke så længe, før han mødte nogle qivittut (fjeldgængere).

De opfordrede ham til at tage hjem igen; men det ville han slet ikke.

Til sidst begyndte de qivittut, der opfordrede ham til at vende hjem

igen, at true ham med at skære ham i stykker. Men han kunne

umuligt overtales til at vende hjem. Der kom også en anden qivittoq og

opfordrede ham til at vende hjem. Det viste sig, at det var en

onkel (eller farbror) til ham. Men han ville ikke bøje sig, selv om

han blev truet med og på det kraftigste advaret imod alle de

fortrædeligheder, han ville komme ud for. En dag kom de andre igen og

forsøgte endnu en gang at få ham til at tage hjem. Men han ville

ikke, og de besluttede sig til at skære ham i stykker. Midt i det

hele kom onkelen og advarede dem imod at partere ham. Men de blev

vrede på hinanden (kamâtilitdlaramigdlo - kan også betyde at de kom op

at slås), og de gjorde alvor ud af at skære ham i stykker. Men onkelen

havde hans ånd (anernera - kan i Østgrønland også betyde: hans sjæl) hos sig

og passede på den. Da de var færdige med at skære ham i stykker, smed

de stykkerne bort allevegne og tilintetgjorde ham fuldstændig. Efter

at de, der skar ham i stykker, var gået, gav onkelen sig til at samle

stykkerne sammen. Han havde meget svært ved at finde den ene af hans

lillefingre, som viste sig at være blevet lagt i bunden af en udtørret indsø. Efter en længere eftersøgning fandt han den, og han satte stykkerne sammen

og kom i gang med at genoplive ham. Det tog lang tid med behandlingen, men

til sidst fik han ham til at trække vejret, og han blev levende.

Netop fordi han var blevet skåret i stykker og genoplivet

kom han hurtigt i stand til at klare alt; og de fortrædeligheder, han normalt ville komme ud for, slap han

for.

Kommentar: At blive parteret og sat sammen igen er en vanlig mytisk rite (reinkaranation) til at opnå angakkoq / åndemaner-evner. Spredningen af stykkerne var ritualet efter et mord, der skulle hindre den døde i at trænge ind i morderen.

Se: troldbjørn; Den store bjørn æder hende; Elvens hund; Ferskvandets bjørn, Søens bjørn. I kristent regi: Imaneq. Iisimmardik

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Et ældre ægtepar boede helt alene, uden bopladsfæller.

Det ene barn efter det andet døde for dem.

Engang de fik et barn, talte de sammen: "Lad os denne gang prøve at våge

over det." Midt om natten, hvor der ikke var mennesker, hørte de et

drøn og så / forstod?, at det var én, der kom op på taget. Så så'

de en stor hånd komme frem og styre direkte imod deres lille barn. Da

de så dette, skar de hånden over. Der blev ikke sagt noget deroppefra;

men de kunne høre væsenet komme ned fra taget. De sagde: "Hvis det har

fæller, skal de nok vise sig."

Engang da de som sædvanlig vågede, hørte de et drøn sent på aftenen.

Denne gang kom drønet udefra, uden for vinduerne. Så sagde den

derudefra: "Ham/hende med spalten (enten manden, som har fået hånden

skåret af, eller en kvinde (med "revne" for neden) er han derinde?"

De svarede: "Der kommer aldrig mennesker hos os!" "Han/hun tog afsted

igår, og er endnu ikke kommet tilbage."  Da den talende havde

fjernet sig, sagde de til hinanden: "Lad os følge dets spor imorgen."

De fandt en indlandsbo liggende død. Han var forblødt. Efter dette,

fortæller man, forlod de deres boplads.

Var.: muligvis.

Kort resumé i Rasmussen: Myter og Sagn fra Grønland, I, 1921: 374: Den skinsyge.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Amasiartoq.

Det fortælles, at konen til en af Kangaarsuk beboerne var en meget

smuk kvinde, men at hendes mand var endnu smukkere. Alle syntes, at

han var meget smuk. Hans kone forbød ham at have med andre kvinder at

gøre (ikinguteraqungilâ - ville ikke  have andre veninder), for hun

var så skinsyg. Til sidst fik hun tilnavnet Ningartooq (den meget

skinsyge). Hendes skinsyge var så voldsom, at hun  blev tosset. Hun

var så syg, at hun mistede forstanden, og folk blev bange for hende.

Til sidst døde hun. Så snart hun døde, gav hendes mand hende tøj på og

bar hende ud og gravsatte hende. Det viste sig at  han  havde gravsat

hende lige ved højvandsmærket. I tre dage overholdt manden

tabureglerne. Da de tre dage var gået, kom der nogle piger ind til

ham og sagde: "Tag med os ud til Kitaarmiut (? østboerne)

aparsîlisatut (kender ikke ordet CB). Narurligvis ville Ningartooqs

mand ikke; med da de blev ved, gik han ud med dem, og da de kom ud,

sagde pigerne: "Ningartooq toqutalivarmeeq (? Ningartooq bor i

toqutaliaq), og de drog af sted med hendes mand til Kitaarmiut. Da de

passerede Ningartooqs grav, så de ud for den noget, der lignede et

menneske. Det viste sig at være Ningartooq. De hørte også en stemme,

der lød sådan: "Ningartooq er ganske vist død." Så flygtede de alle

sammen og Ningartooqs mand måtte kravle af sted, så bange var han. De

nåede deres egn. Til sidst blev apasorneq helt umuligt for ham

takulikajisineranik.

En gang tog en lille ældre mand af sted på besøg hos Kitaarmiut. Han

havde sit barnebarn med. Også denne gang kom

Ningartooq ud, da de passerede graven. Hun styrede hen imod den

lille ældre mand og kom ganske tæt på. Den lille ældre mand, der

holdt sit barnebarn i hånden, gik nu baglæns, og til sidst faldt han

ned i vandet. Da han faldt, fik han fodfæste på sin toornaarsuk. Men

han blev ved med at holde sit barnebarn oppe over vandet. Han støttede

sig på sin særlige hjælpeånd, da hun var ved at rane hans sjæl.

Ningartooq, som stod ved strandkanten, fik ham helt ned i vandet, så

han var ved at fryse ihjel. Mens han holdt barnebarnet skreg han: "Kom med en kajak." Så var hans husfæller var på vej ned til ham.

Ningartooq qangungisoq (? flyttede sig stadig ikke). Først da de var

helt tæt på, begyndte Ningartooq at bevæge sig henimod

sin grav. De nåede frem til den ældre mand, der stod i vand til

maven. Da kajakkerne nåede ham, var han ved at synke. De greb ham, og roede med ham til land. Da frøs barnebarnet ihjel. Af medfølelse med sit barnebarn tænkte den gamle, at han ville hævne ham, så han tog alene af

sted til Kitârmiut. Da han befandt sig ud for (Ningartooqs) grav,

begyndte hun selvfølgelig at nærme sig ham. Så kaldte han på sine

falke. Man så to falke nærme sig vestfra. De kastede sig i stød mod

kvinden med brystbenet. Hun kunne dårligt kravle langs jorden hen mod

sin grav, men til sidst lykkedes det hende at komme ind i den.

Siden så man ikke  mere til Ningartooq. På den måde hævnede den lille

ældre mand sit barnebarn - fortælles der.

Hist.: Vedr. toornaarsuk se: Sonne, Birgitte: Toornaarsuks forvandlinger. Religionssociologiske Perspektiver. Særnummer af Chaos, 1985: 117 - 136, + GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere).

Var.: egentlig ikke.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen

(4. qivittoq - fortælling. Ingen overskrift)

Så fortælles der om en kateket, der drog af sted hjemmefra for at leve

som qivttoq, fordi det blev sagt, at barnet, konen fødte, ikke var hans, og en anden mand var far til barnet. En

gang, (efter at han var blevet ødelagt), og han var blevet i stand til

at flyve gennem luften, tog han hen til stedet, som han i sin tid

forlod, for at iagttage folk fra et lille fjeld. Det viste sig, at det

var om søndagen. Knap nok var han henne ved det lille fjeld, så

begyndte kirkeklokken at kime. Han kiggede på folk, der var på vej til

kirken. Lige neden for ham mellem de nærmeste store huse (igdlorssuit; nokherrnhuternes hus og kirke).

så han pludselig sin kone, der var på vej hen til kirken, med et

barn på armen. Da han havde kigget rigtigt på hende, blev han så vred,

at han mistede bevidstheden og ikke vidste, at han var fløjet væk gennem

luften. Langt om længe kom han til bevidsthed og opdagede, at han

befandt sig på et fjeld, der hed Kiinaalik, som lå langt væk. Han fløj

aldrig mere hen til stedet, hvorfra han i sin tid drog af sted; for

han var blevet rigtig vred.

Var.: ikke i denne bases samlinger.

Redaktør: Lynge, Kristoffer.

Håndskr.: NKS 3536, I, 4' læg 8, ss. 100 - 113.

Oversættelse ved Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom:

Beretningen om Aataarsuaqs mærkelige søn

Det fortælles at Aataarsuaq havde en stor brødreflok som fjender, og skønt han jagede dem efter bedste evne, magtede han ikke at komme dem på drabshold. Det fortælles videre at Aataarsuaq var eneste søn og at hans kone ikke kunne få børn. For nu bare at prøve begyndte Aataarsuaq at gå i seng med sin kone, og så var det som om hun begyndte at vente sig. Da han nu mærkede sig hendes tilstand, holdt han sig ikke længere tilbage fra hende. Hurtigt voksede hans kones mave, og da den med tiden blev meget stor, skulle hun føde. Da hun fødte, var det en stor prægtig dreng.

Faderen kunne dårligt vente, til fødselshjælpersken havde bundet navlestrengen, men så snart det var sket, tog han sin nyfødte søn, gik ud af huset og løb omgående ned til stranden, og han dyppede straks sin søn ned i en strandsø med hovedet først, indtil han knap kunne få luft. Han løb op med ham igen og nåede at komme ind i huset, mens han endnu trak vejret. Minsandten om ikke faderen gjorde sådan hver eneste dag. Når han vågnede om morgenen, tog han sin stakkels søn, der endnu sov, op fra hans leje og med ned på stranden. Altid dyppede han han med hovedet først ned i en strandsø. Lidt efter lidt kunne sønnen holde vejret under vandet, og da han begyndte at stolpre rundt, kunne han holde vejret under vandet lige så længe som en edderfugl. Nu blev faderen endnu ivrigere med at tage ham ned på stranden, straks han vågnede tidligt om morgenen. Efterhånden som han var blevet en lille purk, og faderen stak hans hoved ned under vandet i strandsøen, var det først efter lang tids venten og når der steg luftbobler op, at faderen gav ham mulighed for at ånde.

Da sønnen havde fået denne egenskab, var faderen engang på jagt og fangede en småspraglet sæl. Da han kom hjem sagde han til sin kone: "Du skal skære den sådan op, at du kun laver en åbning ved hjertet og krænger skindet af ligesom et skind, der skal bruges til fangstblære, og lade dets forluffer og bagluffer sidde på skindet." Hans kone skar sælen op, som hendes mand havde bedt hende gøre: hun lavede en åbning ved hjertet, krængede sælens krop ud af skindet, og da hun var færdig og gik ind, sagde hun til sin mand: " Nu er det klart og ligger derude." Manden lod skindet bringe ind og lod spækket grundigt skrabe af, og han udstoppede det gennem åbningen, så det struttede, og hængte så den udstoppede sæl op til tørring. Mens han ventede på at den tørrede, fortsatte han som han plejede med sin stakkels søn: så snart han stod op, gik han ned til stranden med han, og først efter at have ladet ham holde vejret længe under vandet, gik han tilbage til huset med ham.

En morgen da faderen vågnede så han, at skindet af den småspraglede sæl var blevet helt tørt, og så vækkede han sin stakkels søn som sædvanligt ret så brutalt: "Stå nu op, for du skal have din nye dragt på, lille du." Sønnen skyndte sig op, og da han var stået op greb han øjeblikkeligt fat i skindet af den småspraglede sæl. Da han gik ud med skindet på, gik han på den måde, at han satte sine fodspor ved siden af hinanden, og med sin far efter sig. Da han kom ud, gik han med det samme ned mod stranden. Da sønnen gik hurtigere og hurtigere ned mod stranden, kiggede faderen ind imellem hen på ham undervejs til sin kajak. Så plumpede sønnen i vandet. Faderen skyndte sig at bære sin kajak ned og satte sig i den. Så roede han hen til det sted, hvor sønnen var plumpet i vandet og kiggede derned. Men da han endnu ikke havde set sin søn, selv om han gennemsøgte havbunden, blev han til sidst ængstelig. Han angrede dybt og tænkte: "Hvor var det dog rigtig dumt af mig, at jeg lod ham gå i vandet, for nu er jeg skyld i min kære søns død. Han var helt opslugt af sine selvbebrejdelser, da han pluselig hørte et kalderåb og kiggede udefter, hvor han så, at sønnen langt derude havde stukket hovedet op af vandet. Så snart han fik øje på ham, vendte han kajakken og roede hen mod ham af alle kræfter. Sønnen så bare på ham uden tilsyneladende at tænke på at dykke. Da faderen efterhånden syntes det var synd for sønnnen, gjorde han sin blærepil, som han altid havde foran på kajakken, klar til kast, og sønnen blev ved med at kigge på ham. Og så netop som faderen gjorde en bevægelse for at kaste blærepilen efter ham, nåede han kun lige at høre sønnen bruge lufferne til at dykke med, og faderen ramte kun det sted, hvor sønnen havde været. Faderen tog sin blærepil op og fulgte uden den store lyst forsøgsvis sønnens kurs udefter. Han fulgte ruten længe, men stoppede til sidst op nu og da, og da sønnen havde været nede alt for længe, blev han til sidst urolig for ham. Så standsede han helt og gav sig i stedet til bare at spejde, men da han pludselig hørte hans kalderåb, kiggede han rundt og så, at han var dukket op langt, langt derude og bare lå og så på ham, og da han nu igen igen fik øje på ham, roede han hen mod ham af alle kræfter. Da han kom nærmere, ville han først kaste sin blærepil efter ham, men tænkte så: Jeg kan da prøve at komme helt hen til ham. Lige før han nåede ham bremsede han kajakken med åren og lagde hånden på sin søns hoved og sagde: "Lille du, det var dog utroligt så længe du kan blive under vandet, hvor er du dygtig til at blive under længe, svøm nu indefter, så hurtigt du kan, så følger jeg efter." Da faderen sagde det, hørte man kun et skvulp, da sønnen smuttede ned. Hans far vendte kajakken, satte af sted indefter af alle kræfter og holdt farten det bedste han kunne. Mens han stadig syntes, der var langt til land, hørte han sønnens kalderåb, og da han kiggede efter så han, at han var dukket op lige ved strandkanten. Så meget var han kommet forud. Da sønnen var så dygtig til at holde sig under vandet, overvejede faderen nu at bruge ham mod sine fjender.

Næste dag da Aataarsuaq var på fangst, fik han øje på de mellemste af den store brødreflok, der også var på fangst, og Aataarsuaq havde solen på sin rigtige side. Inden hans fjende opdagede ham, gemte han sig i solens genskin på vandet og begyndte at jage ham mod sin skyggeside. Umiddelbart før han fik sin fjende på så nært hold, at han kunne harpunere ham, brød denne ud fra solens genskin og begyndte at ro væk i stor fart. Aataarsuaq fulgte efter, og da de længe havde roet kraftigt til, stoppede den anden så småt op, og Aataarsuaq vendte nu forenden af sin kajak hen imod ham og opdagede, at han selv havde mistet fordelen ved solens genskin på havet, og at hans fjende nu vendte sin kajak imod ham. Aataarsuaq prøvede at flygte, men hans fjende halede hurtigt ind på ham bagfra, og Aataarsuaq blev dræbt. Da den mellemste af brødrene kom hjem fortalte han, at Aataarsuaq havde jagtet ham, mens han gemte sig i solens genskin på vandet, men at han selv havde dræbt ham, da han uforvarende var kommet ud af dette genskin, og at han nu ville opsøge hans familie og dræbe dem.

Det fortælles at Aataarsuaq havde en slægtning blandt brødreflokkens bopladsfæller, og da slægtningen hørte om deres planer, lod han som om, han intet havde hørt. Nu ventede han bare på at hans bopladsfæller skulle gå til ro for natten. Først da de allesammen var faldet i søvn, tog han over til sine slægtninge for at røbe sine bopladsfællers planer, og da han kom ind i deres hus sagde han: "Den mellemste af brødreflokken har i dag dræbt jeres eneste voksne mand i huset, og de har planer om at komme i morgen og udrydde jer allesammen." De blev naturligvis helt ulykkelige.

Næste morgen begyndte de at spejde ud af vinduet med jævne mellemrum. Da det blev op ad dagen, og da sønnens mor på et tidspunkt kiggede ud af vinduet, så hun, at kajakker var ved at runde næsset, og det var sandelig mange kajakker. Moderen trak sig tilbage til briksen og vækkede sin søn og sagde: "Din stakkel, hvordan kan du sove. En hel masse kajakmænd har rundet næsset for at udrydde os allesammen." Hendes kære søn rejste sig helt oplivet over ende, og da han var stået op, begyndte han at rode med skindet af den småspraglede sæl. Da han havde taget det på, bad han ivrigt sin mor om at skynde sig med at sy åbningen til. Da hun var færdig med det, skyndte han sig ud og så, at kajakmændene nu ikke var ret langt borte, og der var sandelig mange. Netop som han stillede sig op på taget af husgangen, var der én, der sagde: "Dér kommer han ud, fræk og frejdig, som om han ikke om lidt skulle have våben strittende ud over det hele." Aataarsuaq's søn lod som han ikke hørte det og begyndte at gå ned mod stranden for at tage imod kajakmændene. Da han begav sig ned hørte man igen et råb: "Han deroppe er jo kun et lille sølle barn, se, nu går han ned for at tage imod os, som om han om lidt ikke vil være spækket med fangstvåben; lad os se hvem der først får ram på ham og sårer ham." Og så begyndte de at ro om kap hen mod ham, og ingen af dem ville være den sidste. Derinde på land blev han, der gik dem i møde, mere og mere ivrig. Da de første kajakker var meget nær ved land, nåede han stranden og forsvandt ned i vandet. Alle kajakmændene satte nu farten yderligere op, mens de sagde: "Hvor mærkeligt! Han faldt i vandet!" Da de kom til stedet spejdede de ned i vandet mens de kommenterede: "Det var lige her, han faldt i, han må være dernede, søg nu efter ham." Da de allesammen gav sig til at lede, gemte Aataarsuaq's mærkelige søn sig langt inde i tangskoven. Han tog dem nu nøjere i øjesyn med kun det ene øje fri af tangen, og han så, at to af dem var meget dårligt udstyrede, at den ene var så skeløjet, at han kun kiggede på sin næserod, mens den andens øjne var så urolige, at de ligefrem blinkede som stjerner. Disse to havde overhovedet ingen fangstredskaber og kun en kølle fastklemt under tværremmene på kajakken, og de var begge helt opslugt af at kigge ned. Til sidst kunne han ikke nøjes med at kigge på dem, men fulgte så den skeløjede under kølen og dukkede op ved forenden på hans kajak, hvor han så, at han var helt væk i at stirre ned, mens øjnene skelede alt det, de kunne, og han ikke kunne sige andet end: "Det var dog mærkeligt, hvor bliver han af, man kan ellers tydeligt se hele bunden." Mens han sagde det, så han ham foran sig ud af øjenkrogen. Han greb sin store kølle, mens han råbte: "Hér er han jo!" Og da Aataarsuaq's søn forsvandt ned i vandet, var han lige ved at ramme ham i hovedet med køllen. Så skældte han ud på sig selv: "Jeg idiot, midt mens jeg er opslugt af at stirre ned, opdager jeg, at han længe har kigget på mig fra forenden af min kajak, og så når jeg ikke at ramme ham med køllen." Og nu havde han ikke øje for andet end forenden af sin kajak. Aataarsuaq's søn nåede rundt nedenom hans kajak, dukkede op ved dens lændestøtte og så, at den skeløjede kun havde øje for sin kajaks forende, hvor han var klar til at slå til.

Alle kajakmændene stimlede sammen ved den skeløjede, både forfra og bagfra, klar til at kaste harpunerne med kun dette ene for øje. Den skeløjede gav sig igen til at skælde ud på sig selv: "Nu ter han sig nok helt uventet, fordi vi alle er parat." Nu havde den skeløjede øjnene overalt og holdt sig parat til at slå enten forover eller bagover. Til at begynde med holdt Aataarsuaq's mærkelige søn bare øje med dem nedefra, men så svømmede han længere ud, dukkede op langt ude og så, hvor mange kajakmænd der holdt sig parat med løftede harpuner. Da han derudefra kaldte på dem, lød det: "Ih du forbarmende, dér er han jo, helt derude!" De kastede bare deres fangstredskaber fra sig og roede så om kap hen imod ham, og ingen af dem ønskede at være den sidste. De hurtigste kajakker nærmede sig. Han så bare på dem mens han ind imellem rejste sig lidt højere op af vandet. Én af kajakmændene havde nu sin blærepil klar til kast, men han blev bare ved med at kigge på dem. Og netop som manden gjorde en lille bevægelse for at kaste, lød der bare et lille svup! Han var allerede nået dybt ned, da mandens blærepil ramte det sted, hvor han lige havde været.

Nu begyndte Aataarsuaq's søn at lade dem forfølge sig udefter. Mens de søgte at følge hans rute under vandet, opdagede de hele tiden, at han var langt foran dem. De mange kajakmænd sagde uafbrudt: "Han opfører sig nu helt uventet, man skulle tro han fik åndenød, men han lader os forfølge sig i den forkerte retning." Nogle af dem trøstede de andre: "Vi kan ikke undgå at fange ham. Når først han får åndenød, skal han nok blive mere nærgående." Til sidst kom de langt ud på havet.

Da de var nået langt ud på havet, så de et isfjeld med glat overflade. Aataarsuaq's søn fortsatte stadig med at dykke og svømme og svømmede hen mod isfjeldet. Da de nærmede sig, forblev Aataarsuaq's søn længe neddykket. Næste gang de fik øje på ham, var han dukket op lige ved siden af isfjeldet. Mens de så til, begyndte han at klatre op på det. Så roede de om kap derhenad: "Se, nu hvor han har fået åndenød, prøver han at redde sig op på isfjeldet; nu kan vi ikke undgå at fange ham!"

Da Aataarsuaq's søn var klatret op på isfjeldet kunne man kun lige ane ham. Og da kajakmændene nåede det, omringede de det og føjede deres kajakker sammen med årerne stukket under hinandens tværremme, så han ikke havde noget vand at falde ned i. De lavede trin på isfjeldets side, og sikken masse mænd der nu klatrede op efter hinanden! Det fortælles, at det til alt held for Aataarsuaq's søn lykkedes ham at finde en løs klump is ovenpå isfjeldet, og den skubbede han hen til kanten, så den var lige til at skubbe ned. Først da issen på den første dukkede op over isfjeldets øverste kant, lod han klumpen falde. Og så begyndte alle de mange mænd at trimle ned langs isfjeldet, så isen bare skurrede. Da det skete, sagde de: "Hvis vi bliver sådan ved, bliver vi udryddet. Lad os flygte allesammen." Og med et rædselsråb tog de alle flugten og roede lynhurtigt væk, mens de nu og da kiggede sig tilbage. Først da de var kommet et godt stykke væk, lod Aataarsuaq's søn sig falde ned langs isfjeldets væg. Man kunne nu høre de mange mænd råbe: "Se nu, han har allerede ladet sig falde ned, og nu kan han ikke undgå at indhente os." Så kunne man kun høre vandets plasken fra pagajerne, da de satte farten yderligere op for at komme væk, og hvem skulle nu være forrest? Aataarsuaq's søn tænkte først på at begynde med de mærmeste, men ombestemte sig: "Det ser ud til, at de forreste så inderligt ønsker at redde sig." Han passerede de nærmeste, der var sakket agterud, en for en, selv om de så gerne ville nå op til de forreste. Og da han nåede frem til dem, tog han pagajen fra den forreste, så kajakken vendte bunden i vejret, og da begyndte dem bagved at skodde og flygte alt det, de kunne i alle retninger. Nu sagde de allesammen: "Sådan vil han gøre ved os allesammen, vi bliver udryddede." Og de roede endnu stærkere. Så begyndte Aataarsuaq's søn for alvor at rive deres årer fra dem og var snart i fuld gang med at udrydde de mange kajakmænd.

De to af kajakmændene, der kun havde en kølle som redskab på deres kajakker, den skeløjede og ham med de evindeligt flakkende øjne, fór endnu mere forvirrede rundt efterhånden som der blev færre og færre af deres mange kajakfæller. Hvor skulle de nu flygte hen? Når de fulgte efter deres kajakfæller, og de forreste blev frataget deres årer, skyndte de sig i en anden retning med ordene: "Vi fjolser ville selvfølgelig også være med, og det er da helt sikkert, at han også får fat på os. Hvor flovt at vi tog med, når vi kun har en kølle som våben, og så viser det sig tilmed at Aataarsuaq's søn ikke er til at hamle op med. Vi kunne have fortsat vores gode liv, men nu har vi forspildt det." " Ro nu ikke for langt væk, kom tættere herhen," sagde den skeløjede gang på gang til sin fælle. Til slut var de de eneste tilbage: "Vi har kun at beklage vores endeligt!" De lå nu tæt sammen, og når de vendte sig mod hinanden udbrød de: "Hvor er det dog skrækkeligt!" Da de to nu snakkede mere end godt var, og netop som den ene ville tage et åretag, havde Aataarsuaq's søn knap nok taget fat om spidsen af hans åre og holdt den mellem sin tommel- og pegefinger, før manden råbte: "Så, nu sker det, nu trækker han mig ned, kom skynd dig at støtte mig med åren, skynd dig!" Da den anden ville til at klemme sin åre fast under tværremmene på hans kajak, slap Aataarsuaq's søn sit tag, og det var med nød og næppe, han kunne rette sin kajak op, og med et gevaldigt suk sagde han: "Lad os nu bare holde sammen og sætte vores årer fast under hinandens tværremme." Og det gjorde de så med en sådan iver, at det rungede i kajakkerne. "Jeg tager ikke et åretag mere", sagde den ene til den anden, "og selv om vi driver ud på det åbne hav, hvis vi ikke ror, så skidt med det, for hvis pålandsvinden sætter ind, driver vi i land. Men hvornår kommer der en brise mod land? Den kan vi komme til at vente længe på. Du skeløjede, prøv om du kan padle med albuen, inden vi kommer alt for langt ud, jeg skal nok holde mig parat til at holde fast ved din kajakring." Netop som den skeløjede dyppede sin albue i vandet, tog Aataarsuaq's søn ham let om den, og den skeløjede skreg: "Du godeste, nu igen! Nu kan han ikke undgå at tippe mig rundt, træk i mig alt det du kan." Da den anden begyndte at hale i den skeløjede, slap Aataarsuaq's søn ham, og manden rettede sig op: "Åh, det var dog forfærdeligt, han var lige ved at rive armen af mig. Du har ikke prøvet noget endnu, prøv om du ikke kan padle med dit lange hår, jeg skal nok være parat til at hale i dig." Så fór det ud af ham med de evigt flakkende øjne: "Han vil da helt sikkert trække mig ned ved håret, for det er jo nemt at holde fat i." Den skeløjede sagde så: "Prøv nu bare, jeg skal nok være klar til at hale i dig, prøv nu." Da ham med de urolige øjne dyppede håret ned i vandet tog Aataarsuaq's søn fat om hårspidserne og holdt fast med sin tommel- og pegefinger. Manden skreg i vilden sky: "Så, nu er det altså alvor, nu trækker han mig ned!" Aataarsuaq's søn morede sig så kosteligt over dem, at han blev helt kraftesløs. Han slap taget i manden med de flakkende øjne, og da denne havde fået balancen igen, sukkede han dybt og udbrød: "Det nytter ikke at padle mere, jeg gør det ikke mere! Lad bare strømmen tage os med ud." Dér sad de så med hovederne højt løftede og armene over kors, og da de gav sig til at plapre i munden på hinanden, dukkede Aataarsuaq's søn op ved kajakkens forende ud for kastetræet, og bedst som de plaprede løs, råbte de begge to: "Jamen, dér er han jo, lige ved siden af!" De havde fået nok og nægtede pure at se på ham, og de løftede hovederne så højt og lænede sig så meget tilbage, at nakken lagde sig på dækket bag kajakringen.

Så var det Aataarsuaq's søn sagde: "Jeg vil ikke gøre jer noget. I kan løsne kajakkerne fra hinanden og ro hjem og fortælle jeres bopladsfæller, at ingen herefter skal komme herhen; for jeg er ikke bange for dem; og fortæl dem, at jeg hver gang vil udrydde dem, der kommer. Frigør I bare kajakkerne og ro hjem." Den vindøjede skelede først hen til ham og udbrød: "Vi risikerer jo bare, at du tager vores årer, så snart vi begynder at ro." Nu opfordrede de så på skift hinanden til at være den første til at ro. Det endte med, at det blev den skeløjede, der skulle tage det første åretag, og han sagde gang på gang til sin sidemand: "Hold dig parat til at sætte din åre fast under mine tværremme. Nå, lad os nu bare prøve." Og så strejfede han bare vandet med sin åre. Han vendte sig mod den anden med et slags smil og sagde så: "Det gik fint for mig. Prøv de nu med et åretag." Ham med de evigt flakkende øjne tog til genmæle: "Han har ladet dig være bare for at kunne lege med stakkels mig, hold dig nu parat til at fastgøre dig til mig, så vil jeg forsøge." Han tog et åretag, og det gik også fint. Efterhånden som de kom væk fra Aataarsuaq's søn roede de hurtigere og hurtigere, mens han råbte: "Fortæl dem at de aldrig mere skal gøre noget forsøg på at komme her for at udrydde os allesammen; jeg er ikke bange for dem og jeg skal dræbe hver og én."

Det fortælles at Aataarsuaq's søn kun lod de to med køllerne leve, og det fortælles også at Aataarsuaq's søn levede lige til sin naturlige død uden at være blevet såret af noget våben.

Her ender beretningen.

Var.: Svømme under vandet som en sæl.

Tolkning vedr. indledningen: Den traditionelle overbevisning, at fosteret kun vokser hvis det får næring fra faderens sæd, er åbenbart levende endnu på fortælletidspunktet.

Redaktør: Søby, R. M.

Orig. håndskr.: NKS 3536, I, 4', læg 3, ss. 6 - 7: Inigiapîlersípungôq âtaitsiartaqardlitik.

Resumé:

Aataatsiaq fanger aldrig noget. Hans sønner holder hver dag udkig efter ham,

og en dag råber en hjemkommen fanger, at A. derude faktisk har fanget

en sæl. Sønnerne skændes om hvem, der skal have overarmsstykket. Men

faderen kommer igen tomhændet hjem og beslutter at hævne sig på sine

fæller, fordi de har narret sønnerne. Tidligt næste morgen ror han ud

før alle andre. Kommer snart tilbage med en advarsel om fjender, der

nærmer sig, hvorefter alle i hast flygter i konebådene. De afviser A.s

sønner, der vil med, og A.s familie lever højt på det, de andre har

efterladt.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen fra håndskriftet:

De blev igen mange mennesker (på bopladsen), og Aataatsiaq boede også dér.

Mens fangerne på stedet fangede mange sæler kom Aataatsiaq altid hjem uden at have fanget noget. Når kajakmændene var

på vej hjem og kunne se bopladsen, stod Aataatsiaqs søn altid på en

høj, der lå lidt syd for bopladsen. Den ældste søn stod nemlig altid

på den lille høj, mens den yngste stod ved husgangen. En gang da

fangerne var på vej ind, så de, at den ældste som sædvanlig stod på

den lille høj. De sagde: "Lad os narre ham." Så råbte de: "Endelig har

din far fanget en sæl!" Sønnen vendte sig udefter og råbte: "De siger,

at Aataatsiaq har en underarmsben med til mig." Den yngste råbte: "det

er mig, der skal have underarmsbenet!" Men Aataasiaq kom hjem uden

fangst.

Da han kom hjem, fortalte hans sønner ham, at de  var blevet narret.

Aataatsiaq sagde: "I morgen vil jeg narre dem." Da fangerne vågnede

næste morgen, var faderen allerede taget afsted. Mens sønnerne var ude

at trække frisk luft, dukkede Aataatsiaq op vest for bopladsen, og han

råbte: "En masse mennesker er på vej til bopladsen for at dræbe os-

("kilersiartortorpassuinngooq"= giver ham et snitsår) fra nord, fra

vest, fra syd og fra øst," og han råbte "uaa" til sidst.

Der blev røre blandt bopladsfællerne. De skar de remme konebåden var

surret fast med over (pga. deres hastværk med at flygte, BS).

Da de skulle afsted ville Aataatsiaqs sønner

også gerne med. Men de sagde til dem: "I skal ikke med". Faderen sagde

bare til dem: "I skal ikke med!" Så tog de afsted uden Aataatsiaq og

hans børn. En masse mennesker forlod bygden. Aataatsiaq og hans sønner

tog alle deres ting.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

To børn, Ajagutaarsuk og Ularpannaq, var gode venner og

elskede hinanden højt. Ularpannaq havde forældre og en stor familie,

men Ajagutaarsuk havde ingen familie; han havde kun sin mor. Når andre

børn legede eller spillede bold, var Ajagutaarsuk aldrig med, for han

var meget genert. Han og Ularpannaq fik kajak samtidig; og de begyndte

at tage ud på fangst, da de voksede til. De blev hurtigt dygtige

fangere. Men Ajagutaarsuk udviklede sig hurtigt til at blive dygtigst

i kajak og bedre til at fange sæler.

Ularpannaq foreslog engang Ajagutaarsuk, at de skulle kappes om, hvem der først fangede en sæl. De lå på lurestedet efter sæler (? Tamâni sule

qanialigsarqâq). Ajagutaarsuk fik to, og derefter fik Ularpannaq

fanget sin ene. Han harpunere og aflivede sælen og

tog den på slæb. Under hjemturen sagde Ularpannaq til sin kammerat:

"Lad os kappes om, hvem der først får sig en kone." Ajagutaarsuk

svarede ham: "Lad vær med at gifte dig. Hvis du får en kone

vil du ikke kunne elske mig så meget som før, og jeg har ingen

kæreste (eller: - og der er ingen, jeg kan gifte mig med)." Senere

under en fangsttur gentog Ularpannaq sit forslag om at kappes om, hvem

der først fik sig en kone. Ajagutaarsuk svarede: "Du må jo have en

kæreste, siden du vil kappes om, hvem der først får en kone, men

jeg har ingen." Da de kom  hjem - i løbet af aftenen - fik Ularpannaq

sig en kone.

Ajagutaarsuks mor sagde da: "Gift du dig også." Sønnen svarede: "Jeg

vil kun gifte mig med én, der ligesom jeg ikke har nogen familie."

Hans mor skyndte sig ud, og det varede ikke længe, så var hun tilbage

med en ung pige, som ingen ejede. Ajagutaarsuk giftede sig med pigen.

Da de en dag, før året var omme, var ude på fangst sammen, foreslog

Ularpannaq, at de skulle kappes om, hjem der først fik barn - men det

skulle være en dreng. Ajagutaarsuk grinte og svarede: "Du er jo nok

klar over, at din kone er gravid, siden du vil kappes om, hvem der

først får barn. Men jeg mener ikke, jeg er i stand til at være med, da

jeg ikke er sikker på, om min kone er gravid eller ej." Der

gik ikke lang tid, så fødte Ularpannaq`s kone en pige; og

Ajagutaarsuks kone fik en søn.

Nogen tid senere foreslog Ularpannaq under en kajaktur, at de skulle kappes om, hvem der først fik en søn. Igen skete det, at Ularpannaq fik en pige og Ajagutaarsuk en dreng. Da den anden blev misundelig fortalte Ajagutaarsuk grinende

sine bopladsfæller alt dette - at han først foreslog, at de skulle

kappes om, hvem der først fik en kone, hvem der først fangede en sæl,

og senere to gange, hvem der først fik en søn, og at Ularpannaq hver

gang havde tabt.

Engang de var ude på fangst sammen, sagde Ularpannaq

følgende til sin ven: "Lad og kappes om at blive den bedste

åndemaner." Ajagutaarsuk svarede: "Det har jeg slet ingen forstand

på. Jeg har ikke engang set nogen træne til åndemaner." Så opgav

de det. Hen på foråret, da isen var ved at forsvinde, satte Ularpannaq

sin konebåd i vandet og tog af sted nordpå for at bosætte sig på en

anden boplads sammen med hele sin familie. Da han var rejst,

havde Ajagutaarsuk ingen, han kunne tage ud på fangst sammen med. Han

tog alene ud på fangst; han kom til at fange endnu flere sæler og

udviklede sig til at blive endnu dygtigere i kajak.

En gang fik han besøg af to mænd, innersuit (ildfolk), for de var jo hans

amuletter (arnguarigamigit - amulethjælpere). Han besøgte dem også

selv, når han fik lyst. Han besøgte dem om aftenen og var sammen med

dem hele natten og lærte åndemaneri af dem. En dag da han gjorde sig

klar til at komme af sted, sagde hans mor til ham: "I dag er vejret

alt for dårligt, og det blæser for meget. Du skal gøre ligesom de

andre og tage din kajak ind og tørre den; for den er gennemvåd, fordi

du har brugt den for meget. Gå i stedet en tur over land og sæt

rævefælder. Det er på de tider, at skibene plejer at dukke op. De er

som regel ude efter dem (ræveskind), så du kan bruge dem som

handelsvarer."

Ajagutaarsuk tog ud en tur. Undervejs kom han til

en klippe med en meget stor sten med hul i midten, ovenpå. Han var lige nået derhen, så hørte han en stemme sige, at han skulle komme ned. Han modsatte sig ikke, men under nedstigningen kom han til at trille ned, og straks besvimede han. Da han igen kom til bevidsthed,  kæmpede han sig helt årvågen, og det gik op for ham, at han lå på den bare jord, splitternøgen.

På vej hjemover hørte han sus i luften og kiggede bagud. Det var fugleskindspelsen, der kom svævende i luften. Han rakte armene frem, og straks havde han fugleskindspelsen på. Næste gang han hørte sus, var det bukserne, der kom, og også dem fik han på. Sidste gang  han hørte sus, var det kamikkerne, der dalede ned; også dem tog han på. Da han så kiggede nordover, så han Ularpannaq

komme flyvende. Ajagutaarsuk fik travlt med at komme hjemad. Han bar

sin kajak ned, roede ud og flygtede. Snart havde han fanget en sæl

og roede ind til land.

Da han kom hjem, lod han nogen sætte mad frem.

Det blev aften, det blev nat, og til sidst blev det morgen. Først

dagen efter om aftenen ankom Ularpannaq og indlogerede sig hos

Ajagutaarsuks. Da mændene havde indfundet sig til kødspisning og sat

sig ned, fortalte Ularpannaq: "Jeg var ellers ikke længe om at nå

hertil. Jeg tog af sted i dag hjemmefra, og nu er jeg her allerede."

Ajagutaarsuk sagde til ham: "Jeg var ude at gå en tur i går. Da så jeg

dig komme nordfra. Jeg regnede med, at du snart kom, og jeg var ude at

skaffe noget kød til dig. Alligevel var jeg lige ved at blive træt af at

vente på dig." Da tav Ularpannaq helt skamfuld. Han blev natten over og tog af sted dagen efter.

Straks efter fløj Ajagutaarsuk efter ham, og de ankom omtrent samtidigt. Da

han kom ind i huset, fik Ularpannaq travlt med at få sat mad frem; han

havde ikke regnet med, han kom så tidligt, hvorfor han ikke havde

gjort forberedelser. Efter at have spist om aftenen, foreslog

Ularpannaq, at de skulle kappes om, hvem der var den bedste til at

mane ånder. Han lod Ajagutaarsuk sætte sig ved sin side. Idet han

satte sig, kom tre store indlandsboere (tornit) ind. De var altså vennens (Ularpannaqs) hjælpeånder. En af dem tog en

lanse og sagde: "Jeg vil kaste lansen efter dig."  Han gjorde sig

klar og kastede lansen. Hurtigt sprang Ajagutaarsuk op og kom til at

hænge på en tværbjælke. Den anden indlandsbo tog lansen og kastede den

efter ham, men ramte ham ikke, idet han sprang ned på gulvet. Så

hørte man lyden af trin ude i gangen - nogen, der var på vej gennem husgangen.

Ind trådte en ildmand (innersuaq) med bælte på, der var lavet

af det hvide sortsidemaveskind. Han sagde: "Hvad gør de dog ved ham,

hos hvem jeg plejer at varme mig?" Han satte sig ved siden af

Ajagutaarsuk. I det samme hørte man lyden af trin, der var på vej ind.

Det var innersuaq nummer to med et bælte, der var lavet af

hvalrosskind. Idet han sagde: "Hvad gør de dog ved ham, hos hvem jeg

plejer at varme mig?", satte han sig ned på den anden side af

Ajagutaarsuk. Der hørtes endnu en gang trin ude i gangen på vej ind.

Ind trådte innersuaq nummer tre. Han sagde: "He! Hvad gør de dog ved

ham, hos hvem jeg plejer at varme mig? Tror de mon, vi ikke kan magte

dem?" Også han satte sig ned i nærheden af Ajagutaarsuk. Ajagutaarsuk

trådte frem for at trække armkrog med en af indlandsboerne.

Ajagutaarsuk rettede innersuaqs (det skulle nok have været tuneq - indlandsbo) arm ud, så senerne blev revet over og kødet blev

sønderrevet. Innersuit (ildmændene) spyttede på den tabendes arm og

åndede på den, så at den blev rask. Indlandsboerne blev vrede, greb

fat i innersuit og de kom op at slås. Ham med bæltet af hvid

sortsidemaveskind kastede sin modpart fra sig med en sådan kraft, at

det gav et mægtigt drøn (? ingaluagsínnarpoq - ingasappoq - er

voldsom). Endnu voldsommere lød det, da den anden med bælte af

hvalrosskind kastede sin modpart fra sig. Den tredie, der havde et

bælte af remmesælskind, kastede modparten hen ad gulvet, så lænden

knækkede. Så var de på vej ud med Ajagutaarsuk i spidsen. De kom ned i

deres kajakker og tog af sted hjemover. De tog Ajagutaarsuks kajak med

sig, da de vidste, at han ville få brug for den.

Senere besøgte Ajagutaarsuk innersuit adskillige gange for at tage ud på fangst

sammen med dem. Han blev så dygtig til at fange, at ingen på

bopladsen kunne måle sig med ham. Ularpannaq gik i den grad op i træningen til åndemaner, at han kun sjældent tog ud på fangst, og kom efterhånden til at lide mere og mere nød; til sidst ejede han hverken konebåd eller telt. Hvad mad angik blev han afhængig af andres hjælp. Han fik flere børn, men udelukkende piger. Derimod fik Ajagutaarsuk mange drenge; og det at gå på fangst lærte de hos deres far.

Var.: De tvende Fættere; Ulorpanna; Ipiutaarsuk; Nerngajorak;

Hist.: Ajagutaarsuks uddannelse til åndemaner (se også initiation) følger det østgrønlandske skema. I Østgrønland var den forestilling fremherskende, at hjælpeånder varmede sig i deres angakkoqs / åndemaners krop, når han holdt seance og selv i ånden var på rejse.

Forestillingen træffes sjældent i vestgrønlandske fortællinger.

Stærkt revideret renskrift (ved Peter Rosing ?) findes i: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415. Begge versioner er oversat i denne base.

Resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 374.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

En gammel kvinde med barnebarn var blevet efterladt af

sine bofæller. Andre bragte mad til dem. Men da sneen kom, holdt de op

med at bringe mad; de begyndte at sulte.

Den gamle kvinde mumlede så en trylleformular dér på briksen.

Hun gik også ud, og da hun nåede til isstykkerne ved stranden,

sagde hun igen en formular, hvorefter hun gik op til huset igen.

Hun gik ind i huset og begyndte at grave nede under siddepladsen på

den anden side af briksen.

Da hun var færdig med gravearbejdet, sagde hun til sit barnebarn:

"Hvis min formular virker, vil dette hul blive fyldt med saltvand."

Den gamle kone sagde igen til sit barnebarn: "Du kan tilse det i

morgen tidligt." Det gjorde barnebarnet.

Barnet fik øje på en tangloppe, hun prikkede den i øjet og delte den

midt over; den spiste de.

Dagen efter tilså barnet det igen, og der var en krebs. Også denne

stak barnet i øjet med sin kødvender, så den døde. De kogte den og

spiste den.

Atter næste dag kiggede de ned i hullet og så, at der var en krabbe

("pisugutilik" - én, der har noget at gå med). Den blev stukket i øjet

med kødvenderen. De delte den midt over og spiste den.

Næste dag kiggede de ned og der var en ulk. Også den delte de midt

over og spiste den. Det var lige ved, at de ikke kunne spise det hele.

Da de opdagede, at der var en netside, bemærkede barnet:" Hvor skal

jeg stikke og dræbe den?" "Du skal røre ved dens øje, så dør den."

Hun rørte ved dens øje, så den døde. Igen næste dag kiggede de ned og

så, at der var en sæl med tyndhåret pels, (netside). Den blev aflivet

på samme måde.

Næste dag var der en hvidhval. Den blev delt i flere stykker og

anbragt (oversættelsen er et gæt).

Næste dag opdagede de, at der var en hvalros. Barnet sagde: "Hvordan

skal jeg dræbe den?" Hun svarede: "Du skal stikke den i øjet med

kødvenderen, så dør den." Barnet stak den i øjet, så den døde.

Den efterfølgende morgen hørte de et voldsomt, næsten øredøvende brøl.

Det var en isbjørn. Barnet spurgte: "Hvordan skal jeg dræbe den?" Hun

svarede straks: "Også den dør, når du stikker den med kødvenderen."

De fangede alt muligt.

En af dem, der havde overvintret et andet sted, ville se til dem, og

han forventede kun at finde skeletter af ligene. Da han kunne se sit

hus, opdagede han, at der var blod omkring det. Han kørte op til

huset. Der kom én ud med bar overkrop og havde det varmt. (Tegn på

rigdom: man havde spæk nok til lampen, B.S)  Da han nåede frem,

spurgte han: "Hvor har i fået dem fra?" (ánakunasiaq ?) sagde: "Det

får du nok at vide." Han gik ind og så alt det kød, de havde, og han

spurgte: "Hvor har i fået det fra?" Han/hun sagde: "Dernedefra!"

De sagde også: "Det er en god fangstplads."

På den måde havde de holdt sulten borte i hele den lange vinter.

Var.: Mange, En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn; Nakataamilaarpara. Den forladte kvinde med plejedatter. En fortælling (om en haj der forsørgede forældreløse); Hajfisken som forsørger; Two deserted ones get meat from guests; Kunuanannguaq; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn.

Dette er en reevideret renskrift af Orig. håndskr.: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419. Begge versioner er oversat i denne base.

Dansk resumé: Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 374.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Et ældre menneske havde et barnebarn, som var en pige.

Deres husfæller, som var fangere, sørgede for dem om vinteren og gav

dem mad, når de fangede noget.

I forsommeren tog husfællerne afsted og efterlod det ældre menneske og

barnebarnet alene på stedet. Hele sommeren bragte de dem mad, når de

fangede noget.

Så blev det vinter. Vinteren igennem var der ikke længere nogen, der

kom med mad. Mens de var der alene, begyndte de at sulte.

En morgen, da de vågnede vidste bedstemoderen ikke, hvad andet hun

skulle gøre, end at gå ned og fremsige formularer.

Nede ved isstykkerne ved stranden, fremsagde hun så en formular med

hænderne om pelshætten. Da hun havde fremsagt formularen, vendte hun

tilbage til huset, og inde i huset fjernede hun siddepladsen overfor

hovedbriksen og gravede i stedet et hul der.

Da hun var færdig mumlede hun en formular gentagne gange

og det var så det. Om aftenen lagde de sig til at sove.

Da de vågnede om morgenen og hørte en plaskende lyd derhennefra, bad

hun barnebarnet gå derhen. Med en kogegaffel i hånden gik barnebarnet

derhen, og imens sagde bedstemoderen: "Du må stikke det i øjet."

Barnebarnet fik øje på en tangloppe, der rullede rundt i udgravningen.

Hun ramte den efter bedste evne i øjet, og dér lå tangloppen død. De

tog den op og delte den imellem sig. De kunne godt have spist mere og

de gik i seng.

Næste morgen hørte de en plaskende lyd derhennefra, og barnebarnet gik

derhen og så, at det var en reje. Hun stak den i øjnene; og så var den

død. De delte den imellem sig, og slugte den i en enkelt

tyggebevægelse.

Da de vågnede næste morgen, hørte de noget støj derhennefra.

Barnebarnet gik derhen og så, at det var en krebs. Hun stak den i

øjnene; og så var den død. De delte den imellem sig, og de gik i seng

om aftenen.

Efter en god nats søvn vågnede de ved lyden af en fisk, der slog med

halen. Straks skyndede hun på sit barnebarn; og barnebarnet opdagede,

at det var en ulk. Hun dræbte den ved at stikke den i øjnene. De delte

den imellem sig; og efter to tyggebevægelser var den spist op. De gik

i seng, og næste morgen vågnede de ved lyden af noget, der sprællede;

og de så, at det var en stor haj. Barnebarnet var bange for den; men

den ældre sagde, at hun skulle stikke den i øjnene. Det gjorde hun, og

den døde straks endog uden spræl. Med denne store fangst blev de

rigtig mætte. Om aftenen blev de overvældet af søvnighed og faldt i

søvn, inden de endnu havde lagdt sig ordentligt til rette.

Næste morgen vågnede de ved lyden af kraftigt åndedræt. Barnebarnet

gik derhen og så, at det var en "tyndhåret" (fuldvoksen netside).

Hun stak den i øjene, og så var den død. Især dette kød smagte

dejligt. Og endelig fik de noget til overs, fordi de blev så mætte. De

gik i seng, og næste morgen vågnede de igen ved lyden af åndedræt

derhennefra. Barnebarnet gik derhen og så, at det var en sortside.

Hun stak den i øjet, og straks var den død. Om aftenen faldt de i søvn

under måltidet og vågnede som sædvanlig ved lyden af åndepust.

Barnebarnet gik derhen og så, at det var en spraglet sæl. Hun dræbte

den ved at stikke den i øjenene, og kødet smagte endnu bedre. Og da de

nu jævnligt fangede sæler, blev de nu og da trætte af kød.

Da de som sædvanlig havde sovet om natten, vågnede de igen om

morgenen ved lyden af åndedræt. Barnebarnet gik derhen og så, at det

var "nerimiartuaraq", en ung klapmyds. Så såre hun prikkede den i

øjene, var den død. Da da havde nydt godt af kødet og var gået i seng

og sovet om natten, vågnede de om morgenen ved lyden af kraftige

åndepust, kraftigere end dagen før. Barnebarnet gik derhen og så, at

det var en voksen klapmyds med en stor næseblære. Hun var noget

betænkelig ved at skulle i lag med den, men den ældre sagde, at hun

skulle stikke den i øjnene. Så såre hun stak den i øjnene, døde den.

Af denne fangst blev der så meget til overs, at de kunne gemme noget

til senere brug.

Da de gik i seng om aftenen, som de plejede, og vågnede næste morgen

ved, at det støjede derhennefra. Barnebarnet gik derhen og så, at der

var en remmesæl. Også den var hun noget betænkelig ved; men hun stak

den i øjnene, så den døde.

Da de havde spist, og det var blevet aften, gik de i seng og vågnede

næste morgen ved lyden af åndepust, som var de voldsomste, de endnu

havde hørt. Barnebarnet gik derhen og så, at det var en hvidhval. Igen

var hun noget bange for den, men stak den i øjet; så var den død.

Hvidhvalskød var en endnu større lækkerbidsken. De spiste godt med

mattak, og skindene af de sæler, de haved fanget, lavede de til

spækposer og fyldte dem med kød og spæk. Det blev aften før de var færdige med det arbejde. De gik i seng og vågnede næste morgen ved lyden af særdeles

kraftige åndepust. Barnebarnet sprang op for at se hvad det var. Det

var en hvalros, som hun egentlig var meget bange for. Men tilskyndet

af den ældre stak hun den i øjet, så den omgående blev dræbt.

Denne fangst gav også overflod af kød. Hele dagen følte de sig dejligt

mætte og gik i seng om aftenen. Næste morgen blev de vækket ved en

ejendommelig lyd, et kraftigt brøl. De opdagede, at det var en stor

isbjørn. Barnebarnet blev virkelig bange ved synet af den; men igen

fulgte hun det ældre menneskes råd og stak den i øjnene; så var den død.

Efter at have fanget alle de nævnte dyr, fortsatte de med at fange

alle slags dyr.

Fangerne, som de tidligere delte hus med, mente på et tidspunkt, at

den ældre og barnebarnet måtte være døde. En af fangerne tog derhen for

at undersøge, hvad der måtte være sket, om ikke andet så for blot at

se skeletterne, for de måtte jo være sultet ihjel.

Da han kunne se huset, opdagede han, at der kom røg ud af det. Han kom

helt hen til huset, gik derind og så, at de havde overflod af kød og

manglede ingenting. Han spurgte dem: "Hvor har I fået alt dette fra?"

Det ældre menneske svarede: "Der nedefra!" Da hun sagde dette, kiggede

manden på stedet overfor briksen, uden at få øje på noget. Fangerne

fik ved afrejsen en stor potion kød med.

Det fortælles, at det ælde menneske og barnebarnet den dag idag har

overflod af kød.

Var.: En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn; Nakataamilaarpara. Den forladte kvinde med plejedatter. En fortælling (om en haj der forsørgede forældreløse); De, der havde fangstplads på den anden side af briksen; Hajfisken som forsørger; Two deserted ones get meat from guests; Kunuanannguaq; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn.

Kommentar: Håndskriftet dateret af Rasmussen til 19. febr. 1920, men om det gælder Sofie Jørgensens egne nedskrifter i hæfte 419 eller renskrifterne i hæfte 415 er uvist. Sofie Jørgensen overvintrede i Danmark på gennemrejse til Qaqortoq i 1920. Hun må således være rejst fra Ammassalik sammen med Rasmussen i 1919.

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 141 ss. 705 - 708.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 403 - 405: Oqaluttuaq Allunnguamik.

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972:196 - 200.

Resumé:

Allunnguaq er en lille dreng, der ikke vokser og derfor opfordres af sin far til at træne sine kræfter i klippespalter, som Allu. efter sigende til sidst kan presse noget fra hinanden. Han bliver tillige en meget dygtig fanger. I en ny hvid anorak "frier" han til bopladsens mange brødres eneste søster, en ordentlig tamp af en dame, der foreløbig egenhændig har smidt alle granvoksne friere på porten (hovedkuls ud i husgangen). Men lille Allu. kan hun ikke klare. Han hjemfører den sprællende skude under armen, og såvel hun som hendes mange brødre falder til føje. Hun føder ham en søn, der efterhånden giver Allu. lyst til at få sig en ny konebåd. Familien tager ikke med de andre på sommerrejse. De bliver hjemme, hvor Allu. fanger sæler til konebådsskind. En gruppe sydlændinge slår sig ned. Deres husfar er en flink mand, der fanger sammen med Allu. hver dag. Men en dag rygtes det til Allu. at denne mand vil røve hans kone. Allu. bliver hjemme og står og pusler med sine redskaber ved sidebriksen, da konerøveren, en stor mand i hvidt skindtøj - han ligner en enorm måge - kommer farende ind og forgæves prøver at vælte Allu. omkuld i springet. Allu. fortsætter urokkeligt med sit pusleri. To gange forsøger sydlændingen at røve konen, der hver gang sender ham hovedkuls ud i husgangen. Tredje gang snupper hun ham i nakken, smider ham på gulvet og dænger ham til med alle de bådeskind, der ligger til afhåring i urinbaljen. Han ligger helt stille lidt, men får så viklet sig ud: Hans fine hvide skindtøj er ganske tilsølet.

Mens Allu. bygger konebåd leger hans lille søn med sin legeharpun ved siden af. Pludselig giver han et hyl fra sig over noget stort, han ikke kender. Det er en isbjørn, som så Allu. går løs på med de bare næver og til sidst får has på ved at snurre den rundt i luften og ned i jorden. Konen flænser lykkelig dyret, koger masser af kød og får i sin iver inviteret alle de hjemvendte fangere på spisning, inden Allu. får sagt noget. Også under spisningen tager hun minsandten ordet og fortæller stolt både om, hvordan Allu. overmandede bjørnen, og om hvordan han i sin tid fik krammet på hende, der hidtil havde kastet alle store mænd på porten.

Var.: Mikiassen Atdlunguaq;

En del meget forskellige fortællinger har en hovedperson ved navn Allunnguaq.

Hist.: Skønt der er historiske fortællinger om meget stærke kvinder, er denne det næppe. Dertil virker den for litterært velkomponeret.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af orig. håndskr., renskrift el. afskrift, der muligvis ikke længere eksisterer.

Resumé i Rink 1866-71, I: nr. 151

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om fangeren fra Ilulissat (orig. uden overskrift).

I gamle dage, før Ilulissat (Jakobshavn) blev befolket, boede der på stedet et ægtepar. Da manden en dag var ude på fangst, så han en kajakmand, der var i færd med at gøre sin fangst klar til bugsering. Han undrede sig over at se en kajakmand, for der boede jo ingen andre fangere i området. Han roede hen til den fremmede, men denne fjernede sig og lod sin fangst, en fuldvoksen spraglet sæl, ligge. Manden fra Ilulissat bugserede sælen hjem.

En anden gang manden fra Ilulissat var ude på fangst, harpunerede han en hvidhval, men mistede sin fangstblære / fangeblære. En anden kajakmand, den sammme han mødte sidst, dræbte dyret og tilegnede sig det. Fangeren fra Ilulissat sagde til ham: "Giv mig hvidhvalen." Men den anden svarede: "Det var jo dig, der stjal en sæl fra mig sidste gang." Det endte alligevel med, at Ilulissat-manden fik sin hvidhval tilbage. Det blæste op, og den fremmede hjalp til med at slæbe hvidhvalen; men han forsvandt, lige før de nåede stranden.

En dag da fangerens (Ilulissat-mandens) kone arbejdede uden for huset med at

banke frossent spæk for at få trannet ud af det, så hun en stor hund. Hun gik

ind i huset og fortalte det til sin mand. Manden dræbte hunden.

Dagen efter hen på aftenen råbte en mand udefra: "Hvem har dræbt min hund? Kom herud." Sådan råbte han flere gange. Ilulissat-manden tog sin fugleskindspels på og gik ud bevæbnet med en kniv. Allerede før han kom ud af gangen, slog han på må og få efter ham med kniven. Den fremmede tog flugten. Ilulissat-manden

forfulgte ham og gjorde flere forsøg på at stikke ham. Den fremmede begyndte at

hæve sig op, mens Ilulissat-manden stadig gjorde forsøg på at stikke ham. Da

han ikke længere kunne se ham, vendte han tilbage til huset.

Da det blev forår, døde Ilulissat-manden.

Var.: Ilulissatboen; se også Manguaraq.

Kommentar: Fortællingen må være den samme som: Ilulissatboen, ID 163, el. NKS 2488, II, 4', nr. 63, der er oversat i sin helhed. Se kommentaren til denne

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af orig. håndskr. eller renskrift, der ikke længere eksisterer.

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

Den lille gamle mand hos ildfolket (Opr. overkrift: Endnu en fortælling).

Der boede mange mennesker sammen i et hus. Hver dag skete det, at en af dem udeblev fra fangst. Til sidst var der ikke flere mænd tilbage. Så sagde den lille gamle mand: "Jeg vil tage ud på fangst i morgen." Ud for en stejl klippe

dukkede der en sæl op. Han roede hurtigt derhen for at harpunere den, men inden han nåede frem, dykkede den. Det samme gentog sig flere gange.

Til sidst kom den lille gamle mand helt hen til klippen og gled ind under den.

Derinde var der et hus, hvor der boede et gammelt ægtepar helt alene. Manden tog

en tromme, d.v.s en gnidetromme, frem fra under briksen og begyndte at gnide på

den, idet han sagde: "Skal jeg mon ikke slå på vores gæst." Dette sagde han to

gange, men der skete ikke noget. Så tog gæsten gnidetrommen fra den gamle og

gned den, idet han sagde: "Skal jeg mon ikke slå på mine værtsfolk?" Straks kom

toornaarsuk, åndemanerens særlige hjælpeånd, frem under gnidetrommen, og gæsten

skyndte sig ud. Udefra kunne han høre manden hyle: "Nu er han oppe at slås med

mig. Nu dræber han mig." Så hørte han konen hyle: "Nu kommer han mod mig. Nu

dræber han mig." Det var den lille gamle mand, der vandt, og han tog tilbage til

sin boplads. I løbet af den efterfølgende dag kom alle de andre kajakmænd hjem

igen.

Hist.: Vedr. toornaarsuk se: Sonne, Birgitte: Toornaarsuks forvandlinger. "Religionssociologiske Perspektiver." Særnummer af Chaos, 1985: 117 - 136.

Kommentar: Gnidetrommen er muligvis den skindlap, makkorsaq, som man kender fra østgrønlandske angakkut / åndemanere. Den udspændes i håndfladen og gnides. Undertiden som optakt til en seance med rigtig tromme, undertiden som erstatning for en sådan. Søg på: smældeskive.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

Oversat af Kirsten Thisted i: Kreutzmann, Jens: Fortællinger & akvareller. Red.Kirsten Thisted. Atuakkiorfik 1997: 75: Faderen som overvintrede i indlandet ved sønnens grav.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning af Arnaq Grove i: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 75: Utoqqarsuaq Eqalummiuni ukiisoq.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Endnu en anden fortælling.

Mens en gammel mand var på sin sommerplads for at fange laks, døde han søn. Da den gamle ikke kunne bekvemme sig til at forlade sønnen besluttede han sig til at overvintre på stedet. Først måtte han hente teltstængerne, som han efterlod i konebåden. Han ville bruge dem til bjælker i huset. Han valgte sig et egnet sted til at gravlægge sin søn - dér hvor laksene plejede at ende deres vandring op ad elven. De byggede et hus inde i landet, og de fangede mange laks til vinterproviant. Efter at laksene var svømmet forbi, var der hele vinteren åbent vand lige neden for deres hus (lidt svært at forstå - Chr.B.). De kom ikke til at mangle proviant.

Engang midt om vinteren hørte de støj uden for huset, og straks flygtede

kvinderne, og den gamle mand satte sig på briksen længst inde mod bagvæggen. Man

hørte nogen på vej ind i rummet. En ung mand med et kraftigt ansigt trådte

ind efterfulgt af et temmelig stort menneske med et lille og mørkt ansigt.

Allersidst trådte der et ret stort menneske ind og lignede en klump sne. Den

gamle kendte dem ikke, men bad dem sætte sig ned. Der sad de så og underholdt med historier. Så sagde manden med det lille ansigt:

"Jeg er kommet her for at skaffe såler til kamikker. Har I noget?" Den gamle mands

kone skar et par såler og gav ham det. Det helt hvide menneske bad om et

stykke hvalrostand. Den gamle fandt et stykke hvalrostand i sin kiste og gav ham

det. Den gamle fulgte dem ud. Da han et kort øjeblik vendte sig bort fra dem,

hørte han støj og opdagede, at der foran ham løb en ung renbuk, en hare og en

ræv. Der var ingen mennesker at se. Det var altså et rensdyr, en ræv og en hare

i menneskeskikkelse, der havde besøgt dem. Haren har villet skaffe sig et stykke

hvalrostand til en ny tand. Det var, hvad de oplevede af spøgelser den vinter.

Da det blev forår, roede de ud af fjorden. Siden overvintrede de ikke dér.

Var.: Talrige om besøg hos eller af fugle - eller dyr - i menneskeskikkelse; i de fleste er deres mad er mere el. mindre delikat for mennesker. Undertiden, som her, drejer det sig om dyrs særlige ønsker, som kun mennesker kan opfylde. Søg på ravn; måge; terne; bjørne.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af håndskr., der ikke eksisterer længere.

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

En fortælling om menneskeædere. (Orig. overskrift: Endnu en fortælling).

Der var engang to brødre. Den yngste roede i kajak til Paakitsoq. En netside

dukkede op, og han roede derhen for at harpunere den. Så mærkede han, at

kajakken stødte imod stranden med mange rullesten. Der kom en ældre mand hen

til ham og sagde: "Kom op til os." Da han kom ind i huset, dræbte de ham.

Storebroderen tog også på fangst og kom til samme sted. En ældre mand inviterede

ham op til huset og inden han gik op til huset, sørgede han for at placere

kajakken på stranden med forenden imod havet. Inde i huset var konen i gang med

at koge mad. Gæsten så en hånd hænge et sted, og det var lillebroderens hånd.

Der var en datter i huset. Om hende sagde moderen: "Hende dér spiser ikke

menneskekød." Pigen gjorde tegn med øjnene til gæsten, at han skulle forsvinde.

Han skyndte sig ud efterfulgt af konen, der råbte: "Vi er ved at glip af et

menneske." Manden dukkede op og skyndte sig ned til sin kajak og roede ud. Han

havde sin lanse med. Han roede efter den fremmede rundt om en isflage, hvor

fangerens datter opholdt sig. Den fremmede dræbte den ældre mand, mens hans kone

stod på stranden og sleb sin ulu. Den fremmede roede af sted med datteren fra

huset på kajakken.

Om foråret rejste de sydover og kom til en boplads, hvor de overvintrede.

Beboerne viste sig at være menneskeædere. En dag da sælen, han kom hjem med,

var ved at blive flænset, kom en ung mand og sagde: "maanna qamana" (nu skal du

ikke på fangst (?) Chr.B.)." Dagen efter, da han kom hjem fra fangst, sagde hans

kone til ham: "Den unge mand, der står derude, har flere gange sagt til mig:

"maanna qamana." I det samme hørte de klynken og gik ud. Dér lå så den unge mand

med en stor kniv stukket i maven. Manden løb ned til sin kajak efter sin lanse

og gav den unge mand det dræbende stik. Der blev sagt, at hans mor var ude at samle bær. Manden, der aflivede den unge mand, gik ud for at underrette hende.

Jeg har dræbt din søn - sagde han til hende. Moderen blev glad og sagde: "Så vil

jeg have (spise) den ene balle, så vil jeg have ballen."

Var.: Der er en del fortællinger om menneskeædere. Denne er noget uklar i sammenhængen. Bueskydning / Brødrene; De to fætre; Brødrene som forsvandt;

Qalulik / Kalulik. Qalulaajik. Kaluluk; Nerrersuujunnut pulartut; Kajakmændene der udeblev; Om slæderne, der altid bortkom; Fangerne der forsvandt; Amaakasia; Angortooq, storfangeren; Bortblevne mænd; Menneskeæderen

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

Resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 167.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

(En fortælling om store drabsmænd / mordere.) (Opr.: "Og en anden" (fortælling)).

Manden Pikik og hans søn der begge var stærke mænd.

En grønlandsk fortælling.

I game dage, før qallunaat (hvide mænd, danskere) kom til landet, boede der vest for Qeqertarsuatsiaat, på Inussuk, en mand, der havde fjender på samtlige bosteder - i nabolaget og sydpå. Han var en drabs-mand og han havde engang dræbt en mand, som han ikke kendte. Det var en mand, han så for første gang. Han dræbte ham bare og lod liget ligge. Senere dræbte han mandens eneste søn. Når den stærke mand og hans søn traf deres fjender under en fangsttur, dræbte de dem. De var dygtige til at fange mennesker og sæler. Når far og søn sammen var ude at ro i kajak, kiggede de udelukkende efter mennesker og sæler.

Efter at der havde bosat sig danskere i Qeqertarsuatsiaat, tog far og søn

dertil for at handle. De gik op til et af husene og derinde sad mange af deres

fjender, som var kommet sydfra. Far og søn sagde ikke et ord. De var spændt på,

om nogen ville angribe dem. Det viste sig, at deres fjender blev bange for dem -

især for sønnen, som var meget stærk. De rejste derfra igen, uden at fjenderne

foretog sig noget over for dem. Da de tog af sted, kastede de til måls med deres

ualmindeligt kraftige harpuner, hvis lige ikke fandtes nogen steder. Det gjorde

de for at gøre indtryk på deres fjender.

Hist.: Ikik / Pikik optræder kun i denne fortælling, der i sin yderst skematiske form lever op til overleveringens vanlige fjendebillede af mordere og lystmordere.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af håndskr., der ikke eksisterer længere.

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om den skade, som kanofolket kunne volde. (Orig overskrift: Endnu

en fortælling.)

Far og søn havde deres vinterplads på Kitsissunnguit. En dag de

var ude på fangst, sagde faderen til sønnen: "Det siges, at hver gang kanofolket

kommer (qajariarsuaqaleraangami), så forsvinder sælerne." Da de var på vej hjem

og var nået til iskanten, sagde faderen: "Kan du se, der kommer en kajak uden bagstævn." De lå dér og ventede på det mærkelige fartøj. Da det nåede frem til

dem, dræbte de manden. Manden, de dræbte, havde spyttet på horisonten, så der

kom tåge; og de for vild. De roede og blev tørstige. De fangede fugle med deres

fuglepile og drak væsken fra fuglenes øjne. Da de nåede iskanten, sagde

faderen: "Jeg er meget træt. Lad os hugge trin i isen, så vi kan komme op."

De var nu på vej hjem sammen med faderens kone (? BS). Da de kom til deres kajakker, lod sønnen sin far komme i kajakken før han selv. Da sønnen kom i sin kajak, sagde han: "Det læs, man har bag på kajakken taber man altid i blæsevejr." Han roede af sted og lod hende blive. Ingen ved, hvorvidt han nåede hjem eller

ej.

Var.: søg på qajariaq, qajarissat, kanofolk

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

Oversat af Kirsten Thisted i: Kreutzmann, Jens: Fortællinger & akvareller. Red.Kirsten Thisted. Atuakkiorfik 1997: 68: Møde med en qajariaq.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning af Arnaq Grove i: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 68: Qajarissamik naapitsineq.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Endnu en anden fortælling.

     En dygtig fanger i Narsarmiut opdrog sine to sønner til kun at bruge en fuglepil som fangstredskab. De brugte den, når de var på sæljagt og på hvalrosjagt. Engang tog de af sted sammen med deres nye fuglepile. De fangede en stor hanhvalros med deres fuglepile. Spidsen på deres fuglepile havde ingen modhager. Underdelen af sidespidserne var slebet skarpe. Når de ramte sæler, der lå med hovedet bøjet bagover, blev halsen skåret over. De fangede meget.

Engang roede den ældste ind i Kangerluarsuk. Hans far var på vej hjem med

en sæl på slæb. Denne ældre bror var på vej ud af fjorden sent på dagen. Han

opdagede, at en kajak fulgte efter ham og han undrede sig over det, fordi han

vidste, at der ikke var andre kajakker inde i fjorden. Da den fremmede kajakmand

kom nærmere, lagde fangeren fra Narsarmiut mærke til, at den fremmede abede

efter ham. Når han drejede lidt, drejede den fremmede også. Han kunne ikke

rigtig se bagenden af den fremmedes kajak. Fangeren fra Narsarmiut vendte siden

til. Det gjorde den fremmede også. Nu sås det tydeligt, at den fremmedes kajak

manglede bagende. Han blev klar over, at han blev fulgt af en kano og han blev

bange, fordi han havde hørt, at de, der blev forfulgt af kanofolkene aldrig slap

fra dem. Han forsøgte at ro væk fra ham, men den fremmede holdt den

samme afstand fra ham hele tiden. Men efterhånden halede forfølgeren ind på ham.Lige før den fremmede indhentede ham, roede han om på den anden side af et

lille næs. Han greb sin fuglepil og ventede på, at den fremmede skulle vise

sig, men han viste sig ikke. Han roede lidt tilbage for at se efter, hvor han

blev af. Han roede hjem uden at se ham igen.

Var.: søg på qajariaq, qajarissat, kanofolk

Dette håndskrift må være en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores. Håndskriften ligner ikke Peter Motzfeldts, hvis man sammenligner med Rink 2488 V, 4' nr. 202, hvor PM selv har skrevet på dansk.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om Qilersiussaaq (Opr.: Og en anden).

Der var engang en stor søskendeflok, og der var kun én pige blandt dem. Brødrene var meget ømme om deres søster. Da hun end ikke kunne få lov til at gifte sig, lod hun sig besvangre og fødte et barn uden for ægteskab. Pigen, som hun fødte, gav hun navnet Qilersiussaaq. Hun ville gerne hen med barnet til sine farbrødre eller far, men det forbød hendes brødre. Da pigebarnet var begyndt at gå, fyldte hun sin taske med sytråd og såleskind og forlod sine brødre. Langt inde i landet byggede hun sig et hus. Hun lavede fælder ved at grave underjordiske huler. Når hun havde været ude at tilse sine fælder, kunne hun knap bære byrden hjem. Hun beklædte hele huset indvendig med ræveskind og lavede sig også puder og tæpper af ræveskind. Hun havde ræveskind nok.

En dag fik Qilersiussaaq den tanke at tage ud for at se til sine farbrødre. Da moderen var taget af sted, tog Qilersiussaaq også af sted og gav sig til at synge følgende: "Jeg tog af sted og jeg gik og gik og fik øje på brændende mos (der bruges til lampevæge - Chr.B.). Jeg sloges med den ene, jeg sloges med den anden og kastede ham bort, uden at jeg selv blev kastet bort. Jeg drog videre derfra og fik øje på to store svaner, der sloges. Jeg sloges længe  med den ene og kastede den bort, uden at jeg selv blev kastet bort. Jeg drog af sted derfra og fik øje på mange konebåde og folk, der flænsede hval. En af dem råbte: "Der har vi et menneske. Hvad hedder du?" "Jeg er Qilersiussaaq (Qilersiussamauvunga)." "Jeg skulle sige, at dine farbrødre har fanget en hval." Nu da jeg ser dem, dør jeg af længsel (kipippunga)." Ligesom hun sagde dette, blev hun til en stor sten og rullede ned.

Var.: Datteren som gik qivittoq; Om en qivittoq nr. 137;

Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af orig. håndskr. eller renskrift, der ikke længere eksisterer.

Ultrakort resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 72.

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om den forældreløse Saanimasoq / Saanikumasoq (Opr. overskrift: Den anden historie).

En gammel mand havde to døtre. Der var også en forældreløs ung

mand ved navn Saanimasoq, der havde en stedfar og en stedmor. Når stedfaderen

var ude på fangst, gav stedmoderen ham benstumper at spise. Når stedfaderen

kom hjem og fik noget at spise, sagde han gerne til Saanimasoq: "Mon du fik noget at spise?" Den unge mand sagde gerne: "Ja, jeg fik noget at spise," selv om

han kun havde fået benstumper. Stedfaderen troede på, hvad han sagde.

En dag da stedfaderen spurgte stedmoderen, om Saanimasoq havde fået noget at spise, løj stedmoderen overfor sin mand og sagde: "Han forsøgte i dag at dræbe mig." Da stedforældrene faldt i søvn om aftenen, flygtede den unge mand til et område, hvor der ingen mennesker boede, men det viste sig, at han havnede lige i armene på to gamle mennesker, hvor han kom til at bo. Da den forældreløse var ved at blive voksen, sagde den gamle mand til ham: "Gid du vil blive en stærk mand." Og han blev en stærk mand. Hans plejefar kiggede på ham. En aften gik han i seng

hos de to døtre og fik dem til koner. Det viste sig, at den gamle mand nødig

ville skille sig af med døtrene. Da Saanimasoq vågnede en morgen, sagde han, at

han ville tilbage til sin stedfar og stedmor. Selvom han blev frarådet af sine koner, tog han af sted, med konen siddende på skuldrene, til sin gamle boplads, der lå langt væk. Da han nåede frem til bopladsen, var stedmoderen alene hjemme og

lavede mad. Saanimasoq gik hen til hende, tog hende om begge arme og flækkede

hende midtover. Han gjorde det samme med sin stedfar, da han kom hjem fra

fangst. Da han havde dræbt dem begge to, vendte han tilbage til sin boplads.

Var.: Ikke i denne bases samlinger.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

Resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 162

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om Seeqquilisaq (Opr.: Og en anden).

Seqquilisaq boede nordpå. Da han mistede sin far, tænkte han, at han - nu da han var blevet alene - ville træne sig stærk. Han voksede og han trænede for at blive stærk. Han var mild og altid i godt humør. Han fik kajak og han plejede også at tage nogle ture over land. Til sin træning brugte han alt muligt, og han tog altid på kajakfangst og landjagt helt alene. Han blev voksen og en stærk mand.

Mens han endnu boede på den samme vinterboplads, hørte han, at visse

folk, der boede sydpå, ikke regnede ham for noget. Det fik ham til at

rejse sydover. Undervejs måtte han slå lejr flere gange. En gang, da han

roede omkring et næs, fik han på den anden side øje på en beboet boplads. Dér slog han sit telt op. En dag, hvor han ikke tog ud på fangst og

gik rundt ved teltet, så han en sølle kvinde komme ud af et af husene og

sætte i løb, idet hun råbte: "Det siges, at Seeqquilisaq er meget dygtig til at

skyde med bue og pil. Skyd mig." Seeqquilisaq kiggede blot på hende og foretog

sig ikke noget, da der ikke var nogen grund til at hidse sig op. Så gik hun ind

igen i huset. Men lidt efter kom hun ud igen - løbende og råbte: "Skyd mig, skyd

mig." Seeqquilisaq hentede sin bue inde fra teltet, og idet hun lige skulle til

at gå ind i huset, skød han efter hende og ramte hende lige midt i kroppen, så

hun blev spidet fast på husmuren. Det var første gang i sit liv, at han blev

hidsig og dræbte et menneske, men ingen i huset (ingen i hendes familie - Chr.B.) gjorde Seeqquilisaq noget. Med sin familie blev han på stedet et stykke tid, men senere vendte de tilbage til deres boplads. De døde, uden at nogen havde hævnet sig på dem.

Var.: Næppe.

Kommentar: Meningen må være den, at konen opfører sig for tumbet.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 9 ss. 70 - 73 har Rink sammenstykket ialt 3 varianter inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 6, ss. 119-123:

The Friends.)

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om to fætre. (Opr.: Endnu en anden).

Der var engang to mænd, der var hinandens elskede yndlingsfætre. De voksede op sammen og boede på samme vinterboplads. Om sommeren tog den ene af fætrene ind

i store fjord (måske stednavnet Kangerlussuaq. Chr.B.) på renjagt og den anden tog ophold på en ø, for at fange sæler. Fætteren på øen fik den ide at invitere fætteren og give ham noget råddent sælkød at spise. En dag tog han så hen til ham og inviterede ham. Da han havde afleveret sin invitation, vendte han hurtigt tilbage og smurte noget fedt fra et dødt menneske på det kød, han ville servere for ham. Han ville forgive ham (nerlernerlukkumallugo). Fætteren kom, og der blev serveret. Men han holdt hurtigt op med at spise, da det gik op for ham, at maden havde en fremmed lugt. Han tog hurtigt hjem igen med skumle tanker, men han lod sig ikke mærke med det over for fætteren.

Den forgivne fætter ville nu hævne sig på fætteren. Han bad kvinderne om at

tilberede et lækkert måltid, fordi han ville indbyde sin fætter til spisning. Så

kom fætteren på besøg og forinden havde den fætter, der inviterede ham, smurt

noget menneskefedt på det kød, der skulle serveres for ham. Fætteren spiste

med appetit. Den voksede under spisningen, og han spiste alt op uden at

opdage nogen fremmed lugt. Men under opholdet fik han mavepine og tog hjem.

Flere dage efter tog fætteren af sted for at se til fætteren med mavepine.

Da han roede omkring næsset og kunne se bopladsen, opdagede han fætterens

kajak, men ellers var der ingen mennesker at se. Han gik op til huset og

så gennem vinduet fætteren ligge på maven på briksen med hovedet hængende ned

henover kanten af briksen. "Hvordan har min kære fætter det?", spurgte fætteren

ved vinduet, endnu før den anden opdagede ham. I det samme sprang fætteren fra

briksen op og begyndte at forfølge ham, idet han sagde, at han ville spise ham,

for han var blevet sindssyg og havde spist alle de andre i huset. Det lykkedes

for ham at springe ud gennem vinduet (det er ikke ganske klart, om det er den

gale eller den raske fætter, der sprang ud. Chr. B.). Fætteren, der blev forfulgt,

skubbede sin kajak ud i vandet og idet han skulle til at stige ned i kajakken,

kiggede han op og så, at den gale fætter var på vej ned til ham. Han standsede

ved strandkanten og sagde: "Nu er jeg blevet rask. Der går ikke en dag, hvor jeg

ikke længes efter dig." Fætteren begyndte at ro ind, men opdagede i det samme, at den gale fætter rakte armene ud efter ham. Han blev bange for ham og roede væk. Han nåede hjem og fortalte de andre, at fætteren var blevet sindssyg og havde spist sine husfæller, og at han selv nær var blevet spist.

Dagen efter ville han af sted igen for at se til den gale fætter. Kvinderne

i huset advarede ham og sagde, at han risikerede at blive spist. Men han

svarede: "Der går ikke en dag, hvor jeg ikke længes efter ham". Kvinderne kunne

ikke få ham fra det. Da han gik i land under den gale fætters hus, trak han sin

kajak en smule op på land med forenden vendt imod vandet. Denne gang gik han ind

i huset og den gale fætter gav sig til at løbe efter ham inde i huset og talte

hele tiden om, at han længtes stærkt efter menneskekød. Den raske fætter var ved

at blive helt træt, da det lykkedes for ham at springe ud gennem vinduet. På vej

ned til sin kajak kiggede han tilbage og så, at den anden nu kom ud af huset og

løb ned til ham. Han sprang ned i sin kajak og roede ud. Han så tilbage og

opdagede, at den anden var på vej ud til ham gående på vandet. Da han nærmede

sig mere og mere, gav den raske fætter sig til at rokke med kajakken. Så hørte

han den anden råbe: "Nå da!" ("ilaalaartarpalummat" - svært at finde et passende

udtryk. Jeg mener, at man i Julianehåb området bruger "ilaalaa" som et udtryk

for, at man er bange) og kiggede tibage. Han så, at den gale fætter klarede de

små bølger, der dannedes af kajakkens rokken, ganske udmærket. Så gav han sig

til at rokke kraftigere med kajakken, idet han samtidig roede. Så hørte han den

gale fætter sige: "Jeg var nær faldet ned i en stor revne". Han kiggede tilbage

og så, at han hang med hovedet ned og ville rejse sig op igen. Det viste sig, at

han anså den stribe på vandet, der var dannet af strømmen, for at være en revne.

Forfølgeren sagde nu til ham: "Jeg er blevet rask. Der går ikke en dag, hvor jeg

ikke længes efter dig". Han begyndte at ro hen imod ham, men opdagede, at den

gale rakte armene ud efter ham. Så roede han lidt væk fra ham. Sådan begyndte han at drille ham, men blev alligevel bange for ham og roede væk. Da han kom hjem, fortalte han, at han nær var blevet spist. Kvinderne advarede ham mod at besøge fætteren.

Dagen efter tog han alligevel af sted for at se til den gale fætter. Da han

kom til fætterens boplads, trak han sin kajak en smule op på land med forenden vendt imod vandet. Han ledte efter fætteren inde i huset, men kunne ikke finde

ham. Han kom ud igen og kunne efter sporene se, at han var kommet ned (fra

taget? Chr.B.) bag huset. Derfra fulgte han sporene op til en stor klippehule og

fandt den gale fætter død i bunden af den. Han kom ud af hulen og dækkede

udgangen til med mange sten. Først da han havde sikret den, tog han hjem. Efter

den tid knyttede han ikke flere tætte venskaber.

Var.: kangerlumiorlungooq kitaamiorlu; Vennerne; Fætrene; Fætrene II; fjordbo kystbo; sindsyg / sindssyg / menneskefedt; ligfedt; bespiste ondt.

Kommentar: Vedr. årsagen til vennens pludselige ondsind se kommentaren til Arons variant, Bedstevennerne.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af Steenholdts renskrift el. afskrift: NKS 2488, VI, ss. 13h - 14. Orig. håndskr. eksisterer ikke længere.

Resumé i Rink 1866-71, I: nr. 145.

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 10 ss. 73 - 74 har Rink sammenstykket ialt 5 varianter inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 7, ss. 124 - 126:

Katerparsuk.)

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

Den forældreløse, der hævnede sig (Opr. overskrift: Også en stakkel).

En forældreløs, der ingen voksne havde til at hjælpe sig, var i færd med at

bygge sig en kajak. Han græd, fordi han havde svært ved at gøre det godt nok.

En ældre mand ville forskrække ham ved at liste sig frem til ham indhyllet i

et isbjørneskind. Den ældre mand gik helt hen til drengen uden at blive opdaget. Han pustede på drengen, som blev så forskrækket, at han flygtede grædende. Den

ældre mand grinede og sagde: "Jeg syntes egentlig, at det var synd for dig, men

jeg valgte alligevel at gøre dig bange i skikkelse af en isbjørn."

Drengen glemte det aldrig, og da han var blevet åndemaner / angakkoq, ville han hævne sig.

Engang da mændene var taget ud på fangst, så han på et skær, på den nordlige side

af bopladsen, en hvalros. Han fremsagde en trylleformular / serrat og fik på den måde hvalrossen til at krænge skindet af. Han iførte sig dette skind og svømmede ud til kajakmændene. Han fandt frem til den lille ældre mand, der i sin tid gjorde

ham bange, og dukkede op lige tæt ved ham. Han blev harpuneret af den lille

ældre mand. Han dykkede og trykkede luften ud af fangeblæren / fangstblæren, hvorefter han

svømmede hjem. Så roede han ud til kajakmændene. Disse undrede sig meget over,

at fangeblæren uden videre var forsvundet, efter at den lille ældre mand havde

harpuneret en hvalros. Den forældreløse roede hen til den lille ældre mand og

rakte ham hans fangstblære, som han fiskede op bagi kajakken. Han sagde: "Du gjorde mig i sin tid bange i skikkelse af en isbjørn, og nu har jeg

hævnet mig på dig i skikkelse af en hvalros." Da han roede bort, så han, at den

lille ældre mand tørrede en tåre bort.

Var.: Katerfarsuk; Qaaterfaarsuk; Qatigaarsuk

Kommentar: en meget yndet fortælling i Vestgrønland, der måske har en eller anden forbindelse til den østgrønlandske ritualmyte, hvor en angakkoq blir puulik vha. en isbjørn og en hvalros. Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

Oversat af Kirsten Thisted i: Kreutzmann, Jens: Fortællinger & akvareller. Red.Kirsten Thisted. Atuakkiorfik 1997: 65 - 67: Lystmorderen Iseraasorak som blev meget gammel.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning af Arnaq Grove i: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 65 - 67: Toqutsigajooq Iseraasoraq utoqqarsuanngortoq.

Resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 156.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Endnu en fortælling.

Iseraasorarsuaq var kivagtig (ifølge den danske kommentar, Chr.B.) men ikke hævngerrig. Så det var af lyst, han var en stor drabsmand. Han var kommet fra Akilineq i konebåd. Det første sted, han kom til, var Ilulissat

(Jakobshavn - Chr.B.). Da han fik den tanke at sejle mod øst, havde hans

storebror ydmygt sagt følgende til ham: "Iseraasoraq, skær mig et stykke af

din "peqqiut"." (Den danske kommentar er jeg ikke i stand til at læse - måske skal

man se efter originalen - chr.b.). Iseraasorarsuaq skar et lille stykke af sit

"peqqiut" til sin storebror, selv om hans (Iseraasorarsuaqs) "peqqiut" var meget

kort. Iseraasorarsuaq plejede at sige: "Angajumininínngôk

inûngaitsiásagaluarnerdlune" (jeg har svært ved at klare dette - det er noget

med, at han måske ville leve længere end sin bror).

Det første Iseraasorarsuaq så, da de var nået til land i nærheden af

Ilulissat, og mens de roede langs kysten, var en kajakmand. Det var før de

overhovedet havde truffet et menneske. Iseraasorarsuaq, som var styrer i

konebåden, steg ned i sin kajak, roede hen til kajakken og dræbte manden. Det

var det første menneske, han dræbte. Da han vendte tilbage til konebåden, lod

han sig tatovere et sted ved kanten af håret. Herefter blev han tatoveret, hver

gang han dræbte en kajakmand. Ilulissat var hans første overvintringssted. Når

han i vintertiden fangede hvidhvaler, lod han dem ligge ved huset uden at flænse

dem.

En gang han var ude at ro i kajak, så han på den anden side af et næs fire

telte med inderskind, der var meget fine. Bortset fra to mænd boede der kun

kvinder i teltene, og i to af teltene (eller: "i telt nr. 2". - men jeg tror, det

skal forstås som "i to af teltene" fordi der kun er to mænd - Chr.B.)

udelukkende kvinder, og der var to konebåde. De to eneste mandfolk til alle de

kvinder bød ham gå i land. Der var overflod på stedet. De tilbød, at han kunne

sove i det telt, hvor der udelukkende boede kvinder. Værten sagde, at

han skulle lægge sig mellem kvinderne. Iseraasoraq vågnede tidligt om morgenen.

Da var værten ude for at lade sit vand. Da han, efter at have været inde i

teltet, hvor Iseraasoraq sov, kom ud, var han meget vred og kastede rundt med tingene. Han gik henover deres forråd og sparkede til alt. Han sagde til Iseraasoraq: "De dumme kvindfolk, de har det med at være uvillige." Men Iseraasoraq sagde: "I aften vil jeg også godt sove dér." Det stemte værten noget mildere.

Om aftenen, da han skulle i seng mellem kvinderne, overvågede værten ham nøje. Så snart værten forsvandt, gik Iseraasoraq hen til den kvinde, der lå yderst og lagde sig hos hende, og i løbet af natten lå han hos alle kvinderne fra ende til

anden. Han fik kun sovet ganske lidt den nat. Han gik ud, inden værten viste

sig. Knap nok var han færdig med at lade sit vand, så gik han ind til kvinderne.

Et stykke tid efter kom han ud og var meget blid og fornøjet. Han gik hen til

Iseraasoraq og snakkede og lo indimellem. Han var åbenbart så gæstfri,

at han endog overlod sine medhustruer til gæsten.

Ved afrejsen fik Iseraasoraq rensdyrkød forærende. For at gøre gengæld

inviterede Iseraasoraq stedets eneste mandfolk med. De kom alle sammen, men

de vendte om, fordi de blev bange for at gå uden om alle de uflænsede

hvidhvaler, der lå uden for huset. ("utermánigôq Iseraisoraq tikípoq" kan jeg

ikke få mening ud af i sammenhængen - Chr.B.).

Da det blev mildt i vejret, tog han sydover, og han dræbte alle de

kajakmænd, han mødte. Efterhånden som de kom længere sydpå, blev hele ansigtet

dækket med tatoveringer. De måtte bygge vinterhus et stykke fra en boplads

med mange mennesker og med et stort hus uden vinduer, hvor man dansede trommedans / qassi ?.

De fortsatte sydover. På alle beboede steder, hvor de slog lejr, begik de

mord. Når de skulle af sted igen, skaffede de sig roere/ roersker ved tvang. Folk på det sted, hvor der fandtes et dansehus fik nys om, at Iseraasoraq var på

vej sydover, og at der snart ikke var plads til flere tatoveringer i hans ansigt, med alle de drab han havde begået. En af bopladsens folk fik den idé, at narre sine bopladsfæller. Han gik hen til dansehuset og råbte, at Iseraasoraq var i dansehuset. Så kom alle folk løbende til dansehuset.

Iseraasasoq hørte om dette, og han fik lyst til at besøge stedet. Et stykke

fra bopladsen slog de lejr. Da det blev aften tog Iseraasoraq alene til

bopladsen og gik ind i dansehuset. Han sad ved indgangen til rummet med ansigtet

vendt udad og ventede på, at det skulle blive dag. Da det var blevet lyst

i gangen, hørte han, at der var én på vej ind gennem gangen. Han kom

nærmere og fik øje på Iseraasoraq. I det samme udbrød han: "Hvad er det for et

stort ansigt!" Så for han skrækslagen ud og råbte, at Iseraasorarsuaq var i

dansehuset. Der blev røre på bopladsen. Alle, der kom ind, udbrød: "Sikke et

ansigt!" På det tidspunkt var ansigtet nemlig blevet blåt over det hele af

tatoveringer, for han havde begået drab alle de steder, hvor han kom, og hvert sted havde han taget sig en kvinde med magt. Da Iseraasoraq kom ud af dansehuset

forsøgte mændene at overfalde ham, men Iseraasoraq dræbte alle mændene.

Efter dette rejste han videre - væk fra dette sted og fandt et sted, hvor

de byggede vinterhus, og hvor de boede fast. De tog gerne ind i fjorden

om sommeren. På den ene fjordbred var der et stort fuglefjeld. Når

de sejlede forbi dette store og stejle fjeld, plejede Iseraasoraq at more sig

med at råbe, så det gav ekko.

Iseraasoraq blev en gammel mand og kunne ikke længere klare sig selv. Han

blev som et lille barn, men hans utal af børnebørn tog sig af ham. På

konebådsrejser blev han anbragt midt i, pakket ind i tæpper. Han blev også

tunghør. Når de passerede fuglefjeldet, bad hans børnebørn ham om at hyle, så

det gav ekko. Så tav alle og lyttede til ham. Det lød, som om det var en

tejst, der peb. Børnebørnene kom med tilråb og morede sig over ham. -

Engang skete det, at børnebørnene som sædvanlig råbte til ham, da de passerede

stedet: "Iseraasoraq, nu er vi kommet til det sted, hvor det plejer at runge." Men

der kom ingen reaktion. Da de fjernede tæppet der dækkede ham, viste det sig, at han var død og at dødsstivheden lige var indtrådt.

(Som det ses, er der et par steder, hvor jeg ikke har kunnet få den fulde mening

frem, Chr.B.).

Var.: Isigaaseraaq; Ninnittaq

Hist.: Flere fortællinger om besøg i eller fra Akilineq lader hovedpersonen blive uhyre gammel: se Var. ovf. På fortælletidspunktet var vestgrønlændere klar over, at der boede fredelige stammefrænder på den anden side havet i modsætning til traditionens aggressive kannibaler. Denne Iseraasoraq er dog ikke nogen behagelig gæst fra Akilineq, massemorder som han er i fortsat overensstemmelse med traditionen.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af orig. håndskr., renskrift el. afskrift, der ikke længere eksisterer.

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 43, ss. 149 - 151 har Rink sammenstykket denne variant med en af Amos Daniel. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 28, ss. 217 - 221: The Girl who fled to the Inlanders.

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

Kvinden, der drog bort, fordi hun knækkede sin storesøsters synål (Orig. uden overskrift).

En kvinde kom engang til at knække sin storesøsters synål. Hun blev så ked af dette, at hun drog bort hjemmefra for at leve som eneboer, qivittoq. Mens hun gik grædende af sted, var der én bagved, der grinede og sagde: "Der er én, der græder over noget." Da hun holdt med at græde, spurgte vedkommende: "Hvorfor græder du?" "Jeg knækkede min storesøsters synål; og min storesøster sagde, at jeg skulle gå hjemmefra," svarede pigen. Så sagde den anden: "Jeg har revet min storebroders snare over, og han sagde, at jeg skulle gå hjemmefra. Må jeg følges med dig?" Så gik de videre.

Et stykke tid efter sagde den mandlige ledsager: "Det varer ikke så længe, så vil vi kunnne få øje på et hvilested." Ganske rigtigt! De fik øje på en stor klippe. Klippen og dens revner var dækket til med skidt og møg. På klippen var der en hel masse børn. Ledsageren sagde: "Jeg vil råbe kungujooq til dem." Først hørte børnene ikke råbet. Men da han gentagne gange havde råbt: "Jeg er kungujooq," råbte børnene tilbage: "Kom ned til os." Der var to huse på stedet. De gik ind i det ene hus. Der var kun kvinder hjemme. Mændene var ude på fangst. Der blev budt på mad, og da den fremmede pige havde spist, skjulte kvinden i huset hende ved fodenden af briksen. Hun ønskede, at hendes søn skulle have hende til kone. Blandt beboerne i huset var der en galning, der med rene ord fik besked på ikke at sige noget til bopladsfællerne.

Hen på aftenen hørte de buldren udenfor. Lidt efter trådte en høj mand ind i

huset - helt våd af sved. "Her lugter af menneske - en kystbo," sagde han. Men da

moderen sagde, at der ingen fremmede var i huset, sagde han ikke mere. Det

buldrede igen udenfor; og ind trådte en mand, som viste sig at være den yngste

søn. Også han sagde, at der lugtede af kystbo; men moderen beroligede ham. Han

satte sig på gæstebriksen og begyndte at spise. Men moderen bad ham sætte sig på

briksen ved siden af sig; og hun fortalte ham, at hun havde skaffet ham en pige,

en kystbo, til kone. Sønnen lagde sig på briksen, som om han ville hvile sig, og

greb kvinden, som skulle være hans kone. Hans storebroder gjorde vrøvl og sagde,

at det jo var ham, der kunne lugte hende før sin lillebror. Men moderen mindede

ham om, at han i forvejen havde en kone.

Galningen / den tossede fik endnu engang besked på, at hun ikke måtte sige noget om kystboen.Men det første hun gjorde, da hun kom ud, var at komme med noget sløret snak om den smukke svigerdatter i huset. Straks kom folk og kiggede ind ad vinduet og åbnede husets tag for at få et glimt af dem fremmede pige.

Der var to piger på stedet, som godt kunne tænke sig at blive gift med denne

yngste søn. De udbredte sig om, at de var i stand til at løbe en renkalv op. De

var misundelige på kystboen og sagde, at hun slet ikke kunne løbe hurtigt. Så

gik kystboens mand ud; da han kom ind igen, havde han kamikker med, der var

fyldt med orme og lignende. Han gav sin kone kamikkerne på. Snart var der ikke

meget kød tilbage på benene. Så tog han hende med ud. Han begyndte at løbe med

hende, idet han sagde, at hun hele tiden skulle kigge på hans hæle. De løb sammen - først op og derefter ned; og hun løb hele tiden bagved så tæt på ham,

at hun somme tider trådte ham i hælene.

Det forlød nu, at der skulle holdes sangfest. Nogle kravlede op på en stor sten

og begyndte at lave bevægelser med armene, som om de roede. Så dansede man

trommedans. Det viste sig, at en kusine til kystboen også var tilstede. De græd

af glæde, da de mødtes. De blev enige om at vende tilbage til kysten. En morgen

tog de af sted. Undervejs dræbte de deres børn.

Var.: oqaluttuaq qatanngutigiinnik Arnasuaasaq; NKS 2488, VI, ss. 141h - 144v; The Girl who fled to the Inlanders; Kvinderne, som blev gift med erqigdlit; De to brødre; Pouia; Puvia; Sorarsinaq toqusoq; Makkutooq;

Desuden en del andre om ægteskaber mellem rigtige mennesker og åndevæsner eller dyr i menneskeskikkelse.

Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.

Hist.: Thalbitzer 1923: nr. 282, ss. 531 - 532, bringer fra Uummannaq i 1904 Martin Mörchs version af en sang om en indlandsdværg, der ruller ned ad en klippeside, muligvis pga af en lavine. Den ender med udråbet Kong, kong, kong, o-oh. Sådanne dværge kunne genvinde tabt ungdom ved en sådan rulning ialt fem gange. Rulningen hed inutsannaarneq. En pan-eskimoisk forestilling, der muligvis hænger sammen med et gammelt livsfornyende ritual. I Østgrønland kaldte man en forlæns kolbøtte for en 'sol', der jo tar fat på ny efter et års forløb (Victor & Robert Lamblin 1989-93, I: 208f. Og i en oprindelsesmyte til menneskers død fra Nunivak satte ravnen således en brat stopper for menneskers evne til ligesom minken at opnå ungdom igen ved at rulle ned ad en skrænt (Lantis, 1946:297). De kunne også klappe sig større, op til menneskestørrelse. Samme forestilling kendes fra både Østgrønland (søg på dværge), og arktisk Canada: Saladin d'Anglure, B. 1986, Études/Inuit/Studies, Supplementary Issue. Se også GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): Dværge.

Ifølge Thalbitzer (ibid.) har Rink overvejet om det tilsyneladende ikke-eskimoiske kung, kung ... skulle være iroquesisk. Under alle omstændigheder har de seneste udgravninger af sen Dorset i Thule-området, hvor dorset kan have truffet de først indvandrede thule-kulturs inuit (Appelt & Gulløv: Dansk Polarcenter Publication No. 7, 1999; Appelt, Berglund & Gulløv: Dansk Polarcenter Publication No. 8, 2000), givet fornyet næring til spekulationer over fortællingernes forskellige indlandsboeres mulige sammenhæng med dorset-folk.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af Steenholdts nedskrift eller afskrift:

NKS 2488, VI: 170h - 172v.

Resumé i Rink 1866-71, I, nr. 35: Enken.

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om en stærk mand, der dræbte manden med de mange koner (orig. uden overskrift).

En mand, der havde mistet en søn, og som var meget bedrøvet over det, rejste

sydover for at fordrive tiden. Alle steder, hvor han kom hen, forhørte han sig

om, hvorvidt der var et barn, der var opkaldt efter hans afdøde søn. Når han fik

et negativt svar, rejste han videre til et andet sted.

Endelig kom han til et sted, hvor der var et barn, der var opkaldt efter hans

afdøde søn. På denne boplads bosatte han sig. Han forærede barnet, der var

opkaldt efter hans søn, en kniv. Han plejede at invitere til spisning, når han

fangede en sæl. Da de engang under en spisning kom til at mangle en kniv, tog

han barnets kniv frem til almindelig benyttelse. Men da gæsterne gik, kunne han

ikke finde den nogen steder. Han efterlyste den flere gange, men uden resultat.

Så valgte han at skade de andre ved hekseri. Et af de unge mennesker blev syg og

tilstod tyveriet, inden han døde.

Efter dette fik manden at vide, at de andre på bopladsen ville hævne sig på ham

og dræbe ham. Han fik sin kone til at grave et hul under gulvet; og de sæler,

han fangede, blev puttet ned i dette hul. Til de andre i huset sagde han:

"Dræber de mig, vil det give sig til at sne."

En dag, da fangerne kom hjem fra fangst, var mandens børn som sædvanlig nede

ved stranden for at tage imod deres far. Men de fik at vide, at deres far var

blevet dræbt. De gik grædende op til huset, og i det samme begyndte det at sne;

og det blev ved hele vinteren, så ingen kunne tage ud på fangst. Bopladsfællerne

tiggede sig til lidt mad hos enken, så længe der var noget. Enken kendte en

vise, der kunne få det til at holde op med at sne. Den sang hun, da provianten

var ved at slippe op. Det var ikke muligt at komme ud af huset gennem døren

eller gennem vinduet, så de slap op gennem røghullet for at få konstateret, at

det var holdt op med at sne. Enken gik rundt til de andre huse og opdagede, at

alle var døde. Hun skar hovedet af dem alle sammen.

Enken kendte også en vise, der kunne få isen til at forsvinde. Da isen

forsvandt, kom der mange sæler. Enken sagde til deres mandlige husfælle: "Du skal

i første omgang kun fange én sæl, og den skal du give mig. Det samme skal du

gøre med den anden, tredje, fjerde og femte. Først derefter kan du begynde at

fange ubegrænset." Manden gjorde, som enken sagde. Denne enke døde i øvrigt på

grund af alt det trylleri, og hendes husfæller tog hendes drenge til sig.

Efter moderens død begyndte drengene at gå lange ture. De kom hjem med

sønderrevne anorakker. En dag udspionerede plejefaderen dem og opdagede, at

de legede med en isbjørn. Han så, at bjørnen løb efter den mindste af drengene.

Så løb den ældste af drengene efter bjørnen og tog den i halen. Nu løb bjørnen

efter den ældste. Lillebroderen løb efter bjørnen og tog den i halen. Sådan blev

de ved, og til sidst dræbte de bjørnen. Manden gik hjem og fortalte sin kone, at

drengene nu havde fanget en isbjørn, og at de kunne glæde sig til kødet. Men

drengene kom ikke hjem med noget kød. Dette gentog sig mange gange, og drengene

udviklede sig til at blive meget stærke. Den yngste var den stærkeste - så

stærk, at han bristede og døde.

Den ældste bror og plejeforældrene rejste sydover, og drengen blev voksen og

giftede sig. En dag kom de til en boplads med to huse. Det øverst beliggende var

meget langt og det nederste lille. Manden, der kom ud af det lille hus,

fortalte, at den stærke mand i det lange hus havde den skik, at hver gang der

kom gæster, tog han konen til sig og dræbte manden. Manden fra det lille hus

tilbød at ville følge ham op til det lange hus. Men først ville han se, hvor

stærk han var, og lod ham løfte et sortsideskind, der var fyldt med sten. Gæsten

bestod prøven. Manden lærte gæsten den sang, der skulle synges, og instruerede

ham i, hvordan han skulle bære sig ad med at undgå at blive ramt af modpartens

lanse. Sammen gik de op til det lange hus.

Inde i huset sad der en hel masse kvinder ved siden af hinanden. Det var den

stærke mands koner. Der blev sat mad frem til gæsten, og han spiste en hel

sortside. Den stærke mand bad konen om at komme med en tromme. Hun gav ham en

tromme af en anselig størrelse; men den stærke mand afviste den, idet han sagde,

at det kun var et stykke legetøj. Derefter gav konen ham en meget stor tromme.

Han begyndte at synge en vise, og værtens stedsønner sang med. Da de nåede

midtvejs i sangen, sagde stedsønnerne henvendt til gæsten: "Duk dig, duk dig!"

Gæsten dukkede sig, så kun hagepartiet var synligt. Den stærke mand hævede nu

lansen for at kaste den. I det samme hoppede gæsten, og lansen ramte væggen

under ham. Næste gang den stærke mand løftede lansen, lagde gæsten mærke til, at

hans øjne nærmest kiggede op. Derfor dukkede han sig og satte sig på hug, og lansen ramte væggen ovenover ham. Nu greb gæsten lansen, og den stærke mand

satte sig på gæstens plads. Gæsten istemte en vise, og da de var midtvejs i

den, sagde stedsønnerne: "Duk dig, duk dig!" Gæsten løftede lansen, kastede den og

ramte den stærke mand i hagen i det øjeblik han strakte sig op. Lansen gik tværs

igennem ham og satte sig fast på væggen. Gæsten var på vej ud, uden først at

have trukket lansen ud. Så greb hans kone ham bagfra. Udenfor stod den stærke

mands forbundsfælle og ville slås med gæsten. Gæsten kom til at træde forkert

og ramte en sten, så hans hæle flækkedes, men han undgik at blive væltet ned på

jorden. Han tog fat på modstanderen og trykkede ham så voldsomt, at blodet

piblede ud af munden på den stærke mands forbundsfælle.

De rejste videre og kom til en ny vinterplads. Engang han fangede en hval,

inviterede han til spisning udendørs på en klippeflade. Han lod hånden glide

henover klippefladen og sagde: "Ham, jeg sloges med, havde en pande så hård som

denne klippe."

Var.: Den sidste episode: Kunuk; Søg også på Kumal*;

Hist.: Ikke historisk. Episoderne er velkendte fra andre fortællinger og forestillingen om en rejse mod syd og fortsat mod syd fra en egn med isbjørne, og længere mod syd, hvaler, bør være udgået fra et sted nord for Upernavik.

Sammensætningen af episoder virker heller ikke umiddelbart forståelig.

Kommentar: Enken kan med sine formularer åbenbart klare det samme som en angakkoq / åndemaner, der rejser til havkvinden og via rensningen af hende får isen brudt op.

Dansk resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s.372:

"Amaukasia, som ombragte kajakmændene, når de roede ind i fjorden".

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

"Det skravl, hun havde i rygposen.

Da nogle fangere fra en boplads var udeblevet fra fangst - den ene

efter den anden, tog den eneste tilbageblevne ud på en kajaktur. Han

var på vej ind i en stor fjord, så hørte han en stemme. Han så sig om

og opdagede, at der stod et menneske på en lille høj. Han gav sig til

at lytte. Så hørte han én råbe fra land: "Hør du kajakmand, du kære,

kom du herind." Da han hørte dette, roede han ind mod land, hen til

den, der råbte. Han nærmede sig land og fik øje på en sølle kvinde med

et barn i rygposen. Så snart han lagde til land, sagde hun: "Stig op

af kajakken." Det gjorde han, og hun sagde videre: "Flyt kajakken

længere op på stranden." Han svarede blot: "Om lidt, når højvandet er

ved at nå den, vil jeg flytte den højere op." Derpå bad hun ham komme

op til huset. Netop som han skulle deropad, fik han øje på

nogle kajakredskaber, der var blevet lagt på jorden. Han kiggede

nærmere på dem og genkendte nogle redskaber, som havde tilhørt hans

tidligere husfæller (de, der var udeblevet fra fangstture).

Han gik forbi dem - og videre op til huset. Inde i huset lagde han

mærke til, at væggene var beklædt med gamle kajakskind, og

tværbjælkerne i huset var af træ fra kajakredskaber. På væggen var

der klistret huder fra ansigter. Nogle af disse kunne han genkende som huder af hans tidligere husfæller. Nu vidste han, at det var den elendige kvinde,

der havde dræbt dem.

Da han var kommet ind, sagde hun: "Tag din anorak af, du

kære." Han tog anorakken af. Han havde lige taget anorakken af, så

sagde hun: "Hvad skal jeg give dig at spise," og i det samme gik hun

ud og kom tilbage med noget rosenrod, der var blevet opbevaret i en

spækpose; fadet, det blev serveret i, var et menneskekranie.

Idet han begyndte at spise maden, sagde han: "Hvordan kan det være, at

de smager så godt?" Værtinden svarede: "Det er nok fordi fedtet er

menneskefedt." Da gæsten hørte dette, holdt han op med at spise og

sagde: "Jeg kan ikke spise det, når fedtet er menneskefedt."

Værtinden sagde: "Hvad skal jeg dog så give dig at spise?" Idet hun sagde

dette, gik hun ud. Gæsten var noget urolig over situationen. Han gik

hen til værtindens lampe og opdagede, at hendes ulu (kvindekniv) og

slibesten var blevet anbragt sådan, at man hurtigt kunne få fat i dem.

Han tog dem og gemte dem under brikseskindet, hvorefter han satte sig

på plads. Straks efter kom værtinden tilbage med nogle sortebær og

gav gæsten dem. Gæsten gav sig til at spise bærrene; han så noget

hvidt imellem dem.  Han gravede dybere ned og opdagede, at det var en

menneskehånd, der var skåret over ved håndledet. Under kogningen havde den krummet sig, så den dannede en skål med bær i.

Da han opdagede det, tog han sin anorak og flygtede ud af huset, idet

han sagde: "Jeg spiser ikke den slags." Han gik ned til kajakken og

skubbede den ud. Netop som han skulle presse sig ned i den, kom den

elendige kvinde ud af huset med sin ulu. Fangeren var dårligt kommet i

kajakken og roet ud fra land, før hun nåede stranden. Hun forsøgte at

få fat i kajakspidsen ved at vade ud i vandet; med hun kunne ikke få

fat i den, da hun kom til at flyde mere og mere oppe

(? pútadlaralutuânaqigame - mærkeligt).

Hvis fangeren ikke have gemt ulu'en, ville hun have fået fat i

kajakspidsen. Hun nåede det ikke, fordi hun var længe om at finde

ulu'en. Det var med nød og næppe, at fangeren slap væk og tog hjem til

sin boplads.

Da fangeren kom hjem, fortalte  han sin kone, at den dumme kælling

havde dræbt de fangere, der var udeblevet.

Nogen tid efter sagde fangeren til sin kone: "Den møgkælling, jeg

traf forleden, vil jeg ro hen til endnu en gang." Konen svarede: "Lad hellere være. Du bliver bare dræbt."

"Jeg risikerer ikke noget, for denne gang går jeg slet ikke i

land," svarede manden. Og så tog han af sted.

Han var igen på vej ind i fjorden; og han så, at hun derinde var på udkig. Den dumme kælling på udkig fik øje på kajakken og råbte: "Hej søde

kajakmand, kom herhen." Han roede ind til land og

standsede lige ud for hende. Derinde fra land sagde hun: "Gå dog i land,

kæreste." Han svarede: "Jeg går ikke i land, for du var lige ved at

æde mig for ganske kort tid siden." Hun svarede: "Det var ikke mig,

der ville spise dig. Det var barnet (anâganguama) i rygposen, der var

ved at spise dig." Han sagde: "Det var dig, der var ved at æde

mig." Så skændtes de. "Dit åndsvage pattebarn (i rygposen)," sagde fageren til kælling, der gav sig til at kæle for det. "Dumme pattebarn, krads din mor!" sagde manden. Mens ungen kradsede løs på sin mor, tog hun den ud af hætten og smed det ud på en stor klippe, så det brast (qârlugo) og døde. Så sagde fangeren til

kvinden: "Du er den dummeste kælling jeg har været ude for, der dræber

sit kære barn, der ellers var så sødt." Da han havde drillet kvinden

rigtig ondskabsfuldt og tilstrækkelig længe, forlod han hende og roede

hjem.

Herefter kom kajakmændene altid hjem fra fangst; og ingen har siden

set den elendige kvinde.

Var.: Qalulik / Kalulik, hvor den sidste tilbagevlevne kajakmand hævner alle de fæller, der en for en er blevet dræbt af et uhyre dybt inde i en fjord: Kajakmændene der udeblev, Qalulaajik; Om slæderne, der altid bortkom; Fangerne der forsvandt; Amaakasia; Angortooq, storfangeren; Bortblevne mænd; Brødrene som forsvandt;

Renskrevet af Hendrik Olsen: NKS 3536, I, 4', læg 10.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Amaarsiniooq

En ældre blind kvinde var engang barnepige for et højt elsket barn, mens de øvrige husfæller deltog i en sangkamp på en anden boplads. Sent om aftenen gav barnet sig til at græde. Barnepigen søgte at få det til at holde op, men forgæves. Til sidst hulkede barnet uafbrudt (maniînalerpoq er formentlig det samme som manittorpoq, CB). Midt i det hele lød så en stemme, der ynkede barnet og sagde: "Nåh lille skat, kom du op i amaaten" (rygposen til små børn).

Barnepigen troede bestemt det var barnets mor, der kom for at tage barnet op i sin amaat, så hun hjalp til med at få barnet op i den. I det øjeblik barnet kom ned i amaaten, opdagede hun at det ikke var et menneske, men et væsen med en furet ryg. Væsenet stoppede barnet ned i sin amaat og bandt snøren til, så der ikke var mere at stille op, og straks var det på vej ud af huset med barnet. Først på det tidspunkt gik det op for barnepigen at det var Amaarsiniooq. Det var håbløst og hun kunne nu bare vente på, at forældrene kom tilbage. Da de kom, fortalte hun, at hun havde puttet barnet i Amaarssinooqs amaat i den tro at det var barnets mor.

       Man siger så, at forældrene gjorde alt hvad de kunne for at få barnet tilbage (fri oversættelse af sunauvfaligôq angajorqaivisa pileraluássagât, CB). Hver gang der var omslag i vejret og man kunne høre barnets gråd, gjorde forældrene sig endnu større anstrengelser for at få det tilbage, fordi de havde så ondt af deres lille skat. De søgte ihærdigt og fandt så en åndemaner, som kun beskæftigede sig med at udspørge ånder (qilaneq). Han gik ihærdigt til værks og med større og større iver, og til sidst kunne han love forældrene at de nok skulle få deres lille skat tilbage.

Var.: Var.: Tunerluk (to versioner); Angangujuk; Amaarsiniooq; Innersuanut mingaatittoq; Meddr. Grønland 109(1), ed. by H. Ostermann, 128; Matakatak; qilaamasoq.

Hist. En temmelig kort variant, der udelader hele det vanlige forløb, hvor det lykkes åndemaneren, der ofte er krøbling, at hente barnet tilbage.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af orig. håndskr., renskrift el. afskrift, der ikke

længere eksisterer.

Ultrakort resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 136.

Resumé i oversættelse fra håndskrift ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om barnerøveren med pose på ryggen. (Orig. uden

overskrift)

Der var engang et ægtepar, der boede helt alene. De havde flere

gange mistet et nyfødt barn. Om natten sov de med barnet imellem sig, men når

de vågnede om morgenen var barnet væk. De blev hver gang meget kede af det.

Engang var der en åndemaner / angakkoq / angakok, der manede ånder. Han opdagede, at der på en stor slette inde i landet lå et hus, hvor manden med posen på ryggen boede; og det var ham, der havde røvet ægteparrets børn. Åndemaneren gik til huset, men manden med en pose på ryggen var ikke hjemme. I huset fandt han babyer, der var hængt op i bundne fødder med hovedet ned. Brystet på dem var blevet blåt. Han tog den sidst bortførte baby med sig hjem. Forældrene blev meget glade.

Da åndemaneren en dag manede ånder, fortalte han, at han ikke kunne se huset.

Men da åndemaneren endnu engang manede ånder, førte manden med posen ham ud og

viste ham sit hus, som lå midt på indlandsisen. Han sagde til åndemaneren, at

han nu ville pine ham. Men åndemaneren kaldte på sine hjælpeånder - først

falken, der styrede lige imod manden med posen og ramte ham på panden, så han

var lige ved at blive dræbt. Åndemanerens anden hjælpeånd, den Skævmundede / Eqingasoq / Equngasoq (?), kom også og væltede manden med posen. Inden åndemaneren forlod manden med posen, fik han sagt til ham: "Du sagde ellers, at du ville pine mig." Manden med posen svarede: "Hvor er du dog ualmindeligt irriterende." Åndemaneren dræbte manden med posen, hvorefter han tog hjem. Efter dette fik ægteparret lov til at beholde deres børn.

Var.: Tunerluk (to versioner); ham som kun var qilaamasoq; Angangujuk; Amaarsiniooq; Innersuanut mingaatittoq; Meddr. Grønland 109(1), ed. by H. Ostermann, 128; Matakatak; Makataták; qilaamasoq. Oftest er det indlandsboere, kæmper, der stjæler barnet.

Kommentar: I enkelte fortællinger er rygpose-væsnet en mand som her. I de fleste er denne Amaarsiniooq en kvinde. Den tvekønnede symbolik i manden med en kvindes amaat er særlig uhyggevækkende i den grønlandske tradition: Indvoldsrøversken; Uersaq.

mellem-person = indsamler N. L. Nielsen var udstedsbestyrer i Kangâmiut.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

I Amerlunnguaq var der en fanger, hvis far var kommet op

i årene. En aften, da faderen vågnede midt i sin søvn, var sønnen der

ikke.

De ledte forgæves efter ham og troede til sidst, at han var død.

Men pludselig næste morgen (eller: om morgenen) så man ham på vej

hjem fra Simiutaq. De spurgte, hvor han havde været; og han sagde, at

han havde været i Kangerlussuatsiaaq. Han havde skam fået sig en

kæreste. Når han tog afsted om aftenen, roede han tilbage til

Amerlunnguaq i løbet af natten.

På et tidspunkt, da der ikke længere var sortsider at fange i

området syd for Simiutaq, var han på fangst ved mundingen af

Kangerlussuaq, hvor der var kraftig frosttåge. Her mødte han en

kajakmand, hvis kajak var forsynet med beslag af hvalrostænder, endog

på bunden. Han kunne ikke lide denne kajakmand, hvorfor han, da han om

foråret rejste sydover, forhørte sig om ham. Men ingen vidste, hvem

han var, og han mente så at det måtte være et spøgelse.

En vinterdag kom han hjem fra fangst med en sæl. Han var i færd med at

spise, da nogle fra husstanden kom ind og fortalte, at der var blevet

observeret en sæl lige ud for bopladsen.

Han afbrød måltidet og sagde: "Jeg kan spise, når jeg kommer hjem."

Han gik ud, kom ned i sin kajak og roede ud. Sælen dukkede op lige i

nærheden af ham. Han roede hurtigt hen og harpunerede den. Men

i det samme kæntrede kajakken. De ventede, at han skulle rejse sig op,

men det gjorde han ikke.

De roede ud til ham i konebåd og fik rejst kajakken op, men han var

allerede død.

Efter at han var blevet begravet, skulle faderen have noget et spise,

men han sagde: "Det er sandt, han sagde jo, at han ville spise, når

han kom hjem." Han sagde dette, hver gang han skulle spise. Til sidst

døde han af sult.

Var.: Ikke i denne bases samlinger.

Hist.: Muligvis autentisk

Orig. håndskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 426: "Angakasiat".

Resumé: Angakasiat / Angakasiaq ("Den kære morbror")

A. bor i hus med sin søster og svoger og deres lille søn i Illutalik

ved Sermilik. Svogeren blir dræbt af to fremmede. A. træner sin nevø's

kræfter, dels ved at lade ham bære stadig større sæler fra stranden op

til huset og dels ved at brydes med ham. Nevøen blir stærkere end sin

morbror og tiden er snart inde til hævn under et sangstævne hos morderne.

Mens sangen står på, sidder nevøen mellem sin fars to mordere. Han

klemmer ubemærket den ene ihjel, mens morbroderen holder tilskuernes

opmærksomhed fangen med et muntert nummer: Under trommesangen

forsvinder han ned i jorden, dukker frem fra brikserummet med

skrabespæk, mamit, på hovedet. Da tilskuerne opdager drabet, flygter

de ud. Morbroderen ber dem standse og se. De ser nevøen flække den

dræbte fra skridt til top.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Angakasiat. ("Deres kære onkel" / Den kære morbror)

Angakasiat boede hos sin storesøster og hendes mand, der havde en

dreng. De boede alene på stedet. Da storesøsterens mand en dag var på

vej hjem fra fangst med en sæl på slæb over isen, var der nogle

mennesker, der tog ud til ham og dræbte ham. Drabsmændene var fra

Armaat ved Illutalik. Manden, der blev dræbt, og Angakasiat, boede i

Savaranarteq. Drabsmændene lod manden, de dræbte, ligge, men tog

fangsten med hjem. Så gik den dræbtes kone ud til sin mand på isen med

sit barn på ryggen. Hun kom hen til den dræbte, tog barnet ud at

rygposen og lod faderen kysse barnet flere gange. Bedrøvet gik hun

tilbage til land. Angakasiat blev urolig ved at bo på stedet og

flygtede til Itillersuaq. Herfra tog han ud på fangst til Tasiusaq

over land med kajakken på hovedet. Når han havde fanget en sæl, tog

han den op på ryggen og kajakken oven på og vendte tilbage til huset.

Nevøen voksede op; og selv om han endnu var lille og ikke var stor

nok, tog Angakasiat ham med over land, når  han skulle på fangst.

Drengen fulgte efter sin onkel grædende af træthed. Efterhånden blev

han i stand til at følge med onkelen uden at græde. Når drengen

indhentede ham, plejede onkelen at lægge sin fangst op på ryggen af

ham. Drengen begyndte igen at græde af træthed. Angakasia lod bare

drengen græde. Således trænede onkelen ham til at blive stærk. Når

onkelen var kommet  hjem, og når det var blevet mørkt - på en

efterårsaften - plejede nevøen at dukke op. Man kunne høre ham græde

af træthed på grund af sælen, han havde på ryggen. Med tiden blev han

i stand til med sæl på ryggen at gå hurtigere end sin onkel. Når

onkelen havde fanget en sæl, plejede han at få nevøen til at bære

sælen og kajakken; han selv gik efter nevøen grædende om natten.

Han kunne ikke gå så hurtigt som nevøen. Til sidst kunne han ikke

længere klare nevøen i brydning eller når de trak armkrog.

Så tog han (vel nok: de) over til fjenderne, der boede i

Savaranaarsuk. Angakasia optrådte i trommedans. Nevøen tog tøjet af

overkroppen og satte sig på pladsen modsat briksen med sine to

fjender på hver sin side og holdt dem med armene omkring livet (?).

Angakasiat gav sig til at danse trommedans for at få de andre til at

grine. Alle gav sig til at stirre på ham, idet de grinte, sang og

råbte. Så forsvandt han ned gennem gulvet. Han viste sig igen fra

pladsen under lampebriksen med en hætte over  hovedet bestående af en

kogt geléagtig spækmasse. De andre brød ud i latter og hujede, idet de

pegede på ham. Mens de endnu grinte, blev der peget i retning af den

sydlige ende af det anselige rum, der var fuldt af mennesker.

"Ha, ha, ha, ha, se dem derhenne (i den sydlige retning). Se dem

derhenne (i den sydlige retning)." Alle vendte blikket derhen. Nevøen

havde holdt så kraftigt om sine fjender, at de var døde. Der

piblede blod frem fra deres mundvige. Han holdt armene omkring

dem, for at de ikke skulle falde om. Så hørte man buldren fordi

samtlige i huset tog flugten ud. Nevøen gik ud medførende den

ene af dem, han havde dræbt. Folk var i færd med at flygte op ad en

skråning. Angakasia henledte de flygtendes opmærksomhed på sin nevø.

Alle vendte sig imod nevøen; og de så, at han stod og holdt den ene af

sine dræbte fjender omkring vristen. Han holdt ham på den måde med

hovedet imod jorden. Han flækkede ham og hævnede sig således på sin

fars mordere. Så tog Angakasia tilbage til deres hus. Det blev en

grundig hævn.

Hist. Fortællingen kan udmærket rumme en historisk kerne.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

Oversat af Kirsten Thisted i: Kreutzmann, Jens: Fortællinger & akvareller. Red. Kirsten Thisted. Atuakkiorfik 1997: 62: Heksen som blev ramt i fodsålen.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning af Arnaq Grove i: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 62: Ilisiitsoq alumigut ikilerneqartoq.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

En dygtig fanger, der forsynede sine bopladsfæller med mad, blev engang syg.

Man havde mistanke om, at han var blevet forhekset og bad deres åndemaner om

at finde ud af årsagen til hans smerter. Åndemaneren elskede mad og en aften

slukkede man lamperne, for at han kunne påbegynde sine undersøgelser. Efter

længere undersøgelse opdagede åndemaneren ved fodenden af briksen noget, der

lignede en knivsæg. En heks havde placeret sig ved fødderne af den syge. Når

heksen et stykke tid havde ligget (?) med bagudbøjet hoved, rejste hun sig op.

Lamperne tændtes igen. Og åndemaneren sagde, at han den efterfølgende aften

ville prøve at fange heksen. Han tilføjede. Når hun løfter hovedet op, vil jeg

kunne harpunere hende, men når hun kigger sig om gennem armhulen, kan jeg ikke

gøre noget ved hende. Men når I hører, at jeg kaster harpunen, må I gribe min

harpunline.

Lamperne slukkedes igen den efterfølgende aften. Igen så åndemaneren

heksen, der så ud som en knivsæg. Hun kiggede en smule rundt gennem armhulen.

Så bøjede hun hovedet bagover. Hun forsøgte at rejse sig op, men bøjede endnu

engang hovedet bagover. Nu kom åndemaneren efter hende i mørket. Da hun bøjede

hovedet bagover løftede åndemaneren sin harpun. Hun forsøgte igen at rejse sig,

men gjorde pludselig en bevægelse. Så kastede åndemaneren harpunen i mørke. Da

publikum hørte åndemaneren kaste harpunen, famlede de i mørke efter linen, greb

den og trak til. Men byttet løsrev sig. Det viste sig, at åndemaneren havde ramt

hende på fodsålen, så harpunspidsen hang fast dér. Da lyset tændtes, sagde

åndemaneren: "Jeg ved ikke, hvad der vil ske, for jeg har kun såret hende." Dagen

efter forlød det, at heksen havde ondt i fodsålen, og at den syge havde det lidt

bedre. Den syges tilstand forbedredes for hver dag, der gik, mens heksens

helbredstilstand forværredes. Til sidst blev den syge helt rask, men heksens dårlige fodsål førte til døden.

Var.: Aataatsiarsuaq

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Åndemaneren havde sit hus i Kangaamiut deroppe mod nord

på den vestlige side af Nataarnivik.

Da nogle i Kangaamiut lod sig døbe, var han i den grad imod det, at

han flyttede til Kangerlussuatsiaaq.

Engang han var på fangst ud for Qaarusuk, gik han på grund. Han

søgte at komme fri fra skæret, men skæret blev ved med at vokse. Da

han umuligt kunne få kajakken ud i vandet, steg han op fra kajakken.

Han trådte ned ved siden af kajakken; men der var ingen fast grund at

træde på, så han væltede ud i vandet og druknede.

Hans husstand vendte tilbage til Kangaamiut og blev døbt.

Var.: Egentlig ikke, men enkelte andre fortællinger har samme pointe: åndemaneren el. den ældre mand, der ikke vil døbes, mister fast gund under fødder. Se fx Kangersunermiut nr. 215

mellem-person = indsamler N. L. Nielsen var udstedsbestyrer i Kangâmiut.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

I gamle dage troede man at åndemanere kunne flyve gennem

luften. Der var engang en åndemaner, der havde en søster. Hver sommer

tog han ind i fjorden til den samme sommerplads.

En sommer var han som vanligt derinde. En dag han tog på renjagt lod

han sin lillesøster, som han ellers plejede at tage med, blive hjemme.

Da han kom hjem, var lillesøsteren væk. Han ventede og ventede, mere

og mere foruroliget; og han tog ikke længere på rensdyrjagt, men blev

hjemme og ventede. Da ingen kunne finde hende, sagde han: "Når det

igen bliver mørkt om aftenen, vil jeg lede efter hende."

En aften sagde han: "Jeg vil flyve ud og lede efter hende.

Sluk lamperne." Da man havde slukket lamperne, begyndte han at lave

støj. Midt i det hele forsvandt støjen. Han blev til ild og fløj ind i

fjorden. Da han befandt sig over sin vanlige sommerplads, tog han

omgivelserne i øjesyn og opdagede et stort, kraftigt oplyst hus. Han

dalede ned og krøb ind i gangen. På vej ind kunne han høre en livlig

snakken inde i huset. Han gik ind og så en hel masse indlandsboere,

der holdt aftenhygge sammen i dette store hus.

Længe så han sig omkring; men han genkendte ingen, og han var nødt til

at sætte sig i et hjørne ved døren. Beboerne holdt op med at snakke.

En, der stod midt på gulvet, sagde: "Vi har jo en gæst. Tag jeres

skindtøfler på." Straks fik alle travlt med at rode efter noget under

briksen. Så tog de deres skindtøfler på, hvorefter de placerede sig

langshusets væg ("igdlup sanerânut"?) stående overfor hinanden. En af

indlandsboerne, der ellers var blevet siddende, rejste sig nu op og

gik hen til den sølle åndemaner. Han tog et fast tag om åndemanerens skuldre

og trykkede ham ned i knæ. Derefter sparkede han ham over til manden

overfor/nærmest døren. Svævende i luften tænkte åndemaneren, at nu

ramte han gulvet, men han blev sparket over til en anden, der stod

overfor; og svævende i luften blev den sølle åndemaner sparket længere

og længere ind i huset, alt i mens han gav sig til at kalde på sine

hjælpeånder. Men så snart de viste sig ved indgangen, smed den store

indlandsbo dem ud igen. På det tidspunkt så åndemaneren, at han blødte,

og han fik den ide at spille død. Da han gjorde det, greb manden,

der smed hjælpånderne ud, ham og

kastede ham ind under forbriksen med ordene: "Lad os partere ham,

når han er blevet kold." Ved de ord blev åndemaneren ængstelig og

gennemgik endnu engang sine hjælpånder. Så huskede han sin stærke

indlandsbo. Ham kaldte han så på, bare ud i det blå; men se, han

sprang øjeblikkelig ind i rummet. Udsmideren gik hen til ham, men så

var det skam hjælpeånden der greb fat i indlandsboens skuldre og

trykkede ham ned og satte knæene mod hans bryst. Han tvang ham ned på

gulvet, og man så noget rødt. Så greb hjælpeånden åndemaneren, der lå

under forbriksen og trak ham med ud af huset.

Da kom åndemaneren i tanke om, at han også havde en "nasaertartoq" (én,

der plejer at slå hætten ned)(det kaldte man ræve i gamle dage). I det

samme så han, at "nasaertartoq" var på vej ind med hætten slået ned.

Han slog det ud af hovedet og gik ud (hvem?).

De ventede efterhånden utålmodigt på deres åndemaner. Netop som

åndemaneren havde forladt det (indlandsboernes hus), kunne man høre

De ventede efterhånden utålmodigt på deres åndemaner / angakkoq. Netop som

åndemaneren havde forladt det (indlandsboernes hus), kunne man høre

hans jamren over smerterne. Idet man fik lamperne tændt, så man ham

sidde/ligge der stærkt lidende. De vidste ikke, hvordan det var sket, fordi han

intet havde fortalt.

Han blev liggende i tre dage, og den fjerde dag fik han dem til at

slukke lamperne. Som sædvanlig forsvandt han ud som ild. Han fløj

atter indefter. Da han nåede området svævede han henover det;  men er

var ikke noget lys at se, hvorfor han fløj væk igen.

Under sin videre færd fik han øje på et (andet) stort, stærkt oplyst

hus. Han kom ind og genkendte sin lillesøster, som havde fået en

indlandsbo til mand, og sad dér. Hun blev virkelig glad for at se ham

og gik ud efter mad. Da han nu havde set hende, forlod han atter

rummet.

Nu var det ved den tid tilhørerne kunne vente deres åndemaner tilbage,

og de kunne høre at han var glad. Først da lyset var blevet tændt,

fortalte han om dengang, da han blev sparket rundt. Han tog ikke mere

ud for at se til hende, for nu var han ikke længere bekymret for

hende.

Var.: Til den sidste episode: Angakokens åndeflugt til indlandsboerne; Et fangstmiddel til tupilakker; Qajaqanngitsoq angakkussartoq; Ajijaks forløsning og første himmelflugt;

Kombinationen er usædvanlig af de to episoder, Broderen der uddanner sig til angakkoq for at opspore sin forsvundne søster / bror, og De fjendtlige ånder der spiller bold med åndemaneren under åndeflugt.

Hist.: Sidstnævnte beskriver et ældre angakkoq-ritual, der også kendes fra canadiske inuit, hvoraf det fremgår at boldspillerne er nordlysene, dvs. de døde der er havnet himlens dødsrige, hvor de fremkalder nordlys med deres boldspil.

Renskrevet af Hendrik Olsen: NKS 3536, I, 4', læg 11, s. 36 - ,

læg 12, s. 11.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

De var engang en stor åndemaner, der havde to sønner.

Han opfostrede den ældste af dem, og da han blev stor nok til at ro i

kajak byggede han en kajak til ham. Når han kom hjem fra fangst, bar

han sønnens kajak ned til vandet, og når han havde sat ror på den,

roede han sammen med ham for at træne ham. Da han var blevet fortrolig

med det, tog han ham med ud på fangst; og da han syntes, at han var

moden til at få kajakredskaber og var godt på vej til at blive fysisk

moden, gav han ham redskaber med, og han begyndte at fange godt og

kunne klare sig i al slags vejr. Da sønnen var nået så vidt, holdt

faderen op med at fange og levede alene af sønnens fangst. Faderen var

ikke længere bekymret for ham, når han var ude i blæsevejr, for han

kunne godt klare sig i stormvejr.

På samme boplads boede der er flok brødre. Når stormene rasede om

vinteren, og sønnen ville ud på fangst, havde han altid følgeskab af

den mellemste af brødre-flokken. Og når sønnen havde en at følges med

i stormvejr, var faderen aldrig bekymret for ham.

En meget stormfuld vinter, kort efter nytår, hvor det overvejende

blæste nordvest, nærmest vest, vågnede man en morgen og sikke det så

hvinede derude.

Da sønnen var stået op, gik han ned og kom tilbage med sin helpels. Og

straks stod faderen op, for stormen hvinede og peb. Han gik udenfor og

konstaterede at det stormede nordvest og gik derfor hen til

bopladsfællernes kajakker, hvor han opdagede, at ikke en eneste havde

gjort forberedelser til at tage ud. For en gangs skyld ville sønnens

faste ledsager åbenbart ikke med ud. Han skulle til at gå op igen;

men så så han, at sønnen var på vej ned for at tage afsted. Han stod

og ventede på ham, indtil han kom hen til sin kajak. Han fulgte ham

ned til stranden til affart og hjalp til med at skyde kajakken ud fra

stranden. Sønnen havde dårligt forladt stranden, før faderen ikke

længere kunne se ham på grund af snetykningen. Så gik han tilbage op

til sit hus.

De ventede længe på, at han skulle komme hjem; og det blev aften.

Under normale omstændigheder ville han på det tidspunkt være kommet

hjem. For at bane vejen for ham, gav åndemaneren ordre til at lamperne

skulle slukkes. Så begyndte han ellers at mane ånder.

Han fulgte ham fra det sted, hvor han startede. Han var roet og roet

udefter og var kommet til det nærmeste fangstområde. Han var blevet

der et stykke tid, men var så fortsat udefter, ud til det yderste

fangstområde, og da han havde været der et stykke tid var han begyndt at

ro indefter. Han havde kun roet ganske kort tid, da han kom ind i en

kajakmands rute, og da han ikke kunne komme fri, måtte han blive der,

og han fulgte så denne rute.

Den store åndemaner boede på solsiden af fjorden ved mundingen. I

bunden af fjorden var der en bræ. På kystens skyggeside var der stejle

fjeldvægge. Den store åndemaner fulgt nu kajakmandens rute. Ruten gik

i retning af hans egen boplads. Den fortsatte tæt forbi bopladsen og

drejede derfra over til fjordens skyggeside. Ruten gik videre og

videre direkte mod fjeldvæggen; og lige før den nåede fjeldvæggen, fik

han øje på nogle store vinduer. Mens han kiggede på dem, vekslede det

med lys og skygge i dem. Da dette lidt senere holdt op og kajakruten

også endte dér, kiggede han ind igennem vinduet og så, at hans søn sad

på gæstebriksen overfor hovedbriksen og hang med hovedet.

Mens han kiggede på ham, rejste han sig op. Så rejste mændene overfor

sig også op, gik hen, greb fat i ham, satte ham ned på hans plads og

gik fra ham. Sønnen havde kun siddet ganske kort tid, så brummede han

og rejste sig. Mændene gik igen hen og satte ham på plads. Efterhånden

brummede han og rejste sig op tiere og tiere. Så var det at han på et

tidspunkt, hvor han straks efter at de havde sat ham på plads, atter

brummede og rejste sig. Omgående greb mændene ham, som de nu havde

gjort adskillige gange; og han forsvandt imellem dem. Midt i alt dette

brummede han igen og skubbede sine angribere fra sig, så de spredtes

til alle sider. I dette øjeblik ville han være sprunget ud i gangen;

men han skulle skynde sig og valgte at springe ud gennem vinduet. Så

såre han ramte jorden, løb han ned til sin kajak, satte den i vandet,

kom ned i den; og idet han drejede kajakken udefter, gav han sig til

at ro af alle kræfter mod sin boplads. Åndemaneren fulgte ham så på

ruten hjemover.

Da han var nået et godt stykke fra land, tog et stort antal kajakker

afsted, med en støjen og larmen så det kunne høres.

De roede efter ham men kunne ikke indhente ham. Midt i det hele lagde

så to andre kajakker fra land. Det så ud, som om alle de mange

kajakker halede dem til sig. De skød en sådan fart, at de blot roede

forbi alle forfølgerne og videre efter den flygtende kajakmand, som om

denne halede dem ind til sig. I stedet for som ventet at ro direkte

hen til ham, roede de uden om, (vendte) og så tilbage mod den stejle

fjeldvæg. Da åndemanerens søn passerede deres rute, skiftede kajakken

(automatisk)) retning og havnede i ruten. Han forsøgte flere gange at

komme ud af den, ("sanioqqunniartoraluaramiuk") men det lod sig ikke

gøre, så til sidst holdt han op med at ro. For faderen så det ud, som

om sønnen befandt sig i en elv (altså: som om han drev med strømmen)

Videre gik det i retning af land, og kajakken løb op på stranden

nedenfor husene. De sagde til åndemanerens søn, at han skulle stige op

af kajakken. Han adlød og gik op til huset. Idet han kom ind sagde de:

"Ingen vil gøre dig fortræd. Vi vil bare optage dig her i huset. Bliv

du kun her uden frygt." Da åndemanerens søn forstod at der intet var

at stille op, indvilgede han bare.

Da åndemaneren havde hørt, hvad de sagde, holdt han op med at følge

sønnen, fordi han ikke ventede, at han ville blive behandlet dårligt

og nu vidste, hvor han befandt sig. Åndemaneren kunne nu ikke gøre

andet end at begynde opfostringen af sin yngste søn. Da han blev moden

til at få sig en kajak, sørgede han for, at han fik en. Han trænede

ham i kajakroning og da han blev i stand til at klare sig alene, skete

det et par gange, at han lod ham passe sig selv. Da nu den yngste søn

havde fået sin egen kajak, tænkte han hele tiden på sin storebror i håb om

at finde blot et enkelt af hans kajakredskaber. Han vidste ikke, hvor

han blev af den gang, han udeblev fra fangst. Når han var ude alene i

kajak, kiggede han altid efter en eller anden ting, der kunne stamme

fra ham. Efterhånden blev han længere og længere ude og kom først hjem

om aftenen.

En aften han kom hjem fra fangst, tænkte han at han næste morgen ville

ro ind i fjorden for det var det eneste område han manglede. Tidligt

næste morgen tog han afsted og roede direkte ind i fjorden. Han roede

og roede og kunne til sidst se bunden af fjorden; og han opdagede, at

der var en bræ i bunden, mens kysten (derinde?), der vendte imod syd,

solsiden, var en stejl fjeldvæg, og kysten, der vendte imod nord,

skyggesiden bestod af lutter stejle fjeldvægge. Netop da han tydeligt

kunne se bræen, der gik ned til havet, fik han øje på en stor

kajakmand imod bræen. Øjeblikkeligt gav han sig til at ro derhen. Da

han kom ganske nær, gik det op for ham, at manden helt tæt på, var

hans storebror. Han sagde: "Jeg har ledt efter dig længe, og endelig

lykkes det mig at træffe dig. Kom nu med hjem til os." Hans storebror

sagde, idet han pegede på noget under kajakstolen: "Jeg har mange

gange forsøgt at ro hjem, men så længe jeg har denne modbydelige

(tingest) hos mig, vil det ikke lykkes mig at komme hjem."

Lillebroderen kiggede på det, der var under kajakstolen; og han

syntes, at det lignede en ærmebeskytter, der var blevet udstoppet med

noget. Hans storebror tog den og sagde: "Nu skal du se, hvorfor det

ikke kan lade sig gøre at komme hjem." Han kastede den langt væk imod

vinden. Knap havde den ramt vandet, før den kom tilbage til sin plads

under kajakstolen. Næste gang vendte han kajakken rundt i retning af

sin tidligere boplads, greb væsenet under kajakstolen og kastede det

bort med vinden, så det ramte vandet længere borte end sidste gang.

Men knap havde det ramt vandet, så sprang det op og kom tilbage til

sin plads under kajakstolen; og i samme øjeblik drejede kajakken om

imod den store nordvendte fjeldvæg. Han drejede hovedet mod sin

lillebror og sagde: "Som du ser, er jeg ude af stand til at tage hjem,

så længe jeg har den der modbydelige tingest hos mig. Ser du, nu ved

du alt om det. Men kom hver dag og følg mig på fangst."

Herefter var de så sammen på fangst hver dag. Faderen forsynede sin

yngste søn med redskaber, da han mente, at han nu var moden til det.

Når han efter at have fået kajakredskaber var på fangst, kom han hjem

sent på aftenen uden at have fanget noget, og faderen vidste ikke hvor

han plejede at være på fangst.

En dag da lillebroderen som sædvanlig var på fangst sammen med sin

storebror, sagde denne ved afskeden: "Kom til mig i morgen tidligt!"

Næste dag ganske tidligt om morgenen roede lillebroderen ind i

fjorden, som storebroderen havde bedt ham om. Han roede og roede. Og

da han kunne se bræen, tænkte han, at han nok kom til området før

storebroderen, men da bræen kunne ses klarere, viste det sig, at

storebroderen allerede var fremme. Han roede derhen, og lige før han

var helt fremme satte storebroderen rask afsted for at harpunere en

sæl. Mens lillebroderen så til, harpunerede han den. Han roede nu helt

hen til ham og opdagede, at han allerede havde gjort sælen klar til

bugsering og blot ventet på ham. Idet han skubbede sælen hen til ham,

sagde han: "Denne skal være din første fangst. Fra nu af vil du kunne

fange sortsider." Lillebroderen var ellers ikke vant til at se sæler,

når han var på fangst med sin storebroder. Men næppe havde han fået

sælen af storebroderen og roet fra ham, før han fik øje på en

sortside, der lå ganske tryg. Straks harpunerede han den. Fra nu af

fangede han mange sæler, thi sælen, som storebroderen forærede ham,

fordi han ikke fangede nogen, tjente jo som begyndelsen til hans

kommende fangster.

Når han og storebroderen var på fangst sammen,skiltes de først fra

hinanden, når de havde fanget så meget, som de overhovedet kunne slæbe

hjem.

Når hvidhvalerne indfandt sig om efteråret havde åndemanerens yngste

søn lige fra begyndelsen haft særligt svært ved at fange nogen, fordi

han var alt for ivrig. Det var nemlig sådan, at når man var på lur

efter hvidhvalerne, begyndte de at hoppe op af vandet og flygte, før

man overhovedet var kommet på tæt hold. Det skete også nu og da, at

man, før man overhovedet så nogen, kunne høre noget, der lød som en

fløjten. Når man så kiggede ned i vandet, så man en hel masse

hvidhvaler der passerede forbi under vandet, fordi de var blevet

opskræmte. Derfor var det særligt svært for ham at fange nogen.

Engang hvidhvalerne havde indfundet sig, var han ude på fangst sammen

med sin storebror. Da de skiltes, sagde storebroren: "Kom i morgen

tidligt." Da tænkte lillebroren ene og alene på hvidhvalerne.

Da han var kommet hjem og var gået op til huset, tænkte han kun på det ene, at han i sin tid, da storebroderen havde foræret ham den

første fangst, blev i stand til at fange sortsider.

Hans bopladsfæller, brødreflokken, havde skam lagt mærke til, at han,

lige siden storebroderen var udeblevet fra fangst, ikke mere snakkede

om almindelige ting eller smilte. Men da han nu igen gik rundt og

fortalte historier og smilte, mente hans bopladsfæller, at han måske

var begyndt at gå på fangst sammen med sin storebror, for han tog jo

også af sted, før de vågnede om morgenen. Da han den her omhandlende

dag kom hjem, stod brødrene og trak frisk luft sammen, og de sagde til

hinanden: "Lad os hyre vores bopladsfælle, pebersvenden, til at holde

vagt over åndemanerens søn og få ham til at følge efter ham, når han

tager afsted, og se hvor han ror hen."

De sendte bud efter pebersvenden / ungkarlen, og da de havde snakket med ham, gav

han sig til at holde vagt over ham, for han var interesseret i at få

den lovede betaling. Han vågede og vågede. Umiddelbart efter det blev

lyst, (Der står egentlig: "Efter at det var blevet helt lyst."Men det

passer ikke rigtigt sammen med efterfølgende. C.B.) kom åndemanerens søn

ud.

Da han var kommet ud, holdt pebersvenden øje med ham fra gangen, hvor

han holdt sig skjult og kun lige stak hovedet frem. Han holdt øje med

ham længe. Da åndemanerens søn kom ud, gik han neden for huset, hvor

han stillede sig op og tissede; og efter at have set nøje på vejret,

begav han sig ned og ind under konebåden, der lå oppe på et stillads.

Han tog sin helpels frem. Pebersvenden troede ellers, at han ville

tage den med op til huset; men nu var han ifærd med at iføre sig den,

selvom det endnu ikke var blevet helt lyst.

Da pebersvenden så dette, skyndte han sig ind i huset, tog sin pels,

fik den på i en fart og så var han på vej ud af huset. Det første han

gjorde, da han kom ud, var at kigge efter åndemanerens søn. Denne var

på det tidspunkt allerede ved at runde det lille næs syd for bopladsen

og forsvinde bag det. Pebersvenden skyndte sig ned, bar sin kajak ned

til vandet og kom ned i den. Så satte han ellers efter ham. Da han

havde rundet det lille næs syd for bopladsen, kiggede han efter ham og

opdagede, at han var direkte på vej ind i fjorden. Han roede efter;

men denne havde så meget fart på at han tabte ham af syne; og han

gjorde hvad han kunne for at få øje på ham igen. Det forholdt sig

nemlig sådan, at den store åndemaners yngste søn næsten ikke havde

sovet om natten ved tanken om hvad storebroderen sagde; og da han var

blevet træt af at vente på, at det skulle blive lyst, stod han bare

op og tog afsted for at være på fangstområdet før sin storebror. Han

roede og roede ind i fjorden. Netop som han nåede midtvejs, begyndte

det at dages. Det blev lysere; og da han, inden det var blevet helt

lyst, var ved at være fremme ved deres sædvanlige fangstområde, tænkte

han, at han for en gangs skyld ville være der før sin storebror. Han

havde lige sagtnet farten, så hørte han sin storebror råbe om hjælp

fra et sted sønden for, før han overhovedet havde set noget til ham.

Straks kom han til at tænke på, at han i sin tid (først) begyndte at

fange sortsider, efter at storebroderen havde foræret ham den første

fangst. Han kiggede mod syd og fik øje på en kajakmand, der roede

forbi bræen; og han sås tydeligt, da han befandt sig ud for den hvide

sne på fjeldvæggen.

Kajakmanden roede rask til ud af fjorden, og da han nåede ud for den

mørke baggrund, tabte han ham af syne. Så gav han sig til at ro alt

hvad han kunne i retning af ham på tværs af hans rute. Han roede og

roede, og mens han endnu kiggede efter ham, hørte han pludseligt råb

om hjælp fra et sted, der lå længere ude i forhold til det, han

stilede imod. Han drejede kajakken mod lyden. Da han langt om længe

kunne se ham, lå han med sin fangstblære ved siden og var i færd med at

aflive sin fangst med lansen. Nu var han kommet næsten helt hen til

ham og opdagede til sin forbløffelse, at det var en stor hvidhval, han

var i færd med at aflive. Netop som han nåede helt hen til sin

storebror, stak denne sin lanse i dyret, som ikke dykkede ned igen. Så

blev han klar over, at den skulle være hans første fangst.

Men alt mens han kiggede på den, begyndte dyrets hale at slå

hurtigere; og idet forkroppen krummede sig mere og mere nedad,

forsvandt det ned i havet; og den viste sig ikke oppe mere. Da han

nærmede sig fangeblæren / fangstblære, virkede den helt tom for luft og også den

forsvandt ned i havet.

I det samme opdagede han, at hans storebror var kommet til at hælde så

meget til side, at hans krop faktisk lå på vandet; man så kun lidt af

kajakken; og storebroderen var ved at forsvinde, idet han samtidig

vrikkede lidt med åren. Mens lillebroderen kiggede på ham, forsvandt

han lige så stille ned; og til sidst var han helt borte.

Da pebersvenden mistede åndemanerens søn af syne, roede han videre

efter ham ud i det blå. Han var næsten midtvejs inde i fjorden, så

hørte han noget, som han blev meget glad for, nemlig et råb om hjælp,

der kom fra fjordens skyggeside. Det kunne kun komme fra ham, han

forfulgte. Han ændrede sin kurs og begyndte at ro efter lyden. Præcis

da han befandt sig midtvejs mellem fjordens nordlige og sydlige kyst,

så hørte han igen råbet om hjælp lidt vestligere end før. Han roede

hurtigt til for at komme til at se ham. Han opdagede, at der var to

kajakker, der havde harpuneret et dyr. Mens han roede hen til dem,

vendte han et øjeblik blikket fra dem; og så så han, at der kun var en

kajakmand; og denne roede hen imod ham.

Dengang åndemanerens yngste søn så sin storebror forsvinde ned i

havet, kiggede han rundt for at se, hvor han ville dukke op igen. Midt

i den søgen kom han til at kigge hen mod bræen, og han fik øje på en

kajakmand mod bræen. Han ændrede kurs og roede så i den retning, for

det kunne ikke være nogen anden. Da han kom tæt på virkede han

fremmed, men ved nøjere eftersyn genkendte han ham, som deres

bopladsfælle, pebersvenden, som han mindst af alt ventede ville være

her så tidligt om morgenen. Så gik det op for ham, at det var den

sølle pebersvend, der havde ødelagt det hele for dem. Han blev hidsig

og roede direkte hen til ham. I et harpunkasts afstand fra ham, greb

han sit kastetræ for at harpunere ham, men han tøvede og tøvede og

gled blot forbi ham, da han ikke syntes, han kunne være det bekendt.

Det var jo sådan, at hans storebror havde bedt ham komme for at forære

ham hans første fangst af hvidhvaler. Men netop da kom pebersvenden

til syne; og da han var kommet alt for tæt på, var storbroderen blevet

nede under vandet for ikke at blive set.

Det fortælles, at lillebroderen aldrig fik fanget nogen hvidhval, selv

om han var vild efter dem. Men brødreflokken på bopladsen fik opklaret

det, de gerne ville, idet de af pebersvenden hørte, at åndemanerens

søn plejede at være på fangst sammen med sin storebror.

Var.: Egentlig ikke. Men storebror er - som så mange andre i overleveringen - blevet taget af innersuit. Søg på dem.

Kommentar: Det ærmelignende væsen under den røvede storebrors kajakstol kunne minde om en anngiaq eller tupilak, men er måske blot noget ubestemmeligt, som innersuit holder ham fanget med.

Trykt i en kortere version (redigeret eller skrevet ved anden lejlighed af Jaakuaraq ?) i Atuagagdliutit 1935 - 36, nr. 6, ss. 42 - 43: Qungúsutaríssat.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Om den store åndemaner Imaneq.

Blandt de temmelig mange mennesker, der boede i Pituffik / Pisuffik syd for

Atammik, var der i gamle dage en åndemaner / angakkoq / angakok ved navn Imaneq.

Han, som var et lille menneske, kunne altid klare sig i stormvejr. Og

han var sine bofæller til stor hjælp i strenge vintre. Da han aldrig

manglede noget, sørgede han godt for dem, der intet havde, og han

optrådte ydmygt over for sine bopladsfæller. Hans faste fangstområde

lå langt uden for kysten. De andre åndemanere kunne ikke klare sig i

konkurrence med ham.

Engang han var kommet hjem fra fangst, kom en af hans bopladsfæller

ind og sagde: "Jeg skulle spørge fra dem, der skal lave en grav, om du

ikke kunne hjælpe dem?" Imaneq svarede: "Sig til dem, at jeg kommer

når jeg er klar." Så snart manden var gået, gjorde han sig hurtigt

klar og gik derop. I løbet af eftermiddagen lavede de en grav til en

af bopladsfællerne, der var død, og begravede ham/hende, hvorefter de

gik ned.

Da de vågnede næste morgen, var det pragtfuldt vejr uden den mindste

sky på himlen. Imaneq gjorde sig klar og roede som altid langt ud

forbi sine bopladsfæller, der var på fangst; og han lagde sig på lur

efter sæler i det yderste fangstområde.

Det var første gang, han måtte ligge så længe uden at harpunere en sæl,

fordi der ingen var i nærheden. Så opdagede han, noget der lignede en

strømhvirvel lige foran den forreste kajakspids. Mens han lå der og

kiggede på den, fordi han fandt den ejendommelig, dukkede der noget op;

og han genkendte straks, at det var hans avinngaq (egtl. en lemming), en

stor havmand. Han havde sådan en alvorlig mine på, at det så ud, som

om hans kinder var holdt nede, tøjret fast til noget.

Straks tog havmanden fat i kajakspidsen og sagde: "Du, som er

åndemaner - hvorfor er du roet så langt med kamikker, der ryger? Du

kommer til at ro stik imod strømmen i det store hav." Imaneq kom i

tanke om, at han var taget afsted i de kamikker han havde på, da de

lavede graven dagen før; han havde glemt at skifte. Efter dette

ubrud stak havmanden den ene hånd ned og trak noget op, der lignede en

stor vinge; det var en meget stor kniv.

I det samme gav han sig til at flække kajakken fra den yderste ende af

kajakspidsen og Imaneq selv, der sad i den, lige midt igennem. Imaneq

besvimede i det øjeblik hans hjerte blev flækket.

Da han langt om længe kom til sig selv, hørte han (nipe

masaerpalârssuaq) (? sang). Han mente, at lyden kom både forfra og

bagfra, så han kiggede fremefter og så, at hans bedstemor gik syngende

foran ham. Han kiggede bagud og så, at hans bedstefar fulgte efter

ham, syngende smukt, og at han førte ham ind imod land

(másartuvánguarlune; syngende?). Der var ikke noget land at se; han

befandt sig i det store hav. Langt om længe kom der mere og mere land

til syne. Imaneq kom hjem, lige før det blev morgen; de andre i huset

var på det tidspunkt ved at være bekymret for ham (egentlig: savne

ham). Da han kom hjem, lagde de andre mærke til, at han var blevet

mindre; for han havde været temmelig stor.

Efter at være blevet delt i flere stykker af havmanden, var han blevet

meget mindre. Når han sad på lampebriksen kunne hans fødder ikke nå

gulvet. Alligevel blev han aldrig hjemme fra fangst, lige meget hvor

meget det blæste; og han nøjedes ikke med at fange en enkelt sæl.

Derfor kendt alle omkringboende åndemaneren i Pisuffik af omtale - en

betydnigsfuld person, som aldrig kom tomhændet hjem fra fangst.

Da de engang var på vej sydover og slog lejr på Kangeq, undrede de,

der kendte ham fra før, sig over, at han var blevet så lille. De havde

ikke troet rygtet om, at havmanden havde delt ham i flere

stykker. Først da de så ham, troede de det. De var blevet inviteret

til Piffaaviks, og under besøget havde Imaneq sat sig på forbriksen,

men hans fødder kunne ikke nå gulvet - så lille var han.

Det fortælles, at Piffaavik altid spillede vigtig, og at han i sit

skryderi aldrig kunne nære sig for at komme med en eller anden dum

bemærkning.

Når han begyndte at prale alt for meget, plejede storebroren at slå

ham med forskaftet af en knækket lanse, så kom han til lidt mere

fornuft. (Det vi forstår ved (kaerqingnarâssumik) er at slå med duppen

af forskaftet på en lanse, der er knækket af. Sådan gjorde vi også på

en sæl, der var harpuneret, når vi ville undgå for mange sårmærker).

Piffaaq gjorde det, at han gik hen til Imaneq, der sad på forbriksen,

tog ham i skulderen og rystede ham grundigt, idet han sagde: "Så det

er ham, der er den store åndemaner, ham den fremragende!" Imaneqs

stedsøn, der sad ved siden af ham, hidsede sig langsomt op,

efterhånden som Piffaaqs drillerier tog til. Der var nemlig også andre

mænd blandt de besøgende. Da stedsønnen blev mere og mere flov på

stedfarens vegne, kunne han ikke længere beherske sig; og han sagde:

"I vinter, lidt inde i det nye år, rasede en voldsom

nordvestenstorm, der nåede helt til kysten. Naturligvis var der ingen

der tog ud på fangst, fordi de fuldvoksne sortsider holdt sig langt uden

for kysten. Kun denne lille mand tog hver dag ud på fangst længst uden

for kysten, og han kom en dag til at falde bagover (måske: var ved at dø, BS).

Alligevel kom han hjem hen på eftermiddagen med to fuldvoksne

sortsider på slæb." Dette lukkede munden på Piffaavik, og han gik ikke

mere hen (og hånede) Imaneq.

Senere rejste han sig uden et ord og rodede under briksen. Han trak et

stort vandskind frem og bredte det ud på gulvet. Han tog tøjet af

overkroppen og satte sig ned; og idet han viste sin store arm frem,

sagde ham: "Hvis du virkelig er så fremragende et menneske - så lad

os trække armkrog!" Imaneq ville først undgå ham, men tænkte så: Mon ikke

jeg skal forsøge mig! Han gik ud på gulvet, idet han satte sin lid til

sin store stedsøn. Han satte sig overfor Piffaavik; og da han satte

sin arm i Piffaaviks store krog, var hans lille hånd knap nok synlig.

Piffaaviks store arm var så tyk som midien på et smældfedt spædbarn.

Så gav de sig ellers til at trække krog. Først da Imaneq var ved at

gøre sig rund (angmalortisarnijalersoq, gøre sig hård ?), begyndte

Piffaavik øjensynligt at lægge kræfterne i for alvor. Idet samme

klemte Imaneq Piffaaviks store arm så hårdt, at den straks kom til

at sidde helt fast. Piffaavik gjorde nu et ihærdigt forsøg på at trække sin arm

ud, og det lykkedes ham at vriste den fri. Men den var rød over det hele,

fordi huden var blevet flået af. Udfordreren Piffaavik holdt sig tavs og

blev siddende uden at løfte hovedet. Da han stadig ikke sagde noget,

og gæsterne fandt det meningsløst at trække besøget længere

ud, gik de.

På det tidspunkt var der kommet missionærer til Grønland. Da

missionærerne begyndte at døbe folk, nægtede Pisuffiks åndemaner Imaneq

pure at blive døbt. Men engang midt i vinterens kulde i årets anden

måned, d.v.s. i februar, oplevede Imaneq for første gang at han var

søvnig hele dagen. Da han blev ved med at være søvnig, gik han i seng

tidligt på aftenen. Han sov uafbrudt og vågnede først op ad dagen. Det

viste sig at han havde drømt og derfor havde haft svært ved at vågne.

I stedet for at spise noget da han var blevet vågen bad han

overraskende de andre i husstanden gøre sig klar til at rejse til

Nuuk / Godthåb, og det til trods for, at det ikke var til at komme frem for tyk is, der lige havde lagt sig.

De andre var imod det, fordi ruten ikke var farbar. Så sagde han, at

der i drømmen var blevet sagt til ham, at hans vej ville blive gjort

farbar.

Trods den stærke kulde gjorde de sig så klar og tog afsted. Undervejs

sydover blev isen ved med at spalte sig, og de nåede Nuuk / Godthåb uden

vanskeligheder.

Da de kom til Ny Herrnhut, sendte Imaneq straks besked til missionæren

om, at de midt i vinterens kulde var rejst dertil med det ene

formål at blive døbt. Det fortælles, at den hvide mand først ikke

ville tro ham, da han havde hørt at han var en stor åndemaner. Han

sendte bud efter ham og sagde først følgende til ham: "Du må være

Pisuffikbeboernes store løgner." Så tog han ham ind til sig og

snakkede med ham. Først de Imaneq fortalte ham om sin drøm, og da han

sang en salme, som han huskede fra drømmen, blev missionæren

overbevist om, at han havde haft et syn. Han meddelte ham og hans ledsagere, at de skulle døbes. Ikke underligt blev Imaneq og hans ledsagere meget glade.

Efter dåben levede de hele livet i fred sammen med de andre gode kristne, og de opgav helt deres slette sæder.

Det fortælles, at Imaneq, der opnåede en høj alder, døde i fred og lykke.

Var.: Imaneq

Hist.: En historisk fortælling om Imaneqs omvendelse i 1760'erne.

Se Gulløv, H. C.: "The Rivival at Pisugfik in 1768. An Ethnohistoric Approach." Arctic Anthropology 23(1-2), 1986:151-175

Kommentar: Den gravalvorlige havmand må være fortælleren, Jaakuaraqs, ironi over den smilende havmand (Qungussutariaq), (søg), der straffede med døden, hvis man smilede tilbage.

Mellem-person = indsamler N. L. Nielsen var udstedsbestyrer i Kangâmiut.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Engang kom sydlændinge til Kangaamiut på deres vej

nordover og slog lejr syd for de sydligst beliggende huse nedenfor

gravstederne.

Det var på det tidspunkt, hvor der kun var få døbte i Kangaamiut.

Da nogle fra rejseselskabet skulle hen og overvære

aftengudstjenesten, ville åndemaneren bestemt ikke med. I stedet

lagde han sig med hovedet imod teltets bagende. Mens han lå der,

faldt han i en dyb søvn. Da åbnedes teltets bagende; og han så, at et

stærkt lys hævede sig over dem, der ikke var døbte. Mens han kiggede

på det, hørte han folk bryde ud i salmesang; og det kom nærmere. Han blev

bange; og jo nærmere sangen kom, desto mere bange blev han.

Da de syngende begyndte at fjerne sig igen, brød andre ud i verdslig

sang ude fra det åbne hav. Efterhånden kom sangen nærmere, og han

ønskede, at den skulle forstumme. Og endelig fjernede den sig igen, og

salmesangen fra øst kom nærmere, og pludselig, da den var kommet

ganske nær, vågnede han. Og straks gik han hen til de andre i kirken.

Han gik hen til kateketen, lod ham belære sig og var nu på vej til at

blive troende. Han rejste tilbage sydover og overvintrede på et sted,

hvor der var en kateket, og efter at have fået undervisning, blev han

døbt.

Hist.: Virker autentisk

Vedr. mellem-person: Frederik Nielsen har renskrevet fortællingen på Knud Rasmussens foranledning, fremgår det at et vedlagt brev, dateret 29. 11. 1932

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Hvordan åndemanerens kone (gerne) bar sig ad

Det fortælles at åndemanerens kone holdt sig nede på

stranden sammen med sine børn, mens mange mennesker døde (af en epidemi?).

Mange år senere havde drengene udviklet sig til driftige fangere.

En dag tog de driftige fangere afsted til Arfertuarsuk i konebåd for

at gå på rensdyrjagt. Men inden de nåede frem til det område, hvor de

skulle på renjagt, blev den ældste af sønnerne syg; de måtte så gøre

ophold på et sted, der hed Illerusa, og den alvorlige sygdom udviklede

sig til sindssyge. Hans brødre kunne til sidst ikke længere klare

ham. Hans mor havde ellers ondt af ham, men da de ikke længere kunne

magte ham, bad hun sønnerne holde ham nede og gjorde derefter følgende

efter en hæslig skik, som hun kendte.

I gamle dage brugte man spæk som brændsel, når man kogte mad på et

kogested, der var bygget på et fast underlag. De tog et stykke på

størrelse med en ("maannak" ?). De lagde dette på den syge, der lå på

ryggen og pressede til. Mange mennesker der var til stede og

nysgerrige efter at se hvad det var man pressede ned på ham, opdagede,

at et stykke fra ildstedet på størrelse med en "maannaka" blev lagt på

ham, og det havde hindret ham i at rejse sig op. Kort tid efter døde

han.

De andre tog videre til Arfertuarsuk og var på renjagt, som de

plejede. Derefter vendte de hjem til deres gamle boplads, Equuttat, og

moderen døde, mens de endnu boede der.

Hist.: Historisk beretning. Sindssyge, der ikke blev raske med tiden, måtte man beskytte sig imod. Levende begravelse - undertiden på den syges egen opfordring - i hans klare øjeblikke - praktiseredes undertiden. Søg iøvrigt på: sindssyg*

Vedr. fortæller, se ndf.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Der var engang en åndemaner / angakkoq, der kunne det hele. F.eks.

kunne han mane ånder, flyve gennem luften, rejse ned til

underverdenen, besøge månen og meget andet.

Den store åndemaner havde også følgende for vane: Når

åndemanerkollegaerne søgte (røvede) sjæle hos ham, gik han altid hen

og sagde til dem, at det ikke passede (at det ikke var ham, der havde

røvet dem). Han manede endog ånder sammen med alle dem han fortalte,

at det ikke passede, og han vandt altid og lod dem stå som tabere med

disse ord: "Herefter skal du ikke prale med, at du er åndemaner!" Så

forlod han dem og blev aldrig gode venner med dem igen.

Engang var der en sølle ældre åndemaner, som ikke kunne holde seance

(med tromme og tilkalde sine hjælpeånder). Han kunne ikke efterligne

åndemanere som andre, men når han udførte sin slags åndemaning,

placerede han sig altid i fodenden af briksen med et skind over sig

(som et "loft").

Engang han sådan manede ånder på skrømt, pralede han lidt: "Den store

åndemaner ved Innarsuaq har igen ranet en sjæl, og den hvis sjæl han har

røvet, kan ikke undgå at dø!(med mindre jeg henter den tilbage)" Da han blev færdig med sit åndemaneri, sagde han: "Nu skal han nok indfinde sig, for at kappes med mig!"

Få dage senere, så man den ene slæde efter den anden dukke frem uden

om et lille næs. De nåede bopladsen, og ikke en eneste gik ned for at

tage imod dem. Det var fordi de opdagede, at det var folk fra

Sermilik, og de gik op mod husene, før nogen overhovedet var kommet

ned og havde budt dem op.

Da de kom op så man den store åndemaner var med. Og denne store

åndemaner gik lige hen mod den sølle åndemaner, der ikke kunne mane

ånder, og som nu stod under konebåden og var i færd med at hugge noget

med sin økse. Den store åndemaner gik hen til ham; og den sølle

åndemaner tænkte: "Han vil ganske givet kappes med mig, som han

plejer." Ganske rigtigt; da han kom derhen, sagde han: "Jeg hører, at

du har jagtet / fået fat i en sjæl hos mig. (Jeg hører, du har helbredt den, hvis

sjæl jeg har berøvet.)" Den sølle åndemaner svarede uden tøven:

"Netop, jeg har gjort, som du plejer. Jeg har gjort ligesom du!" Så

sagde den store åndemaner: "Du må ikke lyve; for det har jeg aldrig

gjort." Den anden svarede: "Hvordan kan det så være, at folk altid

mistænker dig for et have gjort noget ondt, hvis du ikke har gjort

det?" Så svarede den store åndemaner: "Jeg har faktisk aldrig gjort

det, men folk mistænker mig alligevel for noget ondt." Den sølle

åndemaner gensvarede: "Så mange mennesker kan umuligt lyve

samstemmende. De har sikkert opdaget, at du har gjort noget for at

bringe andre mennesker i ulykke. Det er derfor, de har mistænkt dig

for at have gjort noget ondt; for sådan har mange oplevet dig. Det kan

du slet ikke benægte!" Den store åndemaner sagde blot: "Lad os mane

ånder i aften!" Den anden svarede: "Ser du, det kan jeg ikke

genneføre, for jeg kan ikke holde åndemaning." Den store åndemaner

ænsede ikke, hvad han sagde; og han fastholdt at han ville mane ånder

sammen med ham.

Da han insisterede og blev ved, svarede den sølle åndemaner: "Hvis vi

absolut skal mane ånder sammen, så lad os først snitte et sår i os

selv i alles påsyn!" Da sagde den store åndemaner: "Det er ikke noget

jeg bruger. Og når jeg ikke bruger det, vil jeg ikke være med til det

med at give sig selv snitsår." Den anden svarede: "Hør nu her. Du vil

ikke snitte dig selv, fordi du ikke bruger det. Jeg bruger heller ikke

det (med at mane ånder) og nægter at være med. Lad os derfoe slutte

her uden at  mane ånder sammen og uden at give os selv snitsår." "Jeg

vil ikke tilbagelægge den lange vej hertil til ingen nytte!" Og nu

blev han meget vred og fortsatte: "Jeg er kommet for at mane ånder

sammen med dig, og skal vi mane ånder, skal vi mane ånder, ikke

sandt?" Den anden blev også vred og sagde: "Jeg vil ikke mane ånder

sammen med dig, før jeg har gennemført det jeg agter at gøre." Med de

ord gav han sig til at lede efter noget omkring spænderemmen til

konebådsbetrækket. Så begyndte han at rense en kniv for fedt. Mens han

endnu rensede løs, kom en af tilhørerne, (der ellers havde været tavs)

med en bemærkning: "Ham dér plejer ikke at rense en kniv uden at

skulle bruge den til noget." Derefter var der ingen der sagde noget.

Da den sølle åndemaner havde renset kniven for fedt, fik han den andens

opmærksomhed henledt på sig og sagde: "Kig nøje på min kniv, for

ellers kan du jo sagtens finde på at sige, at det ikke passer."

Efter denne bemærkning var der ingen af de mange gæster, der havde

lyst til at stå bagest. Alle spilede øjnene vidt op og stirrede på

ham. Han trak sin anorak op, og så stak han kniven i brystet og

begyndte at flænse sig nedefter langs med brystbenet. Da han havde

skåret så stort et snit, at man kunne putte en hånd ind i såret, trak

han den store kniv op; imens holdt han såret åbent og vendt imod den

store åndemaner, som på den måde så lige ind i det. Det bevirkede

også, at den ene mand efter den anden blandt tilskuerne faldt om i

sneen og besvimede. Mens han endnu holdt såret åbent, sagde han til

den store åndemaner: "Tror du på dette?" Han svarede ja. Derefter

spyttede den sølle åndemaner på sin venstre hånd og gav sig langsomt

til at stryge nedover det store sår. Han havde ikke gjort det ret

længe så var såret lægt.

Han gav sin store kniv til den anden og sagde: "Hvis du ikke

snitter dig, vil jeg ikke mane ånder sammen med dig i aften!"

Så tog den anden sin (sådan står der. Men det var jo den sølle

åndemaners kniv) store kniv ("savissuani" Der skulle nok stå

"savissuaq") Idet han tog den, sagde den, der gav ham kniven: "Vis

det så for folk sådan som jeg gjorde det!" Den anden løftede armen op

gentagne gange og var klar til at stikke sig. Men da han ikke kunne få

sig selv til at stikke den ind, sagde han: "Jeg kan ikke snitte mig

selv. Formålet med, at jeg tog hertil, var jo ikke, at vi skulle

snitte os selv:" Den anden svarede: "En åndemaner, som mangler at

mestre et område, bør ikke tage ud for at kappes med nogen

("unammiartorsinnaavoq": kan tage ud for at kappes. Men der skulle vist

have stået: "unammiartorsinnaanngilaq") Kun den der føler, at han kan

klare alt, er skikket til at tage ud for at kappes med nogen." Han

fortsatte: "Skammer du dig ikke over, at du må give mig kniven igen,

uden at du har brugt den til noget?"

Hist.: Hvis denne fortælling, som angivet på håndskriftet, virkelig er fortalt af Salomon fra Bjørneøen, peger den på indvandring fra Østgrønland til herrnhuternes område derinde i fjorden ved Uummannaq: Den store åndemaner fra Innarsuaq kan være Naaja fra begyndelsen af 1800-tallet, eller en af hans sønner. Tilmed nævnes fjorden Sermilik, hvor Innarsuaq ligger på østre bred. Se Sandgreen 1967,

I - II; 1987.

I overensstemmelse hermed har Leopoldus Ringsted, Puutuusi, i Grønlands Radio, KNR i 1950'erne fortalt en overleveret fortælling om en indvandring fra Østgrønland til Pisissaarfik nær herrnhuternes Uummannaq. Puutuusi var født her i 1861. Arnaq Grove oversatte fortællingen fra KNR-båndet i sit speciale fra RUC, 1995 (upubl.).

Den lille åndemaners metode til åndemaning, hvor han lægger sig under

et skind, var velkendt i Østgrønland og hos de canadiske inuit, mens tricket med sårhelingen er fælleseskimoisk.

Resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, side 372: "Annorârssuaq" /

"Storfangeren, der var lige dygtig til at..."

Renskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 424: "Annorârssuaq" (med sproglige rettelser og til vestgrønlandsk af Hendrik Olsen eller ?).

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Annoraarsuaq.

Annoraarsuaq var på fangst hele tiden. Han fangede både sæler og

mennesker. Han havde mange fjender; men ingen kunne hævne sig på ham,

for alle var bange for ham. Der var også en fanger, der havde tre

børn - to drenge og en pige. En dag faderen var ude på fangst vendte

han ikke tilbage. De vidste ikke, hvor han blev af. Men hans kone

havde hørt, at Annoraarsuaq havde dræbt ham. De græd bitterligt. En

dag kom lillesøsteren grædende ind. Moderen spurgte, hvorfor hun græd.

Hun svarede, at storebrødrene havde ramt hende med legetøjsspyd i

underlivet og i kroppen. Moderen ventede på, at sønnerne skulle komme

ind (isersilerpât - isersiilerpai).

Da de kom ind, spurgte hun dem: "Hvorfor skal I have jeres lillesøster

som skydeskive for jeres legetøjsspyd, når hun har ikke gjort jer

noget. Træn jer hellere stærke, for Annoraarsuaq har dræbt jeres far.

Altså, træn jeres kræfter."

Man siger, at det var som om de begyndte at græde, da deres mor sagde det til dem, og de to brødre begyndte at opøve deres kræfter.

De bosatte sig langt mod syd. Dernede voksede de op, og de blev voksne og gode dygtige fangere. Så sagde den yngste af brødrene: "Mon Annoraarsuaq er død. Skønt han ikke var død endnu (denne sætning skal måske oversættes: Han var endnu

ikke død på det tidspunkt). Hvorfor skal vi ikke ud og se efter ham?"

Da de på stedet hørte dette, begyndte Annnoraarsuaqs tilhængere

(idlersordluat - det er noget med at beskytte) at besøge

ham og sige, at beboerne i Kangeq gerne vil se/møde ham

(takuluavât ?). Annoraarsuaq plejede at bemærke:

"inûtínguasigkangma," (Du lod mig slippe med livet ?) idet han

samtidig holdt kniven ganske tæt ved vedkommende, som så forsvandt.

Brødrene fra Kangeq med familie ankom til stedet, mens Annoraarsuaq

var ude på fangst; og da de slog deres telt op, bemærkede man, at det

var meget større end Annoraarsuaqs. Annoraarsuaq kom hjem og så

fjendernes meget store telt. Fjenderne sagde: "Qatingiseq, Qatingiseq,

gå hen og sig, at han skal komme på besøg. Så kom Annoraarsuaq ind, idet

han skubbede teltforhænget til side med sin kniv. Så sagde kvinderne

fra Kangeq: "I dér (kákuaraîke - det må være sønnerne, hun mente), kom

ind med  noget, som han kan sidde på." De kom ind med en stor sten,

som nær havde ramt den besøgendes fødder, da den blev sat ned på

jorden. Kun ved at den besøgende trak fødderne til sig, undgik man at

ramme dem. De sagde til ham: "Hvad med at spise lidt syre (i

renskriften: Sællever med kokleare)?" Han fik lige et par mundfulde,

så holdt han op og gik ud.

Om natten, efter at man var faldet i søvn,

hørte moderen íkkut marlok (måske: moderen til de to) nogen støj. Hun

gik ud og så, at Annoraarsuaq var ved at tage overdelen af sit telt

ned så lydløst han overhovdet kunne. Hun kom ind igen i

teltet og sagde: "Hør I dér, Annoraarsuaq er ved at rejse fra jer

(eller: slippe fra jer). De skyndte sig at komme op og gav sig til at

stirre intenst på ham.

Annoraarsuaq fik meget travlt. Da han blev færdig, fik han sine mange børn om bord i konebåden, og til sidst var han på vej ned til konebåden bærenede

sin kajak med bunden i vejret. Idet han tog et skridt for at komme

ombord på konebåden, skubbede brødrene fra Kangeq til ham, så han

faldt ned i vandet. Han blev under vandet længe. I virkeligheden

opholdt han sig under konebåden og lurede på dem. Han kom pludselig op

af vandet ved konebåden og forsøgte at stikke dem ned. Da de

to gik til angreb oppe fra, dykkede han ned igen og gav sig til at

gå/svømme omkring konebåden. Han blev efterhånden træt, og den yngste

af brødrene stak ham. Han dykkede, og da  han dukkede op igen,

stak den ældste ham. taunaqale tamalerput (måske: Sådan blev de ved

længe). Annoraarsuaq var efterhånden udmattet, og med flere stik

dræbte de ham. Så smed de alle børnene ud i vandet. Og de paterede

faderen. Ligesom de blev færdige med det viste der sig en kajakmand

frem omkring næsset (ordret: fra bag næsset) og sukkede voldsomt

(anesameqalune - anersaammerqaluni ?? Renskrift: Man hørte ham sukke,

så såre han kom op på land). Da han kom hen til dem, gav han sig til

at samle børnene op på land, idet han sagde: "Disse er værd at redde."

Han fik dem alle op på land. Han besøgte brødrene fra Kangeq. Det

viste sig, at denne gamle mand var på en tur for at fordrive tiden med

noget, fordi han havde mistet sin søn.

Han havde siddet hos brødrene et stykke tid, så

sagde brødrene: "Vi har ellers fået en god fangst i dag."

Han bemærkede: " Hvad fik I så ? "

"Du kan gå derhen og se på det." Han gik ud og videre

ned til stranden. Da han så det, sagde han: "I har fanget en isbjørn."

De svarede: " Nej, det har vi ikke. Se på det." "I har fanget en

isbjørn," gentog den gamle. De svarede: "Nej, det har vi ikke. Nu skal

du se det." De tog det, der dækkede liget, af; og  han genkendte

Annoraarsuaq med det store skæg, som nu var fuldt af blod. Den gamle

mand måtte sætte sig ned "toqulersoq" (én, der er ved at dø. Måske:

Som om han var ved at dø? Renskriften: ...han blev stående og var ved

at blive dårlig), og han sagde: "Det var virkelig pænt af jer. I har

givet mig lejlighed til at fordrive tiden med noget."

Det fortælles, at brødrene fra Kangeq blev gamle uden at de behøvede

at bekymre sig om noget.

Hist.: Muligvis en historisk kerne.

Kangeq i Ammassalik området ligger sydøstligst på Kulusuk

Resumé: "Manden, som skaffede sin søn et forspand af ræve"

i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 363.

Oversat af Knud Rasmussen i Rasmussen 1981, Inuit fortæller, III: 162 - 164.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Manden, der ville skaffe sin søn ræve til slædehunde.

Der var engang en mand, der elskede sin søn højt. Når sønnen havde

været ude med sin fars slædehunde, sagde han: "Hundene blev som

sædvanlig helt udkørte. Det var med nød og næppe, jeg nåede hjem."

kisimakivat kîmînijarnêrât qasusangisut (? Er der slet ikke noget man

kan få fat i og bruge som hunde, der ikke bliver trætte)."

Faderen sagde: "Jeg har faktisk hørt, at ræve, som trækdyr aldrig

bliver trætte."

Næste morgen fremsagde han så  en formular /

trylleformular både i indgangen til rummet og i husgangen - for at

lokke blåræve til adlanut sânigut kuveriardlugit (? Efter at have

hældt afgnavede ben / fejeskarn ned) fremsagde han endnu engang en

trylleformular. Da han blev færdig og kom ind, sagde han: "I

morgen skal vi se, om jeg har gjort det rigtige / sande (ilumôruma). agdlane (?

dernede). Sønnen så blåræve dernede (i husgangen). Da han så dem talte

han dem. Der var ti. Han kom ind og sagde: "Dernede (i husgangen) (?)

er der ti ræve. Dem vil jeg gerne have til slædehunde." Faderen sagde:

"De skal først trænes."

Da rævene var vænnet til, lavede sønnen

seletøj til dem. Han gav dem sele på og tog af sted på en køretur.

Da han havde kørt qimeqingoramit (?) fik han øje på en stor isbjørn.

Da hans hunde så den, gav de sig til at løbe efter den i fuldt

firspring. Til sidst kom han tæt på og stak den ihjel, hvorefter han

lagde den op på slæden og kørte af sted med den. Rævene (trækdyrene)

løb hurtigere og hurtigere og nåede så til sidst hjem.

Da faderen så,

at sønnen havde fanget en isbjørn, blev han meget glad. Han spurgte

sønnen: "Hvordan var dine hunde så?" Sønnen svarede: "Qimeqinât (? De

er gode som trækdyr / ligesom hunde)." Så havde de fået hunde, som

aldrig blev trætte.

En dag kørte sønnen af sted, som han plejede. Han

nedlagde en isbjørn. Han dækkede den til med sne og kørte videre. Han

fangede endnu en isbjørn og var i færd med at akulerpâ (? akorpâ -

flænsede den). Så begyndte hundene (rævene) at stirre på noget. Han så

sig omkring og opdagede, at en slæde var kommet ganske nær. Måske ville han blive dræbt, tænkte han. Den ankomne slædekører

spurgte: "Har du kun fanget den ene isbjørn?"

"Nej, jeg har fanget endnu en, som jeg har dækket til med sne."

"Skal jeg ikke hjælpe dig?"

"Nej, mine hunde vil godt kunne klare dem."

"Må jeg virkelig ikke hjælpe dig?"

Den anden kviede sig men sagde så ja til tilbudet.

De tog af sted, og den fremmede kørte bagest. De kom

til det sted, hvor han havde dækket sin første fangst til med sne. De

fik den op på slæden og kørte igen. Da de nærmede sig bopladsen, satte

blårævene, der trak den ene af slæderne, af sted i fuld fart, og kom

foran. Den fremmede slæde gik i stykker, og manden

faldt af, så hundene nåede bopladsen bare med slæden. Da sønnen kom

hjem, spurgte faderen: "Hvem er den anden?" Sønnen svarede: "Det er en

fremmed mand. Hans slæde er gået i stykker. Han ville absolut hjælpe

mig, så jeg sagde ja til sidst."

Den fremmede nåede frem til bopladsen

og sagde, at han godt kunne tænke sig at have sådan nogen hunde.

qimianukuva sunguvarilit (?). "Det ville være herligt at have sådanne

hunde," sagde han. De reparerede hans slæde. Da den fremmede tog af

sted hjemover, ledsagede den anden ham og besøgte ham på hans boplads.

Han vendte tilbage til sin boplads igen. Han havde sine hunde (rævene)

hele sit liv. Siden har man aldrig hørt om nogen, der brugte ræve som

slædehunde.

Ret udførlig oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 77.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales

and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 61, ss. 341 - 346: The Sons who avenged their Mother.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Hos en brødreflok var moderen den eneste kvinde i huset. På samme

boplads boede der et ældre ægtepar med mange døtre og kun én søn. De

var altid sammen. Når brødreflokken tog ud på fangstrejse og slog lejr

på den anden side af fjorden, fulgte det ældre par med og slog lejr

lige vest for. Det skete så, at brødreflokkens mor døde. De begravede

hende, og hver dag tog de hen til hendes grav og græd over hende. Da

der ikke længere var en kvinde i huset, måtte den yngste af brødrene

tage sig af det huslige. - De ældre brødre tog den ene dag ud på

fangst og den anden dag til moderens grav for dér at græde over hende

hele dagen. Sådan blev de ved.

En gang da brødreflokken tog ud til

deres fangstplads på den anden side af fjorden, som de plejede, fulgte

det ældre ægtepar med og slog lejr lige vest for. Næste morgen tog

brødrene ud på fangst. Dagen efter tog de hen til deres mors grav for at

græde over hende, og de kom først tilbage om aftenen. Om morgenen tog

de ud på fangst og kom hjem med fangst. Næste dag tog de hen til

graven for at græde, idet de overlod flænsningen af fangsten til deres

yngre brødre. Da de efter at have grædt skulle til at tage hjem, lagde

de mærke til, at stenene på moderens grav havde ændret plads.

Dagen efter, endnu før det blev morgen, tog de over til stedet, hvor

moderens grav lå. De gik i land og skjulte deres kajakker, hvorefter

de gav sig til at vente på, om der ville komme nogen. Da det var

blevet helt lyst, så de en kajakmand sætte over fjorden vesten for

deres boplads. Ved nærmere øjesyn viste det sig, at det var den ældre

mand fra deres boplads. Han steg i land nedenfor sit lille hus. Da

han gik op, troede de, at han ville gå ind i sit lille hus, men han

gik forbi huset og videre op til graven og gav sig til at rode i den.

Brødrene sagde til hinanden:" Det er altså ham, der har det med at rode i

graven. Lad os dræbe ham i morgen".

Da den ældre mand havde rodet i graven, gik han ned og roede over fjorden

til den anden bred.

Brødreflokken roede tilbage, og næste morgen gik de hen til den ældre

mands telt. Den ældste af brødrene gik ind, og de andre fulgte med.

Den ældre mand var endnu ikke stået op, og den ældste af brødrene

sagde:" Der er naturligvis en anledning til vort besøg. Vi er kommet,

fordi der er blevet rodet med stenene på graven".

Den ældre mand sagde:" Hvordan skulle jeg kunne finde på at rode i den, - jeg,

som er en gammel mand, og som ikke en gang tør komme i nærheden af et

ubeboet hus." Til det sagde den ældste af brødrene:" Det var ellers dig,

vi igår så rode i graven!" Og med de ord slæbte han ham udenfor og dræbte ham.

Den ældste af brødrene gik tilbage ind i teltet og tog hans ældste datter, idet han sagde:

"Lad hende være prisen for hvad faderen havde gjort !" Han tog hende til

kone."

Dagen efter tog de ældste af brødrene ud på fangst. De yngste

blev hjemme og holdt øje med deres svigerinde. Når hun gik ud, gik de

også ud, fordi de forventede, at hun kunne finde på at tage hjem. Den

ældste af brødrene havde efterhånden haft hende et godt stykke tid;

men han havde endnu ikke rørt hende. Han kunne ikke få hende til at

lægge sig. Hele natten sad hun. Så fik konen den idé at dræbe sin

mand. Når manden kon hjem fra fangst, lagde han altid sig kniv foran

lampen. En aften da alle sov dybt og hendes mand lå på ryggen ved

siden af hende, snørede hun alt hvad der kunne snøres sammen på sit

tøj; så tog hun mandens kniv, og beredte sig på at dræbe ham.

Men så tænkte hun:" Hvis jeg stikker ham, vil han sprælle

og vække de andre, og så vil de dræbe mig, når de ser, at det er mig der

har gjort det. De dræbte jo min stakkels far og tog mig. Nå, ligemeget

om jeg bliver dræbt." Idet hun tænkte sådan, stak hun ham i

halshulningen over brystbenet. Han rørte sig en smule, men døde. Uden

at trække kniven ud, gik hun ud og gav sig til at løbe vestover. Da

hun trådte ind hos sin bror sagde hun:" Gør jer straks klar til at

tage afsted. Jeg har dræbt den ældste af brødrene !" De fik snart

konebåden i vandet, bragte deres ting om bord og tog af sted.

Drabskvinden satte sig på den forreste tofte og sagde til sin bror:" I

hvilken retning skal vi følge kysten ?" Svaret var :" Nordover". Så

sagde kvinden igen:" Når de vågner, vil de følge kysten nordover og

indhente os." Så drejede styreren konebåden rundt mod syd.

Kvinden spurgte igen:" I hvilken retning vil du følge kysten ?" Han

svarede:" Sydover." Kvinden bemærkede til dette:" Nå de efter at have

fulgt kysten nordover, ikke finder os, vil de følge os sydover og

indhente os; drej konebåden udefter."

Nu havde konebåden retning bort fra land. Kvinden, der sad forrest,

tog et åretag; og åren knækkede. Hun tog åren fra den, der roede bag

hende, satte den i åregaflen og tog et åretag. Også den knækkede. Hun

knækkede alle årerne på denne måde. Så sagde hun til styreren:" Giv

mig din styreåre." Denne sagde:" Hvad skal jeg så bruge som styreåre?"

Hun sagde: "Brug din paddelåre til det." Styreren gav hende

sin styreåre og tog i stedet sin kajakåre. Kvinden satte åren i

åregaflen og tog et åretag; og åren holdt. Der blev så kun roet i den

ene side af konebåden; og det gik udad. Da de på den måde havde drevet

konebåden udefter, sagde den gamle mor, der havde ligget på maven midt

i konebåden:" Nu kan man se mørke krusninger på havet, og I lever

endnu." Da hendes børn kiggede fremover, sagde de: "Land forude!"

Da de nåede frem til landet, sagde moderen til sin søn,

styreren:" I hvilken retning vil du uden om landet." Sønnen svarede:"

Nordenom." Moderen fortsatte:" Du skal sejle sønden om det og følge

solens bane." Så tog de retningen sønden om og videre nordpå. Da de

havde sejlet uden om landet, fik de øje på et næs, hvor der lå et hus.

De var nu på vej derhen. Der kom en mand og et par kvinder ud af

huset. De nåede stranden, uden at der kom flere ud. De gik i land og

blev budt indenfor. Det viste sig, at famlilien bestod af lutter

kvinder og én mand, ligesom de selv. Da de havde siddet dér et stykke

tid, sagde værtsfolkene:" Bliv her hos os." De blev der og boede i

samme hus; og de var sammen hele tiden.

Da brødrene vågende, opdagede de, at den ældste var død, og at der sad en stor kniv i halshulningen over brystbenet. De stod op og skyndte sig hen til den  ældre mands familie. Men de var væk. De vendte tilbage til deres lejr og tog

straks afsted nordover for at lede efter de flygtende. Når de traf

folk, spurgte de efter dem; men ingen havde set noget til dem. De

nåede højt mod nord. Men da ingen vidste noget om dem, vendte de om og

tog sydover. De sejlede forbi deres boplads og videre mod syd. De

spurgte efter dem, hvor de kom hen; men ingen kunne oplyse noget om

dem. De kom langt mod syd, men de måtte vende om. Det var blevet

vinter, da de nåede tilbage til deres boplads; og de blev dér.

Den efterfølgende sommer tog de afsted vestover og roede norden om landet.

De kom til mange mennesker i Akilineq.

De spurgte om de mennesker de søgte. Men ingen vidste noget om dem. De

tog ophold her og opgav deres eftersøgning. Da de, der flygtede, havde

boet hos deres værter i nogen tid, tog værten den næstældste pige hos

gæsterne, til kone; og det mandlige medlem af dem der var flygtet,

giftede sig med en søster til værten. Denne blev gravid og fødte en

søn; og faderen gav drengen navn efter sin far der var blevet dræbt.

Bedstemoderen sagde:" Hent min lille taske." Da man kom med den, gav

hun sig til at tømme den for dens indhold. Nederst fandt hun en lille

slibesten, der havde tilhørt dværge. Den tog hun og begyndte at slibe

sit barnebarn, der var opkaldt efter manden, for at gøre ham hårdfør.

Hun sagde hele tiden: "Du skal blive lige så hård som den." Først da

han blev tør ("panermat"), holdt hun op. Hver gang barnet fik nyt tøj,

sleb hun ham med den og sagde hele tiden:" Du skal blive lige så hård

som den."

Da manden, der flygtede, havde fået mange børn, sagde han: " Er der mon ingen andre heromkring?" En af beboerne sagde:" Nordpå bor mange mennesker; men vi plejer ikke at opsøge dem, for vi kender dem ikke."

Manden, der flygtede, sagde et par gange:" Lad os tage op til dem."

Men værten ville ikke, når han nu ikke kendte dem.

Den anden blev ved med at ville have ham med, og til sidst

indvilgede han.

De tog nordpå sammen i én konebåd. Da de var kommet langt med nord, sagde værtsfolkene: "Nu vil vi snart kunne se husene." De sejlede udenom et næs,

og inde i bunden af en indsø / lagune (i bunden af noget, der lignede en "qagsse" / qassi) sås mange telte. De slog lejr ved udløbet til indsøen. Næste morgen gik den flygtende op på en høj. Derfra så han en mand, der var på vej ned til sin kajak (for at komme i den "ikiartulermat"). Den flygtende ordnede

sin kajak og roede ud; og han kom til at følges med den fremmede

kajakmand. Mens de roede ud sammen, dæmrede det for den flygtende,

at den anden var en af hans gamle bopladsfæller, den

næstyngste af brødreflokken. På vej ud til fangstområdet stillede

den flygtende den anden følgende spørgsmål:" Belv du født

her?". "Ja, jeg blev født her", svarede den fremmede.

"Blev du dig rigtig bevidst her?"

"Jeg blev i virkeligheden hverken født eller blev mig

bevidst her. Jeg blev født og blev mig bevidst et sted østpå. Vores ældste broder

var blevet dræbt af kvinden, han lige var blevet gift med. Det var for

at lede efter mordersken, vi kom hertil."

Den flygtende fortsatte:" Er du gift ?" "Ja, jeg er gift", sagde den anden.

Han spurgte igen:" Er alle de andre også gift?" "Ja, alle er gift

undtagen den yngste af vores brødre," svarede den fremmede.

Den flygtende spurgte:" Har du børn?" "Ja, jeg har to sønner", svarede

den anden. "Har dine brødre børn?" spurgte manden, der flygtede. Den

anden svarede: "Ja, de har også kun sønner."

Hjemme igen fangstturen uden fangst hørte flygtningen nogen snakke uden for teltet. Så trådte den ene mand

efter en anden ind i teltet. Det var brødreflokken. Den, der nu var

blevet den ældste af brødrene, efter at storebroderen var blevet

dræbt, satte sig ud for sin tidligere svigerinde og sagde:

"Disse fremmede er jo gamle kendinge." Dertil sagde den

eneste mand i søskendeflokken, ham der var flygtet: "Hvis vi, der er fremmede,

er gamle kendinge, så er sådanne fremmede som jer så sandelig også genkendelige."

Den ældste af brødreflokken sagde: "Skulle vi mon lade dem leve, når vi nu

endelig har truffet dem?" Deres fjende, drabskvinden, var i færd med

at flette senetråd. Så sagde den eneste mand i søskendeflokken: "En

kvinde plejer jo ikke at forsvare sig sig over for en mand." Samtidig rodede han efter noget under briksen og tog en stor sabel

(Rinks kommentar: Stor kniv) frem. Han gav den videre til ded der nu

var den ældste i brødreflokken, og sagde: "Dræb først ham dér,

der er opkaldt efter min sølle far, som I dræbte." Sønnen stod på

gulvet og den ældste af brødrene stak ham; men han var hård, og våbnet

gled væk over kroppen "quajarqisidlugo". Han kunne ikke få våbnet

ind i kroppen og han opdagede, at spidsen var knækket.

Han leverede sablen/kniven tilbage til manden, og de gik ud

allesammen. Søskendeflokkens eneste mand gik udenfor og så, at

brødreflokken var ved at bryde op. Det samme gjorde de selv, og de

tog af sted samtidigt. Brødreflokken sejlede over det åbne hav østover

("ikârput" - de sejlede fra Akilineq imod Grønland), mens deres

fjender sejlede sydover til det sted, hvor de bosatte sig. 'Der boede

de, indtil de døde.

Hist.: På fortælletidspunktet havde mange kendskab til, at der boede stammefrænder på Akilineq, og ikke kun barbariske menneskeædere som i de traditionelle fortællinger. Lidt fjendskab er der dog tilbage i denne fortælling. Men drabene udløse ingen endeløs hævnkæde. Man nøjes med en udligning.

Vedr. blodhævn se Sonne 1982: "The Ideology and Practice of Bloodfeud ...", Études/Inuit/Studies.

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 234 - 235.: Eneste søster blandt brødre.

Transskriberet til nugrønlandsk i Thisted, Thorning og Grove 1999:

"Taamma allattunga, Aron", I: 234 - 235.: Anguterpaat arnartatuaannik.

Afkortet oversættelse af en blanding af denne og to andre varianter i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 12, ss. 76 - 77.

Samme noget kortere på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 90, ss. 439: The Anghiak.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Den eneste pige i søskendeflokken.

Den eneste kvinde i søskendeflokken blev gravid uden at være gift. Da brødrene ikke syntes om det, drog hun bort. Undervejs aborterede hun. Hun lod barnet ligge på jorden og gik videre. Men barnet blev levende, ligesom hun gik fra det. Da barnet blev levende, søgte han efter et eller andet, han kunne bruge som kajak. Han fik et hundehoved til kajak. Med et spoleben (der står: 'inûp qugtorâta amilerânik' - ordret: menneskelårbens smalle del - Chr. B.), som åre roede han af sted og kom til stranden under bopladsens huse. Fra sit gemmested på det lille næs holdt han øje med husene (alákâmissârdlune') og ventede på, at det skulle blive aften. Da det blev aften, steg han ud af sin kajak og bar den op. Han lagde den under sin yngste morbrors kajak med bunden i vejret. Han sagde: "Gid jeg kunne die af min mors store bryster." Han anbragte sig ved vinduet og gik ind i huset gennem en åbning ved tarmskindsrudens kant ('erqutip kilúnguatigut' - et gæt bl.a. ved hjælp af de danske bemærkninger - Chr. B.). Han krøb ind under lampen. Derfra hoppede han og landede på moderens bryster, hvor han gav sig til at die. Da

moderen var ved at vågne, sprang han tilbage og kom under lampen. Ved daggry smuttede han ud gennem vinduet og placerede sig på den anden side af næsset og ventede på, at kajakkerne skulle tage af sted. Da de roede ud, fulgte han efter, idet han sagde: "Lad mig tage derud for at redde mig en flænsebid." Han nåede frem

til sine morbrødre, ligesom de var ved at placere sig for at vente på, at der

skulle dukke en sæl op. Han placerede sig lige bagved den yngste af morbrødrene.

Han (hvem? barnet eller morbroderen? Chr. B.) var lige standset, så dukkede der

en sæl op på hans skyggeside. Da morbroderen roede til for at komme nær sælen, fulgte han med, og i det han løftede armen for at kaste harpunen, greb han

fat i hans åre, så han kæntrede. Så tog han hans ene kamik af og gav ham nogle

boksestød i ansigtet, så han kom til at bløde. Brødrene nåede hurtigt frem til

ham, men da var han død.

Da brødrene skulle bringe deres døde broder

hjem, sagde barnet til sig selv: "Måske skulle jeg ro vestover og blive

qivittoq." Han var begyndt at ro vestover, men så kom han til at tænke på

moderens store bryster og vendte om mod land. Han lå ved det lille næs og

ventede på, at det skulle blive aften. Da det blev aften, bar han sin kajak op

og lagde den under den mellemste morbrors kajak, med bunden i vejret. Han gik

ind gennem vinduet og satte sig under lampen. Herfra sprang han op og

landede på moderens bryst. Han gav sig til at die. Da han havde fået nok, forlod

han moderen og satte sig under lampen. Ved daggry smuttede han ud gennem vinduet og afventede morbrødrenes affart. Han fulgte også

denne gang efter sine morbrødre, idet han sagde: "Lad mig tage derud for at

redde mig en flænsebid." Da han kunne se dem fra øst, var de lige standset - den

yngste længere mod øst. Barnet var lige kommet hen til ham, så dukkede der en

sæl op på hans skyggeside. Han roede til og løftede armen for at harpunere den.

Barnet måtte ro af alle kræfter for at nå ham. Han greb fat i hans årer og trak

dem til sig, så han kæntrede, hvorefter barnet tog den ene kamik af og gav ham

nogle boksestød i ansigtet, så han kom til at bløde. Hans bror kom hurtigt hen

til ham, men da var han død. Da broderen skulle til at bringe den døde lillebror

hjem, sagde barnet til sig selv: "Måske skulle jeg ro vestover og blive qivit-

toq." Han var begyndt at ro vestover, men så sagde han: "Derinde på land venter

min mors store bryster på mig." Så vendte han om og roede ind mod land.

Ved det lille næs lå han og ventede på, at det skulle blive aften. Da det blev aften, steg han ud af sin kajak. Han lagde kajakken under den ældste morbrors kajak, med bunden i vejret. Han gik op og krøb ind i huset gennem vinduet, og han tog plads under lampen. Derfra sprang han op og landede på moderens bryster. Han

gav sig til at die, indtil han havde fået nok. Derefter indtog han igen sin

plads under lampen. Ved daggry gik han ud, og på det lille næs ventede han på, at

morbroderen skulle tage af sted på fangst. Han sagde: "Lad mig tage derud for at

redde mig en flænsebid, når min morbror harpunerer en sæl." Han fulgte efter

ham og så, at han havde indtaget den plads, hvor han plejede at vente på sæler.

Han roede hen til ham fra syd fra solsiden. Der dukkede en sæl op. Farbroderen

(morbroderen?) roede hurtigt frem til sælen og barnet fulgte med. Idet han

løftede armen for at harpunere sælen, forsøgte han at trække ham til sig ved at

gribe fat i åren, men han magtede det ikke. Til sidst faldt farbroderens (?)

fangstblære ud i vandet. Han dræbte sælen. I det øjeblik han blev færdig med

sælen ('uningniariartoq' - i det øjeblik han standsede - Chr. B.) dukkede der en

anden sæl op på hans skyggeside. Barnet roede med, da farbroderen (?) roede

til. Og da han havde harpuneret den, forsøgte han at trække ham til sig ved at

gribe fat i åren. Heller ikke denne gang magtede han det. Morbroderen dræbte sælen og gjorde den klar til bugsering, hvorefter han begyndte at ro hjemad. Han

blev liggende stille bag ved ham, men så sagde han: "Derinde på land venter min

mors store bryster på mig." Så roede han efter morbroderen. Da han nåede ham,

begyndte han at skubbe den sæl, han havde på slæb, fremefter. Nu kunne de

se dem fra land, og de bad åndemaneren om at kigge på dem. Åndemaneren kiggede på

dem, og han sagde: "Dølgsmålsbarnet skubber den sæl, han har fanget, fremefter".

Først nu kunne de andre se anngiaq'en. Det var altså søsterens barn, der

havde dræbt de andre. Barnet var så lille, at man ikke kunne få øje på ham. Så

lille var han, at han brugte et hundehoved til kajak ved at krybe ind i

næseborene. Slut.

Forstanderskabsmedlemmet fra Paamiut, D. Möller.

Var.: mange, søg på: anngiaq

Resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921: s. 375: "Den store

åndemaner og hans eventyr ...".

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Aqajarormiorsiorpua

(En, der søger efter noget, der er i mavesækken).

Det fortælles, at Akivamineqs (akuamineq, partiet mellem ribbenene og

lænderne på et dyr) far var en stor åndemaner / angakok / angakkoq.  Han plejede ikke at holde åndemaning men blot at udspørge ånder. (Han sad gerne

med front imod bagvæggen med skind over sig). Han tilbragte gerne

foråret på en forårsfangstplads. En morgen tog han ud i kajak og roede

i retning af Orsulugiaq. Solen var ved at stå op, da han fik øje på

fem kajakmænd. Han roede så derhenad og tænkte, at det nok

var sydlændinge (? kavángarnitsat - er på østgrønlandsk

nordlændinge, BS), der var taget afsted meget tidligt om morgenen, eller

som havde været på fangst om natten. Men han syntes, at de så

ejendommelige ud, for når man så dem fra siden, var mundpartiet langt.

Det gik op for ham, at det var innersuits tartait (ildfolkenes

hjælpeånder). De nærmede sig, men inden de nåede ham, vendte de om og

roede bort. De havde hvide anorakker med rød halslinning. Det var

derfor, de var så frygtindgydende. Han kiggede på dem; og da

krusningen på vandfladen fra dem nåede hans kajak, begyndte den at skyde

fremefter af sig selv. Han forsøgte at bakke, men det nyttede ikke.

Kun når han vendte åren på langs (når han skoddede) gik det

langsommere.

Men han kom ikke tættere på de kajakker, som han fulgte efter. Så kom

han i tanker om sin hjælpeånd. Han kaldte på den. Han hørte lyden (her

bruges der flertal), og straks efter dukkede den op ved siden af

kajakkerne. Da de så den, sagde de: "Sådan én har vi (også)." Der kom

flere hjælpeånder, men de lod sig ikke påvirke af dem. Så kom han i

tanke om noget: "Det er sandt, jeg har også den skævmundede (en equngasoq

var den mægtigste af alle åndemaneres hjælpeånder). Han kaldte på

den; og langt om længe indfandt den sig. Da den kom sagde den: "Hvad

er der (? suame)?" "Disse her vil dræbe eller røve mig." Da roede equngasoq'en  hen til dem. Han roede blot forbi dem, og først derefter vendte den sig imod dem og afventede, at de skulle nå frem til ham. Da den første nåede frem, stak

equngasoq'en / Equngasoq sin åre ind under hans kajak, så han var ved at kæntre.

Sådan gjorde han ved dem alle. Da dette var sket, standsede åndemanerens

kajak. Hjælpeånden roede hen til

åndemaneren og sagde: "De er ikke ude efter at dræbe dig; derfor

gjorde jeg dem ikke noget." Umiddelbart efter fik equngasoq øje på en tejst og sagde: "Hvis de var ude efter at dræbe dig, ville jeg have gjort sådan:" Han roede

nærmere hen til den lille tejst, tog kastetræet til sit blærespyd med

den ene hånd og greb blærespyddet. Det ordnede sig til kast ganske af

sig selv, og equngasoq ramte tejsten med sit spyd. Han roede hen til

den og flåede fuglen i stykker. De konstaterede, at fuglen var blevet

ramt i hjertet. Så sagde equngasog: "Hvis disse kajakker virkelig var

ude efter dit liv, ville jeg have gjort sådan ved dem." Så forlod

hjælpeånden ham.

Senere på sommeren fik åndemaneren svært ved at fange

sæler. En dag han var ude på fangst, og han befandt sig ud for

Qasigissat, drejede kajakken og bevægede sig imod land.

Han forsøgte at bakke, men den var ikke til at standse. Nu var han

næsten ved land, uden at han havde opdaget noget. Netop som han skulle ramme stranden, bakkede han for alle tilfældes skyld

med det resultat, at kajakken lagde til ved stranden.

Han havde dårlig sat sine hænder på kajakken for at komme op af

den, så stod han allerede oppe. Så snart han rejste sig op, var

det, som om han blev skubbet frem af blæsten bagfra. Han måtte løbe afsted, og han løb temmelig længe. Da han var kommet over fjeldet,

fik han på den anden side af det øje på et stort menneske med så

langt hår på hovedet, at hun ikke længere kunne bære det. Han løb hen

til hende og stødte ind i hende. Åndemaneren spurgte den langhårede:

"Hvad laver du her?" Hun svarede: "Jeg har kaldt på dig, for at du

skal rede mit hår. Jeg kan ikke længere bære mit hår." Åndemaneren

spurgte hende: "Hvorfor er dit hår sådan?" Hun svarede: "Det er fordi

folk ikke har overholdt tabuerne, som de skulle (paqinnartut - tabu,

allertut - de, der skal overholde taburegler)." Da

gav åndemaneren sig til at rede hendes hår. Da han var færdig og

havde sat hendes hår i en top, spurgte kvinden: "Hvad skal jeg

give dig for det?" Åndemaneren svarede: "Jeg vil gerne have sæler i

betaling, for jeg har længe ikke kunnet fange noget." Så

svarede kvinden, hvis hår han havde redt: "Når du har fanget den

første sæl, skal du ikke prøve på at fange flere, lige meget om der er

mange af dem. Du skal kun fange den ene sæl. Næste gang du ser mange

sæler, må du ikke fange tre, men kun to. Først når du tager ud tredje

gang på fangst i kajak, må du fange flere sæler."

Da åndemaneren skulle hjemad sagde han: "Min kajak er sikkert drevet

ud." Den anden svarede: "Den er ikke drevet ud. Den er på sin plads."

Åndemaneren var nu på vej hjem og på den anden side af fjeldet så han,

at kajakken var på sin plads. Han kom ned i kajakken og roede af sted.

Undervejs fangede han en sæl; og fra nu af begyndte han at fange

sæler.

Da det var ved at blive vinter, tog han til Isortoq for at

overvintre dér. Vinteren var elendig, og der kom så meget sne,

at man dårligt kunne komme ud på fangst. En aften gik åndemaneren og

hans kone ud af huset. Straks efter kom åndemaneren  ind igen og

sagde: "Hvordan mon de unge vil klare sig (? inûsútut qanormáko

ivsarajíqisut)?

Aqajarorsiartoq er ved at bryde op lige her oppe fra baglandet."

Åndemanerens ældre bror, som slet ikke troede på den slags gik

udenfor. Han blev faktisk derude og lyttede en stund, men hørte

intet. På vej ind skubbede han til alt, hvad der overhovedet

kunne skubbes til. Han sagde: "Der er intet at være bange for." Lidt

efter gik åndemaneren ud. Han kom ind igen og sagde, at

Aqajarormiorsiortoq var på vej mod dem oppe fra baglandet. Undervejs ud hørte hans bror lyden og flygtede tilbage op på briksen og helt ind

mod bagvæggen. Åndemanderen gav sig til at ordne forskelligt inde

i huset. Han dækkede vinduerne til med sadlimasunik (? sadlimasut -

brædder). Han gav sig til at tromme ånder til og sagde:

"Mange af åndemanernes store hjælpeånder er ellers nået frem til

aqajarormiorsiortoq, men de tør af angst ikke træde hende for nær."

Åndemaneren fortæller også, at denne aqajarormiorsiortoq er en

kvinde. Overalt er hun af sten undtagen mundvigene, der er blødere.

Hun har en ulu, og når hun slår sin ulu mod noget, runger

det. Nu var hun næsten helt fremme. Man kunne høre amuletten fra

åndemanerens konebåd qaseeq (måge) lette, man kunne også høre, at den

hurtigt vendte tilbage. I det samme hørte man åndemanerens vigtigste

hjælpeånd (equngasoq) fløjte (aviorpoq - qarlorpoq - kvidre, synge,

fløjte) tre gange. Så kom den roende i kajak gennem sneen. Nu var

Aqajarormiorsiortoq kommet så nær, at åndemaneren sagde, at hun også

skulle kunne ses af andre, der ikke var åndemanere. Men de ville ikke

se hende, for de var bange. Equngasoq  gik hen til hende, kastede

blærespyddet og ramte hende gennem mundvigen ned i svælget.

Aqajarormiorsiorpunga greb blærespyddet og knækkede det.

Først da hun havde smadret det helt, lagde  hun det ned på jorden.

sordlo pudlakae (soordlo pullakkai - som med et pust) blev

blærespyddet helt igen og vendte tilbage til sin ejer. Sådan blev det

ved. Til sidst ãnalerpoq (?) og begyndte at gå tilbage. Der blev

sagt, at hun boede i en hule i indlandsisen. Åndemanerens

hjælpeånder rykkede nærmere og nærmere ind på hende, og

Aqajarormiorsiortoq gik langsommere og langsommere. Åndemaneren

holdt bare op med at tromme (mane ånder), for man behøvede ikke

længere at være bange for hende. Siden så man aldrig noget til hende.

Var.: af 1. episode: søg på innersuit (der trækker kajakmænd viljeløst til deres land)

af 2. episode: Rejsen til havkvinden. Havkvinden; Havets Mor; Qujaavaarsuk; Ikarlitsuarsuk

af 3. episode: Eqingaleq Naaja sten; Den straffende månemand; Karrak / Karraq; Ajijak 224 225;

Kommentar: Bemærk at vejen til Havkvinden her går gennem innersuits land og at deres tiltrækning er angakokkens "transportmiddel".

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Aqamaatsiaq ville ud og finde én, han kunne bytte plads

med.(se ndf.) Han ventede til det blev aften; så lod han sig binde til

åndeflugt.

Da dette var sket, smuttede han ud gennem enden af en tagbjælke (vel

egentlig: gennem et hul ved enden af..) Han fløj østover lavt hen over

jorden. Han fløj og fløj og var kommet langt mod øst, da han fik øje

på store vinduer. Han fløj derhen, faldt ned oven på husgangen og inde

fra huset lød det: "Hør, gå ud og se hvad det er. Gå ud og se!" De gik

udenfor. De råbte ind: "agdlîlitíngûjujô, agdlîlitíngûjujô!"

(åndesprog ?) Indefra lød det så: "Gør vold imod ham, gør vold mod

ham!" Lige før de skulle til at overfalde ham, sagde han:

"títulâkisinga, títulâkisinga! / tittulaakainga"(se ndf.) Da de havde "títulâriarât" fløj han videre mod øst, skønt han ellers skulle mod vest, og fik

igen øje på store vinduer. Igen faldt han ned oven på husgangen.

Indefra råbte de: "Gå ud til ham, gå ud til ham!" De, der gik ud til

ham, råbte som de forrige, ind: "agdlîlitíngûjujô, agdlîlitíngûjujô! / alliilitinnguujujuu".

Denne gang råbte han ind, før der blev sagt noget derindefra: "jeg er

kommet for at finde én, der kan bytte plads med mig." Så råbte de

derude, ind: "Han siger han er kommet for at udskiftes med én."

Derindefra lød det: "Jeg vil være den der udskiftes." Aq. lod sine

bindinger løse op og gik ind. I den ene ende af rummet sad den kæmpestore

indlandsbo, som han skulle bytte med, og dennes kone, en enorm stor

kvinde.

Han bandt ham han skulle bytte med til åndeflugt, og denne smuttede ud

ved enden af en tagbjælke. Hans kone tog Aq. til sig. Aftenen gik, de

gik i seng, og der lød megen latter og grinen fra de store

briksefæller.

Da de vågnede næste morgen, blev Aq. hos dem en stund endnu, men da

han blev mere og mere urolig, lod han sig binde og smuttede ud ved

enden af en tagbjælke. Han fløj vestover alt hvad han kunne. Ret langt

fremme kom bytteånden imod ham, og da Aq. blev bange for at de skulle

støde sammen, prøvede han at flyve uden om, men den anden styrede

direkte imod ham. Aq. blev mere og mere bange, da han ikke kunne

undvige ham. Så smuttede han ned under jorden, og den anden son nu gik

glip af ham, fløj blot forbi.

Derhjemme regnede man med, at Aq. ville komme til syne i lav flugt

over jorden. Men nede fra jorden under gulvets stenfliser hørte man en

flues summen der langsomt arbejdede sig op. Så dukkede Aq. op mellem

gulvfliserne. Han holdt sig hjemme, da han var vendt tilbage.

Hen på aftenen hørte man en stemme ind gennem vinduet: "Ham, som Aq.

byttede med, har stukket sin kone i låret, og hun er ved at forbløde.

Han lod sig binde og fløj atter imod øst. Det varede ikke længe; så

var han faldet ned oven på husgangen. Aq. lod sine bindinger løse og

gik ind. Den store kone var allerede ved "inîvarsínalersoq" (?;

betyder vel, at hun, ikke var langt fra at dø). Han gik hen til hende

og da han havde pustet i sine sølle hænder og strøget hen over såret,

fik hun det bedre. Såret blev lægt, og hun blev rask. Han lod sig igen

binde og tog hjem. Herefter forsøgte han aldrig igen at finde én, han

kunne bytte med.

Var.: Ikke præcis i denne bases samlinger. Vedr. bytteriet søg på: det store tidevands land.

Hist.: Muligvis en (syd) øst-grønlandsk fortælling.

Tolkning: Det er et almindeligt træk i fortællinger, især i de østgrønlandske om åndeflugt under en seance, at en af de ånder, som åndemaneren besøger, gengælder besøget med et samtidigt besøg hos hans husfæller og underholder dem, mens han er

borte. "títulâqisínga" er enten åndesprog eller østgrønlandsk:

"tittipaa": han slår ham med knytnæve, "títalâqsínga": slå mig ganske

lidt med knytnæven.

Aq. og indlandskæmpen skal åbenbart også bytte koner og den megen

latter på briksen røber en lampeslukningsleg. Bytte-ånden har vist

ikke været indforstået. Den søger at ramme Aq. på hjemvejen og stikker

en kniv i låret på sin kone af jalusi.

Måske fortalt af Johanne Andreassen, Kârales kone.

Resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, side 369: Aqatsiaq og Igatalik

(Rypekylling og grydemanden)

 Oversættelse ved Chr. Berthelsen: Det fortælles, at Aqissiaq og hans søn hørte hjemme hos de mellemstore timersit (indlandskæmper ikke kæmpestore og ikke de mindste). De havde ingen kajakker men var dygtige til at fange. De fik sælerne til at komme op ad elve, og de sultede aldrig. Men engang artede den tidlige vinter sig helt anderledes end det, de ellers var vant til. Der var hverken sæler eller isbjørne. Sommeren udeblev, så der var tale om to sammenhængende vintre. Det betød sult hos Aqissiaqs, selv om de ikke holdt op med at tage ud på fangst. Da de ikke længere havde noget at leve af, så det blev lige meget, om de levede eller døde (eller: så de lige så godt kunne lægge sig til at dø), tog Aqissiaq og sønnen ud på meget lange jagtture, uanset hvor lange de blev. Under en af dissse jagtture kom de ved aftenstid til de største indlandsboeres hus. Der kom ingen mennesker ud af huset; det viste sig, at de også sultede. De gik hen til huset og fortsatte ind gennem gangen; og da det endelig lykkedes dem at kravle op ad trinnet til rummet, satte de sig ned på rummets store siddeplads. Knap nok havde de sat sig, så spurgte den store husherre; "Hvorfor er I kommet herhen?" Aqissiaq svarede: "Vi er ved at dø af sult. Derfor rejser vi rundt over alt og glemmer al skam." Husherren svarede: "I en sådan situation lader man al generthed fare. Bliv her endelig i nat, I kære." Og han spurgte ham: "En af jer skulle vel ikke være åndemaner / angakkoq / angakok?" Aqissiaq svarede: "Det ved jeg ikke." "Jo", sagde husherren: "for vores lille datter, som åndemanere ellers har kigget på, er ved at dø. Vil du ikke nok prøve, at gøre noget ved hende?" Aqissiaq svarede: "Jamen, så prøver jeg." Han dækkede sig med et vandskind, ved fodenden af briksen for om muligt at finde ud af noget ved hjælp af qilaneq. Da Aqissiaq var en angakok af de allerstørste fandt han hurtigt ud af, hvad der var i vejen med pigen. Han sagde: "Hun er blevet berøvet sjælen; og den findes i en spalte i indlandsisen." Da sagde den syges mor: "Nu husker jeg, at jeg engang for længe siden under en slædetur faktisk faldt i en revne. Det er nok derfor, at sjælen er røvet." Da Aqissiaq havde fået sjælen på plads, sluttede han. Straks efter sagde kæmperne: "Hvad vil du helst betales med bær eller ammassætter?" Aqissiaq svarede: "Hvis I betaler mig med bær, risikerer man, at jeres datters sjæl drukner i bærsaften. Så du skal ikke betale mig med bær." Så tog pigens far tøj på og gik ud af huset. Snart efter kom han slæbende gennem husgangen med en sæk (ammassætter) så stor, at den satte sig fast i indgangen og måtte slides løs før han fik den ind. Ammassætterne var ordnet sådan, at de var trukket på en snor i bundter på tre. Så begyndte han at dele ud, og han gav gæsterne en håndfuld som appetitvækker. Aqissiaq og hans søn troede, at det var alt, de skulle få, men det var skam kun ment som en appetitvækker. Først bagefter fik de betalingen for datterens helbredelse. De fik alt det de ville kunne bære på ryggen. De overnattede så hos disse mennesker. Da de skulle af sted næste dag, forhørte Aqissiaq og hans søn sig om nogen skulle kende en trylleformular / formular til at lokke hvaler med. Men ingen af de gamle, de spurgte, kendte til en sådan formular. Nær ved at opgive håbet spurgte han så alligevel en pige, som endnu ikke var helt voksen, om hun kendte nogen. Og til Aqissiaqs overraskelse sagde hun: "Jeg har kendt en. Jeg husker min bedstemors trylleformular til at lokke hvaler med. Måske kan den bruges." Med de ord gik de tre op ad et højt fjeld. Da de nåede op på fjeldtoppen, begyndte de at lokke / kalde en hval op ad en elv. De stirrede ufravendt østover, og himlen over vandet var klar nok. Så pegede pigen på noget og sagde: "Derude, hvor himlen og havet mødes er der noget, der ligner et lille blåst." Aqissiaq og hans søn spejdede derud hvor hun pegede, men de så ikke noget. Så sagde pigen: "Nu er det helt tydeligt." Endelig kunne de andre også se det. De blev glade, fordi de nu var sikre på at fange en hval. Hvalen nærmede sig og dukkede op gennem isen, som var isen det bare vand. Ganske tæt ved stranden dykkede den. Den dukkede ikke op igen. De var ved at bliver utålmodige; så så' man den svømme udad. De tre, der havde lokket den ind, tabte næsten modet. Men midt i modløsheden klappede pigen i hænderne og udbrød: "Nu husker jeg, hvad min gamle bedstemor sagde: Hvis det skal lykkes, må hvalen først tage turen tilbage udad." Så ventede hun på at den skulle dukke op igen. Det gjorde den, og da var den kommet op i elven. De, som hvalen styrede imod, smilede af lutter tilfredshed i forventning om, at nu ville de få noget at spise. Hvalen svømmede op imod elvens strøm og dukkede jævnligt op. Endelig dukkede den op lige foran dem, og Aqissiaq belavede sig på at harpunere den. Men han kunne ikke rigtig komme til at kaste harpunen. Hvalen var ved at forsvinde op ad elven. Der var ikke andet at gøre end at få pigen til at stå foran dem. Og da dukkede hvalen op lige ved dem. Tænk, hvalen ville, at pigen fik den fordi det var hende der havde kaldt på den. Aqissiaq, der stod bagved pigen, harpunerede hvalen, hvorefter sønnen også kastede sin harpun mod den. Derefter sårede de den mange gange med lansen, for at dræbe den. Kîsa tunuanut itivigsilerpât. tássangmigôq itivigsigunigko ánaussagdlugo (det er noget med, at hvalen er ved at komme over på den anden side, på bagsiden, inden de får den dræbt, og de vil miste den, hvis det lykkes for den at komme om på bagsiden, CB. Itivippoq, gå over en bjergkam HN). Langt om længe lykkedes det dem, at dræbe hvalen. Hele hvalen var havnet oppe på sneen, da den døde. Nu den var oppe, gik de så i gang med at flænse den. Da de var færdige, tog Aqissiaq og sønnen hjem. Således levede de godt af deres fangster. Til sidst var der ikke ret meget tilbage. Da der kun var ganske lidt tilbage, gik de op på det store fjeld for at holde udkig. De kiggede sig omkring for at se, om der var noget usædvanligt at se. Så sagde Aqissiaq: "Det forekommer mig, at der stiger damp op dér, hvor indlandsisen og havisen støder imod hinanden." Da sønnen også havde fået øje på det, besluttede de sig til at gå derhen. De gik det meste af dagen inden de omsider nåede frem til stedet. Bræen var faktisk revnet, og der steg frosttåge op nedefra. Der måtte altså være vand dernede. Aqissiaq ville klatre ned ad revnen med en line om livet, og sønnen skulle holde i linen oppe fra. Han begyndte at klatre ned, idet han samtidig huggede trin med sin tuk. Han nåede ned til vandet, og mens han stod og gjorde sig klar, dukkede der en lille netside op lige ved hans fødder. Det var ikke svært for ham at harpunere den. Da han havde dræbt sælen rykkede han i linen. Så halede sønnen ham op. Så snart sønnen kunne se faderen, så han, at han havde fanget en netside. De skyndte sig hjem og nåede deres hus ud på aftenen. Tidligt næste morgen tog de ud på fangst til samme sted, og begge kom hjem med en sæl. Hver dag tog de ud til samme sted og kunne på den måde holde sulten ude. Efterhånden begyndte de også at fange narhvaler. Når de fangede en narhval, flækkede de den på langs og bar hver sin halvdel hjem på ryggen. En dag for hjemadgående gjorde sønnen faderen opmærksom på noget. Faderen opdagede nu et stort menneske med en gryde på maven. Der kom damp op fra gryden. Kæmpen så dem. De forsøgte at flygte, men forgæves. Da kæmpen nåede dem, snuppede han narhvalen og puttede den i sin gryde, hvorefter han vendte dem ryggen og gik. Og uden at se sig tilbage,forsvandt han bag noget. Aqissiaq og sønnen kom tomhændede hjem. Det kom minsandten til at gentage sig. Herefter skete det hver dag, at de blev frataget deres narhval undevejs hjem fra fangst. En dag de endnu engang blev berøvet deres narhval, stirrede Aqissiaq vedholdende på kæmpens overkrop. Da denne vendte ryggen til, sagde han: "I morgen ved denne tid vil han være en død mand." Hjemme i huset fik han travlt med at lave lassoer. Da han blev færdig, sagde han til sønnen: "Når jeg har fået denne omkring ham, vil han ikke kunne bruge armene. Så skal du stikke løs i ham med kniven." Med de ord gik de i seng. Næste morgen tog de på fangst, som de plejede. De fangede en narhval, flækkede den, og tog hver sin halvdel på ryggen og begav sig hjemover. Næppe var de startet, før kæmpen kom og huggede deres fangstbytte. Derpå vendte han dem ryggen og gik uden at se tilbage. Aqissiaq gjorde sine lassoer klar og begyndte at løbe efter ham med sønnen i hælene. Da Aqissiaq nåede ham bagfra, fik han lassoen omkring ham lige ovenover hænderne og strammede den til, så han ikke kunne røre armene. Sønnen stak så løs i ham med kniven og gav ham flere stik i maven, så han begyndte at sprælle voldsomt. Ilden fra lampen sprang til alle sider, og gryden skvulpede over. Far og søn brændte sig, men kæmpede alt hvad de kunne, fordi de aldrig ville kunne få deres fangst med hjem, så længe kæmpen levede. Langt om længe faldt han om; grydens indhold spildtes, og den store narhval havnede på sneen. De gravede det store menneske, de havde dræbt, ned i sne og suppe /sjask (ivseq suppen fra gryden CB eller udsivet blod HN) og dækkede det til. De undersøgte narhvalen og så, at hele den ene side var blevet kogt. De tog atter halvdelene på ryggen og gik hjem. Efter drabet på kæmpen holdt de i en periode op med at tage på fangst i forventning om, at der ville komme nogen for at hævne sig. Og så skete det pludselig, at de stik imod sædvane fik besøg af en mand. Den ankomne sagde: "Det siges, at timersiit's (indlandskæmpernes) forsørger er udeblevet; og at I muligvis har dræbt ham." Det ville Aqissiaq og hans søn ikke indrømme og sagde: "Hvordan skulle vi bære os ad med at dræbe ham, så stor som han er. Den kæmpe har vi aldrig set." "De tror jer aldrig. Jeg hørte dem sige, at de ville komme og angribe jer," sagde gæsten. Med de ord tog han hjem. Da han var væk, sagde Aqissiaq: "De kommer helt sikkert og angriber os." Og han gav sig til at grave i jorden ude i gangen imod sidevæggen. Han sagde til sønnen: "Du skal grave i jorden lige uden for indgangen til rummet. Jeg skal sætte mig i det hul, du graver og du i det, jeg graver." Så forklarede Aqissiaq, hvad de skulle gøre: "Vi skal være ude i gangen og jeg i den inderste del. Du skal ikke dolke dem undervejs ind. Det skal jeg. Når jeg så kaster dem mod udgangen, og de rammer jorden lige foran dig, skal du kaste dem videre ud, uden at såre dem. Kun på den måde, kan vi dræbe dem alle sammen. Da de på den måde havde forberedt sig, ventede de blot på, at angriberne skulle komme. Som ventet kom der en hel masse. Da de nærmede sig, anbragte far og søn sig på deres pladser. De ankomne kom ind én af gangen. Sønnen var lige ved at stikke den første ned, der var på vej ind, men så huskede han, hvad faderen havde sagt og lod ham passere. Netop som han ventede at noget skulle ske, lød der et knald. Det var skam Aqissiaq, der havde stukket manden lige i hjertet. Som sønnen ventede det, kastede Aqissiaq manden fra sig, så han landede lige foran ham. Han kastede ham videre ud. De, der stod udenfor, fór løs på ham med deres knive. Så hørte man én sige: "Hør, det er helt galt. Vi har allesammen stukket kniven i en af vore egne!" Så begyndte de ellers på rad og række en for en at trænge ind i husgangen allesammen. Den første var ellers godt på vej ind, men så råbte Aqissiaq ud til ham: "Gå ikke ind, hvis du har dit liv kært. Og sig til de andre, at de ikke skal angribe os en anden gang, for vi er svære at dræbe." Ved de ord fór dette store menneske ud og flygtede. Så kunne Aqissiaq og sønnen gå udenfor. Dagen efter om morgenen tog Aqissiaq og hans søn af sted for at besøge grydemandens husfæller. De gik hele dagen og nåede frem langt ud på aftenen. De ventede en tid på, at nogen skulle komme ud af huset. Men ingen kom ud, og så de gik selv ind. Alle inde i huset så bistre ud. Ikke den mindste antydning af et smil. De forventede, at man ville servere mad, men nej. Man lagde nu brikseskind på gulvet og anbragte en lampe ved sidevæggen, og ved lampen var der et stykke bart gulv, hvor der lige var plads til et menneske. De skulle minsandten til at mane ånder, fordi de ville dræbe Aqissiaq og hans søn, som de anså for at være ringere åndemanere end dem selv. Indvånerne begyndte at ægge hinanden: "Kom så, kom så." Endelig rejste én sig op og stillede sig op ved den anden sidevæg. Dér blev han stående et stykke tid; så satte han i løb og sprang hen på det stykke gulv, hvor der ikke var lagt brikseskind. Han sank i med fødderne, ned i stenen op til knæene. Han forsøgte at forsvinde helt ned i jorden, men ganske af sig selv hævedes han op igen (på gulvniveau). Den ene efter den anden forsøgte sig (uden held). Når de svageste sprang sank de ikke dybere end at de blot fik stenmasse mellem tæerne. De gjorde, hvad de kunne, men ingen af de mange mænd i huset formåede at forsvinde ned. Så begyndte de at opfordre Aqissiaq og hans søn til at gøre forsøget. Da de blev ved, sagde Aqissiaq til sin søn: "Når jeg løber, løber du lige efter." Derefter drejede han hovedet mod dem, der sad på briksen og råbte af alle kræfter: "Ha, ha, ha, ha. Når jeg skal lade mig bruge som hjælpeånd for den store hidsige eller skrækindjagende kystbo, gør jeg sådan." Han satte i løb med sønnen efter sig. Han sprang over på det bare stykke gulv uden brikseskind; og så hurtigt forsvandt han ned i jorden, at hans hår strittede i vejret. Så såre faderen forsvandt ned i jorden, sprang sønnen over til det samme stykke stengulv og forsvandt ned lige så hurtigt som faderen. Da far og søn smuttede ned, gjorde husets beboere sig klar til at dræbe dem dér, hvor de forsvandt. I det samme hørte man nogen på vej ind gennem husgangen. Beboerne i huset blev optaget af det, fordi de troede, at det var nogle andre. Ind kom de, og det var Aqissiaq og hans søn. Aqissiaq sagde: "Sådan gør jeg altid, når jeg bytter plads med / tjener kystboen som hjælpeånd." Til dette hørte man husets kvindelige overhoved sige: "Nu har man hørt det med. Tænk, han er hjælpeånd hos en kystbo! Han plejer at (taartâser....) tjene / bytte plads med kystboen." Skønt de ville dræbe far og søn, blev de bange for dem og lod dem gå uden at gøre dem noget. Således levede Aqissiaq og hans søn videre.

Var.: Aqissiaq. Kommentar: Verdensbillede: Her får vi en god beskrivelse af indlandsånders fangstmedtoder, modstrøms op ad elve og gennem revner i indlandsisen, hvorunder havet fortsætter. Tilsyneladende bærer denne grydemand sit ildsted med under gryden. Om grydemænd, igalillit, skriver Kaarali i generelle vendinger, at de ikke søges som hjælpeånder, fordi de er ondsindede, og de går ikke på fangst men stjæler fra andre indlandsboere. Træffer de et menneske dræber de ham (Jens Rosing 1963: 187 og Otto Rosing: angákortaligssuit, 1957.61, I: 80). Helga Nielsen (østgrønlænder) har korrigeret teksten for de gloser, som Christian Berthelsen var usikker på. Hist.: Aqissiaq i rollen som hjælpeånd for en åndemander blandt kystboerne, dvs. rigtige mennesker, er usædvanligt, men understreger hér en respektindgydende modsætning til de ondsindede grydefolk, der ikke kan søges til hjælpeånder. Fangsten i en revne i indlandsisen (eller rettere i en revne hvor indlandsis og havis mødes) er muligvis kun en østgrønlandsk forestilling. De største kæmper på indlandsisen fangede bl.a. på denne vis. (Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): kæmper).]

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 5 ss. 61 - 65 har Rink sammenstykket ialt 6 varianter inkl. denne og to (heraf en uidentificerbar) af Amos Daniel. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 5, ss. 116 - 119: Akigsiak.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Sagnet om Aqissiaq. (Opr. ingen overskrift).

Et ægtepar med et utal af børn fandt sig et sted, hvor de yndede at overvintre. De tilbragte sommeren på et sted, hvor der var en lille lakseelv. En dejlig vinterdag var faderen ude på fangst, som han plejede. Ægteparrets mange børn, udelukkende drenge, legede i nærheden af huset med at kaste med deres legetøjsfuglepil. De var så optaget af deres leg, at de ikke bemærkede, at faderen var kommet hjem med en sæl. Først da det var ved at blive mørkt, og de blev sultne, gik de hjem, og det var mørkt inde i huset. Faderen sad på sidebriksen lænet imod væggen, og moderen sad bagest på briksen og flettede sener. Hun havde ikke tændt sin lampe. Endelig sagde moderen: "Det duer ikke med alle de børn, så er de oven i købet kun sølle drenge." Faderen sagde ikke noget. Et stykke tid efter skubbede han et fad med kød frem til drengene og sagde: "Det er længe siden, I har fået noget at spise, værsgo' spis." Den næstyngste af drengene, som hed Aqissiaq, blev meget fornærmet over moderens nedsættende bemærkning om dem - kun sølle drenge. Brødrene spiste godt nok. Aqissiaq forsøgte også at få noget at spise, men fik ikke ret meget i sig, da gråden sad i halsen på ham. Så sagde faderen til dem: "Til sommer vil jeg tage jer med til et sted, hvor der er mange laks og hvor der er et stort område med sand." Da faderen sagde dette, faldt Aqissiaq til ro, da han havde planer om at forlade de andre, når det blev sommer, fordi han ikke kunne lide det, moderen havde sagt. Alle brødrene glædede sig meget til sommer, men Aqissiaq blev mere og mere mørk i sindet.

Efterhånden som sommeren nærmede sig, blev Aqissiaq mere og mere trist til

mode. (ileqqumi atorunnaariartuinnarpaa - ændrede Aqissiaqs væsen sig mere og

mere. - Aqissiaqs væsen ændredes mere og mere). En smuk dag lige op mod sommeren

tog faderen ikke ud på fangst. Istedet for ordnede han sine teltstænger og

snittede lidt på dem. Dagen efter var det igen godt vejr, og faderen sagde: "I dag

rejser vi til det sted, hvor der er mange laks og hvor der findes et stort

område med sand. I må gøre jer klar til rejsen." Børnene blev meget glade og

hjalp til med forberedelserne og med at bære konebåden ned til vandet. Men

Aqissiaq var ikke den samme, som han plejede at være. De tog af sted og kom til

det sted, hvor de skulle slå lejr. Da det blev højvande, sagde faderen til

drengene: "Nu skal vi fange laks ved at afspærre dem vejen. Stil jer på stranden og kast med sten." De syntes det var spændende og gav sig til at kaste med sten for at drive laksene ind, og da det blev lavvande, fangede de mange laks. Men Aqissiaq faldt ikke til ro. De blev dér længe og fangede laks ved at afspærre dem vejen, men Aqissiaq kunne stadigvæk ikke falde til ro. En dag da de skulle til at tage hjem med alle de laks, de havde fanget, fandt han på et påskud til at forlade de andre. Han bad den ældste af sine ti storebrødre om at tage de laks, han havde fanget, med hjem, fordi han lige ville prøve at fange en rype, der satte sig oven for dem, ved at kaste sten efter dem. Det ville denne storebror ikke,

heller ikke de ni andre. Men han fik sin lillebror til det. Grædende forlod han

sine brødre og gik ind i land. Han voksede op alene og trænede til at blive

stærk. Han levede af ryper og rensdyr og var, da han blev en stærk mand, i stand

til at løbe alle landdyrene op.

En dag så han et kæmpemenneske, som stod oven på en skrænt. Han gik hen

til ham og opdagede, at det var én mand med en gryde på skuldrene, og han var i

færd med at koge mad. Uden at sige et ord til ham begyndte Aqissiaq at vandre

frem og tilbage sammen med ham oven på skrænten. Han lagde mærke til, at manden

med gryden flere gange gjorde forsøg på at skubbe ham ud over kanten af fjeldet.

Aqissiaq gjorde så det, at han, en gang han passerede ham, skubbede ham ud over

kanten, så han faldt ned ad skrænten. Der hørtes klingklang, da gryden ramte

klippen. Da han kiggede ud over kanten, kunne han se blod på stendyngen langt

nede. Det var den første, Aqissiaq var grov overfor.

En dag vandrede Aqissiaq sydpå over tre høje fjelde og inden om tre fjorde

og kom op på toppen af Qeqertarsuatsiaq (Qeqertarsuatsiaataatagooq). Deroppefra

kiggede han ned og så (på sydsiden af Qeqertassuatsiaq) en stor inoruseq

(indlandsbo) sidde (dernede lige oven for strædet med stærk strøm) med ansigtet

vendt mod syd. Det var på det sted, som i dag kaldes: Stedet hvorfra amaartoq

(én, der bærer barn på ryggen) kastede med sten. Han gik ned til denne inoruseq,

som ikke sagde et eneste ord. Aqissiaq fik øje på en kajak, som roede ind ad

fjorden og som nu befandt sig lige udfor en fjeldskrænt, der kaldtes

Tullerunnarsuit. Den store inoruseq opdagede kajakken af sig selv, da den

befandt sig ud for Paniisa. For første gang åbnede han munden og sagde til

Aqissiaq: "Tag og ram den kajak med en sten (Kast en sten efter denne kajak)."

Aqissiaq nægtede at gøre det i første omgang, da han nødig ville dræbe én fra

kysten, hvor hans familie boede. Den anden blev imidlertid ved, så Aqissiaq til

sidst blev bange for ham, og da kajakmanden befandt sig neden for dem og roede

imod strømmen, kastede han sten efter ham og ramte ham, så blodet sprøjtede.

Lidt efter så de en ravn flyve neden for dem. "Kan du også ramme den?" spurgte

inoruseq Aqissiaq. Aqissiaq kastede sten efter ravnen og ramte den.

Så rejste inoruseq sig og udfordrede Aqissiaq til at kaste sten om kap.

Aqissiaq gik med til det uden tøven, fordi han var sikker på, at han ville klare

sig. Inoruseq var den første til at kaste, og stenen nåede lige til strømstedet.

Aqissiaqs sten ramte vandet længere ude. Sådan fortsatte de. Til sidst ramte

Aqissiaq kysten på den anden side af strædet. Når han ramte klippevæggen på den

anden side, kom der røg, og først når røgen havde været synlig et stykke tid,

hørte man knaldet. Da de havde kastet sten i nogen tid, ramte Aqissiaq inoruseq

(indlandsboen, som nogle kaldte ham) og dræbte ham.

Aqissiaq tog hjem igen over de tre fjelde. Hen på foråret tog han igen

sydpå, gik over Qeqertarsuatsiaq og så på den søndre bred af strædet med den

stærke strøm nogle væsener, der kaldtes iseqqat, som var i færd med at lokke

nogen til at gå imod strømmen (hvordan de nu mon gjorde?), samt på den nordre

bred af strædet andre væsener, inuarullikkat, som også var i færd med at lokke

nogen. Det viste sig, at de var ved at lokke en sildepisker, der var på vej ind

i fjorden, til at gå imod strømmen.

Da sildepiskeren befandt sig ud for dem, blev den ramt af iseqqats og

inuarullikkats mange harpuner. De forsøgte at trække den til sig fra begge

sider. De væsener på den nordre bred fik den til sig, fordi de andres liner

brast. Aqissiaq havde ikke sin kniv med sig, og han befandt sig i øvrigt på den

modsatte bred i forhold til inuarullikkat. Han skyndte sig hjem over de tre høje

fjelde og hentede sin kniv. Da han i løbet af ganske kort tid vendte tilbage,

sprang han over strædet til den modsatte bred. Han flækkede sildepiskeren og tog

den ene halvdel til sig som fangstpart. Han tog den halve sildepisker på ryggen

og sprang igen over strædet - på vej hjem. Siden vendte han tilbage til det

sammen sted flere gange og skaffede sig fangstparter hos disse, der lokkede

fangstdyr til sig.

Engang tog Aqissiaq nordpå og så mange mænd, der var på rensdyrjagt. Han

lod en af dem nærme sig (eller: Han ville med vilje lade sig overraske af en af

dem). Da de var på vej hjem med deres fangst på ryggen, placerede han sig foran

dem og betragtede dem. Han opdagede, at mændene var hans brødre. Han forsøgte på

forskellige måder at nærme sig dem, men hvergang flygtede de og løb hurtigere

end rensdyrene. Han måtte til sidst løbe forbi dem og idet han passerede dem,

fortalte ham dem, at han var deres bror, og at de ikke skulle være bange for ham.

Han fortalte, at han engang havde dræbt en kystbo og på den måde havde fået

fjender. Han opfordrede sine brødre til at bosætte sig hos sig inde i landet

ved indlandsisen.

Da Aqissiaqs brødre kom hjem fra rensdyrjagten, kunne forældrene mærke, at

der var et eller andet i vejen, for de sagde næsten ikke noget imod deres

sædvane. Henad aftenen blev de mere talende og fortalte, at de havde mødt deres

bror Aqissiaq, og at han havde opfordret dem til at bosætte sig inde i landet ved

indlandsisen, fordi han var bange for, at familien til den kajakmand, han dræbte

ved at ramme ham med en sten, kunne finde på at hævne sig på dem. De lod også

forældrene forstå, at Aqissiaq havde dræbt denne kajakmand under pres af

inoruseq.

Efter denne beretning besluttede deres far sig til, at de alle skulle

bosætte sig inde i landet. Dagen efter fik sønnerne travlt med at grave omkring

og under huset. De løftede hele huset op på jorden og med faderen og moderen

siddende inde i huset, bar de det ind i landet og placerede det mellem høje

fjelde ved indlandsisen. Her boede de sammen med Aqissiaq og ernærede sig ved

jagt på landdyr.

En vinter var vejret i en lang periode meget dårligt. Til sidst havde de

ikke mere at leve af og mændene blev liggende på briksen undtagen Aqissiaq, der

somme tider fangede nogle ryper - en enkelt gang fem - og på den måde holdt han

husstanden i live. Vejret blev efterhånden stabilt, men det var så koldt, at

vandet frøs til, så langt øjet rakte. En dag gik Aqissiaq op på toppen af et

højt fjeld. Langt mod nord fik han øje på noget frosttåge.

Dagen efter, så snart morgenstjernerne viste sig, tog han af sted. Han gik

og gik og var ved at blive utålmodig, da han endelig fik øje på frosttågen. Ind

mod land kunne han kun se toppene af de høje fjelde. Han kom til en våge, der

blev holdt isfri af hvidhvaler, sæler og edderfugle. Ved at lave en medbragt line

til en snare fangede han en fuldvoksen hvidhval, og han fangede 20 edderfugle. Det

var, hvad han var i stand til at transportere for at kunne nå hjem, inden de

andre i huset døde af sult. Han nåede hjem ved mørkets frembrud. Således reddede

han de andre fra sultedøden.

En dag, da han var på vej hjem fra fangst inde i en dyb fjord og var kommet

op på land, fik han øje på en fjeldryg, som ikke var der om morgenen, da han gik

den vej. Han gik derhen og opdagede, at det var en orm så stor, at den lignede

en fjeldryg. Han skød på den med bue og pil fra begge sider og dræbte den. Han

skar et lille stykke dybt ned i kroppen. Det bestod for det meste af fedt og kun

et lille stykke kød. Han fortalte om denne store orm til de andre, da han kom hjem - til skade for dem - viste det sig. Dagen efter forsøgte alle i huset at gå hen til ormen. Nogle døde straks, andre nåede til ormen og døde dér. Nogle nåede at få en bid af kødet, mens andre var vendt hjem. Nogle havde det godt, mens andre

døde, før de overhovedet kom ud af huset. Aqissiaq havde det godt. Han var ikke

blandt de døde, man her havde fortalt om (Aqissiarooq ajunngitsoq taama tusaqaasimanngilaq).

Var.: Aqissiaq

Resumé i Rasmussen, Knud: Myter og Sagn, I: s. 363 - 364: "To

søstre, der giftede sig ... ". Renskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte

424: "Nukarît arfermik nagtoralingmigdlo" (med sproglige rettelser og til vestgrønlandsk af Hendrik Olsen eller ?).

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

To piger, der blev gift med en hval og en ørn.

To søstre bestilte ikke andet end at lege far og mor og børn. Det

gjorde de oven for deres hus. En dag da de legede, manglede de mænd

at gifte sig med; for der var ingen drenge. Den ene af pigerne

sagde: "Jeg vil gifte mig med den deroppe" - det var en ørn. Idet hun

sagde det, dykkede oppe fra og tog pigen med. Den anden pige

sagde: "Jeg vil gifte mig med den her" - det var et kranium af en

hval. Hvalen tog pigen. Hun fik altså en hval til mand.

Når den ældstes mand, ørnen, var på jagt, vendte den tilbage med en

hvalros i den ene klo og en hvidhval i den anden samt en isbjørn

i næbbet. Sådan gik det hver gang, og når den var på vej hjem, droppede

den den ene af fangsterne ned til sin svigerfar. Svigerfaderen havde

på den måde gavn af ørnen.

Den yngste af pigerne led meget, fordi hun skulle lyske sin sølle mand.

Hun bestilte ikke andet end at lede efter lus på sin mand. Hver dag

længtes forældrene efter deres piger. De sagde til den ene af pigerne,

mens manden var ude på jagt: "Hvorfor tar du ikke sener

af en hvidhval, så du kan fire dig ned?" Jo, det ville pigen så gøre.

Hun begyndte at samle sener. Da hun mente, at hun havde nok

af dem bandt hun en sten i enden af de sener (hun havde bundet

sammen), og firede dem ned. Der manglede kun ganske lidt, før de kunne

nå ned til jorden. Hun føjede noget til og syede dem sammen. Så var

hun klar. Mens manden var på jagt, firede hun sig ned og tog  hjem

til deres telt. De holdt øje med, hvornår manden ville vise sig.

Svigerfaderen og en forældreløs dreng lavede hver for sig en bue

maluartasauit (?).

Da ørnen kom hjem og opdagede, at konen ikke var der, droppede den

fangsten og fløj videre til svigerfaderens telt. Da ørnen befandt

sig over teltet, sagde manden til den: "ningânísânguakitat (vis dig

som en god svigersøn) og spred vingerne, så armhulen bliver synlig."

Ørnen gjorde, som det blev sagt, og de sendte mange pile afsted; men

den var ikke til at dræbe. Pilene satte sig fast mellem fjerene og så

ud som synåle. Så havde de ikke flere pile. Kun den forældreløse havde

nogle pile. Midt i det hele sendte den forældreløse en pil afsted og

ramte ørnen i armhulen, så den blev dræbt. Han ramte netop det mest

sårbare sted, og det blev ørnens banesår (lidt fint: tuqua erqordlugo -

ramte døden). Så havde de ikke flere bekymringer med denne svigersøn.

Nu begyndte de at overveje, hvordan de kunne få fat i den anden datter.

Faderen byggede sig en meget hurtiggående konebåd. Da han blev

færdig, prøvede han den. De fulgte en flyvende tejst og kom frem lige

så hurtigt som den. De prøvede også at følge med en flyvende

edderfugl; men edderfuglen fløj hurtigere. Han byggede konebåden om og

gjorde den endnu mere hurtiggående, så den kom til at glide lige så

hurtigt som en flyvende edderfugl. De varskoede datteren, idet de

sagde til hende: "Du skal komme hjem. Vi vil hente dig med en konebåd.

Du skal sige til din mand: Jeg trænger til at tisse," îjaripatit

(formentlig: når han siger ja) skal du binde en line på snippen på din

pels og gå ud. Så skal du binde linen fast til en sten." Det var

datteren med på. Konebåden kom, og datteren sagde til sin

mand:

"Jeg trænger sådan til at besørge." "Gør det på min

håndflade," sagde manden. "Jeg trænger sådan til at tisse," sagde

pigen. "Tis ind i min mund," sagde hvalen. Men pigen fortsatte: "Jeg

må altså gå udenfor. Du kan binde en line på snippen af min pels. På

vej ud nåede hun kun nedgangen til gangen, så rykkede han i linen. Han

rykkede også i linen, da hun var kommet ned i gangen. Da hun kom ud,

bandt hun linen til en sten; og hun løb ned og kom om bord i

konebåden. Så roede de af sted. Hvalen begyndte at rykke i linen. Da

hun ikke viste sig, lod den sig falde ned fra briksen og kom ud. Den

gav sig til at rulle ned til vandet. Fra konebåden blev det bemærket:

"Se, nu kom den ud." Så fik de fart på. Hvalen kom ned i vandet

timikalerkær." Mattak-dyret satte farten op, og den halede ind på

konebåden. Den kom ganske nær. Så sagde faderen til sin datter: "Tag

kamikkerne af, og smid dem ud." Hvalen fik kamikkerne mellem tænderne

og gav sig til at bakse med dem. Den blev til sidst irriteret på dem

og lod dem være, og den halede igen ind på konebåden.

"Smid din pels ud," sagde faderen til pigen.

Hvalen kastede sig over den, men blev træt af at bakse med den.

Endnu en gang halede hvalen ind på konebåden.

"Smid dine skindbukser ud," sagde faderen. Det gjorde pigen. Hvalen baksede

voldsomt med dem. Som før blev hvalen træt af det, den havde med

at gøre. Nu havde de ikke flere ting at smide ud, og hvalen satte

efter konebåden. Konebåden løb op på stranden, og sådan reddede de sig.

Også hvalen løb op på stranden og døde. Den blev til et

kranium. Der lå så hvalkraniet til forrådnelse - heldigvis.

Var.: Pigerne der blev gift med ... (det ene dyr er altid en hval, mens fuglen kan være ørn, el. måge, el. falk, og undertiden er der tre piger. Den sidste blir da gift med en dødning

Renskrevet af Hendrik Olsen: NKS 3536, I, 4', læg 10-11.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Aariassuaq

Det fortælles om fætrene Aariassuaq og Quaaveersuaq, at de elskede hinanden meget højt og begge var dygtige kajakfangere. De boede i hver sit hus og var begge store åndemanere. Når det blev midvinter og mørkt, manede de ånder på skift.

Når de roede ud på fangst fulgtes de hele vejen ud til fangstpladsen. Her skiltes de, men aldrig i større afstand end den man skulle tilbagelægge for at komme tæt nok på til at harpunere en sæl. Når de havde fået fangst, roede de hen til hinanden og tog hjem. Når de kom hjem var de igen sammen, og de gik først hver til sit, når de skulle i seng.

En aften de som sædvanlig havde hygget sig med hinanden og det var blevet sent, blev Aariassuaq ret fåmælt. Fætteren Quaaveersuaq spurgte: "Hvorfor er du så tavs?" Aariassuaq svarede: "Hvorfor bor vi dog i hver sit hus? Det er derfor jeg siger så lidt. Jeg ville være gladest hvis vi boede i samme hus, så vi kunne være sammen hele tiden." Fætter Quaaveersuaq svarede: "Den tanke har jeg også haft. Lad os bygge os et hus til sommer, hvor vi kan bo sammen, om alt går vel." Fætteren blev meget glad, da han hørte ham sige det. De blev endnu tættere knyttet til hinanden under fangstturene.

Da vinteren var omme og det var blevet sommer, byggede de sig et fælles hus, og nu forlod de aldrig mere hinanden. Kun når de kom til deres fangstområde skiltes de, men ikke i større afstand end den man skulle tilbagelægge for at komme tæt nok på til at harpunere en sæl. Når de kom hjem om aftenen hyggede de sig med hinanden lige til de gik i seng. Om morgenen, når de vågnede, fortsatte de med at hygge sig, og de afbrød ikke samværet før de gik i seng. De gik så meget op i det, at de en overgang opgav deres åndemaneraktiviteter.

En aften blev Aariassuaq noget tavs. Så spurgte Quaaveersuaq: "Hvorfor siger du så lidt?" Aariassuaq svarede: "Hvorfor er vi egentlig holdt op med at mane ånder efter at vi kommet til at bo i samme hus?" "Det har jeg også tænkt på. Ja, vi er holdt helt op med at mane ånder efter at vi er kommet til at bo i samme hus. Hvis du har lyst må du endelig mane ånder", sagde Quaaveersuaq. Fætter Aariassuaq blev pludselig helt opsat på det. Da det blev sen aften, beordrede han lamperne slukket. Da så hele husstanden havde sat sig til rette, gav han sig til at mane ånder. Når Aariassuaq manede ånder rejste han altid over til Akilineq, fordi man dér fik meget nyt at vide og gerne oplevede noget, man kunne fortælle

videre. Som altid fløj han (først) rundt inde i huset med sine lillefingre som vinger for at kunne smutte ud gennem enden af tugssaq (formodentlig loftsbjælken, CB). På et tidspunkt da så enden af tugssaq åbnede sig, smuttede han ud. Han mærkede et vindpust, da han kom ud i det fri. Han kiggede sig lige omkring, men så satte han kursen mod Akilineq som han plejede. Han fløj udefter, fløj og fløj. Da han havde lagt den yderste kyst bag og vendte sig om, opdagede han at han stadig befandt sig tæt ved kysten, og at konturerne i landskabet endnu tydeligt kunne skelnes. Han blev dybt forundret, for han havde aldrig før fløjet så langsomt. Så fløj han videre mens han brugte både lillefingrene og ringfingrene som vinger. Da han regnede med at han nu var kommet så langt væk, at han ikke længere kunne se kysten, vendte han sig om og så, at de høje fjelde endnu kunne ses som sæler, der holder sig flydende i vandskorpen. Han undrede sig over, at det gik så langsomt. Så fløj han ellers videre udefter. Langt om længe blev landet på den anden side synligt. Nu nærmede han sig noget, der lignede en tågebanke, og han fløj bare videre, men så gik det nedad. Han så sig omkring og opdagede, at han snart ville tørne imod et stort isstykke. Han søgte at hæve sig igen, og det lykkedes. Da han mente, at nu var han kommet højt nok op, satte han igen kursen mod det der lignede en tågebanke. Men han havde kun fløjet ganske kort tid i den retning, da han for anden gang begyndte at tabe højde. Han kiggede sig omkring og opdagede, at han endnu engang skulle til at ramle ind i isen. Han hævede blikket, og straks begyndte han at stige. Da han havde fløjet et stykke tid var han endelig ved at nå sit mål. Men tågebanken, som han plejede at komme op over, lå denne gang meget højere. Da han opdagede det, satte han ekstra fart på. Han prøvede at komme op ad den som han plejede, men så begyndte han at tabe højde, og han prøvede længe at holde sig fast med neglene, men til sidst faldt han. Først fjernede han sig, og fløj så for anden gang op mod den af alle kræfter. Han prøvede igen at komme op over den, men det gik bare endnu værre. Igen prøvede han at klamre sig til den, men han faldt ned. Han overvejede ellers at prøve en tredje gang, men da det var ved at blive lyst, vendte han næsen hjemad. Han undrede sig meget, for det var aldrig sket ham før.

Fætter Quaaveersuaq kom til at vente længe på den åndeflyvende Aariassuaq. Til sidst var det ved at blive morgen, og han var da aldrig før blevet væk så længe. Han var ved at blive helt utålmodig, da Aariassuaq dumpede ned lige før solopgang. I samme øjeblik han faldt ned, tændte de lamperne, og de så ham sidde på gæstebriksen over for selve briksen med bøjet hoved og blikket i gulvet, mens snottet hang ham fra næsen helt ned til gulvet. Fætter Quaaveersuaq spurte hvorfor han havde været så længe væk, og Aariassuaq svarede: "Det var mærkeligt. Jeg har aldrig oplevet noget lignende i al den tid jeg har været på åndeflugt. Hver gang jeg er fløjet gennem luften er jeg taget over til Akilineq, fordi man altid oplever noget dér, man kan fortælle om, og fordi der altid er noget nyt at høre. Men denne gang var det ikke muligt at komme op over det, der ligner en tågebanke. Jeg gjorde to forsøg, men begge gange måtte jeg gøre det modsatte af det jeg gerne ville. Jeg måtte vende om, fordi jeg risikerede at det nåede at blive lyst, hvis jeg skulle gøre flere forsøg. Jeg aner ikke hvad grunden kan være." Da han havde sagt det bemærkede fætter Quaaveersuaq: "Det gælder én af os - du eller jeg vil dø i nær fremtid."

Nu var de igen sammen. De forlod aldrig hinanden og var kun optaget af at tage ud på fangst.

Vinteren gik og det blev forår, og da klapmydstrækket kom, helligede de sig helt jagten på dem. Til sidst kom den tid, hvor man så dem sjældnere. Så en dag de som sædvanlig var ude på fangst, skiltes de i en afstand som den man skulle tilbagelægge for at komme tæt nok på en sæl for at kunne harpunere den. Da de havde ligget stille et stykke tid, kiggede Quaaveersuaq hen hvor fætteren var og så, at han var ved at ro hurtigt i retning mod skyggesiden for at harpunere en sæl. Han kiggede på, mens han i fuld fart roede ind på sælen og harpunerede den. Det var altid sådan, at når den ene harpunerede en sæl, så roede den anden hen til ham og var med til at dræbe den med lansen. Nu roede så Quaaveersuaq hen til Aariassuaq, og han så at fangstblæren blev trukket ned men standsede, da vandet nåede blærens forluffer (eller der hvor de havde siddet, CB). Inden han nåede derhen, gav Aariassuaq sig til at hale linen ind, og da han nåede helt frem, inden man kunne se sælen, spurgte han: "Hvad har du fanget?" "Jeg har harpuneret en af dem fra forårstrækket", sagde Aariassuaq. Så kom dyret op, og det var en stor sortside med et smukt sort snudeparti. Han roede væk fra ham, da han var færdig med at ordne den til bugsering. Han var kun lige roet væk, da han så en snude stikke op af vandskorpen - sådan bare en anelse. Quaaveersuaq roede hurtigt derhenad. Fætter Aariassuaq havde et øjeblik vendt hovedet væk fra Quaaveersuaq, og da han så vendte sig om, opdagede han at Quaaveersuaq roede rask fremad (qajasualitdlartoq. Renskriften har: qajaagssualitdlartoq, ?? CB), og mens han kiggede på ham, harpunerede han sælen. Fangstblæren drev hen mod sælen (tungaanut ornigukkami) og standsede da vandet nåede op til lufferne. Han roede hen til ham og nåede frem, inden han havde trukket sælen op. Han spurgte: "Hvad har du fanget?" Fætteren svarede: "Jeg har harpuneret en af dem fra forårstrækket." Da han fik den op, (inatdlune, nok ingatdlune, dvs.: viste det sig at den havde et endnu smukkere snudeparti, CB). Aariassuaq sagde:" Jeg har ikke tænkt mig at fange to sæler, for jeg glæder mig sådan til at spise kødet af den jeg har fanget. Tænk at få halvkogt kød af en af dem fra forårstrækket!" "Jeg har heller ikke tænkt mig at fange to", sagde Quaaveersuaq. Så de vendte næsen hjemad.

Da de lagde til, overlod Aariassuaq sin fangst til sine husfæller og sagde: "Kødet af min fangst skal serveres halvkogt. Jeg glæder mig sådan til at spise kødet af en af dem fra forårstrækket halvkogt." Hans husfæller tog sig af flænsningen og satte kødet over. Inden de var færdige, havde man kogt kødet af Quaaveersuaqs fangst, så han inviterede sin fætter og sammen spiste de kød. Netop som de var færdige, gav Aariassuaqs husfæller besked om at kødet af hans fangst var kogt. De forlod Quaaveersuaqs telt og gik ind i Aariassuaqs, og de tog fat på maden som om de ikke havde fået noget at spise for et øjeblik siden. Først da de var blevet stopmætte holdt de inde. Som altid fortalte de historier, og midt mens de underholdt sig med hinanden sagde Aariassuaq: "Inde i fjorden hvor vi plejer at øse ammassætter op, er der sikkert en hel del saæler fra forårstrækket, for der er jo allerede kommet nogen her. Det er jo også ved denne tid ammassætterne plejer at komme." "Ja," sagde Quaaveersuaq, "lad os pakke i morgen. Så kan vi rejse derind i overmorgen."

Næste dag tog de ud på fangst, for de havde tænkt sig at ordne de ting de skulle have med, når de kom hjem. Men da de kom tilbage, havde husfællerne alt parat, og da de derfor ikke havde noget at give sig til om aftenen, underholdt de sig som sædvanlig med hinanden. Da de vågnede næste morgen gjorde de sig klar og tog ind i fjorden. Det var en ret dyb fjord. Normalt nåede de ammassætpladsen inden solen gik ned, når de tog hjemmefra tidligt om morgenen. Men denne gang måtte de slå lejr undervejs, fordi de i dagens løb havde rastet flere gange for at lave mad. Først næste morgen tidlig var de fremme ved ammassætpladsen.

       De havde egentlig tænkt sig at ro ud til deres fangstområde i løbet af dagen for at se, om der var sæler, men da de følte sig så mætte af alt det de havde spist, blev det ikke til noget. Det blev aften uden at de nåede at komme ud. Næste dag tog de så ud og fangede hver en sæl. Aariassuaq sagde: "Heller ikke denne gang har jeg tænkt mig at fange to sæler. Jeg vil hjem til lejren og igen nyde halvkogt kød af en sæl fra forårstrækket mens jeg sidder vendt mod solens første varme stråler." "Jeg er enig", svarede fætter Quaaveersuaq. Og så roede de hjem sammen som de plejede. Da de kom hjem inviterede de hinanden og fik som altid kogt kød. De gav sig god tid til maden og nød at sidde med ansigtet mod solen der strålede varmere og varmere. Egentlig ville de have været på fangst igen, men de blev så mætte at dagen gik, uden de kom ud. Næste dag tog de på fangst og kom som sædvanlig hjem med den ene sæl efter den anden. Som altid fangede de sæler hver eneste dag og fik kød nok til tørring til vinterforråd, og da springtiden var ved at være på retur, kom ammassætterne ellers helt ind til stranden for at gyde så det kogte og sydede. Så glemte de alt om fangst og begyndte at øse ammassætter. Da de havde samlet nok til vinterforråd, sagde Quaaveersuaq til fætter Aariassuaq: "Nu har jeg vist ammassætter nok til at fylde sækkene til de tørrede, så nu vil jeg ikke fange flere." Fætteren erklærede sig enig: "Jeg har også samlet nok." Fra nu af gik tiden med at tørre kød og ammassætter. Da alt var tørt stoppede de ammassætterne i sækkene, og hele fangsten kunne skam lige netop være i sækkene. Så gik tiden med at bundte det tørrede kød. Da der kun var kød tilbage til et sidste bundt, og Aariassuaq bøjede sig ned for at binde det, fik han pludselig så voldsomme sting i siden, at han ikke engang kunne klare at gøre det, men måtte gå hen til fætter Quaaveersuaq, der kunne høre ham komme og vendte sig om efter ham. Aariassuaq gav et lille skrig fra sig hver gang han tog et skridt. "Hvad er der i vejen med dig?" spurgte han. "Jeg var ved at binde det næstsidste bundt, da jeg fik så voldsomme smerter i siden, at jeg ikke kunne gøre det færdigt og måtte lade det ligge." Da sagde fætter Quaaveersuaq: "Kom du ikke i tanke om noget jeg har sagt? Det var dengang i vinter, hvor det under åndemaningen ikke lykkedes dig at komme op over det, der lignede en tågebanke. Da sagde jeg, at det ville gå ud over (? pileqigit, CB) en af os to, og at en af os ville dø ingen længe. Nu er det ved at gå ud over (?) dig." Med møje og besvær fik fætteren så sagt: "Det er nok bare mig der synes det er ubehageligt uden at det i virkeligheden er det, for jeg har aldrig været ude for den slags før (lidt usikkert om det faktisk er sygdommen, der er tale om: agtuiuíkama / attuiuikkama burde så snarere have været atuiuikkama (af atorpaa), CB). Jeg skal ikke dø." Da sagde Quaaveersuaq: "Du kan ikke arbejde i den tilstand. Gå nu hjem, så skal jeg nok gøre det færdigt." Han gik over mod sit telt, og hans små skrig lød hele vejen. Da fætteren forlængst var klar over, hvor dårligt han havde det, bandt han det tørrede kød sammen i en fart, og så snart han var færdig med det sidste bundt gik han hen til fætterens telt. Da han var fremme ved indgangen var fætterens skrig allerede blevet svagere. Han gik ind til ham og bøjede hovedet ned over ham og hørte et enkelt åndedrag. Han ventede på at han skulle trække vejret igen, men det gjorde han ikke.

Fætteren kunne bare stå og se til, og der var ikke andet at gøre end at lave en grav til ham. Da han var færdig lagde han ham i graven og dækkede den forsvarligt til med sten. Nu skulle han egentlig af sted tilbage, men han blev der. Hans husfæller ville også gerne af sted, men de kunne ikke få ham med, fordi han ikke kunne rive sig løs fra sin fætter.

Til sidst var sommeren gået og efteråret stundede til. Nyisen begyndte at lægge sig (originalen har 'islæg', renskriften 'nyis', CB) dér, hvor de havde øst ammassætter op. Husfællerne blev urolige for at isen skulle spærre dem vejen hjem, så de tilskyndede hinanden til at sige til ham, at de heller måtte ud af fjorden nu, fordi der allerede havde dannet sig islæg. En af dem sagde så til ham: "Lad os ro ud af fjorden nu, for isen er allerede begyndt at lægge sig. Kommer vi ikke af sted blir vi spærret inde af isen." Og til deres overraskelse svarede han: "Ja, lad os bare tage ud af fjorden."

Næste Morgen tog de så ud af fjorden. Da de kom tilbage til deres vinterboplads, kom Quaaveersuaq så ganske forfærdeligt til at savne fætter Aariassuaq. Hen mod aften kunne han ikke få ham ud af tankerne, og om aftenen blev det endnu værre fordi han huskede, hvordan de plejede at hygge sig sammen hver eneste aften. Han sov ikke om natten, og da det blev morgen kunne han stadig ikke få ham ud af tankerne. Han tog ikke på fangst, men efterhånden som solen flyttede sig højere op på himlen, kunne han ikke længere styre sin lyst til at tage hen til fætteren. Da han havde gjort sig klar gik han ned for at tage af sted. Han roede fra land og roede så straks af alle kræfter ind i fjorden, hvor han allerede ved middagstid lagde til neden for graven. Han steg ud af kajakken, gik op til graven og satte sig oven på den, for der var intet andet at se og intet andet at gøre end at tudbrøle. Midt i det hele kom han så i tanker om, at han jo var åndemaner. Og mens han sad dér istemte han (? appissinnarpoq: en slags formular han messede, CB): "Hør Aariassuaq, hør Aariassuaq! Din herlige fætter Quaaveersuaq siger noget for at få dig til at stå op. Stå op!" Da han havde sagt det lyttede han, så ørerne strittede. Men hvor meget han end lyttede, var der naturligvis intet at høre. Igen sagde han: "Hør Aariassuaq, hør Aariassuaq! Din herlige fætter Quaaveersuaq siger noget for at få dig til at stå op. Stå op!" Han lyttede, og nu kunne han høre at der var en flue i nærheden. Dens summen blev langsomt højere og højere. Den blev så høj at mosset på klipperne sprang til alle sider. Han, der ellers prøvede at få den døde til at rejse sig, sprang op og nedad i løb. Han nåede ned til sin kajak, krøb i den og roede straks ud. Han så sig tilbage og så, at fætteren var kommet ned til stranden og stod der lige ud for ham. Han betragtede ham udefra, og mens han så på ham, sagde fætteren: "Du ved jo, at vi ikke kan undvære hinanden. Kom her hen. Jeg har det godt nok." Og straks roede fætteren ind mod ham. Han lagde til neden for, og netop som han skulle op af kajakken, kastede han lige et blik på ham og opdagede, at han så ud som om han pønsede på noget, så derfor stødte han fra land på flugt udefter. I det øjeblik han ville flygte nåede den anden at få fat i kajakspidsen, mens han sagde: "Nu æder jeg dig!" Han stred og baksede af alle kræfter for at få kajakken fri af hans greb, og endelig lykkedes det. Han roede ud af fjorden uden at se sig

tilbage, og siden tænkte han aldrig mere på fætter Aariassuaq, fordi han nær havde ædt ham.

Var.: Aariassuaq.

Kommentar: Der ligger gerne en moralsk advarsel gemt i fortællinger om to mænd, der blir så nære venner (aldrig kvinder - de blir ikke venner på den måde i fortællingerne). Så tæt må man ikke knytte sig til hinanden. I Aariassuaq går det både ud over angakkoq / åndemaner-evnerne og jagtiveren. Man hygger sig og nyder livet til overmål.

Hist.: Tågebankerne på vej til Akilineq minder stærkt om de østgrønlandske billede af ruten til det nederste dødsrige og videre ud til Havkvinden (Sandgreen 52 Den alvorstunge vinter). Det kan hænge sammen med at overleveringen har en østgrønlandsk baggrund, der er kommet med immigranter til herrnhutstationen Uummannaq inde i Godthåbsfjorden. Det kunne være mindelser om en sådan rejse fra Øst- til Vestgrønland, der er overleveret i fortællingen "Anaqorsuaq", som Leopoldus Ringsted fortalte i KNR / Grønlands Radio i 1959. Den er transskriberet, oversat og analyseret i Arnaq Groves speciale: Fortællinger fra Godthåbsegnen, RUC 1995 (ikke publiceret). Leopoldus Ringsted voksede op ved herrnhutstationen Uummannaq.

Meget kort resumé, Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 365 :

"Slagsmål mellem en rype og en angeltaske"

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Slagsmål mellem en rype og en havlit.

Et rypepar fik nogle unger. Da ungerne var blevet store, tog faderen

dem ud på en tur ned til havet. De nåede helt ned til strandkanten.

Her sad de og nød tilværelsen. Så kom nogle havlitunger til syne ude

omkring et lille næs sammen med deres far. Da de nåede helt frem

nedenfor det sted, hvor rypefamilien sad, sagde rypefar til dem, at de

skulle komme op på land. Det gjorde de alle sammen og gik hen til

rypefamilien. Havlitten sagde: "Hør du, der er ingen, der bruger

kamikker med hårene på midt om sommeren." Rypen sagde: "Vi har den

skik at bruge kamikker med hårene på også om sommeren." Havlitten

sagde igen: "Det er da helt forkert at bruge kamikker med hårene på om

sommeren." Rypen blev træt af, at høre på havlittens fornærmelser og

sagde: "Hvorfor har du en lang halefjer midt om sommeren?" Havlitten

svarede: "Det plejer jeg." Rypen sagde igen: "Det er det samme med

mig. Det er min skik at gå med kamikker med hårene på. Alligevel

kritiserer du mig." Havlitten sagde igen: "Det er virkelig

kritisabelt, at du går med kamikker med hår på midt om sommeren."

Rypen svarede: "Det er endnu mere kritisabelt, at du har din lange

halefjer på på et tidspunkt, hvor der ikke er is." Havlitten angreb rypen og ville tvinge den ned til stranden. Da rypen opdagede, at

havlitten ville drive den ned til stranden, var den ikke længere

skånsom. Før den vidste af det, begyndte den at rive og kradse

havlitten. Denne sagde: "Nu begynder du at kradse mig." Rypen sagde:

"Jeg kradser dig ikke satûmilângivarsijarpakit (? din lille løgnhals).

Så smed havlitten rypen i vandet. I det samme gav rypens unger sig til

at græde, mens havlittens unger idlûtorsuvangordlutik (? blev

forlegne). Så begyndte de at slås under vandet. De sloges længe, og

rypen var nær ved at drukne. Rypen gav sig til at rive i havlittens

bryst. Det lykkedes den at rive havlittens bryst af og selv gøre sig

fri af den. Så var den på vej op af tangen. Da den blev mere synlig,

sagde ungerne: "Hvem er det?" En af ungerne sagde: "kanajoruna (han

dernede / den ulk dér) er vores kære far." Rypen kom op og sagde:

"qareqarâq (rypens kaglen) upaqâgut uparâgut (? rypens kaglen)." Knap

nok var rypen kommet op, så kom havlittens bryst op på overfladen lige

ud for dem. En af havlittens unger sagde: "Hvad er det derude?" En

anden sagde: "Det er da vel ikke en sæl?" Så genkendte en af ungerne

det som sin fars bryst. Så brast samtlige havlitunger i gråd. Det

fortælles, at rypens kaglen - qaqeqqaqaa uparaava - stammer fra

dengang.

Var.: Rypen og havliten / havlitten. Sangkamp i dyreverdenen.

Kommentar: en fornøjelig fortælling, sikkert også for børn.

Vedr. mellem-person: Frederik Nielsen har renskrevet fortællingen på Knud Rasmussens foranledning, fremgår det at et vedlagt brev, dateret 29. 11. 1932.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Da jeg begyndte at huske, det var i 1869, havde jeg en

meget gammel bedstemor. Som det var almindeligt hos grønlandske børn,

sov jeg ved siden af hende om natten, og det gjorde jeg til den dag

hun døde. (1876).

Mens hun levede, bad jeg hende altid, når jeg om aftenen skulle til at

sove, fortælle mig historien om vore forfædre. Så fortalte hun alt det

hun havde "set" og "hørt". Oprindelig var hun hedning; og hun blev

først døbt som gammel. Derfor hed hun efter de udøbtes skik Arnapi. Og

først ved dåben fik hun navnet Karen. Hendes mand var også hedning og

hed Isaqqila. Denne kvinde havde en historie om noget hun selv havde

set og aldrig kunne glemme; nemlig da hendes far blev dræbt af

bopladsfællerne. Hun fortalte følgende:

Umiddelbart efter at Uummannaq

var blevet koloniseret, tog hendes far fra Karraq / Karrat til Uummannaq for at

handle. Han fulgtes med nogen; men de kørte hver sin hundeslæde.

Datteren (Arnapi) var på det tidspunkt en ungmø. Faderen hed Neruaq / Neruaaq;

og hans ledsager på turen hed Aje. Da de skulle afsted, advarede

Neruaqs kone dem faktisk, fordi de havde hørt noget om, at de, der

boede øst for dem, pønsede på at dræbe Neruaq; men Neruaq sagde:" Jeg

ved det godt." Så tog de afsted. Da de kom til Uummannaq, handlede de,

hvorefter de tog hjemad.

Undervejs passerede de den beboede ø Salleq, og da de befandt sig

nedenfor husene, tog husets beboere venligt imod dem og bad dem komme

op til huset. Neruaq gik op og så, da han gik ind i huset, at beboerne

var lutter mænd, uden kvinder. Og da forstod han, at de pønsede

på at dræbe ham. Først gav de ham noget kød at spise, og han spiste

sig mæt. Da han var færdig gik han ud med sin ledsager for at tage

hjem. Han gjorde hundene klar; og da han var færdig, kørte han afsted,

uden at nogen gjorde ham fortræd. En af Qeqertaqbeboerne, Itassiaq,

satte i løb efter ham. Da han nåede ham, fik han fat på opstanderne og

væltede slæden. Øjeblikkelig løb de andre hen til ham. Tænk; Itassiaq

medbragte en stor kniv, som han ville dræbe ham med. Itassiaq forsøgte

straks at stikke kniven i hjertekulen. Men den efterstræbte greb

kniven omkring æggen, og idet manden, der ville dræbe ham, trak kniven

til sig, blev samtlige sener i hånden skåret over. Og så snart der

ikke var flere hele sener tilbage dræbte de ham. Derefter blev hans lig

(efter datidens hedenske skik) skåret i stykker (egentl: skåret i

stykker til at komme i gryden. CB)

Dengang de skulle til at dræbe ham, iagttog en af kvinderne dem gennem

tarmskindsruden og sagde: "Se, nu overfalder de ham; nu slæber de ham

hen ad jorden." Men så trak de andre kvinder hende til sig i et ryk.

Denne kvinde var Matilu. Da de begyndte at partere den dræbte, sagde en

af dem: "Han har lige spist en hel masse. Se efter om mavesækken er

fuld." De sprættede maven op og så efter, men mavesækken var helt tom.

Hvor mon maveindholdet var blevet af? Når grønlændernes forfædre begik

et mord ("sujugdlit"- de første ell: oprindelige), spiste drabsmanden

gerne et stykke af den dræbtes lever. Og efter denne skik fik Neruaaqs

banemand dengang et stykke af den dræbtes lever at spise. Men når de

ikke ønskede at spise af leveren, drak de blodet af den dræbte.

Dengang blev dele af Neruaqs sønderlemmede legeme smidt ned

i klippespalter. Da alt dette var gjort, tog den dræbtes ledsager,

Aje, afsted nordover, uskadt, men uden den dræbte. Da Aje ville til

at tage den dræbtes indkøbte varer med sig, udvalgte drabsmændene sig

det, der fyldte mest og tog det. Det var faktisk salt.

De, som Neruaaq havde forladt, længtes efter, at han skulle komme

hjem. Navnene på dem, der ventede på hans ankomst, var følgende:

Qiviulik og Attati, to brødre, der var sønner af Neruaaq.  

Der gik en tid, og endelig en dag kom to slæder til syne. Lige før de nåede til

land, forsvandt de bag et lille isfjeld. Men kun en af slæderne

dukkede frem. Det var ledsageren der kom hjem, og han fortalte, at

Qeqertarmiut havde dræbt hans rejsefælle. Han medbragte bare de ting,

den dræbte havde købt. Og det var hvad fortælleren Arnapik omtalte som

det værste - nemlig: at de havde håbet forgæves, og at kun de ting,

faderen havde købt, var komme med hjem til dem.

I de mange år efter denne hændelse voksede Neruaaqs sønner, Quviulik og Attati op, og i al hemmelighed trænede de til stærke mænd. Så et forår kom en af

Qegertaqboerne til Karrat på besøg; og hans slæde var den som

Neruaaq havde brugt, dengang han var på indkøbsrejse. Som vanlig

ventede de jo til om aftenen, før de gik i seng. Da de vågnede næste

morgen, var gæstens slæde væk. Formodentlig havde Neruaaqs ældste

datter Unaralak genkendt faderens slæde og stukket den ned gennem en

revne i isen midt om natten, da folk var faldet til ro (sov trygt og

godt).

Der gik flere år. Så kom to unge mennesker på besøg hos Neruaaqs kone

og opfordrede hende til at hævne sin mand ved at dræbe en slægtning

til drabsmanden, som boede på deres boplads, idet de lovede at hjælpe

hende. Efterhånden blev Neruaaqs kone opsat på at hævne sin mand. Da

det blev forår og solens varme indbød til af flytte i telt, rejste

folk deres telte, hvor de inderste lag af teltene bestod af netsideskind,

og forhængene var lavet af tarmskind fra remmesæler. En dag så

Neruaaqs enke den kvinde hun agtede at dræbe, sidde ved teltets

forhæng, vendt imod solen og lede efter lus i sin skindstrømpe, som

hun havde vendt vrangen ud af. Så fik hun den idé, at hun ville liste

sig ind på hende og angribe hende bagfra. Den efterstræbte opdagede

hende altså ikke, også fordi hun var helt væk i at lede efter lus. Da

Neruaaqs enke kom derhen, tog hun hende op om begge skuldre; og hun

kiggede flere gange hen på de unge mennesker, der havde lovet at

hjælpe hende, og som netop opholdt sig ude i det fri; men de kom ikke

derhen. Da de ikke kom, satte hun sit bare knæ mellem skuldrene og

rykkede begge skuldrene op; og så så man ellers noget rødt, da blodet

strømmede ud af fjendens (kvindens ) mund.

N. havde to sønner, nemlig Qiviulik og Attati. De voksede op og blev

dygtige fangere. Mens de endnu boede på Karrat, og var blevet dygtige

fangere, tog de til Saqqaa, og da var de allerede døbt. Efter islægget

var iskanten nu, hvor det var ved at blive forår og isen var revnet,

rykket meget tættere på huset, og fra iskanten fangede de hvidhvaler.

Da solen nu stod højt på himlen og varmede, rejste de teltet og

flyttede derud. I teltet lige østen for dem boede "Etaqquttuu".

En dag midt i den tid, hvor de fangede mange hvidhvaler, lød råbet:

"Umiarsuit!" Det viste sig, at det var et engelsk hvalfangerskib.

Qiviuliks blev meget glade, for de havde gode erfaringer med at handle

med dem. De tjente godt på at sælge kvindernes ringe syting til dem.

Q.s og hans husfællers udbytte bestod af jernkram, synåle og

bomuldstøj fra skibet.

Det fortælles, at der dengang var mange hvaler i bugten ved Illorsuit.

Dette vidste englænderne fra Qiviuliks; og de fangede mange hvaler.

Den dag det engelske skib sejlede, indtraf der en anden begivenhed.

En hvid hund fra Qarmusaq kom på besøg i husene på Saqqaa. Da hunden

skulle til at løbe hjem, gjorde Q. følgende ved den: De bandt det

tørklæde, de havde fået fra englænderne om hundens hoved og sendte

den hjem til Itaqquttooqs boplads. Det viste sig, at hunden tilhørte

Qarmusaqboernes overhoveds datter. Disse elskede nemlig datteren

højt, fordi hun var deres ("makeqqiut" = Den førstfødte datter efter

afdød datter). Men så snart hunden med tørklædet nåede bopladsen,

dræbte stedets overhoved den, og sagde til sin kone, at hun omgående

skulle tørre skindet. På det tidspunkt havde Q. og hans lillebror

mistet deres mor, og støttede sig alene til deres storesøster

Unaralak.

Da dette hundeskind var blevet tørt, skar pigens mor det i passende

strimler til "skindbroderi" på forsiden af bukserne. Det var så

dengang Unaralak fik foræret materiale til skindbroderi. Det hun fik, syede

hun på og gik med det. Men hun havde dårlig fået dette skindbroderi,

før hun blev lam i underkroppen, fik besvær med vandladningen, og hun

kom til at ryste voldsomt.

Man sagde om Qarmusarmiuts overhoved, at han havde meget dårlige

vaner. Da Unaralak havde fået skindbroderi foran på bukserne begyndte

hun at gå forlæns og baglæns som en hund, det var Itaqquttooq, der fik

hende til det.

Dengang var Naqerloq også beboet. Her boede Qasiaq med sin ældste

datter ved navn Iserajooq, der var ugift. Denne fik også afskårne

stykker af hundskind forærende. På det tidspunkt havde Qasiaq allerede

hørt, at U. var blevet lam i underkroppen, efter at have fået et

stykke af dette skind foran på bukserne. Derfor fik Qasiaq fat i disse

strimler, der var beregnet til at sy foran på bukserne, inden datteren

tog dem til sig, og med disse gik hun op på Naqerloq (Det må vel være

et fjeld). Hun blev væk længe; og da hun kom tilbage, var hun

tomhændet. Ved hjemkomsten sagde hun ikke et ord. Først da hun skulle

i seng om aftenen, sagde hun: "Efter at have drejet rundt med dem,

smed jeg dem væk!" Qarmusaqboerne hørte senere, at hun (hvem? Qasiaq

eller Itaqqutooq?) var blevet lam i underkroppen.

Det viste sig, at det var et tilbageslag på grund af hendes mærkelige

og skøre adfærd.

I begyndelsen af denne historie hørte vi, var den ene af de to, der tog

til byen for at handle, Neruaaq, blevet dræbt.

Neruaaqs kones mor (svigermor) havde to brødre, der hed Kunuk og Evii.

Med tiden blev Evii gift og fik en søn. Da denne lille søn begyndte at

kunne gå, fastgjorde de, som det var skik hos de udøbte, en perle på

remmen til hans nye kamikker. Da han blev så stor, at han kunne løbe

rundt, var det tydeligt, at han ville blive en hurtig løber. Når folk

undrede sig og roste hans hurtighed i løb, sagde faderen: "Når perlen

først begynder at rulle, holder den ikke op lige med det samme!" For

han havde jo givet ham en perle som amulet / aarnuaq / aarnguaq på kamikremmen. Det gik stærkt, når faderen kørte hundeslæde. Han havde trænet hundene til

hurtigløb i boldlege ("arsannguarnissaminnut").

Da sønnen blev stor nok, fulgtes han med faderen på hans slædeture. Når

faderen hoppede af slæden for at varme sig, sørgede han for hurtigt

at gribe fat i opstænderne, mens sønnen sad på slæden foran

opstænderne med begge armene trukket ud af anorakærmerne, og når det

passede ham, hoppede han af på slædens venstre side med begge arme ud

af ærmerne. Så løb han op foran hundene, men ærmerne på anorakken

fungerede som vinger. Når dette skete, sakkede faderen, som ellers

havde gode hunde, agterud for ham. Faderen syntes, at sønnen lignede

en ravn, der fløj lavt hen over jorden. Disse mennesker boede i

Karrat.

Så fik sønnen sin egen kajak og begyndte at tage ud på fangst sammen

med sin far. Dengang var der i området omkring Karrat en hel masse

rener, og når de under en kajaktur fik øje på rener inde på land,

plejede faderen at sige til sin søn: "Gå i land og fang dem alle

sammen!" Så gik sønnen i land og drev renerne ned imod vandet. Når de

så var på vej ud i vandet, gav han dem, hvor mange de end var, et slag

over lænden den ene efter den anden. Så dræbte faderen dem med sin

lanse. Og når de kom hjem, sagde han: " Vi var så heldige at træffe

svømmende rener, som vi fangede mange af." På den måde skjulte han

hele tiden hvor rapfodet sønnen var, for hvis bopladsfællerne fik at

vide, at sønnen drev renerne imod vandet, ville de blive misundelige

og dræbe ham, for efter deres grimme skik ville de jage ham. Mens

faderen endnu holdt de andre uvidende om hans hurtighed, begyndte

sønnen at jage ræve til fods. Engang løb han efter en ræv og sparkede

den ihjel. Derimod varede det et godt stykke tid, før det lykkedes ham

at løbe en hare op og fange den.

En vinter, da vandet som sædvanlig frøs til, var han sammen med en

anden ung mand på sælfangst i en isvåge, det var dengang i gamle dage,

da man i Karrat udelukkende fangede sæler i våger med harpun. Under jagten

faldt hurtigløberen i vandet. Imens lå Eviis storebror på briksen

derhjemme med hovedet imod bagvæggen og nynnede og sang velfornøjet.

Da den store hurtigløber var kommet op af vandet, gav han sig til at

løbe ligeså hurtigt som vanligt ind mod land. Men da det var meget

koldt, blev hans tøj straks så stift af kulde, at han ikke længere

kunne gå. Den anden unge mand tog ham på ryggen og begav sig ind mod

land. Til at begynde med gik det godt nok, men inden han nåede hjem,

blev han så tung, at han ikke kunne klare ham. Det undrede han sig

over og kiggede tilbage. Og han så, at Eviis bror, som på det

tidspunkt lå på briksen med hovedet imod bagvæggen, holdt igen på ham.

Så fjernede han ham med gevalt og tog igen sin ledsager på ryggen. Men

snart efter blev han så tung, at han ikke længere kunne klare ham. Han

kiggede tilbage og opdagede, at Eviis bror endnu engang holdt igen på

sin brorsøn. Han fjernede ham og tog igen sin ledsager op på ryggen.

Så holdt Eviis bror ham igen tilbage, så ledsageren ikke kunne klare

ham. Da så hurtigløberen mistede bevidstheden, lod han ham ligge og

løb straks direkte mod husene for at få fat i en slæde. Han gik ind i

huset og så ham, der holdt igen på brorsønnen ligge på briksen med

hovedet imod bagvæggen, som han hele tiden havde gjort, uden tøj på.

Han råbte hånligt til ham, fordi han netop havde set ham holde igen på

den, som han selv forsøgte at redde. Han forstod nu, at han end ikke

havde været uden for en dør. Og hans grimme tilbøjelighed / uskik havde

minsandten effekt. Da de med en slæde ville hente ham, der var faldet

i vandet og blevet efterladt, var han naturligvis død, da de nåede ham.

Da de var kommet til land, begravede de ham på et sted inden for et

lille næs. Folk idag kalder denne grav "ipinilissuaq", stedet med den

store druknede. Dengang var det så, at Evii rejste væk fra Karrat og

dets beboere, som han aldrig genså.

Da isen havde lagt sig om vinteren, tog en hel masse mennesker til

boldspil i Karrat. Mange slæder fra alle pladser (omkring). Hvergang

der kom en slæde, spurgte Eviis stakkels bror: "Hvem var det der kom?"

Alle de mange ankomne med slæderne fik råt frossent kød at spise.

Endelig kom også Evii for at deltage i boldspillet mod sin storebror.

Det var første gang, at han satte sin fod på Karrat siden

brodersønnens død. Ved hans ankomst spurgte hans stakkels bror som

sædvanlig: "Hvem var det der kom?" Da han hørte, at det var Evii,

sagde den stakkels bror: "Hvorfor skal Evii også deltage?" Det sagde

han nok med gru (i stemmen), fordi Evii havde dræbt hans gevaldige

søn, hurtigløberen.

Da alle slæderen var ankommet, skulle boldspillet begynde. Alle fra de

forskellige bopladser, placerede deres slæder sådan, at de hver især

vendte imod den boplads, hvor de kom fra. Deres bold var skindet af en

gammel ringsæl, stoppet med sand. De kom ud på isen, og boldspillet gik

i gang, både kvinder som mænd tog del, ligesom Evii og hans stakkels

storebror også var med. Så var det, at en af deltagerne løb hen med

bolden til en slæde, der var gjort klar (til at bortføre bolden).

Nogle af de andre forfulgte ham, nåede ham og skubbede ham omkuld.

Mens man var optaget af bolden, hørte man folk skrige. De opdagede, at

Evii og hans stakkels storebror var kommet op at slås, og at storebror

havde væltet Evii. Tænk. Eviis storebror havde gemt en hakke i ærmet,

af den slags til frossent kød, og at han prøvede at dræbe Evii med den,

uden at det dog ville lykkes. Nogle løb hen og greb fat i den stakkels

storebror.

De tog hakken fra ham og gav Evii den; og Evii stødte hakken imod hans

hoved og dræbte ham. Da han havde dræbt ham, græd han over ham og

sagde: "Du som altid var så dejlig, at lytte til!" Han havde nemlig

alle dage lyttet til hans sang. Herefter koncentrerede man sig igen om

bolden. De gik virkelig op i legen med deres bold. Når en bortførte

bolden, løb de (andre) efter ham, og når de indhentede ham tog de

bolden fra ham og forsøgte alt hvad de kunne at føre den hen til

deres egen slæde for at køre bort med den. Lykkedes det bortføreren at

nå frem til sin slæde uden at blive indhentet af sin forfølgere, kørte

han bort med bolden. Når han så nåede velbeholden frem til sin

boplads, løftede han bolden op fra slæden og løb afsted med den hen

til sit hus. Når han nåede huset, kastede han den ind igennem vinduet,

hvis "rude" af en remmesæl tarm, blev smadret. Det gjorde han, selv om

den, altså skindet af den gamle ringsæl stopfyldt med sand var meget

tung. Når dette skete, blev der stor glæde i hele husstanden over, at

en af deres egne havde vundet.

Det var dog ikke altid, at boldens indhold bare var sand. Når der var

råd, puttede man også ting, som i gamle dage var almindelige hos

grønlændere, - sener af hvidfisk, som man blot havde skåret over,

smukke skind, pelsbræmmer til hætten, renskind, spæk, - alt den slags.

Derfor var bolde stærkt eftertragtede.

I gamle dage, da der ikke var så mange rener i Nordgrønland, skulle et

skind til bræmme til en kvindepels have været meget dyr. Når så bolden

befandt sig inde i huset, inviterede vinderen om aftenen sine

bopladsfæller til sang- og dansefest. De morede sig herligt under

disse sang- og dansefester. Kvinderne smuttede hyppigt udenfor for at finde

en mandlig (seksual) partner og søgte til mørkere steder, hvor de

kunne sværme sammen. Der deltog ingen børn i disse sang- og

dansefester. Børnene blev samlet i et af husene, og man satte et par

yngre mennesker til at passe dem.

Vinderen i den her omtalte boldkamp indbød til sang- og dansefest, da

han nåede hjem til sin boplads.

En af deltagerne i festen havde efterladt sine børn i huset og havde,

som skik var, sat et par yngre mennesker til at passe dem. Da et af

børnene blev ked af, at forældrene ikke var kommet hjem endnu, lavede

barnepigen et stykke legetøj, et gribespil, af et skulderblad fra en

hund. De gav sig til at lege gribespil. Når den ene ikke ramte hullet,

gik legetøjet over til den næste. Da turen kom til en af de mindre

børn, ramte dette barn hullet hver gang. Midt i det hele mærkede de,

at husets fundament begyndte at rokke. Samtidig fik en af de

tilstedeværende øje på, at vindues ruden begyndte at bule (ud/ind). Et

af børnene tog gribespillet fra spilleren, kastede det imod vinduet og

ramte ruden, der bulede. Rudens flagren slukkede alle lamperne,

børnene flygtede til fodenden af briksen. Det ældste af børnene

hentede ild fra et af husene for at tænde lamperne.

Da lamperne var tændt, gav de sig igen til at lege. Igen fik det

yngste barn gribespillet og ramte hver gang, og i takt med

gribespillets bevægelser, begyndte huset atter at rokke.

Ude fra gangen viste sig nu en kæmpe med amaat og ryggen til. Så kom

den op på trinnet (opgang fra gangen) stadig med ryggen til, så man

ikke kunne se ansigtet.

Da den begyndte at dreje kroppen til venstre og ansigtet snart ville

blive synligt, flygtede de mindste børn hen til fodenden af briksen.

Da greb den ældste af barnepigerne en ulu (kvindekniv), og inden

kæmpen endnu havde vist sit ansigt, hakkede hun den forfra i

ansigtet og sparkede til den, så den atter faldt ned i gangen.

Da de voksne, som denne aften havde endt deres sang- og dansefest og

var kommet hjem, sagde de: "De, der gør sådan "ajáusissarput" (kender

ikke udtrykket)."

Det var fortællingen fra gamle dage om Neruaaq og hans familie, som Neruaaqs datter Anapi fortalte den.

Var.: Vedr. fortællingen om den halvdøde dreng / unge mand, der slæbes ind over isen, men standses af en der mumler serrat / formular inde i huset, blev også fortalt i Upernavik distriktet / området, søg på: To brødre, Pupooq, den ældste og Iweq .. Der er således også et vist navnesammenfald mellem Evii og Iweq.

Hist.: Historiske fortællinger. Efterspillet, sang- og dansefesten hos vinderen af boldspillet, hvor man åbenbart også havde ret til indholdet af bolden, har jeg ikke truffet beskrevet i andre kilder. Men det lyder ikke spor usandsynligt (BS).

Kvinder der tager korporligt blodhævn - ikke forsøgsvis ved hekseri - er sjældent rapporteret i historiske kilder eller fortællinger.

Resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, side 363.

Renskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 424 "Arnaq qingmimik..." (med sproglige rettelser og til vestgrønlandsk af Hendrik Olsen eller ?).

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Kvinden, der giftede sig med en hund.

Et forældrepar (angaorkaungok - angajoqqaanngooq ? men renskriften

siger angakkoq, åndemaner)  havde en datter. De havde opfordret hende

til at gifte sig; men det ville hun ikke. Hendes far sagde til hende:

"Når du ikke vil giftes, kan du få en hund til mand." Sådan sagde

han til hende, da de gik i seng om aftenen. De lagde mærke til, at en

hund kredsede om hende, og at den lå oven på hendes kiste/ plads på

briksen. Da de vågnede dagen efter, sagde de: "Pigens hund viger ikke fra hende." Det blev atter aften, og de gik i seng.Pigen vågnede og kunne ikke forstå, at der lå en eller anden langhåret

bagved hende. Det gik op for hende, at det var hendes hund. Så tog

hun hunden til mand. Dette forhold fortsatte længe, og hun

vænnede sig til det. Hun blev gravid, og hun fødte seks hundehvalpe.

Hun opdrog dem; og da de blev rigtig livlige, blev de hendes far og mor for

meget. Hun/han sagde til datteren: "Vores dumme børnebørn er ikke til at holde ud. Tag hellere over med dem til den lille ø."

De sejlede over til øen og (børnene) boede så dér

sammen med moderen og faderen. Morfaderen bragte dem mad,

og de voksede sig ret store. Men da morfaderen sjældnere og

sjældnere kom med mad begyndte hunden at komme over og hente mad fra bedsteforældrene. Når hunden kom, fyldte svigerfaderen posen af et par gamle

bukser med mad.

Så sagde svigerfaderen: "Jeg skal sørge for, at vores svigersøn drukner." Svigersønnen kom, som den plejede.

Svigerfaderen fyldte posen med sten og lagde noget kød ovenpå stenene.

Svigersønnen syntes nok, at posen var tung. Den tog af sted og var nær

ved at gå til bunds. Så fremsagde den en formular, og på

den måde nåede den frem til øen.

Men den tur blev aldrig gentaget. Konen havde rigtig ondt af sin mand.

"Jeres stakkels far var nærved at drukne," sagde hun til sine unger. "Derfor - når jeres morfar kommer herud, og I går ned og tar imod ham ved stranden

og slikke hans kajak, så slik ham med." Det skulle de nok.

Morfaderen kom igen med noget mad. Børnebørnene gik ned for at tage

imod ham. De gav sig til at slikke hans kajak fra en ende af. Da

en af ungerne kom til at bide morfaderen, sluttede de andre sig til og

bed ham ihjel.

Moderen tænkte nu på, hvilket arbejde ungerne skulle have.

Hun tog to af dem og satte dem ned i en gammel kamiksål.

Hun skubbede kamiksålen ud fra stranden, idet hun sagde: "Jeres far er

jo ikke nogen fanger, men I skal blive fangere." De drog af sted og

blev til inuit, grønlandske fangere. Hun kastede endnu to unger fra

sig i en kamiksål (porkidlugit), idet hun sagde: "Jeres sølle far magter ikke

at gøre modstand (eller: kæmpe / forsvare sig). I må

gøre modstand." Så blev de til eqqillit, hundemennesker, der

er aggressive. Til det tredje hold, de to sidste, sagde

hun: "Jeres sølle far kan slet ikke lave noget med

hænderne. I skal være tømrere." Så skubbede hun dem fra land. De blev

til qallunaat (hvide mænd), der var dygtige til alt håndværk. Fra da af

opstod der kalaallit, eqqillit og qallunaat.

Var.: Kvinden og hunden; Kvinden der blev gift med en hund. Hunden der tog en kvinde til kone; Tartuneqi; Tartitsinnaaq; Kvinden, som fik en hund til mand.

Hist.: Det er normalt kun i de yngste versioner at også inuit selv nedstammer fra kvinden og hunden. Se "Fortolkningsmuligheder": Holdningsændringer: "Qallunaat" og "Kvinden og hunden ..." og Gustav Holms og Thalbitzers versioner fra Ammassalik.

Renskrevet af Hendrik Olsen: NKS 3536, I, 4', læg 13, ss. 11-14.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Det fortælles om Arnarpajooq, at hun var blevet liderlig med en kaptajn.

Det var i gamle dage, i de første år der kom skib. Hun sov om dagen og

var vågen om natten. Når hun stod op om aftenen ved solnedgang,

troede hun minsandten, at solen var ved at stå op, og mens hun ventede

på, at den skulle komme højere på himlen, gik den skam ned. Sådan var

det bare. Så fik kaptajnen den idé at hun skulle med ham hjem. Hun sagde

ja og blev endog meget ivrig efter at komme med.

Kaptajnen nævnte dagen for afrejsen, og hun passede desmere på ikke at

fjerne sig fra ham. Så kom dagen hvor skibet skulle sejle, og der

blev nævnt et bestemt klokkeslet. Lige før det nævnte klokkeslet,

spurgte kaptajnen Arnarpajooq, om hun havde nogle ting hun skulle have

med, for så måtte hun hellere hente dem.

Hun kom i tanke om en taske, som hun nødig ville skille sig af med. Så

den sagde hun til kaptajnen, at hun ville hente. Hun blev roet i land

i en jolle. Så snart de nåede til land, løb hun hurtigt hen mod deres

hus. Den dag varmede solen kraftigt, hun havde i længere tid ikke

fået sovet ordentligt. Hun blev sløv af varmen, og da hun idet samme

kom til en jordhøj, lagde hun sig på maven på den og faldt i dyb søvn.

Hun sov længe og vågnede forskrækket, da hun kom i tanke om, at hun

var på vej hjem for at hente noget. Hun kom på benene og løb alt

hvad hun kunne. Hun kom ind i huset, tog sin taske og var på vej

tilbage. Hun gik og gik og kom til det sted, hvorfra man kunne se

skibets ankerplads. Men skibet var der ikke.

Hun spejdede ud mod horisonten og dér, hvor himmel og jord mødes, fik

hun øje på noget på størrelse med et fingerbøl. Det var skibet, der var

ved at være ude at sigte. Hun kunne intet stille op, og hun blev så

ærgerlig over ikke at være kommet med skibet, at hun brast i en

langvarig gråd. Hun græd og græd; og da skibet var ude af sigte, fik

hun gennem fingrene øje på en ung kvinde på vej hen til hende med et

barn i hver hånd, og et tredje på ryggen. Da kvinden var fremme, sagde

hun: "Hvad er du mon så ked af?" Hun svarede: "Du kan sikkert ikke hjælpe

mig med det, jeg er ked af." Den anden sagde: "Man kan jo altid

få at vide hvad det er!" A. sagde: "Jeg er bedrøvet over, at et skib,

hvis kaptajn gerne ville have haft mig med, er sejlet uden mig, fordi

jeg kom til at falde i søvn, da jeg var på vej hjem for at hente min

taske." Kvinden sagde: "Kom du og besøg mig, så skal jeg fortælle dig en

historie." Hun fulgtes med kvinden og gik mod syd.

De stilede imod en stor fjeldvæg, hvor de fortsatte op til nogle

afsatser, og da hun kiggede sig omkring, fik hun øje på et lille hus

på en afsats. De gik derhen og ind i huset.

Ved nærmere eftersyn opdagede hun, at underlaget på briksen bestod af

græs og at bjælkerne var af elletræ. Kvinden satte børnene på briksen

og gav sig til at feje gulvet. Idet hun skulle til at smide skidtet

fra gulvet ud i gangen, begyndte hun at fortælle:

"Det forholder sig sådan, at vore forfædre var de første, der undersøgte det, da

vandet begyndte at falde efter en stor oversvømmelse i gamle dage."

Lige i det øjeblik da hun smed skidtet fra gulvet ud gennem

indgangen, gav det sig til at buldre uden for. Kvinden greb skyndsomt

sine børn og undevejs ud sagde hun: "Så er den store ild, den store

Asiungasungaaq, styrtet ned (måske en kampesten, der styrter ned. BS.)

Lad os komme ud!"

Hun ville efter dem ud, men så blev husgangen spærret. Mens hun

stirrede på den, begyndte den at åbne sig, og hun sprang ud og slap

udenfor, uden at støde imod noget.

Da hun var ude, kunne hun slet ikke se den store fjeldvæg for den

voldsomme røg, og sikke det stank af sten. Der var ikke andet at gøre

end at komme væk fra fjeldvæggen, for hun så ikke noget til dem, hun

var fulgt efter. Hun gik udefter, væk fra fjeldvæggen. Da hun havde

fjernet sig et langt stykke og den voldsomme røg var ved at forsvinde,

hørte hun en ravn skrige, og kiggede i retning af lyden. Hun så da,

at fire ravne fulgte hende langs den store fjeldvæg.

Da hun så dem, kiggede hun også efter det lille hus, hvor hun havde

været på besøg, og omtrent dér, hvor huset skulle ligge, sås bare en

ravnerede. Tænk hun havde været på besøg hos en ravn i

menneskeskikkelse. I ærgrelse over, at hun ikke fik hørt ravnens

fortælling til ende, glemte hun alt det om, at hun skulle have været

med skibet til et fremmed land.

Var.: Arnarpaajooq. Vedr. bulderet se Aqajarormiorsiorpua. Den store ild kommer oftest fra havet som en selvstændig skikkelse. Se dog også Kreutzmann om denne skikkelse, som han kalder Toornaarsuk, ID 237. Besøg hos fugle i menneskeskikkelse er en hyppig fortælling, men denne hos ravnene er usædvanlig.

Hist. og kommentar: Det står mig ikke umiddelbart klart hvorfor netop ravne-fortællingen bliver kvindens trøst. Men jeg ser associationer til 1, at ravne i mytisk tid var hvide (ligesom qallunaat. Undertiden associeres modsætningen grønlænder versus qallunaaq til ravn versus måge, søg: Angákorssuarmik)og 2, at ravne her præsenteres som de første til at undersøge landet efter stormfloden (= fuglen der bringer Noah bud om land): Ravnenes land er Grønland, hvor de bliver om vinteren, og hvor grønlændere, tolker jeg, siden stormfloden hører hjemme. Det skræmmende bulder og den smalle passage ud (Symplegade) indebærer en slags nyfødsel til denne verden, hvor ravne ligner ravne og man ikke lader sig forlede af uvirkelige fantasier. Pigen glemmer det hele ligesom børn, der har mødt ånder, glemmer dem, når de kommer blandt mennesker. Søg fx på: Kaakaaq Den store bjørn æder hende.

revideret renskrift (ved Peter Rosing ?) af Orig. håndskr. i KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419, nr. 97. Begge versioner er oversat i denne base.

Dansk resumé: Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 374: "Den

røde Dødskælling".

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Der var engang en fanger, som ustandselig mistede koner.

Når han havde mistet en kone, tog han sig en ny, så snart tiden, hvor

han var bundet at taburegler, var overstået.

Engang bosatte han sig på Akorninnaq (i den store Sermilikfjord). Han

kom til at bo i samme hus som en åndemaner. (Eller: Han fik en

åndemaner til at bo hos sig).

Engang mens de boede der, gik åndemanerene i seng og kom til at ligge

med hovedet ned, og han blev altvidende ("kugssarpoq", ligger med

hovedet ned. Men det er muligt, at ordet på østgrønlandsk kun betyder:

han blev altvidende?? C.B.)

Da han havde ligget med hovedet ned en stund (eller: omvendt med hovedet i fodenden af briksen, BS), fik han på den lille ø ud for dem øje på

en kælling, hvis tøj var rødligt over det hele, og hvis hårtop var

meget lille.

Hun nærmede sig og gik ind i huset og gav sig til at undersøge de

sovende. Hun gik hen til de mange unge mennesker, der sov på

sovebriksen(?) og undersøgte dem. Hun gik imellem dem og passede meget

på ikke at komme til at berøre dem; og mens hun gik mellem hundene,

der lå på gulvet, undersøgte hun dem, der lå på briksen; og hun sagde:

"Jeg plejer at trække kamikkerne af i den nordlige ende og sætte mig

på briksen; mon jeg skal trække dem af i den sydlige ende og sætte mig

på briksen?" Idet hun sagde dette, råbte åndemaneren op, og straks

flygtede hun ud. Lige netop da hun forsvandt, gik det op for

åndemaneren, at det var hende, der dræbte fangerens koner.

Da kællingen gik ud, vendte hun tilbage til den lille ø, hvorfra hun

var kommet tilsyne, og forsvandt.

Nu vidste de, hvordan det hang sammen; og så snart de vågnede, gav de

sig til at blande dryptran med vand og hældte blandingen ud overalt rundt

om i huset til værn imod det, der gjorde dem bange.

Da de var gået i seng om aftenen, så åndemaneren, som lå med hovedet

ned(eller: som var blevet altvidene), at kællingen kom til syne fra

den lille ø sammen med sin mand. Pelsbræmmen omkring mandens

anorakhætte var så snavset, at man ikke kunne se, at den var af bjørne-

skind.

Så sagde manden til konen: "Gør nu alt du kan for at få rørt ved

hende. Hvis du ikke magter det, skal jeg nok røre ved

hende, så hun dør."

Da de nåede husgangen, krøb konen ind; men hun rejste sig op, fandt

hun sig selv stående bag ved huset. Manden fulgte hende ind, og da han

skulle til at træde ind over dørtrinnet, trådte han istedet ud gennem

husets bagvæg. De prøvede endnu engang; men det gik endnu værre. De

prøvede mange gange at komme ind, men forstod slet ikke, hvorfor det

ikke kunne lade sig gøre. Tænk, hver gang gik de under huset, fordi

der var hældt en blanding af dryptran og vand uden om huset.

Da det ikke ville lykkes dem at komme ind, sagde de blot: "Skidt med

det, lad denne af fangerens koner være den eneste, som overlever

("amiákûínardle", kan vist i dette tilfælde oversættes sådan, C.B.).

Vi kan ikke dræbe hende. Hvis vi bliver ved, risikerer vi blot at

bringe os selv i ulykke." Med de ord vendte de tilbage til den lille

ø.

Til alt held for fangeren mistede han nu ikke flere koner; og han

kunne fortsætte livet med den samme kone.

Var.: Egentlig ikke. Men der er en del fortællinger om dræbende eller røvende ånder, der må afsløres og uskadeliggøres af en åndemaner.

Kommentar: Spæk regnedes for et godt middel til at skræmme ånder på flugt. Hvordan man har fået det blandet op med vand, som spækket (også) skyr, gad man gerne vide.

Man lå normalt med hovdet ud mod rummet. Bag fodenden var der i visse

fortællinger et sort, altopslugende svælg; oftest smutter ondtvoldende ånder oghekse ud og ind den vej.

Håndskriftet dateret af Rasmussen til 19. febr. 1920, men om det gælder Sofie Jørgensens egne nedskrifter i hæfte 419 eller renskrifterne i hæfte 415 er uvist. Sofie Jørgensen overvintrede i Danmark på gennemrejse til Qaqortoq i 1920. Hun må således være rejst fra Ammassalik sammen med Rasmussen i 1919.

Se også stærkt revideret renskrift af samme fortælling i KRH, kasse 52,

nr. 2, hæfte 415, "Arnarquagssâq". Begge versioner er oversat i denne base.

Resumé: Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 374, Den røde Dødskælling.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Der var engang en mand, som ustandselig mistede sine

koner. Når han havde mistet en kone, tog han sig en ny, så snart

tiden, hvor han var bundet af taburegler, var overstået. Så døde også

den nye kone (Det kan også læses: Så dræbte han også den nye kone).

Engang han giftede sig, bosatte han sig på Akorninnaq.

Deres plads på briksens nordlige ende stødte imod åndemanerens plads.

En aften gik åndemaneren i seng med hovedet ned ("kúsardlune") og fik

sila: "viden". Han så en kælling vise sig, fra Aleruttaq (renskrift:

fra en ø, der lå ud for bopladsen). Alt hendes tøj var rødligt, og

hendes hårtop var meget lille. Hun var nu på vej op til huset og gik

ind. Da hun trådte ind, gav hun sig til at kigge rundt. Hun kiggede

undersøgende på alle de unge mennesker, der var på sidebriksen. Hun

gik så nær, at hun var lige ved at røre ved dem. Så kiggede hun over mod briksen. Hun kiggede mod den sydlige ende, men vendte sig

bort og kigged mod den nordlige. Så sagde hun: "Jeg skulle

egentlig tage mine kamikker af og sætte mig på briksen i den nordlige

ende. Mon jeg (i stedet for) skal tage kamikkerne af i den nordlige

ende og sætte mig på briksen?" (Svært at få mening ud af den!)

Hun begyndte at gå på gulvet, og hun passede på ikke at komme til at

støde imod hundene. Hun kom hen til briksen, tog kamikkerne af og

satte sig, idet hun passede på ikke at røre ved de unge mennesker.

Åndemaneren sagde: "Qánavâ ("qána" - hende dér udenfor/i det andet

rum/i den sydlige ende) var lige ved at røre ved nogen." Straks sprang

hun ned fra briksen og løb, og hun trådte på hundene, så de hylede.

Så snart kvindemennesket kom ud, løb hun væk og forsvandt bag

Aleruttaq. Det fortalte åndemaneren, og han forstod, at det var

hende, der dræbte mandens koner.

Så blandede de dryptran og vand sammen, for de blev bange for hende.

Denne blanding af dryptran og vand hældte de rundt om huset.

Næste dag gik åndemaneren igen i seng. Igen åbnede det sig for ham

dernede (han kan se ind i den skjulte verden, BS). Igen så han noget

der viste sig fra Aleruttaq. Igen var det kællingen, der viste sig.

Så viste der sig endnu en - nemlig en sølle mand.

("atasiak pâsisat" ?) Skindkanten på hans pels var fuld af snavs.

Det var skam kællingens mand. De nærmede sig. De nåede

husgangen, og manden sagde: "Denne gang må du se at få rørt

ved hende. Hvis du ikke kan, gør jeg det."

Så lagde hans kone sig ned på maven for at krybe ind (I en traditionel husgang kan man ikke gå oprejst. Man kryber, BS). Men så gik det op for

hende, at hun befandt sig bag ved huset. Hun undersøgte,

hvor hun var henne. Hun sagde. "Hvor er jeg henne? Jeg ville jo ind i

gangen. Men nu er jeg bag ved huset." Årsagen hertil var såmænd

den blandning af dryptran og vand, der var blevet hældt ned ved husets

grænser. Hun gik igen hen til gangen og ville ind; men igen

befandt hun sig straks bag ved huset. Hun sagde: "Hvad er nu det. Det er

anden gang." Hun prøvede ("piqikame" kan også være: da hun bøjede sig)

tredje gang, og hun stødte imod gangen. "Hvad har jeg dog gjort. Denne

gang vil jeg gøre det rigtigt!" (mener jeg der skal

stå, CB) Hun lagde sig ned på maven. Igen gik det op for hende, at

hun befandt sig bag ved huset. "Det er umuligt, hvordan er det, du

bærer dig ad?" sagde hendes mand. "Hvordan er det du bærer dig ad. Lad

mig!" sagde manden, idet han lagde sig på maven foran/ved gangen.

Så gik det op for ham, at han befandt sig bag ved huset. "Hvor er jeg

henne?" sagde han. Det gik (igen) op for ham, at han befandt sig bag

ved huset. "Hør, hvor er jeg dog henne?" Han kom tilbage til gangen.

Han lagde sig igen ned på maven. Så var han igen bag ved huset.

Så sagde manden til konen: "Det er umuligt. Hvad er der sket? Sådan

var det ikke før." Så gik de bare deres vej. "Hvis vi bliver ved, går det

bare galt. Lad hende bare være en tilbagebleven."

Det viste sig, at de mente fangerens kone ("isúma nulia" altså den

fanger, som hele tiden mistede koner).

De gik bort fra huset og forsvandt bagved ("inítuqisârsuaq")

Tiputeqisaarsuaq. Det fortælles, at denne ("ína" fangeren) ikke mere

mistede koner, og at man ikke siden hørte fra dem.

Var.: Egentlig ikke. Men der er en del fortællinger om dræbende eller røvende ånder, der må afsløres og uskadeliggøres af en åndemaner.

Kommentar: Spæk regnedes for et godt middel til at skræmme ånder på flugt. Hvordan man har fået det blandet op med vand, som spækket (også) skyr, gad man gerne vide.

Vedr. mellemperson: Frederik Nielsen har renskrevet fortællingen på Knud Rasmussens foranledning, fremgår det at et vedlagt brev, dateret 29. 11. 1932

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Nordpå levede der et menneske ved navn Aqqatulaaq med

mange børn. Man havde aldrig hørt, hvorvidt denne mand havde begået

drab. Men når sønnerne efter en fangsttur var kommet hjem, plejede han

at sige: "Hvis en af jer har begået et drab, skal han ved ankomsten

komme nøgen ind i huset." Dette gentog han hver gang de kom hjem fra

fangst. Men sønneren begik aldrig drab, selv om faderen med disse ord

ligesom opmuntrede dem til det.

Engang de kom hjem fra fangst, kom den yngste af sønnerne ind uden tøj

på kroppen. Idet han trådte ind, udbrød faderen: "Her er en, der har

begået et drab." Denne søn udviklede en stadig større mordlyst, og

hans brødre ligeså. De begyndte at dræbe alle de kajakmænd, de mødte.

Engang tog en af brødrene sydpå på fangst, og han mødte kajakmænd fra

en boplads syd for deres egen. Den ene af de to han traf, var Sioraq.

De to fik kajakmanden imellem sig og begyndte at fortælle ham noget,

selv om han ind imellem gjorde forsøg på at slippe fra dem. De to

kunne ikke komme til at harpunere ham, da han hele tiden holdt øje med

dem. På et tidspunkt gjorde Sioraq sig klar til at kaste harpunen og

lige i det øjeblik, han skævede til ham, kastede han, men

harpunspidsen trængte ikke ind i kroppen ("tuukkanili morsutsinnagu"),

fordi han først ramte kajakringen (Det er svært at forstå det helt.

Chr. B.), med det resultat, at fingergrebet på harpunen gik i stykker.

Han satte efter Sioraq, der tog flugten. Han kunne godt holde trit med

ham, men ikke forsøge at harpunere ham fordi Sioraq, med sin harpun

havde hans rygsener. Det endte med, at manden (nordfra) blev dræbt.

Efter drabet sænkede de to både ham selv og hans kajak ned i havet og

bragte ingen af delene i land.

De to drabsmænd besøgte dagen efter den dræbtes familie, fordi den

ikke vidste noget om det drab, de havde begået. Da de besøgende ankom,

spurgte Aqqatulaaq, om de skulle have set hans søn. De sagde, at de

ikke havde dræbt ham, selv om det netop var det, de havde gjort. Da de

øvrige i huset erfarede, at broderen ikke var kommet hjem, gav de sig

til at græde over ham. Sioraq græd med; han lod som om han græd, for

ikke at lade sig mærke med noget. Da han var bange for, at de skulle

finde på at dræbe ham, kiggede han, mens han græd, efter et redskab

(som han i givet fald kunne forsvare sig med). Oppe på loftet fik han

øje på en hakke til frossent kød. Aftenen gik, uden at Sioraq og hans

ledsager blev skadet. Og senere på aftenen ville Aqqatulaaq mane ånder

for at inde ud af, hvor hans søn var blevet af, og han sagde, at

lamperne skulle slukkes. Da han begyndte at lokke sin hjælpeånd til, gav Sioraq sig uset i mørket til at slå løs på sin næse. Han fik

næseblod, og det betød, at Aq. ikke længere kunne lokke nogen

hjælpeånd til sig. Nu ville Sioraq selv mane ånder; og da han blev

færdig ("piareeramilu"), sagde han: "Der er ingen grund til at

bekymre sig længere, han er hos fluerne ("innersuit")."

Så ville Aq. på benene igen og mane ånder. Da han blev færdig, sagde

han: "Der er ingen grund til at bekymre længere, han er hos fluerne

("innersiut"). Det viste sig, at han blot havde fulgt

den andens (Sioraqs) rute. Han mente altså, at alliarutsit / innersuit

/ strandtrolde havde taget ham. Sioraq og hans ledsager nåede

velbeholden hjem til deres boplads.

Senere fandt Aq.s sønner på at drive de mennesker (kajakmænd), de

ville dræbe, hen til et strømsted, hvor de omkom i strømhvivlerne.

Det skete så engang, at de drev en stærk mand, fra en boplads syd for

dem, til strømstedet. Denne vidste udemærket, hvor strømstedet lå, så

umiddelbart før de kom til stedet, standsede han og vendte sig med

fronten mod kajakmændene, der drev ham imod strømstedet. Da han gjorde

dette, var der ingen, der turde tage initiativet til at angribe ham og

inden de havde fået taget sig sammen til angreb, greb han sin

fuglepil, ramte en af brødrene med den, så han døde, hvorefter han

roede kraftigt til, "hoppede" henover en kajakmand der lå i vejen,

uden at de kunne nå at indhente ham, og han undslap før de fik

lejlighed til at angribe ham. Undervejs sydover så han en fuldvoksen

sortside og dræbte en i første kast. Han trak blot harpunspidsen ud af

den og stødte sælen fra sig. Sådan gjorde efter sigende de, der havde

begået drab. Det var forfædrenes skik, at en morder kastede sin

fangst væk.

Først da han fangede sæl nr. 2 i nærheden af sin boplads ("nunani

qanigilerlugu = nunani qanillillugu"), kunne denne kajakmand tage sin

fangst med hjem. Han var godt klar over, hvor disse kajakmænd, der

drev ham imod strømstedet, stammede fra, og at det var Aq.s sønner.

Han vidste også godt, hvor Aq. boede. Når han derfor var uden på

fangst. kunne han ikke glemme, at Aq.s sønner havde forsøgt at dræbe

ham ved at drive ham mod strømstedet. Så fik han den ide at dræbe Aq.

med et bælte lavet af remmesælskind.

Endelig gik han til angreb på Aq.. På det tidspunkt var Aq. holdt op

med at fange, så han var hjemme hele tiden. Den stærke tog nordover og

gik i land i nærheden af hans hus. Og han nærmede sig bagfra med sit

bælte. Endnu havde ingen opdaget ham; og han holdt øje med udgangen,

om nogen skulle komme ud. Langt om længe dukkede Aq. ud af gangen. Han

slog ham med bæltet, så hovedet smadredes. På det tidspunkt var alle

sønnerne ude på fangst. Han efterlod den dræbte, som overhovedet ikke

havde fået lejlighed til at sige noget, på stedet og gik ned til sin

kajak. Han nåede den og roede hjemad uden at blive set af en eneste af

husstanden.

Da Aq.s sønner kom hjem, fandt de deres far liggende død med smadret

hoved ved husgangen, men de havde ingen anelse om, hvem der havde

dræbt ham.

Engang den stærke mand som vanlig var ude på fangst, hørte han nogen

råbe om hjælp. Han roede hurtigt derhen og så, at det var Aq. sønner,

der havde råbt om hjælp, fordi de ikke klarede at dræbe en stor

hvalros. Hvalrossen havde sprængt samtlige fangeblærer / fangstblære og havde

knækket alle harpunerne. Uden at sagtne farten harpunerede den stærke

hvalrossen og dræbte den på stedet, så den blot lå lige så roligt og

klappede vandfladen med sine luffer. Idet den kom op til overfladen,

sagde han: "Jeg har aldrig vist sådan en iver siden den gang over for

Aq.!" Han roede hen til den store hvalros og trak alle de mange

harpunspidser ud, idet han samtidig kiggede sig omkring, så intet

undgik hans opmærksomhed. Han roede hjem, uden at nogen gjorde ham

fortræd.

Var.: Ikke i denne bases samlinger

Hist.: Sioraq optræder også i Peter Ottosens fortælling om Aataarsiarsuaq, der har en historisk kerne.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af

Håndskr.: NKS 2488, VI, ss. 157v - 158v.

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 4 ss. 56 - 61 har Rink sammenstykket ialt 5 varianter inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 4, ss. 109 - 115:

Kumagdlat and Asalok.

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om Assaluut og Kumallaasi.

Assaluut var fætter til brødrene Kumallaasi og Meeraq. På vinterbopladsen boede de i samme hus. Engang ved forårstide fik Assaluuts kiffak / kiffaq den idé, at lyve Assaluut noget på. Kiffakken gik hen til brødrene Kumallaasi og Meeraq og fortalte, at Assaluut ville dræbe dem. De to brødre sov meget dårligt om natten; og straks om morgenen gav de sig til at gøre klar til at forlade bopladsen. De fortalte Assaluut, at de tog ud til deres forårsplads, og den intetanende Assaluut lovede, at han ville komme senere.

I stedet for at tage nordover til forårspladsen rejste Kumallaasi og Meeraq

sydover. Alle de kajakmænd de mødte, fortalte de, at de var på flugt fra deres

eneste fætter, der ville dræbe dem. De roede dag og nat. Efterhånden kom de så

langt væk hjemmefra, at de ikke mente, a

t eventuelle forfølgere ville kunne

indhente dem. Så slog de lejr et sted under et højt fjeld. Her mødte de en mand,

som netop havde rejst skelettet til en ny konebåd. Ved siden af lå en dynge

muslingeskaller, som var hans redskaber. De fik fortalt, at der længere inde i

landet boede mange eqqillit (indlandsånder).

De tog af sted til disse mennesker med en masse pile i poser af sortsideskind.

De bad en af de lokale om at fiske ulke til dem (brødrenes familier), der

blev ladt tilbage. Kumallaasi havde en pil, der kunne styres af en gåsefjer, der

var sat på enden. De nåede op på toppen af fjeldet. På den anden

side af fjeldet så en stor sø og en masser af telte omkring søen.

Da det blev aften, så de, at der blev livlig trafik af mænd ind og ud af

teltene. De holdt altså konebytning.

Kumallaasi og hans ledsagere listede henimod lejren medbringende nogle af de

pile, som de opbevarede på en lille ø. Så sagde Meeraq: "Der er én uden hår på

hovedet; han ligner Assaluut." Da denne holdt sin bue godt spændt,

spændte de andre også deres buer. Men nu genkendte de hinanden, og brødrene

fortalte Assaluut, at hans kiffak havde sagt, at Assaluut ville dræbe

dem. Assaluut fortalte så, at han havde dræbt sin kiffak.

De listede videre frem til en konebåd, der lå med bunden i vejret og kiggede

ind. Her lå en mand og blev madet med talg af sin kone. De skød dem. De flygtede

til det område, der var beliggende over for øen. Der blev også skudt fra

fjendens side, og Meeraq blev ramt i kinden, men Assaluut helede såret. Nu

havde de brugt alle deres pile - bortset fra Kumallaasi, der nu skød en pil af,

idet han sagde: "Nu skal I lytte til lyden af denne pil." Da pilen blev skudt af,

sagde den som en gås, og da den var ved at ramme målet, sagde den qaqqaqqaa. De

dræbte dem alle undtagen en lille mand og en lille kvinde i et af teltene.

De drog af og tog både ulu'er (kvindeknive) og knive med sig. Da de kom hjem til

deres boplads, viste det sig, at nogle af bopladsfællerne havde løjet over for

dem, de havde ladt tilbage og fortalt, at de, der var taget ud til eqqillit, var på vej hjem. De dræbte dem, der havde løjet. De havde ellers indbudt Assaluut til at besøge dem; men han ville ikke, fordi han var bange for at blive

dræbt. De inviterede ham endnu engang. Så kom han. De gav ham en kniv og en

ulu, fordi han havde fisket ulke til dem, der var blevet hjemme. Han var blevet

færdig med den konebåd, han byggede, og om foråret tog han nordover. Han kom til

sine fætre og blev hos dem.

Var.: Adskillige, søg på Kumal*

Kommentar: Slutningen er noget uklar. Meningen er at bopladsfællerne håner de tilbageblevne, fordi deres mænd er så længe om at komme tilbage, at man må gå ud fra, at de er døde: De er på vej hjem, siger man foragteligt. Det er næppe Assaluut men ulkepilkeren der inviteres og får en af knivene, fordi han har sørget for de tilbageblevne. I de øvrige versioner har han taget en ægtemands rolle i den tro, at mændene var blevet dræbt af eqqillit, der regnes for nogle af de allerfarligste indlandsånder. Derfor tør ulkepilkeren ikke møde de hjemkomne af angst for deres hævn. Men de er taknemmelige.

Renskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 424: "Attakisagkut

Attiikkâtdlo", som er taget til hjælp ved uklare punkter i denne

oversættelse (Reskriften er med sproglige rettelser og til vestgrønlandsk af Hendrik Olsen eller ?).

Også oversat af Knud Rasmussen i Inuit fortæller, III, 1981: 157 - 158: Agtakisaq og Agtikaq.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

I Pikiulleq boede der to fangere, der var vældigt gode venner. En

morgen, da de vågnede, blæste der en meget kraftig piteraq / fralandsvind inde fra isen. De snakkede sammen, og den ene sagde: " Hvad med at tage ud i kajak (bare for sjov)." Det ville den anden godt. De ville ro om kap imod vinden og

se, hvem der kunne ro hurtigst.

De tog afsted; og de roede et lille stykke tid imod vinden, så kæntrede Atiikaaq. Atakisaq roede hen til ham. Da var han kommet op af kajakken. Han fik ham op bag på kajakken, og han havde det godt. Han spurgte ham flere gange: " Fryser du ? "

" Nej," svarede han. Så fik de en brådsø over sig. Det forekom

Atakisaq, at kajakken blev lettere. Han kiggede bagud og opdagede, at

han havde tabt ham; og han viste sig ikke mere. Atakisaq kunne ikke

se, hvad vej han skulle ro; men han kunne høre vrælet af et spædbarn,

og det roede han efter. På den måde viste Atiikaaq ham vejen. Han kom

hjem velbeholden. Atakisaq havde mistet sin ejaqqataq (Atakisaq

ijarkatârsisimadluni). Så forstod Atakisaq, at hans ven engang ville

vende tilbage.

Det viste sig, at Atiikaaq, efter at han var død, havde rejst jorden

rundt 'ikiaanarsiordlune' (ikiaq er en tarmskindsanorak, som han formentlig har på BS).

Så ville han tage hjem, da dødsdagen indtraf. En aften, hvor vejret var dejligt, og hvor det var måneskin,

gik to kællinger ud for at forrette deres nødtørft. Midt i det hele så

de en stor skygge. Det gik op for dem, at det var et stort menneske

med 'kuiorarâtilika' synlige seler. De blev så bange, at de rejste sig

op uden at have tørret sig og løb ind i huset. De sagde : " Udenfor så

vi et stort menneske, som fløj. " De var lige kommet ind, da det store

menneske var på vej ind baglæns og satte sig på trinnet op til rummet

med ryggen til. De sagde: " Tag ham!"  Han havde sin 'nûtâkut'

( I renskriften hedder det "kapussiviit", og det er to tværremme på

kajakken foran mandehullet, under hvilke kajakmanden stikker sine åre

ind for at undgå at kæntre.) med "òrkutigiga"(?). En af dem gav hans

"nutâukut" videre til en anden; og denne lagde "nutâukut" ned på et

sted ved siden af sig. (egentlig: i nærheden af sig) Atiikaaq, der sad

med ryggen til holdt den om livet. Da de lagde " nûtakita" på et sted,

der var rent,"ajornâginarpat:?"

 Så gik dette menneske, der sad, ud af huset, " Hê, hî, hvor lagde du

den?" spurgte en. ( Det står der ikke.) Der blev svaret: " Jeg lagde

den på et sted, hvor det var rent. Fordi jeg lagde det på et sted,

hvor det var rent, gik han ud." Så gled (sârdlivor) hans 'nûtaukut' af

sted, så den var lige ved at tage (tigusasaunavdlune). Atikisa blev så

ved med at flyve, fordi han ikke længere havde sin 'nûtâke' at holde

sig til Han kunne ikke længere nå frem til menneskene, kun til

dødsriget 'ârtatine'.

Den tredje dag forsøgte han også at komme ind med linen omkring

ansigtet ( eller: ansigtet dækket med linen). Det viste sig, at han ville

forskrække dem til døde. Han ville hævne sig på dem, og forskrække dem

til døde, fordi de gjorde noget forkert for et par dage siden ved at

jage ham ud. Åndemaneren manede ånder og jog ham ud til dødsriget.

Siden hørte de ikke mere til ham.

Var.: ingen i denne bases samlinger. Aloruttaq kommer nærmest. Men der er en del fortællinger om sådanne hjemkomne. Søg på angerlartoq; angerlartussiaq

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Det fortælles om Allunnguaq, at han var forældreløs og

havde plejeforældre. Plejefaderen plejede at sige til ham:

"Allunnguaq; du skal træne dig stærk; men kun i klipperevner."

Når Allunnguaq var ude at gå en tur, søgte han så

kun efter klipperevner.

Allunnguaq voksede op og blev meget stærk og dygtig til fangst. Ingen kunne måle sig med ham. De boede sammen med en stor søskendeflok - mange brødre og kun en søster. Flere dygtige fangere friede til hende. Når en frier greb hende (...for at bortføre hende), tog hun fat i ham, løftede ham op og smed ham hen til

indgangshullet.

Hun var så stærk, at ingen mand kunne klare hende. En dag skulle

Allunnguaq ud på fangst. Det var i en periode, hvor han fangede meget.

Ved afrejsen sagde han til sin plejemor; "Vil du i dag sy mig klæder

af lutter hvidt skind?" Hele den dag foretog plejemoderen

sig ikke med andet end at sy klæder af hvide skind. Da Allunnguaq kom

hjem om aftenen tog han sine hvide skindklæder på; og uden først at

have spist noget gik han ud. Han gik direkte hen til brødreflokkens

hus. Da Allunnguaq kom ind i huset, kiggede brødreflokkens søster lige

på ham, men vendte sig hurtigt bort fra ham, fordi hun var så sikker

på at kunne klare denne ret lille mand, eftersom hun havde bevist, at

hun magtede store stærke mænd. Så snart Allunnguaq greb hende, greb

hun også ham og ville løfte ham ved at spænde omkring hans balder; men

hun kunne ikke og opgav. Hun forsøgte endnu en gang, men hun

kunne ikke klare ham. Hun faldt efterhånden til ro, da Allunnguaq tog

hende rigtig til sig. Hun tog ham i øjesyn og opgav helt. Brødrene

rejste sig op; og eftersom de ikke kunne magte søsteren, opgav de alle

som én at gøre noget ved Allunnguaq. Forhåbentlig ville han næppe

finde på at pine hende. Sagen var foreløbig afgjort. Allunnguaq tog

hende med hjem. Hun gjorde ikke modstand, da han tog hende ind. Han

fik hende til kone.

En gang ved forårstide tog nogle sydlændinge på vej nordover ophold på

deres boplads. Blandt dem var der en meget stor mand. Allunnguaq havde planer om at bygge sig en konebåd. I den anden ende af rummet havde han en hel

masse skind til afhåring, som skulle bruges til betræk til

konebåden.

En aften var der en, der råbte udefra: "Allunnguaq, jeg

skal sige fra din store fælle (aiparsuarpingûk - aappaq, den anden

/ledsager / fælle, CB; (konebytnings)partner ? BS), at han kommer i morgen for at tage din kone." Næste morgen tog Allunnguaq ikke ud på fangst på grund af ham,

der ville komme og tage hans kone. Den morgen satte han sig bare til

at snitte noget til sine redskaber. Han forholdt sig afventende; og en

gang han kiggede ud gennem vinduet, så han manden komme. Allunnguaq,

der var iført klæder af hvidt skind, stillede sig ved indgangen med

ryggen til. Undervejs ind så den store sydlænding Allunnguaq stå ved

indgangen med ryggen til. Han skulle lige til at sagtne farten,

men så tænkte han, at han hellere ville skubbe ham bagfra, så han

ramte briksekanten og blev kvæstet. Derfor satte han farten op, sprang

på Allunnguaq og skubbede ham af alle kræfter. Allunnguaq flyttede

ikke engang sine fødder. Efter dette skub gik Allunnguaq langsomt og

roligt hen til sin plads på briksen. Han havde forstået, at hans kone

nok skulle kunne klare sydlændingen. Ligesom Allunnguaq satte sig, var

sydlændingen på vej hen til hans kone. Allunnguaq kiggede på ham et

øjeblik og vendte sig væk. Sydlændingen greb hans kone, og i

samme øjeblik lagde hun armene omkring ham. Som tidligere nævnt havde

Allunnguaq skind til afhåring i den anden ende af rummet. Denne proces

var i fuld gang, og skindene havde afgivet en hel masse tran.

Allunnguaqs kone tog den store mand under armen og med hen til

skindene. Allunnguaq så til og kunne nok regne ud, at det ville gå slemt

til. Allunnguaqs kone nåede hen til skindene; og med

sydlændingen under armen gravede hun ned mellem dem og lagde

sydlændingen ned, hvorefter hun dækkede ham til og forlod ham. Så så

man skindene begynde at løfte sig. Sydlændingen dukkede frem smurt ind

i tran over det hele. Han, som var så hvid, da han lige var kommet

ind. Han rejste sig op og forsvandt ud af huset.

Senere skete det, at

Allunnguaq stod og byggede en konebåd, mens hans lille søn legede i

nærheden og kastede spyd. Så hørte han drengen sige noget med

forandret stemme og så ham flygte. Han drejede om og opdagede en stor

bjørn stå lige ved siden af ham. Der var ikke tid til at flygte bort

med drengen, så han placerede drengen foran sig og vendte sig om.

Bjørnen rejste sig for at slå ham. Han vendte ryggen til bjørnen.

Bjørnen slog Allunnguaq, uden at der skete noget med ham, hvorimod

bjørnen faldt bagover, hvorefter Allunnguaq slap drengen og gik hen

til bjørnen. Han greb bjørnen og slyngede den imod jorden, så de store

hofteskåle blev revet over. Hans kone flåede bjørnen og kogte kødet;

og da kødet var kogt, gik hun ud og råbte ud i det blå: "Jeg skal be'

mændene om at komme og spise kød." Under måltidet sagde Allunnguaqs

kone: "I tror måske, at bjørnen var fanget med redskaber. Det er én, som Allunnguaq har dræbt ved at slynge den mod jorden. Da Allunnguaq i

sin tid friede til mig, strittede jeg imod. End ikke spjætte, kunne

jeg. Hverken mine fødder eller hoved kunne rokkes. Slut.

Var.: Allunnguaq. Arons version ligner denne meget.

Allunnguaq er et hyppigt navn på en initiativrig helt i forskellige fortællinger.

Kommentar: Det må i anden omgang være sydlændingen, der har helt hvide skindklæder på.

Fyldig oversættelse i Rink 1866 - 71 (1866-71), I, nr. 117, ss. 316 - 318.

Resumé: se nederst.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Noget til læsning / Fortælling om Timersuaq

Han boede i Alluitsoq (Lichtenau) og var medlem af den herrnhutiske

menighed. Han giftede sig med en af dem, der var kiffakker hos de

hvide (missionærene). Konen fødte flere børn, men de døde altid.

Manden, der meget gerne ville have børn, spekulerede i den grad, at

han til sidst kunne se det, der var skjult. Han kom til at vide noget

om andre mennesker, som han end ikke havde kunnet forestille sig

(sujuneqanngisani ?). Således fik han kendskab til, at hans lillebrors kone var sin mand utro. Det fortalte han sin lillebror, og lillebroderen pryglede sin kone og sendte hende bort, så hun kunne leve som fjeldgænger (qivittoq).

Da hun var gået sin vej, tog Timi ud for

at lede efter hende, for det var jo hans skyld, at hun var gået bort.

Han fandt hende hurtigt; men han kunne ikke få hende til at tage hjem.

Han var nødt til at følge hende. De tog af sted den 5. marts. Da det

blev dårligt vejr, og det begyndte at sne, satte de sig ved siden af

hinanden. De faldt i søvn, og da de vågnede, var de under sneen. De

rejste sig flere gange og rystede sneen af sig; men hver gang satte de

sig ned igen og sov videre. På den måde sov de i fem dage. Den sjette

dag vågnede de og var ikke længere søvnige. De tog af sted. De mødte

et og andet. Blandt andet tornit (indlandskæmper) og fjeldgængere. Så

mødte de to dværge - en gråhåret og en ung. Den gråhårede talte ikke,

men den unge var meget snakkesalig. Han begyndte at fortælle:

"I har hørt historien om kæmpen Aqissiaq. Da de havde trukket (hvalen ?) op,

ville han have sin fangstpart, og han løb af sted." Han pegede på det

område, hvor Aqissiaq løb. Mens han endnu fortalte, satte en

snespurv sig oven på en sten lige ud for dem. Dværgen rodede

efter noget i kamikkanten og trak en lille sort genstand frem.

Med den pegede han på snespurven, og den faldt død om. Han vendte sig

om til store Timi og sagde: "Hent den og kig på den." Timi undersøgte

den, men fandt ikke noget sår. Dværgen sagde: "Flå den og

åbn den." Timi kunne stadig ikke se noget særligt, men dværgen sagde:

"Se efter dens hjerte." Det gjorde Timi og opdagede i hjertet et

lille sår - som et stik af en knappenål. Timi tilbød at bytte

dværgens redskab med en bøsse; men dværgen sagde: "Jeg vil nødig af

med det." Det vil sige: "Jeg ville måske give dig det, hvis du ikke

skal tilbage til menigheden. Men du skal jo tilbage; og når du efter

at være vendt tilbage bliver gal, kan du nemt dræbe en med det; jeg

vil ikke gå med dårlig samvittighed af den grund." Så sagde dværgen

igen: "Tag og besøg os."

De fulgte efter dværgen og kom til huset,

der var skinnende rent. Timi plejede ellers ikke at genere sig for at

komme ind i hvide folks huse, men her generede han sig. Han kiggede ind i huset, men opgav at gå ind. De vandrede videre tværs over indlandsisen til

Østgrønland. Da de kom ned til kysten, så de to huse - det ene med

fire vinduer og det andet med et vindue. De gik hen til det store. De

undersøgte møddingen og fandt menneskeknogler. I møddingen til det

andet hus fandt de knogler af små sæler. De vidste ikke, hvordan disse

mennesker var - om de sammen spiste mennesker (?). Men de blev urolige

og vendte om over indlandsisen. De kom til et sted, hvor der var land

(nunalinut?). Så blev han søvnig - første gang, efter han (igen?) havde

sovet fem dage og fem nætter (i træk ?).

Han faldt i søvn og drømte,

at en rar lille europæisk mand kom hen til ham. I følgeskab med ham

begav han sig på vandring. Mens han gik dér og fulgte efter ham, gik

det op for ham, at de hævede sig op fra land. Undervejs så han nogen,

der sloges. Da de fjernede sig fra dem, så han nogen der vaskede

(irusisut). De gik videre, og han så et menneske, der sad ned. På

venstre side af ham var der en stor sæk / pose , der bulede ud her og

der. Ledsageren vendte sig imod ham og sagde: "Ved du, hvorfor det er

sådan? - og svarede så selv: "Det er fordi, han levede letsindigt,

mens han var på jorden, og det, han stjal, puttede han i sækken. Sådan vil

han vente på verdens undergang. De gik videre. Så fik han øje på en

mand i luften. Han sad på noget, der lignede et bræt, som vippede

voldsomt. Når brættet vippede til den ene side, var han lige ved at

falde af - og det samme, når vippen hældede til den anden side, og han

var meget snavset omkring munden. Den anden vendte sig imod ham og

spurgte: "Kan du klare, hvad dette betyder?" "Nej; svarede Timi;

og den anden fortsatte: "Det er Elias fra omegnen af Alluitsoq. Han

var medhjælper i kirken. Han blev tosset og beskyldte sin lille søn

for noget. Så bed han hans ringefinger af og spiste den, hvorefter han

dræbte drengen og puttede ham ind i en rævefælde. Derfor vil han være

sådan til verdens undergang. Da de gik derfra, kom de til et sted, som

lignede ler, og som bulede ud hist og her. Somme tider så de nogle

hænder stikke frem. Så hørte de nogen sige: "Det var en stor skam, at

jeg opførte mig så skidt, den gang jeg var på jorden." Den anden

vendte sig imod Timi og sagde: "Har du nogen mening om, hvordan dette

skal forstås?" Han svarede: "Nej." Den anden fortsatte: "Det er fordi

de har opført sig meget dårligt, mens de levede på jorden. Sådan

skal de befinde sig lige til jordens undergang." De forlod dem og fik

øje på en stor kløft med en masse mennesker, der tyggede på deres

tunger. Den anden sagde: "De har det sådan, fordi de har opført sig

skidt, mens de levede. De vil pines indtil verdens ende (utydeligt

skrevet CB)." De forlod dem og fik øje på et meget, meget stort hus.

De gik derind og befandt sig i et stort rum. Der var skrevet på

væggene hele vejen rundt. På venstre side var der skrevet med store

bogstaver og på højre side med meget små bogstaver. Ledsageren sagde:

"Har du nogen mening om, hvordan disse skal forstås?" Timi svarede:

"Nej." Så sagde den anden: "De store til venstre handler om de

ugudeliges gerninger. De små handler om de helliges gerninger." Med de

ord, bad han så Timi kigge ind gennem en snæver indgang. Han kiggede

ind og så nogle, der var skinnende hvide og andre, der nok var

hvide men mere grålige, med en anderledes ansigtskulør.

Ledsageren fortsatte: "Dem er der sørget alt for meget over (deres døde)

(aliagivadlâqat). Når du kommer tilbage til menigheden, skal du

sige, at de ikke må være for bedrøvede, for så skader de deres

døde (illanguatik pinerdlukusersortarpait ?)."

Nu var han på vej tilbage til sit legeme. Hans ledsager, en sølle

kone, ville forlade ham; men først tog hun hans puls. Når hun kunne

mærke pulsen på hans hoved, blev hun hos ham. Mens hun endnu

var hos ham, begyndte han at trække vejret. Langt om længe var han ved

at blive vågen. Timi ville gerne hjem, men det modsatte den stakkels

kone sig. Han forsøgte at overtale hende til det, men da hun fortsat

ikke ville, sagde han til hende, at han ville knuse hendes knogler,

hvis hun blev ved med at modsætte sig. Efter denne trussel gik de

hjemad og nåede tilbage d. 29. september. Kvinden gik som sagt

hjemmefra d. 5. marts. Da kvinden endnu engang gik sin vej, opgav Timi

at prøve på at få hende hjem igen.

Resumé af Rinks resumé: Timi ved Lichtenau bliver gift med en af qallunaats tjenestepiger, men da de børn hun får, alle dør som små, blir Timi halvgal, mister sin skygge, ligger i med sin broderkone, der tæves af sin mand og går qivittoq d. 4. marts. Timi følger efter, kan ikke overtale hende til at vende hjem, følges så med hende. Under et langvarigt snevejr sover og vågner de fem gange begravede i sne, og blir så helt årvågne. De møder andre qivittut, indlandsboere og så to bjergtrolde, en gammel, der ikke kan tale, og en ung, der er meddelsom. Han viser dem stedet, hvor Aqissiaq trak hvalen op i fjorden, og hvordan den lille sorte tingest, bjergtrolden har, kan dræbe en snespurv uden at efterlade andet end et nålestik i hjertet. Han vil ikke gi' T. våbnet, det kan blive for farligt, hvis T. blir tosset. Han inviterer dem hjem, hvor der er renere end i de hvides huse. T. går med kvinden over isen til Østgrønland, hvor eet hus har menneskeknogler i møddingen, et andet sælknogler, men af skræk for, at husene måske alligevel har spist mennesker sammen, vender de om og går tilbage, hvor Timi sover i fem døgn, bliver rigtig søvnig og drømmer, at en qallunaaq viser ham forskellige syndere, der afventer dommedag. Nogle slås; een har en pose med noget levende i (tyvegods); en er snavset i ansigtet og svæver på et brædt i luften (blev tosset, bed lillefingeren af sin søn, dræbte ham og puttede ham i en rævefælde); nogle sidder fast i noget ler (har syndet); nogle tygger på deres tunge (ditto); i et hus står onde gerninger skrevet på væggen med store bogstaver og gode med små ("skriften på væggen", BS), og gennem en snæver åbning ("nåleøjet", BS) ses hvide skikkelser. Men nogle er mørke i ansigtet af sorg, fordi deres efterladte græder for meget over dem. Timi vågner op, overtaler kvinden til at følge med hjem d. 29 september, men da hun senere igen går qivittoq, opgiver man hende.

Hist.: Historisk kerne: En noget mere prosaisk kortfattet version, dvs. dog kun om noget af baggrunden for Timi og broderkonens udflugt er meddelt af Motzfeldt: Om hexeri, Rink 202 1008.

Herrnhutisk påvirkning. De døde syndere pines indtil dommedag (og måske efter), og befinder sig i samme verden som ånderacerne. Bemærk de to overgange på fem dage og angsten for østgrønlændernes kannibalisme (Vestgrl. syn på Østgrl.). Vestgrønlænderes forestilling om østgrønlændere som menneskeædere er af ældre dato og dokumenteret i Egedernes dagbøger.

Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.

Mellem-person = indsamler N. L. Nielsen var udstedsbestyrer i Kangâmiut.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Der rejste endnu engang sydlændinge nordover. Langt op mod nord kom de til en boplads, hvor de agtede at overvintre. Nogen tid efter de havde slået lejr, kom der besked om, at man næste dag ville udfordre dem til konkurrence i brydning. Som ventet fik de næste dag at vide, at nu skulle det ske. De gik op til et sted ovenfor husene og begyndte konkurrencen. Da den havde stået på et stykke tid, stod det klart, at ingen kunne klare sig imod nordgrønlændernes stærke mand. Han havde efter tur kastet samtlige sydlændinge hen ad jorden.
(Hvis "kujatânut" er en fejlskrift af "kujatâmiut") De begav sig ned til bopladsen, idet de hele tiden sagde: "Deres telte, deres telte!" Undervejs ned lød det fra en af sydlændingene: "I har ikke overvundet dem alle sammen." Nordgrønlændernes stærke mand vendte ansigtet og så, at de skubbede en sølle ung mand, hvis ene arm var trukket op i ærmet, hen imod ham med ordene: "Han dér skal brydes med ham." Tænk at de udpegede én, som de næppe selv regnede for noget! Den der skubbede den unge mand frem, sagde: "Lad manden, som ingen kan måle sig med, brydes med ham." Da den unge mand var blevet skubbet helt frem, stak den stærke mand sin venstre hånd i lommen, så den var skjult helt op til under armen.Han begyndte, med bare sin højre arm, at brydes med den unge mand. Men da han ikke kunne klare ham, måtte han trække den anden arm op. Midt i opgøret trak den unge mand hovedet ned mellem skuldrene, tog den anden omkring livet, løftede ham op og kastede ham hen ad jorden. Hans fæller begav sig ned og sagde hele tiden: "Deres telte, deres telte!" Idet de begyndte at gå, hørte man nogen sige noget. Han (Nordgrønlænderen ?) vendte hovedet imod lyden og så en lille kælling med oprullede ærmer vise sine arme frem, idet hun hele tiden sagde:"Den kære unge mand har jeg båret på ryggen" (mens mine små underarme "qaumaivdlugit?) Minsandten om ikke den unge mand var denne kvindes søn. Så vandt sydlændingene altså.

Hist.: Vedr. disse rejser søg på sydlænding; sydlændinge

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Morderen i Sydgrønland (opr. ingen titel; 1. linje angivet som titel ovf.)

De, der boede nordpå, havde hørt om den stærke mand i

Kanajormiut. En af dem sagde: "Jeg kunne godt tænke mig at tage

sydover for at se den stærke mand i Kanajormiut. Han tog afsted.

De andre ventede, at han skulle komme tilbage, men han viste sig

aldrig igen. Så sagde én af dem: "Jeg vil også sydover for at se!"

Også ham ventede de skulle komme hjem; men også han udeblev. Da de på

denne måde var ved at blive udryddede, tog en af dem afsted for at

undersøge hvor de andre var blevet af. Han kom til at sted lidt nord

for sydlændingenes boplads. Man fortæller, at der var en lille høj

lidt nord for deres boplads.

Da han kunne se den lille høj, så han et menneske deroppe. I det

samme han fik øje på ham, fik mennesket (på højen) travlt og

forsvandt. Han var kun væk et øjeblik, så viste han sig i kajak. Han

nærmede sig, idet han under vejs kastede til måls med både sit

blærespyd og sin fuglepil. Han roede hen til nordlændingen og stak sin

kajakåre skråt ind under tværremmen foran ham. Da sagde nordlændingen:

"Mon der er (sorte)bær her i området?" For så ville han ind og spise

bær. Det bifaldt den anden. De roede til land, kom op af kajakken og

begav sig op.

De gik og spiste bær; og nordlændingen kunne gennem armhulen se, at

den anden hele tiden fulgte efter ham. Og han kunne gennem armhulen se

at den anden ligesom pønsede på noget. Nordlændingen var hele tiden på

udkig efter en udtørret sø. Da han endelig fik øje på en, gik han ud i

den og forsvandt ned i den. Så gav han sig til at stikke sydlændingen

i sålerne nedefra med sin kniv. Så såre han stak ham i den ene sål,

løftede sydlændingen det andet ben. Så stak han ham i den anden sål.

Han forsøgte at flygte; men den anden fulgte med ned under ham.

Til sidst satte han sig ned på jorden. Da han satte sig, stak han ham

i den ene balle; og straks hældede han til den anden side. Så stak han

ham i den anden. Til sidst kom han til at trille rundt hele tiden. Han

fortsatte med at stikke ham, lige til han døde. Han parterede hans

legeme og smed stykkerne ud.

Det viste sig, at denne stærke mand fra Kanajormiut havde holdt øje

med de øvrige mange fangere fra højen og dræbt dem, den ene efter den

anden. Da nordlændingen havde dræbt den stærke mand, var der ikke

længere noget at være bange for. Manden rejste tilbage mod nord og tog

aldrig mere sydover.

Var.: Nord- og Sydboerne Nikolai (hvor det er sydlændingen, der overvinder nordlændingen).

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Anden qivittoq - fortælling.

Der var engang en mand, der var gift med en sur kvinde. Hun var altid

gnaven på sin mand. Når hun ordnede hans

kamikker, stak hun synåle i kamikhøet for at gøre det rigtig

smertefuldt for ham at gå. Langt om længe blev manden fornærmet og

tog bort for at leve som qivittoq. Men det varede ikke længe, så

fortrød han det bitterligt, og ville vende tilbage.

Der skete så det, at folk på en anden boplads begyndte at mærke

noget usædvanligt. Det spøgte. En aften sad en kvinde og syede, og da

de andre var gået i seng, ville hun ud for at besørge.

På vej ud hørte hun støj i retning af kogerummet, og

efter lyden at dømme forplantede støjen sig længere ind i gangen. Hun

vendte tilbage ind i huset og fik fat i en fakkel, hvorefter hun gik

ud igen for at finde ud af, hvad det var for noget. Hun fik øje på en

mand med ryggen til. Han havde bukser af sortsideskind, behængt med

istapper, og de så meget uhyggelige ud. Da hun så dette, gik hun

ind igen efter hjælp. Da kvinden kom ind, gav husherren sig

til at skælde hende ud og bebrejde hende, fordi hun vendte tilbage. I

det samme hørte man et vældigt rabalder. Det var manden, der var på

vej ud af husgangen og væltede bøsserne. Da det blev sommer, forsvandt der et dyr (nerssutâtâ, hans (hus)dyr),

der tilhørte manden, som skældte ud. Det var så qivittoq'en, der havde

hævnet sig på manden ved at spærre dyret inde i en klipperevne.

Det fortalte qivittoq'en senere, da han traf nogen. Han fortalte, at

han havde forsøgt at vende tilbage, inden han blev ødelagt; men nu,

var der ikke længere grund til at vende tilbage; han måtte arbejde på

at ødelægge sig selv. Flere gange mistede han bevidstheden af sult og

tørst og af at fryse så voldsomt. Til sidst vænnede han sig til det.

Han var nu i stand til at klare hvad som helst.

Hist.: Det lykkedes enkelte qivittut at vende tilbage: se fx. Saalla og andre qivittoq-historier.

Udskælderens dyr må have været tamdyr, får, måske eller geder eller køer, som herrnhuterne i det sydligste Grønland holdt i mindre tal. Fårehold blev først et grønlandsk erhverv fra 1915.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke eksisterer længere.

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

En fortælling om en rensdyrjæger. (Orig. overskrift: En anden historie).

En mand var ude på rensdyrjagt og gik opad en skråning. Han fik øje på nogle

sælknogler; en loppe sprang forbi ham. Han så også et hvalkranium. Da han gik

videre, hørte han nogen sige: "Kom indenfor." Inde i huset sad der imod

vinduespartiet lutter sorte og imod bagsiden lutter blå mennesker. En af dem ved vinduespartiet ville nu handle: "Vi vil gene købe maver af dem, I fanger,"

(Silaminattaqs maver/ bugskind). "Mener du maver af Silaminattaq?", "Ja, skind

(maver) af dyr."

En af dem inde i huset, en pige ved navn Maagina, lå på briksen og sov med

hovdet imod bagvæggen. En af dem sagde: "Maagina vil som sædvanlig sove." Det viste sig, at hun i søvne syede en lap på rensdyrjægerens kamiksål.

Var.: En temmelig uklar fortælling, hvor et rigigt menneske besøger visse dyr, som han aftaler en udveksling med. Se: Den urene kvinde, der besøgte bjørnene i menneskeskikkelse.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af orig. håndskr., renskrift el. afskrift, der ikke

længere eksisterer.

Fyldig oversættelse af to sammenstykkede versioner i Rink: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, I, nr. 37 ss. 134 - 137. Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 24, ss. 197 - 202: The Reindeer-hunt of Merkisalik.

Oversættelse i resumé ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om Meqqusaalik (opr. uden overskrift).

Meqqusaalik rejste nordpå. Undervejs så han en konebåd sejle ud fra næsset ved

Uummannaq på vej til Akilineq (det nordøstlige Canada, Baffinland). Meqqusaalik slog følgeskab med dem. Da det begyndte at blæse, dykkede de Meqqusaalik ned og roede under vandet. Inden de nåede frem til bestemmelsesstedet, drejede de nordover. I Ikamiut var der mennesker med store maver, der udelukkende levede af suppe. Når de blev mætte, plejede de at sige: "En smule udenom." ("avuunakanneq" har jeg i denne forbindelse svært ved at finde mening ud af - Chr.B.)

Var.: Ikke i denne bases fortællinger.

I forskellige fortællinger optræder en Meqqusaalik el. Meqqisaalik som hovedperson, biperson el. et uhyre, der er stærkt behåret som navnet betyder.

Var.: til folket uden rumpehul: Nukariit avittut; Uluaa-boen; Den blinde, som fik sit syn igen nr. 8; Hvorledes narhvalen blev til; Tutigaq.

Kommentar: Denne fortælling er ligesom de foregående numre i Rink 2488, II, resumeret af CB på et tidspunkt, hvor vi endnu ikke havde valgt at bringe komplette oversættelser, BS. Måske er forløbet klarere i sin fulde ordlyd. Det er øjensynligt en rejsemyte til fjerne egne med underlige mennesker.

Resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, side 375: "Dengang

åndemaneren Avggo ..."

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Dengang da Aggu / Akku nær var blevet taget.

Aggu fulgte engang en konebåd et stykke på vej nordover. Han ledsagede

dem til Avalineq. Først da han nåede til et bredt sund, forlod han dem

og tog af sted sydover. Han roede sydover i ro og mag uden at ane

uråd. Han var kommet ret langt sydover, da han opdagede, at der kom en

konebåd bagfra; det var noget, han ventede  mindst af alt. Han

sagtnede farten og ventede på den (âsît qasisêrtaugagssat

iluatigalugit - Måske: for det ville jo være rart med følgeskab). Han kiggede på

konebåden og fandt, at der var noget ejendommeligt ved, at de roede

så langsomt. Når de tog et åretag, varede det længe, før det næste

kom. Det gik også op for ham, at konebåden ikke lavede nogen krusning

på havoverfladen. Da han blev klar over, at det drejede sig om en

ikke helt almindelig konebåd, fik han travlt med at ro imod land; og

straks begyndte han at kalde på sine hjælpeånder. Mens han endnu

roede (imod land), kom to kajakmænd hen til ham. Da kajakmændene

opdagede ham, fik de fart på. Han nåede til land, lige

før de indhentede ham. Han skyndte sig at trække sin kajak op på

land, stillede den på tværs, lod sig falde ned bag ved den og lagde

sig ned. Alle hans hjælpeånder kom hen til ham. Konebåden havde en

styrer og tre roere; og midt i konebåden var der en tiggak (en

hansæl) qârarsiúminik isulersimasoq (?), som var skåret over, og som

ikke var gammel (eller: som var frisk).

Styreren undersøgte landsiden og trak båden imod stranden ved hjælp af

en bådshage for at gå i land og snuppe ham. Lige da

konebåden skulle til at lægge til, stillede Aggus hjælpeånd Ukuana sig

mellem konebåden og stranden; og straks fik han fat på konebådens

ræling (umiavdlo qulâ) og skubbede båden, så den gled langt ud.

Styreren fik hurtigt fat i bådshagen og ville trække båden imod land;

men hver gang skubbede Ukuana båden ud. Dette gentog sig mange gange,

og det tog lang tid, men Aggus hjælpeånder magtede ikke at få

båden væk. Aggu blev bange, og han kom i tanker om, at han også havde

en hjælpeånd, som hed Pamialaaq, der havde en nápalikitsoq (? en

falk, som hjælpeånd). Han gav sig til at lokke den til sig. Han

måtte vente længe; og han var ved at blive utålmodig, da den viste

sig sydfra fra den anden side af et lille næs. Aggu mente bestemt, at